Nyhedsbrev nr. 2 maj 2022

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2/2022.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Referat af generalforsamlingen afholdt 5. marts 2022 ved John Heilbrun

3. Mange uhyrlige beskrivelser af vold og tvang i historisk udredning om anbragte i særforsorgens institutioner ved Ove Gibskov

4. Anmeldelse af læge Jesper Froms artikel “Oftalmologiens- og Blindesagens historie i Danmark” ved Poul Lüneborg

5. Fjerde del af Ove Gibskovs barndoms- og første ungdomserindringer

6. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

Lørdag den 5. marts var vi samlet til årets generalforsamling på Fuglsangscentret. 20 medlemmer deltog i et meget vellykket arrangement. Beklageligvis havde nogle medlemmer set sig nødsaget til at melde afbud på grund af sygdom og nervøsitet for at blive smittet med covid19. Forløbet af generalforsamlingen kan læses nedenfor i John Heilbrunns fine referat. Sidste programpunkt om lørdagen var en helt speciel musikoplevelse med Rune Most, solofløjtenist i Odense Symfoniorkester og pianisten Berit Juul Rasmussen. De spillede kompositioner af den blinde komponist Niels Peter Jensen, der levede fra 1802 – 1846. Niels Peter Jensen var blandt de første elever på Kjædens Blindeinstitut oprettet i 1811. I min anmeldelse nedenfor af læge Jesper Froms artikel “Oftalmologiens- og Blindesagens historie i Danmark” fortæller jeg om nogle sider af dette instituts betydning. Jeg kan kun anbefale medlemmer der har særlig interesse i denne del af blindes historie, at læse denne artikel, som kan tilsendes ved henvendelse til undertegnede. Jesper From redegør i sin artikel, som er offentliggjort i Dansk Medicinskhistorisk årbog 2021, blandt andet om en række læger, som i første halvdel af 1800-tallet har haft stor betydning for udviklingen af den hjemlige indsats overfor blinde.

Henrik Olsen sørgede for, at koncerten med Niels Peter Jensens musik blev optaget efter alle kunstens regler. Rune Most har netop sagt god for at optagelsen vil kunne lægges på selskabets hjemmeside til glæde for alle, der gik glip af denne unikke musikoplevelse.

Hans Erik Olsen tog søndag formiddag generalforsamlingens deltagere med på et strejftog tilbage til årene under og efter 2. Verdenskrig. Han afspillede en række private grammofonoptagelser med blinde der fortalte, sang og leverede nogle fine musikoptagelser.

Ove Gibskov har gennem de sidste 4 nyhedsbreve på en morsom og inspirerende måde beskrevet sine oplevelser som elev på Refsnæsskolen og på Blindeinstituttet. I hans sidste bidrag nedenfor afslutter han sine erindringer med en beskrivelse af, hvorledes hans liv formede sig efter han forlod Blindeinstituttet. Ved læsningen af Ove Gibskovs 4 erindringsartikler bliver man overbevist om, at han ikke har noget behov for en officiel undskyldning i anledning af den behandling, som han modtog under sit mangeårige ophold indenfor Blindeforsorgen. En sådan undskyldning er der imidlertid grund til at overveje overfor mange af de tusindvis af borgere, som har haft ophold på Særforsorgens mange øvrige institutioner.

Ove Gibskov fremlægger i sin egenskab af selskabets redaktør i dette nyhedsbrev en meget omfattende redegørelse af den rapport, som Forsorgsmuseet i Svendborg, netop har afleveret til regeringen om behandlingen af de mange tusind borgere, som i årene 1933-1980 var klienter under Åndsvagforsorgen og den øvrige særforsorg.

Jeg ønsker alle medlemmer god læselyst, nu hvor foråret og forhåbentlig en lang sommer står for døren.

2. Referat af Blindehistorisk Selskabs generalforsamling afholdt 5. marts 2022 ved John Heilbrun

Mødet fandt sted på Fuglsangscentret i Fredericia og indledtes kl. 13.30 og afsluttedes kl. 16.00.

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

Formanden bød hjertelig velkommen. Han kunne konstatere, at der er et vist mandefald, idet vi er udfordret af covid 19, udbrud og nervøsitet for at blive smittet, og af andre grunde.

Vi kunne glæde os over, at deltagerlisten og programmet var udarbejdet af fuglsangcentrets personale i punktskrift og i trykt tekst. Det er rigtig glædeligt.

Der henvises for så vidt angår dette møde til oplysninger givet i nyhedsbrev nr. 1 2022.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

Følgende personer deltog:

Poul Lüneborg, Rudi Geert-Jørgensen, Leif Martinussen, Anne Sparre, John David Heilbrunn, Thorvald Kølle, Lena Bang, Ebbe Olesen, Hanne Eriksen, Elin Johansson, Allan Andresen, Mogens Nielsen, Henrik Olsen, Hans Erik Olsen, Heidi Madsen, Tommy Simonsen, Kirsten Koed Hansen, Thorben Koed Thomsen, Erik Vind Frost, Karen Marie Pedersen.

Der er således 20 personer til stede, alle medlemmer af selskabet.

3. Valg af dirigent

Erik Vind Frost blev foreslået og blev valgt.

Erik konstaterede, at mødet er lovligt indkaldt i henhold til vedtægternes krav om varsel, mødets tidsmæssige placering samt udsendelse af materiale på behørig vis.

Valg af stemmetællere: Valgt blev Anne Sparre (punktlæser), og Thorben Koed Thomsen (som har en synsrest).

Valg af referent: John Heilbrunn blev valgt.

4. Godkendelse af dagsorden

Dagsorden blev gennemgået og godkendt uden tilføjelser.

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 20. juni 2021 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 3/ 2021

Der var ingen kommentarer.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2021/2022 til godkendelse, beretningen blev offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2022

Indledning.

Samarbejdet i bestyrelsen har været godt og konstruktivt, og Ole Brun Jensen har også bidraget i forhold til hjemmesiden.

Der har været afholdt tre fysiske møder og et Zoom møde.

På trods af Corona er det lykkedes at gennemføre de ønskede aktiviteter.

Medlemsstatus.

Freddy Nielsen, som har været et aktivt medlem inden for sundhedsområdet og rehabilitering Danmark, og Niels Eskær, som har været aktiv som pianist, organist og aktiv i teaterkredsen, oprindelig uddannet Telefonist, er gået bort i beretningsperioden.

Jørgen Eckmann er også afgået ved døden, jf. artikel bragt om hans livslange arbejde i DBS’s medlemsblad nr. 9/2021 og i BHS nyhedsbrev nr. 3/2021. Formanden benyttede lejligheden til at mindes disse medlemmer for deres indsats.

Desuden er Jan Fristrup, som ikke var medlem af BHS, gået bort, hvilket bør nævnes, fordi han har været en kerneanalytiker i forhold til blindes beskæftigelses- og uddannelsesforhold.

Poul tilføjede, at en liste over forestillinger optaget i amatørteatret vil blive lagt op på hjemmesiden og vil kunne rekvireres, hvor bl.a. Niels Eskjær optræder.

Antallet af nye medlemmer har været begrænset, nogle har ikke ønsket at forny medlemskabet. Status udgør ca. 125 stk. idet der er foregået en resultatgivende rykkerprocedure.

Det er ønskeligt at nå ud til personer uden for Dansk Blindesamfunds medlemskreds, som har interesse i blindes forhold og til visse institutioner og virksomheder. Selskabet tæller 5 sådanne medlemmer. Andre medlemmer af Synsdanmark har ikke responderet på opfordringer om at blive medlem.

En hvervefolder har ikke givet respons. Museumsdagbogen har ej heller været et aktivt værktøj i rekrutteringsarbejdet.

Selskabets medlemsliste.

Den er kommet ind i en god gænge, og når vi kender det endelige antal medlemmer, bliver den udsendt i trykt, punkt og daisyformat. De, som ønsker at stå med begrænsede kontaktoplysninger, bliver respekteret. Vi har dog fået enkelte “yngre” medlemmer, hvilket er glædeligt.

John nævnte behovet for at overveje aktiviteter, som i højere grad kunne tiltrække unge personers opmærksomhed.

Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.

Arbejdet foregår i et samarbejde mellem medlemmer af bestyrelsen og medlemmer af DBS Fritids- og kulturpolitisk* udvalg. Der er pt usikkerhed om viljen hos Medicinsk Museion til eventuelt at overtage de tilbageværende blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs, en sag som gruppen prioriterer en afklaring af.

Medlemsbladene fra 1916-2006 er nu fuldt digitaliseret, dog mangler blade for 1956 *- 1957.

Hvad angår interviewundersøgelser, er der udført flere interviewundersøgelser med informatørerne som respondenter (det gælder blandt andet forholdene for blinde efter 2. verdenskrig). Disse knap 90 interview er nu alle digitaliserede.

Sikring af lydoptagelserne er et emne, som drøftes med DBS. Nye begivenheder bør i den sammenhæng dokumenteres.

En udløber af medlemsmødet om undskyldning til Godhavnsdrengene, samt eventuelt i forhold til andre grene af særforsorgen blev også omtalt. Rapport fra forsorgsmuseet i Svendborg, med tre videoer, forventes leveret til regeringen 14. marts 2022. Der var ingen af dem, som deltog i et møde den 16. februar 2020, om forhold inden for blindeforsorgen, som mente, at blinde som elever på Refsnæsskolen har behov for at modtage en undskyldning. Formanden henviste i den forbindelse til en artikel om denne periode udarbejdet af Ove Olsen. Det var formandens opfattelse, at beskrivelsen i artiklen gav et ganske godt billede på godt og ondt af forholdene.

Selskabets egne projekter i det forløbne år.

Projektregistrering af blindehistoriske effekter vil nu da covid19-epidemien er ved at være overstået, forhåbentlig kunne afsluttes sammen med Medicinsk Museion og Blindeinstituttet.

Der arbejdes på at få indsamlet registrerede effekter, noget som drøftes med Medicinsk Museion. Registraturen på Medicinsk Museions hjemmeside kan anvendes til at se, om en tilbudt effekt allerede findes (dubletter).

Projekt “Blindes levevilkår i 1960-1970-erne”.

John Heilbrunn har tilbudt at være tovholder for projektet. Han gav en redegørelse for baggrund, samt omtalte et møde som netop er afholdt med de 5 personer, som har indvilget i at ville gennemføre interview af 25 udvalgte personer. Det er et projekt, som er opstået efter ønske fra Medicinsk Museion omkring 2015 med inspiration af levnedsbeskrivelser indleveret af PTU – Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede. Der er i tiden frem til 2020 afholdt diverse møder og udarbejdet et bud på en interviewguide. Under det møde som netop er afholdt blev det konstateret, at spørgsmålene går langt dybere og bredere end blot at beskrive uddannelses- og beskæftigelsesmulighederne på basis af den udvikling, som spirede frem i 60’erne som et slags “oprør” fra elevforeningen på blindeinstituttet samt en øget integration af elever i den almindelige folkeskole.

Erik Vind Frost pegede på muligheden af eventuelt at lade en studerende bearbejde det indsamlede materiale som et projekt.

Dansk Blindesamfunds amatørteater.

Amatørteatret eksisterede i 60 år og har haft stor betydning samt har efterladt en lang række optagelser af forestillinger på lydbånd. Både materialet og selve aktiviteterne bør varetages respektfuldt og relevant.

Ønsker om at modtage forestillinger fra medlemmer vil blive honoreret. Materialet vil ikke blive lagt ud på hjemmesiden af copyright-hensyn. En liste over forestillingerne kan på anmodning tilsendes til interesserede. Formanden vil kunne bistå med udsendelse, såfremt man har en dropboks, hvortil større filer kan overføres. Kopier på CD og på anden vis vil ikke kunne honoreres.

Registrering af blindes sport- og idrætsaktiviteter.

Oprettelsen af et menupunkt på hjemmesiden var oprindelig en ide fremlagt af Henning Eriksen. Leif Martinussen har udarbejdet en omfattende Redegørelse om blindes deltagelse i sport og idræt dækkende perioden fra 1950-erne til 1980-erne. Grundet redegørelsens størrelse (mange billeder) vil den ikke kunne lægges på hjemmesiden, men den vil kunne tilsendes efter anmodning via Dropbox eller lignende.

Der foreligger nu tre optagelser om de første tandemklubbers aktiviteter. Hans Erik Olsen vil blive kontaktet, såfremt der fremsættes ønske om at få adgang til en bog om Midtsjællands Tandemklub.

Jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023.

Jubilæumsskrift, som er foreslået af Thorvald Kølle, er i proces, forestået af en arbejdsgruppe bemandet af Rudi Geert-Jørgensen, Thorvald Kølle og Leif Martinussen. En dispositionsplan er udarbejdet af sidstnævnte. Leif fortalte, at skriftet skal omfatte tre hovedområder: Baggrund, socialpolitiske ændringer og erindringer fra tidligere elever. Bogen ønskes publiceret i løbet af jubilæumsåret.

Erik Vind Frost bemærkede, at der også foregik en omfattende kursusvirksomhed rettet mod eksterne elever og aktører, altså som ikke har boet på skolen. Poul nævnte, at opmærksomhed bør rettes mod perioden efter blindeforsorgens nedlæggelse i 1980 og frem. Bidrag hertil vil blive modtaget med glæde.

Selskabets informationsvirksomhed.

Udsendte nyhedsbreve.

Der blev opfordret til at benytte elektroniske formater, som letter den enkelte læsers mulighed for at navigere mellem overskrifter (word eller Html format).

Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk. Den bør i endnu højere grad holdes levende og er selskabets “ansigt” udadtil.

Andre informationskanaler.

Her indeholder beretningen henvendelser, som modtages med anmodning om belysning af diverse problemstillinger, fx om forhold organisatorisk mellem DBS og Den organisatoriske indretning på Færøerne, Springvand i Kalundborg med punktmarkering og dets oprindelse og m.m.

Selskabets elektroniske arkiv.

Henrik og Hans Erik Olsen har gennem beretningsåret bidraget rundhåndet til afsnittet med lydoptagelser. Fx findes 89 filer med udsendelser med Carl Bjarnhof.

Heidi Madsen bemærkede, at der er behov for en oversigt over alle lydfiler? Og hun spørger også til indholdet af materiale på hjemmesiden.

Svaret herpå var, at da der er mere end 1.000 filer, vil arbejdet med en gennemgribende kategorisering være et meget omfattende arbejde.

Har Blindeforsorgens elever krav på en undskyldning?

Der henvises til tidligere bemærkning herom under omtalen af “Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe”.

Administrative og økonomiske forhold.

Coronaepidemien har medført, at der er kommet flere penge ind, end der er gået ud. Således er selskabets likvide midler kun reduceret med ca. 7.000 kr. gennem de seneste 5 år på trods af 3 store udgiftsposter – ny hjemmeside, 25 års jubilæum og udgivelse af Museumsdagbogen.

Afsluttende bemærkninger.

Intet at tilføje.

Beretningen blev godkendt enstemmigt.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2021 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse, regnskab og revisionsprotokol blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2022.

John redegjorde for regnskab, resultatopgørelse og balance, og revisor Hanne oplæste revisionens bemærkninger.

Især forøgelse af likvide midler blev fremhævet.

Afvigelsen på kr. 172 blev ikke set som afgørende i forhold til selskabets samlede økonomi. Billedet af økonomien er retvisende.

Der var ikke bemærkninger til regnskabet, som blev enstemmigt godkendt.

8. Fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

Dette blev enstemmigt vedtaget.

9. Indkomne forslag.

Der var ikke modtaget forslag.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen – på valg:

a. Formand Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2020. Han genopstiller og blev valgt med akklamation.

b. Lena Bang, valgt i 2021 for 1 år. Hun ønsker at genopstille.

c. Ove Gibskov, valgt i 2021 for 1 år. Han ønsker også at genopstille “jf. skriftlig tilkendegivelse”.

Der var ikke tilkendegivelser om yderligere kandidater, og de to opstillede blev dermed valgt med akklamation.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Ole Brun Jensen, valgt for et år i 2021.

De 2 suppleanter er begge villige til at modtage genvalg. Ole Brun Jensen, der ikke var til stede, havde skriftligt tilkendegivet villighed til genvalg.

De blev genvalgt med akklamation.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen, blev valgt i 2021 for 1 år – de er begge villige til genvalg. Kurt Nielsen var forhindret i at give møde, men han har skriftligt tilkendegivet, at han er villig til genvalg som revisor).

De blev begge valgt med akklamation.

f. Revisorsuppleant, Nete Parkov, blev valgt for 1 år i 2021. Nete Parkov var forhindret i at give møde, hun har skriftlig tilkendegivet, at hun er villig til genvalg som revisorsuppleant). Hun blev også genvalgt med akklamation.

11. Eventuelt.

Rudi Geert-Jørgensen spurgte til medlemslisten, om den må ligge på hjemmesiden. Generalforsamlingen har besluttet, at oplysningerne om medlemmer er personlige og ikke må publiceres. Bestyrelsen er altid villig til at bistå med kontaktoplysninger i passende omfang.

John Heilbrunn spurgte, hvordan man kan fremme blindehistorien især i forhold til de yngre med et synshandicap.

Rudi Geert-Jørgensen spurgte i den forbindelse, hvad de blinde yngre “mangler” fx i forhold til håndtering af pc-udstyr.

Karen Marie Pedersen mente, at et møde med DBSUs ledelse muligvis kunne føre til fællesarrangementer. De unges historie er noget andet end vores. Man må hægte vores historie op på deres? Sofie Monggaard Christensen, som er nyt ungt medlem, kunne måske komme med ideer og indspil.

Heidi Madsen, spurgte om man kunne lave blindehistoriske podcasts.

Poul har modtaget henvendelser om interesse for Refsnæsskolens historie. Hvorfor er institutionen i dag havnet i en fastlåst situation på basis af tidens udvikling?

Offentliggørelse af lydfiler på hjemmesiden er begrænset af reglerne om ophavsret og privatlivshensyn.

Ideer til systematisering af området blindehistorie modtages gerne.

Erik Vind Frost sagde, at DBSU nu har digitaliseret deres ungdomsblade.

2021 bød på jubilæum i Interessegruppen (50 år) og KABB (100 år). Disse områder burde også indtænkes i blindehistorisk perspektiv.

John Heilbrunn, referent

Farum, den 9. marts 2022

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg

Mødets dirigent Erik Vind Frost, den 14. marts 2022

3. Mange uhyrlige beskrivelser af vold og tvang i historisk udredning om anbragte i særforsorgens institutioner ved Ove Gibskov

Den 13. august 2019 gav statsminister Mette Frederiksen på regeringens vegne en undskyldning til Godhavndrengene for de voldsomme overgreb, de helt op til 1970’erne havde været udsat for. Derefter blev der taget initiativ til at undersøge, om nogle af de mennesker, der har oplevet svigt og overgreb, mens de boede på sær- og åndssvageforsorgens institutioner, også skal have en officiel undskyldning. Det drejer sig om dem, der var anbragt på institutionerne i årene fra 1933, da staten, efter at Socialreformen var blevet vedtaget, overtog ansvaret for forsorgen og indtil 1980, hvor ansvaret blev udlagt til amter og kommuner.

Det blev besluttet at kortlægge forholdene på institutionerne gennem en historisk udredning, som skulle koordineres af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg. Det er sket i et samarbejde med Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Rigsarkivet; og det var oprindeligt hensigten, at udredningen skulle være færdig i løbet af halvandet år – dvs. 1. august 2021. Men pga. covid-19 blev afslutningen ret hurtigt udsat til november og senere til marts 2022.

I øvrigt er det en generel opfattelse blandt forskere, at halvandet år er kort tid til en så omfattende udredning, Men det har i den her sammenhæng været afgørende at tage et væsentligt hensyn til målgruppen, hvoraf mange af dem, der stadig lever, jo er godt oppe i årene og gerne skulle kunne nå at modtage en undskyldning, hvis man beslutter at give en sådan. Det er dog ikke den historiske udredning, som tager stilling til det, men politikerne, der ud fra udredningens indhold afgør, om nogle og i givet fald hvem, der skal have en officiel undskyldning.

Udredningen er i høj grad baseret på interviews med bl.a. tidligere anbragte og pårørende samt arkivstudier. Her er der tale om det største antal arkivalier, der nogensinde er bestilt fra Rigsarkivet til én undersøgelse – nemlig 40 tons papirer. Det færdige resultat er da også endt med at fylde ca. 400 sider, hvad der er omtrent dobbelt så meget, som man i begyndelsen havde regnet med.

Udredningen er lige inden påske blevet offentliggjort af Social- og Ældreministeriet og har titlen: ”Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933-1980”.

De fleste af påskedagene var dog for mig allerede planlagt med andet en 400-siders læsning; så med den tid, der derefter har været til rådighed, har jeg ikke kunnet nå at læse og basere en dækkende omtale på hele udredningen. Men størstedelen er dog blevet læst, og den 29. april bragte Information en stor artikel, som er fuldstændig sammenfaldende med min egen oplevelse af indholdet.

Den er skrevet af journalist Ulrik Dahlin, som har givet mig lov til at bringe den her. Derefter kan man læse en oversigt over, hvor mange fra de forskellige forsorgsgrene, der er blevet interviewet, og den bliver fulgt op af en kort sammenfatning af udredningen, som kapitel for kapitel viser, hvor omfattende og detaljeret den er. Men altså først det meste af artiklen fra Information:

”Seksuelle overgreb, spark, brug af spanskrør og remme, indespærring og fiksering med muffetrøjer såvel som med medicin. Omfanget af den anvendte vold og tvang mod anbragte under særforsorgen har gjort indtryk på historikerne i historisk udredning.

 Blev anbragte i særforsorgen udsat for svigt og overgreb i perioden 1933-80, hvor de var under statens varetægt? Det spørgsmål fik fem historikere to år til at undersøge og besvare, og nu foreligger deres udredning.

Historikernes korte svar på spørgsmålet: Ja, mon ikke!

Efter at have analyseret et omfattende arkivmateriale og interviewet en række tidligere anbragte har de udarbejdet en udredning, som beskriver forholdene for børn, unge og voksne i særforsorgen.” ”Antalsmæssigt drejer det sig om tusinder og atter tusinder af medborgere.

»Vi er nok mest overraskede over omfanget af vold og tvang, især i åndssvageforsorgen. Og over den manglende retssikkerhed for anbragte i åndssvageforsorgen,« siger Klaus Petersen, professor ved Syddansk Universitet og en af forfatterne til udredningen.”

”Lige nu overvejer regeringen, hvad der videre skal ske. I den forbindelse vil spørgsmålet om en eventuel undskyldning til de tidligere anbragte naturligvis komme på dagsordenen, eftersom henholdsvis anbragte børnehjemsbørn (Godhavnsdrengene) og de såkaldte grønlandske eksperimentbørn tidligere har fået en officiel undskyldning.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) ønsker ikke lige nu at give et bud på, hvad overvejelserne ender med.

»Vi igangsatte en omfattende udredning af særforsorgen for at kaste lys over et af de mørke kapitler i vores fælles historie og gav samtidig mennesker en afklaring omkring de svigt, de har oplevet, mens de har været i statens varetægt. Vi skal først og fremmest lære af fortidens fejl og sikre, at historien ikke gentager sig. Vi har modtaget udredningen og vil studere den nøje, før vi beslutter, hvad der nu skal ske,« nøjedes ministeren med at skrive i en mail.

Klaus Petersen har ingen kommentar til spørgsmålet om undskyldning eller ej.

»Vores opgave har været at beskrive forhold for anbragte i særforsorgen med særligt henblik på problematiske aspekter, så vidt det er muligt på baggrund af det kildemateriale, vi har haft til rådighed. Hvilke konsekvenser undersøgelsen skal have, er et politisk spørgsmål,« siger Klaus Petersen.

Baggrunden for særforsorgen

Med socialreformen i 1933 overtog staten ansvaret for samfundets ældre og svage, og samtidig blev forsorgen for en række grupper med særlige udfordringer – deraf navnet særforsorgen – udskilt fra den almindelige forsorgspolitik.

Rundt om i landet – ofte i idylliske og landlige omgivelser – blev der bygget små og store institutioner (op mod 500), hvor der gennem hele den undersøgte periode var anbragt mellem 9.000 og 21.000 personer. Der var meget stor forskel på de udfordringer, som de forskellige grupper havde. For blinde, døve, talelidende og epileptikere var der i første række tale om undervisning, og derfor var opholdet på for eksempel Blindeskolen på Refsnæs, statens døvstumme- og taleinstitutter eller Kolonien Filadelfia oftest begrænset til en kortere årrække eller måske et ophold på få måneder.

Anderledes var det for de mange tusinde, der var anbragt under åndssvageforsorgen: For det første var en anbringelse tidsubestemt, og derfor kunne opholdet på en centralinstitution med hundredvis af anbragte som Ebberødgård eller Rødbygård vare hele livet igennem. For det andet havde staten mulighed for tvangsanbringelser. Og helt frem til 1967 var der også lovgivningsmæssig mulighed for tvangssterilisationer. I mange år blev sterilisationer brugt som en adgangsbillet til en friere anbringelse eller endda en udskrivning. Ifølge udredningen er det da også først og fremmest inden for åndssvageforsorgen, at der er stribevis af beretninger om vold, tvang og overgreb. Dertil kommer, at anbringelse eller ej blev besluttet ud fra IQ-test (grænsen var 75), selv om der gennem hele perioden var kritik af metoden. Ifølge udredningen var de uklare kriterier for anbringelse med til at kompromittere de anbragtes retssikkerhed.

Fysisk vold mod de anbragte

Det var ikke tilladt for de ansatte i særforsorgen at bruge vold mod de anbragte. Alligevel forekom fysisk vold ifølge udredningen gennem hele perioden, især over for anbragte under åndssvageforsorgen, hvor det var »en konstant problematik« .

Historikerne understreger, at de kendte tilfælde alle stammer fra klager fra forældre eller de anbragte selv samt fra sager rejst under anbringelserne. Derfor må der påregnes et mørketal, ikke mindst fordi der var en udbredt modvilje i personalet mod at angive kolleger, ligesom der ofte hos de ledende overlæger på institutionerne var mistro eller tøven i forhold til at tillægge klager fra de anbragtes sandhedsværdi.

En overlæge på åndssvageanstalten Vodskov tilbageviste i 1945 eksempelvis en klage fra en mor til en anbragt pige med henvisning til pigens »almindelige løgnagtighed og fantasifuldhed« .

I den milde ende var der tale om lussinger, nakkedrag, skub og riv i hår. Det blev tit bagatelliseret af institutionsledelsen som i en sag fra Vodskov fra 1949, hvor overlægen udtalte, at selvfølgelig kunne der falde en lussing af »til en eller anden urolig dreng« , men det kunne nok ikke forhindres, »ligesom det er tvivlsomt, om man bør forhindre det« .

I den grovere ende var der tale om spark eller brug af genstande som rem eller spanskrør. De sager er der flest af i arkivmaterialet, fordi de efterlod sig mærker og sår, som kunne være sværere at ignorere.

Blandt mange eksempler kan nævnes en sag fra Ebberødgård fra 1942, hvor en anbragt mand klagede over, at plejerne »mishandler patienterne med at kværke dem og slå dem med kæppe« .

I en sag fra 1947 klagede en far til en anbragt over, at hans søn var blevet sparket af en funktionær på åndssvageanstalten Brejninge, så »sønnen nu var blevet lam i det ene ben« .

I 1960 endte en sag med »grotesk voldsom intern blødning« , som en overlæge beskrev sagen over for en kollega, da en plejeelev på Vodskov havde slået en asylist, altså en anbragt åndssvag uden bevægelsesevne.

Og i en sag fra 1972 havde en elev på Ribelund, en institution for fysisk og psykisk handicappede, givet en anbragt en endefuld og brækket armen på en spastisk pige i kørestol. Der var også dødsfald som følge af vold, eksempelvis i 1955, hvor en 11-årig dreng døde på sygehuset som følge af en plejeelevs vold.

Seksuelle overgreb

Det har ikke været muligt at anslå det samlede antal sager om seksuelle overgreb, men også her forudsætter historikerne et mørketal.

Der er en række sager om samleje mellem ansatte og anbragte, og de er alle fra åndssvageforsorgen. Eksempelvis er der på Rødbygård sager om mandligt personale, der havde stået i forhold til anbragte, men selv om de alle blev anmeldt til politiet, førte det ikke til retssager. Politiet afviste at bringe dem for en domstol på grund af »bevisets stilling« , altså at den forurettede var anbragt som åndssvag, hvorfor der ikke kunne hæftes lid til vedkommendes forklaring.

Andre gange blev den ansatte dog dømt, eksempelvis en nattevagt, der i 1968 blev dømt for voldtægt mod to mindreårige anbragte piger.

Seksuelle overgreb var heller ikke ukendte over for andre grupper under særforsorgen. Institutionerne var forpligtet til at yde omsorg eksempelvis under afvaskning og personlig hygiejne, og derfor kunne berøring sjældent undgås. Men der gengives adskillige beretninger fra døveskolerne og blindeskolerne om uønsket seksuel berøring, eksempelvis har en af de interviewede anbragte på Døveskolen i Nyborg fortalt om en kvindelig ansat, der under afvaskningen »legede med mit lem« .

Udredningen peger på, at den konstante overbelægning, den begrænsede plads og utilstrækkelige personaleressourcer gjorde det svært for institutionerne at sikre anbragte mod overgreb fra andre anbragte. Dem er der mange eksempler på. En otteårig pige på blindeskolen på Refsnæs blev i 1970’erne gennem et år udsat for overgreb fra ældre elever. Men da hun fortalte det til en pædagog, blev hun afvist: Den slags skete ikke på Refsnæs!

Afvist, ja endog afskediget, blev en kvindelig lærer på Djurslandsskolen i slutningen af 1960’erne, efter hun havde anklaget en mandlig kollega for »sadisme og seksuelle overgreb mod børnene« . I en tjenestemandsundersøgelse fastslog en dommer, at man ikke kunne bygge anklager på, hvad åndssvage børn sagde, og derfor røg den kvindelige lærer ud, selv om hendes forklaring blev bakket op af flere forældre til børnene.

Tvang under anbringelsen

I hele perioden har der været en omfattende palet af tvangsmidler – indespærring, fastholdelse, fiksering, tvunget sengeleje, medicinsk fiksering – til rådighed for de ansatte især inden for åndssvageforsorgen, hvor anvendelsen ifølge udredningen har været udbredt. Opfattelsen var, at tvang kunne være nødvendig for at undgå selvskade eller skade på andre (herunder de ansattes ret til selvforsvar), og først fra slutningen af 1960’erne begyndte man fra statens side at regulere brugen af tvangsmidlerne. Derfor har reguleringen indtil da været lokal og ofte forskellig fra den ene institution til den anden.

På de store institutioner for åndssvage var der lukkede afdelinger, som blev brugt flittigt både som adfærdsregulering og som sanktion. At straffe med indespærring blev først forbudt med en lovændring i 1977.

På anstalten i Vodskov var opført en vagtbygning med seks cellerum til 12 mænd og 12 kvinder. Men der var ofte overbelægning, ved en undersøgelse i 1963 var der eksempelvis dobbelt så mange indespærrede i bygningen. I en nærliggende bygning, Avlsgården, blev der også opført cellerum med en madras og en potte, intet andet. En tidligere ansat har fortalt, at når en anbragt kom ud efter at have været totalt indespærret i en celle på Avlsgården en uge eller to, »så var de lige, så de dinglede« .

I 1968 kom det første centrale regelsæt om fiksering og fastspænding, som både før og efter var meget anvendt mod voldsomhed, raseriudbrud, over for selvmordstruede og over for uønsket seksuel adfærd. Det kunne ske med bindebånd om benet, muffetrøje, vest med bændel, vest og fodrem, handsker samt rem om livet. Da en engelsk plejer i 1955 besøgte Vodskov, blev han forarget over den udstrakte fiksering. Det fik stedets overlæge til at foranstalte en rundspørge blandt kolleger på andre institutioner, som viste, at mellem syv og 22 procent af samtlige anbragte var fikseret dagligt. Og sådan fortsatte og fortsatte det.

På Ebberødgård blev gravide anbragte så sent som i 1968 rutinemæssigt »bundet fast i sengen« , som det lød i en beskrivelse fra et besøg. Da institutionen de følgende år forsøgte at begrænse fiksering, gik man over til medicinsk fiksering. Som følge af personalemangel måtte institutionen i 1974 meddele Socialministeriet, at ikke bare var flere patienter nu medicinsk fikseret, de medicinske doser var også større end tidligere.

Statens manglende tilsyn

Historikerne skulle også afdække rækkevidden af statens tilsyn i perioden. Ifølge udredningen blev der dog kun i begrænset omfang udført et effektivt, endsige systematisk tilsyn. Selv om der var oprettet tilsynsråd for flere af institutionerne, så viser det gennemgåede materiale ifølge udredningen, at de kun kom til »at spille en meget begrænset rolle i sagsbehandlingen inden for særforsorgssystemet« .

Omkring halvdelen af de anbragte åndssvage – de mest ressourcestærke – var gennem den undersøgte periode anbragt i familiepleje. Især i første del af den undersøgte periode var der tale om billig arbejdskraft ikke mindst til landbruget. Her var kontrollen endnu mere lemfældig. Ofte var det engagerede privatpersoner eller pressen, som måtte ruske op i forholdene, som det skete i 1950’erne i en sag om en familieanbragt kvinde. Hun havde været anbragt på en gård i 20 år og havde i alle årene haft en arbejdsdag på 17 timer foruden lav løn og elendige indkvarteringsforhold.

Konklusionen fra historikerne er derfor, at statens tilsyn var passivt. Man reagerede primært på indberettede sager eller sager, der blev rejst i pressen.

Det er svært ikke at blive indigneret, når man undersøger synet på og behandlingen af de åndssvage i 1930’erne og 40’erne, skriver historikerne. Dengang var eugeniske – racehygiejniske – tanker om de åndssvage som noget, samfundet skulle beskytte sig imod, vidt udbredt. Samtidig stod autoritetstro og disciplin langt stærkere, og det var helt legitimt både i familien og i skolen at slå børn.

»Man bliver naturligvis følelsesmæssigt berørt, når man arbejder med sådanne sager. Men vi har forsøgt at have en objektiv og beskrivende tilgang til et svært emne,« siger Klaus Petersen og tilføjer: »Vi overlader værdidommene til læserne.«

Det er præcis den proces, der nu er indledt i Folketinget og regeringen.”

Blandt de personer, som er blevet interviewet til udredningen, er der 28 tidligere anbragte, 27 ansatte og 3 pårørende til tidligere anbragte i åndssvageforsorgen.

12 blinde /svagsynede.

3 tidligere anbragte i døveforsorgen.

2 epileptikere.

8 fra vanføreforsorgen.

2 tidligere ansatte fra centraladministrationen

Her følger så som nævnt en kort sammenfatning af undersøgelsens resultater kapitel for kapitel.

Kapitel 1 Indledning

I det indledende kapitel præsenterer vi udredningens temaer og vores overordnede overvejelser i forbindelse med udredningsarbejdet. Desuden redegør vi for udredningsarbejdets organisering og tilgangen til undersøgelsens emner (herunder valg og fravalg samt sprog- og begrebsbrug).

Kapitel 2 Kort sammenfatning af udredningens resultater

Kapitel 3 Det anvendte materiale

Dette kapitel giver et kort overblik over det til undersøgelsen anvendte kildemateriale, som falder i to hovedtyper: for det første skriftlige kilder fra samtiden i form af et omfattende arkivmateriale fra særforsorgen, foruden love, betænkninger, folketingsdebatter m.m. For det andet interviews, hvor tidligere anbragte – og ansatte og pårørende – beretter om deres oplevelse med særforsorgen.

Kapitel 4 Kort oversigt over eksisterende forskning m.v.

Kapitlet er en kort oversigt over bøger og artikler, der behandler særforsorgens historie i perioden 1933-1980. Forskningen deles i forskellige typer: Udover enkeltstående større studier af forskerne Birgit Kirkebæk, Lene Koch og Jesper Vaczy Kragh, findes en række institutionshistorier i form af ældre jubilæumsskrifter og en række nyere og mere institutionskritiske forskningsbidrag. Desuden findes en række udgivelser baseret på øjenvidneberetninger fra anbragte og ansatte. Størstedelen af den eksisterende forskning knytter sig til åndssvageforsorgen.

Kapitel 5 Rids over særforsorgens udvikling 1933-1980

Dette kapitel tegner i hovedtræk særforsorgens udvikling 1933-1980 med afsæt i den bærende lovgivning og dens historiske kontekst. Det pointeres, at særforsorgen bestod af seks særforsorgsgrene (målrettet henholdsvis døve, blinde, vanføre, epileptikere, talelidende og åndssvage), som gennem hele den undersøgte periode i praksis havde deres egen forsorg med egne regler og institutioner. Særforsorgen var således en administrativ ramme for forskellige grupper af mennesker med handicap. I kapitlet følges særforsorgens udvikling gennem fire historiske faser: Perioden 1933-1950 betegnes som en etableringsfase, der startede med Lov om offentlig Forsorg fra 1933, hvortil også hørte den eugeniske lovgivning, som særligt fik betydning for åndssvageforsorgen. Den næste omfatter 1950’erne, som vi ser som en re-orienteringsfase, hvor datidens tanker om individets rettigheder og velfærdsstatens fremvækst dannede afsæt for en ny bølge af særforsorgslovgivning, som bl.a. satte uddannelses-, beskæftigelses- og normaliseringsdagsordenen i fokus. De to sidste faser overlapper hinanden. Den tredje omfatter 1960’ernes og 1970’ernes forsøg på at implementere dagsordenen fra 1950’erne, mens den fjerde handler om, hvordan der i kølvandet på socialreformen omkring 1970, gradvis var tale om en afvikling af særforsorgen, som fandt endelig sted i 1980 med udlægningen af særforsorgens opgaver til amter og kommuner.

Kapitel 6 Særforsorgssystemet

Dette kapitel beskriver det administrative særforsorgssystem, som blev etableret i 1933 og følger dets udvikling frem til 1980. Hvor kapitel 5 sætter særforsorgens historie i kontekst, beskriver vi i dette kapitel de administrative niveauer og enheder fra centraladministration til de enkelte institutioner, som vi undersøger nærmere i udredningen.

Kapitel 7 Intelligenskvotient og intelligenstest

I dette kapitel giver vi en kort redegørelse for introduktion og brug af IK-test i Danmark. En IK målt til 75 fungerede mere eller mindre som markør for grænsen mellem åndssvag og ikke-åndssvag. Vi berører kort debatten om validitet og praksis i forbindelse med brug af IK-test. Når IK og grænsen ved 75 fik en central betydning, var det fordi, det blev set som et af de mest objektive kriterier for indskrivning i åndssvageforsorgen.

Kapitel 8 Ind- og udskrivning af særforsorgen

I dette kapitel sætter vi fokus på, hvordan de forskellige grupper blev indskrevet i hver deres forsorgsgren. Indskrivning af blinde, døve, talelidende og vanføre skolebørn skete fra fem-seksårsalderen til kostskoler ofte langt fra hjemmet. Hensigten var at give børnene de bedste uddannelsesmuligheder, vel vidende, at det skete på bekostning af relationerne til familien. Anbringelsen ophørte normalt ved uddannelsens afslutning. Anbringelse under åndssvageforsorgen adskilte sig på flere områder fra de øvrige særforsorgsgrene, idet både børn og voksne kunne tvangsanbringes under åndssvageforsorgen, og anbringelsen var tidsubestemt. Kriterierne for anbringelsen eller tilbageholdelsen var bredt defineret i lovgivningen og beroede på et skøn i hvert enkelt tilfælde. I praksis blev det vurderet med brug af IK-test, men også vedkommendes opførsel og moral blev anvendt som pejlemærker i forhold til diagnose og forsorgstrang. De uklare kriterier for indskrivning kompromitterede de anbragtes retssikkerhed. Dertil kommer, at vejen ud af forsorgen kunne omfatte krav om sterilisation. I praksis blev vedkommendes samtykke indhentet, men samtykket var illusorisk, fordi de anbragte blev stillet over for et umuligt valg: fortsættelse af den tidsubestemte anbringelse eller – hvis de samtykkede i sterilisationsindgrebet – mulighed for at komme ud i en fri tilværelse.

Kapitel 9 Hverdagen som anbragt

Kapitlet fokuserer på hverdagslivet som anbragt i særforsorgen. Der er særligt fokus på de store totalinstitutioner under åndssvageforsorgen, som var præget af tendenser i retning af tvang og umyndiggørelse. Kapitlet fokuserer især på de sider af hverdagslivet, som i datiden blev udsat for kritik, eller som sidenhen har tiltrukket sig negativ opmærksomhed. Kapitlet viser, hvordan især åndssvageforsorgens institutioner gennem hele perioden var præget af dårlige pladsforhold og underbemanding og uden en privatsfære for den enkelte anbragte. Selvom der fra politisk side var fokus på problematikken, og forholdene blev søgt forbedret, skete forandringerne kun langsomt. Kapitlet viser bl.a., at der i perioder var en mangel på undervisnings- og aktiveringstilbud, og at det især gik ud over de svageste af de anbragte, som undertiden blev overset til fordel for åndssvageforsorgens mere ressourcestærke grupper.

Kapitel 10 Fysisk vold – lovgivning og regler

I dette kapitel undersøger vi de formelle regelsæt, der gennem undersøgelsesperioden forbød vold mod de anbragte i særforsorgen. De anbragte var formelt set beskyttet af straffelovens bestemmelser og fra 1960 og frem også af centralt udarbejdede retningslinjer, der rummede et tilsvarende forbud mod brug af vold. Inden for åndssvageforsorgen var der fra undersøgelsesperiodens begyndelse lokalt udarbejdede retningslinjer, der rummede et forbud mod at udøve vold mod de anbragte. Retningslinjerne lokalt såvel som centralt forudsatte dog, at de fysiske magthandlinger blev defineret som vold. I 1960’erne og 1970’erne blev forbuddet præciseret og skærpet ad flere omgange fra de centrale myndigheders side – det gælder både Socialministeriet (hvis ”slå-forbud” gjaldt for hele særforsorgen), Statens Åndssvageforsorg og Socialstyrelsen (som ligeledes dækkede alle forsorgsgrene).

Kapitel 11 Fysisk vold mod de anbragte

I dette kapitel viser vi, at der forekom fysisk vold mod anbragte i særforsorgen gennem hele undersøgelsesperioden, men at det særligt gjorde sig gældende i åndssvageforsorgen, hvor det var en tilbagevendende problematik. Der var tale om forskellige former for fysisk vold – fra lussinger og knytnæveslag til brug af genstande i forbindelse med overgreb. Den ansatte forklarede typisk hændelsesforløbet som en kædereaktion, hvor det var den anbragtes adfærd eller de strukturelle rammer, der havde presset vedkommende til at anvende vold. Reaktionen fra den lokale og centrale ledelses side varierede alt efter voldens grovhed og den anbragtes og ansattes generelle adfærd. I særlige tilfælde blev der iværksat en større undersøgelse af forholdene. De fleste sager ser ud til at have været håndteret internt i forsorgen, og uden at politi og domstole blev indblandet. Ansattes brug af vold i de andre grene af særforsorgen ser ud til at have været mere sjælden og i højere grad et udslag af enkeltstående begivenheder sammenlignet med åndssvageforsorgen.

Kapitel 12 Seksuelle overgreb

I dette kapitel undersøger vi seksuelle overgreb i form af samleje og uønskede seksuelle berøringer i forbindelse med anbringelse på særforsorgens institutioner. Seksuelle relationer mellem ansatte og anbragte var ikke tilladt i perioden. Det gennemgåede materiale viser dog, at der i hele undersøgelsesperioden og i hovedparten af særforsorgsgrenene findes sager med seksuelle relationer og seksuelle overgreb. Det fremgår både af det undersøgte arkivmateriale og af de tidligere anbragtes erindringer om anbringelserne. Sagerne omfatter både eksempler på brug af fysisk tvang i forbindelse med seksuelle overgreb, og eksempler hvor der ikke fremgår brug af fysisk tvang. Vi ser desuden også på seksuelle overgreb mellem de anbragte. I kapitlet pointeres også, at der kan eksistere et mørketal i forhold til seksuelle overgreb. Desuden viser vi, at de anbragtes vidnesbyrd om seksuelle overgreb ofte blev problematiseret med henvisning til deres generelle troværdighed som vidner og ud fra datidens syn på nogle af de anbragte som værende seksuelt udfarende.

Kapitel 13 Tvang og behandlingsmæssige indgreb i forsorgsudøvelsen

Kapitlet fokuserer på åndssvageforsorgen, hvor brugen af tvang var mest udbredt. Vi ser specifikt på tvang i forhold til isolering, tvungent sengeleje og fiksering samt medicinering og behandling i form af operative indgreb. Kapitlet viser, at brugen af tvang var udbredt som en accepteret del af behandlingen i åndssvageforsorgen, og at det blev motiveret ud fra et ønske om f.eks. at beskytte anbragte mod selvskade eller skade på andre anbragte og på ansatte. Men materialet viser også, at i en række tilfælde blev tvang – f.eks. i form af fiksering eller anbringelse i isolation eller på lukket afdeling – anvendt som sanktion. Fra 1950’erne blev tvangsforanstaltningerne i stigende grad diskuteret både internt i særforsorgen og eksternt. Det påpeges f.eks., at store overfyldte institutioner førte til en øget brug af tvangsforanstaltninger (herunder medicinering). Fra slutningen af 1960’erne blev regler for brug af tvang gradvist strammet, og synet på brugen af den i åndssvageforsorgen ændrede sig. Vi kan dog i det gennemgåede materiale se, at der helt op til 1970’ernes slutning fortsat dukkede sager op, som viste udbredt brug af tvangsforanstaltninger.

Kapitel 14 Sterilisation, kastration og abort

I dette kapitel undersøges åndssvageforsorgens praksis i forbindelse med sterilisation. Med åndssvageloven af 1934 var der hjemmel til at tvangssterilisere åndssvage. Sterilisation kunne gennemføres, hvis vedkommende ikke mentes at kunne forsørge eller opdrage børn, eller hvis det betød, at vedkommende kunne komme ud i en friere tilværelse. Der var med andre ord tale om kriterier, der i første omgang overlod det til overlægerne at fortolke og vurdere, om en person faldt inden for kriterierne. I praksis blev indstillingerne om sterilisation – ud over vedkommendes diagnose – begrundet i dels eugeniske hensyn, dels i muligheden for udskrivning. Hovedparten (to tredjedele) af de steriliserede var kvinder. Køns- og seksualitetsnormerne spillede en væsentlig rolle, idet seksuelle erfaringer (selv når de stammede fra overgreb) blev set som tegn på, at kvinden ville være seksuelt aktiv efter en udskrivning – deraf behovet for at sterilisere hende inden en udskrivning. Indstillingen skulle godkendes af Sterilisationsnævnet, og både her og på lokalt niveau var man klar over, at indgrebet ikke var frivilligt Det var ikke den eneste eugenisk motiverede lovgivning, idet også ægteskabsloven og svangerskabsloven forsøgte at hindre åndssvage i at få børn. Det var først i 1967, at 1934-lovens tvangsbestemmelser i forhold til sterilisation blev ophævet, hvormed den eksplicitte kobling mellem udskrivning og sterilisation ikke længere formelt set var gyldig.

Kapitel 15 Fejlanbringelser

Som det fremgår af kapitel 8, var regler for anbringelse i åndssvageforsorgen formuleret med et stort rum for fortolkning. Det betyder, at det ikke er muligt – set i nutiden – at vurdere den enkelte anbringelses berettigelse i forhold til datidens regler. Vi har derfor anvendt en snæver forståelse af fejlanbringelse som anbringelser, særforsorgen selv opdagede og erkendte som fejlagtige. Vi har kun fundet sådanne sager fra åndssvageforsorgen. I kapitlet skelnes mellem fejl ved anbringelsen (f.eks. en mand anbragt som åndssvag på grund af ikke-opdaget døvhed) og vurdering som fejlanbragt over tid (hvor f.eks. senere IK-test tydede på, at anbringelsen ikke burde have fundet sted). Desuden diskuterer vi fejlplaceringer inden for åndssvageforsorgens store specialiserede system som mulige fejlanbringelser. Med udgangspunkt i vores snævre definition af fejlanbringelse kan vi vise, at de i enkelte tilfælde fandt sted og blev erkendt af særforsorgssystemet. Vi må formode, at de sager, vi har fundet, dækker over et større mørketal med sager, som ikke blev opdaget eller førte til reaktion.

Kapitel 16 Tilsyn med særforsorgens udøvelse

I dette kapitel ser vi på tilsynet med anbringelser inden for særforsorgen. Allerede i 1935 blev det slået fast, at direktøren for Særforsorgskontoret skulle føre tilsyn med ”sine” institutioner. Det gennemgåede materiale tyder dog på, at tilsyn mest er sket ved at reagere på sager, som blev rapporteret opad i særforsorgssystemet, hvilket overlod et stort handlerum til bestyrelser og ledelser på de enkelte institutioner. I forbindelse med åndssvageloven i 1959 blev der oprettet eksterne tilsynsråd for de regionale forsorgscentre. Det samme skete for Kolonien Filadelfia (som behandlede epileptikere), mens der på de andre særforsorgsområder blev oprettet forskellige former for vejledende råd og nævn. Der er dog ikke meget, som tyder på, at disse tiltag førte til noget omfattende tilsyn.

Kapitel 17 Folketingets ombudsmand og § 71-tilsynet

Dette kapitel undersøger de to kontrol- og tilsynsinstanser, som blev oprettet med grundlovsændringen i 1953. § 71-udvalget (nedsat af Folketinget) skulle iflg. grundloven se på administrativt anbragtes retssikkerhed. Udvalgets arbejde ser dog kun ud til perifert at have berørt særforsorgens institutioner. Ombudsmandsinstitutionen, oprettet som klageinstans for borgerne i forhold til det offentlige systems forvaltning, behandlede en række sager vedrørende åndssvageforsorgen. Det var dog især i 1970’erne, at ombudsmanden med inspektioner på flere af de store anstalter kom til at præge diskussionen om åndssvageforsorgen. Besøgene dokumenterede udbredt brug af tvang og dårlige fysiske rammer på en række afdelinger m.v., og ombudsmandens rapporter var med til at skubbe på for ændringer af forholdene.

Kapitel 18 Oplevet særforsorg

I dette kapitel er fokus på de subjektive erindringer og på de følelser, som de tidligere anbragte forbinder med deres anbringelsestid. Kapitlet gennemgår følgende overordnede tematikker, som har kunnet spores i interviews med flere informanter: institutionsmiljøet, kontakten til familien, sociale relationer inden for særforsorgen, fravær af privatliv og overskridelser af intimsfærer, manglende autonomi samt følelsen af mindreværd. Tematikkerne belyser det, som vi betegner som ”den oplevede særforsorg” og beskrives på tværs af forsorgsgrenene og undersøgelsesperioden. På trods af mange nuancer og forskelligartede oplevelser beskriver mange anbragte – også mange årtier efter anbringelsen – følelsen af at være klientgjort og ikke at blive set som et menneske med funktionsnedsættelse.

Kapitel 19 Overvejelser om anbringelsen og den oplevede forsorgs konsekvenser

Et centralt spørgsmål i forbindelse med de forhold, som er dokumenteret i de forudgående kapitler, er deres konsekvenser for de anbragte. Der er næppe tvivl om, at f.eks. de voldelige eller seksuelle overgreb, som vi har beskrevet i de forudgående kapitler, har været traumatiserende for mange anbragte. I dette kapitel får de tidligere anbragte ordet og fortæller om, hvilke konsekvenser anbringelsen har haft for dem. De fremhæver bl.a. rodløshed, mindreværdsfølelser, problemer med sociale relationer også i forhold til familie og børn foruden stigmatisering og selvmordstanker.

Kapitel 20 Konklusion

Dette afsluttende kapitel sammenfatter i koncentreret form en række af undersøgelsens resultater og diskuterer fortolkningen af dem.

Udredningen findes som word-fil og kan fås hos DBS ved at maile til info@blind.dk eller kontakte forretningsudvalgsmedlem Sofie Mongaard. Den vil desuden blive indlæst på Nota.

Der er også lavet en 50 minutter lang film til undervisningsbrug, som hedder ”Stemmer fra særforsorgen”. Den er dog i skrivende stund endnu ikke blevet offentliggjort.

Hvis nogen i øvrigt stadig ønsker at bidrage med oplevelser og oplysninger fra deres tid under særforsorgen, kan det ske på hjemmesiden www.anbragtihistorien.dk Her kan man både skrive og indtale, hvad man har på hjerte, ligesom der også kan oploades billeder.

4. Anmeldelse af læge Jesper Froms artikel “Oftalmologiens- og Blindesagens historie i Danmark” ved Poul Lüneborg

I midten af februar 2020 modtog jeg som formand for Blindehistorisk Selskab en henvendelse fra læge Jesper From ansat ved Socialmedicinsk Center på Frederiksberg Hospital. Han fortalte, at han var på jagt efter kilder til en fremstilling af Oftalmologiens- og Blindesagens historie i Danmark. Oftalmologi er det medicinske speciale, der beskæftiger sig med øjensygdomme.

Jesper From oplyste endvidere, at han var medlem af bestyrelsen i Dansk Medicinsk Historisk Selskab. Dette selskab blev stiftet den 31. maj 1917, det udsender hvert år en årbog, disse kan læses på hjemmesiden – www.dmhs1917.dk.

Det var hans plan, at artiklen skulle offentliggøres i årbogen for 2021.

Sidste års coronarestriktioner satte sit præg på udgivelsen af årsskriftet 2021 men i begyndelsen af april måned i år modtog jeg et eksemplar af dette, som på siderne 147-197 indeholder resultatet af Jesper Froms anstrengelser.

Fremstillingen tager sit udgangspunkt i oprettelsen i 1811 af Kjædeordenens private blindeinstitut i København og slutter 200 år senere med en kort status over de vilkår som blinde tilbydes efter kommunalreformen i 2007.

Jesper From slutter med følgende bemærkninger:

”Overordnet tegner der sig et billede af blindesagens historie, hvor udviklingen kan inddeles i tre faser: 1. en periode kendetegnet ved privat filantropi og pædagogiske eksperimenter, 2. en periode med øget indblanding fra staten, professionalisering og effektivisering af blindes hjælp til uddannelse og arbejde og 3. en periode med øget autonomi og medbestemmelse for de blinde og i den forbindelse tillige en decentralisering og delvis afvikling af den offentlige hjælp. Det samme mønster er ligeledes karakteristisk for udviklingen i Danmark, når man taler om de øvrige handicaps historie. Det er desuden karakteristisk for historien i Danmark, at øjenlæger har engageret sig meget i arbejdet og samtidig kombineret det med forskning i blindhedens årsager og forebyggelse. Historien vidner ikke kun om en kronologisk rækkefølge af fremskridt, men også om mangler og vanskeligheder ved nye tiltag og opfindelser til trods for gode intentioner. Det bliver interessant at se hvordan udviklingen inden for blindesagen kommer til at forløbe fremover, herunder nye behandlingsmuligheder, hjælpemidler, kompensationsmuligheder og det “rummelige arbejdsmarked”.

Der er efter min bedste vurdering grund til at komplimentere Jesper From for denne artikel. Det er utroligt så mange navne, facts og årstal, det er lykkedes ham, at medtage på fremstillingens 50 sider. Artiklen er i så henseende et meget tilgængeligt og overskueligt opslagsværk.

I modsætning til andre fremstillinger af de første 50 år af blindesagens historie, indeholder Jesper Froms fremstilling en parallel beskrivelse af både blindesagens- og oftalmologiens udvikling.

Det er interessant at notere sig, at Kjædeordenen allerede fra Blindeinstituttets oprettelse i november 1811 knyttede en læge til stedet, som fungerede som en slags huslæge for eleverne. Et andet medlem af Kjædeordenen var kirurgen Carl Christopher Withusen, der var den første akademiuddannede kirurg i Danmark, der interesserede sig for oftalmologi. Han gennemførte i 1810 den første grå stær operation herhjemme. Efterfølgende opererede han ifølge egne optegnelser 41 patienter blandt instituttets elever, hvor af 30 fik en meget betydelig synsforbedring. Det private blindeinstitut var således ikke blot det første hjemlige undervisningstilbud til blinde, men samtidig rammen om den første socialoftalmologiske indsats overfor denne gruppe

Indførelsen af Louis Brailles punktskrift som blindes læse- og skriftsprog er et andet spørgsmål, som Jesper From sætter fokus på. Han gør opmærksom på den forsinkelse på knap 50 år af punktskriftens indførelse, som Det Kongelige Blindeinstituts første forstander Johannes Moldenhawer var ansvarlig for. Det var først i forbindelse med hans afgang i 1905, at punktskriften officielt blev anerkendt herhjemme.

Jesper From gør i sin fremstilling rede for den betydning, en række læger har haft, for udviklingen af den danske blindesag og den forebyggende indsats som flere af dem har stået for. Der er i den forbindelse grund til at nævne Gordon Norry, Holger Ehlers, Henning Skydsgaard og Thomas Rosenberg. Men læs selv denne velskrevne artikel, som kan fås ved henvendelse til Blindehistorisk Selskab, og bliv klogere på denne del af blindesagens historie.

5. Fjerde del af Ove Gibskovs barndoms- og første ungdomserindringer

14-årig verdensmand i København, Sverige og Kolind, En uforglemmelig balaften, og hvorfor en kendt professor blev afløst af en skøn professordatter.

I forrige nummer af Nyhedsbrevet blev tredje del af mine barndomserindringer afsluttet med, hvordan jeg på blindeskolen og hjemme i Kolind fik to højst forskellige konfirmationsfester.

Efter 7. klasse blev mit skoleforløb på Refsnæs afsluttet, og det var med meget store forventninger, jeg så frem til at begynde på Blindeinstituttet i København.

Der måtte man nemlig ryge, og selv om vi skulle i seng kl. 22, kunne man et par aftner om ugen få det, der hed udgangstilladelse til kl. 23, hvis man havde slægtninge eller bekendte, som ens forældre gav adressen på til Blindeinstituttet. Og så var der jo så meget, man kunne opleve i København, som jeg glædede mig vildt til at prøve.

Sidst på eftermiddagen den 12. august 1960 gik jeg for første gang som elev ind ad instituttets store hovedport, hvor drengeafdelingens meget venlige plejemor, Anna Johansen, med en varm udstråling tog imod mig og fortalte noget om instituttet men også, at hun var 40 år. Det sidste undrer måske nogle, men som blind kan man jo ikke altid bare ud fra en stemme vurdere en persons omtrentlige alder; så derfor var det en fin oplysning.

Mange af sovesalene og opholdsstuerne havde navne, som gik så langt tilbage, at ingen kunne huske oprindelsen til dem alle. De mindste drenges sovesal, hvor jeg fik en overkøje, hed Rigskancelliet; den lå på 1. sal, men som 15-16-årig kunne man være heldig og komme til at bo på Nyhavn, der lå i stueetagen med vinduer ud mod haven, så man havde mulighed for at snige sig ud i byen, når der var blevet sagt godnat.

Umiddelbart efter, at jeg havde lært at finde op til sovesalen, mødte jeg to svagsynede elever, som var kommet til instituttet året før mig og spurgte dem, om man kunne nå at tage i Tivoli, hvor jeg aldrig havde været, inden vi skulle i seng. Det kunne man sagtens, sagde de, og de ville godt med. Så lige så snart aftensmaden var spist, fortalte vi den lærer, som havde inspektion, at vi tog i Tivoli. Og så gik turen til Østerport Station og derfra med S-tog til Hovedbanen, og mindre end tre timer efter min ankomst til Blindeinstituttet, sad jeg for første gang og skreg af fryd i Tivolis rutsjebane. Da turen var færdig, og vi ville forlade vognen for at stille os i kø for at få endnu en tur, sagde kontrolløren, at vi bare kunne blive siddende og komme gratis med igen. Han havde set vores gule armbind med de tre sorte prikker og syntes vel, det var synd for os, at vi ikke kunne se. Da den næste rutsjebaneoplevelse var forbi, fik vi igen lov til at blive i vognen. Sådan fortsatte det i hvert fald fem gange, inden den flinke kontrollør sagde, at nu skulle der andre med i stedet for os. Selv ville vi næppe i løbet af aftenen have haft situationsfornemmelse nok til at sige nej tak til endnu en gratis tur og kunne formodentlig være blevet siddende, til vi var nødt til at tage tilbage til instituttet.

En anden af de store oplevelser fra min første tid i København, var flere sejlture til Sverige. Dengang fandtes der mange ismejerier, som bl.a. solgte mælk, smør, brød og forskellige slags kager. Når man handlede der, kunne man få gratis billetter til Vikingebådene, der sejlede frem og tilbage over Øresund. De fungerede hovedsageligt som flydende værtshuse, hvor man kunne købe toldfri spiritus og tobak. Og bortset fra det fantastiske ved at komme til udlandet og ikke mindst fortælle om det, var det muligheden for billige cigaretter, der trak. På det tidspunkt tænkte jeg ikke så meget på alkohol og havde med mine kun lige 14 år forhåbentlig heller ikke fået lov at købe det i færgens restaurant. Men i løbet af de første tre uger i København var jeg sammen med forskellige kammerater efter skoletid fire gange i Sverige. Selv om man ikke behøvede at gå i land, hvad de fleste da heller ikke gjorde, syntes jeg, det var spændende at sætte fødderne på udenlandsk grund og kunne lige nå at gøre det og komme tilbage igen, inden kursen atter gik mod Havnegade i København.

I det hele taget skete der de første dage på instituttet så meget nyt og spændende, at jeg ikke fik ringet hjem og fortalt spor om, hvordan det gik.

Da der så en uges tid efter var telefon fra min mor, virkede hun overhovedet ikke imponeret over den unge verdensmands oplevelser i rutsjebanen eller sejlturene til udlandet men ville derimod høre, hvad jeg syntes om skolen, og hvordan det var at bo på instituttet.

Selvfølgelig var der da også meget andet end helt nye sjove oplevelser ved at være kommet til København. Det meste af undervisningen vil jeg betegne som fremragende, og mange af lærerne var interesseret i at høre vores meninger og diskutere med os. Flere af dem læste også højt i slutningen af nogle af deres timer, og næsten hver lørdag aften åbnede plejemoren, Anna Johansen og hendes mand, som var inspektør på instituttet, deres hjem for alle på afdelingen med kaffe, hjemmebagte boller og højtlæsning. Tit var det bøger, der ikke fandtes på punktskrift eller bånd, og som vi på den måde fik adgang til. Især husker jeg fra mit første år på instituttet “Forbandede ungdom” af J.D. Salinger og identificerede mig som 14-årig med den tre år ældre hovedperson, der fandenivoldsk overtrådte mange af reglerne på sin kostskole.

Men ud over at give mig denne intense teenageoplevelse var Anna Johansen og ikke mindst min dansklærer, Ellen Dyhr, med til at stimulere min livslange interesse for litteratur, som jo allerede var grundlagt på Refsnæs.

Ud over mulighederne for at tage rundt i byen med forskellige kammerater var jeg meget ihærdig efter selv at lære at færdes forskellige steder på egen hånd, og instituttet havde et reliefkort, som dækkede Østerbro, hvor det lå, men også lidt af den indre by. S-togstationer som f.eks. Østerport og bygninger som Rundetårn var markeret med punktskrift, og man kunne så på kortet tælle, hvor mange gader der skulle passeres, inden man kom til det planlagte mål. Jeg blev meget hurtig god til at orientere mig i gaderne omkring instituttet og vide, hvor de nærmeste sporvognsstoppesteder og Østerport Station lå – en evne, som jeg i dag desværre ikke har i samme omfang.

En dag, efter at jeg havde boet i København en måneds tid og var på vej mod stationen – egentlig bare for selv at tage S-toget nogle stationer og vise mig selv, at jeg kunne, hørte jeg pludselig en stemme, der sagde: ”Det er da Ove, som går der”. Det var min fars lillebror Arne, der arbejdede som ingeniør på Holmen, og skønt han næsten var 30 år boede på et klubværelse tæt ved Østerport. Dengang var det endnu vanskeligere at få en lejlighed i København, end det er nu.

Arne inviterede mig med hjem, og det fortsatte han med det næste par år ca. en aften hver uge, hvor vi spiste sammen og hyggede os bl.a. med, at han læste højt.

Når skoledagen var forbi lørdag kl. 12, tog han mig de fleste weekender med til Gilleleje, hvor en af mine andre farbrødre og hans kone boede med deres børn.

Mange af de andre elever tilbragte ofte weekenden på instituttet, men for mig medførte det en kolossal oplevelse af frihed at være sammen med mine fætre, Jens og Palle, som var et og to år ældre end mig. Dem så jeg meget op til og tilbragte især sammen med Jens og flere af hans kammerater mange lørdag aftener, hvor colaerne ret hurtigt blev afløst af øl. Temmelig tit blev der også holdt fest et sted, hvor forældrene ikke var hjemme, og ved en af dem sad jeg for første gang det meste af en aften og kyssede med en pige, som ikke gik på Blindeinstituttet. Jeg har aldrig haft noget imod blinde piger, men det at blive valgt og kysset intenst af en, som kunne se og oven i købet var to år ældre end mig, blev en af mine uforglemmelige pubertetsoplevelser. Tidligere havde jeg talt med hende et par gange og syntes, hun var enorm sød men slet ikke turdet tro at noget, som det her ville ske.

Den næste uge var jeg besat af en forelskelsesrus og udbredte mig vældigt om min erobring af en 16-årig seende skøn pige til instituttets jævnaldrene drenge på en måde, så jeg var sikker på, at også nogle af pigerne hørte det.

Endelig blev det så lørdag, og selv om onkel Arne den dag ikke skulle til Gilleleje, ville jeg under alle omstændigheder afsted og var vel nærmest overbevist om, at Dorte stod på Stationen og tog imod mig. Men ak, det var bare Palle, som kom for at hente mig, og da jeg på hjemvejen naturligvis spurgte til Dorte, sagde han som noget helt naturligt, at hun da igen var begyndt at komme sammen med sin kæreste. Det blev ikke min sjoveste weekend i Gilleleje, men i hvert fald kom det til at stå klart for mig, at man ikke bare har fået en kæreste, fordi man kysser med en pige det meste af en aften.

Den forsmåede Ove fik dog heldigvis rigtig mange andre gode oplevelser i Gilleleje, hvor der, så vidt jeg husker, ikke var nogen grænse for, hvor sent lørdag nat vi måtte komme hjem til min farbror og tante.

Som sagt mødte jeg flere af mine fætres kammerater, hvoraf en del boede i København men tilbragte mange weekender i deres forældres sommerhus i Gilleleje. Et par af dem blev mine venner, som jeg også var sammen med i København. Her gik vi bl.a. i Vingården – et af de få steder, hvor der blev spillet jazz, som jeg var blevet inspireret til at lytte til både gennem kammerater på Blindeinstituttet og nogle af dem, jeg havde mødt i Gilleleje. En af dem interesserede sig for filosofi, og jeg labbede hans viden i mig og følte mig vældig lærd, når vi i pauserne mellem numrene på Vingården fortabte os i dybsindigheder. Jeg fik også at vide, hvad det vil sige at være intellektuel og opfattede mig i den grad som sådan en – ikke mindst, når jeg var på ferie i Kolind, hvor jeg mente, at kun ret få var nået så langt på det område som mig. Det var da heller ikke ganske uden grund, at min søster Henny en overgang kaldte mig for Erasmus Montanus.

