BLINDEHISTORISK SELSKAB

NYHEDSBREV SEPTEMBER 2014

Indholdsfortegnelse

1. Redaktionelt. 1

2. Bestyrelsens navne og adresser. 1

3. Formanden har ordet. 2

4. Jubilæumsfest 15. – 16. november 2014. 2

5. Tanker om blindhed 2. del. 3

6. Offentliggørelse af medlemmernes navne og adresser. 8

7. Finale. 12

1. Redaktionelt.

Velkommen til Nyhedsbrevet.

Alle artiklerne er naturligvis vigtige, men vi vil dog gøre opmærksom på, at vi denne gang bringer anden del af den spændende og interessante artikel, skrevet af et af vores medlemmer, Rita Cecilie Varmby.

God fornøjelse med læsning og lytning.

Karsten Ahrens.

2. Bestyrelsens navne og adresser.

Formand: Hans Erik Olsen, tlf. 64 68 75 89

email: heolyd@vores-mail.dk

Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19

email: abkrogh@sorgenfrivang1.dk

Næstformand: Inge Gibskov,

email: inge.gibskov@mail.dk

Redaktør af nyhedsbrevet, Karsten Ahrens

email: ahrens9@gmail.com

Sekretær: Svend Thougaard

email: sth4400@gmail.com

Suppleanter til bestyrelsen:

Leif Martinusen og Andreas Møller Petersen

3. Formanden har ordet.

Så er det igen blevet tid til et nyhedsbrev fra Blindehistorisk Selskab.

Vi i bestyrelsen håber, at alle har haft en god sommer, og at I har kunnet nyde vejret, for det har været fantastisk.

Nu er vi så allerede i efterårsmåneden september, og vi i bestyrelsen er igen trukket i arbejdstøjet.

Og der er virkelig noget at tage fat på, så det er dejligt.

I juni måned fik vi fra et af selskabets medlemmer hele båndsamlingen, der består af godt 2.500 optagelser. Og der er mange værdifulde blindehistoriske lydoptagelser.

Vi er ved at gennemgå og registrere hele materialet, og det er noget, der tager tid.

Med tiden vil mange af disse blindehistoriske optagelser kunne høres på vores hjemmeside www.blindehistorie.dk.

4. Jubilæumsfest 15. – 16. november 2014.

Kom til 20 års jubilæum i Blindehistorisk Selskab.

Den 15.-16. november fejrer Blindehistorisk Selskab 20 års jubilæum på Fuglsangcentret i Fredericia.

Vi starter med frokost kl. 12.

Kl. 14,30 er der kaffe/the.

Derefter får vi en på opleveren, da Christian Alvad kommer med foredraget: Ræk mig de skysko. Så det kan I glæde jer til.

Kl. 18,30 serveres der festmiddag, og under middagen vil der blive holdt en jubilæumstale.

Herefter bliver der en quiz om paratviden med præmier til vinderne og socialt samvær med kaffe/the.

Der er afrejse søndag efter morgenmad.

Arrangementet koster 450 kroner, og indbetales på foreningens girokonto 0501697.

Hvis du bruger netbank, skal du påføre tallet 01 foran kontonummeret.

Vi råder over 25 værelser, så der er plads til dig også.

Bindende tilmelding skal ske senest den 15. oktober til formand Hans Erik Olsen, Tlf. 64 68 75 89 eller e-post: heolyd@vores-mail.dk 

Det var så, hvad vi havde af ord fra bestyrelsen denne gang. Vi glæder os rigtig meget til at mødes med jer til selskabets 20 års jubilæum.

På bestyrelsens vegne og på festligt gensyn.

Hans Erik Olsen.

Holmebækhuse 14

4681 Herfølge.

Telefon 64 68 75 89

E-mail. heolyd@vores-mail.dk

5. Tanker om blindhed 2. del.

Af Rita Cecilie Varmby

Mange seende tror, at man som blind kan bruge informationen “Gå 100 meter frem”. Men afstandsfornemmelsen er ret begrænset, og man skal kunne høre en lyd, f.eks. muren, som er nogle meter fremme. At tælle skridt er ikke noget jeg bruger særlig meget, som mange seende måtte tro, for det vil være ganske umuligt at holde rede på alle de tal, skridt og steder. Jeg stoler hovedsageligt på min hørelse og spørger mig for.

Det med at gå lige i trafikken er også et stort problem, eller hvis man skal holde en bakke med kopper og tallerkner. Det at holde en bakke lige, når man holder den i luften er ikke let, da skævt og lige er et abstrakt begreb for den blindfødte.

Når man som blind går, kommer man let til at gå skævt, og retningssans er bestemt ikke beskåret alle blinde at have, for man har ikke et indre landkort i hovedet.

Jeg ved godt, at der også er seende, der ikke har stedssans, men de kan se de omkringliggende omgivelser og lettere gætte sig til, hvor de muligvis skal hen.

Heller ikke alle blinde har et landkort i hovedet eller stedsans, hvilket nogle mennesker meget gerne vil tro, fordi de tilfældigvis har truffet en eller to personer der har det. En generalisering af en gruppe er nemmere at forholde sig til end et nuanceret syn på den gruppe, det måtte handle om.

Der er også former, der er mere smukke end andre, som f.eks. kubeformede genstande. Rummet til en bikube uden bier er sekskantet og meget fascinerende at røre ved.

Men mine egne forsøg som billedkunstner har aldrig givet mening. Når jeg skulle forsøge at tegne som barn, så blev det noget med streger og cirkler, som jeg kunne forholde mig til. Jeg tror ikke det lignede noget, som den seende kunne få noget ud af.

Jeg har også været med til at skulle føle farver, hvilket jeg nu aldrig har troet på.

Derfor var jeg måske ikke den rette forsøgsperson, men jeg syntes det var spændende at arbejde med de forskellige varme-ledende materialer, hvor man ad den vej skulle påvise ved hjælp af solen, om blinde kan føle farver. Derfor arbejdede vi intenst med forskellige materialer, hvor varme- og lyspåvirkningen var meget forskellig.

Ved intensiv træning lykkedes det mig at finde cirkler og streger gennem glas. Det tror jeg ikke kan lade sig gøre længere, da jeg er helt ude af træning med det.

Jeg har også været med i forsøg, hvor blinde skulle tegne til musik.

Den senblinde ville kunne gøre det, men den blindfødte, som ikke har farvefornemmelse eller anden visuel hukommelse, kan, hvis man spørger mig, ikke få noget ud af farvestemningerne via musik, med mindre man engang har kunnet se farver.

En påstand, den blinde udsættes for er, at vi hører bedre end andre.

Nej, det hænger ikke sådan sammen, men som blind må man stole på det man har hørt, da man ikke kan lave en kontrol med synet, som den seende har mulighed for.

Jeg sammenligner i den sammenhæng den blinde med naturfolk, der er nødt til at bruge alle sanser for blot at overleve, mens vi i vores civilisation ikke er nødt til at bruge alle sanserne, hvis vi kan se.

Jeg synes, det kan være svært at se et billede, som er et relief. Man kan ikke komme rundt om det, som man kan med en statue. Det billede, som er et relief, er ikke detaljeret nok. Den seende tror, at en blind får det samme ud af et relief, men relieffet er for mig todimensionelt med forhøjede streger og cirkler, og statuer går langt bedre at opfatte.

Jeg har oplevet mig selv mange gange stå at kikke på en statue.

Er det en mand og han er velbeskrevet, bliver jeg næsten flov over, at jeg undersøger, om han har en penis. På samme måde er det med en kvinde, hvor hun skal tjekkes for bryster.

Når jeg er på opdagelse på den måde, føler jeg mig overvåget, hvilket måske kan lyde som en gang paranoia, men jeg kan jo ikke kontrollere om folk kigger og undrer sig og er jo også lidt flov over det.

Som blind er man ikke et bedre eller dårligere menneske end de seende. Selvfølgelig præger blindheden måden, hvorpå man sansemæssigt opfatter verden omkring sig, men følelsesmæssigt og intellektuelt tror jeg ikke, man afviger så meget fra andre mennesker.

Omgivelserne kommer tit og ofte til at fokusere på handicappet, og det kan for den blinde føles som om, den seende mener, at hele personligheden er blind og alle funktioner er nedsatte.

Man bliver let undervurderet eller overvurderet, hvilket er lige slemt, men det er gjort af uvidenhed og ikke ond vilje. Nogle mennesker tror, man har et indbygget gps-system, hvilket jo ikke er tilfældet, for så skulle det nærmest være sværere at kunne se end at være blind.

Når seende spørger om man som blind selv kan gå i bad, tage tøj på eller gå på toilettet, så gør de det fordi, det er svært at forstå rækkevidden af, hvad det vil sige at være blind. Jeg ser det ikke som udtryk for respektløshed, som nogle blinde måske gør.

Jeg er også blevet spurgt om, hvad der er værst, at være døv eller blind. For mig vil døvheden være værre, da jeg kun kan svare ud fra mine egne erfaringer som blind.

Hvad er så værst, at have kunnet se engang eller at have været blind altid?

Heller ikke dette kan jeg svare på, men jeg vil tro, det handler om, hvordan man opfatter sit handicap og hvilke vilkår, man har haft i livet.

Jeg ved, at for mange er det en katastrofe at miste synet, men den senblinde har stadigvæk den visuelle hukommelse i behold og kan snakke med om de visuelle ting, men det har den blindfødte af gode grunde ikke mulighed for.

Den blindfødte skulle jo lære at træne sanserne gennem livet og kan ikke vide, om det er et tab at være blind. Men som blind har man vænnet sig til at bruge de øvrige sanser gennem hele livet og der vil være ting, der falder den blindfødte lettere og andre ting vil være sværere. Det er forskelligt fra menneske til menneske, ligesom det er blandt seende.

Der vil altid være ting, som ikke kan lade sig gøre på grund af handicappet, men man må leve med synstabet og få det bedste ud af livet. Nogle har mod på at afprøve, hvad de kan og ikke kan, mens andre er hurtige til at give op på forhånd.

Som barn og ung gjorde jeg mig mange forestillinger om, hvad det vil sige at kunne se, men det kan jeg ikke forestille mig, så det har jeg opgivet. Det er bedre at bruge kræfterne på andre ting, som for mig er mere væsentligt.

Blindheden er ikke afgørende for, om man er dum eller klog, men som blind skal man i arbejdssammenhænge være meget dygtigere end den seende. Man skal være 10 hestelængder foran for at begå sig på arbejdsmarkedet.

Blindheden er et langsomhedens handicap, og blinde er længere tid om at udføre det samme stykke arbejde end som den seende, fordi synet er den sans, der gør, at det går hurtigere for den seende. Ikke fordi den blinde ikke kan udføre det lige så godt, men det tager bare længere tid, hvilket mange af os ikke er meget for at indrømme.

Vi vil meget gerne kunne gøre det lige så hurtigt og godt som den seende og det understreger at synet er den vigtigste sans.

Syn og hørelse er kommunikationssanser og det er medvirkende til, at det er sværere at begå sig i sociale sammenhænge. Man kan let komme til at føle sig isoleret og udelukket, uden at det er ond vilje fra omgivelsernes side. For den seende er kropssprog og andre visuelle tegn nødvendig, som den blinde ikke har mulighed for at være opmærksom på, da man jo ikke kan tyde andres kropsprog. Den blinde har sikkert også mindre mimik end den seende.

Man kan fristes til at spørge, om den blinde har et rigere indre liv end den seende?

Det ved jeg ikke, men at man har et indre liv som blind, mener jeg man næsten er nødt til at have, da man ikke kan fange de mange sanseindtryk, som den seende kan.

Man kommer let til at synke ind i sin egen verden, da de ydre indtryk er anderledes for den blinde end den seende, da synet udgør 80 procent af sanseindtrykkene.

Det kræver stor koncentration af den blinde at følge med i omgivelserne af de ovennævnte grunde. Derfor må man som blind også træne sin hukommelse, da man ikke igen og igen kan få de samme indtryk som den seende får.

Det er f.eks. hvordan ord staves, hvor ting står, hvor en eller anden rute ligger osv.

Planlægning og struktur i hverdagen er nødvendigt, da man lettere mister overblikket.

Blindheden er et kommunikationshandicap, og megen kommunikation foregår gennem synet. Den blindfødte er som regel velformuleret, da det verbale sprog er en afgørende faktor i kommunikationen. Så når blinde taler sammen kan det virke meget støjende for den seende, da sproget er den kommunikationsform, man har til rådighed.

For blinde handler det om at træne de andre sanser, så man kan stole på dem, da man ikke visuelt kan tjekke om det for eksempel er en ske eller en skarp kniv, der ryger på gulvet.

Man må som blindfødt eller blindbleven få det bedste ud af livet, med de muligheder og begrænsninger, man nu engang har.

Derfor er det vigtigt at sige ja til blindheden og acceptere den, selv om det ikke altid er lige let, og lade den blive en del af ens personlighed, da flugt fra sig selv ikke er en mulighed.

Rita Cecilie Varmby

6. Offentliggørelse af medlemmernes navne og adresser.

I sommerens løb har der mellem Hanne Kassandra Skipper og bestyrelsen været

en korrespondance i Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Her opfordrer hun

bestyrelsen til at udsende en adresseliste.

Og i sine indlæg beder hun om, at det også bringes i selskabets nyhedsbrev.

Derfor får I Hanne Kassandra Skippers indlæg, og bestyrelsens svar her.

Til alle medlemmer af Blindehistorisk selskab.

Nedenstående indlæg blev bragt i Medlemsblad nr. 8, Men nu kan I også her i

nyhedsbrevet læse mit spørgsmål til bestyrelsen.

Jeg fremsender det så betids, at bestyrelsens svar skulle kunne nå, at komme

med i samme udgivelse, som mit spørgsmål.

Jeg tænker, at de fleste af jer en gang i mellem har det samme behov som

jeg.

En adresseliste for BHS skal naturligvis indeholde både navn, adresse,

telefonnummer og eventuelle mailadresser.

Bedste hilsner

Hanne Kassandra Skipper.

Adresseliste på medlemmer af Blindehistorisk Selskab ønskes.

Af Hanne Kassandra skipper, Valby

Jeg har været medlem af Blindehistorisk Selskab, siden det blev stiftet for

næsten 20 år siden og i den tid flere gange forgæves bedt bestyrelsen om at

udsende en adresseliste over selskabets medlemmer.

Også både den nuværende formand og kasserer har jeg for år tilbage

kontaktet, og begge lovede at tage forslaget med til bestyrelsen. Men endnu

er der ikke kommet noget svar, og jeg synes, det er meget mærkeligt at være

medlem af en forening, hvor man ikke ved, hvem de andre er.

I f.eks. både Interessegruppen (BSIEU) og Landsforeningen af

førerhundebrugere(LAF) har man i alle år udsendt en adresseliste til stor

gavn og inspiration for medlemmerne.

Foruden noget så grundlæggende som at finde ud af, hvem man er i forening med, kan man jo gennem en sådan liste blive inspireret til at arbejde sammen med andre medlemmer, ligesom man også kan få et meget bredere grundlag for at foreslå kandidater, når der skal vælges ny bestyrelse.

Så altså: lad os nu få den adresseliste – meget gerne inden eller i

forbindelse med 20–års–jubilæet til november.

Bestyrelsens svar til Hanne Kassandra Skipper.

I Medlemsblad nr. 8 beder Hanne Kassandra Skipper bestyrelsen udarbejde og offentliggøre en adresseliste.

Hun skriver, at hun har kontaktet formand og kasserer vedr. denne, men det er ikke korrekt.

På generalforsamlingerne i 2006 og 2011 har spørgsmålet været taget op, og i begge tilfælde afviste bestyrelsen spørgsmålet med følgende begrundelse:

Vi må ikke som forening udsende en adresseliste uden medlemmernes udtrykkelige samtykke, som der står i lov om datasikkerhed af 16. maj 2012.

Men vi vil gerne prøve forsøget, så hvis du ønsker at stå på adresselisten i Blindehistorisk Selskab, kan du kontakte formanden Hans Erik Olsen, tlf. 64 68 75 89 e-post: heolyd@vores-mail.dk, og oplyse, hvilke data der må stå på listen.

På bestyrelsens vegne Hans Erik Olsen.

Hanne Skippers næste indlæg

Hej Hans Erik Olsen

Jeg synes, det er en god ide, hvis du sætter dit eget svar til mig mellem mine to indlæg i Nyhedsbrevet. Det vil give en god mening for læseren.

Du kan også lave en ekstra opfordring under de tre læserbreve fra dig og mig.

Bedste hilsner

Hanne Kassandra Skipper

Til Nyhedsbrevet, BHS

Tak for dit hurtige svar, Hans Erik Olsen, og opfordring til at kontakte dig med henblik på en adresseliste for Blindehistorisk Selskab.

Det er naturligvis korrekt, at jeg har henvendt mig tidligere både til Arne Krogh og dig; men det er åbenbart for længe siden til, at du kan huske det.

Jeg vil hermed opfordre selskabets medlemmer til at opgive navn, adresse, telefonnummer og eventuelt mailadresse, så det er muligt at kontakte hinanden for samarbejde og ideudveksling.

Inspirationen til at arbejde med blindehistorien, er den, at man kender hinanden og ved hvem, man kan inspireres af og arbejde sammen med.

Arbejdskraft, inspiration og iderigdom skal komme fra medlemmerne, nedefra, fra græsrødderne.

Så meld jer til adresselisten hos formand Hans Erik Olsen tlf. 64 68 75 89 eller e-post: heolyd@vores-mail.dk.

Bedste hilsner

Hanne Kassandra Skipper.

Endelig til adresselisten:

Hanne Kassandra Skipper

Bramslykkevej 18, 1. tv.

2500  Valby

tlf. 27 21 74 08

E-mail: mail@hanneskipper.dk

Bestyrelsens endelige svar.

Jeg har en ganske udmærket hukommelse og må fastholde, at Hanne Skipper ikke tidligere har henvendt sig hverken til kasseren eller mig angående dette emne. Her ud over har jeg ikke yderligere kommentarer.

7. Finale.

Hermed har du læst eller hørt det, vi havde valgt at bringe denne gang.

Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Vi ved, at det er noget, der er rigtig stor interesse for.

Hvis du har læst Nyhedsbrevet på sort eller punkt, vil vi, som vi tidligere har gjort opmærksom på, af produktions- og forsendelsesmæssige årsager, (omkostninger) opfordre til, at du oplyser til Hans Erik Olsen, Tlf. 64 68 75 89, e-mail: heolyd@vores-mail.dk

at du fremover gerne vil modtage brevet som e-mail eller på en cd.

Med venlig hilsen.

Karsten Ahrens, redaktør.

ahrens9@gmail.com

BLINDEHISTORISK SELSKAB

NYHEDSBREV APRIL 2014

Indholdsfortegnelse

1. Redaktionelt 1

2. Bestyrelsens navne og adresser 1

3. Nyt fra formanden 2

4. Referat af generalforsamling i Blindehistorisk Selskab 3

5. Tanker om blindhed ved Rita Varmby 5

6. Finale 15

1. Redaktionelt

Velkommen til Nyhedsbrevet.

Udover referatet fra den årlige generalforsamling og bestyrelsens bemærkninger bringer vi første del af en interessant artikel, skrevet af et af vores medlemmer, Rita Cecilie Varmby.

Anden del vil blive bragt i det næste blad.

God fornøjelse med læsning og lytning.

Karsten Ahrens.

2. Bestyrelsens navne og adresser

Formand: Hans Erik Olsen, tlf. 64 68 75 89

email: heolyd@vores-mail.dk

Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19

email: abkrogh@sorgenfrivang1.dk

Næstformand: Inge Gibskov,

email: inge.gibskov@mail.dk

Redaktør af nyhedsbrevet, Karsten Ahrens

email: ahrens9@gmail.com

Sekretær: Svend Thougaard

email: sth4400@gmail.com

Suppleanter til bestyrelsen:

Leif Martinusen og Andreas Møller Petersen

3. Nyt fra formanden

Så er foråret kommet, og det varer ikke længe, før vi alle nyder påsken og de fridage, der følger med den højtid.

Disse linier kommer til at handle om vores arrangement i weekenden 22.-23. februar på Fuglsangcentret.

Vi startede lørdag kl. 13, hvor 20 ud af 32 deltagere havde meldt sig til tilbuddet om at besøge Horsens Statsfængsel med en guidet rundvisning. Jeg skal love for, at vi fik valuta for pengene,idet rundviseren gav os en halv time mere, end der var betalt for.

I Horsens Tugthus, som det hed, da det den 20. maj 1853 blev indviet, kom senere til at hedde Horsens Statsfængsel. Det lukkede i 2006, og det er nu Horsens Museum, der driver bygningen. Vi fik fortalt historien om blandt andre fangen Peter Adler Alberti, der levede fra 1851 til 1932. Han var jurist af uddannelse og justitsminister og formand for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Han tilegnede sig flere millioner kroner fra denne sparekasse og fra smøreksportforretningen. Han spekulerede i sydafrikanske guldaktier, men denne spekulation slog fejl. Den 8. september 1908 meldte han sig til politiet, og her kom det frem, at han havde svindlet for cirka 15 millioner kroner. Et svimlende beløb dengang.

I 1910 dømtes han til 8 års tugthus i Horsens Statsfængsel. Ved indsættelsen vejede han over 138 kg., og livvidden var 153 cm. I sommeren 1911 blev han alvorlig syg og måtte indlægges på anstaltens sygehus. Han sad i dette fængsel i godt to år, og tabte over 62 kg i den periode.

Han overflyttedes til fængslet i Vridsløselille. Vi fik lov til at mærke på hans bukser, der var meget store.

En anden af fængslets kendte fanger var Carl August Lorentzen. Født 1896 og død 1958. Han sad der på ubestemt tid for indbrud og tyverier. Lorentzen blev landskendt, da han natten til den 23. december 1949 flygtede fra Statsfængslet, en flugt der var planlagt i mere end et år. Han fremstillede falske nøgler, brød et lille hul i muren bag cellereolen og gravede en 18 meter lang tunnel under fængselsgården, og fra fængselsinspektørens kælder fandt han vej ud i friheden. Ved tunnelen lagde han en seddel, hvor der stod: Hvor der er en vilje, er der også en vej. Han gemte sig på en gård ved Ølsted syd for Horsens. Han havde humor den gode Lorentzen, for han sendte fængselsinspektøren et julekort. Han var dog kun på fri fod i få dage.

Det er bestyrelsens opfattelse, at vi, der var med på denne tur, synes det var en god oplevelse, trods trapperne.

Så var det tilbage til Fuglsangcentret og til en dejlig festmiddag og hyggeligt samvær.

Søndag formiddag afholdtes selskabets generalforsamling, og bestyrelsen holdt efterfølgende sit konstituerende møde.

Bestyrelsen er følgende:

Formand: Hans Erik Olsen

Kasserer: Arne Krogh

Næstformand: Inge Gibskov

Redaktør af Nyhedsbrevet: Karsten Ahrens

Sekretær: Svend Thougaard

Suppleanter: Leif Martinussen og Andreas Møller Petersen

Revisorer: Haakon Fløe Jensen og Henrik Olsen. Revisorsuppleant: Torben Koed Thomsen.

Afslutningsvis skal vi fra bestyrelsens side slå et slag for vores næste arrangement, der finder sted på Fuglsangscentret den 15.-16. november 2014, hvor vi fejrer selskabets 20 års jubilæum.

Vi er ved at lægge sidste hånd på programmet, og i næste nyhedsbrev og i Dansk Blindesamfunds medlemsblad vil du kunne læse meget mere om dette arrangement.

Det var så ordene fra bestyrelsen for denne gang.

Formand Hans Erik Olsen.

Holmebækhuse 14

4681 Herfølge.

Telefon 64 68 75 89

E-mail. heolyd@vores-mail.dk

4. Referat af generalforsamling i Blindehistorisk Selskab.

Mødet blev afholdt på Fuglsangcentret søndag 23. februar 2014

1. Mødet åbnes og godkendelse af dagsorden:

OK

2. Valg af stemmetællere og dirigent:

Dirigent Håkon Fløe

Stemmetællere. Bitten Backs og Henrik Harreschou

Der er 29 stemmeberettigede personer til stede.

3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2013:

Godkendt

4. Årsberetning:

Hans Olsen giver årsberetning:

Nye medlemmer bydes velkommen.

I foreningen er der nu 110 medlemmer.

Dagen før generalforsamlingen var der arrangeret besøg på Horsens Statsfængsel, som nu fungerer som museum. Deltagerne fik stort udbytte af turen – ikke mindst på grund af en meget engageret guide.

September 2013: Carsten Wiedemann holdt et foredrag om komponisten Sven Gyldmark. Dette arrangement blev holdt i samarbejde med Blinde og Svagsynedes Audioklub (BSAK).

Foreningens hjemmeside fungerer tilfredsstillende. Opfordring til også at bruge siden som et kommunikationsmiddel. Adressen er: www.blindehistorie.dk

Orientering om foreningens 20 års jubilæum 15.-16. november 2014. Jubilæet afholdes på Fuglsangcentret.

5. Fremlæggelse af det reviderede regnskab:

Arne Krogh fremlægger regnskabet.

Nøgletal:

Indtægter: 45.848,01 kr.

Udgifter: 33.483,21 kr.

Overskud: 12.364,80 kr.

Egenkapital: 200.798,47 kr.

6. Fastsættelse af kontingent:

Kontingent forbliver uændret: 150,00 kr. om året

7. Indkomne forslag:

Ingen forslag til dagsordenen.

8. Valg af:

A. Formand (for 2 år):

Hans Erik Olsen

B valg af 2 bestyrelsesmedlemmer (2 år):

Karsten Ahrens

Svend Thougaard

C. 2 suppleanter:

Leif Martinussen

Andreas Møller Petersen

D. 2 revisorer samt en revisorsuppleant

Henrik Olsen

Haakon Fløe

Torben Koed (suppleant)

9. Eventuelt

Bitten Backs kommer med forslag om at hver deltager har et navneskilt liggende foran sig på møder som f.eks. generalforsamling.

Kurt Nielsen beretter om materiale af lokalhistorisk værdi, som Poul Lüneborg har samlet fra den tidligere 7. kreds, som vist i dag svarer til Århus kredsen.

Allan Andreasen foreslår at besøge museumsudstillingen i den ”gamle forstanderbolig” på Synscenter Refsnæs.

2. marts 2014

Venlig hilsen

Svend Thougaard

5. Tanker om blindhed ved Rita Varmby

Tanker om blindhed

Af Rita Cecilie Varmby

I tidens løb er der skrevet mangt og meget om blindhed, og hvordan vi sanser verden omkring os.

Også jeg føler trang til at give mit besyv med, selv om det måske kunne gå hen og blive en gentagelse af, hvad andre har sagt og skrevet. Det bliver forhåbentlig ikke tilfældet.

Jeg er blindfødt, men havde lyssans i hele min barndom og noget af min ungdom. Hvorvidt jeg i min tidlige barndom har kunnet se stærke farver er tvivlsomt.

Ideen til mit essay fik jeg ved at høre programmet “Natursyn” med Jens Olesen. Programmet handlede om blindes brug af høresansen. Jeg føler mig også inspireret af Keld Stokholms bog “Vejen til blind forståelse”, som var en øjenåbner for mig. Den satte ord på mange ting for mig, hvor den også var en genopdagelse af glemte erindringer, der både var fascinerende og skræmmende.

Ofte er jeg blevet spurgt om, hvad det vil sige at være blind. Jeg vil forsøge at komme med nogle af svarene, som nok ikke er dækkende, men måske kan bruges.

Den korte version af et svar på, hvordan det er at være blind, er: Man bruger de andre sanser og på synets plads er der ingenting.

For mig er den vigtigste sans høresansen, men tæt forbundet med følesansen og lugtesansen.

Længere nede på rangstigen kommer smagssansen.

Jeg husker at jeg som barn suttede på alting, som alle børn jo gør. Men måske gjorde jeg det i en længere periode end andre.

Jeg lærte, at man aldeles ikke måtte sutte på alt muligt, og samme slags forbud gjaldt også lugtesansen. Jeg ved ikke noget om, hvor meget seende børn udforsker deres omgivelser med lugtesansen, men jeg husker, at jeg som barn lugtede til folk eller lugtede til den stol, de havde siddet på. De voksne mente, det var en meget dårlig vane og det var meget forbudt.

Anderledes tilladt var det at lugte til peberbøssen og kagedåsen og at kunne lugte bageren i nærheden, når man var på gaden, eller at der vist nok var en pølsevogn ikke langt væk.

Følesansen lærte jeg var mere legal at bruge, da fornemmelsen er særdeles vigtig.

Men hvordan forestiller den blinde sig en bil, et hus osv.?

Jeg lærte som barn at føle på modeller af de ovennævnte ting. Da man som blind ikke kan overføre modellen til den egentlige størrelse, er det vigtigt at komme rundt om bilen og ind i den, hvilket også gælder huset.

Først da får man den fulde forståelse af tingene, når man i første omgang føler på modellen og så i næste omgang oplever det i virkeligheden, nemlig føler, lugter og hører det.

Man lærer at høre forskel på materialerne i huset, får fornemmelse af husets højde, længde og bredde, og får som blindfødt på den måde en bedre dimensionsfornemmelse.

Da jeg gik i skole for et halvt hundrede år siden, kom blinde i en specialskole, hvor man gjorde meget ud af undervisningen af blinde børn. Man gjorde meget ud af at udvikle sanserne i et fag der hed sansetræning. Og oplevelsen af ting og steder, som skulle udvikle begrebsverdenen, havde man i et fag, der hed anskuelse.

Vi lærte også at lugte forskel på benzin og diesel og om forskellen på træ og sten, både hvad føle- og høresans angår.

Vi var i små klasser, så hver enkelt elev kunne få noget ud af undervisningen. Blinde i min barndom blev ikke integreret i de almindelige folkeskoler, som man gør i dag med de konsekvenser det måtte have.

I min barndom oplevede jeg vigtigheden af at kunne se.

Det havde både fordele og ulemper.

Det var vigtigt for omverden at fortælle de blinde, hvor nødvendigt det var at kunne se. Det var for så vidt godt nok, at vi fik at vide, at blindhed ikke var normen, men det var skidt, at man ikke kunne føle sig som et helt menneske, når man lærte, at det var forbundet med et tab at være blind.

Formodningen har nok været, at det blinde barn gerne ville være som de seende, men man tænkte ikke meget over, hvilke psykiske og sociale følger denne forestilling ville kunne få for den blinde i det fremtidige liv. Man lagde vægt på det praktiske. Den blinde skulle begå sig i den seende verden. Han eller hun skulle opføre sig, som det sig hør og bør for at de kunne klare sig så godt, som det var muligt, når de skulle ud i livet og prøve kræfter med det øvrige samfund.

Jeg var et meget spørgende barn, og det blev ofte for meget for de voksne at høre på, og mange af mine forestillinger og tanker kunne jeg ikke dele med nogen, og det gav plads til forvrængninger.

Når mad for eksempel tilberedes udsættes man for mange dufte ad gangen. Det kan godt være forvirrende, hvis man i forvejen ikke ved, hvad noget smager af eller kender til madens konsistens. Det må være en fordel at få det beskrevet, men det var ikke noget man gjorde så meget ud af i min barndom, som man nok gør i dag.

Forestillingen svarede og svarer sjældent til virkeligheden.

Jeg husker, hvordan jeg som lille opfattede mad, og hylede og skreg i vilden sky, hvis jeg fik noget, som havde en væmmelig konsistens og smag.

Melboller mindede mig for eksempel om ekskrementer i sin konsistens, og smagen af mel var og blev en afskyelig smag.

Spagetti mindede mig om og minder mig stadigvæk om regnorme i form og konsistens.

Så er der sky, som man kommer på leverpostejmad, som minder mig om kviksølv.

Abrikosgrød er grød med neglestumper i, men den sammenligning er slet ikke så tosset endda, vel?

Men det var ikke kun mad, som satte fantasien i sving.

Vandmænd mindede mig som barn om slanger og drengens penis. Træstammer, som virker afrevne, virker ubehageligt på mig og det samme gælder flamingo. Porøse materialer er for mig i det hele taget ubehagelige, blandt andet fordi materialet ligesom optager kroppens varme i sig.

Lydindtryk har altid fulgt mig på godt og ondt. Lyden af et hjerte eller en rislende cisterne er meget angstfremkaldende for mig.

Lyden af en vandhane med luft i minder mig om en der kaster op, da opkastningslyde i min fantasi er som lyden af en, der skal kvæles.

Lyden af en telefonpæl, som desværre ikke længere er i brug, er en herlig lyd, som jeg stadigvæk savner at høre.

Lyden af klokker og ure er jeg af en eller anden grund ganske vild med.

Lugten af opkast i min forestillingsverden er som noget med død og lig, mens lugten af træ og tjære er gode lugte, som jeg stadigvæk holder meget af.

En anden association er den brune lugt, der måske for nogle af mine læsere lyder underligt, men det kan for mig være lugten af rugbrød eller ozonlugt på en varm solskinsdag.

Ofte er jeg også blevet spurgt om farver, hvilket jeg ikke har megen erindring om, men jeg synes, jeg husker røde postkasser, da jeg ikke var ret gammel.

