Nyhedsbrev nr. 3 juni 2020

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Mindeord om Anna Johansen, ved Ove Gibskov

3. Mindeord om Anna Johansen, ved Hanne Kassandra Skipper

4. Om min barndom på Refsnæs. ved Thorvald Kølle

5. Fra jeg blev født og indtil jeg blev 18 år, ved Allan Gravesen

6. Afvigelsens identitetsdilemmaer, ved René Ruby

7. Mit liv som blind, ved Rita Cicilie Warmby

8. Digte til Esther Seierup – tidligere Plenge, af Dunne Plenge med indledning af Poul Lüneborg

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg.

Disse linjer skrives 3 måneder efter iværksættelsen at coronarestriktionerne. Det var pludselig ikke længere muligt at rejse og holde møder, hvorfor så godt som alle aftaler måtte slettes i kalenderen. Det betød, at vi hver især måtte finde på alternativer til planlagte gøremål.

For mit eget vedkommende, har det ikke været så svært, idet denne opbremsning, har givet mig tid til at færdiggøre de uafsluttede opgaver, som jeg omtalte på generalforsamlingen.

Projektet vedr. registrering af hjælpemidler m.v. til supplement og opdatering af Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion er nu afsluttet. Projektet, som blev påbegyndt for 5 år siden omfatter 154 genstande. Samlingsleder Ion Meyer på Medicinsk Museion har den 4. juni 2020 taget meget positivt imod Projektrapporten. Så snart han vender tilbage med en vurdering af rapporten, håber jeg, at vi sammen vil kunne fastlægge en plan for det videre arbejde. Alle, der har henvendt sig til projektet, kan herefter forvente at høre fra mig.

Man kan nu aflytte 6 spændende lydoptagelser om Blindes Arbejde på hjemmesiden. De fortæller om virksomhedens udvikling gennem en periode på 90 år fra 1929-2019. Jeg kan kun anbefale at bruge tid på at lytte til disse optagelser.

Leif Martinussen har udarbejdet en værkfortegnelse over kompositioner m.v. af Henning Riiser (født 25 06 1938 / død 15 09 2005). Det er tanken, at fortegnelsen sammen med værkerne skal indleveres til Musikafdelingen ved Det Kongelige Bibliotek i lighed med indleveringen af Laurids Lauridsens værkfortegnelse. Beskrivelsen af Henning Riisers virksomhed som komponist, vil blive omtalt i et kommende nyhedsbrev.

Både Thorvald Kølle og Allan Gravesen har til dette nyhedsbrev skrevet nogle særdeles åbenhjertige og fascinerende beretninger fra den tid de hver især har tilbragt på Refsnæsskolen. Jeg er personligt meget berørt over den indlevelse i egen fantasiverden som Thorvald Kølle deler med læseren efter så mange år.

Selv om jeg i sin tid læste René Rubys Ph. D. afhandling og overværede hans forsvar, glæder jeg mig til at læse den kommende reviderede udgivelse af afhandlingen i bogform. Jeg har læst Rita Varmbys tidligere bøger og erindringsartikler, som i høj grad har givet stof til eftertanke. Derfor ser jeg frem til at læse hendes seneste bogudgivelse. Som formand for selskabet er jeg meget stolt over i samme nyhedsbrev at kunne præsentere 2 bogudgivelser forfattet af bestyrelseskolleger.

Ove Gibskov og Hanne Skipper giver begge meget personlige skildringer i deres mindeord om den betydning Anna Johansen har haft for dem hver især. Hun døde den 14. april 2020, efter hun rundede 100 år den 30. august sidste år. Flere af selskabets medlemmer har kontaktet mig for at fortælle om hendes store betydning for alle blinde, som i sidste halvdel af sidste århundrede har været elever på Blindeinstituttet. Fra denne periode af instituttets historie nævnes 2 personligheder igen og igen. Det drejer sig naturligvis om forstander Jørgen Plenge og inspektør Folke Johansen. Sidstnævnte var gift med Anna Johansen, hvis betydning jeg har nævnt og som er omtalt i mindeordene fra Ove og Hanne. Forstander Jørgen Plenges betydning vil blive taget op til belysning i et kommende nyhedsbrev. Han var fra 1938 til 1975 gift med Esther Plenge, som jeg har fundet anledning til at beskrive foranlediget af nogle digte, som datteren Dunne Plenge har skrevet og fremsendt til selskabet. Esther Plenge, som senere giftede sig med H.C. Seierup er en personlighed indenfor den hjemlige blindesag, som fortjener at blive husket. Dette forhold understregede fhv. landsformand Svend Jensen i sine mindeord i Medlemsblad nr. 19/2001 i anledning af hendes død den 18. august 2001. Hendes indsats gennem mere end 50 år har jeg forsøgt at belyse gennem mine indledende betragtninger til de vedkommende digte om hende fra Dunne Plenge. Jeg er overbevist om, at alle blinde kan genkende sider af egen tilværelse og tanker i digtet om tanker fra hverdagens udfordringer. Tak til Dunne Plenge for dette usædvanlige bidrag til nyhedsbrevet.

Disse linjer nedskrives onsdag den 10. juni, der er 100-årsdagen for Genforeningen. Selv om medierne massivt dækker denne mærkedag, synes jeg, at der indenfor Blindehistorisk Selskab er grund til at standse op og gøre sig tanker om baggrunden for denne historiske begivenhed.

Genforeningen var afslutningen på en historisk proces, som strakte sig over mere end 70 år begyndende med 3-årskrigen fra 1848-1850 over nederlaget ved Dybbøl i 1864 frem til afslutningen af 1. Verdenskrig i 1918. Indlemmelsen af Hertugdømmerne i Tyskland i 1864 betød, at den mandlige befolkning blev pålagt tysk militærtjeneste under verdenskrigen. Denne tjenestepligt kom til at omfatte ca. 35.000 borgere i Slesvig, hvoraf omkring 26.000 hørte til den dansksindede del af befolkningen. Det skønnes, at kun omkring 20.000 vendte hjem efter krigens afslutning. Aldrig hverken før eller senere har en krig påført Danmark så store tab, som de ofre den sønderjyske befolkning led i de 4 år krigen varede.

Over halvdelen af de 20.000 som vendte hjem fra krigen blev registreret som krigsinvalider. Straks efter genforeningen gennemførtes en særlig lov om forsørgelse og erstatning til disse mennesker.

Blandt de hjemvendte krigsinvalider var der også en del krigsblinde. I forbindelse med mit arbejde med at beskrive “Førerhundens historie” har jeg optalt ca. 70 krigsblinde, hvoraf 5 som de første i landet blev bevilget en førerhund fra den tyske Førerhundeskole i Oldenburg.

Efter krigens afslutning tog Dansk Blindesamfund straks fat på at overveje, hvorledes foreningen bedst kunne støtte de blinde i Sønderjylland. Der blev nedsat et 3-mands udvalg, som iværksatte en indsamling blandt medlemmerne og 2 fremtrædende medlemmer Jørgen Marius-Hansen og Ove Neve foretog i november 1920 en rejse rundt i landsdelen, hvor de i løbet af 17 dage besøgte 33 byer og aflagde besøg hos mere end 50 blinde. Det var en meget lidt opmuntrende rapport, der blev resultatet af deres rundrejse i landsdelen. Der indkom 492 kr. ved indsamlingen og fra Sønderjysk Fond bevilgedes 21.500 kr. til arbejdet. Af disse midler fik alle krigsblinde en bevilling på 200 kr.

Det nedsatte udvalg vedr. sønderjydske forhold indkaldte den 13. marts 1921 til stiftende møde i Tinglev. På dette møde blev Dansk Blindesamfunds Sønderjyllands kreds dannet og følgende valgt:

Kurvemager H. Henning, Vestergade 13, Haderslev, Formand og Repræsentant

Frk. Anna Johansen, Kliplev, Kasserer

Løjtnant Jacob Nissen, Tinglev, Bestyrelsesmedlem

Erik Nissen, Vejbøl og Fru Anna Karstensen, Suppleanter

Dusine Lorensen, Tønder og August Jacobsen, Ulkebøl, Revisorer

Den nye Kreds deltog første gang på Repræsentantskabsmødet i juni 1921 ved Blindestævnet i København i tilknytning til foreningens 10-års jubilæum.

Jeg vil afslutte disse ord til minde om tiden for 100 år siden med at gengive et digt af Peter Ommerbo, redaktør af Dansk Blindesamfunds Medlemsblad:

Velkomsthilsen til Sønderjyderne – Mel.: Kommer hid, I Piger smaa.

Hil dig, Broder Sønden-Aa!

Nødens Tid er omme;

sprængt er Fængselsdørens Slaa,

dig og os til Fromme;

endt er Nattemørkets Gys,

endt for Morgensolens Lys.

Frihedsdagen rødmer!

Frihedsdagen — Tak, o Gud!

Tak, at du os hørte!

Tak, at Krigens bitre Bud

frem til Frihed førte!

Tak, at Modgangs Kval og Strid

endte i en Morgen blid!

Tak for Frihedsdagen!

Tak, O Gud! — Men, Broderlil,

dig vi ogsaa takker,

du, som midt i Stormen vild

raadløs aldrig flakker,

men stod fast trods onde Kaar

i de mange, mange Aar,

tryg i Retfærdssagen.

Dannebroge atter frit

kan i Vinden smælde,

Modersmaalet hjemlig blidt

tør igen nu gælde.

Broderlil, nu skal du hjem!

glad vi strækker Haanden frem;

Vær velkommen, Broder!

Bestyrelsen planlægger at holde sit næste møde den 8. oktober. Jeg vil ønkse alle medlemmer en god sommer og god læselyst.

2. Mindeord ved Anna Johansens død, af Ove Gibskov

Navnet Anna Johansen vækker uden tvivl meget positive minder hos mange af Blindeinstituttets elever helt tilbage til 1940’erne, hvor hendes mand Folke begyndte som lærer og derefter var inspektør, og hun selv senere blev en meget værdsat plejemor på drengeafdelingen.

Anna boede i sit eget hus, indtil hun som 100-årig døde 12. april og var fuldstændig frisk til det sidste. Hun læste rigtig meget, og aftenen inden sin død var hun faktisk i gang med en af Søren Kierkegaards bøger.

Selv mødte jeg første gang Anna eller fru Johansen, som vi dengang sagde, efter sommerferien i 1960, da min tilværelse som elev på Blindeinstituttet begyndte. En meget venlig kvinde med en varm udstråling tog imod mig og fortalte noget om instituttet men også, at hun var 40 år. Det sidste undrer måske nogle, men som blind kan man jo ikke altid bare ud fra en stemme vurdere en persons omtrentlige alder; så derfor var det en fin oplysning.

Jeg følte mig med det samme velkommen og har altid oplevet Anna som meget rummelig og engageret i flere af de interesser, eleverne på afdelingen havde. Det kom i høj grad til udtryk, når man om hverdagen sidst på eftermiddagen kunne møde hende i det, som blev kaldt Biksen, hvor vi f.eks. kunne hente rent undertøj. Men mindst lige så væsentligt var det altså at kunne få en snak med Anna om noget af det, der optog en og desuden ofte om ting, man overhovedet ikke havde tænkt på som interessante, men de kunne; let blive det, når hun fortalte om dem.

Næsten hver lørdag aften åbnede familien Johansen deres hjem for alle på afdelingen med kaffe, hjemmebagte boller og højtlæsning af Anna. Tit var det bøger, der ikke fandtes på punktskrift eller bånd, og som vi på den måde fik adgang til. Især husker jeg fra mit første år på instituttet “Forbandede ungdom” af J.D. Salinger og identificerede mig som 14-årig med den tre år ældre hovedperson, der fandenivoldsk overtrådte mange af reglerne på sin kostskole.

Men ud over at give mig denne intense teenageoplevelse har Anna i det hele taget været med til at stimulere min livslange interesse for litteratur.

Hendes ihærdige engagement kunne også give resultat, hvis en elev virkelig brændte for at prøve en uddannelse ud over dem, instituttet ellers gav mulighed for at tage. F.eks. ville Ebbe Olesen, som var svagsynet og blev elev på instituttet fem år før mig, gerne være bager; og Anna fik bagermesteren Jørgen Nagel i Classensgade, som lå næsten lige ved Blindeinstituttet, til at tage ham som lærling. Ebbe blev udlært på den normerede tid, der var fire år og arbejdede derefter forskellige steder som bagersvend.

Anna var altid glad, når hendes drenge fandt en sød pige og kom i sikker havn, som hun udtrykte det. Det sagde hun også, da hun i 1968 første gang mødte min kæreste og igen, da de mere end 40 år senere var sammen ved Blindeinstituttets 150-års jubilæum.

I de senere år har jeg flere gange med stor fornøjelse og god snak om vidt forskellige emner besøgt Anna. Sidste gang var til hendes 100 års fødselsdag 30. august 2019, hvor hun veloplagt selv tog imod de mange gæster. Det blev en intens og uforglemmelig oplevelse, som alle, der var med – ikke mindst nu kan tænke tilbage på med stor glæde.

3. Mindeord om Anna Johansen, af Hanne Kassandra Skipper

Det er Anna, der er død. Anna Johansen – lærer og fødselshjælper på genfødselsgangen B, som jeg kaldte den, på Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvor jeg blev genfødt i januar 1983 som senblind 31 år gammel.

Der var flere jordmødre og jordfædre, som lærte mig at skrive på maskine, at gå, at spise. Anna lærte mig at læse og skrive et nyt sprog – punktskrift.

Først kunne jeg skimte punkterne på et CCTV, men kort efter læste jeg med fingrene. Hun spurgte, hvad jeg kunne lide at læse, så indtalte hun nogle digte af Tove Ditlevsen på kassettebånd, som jeg derefter skrev på punkt (pædagogisk snilde); jeg har dem endnu.

Onsdag aften bagte hun boller og underholdt os med oplæsning af vedkommende artikler og ting, som nogen af os havde ønsket, men for det meste noget, hun selv fandt frem, som var nyt for os. Tænk at verden kunne opleves så normal, selv om vi alle for nylig havde mistet synet.

Jeg tog hende med som min ledsager til den officielle del af Blindeinstituttets 150-års jubilæum i november 2008, da det gik op for mig, at ingen på instituttet havde tænkt på at invitere hende, hvad der var fuldstændig uforståeligt for mange af deltagerne.     

Anna var en selvlært pædagogisk perle, og jeg mindes hende med glæde.

4. Om min barndom på Refsnæs, af Thorvald Kølle

Da jeg kom på børnehjemmet.

Jeg blev født i 1944 i Nakskov. Mine forældre var Valdemar Vilhelm Meincke og Viola Marie Kølle Meincke, og kom på Refsnæs på børnehjemmet i 1947. Jeg husker ikke årstiden, men kun sporadiske oplevelser. Det første jeg husker er et larmende kaos i legestuen. Det virkede som om der var omkring 20 børn. Der sad en dreng henne ved klodseskabet, der var fyldt med træbyggeklodser af forskellig form. Han sad der og kastede klodser ud i rummet. Han sagde en sætning og så kastede han en klods, som larmende hoppede hen af gulvet. Sådan blev han ved. Nogle gange ramte klodsen et barn, som måske begyndte at græde. Der var en ung pige, ikke uddannet, som skulle holde øje med os. Hun skældte ham ud, men lidt efter var det det samme igen. Drengen hed Erling Friis Pil og var åndsvag og blind. Der var nogle af børnene, som var åndsvage eller, så vidt jeg kan bedømme i dag autister.

Jeg husker slet ikke rejsen fra Nakskov til Refsnæs og heller ikke om begge mine forældre eller kun min mor afleverede mig. Det er også muligt, at jeg kom på børnehjemmet i forbindelse med afslutningen af en skoleferie, hvor en af lærerne rejste rundt og hentede børnene i de forskellige landsdele. Senere i min barndom husker jeg tydeligt disse scener, når vi børn skulle afhentes på stationerne, hvor vore forældre skulle aflevere os. Børnene græd. Nogle højlydt. Andre stille. Det var svært.

Rejsen startede fra Nakskov st., den vestligste station på Lolland. En pige ved navn Maren og jeg stod på i Nakskov. Maren var en ung pige, som boede på værnehjemmet. Værnehjemmet var en boafdeling for blinde kvinder, som ikke var i stand til at tage en uddannelse og siden klare sig selv. I Næstved kom en pige, som hed Frida på toget. Hun var ked af det, fordi hun havde en kæreste i Næstved og mens hun sagde farvel til sin mor og de stod der, på hver side af togvinduet, moderen på perronen og pigen inde i kupeen, blev hun ved med at gentage ”hils Preben” på en stille sørgmodig måde.

Hun boede også på værnehjemmet. Engang husker jeg at hr. Emborg skulle hente os. Da vi kom lidt forbi Næstved, hvor de sidste børn, på den strækning, skulle hentes, tog hr. Emborg vore madpakker, som vi havde med hjemme fra. Han gik rundt og delte maden ud til os samtidig med, at han, med sin messende stemme, spurgte: ”Kan du spise uden at grisse?”. Det lykkedes ham at sprede en hyggelig afslappet stemning i kupeen.

Nogle børn sørgede og savnede deres hjem meget. Jeg husker tydeligt Kurt Nielsen. For ham var det virkelig hårdt og det tog lang tid for ham at vænne sig til at være hjemmefra, men han kom sig langsomt. Han var jo en glad og robust dreng, så det gik.

Det første jeg husker om en personlig relation der var en dreng, der hed Villy. Villy kom fra store Snøde. En landsby på Langeland, hvor hans far var murermester. Vi fandt rigtig sammen og opbyggede en stærk legerelation. Vi havde en livlig fantasi begge to.

Om natten havde jeg tit nogle grimme drømme om nogle væsener, som kom og skræmte mig. Disse væsener var ikke fysiske. De var på et andet plan og nogle jeg ikke kendte. Jeg blev skræmt fra vid og sans, når de sagde uhyggelige lyde og skabte svære situationer for mig. Der var et væsen som var en Døøker, den var i vandet i en lavvandet sø, hvor den sagde lyde og ville komme efter mig. Så var der Bettesitterne. De havde forskellig størrelse og havde en summende lyd og så sagde de: ”Bettesit, bettesit”. Det var mere fysiske og derfor ikke så skræmmende, men lidt hyggelige. De havde en form, som 2 kegler sat sammen med en blød afrunding i hver ende. Så var der Stissen. Den var ikke fysisk, men når jeg vænnede mig til den, så gjorde det ikke så meget, at den sagde stis stis. Der var andre energier, som gjorde mig så bange, at jeg knap turde trække vejret. Jeg lå blot der i min seng helt paralyseret. Næste morgen kom de voksne og vækkede os. Jeg havde slet ingen fortrolighed til nogle voksne. Så det faldt mig slet ikke ind at fortælle nogle om disse mareridt. Det hjalp mig dog meget at fortælle Villy om det. Vi legede så situationerne og han var vældig god til at opfatte mine fortællinger. Vi fandt så på, at disse væsener boede på den øverste jord, hvor vi boede på den nederste jord og så kom der rigtig gang i fantasierne og der blev udviklet på fantasierne om denne øverste jord, hvor livet ikke var så tungt, som her i det fysiske.

Der var altid en frygtelig larm og tumult i den legestue fordi der jo var mange blinde og stærkt svagsynede, der stødte ind i hinanden, eller faldt over dem, der legede på gulvet. Villy og jeg tog vore forholdsregler. Vi satte os på gulvet med benene ”skiftes til”. Det vil sige, at den enes ankler lå over den andens. Derved skabtes et rum for legen. Hvis der, af vanvarer, eller fortsætteligt, kom nogle ind på os, som vi sad der, så vankede der. Vi isolerede os der sammen. Der skete dog også andet, men vi støttede hinanden ganske meget i dette kaos. Jeg syntes dog, at isolationen var skræmmende, hæmmende og gav spændinger, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved.

Jeg savnede voksenkontakt. Jeg husker engang lige efter jeg var kommet til Refsnæs. Jeg sad på toilettet og mærkede afføringen komme ud. Det var en skræmmende og ensom oplevelse. Jeg måtte føle på den. Dens konsistens og hvordan den så ud. Jeg husker ikke lugten. Min mave var forkrampet af spændinger.

Jeg var allerede dengang en drillepind. Undertiden fandt jeg på at forulempe en anden blind, som jo ikke kunne se, hvem det var.

Så en dag kom der en ny dreng, som hed Rudi. Ham kunne man overhovedet ikke komme i kontakt med. Det eneste han gentog højt ud i rummet de første dage var: ”Dumme tøs, dumme tøs”. Det var helt mekanisk. Om natten legede han i sengen og viskede halvhøjt med sig selv, så vi andre måtte tysse på ham. En aften stod han ud af sengen og bevægede sig henover gulvet, idet han efterlod sig en masse klatter af lort spredt udover gulvet. Jeg skulle, på et tidspunkt, den aften, op at tisse og kom så til at træde i nogle af de klatter.

Børnehjemmet forekom mig som en lav bygning. Og jeg syntes aldrig, at der blev luftet ud. Der stank af natpotter. Vi havde alle en natpotte under sengen, hvori vi kunne tisse. Nogle af børnene var vådliggere og skulle vækkes af nattevagten, som var en kone, som var ansat til det. Så kom hun ind og vækkede dem, som tissede i sengen. Der var en nattevagt, der hed fru Bertelsen, hun havde en mærkelig stemme, og når hun sagde ”op og tisse, op og tisse”, så grinede os, som var vågne.

Så var der også en børnehave, som vi kom op i om formiddagen. Børnehaven lå på første sal og forekom lysere og mere luftig end det nedenunder. Det var en dejlig afveksling til det evindelige kaos nedenunder. Der var en uddannet børnehavelærerinde og det var dejligt afslappende og inspirerende at have hendes venlige opmærksomhed.

Min far, som var smed, lavede en kran i metal, som stod på en jernplade og min mor syede nogle sandsække, så man kunne hejse dem op i kranen. Far lavede også en sandmølle, som, når man hældte sand i en firkantet tragt, kunne drive et hjul med nogle rum. Når sandet blev skovlet op i tragten og løb ned i hjulet, blev det drevet rundt af sandets vægt inden, det igen, løb ned i sandkassen. Jeg var meget stolt af min far.

Noget af det bedste og hyggeligste var, når vi gik tur på skolens område sammen med et par voksne. Så kom vi tit op til stalden, hvor skolen havde en lille bestand af grise og så 2 heste. Når vi nærmede os staldområdet begyndte grisene at grynte begejstret. De kedede sig vel i den lille grisegård, omgærdet af en lav mur. Vi stod så på ydersiden af muren, mens grisene gryntede glade og satte forbenene op på muren, så de bedre kunne komme i kontakt med os. Så rørte vi ved deres tryner, hoved og ører, medens de gryntede og snusede til vores hænder. Hvis vi blev løftet op kunne vi også klappe dem på ryggen.

Når vi ikke var i børnehave var der jo meget tid, hvor vi slet ikke blev stimuleret. Der var dog forskellige legeredskaber. Blandt andet en stor robåd. Det måtte jo resulterer i, at vi moppede hinanden og fik skældud af de uuddannede unge piger, som jo skulle overskue 20 blinde og svagsynede børn, hvoraf nogle endda var åndsvage eller autister.

Der var en dreng, som hed Jan Grove Rasmussen. Han var sygt fascineret af ure. Han sagde: ”Må jeg høre uret”. Hvis han fik fat i et ur, som han krampagtigt holdt op for sit øre, så kunne de voksne ikke få det fra ham uden, at der blev en scene, hvor han græd og skreg. Han kunne også psalmebogens numre udenad. Hvis man spurgte ham, hvilket nummer en salme havde, så kunne han sige det.

Så var der Henning Jensen. Han talte affekteret. Han var svagsynet, så når man drillede ham, så skubbede han kraftigt til en, så man faldt eller stødte ind i noget. Han gik og sagde: ”Apdarbe”.

Så var der Pjusker, som hed Kjeld Hansen altså Pjuskerkjeld. Han snakkede altid om sine grammofonplader. En sikker metode til at få ham til at gå fra koncepterne var, når vi råbte: ”Nu knækker vi alle Kjelds plader”, og klappede højt i hænderne. Så skreg han: ”Nai nai” med en skabagtig stemme. Det var hylende morsom og den var sikker hver gang, så han blev flittigt moppet. Det var en god adspredelse og tidsfordriv. Når den unge pige opdagede det i larmen, fik vi skældud. Kjeld var dog også en sød og hyggelig dreng, som ikke gjorde en kat fortræd. Han nød at fortælle at han boede ”Ovengaden Under Vandet”.

Der var også Thorben Bork Egevang. Når man var i nærheden og han følte, at man havde kontakt med ham, spurgte han: ”Vil du høre min blade”. Det skete tit, når der var voksne på besøg. Så drejede han rundt om sig selv. Satte den ene fod i gulvet med et klodset bump og så slæbte han den anden efter sig samtidig med, at han sang. Denne slæbelyd skulle vel nok efterligne stiftens lyd i pladerillen. Han sang godt nok og kunne en masse slagere udenad. Dengang havde vi 78’er plader.

Noget, som virkelig kunne samle de store børn på børnehjemmet, som var normaltbegavede, var når den unge pige spillede eventyrplader for os. Der var en rejsegrammofon og de eventyrplader der var, de var 78’er plader. Der var eventyret om Klodshans, om Snehvide og de 7 små dværge, Fyrtøjet, Ulven og Rødhætte, Robinhood, Den tapre Skrædder, Svinedrengen og andre eventyr. Ikke mindst det, der kaldtes et musikalsk eventyr om De tre Prinsesser. ”Ikke den tynde, ikke den tykke, men hende der var fuld af øøø…” og så en sjov swingmelodi. Skuespillerene var meget engagerede, så det var rigtig godt og en høj kvalitet for børn. Vi hørte disse eventyr om og om igen, så det var en lyst. Vi begyndte også selv at lege nogle af scenerne fra disse eventyr, det var en stor fornøjelse.

Plejemoderen på børnehjemmet hed frøken Friis. Hun havde, vist nok, en god vilje. Når man hørte hende tale med forældrene om et barn, så var hun altid smilende og kunne fortælle sjove episoder om barnet, hvor jeg hørte, lidt undrende, til, hvad hun sagde. Jeg havde ikke nogen særlig kontakt med hende, men der var jo også så få voksne til alle os og al den larm og kaos gjorde jo, at hun måtte tale højt. Jeg husker tydeligt hendes måde at tysse på os.

Sommetider fik vi breve og pakker fra vores forældre. Jeg husker, at når jeg fik brev så kom jeg ind til hende. Kom op på skødet og fik læst brevet højt. Jeg husker også gange, hvor jeg kom ind til hende. Jeg husker ikke, at jeg kom derind, men at jeg kom ud fra hendes lejlighed højt grædende siddende på hendes arm, medens hun prøvede at trøste mig.

En dag overfaldt vi en af de unge piger. Vi trak bukser, eller nederdel af hende og gav hende endefuld. Jeg husker tydeligt, at jeg følte på hendes bagdel og slog løs på den sammen med alle de andre. Der var en af drengene, som, af sin alder, var umådelig stor og stærk. Han havde en lidelse i benene, så han gik dårligt. Slingrede når han gik og måtte have støtte. Han hed Jørgen Hunstrup og var fra en gård på Langeland. Med sine stærke arme var han hovedkraften i dette overfald og han lå ovenpå hendes ryg og råbte: ”Er du god”. Tove, som pigen hed, skreg så frøken Friis kom og befriede hende. Jeg husker ikke den konkrete grund til, at vi overfaldt hende, men det var dog usædvanligt at så små børn kunne lykkedes med det.

Der må have ligget noget vrede i os overfor stedet og de voksne. En dag besluttede vi at vælte huset. Vi tog nogle legetøjsskovle og begyndte at grave henne ved husmuren. Vi var vrede og gravede et hul, hvor vi stillede os op ved muren og skubbede af alle kræfter, men der skete jo ingenting. Så gravede vi videre og prøvede så igen, men uden resultat, huset stod fast. Vi gravede så videre og hullet blev faktisk rigtig stort. Så blev det stoppet af de voksne. Der var også nogle, som prøvede på at grave sig ud under det hegn, der omgav børnehjemmets område, men det blev også stoppet.

Vi havde en skildpadde på børnehjemmet. De voksne måtte vel synes, at det var godt for børn at have kontakt med levende dyr. Men Skjoldpeter døde. Så fik vi en ny, som vi kaldte Dorte, som også døde. Man anede jo ikke, at skildpadder er vekselvarme dyr, som skal have varme for at have et stofskifte. Skildpadderne bliver normalt over 100 år gamle, når de har de rette betingelser, men disse to ebbede ud i løbet af et par år. De boede ovre i liggehallen, som var bygget til, at børnene kunne sove til middag.

Vi sov på nogle bårer. Vi skulle sove efter middagsmaden. Hvis nogle af os var for livlige og snakkede og ikke kunne falde til ro blev der skældt ud af en af de unge piger. Engang blev jeg skældt ud af en af dem. Jeg sagde, at det ikke var mig, da jeg lå stille, men hun påstod, at jeg løj for, som hun sagde, lyvemennesker får en sort streg i panden. Min verden brød sammen. Jeg havde jo ligget stille, som man skulle. Jeg husker tydeligt denne angst, fordi jeg havde min oplevelse og hun påstod med sikker stemme, at jeg løj. ”Du lyver. Jeg kan se den sorte streg i panden”. Jeg blev rigtig bange og begyndte at græde.

Der var kommet en ny dreng. De første mange dage, hvor vi skulle ligge i liggehallen lå Bjarne, som drengen hed og sagde klynkende og klagende: ”A wil hjem til Thy”, og så græd han bitterligt. Han var helt i sorg, men selvom der sad en inspektion, så lod hun, som om intet var sket. Bjarne blev totalt negligeret. Efterhånden slappede han mere af og kom ind i en daglig gænge.

Efterhånden fik jeg en rigtig god kontakt med Rudi. Han kom fra Fredericia og fortalte om sin familie. Jeg havde også en rigtig god kontakt med Jørgen Hundstrup, som vi kaldte Jørgen Klods. Jeg var, og er, den dag i dag, meget interesseret i dyr og specielt i fugle. Jørgen og jeg legede meget sammen og vi lærte hinanden om dyrene gennem leg. Det var meget givende. Blandt andet var der duer på gården, hvor han kom fra så han lærte mig om deres lyde og adfærd.

Det absolutte højdepunkt, mens jeg var på børnehjemmet var skolens 50-års fødselsdag. Den dag kom kongeparret på besøg på Refsnæs. Det var den femte november 1948. Der var stor fest på skolen. Kongen og dronningen kom også over og besøgte os på børnehjemmet. Dronning Ingrid bøjede sig ned, tog mig i hånden og så sang jeg:

Flyv, Fugl! Flyv over Furresøens vove!

Flyv, Fugl! flyv over Furresøens vove!

Nu kommer natten så sort,

Alt ligger sol bag de dæmrende skove,

Dagen nu lister sig bort;

Skynd dig nu hjem til din fjedrede mage,

Til de guldnæbede små;

Men når i morgen du kommer tilbage,

Sig mig så alt, hvad du så.”

Jeg havde mit kyllingetøj, et strikket cardigansæt på, som min mormor havde strikket. Der var broderet kyllinger over det hele på dragten. Det mindede mig jo om, når jeg var på sommerferie og der var cirka 30 kyllinger, som jeg var meget sammen med der.

Rudi tog dronningen i hånden og sagde, at hun havde beskidte negle. Det var bare neglelak. Dronningen havde et lidt tilbagetrukket, meget mildt og venligt væsen. Ved den lejlighed så skulle vi have chokolade og kage og kongeparret skulle være vore gæster.

Kong Frederik den niende var en meget rar og jovial konge, da han var sammen med os ved den lejlighed. Han mindede os, grangiveligt, om en af i eventyrkonger, som vi jo kendte så godt fra eventyrpladerne. Når kongen gerne ville have en kop chokolade mere så rakte han hånden op ligesom vi andre. Det var meget, meget hyggeligt at havde kongen på besøg. Vi var helt afslappede og glade og kongen var rigtig god til at være sammen med os. Jo, det var en dejlig dag.

Jeg tænkte altid på skolen, som et slags levende væsen, som jeg holdt meget af, når det var skolens fødselsdag.

I den sidste tid jeg var på børnehjemmet, kom der nogle lidt ældre kvinder. De har vel været midt i tyverne. De 2 første der kom hed frøken Søderstrøm og frøken Sonne. De var meget venlige. Det var en klar forbedring af opmærksomheden i forhold til os børn. Der var også noget leg i det. De 2 kvinder var forlovede med hinandens brødre. De var der kun kort tid. Så kom frøken Sander og frøken Linde.

Der kom en blind pige, der boede på Øst. Hun hed Hedvig Haldrup. Når vi var kommet i seng om aftenen, så kom hun engang imellem og læste op for os af Junglebogen. Hun gjorde det både spændende og levende. Hun havde megen varme og kærlighed til os. Talte også med os. Det var meget dejligt og trygt, da hun også, på sin egen måde viste omsorg for os. En sjælden varer i disse tider. Den dag i dag føler jeg en varme og tryghed ved at tænke på hende.

Da jeg kom på Øst.

Når man var 7 år og skulle begynde i skolens første klasse blev man flyttet fra børnehjemmet til Øst. Dette var en boafdeling med 64 børn. Der var drenge og piger op til fjerde klasse. Derefter blev drengene flyttet på den boafdeling, som kaldtes Vest.

Det første jeg tydeligt husker om at komme på Øst var, at jeg skulle på toilettet. Jeg gik rundt for at finde det, men det var et stort sted, så jeg fandt det først, da det var for sent. Lige da jeg var ved at trække bukserne ned sked jeg i bukserne. Bukserne med lorten røg ned om benene på mig og jeg slog hænderne sammen og begyndte, rædselsslagen, at græde. Det var den helt store katastrofe. Jeg husker slet ikke, hvordan jeg blev hjulpet. Jeg husker derimod, at jeg, nøje, mærkede mig, hvor toilettet var så jeg kunne finde det. Den næste dag gik jeg glad derind. Idet jeg satte mig råbte jeg begejstret: ”A ska’ sgu skie”.

Det hørte frøken Blok og det resulterede i kraftig skældud og nogle klaps i den bare. Jeg kendte ikke frøken Blok, men det kom jeg til. Jeg tror, at hun var sadist. Mange af de andre frøkner blev vrede, enten fordi de var belastede eller havde for mange børn at holde øje med, men frøken Blok var, på en måde cool, når hun gjorde grimme ting imod os. Dengang havde hun altid aftenvagten fredag aften. Så fik vi klippet negle på sovesalen inden vi skulle sove. En aften havde en dreng, som hed Finn Lassen være lidt livlig, havde vist spillet lidt op. Hun beordrede da Finn til at stille sig i sin seng og stramme buks. Så slog hun ham i den bare numse med et tungt metalskohorn, så det sang. Finn skreg og sprang helt henover nabosengen og landede, sådan nogenlunde i sengen ved siden af. Frøken blok sagde, med skarp stemme: ”Det var bare et A”.

Fredag aften fik vi også det ugentlige bad. De unge piger som tjente på stedet, hjalp sygeplejerske frøken Jacobsen med at bade os. Frøken Jacobsen var en skrap og kontant kvinde, men god nok på bunden. Der var en af de unge piger, som vaskede mig. Hun hed Etly. Jeg havde ellers ingen kontakt med hende i hverdagen. Hun var, ligesom, langt væk. Hun havde en hæs skurrende stemme. Når hun vaskede mig foregik det altid i stilhed for frøken Jacobsen krævede stilhed. Når Etly vaskede mig mellem benene foregik det langsomt og dvælende. Hun gav sig god tid. Masserede, med sæbe mine kønsorganer. Jeg anede jo ikke, hvad der foregik, nød det blot. Så ind under bruseren og skylles af. Så kom frøken Jacobsen hen. Tog fat i håret, og råbte: ”Neemme”. Det betød hvilket nummer har du. Jeg svarede fem. Det lød mærkeligt fordi min hage var trykket helt ned til mit bryst.

Hvis vi snakkede, efter vi var kommet i seng på sovesalen, kunne det ske, at de voksne stod udenfor døren og lyttede. Så kom hun ind og gav os endefuld. Der blev sagt: ”Hvem var det, der snakkede”. Så blev man beordret at ligge på maven. Dynen blev løftet og så slog hun og det var hårdt. Fru Thomsen, som var der en kort tid, tog vand på hænderne før hun slog. Det sved modbydeligt.

Lyset i mørket, det var fru Kotrell. Hun havde en dyb og myndig stemme. Hun kom, når hun havde aftenvagt og skulle lægge os i seng, og snakkede med os. Gav sig god tid og var dejlig nærværende. Men hun var der kun i kort tid.

Rutinen på Øst var, at vi blev vækket klokken 7. Derefter var der morgenmad. Så begyndte skole med morgensang. Det kunne jeg godt lide. Jeg har altid elsket salmeskatten og det var meget opløftende for mig.

Jeg husker specielt oldfrue frøken Overgårds stemme. Hun sang rigtig godt. Organisten, som var blind og hed hr. Poulsen spillede rigtig godt til morgensangen. Efter salmen bad forstander Poul Petersen fadervor. Morgensangen begyndte kl 8 derefter var der skole indtil middag, hvor vi spiste varm mad. Maden var af meget høj kvalitet. God dansk mad. Der var en rigtig god og dygtig økonoma, frøken Sørensen. Om formiddagen, i det lange frikvarter, skulle nogle af børnene, som var lidt tynde eller på anden måde ikke rigtigt trivedes, over til køkkenet og have et glas piskefløde. Jeg holder rigtig meget af fløde så jeg nød det meget.

Så var der undervisning igen indtil kl. 14.

Kl. 15 var der mælk i spisestuen. Vi fik et glas mælk af nogle store tunge glas.

Der blev også delt godter ud, hvis forældrene havde sendt pakker til deres børn. Derfor skete det jo ikke så sjældent, at nogle fik godter og andre ikke. Mine forældre var gode til, regelmæssigt at sende pakke til mig. Så lå der, som regel et brev i punktskrift, som min far, møjsommeligt havde skrevet til mig på den punkttavle, han havde købt.

Vi, som havde fået pakke, blev, derfor, opfordret til at dele med de andre, men så gik det jo bare sådan, at man delte med dem man godt kunne lide, eller havde sociale fordele ved at dele med.

Så var der udetime. Alle skulle være ude i den time. Der var en assistent, frøken Hansen, som var meget blid og omsorgsfuld. Hun var meget stilfærdig. Jeg hørte hende aldrig hæve stemmen. En dag fik jeg held til at finde hende i udetimen. Der var jo 64 børn og kun to voksne, som havde inspektion. Jeg gik med frøken Hansen i hånden. Hun var naturligt nærværende og udstrålede kærlig venlighed overfor alle. Jeg følte stor lettelse og afslapning ved at gå med hende i hånden og blev fyldt af en stor varm tryghedsfølelse. Hun var lille. Frøken Hansen havde også inspektion ved aftensspisningen. Jeg vendte hele tiden ansigtet mod hende, i den retning, hvor hun var. Da der var inspektionsskifte under aftensmåltidet og hun gik ud af døren, sad jeg resten af tiden i spisestuen, med hovedet drejet hen imod døren uden at kunne spise noget. Frøken Hansen var der kun en kort tid.

Efter udetimen var der lektielæsning kl. 16,30. En time og så aftensmad kl. 18. efter aftensmaden var der fri leg indtil sengetid kl. 20.

Pigernes sovestuer lå på en lang gang på første sal. Drengenes sovesale, der var den lille sovesal og den store, for de større drenge, lå også på første sal, men i enden af bygningen.

Om natten, var vinduerne lukkede. Der var en stram dunst af sengetøj, gammel luft og halv og helt fyldte natpotter. Der var en meget svag dreng ved navn Otto. Han var fra Sydslesvig, derfor kaldte vi ham for Otto tysker. Han var, som sagt meget svag. Når jeg mærkede på ham hang hans hoved altid nede på brystet. En morgen, da vi lå i sengen, skulle Otto tisse. Han lå i sengen og virrede med hovedet rytmisk, fra side til side., medens han udstødte rytmiske klagelyde vekslende med, at han i samme rytme sagde: ”Ja ska tiis, ja ska tiis”. Det blev værre. Man kunne virkelig høre, at det var lige oppe over. Så stod han, møjsommeligt og meget besværet ud af sengen. Fik ravet natpotten frem under sengen og begyndte at tisse. Man kunne høre, hvordan potten blev mere og mere fyldt. Så blev den for tung og Otto tabte potten, med dens indhold, men måtte så tømme resten ud af blæren med en plaskende lyd på gulvet. Det gav et syngende brag, da potten, med dens indhold, landede på gulvet. Otto fik sig væltet op i sengen og nu var rytmen med det virrende hoved og klagelydene langsomt og opgivende. Jeg lå der blot, som et vidne. Det faldt mig slet ikke ind at jeg kunne have gjort noget, Senere hørte vi, at Otto tysker var død.

Nogle gange var vi meget livlige og lavede ballade, når lyset var blevet slukket. Det var naturligvis spændende for der jo altid chance for at få endefuld.

Jørgen Hunstrup var et udpræget A-menneske. Vi syntes, det var sjovt, at han knapt nok var kommet i seng, før end han sov. Så fandt jeg på at tisse på hans madras lige der, hvor hans hovedpude var. Så vågnede han og spurgte med søvndrukken, brøsig stemme: ”Hvem har tisse på min mardrææ(s)”. Vi grinede, så vi selv var ved at tisse i sengen, det var hylende morsomt. Det blev noget, vi gik og sagde.

En anden nat gik Flemming Neumann i søvne, som han så ofte gjorde det. Det var sjovt at høre, hvordan en blind søvngænger famlede sig frem. Stødte mod ting, men alligevel, gik rimelig sikkert rundt. En nat kom han fra den ene sovesal ind på den anden. Stillede sig op midt på gulvet og tømte sin blærer med en plaskende lyd. Så gik han ind i seng igen, som om det var den naturligste ting i verden. Det skabte, selvfølgelig, også stor morskab.

Når jeg vågnede i den tidlige sommermorgen i den beklumrede dårlige luft på sovesalen, så kunne jeg høre lyden af grøniriskens trillende bløde sang ude i det store elmetræ, der stod i skolegården. Dette gav mig en enorm næsten ubærlig længsel i sindet.

Det fortsatte med mareridtene. Der var jo også alt det nye. Nye omgivelser. Et meget større sted, hvor jeg jo ikke havde lært, hvordan det så ud og så denne følelse af efterladt-hed og ensomhed. Jeg husker tydeligt den stemning fra den første tid på øst og i skolen. Der skete jo også noget med kroppen. I den alder faldt testiklerne ned i pungen. Jeg syntes det var utrygt og fremmed og spurgte frøken Gyldenbjerg, som var sang- og religionslærer, hvad det var for nogle kugler. Hun sagde, at det bare var 2 bolsjer i bolsjeposen. Det gav ingen mening. Så sad jeg der i min seng og rørte ved bolsjeposen med bolsjerne og følte mig utryg, ubeskyttet og forvirret.

