NYHEDSBREV 1 / 2026

Indholdsfortegnelse

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

2. Kontingentindbetaling 2026 ved kasserer John Heilbrunn

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen ved Poul Lüneborg

4. Tilmelding til generalforsamlingen ved John Heilbrunn

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2025 / 2026 ved Poul Lüneborg

6. Regnskab 2025 samt revisionsprotokol ved kasserer John Heilbrunn

7. Artikel af Rudi Kurt Geert-Jørgensen: “Musik blev min identitet!”

8. Artikel af Ove Gibskov: “Da danske blinde, døvstumme og talelidende slap med skrækken for at blive steriliseret”

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden
ved Poul Lüneborg

Vi har lagt 2025 bag os og taget hul på 2026. Jeg håber alle er kommet godt ind i det nye år, hvor vi for alvor har oplevet rigtigt vintervejr med sne og frost. Det er ikke kun klimaet, som viser sig fra den kolde side, det gør sig tillige også gældende, når vi vender blikket mod Christiansborg og den storpolitiske scene.

Jeg hører til den generation, som er født i 1945 efter afslutningen af 2. verdenskrig. Dvs. at fredstid uden større krigshandlinger i Europa har været baggrunden for min opvækst, skolegang og mit arbejdsliv. Politisk har der herhjemme været fokus på at forbedre livsvilkårene for mennesker med handicap gennem 1960-70-erne. Det var ikke mindst en udvikling til gavn for blinde og stærkt svagsynede.

Med udviklingen af det indre marked i Den Europæiske Union, og i konsekvens af den demografiske udvikling, har regering og Folketing med udgangen af det 20. århundrede slået ind på en kurs, hvor handicappolitikken og ældrepolitikken adskilles. Handicappolitisk er kompensationsprincippet blevet svækket gennem en legalisering af økonomiske hensyn i forbindelse med tildeling af visse støttemuligheder, mens princippet er blevet nedtonet eller helt afskaffet på det ældrepolitiske område.

Når jeg ser tilbage på denne udvikling, føler jeg trang til at udtrykke taknemmelighed over, at tilværelsen for mit vedkommende blev formet af 1970-ernes socialreform, som fulgte i kølvandet på Socialreformkommissionen fra 1964.

Vilkårene for blinde og svagsynede, som vokser op i det 21. århundrede, er nogle ganske andre. Jeg er fuld af beundring over dem, som klarer tilværelsens udfordringer under de ændrede betingelser. For mig som medlem af bestyrelsen for Blindes Støttefond, har det været en øjenåbner at erfare, at flere yngre synshandicappede tager ophold på et udenlandsk universitet, som led i deres uddannelse. Det kom ikke på tale i min tid på Aarhus Universitet.

Ud over de ændrede uddannelsesvilkår for studerende med et alvorligt synshandicap kommer helt ændrede grundlæggende vilkår for samfundets udvikling. Disse blev indvarslet med valget af Donald Trump for USA i 2016 og Ruslands overfald på Ukraine i 2022. Jeg opfordrer til at fastholde et optimistisk livssyn, selv om et lavt konfliktniveau i Europa ikke længere er en selvfølge.

Troen på egne evner er en rød tråd, som fra start til slut præger John Heilbrunns musikalske erindringer i sidste nyhedsbrev. Hans artikel er i nærværende nyhedsbrev fulgt op at en mindst lige så livsbekræftende artikel, hvori Rudi Kurt Geert-Jørgensen beskriver sit fantastiske livsforløb fra slutningen af 1950-erne til i dag. Her udfolder han historien om orkestret Feo.

De 2 artikler fortæller om blinde musikere, der i løbet af 1960-70-erne lod sig gribe af den rytmiske musik, til fordel for den tidligere klassiske musikuddannelse på Blindeinstituttet.

Dette nyhedsbrev indeholder desuden en meget omfattende artikel af Ove Gibskov om forslaget fra 1938 vedrørende indførelse af et krav om, at blandt andet blinde skulle lade sig sterilisere som et vilkår for ægteskab. Forslaget faldt under behandlingen i Rigsdagen, ikke mindst på grund af indgriben fra Retslægerådet. Det er en tankevækkende historie, som må give os alle noget at tænke på i en tid, hvor muligheden for at skelne mellem facts og udokumenterede påstande bliver en stedse mere og mere påtrængende udfordring i dagligdagen.

Til slut vil jeg henlede opmærksomheden på min beretning for selskabets virksomhed i perioden marts 2025 til marts 2026 til behandling på den forestående generalforsamling. Her kan man blandt andet læse, at opgaverne i arbejdsgruppen, der blev nedsat i 2014 mellem selskabet og Fritid- og kulturpolitisk udvalg under Dansk Blindesamfund synger på sit sidste vers, idet sikringen af Refsnæsskolens anskuelsessamling nærmer sig sin afslutning.

Jeg har nu været selskabets formand i 10 år og fortsætter gerne i endnu nogle år, så længe kræfterne slår til. For mig er arbejdet i selskabet en væsentlig inspirationskilde. Det giver mig perspektiv i tilværelsen og kontakt til mange gode venner og engagerede mennesker.

Jeg håber at møde rigtig mange medlemmer den 28. februar på Fuglsangscentret i Fredericia, når selskabet for 32. gang holder sin ordinære generalforsamling.

2. Kontingentindbetaling 2026
ved John Heilbrunn, kasserer

Så er kalenderbladet vendt til et nyt år, og det er derfor tid til indbetaling af kontingentet for medlemskab af Blindehistorisk Selskab på 150 kr.

Du kan indbetale via bankoverførsel til reg. 1551 0501697 eller via MobilePay på 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til undertegnede, John Heilbrunn på 23 40 92 18, så vi sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Alle medlemmer opfordres til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 28. februar 2026, hvis du agter at deltage i denne.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen
ved Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne for 10. gang at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia, fra lørdag den 28. februar til søndag den 1. marts 2026.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 12.30.

Program for lørdag den 28. februar 2026:

Kl. 14.00 – 16.30: Generalforsamling, afbrudt af kaffe / te pause
Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 18.30: Selskabet serverer i samme lokale som middagen en aperitif forud for festmenuen.

Kl. 19.00: Festmiddag i separat lokale

Kl. 20.30: Et musikbaseret arrangement som en sensitiv musikquizz, hvor vi inspireret af blinde kunstnere gennem tiderne gætter, inspirerer og udveksler erfaringer og oplevelser. Flemming Meyer og John Heilbrunn er værter og discjockeys.

Der vil midtvejs i programmet blive serveret kaffe / te og kage.

Kl. 23.00: Slutter aftenens officielle program

Program søndag den 1. marts 2026:

Kl. 7.00 – 9.00: Morgenmad i centrets restaurant

Kl. 9.00: Blindehistorisk temaarrangement: Historiker Rita Ilsted Smith fortæller under titlen: “Livet på Mariendalshjemmet 1946 – 1958”.

1946 er et skelsættende år i Mariendalshjemmets historie. Forstander for Blindeinstituttet Otto Wüstenberg var fratrådt som forstander i 1944, men fortsatte som formand for Mariendalshjemmets bestyrelse indtil sin død i 1946. Ved hans død mistede hjemmet en kraftfuld, iderig leder, men også en autokratisk skikkelse, der var vant til at få sin vilje i alt. Det betød nye muligheder for beboerindflydelse på Mariendalshjemmet.
Efterkrigstidens manglende efterspørgsel på hjemmets tekstilvarer betød ringere økonomiske vilkår for Mariendalshjemmet. Selvom tiderne bedredes op gennem 1950’erne, blev årene vanskelige for hjemmet økonomisk set.
I 1958 sluttede epoken på flere måder. Hjemmets selvsupplerende bestyrelse blev afløst af et statsligt tilsynsråd, produktionen af strikkede og vævede varer blev udskilt fra hjemmet og underlagt Blindes Arbejde A/S.

Perioden skildres i fire temaer:

1. Blindelovgivningens betydning for Mariendalshjemmet
Oprettelsen af Statens Blindevæsen 1944
Blindekommissionens betænkning 1955
Blindeloven af 1956

2. Beboernes liv
Beboere og elever organiserer sig
Lempelser i husordenen
Nye beboergrupper: studerende elever og udearbejdende beboere
Er beboerne lykkelige? – en trend i 1950’erne
Flugten fra væven og strikkemaskinen

3. Personalet
De langtidsansatte – forstanderinde, husmoder, portner, lærerinder, systueleder, økonoma
De korttidsansatte – husassistenter, køkkenassistenter, kontorister, kasserersker, syersker

4. Økonomien
Stigende underskud
Forhandling med Socialministeriet om statstilskuddet

Arbejdet med manuskriptet til udgivelsen er nu så langt fremme, at projektet kan forventes afsluttet i løbet af i år.

Der vil midt på formiddagen blive en pause til at indtage kaffe / te.

Der vil være mulighed for spørgsmål og supplerende kommentarer undervejs.

Kl. 11.45: Afslutning med fællessang

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen. Teksten blev første gang offentliggjort i Medlemsblad nr. 52 fra oktober 1915, mens melodien første gang omtales i medlemsblad nr. 6 fra den 24. marts 1923 – forud for Laurids Lauridsens melodi benyttedes melodien til “Danmark dejligst vang og vænge” komponeret 1811 af P.E. Rasmussen fra Farum.

Kl. 12.00: Frokost i centrets restaurant og derefter afrejse

Bestyrelsen har besluttet at reducere opholdsbetalingen til 500 kr. pr. deltager. Selskabet dækker den resterende del af prisen for et døgnophold, merprisen for festmenu i separat lokale og en aperitif før festmenuen.

Deltagerne opfordres til at indbetale deltagergebyret i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets punkt om tilmelding til generalforsamlingen.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2025

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018. De findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 1. marts 2025 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen, offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/2025. Nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2025 / 2026 til godkendelse. Beretningen offentliggøres i nærværende nyhedsbrev

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2025 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse. Regnskab og revisionsprotokol offentliggøres i nærværende Nyhedsbrev

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde i et tilgængeligt medie senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest lørdag den 14. februar 2026

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Formand Poul Lüneborg for en 2 års periode

b. Næstformand Lena Bang for en 2 års periode

c. Bestyrelsesmedlem Jytte Nielsen har meddelt, at hun ikke genopstiller. Der skal derfor vælges et bestyrelsesmedlem for et år i hendes sted, idet hun på sidste års generalforsamling blev valgt for 2 år.

d. Bestyrelsesmedlem Flemming Georg Meier, blev på generalforsamlingen sidste år valgt for et år – han genopstiller for valg til de kommende 2 år.

e. Suppleanter for et år, Leif Martinussen døde 10 09 2025, hvorfor der skal vælges en første suppleant i hans sted.

Thorvald Kølle blev sidste år valgt som 2. suppleant. Han genopstiller ikke, hvorfor der skal vælges en 2. suppleant i hans sted.

f. Revisorer:

Kurt Nielsen blev valgt i 2025 for 1 år, er villig til at modtage genvalg.

Nete Parkov blev valgt for 1 år i 2025 som revisor, er villig til at modtage genvalg.

g. Revisorsuppleant: Hanne Skipper blev sidste år valgt for et år – hun er villig til genvalg, hvis ikke andre melder sig.

Det skal under dette punkt bemærkes, at kasserer John Heilbrunn blev valgt for en 2 års periode på generalforsamlingen den 1. marts 2025.

11. Eventuelt

4. Tilmelding til generalforsamlingen
ved John Heilbrunn, kasserer

Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia, fra lørdag den 28. februar til søndag den 1. marts, bedes du tilmelde dig senest lørdag den 15. februar. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punkt- og sortskrift inden arrangementet.

Der er på forhånd reserveret 30 værelser, og en del af disse er allerede booket, så skynd dig med din tilmelding!

Jeg kan kontaktes på tlf. 23 40 92 18 eller på mail heilbrunn@mail.dk. Deltagelse i arrangementet koster 500 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet enten som bankoverførsel til reg.nr. 1551, konto 0501697 eller via MobilePay på 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen via bank eller MobilePay, er du velkommen til at kontakte mig på ovennævnte telefonnummer eller mail, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares. Husk at kontingentet på 150 kr. skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.

Ønsker du at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet på tlf. 76 20 21 00 eller mail: fuglsang@blind.dk

Særlige kosthensyn bedes meddelt til kassereren ved tilmelding.

Bestyrelsen glæder sig til at møde rigtig mange medlemmer til årets generalforsamling.

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2025 / 2026
Ved formand Poul Lüneborg.

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 1. marts 2025 til dette års generalforsamling den 28. februar 2026.

1. Indledning.
I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende medlemmer, som blev valgt på generalforsamlingen den 1. marts 2025:

Poul Lüneborg, formand
Lena Bang, næstformand
John Heilbrunn, kasserer / sekretær
Flemming Georg Meier, bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen, ansvarlig for indholdet af selskabets nyhedsbreve
Leif Martinussen, 1. suppleant frem til hans død den 10. september 2025
Thorvald Kølle, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der forventes i skrivende stund afholdt 4 møder i beretningsperioden. Møderne er holdt i Handicaporganisationernes Hus i Taastrup og på Fuglsangscentret.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde den 2. marts 2025 efter generalforsamlingen.

Bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål, og bidraget til gennemførelsen af trufne beslutninger. Jytte Nielsen meddelte den 27. september 2025, at hun ikke så sig i stand til at deltage i bestyrelsens møder i den resterende del af valgperioden. Hun tilkendegav efterfølgende, at hun ikke genopstiller til bestyrelsen på den kommende generalforsamling. Suppleanterne har været indkaldt til bestyrelsens møder.

2. Medlemsstatus.
Ved udgangen af 2025 kunne kassereren notere, at 133 medlemmer havde betalt kontingent i løbet af året, heraf var 128 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Blindecenter Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

I løbet af 2025 har vi kunnet glæde os over at byde velkommen til 3 nye medlemmer. I løbet af beretningsperioden meddelte 3 medlemmer, at de ikke ønskede at opretholde deres medlemsskab. Endelig skal det her nævnes, at 6 medlemmer afgik ved døden i beretningsperioden.

– Bent Harder døde den 6. marts 2025, jf. mindeord i Medlemsblad nr. 4/2025.

– Lis-Vibeke Wallin døde den 14. marts 2025, jf. mindeord i Medlemsblad nr. 3 og 4 i 2025 og i nyhedsbrev nr. 2/2025.

– Allan Gravesen, jf. mindeord i Medlemsblad nr. 6/2025 under DBS Storstrømmen.

– Karen Margrethe Pedersen, jf. mindeord i Medlemsblad nr. 7/2025 under DBS Storkøbenhavn Syd.

– Leif Martinussen døde den 10 09 2025, jf. mindeord i Medlemsblad nr.13/2025 samt artikel i Nyhedsbrev nr. 3/2025.

– Hanne Tietgen Eriksen, det foreligger oplyst, at hun afgik ved døden i oktober måned 2025.

I bestyrelsen glæder vi os over, at der fortsat er mennesker blandt såvel synshandicappede som blandt seende, der har interesse i at støtte selskabet gennem et medlemsskab.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan imidlertid på trods af den positive udvikling i beretningsåret ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder at indrykke artikler under rubrikken Meddelelser. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden, om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter.

Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2025 har medført, at der ved årets udgang var 129 medlemmer, som havde betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2026 tæller 127 medlemmer.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Det må erkendes, at selskabet i beretningsperioden ikke er kommet dette mål nærmere.

Jeg har, sammen med den til enhver tid siddende bestyrelse, igennem de seneste 10 år, bestræbt mig på at udtænke idéer og tage initiativer til at rekruttere nye medlemmer udenfor Dansk Blindesamfunds medlemskreds. Disse bestræbelser har desværre kun haft ringe succes. Derfor opfordrer jeg endnu engang alle medlemmer af selskabet til at fremkomme med forslag på dette område.

3. Selskabets medlemsliste.
Selskabet udsendte den 7. juni 2025 medlemslisten for 2025, til alle medlemmer med en mailadresse. Denne blev efterfølgende udsendt i sort, punkt og som daisy-lydfil efter det enkelte medlems eget valg.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den årlige generalforsamling. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og i givet fald med hvilke personlige kontaktoplysninger. Dette for at sikre efterlevelsen af de gældende databeskyttelsesregler.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen, beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer videregivet til kassereren.

Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter et årsskifte at indbetale kontingentet, og samtidig give meddelelse om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår af den sidst udsendte medlemsliste.

Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 10 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de, der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.

4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.
Gruppen holdt sit første møde den 28. november 2014, indkaldt på initiativ af medlemmer udpeget af Dansk Blindesamfunds Fritids- og kulturpolitisk udvalg. Gruppen har i beretningsperioden rundet 11-året for sit virke. Der er til dato afholdt 16 møder i gruppen. Karen Marie Pedersen stod bag indkaldelsen til det seneste møde den 23. februar 2025 med deltagelse af Dennis Aabank og Karen Marie Pedersen fra DBS Fritids- og Kulturpolitisk Udvalg samt Ove Gibskov og Poul Lüneborg fra selskabet. Til mødet var inviteret Jesper Bentil Holten fra DBS’ forretningsudvalg og Winnie Ankerdal fra den ad hoc gruppe, som blev nedsat i begyndelsen af 2024, jf. beskrivelsen under pkt. 4 i beretningen fra 2023 / 2024.

Med hensyn til opfølgning på det seneste møde i gruppen den 25. februar 2025 er der grund til at nævne, at arbejdet med registreringsopgaven vedr. anskuelsessamlingens genstande udvikler sig godt. Gruppen af fagfolk bestående af Winnie Ankerdal, Bodil Gaarsmand og Mogens Johansen, der alle 3 har en mangeårig karriere indenfor det synsfaglige område, er i fuld gang med registreringen og beskrivelsen af de udvalgte genstande fra anskuelsessamlingen ved Refsnæsskolen. De har i skrivende stund mødtes flere gange. Winnie Ankerdal har udarbejdet en generel overordnet beskrivelse af anskuelsessamlingen, som hun har sendt til de 2 kolleger. Hun har desuden haft en lang samtale med Lilian Larsen, tidligere lærer på Refsnæs, som har arbejdet meget med netop anskuelse. Det har været god sparring i det videre arbejde. Endelig har Maria Thode-Jensen fra Medicinsk Museion givet eksempler på de beskrivelser, som skal udarbejdes. Eksemplerne omhandler materialer fra IBOS, som Medicinsk Museion har modtaget, så de vil være gode at bruge som udgangspunkt for opgavens løsning, ved fordelingen af de forskellige kategorier i samlingen blandt de 3. Engagementet er meget højt, hvortil kommer at de 3 fagfolk tilsammen rummer en stor viden.

Så arbejdet med anskuelsessamlingen er omfattende, og bliver gjort grundigt. Derfor tager det tid, men det skrider frem som planlagt. Der er grund til at forvente en endelig statusrapport over arbejdet med anskuelsessamlingen på tidspunktet for generalforsamlingens afholdelse.

I betragtning af det arbejde, som arbejdsgruppen har udført siden 2014, kan det konstateres, at gruppens hovedopgave vedr. sikringen af de blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet og Refsnæsskolen, må anses som afsluttet med sikringen af Refsnæsskolens anskuelsessamling. Der er herefter grund til at overveje, om ikke tiden er inde til at afslutte gruppens virksomhed. Hertil kommer, at Fritids- og kulturpolitisk udvalg under DBS, efter nyvalg til udvalget, ikke har kunne nå til enighed om udvalgets repræsentation i gruppen. Foreløbig har kun udvalgets formand Susanne Nolsøe meldt sin interesse.

Blindehistorisk Selskab er indstillet på at medvirke til nedsættelse af en ny arbejdsgruppe, såfremt der fremkommer et forslag om behandlingen af en problemstilling, som kan berettige til nedsættelse af en sådan gruppe.

Arbejdsgruppen har ved flere lejligheder påpeget vigtigheden af, at enhver med interesse for blindes historie, føler et ansvar for, at blindehistoriske begivenheder optages, og at personer, som har gjort en særlig indsats indenfor Den Danske Blindesag, mindes ved deres død, jf. omtalen herom i pkt. 4 i beretningen for 2024 / 2025. Der er grund til at gentage denne opfordring i denne beretning.

5. Projekter som selskabet har støttet i beretningsåret

5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.
Dette projekt blev startet i 2015 på forslag af Leif Martinussen, og har siden været omtalt i selskabets beretninger.

Det oprindelige registreringsprojekt blev afsluttet den 14. maj 2020 med udarbejdelsen af en rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.

Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside.

Beretningen for perioden 2023 / 2024 indeholder en beskrivelse af Den Blindehistoriske Samling og formålet med projektet.

Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en genstandsbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af genstanden.

I den endelige projektrapport fra maj 2020 oplistes 154 genstande. 46 af disse er allerede registreret i Den Blindehistoriske Samling. I det omfang det vil være muligt at indsamle de registrerede genstande, er Medicinsk Museion interesseret i dem alle, dels for at supplere samlingen, dels for at vurdere, om de tilbudte eksemplarer er af en bedre kvalitet end de allerede registrerede; disse dubletter vil derudover kunne indgå i museets undervisnings- og udstillingsaktiviteter.

Blindehistorisk Selskab står for indsamling af 28 tilbudte genstande. De øvrige genstande kræver ikke indsamling på initiativ af selskabet, idet disse er tilbudt af IBOS og andre lignende aktører.

Bestyrelsen arbejder på at indsamle de nævnte genstande. En række medlemmer har tilbudt yderligere genstande til indlevering til samlingen på Medicinsk Museion. Blandt dem vil jeg nævne musiklærer Niels Eskjær, som har overdraget ca. 50 genstande til selskabet, en liste over disse kan ses under pkt. 5.1. i beretningen for 2024 / 2025.

Endelig skal det nævnes, at fhv. IKT-konsulent Birgit Christensen fra IBOS har efterladt en kasse med genstande til gennemgang. Denne blev gennemgået på et møde på IBOS den 7. oktober 2025. Fra selskabet deltog Arne Christensen, John Heilbrunn og Poul Lüneborg mens Nanna Frørup Mikkelsen, Projektleder for NVT og Anne Aagaard Gaye, personlig assistent, repræsenterede IBOS. Der var tale om et omfattende materiale bestående af bøger, publikationer, rapporter mv. Der blev foreslået henvisning af de enkelte udgivelser til Det Kongelige Bibliotek, Medicinsk Museion m.m.

Projektet er ikke endeligt afsluttet i denne beretningsperiode, da der er tilkommet en mængde yderligere bidrag til indlevering til Medicinsk Museion. Men på et tidspunkt skal det nok lykkes at nå til vejs ende med denne opgave. Det skal i den forbindelse nævnes, at Medicinsk Museion har store magasinudfordringer, hvilket har bidraget til at nedprioritere projektets afslutning. Det er mit håb at det vil lykkes at overtale den nye samlingsleder Abdi Hedayat for Medicinsk Museion at overtage materialet, så snart det er registreret og beskrevet.

5.2. Projektet ”Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900 – 1976”
Dette er titlen på det historiske projekt, som Rita Ilsted Smith arbejder på at realisere. Det drejer sig om en gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet på Frederiksberg – hjem for arbejdsføre blinde kvinder, oprettet i 1900 og som fungerede frem til 1973.

Rita Ilsted Smith har ved flere lejligheder i skrift og tale informeret om udviklingen af dette projekt, jf. blandt andet en opdateret indholdsfortegnelse, som sammen med artiklen i nyhedsbrev nr. 1/2025 belyser dette spændende projekt.

Rita Ilsted Smith giver efter dette års generalforsamling en redegørelse for forholdene på hjemmet 1946 – 1958.

Dansk Blindesamfund og selskabet har støttet projektet i researchfasen frem til i dag.

Det vil i første halvår af 2026 være nødvendigt at skaffe yderligere midler til færdiggørelsen og udgivelsen af redegørelsen, som i bedste fald kan forventes afsluttet i løbet af dette år. Bestyrelsen er indstillet på økonomisk at støtte projektets færdiggørelse, hvis det ikke lykkes at skaffe fondsmidler fra anden side.

5.3 Digitalisering af den blindehistoriske billedsamling på Medicinsk Museion
Der blev den 6. november 2025 afholdt et møde på Medicinsk Museion mellem samlingsleder Abdi Hedayat, samlingsassistent Maria Thode Jensen, Poul Lüneborg og Rita Ilsted Smith. Mødet vedrørte en evt. digitalisering af den del af billedsamlingen fra Blindehistorisk Museum, som ikke blev medtaget i forbindelse med det store digitaliseringsprojekt af Den Blindehistoriske Samling. Det drejer sig om flere tusind billeder. På mødet tilbød Poul Lüneborg og Rita Ilsted Smith, som repræsenterede selskabet, at skaffe finansiering af digitaliseringen. Man blev enige om at iværksætte et pilotprojekt, hvor 50 – 100 billeder indscannes og beskrives, med det formål at vurdere tidsforbruget og dermed gøre det muligt at estimere, hvad en digitalisering vil koste. Maria Thode Jensen og Rita Ilsted Smith udfører pilotprojektet i løbet af foråret 2026.

5.4 Historien fra 1937 om særlige krav til blinde for at kunne indgå ægteskab.
Ove Gibskov ansøgte i juni 2021 om støtte til at undersøge, hvorfor regeringen i 1937 fremsatte forslag om, at blinde ikke måtte indgå ægteskab, medmindre de lod sig sterilisere, og med hvilke begrundelser Retslægerådet fik forhindret, at dette blev en realitet.

Såvel Blindes Støttefond som selskabet bevilgede penge til aflønning af seende bistand i forbindelse med en undersøgelse af baggrunden for dette lovforslag og den offentlige debat, som førte til, at dette blev opgivet i 1938.

Bestyrelsen er løbende, på møderne i beretningsåret, blevet orienteret om, at de mange undersøgelser i Rigsarkivet, i arkiverne fra den tidligere øjenklinik ved Blindeinstituttet m.m. var afsluttet, og at resultatet af anstrengelserne gennem knap 4 år kan forventes offentliggjort i løbet af sidste halvår af 2025. Mange har tilkendegivet interesse for at blive gjort bekendt med den endelige projektredegørelse.

