Nyhedsbrev nr. 2 april 2020

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Referat af generalforsamlingen den 15. marts 2020, ved Rita Cicilie Varmby

3. Anmeldelse af Refsnæsdebatten ved Thorvald kølle

4. Er der behov for flere undskyldninger fra den danske stat? ved Ove Gibskov

5. Kommissorium fra 22. november 2019

6. “Hvem var de?” ved Jytte Nielsen

7. Interviewprojektet, ved René Ruby

8. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg.

Det føles som en stor lettelse, at kunne se tilbage på en vel overstået generalforsamling for godt en måned siden. Rita Cicilie Varmby varetog hvervet som referent på mødet, hendes fyldige referat af generalforsamlingen, fortæller ikke blot om arbejdet i det forgangne år, men tillige om de opgaver som fik lov til at ligge i jubilæumsåret. Det er netop disse spørgsmål, som bestyrelsen nu med fornyet energi har taget fat på at løse. Et meget synligt bevis herpå får man, ved at læse næstformand René Rubys artikel om fremdriften i det såkaldte “Interviewprojekt, der har til formål at belyse udviklingen i 1960-70-erne i blindes uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder. Efterfølgende har René fortalt, at gruppen har fået tilsagn fra 3 medlemmer, som er indstillet på at være interviewere. Der er derfor grund til at ønske projektet al muligt held med det videre arbejde.

Sammen med kasserer Ole Brun Jensen, der tillige er selskabets webmaster, har jeg sat skub i opdateringen af selskabets hjemmeside. Vi er i gang med en række tiltag, som skal forbedre hjemmesidens indhold. Med hensyn til lydoptagelser fra medlemsarrangementer har vi kunnet afslutte opdateringen af dette vigtige menupunkt. Fra hjemmesiden kan der nu aflyttes 26 optagelser, fra årene 1998 til 2020. Paneldebatten om Refsnæsskolen søndag den 16. februar 2020 er den seneste optagelse, som kan aflyttes fra menupunktet “Lydoptagelser af medlemsarrangementer” på www.blindehistorisk.dk.

Programmet denne formiddag havde som anført Refsnæsskolen som tema. Det viste sig, at bestyrelsen havde set helt rigtigt, da vi valgte at fokusere på spørgsmålet, om der blandt blinde er et ønske om at få en undskyldning fra regeringen på grund af den behandling, som elever på skolen havde været udsat for i årene 1933-1980. Thorvald Kølle giver nedenfor i sin anmeldelse en kort beskrivelse af forløbet af paneldebatten, som havde Ove Gibskov som ordstyrer. Varetagelsen af denne opgave gav Ove de bedst tænkelige forudsætninger for at repræsentere Dansk Blindesamfund ved et forberedende møde på Forsorgsmuseet i Svendborg. Regeringen har indgået en aftale med dette museum, om at udarbejde en redegørelse om, hvorvidt der er grundlag for at give en undskyldning til tidligere børn, unge og voksne ved institutionerne under den tidligere Åndsvagforsorg og Den Øvrige Særforsorg i lighed med den undskyldning som drengene ved ungdomsinstitutionen Godhavn fik af statsministeren sidste år, for de overgreb de havde været udsat for.

Nedenfor giver Ove Gibskov i en artikel en beskrivelse af forløbet af det nævnte møde, som fandt sted den 10. marts 2020 på Forsorgsmuseet. Ove Gibskovs artikel efterfølges af det kommissorium, som skal danne grundlag for undersøgelsen

Nyhedsbrevets næstsidste artikel er skrevet af Jytte Nielsen, som var én af deltagerne i paneldebatten, Jytte har selv været tidligere elev på Refsnæsskolen. Der er i selskabet registreret knap 70 artikler, bøger og lydoptagelser, der fortæller om Refsnæsskolen på godt og ondt. Langt de fleste af disse kilder er fortællinger om tidligere elevers erindringer om deres ophold på skolen. I artiklen anlægger Jytte en hel anden vinkel, idet hun gør sig en række overvejelser om de medarbejdere, som var ansat på skolen. Hvilke faglige kvalifikationer havde de for at bestride de opgaver, som de var ansat til at varetage? Havde de et privatliv ved siden af deres ansættelse? Artiklen er et særdeles tankevækkende bidrag til forståelse af vilkårene for elevernes ophold på skolen i 1950-erne. Paneldebatten afslørede et fortsat behov hos mange tidligere elever for at bearbejde deres ophold på Refsnæsskolen. Thorvald Kølle havde stillet forslag på generalforsamlingen om, at selskabet tager op til overvejelse, at udgive et jubilæumsskrift i 2023 i anledning af, at Refsnæsskolen til den tid fylder 125 år. Forslaget fik mange positive ord med på vejen såvel under behandlingen på generalforsamlingen som under den efterfølgende paneldebat. Der blev nedsat en redaktionsgruppe, som skal se på forslaget og fremkomme med et oplæg til bestyrelsen. Forslaget har kun mening, hvis der er tilstrækkeligt mange tidligere elever, som vil lægge et arbejde i at realisere Thorvalds gode idé.

Uanset hvad der kommer ud af forslaget om en jubilæumsudgivelse i 2023, så modtager selskabet til stadighed nye artikler fra tidligere elever på Refsnæsskolen. Disse vil blive bragt i kommende nyhedsbreve.

Til slut vil jeg minde om, at vi i år i kommende nyhedsbreve bør bringe nogle artikler om de krigsblinde sønderjyder, som kom hjem fra 1. Verdenskrigs slagmarker.

Ved genforeningen i 1920 var Dansk Blindesamfund en lille fattig forening med omkring 600 medlemmer og ca. 4.000 bidragydere organiseret i 9 lokalkredse. På et møde i Tinglev den 13. marts 1921 besluttedes det at oprette en Sønderjyllandskreds, der første gang deltog i repræsentantskabsmødet juni 1921 i forbindelse med Stævnet i København, hvor foreningens 10-års jubilæum blev markeret. Forud herfor var blinde i den genforenede landsdel blevet besøgt af et udvalg med 3 medlemmer, som DBS havde nedsat for at skabe forudsætningerne for oprettelsen af en lokalkreds i Sønderjylland. Til støtte for opstarten af den nye Kreds havde de øvrige kredse indsamlet 492 kr. Et smukt eksempel på solidaritet. Denne holdning blandt Dansk Blindesamfunds medlemmer udtrykte medlemsbladets redaktør Peter Ommerbo i følgende digt, som blev bragt i det blad, som udkom juli 1920. Digtet kan synges på melodien “Kommer hid, i piger små”.

Hil dig, broder sønden å!

nødens tid er omme;

sprængt er fængselsdørens slå,

dig og os til fromme:

endt er nattemørkets gys,

endt for morgensolens lys.

Frihedsdagen rødmer;

Frihedsdagen – tak, o Gud!

Tak, at du os hørte!

Tak, at krigens bitre bad

frem til frihed førte!

Tak, at modgangs kval og strid

endte i en morgen blid!

Tak for frihedsdagen!

Tak, o Gud! men broderlil,

dig vi også takker!

du som midt i stormen vild!

rådløs aldrig flakker

men stod fast trods onde kår

i de mange mange år

tryg i retfærdssagen.

Dannebroge atter frit

kan i vinden smælde,

modersmålet hjemlig blidt

tør igen nu gælde.

Broderlil nu skal du hjem!

glad vi strækker hånd frem:

Vær velkommen, broder!

Lad mig slutte med at ønske alle god fornøjelse med læsning af nyhedsbrevet. Jeg håber, at i hver især passer på jer selv og jeres familie i denne tid, som jo i den grad er præget af restriktionerne som følge af Corona-epidemien.

2. Referat af generalforsamlingen den 15. februar 2020, ved Rita Cicilie Varmby.

Blindehistorisk selskab havde den glæde at afholde den årlige generalforsamling på Fuglsangscentret

Dagsordenen var som følger:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2019.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag:

a. “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle, offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

b. Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

c. Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. René Ruby, valgt i 2018 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller til genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

Ad. 1: Åbning og velkomst ved Poul Lüneborg.

Formanden bød alle deltagere velkommen til generalforsamlingen. Han var særdeles glad for det store fremmøde, når man tænker på, hvor stort fremmødet også havde været til jubilæumsarrangementet i november 2019.

Ad. 2: Navneopråb, præsentation af deltagerne.

Alle deltagernes navne blev nævnt, så man havde indtryk af, hvem der var til stede. Der var oprindelig 41 tilmeldinger, men pga. sygdom var der et frafald på to personer. Der var 39 deltagere på generalforsamlingen.

Ad. 3: Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

Ifølge vedtægterne vælges der tre personer som stemmetællere. Der skal være en punktlæser, en svagsynet samt en fuldt seende person. Som punktlæser stillede Anne Sparre op. Som seende stemmetæller meldte Henrik Harreschou sig. John Nielsen som også er fuldt seende blev foreslået og sagde ja til det, da der ikke var en svagtseende person som meldte sig.

Efter valget af stemmetællerne kunne kassereren meddele, at der var 35 stemmeberettigede deltagere til stede på mødet. Thorben Koed Thomsen blev enstemmigt valgt som dirigent. Rita Cecilie Varmby sagde ja til referentposten på betingelse af, at mødet kunne blive optaget. Laus Klüwer havde sagt ja til at forestå optagelsen af mødet, hvilket enstemmigt blev accepteret.

Efter det ovennævnte valg havde man konstateret, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt 4 uger før generalforsamlingens afholdelse jf. vedtægternes § 7 stk. 4.

Ad. 4: Godkendelse af dagsordenen.

Den blev godkendt uden yderligere kommentarer.

Ad. 5: Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019, jf. beskrivelsen af proceduren ovenfor.

Dirigenten spurgte, om der var yderligere bemærkninger til det ovennævnte punkt, hvilket der blev sagt nej til.

Ad. 6: Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1 – 2020.

Poul foreslog, at beretningens hovedpunkter skulle gennemgås, så ingen kunne blive i tvivl om, hvad formandsberetningen handlede om. Derefter kunne man stille spørgsmål, samt at komme med kommentarer til de enkelte punkter, så det kunne give god mening og lette arbejdet for referenten.

Først oplyste Poul mødedeltagerne om, hvordan bestyrelsen havde konstitueret sig, hvilket også kan ses i dagsordenens pkt. 10, samt i de nedenstående underpunkter. Der lød også en stor tak til bestyrelse og suppleanter som havde udvist et stort engagement i det forgangne år. Derefter takkede Poul bestyrelsen og suppleanterne for det store engagement omkring 25-års jubilæet, hvor så mange havde deltaget.

Poul måtte også beklage, at der var arbejdsopgaver, som ikke fik den plads, som de fortjente, men der var beklageligvis ikke tid og kræfter nok til at overkomme alle de mål, bestyrelsen oprindelig havde sat sig for at nå. I samme anledning beklagede formanden, at Allan Fohlmann desværre ikke havde mulighed for at være til stede på generalforsamlingen.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer. Heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegård og NOTA samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden.

Vi har kunnet glæde os over, at 12 har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at 5 medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemskab i 2019 og 2 medlemmer har derudover meddelt, at de ikke ønsker at forlænge deres medlemskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 128 medlemmer. Der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

I samme anledning fortalte Poul, at han på sin rejse til FSC fik lejlighed til at hverve to nye medlemmer, hvilket vakte stor begejstring hos deltagerne. Der blev drøftet lidt frem og tilbage om antallet af medlemmer. I den anledning beklagede formanden, at to af selskabets meget aktive medlemmer gennem mange år har trukket sig. Traditionen tro blev der drøftet om berettigelse af en medlemsliste. Et mindretal af deltagerne havde svært ved at se meningen med den. Det store flertal udtrykte sin begejstring, så medlemslisten fortsætter som hidtil. Et enkelt medlem ønskede på det kraftigste at blive slettet både med navn og kontaktoplysninger.

25-års jubilæet blev også fejret på behørig vis i dagene 25. – 26. november på Fuglsangscentret. Der var 66 deltagere, som havde lyst til de musiske indslag samt fejringen af udgivelsen af Henning Eriksens dagbog.

På bestyrelsens vegne takkede formanden Henrik Olsen for optagelserne af jubilæumsarrangementerne.

Alle medlemmer af Blindehistorisk Selskab har fået tilsendt en udgave af Henning Eriksens museumsdagbog, hvor der også var vedlagt en informationsfolder. Formålet med informationsfolderen er at reklamere for Museumsdagbogen samt at udbrede kendskabet til Blindehistorisk Selskabs eksistens. Formandens håb er også at få gang i salg af museumsdagbogen samt en øget interesse hos Medicinsk Museion, da dagbogen er et glimrende supplement til Den Blindehistoriske Samling. Kommunikationen med samlingsleder Ion Meyer har været vanskelig. Selskabet har forgæves sendt adskillige breve samt et eksemplar af bogen, ligesom der ej heller er modtaget nogen form for reaktion på fremsendelse af professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af dagbogen. På samme måde har der heller ikke været nogen særlig interesse fra Den Gamle By i Århus, hvor ”Blind mands lejlighed” har til huse. Denne lejlighed er en kopi af Henning Eriksens lejlighed på Nørrebro fra 1970-erne. Poul har ikke noget overblik over, hvor mange bøger forlaget har solgt. Formanden håber på, at status over salget vil komme i et af de kommende nyhedsbreve eller til næste års generalforsamling. Med ovennævnte del af beretningen lyder der en opfordring til alle medlemmer at udbrede kendskabet til Henning Eriksens museumsdagbog.

I samme moment nævnte Poul, at selskabet håber og forventer, at jubilæumsarrangementet bliver omtalt i den kommende udgivelse af tidsskriftet Øjeblikket. Det samme gælder museumsdagbogen, som forhåbentlig vil blive mere kendt ad den vej. I det seneste nummer af Handicaphistorisk tidsskrift nr. 42 fra december 2019 blev jubilæet omtalt.

Søren Jensen spurgte om receptionen på FSC har solgt museumsdagbogen. Til det meddelte Poul, at receptionen har accepteret at stå for distribution af foldere. Salg af dagbogen må ske ved personlig henvendelse til forlaget, som står for trykning af den. Desuden kan man bestille museumsdagbogen hos de eksisterende boghandlere, da selskabet ikke ser sig i stand til at stå for salget. Her kan der i samme anledning nævnes, at bogen kan bestilles hos NOTA, som har stået for indlæsning af lydudgaven.

Derefter gik Poul over til at orientere om de 52 interviews, som blev lavet i 1990-erne, som fortæller om blindes sociale udvikling. Svend Jensens tanke med de 52 interviews var at kunne dokumentere udviklingen i Dansk Blindesamfund. Optagelserne ligger nu i selskabets arkiv. Optagelserne er siden hen blevet digitaliseret, hvilket selskabet bl.a. kan takke Hans Erik Olsen for. Man har spekuleret på, hvordan man kan gøre brug af disse interviews. Det har så været tanken fra René Rubys side at tage disse interviews i brug sammen med andre projekter, hvor man bl.a. har gamle brevvekslinger mellem gamle elever og forstandere fra blindeinstituttets start i 1858. Disse korrespondancer ligger i rigsarkivet. Brevvekslingerne stammer fra instituttets start og fortæller om udviklingen gennem tiden. Fra begyndelsen var tanken med ovennævnte materiale, at det skulle bruges til en fremstilling af blindes levevilkår gennem 150 år. Selskabet har desangående fået positive tilbagemeldinger fra Dansk Blindesamfund og Medicinsk Museion til ideen. Projektet er ganske omfattende og vil koste mellem 600.000 – 700.000 kroner, når man taler om at ansætte en person med løn på fuld tid. For selskabet har det været afgørende, at den person som står for projektet selv er blind, samt at den pågældende person har et kendskab til blindes forhold. Da René er historiker, var det ganske naturligt, at han som blind historiker ville stå for projektet. Han har desværre set sig nødsaget til ikke at stå for ovennævnte projekt af personlige grunde indtil videre. På nuværende tidspunkt har han ikke ressourcer til at gå ind i et arbejde med fondracing. Bestyrelsen beklager, at ovennævnte projekt må henlægges indtil videre. Poul håber på, at de 52 interviews kan bruges i en helt anden sammenhæng. Her var der hverken spørgsmål eller kommentarer fra deltagerne.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse til belysning af blindes levevilkår i1960-erne og 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1960-erne og 1970-erne på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter at de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

I det år som er gået måtte Poul beklage, at samarbejdet med Medicinsk Museion ikke har fungeret, som det burde. Folkene der er tilsyneladende meget travlt beskæftiget med alt muligt andet. Det har desværre sat sig dybe spor i vores registreringsprojekt, hvilket Poul beklagede. Det ovennævnte projekt blev igangsat før Poul Lüneborg blev valgt som formand. Registreringsprojektet blev igangsat i 2015, hvilket var tænkt som en måde, hvorpå den Blindehistoriske samling kunne opdateres ved aktiv deltagelse af medlemmernes interesse for at øge samlingen med relevante effekter, som kan have en historisk interesse for fremtiden. Poul, som har været formand siden 2016, har altid været optaget af registrering af de effekter som selskabet med tiden har fået samlet. I begyndelsen af Pouls formandskab gik det meget trægt med registrering af de effekter, som var indsamlet, hvilket også var den tidligere bestyrelses oplevelse. Notitser i nyhedsbreve samt omtale ved medlemsarrangementer og generalforsamlinger har vist, at der var en stor interesse fra medlemmernes side. Der kom en lind strøm af henvendelser, hvor medlemmer lå inde med apparater og andre effekter af særlig interesse. I 2018 lavede Poul et notat, som omfatter 24 kategorier som rummer mellem 70-80 effekter. Det var så meningen, at Medicinsk Museion skulle gennemse notatet og vurdere hvilke effekter, der havde interesse med henblik på at opdatere samlingen. Det har også været vigtigt for selskabet at finde ud af, hvor mange dubletter, der er af de forskellige effekter. Som det kan ses i det ovennævnte dalede interessen for registreringen hos Medicinsk Museion. Vi kan pga. det ovennævnte opgive at registrere samlingen som hidtil, hvilket er den dårligst tænkelige løsning. For at undgå at opgive registreringen fuldstændig, så har Poul og Laus Klüwer besluttet sig for at sammenholde effekterne oplistet i notatet med de registrerede genstande i Den Blindehistoriske Samling, nu da vi har fået adgang til registraturen på Medicinsk Museions hjemmeside. Denne gennemgang skulle gøre det muligt, at frasortere genstande, som er kendt. Derefter kan vi så lave en fornyet præsentation til Medicinsk Museion om, hvad der er interessant. Poul får fortsat henvendelser om effekter, som har en særlig interesse for selskabet. Vi får også henvendelser om digitale apparater, som Medicinsk Museion ikke har i deres samling. Når man får leveret genstande til Medicinsk Museion, så er det vigtigt at vide, hvordan de er blevet brugt, samt i hvilket tidsrum det handler om. Det er også vigtigt at kende noget til den eller de personer, som indleverer genstande til samlingen, så genstandene får en historisk relevans for eftertiden og knyttes sammen med en bruger. Uanset, hvad Medicinsk Museion beslutter sig for, så skal de mennesker som viser interesse for den historiske samling have et svar. Herefter var der mulighed for spørgsmål og kommentarer.

Søren Jensen vil meget gerne være behjælpelig med de nye digitale apparater, som selskabet med tiden får afhentet hos mennesker rundt i landet. Han har også kendskab til mennesker som meget gerne vil øge samlingen med apparater. Poul takkede varmt for tilbuddet på bestyrelsens vegne. Kurt Nielsen spurgte om, der er mulighed for at aflevere effekter på IBOS. Man kan henvende sig til bestyrelsen og sige, at man har nogle effekter, som man meget gerne vil forøge samlingen med. Bestyrelsen skal så vurdere, om de pågældende effekter har en særlig historisk interesse, som bør opbevares. Selskabet laver så en aftale med Arne Christensen, som har fået stillet et lokale på IBOS til brug for opbevaring af historiske effekter. Man kan ikke bare tage ud på Instituttet med de effekter man har tænkt sig at aflevere. Hans Olsen spurgte om, hvad man gør for de mennesker, som ikke har mulighed for at aflevere deres effekter til bestyrelsen. Hvis det ikke er muligt for en person at aflevere effekter til samlingen, så må man gøre brug af medlemmer i det pågældende område i landet, som kan være behjælpelig med aflevering af effekter til bestyrelsen. Poul lovede, at det nok skal løse sig på en eller anden måde. Karen Margrethe Pedersen ærgrede sig over, at den fine samling som står på Medicinsk Museion bare står pakket i kasser i et magasin. Hun udtrykte håb om en anden løsning på det nuværende problem, da den nuværende opmagasinering aldrig har været i overensstemmelse med det, som Henning Eriksen har tænkt sig med samlingen. Poul oplyste også, at Medicinsk Museion er i gang med at digitalisere alt, hvad man har, som forhåbentlig også kan blive til gavn for Blindehistorisk Selskab.

Derefter fortsatte Poul med at fortælle om Arbejdsgruppen mellem selskabet og Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Det der havde arbejdsgruppens særlige bevågenhed var samlingerne på Refsnæsskolen, disse er i en langt vanskeligere situation end samlingerne på Medicinsk Museion. Arbejdsgruppen havde et møde den 1. juni 2017, hvor det så ud til, at ledelsen på Refsnæsskolen ville prioritere bevarelsen af de sjældne samlinger. Samlingerne består af en række effekter i lighed med dem, man har på Medicinsk Museion samt en omfattende samling af genstande, som har været benyttet i anskuelsesundervisningen. Selskabet og DBS har givet tilsagn om politisk støtte til at sikre samlingernes bevarelse. Desværre er der endnu ikke kommet tilbagemeldinger fra Synscenter Refsnæs, på trods af, at Thorkild Olesen har skrevet en række breve og bragt sagen i erindring. På mødet den 14. november 2019 havde arbejdsgruppen besøg af Dansk Blindesamfunds direktør Ulrik Kampmann. Han blev sat ind i den ulykkelige situation for samlingerne. Hvis de tilbageblevne samlinger på Synscenter Refsnæs skal bevares for fremtiden, så skal Refsnæssamlingen og anskuelsessamlingen registreres her og nu, så man fremover kan vurdere, hvad der har en særlig historisk interesse, idet samlingerne på Synscenter Refsnæs og på Medicinsk Museion supplerer hinanden. Det er så det, man vil fokusere på i samarbejde med Thorkild Olesen og Ulrik Kampmann. Det næste møde i gruppen vil blive afholdt den 26. marts, hvor der skal følges op på sagen, da det er mere end vigtigt, at der snarest handles. I arbejdsgruppen har man også diskuteret digitaliseringen af Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Årgangene fra 1911-1916 har Henning Eriksen overskrevet fra punktskrift, de opbevares i selskabets digitale arkiv. René har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling fået digitaliseret uddrag af medlemsbladene fra 1917-1999. Selskabet vil meget gerne have digitaliseret alle medlemsblade i deres helhed, da de er det vigtigste kildemateriale til forståelse af blindes sociale udvikling gennem tiden. I samme anledning nævnte Poul, at han har lavet adskillige notater til forretningsudvalget om blandt andet Solgavehjemmet på Vigerslevallé fra dets start til i dag, hvor det har til huse på Følager 15. Det har været muligt gennem indholdet af uddragene af de nævnte medlemsblade. Tidsskriftet Blindesagen som eksisterede fra 1972-2009 er der kun nogle få årgange, som er tilgængelige. Det drejer sig om perioden fra år 2000-2009, så her er også meget, som bør prioriteres, så vor viden om synshandicappede udvides, da Blindesagen også er med til at fortælle om vores historie. Man har i arbejdsgruppen drøftet, hvordan særlige begivenheder som sker omkring os bliver bevaret. Derfor er det vigtigt, at der laves lydoptagelser hver gang en særlig begivenhed markeres. Her skal der også tages en vurdering af, hvad der har en historisk interesse. Derfor har Blindehistorisk selskab en særlig opgave. Det er vigtigt, at vi medlemmer gør opmærksom på, når der sker noget særligt hos os, så der kan blive lavet de nødvendige optagelser af en særlig begivenhed. Henrik Olsen og andre lydentusiaster er mere end villige til at rykke ud, når der skal laves optagelser af sådanne begivenheder.

Herefter var ordet frit, hvor Søren Jensen spurgte Poul, om man er klar over, at DBSU ligger inde med et vældigt arkivmateriale. Søren mener, at der ligger et arkivmateriale af årgangene af Ungdomsbladet fra 1990erne. Inden Poul svarede på Sørens indlæg, så roste Ove Gibskov Poul for fremlæggelse af arbejdsgruppens arbejde, som Ove er en del af. Ove nævnte, at vilkårene for arbejdsgruppen ikke har været helt let, men det har været det værd, da arbejdsgruppen og Blindehistorisk Selskab har stået sammen om at løse de opgaver, der har været undervejs. Som svar til Søren, så er man i selskabet opmærksom på DBSU-arkivet. Det er Pouls håb, at vi kan få seende assistance til forberedelse af arkivet, så det kan blive indleveret til rigsarkivet til fremtidig bevarelse.

Kurt Nielsen udtrykte bekymring over, at ledelsen ved Synscenter Refsnæs ikke i tilstrækkelig grad prioriterer bevarelsen af centrets samlinger. Pt. er samlingerne lukket inde i et rum, hvor de bare får lov at være, uden at man i øvrigt tager stilling til, hvad der ellers skal ske med dem. Hvis Synscenter Refsnæs mener, at Blindehistorisk Selskab ikke skal bekymre sig om samlingerne, må vi tage det til efterretning.

Poul oplyste, at selskabet har modtaget Dansk Blindesamfunds amatørteaters store lydarkiv. Udover lydoptagelserne har selskabet fået en del ringbind som et fint supplement til lydarkivet. Det er selskabets mål at kunne afspille teaterstykkerne på hjemmesiden, men det må gøres i overensstemmelse med oprethavslovens bestemmelser. Henrik Olsen har stået for det store digitaliseringsarbejde, hvilket han skal have tak for. Nu da jubilæet og museumsdagbogen er afviklet, vil Ole og Poul eventuelt med professionel hjælp fra Søren gå i gang med hjemmesiden og optagelserne fra amatørteateret.

Leif Martinussen har udarbejdet en omfattende beskrivelse af blindes deltagelse i sport og idræt fra 1950-erne-1980. Skriftet er blevet forsynet med et omfattende billedmateriale. Skriftet er nu klart til at blive udsendt på selskabets hjemmeside, så snart som muligt. Henning Eriksen havde den kongstanke, at blindes sports- og idrætsaktiviteter skulle have en høj prioritet. I den anledning kan her nævnes, at Henning Eriksen har skrevet en artikel som på bedste vis danner optakt til Leifs udredning om blindes sports- og idrætsaktiviteter. Når Leifs redegørelse kommer på hjemmesiden, vil der også blive lejlighed til at høre de lydoptagelser, som et glimrende supplement.

Her fulgte der ingen kommentarer til de to ovennævnte punkter.

I forbindelse med vores informationsvirksomhed, så havde Poul en stor ros til vores nyhedsbreve, hvor der til stadighed kommer spændende indlæg af mennesker som ikke tilhører selskabets inderkreds. Der lød en stor tak til alle som har bidraget med indlæg til nyhedsbrevene. Poul opfordrede alle til fortsat at komme med gode indlæg, så vi ad den vej kan få nogle spændende nyhedsbreve. I samme moment nævnte Poul, at vi bestræber os på at tematisere nyhedsbrevene, så derfor er der ingen grund til at nogle af os kommer til at føle os overset, da de indsendte artikler godt kan ligge i et stykke tid, inden de bliver udsendt. I den kommende tid vil der komme en del artikler, som omhandler Refsnæsskolen. Selskabets bestyrelse har været i stand til at udsende 4 nyhedsbreve i det forgangne år.

I den sammenhæng var Hans Olsen ked af, punktudgaven af de sidste par nyhedsbreve ikke har den høje standart som tidligere. Poul forklarede, at produktionen af punktudgaven på Synscenter Refsnæs har været ramt af sygdom og tekniske problemer med centrets printer. Derfor har hovedkontoret stået for produktionen af punktudgaverne, som er meget dyrere, hvilket Hans Erik Olsen tog til efterretning. I samme moment nævnte kassereren, at der også har været problemer med udbringningen af nyhedsbrevene fra postvæsnets side.

Om hjemmesiden har Poul ikke så meget at sige, da selskabet forsøger at bringe alt relevant stof samt at rette de fejl, som måtte opstå undervejs. Selskabet har ikke været særlig flittig med opdatering af lydmaterialet, så den kritik, der er forekommet er fuldt berettiget, men ressourcerne har været mangelfulde hos bestyrelsen. Registrering af selskabets litteraturliste trænger også til en opdatering, men vi håber på, at der bliver rettet op på det i 2020.

Derefter talte Poul lidt om de lidt store udgifter vedr. jubilæumsarrangementet og museumsdagbogen, men i samme moment kunne Poul glæde sig på selskabets vegne over den økonomiske støtte, der var givet til de to begivenheder.

På baggrund af den grundige behandling af beretningen blev denne enstemmigt godkendt.

Ad. 7: Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Da regnskabet blev drøftet, var der en del spørgsmål vedr. fortolkningen af, hvordan det skulle forstås, da opstillingen for nogle af deltagerne ikke syntes, at forståelsen var så ligetil. Det blev forklaret meget grundigt.

Her følger så nøgletallene samt noterne.

Nøgletal regnskab 2019

Indtægter i alt 36.850 kr.

Samlede udgifter 50.104,47 kr.

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

Danske Bank 01.01.2019 134.817,92 kr.

Danske Bank 31.12.2019 120.658,21 kr.

Forbrugt egenkapital 14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Note 1 regnskab museumsdagbog:

Indtægter:

Dansk Blindesamfund: 30.000 kr.

Ernst og Vibeke Husmans fond: 20.000 kr.

Blindes Støttefond: 10.000 kr.

Veluxfonden: 15.000 kr.

Overført direkte til forlaget Kahrius

I alt: 75.000 kr.

Udgifter:

Korrektur Dorthe Silver: 22.837,50 kr.

Forlaget Kahrius: 19.822,50 kr.

Seende bistand: 6.988,71 kr.

Porto: 8.690,00 kr.

Kontorartikler: 1.248,00 kr.

Billede: 128,00 kr.

Trykning af program: 2.941,83kr.

Udbetalt fra Velux direkte til Kahrius: 15.000 kr.

Udgifter I altoverført til driftsregnskab: 62.656,54kr.

I alt inkl. Velux 77656,54kr.

Note 2 regnskab jubilæumsarrangement:

Indtægter:

Deltagerbetaling: 28.080 kr.

Tilskud Dansk Blindesamfund: 10.000 kr.

I alt: 38.080 kr.

Udgifter:

Ophold fuglsangscentret: 38.866,00 kr.

Honorar musikere: 14.000,00 kr.

Transport musikere: 3.038,48 kr.

Transportoplægsholder: 612,00 kr.

Tilbagebetaling deltagere: 1350,00 kr.

Trykning af Program: 2.941,83 kr.

I alt overført til driftsregnskabet: 60.808,31 kr.

Efter regnskabsgennemgangen oplæste Kurt Nielsen revisionsprotokollatet dateret den 11. februar 2020. Fra protokollatet skal følgende citeres:

“Driftsregnskabet har givet anledning til, at bestyrelsen har ladet foretage en ekstern analyse, idet der er konstateret en difference mellem driftsregnskabets samlede resultat beløb: -13.254,47 og nedskrevet egenkapital beløb: 14.159,71 jf.: saldo i Danske Bank pr. 31. december 2019 på beløb: 904,74 kr. Analysen har imidlertid ikke ført til en afklaring af årsag til differencen, og revisionen har ikke fundet forklaring på, hvordan differencen er opstået. Differencen medfører en tilsvarende forøget nedskrivning af selskabets egenkapital.

Revisionen kan konstatere, at driftsregnskabet i hovedtal viser et retvisende billede af bestyrelsens dispositioner og selskabets økonomiske stilling med den anførte anmærkning, ligesom regnskaberne i noterne over Museumsdagbogen og jubilæumsarrangementet er revideret uden anmærkning.”

Regnskabet for 2019 blev med de anførte revisionsbemærkninger enstemmigt godkendt.

Ad. 8: Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

Her var der stor enighed hos deltagerne, så det nuværende kontingent på 150 kroner fortsætter som hidtil.

Ad. 9. Indkomne forslag.

Dirigenten kunne konstatere, at der var modtaget 3 forslag, som alle var modtaget mere end 14 dage før mødet.

Ad. 9.A: “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle. Forslaget er offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

Thorvalds forslag blev modtaget med stor begejstring. Man vil fortsætte med drøftelsen den næste dag, som omhandler Refsnæsbogen.

Ad. 9.B: Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt til formanden den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik en kold modtagelse. 3 deltagere sagde ja til Inges indsendte forslag. De øvrige deltagere nedstemte forslaget. Proceduren blev afgjort ved håndsoprækning. I samme anledning blev der drøftet, hvordan andre foreninger sørger for rejserefusion til deres medlemmer. Desuden nævnte Poul, at han er villig til at være behjælpelig med ansøgning af legater til Inge samt andre medlemmer, som måtte have behov for det til dækning af rejse og ophold på FSC. Derefter blev punktet afsluttet.

Ad. 9.C: Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik ikke nogen god modtagelse. Der var enighed om, at generalforsamlingen fortsat skal afholdes på Fuglsangscentret. Det blev begrundet med, at det sociale ved et arrangement i hovedstadsområdet vil gå tabt. Der vil også blive problemer med overnatning og indkvartering for provinsbeboerne, samt at deres udgifter vil blive større.

Ad. 10: Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

Ad. 10.a: Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018. Han blev enstemmigt genvalgt ved håndsoprækning.

Ad. 10.b: 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018. René blev valgt in absentia, da han ikke kunne være tilstede pga. sygdom. Han havde på forhånd givet tilsagn om genvalg ved hjælp af fuldmagt, hvilket blev accepteret.

– Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018.

Hun blev også genvalgt ved applaus fra deltagerne. Ove Gibskov og Laus Klüwer blev også foreslået, men de takkede begge nej.

Ad. 10.c: 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019. Han blev enstemmigt genvalgt ved deltagernes applaus

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke at blive genvalgt. Igen blev Ove og Laus foreslået, men de takkede nej. Lena Bang sagde ja til at blive 2. suppleant, hvilket blev godt modtaget af deltagerne.

Ad. 10.d: Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

Kurt Nielsen ønskede at blive genvalgt, hvilket ikke var tilfældet for Henrik Olsen. Denne gang takkede Ove Gibskov ja til en revisorpost, hvilket blev godkendt af forsamlingen med en applaus.

Ad. 10.e: Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke genvalg. I stedet for blev Nete Parkov valgt, hvilket også blev accepteret af deltagerne.

Ad. 11: Eventuelt.

Bjarne Bryde spurgte til dagsordenens pkt. 5, der handler om godkendelse af sidste års generalforsamling. Når deltagerne alligevel ikke skal godkende punktet, hvorfor står det som et dagsordenspunkt? Poul svarede, at det er en servicemeddelelse og ikke et dagsordenspunkt. Poul lovede, at punktet ikke vil være at finde på dagsordenen til næste års generalforsamling.

Derefter takkede formanden for generalforsamlingen, som foregik i god ro og orden.

Referent: Rita Cecilie Varmby.

Selskabets bestyrelse har den 16. marts 2020 godkendt nærværende referat.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

Som mødets dirigent kan jeg godkende nærværende referat.

Thorben Koed Thomsen, Viborg den 18. marts 2020.

3. Anmeldelse af Refsnæsdebatten ved Thorvald kølle.

Refsnæsdebatten fandt sted på Fuglsangcenteret søndag den 16. februar i forlængelse af generalforsamlingen, som fandt sted dagen før.

Selskabets formand Poul Lüneborg indledte mødet med at byde alle velkommen til formiddagens program.

Der var en åben, venlig og behagelig stemning i gruppen under hele debatten.

Folk var meget opmærksomme og der var en naturlig stilhed og man fornemmede, at folk virkelig lyttede og reflekterede over de fortællinger, som blev præsenteret af de enkelte deltagere.

Ove Gibskov var ordstyrer og moderator, og bragte os godt igennem debatten, hjulpet af John Nielsen, som seende assistance. Der var et panel bestående af 2 fra bestyrelsen nemlig Rita Cecilie Varmby og undertegnede Thorvald Kølle.

De andre i panelet var Aage Michelsen og Jytte Nielsen.

Først fortalte paneldeltagerne lidt om deres ophold på Refsnæs og betragtninger over dette tema.

Så blev ordet givet frit.

Debatten bestod af 2 temaer.

1. Skal gamle elever bede om en undskyldning fra staten i lighed med godhavnsdrengene eller ej?

Der var ikke i gruppen stemning for at bede om en undskyldning for endskønt, de fleste af os havde haft oplevelser af grove overgreb, så var gruppen også enige om, at vi fra Refsnæs havde fået en rigtig god ballast med videre.

Et godt fundament at komme videre i livet på.

2. Det andet punkt handlede om bogen om Refsnæs skrevet af gamle elever på Refsnæsskolen. Der var en god åbenhed overfor dette forslag.

Der blev talt lidt om, hvordan det kunne gribes an.

Der blev talt om, hvorvidt der skulle nedsættes en redaktionsgruppe. Bogen var tænkt udgivet i anledningen af Refsnæsskolens 125-års fødselsdag i 2023.

Mødet sluttede med, at vi sang danske blindes nationalsang, som jeg mener er højaktuel i forhold til blindesagen i dag.

4. Er der behov for flere undskyldninger fra den danske stat? ved Ove Gibskov

Den 13. august sidste år gav statsminister Mette Frederiksen på regeringens vegne en undskyldning til Godhavndrengene for de uhyrlige overgreb, de helt op til 1970’erne havde været udsat for. Derefter blev der taget initiativ til at undersøge, om nogle af de mennesker, der har været udsat for svigt og overgreb, mens de boede på sær- og åndssvageforsorgens institutioner også skal have en officiel undskyldning. Det drejer sig om dem, der var anbragt på institutionerne i årene fra 1933, da staten, efter at Socialreformen var blevet vedtaget, overtog ansvaret for forsorgen og indtil 1980, hvor ansvaret blev udlagt til amter og kommuner.

Forholdene på institutionerne vil blive kortlagt af en historisk udredning, og det er Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, som skal stå for dette arbejde.

Som en del af baggrunden for udredningen blev repræsentanter for de berørte interesseorganisationer inviteret til at deltage i et møde 10. marts på forsorgsmuseet sammen med den arbejdsgruppe af historikere, som skal stå for udredningen.

Der deltog repræsentanter for bl.a. Udviklingshæmmedes Landsforbund ULF, Landsforeningen LEV, Danske Døves Landsforbund og Dansk Blindesamfund. Her var jeg af Blindehistorisk Selskab med opbakning fra DBSs forretningsudvalg blevet bedt om at deltage.

Efter en præsentationsrunde understregede historieprofessor Klaus Petersen fra arbejdsgruppen, at der er tale om en uafhængig undersøgelse. Det betyder, at hverken Social- og Indenrigsministeriet eller de involverede interesseorganisationer får kendskab til delresultater eller tekstuddrag, før undersøgelsen er helt færdig. På den måde vil man sikre, at der ikke forekommer nogen politisk påvirkning udefra, som kan have betydning for resultatet.

Undersøgelsen vil blive baseret på både arkivmateriale og interviews med nogle af dem, som oplevede forholdene på de forskellige institutioner. Arbejdsgruppen må dog ikke selv kontakte enkeltpersoner på baggrund af arkivmateriale; men interesseorganisationerne kan så høre, om de pågældende ønsker at medvirke. De gav alle udtryk for, at de gerne ville hjælpe med at finde medlemmer, som kunne fortælle om deres oplevelser, ligesom det også blev nævnt, at pårørende kan være væsentlige kilder. Man skulle desuden være opmærksom på, at nogle af dem, som undersøgelsen omfatter, ikke er i stand til selv at udtrykke sig, men at de ikke må glemmes af den grund. Det blev foreslået, at pårørende og ansatte i den sammenhæng kunne anvendes som kilder.

Arbejdsgruppen er meget opmærksom på, at interviewsituationen bliver gjort så tryg som mulig, og derfor kommer interviewet til at foregå der, hvor den, som skal interviewes, føler sig mest tryg – typisk i personens eget hjem.

Man er bevidst om, at det at fortælle sin historie kan få både gode og dårlige følelser frem hos den, der bliver interviewet. Derfor er der tilknyttet en psykolog til projektet, hvis nogen skulle få brug for at tale med hende efter interviewet.

Undersøgelsen vil bl.a. redegøre for, om noget af det, der kommer frem, var lovligt eller ulovligt ud fra datidens regler, da det fandt sted. I den forbindelse blev det dog også af nogen pointeret, at det dengang jo godt kunne være lovligt at handle på en bestemt måde men alligevel blive betragtet som etisk og moralsk uacceptabelt. Desuden blev det understreget, at det kunne være lige så slemt blot at være anbragt, som det var at være fejlanbragt.

Udviklingshæmmedes Landsforbund så positivt på, at der også kommer fokus på pårørendes viden men understregede, at det selvfølgelig er de anbragtes egen historie, der skal vægtes højest. Og selv om nogle måske har behov for at få en undskyldning, er der også flere, som mener, at det væsentligste må være at få mulighed for at fortælle sin egen historie og være med til at sikre, at noget lignende ikke vil kunne ske igen.

Når det var mig, der repræsenterede DBS, hænger det i høj grad sammen med, at jeg kort tid inden mødet havde været ordstyrer ved en debat i Blindehistorisk Selskab, som skulle afdække, om der blandt de tidligere Refsnæselever, som deltog, var behov for en undskyldning i lighed med den, der blev givet til Godhavndrengene. Ingen af deltagerne havde brug for en undskyldning, og det er heller ikke landsformand Thorkild Olesens opfattelse, at ret mange af Refsnæsskolens tidligere elever ønsker en undskyldning. Men der kan naturligvis godt melde sig nogle i den periode, arbejdet med udredningen foregår. Det oplyste jeg bl.a. under mødet på forsorgsmuseet, hvor jeg også nævnte, at adskillige havde oplevet undervisningen på Refsnæsskolen som god, selv om der nogle gange skulle meget lidt til, før man blev slået, som det jo i det hele taget var tilfældet i landets skoler dengang. Flere havde dog især på boafdelingerne været ude for nogle få ansatte, der udviste en forfærdelig adfærd – også set i datidens lys. F.eks. kunne man blive tvunget til at spise sit eget bræk, hvis man havde kastet op i havregrøden om morgenen. Der var også enkelte elever, som det var ”tilladt” for de andre at drille, uden at nogen af de få ondskabsfulde fra personalet blandede sig.

Jeg lagde dog i mit indlæg stor vægt på, at der langt fra kan paralleliseres mellem Refsnæsskolen og f.eks. Godhavn, hvor man blandt mange andre overgreb vel nærmest gjorde, hvad man kunne for at ødelægge alle elevernes selvværd.

Jeg henviste desuden til det ret omfattende og nuancerede kildemateriale om tiden på Refsnæsskolen set fra et elevperspektiv, som findes i Blindehistorisk Selskabs nyhedsbreve. Efter mødet har lederen af Forsorgsmuseet, Sarah Smed, i en mail modtaget en henvisning til selskabets hjemmeside og en oversigt over det relevante Refsnæsindhold i nyhedsbrevene.

Danske Døves Landsforbund lå meget på linje med Dansk Blindesamfund og mente heller ikke, at der blandt medlemmerne var et stort behov for en undskyldning eller tale om voldsomme overgreb som dem, der fandt sted på Godhavn.

Arbejdsgruppen laver en folder, der bliver sendt rundt til organisationerne i både digital og trykt form og i et sprog, som skal kunne forstås af så mange som muligt af de involverede personer, og forsorgsmuseet vil gerne have interesseorganisationerne til at hjælpe med at få den distribueret til de medlemmer, som er med i målgruppen. Folderen kommer bl.a. til at indeholde en præsentation af udredningsprojektet og information om, hvem man søger at komme i forbindelse med, og hvor lang tid, man skal regne med, et interview tager. I folderen vil der også være oplysninger om, hvordan det undervejs i forløbet bliver muligt både at skrive og indtale sin historie på hjemmesiden www.anbragtihistorien.dk.

Folderen skulle meget gerne være klar omkring midten af april.

Det var oprindeligt hensigten, at udredningen skulle være færdig i løbet af halvandet år – dvs. 1. august 2021. Men pga. den aktuelle Coronasituation, hvor det meste af landet er lukket, har Social- og Indenrigsministeriet vist forståelse for, at arbejdet muligvis først bliver afsluttet på et senere tidspunkt. I øvrigt er det en generel opfattelse blandt forskere, at halvandet år i det hele taget er kort tid til en så stor udredning, Men det har i den her sammenhæng været afgørende at tage et væsentligt hensyn til målgruppen, hvoraf mange af dem, der stadig lever, jo er godt oppe i årene og gerne skulle kunne nå at modtage en undskyldning, hvis udredningen kommer frem til, at der er behov for at give en sådan.

5. Kommissorium fra 22. november 2019

– historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne, der som følge af en anbringelse i sær- og åndssvageforsorgens institutioner kan have været udsat for svigt og overgreb.

Indledning

Kommissoriet beskriver rammen for den historiske udredning vedrørende børn, unge og voksne, der som følge af en anbringelse i sær- og åndssvageforsorgens institutioner kan have været udsat for svigt og overgreb.

Formål og indhold

Udredningen har til formål at undersøge, om der er børn, unge og voksne, der kan have været udsat for svigt og overgreb, mens de havde ophold i sær- og åndssvageforsorgens institutioner under statens varetægt i perioden 1933-1980.

Den historiske udredning skal søge at beskrive følgende:

• Den historiske kontekst for etablering og udvikling af sær- og åndssvageforsorgen.

• Drift af institutioner, visitation til institutionerne og tilsyn med institutionerne.

• De generelle forhold på de institutioner, som var omfattet af sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933-1980 med særligt fokus på tidsperioden 1950-1980, herunder livsforholdene på institutionerne.

• De berørte målgrupper, som havde ophold i sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

• De lovgivningsmæssige rammer for sær- og åndssvageforsorgen, herunder en beskrivelse af de fysiske indgreb, som blev udøvet over for målgruppen inden for rammerne af datidens lovgivning herunder som behandling, oplevelser og konsekvenser for de berørte målgrupper.

Den historiske udredning skal desuden afdække:

• Udførelsen af statens tilsynsforpligtelse i relation til sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

• Evt. svigt og overgreb, som f.eks. fysiske / seksuelle overgreb, psykisk vold, alvorlige mangler ved den lægelige, praktiske eller følelsesmæssig omsorg, som kan have været blevet påført børn, unge og voksne som konsekvens af datidens lovgivning samt datidens moral, etik og normer på et af sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

• Oplevelser, traumer, sekundære traumer og deraf konsekvenser for de berørte børn, unge og voksne, herunder gennem interviews med nulevende personer. I den forbindelse inddrages også perspektivet fra de mennesker, der var ansat på institutionerne.

Eventuelle andre relevante vinkler, der måtte opstå undervejs i arbejdet, og som ønskes inddraget og beskrevet, afklares med Social- og Indenrigsministeriet.

Organisering af den historiske udredning

Den historiske udredning forestås af Danmarks Forsorgsmuseum inden for en tidsperiode på 1-1 1/2 år. Der lægges vægt på, at fagpersonerne, der skal varetage opgaven, har indgående kendskab til sær- og åndssvageforsorgens historie.

Den historiske udredning skal bygge på fagpersonernes generelle viden, relevante historiske kilder samt interviews med nulevende personer, som var involveret i eller berørt af de forhold, som var omfattet af sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

Det står fagpersonerne frit for at rådføre sig med relevante institutioner, organisationer m.v. i forbindelse med udarbejdelsen af den historiske udredning.

Iværksættelse af den historiske udredning

Social- og Indenrigsministeren udpeger Danmarks Forsorgsmuseum til at forestå udredningen, der ligeledes indgår kontrakt med museet. Danmarks Forsorgsmuseum forpligtes herunder til at forelægge udredningens foreløbige resultater halvårligt for Social- og Indenrigsministeriet.

Det tilstræbes, at den historiske udredning senest afleveres til regeringen den 1. august 2021 med henblik på efterfølgende offentliggørelse.

6. “Hvem var de?” ved Jytte Nielsen – skrevet maj 2019

Hvem var de? Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv i tidens løb. Hvem var de mennesker, som skulle være i forældres sted på blindeinstitutterne eller jeg burde måske sige i mors sted, da mænd ikke var ansat som plejepersonale.

Det var ugifte kvinder uden egne erfaringer med mand og børn. Hvordan gik det til, at de kom til at arbejde med at passe blinde børn? Hvad var kravene til kvindernes baggrund? Jeg ved det ikke, men det optager mig. Jeg tror ikke, det var en kvindes drøm at tilbringe sit voksne liv med at passe andres blinde eller svagtseende børn på en institution ude på landet, hvor de hjemlige private rammer ikke var meget bedre end børnenes. De havde en dør, de kunne lukke bag sig, de havde ikke eget bad og toilet, og døren til deres bolig åbnede direkte ud til den gang, hvor sovesalene var. Det var så lidt privat, at alle kunne følge med, hvis der kom en besøgende, mand eller kvinde. Kom den samme person på besøg flere gange, så ville rygterne ingen ende tage. Som jeg skriver, interesserer disse kvinders liv mig. Jeg var blind og kunne ikke selv se dem personligt, men ifølge min mor, som nu er 93 år, og som udmærket husker den tid, hvor hun måtte overlade sit barn til fremmede, så var det kvinder med et underligt fysiognomi, maskuline, knoglede eller direkte uskønne kvinder. Hun er min mor og kan have set disse kvinder gennem et troldspejl, da de skulle optræde i hendes sted. Jeg vælger at tro hende. Hvad angår det maskuline var der en assistent, der blev kaldt Niels. Hun hed frøken Nielsen, og hvis det havde været mod hendes vilje, havde det aldrig fået lov til at finde sted. I 1965 kom der en ny forstander på stedet, som sagde, at hun nu skulle kalde sig ved sit kvindenavn Ellen. Blinde børn skulle ikke være i tvivl om køn, da navn er en markør for køn.

Jeg er født i 1950 og oplevede institutterne i perioden 57-68. Måske er tiden forpasset, minder og erindringer støvet til. Glemsel og fortrængning er resignationens følgesvend for at forlige sig med fortiden.

Der er meget, vi tilskriver tiden. ”Sådan var det jo den gang”. Børn skulle så meget som for eksempel spise op, selv når de ikke selv havde sagt, hvor meget de kunne spise. De skulle i det hele taget en masse ting, bare en voksen beordrede det. Men selv med henvisning til tiden og de sociale normer den gang, så var der ting, der var grænseoverskridende eller direkte overgrebsagtige. Det var ikke normen, at børn skulle spise op, når der var tale om opgylp eller opkast på tallerkenen. Eller med at afstraffe en pige for et eller andet sandsynligvis ligegyldigt med, at hun ved sengetid skulle trække af sit tøj inde hos de små drenge. Om assistenten, der fandt på dette, stod og lurede på, ved jeg ikke. Der var en anden pige, der blev afstraffet ved at skulle sove en nat på de små drenges sovesal. Her må være tale om en voksen kvinde, som har personlige problemer og en umoden seksualitet. For ca. 15 år siden mødte jeg tilfældigt niecen til den pågældende assistent. Hun fortalte, at hendes faster tilbragte sin alderdom hos sin bror ude på gården. Jeg gætter på, at denne bror var en lillebror.

Jeg kan ikke undlade at fortælle om en vigtig erindringstråd på debatforummet blindeforum. Her fortalte en kvinde om de overgreb, hun som barn var udsat for af en klaverlærer. Hun havde været traumatiseret hele sit liv. Jeg kunne straks fortælle hende, at vi var flere, der havde været udsat for det samme. At pågældende lærer befamlede de små pigers bryster og kommenterede deres størrelse, og hans store interesse var at bemærke, når man var begyndt at gå med brystholder. Det har ikke gjort noget varigt indtryk på mig, da vi heldigvis var et par piger, der fik talt om det. Vi blev enige om, at han var ulækker, og vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at drille og chikanere ham.

Der var en assistent, som samtidig også var gymnastik- og svømmelærerinde. I en periode udså hun sig den svageste og mest vandskrække pige som sit offer. Først beordrede hun os andre op af bassinet, så blev døren lukket ind til bruseafdelingen. Medens vi brusebadede, kunne vi høre hjerteskærende skrig fra svømmebassinet. Her blev pigen trukket i en svømmestang ud over det dybeste sted. Pigen var helt blind og panikslagen. Jeg husker tydeligt, at vi andre var helt stille og meget pinligt berørt. Da det var slut, og de to kom ind til os andre, marcherede lærerinden hurtigt og målrettet på toilettet. Det stod på et par gange, så vidt jeg husker. Måske lykkedes det det stakkels offer at få sagt det til nogen. Havde vi ellers bemærket det, ville det sikkert have heddet sig, at eleven skulle lære at overvinde sin vandskræk.

På Refsnæsskolen var der ansat en sygeplejerske. Hun boede på sygeafdelingen dør om dør med de syge børn, der blev indlagt der. For at komme ind på sygeafdelingen skulle man gennem flere døre, så al diskretion var udelukket. Det er svært at forestille sig et privatliv under sådanne forhold. Arme kvinde siger jeg. Sygeplejersken var altid den samme, meget skrap og hårdhændet. Skulle man for eksempel have dryppet øjne, så fik hagen først et kraftigt skub, ikke et slag, men næsten. Når så hovedet røg bagover, greb hun det, og medens man forsøgte at få balancen, så fik hun øjenlågene op og dryppede. Hun var altid den samme, hun var ikke sadistisk og gjorde mig bekendt ikke noget, der gik over grænsen.

Cirka tre måneder om året var der ferier, når man lægger tiderne sammen. Hvad lavede de i den tid? Sad de og filede negle og læste dameblade på værelset? Besøgte de familie, eller tog de på herlige kurophold i Tyskland?

Når unge teenagepiger kom på instituttet i København, så var der et totalt fravær af voksne. Der var ansat en plejemor, der boede på den samme gang som pigerne. Der var ingen assistenter ansat, så disse 20 unge piger mellem 14 og 18 år var helt overladt til sig selv og hinanden. Plejemor var en ubegribeligt selvusikker og selvudslettende kvinde, som var så forskrækket over sin egen opgave, at hun altid flygtede ind til sig selv. Da hendes dør var direkte til pigernes område blev det hurtigt noteret, at en mand kom på besøg. Det var altid midt på dagen, og det var en mand, som var ansat på værkstederne. Vi fandt aldrig ud af, hvornår han gik igen. Det har sandsynligvis været noget arbejdsrelateret, de skulle tale om. Jeg håber alligevel, at dette herrebesøg var af mere amourøs karakter. Blinde fra den tid kan i dag fortælle om et ungdomsliv, der blev tilbragt både dag og nat på sekssengsstue, hvor al aktivitet var fantasilege og flugt ind i drømme. De kom virkelig ingen steder og blev totalt svigtet. De havde ikke, hvad der lignede et godt ungdomsliv.

På drengeafdelingen var det anderledes, tror jeg. Her fraveg man kyskhedsprincippet og havde ansat en venlig og kompetent kvinde, som boede på skolen med sin familie, mand og børn. Hendes mand var dog også ansat på skolen.

Når man interesserer sig for historie, og når man er med i en forening, der beskæftiger sig med blindes historie, så åbner der sig hele tiden nye døre og nye emneområder dukker frem. Jeg mener, at personalets historie er en del af blinde børns historie. Jeg mener, at blinde børn, nu voksne / gamle, har behov for at kende det menneskemiljø, de er vokset op i. Mange mennesker forsøger at afdække deres genetiske baggrund. Det kan være for at forstå sig selv i en arvelig sammenhæng. Men miljøet har også stor betydning for et menneskes udvikling, så derfor er interessen helt relevant.

Skal vi lade emnet ligge? Er det for svært at tage fat på det? Al historie handler om fortiden og gravearbejdet kan være besværligt og langsommeligt. Kan vi få fat om emnet, tror jeg, det vil være et vigtigt kapitel.

7. Projekt interview om blindes erhvervs- og levevilkår i 1960-erne og 1970-erne ved René Ruby

I 2015 blev der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg og Blindehistorisk Selskab. Blindehistorisk Selskab har med udgangspunkt i drøftelserne i arbejdsgruppen og med forskningschef Ion Meyer fra Medicinsk Museion besluttet at supplere og opdatere Den Blindehistoriske Samling på Medicinsk Museion gennem forskellige initiativer. Et af disse initiativer, har til formål at beskrive blindes leve-, uddannelses- og erhvervsvilkår i 1960-erne og 1970-erne. Det har været et ønske fra Medicinsk Museion at få nogle personprofiler, som fortæller om de vigtige ændringer i blindes beskæftigelsesmuligheder, som tog sin begyndelse for omkring 50 år siden. Med baggrund heri nedsatte bestyrelsen, en projektgruppe, hvis opgave det er at gennemføre 25 interview til belysning af blindes levevilkår m.v. i 1960-erne og 1970-erne.

Projektet falder i 3 faser:

Fase 1. Fastlæggelse af interviewguide, panel på 25 interviewdeltagere og budget for det videre arbejde.

Fase 2. Gennemførelse af de 25 interview.

Fase 3. Afrapportering af projektet i form af en mindre rapport.

Den oprindelige arbejdsgruppe har på grund af frafald blandt sine medlemmer ikke set sig i stand til at gennemføre projektet. I stedet har 3 af bestyrelsens medlemmer imidlertid taget udfordringen op og søger at gennemføre de 25 interview og sammenskrive indtrykkene fra disse i en rapport. Disse tre er Redaktør Rita Cicilie Varmby, kasserer Ole Brun Jensen og sekretær Thorvald Kølle med undertegnede som tovholder.

Der er allerede lagt et betydeligt arbejde i dette projekt med hensyn til at formulere de spørgsmål som skal lægges til grund ved hvert interview. Der er på nuværende tidspunkt formuleret 17 spørgsmål som drejer sig om:

  • Om skole og ungdomsliv
  • Om uddannelse
  • Om erhvervsmæssig beskæftigelse
  • Generelt om hjælpemidler
  • Om socialt liv
  • OM fritidsaktiviteter

De tre i projektgruppen minus tovholderen vil sammen med yderligere tre gennemføre de 25 interview. De tre interviewer udenfor projektgruppen er nu ved at blive kontaktet med henblik på deres deltagelse. Næste trin er derpå, at de 6 interviewer samles på Fuglsangscentret en dag med henblik på at teste spørgsmålene på hinanden for eventuelt at udarbejde supplerende spørgsmål. Herudover skal optagelsestekniske spørgsmål afklares. Endelig skal der ske en udvælgelse af 25 interviewpersoner på baggrund af en længere liste over oplagte kandidater. Når der er indhentet tilsagn om deltagelse fra de 25 interviewpersoner skal selve interviewene så gennemføres. Gennemførelsen af de 25 interview vil medføre en del rejseaktiviteter for de 6 interviewer, hvilket vil påføre selskabet en udgiftspost til rejseudgifter.

Når interviewene er gennemført skal de udskrives og sammenskrives i en rapport. Projektgruppen vil i udgangspunktet påtage sig denne udskrivning og sammenskrivning, men da det er en tidskrævende proces, vil det blive nødvendigt at søge hjælp hertil blandt selskabets medlemmer. Nyhedsbrevet vil være et oplagt sted at annoncere efter denne hjælp blandt medlemmerne.

Som det fremgår af ovenstående gennemgang er det en langvarig og tidskrævende proces at få forberedt, gennemført og endelig afrapporteret de 25 interview i en afsluttende rapport. Denne rapport kan derfor tidligst forventes i sidste halvdel af 2021.

8. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 eller mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

tlf. 39 67 00 67 m 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Nyhedsbrev nr. 1 januar 2020

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Kontingentbetaling 2020

3. Invitation og program for generalforsamlingen

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2020

5. Forslag til dagsorden for generalforsamlingen

6. Beretning 2019 / 2020

7. Regnskab 2019

8. Revisionsprotokol

9. “Bogen om Refsnæs”, forslag ved Thorvald Kølle

10. “Nyhedsbrev nr. 64!”, ved Poul Lüneborg

11. Min musikuddannelse, ved Erik Kiørbye

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg.

2019 har været et spændende og inspirerende år indenfor selskabet. Dette skyldes ikke mindst markeringen af vort 25 års jubilæum i forbindelse med årets generalforsamling, og det særlige jubilæumsarrangement.

Jubilæumsarrangementet fokuserede som bekendt på blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, og indenfor jazzmusikken siden 1960-erne. Det har været min opfattelse, at det var første gang, at selskabet gjorde historisk status indenfor disse områder. Imidlertid har min gennemgang omkring årsskiftet af vore nyhedsbreve gennem de sidste 25 år belært mig om, at der også i forbindelse med selskabets generalforsamling 29 – 30. marts 2008 blev sat fokus på blinde musikere. Organist Willy Egmose gav ved den lejlighed et oplæg om blinde musikeres kår før, nu og i fremtiden, efterfulgt af en jazzkoncert. Dengang var det også musikalske arrangementer af fhv. lærer ved Blindeinstituttet Ernst Bruun Hansen, som blev spillet af stort set de samme musikere, som optrådte ved jubilæet.

Forhåbentlig vil alle medlemmer snart kunne genhøre musikken og diskussionerne fra jubilæet på selskabets hjemmeside, takket være en enestående indsats fra vores lydmand Henrik Olsen.

I slutningen af december sidste år udkom Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42 med professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af Henning Eriksens Museumsdagbog. Desuden kunne man i samme tidsskrift læse min artikel om Ernst Jørgensen, som var Dansk Blindesamfunds formand fra 1928-1951, samt min omtale af selskabets jubilæum. Så jeg mener vi har grund til at være tilfredse med den opmærksomhed, der er vist vores virksomhed udenfor vore egne rækker. Forhåbentlig vil man også i det første nummer af dette års udgave af tidsskriftet Øjeblikket kunne læse om vores jubilæum, og om Museumsdagbogens udgivelse.

Vort medlem Erik Kiørbye har i en artikel i dette nyhedsbrev fulgt op på omtalen i sidste nyhedsbrev af jubilæet, med en spændende artikel om hans egen uddannelse som klassisk musiker.

Personligt glæder jeg mig til det kommende arbejdsår, hvor jeg forhåbentlig får mere tid til at hellige mig nogle helt andre blindehistoriske emner. Der er for mig ingen tvivl om at 100 året for genforeningen af Sønderjylland med resten af landet må have vores allerstørste bevågenhed. Vi skal vide noget mere om de mange sønderjyder, som kom hjem fra tysk militærtjeneste under 1. Verdenskrig som krigsinvalider, og som havde mistet synet.

Seks af disse krigsblinde blev de første danske førerhundebrugere, der fik bevilget en førerhund, som var trænet på en særlig førerhundeskole. Der var også flere af de hjemvendte krigsblinde, som markerede sig i organisationsarbejde, og som forfattere. Endelig er der grund til at følge op på den indsats, som Dansk Blindesamfund iværksatte for at komme de blinde i Sønderjylland til undsætning.

Der er således mange spændende opgaver som venter. Men allerførst skal vi mødes til årets generalforsamling. Her sætter vi med en blindehistorisk paneldiskussion fokus på Refsnæsskolen. Denne begivenhed er beskrevet i programmet til generalforsamlingen, med henvisning til et par artikler nedenfor.

I bestyrelsen glæder vi os til arrangementet, og til at møde mange af selskabets medlemmer.

2. Kontingentbetaling 2020.

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet til Blindehistorisk selskab på 150 kr.

Du kan indbetale via bankoverførsel til registreringsnummer. 1551, kontonummer 0501697. Du kan også indbetale kontingentet via MobilePay på nummer 44 678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller MobilePay, så jeg kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på 40 62 11 23, så vi sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Jeg vil opfordre alle medlemmer til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar i år. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 15. februar 2020, hvis du agter at deltage i denne.

Ole Brun Jensen, kasserer.

3. Invitation og program for generalforsamlingen 15. – 16. februar 2020.

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, atter at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 15. til søndag den 16. februar 2020.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.

Program for lørdag den 15. februar 2020:

Kl. 14.00 – 17.00 Generalforsamling, afbrudt af kaffe / tepause

Kl. 17.00 Fællessang

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i Parken, så deltagerne kan fortsætte hyggeligt samvær efter middagen samme sted.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale, for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program.

Program søndag den 16. februar 2020:

Kl. 7.00 – 9.30 Morgenmad i Fuglsangcentrets restaurant.

Kl. 9.30 Blindehistorisk paneldiskussion om Refsnæsskolen.

– Indhold og dilemmaer i forbindelse med tilblivelsen af et 125 års jubilæumsskrift, skrevet af tidligere elever, jf. artiklerne Bogen om Refsnæs og Nyhedsbrev nr. 64, under punkterne 9 og 10 nedenfor.

– Bør der gives en undskyldning til tidligere elever, i lighed med undskyldningen til drengene fra Institutionen Godhavn? jf. landsformand Thorkild Olesens leder Undskyldningen der endelig kom, i medlemsblad nr. 11/2019.

Journalist Ove Gibskov vil som ordstyrer sammen med bestyrelsesmedlemmerne Rita Cecilie Varmby og Thorvald Kølle, samt medlemmerne Jytte Nielsen og Aage Michelsen, bidrage til behandlingen af de to temaer med efterfølgende diskussion.

Alle 5 medlemmer af panelet har i en række artikler gjort sig overvejelser om deres tid som elev på Refsnæsskolen.

Kl. 11.30 Fællessang og afslutning ved formand Poul Lüneborg. sangen som skal synges er Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2020.

Såfremt du har planer om at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 15. til søndag den 16. februar 2020, skal jeg bede dig om at meddele dette til kasserer Ole Brun Jensen senest mandag den 3. februar 2020. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 30 værelser på centret, en del af disse er allerede i skrivende stund booket, så skynd dig med din tilmelding!

Kasserer Ole Brun Jensen kan kontaktes på tlf. 40 62 11 23 eller på mail ole@obj.dk.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551, kontonummer 0501697. Du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44 678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til Ole Brun Jensen på 40 62 11 23, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 eller på mail fuglsang@blind.dk

Bestyrelsen glæder sig til at møde rigtig mange medlemmer til årets generalforsamling.

5. Forslag til dagsorden for generalforsamlingen.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling, afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes § 7 stk. 16, og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/2019, som udkom den 26. april 2019. Dette nyhedsbrev kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse, se beretningen andet steds i nyhedsbrevet.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse, se regnskabet og revisionsprotokollen andet sted i nyhedsbrevet.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

9.1 Bogen om Refsnæs ved Thorvald Kølle, se forslaget andetsteds i nyhedsbrevet.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018.

– Rita Cecilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

c. 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller op til genvalg.

d. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

e. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

6. Beretning 2019/2020.

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 16. februar 2019 til generalforsamlingen den 15. februar 2020.

1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende sammensætning:

Poul Lüneborg, formand

René Ruby, næstformand

Ole Brun Jensen, kasserer

Rita Cecilie Varmby, redaktør

Thorvald Kølle, sekretær

Leif Martinussen, 1. suppleant

Allan Folmann, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der er i beretningsperioden afholdt 5 møder.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde, afholdt den 17. februar 2019, umiddelbart efter afslutningen af sidste års generalforsamling.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål, og for at sikre gennemførelsen af vedtagelserne på møderne. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer, heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt Blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke en artikel i rubrikken Meddelelser om forskellige emner og aktiviteter. Det er desuden vigtigt at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse kollektive medlemmer væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres virksomhed. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde. For at nå ud med information om selskabet til mennesker udenfor DBS’s medlemskreds, har vi desuden rettet henvendelse til Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg for at forhøre os om, hvorvidt selskabets arbejde direkte eller indirekte kunne omtales i artikler i tidsskriftet Øjeblikket, der udsendes i 80.000 eksemplarer til mennesker som støtter DBS økonomisk. I skrivende stund er der grund til at formode, at selskabets 25-års jubilæum vil blive omtalt i det første nummer af Øjeblikket, der udsendes i 2020.

Efter generalforsamlingen blev alle medlemmer, som endnu ikke havde betalt kontingent kontaktet pr. brev, og i en række tilfælde også pr. telefon.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden. Det drejer sig om Cecilia Charlotte Hvidebech, ære været hendes minde.

Vi har kunnet glæde os over, at tolv har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at fem medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemsskab i 2019, og et medlem har derudover meddelt, at vedkommende ikke ønsker at forlænge sit medlemsskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer, som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 129 medlemmer, der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I sidste års beretning opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er således kun rykket en smule nærmere i årets løb.

Alle medlemmer fik i månederne op til jubilæumsarrangementet 25-26. november 2019, tilsendt et eksemplar af Henning Eriksens Museumsdagbog, sammen med 2 info-foldere om bogudgivelsen og om selskabet. Det har været bestyrelsens håb, at mange medlemmer vil benytte bogudgivelsen og informationsfolderne om denne til at synliggøre selskabet overfor mennesker med interesse for blindes historie. Hvorvidt dette initiativ sætter sig spor i medlemstallet, vil afsløre sig i løbet af 2020.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 30. september 2019 en medlemsliste til alle medlemmer i 4 medier, efter det enkelte medlems eget valg.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet fremtidig udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den ordinære generalforsamling i årets 1. kvartal. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer fremsendt til kassereren.

I 2019 lod udsendelsen af årets medlemsliste vente på sig på grund af problemer med at få skabt fuld klarhed over, hvem der ønskede at opretholde deres medlemsskab, jf. redegørelsen ovenfor under pkt. 2 om medlemsstatus. Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter årsskiftet til at indbetale deres kontingent.

4. Selskabets jubilæumsarrangementer.

Kort efter generalforsamlingen i 2018, hvor spørgsmålet om markering af selskabets 25-års jubilæum, blev drøftet, nedsatte bestyrelsen på sit møde den 22. marts 2018 en gruppe, der skulle forberede den runde fødselsdag. Gruppen kom til at bestå af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og undertegnede. Gruppen holdt i oktober måned samme år sit første møde, der blev efterfulgt af tre møder i 2019, for at planlægge det særlige jubilæumsarrangement 25. – 26. november 2019.

Gruppens første opgave blev at planlægge et program dagen efter generalforsamlingen. Programmet søndag den 17. februar bestod i et oplæg “om opkomsten af den handicaphistoriske forskning samt om etableringen af de forskellige handicaphistoriske selskaber i 1980erne og 1990erne”. Professor Birgit Kirkebæk gav et inspirerende historisk rids over udviklingen, som blandt andet førte til stiftelsen af Blindehistorisk Selskab. Formiddagens andet tema, som jeg selv stod for, bar titlen “1894, et skæbneår for blindesagen i Danmark”. Dette oplæg fokuserede på det opbrud, der blev resultatet af generalforsamlingen den 29. september 1894 i foreningen “Danske Blinde”. En begivenhed, som lagde kimen til stiftelsen af de blindes egen forening i form af Dansk Blindesamfund 17 år senere. Oplæggene gav anledning til en god diskussion blandt de 45 deltagere, som afsluttede dagens program til markering af selskabets jubilæum med at synge “Danske blindes nationalsang”, skrevet af Jørgen Marius Hansen i 1915, og som Laurids Lauridsen skrev melodi til i 1923.

Den egentlige markering af selskabets 25-års jubilæum fandt som nævnt sted i dagene 25. – 26. november 2019 på Fuglsangscentret, med 64 deltagere. I sidste øjeblik fik arrangementet tildelt nogle ekstra værelser, hvilket sammen med et antal sygemeldinger betød, at alle deltagere på nær to, kunne indkvarteres på centret.

På førstedagen fokuserede jubilæumsprogrammet på blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, samt deres medvirken på den hjemlige jazzmusikalske scene siden begyndelsen af 1960-erne.

Leif Martinussen indledte programmet med et oplæg om markante blinde musikere og komponister indenfor den klassiske musik siden begyndelsen af det 19. århundrede, efterfulgt af en koncert, der præsenterede en række af hans egne kompositioner, fremført af pianisten Tom Ernst og mezzosopranen Svafa Thorhallsdottir. Efter en fælles evaluering af denne del af programmet, gav Thorvald Kølle et oplæg om blinde jazzmusikere gennem de seneste 60 år. Hans oplæg gav anledning til en livlig diskussion. Anne Hollænder akkompagnerede på klaver eftermiddagens afsluttende fællessang af Danske Blindes Nationalsang og Refsnæssangen af Jørgen Emborg. Førstedagens program sluttede om aftenen med en jazzkoncert med syv blinde musikere. Disse var: Willy Egmose, piano, Flemming Nørgaard, bas, Niels Ove Jørgensen, trommer, Thorvald Kølle, trompet, flügelhorn, Kurt Nielsen, altsax, Lars Bang Andersen, tenorsax og Lars Svaneborg, vibrafon.

Der var blandt deltagerne stor tilfredshed med disse blindehistoriske strejftog, til belysning af blindes medvirken indenfor de to musikalske genre.

Arrangementets anden dag var helliget præsentationen af selskabets udgivelse af Henning Eriksens Museumsdagbog. Selskabets første formand Jørgen Eckmann, og fhv. museumsleder Mogens Bang var sammen med Dansk Blindesamfunds formand Thorkild Olesen inviteret til, sammen med undertegnede, til at belyse bogens forskellige historiske dimensioner. Læs i øvrigt herom nedenfor under pkt. 6.1.

Generalforsamlingen i 2018 gav bestyrelsen mandat til at fejre selskabets 25-års jubilæum på en markant måde. Det mener vi selv lykkedes, hvilket de mange positive tilbagemeldinger vidner om.

Bestyrelsen takker på selskabets vegne Dansk Blindesamfund for en særlig bevilling på 10.000 kr. til delvis dækning af udgifterne ved arrangementet. De samlede udgifter ved arrangementet er opgjort til 60.808,31 kr. Det betyder efter fradrag af deltagerbetaling og tilskuddet fra DBS, at arrangementet resulterer i en udgift for selskabet på 22.728,31 kr.

Henrik Olsen skal have en særlig tak for hans optagelser af samtlige ovennævnte indslag ved de to arrangementer. Lydfilerne vil siden kunne aflyttes på selskabets hjemmeside.

5. Arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg.

René Ruby og formanden har også i den forgangne periode, været selskabets repræsentanter i gruppen. Karen Marie Petersen meddelte i begyndelsen af august måned, at hun havde besluttet sig for at trække sig fra arbejdet i gruppen som den ene af de to medlemmer, der repræsenterer DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Udvalget har siden været repræsenteret ved Ove Gibskov og Dennis Bonet Aabank.

Gruppen har i perioden afholdt et møde den 14. november 2019, i Handicaporganisationernes Hus.

Mødet behandlede en række sager, som tidligere har været drøftet i gruppen. Den vigtigste af disse var spørgsmålet om sikring af de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. Landsformand Thorkild Olesen havde kort tid før mødet skriftligt bragt sagen i erindring overfor institutionens ledelse. I mødet deltog direktør Ulrik Kampmann fra DBS, der planlagde et besøg på Synscenter Refsnæs, hvor han ville tage sagen op. Han blev på mødet orienteret om sagsforløbet siden arbejdsgruppens møde den 1. juni 2017 på Synscenter Refsnæs. Der var enighed om, at der i løbet af 2020 skulle tilvejebringes en plan, hvis disse samlinger skulle sikres for fremtiden. Der bør tilvejebringes økonomi, der kan muliggøre en afslutning af den igangværende registrering af samlingerne. En sådan registrering er en forudsætning for, at der kan gennemføres en vurdering af hvilke genstande, der er af interesse for Den Blindehistoriske Samling under Medicinsk Museion i København. De dele af samlingerne, der har bevaringsværdi og som kan supplere Den Blindehistoriske Samling, bør finde en varig placering i denne, hvis disse genstande m.v. skal overleve. Det må vække til bekymring, at Synscenter Refsnæs tilsyneladende ikke selv føler et behov for at prioritere en fremtidig sikring af den tilbageværende del af de blindehistoriske samlinger, og til anskuelsessamlingen på stedet. Det er arbejdsgruppens oplevelse, at der i dag kun er tre interessenter, som føler et ejerskab til disse samlinger, nemlig Medicinsk Museion, Dansk Blindesamfund og Blindehistorisk Selskab. Derfor bør sagen gives allerhøjeste prioritet i det kommende år.

En anden sag, som blev behandlet på mødet, var spørgsmålet om at digitalisere de årgange af medlemsbladet, som i dag kun findes i uddrag. Det drejer sig om medlemsbladene fra nr. 15/1923 til nr. 1/1998. Hertil kommer tidsskriftet Blindesagen fra 1972 til 2000. Der er grund til at glæde sig over, at dette historiske materiale forhåbentlig inden længe vil blive tilgængeliggjort for selskabets medlemmer. Disse tidsskrifter er formentlig den vigtigste kilde til blindes historie gennem de sidste godt 100 år.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Ulrik Kampmann tilkendegav imidlertid, at man endnu ikke havde fundet en sikker måde til identifikation af sådanne begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer blev på denne baggrund opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBS’s hovedkontor og/eller selskabets bestyrelse.

6. Selskabets egne projekter i det forløbne år

6.1 Museumsdagbogen af Henning Eriksen.

Dagbogen, hvori Henning Eriksen fortæller om sit arbejde som frivillig medarbejder ved Blindehistorisk Museum i årene 2001-2011, blev den 1. juli 2019 udsendt af forlaget Kahrius i 500 eksemplarer. Nota påtog sig efterfølgende at producere en digital DAISY-udgave af bogen.

Bestyrelsen har i perioden lagt et stort arbejde i at gennemføre dette projekt, som blev indgående omtalt i sidste års beretning.

Dorte H. Silver har som redaktør ydet et kompetent og inspirerende bidrag til bogudgivelsen. Jeg har som formand for selskabet varetaget hvervet som historisk faglig medredaktør, og har i den egenskab forestået redaktionen af de 156 noter og 40 billedtekster, samt skrevet forordet og nogle noter til at udfylde tidsrummet fra dagbogens slutning til afslutningen af redaktionsarbejdet juli 2019. Det endelige manuskript blev grundigt gennemgået af næstformand René Ruby og Kurt Nielsen. Deres gennemgang af teksten resulterede i en række supplerende bidrag og rettelser af faktuelle fejl.

Bestyrelsen har i beretningsperioden arbejdet på at skaffe de fornødne midler til udgivelsen. Dette arbejde er lykkedes over al forventning, idet udgifterne, der ifølge regnskabet beløber sig til 77.656,54 kr., er blevet dækket gennem bevillinger fra Dansk Blindesamfund med 30.000 kr. Velux Fonden med 15.000 kr. Ernst og Vibeke Husmanns Fond med 20.000 kr. og Blindes Støttefond med 10.000 kr. – i alt 75.000 kr. Der skal her lyde en stor tak til de fire donorer for deres støtte til gennemførelsen af dette projekt.

Udgivelsen af Museumsdagbogen blev præsenteret for offentligheden ved jubilæumsarrangementet den 25.-26. november 2019.

Forud for jubilæumsarrangementet fik selskabets 129 medlemmer tilsendt et eksemplar af bogen i form af en trykt udgave, og en CD med daisyversionen fra Nota. Direktør Michael Wright og produktionschef Stine Duus Svendsen fra Nota skal have stor tak for deres medvirken til, at denne udsendelse kunne lade sig gennemføre. Relevante dagblade samt radio- og TV stationer var forud for arrangementet informeret om udgivelsen gennem udsendelse af en pressemeddelelse herom. Bogen er anmeldt af professor Birgit Kirkebæk i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42 fra december 2019 og er endvidere omtalt i flere indlæg i Nyhedsbrev nr. 4/2019.

