Nyhedsbrev nr. 4 oktober 2020

Nyhedsbrev nr. 4

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 4 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden.

2. Jørgen Plenge – en humanistisk ildsjæl med visionært vingefang i blindeverdenen, af Ove Gibskov

3. ”Min tilknytning til sporten for blinde. Memoirer v/organist, kantor, komponist Leif Martinussen”, af Kristian Jensen

4. Mit liv og visen som ledsager, af Kirsten Koed Hansen

5. Blindehistorisk Selskabs ordinære generalforsamling 2021, af Poul Lüneborg


6. Tre medlemmer af selskabet tildeles stor hæder, af Poul Lüneborg

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg.

Mere end 4 måneder er forløbet siden min sidste hilsen i forrige nyhedsbrev. En periode som har været præget af de leveregler og adfærdsbegrænsninger, som Covid-19 epidemien pålægger os alle. Sommeren har bragt mig rundt i landet til nord- og Vestsjælland, Samsø, Mols og Sønderjylland for at besøge gode venner. Derfor har jeg på ingen måde savnet ferierejser til udlandet. I forlængelse af mine bemærkninger i sidste hilsen om 100-årsdagen for genforeningen den 10. juli, kan jeg anbefale at læse Pernille Juhls nye bog “Genforening” på 420 sider om sønderjydernes førstemand H.P. Hanssen om hans liv og kamp for genforeningen fortalt på grundlag af hans mange breve og taler – bogen kan lånes på Nota. Hvis man skal udpege helte fra den nyere tids historie, hører H.P. Hanssen for mit vedkommende absolut til én af dem.

Bortset fra rejseri og læsning har arbejdet med at opdatere og systematisere selskabets arkiv været en opgave, som jeg har været stærkt optaget af i disse måneder. Selskabet råder i dag over et meget omfattende arkiv opdelt på 4 hovedafsnit.

Det første afsnit A omfatter alle dokumenter. Mange af disse findes på hjemmesiden. Det gælder for eksempel alle udgivne nyhedsbreve samt beretninger og referater af generalforsamlinger siden stiftelsen i 1994. For mig er det mest interessante menupunkt under dette afsnit, mappen som er benævnt “Den danske blindesags personligheder”. Den indeholder registrerede dokumenter på knap 50 personer, som bestyrelsen har beskæftiget sig med gennem de sidste 5 år. Derudover indeholder dette afsnit blandt andet en mappe med baggrundsinformation til de ca. 50 medlemsmøder, som er gennemført gennem selskabets levetid. Afslutningsvis skal jeg om dette afsnit nævne en mappe med dokumentation om de 14 projekter, som selskabet har iværksat.

Hovedafsnit B indeholder alle selskabets lydfiler. Dette er en fantastisk guldgrube af lydoptagelser om blinde gennem næsten 150 år. Længst tilbage i tiden kommer man i Carl Bjarnhofs interview fra 1948 med fru Anne Henriksen fra Hesselager om hendes ophold på Det Kongelige Blindeinstitut fra 1871 til 1876.

De mange lydfiler er systematiseret i 41 mapper. Der er blandt andet en mappe med optagelser fra DBS’s ejendomme begyndende med ejendommen Randers-Bogensegade på Østerbro fra 1924 frem til indvielsen i år af Solgaven i Valby. Der er mapper med interview, udenlandsrejser, Dansk Blindesamfunds Amatørteater og meget, meget mere. Der er knap 900 lydfiler i arkivet, så jeg kan slet ikke give noget fyldestgørende indtryk af dem alle. Lydfilerne fra de fleste af selskabets 50 medlemsarrangementer i arkivet findes på hjemmesiden. Mange af de arkiverede lydfiler er underkastet ophavsretlige begrænsninger, hvorfor de ikke kan lægges på hjemmesiden. Men ethvert medlem, som søger en bestemt lydoptagelse er velkommen til at kontakte et medlem af bestyrelsen, så vil vi undersøge om den findes i arkivet og om muligt følge henvendelsen op med at fremsende en kopi af optagelsen. I forbindelse med mit arbejde med denne del af arkivet har jeg fået stor hjælp af brødrene Henrik og Hans Olsen, hvilket jeg takker dem for.

Arkivets hovedafsnit C indeholder årsberetninger, referater af HB- og FU møder, udgivne medlemsblade og tidsskrifterne “Blindesagen” og “Øjeblikket” samt årsberetninger fra foreningen “Danmarks Blinde for årene 1884-1958.

Endelig skal jeg nævne, at afsnit D indeholder bøger og rapporter af særlig Blindehistorisk interesse. Her er kun medtaget udvalgte bøger og rapporter i det omfang de ikke er tilgængelige andetsteds. Som eksempler på sådanne, kan nævnes ikke offentliggjorte manuskripter af Henning Eriksen.

På bestyrelsens sidste møde den 8. ds. fik alle medlemmer udleveret et USB-stik med selskabets arkiv. Nu gælder det om at huske på løbende at opdatere arkivet, så vi er sikre på at vi kan overgive et fyldestgørende fundament for selskabets videre arbejde til vore efterkommere.

Et andet interessant tilbageblik har selskabet modtaget fra Ove Gibskov i form af en artikel på 16 sider fra tidsskriftet “Frem” fra 1925, desværre var kopien af artiklen uden angivelse af nummer/dato for udgivelsen. Artiklens titel er “Hvad en blind ser – samtale med en helt blind ung mand, om hvordan han oplever sine omgivelser”. Det fremgår ikke af artiklen hvem der har skrevet den og ej heller hvem den unge blinde mand er som optræder i teksten. Dette spørgsmål har vi forgæves forsøgt at afklare. Artiklen rummer desuden i teksterne til billedillustrationerne en tankevækkende beskrivelse af den danske blindesag 14 år efter stiftelsen af DBS. Allan Fohlmann skal have tak for at korrekturlæse og formatere den indscannede tekst.

Fredag den 11. juni 2020 udkom Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 43 med Thorben Koed Thomsens artikel “Lovmæssig adskillelse” om den de facto skolepligt for synshandicappede børn på Refsnæsskolen fra 1926-1980. Artiklen, der er på 11 sider, kan jeg kun opfordre alle medlemmer af selskabet til at læse. Thorben Koed Thomsen giver et fint overblik over udviklingen af lovgivningen som regulerede undervisningen af blinde børn og unge fra undervisningspligtens indførelse i 1926 til udlægningen af Blindeforsorgen til Amter og kommuner i 1980. Hertil kommer en levende fortælling af hans egne oplevelser og overvejelser som elev på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet i København. Thorben Koed Thomsen slutter med nogle perspektiverende betragtninger over overgangen fra det institutionaliserede undervisningssystem til den integrerede undervisning, som kendes i dag. Den arbejdsgruppe, som blev nedsat på generalforsamlingen i år til at overveje Thorvald Kølles forslag om udgivelse af et jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023, kan med fordel lade sig inspirere af denne artikel. Leif Martinussen har fornyelig færdiggjort en lignende fremstilling af sine oplevelser og overvejelser som elev på Refsnæsskolen. Der er således inspiration for den nedsatte arbejdsgruppe at hente i disse bidrag. Desuagtet beder Thorvald Kølle om at jeg opfordrer enhver med interesse for at medvirke til udgivelsen af det foreslåede jubilæumsskrift om at kontakte ham. Gruppen består af Leif Martinussen, Hans Erik Olsen, Søren Jensen og Thorvald Kølle.

I dette nyhedsbrev giver Kirsten Koed Hansen i sin artikel ” Mit liv og visen som ledsager” et bidrag til belysning af blindes undervisning fra et interessant perspektiv, idet Kirsten har modtaget begyndelsen af sin skoleundervisning udenfor Blindeforsorgen for så at afslutte denne som elev på Blindeinstituttet. Det er i høj grad livsbekræftende at læse om den betydning musikken har haft for hende.

Journalist Kristian Jensen tidligere leder af Handicapidrættens videnscenter skal have tak for at anmelde Leif Martinussens omfattende redegørelse på 92 sider om udviklingen indenfor synshandicappedes deltagelse i sport og idræt fra slutningen af 1950-erne til begyndelsen af 1980-erne. Han har vist sig at være den rette til denne opgave. Jeg føler mig overbevist om at mange med interesse for dette område vil gå ind på hjemmeside og gøre sig bekendt med redegørelsen efter at have læst Kristian Jensens anmeldelse. Endelig vil jeg på selskabets vegne takke Leif Martinussen for det store arbejde, som han har lagt i udarbejdelsen af redegørelsen, som er rigt illustreret med billeder.

Nyhedsbrevets hovedartikel må så absolut siges at være Ove Gibskovs artikel om Jørgen Plenge . Artiklen demonstrerer, at der er al mulig grund til at mindes Jørgen Plenge for hans indsats gennem ca. 40 år først som lærer ved Blindeinstituttet, siden som forstander for dette og ikke mindst for hans indsats som leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde fra 1952-1968. Ove Gibskov har på baggrund af et stort kildemateriale leveret en meget levende fremstilling af Jørgen Plenge, som i høj grad kan bidrage til at hans indsats ikke glemmes i dag.

Jeg har valgt at afslutte dette nyhedsbrev med en hyldest til 3 medlemmer som i løbet af sommeren er blevet tildelt stor hæder. Stort tillykke til landsformand Thorkild Olesen, fhv. næstformand John Heilbrunn og kredsformand Thorben Koed Thomsen. I selskabet slutter vi os ubetinget til den anerkendelse som i er blevet tildelt på grund af jeres mangeårige indsats indenfor blindesagen i Danmark.

Jeg vil til slut opfordre alle medlemmer til at notere sig den korte omtale af næste års generalforsamling den 27-28. februar 2021 på Fuglsangscentret. Selv om covid 19 smitten er i stigning i skrivende stund, sætter jeg min lid til at situationen ser lysere ud, når vi når frem til den planlagte generalforsamling næste år. Mere om generalforsamlingen i næste nyhedsbrev, som udkommer i midten af januar 2021. Derfor vil jeg allerede nu ønske alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår. jeg ser frem til at møde mange af jer i 2021.

2. Jørgen Plenge – en humanistisk ildsjæl med visionært vingefang i blindeverdenen, af Ove Gibskov

I dag siger navnet Jørgen Plenge nok desværre ikke ret mange medlemmer af Dansk Blindesamfund noget. Når jeg anvender ordet ”desværre”, er det fordi, han i mere end 40 år på vidt forskellige områder ydede en kolossal indsats til gavn for blinde i hele landet, og så sent som i 1977 blev han af DBS’s forretningsudvalg i Medlemsblad nr. 4 omtalt som en af dem, der både kendte og var kendt af flest blinde.

I 1930 blev Jørgen Plenge ansat som vikar på Blindeinstituttet i København. Han var cand.mag. i historie og kristendomskundskab og selvfølgelig interesseret i at få litteratur til sine elever. Den var der nemlig ikke ret meget af på det tidspunkt. Fra instituttets oprettelse i 1858 og til 1924, hvor bibliotek og trykkeri blev udskilt som en selvstændig del af instituttet og fik sit eget budget, trykte man kun ca. 100 bøger.

Derudover havde foreningen “Danmarks Blinde”, som blev stiftet i 1883, oprettet et bibliotek, hvor mennesker med interesse for blinde på frivillig basis afskrev bøger på tavle med pren. Men allerede 11 år senere fik foreningen etableret det første trykkeri her i landet, hvor man kunne trykke punktskrift på begge sider af papiret.

I 1929 tog instituttet kontakt til fængselsvæsnet med henblik på at få indsatte til at afskrive bøger, og det blev til et mangeårigt godt samarbejde med fængslet i Vridsløselille, der allerede i 1930 havde 3 indsatte i gang med at overføre bøger til punktskrift.

