Danmarks Blindehistoriske Selskab
Nyhedsbrev december 2010
Indholdsfortegnelse:
Turen til Frilandsmuseet den 15. maj 2010 2
Beretning vedrørende en af de ældst kendte danske blinde, Adolf Gether 3
Beretning/erindringer fra vores medlem Flemming Egedal 6
Indkaldelse til den ordinære generalforsamling med tilhørende arrangement 14
Redaktionelt
Velkommen til den nye udgave af Nyhedsbrevet. I skrivende stund er det blevet efterår med alt, hvad det indebærer af indendørs sysler.
Hvis man kan lide at læse eller høre bøger og/eller forskellige tekster, er vi hermed leveringsdygtige med lidt stof. Noget fra de rigtig gamle dage og noget fra en ikke så fjern fortid. Den sidstnævnte tekst er fremsendt af Flemming Egedal, og den siger vi tak for.
God fornøjelse med læsningen.
Som det nok er alle bekendt, har Post Danmark varslet omfattende portoforhøjelser med virkning fra 1. april 2011. Vi har tidligere været så heldige (indtil udsendelsen af juninummeret), at Synscenter Refsnæs har betalt vores portoomkostninger ved udsendelsen af Nyhedsbrevet på sort og udført trykningen af Nyhedsbrevet på punkt. Det er to forskellige ting, men begge dele – produktionen af de to medier – og udsendelsen – er omkostningstunge. Det er derfor dejligt, at så mange af vores medlemmer nu får Nyhedsbrevet som e-mail eller på en cd. Langt de fleste har gjort det, men vi håber, at endnu flere vil benytte sig af muligheden.
Bestyrelsen
Formand: Hans Erik Olsen, tlf. 56 21 75 86. Mobil. 28 12 21 28.
e-mail: heolyd@vores-mail.dk
Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19
e-mail: abkrogh@sorgenfrivang1.dk
Inge Gibskov
e-mail: inge.gibskov@mail.dk
Kurt Nielsen
e-mail: kurt.nielsen@pc.dk
Karsten Ahrens
e-mail: ahrens9@gmail.com
Turen til Frilandsmuseet den 15. maj 2010
Bestyrelsen havde arrangeret en medlemsudflugt til Frilandsmuseet i Lyngby den 15. maj.
Vi var en gruppe på omkring 20, der var mødt op til en – som det skulle vise sig – meget spændende omvisning.
Vejret var ganske rædselsfuldt, da vi skulle begynde. Regn i store mængder. Men da vores guide skulle begynde turen, holdt regnen op, og der var tørvejr i de to timer, turen varede.
Det var heldigt, da vi skulle færdes over ganske store afstande.
Temaet var handicappede i det danske landbosamfund. Der var store forskelle på, hvorledes forholdene var for de handicappede rundt omkring i landet. Mange var under fattigforsorg eller anbragt på fattiggårde. En af gårdene (Lønnestakgården) gjorde et særligt indtryk på os, idet der inde midt i beboelsesdelen på gården, var et totalt mørkt rum, dvs, uden vinduer, hvor familien havde deres blinde og udviklingshæmmede mandlige medlem boende.
Det af Frilandsmuseet veltilrettelagte og dygtigt gennemførte besøg blev afsluttet på en hyggelig restaurant med et godt menukort i Lyngby.
Karsten Ahrens
Beretning vedrørende en af de ældst kendte danske blinde, Adolf Gether
Nedenstående beretning er hentet i heftet: ”Fra Blindeinstituttets studiesamling”, skrevet af afdøde inspektør ved Blindeinstituttet i København, Folke Johansen.
Folke Johansen har valgt at beholde den gamle stavemåde, og det gør vi ligeledes her.
”En af de ældst kendte danske blinde hed Adolf Gether. Han var elev fra Det kongelige Blindeinstitut i Helliggeiststræde, hvis leder, professor Brorson skrev blandt andet følgende om ham i ”Journal udgiven til Fordeel for de Blinde” i 1824 under rubrikken: ”Fortælling om de i Instituttet værende Blinde”:
”Adolf Gether er født den 4. October 1810; hans Fader var Negotie-Assistent i Det Asiatiske Compagnis Tjeneste og døde i 1820. Hans Moder døde i 1814, og det blinde barn blev forladt. Men den hulde Moder-Natur havde givet ham en formaaende anbefaling i hans lyse, blide Aasyn; den lille, blinde venlige Dreng stor venneløs ved sin Moders Kiste, og Faderen paa Søerejser; da traadte tvende medlidende Mænd frem; de hørte til det samfund, der glædes ved, at sørge for Blindes Dannelse; de betalte for Barnets Pleie, gave ham under Lærerindens særdeles Tilsyn, indtil han nærmede sig den alder, da han efter vore Love kunne deeltage i Undervisningen, og frit nyde dannelse og Pleie.