“Blind mands lejlighed” i købstadsmuseet Den Gamle By i Aarhus, er ligeledes et resultat af Henning Eriksens bidrag til at udbrede kendskabet til vores historie. Dette projekt er også omtalt i Museumsdagbogen. Bestyrelsen betragter udgivelsen som et fornemt supplement til Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion og den er desuden en værdigt markering af den store indsats, som Henning Eriksen frem til sin død har ydet, for at bevare og udbrede kendskabet til blindes historie. Bestyrelsen har både før og efter udgivelsen kontaktet Medicinsk Museion og Den Gamle By for at afklare, om de har mulighed for at medvirke ved bogens lancering overfor offentligheden. Resultatet af disse bestræbelser vil vise sig i løbet af 2020. I lighed hermed håber bestyrelsen på, at omtale af Museumsdagbogen i det kommende nummer af tidsskriftet øjeblikket, jf. pkt. 2. ovenfor, vil bidrage til salget af de ca. 350 eksemplarer, som i skrivende stund befinder sig hos forlaget. Endelig er det bestyrelsens håb, at alle medlemmer vil bidrage til at fremme salget ved hjælp af de tilsendte info-foldere om Museumsdagbogen. Der er stadig mellem 500-600 info-foldere i behold, til markedsføring af udgivelsen.

6.2. Dansk Blindesamfunds 52 interview med blinde fra begyndelsen af 1990-erne.

Selskabets årsberetninger gennem de seneste 3 år har indeholdt omtale af bestyrelsens planer om at realisere et projekt om blindes livsvilkår gennem 150 år, belyst gennem disse og en række andre interviewprojekter, samt gennem brevvekslinger, som beror i Rigsarkivet mellem elever og forstandere for Det Kongelige Blindeinstitut siden instituttets oprettelse i 1858.

Selv om dette projekt er blevet positivt modtaget af såvel Dansk Blindesamfund som af Medicinsk Museion, har bestyrelsen set sig nødsaget til at beslutte, indtil videre at lægge planerne om at gennemføre projektet til side. Næstformand René Ruby, som har været udset til at skulle forestå projektet, har meddelt, at han for tiden ikke ser sig i stand til at påtage sig opgaven. Hertil kommer udfordringen med at få projektet finansieret, da dette skønnes at ville kræve en projektansættelse på fuld tid over 3 år. Det har hidtil været bestyrelsens opfattelse, at dette projekt nødvendigvis må forestås af en projektansvarlig som selv er blind, og som har et indgående historisk kendskab til blindes forhold.

René Ruby har samtidig meddelt, at han er indstillet på at påtage sig rollen som tovholder på et af selskabets andre mindre ambitiøse igangværende projekter, jf. nedenfor under pkt. 6.4.

6.3. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets årsberetninger. I den seneste årsberetning findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

På baggrund af henvendelser fra medlemmer og fra et møde den 3. september 2018 med Birgit Christensen, ansvarlig for hjælpemiddeludstillingen ved IBOS, er der den 1. oktober 2018 udarbejdet et notat, der oplister de 61 registrerede genstande og 46 manualer, systematiseret i 24 kategorier.

Det videre arbejde indenfor rammerne af registreringsprojektet har afventet en tilbagemelding fra Medicinsk Museion med oplysning om, hvilke af de registrerede genstande, der kan bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling.

I sidste års beretning kunne det oplyses, at det er lykkedes for et af selskabets aktive medlemmer, Arne Christensen, at få rådighed over plads på IBOS til opbevaring af modtagne genstande til registreringsprojektet, så disse kan gives en sikker opbevaring, indtil der foreligger en stillingtagen til, om de ønskes inddraget i samlingen eller ej.

Siden den 1. oktober 2018 har projektet modtaget en række henvendelser om yderligere genstande, bøger m.v. til Den Blindehistoriske Samling. Disse henvendelser er foreløbig blevet registreret og i enkelte tilfælde er genstandene indtil videre placeret i det nævnte lokale på IBOS.

Det er tanken, straks i løbet af 2020, at foretage en vurdering af de modtagne registreringer, i forhold til den digitale registratur på Medicinsk Museions hjemmeside, med henblik på at udskille de genstande m.v. som allerede findes i samlingen. Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

I bestyrelsen beder vi derfor om tålmodighed endnu en tid fra medlemmer og andre, som har henvendt sig til bestyrelsen med bøger, hjælpemidler og andet, der kan være af interesse for projektet. Arbejdet med dette projekt har vist sig at forløbe i et noget langsommere tempo end forventet. Det er imidlertid forhåbningen, at den planlagte udskillelse af genstande, som allerede findes i Den Blindehistoriske Samling, vil kunne medvirke til at fremskynde tilbagemeldingerne fra Medicinsk Museion.

6.4. Projekt ”Blindes levevilkår i 1970-erne”.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS’s Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført, gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

6.5. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget. Ud over de mange lydoptagelser omfatter materialet en omfattende scrapbog i tre ringbind. I forbindelse med afviklingen af Dansk Blindesamfunds Amatørteater i begyndelsen af 2007, fik selskabet overleveret denne forenings formue, og 81 DAT-bånd med optagelser af teatrets forestillinger gennem årene.

2017 var 10-året for teatrets opløsning. For at fastholde kendskabet til amatørteatret og dets betydning for blinde, gennemførte selskabet i sidste beretningsperiode en række tiltag, som er beskrevet i ovennævnte beretning. I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet.

6.6. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.

Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.

Bestyrelsen har i forlængelse heraf oprettet et særligt menupunkt på foreningens hjemmeside, vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.

Leif Martinussen har, som omtalt i sidste års beretning, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området. Denne redegørelse, der er på 38 sider, er nu klar til at blive lagt på hjemmesiden, under det særlige menupunkt om dette emne.

I bestyrelsen har vi i beretningsperioden forgæves eftersøgt et medlem, der har lyst til at anmelde redegørelsen i et kommende nyhedsbrev, for at gøre opmærksom på dette blindehistoriske kildemateriale, og inspirere til at udvikle og benytte menupunktet på hjemmesiden. Dette vil tillige blive udbygget med en række lydoptagelser, leveret af Henrik Olsen.

7. Informationsvirksomhed.

7.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I 2019 blev der udsendt fire nyhedsbreve, mens der i skrivende stund kun er truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2020, med invitation, program samt forslag til dagsorden for generalforsamlingen den 15. februar 2020 med tilhørende bilag. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2020. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindelig tryk, som DAISY lydfil på CD, som et elektronisk dokument, eller i punktskrift. DBS’s sekretariat bistår mod betaling med at producere de to førstnævnte versioner, mens Svend Thougaard via Refsnæsskolens trykkeri, fortsat forestår punktudgaven, når det er muligt, ellers overlades også denne udgave til DBS’s sekretariat. Bestyrelsen påskønner i høj grad Svend Thougaards arbejde med at producere punktudgaven af nyhedsbrevene.

Bestyrelsen har i beretningsperioden kunnet glæde sig over at modtage et antal artikler fra flere af selskabets medlemmer. Sådanne bidrag medvirker til at gøre nyhedsbrevene interessante, og til tider morsomme. Det vil vi gerne takke alle bidragydere for. I skrivende stund kan det konstateres, at der er modtaget en række artikler / tilsagn om at skrive sådanne til kommende nyhedsbreve fra flere af selskabets medlemmer. Bestyrelsen vil gerne opfordre til, at endnu flere får lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner.

7.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i det seneste beretningsår. Denne arbejdsopgave har i indeværende periode stået i skyggen af andre opgaver. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende. Derimod har der ikke været kræfter til for alvor at opdatere hjemmesidens øvrige mange menupunkter. Således har Henrik Olsen fundet nogle optagelser af tidligere medlemsarrangementer frem, ligesom han har produceret og fremsendt optagelser fra medlemsarrangementet i forbindelse med generalforsamlingen i 2019, samt optagelser af de enkelte programpunkter fra jubilæumsarrangementet. Herudover har bestyrelsen modtaget optagelser fra markeringen den 9. april 2019 af 90-års jubilæet i Blindes Arbejde, og fra indvielsen af det nye plejecenter Følager i Valby den 26. september 2019. Alle disse optagelser afventer at blive lagt på hjemmesiden.

Selskabets lydarkiv rummer en mængde lydoptagelser, som bestyrelsen glæder sig til at kunne præsentere på hjemmesiden. Det må imidlertid påregnes at der medgår nogen tid til dette arbejde, idet hver lydfil skal forsynes med et filnavn og en tilhørende informationstekst, så det bliver muligt på forhånd at danne sig et indtryk af filernes indhold.

Årsberetningen for 2017/2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ikke været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet.

7.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen i 2019 har bestyrelsen udsendt et enkelt medlemsbrev. Det blev udsendt den 30. september 2019, og blev ledsaget af medlemslisten for 2019, samt et eksemplar af de privatlivspolitiske retningslinjer, som bestyrelsen vedtog på sit møde den 20. december 2018 efter at EU’s regler om databeskyttelse trådte i kraft den 1. maj 2018. Det er næstformand René Ruby, som har stået for at udarbejde forslag til selskabets privatlivspolitik. Der er grund til at notere sig, at selskabet som følge af disse retningslinjer efter aftale med DBS, ikke længere opbevarer medlemmernes cpr-numre, men derimod kun fødselsdag og eventuelt medlemsnummer til brug ved ansøgning om medlemstilskud. Selskabets privatlivspolitik kan læses på hjemmesiden.

Derudover har vi som anført ovenfor under pkt. 2, bestræbt os på at gøre selskabet synligt gennem artikler i en række af årets medlemsblade fra DBS. Forhåbentlig bliver disse anstrengelser i 2020 suppleret med omtale af selskabets jubilæum og udgivelsen af Museumsdagbogen i tidsskriftet Øjeblikket.

Det skal under dette afsnit af beretningen bemærkes at ca. 42 ud af de 131 medlemmer har valgt at modtage post i sort, punkt og i form af en daisylydfil. De nævnte 42 medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som DAISY lydfil.

8. Selskabets elektroniske arkiv.

Det har ikke i beretningsperioden været muligt at afse tid til en systematisk opdatering af selskabets arkiv. Det skal dog i denne forbindelse anføres, at arbejdet med opdateringen af hjemmesidens lydarkiv, har givet anledning til en omfattende registrering af lydfiler, som opbevares i arkivet, jf. ovenfor under pkt. 6.2. De fleste lydfiler i arkivet forefindes som WAV-filer, som konverteres til mp3-filer, før de lægges på hjemmesiden. Dette gøres for at opbevare filerne i den bedste kvalitet og for at spare plads på hjemmesiden.

9. Administrative og økonomiske forhold.

Mødevirksomheden i bestyrelsen har i indeværende beretningsperiode været begrænset til fem møder. Dette har været et bevidst valg, idet arbejdet i perioden i høj grad har været præget af udgivelsen af Henning Eriksens Museumsdagbog, og af udfordringerne med at arrangere og gennemføre markeringen af selskabets jubilæum. Denne sidste opgave har resulteret i afholdelsen af tre møder i den nedsatte jubilæumsgruppe.

Til de to nævnte opgaver er det lykkedes at skaffe supplerende fondsfinansiering på i alt 85.000 kr. I bestyrelsen er vi meget tilfredse med at det er lykkedes at gennemføre udgivelsen af Museumsdagbogen med en overkommelig udgift for selskabet, denne er i regnskabet opgjort til 2.656,54 kr. Det bliver spændende at se om salg af bogen i det kommende år, kan medføre indtægter, der delvist dækker denne udgift.

Det offentliggjorte regnskab opererer med nettotal for de enkelte hovedposter. I 2019 var de samlede indtægter, som blev registreret på i alt 170.180,00 kr. De to største udgiftsposter var på 77.656,54 kr. til udgivelsen af Museumsdagbogen og 60.808,31 kr. til det særlige jubilæumsarrangement. De regnskabsmæssige arbejdsopgaver i 2019 indenfor selskabet har således været af betydelig større omfang, end hvad der er sædvanligt. Dette forhold er formentlig baggrunden for eventuelle bogføringsfejl, som kan forklare regnskabsdifferencen på 904,74 kr.

En sammenligning mellem de øvrige driftsudgifter i 2018 med de tilsvarende udgifter i 2019 viser, at forbruget har været noget mindre, hvilket skyldes færre bestyrelsesmøder og færre udsendte nyhedsbreve i det seneste år.

Arbejdet indenfor selskabets bestyrelse i 2020 må forventes at fokusere på en række af de opgaver som er omtalt ovenfor, og som har måttet vige til fordel for de to prioriterede opgaver i beretningsperioden.

10. Afsluttende bemærkninger.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden. Det er tankevækkende at notere sig, at mange af de beskrevne opgaver har Henning Eriksen, som deres oprindelige ophavsmand.

Der er også grund til at takke Dansk Blindesamfund for den betydelige økonomiske støtte og de tre fonde, som har bevilget penge til bogudgivelsen. Uden denne økonomiske støtte og bistanden fra mange medlemmer, havde det ikke været muligt at gennemføre virksomheden.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

7. Regnskab 2019.

Driftsregnskab 2019 for Blindehistorisk Selskab

Tranbjerg den 8. januar 2020

indtægter

kontingenter 19950

medlemstilskud DBS 16350

Drikkevarer salg medlemsmøder 0

gaver 550

Legater 0

Renter 0

Indtægter i alt 36850 kr.

Udgifter

generalforsamling

ophold 23543

deltagerbetaling -20250

tilbagebetaling deltagerbetaling 0

Rejseudgifter 0

aktiviteter 2277

generalforsamling i alt 5570

bestyrelse

Møder 4276

Rejseudgifter 3237,50

Arbejdsgruppe 513

revisionsmøde mv 436

Seminargebyrer 0

Seende bistand 0

Bestyrelse i alt 8462,5

hjemmeside

webhotel og DK hostmaster 274,36

opgradering af hjemmeside 2000

Hjemmeside i alt 2274,36

Arrangementer

Porto og kontorudgifter 60

Medlemsliste-nyhedsbreve 6804,30

Handicaphistorie 675

Museumsdagbogen 2656,54

Jubilæum ophold 38866

jubilæum netto: 22728,31

medlemsarrangementer 0

Repræsentation 400

Gebyrer 473,46

Arrangementer I alt 33797,61

Samlede udgifter 50104,47 kr.

samlede indtægter 36850

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

bank primo 134.817,92

saldo bank 31. december 2019 120.658,21

14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Bestyrelsen har behandlet ovenstående regnskab på sit møde den 9. januar 2020, og besluttet at søge iværksat en analyse til forklaring af den manglende overensstemmelse mellem det opgjorte underskud, og differencen mellem bankkontoens saldo ved begyndelse og slutningen af året.

Regnskabsforklaring følger i revisionsprotokollen, som fremlægges på generalforsamlingen den 15. februar 2020.

Ole Brun Jensen, kasserer.

8. Revisionsprotokol for 2019 fremlægges på generalforsamlingen.

9. Bogen om Refsnæs – skrevet af tidligere elever på Refsnæsskolen. Forslag ved Thorvald Kølle

På opfordring af Poul Lüneborg påbegyndte jeg et erindringsskrift om mit ophold på Refsnæs. Det var først meningen, at det blot skulle være en artikel til et nyhedsbrev, men det blev hurtigt klart for mig, at der var meget mere i den opgave, end jeg først havde troet.

Denne opfordring kom for over et år siden og manuskriptet er stadig under udarbejdelse.

For mig har det haft en stor betydning at skrive dette.

Jeg husker nu ting, som jeg ikke før har bidt mærke i, og med den voksne mands refleksioner er ting dukket op i min erindring, som har betydning for, hvordan jeg i dag kan forholde mig til mange ting.

Kombineret med andre væsentlige ting der er sket i mit liv, så synes jeg, at denne indsigt i min barndom som jeg har fået ved at skrive om den, har givet mig en stor forståelse af mit liv, som det blev og er i dag.

Så hvis man er til den metode, så kan jeg anbefale den.

Vi vil i bestyrelsen arbejde med et projekt, hvor vi indsamler jeres beretninger, og hvor vi skaber en bog som kan udkomme ved Synscenter Refsnæss’s 125-års jubilæum i 2023.

Lad os, som synes at dette her er en god ide, selv medvirke ved nogle godt skrevne erindringer og samtidig opfordre alle andre medlemmer af Blindehistorisk Selskab, såvel som andre til at være med til at gøre dette muligt.

I vil snart kunne læse nogle uddrag af mine erindringer i et nyhedsbrev.

10. Nyhedsbrev nr. 64!, ved Poul Lüneborg.

Du som læser denne artikel sidder netop nu og læser Nyhedsbrev nr. 64.

De sidste uger af jubilæumsåret brugte jeg til at gøre status over udgivelsen af de nyhedsbreve, som er udsendt siden 1995.

Der er i alt gennem de mange år til dato udsendt 63 nyhedsbreve, der samlet har indeholdt 554 artikler og forskellig mindre meddelelser. Nyhedsbrevene kan alle læses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

En stor gruppe af disse artikler er erindringer, hvor medlemmer af selskabet skriver om deres ophold på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet. En anden stor gruppe af artikler er fremstillinger af blindehistoriske emner og personbeskrivelser. Som eksempel herpå vil jeg nævne fhv. landsformand Svend Jensens omfattende artikel om historien bag det gule armbind.

Andetsteds her i nyhedsbrevet foreslår Thorvald Kølle, at der i 2023 i forbindelse med Refsnæsskolens 125 års jubilæum udgives en bog om denne skole, skrevet af tidligere elever. Derfor følger her en liste over offentliggjorte artikler, der falder ind under dette emne.

Der er tale om 20 artikler og et billede, disse er:

1. Refsnæsskolen 100 år – NB september 1998.

2. Dronning Margrethe i Refsnæsskolens festsal ved 100 års jubilæet 4. november 1998 – NB juni 1999.

3. tanker vedrørende Refsnæsskolens Historiske Samling, af lærer Else Ahrens, Refsnæsskolen – NB november 2000.

4. Barndomserindringer skrevet af Jørgen Eckmann – NB oktober 2001.

5. Barndomserindringer skrevet af Poul Glygård – NB oktober 2001.

6. En beretning 60 år efter, da verden væltede. Om tiden før det blev almindeligt at integrere synshandicappede børn i det almindelige skolesystem. Af Aage Michelsen, 1. del – NB januar 2002.

7. Aage Michelsens erindringer fra krigsårene på Refsnæsskolen, 2. del – NB maj 2002.

8. Vinterbilleder fra Refsnæsskolen, Af Aage Michelsen, 3. del – NB september 2002.

9. Et år i paradis af Johanne Refer (Refsnæsskolen lukkes 13 08 1944) – NB april 2004.

10. Blindehistorisk afskedstale – erindringer efter 40 år på Refsnæs, Af økonoma Tove Block Hansen – NB februar 2006.

11. Krig fra dag ét. Artikel af Johanne Refer – Refsnæsskolen 9. april 1940 – NB december 2006.

12. En beretning om tiden på det daværende Kongelige Institut for Blinde og Svagsynede i Kalundborg, Af Flemming Egedal – NB juli 2008.

13. Jeg kommer hjemmefra – om min optagelse på Refsnæsskolen, Af Henning Eriksen – NB december 2008.

14. Udkomne bøger i 2008: Kurt Kristensens bog Mod til at forandre, udgivet i anledning af hans 75 års fødselsdag – NB december 2008.

15. Elev på Refsnæs 1929 – 1932, ved Stella Østergaard født Nissen – NB oktober 2009.

16. 5 Der var engang Af Erik Neergård, tidligere lærer ved Refsnæsskolen – NB juni 2010.

17. Lidt om livet på en kostskole af Flemming Egedal, om hans ophold fra 1961-1963. – NB april 2013.

18. Fra børnehjemmet på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge, causeri med Hans Erik og Henrik Olsen på Solterrasserne 25. oktober 2018 v/ Rita Cecilie Varmby – NB oktober 2018.

19. Fra børnehjem på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge, anmeldelse af medlemsarrangementet den 25. oktober 2018, ved Thorvald Kølle – NB december 2018.

20. Erindringer 1. del, ved Jørgen Svendsen – NB december 2018.

21. Erindringer om en svunden tid af Rita Varmby – NB april 2019.

Ud over ovenstående artikler, ligger selskabet inde med endnu ikke offentliggjorte manuskripter skrevet af blandt andet Jytte Nielsen, Laus Klüwer og Ove Gibskov.

11. Min musikuddannelse, ved Erik Kiørbye.

For mig, som aldrig har gået i skole på Refsnæs, var det en stor oplevelse at deltage i Blindehistorisk Selskabs 25-års jubilæumsfejring d. 25. og 26. november 2019. Jeg fik en tydelig fornemmelse af den begejstring ved at spille sammen, som i gamle dage herskede der og på blindeinstituttet. Da jeg i første halvdel af 1970-erne begyndte at deltage i de årlige musikerkurser, først og fremmest for organister, blomstrede musiklivet stadig på Tutten, og som jeg sagde i min lille tale på jubilæumsfesten, er det trist, at de synshandicappede børns inklusion i folkeskolen har fået musikudfoldelsen blandt de unge mennesker til at tørre ind.

I det følgende vil jeg fortælle om min egen helt anderledes tilgang til et liv som musikmenneske: – Tidligere numre af nyhedsbrevene har bragt artikler, hvori jeg har fortalt om mit usædvanlige øjenbehandlingsforløb.

Min mor havde i sin ungdom spillet en del klaver, og som lille dreng sad jeg mange gange på skødet af hende og sang af hjertens lyst børnesange, mens hun spillede. Min ældre bror Niels Jørgen kom i gang med at gå til spil hos en lokal “klaverfrøken”; men nogle år senere startede jeg som ni-årig i februar 1941 hos Jette Thikøb på Folkemusikskolen, som lå i Guldsmedgade midt i Århus. Mor fulgte mig derind, først med sporvognen og efterhånden også en del på cykel. Min første nodebog, som havde et fint billede af en række klavertangenter på forsiden, hed ”Så begynder vi”. Nr. 2-hæfte indeholdt en del menuetter og andre småstykker, skrevet eller samlet af en mand, der hed Frey.

Det gik godt, indtil sporvognene blev schalburgteret i sommeren 44. både derfor og pga. den almindelige krigsusikkerhed, var det ikke så lige til at bringe mig frem og tilbage til min halve times klaverundervisning hver uge. Men heldigvis blev der samtidig ansat en ung, nyuddannet klaverpædagog på Folkemusikskolen. Hun boede i Risskov hos sin onkel, som var læge på sindssygehospitalet, så det blev aftalt, at hun skulle kom hjem til os efter skoletid om lørdagen og give mig klaverundervisning. Hun hed Johanne Madsen Mygdal og var datter af den tidligere statsminister af samme efternavn.

Det var en fin ordning, som holdt et år; men da var grænserne jo igen blevet åbnet, og så rejste hun på studieophold i USA, og jeg vendte så tilbage til Jette Thikøb og blev hos hende de næste to år. Efter krigen blev der produceret nye sporvogne, som, så vidt jeg husker, blev indsat i sommeren 45, og vi børn tilbragte flere timer ved Marienlund-endestationen lige ved indgangen til skoven for at beundre de nye sporvogne.

Jette Thikøb gjorde meget for at styrke min interesse for musik, selv om jeg ikke ved, om hun gjorde det for at styre mig imod at vælge musik som min levevej. Bl. a. arrangerede hun en foredragsrække om Chopin, som jeg deltog i. Vi snakkede en del om en idé, jeg havde fået, om at spille cello. ”Hvis du spiller cello, har du sikret din aftenkaffe for al fremtid; for folk, som holder af at spille kammermusik, er altid på jagt efter en, der kan spille cello,” sagde hun til mig. Det var dog først, da min søn Thomas kom i gang med instrumentet, at jeg oplevede at have en cello indenfor husets fire vægge!

De første år gik det godt fremad med mit klaverspil. Jeg kunne ikke læse noderne på nodepulten, mens jeg spillede, så jeg måtte lære det hele udenad. jeg sad så i hjørnestolen med godt lys enten fra vinduerne eller fra en stålampe, og når jeg havde lært et lille stykke, gik jeg til klaveret og prøvede, om det sad fast; ellers måtte jeg tilbage til hjørnestolen igen. Sådan var min arbejdsproces gennem alle årene, så længe jeg kunne se noderne.

Som sagt gik det de første 4-5 år udmærket; men i begyndelsen af puberteten var der en periode, hvor jeg meget hellere ville være ude sammen med de andre fra vejen. Men så i 2. eller 3. mellem blev jeg forelsket i min klassekammerat Karen Søgaard, som jeg i øvrigt havde kendt længe fra privatlivet. Karen var en dygtig pianist, som bl.a. spillede til pigernes gymnastik. I min sammenhæng var Tjajkovskijs b-mol-klaverkoncert, og dén måtte jeg også i gang med. Det gik Jette Thikøb ind på, og jeg blev også kastet ud i Beethovens første klaversonate; jeg kunne dog ikke leve op til, at Karen spille Appasionata!

Min skole havde købt – eller ladet bygge – et lejrhus ved Saksild strand. Engang i eftersommeren 46 fik vores klasse bevilget en weekend-tur, og på denne tur havde jeg en af mine drengeårs helt store åbenbaringer: Gennem hele min barndom var det mit brændende ønske at få en harmonika; men det blev kun til en mundharmonika, som jeg blæste i på livet løs. Kaj Aage i klassen havde en harmonika, som en anden af drengene lovede at bære på turen til Saksild, hvor Karen efter aftale skulle spille på den; men det meste af tiden, var det mig, der trakterede den. Den var ikke ret stor, havde kun to rækker melodiknapper, C-dur og F-dur, og kun ganske få basknapper; men hvor jeg dog nød at spille på den!

Jette Thikøb ledede et børnekor, som opførte arrangementer af diverse musikdramatiske værker. Det havde Karl Bjarnhof, som på den tid var kommet i gang med sit radioarbejde, opdaget, og han sørgede for, at der blev lavet udsendelser med Jette Thikøbs børn. En dag spurgte hun mig, om jeg ikke kunne have lyst til at få besøg af ham, og det blev en meget spændende dag. Efter at vi havde drukket kaffe, blev Bjarnhof og jeg anbragt overfor hinanden og døren mellem stuerne lukket. Han skulle lige have et askebæger, så han kunne kæderyge sine cigaretter, og så spurgte han mig, hvad jeg ville lave, når jeg blev voksen. Jeg fik knap nok begyndt at svare ham, før han startede en ustandselig enetale om sig selv. Men jeg lærte meget om det at være blind.

Niels Viggo Bentzon.

I stedet for cello kom jeg for alvor i gang med at spille ”rigtig” violin hos en anden af musikskolens lærere; men jeg havde svært ved at stryge lige, så min begejstring for instrumentet kølnedes igen, og efter et års undervisning blev violinen igen lagt på hylden, hvor den blev liggende, indtil den blev afskaffet – solgt? I stedet blev der startet et harmonilærehold på 6 deltagere, hvoraf de fire dog faldt fra i løbet af forholdsvis kort tid; som lærer fik vi Niels Viggo Bentzon.

I mellemtiden var Madsen-Mygdahl efter sommerferien 47 vendt tilbage til musikskolen fra sine videregående studier, så jeg blev igen tillagt hende, hvor jeg blev, til hun i efteråret 50 flyttede til København. Da jeg efterhånden spillede forholdsvis komplicerede sonater, blev det besluttet, at jeg flyttede til Niels Viggo Bentzon, som jeg kendte godt fra harmonilæreholdet, og vores samarbejde, både teori og klaverspil, fortsatte i nogle år. Efterhånden faldt også min sidste teorikollega fra, så jeg fik enetimer både i harmonilære og Palestrina-korstil.

Niels Viggo Bentzon var i øvrigt et kapitel for sig. Folkemusikskolen havde en overbygning, som hed Jysk Musikakademi, og som forberedte folk til at gå til eksamen som professionelle musikere. I 1944 blev Bentzon lærer ved denne gren af musikskolen, og han og hans kone flyttede ind i et ganske stort og veludstyret havehus, som hans onkel overlæge Bentzon på ortopædisk hospital netop havde ladet bygge på en tom grund skråt overfor, hvor jeg boede. Vi unge mennesker på vejen var i 44-45 netop ved at komme i den alder, hvor vi jævnligt bare stod og snakkede ude på vejen, og vi havde stor fornøjelse af at lytte til Niels Viggos mange daglige timers øvning på sit flygel.

En dag, da jeg kom ned til musikskolens hoveddør, stod tre-fire af lærerne og kiggede ud i Guldsmedgade, hvor Niels Viggo kørte frem og tilbage på en cykel, og hver gang han trådte med det højre ben, råbte han ”a-av!” Han havde fået en byld på højre balle.

N.V.B. var ikke noget pædagogisk talent, i hvert fald ikke i min sammenhæng; men han var selvfølgelig et meget spændende musikmenneske, og jeg var meget glad for timerne hos ham, ikke mindst teoriundervisningen havde jeg stort udbytte af. Jeg havde forskellige tanker om, hvad jeg ville lave, når jeg blev voksen; men i løbet af min gymnasietid på Århus Katedralskole blev det klart for mig, at jeg måtte gå musikvejen. Den beslutning hang ikke mindst sammen med inspirationen fra min musiklærer Johannes Nørgård, som foruden gymnasieundervisningen også underviste på universitetets musikfakultet og konservatoriet, og så var han organist ved en århusiansk omegnskirke. Jeg sang – selvfølgelig – med i skolens kor, som blev slået sammen med konservatoriekoret og sangere fra universitetet, og sammen nåede vi i mine tre gymnasieår at opføre Johannes Brahms’s “Ein Deutsches Requiem”, og J. S. Bachs Johannespassion, Juleoratorium og kantaten “Ich hatte viel Bekümmernis”. Når jeg sang i kor, kunne jeg ikke følge med i noderne, så jeg lærte det hele udenad; heldigvis var jeg udstyret med en vældig god hukommelse.

På grund af teoriundervisningen hos Benzon gik der et par år, før jeg kom med i den del af undervisningen på Universitetet, og de første fire år frem til organisteksamen i 1955 var det denne del af min uddannelse, jeg vægtede mest. Jeg startede med Nørgaard som orgellærer; men på grund af hans sygdom havde jeg det sidste år før organisteksamen prof. Aksel Andersen som orgellærer. De næste tre år fik jeg orgelundervisning af domorganist Georg Fjelrad, og i den periode oplevede jeg noget helt enestående: i 1957 gik jeg til orgeldiplomeksamen – en koncertspilsprøve. Natten før prøven kunne jeg ikke sove, så min Mor gav mig en sovepille, en rest fra engang, da jeg var syg. Da jeg næste formiddag skulle spille, følte jeg mig helt ved siden af mig selv, og så meget kiksede for mig, at Fjelrad og censor Mogens Wøldike gav mig ganske uhørt lov til at prøve igen næste år, hvor jeg fik udmærkelse. Om eftermiddagen efter den fatale formiddag var jeg helt på toppen, da jeg gik til kantor-, korledereksamen.

I 1950-erne dukkede de første spolebåndoptagere op på markedet. Et halvt år før min organisteksamen i 1955 fik jeg en båndoptager, som var monteret i en fiberkuffert, så jeg kunne tage den med mig og lave optagelser af mit spil, så jeg hjemme kunne kontrollere, hvad jeg lavede. Jeg tog den også med til forelæsningerne på universitetet, og så kunne jeg i ro og mag lave notater, når jeg kom hjem.

I 1956 fik jeg besøg af blindekonsulent Kaj Thor, som sørgede for, at jeg blev medlem af blindesamfundet. Desuden skaffede han mig en af de Tandberg-båndoptagere, som DBS dengang uddelte blandt medlemmerne. Det lyder lovlig luksuriøst, at jeg havde to båndoptagere; men jeg havde rigeligt brug for dem begge. Blandt mine studiekammerater blev jeg nærmest betragtet som et orakel på området, så jeg blev i de følgende år flittigt spurgt til råds om, hvad de skulle købe! Da jeg i 1960 fik min magisterkonferens, blev jeg interviewet af en medarbejder fra spolebåndsproducenten BASF’s fagblad om, hvor stor glæde jeg havde haft af at bruge deres spolebånd.

Med orgelspillet i centrum kom mit klaverspil, som i en årrække havde stået mig nær, efterhånden til at træde noget i baggrunden, og min kontakt med Niels Viggo Benzon stoppede i 1954.

Når man studerer på universitetet, ligger det jo i hele sagens natur, at man læser en masse; men det kunne jeg ikke uden videre gøre. Ganske vist trådte mine forældre til med højtlæsning. Min far var sproglærer med tysk og engelsk som fag, og min mor var hjemmegående, så hun kunne læse danske tekster højt for mig, mens Far tog sig af det udenlandske. Ganske naturligt havde de dog ikke ubegrænset tid til højtlæsning for mig; men det problem fik jeg løst derved, at en række af mine studiekammerater på skift kom hjem til mig og læste mangt og meget, navnlig fremmedsprogede bøger højt. Selv om de i mange tilfælde selv havde direkte brug for det, de læste højt for mig, blev det i årenes løb til en imponerende kammeratlig indsats.

En helt særlig indsats vil jeg nævne: Jeg skulle skrive et såkaldt speciale, hvis emne var orgel- og cembalomusik af en italiensk organist ved navn Frescobaldi fra første halvdel af 1600-tallet. Der var netop lavet en ny udgave af denne musik på i alt fem hæfter, og dette materiale indspillede en af mine kammerater, Kirsten Rabæk Knudsen, på klaver på spolebånd, i alt 12 timer. Da jeg senere arbejdede med musikken sad jeg med godt lys og så i noderne mens Kirstens bånd spillede. Det lykkedes mig faktisk på den måde at få lavet et speciale, som oven i købet fik ros! og d. 19. november 1960 havde jeg min universitetseksamen i hus.

Derefter trængte jeg for alvor til at komme i gang med at spille orgel, så jeg skrev til den dengang meget kendte blinde organist Helmuth Walcha, om jeg måtte komme på studiebesøg hos ham. Walcha var orgelprofessor ved konservatoriet i Frankfurt am Mei n. I sit svar til mig tilbød han, at jeg i forårssemestret 61 kunne blive indskrevet som studerende på konservatoriet, med ham som lærer, og det tog jeg med tak imod. Jeg sendte ham en liste over, hvad jeg havde spillet – først og fremmest værker af J. S. Bach – og han valgte nogle stykker fra listen plus nogle andre stykker, som vi aftalte, at jeg skulle have parat, til jeg kom ned til ham. Derfor havde jeg voldsomt travlt de første tre måneder af året, hvor jeg gik til undervisning hos Fjelrad, så han kunne give mig den første afpudsning af repertoiret. Han var heldigvis ikke spor stødt over, at han kun skulle gøre mig klar til undervisningen hos en anden lærer!

I 1961 havde jeg stadig et rimeligt orienteringssyn, så jeg kunne færdes til fods rundt i Frankfurt. Alligevel krydsede jeg en dag åbenbart en gade så tilpas hasarderet, at jeg blev indhentet af en mand, som skældte mig ud, fordi jeg gik uden blinde-armbind, så andre trafikanter ikke kunne vide, at jeg så dårligt. Hjemme i Danmark havde jeg ikke været vant til at sikre mig på den måde; men det fik mig til at opsøge det lokale blindesamfundskontor, hvor en dame ret modvilligt solgte mig et armbind, som jeg så brugte resten af min tid i Tyskland.

Snarest muligt efter min ankomst til Frankfurt meldte jeg mig på konservatoriets kontor, hvor jeg var ventet, og jeg kom så til min første time hos Walcha ved koncertsalens store orgel. Jeg havde valgt udelukkende at spille værker af J. S. Bach, og jeg havde hjemmefra sørget for at indstudere en række stykker fra den liste, som W. havde sendt til mig. Det viste sig straks, at nok havde jeg lært det hele udenad; men i det forløb havde der indsneget sig en del huskefejl, så aftalen blev, at jeg også fik timer hos Walchas assistent, som hed Köhler, og som var blind ligesom sin chef. Han havde et godt lille to-manualers orgel med pedaltaster i en stue, så det var rigtig hyggeligt at besøge ham privat, når jeg var til undervisning, som først og fremmest bestod i, at han rettede de fejl, som hans fine ører opfangede, når jeg spillede for ham. Det hændte dog, at der smuttede fejl gennem kontrollen, og jeg kan stadig høre Walchas forargede stemme sige: ”Sie müssen doch korrekt spielen”, når jeg var til time hos ham.

Selv om Walcha var blind, kunne han ikke læse punktskriftsnoder. Hans indstudering af nye stykker foregik på den måde, at hans kone spillede nogle få takter af hver enkelt stemme i en sats igennem to gange; så repeterede W. det, han lige havde hørt, og satte efterhånden stemmerne sammen til helheden, hvorefter proceduren gentoges i næste afsnit. Desuden lærte vi en særlig øveteknik, som han havde udarbejdet som blind; men hans normaltseende elever blev også sat til at bruge den: Når vi øvede et stykke, skulle vi skiftevis synge en af stemmerne samtidig med, at vi kun spillede de andre stemmer. Den arbejdsmetode giver et meget indgående kendskab til det, man spiller. Min kone husker tydeligt, navnlig fra de første år, vi boede under samme tag, at jeg øvede mig på den måde.

Samtidig med mig var der også flere andre udlændinge som elever hos ham; jeg husker navnlig en mand fra Sydafrika; men jeg var den eneste synshandicappede, både blandt os fra udlandet og de tyske orgelstuderende. Walcha tog sig slet ikke af kirkespillet, som var lagt i hænderne på to andre lærere: den ene underviste i katolsk kirkemusik, og den anden tog sig af den protestantiske. Konservatoriet havde to små orgler, som var til rådighed som øveinstrumenter for os studerende. Dem benyttede jeg jævnligt om aftenen, og jeg har stadig lyden af en rengøringsdames stemme, når hun smed mig ud med forkyndelsen: ”Feierabend”.

Semesteret sluttede med en koncert, hvor i hvert fald alle vi gæstestuderende spillede. Om der var tyskere med ved den lejlighed, kan jeg ikke huske. Koncerten blev afviklet, ganske kort før min hjemrejse. Da var min sukkersyge blomstret kraftigt op igen, og jeg har stadig W.s velmente beklagelse af min situation: ”Armer Mann” klingende i min hukommelse.

Hjemmefra var jeg vant til at gå meget, så den vane fortsatte jeg med i Frankfurt. Afstanden mellem Fritz Tarnauheim, hvor jeg boede, og konservatoriet, var på ca. tre kvarters gang; men jeg brugte også jævnligt byens sporvogne både dér og til andre mål. Bl.a. gik jeg til en del operaforestillinger og koncerter, hvor det var aften, når jeg skulle hjem. Mange af de ture, jeg foretog, var med mit dårlige syn temmelig hasarderede; men jeg klarede skærene uden uheld. En af de markante koncerter, jeg overværede, var med ”The London Symphony Orchestra”. Man sagde, at det var første gang efter anden verdenskrig, at et engelsk orkester turnerede i Tyskland. Et af koncertens hovedværker var Beethovens Skæbnesymfoni, som vakte enorm begejstring.

Ved en anden koncert hørte jeg Fischer Dieskau synge Gustav Malers ”Lieder eines fahrenden Gesellen”. Trods en forkølelse klarede han koncerten fint; men man fortalte, at han snød de evige autografjægere ved at forlade koncerthuset ad en bagdør; i øvrigt var han tæt hyldet i flere halstørklæder.

Ind imellem mit travle orgelarbejde havde jeg selvfølgelig lyst til at lege turist, og jeg så mig om både i Frankfurt og på nogle ture ud i landet. ”Se og se!” Det var trods alt begrænset, hvad jeg kunne se i de fremmede omgivelser; men jeg gjorde forestillingen som turist. Jeg havde flere større rejseplaner. Bl.a. overvejede jeg at besøge Strassbourg, men opgav tanken igen, fordi det ville blive for omfattende et projekt.

Selv om jeg ikke kunne komme i banken og hæve penge pinselørdag, rejste jeg dog til Heidelberg.

Lige inden hjemrejsen 2. pinsedag om eftermiddagen sad jeg på banegårdsrestauranten for at få lidt mad; men inden jeg kunne bestille noget, talte jeg de sørgeligt få mønter i min pung. Der oplevede jeg for første og eneste gang at få almisse; for idet en lille familie med en halvstor datter gik forbi mig, lagde hun en halv snes D.Mark på bordet foran mig!

Slutteligt må det være nødvendigt, at jeg kort gør rede for min tilgang til punktskriften:

I efteråret 1950 kom jeg i kontakt med århusianeren Marinus Ørskov, som underviste folk i at læse punktskrift. Jeg husker ikke mere, hvordan kontakten kom i stand; sandsynligvis var mine forældre og jeg blevet klare over, at det ville være nødvendigt, at jeg ikke kun kunne stave mig gennem sortskrevne tekster. – læs om Ørskov i Poul Lüneborgs bog “De blinde pionerer”. Ø.s teknik var den, at han hver dag gennem det meste af et år sendte mig et brev, hvor han skrev noget punktskrift, hver gang med lidt nyt. Mine fingre har stadig følelsen af det første brev, hvor han gav mig bogstaverne a b c d, plus det første ord: bad. Det fyrstelige honorar for hele kurset var 200 kroner, og dengang betalte man 4 øre for et brev med punktskrift, så selv med datidens priser blev Ørskov og hans kone ikke millionærer af hans undervisning.

Jeg besøgte de to, inden kurset startede, og ved den lejlighed så jeg for første gang forskellige blindehjælpemidler, og Ørskov sørgede for, at bladet Budstikken blev tilsendt mig. Jeg fik også fat på en musikhistorie i punktskrift; men ellers var der kun lidt faglitteratur til rådighed.

Det var først efter at jeg var flyttet til Esbjerg, det blev klart for mig, at jeg var nødt til at lære blindenodeskrift, og der gik en del år, før jeg blev rigtig dygtig til at bruge punktnoderne. Alligevel blev jeg bedt om at være blindesamfundets repræsentant ved de internationale møder, hvor man planlagde en udgave af nodesystemet, som skulle gælde over hele verden, og i 89 var jeg for første gang i Schweiz til en sådan kongres sammen med områdets ekspert på Statens Trykkeri For Blinde, Leif Haahl. Siden har jeg på den konto været til flere møder: både herhjemme, endnu en gang i Schweiz, i Southend ved den engelske kanal og i Marburg i Tyskland. Da regelsamlingen var blevet trykt og udgivet på engelsk i USA, blev det mit job at sørge for, at bogen blev oversat og trykt på dansk, både ved at finde en oversætter og skaffe den nødvendige økonomi. Det er vemodigt at tænke på, at Nota i dag kun har lejlighed til at udgive få nodebøger, efter at Danmark forhen var storproducent af braillenoder.

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger.

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 eller mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Tlf. +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th.

4200 Slagelse

Mobil +45 25 53 82 43

Mail: fohlmann@stofanet.dk

Nyhedsbrev nr. 4 december 2019

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 4 / 2019.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 15.-16. februar 2020

3. Selskabets 25-års jubilæumsarrangement

4. Anmeldelser af Henning Eriksens Museumsdagbog

5. Studiebogsbiblioteket og studievejledningen, ved Pauli Thomsen

6. Anmeldelse af udgivelser om blinde

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

Selskabet har rundet en milepæl i sin historie. Et menneske bliver myndig ved det fyldte 18. år, hvilket betyder, at vedkommende kan træffe beslutninger om egne forhold og forpligte sig juridisk. Det er imidlertid først efter det fyldte 25 år, at de fleste har tilstrækkelig viden og erfaring til for alvor at gøre brug af denne kompetence. Spørgsmålet er om selskabet er nået hertil i sin udvikling efter sine første 25 leveår. For mig leverede vores jubilæumsarrangement et bekræftende svar på dette spørgsmål.

66 ud af selskabets 131 medlemmer havde valgt at medvirke ved markeringen af jubilæet.

De musikalske programpunkter og præsentationen af Henning Eriksens Museumsdagbog overfor offentligheden havde alle en kvalitet, der vidner om, hvor langt selskabet er nået i sin udvikling. For mig personligt var diskussionerne med aktiv deltagelse af mange medlemmer, en stor oplevelse. Henrik Olsens lydoptagelser af drøftelserne om blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, af blindes jazzmusikalske aktivitet siden 1950-erne og af bogudgivelsens fokus på den blindehistoriske samling, repræsenterer et vigtigt arkivmateriale for eftertiden, idet de rummer væsentlige blindehistoriske fortællinger. Denne, min oplevelse, går som en rød tråd gennem indlæggene, som er gengivet nedenfor under punkterne om jubilæumsarrangementet og bogudgivelsen.

Under jubilæumsarrangementet modtog selskabet nogle gaver, som der er grund til at takke for.

Kurt Nielsen gjorde mig opmærksom på at han ved gennemgang af sine bøger i punktskrift var stødt på 2 bøger af særlig historisk interesse for blinde musikere. Det drejer sig om følgende:

1. “de seendes nodesystem i relief Til brug for blinde”

Udarbejdet af Methea Hoffmann, lærerinde ved det kgl. blindeinstitut i Kjøbenhavn.

Udgivet og trykt i Det kgl. blinde-institut i Kjøbenhavn.

1891

2. “Den brailleske nodeskrift”

Efter bestemmelserne truffet af den internationale kongres, sammenkaldt af:

American braille press

Paris april 1929.

Beskrivelse af de musikalske tegn med eksempler samt en fremstilling af de forskellige måder for nodeopstillinger.

På dansk ved: Karl Bjarnhoff.

statens trykkeri og bibliotek for blinde, det kgl. blindeinstitut københavn 1932.

De 2 bøgers titelblade fortæller noget meget væsentligt om indførelsen af brugen af noder i punktskrift herhjemme.

Johannes Moldenhawer, som var forstander for Det Kongelige Blindeinstitut fra dets oprettelse i 1858 indtil skoleåret 1904/1905 var overbevist om at reliefskriften skulle gives første prioritet i undervisningen af blinde, medens brugen af punktskrift kom i anden række og skulle bruges blandt andet i musikundervisningen. Dette synspunkt fastholdt han gennem hele sin tid som instituttets forstander.

En af instituttets mest engagerede lærer E.T. Wildau foretog i 1888 en rejse til England, hvor han blev bekendt med forkortet punktskrift. Sammen med lærerinde Methea Hoffmann og kurvemager/klaverstemmer Johannes Wulff, formand for “Danmarks Blinde” udarbejdede han det første forkortelsessystem til brug ved produktion af punktskriftsbøger. Foreningen “Danmarks Blinde” – oprindelig “Blindes Støtte- og Læseforening af November 1883” benyttede dette forkortelsessystem ved trykning af bøger efter 1892.

Methea Hoffmann fortjener at blive husket for hendes store indsats for udviklingen af brugen af punktskrift i forbindelse med musikundervisning og som én af pionererne til forbedring af blindes mulighed for at tilegne sig litteratur gennem indførelse af det første forkortelsessystem i den danske punktskrift. Methea Hoffmann overskrev ved siden af sit lærerarbejde gennem mange år en mængde bøger til punktskrift.

Ophavsmanden til bog nr. 2 er Karl Bjarnhof, hvis betydning for udviklingen af arbejdet til fordel for blinde herhjemme, ikke behøver nærmere omtale. Dog skal det i forbindelse med temaet for jubilæumsarrangementet nævnes, at han gennem en årrække som cellist spillede sammen med Aksel Agerby, piano og Christian Kjellerup, violin. Statsradiofonien, nu Danmarks Radio, havde i de første år efter oprettelsen i 1925 behov for levende musik til at udfylde pauserne mellem de enkelte programindslag. Trioen med de 3 blinde musikere opnåede stor bevågenhed som et af de orkestre, der i sidste halvdel af 1920-erne udfyldte denne opgave. Herom kan man læse i hans 3. erindringsbind “Kølvandsstriber” fra 1968. I erindringsbogen fortæller Karl Bjarnhof om sit arbejde som stereotypør ved Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde oprettet i 1924 under Det Kongelige Blindeinstitut. Dette arbejde havde han frem til udgivelsen af bogen om Den brailleske nodeskrift i 1932.

De 2 bøger vil blive overladt til Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion ved først givne lejlighed.

Ud over denne nyhed vil jeg takke et andet medlem af selskabet Inge Andersen, der i anledning af den runde fødselsdag forærede selskabet en af tinskålene fra det gamle Blindeinstitut. Der er tale om en tinskål, som har tilhørt Henry Sørensen (1914-1990) tidligere kredsformand og mangeårig leder af Dansk Blindesamfunds dagcenter i Roskilde. De tinskåle, som eleverne ved Det Kongelige Blindeinstitut benyttede i gamle dage er omtalt i Henning Eriksens Museumsdagbog i hans dagbogsnotat fra den 1. december 2003.

Tak til Inge og Kurt for opmærksomheden i anledning af selskabets fødselsdag.

I bestyrelsen glæder vi os over, at det er lykkedes at opnå fondsstøtte på 75.000 kr. til bogudgivelsen samt et bidrag på 10.000 kr. til dækning af honorarer til de medvirkende ved jubilæet. Det betyder, at bogudgivelsen er finansieret og at udgifterne til jubilæet kan holdes på et niveau svarende til tilkendegivelserne på generalforsamlingen, hvor bestyrelsen blev bemyndiget til at markere jubilæet ved et særligt arrangement.

Så snart forberedelserne af næste års generalforsamling er klaret, vil vi i bestyrelsen tage fat på at opdatere selskabets hjemmeside med lydoptagelserne fra jubilæet.

Det giver mig anledning til at vende opmærksomheden mod den kommende generalforsamling til februar næste år.

Som punkt 2 i dette nyhedsbrev bringes et foreløbigt program for weekenden 15.-16. februar 2020 samt forslag til dagsorden for generalforsamlingen. Endelig dagsorden og årsberetning, regnskab m.v. bliver offentliggjort i det nye års første nyhedsbrev. Tilmelding og betaling af deltagerbetaling bør først ske efter årsskiftet for at lette kassererens arbejde. Men sæt allerede nu kryds i kalenderen ud for dagene for arrangementet.

Mange medlemmer har skrevet erindringsartikler, som gennem årene er offentliggjort i tidligere nyhedsbreve, om deres skolegang og uddannelse på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet. I bestyrelsen har vi opfordret til, at medlemmer, der har tilbragt deres skolegang som integreret elev i Folkeskolen og som uddannelsessøgende i det almindelige uddannelsessystem, om også i artikler til selskabet at berette om deres oplevelser og erfaringer. Nogle få har efterkommet denne opfordring, vi håber på mange flere.

Forudsætningen for et integreret skole- og uddannelsessystem er imidlertid et effektivt støttesystem til levering af den nødvendige kompensation i form af tilgængelige undervisningsmidler og studievejledning. Et af selskabets medlemmer, tidligere leder af Studiebogsbiblioteket ved IBOS, Pauli Thomsen, har skrevet 2 væsentlige artikler til belysning af udviklingen på disse områder fra begyndelsen af 1970-erne og de efterfølgende ca. 20 år. Artiklerne fortæller om en vigtig del af blindes nyere historie, som selskabet arbejder på at belyse gennem en interviewundersøgelse af 25 personer, som har været en del af denne udvikling. Pauli Thomsen skal have stor tak for disse bidrag til belysning af denne side af vores historie.

I bestyrelsen modtager vi meget gerne tilbud fra medlemmer, som vil anmelde udgivelser, der belyser blindes historie. Derfor efterlyses anmeldere af de 3 udgivelser, som er omtalt i nyhedsbrevets sidste artikel.

Jeg håber at møde rigtig mange medlemmer til næste års generalforsamling. Indtil da vil jeg slutte med at ønske alle en glædelig jul og et godt nytår samt tak for samarbejde med mange af jer i løbet af 2019.

2. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 15. -16. februar 2020

2.1. Invitation og foreløbigt program, ved Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, at kunne byde alle medlemmer velkommen til næste års generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 15. til søndag den 16. februar 2020.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.


Program for lørdag den 15. februar 2020:

Kl. 14.00 -16.30 Generalforsamling afbrudt af kaffe / te pause

Kl. 16.45 -17.30 oplæg

Kl. 17.30 Fællessang

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i Parken, så deltagerne kan fortsætte hyggeligt samvær efter middagen samme sted.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program.

Program søndag den 16. februar 2020:

Kl. 7.00 – 9.30 Morgenmad i centrets restaurant.

Kl. 9.30 Blindehistorisk oplæg med efterfølgende spørgsmål og diskussion.

Kl. 11.30 Fællessang og afslutning ved formand Poul Lüneborg.

sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

I Nyhedsbrev nr. 1/2020 præsenteres et endeligt program for weekenden.

Kassereren beder om, at tilmeldingen til generalforsamlingen og indbetaling for ophold på Fuglsangcenteret på 450 kr. til ham først sker efter årsskiftet.

2.2. Forslag til dagsorden til generalforsamling 2020

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018, de findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2019, som udkom den 26. april 2019, dette nyhedsbrev kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen offentliggøres i Nyhedsbrev nr. 1 / 2020.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Regnskabet og revisionsprotokollen offentliggøres i Nyhedsbrev nr. 1 / 2020.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. René Ruby, valgt i 2018 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller til genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

Det endelige forslag til dagsorden offentliggøres i Nyhedsbrev 1 / 2020.

3. Selskabets 25-års jubilæumsarrangement

Forud for arrangementet modtog en række medier torsdag den 21. november en pressemeddelelse om arrangementet. Blandt disse skal nævnes Jyllands-Posten, Fredericia Dagblad, TV2 Syd, Radio 4, DR’s regionalradio i trekantsområdet og program 1, 2 og 8 vedrørende kultur og klassisk musik og jazz.

Nogle af selskabets medlemmer har nedskrevet nogle tanker oven på jubilæumsarrangementet. De gengives her:

3.1. Et par begivenhedsrige dage v/Rita Cecilie Varmby.

Endelig lykkedes det at fastsætte en dato for fejring af Blindehistorisk Selskabs 25-års jubilæum den 25. og 26. november. Det var meget passende, at fejringen blev gjort så tæt på den oprindelige dag som var den 18. november.

Vi var mange, som var mødt op, hvilket vi havde grund til at være stolte af. Mange af os kendte hinanden i forvejen, så her fik vi lejlighed til at være sammen om vores fælles historie.

Poul Lüneborg som er selskabets nuværende formand åbnede arrangementet med en velkomsttale til os alle. Han var glad for, at så mange havde meldt sig til jubilæet.

Derefter fortalte Leif Martinussen meget detaljeret om blinde komponister samt om deres øvrige virke i samfundet. Allerede fra starten af det 19-århundrede var der blinde komponister, som satte deres præg på datidens erhvervsliv. De skabte også grobund for forbedring af blindes vilkår. De var også med til at gøre det muligt for dannelsen af det, der senere blev til Dansk Blindesamfund.

Efter Leif Martinussens fine redegørelse, gik vi over til det første punkt på programmet, som Leif selv havde skrevet, som genremæssigt betegnes som nyere klassisk musik. Medvirkende var: Svafa Thorhallsdottir, sopran, og Tom Ernst, piano.

Først hørte vi: Solkredsen” for piano, som er en suite i 9 dele, opus 2. Derefter fulgte nogle lyriske sange, som var: 7 North Atlantic Songs, opus 40. Teksterne er skrevet af Svafa Thorhallsdottirs mor. De blev sunget på færøsk og islandsk. De fire første sange blev fremført på færøsk, hvorefter de tre næste sange var på islandsk. Svafa Thorhallsdottir læste teksterne på dansk, så vi fik en ide om, hvad teksterne handlede om.

Derefter hørte vi nogle satser for klaver som havde følgende titler: Maj, Juni, juli, August og Oktober, opus nr. 3, 17 og 44

Den klassiske afdeling sluttede med sang og klaver, som var følgende: Arc-en-ciel, opus 41.

Efter den fine koncert var der kaffepause, hvorefter vi alle fik lejlighed til at kommentere det, vi lige havde hørt. Vi fik også mulighed for at fortælle om, hvordan vi lærte den klassiske musik at kende gennem vores opvækst på Refsnæs og Tutten.

For at gøre musikprogrammet så alsidigt som muligt, var der også tid til at høre om jazzmusikken, som Thorvald Kølle fortalte om med stor begejstring, hvor han på bedste vis blev suppleret af nogle af sine musikkolleger. Igen fik vi lejlighed til at fortælle om, hvordan vi lærte jazzmusikken at kende. Der var lejlighed til at fortælle om musikken i 1950erne og frem til nu.

Derefter var det tid til at slutte med Blindes nationalsang og Refsnæssangen, som Anne Hollænder akkompagnerede.

Klokken 18.00 var det tid til festmiddag, som var en flot og festlig trerettersmenu, som jeg sandt og sige ikke husker navnet på. Den smagte i hvert fald godt.

Efter festmiddagen, var det igen tid til musikken, hvor vi fik lejlighed til at høre flere af vore egne dygtige jazzmusikere, som påbegyndte deres koncert fra kl. 20.00 – 23.00. Jazzkoncerten var med Willy Egmose Trio:

Willy Egmose, piano. På elbas var Flemming Nørgaard. Niels Ove (Nick) Jørgensen, trommer. Som gæstesolister medvirkede Thorvald Kølle på trompet og flygelhorn. På saxofonerne medvirkede Kurt Nielsen på altsaxofon sammen med Lars Bang Andersen på tenorsaxofon. Den sidste gæstemusiker var Lars Svaneborg på vibrafon, hvilket efter min mening er en sjældenhed nu om stunder, men skønt var det.

Det var meget festligt at høre dem spille. Der var fart over feltet.

Første afdeling bød på musik af vores egen Ernst Brun Hansens kompositioner, som findes på cd’en Brun og blå. Hvis man ikke kendte den eller havde købt den, var den en appetitvækker og en glimrende lejlighed til at mindes Ernst, som var en fantastisk inspirationskilde for nogle af os.

2. afdeling var et fantastisk genhør med mange af de kendte jazzmelodier, hvor en del af dem var fra 50erne og 60erne.

Efter koncerten kunne vi gå til ro eller hygge os resten af aftenen og måske en del af natten.

Næste morgen påbegyndtes vores dag med morgenmad og pakning af kufferter, da nogle af os skulle hjem samme dag, men formiddagen bød også på et spændende program.

Her blev vi præsenteret for Henrik Eriksens museumsdagbog, som vi i forvejen havde fået tilsendt, så vi kunne læse den inden jubilæet. Uanset om vi var velforberedte eller ej, så var anmeldelsen af bogen enestående.

Poul Lüneborg bød os alle velkomne til jubilæets sidste dag. Jørgen Eckmann, som var selskabets første formand fortsatte med formiddagens program, hvorefter Mogens Bang fortalte om arbejdet på blindemuseet, hvor han gennem ti år arbejdede sammen med Henning Eriksen.

Thorkild Olesen nuværende formand af Dansk Blindesamfund talte en del om betydningen af vores historie.

Herefter var der mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til foredragsholderne vedr. Museumsdagbogen. Der blev også talt om fordele og ulemper ved digitalisering af museets genstande.

Til slut afsluttede Poul Lüneborg med en tak til alle for deltagelse af et vellykket jubilæum, hvorefter han ønskede os alle en god hjemrejse. Arrangementet sluttede med en frokost, hvorefter vore veje skiltes.

Afslutningsvis skal der lyde en stor tak til alle, som har sørget for, jubilæet blev til noget og at det blev så vellykket, som det blev. Endelig skal Henrik Olsen også nævnes, da han har gjort det muligt at genhøre arrangementet på selskabets hjemmeside. Hvor meget af det, som er optaget ud over musikken ved jeg ikke, men så vidt jeg har forstået blev der også optaget en del af det på video, så det senere kan ses.

I skrivende stund håber jeg, at optagelserne fremover også er medvirkende til, at vi fremover får flere medlemmer, som har interesse i blindehistorien.

Vi håber på, at de følgende generationer også får kendskab til blindehistorien, da den er medvirkende til, at blinde fremover får en stemme i fremtidens samfund. Hvis ikke det sker, bliver vi en gruppe som ganske langsomt marginaliseres og glemmes.

3.2. To forrygende dage på Fuglsangscentret, af Laus Klüwer

Efter 2 forrygende dage på Fuglsangcentret, har jeg fordøjet oplevelsen og er kommet ned på jorden igen. Vi var 68 deltagere hørte jeg, og det var synd for dem som ikke var med.

Mandag stod i musikkens tegn. Eftermiddagen var helliget den klassiske musik og aftenen bød på jazzkoncert. Leif Martinussen fortalte om nogle af de blinde musikere som har markeret sig i tidens løb, hvorefter der var en spændende koncert med nogle af hans egne kompositioner for klaver og mezzosopran.

Selvom jeg ikke er ekspert, synes jeg det var en spændende koncert. Fremførelsen var fremragende, og jeg syntes det var interessant at følge Leifs udvikling som komponist.

Efter festmiddagen stod aftenen så i Jazzens tegn. Thorvald Kølle fortalte først om tiden med jazz på blindeinstituttet, hvorefter der var koncert med Ernst Bruun Hansens musik. Det havde jeg set frem til, og blev bestemt ikke skuffet. En trio med Villy Egmose piano, Flemming Nørregård på bas og Niels Ove Jørgensen (nik) på trommer blev fremragende suppleret med Thorvald Kølle, trompet og flygelhorn, Kurt Nielsen, altsaxofon, Lars Bang Andersen (tenorsaxofon) og endelig Lars Svaneborg på vibrafon.

Det var et glædeligt og stærkt genhør med Ernsts musik, og navnlig Lars Bang Andersen var en glædelig overraskelse på tenorsaxofon. Lars Svaneborg har jeg kendt som trommeslager, men han kunne sandelig også spille vibrafon.

Tirsdag formiddag blev Henning Eriksens museumsdagbog præsenteret, efter at BHS har fået den udgivet. Bogen er bestemt værd at læse, og Mogens Bang som ledede museet, Jørgen Eckmann, Thorkild Olesen og Poul Lüneborg talte om forskellige vinkler på bogen. Et smukt minde for Henning.

Der er stor grund til at takke selskabets bestyrelse for et rigtig flot arrangement i anledning af Blindehistorisk selskabs 25-års jubilæum.

4. Anmeldelser af Henning Eriksens Museumsdagbog

Her følger nogle anmeldelser, som selskabet har modtaget:

4.1. Henning Eriksen: Museumsdagbog. Om mit arbejde på Blindehistorisk Museum fra 1. januar 2001 til 30. juni 2011. forlaget Kahrius (2019), pris: 200 kr.

Af Birgit Kirkebæk

Man kan ikke undgå at komme til at holde af Henning Eriksen! Han skriver sin museumsdagbog af hjertet – klogt, ærligt, lidt underspillet og med utrolig mange fine pointer både fagligt og menneskeligt. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvad Medicinsk Museion mon stiller op med samlingen uden et menneske som Henning Eriksen, der magter at læse punktskrift!

Udover Henning Eriksens foredragsvirksomhed og hans rundvisninger på Blindehistorisk Museum i de beskrevne år, så var han også den drivende kraft, når ældre materiale med punktskrift skulle læses, vurderes, beskrives og indlemmes i samlingen – eller til slut kasseres, fordi det var en dublet, eller fordi det var uinteressant i museumssammenhæng. Det er et kæmpe arbejde, Henning Eriksen har ydet på dette område – et arbejde eftertiden også har glæde af, idet samlingen nu befinder sig på Medicinsk Museion.

Henning Eriksen afskrev eksempelvis Dansk Blindesamfunds medlemsblade, årgangene fra juli 1911 til juli 1916. De fandtes alene i punktskrift. Han var også en vigtig medspiller, da museets samling skulle registreres, fordi han havde et stort kendskab til de enkelte genstande i samlingen. På mange områder er bogen en skatkiste af vigtig viden – både tekstligt og med brug af nødvendige noter.

Dagbogen giver indsigt i, hvad det vil sige at være blind i et job: Hvordan finde vej, når man skal ud og holde foredrag – og hvad hvis der ikke er nogen til at modtage en, når man når frem med sin tunge taske fyldt med museumsgenstande, der skal fortælles om. Hvordan låser man sig ind på museet en søndag ved brug af det indviklede sikkerhedssystem, uden at alarmen bliver sat i gang. Og hvordan tør man overhovedet give sig i kast med det? Der bruges mange kræfter. Arbejdet er frivilligt. Det foregår i en betonkælder uden vinduer og med dårlig luft. Og kun en gang imellem er der gevinst: Rødvin leveret af taknemmelige museumsbesøgene eller foredragstilhørere for Henning Eriksens indsats, der altid var ulønnet og frivilligt.

Dagbogen giver en meget grundig indsigt i, hvad museumsarbejde består af, hvordan der arbejdes på at skabe et levende museum, og hvordan der kan fortælles om mennesker med blindhed og deres historie tilpasset de tilhørere, der er til stede.

Der kom kasser til museet med materiale, opbevaret af familien til blinde mennesker, der var afgået ved døden. Alle disse kasser undersøgte Henning Eriksen med henblik på, hvad der kunne indgå i museets samling.

22. juni 2001 skriver han eksempelvis:

Museet arvede alle de effekter, der havde tilknytning til, at afdøde var blind. Jeg fik opgaven med at rydde op i afdødes effekter og udtage det, der havde blindehistorisk relevans. Effekterne blev afleveret på min adresse i Albertslund. I dag har jeg tømt fire sække (dagbogen s. 15).

Et tema, der løber som et bånd igennem dagbogens mange år, er usikkerheden om, hvor museet på længere sigt skal have til huse. Der er åbenbart en konflikt om det mellem museet og DBS – og Henning Eriksen føler sig som en lus mellem to negle samtidig med, at han gerne vil have samlingen bevaret.

I 2009 blev samlingen i et samarbejde med Medicinsk museum lovet sikret, men der gik endnu nogle år med op- og nedture, før samlingen blev overflyttet endeligt til det nye regi. 3. juli 2010 skriver Henning Eriksen om samlingen:

DBS vil vist stadig have den til Fuglsangcentret. Det vil museet ikke. Det hele er jo nok en strid om kejserens skæg. Jeg tror nemlig ikke på, at DBS finder penge til det formål”, hvad de åbenbart heller ikke gjorde (dagbogen s. 137).

Bogen er en guldgrube for forskere og andre interesserede. I den kan man på Henning Eriksens lavmælte måde lære meget – både om museale forhold og om blinde menneskers historie og levevilkår.

Professor Birgit Kirkebæks anmeldelse offentliggøres i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42, som udkommer i løbet af december 2019.

4.2. Betragtninger over bogen af fhv. rektor ved Grenå Gymnasium Ole Fjor Nielsen, en bekendt af formanden.

Tusind tak for “Museumsdagbogen”, som jeg har læst med stor interesse.

Henning Eriksen skriver godt – lige ud af posen og som en gudsbenådet nørd – helt efter min smag.

Og så er det meget interessant at få et fint indblik dels i blindehistorien dels i de mange og komplicerede instrumenter og metoder, der i tidens løb er blevet brugt for at kompensere for synet – med større eller mindre held. Ikke mindst den teknologiske udvikling i vores levetid har jo vendt helt op og ned på konventionel viden (og fordomme) om blinde og deres muligheder.

Dejligt at høre om Hans Rasmussens indsats i denne forbindelse – også for museet.

En tredje ting jeg har lagt mærke til er, at man ind imellem lige stopper op og bliver mindet om, at Dollerup er blind, fx når han skal ud til et foredrag – og ikke bliver taget godt imod. Tankevækkende!

Og så var det sjovt lige pludselig at blive præsenteres for ”interessegruppebanden” fra 70´erne. Kendt ikke mindst fra dine gode fester!

4.3. ”Henning Eriksens museumsdagbog”.

Af fhv. lærer ved IBOS Peter Frederik Hansen.

Bogen modtog jeg, meget flot, som medlem af Blindehistorisk selskab, der i forbindelse med deres 25-års jubilæum har taget initiativ til at udgive den.

Det er Henning Eriksens dagbog fra de 10 år, hvor han arbejdede på Blindehistorisk museum, der lå på Blindeinstituttet i Hellerup.

Bogen var spændende læsning for mig, da jeg selv arbejdede på Instituttet i den periode, og da jeg kender baggrunden for dagbogen.

Henning ønskede meget, at den blindehistoriske samling blev bevaret som en levende kilde, hvor blinde og andre kunne få indblik eller fordybe sig i blindes historie og have mulighed for at tilføre den nye historiske vidnesbyrd om udviklingen af blindes historie og vilkår.

Desværre fik Henning ikke sit ønske om museet fortsatte liv opfyldt. Godt nok blev museets genstande bevaret som genstande; men ikke som udstillingsgenstande, der henvender sig til blinde og andre, der sætter pris på at opleve tingene rigtigt og ikke blot som billeder. Efter museets lukning kan blinde nu ikke længere berøre og undersøge museets genstande. Ærgerligt, at det ikke blev muligt. Men måske vil der efter os komme en generation, der vil værdsætte historiens betydning for de blindes selvforståelse og give dem mulighed for selv at studere den. Det har Henning været med til at muliggøre.

Henning fik dog, morsomt nok sin lejlighed fra halvfjerdserne bevaret som museumsudstilling i den gamle by i Århus og ikke blot som billeder i en scrapbog eller database.

Tak til Poul Lüneborg og de andre, der har gjort det muligt for mig at stifte bekendtskab med Hennings dagbog og hans tanker om ”blindehistorisk museum”.

4.4. Halløj derude, af Allan Fohlmann.

Vil du læse en bog, der ikke engang har været i Inspiration endnu, og vil du gerne læse noget om blindehistorie, skrevet af én af de virkelig skrappe fortællere?

Så skal du læse denne bog, som vi i Blindehistorisk Selskab har fået udgivet i anledning af vores 25-års jubilæum, det er spændende læsning.

Forfatteren er Henning Eriksen – det var kun hans kone, der kaldte ham det, alle vi andre kaldte ham Dollerup, og det er i sig selv en del af blindehistorien.

Da Dollerup gik på pension, begyndte han at arbejde som frivillig på Blindehistorisk Museum, og det er den periode i hans liv, han skriver om her.

Ud over at manden er en god fortæller, så formår han også at uddele et par arrige hug til både Dansk Blindesamfund, Blindehistorisk Selskab, Blindeinstituttet og andre, der kom til at stå ham i vejen i denne periode.

Selv husker jeg ham som et meget elskeligt og storsindet menneske, men jeg skal da lige love for, at han også forstod at håndtere grovfilen!

Nok om min mening, her er oplysningerne om bogen.

Henning Eriksen

Museumsdagbog – om mit arbejde på Blindehistorisk museum fra 1. januar 2001 til 30. juni 2011

Lydbog med tekst

Spilletid: 8 timer 33 minutter

Bognummer: 46922

Indlæsningsår: 2019

Nota udgivelsesår: 2019

Indlæser: Peter Secher Schmidt

Udgave: kahrius.dk, 2019

ISBN: 978877153303

5. Studiebogsbiblioteket og studievejledningen, ved Pauli Thomsen

Selskabets bestyrelse har med vekslende held opfordret medlemmer af selskabet til at fremsende beskrivelser af hvorledes de har oplevet vilkårene som integreret skoleelev og uddannelsessøgende. Forudsætningerne for integrationen har siden 1970-ernes begyndelse været studieservice fra Refsnæsskolen og Instituttet for Blinde og Svagsynede i København. Pauli Thomsen mangeårig leder af studiebogsbiblioteket giver i 2 artikler en beskrivelse af den historiske udvikling på området.

5.1. Baggrunden for Studiebogsbibliotekets tilblivelse

Indtil 1971 var Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde eneansvarlig for produktionen af punktskrift i Danmark.

Ganske vist var der i løbet af 60’erne blevet oprettet materialelaboratorier på de to blindeinstitutioner – Refsnæsskolen og Blindeinstituttet i København, men uden at disse havde et formelt ansvar for en defineret brugergruppe.

Den tidsrevolutionerende nyhed inden for punktskriftproduktion thermoformmaskinen, som fungerede efter et enkelt “brødrister-støvsuger”-princip blev taget i brug til kopiering af undervisningsmaterialer til internt brug, skrevet på picht eller perkinsmaskinen. Desuden blev maskinen brugt ved fremstilling af taktile undervisningsmaterialer (kurver og kort) i plast (PVC), ligeledes til brug i de to institutioners skoler.

Den voksende integration af punktlæsende skoleelever og studerende fra midten af 60’erne stillede imidlertid Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde over for nogle produktions- og leveringskrav, som matchede dårligt med institutionens produktionssystem.

Stereotypering på zinkplader og kopiering på rotationspresse er velegnet til fremstilling af punktskrift i større oplag, men uhensigtsmæssigt / langsommeligt og uøkonomisk, når det drejer sig om materialer, der skal produceres hurtigt og i små oplag.

Og både den hurtige fremstilling og de små oplagstal (ofte kun 1 – 2 eksemplarer af samme titel) er karakteristisk for et integreret uddannelsessystem, hvad enten det drejer sig om folkeskole, gymnasie eller universitetsniveau. Endvidere viste det sig snart, at en vis form for tilrettelægning af materialerne, af personer både med et grundigt kendskab til punktskrift og til undervisning, af blinde var nødvendigt for at de færdige produkter kunne anvendes hensigtsmæssigt i en integreret undervisningssituation.

En så ressourcekrævende produktion gik efterhånden ud over den almindelige produktion af bøger og tidsskrifter til bibliotekets lånere samtidig med, at utilfredsheden med den ofte alt for lange produktionstid voksede hos de integrerede elever og studerende. Sagen blev “sendt i udvalg” med repræsentanter for Refsnæsskolen, Statens Institut for Blinde, Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde, Dansk Blindesamfund samt Socialstyrelsen, og det blev her besluttet, at al fremstilling af undervisningsmaterialer, med undtagelse af noder, fra 1971 skulle udskilles fra Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde.

Refsnæsskolen fik ansvaret for produktionen af undervisningsmaterialer til elever i folkeskolens 1. til 7. klasse, Blindeinstituttet for produktionen til punktlæsende elever i folkeskolens afsluttende klasser (8. til 10. klassetrin), gymnasiet samt erhvervs- og videregående uddannelser.

De første år

Uden overdrivelse kan man godt sige, at medarbejderne i den nyetablerede produktionsafdeling på instituttet gik til opgaven med entusiasme og pionérånd.

Studiebogsbiblioteket for Blinde (herefter SBB) blev lagt ind under det allerede eksisterende Materialelaboratorium under ledelse af Børge Vestergård.

Sammen med en lærer fra instituttet havde Børge Vestergård i 1970 været på en studietur til Sverige for at studere, hvorledes svenskerne havde grebet en lignende sag an.

Rapporten fra denne tur kom til at danne grundlag for etableringen af SBB.

Ansvarlige for produktionen blev, foruden afdelingslederen, en kontormedarbejder til at varetage den daglige administration af SBB, to bogtilrettelæggere, en trykker samt et antal freelance afskrivere. SBB fik desuden eget budget til indkøb af nødvendige materialer og til aflønning af afskrivere (og senere indlæsere). Med den hurtigt voksende integration af punktlæsende elever og studerende og det deraf følgende behov for øget produktion, måtte specielt aflønningsposten i den første halve snes år jævnligt “reddes” af ekstrabevillinger, eller ved at f.eks. udgiften til indkøb af 250 kg plast i realiteten dækkede over honorarer til afskriverne.

Men hvorledes gik det med det, som skulle være forbedringen og fornyelsen af produktionen i forhold til brugergruppen?

Blev leveringstiden reduceret? Og blev materialerne tilrettelagt således, at de blev mere hensigtsmæssige at arbejde med i en integreret undervisningssituation? Til det første tror jeg, at der kan svares et ubetinget ja. Til det andet, ja efterhånden.

Lidt paradoksalt var bogtilrettelæggerne nyansatte ved instituttet, uden nogen pædagogisk baggrund og erfaring m.h.t. undervisning af blinde og helt uden kendskab til punktskrift. Derfor blev den i 1971 dannede “Interessegruppe for Synshandicappede under Uddannelse og i Erhverv” en uvurderlig støttespiller og “læremester” for os som tilrettelæggere på SBB. Foruden at deltage i Interessegruppens konferencer og seminarer, blev de personlige kontakter vi fik gennem denne deltagelse brugt til via telefonen at drøfte ønsker og behov i udformningen af de bestilte materialer med den enkelte bruger. Og deres entusiasme og ihærdige arbejde med at forbedre egne studievilkår, smittede af på os, så vi ikke helt mistede modet og pusten i de første år.

Vi forsøgte os som afskrivere for også ad denne vej at få et bredere kendskab og en dybere forståelse for punktskriftens “mysterier” og “finurligheder” og derved, for os selv, nå til en afmystificering af de seks “knopper”. Efterhånden nåede vi til at opfatte punktskrift som et skriftsprog, ligeværdigt med “sortskriften” og som brugt lidt utraditionelt og måske ikke helt i overensstemmelse med reglerne i “Den danske Punktskrift 1970”, rummede mange flere muligheder end de 63 tegn umiddelbart indbød til. Samtidigt blev det klart for os, at det ofte er de samme redaktionelle krav og studietekniske metoder, der gælder for punktskrift som for sortskrift, når bogen skal anvendes som et hensigtsmæssigt arbejdsredskab. Derfor var vi heller ikke sene til at fatte nødvendigheden af en markering af sortsideskift og sortsidetalsangivelse i tillæg til den kronologiske punktsidetalsangivelse. En absolut nødvendighed i en integreret undervisningssituation i et samarbejde med seende.

Nogle mere generelle redaktionelle retningslinjer for udarbejdelsen af skole- og studiebøger for såvel afskrivere som tilrettelæggere begyndte at udkrystallisere sig.

Fra Sverige hentede vi endnu engang yderligere inspiration i arbejdet gennem PUSS projektets forskningsrapporter, som netop omhandlede Pedagogiska Undersökningar kring Synsskadades Studiesituation.

På Materialelaboratoriet arbejdede Børge Vestergård med retningslinjer og metoder til relief fremstilling af det stadigt øgende antal illustrationer i bøgerne. Kopiering på plast på thermoformmaskine gjorde det muligt at arbejde med flere forskellige overfladestrukturer og var samtidigt en relativt hurtig kopieringsform.

Men plasten havde også sine ulemper, især ved kopiering af tekst. Ikke blot er plast tungere end papir, som traditionelt anvendes ved kopiering af stereotyperet punktskrift (et punktbind på plast vejer ca. 1,5 kg og en gennemsnits skolebog er på 5 – 6 bind!); men plasten har også den kedelige egenskab, at den er glat og uporøs, og derfor ikke kan absorbere den naturlige varme og sved, som udvikles under læsning. I den “hede” eksamenslæsningstid kunne punktlæseren derfor, i bogstaveligste forstand, sidde som klæbet til bogen. Problemet blev til en vis grad afhjulpet ved at drysse talkum ud over siden, ofte i sådanne mængder, at trykkeriet ved udpakningen af returbøger mere lignede et bageri end et trykkeri!

Senere lykkedes det at finde frem til en både lettere og ikke mindst mere struktureret plast – og dermed rense luften for talkum.

I administrationen blev der arbejdet ihærdigt på at fremstille et katalog over bøger i punktskrift og senere på lydbånd – et længe næret ønske hos de studerende og de skoler, hvor der gik synshandicappede elever.

Det første katalog lå færdigt til udsendelse i 1973.