Vores klasselærer i første klasse hed frøken Filstrup. Hun var virkelig en fantastisk pædagog. Hun kunne virkelig se og motivere os. Det var en fornøjelse, og interessant at gå i første klasse med hende som lærer.

Frøken Filstrup udviklede en undervisningsmetode af sansetræning for blinde børn. Det står vældig godt beskrevet i bogen skrevet af Niels Strandsbjerg i anledningen af Refsnæsskolens 100-års jubilæum.

Der står, i øvrigt, også en rigtig god beretning af økonoma Ester Sørensen om hendes arbejde på Refsnæs.

Nå, men det første år gik jo og jeg skulle så i anden klasse. Det gik rigtig galt. Vi skulle have hr. Emborg, som klasselærer. Han havde vældig god vilje og var uden tvivl både dygtig og meget engageret, men noget gik helt galt for mig. Jeg var aldeles umotiveret og fik kun nogenlunde gode karakterer på grund af mit gode hoved. Den gik dog ikke i regning. Der fik jeg laveste karakter og den hed mådelig.

I slutningen af skoleåret var der eksamen. Det foregik, omkring d. 20. juni. Jeg husker også den tid, som var præget af de modne manna fra det store elmetræ i skolegården. De fløj rundt i sommervinden og lød, næsten, som de visne blade lyder, når de flyver rundt om efteråret de smagte tørt og sødligt, dejligt. De havde en skærm omkring sig, så de kunne flyve. I denne tid var der, som sagt eksamen. Jeg husker, tydeligt, hvordan jeg sad og fumlede med regneklodserne. Disse var lavet af bly og var punkteret så der var et tal på hver af de fire sider på klodsen. Regneklodserne kunne sættes ned i nogle firkantede huller i en regnetavle. Så vendte man det tal opad, som gjaldt i det sammenhængende cifre. Jeg sad, som sagt, og famlede med disse klodser og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Sådan sad jeg i hele den tid, som jeg havde og var ikke komme videre, da tiden var gået. Det var en underlig følelse. Det føltes også meget ensomt og jeg kunne ikke forholde mig til situationen. Det var en ørkesløs og restløs situation, som var svær. Jeg følte mig forlegen overfor mig selv. Andre mennesker blev uvedkommende. I det hele taget var denne tilværelse, med denne usammenhængende menneskelige kaos og frygt ikke til at forholde mig til. Vi lærte en sang i første klasse, som gjorde mig flov, vred og trodsig:

Ja, hvis man ikke vil være dum.

så skal man tænke sig rigtigt om.

så skal man, bestandigt høre efter.

af alle kræfter. af alle kræfter.

en sluudrebøtte, som hed Jens Knud.

han sad og pillede dagen ud.

og tænk. han blev, det er sandt og vidst.

helt dum til sidst og det var trist, ja trist men,

jeg havde en indre verden.

En verden af fantasier, som baserede sig på naturen.

Nede på strandmarken var der rigtig mange, af havet, slebne sten. Der gik jeg ned og fandt en meget specielt, formet sten. Den gik jeg med i fingrene og ved at gøre forskellige bevægelser og holde den i bestemte stillinger, kunne jeg visualisere forskellige scenerier. Det drejede sig, som regel, om fugle, men også andre dyr. Det kunne, f.eks. være husdyrene hjemme fra min morfars gård. Disse lege med sten blev en slags besættelse og hjalp mig til at flygte ud af tilværelsen.

Man siger, at blindismer fortrinsvis udvikles hos blindfødte. Der er her tale om en form for stereotypi, som kommer af isolation. Man ved, at i Afrika, udvikles den slags ikke og man mener det skyldes, at børnene altid hænger på moderens ryg og kan derfor følge hendes bevægelser dagen lang. Jeg henviser til bogen Kan man løbe fra problemerne af Anne Mette Bredal, hvor hun, netop, skriver et afsnit om blinde spædbørns livsoplevelse. Det er vel, tænker jeg i tråd med en form for autistisk tilbøjelighed.

Disse lege trænede min visualisering. Når jeg legede og eksperimenterede med hønsene, så lærte jeg også meget om deres bevægelser. Og når jeg havde haft kontakt med andre dyr, så legede jeg indtrykkene ind i mit væsen. F.eks. var der, på min morfars gård, en stejl stige, af træ, fra ladegulvet op til høloftet, hvor kattene også boede. Når en kat kom springende hen og satte kløerne i stigen og hurtigt og sikkert klatrede op af den, gav det en bestemt serie af lyde, hvor jeg kunne høre, at katten hurtigt bevægede sig op ad stigen. Jeg hørte også, når de hvæssede deres kløer på træerne.

På samme måde med de andre dyr. Køerne, der græssede. Grisene, der legede, gryntede og rodede. Hønsene. Ænderne, når de kom hjem fra mergelgraven, som lå på Siersens mark. Siersen var nabo til morfar. De havde et rigtig godt naboskab. Delte maskiner, redskaber og hjalp hinanden med bedrifterne. Da hjalp disse sten med at skabe tryghed i en verden, som jeg selv skabte og havde kontrol og skaberkraft over. Jeg blev da sådan en slags gud, der dels kunne skabe, dels blot iagttage min skabelse. Men det tog rigtig megen tid fra det, jeg eller skulle have lært, men sådan blev det nu. Det var den bedste livskvalitet, jeg kunne skabe for mig selv samtidig med, at jeg jo levede i Refsnæssamfundet, hvilket jeg jo også elskede på grund af den meget høje og stærke naturvibration, som gav alt, hvad jeg oplevede, godt, som dårligt, en stærk åndelig energi igennem mit hele liv der, og hvilket jeg altid tyede til, når jeg havde behov for trøst og inspiration.

5. Fra jeg blev født og indtil jeg blev 18, af Allan Gravesen.

Denne beretning er min beretning, som skal vises til min moster Lisa Borris Pedersen og min morbror Per Nukaaraq Hansen (Ivittuut Museum). Skulle nogen udefrakommende læse denne beretning enten på museet eller andetsteds og føle sig trådt over tæerne, fordi de læser beretningen og synes, at jeg efter deres opfattelse kommer med usandheder, så er det deres ejet problem. Jeg hedder Allan Gravesen. Jeg er født i 1972.

Jeg er født 2 måneder for tidligt på Odense Universitetshospital (nu: Odense Sygehus). Min far var ved militæret for at aftjene sin værnepligt. Min mor var på ferie hos min farmor og farfar, som boede på Fyn. Derfor blev jeg født i Odense.

Jeg lå på sygehuset i to måneder. Jeg lå i kuvøse i den tid. Man mener, at jeg blev blind, fordi jeg fik for meget ilt. Hvis ikke jeg havde fået så meget ilt, som jeg havde brug for, var jeg død. Flere af de børn, der lå i kuvøse, var meget syge af deres for tidlige fødsel, hvorfor vi blev nøddøbt på sygehuset. Vores forældre måtte kun komme i nærheden af kuvøserne og kigge gennem glasruderne til os. Men præsten, der døbte os, kom direkte fra sin bil uden at vaske hænder. Han åbnede kuvøserne og døbte os. Flere af os døde, men jeg overlevede.

Efter at jeg var kommet hjem fra sygehuset, kontaktede min far daværende småbørnskonsulent Jette Hasselstrøm på Refsnæsskolen (nu: Synscenter Refsnæs – http://synref.dk).

Mine forældre vidste selvfølgelig ikke, hvad de skulle gøre i den ulykkelige situation i første omgang at have fået et blindt barn. Min mor blev senere desperat over, at jeg ikke kunne komme af med afføringen, hvorfor hun kontaktede det nu nedlagte børnehospital Fuglebakkens Børnehospital på Frederiksberg. Efter nærmere undersøgelse synes børnelægen, at min mor skulle kontakte OH (det nu nedlagte Ortopædiske Hospital i København), fordi børnelægen på Fuglebakken mente, at jeg muligvis var spastiker (hvad jeg er). OH havde tilknyttet en børnehave for spastikere, CP-Børnehaven (Cerebral Parese – Spasticitet på latin), som i dag drives af Københavns Kommune. Der gik jeg i to år. Imens kæmpede Jette Hasselstrøm forgæves for at få mig på Geelsgårdskolen (http://geelsgaardskolen.dk), fordi hun mente, at det var et større problem for mig at være spastiker end at være blind.

De nægtede at modtage mig med henvisning til, at jeg var blind og at de ikke vidste, hvordan det skulle tackles. At de så både i den periode før og siden har haft helt blinde eller næsten blinde samtidig med min eksistens, kan undre mig dybt. De var glade for, at der fandtes en blindelov, hvori der stod, at alle børn skulle undervises på Refsnæsskolen, hvis de havde et synshandicap.

Efter min fars værnepligt fik han job som livrist hos Dronningen, så han kunne arbejde 14 dage og holde fri 14 dage. Det var smart at gøre det således, så han kunne hjælpe med at passe min storebror og jeg. Der var han fra 1974 til 1976. Grundet uoverensstemmelser holdt han op. Mine forældre flyttede til Kalundborg, og min far fik job hos Tage Søndergaard, en sengetøjsfabrik. Jeg startede i specialbørnehaven på Refsnæsskolen. Der gik jeg i knap to år, kom så i børnehaveklassen og gik på Refsnæsskolen til og med tiende klasse. Fra første til og med tiende klasse havde jeg afdøde Søren Larsen som klasselærer. Da jeg var syv år gammel, kom jeg en dag grædende hjem fra skole, fordi jeg ikke måtte komme til karneval som skolens øvrige elever. Min far blev rasende, ringede omgående til Søren Larsen og skældte ud over, at jeg ikke kunne komme til karneval. Så han sagde til Søren: ”Jeg kommer og henter dig sammen med Allan og så tager du dig af Allan. Allan overnatter på Egehuset (kostafdelingen), således at han kommer i skole næste dag.” Det var da dejligt at komme til karneval, men karnevalet blev kimen til en allerhelvedes ballade. Trods rigtig mange gode stunder var der ballade mellem mine forældre, Søren Larsen, skolens øvrige personale og jeg lige fra karnevalsdagen til og med tiende klasses afslutning. Der var mange problemer med, om undervisningen skulle finde sted med blindeskrift grundet min spasticitet eller om jeg skulle undervises med en båndoptager grundet min spasticitet. Brugen af båndoptageren kunne afhjælpe min spasticitet modsat Punktskriften (Braille-Skriften). Det blev en kombination af begge dele. Kombinationen foregik kun ved tre af lærerne. Fordi jeg også var spastiker og ikke kunne blindeskrift så godt, havde jeg på fornemmelse, at jeg blev opfattet som dum. Efter min skoletid har mine lærere fortalt deres fremtidige elever, hvor dygtig jeg var til en masse ting. Der var bare ikke mange, der fortalte mig, hvad jeg var god til, mens jeg var der. Det svarer til, at man taler pænt om de døde, når de er døde. Det glæder mig dog, at enkelte elever efter min tid har kunnet bruge mine læreres fortællinger til noget.

Jeg vælger nu at springe frem til sommerferien efter 3. klasse. Mine morbrødre Werner og Nukaaraq Hansen var på besøg i Danmark med hver deres kone og børn på hvert sit tidspunkt. Far havde igen jobproblemer. Han havde og har en meget svær/svag tilpasningsevne. Så pludselig ville mine forældre til Grønland. Det var dog ikke min mor, som var halvgrønlænder, der var den drivende kraft, men min far, der ville opleve noget. For mig og alle andre kom det som en tyv om natten. Som blind skulle jeg til øjenlægekontrol, indtil jeg var 12 år gammel. Og den dag jeg fik at vide, at mine forældre skulle til Grønland, var en af de dage, hvor jeg også skulle til øjenlæge. Jeg blev bedt om at holde gråden tilbage. Mine forældre har hele deres liv levet så kompliceret, at der altid var hemmelighedskræmmerier. Så jeg skulle altså holde tårerne tilbage ved øjenlægen. Der var ingen tvivl om, at Thomas Rosenberg (øjenlægen) opdagede, at jeg var ked af det. Kære Thomas, du skal have hjertelig tak, fordi du ikke spurgte, hvorfor. Alt tumulten inden og efter mine forældres afrejse til Grønland har jeg ganske enkelt fortrængt for at overleve. Det var min brors legekammerat Morten, der spurgte sine forældre og mine kommende plejeforældre Kai og Karen, om ikke de og Morten skulle tage sig af mig i weekenderne, når nu mine forældre og søskende var væk. Inden den faste forbindelse mellem jeg og min plejeforældre blev etableret, var der ti familiemedlemmer, der var min plejefamilie. Min klasselærer har fortalt mig, at jeg var rimelig frustreret over, hvor jeg skulle være og ikke være, fordi de familiemedlemmer, der havde sagt ja til opgaven, følte sig tidspresset i deres eget liv. Alligevel husker jeg mange gode og sjove stunder fra den tid, f.eks., da min onkel Palle spænder en livrem fast om mig og en håndvask, så jeg kunne komme til at stå alene uden min kørestol. Det var en slags panisk glæde, jeg fyldtes af, fordi jeg ren kropsligt skulle overbevises om, at jeg stod selv og ikke kunne falde. Kære læser, forestil dig at få røven fri fra en sofa efter at have siddet i den mange dage og timer. Min onkel Otto var værge for mig, også selv om den faste forbindelse til min plejefamilie var etableret. Otto har siden hen og til stadighed meget svært ved at slippe rollen, til trods for at jeg i skrivende stund er 39 og bor og lever, som jeg gerne selv vil.

Nytår 1979-80 blev min far og mor rigtig uvenner, sandsynligvis fordi min far ville bruge flere penge, end der var. Så min mor måtte rejse for et par dage til hendes første adoptivfar Ib, som nu er død. Så holder min far, mine søskende og jeg Nytår hos farmor og farfar, faster og onkel og yngste farbror. Min mor støder så alligevel til, men omkring den 1.-2. januar 1980 blev mine søskende og jeg vækket brat tidlig om morgenen, fordi de alle var blevet uvenner i løbet af natten. Og på den triste måde havde min familie og jeg, og ikke mindst jeg, ikke forbindelse til min farmor og farfar, faster og onkel og yngste farbror, mens mine forældre var i Grønland.

Midt i sommerferien, da mine forældre rejste, kom jeg på Egehuset og boede der, indtil jeg var 14 år gammel. Som læser skal du forestille dig, hvor dybt traumatisk det var ikke at vide, hvornår jeg så mine forældre og søskende igen. Da jeg ikke er født grønlænder, kunne jeg ikke få rejsen betalt af Grønlands hjemmestyre. Det blev således Bjergsted Kommune, efter sammenlægningen i 2007 nu Kalundborg Kommune, der betalte for rejsen. Men vi vidste endnu ikke, da mine forældre rejste til Grønland, om og hvornår jeg skulle komme til at se dem igen. Det blev jul og nogen havde organiseret i sammenarbejde med daværende Kalundborg og Bjergsted kommuner, at jeg kunne komme til Arsuk. Men det blev med den sidste flyvemaskine, der gik fra Danmark til Grønland inden jul. Så det var et held, at jeg overhovedet kom det. Det var jo ikke pædagogerne, der skulle rejse til Grønland og besøge deres forældre. Så man glemte simpelthen det, der skulle arrangeres. Det er indrømmet siden, men jeg har ikke tilgivet det af flere grunde. Fordi, hvis ikke det var blevet arrangeret, kunne jeg risikere at holde jul sammen med de blinde på skolen, der var psykisk syge, ikke havde noget sprog, kun kunne sige underlige lyde, smide med træklodser og alt andet, der var i deres nærhed, om det så var sovsen fra aftensmaden (velbekomme!). Det var ikke altid til at vide, hvad man kunne få i hovedet. Men endelig kom jeg til Arsuk. Min mor og far var dog rammer, jeg kendte. Så fire ugers tryghed, glæde og gråd blev det til. Dette foregik to gange om året i fem år. Selvfølgelig havde jeg det også sjovt på Egehuset. Vi var i Tivoli, teater og meget andet gennem tiden. Men kampen mellem hvilke pædagoger der sommer og jul skulle følge mig til Grønland og hente mig igen var ikke sjov. Pædagogerne sloges om, hvem der skulle opleve den flotte natur, plus at der også lå for dem deres løn og en diæt på 6.000 kr. Jeg fik kun en meget lille del af den diæt, de fik resten. 6.000 kr i 1981 svarer til 14.416 kr i 2010 (ifølge Danmarks Statistik prisberegner). Dette beløb ganget med 10 er lig med 144.160 kr. Det var lige så meget lønnen og diæten, som trak, såvel som Grønlands smukke natur.

Gennem mit liv fra 1975-1986 kom jeg igennem fem operationer. Det var forlængelse af hasesener, arkillessener, operation i begge lysker, så hofterne kunne blive siddende på plads. Ved andensidste operation i februar 1986 fik min mor rejsen betalt af Frederikshåb Kommune i Grønland, delvis finansieret af Grønlands Hjemmestyres Danmarkskontor i København. For dette stod en grønlandsk socialrådgiver Michael Fleischer. Michael Fleischer ringede til mig på Refsnæsskolen: ”God dag, jeg hedder Michael Fleischer”, sagde en stemme med den velkendte grønlandsk-danske accent. Endvidere hed det: ”Nu stiller jeg dig nogle spørgsmål, og hvis ikke du svarer ”ja” til dem, kommer din mor ikke til Danmark. Er Du med!? Spørgsmål 1: Har du det godt?” ”Øh, ja”, sagde jeg, for det var jo ikke særlig rart at skulle opereres igen. Resten af spørgsmålene var, hvor gammel er du osv. Så sagde han: ”Det er godt. Nu kommer din mor til Danmark. Farvel.” Aldrig er jeg blevet stillet den slags spørgsmål siden og da slet ikke af en grønlænder. Han havde sgu nok boet får længe i DK. Operationerne fik jeg ikke meget glæde af, andet end smerter.

I marts/april 1986 vendte mine forældre hjem til Danmark for at bo fast. Min far var en af de danskere, der blev i Grønland i max. 5 år. Enten kommer man hjem efter meget kort tid, lidt længere end kort tid eller også bliver man der resten af sit liv. Jeg var nu blevet en ung knægt / voksent barn, der endelig havde vænnet mig til at nu boede mine forældre i Grønland og at jeg i samarbejde med de mennesker, der var omkring mig, selv kunne være med til at bestemme, hvad jeg havde lyst til. Men nu blev det igen, som dengang jeg var ni år, før mine forældre rejste til Grønland. Så nu skulle jeg igen til at finde mig i deres luner og at de bestemte over mig både i ferier og weekends. Det var en underlig blanding af at være kisteglad for, at de var kommet hjem og at skulle vende sig til, at de skulle bestemme igen. Forinden fik min plejemor desværre et nervesammenbrud, hvilket gjorde at min plejefamilie ikke kunne være familie for mig længere. Vi har meget fin kontakt den dag i dag.

Fra 1987-1989 var jeg skolenævnsrepræsentant for mine medelever på Refsnæsskolen. Allerede dengang var jeg god til at argumentere og til at tale røven ud af bukserne, hvilket irriterede skolelærerne og pædagogerne på skolen.

Ved skolens 75-års fødselsdag 1. november 1973 fik skolens elever det, der hed ”lang weekend”, så de elever, der boede på Fyn eller i Jylland, kunne rejse hjem om fredagen og retur om mandagen til skolen hver anden uge. I den modsatte uge havde vi en seks-dages-uge, således at vi gik i skole om lørdagen kl. 8-12. Imidlertid skulle der spares, således at den lange weekend blev sløjfet, hvilket passede lærerne, fordi de så havde fri hver lørdag. Det passede også de forældre, der ikke kunne få passet deres børn mandag formiddag, indtil børnene skulle fra Jylland, eller hvor de nu boede, og retur. Det passede imidlertid ikke Allan Gravesen. Så længe jeg sad i skolenævnet, blev den lange weekend fastholdt. Den forsvandt på første kommende skolenævnsmøde januar/februar 1990, da Allan var væk. Sagen er nemlig den, at skolens lærere fortalte samtlige skolenævnsrepræsentanter gennem tiden, at de var observatører og ikke måtte sige noget på møderne. Det fortalte jeg min onkel Otto, som var højskolelærer på det tidspunkt. Han sagde til mig, inden jeg blev valgt, at jeg var ikke observatør. Jeg havde fuld ret til at sige noget og jeg gjorde det. Daværende forstander spurgte mig på et af møderne: ”Vil du gerne på lejrskole sammen med femten andre elever? Plus otte andre elever, der skal et andet sted hen, kan komme af sted for i alt 70.000 kr (svarer til 119.048 kr i 2010). Eller vil du have, at dine forældre fortsat får udbetalt kostpenge, når du har været hjemme på lang weekend? Dine forældre skal nok få udbetalt kostpenge i de længere ferier (Det skal siges, at hvis man havde været hjemme i tre dage eller længere, fik vores forældre udbetalt 20,75 kr om dagen). Jeg sagde selvfølgelig ja til at tage på lejrskole sammen med mine 15 andre kammerater. Vi skulle på teknisk museum i Helsingør og en masse andre dejlige ting, som jeg altid husker tilbage på med glæde. Men den glade tur fik jeg aldrig nået at fortælle mine forældre om, fordi de nu mistede 20,75 kr per dag (svarer til 35,29 kr i 2010) for en lang weekend på tre dage. Det var rigtig trist ikke at kunne dele den glæde med mine forældre. Men det skulle jeg komme til at sande, at sådan var det.

Jeg var 18, da jeg sidste gang var i Grønland.

6. Afvigelsens identitetsdilemmaer, ved René Ruby

Den 28. marts i år på forlaget Saxo Publish udgav René sin Ph. D. afhandling efter en redaktionel tilpasning af afhandlingens tekst til udgivelse. Bogen, der er på 228 sider, er under produktion hos Nota. Nedenfor bringes bogens forord som præsentation og inspiration for nyhedsbrevets læsere.

Forord

I kælderen under blindeinstituttet var der tidligere en historisk samling. Ud over eksempler på den pædagogiske udvikling rummede samlingen også forskellige værkstedsindslag: tidligere traditionelle blindehåndværk, såsom børstenbinderi, skomageri, væveri og rebslageri.

I kældergangen var der indgange til omklædningsrummet til gymnastik og svømmehal, og over hele kælderen var der en lugt af støv, sved, våde og jordslåede håndklæder. Lugten slog en i møde, når man gik ned ad trappen og det er den lugt jeg i mange år forbandt – og til dels stadig forbinder – med fortidighed, fortidens blinde og fortidige billeder af blinde; alt det jeg ikke ville være og som kunne give mig en kvalmende følelse af klaustrofobi.

Jeg mistede synet som 7-årig. Det skete over en længere periode og jeg husker ikke nogen brat overgang. Jeg bibeholdt en lille synsrest, som jeg kunne anvende til orientering, men ikke til at læse med. Med barnets evne til at acceptere og indrette sig efter de givne forhold, husker jeg det ikke som nogen omvæltning eller noget jeg reflekterede over i større grad. Mine forældre var naturligvis meget kede af det, så jeg skulle være stærk og viste ikke noget.

Jeg voksede op i en landsby i Nordsjælland og startede med et års forsinkelse i folkeskolen. Her blev jeg udstyret med diverse specialkonsulenter, hjælpelærere, hjælpemidler og ekstra timer. Det var en god skoletid og jeg følte mig ikke udenfor eller anderledes. Der var blot nogle særlige forhold omkring min undervisning og ting som jeg ikke kunne deltage i.

Jeg havde også den fordel, at mit hjem var et Eldorado af en legeplads. Mine forældre havde en gård og var selvstændige erhvervsdrivende med maskinstation, vognmandsforretning og entreprenørvirksomhed. Gården med dyr, maskiner, værksteder mm. var et paradis af en drengelegeplads. Flere af mine skolekammeraters fædre var ansat hos min far. Jeg havde således en rigtig god status i klassen.

Der var naturligvis lege, som jeg ikke kunne være med i som boldspil etc. Jeg voksede op i den idylliske og fredelige nordsjællandske landsby og oplevede mig nok som anderledes på nogle punkter, men ikke som uden for fællesskabet. På et tidspunkt da jeg var omkring 12 år skulle jeg have noget undervisning, de kaldte mobility, og der kom en instruktør ud fra blindeinstituttet. Han skulle lære mig at bruge den hvide stok, altså mobility. Den hvide stok var jeg ikke spor begejstret for. Jeg skulle lære at gå med den, først inde på skolen og senere rundt i landsbyen. Jeg syntes, at folk kikkede på mig og reagerede anderledes på mig end ellers. Jeg hadede, når instruktøren dukkede op på skolen og vi skulle ud og indøve mobility. Enden på min kamp mod den hvide stok blev et kompromis mellem mig, mine forældre og lærere. Jeg slap for at anvende stokken i landsbyen, men skulle anvende den, når jeg var i Hillerød eller længere borte.

Mit liv fortsatte i landsbyen og var ganske spændende for en stor knægt. Jeg og min fætter fik lov til at ræse rundt på vores stubmarker i en udtjent Morris Mascot og jeg sad også ved rettet med min fætter ved siden. Senere sneg vi os også til at låne min fars motorcykel – uden tilladelse. Jeg sad naturligvis bagpå, men det ændrede sig. På et tidspunkt fik jeg overtalt min far til, at jeg måtte få en knallert. Betingelsen var at jeg kun måtte sidde bagpå. Det overholdt jeg ikke særligt længe. På de små mark- og småveje lige op ad gården kunne jeg godt, med min lille synsrest og uden rigtig alvorlige uheld, køre selv. De følgende år fik jeg tilkæmpet mig flere knallerter, indtil jeg som 16-årig fik en Yamaha og opbyggede mit eget lille knallertværksted.

Da jeg var omkring 13 eller 14 år fik mine lærere eller nogle af de mange synskonsulenter overbevist mine forældre, og især min mor, om at det var dybt uansvarligt, at jeg færdedes uden en markering af, at jeg ikke kunne se. Jeg blev følgelig tvunget til at gå med et gult armbind med tre sorte prikker om den venstre arm. Det armbind indledte årelange kampe mellem mig og min mor. Jeg hadede det pestgule armbind. Når jeg kom med det på, blev der tavshed omkring mig, også blandt mine kammerater, som nu blev opmærksomme på mit synshandicap. Før havde de ellers blot behandlet mig ud fra det, men ikke taget hensyn til det. De opførte sig anderledes overfor mig, når jeg havde det på. Fra pigerne fornemmede jeg medfølelse og fra voksne medlidenhed. Voksne kvinder kunne begynde at nusse mig, så jeg kunne få følelsen af at være en hundehvalp.

Jeg tog armbindet af armen, så snart jeg var hjemmefra, og påstod at det var gledet af. Så begyndte min mor at montere det med en sikkerhedsnål. Den kunne jeg naturligvis også blot tage af. Da jeg imidlertid gik med læderjakke som alle andre unge på den tid, og da det ikke sådan lige er til at sætte en sikkerhedsnål ind i en læderjakke igen uden at det kan ses, så opdagede min mor hurtigt, at jeg snød. Jeg fjernede armbindet, når jeg var ude, og satte det på igen, inden jeg kom hjem. Hun begyndte derfor at kontrollere mig. En af mine kammerater blev ganske ferm til at genpåsætte armbindet, så min mor ikke opdagede det. Indimellem gjorde hun dog, og denne ballade fortsatte frem til jeg var 17-18 år og definitivt aflagde det. Da var der sikkert ikke så få i den lille landsby, der havde fået sig en forskrækkelse over at se en knægt med gult armbind ræse af sted på en udboret knallert.

Efter 7. klasse blev det besluttet, at jeg skulle gå de sidste klassetrin på blindeinstituttet som ekstern elev. Det føltes som at blive sendt væk og påtvunget et tilhørsforhold til alle dem, som tilfældigvis heller ikke kunne se. Der var sikkert mange gode intentioner og pædagogiske overvejelser bag beslutningen. Der var også meget positivt i mødet med blindeinstituttet, ligesom der var meget godt og frugtbart i at møde andre i samme situation. Men den grundlæggende følelse var at blive sendt bort – at være anderledes, at være mindre værd. Jeg hørte ofte kommentaren: “Er det ikke godt at være sammen med dine egne?” Men udelukkelsen fra mine kammerater og påtvingelsen af et fællesskab som jeg ikke ønskede, fyldte mig kun med en dyb tomhed og næsten klaustrofobisk angst.

Den angst kom jeg til at kæmpe med i mange år og gør det til en vis grad stadig. Jeg vil sikkert aldrig blive den helt kvit. Jeg ville ikke passes ind i det billede af de blinde. Jeg ville blot være som alle andre, ikke som de stereotype forestillinger som tidligere tiders blinde gav mig associationer om og som fremkaldte en følelse af mindreværd og skam. Skammen og den særlige følelse har en ganske særlig lugt – det er den lugt i kælderen ved museet under blindeinstituttet.

Senere, efter forskellige omveje, begyndte jeg at læse historie på Københavns Universitet. Afvigerhistorie og blindes historie strejfede på ingen måde mine tanker og bevæggrunde bag den beslutning. Det gjorde derimod Romerriget, Oldpersien og en generel historieinteresse.

Alligevel lod jeg mig en dag, et stykke inde i mit studie, lokke ned i den kælder og ind i museet. Baggrunden var nok en spirende forståelse af skammen omkring det at være blind. En erkendelse af, at det ikke er muligt at flygte bort fra skammen og mindreværdsfølelsen over afvigelsen. Resultatet bliver kun enten at fornægte en del af sig selv eller trække sig ind i sig selv. Det begyndte at gå op for mig, at det ikke er muligt at flygte fra det at tilhøre de blinde. Skammen og mindreværdsfølelsen over at være anderledes kan føre til mange undgåelsesmekanismer. En anden mulighed var at vende sig om mod skammen: Gå ned ad trappen til den kælder med dens lugt af blindhed, tilbage gennem tiden med alle dens blinde børstenbindere, organister, tiggere, alle de næsten angstprovokerende stereotyper af blindhed og stereotyper, som udgør kernen i skammen.

Blindes historie rummer historien om en pædagogisk landvinding, en fortælling om rettigheder opnået gennem kampe, etc. Blindes historie rummer imidlertid også historien om identiteten som blind og som afviger. Det er denne identitetshistorie jeg vil fokusere på.

Billeder 4 den 18

Billedtekst: René forrest på knallerten med lillebror bagpå,

mens hunden Saco kigger på. 1978. Privat foto.

En særlig identitet som blind findes ikke. Den norske forfatter Finn Carling skriver, at den blindes situation findes i spændingsfeltet mellem to yderpunkter. Det ene yderpunkt er, at der intet specielt er ved blinde eller at være blind, og det andet yderpunkt er, at den blindes situation er så speciel, at den er umulig at forstå for den, som ikke selv er blind. Det er i spændingsfeltet mellem disse to yderpunkter, at man oplever den blindes såvel som alle andre lignende afvigeres situation. Det ene yderpunkt røber længsel efter tilpasning og ligeværdighed, en angst for det nedværdigende ved at være anderledes. Det andet yderpunkt fortæller om trangen til at søge beskyttelse i afvigerens skyttegrav.

Dilemmaet i afvigelsen er, at der kan kompenseres for blindheden, men afvigelsen kan ikke kompenseres bort. Og afvigerens dilemma er, at han eller hun kan udfolde sig i en række fællesskaber, men er anderledes og vil altid være anderledes.

Der er ingen rigtige eller forkerte måder at forholde sig til sin blindhed på. Der findes kun personligt rigtige eller forkerte måder. Kælderen var mit afsæt og har styret min motivation og formet mit perspektiv i min historiske udlægning af blindes identitetsprocesser i det 20. og 21. århundrede.

Forlægget for denne bog er min Ph.d.-afhandling med samme titel fra 2011. Afhandlingen er blevet stærkt omredigeret og omskrevet til et mere letlæseligt sprog ligesom størstedelen af den tunge teori er fjernet. Interesserede i originalteksten og den teoretiske baggrund kan naturligvis låne afhandlingen på biblioteket. Jeg vil gerne takke alle som direkte eller indirekte har bidraget til fremkomsten af denne bog og dens baggrund. Ikke mindst vil jeg takke Dansk Blindesamfund, Blindehistorisk Selskab og Den Bøhmske Fund for økonomisk at have muliggjort udgivelsen.

7. ”Mit liv som blind”, af Rita Cecilie Varmby

Det er mig en stor glæde at præsentere min seneste og tredje bog, som har titlen ”Mit liv som blind”. Den består af fem essays, og kan købes på Saxo.com som paperback (lille format) og som e-bog. NOTA vil ligeledes sørge for, at denne bog også bliver indlæst. Mine beretninger fylder 126 sider.

Jeg har altid haft lyst til at meddele mig som forfatter, hvilket ikke har været muligt uden hjælp fra min kontaktperson Dorthe Andersen, som har været behjælpelig med korrekturlæsning og udgivelse.

Bogen beskriver vigtige perioder af mit liv og giver et billede af, hvem jeg var og blev – fra mit udgangspunkt som blind og institutionsbarn, gennem mine kriser og søgen, og til jeg fandt mit ståsted. Det har været vigtigt for mig, at mine beretninger, om det at være blind, kom ind i en historisk kontekst. Læseren får altså dels et indblik i en blind persons (mit) liv, men også i blinde- og institutionshistorien, det vil sige dagligdagen på Refsnæs og Blindeinstituttet i 50’erne, 60’erne og 70’erne, og i de forandringer, der fandt sted i samfundet og på institutionerne.

Jeg skriver om følgende dele af mit liv:

1. Barndomsår på godt og ondt – mine 13 år på Refsnæs.

2. Min tid på Tutten – fra kadaverdisciplin til kaos.

3. Fra asken til ilden og ud igen – tiden efter Jehovas vidner.

4. Børstenbinding – en livsstil som håndværker.

5. Kære 6. september (dagbog fra en enkelt dag)

Jeg håber, at bogen bliver taget godt imod, ligesom det var tilfældet med mine to foregående bøger. De udkom begge i 2016 og findes på Nota, titlerne er “Tanker om blindhed” og “Indenfor hos Jehovas Vidner”.

8. Digte til Esther Seierup – tidligere Plenge, af Dunne Plenge med indledning af Poul Lüneborg.

Det hører absolut til sjældenhederne, at Blindehistorisk Selskab modtager digte skrevet til ære for én af den hjemlige blindesags personligheder. Den 21. januar 1916 blev Esther Sigrid Hansen født på Frederiksberg. På grund af blindhed tilbragte hun størstedelen af sin skoletid på Det Kongelige Blindeinstitut. Den 1. oktober 1938 giftede hun sig med cand. mag. Jørgen Plenge, lærer og senere forstander ved Blindeinstituttet og Statens Trykkeri- og Bibliotek for Blinde. Hun døde den 18. august 2001, hvorfor der i dag kun er få som har en klar erindring om hendes liv og indsats.

De sociale strømninger omkring århundredeskiftet om kvindernes ligestilling i samfundet, som gav dem stemmeret gennem ændringerne af grundloven i 1915, kom til at præge hendes liv. Hun skabte sammen med sin mand et åndeligt fristed for instituttets elever gennem ugentlige litterære oplæsningsaftener i deres hjem.

Beherskelse af punktskrift spillede for hende en meget stor rolle. I 1933 kunne foreningen “Danmarks Blinde” fejre sit 50-års jubilæum og udgav i den anledning en papirkniv / bogmærke, hvis forside prydes af et billede af en punktskriftslæsende Ester Hansen. Denne jubilæumsgenstand findes i dag i Den Blindehistoriske Samling i Medicinsk Museion.

Om hendes meritter indenfor Dansk Blindesamfund skal nævnes, at hun var medstifter af Københavnskredsens Sangkor i 1940 og stadig aktiv indenfor koret ved dets 10-års jubilæum. Hun var tillige et meget aktivt medlem af Dansk Blindesamfunds Amatørteater. Hendes medvirken i forestillingen “Pygmalion” i 1961 blev således fremhævet i den efterfølgende anmeldelse.

I 1951 nedsatte foreningens repræsentantskab et Husmorudvalg, hvor hun i årene frem til 1967 sammen med Lilly Olesen og Ingeborg Gormsen var én af de drivende kræfter i arbejdet. Udvalget arrangerede husholdningskurser, møder m.v. og stod for udgivelsen af Husmorbladet, som hun blev redaktør af fra starten i 1953. Gennem mere end 10 år varetog hun fra 1961 på deltid hvervet som blindekonsulent i København. I dette arbejde vil hun især blive husket for sine bestræbelser på at inddrage de mange nye senblinde medlemmer i foreningens aktiviteter.

Endelig skal det anføres, at hun blev valgt som redaktør af Medlemsbladet på Hovedbestyrelsens møde i november 1973, et hverv, som hun opgav i løbet af 1974. Efter at være blevet skilt, giftede hun sig den 5. februar 1975 med styrelseschef H. C. Seierup, foreningens tidligere formand fra 1951 til 1968. Efter hans død den 15. juni 1980 engagerede hun sig i en årrække i bestyrelsesarbejdet i Dansk Blindesamfunds lokalkreds for Østerbro i København.

For at supplere denne beskrivelse med nogle væsentlige træk af hendes personlighed, gengives her nogle betragtninger fremsat af Medlemsbladets daværende redaktør Poul Glygaard, i anledning af hendes 50-års fødselsdag:

“Kvinders runde fødselsdage bliver ofte forbigået i stilhed, hvor man burde se tilbage på det virke, som de har stået for igennem en årrække til gavn for deres medmennesker og til glæde for deres pårørende.

For Esther Plenges vedkommende ligger det nok noget anderledes. Hun har da vist aldrig lagt skjul på, hvor mange år hun havde lagt bag sig, og det har hun da sandelig heller ikke haft nogen grund til. Ikke ret mange har som hun været i stand til at bevare det sind, som vi lærte at kende hos hende, da hun som 12- årig kom på instituttet. Venlighed og blidhed med et stænk af temperament var det, vi lærte at sætte pris på, og som gav et godt kammeratskab gennem ungdomsårene.

Til trods for sine mange gøremål, efter at hun havde indgået ægteskab med forstander Jørgen Plenge, havde Esther altid tid til at snakke med tidligere kammerater. Ja, hun var en storartet og hyggelig værtinde, når vi til de mange sammenkomster, som hendes mand arrangerede, mødtes i hjemmet, først i lejligheden i sidefløjen på instituttet, senere i den store forstanderbolig, og nu til sidst i villaen i Rosenvængets Allé 28, og alt dette til trods for, at hun igennem årene har haft mange andre repræsentative opgaver, der også skulle passes.”

Dunne Plenge skriver om sine digte til sin mor, at de er skrevet i årene efter 2010. “Efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg som mange andre begyndt at tænke på den tid, der er gået.

Jeg er vokset op med tilknytning til det gamle blindeinstitut på Kastelsvej, en såkaldt Tutunge. Min mor var blind og det er hende, der er inspiration til digtene. Hun blev blind efter en ulykke og kom på ”Tutten” i 1929.

De tre digte om punktskrift skyldes den store betydning læsning havde for min mor. Hun gik ikke over til lydbøger, da det blev muligt. Hun foretrak selv at danne sig billeder ud fra teksten. Hun tog også ud i lokalforeningerne i København og læste op. Af forfattere husker jeg desværre kun to, nemlig Finn Søborg og Halfdan Rasmussen. Hun kunne læse punkt lige så hurtigt som jeg læser sort.

De næste er minder fra min opvækst og det sidste skrev jeg det år min mor ville være blevet 100. Det var i 2016:

Braille I

Dine fingres lette leg

den tynde blomme

prikker til nye verdener

De små bobler brister

og nye mennesker hilser på,

taler, ler, diskuterer

og du løfter hovedet og ser dem

Braille II

Når sort bliver punkt

forsvinder det sorte.

Det sorte bli’r lys

lys bliver liv

grødefuld regn

drypper soltegn i sten

omvendte prikker

en underfuld verden

Braille III

Det rytmiske træk

fra venstre mod højre

fingerblommer forfinet

til hudløshed skaber

en verden. Seks prikker

tænder et indre lys, der åbner mørket

Digt inspireret af minder fra min opvækst.

Armenes støddæmpere rakt ud

en halvåben dør

frustration

Lyst til at bande

Tæt på at græde

Har jeg ikke sagt at døren skal være åben

eller lukket. Hvor mange gange har jeg ikke sagt det?

Ingen at sige det til. Kun døren

og den er ligeglad

Hvordan kan man stå foran spejlet

når man ikke kan se

Hvem vil være mit spejl

Fortælle at jeg er smuk

At rødt klæ’r mig

At mit hår sidder fint

og at læbestiften ikke er smurt ud

Du tror at jeg ikke kan se dig,

at du har drejet hovedet.

Jeg kan se din stemmes overbærende tone

din lade selvmedlidenhed

din selvgode forklaring

Omstændelig, omstændelig

Din pinlige forfjamskelse når du spørger

om jeg dog ikke kan se det

Tal til mig og

ikke ved siden af.

Jeg forstår

men du forstår ikke

at hverken min ledsager,

min hund eller min stok

kan forklare hvad

kun jeg ved

Så fat det dog

Esther Hansen/Plenge/Seierup 1916-2001

De siger øjnene er sjælens spejl

men du, Mor, viste de tog ganske fejl

Dit tabte syn blev ikke skjult bag briller,

vidste du, du havde andre kilder?

Din stemme, klar og varm af kærlighed,

af humor, spørgsmål. Sårbarhed og vid.

Dit ansigt, fuldt af udtryk, væren, liv

et smil der lyste som en skabers Bliv.

Lydhør og med åbent sind du ku’ forstå,

og kunne se hvad andre ikke så.

Dine drømme gik du stille med

og skuffelser blev gemt et hem’ligt sted.

En sjælden sjælens fylde bar dit liv

den blinde skæbne valgtes positiv.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 eller mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

tlf. 39 67 00 67 m 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Nyhedsbrev nr. 2 april 2020

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Referat af generalforsamlingen den 15. marts 2020, ved Rita Cicilie Varmby

3. Anmeldelse af Refsnæsdebatten ved Thorvald kølle

4. Er der behov for flere undskyldninger fra den danske stat? ved Ove Gibskov

5. Kommissorium fra 22. november 2019

6. “Hvem var de?” ved Jytte Nielsen

7. Interviewprojektet, ved René Ruby

8. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg.

Det føles som en stor lettelse, at kunne se tilbage på en vel overstået generalforsamling for godt en måned siden. Rita Cicilie Varmby varetog hvervet som referent på mødet, hendes fyldige referat af generalforsamlingen, fortæller ikke blot om arbejdet i det forgangne år, men tillige om de opgaver som fik lov til at ligge i jubilæumsåret. Det er netop disse spørgsmål, som bestyrelsen nu med fornyet energi har taget fat på at løse. Et meget synligt bevis herpå får man, ved at læse næstformand René Rubys artikel om fremdriften i det såkaldte “Interviewprojekt, der har til formål at belyse udviklingen i 1960-70-erne i blindes uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder. Efterfølgende har René fortalt, at gruppen har fået tilsagn fra 3 medlemmer, som er indstillet på at være interviewere. Der er derfor grund til at ønske projektet al muligt held med det videre arbejde.