Adolf har ved sine heldige Evner og Fliid stedse glædet sine lærere. Ligesom han ved sin godmodighed og Blidhed har været sin Kredses Yngling. Han er tjenstfærdig og føielig mod sine Medlærlinge, og dog røber den Varme, hvormed han disputerer og forsvarer sine Meninger, Anlæg til Selvstændighed.
Han er vel oplyst i Religionens Hoved-Sandheder og den kristelige Pligtlære og regner med Lethed. Han elsker Tonekonsten; det er dog den skjønne konst, som Mennesker og alle Dyr – Ædderkopper, Elefanter, Fiske, Amfibier, Fugle – have tilfælleds, og den maa derfor behage Barnet, som forener sig i Mennesker og Dyr. Musik skjenker Barnet Himlen, thi det har ikke tabt den, og hos det er der ingen mørke Erindringer som Dæmpere paa de klare Toner. Som Alpehyrden bortsynger den tomme Kiedsomhed, saa bortsynger Barnet sin Barndom, vedbliver at synge og hører kun sig selv.
Adolf har tillige heldige Evner for Tonekonsten. Hr. Gerlach gav ham den første Undervisning, i at spille paa Fløite; og da Capel-Musicus Hr. Bruun ved den Undervisning, han havde skjenket Peter Jensen, saae hvad der ved Blinde kunne udrettes, og Adolf havde vakt hans velvillige Opmærksomhed, saa forøgede han sine Fortjenester mod Instituttet, ved at tilbyde, at ville undervise ham. Han har et fint Øre, en behagelig Tone og tro Hukommelse. Han er flere Gange offentligen bleven hørt, og lønnet med smigrende Bifald.
Han kan skimte lidet med det høire Øie, det er ham vel ej til Nytte ved sit Haandarbeide, men hjelper ham dog til at veilede sig der, hvor ei ventes store Vanskeligheder. Han strikker godt og hurtigt og spinder meget godt.
Ved hans sikre Hukommelse, tydelige stemme og tækkelige Udvortes have vi flere Gange ladet ham fremtræde som Tolk for sine Medlærlinges og egne taknemlige Følelser; og den lille Talsmand er bleven hyldet med megen Tilfredshed af sine Tilhørere.
Forsynet har vaaget over Drengens Gang, og der er aldrig mødt ham noget Uheld. Hans Sind er roligt og muntert; tilfreds med sin Skjæbne hører han ugjerne hine frugtesløse Beklagelser, som Medlidenhed ei kan tilbageholde ved synet af denne elskelige Dreng.
I Drømme synes han, at see, men oftere fæle ens yndige Gjenstande. Lægerne har ei hos ham funden nogen Operation anvendelig.
Brorson”
Adolf Gether blev på Instituttet uddannet som organist og pianostemmer. Efter uddannelsen ernærede han sig dels ved at hjælpe til ved lektiegennemgang på Instituttet, dels ved pianostemning ude i byen. Ofte virkede han som vikar for organister, især ved Frue Kirke. I 1848 fik han fast ansættelse som organist ved Vor Frelsers Kirke, hvor han virkede til sin død i 1873. Ved det nye instituts oprettelse i 1858 fik han ansættelse der som lærer i orgelspil, musikteori og fløjtespil, hvor han virkede til sin død. Han komponerede en del, blandt andet salmemelodier, hvoraf enkelte benyttes endnu for eksempel ”Hyggelig, rolig”. Jævnsides med sine to stillinger fortsatte han som pianostemmer ude i byen, og han gav ofte koncerter.
(”Negotie (handel). Folke Johansen.
Beretning/erindringer fra vores medlem Flemming Egedal
På blindeskole i København
Jeg har tidligere, her i bladet (juni 2008), skrevet et par indlæg fra mit ophold på ”Refsnæsskolen” ved Kalundborg, fra august 1961 til juni 1963, en skole for blinde og stærkt svagsynede børn.
Jeg vil her fortælle lidt om mit ophold på blindeinstituttet i København.
Instituttet lå dengang på Kastelsvej 60 på Østerbro, hvor første del blev taget i brug i 1858, med en udvidelse i 1880’erne, så der samlet var en firfløjet bygning, med en lukket asfalteret gårdsplads, som var udmærket til skøjteløb om vinteren, hvor gårdspladsen blev overrislet med vand.