Produktion af lydbøger

Det viste sig snart, at adskillelsen af lyd og punktbogsproduktionen var uhensigtsmæssig. I 1973 blev det derfor besluttet at overflytte fremstillingen af undervisningsmaterialer på lydbånd fra Statens Bibliotek for Blinde til SBB.

To års erfaring med produktion af materialer på punktskrift gjorde, at denne opgave blev mere overkommelig, og ikke gav anledning til større problemer med undtagelse af ét.

Sammen med overflytningen af lydbogsproduktionen fulgte et antal indlæsere, som i mange år havde dannet en fast indlæserstab på Statens Bibliotek for Blinde. Ved et første møde med disse indlæsere meddelte samtlige, med undtagelse af én, at de ikke ønskede at læse på de betingelser, som SBB kunne tilbyde (hjemmeindlæsning og derfor lavere takst end for studieindlæsning på Biblioteket). Noget af en chokstart, som medførte nogle hektiske måneder med at rekruttere en ny indlæserstab; men også dette lykkedes.

Samtidigt hermed blev der foretaget en omlægning af lydbogsproduktionen, kopiering på kassettebånd og der blev indført “ny teknologi”-brug af lavfrekvente lydsignaler under indlæsningen til markering af de annoncerede kapitler, afsnit og sideskift. Man kunne nu for første gang “bladre” i sin lydbog, referere til bestemte sidetal og benytte referencer fra lærere og medstuderende.

Både overgangen til kassettebånd og indførelsen af lavfrekvente lydsignaler må i dag betragtes som to af de største landvindinger i SBBs historie.

Om fuglekvidder, fløjtekedler, russiske “spionsendere” og en “runehugger”

I en produktion, hvor en af de fornemste kvaliteter ved produktet er, at brugeren får sit materiale til tiden, bliver der sjældent tid til korrekturlæsning eller kontrollytning.

Det har derfor ikke helt kunnet undgås, at der i tidens løb er blevet produceret og udsendt materialer med utilsigtede kommentarer og teksten uvedkommende effekter.

Hjemmeindlæsning for åbne vinduer også hos naboen, hvis sommerglade kanariefugls kvidren blandede sig med de lavfrekvente lydsignaler …

Den kaffetørstige indlæser, som for tredje gang inden for de sidste 30 sider havde kaffekedelen hidsigt fløjtende ude i køkkenet eller brugte han også køkkenet som indlæsningsstudie …

Noget underligt kaudervælsk i en noget forstyrrende dialog med indlæseren; ved en senere sproglig analyse viste det sig at være russisk og stamme fra en russisk sender, hvis frekvens af uforklarlige grunde lå meget tæt op ad båndoptagerens …

Subjektive og meget bramfri kommentarer i en ellers meget akademisk kommenteret udgave af straffeloven. Bogen viste sig at være overført af en afskriver med adressen Statsfængslet i Vridsløselille …

Samarbejdet med fængselsvæsnet og Statsfængslet i Vridsløselille startede så langt tilbage som i 1929 og allerede i 1930 var 3 fanger i gang med at stereotypere punktskrift. SBBs samarbejde med Vridsløselille varede frem til midten af 70’erne, hvor problemerne med at holde styr på “løsladte” afskrivere blev for store. Således blev SBB på et tidspunkt ringet op af politiet i x-købing. Man havde anholdt en person i forbindelse med et indbrud. Blandt de fundne tyvekoster hos den anholdte var der også en “underlig maskine” en stor, klodset genstand, som efter funktionen at dømme i følge politiet nærmest var at sammenligne med en slags “rune-hugger”. Den anholdte påstod, at maskinen ikke var stjålet, men udlånt til ham fra SBB. Det var jo sandt nok, men vi inddrog “runehuggeren” og slettede vedkommende på listen over afskrivere.

En stadig forbedring og finpudsning af de redaktionelle retningslinjer stod centralt i arbejdet på SBB i de følgende år, ved siden af den evige “kampen mod tiden”. Men eksperimenter blev der også tid til.

Reliefkort med farvetryk til både taktil og visuel aflæsning blev fremstillet på Materialelaboratoriet. Lidt af et håndværksmæssigt kunststykke og en pædagogisk nyskabelse. Desværre var der så store tekniske problemer forbundet med fremstillingen, at det blev ved eksperimentet og ikke kunne indpasses i den daglige bogproduktion.

Ny teknologi i punktskrift produktionen

Året 1988 blev skelsættende i produktionen at punktskrift på SBB. På universitetet i Leuven i Belgien havde man udviklet et tekstbehandlingsprogram for punktskrift PCBraille, som både kunne anvendes til direkte indskrivning i punktskrift og til overførsel af maskinlæsbare tekster. Programmet indeholdt endvidere de almindelige redigeringsfaciliteter, som hører til et moderne tekstbehandlingsprogram.

Senere er programmet, i et samarbejde med SBB, blevet udvidet med endnu flere redigeringsmuligheder og fremtræder i dag som et effektivt og hensigtsmæssigt stykke værktøj i fremstillingen af komplicerede tekster i punktskrift.

Den tilhørende printer, som udskriver punktskriften på papir, har en sådan kapacitet, at kun bestillings- og forsendelsesproceduren er bestemmende for, hvor hurtigt en bog, som allerede findes i PCBbraille format, kan være fremme hos brugeren.

Men fortsat genstår den mest tidskrævende del af fremstillingen: at få den trykte bog overført til punktskrift. Her ville megen tid kunne vindes, hvis de redigeringsmæssigt ukomplicerede bøger, eller dele af bøger, kunne overføres mere eller mindre elektronisk fra en forlagsdiskette eller ved optisk scanning og den mere komplicerede part overlades til den punktkyndige tilrettelægger/afskriver. Desværre er det sidste efterhånden vanskeligere at få tag i end det elektroniske udstyr. Et problem alle punktproducenter verden over trækkes med.

Både forlagsdisketter og optisk scanning af tekster er taget i brug på SBB i håb om således at kunne reducere den fortsat ofte for lange produktionstid. Man kan så blot håbe på, at en af forudsætningerne for en vellykket integration af blinde, at det nødvendige undervisningsmateriale foreligger i punktskrift på det ønskede tidspunkt, vil være opfyldt i en ikke alt for fjern fremtid.

Konklusion

De vigtigste kvaliteter for undervisningsmaterialer til integrerede synshandicappede skoleelever og studerende er:

1. at materialet er brugeren i hænde til rette tid;

2. at materialet er redigeret og tilrettelagt således, at det kan fungere som et hensigtsmæssigt arbejdsredskab for brugeren.

Oprettelsen af SBB i 1971 resulterede i kortere leveringstider; men der sidder fortsat brugere af SBB, som i perioder er uden det nødvendige undervisningsmateriale.

De eksisterende retningslinjer for tilrettelægning og afskrivning / indlæsning af skole- og studiebøger har medført en væsentlig forbedring af materialernes anvendelighed i en integreret undervisningssituation.

Markering af sortsideskift og sortsidetalsangivelse på hver side i punktbøgerne, fremstilling af illustrationer i relief, lydbøger på kassettebånd med indlagte lavfrekvente lydsignaler ved kapitel, afsnits- og sideskift samt udførlige indholdsfortegnelser til de enkelte bind / bånd hører til de vigtigste kvalitetsforbedringer.

Til slut kan man stille spørgsmålet om de i indledningen angivne begrundelser og forudsætninger for et SBB fortsat er til stede.

Specielt produktionen af punktskrift har siden 1971 ændret sig radikalt, både når det drejer sig om at overføre sortskrift til punktskrift og, når det drejer sig om at reproducere punktskriften.

Måske var det en ide til overvejelse at sagen atter blev “sendt i udvalg” for at evaluere, om den nuværende opdeling af produktionen fortsat er til brugernes bedste.

5.2. Kurser i studieteknik for integrerede synshandicappede elever

I kølvandet på integrationen opstod der et ønske om specielt tilrettelagte kurser i studieteknik for de synshandicappede elever.

Formålet med kurserne skulle være at træne de specielle teknikker og metoder, man som blind eller svagsynet må tage i anvendelse for at følge et integreret undervisningsforløb.

Initiativtageren til og primus motor i disse kurser var Hans Rasmussen, dengang (i begyndelsen af 70’erne) selv blind studerende ved Københavns universitet og lærer ved instituttets edb-skole. Det faldt endvidere naturligt, at bogtilrettelæggerne ved SBB, som ansvarlige for den pædagogiske udformning af de integrerede elevers undervisningsmaterialer, deltog som undervisere på kurserne; noget som for øvrigt også var yderst lærerigt for bogtilrettelæggerne i deres daglige arbejde på SBB.

Kurserne var internatkurser og af en uges varighed for de punktlæsende elever. På disse kurser blev der arbejdet med emner som,

 aflæsning af taktilt materiale (kort og kurver)

 opslag i tabeller

 forkortelser på fremmedsprog (engelsk, tysk samt de specielle bogstavstegn på fransk); dette blev senere et selvstændigt uge kursus

 indskrivning af matematiske opgaver på almindelig skrivemaskine

 matematisk notation i punktskrift samt brug af hjælpemidler i faget matematik

 brug af kassettebåndoptageren til notater, med efterfølgende renskrivning og opstilling af notaterne på punktskrift

 arbejde med en lydbog (opslag, læse med forøget hastighed, bruge indeks osv.)

Det var for øvrigt på et af de første af disse kurser, under arbejdet med en lydbog, at det viste sig, hvor umulig lydbogen fungerede som arbejdsredskab. På dette tidspunkt blev lydbøgerne indlæst uden sidetalsangivelse, uden lydsignaler og uden indholdsfortegnelse, der kunne give brugeren blot en ide om bogens opbygning. Desuden var bøgerne kopierede på spolebånd. På det pågældende kursus havde eleverne fået udleveret en lydbog på 6 bånd (ikke nogen usædvanlig stor bog) og skulle finde nogle bestemte afsnit og kapitler i bogen (en ganske jordnær undervisningssituation).

De fleste opgav, nogle få holdt ud og efter tyve minutter til en halv times spolen frem og tilbage, fandt de frem til de ønskede afsnit. Meget frustrerende for eleverne og meget lærerigt for de deltagende bogtilrettelæggere. Som beskrevet i omtalen af SBB blev lydbøger senere også til bøger man kunne “bladre” hensigtsmæssigt i.

Tilsvarende weekendkurser blev senere tilbudt svagsynede elever. Indholdet på disse kurser var især koncentreret omkring brugen af båndoptageren,

 brug af kassettebåndoptageren til notater, med efterfølgende renskrivning og opstilling af notaterne på sortskrift

 arbejde med en lydbog (opslag, læse med forøget hastighed, bruge indeks osv.)

Foruden studieteknik og metodik blev der i programmet også indlagt møder og samtaler med voksne synshandicappede under uddannelse eller i erhverv. Kurserne fik således efterhånden et bredere sigte end det rent studietekniske.

Det viste sig da også hurtigt, at disse kurser havde en langt videre og måske endnu vigtigere mission end træningen af de rent tekniske færdigheder.

At blive segregeret elev i en uge eller blot en weekend, få en “fridag” fra hverdagen som ene integreret og være sammen med og føle sig som ligestillede med de andre elever, blev altid fremhævet ved kursusevalueringen som “det allerbedste”. Og “hvor var det spændende” det at få lejlighed til at møde og snakke med voksne synshandicappede. Begge dele noget utrolig vigtigt, når man står midt i puberteten i en søgen efter en egen identitet som synshandicappet.

Og hvor var det givende og lærerigt for os, som underviste på disse kurser, at lytte til elevernes store og små problemer med at være ene integrerede, men også, og ikke mindst, hvor meget de nu glædede sig til at komme hjem igen og på gensyn til næste år!

Kurser for lærere med synshandicappede elever

Op gennem 70’erne udviklede Blindeinstituttet sig gradvist, men sikkert, fra hovedsageligt at være en traditionel institution med segregerede skole og erhvervsuddannelser til en serviceinstitution for de integrerede elever i folkeskolens 8.- 10. klasse, i gymnasiet og under erhvervs- og videregående uddannelse.

Studieteknikkurser, erhvervs- og studievejledningskurser og Studiebogsbiblioteket er eksempler på dette.

Formålet med lærerkurserne, som startede i 1973 / 74, var derfor at give en bred orientering om denne service; endvidere at give lærerne mulighed for sig imellem og med medarbejdere fra instituttet at drøfte og udveksle erfaringer om det at have en synshandicappet elev i klassen.

 Kurserne er af tre dages varighed og behandler områderne: øjensygdomme

 instituttets kursus og vejledningstilbud til integrerede elever

 SBB

 præsentation af hjælpemidler

 dispensationsordninger i forbindelse eksaminer og afsluttende prøver

 samtaler med voksne synshandicappede, som tidligere havde været integrerede i skolesystemet, om deres syn på og oplevelse af integreret undervisning.

Men også indslag, som kunne give lærerne nogle aha oplevelser til senere glæde for deres blinde eller svagsynede elev.

Således resulterede den taktile fremstilling af en sandorm vha. enkle tegneredskaber (et fast programpunkt på alle kurserne) ofte i meget detaljerede og “kunstneriske” produkter, men sikkert lidet anvendelige og forståelige for den blinde elev at se på.

Eller når “læreren” bad “eleverne” finde et bestemt afsnit på side xx i lydbogen, men desværre “glemte” at fortælle, at siderne med helsidesfotografier var sprunget over under indlæsningen. Ja, så kom der uorden i “tælleværket” og eleven landede ustandseligt på forkert sidetal.

Endelig har disse kurser også været lærerige for instituttets medarbejdere, for hvem integration efterhånden kunne blive et teoretisk pædagogisk begreb, mere end en praktisk hverdag for lærer og elev.

6. Anmeldelse af udgivelser om blinde

Selskabets bestyrelse modtager løbende information om bogudgivelser og lignende om blinde og deres historie.

I nyhedsbrevet ønsker vi, at disse publikationer anmeldes, så medlemmer og andre interesserede kan vurdere om det er noget.

På nuværende tidspunkt kan følgende 3 publikationer nævnes:

1. Historisk redegørelse om sport og idræt for blinde, af Leif Martinussen.

Redegørelsen, der er på 38 sider, beskriver udviklingen herhjemme, i Norden og Internationalt fra slutningen af 1950-erne til omkring 1980. Redaktionen er afsluttet den 25. februar 2019.

Der er tale om et meget vigtigt kildeskrift til belysning af området.

2. Bogen ” Du må aldrig give op” af Kurt Videbæk, 166 sider, forlaget Ådalen juni 2019, omtalt i en artikel i Lokalavisen for Århus fra den 29. juni 2019. Bogen er ikke under produktion hos Nota.

3. Bogen “Dømt blind – hva’ så? af Morten Bonde, Senior Art Director hos LEGO, 347 sider. Bogen er udgivet på forlaget Vision den 4. september 2019 i almindelig tryk og som E-bog. Bogen er under produktion hos Nota.

Har du lyst til at anmelde én af disse udgivelser, er vi i bestyrelsen meget interesseret i at høre fra dig. Du er også meget velkommen til at informere os om lignende udgivelser af interesse for selskabet og dets medlemmer.

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger


Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. 44 95 04 72

Mobil 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com


Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv., 2200 København N

Mobil 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk


Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J

Telefon 86 72 55 72

Mobil 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk


Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1., 4000 Roskilde

Tlf. 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk


Redaktør Rita Cecilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501, 2500 Valby

Tlf. 21 43 02 23 / 61 15 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com


1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk


2. suppleant Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th., 4200 Slagelse

Mobil 25 53 82 43

Mail: fohlmann@stofanet.dk

Nyhedsbrev nr. 3 oktober 2019

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 / 2019.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Program for 25 års jubilæumsarrangementet 25.-26. november 2019

3. “Danske Blindes nationalsang” skrevet af J. Marius Hansen

4. “Refsnæssangen” skrevet af Jørgen Emborg

5. Om landsformand Ernst Jørgensen, ved Poul Lüneborg

6. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

Hilsen fra formanden

Af Poul Lüneborg.

Så nærmer vi os med stormskridt selskabets 25-års jubilæum. Arrangementet den 25. – 26. november i år på Fuglsangscentret, er en begivenhed, som vi i bestyrelsen har lagt stor energi i at planlægge og give et indhold, som bliver noget helt særligt.

Allerede i begyndelsen af oktober måned var alle værelser booket. Det glæder vi os naturligt over i bestyrelsen. Håbet er, at vi kan få rådighed over nogle flere værelser, når vi nærmer os tidspunktet for arrangementet, så de der står på venteliste kan komme med.

Så vidt jeg kan vurdere er det første gang, at vi i selskabet, i historisk belysning, sætter fokus på blindes deltagelse i den klassiske musik og i jazzmusikken. Dertil kommer udgivelsen af Henning Eriksens Museumsdagbog, som vil blive præsenteret for offentligheden på jubilæumsarrangementets anden dag. Det hører til sjældenhederne, at selskabet påtager sig en egentlig bogudgivelse. Med Museumsdagbogen sætter vi lys på den blindehistoriske samling, som var et af de væsentlige omdrejningspunkter ved selskabets oprettelse i 1994. Nu er det oprindelige ønske, om at sikre samlingen for fremtiden, nået og jubilæet er derfor en anledning til at enes om andre opgaver. Vi skal selvfølgelig yde vores bidrag til at opdatere og supplere samlingen ved Medicinsk Museion, men vi skal også sætte os nye mål.

I forbindelse med jubilæet er der for mig grund til at takke alle min forgængere på formandsposten for deres indsats.

Jørgen Eckmann var selskabets første formand gennem 8 år frem til 2002. Derefter fulgte Thorkild Olesen frem til 2005 efterfulgt af René Ruby til 2006, Elin Andreasen til 2007, hvorefter Hans Erik Olsen gennem 9 år var formand frem til 2016. Der er grund til at sende dem og alle deres bestyrelseskolleger en hilsen i anledning af den runde dag.

Der er imidlertid også god grund til at vende opmærksomheden mod mere overordnede handicaphistoriske udviklingstræk i forbindelse med jubilæet. Det gør man i Historisk Selskab for Handicap og Samfund med næste udgivelse af Handicaphistorisk Tidsskrift, hvor forskellige forfattere sætter fokus på mennesker som hver på deres måde har bidraget til den handicappolitiske udvikling i Danmark. Jeg har bidraget til denne udgivelse med nedenstående artikel om Dansk Blindesamfunds formand Ernst Jørgensen, som hører til én af foreningens fremmeste og mest betydningsfulde ledere.

Da dette nyhedsbrev retter sig mod jubilæumsarrangementet, har vi begrænset os til at bringe ovennævnte artikel, programmet samt de 2 sange som vil blive sunget. Jeg opfordrer alle som deltager i jubilæumsarrangementet om at øve sig i at lære sangteksterne udenad, så der rigtigt kan blive sunget igennem på dagen.

Vel mødt på Fuglsangscentret til november.

2. Program for 25-års jubilæumsarrangementet 25. – 26. november 2019

Blindehistorisk Selskab 25 års jubilæum på Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia

Jubilæumsudvalg:

Poul Lüneborg (formand)

Leif Martinussen

Thorvald Kølle


Side 3 Forord

Side 4 Jubilæumsprogram

Side 5 Program for klassisk koncert

Side 6 Medvirkende ved klassisk koncert

Side 9 Egmose Trioen

Side 12 Gæstende solister ved jazzkoncerten

Forord

Velkommen til Selskabets 25-års jubilæum.

Det er mig en stor glæde, at kunne byde alle gæster ved jubilæumsarrangementet velkommen til 2 meget spændende dage på Fuglsangscentret.

I de forløbne 25 år har vi i selskabet indsamlet og formidlet mange artikler og bøger, der beskriver blinde og svagsynedes tilværelse. Denne skriftlige dokumentation er suppleret med lydoptagelser af begivenheder og personinterview.

Mange mennesker er bibragt en forestilling om, at blinde er musikalske. Det er næppe tilfældet, men sandt er det, at musik har spillet en stor rolle i mange blindes tilværelse gennem de godt 200 år, der er forløbet, siden oprettelsen af Kjædeordenens Kongelige Blindeinstitut i 1811.

Musikalske aktiviteter har hidtil spillet en mindre rolle i vores virksomhed. I selskabets arkiv har vi ej heller mange beskrivelser og lydoptagelser.

I de kommende 2 dage har vi derfor valgt at præsentere blindes deltagelse i den klassiske musik og i jazzmusikken. Derudover sætter vi med en bogudgivelse fokus på bevarelsen af Den Blindehistoriske Samling, som spillede en afgørende rolle for selskabets stiftelse de 18. november 1994.

Jeg håber, at jubilæumsarrangementets program vil fremkalde mange minder hos deltagerne og blive husket i mange år som en nyskabelse i vores bestræbelser på at fastholde interessen for blindes historie.

Poul Lüneborg, formand

Jubilæumsprogram mandag:

12.00 Frokost

13.30 Velkomst v/ Poul Lüneborg. (lokale: Konference 2)

Kort historisk rids over blinde komponister v/ Leif Martinussen

14.00 Koncert – værker af Leif Martinussen

medv.: Svafa Thorhallsdottir, mezzosopran og Tom Ernst, piano

15.00 Kaffe (Konference 1)

15.30 Oplæg vedrørende klassisk musik ved Poul Lüneborg

16.00 Oplæg vedrørende jazzmusik ved Thorvald Kølle

16.15 Spørgerunde

16.45 ”Blindes nationalsang” – ”Refsnæssangen”, akk. Anne Hollænder 18.00 Festmiddag. (Konference 2 hele aftenen)

20.00 – 23.00 Jazzkoncert med Egmose Trio:

Willy Egmose, piano, Flemming Nørgaard, bas,

Niels Ove Jørgensen, trommer

+ solister:

Thorvald Kølle, trompet, flügelhorn, Kurt Nielsen, altsax,

Lars Bang Andersen, tenorsax, Lars Svaneborg, vibrafon

Tirsdag

08.00 Morgenmad

09.30 Præsentation af Henning Eriksens Museumsdagbog ved

fhv. museumsleder Mogens Bang, selskabets første formand Jørgen Eckmann, DBSs formand Thorkild Olesen og selskabets nuværende formand, Poul Lüneborg. (Konference 2)

12.00 Frokost / Afrejse

Koncert mandag kl. 14.00 Musik af Leif Martinussen

Svafa Thorhallsdottir, mezzosopran, Tom Ernst, piano

Program:

Circle of the Sun / Solkredsen for piano into 9 pieces 1959-63, opus 2:

1 Sunset / Solopgang

2 Flowing rush / Viftende siv

3 Demonical Night on the Beach / Dæmonisk aften ved havet

4 Quiet Song from the Forest Creek / Skovbækkens sagte nynnen

5 The Song of the Vind / Vindens sang

6 The Drew in the Meadow / Duggen i enge

7 Moonbeams in the Clouds / Månestrejf

8 Silent Night / Stille nat

9 Sunrise / Solopgang

7 North Atlantic Songs, 2013-14, opus 40:

Tekst: Frits Johannesen (Færøerne):

1 Valjós / Forårslys

2 Vármynd / Forårsbilleder

3 Summár / Sommer

4 Summarvón / Håbefuld sommer

Tekst: Kristrun Gudmundsdottir (Island):

1 Vórljod / Forårsdigt

2 Jónsmessunótt / Midsommer nat

3 Sumarljós / Sommerlys

Pieces for piano:

”Maj”, ”Juni”, 1963, opus 2 nr. 1 og 2

”Juli”, 1980, opus 17

”August”, 1963, opus 2 nr. 3

”Oktober”, 2019, opus 44 (uropførelse)

”Arc-en-ciel” / Regnbue 2016, opus 41 (opr. for guitar)

Solisterne

Svafa Thorhallsdottir er født 1981 i Reykjavik i Island. Uddannet på byens musikkonservatorium med videregående studier på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (DKDM) i København. Hun arbejder som musiklærer, freelance sanger og korleder i København og omegn. Hun

har stor interesse for børns musikalske udvikling og har eksperimenteret med formidling af klassisk musik til børn sammen med ensemblet ”Den Poetiske Elefant”.

Har regelmæssige solokoncerter i Danmark og udlandet. Har været solist i bl.a. ”Fynsk Forår” af Carl Nielsen, ”Stabat Mater” af Pergolesi, ”Messias” af G.F. Händel, ”Petite Messe Solennelle” af Rossini, ”Messe i D-dur” og ”Stabat Mater” af Dvorak. I efteråret 2018 deltog ST i Operafestivalen ”Óperudagar i Reykjavik” som solist og lærer i babysang. Hun har tidligere deltaget i andre festivaler såsom ”Summartonár” på Færøerne og ”Dark Music Days” i Island.

Tom Ernst er født i Kristiansand i Norge. Han fik sin første klaverundervisning som 6-årig hos Bertha Steen. Fra 15-års alderen fik han undervisning i klaver og orgel hos domorganist Bjarne Sløgedal, Kristiansand Domkirke. I 1963 kom han til DKDM i København. Organisteksamen 1967, elev af prof. Leif Thybo. Diplomeksamen 1968, elev af prof. Arne Skjold Rasmussen. Musikpædagogisk eksamen i klaver 1971, elev af docent Anne Karin Høgenhaven. Klaverdebut fra DKDMs solistklasse 1969. Kantoreksamen fra Lund Domkapel 1971. Videre klaverstudier hos prof. Robert Riefling i Oslo, prof. Josef Dichler i Wien, samt mesterkurser hos internationalt kendte organister og pianister.

Koncertvirksomhed som orgelsolist, klaversolist, kammermusiker og akkompagnatør i Skandinavien, Europa og USA. Jurymedlem ved internationale klaverkonkurrencer.

Modtager af talrige legater og udmærkelser. 1971- 80: Repetitør ved Det Kgl. Teater og Operaakademiet. 1980- 82: Lærer ved Musikhögskolan i Malmö. 1981- 2003: Klaverdocent ved DKDM.

Organistansættelse: Kong Haakons Kirke 1963- 69., Ballerup Kirke 1971- 72 (konstitueret). Sundby Kirke 2002- 12. I dag ansat som organist ved ved Immanuelskirken (Københavns Valgmenighed).

Leif Martinussen er født 1941 i Hobro. Har modtaget sin musik-uddannelse på Blindeinstituttet i København.

1967: Organisteksamen, DKDM. 1969: Kantoreksamen, DKDM.

1972: Studier hos organist og komponist Bedrich Jánacek i Lund, Sverige.

1973: Studier hos prof. og komponist Ingvar Lidholm og domorganist Gotthard Arnér i Stockholm. 1978: Studierejse til London (kor) og 1980: Wien (orgel). Ansættelse 1970- 2012 ved Allehelgens Kirke i København. 1971- 80: Værløse Musikskole (klaver) og 1980- 96: i Tårnby Musikskole. 1988: Medlem af Dansk Komponistforening. Komponist af klaver-,

orgel-, orkester-, kor- og vokalværker og liturgisk musik.

Opførelser i 30 lande i Europa, Israel, USA, Sydamerika, Sydafrika og New Zealand.

Nodeudgivelser fra flere forlag: 1974: Edition Egtved og Edition Wilhelm Hansen. 2005: Cantando Musikkforlag, Stavanger. 2010: Kirkemusikforlaget. 2012: Forlaget Mixtur i Esbjerg.

CD-udgivelser fra: Studio Budikov i Tjekkiet, OH-Musik Aps, Paula Records, 2me printemps de l’ orgue à Saint- Antoine, Paris.

Legater: 1972: Krista & Viggo Petersens Fond. 1992: Johan Otto Wroblewski ´s Fond. 2010: Ludvig Preetzmann-Aggerholm & Hustrus Stiftelse (Statens Legatbolig i Paris). 2009, 2015 og 2017 Dansk Komponistforenings Legatbolig i Tuscania, Italien.

Musikpriser: 1964: Danmarks Radios Jazzamatørkonkurrence sammen med Kvintetten OK 63. 1981: Special-pris og 1. pris ved Nordisk Komponistkonkurrence i Helsinki, udskrevet af Det Finske Blindeforbund.

1985: 1. pris ved den internationale komponistkonkurrence i Mariánské Lázne i Tjekkoslovakiet med ”Ode to light” for a capella mixed choir.

1990: Værket ”Fountain-music to Mariánské Lázne” udvalgt til indvielse af nyopført fontæne i en komponistkonkurrence, udskrevet af kurbyen Mariánské Lázne og West Bohemian Symphony Orchestra.

Tillidshverv: 1971- 80: Dansk Blindesamfunds repræsentant i en gruppe af handicaporganisationer i et udvalg til etablering af Dansk Handicap Idræts Forbund med placering i hovedbestyrelse, forretningsudvalg og Nordisk komité. 1973- 97: medstifter og formand for Amager Musikfestival, medlem af bestyrelse frem til 2013. 1984 – 2000 medl. af Dansk Organist og Kantor Samfunds Legatbestyrelse. 1988, -91, -94, -97 medl. af jury for den internationale konkurrence for blinde og svagsynede musikere i Mariánské Lázne, og 2000 og 2003 i Prag i Tjekkiet. 2004: medl. af jury for den internationale ”Marcello Galanti” orgelkonkurrence i Rimini i Italien.

Opførelser ved udenlandske kunstnere:

Domorganist Gotthard Arnér og organist Karl-Erik Welin, Stockholm.

Orgelprof. Letzek Werner, Krakow, Polen.

Organist Lászlo Attila Almásy, Budapest, Ungarn.

Orgelprof. og pianist Lidia Ksiazkiewicz, Strasbourg, Frankrig.

Egmose Trioen:

Willy Egmose er født 1944, fik sin uddannelse på Blindeinstituttet. Organisteksamen fra DKDM 1967. Fagprøve i pianostemning. Koncertvirksomhed som organist, korleder og jazzpianist i ind- og udland, bl.a. Kina. Komponist af salmemelodier og korværker.

1987: Medstifter af og medlem af arbejdsudvalget for ”Forum for rytme i kirken”. Willy Egmose er Initiativtager til og medredaktør af ”Salmer og Sange i Skole og Kirke”, udg. 2000 og ”Salmer og Sange 2”, udg. 2010.

Musikpriser og legater: I 1964 vinder han sammen med Kvintetten OK 63 Danmarks Radio Jazzamatørkonkurrence. Modtager i 1983 Carl Ludvig Pers Legat, og bliver samme år tildelt prisen som Årets JAS-musiker. I 2001 modtager han Ringkøbing Amts Musikpris.

Han har fået optaget melodier i ”Koralbogen af 2003”. Ansættelse i Skjern Kirke 1968- 2014. Leder af Skjern Kirkes Pigekor 1987- 2004 og ”Willys Jeep” 1984- 96. Har utallige gange medvirket i dansk radio og TV.

Plade- og CD udgivelser:

Krappe Records 1986: ”Jazz på vilkår”.

Music Mecca 1997: ”På gyngende grund”.

”Johnsson i jazzdrakt og bånsullar fra Gulbrandsdalen” 2003.

”Salmer i spil” 2012, ”With Love And Jazz”.

”Sünder Mis / Snitser Kantorij” (med en sats af WE)

Flemming Nørgaard, bassist. Tog eksamen fra Københavns Musikhøjskole og derefter 5 år på Blindeinstituttet og musikkonservatoriet. Har haft privatelever og undervist på Smørum Musikskole og Refsnæsskolen. FN har skrevet musik til teaterforestillinger samt egen musik. Har indspillet CD-er med forskellige kunstnere og givet kirkekoncerter på blokfløjte.

Endvidere guitar og bas i forskellige musikalske sammenhænge.

Niels Ove (Nick) Jørgensen, født 1943. Fik som 10-årig sin første march-tromme og et par stikker i Spejderforbundet FDF Sønderborg. Et års tid senere medlem af skoleorkester.

Fra 1958 videregående undervisning i trommespil og opdragelse i flere musikalske genrer på Blindeinstituttet i København. Var medlem af forskellige bands – OK 60 (et orkester, bestående af 9 musikere, 7 elever og 2 musiklærere), Egmose Trio, Studiebandet Sekstetten samt kvintetten OK 63, der nød stor popularitet og vandt en landsomfattende jazzamatørkonkurrence udskrevet af Danmarks Radio.

I 1965 ansat som fritidspædagog ved Blindeforsorgen på Refsnæsskolen.

I 1985 medlem af Brændgårds Trio, Kalundborg.

Gæstende solister ved jazzkoncerten:

Thorvald Kølle, trompet og flügelhorn ”Jeg begyndte at spille trompet som 16-årig og spillede hver dag, dels i bands og dels hjemme, hvor tiden gik med at øve teknik, senere lå det stille i mange år. Siden først i 80´erne har jeg spillet regelmæssigt fortrinsvis jazz, dog også gerne klassisk. Jeg holder af at spille med i forskellige sammenhænge, hvor der spilles musik i mange genrer. Instrumenterne er flügelhorn, kornet og trompet. Lejlighedsvis spiller jeg også gerne kirkemusik. I dag spiller jeg med i ”Jazz Prom”, der består af blinde musikere, og i bandet ”Jazz Combo”.

Kurt Nielsen, altsax ”Amatørspillet på saxofon i 60 år har for mig været en berigelse. Efter at jeg på Refsnæsskolen og videre på ”Tutten” havde spillet klaver og violin, åbnede der sig på Kastelsvej en helt ny og stor verden med tilbud om at spille på forskellige instrumenter. Der var tilsyneladende ingen begrænsninger. Hvis instituttet ikke rådede over egne musiklærere, fik vi tilbud om undervisning af fremmede lærere. ”Tutten” viste sig at blive en stor inspirerende musikskole for amatørmusikere såvel som elever, der havde professionel sigte mod en uddannelse som organist. Jeg opgav at fortsætte med klaver og violin og begyndte i stedet at spille saxofon. Jeg måtte imidlertid utålmodigt først vente nogen tid på, at en gammel altsax blev sat istand. Så kom jeg igang med undervisning først hos Eyvind Lorensen – svagsynet og ansat på ”Statens Institut og Trykkeri for Blinde” som bogbinder. Senere fik jeg undervisning hos Thorkild Nielsen, blind lærer på instituttet. Der gik ikke lang før end jeg fik tilbud om at være med i sammenspil i ”OK 60”, et lille bigband med 9 medlemmer. Dette band blev ledet af Ernst Bruun Hansen (trompetlærer) og Thorkild Nielsen. Besætningen var 3 trompeter, 3 saxofoner og rytme med piano, bas og trommer. De medvirkende var: Ernst Bruun Hansen, Poul Erik Meincke (nu Thorvald Kølle) Bent Andersen, Kurt Nielsen altsax, Jørgen Bjerring Sørensen og Thorkild Nielsen tenorsax. Willy Egmose, piano, Leif Martinussen, bas og Niels Ove Jørgensen, trommer. Orkesterets arrangementer blev lavet af Willy Egmose og Ernst Bruun Hansen. Vi optrådte med ”OK 60” ved fester på ”Tutten” og deltog i flere jazzamatørkonkurrencer, bl.a. i Odd Fellow Palæet i 1962. Er medl. af ”kvintetten ”OK 63”, der vinder en jazzamatørkonkurrence udskrevet af Danmarks Radio. Her blev præmien egen radioudsendelse med selvvalgt dansk jazzmusiker, hvilket blev trompetist og vibrafonist Perry Knudsen fra ”Jørn Grauengaards Kvintet”.

I de mange år siden har jeg spillet on and off i forskellige sammenhænge, når lejlighed har budt sig. Det var saxofonen, jeg følte mig tiltrukket af. Inspirationen kom fra flere af de store altsaxofonspilllere, her kan nævnes Charlie Parker og Canon Ball Addyly. En formidabel instrumentbeherskelse, – musikalsk, teknisk og med let genkendelig klang på instrumentet. Inspirationen rakte ikke til nogen form for sammenligning med idolerne. Selv om jeg havde flirtet med både klarinet og obo blev jeg hos altsaxofonen. Sopransaxofonen kan spilles med nogle klangegenskaber, der ikke kan fremkomme hos de andre medlemmer af saxofon-familien. Af store sopransaxspillere kan nævnes Zoot Sims, Bradford Masalis og vor egen Jesper Thilo.

Iøvrigt er tenorsaxofonen den helt dominerende sax i jazzmusikken. Jeg hører med stor fornøjelse på de gode navne som Lester Young, Stan Gets, Zoot Sims, – og Gerry Muligan på baritonsax. Mange er ikke mere.

Jazzmusikken er vidunderlig”.

Lars Bang Andersen, saxofon ”Jeg begyndte at spille trommer i 1977, men skiftede til saxofon i gymnasieårene på Roskilde Katedralskole. Fra midten af 1980´erne og frem har jeg spillet i forskellige sammenhænge i flere midtsjællandske bands f.eks. i det mezzoforte-inspirerede ”Collage” 1984-86.

I bluesbandet ”Crossroads” 1986-99 og rockbandet ”Woodstrup Jam” 1992- 2000, her som trommeslager. Også i soulbandet ”Instant On” 1992- 2012. Siden 2010 medl. af ”Jazz Prom”, hvis medlemmer alle er synshandicappede. Har medvirket på folkemusikerne Bente Kure og Leif Ernstsens 2 album ”Ovenover alting” 2003 og ”Den niende udsigt” 2006”.

Lars Svaneborg, vibrafon ”Jeg er født i 1951. I 1978 købte jeg en vibrafon af Finn Ziegler. Det var den store Musser model som er lidt vanskelig at komme rundt med, derfor skilte han sig af med den og anskaffede sig en mere mobil model. Da jeg ikke havde tænkt at skulle turnere, kunne jeg jo godt købe den. Den har i nogle år været benyttet til undervisning, men nu hvor jeg er blevet pensionist har jeg fået blod på tanden og har en duo sammen med en kontrabassist, Jørgen Lorentzen. Vi kalder os ”Vibe N Bass DUO” og har spillet til kirkekoncerter. I 2017 spillede vi i Nyk. Mors til Folkemødet” .

Tak for støtte til arrangementets gennemførelse.

Blindehistorisk Selskabs arbejde bygger på det frivillige arbejde,

som medlemmerne yder. Denne virksomhed finansieres først og fremmest gennem de årlige kontingentindtægter suppleret med

et årligt tilskud fra Dansk Blindesamfund.

Gennemførelsen af jubilæumsarrangementet fordrer imidlertid

en finansiering langt ud over disse økonomiske rammer. Dansk Blindesamfund skal derfor have stor tak for bevillingen af

økonomisk støtte til arrangementets gennemførelse. På tilsvarende måde er der grund til at takke alle medvirkende for deres accept af beskedne honorarer for deres medvirken. Det er disse forhold og en betydelig underskudsdækning fra selskabet selv, der har muliggjort arrangementets gennemførelse.

Poul Lüneborg, formand

3. “Danske Blindes nationalsang” skrevet af J. Marius Hansen.

Danske Blindes nationalsang

tekst: Marius Hansen

musik: Laurids Lauridsen

1. Danske blinde, vågn til virke;

øv i flid din hånd.

Træn din vilje, kraft og tanke,

styrk din bange ånd.

Dræb den sorte mismods drage,

som fra hjertet fred vil jage.

Tab ej troen på at livet

dig til gavn er givet

2. Fri og frejdig, rank og modig

træd i kampen ind.

Tillid til dig selv og andre

modner først dit sind.

Synk ej hen i navnløs jammer,

selvforagt din evne lammer,

men forfægt din ret i verden

ved en gavnlig færden.

3. Danske blinde! Retten har du

til at leve selv.

Men så må du selv ej dæmme

op for kraftens elv.

Rejs dit hoved, rens dit hjerte

for din svagheds ynk og smerte.

Der er dem, der mere lider –

kæmper dog og strider.

4. Fremad på de gode veje,

se de fjerne mål.

Renslib energiens klinge,

gør den stærk som stål.

Brister håbet, bøj ej nakken,

du er halvvejs kun på bakken.

Sving din hat og syng fornøjet,

glem hvad du har døjet.

5. Gør til ven dig alle blinde,

føl og del med dem.

Bort med skillevæg og kløfter,

støt og enigt frem!

Tanken bryder nye baner,

nød og trang til handling maner.

Med på skansen, danske blinde!

Så skal sejr vi vinde.

4. “Refsnæssangen” skrevet af Jørgen Emborg.

Refsnæssangen

tekst: Jørgen Emborg

musik: Viggo Wøhlk

1. På Refsnæskysten er luften karsk,

og der er læ bag skolemure,

når fjorden vælter sig jævndøgnsbarsk, og stormen blæser i lurer.

I forårsnætter med fugletræk

blandt blege stjerner bli´r tanken væk.

Den barndomsstrand

du aldrig kan

forglemme, hvor du end færdes.

2. Du lærte sange og eventyr,

selv kunne bedre du digte.

En sten, du fandt, var et elsket dyr,

en ven, du aldrig turde svigte.

Men ingen, ingen dig helt forstod

– din vilde glæde, din trods, dit mod.

Den barndomstid

– snart hård, snart blid –

du skal bestandig erindre.

3. Tag, når du rejser fra dette sted,

(en trækfugl vender tilbage)

dets egen hilsen og ønske med

ud i de ukendte dage:

Om skæbnen truer med sorg og skræk

da husk de jublende forårstræk:

Hvem førte dem

i mørket frem

og gennem stormfulde dage?

blandt blege stjerner bli´r

5. Om landsformand Ernst Jørgensen, ved Poul Lüneborg.

Redaktør Birgit Kirkebæk fra Handicaphistorisk Tidsskrift opfordrede mig for nogen tid siden til at skrive en artikel om en personlighed, der i særlig grad har markeret sig indenfor indsatsen til fordel for blinde. Historisk Selskab for Handicap og Samfund ønskede at udsende et temanummer med artikler der tegnede portrætter af mennesker, som har haft en særlig betydning for forskellige grupper af mennesker med handicap. Denne udfordring tog jeg med glæde imod. Gennem mere end 30 år har jeg været engageret i dette arbejde, senest som formand for nærværende selskab. Mange navne meldte sig i min bevidsthed. Det kunne være Dansk Blindesamfunds første formand Carl Cohn Haste, som i april 1898 blev udnævnt som den første blinde lærer ved det Kongelige Blindeinstitut. Det kunne også være komponisten Niels Peter Jensen, som i 1838 som den første blinde i Danmark fik et offentligt embede som organist ved Sankt Petri Kirke i København og som i sin samtid var en meget værdsat komponist. Eller skulle valget falde på forfatteren Karl Bjarnhof eller en af de 3 markante formænd for Dansk Blindesamfund Ernst Jørgensen (1928-1951), H.C. Seierup (1951-1968) eller Svend Jensen (1968-1998)? Jeg har valgt at skrive om Ernst Jørgensen, dels fordi han er ukendt af mange, dels grundet den store betydning, som jeg mener, han har haft for den hjemlige handicappolitiske udvikling.

Hvem var Ernst Jørgensen?

Han blev født den 12. september 1899 i Tranekær på Langeland som nummer 5 ud af en søskendeflok på 6. Hans far var ingeniør, og hans forældre havde valgt at stå udenfor Folkekirken, hvilket dengang var usædvanligt. På grund af blindhed blev han 8 år gammel optaget på Refsnæsskolen ved Kalundborg. Denne kostskole for blinde børn og unge var blevet oprettet i 1898 som en forskole for de yngste elever under Det Kongelige Blindeinstitut i København.

Efter han var fyldt 10 år, fortsatte han sin skolegang på Blindeinstituttet, hvor han tillige modtog musikundervisning. Efter første verdenskrig tog han som den første blinde det store spring og drog til England. Her fortsatte han sin erhvervsmæssige uddannelse ved College for the Blinds i Worcester i England, hvor han blev uddannet til sproglærer, hvilket senere skulle vise sig at få afgørende betydning for hans tilværelse. Efter endt uddannelse vendte han tilbage til København, hvor han fik ansættelse som underviser i engelsk ved Blindeinstituttet. Han engagerede sig samtidig i arbejdet i den københavnske lokalafdeling under Dansk Blindesamfund og blev hurtigt valgt som en af afdelingens 5 medlemmer i foreningens repræsentantskab. Den 6. marts 1928 blev han 28 år gammel indvalgt i foreningens forretningsudvalg, der på et efterfølgende møde valgte ham som formand.

Det skulle vise sig, at han kom til at beklæde denne post i 23 år frem til foråret 1951.

Et gennemgående træk i alle artikler, der omhandler Ernst Jørgensen, er beskrivelsen af hans beskedenhed, ledsaget af et optimistisk livssyn. Således skrev Svend Jensen i sine mindeord i oktober 1988 om ham: “Han holdt altid humørets fane højt og han var en ukuelig optimist. »Du skal se, det går nok«, ja sådan sagde han tit, og det gjorde det jo også tit, navnlig hvis man fulgte de gode råd han havde givet, og det gjorde vi så.”

Til forståelse af baggrunden for de resultater, som Ernst Jørgensen opnåede i sit mangeårige virke indenfor den danske og den internationale blindesag gengives nogle bemærkninger, som hans forretningsudvalgskollega Ernst Sandberg anførte i en hilsen i anledning af hans 50 års fødselsdag. Ernst Sandberg pegede på hans særlige evne til at forhandle med folk, en evne “der har været til uvurderlig nytte for os, når der skulle forhandles med de forskellige myndigheder. Der er en gang sagt til E. J.: »De er en farlig mand. Det ender næsten altid med, at De får Deres vilje«. Og der er noget om det. Han har en særlig evne til at gå ind på modpartens tanke, så han tror, han har fået ret, men bagefter er det alligevel E. J., der har fået ført sin vilje igennem. Det er ikke så underligt, at så mange kommer til ham med deres forskellige vanskeligheder. De véd, at når han har taget sig af deres sag — og der da er grundlag for hjælpen — så skal han nok gøre alt, hvad der kan gøres, for at hjælpe vedkommende. Hans vindende væsen og gode humør gør ham afholdt alle vegne, hvad der også har sin store betydning.”

I årene efter sit ophold på Blindeinstituttet demonstrerede han ved flere lejligheder sine musikalske talenter. Ved Dansk Blindesamfunds 10 års fødselsdag i 1921 bidrog han som violinist til den del af underholdningen, som blev leveret af et orkester under ledelse af Axel Agerby. Både i 1948 og i 1958 var han en af ophavsmændene til de kantater, som blev opført i anledning af Refsnæsskolens 50 års- og Blindeinstituttets 100 års jubilæer.

Hvordan forbedre blindes beskæftigelsesmuligheder?

Dansk Blindesamfund var i 1928, hvor Ernst Jørgensen vælges som formand, en organisation først og fremmest bestående af tidligere elever ved Blindeinstituttet. En til tider ganske livlig og uregerlig flok mennesker præget af deres meget vanskelige livsvilkår. Det var lykkedes foreningen i 1914 at fjerne tabet af borgerlige rettigheder for blinde, der modtog fattighjælp. Dertil kom vedtagelsen af den første invalidepensionslov i 1921, som gav en enlig ret til en årlig pension på 800 kr. og 1200 kr. til ægtepar, hvor begge var berettiget til pension. Regeringen under ledelse af statsminister Th. Madsen-Mygdal fra partiet Venstre nedsatte i 1927 under henvisning til landets økonomiske udfordringer disse beløb, således at en enlig pensionist fremover måtte nøjes med 540 kr. Det lykkedes dog for Ernst Jørgensens forgænger Martinus Christiansen, at få indføjet en regel i lovgivningen om, at kommunerne skulle yde et tillæg på 260 kr. til blinde, så de værste følger af denne straf over landets invalidepensionister blev mildnet noget for dem.

For Ernst Jørgensen var hovedopgaven, da han tiltrådte som formand for Dansk Blindesamfund, først og fremmest at forbedre blindes beskæftigelsesmuligheder og ydelserne fra det offentlige. Det var ikke blot et ønske, men et krav fra flertallet af foreningens medlemmer på baggrund af deres vanskelige økonomiske og sociale livsvilkår.

Allerede året efter sin tiltræden kunne han notere det første resultat af sine bestræbelser. Blindes Arbejde A/S blev stiftet af Dansk Blindesamfund, Foreningen til Fremme af Blindes Selvvirksomhed og Socialministeriet den første april 1929. Virksomheden var baseret på en sammenlægning af butikker, værksteder og et depot. De tidligere bevilgede statstilskud til disse blev overført til det nye aktieselskab. Gennem årene lykkedes det for Blindes Arbejde at skaffe arbejde til mange blinde indenfor de traditionelle blindehåndværk, reducere omkostningerne ved produktionen og øge omsætningen ved at oprette butikker i de største byer og engagere salgsagenter. Denne udvikling forløb dog ikke uden store sværdslag med de mange selvstændige blinde børstenbindere og kurvemagere rundt om i landet, som følte at virksomheden påførte dem en ulige konkurrence.

Udviklingen indenfor tyske industrivirksomheder efter 1. Verdenskrig viste, at det var muligt at skaffe blinde ansættelse til at forestå særlige arbejdsopgaver, som de var blevet optrænet til at bestride. Inspireret heraf tog Ernst Jørgensen i 1938 initiativ til oprettelsen af fabrikken BLIFA, der skulle optræne blinde indenfor industriarbejde. Der var blinde, som meget aktivt argumenterede imod forestillingen om at blinde havde en fremtid indenfor industriel masseproduktion. BLIFA projektets økonomi var i 1940 tæt ved at koste Ernst Jørgensen formandsposten på grund af et betydeligt underskud. Det lykkedes imidlertid for ham at ride stormen af og videreføre projektet, som sidenhen skulle vise sig at være bæredygtigt. Virksomheden måtte dog i perioder for at overleve basere sin produktion på en arbejdsfordeling blandt de ansatte, hvilket der ikke var nogen større tilfredshed med på grund af den deraf følgende nedsatte indtjening. Det var fremstilling af låse til skuffer og skabe, som var det produkt, der i mange år var eksistensgrundlaget, idet BLIFA var den eneste virksomhed her i landet, som lavede sådanne låse. BLIFA blev blindes introduktion til industriarbejde i en årrække, indtil udviklingen af automatiserede produktionsprocesser eliminerede de arbejdsopgaver, som blinde nåede at udføre i en række danske virksomheder.

Ernst Jørgensen var gennem alle sine år som formand for Dansk Blindesamfund konstant på udkik efter nye beskæftigelsesmuligheder for blinde. Han støttede således i høj grad det initiativ som Blindeinstituttets forstander O. Wüstenberg tog i løbet af 1928 om at opstarte vævning af gulvklude indenfor Blindes Arbejde. Denne nye produktionsmulighed viste sig i mange år at resultere i arbejde til mange blinde, der herved opnåede en betydelig bedre fortjeneste, end de havde mulighed for ved de gamle blindehåndværk. Efter 2. Verdenskrig genoptog man herhjemme uddannelsen af blinde fysioterapeuter, som dengang blev benævnt “lægeeksamineret massør”. Det var et erhverv, som blinde havde udført frem til begyndelsen af 1. Verdenskrig. Denne beskæftigelsesmulighed for blinde ophørte den gang på grund af de praktiserende lægers uvilje mod at henvise patienter til behandling af blinde massører, der derved blev afskåret fra at blive honoreret med tilskud fra sygekasserne.

Der blev endvidere efter 2. Verdenskrig taget initiativ til oprettelse af en kontoruddannelse gennem et samarbejde mellem Blindeinstituttet og Købmandsskolen i København. Endvidere blev de første blinde optrænet til at fungere ved telefonomstilling, et arbejdsområde, som senere fik en meget stor udbredelse helt frem til indførelsen af informationsteknologien. Gennemlæsningen af artikler og mødereferater om Dansk Blindesamfunds virksomhed i de 23 år hvor Ernst Jørgensen varetog formandsopgaven, efterlader læseren med en oplevelse af, at enhver idé og ethvert forslag, som kunne forbedre beskæftigelsesmulighederne for blinde blev endevendt.

I 1920 påbegyndtes et samarbejde mellem de nordiske blindeorganisationer. Ernst Jørgensen lagde stor vægt på at forstærke og udvikle dette samarbejde. Han ønskede at udvikle nye arbejdsmuligheder på baggrund af erfaringerne i de andre lande. Umiddelbart efter 2. Verdenskrig fastslog Ernst Jørgensen på repræsentantskabsmødet i oktober 1945, at man herhjemme havde været alt for optaget af at udvikle eksisterende beskæftigelsesmuligheder, uden i tilstrækkelig grad at søge at hente inspiration udefra.

Dette forhold blev der i nogen grad rådet bod på, da socialministeren den 7. april 1949 nedsatte en kommission, der fik til opgave af vurdere en omorganisation af forsorgen for blinde og svagsynede.

Hvorledes forbedre den gældende invalidepensionslovgivning?

Den anden udfordring, som Ernst Jørgensen stod overfor som Dansk Blindesamfunds formand i 1928 og de efterfølgende år, var at søge en forbedring af invalidepensionen. Ovenfor er beskrevet nedskæringerne som blev gennemført i 1927. De økonomiske forhold for landets dårligst stillede borgere blev taget op til en gennemgribende revision ved socialminister K.K. Steinckes socialreform fra 1933, der var et led i Kanslergadeforliget. Ernst Jørgensen fortæller om denne reform, at han i første omgang havde svært ved at overskue de fulde konsekvenser af den ændrede lovgivning.

Retten til invalidepension efter 1921-loven var baseret på et forsikringsprincip. Den årlige pension på 800 kr. blev udbetalt uden hensyn til modtagerens økonomiske forhold iøvrigt. Det kom imidlertid hurtigt til at stå klart, at de nye fradragsregler på invalidepensionsområdet betød en betydelig reduktion af pensionen ved samtidig arbejdsindtægt. Dette var et forhold som vanskeliggjorde blinde håndværkeres situation, et forhold, som gav anledning til betydelig utilfredshed indenfor Dansk Blindesamfund. I februar 1936 skrev Ernst Jørgensen i et brev til Socialministeriet, at fradragsreglerne i Folkeforsikringslovens § 41 var at betegne som livsfjendtlige, der er tale om “regler der forgifter selve centralnervesystemet i invalideredes sjæleliv”. Disse fradragsregler har siden gennem årtier givet anledning til mange diskussioner om deres berettigelse og der er ofte stillet forslag om ændringer i reglerne eller om deres afskaffelse. Selv om det ikke lykkedes ved socialreformens forberedelse at undgå de nævnte fradragsregler, så blev der til forbedring af de invalideredes situation indført et invaliditetstillæg og et blindetillæg. Invaliditetstillægget skulle dække de særlige udgifter, som alle modtagere af invalidepension måtte antages at have på grund af deres nedsatte erhvervsevne. Blindetillægget var derimod en særlig kompensation til blinde til dækning af udgifter som følge af det manglende syn. Ernst Jørgensen fortæller i et interview fra 1986 om baggrunden for tilblivelsen af dette tillæg. Invaliderede, der havde behov for en protese, en bandage eller et hjælpemiddel, der satte vedkommende i stand til at fastholde et arbejde kunne få udgiften hertil dækket. Han nævnte det absurde i den gældende praksis, hvorefter en invalid uden et arbejde var afskåret fra at få en sådan støtte bevilget, hvilket jo var en forudsætning for at vedkommende kunne gå ud i byen for at skaffe sig et arbejde. For blinde findes der ikke mulighed for at afhjælpe følgerne af invaliditeten ved en protese eller lignende. Derfor argumenterede han for, at blinde skulle ligestilles gennem et økonomisk tilskud til dækning af arbejdsrelaterede udgifter som følge af blindheden. En argumentation som vandt gehør. I samme interview nævner han endvidere, at der på dette tidspunkt i realiteten fandtes 6 forskellige satser for invalidepension, idet der var forskellig satser for mænd og kvinder, samt at pensionens størrelse beroede på om vedkommende boede i København, i en af de større byer eller på landet. Ernst Jørgensen påpegede, at disse forskelle var latterligt små, men at forskellene bestod fuldt ud indtil resultatet af det udvalgsarbejde, som blev påbegyndt i 1946, blev ført ud i livet. I det nævnte interview anfører han endvidere det urimelige i, at der er forskel på størrelsen af pensionen til mænd og kvinder, idet lejen i udlejningsejendomme ikke skelner mellem mænd og kvinder. Han omtaler endelig en besynderlig begrundelse for denne forskel i pension til mænd og kvinder, det hed sig, at den blandt andet var begrundet i det forhold, at mænd har udgifter til indkøb af tobak.

Ernst Jørgensen var ikke den eneste, som måtte erkende, at gennemførelsen af Steinckes socialreform medførte udfordringer for landets invaliderede, som ikke kunne løses af en enkelt organisation. I løbet af 1933 stod det ham klart, af der var behov for et samarbejde mellem de forskellige foreninger, som repræsenterede de invaliderede.

Den 23. april 1934 blev der i Dansk Blindesamfunds hus, Randersgade 68 på Østerbro i København afholdt et møde med det formål, at stifte “De Samvirkende Invalideorganisationer – DSI”. Forslaget blev straks på mødet tiltrådt af “Tunghøres Vel”, “Døvstummeforeningen af 1866” og “Landsforeningen af Vanføre og Lemlæstede”. Arkitekt R. Rasmussen fra sidstnævnte forening blev valgt som sammenslutningens formand. Dansk Blindesamfunds repræsentantskab havde forud for mødet udtalt sin støtte til initiativet, men endeligt tilsagn kunne først meddeles efter sagens behandling på møder i lokalkredsene. Efter at denne godkendelse var opnået, blev Ernst Jørgensen senere samme år valgt som sammenslutningens første næstformand.

DSI’s bestræbelser på at tage fat på de mange udfordringer, som pensionssystemet repræsenterede, blev på trods af stor ihærdighed fra organisationens side bremset af den politiske udvikling, som førte frem til 2. Verdenskrig.

Den 2. oktober 1945 blev Ernst Jørgensen valgt som formand for De Samvirkende Invalideorganisationer. Et par uger senere afholdt Dansk Blindesamfund repræsentantskabsmøde, hvor han redegjorde for den omfattende agitation, som var udfoldet for at forbedre forholdene for invalidepensionisterne. DSI havde tillige søgt at overbevise myndighederne om nødvendigheden af, at organisationen blev medinddraget i alle beslutninger, der berørte landets invaliderede. DSI ønskede at blive repræsenteret i invalideforsikringsretten og i fremtidige kommissioner og udvalg, som skulle vurdere lovændringer på områder, der var af væsentlig betydning for medlemmerne i de foreninger, som var tilsluttet organisationen.

I begyndelsen af 1946 fremsatte regeringen forslag til forbedring af vilkårene for alders- og invalidepensionisterne. Forslaget, som blev vedtaget inden Rigsdagen påbegyndte sin sommerferie, indeholdt imidlertid ikke nogen afklaring af de mange spørgsmål, som DSI havde påpeget siden socialreformens vedtagelse. I en omfattende redegørelse fra maj måned til regeringen og de politiske partier opsummerede DSI endnu engang sine krav og gentog ønsket om nedsættelse af en kommission til behandling af de fremsatte forslag. Nogen egentlig kommission blev det ikke til, men socialministeren besluttede i efteråret at nedsætte 2 ministerielle embedsmandsudvalg, som fik til opgave at vurdere “erhvervsmæssige foranstaltninger for erhvervshæmmede” og spørgsmål vedr. invaliditetsbegrebet m.v. DSI kunne med rette betragte nedsættelsen af disse udvalg som en sejr, idet Ernst Jørgensen som organisationens formand samtidig blev inviteret til at deltage i udvalgenes møder.

I begyndelsen af august 1949 kunne Ernst Jørgensen give en redegørelse om resultatet af arbejdet i det ministerielle udvalg vedr. spørgsmål i relation til invalidepensionslovgivningen m.v. Det viste sig, at udvalget kunne anbefale de fleste af DSI’s fremsatte forslag . Socialministeren kunne med enkelte ændringer anbefale udvalgets ændringsforslag, der blev gennemført den 31. marts 1950. Hermed blev kompensationsprincippet fastslået i den danske lovgivning gennem indførelse af regler om bistands- og plejetillæg til invalidepensionister med særlige handicapbetingede behov. Invaliderede med en erhvervsindkomst, der afskar vedkommende fra at modtage invalidepension grundet lovens fradragsregler, fik med lovændringen adgang til at modtage kompensation i form af en bistandsydelse eller plejeydelse, såfremt invaliditeten kunne begrunde dette. Endvidere blev adgangen til at få bevilget hjælpemidler uanset om vedkommende var i arbejde eller ej fastslået. Alle disse ydelser var skattefrie og bevilgedes uanset vedkommendes øvrige økonomiske og familiemæssige forhold.

De mange andre ændringer, som blev gennemført takket være udvalgets anbefalinger, skal ikke omtales her. Blot skal det noteres at DSI ikke fik sit ønske om at blive repræsenteret i Invalideforsikringsretten opfyldt. Først i 1957 i forbindelse med oprettelsen af invalideforsikringsrettens ankeudvalg blev DSI opfordret til at lade sig repræsentere i dette. Det lykkedes dog efterfølgende for organisationen også at blive repræsenteret i selve Invalideforsikringsretten.

Initiativer til forbedring af blindes sociale situation.

Beskæftigelses- og pensionsproblemerne var ikke de eneste spørgsmål, som optog Ernst Jørgensen under hans lange periode som Dansk Blindesamfunds formand.

I forbindelse med Dansk Blindesamfunds 25 års jubilæum i 1936 kunne Ernst Jørgensen indvi en tilbygning i Bogensegade med 20 lejligheder m.v. til foreningens ejendom på hjørnet af Randersgade /Bogensegade på Østerbro i København. Året efter kunne han indvie foreningens ferie- og kursushjem i Hobro. Endelig kunne Solgavehjemmet i Nærum for 12 døvblinde tages i brug i 1949.

I begyndelsen af 1920-erne fik et antal krigsblinde sønderjyder bevilget en førerhund i henhold til den særlige lov om hjælp til invaliderede sønderjyder, som havde gjort tysk militærtjeneste under 1. Verdenskrig. Disse hunde var trænet i Tyskland på særlige førerhundeskoler. Først i 1932 fik 2 såkaldte civilblinde bevilget hver en førerhund af Invalideforsikringsretten til brug i forbindelse med deres arbejde. Disse hunde var også leveret fra en af de tyske førerhundeskoler og blev stillet til rådighed efter de særlige regler om hjælpemidler, som er omtalt ovenfor. Førerhundesagen gav anledning til mange overvejelser indenfor Dansk Blindesamfund, og blev tillige drøftet på møder indenfor det nordiske samarbejde. Et antal medlemmer tog selv initiativ til optræning af en førerhund. Først i 1949 engagerede Dansk Blindesamfund sig for alvor i dette arbejde. ET højdepunkt, som indledte dette arbejde, var arrangementet med en hundeopvisning den 6. juli 1949 i Løvparken i Køge, hvor foreningens dressør, Kaj Nielsen, bl.a. viste en afrettet førerhund i funktion. Opvisningen, der var iscenesat af hundeføreklubben for Køge, havde samlet ca.1000 tilskuere, som med interesse fulgte opvisningen. Politimester Vagn Bro og borgmester Poul Jørgensen slog til lyd for, at de tilstedeværende skulle give et bidrag til årets solgaveindsamling.

I 1936 gennemførte Dansk Blindesamfund en landsindsamling, hvor Ernst Jørgensen fik lejlighed til at omtale foreningens arbejde i en radioudsendelse. I den forbindelse nævnte han indsamlingens gironummer. Denne diskrete markering af indsamlingens gironummer resulterede i et ikke ubetydeligt antal indbetalinger. Dette overraskende resultat gav ham ideen til året efter at foreslå, at foreningen skulle udsende en giroblanket til alle landets husstande. Det var den første landsindsamling af denne karakter herhjemme. Landsindsamlingen i 1937 fik navnet Solgaveindsamlingen, og er siden gennemført hvert år under dette navn til stor gavn og glæde for foreningens medlemmer. Det var således resultatet af den første Solgaveindsamling i 1937 på ca. 112.000 kr., der muliggjorde opstarten af fabrikken BLIFA, som omtalt ovenfor. De årlige indsamlinger har siden muliggjort byggeri af boliger og plejehjem til blinde og meget mere.

I en artikel som denne er det ikke muligt i detaljer at beskrive alle de områder og problemstillinger, som Ernst Jørgensen har beskæftiget sig med i de 23 år, hvor han var formand for Dansk Blindesamfund og samtidig næstformand/formand for De Samvirkende Invalideorganisationer i de sidste 17 år. Men jeg mener trods alt, at ovenstående beskrivelse dækker de vigtigste resultater. For denne indsats blev han i april måned 1949 gjort til ridder af Dannebrog af Hans Majestæt Kong Frederik den 9.

Det internationale blindesagsarbejde.

Der er imidlertid yderligere en side af Ernst Jørgensens arbejde til fordel for blinde som skal berøres. Gennem sit studieophold i England i begyndelsen af 1920-erne erhvervede han sig forudsætninger for at vende sig mod det internationale blindesagsarbejde. Hans interesse for at hente inspiration udefra til det hjemlige arbejde udfoldede sig i de første mange år indenfor samarbejdet mellem de nordiske blindeorganisationer .

I dagene 3-13 august 1949 deltog Ernst Jørgensen og H.C. Seierup som observatører i en konference i Oxford i England med ca. 100 deltagere fra 20 lande. Det var “National Institute for the Blind” i England, der sammen med “American Foundation for Over Seas Blind” der stod for dette initiativ under titlen “De blindes stilling i den moderne verden”.

Hensigten var at samle alle de krav, blinde har at stille samfundet, i et såkaldt minimumsprogram, som derefter skulle tilsendes de enkelte landes regeringer via FN, der ligesom UNESCO var direkte repræsenteret på konferencen.

Konferencedeltagerne konstaterede,, at de ydre forhold kan variere fra land til land, men inderst inde er problemerne de samme. Hvorfor i alverden så ikke i langt højere grad samarbejde om deres løsning? Ud fra denne betragtning foreslog de skandinaviske repræsentanter oprettelsen af et internationalt oplysningskontor, hvis opgave det skulle være:

1. at samle oplysninger om sociallovgivningen verden over,

2. at søge fremstillingen af hjælpemidler — herunder skrivemaskiner, talende bøger og noder — internationaliseret, så man slap for den prisfordyrende småproduktion, og

3. at undersøge mulighederne for oprettelsen af en verdensorganisation med en vis tilknytning til de forenede nationer.

The American foundation for overseas blind tilbød at betale driftsomkostningerne det første år, medens de deltagende lande må betale komitéen, der skulle lede kontoret.

Tanken fik tilslutning fra alle sider, og følgende komité blev valgt: Erich T. Boulter for Amerika, W. Mc. G. Eager for England, P. Guinot for Frankrig, Aurelio Nicolodi for Italien, Carl Streehl for Tyskland, G. Borré for Belgien og andre små lande i Europa ¬samt Ernst Jørgensen for Skandinavien. Det var tanken at supplere komiteen med yderligere to medlemmer, såfremt de østeuropæiske lande ønskede at deltage i arbejdet. Konferencen udpegede Wladimir Dolanski fra Warschawa som ottende medlem af komiteen. Det var alles håb, at ikke alene Østeuropas, men hele den øvrige verdens blindeorganisationer ville støtte tanken om et fremtidigt samarbejde.

Komitéen, som blev valgt på mødet i Oxford, afholdt i løbet af 1950 3 møder. Som resultat af denne imponerende indsats blev der i foråret 1951 udsendt et udkast til love for den nye organisation, som fik det noget lange navn »World Council for the wel¬fare of the Blind«, hvilket blev oversat til »Blindes Verdensråd«.

Den første generalforsamling i den nye organisation blev sammenkaldt den 18. juli 1951 for at tage stilling til udkastet. Mødet, som blev holdt i Paris, blev betragtet som en ren formssag. Den nye organisation blev registreret i Frankrig og skulle derfor underkaste sig fransk lovgivning.

Den nedsatte komité førte i løbet af 1950 forhandlinger med De Forenede Nationer, der som følge af den entusiasme, der i denne sag blev lagt for dagen, besluttede at anerkende Blindes Verdensråd inden den formelle stiftelse af organisationen. Der blev samtidig truffet beslutning indenfor FN om at oprette et oplysningskontor om blindesagsarbejde, som foreslået på konferencen i Oxford i 1949. Kontoret blev besluttet at skulle sortere under sektionen for invaliderede, en underafdeling af det Social-Økonomiske Råd. Efter opfordring fra ledelsen af Blindes Verdensråd ansøgte Ernst Jørgensen stillingen som leder af blindesagskontoret. FN ansatte ham i første omgang for et år til at varetage denne meget vigtige post. Det betød at Ernst Jørgensen skulle flytte til New York med arbejdsplads i FN-bygningen.

På et ekstraordinært repræsentantskabsmødet den 28. marts 1951 i Dansk Blindesamfund enedes man om at vælge H.C. Seierup til at efterfølge ham som foreningens formand og samtidig garantere, at der ville være en stilling til ham, når han måtte vende hjem fra New York.

Ernst Jørgensen var gennem sit arbejde i FN frem til december 1954 med til at udvikle de handlingsprogrammer til fremme at blindes sociale livsvilkår, som har spillet en afgørende rolle for forbedring af blindes tilværelse i mange af verdens udviklingslande. Dette arbejde bidrog desuden til at udvikle arbejdet indenfor Blindes Verdensråd. Arbejdet indenfor denne organisation blev i 1984 videreført indenfor World Blind Union – WBU.

Afsluttende bemærkninger.

Efter sin tilbagekomst til Danmark i slutningen af november 1954, blev Ernst Jørgensen ansat som en af de 2 socialkonsulenter, som blev oprettet af Blindekommissionen, som han selv havde medvirket til at nedsætte, kort tid før han forlod hvervet som Dansk Blindesamfunds formand.

I arbejdet som socialkonsulent, som han bestred frem til den 31. marts 1970, fik han lejlighed til at løse utallige problemer for de mange blinde som han besøgte .

Til slut skal det nævnes at han blev medlem af den sidste bestyrelse for foreningen “Danmarks Blinde”, som blev stiftet i november 1883 og opløst med udgangen af 1959, efter at foreningens bibliotek blev overgivet til Statens Bibliotek for Blinde og dens formue blev overført til Dansk Blindesamfund.

Til slut nogle stikord om, hvorfor jeg betragter Ernst Jørgensen som en af mine helte:

– Han turde som ung drage udenlands for at dygtiggøre sig.

– Han magtede i en ung alder at føre DBS gennem nogle meget vanskelige år efter finanskrisen i 1929.

– Han er den formand for DBS der har betydet mest for udvikling af blindes beskæftigelsesmuligheder.

– Han fik som DSI formand knæsat kompensationsprincippet i dansk sociallovgivning på handicapområdet.

– Han fik afgørende betydning for udviklingen af det internationale blindesagsarbejde, som det kendes i dag.

Kilder:

Dansk Blindesamfunds medlemsblade 1914-1970

De blinde pionerer, af Poul Lüneborg og Ebbe Espersen, nov. 1915

Betænkning nr. 129/1955 vedrørende blinde og stærkt svagsynede

Dansk Blindesamfunds 25 års jubilæumsskrift, 1936

100 år i lydglimt, lydmontage af Ove Gibskov 2011

6. Bestyrelsens kontaktoplysninger.

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. 44 95 04 72

Mobil 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv., 2200 København N

Mobil 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J

Telefon 86 72 55 72

Mobil 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1., 4000 Roskilde

Tlf. 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

Redaktør Rita Cecilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501, 2500 Valby

Tlf. 21 43 02 23 / 61 15 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th., 4200 Slagelse

Mobil 25 53 82 43

Mail: fohlmann@stofanet.dk

Nyhedsbrev nr. 2. april 2019

Blindehistorisk Selskabs nyhedsbrev nr. 2 / 2019

Indholdsfortegnelse

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

2. Referat af generalforsamlingen den 16. februar 2019, af næstformand René Ruby

3. ” Erindringer om en svunden tid” , artikel af Rita Cecilie Varmby

4. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

Vi var i bestyrelsen alle meget glade og tilfredse med forløbet af årets generalforsamling. Det store fremmøde gav os en oplevelse af, at arbejdet gennem det sidste år har været til nytte for mange medlemmer. Selv om regnskabet viste et underskud, så er vi overbevist om, at investeringen i en opdateret hjemmeside bliver af helt afgørende betydning for den fremtidige udvikling af selskabets arbejde. Et af selskabets medlemmer Laus Klüwer skrev i medlemsblad nr. 5 fra i år, at der er mange timers spændende oplevelser ved at gå ind på www.blindehistorisk.dk. Det var mit indtryk, at flere medlemmer, som hidtil ikke har følt sig parate til at gå på internettet, blev inspireret hertil gennem Søren Jensens fine introduktion til hjemmesiden. Hans oplæg vil snart kunne genhøres som lydfil på hjemmesiden under menupunktet “Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”. Prøv at give det en chance, så giver du dig selv en oplevelse. I øvrigt vil jeg henvise til næstformand René Rubys dækkende referat af generalforsamlingen. Allerede den 19. marts 2019 kunne jeg på bestyrelsens vegne godkende referatet, som dagen efter blev underskrevet uden bemærkninger af mødets dirigent Thorben Koed Thomsen. Referatet, som nu er godkendt efter vedtægtens § 7 stk. 16 følger nedenfor.

Det er imidlertid ikke blot selskabet, som kan fejre et jubilæum i år.

Den 29. marts 2019 ville Niels Erik Bank-Mikkelsen være fyldt 100 år. Bank-Mikkelsen er vel nok et af handicaphistoriens allerhøjeste fyrtårne. Det skyldes både hans fremsynede formulering af væsentlige handicappolitiske principper, samt at han i 1960-erne og 1970-erne var primus motor i de konkrete forbedringer af vilkårene for mennesker med udviklingshæmning og andre handicap. Der var selvfølgelig en række meget fine taler ved receptionen, blandt disse var naturligvis også Thorkild Olesen i hans egenskab af formand for “Danske Handicaporganisationer”. Personligt havde jeg den fornøjelse i 1975, at arbejde under N.E. Bank-Mikkelsen som ung juridisk sekretær i den daværende Socialstyrelses afdeling for Dagservice for mennesker med handicap.

10 dage senere var det Blindes Arbejde, der stod for tur, idet virksomheden den 9. april markerede sin 90-års fødselsdag med en flot reception på hovedafdelingen på Tomsgårdsvej 19 i København. Her var der naturligvis også en række talere blandt andet talte direktør Kristin Espedal og bestyrelsesformand John Heilbrunn. Efterfølgende var der en kæmpe fødselsdagslagkage og mulighed for at se værkstederne i funktion. Henrik Olsen var til stede og fik en lydfil med hjem, denne vil snart kunne høres på vores hjemmeside i “Lydarkivet” under menupunktet “Blindes Arbejde”.

Forud for disse jubilæer inviterede et af selskabets medlemmer til en Blindehistorisk begivenhed den 25. marts på Instituttet for Blinde og Svagsynede. Det var Peter Frederik Hansen, mangeårig lærer på IBOS, der ved en flot reception markerede udgivelsen af sin bog “Blindeferier” udgivet på forlaget Kahrius. Bogen kan lånes som daisylydfil på Nota. Det er en særdeles munter beskrivelse af 5 blinde mænds sommerferieophold gennem 28 år i forskellige sommerhuse rundt om i Danmark. Her får man virkelig noget at vide om mad og drikke, samt det at klare udfordringer på fremmede steder som blind. Jeg kan kun anbefale bogen.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med samme arbejdsfordeling som sidste år. Vi er nu kommet godt i gang med arbejdet, hvor fokus er på hjemmesiden, Lydarkivet, det forestående jubilæumsarrangement i dagene 25. – 26. november 2019 på Fuglsangscentret samt de mange uafsluttede opgaver, som er omtalt i sidste års beretning.

Det kommende jubilæumsarrangement kommer i høj grad til at stå i musikkens tegn. Det gælder såvel den klassiske musik som jazzmusikken. Det vil der blive orienteret om i et kommende nyhedsbrev og i meddelelser i kommende numre af medlemsbladet. Vil man være sikker på at få en plads kan man ikke tidligt nok melde sig til kasserer Ole Brun Jensen.

Dette nyhedsbrev afsluttes med en meget åbenhjertig og inspirerende artikel af vores redaktør Rita Cecilie Varmby. I artiklen fortæller Rita om hendes tidligste barndom og tiden på Refssnæskolen frem til hun drog til København for at fortsætte på Blindeinstituttet. Det er en væsentlig historisk beskrivelse af tilværelsen som elev på Refsnæsskolen. God fornøjelse med læsningen af denne beretning.

Afslutningsvis vil jeg ønske alle medlemmer en rigtig god sommer og på forhåbentligt gensyn til november på Fuglsangscentret.

2. Referat af generalforsamlingen den 16. februar 2019, ad næstformand René Ruby

Dagsorden:

1: Åbning og velkomst

2: Navneopråb, præsentation af deltagerne

3: Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4: Godkendelse af dagsorden

5: Godkendelse af referatet af generalforsamlingen 2018

6: Fremlæggelse af bestyrelsens beretning

7: Forslag: Oprettelse af diskussionsliste på ”Blindsigt.dk”

8: Fremlæggelse af det reviderede regnskab for 2018

9: Fastsættelse af kontingent

10: Indkomne forslag

11: Valg af:

a: kasserer

b: 2 bestyrelsesmedlemmer

c: 2 suppleanter

d: 2 revisorer

e: 1 revisorsuppleant

12: Eventuelt

Ad punkt 1:

Formand Poul Lüneborg bød velkommen til generalforsamlingen, som er den 25. generalforsamling, når undtages den stiftende.

Ad punkt 2:

Det blev konstateret, at der var 45 stemmeberettigede til stede, herefter fulgte en præsentationsrunde.

Ad punkt 3:

Thorben Koed Thomsen valgtes til dirigent. Til referent valgtes René Ruby, og til stemmetællere valgtes Inge Gibskov, Svend Thougaard og Henning Laursen. Dirigenten takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt og dermed lovlig.

Ad punkt 4:

Dagsordenen godkendtes uden bemærkninger.

Ad punkt 5:

Da det var første gang med ny procedure ved godkendelse af referatet af det foregående års generalforsamling, redegjorde Poul Lüneborg for denne procedure. Referatet skal godkendes af bestyrelsen og underskrives af dirigenten samt offentliggøres i det førstkommende nyhedsbrev, men ikke længere godkendes af selve generalforsamlingen. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 23. februar 2018 og offentliggjort i nyhedsbrev nr. 2 2018, hvorfor dette punkt blev afsluttet uden yderligere kommentarer.

Ad punkt 6:

Poul Lüneborg gennemgik bestyrelsens beretning, som var blevet offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1- 2019. Lüneborg indledte med at opridse, at der har været tre hovedopgaver i det forløbne år. Det har dels drejet sig om at få alle formaliteterne på plads i forbindelse med kassererskiftet, dels udsendelse af fem nyhedsbreve med mange personlige beretninger og endelig opbygningen og udformningen af den nye hjemmeside www.blindehistorisk.dk. I forhold til sidstnævnte har der også været lagt et stort arbejde i opbygningen af et lydarkiv på hjemmesiden. Dette arbejde er fortløbende og Lüneborg takkede Henrik Olsen for en meget stor indsats med at digitalisere lydfiler til hjemmesiden.

Efter enkelte kommentarer til indledningen fortsatte Lüneborg beretningen med at mindes kasserer Henning Baks, som gik bort i 2018. Selskabet har ved generalforsamlingen 135 medlemmer, men målet er atter at nå op på 150 medlemmer, som der var i 2005. Herefter berørtes arbejdsgruppen mellem Blindehistorisk Selskab og Kultur- og Fritidspolitisk Udvalg. En af arbejdsgruppens mærkesager har været digitaliseringen af den blindehistoriske samling via Medicinsk Museion. Denne digitalisering er nu afsluttet og offentliggjort på hjemmesiden www.blind.museion.ku.dk. Derudover har det været forsøgt at følge op på samlingerne på Refsnæsskolen, men endnu uden der er kommet så meget ud af dette.