Om sommeren tog vi tit til stranden, og sammen med min fætter Ole tilbragte jeg sommetider flere dage i hans morfars sommerhus i nærheden af Ebeltoft. Nogle få km fra sommerhuset lå Skovpavillonen, hvor der var bal flere gange om ugen. Det ville jeg selvfølgelig gerne med til, og en lørdag aften satte Ole og jeg os på min tandem og kørte derud.

Vi havde ikke lyttet til musikken ret mange minutter, før en pige, som Ole kendte, kom og hilste på ham. Han var to et halvt år ældre end mig og temmelig omsværmet. Han spurgte, hvad jeg sagde til, at han gik ud og dansede, og det var selvfølgelig i orden. Han lovede at få tjeneren til at komme over til vores bord, og med mine kun 15 år bestilte jeg lettere nervøs en gin og vermouth, som jeg aldrig havde smagt men hørt meget om. Jeg fik den uden problemer og skyndte mig at drikke den, så der ikke var mere i glasset, når Ole kom tilbage. Mine forældre havde nemlig tydeligt understreget overfor både ham og mig, at jeg ikke måtte få stærk spiritus og højest to øl.

Mens Ole stadig var på dansegulvet, kom pludselig en af vores tidligere barnepiger, Grete og hendes mand hen til bordet og hilste hjerteligt på mig. Da Ole var færdig med dansen og igen sad ved bordet, gik der ikke længe, før der igen kom en pige, som ville danse med ham. Grete spurgte så, om jeg ikke ville over til deres bord, og derovre tog jeg mod til mig og bad hende købe endnu en gin og vermouth til mig. Hun syntes, det var bedre, at jeg delte en øl med hendes mand; men jeg blev ved med at plage og sagde, at jeg før havde drukket gin og vermouth og bare skulle have én og så ikke mere resten af aftenen. Hun blev overtalt, og mens jeg senere dansede med hende, var der nogle fra Kolind, som kontaktede mig. Efter dansen fik jeg hende til at føre mig over til dem, og der gentog forløbet med gin og vermouth sig endnu engang.

Da Ole efter en hel del danse fik fundet mig, og vi skulle hjem, havde virkningen af den eftertragtede blandingsdrik medført, at jeg simpelthen ikke var i stand til at sidde på tandemen, så vi måtte tage en taxa hjem til sommerhuset. Senere fik jeg at vide, at chaufføren bestemt ikke havde været begejstret for at køre med den ret så fulde knægt. Men det lykkedes altså at få ham overtalt, og heldigvis brækkede jeg mig først, da vi var kommet ud af bilen. Det skete så til gengæld ned af mit konfirmationstøj, og det var en meget lille Ove, som med drønende tømmermænd vågnede næste morgen og nervøs ventede på min far, som skulle køre os hjem til Kolind.

Det kom dog til at gå noget anderledes, end jeg havde frygtet. Da han så mit konfirmationstøj, og jeg ikke særlig stolt måtte gå til bekendelse, sagde han bare ganske roligt, at jeg skulle have haft endnu mere gin, så jeg knap nok kunne kravle frem langs græsstråene; for så ville jeg uden tvivl lære, hvad det vil sige at få for meget spiritus.

Da vi nåede hjem, og min mor jo desværre også så mit overbrækkede konfirmationstøj og hørte om aftenens hændelser, sagde hun bare: ”Mon ikke du trænger til at få en bajer sammen med din far?” Hun var uden tvivl klar over, at jeg i hvert fald ikke skulle have øl, og den måde, de begge reagerede på har jeg selv forsøgt at have med i bagagen, da mine egne børn fik deres første oplevelser med alkohol uden for hjemmet, selv om jeg nok ikke kan sige, at det altid er lykkedes lige så godt.

Som tidligere nævnt fik jeg meget ud af undervisningen på Blindeinstituttet i København. Den varede to år, hvorefter man kunne begynde på sit eget uddannelsesforløb. Helt tilbage til 1811, hvor undervisning af blinde her i landet begyndte, har uddannelser som børstenbinder, kurvemager, klaverstemmer og organist været blandt de mest udbredte blindeerhverv. Men allerede før min tid var mange dog også blevet telefonister, ligesom flere havde gennemført boglige uddannelser, og den mulighed blev virkelig til fordel for mig. Jeg har jo fortalt om mine meget begrænsede præstationer gennem fire års undervisning i sløjd og har da heller aldrig tænkt på mig selv som hverken børstenbinder eller kurvemager. Jeg kan 7-8 akkorder på en guitar, og skulle det muligvis med stort besvær være lykkedes mig at tage en meget lille organisteksamen, ville det næppe have været en nydelse for kirkegængerne at lægge ører til mit salmespil. Så jeg var glad for at kunne begynde på et toårigt præliminærkursus, da skolegangen på instituttet var overstået. Det var dog fortsat der, jeg boede, mens undervisningen fandt sted i nærheden af Nørreport Station.

Præliminæreksamen svarede omtrent til en realeksamen men med den væsentlige forskel, at man skulle op i ubegrænset pensum, og at kun eksamenskaraktererne og altså ikke årskaraktererne talte med ved afslutningen. Dette uretfærdige system blev faktisk en fordel for mig, fordi jeg altid har været målrettet og koncentreret, når der skulle læses op til eksamen, men i det daglige den gang derimod ikke gjorde så meget ud af lektierne. Det endte da også med et ganske godt resultat, som gav adgang til gymnasiet.

I sommerferien inden 1.g prøvede jeg dog lige at snuse til det fag, jeg kom til at leve af i ca. 35 år – nemlig journalistik. Ud over dansk eller historie var det noget af det, jeg overvejede at gå i gang med efter studentereksamen; og jeg ville gerne opleve en journalistisk arbejdsplads. Redaktøren på Dagbladet Djursland i Grenaa sagde heldigvis ja til at lade mig være på avisen et par dage, og jeg var uhyre stolt, da min artikel om Kolind Skakklub, hvor jeg selv nogle dage i forvejen havde været med i en simultankamp, som alle deltog i, mod byens store skakspiller, Oluf Skyum, kom i avisen.

Egentlig ville jeg godt være flyttet hjem i nærheden af Kolind for at tage studentereksamen. Det kunne så ske på Rønde Studenterkursus. Men da det havde et indremissionsk grundlag, var min far overbevist om, at hans temmelig vilde søn efter ret kort tid enten ville blive smidt ud eller selv forlade kurset. Han havde sikkert ret, og i hvert fald blev jeg i København og begyndte som nysproglig i 1.g. Men i løbet af ret få måneder viste det sig, at flere af mine bedste klassekammerater ville have en gammelsproglig studentereksamen, hvor de sproglige hovedfag ud over dansk var græsk og latin. Den begyndte man på i 2.g, og der var flere grunde til, at jeg havde lyst til det samme. Dels ville jeg gerne gå videre sammen med nogle af dem, jeg fungerede bedst socialt med, ligesom jeg desuden interesserede mig for græsk og romersk mytologi og historie. Jeg må så indrømme, at det også betød en del, at man i stedet for engelske og tyske stile blot skulle aflevere en ret kort skriftlig oversættelse fra latin til dansk. Så i 2.g blev engelsk og tysk for mig erstattet med oldgræsk og meget mere latin.

Jeg var nu flyttet fra Blindeinstituttet og havde et værelse på Nørrebro, mens mine klassekammerater alle boede hjemme hos deres forældre. Der gik da heller ikke længe, før mit værelse blev lidt af et fristed både for nogle af dem og andre, jeg kendte, hvor der ofte blev snakket, drukket øl og engang imellem såmænd også røget lidt hash til sent på aftenen og somme tider natten. Det medførte meget naturligt, at jeg lidt for tit kom for sent eller slet ikke deltog i første time om morgenen og heller ikke altid var lige godt forberedt. Det blev så slemt henimod slutningen af 2.g, at der en dag kom et brev fra skolen. Det var sendt til mine forældre men altså på min adresse, hvor man åbenbart troede, at de boede.

Den sommetider ret storskrydende gymnasieelev var bestemt ikke særlig kry, og jeg ville i hvert fald selv kende indholdet af brevet, før det skulle læses i Kolind. Mine bange anelser blev desværre bekræftet. Der stod med skam at melde, at jeg efterhånden havde været så meget væk fra undervisningen i hovedfagene græsk og latin, som næsten dagligt lå i de første timer, at man sandsynligvis måtte lade mig gå 2.g om.

Jeg må erkende, at det famøse brev først blev kendt i Kolind efter min studentereksamen; men for mig selv betød det en nærmest grundlæggende ændring af tilværelsen. Jeg skulle i hvert fald ikke dumpe, og de sidste måneder inden eksamen blev det løsslupne liv afløst af koncentreret læsning, som resulterede i en ganske hæderlig eksamen. Det samme blev heldigvis også tilfældet året efter, uden at det var nødvendigt med endnu et trusselsbrev.

Men få dage før jeg med fuld ret kunne tage den hvide hue på hovedet, var det igen ved at gå rigtig galt. For at få en fornemmelse af karakterniveauet og ønske andre tillykke mødte jeg ved alle eksaminer op en times tid, før det blev min tur. Da det gjaldt dansk, som var et af mine bedste fag, hørte jeg pludselig en nævne forfatteren Herman Bang og sagde så, at ham havde vi da ikke læst noget af. ”Jo, fortællingen Frøkenen er sgu da med i vores pensum”, sagde Olaf.

Alle i klassen gik som en selvfølge ud fra, at jeg ville få en høj karakter, og jeg var da også godt forberedt men havde ingen anelse om, hvad den der frøken handlede om. Jeg kunne ikke komme til at læse den; for Punktskriftbøgerne lå inde i eksamenslokalet, da vi var to blinde, som skulle eksamineres. Jeg blev virkelig bange, men åh herligt; heldigvis tilbød min meget gode veninde Annemarie at læse fortællingen højt for mig, og til mit held var den ikke særlig lang. Så hun blev færdig få minutter, før jeg skulle ind til det grønne bord. Og på den seddel, jeg trak, stod der såmænd Frøkenen. Her overgik virkeligheden som så ofte fantasien; og ved et fuldstændigt vildt tilfælde blev det heldigvis til den karakter, som mange bare tog det som en selvfølge, at jeg ville få, mens jeg ellers ville være endt i den modsatte ende af skalaen.

I modsætning til i dag var der dengang ingen adgangsbegrænsning, Når man bare havde bestået sin studentereksamen. Så jeg blev optaget som stud.mag. i dansk på Københavns Universitet og deltog naturligvis efter den obligatoriske hestevognstur i diverse fester hos mine klassekammerater og hjemme i Kolind, hvor den bestemt ikke fik for lidt.

I hele sommerferien glædede jeg mig vildt til at komme i gang med studiet. Men en uge inden, jeg skulle begynde, skete der noget, som kom til at overskygge selv mine største forventninger.

Jeg var taget tilbage til København og inviteret til fest hos en ven. Der mødte jeg Ulla, som nu i mere end 54 år har været min elskede, selv om det faktisk allerede kunne have været slut i begyndelsen af 1970’erne, hvor vi sammen med den ældste af vores tre børn boede i kollektiv. Det var en forfærdelig periode, som inspirerede hende til romanen ”Syvmiledrømmen”, der udkom i 2014.

Et lidt sjovt paradoks i vores tilværelse er, at jeg som født blind lever sammen med en særdeles visuel kvinde, der ud over sit livslange arbejde som pædagog er billedkunstner og allerede var det, før vi blev kærester.

Da vi mødte hinanden, gik Ulla på lærerseminarium og boede hjemme hos sine forældre. Det ville passe hende fint at besøge mig den kommende lørdag, og jeg sagde bestemt ikke nej, selv om der den dag var immatrikulation, dvs. at de nye studerende blev indskrevet på universitetet og i festsalen fik et håndtryk af rektor. Det var dengang medicinprofessoren Mogens Fog, der som kommunist under besættelsen havde været meget aktiv i modstandsbevægelsen og medlem af Danmarks Frihedsråd. Ham havde jeg set frem til at hilse på; men Ullas far var også professor, og som jeg i min forelskelse resonerede: Hellere være sammen med en professordatter end trykke en nok så kendt professor i hånden.

Jeg var ualmindelig heldig og overtog et par måneder senere en lille toværelses lejlighed fra en af mine bekendte. Den flyttede vi begge ind i med den rationelle arbejdsfordeling, at Ulla malede lejligheden, og jeg skrev nogle af hendes seminarieopgaver.

Det havde været min klare hensigt at kaste mig 100% over danskstudiet, og det blev da også til en hel del læsning. Min interesse for romaner og noveller har altid været betydelig større end for lyrik, som der skulle læses rigtig meget af; og de forskellige digtere kunne absolut ikke klare sig i forhold til Ulla. Vi brugte meget tid på at være sammen og møde hinandens venner.

Vi havde begge en socialistisk indstilling, og da SF lige før jul blev sprængt, engagerede vi os stærkt i at samle underskrifter til det ny parti Venstresocialisterne, som lige akkurat passerede spærregrænsen.

Samtidig blev jeg stadig mere optaget af samfundsforhold og udskiftede i 1968 dansk med kultursociologi. Jeg skal ikke her gå i detaljer med de forskellige studieskift, som derefter fandt sted og de begrundelser, der var årsag til dem. Men efterhånden var der vist ikke andre end mig selv, som troede, at jeg nogensinde ville blive færdig med en uddannelse.

Jeg fik snuset til både læreruddannelsen, idehistorie og kristendomskundskab. Sidstnævnte medførte faktisk, at jeg fik mulighed for at undervise kommende præster i en del af Det Gamle Testamente.

Årsagen var, at der sandsynligvis i 1980 ville være 400 færre præster, end der var embeder i Folkekirken. Derfor blev det muligt at tage en såkaldt teologisk lægmandsuddannelse uden at have studentereksamen, hvis man var over 35 år. Der var tale om selvstudium, og jeg kendte tilfældigvis en, som gerne ville have den uddannelse. Han spurgte, om jeg kunne undervise ham og ni andre i 1. Mosebog. Det var så ualmindelig heldigt, at jeg på det tidspunkt selv fik undervisning i netop den, og jeg var hele tiden bare én forelæsning foran de kommende præster, jeg underviste. Den yngste var omkring ti år ældre end mig, og de tilhørte bl.a. så forskellige retninger som Indre Mission, Grundtvigianismen og Tidehverv. De havde også vidt forskellige erhverv; en af dem blev f.eks. afsløret som en af tidens store boligspekulanter, og han udtrykte tit en sarkastisk holdning til de mange partier og grupper på venstrefløjen. Så den eneste gang, hvor jeg pga. en ganske våd aften dagen før undervisningen, ikke var helt så forberedt, som jeg burde være, kom jeg ligesom tilfældigt med en hentydning til en kritisk avisartikel om Indre Mission. Som forudset satte den virkelig brand i de forskellige teologiske holdninger, der ikke stod tilbage for mange af diskussionerne på venstrefløjen. Jeg ventede så længe med at kalde de gejstlige gemytter til orden, at jeg vidste, der ikke var mere tid tilbage, end vi lige kunne gennemgå det, jeg havde nået at forberede.

Alle bestod efter min undervisning heldigvis deres eksamen, mens jeg derimod et års tid senere forlod kristendomsstudiet og blev optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus. Derefter har jeg aldrig haft noget ønske om at skifte fag men gennem mere end 30 års varieret journalistisk arbejde i Danmarks Radio kunnet bruge meget af den viden, jeg tilegnede mig i de forskellige uafsluttede studier. Desuden har jeg fået tilfredsstillet en stor del af min nysgerrighed og udvidet både mit eget og forhåbentlig også mange lytteres kendskab til vidt forskellige områder af tilværelsen.

Det har både været meget tankevækkende og sjovt at skrive det her erindringsforløb – ikke mindst har det givet mig en større bevidsthed om mine forældres betydning, og hvor værdifuldt det har været som blindfødt kostskoleelev at have haft seende kammerater i ferierne hjemme. Så jeg kan i den grad skrive under på Søren Kierkegaards ofte refererede udsagn, om at livet leves forlæns men forstås baglæns.

Fra min tidligste barndom har jeg fået et virkelig godt fundament for at leve det nuancerede og begivenhedsrige liv, som jeg ikke tøver med at kalde privilegeret, selv om jeg jo er født blind.

Vores forældre har nemlig altid troet på både min søster og mig uden at sætte flere begrænsninger for os, end de fleste andre børn oplever. Det er jeg dem dybt taknemlig for.

6. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg, Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72, Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang, Solnavej 19, st. th, 2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67, Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer John Heilbrunn, Gyldenløvesgade 16 3.tv, 1369 København K

Tlf. +45 33 93 33 00, Mobil +45 23 40 92 18

Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov, Brombærhaven 31, 8520 Lystrup

Tlf. +45 26 17 98 80

Mail: ove@gibskov.dk

Sekretær Thorvald Kølle , Clermontgade 29. st. th., 4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen, Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Ole Brun Jensen, Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72, Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1/2022.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Kontingentindbetaling 2022 ved kasserer John Heilbrunn

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 5. – 6. marts 2022

4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2022

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2021/2022 ved Poul Lüneborg

6. Regnskab 2021 samt revisionsprotokol ved kasserer John Heilbrunn

7. Danmarks Radios længst levende og stadig eksisterende program Giro 413 begyndte med Karl Bjarnhof som vært ved Ove Gibskov

8. Tredje del af Ove Gibskovs barndomserindringer

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

Ved indgangen til 2022 har vi taget fat på coronaepidemiens 3. år. Det er mit håb, at alle medlemmer er kommet igennem jul og nytår uden alt for store udfordringer på grund af denne smitsomme sygdom. 2022 bliver forhåbentlig året, hvor vi kan afvikle de mange restriktioner i anledning af epidemien.

Overgangen fra 2021 til 2022 giver, ud fra en blindehistorisk betragtning, anledning til at tænke 100 år tilbage. Månederne på hver sin side af årsskiftet 1921/1922 gav blinde adgang til at ansøge om invalidepension. Rigsdagen, som dengang bestod af Folketinget og Landstinget, havde gennem mere end 20 år drøftet muligheden for at gennemføre en invalidepensionslov. Regeringen fremsatte i 1920 et forslag til en sådan lovgivning, som Rigsdagen vedtog den 6. maj 1921. Vedtagelsen af denne lov var et direkte resultat af afstemningerne den 10. februar og den 14. marts 1920 i henholdsvis zone 1 og 2 om grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland efter 1. Verdenskrig. Bismarck havde i Tyskland allerede i 1890-erne gennemført den såkaldte lov om invaliderente. Denne blev brugt af tyskerne som et argument for at stemme tysk. Denne agitation ville danskerne ikke sidde overhørig og lovede derfor straks efter afstemningen at gennemføre en lignende lovgivning. Det kom blandt andet til udtryk i Staunings forelæggelsestale under Rigsdagens behandling af lovforslaget i samlingen 1919 / 1920, hvorfra skal citeres:

“Til denne trang, der er og gennem mange år har været i den danske befolkning til en løsning af dette spørgsmål, kommer nu hensynet til den nationale afgørelse, som snart skal finde sted, indlemmelsen af den sønderjyske befolkning … idet disse i øjeblikket er undergivne en invalideforsikring, som man altså ville fratage dem, hvis de førtes ind under almindelig dansk lovgivning”.

Endvidere skal fra Rigsdagstidende anføres, at alle var opmærksomme på hullet i sociallovgivningen, som invaliderenteforslaget skulle udfylde, ligesom flere talere kom ind på det sønderjyske problem, der var under opsejling. Nemlig at ved en grænserevision ville de “indlemmede” sønderjyder / nordslesvigere komme fra et samfund med invaliderente til et uden.

Retten til at opnå invalidepension efter 1921-loven var betinget af, at erhvervsevnen var nedsat til en tredjedel af det normale. Desuden skulle ansøger være optaget i en anerkendt sygekasse. Det var langt fra alle blinde, der dengang opfyldte kravet om medlemskab af en sygekasse. Men loven indeholdt overgangsregler, som gjorde det muligt for de fleste blinde at ansøge om at få tilkendt den nye invalidepension. Denne mulighed gjaldt fra lovens ikrafttræden den 1. oktober 1921 og frem til den 31 marts 1922. En enlig blind fik i henhold til loven en årlig rente svarende til 800 kr. medens et ægtepar, hvor begge var blinde fik 1200 kr. Det var netop en sådan betryggelse af blindes forsørgelsessituation, som Dansk Blindesamfund anmodede om i den resolution, som ble vedtaget på det første blindestævne den 9. juni 1911, dagen efter foreningens stiftelse. Udtalelsen havde følgende ordlyd:

“I Anerkendelse af, at den Blinde i de fleste Tilfælde ikke ved egen Hjælp vil være i Stand til at skaffe sig det nødvendigste til Livets Ophold, henvender de paa Mødet i Sass’ Lokaler, Linnésgade 25, København, 9. Juni, forsamlede Blinde fra hele Landet sammen med de til dette Møde indbudte Seende sig med en indtrængende Bøn til den høje Regering og Rigsdag om, at der maa blive vedtaget en Lov, som hjemler enhver værdig Mand eller Kvinde, der paa grund af Blindhed ikke er i Stand til at ernære sig, ret til fast, aarlig Støtte. Vi anmoder om, at den høje Regering og Rigsdag gennem en saadan Lov vil bidrage sit til at mildne Blindhedens Ulykke saaledes, at den Blinde ikke hele sit Liv skal føle Trykket ved at være afhængig af andre Mennesker eller simpelthen lide Nød.”

Allerede i 1914 var det lykkedes for Dansk Blindesamfund at formå regeringen og rigsdagen til at mildne følgerne af at modtage hjælp efter fattigloven fra kommunerne. Men med invalideforsikringsloven fra 1921 lykkedes det for alvor, at realisere drømmen om en fast årlig ydelse til alle blinde, i overensstemmelse med kravet i udtalelsen fra det første blindestævne. Det er et fantastisk resultat at tænke tilbage på i dag, hvor regering og folketing står overfor at skulle overveje en reform af de gældende regler om økonomisk hjælp fra det offentlige.

Når alt dette er sagt i anledning af årsskiftet er der grund til at sige et par ord om dette nyhedsbrev.

Det indeholder først og fremmest bilagene, som knytter sig til den kommende generalforsamling i form af beretning og regnskab m.v. I bestyrelsen glæder vi os til at møde mange medlemmer og drøfte det forgangne års arbejde.

Weekendens program indeholder endvidere 2 medlemsarrangementer af blindehistorisk interesse. Dansk Blindesamfund skal have tak for økonomisk støtte til disse programpunkter fra den såkaldte coronapulje stillet til rådighed af regeringen.

Jeg er overbevist om, at der er grund til at se frem til både den klassiske koncert med kompositioner af den blinde komponist Niels Peter Jensen og genhør med optagelser af blinde fra tiden kort efter 2. Verdenskrig optaget på de første grammofonplader af lak.

Nyhedsbrevet afsluttes med tredje del af redaktør Ove Gibskovs barndomserindringer fra Refsnæsskolen og hans omtale af en blindehistorisk begivenhed. Det drejer sig om Danmarks Radios program “Giro 413”, der blev sendt første gang for 75 år siden med Carl Bjarnhof som vært.

God læselyst og på gensyn lørdag den 5. marts på Fuglsangscentret.

2. Kontingentindbetaling 2022 ved kasserer John Heilbrunn

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet på 150 kr. til Blindehistorisk Selskab.

Du kan indbetale via bankoverførsel til reg 1551 0501697, du kan også indbetale kontingentet via mobilepay på nummer 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel, så jeg kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller Mobile Pay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på 23 40 92 18, så vi sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Jeg vil opfordre alle medlemmer til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar i år. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 5. marts 2022, hvis du agter at deltage i denne.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 5. – 6. marts 2022, ved Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, endnu engang at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 5. til søndag den 6. marts 2022.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 12.30.

Program for lørdag den 5. marts 2022:

Kl. 13.30 – 16.30 Generalforsamling i Konference 1, afbrudt af kaffe / te pause

Kl. 16.30 – 18.00 – Koncert i Konference 2C.

Solofløjtenist Rune Most spiller sammen med pianisten Berit Juul Rasmussen kompositioner af den blinde komponist Niels Peter Jensen, der levede fra 1802 – 1846. Rune Most vil endvidere fortælle om Niels Peter Jensens liv og musik og om indspilningen af CD-er med hans kompositioner.

Blindehistorisk Selskab arrangerede sammen med Selskabet Kjæden den 24. oktober 2006 en lignende koncert i Kjædens bygning Klerkegade 10 på Østerbro i København. Denne koncert, som blev optaget af Danmarks Radio, er omtalt i nyhedsbrevene fra oktober og december 2006.

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i centrets restaurant.

Kl. 21.00: Kaffe / te + kage i Konference 1.

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program.

Program søndag den 6. marts 2022:

Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant.

Kl. 9.00 Blindehistorisk temaarrangement i Konference 1:

Hans Erik Olsen har tilbudt et helt særligt blindehistorisk program for denne formiddag.

Som første del af programmet afspiller Hans Erik Olsen otte lakplader, som blinde indspillede og fik skåret i perioden 1948-1953.

Det er privatskårne lakplader, og på en del af dem medvirker Børge Pedersen som sanger. De blev skåret hos Wifoss på Nyelandsvej på Frederiksberg – et af datidens mest avancerede lydstudier. Blinde gav dengang to kroner for hver skåret lakplade. Det er plader, som ikke må videregives, men Hans Erik Olsen har fået Karen Pedersens tilladelse til at afspille dem i Blindehistorisk Selskab.

Hans Erik Olsen lavede i 2004 et interview med Børge Pedersen om hans oplevelser under Folkestrejken i 1944, hvor han 16 år gammel til fods førte 5 andre blinde og svagsynede gennem brændpunkter i København til Glostrup. Derfra kom de med toget til Næstved.

Disse to indslag vil vare knap to timer, de vil midt på formiddagen blive afbrudt af kaffe / te pause.

Der vil efter hvert indslag blive lejlighed til at kommentere indslagene og stille spørgsmål.

Kl. 11.45 Afslutning med fællessang.

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen. Teksten blev første gang offentliggjort i Medlemsblad nr. 52 fra oktober 1915, medens melodien første gang omtales i medlemsblad nr. 6 fra den 24. marts 1923 – forud for Laurids Lauridsens melodi benyttedes melodien til “Danmark dejligst vang og vænge” komponeret 1811 af P.E. Rasmussen fra Farum.

Kl. 12.00 Frokost i centrets restaurant og derefter afrejse.

Bestyrelsen beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 475 kr. sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets punkt om tilmelding til generalforsamlingen.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2022

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018, de findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 20. juni 2021 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 3/ 2021, nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2021/2022 til godkendelse, beretningen offentliggøres i nærværende nyhedsbrev.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2021 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse, regnskab og revisionsprotokol offentliggøres i nærværende Nyhedsbrev.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest lørdag den 19. februar 2022.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Formand Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2020.

b. Lena Bang, valgt i 2021 for 1 år.

c. Ove Gibskov, valgt i 2021 for 1 år.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Ole Brun Jensen , valgt for et år i 2021.

De nævnte medlemmer og suppleanter er alle villige til at modtage genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen , blev valgt i 2021 for 1 år – de er begge villige til genvalg.

f. Revisorsuppleant, Nete Parkov, blev valgt for 1 år i 2021 – hun er indstillet på genvalgt.

11. Eventuelt.

4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2022

Kære medlem.

Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 5. til søndag den 6. marts 2021, beder jeg dig om at kontakte kasserer John Heilbrunn senest fredag den 18. februar 2022. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 30 værelser på centret, en del af disse er allerede booket, så skynd dig med din tilmelding!

Kasserer John Heilbrunn kan kontaktes på tlf. 23 40 92 18 eller på mail heilbrunn@mail.dk.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551 0501697. Du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til John Heilbrunn på tlf. 23 40 92 18, mail: heilbrunn@mail.dk, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 eller på mail: fuglsang@blind.dk

Bestyrelsen glæder sig til at se rigtig mange til årets generalforsamling.

På gensyn på Fuglsangscentret.

Bestyrelsen

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2021/2022 ved Poul Lüneborg

Denne beretning dækker perioden fra den planlagte generalforsamling den 20. marts 2021 til generalforsamlingen den 5. marts 2022.

1. Indledning.

I perioden fra den 20. marts til den 20. juni 2021 bestod bestyrelsen af de medlemmer, som blev valgt på generalforsamlingen den 15. februar 2020, jf. sidste års beretning. På grund af covid19-epidemien måtte generalforsamlingen i 2021 udskydes til den 20. juni, hvor bestyrelsen fik følgende sammensætning:

Poul Lüneborg, formand

Lena Bang, næstformand

John Heilbrunn, kasserer

Ove Gibskov, redaktør

Thorvald Kølle, sekretær

Leif Martinussen, 1. suppleant

Ole Brun Jensen, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der forventes i skrivende stund afholdt 8 møder i beretningsperioden. På grund af de restriktioner, som regeringen har iværksat for at begrænse udbredelsen af covid19-smitten, har flere af disse møder været afholdt som telefonmøder. Dertil kommer at enkelte medlemmer af bestyrelsen har været nødsaget til at deltage i møderne via Zoom-teknologien på grund af covid19-epidemien og andre helbredsmæssige forhold.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde efter generalforsamlingen den 21. juni 2021.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål, og for at sikre gennemførelsen af vedtagelserne på møderne. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus.

Ved starten på 2021 talte selskabet 132 medlemmer, heraf var 127 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke en artikel i rubrikken Meddelelser om forskellige emner og aktiviteter. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde.

Vi har i 2021 kunnet glæde os over, at 3 har tegnet medlemskab, 4 medlemmer har ikke ønsket at opretholde deres medlemskab, og hertil kommer, at 2 medlemmer er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2021 har medført, at der ved årets udgang var 130 medlemmer, som har betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2022 tæller 127 medlemmer, idet vi i årets løb har registreret 3 dødsfald i medlemskredsen. Det drejer sig om 3 markante medlemmer af selskabet:

– Jørgen Eckmann, jf. blandt andet mine mindeord i Medlemsblad nr. 9/2021 og min artikel i nyhedsbrev nr. 3/2021.

– Freddy Nielsen, jf. mine mindeord i medlemsblad nr. 16/2021.

– Niels Eskjær, jf. mindeord ved Leif Martinussen i medlemsblad nr. 16/2021.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er desværre ikke rykket nærmere i løbet af 2021.

Bestyrelsen glæder sig over, at der stadig er mennesker med interesse for blindes historie som tegner medlemsskab af selskabet.

Jeg har sammen med den til enhver tid siddende bestyrelse i gennem de seneste 6 år bestræbt mig på at udtænke idéer og tage initiativer til at rekruttere nye medlemmer udenfor Dansk Blindesamfunds medlemskreds. Disse bestræbelser har desværre kun haft ringe succes. Derfor opfordrer jeg alle medlemmer af selskabet til at fremkomme med forslag på dette område.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 9. juni 2021 en medlemsliste til alle medlemmer med en mailadresse. Den udsendte liste resulterede i en række tilkendegivelser om fejl i kontaktoplysninger. Da listen grundet produktionsproblemer på DBS’s sekretariat kun var udsendt som elektronisk post, udsendtes den 23. juni en revideret liste, som efterfølgende i løbet af sensommeren blev udsendt i sort punkt og som daisylydfil efter det enkelte medlems eget valg. I løbet af 2. kvartal i 2021 viste det sig nødvendigt at udskifte Dansk Blindesamfunds punktprinter,efter at denne havde fungeret i mere end 20 år. Der viste sig betydelige problemer med servicering fra den udenlandske producent, hvilket var årsagen til udskiftning med en ny printer indkøbt fra norge. Dette forhold sammenholdt med udskiftning af medarbejderne på hovedkontorets kopierings- og forsendelsesafdeling, har medført betydelige forsinkelser af forsendelser fra selskabet til medlemmer som har ønsket at modtage post i sort, punkt og som daisylydfil i indeværende beretningsperiode. Disse problemer forventes at være løst med udgangen af 2021.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter generalforsamlingen i årets første kvartal. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og i givet fald med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer fremsendt til kassereren.

Bestyrelsen kan derfor kun straks efter et årsskifte opfordre alle til at indbetale kontingentet og samtidig give meddelelser om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår at den sidst udsendte medlemsliste.

Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 6 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.

4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.

Denne gruppe, som består af 2 repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg og 2 repræsentanter fra Blindehistorisk selskab, har i 7-års perioden 28. november 2014 – 14. november 2021 afholdt 13 møder. Et møde planlagt til afholdelse den 26. marts 2020 blev aflyst på grund af coronarestriktionerne. Blandt de 13 møder har 3 møder været med repræsentanter fra Medicinsk Museion og 3 møder med repræsentanter fra Post-, Tele- og Kommunikationsmuseet – nu museet Enigma. Til et flertal af møderne har repræsentanter for Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg været inviteret. Således deltog Jannie Hammershøj fra DBS’s forretningsudvalg i gruppens seneste møde den 14. november 2021.

Ove Gibskov og formanden har i den forgangne periode været selskabets repræsentanter i gruppen.

Karen Marie Pedersen og Dennis Bonnet Aabank har repræsenteret DBS’s Fritids- og Kulturpolitiske udvalg i gruppen i løbet af beretningsperioden.

Det fremgår af selskabets beretninger gennem årene, at arbejdet i gruppen først og fremmest har haft som mål at sikre de blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet og Synscenter Refsnæs. Den Blindehistoriske Samling overgik som bekendt i 2013 til Medicinsk Museion. Siden har arbejdet i gruppen koncentreret sig om samlingerne ved Synscenter Refsnæs.

På mødet den 14. november 2021 var der enighed om, at det var af afgørende vigtighed, at få afklaret situationen for samlingerne ved Synscenter Refsnæs. Deltagerne i mødet var enige om, at der bør tilvejebringes økonomi, der kan muliggøre en afslutning af den igangværende registrering af samlingerne på Synscenter Refsnæs. En sådan registrering er en forudsætning for, at der kan gennemføres en vurdering af hvilke genstande, der er af interesse for Den Blindehistoriske Samling. De bevaringsværdige dele af samlingerne ved Synscenter Refsnæs bør finde en varig placering i Den Blindehistoriske Samling, hvis disse genstande m.v. skal overleve. Det må vække til bekymring, at Synscenter Refsnæs ikke selv har mulighed for at engagere sig i en fremtidig sikring af centrets anskuelsessamling og den tilbageværende blindehistoriske samling. Derfor bør sagen, i betragtning af den udsættelse af konkrete løsninger, som covid19-epidemien har afstedkommet, føre til, at sagen gives allerhøjeste prioritet i det kommende års arbejde.

Der var på arbejdsgruppens seneste møde stor tilfredshed med, at Dansk Blindesamfund har afsluttet digitaliseringen af årgangene af medlemsbladene for årene 1916-2006. Dette er et uhyre vigtigt arkivmateriale, som bestyrelsen adskillige gange i løbet af beretningsperioden har haft stor nytte af.

I beretningsperioden har Dansk Blindesamfund desuden afsluttet digitaliseringen af 51 interview med medlemmer. Disse interview blev lavet af foreningens tidligere informatører og er ligeledes et meget væsentligt kildemateriale for selskabets arbejde. Således rummer disse interview væsentlig information om fremtrædende aktive medlemmer i Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er som anført i sidste beretning indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer er blevet opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBS’s hovedkontor og / eller selskabets bestyrelse. Denne opfordring, som var indeholdt i den seneste beretning, gentages for at minde enhver om, at historiske begivenheder kun optages, hvis der er nogen som hjælper med til at identificere disse.

Opgaverne i Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe kan kun løses i et samarbejde med DBS’s forretningsudvalg. Da forretningsudvalgets sammensætning i begyndelsen af 2021 undergik markante forandringer, står gruppen overfor nye udfordringer med hensyn til at fremme forståelsen for løsningen af disse opgaver.

5. Selskabets egne projekter i det forløbne år:

5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets beretninger. I beretningen for 2018 / 2019 findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

Siden den 1. oktober 2018 har projektet modtaget en række yderligere henvendelser om genstande, bøger m.v. til Den Blindehistoriske Samling.

Registreringsprojektet blev afsluttet den 14. maj 2020 med udarbejdelsen af en endelig rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.

Selskabets bestyrelse besluttede allerede på sit møde den 16. februar 2020, at der skulle fastlægges en plan for projektets afvikling. Projektets hovedformål har som bekendt været at inspirere medlemmer af Dansk Blindesamfund og professionelle, indenfor det synsfaglige område, til at medvirke til at lade registrere genstande m.v. som kunne bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling. Selskabet har med projektrapporten ydet et væsentligt bidrag til at opfylde dette formål.

Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside. Samtlige registrerede genstande er systematiseret i 5 hovedkategorier. Registraturen over samlingen indeholder 142 emneord, der hver åbner adgang til de registrerede genstande under det pågældende emne.

På selskabets generalforsamling den 17. februar 2018 anførte museumsinspektør Jacob Kjærgaard, at samlingen omfatter godt 3.500 genstande og ca. 800 billeder. Hertil kommer omkring 700 punktbøger, 100 reliefbøger, 700 sortbøger samt en samling kassettebånd, disse bøger og lydoptagelser er endnu ikke digitaliseret.

Samtlige henvendelser til registreringsprojektet er i rapporten sammenlignet med registraturen. Ved denne gennemgang af modtagne henvendelser har det kunnet konstateres, at samlingen allerede indeholder en betydelig del af de registrerede genstande. Rapporten oplister 108 genstande, som ikke findes i Den Blindehistoriske Samling. Der er i alt tilgået registreringsprojektet 154 genstande, dvs. at 46 er identificeret som værende genstande som allerede findes i samlingen.

Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

I betragtning af, at projektet nu har strakt sig over godt 6 år, er der et betydeligt hensyn at tage til de mange som har henvendt sig.

Den 4. juni 2020 meddelte samlingsleder Ion Meyer ved Medicinsk Museion, at museet som udgangspunkt var interesseret i alle de registrerede genstande. Det ville dog være nødvendigt at foretage en yderligere belysning af enkelte genstande, inden endelig stillingtagen til disse. Samlingsmedarbejder Maria Thode Jensen forelagde i en mail fra den 1. juli 2020 en plan til det videre arbejde for indsamling og indlevering af de registrerede genstande.

Arbejdet med projektet gik på grund af coronarestriktionerne helt i stå i forrige beretningsperiodes sidste halvdel, da det ikke skønnes forsvarligt, at iværksætte en indsamling af tilbudte genstande, så længe covid19-epidemien gjorde sig gældende.

I bestyrelsen beder vi derfor om tålmodighed endnu en tid fra medlemmer og andre, som har henvendt sig til bestyrelsen med bøger, hjælpemidler og andet, der kan være af interesse for projektet.

Den 11. november 2021 fremsendte samlingsmedarbejder Maria Thode Jensenen opfordring til, at arbejdet med projektet blev genoptaget, så de registrerede genstande kunne blive indsamlet og afleveret til Medicinsk Museion. Dette arbejde kan forhåbentligt afsluttes i løbet af første halvdel af 2022, hvis restriktioner i anledning af covid19-epidemien ikke afstedkommer alt for mange forhindringer. I bestyrelsen er der givet tilsagn til at prioritere afslutningen af projektet.

5.2. Projekt ”Blindes levevilkår i 1970-erne”.

Selskabet blev i 2016 opfordret til at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, som blev en følge af de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen behandlede på sit møde den 2. september 2021 spørgsmålet om, hvorledes dette projekt kunne gennemføres. Der var fortsat stor tilslutning til at give denne opgave prioritet. På mødet påtog John Heilbrunn sig sammen med Thorvald Kølle og Lena Bang at lægge en plan for, hvorledes de foreslåede 25 interview kunne gennemføres, af hvem og på grundlag af hvilke spørgsmål. Der var endvidere enighed om, at gruppen kunne organisere arbejdet på et ophold på Fuglsangscentret, såfremt dette skønnedes nødvendigt. På bestyrelsens efterfølgende møde den 24. november 2021 redegjorde gruppen for det videre arbejde samt om, hvorledes projektet skulle vurderes i lyset af andre lignende interviewprojekter.

Det har i skrivende stund vist sig, at coronarestriktionerne siden har stillet sig i vejen for det videre arbejde med at planlægge og gennemføre interviewene.

5.3. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget.

I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet. Der er i beretningsperioden indgået én ny optagelse, det drejer sig om stykket “Frokost i det fri” af Fernando Arrabal.

Selskabets arkiv råder i dag over 40 lydoptagelser af Amatørteatrets forestillinger, strækkende sig fra “Pernilles korte frøkenstand” af Ludvig Holberg fra maj 1956 til “Den korte dag er lang nok” af Carl Bjarnhof fra januar 2006. I beretningsperioden har medlemmer, der har henvendt sig med anmodning om at få tilsendt kopi af konkrete forestillinger fået tilsendt et link til de ønskede lydfiler til personlig brug. Denne service vil også fremover være en mulighed for selskabets medlemmer.

Det skal afslutningsvis nævnes, at Amatørteatrets forestilling fra 1968 “Fred på jorden” af Svend Rindom blev afspillet søndag den 21. juni 2021 i forlængelse af sidste års generalforsamling. Det viste sig at være en stor succes, som blev fulgt op af en artikel om Svend Rindom skrevet af Rudi Kurt Geert-Jørgensen og offentliggjort i nyhedsbrev nr. 3/2021.

5.4. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.

Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.

På foreningens hjemmeside findes et menupunkt vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.

Leif Martinussen har, som tidligere omtalt, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der i tekst og billeder belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området.

Denne redegørelse har vist sig at være for stor til offentliggørelse på selskabets hjemmeside på grund af de mange billeder – redegørelsen er på 92 sider. Bestyrelsen vil drage omsorg for, at der på hjemmesiden lægges et notat om redegørelsen med information om at denne kan fås tilsendt på anmodning ved henvendelse til bestyrelsen.

5.5. Jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023.

På generalforsamlingen den 15. februar 2020 behandledes et forslag fra Thorvald Kølle om at udgive et jubilæumsskrift skrevet af tidligere elever ved Refsnæsskolen i anledning af skolens 125-års jubilæum i 2023.

Der var bred tilslutning til at fremme dette forslag og der blev nedsat en redaktionsgruppe, jf. omtalen af initiativet i Medlemsblad nr. 9/2020.

Gruppen, der består af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen har på sine møder udarbejdet et forslag til en drejebog i 2 dele på ca. 225 sider, som er udgangspunktet for det videre arbejde i gruppen. På bestyrelsens møde den 24. november 2021 fremlagde gruppen dette første udkast til jubilæumspublikationens indhold. Gruppen forventer at kunne præsentere et revideret udkast på den kommende generalforsamling.

6. Informationsvirksomhed:

6.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I beretningsperioden er der til dato udsendt 3 nyhedsbreve. I skrivende stund er der kun truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2022, med invitation, program samt forslag til dagsorden og bilag til årets generalforsamling. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2022. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som DAISY lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. DBS’s sekretariat bistår mod betaling med at producere de 3 førstnævnte versioner.

Gennem de seneste år har bestyrelsen fulgt den praksis, at et nyhedsbrev maksimalt må være på 30 A4 sider i areal 12. Sortudgaven udsendes i areal 16 for at tilgodese svagtsynede abonnenter og har derfor ligesom punktudgaven et større sidetal.

Bestyrelsen har også i den seneste beretningsperiode kunnet glæde sig over at modtage et antal artikler fra flere af selskabets medlemmer. Sådanne bidrag medvirker til at gøre nyhedsbrevene interessante, og til tider morsomme. Det vil vi gerne takke alle bidragydere for.

Bestyrelsen har i skrivende stund registreret mere end 15 forslag og idéer til artikler m.m. til kommende nyhedsbreve. Mange af disse forslag og idéer har endnu ikke set dagens lys. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner, skal derfor ikke holde sig tilbage med at kontakte redaktør Ove Gibskov herom.

Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at selskabet til dato har udsendt 70 nyhedsbreve, som findes på hjemmesiden.

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i beretningsperioden 2019 / 2020. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende, derimod har det i beretningsperioden knebet med at lægge et større antal lydoptagelser på hjemmesiden.

I begyndelsen af 2021 er hjemmesiden blevet forsynet med et menupunkt, der informerer om nyheder og kommende begivenheder. Det er endnu ikke lykkedes for bestyrelsen at udvikle brugen af dette nye tiltag. Det bliver derfor en opgave for den kommende bestyrelse at udvikle brugen af denne informationskanal til medlemmerne.

Årsberetningen for 2017 / 2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ej heller været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten. Det er imidlertid en opgave som er under forberedelse.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har vi modtaget en hel del henvendelser fra både medlemmer og andre med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.

Til belysning af karakteren og omfanget af denne virksomhed skal nævnes følgende henvendelser, som alle er blevet besvaret:

-Hvornår udsendte DR udsendelsen “Forbrydelsen” med synstolkning?

– Hvornår begyndte man at bruge indlæst studiemateriale i Danmark?

– Hvornår begyndte det at være almindeligt at læse med tale på PC?

– Hvilke udgivelser omfatter Ove Olsens forfatterskab?

– Hvad omfatter Henning Eriksens forfatterskab – både udgivne og ikke-udgivne manuskripter?

– Hvem repræsenterede Danmark ved European Low Vision Song Contest i 2021?

– Historien bag “Fællesudvalget”, et legatsamarbejde mellem DBS, Blindes Støttefond og Blindeinstituttets Legatfond.

– Standardvedtægter for idrætsklubber under DBS – reglernes historie og fortolkning.

– Blindecenter Bredegårds historie.

– Hvornår kom det første lydfyr på Vænget i Kalundborg?

– Hvorfor hedder Dansk Blindesamfunds ejendomme og plejehjem “Solgaven”?

– Førerhundens historie i Danmark – henvendelse fra en studerende til brug for en opgave.

– Forespørgsel om selskabet vil være indstillet på, at bistå med arkivering af materiale fra den opløste forening “Blindes Skiunion” samt materiale fra DBSU?

– Historien bag et springvand i Kalundborg med messingplade med punktskrift.

– Hvem var formand i Roskildekredsen fra september 1911 til dato.

– Begrebet “social blindhed” hvad er historien bag dette og hvem er omfattet af det?

– Historien bag selvstændige blindes mulighed for fritagelse for afregning af moms samt betingelserne herfor?

6.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen den 20. juni 2021 har bestyrelsen udsendt et medlemsbrev vedrørende selskabets medlemsliste, jf. ovenfor under pkt. 3. Derudover blev der den 4. januar 2022 udsendt et medlemsbrev vedr. opkrævning af kontingent for 2022.

Det skal under dette afsnit bemærkes, at ud af de 127 medlemmer har 18 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 5 i almindeligt tryk og 5 som Daisy-lydfil.

De nævnte medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.

7. Selskabets elektroniske arkiv:

Efter generalforsamlingen i 2016, fik jeg fra min forgænger, som formand Hans Erik Olsen, overleveret et elektronisk arkiv indeholdende alle selskabets arkiverede dokumenter og lydfiler. Dette arkiv er i de efterfølgende år løbende opdateret.

I forrige beretningsperiode er arkivet blevet underkastet en omfattende opdatering.

Arkivet består i sin nye systematik af 4 hovedafsnit.

Afsnit A indeholder dokumenter i 26 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 421 hoved- og undermapper og 2490 filer.

Afsnit B indeholder lydfiler i 47 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 279 hoved- og undermapper og 1385 filer.

Afsnit C indeholder publikationer m.v. fra DBS fordelt i 8 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 84 hoved- og undermapper og 1729 filer.

Afsnit D indeholder blindehistoriske bøger, først og fremmest af faglitterær karakter samt diverse artikler og rapporter fordelt i 8 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 10 hoved- og undermapper og 62 filer.

På bestyrelsesmødet den 8. oktober 2020 fik medlemmerne af bestyrelsen en kopi af arkivet til personlig brug i deres arbejde i selskabet. Denne spredning af arkivet er tillige en sikring imod, at dette går til grunde ved et uheld eller på anden måde ved ændring af bestyrelsens sammensætning. Arkivet er opdateret frem til udgangen af 2021.

Bestyrelsen har også i denne beretningsperiode kunnet glæde sig over, at både Hans Erik Olsen og Henrik Olsen – navnlig sidstnævnte – har leveret mange nye lydoptagelser til arkivet. Til belysning af disse bidrag skal nævnes at Hans Erik Olsen har indleveret en lydfil med Vejledning i brug af førerhund fra 1981 indlæst af førerhundekonsulent O.B. Vagt-Andersen, samt en optagelse fra den 15. oktober 1965 “Spillemandsmusik fra Den Gamle Tutt” med Ejlif Hjort Johansen – violin, Thorkild Nielsen – klarinet, Søren Low – harmonika, Leif Martinussen – strygebas.

Henrik Olsen har gennem de seneste 12 måneder indleveret følgende 11 lydfiler:

– Amatørteatrets opførelse den 5-6. april 1968 af “Frokost i det fri” af Fernando Arrabal.

– “Lytterkontakten eller har du noget du mangler” -Regionalen i Næstved og Københavns Radio – fredag, den 20. september 1996 med Susanne Skovlund Nielsen fra Nykøbing Falster, hun efterlyste et skelet.

– Blå mandag fra Regionalradioen i Næstved fra mandag den 2. januar 1989, hvor Ulla Bjerre Frost var gæst hos journalist Henning Nielsen.

– Udsendelsen med Andreas Møller Petersen fra Køge, som var gæst i Regionalens program Lytterkontakten hos studievært Henning Nielsen fredag, den 26. april 1996.

– Kanalcafeen fra 17. december 1996 med Henrik Olsen som blandt andet læser et digt af Flemming Poulsen Madsen fra Vordingborg.

– En optagelse fra den 4. maj 1997 fra DRs Lokalradio i Næstved med Henrik Olsen og Anne Bente Rosenkilde fra Udby på Møn. De var gæster i programmet Labyrinten.

– En udsendelse fra 1986 fra lokalradio Kolding om KLO i Vejen, Kjeld Bjørbeck taler med Kaj Østergård Petersen og Ole Størup.

– Refsnæsskolen fylder 100 år fra den 5. november 1998, dagens program med gæster, elever og lærerer.

– Åbenhjertig samtale den 20. april 1947. Her taler Karl Bjarnhof med forfatterinden Karen Michaelis om hendes liv.

– Plejehjemmet Solgaven i Vejle fylder 40 år den 8. juni 2016 – 3 sange med Fuglsangkoret, tale af landsformand Thorkild Olesen og grevinde Alexandra.

– Henrik Olsen besøger 22. juni 2021 sammen med Louise Flagstad Refsnæsskolen.

8. Har Blindeforsorgens klienter krav på en undskyldning fra regeringen?

Det var det spørgsmål, som selskabet rejste på et debatarrangement den 16. februar 2020 efter generalforsamlingen.

Regeringen har indgået en aftale med Forsorgsmuseet i Svendborg, om at udarbejde en redegørelse om, hvorvidt der er grundlag for at give en undskyldning til tidligere børn, unge og voksne ved institutionerne under den tidligere Åndssvagforsorg og Den Øvrige Særforsorg i lighed med den undskyldning som drengene ved ungdomsinstitutionen Godhavn fik af statsministeren den 13. august 2019, for de overgreb, som de havde været udsat for.

Debatarrangementet blev dækket gennem flere artikler i Nyhedsbrev nr. 2/2020. Henrik Olsens lydoptagelse af debatarrangementet kan aflyttes på selskabets hjemmeside, det findes under menupunktet “Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”.

Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg opfordrede selskabet til at repræsentere blindeområdet ved et møde den 10. marts 2020 på museet i Svendborg til forberedelse af undersøgelsen.

Ove Gibskov, der forestod hvervet som mødeleder ved debatarrangementet blev af bestyrelsen bedt om at repræsentere selskabet ved dette møde.

Det var den helt overvejende stemning på debatmødet, at blinde elever indenfor Blindeforsorgen i årene 1933-1980 ikke havde behov for en undskyldning i lighed med drengene på Godhavnsinstitutionen.

Ove Gibskov har i Nyhedsbrev nr. 2/2020 givet en omfattende redegørelse for mødets forløb.

Det var oprindeligt planen, at udredningen skulle være færdig i begyndelsen af august 2021, men pga. covid-19 blev afslutningen ret hurtigt udsat til november og senere til marts 2022.

Forsorgsmuseet arbejder sammen med Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Rigsarkivet. Der er tale om en interviewdel, som museets leder Sarah Smed kalder ”erfaret forsorg” samt en arkivdel. I øvrigt er det det største antal arkivalier, der nogensinde er bestilt fra Rigsarkivet til én undersøgelse – nemlig 40 tons papirer.

Man har været nødt til at udsætte en hel del interviews, da det drejer sig om beboere på institutioner, hvor der pga. coronarestriktionerne ikke har været adgang; og den slags følsomme interviews er heller ikke egnede til zoom eller andre online-optagelser men kræver fysisk nærvær. Ove har fået oplyst, at der blandt de interviewede er adskillige synshandicappede.

Man regner med, at udredningen vil fylde omkring 200 sider.

Samtidig med offentliggørelsen af denne vil der udkomme 3 film med emnerne:

”ANKOMSTEN”, hvor der fokuseres på tiden lige op til anbringelsen og erfaringer fra indskrivningen.

”ANBRINGELSEN” med fokus på den generelle hverdag på institutionerne.

”UDSKRIVNINGEN” med fokus på denne og mødet med livet udenfor institutionerne både på kort og længere sigt.

De organisationer, som deltog i det første møde den 10. marts 2020, blev inviteret til et møde den 1. november 2021 med henblik på skriftlig formidling i et ikke-akademisk sprog.

9. Administrative og økonomiske forhold:

Mødevirksomheden i bestyrelsen og arbejdet med de enkelte opgaver har i indeværende beretningsperiode været præget af coronarestriktionerne, hvilket fremstillingen også i denne beretning vidner om.

Disse restriktioner har med hensyn til at efterleve kravet i vedtægternes § 7 stk. 2 om, at den ordinære generalforsamling skal afvikles i årets første kvartal, givet bestyrelsen de største udfordringer. Herom vidner ikke mindst afviklingen af generalforsamlingen i 2021.

Regnskabet for 2021 udviser et overskud på 13.483,24 kr. Dette resultat skal sammenholdes med overskuddet på 17.699,37 kr. i 2020. Disse positive resultater skal ses på baggrund af den reducerede aktivitet i de 2 seneste år, der skyldes restriktionerne som følge af covid19-epidemien. Der er i indeværende beretningsperiode kun afholdt 4 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 3 nyhedsbreve.

Administrativt viste det sig nødvendigt, at følge op på den regnskabsanalyse, som blev foretaget i sidste beretningsperiode, for at tilvejebringe et sikkert regnskabsmæssigt udgangspunkt for den nyvalgte kasserer.

10. Afsluttende bemærkninger:

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.

Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på, at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

6. Regnskab 2021 samt revisionsprotokol ved kasserer John Heilbrunn

Resultatopgørelse / status BHS 2021

Indtægter: 2021

Medlemmer (note 1) kr. 19.500,00

Medlemstilskud DBS (note 2) kr. 17.100,00

Generalforsamling kr. 12.075,00

Skattestyrelsen kr. 0,32

Gaver (note 3) kr. 1.025,00

Forudbetalt kontingent 2022 kr. 150,00

Indtægter i alt: kr. 49.850,32

Udgifter: 2021

Bestyrelsen:

Mødeudgifter kr. 2.527,00

Transport ved BS-møder kr. 4.828,00

Regnskabsanalyse kr. 2.658,59

Udarbejdelse af regnskabsstatus kr. 3.029,40

Kommunikation:

DK-Hostmaster kr. 50,00

Simply.com kr. 950,63

Nyhedsbreve medlemmer kr. 0,00

Årlig vedligeholdelse hjemmeside kr. 1.500,00

Teknisk bistand hjemmeside kr. 750,00

Udgifter til andre aktører:

Mobilepay / Myshop (note 4) kr. 691,75

Bankgebyr (note 5) kr. 300,00

Gældsstyrelsen kr. 650,46

Medlemskab/kontingent:

Historisk Selskab for Handicap og Samfund

(HSHS) kr. 475,00

Museumsdagbogen, Kahrius.dk kr. 375,00

Generalforsamling:

Honorar GF kr. 2.000,00

GF Fuglsangcenteret kr. 12.252,00

Diverse:

Blomster (note 6) kr. 1.755,00

USB-stik kr. 1.354,25

Porto kr. 220,00

Udgifter i alt: kr. 36.367,08

Årets resultat 2021: kr. 13.483,24

Noter:

Note 1 Medlemmer:

130 medlemmer som har indbetalt kontingent i 2021.

Note 2 Tilskud fra Dansk Blindesamfund:

Tilskuddet er baseret på antal medlemmer af foreningen som er medlemmer af Dansk Blindesamfund i alt 114.

Note 3 Gaver:

Drejer sig om 5 personer. Har besluttet at for meget indbetalt kontingent (dobbelte indbetalinger) samt deltagergebyr til generalforsamling på trods af framelding, skal tilgå BHS.

Note 4 Mobilepay/Myshop:

Mdr. 2 x gebyrer 2020 = kr. 98,00.

Gebyrer for Mobilepay 2021 – 11 x 49 kr. = kr. 539,00.

73 gebyrer for salg (indbetalinger) af 0,75 kr. = kr. 54,75.

Note 5 Bankgebyrer:

Gebyr pr. kvartal 75 kr.

Foreningskonti for velgørende organisationer pålignes ikke negative indlånsrenter.

Note 6 Blomster:

Markering af dødsfald: 4 x bårebuketter plus markering én 80-års fødselsdag.

4 x bårebuketter: kr. 1.376,00

1 x fødselsdagsbuket: kr. 379,00

Note 7 Regnskabsassistance:

Sekretærtimer til udarbejdelse af regnskab 2021 samt til revision af samme vil blive konteret i regnskaber for 2022.

Balance BHS-regnskab 2021

Aktiver:

Bankbeholdning i Danske Bank ultimo pr. 31/12-21: kr. 154.812,82

Aktiver i alt: kr. 154.812,82

Passiver:

Bankbeholdning i Dansk Bank primo 1/1-21: kr. 141.157,58

Årets resultat: kr. 13.483,24

Regulering/afrunding: kr. 172,00

Passiver i alt: kr. 154.812,82

Revisionsprotokollat 2021.

Revisionen har afstemt konteringer i regnskabets resultatopgørelse / status under indtægter, udgifter, aktiver og passiver, hvilket ikke har givet anledning til bemærkninger ud over, som der er redegjort for, en negativ afvigelse på kr. 172,00.

Revisionen har noteret sig følgende 2 hovedtal: Årets resultat, der udgør kr. 13.483,24 i selskabets favør. Saldo i Danske Bank pr. 31 december 2021 kr. 154.812,82.

Der er afholdt revisionsmøde 21. januar 2022. I mødet deltog revisorerne Hanne Tietgen Eriksen og Kurt Nielsen og kasserer John Heilbrunn. John Heilbrunn gennemgik regnskabet, og Hanne Tietgen Eriksen og Kurt Nielsen fik lejlighed til at stille opklarende spørgsmål til materialet. Revisionen har som nævnt bemærket en negativ afvigelse i regnskabet anført som Regulering / Afrunding. Afvigelsen udgør kr. 172,00. Under mødet kunne det ikke klargøres, hvordan afvigelsen er opstået. Revisionen anser ikke en afvigelse i denne størrelsesorden for afgørende i relation til selskabets samlede økonomi.

Det er revisorernes bedømmelse, at regnskabet giver et retvisende billede af selskabets økonomi 2021.

På denne baggrund har Revisorerne ikke yderligere bemærkninger at tilføje.

Med venlig hilsen

Revisorerne Hanne Tietgen Eriksen – Kurt Nielsen

Odense – Birkerød 23. januar 2022.

7. Danmarks Radios længst levende og stadig eksisterende program Giro 413 begyndte med Karl Bjarnhof som vært ved Ove Gibskov

Den 13. oktober sidste år kunne radioprogrammet ’Giro 413’ fejre et helt usædvanligt jubilæum, da det den dag var 75 år siden, udsendelsen første gang blev sendt.

Selv om mange af melodierne i dette ønskeprogram gennem de 75 år har været lette og kærlige, opstod programmet på en tragisk baggrund. For skønt Anden Verdenskrig sluttede i 1945, var Europa stadig fyldt med tusinder af flygtninge på flugt fra det sønderbombede Tyskland og Østeuropa.

Hjælpeorganisationerne Røde Kors og Red Barnet arbejdede på højtryk for at skaffe millioner af mennesker tag over hovedet, men det kneb med at få de nødvendige midler til arbejdet.

De to organisationer henvendte sig til Statsradiofonien, som Danmarks Radio dengang hed og spurgte, om man kunne hjælpe med at arrangere en indsamling. Radioen havde jo gennem sine udsendelser kontakt med hele befolkningen.

Hjælpeorganisationerne og Statsradiofonien blev som et forsøg enige om at arrangere en række ønskekoncerter, hvor, folk kunne sende en hilsen, ønske et stykke musik – og bidrage med et pengebeløb til især de mange børn, der led under krigens følger.

Den 1. oktober 1946 blev der så sendt en udsendelse, hvor man kom med en omhyggelig instruktion i, hvordan lytterne kunne sende ønsker; og søndag den 13. oktober klokken 13 kunne Karl Bjarnhof byde velkommen til det, der skulle vise sig at blive DR’s mest slidstærke underholdningsprogram i radioen.

Da Bjarnhof jo som bekendt var blind, har jeg været meget nysgerrig efter at finde ud af, hvordan han rent praktisk lavede et sådant program, hvor der skulle læses hilsner op. Havde man f.eks. fået dem overført til punktskrift, eller var det en anden, som læste dem op? Og hvis det sidste var tilfældet, hvad var Karl Bjarnhofs rolle så i programmet?

Desværre står der intet i DR’s årbøger eller øvrige beretninger fra den pågældende periode om ønskeprogrammets struktur, eller hvordan det blev afviklet. Den ældst bevarede udsendelse er fra 1957, og da var Karl Bjarnhof beskæftiget med ganske andre programmer.

Men ud over en hel del oplysninger til denne artikel fra tidligere radiodirektør Leif Lønsmann og arkivmedarbejder i DR, Louise Broch, har sidstnævnte sendt mig følgende oversigt over den første udsendelses musikalske indhold, som adskiller sig markant fra det meste af det, man i de seneste mange år har kunnet høre i Giro 413:

’Prins Jørgens March’, arrangeret af Emil Reesen

Tjajkovskijs ’Klaverkoncert Nr. 1, b-mol’ med NBC Symfoniorkestret

George Bizets Duet af operaen ’Perlefiskerne’ med Giuseppe de Lucca m.fl.

Carl Nielsens ’Underlige aftenlufte’ med Aksel Schiøtz og Christian Christiansen

Carl Nielsens ’Jeronimus’ sang’ fra operaen ’Maskerade’, spillet af Einar Nørby på klaver

Else-Marie og Hans Kurt med Aage Juul Thomsens Orkester med udtog fra operetten ’Den Glade Enke’ af Franz Lehár

Vera Lynn med eget orkester i Alstones ’Symphoni Laurence’

Udtog af festspillet ’Elverhøj’ 1. del af Kuhlau – med Else Brems, Holger Byrding og dirigeret af Emil Reesen

Københavns Drenge- og Mandskor, dirigeret af Mogens Wöldike, med Niels W. Gades ’Morgensang’ af Elverskud

Det Kongelige Kapel med Knudåge Riisagers ’Danmarks Frihedssang’, dirigeret af Emil Reesen.

De første fem år hed programmet ’Lytternes ønskeprogram på grammofon’, men i 1951 omdøbte den daværende vært, Otto Leisner, det til ’Giro 413’ efter det gironummer, man kunne sende penge til.

Nu skulle man jo ikke tro, at et temmelig ukontroversielt radioprogram kunne få lytterne til at fare så meget i harnisk, at der faktisk blev udstedt mordtrusler mod én af de senere værter. Men det var ikke desto mindre, hvad Knud Wissum var udsat for i 1950’erne. Lytteren, der kom med dødstruslen, havde ønsket sig ’Romeo og Julie’, som var et af datidens populære numre, men værten spillede i stedet Tjajkovskijs ’Romeo og Julie’, og det faldt i meget dårlig jord.

Knud Wissum har for mange år siden i en radioudsendelse fortalt, at han ikke havde begreb om populærmusik, da han begyndte i underholdningsafdelingen og blev vært på Giro 413. Han tog fejl af de to vidt forskellige udgaver af Romeo og Julie men gjorde det også på et tidspunkt bevidst og afsluttede udsendelsen med Tjajkovskijs udgave. Den var nemlig så lang, at han kunne forlade studiet og nå et S-tog hjem tidligere, end hvis udsendelsen var blevet afsluttet med et kort nummer.

Knud Wissum overlevede, og det samme har programmet jo altså nu gjort i mere end 75 år, hvor det både har været elsket og udskældt. Faktisk så upopulært, at en mand engang sendte en død, hvid måge til DR, fordi han var træt af sangen ”Hvide måge” med Gustav Winckler, som blev en af klassikerne i Giro 413.

Mågen ankom uheldigvis en fredag eftermiddag og blev placeret i et såkaldt dueslag eller postrum weekenden over, så det stank fælt, da medarbejderne mødte i Radiohuset mandag morgen.

Modsat den døde måge tyder intet på, at Danmarks Radios ældste program med Karl Bjarnhof som første vært nærmer sig en udløbsdato.

8. Tredje del af Ove Gibskovs barndomserindringer

Hvad vi på blindeskolen opnåede gennem et stærkt sammenhold og to strejker, en usportslig konkurrence i højdespring, og hvordan jeg fik to højst forskellige konfirmationsfester.

I forrige nummer af Nyhedsbrevet blev anden del af mine barndomserindringer afsluttet med, at min kæreste i 7. klasse slog op med mig, men hvordan jeg efter en hurtig erobringsindsats, hvor skolens musiklærer blev svinet grundigt til, fik hende tilbage.

En del læsere gør sig sikkert nogle tanker om, hvad det er, der bevirker, at man bliver forelsket i en bestemt person uden at kunne se, hvordan hun eller han ser ud. Men f.eks. kan der være meget erotik i en stemme – både i mine og andres ører, og det gælder også adskillige, der kan se, som jeg har talt med om denne væsentlige del af tilværelsen. Ligesom det første indtryk, nogen får af en køn pige, kan blive ændret, jo mere man lærer hende at kende, gælder det samme naturligvis også for en stemme, som man tænder på. Det er jo meget andet end den første forelskelse, der bestemmer, om man fortsætter med at være kærester.

Og så tilbage til tiden på Refsnæs, hvor vi, som det i det hele taget var almindeligt den gang, spiste varm mad om middagen og smørrebrød som aftensmad. Det er min opfattelse, at mange godt kunne lide det meste af det, der blev serveret; men sådan var det dog ikke altid om aftenen, hvor man fik det, der var blevet tilovers fra middagsmaden som en lun ret. Det var der selvfølgelig ikke i sig selv noget i vejen med, men det foregik på den måde, at der først blev delt smørebrød ud på tallerkenerne, derefter råkost i form af revne æbler og gulerødder og så til sidst resterne fra middagsmaden. Selv om man ikke var færdig med at spise pålægsmadderne, blev råkosten bare øst op, og var den heller ikke spist, ja, så kom de varme rester også på tallerkenen. Det siger sig selv, at denne blanding ikke var særlig lækker, og noget af det, de fleste opfattede som værst, var, når vi havde fået kogt torsk til middag og så om aftenen skulle have det, som var tilbage sammen med smørrebrød og råkost. Det var som regel rogn, lever og resten af fisken med ben, og vi kaldte det torskesnask.