Det er jo ikke noget jeg kan bruge i dag, hvilket den seende må tro, og måske er oplevelsen i virkeligheden noget jeg har fantaseret mig til at huske for at glæde de seende, og måske for at få omsorg.

Stearinlys husker jeg som et blødt lys, hvor lyset fra en nefalygte er et tåget og svagt lys.

Blitzen fra et fotografiapparat er det lille lyn, og lynet fra et tordenvejr er den store blitz, for sådan husker jeg det fra min tidlige barndom.

Som tolvårig havde jeg en speciel oplevelse. Jeg var i byen sammen med noget familie, og det var en aften med meget solskin.

Vi gik på gaden, så sagde jeg pludselig: “Der står en rød cykel, der ved muren.” Mine ledsagere stoppede op. De ville omfavne mig. De troede, at der var sket et mirakel.

Oplevelsen var meget skræmmende. Jeg husker det skarpe lys, og så forsvandt synsoplevelsen pludselig igen. Jeg gik hen til muren og rørte ved cyklen.

Alt bliver tåget omkring mig, og jeg har hovedpine resten af aftenen.

Ingen øjenlæger har villet tro på min oplevelse, men mener, det må have været en hallucination. Andre har forsøgt at forklare mig, at det var noget med synsnerven, da jeg havde mine rigtige øjne, da oplevelsen fandt sted.

Efter den tid blev min lyssans meget nedsat, hvilket jeg i en længere årrække havde svært ved at acceptere.

Jeg fik fjernet mine øjne i 1977, da jeg var 29 år, og har nu øjenproteser. Men jeg har det som om, jeg stadig væk ser lys. Folk, der har mistet et ben og kan mærke det, selv om det er væk har fantomsmerter, og på samme måde har jeg også fantomlys.

Hvis jeg sidder i en bil og varmeblæseren starter, sætter den lysrefleksen i gang, og jeg tror det er solskin, hvilket forvirrer mig rigtig meget.

Men tilbage til farverne. De seende taler om følelser og stemninger hvad farver angår.

Rød er kærlighedens farve siger man, men rød er også en sødlig smag af bolsjer eller lugten og smagen af blod.

Grøn er lugten af græs, samt smagen af grønkålssuppe og kørvelsuppe.

Nyslået græs er lysegrønt, så vidt jeg ved, og afsvedet græs, som har en anden lugt, er vist nok mørkegrønt. Derfor er det også godt at fortælle den blindfødte, hvad farver egentligt er, selvom man ikke forstår det.

Derfor er det vigtigt at hægte det på andre sanseindtryk, så begrebsverdenen bliver så nuanceret, som det er muligt.

Jeg ved at mørke farver trækker varme til sig, så her må være tale om varme farver, siden de er varmeledende.

En lys farve er også en lystone, og man taler om hvid støj, som er rent fm-sus.

Når man kan se, tror man måske, at man kan forstå farver ved at overføre dem til de andre sanser, hvilket for mig er ønsketænkning, fordi det må være svært at forstå for den seende, hvad det vil sige at være blind.

Naturligvis kan en senblind erindre farver og fuldt og helt forstå, hvad den seende taler om.

Senblind er en betegnelse for at være blevet blind senere. Mange bruger udtrykket nyblind, men hvor længe er man så det?

Derfor foretrækker jeg senblind om en person, der er blevet blind senere i livet.

Den visuelle hukommelse er også forskellig fra person til person alt afhængigt af, hvor længe man har set, før man blev blind, og hvor meget man har set førhen.

Som blind får man et meget godt indtryk af en person via stemmen.

Højden får man også ved at tage et menneske i hånden eller at være opmærksom på, hvor stemmen kommer fra.

Jeg synes også, at et menneskes håndtryk siger noget om en persons karakter, men også den måde, et menneske klapper en på skulderen på.

Bedømmelse af et menneskes alder kan godt snyde en, da en ældre person godt kan have en ungdommelig stemme.

Sproget fortæller også noget om personens miljø – er det for eksempel en arbejder eller en akademiker?

Den blindes sprogbrug skiller sig ikke meget ud fra den seendes, da man som blind lærer at tale som alle andre og bruge visuelle udtryk, som for eksempel at sige “se fjernsyn” og ikke “høre fjernsyn”. Man lærer ikke at skille sig alt for meget ud fra det øvrige samfund, hvor man alligevel skal lære at klare sig på et eller andet tidspunkt.

I min barndom og ungdom lærte man, at man var uopdragen, hvis man parodierede folks stemmer. For en seende kan det være et udtryk for at gøre nar af den person, som man imiterer, hvilket slet ikke behøver være tilfældet. For mig er det det samme som at beskrive en persons karakter ved at efterligne hans eller hendes stemme eller gang. Det er den blindes måde at beskrive den person på, som man taler om, da den blinde ikke kan beskrive personens udseende. Den blinde kan ikke fortælle om hvordan et ansigtsudtryk er, eller hvilken øjenfarve eller hårlængde, personen har.

Hårlængde kunne man nok finde ud af, hvis man fik lov til at føle på personen. Men jeg synes, det er en overvindelse at skulle føle på et andet menneske, da det er meget tæt på et andet menneskes intimsfære.

Jeg husker, at jeg som barn fik lov til at føle på en lærers ansigt, da jeg havde et godt indtryk af hende på grund af hendes stemme og fortælleevne.

Det var en rædselsfuld oplevelse, da hun havde et meget rynket, grimt, gummiagtigt ansigt samt en masse spyt omkring munden.

Jeg havde forestillet mig en fin glat hud på grund af stemmen.

Det har påvirket mig til at være forsigtig med berøring af ansigter, da jeg ikke har skullet nyde noget af igen at blive skuffet.

Som barn lærte jeg, at det var uopdragent at tale til en person med ryggen til, hvilket jeg som blind ikke tænkte over, da det for mig kunne være lige meget, når jeg ikke kunne se den person, jeg talte med.

Som blind kan man også fornemme, at der foregår et eller andet i minespillet og smilet i stemmen, men ofte kan det ske, at man løber sur i, om en bemærkning skal forstås i sjov eller alvor.

Måske er den blinde nogle gange længere om at opfatte en vits,

men det kan være, at stemmen ikke har været afslørende nok.

Ansigtet eller blikket har måske sagt, at det var en spøg, hvilket man som blind ikke har mulighed for at fange. Det kan forstås som, at man ikke har sans for humor, og viser i virkeligheden, at mange ting er visuelle, hvilket den seende måske ikke tænker over.

Som man kan se af det ovennævnte mangler den blinde ikke humor, men derfor er det ikke ok at blive udstillet, ligesom det ikke er sjovt at blive parodieret.

Af seende bliver man også tit spurgt, om man drømmer med synsindtryk, men dette er ikke tilfældet for den blindfødte.

Lyde er der mest af, som kan sammenlignes med at høre et radioteater i sovende tilstand, men somme tider er der også oplevelser fra de andre sanser, som for mig er temmelig indlysende, da det er de erfaringer, vi blindfødte må betjene os af.

Derfor må sanseindtrykkene i sovende tilstand være de samme, som man betjener sig af i vågen tilstand, hvilket jo også gælder for de seende. Man har som blindfødt ikke billeder i seende forstand, og derfor er der ikke tale om en sjette sans.

Jeg har haft drømme med lysindtryk, som jeg ikke husker så tydeligt længere. Det, jeg har drømt har ofte handlet om noget vanvittigt skarpt lys, men disse drømme forekommer ikke så ofte mere.

Noget man sjældent taler om er, om blinde har synsforstyrrelse som hallucinationer. Til det vil jeg svare ja ud fra egne erfaringer. Jeg har haft synshallucinationer, som jeg har oplevet som synsoplevelser, sådan som jeg forestiller mig dem.

Jeg har ladet mig fortælle, at den døve har hørehallucinationer, så hvorfor ikke synshallucinationer?

Jeg har stadig ofte høreoplevelser, der ligesom kaster en skygge foran mig, og som jeg kalder høreskygger. Det er som en slags tredje øre, der sidder i panden, og også kan hænge sammen med tilbagekastning af lyden. Jeg har troet, at det var sådan seende oplevede synssansen.

Som seende ser man billeder for sig, og man kan tage den samme sekvens om og om igen, hvilket sker for os blinde ved hjælp af en af de andre sanser. Jeg kan høre den samme lydsekvens om og om igen, fordi jeg morer mig ved den beskæftigelse.

Jeg har engang hørt en optagelse af et klaver, der bliver smidt ud ad vinduet i virkeligheden, og har tit siden hørt den inde i hovedet om og om igen.

Blindfødte er også gode til at høre tilbagekastning af lyde, fordi man tidligt i livet er nødt til at udvikle den evne. Jeg lærte det tidligt i min barndom, længe inden jeg fik blindestok, som siden hen har været til stor hjælp for mig.

Hvis jeg havde haft en blindestok fra barnsben af, er jeg ikke så sikker på, at jeg havde været god til at høre forskel på træer, buske og husmure mv.

Mange blinde har søvnproblemer, da man ikke har lyset som retningsgivende, så mange af os har en anden søvnrytme, og derfor sidder mange blindfødte oppe om natten. Når man som blind ikke har lyset til at fortælle, hvor man er på døgnet, er uret en vigtig faktor. Det er måske en af de mange årsager til, at nogle blindfødte fascineres af ure, hvor jeg selv tilhører den kategori.

Det er også hævdet, at blindfødte mangler melatonin, som er et søvnstof, der produceres af hjernen, når man kan se, men her er sagkundskaben ikke enig om, hvorvidt melatonin i pilleform vil være gavnligt for den blindfødte.

Jeg har hørt, at nogle svagsynede taler om en grøn G-dur eller en blå D-dur, hvilket må være en kombination af hørelse og en synsrest. Det er en svagsynet, der kan høre toner.

Jeg har absolut gehør og synes, der er forskel på tonearternes karakter, hvor nogle tonearter er mere bløde end andre.

As-dur har en blød og rund klang, hvor C-dur er en hård toneart, og Ges-dur er sprød eller en krystaltoneart, hvilket jeg har svært ved at forklare på en forståelig måde.

Det er ikke underligt, at nogle mystikere taler om tonearternes mystiske betydning.

Nogle mennesker tror, at alle blinde er musikalske, hvilket langt fra er tilfældet. Man har i tidens løb har lagt vægt på at udvikle den musikalske evne hos den blinde for at kompensere for det manglende syn, og det tror jeg er en brugbar forklaring på ovennævnte fordomme.

En grund til den fordom kan også være, at blinde før i tiden spillede på gader og stræder for at tjene til livets ophold.

Nogle seende trøster sig med den fordom, at når man har mistet en sans, så får man automatisk en anden og bedre sans, da det for dem er det frygteligste, der kan overgå et menneske med sit fulde syn i behold.

Der er også mennesker, der tror, man som blind besidder megen visdom, da man har gennemgået mange lidelser og derfor er i besiddelse af særlige evner.

Det tror jeg ikke er tilfældet, men at blindheden har en eksistentiel betydning er jeg ikke i tvivl om, da et handicap griber ind i mange situationer i dagligdagen, hvor man uvilkårligt udsættes for små og store frustrationer, som er svært at forstå rækkevidden af for den, der ikke selv kender til handicappet på egen krop.

Nogle af de mennesker, der hævder at blindheden er et kald, vil også uvilkårligt tro, at den blinde har et tættere forhold til Gud end andre mennesker.

Jeg kunne godt lide at vide, om der er gjort studier over blindes forhold til tro. Selv tror jeg ikke blindheden alene skulle være en årsag til det, men jeg tror, det er forståeligt, hvis den blinde har spurgt sig selv eller Gud om, hvorfor det bare lige skulle være sådan – om det f.eks. er en forbandelse eller straf. Men det vil jeg heller ikke godtage.

Jeg har ofte hørt spørgsmål, der går på, om jeg i det daglige tænker på, at jeg er blind.

Svaret er klart ja.

Jeg er dagligt nødt til at forholde mig til det af mange forskellige grunde. F.eks. taber jeg noget på gulvet og kan ikke finde det. Jeg spilder måske kaffe på bordet, eller jeg har dagen før forlagt en teske osv., osv.

Hvordan er det med store og små rum?

Jeg bryder mig ikke om store rum med en hård akustik eller åbne pladser, hvor man let kan fare vild. Jeg foretrækker små rum, hvor man kan høre tilbagekastning af lyden fra væggene samt bløde tæpper på gulvet, som giver en behagelig blød lyd.

Jeg synes også de forskellige årstider har forskellige lugte og lyde, som f.eks. foråret, hvor fuglene begynder at synge og blomsterduften begynder at markere sig. Sommerens varme og lugten af stærke blomsterdufte og afsvedet græs, hvorefter vi går ind i efterårssæsonen, hvor man træder i de visne blade og kan lugte den fugtige jord. Så har vi vinteren med en stille frostklar dag med solen fra en skyfri himmel, hvor det også kan være en dag med snevejr, hvor lydene dæmpes og føles kompakte, og det er svært at orientere sig, da sneen dækker alt til, hvor fortov og vej går ud i ét.

Det blæser måske og lyden får man ind i ørene, så man intet kan høre, så man er virkelig på spanden, da man oplever vindsuset som buldrende støj.

Regnvejr kan også ændre de akustiske forhold, så man bliver smask-forvirret, når man skal finde rundt.

Rita Cecilie Varmby

Fortsættes

6. Finale

Hermed har du læst eller hørt det, vi havde valgt at bringe denne gang.

Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Vi ved, at det er noget, der er rigtig stor interesse for.

Hvis du har læst Nyhedsbrevet på sort eller punkt, vil vi, som vi tidligere har gjort opmærksom på, af produktions- og forsendelsesmæssige årsager, (omkostninger) opfordre til, at du oplyser til Hans Erik Olsen,

Tlf. 64 68 75 89, e-mail: heolyd@vores-mail.dk

at du fremover gerne vil modtage brevet som e-mail eller på en cd.

Med venlig hilsen.

Karsten Ahrens, redaktør.

ahrens9@gmail.com

BLINDEHISTORISK SELSKAB

NYHEDSBREV december 2013

Indholdsfortegnelse

1. Redaktionelt 1

2. Bestyrelsens navne og adresser 1

3. Nyt fra formanden 2

4. Erindringer fra blindeinstituttet i København af Flemming Egedal. 3

Kastelsvej 60. 2. del 3

5. Indkaldelse til den ordinære generalforsamling. 10

6. Finale 10

1. Redaktionelt.

Velkommen til Nyhedsbrevet.

Vi ønsker især at gøre opmærksom på, at vi udover det mere eller mindre faste stof, bringer anden del af beretningen om Instituttet på Kastelsvej 60 skrevet af Flemming Egedal.

Af pladsmæssige årsager måtte vi desværre dele artiklen op i to dele. Det var ikke hensigtsmæssigt, men nødvendigt, og du kan nu få resten af den spændende beretning i dette nummer af Nyhedsbrevet.

God fornøjelse med læsning og lytning.

Karsten Ahrens.

2. Bestyrelsens navne og adresser

Formand: Hans Erik Olsen, tlf. 64 68 75 89

email: heolyd@vores-mail.dk

Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19

email: abkrogh@sorgenfrivang1.dk

Næstformand: Inge Gibskov,

email: inge.gibskov@mail.dk

Redaktør af nyhedsbrevet, Karsten Ahrens

email: ahrens9@gmail.com

Sekretær: Svend Thougaard

email: sth4400@gmail.com

Suppleanter til bestyrelsen:

Leif Martinusen og Andreas Møller Petersen

3. Nyt fra formanden

I denne rubrik med titlen, Formanden har ordet, skal jeg ikke opholde jer længe her i denne travle julemåned, hvor vi jo alle har nok at se til, både med julefrokoster, familie- og vennekomsammen, og det er jo alt sammen hyggeligt og rart, og det er også med at holde traditionerne vedlige, for i mange tilfælde smutter sådanne jo af hænde.

Men vi har i bestyrelsen med hjælp udefra fået vores hjemmeside op at køre, så det betyder, at du kan finde samtlige vore nyhedsbreve, generalforsamlingsreferater og årsberetninger, samt læse selskabets vedtægter. Du kan også lytte til nogle spændende lydoptagelser.

Det er et projekt, der har været talt om længe, men nu er det blevet en megen fin hjemmeside, der både er tilgængelig for seende, for de, der bruger forstørrelsesprogram og for os, der anvender syntetisk tale.

Linket til selskabets hjemmeside er:

www.blindehistorie.dk

Når julen er overstået, så er det ved at være tid til at tænke på, at der i Blindehistorisk Selskab er den årlige generalforsamling, og den finder sted 22. – 23. februar 2014 på Fuglsangcentret i Fredericia.

Det endelige program har vi ikke helt fået til at falde på plads endnu, men det vil du modtage lige i begyndelsen af det nye år sammen med dagsorden til generalforsamlingen og bestyrelsens beretning.

Så er mine ord ved at være slut for denne gang, men inden jeg slutter, vil bestyrelsen i Blindehistorisk Selskab benytte lejligheden til at ønske alle medlemmer med familie, venner og bekendte en rigtig glædelig jul samt et godt og festligt nytår.

Du skal lige være opmærksom på, at jeg fremover har fået nyt telefonnummer, som du skal benytte, når du vil i telefonisk forbindelse med selskabets formand.

På bestyrelsens vegne

Hans Erik Olsen

Holmebækhuse 14

4681 Herfølge.

Telefon 64 68 75 89

E-mail. heolyd@vores-mail.dk

4. Erindringer fra blindeinstituttet i København af Flemming Egedal.

Kastelsvej 60. 2. del

Jeg nåede at bo på 4 sovesale i de første godt 2 år, jeg var på ”Tutten”.

Første halvår på ”røverstuen”. Andet halvår på Rigskanslerriget sammen med Palle Rosengren Olsen, Frank Lund og Palle Jørgensen. Tredje halvår på ”Låget” sammen med Palle Rosengren Olsen og Torben Olsen, og fjerde halvår på ”Redaktionen” sammen med Sten Allan Jensen.

I ottende klasse havde vi gymnastik tre gange om ugen under ledelse af Jens Peter Svennesen, en pensioneret premierløjtnant, som tilsyneladende ikke havde glemt, hvordan han tidligere havde hundset rundt med basserne da han var i hæren.

Vores gymnastiktimer lå altid fra morgenstunden af, og vi skulle møde i omklædningsrummet 10 minutter i 8, så vi kunne nå at klæde om til klokken 8, hvor undervisningen begyndte.

I sommerhalvåret havde vi atletik på ”Tuttens” mini sportsplads, hvor der kun var mulighed for højde og længdespring og kuglestød.

En time blev altid indledt med, at vi skulle løbe et antal omgange, som Svennesen i forvejen havde bestemt sig for, på fliserne, der løb rundt omkring græsplænerne, og det var nu ikke noget der højnede vores interesse en tidlig morgenstund, men han skulle så sandelig nok overvåge, at vi fik løbet det rigtige antal omgange.

Vores gymnastik timer gik med fuld appel og høj kommandoføring.

Han fik den vanvittige ide, at vores kroppe skulle hærdes som rigtige nordiske vikinger, så vi skulle have gymnastik med bar overkrop, men da gymnastiksalen var hundekold om vinteren, var vi 3 elever, som nægtede at gøre gymnastik i bar overkrop.

Nu kunne Svennesen blive temmelig kolerisk, hvis vi havde tirret ham længe nok, og han gik da også helt amok.

Preben Strojek blev smidt ud af døren med føn og klem, og det foregik så voldsomt, at dørpumpen knækkede af døren da han smækkede den i med et ordentligt brag.

Marius Stefansen, en stor stovt jysk knægt, turde han ikke gå i krig med, men så var turen kommet til mig.

Han var efterhånden blevet så ophidset, så hans stemme var kommet helt op i facetten og fråden stod om munden på ham, og med knyttede næver foran mit ansigt, truede han mig, ”Flemming, jeg kunne kvæle dig, jeg kunne knuse dig”. Det var godt nok noget af en voldsom trussel, men lige med et mistede han sin stemme af bare ophidselse, så stemmen i flere uger kun var en hvisken, og tavs var han, men sikken en fred vi andre havde.

Der kom jo selvfølgelig et efterspil, anderledes kunne det jo ikke være.

Vi tre elever blev bortvist fra gymnastik timerne i 3 måneder, og hvis vi troede vi skulle slappe af, så troede vi løgn.

”Mester” sørgede for, at vi blev placeret i hvert vores klasseværelse, og han gav os regneopgaver for, som skulle være løst inden timen var omme, og gud nåde være den af os, som ikke havde nået at få løst alle opgaver, så blev der noget af en ballade fra ”Mesters” side og den var ikke af de behageligste.

Vi kunne alle lide ”mester”, da han normalt altid var retfærdig over for os.

Klagede vi over maden, satte han sig ved bordet og smagte på den, og havde vi ret, styrede ”Mester” direkte ned i kælderen til økonoma frøken Franzisca Poulsen.

Der var ikke noget at tage fejl af, hans ordforråd gik direkte op i spisesalen, så alle elever kunne høre hans torden tale til den forskrækkede økonoma.

Selv om ”Mester” i dagligdagen gjorde alt for at holde en streng disciplin over os, var Anna og ”Mester” så gæstfri, hvis de havde en lørdag aften fri, blev alle interne knægte inviteret ind i deres hyggelige stuer til kaffe med Annas dejlige hjemmebagte kage eller Boller.

Det var utrolige hyggelige aftener, vi tilbragte sammen med dem. Her var der ingen disciplin og alle emner kunne debatteres, men selvfølgelig under hensyntagen til, at vores ordforråd ikke blev alt for upassende, men vi kunne være sikre på, at de private ting, der blev diskuteret, og det være sig også om det øvrige personale, ikke kom længere end som i ”Mesters” stuer, men havde vi fremsat urimelig kritik over noget personale, skulle han så sandelig nok give os svar på tiltale, men havde vi ret, kunne vi godt mærke, at denne kritik blev taget til efterretning, og så kunne vi jo hen ad vejen godt opservere, at den havde været til drøftelse i et andet forum.

Dengang havde Inge og Sten Hegeler udgivet en bog, ”Kærlighedens A til Z”, og denne bog havde ”Mester” også, og han lod os læse så meget i den som vi havde lyst til, og det var en bog, som kunne give mange svar på kærlighedens brogede veje.

En dag hændte det for mig, da jeg skulle åbne en flaske ketchup, at det gik helt galt.

Jeg havde altid været vant til, at når en flaske ketchup skulle åbnes, skal den have et ordentligt slag på låget.

Det gjorde jeg også som jeg plejede, men det jeg ikke havde regnet med var, at slaget blev så voldsomt at bunden røg ud ad flasken og sammen med den alt ketchuppen, så der blev et værre svineri på gulvet i spisesalen.

Nu var husassistenterne, i daglig tale kaldet ”stuepiger”, så søde, at de tilbød at tørre op efter mig.

Hvert år i september, som regel den første weekend var hele instituttet på en ryste sammen tur til Borrevejle Vig, en lejrskole vest for Roskilde.

På denne weekendtur var der 2/3 ”stuepiger” med til at opvarte os i spisesalen.

Her havde man så sandelig også fra instituttets side fundet et sted, hvor de unge mænd boede i en bygning til pas langt nok væk fra den bygning, hvor de unge kvinder skulle bo.

Nu skulle instituttets personale ikke tro, at vi som unge mænd ikke var særligt kreative.

Oven på den bygning vi boede i var der et loft, hvor der var hengemt overflødige madrasser.

dette loft var det helt ideelle sted for et ungt kærestepar at søge hen i al ubemærkethed og på loftet var der jo de rigtige muligheder for gymnastiske udfoldelser for en velfornøjet hyrdetime, uden andre kunne høre det.

På Borrevejle Vig var der et stort stadion, hvor vi om lørdagen havde det årlige atletik stævne i form af en 6 kamp, så vidt jeg erindrer.

Der var højde og længdespring. 60 og 400 meters løb. Kuglestød og slyngbold.

Svennesen havde lavet et pointsystem således, at blinde, som havde stående højde og længdespring, kunne være med på lige fod med os andre, som havde et syn som gjorde, at disse 2 discipliner kunne udføres ved hjælp af tilløb.

Jeg må sande, at jeg altid blev en samlet nummer 4 i denne holdkamp.

Jeg har lige fra barnsben af været en elendig langdistanceløber, og et 400 meters løb, var ikke lige min kop te, men så var det noget helt anderledes med et 60 meters løb, hvor jeg ikke havde nogen særlig modstand, idet jeg altid har været bedst på sprinterdistancerne.

På Borrevejle Vig havde vi her det eneste sted for at dyrke slyngbolden, og med min venstre hånd, som Svennesen i øvrigt ikke var tilfreds med jeg brugte, kunne jeg smide bolden ud på over 40 meter, men så var der jo kuglestød, men det skal vi ikke tale om. Det gik ikke så godt.

Jeg har tit undret mig over sikkerheden til søs på Borrevejle Vig.

Her var der robåde til fri afbenyttelse, men ingen redningsveste, og guderne må have været med os, idet der aldrig skete ulykker til søs, i de 5 år jeg var med, selv om ikke alle af og til kunne finde hjem på egen hånd, så der måtte sendes assistance ud som hjælp.

Vi havde også på Borrevejle Vig den årlige fodboldkamp.

Her spillede vi på en normalstørrelse fodboldbane med normale mål.

Det var ikke som vi var, vandt til på Kastelsvej, hvor fodboldbanen var en minibane med håndboldsmål.

På den store bane kunne vi af os, som var gode løbere og driblede godt, komme rigtig til vores rette element.

Det var Jørn Freddy Larsen ikke så glad for, da han var en dårlig løber.

Hjemme på ”Tutten” var han den dominerende spiller som følge af den lille bane.

Det ene år 1966, gik det da helt galt for mig.

Vi var kommet langt hen i anden halvleg og vi førte med 3 – 1, men min kondition var efterhånden blevet lidt dårlig i slutningen af halvlegen, så jeg kunne ikke løbe Bent Markussen op, og hvad gjorde jeg så, jo, jeg hægtede ham bagfra med det resultat, at han totalt gik op i limningen og begyndte at slås med mig, så Svennesen valgte at fløjte kampen af selv om den ikke var færdigspillet.

Min dejlige kæreste, Ellen blev så gal på mig, at hun på stedet slog op med mig, for som hun sagde, jeg vil ikke komme sammen med en dårlig taber som bærer sig usportslig af.

Jeg vil gerne indrømme, at det var en meget usportslig handling fra min side, men hjemme på ”Tutten”, havde Bent benyttet sig af samme usportslig handling over for mig, uden jeg så reagerede på samme måde.

Vi blev da heldigvis gode venner hen sidst på eftermiddagen.

Lørdag aften var der normalt altid bal på Borrevejle Vig, hvor det gik livligt og lystigt til og alle fik sig en hyggelig aften.

Jeg vil godt indrømme, at jeg i mine teenagere år af og til var lidt af en værre rod, der af og til kunne skabe en del uro, og jeg havde det altid sjovt, når jeg drillede Rita lidt for meget.

Engang sad hun oppe i gymnastiksalen og spillede på klaveret.

Klaveret stod med bagsiden vendt ud fra ribberne, og Rita sad med ryggen mod disse ribber og spillede nok så smukt.

Jeg kunne jo ikke dy mig for at drille hende lidt. Da klaveret var på hjul, skubbede jeg det ind mod ribberne, hvorved Rita kom i klemme, men til sidst blev hun så arrig, så hun med et sæt rejste sig og skubbede til klaveret med det resultat, at det væltede med et ordentligt brag, som kunne høres nede i spisesalen, og stålrammen på klaveret gik i stykker.

Det var dengang Statens Blindeforsorg begyndte at integrere de boglige stærke elever, som de fandt, kunne klare sig i folke og private skoler på lige fod med seende.

Det var daværende forstander Ditlev Ahrens, der var ophavsmand til at der kom en aftale i stand med Københavns Kommunes folkeskole på Øster Farimagsgade i 1963, hvor der startede 3 elever, Bent Marcussen, Karen Marie Pedersen og Inge Gibskov Sørensen fra instituttet i første real.

Vi var 4 elever fra 8. klasse, 2 blinde piger, Nanna Corydon Milling og Rita Hansen og 2 stærkt svagsynede drenge, Torben Richard Olsen og jeg, som startede i første real på Øster Farimagsgades Skole i august 1964.

Vores første skoledag skete med ledsagelse af Folke Johansen, som præsenterede os for vore nye lærere og klassekammerater, men det blev svært at få del i klassens sociale samvær.

Det med at have klassekammerater uden for skoletiden fik vi aldrig.

Vi følte ikke det var nogen succes at starte i en kommuneskole, da vi havde været vant til de beskyttede forhold, som vi kom fra på instituttet.

Vi havde ingen forhånds kendskab til vore nye kammerater. Instituttet burde på forhånd have skabt en kontakt mellem de nye kammerater og os inden skolestarten, så var det måske gået bedre for os end som det gjorde. Vi blev aldrig inviteret med til fødselsdage eller fester.

I gymnastiktimerne spillede vi om sommeren fodbold, og da jeg på dette tidspunkt havde et nogenlunde syn, kunne jeg klare mig på lige fod med de øvrige klassekammerater, men om vinteren blev der spillet håndbold i gymnastiktimerne, og her måtte jeg kapitulere, selv om jeg havde spillet håndbold på ”Refsnæs-skolen”, men det var med ligesindede.

Spillet gik simpelthen alt for hurtigt, og belysningen i gymnastiksalen var mildt sagt elendig, så Torben og jeg kunne blot sidde og se på, mens gymnastiklæreren sad og læste kriminalromaner, og en gang imellem fløjtede han, men for hvad, det måtte han så bagefter i en fart prøve på at finde ud af.

Jeg har i øvrigt gået i klasse med Tommy Kenter, og det var aldeles ikke kedeligt. Han var også dengang en spas mager, som kunne sætte kolorit på timerne, til stor fortrydelse for lærerne.

Vores ”stuepiger”, som var nogenlunde jævnaldrende med os, var ikke alle lige kedelige.

Der var jo ”stuepiger” som ikke så til vores side. De sørgede blot for at udføre de opgaver de var pålagt og herunder også servicere os i spisesalen, men så var der jo andre, som var helt anderledes, og der var så sandelig også ”stuepiger”, der så særdeles godt ud.

Oldfrue frk. Johanne Poulsen og inspektrice fru Enemark Jespersen overvågede nøje, at ”stuepigerne” ikke fraterniserede med de interne elever i fritiden, og at vi overhovedet ikke opholdt os på deres gange og værelser, ellers blev di afskediget på stedet, hvis det blev opdaget.

Så var det en hel anden sag med de eksterne elever, her kunne der ikke iværksættes sanktioner.

Jeg erindrer også, at der i min tid var mindst 4 ”stuepiger”, der skabte sig en fremtid sammen med en elev, og dog, der var jo også en ”stuepige”, som havde et kortere bekendtskab til en tidligere elev, men bekendtskabet medførte i hvert i fald det, at hun desværre blev med barn, men der kom aldrig et fast forhold ud af det mellem dem, og hvor omtalte ”stuepige” blev af, kan jeg ikke erindre.

Midt i tresserne var pigtrådsmusikken rigtig begyndt at indtage sin plads på arenaen, og dette skete også på ”Tutten”.

Vi havde et 4 mands pigtrådsorkester, hvor 2 af musikerne var elever, Preben Strojek på guitar og Jørn Benny Sørensen på bas.

De øvede temmelig tit i ”Abeburet”, hvor vi andre kunne få lov til at lytte med selv om det godt nok var meget højt musik.

Det var så heldigt, at orkesteret fik tilbudt at spille i et af datidens pigtråds mekka, ”Hithouse” på Frederiksberg, som mange af os var ude at overvære.

Apropos ”Abeburet”. Det var her vi havde danseundervisning en gang om ugen ved danselærer Enok.

Som teenager var vi ikke altid lige begejstret for, hvilke piger vi skulle danse med, i hvert i fald ikke jeg.

Det medførte af og til, at når jeg havde nægtet at danse med en pige, som ikke var attraktiv nok, blev jeg sendt ned på forstander Ahrens’ kontor, hvor jeg så kunne sidde og glo ud i den blå luft, mens forstanderen sad bag sit skrivebord og ordnede sine papirer uden at sige en lyd.

Da jeg havde prøvet at sidde på dette kontor et par gange, valgte jeg at sluge den pille, at skulle danse med en pige, som jeg ikke ville.

Allerede som teenager kunne jeg godt være lidt mageligt anlagt. Når vi havde pause i danseundervisningen, stod vi jo selvfølgelig sammen med vores dansepartner.

En gang lød det fra Enok, ”Flemming, det er ikke et bøgetræ, du står og læner dig op af, det er en ung kvinde, så flyt dig lidt væk fra hende”, hvor flovt tror I ikke det var, men han havde desværre ret.

Som unge mænd var der også dengang ting der skulle afprøves, også ting, som var forbudte.

I de år begyndte hashen at florere, og den fik da også sit indtog på ”Tutten”, hvor mange af de unge mænd skulle prøve at ryge det stads, men her kan jeg sige mig fri. Jeg har aldrig røget hash, og kommer heller aldrig til det.