Der vil blive informeret om projektet i nyhedsbrev nr. 1/2026. I forbindelse med markeringen af selskabets fødselsdag på et medlemsmøde den 21. november 2025 gav Ove Gibskov en meget spændende og detaljeret beretning om resultatet af de mange anstrengelser, for at belyse dette kontroversielle tema. Dette foredrag gentog han under titlen “Da de blinde, døvstumme og talelidende slap med skrækken” i forbindelse med generalforsamlingen i Historisk Selskab for Handicap og Samfund den 28. november 2025. Næste nummer af Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 55, som forventes udsendt i foråret 2026, vil indeholde en skriftlig fremstilling af projektet.

5.5 Indlevering til Rigsarkivet af arkivalier fra DBSU
Den 19. oktober 2021 blev selskabet kontaktet af Andreas Mailand om, hvorledes han skulle forholde sig med arkivalier fra Dansk Blindesamfund Ungdoms første årtier efter stiftelsen i 1978. Afklaringen af denne henvendelse har været særdeles vanskelig.

For at komme til en afklaring af sagen arrangerede Leif Martinussen og John Heilbrunn på vegne af bestyrelsen et møde den 2. oktober 2023 med Andreas Mailand. Dette møde resulterede i en kort rapport, som beskriver det omhandlede arkivmateriale.

I forbindelse med at Dansk Blindesamfund i sin tid indleverede sine arkiver til Rigsarkivet, blev også en del arkivalier vedr. DBSU indleveret til Rigsarkivet.

I betragtning af at Rigsarkivet allerede er i besiddelse af en væsentlig del af DBSUs arkiv, vil det for selskabet være naturligt at rette henvendelse til Rigsarkivet for at høre, om de er interesserede i at overtage arkivalierne fra Andreas Mailand.

Blindehistorisk Selskab har erfaring på området, idet selskabet har været inddraget i indleveringen af arkiverne fra Blindes Arbejde og fra Blindes Støttefond til Rigsarkivet. Selskabet er gerne behjælpeligt i denne sag, men for at komme videre kræves en klar tilkendegivelse herom fra ledelsen af DBSU ved forperson Ida Raunkiær. Efter yderligere et langt afklaringsforløb foreligger den 23. november 2025 en sådan tilkendegivelse.

Det bliver en opgave for bestyrelsen i løbet af 2026 at afklare, om Rigsarkivet er interesseret i at modtage materialet og på hvilke vilkår. Gennemførelsen af et sådant indleveringsprojekt vil indebære aflønning mv. af en projektansvarlig.

5.6 Markering af Laurids Lauridsens betydning som komponist
Blindehistorisk Selskab blev få år efter stiftelsen i 1994 kontaktet af Laurids Lauridsens familie, der den 1. januar 1984 havde oprettet ”Laurids Lauridsen og hustrus Fond”. Familien ønskede, at alle hans kompositioner skulle kortlægges og registreres med henblik på indlevering til musikafdelingen på Det Kongelige Bibliotek. Gennem en bevilling fra Dansk Blindesamfunds daværende Kulturfond lykkedes det for selskabet at tilvejebringe de nødvendige økonomiske midler til løsning af opgaven.

Ved en reception den 4.november 1999 i Skive overrakte selskabets daværende formand Jørgen Eckmann og Leif Bjørn Bloch værkfortegnelsen til bestyrelsen for ”Laurids Lauridsen og hustrus Fond”.

På bestyrelsens sidste møde afholdt i Kolding 12. maj 2007, forelå en bekræftelse fra Det Kgl. Bibliotek ang. modtagelsen. Man gav udtryk for tilfredshed med samlingens tilgængelighed.

Fonden blev afviklet den 31. december 2007.

I slutningen af marts 2016 blev selskabet kontaktet af familien til Laurids Lauridsen, som ønskede at oprette en hjemmeside, der skulle have til formål at fastholde kendskabet til hans liv og musik. Da der på dette tidspunkt var forløbet 70 år efter hans død den 10. januar 2016, betales der ikke længere Coda afgifter, når hans kompositioner benyttes. Den 8. juni 2016 modtog selskabet meddelelse om, at www.lauridslauridsen.dk var ”i luften”.

Den 16. april 2025 blev selskabet informeret om, at familien havde besluttet at nedlægge hjemmesiden på grund af et meget sparsomt antal besøg.

Bestyrelsen har på denne baggrund drøftet, hvad selskabet kunne gøre for at fastholde kendskabet til Laurids Lauridsens musik og virke. Disse overvejelser har resulteret i en plan om på selskabets egen hjemmeside at oprette et menupunkt med omtale af de kendte blinde komponister, herunder ikke mindst en omtale af Laurids Lauridsen. Arbejdet med realiseringen af dette forslag er påbegyndt. De første resultater af dette initiativ vil forhåbentlig se dagens lys i løbet af 2026. Det vil selvsagt være naturligt også at omtale Leif Martinussen under dette menupunkt.

6. Informationsvirksomhed

6.1. Udsendte nyhedsbreve
Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I beretningsperioden er der til dato udsendt 3 nyhedsbreve. I skrivende stund er der kun truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2026, med invitation, bilag m.v. forud for den ordinære generalforsamling den 28. februar 2026. Det bliver således op til bestyrelsen, som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i den kommende beretningsperiode. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som daisy-lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. Det er DBS, som med teknisk bistand fra Nota står for produktion af punktudgaven, samt for udprintning og udsendelse af denne. DBS sørger tillige for produktion og udsendelse af udgaverne som daisy-lydfil og som almindelig trykt tekst. Den elektroniske udgave udsendes derimod af kassereren.

Bestyrelsen har noteret sig ønsket om, at indholdsfortegnelsen i nyhedsbrevene forsynes med sidehenvisning og at nyhedsbrevene pagineres for at lette opslag i disse. Dette ønske gælder ikke mindst den elektroniske udgave. Dette ønske er i forbindelse med de seneste nyhedsbreve forsøgt imødekommet. I forbindelse med udsendelse af den elektroniske version af nyhedsbrevene, offentliggøres disse på selskabets hjemmeside. I disse er indholdsfortegnelsen forsynet med links til de enkelte artikler.

Selskabet har for længst opgivet tanken om, at nyhedsbrevene i de 4 versioner samtidig kan nå frem til medlemmerne. Den elektroniske udgave udsendes så snart en endelig master foreligger, hvorefter de øvrige udgaver sættes i produktion, for derefter at blive udsendt så hurtigt som muligt.

For at lette læsningen af nyhedsbrevene har Jytte Nielsen i beretningsperioden fremsat en række forslag. Det maksimale omfang af et nyhedsbrev har været fastsat til 30 A4-sider i skrifttypen Arial 12. Jytte har foreslået hellere flere nyhedsbreve – 4 – 5 pr. år – med et mindre omfang og gerne med et gennemgående tema. Disse forslag vil blive inddraget i den kommende tilrettelæggelse af selskabets nyhedsbreve.

Bestyrelsen vil benytte lejligheden til at takke alle, der gennem artikler m.v. har bidraget til nyhedsbrevenes indhold.

Bestyrelsen har i skrivende stund registreret en række forslag og idéer til artikler m.m. til kommende nyhedsbreve. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner, skal desuagtet ikke holde sig tilbage med at kontakte bestyrelsen herom.

Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at ud af de 127 medlemmer har 18 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 4 i almindeligt tryk og 8 som daisy-lydfil.

Selskabet har siden sin stiftelse den 18. november 1994 udsendt 82 nyhedsbreve, som alle findes på hjemmesiden.

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk
Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith har i sidste og indeværende beretningsperiode med tilslutning fra bestyrelsen gennemført en rekonstruktion af hjemmesiden. Den vil blive forsynet med billeder, som skal medvirke til at gøre hjemmesiden mere attraktiv for offentligheden og ikke mindst for seende medlemmer. Det bliver nu op til bestyrelsen og medlemmerne at komme med kritik og forslag til den videre udvikling af hjemmesiden. Jeg kan kun opfordre enhver, som læser denne beretning, til at besøge hjemmesiden og vurdere indhold og tilgængelighed af denne. Bestyrelsen er meget interesseret i at modtage ris og ros af hjemmesiden.

Litteraturoversigten på hjemmesiden, som senest er blevet opdateret oktober 2023, er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har bestyrelsen modtaget en række henvendelser fra både medlemmer og andre, med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.

7.Blindehistoriske medlemsarrangementer i beretningsperioden

a. Dansk Blindesamfunds synskriterie for opnåelse af medlemsskab, ved Karen Marie Pedersen.

Oplæg med efterfølgende diskussion af den historiske baggrund og udvikling af disse regler. Arrangementet fandt sted lørdag den 1. marts 2025 på Fuglsangscentret.

b. Blindehistorisk temaarrangement søndag den 2. marts 2025 på fuglsangscentret:

“Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900 – 1976”

Historiker Rita Ilsted Smith fortalte om det blindehistoriske projekt, som hun påbegyndte i maj 2022, jf. omtalen ovenfor under pkt. 5.2.

c. Selskabets 31-års fødselsdag den 21. november 2025 i Handicaporganisationernes Hus med Ove Gibskovs foredrag “Da de blinde, døvstumme og talelidende slap med skrækken”, jf. omtalen ovenfor under pkt. 5.3.

Alle selskabets medlemmer var inviteret til fødselsdagsfest i mødelokale “København” i Handicaporganisationernes Hus – knap 30 havde taget imod invitationen.

8. Selskabets elektroniske arkiv
Af pladshensyn undlades en omtale af dette i indeværende beretning. Arkivet er opdateret frem til januar 2026. Dette er nærmere beskrevet i beretningen fra 2023 / 2024 under pkt. 8. Arkivet er i beretningsperioden forøget med 219 filer og rummer pt. i alt 7212 filer.

9. Administrative og økonomiske forhold.
De samlede indtægter ifølge regnskabet for 2025 er opgjort til 59.325 kr. mens de samlede udgifter udgør 64.670 kr., dvs. at selskabet kommer ud af året med et underskud på -5.345 kr.

Til sammenligning skal det bemærkes, at resultatet for 2024 var et underskud på 8.863,89 kr. mens regnskabet for 2023 udviste et overskud på 17.531 kr. og i 2022 et overskud på 12.795 kr.

Medlemstilskuddet fra DBS blev i 2022 forhøjet fra 150 kr. til 250 kr. pr. DBS-medlem af selskabet. Dette tilskud på 26.250 kr. i regnskabet for 2025 yder et meget væsentligt bidrag til at dække dette års udgifter.

Der er i indeværende beretningsperiode kun afholdt 4 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 3 nyhedsbreve, hvilket har bidraget til at holde udgifterne nede.

Selskabets likviditet giver bestyrelsen en betydelig handlefrihed til at iværksætte nye initiativer ved at yde en økonomisk garanti. Denne mulighed er i beretningsåret benyttet i 2 tilfælde:

– Projektet ”Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900 – 1976” ved Rita Ilsted Smith.

– Udgifter til digitalisering af samlingen af billeder stammende fra Blindehistorisk Museum og som ikke blev inddraget i det store digitaliseringsprojekt under Medicinsk Museion.

Disse garantier søges efterfølgende eventuelt dækket gennem fondsansøgninger.

10. Afsluttende bemærkninger.
Jeg har gennem de seneste 10 år haft det privilegium at afgive en beretning for selskabet. For mig er arbejdet i selskabet en spændende og inspirerende udfordring, som er med til at sætte mit eget liv i et historisk perspektiv.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.

Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på, at mange medlemmer, også i denne arbejdsperiode, vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne
Poul Lüneborg, formand

6.

Regnskab 2025 samt revisionsprotokol
ved kasserer John Heilbrunn

Blindehistorisk Selskab – resultatopgørelse pr 31.12.2025

Sammenfatning af Selskabets drift

Driftsresultat

Årets samlede indtægter: 59.325,00
Årets samlede udgifter: 64.670,02

Årets driftsresultat til dato: -5.345,02

Finansielle Poster
Renteindtægter: Afventer

Samlet resultat
Årets samlede resultat: Afventer

Selskabets formue

Driftskonto, Danske Bank: 70.687,00
Opsparingskonto, Danske Bank: 100.568,31 (afventer rentetilskrivning)

Samlet: 171.255,31

Indtægter

Kontingent 19.500,00
Foredrag: 0,00
Støtte og tilskud: 26.445,00
Indtægter fra stævner, arrangementer og lign. 12.880,00
Salg af publikationer 500,00

Noter til indtægter

Støtte og tilskud
DBS medlemsstøtte: 26.250
Private bidrag fra medlemmer: 195,00
DBS FU-bevilling: 0,00

Salg af publikationer
Synscenter Refsnæs – Jubilæumsskrift: 0,00
Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord: 500,00

Udgifter
Transportudgifter 447,00
Transportudgifter, bestyrelse 4.223,00
Udgifter til stævner, arrangementer og lign. 10.946,50
Porto og gebyrer 2.403,61
Køb af software 0,00
Internet og webhotel 2.459,40
Mødeudgifter 4.495,00
Generalforsamling 17.497,00
Gaver & Blomster 1.236,00
Diverse udgifter 962,51
Udgivelsesprojekter 20.000,00

Noter til udgifter

Generalforsamling
Optagelse og redigering af indslag 2.500,00
Fuglsangcentret 14.997,00

Udgivelsesprojekter
Mariendalshjemmet 20.000,00

Balance pr 31.12.2025

Aktiver.
Tilgodehavender 500,00 (Kahrius – ikke modregnet)
Likvide beholdninger: 171.255,31

Aktiver: 171.755,31

Passiver:
Formue: 176.600,33
Periodens resultat: -5.345,02

Passiver: 171.755,33

København, 21. januar 2025
John Heilbrunn, kasserer

Revisionsprotokollat 2025

Revisionen har gennemført afstemning af regnskabets opstillede posteringer herunder: Indtægter, udgifter, årets driftsresultat, aktiver og pasiver.

Afstemningen viser fuld overensstemmelse mellem posteringerne.

Her følger regnskabets nøgletal: Indtægter: 59.325,00 Udgifter: 64.670,02

Årets driftsresultat: -5.345,02 Aktiver: 171.755,31 Passiver: 171,755,31

Formue: 176.600,33

Revisionen kan konstatere, at regnskabet er udtryk for et retvisende billede af selskabets økonomi 2025.

Renteindtægter for selskabets indestående i Danske Bank var ikke oplyst ved regnskabsårets afslutning 31-12-25. Rentetilskrivningen 2025 indsættes i regnskabet 2026.

Herefter har revisionen ikke yderligere bemærkninger at tilføje.

Revision 22. januar 2026.

Revisorer: Nete Parkov, Vordingborg og Kurt Nielsen, Birkerød.

7. Musik blev min identitet
af Rudi Kurt Geert-Jørgensen

Musik har så længe jeg kan huske fyldt noget i mit liv. Men jeg har også måttet gå til den for at få lov.

Jeg var ikke en flittig studerende, men en rodløs søger.

Som barn var dampradioen en stor del af mit liv. I mine ferier “hjemme” i Fredericia sad jeg tit med det ene øre inde i radioen og sugede lyden. Jeg forsøgte at få min stemme til at lyde som det orkester, der kom ud af radioen. Til en start var det meget giro 413. Det kom til at ændre sig. Men det var bestemt ikke mit hjem i Fredericia, der kom til at præge mig. Det var de mange børn fra Refsnæsskolen, der udgjorde min hverdag. I skolen blev vi præsenteret for klassisk musik, og der var både aften- og morgensang. Men faktisk spillede vores sanglærer en radioudsendelse om Louis Armstrong for os.

På vestskolen havde vi en balladeklub, hvis formål det var at gøre ting vi ikke måtte. Ud over at få læst højt af pornoblade, låste vi os ind på østskolens lærerværelse, forstanderens søn var nemlig formand, og der tog vi i al uskyldighed den store spolebåndoptager frem og satte bånd i med Louis Armstrong og Mills Brothers. Snart fik vi selv grammofonplader. Little Richard og Elvis Presley, som i øvrigt fik lov at drøne, så det kunne høres helt over til østskolen. Og så kom al jazzen, især bee-bop.

I ‘59 blev jeg konfirmeret.

Og derefter tresserne, hvor jeg kom til København.

Jeg havde det svært med skolen og fik også guitarundervisning! Men var heller ikke nogen flittig elev der. Man gav mig en chance for at blive mere moden og tilbød mig et halvt år på Bornholm Højskole. Førhen havde jeg ikke rigtigt gidet at læse. Det ændrede sig på højskolen, efter den tid har jeg altid læst meget. Og så tilbage til København. Efter Bornholm kom jeg i realen. Det var ude i byen med helt nye mennesker og helt nye påvirkninger og en masse ny musik. Blues, Povl Dissing og så Beatles og Rolling Stones, Donovan og Dylan. I den periode var det også, at jeg begyndte at skrive digte, jeg skrev ned i en lille notesbog, som jeg gik rundt med alle steder, selv et biltag kunne bruges som skrivebord.

1970 – Nu har vi også Jimi Hendrix, Janis Joplin og The Doors. Her mistede rocken sin uskyld, og blev til syre, nedtur og stor kunst. Der var Bob Dylan og Joni Mitchell, der var store lyrikere, og her i Danmark havde vi Steppeulvene med Eik Skalø.

Her er scenen sat.

Ingen studentereksamen, ikke mere lærerseminarium, men den store invalidepension. Jeg var sgu ikke invalid – jeg kunne bare ikke finde ud af det.

1968 – 71 boede jeg på det nye blindeinstitut på Rymarksvej i Hellerup. Det var et mangfoldigt sted at være. Dels boede der mange, og der kom mange på besøg.

Det var her Feo blev dannet. Vi var en lille flok, der var meget sammen. Flemming Nørgaard, Sune Durhuus, Thorkild Blond Andersen og en selv. Flemming var allerede den gang en kompetent musiker, bl.a. med Jørgen Plätners eksperimenterende undervisning som baggrund.

En sen nattetime var vi en lille flok hjemme hos Flemming på Bjelkes Allé, og der var gang i den. Vi var ryge skæve og fjollede løs på bedste beskub. Flemming og Preben Strojek sad og jammede løs på guitarer, og jeg sad ovre i et hjørne med min notesbog. Og så kom sangen “Hos Min Gamle Bedstemor “.

Thorkild, Sune, Flemming og jeg, var enige om, at det var helt skævt. Sune spillede guitar ikke så godt – endnu. Thorkild var helt vild med Ian Anderson fra Jethro Tull, så han købte en tværfløjte. Han spillede i forvejen blokfløjte, hvilket både han og Flemming havde lært på Refsnæs.

Flemming havde lavet en melodi “Bjergfyr”, som jeg var så begejstret for, at jeg prøvede at sætte tekst til. Det lykkedes. Det var den næste Feo-sang. Vi besluttede at lave et band, der bestod mestendels af dem, der ikke rigtigt kunne noget. Flemming havde lavet nogle melodier, der ikke egnede sig for sang, så hr. Nørgaard arrangerede dem for fløjter og guitar i bedste renæssance-stil. Næste gang der var fest på Tutten, stillede vi op ved den første lejlighed. Det gav pote.

Anette Thulesen, der var lærer og ikke meget ældre end os, faldt for det ret så anderledes orkester. Hun havde kontakter til nogle fra “Dansk Folkemindesamling”.

Der mødte vi Thorkild og Anne Lise Knudsen, der var ledere af foretagendet. De var ikke blot interesseret i fortidens danske folkemusik. De ville undersøge hvad, der foregår nu og her. På den måde kom vi til at møde folk som Ewald Thomsen, der var en levende legende inden for dansk spillemandsmusik. Han var en dynamo. Det gik ikke ud på at spille smukt; men der skulle være tryk på, og der var stemning. Og så blev vi venner med nogle unge mennesker, der kaldte sig for Furekåben. De spillede på mange forskellige akustiske instrumenter og temmelig syret. Den mest fremtrædende af dem var Hans Vinding, der skrev deres tekster og senere dannede det elektriske Hyldemor.

Og så mødte vi Pelle! Som blev vores nære ven og roadie. Han arbejdede i folkemindesamlingen med at indsamle stof om okkulte emner blandt andet sammen med folkemindeforskeren Iørn Piø. Udover det, havde han også arbejdet hos Abbe Pierre-klunsere. Det gav os en masse muligheder vi ellers ikke havde. Pelle og hans kone “Mulle” havde et folkevognsrugbrød, som de kørte os rundt i, så vi på den måde fik en del spillejob. De havde en datter, Minna, på 4 – 5 år. Hun blev slæbt med alle steder, og når vi spillede, lå hun og sov nede i “rugbrødet”.

Gennem folkemindesamlingen fik vi kontakt med et pladeselskab, Spectator Records, der ejedes af en tidligere journalist Jørgen Bornefeldt.

Han var meget visionær, noget af en fantast, meget begavet og morsom at være sammen med. Han havde også været radiomekaniker og telegrafist, og nu kastede han sig over musikken. Da han ikke selv spillede, blev det som pladeproducent med to Ferrograph båndoptagere, Quad elektrostatiske højttalere og en del hjemmebygget udstyr. Sammen med sin lydtekniker Michael Edinger. Han boede i Ballonparken på Amager, der også blev et sted, vi kom meget. Der optog de en bred vifte af meget forskellig musik, spændende over jazz, folk og rock mm. Vi indspillede over to dage. Under de noget primitive forhold – her og nu. Sådan lød vi og sådan spillede vi.

Vi var glade for resultatet. Pladen blev udsendt uden markedsføring og solgte derefter – ikke noget. Dog blev den præsenteret i Folknyt. Et af de musikformidlende programmer, der ikke længere findes.

Et år senere var vi igen hos Spectator og indspillede en LP, der aldrig blev udsendt, dog fik vi en kopi af masterbåndet med hjem – heldigvis. Et år efter nedbrændte Spectator. Der gik rygter om at det var påsat, men det var rygter. Der var ikke noget bevist.

Det var virkelig en fantastisk tid at være musiker i. Der havde aldrig været en sådan mangfoldighed af genrer – og musikken, den var blevet – nåh ja – ikke helt så nemt tilgængelig som i dag. Feo’s musik kan i dag streames på nettet.

Efter udsendelsen af den første LP havde vi faktisk en hel del spillejob. De vigtigste steder var “Mikroskopet” på H.C. Andersens Boulevard tæt på Rådhuspladsen. Det blev bestyret af folkemusikeren Hermann. Han var kendt som gadesanger med bækken og stortromme samt 12 strenget guitar på maven og mundharpe på stativ i munden. Han blev min meget nære ven. “Huset” i Magstræde, hvor vi som musikere kunne komme og gå frit, som vi ville og tage ind at høre meget forskelligt. Her kom vi til at kende Mick Schack, der sad i døren eller spillede vaskebræt og Jan Monrad med 12-strenget guitar og sine absurde viser.

Purple Door, der ejedes af bluesmusikeren Joe Banks, som var stedfar til Paul Banks. Og så var der “Vognhjulet”, her kom folk som Sebastian og Erik Grip. Og det var her vi lærte Kaj Folkmar at kende. Han drømte om at lave et pladeselskab, og havde produceret en single sammen med entertaineren Bjarne Lisby. Selskabet hed “Lucifer Records” Så vi kaldte ham Lucifar. Han var ikke nogen dygtig forretningsmand, han havde store armbevægelser og hjertet på rette sted og megen energi. Vi brugte den masterkopi vi havde og indspillede det, der manglede i Tømrer-Claus’ private studie og havde Kaj Møller med til at lytte. Feo nr. 2 “Filtskolyd” udkom og solgte ingenting!

Men det var en spændende tid. Vi spillede en del rundt omkring og mødte mange af dem, der var noget inden for musikken. Vi ville gerne have flere spillejobs, og mødte op hos Peter Abrahamsen, der havde Exlibris, det var lige os; men de havde selvfølgelig nok. Der mødte vi Trille. Hun kunne ikke lide min hund Snude, hun var til katte.

Nogen af dem vi snakkede en del med, var Søren Kragh-Jacobsen, Peter Bastian og folkene fra “ Savage Rose”, men tættere kontakter fik vi nu ikke.

Efter ‘75 ebbede det ud med Feo. Men så blev jeg kontaktet af CBS-produceren Poul Bruun. Han var vild med blues- og folkesangeren Leadbelly (Good Night Irene, Rock Island Line, Take This Hammer). Poul ville lave en Leadbelly-LP med forskellige danske kunstnere! Men han endte med at give mig hele projektet. Jeg skulle bare lave hans tekster på dansk. Jeg anede ikke hvem Leadbelly var. Jeg vidste ikke meget om livet i bomuldsmarkerne. Jeg fik fat i nogle plader og så – det kan jeg sgu ikke. Så hvad med at lave noget helt andet? Det gjorde jeg så. En del af teksterne blev lavet på sommerlejr på Vejlø og i Thylejren, hvor både Dan Turell og Povl Dissing (et utroligt venligt menneske) kom. Pladen kom ikke til at ligne noget Leadbelly havde lavet, men den var såmænd ganske vellykket på trods af de mærkelige betingelser, hvorunder den blev lavet. Dem jeg havde øvet sammen med, blev sendt hjem, bortset fra at Flemming var med på to numre. Resten var studiemusikere, som jeg stort set ikke havde noget at gøre med. De kom, leverede varen, hævede hyren og gik igen. Så var der to numre som var indspillet af amerikanske musikere from overthere. Og endelig var der en duet med Lone Kellermann, jeg skulle lave en tekst til “Good Night Irene”. Jeg mødte hende ude på Christiania. Hun var stort set ligeglad, hvad jeg lavede, bare det fungerede. Det gjorde det, til trods for at det blev lavet til larmen af Bob Marley for fuld udblæsning … og nummeret var i 3/4 og med langsom tung blues-feeling. Det var i øvrigt Stig Kreutzfeld, der sad bag teknikken. Han var ikke vild med musikken, der var det stik modsatte af hans polerede, perfekte stil. Han var med til at synge kor og havde en fuldkommen professionel tilgang til det han lavede.

Jeg kom i “Se og Hør” sammen med Kellermann. Dan Turèll kom fra “Ekstrabladet” og interviewede mig. Ham følte jeg mig godt på bølgelængde med. Så kom jeg i fjernsynet, blev efterfølgende genkendt på gaden! Det kunne jeg ikke lide. Men – pladen – den kom ikke. Og da den endelig kom, var den glemt og solgte ikke.

Og så slutter sagaen. Poul Bruun havde oprettet sit eget selskab. Her indspillede jeg en LP med Flemming Nørgaard bas og superguitaristen Niels Ringling, som jeg oprindelig ville have haft med på Leadbelly-LP-en. Vi producerede den faktisk selv og havde HI FI superlytteren Kaj Møller med til at lytte. Resultatet blev godt, men den fik ingen omtale eller opbakning. Den solgte ikke.