Jørgen Plenge fik snart sin gang i trykkeriet, og I 1932 blev han fast ansat som lærer på skolen og leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, der stadig lå på instituttet. Allerede i 1933 kan man i en beretning om instituttet læse, at der fra 1930 til 1933 blev trykt flere bøger end i hele perioden fra 1858 til 1930. Af samme beretning fremgår det også, at der på instituttet blev oprettet 2 læsestuer – en for drenge og en for piger, og meningen var, at drengenes senere skulle åbnes for voksne blinde. Læsestuerne indeholdt bl.a. håndbøger af forskellig art og biografier. Desuden blev der nu udsendt julehefter til eleverne, og i sommerferien 1933 kunne de uden at betale for det vælge mellem at få tilsendt enten Johannes V. Jensen: Kongens Fald, Karoline Graves: En Almuekvindes Liv eller Jack London: Ulvehunden. Også voksne blinde kunne købe både julehefterne og bøgerne for meget få penge. Den slags muligheder og tilbud havde aldrig eksisteret, før Jørgen Plenge blev leder af trykkeriet; og i anledning af hans 80-års fødselsdag i 1979 skrev instituttets tidligere inspektør, Folke Johansen, i instituttets husavis, en artikel med titlen ”Et bibliotek for blinde vokser op”. Her nævnte han bl.a., at antallet af medarbejdere både i fængslet og på instituttet steg stærkt, og at 11 af de indsatte omkring 1940 var heldagsbeskæftiget med overføring af bøger, og de dygtigste kunne skrive 20 sider om dagen. Men ikke alle indsatte kunne arbejde på egen hånd, og Folke Johansen fortsætter: ”Det var Plenge, der fodrede alle med opgaver, og da fanger ikke holdt ferie, så fik Plenge heller ikke meget kendskab til dette begreb.”

Det gjaldt også, da Jørgen Plenge senere blev gift og fik børn. Hans datter og søn, Dunne og Vagn Plenge, har fortalt mig, at de sjældent har oplevet deres far have ferie, men at de selv og deres bror, Lars, tit holdt sommerferie på en gård i Jylland hos nogle af hans barndomsvenner.

Adskillige blinde har gennem de mange år, hvor Plenge var ansat i blindeforsorgen, både i Medlemsbladet og i andre sammenhænge givet udtryk for den store betydning, han har haft for dem. Allerede i Medlemsblad nr. 14 fra 1937 skriver bladets senere mangeårige redaktør Poul Glygård: ”Da jeg besluttede mig til at tage paa Højskole, anede jeg ikke, hvilke Besværligheder det var forbundet med; men jeg havde det Held, at Overlærer Plenge og flere andre skaffede mig af med en hel Del af de mere tekniske Vanskeligheder, saaledes at jeg saa temmelig ubekymret kunde gaa i Gang med Vinteren paa Askov.”

Jørgen Plenge og trykkeriet fik efterhånden andre opgaver end fremstilling af skønlitterære bøger og skolebøger til instituttets elever. I 1930’erne begyndte ganske få blinde nemlig at gå i almindelig folkeskole og tage boglige uddannelser. Blandt dem blev Aage Angelbo, som var landets første blinde student, cand.mag. i engelsk, tysk og fransk, mens en anden tog juridisk embedseksamen. Han hed Knud Lomholdt-Pedersen og blev som stud.jur. i 1940 interviewet i DBS’s Medlemsblad nr. 25, hvor han om Jørgen Plenge udtalte: ”Naar jeg overhovedet er naaet saa langt, som det er Tilfældet, skyldes det for en stor Del det store og uegennyttige Arbejde, som Hr. Overlærer J. Plenge har præsteret for at mætte min Boghunger. Lige fra det Aar, jeg kom ind i Mellemskolen og til i Dag, har Hr. Plenge paa bedste Maade sørget for, at de Bøger, jeg skulde bruge, rettidigt blev skrevet af til mig. Maa jeg derfor her benytte Lejligheden til paa det varmeste at takke Hr. Plenge for den uvurderlige Indsats, han har ydet paa dette specielle Omraade.”

Gennem tiden har jeg selv mødt mange, som i tilsvarende grad har givet udtryk for, hvor meget Jørgen Plenges engagement og hjælp har betydet for, at de fik den litteratur, der var nødvendig for deres uddannelse. Det gælder også for mig – men herom senere. For nu kommer der endnu et uddrag fra Folke Johansens fødselsdagsartikel: ”Ud over de faste overførere var der stadig en del velvillige mennesker, der privat afskrev bøger for instituttet. Dem skulle Plenge også give opgaver, eventuelt skulle han uddanne dem først. Inden alle disse forskellige punktoverførere fik tildelt deres opgaver, var alt gennemset og tilrettelagt af Plenge, dvs at der omhyggeligt var sat fodnoter med forklaring ved alle fremmedord, for som han sagde “blinde har jo ikke nogen ordbog”, og alle billeder var skrevet om til tekst.”

Plenge læste selv korrektur, men senere blev der dog ansat korrekturlæsere.

Da bogproduktionen i 1930 begyndte at stige, blev lokaleforholdene snart et problem, men det hjalp dog noget, at eleverne i de yngste klasser i 1935 flyttede til Refsnæs. Trykkeriet rykkede op i loftlokaler på 2. sal over gymnastiksalen, og biblioteket blev placeret i 3 gamle militærbarakker i haven.

”Al transport af bøger mellem de to afdelinger foregik” som Folke Johansen skriver, ”i tøjkurve af piletræ. Her skulle biblioteket dog kun være midlertidigt, men så kom krigen, og alt imens træbarakkerne blev mere og mere utætte, og bøgerne efterhånden lå i store stabler på gulvene og de overfyldte reoler, så gik der omkring 20 år”, før trykkeriet og biblioteket endelig kunne flytte til gode lokaler udenfor instituttet.

Hver onsdag aften gennem mere end 30 år stillede Jørgen Plenge sig selv og sit hjem til rådighed for oplæsning.

Det fortalte Aarhuskredsens senere formand organist Walther Gaihede om i Medlemsblad nr. 12 fra 1968: ”De senere så berømte læseaftener i J.P.’s bolig på instituttet startede med en klassesammenkomst i 1931 for at lære den romantiske litteratur at forstå, men det blev naturalismen, der optog os ved de kommende års mange læseaftener, som efterhånden samlede blinde og svagsynede fra hele København. Det var en rig verden, som gennem disse oplæsninger åbnede sig for os. Den gang havde man jo ikke nogen båndoptager at ty til. Ved denne gerning fik vi indblik i en betydelig del af den daværende moderne litteratur, der senere nok har været os til hjælp ved forståelsen af den nyeste tids skrivekunst.”

Som andre også har fortalt, blev disse læseaftner eller “onsdagsaftner, som de efterhånden kaldtes, meget populære. I begyndelsen af 40’erne var deltagerantallet ofte over 60, og som Folke Johansen skriver: ”Det var næsten mere, end den lille lejlighed kunne rumme. I de tre små stuer sad man på gulvet, på sengene, og hvor der ellers var plads fra tidlig aften til ud på de små timer. Plenge selv stod op i den lillebitte entre og læste med klar stemme den hele aften, kun afbrudt af en pause, hvor han vandrede rundt med sine store forsamlingshuskaffekander.”

Familien Plenge flyttede senere fra instituttet til en villa på Rosenvængets Allé, hvor der jo så også blev bedre plads til de mange, som deltog i onsdagsaftnerne”. De aftner husker Vagn Plenge og hans søskende tydeligt – ikke mindst fordi, de også nød godt af den kage, deres mor Esther, som selv havde været elev på instituttet, bagte til de mange gæster.

Hende kan man i øvrigt få meget mere at vide om i Nyhedsbrev nr. 3 fra i år, der også indeholder digte til hende, som er skrevet af datteren Dunne Plenge.

Og så igen tilbage til Folke Johansens beskrivelse: ”Som lærer og ved “onsdagsaftnerne” satte Plenge umådelig megen læselyst i gang, men også gennem biblioteket søgte han at tilfredsstille folks læsetrang og videlyst. Udover det allerede nævnte redigerede han tidsskrifterne “Budstikke” med tillæg, “Menneskelighed” og “Radio-og bogorientering”. Der lå altid udklip af kronikker, artikler o.m.a. fra aviser, ugeblade og tidsskrifter i hans hjem, udklip, der med tiden skulle finde anvendelse i en eller anden artikel.

Plenge var enerådende m.h.t. valg af bøger, der blev overført til punktskrift, hvorfor kvaliteten lå højt, og ikke alle fik mulighed for at læse, hvad de kunne tænke sig at læse. Som et kuriosum kan nævnes, at Henning Friis, Socialforskningsinstituttet, i 1955 foretog en “efterundersøgelse af elever udskrevet af blindeforsorgen”, og heri konstaterede han, at: “blinde læser megen skønlitteratur, som ligger på ret højt litterært niveau”. Senere blev der oprettet et “bogudvalg”, hvis medlemmer var forstanderne for de to blindeinstitutter og 2 medlemmer valgt af Dansk Blindesamfund.”

Det var bogudvalgets opgave at tage stilling til, hvilke bøger der skulle overføres til punktskrift og senere jo altså også indlæses på bånd.

Allerede i 1935 skrev forfatteren Karl Bjarnhof i avisen “Social-Demokraten” en kronik med titlen “Den talte Bog”. Her fortalte han om udenlandske forsøg med indlæsning af bøger og sluttede med et udsagn om, at kun 50% af blinde kan læse punktskrift, og at en stor del af resten ikke kan lære det af forskellige årsager, og “for alle disse Tusinder vil “Den talte Bog” betyde nyt Land, som med eet Slag frilægges.”

Året efter kom Plenge med yderligere oplysninger i artiklen “Den talende Bog” i Nordisk Blindskrift, og i 1937 var biblioteket i gang med at indlæse bøger på en form for grammofonplader med et indlæsningsapparatur, man havde fået i fællesskab med Taleinstituttet. Men det var desværre ikke af særlig god kvalitet, og kort efter kom besættelsen. Indlæsningen blev dog fortsat i forventning om, at man kunne få bedre afspilningsmuligheder, når krigen var forbi.

I årene umiddelbart efter befrielsen skete der ikke ret meget, og under overskriften ”Forskellige Biblioteksspørgsmaal” gav Jørgen Plenge i DBS’s Medlemsblad nr. 7 fra 1948 en orientering om den aktuelle situation, og hvad man håbede at opnå i de kommende år:

”Indlæsningen er væsentligst foretaget af Punktskriftslæsere efter Bøger, der allerede er overført til Blindeskrift. Der er indtil Dato indlæst 15 større og mindre Værker. De talende Bøger skal jo i hvert Fald i første Omgang først og fremmest stilles til Raadighed for de Læsere, der ikke kan lære at læse Punktskrift, og der er derfor god Mening i at have de samme Bøger baade som Punktskrift og som »talende Bøger«, men efterhaanden som der kommer virkelig Gang i Arbejdet, vil man lade indlæse ogsaa andre Bøger, og Indlæsningen vil saa ogsaa kunne komme til at betyde en Forøgelse af den Litteratur, Blinde kan faa Adgang til.”

Angående fremstillingen af punktskriftbøger skrev Plenge i samme blad: ”Af Papir har man kun til Husbehov. Man maa jo tage i Betragtning, at der nu er næsten et Aars Leveringstid paa Papir, at Tiderne stadig er meget usikre, og at man ikke kan risikere ikke at have lidt i Reserve. De Noder, Musikerne og Blindeinstitutterne skal bruge i deres Erhverv og til Under¬visning, og de Bøger, Institutterne skal bruge til Undervisning, skulde under alle Omstændigheder gerne kunne udkomme. Endvidere leverer Statens Trykkeri jo Papir til Blinde i hele Landet. Derfor har man været og er stadig forsigtig med at udbyde Bøger til Salg, men der er dog overført en Del, som nok skal dukke op i ”Danmarks Blinde”s Bibliotek. Imidlertid er der ikke trykt saa mange skønlitterære Bøger som i 1930’erne. Dette skyldes for en stor Del, at megen Arbejdskraft har været bundet af specielle Opgaver, som nye Uddannelsesomraader har stillet: Massageuddannelsen, Kontor-uddannelsen o.s.v., ligesom man ogsaa har søgt at komme enkelte Læseres mere specielle Ønsker i Møde ved at lade Bøger afskrive. Dertil kommer, at de Trykkemaskiner, Fængslet har haft at arbejde med, efterhaanden er blevet meget slidte, og man har i de senere Aar stadig maattet have saa en og saa en anden af dem til Reparation, der under de nuværende Forhold tager meget lang Tid. Man haaber i Løbet af et Aars Tid at faa et Par helt nye og moderne Maskiner til Trykkeriet i København, hvorefter Maskinerne der kan gaa til Fængslet. I Fængslet er det en stadig skiftende Stab af Mennesker, der er beskæftiget med Overføringen, og nægtes kan det ikke, at Arbejdstempoet er gaaet tilbage: Som god Arbejdsfælle maa man ikke yde for meget. Det har Fængslet nu søgt at ændre paa ved at indføre Akkordbetaling. Det er Bibliotekets Haab, at nye Maskiner og en større Interesse hos Overførerne i Fængslet maa bevirke en forøget Produktion, og efterhaanden som der bliver skabt Undervisningsbøger til de nye Uddannelsesomraader, vil man saa igen kunne naa eller helst komme op over den tidligere Produktion af Skønlitteratur og populærvidenskabelig Litteratur — i hvert Fald til Udlaan”

Først i 1954 blev man på et nordisk fællesmøde enige om at følge en engelsk model, hvor der blev benyttet båndoptagelser i stedet for plader. Desuden besluttede man at anvende samme slags apparatur, så hvert lands brugere kunne låne indlæste bøger fra de andre lande.