En eftermiddag, mens jeg gik i 4. klasse, og hvor hovedretten om middagen netop var kogt torsk, havde jeg hørt nogle af de store fra 7. klasse tale om, at de ville nægte at spise torskesnask, når vi skulle have aftensmad. Det var lige noget, der passede mig, og jeg fortalte mine klassekammerater, hvad jeg havde hørt og bankede høfligt på til de store drenges opholdsstue og meddelte stolt, at vores klasse også var klar til at sige nej til torskesnask.

Når man skulle spise, blev der slået på en gongong, og alle stillede sig på række udenfor spisestuen og gik først ind, når der blev sagt værsgo. Men den her aften blev vi stående og råbte i kor: ”Vi vil ikke have torskesnask; vi vil ikke have torskesnask”! Assistenten, som sammen med en køkkenpige, skulle servere maden, fik tilkaldt plejemoderen, der forsøgte at få os ind i spisestuen ved at sige, at vi bare kunne nøjes med en lille smule torsk. Men alle blev stående og fortsatte med vores råb i kor, og det endte med, at plejemoderen måtte give sig, så vi den aften slap for den ulækre sammenblanding af smørrebrød, råkost og torskesnask.

Det var virkelig noget af en sejr og flere år før, jeg vidste, hvad en strejke var. Men vi fik i hvert fald i praksis oplevet, hvad et stærkt sammenhold kan føre med sig. Skønt vi dog også fik resterne af torsken om aftenen næste gang, denne fisk stod på middagsbordet, var der nu sket det væsentlige, at hverken de varme rester eller råkosten længere blev sammenblandet med smørrebrødet på tallerkenen.

De fleste af os kunne ligesom næsten alle børn godt lide æbleskiver, og når vi skulle have dem til middag, var der nærmest ingen grænser for, hvor mange man kunne få. Der var dog det store minus, at æbleskiverne først måtte komme i munden, når man havde spist en portion suppe med store stykker fedt flæsk; og det var virkelig fedt – også kaldet rulleflæsk.

Om vi var blevet inspireret og havde fået blod på tanden af ”torskesejren”, husker jeg ikke; men en middag nægtede alle drengene fra 4. til 7. klasse, der boede på Vestskolen, at spise det fede flæsk, selv om vi så måtte undvære den store mængde af dejlige æbleskiver. De blev nemlig igen bragt over til det store fælleskøkken, hvor al maden til både elever og lærere blev lavet. Men da det jo drejede sig om flere hundrede, som man ikke bare ville smide ud, endte det faktisk med, at vi fik dem til aften uden det fede flæsk. Da var vi nu også sultne efter at have gået uden mad siden om morgenen. Den korte ”flæskestrejke” medførte, at der senere blev serveret meget mindre stykker fedt flæsk, men helt slap vi altså ikke for det.

Hjemme i Kolind måtte jeg til gengæld tit selv bestemme, hvad jeg ville have at spise som aftensmad. Og en sommerferie, hvor jeg for første gang havde smagt hotdogs hos en pølsemand på Grenaa Strand, blev jeg så vild med dem, at jeg bad om at få hotdogs til aftensmad næste dag. Vi havde jo slagterbutik og manglede altså ikke pølser. Så også næste aften ville den forkælede Ove igen have hotdogs. Sådan fortsatte det faktisk det meste af en uge, hvor der hverken blev sparet på sennep, ketchup eller rå løg med det resultat, at jeg en nat vågnede med knopper over det meste af kroppen, som kløede voldsomt, og det satte en midlertidig stopper for det ensidige pølsespiseri. Siden har jeg dog altid godt kunnet lide et par ristede med det hele men alligevel ikke nær så tit som den sommerferie.

På Refsnæs fik man som nævnt ikke lov til at slippe for noget som helst mad. Det medførte, at min klassekammerat og gode ven Jørgen, når vi fik gule ærter, som han ikke kunne udstå, tog dem på skeen som vi andre men derefter hældte dem i bukselommerne og så bagefter ud i toilettet. Han havde en smule syn, og faktisk lykkedes det ham mange gange at gennemføre denne ærteproces uden at blive opdaget. Men på et tidspunkt gik det dog galt, og der blev set nøje efter, at ærterne kom i munden i stedet for i lommerne.

Jørgens forældre havde en købmandsforretning i Svinninge ca. 25 km Fra Kalundborg, så han kunne komme hjem på weekend, når undervisningen sluttede kl. to lørdag eftermiddag. Somme tider tog han mig med, og det var rart for en gangs skyld at være alene sammen med en familie men også lidt trist, når Jørgens mor søndag morgen kom og tog ham med ind i forældrenes seng. Da savnede jeg virkelig min mor og far.

I en af ferierne hjemme, mens vi gik i 6. klasse, havde jeg sammen med nogle andre drenge prøvet at ryge cigaretter. Jeg tror, det foregik nede hos bager Rask eller Arne bager, som vi kaldte ham. Der havde flere af byens børn et slags fristed forstået på den måde, at man f.eks. kunne sidde og ryge i det varme bageri, uden at han sagde noget til det. Efter ferien har jeg uden tvivl pralet til mine kammerater på Refsnæs med, at jeg var begyndt at ryge, og det syntes jeg sgu da også, de skulle prøve. Det endte med, at Jørgen blev overtalt til at tage en pakke smøger og nogle tændstikker med fra butikken, næste gang han skulle hjem på weekend. Og så snart skoletimerne var overstået om mandagen, gik en lille udvalgt flok ned til fjorden, hvor skolen havde et bådehus med et par robåde. Der gemte vi os så og fik ild på de cigaretter, Jørgen havde hugget. Vi blev ikke opdaget, hvad der gjorde os temmelig overmodige; for næste dag sparede vi turen til bådehuset og nøjedes med at gå ned i et rum i Vestskolens kælder. Men det lå desværre alt for tæt på spisestuen, så da der skulle spises aftensmad, afslørede lugten tydeligt, at der var blevet røget tobak, og da ingen sladrede, kom alle i forhør hos plejemoderen. Det gav heller ikke resultat, men uden at vi vidste det, begyndte nogle af de ansatte at undersøge vores skabe og lommerne i overtøjet. Så blev resterne af pakken og tændstikkerne fundet i Jørgens frakkelomme, og vi, som havde været med, gik straks til bekendelse. I hvert fald var det ikke kun ham, som skulle straffes; for egentlig var det vist mig, der havde lagt det største pres på ham for at få ham til at tage cigaretterne med til os. Ud over at vi blev skældt voldsomt ud, husker jeg faktisk ikke, at der skete mere.

Der var dog især to andre ting, som betød langt mere end cigaretrygningen det år, og som gjorde, at jeg glædede mig vildt til at komme i 6. klasse. Her begyndte vi nemlig at have fysik, og jeg havde hørt nogle fra klassen over mig fortælle om, hvordan en dampmaskine fungerede og nævne mystiske ord som vægtfylde, varmeledere, at en sten falder hurtigere og hurtigere, jo længere den falder, og at der var noget, som hed Archimedes lov.

Jeg blev da heller ikke skuffet men sugede alt det spændende nye til mig. Det var vores sløjdlærer hr. Ditmann, der, som en meget engageret fysiklærer, lod os prøve så meget som muligt i praksis, og her fik jeg så som nysgerrig og ret dygtig elev en slags oprejsning for mit elendige arbejde i sløjdsalen, som nogle af læserne måske husker fra et tidligere afsnit.

Det andet og mindst ligeså betydningsfulde i 6. klasse var, at man skulle op til en vejprøve, og blev den bestået, måtte man to og to – en blind og en svagsynet – sammen forlade skolens område og f.eks. gå til købmanden, som havde sin butik omkring halvanden km fra skolen.

Vejprøven bestod bl.a. i, at man skulle stå ved vejen og lytte så længe, at man var fuldstændig sikker på, at der ikke var en bil tæt på, når man gik over. Man skulle selvfølgelig også lære at finde rundt i området omkring skolen og tilbage igen. Faktisk tror jeg, at alle bestod prøven, og det var et uhyre stolt øjeblik, da jeg første gang spurgte nogle af de mindre drenge, om de skulle have noget med fra købmanden. Når man forlod skolens grund, skulle man have gult armbind med tre sorte prikker på, så dem, vi mødte, kunne se, at vi var synshandicappede og dermed også tage hensyn til os og flytte sig, hvis de kom i vejen. Det var før, blinde her i landet begyndte at bruge en hvid stok, som er meget mere hensigtsmæssig, fordi man jo med den bl.a. kan føle, om der er forhindringer, man skal tage sig i agt for. I øvrigt har mange blinde både dengang og senere kaldt det gule armbind for sørøverflaget.

Efter at vi var blevet afsløret i at ryge på skolen, turde vi ikke prøve det igen. Men så havde man jo muligheden for at købe smøger hos købmanden og så ryge på hjemvejen. Det var nu ikke noget, jeg ret tit gjorde; for man kunne jo risikere at møde nogen, som ville sladre, hvis de så et par 13-årige blinde drenge med cigaretter i munden.

I slutningen af 7. klasse – altså kort før vi afsluttede skolen på Refsnæs, tog Jørgen og jeg dog endnu et skridt mod det spændende og forbudte voksenliv. Vi var bestemt ikke ganske kry, da vi stod i købmandsbutikken og med lave stemmer sagde, at en af de ansatte havde bedt os om at købe to øl. Købmandskonen ville så høre, om det skulle være hof eller Tuborg, og da jeg ikke vidste, om en hof måske bare var en hvidtøl, sagde jeg Tuborg for at være helt sikker på, at få rigtig øl. Vi var vel næppe kommet mere end 100 meter væk fra butikken, da angsten for at blive opdaget greb os i en sådan grad, at vi gik ind på en mark, fik bajerne åbnet og i lyntempo begyndte at hælde dem i os. På den måde smagte det bestemt ikke godt, og jeg må indrømme, at i hvert fald halvdelen af min endte på jorden, mens jeg hostede højt og håbede, at Jørgen hverken havde set eller hørt det. Man skulle jo nødig blive kendt som en, der ikke kunne drikke en bajer. Jørgen havde dog også hældt meget af sin ud, men vi indrømmede det først overfor hinanden, da vi senere på Blindeinstituttet i København ikke længere lod jorden få vores øl men foretrak at drikke den selv.

Selv om jeg tidligere har fortalt, at der hverken er gået en stor eller lille sportsmand tabt i mig, forsøgte jeg dog engang i 7. klasse at lade som om, jeg faktisk var blevet ganske god til højdespring.

Sammen med Benny, som var et år yngre end mig og ret god til atletik, gik jeg en sommeraften op på sportspladsen, hvor nogle af de svagsynede spillede fodbold. Jeg spurgte, om vi skulle konkurrere i stående højdespring, hvad der sandsynligvis undrede ham, da ingen vist var i tvivl om mine ringe evner. Men Benny kunne se lige så lidt som mig, så jeg var sikker på, at han ikke ville opdage hvordan han nu skulle snydes.

Vi blev enige om at begynde lavt og satte stangen på 60 cm. Den højde var jeg sikker på at kunne klare i første forsøg, og det gjorde vi da også begge to.

Stangen blev så sat ti cm. op, og det lykkedes mig også at komme over den uden problemer. For Benny var det det rene barnemad. Men det ville det bestemt ikke være for mig, når vi nu kom op på 80 cm. Så jeg sprang bare på stedet og lod som om, jeg var kommet over. Efter at Benny havde sprunget, kom stangen op på 90 cm. Jeg gjorde naturligvis som før, mens han igen klarede springet uden besvær.

Jeg vidste ikke, hvor højt han kunne springe, men da vi var kommet et godt stykke over en meter, blev jeg virkelig imponeret; og han må selvfølgelig have været endnu mere forundret over, hvad en håbløs fyr som mig var i stand til.

Nu var vi nået så højt, at stangen kun blev sat fem cm. op ad gangen, og jeg var blevet meget mere optaget af Bennys kolossale dygtighed end af mit eget platte snyderi; og da han havde passeret en meter og fyrre, og stangen stadig blev liggende, råbte jeg højt og dybt imponeret til dem, der spillede fodbold et godt stykke længere væk: ”Benny har sprunget en meter og fyrre i første forsøg”. Men mens de kom løbende hen mod os og ville se ham springe, måtte han gå til bekendelse og indrømme, at han faktisk havde snydt på samme måde som mig, fordi han til sin undren var blevet overbevist om, at jeg kunne springe så højt, og han ville i hvert fald ikke stå tilbage for sådan en som mig, der jo så samtidig blev afsløret. Sådan kan blinde også blive læsterligt snydt af hinanden; men han havde dog sprunget langt højere end mig, før han måtte kapitulere og benytte sig af, at jeg ligesom ham var helt blind.

Jeg husker ikke, at det nogensinde har gjort mig rigtig ked af at være så elendig til sport, som jeg så altså heller ikke interesserede mig det mindste for. Det hænger uden tvivl sammen med, at jeg havde mange andre interesser og kunne hævde mig på områder, som også kom til at betyde noget for flere af mine kammerater. Allerede fra engang i 2. klasse var jeg ret god til at læse højt, og det kunne tit samle en gruppe drenge omkring mig.

Skolens bibliotek havde åbent hver torsdag eftermiddag, og jeg glædede mig altid til lugten af de mange bøger og til at gå rundt og læse, hvad de hed, og hvem der havde skrevet dem. Det var selvfølgelig mest bøger for børn i forskellige aldre men dog også nogle få egentlige voksenbøger, da der tæt ved skolen lå et hjem for blinde kvinder, som man dengang ikke mente ville være i stand til at klare sig alene i en lejlighed.

Mens jeg gik i 3. klasse, stødte jeg en torsdag i min nysgerrige søgen på en bog med den meget pirrende titel: ”Fra min klunketid”. Den var skrevet af en, som hed Otto Rung, og det eneste jeg dengang forbandt med ordet klunker var nosser, så det måtte da helt sikkert være en umådelig fræk bog. Men hr. Ellebæk, der passede biblioteket, bestemte, hvilke bøger man måtte låne i forhold til sin alder, så jeg var overbevist om, at han ville sige nej, og med mine kun ni år turde jeg slet ikke nævne noget om klunker til en voksen.

Jeg fortalte et par kammerater om den uden tvivl meget spændende bog, og når vi talte om den, kaldte vi den bare ”Fra min tid”, så ingen af de ansatte skulle få mistanke om, hvad det var for noget, der optog os. Men bogen ville jeg under alle omstændigheder have fat i, og da biblioteket, som af en eller anden grund aldrig var låst, lå på Østskolen, hvor jeg på det tidspunkt boede, tog vi en aften sagen i egne hænder. Jeg var fuldstændig klar over, hvor den stod, og mens jeg sneg mig ind, for hurtigt at hente den, holdt en af de svagsynede vagt på gangen i nærheden, og hvis en fra personalet kom forbi, skulle han begynde at tale ret højt med hende som signal til, at der ikke var fri bane. Men der kom heldigvis ingen, og jeg forlod glædestrålende biblioteket med min erobring under armen.

En lille udvalgt flok samledes med det samme i 3. klasses opholdsstue, og med lav stemme begyndte jeg at læse, så ingen ude på gangen kunne høre, hvad det var for en forbudt verden, vi med store forventninger bevægede os ind i. Men ak, hurtigt stod det fuldstændig klart, at det var ganske andre klunker, det drejede sig om i Otto Rungs selvbiografi fra slutningen af 1800-tallet – nemlig de små uldkugler, som hang i rækker under mange møbler og var moderne i den periode, som er blevet kaldt klunketiden.

Vores skuffelse fik udtryk i mange af sprogets mest latrinære ord om den røvkedelige møgforfatter, der ikke vidste en skid om rigtige klunker; og da bogen var kommet tilbage på sin plads, blev den ikke længere omtalt med et ord. Vi skulle i hvert fald ikke afsløre vores uvidenhed for nogen af de større drenge.

Men min nysgerrighed og glæde ved at gå på opdagelse blandt bøgerne fortsatte og er aldrig blevet mindre. Det kom til at betyde, at hr. Ellebæk, da jeg gik i 6. klasse, spurgte, om jeg ville være hans biblioteksmedhjælper, og det opfattede jeg i den grad som et skulderklap.

Mit arbejde bestod i at høre noget om nogle af de andre elevers interesser og så foreslå dem en bog, hvis de ikke selv havde en idè til, hvad de skulle læse. Det skal dog ikke forstås sådan, at man havde pligt til at låne bøger; men egentlig var der ret mange, som jævnligt kom på biblioteket.

Der gik ikke længe, før jeg udstyrede mig selv med en stor autoritet og nægtede at låne en bestemt bog ud til en dreng, som blot var et år yngre end mig. Det var en roman om bl.a. engelske sømænd under Anden Verdenskrig, hvor der var nogle få antydninger af sex – dog uden detaljer. Men den 13-årige Ove fortalte Mogens, at han desværre måtte vente et år, før han var gammel nok til at læse sådan en bog. Mogens kunne selvfølgelig have spurgt hr. Ellebæk og havde så nok fået lov men regnede åbenbart med, at han og jeg var enige.

Hr. Ellebæk gjorde mig i øvrigt endnu mere stolt, mens jeg gik i 7. klasse, hvor en ny ung assistent på Vestskolen sagde, at jeg lignede Aljòsja, som var en af hovedpersonerne i en film, der hed: ”Brødrene Karamassof”, som hun lige havde set. Det vakte selvfølgelig min nysgerrighed, og da jeg vidste, at der på biblioteket stod en bog med samme navn som filmen, skrevet af den russiske forfatter Dostojevskij, bad jeg om at låne den. Hr. Ellebæk gav mig lov og sagde, at jeg nok var den eneste dreng på 13 år, som læste denne mange hundrede sider lange roman for voksne. Det har jeg uden tvivl pralet af, og jeg kom da også igennem kæmpeværket, som flere steder var uhyggeligt spændende, men i lange passager også særdeles tung læsning for en nok så interesseret dreng på min alder. Faktisk var der også andre personer, som jeg identificerede mig meget mere med end Aljòsja, der var en from munk med ganske andre synspunkter end mine.

Men uanset hvor from eller i det hele taget kristen, man opfattede sig, blev stort set alle dengang konfirmeret, og det var noget, man af flere grunde så meget frem til. Selvfølgelig var der forventninger til gaverne, men bestemt også til det med at træde ind i de voksnes rækker, som der dengang blev talt meget mere om end nu – alene fordi mange forlod skolen efter 7. klasse og begyndte at arbejde. Det var også ret almindeligt og i hvert fald for mig meget væsentligt, at man som konfirmeret måtte ryge.

Vores konfirmation fandt sted i Raklev Kirke et par km fra blindeskolen, og den meget venlige pastor Norup inviterede altid konfirmandholdet hjem til eftermiddagskaffe et par dage før selve konfirmationen. Men selv om hans kone absolut ikke havde sparet på de mange forskellige kager til kaffen, var vi alligevel nogle stykker, som på vejen hjem gik ind hos bageren og købte wienerbrød. Han lå desværre så tæt på præstegården, at de formodentlig kunne se os gå derind, skønt vi jo allerede havde forsynet os rigeligt; men det var så sjældent at komme til bageren, at det bare skulle gøres, selv om det på ingen måde var pænt overfor de gode præstefolk, hvad vi dog overhovedet ikke tænkte over dengang.

Skolen gav os både konfirmationstøj og andendagstøj og desuden en kuffert som konfirmationsgave. Vores forældre var selvfølgelig også med i kirken og inviteret til at deltage i den efterfølgende fest i skolens gymnastiksal. Man kunne dog ikke få sine søskende med, med mindre de selv var eller havde været elever på skolen, da der til middagen skulle være plads til lærerne og så vidt jeg husker også deres ægtefæller. Så da højtideligheden i kirken var overstået, tog mine søstre Henny og Inge ind på et hotel i Kalundborg, hvor de spiste alene, før de heldigvis kom tilbage og tilbragte resten af dagen sammen med vores forældre og mig.

Søndagen efter blev der så holdt konfirmationsfest i Kolind med ca. 60 gæster fra vores store familie. Og selv om jeg fik masser af gode gaver, var der især en af dem, som optog mig det meste af dagen – nemlig en pibe fra min ven Lars. For skønt det var søndag, lykkedes det at skaffe en pakke tobak, og da vi satte os til bords, måtte min far flere gange sige til mig, at nu kunne jeg altså godt lige tage piben ud af munden og spise noget mad. Der var lavet en god konfirmationssang, som min mor havde fået en blind børstenbinder, der boede i nærheden af Kolind, til at skrive over på punktskrift, og det var en dejlig oplevelse selv at kunne synge med sammen med alle de andre.

Min onkel Anders holdt en fin tale til mig, og et par af mine fætre syntes, jeg skulle lave en takketale om aftenen. Jeg havde med mine knap 14 år aldrig før talt til en større forsamling men tog udfordringen op og skrev nogle ord ned i løbet af eftermiddagen. Efter at jeg lettere nervøs havde slået på glasset og læst dem højt, blev der naturligvis klappet af den blinde konfirmand, som var vældig tilfreds med sin præstation. Men skønt indholdet sikkert har været ganske banalt, hørte jeg et par af mine faster lavmælt snakke om, hvem der mon havde hjulpet mig med at skrive den tale; og jeg fik vist lidt for højt fortalt dem, at det sandelig var mig selv og ingen andre, som havde haft noget med det at gøre.

Her stod en konfirmand med tændt pibe, som i egen bevidsthed nu var trådt ind i de voksnes rækker. Så skulle han vel også nok selv kunne både skrive og holde en tale? Men skønt der gik adskillige år, før jeg med nogenlunde dækning kunne kalde mig voksen, blev fejringen af min konfirmation hjemme en uforglemmelig dag, og den gave, jeg i alle årene mest har været glad for, er en ring, som min mor fik en guldsmed til at sætte prikker på, så der med punktskrift står Ove og datoen for min konfirmation. Den har lige siden siddet på min venstre ringfinger.

I næste nummer fortæller jeg bl.a. om den kolossale forandring, det medførte efter 7. klasse at komme til Blindeinstituttet i København, hvor jeg, i løbet af de første tre uger var i Sverige fire gange og hos mine fætre i Gilleleje mange weekender, havde et fristed næsten uden indblanding fra voksne.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67

Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer John Heilbrunn

Gyldenløvesgade 16 3.tv

1369 København K

Tlf. +45 33 93 33 00

Mobil +45 23 40 92 18

Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov

Brombærhaven 31

8520 Lystrup

Tlf. +45 26 17 98 80

Mail: ove@gibskov.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 / 2021.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Referat af generalforsamlingen 20. juni 2021 ved Rita Cicilie Varmby

3. Diana Stentoft, John Heilbrunn og Thorkild Olesen gør sig på ny bemærket

4. Nekrolog over Jørgen Eckmann ved Poul Lüneborg

5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – Anden artikel af 4

6. Bogudgivelse: “Den unge Verners lidelser” af Henning Østrup Rasmussen, omtale ved Poul Lüneborg

7. Hvem var Svend Rindom? ved Rudi Kurt Geert-Jørgensen

8. Information om generalforsamling 2022

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden af Poul Lüneborg

Det er nu knap 5 måneder siden vi afholdt årets generalforsamling. Denne var som bekendt udsat flere gange på grund af covid-19 epidemien. Det var glædeligt på ny atter at kunne mødes.

I dette nyhedsbrev bringes Rita Cecilie Varmbys omfattende referat af mødet med nogen forsinkelse. Det vil jeg gerne beklage.

I bestyrelsen har vi været enige om, at omtalen af Jørgen Eckmanns indsats til fordel for blinde, efter hans død den 8. juni 2021, skulle bringes i dette nyhedsbrev. Det har imidlertid været en langt større opgave end først antaget, da jeg besluttede mig for at skrive en redegørelse om hans virke. Det har betydet, at dette nyhedsbrev er blevet forsinket med næsten 2 måneder. Til gengæld håber jeg, at rigtig mange af selskabets medlemmer får glæde af min beretning om hans liv og virke. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Jørgen til tider var en vanskelig tillidsmand at komme overens med i de 16 år, hvor jeg sad i Dansk Blindesamfunds ledelse. Men dette forhold skal ikke stå i vejen for at yde ham en velfortjent påskønnelse af hans arbejde gennem mere end 50 år til fordel for blinde i Danmark.

Søndag formiddag den 21. juni efter generalforsamlingen blev Dansk Blindesamfunds Amatørteaters opsætning af Svend Rindums stykke “Fred på jorden” afspillet. I bestyrelsen var vi meget usikre på om det viste sig at være en idé, som kunne fastholde interessen hos deltagerne. Her gjorde vi os bekymringer uden grund. Det blev en succes. For at følge op på denne oplevelse har Rudi Kurt Geert-Jørgensen skrevet en artikel om forfatteren.

Nyhedsbrevet bringer 3. afsnit af Ove Gibskovs erindringer fra hans tid på Refsnæsskolen, samt en omtale af 2. bind af Henning Østrup Rasmussens familiekrønike, som omfatter tre bind.

Til slut i nyhedsbrevet er der grund til at give plads til en hædrende omtale af Diana Stentoft, John Heilbrunn og Thorkild Olesen, som endnu engang har gjort sig gældende såvel internationalt som i den hjemlige andegård.

God læselyst og på forhåbentlig gensyn på næste års generalforsamling.

2. Referat af generalforsamlingen 20. juni 2021 ved Rita Cicilie Varmby.

Den 20. juni 2021 afhold Blindehistorisk Selskab generalforsamling på Fuglsangscentret i Fredericia.

Dagsordenen var som følger:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Godkendelse af referatet fra sidste års generalforsamling

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse

8. Fastsættelse af kontingent

9. Indkomne forslag

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019.

b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år.

c. René Ruby blev valgt for 2 år i 2020. Han ønsker ikke at fortsætte pga. andre opgaver.

d. Rita Cecilie Varmby, valgt i 2020 for 2 år, har på grund af helbredsforhold besluttet at udtræde af bestyrelsen.

e. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.

f. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år.

g. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020.

11. Eventuelt

Ad 1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

Poul Luneborg bød de 26 deltagere velkommen til årets generalforsamling. Poul beklagede, at centrets reception kun havde produceret et enkelt eksemplar af deltagerlisten i punkt. Han havde som formand sikret sig, at forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen blev sendt til ham i et tilgængeligt medie senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Alle deltagere havde den 9. juni 2021 fået tilsendt bilag til behandling under punkterne 7 og 9.

Ad 2. Navneopråb samt præsentation af deltagerne.

For at vide, hvem der var til stede, var der navneopråb af deltagerne.

Ad 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

Thorben Koed Thomsen blev valgt som dirigent. Der var ingen modkandidater. Erik Kiørby, Henrik Olsen og Dorthe Andersen blev valgt som stemmetællere. Rita Cecilie Varmby blev valgt som referent.

Mødedeltagerne accepterede, at generalforsamlingen blev optaget til brug for skrivning af referatet, Henrik Olsen stod for optagelsen af mødet.

Ad 4. Godkendelse af dagsorden

Dagsordenen blev godkendt.

Ad 5. Godkendelse af referatet fra sidste års generalforsamling

Referatet fra sidste års generalforsamling til godkendelse. Poul Lüneborg fortalte i den anledning, at referatet fra sidste års generalforsamling er godkendt af dirigenten og bestyrelsen efter reglen i vedtægternes § 7 stk. 16. Derfor er punktet ikke til videre drøftelse.

Ad 6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse

For at beretningen kunne blive overskuelig, blev den gennemgået punkt for punkt.

Bestyrelsen har haft et godt samarbejde igennem de sidste 18 måneder på trods af Corona. Antal af medlemmer var i 2020 på 133. Nu er antallet af medlemmer faldet til 129. Ud af dem er der 5 kollektive medlemmer samt et antal seende, hvoraf de resterende er synshandicappede. I årets løb har vi taget afsked med 2 af vore aktive medlemmer. Det drejer sig om Jørgen Eckmann og Arne Krog. Poul Lüneborg omtalte førstnævntes liv og virke i blindesagen gennem mange år. Jørgen Eckmann var med til at stifte Blindehistorisk Selskab i 1994 og var dets formand i de første 8 år. Arne Krog blev mindet på søndagens arrangement.

5 af vore medlemmer har ikke ønsket at forlænge deres medlemskab.

Adresselisten med vore kontaktoplysninger er blevet udsendt siden 2016 til alle medlemmer. De enkelte medlemmer har i den forløbne tid selv kunnet vælge at stå i adresselisten. Adresselisten er udsendt efter kontingentopkrævningen. Vi er endnu ikke helt i mål med opkrævningen, men de, som mangler at betale skal nok få det gjort snarest muligt. Vi skal alle være opmærksomme på, at kontaktoplysningerne er korrekte og melde tilbage i tilfælde, at noget er ukorrekt.

Adresselisten er pt udsendt i elektronisk format. Pt. er der indkommet 5 tilbagemeldinger om behov for ændringer af kontaktoplysninger.

Punktudgaven vil blive udsendt, når DBS’s nye punktprinter er installeret og taget i brug i løbet af august måned i år.

Ove Gibskov roste Poul Lüneborg for de mange resultater, som indtil nu er nået. Desuden ville han godt høre, om DBS har givet en begrundelse for, hvorfor selskabet trods flere henvendelser ikke har fået en eneste artikel optaget i tidsskriftet ”Øjeblikket”. Desværre er 25-års jubilæet og Henning Eriksens dagbog ikke blevet omtalt i andre sammenhænge.

Rudi Kurt Geert-Jørgensen kom med et forslag, om man fremover kan lave en automatisk abonnementsordning. Poul svarede, at det vil blive dyrt, da bankernes Betalingsservice opkræver et gebyr for hver transaktion, hvilket vil belaste et kontingent på 150 kroner. Desuden er bankernes Betalingsservice ikke særlig tilgængelig for en blind kasserer som benytter et skærmlæserprogram.

Bestyrelsen bør undersøge, om man fremover kan etablere et automatisk system via Mobile Pay.

Den blindehistoriske arbejdsgruppe har haft møder siden 2014, gruppen består af repræsentanter fra DBS’s Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg og Blindehistorisk Selskab. Det har ikke kunnet lade sig gøre at afholde møde i gruppen i de seneste 18 måneder grundet coronarestriktionerne.

I 2021 har DBS afsluttet digitaliseringen af medlemsbladene fra 1916-2006. (Henning Eriksen afskrev bladene fra 1911-1916). Det er et enestående kildemateriale om blindes historie, idet materialet over hele perioden nu er tilgængeligt.

Bestyrelsen vil få et USB-stik med dette materiale, og enkelte medlemmer vil også kunne opnå adgang efter henvendelse til formanden.

Desuden har DBS afsluttet digitaliseringen af 51 interviews foretaget af informatørerne i 1990’erne.

Arbejdsgruppens vigtigste opgave er nu at bekymre sig om samlingerne på Refsnæsskolen af de effekter, som ikke allerede er overført til Den Blindehistoriske Samling på Medicinsk Museion. Disse registreringer er desværre stoppet midtvejs.

I forbindelse med gruppens arbejde nævnte Poul Lüneborg interviewprojektet om blindes uddannelses- og arbejdsforhold i 1960’erne og 70’erne, som omtales nedenfor. Han nævnte i forlængelse af dette projekt, at der bør udarbejdes en oversigt over de mange interviews, som er optaget igennem tiden og som findes i selskabets lydarkiv. Det blev i denne forbindelse nævnt, at der er mange nulevende medlemmer, som vil kunne fortælle meget fra deres aktive tid som HB-medlem. Henrik Olsen anførte, at det for eksempel gælder Anvör Poulsen, der tillige har været blindekonsulent. Henrik Olsen nævnte, at han vil fortsætte med at foretage interview indenfor konceptet “Blindes færden”. Interview fra dette initiativ findes i selskabets lydarkiv.

Selskabet efterlyser en udgave af punktnoderne til “Danske Blindes Nationalsang”.

Alt abonnementsmateriale på hovedkontoret blev tidligere bragt i uddrag i båndtidsskriftet “DBS Information”, men masterbåndene af disse udgivelser er ikke blevet gemt og digitaliseret.

Registreringsprojektet er afsluttet og en rapport er afgivet med ros fra Medicinsk Museion, som på sin hjemmeside har lagt en registratur over Den Blindehistoriske Samling.

René Ruby har klargjort grundlaget for interviewprojektet om levevilkårene i 1960’erne og 70’erne. Grundlaget for projektets iværksættelse er derfor nu til rådighed med henblik på afslutning af dette. De som vil være med i styregruppen forestår interview af de mennesker, som har tilmeldt sig til projektet. De som ønsker at blive interviewet, må gerne opretholde deres tilsagn. Det hele hviler på frivillighedsprincippet.

Poul Lüneborg har lavet en omhyggelig liste over de stykker, som amatørteatret har opført, som selskabet har modtaget. Alle forestillinger og andre lydoptagelser kan – efter anmodning – tilsendes i kopi til udlån, når den er markeret med et X. De må ikke blive frigjort til den bredere offentlighed, fordi der skal tænkes på lovligheden af kopiering. (Amatørteatret overlod alle optagelserne og Amatørteatrets formue til Blindehistorisk Selskab i 2007).

En redegørelse om blindes sport og idræt fra 1950-1980 er udarbejdet af Leif Martinussen på ca. 92 sider med billeder. Redegørelsen er forsøgt gjort egnet til at blive lagt på hjemmesiden.

Der er ønske om i 2023 at lave et jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum, hvor tidligere Refsnæselever kan bidrage med deres erindringer fra deres ophold på skolen. Arbejdet er kommet ind i en konstruktiv gænge. Thorvald Kølle fremlagde i sin tid ideen. Rudi Kurt Geert-Jørgensen vil stå for at samle de artikler arbejdsgruppen får tilsendt. Leif Martinussen har taget initiativ til at få samlet de involverede bidragydere. Strukturen og omfanget bør være på plads. Nyhedsbrevene må højst være på 30 sider i Arial 12-format. De skal ikke blive for lange og uoverskuelige for læserne.

Hjemmesiden er lavet af Søren Jensen i samarbejde med bestyrelsen ud fra det, som man må betragte som nødvendigt som skærmlæserbruger. Den visuelle præsentation af hjemmesiden, har derfor ikke været givet første prioritet. Hjemmesiden er at betragte som et blindehistorisk arkiv.

Hjemmesidens nuværende struktur blev drøftet, hvorefter det blev taget til efterretning og man samtidig ønsker forslag om, hvordan den kan gøres mere anvendelig.

Vigtige meddelelser, som bringes i medlemsbladet, når desværre ikke ud til institutioner og seende læsere. Derfor må nyhedsbrevene suppleres med medlemsbreve for at bringe invitationer, nekrologer mv. som ikke kan afvente næste nyhedsbrev. ”Øjeblikket” har ikke i de seneste år optaget artikler af blindehistorisk interesse. Arkivet over lydoptagelser er meget righoldigt, spændende og er af en betydelig størrelse.

Poul Lüneborg nævnte endelig den sag som omhandlede Godhavnsdrengene og den undskyldning, som nogle af dem har fået. Ove Gibskov nævnte, at der stort set ikke var nogen, som mente, at vi burde stille krav om en undskyldning inden for vores område. Han har været i kontakt med projektinvolverede fra Forsorgsmuseet.

Sagen vil blive fulgt op i et kommende nyhedsbrev.

I 2020 er der registreret et pænt overskud i sammenligning med et underskud i 2018 og 2019. Poul Lüneborg omtalte nogle administrative belastende processer, som i høj grad opleves som tunge og uoverskuelige for administrationen i en lille forening som denne. Betaling via Mobile Pay opleves af mange medlemmer som en lettelse. Der skal her betales 0,75 kr. pr. transaktion. Desuden skal selskabet betale et månedligt gebyr på 49,00 kr. Det giver problemer for selskabet, når der ikke løbende indbetales penge til deres system. De digitale systemer kan tvinge foreninger tilbage til mere uformelle systemer.

Beretningen blev godkendt med applaus.

Ad 7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse

Der er udarbejdet en analyse ud fra alle kontoudtog, samtlige indtægter og udgifter og sammenlignet dem med kasserer Ole Brun Jensens tal. Der er sket nogle fejlposteringer. Poster er overset, som fører til en endelig konklusion om, at der er 150 kr. ekstra, som der ikke kan gøres rede for. Denne analyse blev oplæst af John Heilbrunn.

Regnskabet blev herefter betragtet som godkendt enstemmigt.

Ad 8. Fastsættelse af kontingent

Kontingentet på de 150 kroner fastholdes. Der lød et stort bifald fra de 26 deltagere.

Ad 9. Indkomne forslag

Forslag fra bestyrelsen: Ole Bruns sygdom giver anledning til bekymring. Bestyrelsen har derfor ønsket at sikre sig muligheden for at skaffe professionel bistand, hvorfor det foreslås, at bestyrelsen bemyndiges til at træffe aftale herom, hvis det bliver nødvendigt. Forslaget ønskes fasthold for en sikkerheds skyld, selv om der har meldt sig en kvalificeret kandidat til kassererposten. Forslaget blev tiltrådt enstemmigt.

Ad 10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

Ad a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019.

Ole Brun Jensen ønsker stadig at stå til rådighed for bestyrelsen som webmaster eller på anden måde, og som suppleant.

”Ud af intetheden” har John Heilbrunn meldt sig som mulig kasserer efter drøftelse med Poul Lüneborg.

Han blev valgt som kasserer uden modkandidater for en 2-årig periode.

Ad b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år.

Han blev genvalgt for to år uden modkandidater.

Ad c. René Ruby blev valgt for 2 år i 2020.

Han ønsker ikke at fortsætte pga. andre opgaver. René Ruby har ønsket at udtræde af bestyrelsen for at koncentrere sig om andre opgaver.

Ad d. Rita Cecilie Varmby, valgt i 2020 for 2 år, har på grund af helbredsforhold besluttet at udtræde af bestyrelsen.

Hun ønsker fortsat at stå til rådighed, når der er spændende opgaver i selskabet.

Der skal derfor vælges 2 medlemmer af bestyrelsen for et år.

Lena Bang blev uden modkandidater valgt ind i bestyrelsen.

Ove Gibskov blev også valgt for et år. Han ønsker at overtage redaktørposten og begrundede sin opstilling med, at han blandt andre blindehistoriske aktiviteter i forbindelse med DBS’s 75- og 100-årsjubilæum har lavet lydmontagerne ”75 og 100 år i lydglimt”.

René Ruby og Rita Cecilie Varmby fik en stor tak af formanden for deres engagement i bestyrelsen.

Ad e. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.

Lena Bang blev som nævnt bestyrelsesmedlem for et år.

Leif Martinussen fortsætter som suppleant sammen med Ole Brun Jensen.

Ad f. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år.

Kurt Nielsen er villig til genvalg, hvilket er sket uden modkandidater. Hanne Titgen Eriksen tiltrådte som revisor i stedet for Ove Gibskov.

Ad g. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020.

Nete Parkov opstiller gerne og blev genvalgt uden modkandidater.

Ad 11. Eventuelt

John Heilbrunn præsenterede sig og redegjorde for sin baggrund igennem sine mange år fra den første integrerede elev i folkeskolen, som erhvervsbeskæftiget i 42 år og tillidsvalgt i DBS og ansat samme sted i 26 år.

Der blev spurgt, om der kan bidrages til viden om oprettelse af forskellige tandemklubber. Formanden nævnte, at han agter at færdiggøre forskellige igangværende projekter om Amatørteateret, litteraturoversigten, analyse af blindes og svagsynedes uddannelses- og beskæftigelsesforhold, for nu at nævne de største opgaver.

Mødet sluttede i god ro og orden.

Tak til Henrik Olsen for teknisk assistance i form af lydoptagelse af mødet og til John Heilbrunn for notatassistance samt til Dorthe Andersen for korrekturlæsning. Færdiggjort den 28. juni 2021.

Referent Rita Cicilie Varmby.

Nærværende referat godkendes hermed på Bestyrelsens vegne – Farum den 7. juli 2021

Poul Lüneborg

Viborg den 8. juli 2021

Thorben Koed Thomsen, dirigent

3. Diana Stentoft, John Heilbrunn og Thorkild Olesen gør sig på ny bemærket.

Af Poul Lüneborg

Fra tid til anden er der blinde i Danmark, som der er grund til at fremhæve for deres indsats til fordel for blinde og stærkt svagsynede. I nyhedsbrev nr. 4/2020, som udkom den 30. oktober 2020 kunne bestyrelsen udtrykke sin anerkendelse af den hæder som var blevet 3 af selskabets medlemmer til del. Der er endnu engang grund til at nævne 2 af dem.

Thorkild Olesen fik på Dansk Blindesamfunds Hovedbestyrelsesmøde 25. – 27. juni 2021 tildelt foreningens hæderstegn, som nr. 7 i rækken af modtagere af denne påskønnelse for hans indsats som landsformand i årene 2009 – 2021. Hæderstegnet blev indstiftet på foreningens hovedbestyrelsesmøde den 15. juni 1991.

John Heilbrunn blev på World Blind Unions 10. generalforsamling i dagene 28. – 30. juni 2021 optaget som Honorar Life Member af organisationen for hans arbejde gennem mere end 25 år til fordel for blinde og svagsynede i Den 3. Verden. John Heilbrunn har spillet en særdeles aktiv rolle på de seneste generalforsamlinger i verdensorganisationen. Disse arrangeres på skift rundt om i verden, men på grund af coronaepidemien blev arrangementet i år afviklet virtuelt med den spanske blindeorganisation ONCE som vært.

Endelig skal det nævnes, at Dansk Blindesamfunds næstformand Diana Stentoft på World Blind Unions ovennævnte Generalforsamling blev valgt som organisationens første kvindelige generalsekretær. Diana Stentoft har siden 2004 været valgt som den ene af Dansk Blindesamfunds 2 delegerede til WBU’s generalforsamlinger, som finder sted hvert 4. år. Diana har i den forgangne 4-års periode været medlem af WBU’s Udviklingskomité. I kraft af disse hverv og hendes mangeårige engagement i Dansk Blindesamfunds arbejde til fordel for blinde i en række lande i den 3. verden, har hun et godt kendskab til dette vigtige internationale arbejde til fordel for synshandicappede i de 5 regioner, som WBU’s medlemmer er organiseret i. Generalsekretæren udgør sammen med præsidenten, 2 vicepræsidenter, kassereren og den afgående præsident, som ikke kan genvælges, organisationens forretningsudvalg, som benævnes Table Officers. Det er således en særdeles vigtig post, som Diana Stentoft skal varetage i den kommende arbejdsperiode, der løber fra 2021-2025. Ud over at være den første kvindelige generalsekretær i WBU er Diana Stentoft det første danske medlem af WBU’s øverste ledelse.

Man kan i sandhed sige at Diana Stentoft har gjort lynkarrierer, hun blev i 2020 indvalgt i Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg og i år avancerede hun til hvervet som foreningens næstformand. Man kan læse mere om Diana Stentoft i tidsskriftet “Øjeblikket” nr. 24 fra august i år.

Selskabets bestyrelse ønsker alle 3 hjertelig tillykke med de fornemme udnævnelser.

4. Nekrolog over Jørgen Eckmann ved Poul Lüneborg

Jørgen Eckmann – hans virke til fordel for blinde

Jørgen Eckmanns død den 8. juni 2021 giver mig som formand for Blindehistorisk Selskab anledning til at standse op og fundere over hans virke og betydning for arbejdet til fordel for blinde i Danmark.

1. Opvækst og uddannelse.

Jørgen blev født den 1. september 1935 i Svendborg. Han anfører selv i en erindringsartikel fra 1990. “Jeg kommer fra et arbejdermiljø” (det besiddelsesløse byproletariat).

Min far var mølleriarbejder, min mor ekspeditrice.” I barndomshjemmet blev religionen kun tillagt betydning ved højtiderne og ved særlige familiebegivenheder. Jørgen var født blind. Det Kongelige Blindeinstitut på Refsnæs ved Kalundborg blev derfor rammen om hans skoletid fra 1943 til 1951. I nævnte artikel beskriver han denne tid på godt og ondt.

Tiden på Refsnæs efterfulgtes af en årrække som elev på Det Kongelige Blindeinstitut i København.

Efter 4 år som elev på Instituttet optræder Jørgen for første gang i DBS’s medlemsblad, hvor han får rosende ord med på vejen efter en kirkekoncert den 21. marts 1955 i Sankt Jacobs kirke på Østerbro i København. Ved denne lejlighed optrådte Blindeinstituttets musikelever og blandt disse var Jørgen, der som soloorganist spillede Bachs præludium og fuga i e-mol.

Efter yderligere 4 år omtales Jørgen i sommeren 1959 som en værdifuld sufflør i Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Ved skoleårets afslutning den 23. juni 1960 på Blindeinstituttet, kunne konstitueret forstander Folke Johansen blandt andet meddele, at Jørgen Eckmann var én af de 3 elever, som dette år havde bestået præliminæreksamen. Blindes mulighed for at bestå denne eksamen var blevet åbnet for blinde få år efter 2. Verdenskrigs afslutning. Jørgen bestod efterfølgende studentereksamen ved det 2-årige studenterkursus. Han måtte imidlertid opgive drømmen om at læse historie ved universitetet på grund af vanskelighederne ved at skaffe lærebøger i punktskrift.

Efter dette forgæves uddannelsesforsøg lykkedes det ham, at blive optaget på Den Sociale Højskole i København med henblik på at uddanne sig til socialrådgiver, et forløb, som ikke var uden vanskeligheder, idet der på skolen var stor skepsis overfor at optage blinde studerende. Uviljen på skolen overfor blinde ansøgere var så stor, at man krævede garanti fra Dansk Blindesamfund for, at Jørgen ville kunne få praktikplads her. Det garanterede DBS, men slæbte derefter Den Sociale Højskole i retten og vandt. Det var jo ikke et krav, der blev stillet til andre. Det skal i denne forbindelse nævnes, at Jørgen var den tredje blinde, som søgte optagelse på Den Sociale Højskole.

Efter endt uddannelse som socialrådgiver, drog Jørgen til England på et studieophold, der afsluttedes i efteråret 1967.

2. Medlemskab af Dansk Blindesamfund og tiden frem til 1968.

Da Jørgen rundede sit fyldte 18. år blev han i 1953 medlem af Københavnskredsen under Dansk Blindesamfund. Her engagerede han sig i arbejdet til fordel for blinde, et arbejde som snart medførte, at han blev medlem af kredsbestyrelsen, som stod under ledelse af foreningens senere navnkundige formand Svend Jensen. I 1964 blev Jørgen valgt som én af kredsens 9 medlemmer af DBS’s repræsentantskab. Et valg som siden skulle vise sig at få betydning for resten af hans liv.

I slutningen af 1963 besluttedes det at nedlægge “Elisabeth Staus hvilehjem for blinde kvinder i Lyngby”, et hjem som i 1921 var blevet oprettet af DBS’s første æresmedlem grosserer Cornelius Stau til minde om hans hustru for hendes store engagement til fordel for navnlig blinde børn og enlige blinde kvinder. Fra dette tidspunkt og frem til august 1968, hvor hjemmet blev solgt til Lyngby kommune, blev Jørgen og hans daværende kone udnævnt som ledere af hjemmet, som skulle tjene forskellige formål indenfor Blindeforsorgen, herunder som kollegie for unge synshandicappede mænd.

Samme år betros Jørgen en deltidsstilling som én af Københavnskredsens konsulenter. Studierne ved Den Sociale Højskole krævede imidlertid allerede året efter, at han for en tid måtte bede sig fritaget fra arbejdet som konsulent, indtil han i august 1966 atter blev udpeget til dette hverv. Et studieophold i England betød ligeledes, at han i slutningen af 1966 måtte træde fra som konsulent, indtil han vendte tilbage fra opholdet den 29. november 1967.

3. DBS’s nye struktur pr. 1. april 1968.

Den 10. februar 1968 afholdtes ekstraordinært møde i DBS’s repræsentantskab for at vælge ny formand, idet H. C. Seierup var blevet udnævnt til forstander for det nybyggede Blindeinstitut i Hellerup. Valget faldt på foreningens hovedkasserer i gennem 8 år Svend Jensen, hvilket betød at også hvervet som hovedkasserer skulle nybesættes. På trods af nogle enkelte kritiske indlæg på mødet blev Svend Jensen og Jørgen Eckmann begge enstemmigt valgt til de nævnte poster forud for foreningens nye struktur pr. 1. april 1968. Valget af Jørgen til hovedkassererposten resulterede efterfølgende i et par kritiske indlæg i medlemsbladet skrevet af socialrådgiver Gerhard Kaimer og programmør Henning Eriksen. Personligt havde jeg den glæde, at overvære dette skift i foreningens ledelse, idet jeg i 1967 var blevet valgt som én af Aarhuskredsens repræsentanter.

Jørgen blev på det første møde i den nye Hovedbestyrelse for DBS kastet hovedkulds ind i arbejdet som hovedkasserer, da der på dette møde skulle tages stilling til en række praktiske spørgsmål. Allerede i november måned meldte virkeligheden sig, idet han her blev stillet overfor opgaven at arrangere og gennemføre et første kursus for foreningens 20 nye kredskassererer.

Arbejdet som hovedkasserer havde allerede i 1968 nået et omfang og en karakter, der betød, at disse kun med betydeligt besvær kunne varetages af en hel blind tillidsmand. Efter at have varetaget hvervet som hovedkasserer i gennem de 3 første år efter gennemførelsen af den nye struktur meddelte Jørgen på Hovedbestyrelsens møde den 19. juni 1971, at han ønskede at fratræde som hovedkasserer med udgangen af august måned dette år, idet han ville søge videreuddannelse indenfor sit egentlige felt som socialrådgiver. Som hans efterfølger på posten som hovedkasserer valgtes Kaj Cramer.

Den 12. januar 1972 fik Jørgen en uventet håndsrækning til at realisere sin plan gående ud på, “at lære problemfamilien med det handicappede barn, at omgås handicappet” – citeret fra en omtale i Berlinske Tidende – idet han på denne dag fik tildelt Persolit-prisen, som ifølge legatets formål yder støtte til “evnerige blindes uddannelse”. Jørgen fik af legatet tildelt 10.000 kr. til sine fortsatte studier.

4. Arbejdet som fritidskonsulent i DBS.

Efter afslutningen af det såkaldte årskursus for socialrådgivere, blev Jørgen ansat som socialrådgiver ved Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvor han virkede frem til slutningen af 1979. I forbindelse med dette arbejde var Jørgen med til at udvikle planerne om en såkaldt “Ambulancetjeneste”, der med kort varsel skulle besøge personer, som pludselig var blevet ramt af et alvorligt synstab på grund af en ulykke eller sygdom. “Ambulancetjenesten” bestod af en socialrådgiver, en psykolog og en arbejdskonsulent, der sammen skulle bistå borgeren med at overvinde synstabet og så vidt muligt fastholde pågældende i sit arbejde.

Efter afslutningen af ansættelsen på Blindeinstituttet vendte han tilbage til DBS, men nu i stillingen som organisationens fritidskonsulent på hovedkontoret, der dengang var beliggende i ejendommen på hjørnet af Randersgade / Bogensegade på Østerbro i København.

Han fortsatte i stillingen som fritidskonsulent efter flytningen i 1988 af hovedkontoret til Thoravej i Københavns Nordvestkvarter frem til indvielsen af Fuglsangscentret september 1989, hvor stillingen flyttedes til centrets kursusafdeling.

Han ønskede imidlertid ikke at flytte med stillingen og forlade København. I årene, hvor han var ansat på Blindeinstituttet, stod han bag organiseringen af en række koncerter på Instituttet med blandt andre Birgitte Grimmstad, derudover organiserede han tillige koncerter i Sankt Jacobs kirke på Østerbro – han var i disse år medlem af Menighedsrådet ved denne kirke i flere valgperioder. Ved disse kirkekoncerter blev blinde musikere og komponister promoveret, det gælder blandt andre Laurids Lauridsen og Henning Riiser.

I stillingen som fritidskonsulent var han med til at udvikle en række kurser indenfor kommunikation og senblindes rehabilitering, udviklingen af disse kurser skulle senere vise sig at blive af afgørende betydning for Dansk Blindesamfunds omfattende kursusvirksomhed på Fuglsangscentret. Til belysning af Jørgens arbejde på dette område skal nævnes hans bidrag til at videreudvikle senblindekurserne, som var påbegyndt på Solgaven i Hobro i slutningen af 1950-erne, og de såkaldte AVG-kurser, der giver deltagerne mulighed for at undervise på kurser, som støttes i henhold til lovgivningen om fritidsundervisning. Derudover skal nævnes følgende nye kursustiltag:

– Læseudviklingskursus i punktskrift for erhvervsbeskæftigede – 40 timers kursus

– Kassettebåndoptageren som kommunikationsmiddel – 20 timers kursus

– Grunduddannelse af punktlærere, forsøgsprojekt af 88 timers varighed støttet af Undervisningsministeriet

– Punktskrift i hverdagen – lær punktskrift på en ny måde, fjernkursus i 10 dele

– Dansk Blindesamfunds politik – et kursustilbud for aktive navnlig nye studiekredsledere

– Dansk Blindesamfund i går, i dag og i morgen, et kursustilbud om foreningens historie, organisation og holdninger

5. Kredsformand og hovedbestyrelsesmedlem.

På kredsgeneralforsamlingen den 7. oktober 1989 i 1. Kreds Østerbro i København bliver Jørgen valgt som ny formand for bestyrelsen. Dette hverv fastholder han frem til strukturændringen indenfor DBS i 2007, hvor de 5 Københavnske kredse fra 1. januar 2007 sammenlægges til en kreds dækkende hele Københavns kommune.

Forud for omlægningen af lokalforeningerne i København til én stor kreds, blev der den 4. november 2006 afholdt en stiftende generalforsamling for den nye kreds med valg af en kredsbestyrelse. På dette møde opnår Jørgen valg til formand for kredsen, et valg som han fastholder frem til kredsens ordinære generalforsamling den 2. maj 2009.

Efter flytning til Rågeleje opnår Jørgen valg som kredsens næstformand for DBS Nordsjælland på generalforsamlingen den 15. maj 2012. På generalforsamlingen året efter vælges Jørgen som formand, et hverv, som han beholder indtil han dør den 8. juni 2021.

Jørgen Eckmann varetager således hvervet som kredsformand indenfor Dansk Blindesamfund i gennem mere end 27 år, først i Østerbrokredsen i 17 år, derefter i storkredsen for København i knap 3 år og endelig i Nordsjællandskredsen i godt 7 år, en ganske imponerende præstation.

En kredsformand for en lokalkreds indenfor Dansk Blindesamfund er tillige medlem af foreningens hovedbestyrelse. I denne egenskab har Jørgen gennem de mange år været et respekteret medlem i kraft af sin store erfaring og viden på mange områder indenfor foreningens mange virkefelter. Han har i dette arbejde ofte markeret sig med kontroversielle synspunkter, som har bidraget til debat og krav om afstemninger for at afslutte behandlingen af en foreliggende sag. Jørgens evne til at “dele vandene” kom eksempelvis tydeligt frem på Hovedbestyrelsens møde 19. – 20. marts 1994, hvor han overlevede en mistillidsafstemning med stemmerne 10 for og 13 imod om hans hverv som formand for stående udvalg 3 vedr. undervisning og kultur.

Det ligger langt udenfor rammerne af denne artikel at beskrive de mange initiativer og opgaver, som Jørgen har været involveret i dels som kredsformand dels som medlem af hovedbestyrelsen. Derfor vil jeg i et efterfølgende afsnit nøjes med at nævne nogle få områder, hvor han i særlig grad har gjort sig gældende. Et enkelt forhold skal dog fremhæves.

Jørgen var som kredsformand stærkt involveret i den lokale DSI afdeling for København- og Frederiksberg kommuner, hvor han i gennem mange år var afdelingens formand. I kraft af hans nære kontakter til politikerne på Københavns Rådhus, var han i stand til at påvirke kommunens beslutninger til gavn for byens handicappede.

Det var som lokal DSI-formand, at han holdt åbningstalen i forbindelse med De Samvirkende Invalideorganisationers 60-års jubilæumsudstilling i Københavns Rådhushal den 29. september 1994, her sluttede han sin tale med at anføre:

“Hvis vi fortsat skal holde fast ved velfærdssamfundet, selvom det i parentes bemærket naturligvis ikke må blive en statisk, uforanderlig størrelse, så må vi også sørge for, at alle de mange slagord i handicap-politikken og holdningerne til handicappede får en mening og bliver en del af vores kultur og den almindelige folkelige opfattelse af, hvad ligebehandling og medindflydelse også for helt små minoriteter reelt skal betyde.

Det skal være mit jubilæumsønske for De Samvirkende Invalideorganisationer, at vi må nå det mål, men det gør vi ikke uden samarbejde, og derfor strækker vi med denne udstilling hånden frem netop til samarbejde.

Afslutningsvis vil jeg gerne på De Samvirkende Invalideorganisationer København / Frederiksbergs vegne sige tak til Københavns Kommune, fordi vi har fået lov til at benytte dette byens fornemmeste rum til at vise, hvem vi er, hvad vi kan, og hvad vi gerne vil.”

6. Tre væsentlige indsatsområder.

For det første finder jeg anledning til at nævne undervisnings- og uddannelsesområdet. Det var på dette område Jørgen først markerede sig, idet han så tidligt som på Repræsentantskabsmødet i DBS den 15.-16. oktober 1964 sammen med en række repræsentanter fra institutterne og fra foreningens ledelse blev udpeget som medlem af det såkaldte “Skoleudvalg”, som fik til opgave at udarbejde et oplæg til en konference om den fremtidige skoleundervisning af blinde. Konferencen, der blev afholdt i dagene 19. -20. juni 1965 på Blindeinstituttet, blev det egentlige opgør med skolepligten for blinde og en begyndende accept af integrationen af synshandicappede børn og unge i Folkeskolen.

Jørgen Eckmann havde i sit eget uddannelsesforløb oplevet de ny tendenser på området. Både som fritidskonsulent og som formand for det udvalg under Hovedbestyrelsen, som beskæftigede sig med undervisning og kultur, markerede han sig i over 35 år. Specielt finder jeg anledning til at nævne den pionerindsats, som Jørgen Eckmann spillede i udviklingen af de såkaldte “Senblindekurser” på Solgavehjemmet i Hobro. Han var i forbindelse med udviklingen af disse kurser en ubetinget fortaler for, at undervisningen på disse burde forestås af blinde eller stærkt svagsynede lærere.

For det andet vil jeg nævne punktskriften, som var et område som han kærede sig om gennem hele sin tid som ansat og tillidsmand. Det hævdes, at Jørgen selv hørte til blandt de skrappeste punktlæsere herhjemme.

DBS’s Hovedbestyrelse behandlede på sit møde november 1982 en rapport, som tilsigtede at fremme brugen af og kendskabet til punktskrift. Rapporten var et led i et længerevarende udviklingsforløb. De forskellige undervisnings- og kursustilbud på området, som er nævnt i afsnittet om hans arbejde som fritidskonsulent, skal ses som opfølgning på denne rapport.

I 1993 blev der vedtaget en ny standard for punktskriften i Danmark for at tilpasse denne til den informationsteknologiske udvikling. Her var Jørgen med til at sikre opdateringen af lærernes kvalifikationer og udviklingen af et tilpasset undervisningsmateriale benævnt “Læs og lyt”.

I årene 1992 – 1997 var han én af DBS’s 3 repræsentanter i Det Danske Punktskriftsnævn.

Endelig vil jeg nævne Jørgens interesse for blindes historie. Hans væsentligste indsats på dette område var hans arbejde som formand for Blindehistorisk Selskab, i de første 8 år efter stiftelsen af selskabet den 18. november 1994. Forud for denne begivenhed havde han udfoldet store bestræbelser i DBS’s hovedbestyrelse for at opnå tilslutning til, at foreningens historie blev nedskrevet. I den forbindelse skal det nævnes, at han sammen med sin kollega Thorben Koed Thomsen stillede forslag om at yde økonomisk støtte til driften af Luis Braille museet udenfor Paris.

Hans interesse for blindes historie satte sig, som det kan ses under omtalen af hans arbejde som fritidskonsulent, spor i form af nye kursusinitiativer om dette emne. Endelig skal det nævnes, at han ofte fortalte om blindes historie som oplægsholder ved arrangementer i klubber og på møder i DBS’s lokalkredse. Jeg formoder, at det ikke mindst var hans særlige interesse for blindes historie, der tilskyndede ham til at blive medlem af “Selskabet Kjæden”, som gennem private bidrag stod bag oprettelsen af det første “Kongelige Blindeinstitut” i 1811.

På DSI’s hovedbestyrelsesmøde den 19. april 1995 blev Jørgen valgt som organisationens næstformand for en 3-års periode. Handicappedes undervisning og uddannelse samt deres historie var områder som spillede en central rolle i det arbejde som Jørgen udfoldede som næstformand i De Samvirkende Invalideorganisationer – i dag benævnt Danske Handicaporganisationer.

Sammen med Handicaphistorisk Selskab for Handicap og Samfund stod DSI bag den handicaphistoriske konference den 14. september 1995 i Nationalmuseets festsal. Ved denne lejlighed udtalte Jørgen følgende i sin åbningstale:

“Det er vigtigt for mig at slå fast, at vi må sikre individets og gruppernes historie i lige så høj grad som institutionernes og organisationernes historie. Vi må sikre, at vi kan skrive handicappedes historie, fordi det bl.a. er historien om relationerne mellem det såkaldte normalsamfund og de såkaldte handicappede, historien om, hvordan vi handicappede har påvirket samfundet og er blevet påvirket af den kulturelle, sociale, den uddannelses- og erhvervsmæssige udvikling i vort samfund. Det er historien om onde og gode begivenheder, historien om det menneskelige og det umenneskelige, om segregering og integrering i samfundet og meget andet.”

7. Afsluttende bemærkninger.

Det er mit håb, at jeg med ovenstående beskrivelse af Jørgen Eckmanns indsats til fordel for ikke mindst blinde og svagsynede i Danmark, har ydet ham den retfærdighed, som han fortjener.

Som formand for Blindehistorisk Selskab har jeg gennem de seneste 5 år haft stor glæde af at kunne trække på Jørgens kendskab til begivenheder og personer indenfor blindeområdet i de seneste mere end 50 år. Den omstændighed at Jørgen døde på dagen for Dansk Blindesamfunds 110-års fødselsdag har for mig noget nær symbolsk karakter.

Man har sagt om DBS’s tidligere næstformand Karl Vilhelm Andersen, at han kendte navnene på alle medlemmer og deres nærmeste familie, det er muligvis en sandhed, som skal tages med et gran salt. Hvorvidt Jørgen havde et tilsvarende kendskab til DBS’s medlemmer skal jeg lade være usagt, men han lærte, i gennem sin lange indsats indenfor organisationen, utrolig mange medlemmer at kende. Dette kendskab blev i de sidste mange år af hans liv udbygget gennem ansvaret for mange jule- og nytårsarrangementer på Fuglsangscentret sammen med sin kone Bente af andet ægteskab. De var et meget populært værtspar ved disse arrangementer og andre lignende tilbud på centret. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at Jørgen vil blive savnet af rigtig mange medlemmer indenfor DBS.

Kilder:

Dansk Blindesamfunds Medlemsblade 1951 – 2021

Referater af Dansk Blindesamfunds repræsentantskabsmøder 1960 – 1968

Referater af Dansk Blindesamfunds Hovedbestyrelsesmøder 1968 – 2021

Tidskriftet ” Handicap og Samfund” nr. 5 februar 1995 og nr. 6 december fra 1995

Artikel fra Refsnæsskolens tidsskrift „Refsnæs-Nyt” i 1990, “Spredte barndomsminder” af Jørgen Eckmann, genoptrykt i Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 oktober 2001

5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – Anden artikel af 4

Afstraffelse med metalskohorn, hvorfor Jesus kom på blindeskole, traktorkørsel i blinde og hvordan man med ti tommelfingre kan få førstepræmie i frisløjd.

I forrige nummer af Nyhedsbrevet blev første del af mine erindringer afsluttet med beretningen om, hvordan jeg i en ferie hjemme hos mine forældre, der havde et slagteri og en slagterforretning i Kolind på Djursland, skød en gris, mens byens andre drenge, som alle kunne se, måtte nøjes med at skyde fugle.

Som jeg tidligere har nævnt, boede drengene fra 1. til 3. klasse og pigerne op til 7. klasse på Østskolen. En af de assistenter, der passede os, når vi ikke var i skole, hed Inga Bloch, og hun var decideret ondskabsfuld.

F.eks. tvang hun nogle af de små elever til at spise deres eget bræk, hvis de var kommet til at kaste op i havregrøden om morgenen.

Jeg har ikke selv prøvet det men oplevet, at min lillesøster, da hun gik i 1. klasse, blev tvunget til det, mens vi sad i spisestuen. Jeg gik selv i 3. klasse og var meget ked af det men desværre ikke modig nok til at prøve at forhindre det.

Heldigvis kom vores mor på uanmeldt besøg en dag, hvor frk. Bloch igen var i gang med at fodre min søster med opkast. Hun så det og blev naturligvis rasende, tog tallerkenen med over til forstanderen, knaldede den ned i hans skrivebord og sagde, at hun ikke ville finde sig i sådan noget svineri.

Det var med til at bevirke, at Inga Bloch ikke fortsatte som assistent men fik arbejde som gymnastik- og svømmelærer. Men hvis nogle af de små piger ikke kom hurtigt nok i svømmehallen, har jeg hørt, at hun sagtens kunne ”hjælpe” dem ned i bassinet med et velanbragt skub.

Hun kunne også finde på at stå i en af opholdsstuerne, uden at man vidste, hun var der og høre, om der blev sagt noget dårligt om hende; og hvis det var tilfældet, fandt man hurtigt ud af det i form af en på hovedet.

Nogen gange brugte hun også et langt skohorn af metal til at slå med. Det skete en aften, hvor der var pudekamp på sovesalen; for selv om man er blind, kan man selvfølgelig godt kaste med puder og prøve at ramme hinanden. Selv havde jeg været henne på medicinstuen for at få hostesaft, mens kampen foregik. Men da jeg nærmede mig sovesalen, lød der ret høje skrig, og det var ikke svært at regne ud, hvad der var gang i. Jeg har altid været meget forsigtig i den slags situationer, så jeg skyndte mig bestemt ikke med at komme ind til de andre. Men da frk. Bloch endelig fik øje på mig, sagde hun meget højt, at hvis jeg havde været der, så ville jeg uden tvivl have været en af de værste. Men da hun nu altså kunne konstatere, at jeg ikke havde været med, skulle jeg ikke have et slag over låret med skohornet, som de andre men nøjes med en lussing. På det punkt var hun nu også ganske dygtig.

På et tidspunkt, mens jeg gik i 2. klasse, blev vi så rasende på hende, at alle drengene i 2. og 3. klasse aftalte at overfalde hende en aften.

Først skulle Carlo, som var ret stor og så temmelig godt i forhold til mange af os andre, kaste sig over hende bagfra, og derefter skulle vi komme alle sammen og slå hende med vores livremme eller seler.

Overfaldet blev gennemført, men desværre kom nogle af os også til at ramme hinanden, da vi slog løs på hende.

Vi kunne høre, at hun virkelig var bange, selv om hun prøvede at lade som om, det bare var en sjov leg. Det var da også det, hun bagefter sagde til plejemoren for at få det dysset ned, da hun selvfølgelig vidste, at vi var vrede nok til at fortælle om de mange overgreb, hun havde udsat os for.

Men den krone, som vi hver fik i lommepenge om måneden, blev ikke udbetalt næste gang, fordi hun sagde, at den skulle gå til rensning af hendes kjole.