Efter dette redegjordes for selskabets forskellige projekter i det forløbne år, og selskabets medlemmer opfordredes til at tilbyde deres hjælp til løsningen af, hvad det end kunne være i forhold til selskabets igangværende projekter. Der var enkelte opklarende spørgsmål og kommentarer, og herunder blev der spurgt ind til lydoptagelser af blindehistorisk relevans indenfor Dansk Blindesamfund og at der ikke konsekvent gøres opmærksom på sådanne arrangementer til Henrik Olsen, som forestår sådanne optagelser. Poul Lüneborg oplyste, at man er opmærksom på problemet, og at vi er i dialog med Thorkild Olesen om at få etableret en procedure, så der bliver gjort opmærksom på arrangementer af blindehistorisk relevans.

Poul Lüneborg gik herefter over til at redegøre for selskabets informationsvirksomhed, herunder er der mulighed for, at selskabet fremover ind i mellem kan få en artikel med i Dansk Blindesamfunds blad Øjeblikket, som udsendes til 80.000 bidragydere. Endvidere er der udarbejdet en privatlivspolitik for selskabet, hvorved personoplysninger bevares sikkert, og at CPR-numre ikke længere indsamles. Herefter fulgte forskellige kommentarer, blandt andet om hjemmesidens kapacitet, indsamlinger af øjebliksbilleder i blindes liv, om hvilke huller eller sider af blindes historie, der mangler at blive dokumenteret.

Efter kort at have gennemgået selskabets arrangementer i 2018 samt administrative og økonomiske forhold, blev beretningen godkendt med applaus.

Ad punkt 7:

Kasserer Ole Brun Jensen redegjorde for, at på baggrund af drøftelser på sidste års generalforsamling om oprettelse af en diskussionsliste på blindsigt, havde bestyrelsen nu fremsat forslag herom. På daværende tidspunkt kørte listerne på en forældet server, stillet til rådighed af Dansk Blindesamfund, som var meget ustabil. Der er imidlertid nu kommet en ny løsning som blindsigt selv står for. Bestyrelsen mener, at det vil være en bedre løsning at udsende nyhedsbrevet og lignende via blindsigtserveren, da den er beregnet hertil. Listen kan i øvrigt sættes op, så den er en åben eller lukket liste, og så det kun er en distributionsliste, eller som en diskussionsliste, hvor man kan svare på indlæg. Ole Brun Jensen oplyste, at vi kan nå ca. 80 til 85 % af vores medlemmer på mail. Det betyder, at vi på denne måde får en mulighed for hurtigt at komme ud med nyheder til en meget stor del af vores medlemmer. Bestyrelsen ønsker derfor at få bemyndigelse til at arbejde videre med denne løsning.

I den efterfølgende diskussion blev der blandt andet udtrykt begejstring, men også frygt for, at dem der ikke er på mail, ikke vil modtage informationer og herunder nyhedsbreve. Desuden blev der udtrykt usikkerhed om, hvordan en sådan diskussionsliste fungerer. Ole Brun Jensen redegjorde for hvorledes en liste fungerer, og han oplyste, at nyhedsbreve fortsat vil blive udsendt i alle medier, og dermed nå ud til alle medlemmer. Endvidere blev der udtrykt ønske om at det skulle være frivilligt om man ønsker at være på en sådan liste. Endelig blev det også diskuteret, hvorvidt listen blot skulle være en distributionsliste, eller en diskussionsliste, som alle kan skrive på. Herunder blev der opfordret til, at det skulle være en diskussionsliste, da en sådan ville kunne være et redskab til at få flere medlemmer engageret i arbejdet. Poul Lüneborg konkluderede, at der vil blive oprettet en distributionsliste til udsendelse af nyhedsbreve og anden information fra bestyrelsen til alle, der har tilmeldt sig udsendelse af elektronisk post, og herudover en diskussionsliste, som man kan vælge til efter ønske.

Ad punkt 8:

Ole Brun Jensen fremlagde det revisionspåtegnede regnskab for 2018. Regnskabet udviste indtægter på 35.381 kr. og udgifter på 52.399,98 kr. Der har dermed været et underskud på 17.018,98 kr. Ved indgangen til 2018 havde selskabet 154.557,46 kr. og ved årets udgang 134.817,92 kr. i kassebeholdning. Ole Brun Jensen oplyste, at underskuddet primært skyldes, at der har været nogle ekstraordinære omkostninger i 2018 i forbindelse med kassererskiftet og desuden har der været udgifter til opbygningen af den nye hjemmeside. Bortset herfra ligger udgifterne i 2018 på niveau med udgifterne for de foregående år.

Efter enkelte opklarende spørgsmål samt positiv tilkendegivelse af indførelsen af MobilePay, blev regnskabet godkendt med applaus.

Ad punkt 9:

Bestyrelsen foreslog kontingentet uændret på 150 kr. Dette blev tiltrådt uden bemærkninger.

Ad punkt 10:

Da der ikke var indkomne forslag, blev dette punkt straks forladt.

Ad punkt 11: valg af:

  1. Ole Brun Jensen blev genvalgt som kasserer uden modkandidater.
  2. Thorvald Kølle og Rita Cecilie Varmby blev begge genvalgt uden modkandidater.
  3. Leif Martinussen og Allan Fohlmann blev begge genvalg som henholdsvis første- og anden suppleant. Allan Fohlmann blev genvalgt via fuldmagt.
  4. Kurt Nielsen og Henrik Olsen blev begge genvalgt som revisorer uden modkandidater. Kurt Nielsen blev genvalg via fuldmagt.
  5. Thorben Koed Thomsen blev genvalg til revisorsuppleant uden modkandidater.

Ad punkt 12:

Under eventuelt blev der udtrykt stor ros til Poul Lüneborg for hans arbejde, og for selskabets høje aktivitetsniveau. Jørgen Eckmann påpegede herudover vigtigheden af, at genstande af historisk interesse indsamles, og ikke blot registreres med henblik på senere indsamling. Poul Lüneborg medgav vigtigheden af, at historiske genstande indsamles. Formålet med at lade dem indledningsvist registrere har været, at Medicinsk Museion kontaktes med henblik på at vurdere, om genstandene har interesse for den blindehistoriske samling på Medicinsk Museion, og såfremt de har, videregives de hertil. Selskabet har imidlertid nu fået stillet et lokale på Blindeinstituttet til rådighed til opbevaring af genstande, der af forskellige grunde hasteindleveres, indtil bevaringsværdigheden er afklaret med Medicinsk Museion.

Efter enkelte andre kommentarer takkede dirigenten for god ro og orden. Sluttelig takkede formand Poul Lüneborg for det store fremmøde, og for de fremmødtes engagerede deltagelse.

Den 16. februar 2019 René Ruby (referent)

3. “Erindringer om en svunden tid”, artikel af Rita Cecilie Varmby

Jeg hedder Rita Cecilie Varmby og er født 6. november 1948.

Jeg er født på Rigshospitalet, hvor jeg efter min fødsel kom i kuvøse, da jeg er født 10 uger for tidligt. Jeg vejede omkring 1100 gram og kunne være i en cigarkasse. Det er et mirakel, at jeg overlevede, fordi jeg var så lille. Desuden var der vrøvl med mine lunger, da de ustandseligt klappede sammen.

Da der var tvivl om, hvorvidt jeg ville leve ret længe, blev jeg hjemmedøbt dagen efter min fødsel. Jeg kom til at hedde Rita og jeg fik min mors efternavn, som var Christensen, fordi min mor ikke var gift med min far på det tidspunkt. De blev gift, da jeg var 4 år, hvilket jeg ikke kan huske.

Min fars efternavn var Hansen, hvilket jeg fik som 12-årig. Cecilie Varmby er navne, som jeg har fået i mit voksenliv.

Dengang jeg var lille var kuvøsen en forholdsvis ny opfindelse. Man havde meget lidt viden om konsekvenserne af, hvad der kunne ske ved brug af den. Jeg havde fået for meget ilt, og det ødelagde nethinderne.

Man var bange for, at min forstand havde taget skade. Jeg havde en passiv adfærd, hvilket måske var tegn på, at jeg var debil. Så fandt man ud af, at jeg reagerede på lyde, hvilket gjorde, at man fik mistanke om, at det var øjnene, det var galt med. Derfor var det nærliggende at sende mig på en institution, hvor man havde den fornødne viden om blindhed. Man besluttede at sende mig til Refsnæsskolens børnehjem, hvor der kunne blive taget hånd om mig på rette måde. Mine forældre kunne ikke have mig hjemme, da de var meget unge og umodne. Min mor var rengøringskone og min far var i lære som tømrer, så det var meget svært for dem at klare sig til dagen og vejen.

De magtede ikke at have mig, fordi de i mine første fire år ikke var gift, men også fordi jeg tror, min mor havde en fødselsdepression samt, at der ikke var den samme hjælp til enlige mødre, som der er i dag. Dengang har det været en skam at få et barn uden for ægteskab, hvilket man kaldte et uægte barn, og det led jeg under i hele min barndom.

Jeg var på to børnehjem i København før jeg kom på Refsnæs. Jeg ankom til børnehjemmet i Kalundborg den 9. oktober 1950.

Dengang var det ret almindeligt, at blinde børn kom på det børnehjem som var tilknyttet Refsnæsskolen, så børnene fik lært de færdigheder, der kunne blive brug for senere i livet. Jo tidligere desto bedre.

I min tidlige barndom var jeg sommetider hos mine bedsteforældre. Omkring 1954, da jeg var seks år, lærte jeg mine forældre at kende, hvilket blev en meget traumatisk oplevelse for mig. Jeg synes det var vigtigt for mig at få viden om, hvem mine forældre var, da de andre børn på børnehjemmet havde sådan nogle. Derfor mente man, jeg var parat til at blive konfronteret med, hvem jeg havde som forældre. Dengang troede man, at forholdet mellem børn og forældre automatisk kom i orden, da blod er tykkere end vand. Man havde intet kendskab til vigtigheden af, hvordan forældre skulle takle det at have et blindt barn, så den nødvendige støtte til forældrene udeblev, hvilket blev katastrofalt både for mine forældre og mig.

Jeg tror, det er medvirkende til, at jeg husker meget lidt fra min tid på børnehjemmet.

I 1956 kom jeg på Østskolen, som var en stor afdeling med mange børn og meget lidt personale. Her boede pigerne samt de mindste drenge. Dengang var undervisningen delt op, så blinde og svagsynede og svagsynede blev undervist hver for sig.

Som i resten af samfundet var der syv klassetrin for blinde, med en klasse på hvert trin. Men jeg husker ikke hvor mange klassetrin, der var for svagsynede. Min fornemmelse er, at de blinde børn fik en bedre undervisning end de svagsynede, da jeg tror, at man havde for lidt viden om det at være svagtseende.

I min tid på Refsnæsskolen havde man meget strenge regler for, hvordan børn skulle opdrages. Mange vil i dag kalde det for kadaverdisciplin, men det var helt almindeligt i 1950ernes samfund. Børnepædagogik havde man ikke meget begreb om, da man havde den opfattelse, at enhver, som ville tage sig af børn blot kunne gøre det, bare de følte de havde et kald eller lyst til at opdrage børn.

Dengang var det et særligt kald at tage sig af det blinde barn, da skole og samfund stadig var forbundet med kirken. Tanken er både smuk og rigtig, men når uvidenhed kommer til udfoldelse, er der langt fra kaldstanken til virkeligheden, hvilket indebar, at mange af os oplevede tiden på Refsnæs som meget traumatisk. For mig blev stedet en erstatning for mit hjem pga. den dårlige tilknytning til familien, som er beskrevet ovenfor.

Undervisningen var efter min mening rigtig god, da man gjorde meget ud af at lære blinde børn begrebsforståelse, fordi, tror jeg, at det manglende syn indsnævrer begrebsverdenen. Her var det vigtigt at undervise os i brugen af de øvrige sanser i et forsøg på at kompensere for det manglende syn.

Der var fx anskuelsesundervisning, hvor vi hørte om, hvordan man fremstillede ost, smør, mælk og mel. Vi så også modeller af kirker, bondegårde samt meget andet. Derfor var vi, efter at have hørt om de ting, ude for at se et mejeri, en mølle, et trykkeri samt andre steder, vi havde hørt om. Det gav os et helhedsindtryk af det, vi blev undervist i.

Vi havde også sansetræning, hvor vi skulle træne vore øvrige sanser, så vi blev udrustet til at klare os på lige fod med de seende, når vi senere skulle ud for at klare os i samfundet. Vi skulle lugte forskel på de forskellige krydderier. Vi skulle lære at høre forskel på, om det var en ske eller en sten, der faldt på gulvet, samt hvor retningen var på de ting vi hørte falde. Vi skulle lære at føle forskel på forskellige ting. Faget blev også kaldt praktiske øvelser, hvor vi skulle lære klokken samt tegnene på de kort, vi skulle bruge i forbindelse med kortspil.

Vores læsning i punktskrift blev der gjort meget ud af. Først alle bogstaverne som alle andre børn får brug for, men vi skulle også lære de forkortelser, der er i punktskriften. Det er en slags stenografisystem, der gør, at den tekst man læser kommer til at fylde mindst muligt. Den lille forkortelse, som man kan beskrive som en ordforkortelse skulle læres i 2. klasse. Den store forkortelse, der gør, at ordene fylder endnu mindre, skulle vi lære i 3. klasse. Derfor er blinde børn et år eller to bagud i forhold til andre børn.

Vi skulle også bruge specielle landkort til geografiundervisning samt redskaber til brug i regning, læsning og skrivning. Undervisning i geografi skulle påbegyndes i 3. klasse. Jeg har læst, at nogle af lærerne selv fremstillede nogle af de hjælperedskaber til brug for undervisningen. Jeg synes, det bør nævnes for at skabe den behørige respekt for den undervisning, vi fik, da jeg var barn.

I biologitimerne, så vi udstoppede dyr, så vi ad den vej fik et indtryk af den virkelige verden. Vi havde også keramik i de første par år af vores skoletid. Vi skulle lære at bruge vores hænder, men man kunne også se, hvor meget vi opfattede af den konkrete verden ved at se os arbejde med ler. De ting vi lavede blev brændt og glaseret, så vi kunne give vore små kunstværker til familie og venner. Håndarbejde havde vi i alle årene. Det var mest strikning, det handlede om. Sådan kunne jeg blive ved med min opremsning. I første klasse havde vi et fag, der hed manuelt. Det handlede om at lære at binde sløjfer på en ramme. Vi skulle lære at knappe knapper op og i, for blot at nævne nogle af de færdigheder, vi skulle lære med vores hænder.

Blinde og svagtseende børn skulle også undervises i helt almindelige fag, som var på linje med og brugte samme undervisningsmateriale som i det øvrige samfund.

Fritiden kunne være lang, hvor vi var overladt meget til os selv, da der var meget få voksne til de mange børn. Man havde ikke megen viden om, hvordan blinde børn skulle stimuleres, så nogle af os fik ’blindismer’, så som at rokke, virre med hovedet eller putte fingrene i øjnene for at kompensere for de manglende indtryk. En del af os levede også i vores egen indre verden for blot at overleve.

Hverdagen begyndte kl. 07:00 om morgenen, hvor vi blev kaldt ud af vore senge. Dengang var der ikke varmt vand, vi kunne vaske os i. Det kom først i 1959. Vi vaskede os i store vaskerum, hvor der var en uhyggelig akustik. Vaskerummene blev kaldt kummerum, hvor der var et for drenge og et for piger. Det var med at blive færdige i en fart med vask og tandbørstning. Vi var mange om buddet, så vi havde kun en halv time til morgentoilette. Når det var streng vinter fik vi lov til at sove en halv time længere, men det måtte uvægerligt have rykket hele timeplanen for den øvrige dag.

Morgenmaden skulle på hverdage spises fra kl. 07:30 til 07:45. Inden morgenmaden skulle vi stå i rækker og geled. Vi fik først lov til at indtage vore pladser, når vi fik besked på det. Vi måtte først spise, når der blev sagt værsgo’. Til morgenmad fik vi havregrød, øllebrød med mælk eller havregryn. Desuden var der et halvt stykke rugbrød samt et kvart stykke af samme slags. Det skete ofte, at de, der havde hjemve kastede morgenmaden op, men alligevel skulle de tvinges til at spise, da det var noget pjat, det at blive syg. Det var en rædselsfuld oplevelse at være vidne til. Når vi havde spist, skulle vi sige, ja nærmest messe ’tak for mad’ i kor.

Inden morgenmaden skulle sengene luftes, og efter morgenmaden skulle vi fra de store klasser (fra 6. eller 7. klassetrin) gå op og rede vores senge, så de var færdige før morgensangen.

Skolen begyndte kl. 07:50 med, at vi skulle gøre os klar til morgensang og morgenbøn i sangsalen, hvilket var et fast ritual på hverdage. Inden da stillede vi igen op i rækker og geled. Som regel kom økonomaen for at fortælle om, hvad vi skulle have at spise til middag. Så kom forstanderen hostende, imens hans nøgler raslede. Desuden røg han på en stor cigar, så vi var på ingen måde i tvivl om hans eksistens. Vi fik så signalet til at gå ned i sangsalen for at tage vore respektive pladser på bænkene, som stod i velordnede rækker. Det vil sige, at det kun var punktlæserne, der fik lov til at sidde ned med bøgerne. De øvrige måtte pænt stå ret, mens salmen blev sunget. Når vi var klar til at synge, påbegyndtes en af de velkendte danske salmer som vi sang med musikledsagelse på skolens harmonium. Derefter blev der bedt en bøn af forstanderen eller en af de andre lærere. Det var altid Fadervor, som blev bedt. Det var dengang meget vigtigt, at vi blev oplært i den luthersk-evangeliske tro, som var en del af den almene dannelse. Vi elever kunne godt føle, at morgensang og morgenbøn bare var noget der skulle overstås.

Efter morgensangen begyndte den egentlige undervisning. En skoletime varede 50 minutter og frikvartererne ti minutter. Når vintrene var særlig kolde, kunne det ske, at frikvarteret kun varede 5 minutter. Når der skulle ringes ud til frikvarter eller ind til undervisning blev der ringet på en skoleklokke af en af lærerne. Senere blev skoleklokken automatiseret.

Klokken 11:50 var det tid til middagsmad, og den afsluttedes kl. 12:40.

Til hverdag fik vi det man i dag kalder søbemad til forret. Det kunne være sagosuppe eller sagovælling. Hovedretterne kunne være millionbøf eller frikadeller. Vi fik også brødæggekage eller flæskeæggekage. Det var noget ganske særligt, hvis vi fik gule ærter og æbleskiver. Det handlede om at spise så mange æbleskiver med syltetøj og sukker som muligt. Da jeg var barn, var der mange retter, som slet ikke eksisterer mere. Det kunne være prinsessebudding. Jeg ved ikke, hvordan det blev lavet, men mange mælkeretter fandtes dengang: Risvælling, vandgrød, maizenagrød, fløjlsgrød samt mange flere.

Vi fik også blodbudding til skræk og advarsel for mange. Skolen var selvforsynende med svin som sommetider blev slagtet. Vi kunne på afstand høre, når de skreg. Så vidste vi, hvad klokken havde slået. Når der var slagtning, vankede der blodbudding. Ud over svinene havde skolen heste geder og høns. På den måde lærte vi også omgang med dyr.

Skolen havde også selv de nødvendige grøntsager og frugter.

Der var ingen tvivl om, at vi fik en alsidig kost. Økonomaen ville os det allerbedste, hvilket ikke altid var tilfældet med nogle blandt plejepersonalet, som mente at de skulle have bedre mad end eleverne.

Vi havde også skolehaver, hvor man var to elever om en have, så man på den måde lærte at dyrke radiser, tomater og græskar.

Udover at skolen var selvforsynende med alle slags råvarer, så havde man også sit eget vaskeri, så vores tøj ikke skulle til byen for at blive vasket. Skolen sørgede også for, at vi havde tøj på kroppen. Vi gik i hinandens aflagte tøj, da det var en luksus at købe nyt tøj. Vi fik nyt tøj to gange om året. Det var ved juletid og om sommeren. Da var vi på systuen hos oldfruen for at prøve tøj, som blev syet til os.

Efter middagsmåltidet var der nogle af os, der skulle på medicinstuen for at få dryppet øjne. Det var også tilfældet efter morgenmaden og inden aftensmaden. Mens man var på medicinstue efter middagsmaden, var der også nogle af os der skulle på toilettet, da sygeplejersken holdt meget øje med fordøjelsen hos dem af os, der havde problemer med det. Så blev klokken 12:40 hvorefter undervisningen blev genoptaget. Så var der et frikvarter kl. 13:30, hvorefter næste time begyndte kl. 13:40. Den varede til kl. 14:30. Så var der en pause på en halv time, hvor vi havde noget, der hed mælkebord fra kl. 14:30 til kl. 15:00, som bestod af et krus mælk samt et stykke franskbrød med smør. Mælken blev drukket af et blikkrus, som ikke kunne slås i stykker. Blikkruset blev brugt til alle måltiderne.

Hvis vi havde fået pakker med slik hjemmefra, måtte vi ikke selv beholde det. Det blev gemt i et godteskab, som var låst. Vi fik vore godter i små portioner, mens vi havde mælkebord. Det skete sommetider, at en af eleverne fik lov til at hjælpe plejeassistenten med uddeling af slikket. Plejeassistenterne var altid frøkner. De virkede meget gamle på os, selvom det måske ikke var tilfældet. Til mælkebordet fik vi sommetider en æggesnaps med citron i stedet for mælk, dvs. et æg rørt med sukker og citron.

Så var det tid til udetime på en halv time, hvor vi skulle lege ude på skolens legeplads.

Om sommeren var vi på noget der hed Strandmarken, som også hørte med til skolens område. Der var vi, når det var godt vejr, efter mælkebordets afslutning. Vi skulle over vejen, som hed Kystvejen for at komme derhen. Vi måtte ikke gå over vejen alene, så der var altid en voksen med. Strandmarksområdet lå nede ved fjorden, så vi kunne høre bølgerne. Der var forskellige legeredskaber, som vi kunne gøre brug af. På strandmarkens område var der også et stjernehus, som vi også kunne lege i. Det var et hus med fem små rum, der havde et halvtag, så vidt jeg husker.

Kl. 15:30 var der også øvetime for dem, der gik til klaverundervisning, hvor de kunne forberede sig til den kommende undervisningstime. Der var to undervisningstimer i klaver om ugen, og det gjaldt for de fleste af os. Musik hørte med til den almindelige dannelse, da der var en sandsynlighed for, at nogle af os ville blive organister som voksne. Det var en af de få erhvervsmuligheder, man kunne tilbyde de voksne blinde.

Efter udetimen var der også nodelæsning for punktlæserne. Det har sikkert varet en times tid. Hvorfor nodelæsningen var et særskilt fag ved jeg ikke. Vi lærte nodetegnene på samme måde som de øvrige tegn i punktskriften. Derfor blev de læst op, ligesom man læser en helt almindelig tekst. Med den fremgangsmåde lærte jeg aldrig at forstå og at spille efter noderne. For mig blev det nogle meningsløse tegn. En del af os fik også undervisning i blokfløjtespil. Jeg synes, det var spændende at skulle lære at spille på det fantastiske instrument. Da jeg kom fra børnehjemmet til Østskolen hørte jeg de store piger spille på deres fløjter. Det lød så dejligt, så jeg måtte hen for at røre ved de skønne instrumenter, der spillede så smukt. Pigen som spillede på fløjten blev naturligvis sur, når jeg kom og ville røre ved hendes fløjte. Hun har selvfølgelig ikke kunnet forstå, hvorfor jeg ville have fat i fløjten.

Kl. 15:30 kunne der også leges frit indendørs til kl. 16:55, hvor man skulle have lektielæsning til kl. 17:50.

Da var piger og drenge i deres respektive klasser, men i de to første år havde vi ikke lektielæsning.

Der var medicinstue, igen kl. 17:30 for dem der skulle have dryppet deres øjne. Der var en sygeafdeling forbundet med medicinstuen.

Når man havde læst sine lektier kunne man lige akkurat nå at få dryppet øjne kl. 17:50, hvis man havde brug for det.

Aftensmad havde man fra kl. 18:00 til kl. 18:30. Den bestod af forskellige former for smørrebrød. Desuden var der også forskellig slags råkost til vores aftensmad, hvor vi fik mælk at drikke. Det kunne ske, der var ekstramadder, når vi havde spist op. Så måtte et par af de store piger over i økonomaens køkken efter fedtemadder, som vi kom salt på. De blev spist med velbehag.

Ved de forskellige måltider skulle der være helt stille. Det var uopdragent at tale ved bordet. Hvis man skulle spørge om noget til en af plejeassistenterne, skulle man række en hånd i vejret. Det var upassende at råbe ad personalet. Hvis man ikke overholdt reglementet, blev man sendt i seng efter aftensmad.

Derefter kunne man, hvis man ikke var sendt i seng, lege indendørs til kl. 19:30, når det var de små elever, men fra juni måned til september fik man lov at være oppe til kl. 20:00. Så blev de små sendt i seng med en aftensang og aftenbøn, hvilket bestod af fadervor.

Inden sengetid skulle man måske omkring medicinstuen for at få sin aftendosis af en snaps, som det blev kaldt. Den bestod af figensaft, paraffinolie eller hørfrø for at holde maven i orden. Det var meget vigtigt, at fordøjelsen fungerede som den skulle.

Vi sov også på sovesale. I 1. klasse var vi omkring ti personer. Som vi blev ældre, blev sovesalene lidt mindre. Ofte lå vi på firsengsstuer. På nogle af sovestuerne havde vi køjesenge. Jeg hadede nætterne på sovesalene. Ofte lugtede der af gammel urin, sved eller opkast. Der var tit nogle der lå og græd af hjemve. Andre kastede op ustandselig. Der var også en del, der led af epilepsi. Alt det virkede uhyggeligt på mig. Plejemoderen fandt ud af, at jeg var bange for at ligge sammen med syge mennesker. Derfor fandt hun på, at jeg skulle sove sammen med dem der altid var syge. Hvis jeg var bange for det, så var kuren den, at jeg skulle ligge sammen med dem. Jeg tror i virkeligheden, det var for at straffe mig. Hun kunne ikke lide mig, hvilket var gensidigt. Vi havde selvfølgelig nattevagter, men jeg kan ikke huske, hvordan det fungerede. Der var vist nok kun en, der havde alle afdelinger. Jeg mener også, der var en turnus med et fjorten-dages skift mellem to vagter.

Af ejendele havde vi vores seng og et natbord, hvor vi kunne have nogle af vores ting.

Jeg mener ikke, vi havde vores eget stykke sæbe og vores egen tube tandpasta.

Vi havde intet privatliv, fordi vi næsten aldrig var alene. Eneste mulighed for at være alene var, at man opholdt sig på sygeafdelingens toilet, i tilfælde af, at man var en af dem, der dagligt skulle tilses hvad toiletbesøg angår.

I de små klasser legede vi i den røde stue pga. at stuen havde røde møbler. Da vi blev større, kom vi i den blå stue med de blå møbler.

I 4. klasse kom man på sommer-ni-holdet, hvilket vil sige, man i sommertiden kom i seng kl. 21:00, hvilket gjaldt fra juni til september måned. Det var noget ganske særligt at komme på sommer-ni-holdet, men i særdeleshed på det egentlige ni-hold med sengetid klokken 21.00 hele året rundt, hvilket skete fra 5. klasse. Det var et bevis på, at man endelig var blevet en stor pige. Når man var kommet på ni-holdet, så måtte man selv lave kaffe og the på skolens kogeplader. Kaffe og the var noget, man havde fået hjemmefra, hvilket gjorde, at man følte sig meget privilegeret. I syvende klasse kom vi piger i den nye stue. Den lignede en rigtig dagligstue med gulvtæppe på gulvet, så det forstærkede følelsen af, at man var ved at blive voksen.

I 4. klasse kom drengene på Vestskolen. Vi piger skulle ikke komme galt af sted med drengene, når puberteten ankom med lysten til det seksuelle.

Tirsdag aften var det vejedag på Østskolen. Det foregik på medicinstuen. Vi stod på rad og række og ventede på, at det blev vores tur. Sygeplejersken vejede os, og den unge pige, som var assistent på sygeafdelingen skrev op, hvor meget vi vejede. Det var en gang om måneden, det foregik. De elever, som var for tykke skulle vejes en gang om ugen, men det foregik om morgenen. De elever der var for tynde skulle fedes op. De skulle over i centralkøkkenet for at få piskefløde. Det skete om formiddagen. Om aftenen fik de maltøl, og blødkogt æg. De fik også et tykt lag smør på brødet.

I min tid havde de små klasser aftensang tirsdag aften kl. 18:30 til 19:30. Det var flerstemmig sang. Sangundervisningen var en del af undervisningen på linje med dansk og regning.

Det blev senere sløjfet til fordel for Orff-undervisning mandag og torsdag aften. Orff-undervisning var en indføring i Carl Orffs undervisningspædagogik. Det var med til at udvikle børns musiske evner. Jeg lærte bl.a. at improvisere samt at blive bedre til at spille efter gehør. Lige fra starten indgik Orff-undervisningen i øvrigt i de timer, vi havde om dagen.

Engang imellem skulle vi have undersøgt vore øjne. Det skete mindst to gange om året. Der var nogle af os, der skulle til øjenlæge temmelig ofte. Øjenlægen havde sin konsultation på blindeinstituttet i København. Øjenlægebesøget gav derfor en ekstra fridag. Det var altid om onsdagen. Når man skulle afsted, skulle man op kl. 05:30 om morgenen. Plejemoderen kom og vækkede os. Vi skulle ind på medicinstuen for at få dryppet øjne. Derefter gik vi ned i spisestuen for at spise franskbrød med smør, som nattevagten havde smurt. Ved syvtiden skulle vi med bumletog til København. Omkring kl. 09:00 om morgenen var man så på Københavns hovedbanegård. Derfra kørte man i en taxa til Kastelsvej 60, som var målet for rejsen. Når man var ankommet, blev der serveret kaffe med smørrebrød i blindeinstituttets spisestue. Bagefter gik man ned i øjenklinikkens venteværelse for at vente til det blev ens tur til besøget hos øjenlægen. Mens man ventede, kom der tidligere Refsnæs-elever for at se, hvem der var i venteværelset. Middagsmaden blev også spist i instituttets spisestue. Ventetiden i venteværelset kunne være lang og kedelig. Når man så kom ind til øjenlægen kunne det ske, at man skulle kikke i en spaltelampe. Øjenlægen trykkede også på øjnene for at tilse trykket.

Sommetider skulle øjnene dryppes med noget som sved og gav tågesyn. Når man var færdig, måtte man godt rende rundt på instituttet for at se sig omkring. Om eftermiddagen skulle vi tilbage til Kalundborg med bumletoget. Sygeplejersken som var med os gav os slik på hjemvejen. Hun havde også papirer med fra øjenlægen, hvor der stod om øjnenes tilstand.

For mig var det en oplevelse at skulle med tog til København. Det var et dejligt afbræk i den ensformige hverdag. Togturene sluttede desværre i 1962, fordi skolen fik en bus, som kørte os frem og tilbage. Det har selvfølgelig været hurtigere, men charmen og spændingen var pist borte. Gartneren og pedellen skiftedes til at køre onsdagsturene til og fra København.

Vi skulle i bad fredag aften. Dengang var det meget almindeligt at vi kom i bad en gang om ugen. De små elever var i bad på et hold og de store elever var på et andet hold. Jeg husker ikke så meget om det, men vi stod på rad og række, når det var tid til det. Vores fødder blev vasket i en stor zinkbalje med brunt sæbevand. Jeg synes ikke, det var så lækkert at alle fik vasket fødder i det samme sæbevand, men sådan var proceduren.

Om lørdagen havde man skolegang til kl. 11:50, og havde ellers fri resten af dagen, hvilket var helt almindeligt dengang.

Lørdagsundervisningen kørte ikke så stramt som det var tilfældet på de øvrige hverdage. Da var det herligt, hvis klasselæreren læste op af en spændende roman, som man så frem til. Jeg digtede videre på de historier, vi hørte. Om eftermiddagen var der hørespil for børn. Herligt! Det var noget af det bedste for mig. Det var nogle af de kendte klassikere, som blev sendt. Det kunne være Kaptajn Grants børn af Jules Verne eller Oliver Twist af Charles Dickens. Det var i en tid, hvor fjernsynet ikke var så dominerende. Fjernsynet blev med tiden mere og mere påtrængende, for jeg husker vi så underholdningsprogrammer om lørdagen. Volmer Sørensen stod for hovedparten af underholdningsprogrammerne på TV.

Det kunne også ske, at en af plejepersonalet læste en spændende historie, som varede flere lørdage i træk. Der var mange spændende historier, men Greven af Monte Christo fik en særlig betydning for mig, hvilket den har haft lige siden.

Ovennævnte oplæsningsaftener skete, når man var kommet på ni-holdet. Det kunne ske, at man også fik kage og kaffe lørdag aften.

På de øvrige hverdage var der også børneprogrammer, som vi hørte i radioen. Der kunne være Børnenes brevkasse, som børn kunne skrive til, hvilket bl.a. også skete for mig. Det var alle tiders, hvis mit brev blev læst op, hvilket skete et par gange.

Om søndagen var det op kl. 08:00. Det var herligt at kunne sove længe, som vi kaldte det. Så var der morgenmad kl. 08:30 til kl. 09:00. Vi fik ristet franskbrød eller krydder samt et halvt stykke rugbrød med leverpostej. Herligt at slippe for den tykke havregrød. Vi fik også cornflakes med sukker og mælk, hvilket også var noget ganske særligt, hvor vi også fik kaffe. I halvtredserne var det kaffe med Richs eller Danmark. Kaffe var dengang en dyr luksus, så derfor med tilsætning. Først i 1960erne var det rigtig kaffe uden Richs eller Danmark.

Efter morgenmad var der også morgensang om søndagen.

Søndagsprogrammet var heldigvis lidt anderledes end det program, der blev brugt til hverdag. Søndag formiddag fik vi lov til at lege, med mindre der var gudstjeneste i gymnastiksalen. Det havde vi en gang om måneden, hvor sognepræsten stod for ritualerne. Her var også musikledsagelse på skolens harmonium.

Vi fik altid varm mad om middagen, som bestod af to retter mad.

Om søndagen kunne det være hakkebøf eller flæskesteg som hovedret. Som dessert kunne det være citronfromage, gul budding eller blommegrød.

Efter alle middagsmåltiderne blev der sunget et bordvers, som tak til Gud for maden. Det var ikke altid, man syntes, der var god grund til at sige tak for maden, når det drejede sig om noget, man ikke kunne lide. Vi blev belært om de sultne i Afrika, som aldrig fik noget at spise, så vi burde skamme os, når vi brokkede os.

Om søndagen var de øvrige spisetider de samme som de ovenfor anførte, men der vankede også kaffe om eftermiddagen i stedet for det kedelige mælkebord. Det var herligt med kage til kaffe i stedet for franskbrødet.

Lærerne havde inspektionsvagt om søndagen. Der var to om det. Den første lærer vækkede os og havde vagt til kl. 15:00. Den næste lærer kom så og havde inspektionen indtil efter sengetid. Her var altid en barnepige ud over de førnævnte lærere. Til hverdag havde vi plejeassistenter til at passe på os sammen med barnepigerne.

Vi havde fire ferier om året. Sommerferien var fra omkring Sankt Hans til omkring den 11. eller 12. august.

Vi startede efter ferien, hvis det var godt vejr, med at komme på Fyrbakken, som lå et stykke borte fra skolen. Vi fik sodavand og kage. Vi gik til og fra Fyrbakken, hvilket var en pæn lille tur. Hvis det var dårligt vejr var vi ovre i skolens gymnastiksal, hvor vi fik kakao. Der var ofte skind på kakaoen, hvilket vi pointerede, men det måtte vi leve med.

Hvert år var vi på en endagsudflugt sammen med Odd Fellow-logen. Så vidt jeg husker, var det i starten af september måned. Vi kørte i logebrødrenes private biler. Vi var samlet i klassevis sammen med vores klasselærer. Vi tog et eller andet spændende sted hen. Et år var vi ved Lammefjorden, hvor Jarlen af Bothwell ligger begravet. Bagefter tog vi hen på et restauratørsted for at få vores eftermiddagskaffe. Man kom med på en sådan udflugt fra 2. klasse. Eleverne i 1. klasse blev hjemme og blev forkælet med is. Dem skulle der også hygges om, så de ikke følte sig snydt. Et andet år var vi på Munkholmbroen for at se et eller andet. Jeg glædede mig rigtig meget til de efterårsudflugter, som vi var med på år efter år.

Vi havde også danseundervisning. Vi skulle lære de danse, som var på mode dengang.

Jeg ved ikke titlerne på de gamle danse, men kvikstep var en af de danse som vi skulle lære. Dansesæsonen startede i oktober måned og blev afsluttet i marts måned. Efter hver sæson havde vi afdansningsbal, hvor vi skulle vise, hvad vi havde lært i løbet af en sæson. Vi var delt op i hold, og jeg mener, vi skulle konkurrere om, hvem der var det bedste hold. Derefter var der også almindelig fri dans som til de øvrige fester. Så blev der serveret is for os, hvorefter de små blev lagt i seng. De store piger fik lov til at være oppe lidt længere.

Noget af danseundervisningen minder lidt om den vi bliver præsenteret for i Matador.

Vi havde efterårsferie midt i oktober måned. Den blev ikke markeret med en eller anden tradition, men den havde altid en længde på ti dage.

Vi havde også undervisning i sport. Det var svømning og gymnastik. Jeg hadede begge fag, fy for Søren. Skolen havde en svømmehal, som blev brugt om vinteren. Den var inddelt i to afdelinger. Det flade vand for begyndere samt det dybe for dem, der blev fortrolige med svømningen. Bassinet indeholdt klor for at undgå bakterier, når vi var så mange i det. Om sommeren badede vi i den nærliggende fjord. I gymnastik havde vi både bevægelsesgymnastik og redskabsgymnastik, som var den rene tortur. I redskabsgymnastikken var der ribber, bomme, ringe samt plinter, vi skulle hoppe over. Underviseren i de to fysiske fag gjorde det umuligt for os at kunne lide fagene. Jeg husker hun flere gange sagde, at hvis vi var bange, skulle vi nok få noget at blive bange for.

Vi havde et idrætsstævne om efteråret i de atletiske discipliner. Jeg husker det som højdespring, længdespring, kuglestød og slyngbold. Åh, nej! Vi skulle lære at løbe også, hvilket heller ikke var mig. Det var en heldagsforestilling med idrætsstævnet, hvor det handlede om at blive god i de forskellige discipliner.

Ud over de almindelige skolefag skulle vi have noget, der hed vejprøve. Det begyndte vi med i 6. klasse. Vi startede med den lille vejprøve, hvor vi var to elever, der fulgtes ad. Det var en blind og en svagsynet elev, der gik sammen. For at bestå den store vejprøve skulle man lære at gå alene på vejen. Den tog man, når man var kommet i 7. klasse. Det var gymnastiklæreren, der stod for vejprøverne, og man brugte gymnastiktimerne til det fag. Dengang var det uden den hvide stok, som jeg blev bekendt med langt senere. Derfor var det vigtigt at kunne høre forskel på buske og træer og huse.

Refsnæsskolen havde fødselsdag den 5. november. Det blev markeret hvert år. Vi havde fri hele dagen, hvilket vi nød i fulde drag. Om eftermiddagen var der fest i gymnastiksalen med kakao. Om vi fik kage eller boller til, kan jeg ikke huske.

Forstanderen holdt en fødselsdagstale, hvilket var et fast ritual hvert år. Efter kakaobordet og talen var der i de første år skolekomedie, hvor udvalgte elever optrådte. Et år blev Pippi Langstrømpe spillet. Et andet år blev Jeppe på bjerget opført. Senere gik man over til at lave en koncert, hvor forskellige elever spillede musik, som de havde lært i løbet af året. Det kunne både være solostykker og orkesterstykker. Der var også et kor, som optrådte, når skolen afholdt sin fødselsdag. Til aftensmad fik vi vistnok pølser og smørrebrød, hvorefter dagen afsluttedes med dans. En af lærerne spillede på klaveret i gymnastiksalen, hvor festen også blev afholdt. Tidens slagere blev spillet, mens vi sang og dansede.

Min fødselsdag er som sagt den 6. november. Derfor kan jeg altid huske, hvornår skolen blev fejret. Til morgensang kunne man vælge den salme, der skulle synges, når man havde fødselsdag. Jeg valgte altid salmen ”Vågn op og slå på dine strenge” af Thomas Kingo. Jeg forstod ikke tekstens mening, men lyden af sproget og selve melodien holdt jeg meget af.

Julen gjorde man også meget ud af. December måned gik med at pynte op i klasserne. Derfor lavede vi selv den julepynt, der skulle bruges, som fx julehjerter, musetrapper og julestjerner. I adventstiden havde man en adventskrans i sangsalen, hvor også morgensangen blev sunget. Der var et lys for hver dag i måneden. 1. december tændtes et lys, 2. december to lys, 3. december endnu et, og den sidste morgen før juleferien blev alle lysene tændt. Loftslyset blev slukket, så lysene kom til deres ret. Som noget ganske særligt blev der sunget to salmer den morgen. For at gøre det afvekslende og festligt startede man med en salme, hvorefter der blev bedt Fadervor. Så sang vi endnu en salme. I de første par år af vores skoletid var der et juletræ i klassen, som var pyntet med noget af vores julepynt. Vi havde også julekalender i klasserne. Der blev også læst op af forskellige julefortællinger i timerne. Naturligvis blev de kendte julesange og salmer også sunget.

I adventstiden havde vi også noget, der hed pebernøddedag. Vi skulle over i skolens store køkken for at få de skønneste pebernødder. De blev pakket ind i kræmmerhuse, som bestod af tætskrevne punktark. Jeg skulle altid se, om mit navn stod på det ark, jeg fik udleveret til brug som kræmmerhus. Når vi ankom til det store køkken, skulle pebernøddesangen synges. Melodien var den samme som ”Højt for træets grønne top”. Pebernøddesangens tekst var skrevet en af lærerne og lød som følger:

Vore pebernødder er

verdens allerbedste

Derfor samles alle her

køkkenet at gæste

Kræmmerhuset fyldt vi får

lig’ til randen før vi går

drenge ja og piger

alle tak vi siger.

Derefter var der en munter stemning, fordi en af køkkenpigerne kom med en mægtig bøtte med de dejligste pebernødder. Til stor jubel for alle blev kræmmerhusene fyldt op til randen, hvorefter vi blev budt på et glas saftevand. Da det lille festlige afbræk var overstået, gik man hjem for at passe sin undervisning.

Den sidste skoledag havde vi julestue. Det var en praksis hver klasse havde. Det var i tidsrummet fra klokken 10:00-12:00, hvor man hyggede sig med sange og historier, hvor der også var lejlighed til at spise masser af slik.

Den sidste søndag i advent var vi fra Østskolen på Værnehjemmet for at høre en bog der hed Troldebogen. Værnehjemspigerne sang sange, som hørte med til historien. Værnehjemmets beboere var voksne blinde kvinder, der af en eller anden grund ikke kunne klare sig ude i samfundet. Vi elever så ned på dem, da nogle af os mente, at det var dårligt begavede kvinder, hvilket langt fra var tilfældet.

Forstanderinden lavede lydillustrationer på Værnehjemmets klaver. Det var meget virkningsfuldt med musikillustrationerne.

Dagen før vi tog på juleferie var der julegudstjeneste. Præsten fra Raklev kirke, som skolen tilhørte stod for selve ritualerne. Her var også musikledsagelse til salmerne.

Hvert år blev I.P.E. Hartmanns juleliturgi til juleaften sunget. Det var festligt og højtideligt på samme tid. Mange af os fra Østskolen var med til at synge juleliturgien sammen med Værnehjemspigerne, som blev ledet af forstanderinden på Værnehjemmet.

Når vi var kommet i seng den sidste aften inden vi skulle på juleferie, kom lærerne med slik til os. Det samme skete, når vi skulle på sommerferie.

Juleferien varede 3 uger. Vi tog på ferie omkring den 17.-18. december og kom tilbage fra ferie omkring 4. eller 5. januar.

Den første skoledag efter juleferien fik vi lov til at sove til kl. 08:00. Timerne påbegyndtes kl. 10:00 og varede til kl. 12:00, hvorefter vi havde fri resten af dagen.

Om aftenen blev der afholdt en nytårsfest for elever og lærere i gymnastiksalen. Drengene og pigerne havde hver sin gymnastiksal, men de to gymnastiksale kunne slås sammen til en, hvilket skete ved festlige lejligheder. Der blev serveret flot smørrebrød og sodavand og øl. Under festen var der præmier til dem, der havde gættet julehæftets konkurrence samt kryds- og tværsopgaven. Det var sådan, at vi fik hæfter med historier, så vi kunne fordrive med læsning i de lange ferier. I julehæftet var der ovennævnte konkurrence og kryds-og-tværs. I sommerferien var der også et hæfte med en spændende roman. Her var der ikke konkurrencer. Der var et nyt hæfte hver jul og sommer, jeg så frem til. Man fik en krone som 2. præmie, og to kroner som 1. præmie, så vidt jeg husker.

Efter aftensmaden var der tid til at der skulle skydes med fyrværkeri for at fejre nytåret. Så var der bal igen, hvor der blev danset til tidens slagere. I løbet af aftenen fik hver elev en flot godtepose med masser af slik og frugt. Vi fik lov til at beholde godteposerne, så vi slap for at gemme dem i godteskabet.

Fastelavn blev også fejret med maner. Nogle dage før festen var vi oppe hos oldfruen for at finde det tøj, vi skulle være i til fastelavnsfesten. Vi fik også masker på, så vi blev ukendelige. Fastelavns-søndag var en ganske almindelig helligdag, men fastelavnsmandag startede med, at de voksne skulle rises op (af sengen) med et fastelavnsris, som skolen havde foræret os. Vi var klædt ud og havde masker på, når de voksne blev riset op, så de ikke kunne kende os. Jeg slog ekstra hårdt på dem jeg ikke kunne lide, og det var jeg nok ikke den eneste, der gjorde.

Fastelavnstøjet havde vi på hele dagen. Vi sang fastelavnssangen imens vi slog på personalet. De lå så vidt jeg ved i vore senge, imens det skete. Mellem klokken 10:00 og 12:00 måtte vi larme alt hvad vi ville med skralder, båthorn og alt, hvad der kunne larmes med. Om eftermiddagen fik vi fastelavnsboller og kakao, hvorefter vi slog katten af tønden ovre i gymnastiksalen. Det handlede om at blive kattekonge eller kattedronning. For at gøre sig fortjent til at blive kattedronning skulle man slå noget af tønden ned. For at gøre sig fortjent til at blive kattekonge skulle hele tønden slås ned. Man fik en papkrone, hvor man kunne se, om man var blevet kattedronning eller kattekonge. Aftenen blev markeret med dans til tidens slagere. Jeg mener, der et år var en præmie til den der havde det bedste fastelavnstøj på.

Påskeferien blev ikke markeret med noget, men den varede i 14 dage. Det var sådan, at når vi havde ferier, så var der lærere der tog med os med tog og færge, når vi skulle besøge vore forældre.

Konfirmationen gjorde man meget ud af. Selvfølgelig var der grundige forberedelser, hvad det religiøse angår. Vi gik til præst for at lære om konfirmationens betydning, og også om forberedelserne til selve festen. Plejemoderen og oldfruen var med os inde i en specialbutik for at købe tøj og sko til os, hvorefter vi gik på konditori. Vi fik også lov til at ryge en smøg før konfirmationen, så man kunne føle sig rigtig voksen.

Man kunne påbegynde selve festlighederne med, at konfirmanderne kom over på Vestskolen for at drikke aftenkaffe med drengene om lørdagen. Ellers kunne de også være i gymnastiksalen, som var indrettet til festen, hvis man havde lyst til det. Om søndagen startede det med, at man drak morgenkaffe ovre i gymnastiksalen, hvorefter man tog med en bus til Raklev kirke, som var sognekirke for Refsnæsskolen. Forældrene var inviteret med uden den øvrige familie. Man måtte naturligvis sætte en grænse for, hvor mange, skolen kunne have med, da alt blev betalt.

Efter gudstjenesten gik man over i gymnastiksalene. De var ikke lagt sammen, men den ene af gymnastiksalene var indrettet som spisestue. Den anden gymnastiksal var lavet som en dagligstue med gulvtæppe på gulvet. Der var stole og små hyggelige borde, så vidt jeg husker. Hver konfirmand havde sit eget bord sammen med familien. De respektive gaver stod på bordene og ventede nok så flot på deres ejermænd. Så var der en fin frokost, som jeg ikke kan huske så meget om.

Efter middagen fandt man igen sine respektive pladser i dagligstuen. Personalet kom rundt og snakkede med konfirmanderne. Der var så aftensmad, som var varm mad af en eller anden slags. Der blev også budt på aftenkaffe. Aftensangskoret, kom og underholdt konfirmanderne ved at stå på gymnastiksalenes balkoner. Ovennævnte kor fandtes ikke i alle årene, mens jeg har været på Refsnæsskolen, men jeg har været med til at stå på balkonen for at synge.

Om mandagen havde man andendagsgilde. Her var familien ikke inviteret med. Da var det sådan, at lærerne og assistenterne serverede for konfirmanderne og de unge piger, som var barnepiger, stuepiger og køkkenpigerne. Der var også dans om aftenen, hvor man fik lov til at være længe oppe om aftenen, hvilket var helt fantastisk.

Jeg husker ikke så meget af, hvad der ellers skete den dag.

Vi havde også noget der hed konfirmationsrejser. Vi havde mulighed for at besøge blindeskolerne i Sverige og Norge. Som en 3. mulighed tog vi til Bornholm. Nogle af os havde pennevenner i Sverige og Norge, så dem fik vi lejlighed til at møde. Uanset, hvor konfirmationsrejsen gik hen, så varede den en uge.

En gang om året havde vi også forældredag, hvor vores far og mor kom for at se, hvordan en dag gik for os på skolen. Det var i november måned i 1956, hvor min første forældredag blev afholdt. Jeg husker intet om den. I 1957 var der en stor influenzaepidemi, der gjorde, at forældredagen ikke kunne afholdes. Derfor måtte det aflyses. Året efter blev forældredagen rykket til storbededags-lørdag. Da det blev en stor succes i 1958, blev det vedtaget, at sådan skulle de blive fremover. Til forældredagen var der undervisning lørdag formiddag, hvor man tog timerne fra en af de andre hverdage. Mens vi spiste vores middagsmad, som vi plejede, spiste vores forældre ovre i gymnastiksalen. Som regel fik vi hakkebøf og gul budding til middagsmad. Det var næsten også en tradition på eksamensdagen, hvilket jeg kommer til senere.

Forældrene kunne så være sammen med os resten af dagen, men de kunne også tage til forældreforeningens generalforsamling om eftermiddagen.

Om aftenen var der igen skolekomedie, hvor man spillede det stykke, som man havde opført til skolens fødselsdag.

Eksamen havde vi nogle dage før sommerferien. Først to dage med den skriftlige eksamen, og den begyndte man på i 2. klasse. Førsteklasserne havde så fri, så længe den skriftlige eksamen varede.

Alle klasser havde mundtlig eksamen, som varede en formiddag. Folk udefra kunne få lov til at komme for at høre på vore præstationer.

Inden sommerferien var der også sommerafslutning med tale af forstanderen. Ved den lejlighed blev der uddelt flidspræmier til de flittige. Præmie fik man også for særlig god opførsel. Som flidspræmie fik man en tikroneseddel, hvilket var mange penge dengang. Hvad man fik for god opførsel, blev jeg aldrig klar over, da jeg åbenbart ikke hørte til de flittigste, selv om jeg selv stræbte efter at være det, og i hvert fald ikke hørte til dem der opførte sig pænest. Jeg ville gerne både høres og ses.

Der blev igen danset om aftenen for at markere, det var en fest, som blev afholdt.

Jeg har nævnt medicinstuen et par gange. Der var også en sygeafdeling, hvor vi kom hen, når vi var syge. Om morgenen cirka kl. 07:00 kom der en ung pige som var fastansat for at tage vores temperatur. Sommetider skulle vi vaskes før morgenmad, hvor det andre gange skulle ske efter morgenmaden. Når vi børstede vore tænder blev det gjort i vand med mentolsmag, hvilket havde en herlig frisk smag. Vi måtte ikke drikke det, men vi gjorde det alligevel en gang imellem. På sygeafdelingen fik man havregrød eller øllebrød med mælk til morgenmad. Hen ad formiddagen kunne man lege med noget af det legetøj sygeafdelingen havde. Imens det skete, gjorde den unge pige rent. Man kunne også høre radio på nogle hovedtelefoner, så man ikke forstyrrede de andre patienter. De var på en eller anden måde tilsluttet en radio, som stod et eller andet sted ude på gangen. Jeg nød at høre skoleradio om formiddagen. Det skete også, at skoleradioprogrammer blev brugt i vores undervisning. Jeg hørte også en del musik samt noveller.

Når vi skulle spise havde vi et spisebræt, som stod mellem væggen og sengen. Det tog vi op og sad med på skødet, når vi skulle have vores mad. Vi havde også en spisesmæk på for ikke at spilde på vores tøj. Ved siden af sengen havde vi et blikvandkrus med låg, som indeholdt drikkevand. På samme bord stod der muligvis et vandfad, i tilfælde af at vi skulle kaste op.

Da jeg var barn, skulle vi undersøges for tuberkulose. Det skete en gang om året. Tuberkulosestationen kom med deres udstyr til skolen. Det hændte også, at nogle af os skulle til tuberkulosestationen inde i byen. Det var sådan, at man skulle op på medicinstuen lørdag aften, hvor man skulle have et plaster på hver sin side af brystet. Man skulle gå med det et døgns tid, hvorefter plastret skulle af. Så havde man måske noget udslæt på brystet, som skulle vise, om der var noget galt. Om tirsdagen skulle man så ind til byen for at blive undersøgt. Man skulle røntgenfotograferes med nøgen overkrop. Man stod foran en plade, som åbenbart var røntgenapparatet. Jeg mener at huske, det blev hejst op og ned, så pladen kom i niveau med brystet. Man skulle trække vejret ud og ind, mens lungerne blev fotograferet. Sådan husker jeg det, men ikke særlig tydeligt.

Vaccinationer var der også en del af i min tid. Vi skulle jævnligt vaccineres for polio pga. den store epidemi, som startede i 1952. I de sidste par år fik vi bare et stykke sukker med noget væske på i stedet for.

I min tid begyndte man med undervisning i engelsk, når man gik i 6. klasse. Det var i 1961. Året efter blev det lavet om, så eleverne fra 5. klasse fik undervisning i faget.

Når pigerne kom i 5. klasse skulle der undervises i skolekøkken. Drengene skulle undervises i sløjd. Dengang var karaktergivningen H. C. Ørsteds karaktersystem fra 1845, hvor man brugte betegnelser som fx ug, ug minus, mg kryds, mg osv. Systemet eksisterede indtil 1963.

Fysik fik vi først i 6. klasse. I skolen gjorde man meget ud af, at undervise os i bibelhistorie. Det handlede både om det gamle og nye testamente. Her lærte vi at forstå bibelens skabelsesberetning helt bogstaveligt. Senere hørte vi om de nordiske guder. Jeg tror, det var i 3. klasse. Omkring 5. og 6. klasse var det den græske og romerske mytologi. I 6. klasse hørte man om de fremmede religioner, som bl.a. handlede om religionerne i Indien og Kina. Som det kan ses i det ovennævnte, gjorde man meget ud af historieundervisningen, hvilket fik min store interesse. I de senere år hørte vi om Darwins udviklingslære. For mig blev den lige så rigtig som bibelens skabelsesberetning. Som barn og ung var der ingen til at drøfte de store eksistentielle spørgsmål med. Derfor var jeg meget forvirret omkring tro og viden, hvilket jeg fik en ordentlig afklaring på langt senere i mit voksenliv.

I 7. klasse skulle vi have verdenshistorie med forstanderen. Vi skulle stå ret bag vore stole, når han kom. Når han kom ind i klasseværelset slog han hælene sammen, hvorefter vi fik lov til at sætte os ned. Jeg mener ikke, der var meget tid til verdenshistorie. Tiden gik med, at han fortalte forskellige anekdoter fra sit eget liv.

I min tid fik vi også lommepenge. Vores skole skulle på en eller anden måde ligne vores omverden. Jeg tror, vi fik et par kroner om måneden.

Jeg mener, den højeste månedsløn for mig var syv eller otte kroner, hvilket var mange penge dengang. I den forbindelse fik vi også småjobs. Det kunne være, at noget af tøjet skulle afleveres til oldfruen. Det kunne også være, at snavsetøjet skulle afleveres til vaskeriet. Af praktiske grunde havde vi allesammen et nummer, så man kunne finde ud af, hvis der var hvis. Mit nummer var 31, som fulgte mig gennem alle årene.

I mange år blev vi også ens klippet af en frisør, som havde et gammeldags krøllejern som var ubehageligt at komme i berøring med. Krøllejernet blev varmet op på et spritapparat. Det brændte, når hun skulle lave krøller på os. Omkring 1961-1962 fik vi en moderne frisør, som kunne fikse os op.

Selvom man forsøgte at ruste os til et liv udenfor Refsnæsskolen, så lykkedes det ikke for alle. Der var nogen, som af forskellige årsager ikke magtede det. Nogle af os kom som børn på en afdeling, der hed Kærhus. Der kom man hen, hvis man var dårligt begavet, men måske også fordi man havde en adfærd, som var uforståelig for det seende personale. De større piger kom på et sted som hed Hestehavehus. Det var af samme årsager som de førnævnte. Værnehjemmet var også en lignende institution for voksne kvinder, fordi man mente, de ville få det svært med at klare sig ude i den store verden. Mændene kom på Raklevgården, hvilket havde samme funktion som de ovennævnte.

Os som var på skolen, så rigtig meget ned på dem, som var nødt til at bo på de ovennævnte institutioner, da vi følte os meget bedre begavet end dem.

Inden man skulle rejse fra skolen for aldrig at vende tilbage, ja, så skulle der tages afsked med kammerater og lærere. Jeg tror, jeg glædede mig til at komme derfra, for nu skulle jeg til København for at bevise, at jeg var blevet voksen. At jeg kom til at savne livet på Refsnæsskolen, kom jeg til at sande, da jeg lærte livet i København at kende. Det blev noget ganske andet end jeg havde regnet med, men det hører hjemme i en helt anden sammenhæng.

Jeg synes, det har været spændende at skrive om min tid på Refsnæsskolen, men det var ikke muligt uden hjælp fra Gerda Torbensen, som jeg gik i skole med. Hun husker en masse detaljer, jeg fuldstændig har glemt. Når jeg ser tilbage på den tid, så husker jeg mange af oplevelserne fra min indre verden samt tanker, jeg gjorde mig om det ene eller andet. For mig var musikken også en stor hjælp til at huske forskellige begivenheder.

Når jeg tænker over det, så kan jeg både sige godt og skidt om min gamle skole, men jeg vælger at tro, at man forsøgte at gøre det bedst mulige for os. Der vil altid være ar på sjælen og ting man ikke kan glemme, men det er til at bære trods alt. Jeg synes, at livet er for kort til at tænke på forurettelserne, så jeg vælger at huske på de ting, jeg kom til at sætte pris på.

Forfattet august 2017

4. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. 44 95 04 72

Mobil 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv., 2200 København N

Mobil 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J

Telefon 86 72 55 72

Mobil 40 62 11 23

E-mail: ole@obj.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1., 4000 Roskilde

Tlf. 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

Redaktør Rita Cecilie Varmby

Ramsingsvej 4 3.th., 2500 Valby

Tlf. 36 17 14 10

Mobil 21 43 02 23

E-mail: rcvarmby48@gmail.com

1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th., 4200 Slagelse

Mobil 25 53 82 43

E-mail: fohlmann@stofanet.dk

Nyhedsbrev nr. 1 januar 2019

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1 / 2019

Indhold

1. Hilsen fra formanden

2. Kontingentbetaling 2019.

3. Program for weekenden med generalforsamling 16-17. februar 2019.

4. Tilmelding til generalforsamling 2019.

5. Forslag til dagsorden til generalforsamlingen 16 02 2019.

6. Beretning 2018-2019.

7. regnskab for blindehistorisk Selskab 2018.

8. Revisionsprotokollat 2018.

9. Danske Blindes nationalsang.

10. Blindesagens skæbneår 1894.

11. Foreløbigt Program for 25 års jubilæumsarrangementet november 2019.

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

Allerførst vil jeg på bestyrelsens vegne ønske alle medlemmer et rigtigt godt nytår.

2019 bliver forhåbentlig et spændende og minderigt år for selskabet, hvor vi skal fejre vort 25 års jubilæum.

Med dette nyhedsbrev håber bestyrelsen, at have skabt det bedst tænkelige grundlag for den forestående generalforsamling.

Det vil være en stor lettelse for kassereren, hvis alle medlemmer i løbet af den næste måned sørger for at få indbetalt deres kontingent for i år. Det samme gælder indbetaling af deltagergebyr for alle de medlemmer som tilmelder sig til generalforsamlingen den 16. februar.

Beretningen for det sidste års arbejde vil forhåbentlig give anledning til en god diskussion på generalforsamlingen om virksomheden indenfor selskabet og resultere i gode forslag til det kommende års arbejde. I bestyrelsen håber vi, at endnu flere medlemmer vil engagere sig i arbejdet enten indenfor eller udenfor bestyrelsen. Som det kan ses af beretningen er der allerede adskillige medlemmer, som aktivt bidrager til at fremme selskabets aktiviteter.

Der er grund til at fæste stor lid til betydningen af vor opdaterede hjemmeside, som det fremtidige sted for udbredelsen af kendskabet til blindes historie. På generalforsamlingen bliver der mulighed for at høre Søren Jensen fortælle om arbejdet med den nye hjemmeside og fremkomme med kritik og forslag til forbedringer af denne.

Søndag den 17. februar sætter vi fokus på selskabets jubilæum med 2 blindehistoriske oplæg. Nyhedsbrevet indeholder et oplæg til mit foredrag med titlen “Blindesagens skæbneår 1894”. Dette vil forhåbentlig give deltagerne en forestilling om omdrejningspunktet for mit oplæg. Spændende bliver det at høre professor Birgit Kirkebæk fortælle om den udvikling, der resulterede i en forstærket handicaphistorisk interesse, som førte til oprettelsen i 1980 -1990-erne af flere foreninger på området, herunder vort eget selskab.

I bestyrelsen foreslår vi, at vi i generalforsamlingsweekenden synger “Danske blindes nationalsang” skrevet af klaverstemmer Jørgen Marius Hansen i 1915 og sat i musik i begyndelsen af 1920-erne af organist Laurids Lauridsen. Derfor er sangens tekst medtaget i nyhedsbrevet, så alle deltagere har mulighed for på forhånd at gøre sig fortrolig med den og lære den udenad.

Vel mødt til generalforsamlingen og til det kommende jubilæumsarrangement i november.

2. Kontingentbetaling 2019, af kasserer Ole Brun Jensen

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet til blindehistorisk selskab på 150 kr.

Du kan indbetale via bankoverførsel til reg 1551 0501697, eller til samme konto via blindegiro.

Skriv dit navn i tekstfeltet, så jeg kan identificere indbetalingen.


Som noget nyt kan du også indbetale via mobilepay 44678 og skrive navn i tekstfeltet.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller Mobilepay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på 40 62 11 23, så vi sammen kan finde en løsning på hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.


Jeg vil opfordre alle medlemmer til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar i år. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 16. februar 2019, hvis du agter at deltage i denne.

3. Program for weekenden med generalforsamling 16. – 17. februar 2019, af Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, at kunne byde alle medlemmer velkommen til dette års generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 16. til søndag den 17. februar 2019.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.

Program for lørdag den 16. februar 2019:

Kl. 14.00 -16.30 Generalforsamling afbrudt af kaffe / te pause.

Kl. 16.45 -17.30 Søren Jensen fortæller om www.blindehistorisk.dk og besvarer spørgsmål.

Kl. 17.30 Fællessang.

Afslutning ved formand Poul Lüneborg.


Kl. 19.00 Middag i Opholdsstuen, så deltagerne kan fortsætte hyggeligt samvær efter middagen samme sted.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Det er med aftenens program tanken at tage fat på fejringen af selskabets 25 års jubilæum. Enhver deltager i generalforsamlingen, er forud for arrangementet meget velkommen til, overfor mig eller et af de øvrige medlemmer af bestyrelsen, at foreslå bidrag til den fælles underholdning, så disse forslag kan indarbejdes i aftenens program.

Planerne for denne aften ser foreløbig ud som følger:

Kl. 20.30 Sætter René H. Nielsen sig til klaveret. Den musikalske underholdning vil blive afbrudt af forskellige indslag. I skrivende stund har Ove Gibskov givet tilsagn om at synge nogle sange, hentet blandt tekster fra det blindehistoriske arkiv. Desuden har Rita Cicilie Varmby tilkendegivet at hun vil synge en lille sang fra oktober 1986, som hun selv har sat musik til.

En enkelt sang eller to, en fortælling et eventyr med et blindehistorisk islæt fra andre deltagere modtages som anført meget gerne. Kontakt mig gerne herom på forhånd, så der bliver sammenhæng i aftenens forløb og så musikken kan være forberedt på det, der skal ske, såfremt der er tale om et indslag, der kræver musikakkompagnement.

Kl. 23.30 slutter musikken og dermed aftenens officielle program.

Program søndag den 17. februar 2019:

Kl. 7.00 – 9.30. Morgenmad i centrets restaurant.

Kl. 9.30 Bblindehistoriske oplæg med efterfølgende spørgsmål og diskussion i anledning af selskabets 25 års jubilæum.

Oplæg nr. 1: ”1894 et skæbneår for udviklingen af Blindesagen i Danmark”

Hvilke forhold var bestemmende for udviklingen forud for 1894 og i de efterfølgende år?

Selskabets formand Poul Lüneborg giver en beskrivelse af udviklingen af den danske blindesag 100 år før stiftelsen af Blindehistorisk Selskab.

10.15 -10.30 Kaffe / te pause.

Oplæg nr. 2: ”Om opkomsten af den handicaphistoriske forskning samt om etableringen af de forskellige handicaphistoriske selskaber i 1980erne og 1990erne”. Professor Birgit Kirkebæk giver et historisk rids over udviklingen som blandt andet førte til stiftelsen af Blindehistorisk Selskab.


Kl. 11.30 Fællessang og afslutning ved formand Poul Lüneborg.

sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

4. Tilmelding til generalforsamling 2019, ved Poul Lüneborg

Kære medlem.

Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 16. til søndag den 17. februar 2019, skal jeg bede dig om at kontakte kasserer Ole Brun Jensen senest mandag den 4. februar 2019. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at bestyrelsen skal have tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 30 værelser på centret, en del af disse er allerede i skrivende stund booket, så skynd dig med din tilmelding!

Kasserer Ole Brun Jensen kan kontaktes på tlf. 40 62 11 23 eller på Mail ole@obj.dk.

Deltagelse i arrangementet koster 450,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg 1551 0501697, eller til samme konto via blindegiro.

Skriv dit navn i tekstfeltet, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Som noget nyt kan du også indbetale via mobilepay 44678 og skrive dit navn i tekstfeltet.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 450,00 kr. via bank eller Mobilepay, så er du altid velkommen til at ringe til Ole Brun Jensen på 40 62 11 23, så der kan findes en løsning på hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 Eller på mail: fuglsang@blind.dk

Bestyrelsen glæder sig til at se rigtig mange til årets generalforsamling.

På gensyn på Fuglsangscentret.

5. Forslag til dagsorden til generalforsamlingen 16 02 2019

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes §7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes §7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018. De gældende vedtægter blev udsendt til alle medlemmer sammen med Medlemsbrev nr. 2 / 2018 udsendt den 18. maj 2018, vedtægterne kan tillige ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 17. februar 2018. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 23. februar 2018 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2018, som udkom den 18. marts 2018, dette nyhedsbrev kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen offentliggøres i Nyhedsbrev nr. 1 / 2019.

7. Forslag: Oprettelse af diskussionsliste på ”Bilindsigt.dk”.

Bestyrelsen ønsker generalforsamligens stillingtagen til et sådant forslag.

8.Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2018 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Regnskabet og revisionsprotokollen offentliggøres i Nyhedsbrev nr. 1 / 2019.

9. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

10. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse

11. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 1 år i 2018.

b. Thorvald Kølle valgt i 2017 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby valgt for 1 år i 2018.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2018.

De nævnte medlemmer og suppleanter er alle villige til at modtage genvalg.

e.Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2018 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2018.

12. Eventuelt.

6. Beretning 2018-2019, af Formand Poul Lüneborg

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 17. februar 2018 til generalforsamlingen den 16. februar 2019.


Indholdsfortegnelse:

1. Indledning

2. Medlemsstatus

3. Selskabets Medlemsliste

4. Arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg

5. Selskabets egne projekter i det forløbne år

5.1. Henning Eriksens Museumsdagbog

5.2. Dansk Blindesamfunds 52 interview med blinde fra begyndelsen af 1990-erne

5.3. Projektregistrering af blindehistoriske effekter

5.4. Projekt ”Blindes levevilkår i 1970-erne”

5.5. Dansk Blindesamfunds Amatørteater

5.6. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter

6. Informationsvirksomhed

6.1. Udsendte nyhedsbreve

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk

6.3. Andre informationskanaler

7. Selskabets elektroniske arkiv

8. Medlemsarrangementer

9. Administrative og økonomiske forhold

10. Afsluttende bemærkninger

1. Indledning

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende sammensætning:

Poul Lüneborg, formand

René Ruby, næstformand

Ole Brun Jensen, kasserer

Rita Cecilie Varmby, redaktør

Thorvald Kølle, sekretær

Leif Martinussen, 1. suppleant

Allan Folmann, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der er i beretningsperioden afholdt 6 møder.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående blev besluttet på det første møde afholdt den 18. februar 2018 umiddelbart efter afslutningen af sidste års generalforsamling.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere opstillede mål for at sikre gennemførelsen af vedtagelserne på møderne. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus

Ved starten på 2018 talte selskabet 117 medlemmer, heraf var 112 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegård og NOTA samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Efter generalforsamlingen blev alle medlemmer som endnu ikke havde betalt kontingent kontaktet pr. brev og i en række tilfælde også pr. telefon. På alle møder i bestyrelsen har dagsordenen indeholdt et punkt vedrørende hvervning af nye medlemmer. Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt Blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke en artikel i rubrikken ”Meddelelser” om forskellige emner og aktiviteter.

Det er foreløbig bestyrelsens målsætning, at selskabet på ny når op på at tælle 150 medlemmer, som var niveauet ved udgangen af 2004. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det der populært benævnes Synsdanmark opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse kollektive medlemmer væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres virksomhed. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt og hjælp til at informere om selskabets arbejde. Dertil kommer, at nogle af selskabets medlemmer fra tid til anden har behov for bistand fra frivillige til at gennemgå og registrere dokumenter og lignende med henblik på eventuel arkivering.

For at nå ud med information om selskabet til mennesker udenfor DBSs medlemskreds, har vi desuden rettet henvendelse til Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg for at forhøre os om, hvorvidt selskabets arbejde direkte eller indirekte kunne omtales i artikler i tidsskriftet Øjeblikket, der udsendes i 80.000 eksemplarer til mennesker som støtter DBS økonomisk.

Det er bestyrelsens vurdering, at den informationsfolder, som vi lod fremstille i oktober 2016 og som blev udsendt til alle medlemmer, ikke har haft den forventede betydning for hvervning af nye medlemmer. Derfor har bestyrelsen undladt at optrykke en ny folder.

I løbet af 2018 har vi sagt farvel til 5 medlemmer. Medlemmerne, som er gået bort er Ole Stig Mejndor, Henning Backs, Tina Christiansen, Jeannette Møller Johansen og Karen Marie Mætzke.

I bestyrelsen var vi meget berørt over meddelelsen om Henning Backs bortgang. Vi lærte ham at kende som en særdeles loyal og samvittighedsfuld kammerat gennem hans arbejde som kasserer i 2 år frem til sidste års generalforsamling. Han vil blive husket for sin indsats i selskabets tjeneste og i forbindelse med mange andre opdrag indenfor den hjemlige blindesag.

DBSs medlemsblad nr. 10, der udkom den 7. august 2018, bragte ved en fejl ikke den omtale af Henning Backs død, som jeg på bestyrelsens vegne havde fremsendt. Derfor disse mindeord i nærværende beretning. Derudover synes jeg, der er grund til at anføre yderligere nogle bemærkninger i anledning af de medlemmer, som vi har mistet. Ole Mejndor har som kredsformand i den nordlige del af det tidligere Københavns Amt gennem mange år sat sit præg på den hjemlige blindepolitiske udvikling. Hans indsats beskrev jeg i de mindeord som udsendtes sammen med Medlemsbrev nr. 2/2018 fra den 14. maj 2018. I selskabet vil vi blandt andet huske Tina Christiansen for hendes medforfatterskab til diskografien om sangeren Johannes Wahl, som hendes mand Lars Bang Andersen beskrev på medlemsarrangementet den 19. februar 2017. Vi vil mindes og savne alle de 5 nævnte medlemmer.

Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2018 var 131 medlemmer som har betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2019 tæller 127 medlemmer, hertil kommer en række henvendelser om medlemskab, som først får virkning fra i år. Der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

3. Selskabets medlemsliste

Selskabet udsendte den 9. maj 2018 en medlemsliste til alle medlemmer i 4 medier efter det enkelte medlems eget valg.

På sidste års generalforsamling var der enighed om, at selskabet fremtidig udsender en medlemsliste én gang årligt snarest muligt efter den ordinære generalforsamling i årets 1. kvartal. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten og med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Bestyrelsen beklager de få fejl, som desværre optrådte i årets medlemsliste. Fejlene nåede heldigvis at blive rettet, inden udsendelse af den elektroniske version, som udsendes til ca. 80 % af medlemmerne.

4. Arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg

Bestyrelsen udpegede på sit møde den 22. marts 2018 Poul Lüneborg og René Ruby som selskabets repræsentanter i gruppen. Det har også i indeværende beretningsperiode været Karen Marie Petersen og Ove Gibskov, der har repræsenteret DBS Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg i gruppen.

Gruppen har i perioden afholdt et møde den 11. september 2018 i Lyngby-Tårbæk Kommunes Frivilligcenter. I mødet deltog Ion Meyer, leder af samlingerne ved Medicinsk Museion og hans kollega museumsinspektør Jacob Kjærgaard, der gennem de seneste 3 år har haft ansvaret for at registrere og digitalisere Den Blindehistoriske Samling.

Ud over en gensidig udveksling af redegørelser om status over udviklingen, indenfor det blindehistoriske arbejde, var mødets vigtigste emne, meddelelsen om, at det 3-årige projekt til sikring af Den Blindehistoriske Samling ville blive afsluttet pr. 1. oktober 2018. Dette var just et af de mål, som var baggrunden for stiftelsen af selskabet den 18. november 1994. Derudover behandlede mødet selskabets projekter, som er omtalt nedenfor under pkt. 5. Gruppen bad på sit forrige møde den 1. juni 2017 landsformand Thorkild Olesen om på vegne af DBS om at rette henvendelse til Synscenter Refsnæs om at optage forhandling med Region Sjælland om en fremtidig sikring af centrets historiske samlinger gennem en permanent placering på Synscenter Refsnæs samt gennem en bevilling af økonomisk støtte til samlingernes registrering og vedligeholdelse. Der forelå til mødet ingen meddelelse om resultatet af henvendelsen.

Gruppen har desuden taget initiativ til et opfølgende møde med Post-, Tele- og Kommunikationsmuseet, Enigma. Møde blev afholdt den 15. januar 2018 med særlig fokus på historier om initiativer – bl.a. baseret på eksisterende teknologier til en kommende udstilling på museet.

Arbejdsgruppen har planlagt sit næste møde til afholdelse den 15. februar 2019.

5. Selskabets egne projekter i det forløbne år

5.1 Henning Eriksens Museumsdagbog.

Henning Eriksen var ansat som frivillig medarbejder ved den blindehistoriske samling på Blindeinstituttet i årene 2001 til 2011, hvorefter samlingen blev overdraget til Medicinsk Museion. I gennem den nævnte 10-års periode skrev Henning Eriksen dagbog.

Efter generalforsamlingen i 2017 sørgede næstformand René Ruby for af manuskriptet og de 2 vurderinger, som bestyrelsen havde indhentet fra professor Birgit Kirkebæk og Kirsten Broager, fhv. informationschef ved Nota, blev indleveret til Rigsarkivet.

Bestyrelsen har i beretningsperioden arbejdet på at afklare, hvorledes der kunne skaffes de fornødne midler til udgivelsen af manuskriptet efter en kritisk redaktion af dette. Dorte H. Silver har indvilget i at forestå den redaktionelle bearbejdning af manuskriptet, ligesom der er indhentet tilbud fra forlaget Kahrius. På baggrund af det af bestyrelsen udarbejdede budget på ca. 60.000 kr. til udgivelsen, er det bestyrelsens plan, at udgivelsen vil kunne præsenteres ved det særlige jubilæumsarrangement den 25-26. november 2019.

Udgivelsen må betragtes som et fornemt supplement til Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion og være en værdigt markering af den meget store indsats, som Henning Eriksen frem til sin død har ydet til bevarelsen af blindes historie.

5.2. Dansk Blindesamfunds 52 interview med blinde fra begyndelsen af 1990-erne.

På baggrund af den orientering om disse interview, som har været gengivet i de sidste års beretninger, har bestyrelsen arbejdet videre med et projekt under titlen ”Blindes levevilkår gennem 150 år”.

Næstformand René Ruby fremlagde for bestyrelsen i slutningen af 2017 en redegørelse på 4 sider om, hvorledes et sådant projekt kunne tænkes realiseret. Der vil være tale om et projekt, som løber over 3 år med ham selv som ansvarlig for projektets gennemførelse.

Beskrivelsen af blindes levevilkår gennem de sidste 150 år tænkes baseret på breve i Rigsarkivet fra instituttets elever, de 52 ovennævnte interview og en række senere interviewprojekter. Projektet vil forudsætte en finansiering på ca. 810.000 kr. gennem bevillinger fra fonde samt medvirken fra både DBS og Medicinsk Museion.

I den forløbne beretningsperiode har projektet været drøftet på møder med Dansk Blindesamfund ved landsformand Thorkild Olesen og efterfølgende med samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion. De stillede sig begge positivt til at støtte projektets gennemførelse. Projektbeskrivelsen skal underkastes en kritisk gennemgang og oversættes til engelsk, for at denne kan danne grundlag for fremskaffelse af fondsmidler til projektets gennemførelse. . Bestyrelsen har i lyset heraf givet René Ruby sin fulde støtte til at han arbejder videre med dette spændende projekt.

5.3. Projektregistrering af blindehistoriske effekter

Dette projekt blev startet i 2015.