I dag spiller jeg stadig! Men ikke min egen musik. Jeg har en kælder! Hvor der står guitarer, bas og klaver sågar en trommemaskine. Ovenpå har jeg et værelse med computere! hvor jeg kan indspille og mixe.

Og jeg prøver ikke på at sælge noget.

8. Da danske blinde, døvstumme og talelidende slap med skrækken for at blive steriliseret
Af Ove Gibskov

(Noterne, der henvises til i teksten, findes umiddelbart efter artiklen)

”Hvis et menneskeligt Væsen, der er belastet med arvelige Anlæg, nu engang er født, skal han have Ret til at leve og glæde sig ved Tilværelsen, så vidt han kan og Hensynet til hans Medmenneskers Velfærd tillader det, men èn Ret skal han miste, én Mulighed skal berøves ham, nemlig at overføre sine Mangler til Efterkommerne og på den Måde forevige og mangedoble Ulykken. Vi behandler Undermåleren med al Omsigt og Kærlighed, men forbyder ham blot til gengæld at formere sig”.

Det her citat stammer fra den markante socialdemokratiske politiker Karl Kristian Steinckes bog: ”Fremtidens forsørgelsesvæsen”, som udkom i 1920. Steincke blev senere både social- og justitsminister – og var selv drivkraft i at få gennemført meget af det, han gjorde sig til talsmand for i teksten ovenfor.

Det fik store socialpolitiske konsekvenser, hvad jeg i høj grad blev opmærksom på under mit arbejde med en omfattende historisk lydmontage i forbindelse med Dansk Blindesamfunds 100-års jubilæum. I min gennemgang af foreningens medlemsblade blev jeg i blad nr. 3 fra 1938 særdeles overrasket over en artikel med overskriften: ”Ægteskabsforbud for Blinde, Døvstumme og Talelidende”.

(Note 1)

Den var skrevet af daværende landsformand Ernst Jørgensen og havde følgende indledning: ”Under Fremsættelsen og ved 1. Behandling af Ændringer til Ægteskabsloven blev det saavel af Socialministeren som af Justitsministeren nævnt, at der havde været Ønsker fremme om at overveje, hvorvidt der var Grund til i visse Tilfælde, nemlig hvor der var Fare for Arvelighed, ogsaa overfor Blinde, Døvstumme og Talelidende at gennemføre Forbud mod Ægteskab eller Pligt til før dettes Indgaaelse at lade sig sterilisere.

Imidlertid har Retslægeraadet ikke ment, at Grundlaget for en saadan Bestemmelse var til Stede. Der er saaledes i Øjeblikket ikke Tale om at lovgive paa dette Omraade. Blinde og Døvstumme samt Talelidende behøver altsaa ikke lige nu at frygte for Ægteskabsforbud eller lignende Indgreb i deres Menneskerettigheder, men den Kendsgerning, at man fra ansvarligt Sted har kunnet fremsætte en saadan Tanke, opfordrer til i Tide at tage Stilling til det her rejste Problem”.

Min forundring skyldtes, at jeg efter mange år som engageret medlem af DBS aldrig havde hørt noget om, at landets regering efter midten af 1930’erne overvejede et sådant indgreb overfor blinde, døve og talelidende. Det var jo nu så længe siden, at der desværre ikke længere levede nogen, jeg kunne tale med, som selv havde oplevet denne mulige risiko for ikke at måtte gifte sig, uden først at blive steriliseret, og så ikke kunne føre deres slægt videre. Men i hvert fald måtte jeg finde ud af, hvorfor regeringen havde ønsket en sådan bestemmelse, og hvilke begrundelser Retslægerådet anvendte, så den ikke blev gennemført.

(Note 2)

I sammenhængen her har det betydning at citere lidt mere fra artiklen af Ernst Jørgensen: ”Saavidt os bekendt er der ingen, som paa Grund af Talelidelse faar Invaliderente eller paa anden væsentlig Maade ligger Samfundet til Byrde, og Grundlaget for at tage dem med i Betragtning maa derfor, indtil andet oplyses, synes saa spinkelt, at vi i det følgende skal afholde os fra at beskæftige os med dem.

De nu foreslaaede Ændringer tager kun Sigte paa at udvide Ægteskabsforbudet til ogsaa at gælde Aandssvage i lettere Grad og Psykopater i højere Grad, da disse ved deres aandelige Mangel eller sjælelige Lidelse, ikke mindst paa Grund af deres Talrighed, maa siges at frembyde en alvorlig Fare for Samfundet. Blindhed og Døvhed rummer i sig selv ikke noget usundt, og talmæssigt er de Tilfælde, hvor Arvelighed kunde befrygtes, saa ubetydelige, at en Sammenligning er ganske uberettiget, og det er uheldigt, naar man fra Tinge ved at nævne os sammen med Aandssvage og Psykopater i den almindelige Bevidsthed klassificerer os paa Linie med disse”.

Initiativet til at få gennemført ændringer i ægteskabsloven var oprindelig kommet fra Retslægerådet, og som det tydeligt fremgår af ovenstående citat, fandt formanden for DBS og i øvrigt også næstformand for paraplyorganisationen De Samvirkende Invalideorganisationer det helt på sin plads, at ægteskabsforbuddet kom til at gælde åndssvage i lettere grad og psykopater i højere grad, men altså hverken blinde, døve eller talelidende. Og når han med den position kunne gå ind for forslaget, kan man formodentlig gå ud fra, at det blev bredt accepteret i befolkningen.

K.K. Steincke var bestemt heller ikke den eneste toneangivende dansker, der udtrykte sig særdeles direkte og med ord, som i dag ville vække voldsom forargelse om, hvem der ikke burde have ret til at sætte børn i verden. F.eks. sagde den meget kendte forfatter Thit Jensen i et foredrag fra 1924: ”Usunde og arveligt belastede Forældre skal ikke sætte Børn i verden, for det er synd for de sunde, der ikke kan få Plads for de syge…Jeg mener, vi kan ikke være bekendt at have 20.000 arbejdsløse, mens vi vedbliver at lade menneskeligt Vragmateriale formere sig og opsluge den Føde, de sunde Familier skulle udvikle sig på”.

I 1929 – altså fem år efter Thit Jensens foredrag – fik Danmark som det første land i Europa en sterilisationslov, der gjorde det tilladt at sterilisere blandt andre åndssvage for at forhindre, at de fik børn.

Det er altid vigtigt at se begivenheder og beslutninger i en historisk sammenhæng og ikke blot med nutidens holdninger, og for at forstå baggrunden for en sådan lov er det væsentligt at vide noget om, hvad betegnelserne eugenik og ”Den eugeniske bevægelse” dækker over.

Fra 1880’erne blev der udviklet en videnskabsgren, som man kaldte eugenik (fra græsk: ’god slægt’). Og eugenikkens hovedtese var, at den moderne civilisation med lægevidenskab, bedre hygiejne og større statslig styring af samfundet med sociale foranstaltninger som fattighjælp, var medvirkende til, at flere, der blev opfattet som såkaldt ’svage individer’, overlevede, samtidig med, at den bedre stillede del af befolkningen valgte at få færre børn. For at modvirke dette måtte samfundet og videnskaben finde metoder, der kunne hindre de svages forplantning (negativ eugenik), og støtte de stærkes udbredelse (positiv eugenik). De metoder, der blev foreslået, var bl.a. rådgivning af befolkningen, sterilisation, ægteskabsforbud, regulering af indvandring og isolation af de personer, der blev set som uønskede i befolkningens formering.

De eugeniske tanker var i høj grad inspireret af den britiske naturforsker Charles Darwin, der i 1859 skrev sin banebrydende bog, som i den seneste danske oversættelse har titlen: ”Arternes oprindelse ved naturlig udvælgelse eller bevarelse af de bedst tilpassede racer i kampen for tilværelsen”. I den bliver der argumenteret for, at de, der er stærkest og bedst tilpasset, har størst mulighed for at føre deres slægt videre. Han indledte dermed udbredelsen af arvelighedslæren, som senere i 1800-tallet blev videreudviklet med Gregor Mendels teori om, at organismers egenskaber er uforanderlige og går i arv. Teorien var baseret på forsøg med ærteblomster, men Mendel var sikker på, at den også måtte gælde for mennesker. Så derfor ville afvigere producere uhelbredelige afvigere.

Det var så bl.a. inspireret af disse tanker, at ”Den eugeniske bevægelse” advarede imod konsekvenserne af den samfundsudvikling, som er nævnt ovenfor. Bevægelsen fik stor opmærksomhed omkring 1920; og det var en følge af, at adskillige europæiske lande i årtierne før havde oplevet en stor udvandring – ikke mindst til USA. 1. Verdenskrig medførte desuden et stort tab af unge mænd. Samtidig betød socialpolitiske reformer i flere lande øgede offentlige udgifter til f.eks. hospitaler, forsorgsinstitutioner og fattighjælp. Det var derfor en udbredt opfattelse, at Darwins naturlige udvælgelse i det moderne samfund var sat ud af kraft, og at staten derfor ved hjælp af eugenikken skulle sikre, at man sørgede for de svage i samfundet, men samtidig undgik, at deres antal voksede.

Her i landet var det i høj grad læger, forsorgspersoner, kulturpersonligheder og politikere, som engagerede sig i eugenikken. Blandt politikerne var det ikke mindst socialdemokrater og i særdeleshed K.K. Steincke. Han var så optaget af eugenikken, at han ifølge Danmarkshistorien.dk, da han i 1907 skulle giftes, henvendte sig til psykiateren og racehygiejnikeren August Wimmer for at få fastslået sin ”Slægts biologiske Kvalitet”. Wimmer konkluderede, at der var 2 % risiko for ”aandssvagt Afkom”, og ægteparret Steincke valgte at få 5 børn. August Wimmer var i øvrigt en af de fagpersoner, der senere medvirkede ved udformningen af den danske sterilisationslov.

Steincke blev som medlem af Landstinget i 1919 af den radikale indenrigsminister Ove Rode bedt om at komme med forslag til en omfattende revision af hele sociallovgivningen.

(Note 3)

Resultatet blev bogen ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen”, som mit indledningscitat jo stammer fra. Her argumenterede Steincke blandt meget andet for, at flere skulle have hjælp, fordi det var et statsligt ansvar at sørge for borgerne, og at staten ud fra en social etik og solidaritet var forpligtet til at tage sig af “de abnorme”. Til gengæld mente han så også, at samfundet havde ret og pligt til at begrænse udbredelsen af ”Defekter”, der blev set som uønskede. For som han skrev: ”Ved at holde Liv i disse Tusinder, siger man, giver vi dem Mulighed for at sætte Titusinder af endnu daarligere udrustede og paa forskellig Vis arveligt belastede Efterkommere i Verden, og vi naar efterhaanden, — er forøvrigt allerede stærkt paa Vej til — de samme Forhold, som har bragt alle tidligere Civilisationer til at gaa til Grunde, nemlig at Børneantallet med den stigende Civilisation indskrænkes mere og mere i Befolkningens Overklasse og i Middelstanden, medens de aller laveste Lag, derunder Forbrydere og Undermaalere af enhver Art, formerer sig langt stærkere”.

Steincke var stærkt inspireret af USA, hvor den første sterilisationsoperation allerede var blevet gennemført i 1897. Men hans konklusion var dog her i 1920, at der lige nu var for stor videnskabelig usikkerhed i forhold til en sådan lovgivning, men at området i hvert fald burde undersøges nærmere af fagpersoner. Han fik nedsat en ”Kommission angaaende sociale Foranstaltninger overfor degenerativt bestemte Personer”, hvis medlemmer bestod af arvelighedsforskere og fagpersoner fra forsorgsvæsenet. Kommissionens væsentligste opgave var at undersøge, om det var relevant at indføre en adgang til ”Ophævelse af Forplantningsevnen” for bestemte grupper. Konklusionen blev en opbakning til et forslag om en sådan lovgivning, især ud fra et kriminalpræventivt hensyn for at dæmme op for seksualforbrydelser, men også for at forhindre, at andre målgrupper satte børn i verden, de ikke kunne forsørge og opdrage og/eller med nedarvede handicaps eller sygdomme.

Det blev så en væsentlig del af indholdet i Europas første lov om sterilisation, som Danmark altså fik vedtaget i 1929. Den var som udgangspunkt baseret på frivillighed, og det blev bestemt, at den skulle tages op til vurdering efter fem års forløb, hvad man dog ikke nåede. Så den lov, der blev vedtaget i 1934, kom udelukkende til at omfatte åndssvage, som man nu fik større mulighed for at tvangssterilisere men også at indrapportere og tilbageholde på åndssvageforsorgens forskellige anstalter, hvor sterilisation kunne være en betingelse for at blive udskrevet.

Året efter blev den oprindelige lov fra 1929 så revideret, og ud over sterilisation blev det nu også gjort lovligt at gennemføre kastrationer, som man indtil da kun havde foretaget på dispensation i ganske få tilfælde. Loven kunne især anvendes overfor personer, ”hvis Kønsdrifts abnorme Styrke eller Retning enten udsætter dem for at begaa Forbrydelser og derved fremkalder Fare for dem selv og for Samfundet eller medfører betydeligere sjælelige Lidelser for dem”.

Men nu kommer vi så til de grupper, det her i særdeleshed drejer sig om. For Retslægerådet, der var blevet bedt om at kommentere lovforslaget, foreslog nemlig, at mennesker med ”visse nedarvelige organiske Sygdomme, som f.Eks. Døvstumhed og arvelig Blindhed” kunne få tilladelse til sterilisation, hvis de selv bad om det og først ”efter forudgaaende lægelig Vejledning om Indgrebets Følger”.

Og da dette forslag om frivillig sterilisation jo kom fra Retslægerådet, kan det vel ikke udelukkes, at det har inspireret medlemmer af regeringen til at gå videre og foreslå, at disse grupper også blev omfattet af tvangssteriliseringen i den kommende ægteskabslov.

For Steincke var bestemt ikke den eneste i regeringen, som engagerede sig stærkt i eugenikken; for i forbindelse med overvejelser om at ændre og stramme ægteskabsloven fra 1922, skrev socialminister Ludvig Christensen som en mulig udvidelse af Retslægerådets forslag i september 1936 til Justitsministeriet bl.a. at Socialministeriet finder ”Anledning til at bemærke, at det af eugeniske og sociale Hensyn maa anses for uheldigt, at blinde, døve og om end i mindre grad talelidende Børn fødes til Verden, og at man derfor, hvis der maatte kunne opstilles paalidelige Kriterier for Nedarveligheden af disse Defekter, i Tilslutning til Retslægeraadets…Udtalelse skal henstille, at sterilisation, som for sindssyge og epileptikere, kan stilles som Betingelse for Ægteskabs Indgaaelse”.

Det var jo unægtelig en klar melding fra socialministeren, og efter det her, synes jeg, nødvendige historiske tilbageblik, er vi nu igen fremme ved Ernst Jørgensens berettigede indignation. For ifølge avisen BT fra 9. december 1937 – altså langt over et år efter det markante forslag fra socialministeren, vidste DBS’ formand intet om det.

På forsiden af BT stod der: ”Ingen Begrundelse for Ægteskabsforbud mod blinde og døve. Formanden for 2500 blinde om Socialministerens mærkelige Krav om Ændringer i Loven om Ægteskaber.

Det vækker i Dag megen Opsigt, at Justitsministeren under Forelæggelsen af sit Forslag om Ændringer for Ægteskabs Indgaaelse i Gaar i Landstinget meddelte, at Socialministeren havde krævet, at Ægteskabsforbud i Fremtiden også skulde omfatte blinde, døve og talelidende. Der er ikke i første Omgang taget hensyn til Socialministerens Ønsker, idet især en Erklæring fra Retslægerådet om hele Spørgsmålet skal have gjort Ministeren højst betænkelig. Men usandsynligt er det ikke, at der om nogen Tid foreligger et sådant Erfaringsmateriale, at Problemet på ny vil blive taget op til Overvejelse.

Ikke spurgt de blinde.

Dansk Blindesamfunds Formand, Forretningsfører Ernst Jørgensen, siger til Morgen til BT: ”Jeg har selv lige læst Morgenbladet om Ministerens Ændringsforslag, som jeg forud intet kendte til. Hverken Socialministeren eller Justitsministeren har ønsket at høre om Betimeligheden af at forbyde Ægteskab mellem blinde. Men jeg finder Ideen ganske overordentlig mærkelig”.

DBS var altså ikke blevet hørt, mens det derimod var Retslægerådet, som havde gjort socialministeren betænkelig.

Naturligvis blev jeg derfor – ud over mit kendskab til Retslægerådets korte udmelding – meget interesseret i at finde en detaljeret begrundelse for rådets betænkelighed ved lovforslaget. Det viste sig dog at være forbundet med et væld af vanskeligheder, som senere vil blive udfoldet. Det samme gjorde sig mærkeligt nok også gældende, da jeg forsøgte at få kortlagt, hvad DBS havde skrevet om forløbet ud over den før citerede artikel fra foreningens medlemsblad. En gennemlæsning af Forretningsudvalgets mødereferater 1937 – 38 gav nemlig intet resultat, selv om det jo drejede sig om et hidtil uset indgreb i blindes tilværelse, der i første omgang var blevet afværget.

Derimod var BT langt fra den eneste både landsdækkende og provinsavis, som i de følgende dage forholdt sig til Socialministerens udtalelser. F.eks. skrev Børsen 11. december under overskriften:

”GiftermaalsRestriktioner

I det Lovforslag, som Justitsministeren forleden forelagde Landstinget om, at sindssyge, aandssvage, kroniske Alkoholister, Psykopater og Epileptikere ikke maa gifte sig uden ministeriel Tilladelse, oplyses, at Socialministeriet ogsaa havde ønsket at kunne hindre Giftermaal mellem blinde, døve og talelidende.

Hele Forslaget, hvis Formaal er at værne Samfundet mod Nedarvelse af aandelige og fysiske Defekter, er i god Overensstemmelse med Regeringens Bestræbelser for at bringe alting, ogsaa mange privat-personlige Forhold, ind under Myndighedernes Kontrol… Det kan være formaalstjenligt at hindre Idioter i at formere sig, men at tænke paa at hindre aandeligt sunde Mennesker i at gifte sig, fordi de er blinde eller døve, er at skyde langt over Maalet.

Denne Gang har et medicinsk Raad sat Bom for en ministeriel Tanketorsk. Men man kan jo ikke altid vente, at der er et Retslægeraad ved Haanden, naar ”Staten” er paa Afveje”.

Dagen før kunne man i Morsø Folkeblad under overskriften: ”Maa de blinde ikke have noget Familieliv”? bl.a. læse, at: ”Den racehygiejniske Tanke, som Socialminister Ludvig Christensen synes saa stærkt optaget af, slaar dog forhaabentlig ikke an. Der findes utallige Ægteskaber her i Landet mellem Medborgere, som lider under en eller anden Mangel, og de fleste klarer sig udmærket gennem Livets Modgang, men det Familieliv, de lever, er som hos alle andre deres Livs Indhold.

Det er tvivlsomt, at Livet og Samfundet gøres lykkeligere, ved at Mennesker, som mangler en af deres Sanser, ikke maa gifte sig”.

Her kommer så lige citater fra endnu to af de mange avisartikler – først Vendsyssel Tidende 13. december med overskriften: ”En brutal Tankegang”, hvor der stod, at ”Tilværelsens Mening er ikke at gøre Menneskeheden til et Stutteri…Ludvig Christensen tænker naturligvis ud fra det Synspunkt, at Racehygiejne drevet så vidt ud, skal betyde Besparelse af sociale Udgifter, og her er også et Problem, men det er opstået som følge af, at det stive Tarifsystem kun giver Mulighed for Beskæftigelse af de allerbedst udrustede.

At et Menneske, som er blind, som mangler Hørelsen eller har en Talefejl, ikke skulle have sin ret til Livet som andre Mennesker, er en brutal Tankegang”.

Den måske skarpeste pressereaktion kom dog 12. december fra en leder i Aarhus Stiftstidende, hvis skribent under overskriften ”Fanatikere er altid farlige” skrev: ”: ”Vi skal aldrig lægge os til Hvile paa den Sovepude, at overdreven og hensynsløs Racehygiejne er noget, som kun dyrkes af Diktaturstaterne. Ogsaa i vort eget Demokrati er der mange, som er grebet af Tendensen til i stadig højere Grad at favorisere Samfundet paa den Enkeltes Bekostning, og at lade Barmhjertigheden og en ideel Opfattelse af Tilværelsen skubbes til Side til Gunst for en kold Nyttevurdering…Hvis Racehygiejnens Fanatikere nogensinde faar Overhaand og man kan frygte Muligheden, saa skimtes forude et i teknisk Henseende fuldkomment Samfund. Maaske og sandsynligvis kan dets Mennesker ikke længere digte og male.

Til Gengæld kan de allesammen slaa baglæns Saltomortale, for Kroppen er i Orden! Man kan drømme om et saadant Samfund af Atleter og Akrobater. Men man skal ikke gøre det ret længe. For saa kommer man til at fryse”!

Kritikken i Rigsdagen – altså Folketinget og Landstinget – blev dog mindst lige så markant, som den var i aviserne, hvor læsere ikke dengang deltog nær så meget i debatter, som de gør i dag.

Selv om det faktisk var K.K. Steincke, der som justitsminister fremsatte lovforslaget i Landstinget, fik han helt usædvanligt socialministeren til at indlede førstebehandlingen og forholde sig til pressens reaktioner. Steincke var formodentlig temmelig irriteret over de mange kritiske artikler, og da det jo var Ludvig Christensens bemærkninger om blinde, døve og talelidende, aviserne havde kastet sig over, måtte han altså selv tage den del af debatten med de øvrige partier. Senere vil jeg dog give eksempler på, at Steincke formodentlig havde været lige så indstillet på, at de 3 grupper skulle have været taget med i loven.

I sin indledning til Landstingets førstebehandling sagde Ludvig Christensen: ”Jeg har ikke, som de paagældende Blade mener, betingelsesløst gjort mig til Talsmand for, at blinde, døve og talelidende skulde henføres under Loven. Jeg skal som Begrundelse herfor tillade mig at citere Slutningen af Socialministeriets Skrivelse fra september 1936 til Justitsministeriet: “Af eugeniske og sociale Hensyn maa det anses for uheldigt, at blinde, døve og omend i mindre Grad talelidende Børn fødes til Verden, og at man derfor, hvis der maatte kunne opstilles paalidelige Kriterier for Nedarveligheden af disse Defekter, i Tilslutning til Retslægeraadets Udtalelse skal henstille, at Sterilisation, som for sindssyge og epileptikere, kan stilles som Betingelse for Ægteskabs Indgaaelse”. Det vil heraf ses, at Socialministeriet kun gaar ind paa Tanken, hvis der maatte kunne opstilles paalidelige Kriterier for Nedarveligheden af disse Defekter”.

Men selv om Retslægerådet altså ikke kunne opstille sådanne kriterier, hvad der betød, at de tre grupper ikke kom med i loven, havde Ludvig Christensen jo i bemærkningen til forslaget givet udtryk for sin holdning om, at det af eugeniske og sociale hensyn var uheldigt, at der blev født børn, der var blinde, døve eller havde talelidelser. Som mangeårig journalist ligger jeg helt på linje med mine tidligere fagfællers kritik, som Ludvig Christensen derimod ikke havde nogen forståelse for.

Efter hans ret krampagtige indledning gik den tidligere justitsminister, venstremanden Svenning Rytter på talerstolen, og han var ikke mildere stemt end mange af aviserne: “Hvad det foreliggende Lovforslag angår, synes jeg, man skulle have oplyst i Bemærkningerne, at Grundlaget for det, er de to tyske Love, Lov af 14. Juli 1933 om Forhindring af arvesygt Afkom og Lov af 18. Oktober 1935 om Beskyttelse af det tyske Folks Arvesundhed. Disse Love danner i Virkeligheden Grundlaget for det Lovforslag, der her foreligger”.

Herefter gengav han udtalelserne fra Ludvig Christensen og Retslægerådet, som tidligere er citeret og fortsatte: “Så vidt går man i Tyskland, men herhjemme er Mentaliteten heldigvis på dette Punkt anderledes.

Jeg nævnte Titlerne paa de to tyske Love for at vise, at det, man i Tyskland lægger Vægten paa, er, at Børnene kan blive sunde og raske; derfor gøres der alt for at forhindre Ægteskab mellem de omtalte Personer, og derfor griber man til Sterilisation i stor Udstrækning”.

Der var også kritiske kommentarer fra andre i oppositionen, inden justitsminister K.K. Steincke tog ordet: “Den ærede Ordfører for Venstre havde fordybet sig stærkt i tysk Lovgivning i 1933 og 1935…Jeg erindrer, at så langt tilbage som i 1919, da jeg beskæftigede mig med disse Problemer i Anledning af Sociallovgivningens Revision…studerede jeg i høj Grad amerikansk Lovgivning; så vidt jeg mindes, forelå der allerede dengang 135 større Værker om Racehygiejne…så derfor må jeg ganske tilbagevise den ærede Ordfører for Venstre, når han mener, at Grundlaget for dette Lovforslag er de to tyske Love”.

Og så tilføjer Steincke, at den kritiserede udtalelse fra Ludvig Christensen desværre fremstår anderledes, end da den oprindelig blev skrevet. Nogen i embedsværket har begået en fejl, så den er blevet alt for kortfattet og hårdere og mere unuanceret i sin endelige udformning.

Det gjorde mig naturligvis nysgerrig, men ingen af de forarbejder til teksten, det er lykkedes at finde, adskiller sig fra den endelige formulering. Så jeg tror ikke på Steinckes forklaring eller rettere bortforklaring; og hvorfor var det ikke Ludvig Christensen, der selv kom med den?

Under de senere behandlinger i både Lands- og Folketinget fortsatte debatten om, hvorvidt lovforslaget var påvirket af den tyske lovgivning. Her citerer jeg ikke mere bortset fra følgende som eksempel på, hvordan sprogbrug i Rigsdagen kunne være. Johannes Selchau fra Det Frie Folkeparti: “Jeg har engang oplevet at komme i et Hjem, hvor jeg så 5 blå Kødklumper, der kaldtes Børn. Når man har haft en sådan Oplevelse, tror jeg, man vil mene, at en Lovgivning som denne er absolut påkrævet”. Der har formodentlig været tale om åndssvage børn.