I 1944, altså ti år inden det her nordiske initiativ blev taget, var Jørgen Plenge blevet inspektør på instituttet med en prøvetid på et år, og i 1946 ændredes hans stillingsbetegnelse til forstander.

Som før nævnt havde han jo allerede i 1930’erne stået for fremstillingen af punktskriftbøger til nogle få elever, som ikke gik på instituttet men i folkeskolen, gymnasiet og enkelte senere på universitetet.

Som forstander tog han nu initiativ til at udvide antallet af uddannelsesmuligheder for instituttets elever. Det fortalte den tidligere elev Eigil Fuglsang om i DBSs medlemsblad nr. 12 fra 1967, hvor han i halvandet år havde været ansat som præst ved Kingos Kirke på Nørrebro:

”I 1947 rykkede jeg ind på instituttet i København, og dermed havde jeg erhvervsproblemet lige inde på livet. Det stod allerede den gang klart, at uddannelsen af blinde måtte forbedres og fornyes, og forstander Plenge og hans personale fik sat et hold sammen på 7 elever, som skulle tage præliminæreksamen. (Dens indhold svarede omtrent til en realeksamen men med den væsentlige forskel, at man skulle op i ubegrænset pensum, og at kun eksamenskaraktererne talte med.) Det blev en streng tid, for vi var ikke vant til at bestille ret meget, og her fik vi pludselig 6 faste skoletimer plus forberedelsen, og det kunne godt blive en lang skoledag. Imidlertid fik vi al den hjælp på instituttet, vi behøvede, og vi fik alle eksamen.

Derefter tilrådede både administrationschef Bøgh Christensen og forstander Plenge mig at tage studentereksamen, uden at man dog – jeg mindst – anede, hvad det skulle føre til. Det lykkedes også, og i tænkepausen året derpå tog jeg korrespondenteksamen ved Købmandsskolen med den store stenografiprøve, og det kom mig i høj grad tilgode i de senere studier. Derved blev jeg i stand til at referere og bearbejde forelæsningen og lærebøger, som jeg fik forelæst på en sådan måde, at jeg havde kompendier til støtte ved repetition.

Jeg overvejede at studere historie men indså dog hurtigt, at dette studium krævede så megen vanskeligt tilgængelig litteratur, at det ville blive svært at gennemføre det. Jeg standsede da ved teologien, som er et gammelt fag, som ligger i faste rammer, og det har jeg ikke fortrudt.

Jeg har altid fået hovedlærebøgerne, når jeg blot sagde til i god tid. Jeg var ofte forbløffet over, at man fik disse mange hundrede punktsider færdige rettidigt i Statens Trykkeri. Man må huske, at det teologiske studium for blinde er nyt herhjemme.”

Ligesom Eigil Fuglsang og mange andre tænker Inge Jørgensen også med glæde tilbage på sin elevtid, mens Jørgen Plenge var forstander og nævner spontant hans interesse for de enkelte elever og hans kolossale arbejdsindsats. Hun fortæller, at de elever, der endnu ikke var faldet i søvn på hendes sovesal, næsten altid kunne høre Plenge forlade kontoret ved midnatstid og gå forbi sovesalen hen til sin lejlighed.

Han var tit engageret i flere ting på samme tid og lovede eleverne flødeboller, hvis det skulle ske, at han som lærer kom for sent til en time, og dem har Inge Jørgensen fået ganske mange af. Plenge opfordrede hende til at tage præliminæreksamen, derefter blev hun fysioterapeut og har stadig i en alder af 86 sin hverdag fyldt op med patienter.

I 1952 valgte Jørgen Plenge at komme tilbage som leder af trykkeriet og biblioteket. For som Folke Johansen i den tidligere citerede artikel skriver: ”Det var her, hans store interesse lå. Både i 40’erne og 50’erne blev der fremstillet bogmateriale til nye uddannelser og udvidelse af de tidligere, her skal bl.a. nævnes bøger til studenterkursus, Købmandsskolen, socialrådgiveruddannelsen, bøger om hønseavl og svineavl o.m.a.

Plenges navn var ikke altid i forgrunden i det, han foretog sig, men i baggrunden var han uhyre flittig og foretagsom.”

I 1954 flyttede både trykkeri og bibliotek fra instituttet og til Den Sociale Skoles bygning i Randersgade, hvor der også var plads til at udvide. To år senere havde man fået indrettet indlæsningscentral med studier og kopieringsanlæg, og i juli 1958 var der allerede indlæst 195 forskellige værker, men antallet af læselystne lånere var 350. Disse tal siger, som Folke Johansen skriver, ”mere end ord om bibliotekets problemer. Biblioteket måtte jo rette sig efter bevillingens størrelse og så prøve at fordele lytternes ønsker så godt som muligt. Iøvrigt hjalp det ikke på problemerne, at Invalideforsikringsretten et par måneder senere bevilgede yderligere 300 afspilningsapparater til lånere. For bevillingerne til bøger blev ikke større af den grund, der var kun penge til indlæsning af 100 bøger om året. Det hjalp dog noget, at Dansk Blindesamfund skænkede et beløb til indlæsning af 100 bøger ekstra.”

Det viste sig også snart, at indlæsning på bånd kunne bruges til meget andet end skønlitteratur. Båndbøger blev brugt til blinde folkeskoleelever for at afhjælpe manglen på punktskriftbøger, som ikke kunne skaffes hurtigt nok. Hos båndlæserne opstod der desuden et ønske om at få kendskab til stof fra aviser og blade, så man ikke udelukkende var afhængig af det, radioen og efterhånden også fjernsynet bragte.

Dette ønske blev i 1959 imødekommet med en landsdækkende lydavis, hvis første halvdel redigeredes af to deltidsansatte journalister og indeholdt aktuelt stof, mens Plenge selv stod for anden halvdel med bl.a. kronikker, kommentarer og længere debatindlæg. Denne del af redigeringen blev dog efterhånden også overtaget af journalisterne, så Plenge kunne engagere sig mere i andre opgaver.

Fra gammel tid var det muligt for blinde at købe bl.a. punktskriftpapir, punkttavler, prene og kortspil på instituttet. Det blev nu biblioteket, der forhandlede disse ting, og Plenge fik udvidet omfanget af forskellige hjælpemidler som f.eks. husholdningsartikler, som kan hjælpe blinde i dagliglivet. Det blev til Statens Hjælpemiddelcentral.

Jørgen Plenges navn og de tidsskrifter, han redigerede, blev også kendt og værdsat i de andre nordiske lande, hvad man f.eks. kan læse om i et nummer af Nordisk Blindetidsskrift fra 1959. Her skrev Halvdan Karterud, der underviste på Blindeinstituttet i Trondheim og selv var blind: “Med sin omfattende lesning, sin sunne dømmekraft og sin sikre smak har Plenge de aller beste forutsetninger for gjennem punktskrift og lydbånd å la de blinde få del i de beste og mest aktuelle av litteraturens skatter både bøker og kanskje enda mer kronikker og tankevækkende artikler i aviser og tidsskrifter. “Jeg er som en høne, som finner et körn,” sa han engang i spøk. Hva disse hans “kørn”, som i årenes løp er blitt publisert i det gedigne tidsskrift “Menneskelighed” og i ukebladet “Budstikke”, har betydd for hele Nordens kunnskapssøkende og litterært interesserte blinde, kan neppe overvurderes.”

Efter 10 år i Randersgade måtte trykkeriet og biblioteket igen skifte adresse, da lokalerne skulle bruges til andre formål. Så i 1964 flyttede den nu ganske store virksomhed med alle dens forskellige forgreninger til Rønnegade.

Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde var på godt 30 år vokset op fra næsten intet og indeholdt nu forlagsvirksomhed, trykkeri, bogbinderi, lager, landsbibliotek med punktskriftbøger, lydstudier, lydbogsbibliotek for hele landet og en stor hjælpemiddelcentral.

Min egen relation til Jørgen Plenge begyndte i 1964, hvor jeg sammen med Hans Rasmussen – en af mine klassekammerater helt tilbage fra Refsnæs – kom i 1.g på Johannesskolen i København. Der var en anden af vores kammerater, Kurt Nielsen, som var blevet optaget et par år tidligere, og når det netop var der, blinde nu fik mulighed for at tage studentereksamen, skyldtes det i høj grad Jørgen Plenge, som kendte skolens rektor, og hvis børn selv gik der. Når man udelukkende benyttede ét gymnasium, var det jo også lettere at få de punktskrift- eller båndbøger, der skulle bruges, end hvis man kunne vælge mellem flere gymnasier, som ikke nødvendigvis anvendte de samme bøger.

Vi startede som nysproglige i 1.g, men i løbet af ret kort tid viste det sig, at flere af mine bedste klassekammerater ville have en gammelsproglig studentereksamen, hvor de sproglige hovedfag ud over dansk var græsk og latin. Den begyndte man på i 2.g, og der var flere grunde til, at jeg også havde lyst til at tage sådan en eksamen. Dels ville jeg gerne gå videre sammen med nogle af dem, jeg fungerede bedst socialt sammen med, ligesom jeg faktisk også interesserede mig for både græsk og romersk mytologi og historie. Desuden må jeg indrømme, at det også betød en del, at man i stedet for engelske og tyske stile blot skulle aflevere en ret kort skriftlig oversættelse fra latin til dansk.

En eftermiddag i slutningen af 1.g mødte jeg tilfældigvis Plenge i instituttets læsesal, hvor han spurgte, hvordan det gik på gymnasiet. Efter at have fortalt det, gav jeg ham så årsagerne til mit ønske om at skifte retning – bortset fra det med at undgå engelske og tyske stile. Han svarede, at det jo ville betyde, at der skulle laves en hel del ekstra bøger, og at en gammelsproglig studentereksamen heller ikke var noget for Per og Poul. Jeg fik så sagt, at det ikke var dem men derimod Ove, det handlede om. Plenge lo og sagde, at det jo var rigtig nok, og det endte med, at jeg fik lov.

Dengang eksisterede der hverken et studiebogsbibliotek på instituttet eller en erhvervsafdeling på biblioteket. Så de penge, der skulle bruges til fremstilling af studiebøger, måtte tages ud af bibliotekets almindelige budget, og selv om instituttet skulle godkende valget af uddannelser, var det i høj grad op til Plenges vurdering, om biblioteket ville investere midler i en bestemt uddannelse, der jo så ikke kunne bruges til andre opgaver.

Plenges søn, Vagn, som selv var gammelsproglig student og havde lært punktskrift af sin mor, overførte min begynderbog i græsk, og jeg har aldrig fundet den mindste fejl i hans arbejde. Vi havde 8 græsktimer om ugen, og Vagn var hele tiden en dag foran det, vi havde for, så jeg aldrig kom bagud.

Hans far forlod hver eftermiddag selv biblioteket på sin knallert og kørte ned til instituttet, hvor han overrakte mig næste dags tekst. Lederen af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde kunne nok have brugt sin arbejdstid mere hensigtsmæssigt, men det var i hvert fald hyggeligt at møde ham næsten dagligt og få en lille snak om vidt forskellige ting.