Et andet forbudt område vi dyrkede en del, var besøg på værtshuset ”Tria”, som lå lige i nærheden af ”Tutten”.

Her måtte vi ikke komme, da vi ikke var fyldt 18 år, men tjeneren var ligeglad, bare han kunne få solgt os nogen bajere, var han godt tilfreds, men en dag gik det alligevel galt.

Da vi sad og havde det lige så hyggeligt over en øl i et godt socialt samvær, gik døren op, og hvem stod der.

Jo, det gjorde såmænd ”mester”, og han så aldeles ikke særlig venlig ud. Han lignede nærmest en tordensky, som var ved at gå i udbrud.

Med hans dybe bas stemme blev vi med det samme kommanderet ud af værtshuset, og det på trods af, at vi ikke havde drukket ud.

Vi fik den klare besked, at han straks ville se os alle på hans kontor, og det kunne godt nok være, at der faldt verbalt brænde ned, og da mødet var slut, blev der sagt kort farvel, og ”mester” smækkede døren bag os med et kæmpe brag.

Den Besked var klar og tydelig og slet ikke til at tage fejl af, så vi i en lang periode ikke turde komme på ”Tria”, men så var der jo værtshuset ”LivjægerKroen”, så lå lidt længere væk fra ”Tutten”, og her blev vi aldrig taget på fersk gerning, gud ske tak og lov for det.

Nu var der ikke mange af os, som havde ubegrænsede midler, så der blev kun råd til en øl på et værtshus i ny og næ.

I 1964 lejede Statens Blindeforsorg en nedlagt stiftelse for blinde kvinder på Sorgenfrivej 3 i Kongens Lyngby, hvor der var 12 enkelt værelser fordelt på 3 etager og en lejlighed i stueetagen til et bestyrer par Jørgen og Kirsten Eckmann, som skulle drage omsorg for ro og orden, samt sørge for, at vi fik morgenmad inden vi skulle med S-toget til København for at passe vores daglige dont.

Morgenbordet kunne nu af og til være lidt livligt, ikke mindst når Eckmann kom ind halvsøvnig og med strithår og sin slåbrok og satte sig ved bordenden.

De havde to sønner, Anders og bo, som vi gjorde alt for at få gejlet op, så Eckmann kunne blive vågen og også lidt træt af vores alt for livlige morgenaktivitet.

Det var et velassorteret morgenbord med dejlig friskt franskbrød og hertil ost og marmelade, og jeg håber så sandelig, at Eckmanns fik tilstrækkeligt med midler til at bespise os, da vi åd som svin.

Efter at ”Tutten” nu havde rådighed over Sorgenfrivej 3, var der blevet bedre plads på instituttet, så Alderdomshjemmet blev nedlagt som sovesal.

I stedet for blev der indrettet et skolekøkken.

Vi var nogle unge mænd, som havde et stort ønske om at lære at lave mad, og ved hjælp fra ”Mester” og Anna, fik vi mulighed for at få et madlavningskursus en aften en gang om ugen ved Fru Pille.

Jeg var på dette hold i 2 vinterhalvår sammen med blandt andet Leif Erik Rasmussen, men hvem de øvrige var, husker jeg ikke, men vi var kun 4 personer på holdet.

Vi skulle da også lære at bage pandekager, og for os, som så rimeligt godt, også lære at vende dem i luften. Det gik nu ikke altid efter bogen.

En dag ville Leif da også prøve at vende pandekagen i luften, men han smed den så højt, så den satte sig fast under loftet.

En ting fik jeg da ud af dette madlavningskursus, og det er, at jeg lærte at lave mad.

Jeg var så heldig, at i september 1965 fik jeg tildelt et af disse værelser, som lå på første sal, og det var en stor befrielse, at jeg ikke længere skulle dele værelse med andre.

Jeg overtog mit værelse efter Jørn Benny Sørensen, som i vinterhalvåret 1965/66 var på Roskilde Højskole.

Endelig var der mulighed for at få sig et privatliv.

De første par uger fik jeg ikke megen nattesøvn, idet jeg skulle vende mig til den bil støj som var lige uden for vinduet, da motorvejen rundt om Lyngby gik lige forbi og ved siden af også S-togene.

Nå, det blev da efterhånden en vane med den støj som blev ignoreret, men kom der en ambulance med fuld udrykning, vågnede man jo.

Det hændte også af og til, at Eckmanns en lørdag aften inviterede os til æbleskiver og kaffe i deres stue. Her havde Kirsten lavet en kæmpe stak æbleskiver, da vi havde noget af en umådeholden appetit, men vi havde altid nogle hyggelige timer i selskab med Eckmanns.

I kongens Lyngby havde vi rigtigt mulighed for at udfolde os på alle leder og kanter, idet Eckmanns aldrig blandede sig i, hvad vi lavede, hvis det ikke gik for voldsomt til med alt for megen larm, for ellers var han der straks.

Der blev holdt mange gilder, og jævnligt var der unge kvinder, som overnattede, med den hygge, som 2 unge mennesker nu engang kunne finde på når de var alene.

Det har jeg jo selvfølgelig også udnyttet til fulde, dengang jeg blev kæreste med en ”stuepige”, Ellen, min nuværende hustru.

Det eneste som kunne gå helt galt var, at hvis en ung kvinde gik på badeværelset med stilethæle midt om natten, så vågnede Eckmann, da deres soveværelse lå lige under badeværelset, og hvis han blev vågnet midt om natten var han aldeles ikke rar, så kom han farende op i slåbrok og strit hår, og så blev den formastelige kvinde straks bortvist fra huset, og det uanset om det var midt om natten, og Her hjalp ingen kære mor, og så lagde vi ham på is i flere dage, selv om hans hustugt jo var i orden, det var jo en af hans opgaver.

Min nærmeste nabo var Bent Markussen som havde lidt besvær ved at komme rettidigt op om morgenen.

Vi indgik den aftale, at han ikke låste sin dør om natten, og så skulle jeg ca. kl. 7 gå ind og få ham ud af fjerene.

Nå, jeg gik så ind på hans værelse, hvor jeg med høj stemme sagde, ”God morgen Bent. Nu skal du op”. Så gik jeg hen til hans grammofon og satte en Elvis plade på, og når musikken lød lifligt ud i værelset, gik jeg hen til sengen og fik ham til at sætte sig op med benene på gulvet.

Han nåede som regel altid at komme ned til morgenbordet, men så skulle der godt nok fart over feltet, hvis vi skulle nå S-Toget.

Efter den obligatoriske morgenbørstning af tænderne gik det altid i fuld firspring hen til Lyngby Station, hvor vi altid nåede S-Toget rettidigt til Østerport Station, så vi kunne nå at komme i skole på Øster Farimagsgade til kl. 8.

En af vores søndagsture var en lang travetur rundt om Lyngby sø, da søen lå lige i nærheden.

Vi skulle blot ned for enden af Sorgenfrivej, over en bro henover Mølleåen, til venstre og hen under motorvejen og jernbanen og til højre, så lå søen ret foran os.

Lige for enden af Sorgenfrivej kunne vi stige ombord på en turist båd, som sejlede ned til Frederiksdal ved Furesøen. Noget af en naturskøn sejlads gennem Lyngby sø og Mølleåen.

Efter en lang og god travetur var vi klar til at tage S-toget til Østerport, så vi rettidig kunne nå at indtage vores middagsmad på ”Tutten”.

Fra april til udgangen af oktober måned var vi 6 til 7 store knægte, der spillede fodbold søndag eftermiddag, når vejret tillod det.

I begyndelsen af april spillede vi altid på bare føder og brugte en rød gummibold.

Gummibolden lagde sig engang ved siden af en af de kugler, som vi brugte til kuglestød, og da den havde lagt ude hele vinteren, var den blevet ræverød af rust.

Jeg tog et godt tilløb, og ville med fuld kraft sparke til bolden, men i farten ramte jeg kuglestødskuglen med stor kraft, så der blev ikke til mere fodbolds spil for mig den dag.

Om aften måtte jeg en tur på Kommunehospitalets skadestue, hvor lægerne konstaterede, at jeg havde fået en mindre revne i venstre fods store tås led.

I teenager årene kunne man godt komme lidt på tværs af det etablerede samfund.

Der skete det for mig, at jeg i begyndelsen af november i 1965 var blevet godt gammel dags træt af at gå på Øster Farimagsgades skole, så jeg valgte at stoppe med skolen, da jeg overhovedet ikke trivedes der, men ih du forbarmende en ballade der blev. Jeg husker den som i går.

Jeg kom så ind i en 9. klasse på ”Tutten”, men det var nu ikke nogen succes, idet det pensum de blev undervist efter, havde jeg allerede haft, så jeg kedede mig bravt i timerne, hvor meget af tiden gik med at sove.

Dette kunne jo ikke gå i længden, så jeg blev kaldt til en kammeratlig samtale på ”mesters” kontor, hvor han forholdt mig, at han simpelthen ikke fattede, hvorfor jeg havde stoppet med at gå i Øster Farimagsgades Skole, når jeg nu engang havde de gode boglige kundskaber i min bagage, og hvor han vidste det fra, ved jeg ikke.

Resultatet af samtalen blev da, at jeg i begyndelsen af januar måned i 1966 startede på et

realeksamens kursus for voksne, og her fik jeg udleveret min realeksamen i slutningen af juni måned 1967.

Vi sluttede skolen i midten af maj, og så var der kun de skriftlige og mundtlige eksamener tilbage.

I slutningen af maj 1967 fik jeg job som lagerarbejder på Jels Savværk, som havde en afdeling i Søborg.

Det blev ikke nogen succes for mig, idet belysningen på lageret var elendigt, så jeg blev fyret efter en uges forløb, noget af et nederlag for mig.

For den ugeløn jeg fik, købte jeg et dame armbåndsur til min kæreste.

Nå, nu var jeg da ikke slået helt ud. Om mandagen i ugen efter søgte jeg job på glud og Marstrand, en emballage fabrik på Amager som ufaglært specialarbejder.

Jeg var så heldig, at jeg kunne starte den følgende dag, men dette havde jeg ikke meddelt instituttet, så jeg undgik heller ikke, at dette afstedkom lidt problemer, men af en eller anden grund har ”mester” altid holdt hånden over mig, og det er jeg den dag i dag meget taknemmelig for, ellers var jeg blevet smidt ud fra ”Tutten” i slutningen af 1965. Jeg blev på fabrikken til årsskiftet 1969/70.

Jeg måtte jo så tage fri for at deltage i de skriftlige og mundtlige eksamener.

Jeg fik da halet en realeksamen i hus, men den var godt nok på det jævne, men til al held kom jeg op i dansk og historie i de mundtlige fag, så jeg reddede en rimelig og acceptabel realeksamen, men jeg havde også drevet den temmelig meget af i det sidste trekvarte år, da jeg havde fået en helt anden interesse, som var mere spændende.

Jeg har aldrig senere i mit liv haft brug for denne realeksamen.

Under de skriftlige eksamensprøver, præsterede jeg at skrive gjort med D i diktat, og det var noget der trak ned, mens jeg normalt skrev diktater til 10 eller 11, så det var godt nok en bøf.

Med tiden er jeg da blevet lidt klogere, men det vil jeg overlade til andre at bedømme.

Som et kuriosum vil jeg til sidst fortælle, at det var i 1966, jeg mødte min allerførste rigtige og eneste store kærlighed, da en 21 års ung dejlig kvinde blev ansat som husassistent på instituttet, og nu har jeg været gift med denne dejlige kvinde siden februar 1968, og vi har boet i Sønderborg siden sommeren 1970.

5. Indkaldelse til den ordinære generalforsamling.

Afholdes den 22.-23. februar 2014 på Fuglsangcenteret i Fredericia.

Dagsorden og program for begge dage fremsendes i begyndelsen af januar måned.

6. Finale

Hermed har du læst eller hørt det, vi havde valgt at bringe denne gang.

Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Vi ved, at det er noget, der er rigtig stor interesse for.

Hvis du har læst Nyhedsbrevet på sort eller punkt, vil vi, som vi tidligere har gjort opmærksom på, af produktions- og forsendelsesmæssige årsager, (omkostninger) opfordre til, at du oplyser til Hans Erik Olsen,

Tlf. 64 68 75 89, e-mail: heolyd@vores-mail.dk

at du fremover gerne vil modtage brevet som e-mail eller på en cd.

Med venlig hilsen.

Karsten Ahrens, redaktør.

ahrens9@gmail.com

BLINDEHISTORISK SELSKAB

NYHEDSBREV oktober 2013

Indholdsfortegnelse

1. Redaktionelt 1

2. Bestyrelsens navne og adresser 2

3. Nyt fra formanden 2

4. Hans Christians kamp 3

af Luise Lind 3

5. Erindringer fra blindeinstituttet i København 1. del 5

Af Flemming Egedal. 5

6. Finale 9

1. Redaktionelt

Velkommen til Nyhedsbrevet. Denne gang bringer vi udover formandens indlæg to spændende beretninger. Den første er skrevet af Luise Lind, der tidligere har skrevet fortællingen om dengang hendes blinde morbror Ricard Thorlev modtog en spolebåndoptager tilbage i 1960-erne. I vil kunne finde denne fine beretning i Nyhedsbrevet fra december 2012.

I dette nummer bringer vi så Luise Linds beretning om hendes morfar Hans Christian Thorlev.

Hvis I kære læsere tænker, at der er et eller andet bekendt, så skyldes det, at Luise Linds søster, Signe Lynglund har skrevet om deres langelandske slægts historie i Nyhedsbrevet fra maj 2012.

Den anden artikel er skrevet Flemming Egedal. Vi har tidligere bragt beretninger af Flemming Egedal, og denne gang er det en meget omfattende og interessant artikel om tiden på Kastelsvej 60.

Af pladsmæssige årsager må vi desværre dele artiklen op i to dele. Det er ikke hensigtsmæssigt, men nødvendigt, og så er der også noget at se frem til, når vi bringer sidste del.

God fornøjelse med læsning og lytning.

Karsten Ahrens.

2. Bestyrelsens navne og adresser

Formand: Hans Erik Olsen, tlf. 20 82 15 65

email: heolyd@vores-mail.dk

Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19

email: abkrogh@sorgenfrivang1.dk

Næstformand: Inge Gibskov,

email: inge.gibskov@mail.dk

Redaktør af nyhedsbrevet, Karsten Ahrens

email: ahrens9@gmail.com

Sekretær: Svend Thougaard

email: sth4400@gmail.com

Suppleanter til bestyrelsen:

Leif Martinusen og Andreas Møller Petersen

3. Nyt fra formanden

Så er det blevet efterår, skønt det i skrivende stund stadig er skønt vejr,

og sommeren i år har bestemt været god, og vi i bestyrelsen håber, at alle har nydt de mange solskinstimer i fulde drag.

I juni måned kom vi ved en tilfældighed igen i forbindelse med den nu

tidligere medarbejder ved Danmarks Radio Carsten Wiedemann, og han fortalte at han nu turnerede med et foredrag om komponisten Sven Gyldmark. Jeg havde netop på denne dag besøg af formanden for Audioklubben Henrik Olsen, og vi stak hovederne sammen i de to bestyrelser, og fandt ud af, at vi kunne lave et fællesarrangement hvor Carsten Wiedemann kunne holde sit foredrag.

Dette arrangement løb så af stabelen den 28. september og fandt sted på

Johan Krohns Vej 8 i Valby.

Fra Blindehistorisk Selskab deltog 21 af foreningens medlemmer i dette

arrangement, og vi var med ledsagere og hjælpere tilmeldt 39, så jeg synes det var flot, at så mange af vore medlemmer mødte op, og de, der kom blev bestemt også honoreret, for Carsten Wiedemann holdt et spændende foredrag, hvor vi fik en masse at vide om komponisten Sven Gyldmark, og han spillede en del musikeksempler både med revyviser, og selvfølgelig også en del af hans mange filmmelodier og vi fik at vide, at han har skrevet film til 166 danske film, og er således nordens flittigste komponist.

Det var efter flere medlemmers tilbagemelding en god eftermiddag, og det gik fint med at arbejde sammen med bestyrelsen i Audioklubben, og afviklingen af arrangementet forløb planmæssigt.

Her hvor jeg nu alligevel er ved tasterne vil jeg da også fortælle, at vi

har afholdt bestyrelsesmøde den 4. september, og et af punkterne på

dagsordenen var selskabets 20 års jubilæum den 15.-16. november 2014 på Fuglsangcentret, så sæt allerede nu kryds i kalenderen ved de to datoer.

Hvad der skal foregå på jubilæumsarrangementet har vi ikke helt på plads endnu, men vil så snart programmet foreligger, løfte sløret for, hvad der skal ske, og vi lover, at vi nok skal finde på noget, der gør det værd at møde op på Fuglsamgcentret på ovennævnte datoer.

Men det næste arrangement havde vi selvfølgelig også focus på, nemlig vores ordinære generalforsamling 2014 der også afholdes på Fuglsangcentret i weekenden 22.-23. februar 2014, så også her gælder det, at du allerede nu sætter et stort kryds i din kalender.

Program og indkaldelse vil følge senere.

Det var, hvad jeg havde valgt at skrive i denne rubrik for denne gang, men jeg vil da heller ikke denne gang undlade at nævne, at du som medlem gerne må gøre reklame for Blindehistorisk Selskab, og anbefale til dine venner, familie og bekendte, at de for 150 kroner årligt kan blive medlem, og derigennem være med til at støtte en god sag, og være medvirkende til, at Blindes historie bliver bevaret.

Hvis du møder nogle på din vej, som gerne vil være medlem af foreningen står både jeg og kasserer Arne Krogh gerne til rådighed med yderligere oplysninger.

Vi kan kontaktes på følgende måder:

Formand Hans Erik Olsen,

Tlf. 20 82 15 65

E-post: heolyd@vores-mail.dk

Og Arne Krogh kan kontaktes på telefon 45 85 94 19 og på e-post:
abkrogh@sorgenfrivang1.dk

På bestyrelsens vegne som ønsker alle medlemmer med familie, venner og pårørende et godt efterår.
Hans Erik Olsen.

4. Hans Christians kamp

af Luise Lind

Jeg vil hermed sende et indlæg om min morfar, som blev svagtseende. Jeg har hørt meget om ham i min barndom når min mormor som var en fremragende fortæller begyndte. Det var ikke i halve timer hun fortalte. Det var i timevis og når hun var i gang dannede der sig historier inde i mit hoved.

Og min søster Signe Lynglund var selvfølgelig også der.

Det er en blanding af realisme og fantasi.

”Kan du ikke bare engang imellem holde. din kæft,” råbte han højt, mens han smed en krukke på bordet efter hende. Han rejste sig op tungt, og gik ud i haven. Solen skinnede mildt på ham, han satte sig som han plejede på en stub og tænkte, mens han fodrede sin pibe, sugede og tænkte ige. Hvordan var det hele begyndt? Allerførst hende og så al hendes snak om dit og dat, som for at formilde ham, det vidste han godt. Bitterheden, ja og skæbnen – hans øjne. I hans drengeår gik det godt. Han kunne se. Dog ikke så skarpt som de andre. Engang imellem faldt han, men regnede det ikke for noget. Hans far sagde trøstende: ”Det hører med til at være knægt”. Der blev meget stille i stuen.

Han fik sig en cykel og kørte hurtigt, som for at løbe væk fra noget – skæbnen – indtil han faldt, kørte over nogle jernbaneskinner, han ikke havde set. Smerten jog ind i hans knæ. Hans far sagde intet den aften.

Senere mødte han hende. Hendes snak lød som regn om dagen, ustandselig, klukkende og trøstende.

Hans drømme- han sugede på piben lamdgt ned i lungerne- han ville være købmand, ha’ sit eget. Nu havde han fået konen og ungerne forskræmte. Han kunne høre sine ord højt, som ramte de væggene-larmende.

Ansvar, penge til dagen. Han blev nødt til at lukke købmandsforretningen og fik sit eget børstenbinderi. Ja, han kunne arbejde om natten.

Øjnene, skæbnen- det var ligemeget. Han fik ordrer hjem, indrettede sig, og gik øen rundt med en trækvogn for at sælge børster billigt, meget billigt.

”Der kommer en tosse”, råbte konen inde fra gården, ”Jeg tror, han er fuld, han går så underligt.” Hendes stemme skar igennem hans sjæl. Hjemme ventede de på penge og mad. ”Hans Christian” havde hans kona sagt. ”Vi kan ikke få mere på bogen hos købmanden. Konen inde fra baggården kiggede med foragt på ham. ”Kan du se, at du kommer ud – kan du det hva’…

Han gik i dagevis. Sov i lader, nogle var flinke og tilbør overnatning, men for det meste hundekolde steder. Han trak denb gennemblødte jakke omkring sig, hostede – den forbandede hoste, han så sin kone og børnene for sig hjemme. Dem ja og ansvar.

I drømme var han gårdmand -klartseende- gav ordrer til andre. Hans kone gík i fintpyntede stuer, det fortjente hun efter alt det roearbejde.

Næste morgen afsted i al slags vejr. Træskoene gungrede hen ad vejen. I dag endnu en dag. De forbandede øjne, han lukkede dem rigtigt op og anstrengte sig.

Efter et par dage hjem igen. Han gik til sit. Husene blev større og større, jo nærmere han kom. Han lukkede op og gik ind. Han hørte stemmer, naboens stemme den kendte han. Hans Christian gik ud i sit værksted for at sunde sig efter den lange tur. Børsterne lå på bordet og ventede på hans hænder, de blanke skafter skinnede i sollyset. Der lugtede af hestehår i værkstedet. Endnu en tid efter rejste han sig og gik ud for at møde de andre og høre den sidste sladder.

Hun stor ved komfuret afventende med hånden op til håret. ”Jamen Hans Christian”, sagde hun. ”Du ser syg ud”. ”Vi må sende bud efter doktoren”.

Lægen havde været der. Han var syg. Ind i mellem lukkede han øjnene op og så på billederne på væggen. En kvinde i sort tøj og skarpe øjne kiggede ned på ham, nærmest anklagende. Han lukkede øjnene. Orkede ikke de øjne. Efter en tid lukkede han dem op igen. Det andet billde så mere venligt ud. Han stod op og trak i tøjet, han ville ud og hugge brænde. I bar hidsighed havde han ikke fået overtøj på. Senere kom han hostende ind. Den nat talte han i vildelse, men han forbandede sin stolthed. Invalid, ha’. Hosten satte sig på hans lunger og efterhånden blev han dårligere og dårligere. De magtede ikke mer.

Efter den fortælling vil jeg supplere med et digt fra tiden i 1960 mange år efter:

Sad på brændekassen i mados.

Og ejede lykken med fedtede fingre.

Foretrak til kåde krumspring

over grøften med lange kæppe

tog vi det hele med en selvfølge, groede.

Slentrede i skoven med kendermine på

i lange snakke

om dit og dat

Genoplevede hver sommer henrykte det samme,

vi blev lidt klogere, isen 5 øre dyrere

Brunedes om kap med solen

og plukkede stikkelsbær

fløjtede igennem hullerne

i fortænderne

og en endeløs jordbærmark

i juli måned

Lykken varede evigt.

Vi ejede alt og intet

plus et glansbillede

Måtte ud, længes

for at vende tilbage og fatte dette

særpræg

forstå, at Henninge nr. 145

var et sted

og et hjem en sommerdag.

Krystalklare, funklende øjeblikke

hvor mågeskrig pludselig ikke

er noget babalt

hvor tågeslør om skvulpende skuder

betyder

hjemme igen.

Luise Lind.

5. Erindringer fra blindeinstituttet i København 1. del

Af Flemming Egedal.

Jeg har tidligere skrevet nogle af mine erindringer fra mit ophold på ”Refsnæs-Skolen ” ved Kalundborg fra august 1961 til juni 1963, en skole for blinde og stærkt svagsynede børn.

Jeg vil her, i det følgende, fortælle små erindringer fra mit ophold på blindeinstituttet i København fra august 1963 til udgangen af 1967, i daglig tale blev instituttet kaldt for ”Tutten”.

Instituttet lå dengang på Kastelsvej 60 på Østerbro, hvor første del af skolen blev taget i brug den 5. november 1858 med en udvidelse i 1880’erne, så der samlet set blev en firfløjet bygning med en lukket asfalteret gårdsplads.

De fleste elever fik en eller anden form for uddannelse med henblik på, at de ved hjælp af et arbejde kunne forsørge sig selv, men ligesom det er i dag, voksede jobs dengang heller ikke på træerne, så alt for mange fik tilkendt en invalidepension, i dag førtidspension.

Jeg ankom til ”Tutten” i København midt i august 1963, hvor jeg skulle fortsætte min skolegang i ottende klasse.

Jeg kom til at bo på ”Røverstuen sammen med Torben Olsen, Preben Pedersen, Kaj Rasmussen, Ole Nielsen og Gert møller Jensen, og vi var i alt seks personer.

vi var i alderen fra 14 til 17 år, men der var ingen muligheder for noget privatliv, men vi havde det nu alligevel hyggeligt sammen.

Næsten hver morgen når Ole kom ud af sengen, gik han hen og åbnede sit skab og startede sin pladespiller og satte altid den samme grammofonplade på, ”Twischen Patricia”, som vi alle efterhånden kunne uden af.

I drengenes fløj havde vores sovesale navne. I stueetagen lå: ”Røverstuen, Redaktionen, stalden, Nyhavn og Alderdomshjemmet”, og på første sal lå: ”Privaten, Låget, Rigskanslerriget og Kisten”. Herudover lå også Folke Johansen, ”Mesters” lejlighed, hvor han boede sammen med sin hustru Anna, som var leder af tøj depotet ”Biksen”, og det var hende der sørgede for, at vi fik den nye beklædning og det nye fodtøj som vi havde behov for, og her kunne vi også bytte vores tøj. –”Mester” havde herved også det fulde overblik over, hvad vi kunne finde på at lave af unoder i de sene aftenstimer, og så var han der straks på pletten.

Anna var også hende som hver den første udbetalte vores lommepenge, godt nok ikke særligt mange, og hun sørgede for at reservere pladser i Lyntoget, når vi rejste hjem til de store ferier.

Her havde vi så sandelig ingen ledsagelse. Vi måtte selv finde ud af at komme til Københavns Hovedbanegård og selv finde den perron, hvor lyntogene til Jylland holdt.

”Mester” var også den person, som sørgede for at vi om morgenen kom rettidigt op til tiden.

Kl. ca. 7 kom han altid buldrende ind på sovesalen med fuld damp på cigaren og med sin buldrende bas lød det altid, ”God morgen folkens, er i vågne, solen skinner og fuglene synger, men det øsregner udenfor”, godt nok noget af en trist melding at få serveret på morgenstunden.

Gud være nåde den unge mand, som ikke straks stod ud ad sengen, så var ”mester” der straks med en håndfast hjælpende hånd.

Han kunne af og til også finde på at overvåge vores morgensoignering, og fandt han ud af, at der var en eller anden ung mand som gik al for let hen over dette, ja, så var ”mester” der med det samme med en hjælpende hånd, og gav den unge mand et kursus i soignering, og det var temmelig håndfast, når han borede sine tykke finger ind i et øre, og så havde vi kun koldt vand ved håndvasken.

Det var således, at indtil vi fyldte 18 år, var vi interne elever med bopæl på instituttet, og når man så var fyldt 18 år, var man eksterne elever med bopæl ude i byen, normalt på et lejet værelse eller et pensionat, som instituttet betalte lejen for.

Mange af os var jo dengang kommet i den alder, hvor tiltrækningen fra det modsatte køn var blevet vagt med de romantiske oplevelser det nu en gang kunne medføre, men som følge af de dårlige indkvarteringsforhold der nu engang fandtes på instituttet, var der ikke de store muligheder for alt for meget privat kæresteri.

Som regel var Der altid andre til stede og de fleste havde dog trods alt en vis blufærdighed, men det var blandt eleverne en offentlig hemmelighed, at når et par havde et stort behov for at være alene uden andres bevågenhed, ja, så har gymnastiksalens rullemadras hjulpet mangen et ungt par, som havde stor trang til en hyrde time, og hvad der så herudover kom ud af det, vil jeg overlade til læsernes egen fantasi.

Nu var jeg så kommet til storbyen, og den skulle jeg jo helst lære at kende på den hurtigste måde, og hvordan gjorde jeg så det.

Jo, jeg satte mig til at læse en bog med oversigt over, hvor sporvogne, busser og S togs linierne kørte.

I denne bog var der også en rutebeskrivelse, så herved lærte jeg ret hurtigt at kende gadernes placering i København.

Da jeg kom til København i 1963 var der 15 sporvognslinier, men linie 15 blev allerede nedlagt 1. november samme år, og da jeg rejste fra København i udgangen af juli måned 1970, var der desværre kun 2 linier tilbage, linie 7, nedlagt den 25. april 1971 og linie 5, nedlagt den 23. april 1972.

På daværende tidspunkt havde jeg noget familie, langt ude, som boede i Hvidovre.

Ved hjælp af rutebeskrivelserne fandt jeg ud af, at jeg skulle med S Togs linie B fra Østerport Station til Hvidovre Station, og herfra videre med bus nr. 134, der kørte ad Hvidovrevej, stå af ved Becksalle og gå resten af vejen til Kærmark 24.

Jeg startede i 8. klasse, hvor de stærkt boglige elever var blevet samlet.

Jeg kom i klasse med Merete Anita Petersen, Rita Hansen, Birgit Linke, Nanna Corydon Milling, Torben Richard Olsen, og et stykke hen på efteråret også Else Klarborg, så vi var i alt 7 elever i klassen.

Vi havde de almindelige skolefag, og som lærere havde vi: Dansk og religion ved Heinrich Meyer. Engelsk og tysk ved frk. ellen Dyhr. Maskinskrivning og fysik ved Oskar Josephsen. Regning og historie ved Valdemar Påske. Naturhistorie, gymnastik og svømning ved Jens Peter Svennesen. Sang ved Henning Riiser. Sløjd ved John Hilmann og Børge Vestergaard, men hvem vi havde til geografi, kan jeg ikke erindre.

Pigerne havde husgerning ved fru Pille på Randersgades Skole og gymnastik ved Kirsten Jansbøl.

Vi havde jo Meyer som klasselærer, der godt kunne være lidt af en drillepind.

Else var en meget genert ung pige der ikke læste særligt højt, og da Meyer var temmelig døv, kunne han af og til ikke høre, hvad hun læste op fra læsebogen. Så sagde han altid, ”læs så højt, så jeg kan høre det ”.

En dag fandt han så på at omdøbe Else til ”Tante Clara”, en omskrivning af hendes efternavn, men det gik nu kun en tid, inden det blev hende for meget.

En dag eksploderede Else i arrigskab over sit ”øgenavn”, og hendes udladninger over for ham var så voldsomme, at Meyer nær havde tabt høreapparaterne, men hans, skal jeg sige, lidt upassende mobning af hende ophørte herefter.

Selv Merete gik heller ikke forbi, uden han fandt et øgenavn til hende.

Nu var Merete temmelig lille af statur, og hun hed altid kun ”MAP, hendes forbogstaver i sine navne.

I Meyers dansktimer havde vi også af og til diktat.

Nu var Rita punktskriftbruger, og det skete også en dag, hvor vi skulle skrive diktat, at hun ikke kunne følge med. Tilsyneladende gik oplæsningen af diktaten lidt for hurtigt for Rita.

Hun havde et par gange sagt til Meyer, at han læste alt for hurtigt op, men det tog han sig ikke af med det resultat, at Rita til sidst fik et større flip som udmøntede sig i, at hun smed punktskriftmaskinen på gulvet med et brag, til stor morskab for os andre, men braget var også så højt, at selv Meyer kunne høre det, og så endda med høreapparater.

I løbet af 8. klasse mente Meyer, at jeg skulle lære og læse og skrive punktskrift, men på daværende tidspunkt havde jeg intet problem med at læse sortskrift, så jeg kunne aldeles ikke se nogen mening i, at jeg skulle lære dette tegnsystem.

Han har jo nok vidst, at jeg havde Retinitis Pigmentosa, som jeg ikke vidste noget om dengang, og det fik jeg først at vide ved en tilfældighed i efteråret 1966.

Min Kæreste, Ellen, som jeg var begyndt at komme sammen med i august 1966, serverede en dag ved lærernes middagsbord, hvor Kaj Agerbæk fortalte forsamlingen, at der kun var en elev, som havde den samme variant af Retinitis Pigmentosa som ham, og det er Flemming Kristensen.

Ellen kunne jo ikke lade være med at lytte, når mit navn blev nævnt, og da jeg kom hjem fra skole, fortalte hun mig, hvad hun havde overhørt ved middagsbordet.

Jeg styrede straks ned til afdelingssygeplejerske fru Dora Nielsen, som jeg spurgte ret fortørnet, ”hvad er det jeg hører, bliver jeg blind med tiden”?

Hertil svarede fru Nielsen, ”Du skal ind og have en samtale med Overlæge Skydsgaard i morgen”. Nå, næste dag kom jeg så til et møde på øjenoverlæge Erik Skydsgaard’ kontor, hvor han lige ud fortalte mig, at jeg havde en øjensygdom som hedder Retinitis Pigmentosa med pigment degeneration, der kan medføre blindhed. Han forklarede mig ganske vist på dansk, hvad denne øjensygdom kunne indebære i fremtiden for mig.