Men blandt de argumenter, der i øvrigt gik imod lovforslaget, brugte medlemmer af Det Konservative Folkeparti en religiøs begrundelse ud fra den opfattelse, at det menneskelige legeme var ukrænkeligt. De advarede også imod, at mennesker, der blev steriliseret, kunne leve et meget løssluppent liv uden risiko for at få børn, og det ønskede man af moralske grunde ikke at lægge stemmer til.

Ægteskabsloven blev endelig vedtaget 13. april 1938 af den socialdemokratisk-radikale regering, mens Venstre, Konservative og Det Frie Folkeparti stemte imod, da de ikke kunne acceptere, at alle psykopater blev medregnet.

På det her tidspunkt havde socialreformen med dens øgede udgifter eksisteret i ca. 5 år. Og når det især var Socialdemokratiet, der praktiserede de eugeniske tanker, skyldtes det ikke mindst, at partiet med sit sociale engagement ville sikre mennesker med forskellige handicap et eksistensgrundlag. Men prisen for dette økonomiske sikkerhedsnet var så til gengæld, at de skulle forhindres i at få børn, så man bl.a. kunne begrænse samfundsudgifterne.

Forløbet omkring de forskellige love, der er omtalt, er efterfølgende blevet kritiseret for, at man stolede for meget på en upræcis videnskab og tilsidesatte grundlæggende menneskerettigheder.

Et af mine væsentligste formål med den her undersøgelse drejede sig som nævnt om at finde en detaljeret begrundelse for Retslægerådets betænkelighed ved at medtage blinde, døve og talelidende i ægteskabsloven. Det viste sig dog at være forbundet med mange undrende overraskelser gennem det meste af processen.

Uden her at give en detaljeret orientering om hele forløbet, gennemgik jeg rådets årsberetninger 1935 – 38, som ikke indeholdt den mindste antydning af den begrundelse, det her drejede sig om. Heller ikke i det jubilæumsskrift, Retslægerådet i 2009 udgav, da det fyldte 100 år, var der gevinst. For ordet blind fandtes simpelthen ikke i rådets egen historie.

Denne mangel på disse væsentlige oplysninger gjorde til gengæld Retslægerådet meget interesseret i, hvad jeg evt. kunne finde frem til. Men undersøgelser af forskellige arkiver i både Justits- og Socialministeriet har heller ikke givet resultat.

Derfor prøvede jeg så også at få hjælp fra kunstig intelligens, og til min store glæde præsterede Google Bard på få sekunder et ret omfattende svar, hvis centrale indhold kommer her: ”Jeg har i Rigsarkivet fundet en betænkning fra Retslægerådet fra 1937, hvor rådet besvarer et spørgsmål fra Justitsministeriet om, hvorvidt det var hensigtsmæssigt at indføre en lov, der krævede sterilisering af blinde, talelidende og døvstumme, før de kunne indgå ægteskab. Retslægerådet afviser forslaget med følgende begrundelse: “Et lovforslag, hvorefter blinde, talelidende og døvstumme ikke ville kunne indgå ægteskab, medmindre de var blevet steriliseret, vil ifølge rådets opfattelse være i strid med grundlovens § 72, der fastslår, at enhver har ret til at gifte sig”. Betænkningen har titlen “Om ægteskabsberettigelse for døvstumme, blinde og talelidende”.

Jeg kontaktede straks Rigsarkivet, hvor en meget hjælpsom medarbejder ret hurtigt konstaterede, at denne betænkning ganske enkelt ikke findes. Og referencen til grundloven var her lige så ubrugelig, da den paragraf, der bliver henvist til, intet har at gøre med ægteskab men drejer sig om boligens ukrænkelighed og privatlivets fred.

Google Bard har altså kombineret forskellige oplysninger til en umiddelbart meget overbevisende tekst, og skønt jeg ofte med godt resultat har benyttet forskellige former for kunstig intelligens, er det her jo en lærerig illustration af, hvor vigtigt det er at kontrollere de oplysninger, som AI er så villig og hurtig til at formidle.

Det er altså ikke lykkedes at finde flere argumenter for Retslægerådets holdning, og måske må man bare konkludere, at der aldrig har eksisteret en mere detaljeret begrundelse. Men under alle omstændigheder forekommer det underligt, at en så væsentlig indsats ikke er omtalt noget sted i rådets historie.

Jeg tog så kontakt til Toke Bek, som er professor i øjensygdomme på Aarhus Universitetshospital for at høre, hvad han kan forestille sig især har været årsag til rådets udtalelse. Og når man kommer med en sådan vurdering så mange år efter, at noget har fundet sted, er det naturligvis nødvendigt at tage forskellige forbehold, og Toke Bek skriver: “Jeg formoder, at Retslægerådets konklusion bygger på en viden om betydningen af arvelige sygdomme for udvikling af synshandicap, som ikke har været tilgængelig for socialministeren, der stillede lovforslaget”. Ludvig Christensen og andre i regeringen har altså ikke vidst nok om, hvor lille sandsynligheden for arvelig blindhed var, men vi ved jo så heller ikke, om Retslægerådet ville have bakket regeringen op, hvis risikoen for arvelig blindhed havde været væsentlig større.

De mange forgæves forsøg på at finde mere detaljerede oplysninger fra Retslægerådet førte heldigvis til andre ganske interessante resultater. Under en gennemgang af breve til og fra Socialministeriet lå der nemlig et dokument med overskriften: ”Svar til Den Døve Socialist”. Selv om jeg jo primært ledte efter noget om blinde, lød den dog så kuriøs, at dokumentet var en undersøgelse værd. Det viste sig, at ”Den Døve Socialist” var titlen på et foreningsblad udgivet af ”Socialdemokratisk Døvstummeforening”, og den første overskrift på forsiden af nummeret fra maj 1935 hed simpelthen: ”Er Døve uegnede til at opdrage Børn”? Den henviste til et diskussionsmøde i Studenterforeningen om sterilisationsloven, der blev vedtaget 11. maj samme år.

I artiklen stod der, at ”Hr. Socialdirektør Fenger kunde tænke sig, at Loven ogsaa kom til at omfatte Døve og Blinde, da de er uegnede til at opdrage Børn”. Denne markante udmelding gav anledning til flere udtalelser fra døve i bladet, hvor bl.a. foreningens formand, som havde måttet have hjælp af hørende til sine børns opdragelse, erklærede sig enig med socialdirektøren, mens andre døve var fuldstændig uenige i denne opfattelse, og der blev givet udtryk for, at en så generel holdning var ”en Uforskammethed” fra rådets formand, og bladets redaktør leverede følgende skarpe betragtning: ”Min Erfaring er, at Børn, der har døvstumme Forældre, er mindst lige saa kvikke og vaagne som de Børn, der har Forældre med alle deres Sanser i Behold. Og at ikke alle normale Forældre er egnede som børneopdragere, kan vore Opdragelsesanstalter give talende Bevis på”. Og ”Hr. Socialdirektør Fengers Udtalelser aabenbarer, at han har meget lidt Kendskab til Døvstummes praktiske Liv”.

Socialdirektøren, der andre steder betegnes som kontorchef i Socialministeriet, havde jo også under mødet i Studenterforeningen sagt, at heller ikke blinde var egnede til at opdrage børn. Men jeg har ikke fundet reaktioner fra DBS eller blinde i det hele taget på denne meget kategoriske udtalelse, hvad der måske hænger sammen med, at den blev refereret i et foreningsblad for døvstumme.

Her blev O. Fenger naturligt nok bedt om en uddybende forklaring; den kom i augustnummeret og var mindst lige så interessant som det, han havde sagt i Studenterforeningen: ”Vender man Blikket mod Tyskland, der på det eugeniske, det racebiologiske Område har den mest udpenslede Lovgivning, ser man, at den tyske Lov af 1934 hjemler Adgang til Sterilisation af Personer, der lider af bl.a. medfødt arvelig Aandssvaghed, Schizofreni, Blindhed og Døvhed.

Loven åbner Mulighed for, at der fødes så få Børn som muligt, som fra Fødselen er hæmmet ved en sådan Defekt. Dette Lovens Formål finder jeg respektabelt, så vist som jeg finder, at det er et frygteligt, uforskyldt Handikap, altså en Ulykke at være døv.

Jeg må have lov til at mene, og deri er der for de døve ikke det allermindste fornærmende, at døve Forældre på Grund af deres Handicap er mindre egnede end hørende Forældre til opdragerens vanskelige Kald, og jeg må have lov til at betragte det som et gode for de døve, at den nye Sterilisationslov kom til at indeholde Hjemmel for døve Forældre, som nærer Frygt for at forplante Slægten og i den mulig deres Døvhed, til at begære sig steriliserede”.

Med baggrund i O. Fengers udtalelse i Studenterforeningen kan man nok gå ud fra, at han har haft samme holdning til blinde, som jo nu også fik mulighed for at ansøge om sterilisation. Og jeg har svært ved at forestille mig, at han som topembedsmand i Socialministeriet, mens Steincke var socialminister, ville være kommet med sin klare udmelding i Studenterforeningen, hvis hans magtfulde politiske chef havde været imod det. Det samme har formentlig også været tilfældet, da Fenger henviste til den før citerede tyske racebiologiske lov fra 1934, hvis formål han jo fandt respektabelt.

I den sammenhæng kan jeg Ikke lade være med at nævne, at Steincke, iflg. tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, på Folketingets talerstol i 1938 roste sig af, at der i år er færre jøder i Danmark end sidste år. Og Per Stig Møller tilføjer, at jøder, der kom fra Tyskland, blev sendt videre til Norge.

Men som professor emerita Lene Koch skriver i artiklen ”Dansk og tysk racehygiejne” fra 1995, kan ”kun den groveste betragtning hævde, at de skandinaviske lande udførte forbrydelser, der kan tåle sammenligning med dem, der udførtes i Tyskland, i racehygiejnens navn”. I samme artikel fremgår det dog også, at der eksisterede ”et betydeligt teoretisk og praktisk fællesskab mellem tyske nazistiske genetikere og andre vestlige videnskabsmænd både før, under og efter Det tredje Rige”. F.eks. bad to tyske professorer i 1947 direktøren for Institut for Arvebiologi og Eugenik ved Københavns Universitet, Tage Kemp ”om en erklæring om deres videnskabelige arbejdes betydning for efterkrigsperiodens forskning”. De var begge internationalt anerkendte videnskabsmænd, havde været medlemmer af det nazistiske parti og bidraget til den nazistiske racehygiejnes forbrydelser. Den ene havde bl.a. været ”mentor og sponsor for Auschwitzlægen Joseph Mengele”, mens den anden som en del af sin karriere var ”aktiv i arbejdet for gennemførelse af både sterilisations- og eutanasilovgivning (altså lovgivning om såkaldte medlidenhedsdrab) i Nazityskland”.

Tage Kemp havde haft venskabelige og kollegiale relationer til begge før krigen og gav dem de ønskede erklæringer. Begge blev senere ansat i nye professorater og bidrog såmænd også med artikler til Tage Kemps 60-års fødselsdagsskrift i 1956.

Der var altså før Anden Verdenskrig udveksling af erfaringer på det eugeniske område mellem flere lande, og jo ikke blot blandt videnskabsfolk. Men så sent som i 1949 gik Danmark i modsætning til andre lande faktisk så langt i sit engagement for retten til at foretage tvangssterilisation af åndssvage, at den meget anerkendte danske jurist Max Sørensen foreslog, at dette skulle tages med som en undtagelsesbestemmelse for Danmark i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder.

Forslaget blev fremsat på et møde i FN’s kommission om menneskerettigheder, og Max Sørensens begrundelse, som han også brugte året efter, var bl.a., at ”Mange års erfaringer har lært danske eksperter, at det ikke altid var nødvendigt at indespærre de åndssvage i institutioner i fællesskabets interesse; de kunne få lov til at blive i frihed, såfremt de var steriliserede eller kastrerede. At ændre den lovgivning ville være et tilbageskridt”.

Det danske udspil vakte markante reaktioner. F.eks. henviste den franske, libanesiske og sovjetiske repræsentant direkte til naziregimets gerninger herunder udryddelseslejrene. Max Sørensen forsvarede sit forslag med, at det med love fra 1934 og -35 var en godkendt og anvendt praksis i Danmark.

Det er Steven L.B. Jensen – seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder, som for nogle år siden ved et tilfælde i et gammelt FN-mødereferat stødte på de her opsigtsvækkende oplysninger, som han aldrig tidligere havde hørt om.

Max Sørensen blev i øvrigt senere præsident for Den Europæiske Menneskeretskommission.

Det danske ønske om tvangssterilisation blev jo ikke anerkendt som en del af menneskerettighederne, men hvis man havde vedtaget undtagelsesbestemmelsen, ville andre lande iflg. Steven L.B. Jensen også kunne benytte denne mulighed.

Frem til 1967, hvor det ikke længere var tilladt, blev omkring 13.000 tvangssteriliseret her i landet. Professor Jesper Vaczy Kragh har dog i sin fremragende bog ”Erling og åndssvageforsorgen” fra 2022 vist, at flere så sent som i 1970’erne blev steriliseret for at komme ud af åndssvageforsorgens institutioner.

Men i 1930’erne slap blinde, døve og talelidende altså med skrækken. Kan man så sige, at alt for dem dermed bare blev såre godt, som det hedder i 1. Mosebogs skabelsesberetning? I hvert fald har samfundet ikke derefter forsøgt at stille krav om, at mennesker med disse handicap ikke skal have ret til livet.

Men i mange år har det ved brug af fosterdiagnostik været muligt at registrere stadig flere genetiske defekter, så forældre indenfor abortgrænsen har mulighed for at fravælge børn med forskellige handicap. Kennedycentret i Hellerup oplyser, at man i omkring 20 år har været i stand til at genteste fostre for en del øjensygdomme, og hvis der hos kommende forældre er risiko for en alvorlig arvelig gendefekt, kan de benytte denne mulighed. Og fravælger stadig flere forældre børn med forskellige handicap, jo større mulighederne bliver, nærmer vi os vel i praksis det lovforslag, som Retslægerådet for ca. 90 år siden fik forhindret?

Naturligvis er der stor forskel på samfundets ønske om, at mennesker med bestemte handicap af bl.a. samfundsøkonomiske hensyn ikke måtte fødes og så, at forældre selv har ret til at afgøre, hvilke børn de ikke vil have. Men konsekvensen kan jo blive den samme – selvfølgelig i mindre omfang– nemlig, at nogen børn ikke findes egnede til at få en tilværelse.

Det var lige et kort nutidsperspektiv på et ca. 90 år gammelt forløb, som heldigvis endte godt for blinde, døve og talelidende samt deres og måske også senere generationers børn. jeg ved jo ikke, hvor længe en sådan lov ville have eksisteret men er sammen med mange andre lykkelig for, at den aldrig blev til noget.

Noter

1: I den her sammenhæng er det § 10 i ændringen af Ægteskabsloven fra 1922, som har særlig Interesse. Her står der bl.a.: ”Den, som er sindssyg, aandssvag, Psykopat i højere Grad eller kronisk Alkoholist, maa ikke indgaa Ægteskab uden dertil af Justitsministeriet meddelt Tilladelse…Saadan Tilladelse kan kun meddeles, saafremt Justitsministeriet efter indhentet Erklæring fra Retslægeraadet skønner, at det under Hensyn til Lidelsens Art, den ringe Fare for Overførelse paa Afkommet maa anses for forsvarligt, at Ægteskabet indgaas.

Tilladelsen kan betinges af, at den paagældende lader sig underkaste Sterilisation”.

2: Retslægerådet har eksisteret siden 1909 og afgiver lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold. Rådet består af læger med hhv. psykiatriske og somatiske specialer, og medlemmerne udvælges via offentligt opslag og vurdering i faglige bedømmelsesudvalg og indstilles af justitsministeren.

3: Med vedtagelsen af grundloven i 1849 fik Danmark et tokammersystem, som bestod af Folketinget og Landstinget. En tredjedel af Landstingets medlemmer blev indtil 1915 valgt af kongen, og både for at få stemmeret til og blive medlem af Landstinget skulle man være ældre, end når det drejede sig om Folketinget. Landstinget blev dermed væsentligt mere konservativt, og alle love skulle vedtages i begge ting for at være gyldige. Op igennem 1930’erne blev der en stadig mere ensartet partimæssig sammensætning i de to ting, og Landstinget forsvandt ud af dansk politik med grundlovsændringen i 1953.

Kilder: Ud over referencer nævnt i teksten, avisartikler, arkivalier fra Folketingets Bibliotek, Rigsarkivet, Retslægerådet, Justits- og Socialministeriet er følgende skriftlige kilder benyttet:

Duedahl, Poul: Billeder fra en anden verden – De Kellerske Anstalters historie, 2019.

Kirkebæk, Birgit: Sprogø og Livø – danske ø-anstalter for uønskede. Fra ”Historisk Udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933 -1980”, 2022.

Kaarsted, Tage: De danske ministerier, bind 2, 1977.

I forbindelse med min research har jeg fra Blindehistorisk Selskab og Blindes Støttefond fået økonomisk hjælp til nødvendig seende assistance.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Lille Fredensvej 1C st. tv.
2920 Charlottenlund
Mobil +45 30 44 44 36
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Bestyrelsesmedlem
Flemming Georg Meier
Odensegade 7, 3. sal til højre
2100 København Ø
Mobil +45 22 16 13 79
Mail: meier@edu.au.dk

 

Blindehistorisk Selskabs nyhedsbrev nr. 2 / 2025

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

2. Referat af Blindehistorisk Selskabs generalforsamling på Fuglsangcentret 1. marts 2025, af næstformand Lena Bang

3. Nekrolog om Lis Vibeke Wallin, af organist Erik Bremer

4. Kronikken der aldrig kom i avisen, af fhv. overlærer Peter F. Hansen

5. Historisk Selskab for Handicap og Samfund – HSHS, af Professor Birgit Kirkebæk

6. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden

Af Poul Lüneborg

Slår man op i Dansk Blindesamfunds medlemsblade, årsberetninger og lignende vil man altid kunne pege på et jubilæum. Hvis man i år ser 100 år tilbage på 1925, er der flere forhold, som kan nævnes.

Ejendommen Folkets Gave på Østerbro på hjørnet af Randersgade og Bogensegade blev indviet den 2. december 1924, så 1925 var året, hvor foreningen for alvor skulle tage denne epokegørende nyerhvervelse i brug. Ud over at skaffe boliger til mange blinde, blev bygningen rammen om foreningens eget punktskriftstrykkeri og kontor.

Ud over arbejdet med erhvervssagen, som i dette år blev analyseret i en kommission, er der dog én sag som på helt afgørende måde skiller sig ud.

Det drejer sig om opstarten som et forsøg, den 1. april 1925 af Statsradiofonien, under ledelse af kammersanger Emil Holm, et hverv, som han bestred frem til 1937.

Denne for blinde helt fantastiske nyskabelse kom til verden i kraft af nogle meget dygtige og engagerede efterkommere af vores verdensberømte opfinder H.C. Ørsted fra Rudkøbing.

Ingeniør Valdemar Poulsen, ansat ved Københavns Telefonselskab, opfandt i 1902 sammen med ingeniør Peder Oluf Pedersen buegeneratoren (også kaldet lysbuesender), der revolutionerede den trådløse telegrafi. i 1908 præsenterede den italienske opfinder Markoni udviklingen af radiorøret, som gav helt nye muligheder for radiospredning. Opfinder Peter Laurids Jensen, tidligere medarbejder hos Valdemar Poulsen, opfandt i 1915 den første højttaler: Magnavoxhøjttaleren – eller den store stemme, som han også kaldte den. Med disse opfindelser var forudsætningerne skabt for det vi i dag kender som radiofoni.

Der er her i 2025 hvor vi fejrer Danmarks Radios 100-års jubilæum, grund til at citere Dansk Blindesamfunds formand Martinus Christiansens betragtninger ved radiofoniens fremkomst. ” Den er vel nok en af vor tids største opfindelser. Dette, at man ad usynlige veje kan komme i forbindelse med omverden, lyder som et eventyr, men er en virkelighed, som jo nu allerede er almindelig kendt og benyttet.”

Han havde selv anskaffet sig en radio og kunne derfor tale med om spørgsmålet af egen erfaring. Han ilede da også med “at sige det straks”, at han var” overordentlig begejstret derfor. Det er ikke alene underholdning, der gør det betydningsfuldt, men i første række den kulturelle betydning, det har at kunne høre foredrag om forskellige emner og af de bedste foredragsholdere på bestemte områder, opera og anden musik, såvel her hjemme fra som fra udlandet og på gode apparater, der er saa fuldkomment, at ingen del af tale eller musik går tabt.” Alle blinde burde derfor efter hans mening have en radio.

”I Foråret 1925 afholdt Dansk Radioklub en udstilling i København og i forbindelse hermed en tombola, hvis overskud skulde danne en fond for anskaffelse af radio til blinde og vanføre.

Fondens bestyrelse søgte straks samarbejde med os, og det har været præget af forståelse for sagens overordentlig store betydning for blinde, der ad denne vidunderlige opfindelses vej kan komme i kontakt med omverdenen.”

Ud over den kulturpolitiske revolution som radioen betød for blinde i årene efter 1925, blev den tillige en mulighed for blinde musikere. Det berømte triospil, som Karl Bjarnhof omtaler i sit erindringsværk ”Kølvandsstriber” fra 1968 var en trio bestående af pianisten Aksel Agerby, violinisten Christian Kjellerup og karl Bjarnhof på cello. De var ansat til at være til rådighed, når der var en pause mellem 2 udsendelser. Dengang havde man ikke mulighed for at afspille musik fra grammofonplader eller fra en båndoptager. Kendskabet til disse 3 musikere blev derfor deres store chance for at nå ud til et stort publikum.

Det forunderlige er, at radioens betydning for blinde er i dag lige så stor som for 100 år siden, til trods for informationsteknologiens udvikling.

Ud over Lena Bangs fine referat af selskabets generalforsamling den 1. marts i år, kan man i dette nyhedsbrev læse en meget smuk og tankevækkende nekrolog af Erik Bremer i anledning af organist Lis Vibeke Wallins død.

Derudover har Peter Frederik Hansen sammenfattet sine tanker om udviklingen af synshandicappedes uddannelsesmuligheder gennem de forgangne knap 50 år.

Nyhedsbrevet afsluttes med en informationsartikel af professor Birgit Kirkebæk om ”Historisk Selskab for Handicap og Samfund”, som i den grad har brug for støtte til at blive kendt i en større offentlighed.

Hermed vil jeg ønske alle god læselyst. Samtidig vil jeg håbe at se mange medlemmer med venner og familie til selskabets kommende fødselsdagsarrangement fredag den 21. november 2025 om eftermiddagen i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup, nærmere information om arrangementet udsendes senere, men sæt allerede nu kryds i kalenderen.

2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk Selskab på Fuglsangcentret i Fredericia lørdag den 1. marts 2025

Af næstformand Lena Bang

Mødet havde følgende dagsorden:

Punkt 1. Åbning og velkomst ved formand Poul Lüneborg

Formand Poul Lüneborg bød velkommen til dette års generalforsamling. 

Punkt 2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

Deltagerne blev råbt op. Der var 26 til stede.   

Punkt 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

Som dirigent blev Susanne Nolsøe foreslået og valgt. Hun konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet, idet invitationen havde været bragt i årets første nyhedsbrev samt i medlemsbladet.  Som stemmetællere valgtes Erik Vind Frost og Jesper Kryger, og Lena Bang blev valgt som referent.       

Punkt 4. Godkendelse af dagsorden

Dagsordenen blev godkendt. 

Punkt 5.  Referat af sidste års generalforsamling

Dette var, efter at have været godkendt af bestyrelsen og dirigenten, bragt i nyhedsbrev nr. 2 fra 2024. Forsamlingen tog denne oplysning til efterretning.  

Punkt 6.  Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2024 – 2025 til godkendelse

Formanden gennemgik hovedpunkterne i årsberetningen, idet denne havde været bragt i nyhedsbrev nr. 1 2025. Dermed havde alle medlemmer haft mulighed for at læse beretningen i sin helhed. 

I det forgangne år har bestyrelsen haft følgende sammensætning: Formand Poul Lüneborg, Næstformand Lena Bang, Kasserer John Heilbrunn, redaktør Ove Gibskov, bestyrelsesmedlem Jytte Nielsen samt 1. suppleant Leif Martinussen og 2. suppleant Thorvald Kølle.

Bestyrelsen har afholdt fire møder, hvoraf de tre har fundet sted i Handicaporganisationernes hus i Høje Taastrup, mens et blev afholdt på Fuglsangcentret i Fredericia. Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith har så vidt muligt deltaget i bestyrelsesmøderne.

Ved udgangen af 2024 havde selskabet 127 medlemmer. Nogle var faldet fra grundet dødsfald og andre ønskede ikke at opretholde deres medlemskab. Vi har stadig vores fem kollektive medlemmer, som er Synscenter Refsnæs, Nota, Instituttet for blinde og svagsynede, den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde og Bredegaard. Formanden understregede vigtigheden af, at flere både synshandicappede og seende melder sig ind i selskabet. Bestyrelsen forsøger at udbrede kendskabet til selskabet ved jævnligt at informere i Dansk Blindesamfunds medlemsblad under rubrikken meddelelser.

Den 5. december deltog selskabet i markeringen af 100-årsdagen for Nota. I den anledning udgav Blindehistorisk Selskab en beretning om udviklingen af blinde og svagsynedes adgang til litteratur gennem de 100 år. Beretningen indeholder blandt andet en kort beskrivelse af de ti ledere, der har stået i spidsen for virksomheden gennem alle årene. Denne kan læses på selskabets hjemmeside og lånes på Nota. Dette var en fin anledning til at sætte fokus på historiens betydning.