Sammen med kasserer Ole Brun Jensen, der tillige er selskabets webmaster, har jeg sat skub i opdateringen af selskabets hjemmeside. Vi er i gang med en række tiltag, som skal forbedre hjemmesidens indhold. Med hensyn til lydoptagelser fra medlemsarrangementer har vi kunnet afslutte opdateringen af dette vigtige menupunkt. Fra hjemmesiden kan der nu aflyttes 26 optagelser, fra årene 1998 til 2020. Paneldebatten om Refsnæsskolen søndag den 16. februar 2020 er den seneste optagelse, som kan aflyttes fra menupunktet “Lydoptagelser af medlemsarrangementer” på www.blindehistorisk.dk.

Programmet denne formiddag havde som anført Refsnæsskolen som tema. Det viste sig, at bestyrelsen havde set helt rigtigt, da vi valgte at fokusere på spørgsmålet, om der blandt blinde er et ønske om at få en undskyldning fra regeringen på grund af den behandling, som elever på skolen havde været udsat for i årene 1933-1980. Thorvald Kølle giver nedenfor i sin anmeldelse en kort beskrivelse af forløbet af paneldebatten, som havde Ove Gibskov som ordstyrer. Varetagelsen af denne opgave gav Ove de bedst tænkelige forudsætninger for at repræsentere Dansk Blindesamfund ved et forberedende møde på Forsorgsmuseet i Svendborg. Regeringen har indgået en aftale med dette museum, om at udarbejde en redegørelse om, hvorvidt der er grundlag for at give en undskyldning til tidligere børn, unge og voksne ved institutionerne under den tidligere Åndsvagforsorg og Den Øvrige Særforsorg i lighed med den undskyldning som drengene ved ungdomsinstitutionen Godhavn fik af statsministeren sidste år, for de overgreb de havde været udsat for.

Nedenfor giver Ove Gibskov i en artikel en beskrivelse af forløbet af det nævnte møde, som fandt sted den 10. marts 2020 på Forsorgsmuseet. Ove Gibskovs artikel efterfølges af det kommissorium, som skal danne grundlag for undersøgelsen

Nyhedsbrevets næstsidste artikel er skrevet af Jytte Nielsen, som var én af deltagerne i paneldebatten, Jytte har selv været tidligere elev på Refsnæsskolen. Der er i selskabet registreret knap 70 artikler, bøger og lydoptagelser, der fortæller om Refsnæsskolen på godt og ondt. Langt de fleste af disse kilder er fortællinger om tidligere elevers erindringer om deres ophold på skolen. I artiklen anlægger Jytte en hel anden vinkel, idet hun gør sig en række overvejelser om de medarbejdere, som var ansat på skolen. Hvilke faglige kvalifikationer havde de for at bestride de opgaver, som de var ansat til at varetage? Havde de et privatliv ved siden af deres ansættelse? Artiklen er et særdeles tankevækkende bidrag til forståelse af vilkårene for elevernes ophold på skolen i 1950-erne. Paneldebatten afslørede et fortsat behov hos mange tidligere elever for at bearbejde deres ophold på Refsnæsskolen. Thorvald Kølle havde stillet forslag på generalforsamlingen om, at selskabet tager op til overvejelse, at udgive et jubilæumsskrift i 2023 i anledning af, at Refsnæsskolen til den tid fylder 125 år. Forslaget fik mange positive ord med på vejen såvel under behandlingen på generalforsamlingen som under den efterfølgende paneldebat. Der blev nedsat en redaktionsgruppe, som skal se på forslaget og fremkomme med et oplæg til bestyrelsen. Forslaget har kun mening, hvis der er tilstrækkeligt mange tidligere elever, som vil lægge et arbejde i at realisere Thorvalds gode idé.

Uanset hvad der kommer ud af forslaget om en jubilæumsudgivelse i 2023, så modtager selskabet til stadighed nye artikler fra tidligere elever på Refsnæsskolen. Disse vil blive bragt i kommende nyhedsbreve.

Til slut vil jeg minde om, at vi i år i kommende nyhedsbreve bør bringe nogle artikler om de krigsblinde sønderjyder, som kom hjem fra 1. Verdenskrigs slagmarker.

Ved genforeningen i 1920 var Dansk Blindesamfund en lille fattig forening med omkring 600 medlemmer og ca. 4.000 bidragydere organiseret i 9 lokalkredse. På et møde i Tinglev den 13. marts 1921 besluttedes det at oprette en Sønderjyllandskreds, der første gang deltog i repræsentantskabsmødet juni 1921 i forbindelse med Stævnet i København, hvor foreningens 10-års jubilæum blev markeret. Forud herfor var blinde i den genforenede landsdel blevet besøgt af et udvalg med 3 medlemmer, som DBS havde nedsat for at skabe forudsætningerne for oprettelsen af en lokalkreds i Sønderjylland. Til støtte for opstarten af den nye Kreds havde de øvrige kredse indsamlet 492 kr. Et smukt eksempel på solidaritet. Denne holdning blandt Dansk Blindesamfunds medlemmer udtrykte medlemsbladets redaktør Peter Ommerbo i følgende digt, som blev bragt i det blad, som udkom juli 1920. Digtet kan synges på melodien “Kommer hid, i piger små”.

Hil dig, broder sønden å!

nødens tid er omme;

sprængt er fængselsdørens slå,

dig og os til fromme:

endt er nattemørkets gys,

endt for morgensolens lys.

Frihedsdagen rødmer;

Frihedsdagen – tak, o Gud!

Tak, at du os hørte!

Tak, at krigens bitre bad

frem til frihed førte!

Tak, at modgangs kval og strid

endte i en morgen blid!

Tak for frihedsdagen!

Tak, o Gud! men broderlil,

dig vi også takker!

du som midt i stormen vild!

rådløs aldrig flakker

men stod fast trods onde kår

i de mange mange år

tryg i retfærdssagen.

Dannebroge atter frit

kan i vinden smælde,

modersmålet hjemlig blidt

tør igen nu gælde.

Broderlil nu skal du hjem!

glad vi strækker hånd frem:

Vær velkommen, broder!

Lad mig slutte med at ønske alle god fornøjelse med læsning af nyhedsbrevet. Jeg håber, at i hver især passer på jer selv og jeres familie i denne tid, som jo i den grad er præget af restriktionerne som følge af Corona-epidemien.

2. Referat af generalforsamlingen den 15. februar 2020, ved Rita Cicilie Varmby.

Blindehistorisk selskab havde den glæde at afholde den årlige generalforsamling på Fuglsangscentret

Dagsordenen var som følger:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2019.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag:

a. “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle, offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

b. Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

c. Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. René Ruby, valgt i 2018 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller til genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

Ad. 1: Åbning og velkomst ved Poul Lüneborg.

Formanden bød alle deltagere velkommen til generalforsamlingen. Han var særdeles glad for det store fremmøde, når man tænker på, hvor stort fremmødet også havde været til jubilæumsarrangementet i november 2019.

Ad. 2: Navneopråb, præsentation af deltagerne.

Alle deltagernes navne blev nævnt, så man havde indtryk af, hvem der var til stede. Der var oprindelig 41 tilmeldinger, men pga. sygdom var der et frafald på to personer. Der var 39 deltagere på generalforsamlingen.

Ad. 3: Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

Ifølge vedtægterne vælges der tre personer som stemmetællere. Der skal være en punktlæser, en svagsynet samt en fuldt seende person. Som punktlæser stillede Anne Sparre op. Som seende stemmetæller meldte Henrik Harreschou sig. John Nielsen som også er fuldt seende blev foreslået og sagde ja til det, da der ikke var en svagtseende person som meldte sig.

Efter valget af stemmetællerne kunne kassereren meddele, at der var 35 stemmeberettigede deltagere til stede på mødet. Thorben Koed Thomsen blev enstemmigt valgt som dirigent. Rita Cecilie Varmby sagde ja til referentposten på betingelse af, at mødet kunne blive optaget. Laus Klüwer havde sagt ja til at forestå optagelsen af mødet, hvilket enstemmigt blev accepteret.

Efter det ovennævnte valg havde man konstateret, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt 4 uger før generalforsamlingens afholdelse jf. vedtægternes § 7 stk. 4.

Ad. 4: Godkendelse af dagsordenen.

Den blev godkendt uden yderligere kommentarer.

Ad. 5: Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019, jf. beskrivelsen af proceduren ovenfor.

Dirigenten spurgte, om der var yderligere bemærkninger til det ovennævnte punkt, hvilket der blev sagt nej til.

Ad. 6: Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1 – 2020.

Poul foreslog, at beretningens hovedpunkter skulle gennemgås, så ingen kunne blive i tvivl om, hvad formandsberetningen handlede om. Derefter kunne man stille spørgsmål, samt at komme med kommentarer til de enkelte punkter, så det kunne give god mening og lette arbejdet for referenten.

Først oplyste Poul mødedeltagerne om, hvordan bestyrelsen havde konstitueret sig, hvilket også kan ses i dagsordenens pkt. 10, samt i de nedenstående underpunkter. Der lød også en stor tak til bestyrelse og suppleanter som havde udvist et stort engagement i det forgangne år. Derefter takkede Poul bestyrelsen og suppleanterne for det store engagement omkring 25-års jubilæet, hvor så mange havde deltaget.

Poul måtte også beklage, at der var arbejdsopgaver, som ikke fik den plads, som de fortjente, men der var beklageligvis ikke tid og kræfter nok til at overkomme alle de mål, bestyrelsen oprindelig havde sat sig for at nå. I samme anledning beklagede formanden, at Allan Fohlmann desværre ikke havde mulighed for at være til stede på generalforsamlingen.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer. Heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegård og NOTA samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden.

Vi har kunnet glæde os over, at 12 har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at 5 medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemskab i 2019 og 2 medlemmer har derudover meddelt, at de ikke ønsker at forlænge deres medlemskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 128 medlemmer. Der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

I samme anledning fortalte Poul, at han på sin rejse til FSC fik lejlighed til at hverve to nye medlemmer, hvilket vakte stor begejstring hos deltagerne. Der blev drøftet lidt frem og tilbage om antallet af medlemmer. I den anledning beklagede formanden, at to af selskabets meget aktive medlemmer gennem mange år har trukket sig. Traditionen tro blev der drøftet om berettigelse af en medlemsliste. Et mindretal af deltagerne havde svært ved at se meningen med den. Det store flertal udtrykte sin begejstring, så medlemslisten fortsætter som hidtil. Et enkelt medlem ønskede på det kraftigste at blive slettet både med navn og kontaktoplysninger.

25-års jubilæet blev også fejret på behørig vis i dagene 25. – 26. november på Fuglsangscentret. Der var 66 deltagere, som havde lyst til de musiske indslag samt fejringen af udgivelsen af Henning Eriksens dagbog.

På bestyrelsens vegne takkede formanden Henrik Olsen for optagelserne af jubilæumsarrangementerne.

Alle medlemmer af Blindehistorisk Selskab har fået tilsendt en udgave af Henning Eriksens museumsdagbog, hvor der også var vedlagt en informationsfolder. Formålet med informationsfolderen er at reklamere for Museumsdagbogen samt at udbrede kendskabet til Blindehistorisk Selskabs eksistens. Formandens håb er også at få gang i salg af museumsdagbogen samt en øget interesse hos Medicinsk Museion, da dagbogen er et glimrende supplement til Den Blindehistoriske Samling. Kommunikationen med samlingsleder Ion Meyer har været vanskelig. Selskabet har forgæves sendt adskillige breve samt et eksemplar af bogen, ligesom der ej heller er modtaget nogen form for reaktion på fremsendelse af professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af dagbogen. På samme måde har der heller ikke været nogen særlig interesse fra Den Gamle By i Århus, hvor ”Blind mands lejlighed” har til huse. Denne lejlighed er en kopi af Henning Eriksens lejlighed på Nørrebro fra 1970-erne. Poul har ikke noget overblik over, hvor mange bøger forlaget har solgt. Formanden håber på, at status over salget vil komme i et af de kommende nyhedsbreve eller til næste års generalforsamling. Med ovennævnte del af beretningen lyder der en opfordring til alle medlemmer at udbrede kendskabet til Henning Eriksens museumsdagbog.

I samme moment nævnte Poul, at selskabet håber og forventer, at jubilæumsarrangementet bliver omtalt i den kommende udgivelse af tidsskriftet Øjeblikket. Det samme gælder museumsdagbogen, som forhåbentlig vil blive mere kendt ad den vej. I det seneste nummer af Handicaphistorisk tidsskrift nr. 42 fra december 2019 blev jubilæet omtalt.

Søren Jensen spurgte om receptionen på FSC har solgt museumsdagbogen. Til det meddelte Poul, at receptionen har accepteret at stå for distribution af foldere. Salg af dagbogen må ske ved personlig henvendelse til forlaget, som står for trykning af den. Desuden kan man bestille museumsdagbogen hos de eksisterende boghandlere, da selskabet ikke ser sig i stand til at stå for salget. Her kan der i samme anledning nævnes, at bogen kan bestilles hos NOTA, som har stået for indlæsning af lydudgaven.

Derefter gik Poul over til at orientere om de 52 interviews, som blev lavet i 1990-erne, som fortæller om blindes sociale udvikling. Svend Jensens tanke med de 52 interviews var at kunne dokumentere udviklingen i Dansk Blindesamfund. Optagelserne ligger nu i selskabets arkiv. Optagelserne er siden hen blevet digitaliseret, hvilket selskabet bl.a. kan takke Hans Erik Olsen for. Man har spekuleret på, hvordan man kan gøre brug af disse interviews. Det har så været tanken fra René Rubys side at tage disse interviews i brug sammen med andre projekter, hvor man bl.a. har gamle brevvekslinger mellem gamle elever og forstandere fra blindeinstituttets start i 1858. Disse korrespondancer ligger i rigsarkivet. Brevvekslingerne stammer fra instituttets start og fortæller om udviklingen gennem tiden. Fra begyndelsen var tanken med ovennævnte materiale, at det skulle bruges til en fremstilling af blindes levevilkår gennem 150 år. Selskabet har desangående fået positive tilbagemeldinger fra Dansk Blindesamfund og Medicinsk Museion til ideen. Projektet er ganske omfattende og vil koste mellem 600.000 – 700.000 kroner, når man taler om at ansætte en person med løn på fuld tid. For selskabet har det været afgørende, at den person som står for projektet selv er blind, samt at den pågældende person har et kendskab til blindes forhold. Da René er historiker, var det ganske naturligt, at han som blind historiker ville stå for projektet. Han har desværre set sig nødsaget til ikke at stå for ovennævnte projekt af personlige grunde indtil videre. På nuværende tidspunkt har han ikke ressourcer til at gå ind i et arbejde med fondracing. Bestyrelsen beklager, at ovennævnte projekt må henlægges indtil videre. Poul håber på, at de 52 interviews kan bruges i en helt anden sammenhæng. Her var der hverken spørgsmål eller kommentarer fra deltagerne.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse til belysning af blindes levevilkår i1960-erne og 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1960-erne og 1970-erne på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter at de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

I det år som er gået måtte Poul beklage, at samarbejdet med Medicinsk Museion ikke har fungeret, som det burde. Folkene der er tilsyneladende meget travlt beskæftiget med alt muligt andet. Det har desværre sat sig dybe spor i vores registreringsprojekt, hvilket Poul beklagede. Det ovennævnte projekt blev igangsat før Poul Lüneborg blev valgt som formand. Registreringsprojektet blev igangsat i 2015, hvilket var tænkt som en måde, hvorpå den Blindehistoriske samling kunne opdateres ved aktiv deltagelse af medlemmernes interesse for at øge samlingen med relevante effekter, som kan have en historisk interesse for fremtiden. Poul, som har været formand siden 2016, har altid været optaget af registrering af de effekter som selskabet med tiden har fået samlet. I begyndelsen af Pouls formandskab gik det meget trægt med registrering af de effekter, som var indsamlet, hvilket også var den tidligere bestyrelses oplevelse. Notitser i nyhedsbreve samt omtale ved medlemsarrangementer og generalforsamlinger har vist, at der var en stor interesse fra medlemmernes side. Der kom en lind strøm af henvendelser, hvor medlemmer lå inde med apparater og andre effekter af særlig interesse. I 2018 lavede Poul et notat, som omfatter 24 kategorier som rummer mellem 70-80 effekter. Det var så meningen, at Medicinsk Museion skulle gennemse notatet og vurdere hvilke effekter, der havde interesse med henblik på at opdatere samlingen. Det har også været vigtigt for selskabet at finde ud af, hvor mange dubletter, der er af de forskellige effekter. Som det kan ses i det ovennævnte dalede interessen for registreringen hos Medicinsk Museion. Vi kan pga. det ovennævnte opgive at registrere samlingen som hidtil, hvilket er den dårligst tænkelige løsning. For at undgå at opgive registreringen fuldstændig, så har Poul og Laus Klüwer besluttet sig for at sammenholde effekterne oplistet i notatet med de registrerede genstande i Den Blindehistoriske Samling, nu da vi har fået adgang til registraturen på Medicinsk Museions hjemmeside. Denne gennemgang skulle gøre det muligt, at frasortere genstande, som er kendt. Derefter kan vi så lave en fornyet præsentation til Medicinsk Museion om, hvad der er interessant. Poul får fortsat henvendelser om effekter, som har en særlig interesse for selskabet. Vi får også henvendelser om digitale apparater, som Medicinsk Museion ikke har i deres samling. Når man får leveret genstande til Medicinsk Museion, så er det vigtigt at vide, hvordan de er blevet brugt, samt i hvilket tidsrum det handler om. Det er også vigtigt at kende noget til den eller de personer, som indleverer genstande til samlingen, så genstandene får en historisk relevans for eftertiden og knyttes sammen med en bruger. Uanset, hvad Medicinsk Museion beslutter sig for, så skal de mennesker som viser interesse for den historiske samling have et svar. Herefter var der mulighed for spørgsmål og kommentarer.

Søren Jensen vil meget gerne være behjælpelig med de nye digitale apparater, som selskabet med tiden får afhentet hos mennesker rundt i landet. Han har også kendskab til mennesker som meget gerne vil øge samlingen med apparater. Poul takkede varmt for tilbuddet på bestyrelsens vegne. Kurt Nielsen spurgte om, der er mulighed for at aflevere effekter på IBOS. Man kan henvende sig til bestyrelsen og sige, at man har nogle effekter, som man meget gerne vil forøge samlingen med. Bestyrelsen skal så vurdere, om de pågældende effekter har en særlig historisk interesse, som bør opbevares. Selskabet laver så en aftale med Arne Christensen, som har fået stillet et lokale på IBOS til brug for opbevaring af historiske effekter. Man kan ikke bare tage ud på Instituttet med de effekter man har tænkt sig at aflevere. Hans Olsen spurgte om, hvad man gør for de mennesker, som ikke har mulighed for at aflevere deres effekter til bestyrelsen. Hvis det ikke er muligt for en person at aflevere effekter til samlingen, så må man gøre brug af medlemmer i det pågældende område i landet, som kan være behjælpelig med aflevering af effekter til bestyrelsen. Poul lovede, at det nok skal løse sig på en eller anden måde. Karen Margrethe Pedersen ærgrede sig over, at den fine samling som står på Medicinsk Museion bare står pakket i kasser i et magasin. Hun udtrykte håb om en anden løsning på det nuværende problem, da den nuværende opmagasinering aldrig har været i overensstemmelse med det, som Henning Eriksen har tænkt sig med samlingen. Poul oplyste også, at Medicinsk Museion er i gang med at digitalisere alt, hvad man har, som forhåbentlig også kan blive til gavn for Blindehistorisk Selskab.

Derefter fortsatte Poul med at fortælle om Arbejdsgruppen mellem selskabet og Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Det der havde arbejdsgruppens særlige bevågenhed var samlingerne på Refsnæsskolen, disse er i en langt vanskeligere situation end samlingerne på Medicinsk Museion. Arbejdsgruppen havde et møde den 1. juni 2017, hvor det så ud til, at ledelsen på Refsnæsskolen ville prioritere bevarelsen af de sjældne samlinger. Samlingerne består af en række effekter i lighed med dem, man har på Medicinsk Museion samt en omfattende samling af genstande, som har været benyttet i anskuelsesundervisningen. Selskabet og DBS har givet tilsagn om politisk støtte til at sikre samlingernes bevarelse. Desværre er der endnu ikke kommet tilbagemeldinger fra Synscenter Refsnæs, på trods af, at Thorkild Olesen har skrevet en række breve og bragt sagen i erindring. På mødet den 14. november 2019 havde arbejdsgruppen besøg af Dansk Blindesamfunds direktør Ulrik Kampmann. Han blev sat ind i den ulykkelige situation for samlingerne. Hvis de tilbageblevne samlinger på Synscenter Refsnæs skal bevares for fremtiden, så skal Refsnæssamlingen og anskuelsessamlingen registreres her og nu, så man fremover kan vurdere, hvad der har en særlig historisk interesse, idet samlingerne på Synscenter Refsnæs og på Medicinsk Museion supplerer hinanden. Det er så det, man vil fokusere på i samarbejde med Thorkild Olesen og Ulrik Kampmann. Det næste møde i gruppen vil blive afholdt den 26. marts, hvor der skal følges op på sagen, da det er mere end vigtigt, at der snarest handles. I arbejdsgruppen har man også diskuteret digitaliseringen af Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Årgangene fra 1911-1916 har Henning Eriksen overskrevet fra punktskrift, de opbevares i selskabets digitale arkiv. René har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling fået digitaliseret uddrag af medlemsbladene fra 1917-1999. Selskabet vil meget gerne have digitaliseret alle medlemsblade i deres helhed, da de er det vigtigste kildemateriale til forståelse af blindes sociale udvikling gennem tiden. I samme anledning nævnte Poul, at han har lavet adskillige notater til forretningsudvalget om blandt andet Solgavehjemmet på Vigerslevallé fra dets start til i dag, hvor det har til huse på Følager 15. Det har været muligt gennem indholdet af uddragene af de nævnte medlemsblade. Tidsskriftet Blindesagen som eksisterede fra 1972-2009 er der kun nogle få årgange, som er tilgængelige. Det drejer sig om perioden fra år 2000-2009, så her er også meget, som bør prioriteres, så vor viden om synshandicappede udvides, da Blindesagen også er med til at fortælle om vores historie. Man har i arbejdsgruppen drøftet, hvordan særlige begivenheder som sker omkring os bliver bevaret. Derfor er det vigtigt, at der laves lydoptagelser hver gang en særlig begivenhed markeres. Her skal der også tages en vurdering af, hvad der har en historisk interesse. Derfor har Blindehistorisk selskab en særlig opgave. Det er vigtigt, at vi medlemmer gør opmærksom på, når der sker noget særligt hos os, så der kan blive lavet de nødvendige optagelser af en særlig begivenhed. Henrik Olsen og andre lydentusiaster er mere end villige til at rykke ud, når der skal laves optagelser af sådanne begivenheder.

Herefter var ordet frit, hvor Søren Jensen spurgte Poul, om man er klar over, at DBSU ligger inde med et vældigt arkivmateriale. Søren mener, at der ligger et arkivmateriale af årgangene af Ungdomsbladet fra 1990erne. Inden Poul svarede på Sørens indlæg, så roste Ove Gibskov Poul for fremlæggelse af arbejdsgruppens arbejde, som Ove er en del af. Ove nævnte, at vilkårene for arbejdsgruppen ikke har været helt let, men det har været det værd, da arbejdsgruppen og Blindehistorisk Selskab har stået sammen om at løse de opgaver, der har været undervejs. Som svar til Søren, så er man i selskabet opmærksom på DBSU-arkivet. Det er Pouls håb, at vi kan få seende assistance til forberedelse af arkivet, så det kan blive indleveret til rigsarkivet til fremtidig bevarelse.

Kurt Nielsen udtrykte bekymring over, at ledelsen ved Synscenter Refsnæs ikke i tilstrækkelig grad prioriterer bevarelsen af centrets samlinger. Pt. er samlingerne lukket inde i et rum, hvor de bare får lov at være, uden at man i øvrigt tager stilling til, hvad der ellers skal ske med dem. Hvis Synscenter Refsnæs mener, at Blindehistorisk Selskab ikke skal bekymre sig om samlingerne, må vi tage det til efterretning.

Poul oplyste, at selskabet har modtaget Dansk Blindesamfunds amatørteaters store lydarkiv. Udover lydoptagelserne har selskabet fået en del ringbind som et fint supplement til lydarkivet. Det er selskabets mål at kunne afspille teaterstykkerne på hjemmesiden, men det må gøres i overensstemmelse med oprethavslovens bestemmelser. Henrik Olsen har stået for det store digitaliseringsarbejde, hvilket han skal have tak for. Nu da jubilæet og museumsdagbogen er afviklet, vil Ole og Poul eventuelt med professionel hjælp fra Søren gå i gang med hjemmesiden og optagelserne fra amatørteateret.

Leif Martinussen har udarbejdet en omfattende beskrivelse af blindes deltagelse i sport og idræt fra 1950-erne-1980. Skriftet er blevet forsynet med et omfattende billedmateriale. Skriftet er nu klart til at blive udsendt på selskabets hjemmeside, så snart som muligt. Henning Eriksen havde den kongstanke, at blindes sports- og idrætsaktiviteter skulle have en høj prioritet. I den anledning kan her nævnes, at Henning Eriksen har skrevet en artikel som på bedste vis danner optakt til Leifs udredning om blindes sports- og idrætsaktiviteter. Når Leifs redegørelse kommer på hjemmesiden, vil der også blive lejlighed til at høre de lydoptagelser, som et glimrende supplement.

Her fulgte der ingen kommentarer til de to ovennævnte punkter.

I forbindelse med vores informationsvirksomhed, så havde Poul en stor ros til vores nyhedsbreve, hvor der til stadighed kommer spændende indlæg af mennesker som ikke tilhører selskabets inderkreds. Der lød en stor tak til alle som har bidraget med indlæg til nyhedsbrevene. Poul opfordrede alle til fortsat at komme med gode indlæg, så vi ad den vej kan få nogle spændende nyhedsbreve. I samme moment nævnte Poul, at vi bestræber os på at tematisere nyhedsbrevene, så derfor er der ingen grund til at nogle af os kommer til at føle os overset, da de indsendte artikler godt kan ligge i et stykke tid, inden de bliver udsendt. I den kommende tid vil der komme en del artikler, som omhandler Refsnæsskolen. Selskabets bestyrelse har været i stand til at udsende 4 nyhedsbreve i det forgangne år.

I den sammenhæng var Hans Olsen ked af, punktudgaven af de sidste par nyhedsbreve ikke har den høje standart som tidligere. Poul forklarede, at produktionen af punktudgaven på Synscenter Refsnæs har været ramt af sygdom og tekniske problemer med centrets printer. Derfor har hovedkontoret stået for produktionen af punktudgaverne, som er meget dyrere, hvilket Hans Erik Olsen tog til efterretning. I samme moment nævnte kassereren, at der også har været problemer med udbringningen af nyhedsbrevene fra postvæsnets side.

Om hjemmesiden har Poul ikke så meget at sige, da selskabet forsøger at bringe alt relevant stof samt at rette de fejl, som måtte opstå undervejs. Selskabet har ikke været særlig flittig med opdatering af lydmaterialet, så den kritik, der er forekommet er fuldt berettiget, men ressourcerne har været mangelfulde hos bestyrelsen. Registrering af selskabets litteraturliste trænger også til en opdatering, men vi håber på, at der bliver rettet op på det i 2020.

Derefter talte Poul lidt om de lidt store udgifter vedr. jubilæumsarrangementet og museumsdagbogen, men i samme moment kunne Poul glæde sig på selskabets vegne over den økonomiske støtte, der var givet til de to begivenheder.

På baggrund af den grundige behandling af beretningen blev denne enstemmigt godkendt.

Ad. 7: Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Da regnskabet blev drøftet, var der en del spørgsmål vedr. fortolkningen af, hvordan det skulle forstås, da opstillingen for nogle af deltagerne ikke syntes, at forståelsen var så ligetil. Det blev forklaret meget grundigt.

Her følger så nøgletallene samt noterne.

Nøgletal regnskab 2019

Indtægter i alt 36.850 kr.

Samlede udgifter 50.104,47 kr.

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

Danske Bank 01.01.2019 134.817,92 kr.

Danske Bank 31.12.2019 120.658,21 kr.

Forbrugt egenkapital 14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Note 1 regnskab museumsdagbog:

Indtægter:

Dansk Blindesamfund: 30.000 kr.

Ernst og Vibeke Husmans fond: 20.000 kr.

Blindes Støttefond: 10.000 kr.

Veluxfonden: 15.000 kr.

Overført direkte til forlaget Kahrius

I alt: 75.000 kr.

Udgifter:

Korrektur Dorthe Silver: 22.837,50 kr.

Forlaget Kahrius: 19.822,50 kr.

Seende bistand: 6.988,71 kr.

Porto: 8.690,00 kr.

Kontorartikler: 1.248,00 kr.

Billede: 128,00 kr.

Trykning af program: 2.941,83kr.

Udbetalt fra Velux direkte til Kahrius: 15.000 kr.

Udgifter I altoverført til driftsregnskab: 62.656,54kr.

I alt inkl. Velux 77656,54kr.

Note 2 regnskab jubilæumsarrangement:

Indtægter:

Deltagerbetaling: 28.080 kr.

Tilskud Dansk Blindesamfund: 10.000 kr.

I alt: 38.080 kr.

Udgifter:

Ophold fuglsangscentret: 38.866,00 kr.

Honorar musikere: 14.000,00 kr.

Transport musikere: 3.038,48 kr.

Transportoplægsholder: 612,00 kr.

Tilbagebetaling deltagere: 1350,00 kr.

Trykning af Program: 2.941,83 kr.

I alt overført til driftsregnskabet: 60.808,31 kr.

Efter regnskabsgennemgangen oplæste Kurt Nielsen revisionsprotokollatet dateret den 11. februar 2020. Fra protokollatet skal følgende citeres:

“Driftsregnskabet har givet anledning til, at bestyrelsen har ladet foretage en ekstern analyse, idet der er konstateret en difference mellem driftsregnskabets samlede resultat beløb: -13.254,47 og nedskrevet egenkapital beløb: 14.159,71 jf.: saldo i Danske Bank pr. 31. december 2019 på beløb: 904,74 kr. Analysen har imidlertid ikke ført til en afklaring af årsag til differencen, og revisionen har ikke fundet forklaring på, hvordan differencen er opstået. Differencen medfører en tilsvarende forøget nedskrivning af selskabets egenkapital.

Revisionen kan konstatere, at driftsregnskabet i hovedtal viser et retvisende billede af bestyrelsens dispositioner og selskabets økonomiske stilling med den anførte anmærkning, ligesom regnskaberne i noterne over Museumsdagbogen og jubilæumsarrangementet er revideret uden anmærkning.”

Regnskabet for 2019 blev med de anførte revisionsbemærkninger enstemmigt godkendt.

Ad. 8: Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

Her var der stor enighed hos deltagerne, så det nuværende kontingent på 150 kroner fortsætter som hidtil.

Ad. 9. Indkomne forslag.

Dirigenten kunne konstatere, at der var modtaget 3 forslag, som alle var modtaget mere end 14 dage før mødet.

Ad. 9.A: “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle. Forslaget er offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

Thorvalds forslag blev modtaget med stor begejstring. Man vil fortsætte med drøftelsen den næste dag, som omhandler Refsnæsbogen.

Ad. 9.B: Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt til formanden den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik en kold modtagelse. 3 deltagere sagde ja til Inges indsendte forslag. De øvrige deltagere nedstemte forslaget. Proceduren blev afgjort ved håndsoprækning. I samme anledning blev der drøftet, hvordan andre foreninger sørger for rejserefusion til deres medlemmer. Desuden nævnte Poul, at han er villig til at være behjælpelig med ansøgning af legater til Inge samt andre medlemmer, som måtte have behov for det til dækning af rejse og ophold på FSC. Derefter blev punktet afsluttet.

Ad. 9.C: Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik ikke nogen god modtagelse. Der var enighed om, at generalforsamlingen fortsat skal afholdes på Fuglsangscentret. Det blev begrundet med, at det sociale ved et arrangement i hovedstadsområdet vil gå tabt. Der vil også blive problemer med overnatning og indkvartering for provinsbeboerne, samt at deres udgifter vil blive større.

Ad. 10: Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

Ad. 10.a: Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018. Han blev enstemmigt genvalgt ved håndsoprækning.

Ad. 10.b: 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018. René blev valgt in absentia, da han ikke kunne være tilstede pga. sygdom. Han havde på forhånd givet tilsagn om genvalg ved hjælp af fuldmagt, hvilket blev accepteret.

– Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018.

Hun blev også genvalgt ved applaus fra deltagerne. Ove Gibskov og Laus Klüwer blev også foreslået, men de takkede begge nej.

Ad. 10.c: 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019. Han blev enstemmigt genvalgt ved deltagernes applaus

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke at blive genvalgt. Igen blev Ove og Laus foreslået, men de takkede nej. Lena Bang sagde ja til at blive 2. suppleant, hvilket blev godt modtaget af deltagerne.

Ad. 10.d: Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

Kurt Nielsen ønskede at blive genvalgt, hvilket ikke var tilfældet for Henrik Olsen. Denne gang takkede Ove Gibskov ja til en revisorpost, hvilket blev godkendt af forsamlingen med en applaus.

Ad. 10.e: Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke genvalg. I stedet for blev Nete Parkov valgt, hvilket også blev accepteret af deltagerne.

Ad. 11: Eventuelt.

Bjarne Bryde spurgte til dagsordenens pkt. 5, der handler om godkendelse af sidste års generalforsamling. Når deltagerne alligevel ikke skal godkende punktet, hvorfor står det som et dagsordenspunkt? Poul svarede, at det er en servicemeddelelse og ikke et dagsordenspunkt. Poul lovede, at punktet ikke vil være at finde på dagsordenen til næste års generalforsamling.

Derefter takkede formanden for generalforsamlingen, som foregik i god ro og orden.

Referent: Rita Cecilie Varmby.

Selskabets bestyrelse har den 16. marts 2020 godkendt nærværende referat.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

Som mødets dirigent kan jeg godkende nærværende referat.

Thorben Koed Thomsen, Viborg den 18. marts 2020.

3. Anmeldelse af Refsnæsdebatten ved Thorvald kølle.

Refsnæsdebatten fandt sted på Fuglsangcenteret søndag den 16. februar i forlængelse af generalforsamlingen, som fandt sted dagen før.

Selskabets formand Poul Lüneborg indledte mødet med at byde alle velkommen til formiddagens program.

Der var en åben, venlig og behagelig stemning i gruppen under hele debatten.

Folk var meget opmærksomme og der var en naturlig stilhed og man fornemmede, at folk virkelig lyttede og reflekterede over de fortællinger, som blev præsenteret af de enkelte deltagere.

Ove Gibskov var ordstyrer og moderator, og bragte os godt igennem debatten, hjulpet af John Nielsen, som seende assistance. Der var et panel bestående af 2 fra bestyrelsen nemlig Rita Cecilie Varmby og undertegnede Thorvald Kølle.

De andre i panelet var Aage Michelsen og Jytte Nielsen.

Først fortalte paneldeltagerne lidt om deres ophold på Refsnæs og betragtninger over dette tema.

Så blev ordet givet frit.

Debatten bestod af 2 temaer.

1. Skal gamle elever bede om en undskyldning fra staten i lighed med godhavnsdrengene eller ej?

Der var ikke i gruppen stemning for at bede om en undskyldning for endskønt, de fleste af os havde haft oplevelser af grove overgreb, så var gruppen også enige om, at vi fra Refsnæs havde fået en rigtig god ballast med videre.

Et godt fundament at komme videre i livet på.

2. Det andet punkt handlede om bogen om Refsnæs skrevet af gamle elever på Refsnæsskolen. Der var en god åbenhed overfor dette forslag.

Der blev talt lidt om, hvordan det kunne gribes an.

Der blev talt om, hvorvidt der skulle nedsættes en redaktionsgruppe. Bogen var tænkt udgivet i anledningen af Refsnæsskolens 125-års fødselsdag i 2023.

Mødet sluttede med, at vi sang danske blindes nationalsang, som jeg mener er højaktuel i forhold til blindesagen i dag.

4. Er der behov for flere undskyldninger fra den danske stat? ved Ove Gibskov

Den 13. august sidste år gav statsminister Mette Frederiksen på regeringens vegne en undskyldning til Godhavndrengene for de uhyrlige overgreb, de helt op til 1970’erne havde været udsat for. Derefter blev der taget initiativ til at undersøge, om nogle af de mennesker, der har været udsat for svigt og overgreb, mens de boede på sær- og åndssvageforsorgens institutioner også skal have en officiel undskyldning. Det drejer sig om dem, der var anbragt på institutionerne i årene fra 1933, da staten, efter at Socialreformen var blevet vedtaget, overtog ansvaret for forsorgen og indtil 1980, hvor ansvaret blev udlagt til amter og kommuner.

Forholdene på institutionerne vil blive kortlagt af en historisk udredning, og det er Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, som skal stå for dette arbejde.

Som en del af baggrunden for udredningen blev repræsentanter for de berørte interesseorganisationer inviteret til at deltage i et møde 10. marts på forsorgsmuseet sammen med den arbejdsgruppe af historikere, som skal stå for udredningen.

Der deltog repræsentanter for bl.a. Udviklingshæmmedes Landsforbund ULF, Landsforeningen LEV, Danske Døves Landsforbund og Dansk Blindesamfund. Her var jeg af Blindehistorisk Selskab med opbakning fra DBSs forretningsudvalg blevet bedt om at deltage.

Efter en præsentationsrunde understregede historieprofessor Klaus Petersen fra arbejdsgruppen, at der er tale om en uafhængig undersøgelse. Det betyder, at hverken Social- og Indenrigsministeriet eller de involverede interesseorganisationer får kendskab til delresultater eller tekstuddrag, før undersøgelsen er helt færdig. På den måde vil man sikre, at der ikke forekommer nogen politisk påvirkning udefra, som kan have betydning for resultatet.

Undersøgelsen vil blive baseret på både arkivmateriale og interviews med nogle af dem, som oplevede forholdene på de forskellige institutioner. Arbejdsgruppen må dog ikke selv kontakte enkeltpersoner på baggrund af arkivmateriale; men interesseorganisationerne kan så høre, om de pågældende ønsker at medvirke. De gav alle udtryk for, at de gerne ville hjælpe med at finde medlemmer, som kunne fortælle om deres oplevelser, ligesom det også blev nævnt, at pårørende kan være væsentlige kilder. Man skulle desuden være opmærksom på, at nogle af dem, som undersøgelsen omfatter, ikke er i stand til selv at udtrykke sig, men at de ikke må glemmes af den grund. Det blev foreslået, at pårørende og ansatte i den sammenhæng kunne anvendes som kilder.

Arbejdsgruppen er meget opmærksom på, at interviewsituationen bliver gjort så tryg som mulig, og derfor kommer interviewet til at foregå der, hvor den, som skal interviewes, føler sig mest tryg – typisk i personens eget hjem.

Man er bevidst om, at det at fortælle sin historie kan få både gode og dårlige følelser frem hos den, der bliver interviewet. Derfor er der tilknyttet en psykolog til projektet, hvis nogen skulle få brug for at tale med hende efter interviewet.

Undersøgelsen vil bl.a. redegøre for, om noget af det, der kommer frem, var lovligt eller ulovligt ud fra datidens regler, da det fandt sted. I den forbindelse blev det dog også af nogen pointeret, at det dengang jo godt kunne være lovligt at handle på en bestemt måde men alligevel blive betragtet som etisk og moralsk uacceptabelt. Desuden blev det understreget, at det kunne være lige så slemt blot at være anbragt, som det var at være fejlanbragt.

Udviklingshæmmedes Landsforbund så positivt på, at der også kommer fokus på pårørendes viden men understregede, at det selvfølgelig er de anbragtes egen historie, der skal vægtes højest. Og selv om nogle måske har behov for at få en undskyldning, er der også flere, som mener, at det væsentligste må være at få mulighed for at fortælle sin egen historie og være med til at sikre, at noget lignende ikke vil kunne ske igen.

Når det var mig, der repræsenterede DBS, hænger det i høj grad sammen med, at jeg kort tid inden mødet havde været ordstyrer ved en debat i Blindehistorisk Selskab, som skulle afdække, om der blandt de tidligere Refsnæselever, som deltog, var behov for en undskyldning i lighed med den, der blev givet til Godhavndrengene. Ingen af deltagerne havde brug for en undskyldning, og det er heller ikke landsformand Thorkild Olesens opfattelse, at ret mange af Refsnæsskolens tidligere elever ønsker en undskyldning. Men der kan naturligvis godt melde sig nogle i den periode, arbejdet med udredningen foregår. Det oplyste jeg bl.a. under mødet på forsorgsmuseet, hvor jeg også nævnte, at adskillige havde oplevet undervisningen på Refsnæsskolen som god, selv om der nogle gange skulle meget lidt til, før man blev slået, som det jo i det hele taget var tilfældet i landets skoler dengang. Flere havde dog især på boafdelingerne været ude for nogle få ansatte, der udviste en forfærdelig adfærd – også set i datidens lys. F.eks. kunne man blive tvunget til at spise sit eget bræk, hvis man havde kastet op i havregrøden om morgenen. Der var også enkelte elever, som det var ”tilladt” for de andre at drille, uden at nogen af de få ondskabsfulde fra personalet blandede sig.

Jeg lagde dog i mit indlæg stor vægt på, at der langt fra kan paralleliseres mellem Refsnæsskolen og f.eks. Godhavn, hvor man blandt mange andre overgreb vel nærmest gjorde, hvad man kunne for at ødelægge alle elevernes selvværd.

Jeg henviste desuden til det ret omfattende og nuancerede kildemateriale om tiden på Refsnæsskolen set fra et elevperspektiv, som findes i Blindehistorisk Selskabs nyhedsbreve. Efter mødet har lederen af Forsorgsmuseet, Sarah Smed, i en mail modtaget en henvisning til selskabets hjemmeside og en oversigt over det relevante Refsnæsindhold i nyhedsbrevene.

Danske Døves Landsforbund lå meget på linje med Dansk Blindesamfund og mente heller ikke, at der blandt medlemmerne var et stort behov for en undskyldning eller tale om voldsomme overgreb som dem, der fandt sted på Godhavn.

Arbejdsgruppen laver en folder, der bliver sendt rundt til organisationerne i både digital og trykt form og i et sprog, som skal kunne forstås af så mange som muligt af de involverede personer, og forsorgsmuseet vil gerne have interesseorganisationerne til at hjælpe med at få den distribueret til de medlemmer, som er med i målgruppen. Folderen kommer bl.a. til at indeholde en præsentation af udredningsprojektet og information om, hvem man søger at komme i forbindelse med, og hvor lang tid, man skal regne med, et interview tager. I folderen vil der også være oplysninger om, hvordan det undervejs i forløbet bliver muligt både at skrive og indtale sin historie på hjemmesiden www.anbragtihistorien.dk.