Jeg tænkte, ”det er godt med dig. Det tror jeg aldeles ikke på”, men jeg sagde ingenting.

Jeg så dengang jo udmærket, så jeg tvivlede på hans besked.

I dag må jeg sande, at han havde ret, og jeg har da også i 31/32 års alderen lært at læse og skrive punktskrift, og i dag er jeg blind som en muldvarp.

Det var nu en gang imellem godt at Meyer var stokdøv, men der var trods alt en ting vil skulle tage os vældig i agt for, og det var, at han kunne mundaflæsning, så det kunne af og til godt af stedkomme de værste komplikationer for os, som medførte de største ubehageligheder, såfremt vi ikke passede nøje på, men vi lærte hurtigt, at hvis vi i timerne havde lyst til privat konversation, skulle den foregå på en måde, så han ikke havde mulighed for at mundaflæse, hvad vi talte om.

Meyer var lidt af en snu rad. En gang stod han oppe på gangen mens nogle unge mennesker stod nede i gården og havde en samtale, hvor ordforrådet ikke var af en art som lærerne skulle høre.

En ung mand havde tilsyneladende brugt et upassende ordforråd, og da den unge mand kom op på gangen stod Meyer parat, og med sin lidt bidende stemme lød det, ”Hør her unge mand, hvorfor står du og bander så guds jammerligt nede i gården”?

hvortil den unge mand jo ikke havde nogen mulighed for bortforklaringer, da vi alle vidste, at Meyer kunne mundaflæsning.

Vi havde jo obligatorisk undervisning i maskinskrivning ved Josephsen, og det var timer, som kunne give anledning til lidt for megen morskab, ikke mindst, når han startede sin gamle tråd båndoptager og spillede ”Trædballehus Polkaen”, som vi skulle skrive i takt til på vores skrivemaskiner.

Så stod Josephsen og angav den takt vi skulle skrive efter.

Jeg må så erkende, at det var godt at maskinskrivning var obligatorisk, hvorved vi lærte 10 finger systemet, som jeg har haft god brug for sidenhen i mit liv.

I naturhistorietimerne blev vi også undervist i seksualvejledning af Svennesen, og som han sagde, ”Jeg siger tingene lige ud, og jeg pakker intet ind”, men hvad han så mente med det, fandt vi aldrig ud af.

En dag stillede Kaj Rasmussen ham et direkte spørgsmål vedrørende et seksuelt problem, som vidst nok var udover det, som Svennesen ville svare på, så mere seksuel vejledning blev det ikke til i dette skoleår, så vi måtte jo gøre os bekendt med dette interessante område på en anden måde.

Instituttet havde dengang en undervisningsbog som hed ”Ungdom og Eros”, og denne bog kunne give os mange svar på, hvordan kønnene var indrettet osv., så her kunne vi så tilegne os den viden, som Svennesen ikke gav os.

Sangundervisningen lørdag morgen var heller ikke kedelig under ledelse af Henning Riiser.

Nu var Riiser svagsynet, og så var der jo rig lejlighed til at udfolde os og afspore undervisningen, idet han altid kun brugte højskole sangbogen, som vi mente var alt for kedelig.

På et tidspunkt blev det nu Riiser for meget omkring vores adfærd, så han klagede sin nød til forstander Ditlev Ahrens, som i flere uger sad på bagerste bænk for at overvåge vores, skal jeg sige, ”opførsel”, som jo selvfølgelig var blevet eksemplarisk, og vi sang da også pligtskyldigt med på højskole sangene.

Vi havde hver lørdag formiddag fra kl. 10 til 11.30 obligatorisk svømmeundervisning i Øbro hallen, og vi måtte gå hele vejen frem og tilbage til svømmehallen, som lå ca.15 minutters gang fra ”Tutten”, så når vi kom frem til svømmehallen var den omkring 10.15.

Så gik der jo også en del tid med at klæde om, komme i bad, og der blev ikke mere end som ca. 40 minutter i selve svømmebassinet for de hurtigste.

For nogen af os andre, der ikke gad denne svømmeundervisning, kunne der jo godt gå lidt for lang tid i omklædnings og baderum, og da Svennesen ikke kunne være alle steder, var der jo frit valg fra alle hylder.

Der skulle jo også tid til at komme i tøjet igen, så alt i alt var det nok ca. 20 minutter, vi var i selve svømmehallen.

Her skulle der jo også være tid til socialt samvær på bassinkanten, så hvor mange minutter vi reelt var i bassinet, husker jeg ikke.

Det var noget der passede mig særdeles godt, da jeg fra barnsben af, altid har været meget vandskræk.

Skulle det nu hænde sig, at vi fandt på at udeblive fra svømningen, blev der trukket 5 kr. fra os i lommepenge pr. gang, så dette var ikke en god ide at blive væk, idet det i længden kunne blive en dyr historie, så mange lommepenge fik vi jo heller ikke dengang pr. måned. De unge piger havde også svømmeundervisning på samme tid som drengene, og her havde vi rig lejlighed til at se på pigerne i deres badedragter, hvor vi rigtig kunne nyde deres kvindelige former. Der var da også piger som var særdeles godt veldrejet. Et syn for guder.

Vores regnetimer med Valdemar Paaske kunne af og til godt blive nogle farverige timer, når vi havde skabt et rollespil, som skulle spilles i hans timer.

Det skal forstås således, at Birgit Linke og jeg, i et frikvarter, havde aftalt, at nu skulle der laves sjov i regnetimen med Paaske.

Det foregik på den måde, at i forvejen var der aftalt, hvad morskaben skulle gå ud på, og det kunne være at indlede et kontrolleret skænderi i løbet af regne timen.

Det gjorde vi da også en gang, men resultatet havde vi netop ikke forventet.

Nå, vi var godt i gang med vores improviserede skænderi, som Paaske på alle måder forsøgte at stoppe, uden det gav noget resultat.

Til sidst gik han helt ud af koncepterne, hvor han smed sine briller på kateteret og hev sig i sit fuldskæg og brøle af os som en ulm tyr, og det var da godt nok noget der kunne stoppe os på stedet, men så havde vi da fået en del af timen til at gå med dette intermezzo.

Da vi ikke var blevet undervist i tysk på ”refnæs-Skolen”, kunne vi ikke komme i første real før end vi havde indhentet dette forsømte fag, men Frk. Dyhr fik da puttet alle de tyske verber ind i vore hoveder gennem skoleåret, så vi kunne blive klar til at komme i første real, hvis vi ellers var dygtige nok.

Fortsættes i næste nummer.

6. Finale.

Hermed har du læst eller hørt det, vi havde valgt at bringe denne gang.

Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Vi ved, at det er noget, der er rigtig stor interesse for.

Hvis du har læst Nyhedsbrevet på sort eller punkt, vil vi, som vi tidligere har gjort opmærksom på, af produtions- og forsendelsesmæssige årsager, (omkostninger) opfordre til, at du oplyser til Hans Erik Olsen,

Tlf. 20 82 15 65, e-mail: heolyd@vores-mail.dk

at du fremover gerne vil modtage brevet som e-mail eller på en cd.

Med venlig hilsen.

Karsten Ahrens, redaktør.

ahrens9@gmail.com

BLINDEHISTORISK SELSKAB

NYHEDSBREV APRIL 2013

Indholdsfortegnelse:

Redaktionelt 1

Bestyrelsens navne og adresser 1

Nyt fra formanden 2

Referat af generalforsamling i Blindehistorisk Selskab 3

Lidt om livet på en kostskole 5

Finale 20

Redaktionelt.

Velkommen til den nye udgave af Nyhedsbrevet. I skrivende stund er det fortsat vinter. Frost og sne. Vinteren har efter min mening og hukommelse varet stort set fra midt i november sidste år og til nu i slutningen af marts.

Denne gang bringer vi blandt andet referatet af den ordinære generalforsamling afholdt den 24. februar 2013.

Endvidere har vi udover de faste rubrikker en meget interessant og grundig beretning om livet på Refsnæsskolen i begyndelsen af

1960-erne skrevet af vores medlem, Flemming Egedal.

God fornøjelse med læsning og lytning.

Karsten Ahrens.

Bestyrelsens navne og adresser

Efter generalforsamlingen 24. februar 2013 konstituerede bestyrelsen sig således:

Formanden og kasseren er jo valgt på generalforsamlingen, og de øvrige pladser blev fordelt som følger:

Formand: Hans Erik Olsen, Mobiltelefon: 20 82 15 65

email: heolyd@vores-mail.dk

Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19

email: abkrogh@sorgenfrivang1.dk

Næstformand: Inge Gibskov,

email: inge.gibskov@mail.dk

Redaktør af nyhedsbrevet, Karsten Ahrens

email: ahrens9@gmail.com

Sekretær: Svend Thougaard

email: sth@sensus.dk

Suppleanter til bestyrelsen:

Leif Martinusen og Andreas Møller Petersen

Nyt fra formanden

Så er der igen takket vores redaktør Karsten et nyhedsbrev på gaden fra Blindehistorisk Selskab, og selv om vinteren har været lang, og vi har haft masser af sne, så lykkes det heldigvis at få vores arrangement vel afviklet på Fuglsangcentret den 23- – 24. februar afviklet uden at vejret forhindrede nogle i at komme frem, og det var dejligt, for i år var vi 30 deltagere, og det synes vi i bestyrelsen var et rigtig flot fremmøde.

Arrangementet begyndte lørdag eftermiddag med kaffe, og så havde vi fået fat i lirekassemanden Svend Erik Vedel Hansen fra Solrød, som i ord og toner fortalte om lirekassens historie, som begyndte i 1700-tallet, og i det i meget spændende og medlevende foredrag han holdt, lagde han da heller ikke skjul på, at med vores generation døde nok den originale form for lirekasse, og nu er det de elektroniske, der vinder frem.

Svend Erik fortalte om, hvordan det startede med at folk gik rundt i gaderne og spillede i gårdene, og han gav os også et indblik i, hvordan det var muligt overhovedet at få en lirekasse til at spille.

Han sidder derhjemme og programmerer melodierne ind i et nodeark, sender det via mail til England, og får så rullen med alle hullerne i, som stifterne i lirekassen skal have fat i til at lyde, som det skal lyde, og vi der var mødt frem, var godt tilfredse med det, vi hørte, og spørgerækken var lang, og spørgsmålene interessante, da foredraget var ved at være slut.

Svend Erik og hans Kone Britta, var så med til festmiddagen lørdag aften, og som tak herfor spillede han et par numre for os under aftenkaffen, inden turen igen gik hjem til det sjællandske.

Aftenen brugte vi til socialt samvær, og det er vores opfattelse, at alle hyggede sig, og fik en glad og god lørdag ud af det.

Søndag formiddag brugte vi til at afholde generalforsamling, hvilket du kan læse andetsteds i nærværende nyhedsbrev, men jeg skal da ikke undlade at nævne, at bestyrelsen har konstitueret sig som det fremgår af punkt 2 i Nyhedsbrevet.

I bestyrelsen har vi lagt hovederne i blød for, at vi den 15. – 16. november 2014 kan få et godt arrangement i hus med masser af fest og glade deltagere, der vil være med til at fejre, at Blindehistorisk Selskab har 20 års jubilæum. Men allerede nu kan vi sige, at arrangementet vil foregår på Fuglsangcentret i Fredericia, da det er vante rammer, vi her færdes i.

Du vil naturligvis komme til at høre meget mere om denne begivenhed i de kommende udgivelser af nyhedsbrevet.

Det var så ordene fra bestyrelsen i denne omgang, og nu går vi alle og håber på, at sne og is vil forsvinde, og at vi snart får sol, varme og dejlige sommerdage.

På bestyrelsens vegne Hans Erik Olsen, formand.

Referat af generalforsamling i Blindehistorisk Selskab.

Mødet blev afholdt på Fuglsangcentret den 24. februar 2013

1. Mødet åbnes og godkendelse af dagsorden:

• OK

2. Valg af stemmetællere og dirigent:

• Dirigent Haakon Fløe
• Stemmetællere Bente Krogh og Hanne Eriksen

3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2012:

• OK

4. Årsberetning:

• Hans Olsen giver årsberetning:
  • Nyhedsbreve udsendes på punkt, lyd og sort. Synscenter Refsnæs har igen tilbudt at lave punktudgaverne. Der er udsendt 3 nyhedsbreve i årets løb.
  • Hjemmesiden udvikles og vedligeholdes af et samarbejde mellem Haakon Fløe og Hans Olsen.
  • Besøg på radiohistorisk museum i Ringsted
  • Svend Erik Vedel Hansen holdt et meget, meget spændende indlæg om Lirekassens historie med indlagte fællessange dagen før generalforsamlingen.
  • 20 års jubilæum 15.-16. november 2014.

5. Fremlæggelse af det reviderede regnskab:

• Arne Krogh fremlægger regnskabet
  • Udgifter Kr. 26.556,10
  • Indtægter Kr. 42.300,00
  • Overskud Kr. 15.743,90
  • Egenkapital Kr. 188.433,67

Ad 6 Fastsættelse af kontingent:

• Kontingent forbliver uændret

7. Valg af:

• Kasserer, (for 2 år). Arne Krogh ønsker genvalg.
• B. Valg af 1 bestyrelsesmedlem (2 år). Inge Gibskov ønsker genvalg.
• C. 2 suppleanter,
• D. 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant:
• Valg af:
  • Kasserer: Arne Krogh
  • Bestyrelsesmedlem: Inge Gibskov
  • Suppleanter: Leif Martinussen og Andreas Møller Petersen
  • Revisorer: Haakon Fløe og Henrik Olsen
  • Revisorsuppleant Torben Koed Thomsen

8. Indkomne forslag. Eventuelle forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før mødets afholdelse Forslag til ændring af vedtægterne:

• § 1 stk 1 og stk 2 ændres til:
  • stk 1: Blindehistorisk Selskab (BHS)
  • stk 2: Blindehistorisk Selskab er et landsdækkende selskab med eget budget og egne vedtægter. Blindehistorisk Selskab er en forening under Dansk Blindesamfund
• §7 stk 6 ændres til:
  • stk 6: Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
• §10 stk 4 ændres til:
  • stk4: Den ekstraordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal

9. Eventuelt:

• Karsten Ahrens orienterer om et projekt: Fortællinger om hverdag og vilkår. Et socialhistorisk forskningsprojekt udført af Svendborg Museum. Læs mere på dette link: www.anbragtihistorien.dk
• Torben Koed Thomsen spørger hvor man afleverer museale ting.
• Torben Koed Thomsen: Hvor har blinde været omtalt i lovgivningen? Evt samarbejde med Poul Lüneborg
• Rita Varmby: Blinde og erhverv gennem tiden
• Henrik Olsen Audioklubben samler på historier om ”Blindes verden”. Klubben har foreløbig samlet 8 historier.

26. februar 2013

Svend Thougaard

Lidt om livet på en kostskole

Af Flemming Egedal.

Jeg vil her fortælle lidt fra mit ophold på en kostskole for blinde og stærkt svagsynede børn fra august 1961 til juni 1963.

En meget tidlig morgen i begyndelsen af august i 1961 rejste jeg sammen med mine forældre med tog fra Vejle til Århus, og herfra videre med færge til Kalundborg, hvor vi ankom ved middagstid.

Da jeg er født stærkt svagsynet skulle jeg fortsætte min skolegang i sjette og syvende klasse på Refsnæs-skolen ved Kalundborg, efter at jeg havde gået 6 år i den kommunale folkeskole i Vejle.

Her lå og ligger stadig en kostskole for blinde og stærkt svagsynede børn, som var oprettet i 1898.

Skolen hed dengang: ”Det kongelige Institut for Blinde og Svagsynede børn”, i dag ”Synscenter Refsnæs”.

Skolen havde dengang ca. 100 elever fra første til syvende klasse, der var fordelt på 12 klasser. Fra tredje til syvende klasse var der på hvert klassetrin to klasser. En for svagsynede elever, hvor undervisningen udelukkende fandt sted ved hjælp af sortskrift, og så var der klasser kun for blinde børn og børn som havde et meget svagt syn, og Her fandt undervisningen udelukkende sted ved hjælp af punktskrift, (blindeskrift).

Skolen ligger ca. 3 km vest for Kalundborg på nord siden af fjorden, kun adskilt fra stranden af Kystvejen, der begynder helt inde ved byen og fortsætter ud forbi ”Kysthospitalet”, som siden hen er nedlagt, og kort herefter ender vejen ud i Røsnæs vejen.

Skolen ligger spredt over et større område, som siden min skoletid er blevet meget udbygget med nye bygninger.

Skolen havde egen skolebygning med 12 klasseværelser, gymnastiksal, som var delt i to dele ved hjælp af en skydeport, som kunne skydes til side, hvorved salen var rimelig stor. Den ene halvdel var pigernes gymnastiksal mens den anden halvdel var drengenes. Der var også svømmehal og en asfalteret gårdsplads.

Der var 4 bo enheder tilknyttet skolen og de lå i hver deres bygning.

Et bo enhed var for voksne kvinder kaldet ”Værnehjemmet” under ledelse af Frøken Olsen, hvor voksne kvinder var bosiddende, som ikke selv kunne klare sig i egen bolig uden daglig hjælp. Det var før vi fik den gode hjemmepleje, som vi har i dag.

I kælderen var der indrettet en vævestue, hvor kvinderne i hverdagen sad og vævede viskestykker med videre.

Der var også et børnehjem under ledelse af frøken Jenny Friis, for ikke skole pligtige blinde og stærkt svagsynede børn med ca. 20 børn. Mange af disse blinde og stærkt svagsynede børn kom fra meget dårlige sociale hjem, mens andre var blevet anbragt der, fordi deres forældre ikke i hverdagen magtede at have et synshandicappet barn i hjemmet.

Når børnene nåede skolealderen, blev de flyttet over på et bo enhed for skole elever.

Det tredje bo enhed var ”Øst-skolen”, den første del af Refsnæs-Skolen, en stor tre fløjet bygning i 2 etager.

I midterfløjen boede alle skolens skolesøgende piger, og i stueetagen lå spisesalen og opholdsstuer.

På første sal var der sovesale, lægestue og tandklinik.

I den ene sidefløj var der i stueetagen 2 administrationskontorer og et stort lokale til undervisning i naturhistorie, geografi, anskuelse og sang.

På første sal var der soverum og opholdsrum for drenge fra første til tredje klasse.

I den anden sidefløj var der i stueetagen skolekøkken, bibliotek, et undervisningslokale til klaverspil og personale rum.

På første sal var der sygeafdeling og bolig for afdelingssygeplejersken.

I tagetagen lå skolens tøj depot og en del mindre boliger forbeholdt skolens ansatte.

Det sidste bo enhed var ”Vest-Skolen”, hvor drenge fra fjerde til syvende klasse boede, i alt 36 elever, og det var her jeg skulle tilbringe min tid, når der ikke var skoleundervisning.

Herudover var der rundt på området en del servicebygninger. Fælles køkken, varmecentral, vaskeri med videre. Der var også til skolen et mindre landbrug til dyrkning af korn og kartofler. En staldbygning til opfedning af svin til eget brug. Et gartneri og en frugtplantage.

”Vest-Skolen” var en lang enetages bygning, som var bygget ind i en bakkeskråning, hvorved den ene del af kælderen lå fri med almindelige høje vinduer. Her var der i den ene side spisesal og et anretter køkken, og i den anden side sløjd sal.

I stueetagen var der foruden boliger til plejemor og 2 kvindelige plejeassistenter, et værelse til en karl, Niels Aage Pedersen og 4 værelser til køkkenpersonale, flere større og mindre opholdsstuer for os drenge.

Der var en stue, som udelukkende var forbeholdt drenge som gik i afgangsklassen, som var syvende klasse.

I en anden større stue Lummer Børsen var der en række små skabe, hvor drenge fra fjerde til sjette klasse kunne opbevare deres private ejendele, legetøj, slik og så videre.

Skabene var altid aflåst, og nøglerne blev opbevaret af personalet, som de altid skulle henvende sig til, hvis de ønskede at få skabet låst op, men det kunne af og til tage sin tid inden et plejepersonale havde tid til at låse et skab op.

På afdelingen var der tre klaverer stuer, da mange synshandicappede børn er ret musikalske anlagt. Der var også mulighed for at få undervisning i klaverspil.

Der var ikke meget vi kunne få tiden til at gå med, med mindre vi havde legetøj med hjemmefra. Et bordtennisbord, bobspil, skak, dam og kort, mere var der ikke.

I tagetagen var der i den ene ende en lejlighed til lærer Aage Ditmann og hans familie, og i resten af tagetagen var der ni soverum, hvor de syv havde fra fire til seks senge i hvert rum.

Heroppe fandtes det eneste badeværelse med 2 Brusere til 36 drenge og det var ikke meget til så mange elever.

Aage Dittmann var en slags husfar, som skulle træde til, når det kvindelige personale ikke selv kunne magte de større drenge. Vi havde stor respekt for ham, og han fik som regel hurtigt genoprettet ro og orden, men samtidig var vi også meget glade for ham, da han altid var en retfærdig mand.

Det var så lidt om selve skolen.

Som tidligere skrevet, så ankom vi til Kalundborg ved middagstid og gik ind på jernbanerestauranten for at spise til middag. Da den var overstået, tog vi en taxa ud til skolen, hvor vi henvendte os på administrationskontoret. Herfra blev vi straks vist over til

”Vest-Skolen, hvor plejemor frøken Vibeke Høtoft og plejeassistenterne frøken Else Kammer og frøken Dagny Olesen tog imod og bød velkommen På afdelingens kontor, hvor i øvrigt husets eneste telefon befandt sig.

Frøken Høtoft gav en kort orientering om det daglige liv på skolen, og ikke mindst om husets ordensregler, og dem var der særdeles mange af.

Noget af det første der skete var, at jeg fik et nr. 25.

Det synes jeg var noget underligt noget, men som frøken Høtoft forklarede mine forældre, så var årsagen hertil, at når alle drenge havde hvert sit nummer, var det lettere for personalet i hverdagen at holde styr på den enkelte elevs tøj.

Da samtalen var slut fik vi en rundvisning af huset fra kælder til kvist.

Jeg synes det var mærkeligt, at jeg fremover skulle dele sovesal med 5 andre drenge. Hjemme skulle jeg blot dele værelse med min lillesøster.

Vi gik derefter en tur rundt på skolens store område.

Alt det tøj, jeg skulle medbringe hjemmefra, skulle afleveres hos oldfruen på skolens tøj depot frøken Gerda Ougaard, en lille korpulent og en særdeles hyggelig og rar kvinde.

Eftermiddagen var efterhånden ved at gå på hæld, og tiden nærmede sig, hvor mine forældre skulle tage afsked og rejse hjem igen. Jeg tog afsked med dem ved skolens indkørsel. Da jeg stod og så Dem forsvinde ud i det fjerne, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at det ville vare lang tid førend jeg atter så Dem igen.

Der gik faktisk næsten fem måneder før jeg genså min far, familie og kammerater i Vejle. Uden jeg vidste det, havde min mor aftalt med skolen, at jeg skulle tilbringe efterårsferien sammen med hende hos noget familie i Hvidovre ved København.

Det var en lang og tung vej tilbage til ”Vest-Skolen”, men det var jo bestemt af andre, at jeg skulle fortsætte min skolegang der i de næste to år.

Inde på afdelingen blev jeg vist ind på en opholdsstue og præsenteret for en mindre flok drenge.

Jeg havde aldrig i Vejle været sammen med andre synshandicappede børn. Hjemme var jeg vant til, at det altid var mig, der ikke kunne være med i alle former for lege på grund af mit dårlige syn.

De fleste af de elever, jeg nu mødte havde et meget ringe syn og der var også flere blinde imellem. Nu var jeg pludselig kommet i den situation, at jeg var blandt de elever, som havde det bedste syn, bortset fra at jeg er født natteblind. Det var en helt ny fornemmelse.

Næste dag begyndte så hverdagen. Vi blev vækket kl. syv af et af det kvindelige plejepersonale og så var det om at få lettet sig, hvis der ikke skulle blive ballade med de voksne. Plejeassistenterne påså meget nøje at alle blev vasket ordentligt og grundigt og fik børstet tænder, men den udleverede tandpasta smagte frygteligt.

Morgenmaden var skiftevis havregrød eller øllebrød. Hertil et halvt stk. rugbrød med leverpostej og et med ost, som altid bøjede de fire hjørner op ad, så tør var osten normalt. Det var noget værre hundeæde, og det varede ikke længe, førend jeg fandt ud af, hvad man gjorde ved ædelsen. Vi lagde simpelthen de 2 stk. rugbrød sammen og puttede dem i lommen for så senere skille os af med dem, uden at personalet opdagede det, og det gjorde de aldrig. Øllebrøden var så tyk at vi kunne vende tallerknen rundt i luften uden at øllebrøden faldt ud, men en dag gik det nu alligevel hel galt for Torben Olsen. Vi satte os godt tilrette ved morgen boret, og Torben sagde, ”Nå, vi skal nok som sædvanlig have den tykke øllebrød”? Så vendte han tallerknen rundt i luften, men denne dag var øllebrøden tilfældigvis lind så alt røg ud over hele bordet. Den slags måtte jo ikke finde sted uden at der blev iværksat repressalier, så han blev straks bortvist fra morgenbordet.

Efter morgenmaden skulle vi selv rede vores senge, og nogle af de store drenge fik i en hurtig fart ordnet denne pligt. De forsvandt ud af bygningen og bag om nogen store buske over til det gamle nedlagte hønsehus for at ryge tobak inden skolen skulle starte.

Rygning var strengt forbudt, og det skete jævnligt, at det blev opdaget. Så blev tobakken konfiskeret og de formastelige måtte ikke forlade Vestskolens” område i en hel uge.

Den gang røg jeg ikke selv, og da jeg havde mulighed for at komme til købmand, kunne jeg indkøbe nye forsyninger til mine karantæneramte kammerater. Vi skulle gemme tobakken godt på kroppen, helst i ærmet. Det hændte af og til, at personalet undersøgte mine lommer, men de fandt aldrig noget som de ikke skulle.

Lidt før otte skulle vi uden for ”Vest-skolen” stille os op på rad og række, og i samlet flok med frøken Høtoft i front marchere ned til sanglokalet, hvor alle skolens elever skulle være til stede for at synge morgensang med musikledsagelse af Viggo Wølck, en blind musiklærer, der underviste i klaverspil.

Efter morgensangen bad frøken Elisabeth Kjellerup fadervor, hvorefter vi gik ud i vores respektive klasser. Engang under morgenbønnen opstod der en morsom episode. Wølck havde fået en førerhund, der altid under morgensangen lå under flyglet. Midt i lokalet hang der i loftet en udstoppet havmåge med udspredte vinger. Midt under frøken Kjellerups morgenbøn, begyndte mågen at dreje sig, som følge af varmen i lokalet. Dette så hunden, og den satte i gang med en voldsom gøen. Dette afstedkom at de fleste elever brød ud i en højlig latter og frøken Kjellerup brast i gråd og morgenbønnen blev ikke fuldført.

Jeg kom i sjette svagsynsklasse, hvor vi var otte elever, seks drenge og 2 piger med Tove Brøgger som klasselærer. De otte elever var, Jenny Zarka, Merete Anita Petersen, Torben Richard Olsen, frank Ebbe Lund, Palle Rosengren Olsen, Kaj Valdemar Rasmussen, Flemming Egedal (Kristensen) og Niels Aage Pedersen, som blev bortvist fra skolen i slutningen af sjette klasse, da han overfaldt et af det kvindelige plejepersonale, og den slags hændelser ville forstander Poul Petersen ikke tolerere, så derfor denne afgørelse.

Det var et hel andet antal af elever vi var i klassen end som jeg havde været vandt til hjemme i folkeskolen, hvor vi til tider kunne være op til 35 elever i en klasse.

I sjette blindeklasse, hvor de havde Jørgen Emborg som klasselærer var de kun 5 elever, tre piger og to drenge, Else Marie Hansen, Nanna Corydon Milling, Rita Hansen, Preben Pedersen og Palle Jørgensen.

Undervisningen var ikke anderledes end som i en normal folkeskole. Vi havde de samme fag og nogen var dygtigere end andre, men sådan har det jo altid været.

Vi havde Jørgen Emborg til engelsk. Vi kunne ikke lade være med at lave sjov med ham. Emborg havde ryg problemer, og han sad altid på en pude, når vi blev undervist. Vi prøvede somme tider og gemme puden i et af skabene, men han fandt den altid. Så prøvede vi at sætte tegnestifter op i puden fra bunden af, og så sad vi nok så spændt og ventede på hans reaktion, når han satte sig på puden, men enten har Emborg været tykhudet på bagdelen, eller så var tegnestifterne ikke lange nok, da der aldrig skete noget.

Emborg havde en knallert, som altid blev parkeret for enden af pigernes gymnastiksal. Det skete meget ofte, at vi startede knallerten og fræsede op og ned ad mosevejen til vores store fornøjelse, men det kunne også hænde, at han kom og tog os på fersk gerning. Nu var Emborg en særdeles flink lærer, som ikke gik ud af koncepterne blot fordi vi tog en tur på hans knallert, og var han i sit gode humør, fik vi da også en gang imellem lov til at køre en tur på den.

Så var det helt anderledes i regnetimerne med Erik Lind Hansen. Han var en striks lærer vi havde meget stor respekt for. Han boede ovre i ”Strandbo”, som lå lige over for skolebygningen, og han vidste altid, hvem som ikke havde lavet sine regneopgaver i lektietimen, og så tog han fat i nakke hårene og trak op, og da vi jo ikke var så høje den gang, så løftede fødderne sig fra gulvet, noget af en sadistisk afstraffelsesmåde, han her udførte.

I naturhistorie havde vi Aage Ellebæk, og hvis vi kunne komme af sted med at ændre undervisningen lidt, så fik vi samtalen drejet hen på hans søn, Mogens.

Kunne vi nu finde på at frembringe nogle usande historier om hans søn, ja, så var Ellebæk ret hurtigt oppe i det røde felt, så timen var herved ændret i den retning vi ønskede, og der blev ikke tid til mere undervisning, da han jo selvfølgelig skulle rase af.

Vi havde også undervisning i fysik ved Aage Ditmann. Dette fag havde vi ikke alle den store interesse i, men her var Kaj godt nok en knag til dette fag. Til gengæld sagde faget ikke Frank en pind, og Ditmann prøvede på bedste vis at forklare ham, hvad fysik egentlig går ud på, og det hændte af og til, at han blev så irriteret på ham, så han sagde, ”Så brug da for pokker hovedet menneske. Hvad tror du, at du har fået det til”? og bagefter kaldte vi Ditmann, når han ikke hørte det, landbrug, skovbrug og hovedbrug, men ellers kaldte vi ham i omtale for ”sniffer”, da han røg som en skorsten.

Ditmann var en hel anden person i fritiden. Her var han noget af den mest hyggelige person at være sammen med. Her holdt han ikke så hårdt på disciplinen, men der var trods alt dog grænser for hans tålmodighed.

Han kunne godt en gang imellem køre en tur med 4 drenge i sin Opel Rekord, men aldrig de samme personer hver gang, her var han retfærdig.

Han kunne også finde på at komme ned i vores opholdsstue om aftenen og spille kort med os.

Jenny, som nok var den hurtigste sprinter på skolen, fik en gang Ditmann med til at løbe om kap ned ad mosevejen. Det, som Jenny ikke vidste, og det gjorde vi andre i øvrigt heller ikke, at han i sine unge år havde været Danmarksmester i 100 meters løb. Nå, de tog så opstilling, og så gik det af sted med alt hvad remmer og tøj kunne holde, men Jenny måtte sande, at ham kunne hun ikke løbe fra, men hvor han dog pustede som et lokomotiv bagefter, og han fik straks damp på en smøg.

Vi havde 2 ugentlige timers undervisning i svømning under ledelse af Vagn Dreyer, men da jeg altid har været meget vandskræk, og selv om Dreyer brugte sine bedste pædagogiske evner, så lærte jeg aldrig at svømme. Så var gymnastiktimerne, 2 gange ugentligt, væsentlig sjovere. Her også under ledelse af Dreyer. Om sommeren havde vi atletik på skolens stadion, og her kunne jeg være med, da jeg altid har været en rimelig god sprinter over de kortere distancer, men langdistance løb har jeg aldrig kunnet løbe. Så var det noget andet med slyngbolden. Den kunne jeg kaste temmelig langt med, ca. 35 meter, og så med venstre hånd, til Prebens store misfornøjelse, men korkbolden kunne han kaste over 60 meter med.

Vi havde også et musikalsk fag som hed Orff under ledelse af Jørgen Pletner. Det var et musikalsk fag, som jeg aldrig lærte at forstå, og musikken var ikke af den slags jeg brød mig om. Pletner kunne af og til få et hysterisk anfald. En gang havde Kaj nok provokeret ham lidt for meget. Resultatet blev i hvert i fald, at han smed en sundhedssandal efter ham, men til al held ramte han dørkarmen. Det blev Kaj for meget, så han strøg lige over til forstander Petersens kontor for at klage, men hvad der kom ud af klagen kan jeg ikke erindre, men hændelsen gik nok ikke upåtalt hen over for Pletner.