Som voksen besøgte jeg sammen med min kone og vores lille søn Blindeinstituttet for at holde foredrag for forældre, der havde fået et blindt barn; og så mødte jeg pludselig Inga Bloch igen.

Jeg har været omkring 25 år, men da jeg stod over for hende og hørte hendes forfærdelige stemme, blev jeg i tre-fire sekunder igen en lille, bange og forsvarsløs dreng. Det var i den grad en anskuelig oplevelse af, hvad ens krop kan huske efter så mange år.

 

Instituttets forstander hed Paul Petersen og havde som soldat været garder. Han gik meget ind for disciplin, og hvis man havde overtrådt en af skolens mange regler, kunne han finde på at sige , at han nu ville ringe til en opdragelsesanstalt for at få vedkommende anbragt der. Han ringede så, mens man hørte det; og når der så var gået nogle timer, kom han og sagde, at han denne gang ville lade nåde gå for ret, men at hammeren nok skulle falde næste gang.

Først da jeg gik i 7. klasse, fortalte han os grinende i en historietime, at han da bare havde ringet til sin kone men bildt os ind, at det var en opdragelsesanstalt, han talte med.

En af de mange bestemmelser på Østskolen var, at der ikke måtte snakkes, når man spiste. Men helt fra min tidlige barndom har jeg altid haft svært ved at tie stille, så derfor blev jeg ret tit sat uden for døren, når der skulle drikkes eftermiddagsmælk i spisestuen.

På det tidspunkt gik forstanderen fra sit kontor hjem for at drikke kaffe, og de drenge, der stod uden for døren, var aldrig i tvivl om, at det var ham, der med sine taktfaste garderskridt nærmede sig spisestuen. Man fik så en på den ene side af hovedet, og så sagde han: ”Du skal jo gerne kunne stå lige”, og så fik man også én på den anden side.

Mange i min generation har naturligvis fået lussinger, som jo var helt almindeligt i vores barndom. Men det er dog min opfattelse, at der ofte skulle noget mere til for at få en på kassen, end det var tilfældet på Refsnæs, hvor vi jo heller ikke havde vores forældre i nærheden.

Vi fik tit at vide, at en rigtig dreng ikke sladrer hjemme, og jeg kan kun forestille mig, at det må have været for at gardere sig imod, at vi fortalte vores forældre, hvad vi havde været udsat for, når vi kom hjem på ferie.

Aftenen inden ferien begyndte, blev der altid spillet banko på de store drenges afdeling om en masse slikpræmier.

Der skulle virkelig kræses for os, og så havde man jo selvfølgelig noget godt i frisk erindring at fortælle, når man kom hjem til familien.

Min klasselærer frk. Gyldenbjerg var ligesom mange af de andre lærere en virkelig god pædagog. Hun havde bl.a. anskuelsesundervisning, hvor vi fik mulighed for at opleve masser af ting med alle vores sanser. F.eks. besøgte vi et mejeri og prøvede at kerne smør, ligesom vi også var oppe i en mølle for at opleve, hvordan der blev malet mel. Det er naturligvis vigtigt at lade alle børn få vidt forskellige oplevelser, og på det punkt var undervisningen på Blindeinstituttet helt i top. Vi fik på mange områder en konkret virkelighed bag vores sprog, så vi ikke bare talte abstrakt om noget, vi egentlig ikke vidste, hvad betød. I den sammenhæng var frk. Gyldenbjerg særdeles dygtig. Desuden var hun meget religiøs, hvad alle hurtigt blev klar over, når de mødte hende. Hun talte meget om Jesus, og hvor vigtigt det var, at vi bad til både ham og hans himmelske far. På et tidspunkt hang hun også et stort Jesusbillede op i vores klasse, og da flere af os jo ikke kunne se det, fortalte hun uhyre detaljeret og længe om, hvordan det så ud.

Nogle af os havde dog efterhånden fået nok af al den snak om Jesus, og hvor lidt der skulle til, for at man burde få dårlig samvittighed; og da han nu alligevel hang i klassen, fik jeg og et par andre den idé, at han lige så godt kunne komme rigtig på blindeskole. Så vi fik en af de drenge, som så bedst, til at stikke et par tegnestifter i hans øjne. De sad der næste morgen, da frk. Gyldenbjerg kom ind i klassen, og hvis vi havde forudset hendes reaktion, er jeg ikke sikker på, vi ville have gjort det. I hvert fald er det en af de mange ting, jeg i mit lange liv har fortrudt.

Hun brød fuldstændig sammen, og i sin voldsomme gråd spurgte hun flere gange, hvem der havde været så ond og sagde, at man risikerede at komme i Helvede, når man gjorde sådan noget. Ingen af os gik dog til bekendelse, og der var heller ikke andre, som sladrede. Så hun fik aldrig sandheden, mens hun var her på jorden.

Når vi skulle i 4. klasse, flyttede drengene over på Vestskolen, hvor man heldigvis gerne måtte snakke under måltiderne, og hvor vi også begyndte at få undervisning i sløjd. Det glædede jeg mig virkelig til men fandt desværre hurtigt ud af, at næsten alle de andre var meget dygtigere til at save, hamre og høvle. Man skulle gerne afslutte det første år med at lave en taburet, og de næste år gik man så videre med bl.a. en mere kompliceret stol og en kælk. Men da jeg gik i syvende klasse, var jeg stadig i gang med benene til taburetten, som da heller ikke nåede at blive helt færdig, inden jeg forlod Refsnæs.

Der var dog også noget, som hed frisløjd, hvor vi hver mandag, når sløjdlæreren hr. Ditmann havde aftenvagt på Vestskolen, blandt meget andet kunne lave pålægsgafler, lagkageknive og forskellige lamper. Der blev brugt træ eller ben til skafterne og kohorn til at sætte lampens fatning og pærer fast i.

Det sidste år, jeg tilbragte på Refsnæs, havde min far givet mig to meget fine horn fra en af de køer, der var blevet slagtet hjemme. Jeg ville nemlig som julegave til min mor lave en såkaldt tvillinglampe, hvor der skulle sættes fatning og pærer i hvert horn, som så blev sat sammen.

Den skulle virkelig være flot, og hver mandag aften i de sidste måneder inden juleferien arbejdede jeg ihærdigt med hornene. Først skulle man bruge en rasp og derefter en fil for at få de værste ujævnheder fjernet. Derpå groft og så finere og finere sandpapir og til sidst ståluld og pudsecreme.

For at stimulere drengene til at bruge hænderne og lave julegaver blev der en af de sidste dage inden juleferien uddelt første- og andenpræmier til de fineste ting, og da var min lampe netop blevet færdig. Stor var både min og formodentlig de fleste andres overraskelse, da det blev meddelt, at årets eneste førstepræmie gik til mig, mens min gode ven Jørgen fik adskillige andenpræmier. Han var hamrende dygtig og havde nok lavet mindst ti forskellige ting, mens jeg altså bare havde arbejdet med to kohorn i flere måneder. Det var ikke sløjdlæreren selv, der bedømte årets resultater og uddelte præmierne, ellers havde denne store uretfærdighed næppe fundet sted. Men jeg har uden tvivl snakket om, hvor vigtigt det var at være grundig og pralet ganske meget hjemme uden naturligvis at fortælle om alt det, Jørgen og mange af de andre havde fået fra hånden. Og det passede mig selvfølgelig vældig godt i betragtning af, hvor elendig jeg ellers var til sløjd.

Traktorkørsel i blinde

”Kør ligefrem og så lidt til højre. Frem igen og nu skarpt til venstre”.

Jeg hørte råbene og fulgte dem, mens jeg som niårig traktorfører kørte alene rundt på en af markerne i min fødeby Kolind. Og jeg kan stadig huske, hvordan gearene ligger i en Ferguson. Frem med gearstangen og så fra venstre mod højre: Første, tredje, start og tilbage med den og igen fra venstre: anden, fjerde og bakgear.

Det var ret almindeligt, at mange drenge på den alder i Kolind prøvede at køre traktor, og det fik jeg så også lov til men selvfølgelig under opsyn. I det hele taget ville jeg gerne gøre meget af det samme, som andre gjorde i Kolind, så jeg efter ferien kunne fortælle og vel egentlig også prale af noget af det, jeg havde lavet sammen med andre børn hjemme.

Min søster og jeg fik både kammerater og venner i Kolind, mens Jeg kender adskillige blinde, som ikke blev stimuleret af og legede med andre børn, når de var hjemme. Vi var så heldige, at vores forældre ud over slagterbutikken også havde et lille slagteri, hvor en del af byens børn kom for at se, hvordan der blev slagtet grise, køer og andre dyr. Nogle af dem fandt så ud af, at Inge og jeg da faktisk var ret normale at være sammen med; og det har haft kolossal betydning for vores sociale udvikling at blive udfordret og lære at begå sig blandt jævnaldrende børn, som kunne se, når vi det meste af tiden ellers udelukkende var sammen med andre blinde.

Min bedste ven var Lars – søn af skomager Keiser, og jeg kendte også både hans lille- og storebror Svend Erik og Henning og kender i øvrigt stadig dem alle tre.

Lars og jeg var næsten præcis lige gamle, og han begyndte som bydreng i slagterbutikken, da vi var omkring 12 år. Vi legede bl.a. med mit elektriske tog men kørte også mange ture på en gammel tandem, som min far havde købt.

En dag, hvor vi havde fået lov at køre helt til Grenå Havn (ca. 25 km) for at besøge min onkel Erik og hans kone Marie, trak vi på et tidspunkt tandemen op af en ret stejl bakke. Pludselig hørte jeg en kvinde bag os sige, at det da var et vældigt køretøj, vi havde; og da hun så spurgte, hvem der sad forrest, når vi kørte, sagde Lars, at det skiftedes vi til. Det svar var jeg særdeles glad for, for dengang ville jeg tit gerne lade, som om jeg kunne se. Når folk fandt ud af, at jeg var blind, gav de nemlig næsten altid udtryk for, at det var forfærdelig synd for mig, og så kunne det være svært at få en almindelig samtale i gang. Der gik dog ikke mange år, før det blev meget mere naturligt for mig at fortælle og vise, at jeg var blind. Det hænger uden tvivl sammen med, at min viden på vidt forskellige områder gennem erfaringer og uddannelse blev stadig større, så jeg kunne tale med om mange emner og dermed ikke bare blev betragtet som en stakkel, hvad jeg aldrig har anset mig selv for at være.

I min barndom blev der ligesom nu skudt fyrværkeri af i dagene op til og efter nytårsaften; og det var der mange børn i Kolind, der gjorde, så det ville jeg også være med til. Jeg fik så en kineser i hånden eller nogle gange faktisk også en kamel, som var lidt større. Lars eller en af mine andre kammerater satte ild til lunten, og jeg kunne høre, når den var tændt. Men der blev også altid råbt: ”Smid den nu”, og det gik heldigvis aldrig galt. Men det gjorde det derimod, da Inge ville prøve en kineser, og faktisk var det med skam at melde hendes blinde storebror, som tændte lunten. Samtidig med, at jeg fik sagt ”smid den”, skreg hun: ”Er hånden der endnu”? Jeg blev forfærdelig bange, mens min far kom styrtende og sørgede for, at hånden, der heldigvis var hel, kom i koldt vand, hvorefter der blev talt med meget store bogstaver til mig; og det var sidste gang, at min far i hvert fald konstaterede, at jeg legede med fyrværkeri.

Sammen med Lars, hans brødre og andre børn spillede jeg også både skak og kort. De kort, blinde spiller med, har små mærker, som man kan føle og dermed vide, hvad det er for kort, man sidder med. Det giver naturligt nok tit anledning til vittigheden om at spille med blind makker og mærkede kort. Man skal så selvfølgelig sige, hvilke kort der bliver lagt ud, så de blinde spillere ved det.

Et skakspil for blinde har huller i alle brættets felter, og hver brik har en pind i bunden. De sorte felter er lidt ophøjede, og de sorte brikker har et lille mærke i toppen. De få ændringer i forhold til et almindeligt skakspil gør, at man kan spille mod både blinde og seende.

Selv om mange måske ikke umiddelbart tænker over det, så er der lige så stor forskel på mennesker, der ikke kan se som på alle andre, og jeg har mødt adskillige blinde, der er virkelig gode til at spille kort eller skak. Dem hører jeg bestemt ikke selv til, men som barn syntes jeg, det var sjovt at spille casino, whist, skak og for den sags skyld også mølle og dam.

Det sker da også stadig, at jeg spiller med mine børnebørn, og hvis jeg taber i Sorteper, er de vældig begejstrede for at male mig sort i hovedet.

Min søster og jeg var jo kun hjemme på ferie fire gange om året, hvor vi blev meget forkælede. Da jeg var syv år, købte vores forældre to ponyhopper og en hingst. Når jeg red sammen med kammerater, fulgte min hest bagefter en af de andre, og hvis jeg var alene sammen med min far, sagde han, hvornår jeg skulle dreje – ganske på samme måde, som når jeg kørte traktor. Vores ponyer blev med deres mange føl, som også fik føl, efterhånden til ca. 30 heste, og den ældste af hopperne Gnister levede så længe, at min søn Martin har redet på den. Vores forældre forærede et af dens føl til blindeskolen, og det gav mig ret meget prestige blandt de andre elever at være en slags hesteejer, selv om det jo var skolen, der havde fået Tulle, som hesten hed.

Da vi vendte tilbage efter den første ferie, hvor Tulle var kommet til Refsnæs, mente et par af drengene, at hesten kunne genkende mig, og jeg lod dem i hvert fald blive i troen.

Men bortset fra den lille oplevelse var det bestemt ikke rart at komme tilbage til Refsnæs efter vores dejlige ferier. Den dag, vi skulle hjemmefra, var der næsten altid nogle faste ritualer. Om morgenen kom vores mormor og sagde farvel med en plade chokolade og en pose bolsjer til os hver. Jeg gik også rundt til flere i byen og sagde farvel –bl.a. til bødker Pedersen, som havde sit værksted meget tæt på vores bilgarage. Det kunne jeg som ret lille finde alene ved at gå efter lyden af hans værktøj, når han lavede smørdritler.

Omkring kl. ti kom Hans, der også skulle til Refsnæs, så sammen med sin mor. Han var et år ældre end mig og søn af fodermesteren på den nærliggende proprietærgård Sivested Odde. De havde ikke bil men kørte altid med os til Aarhus, hvor Kalundborgfærgen sejlede lidt i 12. Når Hans var kommet, gjaldt det om at gemme sig; og det var absolut ikke, fordi jeg havde noget imod ham. Men jeg vidste, at vi nu hurtigt nærmede os det tidspunkt, hvor vi skulle køre for at nå færgen. Hvis klokken først blev 11, ville den i hvert fald være sejlet, inden vi kom til havnen i Aarhus. Desværre var jeg ikke fantasifuld nok til at finde et godt gemmested. Det blev alt for tit bag en af lænestolene, og det lykkedes mig aldrig at skjule mig så længe, at vi måtte opgive at tage afsted. Jeg forsøgte dog stadig, indtil jeg var omkring ti år men syntes måske så, at jeg var ved at være for stor til at gøre sådan noget.

På Refsnæs flyttede drengene som tidligere nævnt fra Øst- til Vestskolen, når vi skulle i 4. klasse, og piger og drenge måtte ikke komme på hinandens afdelinger uden først at få tilladelse, og det var ikke nok, at man bare havde lyst til at besøge hinanden.

Hver søndag formiddag kl. ti blev der ringet til Inge og mig hjemmefra hvor jeg så gik over på Østskolen, som havde en telefonboks med to rør. Men selv om det altså skete gennem flere år, og alle lærere og andre, som havde opsyn med os på Vestskolen, vidste det, skulle jeg alligevel hver gang spørge om lov til at gå over og tale i telefon med mine forældre. Og engang da jeg ikke kunne finde den vagthavende, inden jeg gik derover, blev jeg skældt ud, da jeg kom tilbage. Bortset fra de telefonsamtaler var jeg stort set kun sammen med min søster i ferierne, hvad der jo i dag virker fuldstændig afsindigt.

Havde man fået en kæreste, var det også vanskeligt at komme til at tale med hende udenfor skoletiden, hvis man ikke lige gik i samme klasse, hvor der var lektielæsning en time om eftermiddagen.

En af mine klassekammerater hed Birte, og i 3. klasse var vi kærester, men det varede dog desværre kun nogle få måneder; for hun var næsten et år ældre end mig og temmelig ombejlet af ældre drenge. Men mens jeg endnu regnede med, at det skulle være os to, gav jeg hende en dag efter lektielæsningen et kærestebrev. Det blev senere fundet og læst af plejemoderen, der tog en alvorlig snak med mig om, at en dreng på min alder sandelig var alt for lille til sådan noget. Jeg blev brandvarm i kinderne og vidste så, at jeg var rød i hovedet, men min interesse for piger forsvandt i hvert fald ikke.

Efter juleferien i 7. klasse blev jeg forelsket i Lis, som kunne se lidt og gik en klasse under mig. Så når vi skulle lave aftaler om at mødes, skete det i kærestebreve, hvor en af pigerne i min klasse fungerede som postbud mellem os. Vores faste mødested var en stor forgang på Østskolen, der blev kaldt bislaget, hvor elevernes overtøj hang i skabe uden døre. Der sneg jeg mig så over efter aftensmaden, og vi kunne stå i skjul bag frakker og snakke og kysse. Men jeg måtte sørge for at være tilbage i god tid før kl. ni, hvor vi skulle i seng, og jeg kunne heller ikke være væk i for lang tid, hvis nogen spurgte efter mig, og man begyndte at lede. Disse ret uskyldige stævnemøder bag frakkerne fandt nok sted en to tre gange om ugen i resten af skoleåret, som var mit sidste år på Refsnæs, og vi blev ikke opdaget på noget tidspunkt. Derimod blandede den møgirriterende musiklærer Viggo Wøhlk sig i vores forelskelse. Han spillede klaver, når der var undervisning i dans og havde hørt, at Lis var min kæreste. Selv om jeg altid godt har kunnet lide at danse tæt, har dans aldrig hørt til mine spidskompetencer, og jeg nåede ikke længere end til 4. hold, mens Lis gik på 5. hold. Der dansede man bl.a. Lancier, og en aften inden undervisningen begyndte, sagde Wøhlk, at det undrede ham meget, at Lis ville komme sammen med mig, som ikke var dygtig nok til at gå på hendes hold, selv om jeg var et år ældre end hende. Det virkede, og dagen efter slog hun op med mig. Den 13-årige Ove blev selvfølgelig meget ked af det men også rasende, og i et langt brev til hende fik jeg svinet den møgmusiker så godt og grundigt til, at Lis og jeg efter få dages pause igen mødtes som kærester bag de skjulende frakker.

I et kommende nummer af Nyhedsbrevet bliver næstsidste afsnit bragt, og her fortæller jeg bl.a. om at organisere strejker, når vi ikke kunne lide maden på Refsnæs, og hvordan man lærte at færdes alene og gå til købmanden –faktisk også efter både øl og smøger.

6. Bogudgivelse: “Den unge Verners lidelser” af Henning Østrup Rasmussen.

Omtale ved Poul Lüneborg.

Henning Østrup Rasmussen, der er et af selskabets medlemmer, har taget sig for at udgive en familiekrønike i 3 bind. Det første bind på 292 sider ” Ud i verden og retur – fra Østrup til Amager” udkom den 19. april og er omtalt i Nyhedsbrev nr. 1/2021.

Nu er Henning klar med bind 2.

Den unge Verners lidelser, glæder og fornøjelser er en nøgleroman, opstået fra forfatterens far Egons ”skriverier”. Navnene er opdigtede, karaktererne dækker flere personer. Verner er meget langt hen ad vejen Egon, men har også en del andre personligheder gemt i sig. Forfatterens mor, Jytte, gemmer sig i flere af de kvindelige karakterer.

Bogen beskriver en gruppe unge mennesker, de fleste under uddannelse eller værnepligtige. De mødes jævnligt forskellige steder på Amager, hos hinanden eller i et gammelt sommerhus i Kongelunden, på ture i det nordsjællandske, fisketure på Sjælsø og meget mere. Hvordan de trods de mørke tider morer sig på forskellig vis, deres kærlighedsliv og de trængsler, dette medfører.

Det antydes i bogen, at de deltog aktivt i modstanden mod den tyske besættelsesmagt. Dette kapitel har været tabu i familien gennem årene, men noget er der dog kommet frem som også beskrevet i 1. bind Ud i verden og retur – fra Østrup til Amager.

Familiekrønikens 3 bind udgives alle på forlaget Mellemgaard. Bind 2 er på 348 sider og kan købes gennem forlaget og i enhver boghandel til en pris af 279,95 kr. Bogen forventes udgivet den 20. september 2021 og vil i lighed med bind 1 snarest derefter kunne lånes på Nota.

Bind 3, er en dagbog skrevet af Hennings fars førerhund ”Jack”. Denne giver, på en humoristisk måde et billede af, hvordan det føles at blive blind i en forholdsvis fremskreden alder”. Henning Østrup Rasmussens far Egon mistede synet i løbet af 1970’erne, han døde i 1994. Henning er også selv blevet ramt af et alvorligt synshandicap på grund af en øjensygdom, som blev konstateret for en snes år siden.

Henning Østrup Rasmussen bor i Skodsborg, han blev født i 1943 på Amager.

Bind 3 er på trapperne og vil senere blive omtalt, når datoen for udgivelsen foreligger. Man vil imidlertid allerede nu kunne få en forsmag på denne udgivelse, idet man kan læse et uddrag af “Jacks dagbog” i Nyhedsbrev nr. 4/2017.

7. Hvem var Svend Rindom? ved Rudi Kurt Geert-Jørgensen.

Ved Blindehistorisk Selskabs generalforsamling i juni 2021 blev der i anledning af Arne Kroghs død i maj måned i år, afspillet et teaterstykke af forfatter, skuespiller og dramatiker Svend Rindom.

Svend Rindom er i dag ikke nogen kendt forfatter; men i første halvdel af 1900-tallet var han et navn inden for film og teater. Nu vil man finde ham noget antikveret, og hans personer er mere symbolske figurer end egentlige personer.

Svend Peter Christian Rindom.

Født 30. juni 1884 i København. Død 10. december 1960.

Skuespiller og forfatter, var søn af sognepræst ved Skt. Johannes i København, Axel Frederik Laurits Rindom og hustru Johanne Vibeke Birch.

Student i 1902 fra Lyceum (højere skole), Cand.Phil. 1903 og blev uddannet som skuespiller ved Aarhus Teater, hvor han debuterede i 1903. Han var tilknyttet teatret i sæsonen 1904-1905. Siden var han tilknyttet Dagmar Teatret, Casino og Folketeatret indtil 1950, dels som skuespiller, dels som sceneinstruktør. Han havde længere ophold i Berlin, Paris og London.

Rindom begyndte ved filmen i 1912, hvor han både skrev manuskripter, spillede hovedroller og instruerede. Det blev til cirka 15 film ved forskellige selskaber.

Han medvirkede i adskillige stumfilm.

I 1910 fik han sin dramatikerdebut med “Komedianter” på Det Ny Teater og har senere skrevet en lang række skuespil, der er blevet opført på danske scener samt i Norge, Sverige, Tyskland, Østrig og Holland.

Endvidere skrev han romanen “Ruths bog”.

Svend Rindom debuterede som manuskriptforfatter i 1912. Hans kendteste arbejde er manuskriptet til Carl Th. Dreyers film “Du skal ære din hustru”, som blev filmatiseret i 1925. Han har også skrevet det dramatiske forlæg til skuespillet ”Tyrannens fald”.

Han er far til skuespillerinden Jessie Rindom.

I 1915 skrev Svend Rindom skuespillet ”Fred på jorden”, og det udkom på Hasselbalchs Forlag 1916. Stykket kan med noget besvær hjemtages fra biblioteket som bog. Jeg har også fundet den i et antikvariat i det indre København, så jeg ejer den faktisk selv.

Svend Rindom blev en af de mest benyttede forfattere i de første tre årtier af tonefilms-æraen.

Hans teaterstykke ”Fred på Jorden”, som blev afspillet den sidste dag på generalforsamlingen i juni, er stærkt antikrigs og klarsynet, hvad krig og krigens konsekvenser angår, i forholdet til det enkelte menneske.

Forestillingens omdrejningspunkt er to fiktive lande, der ligger i krig med hinanden. Den ene af hovedpersonerne er faktisk indvandrer til det ene af landene, så her er da lidt at tænke over, også i dag. Krigen splitter en ellers lykkelig og superborgerlig familie i to lejre.

Stykket, som jo altså er fra 1915 og dermed skrevet under første verdenskrig, kunne ligeså godt være skrevet omkring den anden verdenskrig.

Forfatteren selv blev interviewet til Aftenbladet. København 1. november 1915.

Ud af Folketeatrets port kommer forfatteren af skuespillet ”Fred På Jorden” Svend Rindom. Han, der ellers til daglig gør et lidt drømmende og melankolsk indtryk, stråler nu over det hele. ”De ser så glad ud hr. Rindom”

”Synes De jeg har grund til andet, det er jo en fest for mig at se, hvorledes folk strømmer til mit stykke. Og så det, at min hensigt med ”Fred På Jorden” er gået i opfyldelse. Folk samler sig jo for at befri sig både for det pres, som krigen lægger på dem, og for den harme, som de føler med krigen. Og en ting til glæder mig meget, nemlig det at se, hvordan skuespillerne holder forestillingen oppe. Den går stadig lige så sikkert og følt og med den samme alvorlige stemning som på den første aften. Som skuespiller ved jeg selv, hvor vanskeligt det er aften efter aften at bevare netop sådan en stemning.

For øvrigt er det også glædeligt for mig at se, hvor meget der er i de to første akter, som folk morer sig over. Det gælder blandt andet stiklerierne inden for familien og moderens forhold til de to voksne sønner. Folk sidder altså ikke og græder hele aftenen”.

Dansk Blindesamfunds Amatørteaters optagelse er foretaget af den legendariske Tage Poulsen, hvis lydarkiv nok er værd at gå på opdagelse i for et historieselskab. Man havde det ikke helt nemt som lytter, da optageforholdene ikke har været optimale.

Det er en stor hjælp at aflytte optagelsen på hovedtelefoner. Dette er dog svært, da optagelsen ikke er tilgængelig på grund af kedelig kulturpolitik omkring ophavsrettighederne, som også har lukket Radioteatret. Det er svært at bedømme præstationerne på grund af lydkvaliteten, men jeg tror bestemt, at Hans Erik og Henrik Olsen har gjort, hvad der stod i deres magt. Selv om det var Arne Krogh, der blev fejret, var det især Niels Eskjær jeg lagde mærke til. Hans stemme trænger igennem overalt, og han har en fantastisk diktion. Det var faktisk først, da jeg sad med det trykte materiale, at jeg blev helt sikker på Arne Kroghs rolle.

Som historisk indslag var det rigtig godt. Og det var de halvanden times lytning værd. Man har jo også som historiker gået på opdagelse i gamle ulæselige håndskrifter.

Det er lidt trist at tænke på, at Dansk Blindesamfunds Amatørteater ikke længere eksisterer. Det ville være fantastisk om man kunne genoplive det, om ikke andet så som ”radioteater”.

Kilder:

Hans Erik Olsen, danskefilm.dk Gladsaxe Bibliotek og Mediestream, Det kongelige Bibliotek.

https://www2.statsbiblioteket­dk/mediestream/avis/record/doms_aviser_page%3Auuid%3A5ea8985b-c61f-49f2-be66-63f210b7967a/query/Svend%20Rindom

8. Information om generalforsamling 2022

Af Poul Lüneborg

Jeg har som formand allerede fået flere henvendelser om tidspunktet for næste års generalforsamling i Selskabet. Derfor denne notits om næste års arrangement.

Generalforsamlingen er planlagt til at finde sted på Fuglsangscentret i Fredericia i weekenden lørdag den 5. og søndag den 6. marts 2022. Selve generalforsamlingen forventes at begynde lørdag kl. 14.00, hvilket betyder at deltagere forventes at ankomme kl. 13.00. Arrangementet slutter med frokost søndag, hvorfor hjemrejse kan planlægges til de afgange fra Fredericia, som afgår efter kl. 13.00.

Nærmer information med program og indkaldelse til generalforsamlingen med forslag til dagsorden, vil sammen med beretning og regnskab for 2021 blive bragt i et kommende nyhedsbrev.

Bestyrelsen har booket 30 værelser på centret til denne begivenhed. Så husk at sætte kryds i kalenderen allerede nu. Hvis du vil være sikker på at kunne deltage kan du allerede nu skrive til kassereren eller undertegnede om din deltagelse, jf. information om bestyrelsens kontaktoplysninger sidst i dette nyhedsbrev.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67

Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer John Heilbrunn

Gyldenløvesgade 16 3.tv

1369 København K

Tlf. +45 33 93 33 00

Mobil +45 23 40 92 18

Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov

Brombærhaven 31

8520 Lystrup

Tlf. +45 26 17 98 80

Mail: ove@gibskov.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1 / 2021.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Kontingentindbetaling 2021 ved kasserer Ole Brun Jensen

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 20. – 21. juni 2021

4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2021

5. Beretning for perioden 15. februar 2020 til 20. marts 2021 ved Poul Lüneborg

6. Regnskab for året 2020 samt revisionsprotokol ved kasserer Ole Brun Jensen

7. En ondskabsfuld hævn med 13 års forsinkelse, af Ove Gibskov

8. Boganmeldelse “Mit liv som blind” af Rita Cicilie Varmby, ved Thorben Koed Thomsen

9. “Afvigelsens dilemmaer” ved René Ruby – anmeldt af professor Birgit Kirkebæk

10. Familiekrønike af Henning Østrup Rasmussen, omtale ved Poul Lüneborg

11. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden af Poul Lüneborg.

De første måneder af det nye år, opleves som en forlængelse af de sidste 3 kvartaler af 2020 på grund af de begrænsninger, som covid19 restriktionerne pålægger os alle. Der er grund til at tro på, at en lettelse kan forventes i løbet af forårsmånederne, når vaccinationskampagnen mod epidemien for alvor når befolkningens flertal. Jeg håber, at denne min vurdering står til troende, når vi når frem til juni måned.

Bestyrelsen har forgæves forsøgt at gennemføre årets generalforsamling i overensstemmelse med de gældende vedtægters krav om, at denne begivenhed skal finde sted i årets første kvartal. Efter 2 forgæves forsøg, er vi nu landet på at afholde generalforsamlingen søndag den 20. juni. Hermed håber bestyrelsen at have tilgodeset hensynet til, at alle skulle kunne tilmelde sig til generalforsamlingen uanset bopæl og arbejde.

Nyhedsbrevet indeholder foreløbigt program og forslag til dagsorden for arrangementet. Derudover bringes information om kontingentbetaling, tilmelding til generalforsamlingen og bilag til denne i form af beretning og regnskab for 2020.

Som det kan ses af beretningen og regnskabet, så har det i de seneste 12 måneder været muligt at få en del arbejde fra hånden til en meget lav omkostning. Beretningen fortæller ikke om alle opnåede resultater. Således har Leif Martinussen i perioden udarbejdet en værkfortegnelse over alle Henning Riisers kompositioner til indlevering til Det Kongelige Biblioteks musikafdeling, i lighed med den tidligere indleverede værkfortegnelse over Laurids Lauridsens musik. Denne værkfortegnelse vil blive anmeldt og omtalt i et senere nyhedsbrev. Værkfortegnelsen nævnes her for at mindes Henning Riiser og hans store betydning som musiker, komponist og som et meget aktivt og værdsat medlem af Dansk Blindesamfund.

Ud over de mange opgaver, som er omtalt i beretningen vil jeg for beretningsåret henlede opmærksomheden på 2 væsentlige blindehistoriske artikler, som er blevet offentliggjort i perioden og som jeg mener har særlig interesse for vore efterkommere. Det drejer sig om:

– “Lovmæssig adskillelse” artikel ved Thorben Koed Thomsen, offentliggjort i HT nr. 43 fra juni 2020.

– “Jørgen Plenge – en humanistisk ildsjæl med visionært vingefang i blindeverdenen”, artikel ved Ove Gibskov, offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 4/2020.

Sidstnævnte artikel følges op i dette nyhedsbrev med en supplerende beskrivelse af Jørgen Plenges vurdering af Carl Bjarnhofs virke under og efter 2. Verdenskrig.

Nyhedsbrevet afsluttes med en præsentation af 3 udgivelser forfattet af medlemmer af selskabet. Stor kompliment til Rita Cicilie Varmby, René Ruby og Henning Østrup Rasmussen for disse markante bidrag til beskrivelsen af blindes historie. Rita og René skal derudover have en kæmpe stor tak for deres indsats i selskabets bestyrelse gennem de seneste 5 år. De har begge besluttet at forlade bestyrelsen for at vende sig mod andre opgaver, jeg ønsker begge held og lykke med deres kommende udfordringer.

Til slut ønsker jeg alle medlemmer god fornøjelse med læsningen af dette nyhedsbrev og glæder mig til at møde mange af jer den 20. juni ved generalforsamlingen på Fuglsangscentret.

2. Kontingentindbetaling 2021 ved kasserer Ole Brun Jensen

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet til blindehistorisk selskab på 150 kr.

Du kan indbetale via bankoverførsel eller benytte bliindegirokonto til reg 1551 0501697. Du kan også indbetale kontingentet via mobilepay på nummer 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller Mobilepay, så jeg kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller Mobilepay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på 40 62 11 23, så vi sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Jeg vil opfordre alle medlemmer til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af marts i år. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 20. juni 2021, hvis du agter at deltage i denne.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 20. – 21. juni 2021, ved Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra søndag den 20. til mandag den 21. juni 2021.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.

Program for søndag den 20. juni 2021:

Kl. 14.00-17.00 Generalforsamling afbrudt af kaffe / te pause

Kl. 17.00-17.30 oplæg og fællessang

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 18.30 Middag i separat lokale, så deltagerne kan fortsætte hyggeligt samvær efter middagen samme sted.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Kl. 20.00-21.00 Oplæsning af uddrag af Carl Bjarnhof’s erindringsbog “Kølvandsstriber” ved Lars Ringholm.

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program.

Program mandag den 21. juni 2020:

Kl. 7.00 – 9.30 Morgenmad i centrets restaurant.

Kl. 9.30 Blindehistorisk oplæg med efterfølgende spørgsmål og diskussion.

Kl. 11.30 Fællessang og afslutning ved formand Poul Lüneborg.

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

Kassereren beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 475 kr. til ham sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2021

Ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, skal dagsordenen indeholde en række punkter, som er medtaget nedenfor. Indkaldelsen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 ske med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Dette sidste punkt har det i år grundet covid19 restriktioner ikke været muligt at efterleve. Generalforsamlingen har forgæves været forsøgt gennemført både den 27. februar og den 20. marts.

Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018, de findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 15. februar 2020 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/ 2020

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingen.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019

b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år

c. René Ruby blev valgt for 2 år i 2020

René har ønsket at udtræde af bestyrelsen for at koncentrere sig om andre opgaver.

d. Rita Cicilie Varmby valgt i 2020 for 2 år har på grund af helbredsforhold besluttet at udtræde af bestyrelsen.

Der skal derfor vælges 2 medlemmer af bestyrelsen for et år.

e. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.

De nævnte medlemmer og suppleanterne bortset fra René Ruby er alle villige til at kandidere til valg af selskabets bestyrelse enten som ordinært medlem eller som suppleant.

f. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år – Kurt er villig til genvalg, medens Ove er kandidat til en plads i bestyrelsen.

g. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020.

11. Eventuelt.

4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2021.

Kære medlem.

Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra søndag den 20. juni til mandag den 21. juni 2021, beder jeg dig om at kontakte kasserer Ole Brun Jensen senest fredag den 4. juni 2021. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 35 værelser på centret, en del af disse er allerede booket, så skynd dig med din tilmelding!

Kasserer Ole Brun Jensen kan kontaktes på tlf. 40 62 11 23 eller på mail ole@obj.dk.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel eller ved at benytte blindegirokonto til reg.nr. 1551 0501697, du kan også indbetale via mobilepay på nummer 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til Ole Brun Jensen på 40 62 11 23, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 Eller på mail: fuglsang@blind.dk

Bestyrelsen glæder sig til at se rigtig mange til årets generalforsamling.

5. Beretning for perioden 15. februar 2020 til 20. marts 2021 ved Poul Lüneborg

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 15. februar 2020 til den planlagte generalforsamling den 20. marts 2021.

1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende sammensætning:

Poul Lüneborg, formand

René Ruby, næstformand

Ole Brun Jensen, kasserer

Rita Cecilie Varmby, redaktør

Thorvald Kølle, sekretær

Leif Martinussen, 1. suppleant

Lena Bang, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der er i beretningsperioden afholdt 7 møder. På grund af de restriktioner, som regeringen siden den 11. marts 2020 har iværksat for at begrænse udbredelsen af covid19 smitten, har flertallet af disse møder været afholdt som telefonmøder. Set i bakspejlet kan det konstateres, at det var særdeles heldigt, at sidste års generalforsamling blev afviklet, inden de nævnte covid19 restriktioner blev iværksat.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde, afholdt den 16. februar 2020, umiddelbart efter sidste års generalforsamling.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål, og for at sikre gennemførelsen af vedtagelserne på møderne. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus.

Ved starten på 2019 talte selskabet 129 medlemmer, heraf var 124 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke en artikel i rubrikken Meddelelser om forskellige emner og aktiviteter. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde. For at nå ud med information om selskabet til mennesker udenfor DBSs medlemskreds, har vi forgæves rettet henvendelse til Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg for at forhøre os om, hvorvidt selskabets arbejde direkte eller indirekte kunne omtales i artikler i tidsskriftet Øjeblikket, der udsendes i 80.000 eksemplarer til mennesker som støtter DBS økonomisk. I bestyrelsen er vi skuffet og uforstående overfor, at markeringen af selskabets 25-års jubilæum og udgivelsen af Henning Eriksens “Museumsdagbog” i 2019 ikke gav anledning til omtale i tidsskriftet i et af de første numre i 2020. Vi har svært ved at forestille os, hvilke begivenheder indenfor selskabets virksomhed, der kan berettige til omtale, når fremsendte pressemeddelelser og baggrundsmateriale om de nævnte begivenheder blev fravalgt af “Øjeblikkets” redaktion.

Vi har i 2020 kunnet glæde os over, at 7 har tegnet medlemskab, 2 medlemmer har ikke ønsket at opretholde deres medlemskab, og hertil kommer, at et medlem er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2020 har medført, at der ved årets udgang var 133 medlemmer, som har betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2021 tæller 132 medlemmer, idet vi i årets løb har registreret et enkelt dødsfald i medlemskredsen. I de første måneder af 2021 har yderligere 2 indmeldt sig i selskabet, hvilket betyder, at medlemstallet i skrivende stund er 134. Der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er således kun rykket en smule nærmere i årets løb.

Alle medlemmer fik i månederne op til jubilæumsarrangementet 25. – 26. november 2019, tilsendt et eksemplar af Henning Eriksens Museumsdagbog, sammen med 2 info-foldere om bogudgivelsen og om selskabet. Det var bestyrelsens håb, at mange medlemmer vil benytte bogudgivelsen og informationsfolderne om denne til at synliggøre selskabet overfor mennesker med interesse for blindes historie. Dette forsøg på at engagere medlemmerne i bestræbelserne på at skaffe nye medlemmer, har desværre ikke givet de resultater som bestyrelsen havde håbet.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 20. april 2020 en medlemsliste til alle medlemmer i 4 medier, efter det enkelte medlems eget valg.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet for fremtiden udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter generalforsamlingen i årets første kvartal. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer fremsendt til kassereren.

Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter årsskiftet til at indbetale kontingentet og samtidig give meddelelser om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår at den sidst udsendte medlemsliste.

Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 5 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.

4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.

Denne gruppe, som består af 2 repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg og 2 repræsentanter fra Blindehistorisk selskab, har i 5-års perioden 28. november 2014 – 14. november 2019 afholdt 12 møder. Et 13. møde i gruppen var planlagt til afholdelse den 26. marts 2020, men dette møde måtte desværre aflyses på grund af coronarestriktionerne. Blandt de 12 møder har 3 møder været med repræsentanter fra Medicinsk Museion og 3 møder med repræsentanter fra Post-, Tele- og Kommunikationsmuseet – nu museet Enigma. Til et flertal af møderne har repræsentanter for Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg været inviteret.

René Ruby og formanden har også i den forgangne periode, været selskabets repræsentanter i gruppen.

Dennis Bonnet Aabank har været den ene af medlemmerne fra DBSs Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, den anden repræsentant har været Ove Gibskov indtil 31. marts 2020. Han blev den 21. januar 2021 afløst af Lena Bang.

Det fremgår af selskabets beretninger gennem årene, at arbejdet i gruppen først og fremmest har haft som mål at sikre de blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet og Synscenter Refsnæs. Den Blindehistoriske Samling overgik som bekendt i 2013 til Medicinsk Museion, jf. beskrivelsen af samlingen under pkt. 5.1 nedenfor. Siden har arbejdet i gruppen koncentreret sig om samlingerne ved Synscenter Refsnæs.

Der var på mødet den 14. november 2019 enighed om, at der i løbet af 2020 burde tilvejebringes en plan, hvis disse samlinger skulle sikres for fremtiden. Deltagerne i mødet var enige om, at der bør tilvejebringes økonomi, der kan muliggøre en afslutning af den igangværende registrering af samlingerne på Synscenter Refsnæs. En sådan registrering er en forudsætning for, at der kan gennemføres en vurdering af hvilke genstande, der er af interesse for Den Blindehistoriske Samling. De bevaringsværdige dele af samlingerne ved Synscenter Refsnæs bør finde en varig placering i Den Blindehistorisk Samling, hvis disse genstande m.v. skal overleve. Det må vække til bekymring, at Synscenter Refsnæs ikke selv har mulighed for at engagere sig i en fremtidig sikring af centrets anskuelsessamling og den tilbageværende blindehistoriske samling.

Behandlingen af disse spørgsmål var da også det vigtigste punkt på det aflyste møde i gruppen den 26. marts 2020. Derfor bør sagen, i betragtning af den udsættelse af konkrete løsninger, som covid19 epidemien har afstedkommet, føre til, at sagen gives allerhøjeste prioritet i det kommende års arbejde.

En anden sag, som det var tanken at behandle på det aflyste møde, var spørgsmålet om at digitalisere de årgange af medlemsbladet, som i dag kun findes i uddrag. Det drejer sig om medlemsbladene fra nr. 15/1923 til nr. 1/1998. Hertil kommer tidsskriftet Blindesagen fra 1972 til 2000. Der er grund til at glæde sig over, at Dansk Blindesamfund har prioriteret at gennemføre en digitalisering af dette materiale. Medens jeg skriver denne beretning, er jeg blevet orienteret om, at digitaliseringen af de nævnte årgange af medlemsbladene kan forventes afsluttet i løbet af årets første kvartal. Disse tidsskrifter er formentlig den vigtigste kilde til blindes historie gennem de sidste godt 100 år. I selskabet glæder vi os til at få rådighed over dette materiale.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er som anført i sidste beretning indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer er blevet opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBSs hovedkontor og / eller selskabets bestyrelse. Denne opfordring, som var indeholdt i den seneste beretning, gentages for at minde enhver om, at historiske begivenheder kun optages, hvis der er nogen som hjælper med til at identificere disse.

Som det kan forstås af ovenstående har gruppens arbejde ligget stille i beretningsperioden på grund af coronarestriktionerne. Forhåbentlig får gruppen held til at genoptage sin virksomhed i det kommende år.

Opgaverne i Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe kan kun løses i et samarbejde med DBSs forretningsudvalg. Da forretningsudvalgets sammensætning i begyndelsen af 2021 undergår markante forandringer, står gruppen overfor nye udfordringer med hensyn til at fremme forståelsen for løsningen af disse opgaver.

5. Selskabets egne projekter i det forløbne år

5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets beretninger. I beretningen for 2018 / 2019 findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

Siden den 1. oktober 2018 har projektet modtaget en række yderligere henvendelser om genstande, bøger m.v. til Den Blindehistoriske Samling. Blandt disse henvendelser er der grund til at nævne 3:

– “de seendes nodesystem i relief Til brug for blinde”, Udarbejdet af Methea Hoffmann, lærerinde ved Det kgl. Blindeinstitut i Kjøbenhavn. Udgivet og trykt i Det kgl. Blindeinstitut i Kjøbenhavn i 1891 – 22 sider + sider med noder i reliefskrift.

– “Den brailleske nodeskrift” – Efter bestemmelserne truffet af den internationale kongres, sammenkaldt af American braille press, Paris april 1929, på dansk ved Karl Bjarnhoff. Statens trykkeri og bibliotek for blinde, Det kgl. Blindeinstitut København 1932 – 93 sider + 17 sider med alternativ paginering.

– 25-års jubilæumsskrift for “Hjemmet for Arbejdsføre Blinde Kvinder” indviet den 10. december 1900, Mariendalsvej 30, Frederiksberg, udgivet 1925, 11 sider. Teksten i publikationen er trykt i både punktskrift og almindeligt tryk, illustreret med billeder.

Registreringsprojektet blev afsluttet den 14. maj 2020 med udarbejdelsen af en endelig rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.

Selskabets bestyrelse besluttede allerede på sit møde den 16. februar 2020, at der skulle fastlægges en plan for projektets afvikling. Projektets hovedformål har som bekendt været at inspirere medlemmer af Dansk Blindesamfund og professionelle indenfor det synsfaglige område til at medvirke til at lade registrere genstande m.v. som kunne bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling. Dette formål mener vi i bestyrelsen er opfyldt med den foreliggende projektrapport.

Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside. Samtlige registrerede genstande er systematiseret i 5 hovedkategorier. Registraturen over samlingen indeholder 142 emneord, der hver åbner adgang til de registrerede genstande under det pågældende emne.

På selskabets generalforsamling den 17. februar 2018 anførte museumsinspektør Jacob Kjærgaard, at samlingen omfatter godt 3.500 genstande og ca. 800 billeder. Hertil kommer omkring 700 punktbøger, 100 reliefbøger, 700 sortbøger samt en samling kassettebånd, disse bøger og lydoptagelser er ikke digitaliserede. John Heilbrunn har den 21. januar 2021 tilbudt Medicinsk Museion af registrere samlingen af punktbøger.

Samtlige henvendelser til registreringsprojektet er i rapporten sammenlignet med registraturen. Ved denne gennemgang af modtagne henvendelser har det kunnet konstateres, at samlingen allerede indeholder en betydelig del af de registrerede genstande. Rapporten oplister 108 genstande, som ikke findes i Den Blindehistoriske Samling. Der er i alt til dato tilgået registreringsprojektet 154 genstande, dvs. at 46 er identificeret som værende genstande som allerede findes i samlingen.

Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

I betragtning af at projektet nu har strakt sig over godt 5 år, er der et betydeligt hensyn at tage til de mange som har henvendt sig.

Den 4. juni 2020 meddelte samlingsleder Ion Meyer ved Medicinsk Museion, at museet som udgangspunkt var interesseret i alle de indsamlede genstande. Det ville dog være nødvendigt at foretage en yderligere belysning af enkelte genstande inden endelig stillingtagen til disse. Samlingsmedarbejder Maria Thode Jensen forelagde i en mail fra den 1. juli 2020 en plan til det videre arbejde for indsamling og indlevering af de registrerede genstande.

Arbejdet med dette projekt er på grund af coronarestriktionerne gået helt i stå i beretningsperioden sidste halvdel, da det ikke skønnes forsvarligt, at iværksætte en indsamling af tilbudte genstande så længe covid-19 epidemien gør sig gældende.

I bestyrelsen beder vi derfor om tålmodighed endnu en tid fra medlemmer og andre, som har henvendt sig til bestyrelsen med bøger, hjælpemidler og andet, der kan være af interesse for projektet.

5.2. Projekt ”Blindes levevilkår i 1970-erne”.

Selskabet blev i 2016 opfordret til at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, som blev en følge af de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Næstformand René Ruby tilkendegav forud for generalforsamlingen i 2020, at han i den kommende arbejdsperiode ville give denne opgave en fornyet chance for at blive gennemført, gennem et samarbejde med den projektgruppe, som havde forsøgt at realisere de foreslåede 25 interview. Arbejdet kom i gang gennem afholdelse af et telefonmøde den 12. marts 2020, som skulle efterfølges af et møde på Fuglsangscentret, for her at tilrettelægge interviewene på en måde, der gjorde det muligt efterfølgende at udarbejde en rapport på grundlag af svarene på det spørgepanel, som skulle benyttes ved hvert interview. René Ruby gav i begyndelsen af april måned i Nyhedsbrev nr. 2/2020 en status over projektet.

Det har vist sig, at coronarestriktionerne siden har stillet sig i vejen for det videre arbejde med at planlægge og gennemføre interviewene. Det skulle derfor være muligt at komme videre med projektet, så snart en plan for det videre arbejde kan udarbejdes på et møde blandt de, der skal forestå og koordinere de 25 interview.

5.3. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget.

I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet. Der er ej heller indgået yderligere optagelser af forestillinger i perioden.

Selskabets arkiv råder i dag over 39 lydoptagelser af Amatørteatrets forestillinger. strækkende sig fra “Pernilles korte frøkenstand” af Ludvig Holberg fra maj 1956 til “Den korte dag er lang nok” af Carl Bjarnhof fra januar 2006. I beretningsperioden har medlemmer, der har henvendt sig med anmodning om at få tilsendt kopi af konkrete forestillinger fået tilsendt et link til de ønskede lydfiler til personlig brug. Denne service vil også fremover være en mulighed for selskabets medlemmer. Forhåbentlig bliver der kræfter til i den kommende periode at placere optagelser af forestillinger på selskabets hjemmeside i det omfang disse ikke er omfattet af ophavsretlige bestemmelser, der afskærer fra en sådan offentliggørelse. Ove Gibskov har i et notat fra den 14. maj 2020 belyst ophavsretsreglernes betydning for offentliggørelse af radio- og TV-udsendelser og pladeindspilninger på selskabets hjemmeside.

5.4. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.

Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.

På foreningens hjemmeside findes et menupunkt vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.

Leif Martinussen har, som tidligere omtalt, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der i tekst og billeder belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området. Denne redegørelse, der er på 92 sider, vil snarest være at finde under nævnte menupunkt. Redegørelsen blev anmeldt i Nyhedsbrev nr. 4/2020 af journalist Kristian Jensen. Menupunktet indeholder desuden på nuværende tidspunkt optagelser om “Nordiske mesterskaber for blinde og svagsynede fra juni 1978” og en “Reportage fra det første Solgaveløb fra 14. maj 1972”.

Svend Mogensen, fra foreningen Blindmotion og Synshandicappedes Motionsfond har den 16. december 2020 anmodet om hjælp til at finde historisk materiale, der belyser blindes deltagelse i Goalball, Forhåbentlig kommer der noget spændende ud af dette initiativ. En kommende redegørelse fra Svend Mogensen vil i givet fald blive lagt på hjemmesiden sammen med andre lydoptagelser m.v. til belysning af sports og idrætsområdet.

5.5. Jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023.

På generalforsamlingen den 15. februar 2020 behandledes et forslag fra Thorvald Kølle om at udgive et jubilæumsskrift skrevet af tidligere elever ved Refsnæsskolen i anledning af skolens 125-års jubilæum i 2023.

Der var bred tilslutning til at fremme dette forslag og der blev nedsat en redaktionsgruppe, jf. omtalen af initiativet i Medlemsblad nr. 9/2020.

Gruppen har den 5. september 2020 afholdt sit første møde og fastlagt en plan for det videre arbejde.

I forbindelse med dette initiativ er der foretaget en registrering af artikler m.v. som findes i selskabets arkiv. Denne oversigt omfatter 23 artikler og 35 lydoptagelser, arkivet rummer derudover mange interviews med blinde, hvoraf nogle af disse muligvis indeholder beskrivelser af vedkommendes ophold på Refsnæsskolen.

6. Informationsvirksomhed.

6.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I 2020 blev der udsendt fire nyhedsbreve, mens der i skrivende stund kun er truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2021, med invitation, program samt forslag til dagsorden og bilag til årets generalforsamling. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2021. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som DAISY lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. DBSs sekretariat bistår mod betaling med at producere de 3 førstnævnte versioner,

Bestyrelsen har i beretningsperioden kunnet glæde sig over at modtage et antal artikler fra flere af selskabets medlemmer. Sådanne bidrag medvirker til at gøre nyhedsbrevene interessante, og til tider morsomme. Det vil vi gerne takke alle bidragydere for.

Bestyrelsen har i skrivende stund registreret 15 forslag og idéer til artikler m.m. til kommende nyhedsbreve. Mange af disse forslag og idéer har endnu ikke set dagens lys. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner skal derfor ikke holde sig tilbage med at kontakte bestyrelsen herom.

Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at selskabet til dato har udsendt 68 nyhedsbreve, som findes på hjemmesiden. De indeholder tilsammen 593 artikler.

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i den forrige beretningsperiode. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende, derimod har det i beretningsperioden knebet med at lægge et større antal lydoptagelser på hjemmesiden. Dog skal det nævnes, at menupunktet “Blindes Arbejde” er blevet opdateret med 6 meget høreværdige optagelser, her skal især fremhæves optagelsen fra 1954 fra virksomhedens 25 års jubilæum.

I begyndelsen af 2021 er hjemmesiden blevet forsynet med et menupunkt, der informerer om nyheder og kommende begivenheder. Det bliver forhåbentlig et bidrag i fremtiden til at fremme informationen til selskabets medlemmer.

Årsberetningen for 2017 / 2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ikke været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har vi modtaget en hel del henvendelser fra både medlemmer og andre med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.

Til belysning af karakteren og omfanget af denne virksomhed skal nævnes:

Fra medlemmer af selskabet er modtaget følgende spørgsmål:

– Hvem kan påtage sig at gennemgå Mobilityinstruktørforeningens arkiv?

– Hvem medvirker i filmen om blinde – “Solen bagved”?

– Findes der en oversigt over førerhundekonsulenter i DBS?

– Historien ang. Solgavehjemmet på Vigerslev Allé 117 i Valby.

– Har selskabet kendskab til en blindfødt uddannet professionel skuespiller?

– Hvor findes Christian Kjellerups samling af aforismer ” Rynker og smil”?

– Historien bag DBSs hæderstegn.

– Vurdering af børnebogsmanuskript.

– Roskildekredsens betegnelser gennem 100 år.

– Hvad er historien bag springvand i Kalundborg forsynet med messingplade med punktskrift?

– Hvor kan man læse en novelle af Richard Thorlev?

– Hvem er kunstneren bag statuetten af “Solpigen”?

– Hvor findes teksten til “Danske Blindes Nationalsang”?

– Kan bogen “Den danske punktskrift” fra 1943 udlånes?

– Hvor findes materiale om historien bag Goalball fra den spæde begyndelse og frem til i dag?

– Hvor findes kilder til belysning af udviklingen af reglerne om suppleanternes stilling i en kredsbestyrelse?

Henvendelser fra andre:

– DBS om, hvor findes node i punktskrift til Laurids Lauridsens melodi til “Danske Blindes Nationalsang” fra 1923?

– Slægtning til blind efterlyser historien bag “TV-briller”.

– Kongernes Jelling / Home of the Viking Kings efterlyser skriftlige kilder til belysning af Blinde og vikingerne.

– Medlem af bestyrelsen i Dansk medicinhistorisk selskab efterlyser litteratur om, hvad der er sket indenfor rehabilitering af blinde de sidste 20 – 30 år, særligt arbejdsrettet rehabilitering og statistiske oplysninger.

– Samt om blindeundervisningen efter gennemførelsen af Blindeloven fra 1956 og synskonsulenternes betydning.

– Endelig anmodes om hjælp til fakta om kildehenvisning til forskellige artikler.

Alle disse henvendelser er løbende blevet skriftligt besvaret.

6.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen i 2020 har bestyrelsen udsendt 2 medlemsbreve og agter at udsende et 3. medlemsbrev i indeværende beretningsperiode. Årets medlemsliste udsendtes den 22. april 2020, kontingentopkrævning for 2021 udsendtes den 21. januar 2021 og endelig planlægger bestyrelsen at udsende et medlemsbrev med den endelige dato for afholdelse af årets generalforsamling efter sit møde den 9. februar 2021.

Det skal under dette afsnit bemærkes, at ud af de 134 medlemmer har 19 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 6 i almindeligt tryk og 6 som Daisy-lydfil.

De nævnte medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.

7. Selskabets elektroniske arkiv.

Efter generalforsamlingen i 2016 fik jeg fra min forgænger som formand Hans Erik Olsen overleveret et elektronisk arkiv indeholdende alle selskabets arkiverede dokumenter og lydfiler. Dette arkiv blev i de efterfølgende år løbende opdateret.

I indeværende beretningsperiode er arkivet blevet underkastet en omfattende opdatering. Det har for mig været den mest krævende arbejdsopgave i beretningsperioden.

Arkivet består i sin nye systematik af 4 hovedafsnit.

Afsnit A indeholder dokumenter i 27 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 379 hoved- og undermapper og 2006 filer .

Afsnit B indeholder lydfiler i 45 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 268 hoved- og undermapper og 1320 filer .

Afsnit C indeholder publikationer m.v. fra DBS fordelt i 8 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 83 hoved- og undermapper 1571 filer .

Afsnit D indeholder blindehistoriske bøger, først og fremmest af faglitterær karakter samt diverse artikler og rapporter fordelt i 10 mapper og 62 filer .

På bestyrelsesmødet den 8. oktober 2020 fik medlemmerne af bestyrelsen en kopi af arkivet til personlig brug i deres arbejde i selskabet. Denne spredning af arkivet er tillige en sikring imod, at dette går til grunde ved et uheld eller på anden måde ved ændring af bestyrelsens sammensætning. Arkivet er opdateret frem til februar 2021.

Bestyrelsen har kunnet glæde sig over, at både Hans Erik Olsen og Henrik Olsen – navnlig sidstnævnte – har leveret mange nye lydoptagelser til arkivet i løbet af beretningsperioden.

Afslutningsvis er der grund til at nævne, at der under arbejdet med gennemgang og arkivering af de mange lydfiler, dukkede et interview op med kurvemager Lars Petersen født 1882 i Birkerød og hans kone Olga. Lars Petersen var kasserer i den første kredsbestyrelse i København og aktiv i de første mange år som medlem af foreningens repræsentantskab. Han var tillige én af de få pionerer, som deltog i DBSs 50-års jubilæum i 1961 i lokalerne i foreningens ejendom på Østerbro Randersgade / Bogensegade. Interviewet er optaget i forbindelse med indvielsen af Solgavehjemmet i Valby i 1961, han var sammen med sin kone blandt de første beboere af det nye plejehjem.

8. Har Blindeforsorgens klienter krav på en undskyldning fra regeringen?

Det var det spørgsmål, som selskabet rejste på et debatarrangement den 16. februar 2020 efter generalforsamlingen.

Regeringen har indgået en aftale med Forsorgsmuseet i Svendborg, om at udarbejde en redegørelse om, hvorvidt der er grundlag for at give en undskyldning til tidligere børn, unge og voksne ved institutionerne under den tidligere Åndsvagforsorg og Den Øvrige Særforsorg i lighed med den undskyldning som drengene ved ungdomsinstitutionen Godhavn fik af statsministeren den 13. august 2019, for de overgreb, som de havde været udsat for.

Debatarrangementet blev dækket gennem flere artikler i Nyhedsbrev nr. 2/2020. Henrik Olsens lydoptagelse af debatarrangementet kan aflyttes på selskabets hjemmeside, det findes under menupunktet “Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”.

Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg opfordrede selskabet til at repræsentere blindeområdet ved et møde den 10. marts 2020 på museet i Svendborg til forberedelse af undersøgelsen.

Ove Gibskov, der forestod hvervet som mødeleder ved debatarrangementet blev af bestyrelsen bedt om at repræsentere selskabet ved dette møde.

Det var den helt overvejende stemning på debatmødet, at blinde elever indenfor Blindeforsorgen i årene 1933-1980 ikke havde behov for en undskyldning i lighed med drengene på Godhavnsinstitutionen.

Ove Gibskov har i Nyhedsbrev nr. 2/2020 givet en omfattende redegørelse for mødets forløb. Det var oprindelig planen, at Forsorgsmuseets undersøgelse skulle foreligge i begyndelsen af august 2021, men denne tidsplan må forventes at blive forlænget på grund af covidd-19 epidemien.

9. Administrative og økonomiske forhold.

Mødevirksomheden i bestyrelsen og arbejdet med de enkelte opgaver har i indeværende beretningsperiode været præget af coronarestriktionerne, hvilket fremstillingen af punkterne ovenfor vidner om.

Disse restriktioner har med hensyn til at efterleve kravet i vedtægternes § 7 stk. 2 om, at den ordinære generalforsamling skal afvikles i årets første kvartal, givet bestyrelsen de største udfordringer. Generalforsamlingen var først planlagt til at skulle finde sted lørdag den 27. februar 2021, men denne plan måtte opgives på grund af coronarestriktionernes begrænsede deltagerantal ved offentlige møder. Bestyrelsen besluttede derfor på sit møde den 18. januar 2021, at udskyde arrangementet til lørdag den 20. marts 2021. Men også denne plan måtte opgives på bestyrelsens efterfølgende møde den 9. februar af de samme årsager som det først planlagte møde i februar. Det betød, at ovennævnte krav i vedtægterne ikke kunne efterleves. Det er bestyrelsenshåb af den efterfølgende fastsatte dato den 20. juni 2021 for generalforsamlingens afholdelse kan opretholdes.

Regnskaberne for de 2 foregående år resulterede for begge års vedkommende i betydelige underskud. I 2018 sluttede regnskabet med -17.066,98 kr. Det var året, hvor hjemmesiden blev underkastet en omfattende fornyelse og i 2019 sluttede regnskabet med -13.254,47 kr., hvilket blandt andet skyldtes markeringen af selskabets jubilæum. Regnskabet for 2020 udviser derimod et overskud på 17.699,37 kr. Dette resultat skal ses på baggrund af den reducerede aktivitet i beretningsperioden, der skyldes restriktionerne som følge af covid-19 epidemien. Der er kun afholdt 2 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 4 nyhedsbreve.

Administrativt sluttede året med en sidste oprydning efter de problemer, som opstod i kølvandet på kasserer Henning Backs død den 26. maj 2018. Bestyrelsen havde i adskillige måneder ikke adgang til selskabets e-Boks som følge af den omstændighed, at diverse koder ikke var tilgængelige, hvilket førte til, at 2 fakturaer ikke blev betalt rettidigt. Det blev de straks efter adgangen til e-Boksen blev genoprettet. I mellemtiden var der blevet pålagt gebyrer for manglende betaling, som bestyrelsen var overbevist om var frafaldet under henvisning til årsagen til den sene betaling. Men nej den 2. oktober 2020 sendte Gældsstyrelsen et krav på manglende betaling af gebyrer på 650,46 kr. som blev betalt. Oplevelsen nævnes her for at illustrere vigtigheden af i disse IT-tider at have absolut styr på, at sikkerhedskoder af enhver art kan overleveres problemfrit ved kassererskifte.

10. Afsluttende bemærkninger.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.

En særlig tak for indsatsen skylder vi Næstformand René Ruby og redaktør Rita Cicilie Varmby, der begge har meddelt, at de ikke genopstiller til bestyrelsen på den kommende generalforsamling. De afslutter begge deres indsats med en bogudgivelse. René Ruby offentliggjorde den 28. marts 2020 bogen “Afvigelsens identitetsdilemmaer” og Rita Cicilie Varmby præsenterede den 14. april 2020 sin 3. udgivelse “Mit liv som blind”. Bøgerne anmeldes i Nyhedsbrev nr. 1/2021 og kan lånes på Nota. Der er grund til at ønske dem begge tillykke med disse udgivelser og komplimentere dem for en stor indsats i selskabets bestyrelse i løbet af de sidste 5 år. De har begge sat sig varige spor i selskabets arbejde gennem løsningen af en række opgaver.

Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget i beretningsperioden.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

6. Regnskab for året 2020 samt revisionsprotokol ved kasserer Ole Brun Jensen

Årsregnskab 2020:

Indtægter

Kontingenter 20.100 kr.

Medlemstilskud dbs 16.650 kr.

Drikkevarer salg medlemsmøder 0 kr.

Gaver 350 kr.

Legater 0 kr.

Renter 0 kr.

Indtægter i alt 37.100 kr.

Udgifter

Generalforsamling

Ophold 19.025 kr.

Deltagerbetaling -16.625 kr.

Tilbagebetaling deltagerbetaling 1.700 kr.

Rejseudgifter 0 kr.

Aktiviteter 0 kr.

Generalforsamling i alt 4.100 kr.

Bestyrelse

Møder 2.530 kr.

Rejseudgifter 2.670 kr.

Arbejdsgruppe 0 kr.

Revisionsmøde mv 0 kr.

Seminargebyrer 0 kr.

Seende bistand 0 kr.

Bestyrelse i alt 5.200 kr.

Hjemmeside

Webhotel og dk-hostmaster 324,63 kr.

Opgradering og vedligehold af hjemmeside 3.000 kr.

Hjemmeside i alt 3.324,63 kr.

Arrangementer

Porto og kontorudgifter 2.226 kr.

Medlemsliste-nyhedsbreve 2.570,75 kr.

Handicaphistorie 475 kr.

Museumsdagbogen 175 kr.

Jubilæum 0 kr.

Medlemsarrangementer 0 kr.

Repræsentation 639 kr.

Gebyrer 690,25 kr.

Arrangementer I alt 6.776 kr.

Samlede udgifter 19.400,63 kr.

Samlede indtægter 37.100 kr.

Samlet resultat 17.699,37 kr.

Resultat

Bank primo 2020 120.658,21 kr.

Saldo bank 31. december 2020 141.157,58 kr.

20.499,37 kr.

Aktiver

Likvid beholdning 141.157,58 kr.

Tilgodehavender

Aktiver i alt 141.157,58 kr.

Passiver

Kreditorer 2.800 kr.

Egenkapital primo 120.658,21 kr.

Årets resultat 17.699,37 kr.

Passiver i alt 141.157,58 kr.

Revisionsprotokollat 2020.

Revisionen af regnskab for Blindehistorisk selskab 2020 er gennemført i henhold til selskabets vedtægter § 9, stk. 3, hvor det fremgår: “Ved revisionen gennemgås bøger, bilag og kassebeholdning, og der foretages en almindelig regnskabsbedømmelse.” Revisionen har afstemt regnskabets hovedtal med underliggende konteringer og bilag.

Revisionen har noteret sig og værd at fremhæve, at årets resultat 2020 er positivt kr. 17.699,37, og saldo i Danske Bank pr. 31 december 2020 er steget og udgør nu kr. 141.157,58.

Der er afholdt revisionsmøde 11. februar 2021, hvor revisionen havde lejlighed til at stille opklarende spørgsmål til materialet. I mødet deltog Ole Bruun Jensen, kasserer, og revisorerne Ove Gibskov og Kurt Nielsen.

Revisionen har konstateret en difference på kr. 2.800 i selskabets favør. Differencen viser sig ved at sammenholde følgende hovedtal. Saldo Danske Bank primo 2020 på kr. 120.658,21 plus årets resultat på kr. 17.699,37 = kr. 138.357,58 med saldo Danske Bank 31. december 2020 på kr. 141.157,58. Difference +kr. 2.800.

Under mødet kunne det imidlertid ikke klargøres, hvordan denne difference er opstået.

Med den anførte anmærkning er det revisionens bedømmelse, at regnskabet redegører for selskabets økonomi 2020. Revisionen har ikke yderligere bemærkninger.