Folderen skulle meget gerne være klar omkring midten af april.

Det var oprindeligt hensigten, at udredningen skulle være færdig i løbet af halvandet år – dvs. 1. august 2021. Men pga. den aktuelle Coronasituation, hvor det meste af landet er lukket, har Social- og Indenrigsministeriet vist forståelse for, at arbejdet muligvis først bliver afsluttet på et senere tidspunkt. I øvrigt er det en generel opfattelse blandt forskere, at halvandet år i det hele taget er kort tid til en så stor udredning, Men det har i den her sammenhæng været afgørende at tage et væsentligt hensyn til målgruppen, hvoraf mange af dem, der stadig lever, jo er godt oppe i årene og gerne skulle kunne nå at modtage en undskyldning, hvis udredningen kommer frem til, at der er behov for at give en sådan.

5. Kommissorium fra 22. november 2019

– historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne, der som følge af en anbringelse i sær- og åndssvageforsorgens institutioner kan have været udsat for svigt og overgreb.

Indledning

Kommissoriet beskriver rammen for den historiske udredning vedrørende børn, unge og voksne, der som følge af en anbringelse i sær- og åndssvageforsorgens institutioner kan have været udsat for svigt og overgreb.

Formål og indhold

Udredningen har til formål at undersøge, om der er børn, unge og voksne, der kan have været udsat for svigt og overgreb, mens de havde ophold i sær- og åndssvageforsorgens institutioner under statens varetægt i perioden 1933-1980.

Den historiske udredning skal søge at beskrive følgende:

• Den historiske kontekst for etablering og udvikling af sær- og åndssvageforsorgen.

• Drift af institutioner, visitation til institutionerne og tilsyn med institutionerne.

• De generelle forhold på de institutioner, som var omfattet af sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933-1980 med særligt fokus på tidsperioden 1950-1980, herunder livsforholdene på institutionerne.

• De berørte målgrupper, som havde ophold i sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

• De lovgivningsmæssige rammer for sær- og åndssvageforsorgen, herunder en beskrivelse af de fysiske indgreb, som blev udøvet over for målgruppen inden for rammerne af datidens lovgivning herunder som behandling, oplevelser og konsekvenser for de berørte målgrupper.

Den historiske udredning skal desuden afdække:

• Udførelsen af statens tilsynsforpligtelse i relation til sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

• Evt. svigt og overgreb, som f.eks. fysiske / seksuelle overgreb, psykisk vold, alvorlige mangler ved den lægelige, praktiske eller følelsesmæssig omsorg, som kan have været blevet påført børn, unge og voksne som konsekvens af datidens lovgivning samt datidens moral, etik og normer på et af sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

• Oplevelser, traumer, sekundære traumer og deraf konsekvenser for de berørte børn, unge og voksne, herunder gennem interviews med nulevende personer. I den forbindelse inddrages også perspektivet fra de mennesker, der var ansat på institutionerne.

Eventuelle andre relevante vinkler, der måtte opstå undervejs i arbejdet, og som ønskes inddraget og beskrevet, afklares med Social- og Indenrigsministeriet.

Organisering af den historiske udredning

Den historiske udredning forestås af Danmarks Forsorgsmuseum inden for en tidsperiode på 1-1 1/2 år. Der lægges vægt på, at fagpersonerne, der skal varetage opgaven, har indgående kendskab til sær- og åndssvageforsorgens historie.

Den historiske udredning skal bygge på fagpersonernes generelle viden, relevante historiske kilder samt interviews med nulevende personer, som var involveret i eller berørt af de forhold, som var omfattet af sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

Det står fagpersonerne frit for at rådføre sig med relevante institutioner, organisationer m.v. i forbindelse med udarbejdelsen af den historiske udredning.

Iværksættelse af den historiske udredning

Social- og Indenrigsministeren udpeger Danmarks Forsorgsmuseum til at forestå udredningen, der ligeledes indgår kontrakt med museet. Danmarks Forsorgsmuseum forpligtes herunder til at forelægge udredningens foreløbige resultater halvårligt for Social- og Indenrigsministeriet.

Det tilstræbes, at den historiske udredning senest afleveres til regeringen den 1. august 2021 med henblik på efterfølgende offentliggørelse.

6. “Hvem var de?” ved Jytte Nielsen – skrevet maj 2019

Hvem var de? Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv i tidens løb. Hvem var de mennesker, som skulle være i forældres sted på blindeinstitutterne eller jeg burde måske sige i mors sted, da mænd ikke var ansat som plejepersonale.

Det var ugifte kvinder uden egne erfaringer med mand og børn. Hvordan gik det til, at de kom til at arbejde med at passe blinde børn? Hvad var kravene til kvindernes baggrund? Jeg ved det ikke, men det optager mig. Jeg tror ikke, det var en kvindes drøm at tilbringe sit voksne liv med at passe andres blinde eller svagtseende børn på en institution ude på landet, hvor de hjemlige private rammer ikke var meget bedre end børnenes. De havde en dør, de kunne lukke bag sig, de havde ikke eget bad og toilet, og døren til deres bolig åbnede direkte ud til den gang, hvor sovesalene var. Det var så lidt privat, at alle kunne følge med, hvis der kom en besøgende, mand eller kvinde. Kom den samme person på besøg flere gange, så ville rygterne ingen ende tage. Som jeg skriver, interesserer disse kvinders liv mig. Jeg var blind og kunne ikke selv se dem personligt, men ifølge min mor, som nu er 93 år, og som udmærket husker den tid, hvor hun måtte overlade sit barn til fremmede, så var det kvinder med et underligt fysiognomi, maskuline, knoglede eller direkte uskønne kvinder. Hun er min mor og kan have set disse kvinder gennem et troldspejl, da de skulle optræde i hendes sted. Jeg vælger at tro hende. Hvad angår det maskuline var der en assistent, der blev kaldt Niels. Hun hed frøken Nielsen, og hvis det havde været mod hendes vilje, havde det aldrig fået lov til at finde sted. I 1965 kom der en ny forstander på stedet, som sagde, at hun nu skulle kalde sig ved sit kvindenavn Ellen. Blinde børn skulle ikke være i tvivl om køn, da navn er en markør for køn.

Jeg er født i 1950 og oplevede institutterne i perioden 57-68. Måske er tiden forpasset, minder og erindringer støvet til. Glemsel og fortrængning er resignationens følgesvend for at forlige sig med fortiden.

Der er meget, vi tilskriver tiden. ”Sådan var det jo den gang”. Børn skulle så meget som for eksempel spise op, selv når de ikke selv havde sagt, hvor meget de kunne spise. De skulle i det hele taget en masse ting, bare en voksen beordrede det. Men selv med henvisning til tiden og de sociale normer den gang, så var der ting, der var grænseoverskridende eller direkte overgrebsagtige. Det var ikke normen, at børn skulle spise op, når der var tale om opgylp eller opkast på tallerkenen. Eller med at afstraffe en pige for et eller andet sandsynligvis ligegyldigt med, at hun ved sengetid skulle trække af sit tøj inde hos de små drenge. Om assistenten, der fandt på dette, stod og lurede på, ved jeg ikke. Der var en anden pige, der blev afstraffet ved at skulle sove en nat på de små drenges sovesal. Her må være tale om en voksen kvinde, som har personlige problemer og en umoden seksualitet. For ca. 15 år siden mødte jeg tilfældigt niecen til den pågældende assistent. Hun fortalte, at hendes faster tilbragte sin alderdom hos sin bror ude på gården. Jeg gætter på, at denne bror var en lillebror.

Jeg kan ikke undlade at fortælle om en vigtig erindringstråd på debatforummet blindeforum. Her fortalte en kvinde om de overgreb, hun som barn var udsat for af en klaverlærer. Hun havde været traumatiseret hele sit liv. Jeg kunne straks fortælle hende, at vi var flere, der havde været udsat for det samme. At pågældende lærer befamlede de små pigers bryster og kommenterede deres størrelse, og hans store interesse var at bemærke, når man var begyndt at gå med brystholder. Det har ikke gjort noget varigt indtryk på mig, da vi heldigvis var et par piger, der fik talt om det. Vi blev enige om, at han var ulækker, og vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at drille og chikanere ham.

Der var en assistent, som samtidig også var gymnastik- og svømmelærerinde. I en periode udså hun sig den svageste og mest vandskrække pige som sit offer. Først beordrede hun os andre op af bassinet, så blev døren lukket ind til bruseafdelingen. Medens vi brusebadede, kunne vi høre hjerteskærende skrig fra svømmebassinet. Her blev pigen trukket i en svømmestang ud over det dybeste sted. Pigen var helt blind og panikslagen. Jeg husker tydeligt, at vi andre var helt stille og meget pinligt berørt. Da det var slut, og de to kom ind til os andre, marcherede lærerinden hurtigt og målrettet på toilettet. Det stod på et par gange, så vidt jeg husker. Måske lykkedes det det stakkels offer at få sagt det til nogen. Havde vi ellers bemærket det, ville det sikkert have heddet sig, at eleven skulle lære at overvinde sin vandskræk.

På Refsnæsskolen var der ansat en sygeplejerske. Hun boede på sygeafdelingen dør om dør med de syge børn, der blev indlagt der. For at komme ind på sygeafdelingen skulle man gennem flere døre, så al diskretion var udelukket. Det er svært at forestille sig et privatliv under sådanne forhold. Arme kvinde siger jeg. Sygeplejersken var altid den samme, meget skrap og hårdhændet. Skulle man for eksempel have dryppet øjne, så fik hagen først et kraftigt skub, ikke et slag, men næsten. Når så hovedet røg bagover, greb hun det, og medens man forsøgte at få balancen, så fik hun øjenlågene op og dryppede. Hun var altid den samme, hun var ikke sadistisk og gjorde mig bekendt ikke noget, der gik over grænsen.

Cirka tre måneder om året var der ferier, når man lægger tiderne sammen. Hvad lavede de i den tid? Sad de og filede negle og læste dameblade på værelset? Besøgte de familie, eller tog de på herlige kurophold i Tyskland?

Når unge teenagepiger kom på instituttet i København, så var der et totalt fravær af voksne. Der var ansat en plejemor, der boede på den samme gang som pigerne. Der var ingen assistenter ansat, så disse 20 unge piger mellem 14 og 18 år var helt overladt til sig selv og hinanden. Plejemor var en ubegribeligt selvusikker og selvudslettende kvinde, som var så forskrækket over sin egen opgave, at hun altid flygtede ind til sig selv. Da hendes dør var direkte til pigernes område blev det hurtigt noteret, at en mand kom på besøg. Det var altid midt på dagen, og det var en mand, som var ansat på værkstederne. Vi fandt aldrig ud af, hvornår han gik igen. Det har sandsynligvis været noget arbejdsrelateret, de skulle tale om. Jeg håber alligevel, at dette herrebesøg var af mere amourøs karakter. Blinde fra den tid kan i dag fortælle om et ungdomsliv, der blev tilbragt både dag og nat på sekssengsstue, hvor al aktivitet var fantasilege og flugt ind i drømme. De kom virkelig ingen steder og blev totalt svigtet. De havde ikke, hvad der lignede et godt ungdomsliv.

På drengeafdelingen var det anderledes, tror jeg. Her fraveg man kyskhedsprincippet og havde ansat en venlig og kompetent kvinde, som boede på skolen med sin familie, mand og børn. Hendes mand var dog også ansat på skolen.

Når man interesserer sig for historie, og når man er med i en forening, der beskæftiger sig med blindes historie, så åbner der sig hele tiden nye døre og nye emneområder dukker frem. Jeg mener, at personalets historie er en del af blinde børns historie. Jeg mener, at blinde børn, nu voksne / gamle, har behov for at kende det menneskemiljø, de er vokset op i. Mange mennesker forsøger at afdække deres genetiske baggrund. Det kan være for at forstå sig selv i en arvelig sammenhæng. Men miljøet har også stor betydning for et menneskes udvikling, så derfor er interessen helt relevant.

Skal vi lade emnet ligge? Er det for svært at tage fat på det? Al historie handler om fortiden og gravearbejdet kan være besværligt og langsommeligt. Kan vi få fat om emnet, tror jeg, det vil være et vigtigt kapitel.

7. Projekt interview om blindes erhvervs- og levevilkår i 1960-erne og 1970-erne ved René Ruby

I 2015 blev der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg og Blindehistorisk Selskab. Blindehistorisk Selskab har med udgangspunkt i drøftelserne i arbejdsgruppen og med forskningschef Ion Meyer fra Medicinsk Museion besluttet at supplere og opdatere Den Blindehistoriske Samling på Medicinsk Museion gennem forskellige initiativer. Et af disse initiativer, har til formål at beskrive blindes leve-, uddannelses- og erhvervsvilkår i 1960-erne og 1970-erne. Det har været et ønske fra Medicinsk Museion at få nogle personprofiler, som fortæller om de vigtige ændringer i blindes beskæftigelsesmuligheder, som tog sin begyndelse for omkring 50 år siden. Med baggrund heri nedsatte bestyrelsen, en projektgruppe, hvis opgave det er at gennemføre 25 interview til belysning af blindes levevilkår m.v. i 1960-erne og 1970-erne.

Projektet falder i 3 faser:

Fase 1. Fastlæggelse af interviewguide, panel på 25 interviewdeltagere og budget for det videre arbejde.

Fase 2. Gennemførelse af de 25 interview.

Fase 3. Afrapportering af projektet i form af en mindre rapport.

Den oprindelige arbejdsgruppe har på grund af frafald blandt sine medlemmer ikke set sig i stand til at gennemføre projektet. I stedet har 3 af bestyrelsens medlemmer imidlertid taget udfordringen op og søger at gennemføre de 25 interview og sammenskrive indtrykkene fra disse i en rapport. Disse tre er Redaktør Rita Cicilie Varmby, kasserer Ole Brun Jensen og sekretær Thorvald Kølle med undertegnede som tovholder.

Der er allerede lagt et betydeligt arbejde i dette projekt med hensyn til at formulere de spørgsmål som skal lægges til grund ved hvert interview. Der er på nuværende tidspunkt formuleret 17 spørgsmål som drejer sig om:

  • Om skole og ungdomsliv
  • Om uddannelse
  • Om erhvervsmæssig beskæftigelse
  • Generelt om hjælpemidler
  • Om socialt liv
  • OM fritidsaktiviteter

De tre i projektgruppen minus tovholderen vil sammen med yderligere tre gennemføre de 25 interview. De tre interviewer udenfor projektgruppen er nu ved at blive kontaktet med henblik på deres deltagelse. Næste trin er derpå, at de 6 interviewer samles på Fuglsangscentret en dag med henblik på at teste spørgsmålene på hinanden for eventuelt at udarbejde supplerende spørgsmål. Herudover skal optagelsestekniske spørgsmål afklares. Endelig skal der ske en udvælgelse af 25 interviewpersoner på baggrund af en længere liste over oplagte kandidater. Når der er indhentet tilsagn om deltagelse fra de 25 interviewpersoner skal selve interviewene så gennemføres. Gennemførelsen af de 25 interview vil medføre en del rejseaktiviteter for de 6 interviewer, hvilket vil påføre selskabet en udgiftspost til rejseudgifter.

Når interviewene er gennemført skal de udskrives og sammenskrives i en rapport. Projektgruppen vil i udgangspunktet påtage sig denne udskrivning og sammenskrivning, men da det er en tidskrævende proces, vil det blive nødvendigt at søge hjælp hertil blandt selskabets medlemmer. Nyhedsbrevet vil være et oplagt sted at annoncere efter denne hjælp blandt medlemmerne.

Som det fremgår af ovenstående gennemgang er det en langvarig og tidskrævende proces at få forberedt, gennemført og endelig afrapporteret de 25 interview i en afsluttende rapport. Denne rapport kan derfor tidligst forventes i sidste halvdel af 2021.

8. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 eller mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

tlf. 39 67 00 67 m 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Årsberetning 2019 2020

Beretning 2019-2020 for Blindehistorisk Selskab.

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 16. februar 2019 til generalforsamlingen den 15. februar 2020.

1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende sammensætning:

Poul Lüneborg, formand

René Ruby, næstformand

Ole Brun Jensen, kasserer

Rita Cecilie Varmby, redaktør

Thorvald Kølle, sekretær

Leif Martinussen, 1. suppleant

Allan Folmann, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der er i beretningsperioden afholdt 5 møder.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde, afholdt den 17. februar 2019, umiddelbart efter afslutningen af sidste års generalforsamling.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål, og for at sikre gennemførelsen af vedtagelserne på møderne. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer, heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt Blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke en artikel i rubrikken Meddelelser om forskellige emner og aktiviteter. Det er desuden vigtigt at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse kollektive medlemmer væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres virksomhed. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde. For at nå ud med information om selskabet til mennesker udenfor DBSs medlemskreds, har vi desuden rettet henvendelse til Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg for at forhøre os om, hvorvidt selskabets arbejde direkte eller indirekte kunne omtales i artikler i tidsskriftet Øjeblikket, der udsendes i 80.000 eksemplarer til mennesker som støtter DBS økonomisk. I skrivende stund er der grund til at formode, at selskabets 25-års jubilæum vil blive omtalt i det første nummer af Øjeblikket, der udsendes i 2020.

Efter generalforsamlingen blev alle medlemmer, som endnu ikke havde betalt kontingent kontaktet pr. brev, og i en række tilfælde også pr. telefon.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden. Det drejer sig om Cecilia Charlotte Hvidebech, ære været hendes minde.

Vi har kunnet glæde os over, at tolv har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at fem medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemskab i 2019, og et medlem har derudover meddelt, at vedkommende ikke ønsker at forlænge sit medlemskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer, som har betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2020 tæller 129 medlemmer, der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I sidste års beretning opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er således kun rykket en smule nærmere i årets løb.

Alle medlemmer fik i månederne op til jubilæumsarrangementet 25. – 26. november 2019, tilsendt et eksemplar af Henning Eriksens Museumsdagbog, sammen med 2 info-foldere om bogudgivelsen og om selskabet. Det har været bestyrelsens håb, at mange medlemmer vil benytte bogudgivelsen og informationsfolderne om denne til at synliggøre selskabet overfor mennesker med interesse for blindes historie. Hvorvidt dette initiativ sætter sig spor i medlemstallet, vil afsløre sig i løbet af 2020.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 30. september 2019 en medlemsliste til alle medlemmer i 4 medier, efter det enkelte medlems eget valg.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet fremtidig udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den ordinære generalforsamling i årets 1. kvartal. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer fremsendt til kassereren.

I 2019 lod udsendelsen af årets medlemsliste vente på sig på grund af problemer med at få skabt fuld klarhed over, hvem der ønskede at opretholde deres medlemskab, jf. redegørelsen ovenfor under pkt. 2 om medlemsstatus. Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter årsskiftet til at indbetale deres kontingent.

4. Selskabets jubilæumsarrangementer.

Kort efter generalforsamlingen i 2018, hvor spørgsmålet om markering af selskabets 25-års jubilæum, blev drøftet, nedsatte bestyrelsen på sit møde den 22. marts 2018 en gruppe, der skulle forberede den runde fødselsdag. Gruppen kom til at bestå af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og undertegnede. Gruppen holdt i oktober måned samme år sit første møde, der blev efterfulgt af tre møder i 2019, for at planlægge det særlige jubilæumsarrangement 25. – 26. november 2019.

Gruppens første opgave blev at planlægge et program dagen efter generalforsamlingen. Programmet søndag den 17. februar bestod i et oplæg “Om opkomsten af den handicaphistoriske forskning samt om etableringen af de forskellige handicaphistoriske selskaber i 1980-erne og 1990-erne”. Professor Birgit Kirkebæk gav et inspirerende historisk rids over udviklingen, som blandt andet førte til stiftelsen af Blindehistorisk Selskab. Formiddagens andet tema, som jeg selv stod for, bar titlen “1894, et skæbneår for blindesagen i Danmark”. Dette oplæg fokuserede på det opbrud, der blev resultatet af generalforsamlingen den 29. september 1894 i foreningen “Danske Blinde”. En begivenhed, som lagde kimen til stiftelsen af de blindes egen forening i form af Dansk Blindesamfund 17 år senere. Oplæggene gav anledning til en god diskussion blandt de 45 deltagere, som afsluttede dagens program til markering af selskabets jubilæum med at synge “Danske blindes nationalsang”, skrevet af Jørgen Marius Hansen i 1915, og som Laurids Lauridsen skrev melodi til i 1923.

Den egentlige markering af selskabets 25-års jubilæum fandt som nævnt sted i dagene 25. – 26. november 2019 på Fuglsangscentret, med 64 deltagere. I sidste øjeblik fik arrangementet tildelt nogle ekstra værelser, hvilket sammen med et antal sygemeldinger betød, at alle deltagere på nær to, kunne indkvarteres på centret.

På førstedagen fokuserede jubilæumsprogrammet på blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, samt deres medvirken på den hjemlige jazzmusikalske scene siden begyndelsen af 1960-erne.

Leif Martinussen indledte programmet med et oplæg om markante blinde musikere og komponister indenfor den klassiske musik siden begyndelsen af det 19. århundrede, efterfulgt af en koncert, der præsenterede en række af hans egne kompositioner, fremført af pianisten Tom Ernst og mezzosopranen Svafa Thorhallsdottir. Efter en fælles evaluering af denne del af programmet, gav Thorvald Kølle et oplæg om blinde jazzmusikere gennem de seneste 60 år. Hans oplæg gav anledning til en livlig diskussion. Anne Hollænder akkompagnerede på klaver eftermiddagens afsluttende fællessang af Danske Blindes Nationalsang og Refsnæssangen af Jørgen Emborg. Førstedagens program sluttede om aftenen med en jazzkoncert med syv blinde musikere. Disse var: Willy Egmose, piano, Flemming Nørgaard, bas, Niels Ove Jørgensen, trommer, Thorvald Kølle, trompet, flügelhorn, Kurt Nielsen, altsax, Lars Bang Andersen, tenorsax og Lars Svaneborg, vibrafon.

Der var blandt deltagerne stor tilfredshed med disse blindehistoriske strejftog, til belysning af blindes medvirken indenfor de to musikalske genrer.

Arrangementets anden dag var helliget præsentationen af selskabets udgivelse af Henning Eriksens Museumsdagbog. Selskabets første formand Jørgen Eckmann, og fhv. museumsleder Mogens Bang var sammen med Dansk Blindesamfunds formand Thorkild Olesen inviteret til, sammen med undertegnede, til at belyse bogens forskellige historiske dimensioner. Læs i øvrigt herom nedenfor under pkt. 6.1.

Generalforsamlingen i 2018 gav bestyrelsen mandat til at fejre selskabets 25-års jubilæum på en markant måde. Det mener vi selv lykkedes, hvilket de mange positive tilbagemeldinger vidner om.

Bestyrelsen takker på selskabets vegne Dansk Blindesamfund for en særlig bevilling på 10.000 kr. til delvis dækning af udgifterne ved arrangementet. De samlede udgifter ved arrangementet er opgjort til 60.808,31 kr. Det betyder efter fradrag af deltagerbetaling og tilskuddet fra DBS, at arrangementet resulterer i en udgift for selskabet på 22.728,31 kr.

Henrik Olsen skal have en særlig tak for hans optagelser af samtlige ovennævnte indslag ved de to arrangementer. Lydfilerne vil siden kunne aflyttes på selskabets hjemmeside.

5. Arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg.

René Ruby og formanden har også i den forgangne periode, været selskabets repræsentanter i gruppen. Karen Marie Petersen meddelte i begyndelsen af august måned, at hun havde besluttet sig for at trække sig fra arbejdet i gruppen som den ene af de to medlemmer, der repræsenterer DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Udvalget har siden været repræsenteret ved Ove Gibskov og Dennis Bonet Aabank.

Gruppen har i perioden afholdt et møde den 14. november 2019 i Handicaporganisationernes Hus.

Mødet behandlede en række sager, som tidligere har været drøftet i gruppen. Den vigtigste af disse var spørgsmålet om sikring af de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. Landsformand Thorkild Olesen havde kort tid før mødet skriftligt bragt sagen i erindring overfor institutionens ledelse. I mødet deltog direktør Ulrik Kampmann fra DBS, der planlagde et besøg på Synscenter Refsnæs, hvor han ville tage sagen op. Han blev på mødet orienteret om sagsforløbet siden arbejdsgruppens møde den 1. juni 2017 på Synscenter Refsnæs. Der var enighed om, at der i løbet af 2020 skulle tilvejebringes en plan, hvis disse samlinger skulle sikres for fremtiden. Der bør tilvejebringes økonomi, der kan muliggøre en afslutning af den igangværende registrering af samlingerne. En sådan registrering er en forudsætning for, at der kan gennemføres en vurdering af hvilke genstande, der er af interesse for Den Blindehistoriske Samling under Medicinsk Museion i København. De dele af samlingerne, der har bevaringsværdi og som kan supplere Den Blindehistoriske Samling, bør finde en varig placering i denne, hvis disse genstande m.v. skal overleve. Det må vække til bekymring, at Synscenter Refsnæs tilsyneladende ikke selv føler et behov for at prioritere en fremtidig sikring af den tilbageværende del af de blindehistoriske samlinger, og til anskuelsessamlingen på stedet. Det er arbejdsgruppens oplevelse, at der i dag kun er tre interessenter, som føler et ejerskab til disse samlinger, nemlig Medicinsk Museion, Dansk Blindesamfund og Blindehistorisk Selskab. Derfor bør sagen gives allerhøjeste prioritet i det kommende år.

En anden sag, som blev behandlet på mødet, var spørgsmålet om at digitalisere de årgange af medlemsbladet, som i dag kun findes i uddrag. Det drejer sig om medlemsbladene fra nr. 15/1923 til nr. 1/1998. Hertil kommer tidsskriftet Blindesagen fra 1972 til 2000. Der er grund til at glæde sig over, at dette historiske materiale forhåbentlig inden længe vil blive tilgængeliggjort for selskabets medlemmer. Disse tidsskrifter er formentlig den vigtigste kilde til blindes historie gennem de sidste godt 100 år.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Ulrik Kampmann tilkendegav imidlertid, at man endnu ikke havde fundet en sikker måde til identifikation af sådanne begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer blev på denne baggrund opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBSs hovedkontor og / eller selskabets bestyrelse.

6. Selskabets egne projekter i det forløbne år

6.1 Museumsdagbogen af Henning Eriksen.

Dagbogen, hvori Henning Eriksen fortæller om sit arbejde som frivillig medarbejder ved Blindehistorisk Museum i årene 2001-2011, blev den 1. juli 2019 udsendt af forlaget Kahrius i 500 eksemplarer. NOTA påtog sig efterfølgende at producere en digital Daisy-udgave af bogen.

Bestyrelsen har i perioden lagt et stort arbejde i at gennemføre dette projekt, som blev indgående omtalt i sidste års beretning.

Dorte H. Silver har som redaktør ydet et kompetent og inspirerende bidrag til bogudgivelsen. Jeg har som formand for selskabet varetaget hvervet som historisk faglig medredaktør, og har i den egenskab forestået redaktionen af de 156 noter og 40 billedtekster, samt skrevet forordet og nogle noter til at udfylde tidsrummet fra dagbogens slutning til afslutningen af redaktionsarbejdet juli 2019. Det endelige manuskript blev grundigt gennemgået af næstformand René Ruby og Kurt Nielsen. Deres gennemgang af teksten resulterede i en række supplerende bidrag og rettelser af faktuelle fejl.

Bestyrelsen har i beretningsperioden arbejdet på at skaffe de fornødne midler til udgivelsen. Dette arbejde er lykkedes over al forventning, idet udgifterne, der ifølge regnskabet beløber sig til 77.656,54 kr., er blevet dækket gennem bevillinger fra Dansk Blindesamfund med 30.000 kr. Velux Fonden med 15.000 kr. Ernst og Vibeke Husmanns Fond med 20.000 kr. og Blindes Støttefond med 10.000 kr. – i alt 75.000 kr. Der skal her lyde en stor tak til de fire donorer for deres støtte til gennemførelsen af dette projekt.

Udgivelsen af Museumsdagbogen blev præsenteret for offentligheden ved jubilæumsarrangementet den 25. – 26. november 2019.

Forud for jubilæumsarrangementet fik selskabets 129 medlemmer tilsendt et eksemplar af bogen i form af en trykt udgave, og en CD med Daisy-versionen fra NOTA. Direktør Michael Wright og produktionschef Stine Duus Svendsen fra NOTA skal have stor tak for deres medvirken til, at denne udsendelse kunne lade sig gennemføre. Relevante dagblade samt radio- og TV-stationer var forud for arrangementet informeret om udgivelsen gennem udsendelse af en pressemeddelelse herom. Bogen er anmeldt af professor Birgit Kirkebæk i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42 fra december 2019 og er endvidere omtalt i flere indlæg i Nyhedsbrev nr. 4/2019.

“Blind mands lejlighed” i købstadsmuseet Den Gamle By i Aarhus, er ligeledes et resultat af Henning Eriksens bidrag til at udbrede kendskabet til vores historie. Dette projekt er også omtalt i Museumsdagbogen. Bestyrelsen betragter udgivelsen som et fornemt supplement til Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion og den er desuden en værdig markering af den store indsats, som Henning Eriksen frem til sin død har ydet, for at bevare og udbrede kendskabet til blindes historie. Bestyrelsen har både før og efter udgivelsen kontaktet Medicinsk Museion og Den Gamle By for at afklare, om de har mulighed for at medvirke ved bogens lancering overfor offentligheden. Resultatet af disse bestræbelser vil vise sig i løbet af 2020. I lighed hermed håber bestyrelsen på, at omtale af Museumsdagbogen i det kommende nummer af tidsskriftet øjeblikket, jf. pkt. 2. ovenfor, vil bidrage til salget af de ca. 350 eksemplarer, som i skrivende stund befinder sig hos forlaget. Endelig er det bestyrelsens håb, at alle medlemmer vil bidrage til at fremme salget ved hjælp af de tilsendte info-foldere om Museumsdagbogen. Der er stadig mellem 500 – 600 info-foldere i behold, til markedsføring af udgivelsen.

6.2. Dansk Blindesamfunds 52 interview med blinde fra begyndelsen af 1990-erne.

Selskabets årsberetninger gennem de seneste 3 år har indeholdt omtale af bestyrelsens planer om at realisere et projekt om blindes livsvilkår gennem 150 år, belyst gennem disse og en række andre interviewprojekter, samt i Rigsarkivet gennem brevvekslinger mellem elever og forstandere for Det Kongelige Blindeinstitut siden instituttets oprettelse i 1858.

Selv om dette projekt er blevet positivt modtaget af såvel Dansk Blindesamfund som af Medicinsk Museion, har bestyrelsen set sig nødsaget til at beslutte, indtil videre at lægge planerne om at gennemføre projektet til side. Næstformand René Ruby, som har været udset til at skulle forestå projektet, har meddelt, at han for tiden ikke ser sig i stand til at påtage sig opgaven. Hertil kommer udfordringen med at få projektet finansieret, da dette skønnes at ville kræve en projektansættelse på fuld tid over 3 år. Det har hidtil været bestyrelsens opfattelse, at dette projekt nødvendigvis må forestås af en projektansvarlig som selv er blind, og som har et indgående historisk kendskab til blindes forhold.

René Ruby har samtidig meddelt, at han er indstillet på at påtage sig rollen som tovholder på et af selskabets andre mindre ambitiøse igangværende projekter, jf. nedenfor under pkt. 6.4.

6.3. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets årsberetninger. I den seneste årsberetning findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

På baggrund af henvendelser fra medlemmer og fra et møde den 3. september 2018 med Birgit Christensen, ansvarlig for hjælpemiddeludstillingen ved IBOS, er der den 1. oktober 2018 udarbejdet et notat, der oplister de 61 registrerede genstande og 46 manualer, systematiseret i 24 kategorier.

Det videre arbejde indenfor rammerne af registreringsprojektet har afventet en tilbagemelding fra Medicinsk Museion med oplysning om, hvilke af de registrerede genstande, der kan bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling.

I sidste års beretning kunne det oplyses, at det er lykkedes for et af selskabets aktive medlemmer, Arne Christensen, at få rådighed over plads på IBOS til opbevaring af modtagne genstande til registreringsprojektet, så disse kan gives en sikker opbevaring, indtil der foreligger en stillingtagen til, om de ønskes inddraget i samlingen eller ej.

Siden den 1. oktober 2018 har projektet modtaget en række henvendelser om yderligere genstande, bøger m.v. til Den Blindehistoriske Samling. Disse henvendelser er foreløbig blevet registreret og i enkelte tilfælde er genstandene indtil videre placeret i det nævnte lokale på IBOS.

Det er tanken, straks i løbet af 2020, at foretage en vurdering af de modtagne registreringer, i forhold til den digitale registratur på Medicinsk Museions hjemmeside, med henblik på at udskille de genstande m.v. som allerede findes i samlingen. Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

I bestyrelsen beder vi derfor om tålmodighed endnu en tid fra medlemmer og andre, som har henvendt sig til bestyrelsen med bøger, hjælpemidler og andet, der kan være af interesse for projektet. Arbejdet med dette projekt har vist sig at forløbe i et noget langsommere tempo end forventet. Det er imidlertid forhåbningen, at den planlagte udskillelse af genstande, som allerede findes i Den Blindehistoriske Samling, vil kunne medvirke til at fremskynde tilbagemeldingerne fra Medicinsk Museion.

6.4. Projekt ”Blindes levevilkår i 1970-erne”.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBSs Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført, gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

6.5. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget. Ud over de mange lydoptagelser omfatter materialet en omfattende scrapbog i tre ringbind. I forbindelse med afviklingen af Dansk Blindesamfunds Amatørteater i begyndelsen af 2007, fik selskabet overleveret denne forenings formue, og 81 DAT-bånd med optagelser af teatrets forestillinger gennem årene.

2017 var 10-året for teatrets opløsning. For at fastholde kendskabet til amatørteatret og dets betydning for blinde, gennemførte selskabet i sidste beretningsperiode en række tiltag, som er beskrevet i ovennævnte beretning. I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet.

6.6. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.

Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.

Bestyrelsen har i forlængelse heraf oprettet et særligt menupunkt på foreningens hjemmeside, vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.

Leif Martinussen har, som omtalt i sidste års beretning, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området. Denne redegørelse, der er på 38 sider, er nu klar til at blive lagt på hjemmesiden, under det særlige menupunkt om dette emne.

I bestyrelsen har vi i beretningsperioden forgæves eftersøgt et medlem, der har lyst til at anmelde redegørelsen i et kommende nyhedsbrev, for at gøre opmærksom på dette blindehistoriske kildemateriale, og inspirere til at udvikle og benytte menupunktet på hjemmesiden. Dette vil tillige blive udbygget med en række lydoptagelser, leveret af Henrik Olsen.

7. Informationsvirksomhed.

7.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I 2019 blev der udsendt fire nyhedsbreve, mens der i skrivende stund kun er truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2020, med invitation, program samt forslag til dagsorden for generalforsamlingen den 15. februar 2020 med tilhørende bilag. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2020. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som Daisy-lydfil på CD, som et elektronisk dokument eller i punktskrift. DBSs sekretariat bistår mod betaling med at producere de to førstnævnte versioner, mens Svend Thougaard via Refsnæsskolens trykkeri, fortsat forestår punktudgaven, når det er muligt, ellers overlades også denne udgave til DBSs sekretariat. Bestyrelsen påskønner i høj grad Svend Thougaards arbejde med at producere punktudgaven af nyhedsbrevene.

Bestyrelsen har i beretningsperioden kunnet glæde sig over at modtage et antal artikler fra flere af selskabets medlemmer. Sådanne bidrag medvirker til at gøre nyhedsbrevene interessante, og til tider morsomme. Det vil vi gerne takke alle bidragydere for. I skrivende stund kan det konstateres, at der er modtaget en række artikler / tilsagn om at skrive sådanne til kommende nyhedsbreve fra flere af selskabets medlemmer. Bestyrelsen vil gerne opfordre til, at endnu flere får lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner.

7.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i det seneste beretningsår. Denne arbejdsopgave har i indeværende periode stået i skyggen af andre opgaver. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende. Derimod har der ikke været kræfter til for alvor at opdatere hjemmesidens øvrige mange menupunkter. Således har Henrik Olsen fundet nogle optagelser af tidligere medlemsarrangementer frem, ligesom han har produceret og fremsendt optagelser fra medlemsarrangementet i forbindelse med generalforsamlingen i 2019, samt optagelser af de enkelte programpunkter fra jubilæumsarrangementet. Herudover har bestyrelsen modtaget optagelser fra markeringen den 9. april 2019 af 90-års jubilæet i Blindes Arbejde, og fra indvielsen af det nye plejecenter Følager i Valby den 26. september 2019. Alle disse optagelser afventer at blive lagt på hjemmesiden.

Selskabets lydarkiv rummer en mængde lydoptagelser, som bestyrelsen glæder sig til at kunne præsentere på hjemmesiden. Det må imidlertid påregnes, at der medgår nogen tid til dette arbejde, idet hver lydfil skal forsynes med et filnavn og en tilhørende informationstekst, så det bliver muligt på forhånd at danne sig et indtryk af filernes indhold.

Årsberetningen for 2017 / 2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ikke været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet.

7.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen i 2019 har bestyrelsen udsendt et enkelt medlemsbrev. Det blev udsendt den 30. september 2019, og blev ledsaget af medlemslisten for 2019, samt et eksemplar af de privatlivspolitiske retningslinjer, som bestyrelsen vedtog på sit møde den 20. december 2018 efter at EUs regler om databeskyttelse trådte i kraft den 1. maj 2018. Det er næstformand René Ruby, som har stået for at udarbejde forslag til selskabets privatlivspolitik. Der er grund til at notere sig, at selskabet som følge af disse retningslinjer efter aftale med DBS, ikke længere opbevarer medlemmernes cpr-numre, men derimod kun fødselsdag og eventuelt medlemsnummer til brug ved ansøgning om medlemstilskud. Selskabets privatlivspolitik kan læses på hjemmesiden.

Derudover har vi som anført ovenfor under pkt. 2, bestræbt os på at gøre selskabet synligt gennem artikler i en række af årets medlemsblade fra DBS. Forhåbentlig bliver disse anstrengelser i 2020 suppleret med omtale af selskabets jubilæum og udgivelsen af Museumsdagbogen i tidsskriftet Øjeblikket.

Det skal under dette afsnit af beretningen bemærkes at ca. 42 ud af de 131 medlemmer har valgt at modtage post i sort, punkt og i form af en Daisy-lydfil. De nævnte 42 medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.

8. Selskabets elektroniske arkiv.

Det har ikke i beretningsperioden været muligt at afse tid til en systematisk opdatering af selskabets arkiv. Det skal dog i denne forbindelse anføres, at arbejdet med opdateringen af hjemmesidens lydarkiv, har givet anledning til en omfattende registrering af lydfiler, som opbevares i arkivet, jf. ovenfor under pkt. 6.2. De fleste lydfiler i arkivet forefindes som WAV-filer, som konverteres til mp3-filer, før de lægges på hjemmesiden. Dette gøres for at opbevare filerne i den bedste kvalitet og for at spare plads på hjemmesiden.

9. Administrative og økonomiske forhold.

Mødevirksomheden i bestyrelsen har i indeværende beretningsperiode været begrænset til fem møder. Dette har været et bevidst valg, idet arbejdet i perioden i høj grad har været præget af udgivelsen af Henning Eriksens Museumsdagbog, og af udfordringerne med at arrangere og gennemføre markeringen af selskabets jubilæum. Denne sidste opgave har resulteret i afholdelsen af tre møder i den nedsatte jubilæumsgruppe.

Til de to nævnte opgaver er det lykkedes at skaffe supplerende fondsfinansiering på i alt 85.000 kr. I bestyrelsen er vi meget tilfredse med, at det er lykkedes at gennemføre udgivelsen af Museumsdagbogen med en overkommelig udgift for selskabet, denne er i regnskabet opgjort til 2.656,54 kr. Det bliver spændende at se om salg af bogen i det kommende år, kan medføre indtægter, der delvist dækker denne udgift.

Det offentliggjorte regnskab opererer med nettotal for de enkelte hovedposter. I 2019 var de samlede indtægter, som blev registreret på i alt 170.180,00 kr. De to største udgiftsposter var på 77.656,54 kr. til udgivelsen af Museumsdagbogen og 60.808,31 kr. til det særlige jubilæumsarrangement. De regnskabsmæssige arbejdsopgaver i 2019 indenfor selskabet har således været af betydelig større omfang, end hvad der er sædvanligt. Dette forhold er formentlig baggrunden for eventuelle bogføringsfejl, som kan forklare regnskabsdifferencen på 904,74 kr.

En sammenligning mellem de øvrige driftsudgifter i 2018 med de tilsvarende udgifter i 2019 viser, at forbruget har været noget mindre, hvilket skyldes færre bestyrelsesmøder og færre udsendte nyhedsbreve i det seneste år.

Arbejdet indenfor selskabets bestyrelse i 2020 må forventes at fokusere på en række af de opgaver som er omtalt ovenfor, og som har måttet vige til fordel for de to prioriterede opgaver i beretningsperioden.

10. Afsluttende bemærkninger.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden. Det er tankevækkende at notere sig, at mange af de beskrevne opgaver har Henning Eriksen, som deres oprindelige ophavsmand.

Der er også grund til at takke Dansk Blindesamfund for den betydelige økonomiske støtte og de tre fonde, som har bevilget penge til bogudgivelsen. Uden denne økonomiske støtte og bistanden fra mange medlemmer, havde det ikke været muligt at gennemføre virksomheden.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

Referat af generalforsamling 15 02 2020

Referat af generalforsamlingen den 15. februar 2020.

Blindehistorisk selskab havde den glæde at afholde den årlige generalforsamling på Fuglsangscentret

Dagsordenen var som følger:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2019.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag:

a. “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle, offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

B. Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

c. Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. René Ruby, valgt i 2018 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller til genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

Ad. 1: Åbning og velkomst ved Poul Lüneborg.

Formanden bød alle deltagere velkommen til generalforsamlingen. Han var særdeles glad for det store fremmøde, når man tænker på, hvor stort fremmødet også havde været til jubilæumsarrangementet i november 2019.

Ad. 2: Navneopråb, præsentation af deltagerne.

Alle deltagernes navne blev nævnt, så man havde indtryk af, hvem der var til stede. Der var oprindelig 41 tilmeldinger, men pga. sygdom var der et frafald på to personer. Der var 39 deltagere på generalforsamlingen.

Ad. 3: Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

Ifølge vedtægterne vælges der tre personer som stemmetællere. Der skal være en punktlæser, en svagsynet samt en fuldt seende person. Som punktlæser stillede Anne Sparre op. Som seende stemmetæller meldte Henrik Harreschou sig. John Nielsen som også er fuldt seende blev foreslået og sagde ja til det, da der ikke var en svagtseende person som meldte sig.