Middagspausen var på 45 minutter, så vi kunne nå at spise vores varme middagsmad. I spisesalen var vi fordelt på 5 borde med en voksen ved hvert bord. Den voksne spiste også med, og skulle sørge for god ro og orden, og lære os gode manerer, spise med kniv og gaffel og så videre, men der blev også efter middagen tid til at ryge tobak i det gamle hønsehus inden vi skulle stille igen i vores respektive klasser.

En gang imellem fik vi middag, hvor vi spiste som svin, og det var når vi fik pølsegratin eller blodbudding med sirup. Der var jo selvfølgelig middagsretter, som vi ikke brød os så meget om, men det var nu ikke altid køkkenets skyld.

Skoledagen sluttede som regel kl. 14, hvor vi fik eftermiddagste med et stykke franskbrød.

En gang om ugen havde drengene fra min klasse derefter undervisning i sløjd med Ditmann som lærer. Han var en lærer, der ikke tillod, at vi stod og drev den af i timen, så det kunne godt ind imellem være en lang dag at komme igennem.

I sløjd fik vi undervisning efter de evner den enkelte elev nu havde. De som havde gode evner, fik lov til at lave større ting af træ, og Ditmann var en knag til at opservere, hvem der havde hænderne skruet ordentlig på. Her var jeg ikke særlig dygtig, men ved hjælp af hans vejledning, fik jeg da frembragt nogle udmærkede resultater, som jeg bagefter kunne være stolt af.

Pigerne havde husgerning ved frøken Tove Brøgger, som lærte dem at lave mad og bage. Hun havde det med, at når en pige ikke kunne se, så skulle hun lære at lugte til, hvad de brugte til madlavning og bagning. Et af de sjovere tilfælde var, når hun sagde, ”kom så her piger, og prøv nu om I kan lugte, hvad jeg har her”? Engang skulle pigerne lugte til noget, som ingen lugt har, og det var mel, så vi kaldte derefter frøken Brøgger for ”Snuse.

En gang om året skulle vi til en IQ prøve hos frøken Marie Stengaard, der ved forskellige prøver undersøgte, om vores standpunkt lå på det klassetrin vi nu en gang gik på.

I daglig tale kaldte vi denne prøve for ”idiotprøven”. I syvende klasse mente flere af mine klassekammerater, herunder også jeg, at den prøve var noget værre bras, og vi kunne ikke se noget fornuftigt i denne ”idiotprøve”. Så dette år ville vi ikke medvirke, så vi demonstrerede nok temmelig upasseligt, så frøken Stengaard blev så sur, så vi blev bortvist, men vi fik ingen repressalier, som følge af vores utilstedelige opførsel. Mærkværdigvis nok ikke.

Fra mandag til fredag var der lektielæsning i skolebygningen fra kl. 17 til 18 og det under behørigt opsyn af en lærer, der skulle holde opsyn på begge etager, hvilket ikke var muligt, så vi kunne altid finde på at lave noget andet end som vi skulle, når læreren var nedenunder.

Om lørdagen sluttede skolegangen kl. 12, så kunne de elever der havde deres forældre boende på Sjælland komme hjem på Weekend, hvis det var muligt for dem.

Vores aftensmad var rugbrød med pålæg og det var af en rimelig kvalitet vi fik her. Kl. 21 skulle vi i seng undtagen om lørdagen, der måtte vi være oppe til kl. 22, og så fik vi endda aftenskaffe med kage.

Vi havde en ugentlig badedag og det var fredag eftermiddag under opsyn af varmemester Henry Petersen. Hans hustru var sygeplejerske Karen Petersen, noget af en dejlig og rar kvinde.

Da vi kom i syvende klasse fik vi indført, at vi kunne bade mandag og onsdag morgen. Da denne ordning havde kørt i en periode, måtte vi klage til Ditmann over det kvindelige plejepersonale. Når vi var i bad, kom de uden at banke på, brasende ind i badeværelset, og vores blufærdighed blev herved krænket på det groveste. Ditmann gav os ret i klagen, og siden hen kunne vi få lov til at bade i ro og fred.

Da jeg kom i syvende klasse fik jeg lov til at få klaverundervisning af Wølck. Nu har jeg aldrig været den dygtigste elev i dette fag, og han opgav mig ret hurtigt, da jeg simpelthen ikke kunne få mine hænder til at arbejde sammen hen over tangenterne, så jeg lærte aldrig at spille ordentligt. Så var det noget hel andet med Torben. Han var et musikalsk geni, og han kunne da også en gang imellem spille lidt for os andre, og det lød særdeles godt, især når han spillede moderne melodier, og han kunne godt få sine hænder til at samarbejde på tangenterne.

I fritiden måtte vi selv finde ud af, hvad vi skulle beskæftige os med. De voksne lavede aldrig fælles aktiviteter for os.

Nu kunne vi en gang imellem selv finde ud af, hvad vi skulle få tiden til at gå med, og det var tit og ofte noget vi ikke måtte.

Et af de bedste steder at komme var i frugtplantagen for at gå på rov, men så måtte vi blot håbe på, at gartner Børge Rasmussen ikke opdagede os, for så var det hjem til bo afdelingen og så på hovedet i seng, og vi fik ingen aftensmad. Jeg har selv været udsat for denne straf.

En gang havde vi forsynet os godt med æbler fra frugtplantagen og var gået op på sportspladsen for at sætte frugten til livs. Æbleskrogene smed vi over hækken ind til frugtplantagen, men hvem gik der, jo, det gjorde såmænd gartner Rasmussen, men vi var så heldige, at vi opdagede ham, så inden han kom ind på sportspladsen, var vi sporløst forsvundet, og han fandt ikke ud af, hvem de formastelige var, og hvor vi var blevet af.

Oppe i vognporten ved skolens landbrugsbygning stod der en tohjulet varecykel, som vi også kunne finde ud af at bruge til cykelture op og ned ad mosevejen.

På afdelingen var der en fast regel som sagde, at vi i hverdagen skulle opholde os udendørs i en time hver eftermiddag, om det så var regn og sol eller sne og storm. Vi kunne jo blot klæde os på efter vejrforholdene.

Her havde plejepersonalet taget meget fejl af vores fantasi, og vi fandt altid et sted at opholde os, når vejret var dårligt.

Et af de sjoveste steder at opholde sig, var på gymnastiksalens loft, som vi kom op via en stige, som var på balkonen i drengenes gymnastiksal.

Denne stige sad i loft lemmen, som kunne trækkes ned, og så kunne vi stige op på loftet, og trække stigen med op, og trække den hen over lemmen, så den ikke kunne åbnes nedefra.

Gymnastiksalens loft lå i gymnastiksalens fulde længde, og der var tagvinduer i taget, så vi kunne se der oppe. Her stod der en stor gedebuk af halm på hjul, og vi morede os en del med at sidde på gedebukken og en anden person skubbede på, så der kom god fart over feltet.

Vi måtte ikke uden tilladelse forlade afdelingens område.

I en periode var det moderne at løbe på rulleskøjter. Dette skulle foregå på den asfalterede gårdsplads, som lå foran ”Øst-skolen”. I 13 til 15 års alderen var vi begyndt at interessere os for det andet køn.

På gårdspladsen havde vi mulighed for at komme i kontakt med pigerne, men vi kunne være evig forvisset om, at der et eller andet sted var en personale, der nøje overvågede at kontakten ikke blev for tæt. Skulle det imidlertid hænde sig, så blev vi drenge jaget hjem. Der blev brugt meget tid på at holde kønnene adskilt, men vi snød nu af og til personalet. Omme bag skolebygningen gad de ikke komme og kontrollere os, så her kunne der så blive lidt tid til at kysse pigerne en gang imellem.

Hvert år i september kom logen Odd Fellow fra Kalundborg og kørte en tur med alle eleverne.

De havde medbragt de fornødne private biler, så der var plads til os alle.

I 1962 gik turen til ”Bromølle Kro” og i 1963 var det til ”Lerchenborg Slot”.

Mærkværdigvis nok kom vi aldrig ind og se Kalundborg Kirke, kirken med de fem tårne.

I sjette og syvende klasse kunne vi drenge, som havde fået en skriftlig tilladelse fra vore forældre, få lov til at forlade skolen uden ledsagelse af voksne. Alle øvrige elever måtte ikke uden ledsager, forlade området, heller ikke de store piger, hvad kunne der ikke ske.

For at vi kunne få lov til at færdes ude på egen hånd, skulle der først aflægges en vejprøve. Vejprøven gik ad Kystvejen helt ind til Kalundborg og der, hvor Kystvejen sluttede, kunne vi fortsætte ad en gangsti, som endte lige før fiskerihavnen.

Det var Ditmann, som overvågede, at vejprøven blev bestået. Jeg husker tydeligt dengang jeg skulle aflægge denne prøve. Jeg blev iført 2 armbind, et på hver overarm, og det var de gamle gule armbind med tre sorte prikker. Dengang havde jeg et rimelig godt syn, og jeg så da også ham holde i sin bil flere steder for at kontrollere, at jeg gik ordentlig på vejen, og jeg kunne da heller ikke lade være med at vinke til ham. En vejprøve kunne godt strække sig over 8 Km og så til fods.

Mellem Kystvejen og stranden, lå der en langstrakt strandmark, som hørte til skolen. Her tilbragte vi meget tid. Det var blot trælst, at når vi skulle over Kystvejen, skulle det være under ledsagelse af en voksen. Når vi så havde været der i en tid, måtte vi vente på, at en voksen kom og førte os tilbage. Ventetiden kunne engang imellem blive meget lang.

Vi havde også en badestrand, hvor der lå to badehuse til omklædning. En for pigerne og en for drengene. Der var også en badebro, så vi kunne komme direkte ud til sandbunden. Når vejret var til det, kom vi tit en tur i vandet.

Skolen havde også to havgående kapronings både til hver fire personer og en styrmand, men de blev aldrig brugt i min tid.

Jeg fik efter nogle måneders ophold en skriftlig tilladelse fra mine forældre, at jeg gerne måtte færdes uden for skolens område uden ledsagelse. Den frihed jeg her fik, blev tit udnyttet. Nu kunne man selv besøge købmanden, der lå ca. 2 km fra skolen og gå i biografen. Alt foregik til fods.

Der var ikke mange af os, der havde særligt mange penge. Frøken Høtoft var vores bank og 2 gange om ugen var der udbetaling af lommepenge til de, som havde nogen. Til hver den første fik vi lommepenge og så var humøret højt. Der var også nogen, der fik lidt penge hjemmefra, og de skulle altid afleveres til hendes bank.

Vi var 3 klassekammerater Torben, Frank og jeg der meget tit fulgtes ad når vi skulle i biografen eller blot en tur til Kalundborg, hvor vi engang imellem gik på grill bar, og det var strengt forbudt at komme på dette sted.

Når vi var ude på egen hånd, var der altid sat et tidspunkt på, hvornår vi skulle være tilbage igen.

Et andet sted vi kom ret ofte var i ”Kysthospitalets” anlæg, hvor købmanden lå i nærheden, så blev der købt tobak og øl, hvis vi ellers havde nogen penge, og så havde vi masser af god tid til at hygge os rigtigt, selv om jeg ikke drak øl eller røg dengang.

I skal huske på, at der slet ingen var til at føre kontrol med os, og vi havde rige muligheder for at misbruge denne frihed.

Ellers havde vi de almindelige lege. Cowboy og indianer, dåse leg og boldspil.

Vi legede meget jævnligt cowboys, og her var forstander Petersens søn Finn, som var på alder med os, meget tit med, men han var en elendig taber. Vi havde indført den regel, at vi først kunne skyde hinanden inden for 5 meters afstand, så kunne de drenge, som ikke kunne se så langt også være med.

Det skete jo af og til at det lykkedes for os at få skudt Finn ret hurtigt i legen, selv om at han gerne ville snyde os, så brugte han alverdens undskyldninger for at være med endnu, og han mente ikke at han var blevet skudt inden for den aftalte afstand, men når han så ikke kunne få sin vilje, blev han så sur at han straks gik hjem.

De helt blinde kunne ikke af naturlige årsager deltage i den form for lege. Deres fritid var rent ud sagt trist, og der var da også forældre der beklagede sig i medierne over den manglende aktivering, men intet skete i min tid.

Jeg erindrer tydeligt den gang nogle forældre i ”Jyllands Posten og Politiken” havde skrevet temmelig negativt om ”Refsnæs-Skolens” manglende aktivering af deres blinde børn.

Ditmann kom ned og lod os læse artiklerne. Han var mildt sagt temmelig vred over dem.

En søndag i hver måned blev der afholdt gudstjeneste i pigernes gymnastiksal, som i dagens anledning var blevet indrettet som kirke sal. Der var en prædikestol, et gammeldags orgel og bænkerader.

Det var sognepræst Ejnar Norup fra Raklev Kirke, der forestod gudstjenesten, som ikke var anderledes end som i en normal sognekirke.

Vi sang de kendte salmer, mens ”Værnehjemmets” leder frøken Olsen trakterede orglet, hvor hun selv skulle træde pumperne for at der kom lyd ud af orglets piber. Nu var frøken Olsen temmelig korpulent, og da hun sad med ryggen til menigheden, var det absolut en oplevelse at se, hvordan hendes store krop kørte frem og tilbage på orgelbænken, når hun trådte på pedalerne.

De voksne havde jo selvfølgelig placeret sig således, at de kunne overvåge hele menigheden, og sætte hurtigt ind over for, hvis de mente, at der var ved at ske for mange unoder på bænkeraderne.

Sognepræst Norup var en meget behagelig præst, og i det sidste år jeg var på ”Refsnæs-Skolen havde vi endda en søndag barnedåb.

Det var to tvillingedrenge, som var på ”Børnehjemmet”, der skulle døbes.

Jeg husker tydeligt den søndag, hvor Børnehjemmets leder frøken Friis kom med de to tvillinger, født i august 1960 i hver sin hånd. Drengene fik navnene, Hans Erik og Henrik Gerhard Olsen.

Jeg erindrer ikke døbefonden, men jeg er nu sikker på, at pastor Norup havde medbragt dåbs fadet med fra Raklev Kirke, så dåben gik som den ville have gjort, hvis handlingen var fundet sted i Raklev kirke.

Vinteren 1962-63 var særdeles streng. Der var temmelig meget sne, men frosten var også meget streng, så alle danske farvande var frosset til, og også Kalundborg fjord, bortset fra sejlrenden.

En dag ville Kaj, Palle og Frank gå sig en lang tur ud på fjorden, men hvor der dog blev ballade.

Jeg var ikke med på turen, da jeg altid har haft respekt for at gå på is, hvor der er vand nedenunder, da jeg som barn er faldet igennem isen.

Drengenes travetur blev opserveret af Pletner, og det kan godt være, at knægtene bagefter fik noget af en verbal skideballe. Det var nok heller ikke hel forsvarligt at gå så langt ud på isen.

Det med at blive indlagt på sygeafdelingen kunne godt være en prøvelse for os. Afdelingssygeplejerske frøken Bodil Jacobsen havde en sygelig mani med, at hun ville kontrollere om vores maver var i orden. Efter hvert toilet besøg skulle hun altid påse, om maven nu havde fungeret ordentligt, før der blev skyllet ud, og det ville hun altid selv gøre. Det skulle vi under ingen omstændigheder selv prøve på, så blev hun særdeles meget sur.

Rytmen var den. Første dag var efterladenskaberne for hård, så fik vi figensaft til aftensmaden, og anden dag var den for tynd, så var det en afføringspille, der blev udleveret, men på tredjedagen var al godt, så fik vi intet tilskud til aftensmaden, og skulle vi være så uheldig at være indlagt i længere tid, kunne processen begynde forfra igen.

Frøken Jacobsen var også meget opmærksom på, om vi begyndte at hoste. Så var hun straks klar til at udlevere hostesaft, der smagte rædselsfuldt, og da jeg engang var indlagt på sygeafdelingen for en blodforgiftning i min ene finger kom jeg til at hoste lidt og straks var hun der med hostesaften. Jeg sagde til frøken Jacobsen, at hun blot kunne sætte bægret på natbordet, så skulle jeg nok selv tage medicinen, men ikke så snart hun var ude af sygestuen, hældte jeg stadset ud i vasken.

Når vi kom tilbage til skolen efter ferier, blev vi altid sendt i bad, og bagefter kom frøken Jacobsen med tættekammen og et ildelugtende aflusningsmiddel, der blev fyldt i håret, som stank som bare pokker.

Fra ”Refsnæs-skolens” side mente de åbenbart, at det ikke var i alle elevernes private hjem hvor de havde de bedste hygiejniske forhold, hvorfra så refsnæs-Skolen” så end havde deres viden fra.

En gang om ugen tog frøken Jacobsen af sted med nogle elever, som skulle til øjenlæge på Statens Øjenklinik på blindeinstituttet på Kastelsvej i København.

Det var en træls rejse. Da vi skulle af sted med det første morgentog fra Kalundborg, skulle vi op før hønsene, og morgenmaden fik vi i det lille anretter køkken som lå ved siden af spisesalen. Så af sted med taxa til stationen.

Vi kørte altid med et bumletog, som holdt ved alle stationer undervejs til København, så togrejsen var en langsommelig forestilling, ikke mindst fordi, at frøken Jacobsen holdt stædigt på, at vi skulle sidde stille og roligt på vores sæde. Vi kunne kun få lov til at forlade sædet, hvis vi skulle en tur på toilettet, men dette besøg måtte ikke tage for lang tid, så blev hun temmelig utålmodig.

Inden rejsen atter gik tilbage til Refsnæs-Skolen fik vi altid middagsmaden på Kastelsvej.

Da det var min tur til at komme til øjenlægen, et besøg jeg aldrig har været særligt begejstret for, skulle vi jo have vores varme mad inden afrejsen.

Denne dag bestod den varme mad af kogt torsk, og da det var noget vi af og til fik i mit hjem, havde jeg også forventet at vi skulle have sennepssovs. Det havde jeg altid fået hjemme, men nej, her blev jeg godt nok snydt. Jeg forstår stadig ikke, at min lugtesans ikke advarede mig, da vi fik peberrodssovs til, og jeg har aldrig kunne fordrage peberrod, men da jeg den gang var et høfligt menneske i voksnes nærhed, så måtte jeg jo spise den rædselsfulde sovs, men siden har jeg heller aldrig spist peberrod.

I syvende klasse skulle vi konfirmeres og pastor Norup fra Raklev kirke kom en gang ugentlig for at forberede os i den kristne tro. Selve konfirmationen fandt sted i Raklev Kirke. Jeg tilhørte dengang Metodistkirkens menighed i Vejle, hvor jeg også er døbt.

Min mor forsøgte efter alle kunstens regler at overtale mig til at blive konfirmeret i Metodistkirken i Kalundborg, men da jeg på intet tidspunkt havde haft kontakt til denne kirke, ej heller et besøg af præsten, valgte jeg at blive konfirmeret sammen med mine klassekammerater, og den beslutning måtte min mor nødtvungent gå med til.

Jenny blev ikke konfirmeret sammen med os andre, da hun var katolik.

Alle vore forældre var til stede ved konfirmationen, men ingen af vore søskende.

Middagen blev indtaget i den ene halvdel af gymnastiksalen, der i dagens anledning var blevet flot udsmykket til formålet og den anden halvdel var omdannet til dagligstue med bløde møbler.

Fra personalets side havde de gjort deres bedste for at give os en oplevelsesrig og god dag, og dette var også lykkes for dem.

Vi var også heldige at komme på konfirmationsrejse i maj til Bornholm, hvor vi boede på vandrehjemmet i Rønne. Der var 2 lærer med på turen, frøken Brøgger og Emborg.

Der skete det uheldige, at Rita blev syg to dage inden afrejsen og blev indlagt på sygeafdelingen, så hun kom desværre ikke med på turen.

På rejsen havde vi det utroligt frit. Alle de mange ordensregler var blevet hjemme, og lærerne så stort på at der blev røget i smug.

Vi var derovre i en hel uge, og lærerne havde sammensat et særdeles spændende program for os. Hver dag kom der en bus og kørte os til en ny seværdighed, og herved fik vi det meste af øen at se.

En af seværdighederne vi så var Østerlars Rundkirke. Noget af et særpræget bygningsværk. Ude på kirkegården stod klokkestabelen med kirkens kirkeklokke. Vi var jo selvfølgelig også over og se denne klokkestabel, og vi kunne ikke dy os for at trække i tovet til kirkeklokken, så vi fik sat den i gang med at ringe. Det vi ikke havde regnet med var den opstandelse det medførte.

Kirkegårdsgraveren kom farende som skudt ud af en spædekalv, og det var ikke lige frem de gloser, som en præst ville have brugt, som han frembragte over for os. Hans ansigt lignede mildt sagt en rødbede, så ophidset var han, men nu var han da heldigvis bornholmer, og hans dialekt forstod vi ikke særligt meget af, men hans høje toneleje var der ikke noget at tage fejl af, så vi forføjede os straks væk i en fart.

Frøken Brøgger og Emborg gav da også os bagefter noget af et møgfald, men deres stemmeføring sagde os, at de også havde moret sig over hændelsen, og mere kom der ikke ud af den episode.

Vi var også en tur på Christiansø. Det var noget af en sejltur der over. De fleste af os blev temmelig søsyge, så meget gyngede skibet, men dette slap jeg da heldigvis for.

Da vi ankom til Christiansø opdagede frøken Brøgger, at vi havde glemt de medbragte madpakker i bussen i Gudhjem.

Nu var gode råd dyre, men frøken Brøgger og Emborg indkøbte hos den lokale købmand, rugbrød, margarine, dåse leverpostej og en spegepølse, så kunne vi da få vores sult stillet, mens vi var på øen.

Tiden nærmede sig nu, hvor min skolegang på ”Refsnæs-skolen” var til ende, og jeg skulle efter sommerferien fortsætte på blindeinstituttet i København. Vi tog afsked med skolen med maner. Karlen Niels Aage Pedersen var ham, som på en trehjulet madvogn kørte maden rundt til alle de forskellige bo enheder. Da han var inde på ”Værnehjemmet” for at aflevere deres middagsmad, så vi vores snit til at hugge madvognen og gemme den i ”Værnehjemmets” lille skov, og hvor vi dog morede os over, at karlen ikke kunne finde sin vogn.

Skoleundervisningen var udmærket, og lærerne gjorde sit yderste for at vi skulle tilegne os den lærdom, vi nu en gang hver især havde evner til.

Lærerne gjorde deres bedste for at vi kunne føle os trykke i skoletiden, men den manglende aktivering i fritiden er noget man helst vil glemme.

Der var ingen form for privat eller familieliv på ”Vest-Skolen”.

Det viste sig også, at vores plejemor frøken Høtoft ikke brød sig særligt meget om drenge, og det kunne vi udmærket godt mærke. Så vidt jeg erindrer, var der ingen der fik et tættere forhold til hende.

Så var det noget helt andet med vores forhold til de to pleje assistenter. De var som regel altid søde og flinke over for os, men det var nu frøken Kammer, som var den person vi havde den største tillid til, og de gav sig da af og til tid til at lytte til vores problemer, hvis vi havde nogle vi ønskede at frembringe, men det var det sjældent. De prøvede efter bedste evne at løse et problem, såfremt der var en mulighed herfor.

Jeg slutter min beretning her. Jeg håber, at læserne får et indblik fra en tid, som ikke altid var lige lyserød.

Jeg har kun omtalt nogen af de voksne, jeg har haft kontakt med i min tid på skolen, men nogen af de andre lærer, som jeg ikke har haft i undervisningen, står også for mig som nogen meget positive mennesker.

Vi havde ferie 4 gange om året, påske, sommer, efterårs og juleferie. På en eller anden måde var det slut med almindelig familie sammenhold. Man følte sig som en fremmed i sit eget hjem, selvom mine forældre gjorde alt for, at jeg skulle få nogle gode ferieoplevelser, men de lange adskillelser gjorde, at man ikke følte sig som en del af livet i barndomshjemmet. Kontakten til den øvrige familie blev så som så for os der kom vest for Store Bælt.

Finale

Hermed har du læst eller hørt det, vi havde valgt at bringe denne gang.

Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Vi ved, at det er noget, der er rigtig stor interesse for.

Hvis du har læst Nyhedsbrevet på sort eller punkt, vil vi, som vi tidligere har gjort opmærksom på, af produktions- og forsendelsesmæssige årsager, (omkostninger) opfordre til, at du oplyser til Hans Erik Olsen, mobiltelefon 20 82 15 65, e-mail: heolyd@vores-mail.dk

at du fremover gerne vil modtage brevet som e-mail eller på en cd.

Med venlig hilsen.

Karsten Ahrens, redaktør.

ahrens9@gmail.com

Danmarks Blindehistoriske Selskab

Nyhedsbrev december 2012

Indholdsfortegnelse:

1. Redaktionelt 1

2. Bestyrelsen 2

3. Formanden har ordet 2

4. Dansk Blindesamfund: Ved Henning Eriksen 3

5. Da spolebåndoptageren kom 9

6. Besøget på Radiohistorisk Museum i Ringsted 12

7. Indkaldelse til ordinær generalforsamling 12

8. Finale 12

1. Redaktionelt

Velkommen til den nye udgave af Nyhedsbrevet.

Denne gang har vi valgt at bringe en artikel om Dansk Blindesamfunds historie, som en af selskabets stiftere, Henning Eriksen har skrevet i sin artikelsamling: Noter om blindes historie.

Den giver på en god og overskuelig måde en fyldestgørende og dog kortfattet oversigt over hele Dansk Blindesamfunds historie.

Endvidere har et af vores medlemmer, Luise Lind sendt en meget fin skildring af, hvordan det var at få en båndoptager udleveret i gamle dage det vil sige i 1960’erne.

Til almindelig orientering kan vi oplyse, at vi med hensyn til produktionen og udsendelsen af Nyhedsbrevet på de fire medier (punkt, it, cd og sort) har reduceret udgiften betragteligt, idet vi nu kun skal lave 8 eksemplarer på sort og 18 på punkt.

Afslutningsvis vil jeg på selskabets vegne ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Og dermed god fornøjelse med lytningen og læsningen.

Karsten Ahrens

2. Bestyrelsen

Formand: Hans Erik Olsen, tlf. 28 12 21 28.

e-mail: heolyd@vores-mail.dk

Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19

e-mail: abkrogh@sorgenfrivang1.dk

Næstformand: Inge Gibskov

e-mail: inge.gibskov@mail.dk

Bestyrelsesmedlem og Redaktør af Nyhedsbrevet, Karsten Ahrens

e-mail: ahrens9@gmail.com

Sekretær: Svend Thougaard

e-mail: sth@sensus.dk

Suppleanter til bestyrelsen:

Leif Martinusen og Andreas Møller Petersen

3. Formanden har ordet.

Så er det igen blevet tid for at vi har lidt godt til jer her op imod julen nemlig i form af Selskabet sidste Nyhedsbrev i 2012. Det tredje.

Siden det sidste nyhedsbrev udkom, har vi afholdt et bestyrelsesmøde på Synscenter Refsnæs, hvor ledelsen deltog, og vi har igen fået mulighed for at få printet nyhedsbrevet på punkt på Synscenter Refsnæs, hvilket vi i bestyrelsen er meget taknemmelige for, og siger tak til Synscentrets ledelse for et godt og positivt møde.

Efter vores bestyrelsesmøde skulle vi selvfølgelig da lige rundt på vores gamle skole, og det var et gensyn, der vakte mange glade minder.

Næste arrangement er i februar 2013 nemlig den 23. og 24. februar, hvor vi afholder et arrangement lørdag eftermiddag, hvor vi skal høre om lirekassen og dens historie, samt prøver på, hvordan det lyder, og Sven Erik Vedel Hansen, der fortæller, viser meget gerne, hvordan lirekassen ser ud, og hvordan han får melodierne programmeret ned på rullerne. Et spændende foredrag, der gør det værd at afsætte weekenden til deltagelse i både foredrag og generalforsamling søndag formiddag.

Bestyrelsen ønsker alle medlemmer med venner, familie og andre pårørende en rigtig glædelig jul og godt nytår, og siger tak for de tilbagemeldinger vi har fået fra jer i løbet af året, samt indlæg til vores nyhedsbreve.

På bestyrelsens vegne,

Hans Erik Olsen, formand.

4. Dansk Blindesamfund: Ved Henning Eriksen

(Bringes med tilladelse af forfatteren).

I 1883 blev den første forening for blinde stiftet her i landet. Det var imidlertid en forening både for seende og blinde. De seende havde flertallet i bestyrelsen. En myte i Dansk Blindesamfund – herefter kaldt DBS – hævder, at blinde mistede flertallet ved et regulært kup. Se i øvrigt artiklen om Danmarks Blinde. Myten er senere blevet bestridt. Men den har haft afgørende indflydelse i DBS. Derfor vogter DBS for eksempel så nøje over sine medlemsbegrænsninger. Disse restriktioner har fuld opbakning i medlemskredsen.

Der begyndte efterhånden at rejse sig røster blandt de blinde for, at disse skulle danne deres helt egen forening, hvor seende ikke kunne blive medlemmer. Hvor blinde altså fik mulighed for helt på egen hånd at varetage blindes interesser. Der blev fra tid til anden afholdt såkaldte stævner, hvor blinde fra hele landet mødtes til fejring af diverse begivenheder, til samvær og til drøftelser af sager, blinde fandt betydningsfulde. Det var i forbindelse med et sådant stævne, foreningen Danmarks Blinde blev stiftet. Anledningen var Blindeinstituttets 25 års jubilæum.

I 1908 var der stævne igen. Anledningen var denne gang Blindeinstituttets 50 års jubilæum. Her samledes mange blinde. Det var her, tanken om at danne en ny forening fik mere konkret indhold. I de følgende år, blev tanken drøftet videre ved indlæg i Danmarks Blindes blad “Blindes Budstikke”. I 1911 var der stævne igen. Denne gang var anledningen 100-året for oprettelsen af Kjæde-Ordenens første blindeinstitut. Under dette stævne blev DBS stiftet. Det skete 8. juni 1911.

Foreningen udgav fra begyndelsen et medlemsblad. Det udkom en gang om måneden. Fra 1911 til 1916 blev dette blad kun udgivet i punktskrift. Men da mindst en tredjedel af medlemmerne allerede på det tidspunkt ikke kunne læse punktskrift, blev det vedtaget at udgive det også på almindelig skrift – sortskrift – fra juli 1916. Det blev trykt på Danmarks Blindes trykkeri i punktskrift.

I løbet af foreningens første år blev der oprettet 9 underafdelinger – “kredse” – af DBS rundt i landet. Denne kredsstruktur holdt helt frem til 1968. Den eneste ændring var, at da Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920 blev der oprettet en sønderjysk kreds, der altså blev kreds nr. 10. Den første indsamling blev gennemført allerede i 1911. Målet med den var at skaffe penge til realisering af en af foreningens første mærkesager. Nemlig at rejse et hjem for syge og gamle blinde. Der kom dog ikke penge nok ind. De indsamlede midler blev bundet i en bank. Renterne blev uddelt som huslejelegater.

DBS’s første år var vanskelige. De var også yderst turbulente. Der var hyppige formandsskift. Midlerne, foreningen kunne råde over, var meget små. Tiderne var vanskelige. Første verdenskrig bragte varemangel og dyrtid. Allerede i foreningens første år oplevede foreningen sin første lederkrise. Det skyldtes en ulykkelig personstrid. Den valgte bestyrelse kunne ikke arbejde sammen med foreningens første formand Carl Cohn. Krisen blev løst på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde november 1911. Cohn trådte tilbage som formand. Der blev valgt et forretningsudvalg, der skulle stå for foreningens daglige drift. Formændene i DBS sad i de år ikke længe på deres poster. Hvervet var ulønnet. Det var nok svært både at være foreningens formand og samtidig skulle bestride et erhverv. Formanden skulle udføre meget administrativt arbejde.

I 1924 ansatte DBS formanden som forretningsfører. Den første forretningsfører var Martinus Christiansen. Han sluttede på posten i 1929, da han ikke kunne blive enig med repræsentantskabet om den aflønning, han skulle have. Ordningen med formanden som forretningsfører fortsatte frem til 1968. Denne tid bragte DBS betydelige sejre i form af forbedringer for de blinde.

Da DBS begyndte sin virksomhed, var de fleste aktive blinde fattige håndværkere. Men der var undtagelser. En af dem var Carl Cohn. Han var uddannet musiker og virkede som musiklærer på Blindeinstituttet i København. Han var en af de ledende ved dannelsen af DBS. Han havde uddannelse til at kunne omgås politikerne på Christiansborg og påvirke dem til gavn for blinde. Han blev DBS’s første formand. Men også efter at han var fratrådt som formand, virkede han til gavn for blinde.

DBS’s største mærkesag i de første år var at skaffe blinde en ydelse fra det offentlige, der ikke fik fattiglovens virkninger på blindes borgerlige rettigheder, så deres kår kunne højnes. Blindes vilkår var ikke opmuntrende. Ikke ret mange blinde håndværkere kunne leve af det, de kunne tjene ved deres arbejde. Værre stod det til med de blinde, der ingen uddannelse havde. For eksempel blev det nævnt i et indlæg i DBS’s medlemsblad, at blinde kvinder, der strikkede for fremmede, ikke en gang kunne tjene nok til at skaffe sig tag over hovedet og mad på bordet, selv om de havde beskæftigelse i 14 timer i døgnet.