Med venlig hilsen

Revisorer Ove Gibskov Kurt Nielsen, den 12. februar 2021.

7. En ondskabsfuld hævn med 13 års forsinkelse af Ove Gibskov

I forrige nummer af Nyhedsbrevet skrev jeg en ret omfattende artikel om Jørgen Plenges store engagement og nogle af de mange initiativer, han på vidt forskellige områder tog fra 1930 og gennem ca. 45 år som bl.a. leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde og forstander for Blindeinstituttet i København. Artiklen blev afsluttet med en kort omtale af, at Jørgen Plenge i bladet ”Frit Danmark” efter befrielsen i 1945 viste, hvor begejstret forfatteren Karl Bjarnhof havde været for det nazistiske Tyskland, indtil han i 1942 gik ind i modstandsbevægelsen, ”da hans kloge Hjerne”, som Plenge skriver, ”sagde ham, at Tyskerne vilde tabe.”

Bjarnhof glemte ikke, hvad Plenge havde skrevet, og I forbindelse med Blindeinstituttets 100-års jubilæum i 1958 misbrugte han i den grad sin stilling i Danmarks Radio eller Statsradiofonien, som institutionen dengang hed, til at tage en nederdrægtig hævn.

Hele dette ret detaljerede forløb lovede jeg at skrive om i denne udgave af Nyhedsbrevet. Det kommer så her, og de parenteser, man møder undervejs, indeholder mine noter som en hjælp til fuld forståelse af teksten.

”Frit Danmark” var et af besættelsestidens mest udbredte illegale blade, og efter befrielsen fortsatte det med at udkomme indtil 1982.

I nr. 18 fra 7. september 1945 skrev Jørgen Plenge under overskriften ”På rette plads” en artikel om, hvor ydmygende og forargeligt det var, ”at nogle af dansk Åndslivs Repræsentanter trods Koncentrationslejre, Jødeforfølgelser samt anden Umenneskelighed, som de jo ikke på noget Tidspunkt af Krigen kunde være ubekendt med, gik ind for tysk Menneskelighed og Åndsliv, medens de fortav alt det, der gjorde disse Ord ganske uanvendelige i Forbindelse med Nazismens Tyskland…. De Skribenter, der i de første vanskelige År, hvor det kunde se ud til, at Tyskerne skulde sejre, forherligede deres Kultur og derved i hvert Fald indirekte opfordrede til at række dem Hånden, kan ikke nu, selv om de på et eller andet senere Tidspunkt tog Omstigning, offentligt drøfte Besættelsestidens og Danskhedens Problemer uden derved at forarge Tusinder og atter Tusinder af jævne danske Mænd og Kvinder, hvoraf de fleste vel ikke har været ude ved Frihedskampens Frontlinje, men dog altid værnede deres Danskhed bedre end Mænd med skiftende Meninger og ingen Overbevisning.

Ud fra ovenstående Betragtninger må man protestere mod, at Forfatteren Karl Bjarnhof i Radioen – for at citere Hans Scherfig i avisen ”Land og Folk”, 11. Juni 1945: »nu interviewer Danskere med samme Elskværdighed, hvormed han tidligere interviewede fremtrædende tyske Nazister« samt som meddelt i »Frit Danmark« for 24. August optræder som Bidragyder til »Frit Danmarks Hvidbog«, der i nær Fremtid skal udkomme. Det virker som en Udfordring mod Ret og Rimelighed, og når han ikke selv kan se det, bliver det nødvendigt for andre at forsøge at sætte ham på Plads.

I »Dansk Blindesamfunds Medlemsblad« for 12. og 26. November 1940 offentliggjorde Hr. Bjarnhof en Artikel »Forsorg for krigsblinde Soldater« og skrev som Indledning disse bombastiske Linjer: »Den tyske Værnemagts Overkommando har tilstillet mig forskellige Oplysninger om Forsorgen for de krigsblinde, og da jeg formoder, at det må være af den allerstørste Interesse for Dansk Blindesamfunds Læsere at erfare, hvad der i så Henseende gøres, videre bringer jeg hermed et Uddrag af det Materiale, man har sendt mig«, et Materiale hvorom Hr. Bjarnhof forkyndte, at »det viser ikke blot, med hvilken Grundighed man er gået til Værks, men også en Forståelse af det psykologiske og menneskelige Moment, der kan tjene som Forbillede«. Den tyske Blindeforsorgs gode Sider var vel kendte, også dens mindre gode Sider, som Hr. Bjarnhof ikke skrev om….

I avisen ”Socialdemokraten”s Kronik for 9 August 1941 fik Hr. Bjarnhof på ny Luft for sin Begejstring for tysk Blindeforsorg for Krigsblinde. Jeg kan tilføje, at også Blinde fik Lejlighed til at læse denne Artikel, idet jeg straks lod den overføre til Blindeskrift i bladet »Blindes Budstikke«.

Som Forklaring over Kronikken oplyses det, at Hr Bjarnhof efter Indbydelse er taget på Studierejse til Tyskland, hvor han har haft Lejlighed til at sætte sig ind i alt, hvad man gør for Krigsinvaliderne. Skønt det i Kronikken oplyses, at dette var »Rejsens eneste Mening og Hensigt«, og Kronikken bærer Titlen »Blandt Krigsinvalider«, anvendes dog flere Spalter til at vise, at »man tager fejl, hvis man tror, at det nye Tysklands Ansigt er en stenhård Maske, uden Menneskelighed, uden Humor og Smil. Gæstfriheden er overstrømmende. Ingen Ulejlighed, ingen Anstrengelse, intet bliver sparet, som kan bidrage til eller forøge den Fremmedes Velbefindende«.

Det havde allerede på det Tidspunkt adskillige Fremmede fra andre Nationer Lejlighed til at føle på en noget anden Måde end Hr. Bjarnhof. Hr. Bjarnhof fortsætter: »Ganske vist er det Kanonerne, der for Tiden taler stærkest, men kun ved Fronterne. I selve Riget, i de gamle tyske Byer med deres Middelalderromantik, hvor Parker og Haver netop i disse Juniaftener blunder i en Dis af Syrenduft, er der stadig stille nok til, at Kunstens Stemme kan høres. Også midt under en Storkrig tager man sig Tid til at hævde Riget som Musikens Fædreland. Man tillader ikke, at Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann og Wagner, ja end ikke den aller-spinkleste Violintone overdøves af Flakbatteriernes Trommeild. Kunsten må ikke dø. Den jævne Tysker har et naturligt Behov for Musik, en Sult, en Tørst efter Toner, som man ikke kender Magen til i nogen anden Nation. Og Mennesket lever ikke af Brød alene, derfor tager man sig Tid, tager den på Trods af alt. De stride Storme skal ikke få Lov at slukke Kunstens Flamme«.

Dette skrives om det Tyskland, hvor bl.a. Mendelssohns Musik var forbudt, Thomas Mann og mange andre fremragende Forfattere eller Videnskabsmænd forstødt, det Tyskland, hvis Musikglæde bl.a. også gav sig Udtryk i larmende Krigsmusik og hæslige Sange gennem danske Byer.

Harald Bergstedt (forfatter, som under besættelsen forlod Socialdemokratiet og blev nazist) oplyser i den nazistiske avis »Fædrelandet«, at den ovenfor omtalte Kronik oprindelig var meget længere, men hverken han eller Bjarnhof mødte inden for »Socialdemokraten« den Forståelse for »den ny Tid«, de selv var kommet til. Harald Bergstedt kom bort fra »Socialdemokraten«, Hr. Bjarnhof blev og kom — heldigvis for ham — tillige ind i en af Frihedsbevægelsens Grupper — hvordan det så er gået til? Hans gamle Ven Bergstedt svigtede ham dog ikke af den Grund. Endnu i 1945 roser Bergstedt i sine Kronikker i »Fædrelandet« Hr. Bjarnhof som en Mand, der forstod, hvad Tiden krævede, og som derfor var blevet forfulgt. Harald Bergstedt påstår, at Hr. Bjarnhof over for ham har erklæret, at han var enig med ham på mange Punkter, men at man ikke kunde omtale det nye Tysklands gode Sider, så længe tyske Tropper var her i Landet. Dette Hensyn tog Hr. Bjarnhof så vist ikke i 1941. Jeg kan ikke sige, når Hr. Bjarnhof steg af Tysklandstoget, men han kørte i hvert Fald frejdigt med så langt, at det, han eventuelt senere måtte have udrettet for Frihedsbevægelsen, højst kan berettige ham til på rent faglige Områder at få Brug for sine rige Evner. Han bør derimod hverken i Radioen, i »Frit Danmarks Hvidbog« eller noget andet Sted offentligt og officielt have Lejlighed til at tale om Danskhedens Problemer. Dertil hører Mænd, der ikke har haft hurtigt skiftende Meninger, men fast Overbevisning. Det må også vi menige Danskere, der ikke har vist Heltemod, men heller ikke har skiftet Holdning, eftersom Vinden blæste, med Rimelighed kunne forlange.

København, den 28. August 1945.

Jørgen Plenge,Inspektør ved Det kgl. Blindeinstitut”.

Under dette indlæg skrev redaktionen af ”Frit Danmark”: ”Det er de ledende Mænd ved de største illegale Blade, som i dokumentariske Fakta i Hvidbogen skildrer det Blad, som de stod i Spidsen for, og vi har bedt de forskellige Blade om selv at udpege den Repræsentant, som de ønskede til at skrive deres Historie. »Studenternes Efterretningstjeneste« henviste os i den Forbindelse til Hr. Karl Bjarnhof”.

(15. September 1945 udkom første bind af den omtalte hvidbog med titlen ”Frit Danmarks Hvidbog – Besættelsestiden i Dokumenter og Kommentarer”).

Den ellers meget skrivende Karl Bjarnhof reagerede ikke på Jørgen Plenges artikel. Men det gjorde lederen af Studenternes Efterretningstjeneste, Arne Sejr, som i ”Frit Danmark” nr. 20 fra 21. september 1945 under overskriften ”Et svar” skrev:

”På Foranledning af Hr. Jørgen Plenges Artikel i »Frit Danmark« for 8. Sept. ønsker vi at fremkomme med følgende:

Karl Bjarnhof blev i Efteråret 1943 efter en Henvendelse fra os Medlem af Ledelsen for Studenternes Efterretningstjeneste, og han havde på dette Tidspunkt i mere end et År været Medlem af Bladudvalget, han har ledet vores hemmelige Radiotjeneste, og da der blev etableret Samarbejde mellem Studenternes Efterretningstjeneste og Ringen, blev Karl Bjarnhof vores Repræsentant i Ringens Hovedbestyrelse.

Skulde der mon ikke kunne findes mere nærliggende nationale Opgaver – også for Forstander Plenge på det kgl. Blindeinstitut, med hvilken vi overhovedet ikke ønsker at indlade os i Diskussion – end at kaste med Sten efter en Mand, som ikke er veget tilbage fra at løbe en betydelig personlig Risiko, og hvis Arbejde under Besættelsen har aftvunget Respekt, ikke blot indenfor Studenternes Efterretningstjeneste, men i alle Kredse, han fik Berøring med.

Arne Sejr.”

(Ringen var ligesom Studenternes Efterretningstjeneste en af besættelsestidens modstandsorganisationer).

Under overskriften Konstatering svarede Jørgen Plenge i ”Frit Danmark” Den 12. oktober 1945 sådan her:

”I sit Indlæg i Bjarnhofsagen i »Frit Danmark« for 21. September. meddeler Lederen af Studenternes Efterretningstjeneste, Hr. Arne Sejr, at man derfra overhovedet ikke ønsker at indlade sig i Diskussion med undertegnede. Det må man selvfølgelig ganske selv om, men denne Ulyst kan ikke på nogen Måde berettige til at vende op og ned på Kendsgerningerne. De Sten, der er kastet efter Hr. Bjarnhof, er udelukkende Sten, han selv har efterladt, og de stammer fra Årene 1940-42, der også i højeste Grad hører med til Besættelsestiden, og hvor han ganske unødvendigt stillede sig til Tjeneste for Tyskerne og sikkert også vandt Respekt i de Kredse, ja, i så høj Grad at Harald Bergstedt endnu i 1945 ikke har glemt det. Hr. Bjarnhof var endda så ivrig, at han ikke var tilfreds med, at »Dansk Blindesamfunds Medlemsblad« gav det Materiale, han bragte fra den tyske Værnemagts Overkommando, en mindre fremtrædende Plads. Dette er et lille, men såre oplysende Træk, der sammen med selve Karakteren af Hr. Bjarnhofs Skriveri og Radiointerviews fortæller ikke så lidt om Motiverne, der efter alt at dømme vel blot har været de samme, som i 1942 førte ham over i Modstandsbevægelsen, da hans kloge Hjerne sagde ham, at Tyskerne vilde tabe. Man har før i Historien set Tropper gøre godt Arbejde for en Krigsherre og senere gå over til hans Fjende.

Jeg har ikke villet kritisere Frihedsbevægelsen som sådan og mener heller ikke, at den kan straffe en Mand, hvis Hjælp den har fået og været tilfreds med. Men derfra og til at lade en Vendekåbe optræde som Åndspersonlighed og offentligt og officielt tale med om Danskhed og Besættelsestidens Problemer er der så stort et Spring, at det ikke kan gøres på anstændig Måde, især ikke når så mange Mennesker nu kræves til Ansvar for deres Ord og Gerninger. Denne Opfattelse, som jeg ved deles af mange, kan hverken Beundring for Frihedsbevægelsen eller en flot Bemærkning fra en af dens Mænd rokke en Tøddel ved. Her er ikke Tale om at løse nationale Opgaver, men ganske simpelt om, at Mennesker ikke bør holdes for Nar.

København, den 24. September 1945.

Jørgen Plenge”.

Som yderligere dokumentation af Jørgen Plenges udsagn om Karl Bjarnhofs positive holdning til Nazi-Tyskland vil jeg henvise til Børge Houmanns erindringsbog ”Kommunist under besættelsen” fra 1990. Der kan man på s. 164 læse, at føreren for det danske nazistparti Frits Clausen udsendte et spørgeskema (til partimedlemmer og udvalgte sympatisører), som skulle oplyse, hvad folk på deres egn sagde om den politiske situation.

En af dem var Karl Bjarnhof, som bl.a. svarede: ”Man har spurgt mig, om jeg mener, at forholdet mellem danske og tyske er blevet bedre i den senere tid. Hertil må jeg desværre svare benægtende. Ikke mindst efter Antikominternpagtens underskrivelse er stemningen i store kredse blevet meget ond. Når man – som jeg – har en søn i Frikorps Danmark, og selv har forsøgt at fremme et godt forhold, må man daglig tage imod mange ubehagelige ting, rent bortset fra at éns positive stilling til det nye Europa uden al tvivl betyder en særdeles effektiv trussel mod min og min families økonomi”.

(Antikominternpagten blev oprettet i 1936 af det nazistiske Tyskland og Japan for at bekæmpe Sovjetunionen og de kommunistiske partier verden over, der var sluttet sammen i Kommunistisk Internationale Komintern.

Danmark blev medlem i november 1941 efter stærkt tysk pres, og underskrivelsen blev ledsaget af omfattende protestdemonstrationer i København, hvor især studenterne gjorde sig gældende).

(Frikorps Danmark blev oprettet i 1941 som et frikorps, der skulle deltage i kampene på Østfronten på tysk side. Formålet med korpset var at bekæmpe kommunismen).

Også denne gang måtte ”Frit Danmark”s læsere vente forgæves på et svar fra Karl Bjarnhof. Men han glemte på ingen måde Jørgen Plenges beskrivelse af hans positive holdning til det nazistiske Tyskland, og godt 13 år senere kom hans reaktion på en uventet og gennemført perfid måde.

I 1958 lavede Karl Bjarnhof nemlig en to timer lang radioudsendelse om Blindeinstituttets 100-års jubilæum, som man kan finde på Blindehistorisk Sellskabs hjemmeside under titlen: Blindeinstituttet fylder 100 år.

Første halvdel af udsendelsen forløb kronologisk på den måde, at en elev under hver af de forstandere, der havde været på instituttet siden begyndelsen i 1858, skulle fortælle om nogle af sine oplevelser i den pågældende periode. Bjarnhof spurgte bl.a., om eleverne nogensinde var blevet inviteret ind i forstanderboligen, hvad alle sagde nej til.

Men som man måske husker fra min artikel om Jørgen Plenge i forrige nr. af Nyhedsbrevet, læste han hver onsdag aften gennem mere en 30 år højt for instituttets elever og andre blinde i sit hjem både før, under og efter sin tid som forstander på instituttet.

Det undrede da også i høj grad ham og hans søn Vagn, at hverken dette eller hans navn og tid som forstander overhovedet blev nævnt i Bjarnhofs udsendelse, da de en fredag aften sad hjemme og hørte den. Vagn Plenge har fortalt mig, at en af instituttets tidligere elever, Jørgen Holt, næste formiddag kom og ville tale med hans far. Selv om det var lørdag, befandt Plenge sig ovre på sit kontor, som han ofte gjorde en stor del af weekenden. Da han kom hjem til frokost, ventede Jørgen Holt stadig for at fortælle, at alt, hvad han havde sagt til Bjarnhof om Plenge og hans tid som forstander, simpelthen var klippet ud af udsendelsen.

Bjarnhof benyttede altså sin stilling i Statsradiofonien til at gennemføre dette nederdrægtige magtmisbrug, hvad der ramte Plenge hårdt. Da han i 1955 havde været ansat på Blindeinstituttet i 25 år, gav de forskellige blindeorganisationer og mange af hans tidligere elever ham hhv. en knallert og et bornholmerur. Men Plenge reagerede ifølge sin søn Vagn så voldsomt på Bjarnhofs manipulerede radioudsendelse, at både knallerten og uret kom ned i kælderen. Plenge tog dem dog heldigvis begge senere i anvendelse, og Vagn har i dag bornholmeruret.

I Danmarks Radios tidligere generaldirektør Hans Sølvhøjs selvbiografi ”Rødt på hvidt” fra 1989, der ligesom den før nævnte bog af Børge Houmann stærkt kan anbefales, står der på s. 82, at ”Bjarnhof var en god kunstner og en excellent hader. Karen Blixen foragtede han. Hun havde engang bidt ham af ved en reception på Gyldendal. Det glemte han aldrig. Aldrig et sekund”.

Men hverken en positiv opfattelse af nazismen, en hadefuld og hævnende adfærd eller flere eksempler på magtmisbrug, som jeg har kendskab til, rokker naturligvis ved Karl Bjarnhofs litterære præstationer – ikke mindst erindringsbøgerne ”Stjernerne blegner”, ”Det gode lys” og ”Kølvandsstriber”.

Her er det også på sin plads at inddrage hans før omtalte ven, Harald Bergstedt, som forblev tro mod nazismen og ikke bare ændrede kurs, da han så, hvilken vej vinden blæste. Hans fine børnesange som ”Solen er så rød, mor”, ”Jeg ved en lærkerede” og ”Hør den lille stær” har en uopslidelig kvalitet; men i Danmarks Radio var der forbud mod at spille dem fra befrielsen i 1945 og helt frem til 1963.

I øvrigt vender jeg i et af årets senere nyhedsbreve tilbage til Karl Bjarnhof, men det bliver i en ganske anden og for mange sikkert ret overraskende sammenhæng i forbindelse med et af DR’s jubilæer.

8. Boganmeldelse “Mit liv som blind” af Rita Cicilie Varmby, ved Thorben Koed Thomsen.

Rita Cecilie Varmby har skrevet tre små bøger, Tanker om blindhed, Indenfor hos Jehovas vidner fra 2015 og senest Mit liv som blind fra 2020.

I den seneste bog kommer vi hele vejen rundt om Rita, vi følger hende fra barn og opvækst på Refsnæsskolen til i dag, hvor hun som 72-årig fortsat er tilknyttet Blindes Arbejde som børstenbinder. Bogen handler om meget andet end om Ritas blindhed, selv om blindheden har været til stede hele livet, og naturligvis på denne baggrund har haft afgørende betydning for det daglige liv. Bogen handler om meget mere end blindheden – meget mere.

Når vi læser hendes beskrivelse af opholdet på Refsnæsskolen, læser vi om et meget ensomt barn uden megen voksenkontakt. Hun gør meget for at få opmærksomhed – hellere dårlig kontakt end ingen kontakt. Efter fødslen på Rigshospitalet kommer Rita på børnehjem og derfra til Refsnæsskolen og får først som seksårig kontakt med forældrene, et forhold der aldrig bliver rigtig godt.

Det bliver ikke meget bedre på “tutten” – blindeinstituttet i København. Rita bliver under opholdet der indlagt på psykiatrisk hospital i Nykøbing Sjælland og får her kontakt til Jehovas Vidner, som hun bliver en del af. Heller ikke her finder hun plads og slipper efter nogle år, et dårligt ægteskab og andre skrammer ud igen og ind i den katolske menighed, hvor hun føler sig “hjemme”.

Rita får ikke familie men knytter sig meget til de kammerater, hun har haft på Refsnæsskolen og “tutten”. Hun beskriver i bogen sine tanker og følelser ærligt og på en måde, så vi får indtryk af et meget ensomt barn og et voksent menneske med et stort indre liv – hun beskriver meget mere end sin blindhed, men det ved hun ikke selv.

Bogen kan bestemt anbefales og kan bestilles hos NOTA eller købes i boghandlen, Bogen er udgivet på forlaget Saxo.

9. “Afvigelsens dilemmaer” af René Ruby – anmeldt af professor Birgit Kirkebæk

Blindes organisering i det 20. århundrede – anmeldelsen er offentliggjort i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 44.

Bogen er udgivet af Saxo Publish 2020 og kan lånes på NOTA.

Bogen er en omredigeret Ph.D. afhandling fra 2011, som jeg på det tidspunkt læste med stor fornøjelse – og fornøjelsen er ikke blevet mindre ved genlæsningen. Det er en klog bog, der sætter fingeren på mange ømme punkter og mere eller mindre fastlåste dilemmaer. Det arkiv, der tages udgangspunkt i, er udover relevant litteratur, avisartikler, betænkninger, korrespondancesager, årsberetninger m.v. ikke mindst Dansk Blindesamfunds medlemstidsskrift, hvor mange citater er hentet fra. I det afsluttende afsnit samler René Ruby sine pointer op både i relation til normaliseringsbegrebet og i relation til forholdet mellem seende og blinde, som det har udviklet sig historisk, og som han aflæser det i de løbende diskussioner mellem Dansk Blindesamfunds medlemmer.

Ruby ser Dansk Blindesamfund som en rettighedsbevægelse. Fra midten af 1800-tallet fik blinde en gruppeidentitet i kraft af institutionaliseringen, hvor uformuende blinde fra at have tilhørt fattigdomspotentialet blev differentieret fra andre grupper af fattige og forsøgt oplært på særlige institutioner, hvis han eller hun vel og mærke blev betragtet som oplæringsdygtig. Gruppeidentiteten betød, at modbilledet blev de seende. „Gennem institutionaliseringen konstitueres blinde om gruppe i modsætning til de seende“ skriver Ruby (s. 183), og der er blandt Dansk Blindesamfunds medlemmer et ønske om at holde seende ude. Det er de blindes forening, og den skal være selvstyrende. Samtidig er der en række indbyggede dilemmaer og en række modstridende synspunkter i foreningen. Skal det være tilladt at benytte sig af en medlidenhedsappel „som kolliderer med kravet om ligeværdighed“. Og skal der satses på arbejde eller forsørgelse? „Implicit stilles begreberne rettighed, selvstændighed, uafhængighed og stolthed overfor velgørenhed, ydmyghed, underdanighed og taknemmelighed. Mere grundlæggende drejer diskussionen sig om, hvorvidt medlidenhed og accepten af denne kan eksistere parallelt med kravet om ligeværd og en positiv identitetspolitik, der giver udtryk for uafhængighed“

(s. 184). Økonomisk afhængighed var i hele perioden en realitet. Det gjaldt både forsørgelse og hjælp til beskæftigelse. Det er et dilemma at blive identificeret som blind, når ønsket er ikke at skille sig ud fra den øvrige befolkning. I den forbindelse blev det diskuteret i Dansk Blindesamfund, hvorvidt det gule armbind og den hvide stok var en god ide. Ruby kalder det et „afviger dilemma“: „På den en side stolthed på trods af afvigelsen, på den anden side skam, mindreværdsfølelse m.m. på grund af afvigelsen“ (s.185).

Der er også et dilemma angående beskæftigelsen. Skulle foreningen fortsat arbejde for fuld beskæftigelse, eller var det en utopi i lyset af, at mange veluddannede gik ledige. Ruby pointerer, at foreningens oprindelige fokus på beskæftigelse og oplæring til selvstændigt arbejde blev flyttet, efter at både erhvervsfrekvensen og medlemsgrundlaget ændrede sig fra midten af 1950erne og frem til 1970erne. Mange mennesker med blindhed stod udenfor arbejdsmarkedet på trods af uddannelse. Samtidig var de fleste nye medlemmer over den erhvervsaktive alder. Ruby skriver i den forbindelse, at beskæftigelsesideologien blev opgivet „til fordel for en omsorgs- og forsørgelsesideologi rettet mod flertalsgruppen af ældre medlemmer“ (s.186).

Fra 1970’erne blev Dansk Blindesamfund som andre minoritetsgrupper en aktør i den politiske proces – „fra at have været et kampfællesskab for fuld samfundsdeltagelse til i stedet i højre grad at blive et støttefællesskab med henblik på overlevelse i det samfund, der er på de seendes præmisser“ (s. 189).

Det med „de seendes præmisser“ væver sig ind i Rubys diskussion af normalisering: „Et tilbageværende spørgsmål er imidlertid, om normalisering er mulig. Hvis normalisering alene handler om fysisk integration, er den mulig, og den er også lykkedes. Hvis normalisering derimod står i forbindelse med normalitet – altså at gøre blinde til helt normale, der blot ikke kan se – er der meget, som tyder på, at normalisering kun kan lade sig gøre gennem undertrykkelse og fornægtelse af det anderledes i den enkelte. Normalisering er sket på de seendes præmisser, og normalisering udspringer af magt til at definere det normale og afvigende. Videre synes en anden problematik i normaliseringen at være usynliggørelse, idet problemet skulle være løst eller kompenseret bort. Imidlertid er blinde fortsat blinde, og blindhed kan ikke kompenseres bort“ (s. 191).

Det centrale dilemma ved afvigelsen er ifølge Ruby, at der kan kompenseres for fænomenet blindhed, men det kan aldrig fjernes som en individuel anderledeshed. Dilemmaet består dels i blindes afvisning af at være forskellige og samtidig behovet for at identificere sig med blinde som gruppe. Et andet dilemma er afvisningen af, at blindhed

betyder hjælpeløshed samtidig med, at der er behov for bistand i et eller andet omfang. Hos Duedahl betyder normalisering ligestilling af levevilkår. Hos Ruby betyder normalisering et muligt identitetspåtryk, som begrænser retten til at være anderledes på egne præmisser. Med det er vi tilbage i den rettighedsproblematik for minoriteter, som Dansk Blindesamfund i begyndelsen stod for.

10. Familiekrønike af Henning Østrup Rasmussen, omtale ved Poul Lüneborg

En imponerende udgivelse skrevet af et af selskabets medlemmer. Forlaget Mellemgård har antaget Henning Østrup Rasmussens erindringsværk i 3 bind til udgivelse. Han fortæller, at “det har strakt sig over rigtig mange år, faktisk ”on and off” siden 2006. Krisen har bevirket, at jeg nu har tilendebragt projektet, sat det sidste punktum”.

Det første bind, ”Ud i Verden og retur – fra Østrup til Amager” udkommer den 19. april i år. Bogen der er på 292 sider, kan købes gennem forlaget og i enhver boghandel til en pris på 259,95 kr. Bogen vil blive fremsendt til Nota til indlæsning som daisylydfil. Der er endnu ikke fastsat nogen dato for udgivelsen af de efterfølgende bind.

Henning fortæller videre at “Bind 2, er en nøgleroman om ungdommen under besættelsen, mine forælder og deres omgangskreds. Bind 3, er en dagbog skrevet af min fars førerhund ”Jack”. Denne giver, på en humoristisk måde et billede af, hvordan det føles at blive blind i en forholdsvis fremskreden alder”. Henning Østrup Rasmussens far Egon mistede synet i løbet af 1970-erne, han døde i 1994. Henning er også selv blevet ramt af et alvorligt synshandicap på grund af en øjensygdom, som blev konstateret for en snes år siden.

UD I VERDEN OG RETUR FRA ØSTRUP TIL AMAGER er EN FAMILIEKRØNIKE FRA 1888 TIL I DAG. Bogen beskriver generationers liv i lyst og nød fra 1800-tallet og op til vore dage. Som det fremgår af titlen, startede det hele i Glud Sogn, nærmere betegnet i en lille flække Østrup. Marius var søn af Søren og Bodil Johanne Rasmussen og forfatterens farfar. Marius kom ud at tjene som vogterdreng, 7 år gammel. Han kom aldrig siden til at bo fast hos sine forældre. Han valgte som 14-årig et liv på søen, stiftede senere familie på Amager, hvor familien boede hele livet.

Bogen er blevet til på baggrund af Marius’ søn, Egon, som har samlet og nedskrevet sin fars historier, tilføjet egne erindringer, blandt andet om sin ungdom under besættelsen. Henning har samlet disse sider, tilføjet egne erindringer og hændelser fra sit liv. Det bemærkes, at det skrevne er nedfældet, som det er dukket op i erindringen på skribenterne, og absolut ikke i kronologisk orden.

Henning Østrup Rasmussen bor i Skodsborg. Han er født 1943 på Amager. Realeksamen fra Højdevangens Skole 1961. Handelsuddannet i bilbranchen, arbejdede et par år som privatchauffør og butler i New York City. De sidste 21 år af sit arbejdsliv i landbrugsmaskinbranchen. Herefter er tiden gået med at samle fakta om familien og færdiggøre denne krønike.

I Nyhedsbrev nr. 4/2017 kan man læse et uddrag af “Jacks dagbog” – nyhedsbrevet kan læses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

11. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72 Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72 Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 Mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67 Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Nyhedsbrev nr. 4

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 4 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden.

2. Jørgen Plenge – en humanistisk ildsjæl med visionært vingefang i blindeverdenen, af Ove Gibskov

3. ”Min tilknytning til sporten for blinde. Memoirer v/organist, kantor, komponist Leif Martinussen”, af Kristian Jensen

4. Mit liv og visen som ledsager, af Kirsten Koed Hansen

5. Blindehistorisk Selskabs ordinære generalforsamling 2021, af Poul Lüneborg

6. Tre medlemmer af selskabet tildeles stor hæder, af Poul Lüneborg

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg.

Mere end 4 måneder er forløbet siden min sidste hilsen i forrige nyhedsbrev. En periode som har været præget af de leveregler og adfærdsbegrænsninger, som Covid-19 epidemien pålægger os alle. Sommeren har bragt mig rundt i landet til nord- og Vestsjælland, Samsø, Mols og Sønderjylland for at besøge gode venner. Derfor har jeg på ingen måde savnet ferierejser til udlandet. I forlængelse af mine bemærkninger i sidste hilsen om 100-årsdagen for genforeningen den 10. juli, kan jeg anbefale at læse Pernille Juhls nye bog “Genforening” på 420 sider om sønderjydernes førstemand H.P. Hanssen om hans liv og kamp for genforeningen fortalt på grundlag af hans mange breve og taler – bogen kan lånes på Nota. Hvis man skal udpege helte fra den nyere tids historie, hører H.P. Hanssen for mit vedkommende absolut til én af dem.

Bortset fra rejseri og læsning har arbejdet med at opdatere og systematisere selskabets arkiv været en opgave, som jeg har været stærkt optaget af i disse måneder. Selskabet råder i dag over et meget omfattende arkiv opdelt på 4 hovedafsnit.

Det første afsnit A omfatter alle dokumenter. Mange af disse findes på hjemmesiden. Det gælder for eksempel alle udgivne nyhedsbreve samt beretninger og referater af generalforsamlinger siden stiftelsen i 1994. For mig er det mest interessante menupunkt under dette afsnit, mappen som er benævnt “Den danske blindesags personligheder”. Den indeholder registrerede dokumenter på knap 50 personer, som bestyrelsen har beskæftiget sig med gennem de sidste 5 år. Derudover indeholder dette afsnit blandt andet en mappe med baggrundsinformation til de ca. 50 medlemsmøder, som er gennemført gennem selskabets levetid. Afslutningsvis skal jeg om dette afsnit nævne en mappe med dokumentation om de 14 projekter, som selskabet har iværksat.

Hovedafsnit B indeholder alle selskabets lydfiler. Dette er en fantastisk guldgrube af lydoptagelser om blinde gennem næsten 150 år. Længst tilbage i tiden kommer man i Carl Bjarnhofs interview fra 1948 med fru Anne Henriksen fra Hesselager om hendes ophold på Det Kongelige Blindeinstitut fra 1871 til 1876.

De mange lydfiler er systematiseret i 41 mapper. Der er blandt andet en mappe med optagelser fra DBS’s ejendomme begyndende med ejendommen Randers-Bogensegade på Østerbro fra 1924 frem til indvielsen i år af Solgaven i Valby. Der er mapper med interview, udenlandsrejser, Dansk Blindesamfunds Amatørteater og meget, meget mere. Der er knap 900 lydfiler i arkivet, så jeg kan slet ikke give noget fyldestgørende indtryk af dem alle. Lydfilerne fra de fleste af selskabets 50 medlemsarrangementer i arkivet findes på hjemmesiden. Mange af de arkiverede lydfiler er underkastet ophavsretlige begrænsninger, hvorfor de ikke kan lægges på hjemmesiden. Men ethvert medlem, som søger en bestemt lydoptagelse er velkommen til at kontakte et medlem af bestyrelsen, så vil vi undersøge om den findes i arkivet og om muligt følge henvendelsen op med at fremsende en kopi af optagelsen. I forbindelse med mit arbejde med denne del af arkivet har jeg fået stor hjælp af brødrene Henrik og Hans Olsen, hvilket jeg takker dem for.

Arkivets hovedafsnit C indeholder årsberetninger, referater af HB- og FU møder, udgivne medlemsblade og tidsskrifterne “Blindesagen” og “Øjeblikket” samt årsberetninger fra foreningen “Danmarks Blinde for årene 1884-1958.

Endelig skal jeg nævne, at afsnit D indeholder bøger og rapporter af særlig Blindehistorisk interesse. Her er kun medtaget udvalgte bøger og rapporter i det omfang de ikke er tilgængelige andetsteds. Som eksempler på sådanne, kan nævnes ikke offentliggjorte manuskripter af Henning Eriksen.

På bestyrelsens sidste møde den 8. ds. fik alle medlemmer udleveret et USB-stik med selskabets arkiv. Nu gælder det om at huske på løbende at opdatere arkivet, så vi er sikre på at vi kan overgive et fyldestgørende fundament for selskabets videre arbejde til vore efterkommere.

Et andet interessant tilbageblik har selskabet modtaget fra Ove Gibskov i form af en artikel på 16 sider fra tidsskriftet “Frem” fra 1925, desværre var kopien af artiklen uden angivelse af nummer/dato for udgivelsen. Artiklens titel er “Hvad en blind ser – samtale med en helt blind ung mand, om hvordan han oplever sine omgivelser”. Det fremgår ikke af artiklen hvem der har skrevet den og ej heller hvem den unge blinde mand er som optræder i teksten. Dette spørgsmål har vi forgæves forsøgt at afklare. Artiklen rummer desuden i teksterne til billedillustrationerne en tankevækkende beskrivelse af den danske blindesag 14 år efter stiftelsen af DBS. Allan Fohlmann skal have tak for at korrekturlæse og formatere den indscannede tekst.

Fredag den 11. juni 2020 udkom Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 43 med Thorben Koed Thomsens artikel “Lovmæssig adskillelse” om den de facto skolepligt for synshandicappede børn på Refsnæsskolen fra 1926-1980. Artiklen, der er på 11 sider, kan jeg kun opfordre alle medlemmer af selskabet til at læse. Thorben Koed Thomsen giver et fint overblik over udviklingen af lovgivningen som regulerede undervisningen af blinde børn og unge fra undervisningspligtens indførelse i 1926 til udlægningen af Blindeforsorgen til Amter og kommuner i 1980. Hertil kommer en levende fortælling af hans egne oplevelser og overvejelser som elev på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet i København. Thorben Koed Thomsen slutter med nogle perspektiverende betragtninger over overgangen fra det institutionaliserede undervisningssystem til den integrerede undervisning, som kendes i dag. Den arbejdsgruppe, som blev nedsat på generalforsamlingen i år til at overveje Thorvald Kølles forslag om udgivelse af et jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023, kan med fordel lade sig inspirere af denne artikel. Leif Martinussen har fornyelig færdiggjort en lignende fremstilling af sine oplevelser og overvejelser som elev på Refsnæsskolen. Der er således inspiration for den nedsatte arbejdsgruppe at hente i disse bidrag. Desuagtet beder Thorvald Kølle om at jeg opfordrer enhver med interesse for at medvirke til udgivelsen af det foreslåede jubilæumsskrift om at kontakte ham. Gruppen består af Leif Martinussen, Hans Erik Olsen, Søren Jensen og Thorvald Kølle.

I dette nyhedsbrev giver Kirsten Koed Hansen i sin artikel ” Mit liv og visen som ledsager” et bidrag til belysning af blindes undervisning fra et interessant perspektiv, idet Kirsten har modtaget begyndelsen af sin skoleundervisning udenfor Blindeforsorgen for så at afslutte denne som elev på Blindeinstituttet. Det er i høj grad livsbekræftende at læse om den betydning musikken har haft for hende.

Journalist Kristian Jensen tidligere leder af Handicapidrættens videnscenter skal have tak for at anmelde Leif Martinussens omfattende redegørelse på 92 sider om udviklingen indenfor synshandicappedes deltagelse i sport og idræt fra slutningen af 1950-erne til begyndelsen af 1980-erne. Han har vist sig at være den rette til denne opgave. Jeg føler mig overbevist om at mange med interesse for dette område vil gå ind på hjemmeside og gøre sig bekendt med redegørelsen efter at have læst Kristian Jensens anmeldelse. Endelig vil jeg på selskabets vegne takke Leif Martinussen for det store arbejde, som han har lagt i udarbejdelsen af redegørelsen, som er rigt illustreret med billeder.

Nyhedsbrevets hovedartikel må så absolut siges at være Ove Gibskovs artikel om Jørgen Plenge . Artiklen demonstrerer, at der er al mulig grund til at mindes Jørgen Plenge for hans indsats gennem ca. 40 år først som lærer ved Blindeinstituttet, siden som forstander for dette og ikke mindst for hans indsats som leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde fra 1952-1968. Ove Gibskov har på baggrund af et stort kildemateriale leveret en meget levende fremstilling af Jørgen Plenge, som i høj grad kan bidrage til at hans indsats ikke glemmes i dag.

Jeg har valgt at afslutte dette nyhedsbrev med en hyldest til 3 medlemmer som i løbet af sommeren er blevet tildelt stor hæder. Stort tillykke til landsformand Thorkild Olesen, fhv. næstformand John Heilbrunn og kredsformand Thorben Koed Thomsen. I selskabet slutter vi os ubetinget til den anerkendelse som i er blevet tildelt på grund af jeres mangeårige indsats indenfor blindesagen i Danmark.

Jeg vil til slut opfordre alle medlemmer til at notere sig den korte omtale af næste års generalforsamling den 27-28. februar 2021 på Fuglsangscentret. Selv om covid 19 smitten er i stigning i skrivende stund, sætter jeg min lid til at situationen ser lysere ud, når vi når frem til den planlagte generalforsamling næste år. Mere om generalforsamlingen i næste nyhedsbrev, som udkommer i midten af januar 2021. Derfor vil jeg allerede nu ønske alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår. jeg ser frem til at møde mange af jer i 2021.

2. Jørgen Plenge – en humanistisk ildsjæl med visionært vingefang i blindeverdenen, af Ove Gibskov

I dag siger navnet Jørgen Plenge nok desværre ikke ret mange medlemmer af Dansk Blindesamfund noget. Når jeg anvender ordet ”desværre”, er det fordi, han i mere end 40 år på vidt forskellige områder ydede en kolossal indsats til gavn for blinde i hele landet, og så sent som i 1977 blev han af DBS’s forretningsudvalg i Medlemsblad nr. 4 omtalt som en af dem, der både kendte og var kendt af flest blinde.

I 1930 blev Jørgen Plenge ansat som vikar på Blindeinstituttet i København. Han var cand.mag. i historie og kristendomskundskab og selvfølgelig interesseret i at få litteratur til sine elever. Den var der nemlig ikke ret meget af på det tidspunkt. Fra instituttets oprettelse i 1858 og til 1924, hvor bibliotek og trykkeri blev udskilt som en selvstændig del af instituttet og fik sit eget budget, trykte man kun ca. 100 bøger.

Derudover havde foreningen “Danmarks Blinde”, som blev stiftet i 1883, oprettet et bibliotek, hvor mennesker med interesse for blinde på frivillig basis afskrev bøger på tavle med pren. Men allerede 11 år senere fik foreningen etableret det første trykkeri her i landet, hvor man kunne trykke punktskrift på begge sider af papiret.

I 1929 tog instituttet kontakt til fængselsvæsnet med henblik på at få indsatte til at afskrive bøger, og det blev til et mangeårigt godt samarbejde med fængslet i Vridsløselille, der allerede i 1930 havde 3 indsatte i gang med at overføre bøger til punktskrift.

Jørgen Plenge fik snart sin gang i trykkeriet, og I 1932 blev han fast ansat som lærer på skolen og leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, der stadig lå på instituttet. Allerede i 1933 kan man i en beretning om instituttet læse, at der fra 1930 til 1933 blev trykt flere bøger end i hele perioden fra 1858 til 1930. Af samme beretning fremgår det også, at der på instituttet blev oprettet 2 læsestuer – en for drenge og en for piger, og meningen var, at drengenes senere skulle åbnes for voksne blinde. Læsestuerne indeholdt bl.a. håndbøger af forskellig art og biografier. Desuden blev der nu udsendt julehefter til eleverne, og i sommerferien 1933 kunne de uden at betale for det vælge mellem at få tilsendt enten Johannes V. Jensen: Kongens Fald, Karoline Graves: En Almuekvindes Liv eller Jack London: Ulvehunden. Også voksne blinde kunne købe både julehefterne og bøgerne for meget få penge. Den slags muligheder og tilbud havde aldrig eksisteret, før Jørgen Plenge blev leder af trykkeriet; og i anledning af hans 80-års fødselsdag i 1979 skrev instituttets tidligere inspektør, Folke Johansen, i instituttets husavis, en artikel med titlen ”Et bibliotek for blinde vokser op”. Her nævnte han bl.a., at antallet af medarbejdere både i fængslet og på instituttet steg stærkt, og at 11 af de indsatte omkring 1940 var heldagsbeskæftiget med overføring af bøger, og de dygtigste kunne skrive 20 sider om dagen. Men ikke alle indsatte kunne arbejde på egen hånd, og Folke Johansen fortsætter: ”Det var Plenge, der fodrede alle med opgaver, og da fanger ikke holdt ferie, så fik Plenge heller ikke meget kendskab til dette begreb.”

Det gjaldt også, da Jørgen Plenge senere blev gift og fik børn. Hans datter og søn, Dunne og Vagn Plenge, har fortalt mig, at de sjældent har oplevet deres far have ferie, men at de selv og deres bror, Lars, tit holdt sommerferie på en gård i Jylland hos nogle af hans barndomsvenner.

Adskillige blinde har gennem de mange år, hvor Plenge var ansat i blindeforsorgen, både i Medlemsbladet og i andre sammenhænge givet udtryk for den store betydning, han har haft for dem. Allerede i Medlemsblad nr. 14 fra 1937 skriver bladets senere mangeårige redaktør Poul Glygård: ”Da jeg besluttede mig til at tage paa Højskole, anede jeg ikke, hvilke Besværligheder det var forbundet med; men jeg havde det Held, at Overlærer Plenge og flere andre skaffede mig af med en hel Del af de mere tekniske Vanskeligheder, saaledes at jeg saa temmelig ubekymret kunde gaa i Gang med Vinteren paa Askov.”

Jørgen Plenge og trykkeriet fik efterhånden andre opgaver end fremstilling af skønlitterære bøger og skolebøger til instituttets elever. I 1930’erne begyndte ganske få blinde nemlig at gå i almindelig folkeskole og tage boglige uddannelser. Blandt dem blev Aage Angelbo, som var landets første blinde student, cand.mag. i engelsk, tysk og fransk, mens en anden tog juridisk embedseksamen. Han hed Knud Lomholdt-Pedersen og blev som stud.jur. i 1940 interviewet i DBS’s Medlemsblad nr. 25, hvor han om Jørgen Plenge udtalte: ”Naar jeg overhovedet er naaet saa langt, som det er Tilfældet, skyldes det for en stor Del det store og uegennyttige Arbejde, som Hr. Overlærer J. Plenge har præsteret for at mætte min Boghunger. Lige fra det Aar, jeg kom ind i Mellemskolen og til i Dag, har Hr. Plenge paa bedste Maade sørget for, at de Bøger, jeg skulde bruge, rettidigt blev skrevet af til mig. Maa jeg derfor her benytte Lejligheden til paa det varmeste at takke Hr. Plenge for den uvurderlige Indsats, han har ydet paa dette specielle Omraade.”

Gennem tiden har jeg selv mødt mange, som i tilsvarende grad har givet udtryk for, hvor meget Jørgen Plenges engagement og hjælp har betydet for, at de fik den litteratur, der var nødvendig for deres uddannelse. Det gælder også for mig – men herom senere. For nu kommer der endnu et uddrag fra Folke Johansens fødselsdagsartikel: ”Ud over de faste overførere var der stadig en del velvillige mennesker, der privat afskrev bøger for instituttet. Dem skulle Plenge også give opgaver, eventuelt skulle han uddanne dem først. Inden alle disse forskellige punktoverførere fik tildelt deres opgaver, var alt gennemset og tilrettelagt af Plenge, dvs at der omhyggeligt var sat fodnoter med forklaring ved alle fremmedord, for som han sagde “blinde har jo ikke nogen ordbog”, og alle billeder var skrevet om til tekst.”

Plenge læste selv korrektur, men senere blev der dog ansat korrekturlæsere.

Da bogproduktionen i 1930 begyndte at stige, blev lokaleforholdene snart et problem, men det hjalp dog noget, at eleverne i de yngste klasser i 1935 flyttede til Refsnæs. Trykkeriet rykkede op i loftlokaler på 2. sal over gymnastiksalen, og biblioteket blev placeret i 3 gamle militærbarakker i haven.

”Al transport af bøger mellem de to afdelinger foregik” som Folke Johansen skriver, ”i tøjkurve af piletræ. Her skulle biblioteket dog kun være midlertidigt, men så kom krigen, og alt imens træbarakkerne blev mere og mere utætte, og bøgerne efterhånden lå i store stabler på gulvene og de overfyldte reoler, så gik der omkring 20 år”, før trykkeriet og biblioteket endelig kunne flytte til gode lokaler udenfor instituttet.

Hver onsdag aften gennem mere end 30 år stillede Jørgen Plenge sig selv og sit hjem til rådighed for oplæsning.

Det fortalte Aarhuskredsens senere formand organist Walther Gaihede om i Medlemsblad nr. 12 fra 1968: ”De senere så berømte læseaftener i J.P.’s bolig på instituttet startede med en klassesammenkomst i 1931 for at lære den romantiske litteratur at forstå, men det blev naturalismen, der optog os ved de kommende års mange læseaftener, som efterhånden samlede blinde og svagsynede fra hele København. Det var en rig verden, som gennem disse oplæsninger åbnede sig for os. Den gang havde man jo ikke nogen båndoptager at ty til. Ved denne gerning fik vi indblik i en betydelig del af den daværende moderne litteratur, der senere nok har været os til hjælp ved forståelsen af den nyeste tids skrivekunst.”

Som andre også har fortalt, blev disse læseaftner eller “onsdagsaftner“, som de efterhånden kaldtes, meget populære. I begyndelsen af 40’erne var deltagerantallet ofte over 60, og som Folke Johansen skriver: ”Det var næsten mere, end den lille lejlighed kunne rumme. I de tre små stuer sad man på gulvet, på sengene, og hvor der ellers var plads fra tidlig aften til ud på de små timer. Plenge selv stod op i den lillebitte entre og læste med klar stemme den hele aften, kun afbrudt af en pause, hvor han vandrede rundt med sine store forsamlingshuskaffekander.”

Familien Plenge flyttede senere fra instituttet til en villa på Rosenvængets Allé, hvor der jo så også blev bedre plads til de mange, som deltog i ”onsdagsaftnerne”. De aftner husker Vagn Plenge og hans søskende tydeligt – ikke mindst fordi, de også nød godt af den kage, deres mor Esther, som selv havde været elev på instituttet, bagte til de mange gæster.

Hende kan man i øvrigt få meget mere at vide om i Nyhedsbrev nr. 3 fra i år, der også indeholder digte til hende, som er skrevet af datteren Dunne Plenge.

Og så igen tilbage til Folke Johansens beskrivelse: ”Som lærer og ved “onsdagsaftnerne” satte Plenge umådelig megen læselyst i gang, men også gennem biblioteket søgte han at tilfredsstille folks læsetrang og videlyst. Udover det allerede nævnte redigerede han tidsskrifterne “Budstikke” med tillæg, “Menneskelighed” og “Radio-og bogorientering”. Der lå altid udklip af kronikker, artikler o.m.a. fra aviser, ugeblade og tidsskrifter i hans hjem, udklip, der med tiden skulle finde anvendelse i en eller anden artikel.

Plenge var enerådende m.h.t. valg af bøger, der blev overført til punktskrift, hvorfor kvaliteten lå højt, og ikke alle fik mulighed for at læse, hvad de kunne tænke sig at læse. Som et kuriosum kan nævnes, at Henning Friis, Socialforskningsinstituttet, i 1955 foretog en “efterundersøgelse af elever udskrevet af blindeforsorgen”, og heri konstaterede han, at: “blinde læser megen skønlitteratur, som ligger på ret højt litterært niveau”. Senere blev der oprettet et “bogudvalg”, hvis medlemmer var forstanderne for de to blindeinstitutter og 2 medlemmer valgt af Dansk Blindesamfund.”

Det var bogudvalgets opgave at tage stilling til, hvilke bøger der skulle overføres til punktskrift og senere jo altså også indlæses på bånd.

Allerede i 1935 skrev forfatteren Karl Bjarnhof i avisen “Social-Demokraten” en kronik med titlen “Den talte Bog”. Her fortalte han om udenlandske forsøg med indlæsning af bøger og sluttede med et udsagn om, at kun 50% af blinde kan læse punktskrift, og at en stor del af resten ikke kan lære det af forskellige årsager, og “for alle disse Tusinder vil “Den talte Bog” betyde nyt Land, som med eet Slag frilægges.”

Året efter kom Plenge med yderligere oplysninger i artiklen “Den talende Bog” i Nordisk Blindskrift, og i 1937 var biblioteket i gang med at indlæse bøger på en form for grammofonplader med et indlæsningsapparatur, man havde fået i fællesskab med Taleinstituttet. Men det var desværre ikke af særlig god kvalitet, og kort efter kom besættelsen. Indlæsningen blev dog fortsat i forventning om, at man kunne få bedre afspilningsmuligheder, når krigen var forbi.

I årene umiddelbart efter befrielsen skete der ikke ret meget, og under overskriften ”Forskellige Biblioteksspørgsmaal” gav Jørgen Plenge i DBS’s Medlemsblad nr. 7 fra 1948 en orientering om den aktuelle situation, og hvad man håbede at opnå i de kommende år:

”Indlæsningen er væsentligst foretaget af Punktskriftslæsere efter Bøger, der allerede er overført til Blindeskrift. Der er indtil Dato indlæst 15 større og mindre Værker. De talende Bøger skal jo i hvert Fald i første Omgang først og fremmest stilles til Raadighed for de Læsere, der ikke kan lære at læse Punktskrift, og der er derfor god Mening i at have de samme Bøger baade som Punktskrift og som »talende Bøger«, men efterhaanden som der kommer virkelig Gang i Arbejdet, vil man lade indlæse ogsaa andre Bøger, og Indlæsningen vil saa ogsaa kunne komme til at betyde en Forøgelse af den Litteratur, Blinde kan faa Adgang til.”

Angående fremstillingen af punktskriftbøger skrev Plenge i samme blad: ”Af Papir har man kun til Husbehov. Man maa jo tage i Betragtning, at der nu er næsten et Aars Leveringstid paa Papir, at Tiderne stadig er meget usikre, og at man ikke kan risikere ikke at have lidt i Reserve. De Noder, Musikerne og Blindeinstitutterne skal bruge i deres Erhverv og til Under¬visning, og de Bøger, Institutterne skal bruge til Undervisning, skulde under alle Omstændigheder gerne kunne udkomme. Endvidere leverer Statens Trykkeri jo Papir til Blinde i hele Landet. Derfor har man været og er stadig forsigtig med at udbyde Bøger til Salg, men der er dog overført en Del, som nok skal dukke op i ”Danmarks Blinde”s Bibliotek. Imidlertid er der ikke trykt saa mange skønlitterære Bøger som i 1930’erne. Dette skyldes for en stor Del, at megen Arbejdskraft har været bundet af specielle Opgaver, som nye Uddannelsesomraader har stillet: Massageuddannelsen, Kontor-uddannelsen o.s.v., ligesom man ogsaa har søgt at komme enkelte Læseres mere specielle Ønsker i Møde ved at lade Bøger afskrive. Dertil kommer, at de Trykkemaskiner, Fængslet har haft at arbejde med, efterhaanden er blevet meget slidte, og man har i de senere Aar stadig maattet have saa en og saa en anden af dem til Reparation, der under de nuværende Forhold tager meget lang Tid. Man haaber i Løbet af et Aars Tid at faa et Par helt nye og moderne Maskiner til Trykkeriet i København, hvorefter Maskinerne der kan gaa til Fængslet. I Fængslet er det en stadig skiftende Stab af Mennesker, der er beskæftiget med Overføringen, og nægtes kan det ikke, at Arbejdstempoet er gaaet tilbage: Som god Arbejdsfælle maa man ikke yde for meget. Det har Fængslet nu søgt at ændre paa ved at indføre Akkordbetaling. Det er Bibliotekets Haab, at nye Maskiner og en større Interesse hos Overførerne i Fængslet maa bevirke en forøget Produktion, og efterhaanden som der bliver skabt Undervisningsbøger til de nye Uddannelsesomraader, vil man saa igen kunne naa eller helst komme op over den tidligere Produktion af Skønlitteratur og populærvidenskabelig Litteratur — i hvert Fald til Udlaan”

Først i 1954 blev man på et nordisk fællesmøde enige om at følge en engelsk model, hvor der blev benyttet båndoptagelser i stedet for plader. Desuden besluttede man at anvende samme slags apparatur, så hvert lands brugere kunne låne indlæste bøger fra de andre lande.

I 1944, altså ti år inden det her nordiske initiativ blev taget, var Jørgen Plenge blevet inspektør på instituttet med en prøvetid på et år, og i 1946 ændredes hans stillingsbetegnelse til forstander.

Som før nævnt havde han jo allerede i 1930’erne stået for fremstillingen af punktskriftbøger til nogle få elever, som ikke gik på instituttet men i folkeskolen, gymnasiet og enkelte senere på universitetet.

Som forstander tog han nu initiativ til at udvide antallet af uddannelsesmuligheder for instituttets elever. Det fortalte den tidligere elev Eigil Fuglsang om i DBSs medlemsblad nr. 12 fra 1967, hvor han i halvandet år havde været ansat som præst ved Kingos Kirke på Nørrebro:

”I 1947 rykkede jeg ind på instituttet i København, og dermed havde jeg erhvervsproblemet lige inde på livet. Det stod allerede den gang klart, at uddannelsen af blinde måtte forbedres og fornyes, og forstander Plenge og hans personale fik sat et hold sammen på 7 elever, som skulle tage præliminæreksamen. (Dens indhold svarede omtrent til en realeksamen men med den væsentlige forskel, at man skulle op i ubegrænset pensum, og at kun eksamenskaraktererne talte med.) Det blev en streng tid, for vi var ikke vant til at bestille ret meget, og her fik vi pludselig 6 faste skoletimer plus forberedelsen, og det kunne godt blive en lang skoledag. Imidlertid fik vi al den hjælp på instituttet, vi behøvede, og vi fik alle eksamen.

Derefter tilrådede både administrationschef Bøgh Christensen og forstander Plenge mig at tage studentereksamen, uden at man dog – jeg mindst – anede, hvad det skulle føre til. Det lykkedes også, og i tænkepausen året derpå tog jeg korrespondenteksamen ved Købmandsskolen med den store stenografiprøve, og det kom mig i høj grad tilgode i de senere studier. Derved blev jeg i stand til at referere og bearbejde forelæsningen og lærebøger, som jeg fik forelæst på en sådan måde, at jeg havde kompendier til støtte ved repetition.

Jeg overvejede at studere historie men indså dog hurtigt, at dette studium krævede så megen vanskeligt tilgængelig litteratur, at det ville blive svært at gennemføre det. Jeg standsede da ved teologien, som er et gammelt fag, som ligger i faste rammer, og det har jeg ikke fortrudt.

Jeg har altid fået hovedlærebøgerne, når jeg blot sagde til i god tid. Jeg var ofte forbløffet over, at man fik disse mange hundrede punktsider færdige rettidigt i Statens Trykkeri. Man må huske, at det teologiske studium for blinde er nyt herhjemme.”

Ligesom Eigil Fuglsang og mange andre tænker Inge Jørgensen også med glæde tilbage på sin elevtid, mens Jørgen Plenge var forstander og nævner spontant hans interesse for de enkelte elever og hans kolossale arbejdsindsats. Hun fortæller, at de elever, der endnu ikke var faldet i søvn på hendes sovesal, næsten altid kunne høre Plenge forlade kontoret ved midnatstid og gå forbi sovesalen hen til sin lejlighed.

Han var tit engageret i flere ting på samme tid og lovede eleverne flødeboller, hvis det skulle ske, at han som lærer kom for sent til en time, og dem har Inge Jørgensen fået ganske mange af. Plenge opfordrede hende til at tage præliminæreksamen, derefter blev hun fysioterapeut og har stadig i en alder af 86 sin hverdag fyldt op med patienter.

I 1952 valgte Jørgen Plenge at komme tilbage som leder af trykkeriet og biblioteket. For som Folke Johansen i den tidligere citerede artikel skriver: ”Det var her, hans store interesse lå. Både i 40’erne og 50’erne blev der fremstillet bogmateriale til nye uddannelser og udvidelse af de tidligere, her skal bl.a. nævnes bøger til studenterkursus, Købmandsskolen, socialrådgiveruddannelsen, bøger om hønseavl og svineavl o.m.a.

Plenges navn var ikke altid i forgrunden i det, han foretog sig, men i baggrunden var han uhyre flittig og foretagsom.”

I 1954 flyttede både trykkeri og bibliotek fra instituttet og til Den Sociale Skoles bygning i Randersgade, hvor der også var plads til at udvide. To år senere havde man fået indrettet indlæsningscentral med studier og kopieringsanlæg, og i juli 1958 var der allerede indlæst 195 forskellige værker, men antallet af læselystne lånere var 350. Disse tal siger, som Folke Johansen skriver, ”mere end ord om bibliotekets problemer. Biblioteket måtte jo rette sig efter bevillingens størrelse og så prøve at fordele lytternes ønsker så godt som muligt. Iøvrigt hjalp det ikke på problemerne, at Invalideforsikringsretten et par måneder senere bevilgede yderligere 300 afspilningsapparater til lånere. For bevillingerne til bøger blev ikke større af den grund, der var kun penge til indlæsning af 100 bøger om året. Det hjalp dog noget, at Dansk Blindesamfund skænkede et beløb til indlæsning af 100 bøger ekstra.”

Det viste sig også snart, at indlæsning på bånd kunne bruges til meget andet end skønlitteratur. Båndbøger blev brugt til blinde folkeskoleelever for at afhjælpe manglen på punktskriftbøger, som ikke kunne skaffes hurtigt nok. Hos båndlæserne opstod der desuden et ønske om at få kendskab til stof fra aviser og blade, så man ikke udelukkende var afhængig af det, radioen og efterhånden også fjernsynet bragte.

Dette ønske blev i 1959 imødekommet med en landsdækkende lydavis, hvis første halvdel redigeredes af to deltidsansatte journalister og indeholdt aktuelt stof, mens Plenge selv stod for anden halvdel med bl.a. kronikker, kommentarer og længere debatindlæg. Denne del af redigeringen blev dog efterhånden også overtaget af journalisterne, så Plenge kunne engagere sig mere i andre opgaver.

Fra gammel tid var det muligt for blinde at købe bl.a. punktskriftpapir, punkttavler, prene og kortspil på instituttet. Det blev nu biblioteket, der forhandlede disse ting, og Plenge fik udvidet omfanget af forskellige hjælpemidler som f.eks. husholdningsartikler, som kan hjælpe blinde i dagliglivet. Det blev til Statens Hjælpemiddelcentral.

Jørgen Plenges navn og de tidsskrifter, han redigerede, blev også kendt og værdsat i de andre nordiske lande, hvad man f.eks. kan læse om i et nummer af Nordisk Blindetidsskrift fra 1959. Her skrev Halvdan Karterud, der underviste på Blindeinstituttet i Trondheim og selv var blind: “Med sin omfattende lesning, sin sunne dømmekraft og sin sikre smak har Plenge de aller beste forutsetninger for gjennem punktskrift og lydbånd å la de blinde få del i de beste og mest aktuelle av litteraturens skatter både bøker og kanskje enda mer kronikker og tankevækkende artikler i aviser og tidsskrifter. “Jeg er som en høne, som finner et körn,” sa han engang i spøk. Hva disse hans “kørn”, som i årenes løp er blitt publisert i det gedigne tidsskrift “Menneskelighed” og i ukebladet “Budstikke”, har betydd for hele Nordens kunnskapssøkende og litterært interesserte blinde, kan neppe overvurderes.”

Efter 10 år i Randersgade måtte trykkeriet og biblioteket igen skifte adresse, da lokalerne skulle bruges til andre formål. Så i 1964 flyttede den nu ganske store virksomhed med alle dens forskellige forgreninger til Rønnegade.

Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde var på godt 30 år vokset op fra næsten intet og indeholdt nu forlagsvirksomhed, trykkeri, bogbinderi, lager, landsbibliotek med punktskriftbøger, lydstudier, lydbogsbibliotek for hele landet og en stor hjælpemiddelcentral.

Min egen relation til Jørgen Plenge begyndte i 1964, hvor jeg sammen med Hans Rasmussen – en af mine klassekammerater helt tilbage fra Refsnæs – kom i 1.g på Johannesskolen i København. Der var en anden af vores kammerater, Kurt Nielsen, som var blevet optaget et par år tidligere, og når det netop var der, blinde nu fik mulighed for at tage studentereksamen, skyldtes det i høj grad Jørgen Plenge, som kendte skolens rektor, og hvis børn selv gik der. Når man udelukkende benyttede ét gymnasium, var det jo også lettere at få de punktskrift- eller båndbøger, der skulle bruges, end hvis man kunne vælge mellem flere gymnasier, som ikke nødvendigvis anvendte de samme bøger.

Vi startede som nysproglige i 1.g, men i løbet af ret kort tid viste det sig, at flere af mine bedste klassekammerater ville have en gammelsproglig studentereksamen, hvor de sproglige hovedfag ud over dansk var græsk og latin. Den begyndte man på i 2.g, og der var flere grunde til, at jeg også havde lyst til at tage sådan en eksamen. Dels ville jeg gerne gå videre sammen med nogle af dem, jeg fungerede bedst socialt sammen med, ligesom jeg faktisk også interesserede mig for både græsk og romersk mytologi og historie. Desuden må jeg indrømme, at det også betød en del, at man i stedet for engelske og tyske stile blot skulle aflevere en ret kort skriftlig oversættelse fra latin til dansk.

En eftermiddag i slutningen af 1.g mødte jeg tilfældigvis Plenge i instituttets læsesal, hvor han spurgte, hvordan det gik på gymnasiet. Efter at have fortalt det, gav jeg ham så årsagerne til mit ønske om at skifte retning – bortset fra det med at undgå engelske og tyske stile. Han svarede, at det jo ville betyde, at der skulle laves en hel del ekstra bøger, og at en gammelsproglig studentereksamen heller ikke var noget for Per og Poul. Jeg fik så sagt, at det ikke var dem men derimod Ove, det handlede om. Plenge lo og sagde, at det jo var rigtig nok, og det endte med, at jeg fik lov.

Dengang eksisterede der hverken et studiebogsbibliotek på instituttet eller en erhvervsafdeling på biblioteket. Så de penge, der skulle bruges til fremstilling af studiebøger, måtte tages ud af bibliotekets almindelige budget, og selv om instituttet skulle godkende valget af uddannelser, var det i høj grad op til Plenges vurdering, om biblioteket ville investere midler i en bestemt uddannelse, der jo så ikke kunne bruges til andre opgaver.

Plenges søn, Vagn, som selv var gammelsproglig student og havde lært punktskrift af sin mor, overførte min begynderbog i græsk, og jeg har aldrig fundet den mindste fejl i hans arbejde. Vi havde 8 græsktimer om ugen, og Vagn var hele tiden en dag foran det, vi havde for, så jeg aldrig kom bagud.

Hans far forlod hver eftermiddag selv biblioteket på sin knallert og kørte ned til instituttet, hvor han overrakte mig næste dags tekst. Lederen af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde kunne nok have brugt sin arbejdstid mere hensigtsmæssigt, men det var i hvert fald hyggeligt at møde ham næsten dagligt og få en lille snak om vidt forskellige ting.

Efter at jeg for nylig i min research har fundet den tidligere citerede udtalelse af Halvdan Karterud om Jørgen Plenges og hans tidsskrift ”Menneskelighed”s betydning i hele norden, er min interesse for at få et grundigt kendskab til indholdet naturligvis blevet vakt. Midt i 1960’erne, da tidsskriftet ikke længere udkom, fandt jeg på Blindeinstituttets læsesal et par numre, og husker, at det ene indeholdt en artikel med en brevveksling mellem Albert Einstein og Sigmund Freud om årsager til krig og pacifismens betydning.

I forbindelse med artiklen her har jeg så talt med en hel del ældre blinde for at høre, om de lå inde med eksemplarer af ”Menneskelighed” – men desværre uden resultat.

Det naturlige ville selvfølgelig være at kontakte Nota, Men her har man destrueret næsten alle punktskriftbøger, der ikke er digitaliseret uden at sørge for, at de som noget helt naturligt er blevet erstattet af digitaliserede udgaver.

Det gælder i hvert fald hele den omfattende mængde af bøger, der var fundamentet i det trykkeri og bibliotek, Jørgen Plenge opbyggede, og som i dag hedder Nota.

Et stort udvalg af Georg Brandes’ skrifter, Otto Gelsteds prosaudgave af Odysseen, bøger af Sartre, Steinbeck, Hemingway, Blicher, Nexø og Rifbjerg er blot et lille udbud i spændvidden af de værker, vi har kunnet læse på punktskrift i Plenges tid, men som nu må overføres igen, hvis man skal have adgang til dem. Det vil dog slet ikke kunne lade sig gøre med et tidsskrift som ”Menneskelighed”, da det udelukkende udkom på punktskrift, og ingen i dag har viden om ret meget af indholdet.