Efter valget af stemmetællerne kunne kassereren meddele, at der var 35 stemmeberettigede deltagere til stede på mødet. Thorben Koed Thomsen blev enstemmigt valgt som dirigent. Rita Cecilie Varmby sagde ja til referentposten på betingelse af, at mødet kunne blive optaget. Laus Klüwer havde sagt ja til at forestå optagelsen af mødet, hvilket enstemmigt blev accepteret.

Efter det ovennævnte valg havde man konstateret, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt 4 uger før generalforsamlingens afholdelse jf. vedtægternes § 7 stk. 4.

Ad. 4: Godkendelse af dagsordenen.

Den blev godkendt uden yderligere kommentarer.

Ad. 5: Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019, jf. beskrivelsen af proceduren ovenfor.

Dirigenten spurgte, om der var yderligere bemærkninger til det ovennævnte punkt, hvilket der blev sagt nej til.

Ad. 6: Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1 – 2020.

Poul foreslog, at beretningens hovedpunkter skulle gennemgås, så ingen kunne blive i tvivl om, hvad formandsberetningen handlede om. Derefter kunne man stille spørgsmål, samt at komme med kommentarer til de enkelte punkter, så det kunne give god mening og lette arbejdet for referenten.

Først oplyste Poul mødedeltagerne om, hvordan bestyrelsen havde konstitueret sig, hvilket også kan ses i dagsordenens pkt. 10, samt i de nedenstående underpunkter. Der lød også en stor tak til bestyrelse og suppleanter som havde udvist et stort engagement i det forgangne år. Derefter takkede Poul bestyrelsen og suppleanterne for det store engagement omkring 25-års jubilæet, hvor så mange havde deltaget.

Poul måtte også beklage, at der var arbejdsopgaver, som ikke fik den plads, som de fortjente, men der var beklageligvis ikke tid og kræfter nok til at overkomme alle de mål, bestyrelsen oprindelig havde sat sig for at nå. I samme anledning beklagede formanden, at Allan Fohlmann desværre ikke havde mulighed for at være til stede på generalforsamlingen.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer. Heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegård og NOTA samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden.

Vi har kunnet glæde os over, at 12 har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at 5 medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemskab i 2019 og 2 medlemmer har derudover meddelt, at de ikke ønsker at forlænge deres medlemskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 128 medlemmer. Der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

I samme anledning fortalte Poul, at han på sin rejse til FSC fik lejlighed til at hverve to nye medlemmer, hvilket vakte stor begejstring hos deltagerne. Der blev drøftet lidt frem og tilbage om antallet af medlemmer. I den anledning beklagede formanden, at to af selskabets meget aktive medlemmer gennem mange år har trukket sig. Traditionen tro blev der drøftet om berettigelse af en medlemsliste. Et mindretal af deltagerne havde svært ved at se meningen med den. Det store flertal udtrykte sin begejstring, så medlemslisten fortsætter som hidtil. Et enkelt medlem ønskede på det kraftigste at blive slettet både med navn og kontaktoplysninger.

25-års jubilæet blev også fejret på behørig vis i dagene 25. – 26. november på Fuglsangscentret. Der var 66 deltagere, som havde lyst til de musiske indslag samt fejringen af udgivelsen af Henning Eriksens dagbog.

På bestyrelsens vegne takkede formanden Henrik Olsen for optagelserne af jubilæumsarrangementerne.

Alle medlemmer af Blindehistorisk Selskab har fået tilsendt en udgave af Henning Eriksens museumsdagbog, hvor der også var vedlagt en informationsfolder. Formålet med informationsfolderen er at reklamere for Museumsdagbogen samt at udbrede kendskabet til Blindehistorisk Selskabs eksistens. Formandens håb er også at få gang i salg af museumsdagbogen samt en øget interesse hos Medicinsk Museion, da dagbogen er et glimrende supplement til Den Blindehistoriske Samling. Kommunikationen med samlingsleder Ion Meyer har været vanskelig. Selskabet har forgæves sendt adskillige breve samt et eksemplar af bogen, ligesom der ej heller er modtaget nogen form for reaktion på fremsendelse af professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af dagbogen. På samme måde har der heller ikke været nogen særlig interesse fra Den Gamle By i Århus, hvor ”Blind mands lejlighed” har til huse. Denne lejlighed er en kopi af Henning Eriksens lejlighed på Nørrebro fra 1970-erne. Poul har ikke noget overblik over, hvor mange bøger forlaget har solgt. Formanden håber på, at status over salget vil komme i et af de kommende nyhedsbreve eller til næste års generalforsamling. Med ovennævnte del af beretningen lyder der en opfordring til alle medlemmer at udbrede kendskabet til Henning Eriksens museumsdagbog.

I samme moment nævnte Poul, at selskabet håber og forventer, at jubilæumsarrangementet bliver omtalt i den kommende udgivelse af tidsskriftet Øjeblikket. Det samme gælder museumsdagbogen, som forhåbentlig vil blive mere kendt ad den vej. I det seneste nummer af Handicaphistorisk tidsskrift nr. 42 fra december 2019 blev jubilæet omtalt.

Søren Jensen spurgte om receptionen på FSC har solgt museumsdagbogen. Til det meddelte Poul, at receptionen har accepteret at stå for distribution af foldere. Salg af dagbogen må ske ved personlig henvendelse til forlaget, som står for trykning af den. Desuden kan man bestille museumsdagbogen hos de eksisterende boghandlere, da selskabet ikke ser sig i stand til at stå for salget. Her kan der i samme anledning nævnes, at bogen kan bestilles hos NOTA, som har stået for indlæsning af lydudgaven.

Derefter gik Poul over til at orientere om de 52 interviews, som blev lavet i 1990-erne, som fortæller om blindes sociale udvikling. Svend Jensens tanke med de 52 interviews var at kunne dokumentere udviklingen i Dansk Blindesamfund. Optagelserne ligger nu i selskabets arkiv. Optagelserne er siden hen blevet digitaliseret, hvilket selskabet bl.a. kan takke Hans Erik Olsen for. Man har spekuleret på, hvordan man kan gøre brug af disse interviews. Det har så været tanken fra René Rubys side at tage disse interviews i brug sammen med andre projekter, hvor man bl.a. har gamle brevvekslinger mellem gamle elever og forstandere fra blindeinstituttets start i 1858. Disse korrespondancer ligger i rigsarkivet. Brevvekslingerne stammer fra instituttets start og fortæller om udviklingen gennem tiden. Fra begyndelsen var tanken med ovennævnte materiale, at det skulle bruges til en fremstilling af blindes levevilkår gennem 150 år. Selskabet har desangående fået positive tilbagemeldinger fra Dansk Blindesamfund og Medicinsk Museion til ideen. Projektet er ganske omfattende og vil koste mellem 600.000 – 700.000 kroner, når man taler om at ansætte en person med løn på fuld tid. For selskabet har det været afgørende, at den person som står for projektet selv er blind, samt at den pågældende person har et kendskab til blindes forhold. Da René er historiker, var det ganske naturligt, at han som blind historiker ville stå for projektet. Han har desværre set sig nødsaget til ikke at stå for ovennævnte projekt af personlige grunde indtil videre. På nuværende tidspunkt har han ikke ressourcer til at gå ind i et arbejde med fondracing. Bestyrelsen beklager, at ovennævnte projekt må henlægges indtil videre. Poul håber på, at de 52 interviews kan bruges i en helt anden sammenhæng. Her var der hverken spørgsmål eller kommentarer fra deltagerne.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse til belysning af blindes levevilkår i1960-erne og 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1960-erne og 1970-erne på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter at de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

I det år som er gået måtte Poul beklage, at samarbejdet med Medicinsk Museion ikke har fungeret, som det burde. Folkene der er tilsyneladende meget travlt beskæftiget med alt muligt andet. Det har desværre sat sig dybe spor i vores registreringsprojekt, hvilket Poul beklagede. Det ovennævnte projekt blev igangsat før Poul Lüneborg blev valgt som formand. Registreringsprojektet blev igangsat i 2015, hvilket var tænkt som en måde, hvorpå den Blindehistoriske samling kunne opdateres ved aktiv deltagelse af medlemmernes interesse for at øge samlingen med relevante effekter, som kan have en historisk interesse for fremtiden. Poul, som har været formand siden 2016, har altid været optaget af registrering af de effekter som selskabet med tiden har fået samlet. I begyndelsen af Pouls formandskab gik det meget trægt med registrering af de effekter, som var indsamlet, hvilket også var den tidligere bestyrelses oplevelse. Notitser i nyhedsbreve samt omtale ved medlemsarrangementer og generalforsamlinger har vist, at der var en stor interesse fra medlemmernes side. Der kom en lind strøm af henvendelser, hvor medlemmer lå inde med apparater og andre effekter af særlig interesse. I 2018 lavede Poul et notat, som omfatter 24 kategorier som rummer mellem 70-80 effekter. Det var så meningen, at Medicinsk Museion skulle gennemse notatet og vurdere hvilke effekter, der havde interesse med henblik på at opdatere samlingen. Det har også været vigtigt for selskabet at finde ud af, hvor mange dubletter, der er af de forskellige effekter. Som det kan ses i det ovennævnte dalede interessen for registreringen hos Medicinsk Museion. Vi kan pga. det ovennævnte opgive at registrere samlingen som hidtil, hvilket er den dårligst tænkelige løsning. For at undgå at opgive registreringen fuldstændig, så har Poul og Laus Klüwer besluttet sig for at sammenholde effekterne oplistet i notatet med de registrerede genstande i Den Blindehistoriske Samling, nu da vi har fået adgang til registraturen på Medicinsk Museions hjemmeside. Denne gennemgang skulle gøre det muligt, at frasortere genstande, som er kendt. Derefter kan vi så lave en fornyet præsentation til Medicinsk Museion om, hvad der er interessant. Poul får fortsat henvendelser om effekter, som har en særlig interesse for selskabet. Vi får også henvendelser om digitale apparater, som Medicinsk Museion ikke har i deres samling. Når man får leveret genstande til Medicinsk Museion, så er det vigtigt at vide, hvordan de er blevet brugt, samt i hvilket tidsrum det handler om. Det er også vigtigt at kende noget til den eller de personer, som indleverer genstande til samlingen, så genstandene får en historisk relevans for eftertiden og knyttes sammen med en bruger. Uanset, hvad Medicinsk Museion beslutter sig for, så skal de mennesker som viser interesse for den historiske samling have et svar. Herefter var der mulighed for spørgsmål og kommentarer.

Søren Jensen vil meget gerne være behjælpelig med de nye digitale apparater, som selskabet med tiden får afhentet hos mennesker rundt i landet. Han har også kendskab til mennesker som meget gerne vil øge samlingen med apparater. Poul takkede varmt for tilbuddet på bestyrelsens vegne. Kurt Nielsen spurgte om, der er mulighed for at aflevere effekter på IBOS. Man kan henvende sig til bestyrelsen og sige, at man har nogle effekter, som man meget gerne vil forøge samlingen med. Bestyrelsen skal så vurdere, om de pågældende effekter har en særlig historisk interesse, som bør opbevares. Selskabet laver så en aftale med Arne Christensen, som har fået stillet et lokale på IBOS til brug for opbevaring af historiske effekter. Man kan ikke bare tage ud på Instituttet med de effekter man har tænkt sig at aflevere. Hans Olsen spurgte om, hvad man gør for de mennesker, som ikke har mulighed for at aflevere deres effekter til bestyrelsen. Hvis det ikke er muligt for en person at aflevere effekter til samlingen, så må man gøre brug af medlemmer i det pågældende område i landet, som kan være behjælpelig med aflevering af effekter til bestyrelsen. Poul lovede, at det nok skal løse sig på en eller anden måde. Karen Margrethe Pedersen ærgrede sig over, at den fine samling som står på Medicinsk Museion bare står pakket i kasser i et magasin. Hun udtrykte håb om en anden løsning på det nuværende problem, da den nuværende opmagasinering aldrig har været i overensstemmelse med det, som Henning Eriksen har tænkt sig med samlingen. Poul oplyste også, at Medicinsk Museion er i gang med at digitalisere alt, hvad man har, som forhåbentlig også kan blive til gavn for Blindehistorisk Selskab.

Derefter fortsatte Poul med at fortælle om Arbejdsgruppen mellem selskabet og Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Det der havde arbejdsgruppens særlige bevågenhed var samlingerne på Refsnæsskolen, disse er i en langt vanskeligere situation end samlingerne på Medicinsk Museion. Arbejdsgruppen havde et møde den 1. juni 2017, hvor det så ud til, at ledelsen på Refsnæsskolen ville prioritere bevarelsen af de sjældne samlinger. Samlingerne består af en række effekter i lighed med dem, man har på Medicinsk Museion samt en omfattende samling af genstande, som har været benyttet i anskuelsesundervisningen. Selskabet og DBS har givet tilsagn om politisk støtte til at sikre samlingernes bevarelse. Desværre er der endnu ikke kommet tilbagemeldinger fra Synscenter Refsnæs, på trods af, at Thorkild Olesen har skrevet en række breve og bragt sagen i erindring. På mødet den 14. november 2019 havde arbejdsgruppen besøg af Dansk Blindesamfunds direktør Ulrik Kampmann. Han blev sat ind i den ulykkelige situation for samlingerne. Hvis de tilbageblevne samlinger på Synscenter Refsnæs skal bevares for fremtiden, så skal Refsnæssamlingen og anskuelsessamlingen registreres her og nu, så man fremover kan vurdere, hvad der har en særlig historisk interesse, idet samlingerne på Synscenter Refsnæs og på Medicinsk Museion supplerer hinanden. Det er så det, man vil fokusere på i samarbejde med Thorkild Olesen og Ulrik Kampmann. Det næste møde i gruppen vil blive afholdt den 26. marts, hvor der skal følges op på sagen, da det er mere end vigtigt, at der snarest handles. I arbejdsgruppen har man også diskuteret digitaliseringen af Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Årgangene fra 1911-1916 har Henning Eriksen overskrevet fra punktskrift, de opbevares i selskabets digitale arkiv. René har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling fået digitaliseret uddrag af medlemsbladene fra 1917-1999. Selskabet vil meget gerne have digitaliseret alle medlemsblade i deres helhed, da de er det vigtigste kildemateriale til forståelse af blindes sociale udvikling gennem tiden. I samme anledning nævnte Poul, at han har lavet adskillige notater til forretningsudvalget om blandt andet Solgavehjemmet på Vigerslevallé fra dets start til i dag, hvor det har til huse på Følager 15. Det har været muligt gennem indholdet af uddragene af de nævnte medlemsblade. Tidsskriftet Blindesagen som eksisterede fra 1972-2009 er der kun nogle få årgange, som er tilgængelige. Det drejer sig om perioden fra år 2000-2009, så her er også meget, som bør prioriteres, så vor viden om synshandicappede udvides, da Blindesagen også er med til at fortælle om vores historie. Man har i arbejdsgruppen drøftet, hvordan særlige begivenheder som sker omkring os bliver bevaret. Derfor er det vigtigt, at der laves lydoptagelser hver gang en særlig begivenhed markeres. Her skal der også tages en vurdering af, hvad der har en historisk interesse. Derfor har Blindehistorisk selskab en særlig opgave. Det er vigtigt, at vi medlemmer gør opmærksom på, når der sker noget særligt hos os, så der kan blive lavet de nødvendige optagelser af en særlig begivenhed. Henrik Olsen og andre lydentusiaster er mere end villige til at rykke ud, når der skal laves optagelser af sådanne begivenheder.

Herefter var ordet frit, hvor Søren Jensen spurgte Poul, om man er klar over, at DBSU ligger inde med et vældigt arkivmateriale. Søren mener, at der ligger et arkivmateriale af årgangene af Ungdomsbladet fra 1990erne. Inden Poul svarede på Sørens indlæg, så roste Ove Gibskov Poul for fremlæggelse af arbejdsgruppens arbejde, som Ove er en del af. Ove nævnte, at vilkårene for arbejdsgruppen ikke har været helt let, men det har været det værd, da arbejdsgruppen og Blindehistorisk Selskab har stået sammen om at løse de opgaver, der har været undervejs. Som svar til Søren, så er man i selskabet opmærksom på DBSU-arkivet. Det er Pouls håb, at vi kan få seende assistance til forberedelse af arkivet, så det kan blive indleveret til rigsarkivet til fremtidig bevarelse.

Kurt Nielsen udtrykte bekymring over, at ledelsen ved Synscenter Refsnæs ikke i tilstrækkelig grad prioriterer bevarelsen af centrets samlinger. Pt. er samlingerne lukket inde i et rum, hvor de bare får lov at være, uden at man i øvrigt tager stilling til, hvad der ellers skal ske med dem. Hvis Synscenter Refsnæs mener, at Blindehistorisk Selskab ikke skal bekymre sig om samlingerne, må vi tage det til efterretning.

Poul oplyste, at selskabet har modtaget Dansk Blindesamfunds amatørteaters store lydarkiv. Udover lydoptagelserne har selskabet fået en del ringbind som et fint supplement til lydarkivet. Det er selskabets mål at kunne afspille teaterstykkerne på hjemmesiden, men det må gøres i overensstemmelse med oprethavslovens bestemmelser. Henrik Olsen har stået for det store digitaliseringsarbejde, hvilket han skal have tak for. Nu da jubilæet og museumsdagbogen er afviklet, vil Ole og Poul eventuelt med professionel hjælp fra Søren gå i gang med hjemmesiden og optagelserne fra amatørteateret.

Leif Martinussen har udarbejdet en omfattende beskrivelse af blindes deltagelse i sport og idræt fra 1950-erne-1980. Skriftet er blevet forsynet med et omfattende billedmateriale. Skriftet er nu klart til at blive udsendt på selskabets hjemmeside, så snart som muligt. Henning Eriksen havde den kongstanke, at blindes sports- og idrætsaktiviteter skulle have en høj prioritet. I den anledning kan her nævnes, at Henning Eriksen har skrevet en artikel som på bedste vis danner optakt til Leifs udredning om blindes sports- og idrætsaktiviteter. Når Leifs redegørelse kommer på hjemmesiden, vil der også blive lejlighed til at høre de lydoptagelser, som et glimrende supplement.

Her fulgte der ingen kommentarer til de to ovennævnte punkter.

I forbindelse med vores informationsvirksomhed, så havde Poul en stor ros til vores nyhedsbreve, hvor der til stadighed kommer spændende indlæg af mennesker som ikke tilhører selskabets inderkreds. Der lød en stor tak til alle som har bidraget med indlæg til nyhedsbrevene. Poul opfordrede alle til fortsat at komme med gode indlæg, så vi ad den vej kan få nogle spændende nyhedsbreve. I samme moment nævnte Poul, at vi bestræber os på at tematisere nyhedsbrevene, så derfor er der ingen grund til at nogle af os kommer til at føle os overset, da de indsendte artikler godt kan ligge i et stykke tid, inden de bliver udsendt. I den kommende tid vil der komme en del artikler, som omhandler Refsnæsskolen. Selskabets bestyrelse har været i stand til at udsende 4 nyhedsbreve i det forgangne år.

I den sammenhæng var Hans Olsen ked af, punktudgaven af de sidste par nyhedsbreve ikke har den høje standart som tidligere. Poul forklarede, at produktionen af punktudgaven på Synscenter Refsnæs har været ramt af sygdom og tekniske problemer med centrets printer. Derfor har hovedkontoret stået for produktionen af punktudgaverne, som er meget dyrere, hvilket Hans Erik Olsen tog til efterretning. I samme moment nævnte kassereren, at der også har været problemer med udbringningen af nyhedsbrevene fra postvæsnets side.

Om hjemmesiden har Poul ikke så meget at sige, da selskabet forsøger at bringe alt relevant stof samt at rette de fejl, som måtte opstå undervejs. Selskabet har ikke været særlig flittig med opdatering af lydmaterialet, så den kritik, der er forekommet er fuldt berettiget, men ressourcerne har været mangelfulde hos bestyrelsen. Registrering af selskabets litteraturliste trænger også til en opdatering, men vi håber på, at der bliver rettet op på det i 2020.

Derefter talte Poul lidt om de lidt store udgifter vedr. jubilæumsarrangementet og museumsdagbogen, men i samme moment kunne Poul glæde sig på selskabets vegne over den økonomiske støtte, der var givet til de to begivenheder.

På baggrund af den grundige behandling af beretningen blev denne enstemmigt godkendt.

Ad. 7: Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Da regnskabet blev drøftet, var der en del spørgsmål vedr. fortolkningen af, hvordan det skulle forstås, da opstillingen for nogle af deltagerne ikke syntes, at forståelsen var så ligetil. Det blev forklaret meget grundigt.

Her følger så nøgletallene samt noterne.

Nøgletal regnskab 2019

Indtægter i alt 36.850 kr.

Samlede udgifter 50.104,47 kr.

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

Danske Bank 01.01.2019 134.817,92 kr.

Danske Bank 31.12.2019 120.658,21 kr.

Forbrugt egenkapital 14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Note 1 regnskab museumsdagbog:

Indtægter:

Dansk Blindesamfund: 30.000 kr.

Ernst og Vibeke Husmans fond: 20.000 kr.

Blindes Støttefond: 10.000 kr.

Veluxfonden: 15.000 kr.

Overført direkte til forlaget Kahrius

I alt: 75.000 kr.

Udgifter:

Korrektur Dorthe Silver: 22.837,50 kr.

Forlaget Kahrius: 19.822,50 kr.

Seende bistand: 6.988,71 kr.

Porto: 8.690,00 kr.

Kontorartikler: 1.248,00 kr.

Billede: 128,00 kr.

Trykning af program: 2.941,83kr.

Udbetalt fra Velux direkte til Kahrius: 15.000 kr.

Udgifter I altoverført til driftsregnskab: 62.656,54kr.

I alt inkl. Velux 77656,54kr.

Note 2 regnskab jubilæumsarrangement:

Indtægter:

Deltagerbetaling: 28.080 kr.

Tilskud Dansk Blindesamfund: 10.000 kr.

I alt: 38.080 kr.

Udgifter:

Ophold fuglsangscentret: 38.866,00 kr.

Honorar musikere: 14.000,00 kr.

Transport musikere: 3.038,48 kr.

Transportoplægsholder: 612,00 kr.

Tilbagebetaling deltagere: 1350,00 kr.

Trykning af Program: 2.941,83 kr.

I alt overført til driftsregnskabet: 60.808,31 kr.

Efter regnskabsgennemgangen oplæste Kurt Nielsen revisionsprotokollatet dateret den 11. februar 2020. Fra protokollatet skal følgende citeres:

“Driftsregnskabet har givet anledning til, at bestyrelsen har ladet foretage en ekstern analyse, idet der er konstateret en difference mellem driftsregnskabets samlede resultat beløb: -13.254,47 og nedskrevet egenkapital beløb: 14.159,71 jf.: saldo i Danske Bank pr. 31. december 2019 på beløb: 904,74 kr. Analysen har imidlertid ikke ført til en afklaring af årsag til differencen, og revisionen har ikke fundet forklaring på, hvordan differencen er opstået. Differencen medfører en tilsvarende forøget nedskrivning af selskabets egenkapital.

Revisionen kan konstatere, at driftsregnskabet i hovedtal viser et retvisende billede af bestyrelsens dispositioner og selskabets økonomiske stilling med den anførte anmærkning, ligesom regnskaberne i noterne over Museumsdagbogen og jubilæumsarrangementet er revideret uden anmærkning.”

Regnskabet for 2019 blev med de anførte revisionsbemærkninger enstemmigt godkendt.

Ad. 8: Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

Her var der stor enighed hos deltagerne, så det nuværende kontingent på 150 kroner fortsætter som hidtil.

Ad. 9. Indkomne forslag.

Dirigenten kunne konstatere, at der var modtaget 3 forslag, som alle var modtaget mere end 14 dage før mødet.

Ad. 9.A: “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle. Forslaget er offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

Thorvalds forslag blev modtaget med stor begejstring. Man vil fortsætte med drøftelsen den næste dag, som omhandler Refsnæsbogen.

Ad. 9.B: Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt til formanden den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik en kold modtagelse. 3 deltagere sagde ja til Inges indsendte forslag. De øvrige deltagere nedstemte forslaget. Proceduren blev afgjort ved håndsoprækning. I samme anledning blev der drøftet, hvordan andre foreninger sørger for rejserefusion til deres medlemmer. Desuden nævnte Poul, at han er villig til at være behjælpelig med ansøgning af legater til Inge samt andre medlemmer, som måtte have behov for det til dækning af rejse og ophold på FSC. Derefter blev punktet afsluttet.

Ad. 9.C: Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik ikke nogen god modtagelse. Der var enighed om, at generalforsamlingen fortsat skal afholdes på Fuglsangscentret. Det blev begrundet med, at det sociale ved et arrangement i hovedstadsområdet vil gå tabt. Der vil også blive problemer med overnatning og indkvartering for provinsbeboerne, samt at deres udgifter vil blive større.

Ad. 10: Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

Ad. 10.a: Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018. Han blev enstemmigt genvalgt ved håndsoprækning.

Ad. 10.b: 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018. René blev valgt in absentia, da han ikke kunne være tilstede pga. sygdom. Han havde på forhånd givet tilsagn om genvalg ved hjælp af fuldmagt, hvilket blev accepteret.

– Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018.

Hun blev også genvalgt ved applaus fra deltagerne. Ove Gibskov og Laus Klüwer blev også foreslået, men de takkede begge nej.

Ad. 10.c: 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019. Han blev enstemmigt genvalgt ved deltagernes applaus

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke at blive genvalgt. Igen blev Ove og Laus foreslået, men de takkede nej. Lena Bang sagde ja til at blive 2. suppleant, hvilket blev godt modtaget af deltagerne.

Ad. 10.d: Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

Kurt Nielsen ønskede at blive genvalgt, hvilket ikke var tilfældet for Henrik Olsen. Denne gang takkede Ove Gibskov ja til en revisorpost, hvilket blev godkendt af forsamlingen med en applaus.

Ad. 10.e: Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke genvalg. I stedet for blev Nete Parkov valgt, hvilket også blev accepteret af deltagerne.

Ad. 11: Eventuelt.

Bjarne Bryde spurgte til dagsordenens pkt. 5, der handler om godkendelse af sidste års generalforsamling. Når deltagerne alligevel ikke skal godkende punktet, hvorfor står det som et dagsordenspunkt? Poul svarede, at det er en servicemeddelelse og ikke et dagsordenspunkt. Poul lovede, at punktet ikke vil være at finde på dagsordenen til næste års generalforsamling.

Derefter takkede formanden for generalforsamlingen, som foregik i god ro og orden.

Referent: Rita Cecilie Varmby.

Selskabets bestyrelse har den 16. marts 2020 godkendt nærværende referat.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

Som mødets dirigent kan jeg godkende nærværende referat.

Thorben Koed Thomsen, Viborg den 18. marts 2020.

Referat af generalforsamlingen den 15. februar 2020.

Blindehistorisk selskab havde den glæde at afholde den årlige generalforsamling på Fuglsangscentret

Dagsordenen var som følger:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2019.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag:

a. “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle, offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

B. Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

c. Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. René Ruby, valgt i 2018 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller til genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

Ad. 1: Åbning og velkomst ved Poul Lüneborg.

Formanden bød alle deltagere velkommen til generalforsamlingen. Han var særdeles glad for det store fremmøde, når man tænker på, hvor stort fremmødet også havde været til jubilæumsarrangementet i november 2019.

Ad. 2: Navneopråb, præsentation af deltagerne.

Alle deltagernes navne blev nævnt, så man havde indtryk af, hvem der var til stede. Der var oprindelig 41 tilmeldinger, men pga. sygdom var der et frafald på to personer. Der var 39 deltagere på generalforsamlingen.

Ad. 3: Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

Ifølge vedtægterne vælges der tre personer som stemmetællere. Der skal være en punktlæser, en svagsynet samt en fuldt seende person. Som punktlæser stillede Anne Sparre op. Som seende stemmetæller meldte Henrik Harreschou sig. John Nielsen som også er fuldt seende blev foreslået og sagde ja til det, da der ikke var en svagtseende person som meldte sig.

Efter valget af stemmetællerne kunne kassereren meddele, at der var 35 stemmeberettigede deltagere til stede på mødet. Thorben Koed Thomsen blev enstemmigt valgt som dirigent. Rita Cecilie Varmby sagde ja til referentposten på betingelse af, at mødet kunne blive optaget. Laus Klüwer havde sagt ja til at forestå optagelsen af mødet, hvilket enstemmigt blev accepteret.

Efter det ovennævnte valg havde man konstateret, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt 4 uger før generalforsamlingens afholdelse jf. vedtægternes § 7 stk. 4.

Ad. 4: Godkendelse af dagsordenen.

Den blev godkendt uden yderligere kommentarer.

Ad. 5: Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019, jf. beskrivelsen af proceduren ovenfor.

Dirigenten spurgte, om der var yderligere bemærkninger til det ovennævnte punkt, hvilket der blev sagt nej til.

Ad. 6: Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1 – 2020.

Poul foreslog, at beretningens hovedpunkter skulle gennemgås, så ingen kunne blive i tvivl om, hvad formandsberetningen handlede om. Derefter kunne man stille spørgsmål, samt at komme med kommentarer til de enkelte punkter, så det kunne give god mening og lette arbejdet for referenten.

Først oplyste Poul mødedeltagerne om, hvordan bestyrelsen havde konstitueret sig, hvilket også kan ses i dagsordenens pkt. 10, samt i de nedenstående underpunkter. Der lød også en stor tak til bestyrelse og suppleanter som havde udvist et stort engagement i det forgangne år. Derefter takkede Poul bestyrelsen og suppleanterne for det store engagement omkring 25-års jubilæet, hvor så mange havde deltaget.

Poul måtte også beklage, at der var arbejdsopgaver, som ikke fik den plads, som de fortjente, men der var beklageligvis ikke tid og kræfter nok til at overkomme alle de mål, bestyrelsen oprindelig havde sat sig for at nå. I samme anledning beklagede formanden, at Allan Fohlmann desværre ikke havde mulighed for at være til stede på generalforsamlingen.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer. Heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegård og NOTA samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden.

Vi har kunnet glæde os over, at 12 har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at 5 medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemskab i 2019 og 2 medlemmer har derudover meddelt, at de ikke ønsker at forlænge deres medlemskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 128 medlemmer. Der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

I samme anledning fortalte Poul, at han på sin rejse til FSC fik lejlighed til at hverve to nye medlemmer, hvilket vakte stor begejstring hos deltagerne. Der blev drøftet lidt frem og tilbage om antallet af medlemmer. I den anledning beklagede formanden, at to af selskabets meget aktive medlemmer gennem mange år har trukket sig. Traditionen tro blev der drøftet om berettigelse af en medlemsliste. Et mindretal af deltagerne havde svært ved at se meningen med den. Det store flertal udtrykte sin begejstring, så medlemslisten fortsætter som hidtil. Et enkelt medlem ønskede på det kraftigste at blive slettet både med navn og kontaktoplysninger.

25-års jubilæet blev også fejret på behørig vis i dagene 25. – 26. november på Fuglsangscentret. Der var 66 deltagere, som havde lyst til de musiske indslag samt fejringen af udgivelsen af Henning Eriksens dagbog.

På bestyrelsens vegne takkede formanden Henrik Olsen for optagelserne af jubilæumsarrangementerne.

Alle medlemmer af Blindehistorisk Selskab har fået tilsendt en udgave af Henning Eriksens museumsdagbog, hvor der også var vedlagt en informationsfolder. Formålet med informationsfolderen er at reklamere for Museumsdagbogen samt at udbrede kendskabet til Blindehistorisk Selskabs eksistens. Formandens håb er også at få gang i salg af museumsdagbogen samt en øget interesse hos Medicinsk Museion, da dagbogen er et glimrende supplement til Den Blindehistoriske Samling. Kommunikationen med samlingsleder Ion Meyer har været vanskelig. Selskabet har forgæves sendt adskillige breve samt et eksemplar af bogen, ligesom der ej heller er modtaget nogen form for reaktion på fremsendelse af professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af dagbogen. På samme måde har der heller ikke været nogen særlig interesse fra Den Gamle By i Århus, hvor ”Blind mands lejlighed” har til huse. Denne lejlighed er en kopi af Henning Eriksens lejlighed på Nørrebro fra 1970-erne. Poul har ikke noget overblik over, hvor mange bøger forlaget har solgt. Formanden håber på, at status over salget vil komme i et af de kommende nyhedsbreve eller til næste års generalforsamling. Med ovennævnte del af beretningen lyder der en opfordring til alle medlemmer at udbrede kendskabet til Henning Eriksens museumsdagbog.

I samme moment nævnte Poul, at selskabet håber og forventer, at jubilæumsarrangementet bliver omtalt i den kommende udgivelse af tidsskriftet Øjeblikket. Det samme gælder museumsdagbogen, som forhåbentlig vil blive mere kendt ad den vej. I det seneste nummer af Handicaphistorisk tidsskrift nr. 42 fra december 2019 blev jubilæet omtalt.

Søren Jensen spurgte om receptionen på FSC har solgt museumsdagbogen. Til det meddelte Poul, at receptionen har accepteret at stå for distribution af foldere. Salg af dagbogen må ske ved personlig henvendelse til forlaget, som står for trykning af den. Desuden kan man bestille museumsdagbogen hos de eksisterende boghandlere, da selskabet ikke ser sig i stand til at stå for salget. Her kan der i samme anledning nævnes, at bogen kan bestilles hos NOTA, som har stået for indlæsning af lydudgaven.

Derefter gik Poul over til at orientere om de 52 interviews, som blev lavet i 1990-erne, som fortæller om blindes sociale udvikling. Svend Jensens tanke med de 52 interviews var at kunne dokumentere udviklingen i Dansk Blindesamfund. Optagelserne ligger nu i selskabets arkiv. Optagelserne er siden hen blevet digitaliseret, hvilket selskabet bl.a. kan takke Hans Erik Olsen for. Man har spekuleret på, hvordan man kan gøre brug af disse interviews. Det har så været tanken fra René Rubys side at tage disse interviews i brug sammen med andre projekter, hvor man bl.a. har gamle brevvekslinger mellem gamle elever og forstandere fra blindeinstituttets start i 1858. Disse korrespondancer ligger i rigsarkivet. Brevvekslingerne stammer fra instituttets start og fortæller om udviklingen gennem tiden. Fra begyndelsen var tanken med ovennævnte materiale, at det skulle bruges til en fremstilling af blindes levevilkår gennem 150 år. Selskabet har desangående fået positive tilbagemeldinger fra Dansk Blindesamfund og Medicinsk Museion til ideen. Projektet er ganske omfattende og vil koste mellem 600.000 – 700.000 kroner, når man taler om at ansætte en person med løn på fuld tid. For selskabet har det været afgørende, at den person som står for projektet selv er blind, samt at den pågældende person har et kendskab til blindes forhold. Da René er historiker, var det ganske naturligt, at han som blind historiker ville stå for projektet. Han har desværre set sig nødsaget til ikke at stå for ovennævnte projekt af personlige grunde indtil videre. På nuværende tidspunkt har han ikke ressourcer til at gå ind i et arbejde med fondracing. Bestyrelsen beklager, at ovennævnte projekt må henlægges indtil videre. Poul håber på, at de 52 interviews kan bruges i en helt anden sammenhæng. Her var der hverken spørgsmål eller kommentarer fra deltagerne.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse til belysning af blindes levevilkår i1960-erne og 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1960-erne og 1970-erne på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter at de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

I det år som er gået måtte Poul beklage, at samarbejdet med Medicinsk Museion ikke har fungeret, som det burde. Folkene der er tilsyneladende meget travlt beskæftiget med alt muligt andet. Det har desværre sat sig dybe spor i vores registreringsprojekt, hvilket Poul beklagede. Det ovennævnte projekt blev igangsat før Poul Lüneborg blev valgt som formand. Registreringsprojektet blev igangsat i 2015, hvilket var tænkt som en måde, hvorpå den Blindehistoriske samling kunne opdateres ved aktiv deltagelse af medlemmernes interesse for at øge samlingen med relevante effekter, som kan have en historisk interesse for fremtiden. Poul, som har været formand siden 2016, har altid været optaget af registrering af de effekter som selskabet med tiden har fået samlet. I begyndelsen af Pouls formandskab gik det meget trægt med registrering af de effekter, som var indsamlet, hvilket også var den tidligere bestyrelses oplevelse. Notitser i nyhedsbreve samt omtale ved medlemsarrangementer og generalforsamlinger har vist, at der var en stor interesse fra medlemmernes side. Der kom en lind strøm af henvendelser, hvor medlemmer lå inde med apparater og andre effekter af særlig interesse. I 2018 lavede Poul et notat, som omfatter 24 kategorier som rummer mellem 70-80 effekter. Det var så meningen, at Medicinsk Museion skulle gennemse notatet og vurdere hvilke effekter, der havde interesse med henblik på at opdatere samlingen. Det har også været vigtigt for selskabet at finde ud af, hvor mange dubletter, der er af de forskellige effekter. Som det kan ses i det ovennævnte dalede interessen for registreringen hos Medicinsk Museion. Vi kan pga. det ovennævnte opgive at registrere samlingen som hidtil, hvilket er den dårligst tænkelige løsning. For at undgå at opgive registreringen fuldstændig, så har Poul og Laus Klüwer besluttet sig for at sammenholde effekterne oplistet i notatet med de registrerede genstande i Den Blindehistoriske Samling, nu da vi har fået adgang til registraturen på Medicinsk Museions hjemmeside. Denne gennemgang skulle gøre det muligt, at frasortere genstande, som er kendt. Derefter kan vi så lave en fornyet præsentation til Medicinsk Museion om, hvad der er interessant. Poul får fortsat henvendelser om effekter, som har en særlig interesse for selskabet. Vi får også henvendelser om digitale apparater, som Medicinsk Museion ikke har i deres samling. Når man får leveret genstande til Medicinsk Museion, så er det vigtigt at vide, hvordan de er blevet brugt, samt i hvilket tidsrum det handler om. Det er også vigtigt at kende noget til den eller de personer, som indleverer genstande til samlingen, så genstandene får en historisk relevans for eftertiden og knyttes sammen med en bruger. Uanset, hvad Medicinsk Museion beslutter sig for, så skal de mennesker som viser interesse for den historiske samling have et svar. Herefter var der mulighed for spørgsmål og kommentarer.

Søren Jensen vil meget gerne være behjælpelig med de nye digitale apparater, som selskabet med tiden får afhentet hos mennesker rundt i landet. Han har også kendskab til mennesker som meget gerne vil øge samlingen med apparater. Poul takkede varmt for tilbuddet på bestyrelsens vegne. Kurt Nielsen spurgte om, der er mulighed for at aflevere effekter på IBOS. Man kan henvende sig til bestyrelsen og sige, at man har nogle effekter, som man meget gerne vil forøge samlingen med. Bestyrelsen skal så vurdere, om de pågældende effekter har en særlig historisk interesse, som bør opbevares. Selskabet laver så en aftale med Arne Christensen, som har fået stillet et lokale på IBOS til brug for opbevaring af historiske effekter. Man kan ikke bare tage ud på Instituttet med de effekter man har tænkt sig at aflevere. Hans Olsen spurgte om, hvad man gør for de mennesker, som ikke har mulighed for at aflevere deres effekter til bestyrelsen. Hvis det ikke er muligt for en person at aflevere effekter til samlingen, så må man gøre brug af medlemmer i det pågældende område i landet, som kan være behjælpelig med aflevering af effekter til bestyrelsen. Poul lovede, at det nok skal løse sig på en eller anden måde. Karen Margrethe Pedersen ærgrede sig over, at den fine samling som står på Medicinsk Museion bare står pakket i kasser i et magasin. Hun udtrykte håb om en anden løsning på det nuværende problem, da den nuværende opmagasinering aldrig har været i overensstemmelse med det, som Henning Eriksen har tænkt sig med samlingen. Poul oplyste også, at Medicinsk Museion er i gang med at digitalisere alt, hvad man har, som forhåbentlig også kan blive til gavn for Blindehistorisk Selskab.

Derefter fortsatte Poul med at fortælle om Arbejdsgruppen mellem selskabet og Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Det der havde arbejdsgruppens særlige bevågenhed var samlingerne på Refsnæsskolen, disse er i en langt vanskeligere situation end samlingerne på Medicinsk Museion. Arbejdsgruppen havde et møde den 1. juni 2017, hvor det så ud til, at ledelsen på Refsnæsskolen ville prioritere bevarelsen af de sjældne samlinger. Samlingerne består af en række effekter i lighed med dem, man har på Medicinsk Museion samt en omfattende samling af genstande, som har været benyttet i anskuelsesundervisningen. Selskabet og DBS har givet tilsagn om politisk støtte til at sikre samlingernes bevarelse. Desværre er der endnu ikke kommet tilbagemeldinger fra Synscenter Refsnæs, på trods af, at Thorkild Olesen har skrevet en række breve og bragt sagen i erindring. På mødet den 14. november 2019 havde arbejdsgruppen besøg af Dansk Blindesamfunds direktør Ulrik Kampmann. Han blev sat ind i den ulykkelige situation for samlingerne. Hvis de tilbageblevne samlinger på Synscenter Refsnæs skal bevares for fremtiden, så skal Refsnæssamlingen og anskuelsessamlingen registreres her og nu, så man fremover kan vurdere, hvad der har en særlig historisk interesse, idet samlingerne på Synscenter Refsnæs og på Medicinsk Museion supplerer hinanden. Det er så det, man vil fokusere på i samarbejde med Thorkild Olesen og Ulrik Kampmann. Det næste møde i gruppen vil blive afholdt den 26. marts, hvor der skal følges op på sagen, da det er mere end vigtigt, at der snarest handles. I arbejdsgruppen har man også diskuteret digitaliseringen af Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Årgangene fra 1911-1916 har Henning Eriksen overskrevet fra punktskrift, de opbevares i selskabets digitale arkiv. René har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling fået digitaliseret uddrag af medlemsbladene fra 1917-1999. Selskabet vil meget gerne have digitaliseret alle medlemsblade i deres helhed, da de er det vigtigste kildemateriale til forståelse af blindes sociale udvikling gennem tiden. I samme anledning nævnte Poul, at han har lavet adskillige notater til forretningsudvalget om blandt andet Solgavehjemmet på Vigerslevallé fra dets start til i dag, hvor det har til huse på Følager 15. Det har været muligt gennem indholdet af uddragene af de nævnte medlemsblade. Tidsskriftet Blindesagen som eksisterede fra 1972-2009 er der kun nogle få årgange, som er tilgængelige. Det drejer sig om perioden fra år 2000-2009, så her er også meget, som bør prioriteres, så vor viden om synshandicappede udvides, da Blindesagen også er med til at fortælle om vores historie. Man har i arbejdsgruppen drøftet, hvordan særlige begivenheder som sker omkring os bliver bevaret. Derfor er det vigtigt, at der laves lydoptagelser hver gang en særlig begivenhed markeres. Her skal der også tages en vurdering af, hvad der har en historisk interesse. Derfor har Blindehistorisk selskab en særlig opgave. Det er vigtigt, at vi medlemmer gør opmærksom på, når der sker noget særligt hos os, så der kan blive lavet de nødvendige optagelser af en særlig begivenhed. Henrik Olsen og andre lydentusiaster er mere end villige til at rykke ud, når der skal laves optagelser af sådanne begivenheder.