De blinde, der ikke kunne tjene nok til livets opretholdelse ved eget arbejde, måtte søge fattighjælp. Den fik de – blinde har altid været anset for at være værdigt trængende – men fattighjælpen havde retsvirkninger. Den der fik fattighjælp kunne for eksempel ikke stemme ved offentlige valg. Det var vel heller ikke afgørende. Værre var det, at der skete store indskrænkninger i deres personlige frihed. De kunne for eksempel ikke gifte sig uden fattigvæsnets tilladelse.

Nu blev målet for DBS at skaffe blinde en ydelse uden fattiglovens retsvirkninger. Det blev i første omgang afvist af regeringen. Men i 1913 skete der et regeringsskifte. Nu var det Det Radikale Venstre, der regerede. Denne regering var mere positivt stemt over for forslaget. Loven, der var en ændring af paragraf 61 i fattigloven, blev vedtaget i vinteren 1914. Denne lovændring var DBS’s første og måske største politiske sejr. At det lykkedes, skyldtes i høj grad Carl Cohns ihærdige lobbyarbejde i Rigsdagen.

I 1929 blev Ernst Jørgensen valgt som formand og ansat som forretningsfører. Han kom til at virke som DBS’s formand i 22 år. I hans formandstid skete der mange forbedringer af blindes vilkår og mange udvidelser af DBS’s virkefelter. Solgaveindsamlingen, den årlige indsamling af midler til foreningens arbejde, forbedrede foreningens økonomi. Socialreformen i 1933 betød yderligere forbedringer af blindes sociale niveau. Mange nye tiltag blev sat i værk: feriehjemmet i Hobro, fabrikken Blifa, førerhundeordningen. Der blev indledt et samarbejde med Danske Døves Landsforbund om forbedring af døvblindes forhold. Dette samarbejde førte til oprettelsen af et hjem for døvblinde i Nærum.

I 1951 fik Ernst Jørgensen en stilling i FN. Han fratrådte derfor som formand for DBS. Hans afløser blev Hans Cai Seierup. Han havde hidtil været hovedkasserer. Under Seierups ledelse skete der væsentlige forandringer. Hans formandstid faldt sammen med velfærdsstatens opbygning. Seierup havde held til at skaffe blinde væsentlige forbedringer. Han fik også sat nye services i værk til gavn for blinde: konsulentordningen, et stort byggeprogram omfattende boliger til blinde og plejehjem specielt indrettet til blinde. Han afsluttede sin indsats i DBS med at designe og gennemføre den største strukturreform i DBS nogensinde.

I 1968 blev H. C. Seierup tilbudt stillingen som forstander på Blindeinstituttet i København Han opgav derfor sin formandspost i DBS. Hans afgang faldt sammen med iværksættelsen af den store strukturreform i DBS. Hans afløser blev den hidtidige hovedkasserer Svend Jensen.

Svend Jensen kom til at beklæde formandsposten i 31 år. Han fik på mange måder et vanskeligere job, end hans forgængere havde haft. Nu var politikerne ikke nær så nemme at overbevise om nødvendigheden af forbedringer til de blinde. Der skete i Svend Jensens formandstid mange væsentlige forandringer i det danske samfund. De var forårsaget af nye måder at tænke på. Det skabte konfrontationer mellem den gamle generation – den Svend Jensen tilhørte – og de yngre aktive medlemmer. Medlemmerne begyndte at danne interessegrupper, hvilket slet ikke var indtænkt i strukturen fra 1968. BSIEU – Blinde og Svagsynedes Interessegruppe for Erhverv og Uddannelse – blev således stiftet i 1971. Blindeidrætsklubberne bredte sig i halvfjerdserne og fik til slut et eget udvalg. DBSU – Dansk Blindesamfunds Ungdom – blev stiftet i 1979. Siden kom RP-gruppen – gruppen for retinitis pigmentosa ramte blinde – og DBSK – DBS’s kvindegruppe – til plus DBHS – Danmarks Blindehistoriske Selskab.

Stiftelsen af foreningen Værn om Synet og den selvejende institution KLO – Blindes Kultur og Litteratur Orientering – førte til langvarige stridigheder med DBS, idet DBS mente, at andre herved gik ind på DBS’s interesseområder og påførte foreningen konkurrence.

Af synlige resultater, der skete i Svend Jensens formandstid kan nævnes: færdiggørelsen af det store byggeprogram fra tresserne, oprettelsen af et informatørkorps, overgang til IT i DBS’s administration, som blinde kunne betjene og bygningen af Fuglsangcentret i Fredericia.

Svend Jensen blev afløst som formand af Poul Lüneborg. Han havde hidtil været næstformand i DBS. Hans formandstid i DBS blev ikke så lang. Han måtte allerede fratræde som formand efter 4 år på posten på grund af sygdom. Han blev afløst af Jens Bromann. Jens Bromann havde været initiativtager til stiftelsen af Dansk Blindesamfunds Ungdom og blev denne forenings første formand. Men ellers var det inden for Dansk Handicap Idræts-Forbund, han havde virket og fået sine organisatoriske erfaringer. Han fratrådte i 2009 som formand efter eget ønske.

DBS har gennem årene gennemgået store forandringer. Økonomisk gik det godt i lang tid. Foreningen arvede mange penge. Den førte også en forsigtig udgiftspolitik. Der blev derved opsamlet en betydelig formue. Men den økonomiske krise, omstillingen til IT, svigtende arveindtægter og en noget mere ekspansiv udgiftspolitik tærede slemt på formuen.

Den gruppe, der dannede DBS i 1911, var primært blinde udøvende håndværkere og musikere. Men især efter konsulentordningens indførelse kom der mange ældre medlemmer i DBS. Nu er det den absolut største gruppe i DBS.

DBS’s interesseområde gælder alle blindes behov og ønsker. Der er blevet gjort et meget stort arbejde og der er skabt mange resultater. Ved at læse disse noter igennem, vil man se, at rigtig mange af noterne handler om ting, DBS har sat i gang eller har medvirket til blev sat i gang. DBS kan i 2011 fejre sit et hundredårs jubilæum. Meget er der gjort og meget er der sket, men DBS vil stadig have opgaver at løse.

Henning Eriksen.

5. Da spolebåndoptageren kom.

Af Luise Lind

Hej, det er mig en ære at få lov til at være med i jeres forening og jeg vil da gerne bidrage med en beretning, som jeg er blevet inspireret til da jeg engang i 1960 erne var på sommerferie hos min mormor, som havde sin blinde søn boende hos sig.

Hans navn var Ricard Thorlev og var den sidste børstenbinder på Langeland.

Jeg er for øvrigt søster til Signe Lynglund som sendte et indlæg om vores dejlige familie i det sydfynske.

Han havde ikke sovet hele natten af bar spænding. I dag kom den. Postbudet smed pakken på bordet og gik hurtig ud til bilen.

Drønet fra bilen forplantede sig i hele huset.

Han sad ude i køkkenet og turde knap rejse sig, ville vente lidt endnu. Han ville gemme den lidt ligesom juleaften. Forventningens glæde var altid størst.

Han rejste sig så nærmest højtidelig ud og gik ind i stuen. Der på spisebordet lå den – pakken.

Han mærkede derefter nøje på papiret og sejlgarnet. Han gik ud i køkkenet og fandt saksen, den lå heldigvis på sin plads. Han pakkede den ud og bar den nye maskine ud i værkstedet. Han bar den, som man bærer et barn og satte den på bordet og mærkede med hænderne, den var så fin og flot. Det tog sin tid førend han fik sat båndet på, men da det lykkedes og ordene strømmede ud i lokalet, voksede glæden i hans sind. Noget som havde været gemt, som i en puppe, foldede sig ud og fløj afsted. Stor var lykken og han fløj med. Det ene bogstav tog det andet blev sat sammen til ord, til hele sætninger til historie og til viden.

Han sad på sin skammel og alle historierne blev inde i hans hoved og skulle fortælles videre.

Hans bitterhed svandt for en stund som dug for solen. Han hørte og hørte lige til den dag, hvor han fandt ud af at han også selv kunne sige noget på båndet. Han talte andægtigt til maskinen, som var det til kongen.

Så en dag blev han træt, træt af maskinen og ville have levende mennesker omkring sig, ikke metalliske stemmer. De kom og fyldte huset med snak, diskussioner og larm. Det blev lidt for meget for ham, han brød sig ikke om at diskutere.

Men han opdagede at hans egen stemme også kunne stige op til loftet. Han rejste sig op og gik væk og isolerede sig. Væk fra dem alle sammen og deres støj, han ville genfinde roen og selvbeherskelsen. De var så anderledes end ham. Han ønskede at de ville tage hjem igen, ikke engang stueuret kunne han høre for al deres snak.

Sommerferien gik og han havde brugt sig selv, nu ville han ud til maskinen, til verdenshistorien, Danmarkshistorien og romanerne.

Der var dødstille efter at bussen var kørt og han havde mest lyst til at gå ud ved vejen og råbe Kom igen. Men nej, de var trætte af ham og hans vekslende humør, de skulle hjem til deres eget.

Han gik ind i et mørke, som han ikke forstod hvad var. Alle i landsbyen kiggede på ham og rystede på hovedet.

En dag tog han alle sine sammensparede penge rejste fra huset og maskinen. Han rejste med tog og færge hen til sin søster. Der sad han midt i alle stemmerne, lyden steg op og ned, men alligevel sad han midt i det hele – og nød det.

Ind i mellem faldt han i søvn, men prøvede nu at tage del i samtalen, og fandt ud af at de lyttede til ham.

Der sad han ”Patriarken” hørte sine egne ord og blev lidt forskrækket over så veltalende han var blevet. Han prøvede igen og de lyttede alle sammen på ham.

Glæden voksede et tilhørsforhold havde han fundet, snakken og latteren fortsatte i huset. Der blev drukket mange kopper kaffe den dag. Han havde ikke lyst til at sove den nat, de snakkede og tiden løb, ingen ænsede det, det var så inderligt ligegyldigt med tiden.

At vide at alting er i bevægelse og ændrer sig. At dette øjeblik engang vil være fortid- tænkte han og tav et øjeblik.

Morgensolen sendte sine stråler ind ad vinduerne og trætheden meldte sig. Endnu en dag-måned -år.

Der var en i familien som satte æg over. Timeglasset blev vendt og sandet løb ned

Stille stille – ingen så det

Luise Lind

luiselind55@live.dk

6. Besøget på Radiohistorisk Museum i Ringsted.

Lørdag den 6. oktober 2012 var vi ti personer fra Blindehistorisk Selskab, der besøgte museet i Ringsted, hvor formanden Bjarne Dahlin Nielsen fortalte om museet fra start i 2000 og frem til i dag, hvor de har en samling på over 5.000 genstande, hovedsagelig radioer og fjernsyn produceret på danske fabrikker, men de har også den maskine stående, som blev brugt til at mangfoldiggøre Hitlers taler under 2. verdenskrig.

Der blev under foredraget sendt forskellige dele rundt, som vi kunne se og føle på, og så fik vi ellers lov til at gå rundt på museet og mærke på de gamle radioapparater, og det var en stor oplevelse.

Det er bestyrelsens opfattelse, at de medlemmer, der deltog i dette arrangement, havde en god og fornøjelig eftermiddag.

Et par dage efter vores besøg fik jeg en mail fra formand Bjarne Dahjlin Nielsen, som fortalte, at han havde skrevet en bog med titlen ”Bella og alle de andre”, og at denne er indlæst på Nota af Jesper Anthonsen.

Hans Erik Olsen.

7. Indkaldelse til ordinær generalforsamling søndag den 24. februar 2013 med tilhørende arrangement. Læs om dette arrangement under punkt 3, Formanden har ordet. Dagsordenen fremsendes i januar 2013.

8. Finale.

Hermed har du læst det, vi havde valgt at bringe denne gang. Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Det er noget, vi ved, interesserer alle og enhver.

Hvis du har læst dette hefte på sort eller punkt, vil vi, som tidligere skrevet, opfordre dig til at oplyse os om, at du fremover gerne vil modtage bladet på e-mail eller cd.

Det gøres ved, at du ringer eller skriver til Hans Erik Olsen.

Mobil. 28 12 21 28.

E-mail: heolyd@vores-mail.dk

Med venlig hilsen.

Karsten Ahrens, redaktør.

E-mail: ahrens9@gmail.com

Danmarks Blindehistoriske Selskab

Nyhedsbrev september 2012

Indholdsfortegnelse:

1. Redaktionelt 1

2. Bestyrelsen 2

3. Formanden har ordet 2

4. Tale af daværende forstander Ditlev Ahrens ved sommerafslutningsfesten på Statens institut for blinde og svagsynede i København torsdag den 22. juni 1961 4

5. Med tilladelse fra Pia Norlund Hansen og Henry Petersen bringer vi følgende artikel fra ugebladet ”Hjemmet” nr. 29, 2012. 8

6. Finale 10

1. Redaktionelt

Velkommen til den nye udgave af Nyhedsbrevet.

I Nyhedsbrevet fra maj måned i år bragte vi en beretning af Signe Lynglund om hendes slægt fra Langeland. Den har vi med rette fået positive tilbagemeldinger på.

Et andet af vore medlemmer, Rita Varmby har skrevet og sendt en god, fyldig, interessant og spændende artikel om hendes liv som blind. Den vil senere kunne læses på vores hjemmeside, som er under stadig opbygning.

Sidste år bragte vi en artikel fra ugebladet, Hjemmet om og med vores medlem, Bente Eckmann om hendes liv. I dette nummer bringer vi en artikel også fra Hjemmet. Denne gang om og med Pia Nordlund Hansen og Henry Petersen med udgangspunkt i tandemcykling.

Vi bringer ligeledes den tale afdøde forstander Ditlev Ahrens holdt på Blindeinstituttet i København den 22. juni 1961 i forbindelse med sommerferiefesten det år.

Og dermed god fornøjelse med lytningen og læsningen.

Karsten Ahrens

2. Bestyrelsen

Formand: Hans Erik Olsen, tlf. 28 12 21 28.

e-mail: heolyd@vores-mail.dk

Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19

e-mail: abkrogh@sorgenfrivang1.dk

Næstformand: Inge Gibskov

e-mail: inge.gibskov@mail.dk

Redaktør af Nyhedsbrevet, Karsten Ahrens

e-mail: ahrens9@gmail.com

Sekretær: Svend Thougaard

e-mail: sth@sensus.dk

Suppleanter til bestyrelsen:

Leif Martinusen og Andreas Møller Petersen

3. Formanden har ordet.

Kære medlem af Danmarks Blindehistoriske Selskab.

Så fik vi da næsten overstået sommeren 2012 og for de, der er sportsinteresserede, var der jo en masse at se og høre, både EM i fodbold, Tour de France og så de netop afsluttede Olympiske Lege. Nu vil du spørge, hvad har det med blindehistorie at gøre, og dertil kan jeg sige, at det har det på den led, at vi har fået arrangeret et besøg på Radiohistorisk Museum i Ringsted lørdag den 6. oktober fra kl. 13.

Der vil blive holdt et foredrag, hvori radioens historie kort vil blive fortalt, og så er der en kaffe/te-pause, hvorefter der vil være rundvisning. Det kan i skrivende stund endnu ikke oplyses, om arrangementet finder sted på Køgevej 41, Ringsted, eller i museets nye lokaler i Skt. Hansgade 34, men det vil blive oplyst, når du tilmelder dig.

Når det spændende besøg på Radiohistorisk Museum er slut, går vi til en restaurant, som bestyrelsen har fundet frem til, og hvor man må have førerhunde med, og hvor foret ikke bliver flået ud af tegnepungen.

Sidste tilmeldingsfrist er den 25. september og skal ske til formand Hans Erik Olsen, Holmebækhuse 14, 4681 Herfølge.

Tlf. 28 12 21 28. E-mail: heolyd@vores-mail.dk

Afslutningsvis kan jeg orientere jer om, at vores næste bestyrelsesmøde finder sted den 12. september, og et af punkterne vil være en nærmere drøftelse af vores hjemmeside www.blindehistorie.dk og vi skal blandt andet beslutte, hvordan hjemmesiden skal præsentere sig, og hvad skal den indeholde af historisk materiale. Det vil I selvfølgelig kunne læse meget mere om i de kommende nyhedsbreve.

Og til allersidst, hvis du kender nogle, som ikke er medlemmer af Danmarks blindehistoriske Selskab, så kan du jo fortælle, at du er medlem, at der finder nogle spændende arrangementer sted, og at der udgives et Nyhedsbrev et par gange om året med relevante og interessante artikler i. Kontingentet er kun kr. 150 om året.

Interesserede kan derefter kontakte mig eller kasserer Arne Krogh. Adresserne ses lige ovenfor i afsnit 2.

Mange sommerhilsener fra selskabets formand Hans Erik Olsen.

4. Tale af daværende forstander Ditlev Ahrens ved sommerafslutningsfesten på Statens institut for blinde og svagsynede i København torsdag den 22. juni 1961

Redaktørens bemærkninger:

I mine gemmer har jeg fundet nogle manuskripter til taler, som min afdøde far har holdt på Instituttet i løbet af de knapt syv år, han nåede at virke som forstander, inden han døde 1. september 1967

Jeg tænkte, at det kunne være interessant for mange at læse nedenstående tale som en erindring for de af vore medlemmer, der var tilstede den gang og til oplysning om forholdene på instituttet og i samfundet, som de var den gang for alle læsere, uanset om man var der eller ej.

Og nu talen:

”Kære elever, mine damer og herrer. Velkommen til alle, velkommen til vore gæster, velkommen til os selv her fra huset.

Ligesom sommeren i går satte sit højdepunkt på himlen, på sammen måde har skoleåret kulmineret. I går havde vi årets længste dag, fra nu af kan det kun gå tilbage. Dagene vil blive kortere, nætterne vil blive længere. Sådan set er det jo forstemmende, vi skulle jo blive kede af det, men så har de vise lovfædre her i landet fundet ud af, at så skulle vi netop have sommerferie. Hele Danmark holder sommerferie indenfor de næste seks til syv uger. Ikke alle har så lang tid, idet landet ikke kan leve af, at folk går i skole. Men vi har alle 3 ugers ferie bestemt ved lov. Blot lige før 2. verdenskrig havde arbejderne og funktionærerne ingen ret til sommerferie. Og når de af og til havde ferie, så var det ufrivilligt, for så hed det arbejdsløshed. Hr. Påske og jeg har begge prøvet at gå arbejdsløse, hvor vi kun havde arbejdsløshedskasse og socialkontor at leve af. Men så fandt vi begge på at blive skolelærere, og siden har vi ikke gået ledige omkring.

De økonomiske og sociale fremskridt, der er sket siden krigens afslutning, er enorme, og ville ikke kunne være forudset i 1945. Netop i denne måned har 2 jubilæer givet anledning til tilbageblik. Det ene jubilæum er 150 år tilbage. Det var Kjæden, som gav os en så smuk aften den 12. juni. Og det andet jubilæum var den 50 år gamle organisation: Dansk Blindesamfund. Vores afholdte lærer her, hr. Ingvard Nielsen har forfattet og været redaktør af et jubilæumsskrift, som jeg vil anbefale alle at læse. Her får man på ganske få sider et fortættet billede af de fremskridt, der er sket på få år.

Man kan ikke sige, at disse fremskridt er sket, fordi en enkelt bestemt mand står i spidsen for en organisation. Der er ikke meget, der kan karakteriseres som enkeltmandsarbejde. Men det er vigtigt, at der på det rette tidspunkt står den rette mand i spidsen. Og her har Dansk Blindesamfund været heldig. I de første 17 år havde man 7 formænd, i de efterfølgende 33 år kun 2. Det er noget der giver fasthed i arbejdet. Vi er glade for at kunne regne den afgåede formand, Ernst Jørgensen, der er tilstede her, og den nuværende formand, H.C. Seierup for vore venner.

Når der sker fremskridt i landet af økonomisk og social karakter, så kan det kun ske samtidig med produktionsforøgelse og kvalitetsforbedring af vore varer. Og det er udelukkende på dette område, vi har kunnet konkurrere. Vore arbejdere og arbejdsgivere har forstået at sætte sig ved samme bord for at forhandle sig frem til resultater. Man skal ikke misforstå, at der en gang imellem skal en strejke til for at sætte en kraftig streg under kravene. De to parter bærer ikke nag til hinanden for det. Dernæst skal der politikere til at lede fordelingen af pengene, altså de penge som finansministrene får ind gennem skatterne. Og ser vi aviser med overskrifter fra udenlandske begivenheder, så må vi igen prise os lykkelige over at have dygtige politikere, der er valgt af os alle, med en stemmeprocent der ikke overgås af noget land.

Vi har det godt i Danmark. Men vi må passe på, at velstanden ikke slår tilbage i sløvheden. Vi vil ikke fortsat have det godt, hvis vi ikke hver dag vil slås for at bevare vore goder. Det er dette Dansk Blindesamfund gør. Seierup er som havkatten mellem sildene. (De engelske fiskere siges at anbringe havkatte i hyttefadene hos sildene, for at de skal holde sig levende, hvilket de gør i kampen for at undgå at blive ædt). Seierup skrev for nylig til mig: ”Jeg arbejder for at leve, akkurat som man trækker vejret for at leve”. Altså er Seierup havkatten. Og som hr. Seierup og Dansk Blindesamfund kæmper for at bevare og udvide deres status, sådan skal vi også gøre her i vort lille samfund. Vi må stadig hitte på nye ting for at holde os selv og vore elever vågne. Undervisningsmæssigt er der i det forløbne år grund til at nævne to ting. Først kuglerammen, som efter de tusind år i Østen endelig er kommet her til landet for at blive. Enhver der ser, hvor hurtigt og sikkert taloperationerne kan udføres, bliver slået med forundring. Her er hr. Påske pioneren. Og så er der plastikkortene, som gør det muligt at fremstille bykort, s-bane-net, geografiske kort med mere. Her er der mange, der skal takkes, men vi kan alle blive enige om, især at takke portner Vestergaard for hans dygtigt udførte arbejde med matricer og prægning.

Men når vi endelig skal takke, så lad os gøre det kontant, og det er til eleverne. Alle elever har fået 5 kr. ekstra i lommepenge. Derudover har vi endnu flere legater givet af taknemmelige legatstiftere, nogle er anonyme, andre legatstiftere har deres navn knyttet til legatet. Vi har en million i legatkapital, renterne heraf er 60.000 kr. De vil dog ikke alle blive uddelt ved denne lejlighed.

(På dette sted i talen blev navnene på de elever, der havde fået legater og forskellige præmier oplæst. Redaktørens bemærkning).

Og så til slut: God sommerferie, hvad enten denne nu går til Gardasøen, Falster, Ringkøbing, Stockholm, eller jeres hjemby. Og vel mødt herinde igen den 11. – 12. august.”

Ditlev Ahrens, forstander.

5. Med tilladelse fra Pia Norlund Hansen og Henry Petersen bringer vi følgende artikel fra ugebladet ”Hjemmet” nr. 29, 2012.

Af Henrik Helmer Petersen.

Blinde på cykeltur: ”Vi ses derude!

Synet af en bøgeskov gør Pia Nordlund og Henry Petersen glade, når de kører rundt i Nordsjælland med andre blinde på tandemcykler. ”Piloter” med friske øjne sidder forrest på cyklerne.

En grøn bøgeskov, en gul rapsmark, en lærke til vejrs, en hest i skridt, syrener i flor og en nyslået græsplane. Pia Nordlund og Henry Petersen og fem andre blinde fra Dansk Blindesamfunds Tandemklub i Nordsjælland ser det hele denne onsdag eftermiddag, da de er på tur på tandemcykler med en seende hjælper, en såkaldt pilot, forrest på cyklen.

Pia og Henry kører på en tripleks, en cykel for tre. Den har de selv investeret i for at kunne køre sammen som ægtepar. Forrest sidder Jens Petersen, der er frivillig pilot, og han har kørt med de blinde cyklister i Nordsjælland hver onsdag somrene igennem, siden han for syv år siden så en annonce i avisen. Pia og Henry har cyklet siden årtusindeskiftet. Det var dengang, de var nyforelskede og fandt rytmen efter hver især at være blevet alene.

I dag er 54-årige Pia Nordlund formand for Dansk Blindesamfunds kreds i Nordsjælland, og 61-årige Henry Petersen for Dansk Blindesamfunds Tandemklub i Nordsjælland. Mange blinde ser dem som et forbillede. ”Vi ses derude”, er en overskrift, de bruger, når de tager ud på skoler og i forsamlinger og fortæller om ikke at kunne se.

”Er I klar”, spørger Jens. ”Vi er klar”, svarer Pia og Henry. Med militærisk præcision træder tre højrefødder til i pedalen. Og tre venstrefødder løfter sig op og bringer tripleksen ud på asfalten. Turen begynder i Fredensborg, hvor tandemklubben har cyklerne. Det vanskelige, ved at cykle flere på en cykel, er at starte. Får man ikke sat ordentlig fra, mister man balancen og kan falde, men det sker heldigvis sjældent, smiler Pia.

Ser det smukke.

Første etape går ad cykelstier forbi villahaver ud af byen, og lyden af en græsslåmaskine får Henry til at kigge rundt. ”Det dufter skønt, og jeg kan se en nyslået plæne for mig. Faktisk kan jeg se det meste, når vi cykler. Jeg føler terrænet, hører lydene og mærker lugtene, og så får jeg billederne. Om de er rigtige, ved jeg ikke, men det er en pragtfuld oplevelse. Pia nikker. ”En rapsmark dufter vidunderligt, og det gør nyudsprungne syrener også. Selvom jeg ikke har kunnet se i 30 år, ved jeg, hvordan en grøn bøgeskov ser ud. Det er et smukt syn, som jeg stadig nyder.

Som barn kunne Pia se som andre, men som otteårig fik hun sukkersyge, og sygdommen var drilsk. ”Da jeg var 21 år, begyndte mit syn at svigte, og da jeg var 25 år, var jeg blind. Jeg var dybt ulykkelig, og selvfølgelig er det et besværligt handicap, men det bliver også en vane ikke at kunne se. Jeg har vænnet mig til det, og jeg føler mig ikke handicappet i det daglige. Henry og jeg har et normalt liv, næsten”, slår Pia fast.

Henry fik også sukkersyge som barn, og hans syn blev gradvist svagere, indtil han mistede det som 30-årig.

Nu tramper ægteparret til i pedalerne, og hestehove i skridt på en ridebane ved Tikøb får dem til pr. refleks at dreje hovedet efter lyden. Mens Pia i mange år passede jobbet på kontor på et slagteri i Holbæk, måtte Henry som maskinmekaniker lægge ruten om, da han blev blind. Han blev cykelhandler, og som blind solgte og reparerede han cykler i en række år. ”Punkterer en af tandemcyklerne på vores ture, er det mig, der lapper dem”. ”Det går hurtigt”, ler han og tilføjer: ”Jeg kan høre, hvor på slangen hullet er. Ellers kan jeg mærke det med mine læber”.

Forrest på cyklen praler Jens af ægteparret: ”Pia og Henry har en velordnet have med drivhus med tomatplanter, og ukrudt er der ikke noget af. Henry føler sig frem med fingrene og luger bedre end de fleste.”

Gennem deres respektive formandskaber har Pia og Henry valgt at tale de blindes sag. ”Vi er her også. Det er vores budskab. Vi møder stadig mange, der er usikre på, hvordan de skal gebærde sig over for blinde, og så ignorerer de os. Det er ikke rart”, forklarer Pia. Hun og Henry har flere gange stået i en butik, hvor ekspedienten udelukkende har talt til det familiemedlem eller ven, de har haft med. Det er fordelen ved at være gift med en anden blind. ”Vi ved, hvordan man har det i den situation, og derfor går vi ikke hjem og græder”, fortæller Henry.

Han var fraskilt, og Pias mand var død af kræft, da Amor skød sine pile i 1999. Siden har Pia og Henry været sammen. ”Nej, vi har ikke set hinanden, men jeg ved, at Henry ser brandgodt ud. Han er min mand, og det er jeg lykkelig for”, stråler Pia glad. Henry nikker og returnerer komplimenten: ”Jeg er stolt af Pia”, siger han.

Denne onsdag slutter efter to og en halv time og 25 nordsjællandske kilometer. Det er et farvel til cykelkammeraterne ved cykelskuret i Fredensborg og et ”Vi ses derude” fra Pia og Henry. Sammen med Jens cykler de friskt de sidste 14 kilometer hjem til villaen i Hillerød på deres elskede tripleks.

6. Finale.

Hermed har du læst det, vi havde valgt at bringe denne gang. Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Det er noget, vi ved, interesserer alle og enhver.

Hvis du har læst dette hefte på sort eller punkt, vil vi, som tidligere skrevet, opfordre dig til at oplyse os om, at du fremover gerne vil modtage bladet på e-mail eller cd.

Det gøres ved, at du ringer eller skriver til Hans Erik Olsen.

Mobil. 28 12 21 28.

E-mail: heolyd@vores-mail.dk

Med venlig hilsen.

Karsten Ahrens, redaktør.

E-mail: ahrens9@gmail.com

Danmarks Blindehistoriske Selskab

Nyhedsbrev maj 2012

Indholdsfortegnelse:

1. Redaktionelt 1

2. Bestyrelsens navne og adresser 2

3. Formanden har ordet 2

4. Referat af den ordinære generalforsamling den 19. februar 2012 4

5. Fortælling til Blindehistorisk Selskab ved Signe Lynglund 11

6. Et liv i mørke og stærk tro. Interview med Elly Stidsen af journalist Eva Lyng Johansen 16

7. Besøg på Psykiatrisk Samling på Middelfart Sindssygehospital ved Karsten Ahrens 17

8. Finale 18

1. Redaktionelt

Velkommen til den nye udgave af Nyhedsbrevet. I skrivende stund er det blevet forår med alt, hvad det indebærer af udendørs sysler og gøremål. Alle har vist ventet på denne årstid og denne gang med mere længsel end ellers, lyder det til.

For historisk interesserede mennesker har det været et fantastisk forår med to dansk producerede film på højeste niveau, nemlig Hvidstensgruppen og En kongelig Affære. Flere hundrede tusinde mennesker har været i biografen for at se og opleve disse skildringer fra vores historie. Også denne redaktør.

Som det fremgår af indholdsfortegnelsen, bringer vi to interessante artikler omhandlende to af Selskabets medlemmers livshistorie. Jeg vil fremhæve en enkelt ting i forbindelse med den om Elly Stidsen, hvor hun nævner sin bror, Gunnar Stidsen. Hvis man, i det der nu hedder gamle dage, det vil sige i 1980-erne, ringede til Refsnæsskolen i Kalundborg, besvarede den daværende telefonpasser, Gunnar Stidsen opkaldet med sin meget karakteristiske dybe og flotte stemme. Mange, der ringede op den gang, fortalte siden hen, at de opfattede situationen, som det måtte være mindst forstanderen, de havde fået fat på.

Og dermed god fornøjelse med lytningen og læsningen.

Karsten Ahrens

2. Bestyrelsens navne og adresser

Efter generalforsamlingen februar 2012 konstituerede bestyrelsen sig således:

Formanden og kassereren er jo valgt på generalforsamlingerne, og de øvrige pladser blev fordelt som følger:

Formand: Hans Erik Olsen, tlf. 28 12 21 28 E-mail: heolyd@vores-mail.dk

Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19 E-mail: abkrogh@sorgenfrivang1.dk

Næstformand: Inge Gibskov E-mail: inge.gibskov@mail.dk

Redaktør af Nyhedsbrevet, Karsten Ahrens Tlf. 59 29 32 92 E-mail: ahrens9@gmail.com

Sekretær: Svend Thougaard E-mail: sth@sensus.dk

Suppleanter til bestyrelsen:

Leif Martinusen og Andreas Møller Petersen

3. Formanden har ordet.

Så er vi midt i foråret, og det er ensbetydende med, at vi i Danmarks Blindehistoriske Selskab har afholdt vores ordinære generalforsamling i forbindelse med arrangementet på Fuglsangcentret den 18.-19. februar 2012.

På generalforsamlingen skete der et par udskiftninger i vores bestyrelse, idet Kurt Nielsen valgte at stoppe og René Ruby det samme, og her vil jeg som selskabets formand gerne benytte lejligheden til at sige Kurt og René tak for deres store engagement og dygtige arbejdsindsats i bestyrelsen gennem rigtig mange år.

I bestyrelsen blev Svend Thougaard indvalgt, og som suppleanter valgtes Leif Martinussen som 1. suppleant, og Andreas Møller Petersen som 2. suppleant.

Efterfølgende har bestyrelsen den 22. marts afholdt sit konstituerende møde og bestyrelsesposterne blev fordelt således:

Formand: Hans Erik Olsen.

Kasserer: Arne Krogh.

Næstformand: Inge Gibskov.

Sekretær: Svend Thougaard.