Jørgen Plenge sluttede som leder af trykkeriet og Biblioteket i 1968. I den anledning skrev Dansk Blindesamfunds daværende formand Svend Jensen i medlemsblad nr. 12: “Vi har i Dansk Blindesamfund ofte skudt med skarpt på Biblioteket, når vi syntes bogudbudet og betjeningen ikke svarede til vore ønsker. Vi har dog altid haft den glæde, at vor kritik af forholdene aldrig har behøvet at rette sig mod hr. Plenges person, idet vi sammen med alle vore medlemmer altid har følt, at han satte alle kræfter og al sin energi ind på at give biblioteket en sådan standard, at vi kunne være tjent med det. Den voldsomme ekspansion, Biblioteket har gennemgået og stadig gennemgår, har medført, at hr. Plenges sidste arbejdsår, vel nok også stik imod al sædvane, har været de mest krævende, og idet vi endnu engang siger tak for det store arbejde, vil vi derfor benytte lejligheden til at ønske hr. Plenge et velfortjent og langt otium.”

Men Jørgen Plenge blev dog ikke fuldtidspensionist. Seks år efter, at han var begyndt som lærer på instituttet, medførte hans engagement og indlevelsesevne i blindes forhold, at han påtog sig posten som sekretær i ”Foreningen til Fremme af Blindes Selvvirksomhed.” Selvvirksomheden, som man i daglig tale kaldte den, blev stiftet i 1862 med det formål at støtte selvstændigt erhvervsdrivende blinde. Derudover drev Selvvirksomheden værksteder og udsalg, men i 1929 overgik både værksteder og udsalg til Blindes Arbejde A/S, som Selvvirksomheden sammen med Dansk Blindesamfund var med til at etablere. I 1933 fik Selvvirksomheden oprettet Bredegaard, et hjem for blinde mænd i Fredensborg og dækkede driftudgifterne indtil Bredegaard i 1949 blev overtaget af staten.

Selvvirksomhedens hovedopgave var dog primært at støtte blinde håndværkere med hjælp til køb af materialer, værktøj og instrumenter m.v. Desuden dækkede man håndværkernes udgifter til fragt for de materialer, de havde brug for.

Jørgen Plenge fortsatte som Selvvirksomhedens sekretær helt frem til 1977, hvor han selv var blevet 77 år.

I den anledning skrev DBSs forretningsudvalg i Medlemsblad nr. 4 bl.a.: ”Jørgen Plenge har altid udvist en utrolig hjælpsomhed, men, og det er vigtigt, han har altid forstået at yde hjælpen uden formynderi og uden nedvurdering af den, han skulle hjælpe.

Der er ingen tvivl om, at Jørgen Plenges mange venner i landet over sammen med os i Dansk Blindesamfund føler dyb taknemmelighed over for det store arbejde, der her er præsteret, og vi ønsker, at der nu må blive tid til et indholdsrigt og langt otium.”

Gennem alle årene i Selvvirksomheden fik Plenge tæt forbindelse med mange af landets selvstændige erhvervsdrivende blinde og indblik i deres vilkår. Det resulterede i en ret omfattende brevveksling, og som et eksempel på denne kommer her et uddrag af to breve, som Vagn Plenge har givet mig:

Håndskrevet brev fra Andreas Jacobsen, Stubbekøbing Koste- og Børstefabrik, 10. dec. 1956:

”Kære Herr Forstander J. Plenge

Mange Tak for Deres venlige Brev af 20/11 med Meddelelsen om det bevilgede Beløb Kr. 1000, som jeg er meget taknemmelig for. Jeg er stadig uarbejdsdygtig og under Lægebehandling, men haaber dog stadig på Bedring.

Idet vi ønsker Dem alle: ”Glædelig Jul og lykkeligt Nytaar”, siger vi endnu en Gang mange Tak.

Deres hengivne Andreas Jacobsen & Edith Jacobsen.”

Det var jo ikke så almindeligt og let dengang at tage kopier af de breve, man sendte; men senere i korrespondancen kan vi så læse dette ufuldendte udkast til et brev fra Jørgen Plenge.

11. juli 1957

”Kære fru Edith Jacobsen!

Tak for Deres venlige Brev! Først engang i juni kom jeg til at læse et blad, hvor det stod meddelt, at Deres mand var død. Jeg blev meget bedrøvet over at erfare, at jeg ikke mere skulle komme i forbindelse med en mand, jeg har holdt af og værdsat højt lige fra de dage for nu adskillige aar siden, hvor jeg traf ham paa instituttet og havde nogle gode samtaler med ham. Jeg vil altid mindes ham og hans venlighed mod mig med taknemmelighed; det var en opmuntring for mig – og vil for øvrigt stadig være det;”

Vagn Plenge fortæller, at hans far, som jo altså nærmest aldrig holdt ferie, ofte helt frem til om eftermiddagen juleaftensdag kunne sidde og arbejde med noget for Selvvirksomheden, som skulle være afsluttet inden årets udgang. Det skete da også, at han faldt i søvn ret tidligt juleaften.

Både Jørgen Plenges børn og mange andre har fortalt om hans livslange interesse for hunde. Han havde en kennel med mellemstore sorte pudler, som boede i kælderen under villaen, da familien flyttede til Rosenvængets Allé. Det gjaldt dog ikke hanhunden Bjørn, der fik lov til at være oppe i stuerne.

Selv om Plenge ofte kom for sent hjem til aftensmaden, skulle han altid først ned og fodre hundene, som også havde halvdelen af familiens store have, der var indhegnet som hundegård.

Han mente, at alle burde have mulighed for at eje en hund, uanset hvor de boede, og med henblik på avl købte han i England som den første her i landet et par hunde af racen basenji, der ikke gør. Men i modsætning til pudlerne, som fik mange hvalpe, resulterede det dog kun i ganske få hvalpe.

Vi fortsætter i privatsfæren, hvor Vagn Plenge har fortalt mig, at hans far sammen med mange andre i 1920 gik gennem Strøget i København og udråbte republikken. Det var under påskekrisen, hvor en stor del af befolkningen mente, at Christian d. 10. havde begået statskup.

Jørgen Plenge var dengang radikal men forlod senere partiet. Han vedblev dog med at være kritisk overfor monarkiet og sagde nej tak, da han fik tilbudt et ridderkors.

Jørgen Plenge døde den 1. marts 1981, og i den nekrolog, Svend Jensen som formand for Dansk Blindesamfund skrev i Medlemsblad nr. 6 stod der bl.a.:

”Jørgen Plenge var af naturen en ægte humanist med dybe og varme følelser for de mennesker, han kom i berøring med, og hans største indsats har da nok også været den personlige hjælp og bistand, som han har ydet til tusinder af blinde i dette land.

Også i forholdet til Dansk Blindesamfund er der grund til at mindes Jørgen Plenge med glæde, idet han helhjertet forstod blindes ønske om at varetage egne interesser ud fra egne ønsker og forudsætninger.

Jørgen Plenges indsats i alle dens aspekter vil sikre ham en varig plads i blindesagens historie.”

Ovenstående er i høj grad baseret på oplysninger fra Dansk Blindesamfunds medlemsblade i årene 1937 til 1981, hvor Jørgen Plenges navn nævnes, og som Poul Lüneborg har fundet og sendt mig. Titlerne på de øvrige skriftlige kilder er alle nævnt i artiklen, hvis indhold ud over bidrag fra de omtalte personer også er et resultat af samtaler med andre, som har kendt Jørgen Plenge.

I næste nummer af Nyhedsbrevet er Jørgen Plenge også med. Her kan man læse, hvordan han i bladet ”Frit Danmark” efter befrielsen i 1945 afslørede, hvor begejstret forfatteren Karl Bjarnhof havde været for det nazistiske Tyskland, indtil han i 1942 gik ind i modstandsbevægelsen, ”da hans kloge Hjerne”, som Plenge skriver, ”sagde ham, at Tyskerne vilde tabe.”

Karl Bjarnhof glemte ikke, hvad Plenge havde skrevet, og I forbindelse med Blindeinstituttets 100-års jubilæum i 1958 misbrugte han i den grad sin stilling i Danmarks Radio til at tage en nederdrægtig hævn – men herom altså i det kommende Nyhedsbrev.

3. ”Min tilknytning til sporten for blinde. Memoirer v/organist, kantor, komponist Leif Martinussen”.

Anmeldt af Kristian Jensen, tidligere leder af Handicapidrættens Videnscenter.

Notater fra et førstehåndsvidne

Leif Martinussen (f. 1941) har som idrætsudøver og organisationsmand med synshandicap været aktiv i de år, hvor dansk blindeidræt udvikledes og tog fart, dvs. fra midten af 1950’erne til begyndelsen af 1980’erne. Alt, hvad han har deltaget i, er ført til protokols: Datoer, steder, deltagere, programmer, resultatlister.

Nu har han sammenskrevet det store materiale og illustreret det med private fotos fra nogle af de mange idrætsbegivenheder, han har deltaget i. Materialet, som fylder 85 A4-sider inkl. illustrationer, indeholder mange informationer af historisk værdi som, så vidt jeg ved, ikke er tilgængelige andre steder.

Leif har givet sit værk denne titel: ”Min tilknytning til sporten for blinde. Memoirer af organist, kantor, komponist Leif Martinussen.” Og dermed har han jo allerede i titlen præsenteret sig selv.

Skoleidræt for blinde

Som dreng gik Leif Martinussen fire år på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg. Her fik eleverne med Leifs ord ”rig lejlighed til at dyrke aktiviteter såsom gymnastik, svømning, atletik og dans, og for svagsynede tillige fodbold og bordtennis”.

Som teenager blev Leif i 1956 flyttet til Det Kgl. Blindeinstitut i København, der på den tid havde til huse på Kastelsvej på Østerbro. Her mødte han den aldrende gymnastiklærer Alfred Rye, som styrede den daglige morgengymnastik og andre fysiske aktiviteter, og som ifølge Leif forventede ”disciplin, men på en respektfuld måde”.

Som 15-årig fik Leif sine første erfaringer med atletikken. Det skete under skolens årlige udflugt til Borrevejle Vig, hvor der var et stadion med løbebaner. Oplevelsen i Borrevejle, der fik betydning for Leifs videre idrætskarriere, er fastholdt på to herlige fotos – et fra starten og et fra afslutningen af løbet, hvor Leif konkurrerede med fem kammerater. Deres navne er omhyggeligt noteret, ligesom Leifs sluttid, der var 1.01,5 minutter for de knap 400 meter.

På skolen på Kastelsvej blev der på den tid oprettet en frivillig idrætsklub med navnet ”Olympia”. Her kunne både aktuelle og tidligere elever være med, og hermed var der skabt et første samlingssted for idrætsinteresserede unge med synshandicap i hovedstaden.

Da Alfred Rye gik på pension i 1958, afløstes han af en ung ny idrætslærer, Jens Peter Svennesen. Svennesen var officer af reserven og knap færdig med sin læreruddannelse, da han fik jobbet som idrætslærer på Det Kgl. Blindeinstitut. Han skulle blive en central skikkelse i de følgende år, både på skolen og i den frivillige idræt.

J.P. Svennesen var opsat på, at eleverne skulle have bedre muligheder for at dyrke idræt. I Instituttets have på Kastelsvej blev der anlagt en tilløbsbane og en sandgrav til længdespring og kuglestød. Samtidig fortsatte Svennesen traditionen fra Ryes tid med lørdagssvømning i Østerbro svømmehal.

Internationalt samarbejde

Da en invitation fra Stockholm til nordisk stævne for blinde og svagsynede i 1961 havner hos J. P. Svennesen, er han straks klar og påtager sig at finde deltagere til begivenheden. Snart drager han til Stockholm med tre elever.

Den danske delegation er lille og resultaterne på banerne beskedne, sammenlignet med deltagerne fra Norge, Finland og Sverige. Men Danmark er med, og Svennesen benytter lejligheden til at slå et slag for, at synsgrænsen for deltagere ved kommende arrangementer skal sættes højere end de 3/60, der gælder ved NM i Stockholm i 1961. ”Ellers kan Danmark ikke være med fremover”, mener han. (Diskussionen om synsgrænsen skulle vise sig at blive et tilbagevendende fænomen i det internationale samarbejde om blindeidrætten i de kommende mange år).

Leif Martinussen er ikke selv med i Stockholm i 1961, men han bliver udtaget til NM i Oslo året efter og til København og Helsinki de følgende år. Her stiller hvert land med ti deltagere (mænd og kvinder), og Leif udmærker sig bl.a. som en dygtig løber.

Fra 1964 og frem udvikles et tæt samarbejde med blindeidrætten i Tyskland, specielt Stuttgart, hvor de danske idrætsudøvere og ledere stifter bekendtskab med boldspillene Torball (goalball) og det beslægtede Rollball, som de tager med sig hjem og begynder at træne i gymnastiksalen på Kastelsvej. Forholdene er ikke de bedste: Midt i salen står 4 søjler, som ofte kommer i vejen for bolden. ”Men da entusiasmen var i højsædet, og der ikke fandtes alternativer, kæmpede man ufortrødent videre”, bemærker Leif.

Idrættens organisering

På grund af de begrænsede træningsmuligheder for synshandicappede landet over, opfordrer Dansk Blindesamfund (DBS) i slutningen af 1960’erne sine afdelinger til at oprette lokale idrætsforeninger. Den første af disse: Blinde og Svagsynedes Idrætsforening (BSI) bliver stiftet i København i november 1968. Leif er med i det forberedende arbejde og bliver på den stiftende generalforsamling valgt som klubbens sekretær. Inden længe stiftes også landets første cykelklub for blinde, ”Tandemklubben af 1971”, der får Jørgen Krogh som formand. I de følgende år vokser idrætsklubber for synshandicappede frem mange steder i landet.

Leif deltager i 1970 for første gang som Danmarks repræsentant i et møde i Nordisk Idræts Komité for Blinde. Hans forvandling fra aktiv idrætsudøver til organisationsmand er i gang.

Året efter, i februar 1971, deltager Leif sammen med DBS’ næstformand K. V. Andersen som DBS’ repræsentanter i et arbejdsudvalg, som forbereder stiftelsen af Dansk Handicap Idræts-Forbund. DHIF har som mål at skabe en fælles idrætsbevægelse for alle med handicap i Danmark. Foruden DBS er Vanføreforeningen, Evnesvages Vel, Døves Idrætsforbund og Spastikerforeningen og en repræsentant for Danmarks Idræts Forbund med i udvalget. Det stiftende møde i DHIF afholdes 31. oktober samme år, og Leif Martinussen er med og bliver valgt til DHIF’s første bestyrelse. Det sker dog ikke uden betænkeligheder, for mod forventning har Leif ikke fået et klart mandat fra DBS forud for det stiftende møde. Tre dage efter får han imidlertid til sin lettelse opbakning til sine handlinger fra DBS pr. telefon.

Op igennem 1970’erne deltager Leif Martinussen i en lang række idrætsbegivenheder både som udøver og – i stigende grad – som arrangør og talsmand for dansk blindeidræt. Mange af disse begivenheder beskrives i detaljer i memoirerne.

Desværre går Leif glip af de Paralympiske Lege i Toronto 1976. Her er blinde for første gang med. Og Danmark er repræsenteret både i atletik og i goalball. Men synsgrænsen er sat til 3/60, og Leifs syn er ”for godt”.

Efter at han i mere end 20 år har været vidne til og spillet en aktiv rolle i blindeidrættens udvikling i Danmark, siger Leif i 1980 stop. Hans efterfølger som DBS’ repræsentant i idrætten ude og hjemme bliver Jens Bromann Jensen (der senere også vælges som formand for det internationale blindeidrætsforbund, IBSA, og medlem af ledelsen af den Internationale Paralympiske Komité, men det er en anden historie).

En anekdote

Leif Martinussens sportslige memoirer har mest karakter af en scrapbog, domineret af fakta, og fattig på fortællinger af mere anekdotisk karakter. En enkelt morsom episode skal dog genfortælles her.

Anledningen er åbningen af de Nordiske Mesterskaber i Oslo i 1962. Deltagerne (10 fra hvert land) er stillet op på én lang række på Bislett Stadion. Kong Olav holder åbningstale. Leif oplever det som efterfølgende sker således:

”Som en gestus til sportsfolkene går kongen hen og hilser på hver og en. Et orkester forøger stemningen og kaster glans over dette sceneri. Vi lytter, er lidt nervøse, for nu skal vi i gang. Da kongen nærmer sig det danske hold, træder holdet et skridt frem, og (holdets leder) J. P. Svennesen knalder hælene sammen, hvilket tydeligt høres. Tæt på disse hæle havde Svennesen placeret en lille båndoptager, der kunne optage den festlige anledning.”

Svennesens eget bidrag

Leif har valgt at give plads til J. P. Svennesens personlige beretning i form af tre siders tekst med titlen: ”Tilbageblik over den frivillige gymnastik på Blindeinstituttet.” Få år før sin død i 1992 overdrog Svennesen de tre sider til en af ”sine” idrætsudøvere, Orla S. Jacobsen. Leif har indsat Svennesens tekst uredigeret i sine memoirer.

Svennesen beretter om nogen af de samme begivenheder som Martinussen, men i kort form og i en mere fortællende og personlig stil. Svennesen fortæller blandt andet om problemerne med finansiering af de nordiske idrætsaktiviteter for synshandicappede i de tidlige 1960’ere:

”Året efter (1963) blev det så Danmarks (tur) til at holde stævne. Man er lige ved at blive idealist, når alt går tilfredsstillende, eleverne var glade og interesseret. Forældrene (ved forældredagen) var glade og imponeret for arrangementerne, og jeg gik forventningsfuldt til DBS for at være tidligt på færde (det havde været DBS, der finansierede elevernes deltagelse). Men jeg fik koldt vand i blodet, da jeg hørte DBSs vurdering: Jeg fik at vide, at der ikke skulle skabes præcedens, at man ikke skulle tro og regne med, at DBS betalte rejse, fordi man tog et par sportsbukser på. Spørgsmålet var i det hele taget, om DBS skulle være med til at finansiere et sådant cirkus?”

Kildeskrift for nye historieskrivere

Med sine memoirer, som nu ligger i Blindehistorisk Selskabs Database, bidrager Leif Martinussen med et unikt kildemateriale. Her kan fremtidens historieskrivere hente fakta, referencer og navne på mange af dem, som var med, og som – hvis nogen engang skulle spørge dem – vil kunne bidrage væsentligt til at fuldføre fortællingen om blindeidrættens historie i Danmark.

Den historiske redegørelse inklusiv billeder er på 92 sider og kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk

4. Mit liv og visen som ledsager, af Kirsten Koed Hansen.

Jeg er født i september 1948 i Springforbi, det ligger mellem Klampenborg og Skodsborg og er på strandvejsiden mod Nordsjælland.

Min far var, det der hed skovløber eller måske mere bekendt skovarbejder, og det gav ham mulighed for at få tjenestebolig, et skovløberhus som det hed, med mulighed for traktørsted om sommeren. De havde boet i Hjortekær i et par år, men søgte så om at komme til Springforbi, her så han en mulighed for at få et langt bedre hus og en chance for en god forretning, da kystbanetoget dengang standsede ved Springforbi station. Her kunne københavnere, der ville på Bakken, så tage et lille hvil og nyde den medbragte mad, før de skulle videre mod Dyrehavsbakken i kapervogn.

Det var en mangeårig kultur, som først stoppede omkring 1960erne, da folk fik egne biler og kunne køre længere væk med autobord og kaffen, men dengang var der nok at lave. Jeg husker nogle søndage, hvor vi havde tre tjenere på til at servere kaffe te med blødt brød, øl og sodavand.

De havde haft det meste af deres første sommer her, da jeg kom til verden, og det var ikke helt hvad mine forældre nok ønsker sig. Min mormor kunne se, at der var noget galt med mine øjne, hun har jo nok kunnet kende nogle ting fra min mor, og ganske rigtig jeg tog slægtens arv med mig. Min øjensygdom er som sagt arvelig. På min mors side af familien har vi dårlige øjne, medfødt grå stær og her foruden en degenerering af nethinden, det er stave og tappe, der er uformelige, så det er en slags retinitis.

Det første år havde de mig ikke ret meget hjemme, jeg var gentagne gange indlagt på Finseninstituttet, hvor der dengang også var øjenafdeling. Jeg har siden fået fortalt, at da jeg var et par år, kunne sygeplejerskerne få mig til at holde op med at græde, hvis jeg fik en tændt lygte at lege med, den lå jeg så og kiggede i, jeg har altså allerede dengang haft stor glæde af lys.

Springforbi var bestemt ikke et sted med mange børnefamilier, og dem der var, havde jeg ikke kontakt med. Mine forældre forsøgte at få mig i børnehaven i Tårbæk, de ville og turde ikke tage mig, for de troede, det ville blive for svært for mig at være sammen med og klare mig blandt de andre børn. Der var ikke meget andet tilbage end haven og mit eget selskab. Her var jeg en kort tid bundet, indtil nogen sikkert fortalte dem, at det var ikke så godt at have mig bundet til et træ med en meget lang snor, for at jeg ikke skulle løbe væk. Det havde jeg prøvet, for Springforbi station lå lige overfor, og drevet af lys og hvad det nu kan have været, var jeg løbet hen mod skinnerne og kravlet derned, hvor solen fik skinnerne til at lyse. Mor fik pludselig besøg af en meget vred stationsforstander, der med mig på armen spurgte, om de havde så travlt, at de ikke kunne se efter deres datter. Det kunne have gået meget galt, der var lige ved at komme et tog. Jeg fik en afstraffelse, jeg aldrig glemte. Den eneste gang min far har slået mig; jeg fik en endefuld med en bøjle. Det fik den konsekvens, at jeg nu skulle være i haven og ikke måtte gå uden for lågen.

Det blev hurtigt meget kedeligt, for bold, eller hvad jeg nu legede med, kunne nemt komme længere væk, end jeg kunne se, hvor det var; derfor var radioen det, jeg tyede til, og den elskede jeg, især alt det musik de spillede, men også børnetime, hørespil som Folk og røvere i Kartemumme By, Inge Åsteds godnatudsendelser, hjemme hos os, det var den perfekte families historie, børnenes brevkasse og andet vildt spændende, som historien om konen der blev så lille som en teske. Det blev kilde til min fantasiverden, og jeg skabte figuren Neser, som nok i korthed fortalt var min Harry Potter, det var et godt ord smagte af action og sjov og ballade. Radioen var i det hele taget min trøst, min barnepige og blev den første impuls til at synge. Jeg var vild med Raquel Rastenni og kunne synge mange af hendes sange. Hun var vidst min fantasimor. Jeg havde fået fortalt, at hun boede i Hellerup og havde ikke noget højere ønske end at komme ind og besøge hende.

Som mange blinde børn rokkede jeg, når jeg hørte musik, og mine forældre mente, at så skulle jeg have en gyngehest, det var da til at holde ud at se på. Der sad jeg i mange timer og hørte musik. Den blev totalt slidt op, brasede sammen under mig, og ulykkelig var jeg, da min far fortalte, at når man snart er 6 år, er man for stor til at sidde i sådan én, og han kunne ikke lave den, så de hængte en gynge op nede i haven; den blev jeg også rigtig glad for, men der kunne jeg jo ikke høre radio, der var endnu et par år til transistoren blev almindelig.

Da jeg fyldte 6 år, synes min morfar, helt uden forståelse af mit synshandicap, at jeg, som alle andre børn, skulle have en tohjulet cykel. Så gav han mig sådan én. Jeg har senere fået fortalt, at min far var rasende, for jeg så jo slet ikke godt nok til at køre rundt på den. Sådan noget pjat; jeg kunne da sagtens se at græsset var grønt, og veje og stier var lysere, og hvis jeg ikke kunne fordi, det havde regnet kunne jeg da høre at gruset knasede under hjulene, så der var mange regler om, hvornår jeg måtte cykle og hvor, men alle de forbud det var omgærdet med, gjorde den jo kun mere spændende, for nu var det forbudte jo det, der skulle afprøves.

Min verden blev lidt større først op mod Eremitageslottet, siden blev jeg mere modig og kørte til Rådvad og Klampenborg og op mod Dyrehavsbakken sådan kort tid, før den åbnede. Det var fantastisk at stå der ved indgangen en forårsdag og lugte maling og træ, og høre hvordan den første spillebod blev sat op og prøve at få øje på cirkusteltet, hvor sommerens revy skulle spilles. Det var én af sommerens store begivenheder, som jeg så frem til og vidste, at jeg måtte komme med.

Min far fik som skovarbejder hvert år gratis billetter til forpræmieren til cirkusrevyen, og det var rigtig herligt at sidde der og være så tæt på alle de solister og sange, vi så tit hørte i radioen. En fantastisk aften der begyndte med at vi spiste på den restaurant, der hed Bræddehytten, som jeg tror ligger der endnu, men de har fået skiftet både meny og prisliste ud nogle gange siden, man kunne få frikadeller med rødkål kartofler og sovs for 15 kroner. Det var i det hele taget en aften der var med til at løfte hverdagen.

Somrene var i det hele taget der, hvor der skete mest. Jeg måtte heller ikke gå over Strandvejen, men sommetider tog en voksen mig med over til stranden, og vi gik i vandet.

Så blev det tid at skulle i skole. Jeg var meget stolt og spændt, for når jeg skulle begynde i skole, så var jeg stor. Jeg skulle gå i Frihavnsskolen i København, en skole for svagsyede. Min mor fulgte mig det første år derind. Vi skulle rejse helt ind til København. Det var jo både med kystbanetoget til Klampenborg og så med s-tog videre til Nordhavn station og så gå op til Strandboulevarden 48, her lå frihavnsskolen.

Frihavnsskolen, en skole for svagsynede børn, den ene af de to, der var i landet den anden lå i Aarhus. Få år senere kom i Herning en specialklasserække. I frihavnsskolen var der gjort meget ud af lysforholdene med glastag med lysstofrør, så vi fik ovenlys, uanset hvor vi sad. Rulletavler også med lys over, og pulte hvor den ene halvdel kunne løftes, der stod opgaven så, og vi kunne trække en plade ud og lægge skrivehæftet der.

De materialer, vi havde, var de samme som man brugte i svagsynsklasserne på Refsnæsskolen. Her i skolen hørte jeg første gang navnet Kaj Agerbæk, for han havde også gået der i 30erne og foreslået daværende inspektør Amund Andersen, at skolen skulle have et stort verdenskort med forskellige farver, det så vældig festligt ud. I geografitimerne skulle vi male kort med forskellige farver for lande, byer osv., det handlede om at blive inden for de afsatte streger. Jeg betragtede næsten timerne som maletimer og synes, det var spændende at male kortene, men geografi lærte jeg ikke noget af.

Det havde været en fremsynet skole dengang, og en af lærerne var overlærer og blev senere inspektør, hans navn var Monrad Fransen. Han var meget optaget af, hvordan man kunne afhjælpe læsefærdighederne hos børn med nedsat syn. Han har skrevet en bog der hedder: ”Det svagsynede barn”.

Tiden der op gennem årene kan jeg ikke sige ret meget godt om. Undervisningen var elendig, bortset fra, at vi lærte hovedregning, det blev vi gode til. Lærerne tog det ikke så nøje med at komme ind til timen, men der kunne sagtens gå lidt tid, mens de hyggesnakkede ude på gangen. Der var en enkelt undtagelse, det, der lige falder mig ind nu, er fru Lorch, der underviste i skolekøkken og bibelhistorie. Når drengene havde sløjd, havde vi skolekøkken, og vi havde hende til bibelhistorie, det synes jeg var spændende. Hun var god til at fortælle, og emnet lå hende på sinde, ikke fanatisk men på en absolut engageret måde. Så var der sangtimerne, som vi havde de første klassetrin. Jeg tror, det var til og med fjerde klasse. Fru Grethe Jorddahl kom altid ind til tiden. Vi fik lov at sidde med rytmeinstrumenter. og jeg opdagede at det ikke faldt mig svært at lære en tekst, og så var det jo sjovt at sidde og kunne huske det, vi fik gennemgået sidst af fædrelandssangene og mærke den gode stemning. Her gik der ingen sedler rundt om, hvem der skulle have buksevand eller noget andet grimt i næste frikvarter. Sangtimen lå som regel som noget af det sidste på dagen, så jeg kunne skynde mig ned til stationen og slippe med toget og bare komme hjem, hjem til en snak med mor over kaffe og nybagt franskbrød.

I min klasse var vi bare et par stykker til at begynde med. Jeg tror normeringen var højest 12 børn, men hen imod tredje klasse blev vi syv, her var jeg den eneste pige. Det var hårdt. De var nogle skrappe fyre, og det var mit indtryk, at de kom fra nogle hårde miljøer, og jeg blev drillet eller ignoreret totalt. Det gjaldt om ikke at sladre, for så blev det sikkert værre, men svært var det at læse med en lup, der havde siddet tyggegummi på,

spisefrikvarteret var heller ikke nogen fornøjelse, for der kunne hurtigt anbringes en sodavandskapsel på en leverpostejmad eller plantes en hæl i mælkekartonnet, så det stod som et springvand ud over bordet, og der var ingen opsyn. Jeg tror nok, der skulle gå en lærer og se efter os, men hvad han SÅ, står ikke mig helt klart. Det blev da så meget, så jeg fortalte det hjemme, og mine forældre henvendte sig, og jeg fik lov til at sidde i en anden klasse og spise, hvor der var noget mere rolig, men der skete vidst ikke drengene noget, og jeg fik fred.

Konfirmationsforberedelsen var og er jo stadig klassevis, men da jeg gik i skole i København, og vi hørte til Tårbæk kirke, blev det så Tårbæk kirke, hvor jeg skulle gå til præst. Holdet jeg var sammen med, kendte jeg ikke, og jeg kom heller ikke til at kende nogen. Det, der optog pigerne foruden lektierne, var drenge og tøj. Drengene mundhuggedes i al godmodighed. Præsten var af den gamle skole en ældre mand i sort jakkesæt og en meget alvorlig herre. Drengene viste deres protest mod salmerne, og en dag gad de ikke at synge, så et par stykker af dem lagde sig lige et par takter bag os andre, sådan at når et vers var færdigt, var de ved sidste linje. Det lød bare sjovt. og det var svært at lade være med at grine, det fandt pastor Poul Gamret absolut ikke morsomt, hans ansigt skiftede farve til dybt rød, og hans stemme steg til niveauet, han brugte på prækestolen, men jeg kunne godt lide at lære salmeversene og salmen: ”Op al den ting som gud har gjort” er stadig en af mine yndlingssalmer, som jeg den dag i dag kan udenad. Konfirmationen var højtidelig og festlig. Jeg kan huske følelsen af, at et nyt kapitel af livet skulle til at begynde, jeg var ved at være voksen.

Så kom rockmusikken til Danmark og ikke mindst poppen, og vi kunne glæde os over ”10 vi kan li”, ”efter skoletid”, ”ugens top20” og ikke mindst Radio Merkur. Tv havde ”pladeparade” med Otto Leisner, og jeg husker engang, jeg så et klip fra filmen med Cliff Richard: ”The Young Ones”, der var jeg solgt og blev vildt forelsket i ham.

Der gik en pige i en klasse over mig; hun havde en søster, der gik på Refsnæsskolen, hun fortalte tit om den og de penneveninder, hun havde der, og hende byttede jeg Elvisbilleder med, for ham kunne jeg også godt lide, men han var lidt mere rå i sit udtryk en Cliff, og så kom Beatlesbølgen. Vi nærmede os sommeren 1964, hvor de skulle komme til København og optræde i KB-hallen. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne komme med til, vi havde hverken råd eller kunne tage derind, for mine forældre syntes, det var noget frygteligt skraldermusik, men det prægede tiden og os meget, og det var nu de fire fyre, vi byttede billeder af, jeg var vild med Paul Marcartny og hun med Ringo Star, og jeg husker et frikvarter, hvor en eller nogle havde taget initiativ til, at vi gik rundt i en kæde, alle der gad være med, så vi fyldte hele skolegården, og så sang vi: ”She loves you”.

Så var der pludselig kun få dage tilbage, før jeg skulle forlade Frihavnsskolen.

I begyndelsen af august 1964 kom så den dag, jeg nærmest havde talt døgn til, hvor jeg skulle begynde på blindeinstituttet på Kastelsvej 60 i København.

Her skulle jeg så ind og møde alle de spændende unge mennesker fra Refsnæsskolen. Jeg havde fået indtryk af, at de havde musikglæde og godt kammeratskab. Min klasselærer, hr. Lavsten, havde sagt til mig, at når jeg kom derover, ville jeg være én af dem, der så rigtig godt, så jeg skulle nok klare mig. Virkeligheden blev en ganske anden. Det var svært at komme ind i en gruppe, der var vokset op sammen og havde en masse på hinanden på godt og ondt. Jeg fandt en lille gruppe at gemme mig i, men der var dog ting som jeg kunne tage til mig. Tonen var bedre, det var et helt andet sprog, de talte noget pænere, end det jeg var vant til blandt frihavnsskolens elever, det var ligesom om, de virkede ældre, det var helt tydeligt, at de havde en anden og bedre dannelse med i både kultur og undervisning. Jeg følte at det var et lidt finere sted at være havnet på dette skole og uddannelsessted. Noget af det, der imponerede mig, var musikudøvelsen, ligegyldigt hvor vi færdedes på gangene i huset, var der én eller flere der øvede sig på et instrument, og sjovt var det at møde jævnaldrende kammerater, der kunne tage et instrument og spille på det. I min verden var det da kun højt uddannede voksne, der gjorde det, så det skulle jeg da også prøve. nu tilbuddet var der. Jeg havde på et tidspunkt spurgt mine forældre om at måtte gå til klaverspil, men det kunne jeg ikke, der var ikke råd, nu jeg tog chansen og fik klaverundervisning hos Niels Eskjær, men det forekom mig alt for svært, at højre og venstre hånd skulle gøre noget forskelligt; men med én finger kunne jeg da frembringe en melodi; jeg opgav.

Skoledagene gik nu deres gang, og her var det ikke sport og knallerter der optog os, men musik og dette at have en god båndoptager.

På et tidspunkt havde Kaj Agerbæk en sangeftermiddag en gang om ugen i dagligstuen, som blev kaldt: ”den blå”. Han var en mand, der fyldte hele rummet med sin blotte tilstedeværelse store stemme og glæden ved sangene.

Han fortalte om Jeppe Åkjær, Sigfred Pedersen og Nis Petersen, og jeg opdagede det talte billede. De små historier der lå i hver sang, det var rigtig sjovt og dejligt. Sådan en eftermiddag kunne godt føre med sig, at jeg snakkede lidt med de andre, der stod udenfor den lille gruppe, jeg ellers havde mit tilhørsforhold i.

Jeg lå tit oppe på sygeafdelingen, min grøn stær drillede, og så kom også problemer med hornhinderne, dem kunne man ikke på det tidspunkt transplantere. Det er først ind i 70erne, man får erfaring med det. På sygeafdelingen var også tit børn fra Refsnæsskolen indlagt til øjenoperation, og her havde vi det sjovt og hyggeligt. På et tidspunkt kom der en pige, der var 2 år yngre end jeg, og vi kunne snakke og grine sammen og var vilde med popmusik, fandt hinanden i snak om vore idoler og meget andet,

Noget af det bedste, der kunne ske, var når fru Espesen havde vagten om aftenen kom og sagde: ”hvis i skruer ned for jeres hottentotmusik, skal i få aftenkaffe”, det hjalp, vollumknappen blev fundet omgående, for det betød voksenkontakt, endelig et menneske der gad og gav sig tid til at høre på os og som godt kunne lide vores musik men bare syntes det var lige rigeligt at gøre operationsstue ren til Elvis med ”I need your love” ”To night” med Elvis på fuld hammer.

Når vi var fyldt 18 år, skulle vi til at være ekstern elev, og det betød, at vi skulle flytte fra ”tutten”. Vi piger fik tilbuddet om at kunne bo på Mariendalsvej 30, her lå Hjem for arbejdsføre blinde kvinder. Alene ordet lød tungt, men vi unge, der boede på elevgangen, hvor værelserne var lidt mindre, prøvede det bedste vi havde lært at peppe stedet lidt op med vores snak, musik og øvrig kommen og gåen hos hinanden.

Det var absolut skræmmende at se de gamle damer ved måltiderne komme stille trippende ind i spisestuen, tælle stolene og finde sin plads. De talte ikke så meget var meget stille, og dagene har sikkert været ensformige med arbejdet på strikkestuen, måske kan vi unge have bidraget til noget forargelse over al den støj vi medbragte.

Sommeren 1967 blev noget ganske særligt for mig. Jeg vidste, at jeg ikke ville ende som de gamle damer her på ”marinen”, som vi kaldte stedet, så jeg tog på Ry Højskole, støttet at et par lærere og ”tutten”s socialrådgiver tog med og fik mig installeret, lærte mig at finde rundt og var med til at ruste mig til, at hjælpe andre elever, da de kom, jeg kunne vise dem til rette.

Det blev en sommer, hvor jeg for første gang i mit liv oplevede accept, var med til gåture i den dejlige natur, sjov og ballade og alt det, der nu hører ungdomslivet til. Det var for de andre et sted, der kunne give point til hjælp i videre uddannelse, så man ville og kunne sagtens bruge 3 måneder i en sommer på det.

Her mødte jeg også revyen. Der var en elev, der var lidt ældre end os andre, han skrev adskillige tekster på min skrivemaskine, og han kunne også spille klaver, men mod til at spørge, om jeg måtte være med, havde jeg ikke, men jeg nød de underholdninger han satte i scene.

I efteråret tog jeg til Båring Højskole ved Middelfart, men her havde en ny og kedelig tendens trængt sig ind. Socialrådgivere rundt i landet så her en mulighed for at skubbe unge fra sig, som de ikke anede, hvilke tilbud, man skulle give. Det prægede holdet, at der var sådan et par stykker. Jeg begyndte at spille blokfløjte der, der var en af lærerne der gav sig tid til at give mig nogle små stykker for, så da vi i august 1968 skulle begynde på det nye blindinstitut på Rymarksvej 1. i Hellerup, bad jeg Thorkild Nielsen, der underviste os hobbyudøvere om at måtte få timer, og en dag, han syntes stykket var så der kunne akkompagneres, tog han en guitar og spillede nogle akkorder, jeg var helt solgt og glemte næsten at blæse i fløjten, men spurgte: ”Er det svært? Det ved jeg ikke, du kan jo prøve”, sagde han og gav mig guitaren med op på værelset.

Det blev mit instrument. Jeg øvede så fingerspidserne blev blodige, men jeg ville lære det.

Jeg begyndte nu også at kunne spille samme med nogen, og en dag vi sad nogle stykker sammen, heriblandt lærer Kaj Agerbæk, gav jeg mig til at synge Veronica, og han udbrød: ”Du skal synge viser Kirsten”, og joh, jeg kunne da godt høre, at det var et instrument, der når man nu ikke var klassisk guitarist, krævede det sang eller et andet melodiinstrument. Så dermed var døren til visen åbnet på klem.

Et påtrængende spørgsmål rykkede nu tættere og tættere på: ”hvilket arbejde ville jeg gerne have?” Jeg vidste det ikke, det føltes vidst bare lidt skræmmende, selv om det var mine forældres ønske, at jeg skulle blive telefonist. Jeg vidste kun, hvad jeg ikke ville, nemlig på strikkestuen på Mariendalsvej eller ud på Inerfa, det stod for invaliderede og erhvervshæmmedes fabrik, så jeg fandt stille og sikkert ind af den vej, som mine forældre havde udstukket, og jeg havde hørt om hjemme, og som de foreslog, da det var en sikker mulighed for blinde og svagsynede, og begyndte på telefonskolen. Der var et par praktikker undervejs, og én af dem gav mig mulighed for at få en afløseruge på Ebberødgård, hvor Bent Kristensen på daværende tidspunkt var ansat, og han skulle have noget ferie. Det var bare herligt at få den første løn efter den uge. Jeg følte mig stenrig med de 388 kroner som udbetalingen lød på.

I december 1969 var jeg klar til at gå op til eksamen, bestod og fik job fra midten af januar 1970 på Lillemosegård, en institution for udviklingshandicappede, hvor jeg hver anden aften og hver anden weekend skulle passe deres omstillingsbord. Utroligt at de fandt det værd at lønne to personer at sidde der, for der var absolut intet at lave. Sådan en vagt var kedelig og meget lang, selv om den kun var fra 16 til klokken 20. kunne der være ni opkald, jeg havde mistet mit læsesyn, nu fik jeg trænet noget punktskrift, og min læsehastighed blev betydelig hurtigere. Jeg mødte kun få kollegaer, de var jo gået klokken 16. En gang imellem kunne det ske, at der var et personalemøde et sted i huset, og jeg kunne se den røde lampe hen ad gangen, der fortalte, at der var nogen i huset, så kunne der vanke et stykke kage eller lidt mad.

Det blev for trist for mig at være der uden kontakt til, hvem der ellers var ansat der, jeg anede det ikke kendte jo ingen og sagde stillingen op efter halvandet år, og da jeg var sagt op fra det værelse, jeg havde på Almanns Allé i Hellerup, var jeg nødt til at handle hurtigt og træffe et valg, for hvor skulle jeg så bo? Kunne ikke komme tilbage til blindeinstituttet, så i sommeren 1971 tog jeg så et stort spring og flyttede væk fra København og til Viborg.

Det var noget af et vovestykke, men nogen sagde til mig, at hvis det ikke gik, kunne jeg altid sætte den i avisen som byttelejlighed, der er altid nogen, der må flytte sig for at få arbejde, og jeg var blevet lovet job på politigården. Det ventede jeg på i otte måneder for så at høre, at der var ansat en anden med den begrundelse, at en person med syn kunne udføre sekretærarbejde. Så måtte jeg jo se i en anden retning, og det blev pensionistliv med aktiviteter i Dansk Blindesamfund.

Først tillidsmandskurser i Hobro efter at være valgt ind i kredsbestyrelsen, siden almen voksenpædagoisk grundkursus, AVG, som var en forudsætning for at måtte undervise, der dengang var på 180 timer, det betød 3 gange 10 dages lærerigt kursus i Hobro, kurset blev fulgt af et 60-timers kursus i hensyntagende specialundervisning, som var en forudsætning for at måtte undervise blandt andre blinde og svagsynede. Gennem årene undervisning i brugen af båndoptageren og punktskrift, siden fagmetodisk, punktlærerkursus, båndkursus, teaterkurser, fremtidsværksted og meget andet spændende, som var med til min personlige udvikling, og ikke en kursusuge uden en afsluttende fest, så guitaren var altid med mig, så vi kunne synge.

Jørgen Bjerring Ehlers, der er organist her i Vestervang kirke, underviste mig et par, år var med til at stimulere og udvide mit rapperture. Det kom mig til gode på sommerens højskoleophold, hvor vi meget hurtigt fik nedsat et underholdningsudvalg, så foruden det lærerne på stedet havde at byde på af aftenunderholdning kunne vi også selv stille et par stykker.

Herhjemme kom jeg på dagcenter, der var guitaren også tit med, og det betød, at jeg en gang imellem blev bedt om at synge på et plejehjem her i byen eller for en gruppe mennesker som en af personalet havde kendskab til. Da vi fik tandemklubben her i Viborg førte det også lidt mere med sig af festlige lejligheder.

Dansk Blindesamfund tog omkring 1977 det første skridt til at skabe en ungdomsforening, noget der virkelig var tiltrængt. Der var ikke rigtig noget fængende tilbud for os yngre altså gruppen mellem 35 og 65 stillede jeg også op, for det synes jeg vi skulle have.

Vi blev budt til en weekend på Øksendrup kro på Fyn, et fantastisk madsted. Jeg følte mig som en meget betydningsfuld repræsentant med tjenerserveret højt smørrebrød og to retter mad til aften og her imellem store kager til kaffen. Jeg nød det i fulde drag, og ind imellem disse herligheder skulle vi så drøfte, hvad skulle tilbuddet være, hvordan kunne det udføres, og hvilken ledelse skulle det have. Det var en forrygende weekend, men der skulle gå nok et par år før ideerne bar frugt, og Dansk Blindesamfunds Ungdom blev en selvstændig forening. Jeg var lige ved at være for gammel, den skulle optage medlemmer fra 15 til 35 år og jeg havde vendt mig lidt væk fra det. Gruppen mellem 35 og 65 var stadig efterladt uden aktivitetstilbud.

Sommeren 1979 fortalte Kaj Agerbæk at nu var der stiftet en forening af visens venner i Aalborg. Den syntes han, jeg skulle opsøge. Det turde jeg ikke, for hvordan skulle jeg komme dertil? Hvordan skulle jeg klare mig, og hvor kunne jeg overnatte. for det ville jo blive nødvendigt. Det løstes ved et pudsigt tilfælde.

Jeg havde i 1980 et punktskrifthold i Randers, det var fredag formiddag, og jeg ville til København her fra.

Jeg skulle ind til en veninde, Besøge mine forældre for min far var syg, og så kunne jeg også lige komme ud på ”tutten” og hilse på Kaj Agerbæk.

Jeg var helt indstillet på, at hvis der ikke var plads, ville jeg købe en tillægsbillet til første klasse.

Det var én af de gamle vogne med sekspersoners kupeer. Jeg lukkede en tilfældig dør op og spurgte, om der var plads og joh, svarede en venlig mand, den i hjørnet er solgt fra Hjørring, men da vi kom på i Aalborg sad der ikke nogen, så der satte jeg mig, lyttede til deres snak og deltog lidt, blev klar over at de var kollegaer på en skole i Aalborg, og efter en Gammel Dansk, som de bød på, tog jeg mod til mig og spurgte, manden: ”jeg kan forstå, at du beskæftiger dig med musik, ved du noget om visens venner i Aalborg?” Han lyste op i et stort smil og sagde: ”ja, det kan man godt sige. Jeg er formand”, det var altså Asger Vang, som daværende formand hed, og så blev vore verdner pludselig små, for han kendte også Kaj Agerbæk, og efter en hyggelig rejse resten af vejen fik jeg hans visitkort. og den 19. november 1980 tog jeg så op til en vennekredsaften, der skulle jeg prøvesynge en sang for vennekredsen, altså dem der kommer og lytter til det tema, aftenen nu er bygget op om, jeg havde fået fikset afhentning ved bus og overnatning hos Ellen Madsen som intet havde med musik at gøre, hun var sportspige og med til at solgaveløbene blev holdt gennem en lang årrække.

Jeg blev mødt med så meget venlighed og hjælpsomhed så det blev muligt at komme ind i foreningen.

Man skulle dengang synge 3 gange 2 2 og 3 viser for at blive optaget, det er ikke nogen eksamen, men skal ses som et udtryk for, hvad vi står for. Der er jo stor forskel på, om man skal synge i et øltelt på et marked, plejehjem eller som bakkesyngepiger, så den 6. maj 1981 fik jeg mit diplom og var igennem optagelsesritualet. Det går ud på, at de andre stiller sig i to rækker og laver espalie, og man skal så gå under deres arme og modtage knus fra dem, bagefter skænkes et glas Gammel Dansk, skåles og synges.

Om sommeren havde der dengang gennem mange år været visefestival på Skagen, men for visevenner fra Sverrig og Danmark blev der lavet et i Gammel Skagen om vinteren. Der var vi fra Aalborg med et par gange, men det var svært at få ørenlyd. Svenskerne kom mest for at høre hinanden og sig selv, med deres mangeårige sangtradition syntes de vidst, at visen tilhørte dem. Vi danske fandt så et sted, vi kunne synge sammen og for hinanden.

Siden har det været andre steder i landet. Weekendkurser, hvor der blev arbejdet med at nå ud over rampen og tolkning af teksten, højskoleuger og visetræf, hvor vi hyggede, sang og udvekslede tekster og noder.

Til historien hører også lokalradioernes tilblivelse over hele landet. Her i Viborg åbnede den i marts 1984, og jeg stillede op i køen ikke alene for at få lov at komme ind og spille nogle af mine plader, men for at præsentere visen. Det gik sådan at lederen af stationen Stig Hartvig Nielsen daværende leder kom efter det første program og sagde, at det ville de gerne have på som fast rubrik, og det havde jeg det meste af 12 år.

Som afvikler havde jeg de første par år Jens Rohde, han var kun 15 år dengang, og fandt senere vej til Folketinget og Europaparlementet. Da alt musik senere lå på computer, var der ikke længere nogen afvikler til programmerne, der var vidst kun en medarbejder, der lige hørte efter, om det gik som det skulle.

Det betød for mig, at jeg nu ikke alene var kendt i bybilledet som den blinde dame, der bor i Vestervangen, men jeg fik et par arrangementer, der var tilbagevendende indtil nye ledere kom til, som ikke kendte mig.

En ting, jeg slap knapt så heldigt fra, var at lave en viseforening her i Viborg. Vi var fem, der ville gøre forsøget, men jeg har ikke lederevner og vidste for lidt om, hvad der skete her i byen, til at kunne lægge billet ind på det, så det gik lige så stille fra hinanden. Jeg havde en kontakt på radioen, som lige vidste, hvordan og hvor man fik lavet et kassettebånd, og det var der flere af visevennerne, der havde gjort.

Så vi kørte op til et forlag i Thise, De lavede brochure, reklamer, jingles og folkemusik. Jeg fik så lavet nogle sange, og selv om det ikke var det, jeg syntes, jeg havde betalt for, fik jeg da det ud af det, at jeg nu havde et bånd, som jeg kunne tage med mig til dem, der havde spurgt om jeg ikke havde indspillet nogle sange. Det kom til at hedde: Hvis viser er for dig”, men det går ikke over i historien på nogen måde.

Det var i 1989 også det år, hvor vi flyttede fra Hobro til Fredericia. Vi tog afsked med vores dejlige kursus- og feriehjem for at flytte til et stort sted, Fuglsangcentret, der også skulle blive rammen om mange dejlige timer, kurser og ikke mindst måltiderne. Det er noget fantastisk veltillavet og lækkert mad, som jeg altid glæder mig til, når jeg skal der ned til et eller andet.

Jeg forlod senblindekurserne, i dag nyblindekurserne, som kommunikationslærer, nu skulle læregruppen på dette område kunne alle tingene, CCTV, afprøvning, papirtyper, med eller uden linjer og penne i forskellige nuancer, punktskriften og brugen af båndoptageren,

i stedet søgte jeg så det, der dengang var en omsorgskonsulentstilling og fik den og kørte i 12 år, før min chaufør ikke kunne køre mere. Hun fik problemer med synet, og jeg var ved at have en alder, så jeg godt kunne holde.

Det er blevet til mange spændende kurser der nede vinterhøjskoler, sommerferier og en af de sommerfestivaller, der bragte mig videre i sangforløbet, var en lyrik- og visefestival ledet af Gerhard Kejmer. Jeg var på lyrikværksted, og Gerhard syntes, at jeg skulle skrive en vise, og med lidt idéer fra ham fik jeg så lavet sangen Ferie på samsø, den kom senere med på min plade.

Jeg gik og tænkte på, om jeg skulle lave en cd på et tidspunkt, og støttet af Thorben, som jeg nu var blevet gift med, spurgte jeg på musikskolen min daværende sanglærer Lisbeth Munk om der var et studie og nogen man kunne få til at hjælpe med indspilningen, og det lykkedes. Jeg mødte harmonikalærer Klaus Håstrup, som producerede den og var spændende og lærerig at arbejde sammen med, gav råd og vejledning, han var en festlig mand, og han spiller på alt om det har strenge eller tangenter, og min guitarlærer Jacob Mogensen spiller guitar på et par af sangene. En af sangene på pladen er Stensamlersken. Den havde ikke nogen melodi. Den er skrevet af Jeppe Akjær, og jeg fik Alex Sundstrøm til at lave en melodi, så den kunne komme med på pladen.

Omkring året med lyrik- og visefestivallen i 1997 havde en gruppe fra Aalborg arbejdet med opførelsen af Ida og Bent Froms Annas ballader. Jeg var ikke med men kunne den aften være nydende. Det var der et andet par i salen, der også var, et sted derinde sad Tove og Per Mark fra Kjellerup som havde fået samme tanke om at lave den hos dem. Jeg anede ikke der var en forening i Kjellerup, der ligger 25 km. Fra Viborg, men under det almindelige opbrud og takken af for i aften hørte jeg pludselig, der var en, der sagde: ”I har jo langt at køre, er det ikke Kjellerup I kommer fra? Så da de gik forbi mig, spurgte jeg, om de ikke kørte igennem Viborg, og joh, jeg kunne da sagtens komme med. Det var herligt sådan at blive kørt hjem og ikke alene det men også få kontakten til den forening, der var stiftet i 1992. Jeg fandt vej ind og fik en plads iblandt dem også og var med til Annas ballader på orkestersiden. Vi var fire, der spillede, og jeg sang en af de sidste: Annas fangenskab.

Tiden flyver, og det har været sjovt at tænke tilbage på. jeg nu været medlem i Kjellerup i 23 år og i Aalborg i 39.

Dansk Blindesamfund har stadig og vil altid have min interesse også, så nu er jeg i et mødestedsudvalg og redaktør for kredsbladet.

Hermed er vi nået til, hvor jeg er nu med visen som ledsager, og jeg har nu kun tilbage at ønske, at min cd med de 14 sange kan være til glæde for nogen, den hedder: ”Med visen som ledsager”.

Jeg kan kontaktes på Tlf. 86 62 78 97 eller på mail: kirsten.punkt@mail.tele.dk

5. Blindehistorisk Selskabs ordinære generalforsamling 2021, af Poul Lüneborg.

Allerede nu er der grund til at sætte et kryds i kalenderen ud for lørdag den 27 og søndag den 28 februar 2021. Bestyrelsen har nemlig reserveret 35 værelser i denne weekend på Fuglsangscentret for at være sikre på at næste års generalforsamling kan afholdes i overensstemmelse med vedtægterne. Vi sætter vores lid til at coronarestriktionerne til den tid ikke giver os vanskeligheder med at gennemføre arrangementet.

Jeg kan allerede nu afsløre, at bestyrelsen i forbindelse med generalforsamlingen forsøger at gennemføre nogle blindehistoriske programpunkter, som mange medlemmer vil kunne glæde sig over. Vi vil blandt andet forsøge at fokusere på komponisten Niels Peter Jensen som levede fra 23 07 1802 til 19 10 1846 og forfatteren Carl Bjarnhof som levede fra 28 01 1898 til 19 06 1980. Så der er i høj grad noget at se frem til hvis det lykkes at realisere planerne.

I Nyhedsbrev nr. 1 i 2021 som forventes at udkomme i slutningen af januar måned næste år bringes invitation med program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen, bestyrelsens beretning samt årsregnskab for 2020 med tilhørende revisionsprotokol.

Medlemmer er velkomne til at tilmelde sig til arrangementet allerede nu, men kassereren opfordrer til at indbetaling af deltagerbidraget for opholdet på Fuglsangscentret først indbetales efter den 1. januar 2021, da det vil lette hans arbejde som kasserer. Nærmere information om arrangementet, tilmelding og betaling af deltagergebyr følger som anført i næste nyhedsbrev og i en meddelelse i DBS’s medlemsblad efter årsskiftet.

6. Tre medlemmer af selskabet tildeles stor hæder, af Poul Lüneborg.

Siden udsendelsen af Nyhedsbrev nr. 3/2020, som udkom den 19. juni i år er 3 af selskabets medlemmer tildelt hæder af en helt usædvanlig karakter for deres mangeårige arbejde til fordel for blinde i Danmark. Dette har bestyrelsen ønsket at påskønne med denne omtale.

1. Thorkild Olesen blev den 12. juni 2020 udnævnt til Ridder af Dannebrog for sit arbejde som formand for DBS siden 2009 og for DH siden 2014.

Med udnævnelsen følger han på fornemste måde i fodsporet på 3 af sine forgængere.

– I april 1949 blev foreningens formand Ernst Jørgensen udnævnt som ridder af Dannebrog, han havde på dette tidspunkt været formand for DBS gennem 18 år og samme år valgt som formand for DSI.

– I april 1979 udnævnes H. C. Seierup til Kommandør af Dannebrogordenen af 1. grad som påskønnelse af hans livslange indsats til fordel for samfundets svage grupper herunder ikke mindst de handicappede. Han var formand for DBS fra 1951-1968 og formand for DSI i samme periode.

– I marts 1983 blev Svend Jensen udnævnt til Ridder af Dannebrog for sin indsats til fordel for landets handicappede. Han havde på tidspunktet været formand for DBS gennem 15 år og formand for DSI i samme periode. Svend fortsatte som formand for DSI frem til 1990 og for DBS frem til 1998. I 1993 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen af 1. grad.

Ovenstående række af formænd for DBS forklarer, hvorfor foreningen altid har spillet en central rolle i dansk Handicappolitik.

2. John Heilbrunn blev på DBSs Hovedbestyrelsesmøde 26. – 28. juni 2020 tildelt foreningens hæderstegn for sin indsats indenfor foreningen, først som leder af foreningens internationale afdeling fra 1994 til 2009 og siden som næstformand frem til 2020.

Hæderstegnet, der blev indstiftet på Hovedbestyrelsens møde den 27. – 28. marts 1992, er tidligere tildelt:

– Karl Vilhelm Andersen, næstformand fra 1968 – 1982, HB-møde 20. juni 1992

– Svend Jensen, landsformand fra 1968 – 1998, HB-møde 6. – 7. marts 1998

– Kaj Cramer, hovedkasserer fra 1971 – 1998, HB-møde 10. – 11. september 1999

– Poul Lüneborg, næstformand fra 1991 – 1998, derefter landsformand til 2003, 28. marts 2003 ved afskedsreception på Hovedkontoret

– Thorben Koed Thomsen, kredsformand gennem 40 år for Viborg-Skive kredsen fra 1970, HB-møde 19. – 20. marts 2010

3. Thorben Koed Thomsen blev på DBSs Hovedbestyrelsesmøde den 26. – 28. juni 2020 hædret for sin indsats som kredsformand gennem 50 år i Viborg-Skive kredsen. Denne indsats blev påskønnet af landsformand Thorkild Olesen gennem overrækkelsen af en kopi af Solpigen, en bronzestatue skabt af den blinde kunstner Osvald Kavsman i 1958. Den originale statue er opstillet i Fuglsangcenteret haveanlæg.

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72 Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72 Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 Mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67 Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Mindeord om Anna Johansen, ved Ove Gibskov

3. Mindeord om Anna Johansen, ved Hanne Kassandra Skipper

4. Om min barndom på Refsnæs. ved Thorvald Kølle

5. Fra jeg blev født og indtil jeg blev 18 år, ved Allan Gravesen

6. Afvigelsens identitetsdilemmaer, ved René Ruby

7. Mit liv som blind, ved Rita Cicilie Warmby

8. Digte til Esther Seierup – tidligere Plenge, af Dunne Plenge med indledning af Poul Lüneborg

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg.

Disse linjer skrives 3 måneder efter iværksættelsen at coronarestriktionerne. Det var pludselig ikke længere muligt at rejse og holde møder, hvorfor så godt som alle aftaler måtte slettes i kalenderen. Det betød, at vi hver især måtte finde på alternativer til planlagte gøremål.

For mit eget vedkommende, har det ikke været så svært, idet denne opbremsning, har givet mig tid til at færdiggøre de uafsluttede opgaver, som jeg omtalte på generalforsamlingen.

Projektet vedr. registrering af hjælpemidler m.v. til supplement og opdatering af Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion er nu afsluttet. Projektet, som blev påbegyndt for 5 år siden omfatter 154 genstande. Samlingsleder Ion Meyer på Medicinsk Museion har den 4. juni 2020 taget meget positivt imod Projektrapporten. Så snart han vender tilbage med en vurdering af rapporten, håber jeg, at vi sammen vil kunne fastlægge en plan for det videre arbejde. Alle, der har henvendt sig til projektet, kan herefter forvente at høre fra mig.

Man kan nu aflytte 6 spændende lydoptagelser om Blindes Arbejde på hjemmesiden. De fortæller om virksomhedens udvikling gennem en periode på 90 år fra 1929-2019. Jeg kan kun anbefale at bruge tid på at lytte til disse optagelser.

Leif Martinussen har udarbejdet en værkfortegnelse over kompositioner m.v. af Henning Riiser (født 25 06 1938 / død 15 09 2005). Det er tanken, at fortegnelsen sammen med værkerne skal indleveres til Musikafdelingen ved Det Kongelige Bibliotek i lighed med indleveringen af Laurids Lauridsens værkfortegnelse. Beskrivelsen af Henning Riisers virksomhed som komponist, vil blive omtalt i et kommende nyhedsbrev.

Både Thorvald Kølle og Allan Gravesen har til dette nyhedsbrev skrevet nogle særdeles åbenhjertige og fascinerende beretninger fra den tid de hver især har tilbragt på Refsnæsskolen. Jeg er personligt meget berørt over den indlevelse i egen fantasiverden som Thorvald Kølle deler med læseren efter så mange år.

Selv om jeg i sin tid læste René Rubys Ph. D. afhandling og overværede hans forsvar, glæder jeg mig til at læse den kommende reviderede udgivelse af afhandlingen i bogform. Jeg har læst Rita Varmbys tidligere bøger og erindringsartikler, som i høj grad har givet stof til eftertanke. Derfor ser jeg frem til at læse hendes seneste bogudgivelse. Som formand for selskabet er jeg meget stolt over i samme nyhedsbrev at kunne præsentere 2 bogudgivelser forfattet af bestyrelseskolleger.

Ove Gibskov og Hanne Skipper giver begge meget personlige skildringer i deres mindeord om den betydning Anna Johansen har haft for dem hver især. Hun døde den 14. april 2020, efter hun rundede 100 år den 30. august sidste år. Flere af selskabets medlemmer har kontaktet mig for at fortælle om hendes store betydning for alle blinde, som i sidste halvdel af sidste århundrede har været elever på Blindeinstituttet. Fra denne periode af instituttets historie nævnes 2 personligheder igen og igen. Det drejer sig naturligvis om forstander Jørgen Plenge og inspektør Folke Johansen. Sidstnævnte var gift med Anna Johansen, hvis betydning jeg har nævnt og som er omtalt i mindeordene fra Ove og Hanne. Forstander Jørgen Plenges betydning vil blive taget op til belysning i et kommende nyhedsbrev. Han var fra 1938 til 1975 gift med Esther Plenge, som jeg har fundet anledning til at beskrive foranlediget af nogle digte, som datteren Dunne Plenge har skrevet og fremsendt til selskabet. Esther Plenge, som senere giftede sig med H.C. Seierup er en personlighed indenfor den hjemlige blindesag, som fortjener at blive husket. Dette forhold understregede fhv. landsformand Svend Jensen i sine mindeord i Medlemsblad nr. 19/2001 i anledning af hendes død den 18. august 2001. Hendes indsats gennem mere end 50 år har jeg forsøgt at belyse gennem mine indledende betragtninger til de vedkommende digte om hende fra Dunne Plenge. Jeg er overbevist om, at alle blinde kan genkende sider af egen tilværelse og tanker i digtet om tanker fra hverdagens udfordringer. Tak til Dunne Plenge for dette usædvanlige bidrag til nyhedsbrevet.

Disse linjer nedskrives onsdag den 10. juni, der er 100-årsdagen for Genforeningen. Selv om medierne massivt dækker denne mærkedag, synes jeg, at der indenfor Blindehistorisk Selskab er grund til at standse op og gøre sig tanker om baggrunden for denne historiske begivenhed.

Genforeningen var afslutningen på en historisk proces, som strakte sig over mere end 70 år begyndende med 3-årskrigen fra 1848-1850 over nederlaget ved Dybbøl i 1864 frem til afslutningen af 1. Verdenskrig i 1918. Indlemmelsen af Hertugdømmerne i Tyskland i 1864 betød, at den mandlige befolkning blev pålagt tysk militærtjeneste under verdenskrigen. Denne tjenestepligt kom til at omfatte ca. 35.000 borgere i Slesvig, hvoraf omkring 26.000 hørte til den dansksindede del af befolkningen. Det skønnes, at kun omkring 20.000 vendte hjem efter krigens afslutning. Aldrig hverken før eller senere har en krig påført Danmark så store tab, som de ofre den sønderjyske befolkning led i de 4 år krigen varede.

Over halvdelen af de 20.000 som vendte hjem fra krigen blev registreret som krigsinvalider. Straks efter genforeningen gennemførtes en særlig lov om forsørgelse og erstatning til disse mennesker.

Blandt de hjemvendte krigsinvalider var der også en del krigsblinde. I forbindelse med mit arbejde med at beskrive “Førerhundens historie” har jeg optalt ca. 70 krigsblinde, hvoraf 5 som de første i landet blev bevilget en førerhund fra den tyske Førerhundeskole i Oldenburg.

Efter krigens afslutning tog Dansk Blindesamfund straks fat på at overveje, hvorledes foreningen bedst kunne støtte de blinde i Sønderjylland. Der blev nedsat et 3-mands udvalg, som iværksatte en indsamling blandt medlemmerne og 2 fremtrædende medlemmer Jørgen Marius-Hansen og Ove Neve foretog i november 1920 en rejse rundt i landsdelen, hvor de i løbet af 17 dage besøgte 33 byer og aflagde besøg hos mere end 50 blinde. Det var en meget lidt opmuntrende rapport, der blev resultatet af deres rundrejse i landsdelen. Der indkom 492 kr. ved indsamlingen og fra Sønderjysk Fond bevilgedes 21.500 kr. til arbejdet. Af disse midler fik alle krigsblinde en bevilling på 200 kr.

Det nedsatte udvalg vedr. sønderjydske forhold indkaldte den 13. marts 1921 til stiftende møde i Tinglev. På dette møde blev Dansk Blindesamfunds Sønderjyllands kreds dannet og følgende valgt:

Kurvemager H. Henning, Vestergade 13, Haderslev, Formand og Repræsentant

Frk. Anna Johansen, Kliplev, Kasserer

Løjtnant Jacob Nissen, Tinglev, Bestyrelsesmedlem

Erik Nissen, Vejbøl og Fru Anna Karstensen, Suppleanter

Dusine Lorensen, Tønder og August Jacobsen, Ulkebøl, Revisorer

Den nye Kreds deltog første gang på Repræsentantskabsmødet i juni 1921 ved Blindestævnet i København i tilknytning til foreningens 10-års jubilæum.

Jeg vil afslutte disse ord til minde om tiden for 100 år siden med at gengive et digt af Peter Ommerbo, redaktør af Dansk Blindesamfunds Medlemsblad:

Velkomsthilsen til Sønderjyderne – Mel.: Kommer hid, I Piger smaa.

Hil dig, Broder Sønden-Aa!

Nødens Tid er omme;

sprængt er Fængselsdørens Slaa,

dig og os til Fromme;

endt er Nattemørkets Gys,

endt for Morgensolens Lys.

Frihedsdagen rødmer!

Frihedsdagen — Tak, o Gud!

Tak, at du os hørte!

Tak, at Krigens bitre Bud

frem til Frihed førte!

Tak, at Modgangs Kval og Strid

endte i en Morgen blid!

Tak for Frihedsdagen!

Tak, O Gud! — Men, Broderlil,

dig vi ogsaa takker,

du, som midt i Stormen vild

raadløs aldrig flakker,

men stod fast trods onde Kaar

i de mange, mange Aar,

tryg i Retfærdssagen.

Dannebroge atter frit

kan i Vinden smælde,

Modersmaalet hjemlig blidt

tør igen nu gælde.

Broderlil, nu skal du hjem!

glad vi strækker Haanden frem;

Vær velkommen, Broder!