Efter at jeg for nylig i min research har fundet den tidligere citerede udtalelse af Halvdan Karterud om Jørgen Plenges og hans tidsskrift ”Menneskelighed”s betydning i hele norden, er min interesse for at få et grundigt kendskab til indholdet naturligvis blevet vakt. Midt i 1960’erne, da tidsskriftet ikke længere udkom, fandt jeg på Blindeinstituttets læsesal et par numre, og husker, at det ene indeholdt en artikel med en brevveksling mellem Albert Einstein og Sigmund Freud om årsager til krig og pacifismens betydning.

I forbindelse med artiklen her har jeg så talt med en hel del ældre blinde for at høre, om de lå inde med eksemplarer af ”Menneskelighed” – men desværre uden resultat.

Det naturlige ville selvfølgelig være at kontakte Nota, Men her har man destrueret næsten alle punktskriftbøger, der ikke er digitaliseret uden at sørge for, at de som noget helt naturligt er blevet erstattet af digitaliserede udgaver.

Det gælder i hvert fald hele den omfattende mængde af bøger, der var fundamentet i det trykkeri og bibliotek, Jørgen Plenge opbyggede, og som i dag hedder Nota.

Et stort udvalg af Georg Brandes’ skrifter, Otto Gelsteds prosaudgave af Odysseen, bøger af Sartre, Steinbeck, Hemingway, Blicher, Nexø og Rifbjerg er blot et lille udbud i spændvidden af de værker, vi har kunnet læse på punktskrift i Plenges tid, men som nu må overføres igen, hvis man skal have adgang til dem. Det vil dog slet ikke kunne lade sig gøre med et tidsskrift som ”Menneskelighed”, da det udelukkende udkom på punktskrift, og ingen i dag har viden om ret meget af indholdet.

Jørgen Plenge sluttede som leder af trykkeriet og Biblioteket i 1968. I den anledning skrev Dansk Blindesamfunds daværende formand Svend Jensen i medlemsblad nr. 12: “Vi har i Dansk Blindesamfund ofte skudt med skarpt på Biblioteket, når vi syntes bogudbudet og betjeningen ikke svarede til vore ønsker. Vi har dog altid haft den glæde, at vor kritik af forholdene aldrig har behøvet at rette sig mod hr. Plenges person, idet vi sammen med alle vore medlemmer altid har følt, at han satte alle kræfter og al sin energi ind på at give biblioteket en sådan standard, at vi kunne være tjent med det. Den voldsomme ekspansion, Biblioteket har gennemgået og stadig gennemgår, har medført, at hr. Plenges sidste arbejdsår, vel nok også stik imod al sædvane, har været de mest krævende, og idet vi endnu engang siger tak for det store arbejde, vil vi derfor benytte lejligheden til at ønske hr. Plenge et velfortjent og langt otium.”

Men Jørgen Plenge blev dog ikke fuldtidspensionist. Seks år efter, at han var begyndt som lærer på instituttet, medførte hans engagement og indlevelsesevne i blindes forhold, at han påtog sig posten som sekretær i ”Foreningen til Fremme af Blindes Selvvirksomhed.” Selvvirksomheden, som man i daglig tale kaldte den, blev stiftet i 1862 med det formål at støtte selvstændigt erhvervsdrivende blinde. Derudover drev Selvvirksomheden værksteder og udsalg, men i 1929 overgik både værksteder og udsalg til Blindes Arbejde A/S, som Selvvirksomheden sammen med Dansk Blindesamfund var med til at etablere. I 1933 fik Selvvirksomheden oprettet Bredegaard, et hjem for blinde mænd i Fredensborg og dækkede driftudgifterne indtil Bredegaard i 1949 blev overtaget af staten.

Selvvirksomhedens hovedopgave var dog primært at støtte blinde håndværkere med hjælp til køb af materialer, værktøj og instrumenter m.v. Desuden dækkede man håndværkernes udgifter til fragt for de materialer, de havde brug for.

Jørgen Plenge fortsatte som Selvvirksomhedens sekretær helt frem til 1977, hvor han selv var blevet 77 år.

I den anledning skrev DBSs forretningsudvalg i Medlemsblad nr. 4 bl.a.: Jørgen Plenge har altid udvist en utrolig hjælpsomhed, men, og det er vigtigt, han har altid forstået at yde hjælpen uden formynderi og uden nedvurdering af den, han skulle hjælpe.

Der er ingen tvivl om, at Jørgen Plenges mange venner i landet over sammen med os i Dansk Blindesamfund føler dyb taknemmelighed over for det store arbejde, der her er præsteret, og vi ønsker, at der nu må blive tid til et indholdsrigt og langt otium.”

Gennem alle årene i Selvvirksomheden fik Plenge tæt forbindelse med mange af landets selvstændige erhvervsdrivende blinde og indblik i deres vilkår. Det resulterede i en ret omfattende brevveksling, og som et eksempel på denne kommer her et uddrag af to breve, som Vagn Plenge har givet mig:

Håndskrevet brev fra Andreas Jacobsen, Stubbekøbing Koste- og Børstefabrik, 10. dec. 1956:

”Kære Herr Forstander J. Plenge

Mange Tak for Deres venlige Brev af 20/11 med Meddelelsen om det bevilgede Beløb Kr. 1000, som jeg er meget taknemmelig for. Jeg er stadig uarbejdsdygtig og under Lægebehandling, men haaber dog stadig på Bedring.

Idet vi ønsker Dem alle: ”Glædelig Jul og lykkeligt Nytaar”, siger vi endnu en Gang mange Tak.

Deres hengivne Andreas Jacobsen & Edith Jacobsen.”

Det var jo ikke så almindeligt og let dengang at tage kopier af de breve, man sendte; men senere i korrespondancen kan vi så læse dette ufuldendte udkast til et brev fra Jørgen Plenge.

11. juli 1957

”Kære fru Edith Jacobsen!

Tak for Deres venlige Brev! Først engang i juni kom jeg til at læse et blad, hvor det stod meddelt, at Deres mand var død. Jeg blev meget bedrøvet over at erfare, at jeg ikke mere skulle komme i forbindelse med en mand, jeg har holdt af og værdsat højt lige fra de dage for nu adskillige aar siden, hvor jeg traf ham paa instituttet og havde nogle gode samtaler med ham. Jeg vil altid mindes ham og hans venlighed mod mig med taknemmelighed; det var en opmuntring for mig – og vil for øvrigt stadig være det;”

Vagn Plenge fortæller, at hans far, som jo altså nærmest aldrig holdt ferie, ofte helt frem til om eftermiddagen juleaftensdag kunne sidde og arbejde med noget for Selvvirksomheden, som skulle være afsluttet inden årets udgang. Det skete da også, at han faldt i søvn ret tidligt juleaften.

Både Jørgen Plenges børn og mange andre har fortalt om hans livslange interesse for hunde. Han havde en kennel med mellemstore sorte pudler, som boede i kælderen under villaen, da familien flyttede til Rosenvængets Allé. Det gjaldt dog ikke hanhunden Bjørn, der fik lov til at være oppe i stuerne.

Selv om Plenge ofte kom for sent hjem til aftensmaden, skulle han altid først ned og fodre hundene, som også havde halvdelen af familiens store have, der var indhegnet som hundegård.

Han mente, at alle burde have mulighed for at eje en hund, uanset hvor de boede, og med henblik på avl købte han i England som den første her i landet et par hunde af racen basenji, der ikke gør. Men i modsætning til pudlerne, som fik mange hvalpe, resulterede det dog kun i ganske få hvalpe.

Vi fortsætter i privatsfæren, hvor Vagn Plenge har fortalt mig, at hans far sammen med mange andre i 1920 gik gennem Strøget i København og udråbte republikken. Det var under påskekrisen, hvor en stor del af befolkningen mente, at Christian d. 10. havde begået statskup.

Jørgen Plenge var dengang radikal men forlod senere partiet. Han vedblev dog med at være kritisk overfor monarkiet og sagde nej tak, da han fik tilbudt et ridderkors.

Jørgen Plenge døde den 1. marts 1981, og i den nekrolog, Svend Jensen som formand for Dansk Blindesamfund skrev i Medlemsblad nr. 6 stod der bl.a.:

”Jørgen Plenge var af naturen en ægte humanist med dybe og varme følelser for de mennesker, han kom i berøring med, og hans største indsats har da nok også været den personlige hjælp og bistand, som han har ydet til tusinder af blinde i dette land.

Også i forholdet til Dansk Blindesamfund er der grund til at mindes Jørgen Plenge med glæde, idet han helhjertet forstod blindes ønske om at varetage egne interesser ud fra egne ønsker og forudsætninger.

Jørgen Plenges indsats i alle dens aspekter vil sikre ham en varig plads i blindesagens historie.”

Ovenstående er i høj grad baseret på oplysninger fra Dansk Blindesamfunds medlemsblade i årene 1937 til 1981, hvor Jørgen Plenges navn nævnes, og som Poul Lüneborg har fundet og sendt mig. Titlerne på de øvrige skriftlige kilder er alle nævnt i artiklen, hvis indhold ud over bidrag fra de omtalte personer også er et resultat af samtaler med andre, som har kendt Jørgen Plenge.

I næste nummer af Nyhedsbrevet er Jørgen Plenge også med. Her kan man læse, hvordan han i bladet ”Frit Danmark” efter befrielsen i 1945 afslørede, hvor begejstret forfatteren Karl Bjarnhof havde været for det nazistiske Tyskland, indtil han i 1942 gik ind i modstandsbevægelsen, ”da hans kloge Hjerne”, som Plenge skriver, ”sagde ham, at Tyskerne vilde tabe.”

Karl Bjarnhof glemte ikke, hvad Plenge havde skrevet, og I forbindelse med Blindeinstituttets 100-års jubilæum i 1958 misbrugte han i den grad sin stilling i Danmarks Radio til at tage en nederdrægtig hævn – men herom altså i det kommende Nyhedsbrev.

3. ”Min tilknytning til sporten for blinde. Memoirer v/organist, kantor, komponist Leif Martinussen”.

Anmeldt af Kristian Jensen, tidligere leder af Handicapidrættens Videnscenter.


Notater fra et førstehåndsvidne

Leif Martinussen (f. 1941) har som idrætsudøver og organisationsmand med synshandicap været aktiv i de år, hvor dansk blindeidræt udvikledes og tog fart, dvs. fra midten af 1950’erne til begyndelsen af 1980’erne. Alt, hvad han har deltaget i, er ført til protokols: Datoer, steder, deltagere, programmer, resultatlister.

Nu har han sammenskrevet det store materiale og illustreret det med private fotos fra nogle af de mange idrætsbegivenheder, han har deltaget i. Materialet, som fylder 85 A4-sider inkl. illustrationer, indeholder mange informationer af historisk værdi som, så vidt jeg ved, ikke er tilgængelige andre steder.

Leif har givet sit værk denne titel: ”Min tilknytning til sporten for blinde. Memoirer af organist, kantor, komponist Leif Martinussen.” Og dermed har han jo allerede i titlen præsenteret sig selv.

Skoleidræt for blinde

Som dreng gik Leif Martinussen fire år på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg. Her fik eleverne med Leifs ord ”rig lejlighed til at dyrke aktiviteter såsom gymnastik, svømning, atletik og dans, og for svagsynede tillige fodbold og bordtennis”.

Som teenager blev Leif i 1956 flyttet til Det Kgl. Blindeinstitut i København, der på den tid havde til huse på Kastelsvej på Østerbro. Her mødte han den aldrende gymnastiklærer Alfred Rye, som styrede den daglige morgengymnastik og andre fysiske aktiviteter, og som ifølge Leif forventede ”disciplin, men på en respektfuld måde”.

Som 15-årig fik Leif sine første erfaringer med atletikken. Det skete under skolens årlige udflugt til Borrevejle Vig, hvor der var et stadion med løbebaner. Oplevelsen i Borrevejle, der fik betydning for Leifs videre idrætskarriere, er fastholdt på to herlige fotos – et fra starten og et fra afslutningen af løbet, hvor Leif konkurrerede med fem kammerater. Deres navne er omhyggeligt noteret, ligesom Leifs sluttid, der var 1.01,5 minutter for de knap 400 meter.