Redaktør af selskabets nyhedsbrev: Karsten Ahrens.

Til slut vil jeg ønske alle medlemmer en rigtig god sommer, og vi hører meget gerne fra jer ude i landet, hvis I synes, der er et sted, der er værd at besøge for os i selskabet.

Som alle andre foreninger søger vi nye medlemmer, så derfor opfordrer vi jer til at gøre reklame for Danmarks Blindehistoriske Selskab, og fortælle, at det kan svare sig at være medlem af foreningen, og så koster det kun 150 kroner om året, og jo flere medlemmer vi er af selskabet, jo flere arrangementer kan vi få idéer til at gennemføre.

Danmarks Blindehistoriske Selskab er ikke kun en forening for synshandicappede, så har du en eller flere i familien eller i din vennekreds, der er interesserede i historiske emner, er de også meget velkomne som medlemmer.

Og i den forbindelse skal jeg lige nævne, at vi i bestyrelsen arbejder på at få arrangeret et besøg på Radiohistorisk Museum i Ringsted lørdag, den 6. oktober, så sæt allerede nu kryds i kalenderen ved denne dato. Nærmere program med tid og sted vil du kunne læse i Dansk Blindesamfunds medlemsblad, og i en særskilt invitation, som vil blive udsendt, så snart det endelige program er på plads.

Mange forårshilsner fra Hans Erik Olsen, formand.

4. Referat af den ordinære generalforsamling den 19. februar 2012

Generalforsamlingen fandt sted på Fuglsangcentret.

Bemærk: referatet er indsat som tekst umidddelbart efter dagsordenens punkter.

Dagsorden.

1. Mødet åbnes og godkendelse af dagsorden.

Ad. 1. Inge Gibskov, som næstformand i Blindehistorisk selskab, bød velkommen og oplyste, at Hans Erik Olsen er fraværende pga. sygdom, og at Arne Krogh er fraværende pga. deltagelse i en vigtig anledning i familien.

Dagsordenen blev godkendt.

2. Valg af stemmetællere og dirigent.

Ad. 2. Torben Koed og Frans Lynglund blev valgt til stemmetællere. Haakon Fløe Jensen blev valgt til dirigent.

Haakon Fløe Jensen takkede for valget, og dirigenten kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

Antal stemmeberettigede deltagere blev opgjort til 19.

3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2011.

Ad. 3. Referatet blev godkendt.

4. Årsberetning.

Ad. 4. Inge Gibskov knyttede bemærkninger til den udsendte årsberetning og præsenterede bestyrelsen. Formand Hans Erik Olsen, næstformand Inge Gibskov, Kasserer Arne Krogh, redaktør af nyhedsbrevet Karsten Ahrens, Sekretær Kurt Nielsen. 1. suppleant René Ruby, 2. suppleant Else Ahrens. Inge Gibskov mindedes Else Ahrens. Else Ahrens afgik ved døden i november 2011.

Inge Gibskov takkede for bidragene til nyhedsbrevet og opfordrede medlemmerne til fortsat at indsende bidrag.

Nyhedsbrevet har tidligere gennem en længere årrække været produceret på Synscenter Refsnæs i såvel punktskrift og trykt tekst, og Synscenter Refsnæs har også betalt for udsendelsen, hvilket selskabet er meget glade for. Nye tider med besparelser har betydet, at selskabet nu står for produktionen af nyhedsbrevet i punktskrift, på sort, CD og på mail. Mange medlemmer har ønsket at modtage nyhedsbrevet på mail. Der er blevet opfordret til, at flere medlemmer vil udnytte denne mulighed. Inge Gibskov oplyste videre, at René Ruby i september 2011 har forsvaret sin Ph.d.-afhandling ved en forelæsning på Saxoinstituttet, Københavns Universitet med flot resultat. Afhandlingen omhandler temaer om blindes historie.

Efter besøget på Forsorgsmuseet i Svendborg i forbindelse med selskabets generalforsamling 2011 har Forsorgsmuseet vist interesse for at kunne tilbyde information om samlingerne på punktskrift.

Foredraget med Niels Strandsbjerg om de blindehistoriske arkiver var meget inspirerende, og selskabet kan eventuelt benytte Niels Strandsbjerg som foredragsholder ved en senere lejlighed. Bestyrelsen er imidlertid blevet gjort opmærksom på, at programmet havde været noget presset. Et hensyn, som bestyrelsen vil tage højde for, ved senere planlægning af medlemsarrangementer.

Nye initiativer: Selskabets hjemmeside blev præsenteret i november 2011 og har fået adressen www.blindehistorie.dk. Medlemmerne kan nu kontakte bestyrelsen via hjemmesiden, og nyhedsbrevene er ved at blive lagt op til fri afbenyttelse. Hans Erik Olsen er selskabets webmaster.

Inge Gibskov oplyste om et styrket samarbejde mellem Danmarks Blindehistorisk Selskab og DBS´s forretningsudvalg og udvalget for kultur og fritid. Inge Gibskov omtalte i denne forbindelse, at der har været afholdt 2 møder siden sidste generalforsamling, hvor parterne har haft lejlighed til at udveksle ideer om blindehistoriske emner herunder mulighed for sikring og tilgængeliggørelse af samlingerne.

Samlingerne i Blindehistorisk Museum er fortsat placeret i kælderen på instituttet.

Bestyrelsen har besluttet at tage kontakt til Medicinsk Museion i samarbejde med forretningsudvalget, idet det er besluttet, at Medicinsk Museion nu har ansvaret for registrering og museumsfaglig bevarelse af de blindehistoriske samlinger.

Bestyrelsen har endvidere besluttet fremover at udsende girokort til kontingentindbetaling. Der vil også blive udsendt girokort til medlemmer, der endnu ikke har betalt kontingent for 2012.

Generalforsamlingen 2013 finder sted 23. til 24. februar 2013.

Karsten Ahrens oplyste, at Nyhedsbrevet nu udkommer overvejende på mail pt. til 76 medlemmer. Omkring 20 modtager på CD, omkring 17 på sort og 18 på punktskrift. Nyhedsbrevet bliver udsendt valgfrit på de omtalte medier. Bestyrelsen forestår produktion og udsendelse.

Ritta Varmby spurgte, hvorfor den blindehistoriske samling ikke er flyttet til Medicinsk Museion.

Karsten Ahrens oplyste, at samlingen er sikret og vil blive registreret og bevaret museumsforsvarligt. Medicinsk Museion havde været ramt af oversvømmelse i forbindelse med det store skybrud over København i sommeren 2011, og det var derfor et stort held, at samlingen endnu ikke var overflyttet på dette tidspunkt.

Torben Koed Opfordrede til, at der bliver skabt mulighed for at sikre den fremtidige indsamling af blindehistorisk værdifuldt materiale.

Torben Koed oplyste endvidere, at der efter blandt andet pres fra foreningen ”Godhavnsdrengene”, er gennemført en undersøgelse af opvæksten for børn på tidligere børnehjemsinstitutioner. Det er endvidere besluttet at undersøge, hvordan tilværelsen har været for udviklingshæmmede og sindslidende børn og unge op gennem 50-erne.

Torben Koed opfordrede til, at denne undersøgelse skulle udvides til også at omfatte de små handicapgrupper – blinde, døve og fysisk handicappede. Vigtigt ikke blot af historiske grunde, men også af hensyn til de personer, der har været udsat for datidens voldsomme oplevelser i barndommen og ungdommen.

Inge Gibskov tilkendegav, at bestyrelsen er opmærksom på spørgsmålet om den fremtidige indsamling af værdifuldt blindehistorisk materiale, og det er naturligvis relevant at sikre, at de små handicapgrupper vil kunne indgå i den omtalte undersøgelse.

Rita Varmby stillede forslag til hjemmesiden om at oprette rubrikker omhandlende fx. blindes profiler.

Leif Martinussen stillede et forslag om at skabe et system med en registrator, som man kunne henvende sig til med oplysning omeksisterende blindehistorisk materiale, og hvor det aktuelt forefindes.

Inge Gibskov vil tage forslaget med til drøftelse i bestyrelsen.

Haakon Fløe Jensen oplyste, at der på mødet i DBS. var blevet drøftet muligheden for at have en kontaktperson, som kunne kontaktes med oplysning om interessant materiale, og som kunne sikre, at det blev kanaliseret rigtigt ind i systemet.

Årsberetningen 2011 blev herefter godkendt.

5. Fremlæggelse af det reviderede regnskab.

Ad. 5. Karsten Ahrens oplæste det reviderede regnskab 2011.

Af regnskabet fremgår følgende nøgletal:

Egenkapital 01-01-2011 i alt: kr. 159.718,,96.

Udgifter i alt: kr. 39.134,19.

Indtægter i alt: kr. 52.105,00.

Overskud i alt: kr. 12.970,81.

Egenkapital 31.12.2011 i alt: kr. 172.689,77.

Dirigenten konstaterede, at regnskabet 2011 blev godkendt.

6. Fastsættelse af kontingent.

Ad 6. Bestyrelsen foreslog uændret kontingent.

Kontingentet blev vedtaget uændret.

7. valg.

Ad. 7 valg.

A. Formand (for 2 år). Hans Erik Olsen blev genvalgt.

B. 2 bestyrelsesmedlemmer (for 2 år). Karsten Ahrens blev genvalgt.

Svend Thougaard blev nyvalgt.

C. 2 suppleanter (for 1 år). 1. suppleant: Leif Martinussen. 2. Suppleant Andreas møller petersen.

D. 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant (for 1 år). revisorer: Haakon Fløe Jensen og Henrik Olsen. Revisorsuppleant: Torben Koed.

8. Indkomne forslag.

Ad. 8. Bestyrelsen havde modtaget forslag fra Karsten Ahrens om ændring af selskabets navn til “Blindehistorisk Selskab”. Karsten Ahrens trak forslaget med den motivering, at en ændring af selskabets navn kunne og burde behandles i forbindelse med øvrige forslag til ændring af selskabets vedtægter ved en senere lejlighed.

9. Eventuelt.

Ad. 9. Haakon Fløe Jensen mindede om, at Psykiatrisk Samling i Middelfart ønsker en evaluering af besøget og opfordrede til at udfylde de udleverede evalueringsskemaer.

Kirsten Hansen gav udtryk for, at det havde været en fantastisk dejlig dag i går, og middagen var helt i top. Godt med muligheden for at mødes, hvor det ikke er så tit, det sker. Efterlyste et kort indslag evt. en spændende lydoptagelse.

Karen Metske spurgte, om nyhedsbrevet fortsat vil udkomme på lyd.

Karsten Ahrens kunne bekræfte, at lydudgivelse af nyhedsbrevet fortsat vil blive udsendt.

Leif Martinussen takkede for valget og gav en kort præsentation af sig selv.

Andreas Møller Petersen takkede ligeledes for valget.

Karsten Ahrens takkede Kurt Nielsen for hans medvirken i bestyrelsen gennem de mange år og oplyste til suppleanterne, at det forventes, at suppleanter i Danmarks Blindehistorisk Selskab deltager i bestyrelsesmøderne.

Herefter lukkede dirigenten talerrækken og takkede for god ro og orden.

Inge Gibskov takkede Kurt Nielsen for hans deltagelse i bestyrelsen og takkede generalforsamlingen for et godt møde.

Referent Kurt Nielsen.

5. Fortælling til Blindehistorisk Selskab ved Signe Lynglund

Min slægt, der stammer fra Langeland, fortalt af Signe Lynglund, medlem af Dansk Blindesamfund.

Jeg har øjensygdommen Retinitis Pigmentosa, i daglig omtale RP. Der findes flere former for RP, men jeg har den form der hedder den dominante type. Man fødes med natteblindhed og hurtigt et meget begrænset synsfelt. Man ser rimeligt i barndom, ungdom og begyndende voksenliv, men efterhånden som årene går, bliver det sværere at klare sig og mange søger pension omkring 35 til 40 års alderen. I et sent forløb af livet indtræder blindhed i en glidende overgang.

Min mor Emilie, født Thorlev stammer fra Langeland. Hun og hendes bror, Ricard Thorlev havde begge RP. Min morbror kaldte sygdommen for svagsynethed. De havde arvet denne RP fra deres far Hans Christian Thorlev. Han havde 7 søskende, hvoraf de 5 havde RP plus ham selv, altså 6 ud af en søskendeflok på 8. Deres far Martin Christian Hansen havde RP som han havde arvet fra sin mor osv.

Øjensygdommen kan spores tilbage til 1600 tallet. Hvor en langelandsk pige blev voldtaget af en svensk soldat. Det var en meget streng vinter og soldaterne gik over isen til Langeland. Soldaten var egentlig ikke rigtig soldat. Hans syn var ikke så godt som de andres, men han var med for at bære de andres oppakning. Sådan gik det til at RP nåede Langeland. Denne unge pige blev gravid og barnet fik øjensygdommen.

Min oldefar Martin Christian blev født i 1844 i Lejbølle (Nordlangeland). I 1890 valgte han at tage til Blindeinstituttet i København for at lære faget børstenbinderi. Han var dèr i 2 år. I mellemtiden var hans kone plus 5 børn hjemme. (De 3 sidste børn blev født senere). Familien derhjemme måtte leve af naboernes godhed. Der var ingen socialhjælp dengang. Om sommeren fik de lov at grave et kuld kartofler op hver dag og derudover håbe på at andre ville hjælpe ind imellem. Samme år fødte min oldemor min morfar medens hendes mand var hjemmefra, altså barn nr. 6. Det har været meget svære forhold at leve under, men de klarede sig igennem. Min oldefar var sidenhen børstenbinder resten af livet.

Familien hed Hansen til efternavn. Da min morfar Hans Christian blev voksen valgte han og hans bror Niels Thorvald, at købe efternavnet Thorlev. Disse to brødre blev begge købmænd. Thorvald købte en ejendom på Nørrebro i Rudkøbing, hvor han drev sin forretning frem til 1947.

Min morfar Hans Christian valgte at bosætte sig i Kædeby Haver, ude på landet på Sydlangeland. Her købte han et lille hus som lå lige overfor den lokale kirke, Kædeby Kapel. Her blev min mor Emilie døbt i 1920, kun få måneder gammel. Denne kirke har et meget smukt Kristus-mosaik som ses tydeligt, hvis solen er på. Den har meget klare farver og lyser helt op i kirkerummet. Min mand og jeg har været dér. Det var en helt speciel oplevelse, at tænke på: Her er min mor døbt for 91 år siden.

Hendes bror Ricard blev født 2 år tidligere i 1918. Der var desværre ikke kunder nok dér på landet, så i 1922 måtte min morfar dreje nøglen om. De flyttede til Sdr. Longelse hvor de flyttede ind i et halvt dobbelthus. I den anden del af huset boede en dame som havde en meget talende papegøje.

Min morfar fik arbejde på Faarevejle Gods som havemedhjælper. De tilbød ham et fæstehus i byen Henninge, som han og den lille familie flyttede ind i. Dog varede det ikke længe før han besluttede at følge i sin fars fodspor. Han indrettede et værksted i den ene ende af huset og arbejdede derefter som børstenbinder. Min mormor Jensine, vaskede tøj for folk, Om sommeren plukkede hun bl.a. ærter som blev solgt. Alt som gav en lille indtjening kunne bruges.

De havde en hest som hed Claus som blev spændt for en vogn. De brugte hest og vogn flittigt og ofte. Når de skulle hjem fra Rudkøbing, kendte hesten selv vejen. Dette var godt, især for min morfar efter at hans syn svandt mere og mere.

Min morbror, Ricard, som også havde RP, begyndte efter sin konfirmation at hjælpe sin far med at sælge børsterne. Børsterne blev anbragt på en trækvogn og så gik far og søn ud og solgte børsterne. De gik fra hus til hus, men helst til gårdene. Der var mest salg. Hvis de var heldige, fik de middagsmad og kaffe hos de mest flinke folk, de var inde hos. De var afsted flere dage i træk og sov formentlig i en lade ved en gård. Om vinteren, når de var afsted brugte de en slæde til at transportere varerne. Der var forskel på folk, nogle var flinke, andre jagede dem ud og kaldte dem for: rakkerpak.

Ricard købte et lille hus i Vindeltorpe (ligger i nærheden af Rudkøbing). Da var han omkring 24 år. Han ansatte sin søster, Gudrun, som husbestyrerinde. Det varede dog kun kort tid, idet hun forelskede sig i sin kommende mand. Ricard besluttede så at sælge huset og flytte hjem igen. Der boede han hos sine forældre og blev boende resten af sin tid. Da faderen døde, førte Ricard faget videre. På et tidspunkt blev det forbudt at sælge varer ved dørene hos folk. Men Ricard fik kontakt med forskellige forhandlere som aftog hans varer.

Ind imellem kørte Ricard lange ture på sin cykel og besøgte familie og venner. Han kendte hele Langeland, hver en afkrog, som sin ejen bukselomme. Han havde en lille jolle som lå trukket op på land ved Henninge Nor, vil jeg mene, som han brugte ind imellem. Han tog cyklen med i jollen og sejlede til de omliggende øer, f.eks. Tåsinge. Der havde han bl.a. familie ovre.

Han havde noget af en poetisk åre i sig. Han skrev noveller, skrev digte, tegnede landskaber og malede forskellige motiver fra naturen. Han kunne godt lide at opholde sig i naturen flere dage i træk. Her nød han at være sig selv og samle indtryk.

Min mor, Emilie, kom ud at tjene som 14 årig hos en gartner i Tranekær. Gartneriet lå lige overfor Tranekær Slot. Gartneren hed Krog til efternavn. Han kørte også som postbud plus han var med til at høste korn ind for greven på slottet. Min mor var stuepige på gartneriet i 10 år. Hendes arbejdsopgaver var forskellige ting. Hun blev bl.a. sendt i byen for at aflevere grønsager ved køkkendøren på slottet. Hun skulle hver morgen tænde op i kakkelovnen i køkkenet plus på sit eget værelse som lå bag køkkenet. Ellers alt forefindende arbejde også at fodre hestene som tilhørte gartneriet. Jeg tror, denne arbejdsplads nærmest var hendes andet hjem, hvertfald er det dét , der har fyldt mest i hendes erindring, når hun har set tilbage på sit liv.

Her har jeg nu fortalt et lille udsnit af min familie’s slægt. Hvis du, som læser dette har kendskab til denne slægt, må du gerne kontakte mig på min mailadresse som er signe.lynglund@gmail.com

6. Et liv i mørke og stærk tro.

Interview i Nordvestnyt den 23. november 2011 med et af selskabets medlemmer, Elly Stidsen

af journalist Eva Lyng Johansen.

Overskrift: 80-årige Elly Stidsen er født blind og har i en årrække været formand for Kristeligt Arbejde Blandt Blinde.

”Radioen er tændt. Inde i stuen sidder Elly Stidsen i sin kørestol ved spisebordet. Hun beder mig slukke for radioen.

Hun er blind, men har lyssans, så hun kan skelne mellem lys og mørke. Hun har boet i Kalundborg over to omgange. Først på Refsnæs Børnehjem som barn, og i 1993 flyttede hun tilbage, efter at have boet mange år i Jylland.

I en årrække var hun formand for Kristeligt Arbejde Blandt Blinde, som er en forening, der netop har rundet de 90 år, og hvis formål er at bringe det kristne evangelium til blinde og svagsynede.

Foreningen udspringer af Indre Mission, som også er der, hvor Elly Stidsen befinder sig bedst. Hun er vokset op på Horsensegnen, hvor især faderens strenge, kristne livssyn prægede hjemmet.

Han tilhørte ”De stærke Jyder”, som var mørkere end Indre Mission. Man måtte slet ikke lave noget. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er blind, siger Elly Stidsen. Hun fik fire yngre søskende. To af dem, Gunnar og Inge var også født blinde. Der var nok nogle, som mente, at det var en straf fra Gud, men det var det jo ikke, siger hun og henviser til Johannesevangeliets kapitel ni om den blindfødte, som Jesus giver synet.

Jeg elsker det kapitel. Jeg har også forsøgt at skrive en novelle om det, siger Elly Stidsen, som også selv har håbet, at hun en dag lige pludselig kunne se. Hver gang hun kom i nærheden af et par briller, tog hun dem på for tænk nu, hvis hun så kunne se.

Elly Stidsen kom på Refsnæs Børnehjem. Senere fulgte hendes bror og søster. Som ung tog Elly Stidsen til København for at videreuddanne sig til væverske, hvilket hun dog aldrig har arbejdet som. I den tid havde hun lidt forskellige kærester, men det blev aldrig alvor. Der var ingen, jeg ville have – og dem jeg ville have, ville ikke have mig, ler hun.

Som 36-årig flyttede hun hjem til moderen og stedfaderen. Her boede hun til moderens død i 1992, hvorefter hun flyttede til Kalundborg for at være tæt på sine blinde søskende, som i dag begge er døde.

Elly Stidsen har en besøgsveninde, som kommer en gang ugentligt, og ellers bruger hun sin tid på at læse og høre radio.

Jeg tænder radioen, inden jeg går”.

Eva Lyng Johansen.

7. Besøg på museet (Psykiatrisk Samling) på det tidligere Middelfart Sindssygehospital den 18. februar 2012.

Bestyrelsen havde vanen tro lavet et arrangement i forbindelse med den årlige generalforsamling.

Denne gang var det et besøg på ovennævnte museum.

Vi blev modtaget af pensioneret psykolog Peter Storm, der nu arbejder som frivillig medarbejder på museet, der er en del af Middelfart Museum. Museet er indrettet i en af de tidligere patientbygninger. Peter Storm havde tilrettelagt besøget i tre dele, således at vi først blev introduceret til de faktuelle forhold om sindssygehospitalet i skolestuen. Dernæst gik vi rundt i lokalerne og så og rørte ved genstandende, og til sidst tilbage til afslutning i skolestuen igen.

Hospitalet blev indviet i 1888 og var i funktion til 1999. Det er stort anlagt. Jeg er ikke klar over, hvor mange bygninger der er tale om, men der er rigtig mange. De blev og er stadig placeret i meget naturskønne omgivelser ned mod Fænøsund, og de er nøje indtænkt i datidens behandling af sindslidende. ”Statelige bygninger og naturskønne omgivelser skulle give sindet ro”. Området hedder i dag Teglgårdsparken. Den gang hospitalet blev bygget og taget i brug, var der tale om en hel lille helt afsondret by uden for Middelfart. I dag er stedet en integreret del af byen. Men i gamle dage havde de deres eget gas- og vandværk, kirke og kirkegård og boliger til personalet. Der var køkkenhaver og træer. Men kun en indgang til området, nemlig gennem en gitterport.

Som skrevet kunne man frit gå rundt i museets lokaler og se og røre ved alt. Vi så instrumenter fra forskellige behandlingsformer, inventar fra sengestuer og opholdsrum samt personaleuniformer og patienttøj. Der var bogsamlinger og kunst lavet af patienterne.

En anden meget spændende ting de havde lavet, var en installation med lyde. Den hed: ”Hører du stemmer.” Det forholdt sig sådan, at en del af patienterne hørte stemmer. Det ved man fra breve og journaler. Lydværket gør, at man kan høre eksempler på sætninger (stemmerne), når man bevæger sig rundt i lokalerne. De bliver aktiveret, når man går rundt.

Da vi kom tilbage i skolestuen var det nemt at fortælle vores omviser, hvor godt, spændende og interessant, det havde været at besøge museet. Vi fremhævede blandt andet, at det, for denne særlige besøgsgruppe, havde været ekstra godt, at man kunne røre ved alt.

Karsten Ahrens

8. Finale.

Hermed har du læst det, vi havde valgt at bringe denne gang. Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Det er noget, vi ved, interesserer alle og enhver.

Hvis du har læst dette hefte på sort eller punkt, vil vi, som tidligere skrevet, opfordre dig til at oplyse os om, at du fremover gerne vil modtage bladet på e-mail eller cd. Det gøres ved, at du ringer eller skriver til Hans Erik Olsen.

Mobil. 28 12 21 28.

E-mail: heolyd@vores-mail.dk

Med venlig hilsen.

Karsten Ahrens, redaktør.

Danmarks Blindehistoriske Selskab

Nyhedsbrev juli 2011

Indholdsfortegnelse:

1. Redaktionelt 1

2. Bestyrelsens navne og adresser 2

3. Formanden har bedt om ordet 3

4. Referat af generalforsamlingen 4

5. Interview med vores medlem, Bente Ullits Eckmann i ugebladet, “Hjemmet” nr. 23 – 2011 9

6. Henvisning til lidt litteratur 12

7. Finale 12

1. Redaktionelt

Velkommen til den nye udgave af Nyhedsbrevet. I skrivende stund er det blevet sommer med alt, hvad det indebærer af udendørs sysler og gøremål.

Som det er alle bekendt, har Post Danmark fastsat omfattende portoforhøjelser med virkning fra 1. april 2011. Tidligere var Synscenter Refsnæs i stand til at betale portoen for udsendelsen af sortudgaverne og udføre trykningen af udgaverne på punkt og på sort. Det var dejligt så længe, det varede.

Det drejer sig om alle årene af selskabets eksistens fra 1996, hvor det første blad blev udsendt og indtil sommeren 2010, hvor vi selv blev nødt til at overtage både produktion og forsendelse. I årenes løb har flere og flere af medlemmerne valgt at modtage Nyhedsbrevet via e-mail og cd. Det har gjort det enklere og billigere. Det er derfor dejligt, at så mange af vores medlemmer nu får Nyhedsbrevet elektronisk. For tydeliggørelsens skyld oplyser vi, at ca. 18 får Nyhedsbrevet på sort, ca. 20 på punkt, ca. 20 på cd (Daisy) og resten ca. 70 modtager det som e-mail.

God fornøjelse med læsningen.

2. Bestyrelsens navne og adresser

Efter generalforsamlingen februar 2011 konstituerede bestyrelsen sig således:

Formanden og kassereren er jo valgt på generalforsamlingerne, og de øvrige pladser blev fordelt som følger:

Formand: Hans Erik Olsen, tlf. 56 21 75 86. Mobil. 28 12 21 28.

e-mail: heolyd@vores-mail.dk

Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19

e-mail: abkrogh@sorgenfrivang1.dk

Næstformand: Inge Gibskov

e-mail: inge.gibskov@mail.dk

Sekretær, Kurt Nielsen

e-mail: kurt.nielsen@pc.dk

Redaktør af Nyhedsbrevet, Karsten Ahrens

e-mail: ahrens9@gmail.com

Suppleanter til bestyrelsen.

René Ruby og Else Ahrens.

3. Formanden har bedt om ordet

Velkommen til endnu et nyhedsbrev fra Danmarks Blindehistoriske Selskab.

Her, hvor temperaturen er godt over de 20 grader, har redaktøren og den øvrige bestyrelse siddet og svedt over, hvad vi nu skulle vælge at tage med i bladet denne gang, men valget har ikke været så svært, for dette nyhedsbrev kommer til at indeholde stof vedrørende selskabets generalforsamling den 20. februar 2011

Men nu, hvor jeg er ved tasterne, vil jeg gerne på bestyrelsens vegne have lov at ønske alle vore læsere en rigtig god sommer, og lige på falderebet i hvert fald fra mit tastatur vil jeg da gerne oplyse, at vi til efteråret udsender en cd til alle medlemmer af Blindehistorisk Selskab, som vil indeholde talerne fra jubilæumsarrangementerne rundt om i landet i forbindelse med Dansk Blindesamfunds 100 års jubilæum den 8. juni.

På denne dag overrakte min tvillingbror Henrik Olsen og jeg vores fars digtsamling “Efter evne”, som han udgav på eget forlag, og fik den trykt på Østsjællands Folkeblads trykkeri samme år.

Ove Olsen, var medlem af Dansk Blindesamfund fra 1946-1998, og var i mange år kasserer og leverandør af teaterstof til Amatørteatrets kabaretforestillinger.

Denne digtsamling kan bestilles i en word-udgave hos mig, og den koster 50 kr.

Beløbet vil ubeskåret gå til arbejdet i Dansk Blindesamfund.

Du kan kontakte mig på tlf. 56 21 75 86, mobil 28 12 21 28

eller på e-post: heolyd@vores-mail.dk

Mange sommerlige hilsner fra Hans Erik Olsen.

4. Referat af generalforsamlingen

Tid: 20. februar 2011

Sted: Fuglsangcentret.

Der forelå følgende forslag til dagsorden. Referatet indsættes under dagsordenens punkter.

Pkt. 1. Mødet åbnes og godkendelse af dagsorden.

Formanden bød velkommen til generalforsamlingen. Der blev gennemført en kort præsentation af de fremmødte, hvorved det fremgik, at antallet af stemmeberettigede medlemmer kunne opgøres til 30. Dagsordenen kunne herefter godkendes uden bemærkninger.

Pkt. 2. Valg af stemmetællere og dirigent.

Hanne Eriksen, Torben Koed og Bente Krogh blev valgt til stemmetællere.

Håkon Fløe Jensen blev valgt til dirigent. Dirigenten kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

Pkt. 3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2010.

Referatet blev godkendt uden bemærkninger.

Pkt. 4. Årsberetningen 2010.

Hans Olsen bemærkede, at der, efter at årsberetningen var skrevet, er truffet aftale med forretningsudvalget i Dansk Blindesamfund ved Thorkild Olesen om møde i august måned vedr. situationen for de blindehistoriske samlinger.

Hans Olsen kunne endvidere glæde sig over, at der var så god en tilslutning til arrangementet på forsorgsmuseet i Svendborg 19. februar 2011.

Hans Olsen kunne yderligere oplyse, at der vil blive udsendt en CD. til alle medlemmer med optagelser fra arrangementet på forsorgsmuseet.

Der fremkom flere meget positive bemærkninger fra forsamlingen vedr. såvel arrangementet på Forsorgsmusæet som det foredrag om de blindehistoriske arkiver, som Niels Strandsbjerg holdt lørdag aften.

Elin Andreasen kunne tilslutte sig de positive bemærkninger, men udtrykte samtidig, at programmet havde været noget presset, hvilket man skulle være opmærksom på ved efterfølgende planlægning.

Flere indlæg gik på den svage strukturering af foredraget om de blindehistoriske arkiver. Niels Strandsbjerg havde opfordret til kommentar og spørgsmål under indlægget, men det viste sig at blive styret for løst.

Herefter blev årsberetningen godkendt.

Pkt. 5. Fremlæggelse af det reviderede regnskab.

Arne Krogh gennemgik regnskabet i nøgletal.

Egenkapital pr. 1. januar 2010: 137.783,92 kr.

Udgifter i alt: 26.214,96 kr.

Indtægter i alt: 48.150,0 kr.

Overskud i alt: 21.935,04 kr.

Egenkapital pr. 31. december 2010 i alt: 159.718,96 kr.

Henrik Olsen henviste til det fællesarrangement, som Blindehistorisk Selskab og Audioklubben gennemførte sammen 13. november 2010 med et foredrag af Ove Gibskov. Arrangementet gav et overskud, hvor Blindehistorisk Selskabs andel udgør ca 150,00 kr. Beløbet vil snarest blive fremsendt til Blindehistorisk Selskab.

Henning Backs roste kassereren for det aflagte regnskab og gjorde opmærksom på, at for Dansk Blindesamfunds foreninger eksisterer der en aftale med tilbud om at kunne udnytte en fastrentekonto med en rentetilskrivning på 3,1 %. Indskuddet bindes for 2 eller 3 år. Der kan hæves på kontoen mod betaling af et mindre gebyr.

Arne Krogh oplyste, at regnskabet er revideret 11. februar 2011 uden bemærkninger eller påtale af revisorerne Hanne Eriksen og Svend Thougaard.

Generalforsamlingen godkendte herefter regnskabet 2010.

Pkt. 6. Fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsen indstiller til godkendelse af uændret kontingent på 150,00 kr.

Kontingentet blev fastsat uændret for 2011.

Pkt. 7. Valg.

A. Kasserer. Arne Krogh blev genvalgt for 2 år.

B. 1 bestyrelsesmedlem. Inge Gibskov blev genvalgt for 2 år.

C. 2 suppleanter. René Ruby og Else Ahrens blev valgt.

D. 2 revisorer og 1 revisorsuppleant. Svend Thougaard blev genvalgt og Håkon Fløe Jensen nyvalgt til revisorer. Hanne Eriksen blev valgt til revisorsuppleant.

Pkt. 8. Indkomne forslag.

Hans Olsen oplyste, at der ikke var indkommet forslag.

Pkt. 9. Eventuelt.

Heidi Madsen fremkom med en kritik af serveringen i restauranten under middagen lørdag aften. Lang ventetid mellem retterne.

Lone Juhlmann nævner, at det ville have været en fordel, hvis et medlem fra bestyrelsen havde deltaget i afviklingen af programmet lørdag aften herunder foredraget om de blindehistoriske arkiver.

Hans Olsen. Intentionen i planlægningen havde været, at foredraget blev afviklet i løbet af 45 minutter eller 1 time og herefter tid til kommentar og spørgsmål.

Lena Bang spørger til muligheden for at få udarbejdet en adresseliste over medlemmerne.

Elin Andreasen takkede hjælperne på Odense Banegårdscenter og gav udtryk for, at det fungerede godt.