Bestyrelsen planlægger at holde sit næste møde den 8. oktober. Jeg vil ønkse alle medlemmer en god sommer og god læselyst.

2. Mindeord ved Anna Johansens død, af Ove Gibskov

Navnet Anna Johansen vækker uden tvivl meget positive minder hos mange af Blindeinstituttets elever helt tilbage til 1940’erne, hvor hendes mand Folke begyndte som lærer og derefter var inspektør, og hun selv senere blev en meget værdsat plejemor på drengeafdelingen.

Anna boede i sit eget hus, indtil hun som 100-årig døde 12. april og var fuldstændig frisk til det sidste. Hun læste rigtig meget, og aftenen inden sin død var hun faktisk i gang med en af Søren Kierkegaards bøger.

Selv mødte jeg første gang Anna eller fru Johansen, som vi dengang sagde, efter sommerferien i 1960, da min tilværelse som elev på Blindeinstituttet begyndte. En meget venlig kvinde med en varm udstråling tog imod mig og fortalte noget om instituttet men også, at hun var 40 år. Det sidste undrer måske nogle, men som blind kan man jo ikke altid bare ud fra en stemme vurdere en persons omtrentlige alder; så derfor var det en fin oplysning.

Jeg følte mig med det samme velkommen og har altid oplevet Anna som meget rummelig og engageret i flere af de interesser, eleverne på afdelingen havde. Det kom i høj grad til udtryk, når man om hverdagen sidst på eftermiddagen kunne møde hende i det, som blev kaldt Biksen, hvor vi f.eks. kunne hente rent undertøj. Men mindst lige så væsentligt var det altså at kunne få en snak med Anna om noget af det, der optog en og desuden ofte om ting, man overhovedet ikke havde tænkt på som interessante, men de kunne; let blive det, når hun fortalte om dem.

Næsten hver lørdag aften åbnede familien Johansen deres hjem for alle på afdelingen med kaffe, hjemmebagte boller og højtlæsning af Anna. Tit var det bøger, der ikke fandtes på punktskrift eller bånd, og som vi på den måde fik adgang til. Især husker jeg fra mit første år på instituttet “Forbandede ungdom” af J.D. Salinger og identificerede mig som 14-årig med den tre år ældre hovedperson, der fandenivoldsk overtrådte mange af reglerne på sin kostskole.

Men ud over at give mig denne intense teenageoplevelse har Anna i det hele taget været med til at stimulere min livslange interesse for litteratur.

Hendes ihærdige engagement kunne også give resultat, hvis en elev virkelig brændte for at prøve en uddannelse ud over dem, instituttet ellers gav mulighed for at tage. F.eks. ville Ebbe Olesen, som var svagsynet og blev elev på instituttet fem år før mig, gerne være bager; og Anna fik bagermesteren Jørgen Nagel i Classensgade, som lå næsten lige ved Blindeinstituttet, til at tage ham som lærling. Ebbe blev udlært på den normerede tid, der var fire år og arbejdede derefter forskellige steder som bagersvend.

Anna var altid glad, når hendes drenge fandt en sød pige og kom i sikker havn, som hun udtrykte det. Det sagde hun også, da hun i 1968 første gang mødte min kæreste og igen, da de mere end 40 år senere var sammen ved Blindeinstituttets 150-års jubilæum.

I de senere år har jeg flere gange med stor fornøjelse og god snak om vidt forskellige emner besøgt Anna. Sidste gang var til hendes 100 års fødselsdag 30. august 2019, hvor hun veloplagt selv tog imod de mange gæster. Det blev en intens og uforglemmelig oplevelse, som alle, der var med – ikke mindst nu kan tænke tilbage på med stor glæde.

3. Mindeord om Anna Johansen, af Hanne Kassandra Skipper

Det er Anna, der er død. Anna Johansen – lærer og fødselshjælper på genfødselsgangen B, som jeg kaldte den, på Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvor jeg blev genfødt i januar 1983 som senblind 31 år gammel.

Der var flere jordmødre og jordfædre, som lærte mig at skrive på maskine, at gå, at spise. Anna lærte mig at læse og skrive et nyt sprog – punktskrift.

Først kunne jeg skimte punkterne på et CCTV, men kort efter læste jeg med fingrene. Hun spurgte, hvad jeg kunne lide at læse, så indtalte hun nogle digte af Tove Ditlevsen på kassettebånd, som jeg derefter skrev på punkt (pædagogisk snilde); jeg har dem endnu.

Onsdag aften bagte hun boller og underholdt os med oplæsning af vedkommende artikler og ting, som nogen af os havde ønsket, men for det meste noget, hun selv fandt frem, som var nyt for os. Tænk at verden kunne opleves så normal, selv om vi alle for nylig havde mistet synet.

Jeg tog hende med som min ledsager til den officielle del af Blindeinstituttets 150-års jubilæum i november 2008, da det gik op for mig, at ingen på instituttet havde tænkt på at invitere hende, hvad der var fuldstændig uforståeligt for mange af deltagerne.     

Anna var en selvlært pædagogisk perle, og jeg mindes hende med glæde.

4. Om min barndom på Refsnæs, af Thorvald Kølle

Da jeg kom på børnehjemmet.

Jeg blev født i 1944 i Nakskov. Mine forældre var Valdemar Vilhelm Meincke og Viola Marie Kølle Meincke, og kom på Refsnæs på børnehjemmet i 1947. Jeg husker ikke årstiden, men kun sporadiske oplevelser. Det første jeg husker er et larmende kaos i legestuen. Det virkede som om der var omkring 20 børn. Der sad en dreng henne ved klodseskabet, der var fyldt med træbyggeklodser af forskellig form. Han sad der og kastede klodser ud i rummet. Han sagde en sætning og så kastede han en klods, som larmende hoppede hen af gulvet. Sådan blev han ved. Nogle gange ramte klodsen et barn, som måske begyndte at græde. Der var en ung pige, ikke uddannet, som skulle holde øje med os. Hun skældte ham ud, men lidt efter var det det samme igen. Drengen hed Erling Friis Pil og var åndsvag og blind. Der var nogle af børnene, som var åndsvage eller, så vidt jeg kan bedømme i dag autister.

Jeg husker slet ikke rejsen fra Nakskov til Refsnæs og heller ikke om begge mine forældre eller kun min mor afleverede mig. Det er også muligt, at jeg kom på børnehjemmet i forbindelse med afslutningen af en skoleferie, hvor en af lærerne rejste rundt og hentede børnene i de forskellige landsdele. Senere i min barndom husker jeg tydeligt disse scener, når vi børn skulle afhentes på stationerne, hvor vore forældre skulle aflevere os. Børnene græd. Nogle højlydt. Andre stille. Det var svært.

Rejsen startede fra Nakskov st., den vestligste station på Lolland. En pige ved navn Maren og jeg stod på i Nakskov. Maren var en ung pige, som boede på værnehjemmet. Værnehjemmet var en boafdeling for blinde kvinder, som ikke var i stand til at tage en uddannelse og siden klare sig selv. I Næstved kom en pige, som hed Frida på toget. Hun var ked af det, fordi hun havde en kæreste i Næstved og mens hun sagde farvel til sin mor og de stod der, på hver side af togvinduet, moderen på perronen og pigen inde i kupeen, blev hun ved med at gentage ”hils Preben” på en stille sørgmodig måde.

Hun boede også på værnehjemmet. Engang husker jeg at hr. Emborg skulle hente os. Da vi kom lidt forbi Næstved, hvor de sidste børn, på den strækning, skulle hentes, tog hr. Emborg vore madpakker, som vi havde med hjemme fra. Han gik rundt og delte maden ud til os samtidig med, at han, med sin messende stemme, spurgte: ”Kan du spise uden at grisse?”. Det lykkedes ham at sprede en hyggelig afslappet stemning i kupeen.

Nogle børn sørgede og savnede deres hjem meget. Jeg husker tydeligt Kurt Nielsen. For ham var det virkelig hårdt og det tog lang tid for ham at vænne sig til at være hjemmefra, men han kom sig langsomt. Han var jo en glad og robust dreng, så det gik.

Det første jeg husker om en personlig relation der var en dreng, der hed Villy. Villy kom fra store Snøde. En landsby på Langeland, hvor hans far var murermester. Vi fandt rigtig sammen og opbyggede en stærk legerelation. Vi havde en livlig fantasi begge to.

Om natten havde jeg tit nogle grimme drømme om nogle væsener, som kom og skræmte mig. Disse væsener var ikke fysiske. De var på et andet plan og nogle jeg ikke kendte. Jeg blev skræmt fra vid og sans, når de sagde uhyggelige lyde og skabte svære situationer for mig. Der var et væsen som var en Døøker, den var i vandet i en lavvandet sø, hvor den sagde lyde og ville komme efter mig. Så var der Bettesitterne. De havde forskellig størrelse og havde en summende lyd og så sagde de: ”Bettesit, bettesit”. Det var mere fysiske og derfor ikke så skræmmende, men lidt hyggelige. De havde en form, som 2 kegler sat sammen med en blød afrunding i hver ende. Så var der Stissen. Den var ikke fysisk, men når jeg vænnede mig til den, så gjorde det ikke så meget, at den sagde stis stis. Der var andre energier, som gjorde mig så bange, at jeg knap turde trække vejret. Jeg lå blot der i min seng helt paralyseret. Næste morgen kom de voksne og vækkede os. Jeg havde slet ingen fortrolighed til nogle voksne. Så det faldt mig slet ikke ind at fortælle nogle om disse mareridt. Det hjalp mig dog meget at fortælle Villy om det. Vi legede så situationerne og han var vældig god til at opfatte mine fortællinger. Vi fandt så på, at disse væsener boede på den øverste jord, hvor vi boede på den nederste jord og så kom der rigtig gang i fantasierne og der blev udviklet på fantasierne om denne øverste jord, hvor livet ikke var så tungt, som her i det fysiske.

Der var altid en frygtelig larm og tumult i den legestue fordi der jo var mange blinde og stærkt svagsynede, der stødte ind i hinanden, eller faldt over dem, der legede på gulvet. Villy og jeg tog vore forholdsregler. Vi satte os på gulvet med benene ”skiftes til”. Det vil sige, at den enes ankler lå over den andens. Derved skabtes et rum for legen. Hvis der, af vanvarer, eller fortsætteligt, kom nogle ind på os, som vi sad der, så vankede der. Vi isolerede os der sammen. Der skete dog også andet, men vi støttede hinanden ganske meget i dette kaos. Jeg syntes dog, at isolationen var skræmmende, hæmmende og gav spændinger, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved.

Jeg savnede voksenkontakt. Jeg husker engang lige efter jeg var kommet til Refsnæs. Jeg sad på toilettet og mærkede afføringen komme ud. Det var en skræmmende og ensom oplevelse. Jeg måtte føle på den. Dens konsistens og hvordan den så ud. Jeg husker ikke lugten. Min mave var forkrampet af spændinger.

Jeg var allerede dengang en drillepind. Undertiden fandt jeg på at forulempe en anden blind, som jo ikke kunne se, hvem det var.

Så en dag kom der en ny dreng, som hed Rudi. Ham kunne man overhovedet ikke komme i kontakt med. Det eneste han gentog højt ud i rummet de første dage var: ”Dumme tøs, dumme tøs”. Det var helt mekanisk. Om natten legede han i sengen og viskede halvhøjt med sig selv, så vi andre måtte tysse på ham. En aften stod han ud af sengen og bevægede sig henover gulvet, idet han efterlod sig en masse klatter af lort spredt udover gulvet. Jeg skulle, på et tidspunkt, den aften, op at tisse og kom så til at træde i nogle af de klatter.

Børnehjemmet forekom mig som en lav bygning. Og jeg syntes aldrig, at der blev luftet ud. Der stank af natpotter. Vi havde alle en natpotte under sengen, hvori vi kunne tisse. Nogle af børnene var vådliggere og skulle vækkes af nattevagten, som var en kone, som var ansat til det. Så kom hun ind og vækkede dem, som tissede i sengen. Der var en nattevagt, der hed fru Bertelsen, hun havde en mærkelig stemme, og når hun sagde ”op og tisse, op og tisse”, så grinede os, som var vågne.

Så var der også en børnehave, som vi kom op i om formiddagen. Børnehaven lå på første sal og forekom lysere og mere luftig end det nedenunder. Det var en dejlig afveksling til det evindelige kaos nedenunder. Der var en uddannet børnehavelærerinde og det var dejligt afslappende og inspirerende at have hendes venlige opmærksomhed.

Min far, som var smed, lavede en kran i metal, som stod på en jernplade og min mor syede nogle sandsække, så man kunne hejse dem op i kranen. Far lavede også en sandmølle, som, når man hældte sand i en firkantet tragt, kunne drive et hjul med nogle rum. Når sandet blev skovlet op i tragten og løb ned i hjulet, blev det drevet rundt af sandets vægt inden, det igen, løb ned i sandkassen. Jeg var meget stolt af min far.

Noget af det bedste og hyggeligste var, når vi gik tur på skolens område sammen med et par voksne. Så kom vi tit op til stalden, hvor skolen havde en lille bestand af grise og så 2 heste. Når vi nærmede os staldområdet begyndte grisene at grynte begejstret. De kedede sig vel i den lille grisegård, omgærdet af en lav mur. Vi stod så på ydersiden af muren, mens grisene gryntede glade og satte forbenene op på muren, så de bedre kunne komme i kontakt med os. Så rørte vi ved deres tryner, hoved og ører, medens de gryntede og snusede til vores hænder. Hvis vi blev løftet op kunne vi også klappe dem på ryggen.

Når vi ikke var i børnehave var der jo meget tid, hvor vi slet ikke blev stimuleret. Der var dog forskellige legeredskaber. Blandt andet en stor robåd. Det måtte jo resulterer i, at vi moppede hinanden og fik skældud af de uuddannede unge piger, som jo skulle overskue 20 blinde og svagsynede børn, hvoraf nogle endda var åndsvage eller autister.

Der var en dreng, som hed Jan Grove Rasmussen. Han var sygt fascineret af ure. Han sagde: ”Må jeg høre uret”. Hvis han fik fat i et ur, som han krampagtigt holdt op for sit øre, så kunne de voksne ikke få det fra ham uden, at der blev en scene, hvor han græd og skreg. Han kunne også psalmebogens numre udenad. Hvis man spurgte ham, hvilket nummer en salme havde, så kunne han sige det.

Så var der Henning Jensen. Han talte affekteret. Han var svagsynet, så når man drillede ham, så skubbede han kraftigt til en, så man faldt eller stødte ind i noget. Han gik og sagde: ”Apdarbe”.

Så var der Pjusker, som hed Kjeld Hansen altså Pjuskerkjeld. Han snakkede altid om sine grammofonplader. En sikker metode til at få ham til at gå fra koncepterne var, når vi råbte: ”Nu knækker vi alle Kjelds plader”, og klappede højt i hænderne. Så skreg han: ”Nai nai” med en skabagtig stemme. Det var hylende morsom og den var sikker hver gang, så han blev flittigt moppet. Det var en god adspredelse og tidsfordriv. Når den unge pige opdagede det i larmen, fik vi skældud. Kjeld var dog også en sød og hyggelig dreng, som ikke gjorde en kat fortræd. Han nød at fortælle at han boede ”Ovengaden Under Vandet”.

Der var også Thorben Bork Egevang. Når man var i nærheden og han følte, at man havde kontakt med ham, spurgte han: ”Vil du høre min blade”. Det skete tit, når der var voksne på besøg. Så drejede han rundt om sig selv. Satte den ene fod i gulvet med et klodset bump og så slæbte han den anden efter sig samtidig med, at han sang. Denne slæbelyd skulle vel nok efterligne stiftens lyd i pladerillen. Han sang godt nok og kunne en masse slagere udenad. Dengang havde vi 78’er plader.

Noget, som virkelig kunne samle de store børn på børnehjemmet, som var normaltbegavede, var når den unge pige spillede eventyrplader for os. Der var en rejsegrammofon og de eventyrplader der var, de var 78’er plader. Der var eventyret om Klodshans, om Snehvide og de 7 små dværge, Fyrtøjet, Ulven og Rødhætte, Robinhood, Den tapre Skrædder, Svinedrengen og andre eventyr. Ikke mindst det, der kaldtes et musikalsk eventyr om De tre Prinsesser. ”Ikke den tynde, ikke den tykke, men hende der var fuld af øøø…” og så en sjov swingmelodi. Skuespillerene var meget engagerede, så det var rigtig godt og en høj kvalitet for børn. Vi hørte disse eventyr om og om igen, så det var en lyst. Vi begyndte også selv at lege nogle af scenerne fra disse eventyr, det var en stor fornøjelse.

Plejemoderen på børnehjemmet hed frøken Friis. Hun havde, vist nok, en god vilje. Når man hørte hende tale med forældrene om et barn, så var hun altid smilende og kunne fortælle sjove episoder om barnet, hvor jeg hørte, lidt undrende, til, hvad hun sagde. Jeg havde ikke nogen særlig kontakt med hende, men der var jo også så få voksne til alle os og al den larm og kaos gjorde jo, at hun måtte tale højt. Jeg husker tydeligt hendes måde at tysse på os.

Sommetider fik vi breve og pakker fra vores forældre. Jeg husker, at når jeg fik brev så kom jeg ind til hende. Kom op på skødet og fik læst brevet højt. Jeg husker også gange, hvor jeg kom ind til hende. Jeg husker ikke, at jeg kom derind, men at jeg kom ud fra hendes lejlighed højt grædende siddende på hendes arm, medens hun prøvede at trøste mig.

En dag overfaldt vi en af de unge piger. Vi trak bukser, eller nederdel af hende og gav hende endefuld. Jeg husker tydeligt, at jeg følte på hendes bagdel og slog løs på den sammen med alle de andre. Der var en af drengene, som, af sin alder, var umådelig stor og stærk. Han havde en lidelse i benene, så han gik dårligt. Slingrede når han gik og måtte have støtte. Han hed Jørgen Hunstrup og var fra en gård på Langeland. Med sine stærke arme var han hovedkraften i dette overfald og han lå ovenpå hendes ryg og råbte: ”Er du god”. Tove, som pigen hed, skreg så frøken Friis kom og befriede hende. Jeg husker ikke den konkrete grund til, at vi overfaldt hende, men det var dog usædvanligt at så små børn kunne lykkedes med det.

Der må have ligget noget vrede i os overfor stedet og de voksne. En dag besluttede vi at vælte huset. Vi tog nogle legetøjsskovle og begyndte at grave henne ved husmuren. Vi var vrede og gravede et hul, hvor vi stillede os op ved muren og skubbede af alle kræfter, men der skete jo ingenting. Så gravede vi videre og prøvede så igen, men uden resultat, huset stod fast. Vi gravede så videre og hullet blev faktisk rigtig stort. Så blev det stoppet af de voksne. Der var også nogle, som prøvede på at grave sig ud under det hegn, der omgav børnehjemmets område, men det blev også stoppet.

Vi havde en skildpadde på børnehjemmet. De voksne måtte vel synes, at det var godt for børn at have kontakt med levende dyr. Men Skjoldpeter døde. Så fik vi en ny, som vi kaldte Dorte, som også døde. Man anede jo ikke, at skildpadder er vekselvarme dyr, som skal have varme for at have et stofskifte. Skildpadderne bliver normalt over 100 år gamle, når de har de rette betingelser, men disse to ebbede ud i løbet af et par år. De boede ovre i liggehallen, som var bygget til, at børnene kunne sove til middag.

Vi sov på nogle bårer. Vi skulle sove efter middagsmaden. Hvis nogle af os var for livlige og snakkede og ikke kunne falde til ro blev der skældt ud af en af de unge piger. Engang blev jeg skældt ud af en af dem. Jeg sagde, at det ikke var mig, da jeg lå stille, men hun påstod, at jeg løj for, som hun sagde, lyvemennesker får en sort streg i panden. Min verden brød sammen. Jeg havde jo ligget stille, som man skulle. Jeg husker tydeligt denne angst, fordi jeg havde min oplevelse og hun påstod med sikker stemme, at jeg løj. ”Du lyver. Jeg kan se den sorte streg i panden”. Jeg blev rigtig bange og begyndte at græde.

Der var kommet en ny dreng. De første mange dage, hvor vi skulle ligge i liggehallen lå Bjarne, som drengen hed og sagde klynkende og klagende: ”A wil hjem til Thy”, og så græd han bitterligt. Han var helt i sorg, men selvom der sad en inspektion, så lod hun, som om intet var sket. Bjarne blev totalt negligeret. Efterhånden slappede han mere af og kom ind i en daglig gænge.

Efterhånden fik jeg en rigtig god kontakt med Rudi. Han kom fra Fredericia og fortalte om sin familie. Jeg havde også en rigtig god kontakt med Jørgen Hundstrup, som vi kaldte Jørgen Klods. Jeg var, og er, den dag i dag, meget interesseret i dyr og specielt i fugle. Jørgen og jeg legede meget sammen og vi lærte hinanden om dyrene gennem leg. Det var meget givende. Blandt andet var der duer på gården, hvor han kom fra så han lærte mig om deres lyde og adfærd.

Det absolutte højdepunkt, mens jeg var på børnehjemmet var skolens 50-års fødselsdag. Den dag kom kongeparret på besøg på Refsnæs. Det var den femte november 1948. Der var stor fest på skolen. Kongen og dronningen kom også over og besøgte os på børnehjemmet. Dronning Ingrid bøjede sig ned, tog mig i hånden og så sang jeg:

Flyv, Fugl! Flyv over Furresøens vove!

Flyv, Fugl! flyv over Furresøens vove!

Nu kommer natten så sort,

Alt ligger sol bag de dæmrende skove,

Dagen nu lister sig bort;

Skynd dig nu hjem til din fjedrede mage,

Til de guldnæbede små;

Men når i morgen du kommer tilbage,

Sig mig så alt, hvad du så.”

Jeg havde mit kyllingetøj, et strikket cardigansæt på, som min mormor havde strikket. Der var broderet kyllinger over det hele på dragten. Det mindede mig jo om, når jeg var på sommerferie og der var cirka 30 kyllinger, som jeg var meget sammen med der.

Rudi tog dronningen i hånden og sagde, at hun havde beskidte negle. Det var bare neglelak. Dronningen havde et lidt tilbagetrukket, meget mildt og venligt væsen. Ved den lejlighed så skulle vi have chokolade og kage og kongeparret skulle være vore gæster.

Kong Frederik den niende var en meget rar og jovial konge, da han var sammen med os ved den lejlighed. Han mindede os, grangiveligt, om en af i eventyrkonger, som vi jo kendte så godt fra eventyrpladerne. Når kongen gerne ville have en kop chokolade mere så rakte han hånden op ligesom vi andre. Det var meget, meget hyggeligt at havde kongen på besøg. Vi var helt afslappede og glade og kongen var rigtig god til at være sammen med os. Jo, det var en dejlig dag.

Jeg tænkte altid på skolen, som et slags levende væsen, som jeg holdt meget af, når det var skolens fødselsdag.

I den sidste tid jeg var på børnehjemmet, kom der nogle lidt ældre kvinder. De har vel været midt i tyverne. De 2 første der kom hed frøken Søderstrøm og frøken Sonne. De var meget venlige. Det var en klar forbedring af opmærksomheden i forhold til os børn. Der var også noget leg i det. De 2 kvinder var forlovede med hinandens brødre. De var der kun kort tid. Så kom frøken Sander og frøken Linde.

Der kom en blind pige, der boede på Øst. Hun hed Hedvig Haldrup. Når vi var kommet i seng om aftenen, så kom hun engang imellem og læste op for os af Junglebogen. Hun gjorde det både spændende og levende. Hun havde megen varme og kærlighed til os. Talte også med os. Det var meget dejligt og trygt, da hun også, på sin egen måde viste omsorg for os. En sjælden varer i disse tider. Den dag i dag føler jeg en varme og tryghed ved at tænke på hende.

Da jeg kom på Øst.

Når man var 7 år og skulle begynde i skolens første klasse blev man flyttet fra børnehjemmet til Øst. Dette var en boafdeling med 64 børn. Der var drenge og piger op til fjerde klasse. Derefter blev drengene flyttet på den boafdeling, som kaldtes Vest.

Det første jeg tydeligt husker om at komme på Øst var, at jeg skulle på toilettet. Jeg gik rundt for at finde det, men det var et stort sted, så jeg fandt det først, da det var for sent. Lige da jeg var ved at trække bukserne ned sked jeg i bukserne. Bukserne med lorten røg ned om benene på mig og jeg slog hænderne sammen og begyndte, rædselsslagen, at græde. Det var den helt store katastrofe. Jeg husker slet ikke, hvordan jeg blev hjulpet. Jeg husker derimod, at jeg, nøje, mærkede mig, hvor toilettet var så jeg kunne finde det. Den næste dag gik jeg glad derind. Idet jeg satte mig råbte jeg begejstret: ”A ska’ sgu skie”.

Det hørte frøken Blok og det resulterede i kraftig skældud og nogle klaps i den bare. Jeg kendte ikke frøken Blok, men det kom jeg til. Jeg tror, at hun var sadist. Mange af de andre frøkner blev vrede, enten fordi de var belastede eller havde for mange børn at holde øje med, men frøken Blok var, på en måde cool, når hun gjorde grimme ting imod os. Dengang havde hun altid aftenvagten fredag aften. Så fik vi klippet negle på sovesalen inden vi skulle sove. En aften havde en dreng, som hed Finn Lassen være lidt livlig, havde vist spillet lidt op. Hun beordrede da Finn til at stille sig i sin seng og stramme buks. Så slog hun ham i den bare numse med et tungt metalskohorn, så det sang. Finn skreg og sprang helt henover nabosengen og landede, sådan nogenlunde i sengen ved siden af. Frøken blok sagde, med skarp stemme: ”Det var bare et A”.

Fredag aften fik vi også det ugentlige bad. De unge piger som tjente på stedet, hjalp sygeplejerske frøken Jacobsen med at bade os. Frøken Jacobsen var en skrap og kontant kvinde, men god nok på bunden. Der var en af de unge piger, som vaskede mig. Hun hed Etly. Jeg havde ellers ingen kontakt med hende i hverdagen. Hun var, ligesom, langt væk. Hun havde en hæs skurrende stemme. Når hun vaskede mig foregik det altid i stilhed for frøken Jacobsen krævede stilhed. Når Etly vaskede mig mellem benene foregik det langsomt og dvælende. Hun gav sig god tid. Masserede, med sæbe mine kønsorganer. Jeg anede jo ikke, hvad der foregik, nød det blot. Så ind under bruseren og skylles af. Så kom frøken Jacobsen hen. Tog fat i håret, og råbte: ”Neemme”. Det betød hvilket nummer har du. Jeg svarede fem. Det lød mærkeligt fordi min hage var trykket helt ned til mit bryst.

Hvis vi snakkede, efter vi var kommet i seng på sovesalen, kunne det ske, at de voksne stod udenfor døren og lyttede. Så kom hun ind og gav os endefuld. Der blev sagt: ”Hvem var det, der snakkede”. Så blev man beordret at ligge på maven. Dynen blev løftet og så slog hun og det var hårdt. Fru Thomsen, som var der en kort tid, tog vand på hænderne før hun slog. Det sved modbydeligt.

Lyset i mørket, det var fru Kotrell. Hun havde en dyb og myndig stemme. Hun kom, når hun havde aftenvagt og skulle lægge os i seng, og snakkede med os. Gav sig god tid og var dejlig nærværende. Men hun var der kun i kort tid.

Rutinen på Øst var, at vi blev vækket klokken 7. Derefter var der morgenmad. Så begyndte skole med morgensang. Det kunne jeg godt lide. Jeg har altid elsket salmeskatten og det var meget opløftende for mig.

Jeg husker specielt oldfrue frøken Overgårds stemme. Hun sang rigtig godt. Organisten, som var blind og hed hr. Poulsen spillede rigtig godt til morgensangen. Efter salmen bad forstander Poul Petersen fadervor. Morgensangen begyndte kl 8 derefter var der skole indtil middag, hvor vi spiste varm mad. Maden var af meget høj kvalitet. God dansk mad. Der var en rigtig god og dygtig økonoma, frøken Sørensen. Om formiddagen, i det lange frikvarter, skulle nogle af børnene, som var lidt tynde eller på anden måde ikke rigtigt trivedes, over til køkkenet og have et glas piskefløde. Jeg holder rigtig meget af fløde så jeg nød det meget.

Så var der undervisning igen indtil kl. 14.

Kl. 15 var der mælk i spisestuen. Vi fik et glas mælk af nogle store tunge glas.

Der blev også delt godter ud, hvis forældrene havde sendt pakker til deres børn. Derfor skete det jo ikke så sjældent, at nogle fik godter og andre ikke. Mine forældre var gode til, regelmæssigt at sende pakke til mig. Så lå der, som regel et brev i punktskrift, som min far, møjsommeligt havde skrevet til mig på den punkttavle, han havde købt.

Vi, som havde fået pakke, blev, derfor, opfordret til at dele med de andre, men så gik det jo bare sådan, at man delte med dem man godt kunne lide, eller havde sociale fordele ved at dele med.

Så var der udetime. Alle skulle være ude i den time. Der var en assistent, frøken Hansen, som var meget blid og omsorgsfuld. Hun var meget stilfærdig. Jeg hørte hende aldrig hæve stemmen. En dag fik jeg held til at finde hende i udetimen. Der var jo 64 børn og kun to voksne, som havde inspektion. Jeg gik med frøken Hansen i hånden. Hun var naturligt nærværende og udstrålede kærlig venlighed overfor alle. Jeg følte stor lettelse og afslapning ved at gå med hende i hånden og blev fyldt af en stor varm tryghedsfølelse. Hun var lille. Frøken Hansen havde også inspektion ved aftensspisningen. Jeg vendte hele tiden ansigtet mod hende, i den retning, hvor hun var. Da der var inspektionsskifte under aftensmåltidet og hun gik ud af døren, sad jeg resten af tiden i spisestuen, med hovedet drejet hen imod døren uden at kunne spise noget. Frøken Hansen var der kun en kort tid.

Efter udetimen var der lektielæsning kl. 16,30. En time og så aftensmad kl. 18. efter aftensmaden var der fri leg indtil sengetid kl. 20.

Pigernes sovestuer lå på en lang gang på første sal. Drengenes sovesale, der var den lille sovesal og den store, for de større drenge, lå også på første sal, men i enden af bygningen.

Om natten, var vinduerne lukkede. Der var en stram dunst af sengetøj, gammel luft og halv og helt fyldte natpotter. Der var en meget svag dreng ved navn Otto. Han var fra Sydslesvig, derfor kaldte vi ham for Otto tysker. Han var, som sagt meget svag. Når jeg mærkede på ham hang hans hoved altid nede på brystet. En morgen, da vi lå i sengen, skulle Otto tisse. Han lå i sengen og virrede med hovedet rytmisk, fra side til side., medens han udstødte rytmiske klagelyde vekslende med, at han i samme rytme sagde: ”Ja ska tiis, ja ska tiis”. Det blev værre. Man kunne virkelig høre, at det var lige oppe over. Så stod han, møjsommeligt og meget besværet ud af sengen. Fik ravet natpotten frem under sengen og begyndte at tisse. Man kunne høre, hvordan potten blev mere og mere fyldt. Så blev den for tung og Otto tabte potten, med dens indhold, men måtte så tømme resten ud af blæren med en plaskende lyd på gulvet. Det gav et syngende brag, da potten, med dens indhold, landede på gulvet. Otto fik sig væltet op i sengen og nu var rytmen med det virrende hoved og klagelydene langsomt og opgivende. Jeg lå der blot, som et vidne. Det faldt mig slet ikke ind at jeg kunne have gjort noget, Senere hørte vi, at Otto tysker var død.

Nogle gange var vi meget livlige og lavede ballade, når lyset var blevet slukket. Det var naturligvis spændende for der jo altid chance for at få endefuld.

Jørgen Hunstrup var et udpræget A-menneske. Vi syntes, det var sjovt, at han knapt nok var kommet i seng, før end han sov. Så fandt jeg på at tisse på hans madras lige der, hvor hans hovedpude var. Så vågnede han og spurgte med søvndrukken, brøsig stemme: ”Hvem har tisse på min mardrææ(s)”. Vi grinede, så vi selv var ved at tisse i sengen, det var hylende morsomt. Det blev noget, vi gik og sagde.

En anden nat gik Flemming Neumann i søvne, som han så ofte gjorde det. Det var sjovt at høre, hvordan en blind søvngænger famlede sig frem. Stødte mod ting, men alligevel, gik rimelig sikkert rundt. En nat kom han fra den ene sovesal ind på den anden. Stillede sig op midt på gulvet og tømte sin blærer med en plaskende lyd. Så gik han ind i seng igen, som om det var den naturligste ting i verden. Det skabte, selvfølgelig, også stor morskab.

Når jeg vågnede i den tidlige sommermorgen i den beklumrede dårlige luft på sovesalen, så kunne jeg høre lyden af grøniriskens trillende bløde sang ude i det store elmetræ, der stod i skolegården. Dette gav mig en enorm næsten ubærlig længsel i sindet.

Det fortsatte med mareridtene. Der var jo også alt det nye. Nye omgivelser. Et meget større sted, hvor jeg jo ikke havde lært, hvordan det så ud og så denne følelse af efterladt-hed og ensomhed. Jeg husker tydeligt den stemning fra den første tid på øst og i skolen. Der skete jo også noget med kroppen. I den alder faldt testiklerne ned i pungen. Jeg syntes det var utrygt og fremmed og spurgte frøken Gyldenbjerg, som var sang- og religionslærer, hvad det var for nogle kugler. Hun sagde, at det bare var 2 bolsjer i bolsjeposen. Det gav ingen mening. Så sad jeg der i min seng og rørte ved bolsjeposen med bolsjerne og følte mig utryg, ubeskyttet og forvirret.

Vores klasselærer i første klasse hed frøken Filstrup. Hun var virkelig en fantastisk pædagog. Hun kunne virkelig se og motivere os. Det var en fornøjelse, og interessant at gå i første klasse med hende som lærer.

Frøken Filstrup udviklede en undervisningsmetode af sansetræning for blinde børn. Det står vældig godt beskrevet i bogen skrevet af Niels Strandsbjerg i anledningen af Refsnæsskolens 100-års jubilæum.

Der står, i øvrigt, også en rigtig god beretning af økonoma Ester Sørensen om hendes arbejde på Refsnæs.

Nå, men det første år gik jo og jeg skulle så i anden klasse. Det gik rigtig galt. Vi skulle have hr. Emborg, som klasselærer. Han havde vældig god vilje og var uden tvivl både dygtig og meget engageret, men noget gik helt galt for mig. Jeg var aldeles umotiveret og fik kun nogenlunde gode karakterer på grund af mit gode hoved. Den gik dog ikke i regning. Der fik jeg laveste karakter og den hed mådelig.

I slutningen af skoleåret var der eksamen. Det foregik, omkring d. 20. juni. Jeg husker også den tid, som var præget af de modne manna fra det store elmetræ i skolegården. De fløj rundt i sommervinden og lød, næsten, som de visne blade lyder, når de flyver rundt om efteråret de smagte tørt og sødligt, dejligt. De havde en skærm omkring sig, så de kunne flyve. I denne tid var der, som sagt eksamen. Jeg husker, tydeligt, hvordan jeg sad og fumlede med regneklodserne. Disse var lavet af bly og var punkteret så der var et tal på hver af de fire sider på klodsen. Regneklodserne kunne sættes ned i nogle firkantede huller i en regnetavle. Så vendte man det tal opad, som gjaldt i det sammenhængende cifre. Jeg sad, som sagt, og famlede med disse klodser og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Sådan sad jeg i hele den tid, som jeg havde og var ikke komme videre, da tiden var gået. Det var en underlig følelse. Det føltes også meget ensomt og jeg kunne ikke forholde mig til situationen. Det var en ørkesløs og restløs situation, som var svær. Jeg følte mig forlegen overfor mig selv. Andre mennesker blev uvedkommende. I det hele taget var denne tilværelse, med denne usammenhængende menneskelige kaos og frygt ikke til at forholde mig til. Vi lærte en sang i første klasse, som gjorde mig flov, vred og trodsig:

Ja, hvis man ikke vil være dum.

så skal man tænke sig rigtigt om.

så skal man, bestandigt høre efter.

af alle kræfter. af alle kræfter.

en sluudrebøtte, som hed Jens Knud.

han sad og pillede dagen ud.

og tænk. han blev, det er sandt og vidst.

helt dum til sidst og det var trist, ja trist men,

jeg havde en indre verden.

En verden af fantasier, som baserede sig på naturen.

Nede på strandmarken var der rigtig mange, af havet, slebne sten. Der gik jeg ned og fandt en meget specielt, formet sten. Den gik jeg med i fingrene og ved at gøre forskellige bevægelser og holde den i bestemte stillinger, kunne jeg visualisere forskellige scenerier. Det drejede sig, som regel, om fugle, men også andre dyr. Det kunne, f.eks. være husdyrene hjemme fra min morfars gård. Disse lege med sten blev en slags besættelse og hjalp mig til at flygte ud af tilværelsen.

Man siger, at blindismer fortrinsvis udvikles hos blindfødte. Der er her tale om en form for stereotypi, som kommer af isolation. Man ved, at i Afrika, udvikles den slags ikke og man mener det skyldes, at børnene altid hænger på moderens ryg og kan derfor følge hendes bevægelser dagen lang. Jeg henviser til bogen Kan man løbe fra problemerne af Anne Mette Bredal, hvor hun, netop, skriver et afsnit om blinde spædbørns livsoplevelse. Det er vel, tænker jeg i tråd med en form for autistisk tilbøjelighed.

Disse lege trænede min visualisering. Når jeg legede og eksperimenterede med hønsene, så lærte jeg også meget om deres bevægelser. Og når jeg havde haft kontakt med andre dyr, så legede jeg indtrykkene ind i mit væsen. F.eks. var der, på min morfars gård, en stejl stige, af træ, fra ladegulvet op til høloftet, hvor kattene også boede. Når en kat kom springende hen og satte kløerne i stigen og hurtigt og sikkert klatrede op af den, gav det en bestemt serie af lyde, hvor jeg kunne høre, at katten hurtigt bevægede sig op ad stigen. Jeg hørte også, når de hvæssede deres kløer på træerne.

På samme måde med de andre dyr. Køerne, der græssede. Grisene, der legede, gryntede og rodede. Hønsene. Ænderne, når de kom hjem fra mergelgraven, som lå på Siersens mark. Siersen var nabo til morfar. De havde et rigtig godt naboskab. Delte maskiner, redskaber og hjalp hinanden med bedrifterne. Da hjalp disse sten med at skabe tryghed i en verden, som jeg selv skabte og havde kontrol og skaberkraft over. Jeg blev da sådan en slags gud, der dels kunne skabe, dels blot iagttage min skabelse. Men det tog rigtig megen tid fra det, jeg eller skulle have lært, men sådan blev det nu. Det var den bedste livskvalitet, jeg kunne skabe for mig selv samtidig med, at jeg jo levede i Refsnæssamfundet, hvilket jeg jo også elskede på grund af den meget høje og stærke naturvibration, som gav alt, hvad jeg oplevede, godt, som dårligt, en stærk åndelig energi igennem mit hele liv der, og hvilket jeg altid tyede til, når jeg havde behov for trøst og inspiration.

5. Fra jeg blev født og indtil jeg blev 18, af Allan Gravesen.

Denne beretning er min beretning, som skal vises til min moster Lisa Borris Pedersen og min morbror Per Nukaaraq Hansen (Ivittuut Museum). Skulle nogen udefrakommende læse denne beretning enten på museet eller andetsteds og føle sig trådt over tæerne, fordi de læser beretningen og synes, at jeg efter deres opfattelse kommer med usandheder, så er det deres ejet problem. Jeg hedder Allan Gravesen. Jeg er født i 1972.

Jeg er født 2 måneder for tidligt på Odense Universitetshospital (nu: Odense Sygehus). Min far var ved militæret for at aftjene sin værnepligt. Min mor var på ferie hos min farmor og farfar, som boede på Fyn. Derfor blev jeg født i Odense.

Jeg lå på sygehuset i to måneder. Jeg lå i kuvøse i den tid. Man mener, at jeg blev blind, fordi jeg fik for meget ilt. Hvis ikke jeg havde fået så meget ilt, som jeg havde brug for, var jeg død. Flere af de børn, der lå i kuvøse, var meget syge af deres for tidlige fødsel, hvorfor vi blev nøddøbt på sygehuset. Vores forældre måtte kun komme i nærheden af kuvøserne og kigge gennem glasruderne til os. Men præsten, der døbte os, kom direkte fra sin bil uden at vaske hænder. Han åbnede kuvøserne og døbte os. Flere af os døde, men jeg overlevede.

Efter at jeg var kommet hjem fra sygehuset, kontaktede min far daværende småbørnskonsulent Jette Hasselstrøm på Refsnæsskolen (nu: Synscenter Refsnæs – http://synref.dk).

Mine forældre vidste selvfølgelig ikke, hvad de skulle gøre i den ulykkelige situation i første omgang at have fået et blindt barn. Min mor blev senere desperat over, at jeg ikke kunne komme af med afføringen, hvorfor hun kontaktede det nu nedlagte børnehospital Fuglebakkens Børnehospital på Frederiksberg. Efter nærmere undersøgelse synes børnelægen, at min mor skulle kontakte OH (det nu nedlagte Ortopædiske Hospital i København), fordi børnelægen på Fuglebakken mente, at jeg muligvis var spastiker (hvad jeg er). OH havde tilknyttet en børnehave for spastikere, CP-Børnehaven (Cerebral Parese – Spasticitet på latin), som i dag drives af Københavns Kommune. Der gik jeg i to år. Imens kæmpede Jette Hasselstrøm forgæves for at få mig på Geelsgårdskolen (http://geelsgaardskolen.dk), fordi hun mente, at det var et større problem for mig at være spastiker end at være blind.

De nægtede at modtage mig med henvisning til, at jeg var blind og at de ikke vidste, hvordan det skulle tackles. At de så både i den periode før og siden har haft helt blinde eller næsten blinde samtidig med min eksistens, kan undre mig dybt. De var glade for, at der fandtes en blindelov, hvori der stod, at alle børn skulle undervises på Refsnæsskolen, hvis de havde et synshandicap.

Efter min fars værnepligt fik han job som livrist hos Dronningen, så han kunne arbejde 14 dage og holde fri 14 dage. Det var smart at gøre det således, så han kunne hjælpe med at passe min storebror og jeg. Der var han fra 1974 til 1976. Grundet uoverensstemmelser holdt han op. Mine forældre flyttede til Kalundborg, og min far fik job hos Tage Søndergaard, en sengetøjsfabrik. Jeg startede i specialbørnehaven på Refsnæsskolen. Der gik jeg i knap to år, kom så i børnehaveklassen og gik på Refsnæsskolen til og med tiende klasse. Fra første til og med tiende klasse havde jeg afdøde Søren Larsen som klasselærer. Da jeg var syv år gammel, kom jeg en dag grædende hjem fra skole, fordi jeg ikke måtte komme til karneval som skolens øvrige elever. Min far blev rasende, ringede omgående til Søren Larsen og skældte ud over, at jeg ikke kunne komme til karneval. Så han sagde til Søren: ”Jeg kommer og henter dig sammen med Allan og så tager du dig af Allan. Allan overnatter på Egehuset (kostafdelingen), således at han kommer i skole næste dag.” Det var da dejligt at komme til karneval, men karnevalet blev kimen til en allerhelvedes ballade. Trods rigtig mange gode stunder var der ballade mellem mine forældre, Søren Larsen, skolens øvrige personale og jeg lige fra karnevalsdagen til og med tiende klasses afslutning. Der var mange problemer med, om undervisningen skulle finde sted med blindeskrift grundet min spasticitet eller om jeg skulle undervises med en båndoptager grundet min spasticitet. Brugen af båndoptageren kunne afhjælpe min spasticitet modsat Punktskriften (Braille-Skriften). Det blev en kombination af begge dele. Kombinationen foregik kun ved tre af lærerne. Fordi jeg også var spastiker og ikke kunne blindeskrift så godt, havde jeg på fornemmelse, at jeg blev opfattet som dum. Efter min skoletid har mine lærere fortalt deres fremtidige elever, hvor dygtig jeg var til en masse ting. Der var bare ikke mange, der fortalte mig, hvad jeg var god til, mens jeg var der. Det svarer til, at man taler pænt om de døde, når de er døde. Det glæder mig dog, at enkelte elever efter min tid har kunnet bruge mine læreres fortællinger til noget.

Jeg vælger nu at springe frem til sommerferien efter 3. klasse. Mine morbrødre Werner og Nukaaraq Hansen var på besøg i Danmark med hver deres kone og børn på hvert sit tidspunkt. Far havde igen jobproblemer. Han havde og har en meget svær/svag tilpasningsevne. Så pludselig ville mine forældre til Grønland. Det var dog ikke min mor, som var halvgrønlænder, der var den drivende kraft, men min far, der ville opleve noget. For mig og alle andre kom det som en tyv om natten. Som blind skulle jeg til øjenlægekontrol, indtil jeg var 12 år gammel. Og den dag jeg fik at vide, at mine forældre skulle til Grønland, var en af de dage, hvor jeg også skulle til øjenlæge. Jeg blev bedt om at holde gråden tilbage. Mine forældre har hele deres liv levet så kompliceret, at der altid var hemmelighedskræmmerier. Så jeg skulle altså holde tårerne tilbage ved øjenlægen. Der var ingen tvivl om, at Thomas Rosenberg (øjenlægen) opdagede, at jeg var ked af det. Kære Thomas, du skal have hjertelig tak, fordi du ikke spurgte, hvorfor. Alt tumulten inden og efter mine forældres afrejse til Grønland har jeg ganske enkelt fortrængt for at overleve. Det var min brors legekammerat Morten, der spurgte sine forældre og mine kommende plejeforældre Kai og Karen, om ikke de og Morten skulle tage sig af mig i weekenderne, når nu mine forældre og søskende var væk. Inden den faste forbindelse mellem jeg og min plejeforældre blev etableret, var der ti familiemedlemmer, der var min plejefamilie. Min klasselærer har fortalt mig, at jeg var rimelig frustreret over, hvor jeg skulle være og ikke være, fordi de familiemedlemmer, der havde sagt ja til opgaven, følte sig tidspresset i deres eget liv. Alligevel husker jeg mange gode og sjove stunder fra den tid, f.eks., da min onkel Palle spænder en livrem fast om mig og en håndvask, så jeg kunne komme til at stå alene uden min kørestol. Det var en slags panisk glæde, jeg fyldtes af, fordi jeg ren kropsligt skulle overbevises om, at jeg stod selv og ikke kunne falde. Kære læser, forestil dig at få røven fri fra en sofa efter at have siddet i den mange dage og timer. Min onkel Otto var værge for mig, også selv om den faste forbindelse til min plejefamilie var etableret. Otto har siden hen og til stadighed meget svært ved at slippe rollen, til trods for at jeg i skrivende stund er 39 og bor og lever, som jeg gerne selv vil.

Nytår 1979-80 blev min far og mor rigtig uvenner, sandsynligvis fordi min far ville bruge flere penge, end der var. Så min mor måtte rejse for et par dage til hendes første adoptivfar Ib, som nu er død. Så holder min far, mine søskende og jeg Nytår hos farmor og farfar, faster og onkel og yngste farbror. Min mor støder så alligevel til, men omkring den 1.-2. januar 1980 blev mine søskende og jeg vækket brat tidlig om morgenen, fordi de alle var blevet uvenner i løbet af natten. Og på den triste måde havde min familie og jeg, og ikke mindst jeg, ikke forbindelse til min farmor og farfar, faster og onkel og yngste farbror, mens mine forældre var i Grønland.

Midt i sommerferien, da mine forældre rejste, kom jeg på Egehuset og boede der, indtil jeg var 14 år gammel. Som læser skal du forestille dig, hvor dybt traumatisk det var ikke at vide, hvornår jeg så mine forældre og søskende igen. Da jeg ikke er født grønlænder, kunne jeg ikke få rejsen betalt af Grønlands hjemmestyre. Det blev således Bjergsted Kommune, efter sammenlægningen i 2007 nu Kalundborg Kommune, der betalte for rejsen. Men vi vidste endnu ikke, da mine forældre rejste til Grønland, om og hvornår jeg skulle komme til at se dem igen. Det blev jul og nogen havde organiseret i sammenarbejde med daværende Kalundborg og Bjergsted kommuner, at jeg kunne komme til Arsuk. Men det blev med den sidste flyvemaskine, der gik fra Danmark til Grønland inden jul. Så det var et held, at jeg overhovedet kom det. Det var jo ikke pædagogerne, der skulle rejse til Grønland og besøge deres forældre. Så man glemte simpelthen det, der skulle arrangeres. Det er indrømmet siden, men jeg har ikke tilgivet det af flere grunde. Fordi, hvis ikke det var blevet arrangeret, kunne jeg risikere at holde jul sammen med de blinde på skolen, der var psykisk syge, ikke havde noget sprog, kun kunne sige underlige lyde, smide med træklodser og alt andet, der var i deres nærhed, om det så var sovsen fra aftensmaden (velbekomme!). Det var ikke altid til at vide, hvad man kunne få i hovedet. Men endelig kom jeg til Arsuk. Min mor og far var dog rammer, jeg kendte. Så fire ugers tryghed, glæde og gråd blev det til. Dette foregik to gange om året i fem år. Selvfølgelig havde jeg det også sjovt på Egehuset. Vi var i Tivoli, teater og meget andet gennem tiden. Men kampen mellem hvilke pædagoger der sommer og jul skulle følge mig til Grønland og hente mig igen var ikke sjov. Pædagogerne sloges om, hvem der skulle opleve den flotte natur, plus at der også lå for dem deres løn og en diæt på 6.000 kr. Jeg fik kun en meget lille del af den diæt, de fik resten. 6.000 kr i 1981 svarer til 14.416 kr i 2010 (ifølge Danmarks Statistik prisberegner). Dette beløb ganget med 10 er lig med 144.160 kr. Det var lige så meget lønnen og diæten, som trak, såvel som Grønlands smukke natur.

Gennem mit liv fra 1975-1986 kom jeg igennem fem operationer. Det var forlængelse af hasesener, arkillessener, operation i begge lysker, så hofterne kunne blive siddende på plads. Ved andensidste operation i februar 1986 fik min mor rejsen betalt af Frederikshåb Kommune i Grønland, delvis finansieret af Grønlands Hjemmestyres Danmarkskontor i København. For dette stod en grønlandsk socialrådgiver Michael Fleischer. Michael Fleischer ringede til mig på Refsnæsskolen: ”God dag, jeg hedder Michael Fleischer”, sagde en stemme med den velkendte grønlandsk-danske accent. Endvidere hed det: ”Nu stiller jeg dig nogle spørgsmål, og hvis ikke du svarer ”ja” til dem, kommer din mor ikke til Danmark. Er Du med!? Spørgsmål 1: Har du det godt?” ”Øh, ja”, sagde jeg, for det var jo ikke særlig rart at skulle opereres igen. Resten af spørgsmålene var, hvor gammel er du osv. Så sagde han: ”Det er godt. Nu kommer din mor til Danmark. Farvel.” Aldrig er jeg blevet stillet den slags spørgsmål siden og da slet ikke af en grønlænder. Han havde sgu nok boet får længe i DK. Operationerne fik jeg ikke meget glæde af, andet end smerter.

I marts/april 1986 vendte mine forældre hjem til Danmark for at bo fast. Min far var en af de danskere, der blev i Grønland i max. 5 år. Enten kommer man hjem efter meget kort tid, lidt længere end kort tid eller også bliver man der resten af sit liv. Jeg var nu blevet en ung knægt / voksent barn, der endelig havde vænnet mig til at nu boede mine forældre i Grønland og at jeg i samarbejde med de mennesker, der var omkring mig, selv kunne være med til at bestemme, hvad jeg havde lyst til. Men nu blev det igen, som dengang jeg var ni år, før mine forældre rejste til Grønland. Så nu skulle jeg igen til at finde mig i deres luner og at de bestemte over mig både i ferier og weekends. Det var en underlig blanding af at være kisteglad for, at de var kommet hjem og at skulle vende sig til, at de skulle bestemme igen. Forinden fik min plejemor desværre et nervesammenbrud, hvilket gjorde at min plejefamilie ikke kunne være familie for mig længere. Vi har meget fin kontakt den dag i dag.

Fra 1987-1989 var jeg skolenævnsrepræsentant for mine medelever på Refsnæsskolen. Allerede dengang var jeg god til at argumentere og til at tale røven ud af bukserne, hvilket irriterede skolelærerne og pædagogerne på skolen.

Ved skolens 75-års fødselsdag 1. november 1973 fik skolens elever det, der hed ”lang weekend”, så de elever, der boede på Fyn eller i Jylland, kunne rejse hjem om fredagen og retur om mandagen til skolen hver anden uge. I den modsatte uge havde vi en seks-dages-uge, således at vi gik i skole om lørdagen kl. 8-12. Imidlertid skulle der spares, således at den lange weekend blev sløjfet, hvilket passede lærerne, fordi de så havde fri hver lørdag. Det passede også de forældre, der ikke kunne få passet deres børn mandag formiddag, indtil børnene skulle fra Jylland, eller hvor de nu boede, og retur. Det passede imidlertid ikke Allan Gravesen. Så længe jeg sad i skolenævnet, blev den lange weekend fastholdt. Den forsvandt på første kommende skolenævnsmøde januar/februar 1990, da Allan var væk. Sagen er nemlig den, at skolens lærere fortalte samtlige skolenævnsrepræsentanter gennem tiden, at de var observatører og ikke måtte sige noget på møderne. Det fortalte jeg min onkel Otto, som var højskolelærer på det tidspunkt. Han sagde til mig, inden jeg blev valgt, at jeg var ikke observatør. Jeg havde fuld ret til at sige noget og jeg gjorde det. Daværende forstander spurgte mig på et af møderne: ”Vil du gerne på lejrskole sammen med femten andre elever? Plus otte andre elever, der skal et andet sted hen, kan komme af sted for i alt 70.000 kr (svarer til 119.048 kr i 2010). Eller vil du have, at dine forældre fortsat får udbetalt kostpenge, når du har været hjemme på lang weekend? Dine forældre skal nok få udbetalt kostpenge i de længere ferier (Det skal siges, at hvis man havde været hjemme i tre dage eller længere, fik vores forældre udbetalt 20,75 kr om dagen). Jeg sagde selvfølgelig ja til at tage på lejrskole sammen med mine 15 andre kammerater. Vi skulle på teknisk museum i Helsingør og en masse andre dejlige ting, som jeg altid husker tilbage på med glæde. Men den glade tur fik jeg aldrig nået at fortælle mine forældre om, fordi de nu mistede 20,75 kr per dag (svarer til 35,29 kr i 2010) for en lang weekend på tre dage. Det var rigtig trist ikke at kunne dele den glæde med mine forældre. Men det skulle jeg komme til at sande, at sådan var det.

Jeg var 18, da jeg sidste gang var i Grønland.

6. Afvigelsens identitetsdilemmaer, ved René Ruby

Den 28. marts i år på forlaget Saxo Publish udgav René sin Ph. D. afhandling efter en redaktionel tilpasning af afhandlingens tekst til udgivelse. Bogen, der er på 228 sider, er under produktion hos Nota. Nedenfor bringes bogens forord som præsentation og inspiration for nyhedsbrevets læsere.

Forord

I kælderen under blindeinstituttet var der tidligere en historisk samling. Ud over eksempler på den pædagogiske udvikling rummede samlingen også forskellige værkstedsindslag: tidligere traditionelle blindehåndværk, såsom børstenbinderi, skomageri, væveri og rebslageri.

I kældergangen var der indgange til omklædningsrummet til gymnastik og svømmehal, og over hele kælderen var der en lugt af støv, sved, våde og jordslåede håndklæder. Lugten slog en i møde, når man gik ned ad trappen og det er den lugt jeg i mange år forbandt – og til dels stadig forbinder – med fortidighed, fortidens blinde og fortidige billeder af blinde; alt det jeg ikke ville være og som kunne give mig en kvalmende følelse af klaustrofobi.

Jeg mistede synet som 7-årig. Det skete over en længere periode og jeg husker ikke nogen brat overgang. Jeg bibeholdt en lille synsrest, som jeg kunne anvende til orientering, men ikke til at læse med. Med barnets evne til at acceptere og indrette sig efter de givne forhold, husker jeg det ikke som nogen omvæltning eller noget jeg reflekterede over i større grad. Mine forældre var naturligvis meget kede af det, så jeg skulle være stærk og viste ikke noget.

Jeg voksede op i en landsby i Nordsjælland og startede med et års forsinkelse i folkeskolen. Her blev jeg udstyret med diverse specialkonsulenter, hjælpelærere, hjælpemidler og ekstra timer. Det var en god skoletid og jeg følte mig ikke udenfor eller anderledes. Der var blot nogle særlige forhold omkring min undervisning og ting som jeg ikke kunne deltage i.

Jeg havde også den fordel, at mit hjem var et Eldorado af en legeplads. Mine forældre havde en gård og var selvstændige erhvervsdrivende med maskinstation, vognmandsforretning og entreprenørvirksomhed. Gården med dyr, maskiner, værksteder mm. var et paradis af en drengelegeplads. Flere af mine skolekammeraters fædre var ansat hos min far. Jeg havde således en rigtig god status i klassen.

Der var naturligvis lege, som jeg ikke kunne være med i som boldspil etc. Jeg voksede op i den idylliske og fredelige nordsjællandske landsby og oplevede mig nok som anderledes på nogle punkter, men ikke som uden for fællesskabet. På et tidspunkt da jeg var omkring 12 år skulle jeg have noget undervisning, de kaldte mobility, og der kom en instruktør ud fra blindeinstituttet. Han skulle lære mig at bruge den hvide stok, altså mobility. Den hvide stok var jeg ikke spor begejstret for. Jeg skulle lære at gå med den, først inde på skolen og senere rundt i landsbyen. Jeg syntes, at folk kikkede på mig og reagerede anderledes på mig end ellers. Jeg hadede, når instruktøren dukkede op på skolen og vi skulle ud og indøve mobility. Enden på min kamp mod den hvide stok blev et kompromis mellem mig, mine forældre og lærere. Jeg slap for at anvende stokken i landsbyen, men skulle anvende den, når jeg var i Hillerød eller længere borte.

Mit liv fortsatte i landsbyen og var ganske spændende for en stor knægt. Jeg og min fætter fik lov til at ræse rundt på vores stubmarker i en udtjent Morris Mascot og jeg sad også ved rettet med min fætter ved siden. Senere sneg vi os også til at låne min fars motorcykel – uden tilladelse. Jeg sad naturligvis bagpå, men det ændrede sig. På et tidspunkt fik jeg overtalt min far til, at jeg måtte få en knallert. Betingelsen var at jeg kun måtte sidde bagpå. Det overholdt jeg ikke særligt længe. På de små mark- og småveje lige op ad gården kunne jeg godt, med min lille synsrest og uden rigtig alvorlige uheld, køre selv. De følgende år fik jeg tilkæmpet mig flere knallerter, indtil jeg som 16-årig fik en Yamaha og opbyggede mit eget lille knallertværksted.

Da jeg var omkring 13 eller 14 år fik mine lærere eller nogle af de mange synskonsulenter overbevist mine forældre, og især min mor, om at det var dybt uansvarligt, at jeg færdedes uden en markering af, at jeg ikke kunne se. Jeg blev følgelig tvunget til at gå med et gult armbind med tre sorte prikker om den venstre arm. Det armbind indledte årelange kampe mellem mig og min mor. Jeg hadede det pestgule armbind. Når jeg kom med det på, blev der tavshed omkring mig, også blandt mine kammerater, som nu blev opmærksomme på mit synshandicap. Før havde de ellers blot behandlet mig ud fra det, men ikke taget hensyn til det. De opførte sig anderledes overfor mig, når jeg havde det på. Fra pigerne fornemmede jeg medfølelse og fra voksne medlidenhed. Voksne kvinder kunne begynde at nusse mig, så jeg kunne få følelsen af at være en hundehvalp.

Jeg tog armbindet af armen, så snart jeg var hjemmefra, og påstod at det var gledet af. Så begyndte min mor at montere det med en sikkerhedsnål. Den kunne jeg naturligvis også blot tage af. Da jeg imidlertid gik med læderjakke som alle andre unge på den tid, og da det ikke sådan lige er til at sætte en sikkerhedsnål ind i en læderjakke igen uden at det kan ses, så opdagede min mor hurtigt, at jeg snød. Jeg fjernede armbindet, når jeg var ude, og satte det på igen, inden jeg kom hjem. Hun begyndte derfor at kontrollere mig. En af mine kammerater blev ganske ferm til at genpåsætte armbindet, så min mor ikke opdagede det. Indimellem gjorde hun dog, og denne ballade fortsatte frem til jeg var 17-18 år og definitivt aflagde det. Da var der sikkert ikke så få i den lille landsby, der havde fået sig en forskrækkelse over at se en knægt med gult armbind ræse af sted på en udboret knallert.

Efter 7. klasse blev det besluttet, at jeg skulle gå de sidste klassetrin på blindeinstituttet som ekstern elev. Det føltes som at blive sendt væk og påtvunget et tilhørsforhold til alle dem, som tilfældigvis heller ikke kunne se. Der var sikkert mange gode intentioner og pædagogiske overvejelser bag beslutningen. Der var også meget positivt i mødet med blindeinstituttet, ligesom der var meget godt og frugtbart i at møde andre i samme situation. Men den grundlæggende følelse var at blive sendt bort – at være anderledes, at være mindre værd. Jeg hørte ofte kommentaren: “Er det ikke godt at være sammen med dine egne?” Men udelukkelsen fra mine kammerater og påtvingelsen af et fællesskab som jeg ikke ønskede, fyldte mig kun med en dyb tomhed og næsten klaustrofobisk angst.

Den angst kom jeg til at kæmpe med i mange år og gør det til en vis grad stadig. Jeg vil sikkert aldrig blive den helt kvit. Jeg ville ikke passes ind i det billede af de blinde. Jeg ville blot være som alle andre, ikke som de stereotype forestillinger som tidligere tiders blinde gav mig associationer om og som fremkaldte en følelse af mindreværd og skam. Skammen og den særlige følelse har en ganske særlig lugt – det er den lugt i kælderen ved museet under blindeinstituttet.

Senere, efter forskellige omveje, begyndte jeg at læse historie på Københavns Universitet. Afvigerhistorie og blindes historie strejfede på ingen måde mine tanker og bevæggrunde bag den beslutning. Det gjorde derimod Romerriget, Oldpersien og en generel historieinteresse.

Alligevel lod jeg mig en dag, et stykke inde i mit studie, lokke ned i den kælder og ind i museet. Baggrunden var nok en spirende forståelse af skammen omkring det at være blind. En erkendelse af, at det ikke er muligt at flygte bort fra skammen og mindreværdsfølelsen over afvigelsen. Resultatet bliver kun enten at fornægte en del af sig selv eller trække sig ind i sig selv. Det begyndte at gå op for mig, at det ikke er muligt at flygte fra det at tilhøre de blinde. Skammen og mindreværdsfølelsen over at være anderledes kan føre til mange undgåelsesmekanismer. En anden mulighed var at vende sig om mod skammen: Gå ned ad trappen til den kælder med dens lugt af blindhed, tilbage gennem tiden med alle dens blinde børstenbindere, organister, tiggere, alle de næsten angstprovokerende stereotyper af blindhed og stereotyper, som udgør kernen i skammen.

Blindes historie rummer historien om en pædagogisk landvinding, en fortælling om rettigheder opnået gennem kampe, etc. Blindes historie rummer imidlertid også historien om identiteten som blind og som afviger. Det er denne identitetshistorie jeg vil fokusere på.

Billedtekst: René forrest på knallerten med lillebror bagpå,

mens hunden Saco kigger på. 1978. Privat foto.

En særlig identitet som blind findes ikke. Den norske forfatter Finn Carling skriver, at den blindes situation findes i spændingsfeltet mellem to yderpunkter. Det ene yderpunkt er, at der intet specielt er ved blinde eller at være blind, og det andet yderpunkt er, at den blindes situation er så speciel, at den er umulig at forstå for den, som ikke selv er blind. Det er i spændingsfeltet mellem disse to yderpunkter, at man oplever den blindes såvel som alle andre lignende afvigeres situation. Det ene yderpunkt røber længsel efter tilpasning og ligeværdighed, en angst for det nedværdigende ved at være anderledes. Det andet yderpunkt fortæller om trangen til at søge beskyttelse i afvigerens skyttegrav.

Dilemmaet i afvigelsen er, at der kan kompenseres for blindheden, men afvigelsen kan ikke kompenseres bort. Og afvigerens dilemma er, at han eller hun kan udfolde sig i en række fællesskaber, men er anderledes og vil altid være anderledes.

Der er ingen rigtige eller forkerte måder at forholde sig til sin blindhed på. Der findes kun personligt rigtige eller forkerte måder. Kælderen var mit afsæt og har styret min motivation og formet mit perspektiv i min historiske udlægning af blindes identitetsprocesser i det 20. og 21. århundrede.

Forlægget for denne bog er min Ph.d.-afhandling med samme titel fra 2011. Afhandlingen er blevet stærkt omredigeret og omskrevet til et mere letlæseligt sprog ligesom størstedelen af den tunge teori er fjernet. Interesserede i originalteksten og den teoretiske baggrund kan naturligvis låne afhandlingen på biblioteket. Jeg vil gerne takke alle som direkte eller indirekte har bidraget til fremkomsten af denne bog og dens baggrund. Ikke mindst vil jeg takke Dansk Blindesamfund, Blindehistorisk Selskab og Den Bøhmske Fund for økonomisk at have muliggjort udgivelsen.

7. ”Mit liv som blind”, af Rita Cecilie Varmby

Det er mig en stor glæde at præsentere min seneste og tredje bog, som har titlen ”Mit liv som blind”. Den består af fem essays, og kan købes på Saxo.com som paperback (lille format) og som e-bog. NOTA vil ligeledes sørge for, at denne bog også bliver indlæst. Mine beretninger fylder 126 sider.

Jeg har altid haft lyst til at meddele mig som forfatter, hvilket ikke har været muligt uden hjælp fra min kontaktperson Dorthe Andersen, som har været behjælpelig med korrekturlæsning og udgivelse.

Bogen beskriver vigtige perioder af mit liv og giver et billede af, hvem jeg var og blev – fra mit udgangspunkt som blind og institutionsbarn, gennem mine kriser og søgen, og til jeg fandt mit ståsted. Det har været vigtigt for mig, at mine beretninger, om det at være blind, kom ind i en historisk kontekst. Læseren får altså dels et indblik i en blind persons (mit) liv, men også i blinde- og institutionshistorien, det vil sige dagligdagen på Refsnæs og Blindeinstituttet i 50’erne, 60’erne og 70’erne, og i de forandringer, der fandt sted i samfundet og på institutionerne.

Jeg skriver om følgende dele af mit liv:

1. Barndomsår på godt og ondt – mine 13 år på Refsnæs.

2. Min tid på Tutten – fra kadaverdisciplin til kaos.

3. Fra asken til ilden og ud igen – tiden efter Jehovas vidner.

4. Børstenbinding – en livsstil som håndværker.

5. Kære 6. september (dagbog fra en enkelt dag)

Jeg håber, at bogen bliver taget godt imod, ligesom det var tilfældet med mine to foregående bøger. De udkom begge i 2016 og findes på Nota, titlerne er “Tanker om blindhed” og “Indenfor hos Jehovas Vidner”.