På skolen på Kastelsvej blev der på den tid oprettet en frivillig idrætsklub med navnet ”Olympia”. Her kunne både aktuelle og tidligere elever være med, og hermed var der skabt et første samlingssted for idrætsinteresserede unge med synshandicap i hovedstaden.

Da Alfred Rye gik på pension i 1958, afløstes han af en ung ny idrætslærer, Jens Peter Svennesen. Svennesen var officer af reserven og knap færdig med sin læreruddannelse, da han fik jobbet som idrætslærer på Det Kgl. Blindeinstitut. Han skulle blive en central skikkelse i de følgende år, både på skolen og i den frivillige idræt.

J.P. Svennesen var opsat på, at eleverne skulle have bedre muligheder for at dyrke idræt. I Instituttets have på Kastelsvej blev der anlagt en tilløbsbane og en sandgrav til længdespring og kuglestød. Samtidig fortsatte Svennesen traditionen fra Ryes tid med lørdagssvømning i Østerbro svømmehal.

Internationalt samarbejde

Da en invitation fra Stockholm til nordisk stævne for blinde og svagsynede i 1961 havner hos J. P. Svennesen, er han straks klar og påtager sig at finde deltagere til begivenheden. Snart drager han til Stockholm med tre elever.

Den danske delegation er lille og resultaterne på banerne beskedne, sammenlignet med deltagerne fra Norge, Finland og Sverige. Men Danmark er med, og Svennesen benytter lejligheden til at slå et slag for, at synsgrænsen for deltagere ved kommende arrangementer skal sættes højere end de 3/60, der gælder ved NM i Stockholm i 1961. ”Ellers kan Danmark ikke være med fremover”, mener han. (Diskussionen om synsgrænsen skulle vise sig at blive et tilbagevendende fænomen i det internationale samarbejde om blindeidrætten i de kommende mange år).

Leif Martinussen er ikke selv med i Stockholm i 1961, men han bliver udtaget til NM i Oslo året efter og til København og Helsinki de følgende år. Her stiller hvert land med ti deltagere (mænd og kvinder), og Leif udmærker sig bl.a. som en dygtig løber.

Fra 1964 og frem udvikles et tæt samarbejde med blindeidrætten i Tyskland, specielt Stuttgart, hvor de danske idrætsudøvere og ledere stifter bekendtskab med boldspillene Torball (goalball) og det beslægtede Rollball, som de tager med sig hjem og begynder at træne i gymnastiksalen på Kastelsvej. Forholdene er ikke de bedste: Midt i salen står 4 søjler, som ofte kommer i vejen for bolden. ”Men da entusiasmen var i højsædet, og der ikke fandtes alternativer, kæmpede man ufortrødent videre”, bemærker Leif.

Idrættens organisering

På grund af de begrænsede træningsmuligheder for synshandicappede landet over, opfordrer Dansk Blindesamfund (DBS) i slutningen af 1960’erne sine afdelinger til at oprette lokale idrætsforeninger. Den første af disse: Blinde og Svagsynedes Idrætsforening (BSI) bliver stiftet i København i november 1968. Leif er med i det forberedende arbejde og bliver på den stiftende generalforsamling valgt som klubbens sekretær. Inden længe stiftes også landets første cykelklub for blinde, ”Tandemklubben af 1971”, der får Jørgen Krogh som formand. I de følgende år vokser idrætsklubber for synshandicappede frem mange steder i landet.

Leif deltager i 1970 for første gang som Danmarks repræsentant i et møde i Nordisk Idræts Komité for Blinde. Hans forvandling fra aktiv idrætsudøver til organisationsmand er i gang.

Året efter, i februar 1971, deltager Leif sammen med DBS’ næstformand K. V. Andersen som DBS’ repræsentanter i et arbejdsudvalg, som forbereder stiftelsen af Dansk Handicap Idræts-Forbund. DHIF har som mål at skabe en fælles idrætsbevægelse for alle med handicap i Danmark. Foruden DBS er Vanføreforeningen, Evnesvages Vel, Døves Idrætsforbund og Spastikerforeningen og en repræsentant for Danmarks Idræts Forbund med i udvalget. Det stiftende møde i DHIF afholdes 31. oktober samme år, og Leif Martinussen er med og bliver valgt til DHIF’s første bestyrelse. Det sker dog ikke uden betænkeligheder, for mod forventning har Leif ikke fået et klart mandat fra DBS forud for det stiftende møde. Tre dage efter får han imidlertid til sin lettelse opbakning til sine handlinger fra DBS pr. telefon.

Op igennem 1970’erne deltager Leif Martinussen i en lang række idrætsbegivenheder både som udøver og – i stigende grad – som arrangør og talsmand for dansk blindeidræt. Mange af disse begivenheder beskrives i detaljer i memoirerne.

Desværre går Leif glip af de Paralympiske Lege i Toronto 1976. Her er blinde for første gang med. Og Danmark er repræsenteret både i atletik og i goalball. Men synsgrænsen er sat til 3/60, og Leifs syn er ”for godt”.

Efter at han i mere end 20 år har været vidne til og spillet en aktiv rolle i blindeidrættens udvikling i Danmark, siger Leif i 1980 stop. Hans efterfølger som DBS’ repræsentant i idrætten ude og hjemme bliver Jens Bromann Jensen (der senere også vælges som formand for det internationale blindeidrætsforbund, IBSA, og medlem af ledelsen af den Internationale Paralympiske Komité, men det er en anden historie).

En anekdote

Leif Martinussens sportslige memoirer har mest karakter af en scrapbog, domineret af fakta, og fattig på fortællinger af mere anekdotisk karakter. En enkelt morsom episode skal dog genfortælles her.

Anledningen er åbningen af de Nordiske Mesterskaber i Oslo i 1962. Deltagerne (10 fra hvert land) er stillet op på én lang række på Bislett Stadion. Kong Olav holder åbningstale. Leif oplever det som efterfølgende sker således:

”Som en gestus til sportsfolkene går kongen hen og hilser på hver og en. Et orkester forøger stemningen og kaster glans over dette sceneri. Vi lytter, er lidt nervøse, for nu skal vi i gang. Da kongen nærmer sig det danske hold, træder holdet et skridt frem, og (holdets leder) J. P. Svennesen knalder hælene sammen, hvilket tydeligt høres. Tæt på disse hæle havde Svennesen placeret en lille båndoptager, der kunne optage den festlige anledning.”

Svennesens eget bidrag

Leif har valgt at give plads til J. P. Svennesens personlige beretning i form af tre siders tekst med titlen: ”Tilbageblik over den frivillige gymnastik på Blindeinstituttet.” Få år før sin død i 1992 overdrog Svennesen de tre sider til en af ”sine” idrætsudøvere, Orla S. Jacobsen. Leif har indsat Svennesens tekst uredigeret i sine memoirer.

Svennesen beretter om nogen af de samme begivenheder som Martinussen, men i kort form og i en mere fortællende og personlig stil. Svennesen fortæller blandt andet om problemerne med finansiering af de nordiske idrætsaktiviteter for synshandicappede i de tidlige 1960’ere:

”Året efter (1963) blev det så Danmarks (tur) til at holde stævne. Man er lige ved at blive idealist, når alt går tilfredsstillende, eleverne var glade og interesseret. Forældrene (ved forældredagen) var glade og imponeret for arrangementerne, og jeg gik forventningsfuldt til DBS for at være tidligt på færde (det havde været DBS, der finansierede elevernes deltagelse). Men jeg fik koldt vand i blodet, da jeg hørte DBSs vurdering: Jeg fik at vide, at der ikke skulle skabes præcedens, at man ikke skulle tro og regne med, at DBS betalte rejse, fordi man tog et par sportsbukser på. Spørgsmålet var i det hele taget, om DBS skulle være med til at finansiere et sådant cirkus?”

Kildeskrift for nye historieskrivere

Med sine memoirer, som nu ligger i Blindehistorisk Selskabs Database, bidrager Leif Martinussen med et unikt kildemateriale. Her kan fremtidens historieskrivere hente fakta, referencer og navne på mange af dem, som var med, og som – hvis nogen engang skulle spørge dem – vil kunne bidrage væsentligt til at fuldføre fortællingen om blindeidrættens historie i Danmark.

Den historiske redegørelse inklusiv billeder er på 92 sider og kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk

4. Mit liv og visen som ledsager, af Kirsten Koed Hansen.

Jeg er født i september 1948 i Springforbi, det ligger mellem Klampenborg og Skodsborg og er på strandvejsiden mod Nordsjælland.

Min far var, det der hed skovløber eller måske mere bekendt skovarbejder, og det gav ham mulighed for at få tjenestebolig, et skovløberhus som det hed, med mulighed for traktørsted om sommeren. De havde boet i Hjortekær i et par år, men søgte så om at komme til Springforbi, her så han en mulighed for at få et langt bedre hus og en chance for en god forretning, da kystbanetoget dengang standsede ved Springforbi station. Her kunne københavnere, der ville på Bakken, så tage et lille hvil og nyde den medbragte mad, før de skulle videre mod Dyrehavsbakken i kapervogn.

Det var en mangeårig kultur, som først stoppede omkring 1960erne, da folk fik egne biler og kunne køre længere væk med autobord og kaffen, men dengang var der nok at lave. Jeg husker nogle søndage, hvor vi havde tre tjenere på til at servere kaffe te med blødt brød, øl og sodavand.

De havde haft det meste af deres første sommer her, da jeg kom til verden, og det var ikke helt hvad mine forældre nok ønsker sig. Min mormor kunne se, at der var noget galt med mine øjne, hun har jo nok kunnet kende nogle ting fra min mor, og ganske rigtig jeg tog slægtens arv med mig. Min øjensygdom er som sagt arvelig. På min mors side af familien har vi dårlige øjne, medfødt grå stær og her foruden en degenerering af nethinden, det er stave og tappe, der er uformelige, så det er en slags retinitis.

Det første år havde de mig ikke ret meget hjemme, jeg var gentagne gange indlagt på Finseninstituttet, hvor der dengang også var øjenafdeling. Jeg har siden fået fortalt, at da jeg var et par år, kunne sygeplejerskerne få mig til at holde op med at græde, hvis jeg fik en tændt lygte at lege med, den lå jeg så og kiggede i, jeg har altså allerede dengang haft stor glæde af lys.

Springforbi var bestemt ikke et sted med mange børnefamilier, og dem der var, havde jeg ikke kontakt med. Mine forældre forsøgte at få mig i børnehaven i Tårbæk, de ville og turde ikke tage mig, for de troede, det ville blive for svært for mig at være sammen med og klare mig blandt de andre børn. Der var ikke meget andet tilbage end haven og mit eget selskab. Her var jeg en kort tid bundet, indtil nogen sikkert fortalte dem, at det var ikke så godt at have mig bundet til et træ med en meget lang snor, for at jeg ikke skulle løbe væk. Det havde jeg prøvet, for Springforbi station lå lige overfor, og drevet af lys og hvad det nu kan have været, var jeg løbet hen mod skinnerne og kravlet derned, hvor solen fik skinnerne til at lyse. Mor fik pludselig besøg af en meget vred stationsforstander, der med mig på armen spurgte, om de havde så travlt, at de ikke kunne se efter deres datter. Det kunne have gået meget galt, der var lige ved at komme et tog. Jeg fik en afstraffelse, jeg aldrig glemte. Den eneste gang min far har slået mig; jeg fik en endefuld med en bøjle. Det fik den konsekvens, at jeg nu skulle være i haven og ikke måtte gå uden for lågen.

Det blev hurtigt meget kedeligt, for bold, eller hvad jeg nu legede med, kunne nemt komme længere væk, end jeg kunne se, hvor det var; derfor var radioen det, jeg tyede til, og den elskede jeg, især alt det musik de spillede, men også børnetime, hørespil som Folk og røvere i Kartemumme By, Inge Åsteds godnatudsendelser, hjemme hos os, det var den perfekte families historie, børnenes brevkasse og andet vildt spændende, som historien om konen der blev så lille som en teske. Det blev kilde til min fantasiverden, og jeg skabte figuren Neser, som nok i korthed fortalt var min Harry Potter, det var et godt ord smagte af action og sjov og ballade. Radioen var i det hele taget min trøst, min barnepige og blev den første impuls til at synge. Jeg var vild med Raquel Rastenni og kunne synge mange af hendes sange. Hun var vidst min fantasimor. Jeg havde fået fortalt, at hun boede i Hellerup og havde ikke noget højere ønske end at komme ind og besøge hende.