Det har, som beskrevet i beretningen fra 2016/2017, været svært at få ”løbet projektet i gang” på trods af flere artikler i såvel DBs medlemsblade, selskabets nyhedsbreve og diverse medlemsbreve. Men nu ser det ud som om de mange og vedvarende informationsanstrengelser om dette initiativ begynder at bære frugt. Bestyrelsen har i løbet af 2017 og første halvdel af 2018 modtaget adskillige henvendelser fra medlemmer og andre. Det drejer sig blandt andet om en henvendelse fra Blindeinstituttets hjælpemiddeludstilling med forslag om at vurdere hjælpemidler som udgår af udstillingen på grund af alder eller som følge af den teknologiske udvikling. Flere medlemmer har derudover henvendt sig for at få en vurdering af om forskellige hjælpemidler og bøger i punktskrift kunne være af interesse.

I bestyrelsen har der været enighed om vigtigheden af at fastholde og udvikle dette projekt. Jeg har sammen med et af selskabets medlemmer Laus Klüwer, der har betydelig indsigt på hjælpemiddelområdet, afholdt et møde den 3. september 2018 med Birgit Christensen, med ansvaret for Hjælpemiddeludstillingen ved IBOS. En mængde hjælpemidler, som ikke længere benyttes, blev gennemgået og registreret på mødet. På baggrund af de nævnte henvendelser fra medlemmer og fra mødet med IBOS er der blevet udarbejdet et notat indeholdende en oplistning af de registrerede genstande fordelt i 24 kategorier. Dette notat blev efter mødet i Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe den 11. september 2018 overdraget til samlingsleder Ion Meyer og museumsinspektør Jacob Kjærgaard.

Det videre arbejde indenfor rammerne af registreringsprojektet afventer en tilbagemelding fra Medicinsk Museion. Det bliver spændende at erfare hvilke af de registrerede emner, der vil kunne bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling.

Sluttelig skal det under dette punkt nævnes, at det er lykkedes for et af selskabets aktive medlemmer Arne Christensen at få rådighed over plads på IBOS til opbevaring af modtagne genstande til registreringsprojektet, så disse kan gives en sikker opbevaring indtil stillingtagen til af om de ønskes inddraget i samlingen.

5.4. Projekt ”Blindes levevilkår i 1970-erne”.

Selskabet blev i 2016 opfordret til at gennemføre en interviewundersøgelse til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse blindes leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne på baggrund af de ændrede uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som indtraf i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion havde overfor arbejdsgruppen, nedsat blandt selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man manglede en sådan dokumentation.

Bestyrelsen har i den forløbne arbejdsperiode, besluttet at genoptage bestræbelserne på at gennemføre dette projekt, efter at den først nedsatte gruppe besluttede at indstille arbejdet med de planlagte interview.

Rita Cecilie Varmby, Ole Brun Jensen og Thorvald Kølle med sidstnævnte som tovholder, har påtaget sig sammen med nogle andre af selskabets medlemmer at gennemføre projektet. Gruppen har afholdt et møde for at afklare spørgsmålene, som skal benyttes ved interviewene og kriterier for udvælgelse af de 25 personer, som det er tanken at interviewe. Gruppen forventer at kunne påbegynde arbejdet i løbet af 2019.

5.5. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

I forbindelse med afviklingen af Dansk Blindesamfunds Amatørteater i begyndelsen af 2007, fik selskabet overleveret denne forenings formue og 81 DAT bånd med optagelser af teatrets forestillinger gennem årene.

2017 var 10-året for teatrets opløsning. For at fastholde kendskabet til amatørteatret og dets betydning for blinde gennemførte selskabet i sidste beretningsperiode en række tiltag. Blandt disse skal nævnes:

– 2 medlemsarrangementer med fokus på teatrets forestillinger, disse arrangementer kan nu aflyttes på selskabets hjemmeside under menupunktet ”Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”.

Selskabets elektroniske lydarkiv indeholder på nuværende tidspunkt 31 optagelser af teatrets forestillinger. 21 af disse vil i løbet af 2019 blive lagt på selskabets hjemmeside under menupunktet ”Lydarkiv”. De gældende ophavsretlige regler stiller sig i vejen for at det vil være muligt at gøre de resterende 10 forestillinger tilgængelige på hjemmesiden i den nærmeste fremtid.

I forlængelse af dette arbejde har vi fra teatrets sidste formand Eva Berdiin modtaget en omfattende scrapbog, der belyser amatørteatrets virksomhed gennem dets 60-årige levetid. Scrapbogens 3 ringbind indeholder materiale om forestillinger opført i årene 1979-2006 i form af programmer, billeder og omtale af de enkelte forestillinger. Desuden indeholder scrapbogen en liste over personer, der har været aktive i teatret i årene 1946-2002. Endelig findes en fortegnelse over 82 forestillinger, der er blevet optaget på lydbånd. Det viser sig, at amatørteatret har taget båndoptageren i brug fra dennes tidligste barndom, således findes der optagelser helt tilbage fra 1956.

De 81 DAT bånd, som selskabet har fået overleveret, skulle indeholde optagelser af mindst 49 forestillinger. Der tilbagestår derfor stadig et arbejde med at få et endeligt overblik over hvor mange af amatørteatrets forestillinger, der er bevaret i digital form.

Det er bestyrelsens håb, at en afklaring af dette spørgsmål kan opnås i det kommende år.

– Henning Eriksen foreslog på bestyrelsens møde den 12. januar 2017, at der gennemføres en række interview af amatørteatrets tidligere medlemmer, som stadig lever, for at belyse amatørteatrets virksomhed og betydning. I forbindelse med bestyrelsens prioritering af hvilke opgaver, der for tiden er kræfter til at gennemføre, er dette projekt ind til videre sat i bero.

5.6. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.

Bestyrelsen tiltrådte på sit møde i juni 2017 et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.

Bestyrelsen har i forlængelse heraf oprettet et særligt menupunkt på foreningens hjemmeside vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.

Som inspiration til dette arbejde indrykkede Henning Eriksen i Nyhedsbrev nr. 4 fra oktober 2017 en oversigtsartikel om emnet. Derudover gav Leif Martinussen på bestyrelsens møde den 8. juni 2017 en omfattende orientering om det betydelige arkivmateriale, som han besidder om dette emne. Han fortæller, at han i slutningen af 2018 er nået til vejs ende med systematiseringen af materialet. I løbet af begyndelsen af 2019 vil der derfor på selskabets hjemmeside kunne offentliggøres en omfattende historisk fremstilling af blindes sport og idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området.

I den forløbne beretningsperiode, er der indsamlet en række lydoptagelser til dette menupunkt. Henrik Olsen, der er et af selskabets medlemmer med særlig interesse for at indsamle og registrere lydoptagelser, har leveret en række spændende lydoptagelser til selskabets arkiv med henblik på, at disse kan blive gjort tilgængelige for offentligheden. Optagelserne vil formentlig kunne lægges på hjemmesiden i løbet af dette år.

6. Informationsvirksomhed

6.1. Udsendte nyhedsbreve

Ifølge §3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst 2 gange årligt.

I 2018 blev der udsendt 5 nyhedsbreve, mens der i skrivende stund kun er truffet beslutning om udsendelse af 2 nyhedsbreve i 2019, et forud for generalforsamlingen og et i april måned indeholdende blandt andet referatet af generalforsamlingen. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve for dette år. Alle nyhedsbreve udsendes i 4 medier efter medlemmernes ønske – almindelig tryk, som Daisy lydfil på CD, som et elektronisk dokument, eller i punktskrift. DBS sekretariat bistår mod betaling med at producere de 2 førstnævnte versioner, mens Svend Thougaard via Refsnæsskolens trykkeri fortsat forestår punktudgaven, hvilket bestyrelsen er meget taknemmelig for.

Bestyrelsen har i beretningsperioden kunnet glæde sig over at modtage en række bidrag af høj kvalitet og relevans fra en række medlemmer til nyhedsbrevene. Sådanne artikler bidrager til at gøre nyhedsbrevene interessante og til tider morsomme. Det vil vi gerne takke alle bidragydere for. I skrivende stund kan det konstateres, at der er modtaget en række artikler / tilsagn om at skrive sådanne til kommende nyhedsbreve fra medlemmer af selskabet.

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

På baggrund af tilslutningen på sidste års generalforsamling til forslaget om at forny og opdatere selskabets hjemmeside, har denne arbejdsopgave spillet en stor og central rolle i bestyrelsens arbejde i indeværende beretningsperiode.

Bestyrelsen indgik i slutningen af juli 2018 en aftale med Søren Jensen, der er selvstændig IKT konsulent og som selv er blind, hvorfor vi skønnede, at vi gennem en aftale med ham ville få det bedste resultat, hvad angår tilgængelighed og brugervenlighed. I selskabet kan vi glæde os over, at den opdaterede hjemmeside – www.blindehistorisk.dk – lever op til vore forventninger. Søren Jensen har efterfølgende som midlertidig webmaster lagt et stort arbejde i at skabe grundlaget for opbygningen af et lydarkiv på hjemmesiden.

Der er oprettet et selvstændigt menupunkt med lydoptagelser fra medlemsarrangementer, her findes nu 13 optagelser. Den ældste optagelse er fra februar 2001, hvor fhv. landsformand Svend Jensen giver en historisk belysning af ”Blindes vilkår i Danmark” frem til optagelsen af det seneste arrangement den 25. oktober 2018, hvor brødrene Hans og Henrik Olsen præsenterer et causeri over deres opvækst og skolegang på Refsnæskolen. Derudover findes under Menupunktet ”Lydarkiv”” en række underpunkter, hvoraf de fleste er under opbygning. Et af disse underliggende menupunkter vedrører Instituttet for Blinde og Svagsynede – IBOS. Her findes nu 12 lydoptagelser, som belyser instituttets historie med optagelser fra markeringen af 100-års jubilæet november 1958 og frem til markeringen i november 2018 af 50-året for instituttets nuværende bygninger i Hellerup. I lydoptagelserne møder man en række elever og flere markante forstandere, blandt disse skal nævnes Ditlev Arens, H.C. Seierup , Kirsten Jansbøl og Claus Høm. Arbejdet med opbygningen af lydarkivet vil fortsætte i det kommende år med lydoptagelser knyttet til Refsnæsskolen, Blindes Arbejde, Nota, Bredegård og meget mere. Selskabets lydarkiv rummer en mængde lydoptagelser, som bestyrelsen glæder sig til at kunne præsentere på hjemmesiden. Det må imidlertid påregnes, at der medgår nogen tid til dette arbejde, idet hver lydfil skal forsynes med et filnavn og en tilhørende informationstekst, så det bliver muligt på forhånd at danne sig et indtryk af filernes indhold.

Årsberetningen for sidste år indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens 2 dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ikke været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at realisere den tidligere beslutning om at supplere litteraturlisten med en del 3, omfattende den litteraturoversigt, som det tidligere Blindehistoriske Museum havde ladet udarbejde. Denne liste er på mere end 100 sider.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I løbet af 2018 har vi kunnet glæde os over at modtage flere sådanne henvendelser.

De 17 links på hjemmesiden, der henviser til andre relevante hjemmesider, er også på den nye hjemmeside forsynet med stikordsbeskrivelser til forklaring af deres blindehistoriske relevans.

6.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen i 2018 har bestyrelsen udsendt et enkelt medlemsbrev. Det blev udsendt den 18. maj 2018 og blev ledsaget af medlemslisten for 2018 og en revideret udgave af selskabets vedtægter. Efterfølgende har det været overvejet at udsende yderligere et medlemsbrev sammen med et eksemplar af de privatlivspolitiske retningslinjer, som bestyrelsen har vedtaget efter at EUs regler om databeskyttelse trådte i kraft den 1. maj 2018. Det er René Ruby, som har stået for at udarbejde forslag til selskabets privatlivspolitik. Der er grund til at notere sig, at selskabet som følge af disse retningslinjer efter aftale med DBS ikke længere opbevarer medlemmernes cpr-numre, men derimod kun fødselsdag og eventuelt medlemsnummer til brug ved ansøgning om tilskud. Selskabets privatlivspolitik kan læses på den opdaterede hjemmeside og vil blive udsendt til alle medlemmer i alle 4 medier ved først givne lejlighed.

Derudover har vi som anført ovenfor under pkt. 2 bestræbt os på at gøre selskabet synligt gennem artikler i en række af årets Medlemsblade fra DBS.

Endelig skal det under dette punkt anføres, at bestyrelsen endnu engang har drøftet oprettelsen af en diskussionsliste efter nedlæggelsen af DBS server. Det er bestyrelsens opfattelse, at selskabet indtil videre er dækket ind gennem de Nyhedsbreve og Medlemsbreve, som løbende udsendes. Princippet om, at alle udsendelser fra bestyrelsen skal være tilgængelig for alle medlemmer ligger til grund for denne opfattelse. Her skal det bemærkes at ca. 30 ud af de 131 medlemmer har valgt at modtage post i sort, punkt og i form af en Daisy-lydfil.

7. Selskabets elektroniske arkiv.

Det har ikke i beretningsperioden været muligt at afse tid til en systematisk opdatering af selskabets arkiv. Det skal dog i denne forbindelse anføres, at arbejdet med opdateringen af hjemmesidens lydarkiv, har givet anledning til en omfattende registrering af lydfiler, som opbevares i arkivet, jf. ovenfor under pkt. 5.2. De fleste lydfiler i arkivet forefindes som WAV-filer, som konverteres til mp3-filer, før de lægges på hjemmesiden. Dette gøres for at opbevare filerne i den bedste kvalitet og for at spare plads på hjemmesiden.

Under dette punkt er der desuden grund til at nævne 2 glædelige nyheder samt en beklagelse. Næstformand René Ruby kunne for det første på bestyrelsesmødet den 28. juni 2018 præsentere fundet af referatet af selskabets stiftende generalforsamling den 18. november 1994. Dette referat har bestyrelsen gennem de seneste 3 år udfoldet store anstrengelser for at finde. Referatet som forelå i punktskrift er nu overskrevet til et elektronisk dokument og kan ses på hjemmesiden.

For det andet har man i Dansk Blindesamfunds arkiv i begyndelsen af 2018 fundet en kasse med følgende særdeles interessante arkivmateriale: Bemærk at årstallene kun angiver året for det ældste og yngste i rækken af dokumenter ang. det pågældende emne og ikke nødvendigvis alle mellemliggende dokumenter.

Referater af Københavnskredsens generalforsamlinger 1932 til 1967.

Bestyrelsesprotokoller Danmarks Blinde 1943 til 1959

Korrespondance Danmarks Blinde 1921 til 1960

Foreningen Dansk Blindesamfunds Venner 1955 til 1962

Protokol Danmarks Blinde 1952 til 1959

Carl Cohn Haste kopibog 1914 til 1915

Carl Cohn korrespondance 1912 til 1916

Korrespondance vedr.  DBS’ 50 års jubilæumsreception

Korrespondance vedr. lokale jubilæumsfester 1961

Manuskripter i forbindelse med 50-års jubilæet

Ansøgninger om fattighjælp 1913 til 1916

Jeg blev i begyndelsen af februar 2010 spurgt om jeg havde noget kendskab til hvor Carl Cohn Hastes kopibog for årene 1914 til 1915 befandt sig. Nu er denne værdifulde bog fundet. Den fortæller om hans arbejde med at gennemføre den særlige bestemmelse om blindes adgang til økonomisk støtte i form af fattighjælp uden tab af borgerlige rettigheder i Fattiglovens § 61, som blev gennemført i 1914 og som fhv. landsformand Svend Jensen har beskrevet i bogen ”Det første skridt mod ligestilling”.

Når dette er sagt, skal selskabet beklage den forringede adgang til historisk arkivmateriale, som er blevet resultatet af Dansk Blindesamfunds nye hjemmeside, som kom til verden i slutningen af 2018. Det historiske materiale, som tidligere var tilgængelig på hjemmesiden, kan fremover kun rekvireres ved at fremsende en konkret anmodning om en kopi af bestemte dokumenter.

8. Medlemsarrangementer

Efter sidste års generalforsamling gav museumsinspektør Jacob Kjærgaard fra Medicinsk Museion søndag den 18. februar 2018 et særdeles inspirerende foredrag om Den Blindehistoriske Samling. Denne beskrivelse byggede på hans arbejde med samlingen gennem 3 år i forbindelse med gennemførelsen af det omfattende digitaliseringsprojekt. Jacob Kjærgaards redegørelse gav efterfølgende anledning til en omfattende spørgelyst. Dette foredrag blev den 11. september 2018 gentaget ved et arrangement på Lyngby Hovedbibliotek, arrangeret af Ion Meyer og Arne Christensen fra DH-Lyngby-Tårbæk. Dette arrangement samlede omkring 80 tilhørere. Så der må siges at være en betydelig interesse for at høre om samlingen af blindehistoriske genstande. Dette sidste foredrag vil blive lagt på selskabets hjemmeside.

Den 25. oktober 2018 var selskabet arrangør af et medlemsarrangement med brødrene Hans Erik og Henrik Olsen i salen på solterrasserne i Valby. Godt 30 deltog i arrangementet, hvor brødrene under titlen ”Fra børnehjem på Refsnæskolen til blinde forældre i Køge” causerede over deres opvækst og skolegang. Der var tale om et både morsomt og tankevækkende foredrag, som efterfølgende gav anledning til mange spørgsmål og opfriskning af minder blandt tilhørerne om egne oplevelser under deres eget ophold på denne kostskole for blinde. På selskabets hjemmeside kan man høre en optagelse af dette fornøjelige arrangement. Der var blandt deltagerne i arrangementet stor tilfredshed med Hans og Henrik Olsens bidrag til at fastholde minderne som de oplevede på Refsnæsskolen i 1960-70-erne.

9. Administrative og økonomiske forhold.

I det forgangne år har Ole Brun Jensen lagt et stort arbejde i at løfte arven efter sin forgænger på kassererposten. En række administrative opgaver som følger i kølvandet af et kassererskifte i en forening i vor tids digitaliserede tidsalder har krævet en omfattende arbejdsindsats fra kassereren og formanden.

Blandt disse opgaver skal nævnes udfyldelse og indsendelse af en række formularer for at opnå adgang til selskabets bankkonto og ajourføring af selskabets registrering på www.virk.dk. Hertil kommer en afklaring af betingelserne for at opnå adgang til selskabets E-Box, DK-hostmaster, hotel for hjemmesiden og oprettelse af selskabet som kunde på Mobilepay. Vigtigheden af, at disse forhold hurtigt bringes i orden ved kassererskifte erfarede vi, da det efter et par måneder lykkedes at nå til vejs ende med de nævnte opgaver. Det viste sig, at der i E-boxen lå ubetalte fakturaer, som skulle afklares med Københavns kommune for at undgå strafgebyrer for ikke at nævne det der er værre. Bestyrelsen har på baggrund af disse erfaringer besluttet at samle alle nødvendige oplysninger i form af brugerrettigheder, brugernavne og adgangskoder i selskabets E-Box, så kommende bestyrelsesmedlemmer ikke skal i gennem de samme udfordringer. Kort før årsskiftet nåede vi tillige at blive forsøgt franarret penge fra en kriminel rekvirent på internettet, en sag som skulle indberettes til politiet.

Rutinerne i forbindelse med den løbende bogføring, kvittering for indbetalinger og betaling af kreditorer har i gennem beretningsåret været gennemført på meget tilfredsstillende måde. Hertil kommer opgaverne med at passe medlemskartoteket og opgaven med at administrere medlemslisten.

Til trods for et systematisk registreringsarbejde gennem 2018 viste det sig forbundet med en tidskrævende arbejdsindsats at udarbejde en endelig oversigt over medlemstallet ved årets udgang.

Bestyrelsen blev på sidste års generalforsamling gennem en ændring af selskabets vedtægt bemyndiget til at investere 125.000 kr. i værdipapirer bestående af op til 30 % aktier og resten i realkreditobligationer. Baggrunden for vedtægtsændringen var om muligt at skaffe en supplerende renteindtægt af den del af den likvide formue, som ikke indgår i den daglige drift. Bestyrelsen har indtil videre valgt ikke at benytte sig af denne investeringsmulighed, da den økonomiske fordel herved blev vurderet til at være for usikker.

Selskabet har i 2018 haft samlede indtægter på 35.381,00 kr. dertil kommer forudgående kontingentindbetalinger for 2019 på 900,00 kr. mens de samlede udgifter udgjorde 52.399,00 kr. Dertil kommer mødeudgifter på ca. 2.196,00 kr. der er modtaget efter årsskiftet. Det betyder at årets resultat er et underskud på 17.018, 00 kr. Det skal bemærkes at udgiften i dette regnskabsår til opdatering af den nye hjemmeside har kostet 18.391,13 kr. Et medlem har overfor mig nævnt, at det efter hans opfattelse ville være passende, at anvende en del af formuen fra Dansk Blindesamfunds Amatørteater på 26.984 kr. som selskabet i sin tid fik overdraget, til dette formål. En sådan anvendelse af disse betroede midler, vil bidrage til at fastholde historien om teatret og gøre det muligt for en større offentlighed, at tilegne sig viden om teatrets virksomhed og aflytte forestillingerne, som findes som digitaliserede lydfiler. Det er en opfattelse, som jeg deler.

Ser man bort fra denne engangsudgift, som blev besluttet på sidste års generalforsamling, må regnskabsresultatet anses for at være tilfredsstillende.

10. Afsluttende bemærkninger.

De administrative udfordringer, som er omtalt i afsnittet ovenfor har sammen med opdateringen af hjemmesiden og de 5 nyhedsbreve beslaglagt størstedelen af bestyrelsens kræfter i beretningsperioden. Det har som det kan ses af flere af punkterne ovenfor betydet, at andre arbejdsopgaver har været nedprioriteret. I de sidste måneder af beretningsperioden har opgaven med at forberede markeringen af selskabets jubilæum i 2019 trængt sig på. Dette arbejde er blevet varetaget af en gruppe bestående af Thorvald Kølle, Leif Martinussen og undertegnede. Jubilæumsåret bliver forhåbentlig et år, hvor vi sammen får lejlighed til at fejre selskabet og tilbringe nogle fornøjelige timer sammen. Det ser vi i bestyrelsen frem til.

Den 17. december 2018 udsendte World Blind Unions informationsmedarbejder Terry Mutuku meddelelsen om, at De Forenede Nationers generalforsamling denne dag havde vedtaget en resolution som betyder, at den 4. januar anerkendes som ”World Braille Day”. Punktskriften, som franskmanden Luis Braille skabte vil på denne dag, som er hans fødselsdag, hvert år blive markeret gennem information om blindes skriftsprog og dets betydning. En bedre start på selskabets jubilæumsår kan man næppe tænke sig.

Det er bestyrelsens vurdering, at vi i dette beretningsår har skabt forudsætninger for, at vi med fortrøstning kan møde det kommende års udfordringer og tage fat på at prioritere de opgaver, som ikke er nået eller som kun i begrænset omfang har været vist opmærksomhed. Herudover er der formentlig også ressourcer til at tage fat på nye spændende opgaver. Personligt arbejder jeg fortsat med at skrive en fremstilling af ”Førerhundens historie i Danmark”. I den forbindelse har jeg fået mulighed for at digitalisere årsberetningerne for årene 1884 -1958 fra ”De Blindes Understøttelses- og Læseforening af november 1883” – senere benævnt ”Danmarks Blinde”. Disse beretninger foreligger som en PDF fil for hvert af årene og udgør samlet et materiale på ca. 6.000 sider. Ved tilgængeliggørelsen af dette materiale er der tilvejebragt adgang til en side af den danske blindesag, som kun i begrænset omfang er beskrevet. Disse årsberetninger vil uden tvivl kunne give stof til en række artikler i kommende numre af selskabets nyhedsbreve.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

7. Regnskab for Blindehistorisk Selskab 2018

Indtægter

Kontingenter 20.700,00

Medlemstilskud DBS 14.400,00

Drikkevarer salg medlemsmøder 260,00

Gaver 21,00

Legater 0,00

Renter 0,00

Indtægter i alt 35.381,00

Udgifter

Generalforsamling

Ophold 20.598,00

Deltagerbetaling -16.200,00

Tilbagebetaling deltagerbetaling 450,00

Rejseudgifter

Aktiviteter

Generalforsamling i alt 4.848,00

Bestyrelse

Møder 5.493,00

Rejseudgifter 4.932,50

Arbejdsgruppe 61,00

Revisionsmøde mv

Seminargebyrer 0,00

Seende bistand 5.937,50

Bestyrelse i alt 16.424,00

Hjemmeside

Webhotel og dk-hostmaster 695,00

Opgradering af hjemmeside 18.391,13

Hjemmeside i alt 19.086,13

Arrangementer

Porto og kontorudgifter 106,00

Medlemsliste-nyhedsbreve 6.134,10

Handicaphistorie 475,00

Museumsdagbogen

Blindes arbejde

Medlemsarrangementer 3.104,75

Repræsentation 1.916,00

Gebyrer 306,00

Arrangementer I alt 12.041,85

Samlede udgifter 52.399,98

Samlede indtægter 35.381,00

Samlet resultat -17.018,98

Resultat

Egenkapital

Bank primo 154.557,46

Saldo bank 31. december 2018 134.817,92

Aktiver

Likvid beholdning 134.817,92

Tilgodehavender 900,00

Aktiver i alt 135.717,92

Passiver

Kreditorer -2.196,00

Afrunding 375,00

Egenkapital primo 154.557,46

Årets resultat -17.066,98

Passiver i alt 135.717,92

8. Revisionsprotokollat 2018

Revision af regnskab 2018 er gennemført i overensstemmelse med vedtægternes § 9 stk. 3.

For at revisionen kunne opnå kendskab til mulige bevægelser i foreningens økonomiske forhold er regnskabstallene 2017 sammenlignet med tal fra regnskabet 2018. Formand og kasserer har redegjort for bevægelserne og redegørelsen er godkendt af revisionen.

Under gennemgangen af posteringer i aktiver og pasiver blev der konstateret en difference mellem de samlede aktiver på 135.717,92 kr. og de samlede pasiver på 135.342,48 kr., svarende til 375,44 kr. En difference, som ikke har kunnet opspores, og som i størrelsesorden ikke anses for væsentlig og er uden betydning i den samlede økonomi.

Regnskabets drift og status 2018 anviser herefter et retvisende billede af foreningens økonomiske status 2018.

Regnskabet giver ikke anledning til yderligere bemærkning.

Regnskabet er revideret på møde 10. januar 2019.

Revisorerne Henrik Olsen og Kurt Nielsen.

9. Danske Blindes nationalsang

Melodi: Laurids Lauridsen

Tekst: J. Marius Hansen

1. Danske blinde! vågn til virke,

øv i flid din hånd!

Træn din vilje, kraft og tanke,

styrk din bange ånd!

2. Dræb den sorte mismods drage,

som vil fred fra hjertet jage.

Tab ej troen paa, at livet

dig til gavn er givet.

3. Fri og frejdig, rank og modig

træd i kampen ind!

Tillid til dig selv og andre

modner først dit sind.

4. Synk ej hen i navnløs jammer

selvforagt din evne lammer

Men forfægt din ret i verden

ved en gavnlig færden.

5. Danske blinde! Retten har du

til at leve selv;

men så må du selv ej dæmme

op for kraftens elv.

6. Rejs dit hoved! Rens dit hjerte

for din svagheds ynk og smerte!

Der er dem, der mere lider,

kæmper dog og strider.

7. Fremad paa de gode veje,

se de fjerne mål!

Renslib energiens klinge,

gør den stærk som stål!

8. Brister håbet, bøj ej nakken,

du er halvvejs kun på bakken

Sving din hat og syng fornøjet,

glem, hvad du har døjet.

9. Gør til ven dig alle blinde,

føl og del med dem;

Bort med skillevæg og kløfter!

Støt og enigt frem!

10. Tanken bryder nye baner,

Nød og trang til handling maner

Med på skansen, danske blinde!

så skal sejr vi vinde.

10. Blindesagens skæbneår 1894, af Poul Lüneborg

Nedenfor bringes en artikel fra dagbladet Jyllandsposten fra den 2. oktober 1894. Artiklen refererer forløbet af den genoptagne generalforsamling den 29. september 1894 i foreningen ”Danmarks Blinde”, som afholdt dette møde i Larsens Lokaler, Sct. Annæ Plads 13, København. Foreningen havde den 24. februar 1894 afholdt sin ordinære generalforsamling. Dagsordenen, som forelå til dette møde blev imidlertid ikke færdigbehandlet, hvorfor der blev indkaldt til endnu et møde for at behandle de sidste Punkter paa Dagsordenen:

Punkt 3) Valg af 4 Bestyrelsesmedlemmer og 2 Revisorer,

Punkt 4) Forhandling om og eventuel Vedtagelse af en forandret Organisation og ændrede Love for Foreningen i Anledning af dennes udvidede Omfang og Virksomhed, samt hvis Punkt 4 vedtages

Punkt 5) Valg til Hovedbestyrelsen.

På mødet i februar måned blev det besluttet at afholde et møde med repræsentanter fra hele landet for at drøfte en eventuel ændring af foreningens organisation. Dette møde blev afholdt i Tivoli i København i dagene 22.- 24. maj 1894. På dette møde spillede organist Peter Dybdahl fra Aarhus en fremtrædende rolle, som jeg har beskrevet i bogen ”De blinde pionerer” udgivet november 2015.

Når man ser tilbage på generalforsamlingen den 29. september 1894 i foreningen ”Danmarks Blinde”, kan det konstateres, at forløbet af dette møde fik afgørende betydning for udviklingen af det efterfølgende danske blindesagsarbejde. Det vil jeg fortælle om i mit oplæg søndag formiddag.

Artikel fra JyllandsPosten den 2. oktober 1894:

En stormende Generalforsamling.

Foreningen »Danmarks Blinde« holdt i Lørdags Aftes i Kjøbenhavn en yderst stormende Generalforsamling, der efter Referaterne at dømme synes at have haft en ligefrem uhyggelig Karakter.

Forud for Generalforsamlingen var der i Bladene gaaet en Del Polemik, hvis Braad særlig var rettet mod Ritmester Allan Dahl. Som bekjendt kastede denne sig for nogle Aar siden

med stor Iver over Blindesagen og foretog bl. A. en stor Agitationsrejse Landet rundt. Denne Rejse fik vel Bidragene til at strømme betydeligt rigeligere ind end før. men foraarsagede paa den anden Side naturligvis Udgifter, der bleve saa meget større, som

Ritmesteren, der lider af stor Svaghed i Benene og som ikke kan læse og skrive, af denne Grund var nødt til at have Ledsagere med. Man bebrejdede Ritmesteren de store Rejseudgifter, men da disse vare afholdte efter Bemyndigelse af Bestyrelsen og approberede af en tidligere Generalforsamling, synes Fremdragningen af denne en Gang afgjorte Sag kun at have tjent som Vaaben til et Angreb mod Ritmesterens hele Virksomhed for Blinde sagen. ,,

Det Spørgsmaal som Generalforsamlingen skulde beskæftige sig med, drejede sig om Vedtagelse af nye Love for Foreningen, og Forsamlingens uhyggelige Karakter fremkom ved, at en Del Blinde havde givet Møde og afbrød Alt og Alle med de mest injurierende

Tilraab, medens de fægtede med Armene og forsøgte at bane sig Vej til Talerstolen.

Efter at Foreningens Formand, Musiker Wulff, havde fremlagt Forslaget til de nye Love,

udtalte Ritmester Dahl (Øredøvende Spektakel, Bravoraab, Hyssen og Piben.

Ned med Levebrødsmanden !). Jeg har nu arbejdet for denne Sag i to Aar og sat hele

min Arbejdskraft ind paa at fremme de Blindes Sag, og det heldige Resultat kan ikke omdisputeres.

Da jeg hverken kan læse eller skrive, har ieg bedt Premierløjtnant Nonboe om at meddele Detailler om min Virksomhed i de omtalte to Aar.

Premierløjtnant Nonboe gav en Oversigt over Foreningens Virksomhed. I den første

Tid var al Assistance gratis og kostede AllanDahl personlig ca. 2000 kr, som han aldrig

har forlangt refunderede. Den første store Rejse foretogts paa Foranledning af Bestyrelsen

for Foreningens egen Regning. Selvfølgelig kom der hurtig Kritik over denne Bevægelse,

der havde et saa stort Resultat, menden kom fra Kjøbenhavn, ikke fra Provinserne,

hvor Ritmesteren stod som den egentlige Forkæmper for Blindesagen, thi der havde det

levende Ord virket (Hm !). Og hvad er Resultatet: Fondet er rigere, Understøttelserne

have været større, man har udvidet den literære Virksomhed, og man har dannet en

Organisation. Alt siden Ritmesteren traadte til. Tør Nogen staa frem og sige : Jeg kunde

have gjort det billigere og bedre. (Stærkt Bifald. Hyssen). Bønneløkke foreslog, at de existerende Love bleve bestaaende til Februar. Lovforslaget var ikke simpelt nok, og det fremkomne Maskineri vilde blive for kostbart (Hørt) Stationsforstander Holst : Da jeg sidst var herovre, hyldede vi Ritmester Allan Dahl saaledes, at jeg ikke havde ventet en saadan Opposition, (Hørt)

Der siges, at der ikke er Penge i Kassen, vi har det i hvert Fald, og hvad den kjøbenhavnske Afdeling angaar, saa har jeg ogsaa set Sparekassebøger for Beløbet.

(Hvor mange er der ?) 14,000 Xlt (Har De set dem? Voldsomt Spektakel. Ned med

ham.) Kom De blot op at se. (Jeg er blind.) Værkmester Olsen : Hvis Ritmesteren saa

gjerne vil danne Kredse, saa lad ham danne dem, men lad os beholde vor Forening og lad

Ritmesteren saa stifte en anden Forening. (Demonstrativt Bifald.)

Efter yderligere Diskussion gjorde AllanDahl opmærksom paa, at man allerede numaatte træffe en Afgjørelse og ikke burde udsætte den til Februar, da de Penge, der vare

i Kassen, vare bundne efter de gamle Love. Bestyrelsen ønskede at konferere indbyrdes.


Efter et Kvarters Pause meddeltes det i Følge »Av.«, at Allan Dahl og de fleste Bestyrelsesmedlemmer ikke vilde modtage Gjenvalg. Ritmesteren var kjendelig altereret over denOpførsel, der var udvist mod ham, forlod Mødet. Der maatte nu vælges en ny Bestyrelse.

En forstyrret Diskussion, stadig afbrudt af de simpleste Tilraab, begyndte atter, og det endte med, at man paa Forslag af et Medlem gjenvalgte den gamle Bestyrelse med 95 mod 58. (Voldsom Larm. Det er Snyderi, det er Bedrageri, de have snydt os, vi have Pressen med os! Piben og hujen) Bestyrelsen var imidlertid valgt, men da den næppe efter sin første vægring vil modtage valg, er man ude i det rene kaos.

11. Foreløbigt Program for 25 års jubilæumsarrangementet november 2019

Den nedsatte jubilæumsgruppe kan nu afsløre de foreløbige planer, som vil danne rammerne for arrangementet mandag den 25. – tirsdag 26. november 2019 på Fuglsangscentret.

I flertallet af de aktiviteter, som selskabet udfolder for at belyse blindes historie, har vi gennem årene lagt hovedvægten på historiske fremstillinger, erindringer og lignende.

Omdrejningspunktet for dette arrangements første dag vil, i modsætning hertil, være den musik som er skabt af blinde musikere og komponister. Det vil derfor være klassisk musik komponeret af Leif Martinussen, der præger programmet mandag eftermiddag, medens jazzmusikken repræsenteret ved Willy Egmoses trio vil være omdrejningspunktet om aftenen.

Tirsdag formiddag vender vi tilbage til formidlingen af blindes historie gennem det skrevne og talte ord.

De foreløbige planer for disse 2 dage ser ud som følger:

Mandag:

12.00 Frokost

13.30 Koncert

medv.: Svafa Thorhallsdottir, sopran, Tom Ernst, piano

program: Værker af Leif Martinussen:

”Solkredsen” for piano, suite i 9 dele, opus 2 (1959 – 1963):

Solnedgang – Viftende siv – Dæmonisk aften ved havet – Skovbækkens sagte nynnen – Vindens sang – Duggen i enge – Månestrejf – Stille nat – Solopgang

”7 North Atlantic Songs”, opus 40 (2013 – 2014):

Forårslys – Forårsbilleder – Sommer – Håbefuld sommer

Tekst: Frits Johannesen (Færøerne)

Forårsdigt – Midsommernat – Sommerlys

Tekst: Kristrun Gudmundsdottir (tekstblad)

Klaver: Maj, juni, juli, august, opus 3 (1963), juli, opus 17 fra 1980

15.00 Kaffe og velkomst v/ Poul Lüneborg

15.30 Blindehistorie / spørgerunde, afsluttende med ”Blindes nationalsang” og Refsnæssangen.

18.00 Festmiddag

21.00 Jazzkoncert med Willy Egmose Trio

Tirsdag:

08.00 Morgenmad

09.15 En række korte oplæg til belysning af forskellige blindehistoriske temaer

10.15 Kaffe- / tepause

10.30 Præsentation af ”Henning Eriksens Dagbog” ved en række nøglepersoner samt formand Poul Lüneborg

11.30 Afslutning

12.00 Frokost og derefter afrejse

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. 44 95 04 72

Mobil 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv., 2200 København N

Mobil 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J

Telefon 86 72 55 72

Mobil 40 62 11 23

E-mail: ole@obj.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1., 4000 Roskilde

Tlf. 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

Redaktør Rita Cecilie Varmby

Ramsingsvej 4 3.th., 2500 Valby

Tlf. 36 17 14 10

Mobil 21 43 02 23

E-mail: rcvarmby48@gmail.com

1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th., 4200 Slagelse

Mobil 25 53 82 43

E-mail: fohlmann@stofanet.dk

Nyhedsbrev nr. 5 december 2018

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 5 / 2018

Indhold

1. Hilsen fra formanden

2. ”Fra børnehjem på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge”, anmeldelse af medlemsarrangementet den 25. oktober 2018, ved Thorvald Kølle.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen d. 16. februar 2019 på Fuglsangscentret, ved Poul Lüneborg.

4. Barndomserindringer – del 2 – ved Flemming Egedal.

5. Erindringer 1. del, ved Jørgen Svendsen

6. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

Året 2018 går på hæld, og det indebærer, at vi nærmer os jul og nytår. Det betyder samtidig, at selskabets 25 års jubilæum er nært forestående. Selve jubilæumsdagen er jo som bekendt mandag den 18. november 2019. Markeringen af den halvrunde fødselsdag vil blive koncentreret omkring næste års generalforsamling lørdag den 16. og søndag den 17. februar 2019 samt i forbindelse med et særligt jubilæumsarrangement på Fuglsangscentret i dagene mandag den 25. og tirsdag den 26. november 2019. Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen ud for disse dage. Den nedsatte jubilæumsgruppe arbejder ihærdigt på at kunne præsentere det samlede program inden længe, jeg kan dog allerede nu afsløre, at der er noget at glæde sig til.

Siden udsendelsen af sidste nyhedsbrev den 1. oktober har arbejdet med udviklingen af selskabets nye hjemmeside www.blindehistorisk.dk lagt beslag på en del opmærksomhed. Gå gerne selv ind på siden og se hvad der er sket. Ud over indholdet som vi har kendt gennem de seneste par år, er vi nu færdige med at opdatere menupunktet med ”Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”, der er i alt 13 begivenheder, som kan aflyttes. Dernæst kan man i ”Lydarkivet” under menupunktet ”Instituttet for Blinde og Svagsynede” finde 12 spændende montager dækkende årene fra november 1958 til 2018. Der er, som det kan ses på hjemmesiden, meget mere på vej under menupunktet ”Lydarkiv”. Den nye hjemmeside skal for fremtiden være stedet, hvor vi i selskabet for alvor forfølger ordene i vedtægternes § 2 stk. 1 om at udbrede kendskabet til blindes historie.

I dette nyhedsbrev er der atter grund til at glæde sig over den ihærdighed flere af selskabets medlemmer lægger for dagen med henblik på at nedskrive deres erindringer til glæde for alle os andre. I sidste nyhedsbrev efterlyste jeg på bestyrelsens vegne ikke blot beskrivelser om ophold på Refsnæsskolen, men tillige beretninger fra medlemmer, der har gået i den almindelige folkeskole. I dette nyhedsbrev fortæller Flemming Egedal om sin opvækst og skolegang i Vejle inden hans synshandicap førte til, at han blev elev på Refsnæsskolen. I den anden artikel er problemstillingen lige omvendt, her fortæller Jørgen Svendsen om hans første tid som elev på Refsnæsskolen og hans efterfølgende overflytning til den kommunale skole hjemme hos forældrene i Ulstrup. De skal begge have stor tak for deres åbenhjertige skildringer af deres oplevelser, som i begge tilfælde giver stof til eftertanke og til fra tid til anden at trække på smilebåndet. Disse konstateringer kunne man i høj grad tillige hæfte på Hans Erik og Henrik Olsens erindringscauseri den 25. oktober 2018 med titlen ”Fra børnehjem på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge”, som selskabets sekretær Thorvald Kølle har anmeldt nedenfor.

På de seneste bestyrelsesmøder har vi naturligvis også været inde på de nye regler om databeskyttelse. På den nye hjemmeside vil der fremover være en beskrivelse af selskabets privatlivspolitik. I den forbindelse er bestyrelsen blevet gjort opmærksom på at Synscenter Refsnæs og Instituttet for Blinde og Svagsynede i den nærmeste fremtid agter at afvikle deres papirarkiver med personsager. De der har været optaget på en af disse institutioner og som ønsker sig en kopi af deres sag skal derfor snarest rette henvendelse til institutionen herom. Bestyrelsen er indstillet på at hjælpe medlemmer med råd om en sådan henvendelse.

Selskabets næste nyhedsbrev udkommer i januar måned næste år med alt om den kommende generalforsamling og vort jubilæum.

For mig er der blot til sidst at ønske god læselyst, glædelig jul og godt nytår.


2. ”Fra børnehjem på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge”

anmeldelse af medlemsarrangementet den 25. oktober 2018, af Thorvald Kølle

Hans og Henrik Olsens foredrag foregik på plejehjemmet Johan Krohnsvej 8 i Valby.

Der var 36 fremmødte medlemmer ved dette arrangement. Hans og Henrik havde virkelig forberedt sig godt. Det blev en rigtig dejlig og varm oplevelse at være sammen med dem og høre foredraget om deres tid på Refsnæs.

De læste op af deres grundigt gennemarbejdede manuskript, som de, ved fælles hjælp, havde brugt 5 weekender på at udfærdige, garneret med sjove historier.

Foredraget var en fint balanceret kreation mellem oplæsning og improviserede beretninger kombineret med lydoptagelser.

Vågemod og risikovillighed må siges at være en væsentlig del af Hans og Henriks væsen.

Smilet lå hele tiden lige bag hele forestillingen. Det er mit indtryk, at alle, som var til stede denne eftermiddag, var glade for oplevelsen, som brødrene gav os. Tiden var godt og meningsfuldt brugt denne eftermiddag. Foredraget begyndte kl. 14 og sluttede kl. 17.30.

Foredraget var indrammet af Jørgen Emborgs store digt ”På Refsnæskysten” eller ”Refsnæssangen”, hvor af de startede med at synge de 2 første vers og afsluttede så med det sidste vers, som de sang med deres ru stemmer. Det var bevægende i sit udtryk.

Hans og Henriks fine erindringscauseri findes som 2 lydfiler på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk under menupunktet ”Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”.

3. Invitation, program og dagsorden til generalforsamling 2019, af Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, at kunne byde alle medlemmer velkommen til næste års generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 16. til søndag den 17. februar 2019.

Vi forventer, at deltagerne ankommer til Fredericia, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, skal du for egen regning bestille dette måltid ved henvendelse til centret på tlf. 76 20 21 00 eller på mail: fuglsang@blind.dk

Selve generalforsamlingen begynder kl. 14.00 og varer sandsynligvis frem til kl. 17.00, afbrudt midtvejs af en kaffe- / tepause.

Efter generalforsamlingen serveres kl. 18.30 festmiddag i Opholdsstuen, så deltagerne kan fortsætte hyggeligt samvær efter middagen samme sted.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften. Bestyrelsen arbejder på at sammensætte et program for denne festaften, hvor vi tager fat på fejringen af selskabets 25 års jubilæum. Nyhedsbrev nr. 1/2019, som udkommer i løbet af januar næste år, vil indeholde nærmere information om aftenens program. Enhver deltager i den kommende generalforsamling, er forud for arrangementet meget velkommen til overfor bestyrelsen at foreslå bidrag til den fælles underholdning, så disse kan indarbejdes i programmet.

Søndag morgen serveres der morgenmad fra kl. 7.00 til 9.30.

Kl. 10.00 Jubilæumsprogram i anledning af selskabets 25 års fødselsdag, nærmere information herom vil også fremgå af nyhedsbrev nr. 1/2019.

Under formiddagens program, som forventes at vare frem til kl. 11.30, vil der blive serveret kaffe / te.

Kl. 12.00 serveres der frokost i restauranten.

Arrangementet slutter kl. 13.00, hvorefter hjemrejse kan planlægges.

Prisen for deltagelse i arrangementet er 450 kr. Bindende tilmelding sker ved, senest fredag den 1. februar 2019, at indbetale beløbet til selskabets bank – reg. nr.  1551 konto nr. 0501697, beløbet kan også betales via Mobilepay på selskabets nummer 44678. Hvis du har brug for et girokort til indbetalingen, skal du henvende dig til kasserer Ole Brun Jensen, Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J, tlf. +45 86 72 55 72 mobil +45 40 62 11 23, mail: ole@obj.dk

Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at kontingentet for 2019 på 150 kr. skal være indbetalt til selskabet inden generalforsamlingen, for at kunne deltage i denne. Bestyrelsen planlægger at udsende opfordring til indbetaling af kontingent i løbet af den første uge af januar 2019.

Der er foreløbig reserveret 30 værelser på Fuglsangscentret, som vi naturligvis håber bliver besat. Jeg kan derfor kun opfordre dig til hurtigst muligt at tage stilling til din deltagelse i arrangementet. Tilmeldingsfristen den 1. februar 2019 er fastsat, så bestyrelsen kan tage stilling til det endelige deltagerantal 14 dage før arrangementet og fremsende den endelige deltagerliste til Fuglsangscentret til trykning i punkt og sortskrift.

Her følger til slut forslag til dagsordenen for generalforsamlingen. Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes §7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i det efterfølgende forslag. Endelig skal det nævnes, at generalforsamlingen ifølge vedtægternes §7 stk. 3 og 4 skal indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018. De gældende vedtægter blev udsendt til alle medlemmer sammen med Medlemsbrev nr. 2/2018 udsendt den 18. maj 2018, vedtægterne kan tillige ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne.

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

4. Godkendelse af dagsorden.

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 17. februar 2018. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 23. februar 2018 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/2018, som udkom den 18. marts 2018.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen bliver offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2019.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2018 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Regnskabet og revisionsprotokollen bliver offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2019.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. (Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse).

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 1 år i 2018

b. Thorvald Kølle valgt i 2017 for 2 år

c. Rita Cicilie Varmby valgt for 1 år i 2018

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2018

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2018 for 1 år

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen blev valgt for 1 år i 2018

11. Eventuelt.

Bestyrelsen håber at se rigtig mange medlemmer til generalforsamlingen, som helt sikkert bliver noget særligt i anledning af selskabets jubilæum. Det endelige program følger i det næste nyhedsbrev.

4. Barndomserindringer, del 2, af Flemming Egedal

Som børn havde vi mange gode lege. Vi legede meget tit cowboys og indianer i naboernes haver, men da min mor var en meget stor antimilitaristisk kvinde, måtte jeg ikke få legetøjspistoler, så jeg måtte altid låne en pistol af Torben, altid den ringeste.

Men om søndagen var det i kirketiden total forbudt at lege indianere og cowboys, og der var ingen pardon.

Vi legede da også dåseleg. Det vil sige, at en stod ved dåsen, og så skulle vi andre gemme os. Den der stod ved dåsen skulle så finde os og nå først hen til dåsen, og sige hvem der var fundet.

En gang gik det dog helt galt.

Den der stod ved dåsen, genboens Bent, var ikke hurtig nok, da han opdagede Torben, som nåede først frem, hvor man så måtte sparke til dåsen, og det gjorde han da også så eftertrykkeligt.

Resultatet blev, at dåsen strøg lige ind ad et vindue til nr. 9, og ih du forbarmende, hvor blev Peter Lorensen dog tovlig. Han var lidt af et hysterisk stykke mandfolk, hvor lussingerne godt kunne sidde løse på hænderne.

Vi spillede også tit rundbold, og da Torben og jeg var nogle af de ældste børn på vejen, var vi altid på hvert sit hold. Det var særdeles irriterende, at Torben var meget dygtig til at gribe en tennisbold, så jeg blev altid grebet tidligt ud af spillet, men når det var mit hold, som var ude i marken, kunne jeg ikke følge tennisbolden i luften som følge af mit dårlige syn, så vi tabte altid.

Vi spillede også en del fodbold på vejen, da vi var mange børn, og her måtte Torben nødtvungent erkende, ikke særlig glad for det, idet han var en dårlig taber, at her var jeg ham overlegen, og mit hold vandt næsten altid.

En anden leg vi spillede tit, var med hønseringe, som vi kaldte esser, hvor der var tegnet en cirkel med kridt på asfalten, så skulle vi på en passende afstand prøve at ramme cirklen.

Den som var nærmest, måtte så med pegefingeren prøve at skubbe de andre esser ind i cirklen, og jo flere man havde skubbet ind i cirklen jo bedre, men hvis ikke alle var skubbet ind, blev det den næste som fik chancen, og havde herved vundet hele puljen, hvis det lykkedes at gøre rent bord.

Vi kunne også kaste disse esser ind mod rendestenen, og de som lå nærmest, havde så ret til med pegefingeren at skubbe de andre ind mod rendestenen, og her var reglen den samme, jo flere som muligt, havde man vundet de andres esser.

En anden leg var stikbold, hvor det gjaldt om at ramme hinanden, men blev bolden grebet, så var man ude af spillet, men jævnligt fløj bolden ind i haverne, og hos Nielsens i nummer 16 fik tulipanerne ikke lov til at stå længe, inden hovederne var slået af.

Det kunne også hænde, at man uforvarende kom til skade. En gang sad jeg på fortovet op ad hækken til genboen i nummer 14. Det mente sønnen, Erling, at jeg ikke havde lov til, så over hækken inde fra haven slog han mig oven i hovedet med en hammer, og hvor det dog gjorde ondt, men hjerneskallen holdt da heldigvis. Her satte min mor nu grænsen for, hvad hun ville finde sig i, og da hun overværede episoden, var hun blevet ophidset.

Hun gik over og ringede på døren til nummer 14 og beklagede sig over Erlings handling, og han blev trukket ned i kælderen, hvor han fik en fortjent endefuld, som kunne høres af os andre ude på vejen.

Det var også i nummer 14, at jeg ved et uheld baldrede et vindue i kælderen, som min mor sagde, ”den må du selv betale af dine lommepenge”, og da vi kort efter skulle på skoleudflugt til ”Kongebrogården” ved Middelfart, fik jeg ingen lommepenge med.

Kun den tokrone, som jeg fik af min bedstefar.

Som tidligere omtalt kom jeg jo i første klasse den 1. april 1955, og der var 3 klasser som startede dette år, og jeg kom i A-klassen, og vi gik i skole om eftermiddagen, hvor der var 32 elever i klassen.

I de første 5 år havde jeg frk. Inga Hansen, i daglig tale, når hun ikke hørte det, ”hageløs”, som klasselærer, men hun var noget af en strigle.

Det var meget træls at skulle gå i skole om eftermiddagen, men skolen havde ikke nok klasseværelser.

Min mor mente ellers, da jeg skulle begynde min skolegang, at jeg også skulle gå på den private Christine Seligmanns skole, som lå helt nede i Vejle by, men her slog min far bremsen i.

”Jeg har selv gået i Søndermarksskolen, som var en folkeskole, og den skal Flemming selvfølgelig også gå i”, og herved blev det.

Jeg fik plads i dørrækken, hvilket ikke var særligt heldigt, da jeg havde meget svært ved at følge linjerne i skrivebogen, og havde min mor ikke streget linjerne op, var det gået helt galt.

Jeg blev så sendt til skolepsykolog. Der måtte jo være noget i vejen med lille mig, når jeg ikke kunne finde ud af at følge linjerne ordentligt, men den flinke skolepsykolog fandt da ret hurtigt ud af, hvad årsagen hertil var.

Skolepsykologen fandt ud af ved hjælp af en IQ-test, at jeg var fuldt ud normal, flink mand. Han fandt ud af, at jeg skulle sidde i vinduesrækken på første række, så jeg også kunne følge nogenlunde med på tavlen, selv om det kneb en hel del om vinteren, da belysningen dengang ikke var så god i klasseværelserne.

I anden klasse var vi en periode 36 elever i klassen. Det var den vinter, hvor der var en kighoste-epidemi, hvor kun 8 elever gik fri, og heriblandt også jeg.

I de første år af skolegangen var jeg meget heldig med de fleste lærere, da de ikke brugte tavlearbejde særlig meget.

De vidste jo, at jeg af og til ikke kunne læse, hvad der var skrevet på tavlen, medmindre jeg skulle gå der op for at læse, hvad der stod, og den slags kunne afstedkomme en vis mobning i frikvarteret fra de øvrige klassekammerater, og det vidste lærerne jo godt.

I de første 2 klasser blev der kun brugt blyant, når vi skulle skrive i skrivebogen, men i tredje klasse skulle vi lære at skrive med pen og blæk, da kuglepenne dengang var bandlyst, og måtte ikke forefindes på skolen.

Det med at skrive med pen og blæk var ikke det letteste uden at komme til at svine papiret til, da pennen skulle dyppes i et blækhus, der stod midt på skolebordet. Og herefter så skrive så meget, som der nu var blæk til, og så forfra igen, men heldigvis var der noget som hed trækpapir, som kunne suge blækklatterne op, men ikke fjerne alle pletter.

I fjerde klasse måtte vi så heldigvis bruge fyldepen, og den svinede ikke nær så meget som pen og blæk.

Jeg startede med at låne min mors fyldepen, da hun ikke havde råd til at købe en til mig, men den var rigtig god.

Nogle af de lærere jeg fik, havde min far også haft, da han også gik på Søndermarksskolen fra 1933 til 1940, og de kunne da også fortælle mig røverhistorier fra hans tid på skolen, ikke mindst, da han havde kastet snebolde efter Tiufkær rutebilen, som medførte, at hans opførselskarakter fik et ordentligt dyk nedad.

Når jeg kom hjem med karakterbogen, var det første min mor så på karakteren for min opførsel, og stod der ikke ug, så gik hun helt ud ad koncepterne, og karakterpenge blev der ikke udbetalt, og her var hun ikke til at snakke med.

Min mors barndomshjem lå på Søndermarksvej, men da hendes storesøster skulle i skole i 1927, også på Søndermarksskolen, blev min morfar uvenner med skoleinspektøren.

Dette resulterede også i, at min mors skolegang, da hun skulle i skole i 1934, var på Christine Seligmanns skole nede i Vejle by, en privatskole, som morfar ikke havde råd til, men var han først blevet uvenner med en person, kunne det tage adskillige år, inden han blev god igen.

Dette skete først, da min mors yngste søster skulle i skole i 1942, og hun kom da så på Søndermarksskolen, men det varede ikke så længe, idet tyskerne beslaglagde skolen som hovedkvarter i Vejle.

I de første 3 klasser, mens jeg gik i skole, havde piger og drenge fælles gymnastiktimer, og det med at komme i bad efter disse timer kunne jo ikke af naturlige grunde lade sig gøre.

I fjerde klasse var vi udelukkende drenge, og i sommerhalvåret blev der spillet fodbold på ”Vejle Kammeraternes” fodboldbane, som lå på den anden side af skoven op mod Grønvang, da Søndermarksskolen ingen stor fodboldbane havde, kun en bane til rundbold og langbold.

Når vi havde rundbold, kunne de bedste skyde bolden helt ned i skoven, så blev frk. Hansen særdeles sur, da bolden skulle findes og dette kunne af og til tage sin tid.

Gavlen til gymnastiksalen var temmelig høj, hvor vi kunne spille en form for Squash.

Søndermarksskolen ligger på et naturskønt område, med skov på de 3 sider og en mark på den fjerde side.

Hvis der en vinter var faldet meget sne, fik vi lov til at medbringe slæder, så vi i gymnastiktimerne kunne køre på slæde ned ad den stejle bakke gennem skoven, som lå lige bag ved skolen.

Skoven var også god til undervisning i naturhistorie, når vejret var til det, og det blev den brugt meget flittigt til, da det kun tog ca. 5 minutter, inden vi var inde i skoven.

En gang om året blev alle skolens elever bænket i gymnastiksalen, hvor vi, ikke særligt interesserede, blev tvunget til at høre Horsens Byorkester, som udelukkende spillede klassiske stykker, hvilket ikke mange af os syntes om.

Da jeg kom i sjette klasse, havde Søndermarksskolen fået en ny gymnastiksal, så skolen havde derved to, og den nye var meget lys og moderne. Her kunne der spilles basketball og volleyball, som jeg også fik stiftet bekendtskab med, men som følge af min lille statur, var det uhyggeligt svært at få bolden i basketballkurven, til andres store morskab. Men begge ovennævnte spil var nu spændende, så var man da fri for den evindelige redskabsgymnastik og øvelser på gulv som der ikke var megen sjov ved.

Søndermarksskoven strækker sig fra Mølholmsdalen og rundt om den sydlige del af Vejle, helt ned til Ribe Landevej, så det er en anseelig stor skovstrækning. Den del af skoven, som ligger ikke ret langt fra mit barndomshjem, havde en gammel hulvej, som førte ned til Nissen Jøkers dambrug. Vi skulle aldeles ikke krydse Højenbæk for at komme over til dambruget, hvor der blev opdrættet ørreder, idet der var glubske hunde som vagt, og de ville bide.

Engang havde jeg sammen med nogle kammerater bevæget os over til dambruget, men da en af de glubske hunde kom farende, valgte vi at krybe op i et træ med en meget stor hastighed, og så kunne vi sidde deroppe så længe, indtil køteren blev træt at gø af os og gik hjem.

Da køteren endelig var væk, kunne vi krybe ned af træet og forsvinde op i skoven igen, og siden har vi aldrig forsøgt at komme over til dambruget ad en ureglementeret vej.

Denne hulvej var en slags serpentinevej, som var velegnet som kælkebakke, hvor slæderne rundt i svingene kørte op ad skråningerne så der kom god fart over feltet, men det var træls, at når man nåede bunden, var der langt op til startstedet igen.

Vi var jo nødt til at køre ned ad bakken i en lang række for ikke at støde sammen med nogen, som var på vej op igen.

Hele Vejleområdet er jo temmelig kuperet, og i Sønderskoven var der mange gode bakker, som også var velegnet til løb på ski.

Mine forældre købte i 1947 hver et par langrendsski.

Jeg har mange gange kørt på min mors langrendsski ned ad bakkerne i skoven, og jeg lærte da også at dreje rundt i svingene uden at komme til skade, så jeg blev lidt stolt af mine præstationer på ski.

I øvrigt har jeg stadig disse langrendsski endnu, og de er lavet af asketræ, og min søn har da også løbet på dem.

En ting min mor holdt meget stejlt på var, at når jeg skulle tiltale voksne, skulle jeg altid sige De, hvilket jeg syntes var noget underligt noget, idet hun godt selv måtte sige du, men således var det nu engang.

I skolen tiltaltes lærerne med De og efternavn, og der var så sandelig ingen elever som turde andet, så vankede der øretæver.

På skoleinspektørens kontor befandt spanskrøret sig, og det var her den korporlige straf fandt sted, såfremt en elev var gået ud over det almindelige, men dette har jeg trods alt ikke oplevet.

Til familiemedlemmer måtte jeg gerne sige du.

Min far var jo ansat ved ”De Danske Statsbaner”, og det var på treholdsskift-arbejde, en uge om formiddagen fra klokken 06 til 14, en uge om eftermiddagen fra klokken 14 til 22 og en uge om natten fra klokken 22 til 06, men indimellem var der jo selvfølgelig fridage.

Når han havde haft nattevagt skulle han altid sove om formiddagen, og hvis vi kom til at vække ham, så blev han meget sur resten af dagen, så vi lærte at liste, når vi skulle passere stuen, hvor han sov.

Den uge, hvor han havde formiddagsarbejde, var en uge som min mor altid så frem til. Så kunne hun ligge hele formiddagen og gasse sig i sengen med ugeblade og ryge tobak, og jeg skulle så sandelig også servicere hende inden jeg skulle i skole, og det med at komme op til tiden, måtte jeg selv sørge for, og så uden et vækkeur.

Jeg skulle smøre madder med kartoffel eller hvad der nu var i isskabet, helst noget lækkert, men dengang var min mor også temmelig trivelig, og min far sagde da også engang imellem til hende, ”du er lettere at hoppe over end som at gå uden om”, og denne sætning brød hun sig aldeles ikke om. Hun havde ingen humor.

Kaffen skulle varmes og så bringes ind til hende i sengen, og det skulle og måtte nås inden afgangen til skolen, ellers kunne hun blive meget utilpasset, og hun var i stand til at holde et meget langt foredrag over en lille bagatel. Det har hun altid været en mester i.

Min lille søster, Grete, var ikke særlig god til at kende klokken, og hun kom aldrig hjem til spisetid til aftensmaden, der altid blev spist klokken seks.

Så i en lang periode blev jeg sendt af sted omkring klokken fem for at finde, hvor hun nu var.

Det var normalt oppe hos Sonja på Syrenvej, hendes legekammerat, og Gertrud, hendes mor, sendte aldrig hende hjem i tide, selv om min mor mange gange havde sagt det til hende.

I starten og et langt stykke ind i halvtredserne var kul og koks meget dyre, og der måtte fyres med brænde, og jeg husker tydeligt min far tog stød op, det vil sige stubbe og rødder fra fældede træer i skoven, som man ikke gav så meget for.

Det var et større arbejde, hvor der blev brugt kiler af jern, der blev anvendt til at flække træet ved hjælp af en stor hammer, som slog kilerne gennem træet, så det flækkede i mindre stykker, men først skulle stubbe og rødder graves fri for jord, og der var ingen morskab ved at grave al den jord væk, men brænde var jo en nødvendighed til kakkelovnen og støbejernskomfuret i køkkenet, og de to havde altid behov for brænde.

Vi havde jo kakkelovn derhjemme, der blev fyret med brænde, og den var altid sulten, så jeg skulle save, når jeg kom hjem fra skolen, mens alle mine legekammerater kunne lege nok så godt ude på vejen.

I begyndelsen fik jeg min fars sav, men den var lidt for stor, så jeg havde en del besvær med at trække den igennem træet, og jeg så i ånden, at jeg måske kunne slippe for at save brænde, men her havde jeg forregnet mig.

Min far, som ellers altid har været en meget sparsommelig mand, købte en mindre sav som jeg bedre kunne trække igennem træet, og så var det bare om at komme i gang.

Han lagde jævnligt en bunke træ, som skulle saves, og det var så op til mig selv, hvor langt tid det skulle tage for at blive færdig, så jeg kunne nå at komme ud på vejen og deltage i legen sammen med kammeraterne.

Som knap otteårig fik jeg bøvl med hævede mandler, og jævnligt måtte jeg have noget lyserødt flydende stads, penicillin, som min mor havde bøvl med at få mig til at tage, og det var med alverdens former for trussel, inden jeg grædende tog dette stads. Dette var i længden ikke holdbart, da hævelsen stod for tit på.

Nede hos hals-, næse- og ørelæge Kjær blev jeg så undersøgt, og resultatet blev så, at jeg skulle indlægges på Sankt Maria Hospitalet, hvor øre-, hals-, næse- og øjensygdomme den gang lå, og have fjernet mandlerne.

Nå, jeg blev så indlagt, og blev modtaget af de søde nonner, som var sygeplejersker.

Dagen efter kom så en sød nonne, troede jeg da, og hentede mig hen til operationsstuen, jeg måtte selv gå derhen med hende i hånden. Jeg blev så lagt op på en båre, og inden jeg så mig om, var mine ankler og håndled blevet bundet fast med læderremme til båren, men så kom det værste, og det kan jeg stadig huske, efter mere end 60 år.

Uden nogen form for varsel, fik jeg en maske over ansigtet, og bedøvelsen var æter, som havde en forfærdelig lugt, og jeg følte det som om, at jeg skulle kvæles, og jeg var ved at gå i panik, men så indfandt søvnen heldigvis sig.

Om eftermiddagen kom en af nonnerne med en vaniljeis, og den gjorde godt i min ømme hals, og jeg fik kartoffelmos, som kunne glide uhindret ned i halsen.

Denne frygtelige oplevelse er nok medvirkende til, at jeg har en stor skræk for bedøvelse med en maske, selv om den i dag giver ilt.

Efter jeg har fået fjernet mine mandler, har jeg aldrig siden hen haft halsbetændelse.

I mit barndomshjem spillede min mor tit alle former for spil. Hun lærte min lillesøster og jeg at spille rommy, og hun vandt altid, men en dag lod hun dog mig vinde. Da jeg opdagede dette, syntes jeg ikke det var sjovt at spille længere.

Som 5-årsdreng fik jeg mit første matadorspil af naboen, som skulle flytte, og dengang var hoteller og huse af træ og bilerne af bly.

Det hændte også at jeg cyklede en tur ned til Vejle, men her gik det ad landevejen, selv om min mor havde sagt, at jeg skulle trække ned ad Kiddesvej, og det var der jo ikke noget ved. Når jeg så skulle hjem igen, skulle der trækkes op ad Kiddesvej, troede hun da. Man måtte da jo godt cykle op ad bakken, hvis man havde lyst, men det var en fysisk umulighed, idet vejen var så stejl, selv om nogle dengang havde gear på cyklen, men det var der få der havde, men vi andre måtte blot træde til, og man nåede ikke særlig langt før end man måtte stige af og så gå til fods resten af vejen. Dengang havde lastbiler med anhængere ikke de store hestekræfter. Så kunne man hænge sig fast i bagenden af anhængeren, og blive trukket op ad landevejen, nok ikke hel forsvarligt, men der skete aldrig noget, og min mor opdagede aldrig dette.

En gang havde min morfar set mig på vej op ad landevejen, hængende fast i en lastbil med anhænger, og han skulle jo selvfølgelig sladre til min mor, og ih du forbarmende, hvor hun blev gal i hovedet, så jeg fik noget af en skideballe, og som hun forklarede mig, ”så vil jeg ikke høre noget om, at du gør dette i fremtiden på denne måde”.

Men det var nu svært at lade være med dette, da det var en let måde at komme op ad landevejen på.

I slutningen af halvtredserne var der en pyroman på færde i Vejle, og flere bygninger blev antændt og brændte ned.

På et tidspunkt var frygten så stor for, hvad bliver det næste, og der blev holdt vagt ved mange offentlige bygninger, herunder også sygehuset, men til al held fik politiet anholdt denne pyroman.

I 1959 blev en ung attenårs pige, Ina, myrdet af en mandlig kollega.

I starten troede politiet, at hun var gravet ned i Peder Holm-skoven, som lå i nærheden af mit barndomshjem, og den blev gennemgravet, og al adgang til skoven blev spærret af for uvedkommende, og det syntes vi børn aldeles ikke om, så længe undersøgelsen stod på, men man fandt intet, og liget blev fundet på lossepladsen ved Boulevarden i en sæk, og morderen blev anholdt kort tid efter.

I Vejle var der i min barndom en selvejende institution som hed ”Børnenes Vel”, som samlede midler ind til, at børn fra første til syvende klasse, som kom fra socialt dårlige hjem eller børn fra hjem, hvor familiens indtægter var meget små, kunne få et gratis ferieophold.

Min far var jo som tidligere skrevet ansat ved DSB, og dengang var lønnen ikke særlig høj og min mor var hjemmegående, så indtægterne var ikke særlig høje.

Alle pigerne fra 1. til 7. klasse og drengene fra første til tredje klasse var på ”Børnenes Vel” på Hvidbjerg, et tidligere traktørsted, mellem Vejle og Fredericia, mens drenge fra fjerde til syvende klasse var på ”Børnenes Vel” på Endelave. Det var et tidligere gods, hvor hovedparten af jorden var udstykket til husmandsbrug, der hed ”Louisenlund”, som Vejle Kommune havde købt i 1948 med et tilliggende på ca. 150 tønder land skov, eng og hede.

Jeg var så heldig at komme i betragtning til et 3-ugers ophold på Endelave i 1959 og 1960.

Mødestedet var ved Arbejdernes Forsamlingsbygning i Vejle, hvor der holdt 2 busser for at køre de 60 drenge til Snaptun, og herfra sejle med færgen ”Ravnsborg”, nærmere et passagerskib, da der kun var plads til 1 bil, til Endelave.

Turene lededes af lærerne Lund, Mortensen og Rosendahl som kom fra andre af Vejles kommuneskoler.

Jeg havde fået min mor til at fortælle dem, at jeg var synshandicappet og tillige også mørkeblind, og som jeg havde hørt fra andre, som tidligere havde været med på turene, så var der et natorienteringsløb, som jeg af naturlige grunde ikke kunne deltage i, og det havde lærerne stor forståelse for.

På feriekolonien blev der i øvrigt ingen særlige hensyn taget til mig, idet lærerne skønnede at jeg klarede mig udmærket på trods af mit synshandicap.

Når man er god til noget, bliver man hurtigt accepteret, og da jeg altid har været en rimelig god fodboldspiller, blev der aldrig talt om mit synshandicap.

Efter ankomsten til Endelave skulle vi trave de knap 3 km ud til ”Louisenlund” med al vores bagage.

Stuehuset var opført omkring 1905, men indkvarteringsforholdene var absolut ikke luksuriøse. I tagetagen var der 2 store soverum, hvor der i hvert rum sov 28 drenge i etagesenge. Midt på bygningen var der en ”frontispice”, som vendte ud til gårdspladsen og ud mod parken, hvor der var 3 værelser til lærerne og et stort rum til 4 drenge, som havde specielle opgaver under opholdet. I stueetagen var der 2 store stuer, hvor alle måltider blev indtaget, og et bibliotek, men herudover var der en sygestue, et lærerværelse, et køkken og et rum til morgenvask, dog kun med koldt vand, så morgen soigneringen var så som så, og at børste tænder var en by i Rusland. De sanitære forhold var ikke de bedste, men det var der jo mange af os, som heller ikke havde i hjemmet.

Toiletterne var gammeldags ”Lokummer”, bræt og spand, og når man var færdig på ”Lokummet”, var der ingen rindende vand, så at vaske hænder bagefter var nok ikke det meste hygiejniske, hvilket vi ikke tog det så højtideligt med.

De 4 drenge, som havde det luksuriøse værelse, var det vi kaldte ”Slotsforvaltere”.

Det vil sige, at de hver dag skulle tømme ”Lokummerne” ned i et stort gravet hul, så der var noget af en stank, når det var varmt i vejret, og så fik de endda løn for deres arbejde.

Herudover var der 2 store udlænger: En meget stor lade med lidt halm, hvor vi legede tit i, og en meget stor kostald. Ved siden af laden lå der et lille stenhus, som blev kaldt Olsens løvehus.

I trediverne ejede Hjalmer Olsen Louisenlund, og han havde to større løveunger, der engang stak af, så de måtte skydes ude i det fri, da de havde forvoldt en del skader på beboernes fjerkræ.

På en feriekoloni var der jo selvfølgelig også faste regler der skulle overholdes til punkt og prikke. Hver morgen skulle vi stille foran hovedbygningen ved flagstangen, hvor Mortensen hejste flaget, inden vi gik ind til morgenmaden.

Vi skulle stille præcis til alle måltider, og vi blev kaldt sammen ved hjælp af en klokke, der hang i en klokkestabel på terrassen ud mod parken, og den kunne høres helt nede i skoven.

Der måtte heller ikke ryges, og blev der taget drenge i at ryge, var straffen 5 rap i den bare ende, og så hjem med først afgående færge. Dette skete det ene år. 3 drenge blev taget i at have stjålet cigaretter på lærerværelset.

Lærer Lund gik så ned i skoven og skar sig en god og solid hasselkæp, og alle vi andre blev jaget ned i den nederste ende af parken, mens afstraffelsen fandt sted.

Dette måtte vi trods alt ikke høre på.

Der var også en fodboldbane der blev brugt flittigt, selv om den var fuld af kaninhuller, da Endelave dengang var plaget af mange vilde kaniner.

En dag var vi godt i gang med en fodboldkamp, da en dreng kom med fuld fart hen over banen, men lige pludselig forsvandt hans ene fod ned i et kaninhul med det resultat, at han brækkede den ene ankel.

På uheldstidspunktet var færgen i Snaptun, og der blev rekvireret en helikopter som fløj ham til behandling på Horsens Sygehus.

Efter endt behandling blev han kørt til hjemmet i Vejle.

Hver mandag og torsdag kunne vi besøge Endelave by for at købe slik og sodavand, En travetur på knap 3 km frem og tilbage.

I byen var der blandt andet dengang 2 købmænd.

Mærkværdigvis nok var vi aldrig inde og se Endelave kirke.

På Endelave havde vi også en fortræffelig badestrand, som lå over mod Samsø. Her badede vi 2 gange dagligt under behørigt opsyn fra alle 3 lærere, så der ikke skete nogen ulykker under badningen.

Det var nok i havet vi fik ordnet det meste af vores daglige soignering.

Den gang var Endelave meget plaget af vilde kaniner. Kunne vi nu fange nogle, fik man en dusør på 50 øre pr. kanin. Vi bandt mange snarer ved deres kaninhuller, men vi fangede desværre aldrig nogen, selv om vi så mange rundt i terrænet.

Det ene år var hjemturen noget af en oplevelse, da det var et frygteligt stormvejr. Så vidt jeg husker, var vi kun 5-6 drenge, som ikke blev søsyge under turen, det slap jeg heldigvis for.

Denne dag havde skibet også en flok grise med, der skulle til slagteriet i Horsens. De larmede så gudsjammerligt, så det ikke var muligt at føre en ordentlig samtale i kahytten, der lå ved siden af, hvor grisene var.

Det første der skete, efter jeg kom hjem fra Endelave var, at min mor beordrede mig hen til vasken i køkkenet, og så tog hun håndfast gang med neglebørsten, for som hun sagde, ”så skal vi have al gravrust fjernet fra hals og knæ”, da renligheden på Endelave ikke havde været særlig god.

Jeg har været FDF-spejder, Frivilligt Drenge Forbund, fra 1956 til 1961. Hvert år var vi på spejderlejr i korpsets lejrhytte ”Rendsborg”, som lå på Hvidbjerg ved den yderste del af den sydlige del af Vejle fjord, hvor der var en særdeles god badestrand.

Ved lejrhytten var der dog træk og slip, som evig og altid var stoppet.

I gården var der et langt bord med vandhaner, kun koldt vand.

For nye spejdere, som aldrig havde været med på sommerlejren, var der noget der kaldtes ”Kanindåb” fra en robåd.

Dåben gik kort fortalt ud på, at nye spejdere blev smurt ind i ansigtet med barberskum og så sejlet ud på fjorden, hvor de så blev døbt i havet.

Jeg husker tydeligt, dengang det blev min tur. Jeg har altid været meget vandskræk, men her hjalp ingen kære mor.

Jeg måtte også gennem ritualet, men der, hvor robåden lå, var der ikke så dybt, så jeg kunne da heldigvis bunde.

På sommerlejren var der jo dagligt opgaver som skulle løses. Det kunne være et orienteringsløb, som var særdeles spændende, da der ved hver post var opgaver, der skulle løses.

Det årlige natorienteringsløb kunne jeg ikke deltage i, idet jeg er natteblind, men jeg blev aldrig drillet for det.

Om aftenen sad vi samlet ved pejsen og sang de mange gode spejdersange og lejrchefen holdt en lille aftensandagt.

Nytårsdag skulle alle byens spejderkorps møde op ved K.F.U.M.-bygningen og marchere gennem byen med ledsagelse af musikkorpsene til Sankt Nikolai kirke.

Vi skulle møde i den reglementerede spejderuniform. Det vil sige, sko, sportsstrømper, korte benklæder, uniformsbluse og skråhue.

Det kunne dog tolereres, at vi havde en varm bluse under uniformsblusen, men det var en særdeles hundekold oplevelse.

Så var det godt, at når marchen sluttede ved Sankt Nikolai kirke, hvor der var en efterfølgende gudstjeneste, og her kunne vi så komme inden døre og få varmen i kroppen igen.

Kristi Himmelfartsdag var vi altid på Munkebjerg, og turen skulle der marcheres til fods, noget af en lang travetur på 7 km.

På Munkebjerg var der lavet et orienteringsløb i Munkebjerg-Skovene, som var meget spændende, men vi fik da også hørt radiotransmissionen fra landspokalfinalen i fodbold, da en havde en transistorradio med, som også dengang blev spillet i Københavns Idrætspark.

Det var dengang Vejle Boldklub vandt et par år i træk.

De sidste tre år jeg boede hjemme i Vejle, har jeg overværet mange fodboldkampe på Vejle Stadion, og det på trods af mit dårlige syn, så var jeg i stand til at nogenlunde at følge med i kampen, bortset at det var svært at følge bolden i luften.

Det var dengang at Henning Enoksen og Tommy Troelsen var alle drenges store helte.

Jeg husker en kamp mellem Brønshøj og Vejle, hvor målmanden fik en hjernerystelse efter et sammenstød med en Brønshøjspiller, så Erling Sørensen måtte udgå i halvlegen.

Dengang kunne der ikke ind skiftes reservespillere, så Tommy måtte trække i målmandstrøjen fra starten af anden halvleg, og det gjorde han så godt, at han holdt målet rent, men desværre tabte Vejle med 1-2, som var resultatet efter første halvleg.

I øvrigt havde Vejle Boldklub fire spillere med til Olympiaden i Rom 1960, hvor tre spillere var med til at vinde sølvmedaljen, nemlig Henning Enoksen, Tommy Troelsen og Poul Jensen, mens reserven Poul Meyer desværre ikke kom i kamp.

Fra 1953 til 1966 havde jeg et feriehjem hos min mors onkel Emil, tante Johanne og deres datter, Karen Margrethe, der er 6 år ældre end som jeg, der havde et husmandssted ”Vibelund”, som lå imellem Sellerup og Børkop.

Det var et dejligt feriested, som jeg stadig kan mindes med stor glæde.

Det første år jeg var feriebarn på husmandsstedet, gik Karen Margrethe rundt, når de havde gæster med mig i hånden og fortalte gæsterne, at jeg var hendes nye lillebror, til stor fortrydelse for mine forældre.

På husmandsstedet havde de heste, køer, kvier, kalve, grise, høns, katte og en hund. De havde 2 heste, norske fjordheste, en vallak, Hans og en hoppe, Lis, som i øvrigt fik en sølvmedalje på dyrskuet i Vejle.

Lis fik jeg af og til lov til ride på, og det direkte på hesteryggen og et hovedlag.

Så gik turen hen ad vejen, men når vi havde redet omkring 300-400 meter, hvad gjorde den skøre krikke, jo, den vendte om, selv om jeg efter alle kunstens regler forsøgte at hindre det, men det ville krikken aldeles ikke finde sig i, så den gik hjem igen.

Min tante var temmelig indremissionsk, og det var hende, som lærte mig som 5-års dreng at bede mit fadervor hver aften inden jeg skulle sove, og som min tante altid sagde, når vi sammen havde bedt fadervor, ”Tak for i dag, Jesus, det har været en god dag”.

Tante var ikke særlig glad, når jeg bandede, dette havde jeg lært af min far, så sagde hun altid, ”Hør nu her lille Flemming. Du ved jo godt, at Jesus bliver ked af det, når du bander”, så tudede tante og jeg sammen og så var vi gode venner igen.