Karsten Ahrens roste Niels Strandsbjerg for det store kendskab til de blindehistoriske arkiver og den detaljerigdom foredraget havde indeholdt.

Kurt Nielsen foreslog at opfordre Niels Strandsbjerg til at komme en anden gang i Blindehistorisk Selskab og holde foredrag med en anden vinkel på blindehistorien.

Torben Koed opfordrer bestyrelsen til at drøfte med forretningsudvalget ikke blot, hvordan Dansk Blindesamfunds historie bliver fortalt, men også, hvordan kredsenes historie bliver bevaret og fortalt. Det skal også afklares, hvor kan arkivalierne sendes hen til registrering og arkivering.

Lone Juhlmann foreslog, at der på forhånd ved arrangementer i Danmarks Blindehistoriske Selskab bliver meldt ud til Fuglsangcentret, hvornår deltagerne ønsker at afrejse, således at Fuglsangcentret kan planlægge bestilling af befordring.

Jørgen Eckmann tilslutter sig Torben Koeds forslag om bevarelse af kredsenes historie og beklager dybt, at det ikke allerede er sket. Spørgsmålet har tidligere været drøftet med Forretningsudvalget og udfordringen i denne forbindelse er plads til arkivalier. Spørgsmålet kunne måske nu komme på tale igen i forbindelse med hovedkontorets flytning.

Lena Bang ønsker at høre, hvad bestyrelsen har af planer for det kommende år?

Heidi Madsen henviste til jubilæumsskriftet fra Synscenter Refsnæs. Det kan hentes på centrets hjemmeside. En opfordring til at komme i gang med læsningen. Meget spændende materiale.

Kurt Nielsen oplyste, at Danmarks Blindehistoriske Selskab har plan om at etablere Danmarks Blindehistoriske lydmuseum. Det er en stor opgave. Hans Olsen har deltaget i et kursus om at oprette og redigere hjemmesider. Udfordringen er at kunne strukturere lydoptagelserne efter tema, lave indholdsfortegnelse med omtale af indslagene og eventuelt også skabe mulighed for at kunne downloade materiale. Stort projekt.

Hans Olsen. Vi har behandlet spørgsmålet om adresselister tidligere og har også tidligere afvist ideen.

Arne Krogh foreslog, at Danmarks Blindehistoriske Selskab udsendte jubilæumsskriftet fra Synscenter Refsnæs eventuelt på E-mail. Det ville give flere medlemmer mulighed for at læse jubilæumsskriftet.

Hans Olsen kunne supplere med, at jubilæumsskriftet er indlæst på Synscenter Refsnæs.

Flere indlæg udtrykte ønske om en adresseliste og mente ikke, det kunne være så kompliceret. medlemmerne kunne jo selv bestemme, hvilke oplysninger, listen skulle indeholde.

Jørgen Eckmann er glad for at læse nyhedsbrevet. Der bringes meget interessant stof. Jørgen Eckmann foreslog, at der i nyhedsbrevet bliver oprettet en fast rubrik, hvor man kunne offentliggøre nyheder om nye publikationer m.v.

Hans Olsen takkede bestyrelsen for et godt og loyalt samarbejde. Tak for aktiv og kreativ deltagelse i generalforsamlingen. Tak til kandidaterne i de gennemførte valg. Arrangementet i forbindelse med generalforsamlingen 2012 bliver afholdt 18. og 19. februar på Fuglsangcentret.

Håkon Fløe Jensen lukkede herefter som dirigent generalforsamlingen og takkede for god ro og orden.

Referent Kurt Nielsen.

5. Interview med vores medlem, Bente Ullits Eckmann i ugebladet, “Hjemmet” nr. 23 – 2011

Vi bringer det efter aftale med journalist Lise Petersen, “Hjemmet” og Bente Ullits Eckmann.

Bente Ullits Eckmann lider af en øjensygdom, der langsomt har begrænset hendes synsfelt så meget, at hun i dag må gå med blindestok og for eksempel har måttet opgive sit arbejde som efterskolelærer. Men Bente har fundet nye måder.

Da 62-årige Bente Ullits Eckmann åbner døren til familiens lejlighed på Østerbro i København, kan man ikke umiddelbart se på hende, at hun næsten er blind. Med en sikker bevægelse rækker hun hånden frem til goddag, og hun går ubesværet ud i køkkenet og henter en kande te. Som svar på spørgsmalet om, hvor meget hun kan se, strækker hun armene frem foran sig i en skulderbreddes afstand. Nu kan jeg ikke se mine hænder, men jeg kan godt se folden på lampen længere fremme, siger

Bente og forklarer, at hun lider af øjensygdommen Retinitis pigmentosa, der i daglig tale kaldes

kikkertsyn, I hendes tilfælde er synsfeltet under fem grader – mod normalt 180 grader.

Indtil Bente var 23 år, var hun ikke bevidst om, at hendes syn var nedsat. Men da hendes mor i 1971 fik konstateret den arvelige øjensygdom, blev Bente og hendes søstre undersøgt, og Bente havde den så også. – i første omgang synes jeg ikke, at det betød noget, men jeg kan huske præcis, hvad jeg havde på hos øjenlægen den dag; en pinkfarvet kjole og en trøje med orangefarvede bomber, så det må have gjort indtryk alligevel, mener Bente.

Øjenlægen sagde, at Bente måtte afgøre, om hun ville risikere at give sygdommen videre til endnu en generation. Men jeg havde allerede en søn og syntes ikke, at sygdommen skulle bestemme, om jeg skulle have flere børn, siger Bente, der fik yderligere to sønner.

Efter hun havde fået diagnosen, begyndte hun at forstå, at hun hele livet havde haft dårligt syn. Særligt var hun mørkeblind. Som barn boede jeg på landet i udkanten af Aalborg. Som 10-11 år gik til gymnastik om aftenen og kan huske, at min søster altid fik besked på: “Sørg for at få Bente med hjem”. Så min mor var opmærksom på, at jeg orienterede mig dårligt i mørke, siger Bente.

I mange år skjulte hun sine synsproblemer, der langsomt blev værre. I 1980 blev jeg lærer på en efterskole. Til kolleger og forældre nævnte jeg kun kort, at jeg har et indskrænket synsfelt, så gik jeg ikke nærmere ind på det. Årsagen var dels, at jeg ikke havde erkendt mit handicap, dels at jeg ikke kunne tale om det uden at græde, siger Bente og tilføjer, at hun heller ikke ville have, at nogen skulle have ondt af hende.

Først i 1987 begyndte Bente at erkende sit synstab.

Jeg var på kurset, ”Hvad vil du med dit liv” i Dansk Blindesamfund. Min nuværende mand, Jørgen, var kursusleder, han er stort set født blind, og han blev en slags rollemodel for mig, for man hørte ham aldrig sige: ,,Det kan jeg ikke, fordi jeg ikke kan se”, siger Bente, der efter kurset “sprang ud af skabet”, som hun kalder det.

Hun blev nu både åben om sin øjensygdom og begyndte at forberede sig på livet som blind. Jeg lærte for eksempel pileflet, som er et gammelt blindehåndværk, og jeg tog kurser i Dansk Blindesamfund og lærte blandt andet at bruge en blindestok. Samtidig blev der dannet en gruppe af medlemmer med Retinitis Pigmentosa. Snakken her gav mig en stor viden om, hvad jeg kunne vente mig. Bente kunne blandt andet forvente, at hendes syn blev så dårligt, at hun måtte stoppe med sit arbejde. Det skete i 1995. Jeg græd og græd og savnede især samværet med kollegaerne frygteligt, siger Bente, der dog

hurtigt fandt nyt samvær.

Kort efter sin pensionering flyttede Bente til København for at være sammen med Jørgen. Her fik hun arbejde som omsorgskonsulent i Dansk Blindesamfund, hvor arbejdet bestod i at besøge nye medlemmer og hjælpe dem på vej med praktiske råd.

Jeg så det også som min opgave at være rollemodel for dem i kraft af mit positive livssyn, siger

Bente, der i starten også underviste blinde i kreative fag som smykkefremstilling, filtning og

pileflet. Yderligere blev hun valgt til forskellige tillidsposter i Dansk Blindesamfund, blandt andet var hun med til at stifte Dansk Blindesamfunds Kvinder, som hun er formand for i dag.

Da jeg først havde erkendt mit synstab, besluttede jeg, at jeg ikke vil lade mig begrænse af det, siger Bente, der for eksempel har fået mange rejseoplevelser – ikke mindst med Dansk

Blindesamfunds Kvinder.

Vores første rejse gik til Grønland, hvor det var fantastisk at høre indlandsisen knage og brage. Vi fik også en drink med et stykke indlandsis, og lyden i det var også helt anderledes end i isterninger

fra fryseren. Vi badede i varme kilder, fløj i helikopter. Selvom man ikke kan se, kan man mærke, at alt er anderledes, fortæller Bente om rejsen, der er blevet efterfulgt af mange flere. Hjemme i Danmark går rejsen ofte til Aalborg, hvor en af Bentes tre sønner og tre af hendes syv børnebørn bor.

Heldigvis har ingen af dem arvet min øjensygdom, siger Bente, der ud over familien især har en omgangskreds, hun har lært at kende via Dansk Blindesamfund.

I dag arbejder Bente 20 timer om ugen som synskonsulent i Københavns Kommune. Noget af fritiden bruger hun her i sommermånederne på cykel.

Jeg er medlem af en tandemklub, og fra april til oktober cykler vi hver onsdag aftenture på omkring 50 kilometer, siger Bente.

Sammen med sin mand bruger hun også sommermånederne i deres sommerhus. Her har vi haven fyldt med blomster. Selvom jeg ikke kan se så meget af dem, kan jeg fornemme,

at de er der. Deroppe går jeg også lange ture ved vandet – jeg kan kun se det i små bidder, men så tager jeg mit kamera med, og gennem kameralinsen får jeg ”puslespillet” samlet og går hjem i sommerhuset og maler billeder af vandet og stranden, siger Bente.

Af Lise Petersen E-mail: petersen.lise@gmail.com

6. Henvisning til lidt litteratur.

Henning Eriksen: ”Noter om blindes historie”. Forfatteren oplyser, at han har talt med Nota, som har lovet at ville indlæse den på lyd. Bogen kan naturligvis varmt anbefales, og Henning har stillet teksterne til rådighed for vores Nyhedsbrev. Så det vil vi benytte os af.

Hvis nogen ønsker at kontakte Henning Eriksen, er hans e-mailadresse: henning.eriksen@c.dk

På generalforsamlingen blev der talt om jubilæumsbogen vedr. Refsnæsskolens 100 års fødselsdag, skrevet og udarbejdet af Niels Strandsbjerg.

Den kan findes og læses via Synscenter Refsnæs hjemmeside på følgende adresse:

www.refsnaes.dk/nyheder/2007

Under overskriften – nyheder 2007 og tidligere – findes bogen: Refsnæsskolen fra 1898 – 1998

7. Finale.

Hermed har du læst det, vi havde valg at bringe denne gang. Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Det er noget, vi ved, interesserer alle og enhver.

Hvis du har læst dette hefte på sort eller punkt, vil vi, som tidligere skrevet, opfordre dig til at oplyse os om, at du fremover gerne vil modtage bladet på e-mail eller cd. Det gøres ved, at du ringer eller skriver til Hans Erik Olsen. Tlf. 56 21 75 86. Mobil. 28 12 21 28 E-mail: heolyd@vores-mail.dk

Med venlig hilsen. Karsten Ahrens, redaktør.

Danmarks Blindehistoriske Selskab

Nyhedsbrev december 2010

Indholdsfortegnelse:

Redaktionelt 1

Bestyrelsen 2

Turen til Frilandsmuseet den 15. maj 2010 2

Beretning vedrørende en af de ældst kendte danske blinde, Adolf Gether 3

Beretning/erindringer fra vores medlem Flemming Egedal 6

Indkaldelse til den ordinære generalforsamling med tilhørende arrangement 14

Finale 14

Redaktionelt

Velkommen til den nye udgave af Nyhedsbrevet. I skrivende stund er det blevet efterår med alt, hvad det indebærer af indendørs sysler.

Hvis man kan lide at læse eller høre bøger og/eller forskellige tekster, er vi hermed leveringsdygtige med lidt stof. Noget fra de rigtig gamle dage og noget fra en ikke så fjern fortid. Den sidstnævnte tekst er fremsendt af Flemming Egedal, og den siger vi tak for.

God fornøjelse med læsningen.

Som det nok er alle bekendt, har Post Danmark varslet omfattende portoforhøjelser med virkning fra 1. april 2011. Vi har tidligere været så heldige (indtil udsendelsen af juninummeret), at Synscenter Refsnæs har betalt vores portoomkostninger ved udsendelsen af Nyhedsbrevet på sort og udført trykningen af Nyhedsbrevet på punkt. Det er to forskellige ting, men begge dele – produktionen af de to medier – og udsendelsen – er omkostningstunge. Det er derfor dejligt, at så mange af vores medlemmer nu får Nyhedsbrevet som e-mail eller på en cd. Langt de fleste har gjort det, men vi håber, at endnu flere vil benytte sig af muligheden.

Bestyrelsen

Formand: Hans Erik Olsen, tlf. 56 21 75 86. Mobil. 28 12 21 28.

e-mail: heolyd@vores-mail.dk

Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19

e-mail: abkrogh@sorgenfrivang1.dk

Inge Gibskov

e-mail: inge.gibskov@mail.dk

Kurt Nielsen

e-mail: kurt.nielsen@pc.dk

Karsten Ahrens

e-mail: ahrens9@gmail.com

Turen til Frilandsmuseet den 15. maj 2010

Bestyrelsen havde arrangeret en medlemsudflugt til Frilandsmuseet i Lyngby den 15. maj.

Vi var en gruppe på omkring 20, der var mødt op til en – som det skulle vise sig – meget spændende omvisning.

Vejret var ganske rædselsfuldt, da vi skulle begynde. Regn i store mængder. Men da vores guide skulle begynde turen, holdt regnen op, og der var tørvejr i de to timer, turen varede.

Det var heldigt, da vi skulle færdes over ganske store afstande.

Temaet var handicappede i det danske landbosamfund. Der var store forskelle på, hvorledes forholdene var for de handicappede rundt omkring i landet. Mange var under fattigforsorg eller anbragt på fattiggårde. En af gårdene (Lønnestakgården) gjorde et særligt indtryk på os, idet der inde midt i beboelsesdelen på gården, var et totalt mørkt rum, dvs, uden vinduer, hvor familien havde deres blinde og udviklingshæmmede mandlige medlem boende.

Det af Frilandsmuseet veltilrettelagte og dygtigt gennemførte besøg blev afsluttet på en hyggelig restaurant med et godt menukort i Lyngby.

Karsten Ahrens

Beretning vedrørende en af de ældst kendte danske blinde, Adolf Gether

Nedenstående beretning er hentet i heftet: ”Fra Blindeinstituttets studiesamling”, skrevet af afdøde inspektør ved Blindeinstituttet i København, Folke Johansen.

Folke Johansen har valgt at beholde den gamle stavemåde, og det gør vi ligeledes her.

”En af de ældst kendte danske blinde hed Adolf Gether. Han var elev fra Det kongelige Blindeinstitut i Helliggeiststræde, hvis leder, professor Brorson skrev blandt andet følgende om ham i ”Journal udgiven til Fordeel for de Blinde” i 1824 under rubrikken: ”Fortælling om de i Instituttet værende Blinde”:

”Adolf Gether er født den 4. October 1810; hans Fader var Negotie-Assistent i Det Asiatiske Compagnis Tjeneste og døde i 1820. Hans Moder døde i 1814, og det blinde barn blev forladt. Men den hulde Moder-Natur havde givet ham en formaaende anbefaling i hans lyse, blide Aasyn; den lille, blinde venlige Dreng stor venneløs ved sin Moders Kiste, og Faderen paa Søerejser; da traadte tvende medlidende Mænd frem; de hørte til det samfund, der glædes ved, at sørge for Blindes Dannelse; de betalte for Barnets Pleie, gave ham under Lærerindens særdeles Tilsyn, indtil han nærmede sig den alder, da han efter vore Love kunne deeltage i Undervisningen, og frit nyde dannelse og Pleie.

Adolf har ved sine heldige Evner og Fliid stedse glædet sine lærere. Ligesom han ved sin godmodighed og Blidhed har været sin Kredses Yngling. Han er tjenstfærdig og føielig mod sine Medlærlinge, og dog røber den Varme, hvormed han disputerer og forsvarer sine Meninger, Anlæg til Selvstændighed.

Han er vel oplyst i Religionens Hoved-Sandheder og den kristelige Pligtlære og regner med Lethed. Han elsker Tonekonsten; det er dog den skjønne konst, som Mennesker og alle Dyr – Ædderkopper, Elefanter, Fiske, Amfibier, Fugle – have tilfælleds, og den maa derfor behage Barnet, som forener sig i Mennesker og Dyr. Musik skjenker Barnet Himlen, thi det har ikke tabt den, og hos det er der ingen mørke Erindringer som Dæmpere paa de klare Toner. Som Alpehyrden bortsynger den tomme Kiedsomhed, saa bortsynger Barnet sin Barndom, vedbliver at synge og hører kun sig selv.

Adolf har tillige heldige Evner for Tonekonsten. Hr. Gerlach gav ham den første Undervisning, i at spille paa Fløite; og da Capel-Musicus Hr. Bruun ved den Undervisning, han havde skjenket Peter Jensen, saae hvad der ved Blinde kunne udrettes, og Adolf havde vakt hans velvillige Opmærksomhed, saa forøgede han sine Fortjenester mod Instituttet, ved at tilbyde, at ville undervise ham. Han har et fint Øre, en behagelig Tone og tro Hukommelse. Han er flere Gange offentligen bleven hørt, og lønnet med smigrende Bifald.

Han kan skimte lidet med det høire Øie, det er ham vel ej til Nytte ved sit Haandarbeide, men hjelper ham dog til at veilede sig der, hvor ei ventes store Vanskeligheder. Han strikker godt og hurtigt og spinder meget godt.

Ved hans sikre Hukommelse, tydelige stemme og tækkelige Udvortes have vi flere Gange ladet ham fremtræde som Tolk for sine Medlærlinges og egne taknemlige Følelser; og den lille Talsmand er bleven hyldet med megen Tilfredshed af sine Tilhørere.

Forsynet har vaaget over Drengens Gang, og der er aldrig mødt ham noget Uheld. Hans Sind er roligt og muntert; tilfreds med sin Skjæbne hører han ugjerne hine frugtesløse Beklagelser, som Medlidenhed ei kan tilbageholde ved synet af denne elskelige Dreng.

I Drømme synes han, at see, men oftere fæle ens yndige Gjenstande. Lægerne har ei hos ham funden nogen Operation anvendelig.

Brorson”

Adolf Gether blev på Instituttet uddannet som organist og pianostemmer. Efter uddannelsen ernærede han sig dels ved at hjælpe til ved lektiegennemgang på Instituttet, dels ved pianostemning ude i byen. Ofte virkede han som vikar for organister, især ved Frue Kirke. I 1848 fik han fast ansættelse som organist ved Vor Frelsers Kirke, hvor han virkede til sin død i 1873. Ved det nye instituts oprettelse i 1858 fik han ansættelse der som lærer i orgelspil, musikteori og fløjtespil, hvor han virkede til sin død. Han komponerede en del, blandt andet salmemelodier, hvoraf enkelte benyttes endnu for eksempel ”Hyggelig, rolig”. Jævnsides med sine to stillinger fortsatte han som pianostemmer ude i byen, og han gav ofte koncerter.

(”Negotie (handel). Folke Johansen.

Beretning/erindringer fra vores medlem Flemming Egedal

På blindeskole i København

Jeg har tidligere, her i bladet (juni 2008), skrevet et par indlæg fra mit ophold på ”Refsnæsskolen” ved Kalundborg, fra august 1961 til juni 1963, en skole for blinde og stærkt svagsynede børn.

Jeg vil her fortælle lidt om mit ophold på blindeinstituttet i København.

Instituttet lå dengang på Kastelsvej 60 på Østerbro, hvor første del blev taget i brug i 1858, med en udvidelse i 1880’erne, så der samlet var en firfløjet bygning, med en lukket asfalteret gårdsplads, som var udmærket til skøjteløb om vinteren, hvor gårdspladsen blev overrislet med vand.

Instituttet var en skole for unge og voksne elever, som fik en boglig, erhvervs- eller organistuddannelse, med muligheder for yderligere undervisning på andre musikinstrumenter.

De fleste elever fik en eller anden form for uddannelse, med henblik på, at de ved et job, kunne forsørge sig selv, men ligesom det er i dag, voksede jobs dengang heller ikke på træerne, så alt for mange fik tilkendt en invalidepension, i dag førtidspension. Vi var på et tidspunkt ca. 300 blinde og stærkt svagsynede, som havde jobs ved omstillingsborde, fortrinsvis i ministerier og andre af statens styrelser og institutioner.

Det antal er der desværre ikke ansat længere, og hvorfor, er der sikkert ingen, der kan svare på, men den teknologiske udvikling har gjort, at det i dag er væsentlig lettere at betjene et omstillingsbord, da omstillingsborde er computerstyret, så det ikke længere er nødvendigt at huske på alle de mange numre.

I midten af halvfjerdserne var der 20 blinde og stærkt svagsynede, som havde jobs ved forsvaret, men i dag er der kun 2 ansatte tilbage, en på kasernen i Ålborg, og så mig på Sønderborg kaserne, og jeg er den sidste som er tilbage af den gamle garde.

Det kan undre mig, at Instituttet for blinde og svagsynede og de kommunale jobcentre ikke gør en større indsats for at få blinde og stærkt svagsynede beskæftiget ved de store omstillingsborde, da der i dag findes fleksjob og job med løntilskud.

Det var i august måned i 1963 jeg ankom til instituttet, hvor min klassekammerat fra ”Refsnæsskolen”, Torben Olsen og jeg, fik plads på en 6 mands sovesal, ”Røverstuen”, hvor vi var i alderen fra 14 til 17 år, men der var ikke mulighed for noget privatliv.

Det var således, at indtil vi fyldte 18 år, var vi interne elever med bopæl på instituttet, og når man så var fyldt 18 år, var man ekstern elev, med bopæl ude i byen, normalt på et lejet værelse, som instituttet betalte.

Vi var nu kommet i den alder, hvor interessen for det modsatte køn var blevet stærkt tiltrækkende, men under de elendige boforhold, vi havde, var der ikke de store muligheder for alt for meget kæresteri, da der, som regel, altid var andre til stede, men det var en offentlig hemmelighed, at hvis et par havde behov for at være alene, ja, så har gymnastiksalens rullemadras hjulpet mangen et par, som havde stor trang til en hyrdetime, men hvad der så herudover kom ud af det, vil jeg overlade til læsernes egen fantasi.

Jeg startede i 8. klasse, hvor de stærke boglige elever var samlet, men da vi ikke havde haft undervisning i tysk på ”Refsnæsskolen”, kunne vi ikke komme i 1. real, før vi havde indhentet dette fag.

I 8. klasse havde vi gymnastik 3 gange om ugen, hvor Svennesen, en pensioneret premierløjtnant, tilsyneladende ikke havde glemt, hvordan han tidligere havde hundset rundt med basserne.

Vores gymnastiktimer gik med fuld appel og høj kommandoføring. Han fik den vanvittige ide, at vores kroppe skulle hærdes som rigtige nordiske vikinger, så vi skulle have gymnastik med bar overkrop, men da gymnastiksalen om vinteren var hundekold, var vi 3 elever, som nægtede at gøre gymnastik i bar overkrop.

Nu kunne Svennesen være temmelig kolerisk, og han gik da også helt amok.

En elev blev smidt ud af døren, og det foregik så voldsomt, at dørpumpen knækkede og røg af. Den anden elev, som var en stor stovt jysk knægt, turde han ikke gå i krig med, men så var turen kommet til mig.

Han var efterhånden blevet så ophidset, så hans stemme var kommet helt op i facetten og fråden stod om munden på ham, og med knyttede næver foran mit ansigt, truede han mig med, at han ville knuse mig, og han ville kvæle mig. Godt nok noget af en voldsom trussel, men lige med et mistede han sin stemme af bare ophidselse, så stemmen i flere uger kun var en hvisken, og tavs var han. Sikken en fred der blev.

Der kom jo selvfølgelig et efterspil. Vi 3 elever blev bortvist fra gymnastiktimerne i 3 måneder, og hvis vi troede vi skulle slappe af, så troede vi fejl. Folke Johansen, ”Mester”, sørgede for, at vi blev placeret i hvert sit klasseværelse, og han gav os regneopgaver, som skulle være løst inden timen var slut, og nåde være den elev, som ikke havde nået at løse alle opgaver, så var balladen der.

Vi kunne alle lide Folke, da han altid var retfærdig. Klagede vi over maden, satte han sig ved bordet og smagte på maden, og havde vi ret, styrede ”Mester” direkte ned i kælderen til økonomaen, og der var ikke noget at tage fejl af, hans ordforråd gik direkte op i spisesalen, så alle elever kunne høre hans tordentale til økonomaen.

Det var dengang, at Statens Blindeforsorg, var begyndt at integrere blinde og stærkt svagsynede elever, som man skønnede kunne klare sig i de kommunale folkeskoler.

Vi var 4 elever fra 8. klasse, 2 blinde piger og 2 stærkt svagsynede drenge, som startede i 1. real på Øster Farimagsgades skole i august måned i 1964, men det var svært at få del i klassens sociale samvær. Det med at have klassekammerater uden for skoletiden fik vi aldrig.

Vi følte ikke det var nogen succes at starte i en kommuneskole, da vi havde været vant til de beskyttede forhold, som vi kom fra på instituttet.

Vi havde ingen forhånds kendskab til vores nye klassekammerater. Instituttet burde på forhånd have skabt en kontakt mellem de nye kammerater og os inden skolestarten, så var det måske gået bedre for os. Vi blev aldrig inviteret med til fødselsdage eller fester.

I gymnastiktimerne spillede vi om sommeren fodbold, og da jeg på dette tidspunkt havde et nogenlunde syn, kunne jeg klare mig på lige fod med de øvrige klassekammerater, men om vinteren blev der spillet håndbold i gymnastiktimerne, og her måtte jeg kapitulere, selv om jeg havde spillet håndbold på ”Refsnæsskolen”, men det var med ligesindede. Spillet gik alt for hurtigt, så Torben og jeg sad og så på, mens gymnastiklæreren læste kriminalromaner, og en gang imellem fløjtede han, men for hvad, det måtte han så bagefter i en fart prøve på at finde ud af.

Jeg har i øvrigt gået i klasse med Tommy Kenter, og det var aldeles ikke kedeligt. Han var også dengang en spasmager, som kunne sætte kolorit på timerne, til stor fortrydelse for lærerne.

Som unge mænd, var der også dengang ting der skulle afprøves, også ting, som var forbudte.

I de år begyndte hashen at florere, og den fik også sit indtog på instituttet, hvor mange af de unge mænd skulle prøve at ryge det stads, men her kan jeg sige mig fri. Jeg har aldrig røget hash, og kommer heller aldrig til det.

Et andet forbudt område, vi dyrkede en del, var besøg på værtshuset ”Tria”, hvor vi ikke måtte komme, da vi ikke var fyldt 18 år, men tjeneren var ligeglad, bare han kunne få solgt nogle bajere, så var han tilfreds, men en dag gik det alligevel galt. Da vi sad og havde det lige så hyggeligt i et godt socialt samvær over en øl, gik døren op, og hvem stod der.

Jo, det gjorde såmænd Folke, ”Mester”, og han så aldeles ikke særlig venlig ud. Han lignede nærmest en tordensky, som var ved at gå i udbrud.

Med hans dybe basstemme, blev vi beordret ud af værtshuset med det samme, og det på trods af, at vi ikke havde drukket ud.

Vi fik den klare besked, at han straks ville se os alle på hans kontor, og det kunne godt nok være, at der faldt verbalt brænde ned, og da mødet var slut, blev der sagt kort farvel, og ”mester” smækkede døren bag os med et kæmpe brag.

Beskeden var klar, så vi ikke i en lang periode turde komme på ”Tria”, men så var der jo værtshuset ”Livjægerkroen”, så lå lidt længere væk fra instituttet, og her blev vi aldrig taget på fersk gerning, gud ske lov for det.

Nu var der ikke mange af os, som havde ubegrænsede midler, så der blev kun råd til en øl i ny og næ.

I 1964 lejede Statens Blindeforsorg en nedlagt stiftelse for blinde kvinder på Sorgenfrivej i Kongens Lyngby, hvor der var 12 enkeltværelser og en lejlighed til et bestyrerpar, som skulle sørge for ro og orden, samt sørge for, at vi fik morgenmad inden vi skulle med S-toget, for at passe vores daglige dont.

Jeg var så heldig, at jeg i september måned i 1965 fik tildelt et af disse værelser, og det var en stor lettelse, at man ikke længere skulle dele værelse med andre. Endelig kunne jeg få mig et privatliv.

I Kongens Lyngby fik vi rigtig mulighed for at udfolde os, da bestyrerparret aldrig blandede sig i, hvad vi lavede, så der blev holdt mange gilder, og jævnligt var der unge kvinder, som overnattede, med den hygge, som 2 unge mennesker nu engang kunne finde på.

Det eneste som kunne gå helt galt var, hvis en ung kvinde gik på badeværelset midt om natten med stilethæle, så vågnede manden til bestyrerparret, da deres soveværelse lå under badeværelset, så kom han farende op i slåbrok og med strithår, og så blev den formastelige kvinde straks bortvist fra huset, og det uanset om det var midt om natten, og her hjalp ingen kære mor.

En af vores søndagsture var, en lang travetur rundt om Lyngby sø, da søen lå lige i nærheden.

Efter en lang og god travetur var vi klar til at tage S-toget til Østerport, så vi rettidig kunne nå at indtage vores middagsmad på instituttet.

Fra april til udgangen af oktober måned var vi 6 til 7 store knægte, der spillede fodbold søndag eftermiddag, når vejret tillod det.

I begyndelsen af april spillede vi altid på bare fødder og brugte en rød gummibold.

Gummibolden lagde sig engang ved siden af en af de kugler, som vi brugte til kuglestød, og da den havde lagt ude hele vinteren, var den blevet ræverød af rust.

Jeg tog et godt tilløb, og ville med fuld kraft sparke til bolden, men i farten ramte jeg kuglestødskuglen med stor kraft, så der blev ikke til mere fodboldspil for mig den dag.

Om aften måtte jeg en tur på Kommunehospitalets skadestue, hvor lægerne konstaterede, at jeg havde fået en mindre revne i venstre fods storetås led.

I teenageårene kunne man godt komme lidt på tværs af det etablerede.

Der skete det for mig, at jeg i slutningen af november i 1965 var blevet godt gammeldags træt af at gå på Øster Farimagsgades skole, så jeg valgte at stoppe i den skole, men ih du forbarmende en ballade, der blev. Jeg husker den som i går.

Jeg blev kaldt til en kammeratlig samtale på Folkes kontor, hvor han forholdt mig, at han simpelthen ikke kunne fatte, hvorfor jeg havde stoppet med at gå i skole, når jeg nu engang havde de gode boglige kundskaber, men hvor han vidste det fra, ved jeg ikke.

Resultatet af samtalen blev da, at jeg i begyndelsen af januar måned i 1966, startede på et realeksamens kursus for voksne, og her fik jeg udleveret min realeksamen i midten af juni måned i 1967.

Den var godt nok på det jævne, men til al held kom jeg op i dansk og historie i de mundtlige fag, så jeg redede en rimelig og acceptabel realeksamen, men jeg havde også drevet den temmelig meget af i det sidste trekvarte år, da jeg havde fået en helt anden interesse, som var mere spændende.

Under de skriftlige eksamensprøver, præsterede jeg at skrive gjort med D i diktat, og det var noget der trak ned, mens jeg normalt skrev diktater til 10 eller 11, så det var godt nok en bøf.

Med tiden er jeg da blevet lidt klogere, men det vil jeg overlade til andre at bedømme.

Som et kuriosum vil jeg til sidst fortælle, at det var i 1966, jeg mødte min allerførste rigtige og eneste store kærlighed, da en 21 års ung dejlig kvinde blev ansat som husassistent på instituttet, og nu har jeg været gift med denne dejlige kvinde i 42 og ½ år.

Flemming Egedal

Indkaldelse til den ordinære generalforsamling med tilhørende arrangement

19.-20. februar 2011 på Fulgsangcenteret i Fredericia.

Dagsorden og det øvrige program vil blive udsendt i januar 2011.

Finale.

Hermed har du læst det, vi havde valgt at bringe denne gang. Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Det er noget, vi ved, interesserer alle og enhver.

Hvis du har læst dette hefte på sort eller punkt, vil vi, som tidligere skrevet, opfordre dig til at oplyse os om, at du fremover gerne vil modtage bladet på e-mail eller cd. Det gøres ved, at du ringer eller skriver til Hans Erik Olsen. Tlf. 56 21 75 86. Mobil. 28 12 21 28 E-mail: heolyd@vores-mail.dk

Bestyrelsen ønsker endvidere alle medlemmer og deres pårørende en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

Med venlig hilsen.

Karsten Ahrens, redaktør