Selskabets medlemsliste blev udsendt til alle medlemmer med en mailadresse den 13. maj sidste år. Derefter blev den udsendt på henholdsvis Daisy, punkt og sort til de medlemmer, der ønskede at modtage listen på disse medier. Medlemslisten er udelukkende en intern liste, som kun skal bruges af medlemmerne. Derfor lægges den heller ikke på hjemmesiden. Når en person melder sig ind i selskabet, bliver vedkommende bedt om skriftligt at tage stilling til, om man ønsker at stå på medlemslisten og med hvilke kontaktoplysninger. Det enkelte medlem har selv ansvar for at ajourføre sine egne oplysninger. Formanden påpegede vigtigheden af, at medlemslisten er så opdateret som muligt for at undgå fejl.                     

Den blindehistoriske arbejdsgruppe mellem Blindehistorisk Selskab og Dansk Blindesamfunds fritids- og kulturpolitiske udvalg har også i det forgangne år bestået af Poul Lüneborg og Ove Gibskov fra Blindehistorisk Selskab og Karen Marie Pedersen og Dennis Bonet Aabank fra fritids- og kulturpolitisk udvalg. Denne gruppe har eksisteret siden 2014. Det seneste møde i gruppen blev afholdt den 19. august 2024. Foruden arbejdsgruppen deltog samlingsleder Jon Meyer og samlingsassistent Maria Thode Jensen fra Medicinsk Museion, Jesper Bentil Holten fra Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg samt Winnie Ankerdal fra den ad hoc gruppe, som blev nedsat i begyndelsen af 2024.

Der er blevet udarbejdet en handlingsplan for anskuelsessamlingen fra Synscenter Refsnæs, hvilket har resulteret i, at der er overdraget en stor samling billeder til Medicinsk Museion. Derudover har handlingsplanen resulteret i, at Karen Marie Pedersen og Winnie Ankerdal har foretaget en grovsortering af genstande fra Synscenter Refsnæs, som har været benyttet i undervisningen. Udover anskuelsessamlingen har det vist sig, at samlingen også rummer en del undervisningsmateriale og grammofonplader, som Dansk Blindesamfunds podcast-redaktion er interesserede i.  Der arbejdes stadigvæk på at findes opbevaring af disse samlinger, idet de ikke længere kan opbevares på Synscenter Refsnæs. Det er ønsket, at samlingerne på et tidspunkt kan opbevares hos Medicinsk Museion.

Endelig nævnte formanden, at samlingsleder Jon Meyer efter 26 år var gået på pension. Dette var blevet markeret ved en afskedsreception den 4. december.

Der vil også ske ændringer i den blindehistoriske arbejdsgruppe, fordi Karen Marie Pedersen stopper som formand for fritids- og kulturpolitisk udvalg, og Ove Gibskov heller ikke genopstiller til bestyrelsen for Blindehistorisk Selskab.

Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith er stadig godt i gang med udarbejdelsen af bogen ’Et liv i lys og skygge’, der handler om Mariendalshjemmet på Frederiksberg, et hjem for arbejdsføre blinde kvinder, som fungerede fra 1900 til 1976. Projektet forventes afsluttet i løbet af 2025. Dansk Blindesamfund har bevilget 15.000 kr til projektet og Blindehistorisk Selskab vil bevilge det resterende beløb på godt 18.000 kr.

I forbindelse med Ove Gibskovs projekt om ægteskabsloven fra 1937 gav han tilsagn om at holde foredrag om emnet på selskabets fødselsdag, der skal afholdes i november 2025. Der vil også komme en artikel i nyhedsbrev nr. 1 i 2026 samt i Handicaphistorisk Tidsskrift.

I løbet af 2024 er der udgivet tre nyhedsbreve. Dette bliver udgivet i daisyformat, mail, punkt og sort. Alle medlemmer kan således modtage nyhedsbrevet på det medie, de ønsker. Formanden takkede alle, der havde indsendt artikler af blindehistorisk karakter og opfordrede til fortsat at indsende bidrag til nyhedsbrevet.

Selskabet har afholdt følgende arrangementer:

Jazzkoncert i forbindelse med generalforsamlingen 2024 afholdt den 9. marts på Fuglsangcentret. Koncerten blev fremført af et orkester bestående af blinde musikere, der kalder sig OK24. Musikerne var: Lars Svaneborg vibrafon, Flemming Nørgaard bas, Heidi Madsen trommer, Lars Bang Andersen saxofoner (baryton, tenor og sopran) og Thorvald Kølle trompet og flygelhorn. Jazzmusikken, som blev spillet, var fra 1940erne til 1960erne. Denne koncert blev optaget af René Nielsen og kan rekvireres ved henvendelse til bestyrelsen.

Søndag den 10. marts blev der i tilknytning til generalforsamlingen afholdt et foredrag om blinde tiggere. Det blev fremført af John Heilbrunn, Jytte Nielsen og Lena Bang, der belyste emnet fra forskellige synsvinkler. Hvordan fremstår vi som blinde i et moderne indsamlingssamfund? Hvor går grænsen mellem at udøve sin kunst eller at falbyde sine evner af varierende kvalitet til egentligt tiggeri? Dette arrangement er ligeledes blevet optaget og kan høres på selskabets hjemmeside.

Fredag den 15. november afholdt Blindehistorisk Selskab sin 30-års fødselsdag. Arrangementet fandt sted i Handicaporganisationernes Hus i Høje Tåstrup i mødelokale København. Alle selskabets medlemmer var blevet inviteret. Ca. 40 personer var mødt op. Begivenheden bød på et meget spændende foredrag af medlem Arne Christensen, der på en særdeles levende måde fortalte om sin tur på ski til Sydpolen. Under hele arrangementet serverede selskabet forskellige former for snacks samt drikkevarer. Dette arrangement blev ligeledes optaget af Henrik Olsen og kan høres på selskabets hjemmeside. Efter denne gennemgang af årsberetningen satte formanden den til afstemning. Årsberetningen blev enstemmigt godkendt.                                  

Punkt 7.  Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2024 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse

Kasserer John Heilbrunn gennemgik regnskabet. Selskabet kom ud af 2024 med et underskud på ca. 8000 kr. Det skyldes, at vores økonomi de senere år har været virkelig god. Det har betydet, at selskabet har fået mulighed for at finansiere forskellige projekter, f.eks. projektet om Mariendalshjemmet.

Under dette punkt fremførte Hanne Skipper, at det ikke kunne passe, at bestyrelsen fik dækket taxakørsel i forbindelse med møder og arrangementer. Hun opfordrede til at benytte flextrafik. Til det svarede René Nielsen, at flextrafik ikke altid er særligt fleksibelt f.eks. i forhold til ankomst- og afhentningstidspunkter. Poul Lüneborg nævnte, at bestyrelsesmedlemmer i princippet selv skal betale for transport i forbindelse med bestyrelsesmøder. I forbindelse med møder og arrangementer på ukendte steder kan der bevilges taxakørsel, eksempelvis mellem en station og stedet, hvor mødet afholdes. I forbindelse med kassererens ulykke, der gjorde det umuligt at færdes med offentlig transport, blev der bevilget taxa til bestyrelsesmøder. Af andre synspunkter i denne debat kan nævnes, at vore medlemmer har forskellige forudsætninger for at færdes, og at det derfor må være det at komme trygt og sikkert frem, der er det vigtigste. Det er svært at finde frivillige, så det skal ikke afhænge af, hvor dygtig man er til at færdes. Det kan være vanskeligt for nogen, hvis man kun må bruge flextrafik, idet man kun har 104 enkeltture om året. Dette medfører, at man hurtigt får opbrugt sin kvote. Med disse indspark blev regnskabet godkendt med applaus.                  

Punkt 8. Fastsættelse af kontingent

Bestyrelsens forslag om at fastholde kontingentet på 150 kr. blev tiltrådt af en enig forsamling.

Punkt 9.  Indkomne forslag

Der var indsendt to forslag fra Henrik Olsen.

Det første forslag gik ud på, at selskabet skulle halvere kørselsudgifterne til max 3.000 kr. pr. år. Dette blev debatteret under punktet godkendelse af regnskab. Forslaget blev således forkastet. 

Det andet forslag gik ud på at droppe honorarer både til optagelser af arrangementer samt redigering af disse. Bestyrelsen er som udgangspunkt enig i dette, men der kan være særlige tilfælde, hvor der ydes en særlig indsats med professionelt udstyr, som eksempelvis optagelse og redigering af jazzkoncerten med OK24. Ingen stemte for forslaget. Tre undlod at stemme, mens 19 stemte imod. Således blev forslaget forkastet.                

Punkt 10. Valg af bestyrelsesmedlemmer, suppleanter, revisor og revisorsuppleant

A. Kasserer for to år. John Heilbrunn ønskede genvalg, og blev enstemmigt valgt med applaus.

B. Valg af bestyrelsesmedlem for en toårig periode. Jytte Nielsen genopstillede, og blev valgt uden modkandidater.

C. Valg af bestyrelsesmedlem for et år. Redaktør Ove Gibskov blev på sidste års generalforsamling valgt for et år. Han ønskede ikke genvalg. Som ny kandidat stillede Flemming Meier op. Han blev enstemmigt valgt.

D. Valg af to suppleanter for et år. Leif Martinussen og Thorvald Kølle var begge villige til genvalg. Leif Martinussen blev valgt som 1. suppleant og Thorvald Kølle som 2.  suppleant.

E. Valg af to revisorer. Kurt Nielsen og Nete Parkov blev sidste år valgt som revisorer, og de var begge villige til genvalg. De blev begge genvalgt.

F. Valg af revisorsuppleant. Hanne Skipper blev enstemmigt genvalgt.

Punkt 11. Eventuelt

Ove Gibskov fortalte kort om Historisk Selskab for Handicap og Samfund (HSHS), hvor han sidder som repræsentant. Herefter gav dirigenten ordet til formanden, der takkede for en god generalforsamling.

Referent Lena Bang.           

Bestyrelsen har den 18. maj 2025 godkendt referatet, ligesom dette er blevet underskrevet den 19. maj 2025 af mødets dirigent Susanne Nolsøe.

3. Nekrolog – Lis Vibeke Wallin 21. maj 1947 – 14. februar 2025

Af organist Erik Bremer

Lis Wallin blev født i Gedser ind i en kærlig og tryg familie, som gav hende et solidt fundament for en stabil barndom. I 1954 tog hendes liv en ny drejning, da hun forlod hjemmet for at starte på blindeskole i Kalundborg. Hendes forældre, dybt engagerede i hendes trivsel og udvikling, traf den rørende beslutning at flytte hele familien til Kalundborg, så de kunne være tættere på Lis og støtte hende i hendes skolegang.

På Refsnæsskolen blev Lis introduceret til musikkens forunderlige verden. Hun lærte at læse noder, spille klaver og blev bekendt med en række forskellige instrumenter. Ved en julegudstjeneste blev den lille pige betaget af orglets styrke, og fast i mælet konstaterede hun, at hun ville være organist! – Sådan blev det!

Lis Wallin, en talentfuld organist og musiker, indledte sin professionelle karriere som elev af den anerkendte organist Henning Riiser (1938 – 2005), hvis vejledning hun fulgte frem til sin organisteksamen i 1971. Siden udvidede hun sin horisont under Jørgen Berg (1928-2016), en respekteret dirigent og docent ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvis undervisning blev en afgørende faktor i hendes musikalske udvikling. Med en kantoreksamen i 1973 cementerede hun sin position som en dygtig musiker.

Lis Wallin berigede sin uddannelse yderligere med studier i musikteori hos komponisten Erik Jørgensen (1912 – 2005), hvis arbejde var præget af indflydelser fra mestre som Bartók og Stravinsky, inden han dykkede ned i Schönbergs tolvtoneteknik.

Desuden modtog hun klaverundervisning af Egil Harder (1917 – 1997), kendt for sin melodi til “Den blå anemone”.

Vor Frue kirke i Kalundborg blev opført af Esbern Snare omkring 1170, men færdiggjort af hans datter Ingeborg og hendes mand Peder Strangesen i 1220. Kirken er enestående i verden: Dens grundplan er et græsk kors, hvor hver af de fire korsarme afsluttes med et tårn, og det femte tårn rejser sig, hvilende på fire granitsøjler, over kirkens midtpunkt. Kirkens borgagtige udseende skyldes ikke, at den har været led i byens forsvar, men det skal lede tanken hen på “Det himmelske Jerusalem”, hvor Gud og mennesker ifølge bibelen ved tidernes ende skal bo sammen.

Musiklærer på Refsnæsskolen Viggo Wøhlk Poulsen (1906 – 1974) var ansat i Vor Frue Kirke fra 1938 til 1972.

Lis Vibeke Wallin (født Sørensen) søgte den ledige stilling og spillede i de fantastiske historiske rammer fra 1972 til 1977.

Lis var en kvinde med sin egen mening, et kærligt menneske, som altid fandt sine egne veje til at løse opgaverne. Lis efterlader sig et varigt indtryk i musikkens og kirkens tjeneste, hvor hun i mange år var en uundgåelig skikkelse. Hendes liv og virke har været præget af en dyb passion for kirkemusikken og en urokkelig dedikation til sit embede.

Lis var ansat ved Sions Kirke på Østerbro i København 1977 – 2018. Som en fremragende, konservatorieuddannet organist arrangerede hun i løbet af sin ansættelse et væld af klassiske koncerter i højeste kvalitet. De store koncerter udgjorde rygraden i hendes musikalske programmer. Selvom Lis fik opfyldt flere kunstneriske ambitioner i sin kirke, end de fleste musikarrangører kan drømme om, hvilede hun aldrig på laurbærrene. Hendes stræben efter det perfekte var en konstant drivkraft.

I årenes løb kæmpede hun ihærdigt for at skaffe kirken et nyt stort orgel i verdensklasse. Bestræbelserne blev kronet med held, og orglet blev installeret, hvilket tilførte både koncerter og den daglige musikledsagelse i kirken et betydeligt kvalitetsløft. Såvel præster som kirkegængere lærte at holde af hendes sikre hånd på det nye Carsten Lund orgel, som er tegnet af arkitekt Rolf Graae og opført til kirkens 100-års jubilæum i 1996.

Lis har leveret lydsporet til et ubegribeligt højt antal højmesser, barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser – altid med en insisteren på den højeste kvalitet og et pænt nej tak til ønsker om populærmusikalske døgnfluer.

En stor skare af mennesker på Østerbro kæmpede sig stædigt gennem Den Danske Salmebog fra start til slut. Bag pulpituret i 1. sals højde, gemt bag orglet i Sions Kirke sad Lis og knoklede med salmerne. Som blind formåede hun at tilegne sig et enormt repertoire af salmer og sange fra punktskrift, hvilket var en bemærkelsesværdig præstation i sig selv. Hendes engagement i projektet ”Salmemarathon” var intet mindre end en storslået præstation. Lis var i stand til at tilegne sig flere hundrede salmer, der tilmed havde flere melodier, og hendes dygtighed strakte sig langt ud over det forventede. Hendes harmoniforståelse var inspirerende, og hun mestrede en bred vifte af stilarter, hvilket gjorde hende til en fremragende liturgisk organist. Hun havde en sjælden evne til at variere sit salmespil i takt med teksterne, hvilket gav hver gudstjeneste et unikt og personligt præg. Hendes forspil til salmerne var altid veldrejede, fyldt med følelser og nuancer, der berigede menighedens oplevelse af musikken.

Lis var også en dygtig og elsket korleder. Korsangerne mærkede hendes generøsitet og engagement. Hun havde en særlig evne til at få alle til at føle sig inkluderede og betydningsfulde, hvilket gjorde hendes lederskab både varmt og imødekommende.

Lis satte ikke blot musik til gudstjenesterne; hun gav os alle en dybere forståelse af musikkens betydning i livet. Hendes passion for musikken var mere end bare et kald; den var en livsnerve, der forbandt mennesker og løftede sjæle.

I episode 15 af “Nikolaj og Julie,” som blev sendt i prime time på DR1 i 2003, er Nikolajs far død, og han må sammen med sin mor tage sig af begravelsen. Lis spiller kirkens organist, en rolle, hun kender bedre end nogen anden. Efter en lang og anstrengende dag med mange tilstedeværende får produktionsteamet optaget de nødvendige scener. Dog vender lydfolkene tilbage et par dage senere for at indspille mere med Lis, men denne gang er kirken tom, hvilket skaber en ny situation. Kan vi i filmklippet høre, at akustikken har ændret sig? Det er vidunderligt at tænke på, at Lis er nævnt i filminstituttets database.

I adventstiden er der en særlig tradition, som mange kirker rundt omkring i landet holder i hævd: “De ni læsninger”. Denne smukke skik, der har sine rødder i England, fejres ofte som en særskilt gudstjeneste med koncertpræg. Sions Kirke og Lutherkirken ligger side om side, kun adskilt af Strandboulevarden, hvilket gjorde det let at beslutte at samle vores kræfter for at skabe en uforglemmelig oplevelse for menighederne.

Vi satte gang i planlægningen, og vores første fælles projekt blev naturligvis ”De ni læsninger”. En af de største glæder var muligheden for at samarbejde og samle vores dejlige kirkekor, hvis smukke stemmer kunne løfte arrangementet til nye højder. Det blev til to ombæringer i samme uge, og vi var fyldt med forventning og entusiasme. Lis, som tidligere havde vikarieret på Lutherkirkens gamle orgel fra 1918, tog rorpinden ved begge orgler, mens jeg fik æren af at dirigere det store kor.

Men som skæbnen ville det, blev både Lis og jeg ramt af influenza. Pludselig stod vi over for udfordringen med at planlægge og evaluere alt fra sygesengen. På trods af vores sygdom formåede vi at gennemføre prøverne og læsningerne, og den efterfølgende gløgg i Sions Kirke blev en livgivende pause i vores sygdomsforløb.

Tilbage hjemme i sygesengen, men med tankerne rettet mod vores kommende tur til Lutherkirken. Arrangementet forløb atter smukt. Efterfølgende nød koret, Lis og jeg en særlig stærk gløgg, som kirketjeneren havde tilberedt. Den lille stund på mit kontor gav os den energi, vi havde brug for, så vi begge kunne være klar til søndagens højmesse i hver sin kirke. Den uge blev et fælles minde, som vi ofte talte om.

Jørgen Gustava Brandts salmer blev udgivet i 1986 i en digtsamling med titlen ”Giv dagen dit lys”. Salmerne er karakteriseret ved, at de havde en ny og selvstændig sprogtone. Mange fandt, at der med disse salmer skete en egentlig fornyelse af sproget. Melodierne er skrevet af komponisten Ole Schmidt, som var dirigent for Århus Symfoniorkester. Vi fik overført musikken og teksterne til punktskrift og vi var klar til et nyt samarbejde i midt-halvfemserne. Atter sad Lis bænket ved orglet i Sions Kirke og spillede blandt andet til en række fællessalmer, som var ganske ukendte for menigheden. Men de klarede det over alt forventning. Jeg havde arrangeret 12 af salmerne for blandet kor, som blev sunget af min kvartet fra Lutherkirken. Sognepræst Anders Gadegaard reflekterede over salmerne og Brandts moderne digte. Endnu en dejlig erindring med Lis, der åbnede sin kirke endnu en gang for mig.

“Ode til livets du” er et smukt korværk, der blev skabt som en hyldest til Lis Vibeke Wallin i anledning af hendes 25-års jubilæum som organist i Sions Kirke. Værket blev bestilt den 25. februar 2002 af Wallin selv og blev en central del af fejringen af hendes jubilæum. Dette firstemmige korværk kombinerer kirkekorets klang med et par ekstra sangere og fanger lytteren med sin dybe følelsesmæssige resonans og poetiske tekst. Teksten blev skrevet af Gerhard Kaimer, som den 7. marts 2002 sendte sit digt til Leif Martinussen, der stod for kompositionen. I 2004 blev “Ode til livets du” inkluderet på Martinussens anden CD, hvor det blev fremført af “Unge Akademikeres Kor” under ledelse af Flemming Windekilde. På denne udgivelse fik værket en engelsk titel, “Ode to existence of You, You, You”, hvilket udvider værkets rækkevidde til et internationalt publikum. Spilletiden er ca. 4 minutter.

Tekst og musik er tilegnet Lis Vibeke Wallin.

Jeg har bedt Leif Martinussen om at skrive nogle få ord om musikken:

”Gerhard Kaimers tekst er et vidunderligt epos, hvori poesiens mangfoldige, ofte fjerlette ord, forenes i et hjertedybt ønske om nærhed omsluttet af kærlighed.

Musisk set har jeg fulgt Kaimers 3-delte tekstopstilling i en slags ABA form.

Begyndelsen af 1. og 3. del udtrykker en fra dybet opstigende grundstemning, hvorefter poesien slår sine vinger ud og udkrystalliserer kærligheden til den udkårne.

I del 2 manifesteres så længsel mod ”livets du”.

At denne tilbedelse ikke kun er et udsagn, men skal munde ud i et evighedsønske, bliver så det naturlige udtryk i korværkets sidste strofer”.

Hils, ja hils fra grunden

livets længsel efter mere liv

hjertetro og morgensol

er selve livets bro

hils det, hils det med tro

Altid – altid – evig

tid til dette nu

åbne blomsterhænder

rakt mod livets du

du som ser mig

du som ved mig

du som ler mig

ser mig, ved mig, ler mig

op til liv og sol

tankens himmelblå

tak for livets du

Tak, ja tak fra grunden

hjertets længsel efter mere du

hjertetro som sindets sol

er evig livets bro

tak det, tak det med tro

altid – altid – evigt

du!

I 1995 begyndte Lis Wallin at arbejde på NOTA (Danmarks Blindebibliotek), som korrekturlæser. Her fik hun mulighed for at anvende sine kvalifikationer inden for punktnodesystemet, hvilket gjorde det muligt for mange lånere at få noder der var løbet igennem med en løftet pegefinger. Udover sit arbejde på NOTA var Lis også aktiv fagpolitisk. Hun sad i musikerudvalget under Dansk Blindesamfund i en årrække, hvor udvalget primært arrangerede musikerkurser, hovedsageligt for organister. Hendes engagement i udvalget var præget af en dyb forståelse for de udfordringer, som blinde musikere stod overfor, og hun kæmpede for at sikre, at vi havde adgang til det materiale, vi behøvede for at kunne udføre vores arbejde effektivt.

Lis Wallin var dybt engageret i socialt arbejde og brugte sin tid hos Sct. Nicolai Tjenesten til at støtte mennesker, der kæmpede med ensomhed, sorg eller personlige kriser. Hendes tilgang var præget af ægte omsorg for dem, der følte sig marginaliserede eller ramt af livets udfordringer. Gennem telefoniske samtaler skabte hun et trygt rum, hvor hun mødte dem med nærvær, forståelse og respekt. Lis’ engagement gav de mennesker, hun talte med, en følelse af, at de ikke var alene, og hun bidrog til at mindske den isolation, mange oplevede. Hendes arbejde var ikke blot en opgave, men en passion for at gøre en forskel i andres liv.

Det arbejde, hun udførte for os blinde i København, var præget af dyb dedikation og en urokkelig tro på, at alle fortjener lige muligheder. Som medlem og næstformand i københavnerkredsen i Dansk Blindesamfund arbejdede hun utrætteligt for at forbedre vilkårene for de mest sårbare blinde. Hendes indsats strakte sig langt ud over de formelle rammer.

Privat tog hun initiativ til at skabe nye muligheder for socialt samvær og kulturel udfoldelse. Hun var med til at stifte kulturkredsen, kendt som “Sommerklubben”, hvor blinde og svagtseende kunne mødes, dele oplevelser og deltage i forskellige aktiviteter. Denne klub blev et fristed, hvor deltagerne kunne opleve glæde og fællesskab og styrke deres sociale netværk.

Derudover etablerede hun en radiospilsgruppe, hvor medlemmerne kunne spise sammen og lytte til de gode gamle hørespil fra Danmarks Radio. Dette initiativ gav os en platform til at udtrykke os kreativt og engagere os i historierne. Hendes generøse økonomiske støtte til disse projekter gjorde det muligt for initiativet at kunne blomstre og nå ud til mange flere. Hendes arbejde var ikke en professionel forpligtelse, men en passion, der kom fra hjertet. Hun troede på, at kulturelle aktiviteter kunne forbedre livskvaliteten for blinde, og hun gjorde alt for at sikre, at ingen blev ladt tilbage. Hendes indsats har haft en god indvirkning på mange menneskers liv og har været med til at skabe et mere inkluderende samfund for blinde i København.

Hendes engagement strakte sig over flere områder, og hun var ikke kun medlem, men også en drivkraft bag grundlæggelsen af “Det Danske Louis Braille Selskab”. Foreningen, opkaldt efter den berømte opfinder af punktskriften, har som mål at fremme kendskabet til og anvendelsen af punktskrift i Danmark. Hendes store økonomiske bidrag samt den tid og de kræfter, hun investerede, vidner om hendes dybe passion for at gøre en forskel. Hun donerede en betydelig sum penge til foreningen, hvilket gjorde det muligt at trykke “Kerne-salmebogen” – et projekt, der krævede over 100.000 kr. til indbindingen alene.

Hver torsdag havde vi en skøn tradition, hvor vi samledes til gymnastik. I de svedige timer, vi tilbragte sammen, fyldte hop og spring luften med en smittende energi og ubegribelig glæde. Men det, der virkelig tændte vores motivation, var den såkaldte tredje halvleg. Efter de intense anstrengelser nød vi at samles på de charmerende restauranter i København, hvor vi kunne slappe af, grine og forkæle os selv med lækker mad og forfriskende drikke. Det var netop denne perfekte blanding af fysisk udfoldelse og hyggeligt socialt samvær, der gjorde vores ugentlige møder til en fornøjelse, som vi alle så frem til.

Svømning var en anden af Lis’ store passioner; hun tilbagelagde mange baner i Blindeinstituttets svømmehal, hvor hun fandt både ro og frihed i vandets omfavnelse.

Operaen var hjertet i hendes liv, en puls, der gav hende inspiration og glæde. Hver lørdag fyldte de majestætiske toner fra de store klassiske operaer rummene i hendes hjem i Drejøgade, og hun kunne slet ikke forestille sig en verden uden denne musikalske fest. Men intet kunne måle sig med de magiske øjeblikke, hun oplevede på Det Kongelige Teater, hvor hun blev fuldstændig tryllebundet af de snørklede historier, hun kendte i mindste detalje. Hver forestilling blev en rejse ind i en verden, hvor talentet fra de medvirkende trådte frem som stjerner på en nattehimmel. De små mangler og nuancer, der kun gjorde oplevelsen mere autentisk og levende, bragte hende tættere på den kunstneriske nerve, der pulserede i rummet.