Instituttet var en skole for unge og voksne elever, som fik en boglig, erhvervs- eller organistuddannelse, med muligheder for yderligere undervisning på andre musikinstrumenter.
De fleste elever fik en eller anden form for uddannelse, med henblik på, at de ved et job, kunne forsørge sig selv, men ligesom det er i dag, voksede jobs dengang heller ikke på træerne, så alt for mange fik tilkendt en invalidepension, i dag førtidspension. Vi var på et tidspunkt ca. 300 blinde og stærkt svagsynede, som havde jobs ved omstillingsborde, fortrinsvis i ministerier og andre af statens styrelser og institutioner.
Det antal er der desværre ikke ansat længere, og hvorfor, er der sikkert ingen, der kan svare på, men den teknologiske udvikling har gjort, at det i dag er væsentlig lettere at betjene et omstillingsbord, da omstillingsborde er computerstyret, så det ikke længere er nødvendigt at huske på alle de mange numre.
I midten af halvfjerdserne var der 20 blinde og stærkt svagsynede, som havde jobs ved forsvaret, men i dag er der kun 2 ansatte tilbage, en på kasernen i Ålborg, og så mig på Sønderborg kaserne, og jeg er den sidste som er tilbage af den gamle garde.
Det kan undre mig, at Instituttet for blinde og svagsynede og de kommunale jobcentre ikke gør en større indsats for at få blinde og stærkt svagsynede beskæftiget ved de store omstillingsborde, da der i dag findes fleksjob og job med løntilskud.
Det var i august måned i 1963 jeg ankom til instituttet, hvor min klassekammerat fra ”Refsnæsskolen”, Torben Olsen og jeg, fik plads på en 6 mands sovesal, ”Røverstuen”, hvor vi var i alderen fra 14 til 17 år, men der var ikke mulighed for noget privatliv.
Det var således, at indtil vi fyldte 18 år, var vi interne elever med bopæl på instituttet, og når man så var fyldt 18 år, var man ekstern elev, med bopæl ude i byen, normalt på et lejet værelse, som instituttet betalte.
Vi var nu kommet i den alder, hvor interessen for det modsatte køn var blevet stærkt tiltrækkende, men under de elendige boforhold, vi havde, var der ikke de store muligheder for alt for meget kæresteri, da der, som regel, altid var andre til stede, men det var en offentlig hemmelighed, at hvis et par havde behov for at være alene, ja, så har gymnastiksalens rullemadras hjulpet mangen et par, som havde stor trang til en hyrdetime, men hvad der så herudover kom ud af det, vil jeg overlade til læsernes egen fantasi.
Jeg startede i 8. klasse, hvor de stærke boglige elever var samlet, men da vi ikke havde haft undervisning i tysk på ”Refsnæsskolen”, kunne vi ikke komme i 1. real, før vi havde indhentet dette fag.
I 8. klasse havde vi gymnastik 3 gange om ugen, hvor Svennesen, en pensioneret premierløjtnant, tilsyneladende ikke havde glemt, hvordan han tidligere havde hundset rundt med basserne.
Vores gymnastiktimer gik med fuld appel og høj kommandoføring. Han fik den vanvittige ide, at vores kroppe skulle hærdes som rigtige nordiske vikinger, så vi skulle have gymnastik med bar overkrop, men da gymnastiksalen om vinteren var hundekold, var vi 3 elever, som nægtede at gøre gymnastik i bar overkrop.
Nu kunne Svennesen være temmelig kolerisk, og han gik da også helt amok.
En elev blev smidt ud af døren, og det foregik så voldsomt, at dørpumpen knækkede og røg af. Den anden elev, som var en stor stovt jysk knægt, turde han ikke gå i krig med, men så var turen kommet til mig.
Han var efterhånden blevet så ophidset, så hans stemme var kommet helt op i facetten og fråden stod om munden på ham, og med knyttede næver foran mit ansigt, truede han mig med, at han ville knuse mig, og han ville kvæle mig. Godt nok noget af en voldsom trussel, men lige med et mistede han sin stemme af bare ophidselse, så stemmen i flere uger kun var en hvisken, og tavs var han. Sikken en fred der blev.
Der kom jo selvfølgelig et efterspil. Vi 3 elever blev bortvist fra gymnastiktimerne i 3 måneder, og hvis vi troede vi skulle slappe af, så troede vi fejl. Folke Johansen, ”Mester”, sørgede for, at vi blev placeret i hvert sit klasseværelse, og han gav os regneopgaver, som skulle være løst inden timen var slut, og nåde være den elev, som ikke havde nået at løse alle opgaver, så var balladen der.