Hver formiddag skulle der altid læses et stykke fra hverdagsbiblen, og det gjorde min onkel normalt, og han startede altid med at sige, ”Nå, lille Vims, kan du så sidde stille, så længe jeg læser”.

Et fast ritual var, at der til alle måltider skule bedes til og fra bords.

Jeg husker stadig bordbønnen som onkel bad, ”I Jesu navn går vi til bord – at spise og drikke på dit ord – dig til glæde, os til gavn – så får vi mad i Jesu navn – Amen”.

Bønnen, som blev bedt, når måltiderne var slut, kan jeg ikke huske nøjagtigt, men jeg havde blot at blive siddende til bordbønnen var bedt.

Hjemme hos min morfar var det en anden version, men den blev bedt så hurtigt, at vi børn aldrig forstod, hvad han bad.

Hjemme i mit barndomshjem blev der aldrig bedt bordbøn. Hvorfor har jeg aldrig fundet ud af, selv om min mor var meget hellig, men jeg tror nok, at det var min far, som satte dagsordenen om, at der ikke skulle bedes bordbøn.

Onkel havde den holdning, at alt det jeg kunne se til, skulle jeg hjælpe med til. En af de faste jobs var at fodre hønsene og samle æg ind, men også sørge for at jage dem ind i hønsehuset for natten.

Ind imellem kunne det være temmelig besværligt at få jaget alle hønsene ned fra pæretræet, som stod midt i hønsegården, men alle høns skulle ind for natten, ellers tog ræven dem.

En ting jeg aldrig lærte at tage som en naturlig oplevelse var, at når der skulle hugges et hoved af en høne, og den så hovedløs løb rundt på gårdspladsen, så kunne jeg godt forføje mig væk i en vis fart.

Om efteråret skulle der jo slagtes en gris, og af og til en tyrekalv, hvor kødet blev brugt til eget forbrug i den daglige husholdning.

Et år jeg var på ferie, skulle disse to dyr slagtes. Så kom hjemmeslagteren til husmandsbruget en tidlig morgenstund.

Grisen blev trukket, under vilde hvin fra stalden, over til vaskehuset, som kunne høres over hele gården, hvor tante og slagteren ved fælles hjælp fik den lagt op på en træbænk, og uden nogen form for bedøvelse, stak slagteren kniven i halsen på grisen og blodet stod som en stor stråle ned i et kar, hvor der var gryn, og så blev der rørt rundt, så blodet ikke størknede, og blandingen blev brugt til blodpølser.

Bagefter blev grisen lagt op i et skoldekar, og så gik slagteren og tante i gang med at få skrabet al hår af grisen.

Når dette var tilendebragt, blev grisen parteret.

Senere på samme dag kom turen til tyrekalven. Den blev hejst op i bagbenene i en krog i loftet, hvor den sprællede som bare pokker, indtil slagteren slog den over snuden med en stor hammer, så den blev bedøvet, og så gik parteringen i gang.

Dengang havde tante og onkel ikke noget køleskab, ej heller frysekapacitet.

Men mange steder var der andelsfrysehuse, hvor der kunne lejes en fryseboks, og der havde de også en boks, og når der så manglede kød til husholdningen, cyklede man til Børkop, hvor frysehuset lå, og hentede, hvad man havde behov for.

Jeg har aldrig kunne lide at se, hvordan dyr bliver aflivet, og efter at have overværet slagtningen af gris og tyrekalv, fortrak jeg til haven.

Noget af det sjoveste var, når jeg fik lov til at ragerense mellem roe-rækkerne med en hest som forspand.

Så gik det roligt og sindigt ned gennem rækken, og når vi nåede til enden, så vendte jeg, og kørte op gennem de næste rækker.

Så var der mere fut over stepperne, når jeg kørte med hesteriven, for at samle resterne af høet op, og når der var samlet en større portion, blev der trådt på en pedal, så riven hævede sig, og det opsamlede hø lagde sig som en lille bunke, og så ned med riven igen og så derudad.

Der var trods alt en ting, jeg kun fik lov til en gang, og det var at være med til at hakke roer. Her mente min onkel, at jeg hakkede alt for mange planter op, så det blev jeg sat fra med det samme. Her var det mit dårlige syn, som var årsagen til at denne opgave ikke kunne klares, da det blev for dyrt, når planterne stod og råbte efter hinanden.

En tur til mølle i Børkop med de 2 heste og vogn var en oplevelse.

Når vi så var færdige ved møllen, som i øvrigt lå ved siden af Børkop station, sagde min onkel hyp, men dengang var der mange åndssvage i Brejning og Børkop, og de opholdte sig også i området ved stationen.

Var der nu en af disse personer til stede, havde de stor fornøjelse med at sige pruhh, og det var noget hestene lystrede, så der kunne gå en tid, før onkel fik dem i gang igen.

På landet var der også af og til torden og lyn, men skete det om aftenen eller natten blev jeg hevet ud af sengen og fik besked på at klæde mig på, og såfremt lynet slog ned, så kunne man komme ud af huset i en fart.

Dette skete heldigvis aldrig, men engang, hvor jeg ikke var på ferie, slog et lyn ned i elmåleren.

En sommerdag i 1958, da jeg var 10 år gammel, var det meget lummert, og hen på slutningen af dagen trak det op med mørke skyer, og som min onkel sagde, ”vi får nok lyn og torden i løbet af aftenen”, og det holdt stik.

Sent på aftenen stod himmel og hav i et, og det buldrede og lynede, og vi sad på sofaen, fuldt påklædt, men lynet slog ikke ned i gården.

Alle malkekøer, kvier og de 2 heste var på græs nede på mosearealet, som lå et stykke vej fra gården, og næste morgen blev jeg sendt ned for at se, om hestene var stukket af, da det godt kunne ske, når det var tordenvejr, men alt var som det skulle være.

Nede på marken ved mosen lå der to huse, hvor der i det ene boede noget af en galsindet kvinde.

Engang skulle onkel og jeg hente et læs roer dernede, og det regnede som bare pokker, så jeg sad på vognen med onkels store kavaj, så jeg ikke blev våd.

Mosekonen var ude for at hente noget brænde i brændeskuret, og mens hun var derude, så hendes børn deres snit til at låse døren.

Da mosekonen opdagede, at hun var blevet låst ude i regnvejret, brugte hun alle de eder hun kendte, og jeg, som aldrig havde oplevet noget lignende, blev godt nok bange for hende, selv om jeg ikke havde noget at gøre med det.

En gang skulle jeg hente en større kalv i indhegningen, da den skulle på stald for natten. Jeg kom ind i indhegningen, men den genstridige kalv havde andre ideer. Jeg fik da langt om længe fat i kalvens grime og tøjr, men ih du milde moses. Kalven var særdeles stærk, og selv om jeg holdt godt fat i tøjret, trak den mig baglæns indtil den stødte på trådhegnet med strøm, så sprang den frem med et sæt, og jeg holdt godt fat i tøjret.

Jeg faldt så omkuld, men havde stadigvæk godt fat i tøjret, og den kullede kalv slæbte mig gennem en frisklavet kokasse. Jeg så forfærdelig ud.

Komøg i hovedet og på tøjet, så da jeg kom ind på gårdspladsen med den kullede kalv, blev jeg smidt op i vandingstruget for at få det værste vasket af, hvorefter jeg fik andet tøj på.

Jeg har altid haft stor respekt for et trådhegn med strøm i. Jeg havde lært, at når man rørte elhegnet med et skaft af træ, fik jeg ikke stød, men en dag gik det nu alligevel anderledes.

Jeg fandt en roehakke i græsset som havde lagt ude hele natten, og lagde så skaftet på elhegnet, men det jeg ikke tog mig i agt for var, at når et skaft var blevet vådt, går strømmen igennem træet, og ih du milde Moses, hvor jeg fik et ordentligt rap, så jeg blev så forskrækket, så jeg begyndte at tude.

Helt nede for enden af deres marker kom jernbanen mellem Fredericia og Vejle forbi. Her har jeg set mange tog komme forbi, også mange damplokomotiver, men også da DSB fik de nye lyntog i 1961. Dengang kunne et godstog have op til 70 godsvogne med.

Når tante og onkel skulle sove til middag, sørgede tante altid for, at sætte mig i gang med et eller andet. Det værste var at plukke solbær, da det tog en frygtelig lang tid, inden spanden var fuld.

Så var det bedre at plukke ribs, så blev spanden meget hurtigere fuld.

Hver søndag var der obligatorisk kirkegang til Gauerslund kirke, som lå ca. 2 km fra gården, og da jeg ikke måtte cykle, blev jeg sendt af sted i god tid til fods. Så kom tante og onkel på deres cykler.

Efter gudstjenesten skulle vi altid ned og se til Poul Eriks gravsted, deres afdøde søn, der som 7-årig døde i oktober 1952 af meningitis.

Oven på mit barndomshjem boede min bedstefar, et dejligt hjertevarmt menneske. Når der var ufred i hjemmet, gik jeg blot op til ham, og han var vældig god til at fortælle om sin barndom og ungdom, som jeg var meget interesseret i at høre om.

Han kom allerede ud at tjene hos bønder, da han var 10 år.

I 1916 var han som 17-årig ud at sejle med en coaster til Rønne på Bornholm, hvor skibet undervejs mødte en tysk ubåd, og da skibet nåede til Rønne, afmønstrede bedstefar straks, idet han så sandelig havde fået nok af at sejle som sømand i hans liv, og tog rutebåden fra Rønne til København.

Jeg har i øvrigt hans gamle søfartsbog.

Han blev i 1952 indfanget af Jehovas Vidners trosretning, men han holdt dog alligevel jul sammen med mine forældre og os børn.

Han brummede dog kun med på, ”Højt for træets grønne top”.

Juleaften kl. 16 var vi altid til julegudstjeneste i Sankt Pouls kirke, Metodistkirken, hvor vi sang de gode gamle danske julesalmer.

Juleaften fik vi altid flæskesteg med rødkål og hvad der nu hørte sig til, og vi fik altid risalamande med en mandel, men gaven var altid let bitter chokolade, og det har jeg aldrig brudt mig særligt meget om.

Vi fik da også altid julegaver af bedstefar. Han købte altid julegaverne i god tid, og i mange år fik jeg Legoklodser, som jeg fik lov til at lege med før jul, men det kneb nu altid at få Legokassen ordentlig pakket sammen, så min far sagde altid, ”Nå, Flemming, du har nok leget med Legoklodserne før tiden”.

Nytårsaften hørte vi altid kongen i radioen, og senere, da vi fik TV, så vi ham, og dette er en tradition som jeg har ført videre, men nu er det jo dronningen.

En tradition var også, at vi altid fik kogt torsk nytårsaften, men hvad desserten var, har jeg glemt.

Nytårsaften samledes alle børn fra vejen, og så skulle der laves løjer.

Et år hejste vi en lokumstønde op i en flagstang, men flagsnøren var rådden, så tønden fald ned med al indhold, så vi fortrak fra åstedet.

Så var det sjovere at smide kinesere ind i haven hos Roi i nummer 8, han blev altid så tosset, og et år ringede han efter politiet, men så havde vi da haft det sjovt så længe, og vi var jo over alle bjerge, da politiet ankom.

En gang om ugen kom en af min bedstefars trosfæller for at holde bibeltime sammen med ham.

Så sad jeg på divanen og hørte den tekst, der blev læst op fra deres bibel, og hvordan Jehova havde bestemt, hvordan teksten skulle udlægges.

Det var nu spændende for en dreng at høre, og selv om jeg også har læst ”Vågn op” og ”Vagttårnet”, har jeg aldrig været forfalden til denne tro.

Som barn har jeg været i forbindelse med mange trosretninger.

En af mine bedste skolekammerater, Mogens, var Baptist, og jeg har da også været til gudstjeneste i Baptistkirken, hvor jeg har oplevet, da han blev konfirmeret.

I Baptistkirken finder konfirmationen sted som en voksendåb, når unge når en alder af ca. 14 år.

Min tante og onkel var meget indremissionske, og min mormor og morfar var meget optaget af Metodistkirken, ligesom mine forældre, dog ikke så voldsomt fra min fars side.

Så var der jo bedstefar, som var medlem af Jehovas Vidners menighed.

Det var så spredte erindringer fra min barndom.

Slut på mine barndomserindringer.

5. Erindringer 1.del, af Jørgen Svendsen

Jeg gider bare ikke sagde jeg til Kirsten. Det hele kan jo være lige meget. Jeg kan lige så godt tage mit eget liv. ”Det gør du bare ikke,” sagde hun. Jeg nikkede. ”Ved du, hvad du er. Du er ekstrem egoistisk. Det Er ikke dig, det handler om, det er din kæreste. Det er hende, der er på tapetet, hende som har det dårligt. Jeg var fuldstændig ligeglad. Når hun kunne gøre det, ja så kunne jeg også. At tage udstødningsgas ville ikke fungere. Godt nok havde vi en bil, men hvordan sætter man en slange på? Det vidste jeg ikke. Så var der hængning, men hvordan gjorde man det. Jeg var kommet frem til, at der kun var én brugbar løsning: Piller. Godt nok kunne man på apoteket kun købe få ad gangen, men hvis man gemte dem, så kunne man bare gemme over flere gange og så sluge skidtet.

Kapitel 1:

Fødslen og de første år:

Kjellerup Sygehus 29. november 1961: En 24-årig kvinde var indlagt. Hun skulle føde. Hendes navn var oprindelig Birthe Huus Christensen, men hun havde giftet sig med Hans Svendsen, der kom fra den nordjyske by Østervrå. Selv var hun fra en lille midtjysk by, der hed Ulstrup. Byen lå smukt ned til Gudenåens breder, 22 kilometer fra Randers, og 30 kilometer fra Viborg. Hun var blevet indlagt alt for tidligt. Faktisk var der 3 måneder til, at hun havde termin, og nu lå hun her. Hun havde veer, og lægerne gjorde alt, hvad de kunne for at holde fødslen tilbage, men forgæves. Klokken 04.30 den 30. november kom et lille menneskekid til verden. Køn: dreng, længde: 39 centimeter, vægt 1075 gram faldende til 975 gram efter nogle få dage. Det var altså lille mig, der havde travlt åbenbart fra fødslen. Egentlig skulle jeg hedde Morten, men alle ville have mig døbt i en fart, for der var store chancer for, at jeg ville dø. Det var jeg i færd med 2 gange, men en kvik læge, der senere fik en praksis sammen med nogle andre i Ulstrup, reddede mig. De første år husker jeg selvsagt ikke meget fra. Kun har jeg fået fortalt, at min mor kom på statshospitalet i Viborg. Hun havde, som man ville sige i dag, fået en fødselsdepresion. Jeg var jo født alt for tidligt, 3 måneder. Man var usikker på om mit hoved havde taget skade. Jeg kom selvsagt i kuvøse i nogle måneder, men da jeg kom hjem lå jeg og virrede med hovedet. Man ville checke, om jeg var åndsvag. Min storebror Carsten, som var 3 og et halvt år ældre, blev, da min mor kom på Statshospitalet, sendt op til min fars søster, som vi kaldte moster Meta. Hendes navn var Anna Meta. Jeg var ikke åndsvag, men et eller andet var galt. Jeg reagerede ikke på det, som mine forældre ville have mig til at reagere på. Jeg var efter 3 måneder kommet ud af kuvøsen, og min mor var kommet hjem. Nu skulle vi til at leve som en hel normal familie. Men altså ingen reaktion fra mig, der stadigvæk virrede og virrede med hovedet, specielt, når jeg lå i vuggen. Der måtte flere undersøgelser til, og man fandt ud at, at jeg havde fået for meget ilt i kuvøsen. Resultat: blindhed. Min virren med hovedet blev kaldt blinddisme. Det havde mange af børnene mere eller mindre. Det var noget med, at der var noget, som vi skulle have afløb for. Synshandicappede stødte ofte hovederne sammen, når de sådan sad og rokkede og virrede. Ofte vokser man fra det, hvilket jeg også gjorde.

Jeg husker selvfølgelig ikke meget fra de første år. Min far var uddannet tømrer, og vi byggede vores første hus, som altså var bygget, før jeg kom til verden. Huset lå på Vibevej. Der flyttede vi fra og boede til leje i noget der hed Kartoffelmelsfabrikken. Derfra flyttede vi ud i den østlige ende af byen på Solsortevej. Min mor kunne slet ikke bo der. Huset var omgivet af skov og det lå omgivet af mørke. Igen fik hun dårlige nerver. Vi flyttede igen til leje hos en fru Kaihøj, som vidst nok havde købt Ulstrup C entral som blev automatiseret. Min far gik i gang med vores 3. hus, som lå på Lærkevej nr. 7. Centralen lå midt i Ulstrup ved siden af kroen, købmanden og banken. Jeg var vel kun omkring 5 år, da jeg for første gang skulle hente cigaretter og cigarer til far og mor. Automaten lå ved siden af en farvehandler, som kun var 50 meter fra, hvor vi boede til leje. Specielt når der var gæster, skulle det unge par dupere dem alle. Jeg skulle trække den rigtige pakke. Intet problem. 5. rum fra venstre, trække og en pakke minigolf kom til syne. Der kan I se, sagde mine forældre, og alle var så stolte over denne blinde dreng.

Der var meget liv på vejen. Alle mødrene var hjemmegående, og der var masser af børn, man kunne lege med. Ingen tænkte over, at jeg var blind. Cykle kunne jeg jo ikke, men jeg kunne skubbe. Jeg tog simpelthen fat i skuldrene på den, der tilfældigvis sad på den trehjulede. Jeg oksede løs, mens ham-hende, som jeg skubbede, havde nok at gøre med at styre. Den vilde jagt gik gennem byen, enten på den trehjulede traktor, eller den 3 hjulede cykel. Jeg fik masser af motion. Ih, hvor jeg havde det dejligt.

Den 6. juni1968 blev en skæbnedag på kloden. Denne dag blev den anden Kennedy, Robert Kennedy, skudt. Det blev også en skæbnedag for mig. Om aftenen kom mine forældre og sagde: ”Jørgen, i morgen skal du ud på en spændende rejse. Du skal over til Sjælland og gå på en skole, hvor der er en masse børn, som du kan lege med.” Skolen hed Refsnæs. Jeg fik et chok. Jeg ville ikke på den åndsvage skole. Jeg ville være hos mor og far. Jeg græd utrøsteligt. Det er på sin plads at nævne, at blinde dengang ikke kunne gå i normal skole. Ved lov var det bestemt, at blinde børn i barneårene skulle gå på Refsnæs ved Kalundborg, og efter 7. klasse skulle overflyttes til instituttet på Kastels vej senere instituttet på Rymarksvej 1 i Hellerup.

Det første stykke tid boede jeg på børnehjemmet. Noget gammelt bras. Der lugtede altid af barnebræk og sure tæer. Vi sov på sovesale, ja endog stereoanlægget var gammelt. Vi drenge kunne grine af frække ord, og plejemor Frk. Friis var ikke glad, når vi satte den fede single med Cæsar på, ”Vild Engel” hed pladen. Der blev sunget om ryg og røv og lår. Dejlige frække ord. Lige noget for en 7-årig, som slet ikke kendte betydningen af ordene, men de var lidt forbudte, og det var det vigtigste. Pladen startede med lyden af en motorcykel, der blev startet. Fedt. Den vilde engel endte med at køre galt, da han nåede de 140. Smadrede direkte ind i en lastbil, som han ville tage indenom. Et brag og et bilsammenstød. Det kunne bare ikke blive bedre.

Men hvordan havde lille jeg det? Ikke godt. Efter børnehjemmet var jeg flyttet ind i et helt nyt hus, som de voksne kaldte for Egehuset. Her boede vi, vist nok 12 drenge og piger. Vi delte værelse med en fra samme køn, men jeg havde det dårligt. Når jeg havde besøg af mine forældre, måtte jeg holdes tilbage med magt. De måtte ikke tage mig med tilbage til Ulstrup. Ofte sagde pædagogerne: Så, nu går i, og det skal være nu. 2 gange om ugen gik jeg ind på kontoret, hvor jeg kunne ringe hjem. I en halv time hulkede jeg mig igennem telefonsamtalen med mor og far. ”Må jeg da ikke nok komme hjem? Tryglede jeg. Set i bagklogskabens lys fatter jeg ikke, hvordan voksne forstandige mennesker kunne sende små børn på 6 og 7 år væk. Ingen skal sige, at det er sundt for et lille barn, og når man så ovenikøbet tænker på, at jeg i 3 måneder på grund af kuvøsen, havde været afskåret fra mine forældre, ja så tror da fanden, at jeg havde det dårligt. Undersøgelser viser da også tydeligt, at de første år er altafgørende i et menneskes liv. Bedre blev det ikke af, at pædagogerne satte mig på værelse med den største rod og ballademager. De ville gøre mig til en rigtig dreng. En der ikke var bange. Det gik lige modsat. Nu tog drillerierne til. Drengene og såmænd også pigerne sagde: ”Jørgen, nu kommer vi og sætter ild til dit hår.” Specielt om natten var jeg bange. Ham, som jeg delte værelse med, kunne finde på de mest ondsindede ting. Når jeg var lige ved at falde i søvn, ja, så listede han musestille hen over gulvet og så trampede han i gulvet, klappede og skreg: ”ti jør ti jør ti jør, Han skreg af grin, når jeg vågnede, for 5 minutter efter at gentage det hele.

En anden dreng havde det også slemt. Han var bare 4 år og kom fra Grønland. Han græd meget, og når det skete, ja så kastede han op.

Jeg selv var syg hver anden dag, – næsten i hvert tilfælde. Jeg blev indlagt på sygeafdelingen, som jeg betragtede som et fristed, men der var ingen pjæk. Jeg blev omhyggelig passet af frk. Nielsen, og drak iskoldt mælk af blikkrus. De voksne kunne jo godt se, at det her ikke gik. Jeg blev flyttet og kom til at bo sammen med Frank. Vi børn fik hver en gave. Vi unger var begyndt at lære punktskrift, og vi fik en bog hver, som de voksne havde skrevet og som handlede om os. Min bog hed Jørgen. På forsiden var et følbart billede af en dreng. Bogen har jeg desværre forlist, men jeg kan huske to citater:

1: ”at redde seng kan jeg ikke lide, men jeg skal jo lære det.” Sengen skulle reddes omhyggeligt hver dag, og hvis vi ikke gjorde det ordentligt, ja så var det forfra. Sengen var en skibsbriks, som var så moderne på den tid. Lagnet, dyne- og pudebetrækket skulle tages af, og omhyggeligt lægges sammen. Det skulle kommes ind i en stor skuffe, som stod under sengen. Skuffen skulle køres ind under briksen, og dynen samt hovedpuden skulle rulles sammen til en pølse, som blev gemt inde under ryglænet. En dag faldt jeg over sengeskuffen. Blodet fossede fra min underlæbe og den dag i dag, har jeg et lille ar, men tænderne holdt. Det med bisserne kommer vi til. De var stærke, men derom senere.

Citat 2: ”jeg bor sammen med en anden dreng, der hedder Frank. Han har en båndoptager og selv har jeg en radio.” Med de to ting hygger vi os. Det gjorde vi virkelig. Vi hørte Jørgen Mylius og hans top ti, tyve og hvad det nu hed alt sammen, og lavede sjove hørespil, som vi optog på bånd. Jeg fik også en gave af mine forældre, som kom og besøgte mig. Min første grammofonplade. Den var med Bjørn Tidemann og hed ”Lille sommerfugl” og på b.-siden var en melodi, der hed ”Lille fugl”. ”Lille sommerfugl” gav Bjørn Tidemann et kæmpe hit. Melodien var ikke ny, den var skrevet i 1921.

Mine forældre havde hørt, at få blinde var begyndt at gå i såkaldt normal skole sammen med seende børn. De plagede og plagede forstanderen Kurt Christensen om, da ikke jeg kunne komme hjem. Det kunne der ikke være tale om, da jeg var en meget svagelig dreng. Deri havde han jo ret, men mine forældre gav sig ikke. Så en dag blev han gal og sagde, at jeg ikke kom hjem, og at de i øvrigt kunne spørge skolen. Han vidste, at skolerne på den tid var i deres gode ret til at afvise en blind elev. Men hvad Kurt ikke vidste var, at skolen var blevet spurgt og det var det bedste. Man var helt indforstået med, at lille jeg, Jørgen Svendsen, skulle starte. Den dag mine forældre sagde, at jeg skulle hjem var én af de bedste dage i mit liv. Da mine kammerater fik at vide, at netop jeg skulle hjem bredte surheden sig. Hvorfor mig? Hvorfor kunne de ikke komme hjem? Det var også på den tid, at en ung pædagog Torben Kar introducerede kassettebåndoptageren for os. Senere blev den brugt til båndbøger, men i de første år lavede jeg og mange andre blinde hørespil.

Torben Kar var gift med en pige, der hed Else. Hun var gravid, og det optog os børn meget. Hvordan fik man sådan et barn ind i maven, og hvordan kom det ud igen. Vi havde hørt lidt om en stork, som kom forbi, men vi var meget nysgerrige. Jeg vidste godt, at jeg var en dreng, der havde en sjov lille tingest, der hang og dinglede, men hvordan mon en pige så ud? Af gode grunde havde jeg jo ikke set på det andet køn med mine øjne, og mine forældre havde ingenting fortalt, så jeg spurgte Torben, hvordan man kunne kende forskel på en pige og en dreng. Han svarede mig, som man svarer en 7-årig. ”Jo, Jørgen, der, hvor du har en tissemand, ja der har piger et lille hul. Et hul, jamen hvordan kunne et barn komme ud der? Kom det overhovedet ud der? Det spurgte jeg nu ikke om. Inden jeg kom til Ulstrup, kom en ung lærer ved navn Ivan Aarup, i daglig tale kaldet Aarup, til Refsnæs. Det var dengang, man var på efternavn med lærerne. Han lærte sig punktskrift og den særlige abakusregning, som blinde brugte. Han kunne ikke læse punkt, men når han så alfabetet vidste han, hvad der stod. I de første år havde jeg ekstra timer. I starten var det med Aarup, men senere tog faglærerne, for de forskellige fag, over. Vi tog ting op, som kan være svært for blinde. F.eks. geografi, hvor vi i ro og mag gennemgik de følbare kort, og biologi, hvor der også var lavet tegninger, som man kunne mærke. Landkort var lavet på en speciel måde. Refsnæsskolen havde et materialelaboratorium, Bjerge blev lavet af forskellige typer sandpapir, og grænser blev tegnet med et liniehjul. Der blev lavet et plastsug af hele molevitten, og man havde et landkort. Men hvad var et bjerg egentlig. Det havde jeg ingen anelse om, kun at det gik højt op i vejret. Så jeg forestillede mig en lige asfaltvej, der gik lige op i luften. Jeg havde jo aldrig set et rigtigt bjerg, kun følt det skitseret på et kort. Stor blev min forundring, da klassen tog til Norge. Jeg må have været omkring de 14. Bjerge var jo noget helt andet end den asfaltvej, som jeg havde set for mit indre. Her var græs, brusende elve, som man skulle forsere, små træer, som man skulle gå udenom og store sten. Hvordan dyr så ud, var også svært at forstå. Jeg vidste, at en hjort kunne brøle, og at den havde fire ben og et gevir. Det var alt. Den dag i dag, er der ting, som jeg intet ved om. Kan du, kære læser, fortælle mig, hvordan en hyæne eller en gnug ser ud? Nej, vel.

Jeg skulle jo lære at læse, og jeg har fået fortalt, at det i starten kneb med at kende ordbillederne fra hinanden. Dertil kom så også, at Danmark var ved at gå over til et nyt forkortelsessystem. Man laver jo 28 bogstaver, ti tal og ord, der kan forkortes, så punkten ikke fylder så meget, så der var nok at huske på. Der blev tilknyttet en synskonsulent til mig. Den første hed Karen Veddel, så kom Lars Thomsen, så Hans Carl Mathisen, og igen Lars Thomsen, som fulgte mig helt til enden på gymnasiet. Disse lærere forstod den særlige blindepædagogik, og de lærte skolen smarte tricks. De arbejdede i amterne, og kom hver 14. dag senere hver 3. uge.

Aarup skal have en særlig plads. Han er den bedste lærer og pædagog, som jeg nogen sinde har haft. Som sagt gennemgik vi fagene, og når der var tid til det, ja så skulle jeg lære sansetræning. Bare ordet lød forfærdeligt: saaaaaannnnnnsetræææææning. Hvordan får man en 9-årig dreng til at forstå, at det er fedt. Joh, han tømte simpelthen sin tegnebog ud på bordet. Nu var det så min opgave helt nøjagtigt at fortælle, om det var en tikroneseddel, en hundredkroneseddel osv. Jeg havde i hånden. Det samme med mønterne. Nu skulle jeg så lægge tallene sammen og regne ud, hvor mange penge der var. Jeg skulle gætte, hvad det var for små sedler, der lå i hans tegnebog og fik fortalt, at det var papir, hvorpå huskesedler til indkøb stod, og da jeg engang havde optalt 1000 kroner, sagde han, som så mange gange efter, gooooooodt Jørgen. Sådan med et langt o. Jeg skulle vide, at han oprigtig mente, at jeg havde gjort det godt. ”Ved du hvad Jørgen. Du fortjener virkelig en belønning.” Jeg var spændt. Frem af sin taske, fremdrog dette geni to negerboller. Jeg var stolt som en pave. Hvert halve år tog han mig og sine 3 børn med til f.eks. Fyrkat ved Hobro. Her fik jeg vidst murværket på borgen, og han fortalte levende om slagene. Hans børn og jeg så alt, og jeg for min del mærkede på seværdighederne, som vi besøgte. Tangeværket, som endnu ikke var blevet den turistattraktion, som det er i dag, fascinerede Jeg fik set den kæmpestore Viborg Domkirke og meget meget mere. Først da vi blev konfirmerede holdt turene op. Aarup forsøgte at introducere mig til klassisk musik. Han havde en Tandberg 15-21, den med 3 hastigheder. Der blev sparet på båndene og indspillet på den langsomste hastighed. Han optog flittigt fra Danmarks Radio, og spillede en del klassisk for mig, også en hollandsk rockgruppe The Exception. De havde lavet kendt klassisk musik om til rock. Det var noget, som jeg syntes om. En sådan form for pædagogik kan ikke læres på et seminarium. Denne lærer havde et naturtalent. Lars Thomsen havde fået nogle bøger med hjem fra Rusland. Her var følbare billeder af biler fra siden, mennesker tegnet forfra og bagfra, samt forskellige dyr. Alt det gennemgik vi, når vi havde tid til det. Det er flot pædagogik venner. Jeg har helt glemt at fortælle, at jeg igen begyndte at gå i første klasse, da jeg kom hjem. Man ville give mig et forspring. Det betød, at jeg var et år ældre end mine kammerater. Meningen med at gå om var sådan set god nok, men da jeg samtidig tidligt kom i puberteten betød det, at jeg blev drillet, da jeg nåede de tolv og vi badede efter gymnastik, råbte de andre Se, Jørgen er begyndt at få hår på pikken. De skreg af grin: Hans tissemand er større end vores. Prøv at se hans klunker de er kæmpestore. Badet efter gymnastik hadede jeg, men der var ingen vej uden om. Jeg afskyede også gymnastiktimerne. Alle de andre drenge spillede fodbold og håndbold Jeg selv blev sat på en motionscykel, hvor jeg i øvrigt kunne passe mig selv. Jeg hadede drillerierne. Bedre blev det, da vi én gang om ugen fik svømning, og det endda udendørs. Jeg svømmede fint langs kanten. Her var endelig en sport, hvor jeg næsten var på samme niveau, som de andre. Jeg var omkring de ti.

Fritiden

Min far byggede lystigt blandt andet sammen med en murer ved navn Herbert, videre på vores nye hus. En dag, vi boede stadigvæk til leje nede ved Kaihøj, kom han med kontanter til huslejen, som han altid betalte til den første. Han spurgte, hvorfor hyren fra den ene måned til den anden var steget med 50 procent og fik følgende svar: ”ja, lejen er sat op, men de må forstå Svendsen, at det her er en forretning,” ”Det kan sgu godt være, vi er dem, der er flyttet,” sagde far. Men hvor skulle vi bo, mens huset blev færdig? Mine forældre var blevet campister, og vi gjorde noget, som nok ikke var gået i dag. Vi stillede campingvogn, fortelt og et lille spidstelt op midt på marken, hvor det nye hus tog form. I et halvt år boede vi i campingvogn og et fortelt. Her havde vi et stort skab, hvor min mor havde alt sit sygrej, og jeg havde alle mine skolebøger derude. Allerede dengang fik jeg bøgerne i to eksemplarer. Et, som jeg havde på skolen, og et, som var derhjemme. Posten kom med bøgerne, som blev lavet i punktskrift på Refsnæsskolen. Én gang om året satte lærerne sig sammen og gennemgik det bogmateriale, som skule bruges året efter. Når min post var afleveret, ja så kørte ”postmand Per” ud og hentede det øvrige post til kvarteret.

Jeg legede stadigvæk på centralen, hvor mine venner boede. En sommerdag sad jeg og gyngede sammen med naboens datter. De havde sådan en fin gynge af metal, hvor vi kunne sidde lige overfor hinanden og så kom det: Jørgen, du er godt nok den sødeste af alle drengene i klassen. Jeg er da ligeglad med, at du ikke kan se.” Se det lunede jo. Snart troede alle, at vi var kærester, men det var vi ikke. Vi havde også mus i forteltet. Jeg var hunderæd for den, og min bror, som jo var de 3 år ældre end jeg, drillede mig med det. Om natten begyndte den at gnave i det store skab, som stod ude i forteltet. Det lød som om, at den gnavede af campingvognen. Snart var den oppe ved hovedgærdet af min køje, og snart nede ved fodenden. ”Nu kommer musen snart herind,” sagde min bror. Det lykkedes for min mor at fange krybet. Den blev bange og smuttede ind i den maskine, som jeg skrev punktskrift på, nemlig min perkinsmaskine. Mi mor løb højt op på marken, rystede maskinen, hvorefter musen løb ned i forteltet igen. Huset var nu færdigt, og den 14. november kom der varme på og vi flyttede ind.

Fortsættes senere

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. 44 95 04 72

Mobil 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv., 2200 København N

Mobil 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J

Telefon 86 72 55 72

Mobil 40 62 11 23

E-mail: ole@obj.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1., 4000 Roskilde

Tlf. 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

Redaktør Rita Cecilie Varmby

Ramsingsvej 4 3.th., 2500 Valby

Tlf. 36 17 14 10

Mobil 21 43 02 23

E-mail: rcvarmby48@gmail.com

1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th., 4200 Slagelse

Mobil 25 53 82 43

E-mail: fohlmann@stofanet.dk

Nyhedsbrev nr. 4 oktober 2018

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 4 / 2018

1. Indhold

2. Hilsen fra formanden

3. Status over den blindehistoriske samling v/ Jacob Kjærgaard

4. En blindehistorisk festdag. Anmeldelse af arrangementet på Lyngby stadsbibliotek 11. september 2018 v/ Karen Marie Pedersen

5. Hvor langt er registreringsprojektet nået? v/ Poul Lüneborg

6. 50-års jubilæum for akustiske trafiksignaler v/ Poul Lüneborg

7. ”Om min mester klaverstemmer Carl Hansen,” v/ Thorvald Kølle

8. Om at gå i specialskole i provinsen, interview med Henning Laursen fra Viborg, hvor han fortæller om sin skoletid på undervisningscenteret i Herning v/ Rita Cecilie Varmby

9. Dansk Blindesamfunds amatørteater v/ Poul Lüneborg

10. Fra børnehjemmet på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge, causeri med Hans Erik og Henrik Olsen på Solterrasserne den 25. oktober v/ Rita Cecilie Varmby

11. Selskabets stiftende generalforsamling m.v. v/ Poul Lüneborg

12. Historien om danske båndamatører v/ Poul Lüneborg

13. Bestyrelsens kontaktoplysninger

2. Hilsen fra formanden v/ Poul Lüneborg

Dette nyhedsbrev fortæller om en milepæl i selskabets historie. På hovedbestyrelsesmødet den 18-19. juni 1994 i Dansk Blindesamfund gav selskabets første formand Jørgen Eckmann, på vegne af en arbejdsgruppe, en orientering om tankerne bag oprettelsen af selskabet, og pointerede i den forbindelse, at bevarelsen af museet og samlingen ved Blindeinstituttet, ville være foreningens primære opgaver.

Der blev derfor, på den stiftende generalforsamling den 18. november samme år fra forsamlingen, talt meget om nødvendigheden af, at bevare Det Blindehistoriske Museum ved Blindeinstituttet, og om at udbrede kendskabet til dette.

Museumsinspektør Jacob Kjærgaards artikel nedenfor, om afslutningen af registreringen og digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion, vidner om, at det nu – efter knap 25 års anstrengelser – er lykkedes at realisere målet om samlingens bevarelse. Denne sag har der været talt og skrevet meget om i selskabet gennem årene.

Med hensyn til at udbrede kendskabet til samlingen, så har arrangementerne med Jacob Kjærgaard i forbindelse med årets generalforsamling, og det blindehistoriske arrangement på Stadsbiblioteket i Lyngby den 11. september i år, sat fokus på at udbrede kendskabet til samlingen.

Karen Marie Pedersen har i sin anmeldelse af mødet i Lyngby, se nedenfor, bidraget til, at information om Jacob Kjærgaards indsats når ud til en endnu større kreds af interesserede. Disse bestræbelser vil yderligere blive forstærket, når registranten over samlingen bliver tilgængelig på Medicinsk Museions hjemmeside.

Når der åbnes for offentlighedens adgang til registranten på hjemmesiden, vil bestyrelsen informere herom i et kommende nyhedsbrev. Der er i sandhed grund til at glæde sig over, at det nu er lykkedes at sikre samlingen for eftertiden gennem arbejdet, der er udført af Medicinsk Museion i kraft af den økonomiske bistand, der er tilvejebragt af Dansk Blindesamfund.

Sammen med Dansk Blindesamfund bliver det i den kommende tid en meget vigtig opgave for selskabet, at sikre Anskuelsessamlingen og den tilbageværende blindehistoriske samling ved Synscenter Refsnæs. Det er en opgave som arbejdsgruppen mellem selskabet og repræsentanter fra DB’s Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg, for alvor tog fat på at behandle på sit møde den 1. juni sidste år, og som blev fulgt op på gruppens seneste møde den 11. september i år, med henblik på at give denne opgave højeste prioritet.

Ovenstående betragtninger er delvist muliggjort ved, at referatet af selskabets stiftende generalforsamling er blevet fundet, efter at det har være eftersøgt gennem mange år. Det var vores næstformand René Ruby, der fandt referatet, det har jeg omtalt i en særskilt artikel nedenfor.

Værdien af Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion står og falder med, at denne løbende bliver suppleret og opdateret. Det har vi i selskabet taget fat på med vores registreringsprojekt. I bestyrelsen konstaterer vi med tilfredshed, at der er ved at komme skred i dette projekt, hvilket jeg har søgt at belyse i artiklen om projektet nedenfor.

Gennem årene har vi i nyhedsbrevene bragt en række erindringsartikler, hvor medlemmer af selskabet fortæller om deres oplevelser som elever ved Refsnæsskolen og Blindeinstituttet. I dette nyhedsbrev fortæller selskabets sekretær Thorvald Kølle, på en levende og tankevækkende måde, om den betydning hans læremester Carl Hansen ved Blindeinstituttet har haft for ham under hans uddannelse som klaverstemmer.

Bestyrelsen ønsker at supplere de mange beretninger fra medlemmer om deres oplevelser på blindeinstitutionerne med beskrivelser fra medlemmer, der har haft deres skolegang som integrerede elever i Folkeskolen. Interviewet med Henning Lauersen fra Skive er et af de første bidrag i denne forbindelse. Det er vort håb at kunne bringe flere beretninger over dette tema i kommende nyhedsbreve.

Uanset dette ønske, sættes der fokus på erindringer om Refsnæsskolens betydning for 2 af selskabets medlemmer, dette sker torsdag den 25. oktober kl. 14.00. Bestyrelsen har på opfordring af et af selskabets medlemmer arrangeret et medlemsmøde, hvor Hans Erik og Henrik Olsen kommer og fortæller om deres liv. Rita Cicilie Varmby har i invitationen nedenfor givet en kort beskrivelse af programmet for dette års andet medlemsarrangement. Det er mit håb, at rigtig mange af selskabets medlemmer med familie og venner vil møde op til denne spændende eftermiddag i salen på Solterrasserne i Valby.

I år kunne det akustiske trafiksignal den 17. april fejre 50-års jubilæum, hvilket blev omtalt i en kort notits i DBs medlemsblad nr. 6 fra 9. maj. Min artikel nedenfor har til formål at give en beskrivelse af dette jubilæum i et historisk perspektiv.

Siden august i år har vi i bestyrelsen arbejdet på at forny selskabets hjemmeside. I vort næste nyhedsbrev vil der blive givet en bred orientering herom. Et af vore ønsker med den opdaterede hjemmeside, er at bringe så mange lydfiler som muligt fra selskabets arkiv.

Dansk Blindesamfunds Amatørteaters digitaliserede forestillinger udgør en væsentlig del af disse lydfiler. I artiklen om amatørteatret har jeg givet en beskrivelse af, hvad vi forventer at kunne bringe på hjemmesiden om teatrets historie og virksomhed gennem dets godt 60-årige levetid, fra 1946 til 2007.

Nyhedsbrevet afsluttes med en orientering om udgivelsen den 26. juni i år af historien om ”Danske båndamatører 1959-1976”, udgivet af Institut for lydarkæologi.

God læselyst.

3. Status over den blindehistoriske samling v/Jacob Kjærgaard

Den 18. februar i år havde Blindehistorisk selskab besøg af museumsinspektør Jacob Kjærgaard fra medicinsk museion. Besøget var en del af det arrangement, som selskabet havde på Fuglsangscentret. Han fortalte om de ting som er indsamlet gennem tiden.

Vi fik en kronologisk gennemgang af blindemuseets tilblivelse samt om dets omskiftelige tilværelse indtil nu.

Det er derfor, vi nu kan præsentere artiklen, som kan ses nedenfor.

”Indlemmelsen af blindesamlingen i Medicinsk Museions samlinger”

af Museumsinspektør ved Medicinsk Museion Jacob Kjærgård.

Vi er her på Medicinsk Museion ved at være ved vejs ende i vores arbejde med at registrere, kuratere, affotografere, digitalisere og nedpakke samlingen fra det blindehistoriske museum. Projektet er muliggjort med midler doneret af Den Bøhmske Fond.

Tilgængeliggørelsen af den blindehistoriske samling giver nu mulighed for en styrkelse af forskning og formidling af normale og unormales syn.

I forbindelse med dette projekt var jeg den 18. februar 2018 blevet inviteret til Fuglsangcenteret i Fredericia af Blindehistorisk Selskab i forbindelse med selskabets årsmøde, for at holde et oplæg om mit arbejde med kurateringen af den blindehistoriske samling. Det følgende er hovedtrækkene fra oplægget.

Samlingens historie.

I anledning af blindeinstituttet på Kastelsvejs 100 års-jubilæum i 1958 blev der arrangeret en udstilling, som man håbede ville ”give et indtryk af blindeforsorgens udvikling og nuværende stadie”. Udstillingen indeholdt en lang række hjælpemidler til de blindes erhvervsudfoldelse og undervisning.

Efter omlægningen af særforsorgen i 1980 var Statens Institut for Blinde og Svagsynedes samling endt under Københavns Kommune.

Den 18. september 1981 åbnede Dansk Blindehistorisk Museum dørene for offentligheden og det blev indviet med taler af både forstander for IBOS Kirsten Jansbøl, Socialborgmester Pelle Jarmer og formand for Dansk Blindesamfund Svend Jensen. I indbydelsen til åbningen stod der, at formålet med samlingen var: ”at indsamle og opbevare genstande, hjælpemidler og oplysninger af enhver art, som kan tjene til belysningen af den kultur- og socialhistoriske udvikling af forsorg for blinde og svagsynede i Danmark, gennem en specielt indrettet permanent udstilling at give den synshandicappede en mulighed for at opleve den blindes tilstedeværelse i et historisk perspektiv (…) og at virke som inspirationskilde for undervisere af blinde og svagsynede, og som socialhistorisk oplysningscentral om forsorgen for synshandicappede”.

Efter Folke Johansens bortgang i 1986 blev museet overtaget af lærer ved instituttet Mogens Bang, der sammen med den tidligere elev Henning Eriksen forestod driften af museet, og opdatering af samlingens indhold helt ind til museets afvikling.

Museet afvikles.

I begyndelsen af 00’erne begyndte Københavns Kommune at sondere terrænet for at skille sig af med samlingen, da kommunen ikke længere ønskede at drive eller bidrage med lokaler til den fortsatte drift af museet. Mogens Bang arbejdede hårdt for at finde en aftager til museets samling, således at den ikke endte på lossepladsen, som det efterfølgende er sket med blandt andet Skolemuseet.

Det endte med, at Medicinsk Museion indvilgede i at overtage ejerskabet af samlingen fra Københavns Kommune.

Den blindehistoriske samling ville komme til at indgå som et stærkt supplement til Museions allerede eksisterende samlinger på andre, tilstødende områder, såsom den oftalmologiske samling fra Statens Øjenklinik, og en samling undervisningsmateriale fra Refsnæs, som Museion modtog i 2009, samt Museions andre store handicaphistoriske samlinger, som den anseelige samling af ortopædiske hjælpemidler og proteser.

I 2009 overtog Medicinsk Museion dermed samlingen fra Københavns Kommune, og da kommunen ikke længere ønskede at drive eller bidrage med lokaler til den fortsatte drift af museet. Overtagelsen af samlingen blev berammet til at tage to år.

Grundet skybruddet i sommeren 2011 og de deraf følgende vandskader på Museion, blev den endelige afhentning af samlingen fra kælderen på Rymarksvej udskudt til sommeren 2013.

Sådan er arbejdet forløbet

Samlingen var registreret på blå museumsregistreringskort ført på skrivemaskine, og i en række håndskrevne protokoller. Endvidere var store dele af de bøger der indgår i samlingen registreret elektronisk, det samme gjaldt en stor del af billedmaterialet.

Samlingens registrant var ført med et nummereringssystem for alle forskellige typer af objekter; genstande, bøger, fotos, malerier, tryk og arkivalier. Samlingen bestod af i alt 6500 registreringsnumre, der fordeler sig således: 4.200 genstande, 800 billeder, fotos og malerier, 700 punktbøger, 100 reliefbøger og 700 sortskriftbøger.

Indledningsvis blev de blå registreringskort OCR scannet (Optical Character Recognition), hvorved vi fik alle informationerne fra kortene som data i xml-format. Derefter blev alle registreringsoplysninger fra de forskellige registranter indført i et ark med tre kolonner – en med genstandsnummeret, en med genstandsbetegnelsen og en med beskrivelsen af selve genstanden.

Herefter blev genstandene i samlingen sorteret op i forskellige emnegrupper: skrivning, regning, geografi, børstenbinderi, skomageri, kurveflet, vævning, anskuelse, afspilningsudstyr, hverdagsgenstande, mobility, billeder, punktbøger, sortskriftbøger, reliefbøger, arkivalier, fysik og øjenklinikken. Efterfølgende blev objekterne fra hver enkelt emnegruppe gennemgået fysisk, hvor genstanden blev sammenholdt med oplysningerne i registranten. Herefter blev de, såfremt det var nødvendigt, afrenset, affotograferet og nedpakket.

samlingen indeholder enkelte genstande der stammer helt tilbage fra den tidligste danske blindeundervisning på Kjædens Blindeinstitut på hjørnet af Tugthusporten og Store Helliggeiststræde – i dag Niels Hemmingsensgade og Valkendorfsgade. Dette er dog en meget begrænset del af samlingen. Den største vægt ligger i perioden efter 1858, hvor professionaliseringen af blindeforsorgen slår i gennem. De dele af samlingen der er bedst repræsenteret, er punktskrifttavler, punktskriftmaskiner, værktøj til skomageri, kurveflet og børstenbinderi, relieflandkort, anskuelsesmodeller, lerfigurer fra lersløjd, hjælpemidler til regning så som regnetavler og abacus-kuglerammer, samt en stor samling hundeseler og andre hunderelaterede genstande.

En række genstande blev udvalgt til at blive 3D-scannet. 3D-scanningen af genstandene blev foretaget på Retsmedicinsk Institut af ph.d. Chiara Villa. Da 3D-scanningerne er udført med en CT-scanner var det ikke muligt at scanne genstande, der hovedsagligt består af metal, da CT-scannere fungerer ved magnetisme. De 3D-scannede genstande er allerede nu tilgængelige på https://sketchfab.com/jacobkjaergaard

Projektets vanskeligheder.

Det var oprindeligt planen, at samlingen skulle registreres på Kulturstyrelsens registreringsplatform for kulturhistoriske museer, Regin, hvorved samlingen automatisk ville blive tilgængelig via Kulturstyrelsens offentlige klient til Regin, ’Museernes Samlinger’. Denne del af projektets gennemførelse er blevet vanskeliggjort af, at Kulturstyrelsen har valgt at erstatte den eksisterende registreringsplatform, Regin, og implementere en helt ny registreringsplatform. Den nye registreringsplatform, SARA, skulle have været funktionel i efteråret 2016, men er til denne dato stadig ikke klar, og grundet de meget forskellige datastrukturer i henholdsvis Regin og SARA, kan ’Museernes Samlinger’ ikke fungere sammen med SARA. Kulturstyrelsen skal derfor konstruere en ny offentlig klient til SARA. Det videre forløb til, hvordan det skal foregå, er endnu ikke fastlagt.

Alt dette har afstedkommet en del forsinkelser i processen. Vi er nu endt ud med, på Museion, selv at implementere en registreringsplatform med dertilhørende adgang for offentligheden, således at den blindehistoriske samling kan gøres offentligt tilgængelig. Siden forventes at være ’i luften’ i løbet af efteråret 2018. På hjemmesiden med samlingen vil der være et kommentarfelt tilknyttet hver enkelt genstand, hvor det vil være muligt for brugerne at tilføje yderligere viden til genstandens metadata.

Hvad er resultatet.

Efter gennemgangen af samlingen indgår der nu resultat af i alt 3500 genstande og 800 billeder. Disse kommer til at være tilgængelige via hjemmesiden med tilknyttede billeder. Årsagen til nedjusteringen i antallet af genstande i samlingen er, at der var genstande der ikke længere fandtes, at der var numre i registranten der var udtaget, men som aldrig var blevet tildelt genstande, samt genstande der var blevet kasseret, men som ikke var blevet endeligt udskrevet af registranten. Hertil kom en række generiske genstande og dubletter i dårlig stand, som er blevet udskrevet af samlingen i løbet af vores gennemgang af samlingen.

Der er foretaget 13 3D-scan af genstande fra samlingen. Disse vil også være tilgængelige via hjemmesiden. Registranten til de i omegnen af 700 punktbøger, 100 reliefbøger og 700 sortskriftbøger er opdateret, men bøgerne er ikke fotodokumenteret.

Samlingen må nu regnes for en af de bedst registrerede blindehistoriske samlinger i verden og vil, så snart hjemmesiden er lanceret, være den uden sidestykke bedst tilgængelige, så den igen vil kunne ”virke som inspirationskilde for undervisere af blinde og svagsynede, og som socialhistorisk oplysningscentral om forsorgen for synshandicappede”, sådan som Kirsten Jansbøl i 1981 udtrykte det.

Arbejdet er udført af:

Projektleder, cand.scient.cons. Ion Meyer

Museumsinspektør, cand.mag. Jacob Kjærgård

Konservator, bac.scient.cons. Thomas Bo Nielsen

Konservatorstuderende, stud.scient.cons. Mette Marie Reggelsen

Lektor, ph.d. Chiara Villa

Medicinsk Museion skal nok sørge for at Blindehistorisk Selskab bliver orienteret, så snart hjemmesiden er klar.

4. Anmeldelse: En blindehistorisk festdag v/ Karen Marie Pedersen

Tirsdag den 11. september 2018 var i flere henseender en minderig dag. Danske Handicaporganisationer i Lyngby havde inviteret til et offentligt møde om blindehistorie, som fandt sted kl. 17.00 til ca. 19.00 i Fennebergsalen på Stadsbiblioteket i Lyngby. Initiativtagerne var Ion Meyer, som er formand for DH-Lyngby og Samlingsleder ved Medicinsk Museion og Arne Christensen, der er næstformand i DH-Lyngby, og som selv er blind. Det var lykkedes at nå vidt omkring med invitationen, så vi var ca. 80 deltagere i mødet. Mange var naturligvis blinde og svagsynede, men der var også mange deltagere, som ikke var medlemmer af Dansk Blindesamfund.

Ion Meyer bød velkommen til mødet med sine to kasketter, dvs. på vegne af DH-Lyngby, og som projektleder for digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling på Medicinsk Museion, som var mødets hovedemne. Ion Meyer igangsatte en hurtig navnerunde, så alle kunne vide, hvem der var til stede. Han gav derefter ordet til Arne Christensen.

Arne gav et kort oplæg om betydningen af at komme ind i fællesskaber med andre blinde og svagsynede, når man som han mistede synet som ganske ung. Arne kom på IBOS og fik her et fællesskab med andre unge blinde og svagsynede. Han fik mulighed for at dyrke forskellige idrætter og oplevede stor glæde ved det. Han oplevede også, hvor stor betydning det har at få de rigtige hjælpemidler til rådighed, så man kan uddanne sig, og han nævnte den rivende og betydningsfulde teknologiske udvikling, der er sket på hjælpemiddelområdet. Arne sluttede sit oplæg med at fortælle kort om sin deltagelse i skiløbet Arctic Circle Race i Grønland og sin plan om at “indtage” Nordpolen på ski til næste år.

Arne ønsker at vise, at rigtig meget kan lade sig gøre, når man virkelig vil det, til trods for de ekstra udfordringer, man har som blind. Selv om det var utrolig hårdt, kunne Arne godt tænke sig at gennemføre Arctic Circle Race igen, for som han sagde, han tror, han kunne gøre det hurtigere end første gang.

Herefter fik museumsinspektør ved Medicinsk Museion Jacob Kjærgård ordet. Han har stået for projektet om digitalisering af Den Blindehistoriske Samling, som Medicinsk Museion overtog fra IBOS i 2013. Samlingen er opbygget gennem mange år af Folke Johansen, som var lærer ved IBOS, og som fortsatte arbejdet med samlingen, efter at han var blevet pensioneret. Efter Folke Johansens død i 1986 fortsatte Mogens Bang, som ligeledes var lærer ved IBOS, med at tage sig af samlingen, sammen med Henning Eriksen, som var frivillig medarbejder.

Jacob Kjærgård har gennem sit arbejde med samlingen opnået en imponerende stor indsigt i blindes historie, og han fortalte levende om en række forskellige genstande fra samlingen, og om pædagogiske overvejelser og refleksioner med hensyn til undervisning og erhvervsmuligheder for blinde.

Samlingen er nu organiseret i en række temaer, som fx skrivning, regning, geografi, undervisning, forskellige erhverv, mobilitet og hverdagshjælpemidler. Jacob Kjærgård gav i sit foredrag en række eksempler på genstande og historier, som findes under de forskellige temaer. Han fortalte fx, at blinde elever blev nødt til at lære at læse og skrive reliefbogstaver helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, til trods for at punktskriften var opfundet og havde været kendt i mange år. Skrivning af reliefbogstaver foregik med et særligt apparat, som findes i samlingen. Men det var så besværligt og langsommeligt, at man kun kunne opnå at skrive få ord på en time. Men reliefskriften var de seendes skrift, som de blinde derfor også skulle bruge. Punktskriften blev i mange år anset for at være for speciel. Den vandt dog alligevel til sidst, simpelthen fordi den beviste sin værdi som middel til at give blinde børn reel adgang til at læse og skrive. Det kan der, efter min mening, være grund til at holde fast ved i dag, hvor der i nogle kredse er tilbøjelighed til at anse punktskriften for mindreværdig eller umoderne.

Samlingen rummer også en række specielle undervisningsmidler, som umiddelbart kan vække undren. Her blev fx nævnt en pose med nogle vokssnore i forskellige længder. De har været brugt i den praktiske anskuelsesundervisning til at lære om forskellige længder, og tilsvarende har der været brikker med forskellige former og størrelser, som kunne sorteres.

Jacob Kjærgårds foredrag var fuldt af spændende historier, som ofte vakte genkendelse hos flere af os. Desværre kan jeg ikke gengive så mange af dem her, men der blev lavet en optagelse af foredraget, som forhåbentlig vil kunne findes på Blindehistorisk Selskabs hjemmeside inden længe. Jeg kan stærkt anbefale at høre eller genhøre foredraget.

Efter Jacob Kjærgårds foredrag var der en pause med kaffe / te, sandwich, kage, og diverse kolde forfriskninger, og her gik snakken meget livligt ved bordene om alle de minder, som foredraget havde fremkaldt. Når man, som vi blinde og svagsynede, er en minoritetsgruppe i et seende samfund, føles det jo som en særlig anerkendelse af vores eksistens, når vores historie som her bliver værdsat og forstået, for historien er en del af vores identitet og livserfaring.

Efter pausen var der derfor også mange spørgsmål og kommentarer til foredraget, og flere gjorde opmærksom på, at de havde genstande, som måske kunne supplere samlingen. Der blev også spurgt om muligheden for at låne genstande fra samlingen til brug i udstillinger, fx om konkrete temaer, og Ion Meyer bekræftede, at det vil være muligt, hvis man kan garantere den sikkerhed, der kræves for de konkrete genstande.

I løbet af efteråret vil information om Den Blindehistoriske Samling blive tilgængelig på sin egen platform. Her vil man kunne se de forskellige temaer for samlingen, og der vil være billeder og beskrivelser af alle genstandene. Der vil også være et kommentarfelt, hvor man kan skrive yderligere information om de ting, der vises. Der kommer information fra Blindehistorisk Selskab, så snart hjemmesiden er klar.

En vigtig milepæl med Den Blindehistoriske Samling er nået. Den er nu digitaliseret. Den er beskrevet og fotograferet, og den er arkiveret forsvarligt. Samlingen er en af de bedst dokumenterede, og når hjemmesiden er klar, også den mest tilgængelige Blindehistoriske samling i verden. Den vil være en kilde til viden og inspiration, for forskning, undervisning, – også for os, der er blinde og svagsynede. Derfor er det slet ingen overdrivelse at kalde den 11. september 2018 for en Blindehistorisk festdag.

Samlingen skal udvikles og leve videre. Det betyder, at der fortsat skal samles genstande, billeder og beretninger, også fra vores tid. Vi har det bedst mulige fundament at bygge videre på, ikke mindst takket være Folke Johansens og Henning Eriksens vedholdende og indsigtsfulde arbejde, og takket være Jacob Kjærgårds og Medicinsk Museions store professionelle engagement.

5. Hvor langt er Registreringsprojektet nået? v/ Poul Lüneborg

Blindehistorisk Selskab besluttede den 21. april 2015 at påbegynde registreringen af blindehistoriske genstande, dokumenter, billeder m.v. Formålet med en sådan registrering var at bidrage til at supplere og opdatere Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion.

Det skulle i den første tid, efter vedtagelsen af Leif Martinussens idéoplæg, vise sig forbundet med betydelige vanskeligheder at formidle budskabet om projektet. Bestyrelsen indrykkede flere indlæg i en række nyhedsbreve og i nogle medlemsblade fra DBS.

I slutningen af 2016 blev den første henvendelse registreret, og siden er der modtaget en del flere fra enkeltpersoner. Men især medarbejdere med ansvar for hjælpemidler ved Blindeinstituttet og Bredegård, har været flittige til at rapportere om genstande og billeder, som kunne være relevante at registrere.

Projektet har til dato fået tilbudt 71 genstande, billeder m.v. De modtagne henvendelser fordeler sig i følgende 23 kategorier:

1. Billeder, 2 registreringer.

2. Båndoptagere til kompaktkassettebånd m.v. 4 registreringer.

3. Båndoptagere til åbne spolebånd, 5 registreringer.

4. Bøger i punktskrift, 3 registreringer.

5. Bøger til undervisningsbrug, 1 registrering.

6. Daisyafspillere, 1 registrering.

7. Diktafoner til notatbrug, 2 registreringer.

8. Elektroniske apparater til skrivning og læsning af punktskrift m.v., 8 registreringer.

9. Farvemåler med tale, 1 registrering.

10. Lydoptagelser på spolebånd, 2registreringer.

11. Lydbøger på kassettebånd, 1 registrering.

12. Inventar fra ”Det Kgl. Blindeinstitut i København”, 1 registrering.

13. Manualer i form af digitale lydfiler, 1 registrering omfattende 53 filer.

14. Mobiltelefon og supplerende telefonudstyr, 2 registreringer.

15. Måle- og vejeudstyr til blinde, 5 registreringer.

16. Navigationsapparater med tale, 3 registreringer.

17. Noder efter blinde organister, 2 registreringer.

18. Punktskriftstavler, 1 registrering om forskellige tavler.

19. Punktskrivemaskiner, 5 registreringer.

20. Supplerende udstyr til pc, 5 registreringer.

21. Særlige elektroniske hjælpemidler til blinde, 2 registreringer.

22. Spil af forskellig slags, 3 registreringer.

23. Udstyr ved brug af magnetbånd, 7 registreringer.

Som det kan ses af de 23 kategorier er der tale om henvendelser af meget forskellig karakter. Jeg håber, at beskrivelsen inspirerer alle selskabets medlemmer til at rette henvendelse til projektet, for at registrere en eller flere ting, som har været til stor hjælp, men som ikke længere bruges. Beskrivelsen kan forhåbentlig også være til inspiration ved beskrivelse af, hvad projektet går ud på, overfor andre blinde og stærkt svagsynede.

En oversigt med en beskrivelse af de 71 registreringer blev forelagt på et møde den 11. september 2018 i den blindehistoriske arbejdsgruppe, hvor selskabet og DBSs Fritids- og Kulturpolitiske udvalg er repræsenteret. I mødet deltog desuden samlingsleder Ion Meyer og museumsinspektør Jacob Kjærgaard, der begge fandt at listen indeholdt en række genstande, som kunne være af interesse for Den Blindehistoriske Samling. Som det kan læses andetsteds her i nyhedsbrevet vil der i løbet af kort tid blive åbnet for adgang til registranten over samlingen gennem en særlig hjemmeside. En sådan adgang vil lette arbejdet med at vurdere om ting, der tilbydes til registrering, allerede findes i samlingen eller ej.

Arne Christensen, der er et af selskabets meget aktive medlemmer, har informeret bestyrelsen om, at der formentlig inden længe på Blindeinstituttet i Hellerup, vil kunne stilles en opbevaringsmulighed for tilbudte ting til rådighed for projektet.

I selskabets bestyrelse har vi hele tiden troet på betydningen af registreringsprojektet, hvilket interessen for projektet gennem de seneste måneder har bekræftet.

I den nærmeste fremtid, skal der tages stilling til de 71 modtagne registreringer. Alle der har henvendt sig vil modtage en orientering om hvorvidt de tilbudte ting har interesse eller ej. Dernæst skal samarbejdet med Birgit Christensen, der har ansvaret for Blindeinstituttets Hjælpemiddeludstilling, videreføres med henblik på en gennemgang og eventuel registrering af hjælpemidler til brug i dagligdagen. I forbindelse med dette arbejde har projektet fået god bistand af Laus Klüwer, der er medlem af selskabet, og som har stor erfaring på hjælpemiddelområdet bl.a. fra sit mangeårige arbejde i Butik KIK.

I bestyrelsen glæder vi os til at modtage mange henvendelser, navnlig om de særlige typer af genstande, som kan bidrage til at supplere og opdatere samlingen ved Medicinsk Museion. Herom vil der løbende blive orienteret i kommende nyhedsbreve.

6. 50-års jubilæum for akustiske trafiksignaler v/Poul Lüneborg


For alle blinde og stærkt svagsynede er den hvide stok, ledelinjer og markeringsfelter i byernes fortove samt akustiske trafiksignaler, efterhånden blevet selvfølgelige begreber i dagligdagen. Sådan har det imidlertid ikke altid været.

Den hvide stok, som den i dag kendes, kom fra USA til Europa efter 2. Verdenskrig, og blev i løbet af 1960-erne i stigende grad accepteret af blinde som et relevant og nødvendigt hjælpemiddel i forbindelse med al udendørs færden. Først i 1976 blev den hvide stok officielt anerkendt som blindes færdselsmærke gennem en bekendtgørelse fra den 1. april 1976, udstedt af justitsminister Orla Møller.

Bestræbelserne på at gøre byernes offentlige rum mere tilgængelige for mennesker med en alvorlig synsnedsættelse tog for alvor fart, da Folketinget første gang den 28. oktober 1998 behandlede en plan til lettelse af handicappedes fysiske tilgængelighed. Denne plan var resultatet af et omfattende udvalgsarbejde, som By- og Boligminister Jytte Andersen havde iværksat.

Den 9. september 1999 fulgte Dansk Blindesamfund op på dette regeringsinitiativ med udgivelsen af håndbogen ”Tilgængelighed i detaljen”. Hermed blev der for alvor sat fokus på at fremme den fysiske tilgængelighed for blinde og stærkt svagsynede i danske byer. Det akustiske trafiksignal for blinde er imidlertid det ældste tiltag på området, idet vi i år kan fejre 50 året for opstillingen af et sådant signalsystem i et gadekryds i København.

Under stor opmærksomhed fra presse, radio og TV, indviedes den 17. april det første akustiske trafiksignal i Danmark, og de mange reportager fortalte i tekst og billeder offentligheden om et af de blindes største problemer – at færdes i storbyens trafik.

Dette første trafiksignal med lyd blev opstillet, hvor Kristianiagade munder ud i Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro, tæt på det gamle Blindeinstitut. Anlægget blev i Medlemsblad nr. 24 fra 1968 beskrevet på følgende måde:

”Ved fortovskanterne rejses i forbindelse med et lille rækværk en stander, hvorpå man ved hjælp af en lille knap kan bringe en tone til at lyde, så længe lyssignalet viser grønt. Kristianiagade er på det sted så bred, at der mellem kørebanerne anlægges en helle, hvorpå der ligeledes rejses en stander, så man kan passere gaden i to omgange, hvis det bliver nødvendigt. Falder forsøget heldigt ud, er det tanken, at dette trafiksignal skal sættes op også andre steder.”

Denne omtale af det første akustiske trafiksignal for blinde var dog ikke den første. Den forekom i en artikel i Medlemsblad nr. 22 fra samme år, hvor landsformand og forretningsfører H.C. Seierup skrev:

Lyd i lyskurvene!

Trafikken bliver et stadigt større og større problem for blinde og svagsynede. Det er derfor ikke underligt, at man rundt om i de større lande arbejder med udviklingen af tekniske hjælpemidler, der skal lette den blinde i færdslen. Der er således konstrueret apparater, der orienterer sin bærer om, hvad der måtte komme af forhindringer; apparater, som dog endnu ikke er færdigudviklede. Den hvide stok er også et hjælpemiddel, der arbejdes meget med. Dels er det her vigtigt, at stokken har den rette længde og vægt, og dels er det vigtigt, at den blinde trænes i brugen af den hvide stok. For os er det af ganske særlig vigtighed, at stokken gøres kendt, for det er den desværre ikke endnu, og det betyder, at den i stedet for at skabe tryghed afstedkommer det modsatte. Vi håber derfor, at alle vil hjælpe os med at få slået fast, at »den hvide stok er den blindes stok«.

Gadekrydsene er for alle fodgængere de store farecentre. Derfor har man fået lysreguleringen, signaler den blinde ingen glæde har af. I Sverige har man imidlertid nu konstrueret et hørbart signal, der kan tilsluttes lyssignalet, og derved kan den blinde og svagsynede trafikant orienteres om, hvorvidt man kan gå eller skal vente på grønt lys. Et komplet udstyr vil formentlig kunne fås til ca. 300 kr. og i visse tilfælde oven i købet billigere. Det er således ikke noget stort økonomisk problem.

Vi har derfor i dag rejst spørgsmålet overfor Vejdirektoratet, borgmesteren for magistratens 4. afdeling samt Københavns Politis vejtekniske kontor, og vi håber på en forhandling om spørgsmålet, idet vi naturligvis ikke forestiller os, at ethvert gadekryds forsynes med akustiske signaler, men i flere af de større byer kan der nok være brug for det.”

Når alt dette er sagt om baggrunden for opstillingen af det første akustiske trafiksignal, er der grund til at notere sig oplevelserne, fra én af de første brugere af signalet. I Medlemsblad nr. 14 fra 1968 skrev Karen Lind: ”For mig opstår der jævnligt 3 »blinde situationer« i forbindelse med signalet:

1. Det falder mig svært at finde stangen med knappen. Med stokken glider jeg langs kantstenen, men stangen står 20 – 40 cm inde på fortovet, og jeg glider tit langt forbi. Nogle gange fægter jeg med en arm eller med stokken efter stangen, er uheldig og fægter ved siden af. Resultat: seende råber til mig eller kommer løbende for at hjælpe mig – en blind situation!

2. Komisk nok har jeg to gange oplevet, at mennesker har stillet sig til hvile op ad stangen.

Når jeg fægter og famler for at finde knappen, må de enten tro, at jeg har mistet forstanden, eller at jeg gør tilnærmelser. Jeg bliver selv så forvirret, at min forklaring indskrænker sig til: »Jeg skal over gaden« – en blind situation!

3. Signalets startrytme er således, at mange mennesker passerer mig, efter at jeg har trykket på knappen, fordi jeg er kommet lidt for sent til at være med i den aktuelle trafikbølge. Der sker da det, at jeg opfører mig som en af de yngste på instituttet, som hr. Agerbæk mildt bebrejder mangel på tålmodighed. Lad mig bare tilstå, det sker, at jeg går over, uden at signalet lyder, men langt oftere sker det, at en seende overtager forældremyndigheden over mig og med et jerngreb i min arm fører mig over på den anden side. Hverken min hund eller jeg er stolt i denne »blinde situation«!

Dette indlæg er mest blevet en kritik af lydsignalet. Der er dog meget godt at sige om det, bl.a. at lyden kommer fra den modsatte side, således at man kan pejle sig frem.

Mange blinde, som i dag læser indlægget fra Karen Lind, som senere skiftede navn til Karen Hassel, vil nikke genkendende til hendes beskrivelse af vanskelighederne ved at færdes i et trafikreguleret gadekryds med et lydsignal, selv om disse teknisk set er blevet stærkt forbedret gennem årene.

Dette første akustiske trafiksignal blev startskuddet til en udvikling, som vi stadig ikke har set slutningen på. Dansk Blindesamfund tog initiativ til udviklingen af et signal, som kunne godkendes af trafikmyndighederne. Sammen med eksperter fra Polyteknisk Læreanstalt udvikledes signalet fra firmaet Dansk Signalindustri.

Dette signal opfyldte de krav, som Trafikministeriet havde opstillet i Vejregler for ikke-visuelle gadesignaler for blinde og svagsynede fra marts 1984. Det er det signal som fik øgenavnet skorstensrøret, og som gav anledning til mange klager fra naboerne til de kryds, hvor dette signal blev opstillet.

Selvom de regler, som myndighederne har fastsat siden flere gange er blevet revideret, er denne problemstilling stadig en udfordring, som Dansk Blindesamfund kæmper med at få løst sammen med de centrale trafikmyndigheder og kommunerne, her i år hvor dette vigtige hjælpemiddel for blinde runder 50 år. Der er dog, uanset disse udfordringer, grund til at lykønske jubilaren, da akustiske trafiksignaler daglig er en kæmpe lettelse for stort set alle blinde overalt i landet.

7. Om min mester klaverstemmer Carl Hansen v/Thorvald Kølle

Carl Hansen blev ansat som lærer i klaverstemning ved blindeinstituttet på Kastelsvej 60 i 1936.

Jeg var en af de sidste elever, som han førte op til fagprøven i klaverstemning i 1966. Carl Hansen var foruden at være en meget dygtig og sikker klaverstemmer også en meget engageret lærer, som også kærede sig meget om sine elevers trivsel og udvikling som mennesker. Vi var jo i den svære overgangsalder, hvilket han var meget opmærksom på. For mig var Carl Hansen en stor rollemodel. Jeg sugede til mig af hans dannede myndige og høflige optræden.

Carl Hansen havde også temperament. Det kunne ske, at nogle elever drillede ham når han færdedes i huset, og så blev han vred.

Der gik en del tid med socialt samvær og tale om de forskellige tilstande i livet. Det var vældig spændende at lytte til hans erfaringer og betragtninger.

En gang imellem kom min kæreste op på kontoret i klaverstemmeriet og hun sad stille og hørte på når vi talte sammen. Ved en bestemt leglighed, hvor hun lige var gået sagde han:

”De skulle have dem en elskerinde på 27 år”. Jeg var jo bare 18, så det var en spændende tanke.

Om formiddagen, når vi havde mødt kl. 8.00, blev Rudi sendt til købmanden efter cola. Da vi havde siddet og talt sammen en tid, så kunne der blive stille. Så kunne han eftertænksomt med et lille smil sige: ”Og Albertsen, hvad skal det blive til med Albertsen”. Det var Rudi han talte om. Det viste sig da også, at Rudi droppede ud. Han fik aldrig fagprøven.

Carl Hansen havde stor menneskelig indsigt og intuition. Han havde rigtig mange kunder i byen. Dengang var der mange flere klaverer i hjemmene. Carl Hansen gjorde meget ud af at fortælle os, hvordan man skulle opføre og begå sig, når man kom ud i hjemmene.

Carl Hansen havde en meget korrekt omend undertiden en stiv optræden. Derfor var han også opmærksom på, hvordan vores kropsholdninger var.

Carl Hansen var helt blind, så han rørte ved os. Formanede os og løsnede vore skuldre ved at massere og vippe med vores arme, så vi slappede af.

Undertiden spillede han på klaver for os. Så kunne han fortælle om, hvordan han bedårede kvinderne. Hvis han syntes at de var tarvelige eller simple benævnede han dem som en Jeppe, jepper i flertal. Refrænsangerinder kunne han som regel ikke lide. Så kaldtes de bævregeder. Carl Hansen var en stor beundrer af kvinder, der havde stil.

Engang, ved en middag på instituttet, løb det af med ham. Vi sad til bords med Villy Egmose og hans mor. Pludselig rejste Carl Hansen sig hurtigt op og proklamerede højt: ”Fru Egmose jeg må sige dem, de er en pragtfuld kvinde”. Hvorefter han straks igen satte sig ned.

Carl Hansen var meget agtet. Han var også medlem at Odd Fellowlogen.

Han tog os med ud forskellige steder, hvor nogle af Odd Fellowbrødrene havde virksomheder, hvor vi kunne snakke med folk der, og lærer om livet.

Blandt andet var vi ude på en minkfarm, hvor vi fik tykke læderhandsker på, og fik lov til at holde en levende mink.

Dengang var der ikke spærret af ved vejarbejder i København, og når Carl Hansen færdedes rundt i byen og bemærkede, hvor den var gal og en blind kunne falde i udgravninger, kom han nogle gange op på kontoret efter en tur i byen.

Så ringede han straks som det første til alle de blinde, som han kendte i kvarteret og informerede dem om situationen.

Når vi så havde siddet og talt sammen i omkring halvanden time efter mødetid om morgenen, sagde Carl Hansen pludselig og veloplagt:

”Nå, så går vi til den”

Hvorefter han rejste sig energisk og brat. Så var der energi og arbejde. Som nybegynder kunne man kun stemme cirka halvanden time, men senere blev tiden udvidet gradvist. Når vi skulle slutte for denne dag, kom Carl Hansen energisk ind i rummet og spurgte:

”Nå, hvordan gik det”?

Så lyttede han og kommenterede klart, venligt, direkte og uden omsvøb, hvad man havde lavet. Så rettede Carl Hansen med let forståelige kommentarer og eksempler, hvor han viste i ord og toner, hvad han mente.

Han sluttede altid arbejdstiden med ordene:

”Så stiller vi sammen”. Det betød at vi satte klappen, som dækker tangenterne og overrammen, som dækker mekanik, strenge og nagler på, så klaveret er lukket.

Carl Hansen markerede altid meget tydeligt arbejdstid begyndt, og arbejdstid slut.

Det var meget trygt for mig at opleve, at Carl Hansen som menneske var meget medfølende og intuitiv, og en meget spændende og nuanceret person, hvor han som lærer altid var den samme. Han var altid korrekt og opmærksom.

Carl Hansen gjorde aldrig forskel på os elever, men behandlede os så vi alle forstod forskellen i den måde, han underviste den enkelte på.

En dag tog han mig med ned, for at jeg skulle lytte og kommentere hans stemning af et klaver. Jeg skulle sige, når strengene stemte når han drejede på stemmenaglerne med stemmenøglen. Et par gange spurgte han: ”Er den der nu”? Jeg sagde ja, hvorefter han i et lettere brøsigt tonefald spurgte: ”Hvorfor sagde de det ikke”?

Når Carl Hansen skønnede, at eleverne var blevet rutinerede og dygtige nok, skulle vi på fabrik. Dengang var der adskillige gode klaverfabrikker i Danmark. Blandt andet Brødrene Jørgensen, Hornung og møller, Zwicki og Andreas Christensen, og jeg kom blandt andet til Andreas Christensen. Det var meget spændende og anderledes for mig at komme ud i en virksomhed, men jeg klarede mig godt der.

Eleverne blev sommetider inviteret til middag privat hos Carl Hansen. Vi fornemmede, at det var et rigtig pænt hjem. Fruen var meget venlig. Der var stil over det hele ved disse sammenkomster.

Som institutionsanbragte børn og unge, var det en meget rar og inspirerende oplevelse at komme privat hos vores mester.

Carl Hansen var ansat i omkring 30 år ved blindeinstituttet.

Da jeg gik videre i livet efter endt uddannelse, mistede jeg kontakten med Carl Hansen, men Carl Hansen har betydet meget i mit liv.

8. Om at gå i specialskole i provinsen, interview med Henning Laursen fra Viborg, hvor han fortæller om sin skolegang på undervisningscenteret i Herning.

Artiklen er bygget på noter fra Henning Laursen fra Viborg, samt samtaler med Rita Cecilie Varmby.

Som bekendt af mange af nyhedsbrevets læsere, så var det helt almindeligt at blinde og svagtseende børn gik på Refsnæsskolen i 1950-erne og langt op i 1960-erne.

Et af de tiltag til den senere integration var specialskolerne der lå i Herning, og som Henning Laursen vil fortælle om i nedenstående artikel.

Henning Laursen blev født den 15. maj i 1954 i Ulfborg Kirkeby.

Han er født 6 uger for tidligt, hvilket medførte, at han måtte i kuvøse for at overleve. En af følgerne af det blev, at han fik grå stær på grund af for meget ilt.

Dengang var det ret almindeligt, at øjnene blev beskadiget, da man havde for lidt viden om, hvor meget ilt, der skulle til for at overleve i en kuvøse.

Henning boede hos sine forældre fra ganske lille af. Der var ikke problemer med at bo hjemme, så man regnede heller ikke med, at han ville få problemer med det manglende syn senere hen.

Da det var tid til skolegang var Henning og hans familie nabo til den lokale folkeskole, hvor han gik i de første 2 år.

En af hans lærere hed Jan Michel, der mente, at Henning nok skulle kunne følge med i klassen, på betingelse af at han fik lov til at sidde på den forreste række.