Lis var en fremragende samtalepartner, der altid havde noget klogt at sige om politik og sport. Hun fulgte med i de lokale, nationale og globale nyheder med en beundringsværdig iver. Fodbold og Tour de France nød hun med stor fornøjelse, når hun slappede af foran fjernsynet, og hun kunne altid bringe et ekstra perspektiv til diskussionerne.

Desuden var Lis en ivrig læser, der dykkede ned i stakkevis af bøger, især de store klassikere. Hun var også medlem af en læsegruppe på Frederiksberg.

Bisættelsen:

Musikken indledte højtideligheden på en fornem og stemningsfuld måde, da Sions Kirkes organist, Bo Riemer, fremførte en romantisk orgelfantasi over salmen “Her vil ties, her vil bies”. Den lyse og nuancerede klang fra orglet fyldte kirkerummet og skabte en atmosfære af både eftertænksomhed og skønhed. Riemers dygtige spil fremhævede orglets fine toner, som harmonisk udfoldede sig i det smukke rum, og bidrog til en rørende og mindeværdig start på bisættelsen.

Anders Gadegaard, Sions Kirkes tidligere sognepræst, er en gudbenådet prædikant, hvis evner førte ham til Vor Frue Kirke i hjertet af København i 1998, hvor han fik embedet som både domprovst og sognepræst. Hans karisma og dybe indsigt i troens betydning har gjort ham til en elsket skikkelse blandt menigheden.

Lis Wallin oplevede sin guldalder gennem et frugtbart samarbejde med Gadegaard, som hun ofte fortalte mig om med stor glæde. Da det blev tid til at sige farvel til Lis, var det naturligvis Anders Gadegaard, der blev betroet æren af at stå for hendes bisættelse. Med velvalgte bibelske tekster og en refleksion over hendes liv, der var både skarp og indsigtsfuld, formåede han at indfange essensen af hendes væsen. Gadegaard har altid været en stærk forsvarer for de mest sårbare i samfundet, og hans ord ved bisættelsen var et vidnesbyrd om den respekt og kærlighed, han bar for Lis og den værdighed, han ønskede at give hende i hendes sidste afsked.

”Sig nærmer tiden, da jeg må væk” er en dybt rørende sang, der bærer en stærk symbolik om livets cyklus og det uundgåelige i at sige farvel. Hele digtet fremstår faktisk som én lang refleksion eller tankerække over jegets liv.

Lis Wallin valgte denne sang af Steen Steensen Blicher til sin bisættelse, og dens ord ramte os alle med en særlig styrke.

”Nåden er din dagligdag” af Johannes Møllehave blev smukt leveret af organist og sanger Tina Christiansen sammen med multimusikeren Flemming Nørgaard på guitar. De fortolkede salmeteksten med stor indlevelse og med musikalsk overskud.

Inge Wallin havde valgt tre af de største salmer i vores salmebog. ”Far, verden, far vel” og ”Sorrig og glæde de vandre til hobe” begge med tekst af Thomas Kingo. Bisættelsen sluttede med den store påskesalme ”Stat op, min sjæl, i morgengry” med tekst af W. A. Wexels.

Jeg er sikker på, at Lis ville nikke anerkendende til tjenestens forløb. Hendes ånd, som altid har været præget af varme og medfølelse, ville finde glæde i den måde musikerne sammen med præsten skabte noget meningsfuldt.

Lis var mere end bare en kollega; hun var en god ven, hvis lys har strålet klart i vores lange venskab. Hendes empati og forståelse skabte en tryg atmosfære, hvor jeg altid følte mig velkommen. Uanset om vi diskuterede arbejdsrelaterede udfordringer eller delte personlige tanker, var der altid en følelse af gensidig respekt og tillid mellem os.

I en verden, der ofte kan virke hektisk og overfladisk, var Lis en smuk påmindelse om, hvor vigtigt det er med ægte relationer. Jeg er dybt taknemmelig for at have haft hende som både kollega og ven, og jeg vil savne hende mere, end ord kan sige.

Æret være Lis Vibeke Wallins minde.

Erik Bremer, marts 2025.

Sig nærmer tiden, da jeg må væk,

Jeg hører vinterens stemme;

thi også jeg er kun her på træk

og haver andensteds hjemme.

Jeg vidste længe, jeg skal herfra;

Det hjertet ikke betynger,

og derfor lige glad nu og da

på gennemrejsen jeg synger.

Jeg skulle sjunget lidt mer måske ‑

måske vel også lidt bedre;

men mørke dage jeg måtte se,

og stormen rev mine fjedre.

Jeg ville gerne i Guds natur

med frihed spændt mine vinger,

men sidder fast i mit snævre bur,

det alle vegne mig tvinger.

Jeg ville gerne fra højen sky

udsendt de gladere sange;

men blive må jeg for kost og ly

en stakkels gældbunden fange.

Tit ligevel til en smule trøst

jeg ud af fængselet titter

og sender stundom min vemodsrøst

med længsel gennem mit gitter.

Lyt og, o vandrer, til denne sang,

lidt af din vej du hidtræde!

Gud véd, måske det er sidste gang,

du hører livsfangen kvæde.

Mig bæres for, som ret snart i kvæld

at gitterværket vil briste;

thi kvidre vil jeg et ømt farvel;

måske det bliver det sidste.

4. Kronikken, der aldrig kom i avisen

Af fhv. overlærer Peter F. Hansen

Kommunerne svigter de synshandicappede!

Efter mange års kamp for at få synshandicappede integreret på arbejdsmarkedet lykkedes det endelig og med stor succes i løbet af 60’erne og 70’erne at få borgere med et alvorligt synshandicap uddannet og beskæftiget. Mange blev endda ansat på almindelige vilkår.

Det tidligere Statens Institut for Blinde og Svagsynede i Hellerup havde i sin gyldne periode i 1970’erne et stort og bredt tilbud af uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder for landets blinde og svagsynede. De fik tilbudt en højt specialiseret rådgivning og støtte samt de nødvendige hjælpemidler og studiematerialer. Der blev tilbudt lektiehjælp og anden bistand til de studerende, der modtog undervisning på almindelige studiesteder.

På Blindeinstituttet udviklede man nye synshandicapkompenserende løsninger til studerende og erhvervsaktive.

Her boede flere af de studerende. De profiterede af Blindeinstituttets mangeartede tilbud, og styrkede deres selvværd og identitet i samvær med en stor gruppe ligestillede.

Fra 1980 ophørte den gode udvikling som følge af særforsorgens udlægning og oprettelsen af landets fem regioner.

I 2007 blev ansvaret for de synshandicappedes uddannelse og beskæftigelse yderligere lagt ud til de 98 kommuner. Herefter gik det hastigt tilbage med at få synshandicappede ind på arbejdsmarkedet.

De fleste kommuner valgte, af sparehensyn, ikke længere at henvise deres borgere til Instituttet for blinde og svagsynede, og fjernede dermed det økonomiske grundlag for at bevare det landsdækkende tilbud.

Kommunerne og deres sagsbehandlere havde ikke den specielle viden og interesse for synshandicappede og kunne kun tilbyde en mangelfuld rådgivning af de nyblinde.

Det kan man blandt andet få bekræftet ved at læse Tænketanken Lucias undersøgelse fra 2023 ”Kan det virkelig passe?”. Her beretter en gruppe synshandicappede om kommunernes svigtende rådgivning omkring uddannelse og beskæftigelse af synshandicappede.

I dag kan nyblinde i deres kommune risikere at blive betjent af sagsbehandlere, der intet ved om rehabilitering og revalidering af blinde og svagsynede, og som har som målsætning at begrænse udgifterne for kommunen mest muligt.

Det er vigtigt, hvis man ønsker succes med rehabiliteringen og revalideringen, at den nyblinde får tilbudt professionel og specialiseret rådgivning og undervisning, og at personens hele liv og dagligdag bliver inddraget. Arbejdsliv, familieliv og fritid skal fungere sammen med de mange konsekvenser af et alvorligt synstab.

Blindhed er det mest omfattende handicap at rehabilitere og revalidere. Derfor kan ansvaret og behandlingen ikke kun lægges ud til en kommune, da antallet af årlige tilkommende nyblinde i den erhvervsaktive alder er ganske få. Kun en landsdækkende institution vil kunne samle tilstrækkelige resurser, kompetencer og faglige udviklingsmuligheder til rehabilitering og revalidering af en så relativt lille gruppe synshandicappede i den erhvervsaktive alder (skønsmæssigt en tilgang på mindre end 100 personer om året).

Kommunernes besparelser og nedprioriteringer af det landsdækkende tilbud til de unge blinde viste sig at være uhensigtsmæssig og kortsigtet. Det blev en meget dyr løsning både for kommunerne og de blinde.

Det har angiveligt tilsammen kostet de fleste af de 98 kommuner flere ressourcer, end hvis man havde bevaret et landsdækkende tilbud til kommunernes synshandicappede i den erhvervsaktive alder. Samtidig ville man have kunnet lette blodtrykket hos sagsbehandlerne på landets kommunale jobcentre, for hver gang der mødte en blind op i venteværelset. Skal man tilbyde førerhunden en skål vand, og hvad skal jobcentrets sagsbehandler gøre, hvis den blinde ønsker at deltage i samfundslivet med uddannelse og beskæftigelse?

Hvordan får vi vendt den negative udvikling og sikret en relevant rådgivning med uddannelsesstøtte til synshandicappede, der ønsker at deltage i samfundslivet på lige fod med deres seende medborgere?

Det kræver et institut eller akademi. En tidssvarende udgave af det forgangne landsdækkende Statens Institut for Blinde og Svagsynede. En objektiv finansiering, der ikke motiverer kommunerne til en umenneskelig besparelse, som fratager de synshandicappede mulighederne for at få en uddannelse og beskæftigelse.

Jeg vil derfor kraftigt opfordre alle relevante interessegrupper til at presse det politiske system til at tage initiativ til, at Danmark igen får et nationalt og objektivt finansieret landsdækkende tilbud om helhedsorienteret rehabilitering og uddannelse til unge og voksne blinde i den erhvervsaktive alder.

Kronikøren, Peter Frederik Hansen, er født i Holbæk i 1948. Kom i lære som blikkenslager, men måtte ophøre læreforholdet efter konstatering af en alvorlig fremadskridende øjensygdom. Blev optaget som elev på dengang Statens Institut for Blinde og Svagsynede i Hellerup. Boede her de første fire år af et ti år langt revalideringsforløb, der endte med en folkeskolelæreruddannelse. Blev ansat som lærer i 40 år.

Da jeg som 70-årig lod mig pensionere, udgav jeg i de følgende år to bøger, der indeholder fortællinger fra mit liv.

Den første bog hedder ”Blinde ferier” og skildrer på morsom vis 28 sommerhusferier sammen med tre af mine blinde venner. Vi tog hvert år en uge i et nyt sommerhus, selvom ingen af os kunne se.

Den anden bog har titlen ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”. Den er en samling essays, som tager udgangspunkt i min opvækst, uddannelse og mit mangeårige arbejdsliv, og er et eksempel på en vellykket revalidering, som den tog sig ud før udlægningen af blindeforsorgen og kommunernes nedprioritering af de synshandicappedes uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder.

5. Historisk Selskab for Handicap og Samfund – HSHS

Af Birgit Kirkebæk

Noter bringes efter artiklen.

Historisk Selskab for Handicap og Samfund blev stiftet den 21. februar 1986. Den første årbog blev udgivet på Psykologisk Forlag i 1987 med Svend Ellehammer Andersen som redaktør. Det var prominente mennesker, der sad i bestyrelsen: Formand var Ingvard Skov Jørgensen, der repræsenterede Rehabilitation International. Næstformand var Bent Nebelung, der var formand i Københavns Borgerrepræsentation, og kasserer var Annelise Dupont, overlæge ved Psykiatrisk Hospital, Risskov. Desuden sad Palle Vestberg Rasmussen, ekstern lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, Svend Ellehammer Andersen, lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, Vagn Skovgaard-Petersen, professor i skolehistorie ved Danmarks Lærerhøjskole, N.E. Bank-Mikkelsen, Sekretariatschef i Handicaprådet, Erik Kjersgård, museumsdirektør, Den Gamle by i Århus, Svend Jensen, landsformand for De Samvirkende Invalideorganisationer og Ole Artmann, statsautoriseret revisor. Selskabets adresse var Sahvafonden. Kulturminister H.P. Clausen skrev forord med titlen ”Handicap – historie – holdning” – tre temaer som stadig er kernetemaer i selskabet.

Ser man på bestyrelsens sammensætning, rummede den både et internationalt udsyn, en uddannelsesinstitution, museumsverdenen, en interesseorganisation og myndighed i form af Handicaprådet. Gennem bestyrelsen var mennesker med nedsat syn, udviklingshandicappede, psykisk syge og bevægelseshandicappede direkte repræsenteret.

I det redaktionelle forord angiver Ellehammer Andersen formålet med selskabets udgivelse af årbøger:

”En årbog er et meget vigtigt fælles anliggende, først og fremmest for selskabets egne medlemmer.

Men årbogens ærinde: at belyse handicappedes vilkår gennem tiderne, behøver man ikke at være medlem af noget selskab for at have andel i. Handicappedes vilkår – i fortid og nutid – er et fælles samfundsmæssigt anliggende, så sandt, som det ofte er sagt, at den måde, hvorpå et samfund til skiftende tider indretter sig i forhold til sine minoritetsgrupper – som ofte, alene fordi de repræsenterer de få overfor de mange, er udsatte og svage – afspejler samfundets humanitet.

Denne ´afspejling´, denne relation mellem Handicap og Samfund er det vort håb, at Handicaphistorie 1987 kan medvirke til at formidle”.

Indholdet i den første årbog bestod af artikler vedrørende forskellige handicapgrupper, temaartikler, anmeldelser, nyt fra selskabet, forfatterprofiler og et personregister over dem, der var nævnt i artiklerne og på hvilken side, de var citeret.

Selskabet har udgivet årbøger og tidsskrifter under forskellige navne

Der udkom seks årbøger i årene 1987-1992 under navnet Handicaphistorie. De fleste bestyrelsesmedlemmer blev i perioden erstattet af andre (note 1). Flere faldt fra – eksempelvis Niels Erik Bank-Mikkelsen, der døde i 1990 – og Skov-Jørgensen, der gik på pension samme år. Andre kom til som eksempelvis Sven Gudman, der var inspektør på Skolen på Kastelsvej for døve børn. Det gjorde, at der nu blev skrevet mere om det at være døv i tidsskrifterne.

I 1991 besluttede Generalforsamlingen, at der ikke længere skulle udkomme årbøger, men der skulle i stedet satses på tidsskrifter, der skulle udkomme to til tre gange om året. Det lykkedes først fra 1993. Første nummer udkom januar 1993 under navnet Handicap & Samfund. Nu var Lasse Rydberg, skoleinspektør på Strandparkskolen, blevet redaktør, og han skrev, at det var ”hensigten, at tidsskriftet fremover vil søge at være tematisk. Samtidig vil det omfatte artikler, informationer og meddelelser, der knytter sig til selskabets arbejde”. Formand var Sven Gudman, og han redigerede dette første nummer. Et bestyrelsesmedlem var forstander for Blindeinstituttet Kirsten Jansbøl. Hun blev formand i 1997 (note 2). Mogens Bang, der var leder af Blindehistorisk Museum, var med i bestyrelsen fra 1992, og i Kirsten Jansbøls formandsperiode 1997 – 2006 var han næstformand (note 3). De to satte i høj grad deres præg på selskabets virke, arrangementer og udgivelser.

Fra 1999 hed tidsskriftet Handicaphistorisk Tidsskrift, og det har det gjort frem til nu, hvor nr. 53 netop er udkommet. Det karakteristiske sorte omslag har været brugt siden 2002.

Handicaphistorisk Tidsskrift fra 2002, nr. 8, hed ”Blindes Læsning. Et historisk rids med fremtidsperspektiv”. Det var et af mange temanumre, som udkom i regi af Handicaphistorisk Tidsskrift. Andre temanumre var eksempelvis ”Hjernen og diagnoserne” fra november 1998, ”Handicaphistoriske samlinger” fra november 2001 og ”Temanummer om etik” fra juni 2002. Også efterfølgende er der mange tematiserede artikler som eksempelvis ”Svagsynsoptikkens historie i Danmark. Da ´blinde´ blev seende” (Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 30, 2013). Tidsskriftets artikler har over årene i stigende grad haft et tematiseret indhold, der ikke alene er tilbageskuende, men også i højere grad, end det var tilfældet i årbøgerne, tager afsæt i nutidige problemstillinger, som giver anledning til historiske tilbageblik. Således var ”Magt og magtanvendelse i et handicaphistorisk perspektiv” titlen på temanummeret fra efteråret 2024 – dette relateret til nutidige lovmæssige nydannelser på det sociale område. Også enkelte særnumre blev udgivet (note 4).

Arrangementer har været en del af selskabets virke

Især i den lange periode, hvor Mogens Bang var en del af bestyrelsen, først som næstformand og i den sidste periode af hans virke som den, der arrangerede ture til diverse handicaphistoriske samlinger, byture med små oplæg og konferencer, skete der noget for selskabets medlemmer. På det tidspunkt var den nordiske handicaphistorie et levende miljø, og der var med få års mellemrum nordiske handicaphistoriske konferencer, hvor selskabets medlemmer deltog og bidrog. Således var der i nummeret fra august 2000 referat af indlæg fra en handicaphistorisk konference i Oslo (nr. 4), igen i september 2004 fra en konference i Sverige (nr. 14) og siden fra den 6. nordiske konference i Danmark maj 2007 (Nr. 17) samt fra den 7. nordiske konference i Oslo 5-6. maj 2011 (nr.26). Efter det tidspunkt blev de nødvendige økonomiske midler til selskabets virke færre – blandt andet fordi færre og færre handicaporganisationer sluttede op om selskabet i form af medlemskab. Det nordiske handicaphistoriske netværk ophørte samtidig med at eksistere, fordi unge handicaphistoriske forskere ikke kunne finde ansættelse indenfor specialet, men måtte søge andre veje. I dag er megen aktivitet centreret om to årlige udgivelser af Handicaphistorisk Tidsskrift samt årsmødet med oplæg, diskussion og generalforsamling. Men selv om der ikke sker så meget direkte for medlemmer af selskabet, er der en levende aktivitet i forhold til museumsverdenen – dette i kraft af Henning Jahns, Jonna Egø Nielsens, Else-Marie Pedersens og Bente Kermenoglous frivillige arbejde i regi af Dansk Forsorgshistorisk Museum i Slagelse. De har dels et tæt samarbejde med Forsorgsmuseet i Svendborg og andre handicaphistoriske samlinger, dels foredragsvirksomhed og undervisning af studerende. Sytter Kristensen bidrager med sin store viden om LEV og andre handicaporganisationer – samt handicapråd og fonde – til selskabets virksomhed, Henriette Mentzel repræsenterede mennesker med bevægelseshandicap, men har nu måttet udtræde af bestyrelsen. Hun havde til opgave at formidle viden om de mange netværk, der findes indenfor handicapområdet og holde kontakt til dem. Ove Gibskov er foredragsholder, formidler af avisartikler om handicap og repræsenterer blinde. Birgit Kirkebæk repræsenterer undervisningsområdet, holder foredrag og skriver artikler. Vægten er med andre ord nu lagt på den formidlende virksomhed frem for alene på oplevelser for selskabets medlemmer.

Mit håb er, at de forskellige handicaporganisationer og ikke mindst den nye aktivistiske handicapbevægelse blandt unge mennesker med handicap vil slutte op om selskabet og give det ny kraft og styrke. Og at tidsskriftet vil blive brugt på de sociale uddannelser bredt. Vi er som selskab dybt taknemmelige overfor alle dem, der gennem årene uden honorar har skrevet vægtige og vigtige artikler til tidsskriftet.

NOTER:

1. Selv har jeg været medlem af bestyrelsen fra 2001 og redaktør fra 2002.

2. Kirsten Jansbøll var forstander for Blindeinstituttet 1970-1995.

3. Blindehistorisk Museum blev i 1981 iværksat af Folke Johansen, der var lærer på Blindeinstituttet. Mogens Bang overtog samlingen efter ham. I 2008 blev museet nedlagt, og i 2009 blev en del af museets samling overført til Medicinsk Museion.

4. Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 19, 2008: Claus Nielsen: Samspillet mellem hørenedsættelse og høreapparater set i et historisk perspektiv.

Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 34, 2015: Enna Gardshorn Mikkelsen: Om nedsendelse af mennesker med udviklingshæmning fra Færøerne til Danmark i perioden 1897-1973.

Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 48, 2022: Alexander Victor Noack Milne: ”I kærlighed er vejen lagt”.” En undersøgelse af centrale danske aktørers opfattelser og behandlinger af autisters følelser mellem 1956 – 1988.

Handicaphistorisk Tidsskrift, nr. 50, 2022: Birgit Kirkebæk, Iver Hornemann Møller: Forældre, kommuner og mennesker med multihandicap.

6. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang

Solnavej 19, st. th.

2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67

Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn

Gyldenløvesgade 16 3.tv.

1369 København K

Tlf. +45 33 93 33 00

Mobil +45 23 40 92 18

Mail: heilbrunn@mail.dk

Bestyrelsesmedlem

Flemming Meier

Odensegade 7, 3. sal til højre

2100 København Ø

Mobil +45 22 16 13 79

Mail: meier@edu.au.dk

Bestyrelsesmedlem

Jytte Nielsen

Oldenborggade 46 B 2. tv.

7000 Fredericia

66 18 29 11

Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

                                        

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1/2025.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Kontingentindbetaling 2025, ved Ove Gibskov

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen, ved Poul Lüneborg

4. Tilmelding til generalforsamlingen, ved Ove Gibskov

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2024 / 2025, ved Poul Lüneborg

6. Regnskab 2024 samt revisionsprotokol, ved kasserer John Heilbrunn

7. Kvinderne på Mariendalshjemmet, ved historiker Rita Ilsted Smith

8. Omtale af første del af Thomas J. Carrolls bogværk ”Blindhed”, ved Jytte Louison Nielsen

9. 250 års betydning for blindesagen i Danmark, ved Diana Stentoft og Tina Adele Hoff

10. 200 år med punktskrift, der endnu ikke er anerkendt som officielt skriftsprog i Danmark, ved Ove Gibskov

11. Oversigt over udgivelser fra Blindehistorisk Selskab, ved Poul Lüneborg

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg
Hermed årets første nyhedsbrev med invitation og bilag til årets ordinære generalforsamling i selskabet. Jeg håber at møde mange medlemmer ved arrangementet lørdag den 1. marts.

Efter generalforsamlingen skal vi sidst lørdag eftermiddag, på grundlag af et oplæg fra Karen Marie Pedersen, drøfte kriterierne for optagelse som medlem i Dansk Blindesamfund, således som disse har udviklet sig gennem de forgangne 114 år. Søndag formiddag fortæller Rita Smith om sit historiske projekt, om Hjemmet for arbejdsføre Blinde kvinder på Frederiksberg gennem dets 73-årige levetid. Begge disse programpunkter vil helt sikkert give anledning til nogle spændende og udbytterige diskussioner. John Heilbrunn bidrog med et indlæg på 8 sider, om reglerne om medlemskab, til drøftelserne på møde den 21. – 23. juni 2024, på møde i hovedbestyrelsen for Dansk Blindesamfund. I dette nyhedsbrev giver Rita Smith en kort introduktion til sit oplæg søndag formiddag.

Jytte Nielsen har skrevet en inspirerende anmeldelse af den nye digitale udgave af Thomas Carrolls klassiske værk Blindhed fra 1961. Bogen består af 3 dele. Jytte fokuserer navnlig på 1. del i sit indlæg, hvor hun blandt andet beskriver, hvorledes indsatsen overfor nyblinde har udviklet sig gennem sidste halvdel af det 20. århundrede. Jeg kan kun opfordre til at læse denne omtale, som optakt til at låne bogen på Nota.

Endelig er der grund til at nævne omtalen af Selskabet Kjædens virke, til fordel for blinde i anledning af dets 250-års jubilæum skrevet af Dansk Blindesamfunds næstformand Diana Stentoft.

Redaktøren bringer en kort notits om, at det i år er 200 år siden Louis Braille præsenterede sit punktskriftssystem i Paris.

Inden jeg slutter denne hilsen, føler jeg anledning til at mindes socialrådgiver og samfundsrevser Hanne Reintoft, der den 20. januar 2025 døde 90 år gammel. Hun kæmpede for mennesker på bunden af samfundet, men nægtede at kalde dem de svage. Hun var fra 1976 en højt respekteret redaktør af “Den sociale brevkasse” i Danmarks Radio gennem 28 år. Hun var for mig et socialpolitisk fyrtårn i den hjemlige socialpolitiske debat gennem mere end 2 generationer.

Dette nyhedsbrev på 33 sider, er nr. 80, som selskabet har udsendt. Bestyrelsen håber på forståelse for, at rammerne for nyhedsbreve denne gang er sprængt for at få alt stof med. Nyhedsbrevet afsluttes med en oversigt over de udgivelser, som selskabet på den ene eller anden måde har medvirket til at udgive, siden stiftelsen den 15. november 1994.

På forhåbentligt gensyn på Fuglsangscentret den 1. – 2. marts.

2. Kontingentindbetaling 2025, ved Ove Gibskov
Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet på 150 kr. til Blindehistorisk Selskab. Du kan indbetale via bankoverførsel til reg. 1551 0501697 eller via MobilePay på 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til John Heilbrunn på 23 40 92 18, så I sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Alle medlemmer opfordres til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 1. marts 2025, hvis du agter at deltage i denne.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen, ved Poul Lüneborg
Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, endnu engang at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia, fra lørdag den 1. marts til søndag den 2. marts 2025.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 12.30.

Program for lørdag den 1. marts 2025:

Kl. 14.00 – 16.30 Generalforsamling, afbrudt af kaffe / te pause

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 17.00 – 18.00 Dansk Blindesamfunds synskriterie for opnåelse af medlemskab, ved Karen Marie Pedersen. Oplæg med efterfølgende diskussion.