Vi kunne alle lide Folke, da han altid var retfærdig. Klagede vi over maden, satte han sig ved bordet og smagte på maden, og havde vi ret, styrede ”Mester” direkte ned i kælderen til økonomaen, og der var ikke noget at tage fejl af, hans ordforråd gik direkte op i spisesalen, så alle elever kunne høre hans tordentale til økonomaen.
Det var dengang, at Statens Blindeforsorg, var begyndt at integrere blinde og stærkt svagsynede elever, som man skønnede kunne klare sig i de kommunale folkeskoler.
Vi var 4 elever fra 8. klasse, 2 blinde piger og 2 stærkt svagsynede drenge, som startede i 1. real på Øster Farimagsgades skole i august måned i 1964, men det var svært at få del i klassens sociale samvær. Det med at have klassekammerater uden for skoletiden fik vi aldrig.
Vi følte ikke det var nogen succes at starte i en kommuneskole, da vi havde været vant til de beskyttede forhold, som vi kom fra på instituttet.
Vi havde ingen forhånds kendskab til vores nye klassekammerater. Instituttet burde på forhånd have skabt en kontakt mellem de nye kammerater og os inden skolestarten, så var det måske gået bedre for os. Vi blev aldrig inviteret med til fødselsdage eller fester.
I gymnastiktimerne spillede vi om sommeren fodbold, og da jeg på dette tidspunkt havde et nogenlunde syn, kunne jeg klare mig på lige fod med de øvrige klassekammerater, men om vinteren blev der spillet håndbold i gymnastiktimerne, og her måtte jeg kapitulere, selv om jeg havde spillet håndbold på ”Refsnæsskolen”, men det var med ligesindede. Spillet gik alt for hurtigt, så Torben og jeg sad og så på, mens gymnastiklæreren læste kriminalromaner, og en gang imellem fløjtede han, men for hvad, det måtte han så bagefter i en fart prøve på at finde ud af.
Jeg har i øvrigt gået i klasse med Tommy Kenter, og det var aldeles ikke kedeligt. Han var også dengang en spasmager, som kunne sætte kolorit på timerne, til stor fortrydelse for lærerne.
Som unge mænd, var der også dengang ting der skulle afprøves, også ting, som var forbudte.
I de år begyndte hashen at florere, og den fik også sit indtog på instituttet, hvor mange af de unge mænd skulle prøve at ryge det stads, men her kan jeg sige mig fri. Jeg har aldrig røget hash, og kommer heller aldrig til det.
Et andet forbudt område, vi dyrkede en del, var besøg på værtshuset ”Tria”, hvor vi ikke måtte komme, da vi ikke var fyldt 18 år, men tjeneren var ligeglad, bare han kunne få solgt nogle bajere, så var han tilfreds, men en dag gik det alligevel galt. Da vi sad og havde det lige så hyggeligt i et godt socialt samvær over en øl, gik døren op, og hvem stod der.
Jo, det gjorde såmænd Folke, ”Mester”, og han så aldeles ikke særlig venlig ud. Han lignede nærmest en tordensky, som var ved at gå i udbrud.
Med hans dybe basstemme, blev vi beordret ud af værtshuset med det samme, og det på trods af, at vi ikke havde drukket ud.
Vi fik den klare besked, at han straks ville se os alle på hans kontor, og det kunne godt nok være, at der faldt verbalt brænde ned, og da mødet var slut, blev der sagt kort farvel, og ”mester” smækkede døren bag os med et kæmpe brag.
Beskeden var klar, så vi ikke i en lang periode turde komme på ”Tria”, men så var der jo værtshuset ”Livjægerkroen”, så lå lidt længere væk fra instituttet, og her blev vi aldrig taget på fersk gerning, gud ske lov for det.
Nu var der ikke mange af os, som havde ubegrænsede midler, så der blev kun råd til en øl i ny og næ.
I 1964 lejede Statens Blindeforsorg en nedlagt stiftelse for blinde kvinder på Sorgenfrivej i Kongens Lyngby, hvor der var 12 enkeltværelser og en lejlighed til et bestyrerpar, som skulle sørge for ro og orden, samt sørge for, at vi fik morgenmad inden vi skulle med S-toget, for at passe vores daglige dont.