Som mange blinde børn rokkede jeg, når jeg hørte musik, og mine forældre mente, at så skulle jeg have en gyngehest, det var da til at holde ud at se på. Der sad jeg i mange timer og hørte musik. Den blev totalt slidt op, brasede sammen under mig, og ulykkelig var jeg, da min far fortalte, at når man snart er 6 år, er man for stor til at sidde i sådan én, og han kunne ikke lave den, så de hængte en gynge op nede i haven; den blev jeg også rigtig glad for, men der kunne jeg jo ikke høre radio, der var endnu et par år til transistoren blev almindelig.

Da jeg fyldte 6 år, synes min morfar, helt uden forståelse af mit synshandicap, at jeg, som alle andre børn, skulle have en tohjulet cykel. Så gav han mig sådan én. Jeg har senere fået fortalt, at min far var rasende, for jeg så jo slet ikke godt nok til at køre rundt på den. Sådan noget pjat; jeg kunne da sagtens se at græsset var grønt, og veje og stier var lysere, og hvis jeg ikke kunne fordi, det havde regnet kunne jeg da høre at gruset knasede under hjulene, så der var mange regler om, hvornår jeg måtte cykle og hvor, men alle de forbud det var omgærdet med, gjorde den jo kun mere spændende, for nu var det forbudte jo det, der skulle afprøves.

Min verden blev lidt større først op mod Eremitageslottet, siden blev jeg mere modig og kørte til Rådvad og Klampenborg og op mod Dyrehavsbakken sådan kort tid, før den åbnede. Det var fantastisk at stå der ved indgangen en forårsdag og lugte maling og træ, og høre hvordan den første spillebod blev sat op og prøve at få øje på cirkusteltet, hvor sommerens revy skulle spilles. Det var én af sommerens store begivenheder, som jeg så frem til og vidste, at jeg måtte komme med.

Min far fik som skovarbejder hvert år gratis billetter til forpræmieren til cirkusrevyen, og det var rigtig herligt at sidde der og være så tæt på alle de solister og sange, vi så tit hørte i radioen. En fantastisk aften der begyndte med at vi spiste på den restaurant, der hed Bræddehytten, som jeg tror ligger der endnu, men de har fået skiftet både meny og prisliste ud nogle gange siden, man kunne få frikadeller med rødkål kartofler og sovs for 15 kroner. Det var i det hele taget en aften der var med til at løfte hverdagen.

Somrene var i det hele taget der, hvor der skete mest. Jeg måtte heller ikke gå over Strandvejen, men sommetider tog en voksen mig med over til stranden, og vi gik i vandet.

Så blev det tid at skulle i skole. Jeg var meget stolt og spændt, for når jeg skulle begynde i skole, så var jeg stor. Jeg skulle gå i Frihavnsskolen i København, en skole for svagsyede. Min mor fulgte mig det første år derind. Vi skulle rejse helt ind til København. Det var jo både med kystbanetoget til Klampenborg og så med s-tog videre til Nordhavn station og så gå op til Strandboulevarden 48, her lå frihavnsskolen.

Frihavnsskolen, en skole for svagsynede børn, den ene af de to, der var i landet den anden lå i Aarhus. Få år senere kom i Herning en specialklasserække. I frihavnsskolen var der gjort meget ud af lysforholdene med glastag med lysstofrør, så vi fik ovenlys, uanset hvor vi sad. Rulletavler også med lys over, og pulte hvor den ene halvdel kunne løftes, der stod opgaven så, og vi kunne trække en plade ud og lægge skrivehæftet der.

De materialer, vi havde, var de samme som man brugte i svagsynsklasserne på Refsnæsskolen. Her i skolen hørte jeg første gang navnet Kaj Agerbæk, for han havde også gået der i 30erne og foreslået daværende inspektør Amund Andersen, at skolen skulle have et stort verdenskort med forskellige farver, det så vældig festligt ud. I geografitimerne skulle vi male kort med forskellige farver for lande, byer osv., det handlede om at blive inden for de afsatte streger. Jeg betragtede næsten timerne som maletimer og synes, det var spændende at male kortene, men geografi lærte jeg ikke noget af.

Det havde været en fremsynet skole dengang, og en af lærerne var overlærer og blev senere inspektør, hans navn var Monrad Fransen. Han var meget optaget af, hvordan man kunne afhjælpe læsefærdighederne hos børn med nedsat syn. Han har skrevet en bog der hedder: ”Det svagsynede barn”.

Tiden der op gennem årene kan jeg ikke sige ret meget godt om. Undervisningen var elendig, bortset fra, at vi lærte hovedregning, det blev vi gode til. Lærerne tog det ikke så nøje med at komme ind til timen, men der kunne sagtens gå lidt tid, mens de hyggesnakkede ude på gangen. Der var en enkelt undtagelse, det, der lige falder mig ind nu, er fru Lorch, der underviste i skolekøkken og bibelhistorie. Når drengene havde sløjd, havde vi skolekøkken, og vi havde hende til bibelhistorie, det synes jeg var spændende. Hun var god til at fortælle, og emnet lå hende på sinde, ikke fanatisk men på en absolut engageret måde. Så var der sangtimerne, som vi havde de første klassetrin. Jeg tror, det var til og med fjerde klasse. Fru Grethe Jorddahl kom altid ind til tiden. Vi fik lov at sidde med rytmeinstrumenter. og jeg opdagede at det ikke faldt mig svært at lære en tekst, og så var det jo sjovt at sidde og kunne huske det, vi fik gennemgået sidst af fædrelandssangene og mærke den gode stemning. Her gik der ingen sedler rundt om, hvem der skulle have buksevand eller noget andet grimt i næste frikvarter. Sangtimen lå som regel som noget af det sidste på dagen, så jeg kunne skynde mig ned til stationen og slippe med toget og bare komme hjem, hjem til en snak med mor over kaffe og nybagt franskbrød.

I min klasse var vi bare et par stykker til at begynde med. Jeg tror normeringen var højest 12 børn, men hen imod tredje klasse blev vi syv, her var jeg den eneste pige. Det var hårdt. De var nogle skrappe fyre, og det var mit indtryk, at de kom fra nogle hårde miljøer, og jeg blev drillet eller ignoreret totalt. Det gjaldt om ikke at sladre, for så blev det sikkert værre, men svært var det at læse med en lup, der havde siddet tyggegummi på,

spisefrikvarteret var heller ikke nogen fornøjelse, for der kunne hurtigt anbringes en sodavandskapsel på en leverpostejmad eller plantes en hæl i mælkekartonnet, så det stod som et springvand ud over bordet, og der var ingen opsyn. Jeg tror nok, der skulle gå en lærer og se efter os, men hvad han SÅ, står ikke mig helt klart. Det blev da så meget, så jeg fortalte det hjemme, og mine forældre henvendte sig, og jeg fik lov til at sidde i en anden klasse og spise, hvor der var noget mere rolig, men der skete vidst ikke drengene noget, og jeg fik fred.

Konfirmationsforberedelsen var og er jo stadig klassevis, men da jeg gik i skole i København, og vi hørte til Tårbæk kirke, blev det så Tårbæk kirke, hvor jeg skulle gå til præst. Holdet jeg var sammen med, kendte jeg ikke, og jeg kom heller ikke til at kende nogen. Det, der optog pigerne foruden lektierne, var drenge og tøj. Drengene mundhuggedes i al godmodighed. Præsten var af den gamle skole en ældre mand i sort jakkesæt og en meget alvorlig herre. Drengene viste deres protest mod salmerne, og en dag gad de ikke at synge, så et par stykker af dem lagde sig lige et par takter bag os andre, sådan at når et vers var færdigt, var de ved sidste linje. Det lød bare sjovt. og det var svært at lade være med at grine, det fandt pastor Poul Gamret absolut ikke morsomt, hans ansigt skiftede farve til dybt rød, og hans stemme steg til niveauet, han brugte på prækestolen, men jeg kunne godt lide at lære salmeversene og salmen: ”Op al den ting som gud har gjort” er stadig en af mine yndlingssalmer, som jeg den dag i dag kan udenad. Konfirmationen var højtidelig og festlig. Jeg kan huske følelsen af, at et nyt kapitel af livet skulle til at begynde, jeg var ved at være voksen.

Så kom rockmusikken til Danmark og ikke mindst poppen, og vi kunne glæde os over ”10 vi kan li”, ”efter skoletid”, ”ugens top20” og ikke mindst Radio Merkur. Tv havde ”pladeparade” med Otto Leisner, og jeg husker engang, jeg så et klip fra filmen med Cliff Richard: ”The Young Ones”, der var jeg solgt og blev vildt forelsket i ham.

Der gik en pige i en klasse over mig; hun havde en søster, der gik på Refsnæsskolen, hun fortalte tit om den og de penneveninder, hun havde der, og hende byttede jeg Elvisbilleder med, for ham kunne jeg også godt lide, men han var lidt mere rå i sit udtryk en Cliff, og så kom Beatlesbølgen. Vi nærmede os sommeren 1964, hvor de skulle komme til København og optræde i KB-hallen. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne komme med til, vi havde hverken råd eller kunne tage derind, for mine forældre syntes, det var noget frygteligt skraldermusik, men det prægede tiden og os meget, og det var nu de fire fyre, vi byttede billeder af, jeg var vild med Paul Marcartny og hun med Ringo Star, og jeg husker et frikvarter, hvor en eller nogle havde taget initiativ til, at vi gik rundt i en kæde, alle der gad være med, så vi fyldte hele skolegården, og så sang vi: ”She loves you”.

Så var der pludselig kun få dage tilbage, før jeg skulle forlade Frihavnsskolen.

I begyndelsen af august 1964 kom så den dag, jeg nærmest havde talt døgn til, hvor jeg skulle begynde på blindeinstituttet på Kastelsvej 60 i København.

Her skulle jeg så ind og møde alle de spændende unge mennesker fra Refsnæsskolen. Jeg havde fået indtryk af, at de havde musikglæde og godt kammeratskab. Min klasselærer, hr. Lavsten, havde sagt til mig, at når jeg kom derover, ville jeg være én af dem, der så rigtig godt, så jeg skulle nok klare mig. Virkeligheden blev en ganske anden. Det var svært at komme ind i en gruppe, der var vokset op sammen og havde en masse på hinanden på godt og ondt. Jeg fandt en lille gruppe at gemme mig i, men der var dog ting som jeg kunne tage til mig. Tonen var bedre, det var et helt andet sprog, de talte noget pænere, end det jeg var vant til blandt frihavnsskolens elever, det var ligesom om, de virkede ældre, det var helt tydeligt, at de havde en anden og bedre dannelse med i både kultur og undervisning. Jeg følte at det var et lidt finere sted at være havnet på dette skole og uddannelsessted. Noget af det, der imponerede mig, var musikudøvelsen, ligegyldigt hvor vi færdedes på gangene i huset, var der én eller flere der øvede sig på et instrument, og sjovt var det at møde jævnaldrende kammerater, der kunne tage et instrument og spille på det. I min verden var det da kun højt uddannede voksne, der gjorde det, så det skulle jeg da også prøve. nu tilbuddet var der. Jeg havde på et tidspunkt spurgt mine forældre om at måtte gå til klaverspil, men det kunne jeg ikke, der var ikke råd, nu jeg tog chansen og fik klaverundervisning hos Niels Eskjær, men det forekom mig alt for svært, at højre og venstre hånd skulle gøre noget forskelligt; men med én finger kunne jeg da frembringe en melodi; jeg opgav.

Skoledagene gik nu deres gang, og her var det ikke sport og knallerter der optog os, men musik og dette at have en god båndoptager.

På et tidspunkt havde Kaj Agerbæk en sangeftermiddag en gang om ugen i dagligstuen, som blev kaldt: ”den blå”. Han var en mand, der fyldte hele rummet med sin blotte tilstedeværelse store stemme og glæden ved sangene.