Kl. 19.00 Middag i separat lokale

Kl. 21.00 Kaffe / te + kage

Kl. 23.00 slutter aftenens officielle program

Program søndag den 2. marts 2025:

Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant

Kl. 9.00 Blindehistorisk temaarrangement:

“Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900 – 1976”

Historiker Rita Ilsted Smith fortæller om dette blindehistoriske projekt, som hun påbegyndte i maj 2022. Arbejdet med manuskriptet til udgivelsen er nu så langt fremme, at der foreligger en samlet indholdsfortegnelse med et omfang på ca. 250 sider, jf. oplæg om projektet i Nyhedsbrev nr. 1/2025.

Der vil midt på formiddagen blive en pause til at indtage kaffe / te.

Der vil være mulighed for spørgsmål og supplerende kommentarer undervejs.

Kl. 11.45 Afslutning med fællessang.

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen. Teksten blev første gang offentliggjort i Medlemsblad nr. 52 fra oktober 1915, mens melodien første gang omtales i medlemsblad nr. 6 fra den 24. marts 1923 – forud for Laurids Lauridsens melodi benyttedes melodien til “Danmark dejligst vang og vænge” komponeret 1811 af P.E. Rasmussen fra Farum.

Kl. 12.00 Frokost i centrets restaurant og derefter afrejse

Bestyrelsen beder om, at indbetaling, af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen og ophold på Fuglsangcenteret på 560 kr., sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets punkt om tilmelding til generalforsamlingen.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2025
Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018. De findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:
1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg
2. Navneopråb, præsentation af deltagerne
3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent
4. Godkendelse af dagsorden
5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 9. marts 2024 blev, efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen, offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/ 2024. Nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.
6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2024 / 2025 til godkendelse. Beretningen offentliggøres i nærværende nyhedsbrev.
7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2024 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse. Regnskab og revisionsprotokol offentliggøres i nærværende Nyhedsbrev.
8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.
9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest lørdag den 15. februar 2025.
10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.
Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:
a. Kasserer John Heilbrunn for en 2 års periode.
b. Bestyrelsesmedlem Jytte Nielsen for en 2 års periode.
c. Redaktør Ove Gibskov har meddelt, at han ikke genopstiller. Der skal derfor vælges et bestyrelsesmedlem for et år i hans sted, idet han på sidste års generalforsamling kun gav tilsagn om valg for et år.
d. Suppleanter for et år, Leif Martinussen blev sidste år valgt som 1. suppleant, han genopstiller.
Thorvald Kølle blev sidste år valgt som 2. suppleant, han genopstiller.
e. Revisorer:
Kurt Nielsen blev valgt i 2024 for 1 år, er villig til at overveje genvalg.
Nete Parkov blev valgt for 1 år i 2024 som revisor, er villig til at modtage genvalg.
f. Revisorsuppleant: Hanne Skipper blev sidste år valgt for et år – Hanne er ikke afvisende overfor at stille til genvalg.
Det skal under dette punkt bemærkes at formand Poul Lüneborg og næstformand Lena Bang begge blev valgt for en 2 års periode på generalforsamlingen den 9. marts 2024.
11. Eventuelt.

4. Tilmelding til generalforsamlingen, ved Ove Gibskov
Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia, fra lørdag den 1. til søndag den 2. marts, bedes du tilmelde dig senest lørdag 15. februar. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punkt- og sortskrift inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 30 værelser, og en del af disse er allerede booket, så skynd dig med din tilmelding!

Kasserer John Heilbrunn kan kontaktes på tlf. 23 40 92 18 eller på mail heilbrunn@mail.dk. Deltagelse i arrangementet koster 560,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet enten som bankoverførsel til reg.nr. 1551, konto 0501697 eller via MobilePay på 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen via bank eller MobilePay, er du velkommen til at kontakte John Heilbrunn på ovennævnte telefonnummer eller mail, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares. Husk at kontingentet på 150 kr. skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.

Ønsker du at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet Tlf. 76 20 21 00 eller mail: fuglsang@blind.dk

Bestyrelsen glæder sig til at møde rigtig mange medlemmer til årets generalforsamling.

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2024 / 2025, ved formand Poul Lüneborg
Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 9. marts 2024 til dette års generalforsamling den 1. marts 2025.

1. Indledning.
I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende medlemmer, som blev valgt på generalforsamlingen den 9. marts 2024:

Poul Lüneborg, formand
Lena Bang, næstformand
John Heilbrunn, kasserer / sekretær
Ove Gibskov, redaktør
Jytte Nielsen, bestyrelsesmedlem
Leif Martinussen, 1. suppleant
Thorvald Kølle, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der forventes i skrivende stund afholdt 4 møder i beretningsperioden. Møderne er holdt i Handicaporganisationernes Hus i Taastrup og på Fuglsangscentret.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde den 10. marts 2024 efter generalforsamlingen.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål, og bidrage til gennemførelsen af trufne beslutninger. Begge suppleanter har deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus.
Ved udgangen af 2024 kunne kassereren notere, at 129 medlemmer havde betalt kontingent i løbet af året, heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Blindecenter Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

I løbet af 2024 har vi kunnet glæde os over at byde velkommen til 10 nye medlemmer. Ved årets begyndelse meddelte 4 medlemmer, at de ikke ønskede at opretholde deres medlemskab. Endelig skal det her nævnes, at 2 medlemmer afgik ved døden i 2024.

Kirsten Harreschou meddelte den 5. maj 2024, at hendes mand Henrik var afgået ved døden. Godt 4 måneder senere modtog bestyrelsen meddelelsen om Kaj Cramers død den 15. september 2024. Jeg skrev en nekrolog om Kaj Cramers store betydning, som Dansk Blindesamfunds hovedkasserer gennem mere end 27 år. Denne blev bragt i Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 13/2024 og i selskabets Nyhedsbrev nr. 3/2024.

I bestyrelsen glæder vi os over, at der fortsat er mennesker blandt såvel synshandicappede som blandt seende, der har interesse i at støtte selskabet gennem et medlemskab.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan imidlertid på trods af den positive udvikling i beretningsåret ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder at indrykke artikler under rubrikken Meddelelser. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter. At dette udsagn har et reelt indhold, oplevede vi den 1. november 2023, da selskabet i forbindelse med Refsnæsskolens officielle jubilæumsarrangement kunne præsentere jubilæumsskriftet om institutionens 125-års fødselsdag. På tilsvarende måde var selskabet med til ved arrangementet den 5. december 2024 i anledning af Notas markering af 100-årsdagen for institutionens virke med til at sætte fokus på historiens betydning gennem udgivelsen af en beretning, om udviklingen af blindes adgang til litteratur mv. gennem de mange år.

Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2024 har medført som anført, at der ved årets udgang var 129 medlemmer, som havde betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2025 tæller 127 medlemmer.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Det må erkendes, at selskabet i beretningsperioden kun er kommet dette mål en smule nærmere. Det skal dog nævnes, at der i skrivende stund er en håndfuld personer, som i 2025 har ønsket at indmelde sig i selskabet.

Jeg har, sammen med den til enhver tid siddende bestyrelse, igennem de seneste 9 år, bestræbt mig på at udtænke idéer og tage initiativer til at rekruttere nye medlemmer udenfor Dansk Blindesamfunds medlemskreds. Disse bestræbelser har desværre kun haft ringe succes. Derfor opfordrer jeg endnu engang alle medlemmer af selskabet, til at fremkomme med forslag på dette område.

3. Selskabets medlemsliste.
Selskabet udsendte den 13. maj 2024 Medlemslisten for 2024, til alle medlemmer med en mailadresse. Denne blev efterfølgende udsendt i sort punkt og som Daisy-lydfil efter det enkelte medlems eget valg.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den årlige generalforsamling. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og i givet fald med hvilke personlige kontaktoplysninger. Dette for at sikre efterlevelsen af de gældende databeskyttelsesregler.

Opdatering, af medlemmernes kontaktoplysninger på listen, beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer videregivet til kassereren.

Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter et årsskifte at indbetale kontingentet, og samtidig give meddelelse om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår af den sidst udsendte medlemsliste.

Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 9 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.

4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.
Gruppen holdt sit første møde den 28. november 2014, indkaldt på initiativ af medlemmer udpeget af Dansk Blindesamfunds fritids- og kulturpolitiske udvalg. Gruppen har i beretningsperioden rundet 10-året for sit virke. Der er til dato afholdt 16 møder i gruppen. Karen Marie Pedersen stod bag indkaldelsen til det seneste møde den 19. august 2024 med deltagelse af Dennis Aabank og Karen Marie Pedersen fra DBS’s Fritids- og Kulturpolitisk Udvalg samt Ove Gibskov og Poul Lüneborg fra selskabet. Til mødet var inviteret samlingsleder Ion Meyer og samlingsassistent Maria Thode-Jensen fra Medicinsk Museion, Jesper Bentil Holten fra DSB’s forretningsudvalg og Winnie Ankerdal fra den ad hoc gruppe, som blev nedsat i begyndelsen af 2024, jf. beskrivelsen under pkt. 4 i beretningen fra 2023 / 2024.

Hovedopgaven på mødet var at få fastlagt en handlingsplan, med det formål at gennemgå de eksisterende samlinger på Refsnæsskolen, for at udskille den såkaldte “Anskuelsessamling”. Til mødet forelå et oplæg fra den 25. juli 2024 fra Ion Meyer.

Handlingsplanen, som blev besluttet på mødet, resulterede i, at en større samling af billeder blev overdraget til Medicinsk Museion. Derudover førte planen til, at Karen Marie Pedersen og Winnie Ankerdal den 31. oktober 2024 foretog en grovsortering af Refsnæsskolens samling af genstande mv. som har været benyttet i undervisningen gennem årene.

Det viste sig, at der udover anskuelsessamlingen var et meget stort antal undervisningsmaterialer. Blandt de sidstnævnte var der en del genstande, som det viste sig at være svært at vurdere med hensyn til bevaring. Disse genstande er efterfølgende af Winnie Ankerdal med faglig bistand af Dorthe Larsen, fhv. lærer ved Refsnæsskolen, gennemgået. Denne gennemgang har medført, at der er udtaget enkelte genstande til anskuelsessamlingen, som ønskes bevaret til Medicinsk Museion.

Samlingen rummer tillige nogle grammofonplader, som Dansk Blindesamfunds Podcastredaktion er interesserede i at kigge på. Tilbage står besvarelsen af følgende spørgsmål:

1. At finde opbevaringsmulighed for anskuelsessamlingen, indtil medicinsk Museion kan overtage den. Skal løses i samarbejde mellem Synscenter Refsnæs og DBS.

2. At afvikle de øvrige samlinger så godt som muligt. Dette varetages af Synscenter Refsnæs med mulighed for rådgivning fra Medicinsk Museion og Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.

3. At udarbejde beskrivelser af pædagogikken vedr. Anskuelsessamlingen, og dens funktion i undervisningspraksis. Skal udføres af den nedsatte ad hoc gruppebestående af Thorvald Kølle, Kurt Nielsen, Niels Ove Jørgensen og Winnie Ankerdal. Spørgsmålet er, om gruppen har brug for yderligere medlemmer eller bistand til at formulere og strukturere stoffet. Det er stadig en meget omfattende opgave.

Der er, takket være en stor indsats fra nogle få ildsjæle, nået langt med af sikre bevarelsen af Anskuelsessamlingen ved Refsnæsskolen i beretningsperioden. Der påtænkes et møde i arbejdsgruppen i løbet af 1. kvartal af 2025 med henblik på at finde udveje for at afslutte denne opgave, som har været på arbejdsgruppens dagsorden siden oprettelsen af denne.

Endelig skal det nævnes, at de frasorterede undervisningsgenstande, som Refsnæsskolen ikke selv ønsker at beholde kunne f.eks. tilbydes til Jonstrupsamlingen, som er den tilbageblevne del af den tidligere Skolehistoriske Samling.

Arbejdsgruppen har i beretningsperioden overfor Medicinsk Museion gentaget ønsket om at få udarbejdet en oversigt over de ca. 700 trykte bøger, de ca. 100 reliefbøger og de ca. 700 bøger trykt med punktskrift, som indgår i Den Blindehistoriske Samling, da adgang til information herom ikke indeholdes i registraturen over samlingen på museets hjemmeside.

Der er grund til under dette afsnit at takke samlingsleder Ion Meyer, for hans indsats gennem 26 år, for udviklingen af samlingerne under Medicinsk Museion. Det var ikke mindst Ion Meyers forståelse for betydningen af Den Blindehistoriske Samling, som førte til at denne blev sikret for eftertiden i 2011, gennem en overflytning til museet. Han har valgt at lade sig pensionere, hvilket blev markeret ved en meget velbesøgt reception den 4. december 2024, hvor jeg deltog på selskabets vegne.

Sammensætningen af Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe forventes at undergå betydelige ændringer i løbet af 2025. Det er derfor vigtigt at fastholde status på gruppens hidtidige indsats, hvilket har været tanken med dette afsnit af beretningen. Det er afgørende, at også den kommende arbejdsgruppe har øje for vigtigheden af, at blindehistoriske begivenheder optages, og at personer, som har gjort en særlig indsats indenfor Den Danske Blindesag, mindes ved deres død, jf. omtalen herom i pkt. 4 i seneste beretning.

5. Projekter som selskabet har støttet i beretningsåret.
5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.
Dette projekt blev startet i 2015 på forslag af Leif Martinussen, og har siden været omtalt i selskabets beretninger. I beretningen for 2018 / 2019 findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

Det oprindelige registreringsprojekt blev afsluttet den 14. maj 2020, med udarbejdelsen af en rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.

Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside.

Beretningen for perioden 2023 / 2024 indeholder en beskrivelse af Den Blindehistoriske Samling og formålet med projektet.

Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

I den endelige projektrapport fra maj 2020 oplistes 154 genstande. 46 af disse er allerede registreret i Den Blindehistoriske Samling. I det omfang, det vil være muligt at indsamle de registrerede genstande, er Medicinsk Museion interesseret i dem alle dels for at supplere samlingen dels for at vurdere om de tilbudte eksemplarer er af en bedre kvalitet end de allerede registrerede. Disse dubletter vil derudover kunne indgå i museets undervisnings- og udstillingsaktiviteter.

Blindehistorisk Selskab står for indsamling af ca. 30 tilbudte genstande. De øvrige genstande kræver ikke indsamling på initiativ af selskabet, idet disse er tilbudt af IBOS og andre lignende aktører.

Bestyrelsen arbejder på at indsamle de nævnte genstande. En række medlemmer har tilbudt yderligere genstande, til indlevering til samlingen på Medicinsk Museion. Blandt dem vil jeg nævne musiklærer Niels Eskjær, som har overdraget ca. 50 genstande til selskabet, en liste over disse kan ses under pkt. 5.1. i seneste beretning.

Endvidere er registreret lister over genstande til indlevering fra Kaj Cramer, Leif Martinussen og fra mig selv. Endelig skal det nævnes at IKT-konsulent Birgit Christensen fra IBOS har efterladt en kasse med genstande til gennemgang.

Som det kan forstås, er dette projekt langt fra afsluttet i denne beretningsperiode, tværtimod er der tilkommet en mængde yderligere bidrag til indlevering til Medicinsk Museion. Men på et tidspunkt skal det nok lykkes at nå til vejs ende med denne opgave. Det skal i den forbindelse nævnes, at Medicinsk Museion har store magasinudfordringer, hvilket har bidraget til at nedprioritere projektets afslutning.

5.2. Beretningen om Notas virke gennem 100 år.
Jesper Bentil Holten fra DBS’s forretningsudvalg gjorde i begyndelsen af juni måned 2024 opmærksom på, at Nota – National Bibliotek for Mennesker med Læsevanskeligheder – i 2024 kunne fejre sin 100-års fødselsdag. Hans henvendelse til vicedirektør Michael Karvø fra Det Kongelige Bibliotek resulterede i, at selskabet tog 2 initiativer til markering af dette jubilæum.

1. I Nyhedsbrev nr. 3/2024 kunne man læse følgende 2 artikler:
– Markering af Notas 100-års jubilæum. Bogforsyning til blinde og svagsynede gennem mere end 100 år, af John Heilbrunn.
– Anders Tindrup – en af de mest jyske jyder og den første leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, af Poul Lüneborg.
2. I forbindelse med Notas markering af jubilæet ved en reception den 5. december 2024 blev de 2 nævnte artikler præsenteret af forfatterne. Derudover kunne jeg, på selskabets vegne, overrække en trykt beretning om institutionens historie gennem 100 år under overskriften – Fra Det Kongelige Blindeinstitut til Det Kongelige Bibliotek, en rejse gennem 100 år. Denne beretning med billeder er på 46 sider og blev ved receptionen overrakt til chefrådgiver Michael Karvø, vicedirektør Kira Stine Hansen og direktør Svend Larsen fra Det Kongelige Bibliotek, som en påmindelse om at passe godt på Nota, som har været en afgørende institution for blinde gennem de mange år. Beretningen indeholder blandt andet en kort beskrivelse af de 10 ledere, som har stået i spidsen for virksomheden i løbet af de 100 år.

På selskabets hjemmeside kan man læse beretningen, som også vil kunne lånes gennem Nota.

5.3. Projektet ” Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900 – 1976.
Dette er titlen på det historiske projekt, som Rita Ilsted Smith arbejder på at realisere. Det drejer sig om en gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet på Frederiksberg – hjem for arbejdsføre blinde kvinder, oprettet i 1900 og som fungerede frem til 1973. Dansk Blindesamfund har bevilget 15.000 kr. til finansiering af researchfasen af projektet, mens selskabet har garanteret resten af det foreliggende budget på godt 18.000 kr. Det vil i første halvår af 2025 være nødvendigt at skaffe yderligere midler til færdiggørelsen og udgivelsen af redegørelsen, som i bedste fald kan forventes afsluttet i løbet af 2025.

Der foreligger i skrivende stund en opdateret indholdsfortegnelse, som sammen med artiklen i nyhedsbrev nr. 1/2025 belyser, hvad der kan forventes af dette spændende projekt.

Mogens Bang, der fra 1986 og indtil 2011 var leder af Det Blindehistoriske Museum under IBOS, efterlyste, i sin Epilog til Henning Eriksens Museumsdagbog, initiativer, der kunne bidrage til at belyse den officielle indsats overfor blinde. Baggrunden herfor var det forhold, at denne indsats ikke var beskrevet efter offentliggørelsen af Blindeinstituttets 100-års jubilæumsskrift fra 1958. Dette projekt kan i et vist omfang ses som et bidrag til at imødekomme dette ønske.

5.4. Forløbet i 1937 om særlige krav til blinde for at indgå ægteskab.
Ove Gibskov ansøgte og fik i slutningen af 2021 bevilget 12.000 kr. fra Blindes Støttefond til seende hjælp for at undersøge, hvorfor regeringen i 1937 fremsatte forslag om, at blinde ikke måtte indgå ægteskab, medmindre de lod sig sterilisere, og med hvilke begrundelser Retslægerådet fik forhindret dette.

Beløbet blev ret hurtigt anvendt til bl.a. at finde materiale om ændringer af ægteskabsloven og herunder behandlingerne i Lands- og Folketinget; ligesom pengene blev brugt til at vise, hvordan forskellige dele af dagspressen beskrev sagen. Der blev også investeret en hel del i at gennemgå årsberetninger og andre arkivalier fra Retslægerådet, men desværre uden at få kendskab til den efterlyste argumentation.

I oktober 2023 blev der så fra selskabet bevilget yderligere 5.000 kr. De er blevet anvendt til arkivstudier i Justits- og Socialministeriet for at sandsynliggøre eller helst finde begrundelsen fra Retslægerådet. Ove Gibskovs nuværende hjælper har særdeles stor erfaring med arkivstudier, og i nærværende sammenhæng bidraget væsentligt til det samlede resultat. Desværre har han dog også haft flere meget lange sygdomsforløb, hvor det har været umuligt at få kontakt til ham. Selv om det ikke er lykkedes at finde Retslægerådets præcise begrundelse, er der nu fremskaffet så meget relevant materiale, at der vil blive holdt et foredrag om hele forløbet, i forbindelse med selskabets fødselsdag i november 2025. Desuden bliver der bragt en større artikel i Nyhedsbrev nr. 1 2026 og i Handicaphistorisk Tidsskrift, ligesom Ove Gibskov også har talt med Politikens kronikredaktør, som umiddelbart har vist sig interesseret.

6. Informationsvirksomhed
6.1. Udsendte nyhedsbreve.
Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I beretningsperioden er der til dato udsendt 3 nyhedsbreve. I skrivende stund er der kun truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2025, med invitation, bilag m.v. forud for den ordinære generalforsamling den 1. marts 2025. Det bliver således op til bestyrelsen, som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i den kommende beretningsperiode. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som Daisy-lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. Det er DBS, som med teknisk bistand fra Nota står for produktion af punktudgaven, samt for udprintning og udsendelse af denne. DBS sørger tillige for produktion og udsendelse af udgaverne som Daisy-lydfil og som almindelig trykt tekst. Den elektroniske udgave udsendes derimod af kassereren.

Bestyrelsen har noteret sig ønsket om, at indholdsfortegnelsen i nyhedsbrevene forsynes med sidehenvisning, og at nyhedsbrevene pagineres for at lette opslag i disse. Dette ønske gælder ikke mindst den elektroniske udgave. Dette ønske er i forbindelse med de seneste nyhedsbreve forsøgt imødekommet. I forbindelse med udsendelse af den elektroniske version af nyhedsbrevene, offentliggøres disse på selskabets hjemmeside. I disse er indholdsfortegnelsen forsynet med links til de enkelte artikler.

Selskabet har for længst opgivet tanken om, at nyhedsbrevene i de 4 versioner samtidig kan nå frem til medlemmerne. Den elektroniske udgave udsendes så snart en endelig master foreligger, hvorefter de øvrige udgaver sættes i produktion, for derefter at blive udsendt så hurtigt som muligt.

Bestyrelsen vil benytte lejligheden til at takke alle, der gennem artikler m.v. har bidraget til nyhedsbrevenes indhold.

Bestyrelsen har i skrivende stund registreret en række forslag og idéer til artikler m.m. til kommende nyhedsbreve. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner, skal desuagtet ikke holde sig tilbage med at kontakte redaktøren herom.
Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at selskabet til dato har udsendt 80 nyhedsbreve, som alle findes på hjemmesiden.

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.
Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith har i beretningsperioden med tilslutning fra bestyrelsen gennemført en rekonstruktion af hjemmesiden. Det bliver nu op til bestyrelsen og medlemmerne at komme med kritik og forslag til den videre udvikling af hjemmesiden. Jeg kan kun opfordre enhver, som læser denne beretning, til at besøge hjemmesiden og vurdere indhold og tilgængelighed af denne.

Litteraturoversigten på hjemmesiden, som senest er blevet opdateret oktober 2023, er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har bestyrelsen modtaget en række henvendelser fra både medlemmer og andre, med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.

6.3. Andre informationskanaler.
Siden generalforsamlingen den 21. februar 2016 har bestyrelsen hvert år udsendt et medlemsbrev med selskabets medlemsliste, først som et forsøg og siden 2018 som en årlig begivenhed, jf. ovenfor under pkt. 3. Derudover blev der den 14. januar 2025 udsendt et medlemsbrev vedr. opkrævning af kontingent for 2025.

Det skal under dette afsnit bemærkes, at ud af de 127 medlemmer har 20 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 4 i almindeligt tryk og 7 som Daisy-lydfil.
De nævnte medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.

7.Blindehistoriske medlemsarrangementer i beretningsperioden.
a. Jazzkoncert den 9. marts 2024 på FSC.
Gruppen, som ved denne lejlighed gav en fremragende koncert i anledning af 30-året for selskabets stiftelse, kalder sig OK24 og spillede jazz fra ca. 1940 og til op i 1960-erne.

Gruppen består udelukkende af blinde musikere, disse er:
Lars Svaneborg vibrafon. Uddannet i slagtøj ved Aarhus Musikkonservatorium.
Flemming Nørgaard bas. Har modtaget undervisning i bas ved Københavns musikkonservatorium.
Heidi Madsen trommer. Har modtaget undervisning af Niels Ove Jørgensen på Synscenter Refsnæs. Er delvis autodidakt.
Lars Bang Andersen saxofoner, (baryton, tenor og sopran). Lars er autodidakt og har fået nogle få tips i starten.
Thorvald Kølle trompet og flygelhorn. Har modtaget undervisning af Ernst Brunn Hansen, trompetlærer ved Blindeinstituttet og er desuden blevet undervist af emeritus kongelig musikus Søren Emtoft.

Koncerten blev optaget af René H. Nielsen og medlemmer kan få den tilsendt ved henvendelse til bestyrelsen. Optagelsen kan af ophavsretlige grunde ikke lægges på selskabets hjemmeside.

b. Belysning af temaet “Blinde tiggere” den 10. marts 2024 på FSC.
Temaet om tiggeri, blinde betlere og det billede, som dette skaber i omverdenen, var den udfordring, som Jytte Louison Nielsen, Lena Bang og John Heilbrunn tog hul på ved denne lejlighed. Et ømtåleligt, mangesidet og for mange ganske personligt emne: Hvordan fremstår vi som blinde i et moderne indsamlingssamfund, hvor går og hvor gik grænsen mellem udøvende kunst, dette at falbyde sine evner af varierende art og egentligt tiggeri?

Arrangementet er omtalt i Nyhedsbrev nr. 1 og 3 i 2024. Desuden optog René H. Nielsen hele arrangementet, som kan høres på selskabets hjemmeside under menupunktet “Medlemsarrangementer”.

c. Selskabets 30-års fødselsdag den 15. november 2024 i Handicaporganisationernes Hus.
Alle selskabets medlemmer var inviteret til fødselsdagsfest i mødelokale “København” i Handicaporganisationernes Hus – ca. 40 havde taget imod invitationen.

Begivenheden blev indledt af formanden og derefter gav et af selskabets medlemmer Arne Christensen et meget spændende foredrag, om sin imponerende tur på ski til sydpolen i begyndelsen af 2024. Arne har i Nyhedsbrev nr. 1/2024 givet en introduktion til sit oplæg. Under og efter Arnes oplæg serverede selskabet drikke, sandwiches, kaffe og kage. En lydoptagelse af arrangementet kan aflyttes på selskabets hjemmeside. Det er Henrik Olsen, som i dette tilfælde har stået for optagelsen, som findes på hjemmesiden under menupunktet “Medlemsarrangementer”.

8. Blindehistoriske begivenheder som ikke er omtalt andetsteds.
2024 04 01: Den Erhvervsdrivende Fond – Blindes Arbejde fylder 95 år.