Efter 2. klasse viste det sig at det alligevel ikke gik som man havde håbet, fordi det trods de gode intentioner var svært for Henning at følge med i undervisningen pga. det nedsatte syn. Derfor blev forældrene kontaktet af Refsnæsskolen i Kalumborg, hvor man havde den nødvendige ekspertise til undervisningsbrug for blinde. Alligevel blev Henning ikke henvist til Refsnæsskolen, fordi forældrene bestemt ikke ønskede det, da han ikke skulle væk hjemmefra. Det var den gang almindelig kendt, at hvis forældrene modarbejdede et tilbud om at komme på Refsnæsskolen, så blev de truet med børneværnet, hvis de ikke ville samarbejde, hvilket også var tilfældet for Henning og hans forældre. De skulle sørme nok selv finde ud af, hvordan det skulle gribes an.

1960-erne var en brydningstid, hvor mange nye ting var på vej, hvilket også gjaldt skoleundervisningen for handicappede.

På daværende tidspunkt, hvor vi skriver 1964, var det blevet muligt for de svagtseende elever at modtage specialundervisning i Herning.

Henning påbegyndte sin skolegang i 3. klasse hvor han og hans kommende skolekammerater blev transporteret i bus og tog hver dag. Det tog et par timer hver vej da der var 50 kilometer frem til skolen og 50 kilometer hjem igen.

På grund af den lange transporttid frem og tilbage, så var det begrænset, hvad børnene fik ud af det pensum de skulle igennem.

Henning og hans kammerater blev undervist på et kvistværelse på vestervangsskolen i Herning, hvor alle blev undervist på forskellige klassetrin. Der har nok været 6-8 elever i Hennings klasse.

Den gang var det også almindeligt, at man gik i skole om lørdagen.

Henning gik på Vestervangsskolen fra 1964 til 1969.

Da han havde gået på nævnte skole i tre år, hvor han og kammeraterne blev transporteret i tog og bus blev de kørt i bil, hvilket tog kortere tid for dem at komme frem og tilbage. Man gik over til den nye transportform, da eleverne skulle transporteres til to-tre forskellige specialskoler i byen. I skrivende stund skal det nævnes, at der også var en specialskole for døve i samme by.

Henning havde kammerater på sin hjemegn, men i skolen var det småt med sociale relationer, fordi den begrænsede tid, man havde sammen skulle bruges til undervisningen.

I 1969 Blev Henning og hans kammerater delt op i 2 klasser på en ny skole som hed Sønderagerskolen.

Der gik han i den store klasse sammen med Finn Nordbø Sørensen fra Kjellerup, som nogle af nyhedsbrevets læsere måske har kendt.

På det mindre klassetrin gik der 4-6 elever. På det store klassetrin var der 2 elever.

Hennings klasselærer hed Grethe Åby. En af de andre lærere hed Margerit Sørensen, som var nordmand.

Derudover havde man som øvrige lærere Svend Hansen og Daniel Risager.

Fra 1970 og til 1973 gik Henning i 8-10 klasse på Ulfborg bys lokale skole, hvor han havde fået udlånt hjælpemidler for at klare de problemer, der måtte være at gå som integreret i en almindelig folkeskole.

Han boede cirka tre kilometer fra den sidstnævnte skole, hvor forløbet gik rigtig godt, da der ikke skulle bruges tid og kræfter på den lange transporttid. Dengang var der ikke så meget trafik, så Henning cyklede til og fra skole. I dag ville det have været utænkeligt, da det er uforsvarligt at køre pga. den stærke trafik.

I hele skoleforløbet boede Henning hjemme hos sine forældre, som boede i den samme by i hele hans barndom.

Som man kan se i Henning Laursens beretning var man på daværende tidspunkt parat til nye tiltag i undervisningen. Det var en brydningstid, hvor nye veje skulle afprøves, hvilket også gjaldt handicapundervisningen.

Selskabets bestyrelse håber, at der vil komme flere beretninger om, hvordan det har været at gå som blind og svagtseende i en almindelig folkeskole.

9: Dansk Blindesamfunds Amatørteater v/ Poul Lüneborg

Den 18. januar 1946 afholdtes på Dansk Blindesamfunds kontor i Randersgade på Østerbro i København et møde på initiativ af daværende hovedkasserer H. C. Seierup. Foreningens medlemsblad havde forinden informeret om planerne bag mødet. Som gæst var forfatteren Kaj Nielsen inviteret. Tanken med mødet var at undersøge interessen for at starte en form for teatervirksomhed blandt medlemmerne. Kaj Nielsen kunne på stedet fastslå, at antallet af fremmødte, var tilstrækkeligt til at besætte rollerne i 4 enaktere, som han havde medbragt. Entusiasmen blandt de fremmødte var så stor, at de 4 stykker med Kaj Nielsens medvirken 2 måneder senere den 23. marts 1946 kunne præsenteres ved et arrangement. I løbet af efteråret blev teatervirksomheden organiseret i en forening med bestyrelse og man kunne tage fat på opsætningen af det første egentlige teaterstykke, som blev præsenteret for offentligheden i begyndelsen af 1947. Det blev Gunnar Benjamin Hansen – kaldet Benja, der fra starten kom til at tegne bestyrelsen for amatørteatret, han varetog hvervet som bestyrelsens formand i flere omgange gennem næsten 25 år.

Ovenstående er en meget kort beskrivelse af starten på Amatørteatret, som i de følgende 60 år fik den allerstørste betydning for mange af Dansk Blindesamfunds medlemmer. I teatrets storhedstid i 1960-erne kunne en præmiereforestilling trække mere end 200 tilskuere. Teatret hørte til et af de første landsdækkende amatørteatre i Danmark og var i mange år et aktivt medlem af Dansk Amatør Teater Samvirke – DATS.

I løbet af 1990-erme dalede interessen for teatret mere og mere og den 18. januar 2007 opløstes amatørteatret ved en ekstraordinær generalforsamling. I forbindelse med teatrets nedlæggelse blev det besluttet at formuen på knap 27.000 kr. skulle overgives til Blindehistorisk Selskab sammen med 81 DAT bånd med de mange teaterforestillinger, som gennem årene var blevet optaget på lydbånd.

2017 var derfor året, hvor vi i selskabet gjorde os umage for at markere og yde et bidrag til bevarelsen af teatrets historie, idet det var året, der markerede 10 året for amatørteatrets nedlæggelse.

Vi står i en slags taknemmelighedsgæld til denne forening, som følge af den generøse donation vi modtog, da amatørteatret besluttede at opløse sig selv.

Markeringen bestod i to medlemsarrangementer. For det første fortalte Hans Erik Olsen, sammen med sin bror Henrik, om Amatørteatrets kabaretter fra 1963 – 1965 og præsenterede uddrag i form af lydoptagelser fra disse af sketches og viser, skrevet af deres far Ove Olsen. arrangementet fandt sted den 18. maj.

For det andet fortalte Arne Krogh, ved et arrangement den 23. november, om amatørteatrets historie, og om hans eget engagement som amatørskuespiller. Som afslutning på programmet afspillede Hans Erik Olsen Gustav Wieds ”Skærmydsler” opført af amatørteatret i 2000. Begge arrangementer var velbesøgte og foregik i salen på Solterrasserne i Valby.

Vi har i bestyrelsen, ud over disse 2 medlemsarrangementer, indsamlet arkivmateriale om amatørteatret og dets medlemmer med henblik på at oprette et særligt menupunkt på selskabets opdaterede hjemmeside. Menupunktet vil forhåbentlig inden længe omfatte et dækkende materiale om amatørteatrets betydning, dets historie og lydoptagelser af forestillinger, som gennem årene er blevet optaget.

I forlængelse af dette arbejde har vi fra teatrets sidste formand Eva Berdiin modtaget en omfattende scrapbog, der belyser amatørteatrets virksomhed gennem dets 60-årige levetid. Scrapbogens 3 ringbind indeholder materiale om forestillinger, opført i årene 1979-2006, i form af programmer, billeder og omtale af de enkelte forestillinger. Desuden indeholder scrapbogen en liste over personer, der har været aktive i teatret i årene 1946-2002. Endelig findes en fortegnelse over 82 forestillinger, der er blevet optaget på lydbånd. Det viser sig, at amatørteatret har taget båndoptageren i brug fra dennes tidligste barndom, således findes der optagelser helt tilbage fra 1958.

Selskabets forhenværende. Formand Hans Erik Olsen har påtaget sig at digitalisere forestillingerne, som er optaget på de 81 DAT bånd, dette arbejde er endnu ikke afsluttet. Her følger en oversigt over de 31 forestillinger, som i dag findes i selskabets arkiv.

Lydfilerne over forestillingerne er anført efter tidspunktet for opførelsen/optagelsen, dernæst følger stykkets titel og forfatterens navn. Årstallet i parentesen efter forfatterens navn er årstallet for hans/hendes død, dette årstal efterfølges af oplysning om forfatterens nationalitet m.m.

En given forestilling kan i henhold til ophavsretsreglerne først offentliggøres 70 år efter forfatterens død. Denne grundregel i de gældende regler om ophavsret på området er blevet bekræftet gennem kontakt til Dansk Amatørteater Samvirke. Indtil videre kan vi derfor kun offentliggøre amatørteatrets egne forestillinger og forestillinger skrevet af forfattere som er døde i 1948 eller tidligere. Det betyder endvidere, at 10 af de nævnte forestillinger ikke for tiden kan offentliggøres på selskabets hjemmeside.

1958 04: Der ligger et hus af Madelene Bingham (1988 – engelsk, original titel: The Man from the ministery).

1958 10 19: Den gamle præst af Jakob Knudsen (1917).

1959 05 02: Amatørteatrets Forårskabaret 1959 (til offentliggørelse).

1961 02 11: Pygmalion, af Bernard Shaw (1950 engelsk).

1963 05: Amatørteatrets Forårskabaret 1963 (til offentliggørelse).

1963: Kabaret Ove Olsen 1963 (til offentliggørelse).

1964 01 18: Københavnskredsens Nytårsrevy 1964 (til offentliggørelse).

1965 05 28: Amatørteatrets Forårskabaret 1965 (til offentliggørelse).

1966 10 28-29: Amatørteatrets kabaret Vor By (til offentliggørelse).

1967 04 29: Fysikerne, af Friedrich Dürrenmatt (1990 – Schweiz).

1967 09 29: Fysikerne, af Friedrich Dürrenmatt (1990 – Schweiz).

1968 05 18: Fred på jorden af Svend Lindum (stadig aktiv).

1969: Amatørteatrets forårskabaret – Rejse og Ferie (til offentliggørelse).

1971 09 18: Amatørteatrets kabaretkavalkade 1971 (til offentliggørelse).

1976 01 16: Frøken Nitouche, af Henri Meilhac & Albert Millaud (1897/1892 – fransk).

1976 04 30: Regn, af W. Somerset Maughan (1965 – engelsk).

1977 04 23: Dansk Blindesamfunds Amatørteater – forårskabaret 1977 (til offentliggørelse).

1978: Kabareten Mølposen (til offentliggørelse).

1979 02 02: Den rejsende uden bagage, af Jean Anoui (1987 – fransk).

1979 09 21: Dansk Blindesamfunds Amatørteater – Kalejdoskopet (kabaret til offentliggørelse).

1979 11 23: Gæstespil i 3 afsnit med teatrets venner (til offentliggørelse).

1980 03 21: Insektliv, af Joseph og Karel Cape (1938 – tjekkisk, uddrag i radioudsendelse).

1981: Amatørteatrets teaterkursus (radioudsendelse ved Ove Gibskov).

1982 05 01: Amatørteatrets kabaret – Collage (til offentliggørelse).

1987 03 06: Fysikerne, af Friedrich Dürrenmatt (1990 – Schweiz).

1987 10 02: Amatørteatrets Kabaret 1987 (til offentliggørelse).

1989 01 21: Tummelumsen, af Gustav Wied (1914).

1992 10 31: Gaslys, af Patrik Hamilton (1962 – engelsk).

2000: Skærmydsler, af Gustav Wied (1914).

2002 06 15: Privatliv, af Noel Cowards (1973 – engelsk).

2006 01 21: Den korte dag er lang nok, af Karl Bjarnhof (1980).

Ovenstående oversigt vil løbende blive opdateret, i takt med at selskabet modtager yderligere digitaliserede versioner af amatørscenens optagne forestillinger fra Hans Erik Olsen, eller fra medlemmer, som ligger inde med sådanne.

Derudover vil der, på det kommende menupunkt på hjemmesiden, kunne høres et interview med Knud Klausen, der fortæller om Amatørteatrets historie og hans egen deltagelse i en række forestillinger. Knud Klausen interviewes af Per Andersen.

10. Fra børnehjemmet på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge, causeri med Hans Erik og Henrik Olsen på Solterrasserne den 25. oktober 2018. Annonce v/ Rita Cecilie Varmby.


Blindehistorisk selskab slår dørene op for et arrangement på Solterrasserne Johan Krohnsvej 8, 3. den 25. oktober fra kl. 14.00 til kl. 17.30.

Hans Erik Olsen og Henrik Olsen vil fortælle om deres barndomsliv på Refsnæsskolen, som starter med deres tid på børnehjemmet. Imens de var på Refsnæsskolen blev de adopteret af Linda og Ove Olsen, som begge var blinde. Den gang var det usædvanligt at blinde ægtepar kunne adoptere. Det, samt meget andet, vil tvillingerne fortælle om i deres causeri. For at gøre fortællingen mere levende, vil vi blive præsenteret for lydoptagelser fra deres liv på Refsnæsskolen.

For dem, der ikke har den store kendskab til Refsnæsskolens historie, så blev den stiftet i 1898. Det blev en forskole for de mindste børn i den skolepligtige alder.

Før den tid kom blinde børn på det Kgl. Blindeinstitut i København fra 1858 i en alder af 10-11 år.

Forskolen på Refsnæs fik med tiden flere funktioner. Undervejs blev man klar over, at man ikke havde et sted for de børn, som var i alderen fra 0-7 år, da mange småbørn med et synshandicap, af forskellige sociale årsager, ikke havde et blivende sted.

På foranledning af Dansk Blindesamfund oprettede grosserer Cornelius Stau et privat børnehjem i Ballerup i 1916. I 1918 måtte børnehjemmet flytte til en villa i Lyngby, hvor det fra 1921 blev et hvilehjem for blinde kvinder, hvilket varede til 1963.

I 1921 overtog staten børnehjemmet. Grosserer Cornelius Stau købte til gengæld en nabogrund til Refsnæsskolen, som blev det kommende børnehjem, der kunne rumme 20 børn i alderen fra 0-7 år. I samme periode blev der plads til nyttehaver, frugtplantager og husdyr, hvilket var med til at udvide det blinde barns horisont.

I 1970, hvor der var sket mange forandringer på Refsnæsskolen, måtte børnehjemmet holde flyttedag, så den eksisterende bygning kunne blive kantinebygning.

Det nye børnehjem blev af gode grunde opkaldt efter Cornelius Stau, så derfor kom det til at hedde Stausgården. Bygningen fra 1970 blev senere kursusafdeling.

Det gamle børnehjem fra 1921 eksisterer stadigvæk, men hvad det bruges til i dag vides ikke.

Med denne historiske gennemgang håber Blindehistorisk selskabs bestyrelse på, at mange af vore medlemmer får lyst til at deltage i det spændende arrangement. Ved arrangementet vil der blive serveret kaffe/te og kage for deltagerne, ligesom der vil være mulighed for at købe øl og vand.

Absolut sidste frist for tilmelding er den 21. oktober.

Ved tilmeldingen skal man henvende sig til Rita på tlf. 36 17 14 10 eller på mail, som er: rcvarmby48@gmail.com. Man kan også tilmelde sig hos Thorvald på tlf. 22 78 18 27 eller på mail, som er thorvald@cool.dk

På gensyn den 25. oktober på Johan Krohnsvej 8 3. sal fra kl. 14.00-17.30.

11. Selskabets stiftende generalforsamling m.v. v/ Poul Lüneborg

Én af de første opgaver, som jeg kastede mig over sammen med bestyrelsen, efter at jeg på generalforsamlingen i 2016 blev valgt som formand, var at skaffe klarhed over, om selskabets arkiv rummede alle udsendte nyhedsbreve, årsberetninger og referater af generalforsamlinger.

Det gjorde vi for at sikre os alle disse dokumenter, imens vore forgængere stadig var i live og aktive medlemmer, og denne indsats gav straks gode resultater. Men der var dog et dokument, som ingen kunne hjælpe os med til trods for flere efterlysninger i nyhedsbreve samt skriftlige og telefoniske henvendelser til mange medlemmer.

Det drejede sig om referatet af den stiftende generalforsamling afholdt den 18. november 1994 på Det Gamle Blindeinstitut på Kastelsvej 60, på Østerbro i København.

Vi har i bestyrelsen imidlertid på intet tidspunkt opgivet håbet om at finde dette referat. Det blev nemlig året efter uddelt i en punktskrift- eller trykt udgave til alle, der deltog i generalforsamlingen, der blev afholdt den 26. februar 1995 på Refsnæsskolen ved Kalundborg. Vi mente derfor, at det nok på et eller andet tidspunkt ville dukke frem. Det skulle vise sig, at vi ikke skulle vente længe, idet vores næstformand René Ruby på bestyrelsesmødet den 13. juni i år kunne uddele seks eksemplar i punkt af det efterlyste referat, som han havde fundet på loftet i forbindelse med eftersøgning af andre dokumenter til brug i en anden forbindelse. Det vagte naturligvis stor glæde på mødet.

Rita Varmby og Allan Fohlmann har sammen produceret en elektronisk version af referatet, som nu findes i vort arkiv.

Det betyder at når selskabets opdaterede hjemmeside ”går i luften” vil man på denne kunne finde referater af de første 25 afholdte generalforsamlinger. På generalforsamlingerne frem til 2002 blev der kun forelagt mundtlige beretninger, derfor finder man på hjemmesiden kun korte notater som erstatning for disse beretninger, for de første 7 beretningsperioder. Efterfølgende er der aflagt skriftlige beretninger på generalforsamlingerne fra 2002 og frem til i år i alt 17 beretninger. Endelig vil man på hjemmesiden kunne finde alle 57 nyhedsbreve, der til dato er udsendt. Nyhedsbrevene fra de første ca. 10 år findes i dag i elektroniske dokumenter takket være en stor indsats fra selskabets tidligere formand Hans Erik Olsen, der har overskrevet disse fra punkt.

Denne succes med at finde referatet af den stiftende generalforsamling i selskabet, giver os i bestyrelsen stadig et spinkelt håb om, at også den lydbog og de tidsskrifter, som tidligere er blevet efterlyst, vil komme for en dag. I Nyhedsbrev nr. 2 fra i år tilkendegav jeg på bestyrelsens vegne ønsket om fortsat at opfordre alle medlemmer, og andre med kendskab til den danske blindesag, om at hjælpe os med at finde, hvor nogle meget gamle tidsskrifter i punktskrift eventuelt kan findes. På selskabets generalforsamling den 26. februar 2000 beklagede Knud Klausen, at Danmarks Blindebibliotek havde smidt gamle udgaver af ”Blindes Budstikke” fra før bibliotekets stiftelse ud, sammen med gamle eksemplarer af DBSs medlemsblad. Disse blade savnede jeg i høj grad, da jeg skrev bogen ”De Blinde Pionerer”, da de fortæller om opstarten af Dansk Blindesamfunds lokalkredse.

Jeg vil opfordre alle, som måtte få viden om eksistensen af punktskriftsudgaver af numre af Medlemsbladet fra 1913 og tidsskriftet Blindes Budstikke fra tiden omkring Dansk Blindesamfunds stiftelse dvs. årene 1908-1916, om at rette henvendelse til selskabet. Man kan fortsat forestille sig, at disse blade ligger gemt på et loft et eller andet sted, og at deres eksistens gennem de mange år er gået i glemmebogen.

Mange læsere af Nyhedsbrevet vil nok mene, at jeg er noget sent ude med denne sidste opfordring, men hvis nogen desuagtet kan pege på eksistensen af disse blade, vil jeg betragte det som noget nær et mirakel.

Derudover efterlyser bestyrelsen en lydbogsudgave af amerikaneren Thomas J. Carrolls bog ”Blindhed” fra 1960-erne. Denne bog blev udgivet i USA i 1961 og efterfølgende oversat af Heinrich Meyer fra Blindeinstituttet. Den danske udgave af bogen blev efterfølgende indlæst på spolebånd gennem Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde – nu Nota. Det var en bog, som vakte nogen opsigt i samtiden, bogen blev ved den seneste opdatering af selskabets litteraturliste på vores hjemmeside optaget på listen. Så vidt jeg ved er der tale om en lydbog optaget på 4 spolebånd. Hvis der blandt selskabets medlemmer er nogen som ligger inde med et eksemplar af denne lydbog, hører bestyrelsen meget gerne fra vedkommende.

12. Historien om Danske båndamatører v/ Poul Lüneborg

Den 4. april 2017 modtog selskabet en henvendelse fra Jonas Olsen, der fortalte, at han arbejdede på en bogudgivelse, der skulle beskrive den danske båndamatørbevægelse.

Det han var særligt interesseret i var optagelser, der indeholdt elektronisk musik, lydcollager, eller på anden måde ‘kreative’ båndværker.

For at udtrykke selskabets støtte til projektet kunne man i Nyhedsbrev nr. 3-2017 læse en kort orientering om den planlagte udgivelse. Artiklen i nyhedsbrevet indeholdt en beskrivelse af projektet, og bestyrelsens opfølgning på henvendelsen gennem henvisning til en række blinde båndamatører og musikere, som har offentliggjort deres kompositioner. Desuden opfordredes interesserede om at kontakte Jonas Olsen eller bestyrelsen om deres eventuelle bidrag til projektet.

Som følge af selskabets interesse for projektet modtog vi en orientering om, at Institut for Dansk Lydarkæologi den 26. juni 2018, ville afholde en reception til markering af udgivelsen ”Båndamatørerne – et glemt stykke dansk musikhistorie”, med en række båndværker og elektroniske kompositioner, skabt af folk, der havde båndoptageren som hobby. Der er tale om en LP-udgivelse med titlen: ”Danske Båndamatører 1959-1976”.

Denne udgivelse præsenterer et udvalg af danske båndamatørers eksperimenter fra perioden 1959-1976. Værkerne på pladen er alle bidrag, der har været indsendt til danske båndamatørkonkurrencer, men ingen af værkerne har tidligere været udgivet. Samlingen viser et udsnit af et hidtil overset og glemt stykke dansk lyd- og musikhistorie, hvor folk eksperimenterede med båndoptageren og skabte lydcollager og elektronisk musik i deres fritid.

Udgivelsen indeholder en 12-siders booklet med billeder og et længere essay af Jonas Olesen, der opruller historien om båndamatørerne.

LP-pladen kan købes gennem hjemmesiden tilhørende Institut for Dansk Lydarkæologi

Denne udgivelse gav anledning til en del omtale i de elektroniske medier i dagene efter lanceringen overfor offentligheden. Så vidt vides er der ingen blinde båndamatører blandt bidragyderne på pladen, en anmeldelse af et af selskabets medlemmer vil blive hilst velkommen.

13. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Telefon 86 72 55 72

Mobil 40 62 11 23

Email: ole@obj.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1.

4000 Roskilde

Tlf. 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

Redaktør Rita Cecilie Varmby

Ramsingsvej 4 3.th.

2500 Valby

Tlf. 36 17 14 10

mobil 21 43 02 23

E-mail: rcvarmby48@gmail.com

1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th.

4200 Slagelse

Tlf. 82 43 82 43

Mobil 25 5382 43

E-mail: fohlmann@stofanet.dk

Nyhedsbrev nr. 3 maj 2018

Blindehistorisk selskabs nyhedsbrev nr. 3 / 2018

1. Indholdsfortegnelse

2. Hilsen fra formanden.

3. “Kunne ikke have ønsket mig en bedre start!” af Ole Brun Jensen.

4. “Blindes Arbejde 75 år – en Lydmontage”, anmeldelse v/Allan Fohlmann.

5. Barndomserindringer, del 1 af Flemming Egedal.

6. Selskabets 25 års jubilæum 2019 af Poul Lüneborg.

7. Blindskrift, artikel om den japanske designer Takahashi.

8. Interviewprojekt – hvad skete der i 1960-70-erne? af Poul Lüneborg.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

2. ”Hilsen fra formanden”

Fredag efter Kristi Himmelfartsdag oplevede jeg under min aftentur omkring kl. 23.00 ved Farum Sø med min førerhund Buster for første gang i år at høre en nattergal. Det er et sikkert tegn på at sommeren er på vej, hvilket de efterfølgende dage da også har bekræftet.

Det er helt utroligt så højt og varieret denne lille fugl kan synge.

Variation er der glædeligvis også i det stof, som selskabets bestyrelse har til rådighed til vore nyhedsbreve.

I dette 3. nyhedsbrev i år er hovedartiklen skrevet af et af selskabets flittige skribenter, nemlig Flemming Egedal. I artiklen tager Flemming fat på at beskrive begyndelsen af sin barndom i Vejle fra han blev født i 1948 og de følgende 7 år. Det er den samme egn af Danmark, som Carl Bjarnhof beskriver i ”Stjernerne blegner” fra 1956, om hans opvækst i årene 1898 til han kom på Blindeinstituttet i begyndelsen af maj 1912.

Flemming fastholder i artiklen sin selvironiske og humoristiske fortællestil, som han tidligere har demonstreret i de tidligere offentliggjorte beretninger om opholdet på Refsnæsskolen, tiden på Blindeinstituttet og de 43 år som telefonist på Sønderborg Kasserne. Disse artikler kan læses i nyhedsbreve fra april, oktober og december 2013 samt i nr. 3 fra juli 2017.

Kasserer Ole Brun Jensen fortæller i sin artikel om det meget inspirerende oplæg, som museumsinspektør Jacob Kjærgaard gav søndag formiddag efter generalforsamlingen. Det er bestyrelsens håb at Jacob Kjærgaard vil kunne overtales til at skrive en artikel til et senere nyhedsbrev om Den Blindehistoriske Samling baseret på hans foredragsmanuskript. Det er et ønske, som vi korresponderer med ham om.

Personligt glæder det mig at Allan Fohlmann har påtaget sig at skrive en anmeldelse af Rita Cecilie Varmbys lydmontage fra 2004 om 75 års jubilæet i virksomheden Blindes Arbejde.

Denne lydmontage kom for dagens lys, da René Ruby sidste år gennemgik og registrerede Blindes Arbejdes arkiver med henblik på indlevering af disse til rigsarkivet.

Det er for mig at se væsentligt at fortælle historien bag denne for blinde så vigtige virksomhed både i skrift og gennem lydbilleder. Denne lydmontage, som er lidet kendt, vil så snart hjemmesiden er blevet opdateret være at finde på denne. Jeg er overbevist om at mange vil lade sig inspirere af omtalen af indholdet af de 2 CD-er med lydmontagen om Blindes Arbejde. Det lykkes for Allan på baggrund af blandt andet egne erfaringer på glimrende vis at få sat Blindes Arbejde ind i et historisk perspektiv i sin anmeldelse af denne glemte jubilæumsudgivelse.

I bestyrelsen tog vi straks efter generalforsamlingen fat på at færdiggøre udgivelsen af det andet nyhedsbrev i år. Derudover har arbejdet i bestyrelsen været præget af de udfordringer, som altid indtræder, når nyvalgte medlemmer efter en generalforsamling skal introduceres til arbejdet. Da vi som bekendt har fået både en ny kasserer og en ny redaktør har der været en del at se til. Hertil kommer, at foreningsdanmark gennem de seneste år er blevet belastet af en række særdeles krævende bureaukratiske udfordringer som følge af den digitale udvikling. Her har vi tumlet med så spændende ting som Danske Banks foreningsafdeling, vores Webhotel, DK Hostmaster.dk, Nets, E-Boks og hjemmesiden virk.dk. Alle disse systemer er absolut ikke let tilgængelige for blinde!

Nu er vi imidlertid ved at være ved vejs ende med alle disse vanskeligheder og kan vende os mod mere spændende og kreative sysler.

På det seneste bestyrelsesmøde den 17. april tog vi således fat på at få sat skub i nogle af de uafsluttede opgaver, som blev omtalt i beretningen på generalforsamlingen.

3 af bestyrelsens medlemmer Rita, Ole og Thorvald har besluttet sig for at forsøge at sætte nyt liv i interviewprojektet om blindes ændrede levevilkår i gennem 1960-70-erne. Jeg har i den anledning skrevet en notits om projektet med en opfordring til interesserede medlemmer om at melde sig til at deltage i dette arbejde.

I en anden notits har vi sat fokus på det kommende arbejde i en gruppe, som skal forberede selskabets 25 års jubilæum næste år, også her efterlyser bestyrelsen med Thorvald som primus motor interesserede medlemmer, som melder sig til løsningen af denne opgave

Vi har også sammen med Hans Erik og Henrik Olsen fået fastsat næste medlemsarrangement til torsdag den 25. oktober 2018, arrangementet får titlen ”fra børnehjemmet på Refsnæs til blinde forældre i Køge”.

Endelig har vi fået sat gang i arbejdet med udgivelsen af Henning Eriksens Museumsdagbog.

I selskabet lægger vi som bekendt stor vægt på at udbrede brugen af og kendskabet til punktskrift, hvilket vi understreger i et kommende Medlemsbrev, der udsendes sammen med årets medlemsliste, de reviderede vedtægter samt mindeord om Ole Mejndor.

I forbindelse med arbejdet med dette nyhedsbrev faldt vi over en sjov artikel i dagbladet Politikens Kultursektion, der fortæller om den japanske designer Kosuke Takahashis arbejde med at skabe skrifttegn, som omfatter både latinske bogstaver og de tilsvarende tegn i punktskrift. Selv om dette kunstneriske initiativ ikke i første omgang kommer blinde til gode, så er det på en markant og fascinerende måde med til at fokusere på punktskriften. Det er der i sandhed behov for. Omtalen af denne artikel afslutter min omtale af indholdet af dette nyhedsbrev.

Jeg ønsker alle medlemmer god læselyst og en rigtig god sommer.

3. “Kunne ikke have ønsket mig en bedre start!” af Ole Brun Jensen.

I weekenden 17. – 18. februar 2018 deltog jeg for første gang i et arrangement i blindehistorisk selskab. Søndag formiddag havde selskabet inviteret museumsinspektør Jacob Kærgaard til at fortælle om sit arbejde med den blindehistoriske samling på medicinsk museion.

Jacob fangede sandelig straks ens opmærksomhed, da han fortalte om forløbet der førte til aftalen i 2009 mellem Københavns kommune og Medicinsk Museion om overdragelse af Blindeinstituttets historiske samling. Denne aftale var simpelthen kommet i stand, fordi lokalerne som rummede museet på Blindeinstituttet skulle bruges til andre formål. Alternativet til en aftale var derfor en destruktion af samlingen.

Det trak åbenbart ud med at få hentet samlingen, og det var et lykketræf, da den så herved blev reddet fra den store oversvømmelse i sommeren 2011 det var jo utrolig heldigt for de ca. 6500 genstande, som nu befinder sig i museets besiddelse.

Samlingen omfatter en del forskelligt undervisningsmateriale, diverse kort og båndoptagere, ting til kurve- og børstenbinderi og klaverstemmerudstyr samt ting til fritidsbrug.

Jeg synes, det var utrolig dejligt at høre, at der faktisk gøres et stort arbejde for at få bevaret blindes historie for eftertiden.

Jacob kunne fortælle, at registreringen og digitaliseringen af samlingens mange genstande inklusive bøger og dokumenter, nu var afsluttet. Han nævnte at samlingen også omfatter en betydelig billedsamling samt en del kassettebånd. Den samlede registratur over samlingen vil blive lagt på Medicinsk Museions hjemmeside sammen med 10-12 korte tematekster til belysning af forskellige sider af samlingen. Som eksempler på temaer nævnte han hjælpemidler til undervisningsbrug, skriveredskaber osv. Det var ham selv der havde udvalgt og forfattet disse tekster. Digitaliseringsprojektet, der er finansieret gennem en fondsbevilling på ca. 1.3 mio. kr., afsluttes med udgangen af juni måned i år. Herefter vil den blindehistoriske samling indgå i de forsknings-, undervisnings- og formidlingsaktiviteter, som Medicins Museion forestår. Registreringssystemet som er benyttet hedder Sara, det er udviklet af Kulturarvstyrelsen.

Jacobs beretning gav anledning til rigtig mange spørgsmål fra de 36 tilhørere. Han demonstrerede gennem sit engagement og store viden på området at han var meget optaget af arbejdet med samlingen. Spørgsmålet om vandreudstillinger blev bragt på banen af flere. Jacob kunne oplyse, at der indenfor den givne fondsbevilling, ikke er planlagt sådanne. Ud over de registrerede genstande rummer samlingen ca. 1500 dubletter, som vil blive brugt i forbindelse med formidlingen af samlingen overfor blinde og svagsynede. Disse genstande ville endvidere kunne tænkes brugt ved fremtidige udstillinger udenfor museet. Udlån af enkelte genstande til andre museer i forbindelse med særudstillinger finder allerede sted. Han kunne ikke sige noget om retningslinjer for udlån af arkivalier fra samlingen. Afslutningsvis kunne Jacob fortælle, at arbejdet med den blindehistoriske samling for tiden forestås af museets samlingsleder Ion Meyer, ham selv og en studentermedhjælper, hertil kommer, at museets informationschef også fra tid til anden inddrages i arbejdet.

Det spændende bliver jo så, hvorledes de indsamlede effekter i fremtiden kan blive til glæde for alle blinde og svagsynede og andre interesserede gennem udstillinger m.v. så menneskeheden kan få et bedre og mere veldokumenteret indblik i vores spændende historie.

Sådanne udstillingsaktiviteter vil jo utvivlsomt kalde mange minder frem fra glemslens dybe mørke, men også sætte ens eget liv i perspektiv.

Disse mine indtryk fra denne spændende formiddag vil forhåbentlig blive fulgt op af en egentlig artikel fra Jacob baseret på hans oplæg til dagen. Bestyrelsen har sendt Jacob Kjærgaard en opfordring herom.

4. “Blindes Arbejde 75 år – en Lydmontage”, anmeldelse v/Allan Fohlmann

Blindes Arbejde 75 år – en lydmontage, der har ligget længe i skuffen, men som nu er kommet frem i lyset.

Omtalen af montagen er skrevet af Allan Fohlmann

Det er med visse lydmontager, som det er med gode vine – de vinder ved at have ligget og lagret en tid! Hvis denne montage var kommet til offentlighedens kendskab da den blev lavet i 2004, ville den da have været spændende, men den ville også have været for tæt på rent tidsmæssigt, så i min optik er det altså godt, at den først bliver gjort tilgængelig nu.

Og hvorfor så det?

Fordi os der kender til tidligere tiders arbejdsforhold på Blindes Arbejde nu bedre kan se tingene i deres rette perspektiv, og der er sket meget dér i de små 15 år, der er gået siden montagen blev lavet. Nogle af de ting vi ikke forstod dengang står nu meget mere perspektiveret og gennemskueligt, sådan er det jo med historie, vi kan blive vældig kloge af den!

Montagen er udarbejdet af Rita Cecilie Varmby, og det er noget af en moppedreng, hun har kreeret! Den spiller i 2 timer 26 minutter og 7 sekunder, så det er praktisk at have lidt forsyninger indenfor rækkevidde, hvis man vil høre den på én gang!

Men man kan også vælge at gøre som jeg gjorde da jeg hørte den, jeg holdt nogle pauser undervejs, for at tænke nærmere over det jeg hørte, for der er meget tankevækkende stof. Der er heldigvis nogle gode og naturlige pauser undervejs, det var jeg glad for.

Rita Cecilie Varmby har haft adgang til mange spændende, gamle lydklip omhandlende Blindes Arbejde, og dem kæder hun sammen på en både let forståelig og meget spændende måde. Jeg oplevede ingen tekniske problemer undervejs, det er dog ikke alle originale lydklip der er lige forståelige, men her skal vi huske på, at den tids optageudstyr ikke var så avanceret.

Man får et meget fint indblik i ændringerne i forholdene på Blindes Arbejde i de 75 år som montagen spænder over, og man får også et fremragende indblik i ændringerne i synshandicappedes leve- og arbejdsvilkår i denne periode.

Én af de spændende ting for mig var at høre, hvordan vilkårene har udviklet sig for de ansatte – i de første år hvor Blindes Arbejde var etableret, kunne de synshandicappede ansatte faktisk leve af at arbejde på Blindes Arbejde, det kunne man absolut ikke, da de holdt deres 75-års jubilæum.

Udviklingen er gået fra, at Blindes Arbejde var en arbejdsplads med vægt lagt på egentligt lønarbejde, til at være en social engageret virksomhed. I nyere tid er der naturligvis stadig lagt stor vægt på produkternes høje kvalitet, men også – og måske især – er der lagt vægt på det sociale aspekt, medarbejderne imellem.

Jeg var selv ansat på Blindes Arbejde omkring årtusindeskiftet, og her lagde jeg mærke til vigtigheden af det sociale samvær. Men jeg lagde også mærke til, at der heldigvis stadig blev lagt stor vægt på at fremstille produkter med meget højt kvalitetsniveau, og det er givetvis det, virksomheden har overlevet på. Blindes Arbejde har et meget godt renomme blandt kunderne, og det har heldigvis været sådan, siden virksomheden startede i 1929.

Undervejs i montagen kan man også erfare, hvordan samfundet gennem tiden har ændret sin stillingtagen til synshandicappedes værdi på arbejdsmarkedet. Op gennem tiden er synshandicappede blevet mere og mere marginaliserede som ligeværdige deltagere på arbejdsmarkedet, og det er der et par fine indslag om i montagen. Det er der desværre ikke lavet om på siden montagen blev lavet, man må nærmere sige tvært imod!

Der er også blevet plads til et par musikindslag i montagen. Rita har komponeret en børstenbindervals, og den må siges at være meget relevant, når montagen handler om Blindes Arbejde.

På Blindes Arbejde er det især håndens arbejde der er i spil, og det er godt. Det er langt fra alle med nedsat syn der her har boglige evner, og de har også brug for en værdig plads på arbejdsmarkedet, og den finder de hos Blindes Arbejde.

Hvordan du får fat i denne montage? I skrivende stund er den ikke tilgængelig, men så snart vores hjemmeside www.blindehistorie.dk bliver moderniseret, vil den blive klar til download herfra, som noget af det første der bliver klar.

Som bonusinformation vil jeg lige fremhæve et direkte link til litteraturoversigten på selskabets hjemmeside

http://blindehistorie.dk/Dokumentarkiv/Litteraturoversigtens%20juli%202017.htm

her findes en oversigt over Rita Cicilie Varmbys øvrige udgivelser, og hvordan du kan komme til at læse dem.

God læselyst

Allan Fohlmann

5. Barndomserindringer, del 1 af Flemming Egedal.

Vi har nu den glæde at blive sat ind i Flemming Egedals univers. Her får vi et meget detaljeret og humoristisk indblik i hans tidlige barndomserindringer.

God læselyst.

Redaktøren.

Jeg er født på Sankt Maria Hospitalet i Vejle i slutningen af juli måned i 1948, og mine første 10 dage af mit nye liv måtte tilbringes i et ilttelt, da jeg tilsyneladende havde besvær ved at trække vejret ved egen hjælp, men jeg overlevede da heldigvis.

Da jeg blev født aftjente min far sin militære værnepligt som militær politibetjent i Nordtyskland, hvor han modtog et telegram, hvori der stod: ”Har født en dreng, 6 pund, 50 cm, Kylle”, så jeg var ikke særlig stor.

Dagen efter min far var hjemsendt fra militæret, blev jeg døbt den 31. oktober 1948 i Sankt Pouls kirke i Vejle, Metodistkirken, og jeg fik navnet Flemming, et navn fra Flemming-bøgerne af Gunnar Jørgensen, som min mor havde læst mens hun ventede mig, selv om min far hellere havde set, at jeg havde fået navnet Lars.

Min far blev i øvrigt ansat som portør ved De danske Statsbaner i Vejle den 15. november 1948.

Et par år før min far blev gift med min mor, havde han fået sig en schæfer-hundehvalp, som blev kaldt ”Bjørn”. Da jeg blev født var hunden fuldt udvokset, men der skete det, som ingen havde forudset, at hunden gik hen og blev jaloux på mig.

Såfremt hunden ikke havde været bundet, var den hoppet op i barnevognen og havde bidt mig, og den var også flere gange ved at bide min mor, og denne situation var i længden ikke holdbar, så resultatet blev, at enten måtte ”Bjørn” eller jeg aflives, men fornuften sejrede da heldigvis til min fordel.

Hunden blev aflivet til min bedstefars store fortrydelse, han boede oven på i mit barndomshjem, og han var særdeles meget glad for hunden, men der var ikke nogen anden udvej.

Mit barndomshjem lå på Irisvej 7 på Søndermarken, som min bedstefar havde opført i 1926.

Alle grundene langs Kolding Landevej var blevet udstykket fra Peder Holms gods i begyndelsen af tyverne.

I min barndom lå der for enden af vejen marker med korn, men hvor der også var græsmarker med køer fra Peder Holms gods, men senere blev godset købt af Vejle Kommune, som udstykkede al jord til parcelhuse, og i dag er al jorden bebygget.

På disse marker legede vi børn da også tit.

Det sjoveste var nu at lege skjul i kornmarkerne, hvor man rigtig kunne gemme sig, men vi kunne være evig forvisset om, hvis der kom en karl fra godset, og han opdagede os, så kunne vi forføje os væk i en vis fart, ellers vankede der øretæver, men det var nu helt fuldt forståeligt.

Dengang tænkte vi jo ikke som børn over, at vi trådte så meget af kornet ned, så det blev ødelagt, når vores leg gik al for vildt til.

Jeg var ikke særlig gammel førend min mor fik en fornemmelse af, at jeg måtte have problemer med mit syn.

Når hun forsøgte at give mig legetøj, rakte jeg ikke ud efter det på samme måde som et normalt seende barn ville have gjort.

Dette skulle jo så undersøges, og jeg har været lidt over 2 år gammel da hun tog mig med til øjenlæge Jacobsen i Vejle.

Den gang kom man ind efter tur, og så var det bare om at vente i al tålmodighed på at man blev kaldt ind til øjenlægen.

Sådan en ventetid kunne godt strække sig over nogle timer, og hvordan blev et godt 2 års barn så, når det skulle sidde stille i denne lange ventetid, jo, lille Flemming var blevet temmelig vrøvlet og meget utilpasset, og øjenlægen fandt da også ud af, at mit syn var helt normalt, men jeg var åndssvag.

Jeg ved ikke, hvordan min mor reagerede på denne diagnose, men helt tilfreds blev hun nok ikke for denne besked.

Resultatet blev da i hvert i fald, at jeg i de næste 8 år, 2 gange om året var til kontrol hos øjenlæge Fabricius Jensen i Fredericia, som fandt ud af, at jeg var født stærkt svagsynet og ikke åndssvag, men helt normal, og glad blev min mor da også for denne besked.

Vi tog altid toget fra Vejle til Fredericia, og øjenlægen havde sin klinik i Norgesgade.

På en af disse rejser til Fredericia, var vi også med passagerbåden en tur fra den gamle havn i Fredericia til Strib, hvor vi også var ude at bade, men hvor der her hurtigt var meget dybt, når man kom ud i vandet, så der skulle passes på, at man ikke druknede.

Andre år gik vi altid en tur på Fredericia-voldene, inden turen gik hjemad igen.

I 1954 var jeg indlagt i en hel uge på øjenafdelingen på Rigshospitalet i København, hvor øjenlægerne skulle finde ud af, hvad der egentlig var i vejen med mine øjne.

Dengang fik min far 12 fribilletter til DSB, og rejsen til København skulle mine forældre selv betale, men med sådan et gode var det jo gratis.

Vi skulle altid køre med almindelige persontog, men da vi skulle være fremme til et bestemt klokkeslæt på Rigshospitalet, havde min far fået dispensation til, at min mor og jeg måtte køre med lyntoget derover, men hjemrejsen skulle ske med persontog, og jeg husker denne rejse som meget lang og tidskrævende.

Øjenlægerne fandt ud af, at det var kromosomerne mellem min mor og far som var årsagen.

Dengang var man ikke så dygtige til at stille de nøjagtige diagnoser som man er i dag.

Først i 1958 kom der en ny øjenlæge til Vejle, Barfoed, som tidligere havde været øjenlæge på Statens øjenklinik på blindeinstituttet på Kastelsvej i København, og han var en dygtig og behagelig øjenlæge.

Jeg var lige fyldt 3 år, da min mormor tog mig med i søndagsskole i Metodistkirken, og det gjorde hun næsten hver søndag.

I de første år gik jeg hos ”de små lam”, hvor vi fik et religiøst billede med hjem, som var meget spændende.

Mormor tog mig også med til Metodistkirkens årlige juletræsfest, men det var der nu ikke meget sjov ved, idet mormor holdt fast på, at jeg skulle sidde pænt og stille ved siden af hende oppe på balkonen, mens de andre børn fik lov til at lege rundt omkring juletræet nede i salen.

Da jeg var blevet lidt ældre, var det min mor som sørgede for, at min lillesøster og jeg kom i søndagsskole næsten hver eneste søndag, og hun holdt stædigt på, at søndagsskolen ikke måtte forsømmes, uanset om det sneede, regnede, var sol eller var vinter.

Vi skulle gå til fods ned til byen, 2 km, hvor Metodistkirken lå, men vi fik da hver en 25 øre til bussen hjem, så vi kunne nå at komme rettidigt hjem til middagsmaden.

Det var nu spændende at gå i søndagsskole, ikke mindst når der var en lægprædikant, der var god til at fortælle historier fra biblen.

Jeg gik i Metodistkirkens søndagsskole i 10 år, og det ophørte først dengang jeg rejste til Refsnæsskolen i august 1961.

Det var en special-kostskole for stærkt svagsynede og blinde børn.

Jeg er så gammel, at jeg har oplevet, hvordan en damptromle så ud, i dag kaldes det for en vejtromle.

I starten af 50’erne skulle Irisvej asfalteres og kloakeret, og her var det damp tromlen blev brugt.

Det var noget af et stort skrummel af en maskine, som blev fyret med kul, og hvor der stod en sort røgsøjle op af skorstenen, men jeg skulle blive inde i haven, så måtte jeg se på den derfra, og det var der jo ikke meget sjovt ved når man nu engang er født nysgerrig.

Min mor mente, at jeg ikke skulle lege så meget med min kammerat, Torben, som lærte mig at bande, det havde han lært af sin far, Svend Aage, der kunne bande temmelig meget, men her havde hun taget grueligt fejl, da jeg havde lært det af min far, som også kunne bande meget.

I hvert fald blev jeg bundet i en snor, så jeg ikke kunne komme ud på vejen og lære disse frygtelige ord af Torben, og det var ikke særligt sjovt at skulle stå bundet der, uden at kunne komme ud og lege med ham, og ikke mindst når han drillede mig på afstand.

Som en godt 5 års-dreng fik jeg en grøn trædebil, som jeg var meget glad for.

Den kørte jeg tit op og ned ad Irisvej med.

En dag ville jeg køre op til landevejen for at køre min far i møde, idet han skulle komme hjem fra sit job ved DSB på Vejle station, men denne dag var han forsinket, så jeg kørte over Kolding Landevej, der dengang ikke var så trafikeret.

Herefter kørte jeg ad Søndermarksvej videre ned ad Kiddes Vej, det er i øvrigt den stejle bakke, som bliver brugt til en af Post Danmarks cykeletaper.

Kiddes vej er så stejl, at det altid, så længe jeg kan huske, har været forbudt at cykle og køre på knallert ned ad den.

Jeg kan endnu huske, hvordan jeg kom helskindet ned af den stejle bakke.

Jeg bakkede hele vejen ned, hvor jeg med trædestængerne kunne holde farten meget langsomt mede, så der ikke skete ulykker. Jeg kan huske, at jeg af og til bakkede ind i en hæk for at få bilen i stå, og turen kunne fortsættes ned ad bakken, men glæden varede kort.

Nede på Søndertorv lå der dengang en stor farvehandel, Theofil Petersen, og her mødte jeg en af min mors kvindelige bekendte fra Metodistkirken, som mente, at jeg vidst nok var kommet lidt langt hjemmefra.

Hun tog mig med ind til farvehandleren, hvor jeg fik en stor malebog, mens der blev ringet efter politiet.

Politiet kom med deres salatfad, hvor jeg og min grønne trædebil blev læsset ind, hvorefter jeg blev kørt hjem, hvor min mor blev meget gal, og min nye malebog blev konfiskeret og trædebilen måtte jeg ikke køre på i en hel uge, og bagefter fik jeg en endefuld og blev sendt i seng.

Kiddes vej var også velegnet som kælkebakke om vinteren, hvor man kunne køre ned ad bakken på sin skoletaske.

Dette gjorde min mor da hun gik i skole på Seligmanns Skole, som lå nede i byen.

Jeg har ikke været mere end 4-5 år da man byttede Irisvej nummer 8.

Det var jo noget der vakte en lille drengs nysgerrighed.

En gang kom min mormor forbi, da jeg stod med armene nede i en murerbalje med vand, og havde det lige så sjovt.

Mormor sagde jo selvfølgelig goddag til mig, og sagde, ”du har det nok sjovt, lille Flemming”, og fortsatte hjem til min mor og sagde, ”du slår ham ikke”, men for hvad vidste min mor ikke, men mormor fortalte så, hvad jeg lavede oppe ved byggepladsen, og så lød det hjemmefra op ad vejen: ”Flemming, så kan du godt komme hjem, og det lige med det samme, og det kan nok være, at hun skældte ud, selv om mormor var til stede.

Det hændte også, at vi skulle en tur til byen en aftens stund, men min mor var ikke altid lige opmærksom på, at jeg var født natteblind, og færdselsskiltet oppe på Irisvej, før landevejen, har jeg adskillige gange ramlet ind i med det til følge, at jeg fik buler i panden.

Skulle det nu hænde, at det var min far jeg fulgtes med, var han opmærksom på, at skiltet stod der, og så ramlede jeg aldrig ind i det, heldigvis.

Da jeg blev større, fandt jeg ud af at gå over på det modsatte fortov, hvor der intet vejskilt var, og så var jeg fri for at støde ind i skiltet og bulerne blev jeg fri for.

Oppe i nummer 3 boede ”gammel Petersens”, som blandt andet havde en søn, Magnus, som min far havde gået i skole med, og var en af hans gode skolekammerater.

”Gammel fru Petersen” stod tit ved havelågen, sæt nu der kom nogen forbi, som hun kunne snakke med, og det havde hun altid lyst til.

Mange af beboerne på Irisvej valgte at gå på det modsatte fortov, for at undgå at skulle tale med hende, da hun altid havde masser af god tid til at snakke, men dette havde naboerne ikke.

Når jeg passerede hende, sagde hun altid, ”god-davs Kurt”, hvortil jeg altid måtte sige, ”jeg hedder Flemming, det er min far som hedder Kurt”, men det rodede hun altid rundt i, da hun på sine gamle dage var blevet lidt glemsom.

Hun kunne godt finde på at invitere mig ind i hendes køkken og give en småkage og et glas saftevand, så fortalte hun om dengang min far var dreng.

Som seksårig stod jeg en dag oppe på taget af vores hønsehus og kastede en kæp frem og tilbage til min legekammerat Torben, som stod ovre i naboens have.

I lang tid gik det godt, men til sidst gik det nu alligevel galt.

Da Torben skulle kaste kæppen tilbage, så jeg den ikke, og den ramte mig i øjet.

Jeg kom ned fra hønsehustaget i en vis fart og strøg lige ind til min mor, som endnu ikke var stået op, da min far havde formiddagsarbejde.

Inde fra naboen, Ny Petersen, blev der ringet efter en ambulance, da vi ikke selv havde telefon, og jeg blev kørt på Sankt Marie Hospitalet, hvor øjenafdelingen dengang lå.

Øjenlæge Jacobsen så på min øjenskade, og han kunne konstatere, at jeg havde været særdeles heldig, idet kæppen havde ramt øjet i øjenkrogen, så øjet ikke var blevet beskadiget.

Det medførte en hel uges indlæggelse på hospitalet.

Øjenlægen spurgte også min mor, hvorfor han ikke havde set mig i flere år, hvortil hun svarede, at jeg gik til kontrol hos Fabricius Jensen i Fredericia, og han sagde, at jeg ikke var åndssvag, men født stærkt svagsynet, men hvad Jacobsen sagde til dette svar, ved jeg ikke.

Til mit barndomshjem hørte der en stor have, der blev udnyttet optimalt.

Det vil sige, at der var ingen græsplæne, men i hele haven blev der dyrket alle former for grøntsager, rodfrugter samt alle former for kål, ribs, solbær, stikkelsbær, hindbær samt indtil flere frugttræer, et pæretræ, 3 æbletræer og 2 blommetræer samt et stor rabarberbed.

Vi havde også et stort jordbærbed som gav særdeles mange bær.

Overfloden af jordbær var så stor, at en del blev solgt til Brugsen, men da brugsuddeleren snød med afregningen, blev min far så sur, og herefter blev jordbærrene solgt til købmand Holger Jepsen.

Min mor henkogte og syltede alt der var i overflod, som kunne bruges i løbet af vinteren.

Her i blandt var der også hjemmelavet marmelade og syltetøj, saft og henkogte grøntsager, ærter og gulerødder, bønner, rødbeder, asier og drueagurker og græskar, og blommer, kirsebær, pærer og æbler.

Græskar har jeg nu aldrig brudt mig særligt meget om, men de kunne dog spises.

En ting jeg aldrig har fået i mit barndomshjem er peberrod og spinat, som jeg aldeles ikke kan fordrage.

I skellet til bagboen stod der et stort hyldebærtræ, hvor hyldebærrene også blev lavet til saft.

Oppe i baghaven var der et stort hønsehus med høns og en hane, samt tilhørende hønsegård, så vi havde æg til det daglige forbrug, og en slagtet høne i ny og næ.

Bag ved hønsehuset var der en lang række kaninbure, og en gang imellem fik vi så kaninsteg om søndagen, og min far garvede selv skindet, som blev brugt til hjemmesko.

Jeg har altid godt kunnet lide en god og velstegt kaninsteg.

Der var også et kyllingehus, hvor der blev opdrættet kyllinger, som næsten alle blev solgt, mens resten indgik i hønsebestanden.

Næsten alle husejere på vejen havde et hønsehus med tilhørende hønsegård i baghaven, og hver tidlig morgen stund i sommerhalvåret, kunne man høre flere hanegal fra alle hønsegårde.

Det var nok ikke gået i dag, men det var nu hyggeligt at høre på og dengang var man ikke så sart.

Til pinse fik vi dengang ny slagtet hanekyllinger med agurkesalat og nye opgravede kartofler.

Hjemme havde vi også en kolonihave, som lå lidt længere ude på Søndermarken.

I denne have var der 7 kirsebærtræer og 3 æbletræer.

I haven blev der udelukkende dyrket kartofler og kål samt porrer.

Når min far var på arbejde, gik jeg på kirsebærrov, og dette opdagede han aldrig.

Engang var politibetjent Larsens søn, Birger, også på kirsebærrov, men det kom min far og opdagede, og han var henne hos Larsen på Irisvej 24 og få sig en snak med ham vedrørende hans søns tyveri af bærrene, og han måtte betale erstatning til min far.

Min far var jo ansat ved DSB på Vejle station.

Når min far havde nattevagt, var der også tid til at fiske i Sønderåen, der løb under jernbanen, selv om det var strengt forbudt.

Jeg kan stadig erindre, at når man en tidlig morgen kom ud i vaskehuset, lå der friskfanget ørreder i en spand vand.

En god og velstegt ørred smagte særdeles godt, og når så den var gratis, var smagen endnu bedre.

Der var jo ikke ret mange på vejen som var velbjergede, mødrene var jo hjemmegående, så alt hvad der kunne dyrkes eller skaffes på anden vis var med til at højne levestandarden.

Der var kun en familie som havde bil, og det var maskinmester Rasmussen i nummer 14, der havde en Opel Olympia.

Den gang kom mælke- og fiskehandleren med hest foran deres vogne ned ad Irisvej, og det skete da også, at de efterlod sig hestepærer på vejen.

Man var aldrig i tvivl om, når fiskehandleren var på vej, så stimlede alle katte frem fra haver for at få fiskeaffald.

Engang havde nogle heste efterladt nogle hestepærer på vejen ud for maler Laursen i nummer et.

Fru maler Laursen beordrede mig til at fjerne disse hestepærer, og der var ingen kære moder, så jeg måtte tudende fjerne hestepærerne med de bare hænder, og bære dem ind i hendes have og lægge dem under roserne, som gødning.

Det var i øvrigt Poul Madsen fra Irisvej 11, som var mælkemand.

En gang holdt han med vognen på Kolding Landevej med front ned mod byen, og mens han var inde hos en kunde, syntes hesten at det tog for langt tid.

Hest og vogn, uden kusk, begyndte at køre ned ad bakken mod byen, hvor staldene var, men da de skulle runde det første sving, væltede vognen og alle mælkeflasker røg af, men til al held brækkede stangen, og hesten kunne så fortsætte i løb hjem til den varme stald, som lå i Odins gade nede i vejle.

Som barn havde vi ikke bil, men i maj 1961 købte min far sin første bil, en Renault 4 CV.

Der var 3 familier der hver sommer lejede et folkevognsrugbrød, så blev der kørt på en heldagsudflugt, hvor vi havde mad med til hele dagen.

Jeg fik altid lov til at sidde foran, som min far sagde, ”så kan du bedre se, hvad vi kører forbi på turen”.

Det ene år gik turen til ”Fyns Alper”, Svanninge Bakker ved Fåborg.

Det var et skønt naturområde, hvor der var et udkigstårn, hvor man kunne se ud over hele området.

Disse ture fortsatte også efter, at jeg kom på Refsnæsskolen, men dem deltog jeg, af naturlige grunde, ikke i.

Som 10-årig fik min far en motorcykel af sin onkel Anders.

Det var en Harley Davidson med sidevogn, årgang 1927, 1000 kubik.

I sommerhalvåret, når vejret var til det, kørte vi lange ture på motorcyklen.

Jeg sad på bagsædet, mens min mor og lillesøster sad i sidevognen.

En af de første ture gik fra Vejle til Kolding og videre til Skamlingsbanken, og da vi passerede Bramdrupdam, 23 km fra Vejle, læste jeg det som Amsterdam, så jeg troede vi var i Holland, da jeg dengang ikke vidste, hvor langt der var til dette land.

Dette afstedkom jo en vis morskab, som jeg har hørt mange gange for senere i mit liv.

Et sted vi kom meget tit, var på Stenhøj i nærheden af Rosenvold Slot på nordsiden af den ydre del af Vejle fjord.

Stedet var en stor skov, hvor der blandt andet i skoven lå et gammelt voldsted, Staxevold, forgængeren for Rosenvold Slot.

Så havde vi medbragt mad til hele dagen, primusapparat, så den hjemmelavede færdige middagsmad kunne varmes op, og der kunne brygges kaffe.

Mange ture gik også til Vesterhavet, blandt andet til Blåvand og Vejers strand.

Her havde mine forældre altid medbragt mad til hele dagen, men hvis primusapparatet ikke ville tændes som følge af blæsevejr, kunne min far godt nok blive meget utilpasset, så vi måtte køre ind i landet, hvor der var mere læ, så han kunne få gang i primusapparatet, og maden kunne blive varmet.

På denne måde kom jeg mange steder i Jylland og på Fyn, som kunne nås på en dagstur.

Andre ture gik også til Djursland, hvor Ebeltoft blev besøgt, og siden er jeg kommet der næsten hvert år, ikke mindst efter jeg blev kæreste med en kvinde fra denne by.

I mit barndomshjem havde vi i halvtredserne lokum i gården i et træskur, men der var dog indlagt kommunevand, dog ikke rindende vand på lokummet.

Om vinteren var der ikke til at være der for kulde.

Om sommeren var der ikke til at være der for fluer, som var en irriterende plage for rumpen, når man sad på tønden med den bare ende.

Skulle man have behov for et lille besøg på ”det lille hus”, var det ikke ligefrem en duft af roser, som man blev mødt af, når man trådte ind på lokummet, men nærmest en uhumsk stank, men sådan var det jo dengang.

Dengang kørte der jo natrenovation rundt med hestevogn om natten for at tømme folks lokummer, men hjemme var det min far, som begravede indholdet i en lang rende under rabarberne, og de trivedes særdeles godt, skal jeg hilse og sige.

De sanitære forhold var mildt sagt meget elendige, nærmest uhumske.

Vi havde intet badeværelse, så det ugentlige bad foregik i en zinkbalje på køkkengulvet, og da vi havde et gammeldags støbejernskomfur, var der en vandbeholder, hvor vi kunne tage det varme vand fra, så vi kunne få et bad, men vandet blev ikke skiftet, så min søster og jeg blev badet i det samme vand.

Jeg var altid så heldig at være den første der kom i bad.

Den almindelige morgensoignering foregik ved køkkenvasken, koldt vand, så hygiejnen var nu ikke af den bedste.

Der blev først indlagt toilet og bad i 1960, og hvis der er en ting, som jeg ikke savner i dag, så er det de dårlige sanitære forhold, som man havde dengang.

Omkring 1959/60 fik alle huse på vejen indlagt vandkloset, og det var alle nu glade for, så var man fri for de gammeldags lokummer.

En tradition var også, at min mormor og morfar med mellemrum holdt en familiemiddag.

De boede på Søndermarksvej 58, ikke ret langt fra mit barndomshjem.

Det kunne for os børn være en meget lang middag vi skulle igennem, da morfar holdt meget fast på, at børn ikke talte med ved bordet, med mindre de blev direkte adspurgt og det blev vi næsten aldrig, og da vi havde stor respekt for ham, sad vi blot der og kedede os nok så bravt.

Morfar holdt altid på, at der skulle holdes bordskik, så vi fik ikke lov til at forlade bordet før end middagen var slut og der var bedt fra bordet.

Morfar brød sig ikke særlig meget om børn fra de var fra 2 til ti år.

Nu var jeg hans første barnebarn, og jeg havde en særlig status hos ham, og han talte evig og altid om jernbaner, han var ansat ved DSB i Vejle fra 1916 til 1961.

Det er fra ham min store interesse for jernbaner blev vakt.

Jeg har da også kørt en del med de gamle lyntog, som blev taget i brug ved Lillebæltsbroen indvielse den 14. maj 1935, hvor der kørte 2 lyntog fra København til Fredericia.

Heldigvis har Dansk Jernbane Museum i Odense et af disse gamle lyntog, og så vidt jeg ved, er det køreklar.

Min mormor var noget af det sødeste, når morfar var på arbejde.

Så besøgte jeg hende meget tit, og når jeg så skulle gå hjem, sagde hun altid, ”Pas nu på, lille Flemming, når du går over landevejen”, selv om jeg var over 10 år gammel, men så bekymret var mormor altid for mig.

Inde hos naboen, Peter Lorensen i nr. 9, kom natrenovationen heller ikke.

Naboen havde et stort cementrør med et cementdæksel over oppe i baghaven, hvor de tømte deres lokumsspand, og hvor der stod et stort dejligt kirsebærtræ ved siden af.

Cementdækslet var todelt, så det kunne skydes fra hinanden, når lokumsspanden skulle tømmes.

Engang havde jeg skubbet cementdækslerne fra hinanden, mens min bedste legekammerat Torben sad oppe i kirsebærtræet, og da han slap grenen for at hoppe ned, ja, så havnede han i resterne fra lokumsspandene, og han duftede ikke lige frem af violer, da han kom op fra sumpen.

Nabokonen, Grethe Lorensen havde samme dag haft storvask af sengelinned, som hang på tørresnore ned langs havegangen, og da Torben benede hjem, kunne han jo ikke undgå at der kom en del ubehagelige pletter på det nyvaskede sengelinned.

Hans mor, Else, de boede lige over for, ville aldeles ikke have ham ind i huset, men ned i vaskehuset, hvor han blev skyllet af og fik rent tøj på, mens min mor trak af med mig og pakkede mig i seng, som straf for min forseelse.

Min mor gik tit på kaffeslabberas hos nabokonerne.

Dette gjorde hun også hos Nancy, som boede på Floras vej 8, og jeg gik i klasse med hendes datter Bente.

Hun havde en storebror, Jørgen, som havde et luftgevær, som jeg skulle prøve, men hvad jeg ikke vidste, så sad der et hagl i løbet, og jeg skød min klassekammerat Mogens i låret, som også boede i samme boligkarré, og hvor min mor blev tovlig, men det var kun et lille kødsår, men alligevel var det nu ikke særligt heldigt, hvad jeg havde lavet, og det kunne hun bruge lang tid til at holde et foredrag over.

Engang havde Søndermarksskolen bal i Håndværkerforeningens store sal, og her skulle jeg være kavaler for Bente, og min mor holdt stejlt på, at jeg skulle købe en is til hende, og dette ville jeg ikke, men her hjalp ingen kære mor, så jeg måtte nødtvungent købe denne is til hende, men ikke nok med det, jeg skulle så sandelig også danse en dans med hende, og hvor hun dog drillede mig bagefter.

Det hændte også, at drengene fra blomstervejene havde slagsmål med drenge fra Møllevangen, som var boligblokke.

Så blev der brugt alle former for slagvåben, også et luftgevær.

Det var ikke så heldigt, idet en dreng fra Møllevangen blev ramt af et hagl, så hans far meldte den pågældende dreng til politiet, og sikken ballade der blev bagefter.

En myte blandt Søndermarkens drenge var, at hvis man forvildede sig over i vestbyen, som var et rigtigt arbejderkvarter, men hvor der dengang også lå mange husvildebarakker på Sofievej, hvor boligstandarden var meget ringe.

Her lød det altid, hvis I bliver taget til fange af disse drenge, bliver I slæbt op i grusgraven, som lå på den anden side af Vardevej, og så får I neglene brændt af, men jeg har nu aldrig hørt om, at nogen har prøvet denne voldsomme straf.

I 1953 holdt mine forældre og min lillesøster, som er 2 og ½ år yngre end som jeg, og jeg ferie i Dansk Folkeferies landsby ved Middelfart, hvor hytterne lå ned til Lillebælt.

Min søster, som altid har været vild med vand, måtte bindes med en snor, ellers var hun strøget ned til vandet, som på dette sted var meget dybt.

I 1954, året før jeg kom i skole, holdt mine forældre, søster og jeg og en anden familie, Gertrud og Bruno og deres børn, Egon og Sonja, som var på alder med os, vores sommerferie, et sted, som hedder Saltbæk vig, ca. 10 km fra Vejle, på sydsiden af fjorden.

Selve hytten, ”Vægterborgen”, tilhørte metodistkirken og lå kun 5 meter fra vandet, og den lå i en lille rydning mellem jernbanen og fjorden, hvor der også lå en anden lejrhytte ”Tønder Kahytten”, men adgangsforholdene til de 2 hytter var ikke særlige gode, da der kun var adgang til fods langs stranden, uanset hvilken vej man kom fra.

Det var noget af en rejse at komme til Saltbæk Vig.

Alt skulle jo bringes med hjemmefra, soveposer, mad, tøj osv., som blev pakket i, hvad der nu var forhåndenværende.

Vi tog med bybussen fra Søndermarken ned til banegården, hvorfra vi så gik ned til havnen og ombord på Fjordbåden ”M/S Munkebjerg”, som sejlede os til landingsstedet nedenfor det gamle hotel ”Munkebjerg”, ca. knap 7 km fra vejle.

Turen videre til Saltbæk gik så til fods ad en sti ca. 1/5 km om igennem skoven til Uths hus, et tidligere fiskerhus i bindingsværk med stråtag.

Men dengang var huset blevet sommerbolig for familien Uth, hvor min far var kommet meget som barn, idet han gik i klasse med en af deres sønner, Niels Jørgen, hans bedste kammerat.

Her kunne min far låne en robåd, så vi kunne sejle de sidste ca. 1/5 km med alt vores store oppakning om til rydningen, hvor de 2 hytter lå.

Ellers skulle der traves langs med stranden, hvor der lå nedfaldne træer fra den stejle høje skråning, som lå helt ud til fjorden.

Vi kunne ganske vist krydse jernbanesporene, ikke helt lovligt, når vi skulle op til Ankjær Skovby for at købe fødevarer m.v.

Det var en travetur på ca. knap 3 km op igennem skoven.

Det var en utrolig dejlig hytte, men nok lidt primitivt efter nutidens standard, men hvor var der dog fredeligt.

Skoven lå jo helt ned til jernbanen, og det eneste, som kunne forstyrre freden var, når der i ny og næ passerede et tog, og det gjorde der jo ikke så tit dengang.

”Vægterborgen” lå så fredeligt uden for alfarvej, så der kom aldrig en sjæl forbi.

Toilettet var et lokum med bræt og spand, og vand fik vi fra et rør, som var stukket ind i skråningen, og vandet indeholdt så meget jern, så det smagte rædselsfuldt, og der var heller ingen strøm.

Hver dag, når solen skinnede, kunne vi bade i fjorden, men det skulle være med badetøfler, da fjorden var temmelig mudret og fyldt med små sten.

Min far havde som dreng lavet en model af en træbåd med sejl, som jeg fik lov til at sejle med, og med en lang snor i kunne jeg sejle med den i vandet så den ikke drev til havs.

Min far har altid været lystfisker, og han lånte en robåd ved Uths, og så fiskede han i fjorden og stangede ål, men her måtte jeg ikke komme med.

Sæt nu at lille Flemming faldt overbord, og da jeg ikke kunne svømme, og da jeg altid har været meget vandskræk, hvad kunne der så ikke have været sket, og dengang brugte man jo ikke redningsveste.

Som sagt var vi sammen med en anden familie, som havde en dreng, Egon, på min alder.

Han havde sin cykel med, og her var det, at jeg lærte at cykle.

I 1955 holdt vi ferie i D.S.U.’s sommerhus sammen med Niels Jørgen og Laura og deres børn på Skæring strand nord for Århus.

Her fyldte jeg 7 år, men jeg fik først min fødselsdagsgave, da vi kom hjem, en splinterny cykel, min første cykel.

Det var desværre en pigecykel, men som min far sagde, ”så kan lillesøster overtage den med tiden”.

Inden der i mit barndomshjem kom en tilbygning, havde vi et vaskehus.

Nå, engang skulle jeg skynde mig ud på det ”lille hus”, og det foregik på bare fødder.

Ude på stentrappen til vaskehuset stod der en mælkeflaske af glas, som jeg ikke havde set, og den sparkede jeg til, så den røg hen ad gulvet og glasset knustes, men, som sagt, skulle jeg skynde mig ud og forrette et lille ærinde på lokummet.

Så jeg tog et stor skridt hen over vaskehusgulvet.

Skridtet var ikke langt nok, så jeg trådte lige op i bunden af mælkeflasken, og det lige på den venstre fods trædepude.

Det blødte som bare pokker, selv et håndklæde kunne ikke stoppe blødningen ordentlig, og blodet gik igennem.

Inde ved naboen i nr. 5 blev der telefoneret efter en ambulance, og den kom ret hurtigt med fuld udrykning med hylende sirener, så alle på hele vejen var klar over, at der var sket et eller andet hjemme hos os.

Min mor og jeg blev kørt til skadestuen på Vejle Amts og Bys sygehus, hvor hun blev placeret i venteværelset, da hun ikke kunne tåle at se blod, ellers var hun blot besvimet.

Jeg blev ført ind på skadestuen, hvor foden blev bedøvet, og så blev der syet 8 sting i foden, så blødningen kunne stoppes, hvorefter den blev indbundet i bandage.

Jeg har stadig et stort ar på min venstre fods trædepude.

Vi var 4 børn fra Irisvej, Rita Larsen, Lone Madsen, Torben Pedersen og jeg som startede i skolen den 1. april 1955 på Søndermarksskolen og der gik jeg så de første 6 år.

Efter femte klasse blev klasserne delt således, at de boglige stærke elever blev samlet i klasser for sig selv, mens de mindre stærke boglige elever, blev samlet i andre klasser.

Jeg kom i en af klasserne for de boglige stærke elever, men i den nye klasse fik jeg udelukkende nye lærere, som ikke var uddannet til at forstå, hvordan de skulle tage det fornødne hensyn til en synshandicappet elev.

Det medførte, at mine standpunkter i løbet af skoleåret blev dårligere, jeg var ikke blevet dummere, men det var i længden ikke holdbart for mig.

Min mor og øjenlægen blev enige om at det bedste for mig ville være, at jeg skulle fortsætte min skolegang på ”Refsnæsskolen” ved Kalundborg, en specialkostskole for blinde og svagsynede børn.

Om jeg havde lyst til dette, blev jeg ikke spurgt om.

Før man kunne komme i skole, skulle man vaccineres for kopper, og det fik jeg på hos doktor Viggo Johnsen, vores familielæge, men den ene slog ikke ordentligt an, så jeg måtte på den igen, og det var en ubehagelig vaccination.

Jeg er også blevet Calmettevaccineret, dette var mod tuberkulose, men hvornår jeg blev dette, kan jeg ikke erindre, men en gang om året blev man stukket på oversiden af underarmen, og slog man ikke ud, skulle man revaccineres, men det er jeg ikke blevet.

En gang om året skulle man til skolelægen.

Her blev ens helbred tjekket, det vil sige brok, øjne og hørelse, samt om den almene helbredssituation var i orden, vægten var normal osv.

Vi fik dengang ikke taget blodprøver.

Mit største mareridt var synsprøven, hvor jeg ikke, som de andre klassekammerater, kunne se så langt ned på tavlen med bogstaverne, men det blev mærkværdigvis nok ikke påtalt, mens jeg hørte på det.

Det fik min mor at vide, efter jeg var sendt ud i venteværelset igen.

Som barn havde man 6 børnesygdomme, mæslinger, skoldkopper, røde hunde, fåresyge, kighoste og skarlagensfeber, hvoraf jeg kun har haft de 3, mæslinger, skoldkopper og fåresyge.

Fåresyge havde jeg i efteråret 1960, og siden har jeg ikke været syg af nogen særlig art, og influenza havde jeg sidste gang i foråret 1959, så jeg må, som min læge har sagt til mig, have et særdeles godt immunforsvar.

Jeg har jo selvfølgelig haft de almindelige vinterforkølelser, men ikke så voldsomt, at de har krævet sengeleje.

Op gennem halvtredserne blev jeg vaccineret mod polio 5 gange, og senere fik jeg sukker med denne vaccine 3 gange, så man må sige, at kroppen var vaccineret mod denne sygdom, så man var blevet godt og grundigt sikret.

Jeg mindes også, at vi med års mellemrum blev sendt til Vejle Sygehus’ tuberkulosestation for at få lungerne gennemlyst for at sikre, at vi ikke havde tuberkulose.

Den gang var der også skoletandlæge, men den var samlet på Damhavens skole, der lå nede i byen, hvor denne skole var opført i 1954.

Som 10-årig skulle jeg for første gang have gjort noget ved mine tænder.

En mælketand skulle trækkes ud, men ih du forbarmende, sikke en spektakel der blev.

Tandlægen, som var en kvinde, skulle bedøve mig med en sprøjte, og dette ville jeg så sandelig ikke.

Jeg blev nok temmelig utilpasset og meget hysterisk, men så knaldede hun mig en syngende lussing, men herefter blev jeg medgørlig.

Bedøvelsen fandt sted uden mere vrøvl, og tanden blev trukket ud.

Siden, når jeg kom til tandlæge, kom jeg altid ind til hende, som jeg havde fået tillid til.

Hvert år var skolen på en udflugt.

I første klasse var vi så heldige at komme af sted 2 gange, idet skoleåret i 1956 først begyndte efter sommerferien.

Udflugten lå altid i slutningen af maj eller i begyndelsen af juni måned.

I 1955 var vi med fjordbådene M/S Hvidbjerg og M/S Munkebjerg til Ulbækhus, som ligger på nordsiden af Vejle fjord, hvor der var en stor legeplads.

I 1956 var vi med Vandel Banen, som i øvrigt blev nedlagt året efter, til Vingsted Centret, men det var før det blev udvidet til det store Center, som det er i dag.

I 1957 og 1958 var vi ved Bygholm Slot i Horsens, men det var der nu ikke noget sjovt ved.

I parken til Bygholm slot lå det gamle slot på en høj borgbanke, en borgruin, som man dengang ikke rigtig forstod noget af og havde interesse for.

I 1959 og 1960 var vi på Kongebrogården ved Middelfart, men det ene år måtte jeg undvære lommepenge, idet jeg havde været så uheldig at smadre en rude hos naboen, og min mor holdt på, at den skulle jeg selv betale, men min bedstefar gav mig en to-krone, selv om han ikke havde så mange penge, og det vidste min mor intet om.

I 1961 gik turen til Odense Zoo, og dengang lå der et stort tivoli i tilslutning til den zoologiske have, som var mere spændende.

Alle disse udflugter foregik altid med tog, bortset for sejlturen til Ulbækhus.

Udflugten til Odense foregik i gamle personvogne med træsæder og åbne for- og bagperroner.

Jeg havde kun gået i første klasse i en måneds tid, da jeg blev kørt ned af en bil på Kolding Landevej.

En dag stod jeg oppe ved landevejen og så på den forbikørende trafik.

Med et fik jeg øje på 2 sprittere, der stod ovre på det andet fortov og skændtes så gudsjammerligt.

Da jeg altid har været meget nysgerrig af mig, skulle jeg jo selvfølgelig over for at høre, hvad deres uenighed gik ud på, men så langt kom jeg aldrig.

Nede fra byen kom der med langt mellemrum 2 personbiler, troede jeg da, en Opel Olympia og en Folkevogn, men det jeg havde overset var, at da Opelen var passeret, havde jeg bedømt afstanden til Folkevognen forkert, da jeg ville krydse landevejen så den ramte mig med stor kraft med den højre forskærm, og derfra blev jeg slynget op på en modkørende lastbilkøler hvorfra jeg faldt ned på kørebanen.

Jeg kan stadig erindre, at jeg selv kravlede ind på fortovet og at ambulancen kom, og den ville jeg ikke med, men så husker jeg heller ikke mere, førend jeg lå hjemme i min seng, efter at have været kørt med en ambulance til behandling på Vejle Sygehus’ skadestue.

Foruden en hjernerystelse, som man ikke blev indlagt på sygehus for dengang, slap jeg med nogle hudafskrabninger i ansigtet og en på det ene knæ.

I flere måneder efter uheldet turde jeg ikke passere landevejen alene, så min mor måtte gå med op og hjælpe mig over vejen, idet min kammerat, Torben, ikke ville føre mig over.

Fortsættes i del 2.

6. Selskabets 25-års jubilæum 2019 af Poul Lüneborg

Den 18. november 2019 kan selskabet fejre sit 25 års jubilæum. Det skal naturligvis markeres og fejres på behørig vis. Det var der enighed om på årets generalforsamling den 17. februar i år.

Bestyrelsen blev opfordret til at nedsætte en jubilæumsgruppe til at forestå forberedelsen af, hvorledes vi sammen kan synliggøre og festligholde den runde fødselsdag.

Thorvald Kølle fra bestyrelsen var den, der først foreslog, at jubilæet skulle festligholdes. Det skulle ifølge Thorvald naturligvis være med musik. Bestyrelsen har foreløbig bedt Thorvald om at indgå i en jubilæumsgruppe.

På det kommende bestyrelsesmøde den 21. juni 2018 håber bestyrelsen for alvor at få sat fart i arbejdet i gruppen. Hertil behøver vi medlemmer som har ideer til markeringen af jubilæet og som eventuelt har lyst til at indgå i gruppens arbejde.