Jeg var så heldig, at jeg i september måned i 1965 fik tildelt et af disse værelser, og det var en stor lettelse, at man ikke længere skulle dele værelse med andre. Endelig kunne jeg få mig et privatliv.
I Kongens Lyngby fik vi rigtig mulighed for at udfolde os, da bestyrerparret aldrig blandede sig i, hvad vi lavede, så der blev holdt mange gilder, og jævnligt var der unge kvinder, som overnattede, med den hygge, som 2 unge mennesker nu engang kunne finde på.
Det eneste som kunne gå helt galt var, hvis en ung kvinde gik på badeværelset midt om natten med stilethæle, så vågnede manden til bestyrerparret, da deres soveværelse lå under badeværelset, så kom han farende op i slåbrok og med strithår, og så blev den formastelige kvinde straks bortvist fra huset, og det uanset om det var midt om natten, og her hjalp ingen kære mor.
En af vores søndagsture var, en lang travetur rundt om Lyngby sø, da søen lå lige i nærheden.
Efter en lang og god travetur var vi klar til at tage S-toget til Østerport, så vi rettidig kunne nå at indtage vores middagsmad på instituttet.
Fra april til udgangen af oktober måned var vi 6 til 7 store knægte, der spillede fodbold søndag eftermiddag, når vejret tillod det.
I begyndelsen af april spillede vi altid på bare fødder og brugte en rød gummibold.
Gummibolden lagde sig engang ved siden af en af de kugler, som vi brugte til kuglestød, og da den havde lagt ude hele vinteren, var den blevet ræverød af rust.
Jeg tog et godt tilløb, og ville med fuld kraft sparke til bolden, men i farten ramte jeg kuglestødskuglen med stor kraft, så der blev ikke til mere fodboldspil for mig den dag.
Om aften måtte jeg en tur på Kommunehospitalets skadestue, hvor lægerne konstaterede, at jeg havde fået en mindre revne i venstre fods storetås led.
I teenageårene kunne man godt komme lidt på tværs af det etablerede.
Der skete det for mig, at jeg i slutningen af november i 1965 var blevet godt gammeldags træt af at gå på Øster Farimagsgades skole, så jeg valgte at stoppe i den skole, men ih du forbarmende en ballade, der blev. Jeg husker den som i går.
Jeg blev kaldt til en kammeratlig samtale på Folkes kontor, hvor han forholdt mig, at han simpelthen ikke kunne fatte, hvorfor jeg havde stoppet med at gå i skole, når jeg nu engang havde de gode boglige kundskaber, men hvor han vidste det fra, ved jeg ikke.
Resultatet af samtalen blev da, at jeg i begyndelsen af januar måned i 1966, startede på et realeksamens kursus for voksne, og her fik jeg udleveret min realeksamen i midten af juni måned i 1967.
Den var godt nok på det jævne, men til al held kom jeg op i dansk og historie i de mundtlige fag, så jeg redede en rimelig og acceptabel realeksamen, men jeg havde også drevet den temmelig meget af i det sidste trekvarte år, da jeg havde fået en helt anden interesse, som var mere spændende.
Under de skriftlige eksamensprøver, præsterede jeg at skrive gjort med D i diktat, og det var noget der trak ned, mens jeg normalt skrev diktater til 10 eller 11, så det var godt nok en bøf.
Med tiden er jeg da blevet lidt klogere, men det vil jeg overlade til andre at bedømme.
Som et kuriosum vil jeg til sidst fortælle, at det var i 1966, jeg mødte min allerførste rigtige og eneste store kærlighed, da en 21 års ung dejlig kvinde blev ansat som husassistent på instituttet, og nu har jeg været gift med denne dejlige kvinde i 42 og ½ år.
Flemming Egedal
Indkaldelse til den ordinære generalforsamling med tilhørende arrangement
19.-20. februar 2011 på Fulgsangcenteret i Fredericia.
Dagsorden og det øvrige program vil blive udsendt i januar 2011.
Hermed har du læst det, vi havde valgt at bringe denne gang. Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Det er noget, vi ved, interesserer alle og enhver.
Hvis du har læst dette hefte på sort eller punkt, vil vi, som tidligere skrevet, opfordre dig til at oplyse os om, at du fremover gerne vil modtage bladet på e-mail eller cd. Det gøres ved, at du ringer eller skriver til Hans Erik Olsen. Tlf. 56 21 75 86. Mobil. 28 12 21 28 E-mail: heolyd@vores-mail.dk
Bestyrelsen ønsker endvidere alle medlemmer og deres pårørende en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.
Med venlig hilsen.
Karsten Ahrens, redaktør