8. Digte til Esther Seierup – tidligere Plenge, af Dunne Plenge med indledning af Poul Lüneborg.

Det hører absolut til sjældenhederne, at Blindehistorisk Selskab modtager digte skrevet til ære for én af den hjemlige blindesags personligheder. Den 21. januar 1916 blev Esther Sigrid Hansen født på Frederiksberg. På grund af blindhed tilbragte hun størstedelen af sin skoletid på Det Kongelige Blindeinstitut. Den 1. oktober 1938 giftede hun sig med cand. mag. Jørgen Plenge, lærer og senere forstander ved Blindeinstituttet og Statens Trykkeri- og Bibliotek for Blinde. Hun døde den 18. august 2001, hvorfor der i dag kun er få som har en klar erindring om hendes liv og indsats.

De sociale strømninger omkring århundredeskiftet om kvindernes ligestilling i samfundet, som gav dem stemmeret gennem ændringerne af grundloven i 1915, kom til at præge hendes liv. Hun skabte sammen med sin mand et åndeligt fristed for instituttets elever gennem ugentlige litterære oplæsningsaftener i deres hjem.

Beherskelse af punktskrift spillede for hende en meget stor rolle. I 1933 kunne foreningen “Danmarks Blinde” fejre sit 50-års jubilæum og udgav i den anledning en papirkniv / bogmærke, hvis forside prydes af et billede af en punktskriftslæsende Ester Hansen. Denne jubilæumsgenstand findes i dag i Den Blindehistoriske Samling i Medicinsk Museion.

Om hendes meritter indenfor Dansk Blindesamfund skal nævnes, at hun var medstifter af Københavnskredsens Sangkor i 1940 og stadig aktiv indenfor koret ved dets 10-års jubilæum. Hun var tillige et meget aktivt medlem af Dansk Blindesamfunds Amatørteater. Hendes medvirken i forestillingen “Pygmalion” i 1961 blev således fremhævet i den efterfølgende anmeldelse.

I 1951 nedsatte foreningens repræsentantskab et Husmorudvalg, hvor hun i årene frem til 1967 sammen med Lilly Olesen og Ingeborg Gormsen var én af de drivende kræfter i arbejdet. Udvalget arrangerede husholdningskurser, møder m.v. og stod for udgivelsen af Husmorbladet, som hun blev redaktør af fra starten i 1953. Gennem mere end 10 år varetog hun fra 1961 på deltid hvervet som blindekonsulent i København. I dette arbejde vil hun især blive husket for sine bestræbelser på at inddrage de mange nye senblinde medlemmer i foreningens aktiviteter.

Endelig skal det anføres, at hun blev valgt som redaktør af Medlemsbladet på Hovedbestyrelsens møde i november 1973, et hverv, som hun opgav i løbet af 1974. Efter at være blevet skilt, giftede hun sig den 5. februar 1975 med styrelseschef H. C. Seierup, foreningens tidligere formand fra 1951 til 1968. Efter hans død den 15. juni 1980 engagerede hun sig i en årrække i bestyrelsesarbejdet i Dansk Blindesamfunds lokalkreds for Østerbro i København.

For at supplere denne beskrivelse med nogle væsentlige træk af hendes personlighed, gengives her nogle betragtninger fremsat af Medlemsbladets daværende redaktør Poul Glygaard, i anledning af hendes 50-års fødselsdag:

“Kvinders runde fødselsdage bliver ofte forbigået i stilhed, hvor man burde se tilbage på det virke, som de har stået for igennem en årrække til gavn for deres medmennesker og til glæde for deres pårørende.

For Esther Plenges vedkommende ligger det nok noget anderledes. Hun har da vist aldrig lagt skjul på, hvor mange år hun havde lagt bag sig, og det har hun da sandelig heller ikke haft nogen grund til. Ikke ret mange har som hun været i stand til at bevare det sind, som vi lærte at kende hos hende, da hun som 12- årig kom på instituttet. Venlighed og blidhed med et stænk af temperament var det, vi lærte at sætte pris på, og som gav et godt kammeratskab gennem ungdomsårene.

Til trods for sine mange gøremål, efter at hun havde indgået ægteskab med forstander Jørgen Plenge, havde Esther altid tid til at snakke med tidligere kammerater. Ja, hun var en storartet og hyggelig værtinde, når vi til de mange sammenkomster, som hendes mand arrangerede, mødtes i hjemmet, først i lejligheden i sidefløjen på instituttet, senere i den store forstanderbolig, og nu til sidst i villaen i Rosenvængets Allé 28, og alt dette til trods for, at hun igennem årene har haft mange andre repræsentative opgaver, der også skulle passes.”

Dunne Plenge skriver om sine digte til sin mor, at de er skrevet i årene efter 2010. “Efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg som mange andre begyndt at tænke på den tid, der er gået.

Jeg er vokset op med tilknytning til det gamle blindeinstitut på Kastelsvej, en såkaldt Tutunge. Min mor var blind og det er hende, der er inspiration til digtene. Hun blev blind efter en ulykke og kom på ”Tutten” i 1929.

De tre digte om punktskrift skyldes den store betydning læsning havde for min mor. Hun gik ikke over til lydbøger, da det blev muligt. Hun foretrak selv at danne sig billeder ud fra teksten. Hun tog også ud i lokalforeningerne i København og læste op. Af forfattere husker jeg desværre kun to, nemlig Finn Søborg og Halfdan Rasmussen. Hun kunne læse punkt lige så hurtigt som jeg læser sort.

De næste er minder fra min opvækst og det sidste skrev jeg det år min mor ville være blevet 100. Det var i 2016:

Braille I

Dine fingres lette leg

den tynde blomme

prikker til nye verdener

De små bobler brister

og nye mennesker hilser på,

taler, ler, diskuterer

og du løfter hovedet og ser dem

Braille II

Når sort bliver punkt

forsvinder det sorte.

Det sorte bli’r lys

lys bliver liv

grødefuld regn

drypper soltegn i sten

omvendte prikker

en underfuld verden

Braille III

Det rytmiske træk

fra venstre mod højre

fingerblommer forfinet

til hudløshed skaber

en verden. Seks prikker

tænder et indre lys, der åbner mørket

Digt inspireret af minder fra min opvækst.

Armenes støddæmpere rakt ud

en halvåben dør

frustration

Lyst til at bande

Tæt på at græde

Har jeg ikke sagt at døren skal være åben

eller lukket. Hvor mange gange har jeg ikke sagt det?

Ingen at sige det til. Kun døren

og den er ligeglad

Hvordan kan man stå foran spejlet

når man ikke kan se

Hvem vil være mit spejl

Fortælle at jeg er smuk

At rødt klæ’r mig

At mit hår sidder fint

og at læbestiften ikke er smurt ud

Du tror at jeg ikke kan se dig,

at du har drejet hovedet.

Jeg kan se din stemmes overbærende tone

din lade selvmedlidenhed

din selvgode forklaring

Omstændelig, omstændelig

Din pinlige forfjamskelse når du spørger

om jeg dog ikke kan se det

Tal til mig og

ikke ved siden af.

Jeg forstår

men du forstår ikke

at hverken min ledsager,

min hund eller min stok

kan forklare hvad

kun jeg ved

Så fat det dog

Esther Hansen/Plenge/Seierup 1916-2001

De siger øjnene er sjælens spejl

men du, Mor, viste de tog ganske fejl

Dit tabte syn blev ikke skjult bag briller,

vidste du, du havde andre kilder?

Din stemme, klar og varm af kærlighed,

af humor, spørgsmål. Sårbarhed og vid.

Dit ansigt, fuldt af udtryk, væren, liv

et smil der lyste som en skabers Bliv.

Lydhør og med åbent sind du ku’ forstå,

og kunne se hvad andre ikke så.

Dine drømme gik du stille med

og skuffelser blev gemt et hem’ligt sted.

En sjælden sjælens fylde bar dit liv

den blinde skæbne valgtes positiv.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 eller mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

tlf. 39 67 00 67 m 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Referat af generalforsamlingen den 15. marts 2020, ved Rita Cicilie Varmby

3. Anmeldelse af Refsnæsdebatten ved Thorvald kølle

4. Er der behov for flere undskyldninger fra den danske stat? ved Ove Gibskov

5. Kommissorium fra 22. november 2019

6. “Hvem var de?” ved Jytte Nielsen

7. Interviewprojektet, ved René Ruby

8. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg.

Det føles som en stor lettelse, at kunne se tilbage på en vel overstået generalforsamling for godt en måned siden. Rita Cicilie Varmby varetog hvervet som referent på mødet, hendes fyldige referat af generalforsamlingen, fortæller ikke blot om arbejdet i det forgangne år, men tillige om de opgaver som fik lov til at ligge i jubilæumsåret. Det er netop disse spørgsmål, som bestyrelsen nu med fornyet energi har taget fat på at løse. Et meget synligt bevis herpå får man, ved at læse næstformand René Rubys artikel om fremdriften i det såkaldte “Interviewprojekt, der har til formål at belyse udviklingen i 1960-70-erne i blindes uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder. Efterfølgende har René fortalt, at gruppen har fået tilsagn fra 3 medlemmer, som er indstillet på at være interviewere. Der er derfor grund til at ønske projektet al muligt held med det videre arbejde.

Sammen med kasserer Ole Brun Jensen, der tillige er selskabets webmaster, har jeg sat skub i opdateringen af selskabets hjemmeside. Vi er i gang med en række tiltag, som skal forbedre hjemmesidens indhold. Med hensyn til lydoptagelser fra medlemsarrangementer har vi kunnet afslutte opdateringen af dette vigtige menupunkt. Fra hjemmesiden kan der nu aflyttes 26 optagelser, fra årene 1998 til 2020. Paneldebatten om Refsnæsskolen søndag den 16. februar 2020 er den seneste optagelse, som kan aflyttes fra menupunktet “Lydoptagelser af medlemsarrangementer” på www.blindehistorisk.dk.

Programmet denne formiddag havde som anført Refsnæsskolen som tema. Det viste sig, at bestyrelsen havde set helt rigtigt, da vi valgte at fokusere på spørgsmålet, om der blandt blinde er et ønske om at få en undskyldning fra regeringen på grund af den behandling, som elever på skolen havde været udsat for i årene 1933-1980. Thorvald Kølle giver nedenfor i sin anmeldelse en kort beskrivelse af forløbet af paneldebatten, som havde Ove Gibskov som ordstyrer. Varetagelsen af denne opgave gav Ove de bedst tænkelige forudsætninger for at repræsentere Dansk Blindesamfund ved et forberedende møde på Forsorgsmuseet i Svendborg. Regeringen har indgået en aftale med dette museum, om at udarbejde en redegørelse om, hvorvidt der er grundlag for at give en undskyldning til tidligere børn, unge og voksne ved institutionerne under den tidligere Åndsvagforsorg og Den Øvrige Særforsorg i lighed med den undskyldning som drengene ved ungdomsinstitutionen Godhavn fik af statsministeren sidste år, for de overgreb de havde været udsat for.

Nedenfor giver Ove Gibskov i en artikel en beskrivelse af forløbet af det nævnte møde, som fandt sted den 10. marts 2020 på Forsorgsmuseet. Ove Gibskovs artikel efterfølges af det kommissorium, som skal danne grundlag for undersøgelsen

Nyhedsbrevets næstsidste artikel er skrevet af Jytte Nielsen, som var én af deltagerne i paneldebatten, Jytte har selv været tidligere elev på Refsnæsskolen. Der er i selskabet registreret knap 70 artikler, bøger og lydoptagelser, der fortæller om Refsnæsskolen på godt og ondt. Langt de fleste af disse kilder er fortællinger om tidligere elevers erindringer om deres ophold på skolen. I artiklen anlægger Jytte en hel anden vinkel, idet hun gør sig en række overvejelser om de medarbejdere, som var ansat på skolen. Hvilke faglige kvalifikationer havde de for at bestride de opgaver, som de var ansat til at varetage? Havde de et privatliv ved siden af deres ansættelse? Artiklen er et særdeles tankevækkende bidrag til forståelse af vilkårene for elevernes ophold på skolen i 1950-erne. Paneldebatten afslørede et fortsat behov hos mange tidligere elever for at bearbejde deres ophold på Refsnæsskolen. Thorvald Kølle havde stillet forslag på generalforsamlingen om, at selskabet tager op til overvejelse, at udgive et jubilæumsskrift i 2023 i anledning af, at Refsnæsskolen til den tid fylder 125 år. Forslaget fik mange positive ord med på vejen såvel under behandlingen på generalforsamlingen som under den efterfølgende paneldebat. Der blev nedsat en redaktionsgruppe, som skal se på forslaget og fremkomme med et oplæg til bestyrelsen. Forslaget har kun mening, hvis der er tilstrækkeligt mange tidligere elever, som vil lægge et arbejde i at realisere Thorvalds gode idé.

Uanset hvad der kommer ud af forslaget om en jubilæumsudgivelse i 2023, så modtager selskabet til stadighed nye artikler fra tidligere elever på Refsnæsskolen. Disse vil blive bragt i kommende nyhedsbreve.

Til slut vil jeg minde om, at vi i år i kommende nyhedsbreve bør bringe nogle artikler om de krigsblinde sønderjyder, som kom hjem fra 1. Verdenskrigs slagmarker.

Ved genforeningen i 1920 var Dansk Blindesamfund en lille fattig forening med omkring 600 medlemmer og ca. 4.000 bidragydere organiseret i 9 lokalkredse. På et møde i Tinglev den 13. marts 1921 besluttedes det at oprette en Sønderjyllandskreds, der første gang deltog i repræsentantskabsmødet juni 1921 i forbindelse med Stævnet i København, hvor foreningens 10-års jubilæum blev markeret. Forud herfor var blinde i den genforenede landsdel blevet besøgt af et udvalg med 3 medlemmer, som DBS havde nedsat for at skabe forudsætningerne for oprettelsen af en lokalkreds i Sønderjylland. Til støtte for opstarten af den nye Kreds havde de øvrige kredse indsamlet 492 kr. Et smukt eksempel på solidaritet. Denne holdning blandt Dansk Blindesamfunds medlemmer udtrykte medlemsbladets redaktør Peter Ommerbo i følgende digt, som blev bragt i det blad, som udkom juli 1920. Digtet kan synges på melodien “Kommer hid, i piger små”.

Hil dig, broder sønden å!

nødens tid er omme;

sprængt er fængselsdørens slå,

dig og os til fromme:

endt er nattemørkets gys,

endt for morgensolens lys.

Frihedsdagen rødmer;

Frihedsdagen – tak, o Gud!

Tak, at du os hørte!

Tak, at krigens bitre bad

frem til frihed førte!

Tak, at modgangs kval og strid

endte i en morgen blid!

Tak for frihedsdagen!

Tak, o Gud! men broderlil,

dig vi også takker!

du som midt i stormen vild!

rådløs aldrig flakker

men stod fast trods onde kår

i de mange mange år

tryg i retfærdssagen.

Dannebroge atter frit

kan i vinden smælde,

modersmålet hjemlig blidt

tør igen nu gælde.

Broderlil nu skal du hjem!

glad vi strækker hånd frem:

Vær velkommen, broder!

Lad mig slutte med at ønske alle god fornøjelse med læsning af nyhedsbrevet. Jeg håber, at i hver især passer på jer selv og jeres familie i denne tid, som jo i den grad er præget af restriktionerne som følge af Corona-epidemien.

2. Referat af generalforsamlingen den 15. februar 2020, ved Rita Cicilie Varmby.

Blindehistorisk selskab havde den glæde at afholde den årlige generalforsamling på Fuglsangscentret

Dagsordenen var som følger:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2019.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag:

a. “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle, offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

b. Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

c. Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. René Ruby, valgt i 2018 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller til genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

Ad. 1: Åbning og velkomst ved Poul Lüneborg.

Formanden bød alle deltagere velkommen til generalforsamlingen. Han var særdeles glad for det store fremmøde, når man tænker på, hvor stort fremmødet også havde været til jubilæumsarrangementet i november 2019.

Ad. 2: Navneopråb, præsentation af deltagerne.

Alle deltagernes navne blev nævnt, så man havde indtryk af, hvem der var til stede. Der var oprindelig 41 tilmeldinger, men pga. sygdom var der et frafald på to personer. Der var 39 deltagere på generalforsamlingen.

Ad. 3: Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

Ifølge vedtægterne vælges der tre personer som stemmetællere. Der skal være en punktlæser, en svagsynet samt en fuldt seende person. Som punktlæser stillede Anne Sparre op. Som seende stemmetæller meldte Henrik Harreschou sig. John Nielsen som også er fuldt seende blev foreslået og sagde ja til det, da der ikke var en svagtseende person som meldte sig.

Efter valget af stemmetællerne kunne kassereren meddele, at der var 35 stemmeberettigede deltagere til stede på mødet. Thorben Koed Thomsen blev enstemmigt valgt som dirigent. Rita Cecilie Varmby sagde ja til referentposten på betingelse af, at mødet kunne blive optaget. Laus Klüwer havde sagt ja til at forestå optagelsen af mødet, hvilket enstemmigt blev accepteret.

Efter det ovennævnte valg havde man konstateret, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt 4 uger før generalforsamlingens afholdelse jf. vedtægternes § 7 stk. 4.

Ad. 4: Godkendelse af dagsordenen.

Den blev godkendt uden yderligere kommentarer.

Ad. 5: Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019, jf. beskrivelsen af proceduren ovenfor.

Dirigenten spurgte, om der var yderligere bemærkninger til det ovennævnte punkt, hvilket der blev sagt nej til.

Ad. 6: Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1 – 2020.

Poul foreslog, at beretningens hovedpunkter skulle gennemgås, så ingen kunne blive i tvivl om, hvad formandsberetningen handlede om. Derefter kunne man stille spørgsmål, samt at komme med kommentarer til de enkelte punkter, så det kunne give god mening og lette arbejdet for referenten.

Først oplyste Poul mødedeltagerne om, hvordan bestyrelsen havde konstitueret sig, hvilket også kan ses i dagsordenens pkt. 10, samt i de nedenstående underpunkter. Der lød også en stor tak til bestyrelse og suppleanter som havde udvist et stort engagement i det forgangne år. Derefter takkede Poul bestyrelsen og suppleanterne for det store engagement omkring 25-års jubilæet, hvor så mange havde deltaget.

Poul måtte også beklage, at der var arbejdsopgaver, som ikke fik den plads, som de fortjente, men der var beklageligvis ikke tid og kræfter nok til at overkomme alle de mål, bestyrelsen oprindelig havde sat sig for at nå. I samme anledning beklagede formanden, at Allan Fohlmann desværre ikke havde mulighed for at være til stede på generalforsamlingen.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer. Heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegård og NOTA samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden.

Vi har kunnet glæde os over, at 12 har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at 5 medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemskab i 2019 og 2 medlemmer har derudover meddelt, at de ikke ønsker at forlænge deres medlemskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 128 medlemmer. Der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

I samme anledning fortalte Poul, at han på sin rejse til FSC fik lejlighed til at hverve to nye medlemmer, hvilket vakte stor begejstring hos deltagerne. Der blev drøftet lidt frem og tilbage om antallet af medlemmer. I den anledning beklagede formanden, at to af selskabets meget aktive medlemmer gennem mange år har trukket sig. Traditionen tro blev der drøftet om berettigelse af en medlemsliste. Et mindretal af deltagerne havde svært ved at se meningen med den. Det store flertal udtrykte sin begejstring, så medlemslisten fortsætter som hidtil. Et enkelt medlem ønskede på det kraftigste at blive slettet både med navn og kontaktoplysninger.

25-års jubilæet blev også fejret på behørig vis i dagene 25. – 26. november på Fuglsangscentret. Der var 66 deltagere, som havde lyst til de musiske indslag samt fejringen af udgivelsen af Henning Eriksens dagbog.

På bestyrelsens vegne takkede formanden Henrik Olsen for optagelserne af jubilæumsarrangementerne.

Alle medlemmer af Blindehistorisk Selskab har fået tilsendt en udgave af Henning Eriksens museumsdagbog, hvor der også var vedlagt en informationsfolder. Formålet med informationsfolderen er at reklamere for Museumsdagbogen samt at udbrede kendskabet til Blindehistorisk Selskabs eksistens. Formandens håb er også at få gang i salg af museumsdagbogen samt en øget interesse hos Medicinsk Museion, da dagbogen er et glimrende supplement til Den Blindehistoriske Samling. Kommunikationen med samlingsleder Ion Meyer har været vanskelig. Selskabet har forgæves sendt adskillige breve samt et eksemplar af bogen, ligesom der ej heller er modtaget nogen form for reaktion på fremsendelse af professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af dagbogen. På samme måde har der heller ikke været nogen særlig interesse fra Den Gamle By i Århus, hvor ”Blind mands lejlighed” har til huse. Denne lejlighed er en kopi af Henning Eriksens lejlighed på Nørrebro fra 1970-erne. Poul har ikke noget overblik over, hvor mange bøger forlaget har solgt. Formanden håber på, at status over salget vil komme i et af de kommende nyhedsbreve eller til næste års generalforsamling. Med ovennævnte del af beretningen lyder der en opfordring til alle medlemmer at udbrede kendskabet til Henning Eriksens museumsdagbog.

I samme moment nævnte Poul, at selskabet håber og forventer, at jubilæumsarrangementet bliver omtalt i den kommende udgivelse af tidsskriftet Øjeblikket. Det samme gælder museumsdagbogen, som forhåbentlig vil blive mere kendt ad den vej. I det seneste nummer af Handicaphistorisk tidsskrift nr. 42 fra december 2019 blev jubilæet omtalt.

Søren Jensen spurgte om receptionen på FSC har solgt museumsdagbogen. Til det meddelte Poul, at receptionen har accepteret at stå for distribution af foldere. Salg af dagbogen må ske ved personlig henvendelse til forlaget, som står for trykning af den. Desuden kan man bestille museumsdagbogen hos de eksisterende boghandlere, da selskabet ikke ser sig i stand til at stå for salget. Her kan der i samme anledning nævnes, at bogen kan bestilles hos NOTA, som har stået for indlæsning af lydudgaven.

Derefter gik Poul over til at orientere om de 52 interviews, som blev lavet i 1990-erne, som fortæller om blindes sociale udvikling. Svend Jensens tanke med de 52 interviews var at kunne dokumentere udviklingen i Dansk Blindesamfund. Optagelserne ligger nu i selskabets arkiv. Optagelserne er siden hen blevet digitaliseret, hvilket selskabet bl.a. kan takke Hans Erik Olsen for. Man har spekuleret på, hvordan man kan gøre brug af disse interviews. Det har så været tanken fra René Rubys side at tage disse interviews i brug sammen med andre projekter, hvor man bl.a. har gamle brevvekslinger mellem gamle elever og forstandere fra blindeinstituttets start i 1858. Disse korrespondancer ligger i rigsarkivet. Brevvekslingerne stammer fra instituttets start og fortæller om udviklingen gennem tiden. Fra begyndelsen var tanken med ovennævnte materiale, at det skulle bruges til en fremstilling af blindes levevilkår gennem 150 år. Selskabet har desangående fået positive tilbagemeldinger fra Dansk Blindesamfund og Medicinsk Museion til ideen. Projektet er ganske omfattende og vil koste mellem 600.000 – 700.000 kroner, når man taler om at ansætte en person med løn på fuld tid. For selskabet har det været afgørende, at den person som står for projektet selv er blind, samt at den pågældende person har et kendskab til blindes forhold. Da René er historiker, var det ganske naturligt, at han som blind historiker ville stå for projektet. Han har desværre set sig nødsaget til ikke at stå for ovennævnte projekt af personlige grunde indtil videre. På nuværende tidspunkt har han ikke ressourcer til at gå ind i et arbejde med fondracing. Bestyrelsen beklager, at ovennævnte projekt må henlægges indtil videre. Poul håber på, at de 52 interviews kan bruges i en helt anden sammenhæng. Her var der hverken spørgsmål eller kommentarer fra deltagerne.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse til belysning af blindes levevilkår i1960-erne og 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1960-erne og 1970-erne på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter at de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

I det år som er gået måtte Poul beklage, at samarbejdet med Medicinsk Museion ikke har fungeret, som det burde. Folkene der er tilsyneladende meget travlt beskæftiget med alt muligt andet. Det har desværre sat sig dybe spor i vores registreringsprojekt, hvilket Poul beklagede. Det ovennævnte projekt blev igangsat før Poul Lüneborg blev valgt som formand. Registreringsprojektet blev igangsat i 2015, hvilket var tænkt som en måde, hvorpå den Blindehistoriske samling kunne opdateres ved aktiv deltagelse af medlemmernes interesse for at øge samlingen med relevante effekter, som kan have en historisk interesse for fremtiden. Poul, som har været formand siden 2016, har altid været optaget af registrering af de effekter som selskabet med tiden har fået samlet. I begyndelsen af Pouls formandskab gik det meget trægt med registrering af de effekter, som var indsamlet, hvilket også var den tidligere bestyrelses oplevelse. Notitser i nyhedsbreve samt omtale ved medlemsarrangementer og generalforsamlinger har vist, at der var en stor interesse fra medlemmernes side. Der kom en lind strøm af henvendelser, hvor medlemmer lå inde med apparater og andre effekter af særlig interesse. I 2018 lavede Poul et notat, som omfatter 24 kategorier som rummer mellem 70-80 effekter. Det var så meningen, at Medicinsk Museion skulle gennemse notatet og vurdere hvilke effekter, der havde interesse med henblik på at opdatere samlingen. Det har også været vigtigt for selskabet at finde ud af, hvor mange dubletter, der er af de forskellige effekter. Som det kan ses i det ovennævnte dalede interessen for registreringen hos Medicinsk Museion. Vi kan pga. det ovennævnte opgive at registrere samlingen som hidtil, hvilket er den dårligst tænkelige løsning. For at undgå at opgive registreringen fuldstændig, så har Poul og Laus Klüwer besluttet sig for at sammenholde effekterne oplistet i notatet med de registrerede genstande i Den Blindehistoriske Samling, nu da vi har fået adgang til registraturen på Medicinsk Museions hjemmeside. Denne gennemgang skulle gøre det muligt, at frasortere genstande, som er kendt. Derefter kan vi så lave en fornyet præsentation til Medicinsk Museion om, hvad der er interessant. Poul får fortsat henvendelser om effekter, som har en særlig interesse for selskabet. Vi får også henvendelser om digitale apparater, som Medicinsk Museion ikke har i deres samling. Når man får leveret genstande til Medicinsk Museion, så er det vigtigt at vide, hvordan de er blevet brugt, samt i hvilket tidsrum det handler om. Det er også vigtigt at kende noget til den eller de personer, som indleverer genstande til samlingen, så genstandene får en historisk relevans for eftertiden og knyttes sammen med en bruger. Uanset, hvad Medicinsk Museion beslutter sig for, så skal de mennesker som viser interesse for den historiske samling have et svar. Herefter var der mulighed for spørgsmål og kommentarer.

Søren Jensen vil meget gerne være behjælpelig med de nye digitale apparater, som selskabet med tiden får afhentet hos mennesker rundt i landet. Han har også kendskab til mennesker som meget gerne vil øge samlingen med apparater. Poul takkede varmt for tilbuddet på bestyrelsens vegne. Kurt Nielsen spurgte om, der er mulighed for at aflevere effekter på IBOS. Man kan henvende sig til bestyrelsen og sige, at man har nogle effekter, som man meget gerne vil forøge samlingen med. Bestyrelsen skal så vurdere, om de pågældende effekter har en særlig historisk interesse, som bør opbevares. Selskabet laver så en aftale med Arne Christensen, som har fået stillet et lokale på IBOS til brug for opbevaring af historiske effekter. Man kan ikke bare tage ud på Instituttet med de effekter man har tænkt sig at aflevere. Hans Olsen spurgte om, hvad man gør for de mennesker, som ikke har mulighed for at aflevere deres effekter til bestyrelsen. Hvis det ikke er muligt for en person at aflevere effekter til samlingen, så må man gøre brug af medlemmer i det pågældende område i landet, som kan være behjælpelig med aflevering af effekter til bestyrelsen. Poul lovede, at det nok skal løse sig på en eller anden måde. Karen Margrethe Pedersen ærgrede sig over, at den fine samling som står på Medicinsk Museion bare står pakket i kasser i et magasin. Hun udtrykte håb om en anden løsning på det nuværende problem, da den nuværende opmagasinering aldrig har været i overensstemmelse med det, som Henning Eriksen har tænkt sig med samlingen. Poul oplyste også, at Medicinsk Museion er i gang med at digitalisere alt, hvad man har, som forhåbentlig også kan blive til gavn for Blindehistorisk Selskab.

Derefter fortsatte Poul med at fortælle om Arbejdsgruppen mellem selskabet og Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Det der havde arbejdsgruppens særlige bevågenhed var samlingerne på Refsnæsskolen, disse er i en langt vanskeligere situation end samlingerne på Medicinsk Museion. Arbejdsgruppen havde et møde den 1. juni 2017, hvor det så ud til, at ledelsen på Refsnæsskolen ville prioritere bevarelsen af de sjældne samlinger. Samlingerne består af en række effekter i lighed med dem, man har på Medicinsk Museion samt en omfattende samling af genstande, som har været benyttet i anskuelsesundervisningen. Selskabet og DBS har givet tilsagn om politisk støtte til at sikre samlingernes bevarelse. Desværre er der endnu ikke kommet tilbagemeldinger fra Synscenter Refsnæs, på trods af, at Thorkild Olesen har skrevet en række breve og bragt sagen i erindring. På mødet den 14. november 2019 havde arbejdsgruppen besøg af Dansk Blindesamfunds direktør Ulrik Kampmann. Han blev sat ind i den ulykkelige situation for samlingerne. Hvis de tilbageblevne samlinger på Synscenter Refsnæs skal bevares for fremtiden, så skal Refsnæssamlingen og anskuelsessamlingen registreres her og nu, så man fremover kan vurdere, hvad der har en særlig historisk interesse, idet samlingerne på Synscenter Refsnæs og på Medicinsk Museion supplerer hinanden. Det er så det, man vil fokusere på i samarbejde med Thorkild Olesen og Ulrik Kampmann. Det næste møde i gruppen vil blive afholdt den 26. marts, hvor der skal følges op på sagen, da det er mere end vigtigt, at der snarest handles. I arbejdsgruppen har man også diskuteret digitaliseringen af Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Årgangene fra 1911-1916 har Henning Eriksen overskrevet fra punktskrift, de opbevares i selskabets digitale arkiv. René har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling fået digitaliseret uddrag af medlemsbladene fra 1917-1999. Selskabet vil meget gerne have digitaliseret alle medlemsblade i deres helhed, da de er det vigtigste kildemateriale til forståelse af blindes sociale udvikling gennem tiden. I samme anledning nævnte Poul, at han har lavet adskillige notater til forretningsudvalget om blandt andet Solgavehjemmet på Vigerslevallé fra dets start til i dag, hvor det har til huse på Følager 15. Det har været muligt gennem indholdet af uddragene af de nævnte medlemsblade. Tidsskriftet Blindesagen som eksisterede fra 1972-2009 er der kun nogle få årgange, som er tilgængelige. Det drejer sig om perioden fra år 2000-2009, så her er også meget, som bør prioriteres, så vor viden om synshandicappede udvides, da Blindesagen også er med til at fortælle om vores historie. Man har i arbejdsgruppen drøftet, hvordan særlige begivenheder som sker omkring os bliver bevaret. Derfor er det vigtigt, at der laves lydoptagelser hver gang en særlig begivenhed markeres. Her skal der også tages en vurdering af, hvad der har en historisk interesse. Derfor har Blindehistorisk selskab en særlig opgave. Det er vigtigt, at vi medlemmer gør opmærksom på, når der sker noget særligt hos os, så der kan blive lavet de nødvendige optagelser af en særlig begivenhed. Henrik Olsen og andre lydentusiaster er mere end villige til at rykke ud, når der skal laves optagelser af sådanne begivenheder.

Herefter var ordet frit, hvor Søren Jensen spurgte Poul, om man er klar over, at DBSU ligger inde med et vældigt arkivmateriale. Søren mener, at der ligger et arkivmateriale af årgangene af Ungdomsbladet fra 1990erne. Inden Poul svarede på Sørens indlæg, så roste Ove Gibskov Poul for fremlæggelse af arbejdsgruppens arbejde, som Ove er en del af. Ove nævnte, at vilkårene for arbejdsgruppen ikke har været helt let, men det har været det værd, da arbejdsgruppen og Blindehistorisk Selskab har stået sammen om at løse de opgaver, der har været undervejs. Som svar til Søren, så er man i selskabet opmærksom på DBSU-arkivet. Det er Pouls håb, at vi kan få seende assistance til forberedelse af arkivet, så det kan blive indleveret til rigsarkivet til fremtidig bevarelse.

Kurt Nielsen udtrykte bekymring over, at ledelsen ved Synscenter Refsnæs ikke i tilstrækkelig grad prioriterer bevarelsen af centrets samlinger. Pt. er samlingerne lukket inde i et rum, hvor de bare får lov at være, uden at man i øvrigt tager stilling til, hvad der ellers skal ske med dem. Hvis Synscenter Refsnæs mener, at Blindehistorisk Selskab ikke skal bekymre sig om samlingerne, må vi tage det til efterretning.

Poul oplyste, at selskabet har modtaget Dansk Blindesamfunds amatørteaters store lydarkiv. Udover lydoptagelserne har selskabet fået en del ringbind som et fint supplement til lydarkivet. Det er selskabets mål at kunne afspille teaterstykkerne på hjemmesiden, men det må gøres i overensstemmelse med oprethavslovens bestemmelser. Henrik Olsen har stået for det store digitaliseringsarbejde, hvilket han skal have tak for. Nu da jubilæet og museumsdagbogen er afviklet, vil Ole og Poul eventuelt med professionel hjælp fra Søren gå i gang med hjemmesiden og optagelserne fra amatørteateret.

Leif Martinussen har udarbejdet en omfattende beskrivelse af blindes deltagelse i sport og idræt fra 1950-erne-1980. Skriftet er blevet forsynet med et omfattende billedmateriale. Skriftet er nu klart til at blive udsendt på selskabets hjemmeside, så snart som muligt. Henning Eriksen havde den kongstanke, at blindes sports- og idrætsaktiviteter skulle have en høj prioritet. I den anledning kan her nævnes, at Henning Eriksen har skrevet en artikel som på bedste vis danner optakt til Leifs udredning om blindes sports- og idrætsaktiviteter. Når Leifs redegørelse kommer på hjemmesiden, vil der også blive lejlighed til at høre de lydoptagelser, som et glimrende supplement.

Her fulgte der ingen kommentarer til de to ovennævnte punkter.

I forbindelse med vores informationsvirksomhed, så havde Poul en stor ros til vores nyhedsbreve, hvor der til stadighed kommer spændende indlæg af mennesker som ikke tilhører selskabets inderkreds. Der lød en stor tak til alle som har bidraget med indlæg til nyhedsbrevene. Poul opfordrede alle til fortsat at komme med gode indlæg, så vi ad den vej kan få nogle spændende nyhedsbreve. I samme moment nævnte Poul, at vi bestræber os på at tematisere nyhedsbrevene, så derfor er der ingen grund til at nogle af os kommer til at føle os overset, da de indsendte artikler godt kan ligge i et stykke tid, inden de bliver udsendt. I den kommende tid vil der komme en del artikler, som omhandler Refsnæsskolen. Selskabets bestyrelse har været i stand til at udsende 4 nyhedsbreve i det forgangne år.

I den sammenhæng var Hans Olsen ked af, punktudgaven af de sidste par nyhedsbreve ikke har den høje standart som tidligere. Poul forklarede, at produktionen af punktudgaven på Synscenter Refsnæs har været ramt af sygdom og tekniske problemer med centrets printer. Derfor har hovedkontoret stået for produktionen af punktudgaverne, som er meget dyrere, hvilket Hans Erik Olsen tog til efterretning. I samme moment nævnte kassereren, at der også har været problemer med udbringningen af nyhedsbrevene fra postvæsnets side.

Om hjemmesiden har Poul ikke så meget at sige, da selskabet forsøger at bringe alt relevant stof samt at rette de fejl, som måtte opstå undervejs. Selskabet har ikke været særlig flittig med opdatering af lydmaterialet, så den kritik, der er forekommet er fuldt berettiget, men ressourcerne har været mangelfulde hos bestyrelsen. Registrering af selskabets litteraturliste trænger også til en opdatering, men vi håber på, at der bliver rettet op på det i 2020.

Derefter talte Poul lidt om de lidt store udgifter vedr. jubilæumsarrangementet og museumsdagbogen, men i samme moment kunne Poul glæde sig på selskabets vegne over den økonomiske støtte, der var givet til de to begivenheder.

På baggrund af den grundige behandling af beretningen blev denne enstemmigt godkendt.

Ad. 7: Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Da regnskabet blev drøftet, var der en del spørgsmål vedr. fortolkningen af, hvordan det skulle forstås, da opstillingen for nogle af deltagerne ikke syntes, at forståelsen var så ligetil. Det blev forklaret meget grundigt.

Her følger så nøgletallene samt noterne.

Nøgletal regnskab 2019

Indtægter i alt 36.850 kr.

Samlede udgifter 50.104,47 kr.

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

Danske Bank 01.01.2019 134.817,92 kr.

Danske Bank 31.12.2019 120.658,21 kr.

Forbrugt egenkapital 14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Note 1 regnskab museumsdagbog:

Indtægter:

Dansk Blindesamfund: 30.000 kr.

Ernst og Vibeke Husmans fond: 20.000 kr.

Blindes Støttefond: 10.000 kr.

Veluxfonden: 15.000 kr.

Overført direkte til forlaget Kahrius

I alt: 75.000 kr.

Udgifter:

Korrektur Dorthe Silver: 22.837,50 kr.

Forlaget Kahrius: 19.822,50 kr.

Seende bistand: 6.988,71 kr.

Porto: 8.690,00 kr.

Kontorartikler: 1.248,00 kr.

Billede: 128,00 kr.

Trykning af program: 2.941,83kr.

Udbetalt fra Velux direkte til Kahrius: 15.000 kr.

Udgifter I altoverført til driftsregnskab: 62.656,54kr.

I alt inkl. Velux 77656,54kr.

Note 2 regnskab jubilæumsarrangement:

Indtægter:

Deltagerbetaling: 28.080 kr.

Tilskud Dansk Blindesamfund: 10.000 kr.

I alt: 38.080 kr.

Udgifter:

Ophold fuglsangscentret: 38.866,00 kr.

Honorar musikere: 14.000,00 kr.

Transport musikere: 3.038,48 kr.

Transportoplægsholder: 612,00 kr.

Tilbagebetaling deltagere: 1350,00 kr.

Trykning af Program: 2.941,83 kr.

I alt overført til driftsregnskabet: 60.808,31 kr.

Efter regnskabsgennemgangen oplæste Kurt Nielsen revisionsprotokollatet dateret den 11. februar 2020. Fra protokollatet skal følgende citeres:

“Driftsregnskabet har givet anledning til, at bestyrelsen har ladet foretage en ekstern analyse, idet der er konstateret en difference mellem driftsregnskabets samlede resultat beløb: -13.254,47 og nedskrevet egenkapital beløb: 14.159,71 jf.: saldo i Danske Bank pr. 31. december 2019 på beløb: 904,74 kr. Analysen har imidlertid ikke ført til en afklaring af årsag til differencen, og revisionen har ikke fundet forklaring på, hvordan differencen er opstået. Differencen medfører en tilsvarende forøget nedskrivning af selskabets egenkapital.

Revisionen kan konstatere, at driftsregnskabet i hovedtal viser et retvisende billede af bestyrelsens dispositioner og selskabets økonomiske stilling med den anførte anmærkning, ligesom regnskaberne i noterne over Museumsdagbogen og jubilæumsarrangementet er revideret uden anmærkning.”

Regnskabet for 2019 blev med de anførte revisionsbemærkninger enstemmigt godkendt.

Ad. 8: Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

Her var der stor enighed hos deltagerne, så det nuværende kontingent på 150 kroner fortsætter som hidtil.

Ad. 9. Indkomne forslag.

Dirigenten kunne konstatere, at der var modtaget 3 forslag, som alle var modtaget mere end 14 dage før mødet.

Ad. 9.A: “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle. Forslaget er offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

Thorvalds forslag blev modtaget med stor begejstring. Man vil fortsætte med drøftelsen den næste dag, som omhandler Refsnæsbogen.

Ad. 9.B: Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt til formanden den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik en kold modtagelse. 3 deltagere sagde ja til Inges indsendte forslag. De øvrige deltagere nedstemte forslaget. Proceduren blev afgjort ved håndsoprækning. I samme anledning blev der drøftet, hvordan andre foreninger sørger for rejserefusion til deres medlemmer. Desuden nævnte Poul, at han er villig til at være behjælpelig med ansøgning af legater til Inge samt andre medlemmer, som måtte have behov for det til dækning af rejse og ophold på FSC. Derefter blev punktet afsluttet.

Ad. 9.C: Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik ikke nogen god modtagelse. Der var enighed om, at generalforsamlingen fortsat skal afholdes på Fuglsangscentret. Det blev begrundet med, at det sociale ved et arrangement i hovedstadsområdet vil gå tabt. Der vil også blive problemer med overnatning og indkvartering for provinsbeboerne, samt at deres udgifter vil blive større.

Ad. 10: Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

Ad. 10.a: Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018. Han blev enstemmigt genvalgt ved håndsoprækning.

Ad. 10.b: 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018. René blev valgt in absentia, da han ikke kunne være tilstede pga. sygdom. Han havde på forhånd givet tilsagn om genvalg ved hjælp af fuldmagt, hvilket blev accepteret.

– Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018.

Hun blev også genvalgt ved applaus fra deltagerne. Ove Gibskov og Laus Klüwer blev også foreslået, men de takkede begge nej.

Ad. 10.c: 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019. Han blev enstemmigt genvalgt ved deltagernes applaus

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke at blive genvalgt. Igen blev Ove og Laus foreslået, men de takkede nej. Lena Bang sagde ja til at blive 2. suppleant, hvilket blev godt modtaget af deltagerne.

Ad. 10.d: Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

Kurt Nielsen ønskede at blive genvalgt, hvilket ikke var tilfældet for Henrik Olsen. Denne gang takkede Ove Gibskov ja til en revisorpost, hvilket blev godkendt af forsamlingen med en applaus.

Ad. 10.e: Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke genvalg. I stedet for blev Nete Parkov valgt, hvilket også blev accepteret af deltagerne.

Ad. 11: Eventuelt.

Bjarne Bryde spurgte til dagsordenens pkt. 5, der handler om godkendelse af sidste års generalforsamling. Når deltagerne alligevel ikke skal godkende punktet, hvorfor står det som et dagsordenspunkt? Poul svarede, at det er en servicemeddelelse og ikke et dagsordenspunkt. Poul lovede, at punktet ikke vil være at finde på dagsordenen til næste års generalforsamling.

Derefter takkede formanden for generalforsamlingen, som foregik i god ro og orden.

Referent: Rita Cecilie Varmby.

Selskabets bestyrelse har den 16. marts 2020 godkendt nærværende referat.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

Som mødets dirigent kan jeg godkende nærværende referat.

Thorben Koed Thomsen, Viborg den 18. marts 2020.

3. Anmeldelse af Refsnæsdebatten ved Thorvald kølle.

Refsnæsdebatten fandt sted på Fuglsangcenteret søndag den 16. februar i forlængelse af generalforsamlingen, som fandt sted dagen før.

Selskabets formand Poul Lüneborg indledte mødet med at byde alle velkommen til formiddagens program.

Der var en åben, venlig og behagelig stemning i gruppen under hele debatten.

Folk var meget opmærksomme og der var en naturlig stilhed og man fornemmede, at folk virkelig lyttede og reflekterede over de fortællinger, som blev præsenteret af de enkelte deltagere.

Ove Gibskov var ordstyrer og moderator, og bragte os godt igennem debatten, hjulpet af John Nielsen, som seende assistance. Der var et panel bestående af 2 fra bestyrelsen nemlig Rita Cecilie Varmby og undertegnede Thorvald Kølle.

De andre i panelet var Aage Michelsen og Jytte Nielsen.

Først fortalte paneldeltagerne lidt om deres ophold på Refsnæs og betragtninger over dette tema.

Så blev ordet givet frit.

Debatten bestod af 2 temaer.

1. Skal gamle elever bede om en undskyldning fra staten i lighed med godhavnsdrengene eller ej?

Der var ikke i gruppen stemning for at bede om en undskyldning for endskønt, de fleste af os havde haft oplevelser af grove overgreb, så var gruppen også enige om, at vi fra Refsnæs havde fået en rigtig god ballast med videre.

Et godt fundament at komme videre i livet på.

2. Det andet punkt handlede om bogen om Refsnæs skrevet af gamle elever på Refsnæsskolen. Der var en god åbenhed overfor dette forslag.

Der blev talt lidt om, hvordan det kunne gribes an.

Der blev talt om, hvorvidt der skulle nedsættes en redaktionsgruppe. Bogen var tænkt udgivet i anledningen af Refsnæsskolens 125-års fødselsdag i 2023.

Mødet sluttede med, at vi sang danske blindes nationalsang, som jeg mener er højaktuel i forhold til blindesagen i dag.

4. Er der behov for flere undskyldninger fra den danske stat? ved Ove Gibskov

Den 13. august sidste år gav statsminister Mette Frederiksen på regeringens vegne en undskyldning til Godhavndrengene for de uhyrlige overgreb, de helt op til 1970’erne havde været udsat for. Derefter blev der taget initiativ til at undersøge, om nogle af de mennesker, der har været udsat for svigt og overgreb, mens de boede på sær- og åndssvageforsorgens institutioner også skal have en officiel undskyldning. Det drejer sig om dem, der var anbragt på institutionerne i årene fra 1933, da staten, efter at Socialreformen var blevet vedtaget, overtog ansvaret for forsorgen og indtil 1980, hvor ansvaret blev udlagt til amter og kommuner.

Forholdene på institutionerne vil blive kortlagt af en historisk udredning, og det er Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, som skal stå for dette arbejde.

Som en del af baggrunden for udredningen blev repræsentanter for de berørte interesseorganisationer inviteret til at deltage i et møde 10. marts på forsorgsmuseet sammen med den arbejdsgruppe af historikere, som skal stå for udredningen.

Der deltog repræsentanter for bl.a. Udviklingshæmmedes Landsforbund ULF, Landsforeningen LEV, Danske Døves Landsforbund og Dansk Blindesamfund. Her var jeg af Blindehistorisk Selskab med opbakning fra DBSs forretningsudvalg blevet bedt om at deltage.

Efter en præsentationsrunde understregede historieprofessor Klaus Petersen fra arbejdsgruppen, at der er tale om en uafhængig undersøgelse. Det betyder, at hverken Social- og Indenrigsministeriet eller de involverede interesseorganisationer får kendskab til delresultater eller tekstuddrag, før undersøgelsen er helt færdig. På den måde vil man sikre, at der ikke forekommer nogen politisk påvirkning udefra, som kan have betydning for resultatet.

Undersøgelsen vil blive baseret på både arkivmateriale og interviews med nogle af dem, som oplevede forholdene på de forskellige institutioner. Arbejdsgruppen må dog ikke selv kontakte enkeltpersoner på baggrund af arkivmateriale; men interesseorganisationerne kan så høre, om de pågældende ønsker at medvirke. De gav alle udtryk for, at de gerne ville hjælpe med at finde medlemmer, som kunne fortælle om deres oplevelser, ligesom det også blev nævnt, at pårørende kan være væsentlige kilder. Man skulle desuden være opmærksom på, at nogle af dem, som undersøgelsen omfatter, ikke er i stand til selv at udtrykke sig, men at de ikke må glemmes af den grund. Det blev foreslået, at pårørende og ansatte i den sammenhæng kunne anvendes som kilder.

Arbejdsgruppen er meget opmærksom på, at interviewsituationen bliver gjort så tryg som mulig, og derfor kommer interviewet til at foregå der, hvor den, som skal interviewes, føler sig mest tryg – typisk i personens eget hjem.

Man er bevidst om, at det at fortælle sin historie kan få både gode og dårlige følelser frem hos den, der bliver interviewet. Derfor er der tilknyttet en psykolog til projektet, hvis nogen skulle få brug for at tale med hende efter interviewet.

Undersøgelsen vil bl.a. redegøre for, om noget af det, der kommer frem, var lovligt eller ulovligt ud fra datidens regler, da det fandt sted. I den forbindelse blev det dog også af nogen pointeret, at det dengang jo godt kunne være lovligt at handle på en bestemt måde men alligevel blive betragtet som etisk og moralsk uacceptabelt. Desuden blev det understreget, at det kunne være lige så slemt blot at være anbragt, som det var at være fejlanbragt.

Udviklingshæmmedes Landsforbund så positivt på, at der også kommer fokus på pårørendes viden men understregede, at det selvfølgelig er de anbragtes egen historie, der skal vægtes højest. Og selv om nogle måske har behov for at få en undskyldning, er der også flere, som mener, at det væsentligste må være at få mulighed for at fortælle sin egen historie og være med til at sikre, at noget lignende ikke vil kunne ske igen.

Når det var mig, der repræsenterede DBS, hænger det i høj grad sammen med, at jeg kort tid inden mødet havde været ordstyrer ved en debat i Blindehistorisk Selskab, som skulle afdække, om der blandt de tidligere Refsnæselever, som deltog, var behov for en undskyldning i lighed med den, der blev givet til Godhavndrengene. Ingen af deltagerne havde brug for en undskyldning, og det er heller ikke landsformand Thorkild Olesens opfattelse, at ret mange af Refsnæsskolens tidligere elever ønsker en undskyldning. Men der kan naturligvis godt melde sig nogle i den periode, arbejdet med udredningen foregår. Det oplyste jeg bl.a. under mødet på forsorgsmuseet, hvor jeg også nævnte, at adskillige havde oplevet undervisningen på Refsnæsskolen som god, selv om der nogle gange skulle meget lidt til, før man blev slået, som det jo i det hele taget var tilfældet i landets skoler dengang. Flere havde dog især på boafdelingerne været ude for nogle få ansatte, der udviste en forfærdelig adfærd – også set i datidens lys. F.eks. kunne man blive tvunget til at spise sit eget bræk, hvis man havde kastet op i havregrøden om morgenen. Der var også enkelte elever, som det var ”tilladt” for de andre at drille, uden at nogen af de få ondskabsfulde fra personalet blandede sig.

Jeg lagde dog i mit indlæg stor vægt på, at der langt fra kan paralleliseres mellem Refsnæsskolen og f.eks. Godhavn, hvor man blandt mange andre overgreb vel nærmest gjorde, hvad man kunne for at ødelægge alle elevernes selvværd.

Jeg henviste desuden til det ret omfattende og nuancerede kildemateriale om tiden på Refsnæsskolen set fra et elevperspektiv, som findes i Blindehistorisk Selskabs nyhedsbreve. Efter mødet har lederen af Forsorgsmuseet, Sarah Smed, i en mail modtaget en henvisning til selskabets hjemmeside og en oversigt over det relevante Refsnæsindhold i nyhedsbrevene.

Danske Døves Landsforbund lå meget på linje med Dansk Blindesamfund og mente heller ikke, at der blandt medlemmerne var et stort behov for en undskyldning eller tale om voldsomme overgreb som dem, der fandt sted på Godhavn.

Arbejdsgruppen laver en folder, der bliver sendt rundt til organisationerne i både digital og trykt form og i et sprog, som skal kunne forstås af så mange som muligt af de involverede personer, og forsorgsmuseet vil gerne have interesseorganisationerne til at hjælpe med at få den distribueret til de medlemmer, som er med i målgruppen. Folderen kommer bl.a. til at indeholde en præsentation af udredningsprojektet og information om, hvem man søger at komme i forbindelse med, og hvor lang tid, man skal regne med, et interview tager. I folderen vil der også være oplysninger om, hvordan det undervejs i forløbet bliver muligt både at skrive og indtale sin historie på hjemmesiden www.anbragtihistorien.dk.

Folderen skulle meget gerne være klar omkring midten af april.

Det var oprindeligt hensigten, at udredningen skulle være færdig i løbet af halvandet år – dvs. 1. august 2021. Men pga. den aktuelle Coronasituation, hvor det meste af landet er lukket, har Social- og Indenrigsministeriet vist forståelse for, at arbejdet muligvis først bliver afsluttet på et senere tidspunkt. I øvrigt er det en generel opfattelse blandt forskere, at halvandet år i det hele taget er kort tid til en så stor udredning, Men det har i den her sammenhæng været afgørende at tage et væsentligt hensyn til målgruppen, hvoraf mange af dem, der stadig lever, jo er godt oppe i årene og gerne skulle kunne nå at modtage en undskyldning, hvis udredningen kommer frem til, at der er behov for at give en sådan.

5. Kommissorium fra 22. november 2019

– historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne, der som følge af en anbringelse i sær- og åndssvageforsorgens institutioner kan have været udsat for svigt og overgreb.

Indledning

Kommissoriet beskriver rammen for den historiske udredning vedrørende børn, unge og voksne, der som følge af en anbringelse i sær- og åndssvageforsorgens institutioner kan have været udsat for svigt og overgreb.

Formål og indhold

Udredningen har til formål at undersøge, om der er børn, unge og voksne, der kan have været udsat for svigt og overgreb, mens de havde ophold i sær- og åndssvageforsorgens institutioner under statens varetægt i perioden 1933-1980.

Den historiske udredning skal søge at beskrive følgende:

• Den historiske kontekst for etablering og udvikling af sær- og åndssvageforsorgen.

• Drift af institutioner, visitation til institutionerne og tilsyn med institutionerne.

• De generelle forhold på de institutioner, som var omfattet af sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933-1980 med særligt fokus på tidsperioden 1950-1980, herunder livsforholdene på institutionerne.

• De berørte målgrupper, som havde ophold i sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

• De lovgivningsmæssige rammer for sær- og åndssvageforsorgen, herunder en beskrivelse af de fysiske indgreb, som blev udøvet over for målgruppen inden for rammerne af datidens lovgivning herunder som behandling, oplevelser og konsekvenser for de berørte målgrupper.

Den historiske udredning skal desuden afdække:

• Udførelsen af statens tilsynsforpligtelse i relation til sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

• Evt. svigt og overgreb, som f.eks. fysiske / seksuelle overgreb, psykisk vold, alvorlige mangler ved den lægelige, praktiske eller følelsesmæssig omsorg, som kan have været blevet påført børn, unge og voksne som konsekvens af datidens lovgivning samt datidens moral, etik og normer på et af sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

• Oplevelser, traumer, sekundære traumer og deraf konsekvenser for de berørte børn, unge og voksne, herunder gennem interviews med nulevende personer. I den forbindelse inddrages også perspektivet fra de mennesker, der var ansat på institutionerne.

Eventuelle andre relevante vinkler, der måtte opstå undervejs i arbejdet, og som ønskes inddraget og beskrevet, afklares med Social- og Indenrigsministeriet.

Organisering af den historiske udredning

Den historiske udredning forestås af Danmarks Forsorgsmuseum inden for en tidsperiode på 1-1 1/2 år. Der lægges vægt på, at fagpersonerne, der skal varetage opgaven, har indgående kendskab til sær- og åndssvageforsorgens historie.

Den historiske udredning skal bygge på fagpersonernes generelle viden, relevante historiske kilder samt interviews med nulevende personer, som var involveret i eller berørt af de forhold, som var omfattet af sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

Det står fagpersonerne frit for at rådføre sig med relevante institutioner, organisationer m.v. i forbindelse med udarbejdelsen af den historiske udredning.

Iværksættelse af den historiske udredning

Social- og Indenrigsministeren udpeger Danmarks Forsorgsmuseum til at forestå udredningen, der ligeledes indgår kontrakt med museet. Danmarks Forsorgsmuseum forpligtes herunder til at forelægge udredningens foreløbige resultater halvårligt for Social- og Indenrigsministeriet.

Det tilstræbes, at den historiske udredning senest afleveres til regeringen den 1. august 2021 med henblik på efterfølgende offentliggørelse.

6. “Hvem var de?” ved Jytte Nielsen – skrevet maj 2019

Hvem var de? Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv i tidens løb. Hvem var de mennesker, som skulle være i forældres sted på blindeinstitutterne eller jeg burde måske sige i mors sted, da mænd ikke var ansat som plejepersonale.

Det var ugifte kvinder uden egne erfaringer med mand og børn. Hvordan gik det til, at de kom til at arbejde med at passe blinde børn? Hvad var kravene til kvindernes baggrund? Jeg ved det ikke, men det optager mig. Jeg tror ikke, det var en kvindes drøm at tilbringe sit voksne liv med at passe andres blinde eller svagtseende børn på en institution ude på landet, hvor de hjemlige private rammer ikke var meget bedre end børnenes. De havde en dør, de kunne lukke bag sig, de havde ikke eget bad og toilet, og døren til deres bolig åbnede direkte ud til den gang, hvor sovesalene var. Det var så lidt privat, at alle kunne følge med, hvis der kom en besøgende, mand eller kvinde. Kom den samme person på besøg flere gange, så ville rygterne ingen ende tage. Som jeg skriver, interesserer disse kvinders liv mig. Jeg var blind og kunne ikke selv se dem personligt, men ifølge min mor, som nu er 93 år, og som udmærket husker den tid, hvor hun måtte overlade sit barn til fremmede, så var det kvinder med et underligt fysiognomi, maskuline, knoglede eller direkte uskønne kvinder. Hun er min mor og kan have set disse kvinder gennem et troldspejl, da de skulle optræde i hendes sted. Jeg vælger at tro hende. Hvad angår det maskuline var der en assistent, der blev kaldt Niels. Hun hed frøken Nielsen, og hvis det havde været mod hendes vilje, havde det aldrig fået lov til at finde sted. I 1965 kom der en ny forstander på stedet, som sagde, at hun nu skulle kalde sig ved sit kvindenavn Ellen. Blinde børn skulle ikke være i tvivl om køn, da navn er en markør for køn.

Jeg er født i 1950 og oplevede institutterne i perioden 57-68. Måske er tiden forpasset, minder og erindringer støvet til. Glemsel og fortrængning er resignationens følgesvend for at forlige sig med fortiden.

Der er meget, vi tilskriver tiden. ”Sådan var det jo den gang”. Børn skulle så meget som for eksempel spise op, selv når de ikke selv havde sagt, hvor meget de kunne spise. De skulle i det hele taget en masse ting, bare en voksen beordrede det. Men selv med henvisning til tiden og de sociale normer den gang, så var der ting, der var grænseoverskridende eller direkte overgrebsagtige. Det var ikke normen, at børn skulle spise op, når der var tale om opgylp eller opkast på tallerkenen. Eller med at afstraffe en pige for et eller andet sandsynligvis ligegyldigt med, at hun ved sengetid skulle trække af sit tøj inde hos de små drenge. Om assistenten, der fandt på dette, stod og lurede på, ved jeg ikke. Der var en anden pige, der blev afstraffet ved at skulle sove en nat på de små drenges sovesal. Her må være tale om en voksen kvinde, som har personlige problemer og en umoden seksualitet. For ca. 15 år siden mødte jeg tilfældigt niecen til den pågældende assistent. Hun fortalte, at hendes faster tilbragte sin alderdom hos sin bror ude på gården. Jeg gætter på, at denne bror var en lillebror.

Jeg kan ikke undlade at fortælle om en vigtig erindringstråd på debatforummet blindeforum. Her fortalte en kvinde om de overgreb, hun som barn var udsat for af en klaverlærer. Hun havde været traumatiseret hele sit liv. Jeg kunne straks fortælle hende, at vi var flere, der havde været udsat for det samme. At pågældende lærer befamlede de små pigers bryster og kommenterede deres størrelse, og hans store interesse var at bemærke, når man var begyndt at gå med brystholder. Det har ikke gjort noget varigt indtryk på mig, da vi heldigvis var et par piger, der fik talt om det. Vi blev enige om, at han var ulækker, og vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at drille og chikanere ham.

Der var en assistent, som samtidig også var gymnastik- og svømmelærerinde. I en periode udså hun sig den svageste og mest vandskrække pige som sit offer. Først beordrede hun os andre op af bassinet, så blev døren lukket ind til bruseafdelingen. Medens vi brusebadede, kunne vi høre hjerteskærende skrig fra svømmebassinet. Her blev pigen trukket i en svømmestang ud over det dybeste sted. Pigen var helt blind og panikslagen. Jeg husker tydeligt, at vi andre var helt stille og meget pinligt berørt. Da det var slut, og de to kom ind til os andre, marcherede lærerinden hurtigt og målrettet på toilettet. Det stod på et par gange, så vidt jeg husker. Måske lykkedes det det stakkels offer at få sagt det til nogen. Havde vi ellers bemærket det, ville det sikkert have heddet sig, at eleven skulle lære at overvinde sin vandskræk.

På Refsnæsskolen var der ansat en sygeplejerske. Hun boede på sygeafdelingen dør om dør med de syge børn, der blev indlagt der. For at komme ind på sygeafdelingen skulle man gennem flere døre, så al diskretion var udelukket. Det er svært at forestille sig et privatliv under sådanne forhold. Arme kvinde siger jeg. Sygeplejersken var altid den samme, meget skrap og hårdhændet. Skulle man for eksempel have dryppet øjne, så fik hagen først et kraftigt skub, ikke et slag, men næsten. Når så hovedet røg bagover, greb hun det, og medens man forsøgte at få balancen, så fik hun øjenlågene op og dryppede. Hun var altid den samme, hun var ikke sadistisk og gjorde mig bekendt ikke noget, der gik over grænsen.

Cirka tre måneder om året var der ferier, når man lægger tiderne sammen. Hvad lavede de i den tid? Sad de og filede negle og læste dameblade på værelset? Besøgte de familie, eller tog de på herlige kurophold i Tyskland?

Når unge teenagepiger kom på instituttet i København, så var der et totalt fravær af voksne. Der var ansat en plejemor, der boede på den samme gang som pigerne. Der var ingen assistenter ansat, så disse 20 unge piger mellem 14 og 18 år var helt overladt til sig selv og hinanden. Plejemor var en ubegribeligt selvusikker og selvudslettende kvinde, som var så forskrækket over sin egen opgave, at hun altid flygtede ind til sig selv. Da hendes dør var direkte til pigernes område blev det hurtigt noteret, at en mand kom på besøg. Det var altid midt på dagen, og det var en mand, som var ansat på værkstederne. Vi fandt aldrig ud af, hvornår han gik igen. Det har sandsynligvis været noget arbejdsrelateret, de skulle tale om. Jeg håber alligevel, at dette herrebesøg var af mere amourøs karakter. Blinde fra den tid kan i dag fortælle om et ungdomsliv, der blev tilbragt både dag og nat på sekssengsstue, hvor al aktivitet var fantasilege og flugt ind i drømme. De kom virkelig ingen steder og blev totalt svigtet. De havde ikke, hvad der lignede et godt ungdomsliv.

På drengeafdelingen var det anderledes, tror jeg. Her fraveg man kyskhedsprincippet og havde ansat en venlig og kompetent kvinde, som boede på skolen med sin familie, mand og børn. Hendes mand var dog også ansat på skolen.

Når man interesserer sig for historie, og når man er med i en forening, der beskæftiger sig med blindes historie, så åbner der sig hele tiden nye døre og nye emneområder dukker frem. Jeg mener, at personalets historie er en del af blinde børns historie. Jeg mener, at blinde børn, nu voksne / gamle, har behov for at kende det menneskemiljø, de er vokset op i. Mange mennesker forsøger at afdække deres genetiske baggrund. Det kan være for at forstå sig selv i en arvelig sammenhæng. Men miljøet har også stor betydning for et menneskes udvikling, så derfor er interessen helt relevant.

Skal vi lade emnet ligge? Er det for svært at tage fat på det? Al historie handler om fortiden og gravearbejdet kan være besværligt og langsommeligt. Kan vi få fat om emnet, tror jeg, det vil være et vigtigt kapitel.

7. Projekt interview om blindes erhvervs- og levevilkår i 1960-erne og 1970-erne ved René Ruby

I 2015 blev der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg og Blindehistorisk Selskab. Blindehistorisk Selskab har med udgangspunkt i drøftelserne i arbejdsgruppen og med forskningschef Ion Meyer fra Medicinsk Museion besluttet at supplere og opdatere Den Blindehistoriske Samling på Medicinsk Museion gennem forskellige initiativer. Et af disse initiativer, har til formål at beskrive blindes leve-, uddannelses- og erhvervsvilkår i 1960-erne og 1970-erne. Det har været et ønske fra Medicinsk Museion at få nogle personprofiler, som fortæller om de vigtige ændringer i blindes beskæftigelsesmuligheder, som tog sin begyndelse for omkring 50 år siden. Med baggrund heri nedsatte bestyrelsen, en projektgruppe, hvis opgave det er at gennemføre 25 interview til belysning af blindes levevilkår m.v. i 1960-erne og 1970-erne.

Projektet falder i 3 faser:

Fase 1. Fastlæggelse af interviewguide, panel på 25 interviewdeltagere og budget for det videre arbejde.

Fase 2. Gennemførelse af de 25 interview.

Fase 3. Afrapportering af projektet i form af en mindre rapport.

Den oprindelige arbejdsgruppe har på grund af frafald blandt sine medlemmer ikke set sig i stand til at gennemføre projektet. I stedet har 3 af bestyrelsens medlemmer imidlertid taget udfordringen op og søger at gennemføre de 25 interview og sammenskrive indtrykkene fra disse i en rapport. Disse tre er Redaktør Rita Cicilie Varmby, kasserer Ole Brun Jensen og sekretær Thorvald Kølle med undertegnede som tovholder.

Der er allerede lagt et betydeligt arbejde i dette projekt med hensyn til at formulere de spørgsmål som skal lægges til grund ved hvert interview. Der er på nuværende tidspunkt formuleret 17 spørgsmål som drejer sig om:

• Om skole og ungdomsliv
• Om uddannelse
• Om erhvervsmæssig beskæftigelse
• Generelt om hjælpemidler
• Om socialt liv
• OM fritidsaktiviteter

De tre i projektgruppen minus tovholderen vil sammen med yderligere tre gennemføre de 25 interview. De tre interviewer udenfor projektgruppen er nu ved at blive kontaktet med henblik på deres deltagelse. Næste trin er derpå, at de 6 interviewer samles på Fuglsangscentret en dag med henblik på at teste spørgsmålene på hinanden for eventuelt at udarbejde supplerende spørgsmål. Herudover skal optagelsestekniske spørgsmål afklares. Endelig skal der ske en udvælgelse af 25 interviewpersoner på baggrund af en længere liste over oplagte kandidater. Når der er indhentet tilsagn om deltagelse fra de 25 interviewpersoner skal selve interviewene så gennemføres. Gennemførelsen af de 25 interview vil medføre en del rejseaktiviteter for de 6 interviewer, hvilket vil påføre selskabet en udgiftspost til rejseudgifter.

Når interviewene er gennemført skal de udskrives og sammenskrives i en rapport. Projektgruppen vil i udgangspunktet påtage sig denne udskrivning og sammenskrivning, men da det er en tidskrævende proces, vil det blive nødvendigt at søge hjælp hertil blandt selskabets medlemmer. Nyhedsbrevet vil være et oplagt sted at annoncere efter denne hjælp blandt medlemmerne.

Som det fremgår af ovenstående gennemgang er det en langvarig og tidskrævende proces at få forberedt, gennemført og endelig afrapporteret de 25 interview i en afsluttende rapport. Denne rapport kan derfor tidligst forventes i sidste halvdel af 2021.

8. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 eller mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

tlf. 39 67 00 67 m 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com