Foreløbig forestiller bestyrelsen sig, at jubilæet skal markeres i forbindelse med næste års generalforsamling lørdag aften den 16. februar og næste dag søndag formiddag med et arrangement. Derudover skal der naturligvis laves et arrangement i forbindelse med selve fødselsdagen mandag den 18. november 2019. Endelig skal jubilæet selvfølgelig også markeres på forskellig måde i de nyhedsbreve, som fødselaren udsender i løbet af det kommende år. Alt dette ligger lige for, men der kan også tænkes andre måder at markere jubilæet på. Medlemmer af selskabet som har ideer og forslag til arbejdet i jubilæumsgruppen og som eventuelt synes det kunne være spændende at indgå i gruppen bedes kontakte Thorvald på Tlf. +45 22 78 18 27 eller sende ham en mail herom på hans mailadresse thorvald@cool.dk

I bestyrelsen håber vi på mange gode forslag og tilsagn fra medlemmer om at medvirke til at den runde fødselsdag vil blive husket. Generalforsamlingen gav bestyrelsen vide rammer både indholdsmæssigt og økonomisk til synliggørelse af jubilæet, så arbejdet i gruppen har alle forudsætninger for at blive spændende.

7. Blindskrift, artikel om den japanske designer Takahashi

Alle tiders opfordring

Den nedenstående artikel, som Poul Lüneborg har fundet til nyhedsbrevet, burde være en opfordring til alle at søge et større kendskab til punktskriften. I stedet for mere eller mindre at afskaffe den pga. den digitale udvikling, bør man vise større forståelse for blindes ret til et skriftsprog. Ved mere eller mindre at afvikle punktskriften, gør man de blinde til analfabeter. Hvad ville sortlæserne sige, hvis man afskaffede deres skriftsprog pga. den digitale udvikling?

Der ville lyde et ramaskrig og vilde protester, hvis man afskaffede sortskriften.

Med denne foromtale, så læs nedenstående artikel.

Redaktøren

Nu kan alle læse blindeskrift. Ny font kombinerer braille med ‘rigtige’ bogstaver

En morgen vågnede den japanske designer Kosuke Takahashi op og stillede sig selv et umiddelbart simpelt spørgsmål: »Hvorfor kan jeg ikke læse braille?« Braille – eller blindeskrift – ses aldrig rigtigt i det offentlige rum. Takahashi mener ikke , at de, der ser normalt, går op i det, men alene i Danmark er op mod 50.000 mennesker afhængige af de små runde knopper for at kunne læse. Alligevel er det kun få seende, der kan læse eller gøre sig forståelig med de små systematisk placerede forhøjninger i papiret.

I sine nye fonte Braille Neue Standard og Braille Neue Outline kombinerer den japanske designer det latinske og japanske alfabet med det næsten 200 år gamle braille-system. Et sprog, der blev skabt af den franske blindepædagog Louis Braille for overhovedet at give blinde og synshandikappede muligheden for at læse og kommunikere.

Ved at kombinere de små prikker med streger, som man kan gøre det i malebøger til børn, har Takahashi siden 2016 forsøgt at integrere blindeskriften med bogstaver, man nemt kan læse. Blandt andet med hjælp fra en ven, der bruger braille.

Nu håber Takahashi, at blindeskrift kan blive mere almindeligt kendt. Særligt håber han på et samarbejde med de olympiske lege og ikke mindst de paralympiske lege i Tokyo i 2020. Ved at bruge de nye fonte på de mange skilte, der skal produceres i forbindelse med legene, tror Takahashi på, at man kan »skabe et virkelig universalt sted, hvor enhver kan finde den information, de søger«.

Artikel fra Politikkens Kultursektion 3. maj 2018

Artiklen er illustreret af 3 illustrationer:

1. Det danske alfabet – i hvert bogstav er indtegnet det tilsvarende bogstav i punktskrift

2. Tallene 1 – 0 hvor det tilsvarende punktskrift i 6-prikkode er indtegnet

3. De japanske skrifttegn for latinske bogstaver, hvor der i hvert tegn er indtegnet det tilsvarende bogstav i punktskrift

8. Interviewprojekt – hvad skete der i 1960-70erne?

af Poul Lüneborg

I 2013 blev der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg og Blindehistorisk Selskab.

Det vigtigste tema på møderne i denne gruppe har været den blindehistoriske samling, som i 2011 blev overført fra Blindeinstituttet til Medicinsk Museion under Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Vi har siden denne overflytning løbende i selskabets nyhedsbrev fortalt om de initiativer, som er taget for at bevare og udvikle samlingen. Her har det omfattende digitaliseringsprojekt, som er blevet finansieret gennem en fondsdonation på 1.3 mio. kr. og som forventes afsluttet med udgangen af juni måned i år, stået i centrum.

Blindehistorisk Selskab har med udgangspunkt i drøftelserne i arbejdsgruppen og med Ion Meyer fra Medicinsk Museion besluttet at supplere og opdatere samlingen gennem 2 initiativer.

For det første har vi gennem de seneste 3 år arbejdet med det såkaldte registreringsprojekt, hvor medlemmer og andre kan indsende information om hjælpemidler, lydoptagelser, tryksager m.v. med henblik på, at disse registreringer kan forelægges for Medicinsk Museion. Gennem disse registreringer har det været vores håb, at vi vil kunne medvirke til at opdatere og supplere den eksisterende samling. Det er imidlertid ikke alt som har interesse for Medicinsk Museion, da registrering og opbevaring af yderligere genstande m.v. er ressourcekrævende. Vi har til gode at få fastlagt nærmere retningslinjer på området. Hertil kommer at registreringsprojektet i en periode efter Henning Eriksens død i december 2017 har manglet en ankermand. Det har bestyrelsen taget fat på at råde bod på.

Det andet initiativ, som selskabet har taget har til formål at beskrive blindes leve-, uddannelses- og erhvervsvilkår i 1960-70erne.

Det har været et ønske fra Medicinsk Museion at få nogle personprofiler, som fortæller om de vigtige ændringer i blindes beskæftigelsesmuligheder, som tog sin begyndelse for knap 50 år siden. For at forfølge denne tanke besluttede bestyrelsen, at nedsætte en projektgruppe, hvis opgave det er at gennemføre 25 interview til belysning af blindes levevilkår m.v. i 1960-70-erne.

Projektet falder i 3 faser:

Fase 1. Fastlæggelse af interviewguide, panel på 25 interviewdeltagere og budget for det videre arbejde.

Fase 2. Gennemførelse af de 25 interview.

Fase 3. Afrapportering af projektet i form af en mindre rapport.

Arbejdsgruppen som blev nedsat for knap 2 år siden har på grund af frafald blandt sine medlemmer forklaret at man ikke ser sig i stand til at gennemføre projektet.

Nu har 3 af bestyrelsens medlemmer imidlertid besluttet sig for at tage udfordringen op og søge at gennemføre de 25 interview og sammenskrive indtrykkene fra disse i en rapport. Redaktør Rita Cecilie Varmby, kasserer Ole Brun Jensen og sekretær Thorvald Kølle ser meget gerne, at nogle engagerede medlemmer melder sig til dette arbejde.

Der er allerede lagt et betydeligt arbejde i dette projekt med hensyn til at formulere de spørgsmål som skal lægges til grund ved hvert interview. Der er tillige indhentet tilsagn fra en række medlemmer, som er villige til at lade sig interviewe.

I bestyrelsen har vi tilstræbt at give den nedsatte arbejdsgruppe den størst mulige oplevelse af ejerskab til projektet og den størst mulige indflydelse på gennemførelsen af dette.

Synes du det lyder spændende at være med til at gennemføre disse interview, så fortæl det til en af de 3 nævnte.

Rita kan kontaktes på tlf. 36 17 14 10 eller mail: rcvarmby48@gmail.com

Ole på tlf. 40 62 11 23 eller mail: ole@obj.dk

Thorvald på tlf. 22 78 18 27 eller mail: thorvald@cool.dk

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.lüneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cecilie Varmby

Ramsingsvej 4 3.th.

2500 Valby

Tlf. +45 36 17 14 10

mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. 1.

4000 Roskilde

Tlf. +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Tlf. +45 32 51 35 52

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th.

4200 Slagelse

Tlf. +45 82 43 82 43

Mobil +45 25 53 82 43

Mail: fohlmann@stofanet.dk

Nyhedsbrev nr. 2 marts 2018

Logo

Blindehistorisk Selskabs nyhedsbrev nr. 2 / 2018

1. Indholdsfortegnelse

2. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

3. Referat af generalforsamlingen den 17. februar 2018, af René Ruby

4. Medlemsarrangementet den 23. november 2017, af René Ruby

5. “Blind Taknemmelighed”, af Kaj Elgaard

6. Efterlysning af lydbog, tidsskrifter m.v.,af Poul Lüneborg, formand

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

2. Hilsen fra formanden
af Poul Lüneborg

Søndag eftermiddag den 18. februar rejste jeg sammen med nogle af mine bestyrelseskolleger glad hjem fra en vel overstået generalforsamling på Fuglsangscentret. Det var meget glædeligt, at hele 42 havde besluttet sig for at deltage i arrangementet.

Bestyrelsens beretning og de mange forelagte forslag blev alle underkastet en velvillig behandling, som man kan læse i René Rubys referat andetsteds i nyhedsbrevet. På trods af alvorlig sygdom havde kasserer Henning Backs fundet nogle usete kræfter frem, selv hævdede han at det var whiskysmagningen dagen før der var forklaringen. Henning fremlagde regnskabet for 2017. Bestyrelsen besluttede efter udsendelsen af det reviderede regnskab, at indarbejde udgiften på 20.000 kr. til projektet om indlevering af Blindes Arbejdes arkiv til Rigsarkivet i det fremlagte regnskab. Selskabet modtog i 2016 pengene til projektet fra Blindes Støttefond, men beløbet blev imidlertid først udbetalt i begyndelsen af indeværende år, umiddelbart efter at det blev konstateret, at beløbet som forfaldt i 2017 ikke var blevet udbetalt til Blindes Arbejde. Generalforsamlingen var enig i bestyrelsens anbefaling af at beløbet blev regnskabsført i regnskabet for 2017, hvor udgiften retteligen skulle have været betalt. Det medfører et underskud for året på godt 18.000kr. Ved vurderingen heraf skal det erindres, at regnskabet for 2016 udviste et overskud på godt 10.000kr. og at der i 2017 er afsat 5.000 kr. til udgivelse af Henning Eriksens Museumsdagbog. Ser vi på regnskaberne for 2016 og 2017 under et har vi haft udgifter på knap 3000 kr. mere end vi har haft indtægter. Det lever vi med i bestyrelsen og det kunne generalforsamlingen heldigvis også. Opgaven i det nye år bliver at forsøge at gøre dette endnu bedre. Nogen vil måske synes, at jeg har brugt lidt for mange ord på denne sag. Det har jeg gjort for at fortælle hvor svært det fra tid til anden kan være at løse alle opgaver til tiden, når alvorlig sygdom griber forstyrrende ind i en forening, der bygger på frivilligt arbejde.

Den nyvalgte bestyrelse har som omtalt i Dansk Blindesamfunds medlemsblad nr. 3/2018 konstitueret sig med René Ruby som næstformand, med Rita Cecilie Varmby som redaktør og med Thorvald Kølle som sekretær. Herudover blev Ole Brun Jensen valgt som vores nye kasserer og Leif Martinussen og Allan Fohlmann som 2 aktive suppleanter, der deltager i bestyrelsens møder. Vi skylder Henning Backs og Erik Kiørbye stor tak for deres indsats i bestyrelsen siden sidste års generalforsamling. Jeg vil ikke her undlade, at udtrykke min store beundring for den udholdenhed og livsvilje, som Henning har udfoldet siden sidste forår på trods af store helbredsmæssige udfordringer.

Som tidligere omtalt blev 2017 året hvor vi måtte tage afsked med webmaster Haakon Fløe Jensen og redaktør Henning Eriksen. Det er endnu ikke lykkedes at pege på en afløser på posten som webmaster, hvorfor alle gode forslag er meget velkomne. Derimod har vi fået en ny redaktør, der som Henning Eriksen, har en del publikationer bag sig, hvilket man kan forvisse sig om ved opslag på litteraturlisten på selskabets hjemmeside – www.blindehistorie.dk. Her tegner Rita sig for 4 titler, hertil kommer flere artikler som er publiceret i selskabets tidligere nyhedsbreve.

På det konstituerende møde dagen efter generalforsamlingen, tog bestyrelsen straks fat på nogle af de opgaver, som var blevet behandlet på generalforsamlingen. Vi har således nedsat en sparringsgruppe bestående af Kurt Nielsen, René Ruby og mig selv som sammen med Dorte H. Silver, skal forestå redaktionen af Henning Eriksens manuskript til hans Museumsdagbog. Det er forventningen at der kan informeres om dette arbejde i et kommende nyhedsbrev inden bogen udkommer i slutningen af juli måned i år.

Derudover har vi besluttet at indkalde Søren Jensen til en drøftelse af hjemmesidens fremtid på et kommende møde den 22. marts, denne sag vil der også blive informeret om i næste nyhedsbrev.

Endelig skal det nævnes at bestyrelsen forventer at kunne udsende et medlemsbrev i slutningen af marts eller i begyndelsen af april sammen med Medlemslisten for 2018 og de reviderede vedtægter.

Søndag formiddag efter generalforsamlingen kom i den grad til at sætte fokus på en af selskabets vigtigste blindehistoriske mærkesager. Museumsinspektør Jacob Kjærgård fra Medicinsk Museion i København fortalte om det arbejde, som han har forestået gennem de seneste par år med den blindehistoriske samling fra det tidligere Blindehistoriske Museum ved Blindeinstituttet.

Det er mit håb at Jacob Kjærgårds oplæg i en eller anden form vil kunne bringes som en artikel i et senere nyhedsbrev. Spørgelysten blandt deltagerne var meget stor, hvilket fortæller at Jacob Kjærgård med sit oplæg engagerede og inspirerede tilhørerne. Der var stor tilfredshed med orienteringen om samlingens aktuelle situation.

Til dette nyhedsbrev har René Ruby tillige skrevet en omtale af det fine medlemsarrangement, som blev afholdt den 23. november 2017 med selskabets tidligere kasserer Arne Krogh i hovedrollen. Dette arrangement var selskabets sidste initiativ med henblik på at fokusere på at 2017 markerede 10 året for opløsningen af Dansk Blindesamfunds Amatørteater. Gennem 60 år har denne teaterforening haft den allerstørste betydning for mange blinde.

Som opfølgning på medlemsarrangementet på Fuglsangscentret med museumsinspektør Jacob Kjærgård, planlægger bestyrelsen i maj måned et medlemsarrangement med Hans og Henrik Olsen, hvor de fortæller om deres liv og supplerer fortællingen med lydglimt fra væsentlige begivenheder og oplevelser. Arrangementet forventes afholdt i Valby på Solterrasserne. I et kommende nyhedsbrev vil der blive informeret om dette medlemsmøde.

Nyhedsbrevets blindehistoriske hovedartikel bærer titlen ”Blind Taknemmelighed” og er skrevet af Kaj Elgaard, der studerer historie ved Københavns Universitet. Kaj Elgaard henvendte sig i november sidste år og bad om råd og vejledning om hvor han kunne finde litteratur om Kjædeordenens hjem for blinde kvinder i Klerkegade i København. Her kunne vi i selskabet under henvisning til litteraturlisten på hjemmesiden anvise 11 titler. Artiklen er således et resultat af tankerne bag oprettelsen af litteraturoversigten, som allerede har været til inspiration fra adskillige studerende, som har ønsket at fordybe sig i et emne indenfor blindes historie.

Det er derfor med den allerstørste fornøjelse, at selskabet kan bringe denne artikel, som tager sit afsæt i Carl Bjarnhofs bog ”Den korte dag er lang nok”, som blev offentliggjort i efteråret 1958, samme år som forfatteren rundede 60 år. I Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 20 fra 1958 har jeg hentet følgende citat fra Jacob Paludans anmeldelse af bogen i Dagbladet Politiken:

”I grunden er det en bog om diskrimination, forskelsbehandling, et emne af aktualitet verden over, her sammentrængt i et sidegadehus; kunsten behøver ikke mere, når den råder over den lønlige perspektivskabende magi. Logebrødrenes filantropiske stiftelse, glemt af verden, glemmer man ikke for det første i dens litterære genbillede”.

2018 er således 60 året for bogens udgivelse, og samtidig året hvor Carl Bjarnhof den 28. januar ville være fyldt 120 år. Jacob Paludans betragtning er nok værd at lægge sig på sinde i år, hvor Folketinget behandler et lovforslag om forbud mod diskrimination på grund af handicap.

Nyhedsbrevet afsluttes med kontaktoplysningerne på den nyvalgte bestyrelse og en fornyet efterlysning af referatet af selskabets stiftende generalforsamling den 18. november 1994, nogle gamle punkttidsskrifter og en lydudgave af Thomas J. Carrolls bog ”Blindhed” fra 1961.

God læselyst.

3. Referat af generalforsamlingen den 17. februar 2018, af René Ruby

Dagsorden:

1. Åbning og velkomst.

2. Navneopråb og præsentation af deltagerne.

3. Valg af dirigent og stemmetællere.

4. Godkendelse af dagsordenen.

5. Godkendelse af referatet af generalforsamlingen i 2017.

6. Bestyrelsens beretning.

7. Regnskab for 2017.

8. Fastsættelse af kontingent.

9. Indkomne forslag.

Der var følgende forslag:

  1. Forslag angående modernisering af hjemmesiden.
  2. Beskrivelse af revisorernes opgave.
  3. Udligning af rejseudgifter til generalforsamlinger.
  4. Om Medlemslisten.
  5. Om oprettelse af en diskussionsliste.
  6. Om placering af medlemsarrangementer.
  7. Om selskabets 25 års jubilæum i 2019.
  8. Om skabelse af en “fremtidscontainer”.
  9. Om udgivelse af Henning Eriksens “Museumsdagbog”.

10. Forslag om ændring af selskabets vedtægter i forhold til proceduren for godkendelse af generalforsamlingsreferater.

11. Valg af:

  1. Formand
  2. Kasserer
  3. Et bestyrelsesmedlem for to år
  4. Et bestyrelsesmedlem for et år
  5. To suppleanter
  6. To revisorer
  7. En revisorsuppleant for et år.

12. Eventuelt.

Ad punkt 1: Formand Poul Lüneborg bød velkommen og glædede sig over det store fremmøde.

Ad punkt 2: Der foretoges en præsentationsrunde og det konstateredes at der var 42 til stede og heraf 39 stemmeberettigede.

Ad punkt 3: Som dirigent valgtes Torben Koed Thomsen. Som stemmetællere valgtes Gyrithe Kiørbye, Kurt Nielsen og Anne Sparre.

Ad punkt 4: Ove Gibskov foreslog at punkt 8 (Fastsættelse af kontingent) og punkt 9 (Indkomne forslag) skiftede plads, idet vedtagelse af de indkomne forslag eventuelt kunne få betydning for fastsættelse af kontingentets størrelse. Med ombytning af punkterne 8 og 9 blev dagsordenen herefter godkendt.

På bestyrelsens indstilling blev René Ruby valgt til referent.

Ad punkt 5: Referatet fra generalforsamlingen 18. februar 2017 blev godkendt uden bemærkninger til referatet.

Ad punkt 6: Beretningen for 2017 var blevet udsendt i Nyhedsbrev nr. 1 2018. Poul Lüneborg gennemgik beretningens hovedpunkter og konstaterede indledningsvist at selskabet talte 123 medlemmer ved generalforsamlingens afholdelse. 5 er afgået ved døden, 5 har ikke længere ønsket medlemskab og 12 nye medlemmer er kommet til. Der har således samlet set været en medlemsfremgang. Herefter mindedes han de aktive kræfter i selskabet som var gået bort i det forgangne år. Det vil ikke mindst sige Henning Eriksen og Haakon Fløe Jensen.

På foranledning af selskabet er Blindes Arbejdes arkiv Ligesom Blindes Støttefonds arkiv indleveret til Rigsarkivet i det forgangne år. Begge arkivindleveringer er finansieret af Blindes Støttefond.

Herefter omtalte Poul Lüneborg nyhedsbrevene, som udkom i 4 nummer i 2017, samt tiltag på hjemmesiden herunder en opdateret og stærkt udvidet litteraturliste. Sidstnævnte har resulteret i flere henvendelser fra studerende.

To projekter har måttet ligge stille som følge af manglende kræfter. Det drejer sig dels om registreringen af blindehistoriske effekter og dels om en interviewundersøgelse om blindes levevilkår i 60erne og 70erne. Begge projekter vil der blive arbejdet videre med idet omfang der findes kræfter til det.

Poul Lüneborg omtalte blandt andet også 10 året for amatørteaterets opløsning i 2007 som dels er blevet mindet gennem to medlemsarrangementer i 2017 og dels via fremskaffelsen af indtil dato 30 optagelser fra amatørteatret som vil blive lagt op på selskabets hjemmeside.

Endelig omtalte Lüneborg bestyrelsens arbejde. Dette har været godt men præget af sygdom. Henning Eriksen afgik ved døden i december efter lang tids sygdom og Henning Backs er også alvorlig syg. Trods dette var Henning Backs mødt frem til generalforsamlingen for at afleverer regnskabet. Dette resulterede i en klapsalve fra salen.

Herefter var der kommentarer og spørgsmål fra salen. Ove Gibskov indledte med at omtale samarbejdet i den blindehistoriske arbejdsgruppe mellem selskabet og Kultur- og Fritidspolitisk udvalg, som har været fremragende de forløbne to år.

Hanne Skipper roste formanden for sin store indsats i det forløbne år og foreslog herudover at der ved arrangementer engageredes seende hjælp således at nødvendig seende bistand ikke skulle hænge på de svagtseende og ledsagere. Thorvald Kølle oplyste hertil, at på Interessegruppens arrangementer er der seende hjælpere som får det til at glide uproblematisk.

Efter enkelte øvrige kommentarer blev beretningen enstemmigt godkendt.

Ad punkt 7: Kasserer Henning Backs gennemgik regnskabet for 2017. Dette viste indtægter på 31.530,00 kr. og udgifter på 50.030,60 kr., hvilket giver et underskud på 18.500,60 kr. Underskuddet skyldtes at finansieringen til indlevering af Blindes Arbejdes arkiv fra Blindes Støttefond på 20.000 kr. var indsat i 2016, men betalingen herfor forfaldt i 2017, betalingen fandt imidlertid først sted primo 2018, da den manglende betaling blev konstateret. Ved udgangen af 2017 var selskabets aktiver på i alt 169.527,46 kr.

Regnskabet blev herefter godkendt uden bemærkninger.

Ad punkt 8: Der var i alt 9 forslag fremsat af bestyrelsen eller som bestyrelsen havde samlet sammen fra generalforsamlingen i 2017.

Forslag ang. modernisering af hjemmesiden: Poul Lüneborg redegjorde for forslaget. Bue Vester Andersen har gennemgået hjemmesiden og fremlagt en redegørelse, hvoraf det fremgår at en betydelig opgradering af hjemmesiden er nødvendig hvis den skal kunne klare de forventninger man måtte have i fremtiden. Samtidig skal det gøres lettere at være webmaster på hjemmesiden. På baggrund af denne redegørelse er Søren Jensen blevet bedt om at fremkomme med bud på hvor meget en sådan opgradering vil koste. Søren Jensen har opstillet tre typer af pakker på henholdsvis 4.000, 10.000 og 30.000 kr. alt efter hvor omfattende en opgradering der ønskes og i sidstnævnte med webmaster inkluderet et efterfølgende år. Poul Lüneborg afsluttede redegørelsen for dette forslag med at hensigten med fremlæggelsen på generalforsamlingen ikke var en stilling tagen til hvilken af de tre pakker, men alene om at give bestyrelsen mandat til at gå i gang med en opgradering af hjemmesiden og at der vil blive brugt nogle penge herpå.

Den efterfølgende diskussion drejede sig primært om tilgængeligheden af hjemmesiden. Hans Olsen nævnte at Da Søren Jensen er i samme situation som os vil der automatisk blive taget hensyn hertil. Poul Lüneborg oplyste at det er grunden til at der er indhentet tilbud fra netop Søren Jensen. Samtidig vil en opgradering også gøre det lettere at finde en ny webmaster i forhold til at arbejde med det nye hjemmesideformat. Samtidig skal hjemmesiden også være et arkiv for alt det historiske materiale som selskabet ligger inde med, hvorfor en opgradering af hjemmesiden ikke mindst er vigtig. Poul Lüneborg takkede for en positiv modtagelse af forslaget som bestyrelsen vil arbejde videre med og der vil løbende blive orienteret om arbejdet hermed i nyhedsbrevene.

Forslag om beskrivelse af revisorernes opgave: Poul Lüneborg oplyste at på baggrund af sidste års diskussion om revisorernes opgave er bestyrelsen fremkommet med et forslag om en præcisering af disses opgaver. Efter enkelte bemærkninger blev de nye retningslinjer for revisorer taget til efterretning.

Forslag om udligning af rejseudgifter til generalforsamlinger: Poul Lüneborg oplyste at forslaget fremkom på sidste års generalforsamling. Forslaget vil enten betyde en kontingentforhøjelse eller en forhøjelse af deltagergebyret. Bestyrelsen kan ikke støtte forslaget, da den er af den opfattelse at et så lavt kontingent som det nuværende er ønskeligt og heller ikke gerne ser en forhøjelse af en deltagerbetaling som for øjeblikket er på 450 kr. i døgnet. På denne baggrund anbefaler bestyrelsen ikke den nuværende ordning ændret.

Forslaget gav anledning til en del diskussion og herunder nævnte Ove Gibskov at han havde kendskab til to med kun folkepensionen som på grund af rejseomkostningerne ikke deltog i generalforsamlingen. Henrik Olsen Afviste forslaget med begrundelse i det meget store arbejde, der vil ligge for en kasserer i at administrerer en rejseudligning. Ole Brun Jensen foreslog, at hvis der endelig skulle ske en ændring, så kunne det i stedet indføres at bestyrelsen kunne ansøges om et tilskud i lighed med den ordning der er i Interessegruppen.

Diskussionen endte med to forslag dels en fastholdelse af den nuværende ordning og dels forslag om at bestyrelsen arbejder videre med en eller anden form for ny ordning. Resultatet blev at 24 stemte for fastholdelse af den nuværende ordning og 5 for at bestyrelsen arbejder videre med en eller anden form for ændring. 10 stemte ikke.

Forslag om fortsættelse af udsendelse af Medlemslisten: Poul Lüneborg redegjorde for medlemslisten. Der er indført en velfungerende procedure for listen og den fungerer godt. Medlemslisten udkommer en gang om året og det er hensigten at den skal udkomme umiddelbart efter årets generalforsamling. Efter enkelte opklarende spørgsmål til listen og proceduren for listen blev det enstemmigt vedtaget at listen og proceduren for listen fortsættes.

Forslag om oprettelse af en diskussionsliste: Poul Lüneborg redegjorde for bestyrelsens holdning til dette forslag, som også var fremkommet på sidste års generalforsamling. Dansk Blindesamfunds server er for øjeblikket overbelastet hvorfor det ikke på nuværende tidspunkt er aktuelt at etablerer en e-mail-diskussionsliste. Løses dette problem på et tidspunkt kunne en diskussionsliste være et middel til at få informationer hurtigt ud. Informationer udsendes i dag på henholdsvis cd, punkt, sort og på e-mail. Det betyder at det er næsten umuligt af få informationer samtidigt frem til alle. Dette gav anledning til en række indlæg for og imod en diskussionsliste og at informationer udsendes på en sådan og at det udsendes på de øvrige medier med de forsinkelser postforsendelser indebærer. Formandens orientering blev taget til efterretning.

Forslag om en mere geografisk jævn placering af medlemsarrangementer: Poul Lüneborg redegjorde for at den hidtidige praksis har været at medlemsarrangementer enten afholdes i foråret eller efteråret og placeres i hovedstadsområdet, hvor det største antal medlemmer bor eller på Fuglsangscentret. Herudover afholdes arrangementer på andre tidspunkter eller placeringer kun hvis arrangementets karakter tilsiger det. Poul Lüneborg ville derfor ikke love at placerer arrangementer andre steder i landet eller på andre tidspunkter, fordi der ikke er kræfter eller medlemstilslutning hertil. Der var ingen bemærkninger hertil.

Forslag om markering af selskabets 25 års jubilæum i 2019: Selskabet har 25 års jubilæum i 2019 og Poul Lüneborg foreslog derfor på bestyrelsens vegne at der afsættes et beløb hertil et rammebeløb på 10.000 kr. Under den efterfølgende diskussion påpegede Ove Gibskov at 10.000 kr. var et lille beløb og ønskede at bestyrelsen havde en større buffer at arbejde med. Herudover fremkom konkrete forslag til indhold. Bestyrelsen endte med at få godkendelse til at arbejde videre med jubilæumsplanerne og med en ikke nærmere defineret buffer.

Forslag om skabelse af en “fremtidscontainer”: Forslaget har været fremsat på flere generalforsamlinger. Poul Lüneborg erklærede at forslaget ikke er droppet, men da der er grænser for hvor mange aktiviteter bestyrelsen kan påtage sig, er det udskudt på nuværende tidspunkt. Melder der sig imidlertid medlemmer som vil påtage sig et sådan tiltag vil det kunne genoptages. Bestyrelsens holdning blev taget til efterretning.

Forslag om udgivelse af Henning Eriksens “Museumsdagbog”: Poul Lüneborg redegjorde for at dette arbejde allerede er igangsat. Tidligere informationsmedarbejder på Videncenter for Synshandicap Dorte H. Silver forestår redaktionen af museumsdagbogen med en redaktionsgruppe. Selskabet har indtil nu bevilget 5.000 kr. og har fået tilsagn fra Dansk Blindesamfund om yderligere 30.000 kr. Selskabet vil forsøge at skaffe det resterende beløb op til 50/60.000 kr. til udgivelsen, men det kan blive nødvendigt at øge bevillingen på de 5.000 kr., hvorfor det nævnes på generalforsamlingen. Der var ingen bemærkninger direkte hertil.

Ad punkt 9: Bestyrelsen foreslog kontingentet uændret på 150 kr. Da der ikke var andre forslag blev dette vedtaget.

Ad punkt 10: På baggrund af forslaget på generalforsamlingen i 2017 fremsatte bestyrelsen et forslag om, at proceduren for godkendelse af generalforsamlingsreferater ændres i vedtægterne, således at generalforsamlingsreferater fremtidigt alene skal godkendes af bestyrelsen og dirigenten og ikke på det efterfølgende års generalforsamling. Forslaget følger standardvedtægterne for kredsgeneralforsamlinger i DBS. Forslaget blev vedtaget uden yderligere bemærkninger.

Ad punkt 11 Valg.

Ad punkt 11 a: Poul Lüneborg blev genvalgt som formand uden modkandidater.

Ad punkt 11 b: Eftersom Henning Backs afgår som følge at sygdom vælges kassereren kun for et år. Ole Brun Jensen blev valgt uden modkandidater.

Ad punkt 11 c: René Ruby genopstillede og blev valgt som bestyrelsesmedlem for to år uden modkandidater.

Ad punkt 11 d: Som følge af at Henning Eriksen var afgået ved døden skulle der vælges yderligere et bestyrelsesmedlem. Rita Cecilie Varmby blev valgt uden modkandidater.

Ifølge § 7 stk. 12 i selskabets vedtægter vælges formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer på lige år for 2 år. Poul Lüneborg, René Ruby og Rita Cicilie Varmby blev derfor under henvisning til denne bestemmelse alle valgt for de kommende 2 år.

Ad punkt 11 E: Leif Martinussen genopstillede og desuden opstillede Allan Fohlmann pr fuldmagt. Begge blev valgt uden modkandidater.

Ad punkt 11 F: Som revisorer valgtes Henrik Olsen og Kurt Nielsen uden modkandidater.

Ad punkt 11 G: Torben Koed Thomsen valgtes som revisorsuppleant uden modkandidater.

Ad punkt 12: Under punktet eventuelt var der enkelte bemærkninger som var blevet berørt tidligere under dagsordenen. Flere af de nyvalgte takkede for valget. Endelig takkede Torben Koed Thomsen for god ro og orden. Afslutningsvis takkede Poul Lüneborg de to afgående bestyrelsesmedlemmer Henning Backs og Erik Kiørby for deres indsats og store arbejde samt ønskede de nyvalgte velkommen i bestyrelsen. Sluttelig takkede han for en god generalforsamling og for opbakningen.

Lørdag den 17. februar 2018 René Ruby (referent)

4. Medlemsarrangementet den 23. november 2017
af René Ruby

Blindehistorisk Selskab afholdt den 23. november et medlemsarrangement om amatørteatret på Solterrasserne i Valby med 28 deltagere. Amatørteatret blev opløst i 2007 efter 60-års virke og Blindehistorisk Selskab fik overdraget amatørteatrets midler og optagelser af forestillinger.

Aftenen blev indledt med et oplæg af teaterets mange årige aktive medlem Arne Krogh. Derefter afspilledes en optagelse af teatrets opsætning af Skærmydsler af Gustav Wied fra 2000.

Arne Kroghs foredrag var præget af den karisma, som er helt kendetegnende for ham. Krogh talte om sin tid på teatret som indledtes i 1961. I 1960-erne foregik teatrets øvelser på Kathrinedalsvej i Vanløse og forestillingerne havde premiere i Bogensegade på Østerbro. Senere flyttede øvelserne til det nye institut, da det åbnede på Rymarksvej i Hellerup. Kroghs foredrag var rigt på levende beskrivelser af teatrets instruktører og livet, der omgærede teatrets virke.

Amatørteatret samarbejdede med Teaterkatten, men kom også rundt i landet blandt andet optrådte teatret på Asgård højskole. Amatørteatret var således også med til at nedbryde de fordomme seende måtte have om synshandicappede på denne måde.

Amatørteatrets storhedstid afløstes efter nogle årtier af tiltagende nedgang. Øvelsesvilkårene på instituttet blev for dårlige og det blev for dyrt at benytte instituttets faciliteter til øvelser. Samtidig kom der ikke nye spillere til. Der var heller ikke den samme publikumsinteresse som tidligere, hvor der i storhedstiden kunne være et publikum på 250 til premiererne. Alt dette sammen med de forringede vilkår på instituttet betød at teatret stoppede og i 2007 blev det endelig opløst.

Efter afspilningen af amatørteatrets opførelse af Skærmydsler var der spørgsmål til Arne Krogh ligesom andre blandt publikum, der havde været aktive på teatret fortalte morsomme anekdoter fra deres tid på teatret.

Blindehistorisk Selskab har foreløbig 30 optagelser fra amatørteatret. Disse optagelser er digitaliseret og vil senere kunne aflyttes på selskabets hjemmeside, idet omfang ophavsretsreglerne ikke stiller sig hindrende for en sådan offentliggørelse. Det samme gør sig gældende for nogle interview, som Knud Clausen lavede om teatrets start og første år. Disse interview foreligger også i digitaliseret form og vil senere kunne aflyttes på hjemmesiden.

Et stort tak til Arne Krogh for en meget spændende aften og sine beskrivelser af teatrets liv, som også gjorde det levende for os der ikke har oplevet amatørteatrets storhedstid.

5. “Blind Taknemmelighed”
af Kaj Elgaard


Inden den tankevækkende artikel, vil Kaj Elgaard selv fortælle, hvem han er, som kan ses i det nedenstående. Her får vi også baggrunden for artiklens tilblivelse.

Rita Cecilie Varmby, redaktør.

Jeg er Kaj Elgaard, 61 år gammel og bachelorstuderende i Historie på Københavns Universitet. (Nå, så var det da på tide, vi fik fremdriftsreformen, vil nogen måske sige…)


Jeg er også uddannet journalist fra DJH og har arbejdet primært som redaktionssekretær, redaktionschef eller nyhedschef på dagblade som Frederiksborg Amts Avis og B.T.

De seneste 10 år af min karriere arbejdede jeg hos Aller Media og var syn år chefredaktør på Ude og Hjemme. På grund af uenighed om den forretningsmæssige linje med bladet, blev vi enige om at gå hver sin vej, og jeg fik en rigtig god fratrædelsesaftale, som gav mig mulighed for at begynde på historiestudiet.

Blind taknemmelighed er opstået af flere forskellige elementer. Jeg var egentlig på jagt efter en historie om to forskellige former for socialforsorg. Nemlig at der i 1800-tallets København var i hvert fald to forskellige slags fattige: De rigtig fattige, hvor hver dag var en overlevelse, hvor fattighuset var en realitet, og hvor druk og prostitution var en del af dagligdagen. Den anden form for fattigdom var de pæne fattige, der kæmpede for ikke at falde ned gennem det ikke eksisterende sikkerhedsnet og ende hos de rigtig fattige. I denne forbindelse stødte jeg på Kjøbenhavns Bespisningsanstalt, der – ligesom blindehjemmet – lå i Klerkegade 10 og blev drevet af Kjæden. Jeg tror, det var i forbindelse med min søgen i Kjædens arkivalier på Rigsarkivet, at jeg stødte på Bjarnhof-sagen. Den ligger pænt pakket i sin egen arkivkasse, og er lige til at gå til.

Opgaven var en formidlingsopgave, og her var jeg jo med min journalistiske baggrund på hjemmebane. Til gengæld var der også udfordringer i at skrive en historie, der starter i 1774 med Kjædens stiftelse og slutter i omkring 1970, hvor den sidste blinde kvinde forlader Klerkegade.

Temaet med taknemmelighed kom til mig, da den kommunale valgkamp var i gang samtidig med jeg samlede materiale til opgaven. Jobcentrets ofre var meget markante i deres retorik, og det slog mig, at vi har et samfund, hvor “den forsørgede klasse” havde fået en stærk og legal stemme, der taler rettens sprog. Men taknemmelighed er blevet til noget helt andet og mere personligt. Det jeg kalder kvindeugebladenes artikler om indre taknemmelighed.

Min vejleder, Jes Fabricius Møller, mente, at vi burde skrive bogen om taknemmelighed. Muligvis. Men det bliver ikke lige nu. Lige nu kæmper jeg en ulige kamp mod historiefagets teoretiske side, som ikke er nær så spændende som at grave gode historier frem fra arkivernes gemmer.

Blind taknemmelighed

Er begrebet taknemmelighed forsvundet ud af vores liv. Eller

er taknemmelighed reduceret til at være en indre følelse, der dyrkes i kvindeugebladene på linje med tarmskylninger og glutenfri tærter? Forsvinder taknemmeligheden, når det offentlige overtager sociale opgaver? Har retten til sociale goder udryddet taknemmeligheden? Spørgsmålet tager forfatteren Kaj Elgaard fat på sin bog ”Tak skal du ha’”. I dette kapitel viser forfatteren, hvordan taknemmelighed ændrer sig fra at være en gangbar valuta, når der afregnes for social hjælp, til at være fraværende og erstattet af et princip om ret til sociale ydelser. En gruppe blinde kvinder er omdrejningspunktet.

”I den kolde februar morgens grå dæmringslys sad de langs bordets sider og ventede.

Der var tolv på den ene side og elleve på den anden. De sad tæt albue ved albue – også til venstre, hvor der kun var elleve – og en tom stol. De tav. Ingen sagde noget. De sad bare og ventede…

Om lidt ville et tårnur langt borte slå otte. Det var det, de ventede på. Måske de også ventede på deres morgengrød. Det gjorde de vel. Men når man så dem sidde der langs bordets sider – ens, eller næsten ens – med lukkede øjne og lukkede begivenhedsløse ansigter og brune, strikkede trøjer og hverdagsgrå kjoler, når man så deres tavse munde og tålmodigt foldede hænder, kunne man også få den tanke, at de bare sad og ventede på at blive født. Eller de sad og ventede på opstandelsen.”

Vi er i Blindehjemmet i Klerkegade i det centrale København. Vi ved ikke rigtig hvornår, men et godt gæt er, at scenen udspiller sig en gang i 1940’erne. Teksten er indledningen til Karl Bjarnhofs roman: Den korte dag er lang nok”. Bogen beskriver livet og hverdagen for hjemmets beboere – 24 blinde kvinder, samt lederen af hjemmet og hendes næstkommanderende. Forfatteren slår tonen an til trøstesløsheden. De 23 i lokalet – for der er netop blevet en ledig plads – sidder et sted mellem fødsel og opstandelse, og den mest opsigtsvækkende begivenhed er, at tårnuret slår. Tiden går.

Hvis fortællingens indledning er stille og begivenhedsløs, står det i skarp kontrast til reaktionerne, der fulgte da bogen og skuespillet baseret på bogen kom på hylderne i 1959. Trusler om injuriesag og gensidige beskyldninger fløj gennem luften og dagspressens spalter. Hvorfor kom dette sammenstød mellem en social filantropisk forening, der drev et blindehjem og en social indigneret reporter, der i øvrigt selv var blind?

Hjælp til de blinde

23. april 1811. Der er bestyrelsesmøde i Selskabet Kjæden. Denne gang sidder der også en gruppe mennesker rundt om et bord. De har ikke lukkede øjne og begivenhedsløse ansigter. De venter ikke på, at livet går. De får livet til at ske.

Gruppen af mænd udgør bestyrelsen – eller gouvernementet – i det hemmelige selskab ”Kjæden de tre vise af Østerland”. Den aktuelle opgave er at beslutte, hvor Kjæden skal lægge sine filantropiske kræfter i fremtiden. Bestyrelsen har spurgt logens medlemmer, og sidder nu med forskellige forslag på bordet. Kjæden er – ud over at være en loge for samfundets spidser – et socialfilantropisk selskab, der bruger sine midler på at hjælpe samfundets svage. Selskabet har for eksempel gennem en årrække stået bag Kjøbenhavns bespisningsanstalt.

Selskabet er gammelt. Hvornår det præcis er stiftet ved ingen. Men alle omkring bordet ved, at selskabet blev ”fornyet” i november 1774. I almindelig tale betyder det, at selskabet blev rekonstrueret efter at have ligget stille i en årrække. Ni af de ti stiftere var frimurere, og der er visse fælles berøringspunkter mellem de to loger. Noget, der adskiller de to hemmelige selskaber er, at hos Kjæden er kvinder velkomne som medlemmer.

I selskabet kommer samfundets absolutte spidser med den enevældige kong Christian VIII med titel af ordensherre som den mest prominente deltager. Senere indskrev Frederik VIII, prins Harald og prins Gorm sig ind som ordensherrer. Selv i dag har Kjæden deltagelse af en kongelig ordensherre personificeret i dronning Margrethes kusine, prinsesse Elisabeth. Samfundets fine har fundet sammen i Kjæden.

For bordenden ved mødet sidder overhofmarskal Adam Wilhelm von Hauch. Han er ordenens stormester – en travl herre med et talent for organisation. Ved siden af jobbet ved hoffet har han gennem tiderne adskillige andre betydningsfulde hverv. Bl.a. som chef for Det Kongelige Teater.

Hauch er beslutningstræfferen. Hans tid er ikke til snak og pjat. Medlemmerne havde fremsendt syv forslag. De seks gled hurtigt forbi hofmarskalens kritiske øjne, mens et forslag fra professor Christian Brorson fik nøjere opmærksom.

Teologen professor Christian Frederik Brorson havde som præst haft et par blinde konfirmander. Derfor gik han i offensiven for, at Kjæden for fremtiden skulle rette sin godgørenhed mod de blinde i samfundet. Brorson havde fremsendt sit begrundede forslag til bestyrelsen, og her kan man læse, hvorfor Brorson finder blindesagen værdig – og hvorfor de øvrige i Kjædens bestyrelse griber denne mulighed. Brorson er i sin begrundelse inde og røre ved hele fundamentet for, hvorfor disse travle mænd fra samfundets top i det hele taget skal beskæftige sig med social virksomhed. Svaret er ganske enkelt: Det gør dem godt.

Brorson skriver i sin indstilling til bestyrelsen: ”Velvilje skal ej blot lyde fra vore læber, men lede og besjæle vores handlinger! Vor lykke bliver sødere, når vi deler den med ulykkelige, og vi føler os mere ædle og tilfredse når vi understøtter trængende, når vi ved, de i os ser deres fædre og velgørere! Oh! Held dig ædle – dersom det måtte lykkes dig, at samle nogle lykkelige eller dog nogle mindre ulykkelige, som i dig ser en venlig skytsånd.” Taknemmeligheden fra modtagerne af hjælpen er brændstoffet, der driver socialfilantropien i samfundets øverste kreds.

Hauch er straks med på Brorsons idé. Som den gode administrator han er, får hofmarskal Hauch Brorson til at udarbejde en handlingsplan for undervisning. For hoved-ideen bag hjælpearbejdet er at sætte de blinde i stand til at forsørge sig selv. Allerede 3. maj 1811 sætter Hauch gang i arbejdet med at skaffe økonomi til det, der skal blive til Danmarks første blindeinstitut. Hauchs gode kontakter til kongehuset giver kontant udbytte. Med et personligt bidrag på 1000 rigsdaler sætter Kong Frederik VI tryk på indsamlingen. Samtidig får Kjædens initiativ lov til at bære navnet ”Det Kongelige Institut for Blinde”. Flere af kongehusets medlemmer tegner sig for personlige bidrag, så hofmarskalen har gjort sit arbejde godt på de bonede gulve.

En almindelig indsamling udenfor ordenen blev sat i gang, og 1. juni 1811 blev der holdt stiftende bestyrelsesmøde, hvor man vedtog, at ”Det Kongelige Institut for Blinde” skulle begynde sin virksomhed den 10. juni. Hvad man end måtte mene om tankesættet bag etableringen af blindeinstituttet, må man anerkende effektiviteten i arbejdet. Masser af handling på meget kort tid. Det indsamlede beløb blev på 10.900 rigsdaler. Arbejdet med at hjælpe de blinde kunne gå i gang.

En forklaring på, at Kjæden havde en forkærlighed for de blinde, kan også skyldes den almindelige opfattelse af blinde i datidens samfund. Næstformanden i Dansk Blindehistorisk selskab, historiker og ph.d. René Ruby, der selv er blind og har skrevet flere afhandlinger om blindhed, handicap og afvigelse i en historisk sammenhæng, peger på de blindes særlige stilling i samfundet: ”Blinde er en gruppe, som i særlig grad har været betragtet med sympati og en gruppe som i særlig grad havde behov for omsorg. Man ser det i middelalderlige tiggerforordninger og i fattigloven af 1708, hvor blinde nævnes som den første gruppe i første klasse, som er omfattet af adgangen til hjælp. Initiativerne op gennem 1800-tallet viser at de blinde har været handicapverdenens aristokrati. Man ser det også i den åndelige og kulturelle dannelse, som de blinde i både Kjædens- og statens blindeinstitut til tildeles – modsat andre handicapgrupper,” mener Rene Ruby.

De blinde tager scenen

De første skridt mod et blindeinstitut bliver foretaget i lejede lokaler i Aabenraa 34. Her begynder man arbejdet med at udvælge og senere undervise 12 blinde. Lærerkræfterne er en blanding af frivillige og professionelle. Brorson, der var instituttets reelle leder, underviste for eksempel i kristendom og moral.

De blinde skulle hives ud af den nedværdigende lediggang og få mulighed for at forsørge sig selv. At blive gode samfundsborgere. Ud over almindelige former for håndarbejde blev der også undervist i musik. Denne undervisning gav åbenbart så gode resultater, at udvalgte blinde fik lov til at optræde på selve det kongelige teater. Som tidligere nævnt havde stormester Hauch forbindelser til teateret. Denne kontakt blev udnyttet til at skaffe penge i kassen til instituttet, der – bortset fra et mindre statstilskud – levede for indsamlede midler.

Fra 1816 til 1847 var der en årlig gallaaften i det kongelige, hvor en blanding af teatrets kunstnere og elever fra blindeinstituttet gav forestilling med kongen på plads i logen. Set i nutidens lys lyder det ganske mærkværdigt. Imidlertid har forestillingerne haft et højt kunstnerisk stade. I hvert fald fra de professionelles side. For eksempel bliver J.P.E. Hartmanns 1. symfoni uropført ved en af blindeinstituttets aftener. Disse aftener har været et tilløbsstykke, og forestillingerne gav godt i blindeinstituttets slunkne kasse.

Forestillingerne på det kongelige får en brat ende i 1847. En blind pige var gået i stå i sit nummer på scenen. En pinlig stemning bredte sig, og da majestæten var til stede, blev det ekstra pinligt. Den form for oplevelser ønskede man ikke, så Kjædens bestyrelse sagde stop for flere forestilling på trods af de gode indtægter.

Under prøverne på en af disse forestillinger er det at professor Brorson igen tager fat på temaet med taknemmelighed. I Kjædens festskrift over logens første 100 år som understøtter af Danmarks blinde, skriver redaktør Svenn Poulsen: ”Professor Brorson sluttede prøven med en tale hvori han spåede, at Blindeinstituttet, støttet af konge og folk, fra en ringe begyndelse ville vokse sig stort gennem tiderne. Han sagde bl.a. følgende varme og smukke ord: ”Tidens strøm iler mod evigheden, og vi – ældes; men når vi da går frem som svage oldinge, skulle vi end glædes ved at være den blindes øjne; og – oh mine medborgere! Mine brødre! Mine søstre! Den blinde skal trykke vor hånd mod sin taknemmelige barm, hans barnlige kærlighed rækker os en stav, og vort gamle hjerte skal

briste roligt, også styrket ved den tanke, at vi var den blindes øje”.

Så kan det vist ikke siges tydeligere. Vi – altså de gode mænd og kvinder i Kjæden – hjælper de blinde og har som forventning, at der bliver betalt tilbage med taknemmelighed.

Blindeinstituttet på Kastelvej

Med ligelig blanding af vilje til godgørenhed, entusiasme og frivilligt arbejde driver Kjæden sit kongelige blindeinstitut. Men som det skal ske flere gange senere, bliver Kjæden overhalet af tiden og udviklingen i samfundet. Hele tiden kæmper Kjæden med økonomien. Selv om frivillig arbejdskraft og kongelige støttekroner hjælper et stykke ad vejen, skranter økonomien konstant, og staten yder kun små bidrag.

Kjæden er ikke først med erkende, at arbejdet med de blinde er utilstrækkeligt. På initiativ af professor Carl Emil Fenger og øjenlæge dr. med. Nathan Melchior blev der nedsat en kommission, der tog initiativ til at reorganisere Blindeinstituttet.

Eleverne på Kjædens institut var nemlig ikke så godt forberedte på et liv, hvor de kunne klare sig selv, som Kjædens vise fædre havde forestillet sig. En undervisning i kurvefletning, strikning og andet husflid gav ikke de store muligheder for indtægter i livet. Undervisningen på diverse musikinstrumenter kunne oven i købet have den helt modsatte effekt af den ønskede. Når eleven ikke havde talentet til at blive rigtig musiker med fast stilling på orgelbænken i kirken eller i orkestergraven i kapellet – ja så var der den ulempe ved musikken, at den kunne bruges i mere tvivlsomme sammenhænge. Som der står i kommissionsbetænkningen til reorganiseringen af Blindeinstituttet: ”… hvad Musikken angår, da er det kun ganske Enkelte, der heri have bragt det saa vidt, at de have kunnet skaffe sig en anstændig Stilling, for de fleste som have lært den, er den kun bleven et hjælpemiddel til Betleri eller en fristelse til laster.” Altså endte de blinde som spillemænd på værtshuse eller som gademusikanter.

Udgangen på sagen blev, at Blindeinstituttet overgik til staten og i 1858 flyttede aktiviteterne til en helt ny bygning på Kastelvej. Mens midlerne til driften var små, var der alligevel så mange penge i Kjædens kasse, at selskabet kunne betale for opførelse af den nye bygning. Til gengæld ville det hemmelige selskab have plads i bestyrelsen. Derfor var Kjæden repræsenteret med to medlemmer i statens blindeinstitut helt frem til 1933. Kort efter blev bygningen i Klerkegade opført med ordenssal til logen og lokaler til asylet for blinde.

100 års jubilæum

10. juni 1911. Nu er det 100 år siden, de driftige mænd i Kjæden besluttede sig for at tage de blinde ind under ordenens forsørgende vinger. Med hjemmet i Klerkegade og to repræsentanter i bestyrelsen for Blindeinstituttet har Kjæden stadig nær kontakt til blindesagen. 100-året skal fejres. Så nu skal der være fest. Køretøjer med festklædte personer af det bedre borger- og adelskab med kongen som den fornemste – ruller op foran Klerkegade 10. Festlighederne bliver bemærket i Politiken, der i sit referat konstaterer, at talerne var en lang lovprisning af Kjædens store og gode gerninger. Politiken bemærker også, at festen i højere grad var for ”Honoratiores, Kjædebrødre og Snobber”, mens de blinde blev skilt fra de fine og blev ledt ind i en sal for sig selv.

I anledning af dagen fik Kjædeordenen overrakt en mindetavle, som den dag i dag sidder indmuret i facaden på bygningen i Klerkegade. På tavlen står:

I TAKNEMMELIG ERINDRING OM HVAD KJÆDEORDENEN HAR UDRETTET I HUNDRED AAR TIL FÆDRELANDETS HÆDER OG BLINDES GAVN SATTES DENNE ÆRESTAVLE AF DANSKE BLINDE 10. JUNI 1911

Så fik de taknemmeligheden både på skrift og mejslet i sten. Ingen tvivl om, at netop denne gave har haft stor betydning for medlemmerne af Kjæden og deres selvforståelse i det socialfilantropiske arbejde. Brorsons gamle drøm om den taknemmelige blinde var fuldbyrdet.

Men er der ikke altid en slange i Paradis? Jo. Det lyder ganske uskyldigt, men da de blinde alligevel var i byen en forbindelse med overrækkelsen af gaven, besluttede de for at sætte sig sammen og diskutere noget, de havde overvejet et stykke tid. De blinde ville have et talerør. En interesseorganisation, der kunne varetage blindes interesser overfor alle parter i det seende samfund. Umiddelbart lyder det som en både god og konstruktiv idé, men historien skulle vise, at netop Kjæden og hjemmet i Klerkegade i fremtiden skulle komme til at stå som en form for modstander mod aktiviteterne i de blindes organisation.

Bjarnhofs fejde

Klokken slår. Vi runder 1933, hvor socialreformen er med til at flytte de store opgaver med understøttelsen af samfundets svage fra privat godgørenhed over til staten og finansiering over skatterne

Historikeren René Ruby ser også 1933 som et afgørende årstal for indførelse af et socialt rettighedssamfund.

”Allerede fra sidst i 1800-tallet var kravene om socialhjælp som en rettighed frem for almisser formuleret. Samtidig blev flere og flere grupper af handicappede undtaget for tab af borgerlige rettigheder på grund af fattigdom med de blinde som den første gruppe i 1914. Med socialreformen i 1933 bliver sociallovgivningen samlet i fire love, og det er rigtigt at sige, at her er rettighedstænkningen endelig slået igennem,” mener René Ruby

I 1933 er det af samme grund slut med Kjædens repræsentation i Blindeinstituttets bestyrelse. Men arbejdet med de blinde fortsætter hos Kjæden. Under samme tag, som huser logen og dens aktiviteter, bor der 24 blinde kvinder. Og de venter.

10 år senere er Fanden løs i Klerkegade. På Social-Demokratens redaktion sidder journalisten Karl Bjarnhof. Tidligere formand for dansk blindesamfund og selv blind. Han får en dag besøg på redaktionen. Tre kvinder kommer forbi på hans kontor og fortæller om Blindehjemmet i Klerkegade. Her bor blinde kvinder under forhold, som kvinderne finder stærkt kritisable. Beboerne tør ikke selv henvende sig til pressen, – de er simpelthen bange for at blive smidt ud, hvis de brokker sig, lyder det ifølge de tre kvinder. De vil gerne have Bjarnhof til at kigge på sagen og skrive om det i avisen, så der kan blive gjort noget. Sagen ligger jo lige til Bjarnhof. Social indignation på de blindes vegne. Han lover kvinderne – som han selv sagde – at se på sagen.

Resultatet er i første omgang en artikel i Socialdemokraten 4. februar 1943. Bjarnhof har dyppet pennen godt i det farverige

blæk – og en kreativ redaktionssekretær har sikker hjulpet ham

frem til overskriften:

Skandaløse forhold på Kjædens hjem i Klerkegade

De Blinde halvsulter og bliver behandlet som umælende

Væsner

Bjarnhof anerkender i sin artikel Kjædens store arbejde for de blinde, men bruger det også som anledning til at påpege, at netop den baggrund forpligter. Han gennemgår forskellige kritikpunkter. Blandt andet at maden er utilstrækkelig, og at ånden på stedet er præget af følelseskulde og frygt, så ingen af de blinde tør klage over forholdene. Når Karl Bjarnhofs kilder – de tre damer – har henvendt sig til ledelsen og påtalt forholdene, er de blevet mødt med svaret, at ”de blinde jo er lidt til en side”. Hertil svarer Bjarnhof i sin stærkt kommenterende artikel: ”Dette er saa forkert som overhovedet muligt. De Blinde paa Hjemmet i Klerkegade er tværtimod vaagne, og de har til og med et lyst Sind; de er blot kuede af den Aand, der hersker derinde, og denne Fortrykthed, denne Angst for at lade sig mærke med noget, har faaet temmeligt

uhyggelige Udslag”.

Efter nutidens standard for journalistik er Bjarnhof på tynd is. Han har ingen navngivne kilder, men benytter sig af anonyme ”damer”. Til gengæld er der fuldt navn på de angrebne personer blandt ledelsen på blindehjemmet. Han blander reportage og kommentar sammen på en måde, som det i moderne dansk nyhedsformidling kun kendes fra Ekstra Bladet. I dag ville der være en påtale på vej fra Pressenævnet alene for ikke at indhente kommentarer fra den angrebne part. Det sker først dagen efter, da Kjædens bestyrelsesformand, Kammerherre Krag, kommenterer på Bjarnhofs artikel.

Netop de blindes særlige stilling blandt de handicappede ser René Ruby som en faktor, der udløser ekstra sympati. Beskyldningerne om at blinde sultes og vantrives på Kjædens hjem, har givetvis været noget, der i særlig grad kunne bringe sindene i kog, mener han.

Efterfølgende bliver Kjæden og Socialministeriet enige om at iværksætte en dommerundersøgelse, som skal afprøve Bjarnhofs påstande. Er der noget om snakken – eller er det bare en gang revolverjournalistik uden reelt indhold?

Undersøgelsen bliver lagt i hænderne på præsidenten for Københavns Byret, byretsdommer O. Schulin. Man kan på ingen måde beskylde systemet for at handle langsomt. Den første artikel i Social-Demokraten er fra 4. februar, den sidste fra 13.februar, Schulin bliver beskikket 15. februar, og allerede to dage senere, stiller Karl Bjarnhof, flankeret af sin sekretær, Karen Foght, til afhøring på domhuset.

Schulin er en grundig og effektiv mand. Han afhører alle, der har forbindelse til blindehjemmet. Alle beboere, personale, portneren og Kjædens ledelse. Dommeren spørger ind til hver enkelt af de blinde, og kommer også med karakteristik af de enkelte afhørte i referatet. Som for eksempel, at en af kvinderne har et åndsniveau som et barn, og et andet vidne bliver karakteriseret som forvirret.

Den røde tråd i afhøringerne er, at der er en ret jævn tilfredshed med at bo på hjemmet. En stor del af beboerne giver dog udtryk for, at de savner venlighed og opmærksomhed. Hvilket får pilen til at dreje hen mod lederen af hjemmet, Frk. Nygaard og hendes højre hånd, Frk. Kemdrup kaldet Søster. Et navn der i øvrigt går igen i Bjarnhofs bog, hvor frk. Nygaard hedder frk. Roblin. Man kan også genkende kvinden med det lave åndsniveau som en af ”Småtumberne”, som de hedder i ”Den korte dag er lang nok”.

Konklusionen på Schulins undersøgelsen er – set med nutidens øjne – ret opsigtsvækkende. Byretsdommeren skriver: ”Som resultat af min undersøgelse mener jeg at kunne fastslaa, at der ikke er noget Grundlag for Redaktør Bjarnhof’s voldsomme og hadefulde angreb paa Hjemmet.”

Med sine værdiladede udtryk ”voldsomme” og ”hadefulde” var Schulins rapport blevet diskvalificeret efter dagens standarder.

Ordene er stærkt farvede og tendentiøse, og lader ingen tvivl tilbage om, hvor dommeren har sine sympatier. Lige så væsentligt er det, at dommeren helt går hen over den ret betydelige kritik af den kolde omgangsform på hjemmet. Kjæden ser det som en frikendelse og kommunikerer konklusionen ud til pressen via Ritzaus Bureau. Internt samler Kjædens bestyrelse beboerne til fællesmøde, og efter et Guds ord og lidt varm tale om, at vi ikke skal have vores uenigheder udstillet og behandlet ved domstole, men i stedet klare dem bag hjemmets fire vægge, bliver beboerne igen afkrævet troskab til Kjæden. En for en bliver de spurgt, om de er tilfredse, og om de vil blive. I referatet fra mødet opremses svarene fra de blinde kvinder, der i forskellige grader af afdæmpet begejstring fra ”Helst blive” og ”godt tilfreds”. Virkeligheden er, at der ikke var et reelt alternativ for disse kvinder. De havde ganske enkelt ikke andre steder at tage hen. Der er tale om en reel trussel. I Kjædens arkiver findes flere sager om opsigelse af beboere – alene på grund af kritiske udtalelser. Ved at sætte pistolen for panden af kvinderne får Kjæden atter en – om end noget lunken – erklæring om taknemmelighed.

Videre står der i referatet fra mødet: ”Naar alle er tilfredse og Offentligheden har fået at vide, at vi har plaget og sultet Beboerne, kan dette ikke komme fra Hjemmets Beboere, men ude fra. Vi maa alle beflitte os paa, at alt bliver som tidligere, og vi maa holde Fjenden ude, thi kommer der indre Spliid kan Hjemmet ikke bestaa.” Kjæden ser det omliggende samfund som en trussel.

Mens verdenskrigen raser, falder der ro over Klerkegade. De blinde kvinder samles dag efter dag i tavsheds rundt om morgenbordet. Et tårnur slår. På vej mod evigheden.

Injuriesagen

I 1958 har Karl Bjarnhof igen gang i skrivemaskinen. Denne gang ikke som revolverreportere med skyderen ladt med tabloidjournalistik, men som forfatter. Bjarnhof har på dette

tidspunkt en række romaner bag sig, og i 1958 udkommer ”Den korte dag er lang nok” – bogen der beskriver livet for de blinde

kvinder i hjemmet i Klerkegade. Fiktionen får langt større opmærksomhed end Bjarnhofs reportage fra virkeligheden i 1943.

Social-Demokraten, hvor Karl Bjarnhof fyrede sit første angreb af mod Blindehjemmet – skriver under overskriften: ”Trussel om injuriesag mod forfatteren Karl Bjarnhof” blandt andet: ”Indenfor selskabet ”Kjæden”s bestyrelse står man i disse dage på spring med en eller anden aktion overfor forfatteren Karl Bjarnhof. En injurieproces er ikke usandsynlig. Årsagen er de udtalelser, Bjarnhof har fremsat, efter at hans skuespil ”Den korte dag” er antaget til opførelse på Det kgl. Teater.”

”I ”Den korte dag” anvender Karl Bjarnhof det samme stof, som først er behandlet i hans fremragende roman ”Den korte dag er lang nok”, der kom i efteråret. Hverken da romanen udkom eller ved meddelelsen om, at hans skuespil er sikret af Det kgl. Teater har Bjarnhof lagt skjul på, at materialet er autentisk. Det velgørende hjem for blinde kvinder, der skildres i romanen, eksisterer i virkeligheden. De ulykkeligt stillede kvinder ydmyges og krænkes i medlidenhedens navn, mens hjemmets ledelse nyder glæden ved egen fortræffelighed.”

Videre skriver signaturen VD i Social-Demokraten: ”Det kvindehjem, der tænkes på, er nemlig selskabets hjem for blinde kvinder i Klerkegade 10, som Bjarnhof allerede for 15 år siden omtalte i Social-Demokraten. Dengang bad ”Kjædens bestyrelse socialministeriet undersøge klagerne, og efter en undersøgelse foretaget af daværende byretsdommer, greve O. Schulin, blev der afsagt kendelse om, at beskyldningerne var grundløse. Flere af Bjarnhofs klagepunkter faldt til jorden under sagens behandling, men tilbage stod, at i alt 16 af hjemmets 27 blinde kvinder overfor undersøgelsesdommeren beklagede sig over ånden og tonen på hjemmet og således gav Bjarnhof medhold.”

Kjæden og Klerkegade er hermed tydeligt identificeret. Selv har Karl Bjarnhof sagt til dagbladet Information: ”Der står ikke noget i min bog, som ikke er sket. Den institution, som bogen og altså skuespillet skildrer, eksisterer stadig, og det er mit indtryk, at ånden ikke har forandret sig.”

Kjædens bestyrelsesformand, dr.phil. Albert Fabritius, rasler med sablen, men i modsætning til i 1943 bliver domstolene ikke involveret. Faktisk er det Karl Bjarnhof selv, der lægger sagen død. Selv om det er tydeligt for alle – Kjædens bestyrelse indbefattet – at bogen handler om hjemmet i Klerkegade, så lykkes det for Bjarnhof at undgå injuriesagen. Han erklærer, at bogen ikke handler om Kjæden og Klerkegade, men om hans oplevelser med blindeforsorgen generelt gennem tiderne. Beskrivelserne af indretningen i Klerkegade, navnet Søster, antallet af beboere og alle de øvrige detaljer indikerer tydeligt, at Klerkegade 10 er stedet. Men alle stiller sig tilfredse med Bjarnhofs retræte. Kjæden ved godt, hvad det handler om. Offentligheden også. Men det rationelle synspunkt er, at så længe Bjarnhof ikke direkte siger, at det handler om Kjæden – så handler det ikke om Kjæden.

Formand Fabritius får dog fyret en sviner af mod Bjarnhof. Fabritius siger, at man ved at undlade at rejse en injuriesag har villet skåne en blind mand. Underforstået at Bjarnhofs blindhed hæmmer hans dømmekraft. Og Bjarnhof svarer, at han aldrig har gemt sig bag sin blindhed, og dermed bliver den sag hængende i luften. Der kan være en dobbelthed i Albert Fabritius’ udtalelse, mener René Ruby.

”Den holdning, Fabritius giver udtryk for, findes også i dag i ugeblade og endog indimellem i morgen-tv. Selv om de blinde var de handicappedes aristokrati, hørte de til i den nederste del af samfundet, hvor mange ernærede sig som kurvemagere og børstenbindere. Foruden blindhed har deres dårlige erhverv givetvis også fremkaldt medlidenhed. Selv om enkelte blinde som Karl Bjarnhof og H.C. Seirup, der sad i Københavns borgerrepræsentation, formåede at hæve sig op og blive karakteriseret ved andet end blindheden, er blinde generelt blevet opfattet som medynkvækkende af mange. Noget andet er, at Fabritius’ udtalelse også kan være en bortforklaring for, hvorfor han ikke ønsker at trække Kjæden ind i en injuriesag, som ville have fået stor dækning i medierne. Bjarnhof var en kendt og succesfuld forfatter, og det var næppe i Kjædens interesse med en injuriesag. Uanset udfaldet.”

Sagen vækker dog så meget interesse hos den øvrige presse, at der i de følgende dage er reportager fra Blindehjemmet. Der er stor loyalitet hos beboerne, der overfor pressen giver udtryk for, at Bjarnhof er noget af en ballademager. Men også kritiske røster. Til B.T. siger Helene Krogh, 20 år og beboer på blindehjemmet: ”Hvorfor al den barmhjertighed. Hvorfor lærer vi for eksempel ikke selv at betale vores sygekasse? Vi er voksne mennesker. Men jeg forstår godt de gamle. Hvad skal de gøre, hvis de ikke var her?”.

Helene Krogh bakker med sin udtalelse meget godt op om det billede, Karl Bjarnhof tegner i ”Den korte dag er lang nok”. I stedet for at hjælpe de blinde til at klare sig selv, som jo var Kjædens oprindelige formål, så bliver de blinde beboere holdt hen i lediggang og barmhjertighed. Selv noget så simpelt som at røre i de blindes kaffe er overladt til personalet, fremgår det både af Bjarnhofs bog og af dommerundersøgelsen i 1943.

Festlighederne i anledning af Kjædens 100 års jubilæum for Blindeinstituttet blev benyttet som anledning til at stifte Dansk Blindesamfund. På samme måde må Kjædens vise mænd og kvinder have tænkt lidt over det kontrapunktiske paradoks, da teaterforestillingen med de skarpe nålestik mod Kjæden bliver opført på det samme teater, hvor Kjæden i tidligere tider havde holdt gallaforestillinger for- og med blinde. Et lille plaster på såret har nok været, at Bjarnhofs stykke blev opført på Nye Scene – og ikke fandt vej til de fineste skrå brædder på Gamle Scene, hvor de blinde havde underholdt konger og koryfæer.

Den samfundsmæssige scene er også klar til at modtage Bjarnhofs værk. Danmark er hastigt på vej fra minimalstat til socialstat. Dansk Blindesamfund skriver i et mødereferat fra repræsentantskabsmødet i oktober 1957, at Kjæden er hyldet i forestillinger, der stammer tilbage fra oprettelsen i 1811 – og at det må være Dansk Blindesamfunds opgave at arbejde for, at hjemmet bliver overtaget af staten via en underskudsdækning.

Dette synspunkt deler Kjæden ikke. Her er holdningen, at socialt arbejde ikke kan lægges i statens kolde hænder. En privat organisation er langt bedre til at skabe ”helt andre og langt bedre Forhold for Blindehjemmets beboere end den kolde

Statsadministration”, som Albert Fabritius udtrykte det så sent som i 1961. Det er vanskeligt at undlade at nævne, at netop følelseskulde var det fremherskende angrebspunkt fra de blinde beboere ved Schulins undersøgelse i 1943, så hjertevarmen kom ikke automatisk – selv om institutionen var privat.

Den hemmelige rapport

Mens Karl Bjarnhofs artikler i 1943 blev efterfulgt af dommerundersøgelse og offentlighed omkring resultatet af den – dommer Schulins kendelse om at Bjarnhofs anklager var ubegrundede – så var der mere stilhed om, hvad der skete, efter truslerne om injuriesagen var forsvundet.

Blindenævnet bestiller faktisk endnu en undersøgelse af forholdene på Blindehjemmet. Denne gang er arbejdet lagt i hænderne på Eugenie Engberg, tidligere rektor på Den Sociale Højskole og senere særforsorgskonsulent i Socialministeriet. Hendes tilgang er en anden end Schulins. I stedet for at afhøre eller interviewe beboerne afdækker hun en række objektive forhold, som hun sætter fingeren på. For eksempel, at lederen af hjemmet er uddannet på niveau med en sygehjælper – det der i dag hedder en social- og sundhedshjælper. Der er flere konkrete forhold omkring bygningens utidssvarende tilstand og mangel på privatliv for beboerne. I den mere kuriøse afdeling påpeger Eugenie Engberg, at den tilsynsførende læge er 93 år gammel.

Tonen i Eugenie Engbergs rapport er venlig og tydelig: Kære venner. Det her går ikke i et moderne samfund. Tiden er løbet helt fra Kjæden. Det er tid til at sige farvel til det praktiske arbejde med de blinde. Denne erkendelse er Kjædens bestyrelse også nået frem til. Allerede i 1958 luftede formand Fabritius tankerne om, at man ville forsøge at ”holde den gående” frem til 150-års-jubilæet – og så overlade ansvaret til staten derefter. Selv om han mener, at den private forsorg er bedre.

Sådan går det. 1. april 1962 overtager staten ansvaret for blindehjemmet. Historien slutter dog først i 1971, da den sidste blinde beboer forlader Klerkegade 10 og lukker et kapitel i dansk blindehistorie bag sig. Også den del af historien, der handler om mødet mellem en konservativ opfattelse af godgørenhed og en socialdemokratisk version af samme.

Er denne fremstilling af Kjædens rolle i blindeforsorgen uretfærdig? Selskabet har sat masser initiativer til gavn for de blinde i værk – fulgt op af ganske betragtelige pengebeløb.

René Ruby siger: ”Historien er sjældent retfærdig overfor den, der ikke formår at følge med tiden. Tankesættet bag Kjædens engagement tilhørte jo en anden tid. Kjæden var stivnet og fastlåst i et fortidigt tankesæt.”

Kjæden er i dag stadig aktiv i arbejdet med at understøtte blinde. Det sker via afkast af formuen og lejeindtægter fra erhvervslejemål i lokalerne i Klerkegade, som tidligere husede de blinde kvinder. I denne form for socialfilantropi, har modtageren stadig mulighed for at sige tak til giveren. Hvor går man hen, hvis man vil sige tak til staten eller kommunen?

”De sidder og venter. Og hvis en fremmed kom ind i dette øjeblik, ville han måske få den tanke, at de sidder og venter på at blive født, eller at de sidder og venter på opstandelsen. Men det er nu bare deres smørrebrød, de venter på. De venter på, at Søster skal bede aftenbøn, og at de kan begynde at spise deres aftensmad.

Og sådan har de siddet altid – her eller et andet sted. De sidder der endnu.

Langt borte slår et tårnur. Knebelen rammer malmen, og for hvert slag er det, som gjorde en stor fugl sig fri af klokkeskallen. På lydløse vinger flyver de sorte fugle ud gennem glughullerne – en for en – bort over byens tage i sneen og mørket.”

Litteraturliste Blind taknemmelighed

Dagbladet Politiken, 12 juni 1911, artikel om 100-årsfesten for Kjædens arbejde med blindesagen.

Dagbladet Social-Demokraten, 4., 5. og 6. februar 1943. Artikler om Blindehjemmet i Klerkegade

Dansk Blindesamfund, Jubilæumsblad, 8. juni 1961

Houmøller, Sven: Kjæde-ordenen og Blindeforsorgen 1811- 10. juni 1961, Udgivet af Selskabet Kjæden, København 1961.

Larsen, Christian: Til Gavn for Menneskeheden og Fædrenelandet, Kjæde-Ordenen og dens blindeforsorg gennem 225 år. Udgivet af Landsarkivet for Sjælland m.m.,

Kjæde-Ordenen, Dansk Blindesamfund, Institut for Blinde og Svagsynede, Statens Øjenklinik og Blindehistorisk Selskab, ARKIVaria København 2002

Moldenhawer, Johannes: Det kongelige Blindeinstituts historie samt om blindesagens begyndelse og dens udvikling i Danmark, Udgivet med understøttelse af ministeriet for kirke- og undervisningsvæsnet, Holger Meyers Bogtrykkeri, København 1905

Poulsen, Svenn: Kjædeordenen og blindesagen i hundrede aar, festskrift udgivet af Kjædeordenen i anledning af 100 året for arbejdet med blinde. (Kongelige Bibliotek.)

Selskabet Kjæden: Kjædens historie www.kjaeden.dk/historie

Strandsberg, Niels: Blindeinstitutioner i Danmark 1858-1970, udgivet af blindeinstitutterne i København og på Refsnæs og Landsarkivet i København 1992.

Rigsarkivet: Arkivskaber: Blindehjemmet i Klerkegade, Arkivserie: Sagen vedr. Karl Bjarnhofs kritik af forholdene på Blindehjemmet

Ruby, Rene: Konstruktionen af den Blinde ca. 1850 til 1914, Handicaphistorisk Tidsskrift, December 2004

6. Efterlysning af lydbog, tidsskrifter m.v.
af Poul Lüneborg, formand

I denne notits gentager jeg indledningsvis mine 2 efterlysninger som blev bragt i Nyhedsbrev nr. 2/2016. I bestyrelsen vil vi stadig meget gerne have hjælp på disse områder og håber at der er medlemmer, som kan hjælpe med at fremskaffe et eksemplar af den lydbog, som omtales til sidst.

Det drejer sig først og fremmest om det originale referat af selskabets stiftelsesmøde den 18. november 1994 på det ”gamle blindeinstitut” på Kastelsvej i København med 70 deltagere. Dette referat mangler vi desværre stadig.

Dette referat har flere gange tidligere været efterlyst og endnu engang forgæves været eftersøgt blandt en række nøglepersoner indenfor selskabet og gennem henvendelse til hovedkontorets arkivansvarlige.

Bestyrelsen håber gennem denne fornyede efterlysning, at et af medlemmerne vil melde sig og tilbyde en kopi af dette referat.

Bestyrelsen er interesseret i alle versioner af referatet, hvad enten der er tale om et dokument i almindelig tryk i punktskrift eller på bånd. I forlængelse af denne efterlysning ønsker bestyrelsen fortsat at undersøge, om der er medlemmer, som kan fortælle noget om, hvor nogle meget gamle tidsskrifter i punktskrift eventuelt kan findes. På selskabets generalforsamling den 26. februar 2000 beklagede Knud Klausen, at Danmarks Blindebibliotek havde smidt gamle udgaver af ”Blindes Budstikke” fra før bibliotekets stiftelse ud, sammen med gamle eksemplarer af DBS’ Medlemsblad. Jeg har stor forståelse for denne beklagelse fra et af selskabets gamle medlemmer, som ikke længere lever. Disse blade savnede jeg i høj grad, da jeg skrev bogen ”De blinde Pionerer”, da de fortæller om opstarten af Dansk Blindesamfunds lokalkredse.

Jeg vil opfordre alle medlemmer med viden om eksistensen af punktskriftsudgaver af numre af Medlemsbladet fra 1913 og tidsskriftet Blindes Budstikke fra tiden omkring Dansk Blindesamfunds stiftelse dvs. årene 1908-1916 om at rette henvendelse til mig. De arkivalier, som Blindehistorisk museum nåede at indsamle omfattede desværre ikke disse blade.

Mange læsere af Nyhedsbrevet vil nok mene, at jeg er noget sent ude med denne sidste opfordring, men vis nogen desuagtet kan pege på eksistensen af disse blade, vil jeg betragte det som noget nær et mirakel.

Derudover efterlyser bestyrelsen en lydbogsudgave af amerikaneren Thomas J. Carrolls bog ”Blindhed” fra 1960-erne. Denne bog blev udgivet i USA i 1961 og efterfølgende oversat af Heinrich Meyer fra Blindeinstituttet. Den danske udgave af bogen blev efterfølgende indlæst af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde på spolebånd. Det var en bog, som vakte nogen opsigt i samtiden. Jeg erindrer, at Dansk Blindesamfunds daværende næstformand K. V. Andersen ikke mente, at bogen var egnet til almindeligt udlån blandt foreningens medlemmer. Derfor var det kun tillidsmænd, konsulenter og informatører, der fik adgang til at læse bogen. Den blev dog senere ”frigivet” til almindeligt udlån.

Denne bog blev ved den seneste opdatering af selskabets litteraturliste på vores hjemmeside www.blindehistorie.dk optaget på listen. Så vidt jeg ved er der tale om en lydbog optaget på 4 spolebånd. Hvis der blandt selskabets medlemmer er nogen som ligger inde med et eksemplar af denne lydbog, hører jeg meget gerne fra vedkommende.

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1.

4000 Roskilde

Tlf. +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Ramsingsvej 4 3.th.

2500 Valby

Tlf. +45 36 17 14 10

Mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Tlf. +45 32 51 35 52

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th.

4200 Slagelse

Tlf. +45 82 43 82 43

Mobil +45 25 53 82 43

Mail: fohlmann@stofanet.dk