Han fortalte om Jeppe Åkjær, Sigfred Pedersen og Nis Petersen, og jeg opdagede det talte billede. De små historier der lå i hver sang, det var rigtig sjovt og dejligt. Sådan en eftermiddag kunne godt føre med sig, at jeg snakkede lidt med de andre, der stod udenfor den lille gruppe, jeg ellers havde mit tilhørsforhold i.

Jeg lå tit oppe på sygeafdelingen, min grøn stær drillede, og så kom også problemer med hornhinderne, dem kunne man ikke på det tidspunkt transplantere. Det er først ind i 70erne, man får erfaring med det. På sygeafdelingen var også tit børn fra Refsnæsskolen indlagt til øjenoperation, og her havde vi det sjovt og hyggeligt. På et tidspunkt kom der en pige, der var 2 år yngre end jeg, og vi kunne snakke og grine sammen og var vilde med popmusik, fandt hinanden i snak om vore idoler og meget andet,

Noget af det bedste, der kunne ske, var når fru Espesen havde vagten om aftenen kom og sagde: ”hvis i skruer ned for jeres hottentotmusik, skal i få aftenkaffe”, det hjalp, vollumknappen blev fundet omgående, for det betød voksenkontakt, endelig et menneske der gad og gav sig tid til at høre på os og som godt kunne lide vores musik men bare syntes det var lige rigeligt at gøre operationsstue ren til Elvis med ”I need your love” ”To night” med Elvis på fuld hammer.

Når vi var fyldt 18 år, skulle vi til at være ekstern elev, og det betød, at vi skulle flytte fra ”tutten”. Vi piger fik tilbuddet om at kunne bo på Mariendalsvej 30, her lå Hjem for arbejdsføre blinde kvinder. Alene ordet lød tungt, men vi unge, der boede på elevgangen, hvor værelserne var lidt mindre, prøvede det bedste vi havde lært at peppe stedet lidt op med vores snak, musik og øvrig kommen og gåen hos hinanden.

Det var absolut skræmmende at se de gamle damer ved måltiderne komme stille trippende ind i spisestuen, tælle stolene og finde sin plads. De talte ikke så meget var meget stille, og dagene har sikkert været ensformige med arbejdet på strikkestuen, måske kan vi unge have bidraget til noget forargelse over al den støj vi medbragte.

Sommeren 1967 blev noget ganske særligt for mig. Jeg vidste, at jeg ikke ville ende som de gamle damer her på ”marinen”, som vi kaldte stedet, så jeg tog på Ry Højskole, støttet at et par lærere og ”tutten”s socialrådgiver tog med og fik mig installeret, lærte mig at finde rundt og var med til at ruste mig til, at hjælpe andre elever, da de kom, jeg kunne vise dem til rette.

Det blev en sommer, hvor jeg for første gang i mit liv oplevede accept, var med til gåture i den dejlige natur, sjov og ballade og alt det, der nu hører ungdomslivet til. Det var for de andre et sted, der kunne give point til hjælp i videre uddannelse, så man ville og kunne sagtens bruge 3 måneder i en sommer på det.

Her mødte jeg også revyen. Der var en elev, der var lidt ældre end os andre, han skrev adskillige tekster på min skrivemaskine, og han kunne også spille klaver, men mod til at spørge, om jeg måtte være med, havde jeg ikke, men jeg nød de underholdninger han satte i scene.

I efteråret tog jeg til Båring Højskole ved Middelfart, men her havde en ny og kedelig tendens trængt sig ind. Socialrådgivere rundt i landet så her en mulighed for at skubbe unge fra sig, som de ikke anede, hvilke tilbud, man skulle give. Det prægede holdet, at der var sådan et par stykker. Jeg begyndte at spille blokfløjte der, der var en af lærerne der gav sig tid til at give mig nogle små stykker for, så da vi i august 1968 skulle begynde på det nye blindinstitut på Rymarksvej 1. i Hellerup, bad jeg Thorkild Nielsen, der underviste os hobbyudøvere om at måtte få timer, og en dag, han syntes stykket var så der kunne akkompagneres, tog han en guitar og spillede nogle akkorder, jeg var helt solgt og glemte næsten at blæse i fløjten, men spurgte: ”Er det svært? Det ved jeg ikke, du kan jo prøve”, sagde han og gav mig guitaren med op på værelset.

Det blev mit instrument. Jeg øvede så fingerspidserne blev blodige, men jeg ville lære det.

Jeg begyndte nu også at kunne spille samme med nogen, og en dag vi sad nogle stykker sammen, heriblandt lærer Kaj Agerbæk, gav jeg mig til at synge Veronica, og han udbrød: ”Du skal synge viser Kirsten”, og joh, jeg kunne da godt høre, at det var et instrument, der når man nu ikke var klassisk guitarist, krævede det sang eller et andet melodiinstrument. Så dermed var døren til visen åbnet på klem.

Et påtrængende spørgsmål rykkede nu tættere og tættere på: ”hvilket arbejde ville jeg gerne have?” Jeg vidste det ikke, det føltes vidst bare lidt skræmmende, selv om det var mine forældres ønske, at jeg skulle blive telefonist. Jeg vidste kun, hvad jeg ikke ville, nemlig på strikkestuen på Mariendalsvej eller ud på Inerfa, det stod for invaliderede og erhvervshæmmedes fabrik, så jeg fandt stille og sikkert ind af den vej, som mine forældre havde udstukket, og jeg havde hørt om hjemme, og som de foreslog, da det var en sikker mulighed for blinde og svagsynede, og begyndte på telefonskolen. Der var et par praktikker undervejs, og én af dem gav mig mulighed for at få en afløseruge på Ebberødgård, hvor Bent Kristensen på daværende tidspunkt var ansat, og han skulle have noget ferie. Det var bare herligt at få den første løn efter den uge. Jeg følte mig stenrig med de 388 kroner som udbetalingen lød på.

I december 1969 var jeg klar til at gå op til eksamen, bestod og fik job fra midten af januar 1970 på Lillemosegård, en institution for udviklingshandicappede, hvor jeg hver anden aften og hver anden weekend skulle passe deres omstillingsbord. Utroligt at de fandt det værd at lønne to personer at sidde der, for der var absolut intet at lave. Sådan en vagt var kedelig og meget lang, selv om den kun var fra 16 til klokken 20. kunne der være ni opkald, jeg havde mistet mit læsesyn, nu fik jeg trænet noget punktskrift, og min læsehastighed blev betydelig hurtigere. Jeg mødte kun få kollegaer, de var jo gået klokken 16. En gang imellem kunne det ske, at der var et personalemøde et sted i huset, og jeg kunne se den røde lampe hen ad gangen, der fortalte, at der var nogen i huset, så kunne der vanke et stykke kage eller lidt mad.

Det blev for trist for mig at være der uden kontakt til, hvem der ellers var ansat der, jeg anede det ikke kendte jo ingen og sagde stillingen op efter halvandet år, og da jeg var sagt op fra det værelse, jeg havde på Almanns Allé i Hellerup, var jeg nødt til at handle hurtigt og træffe et valg, for hvor skulle jeg så bo? Kunne ikke komme tilbage til blindeinstituttet, så i sommeren 1971 tog jeg så et stort spring og flyttede væk fra København og til Viborg.

Det var noget af et vovestykke, men nogen sagde til mig, at hvis det ikke gik, kunne jeg altid sætte den i avisen som byttelejlighed, der er altid nogen, der må flytte sig for at få arbejde, og jeg var blevet lovet job på politigården. Det ventede jeg på i otte måneder for så at høre, at der var ansat en anden med den begrundelse, at en person med syn kunne udføre sekretærarbejde. Så måtte jeg jo se i en anden retning, og det blev pensionistliv med aktiviteter i Dansk Blindesamfund.

Først tillidsmandskurser i Hobro efter at være valgt ind i kredsbestyrelsen, siden almen voksenpædagoisk grundkursus, AVG, som var en forudsætning for at måtte undervise, der dengang var på 180 timer, det betød 3 gange 10 dages lærerigt kursus i Hobro, kurset blev fulgt af et 60-timers kursus i hensyntagende specialundervisning, som var en forudsætning for at måtte undervise blandt andre blinde og svagsynede. Gennem årene undervisning i brugen af båndoptageren og punktskrift, siden fagmetodisk, punktlærerkursus, båndkursus, teaterkurser, fremtidsværksted og meget andet spændende, som var med til min personlige udvikling, og ikke en kursusuge uden en afsluttende fest, så guitaren var altid med mig, så vi kunne synge.

Jørgen Bjerring Ehlers, der er organist her i Vestervang kirke, underviste mig et par, år var med til at stimulere og udvide mit rapperture. Det kom mig til gode på sommerens højskoleophold, hvor vi meget hurtigt fik nedsat et underholdningsudvalg, så foruden det lærerne på stedet havde at byde på af aftenunderholdning kunne vi også selv stille et par stykker.

Herhjemme kom jeg på dagcenter, der var guitaren også tit med, og det betød, at jeg en gang imellem blev bedt om at synge på et plejehjem her i byen eller for en gruppe mennesker som en af personalet havde kendskab til. Da vi fik tandemklubben her i Viborg førte det også lidt mere med sig af festlige lejligheder.

Dansk Blindesamfund tog omkring 1977 det første skridt til at skabe en ungdomsforening, noget der virkelig var tiltrængt. Der var ikke rigtig noget fængende tilbud for os yngre altså gruppen mellem 35 og 65 stillede jeg også op, for det synes jeg vi skulle have.

Vi blev budt til en weekend på Øksendrup kro på Fyn, et fantastisk madsted. Jeg følte mig som en meget betydningsfuld repræsentant med tjenerserveret højt smørrebrød og to retter mad til aften og her imellem store kager til kaffen. Jeg nød det i fulde drag, og ind imellem disse herligheder skulle vi så drøfte, hvad skulle tilbuddet være, hvordan kunne det udføres, og hvilken ledelse skulle det have. Det var en forrygende weekend, men der skulle gå nok et par år før ideerne bar frugt, og Dansk Blindesamfunds Ungdom blev en selvstændig forening. Jeg var lige ved at være for gammel, den skulle optage medlemmer fra 15 til 35 år og jeg havde vendt mig lidt væk fra det. Gruppen mellem 35 og 65 var stadig efterladt uden aktivitetstilbud.

Sommeren 1979 fortalte Kaj Agerbæk at nu var der stiftet en forening af visens venner i Aalborg. Den syntes han, jeg skulle opsøge. Det turde jeg ikke, for hvordan skulle jeg komme dertil? Hvordan skulle jeg klare mig, og hvor kunne jeg overnatte. for det ville jo blive nødvendigt. Det løstes ved et pudsigt tilfælde.

Jeg havde i 1980 et punktskrifthold i Randers, det var fredag formiddag, og jeg ville til København her fra.

Jeg skulle ind til en veninde, Besøge mine forældre for min far var syg, og så kunne jeg også lige komme ud på ”tutten” og hilse på Kaj Agerbæk.

Jeg var helt indstillet på, at hvis der ikke var plads, ville jeg købe en tillægsbillet til første klasse.

Det var én af de gamle vogne med sekspersoners kupeer. Jeg lukkede en tilfældig dør op og spurgte, om der var plads og joh, svarede en venlig mand, den i hjørnet er solgt fra Hjørring, men da vi kom på i Aalborg sad der ikke nogen, så der satte jeg mig, lyttede til deres snak og deltog lidt, blev klar over at de var kollegaer på en skole i Aalborg, og efter en Gammel Dansk, som de bød på, tog jeg mod til mig og spurgte, manden: ”jeg kan forstå, at du beskæftiger dig med musik, ved du noget om visens venner i Aalborg?” Han lyste op i et stort smil og sagde: ”ja, det kan man godt sige. Jeg er formand”, det var altså Asger Vang, som daværende formand hed, og så blev vore verdner pludselig små, for han kendte også Kaj Agerbæk, og efter en hyggelig rejse resten af vejen fik jeg hans visitkort. og den 19. november 1980 tog jeg så op til en vennekredsaften, der skulle jeg prøvesynge en sang for vennekredsen, altså dem der kommer og lytter til det tema, aftenen nu er bygget op om, jeg havde fået fikset afhentning ved bus og overnatning hos Ellen Madsen som intet havde med musik at gøre, hun var sportspige og med til at solgaveløbene blev holdt gennem en lang årrække.