Herefter var ordet frit, hvor Søren Jensen spurgte Poul, om man er klar over, at DBSU ligger inde med et vældigt arkivmateriale. Søren mener, at der ligger et arkivmateriale af årgangene af Ungdomsbladet fra 1990erne. Inden Poul svarede på Sørens indlæg, så roste Ove Gibskov Poul for fremlæggelse af arbejdsgruppens arbejde, som Ove er en del af. Ove nævnte, at vilkårene for arbejdsgruppen ikke har været helt let, men det har været det værd, da arbejdsgruppen og Blindehistorisk Selskab har stået sammen om at løse de opgaver, der har været undervejs. Som svar til Søren, så er man i selskabet opmærksom på DBSU-arkivet. Det er Pouls håb, at vi kan få seende assistance til forberedelse af arkivet, så det kan blive indleveret til rigsarkivet til fremtidig bevarelse.

Kurt Nielsen udtrykte bekymring over, at ledelsen ved Synscenter Refsnæs ikke i tilstrækkelig grad prioriterer bevarelsen af centrets samlinger. Pt. er samlingerne lukket inde i et rum, hvor de bare får lov at være, uden at man i øvrigt tager stilling til, hvad der ellers skal ske med dem. Hvis Synscenter Refsnæs mener, at Blindehistorisk Selskab ikke skal bekymre sig om samlingerne, må vi tage det til efterretning.

Poul oplyste, at selskabet har modtaget Dansk Blindesamfunds amatørteaters store lydarkiv. Udover lydoptagelserne har selskabet fået en del ringbind som et fint supplement til lydarkivet. Det er selskabets mål at kunne afspille teaterstykkerne på hjemmesiden, men det må gøres i overensstemmelse med oprethavslovens bestemmelser. Henrik Olsen har stået for det store digitaliseringsarbejde, hvilket han skal have tak for. Nu da jubilæet og museumsdagbogen er afviklet, vil Ole og Poul eventuelt med professionel hjælp fra Søren gå i gang med hjemmesiden og optagelserne fra amatørteateret.

Leif Martinussen har udarbejdet en omfattende beskrivelse af blindes deltagelse i sport og idræt fra 1950-erne-1980. Skriftet er blevet forsynet med et omfattende billedmateriale. Skriftet er nu klart til at blive udsendt på selskabets hjemmeside, så snart som muligt. Henning Eriksen havde den kongstanke, at blindes sports- og idrætsaktiviteter skulle have en høj prioritet. I den anledning kan her nævnes, at Henning Eriksen har skrevet en artikel som på bedste vis danner optakt til Leifs udredning om blindes sports- og idrætsaktiviteter. Når Leifs redegørelse kommer på hjemmesiden, vil der også blive lejlighed til at høre de lydoptagelser, som et glimrende supplement.

Her fulgte der ingen kommentarer til de to ovennævnte punkter.

I forbindelse med vores informationsvirksomhed, så havde Poul en stor ros til vores nyhedsbreve, hvor der til stadighed kommer spændende indlæg af mennesker som ikke tilhører selskabets inderkreds. Der lød en stor tak til alle som har bidraget med indlæg til nyhedsbrevene. Poul opfordrede alle til fortsat at komme med gode indlæg, så vi ad den vej kan få nogle spændende nyhedsbreve. I samme moment nævnte Poul, at vi bestræber os på at tematisere nyhedsbrevene, så derfor er der ingen grund til at nogle af os kommer til at føle os overset, da de indsendte artikler godt kan ligge i et stykke tid, inden de bliver udsendt. I den kommende tid vil der komme en del artikler, som omhandler Refsnæsskolen. Selskabets bestyrelse har været i stand til at udsende 4 nyhedsbreve i det forgangne år.

I den sammenhæng var Hans Olsen ked af, punktudgaven af de sidste par nyhedsbreve ikke har den høje standart som tidligere. Poul forklarede, at produktionen af punktudgaven på Synscenter Refsnæs har været ramt af sygdom og tekniske problemer med centrets printer. Derfor har hovedkontoret stået for produktionen af punktudgaverne, som er meget dyrere, hvilket Hans Erik Olsen tog til efterretning. I samme moment nævnte kassereren, at der også har været problemer med udbringningen af nyhedsbrevene fra postvæsnets side.

Om hjemmesiden har Poul ikke så meget at sige, da selskabet forsøger at bringe alt relevant stof samt at rette de fejl, som måtte opstå undervejs. Selskabet har ikke været særlig flittig med opdatering af lydmaterialet, så den kritik, der er forekommet er fuldt berettiget, men ressourcerne har været mangelfulde hos bestyrelsen. Registrering af selskabets litteraturliste trænger også til en opdatering, men vi håber på, at der bliver rettet op på det i 2020.

Derefter talte Poul lidt om de lidt store udgifter vedr. jubilæumsarrangementet og museumsdagbogen, men i samme moment kunne Poul glæde sig på selskabets vegne over den økonomiske støtte, der var givet til de to begivenheder.

På baggrund af den grundige behandling af beretningen blev denne enstemmigt godkendt.

Ad. 7: Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Da regnskabet blev drøftet, var der en del spørgsmål vedr. fortolkningen af, hvordan det skulle forstås, da opstillingen for nogle af deltagerne ikke syntes, at forståelsen var så ligetil. Det blev forklaret meget grundigt.

Her følger så nøgletallene samt noterne.

Nøgletal regnskab 2019

Indtægter i alt 36.850 kr.

Samlede udgifter 50.104,47 kr.

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

Danske Bank 01.01.2019 134.817,92 kr.

Danske Bank 31.12.2019 120.658,21 kr.

Forbrugt egenkapital 14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Note 1 regnskab museumsdagbog:

Indtægter:

Dansk Blindesamfund: 30.000 kr.

Ernst og Vibeke Husmans fond: 20.000 kr.

Blindes Støttefond: 10.000 kr.

Veluxfonden: 15.000 kr.

Overført direkte til forlaget Kahrius

I alt: 75.000 kr.

Udgifter:

Korrektur Dorthe Silver: 22.837,50 kr.

Forlaget Kahrius: 19.822,50 kr.

Seende bistand: 6.988,71 kr.

Porto: 8.690,00 kr.

Kontorartikler: 1.248,00 kr.

Billede: 128,00 kr.

Trykning af program: 2.941,83kr.

Udbetalt fra Velux direkte til Kahrius: 15.000 kr.

Udgifter I altoverført til driftsregnskab: 62.656,54kr.

I alt inkl. Velux 77656,54kr.

Note 2 regnskab jubilæumsarrangement:

Indtægter:

Deltagerbetaling: 28.080 kr.

Tilskud Dansk Blindesamfund: 10.000 kr.

I alt: 38.080 kr.

Udgifter:

Ophold fuglsangscentret: 38.866,00 kr.

Honorar musikere: 14.000,00 kr.

Transport musikere: 3.038,48 kr.

Transportoplægsholder: 612,00 kr.

Tilbagebetaling deltagere: 1350,00 kr.

Trykning af Program: 2.941,83 kr.

I alt overført til driftsregnskabet: 60.808,31 kr.

Efter regnskabsgennemgangen oplæste Kurt Nielsen revisionsprotokollatet dateret den 11. februar 2020. Fra protokollatet skal følgende citeres:

“Driftsregnskabet har givet anledning til, at bestyrelsen har ladet foretage en ekstern analyse, idet der er konstateret en difference mellem driftsregnskabets samlede resultat beløb: -13.254,47 og nedskrevet egenkapital beløb: 14.159,71 jf.: saldo i Danske Bank pr. 31. december 2019 på beløb: 904,74 kr. Analysen har imidlertid ikke ført til en afklaring af årsag til differencen, og revisionen har ikke fundet forklaring på, hvordan differencen er opstået. Differencen medfører en tilsvarende forøget nedskrivning af selskabets egenkapital.

Revisionen kan konstatere, at driftsregnskabet i hovedtal viser et retvisende billede af bestyrelsens dispositioner og selskabets økonomiske stilling med den anførte anmærkning, ligesom regnskaberne i noterne over Museumsdagbogen og jubilæumsarrangementet er revideret uden anmærkning.”

Regnskabet for 2019 blev med de anførte revisionsbemærkninger enstemmigt godkendt.

Ad. 8: Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

Her var der stor enighed hos deltagerne, så det nuværende kontingent på 150 kroner fortsætter som hidtil.

Ad. 9. Indkomne forslag.

Dirigenten kunne konstatere, at der var modtaget 3 forslag, som alle var modtaget mere end 14 dage før mødet.

Ad. 9.A: “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle. Forslaget er offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

Thorvalds forslag blev modtaget med stor begejstring. Man vil fortsætte med drøftelsen den næste dag, som omhandler Refsnæsbogen.

Ad. 9.B: Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt til formanden den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik en kold modtagelse. 3 deltagere sagde ja til Inges indsendte forslag. De øvrige deltagere nedstemte forslaget. Proceduren blev afgjort ved håndsoprækning. I samme anledning blev der drøftet, hvordan andre foreninger sørger for rejserefusion til deres medlemmer. Desuden nævnte Poul, at han er villig til at være behjælpelig med ansøgning af legater til Inge samt andre medlemmer, som måtte have behov for det til dækning af rejse og ophold på FSC. Derefter blev punktet afsluttet.

Ad. 9.C: Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik ikke nogen god modtagelse. Der var enighed om, at generalforsamlingen fortsat skal afholdes på Fuglsangscentret. Det blev begrundet med, at det sociale ved et arrangement i hovedstadsområdet vil gå tabt. Der vil også blive problemer med overnatning og indkvartering for provinsbeboerne, samt at deres udgifter vil blive større.

Ad. 10: Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

Ad. 10.a: Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018. Han blev enstemmigt genvalgt ved håndsoprækning.

Ad. 10.b: 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018. René blev valgt in absentia, da han ikke kunne være tilstede pga. sygdom. Han havde på forhånd givet tilsagn om genvalg ved hjælp af fuldmagt, hvilket blev accepteret.

– Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018.

Hun blev også genvalgt ved applaus fra deltagerne. Ove Gibskov og Laus Klüwer blev også foreslået, men de takkede begge nej.

Ad. 10.c: 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019. Han blev enstemmigt genvalgt ved deltagernes applaus

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke at blive genvalgt. Igen blev Ove og Laus foreslået, men de takkede nej. Lena Bang sagde ja til at blive 2. suppleant, hvilket blev godt modtaget af deltagerne.

Ad. 10.d: Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

Kurt Nielsen ønskede at blive genvalgt, hvilket ikke var tilfældet for Henrik Olsen. Denne gang takkede Ove Gibskov ja til en revisorpost, hvilket blev godkendt af forsamlingen med en applaus.

Ad. 10.e: Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke genvalg. I stedet for blev Nete Parkov valgt, hvilket også blev accepteret af deltagerne.

Ad. 11: Eventuelt.

Bjarne Bryde spurgte til dagsordenens pkt. 5, der handler om godkendelse af sidste års generalforsamling. Når deltagerne alligevel ikke skal godkende punktet, hvorfor står det som et dagsordenspunkt? Poul svarede, at det er en servicemeddelelse og ikke et dagsordenspunkt. Poul lovede, at punktet ikke vil være at finde på dagsordenen til næste års generalforsamling.

Derefter takkede formanden for generalforsamlingen, som foregik i god ro og orden.

Referent: Rita Cecilie Varmby.

Selskabets bestyrelse har den 16. marts 2020 godkendt nærværende referat.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

Som mødets dirigent kan jeg godkende nærværende referat.

Thorben Koed Thomsen, Viborg den 18. marts 2020.

Nyhedsbrev nr. 1 januar 2020

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Kontingentbetaling 2020

3. Invitation og program for generalforsamlingen

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2020

5. Forslag til dagsorden for generalforsamlingen

6. Beretning 2019 / 2020

7. Regnskab 2019

8. Revisionsprotokol

9. “Bogen om Refsnæs”, forslag ved Thorvald Kølle

10. “Nyhedsbrev nr. 64!”, ved Poul Lüneborg

11. Min musikuddannelse, ved Erik Kiørbye

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg.

2019 har været et spændende og inspirerende år indenfor selskabet. Dette skyldes ikke mindst markeringen af vort 25 års jubilæum i forbindelse med årets generalforsamling, og det særlige jubilæumsarrangement.

Jubilæumsarrangementet fokuserede som bekendt på blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, og indenfor jazzmusikken siden 1960-erne. Det har været min opfattelse, at det var første gang, at selskabet gjorde historisk status indenfor disse områder. Imidlertid har min gennemgang omkring årsskiftet af vore nyhedsbreve gennem de sidste 25 år belært mig om, at der også i forbindelse med selskabets generalforsamling 29 – 30. marts 2008 blev sat fokus på blinde musikere. Organist Willy Egmose gav ved den lejlighed et oplæg om blinde musikeres kår før, nu og i fremtiden, efterfulgt af en jazzkoncert. Dengang var det også musikalske arrangementer af fhv. lærer ved Blindeinstituttet Ernst Bruun Hansen, som blev spillet af stort set de samme musikere, som optrådte ved jubilæet.

Forhåbentlig vil alle medlemmer snart kunne genhøre musikken og diskussionerne fra jubilæet på selskabets hjemmeside, takket være en enestående indsats fra vores lydmand Henrik Olsen.

I slutningen af december sidste år udkom Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42 med professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af Henning Eriksens Museumsdagbog. Desuden kunne man i samme tidsskrift læse min artikel om Ernst Jørgensen, som var Dansk Blindesamfunds formand fra 1928-1951, samt min omtale af selskabets jubilæum. Så jeg mener vi har grund til at være tilfredse med den opmærksomhed, der er vist vores virksomhed udenfor vore egne rækker. Forhåbentlig vil man også i det første nummer af dette års udgave af tidsskriftet Øjeblikket kunne læse om vores jubilæum, og om Museumsdagbogens udgivelse.

Vort medlem Erik Kiørbye har i en artikel i dette nyhedsbrev fulgt op på omtalen i sidste nyhedsbrev af jubilæet, med en spændende artikel om hans egen uddannelse som klassisk musiker.

Personligt glæder jeg mig til det kommende arbejdsår, hvor jeg forhåbentlig får mere tid til at hellige mig nogle helt andre blindehistoriske emner. Der er for mig ingen tvivl om at 100 året for genforeningen af Sønderjylland med resten af landet må have vores allerstørste bevågenhed. Vi skal vide noget mere om de mange sønderjyder, som kom hjem fra tysk militærtjeneste under 1. Verdenskrig som krigsinvalider, og som havde mistet synet.

Seks af disse krigsblinde blev de første danske førerhundebrugere, der fik bevilget en førerhund, som var trænet på en særlig førerhundeskole. Der var også flere af de hjemvendte krigsblinde, som markerede sig i organisationsarbejde, og som forfattere. Endelig er der grund til at følge op på den indsats, som Dansk Blindesamfund iværksatte for at komme de blinde i Sønderjylland til undsætning.

Der er således mange spændende opgaver som venter. Men allerførst skal vi mødes til årets generalforsamling. Her sætter vi med en blindehistorisk paneldiskussion fokus på Refsnæsskolen. Denne begivenhed er beskrevet i programmet til generalforsamlingen, med henvisning til et par artikler nedenfor.

I bestyrelsen glæder vi os til arrangementet, og til at møde mange af selskabets medlemmer.

2. Kontingentbetaling 2020.

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet til Blindehistorisk selskab på 150 kr.

Du kan indbetale via bankoverførsel til registreringsnummer. 1551, kontonummer 0501697. Du kan også indbetale kontingentet via MobilePay på nummer 44 678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller MobilePay, så jeg kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på 40 62 11 23, så vi sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Jeg vil opfordre alle medlemmer til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar i år. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 15. februar 2020, hvis du agter at deltage i denne.

Ole Brun Jensen, kasserer.

3. Invitation og program for generalforsamlingen 15. – 16. februar 2020.

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, atter at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 15. til søndag den 16. februar 2020.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.

Program for lørdag den 15. februar 2020:

Kl. 14.00 – 17.00 Generalforsamling, afbrudt af kaffe / tepause

Kl. 17.00 Fællessang

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i Parken, så deltagerne kan fortsætte hyggeligt samvær efter middagen samme sted.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale, for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program.

Program søndag den 16. februar 2020:

Kl. 7.00 – 9.30 Morgenmad i Fuglsangcentrets restaurant.

Kl. 9.30 Blindehistorisk paneldiskussion om Refsnæsskolen.

– Indhold og dilemmaer i forbindelse med tilblivelsen af et 125 års jubilæumsskrift, skrevet af tidligere elever, jf. artiklerne Bogen om Refsnæs og Nyhedsbrev nr. 64, under punkterne 9 og 10 nedenfor.

– Bør der gives en undskyldning til tidligere elever, i lighed med undskyldningen til drengene fra Institutionen Godhavn? jf. landsformand Thorkild Olesens leder Undskyldningen der endelig kom, i medlemsblad nr. 11/2019.

Journalist Ove Gibskov vil som ordstyrer sammen med bestyrelsesmedlemmerne Rita Cecilie Varmby og Thorvald Kølle, samt medlemmerne Jytte Nielsen og Aage Michelsen, bidrage til behandlingen af de to temaer med efterfølgende diskussion.

Alle 5 medlemmer af panelet har i en række artikler gjort sig overvejelser om deres tid som elev på Refsnæsskolen.

Kl. 11.30 Fællessang og afslutning ved formand Poul Lüneborg. sangen som skal synges er Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2020.

Såfremt du har planer om at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 15. til søndag den 16. februar 2020, skal jeg bede dig om at meddele dette til kasserer Ole Brun Jensen senest mandag den 3. februar 2020. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 30 værelser på centret, en del af disse er allerede i skrivende stund booket, så skynd dig med din tilmelding!

Kasserer Ole Brun Jensen kan kontaktes på tlf. 40 62 11 23 eller på mail ole@obj.dk.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551, kontonummer 0501697. Du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44 678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til Ole Brun Jensen på 40 62 11 23, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 eller på mail fuglsang@blind.dk

Bestyrelsen glæder sig til at møde rigtig mange medlemmer til årets generalforsamling.

5. Forslag til dagsorden for generalforsamlingen.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling, afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes § 7 stk. 16, og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/2019, som udkom den 26. april 2019. Dette nyhedsbrev kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse, se beretningen andet steds i nyhedsbrevet.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse, se regnskabet og revisionsprotokollen andet sted i nyhedsbrevet.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

9.1 Bogen om Refsnæs ved Thorvald Kølle, se forslaget andetsteds i nyhedsbrevet.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018.

– Rita Cecilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

c. 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller op til genvalg.

d. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

e. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

6. Beretning 2019/2020.

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 16. februar 2019 til generalforsamlingen den 15. februar 2020.

1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende sammensætning:

Poul Lüneborg, formand

René Ruby, næstformand

Ole Brun Jensen, kasserer

Rita Cecilie Varmby, redaktør

Thorvald Kølle, sekretær

Leif Martinussen, 1. suppleant

Allan Folmann, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der er i beretningsperioden afholdt 5 møder.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde, afholdt den 17. februar 2019, umiddelbart efter afslutningen af sidste års generalforsamling.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål, og for at sikre gennemførelsen af vedtagelserne på møderne. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer, heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt Blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke en artikel i rubrikken Meddelelser om forskellige emner og aktiviteter. Det er desuden vigtigt at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse kollektive medlemmer væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres virksomhed. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde. For at nå ud med information om selskabet til mennesker udenfor DBS’s medlemskreds, har vi desuden rettet henvendelse til Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg for at forhøre os om, hvorvidt selskabets arbejde direkte eller indirekte kunne omtales i artikler i tidsskriftet Øjeblikket, der udsendes i 80.000 eksemplarer til mennesker som støtter DBS økonomisk. I skrivende stund er der grund til at formode, at selskabets 25-års jubilæum vil blive omtalt i det første nummer af Øjeblikket, der udsendes i 2020.

Efter generalforsamlingen blev alle medlemmer, som endnu ikke havde betalt kontingent kontaktet pr. brev, og i en række tilfælde også pr. telefon.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden. Det drejer sig om Cecilia Charlotte Hvidebech, ære været hendes minde.

Vi har kunnet glæde os over, at tolv har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at fem medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemsskab i 2019, og et medlem har derudover meddelt, at vedkommende ikke ønsker at forlænge sit medlemsskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer, som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 129 medlemmer, der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I sidste års beretning opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er således kun rykket en smule nærmere i årets løb.

Alle medlemmer fik i månederne op til jubilæumsarrangementet 25-26. november 2019, tilsendt et eksemplar af Henning Eriksens Museumsdagbog, sammen med 2 info-foldere om bogudgivelsen og om selskabet. Det har været bestyrelsens håb, at mange medlemmer vil benytte bogudgivelsen og informationsfolderne om denne til at synliggøre selskabet overfor mennesker med interesse for blindes historie. Hvorvidt dette initiativ sætter sig spor i medlemstallet, vil afsløre sig i løbet af 2020.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 30. september 2019 en medlemsliste til alle medlemmer i 4 medier, efter det enkelte medlems eget valg.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet fremtidig udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den ordinære generalforsamling i årets 1. kvartal. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer fremsendt til kassereren.

I 2019 lod udsendelsen af årets medlemsliste vente på sig på grund af problemer med at få skabt fuld klarhed over, hvem der ønskede at opretholde deres medlemsskab, jf. redegørelsen ovenfor under pkt. 2 om medlemsstatus. Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter årsskiftet til at indbetale deres kontingent.

4. Selskabets jubilæumsarrangementer.

Kort efter generalforsamlingen i 2018, hvor spørgsmålet om markering af selskabets 25-års jubilæum, blev drøftet, nedsatte bestyrelsen på sit møde den 22. marts 2018 en gruppe, der skulle forberede den runde fødselsdag. Gruppen kom til at bestå af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og undertegnede. Gruppen holdt i oktober måned samme år sit første møde, der blev efterfulgt af tre møder i 2019, for at planlægge det særlige jubilæumsarrangement 25. – 26. november 2019.

Gruppens første opgave blev at planlægge et program dagen efter generalforsamlingen. Programmet søndag den 17. februar bestod i et oplæg “om opkomsten af den handicaphistoriske forskning samt om etableringen af de forskellige handicaphistoriske selskaber i 1980erne og 1990erne”. Professor Birgit Kirkebæk gav et inspirerende historisk rids over udviklingen, som blandt andet førte til stiftelsen af Blindehistorisk Selskab. Formiddagens andet tema, som jeg selv stod for, bar titlen “1894, et skæbneår for blindesagen i Danmark”. Dette oplæg fokuserede på det opbrud, der blev resultatet af generalforsamlingen den 29. september 1894 i foreningen “Danske Blinde”. En begivenhed, som lagde kimen til stiftelsen af de blindes egen forening i form af Dansk Blindesamfund 17 år senere. Oplæggene gav anledning til en god diskussion blandt de 45 deltagere, som afsluttede dagens program til markering af selskabets jubilæum med at synge “Danske blindes nationalsang”, skrevet af Jørgen Marius Hansen i 1915, og som Laurids Lauridsen skrev melodi til i 1923.

Den egentlige markering af selskabets 25-års jubilæum fandt som nævnt sted i dagene 25. – 26. november 2019 på Fuglsangscentret, med 64 deltagere. I sidste øjeblik fik arrangementet tildelt nogle ekstra værelser, hvilket sammen med et antal sygemeldinger betød, at alle deltagere på nær to, kunne indkvarteres på centret.

På førstedagen fokuserede jubilæumsprogrammet på blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, samt deres medvirken på den hjemlige jazzmusikalske scene siden begyndelsen af 1960-erne.

Leif Martinussen indledte programmet med et oplæg om markante blinde musikere og komponister indenfor den klassiske musik siden begyndelsen af det 19. århundrede, efterfulgt af en koncert, der præsenterede en række af hans egne kompositioner, fremført af pianisten Tom Ernst og mezzosopranen Svafa Thorhallsdottir. Efter en fælles evaluering af denne del af programmet, gav Thorvald Kølle et oplæg om blinde jazzmusikere gennem de seneste 60 år. Hans oplæg gav anledning til en livlig diskussion. Anne Hollænder akkompagnerede på klaver eftermiddagens afsluttende fællessang af Danske Blindes Nationalsang og Refsnæssangen af Jørgen Emborg. Førstedagens program sluttede om aftenen med en jazzkoncert med syv blinde musikere. Disse var: Willy Egmose, piano, Flemming Nørgaard, bas, Niels Ove Jørgensen, trommer, Thorvald Kølle, trompet, flügelhorn, Kurt Nielsen, altsax, Lars Bang Andersen, tenorsax og Lars Svaneborg, vibrafon.

Der var blandt deltagerne stor tilfredshed med disse blindehistoriske strejftog, til belysning af blindes medvirken indenfor de to musikalske genre.

Arrangementets anden dag var helliget præsentationen af selskabets udgivelse af Henning Eriksens Museumsdagbog. Selskabets første formand Jørgen Eckmann, og fhv. museumsleder Mogens Bang var sammen med Dansk Blindesamfunds formand Thorkild Olesen inviteret til, sammen med undertegnede, til at belyse bogens forskellige historiske dimensioner. Læs i øvrigt herom nedenfor under pkt. 6.1.

Generalforsamlingen i 2018 gav bestyrelsen mandat til at fejre selskabets 25-års jubilæum på en markant måde. Det mener vi selv lykkedes, hvilket de mange positive tilbagemeldinger vidner om.

Bestyrelsen takker på selskabets vegne Dansk Blindesamfund for en særlig bevilling på 10.000 kr. til delvis dækning af udgifterne ved arrangementet. De samlede udgifter ved arrangementet er opgjort til 60.808,31 kr. Det betyder efter fradrag af deltagerbetaling og tilskuddet fra DBS, at arrangementet resulterer i en udgift for selskabet på 22.728,31 kr.

Henrik Olsen skal have en særlig tak for hans optagelser af samtlige ovennævnte indslag ved de to arrangementer. Lydfilerne vil siden kunne aflyttes på selskabets hjemmeside.

5. Arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg.

René Ruby og formanden har også i den forgangne periode, været selskabets repræsentanter i gruppen. Karen Marie Petersen meddelte i begyndelsen af august måned, at hun havde besluttet sig for at trække sig fra arbejdet i gruppen som den ene af de to medlemmer, der repræsenterer DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Udvalget har siden været repræsenteret ved Ove Gibskov og Dennis Bonet Aabank.

Gruppen har i perioden afholdt et møde den 14. november 2019, i Handicaporganisationernes Hus.

Mødet behandlede en række sager, som tidligere har været drøftet i gruppen. Den vigtigste af disse var spørgsmålet om sikring af de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. Landsformand Thorkild Olesen havde kort tid før mødet skriftligt bragt sagen i erindring overfor institutionens ledelse. I mødet deltog direktør Ulrik Kampmann fra DBS, der planlagde et besøg på Synscenter Refsnæs, hvor han ville tage sagen op. Han blev på mødet orienteret om sagsforløbet siden arbejdsgruppens møde den 1. juni 2017 på Synscenter Refsnæs. Der var enighed om, at der i løbet af 2020 skulle tilvejebringes en plan, hvis disse samlinger skulle sikres for fremtiden. Der bør tilvejebringes økonomi, der kan muliggøre en afslutning af den igangværende registrering af samlingerne. En sådan registrering er en forudsætning for, at der kan gennemføres en vurdering af hvilke genstande, der er af interesse for Den Blindehistoriske Samling under Medicinsk Museion i København. De dele af samlingerne, der har bevaringsværdi og som kan supplere Den Blindehistoriske Samling, bør finde en varig placering i denne, hvis disse genstande m.v. skal overleve. Det må vække til bekymring, at Synscenter Refsnæs tilsyneladende ikke selv føler et behov for at prioritere en fremtidig sikring af den tilbageværende del af de blindehistoriske samlinger, og til anskuelsessamlingen på stedet. Det er arbejdsgruppens oplevelse, at der i dag kun er tre interessenter, som føler et ejerskab til disse samlinger, nemlig Medicinsk Museion, Dansk Blindesamfund og Blindehistorisk Selskab. Derfor bør sagen gives allerhøjeste prioritet i det kommende år.

En anden sag, som blev behandlet på mødet, var spørgsmålet om at digitalisere de årgange af medlemsbladet, som i dag kun findes i uddrag. Det drejer sig om medlemsbladene fra nr. 15/1923 til nr. 1/1998. Hertil kommer tidsskriftet Blindesagen fra 1972 til 2000. Der er grund til at glæde sig over, at dette historiske materiale forhåbentlig inden længe vil blive tilgængeliggjort for selskabets medlemmer. Disse tidsskrifter er formentlig den vigtigste kilde til blindes historie gennem de sidste godt 100 år.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Ulrik Kampmann tilkendegav imidlertid, at man endnu ikke havde fundet en sikker måde til identifikation af sådanne begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer blev på denne baggrund opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBS’s hovedkontor og/eller selskabets bestyrelse.

6. Selskabets egne projekter i det forløbne år

6.1 Museumsdagbogen af Henning Eriksen.

Dagbogen, hvori Henning Eriksen fortæller om sit arbejde som frivillig medarbejder ved Blindehistorisk Museum i årene 2001-2011, blev den 1. juli 2019 udsendt af forlaget Kahrius i 500 eksemplarer. Nota påtog sig efterfølgende at producere en digital DAISY-udgave af bogen.

Bestyrelsen har i perioden lagt et stort arbejde i at gennemføre dette projekt, som blev indgående omtalt i sidste års beretning.

Dorte H. Silver har som redaktør ydet et kompetent og inspirerende bidrag til bogudgivelsen. Jeg har som formand for selskabet varetaget hvervet som historisk faglig medredaktør, og har i den egenskab forestået redaktionen af de 156 noter og 40 billedtekster, samt skrevet forordet og nogle noter til at udfylde tidsrummet fra dagbogens slutning til afslutningen af redaktionsarbejdet juli 2019. Det endelige manuskript blev grundigt gennemgået af næstformand René Ruby og Kurt Nielsen. Deres gennemgang af teksten resulterede i en række supplerende bidrag og rettelser af faktuelle fejl.

Bestyrelsen har i beretningsperioden arbejdet på at skaffe de fornødne midler til udgivelsen. Dette arbejde er lykkedes over al forventning, idet udgifterne, der ifølge regnskabet beløber sig til 77.656,54 kr., er blevet dækket gennem bevillinger fra Dansk Blindesamfund med 30.000 kr. Velux Fonden med 15.000 kr. Ernst og Vibeke Husmanns Fond med 20.000 kr. og Blindes Støttefond med 10.000 kr. – i alt 75.000 kr. Der skal her lyde en stor tak til de fire donorer for deres støtte til gennemførelsen af dette projekt.

Udgivelsen af Museumsdagbogen blev præsenteret for offentligheden ved jubilæumsarrangementet den 25.-26. november 2019.

Forud for jubilæumsarrangementet fik selskabets 129 medlemmer tilsendt et eksemplar af bogen i form af en trykt udgave, og en CD med daisyversionen fra Nota. Direktør Michael Wright og produktionschef Stine Duus Svendsen fra Nota skal have stor tak for deres medvirken til, at denne udsendelse kunne lade sig gennemføre. Relevante dagblade samt radio- og TV stationer var forud for arrangementet informeret om udgivelsen gennem udsendelse af en pressemeddelelse herom. Bogen er anmeldt af professor Birgit Kirkebæk i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42 fra december 2019 og er endvidere omtalt i flere indlæg i Nyhedsbrev nr. 4/2019.

“Blind mands lejlighed” i købstadsmuseet Den Gamle By i Aarhus, er ligeledes et resultat af Henning Eriksens bidrag til at udbrede kendskabet til vores historie. Dette projekt er også omtalt i Museumsdagbogen. Bestyrelsen betragter udgivelsen som et fornemt supplement til Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion og den er desuden en værdigt markering af den store indsats, som Henning Eriksen frem til sin død har ydet, for at bevare og udbrede kendskabet til blindes historie. Bestyrelsen har både før og efter udgivelsen kontaktet Medicinsk Museion og Den Gamle By for at afklare, om de har mulighed for at medvirke ved bogens lancering overfor offentligheden. Resultatet af disse bestræbelser vil vise sig i løbet af 2020. I lighed hermed håber bestyrelsen på, at omtale af Museumsdagbogen i det kommende nummer af tidsskriftet øjeblikket, jf. pkt. 2. ovenfor, vil bidrage til salget af de ca. 350 eksemplarer, som i skrivende stund befinder sig hos forlaget. Endelig er det bestyrelsens håb, at alle medlemmer vil bidrage til at fremme salget ved hjælp af de tilsendte info-foldere om Museumsdagbogen. Der er stadig mellem 500-600 info-foldere i behold, til markedsføring af udgivelsen.

6.2. Dansk Blindesamfunds 52 interview med blinde fra begyndelsen af 1990-erne.

Selskabets årsberetninger gennem de seneste 3 år har indeholdt omtale af bestyrelsens planer om at realisere et projekt om blindes livsvilkår gennem 150 år, belyst gennem disse og en række andre interviewprojekter, samt gennem brevvekslinger, som beror i Rigsarkivet mellem elever og forstandere for Det Kongelige Blindeinstitut siden instituttets oprettelse i 1858.

Selv om dette projekt er blevet positivt modtaget af såvel Dansk Blindesamfund som af Medicinsk Museion, har bestyrelsen set sig nødsaget til at beslutte, indtil videre at lægge planerne om at gennemføre projektet til side. Næstformand René Ruby, som har været udset til at skulle forestå projektet, har meddelt, at han for tiden ikke ser sig i stand til at påtage sig opgaven. Hertil kommer udfordringen med at få projektet finansieret, da dette skønnes at ville kræve en projektansættelse på fuld tid over 3 år. Det har hidtil været bestyrelsens opfattelse, at dette projekt nødvendigvis må forestås af en projektansvarlig som selv er blind, og som har et indgående historisk kendskab til blindes forhold.

René Ruby har samtidig meddelt, at han er indstillet på at påtage sig rollen som tovholder på et af selskabets andre mindre ambitiøse igangværende projekter, jf. nedenfor under pkt. 6.4.

6.3. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets årsberetninger. I den seneste årsberetning findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

På baggrund af henvendelser fra medlemmer og fra et møde den 3. september 2018 med Birgit Christensen, ansvarlig for hjælpemiddeludstillingen ved IBOS, er der den 1. oktober 2018 udarbejdet et notat, der oplister de 61 registrerede genstande og 46 manualer, systematiseret i 24 kategorier.

Det videre arbejde indenfor rammerne af registreringsprojektet har afventet en tilbagemelding fra Medicinsk Museion med oplysning om, hvilke af de registrerede genstande, der kan bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling.

I sidste års beretning kunne det oplyses, at det er lykkedes for et af selskabets aktive medlemmer, Arne Christensen, at få rådighed over plads på IBOS til opbevaring af modtagne genstande til registreringsprojektet, så disse kan gives en sikker opbevaring, indtil der foreligger en stillingtagen til, om de ønskes inddraget i samlingen eller ej.

Siden den 1. oktober 2018 har projektet modtaget en række henvendelser om yderligere genstande, bøger m.v. til Den Blindehistoriske Samling. Disse henvendelser er foreløbig blevet registreret og i enkelte tilfælde er genstandene indtil videre placeret i det nævnte lokale på IBOS.

Det er tanken, straks i løbet af 2020, at foretage en vurdering af de modtagne registreringer, i forhold til den digitale registratur på Medicinsk Museions hjemmeside, med henblik på at udskille de genstande m.v. som allerede findes i samlingen. Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

I bestyrelsen beder vi derfor om tålmodighed endnu en tid fra medlemmer og andre, som har henvendt sig til bestyrelsen med bøger, hjælpemidler og andet, der kan være af interesse for projektet. Arbejdet med dette projekt har vist sig at forløbe i et noget langsommere tempo end forventet. Det er imidlertid forhåbningen, at den planlagte udskillelse af genstande, som allerede findes i Den Blindehistoriske Samling, vil kunne medvirke til at fremskynde tilbagemeldingerne fra Medicinsk Museion.

6.4. Projekt ”Blindes levevilkår i 1970-erne”.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS’s Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført, gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

6.5. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget. Ud over de mange lydoptagelser omfatter materialet en omfattende scrapbog i tre ringbind. I forbindelse med afviklingen af Dansk Blindesamfunds Amatørteater i begyndelsen af 2007, fik selskabet overleveret denne forenings formue, og 81 DAT-bånd med optagelser af teatrets forestillinger gennem årene.

2017 var 10-året for teatrets opløsning. For at fastholde kendskabet til amatørteatret og dets betydning for blinde, gennemførte selskabet i sidste beretningsperiode en række tiltag, som er beskrevet i ovennævnte beretning. I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet.

6.6. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.

Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.

Bestyrelsen har i forlængelse heraf oprettet et særligt menupunkt på foreningens hjemmeside, vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.

Leif Martinussen har, som omtalt i sidste års beretning, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området. Denne redegørelse, der er på 38 sider, er nu klar til at blive lagt på hjemmesiden, under det særlige menupunkt om dette emne.

I bestyrelsen har vi i beretningsperioden forgæves eftersøgt et medlem, der har lyst til at anmelde redegørelsen i et kommende nyhedsbrev, for at gøre opmærksom på dette blindehistoriske kildemateriale, og inspirere til at udvikle og benytte menupunktet på hjemmesiden. Dette vil tillige blive udbygget med en række lydoptagelser, leveret af Henrik Olsen.

7. Informationsvirksomhed.

7.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I 2019 blev der udsendt fire nyhedsbreve, mens der i skrivende stund kun er truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2020, med invitation, program samt forslag til dagsorden for generalforsamlingen den 15. februar 2020 med tilhørende bilag. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2020. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindelig tryk, som DAISY lydfil på CD, som et elektronisk dokument, eller i punktskrift. DBS’s sekretariat bistår mod betaling med at producere de to førstnævnte versioner, mens Svend Thougaard via Refsnæsskolens trykkeri, fortsat forestår punktudgaven, når det er muligt, ellers overlades også denne udgave til DBS’s sekretariat. Bestyrelsen påskønner i høj grad Svend Thougaards arbejde med at producere punktudgaven af nyhedsbrevene.

Bestyrelsen har i beretningsperioden kunnet glæde sig over at modtage et antal artikler fra flere af selskabets medlemmer. Sådanne bidrag medvirker til at gøre nyhedsbrevene interessante, og til tider morsomme. Det vil vi gerne takke alle bidragydere for. I skrivende stund kan det konstateres, at der er modtaget en række artikler / tilsagn om at skrive sådanne til kommende nyhedsbreve fra flere af selskabets medlemmer. Bestyrelsen vil gerne opfordre til, at endnu flere får lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner.

7.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i det seneste beretningsår. Denne arbejdsopgave har i indeværende periode stået i skyggen af andre opgaver. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende. Derimod har der ikke været kræfter til for alvor at opdatere hjemmesidens øvrige mange menupunkter. Således har Henrik Olsen fundet nogle optagelser af tidligere medlemsarrangementer frem, ligesom han har produceret og fremsendt optagelser fra medlemsarrangementet i forbindelse med generalforsamlingen i 2019, samt optagelser af de enkelte programpunkter fra jubilæumsarrangementet. Herudover har bestyrelsen modtaget optagelser fra markeringen den 9. april 2019 af 90-års jubilæet i Blindes Arbejde, og fra indvielsen af det nye plejecenter Følager i Valby den 26. september 2019. Alle disse optagelser afventer at blive lagt på hjemmesiden.

Selskabets lydarkiv rummer en mængde lydoptagelser, som bestyrelsen glæder sig til at kunne præsentere på hjemmesiden. Det må imidlertid påregnes at der medgår nogen tid til dette arbejde, idet hver lydfil skal forsynes med et filnavn og en tilhørende informationstekst, så det bliver muligt på forhånd at danne sig et indtryk af filernes indhold.

Årsberetningen for 2017/2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ikke været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet.

7.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen i 2019 har bestyrelsen udsendt et enkelt medlemsbrev. Det blev udsendt den 30. september 2019, og blev ledsaget af medlemslisten for 2019, samt et eksemplar af de privatlivspolitiske retningslinjer, som bestyrelsen vedtog på sit møde den 20. december 2018 efter at EU’s regler om databeskyttelse trådte i kraft den 1. maj 2018. Det er næstformand René Ruby, som har stået for at udarbejde forslag til selskabets privatlivspolitik. Der er grund til at notere sig, at selskabet som følge af disse retningslinjer efter aftale med DBS, ikke længere opbevarer medlemmernes cpr-numre, men derimod kun fødselsdag og eventuelt medlemsnummer til brug ved ansøgning om medlemstilskud. Selskabets privatlivspolitik kan læses på hjemmesiden.

Derudover har vi som anført ovenfor under pkt. 2, bestræbt os på at gøre selskabet synligt gennem artikler i en række af årets medlemsblade fra DBS. Forhåbentlig bliver disse anstrengelser i 2020 suppleret med omtale af selskabets jubilæum og udgivelsen af Museumsdagbogen i tidsskriftet Øjeblikket.

Det skal under dette afsnit af beretningen bemærkes at ca. 42 ud af de 131 medlemmer har valgt at modtage post i sort, punkt og i form af en daisylydfil. De nævnte 42 medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som DAISY lydfil.

8. Selskabets elektroniske arkiv.

Det har ikke i beretningsperioden været muligt at afse tid til en systematisk opdatering af selskabets arkiv. Det skal dog i denne forbindelse anføres, at arbejdet med opdateringen af hjemmesidens lydarkiv, har givet anledning til en omfattende registrering af lydfiler, som opbevares i arkivet, jf. ovenfor under pkt. 6.2. De fleste lydfiler i arkivet forefindes som WAV-filer, som konverteres til mp3-filer, før de lægges på hjemmesiden. Dette gøres for at opbevare filerne i den bedste kvalitet og for at spare plads på hjemmesiden.

9. Administrative og økonomiske forhold.

Mødevirksomheden i bestyrelsen har i indeværende beretningsperiode været begrænset til fem møder. Dette har været et bevidst valg, idet arbejdet i perioden i høj grad har været præget af udgivelsen af Henning Eriksens Museumsdagbog, og af udfordringerne med at arrangere og gennemføre markeringen af selskabets jubilæum. Denne sidste opgave har resulteret i afholdelsen af tre møder i den nedsatte jubilæumsgruppe.

Til de to nævnte opgaver er det lykkedes at skaffe supplerende fondsfinansiering på i alt 85.000 kr. I bestyrelsen er vi meget tilfredse med at det er lykkedes at gennemføre udgivelsen af Museumsdagbogen med en overkommelig udgift for selskabet, denne er i regnskabet opgjort til 2.656,54 kr. Det bliver spændende at se om salg af bogen i det kommende år, kan medføre indtægter, der delvist dækker denne udgift.