Jeg blev mødt med så meget venlighed og hjælpsomhed så det blev muligt at komme ind i foreningen.

Man skulle dengang synge 3 gange 2 2 og 3 viser for at blive optaget, det er ikke nogen eksamen, men skal ses som et udtryk for, hvad vi står for. Der er jo stor forskel på, om man skal synge i et øltelt på et marked, plejehjem eller som bakkesyngepiger, så den 6. maj 1981 fik jeg mit diplom og var igennem optagelsesritualet. Det går ud på, at de andre stiller sig i to rækker og laver espalie, og man skal så gå under deres arme og modtage knus fra dem, bagefter skænkes et glas Gammel Dansk, skåles og synges.

Om sommeren havde der dengang gennem mange år været visefestival på Skagen, men for visevenner fra Sverrig og Danmark blev der lavet et i Gammel Skagen om vinteren. Der var vi fra Aalborg med et par gange, men det var svært at få ørenlyd. Svenskerne kom mest for at høre hinanden og sig selv, med deres mangeårige sangtradition syntes de vidst, at visen tilhørte dem. Vi danske fandt så et sted, vi kunne synge sammen og for hinanden.

Siden har det været andre steder i landet. Weekendkurser, hvor der blev arbejdet med at nå ud over rampen og tolkning af teksten, højskoleuger og visetræf, hvor vi hyggede, sang og udvekslede tekster og noder.

Til historien hører også lokalradioernes tilblivelse over hele landet. Her i Viborg åbnede den i marts 1984, og jeg stillede op i køen ikke alene for at få lov at komme ind og spille nogle af mine plader, men for at præsentere visen. Det gik sådan at lederen af stationen Stig Hartvig Nielsen daværende leder kom efter det første program og sagde, at det ville de gerne have på som fast rubrik, og det havde jeg det meste af 12 år.

Som afvikler havde jeg de første par år Jens Rohde, han var kun 15 år dengang, og fandt senere vej til Folketinget og Europaparlementet. Da alt musik senere lå på computer, var der ikke længere nogen afvikler til programmerne, der var vidst kun en medarbejder, der lige hørte efter, om det gik som det skulle.

Det betød for mig, at jeg nu ikke alene var kendt i bybilledet som den blinde dame, der bor i Vestervangen, men jeg fik et par arrangementer, der var tilbagevendende indtil nye ledere kom til, som ikke kendte mig.

En ting, jeg slap knapt så heldigt fra, var at lave en viseforening her i Viborg. Vi var fem, der ville gøre forsøget, men jeg har ikke lederevner og vidste for lidt om, hvad der skete her i byen, til at kunne lægge billet ind på det, så det gik lige så stille fra hinanden. Jeg havde en kontakt på radioen, som lige vidste, hvordan og hvor man fik lavet et kassettebånd, og det var der flere af visevennerne, der havde gjort.

Så vi kørte op til et forlag i Thise, De lavede brochure, reklamer, jingles og folkemusik. Jeg fik så lavet nogle sange, og selv om det ikke var det, jeg syntes, jeg havde betalt for, fik jeg da det ud af det, at jeg nu havde et bånd, som jeg kunne tage med mig til dem, der havde spurgt om jeg ikke havde indspillet nogle sange. Det kom til at hedde: Hvis viser er for dig”, men det går ikke over i historien på nogen måde.

Det var i 1989 også det år, hvor vi flyttede fra Hobro til Fredericia. Vi tog afsked med vores dejlige kursus- og feriehjem for at flytte til et stort sted, Fuglsangcentret, der også skulle blive rammen om mange dejlige timer, kurser og ikke mindst måltiderne. Det er noget fantastisk veltillavet og lækkert mad, som jeg altid glæder mig til, når jeg skal der ned til et eller andet.

Jeg forlod senblindekurserne, i dag nyblindekurserne, som kommunikationslærer, nu skulle læregruppen på dette område kunne alle tingene, CCTV, afprøvning, papirtyper, med eller uden linjer og penne i forskellige nuancer, punktskriften og brugen af båndoptageren,

i stedet søgte jeg så det, der dengang var en omsorgskonsulentstilling og fik den og kørte i 12 år, før min chaufør ikke kunne køre mere. Hun fik problemer med synet, og jeg var ved at have en alder, så jeg godt kunne holde.

Det er blevet til mange spændende kurser der nede vinterhøjskoler, sommerferier og en af de sommerfestivaller, der bragte mig videre i sangforløbet, var en lyrik- og visefestival ledet af Gerhard Kejmer. Jeg var på lyrikværksted, og Gerhard syntes, at jeg skulle skrive en vise, og med lidt idéer fra ham fik jeg så lavet sangen Ferie på samsø, den kom senere med på min plade.

Jeg gik og tænkte på, om jeg skulle lave en cd på et tidspunkt, og støttet af Thorben, som jeg nu var blevet gift med, spurgte jeg på musikskolen min daværende sanglærer Lisbeth Munk om der var et studie og nogen man kunne få til at hjælpe med indspilningen, og det lykkedes. Jeg mødte harmonikalærer Klaus Håstrup, som producerede den og var spændende og lærerig at arbejde sammen med, gav råd og vejledning, han var en festlig mand, og han spiller på alt om det har strenge eller tangenter, og min guitarlærer Jacob Mogensen spiller guitar på et par af sangene. En af sangene på pladen er Stensamlersken. Den havde ikke nogen melodi. Den er skrevet af Jeppe Akjær, og jeg fik Alex Sundstrøm til at lave en melodi, så den kunne komme med på pladen.

Omkring året med lyrik- og visefestivallen i 1997 havde en gruppe fra Aalborg arbejdet med opførelsen af Ida og Bent Froms Annas ballader. Jeg var ikke med men kunne den aften være nydende. Det var der et andet par i salen, der også var, et sted derinde sad Tove og Per Mark fra Kjellerup som havde fået samme tanke om at lave den hos dem. Jeg anede ikke der var en forening i Kjellerup, der ligger 25 km. Fra Viborg, men under det almindelige opbrud og takken af for i aften hørte jeg pludselig, der var en, der sagde: ”I har jo langt at køre, er det ikke Kjellerup I kommer fra? Så da de gik forbi mig, spurgte jeg, om de ikke kørte igennem Viborg, og joh, jeg kunne da sagtens komme med. Det var herligt sådan at blive kørt hjem og ikke alene det men også få kontakten til den forening, der var stiftet i 1992. Jeg fandt vej ind og fik en plads iblandt dem også og var med til Annas ballader på orkestersiden. Vi var fire, der spillede, og jeg sang en af de sidste: Annas fangenskab.

Tiden flyver, og det har været sjovt at tænke tilbage på. jeg nu været medlem i Kjellerup i 23 år og i Aalborg i 39.

Dansk Blindesamfund har stadig og vil altid have min interesse også, så nu er jeg i et mødestedsudvalg og redaktør for kredsbladet.

Hermed er vi nået til, hvor jeg er nu med visen som ledsager, og jeg har nu kun tilbage at ønske, at min cd med de 14 sange kan være til glæde for nogen, den hedder: ”Med visen som ledsager”.

Jeg kan kontaktes på Tlf. 86 62 78 97 eller på mail: kirsten.punkt@mail.tele.dk

5. Blindehistorisk Selskabs ordinære generalforsamling 2021, af Poul Lüneborg.

Allerede nu er der grund til at sætte et kryds i kalenderen ud for lørdag den 27 og søndag den 28 februar 2021. Bestyrelsen har nemlig reserveret 35 værelser i denne weekend på Fuglsangscentret for at være sikre på at næste års generalforsamling kan afholdes i overensstemmelse med vedtægterne. Vi sætter vores lid til at coronarestriktionerne til den tid ikke giver os vanskeligheder med at gennemføre arrangementet.

Jeg kan allerede nu afsløre, at bestyrelsen i forbindelse med generalforsamlingen forsøger at gennemføre nogle blindehistoriske programpunkter, som mange medlemmer vil kunne glæde sig over. Vi vil blandt andet forsøge at fokusere på komponisten Niels Peter Jensen som levede fra 23 07 1802 til 19 10 1846 og forfatteren Carl Bjarnhof som levede fra 28 01 1898 til 19 06 1980. Så der er i høj grad noget at se frem til hvis det lykkes at realisere planerne.

I Nyhedsbrev nr. 1 i 2021 som forventes at udkomme i slutningen af januar måned næste år bringes invitation med program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen, bestyrelsens beretning samt årsregnskab for 2020 med tilhørende revisionsprotokol.

Medlemmer er velkomne til at tilmelde sig til arrangementet allerede nu, men kassereren opfordrer til at indbetaling af deltagerbidraget for opholdet på Fuglsangscentret først indbetales efter den 1. januar 2021, da det vil lette hans arbejde som kasserer. Nærmere information om arrangementet, tilmelding og betaling af deltagergebyr følger som anført i næste nyhedsbrev og i en meddelelse i DBS’s medlemsblad efter årsskiftet.

6. Tre medlemmer af selskabet tildeles stor hæder, af Poul Lüneborg.

Siden udsendelsen af Nyhedsbrev nr. 3/2020, som udkom den 19. juni i år er 3 af selskabets medlemmer tildelt hæder af en helt usædvanlig karakter for deres mangeårige arbejde til fordel for blinde i Danmark. Dette har bestyrelsen ønsket at påskønne med denne omtale.

1. Thorkild Olesen blev den 12. juni 2020 udnævnt til Ridder af Dannebrog for sit arbejde som formand for DBS siden 2009 og for DH siden 2014.

Med udnævnelsen følger han på fornemste måde i fodsporet på 3 af sine forgængere.

– I april 1949 blev foreningens formand Ernst Jørgensen udnævnt som ridder af Dannebrog, han havde på dette tidspunkt været formand for DBS gennem 18 år og samme år valgt som formand for DSI.

– I april 1979 udnævnes H. C. Seierup til Kommandør af Dannebrogordenen af 1. grad som påskønnelse af hans livslange indsats til fordel for samfundets svage grupper herunder ikke mindst de handicappede. Han var formand for DBS fra 1951-1968 og formand for DSI i samme periode.

– I marts 1983 blev Svend Jensen udnævnt til Ridder af Dannebrog for sin indsats til fordel for landets handicappede. Han havde på tidspunktet været formand for DBS gennem 15 år og formand for DSI i samme periode. Svend fortsatte som formand for DSI frem til 1990 og for DBS frem til 1998. I 1993 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen af 1. grad.

Ovenstående række af formænd for DBS forklarer, hvorfor foreningen altid har spillet en central rolle i dansk Handicappolitik.

2. John Heilbrunn blev på DBSs Hovedbestyrelsesmøde 26. – 28. juni 2020 tildelt foreningens hæderstegn for sin indsats indenfor foreningen, først som leder af foreningens internationale afdeling fra 1994 til 2009 og siden som næstformand frem til 2020.

Hæderstegnet, der blev indstiftet på Hovedbestyrelsens møde den 27. – 28. marts 1992, er tidligere tildelt:

– Karl Vilhelm Andersen, næstformand fra 1968 – 1982, HB-møde 20. juni 1992

– Svend Jensen, landsformand fra 1968 – 1998, HB-møde 6. – 7. marts 1998

– Kaj Cramer, hovedkasserer fra 1971 – 1998, HB-møde 10. – 11. september 1999

– Poul Lüneborg, næstformand fra 1991 – 1998, derefter landsformand til 2003, 28. marts 2003 ved afskedsreception på Hovedkontoret

– Thorben Koed Thomsen, kredsformand gennem 40 år for Viborg-Skive kredsen fra 1970, HB-møde 19. – 20. marts 2010

3. Thorben Koed Thomsen blev på DBSs Hovedbestyrelsesmøde den 26. – 28. juni 2020 hædret for sin indsats som kredsformand gennem 50 år i Viborg-Skive kredsen. Denne indsats blev påskønnet af landsformand Thorkild Olesen gennem overrækkelsen af en kopi af Solpigen, en bronzestatue skabt af den blinde kunstner Osvald Kavsman i 1958. Den originale statue er opstillet i Fuglsangcenteret haveanlæg.

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72 Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72 Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 Mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67 Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com