Det offentliggjorte regnskab opererer med nettotal for de enkelte hovedposter. I 2019 var de samlede indtægter, som blev registreret på i alt 170.180,00 kr. De to største udgiftsposter var på 77.656,54 kr. til udgivelsen af Museumsdagbogen og 60.808,31 kr. til det særlige jubilæumsarrangement. De regnskabsmæssige arbejdsopgaver i 2019 indenfor selskabet har således været af betydelig større omfang, end hvad der er sædvanligt. Dette forhold er formentlig baggrunden for eventuelle bogføringsfejl, som kan forklare regnskabsdifferencen på 904,74 kr.

En sammenligning mellem de øvrige driftsudgifter i 2018 med de tilsvarende udgifter i 2019 viser, at forbruget har været noget mindre, hvilket skyldes færre bestyrelsesmøder og færre udsendte nyhedsbreve i det seneste år.

Arbejdet indenfor selskabets bestyrelse i 2020 må forventes at fokusere på en række af de opgaver som er omtalt ovenfor, og som har måttet vige til fordel for de to prioriterede opgaver i beretningsperioden.

10. Afsluttende bemærkninger.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden. Det er tankevækkende at notere sig, at mange af de beskrevne opgaver har Henning Eriksen, som deres oprindelige ophavsmand.

Der er også grund til at takke Dansk Blindesamfund for den betydelige økonomiske støtte og de tre fonde, som har bevilget penge til bogudgivelsen. Uden denne økonomiske støtte og bistanden fra mange medlemmer, havde det ikke været muligt at gennemføre virksomheden.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

7. Regnskab 2019.

Driftsregnskab 2019 for Blindehistorisk Selskab

Tranbjerg den 8. januar 2020

indtægter

kontingenter 19950

medlemstilskud DBS 16350

Drikkevarer salg medlemsmøder 0

gaver 550

Legater 0

Renter 0

Indtægter i alt 36850 kr.

Udgifter

generalforsamling

ophold 23543

deltagerbetaling -20250

tilbagebetaling deltagerbetaling 0

Rejseudgifter 0

aktiviteter 2277

generalforsamling i alt 5570

bestyrelse

Møder 4276

Rejseudgifter 3237,50

Arbejdsgruppe 513

revisionsmøde mv 436

Seminargebyrer 0

Seende bistand 0

Bestyrelse i alt 8462,5

hjemmeside

webhotel og DK hostmaster 274,36

opgradering af hjemmeside 2000

Hjemmeside i alt 2274,36

Arrangementer

Porto og kontorudgifter 60

Medlemsliste-nyhedsbreve 6804,30

Handicaphistorie 675

Museumsdagbogen 2656,54

Jubilæum ophold 38866

jubilæum netto: 22728,31

medlemsarrangementer 0

Repræsentation 400

Gebyrer 473,46

Arrangementer I alt 33797,61

Samlede udgifter 50104,47 kr.

samlede indtægter 36850

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

bank primo 134.817,92

saldo bank 31. december 2019 120.658,21

14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Bestyrelsen har behandlet ovenstående regnskab på sit møde den 9. januar 2020, og besluttet at søge iværksat en analyse til forklaring af den manglende overensstemmelse mellem det opgjorte underskud, og differencen mellem bankkontoens saldo ved begyndelse og slutningen af året.

Regnskabsforklaring følger i revisionsprotokollen, som fremlægges på generalforsamlingen den 15. februar 2020.

Ole Brun Jensen, kasserer.

8. Revisionsprotokol for 2019 fremlægges på generalforsamlingen.

9. Bogen om Refsnæs – skrevet af tidligere elever på Refsnæsskolen. Forslag ved Thorvald Kølle

På opfordring af Poul Lüneborg påbegyndte jeg et erindringsskrift om mit ophold på Refsnæs. Det var først meningen, at det blot skulle være en artikel til et nyhedsbrev, men det blev hurtigt klart for mig, at der var meget mere i den opgave, end jeg først havde troet.

Denne opfordring kom for over et år siden og manuskriptet er stadig under udarbejdelse.

For mig har det haft en stor betydning at skrive dette.

Jeg husker nu ting, som jeg ikke før har bidt mærke i, og med den voksne mands refleksioner er ting dukket op i min erindring, som har betydning for, hvordan jeg i dag kan forholde mig til mange ting.

Kombineret med andre væsentlige ting der er sket i mit liv, så synes jeg, at denne indsigt i min barndom som jeg har fået ved at skrive om den, har givet mig en stor forståelse af mit liv, som det blev og er i dag.

Så hvis man er til den metode, så kan jeg anbefale den.

Vi vil i bestyrelsen arbejde med et projekt, hvor vi indsamler jeres beretninger, og hvor vi skaber en bog som kan udkomme ved Synscenter Refsnæss’s 125-års jubilæum i 2023.

Lad os, som synes at dette her er en god ide, selv medvirke ved nogle godt skrevne erindringer og samtidig opfordre alle andre medlemmer af Blindehistorisk Selskab, såvel som andre til at være med til at gøre dette muligt.

I vil snart kunne læse nogle uddrag af mine erindringer i et nyhedsbrev.

10. Nyhedsbrev nr. 64!, ved Poul Lüneborg.

Du som læser denne artikel sidder netop nu og læser Nyhedsbrev nr. 64.

De sidste uger af jubilæumsåret brugte jeg til at gøre status over udgivelsen af de nyhedsbreve, som er udsendt siden 1995.

Der er i alt gennem de mange år til dato udsendt 63 nyhedsbreve, der samlet har indeholdt 554 artikler og forskellig mindre meddelelser. Nyhedsbrevene kan alle læses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

En stor gruppe af disse artikler er erindringer, hvor medlemmer af selskabet skriver om deres ophold på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet. En anden stor gruppe af artikler er fremstillinger af blindehistoriske emner og personbeskrivelser. Som eksempel herpå vil jeg nævne fhv. landsformand Svend Jensens omfattende artikel om historien bag det gule armbind.

Andetsteds her i nyhedsbrevet foreslår Thorvald Kølle, at der i 2023 i forbindelse med Refsnæsskolens 125 års jubilæum udgives en bog om denne skole, skrevet af tidligere elever. Derfor følger her en liste over offentliggjorte artikler, der falder ind under dette emne.

Der er tale om 20 artikler og et billede, disse er:

1. Refsnæsskolen 100 år – NB september 1998.

2. Dronning Margrethe i Refsnæsskolens festsal ved 100 års jubilæet 4. november 1998 – NB juni 1999.

3. tanker vedrørende Refsnæsskolens Historiske Samling, af lærer Else Ahrens, Refsnæsskolen – NB november 2000.

4. Barndomserindringer skrevet af Jørgen Eckmann – NB oktober 2001.

5. Barndomserindringer skrevet af Poul Glygård – NB oktober 2001.

6. En beretning 60 år efter, da verden væltede. Om tiden før det blev almindeligt at integrere synshandicappede børn i det almindelige skolesystem. Af Aage Michelsen, 1. del – NB januar 2002.

7. Aage Michelsens erindringer fra krigsårene på Refsnæsskolen, 2. del – NB maj 2002.

8. Vinterbilleder fra Refsnæsskolen, Af Aage Michelsen, 3. del – NB september 2002.

9. Et år i paradis af Johanne Refer (Refsnæsskolen lukkes 13 08 1944) – NB april 2004.

10. Blindehistorisk afskedstale – erindringer efter 40 år på Refsnæs, Af økonoma Tove Block Hansen – NB februar 2006.

11. Krig fra dag ét. Artikel af Johanne Refer – Refsnæsskolen 9. april 1940 – NB december 2006.

12. En beretning om tiden på det daværende Kongelige Institut for Blinde og Svagsynede i Kalundborg, Af Flemming Egedal – NB juli 2008.

13. Jeg kommer hjemmefra – om min optagelse på Refsnæsskolen, Af Henning Eriksen – NB december 2008.

14. Udkomne bøger i 2008: Kurt Kristensens bog Mod til at forandre, udgivet i anledning af hans 75 års fødselsdag – NB december 2008.

15. Elev på Refsnæs 1929 – 1932, ved Stella Østergaard født Nissen – NB oktober 2009.

16. 5 Der var engang Af Erik Neergård, tidligere lærer ved Refsnæsskolen – NB juni 2010.

17. Lidt om livet på en kostskole af Flemming Egedal, om hans ophold fra 1961-1963. – NB april 2013.

18. Fra børnehjemmet på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge, causeri med Hans Erik og Henrik Olsen på Solterrasserne 25. oktober 2018 v/ Rita Cecilie Varmby – NB oktober 2018.

19. Fra børnehjem på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge, anmeldelse af medlemsarrangementet den 25. oktober 2018, ved Thorvald Kølle – NB december 2018.

20. Erindringer 1. del, ved Jørgen Svendsen – NB december 2018.

21. Erindringer om en svunden tid af Rita Varmby – NB april 2019.

Ud over ovenstående artikler, ligger selskabet inde med endnu ikke offentliggjorte manuskripter skrevet af blandt andet Jytte Nielsen, Laus Klüwer og Ove Gibskov.

11. Min musikuddannelse, ved Erik Kiørbye.

For mig, som aldrig har gået i skole på Refsnæs, var det en stor oplevelse at deltage i Blindehistorisk Selskabs 25-års jubilæumsfejring d. 25. og 26. november 2019. Jeg fik en tydelig fornemmelse af den begejstring ved at spille sammen, som i gamle dage herskede der og på blindeinstituttet. Da jeg i første halvdel af 1970-erne begyndte at deltage i de årlige musikerkurser, først og fremmest for organister, blomstrede musiklivet stadig på Tutten, og som jeg sagde i min lille tale på jubilæumsfesten, er det trist, at de synshandicappede børns inklusion i folkeskolen har fået musikudfoldelsen blandt de unge mennesker til at tørre ind.

I det følgende vil jeg fortælle om min egen helt anderledes tilgang til et liv som musikmenneske: – Tidligere numre af nyhedsbrevene har bragt artikler, hvori jeg har fortalt om mit usædvanlige øjenbehandlingsforløb.

Min mor havde i sin ungdom spillet en del klaver, og som lille dreng sad jeg mange gange på skødet af hende og sang af hjertens lyst børnesange, mens hun spillede. Min ældre bror Niels Jørgen kom i gang med at gå til spil hos en lokal “klaverfrøken”; men nogle år senere startede jeg som ni-årig i februar 1941 hos Jette Thikøb på Folkemusikskolen, som lå i Guldsmedgade midt i Århus. Mor fulgte mig derind, først med sporvognen og efterhånden også en del på cykel. Min første nodebog, som havde et fint billede af en række klavertangenter på forsiden, hed ”Så begynder vi”. Nr. 2-hæfte indeholdt en del menuetter og andre småstykker, skrevet eller samlet af en mand, der hed Frey.

Det gik godt, indtil sporvognene blev schalburgteret i sommeren 44. både derfor og pga. den almindelige krigsusikkerhed, var det ikke så lige til at bringe mig frem og tilbage til min halve times klaverundervisning hver uge. Men heldigvis blev der samtidig ansat en ung, nyuddannet klaverpædagog på Folkemusikskolen. Hun boede i Risskov hos sin onkel, som var læge på sindssygehospitalet, så det blev aftalt, at hun skulle kom hjem til os efter skoletid om lørdagen og give mig klaverundervisning. Hun hed Johanne Madsen Mygdal og var datter af den tidligere statsminister af samme efternavn.

Det var en fin ordning, som holdt et år; men da var grænserne jo igen blevet åbnet, og så rejste hun på studieophold i USA, og jeg vendte så tilbage til Jette Thikøb og blev hos hende de næste to år. Efter krigen blev der produceret nye sporvogne, som, så vidt jeg husker, blev indsat i sommeren 45, og vi børn tilbragte flere timer ved Marienlund-endestationen lige ved indgangen til skoven for at beundre de nye sporvogne.

Jette Thikøb gjorde meget for at styrke min interesse for musik, selv om jeg ikke ved, om hun gjorde det for at styre mig imod at vælge musik som min levevej. Bl. a. arrangerede hun en foredragsrække om Chopin, som jeg deltog i. Vi snakkede en del om en idé, jeg havde fået, om at spille cello. ”Hvis du spiller cello, har du sikret din aftenkaffe for al fremtid; for folk, som holder af at spille kammermusik, er altid på jagt efter en, der kan spille cello,” sagde hun til mig. Det var dog først, da min søn Thomas kom i gang med instrumentet, at jeg oplevede at have en cello indenfor husets fire vægge!

De første år gik det godt fremad med mit klaverspil. Jeg kunne ikke læse noderne på nodepulten, mens jeg spillede, så jeg måtte lære det hele udenad. jeg sad så i hjørnestolen med godt lys enten fra vinduerne eller fra en stålampe, og når jeg havde lært et lille stykke, gik jeg til klaveret og prøvede, om det sad fast; ellers måtte jeg tilbage til hjørnestolen igen. Sådan var min arbejdsproces gennem alle årene, så længe jeg kunne se noderne.

Som sagt gik det de første 4-5 år udmærket; men i begyndelsen af puberteten var der en periode, hvor jeg meget hellere ville være ude sammen med de andre fra vejen. Men så i 2. eller 3. mellem blev jeg forelsket i min klassekammerat Karen Søgaard, som jeg i øvrigt havde kendt længe fra privatlivet. Karen var en dygtig pianist, som bl.a. spillede til pigernes gymnastik. I min sammenhæng var Tjajkovskijs b-mol-klaverkoncert, og dén måtte jeg også i gang med. Det gik Jette Thikøb ind på, og jeg blev også kastet ud i Beethovens første klaversonate; jeg kunne dog ikke leve op til, at Karen spille Appasionata!

Min skole havde købt – eller ladet bygge – et lejrhus ved Saksild strand. Engang i eftersommeren 46 fik vores klasse bevilget en weekend-tur, og på denne tur havde jeg en af mine drengeårs helt store åbenbaringer: Gennem hele min barndom var det mit brændende ønske at få en harmonika; men det blev kun til en mundharmonika, som jeg blæste i på livet løs. Kaj Aage i klassen havde en harmonika, som en anden af drengene lovede at bære på turen til Saksild, hvor Karen efter aftale skulle spille på den; men det meste af tiden, var det mig, der trakterede den. Den var ikke ret stor, havde kun to rækker melodiknapper, C-dur og F-dur, og kun ganske få basknapper; men hvor jeg dog nød at spille på den!

Jette Thikøb ledede et børnekor, som opførte arrangementer af diverse musikdramatiske værker. Det havde Karl Bjarnhof, som på den tid var kommet i gang med sit radioarbejde, opdaget, og han sørgede for, at der blev lavet udsendelser med Jette Thikøbs børn. En dag spurgte hun mig, om jeg ikke kunne have lyst til at få besøg af ham, og det blev en meget spændende dag. Efter at vi havde drukket kaffe, blev Bjarnhof og jeg anbragt overfor hinanden og døren mellem stuerne lukket. Han skulle lige have et askebæger, så han kunne kæderyge sine cigaretter, og så spurgte han mig, hvad jeg ville lave, når jeg blev voksen. Jeg fik knap nok begyndt at svare ham, før han startede en ustandselig enetale om sig selv. Men jeg lærte meget om det at være blind.

Niels Viggo Bentzon.

I stedet for cello kom jeg for alvor i gang med at spille ”rigtig” violin hos en anden af musikskolens lærere; men jeg havde svært ved at stryge lige, så min begejstring for instrumentet kølnedes igen, og efter et års undervisning blev violinen igen lagt på hylden, hvor den blev liggende, indtil den blev afskaffet – solgt? I stedet blev der startet et harmonilærehold på 6 deltagere, hvoraf de fire dog faldt fra i løbet af forholdsvis kort tid; som lærer fik vi Niels Viggo Bentzon.

I mellemtiden var Madsen-Mygdahl efter sommerferien 47 vendt tilbage til musikskolen fra sine videregående studier, så jeg blev igen tillagt hende, hvor jeg blev, til hun i efteråret 50 flyttede til København. Da jeg efterhånden spillede forholdsvis komplicerede sonater, blev det besluttet, at jeg flyttede til Niels Viggo Bentzon, som jeg kendte godt fra harmonilæreholdet, og vores samarbejde, både teori og klaverspil, fortsatte i nogle år. Efterhånden faldt også min sidste teorikollega fra, så jeg fik enetimer både i harmonilære og Palestrina-korstil.

Niels Viggo Bentzon var i øvrigt et kapitel for sig. Folkemusikskolen havde en overbygning, som hed Jysk Musikakademi, og som forberedte folk til at gå til eksamen som professionelle musikere. I 1944 blev Bentzon lærer ved denne gren af musikskolen, og han og hans kone flyttede ind i et ganske stort og veludstyret havehus, som hans onkel overlæge Bentzon på ortopædisk hospital netop havde ladet bygge på en tom grund skråt overfor, hvor jeg boede. Vi unge mennesker på vejen var i 44-45 netop ved at komme i den alder, hvor vi jævnligt bare stod og snakkede ude på vejen, og vi havde stor fornøjelse af at lytte til Niels Viggos mange daglige timers øvning på sit flygel.

En dag, da jeg kom ned til musikskolens hoveddør, stod tre-fire af lærerne og kiggede ud i Guldsmedgade, hvor Niels Viggo kørte frem og tilbage på en cykel, og hver gang han trådte med det højre ben, råbte han ”a-av!” Han havde fået en byld på højre balle.

N.V.B. var ikke noget pædagogisk talent, i hvert fald ikke i min sammenhæng; men han var selvfølgelig et meget spændende musikmenneske, og jeg var meget glad for timerne hos ham, ikke mindst teoriundervisningen havde jeg stort udbytte af. Jeg havde forskellige tanker om, hvad jeg ville lave, når jeg blev voksen; men i løbet af min gymnasietid på Århus Katedralskole blev det klart for mig, at jeg måtte gå musikvejen. Den beslutning hang ikke mindst sammen med inspirationen fra min musiklærer Johannes Nørgård, som foruden gymnasieundervisningen også underviste på universitetets musikfakultet og konservatoriet, og så var han organist ved en århusiansk omegnskirke. Jeg sang – selvfølgelig – med i skolens kor, som blev slået sammen med konservatoriekoret og sangere fra universitetet, og sammen nåede vi i mine tre gymnasieår at opføre Johannes Brahms’s “Ein Deutsches Requiem”, og J. S. Bachs Johannespassion, Juleoratorium og kantaten “Ich hatte viel Bekümmernis”. Når jeg sang i kor, kunne jeg ikke følge med i noderne, så jeg lærte det hele udenad; heldigvis var jeg udstyret med en vældig god hukommelse.

På grund af teoriundervisningen hos Benzon gik der et par år, før jeg kom med i den del af undervisningen på Universitetet, og de første fire år frem til organisteksamen i 1955 var det denne del af min uddannelse, jeg vægtede mest. Jeg startede med Nørgaard som orgellærer; men på grund af hans sygdom havde jeg det sidste år før organisteksamen prof. Aksel Andersen som orgellærer. De næste tre år fik jeg orgelundervisning af domorganist Georg Fjelrad, og i den periode oplevede jeg noget helt enestående: i 1957 gik jeg til orgeldiplomeksamen – en koncertspilsprøve. Natten før prøven kunne jeg ikke sove, så min Mor gav mig en sovepille, en rest fra engang, da jeg var syg. Da jeg næste formiddag skulle spille, følte jeg mig helt ved siden af mig selv, og så meget kiksede for mig, at Fjelrad og censor Mogens Wøldike gav mig ganske uhørt lov til at prøve igen næste år, hvor jeg fik udmærkelse. Om eftermiddagen efter den fatale formiddag var jeg helt på toppen, da jeg gik til kantor-, korledereksamen.

I 1950-erne dukkede de første spolebåndoptagere op på markedet. Et halvt år før min organisteksamen i 1955 fik jeg en båndoptager, som var monteret i en fiberkuffert, så jeg kunne tage den med mig og lave optagelser af mit spil, så jeg hjemme kunne kontrollere, hvad jeg lavede. Jeg tog den også med til forelæsningerne på universitetet, og så kunne jeg i ro og mag lave notater, når jeg kom hjem.

I 1956 fik jeg besøg af blindekonsulent Kaj Thor, som sørgede for, at jeg blev medlem af blindesamfundet. Desuden skaffede han mig en af de Tandberg-båndoptagere, som DBS dengang uddelte blandt medlemmerne. Det lyder lovlig luksuriøst, at jeg havde to båndoptagere; men jeg havde rigeligt brug for dem begge. Blandt mine studiekammerater blev jeg nærmest betragtet som et orakel på området, så jeg blev i de følgende år flittigt spurgt til råds om, hvad de skulle købe! Da jeg i 1960 fik min magisterkonferens, blev jeg interviewet af en medarbejder fra spolebåndsproducenten BASF’s fagblad om, hvor stor glæde jeg havde haft af at bruge deres spolebånd.

Med orgelspillet i centrum kom mit klaverspil, som i en årrække havde stået mig nær, efterhånden til at træde noget i baggrunden, og min kontakt med Niels Viggo Benzon stoppede i 1954.

Når man studerer på universitetet, ligger det jo i hele sagens natur, at man læser en masse; men det kunne jeg ikke uden videre gøre. Ganske vist trådte mine forældre til med højtlæsning. Min far var sproglærer med tysk og engelsk som fag, og min mor var hjemmegående, så hun kunne læse danske tekster højt for mig, mens Far tog sig af det udenlandske. Ganske naturligt havde de dog ikke ubegrænset tid til højtlæsning for mig; men det problem fik jeg løst derved, at en række af mine studiekammerater på skift kom hjem til mig og læste mangt og meget, navnlig fremmedsprogede bøger højt. Selv om de i mange tilfælde selv havde direkte brug for det, de læste højt for mig, blev det i årenes løb til en imponerende kammeratlig indsats.

En helt særlig indsats vil jeg nævne: Jeg skulle skrive et såkaldt speciale, hvis emne var orgel- og cembalomusik af en italiensk organist ved navn Frescobaldi fra første halvdel af 1600-tallet. Der var netop lavet en ny udgave af denne musik på i alt fem hæfter, og dette materiale indspillede en af mine kammerater, Kirsten Rabæk Knudsen, på klaver på spolebånd, i alt 12 timer. Da jeg senere arbejdede med musikken sad jeg med godt lys og så i noderne mens Kirstens bånd spillede. Det lykkedes mig faktisk på den måde at få lavet et speciale, som oven i købet fik ros! og d. 19. november 1960 havde jeg min universitetseksamen i hus.

Derefter trængte jeg for alvor til at komme i gang med at spille orgel, så jeg skrev til den dengang meget kendte blinde organist Helmuth Walcha, om jeg måtte komme på studiebesøg hos ham. Walcha var orgelprofessor ved konservatoriet i Frankfurt am Mei n. I sit svar til mig tilbød han, at jeg i forårssemestret 61 kunne blive indskrevet som studerende på konservatoriet, med ham som lærer, og det tog jeg med tak imod. Jeg sendte ham en liste over, hvad jeg havde spillet – først og fremmest værker af J. S. Bach – og han valgte nogle stykker fra listen plus nogle andre stykker, som vi aftalte, at jeg skulle have parat, til jeg kom ned til ham. Derfor havde jeg voldsomt travlt de første tre måneder af året, hvor jeg gik til undervisning hos Fjelrad, så han kunne give mig den første afpudsning af repertoiret. Han var heldigvis ikke spor stødt over, at han kun skulle gøre mig klar til undervisningen hos en anden lærer!

I 1961 havde jeg stadig et rimeligt orienteringssyn, så jeg kunne færdes til fods rundt i Frankfurt. Alligevel krydsede jeg en dag åbenbart en gade så tilpas hasarderet, at jeg blev indhentet af en mand, som skældte mig ud, fordi jeg gik uden blinde-armbind, så andre trafikanter ikke kunne vide, at jeg så dårligt. Hjemme i Danmark havde jeg ikke været vant til at sikre mig på den måde; men det fik mig til at opsøge det lokale blindesamfundskontor, hvor en dame ret modvilligt solgte mig et armbind, som jeg så brugte resten af min tid i Tyskland.

Snarest muligt efter min ankomst til Frankfurt meldte jeg mig på konservatoriets kontor, hvor jeg var ventet, og jeg kom så til min første time hos Walcha ved koncertsalens store orgel. Jeg havde valgt udelukkende at spille værker af J. S. Bach, og jeg havde hjemmefra sørget for at indstudere en række stykker fra den liste, som W. havde sendt til mig. Det viste sig straks, at nok havde jeg lært det hele udenad; men i det forløb havde der indsneget sig en del huskefejl, så aftalen blev, at jeg også fik timer hos Walchas assistent, som hed Köhler, og som var blind ligesom sin chef. Han havde et godt lille to-manualers orgel med pedaltaster i en stue, så det var rigtig hyggeligt at besøge ham privat, når jeg var til undervisning, som først og fremmest bestod i, at han rettede de fejl, som hans fine ører opfangede, når jeg spillede for ham. Det hændte dog, at der smuttede fejl gennem kontrollen, og jeg kan stadig høre Walchas forargede stemme sige: ”Sie müssen doch korrekt spielen”, når jeg var til time hos ham.

Selv om Walcha var blind, kunne han ikke læse punktskriftsnoder. Hans indstudering af nye stykker foregik på den måde, at hans kone spillede nogle få takter af hver enkelt stemme i en sats igennem to gange; så repeterede W. det, han lige havde hørt, og satte efterhånden stemmerne sammen til helheden, hvorefter proceduren gentoges i næste afsnit. Desuden lærte vi en særlig øveteknik, som han havde udarbejdet som blind; men hans normaltseende elever blev også sat til at bruge den: Når vi øvede et stykke, skulle vi skiftevis synge en af stemmerne samtidig med, at vi kun spillede de andre stemmer. Den arbejdsmetode giver et meget indgående kendskab til det, man spiller. Min kone husker tydeligt, navnlig fra de første år, vi boede under samme tag, at jeg øvede mig på den måde.

Samtidig med mig var der også flere andre udlændinge som elever hos ham; jeg husker navnlig en mand fra Sydafrika; men jeg var den eneste synshandicappede, både blandt os fra udlandet og de tyske orgelstuderende. Walcha tog sig slet ikke af kirkespillet, som var lagt i hænderne på to andre lærere: den ene underviste i katolsk kirkemusik, og den anden tog sig af den protestantiske. Konservatoriet havde to små orgler, som var til rådighed som øveinstrumenter for os studerende. Dem benyttede jeg jævnligt om aftenen, og jeg har stadig lyden af en rengøringsdames stemme, når hun smed mig ud med forkyndelsen: ”Feierabend”.

Semesteret sluttede med en koncert, hvor i hvert fald alle vi gæstestuderende spillede. Om der var tyskere med ved den lejlighed, kan jeg ikke huske. Koncerten blev afviklet, ganske kort før min hjemrejse. Da var min sukkersyge blomstret kraftigt op igen, og jeg har stadig W.s velmente beklagelse af min situation: ”Armer Mann” klingende i min hukommelse.

Hjemmefra var jeg vant til at gå meget, så den vane fortsatte jeg med i Frankfurt. Afstanden mellem Fritz Tarnauheim, hvor jeg boede, og konservatoriet, var på ca. tre kvarters gang; men jeg brugte også jævnligt byens sporvogne både dér og til andre mål. Bl.a. gik jeg til en del operaforestillinger og koncerter, hvor det var aften, når jeg skulle hjem. Mange af de ture, jeg foretog, var med mit dårlige syn temmelig hasarderede; men jeg klarede skærene uden uheld. En af de markante koncerter, jeg overværede, var med ”The London Symphony Orchestra”. Man sagde, at det var første gang efter anden verdenskrig, at et engelsk orkester turnerede i Tyskland. Et af koncertens hovedværker var Beethovens Skæbnesymfoni, som vakte enorm begejstring.

Ved en anden koncert hørte jeg Fischer Dieskau synge Gustav Malers ”Lieder eines fahrenden Gesellen”. Trods en forkølelse klarede han koncerten fint; men man fortalte, at han snød de evige autografjægere ved at forlade koncerthuset ad en bagdør; i øvrigt var han tæt hyldet i flere halstørklæder.

Ind imellem mit travle orgelarbejde havde jeg selvfølgelig lyst til at lege turist, og jeg så mig om både i Frankfurt og på nogle ture ud i landet. ”Se og se!” Det var trods alt begrænset, hvad jeg kunne se i de fremmede omgivelser; men jeg gjorde forestillingen som turist. Jeg havde flere større rejseplaner. Bl.a. overvejede jeg at besøge Strassbourg, men opgav tanken igen, fordi det ville blive for omfattende et projekt.

Selv om jeg ikke kunne komme i banken og hæve penge pinselørdag, rejste jeg dog til Heidelberg.

Lige inden hjemrejsen 2. pinsedag om eftermiddagen sad jeg på banegårdsrestauranten for at få lidt mad; men inden jeg kunne bestille noget, talte jeg de sørgeligt få mønter i min pung. Der oplevede jeg for første og eneste gang at få almisse; for idet en lille familie med en halvstor datter gik forbi mig, lagde hun en halv snes D.Mark på bordet foran mig!

Slutteligt må det være nødvendigt, at jeg kort gør rede for min tilgang til punktskriften:

I efteråret 1950 kom jeg i kontakt med århusianeren Marinus Ørskov, som underviste folk i at læse punktskrift. Jeg husker ikke mere, hvordan kontakten kom i stand; sandsynligvis var mine forældre og jeg blevet klare over, at det ville være nødvendigt, at jeg ikke kun kunne stave mig gennem sortskrevne tekster. – læs om Ørskov i Poul Lüneborgs bog “De blinde pionerer”. Ø.s teknik var den, at han hver dag gennem det meste af et år sendte mig et brev, hvor han skrev noget punktskrift, hver gang med lidt nyt. Mine fingre har stadig følelsen af det første brev, hvor han gav mig bogstaverne a b c d, plus det første ord: bad. Det fyrstelige honorar for hele kurset var 200 kroner, og dengang betalte man 4 øre for et brev med punktskrift, så selv med datidens priser blev Ørskov og hans kone ikke millionærer af hans undervisning.

Jeg besøgte de to, inden kurset startede, og ved den lejlighed så jeg for første gang forskellige blindehjælpemidler, og Ørskov sørgede for, at bladet Budstikken blev tilsendt mig. Jeg fik også fat på en musikhistorie i punktskrift; men ellers var der kun lidt faglitteratur til rådighed.

Det var først efter at jeg var flyttet til Esbjerg, det blev klart for mig, at jeg var nødt til at lære blindenodeskrift, og der gik en del år, før jeg blev rigtig dygtig til at bruge punktnoderne. Alligevel blev jeg bedt om at være blindesamfundets repræsentant ved de internationale møder, hvor man planlagde en udgave af nodesystemet, som skulle gælde over hele verden, og i 89 var jeg for første gang i Schweiz til en sådan kongres sammen med områdets ekspert på Statens Trykkeri For Blinde, Leif Haahl. Siden har jeg på den konto været til flere møder: både herhjemme, endnu en gang i Schweiz, i Southend ved den engelske kanal og i Marburg i Tyskland. Da regelsamlingen var blevet trykt og udgivet på engelsk i USA, blev det mit job at sørge for, at bogen blev oversat og trykt på dansk, både ved at finde en oversætter og skaffe den nødvendige økonomi. Det er vemodigt at tænke på, at Nota i dag kun har lejlighed til at udgive få nodebøger, efter at Danmark forhen var storproducent af braillenoder.

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger.

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 eller mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Tlf. +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th.

4200 Slagelse

Mobil +45 25 53 82 43

Mail: fohlmann@stofanet.dk

Nyhedsbrev nr. 4 december 2019

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 4 / 2019.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 15.-16. februar 2020

3. Selskabets 25-års jubilæumsarrangement

4. Anmeldelser af Henning Eriksens Museumsdagbog

5. Studiebogsbiblioteket og studievejledningen, ved Pauli Thomsen

6. Anmeldelse af udgivelser om blinde

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

Selskabet har rundet en milepæl i sin historie. Et menneske bliver myndig ved det fyldte 18. år, hvilket betyder, at vedkommende kan træffe beslutninger om egne forhold og forpligte sig juridisk. Det er imidlertid først efter det fyldte 25 år, at de fleste har tilstrækkelig viden og erfaring til for alvor at gøre brug af denne kompetence. Spørgsmålet er om selskabet er nået hertil i sin udvikling efter sine første 25 leveår. For mig leverede vores jubilæumsarrangement et bekræftende svar på dette spørgsmål.

66 ud af selskabets 131 medlemmer havde valgt at medvirke ved markeringen af jubilæet.

De musikalske programpunkter og præsentationen af Henning Eriksens Museumsdagbog overfor offentligheden havde alle en kvalitet, der vidner om, hvor langt selskabet er nået i sin udvikling. For mig personligt var diskussionerne med aktiv deltagelse af mange medlemmer, en stor oplevelse. Henrik Olsens lydoptagelser af drøftelserne om blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, af blindes jazzmusikalske aktivitet siden 1950-erne og af bogudgivelsens fokus på den blindehistoriske samling, repræsenterer et vigtigt arkivmateriale for eftertiden, idet de rummer væsentlige blindehistoriske fortællinger. Denne, min oplevelse, går som en rød tråd gennem indlæggene, som er gengivet nedenfor under punkterne om jubilæumsarrangementet og bogudgivelsen.

Under jubilæumsarrangementet modtog selskabet nogle gaver, som der er grund til at takke for.

Kurt Nielsen gjorde mig opmærksom på at han ved gennemgang af sine bøger i punktskrift var stødt på 2 bøger af særlig historisk interesse for blinde musikere. Det drejer sig om følgende:

1. “de seendes nodesystem i relief Til brug for blinde”

Udarbejdet af Methea Hoffmann, lærerinde ved det kgl. blindeinstitut i Kjøbenhavn.

Udgivet og trykt i Det kgl. blinde-institut i Kjøbenhavn.

1891

2. “Den brailleske nodeskrift”

Efter bestemmelserne truffet af den internationale kongres, sammenkaldt af:

American braille press

Paris april 1929.

Beskrivelse af de musikalske tegn med eksempler samt en fremstilling af de forskellige måder for nodeopstillinger.

På dansk ved: Karl Bjarnhoff.

statens trykkeri og bibliotek for blinde, det kgl. blindeinstitut københavn 1932.

De 2 bøgers titelblade fortæller noget meget væsentligt om indførelsen af brugen af noder i punktskrift herhjemme.

Johannes Moldenhawer, som var forstander for Det Kongelige Blindeinstitut fra dets oprettelse i 1858 indtil skoleåret 1904/1905 var overbevist om at reliefskriften skulle gives første prioritet i undervisningen af blinde, medens brugen af punktskrift kom i anden række og skulle bruges blandt andet i musikundervisningen. Dette synspunkt fastholdt han gennem hele sin tid som instituttets forstander.

En af instituttets mest engagerede lærer E.T. Wildau foretog i 1888 en rejse til England, hvor han blev bekendt med forkortet punktskrift. Sammen med lærerinde Methea Hoffmann og kurvemager/klaverstemmer Johannes Wulff, formand for “Danmarks Blinde” udarbejdede han det første forkortelsessystem til brug ved produktion af punktskriftsbøger. Foreningen “Danmarks Blinde” – oprindelig “Blindes Støtte- og Læseforening af November 1883” benyttede dette forkortelsessystem ved trykning af bøger efter 1892.

Methea Hoffmann fortjener at blive husket for hendes store indsats for udviklingen af brugen af punktskrift i forbindelse med musikundervisning og som én af pionererne til forbedring af blindes mulighed for at tilegne sig litteratur gennem indførelse af det første forkortelsessystem i den danske punktskrift. Methea Hoffmann overskrev ved siden af sit lærerarbejde gennem mange år en mængde bøger til punktskrift.

Ophavsmanden til bog nr. 2 er Karl Bjarnhof, hvis betydning for udviklingen af arbejdet til fordel for blinde herhjemme, ikke behøver nærmere omtale. Dog skal det i forbindelse med temaet for jubilæumsarrangementet nævnes, at han gennem en årrække som cellist spillede sammen med Aksel Agerby, piano og Christian Kjellerup, violin. Statsradiofonien, nu Danmarks Radio, havde i de første år efter oprettelsen i 1925 behov for levende musik til at udfylde pauserne mellem de enkelte programindslag. Trioen med de 3 blinde musikere opnåede stor bevågenhed som et af de orkestre, der i sidste halvdel af 1920-erne udfyldte denne opgave. Herom kan man læse i hans 3. erindringsbind “Kølvandsstriber” fra 1968. I erindringsbogen fortæller Karl Bjarnhof om sit arbejde som stereotypør ved Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde oprettet i 1924 under Det Kongelige Blindeinstitut. Dette arbejde havde han frem til udgivelsen af bogen om Den brailleske nodeskrift i 1932.

De 2 bøger vil blive overladt til Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion ved først givne lejlighed.

Ud over denne nyhed vil jeg takke et andet medlem af selskabet Inge Andersen, der i anledning af den runde fødselsdag forærede selskabet en af tinskålene fra det gamle Blindeinstitut. Der er tale om en tinskål, som har tilhørt Henry Sørensen (1914-1990) tidligere kredsformand og mangeårig leder af Dansk Blindesamfunds dagcenter i Roskilde. De tinskåle, som eleverne ved Det Kongelige Blindeinstitut benyttede i gamle dage er omtalt i Henning Eriksens Museumsdagbog i hans dagbogsnotat fra den 1. december 2003.

Tak til Inge og Kurt for opmærksomheden i anledning af selskabets fødselsdag.

I bestyrelsen glæder vi os over, at det er lykkedes at opnå fondsstøtte på 75.000 kr. til bogudgivelsen samt et bidrag på 10.000 kr. til dækning af honorarer til de medvirkende ved jubilæet. Det betyder, at bogudgivelsen er finansieret og at udgifterne til jubilæet kan holdes på et niveau svarende til tilkendegivelserne på generalforsamlingen, hvor bestyrelsen blev bemyndiget til at markere jubilæet ved et særligt arrangement.

Så snart forberedelserne af næste års generalforsamling er klaret, vil vi i bestyrelsen tage fat på at opdatere selskabets hjemmeside med lydoptagelserne fra jubilæet.

Det giver mig anledning til at vende opmærksomheden mod den kommende generalforsamling til februar næste år.

Som punkt 2 i dette nyhedsbrev bringes et foreløbigt program for weekenden 15.-16. februar 2020 samt forslag til dagsorden for generalforsamlingen. Endelig dagsorden og årsberetning, regnskab m.v. bliver offentliggjort i det nye års første nyhedsbrev. Tilmelding og betaling af deltagerbetaling bør først ske efter årsskiftet for at lette kassererens arbejde. Men sæt allerede nu kryds i kalenderen ud for dagene for arrangementet.

Mange medlemmer har skrevet erindringsartikler, som gennem årene er offentliggjort i tidligere nyhedsbreve, om deres skolegang og uddannelse på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet. I bestyrelsen har vi opfordret til, at medlemmer, der har tilbragt deres skolegang som integreret elev i Folkeskolen og som uddannelsessøgende i det almindelige uddannelsessystem, om også i artikler til selskabet at berette om deres oplevelser og erfaringer. Nogle få har efterkommet denne opfordring, vi håber på mange flere.

Forudsætningen for et integreret skole- og uddannelsessystem er imidlertid et effektivt støttesystem til levering af den nødvendige kompensation i form af tilgængelige undervisningsmidler og studievejledning. Et af selskabets medlemmer, tidligere leder af Studiebogsbiblioteket ved IBOS, Pauli Thomsen, har skrevet 2 væsentlige artikler til belysning af udviklingen på disse områder fra begyndelsen af 1970-erne og de efterfølgende ca. 20 år. Artiklerne fortæller om en vigtig del af blindes nyere historie, som selskabet arbejder på at belyse gennem en interviewundersøgelse af 25 personer, som har været en del af denne udvikling. Pauli Thomsen skal have stor tak for disse bidrag til belysning af denne side af vores historie.

I bestyrelsen modtager vi meget gerne tilbud fra medlemmer, som vil anmelde udgivelser, der belyser blindes historie. Derfor efterlyses anmeldere af de 3 udgivelser, som er omtalt i nyhedsbrevets sidste artikel.

Jeg håber at møde rigtig mange medlemmer til næste års generalforsamling. Indtil da vil jeg slutte med at ønske alle en glædelig jul og et godt nytår samt tak for samarbejde med mange af jer i løbet af 2019.

2. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 15. -16. februar 2020

2.1. Invitation og foreløbigt program, ved Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, at kunne byde alle medlemmer velkommen til næste års generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 15. til søndag den 16. februar 2020.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.


Program for lørdag den 15. februar 2020:

Kl. 14.00 -16.30 Generalforsamling afbrudt af kaffe / te pause

Kl. 16.45 -17.30 oplæg

Kl. 17.30 Fællessang

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i Parken, så deltagerne kan fortsætte hyggeligt samvær efter middagen samme sted.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program.

Program søndag den 16. februar 2020:

Kl. 7.00 – 9.30 Morgenmad i centrets restaurant.

Kl. 9.30 Blindehistorisk oplæg med efterfølgende spørgsmål og diskussion.

Kl. 11.30 Fællessang og afslutning ved formand Poul Lüneborg.

sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

I Nyhedsbrev nr. 1/2020 præsenteres et endeligt program for weekenden.

Kassereren beder om, at tilmeldingen til generalforsamlingen og indbetaling for ophold på Fuglsangcenteret på 450 kr. til ham først sker efter årsskiftet.

2.2. Forslag til dagsorden til generalforsamling 2020

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018, de findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2019, som udkom den 26. april 2019, dette nyhedsbrev kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen offentliggøres i Nyhedsbrev nr. 1 / 2020.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Regnskabet og revisionsprotokollen offentliggøres i Nyhedsbrev nr. 1 / 2020.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. René Ruby, valgt i 2018 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller til genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

Det endelige forslag til dagsorden offentliggøres i Nyhedsbrev 1 / 2020.

3. Selskabets 25-års jubilæumsarrangement

Forud for arrangementet modtog en række medier torsdag den 21. november en pressemeddelelse om arrangementet. Blandt disse skal nævnes Jyllands-Posten, Fredericia Dagblad, TV2 Syd, Radio 4, DR’s regionalradio i trekantsområdet og program 1, 2 og 8 vedrørende kultur og klassisk musik og jazz.

Nogle af selskabets medlemmer har nedskrevet nogle tanker oven på jubilæumsarrangementet. De gengives her:

3.1. Et par begivenhedsrige dage v/Rita Cecilie Varmby.

Endelig lykkedes det at fastsætte en dato for fejring af Blindehistorisk Selskabs 25-års jubilæum den 25. og 26. november. Det var meget passende, at fejringen blev gjort så tæt på den oprindelige dag som var den 18. november.

Vi var mange, som var mødt op, hvilket vi havde grund til at være stolte af. Mange af os kendte hinanden i forvejen, så her fik vi lejlighed til at være sammen om vores fælles historie.

Poul Lüneborg som er selskabets nuværende formand åbnede arrangementet med en velkomsttale til os alle. Han var glad for, at så mange havde meldt sig til jubilæet.

Derefter fortalte Leif Martinussen meget detaljeret om blinde komponister samt om deres øvrige virke i samfundet. Allerede fra starten af det 19-århundrede var der blinde komponister, som satte deres præg på datidens erhvervsliv. De skabte også grobund for forbedring af blindes vilkår. De var også med til at gøre det muligt for dannelsen af det, der senere blev til Dansk Blindesamfund.

Efter Leif Martinussens fine redegørelse, gik vi over til det første punkt på programmet, som Leif selv havde skrevet, som genremæssigt betegnes som nyere klassisk musik. Medvirkende var: Svafa Thorhallsdottir, sopran, og Tom Ernst, piano.

Først hørte vi: Solkredsen” for piano, som er en suite i 9 dele, opus 2. Derefter fulgte nogle lyriske sange, som var: 7 North Atlantic Songs, opus 40. Teksterne er skrevet af Svafa Thorhallsdottirs mor. De blev sunget på færøsk og islandsk. De fire første sange blev fremført på færøsk, hvorefter de tre næste sange var på islandsk. Svafa Thorhallsdottir læste teksterne på dansk, så vi fik en ide om, hvad teksterne handlede om.

Derefter hørte vi nogle satser for klaver som havde følgende titler: Maj, Juni, juli, August og Oktober, opus nr. 3, 17 og 44

Den klassiske afdeling sluttede med sang og klaver, som var følgende: Arc-en-ciel, opus 41.

Efter den fine koncert var der kaffepause, hvorefter vi alle fik lejlighed til at kommentere det, vi lige havde hørt. Vi fik også mulighed for at fortælle om, hvordan vi lærte den klassiske musik at kende gennem vores opvækst på Refsnæs og Tutten.

For at gøre musikprogrammet så alsidigt som muligt, var der også tid til at høre om jazzmusikken, som Thorvald Kølle fortalte om med stor begejstring, hvor han på bedste vis blev suppleret af nogle af sine musikkolleger. Igen fik vi lejlighed til at fortælle om, hvordan vi lærte jazzmusikken at kende. Der var lejlighed til at fortælle om musikken i 1950erne og frem til nu.

Derefter var det tid til at slutte med Blindes nationalsang og Refsnæssangen, som Anne Hollænder akkompagnerede.

Klokken 18.00 var det tid til festmiddag, som var en flot og festlig trerettersmenu, som jeg sandt og sige ikke husker navnet på. Den smagte i hvert fald godt.

Efter festmiddagen, var det igen tid til musikken, hvor vi fik lejlighed til at høre flere af vore egne dygtige jazzmusikere, som påbegyndte deres koncert fra kl. 20.00 – 23.00. Jazzkoncerten var med Willy Egmose Trio:

Willy Egmose, piano. På elbas var Flemming Nørgaard. Niels Ove (Nick) Jørgensen, trommer. Som gæstesolister medvirkede Thorvald Kølle på trompet og flygelhorn. På saxofonerne medvirkede Kurt Nielsen på altsaxofon sammen med Lars Bang Andersen på tenorsaxofon. Den sidste gæstemusiker var Lars Svaneborg på vibrafon, hvilket efter min mening er en sjældenhed nu om stunder, men skønt var det.

Det var meget festligt at høre dem spille. Der var fart over feltet.

Første afdeling bød på musik af vores egen Ernst Brun Hansens kompositioner, som findes på cd’en Brun og blå. Hvis man ikke kendte den eller havde købt den, var den en appetitvækker og en glimrende lejlighed til at mindes Ernst, som var en fantastisk inspirationskilde for nogle af os.

2. afdeling var et fantastisk genhør med mange af de kendte jazzmelodier, hvor en del af dem var fra 50erne og 60erne.

Efter koncerten kunne vi gå til ro eller hygge os resten af aftenen og måske en del af natten.

Næste morgen påbegyndtes vores dag med morgenmad og pakning af kufferter, da nogle af os skulle hjem samme dag, men formiddagen bød også på et spændende program.

Her blev vi præsenteret for Henrik Eriksens museumsdagbog, som vi i forvejen havde fået tilsendt, så vi kunne læse den inden jubilæet. Uanset om vi var velforberedte eller ej, så var anmeldelsen af bogen enestående.

Poul Lüneborg bød os alle velkomne til jubilæets sidste dag. Jørgen Eckmann, som var selskabets første formand fortsatte med formiddagens program, hvorefter Mogens Bang fortalte om arbejdet på blindemuseet, hvor han gennem ti år arbejdede sammen med Henning Eriksen.

Thorkild Olesen nuværende formand af Dansk Blindesamfund talte en del om betydningen af vores historie.

Herefter var der mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til foredragsholderne vedr. Museumsdagbogen. Der blev også talt om fordele og ulemper ved digitalisering af museets genstande.

Til slut afsluttede Poul Lüneborg med en tak til alle for deltagelse af et vellykket jubilæum, hvorefter han ønskede os alle en god hjemrejse. Arrangementet sluttede med en frokost, hvorefter vore veje skiltes.

Afslutningsvis skal der lyde en stor tak til alle, som har sørget for, jubilæet blev til noget og at det blev så vellykket, som det blev. Endelig skal Henrik Olsen også nævnes, da han har gjort det muligt at genhøre arrangementet på selskabets hjemmeside. Hvor meget af det, som er optaget ud over musikken ved jeg ikke, men så vidt jeg har forstået blev der også optaget en del af det på video, så det senere kan ses.

I skrivende stund håber jeg, at optagelserne fremover også er medvirkende til, at vi fremover får flere medlemmer, som har interesse i blindehistorien.

Vi håber på, at de følgende generationer også får kendskab til blindehistorien, da den er medvirkende til, at blinde fremover får en stemme i fremtidens samfund. Hvis ikke det sker, bliver vi en gruppe som ganske langsomt marginaliseres og glemmes.

3.2. To forrygende dage på Fuglsangscentret, af Laus Klüwer

Efter 2 forrygende dage på Fuglsangcentret, har jeg fordøjet oplevelsen og er kommet ned på jorden igen. Vi var 68 deltagere hørte jeg, og det var synd for dem som ikke var med.

Mandag stod i musikkens tegn. Eftermiddagen var helliget den klassiske musik og aftenen bød på jazzkoncert. Leif Martinussen fortalte om nogle af de blinde musikere som har markeret sig i tidens løb, hvorefter der var en spændende koncert med nogle af hans egne kompositioner for klaver og mezzosopran.

Selvom jeg ikke er ekspert, synes jeg det var en spændende koncert. Fremførelsen var fremragende, og jeg syntes det var interessant at følge Leifs udvikling som komponist.

Efter festmiddagen stod aftenen så i Jazzens tegn. Thorvald Kølle fortalte først om tiden med jazz på blindeinstituttet, hvorefter der var koncert med Ernst Bruun Hansens musik. Det havde jeg set frem til, og blev bestemt ikke skuffet. En trio med Villy Egmose piano, Flemming Nørregård på bas og Niels Ove Jørgensen (nik) på trommer blev fremragende suppleret med Thorvald Kølle, trompet og flygelhorn, Kurt Nielsen, altsaxofon, Lars Bang Andersen (tenorsaxofon) og endelig Lars Svaneborg på vibrafon.

Det var et glædeligt og stærkt genhør med Ernsts musik, og navnlig Lars Bang Andersen var en glædelig overraskelse på tenorsaxofon. Lars Svaneborg har jeg kendt som trommeslager, men han kunne sandelig også spille vibrafon.

Tirsdag formiddag blev Henning Eriksens museumsdagbog præsenteret, efter at BHS har fået den udgivet. Bogen er bestemt værd at læse, og Mogens Bang som ledede museet, Jørgen Eckmann, Thorkild Olesen og Poul Lüneborg talte om forskellige vinkler på bogen. Et smukt minde for Henning.

Der er stor grund til at takke selskabets bestyrelse for et rigtig flot arrangement i anledning af Blindehistorisk selskabs 25-års jubilæum.

4. Anmeldelser af Henning Eriksens Museumsdagbog

Her følger nogle anmeldelser, som selskabet har modtaget:

4.1. Henning Eriksen: Museumsdagbog. Om mit arbejde på Blindehistorisk Museum fra 1. januar 2001 til 30. juni 2011. forlaget Kahrius (2019), pris: 200 kr.

Af Birgit Kirkebæk

Man kan ikke undgå at komme til at holde af Henning Eriksen! Han skriver sin museumsdagbog af hjertet – klogt, ærligt, lidt underspillet og med utrolig mange fine pointer både fagligt og menneskeligt. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvad Medicinsk Museion mon stiller op med samlingen uden et menneske som Henning Eriksen, der magter at læse punktskrift!

Udover Henning Eriksens foredragsvirksomhed og hans rundvisninger på Blindehistorisk Museum i de beskrevne år, så var han også den drivende kraft, når ældre materiale med punktskrift skulle læses, vurderes, beskrives og indlemmes i samlingen – eller til slut kasseres, fordi det var en dublet, eller fordi det var uinteressant i museumssammenhæng. Det er et kæmpe arbejde, Henning Eriksen har ydet på dette område – et arbejde eftertiden også har glæde af, idet samlingen nu befinder sig på Medicinsk Museion.

Henning Eriksen afskrev eksempelvis Dansk Blindesamfunds medlemsblade, årgangene fra juli 1911 til juli 1916. De fandtes alene i punktskrift. Han var også en vigtig medspiller, da museets samling skulle registreres, fordi han havde et stort kendskab til de enkelte genstande i samlingen. På mange områder er bogen en skatkiste af vigtig viden – både tekstligt og med brug af nødvendige noter.

Dagbogen giver indsigt i, hvad det vil sige at være blind i et job: Hvordan finde vej, når man skal ud og holde foredrag – og hvad hvis der ikke er nogen til at modtage en, når man når frem med sin tunge taske fyldt med museumsgenstande, der skal fortælles om. Hvordan låser man sig ind på museet en søndag ved brug af det indviklede sikkerhedssystem, uden at alarmen bliver sat i gang. Og hvordan tør man overhovedet give sig i kast med det? Der bruges mange kræfter. Arbejdet er frivilligt. Det foregår i en betonkælder uden vinduer og med dårlig luft. Og kun en gang imellem er der gevinst: Rødvin leveret af taknemmelige museumsbesøgene eller foredragstilhørere for Henning Eriksens indsats, der altid var ulønnet og frivilligt.

Dagbogen giver en meget grundig indsigt i, hvad museumsarbejde består af, hvordan der arbejdes på at skabe et levende museum, og hvordan der kan fortælles om mennesker med blindhed og deres historie tilpasset de tilhørere, der er til stede.

Der kom kasser til museet med materiale, opbevaret af familien til blinde mennesker, der var afgået ved døden. Alle disse kasser undersøgte Henning Eriksen med henblik på, hvad der kunne indgå i museets samling.

22. juni 2001 skriver han eksempelvis:

Museet arvede alle de effekter, der havde tilknytning til, at afdøde var blind. Jeg fik opgaven med at rydde op i afdødes effekter og udtage det, der havde blindehistorisk relevans. Effekterne blev afleveret på min adresse i Albertslund. I dag har jeg tømt fire sække (dagbogen s. 15).

Et tema, der løber som et bånd igennem dagbogens mange år, er usikkerheden om, hvor museet på længere sigt skal have til huse. Der er åbenbart en konflikt om det mellem museet og DBS – og Henning Eriksen føler sig som en lus mellem to negle samtidig med, at han gerne vil have samlingen bevaret.

I 2009 blev samlingen i et samarbejde med Medicinsk museum lovet sikret, men der gik endnu nogle år med op- og nedture, før samlingen blev overflyttet endeligt til det nye regi. 3. juli 2010 skriver Henning Eriksen om samlingen:

DBS vil vist stadig have den til Fuglsangcentret. Det vil museet ikke. Det hele er jo nok en strid om kejserens skæg. Jeg tror nemlig ikke på, at DBS finder penge til det formål”, hvad de åbenbart heller ikke gjorde (dagbogen s. 137).

Bogen er en guldgrube for forskere og andre interesserede. I den kan man på Henning Eriksens lavmælte måde lære meget – både om museale forhold og om blinde menneskers historie og levevilkår.

Professor Birgit Kirkebæks anmeldelse offentliggøres i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42, som udkommer i løbet af december 2019.

4.2. Betragtninger over bogen af fhv. rektor ved Grenå Gymnasium Ole Fjor Nielsen, en bekendt af formanden.

Tusind tak for “Museumsdagbogen”, som jeg har læst med stor interesse.

Henning Eriksen skriver godt – lige ud af posen og som en gudsbenådet nørd – helt efter min smag.

Og så er det meget interessant at få et fint indblik dels i blindehistorien dels i de mange og komplicerede instrumenter og metoder, der i tidens løb er blevet brugt for at kompensere for synet – med større eller mindre held. Ikke mindst den teknologiske udvikling i vores levetid har jo vendt helt op og ned på konventionel viden (og fordomme) om blinde og deres muligheder.

Dejligt at høre om Hans Rasmussens indsats i denne forbindelse – også for museet.

En tredje ting jeg har lagt mærke til er, at man ind imellem lige stopper op og bliver mindet om, at Dollerup er blind, fx når han skal ud til et foredrag – og ikke bliver taget godt imod. Tankevækkende!

Og så var det sjovt lige pludselig at blive præsenteres for ”interessegruppebanden” fra 70´erne. Kendt ikke mindst fra dine gode fester!

4.3. ”Henning Eriksens museumsdagbog”.

Af fhv. lærer ved IBOS Peter Frederik Hansen.

Bogen modtog jeg, meget flot, som medlem af Blindehistorisk selskab, der i forbindelse med deres 25-års jubilæum har taget initiativ til at udgive den.

Det er Henning Eriksens dagbog fra de 10 år, hvor han arbejdede på Blindehistorisk museum, der lå på Blindeinstituttet i Hellerup.

Bogen var spændende læsning for mig, da jeg selv arbejdede på Instituttet i den periode, og da jeg kender baggrunden for dagbogen.

Henning ønskede meget, at den blindehistoriske samling blev bevaret som en levende kilde, hvor blinde og andre kunne få indblik eller fordybe sig i blindes historie og have mulighed for at tilføre den nye historiske vidnesbyrd om udviklingen af blindes historie og vilkår.

Desværre fik Henning ikke sit ønske om museet fortsatte liv opfyldt. Godt nok blev museets genstande bevaret som genstande; men ikke som udstillingsgenstande, der henvender sig til blinde og andre, der sætter pris på at opleve tingene rigtigt og ikke blot som billeder. Efter museets lukning kan blinde nu ikke længere berøre og undersøge museets genstande. Ærgerligt, at det ikke blev muligt. Men måske vil der efter os komme en generation, der vil værdsætte historiens betydning for de blindes selvforståelse og give dem mulighed for selv at studere den. Det har Henning været med til at muliggøre.

Henning fik dog, morsomt nok sin lejlighed fra halvfjerdserne bevaret som museumsudstilling i den gamle by i Århus og ikke blot som billeder i en scrapbog eller database.

Tak til Poul Lüneborg og de andre, der har gjort det muligt for mig at stifte bekendtskab med Hennings dagbog og hans tanker om ”blindehistorisk museum”.

4.4. Halløj derude, af Allan Fohlmann.

Vil du læse en bog, der ikke engang har været i Inspiration endnu, og vil du gerne læse noget om blindehistorie, skrevet af én af de virkelig skrappe fortællere?

Så skal du læse denne bog, som vi i Blindehistorisk Selskab har fået udgivet i anledning af vores 25-års jubilæum, det er spændende læsning.

Forfatteren er Henning Eriksen – det var kun hans kone, der kaldte ham det, alle vi andre kaldte ham Dollerup, og det er i sig selv en del af blindehistorien.

Da Dollerup gik på pension, begyndte han at arbejde som frivillig på Blindehistorisk Museum, og det er den periode i hans liv, han skriver om her.

Ud over at manden er en god fortæller, så formår han også at uddele et par arrige hug til både Dansk Blindesamfund, Blindehistorisk Selskab, Blindeinstituttet og andre, der kom til at stå ham i vejen i denne periode.

Selv husker jeg ham som et meget elskeligt og storsindet menneske, men jeg skal da lige love for, at han også forstod at håndtere grovfilen!

Nok om min mening, her er oplysningerne om bogen.

Henning Eriksen

Museumsdagbog – om mit arbejde på Blindehistorisk museum fra 1. januar 2001 til 30. juni 2011

Lydbog med tekst

Spilletid: 8 timer 33 minutter

Bognummer: 46922

Indlæsningsår: 2019

Nota udgivelsesår: 2019

Indlæser: Peter Secher Schmidt

Udgave: kahrius.dk, 2019

ISBN: 978877153303

5. Studiebogsbiblioteket og studievejledningen, ved Pauli Thomsen

Selskabets bestyrelse har med vekslende held opfordret medlemmer af selskabet til at fremsende beskrivelser af hvorledes de har oplevet vilkårene som integreret skoleelev og uddannelsessøgende. Forudsætningerne for integrationen har siden 1970-ernes begyndelse været studieservice fra Refsnæsskolen og Instituttet for Blinde og Svagsynede i København. Pauli Thomsen mangeårig leder af studiebogsbiblioteket giver i 2 artikler en beskrivelse af den historiske udvikling på området.

5.1. Baggrunden for Studiebogsbibliotekets tilblivelse

Indtil 1971 var Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde eneansvarlig for produktionen af punktskrift i Danmark.

Ganske vist var der i løbet af 60’erne blevet oprettet materialelaboratorier på de to blindeinstitutioner – Refsnæsskolen og Blindeinstituttet i København, men uden at disse havde et formelt ansvar for en defineret brugergruppe.

Den tidsrevolutionerende nyhed inden for punktskriftproduktion thermoformmaskinen, som fungerede efter et enkelt “brødrister-støvsuger”-princip blev taget i brug til kopiering af undervisningsmaterialer til internt brug, skrevet på picht eller perkinsmaskinen. Desuden blev maskinen brugt ved fremstilling af taktile undervisningsmaterialer (kurver og kort) i plast (PVC), ligeledes til brug i de to institutioners skoler.

Den voksende integration af punktlæsende skoleelever og studerende fra midten af 60’erne stillede imidlertid Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde over for nogle produktions- og leveringskrav, som matchede dårligt med institutionens produktionssystem.

Stereotypering på zinkplader og kopiering på rotationspresse er velegnet til fremstilling af punktskrift i større oplag, men uhensigtsmæssigt / langsommeligt og uøkonomisk, når det drejer sig om materialer, der skal produceres hurtigt og i små oplag.

Og både den hurtige fremstilling og de små oplagstal (ofte kun 1 – 2 eksemplarer af samme titel) er karakteristisk for et integreret uddannelsessystem, hvad enten det drejer sig om folkeskole, gymnasie eller universitetsniveau. Endvidere viste det sig snart, at en vis form for tilrettelægning af materialerne, af personer både med et grundigt kendskab til punktskrift og til undervisning, af blinde var nødvendigt for at de færdige produkter kunne anvendes hensigtsmæssigt i en integreret undervisningssituation.

En så ressourcekrævende produktion gik efterhånden ud over den almindelige produktion af bøger og tidsskrifter til bibliotekets lånere samtidig med, at utilfredsheden med den ofte alt for lange produktionstid voksede hos de integrerede elever og studerende. Sagen blev “sendt i udvalg” med repræsentanter for Refsnæsskolen, Statens Institut for Blinde, Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde, Dansk Blindesamfund samt Socialstyrelsen, og det blev her besluttet, at al fremstilling af undervisningsmaterialer, med undtagelse af noder, fra 1971 skulle udskilles fra Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde.

Refsnæsskolen fik ansvaret for produktionen af undervisningsmaterialer til elever i folkeskolens 1. til 7. klasse, Blindeinstituttet for produktionen til punktlæsende elever i folkeskolens afsluttende klasser (8. til 10. klassetrin), gymnasiet samt erhvervs- og videregående uddannelser.

De første år

Uden overdrivelse kan man godt sige, at medarbejderne i den nyetablerede produktionsafdeling på instituttet gik til opgaven med entusiasme og pionérånd.

Studiebogsbiblioteket for Blinde (herefter SBB) blev lagt ind under det allerede eksisterende Materialelaboratorium under ledelse af Børge Vestergård.

Sammen med en lærer fra instituttet havde Børge Vestergård i 1970 været på en studietur til Sverige for at studere, hvorledes svenskerne havde grebet en lignende sag an.

Rapporten fra denne tur kom til at danne grundlag for etableringen af SBB.

Ansvarlige for produktionen blev, foruden afdelingslederen, en kontormedarbejder til at varetage den daglige administration af SBB, to bogtilrettelæggere, en trykker samt et antal freelance afskrivere. SBB fik desuden eget budget til indkøb af nødvendige materialer og til aflønning af afskrivere (og senere indlæsere). Med den hurtigt voksende integration af punktlæsende elever og studerende og det deraf følgende behov for øget produktion, måtte specielt aflønningsposten i den første halve snes år jævnligt “reddes” af ekstrabevillinger, eller ved at f.eks. udgiften til indkøb af 250 kg plast i realiteten dækkede over honorarer til afskriverne.

Men hvorledes gik det med det, som skulle være forbedringen og fornyelsen af produktionen i forhold til brugergruppen?

Blev leveringstiden reduceret? Og blev materialerne tilrettelagt således, at de blev mere hensigtsmæssige at arbejde med i en integreret undervisningssituation? Til det første tror jeg, at der kan svares et ubetinget ja. Til det andet, ja efterhånden.

Lidt paradoksalt var bogtilrettelæggerne nyansatte ved instituttet, uden nogen pædagogisk baggrund og erfaring m.h.t. undervisning af blinde og helt uden kendskab til punktskrift. Derfor blev den i 1971 dannede “Interessegruppe for Synshandicappede under Uddannelse og i Erhverv” en uvurderlig støttespiller og “læremester” for os som tilrettelæggere på SBB. Foruden at deltage i Interessegruppens konferencer og seminarer, blev de personlige kontakter vi fik gennem denne deltagelse brugt til via telefonen at drøfte ønsker og behov i udformningen af de bestilte materialer med den enkelte bruger. Og deres entusiasme og ihærdige arbejde med at forbedre egne studievilkår, smittede af på os, så vi ikke helt mistede modet og pusten i de første år.

Vi forsøgte os som afskrivere for også ad denne vej at få et bredere kendskab og en dybere forståelse for punktskriftens “mysterier” og “finurligheder” og derved, for os selv, nå til en afmystificering af de seks “knopper”. Efterhånden nåede vi til at opfatte punktskrift som et skriftsprog, ligeværdigt med “sortskriften” og som brugt lidt utraditionelt og måske ikke helt i overensstemmelse med reglerne i “Den danske Punktskrift 1970”, rummede mange flere muligheder end de 63 tegn umiddelbart indbød til. Samtidigt blev det klart for os, at det ofte er de samme redaktionelle krav og studietekniske metoder, der gælder for punktskrift som for sortskrift, når bogen skal anvendes som et hensigtsmæssigt arbejdsredskab. Derfor var vi heller ikke sene til at fatte nødvendigheden af en markering af sortsideskift og sortsidetalsangivelse i tillæg til den kronologiske punktsidetalsangivelse. En absolut nødvendighed i en integreret undervisningssituation i et samarbejde med seende.

Nogle mere generelle redaktionelle retningslinjer for udarbejdelsen af skole- og studiebøger for såvel afskrivere som tilrettelæggere begyndte at udkrystallisere sig.

Fra Sverige hentede vi endnu engang yderligere inspiration i arbejdet gennem PUSS projektets forskningsrapporter, som netop omhandlede Pedagogiska Undersökningar kring Synsskadades Studiesituation.

På Materialelaboratoriet arbejdede Børge Vestergård med retningslinjer og metoder til relief fremstilling af det stadigt øgende antal illustrationer i bøgerne. Kopiering på plast på thermoformmaskine gjorde det muligt at arbejde med flere forskellige overfladestrukturer og var samtidigt en relativt hurtig kopieringsform.

Men plasten havde også sine ulemper, især ved kopiering af tekst. Ikke blot er plast tungere end papir, som traditionelt anvendes ved kopiering af stereotyperet punktskrift (et punktbind på plast vejer ca. 1,5 kg og en gennemsnits skolebog er på 5 – 6 bind!); men plasten har også den kedelige egenskab, at den er glat og uporøs, og derfor ikke kan absorbere den naturlige varme og sved, som udvikles under læsning. I den “hede” eksamenslæsningstid kunne punktlæseren derfor, i bogstaveligste forstand, sidde som klæbet til bogen. Problemet blev til en vis grad afhjulpet ved at drysse talkum ud over siden, ofte i sådanne mængder, at trykkeriet ved udpakningen af returbøger mere lignede et bageri end et trykkeri!

Senere lykkedes det at finde frem til en både lettere og ikke mindst mere struktureret plast – og dermed rense luften for talkum.

I administrationen blev der arbejdet ihærdigt på at fremstille et katalog over bøger i punktskrift og senere på lydbånd – et længe næret ønske hos de studerende og de skoler, hvor der gik synshandicappede elever.

Det første katalog lå færdigt til udsendelse i 1973.

Produktion af lydbøger

Det viste sig snart, at adskillelsen af lyd og punktbogsproduktionen var uhensigtsmæssig. I 1973 blev det derfor besluttet at overflytte fremstillingen af undervisningsmaterialer på lydbånd fra Statens Bibliotek for Blinde til SBB.

To års erfaring med produktion af materialer på punktskrift gjorde, at denne opgave blev mere overkommelig, og ikke gav anledning til større problemer med undtagelse af ét.

Sammen med overflytningen af lydbogsproduktionen fulgte et antal indlæsere, som i mange år havde dannet en fast indlæserstab på Statens Bibliotek for Blinde. Ved et første møde med disse indlæsere meddelte samtlige, med undtagelse af én, at de ikke ønskede at læse på de betingelser, som SBB kunne tilbyde (hjemmeindlæsning og derfor lavere takst end for studieindlæsning på Biblioteket). Noget af en chokstart, som medførte nogle hektiske måneder med at rekruttere en ny indlæserstab; men også dette lykkedes.

Samtidigt hermed blev der foretaget en omlægning af lydbogsproduktionen, kopiering på kassettebånd og der blev indført “ny teknologi”-brug af lavfrekvente lydsignaler under indlæsningen til markering af de annoncerede kapitler, afsnit og sideskift. Man kunne nu for første gang “bladre” i sin lydbog, referere til bestemte sidetal og benytte referencer fra lærere og medstuderende.

Både overgangen til kassettebånd og indførelsen af lavfrekvente lydsignaler må i dag betragtes som to af de største landvindinger i SBBs historie.

Om fuglekvidder, fløjtekedler, russiske “spionsendere” og en “runehugger”

I en produktion, hvor en af de fornemste kvaliteter ved produktet er, at brugeren får sit materiale til tiden, bliver der sjældent tid til korrekturlæsning eller kontrollytning.

Det har derfor ikke helt kunnet undgås, at der i tidens løb er blevet produceret og udsendt materialer med utilsigtede kommentarer og teksten uvedkommende effekter.

Hjemmeindlæsning for åbne vinduer også hos naboen, hvis sommerglade kanariefugls kvidren blandede sig med de lavfrekvente lydsignaler …

Den kaffetørstige indlæser, som for tredje gang inden for de sidste 30 sider havde kaffekedelen hidsigt fløjtende ude i køkkenet eller brugte han også køkkenet som indlæsningsstudie …

Noget underligt kaudervælsk i en noget forstyrrende dialog med indlæseren; ved en senere sproglig analyse viste det sig at være russisk og stamme fra en russisk sender, hvis frekvens af uforklarlige grunde lå meget tæt op ad båndoptagerens …

Subjektive og meget bramfri kommentarer i en ellers meget akademisk kommenteret udgave af straffeloven. Bogen viste sig at være overført af en afskriver med adressen Statsfængslet i Vridsløselille …

Samarbejdet med fængselsvæsnet og Statsfængslet i Vridsløselille startede så langt tilbage som i 1929 og allerede i 1930 var 3 fanger i gang med at stereotypere punktskrift. SBBs samarbejde med Vridsløselille varede frem til midten af 70’erne, hvor problemerne med at holde styr på “løsladte” afskrivere blev for store. Således blev SBB på et tidspunkt ringet op af politiet i x-købing. Man havde anholdt en person i forbindelse med et indbrud. Blandt de fundne tyvekoster hos den anholdte var der også en “underlig maskine” en stor, klodset genstand, som efter funktionen at dømme i følge politiet nærmest var at sammenligne med en slags “rune-hugger”. Den anholdte påstod, at maskinen ikke var stjålet, men udlånt til ham fra SBB. Det var jo sandt nok, men vi inddrog “runehuggeren” og slettede vedkommende på listen over afskrivere.

En stadig forbedring og finpudsning af de redaktionelle retningslinjer stod centralt i arbejdet på SBB i de følgende år, ved siden af den evige “kampen mod tiden”. Men eksperimenter blev der også tid til.

Reliefkort med farvetryk til både taktil og visuel aflæsning blev fremstillet på Materialelaboratoriet. Lidt af et håndværksmæssigt kunststykke og en pædagogisk nyskabelse. Desværre var der så store tekniske problemer forbundet med fremstillingen, at det blev ved eksperimentet og ikke kunne indpasses i den daglige bogproduktion.

Ny teknologi i punktskrift produktionen

Året 1988 blev skelsættende i produktionen at punktskrift på SBB. På universitetet i Leuven i Belgien havde man udviklet et tekstbehandlingsprogram for punktskrift PCBraille, som både kunne anvendes til direkte indskrivning i punktskrift og til overførsel af maskinlæsbare tekster. Programmet indeholdt endvidere de almindelige redigeringsfaciliteter, som hører til et moderne tekstbehandlingsprogram.

Senere er programmet, i et samarbejde med SBB, blevet udvidet med endnu flere redigeringsmuligheder og fremtræder i dag som et effektivt og hensigtsmæssigt stykke værktøj i fremstillingen af komplicerede tekster i punktskrift.

Den tilhørende printer, som udskriver punktskriften på papir, har en sådan kapacitet, at kun bestillings- og forsendelsesproceduren er bestemmende for, hvor hurtigt en bog, som allerede findes i PCBbraille format, kan være fremme hos brugeren.

Men fortsat genstår den mest tidskrævende del af fremstillingen: at få den trykte bog overført til punktskrift. Her ville megen tid kunne vindes, hvis de redigeringsmæssigt ukomplicerede bøger, eller dele af bøger, kunne overføres mere eller mindre elektronisk fra en forlagsdiskette eller ved optisk scanning og den mere komplicerede part overlades til den punktkyndige tilrettelægger/afskriver. Desværre er det sidste efterhånden vanskeligere at få tag i end det elektroniske udstyr. Et problem alle punktproducenter verden over trækkes med.

Både forlagsdisketter og optisk scanning af tekster er taget i brug på SBB i håb om således at kunne reducere den fortsat ofte for lange produktionstid. Man kan så blot håbe på, at en af forudsætningerne for en vellykket integration af blinde, at det nødvendige undervisningsmateriale foreligger i punktskrift på det ønskede tidspunkt, vil være opfyldt i en ikke alt for fjern fremtid.

Konklusion

De vigtigste kvaliteter for undervisningsmaterialer til integrerede synshandicappede skoleelever og studerende er:

1. at materialet er brugeren i hænde til rette tid;

2. at materialet er redigeret og tilrettelagt således, at det kan fungere som et hensigtsmæssigt arbejdsredskab for brugeren.

Oprettelsen af SBB i 1971 resulterede i kortere leveringstider; men der sidder fortsat brugere af SBB, som i perioder er uden det nødvendige undervisningsmateriale.

De eksisterende retningslinjer for tilrettelægning og afskrivning / indlæsning af skole- og studiebøger har medført en væsentlig forbedring af materialernes anvendelighed i en integreret undervisningssituation.

Markering af sortsideskift og sortsidetalsangivelse på hver side i punktbøgerne, fremstilling af illustrationer i relief, lydbøger på kassettebånd med indlagte lavfrekvente lydsignaler ved kapitel, afsnits- og sideskift samt udførlige indholdsfortegnelser til de enkelte bind / bånd hører til de vigtigste kvalitetsforbedringer.

Til slut kan man stille spørgsmålet om de i indledningen angivne begrundelser og forudsætninger for et SBB fortsat er til stede.

Specielt produktionen af punktskrift har siden 1971 ændret sig radikalt, både når det drejer sig om at overføre sortskrift til punktskrift og, når det drejer sig om at reproducere punktskriften.

Måske var det en ide til overvejelse at sagen atter blev “sendt i udvalg” for at evaluere, om den nuværende opdeling af produktionen fortsat er til brugernes bedste.

5.2. Kurser i studieteknik for integrerede synshandicappede elever

I kølvandet på integrationen opstod der et ønske om specielt tilrettelagte kurser i studieteknik for de synshandicappede elever.

Formålet med kurserne skulle være at træne de specielle teknikker og metoder, man som blind eller svagsynet må tage i anvendelse for at følge et integreret undervisningsforløb.

Initiativtageren til og primus motor i disse kurser var Hans Rasmussen, dengang (i begyndelsen af 70’erne) selv blind studerende ved Københavns universitet og lærer ved instituttets edb-skole. Det faldt endvidere naturligt, at bogtilrettelæggerne ved SBB, som ansvarlige for den pædagogiske udformning af de integrerede elevers undervisningsmaterialer, deltog som undervisere på kurserne; noget som for øvrigt også var yderst lærerigt for bogtilrettelæggerne i deres daglige arbejde på SBB.

Kurserne var internatkurser og af en uges varighed for de punktlæsende elever. På disse kurser blev der arbejdet med emner som,

 aflæsning af taktilt materiale (kort og kurver)

 opslag i tabeller

 forkortelser på fremmedsprog (engelsk, tysk samt de specielle bogstavstegn på fransk); dette blev senere et selvstændigt uge kursus

 indskrivning af matematiske opgaver på almindelig skrivemaskine

 matematisk notation i punktskrift samt brug af hjælpemidler i faget matematik

 brug af kassettebåndoptageren til notater, med efterfølgende renskrivning og opstilling af notaterne på punktskrift

 arbejde med en lydbog (opslag, læse med forøget hastighed, bruge indeks osv.)

Det var for øvrigt på et af de første af disse kurser, under arbejdet med en lydbog, at det viste sig, hvor umulig lydbogen fungerede som arbejdsredskab. På dette tidspunkt blev lydbøgerne indlæst uden sidetalsangivelse, uden lydsignaler og uden indholdsfortegnelse, der kunne give brugeren blot en ide om bogens opbygning. Desuden var bøgerne kopierede på spolebånd. På det pågældende kursus havde eleverne fået udleveret en lydbog på 6 bånd (ikke nogen usædvanlig stor bog) og skulle finde nogle bestemte afsnit og kapitler i bogen (en ganske jordnær undervisningssituation).

De fleste opgav, nogle få holdt ud og efter tyve minutter til en halv times spolen frem og tilbage, fandt de frem til de ønskede afsnit. Meget frustrerende for eleverne og meget lærerigt for de deltagende bogtilrettelæggere. Som beskrevet i omtalen af SBB blev lydbøger senere også til bøger man kunne “bladre” hensigtsmæssigt i.

Tilsvarende weekendkurser blev senere tilbudt svagsynede elever. Indholdet på disse kurser var især koncentreret omkring brugen af båndoptageren,

 brug af kassettebåndoptageren til notater, med efterfølgende renskrivning og opstilling af notaterne på sortskrift

 arbejde med en lydbog (opslag, læse med forøget hastighed, bruge indeks osv.)

Foruden studieteknik og metodik blev der i programmet også indlagt møder og samtaler med voksne synshandicappede under uddannelse eller i erhverv. Kurserne fik således efterhånden et bredere sigte end det rent studietekniske.

Det viste sig da også hurtigt, at disse kurser havde en langt videre og måske endnu vigtigere mission end træningen af de rent tekniske færdigheder.

At blive segregeret elev i en uge eller blot en weekend, få en “fridag” fra hverdagen som ene integreret og være sammen med og føle sig som ligestillede med de andre elever, blev altid fremhævet ved kursusevalueringen som “det allerbedste”. Og “hvor var det spændende” det at få lejlighed til at møde og snakke med voksne synshandicappede. Begge dele noget utrolig vigtigt, når man står midt i puberteten i en søgen efter en egen identitet som synshandicappet.

Og hvor var det givende og lærerigt for os, som underviste på disse kurser, at lytte til elevernes store og små problemer med at være ene integrerede, men også, og ikke mindst, hvor meget de nu glædede sig til at komme hjem igen og på gensyn til næste år!

Kurser for lærere med synshandicappede elever

Op gennem 70’erne udviklede Blindeinstituttet sig gradvist, men sikkert, fra hovedsageligt at være en traditionel institution med segregerede skole og erhvervsuddannelser til en serviceinstitution for de integrerede elever i folkeskolens 8.- 10. klasse, i gymnasiet og under erhvervs- og videregående uddannelse.

Studieteknikkurser, erhvervs- og studievejledningskurser og Studiebogsbiblioteket er eksempler på dette.

Formålet med lærerkurserne, som startede i 1973 / 74, var derfor at give en bred orientering om denne service; endvidere at give lærerne mulighed for sig imellem og med medarbejdere fra instituttet at drøfte og udveksle erfaringer om det at have en synshandicappet elev i klassen.

 Kurserne er af tre dages varighed og behandler områderne: øjensygdomme

 instituttets kursus og vejledningstilbud til integrerede elever

 SBB

 præsentation af hjælpemidler

 dispensationsordninger i forbindelse eksaminer og afsluttende prøver

 samtaler med voksne synshandicappede, som tidligere havde været integrerede i skolesystemet, om deres syn på og oplevelse af integreret undervisning.

Men også indslag, som kunne give lærerne nogle aha oplevelser til senere glæde for deres blinde eller svagsynede elev.

Således resulterede den taktile fremstilling af en sandorm vha. enkle tegneredskaber (et fast programpunkt på alle kurserne) ofte i meget detaljerede og “kunstneriske” produkter, men sikkert lidet anvendelige og forståelige for den blinde elev at se på.

Eller når “læreren” bad “eleverne” finde et bestemt afsnit på side xx i lydbogen, men desværre “glemte” at fortælle, at siderne med helsidesfotografier var sprunget over under indlæsningen. Ja, så kom der uorden i “tælleværket” og eleven landede ustandseligt på forkert sidetal.

Endelig har disse kurser også været lærerige for instituttets medarbejdere, for hvem integration efterhånden kunne blive et teoretisk pædagogisk begreb, mere end en praktisk hverdag for lærer og elev.

6. Anmeldelse af udgivelser om blinde

Selskabets bestyrelse modtager løbende information om bogudgivelser og lignende om blinde og deres historie.

I nyhedsbrevet ønsker vi, at disse publikationer anmeldes, så medlemmer og andre interesserede kan vurdere om det er noget.

På nuværende tidspunkt kan følgende 3 publikationer nævnes:

1. Historisk redegørelse om sport og idræt for blinde, af Leif Martinussen.

Redegørelsen, der er på 38 sider, beskriver udviklingen herhjemme, i Norden og Internationalt fra slutningen af 1950-erne til omkring 1980. Redaktionen er afsluttet den 25. februar 2019.

Der er tale om et meget vigtigt kildeskrift til belysning af området.

2. Bogen ” Du må aldrig give op” af Kurt Videbæk, 166 sider, forlaget Ådalen juni 2019, omtalt i en artikel i Lokalavisen for Århus fra den 29. juni 2019. Bogen er ikke under produktion hos Nota.

3. Bogen “Dømt blind – hva’ så? af Morten Bonde, Senior Art Director hos LEGO, 347 sider. Bogen er udgivet på forlaget Vision den 4. september 2019 i almindelig tryk og som E-bog. Bogen er under produktion hos Nota.

Har du lyst til at anmelde én af disse udgivelser, er vi i bestyrelsen meget interesseret i at høre fra dig. Du er også meget velkommen til at informere os om lignende udgivelser af interesse for selskabet og dets medlemmer.

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger


Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. 44 95 04 72

Mobil 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com


Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv., 2200 København N

Mobil 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk


Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J

Telefon 86 72 55 72

Mobil 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk


Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1., 4000 Roskilde

Tlf. 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk


Redaktør Rita Cecilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501, 2500 Valby

Tlf. 21 43 02 23 / 61 15 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com


1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk


2. suppleant Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th., 4200 Slagelse

Mobil 25 53 82 43

Mail: fohlmann@stofanet.dk

November 2019 præsentation af Museumsdagbogen

Et panel bestående af selskabets første formand Jørgen Eckmann, forhv. leder af Blindehistorisk Museum Mogens Bang og Selskabets formand Poul Lüneborg præsenterede udgivelsen af Henning Eriksens Museumsdagbog ved 25-års jubilæumsarrange.

Afspilning af lydoptagelse.

Download lydoptagelse

November 2019 Medlemmernes erindringer om jazzmusik gennem 60 år

Som oplæg til ´jazzkoncerten på selskabets jubilæumsarrangement 25. november 2019 gav Thorvald Kølle et oplæg om blinde jazzmusikere gennem 60 år, efterfulgt af meningsudveksling bland medlemmerne – ordstyrer selskabets formand Poul Lüneborg.

Afspilning af lydoptagelse.

Download lydoptagelse

November 2019 Erindringer og debat om klassisk musik

Ved selskabets jubilæumsarrangement 25. november 2019 udvekslede medlemmerne erindringer om klassisk musik på baggrund af det forudgående historiske oplæg om blinde komponister og den forudgående koncert – ordstyrer selskabets formand Poul Lüneborg

Afspilning af lydoptagelse.

Download lydoptagelse

November 2019 Koncert med værker af Leif Martinussen

Ved selskabets jubilæumsarrangement 25. november 2019 opførte mezzosopran Svafa Thorhallsdottir og pianist Tom Ernst følgende kompositioner af Leif Martinussen:
Circle of the Sun / Solkredsen for piano into 9 pieces 1959-63, opus 2:
1 Sunset / Solopgang
2 Flowing rush / Viftende siv
3 Demonical Night on the Beach / Dæmonisk aften ved havet
4 Quiet Song from the Forest Creek / Skovbækkens sagte nynnen
5 The Song of the Vind / Vindens sang
6 The Drew in the Meadow / Duggen i enge
7 Moonbeams in the Clouds / Månestrejf
8 Silent Night / Stille nat
9 Sunrise / Solopgang
7 North Atlantic Songs, 2013-14, opus 40:
Tekst: Frits Johannesen (Færøerne):
1 Valjós / Forårslys
2 Vármynd / Forårsbilleder
3 Summár / Sommer
4 Summarvón / Håbefuld sommer
Tekst: Kristrun Gudmundsdottir (Island):
1 Vórljod / Forårsdigt
2 Jónsmessunótt / Midsommer nat
3 Sumarljós / Sommerlys
Pieces for piano:
”Maj”, ”Juni”, 1963, opus 2 nr. 1 og 2
”Juli”, 1980, opus 17
”August”, 1963, opus 2 nr. 3
”Oktober”, 2019, opus 44 (uropførelse)
”Arc-en-ciel” / Regnbue 2016, opus 41 (opr. for guitar)

Afspilning af lydoptagelse.

Download lydoptagelse