2024 04 04: Poul Lüneborg præsenterer ved et arrangement i Aarhus sin bogudgivelse på 75 sider om “Foreningen Aarhus Blinde” fra 1893, jf. omtale i Nyhedsbrev nr. 3/2024 ved Finn Amby.

2024 06 08: Solgaven i Farum fejrer 50-års fødselsdag med deltagelse af Prinsesse Benedikte.

2024 08 29: Dansk Blindesamfund præsenterer podcastserien “Vi blev statens børn” i 8 afsnit, jf. omtale i Nyhedsbrevene nr. 1 og 3 fra 2024.

2024 08 30: Nota meddeler, at en digital udgave af bogen Blindhed af T. Carroll kan lånes, jf. omtale i Nyhedsbrev nr. 1/2025 ved Jytte Nielsen.

2024 09 08: Meddelelse om, at Professor Thomas Rosenberg er gået bort, jf. mindeord i Nyhedsbrev nr. 3/2024 ved Poul Lüneborg.

2024 10 31: Landsformand Ask Løvbjerg Abildgaard meddeler, at han ultimo marts 2025 træder tilbage.

2024 11 14: Leder af Forsorgsmuseet i Svendborg Sarah Smed modtager Bent Melchiors Pris 2024.

2024 11 27: Selskabet Kjæden fylder 250 år.

2024 12 02: Dansk Blindesamfunds første ejendom på hjørnet af Randers- og Bogensegade i København fylder 100 år, jf. omtale i Nyhedsbrev nr. 3/2024 ved Rita Smith og John Heilbrunn. Begivenheden blev allerede den 7. oktober 2024 markeret ved en fest for beboerne.

2025 01 04: Louis Braille præsenterede for 200 år siden sit punktskriftssystem. Den 4. januar er af FN udråbt til “World Braille Day”. Dansk Blindesamfund benyttede lejligheden til overfor myndighederne at gentage ønsket om en officiel anerkendelse af punktskriften på linje med anerkendelsen af døves tegnsprog.

9. Selskabets elektroniske arkiv.
Af pladshensyn undlades en omtale af dette i indeværende beretning. Arkivet er opdateret frem til januar 2025. Dette er nærmere beskrevet i beretningen fra 2023 / 2024 under pkt. 8. Arkivet er i beretningsperioden forøget med 211 filer og rummer pt. 6993 filer i alt.

10. Administrative og økonomiske forhold.
De samlede indtægter ifølge regnskabet for 2024 er opgjort til 79.186,75 kr. mens de samlede udgifter udgør 88.050,64 kr. dvs. at selskabet kommer ud af året med et underskud på 8.863,89 kr.

Til sammenligning skal det bemærkes, at resultatet for 2023 var et overskud på 17.531 kr. I 2022 sluttede regnskabet med et overskud på 12.795 kr.

Medlemstilskuddet fra DBS blev i 2022 forhøjet fra 150 kr. til 250 kr. pr. DBS-medlem af selskabet. Dette tilskud på 26.500 kr. i regnskabet for 2024 yder et meget væsentligt bidrag til at dække dette års udgifter.

Der er i indeværende beretningsperiode kun afholdt 4 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 3 nyhedsbreve, hvilket har bidraget til at holde udgifterne nede.

Selskabets likviditet giver bestyrelsen en betydelig handlefrihed til at iværksætte nye initiativer ved at yde en økonomisk garanti. Denne mulighed er i beretningsåret benyttet i 2 tilfælde:

– Projektet ” Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900 – 1976” ved Rita Ilsted Smith.

– Den historiske beretning om Notas virke gennem 100 år.

Disse garantier søges efterfølgende eventuelt dækket gennem fondsansøgninger.

12. Afsluttende bemærkninger.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.

Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på, at mange medlemmer, også i denne arbejdsperiode, vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne
Poul Lüneborg, formand.

6. Regnskab 2024 samt revisionsprotokol, ved kasserer John Heilbrunn
Resultatopgørelse pr 31.12.2024

Sammenfatning af Selskabets drift

Driftsresultat

Årets samlede indtægter: 79.186,75

Årets samlede udgifter: 88.050,64

Årets driftsresultat til dato: -8.863,89

Finansielle Poster

Renteindtægter: 568,31

Samlet resultat

Årets samlede resultat: -8.295,58

Selskabets formue

Driftskonto, Danske Bank: 75.532,02

Opsparingskonto, Danske Bank: 100.568,31 (ikke medregnet rentetilskrivning)

Samlet: 176.100,33

Indtægter

Kontingent 19.500

Foredrag: 400

Støtte og tilskud: 35.034
Indtægter fra stævner, arrangementer og lign. 12.984

Salg af publikationer 11.268,75

Noter til indtægter

Støtte og tilskud
DBS medlemsstøtte: 26.500
Private bidrag fra medlemmer: 1.534
DBS FU-bevilling: 7.000

Salg af publikationer

Synscenter Refsnæs – Jubilæumsskrift: 10.568,75

Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord: 700

Udgifter

Transportudgifter 11.472,02

Udgifter til stævner, arrangementer og lign. 105

Porto og gebyrer 1.104,98

Køb af software 2.125

Internet og webhotel 3.957,44

Mødeudgifter 17.793

Generalforsamling 30.690,20

Diverse udgifter 386,18

Udgivelsesprojekter 20.416,82

Noter til udgifter

Generalforsamling
Kørsel i forbindelse med underholdning til Generalforsamling 2.114,60

Honorar – Musik 2.500

Optagelse og redigering af indslag 1.875

Øvesession musikalsk indslag 5.229

Fuglsangcentret 17.405

Udgivelsesprojekter
Bevilling Foreningen Aarhus Blinde 2.064,25

Årsgebyr Museumsdagbogen 250

Artikel om Anders Tindrup 1.395,66

Årsgebyr – Et tilbageblik på Det kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord 518,75

Årsberetning: 875

Historisk Beretning: 3.914,96

Nyhedsbreve: 1.398,20

Balance pr 31.12.2024

Aktiver

Tilgodehavende 400

Likvide beholdninger: 176.100,33

Aktiver: 176.500,33

Passiver:

Formue: 184.795,91

Periodens resultat: -8.295,58

Passiver: 176.500,33

John Heilbrunn, kasserer

Revisionens bemærkninger:

Blindehistorisk selskab. Revisionsprotokollat 2024.

Revisionen har afstemt konteringer i henhold til Sammenfatningen af Selskabets drift, balance, aktiver og passiver.

Nøgletal i regnskabet følger her:
Årets samlede indtægter: kr. 79.186,75

Årets samlede udgifter kr. 88.050,64

Årets driftsresultat pr. 31.12.2024: kr. -8.863,89

Finansielle Poster

Renteindtægter: kr. 568,31

Årets samlede resultat: kr. -8.295,58. Renteindtægter ikke medregn et.

Selskabets formue

Driftskonto: kr. 75.532,02

Opsparingskonto: kr. 100.568,31 (ikke medregnet rentetilskrivning)

Afstemningen har ikke givet revisionen anledning til bemærkninger vedr. konteringerne, og revisionen kan bekræfte et retvisende billede af selskabets økonomi 2024.

Herefter ingen yderligere bemærkninger at tilføje.

Revision 13. januar 2025.

Med venlig hilsen

Nete Parkov – Kurt Nielsen.

7. Kvinderne på Mariendalshjemmet, ved historiker Rita Ilsted Smith
Siden maj 2022 har jeg, med økonomisk støtte og opbakning fra Dansk Blindesamfund og Blindehistorisk Selskab, arbejdet på et projekt om Hjem for arbejdsføreblinde kvinder, populært kaldet Mariendalshjemmet pga. dets beliggenhed på Mariendalsvej 30, Frederiksberg. Projektet er baseret på Mariendalshjemmets arkiv på Rigsarkivet, en række andre arkiver, aviser og tidsskrifter samt – ikke mindst – erindringer fra kvinder, der har boet på Mariendalshjemmet. I Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2 2024 kan man læse en nærmere præsentation af projektet.

Efter en storstilet indsamling i befolkningen blev Mariendalshjemmet bygget som privat velgørende institution i 1900. Det var et arbejds- og bosted for enligt stillede blinde kvinder, og bestod helt frem til 1973, hvor de sidste kvinder flyttede ud. Den statelige bygning stod færdig 10. december 1900, og 1. april 1901 flyttede de første beboere ind. I de følgende mange år passerede 326 kvinder igennem institutionen. Nogle boede der fra de var helt unge frem til alderdommen, andre var der kun et par år eller endnu kortere tid. I begyndelsen arbejdede kvinderne med børstenbinderi, rørsædefletning, syning, strikning m.m. Fra starten af 1930’erne omlagdes kvindernes arbejde til vævning eller maskinstrikning.
Mariendalshjemmet var moderne for sin tid. Beboerne havde eget værelse, der var indlagt centralvarme, og lyset strømmede ind gennem store vinduer på alle etager. Der var en velanlagt have med frugttræer, der med årene gav rigelig høst, mulighed for at spadsere på de anlagte stier (ikke på græsplænerne!), sidde og nyde solen i lysthuse og på bænke, lytte til det myldrende liv både sommer og vinter på Ladegårdsåen, som strømmede forbi baghaven.

Som på enhver institution var livet reguleret ned til mindste detalje. Der var en husorden, der fastsatte regler for adfærd, og en dagsplan, der forordnede, hvornår man stod op, spiste, arbejdede og gik i seng. Husorden og dagsplan ændredes flere gange i løbet af hjemmets levetid, i takt med, at de samfundsmæssige forhold ændrede sig.

I hjemmets sidste tid husede det fortrinsvis pensionærer, der enten arbejdede uden for hjemmet eller var under uddannelse. Hjemmet affolkedes langsomt fra sidst i 1960’erne, og måtte til sidst lukke af mangel på søgning. Der var nu andre samfundsmæssige muligheder for enligt stillede blinde kvinder.

Jeg nærmer mig afslutningen af projektet. En bog med titlen ’Et liv i lys og skygge – hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900 – 1976’ forventes at udkomme i slutningen af 2025.

I snart 3 år har jeg beskæftiget mig med de blinde kvinder på Mariendalshjemmet.
Jeg har fulgt deres dagligdag så tæt som kilderne tillader, og med interesse og medleven iagttaget, hvordan det autoritære greb om kvinderne på hjemmet løsnedes med tiden – ikke mindst ved deres egen indsats.

Mariendalshjemmet var helt fra begyndelsen tæt knyttet sammen med Blindeinstituttet og foreningen Danmarks Blinde. Senere blev Dansk Blindesamfund og Blindes Arbejde de vigtigste aktører. Også mange engagerede enkeltpersoner spillede en rolle, både blinde og seende – som bidragydere, fundraisere, oplæsere, købere af de varer, der produceredes på hjemmet m.m.
De fleste tidligere beboere på hjemmet er for længst døde. En lille flok lever endnu, og dem har jeg talt med. Det har været en stor glæde at lære disse kvinder – og et par enkelte mænd (mænd fik adgang til at bo på hjemmet fra 1968) – at kende, og lytte til deres fortællinger fra Mariendalsvej. Disse samtaler har været en væsentlig forudsætning for at skrive bogen.

Blindes vilkår op gennem det 20. århundrede, og især blinde kvinders vilkår, er endnu ikke veldokumenterede i handicapforskningen. Det er mit håb, at jeg med denne kildebaserede, historiske undersøgelse kan kaste lys over en væsentlig side af voksne blinde kvinders liv i forrige århundrede. Det lange tidsspand giver mulighed for at vise, hvordan en velgørende kvindeinstitution af denne art opstår, lever og dør. Og hvordan den hele tiden interagerer med samfundsudviklingen.

Jeg er af Blindehistorisk Selskab blevet inviteret til at holde et oplæg om projekt Mariendalshjemmet i forbindelse med selskabets generalforsamling på Fuglsangcentret 2. marts i år.

I oplægget vil jeg dels trække nogle lange linjer gennem projektet, dels fortælle nogle historier fra hverdagen på hjemmet.

8. Omtale af første del af Thomas J. Carrolls bogværk ”Blindhed”, ved Jytte Louison Nielsen
Bogen udkom i USA i 1961. Thomas Carroll blev født i 1909 og døde i 1971. Han var katolsk præst og uddannet som psykolog. Hans store interesse og engagement lå hos mennesker, der rammes af blindhed. I 1972 oversatte lærer ved Blindeinstituttet i København, Heinrich Meyer, bogen til dansk, og den blev indlæst på spolebånd men blev aldrig udgivet. Det var således en begrænset kreds af mennesker, som fik adgang til bogen, og da jeg lige var begyndt at studere psykologi, var det en spændende bog for mig.

I 70’erne gav bogen anledning til kraftige reaktioner i de blindepædagogiske miljøer. Man fandt, at den var alt for direkte og næsten intimiderende i sine analyser, for dyster og negativ i hele tonen. Man overså de positive og optimistiske forslag, der er i bogen om rehabilitering.

Senblinderehabiliteringen blev først virkelig aktuel i Danmark, da Blindeinstituttet flyttede til Rymarksvej i Hellerup i 1968, hvor der var plads og rammer.

Dansk Blindesamfund arrangerede også senblindekurser på kursus- og feriehjemmet i Hobro. Det var kurser af tre ugers varighed, og jeg underviste der i punktskrift i 80’erne. Det var kurser, hvor vægten var lagt på praktisk færdighedspædagogik. Det mere mentale og psykologiske mente man blev klaret gennem samværet med de andre kursister. På den tid blev den øvrige familie ikke inddraget.

Selv om psykologien har sin oprindelse og udsprang fra filosofien i Europa med Wilhelm Wundt og Sigmund Freud, så blev det i USA, at psykologien blev udbredt og anvendt på mange forskellige grupper mennesker. Her havde man, i modsætning til i Danmark, unge mænd, der kom hjem fra krige, 2. Verdenskrig, Koreakrigen, krigen i Vietnam osv. Disse soldater kom hjem med krigsskader f.eks. blindhed. Disse unge mænd havde akut brug for hjælp, og Carroll og hans kolleger fik herigennem et erfaringsgrundlag.

I USA har man et afslappet forhold til psykologien og psykologer, og de fleste psykoterapeutiske retninger kommer fra USA.

Hvad senblinderehabilitering, nu kaldet nyblinderehabilitering, angår i dagens Danmark, så har den helt sikkert gennemgået en stor udvikling. Man inddrager nu i høj grad den øvrige familie.

Bogen er nu efter de mange år blevet digitaliseret og kan lånes som e-bog på Nota, bognummer 724362, og den kan fås som punktbog på bognummer 424362.

Bogen handler om blindhed, hvad er det, hvad gør det ved et menneske. Bogværket er i tre dele. 1. del: Hvad er tabt? 2. del: Rehabilitering og 3. del: Andre tilstande.

Carroll arbejder med 20 tab, hvert af de tyvetab udgør et smertepunkt for personen. De 20 tab er grundlaget, og i bogen ”Rehabilitering” arbejdes der på at vende tabene til sejre og nye kompetencer. Carroll opfatter blindhed som et meget alvorligt handicap, vis konsekvenser griber ind i alle livets forhold.

Jeg var i sin tid meget optaget af bogen, for forfatterens mod og dristighed til at udtrykke sig så tydeligt om den store sorg, det må være at miste synet, den vigtigste af sanserne.

Han udviser respekt og empati ved at gå med helt ind i sorgen. Ved at anerkende alle aspekter af tabene dannes grundlaget for en rehabilitering. Rehabilitering handler i høj grad om nye måder at kommunikere på, og nu 70 år efter udgivelsen har tiden i den grad givet blinde meget bedre muligheder.

Den teknologiske udvikling har løst mange af de problemer, som hobede sig op omkring en senblind førhen.

3. del omhandler blindhed i forbindelse med andre handicaps, døvhed, spasticitet, sklerose, åndsvaghed og psykisk sygdom. I denne 3. del kommer Carroll ind på spørgsmålet om blindfødte børn. Som forældre til et blindfødt barn, må man blive gjort klar til den store opgave, der venter i fremtiden. Forældrene skal kunne tale om de erfaringer, de selv har med blindhed. Har de overhovedet nogensinde mødt en blind? Hvilke følelser kommer til dem ved tanken om blinde, f.eks. frygt, angst måske ligefrem afsky.

Et blindt barn må lære verden at kende på en anderledes måde end seende børn, et seende barn lærer gennem imitation, ansigtsudtryk, kropssprog og social adfærd. Et blindt barn kan lære at nikke og ryste på hovedet, men det kan ikke aflæse andre artsfæller, som gør det samme. Barnet kan lære at vinke farvel til gæsterne, når de går, men det kan ikke vide, om de lige netop vender ryggen til.

Jeg vil i det følgende holde mig til en nærmere omtale af bogens 1. del, en omtale af, hvad der er tabt.
De chok, som blindheden giver et menneske, de tab, han lider, rammer ham ikke et efter et for at blive behandlet et efter et. De rammer på èn gang, lige meget om blindheden indtræder gradvist eller pludseligt. Der må dannes et fuldstændigt billede af de tab, som udgør det totale handicap. Forfatteren skriver således: ”At rammes af synstab er at dø. Når blindheden kommer til et menneske, som står midt i sit liv som seende, er det afslutningen, døden, på hans tilværelse som seende”.

De 20 tab

1. Tab der ryster grundlaget for psykologisk sikkerhed og tab af fysisk integritet.
Det menneske, som voksede op, som byggede sit liv som et helt menneske, er nu kun en del af sig selv. Han kan føle sig beskadiget, lemlæstet, vanfør, plaget af ulykke. Han er blevet et blindt menneske, et skræmmende ord. Han føler sig forskellig fra andre, anderledes og udstødt fra den gruppe, han altid har stræbt efter at være en del af. Hans følelser dukker frem fra det skjulte, fra underbevidstheden, og de nægter at bøje sig for bevidsthedens logik. Hvis han tidligere har haft ubehag ved blinde eller medlidenhed, så kommer sådanne følelser til udtryk nu, hvor han er blevet en af dem. Følelserne må bevidstgøres for at kunne slippe deres skadelige greb.

At tabet af synet vil opfattes, som skade på kroppen, er indlysende, tab af fysik og integritet. Evnen til at kunne handle og agere selvstændigt. En mand kan føle sig usikker på sin mandighed, og en kvinde føle sig ukvindelig. Øjet er på et dybdepsykologisk plan forbundet med køn og seksualitet.

2. Tab af tillid til de andre sanser.
Det er en misforståelse at tro, at der som et mirakel indtræder en skærpelse af de andre sanser, hvis man bliver blind. Det er en udbredt opfattelse, at blinde både hører og føler bedre end seende. Synssansen er en forstærkende sans for alle andre sanser. Man ser lige efter for en sikkerheds skyld, man tjekker med synet. Gennem tests hører blinde ikke bedre end andre, det gælder også for følesans, lugtesans og evnen til at kunne smage.

Årsager til blindhed kan i sig selv være sansesvækkende. Man kan oparbejde sanseeffektivitet, det er ikke skærpede sanser. Kropssanser, ligevægt og muskelsansen kommer lettere ud af kontrol uden synet. Bliver en blind usikker på underlaget, trapper og gulve, kan det virke helt lammende.

3. Tab af virkelighedskontakt med omgivelserne.
I chokstadiet, når blindheden er indtrådt, kan manglende kontakt til virkeligheden være lammende. Det er synet, som bringer os i kontakt med omgivelserne. Hvad er der til højre? Hvad er der til venstre? Op og ned, foran og bagved? Hvem er man i stue med? Hvem står lige ved siden af en?

Man kan planlægge, hvor man vil hen, og hvem man vil hen til med synet som vejleder. Synet griber ud, holder fast og binder til omgivelserne.

4. Tab af visuel baggrund.
Med dette tab følger tomhed og ensomhed. Det er den visuelle stilhed, som findes overalt. Bevægelser i gadebilledet, andre menneskers færden og gøren. Konstant ser man sig omkring, der foregår en evindelig affotografering ind i vores opmærksomhed.

5. Tab af lyssikkerhed.
At tale om blindhed som et fravær af lys er helt forkert og skadeligt for de blinde. At sige, at man skal bringe lys ind i de blindes verden, er således forkert. Mange blinde har lyssans og kan føle sig overvældet af lys, som de ikke kan bruge til noget. Brugen af ord som lys og mørke, i forbindelse med blinde, bringer tankerne hen på, at det gode er lys, glæde og livskraften selv. Mørke forbindes med død, ensomhed, det onde og formørkelse.

6. Tab af bevægelsesfrihed.
Med blindhed følger en bundethed til stedet. Barnets evne til at rejse sig og gå er den absolutte start på den personlige frihed. Den senblinde bliver for en tid slået tilbage til før voksentid. Bevægelserne bliver anspændte og kluntede, han føler sig iagttaget og holdt øje med. Denne situation er et stort tilbageskridt for et voksent menneske – ikke at kunne bevæge sig frit, og hjemmet kan føles som et åbent fængsel. Man må gerne gå ud men kan ikke.

7. Tab af dagliglivets tekniske færdigheder.
Dagligdagen byder på mange udfordringer, tilbagevendende situationer som man ikke kan komme uden om. Det er svært at spise pænt uden at spilde. Mange undlader derfor at gå ud at spise sammen med andre. Hjemme klares situationen, som man nu bedst kan det. Påklædning, barbering, for kvinder at sminke sig, og andet strengt personligt, skal man nu have hjælp til. Valg af personlig stil og farver kræver hjælp.

8. Tab af evnen til let at kunne komme i kontakt med andre, skriftligt.
Dette tab, som bliver udførligt beskrevet af Carroll, vil jeg ikke komme nærmere ind på, da tiden heldigvis har ændret situationen så meget til det bedre for blinde, med den teknologiske udvikling på området.

9. Tabet af let at kunne komme i kontakt med andre, mundtligt.
Her beskriver Carroll den manglende evne til at kommunikere spontant mundtligt med andre. Meget mundtlig kommunikation understøttes af kropssprog. Man peger, man markerer gennem ansigtsudtryk, forkaster og godkender gennem små bevægelser med ansigt og krop.

Nogen forfalder til den overfladiske betragtning, at døvhed afskærer fra menneskers verden, og blindhed udelukker fra tingenes verden. Blindhed afskærer fra mennesker såvel som fra situationer. Pauser i en samtale er naturlig for en seende, pauserne stresser den blinde, som derfor snakker løs for ikke at virke uinteresseret og miste fokus.

Sådan noget kan oversvømme situationen. Seende bemærker, at der er en uforklarlig anderledeshed, en blind taler på. Stemmen fejler ikke noget, sproget er meget fint, men henvendelsesformen er anderledes. Den blindes ansigtsudtryk mangler den afspejling, andre tager af hinandens ansigter. Man kan sige, når spejlet er knust, er der ingen afspejling.

10. Tab af muligheden for at kunne udvide sine kundskaber.
Dette tab kunne gives forskellige navne, tab af kendskab til, hvad der foregår på samfundsområdet. Tab af muligheden for at få oplysninger. Tab af evnen til at følge med tiden og tab af evne til kontakt med nutiden. Det kan føles som stilstand, mens verden går forbi en. En senblind bliver sat tilbage i forhold til tidligere liv. Det ikke at kunne læse tidsskrifter, bøger, aviser med mere. Beskrivelserne fortsætter, og det er ikke for at underkende den tids kommunikationsproblemer, men teksten bærer naturligvis præg af at være mere end 70 år gammel.

11. Tab af den visuelle tilegnelse af det der skaber glæde.
Der er en slående forskel mellem den indstilling, seende har til emnet, og det senblinde udtrykker. Når seende taler om blindhed, nævner de ubærligheden ved aldrig mere at kunne se elskede menneskers ansigter, hus og hjem og alt det velkendte.

Senblinde undviger emnet og nævner ikke noget konkret, det er alt for smerteligt og pinefuldt at udtrykke i ord.

Tabet, vi her beskæftiger os med, er tabet af at kunne se i alle aspekter. Det smukke, det grimme, det kedelige, ja alt. Den tabte glæde kan også være der, hvor den sanselige og den åndelige glæde følges ad. Synet af en smuk mand for en kvinde og synet af en smuk kvinde for en mand. Men det kan også være på de syndige og de abnorme glæders område, der hvor erotisk tilfredsstillelse går over gevind.

Der findes en glæde, som hele det menneskelige væsen nyder, og denne glæde må holdes stærkt adskilt fra den syndefulde glæde. Glæden kan blive alt for sanselig og alt for kødelig. Den normale unge mand og den normale unge kvinde bør føle glæde ved at møde en af det andet køn. Det kan vi kalde en normalglæde. Var der ikke denne sondring, kunne nogen fristes til at sørge over tabet af evnen til at synde. Dog, tabet af en sans fjerner ikke trangen til at synde. Det syndefulde fortsætter i fantasien. Arbejdet vil derfor være at fjerne smerten ved tabet uden at genskabe synden.

Tilbage til det normale som kan være glæden ved en selv, den almindelige og måske lidt tåbelige glæde ved at se sig selv i spejlet.

12. Tab af den visuelle tilegnelse af det skønne.
Ikke alle senblinde føler dette særlige tab. Nogen mennesker kan ikke føle glæden ved det skønne, de oplever ikke tabet, fordi de aldrig har oplevet noget smukt og skønt. For nogen opleves det som et stort tab, som en døen bort fra tingene. At stå foran et maleri, et mesterværk, man har kunnet se en gang, og vide at det er lige foran en, og man kan ikke se det. Det virkelig egenartede og smukke kan ikke beskrives gennem andres øjne. Prøv ikke på det. Det gør kun ondt værre.

13. Tab af muligheden for rekreation.
Som blind, senblind, kan man ikke længere selv vælge sin rekreation og fritidsudfoldelse frit. Kortspil, dans, løbe i skoven eller på skøjter og dyrke sport. Mange aktiviteter og hobbyer må opgives eller gå videre med hjælp fra seende.

Musikken har altid betydet meget for blinde, men mister man synet, og har man spillet efter noder, så bliver det meget besværligt at udøve musik.

14. Tab af arbejde og fremtid.
Bliver man senblind efter 65 år, er man sandsynligvis ophørt med sin arbejdskarriere. Mister man synet i en yngre alder, vil den senblinde opleve mange problemer. Carroll mener at vide, at der er fag, som man uden videre kan fortsætte med. Det gælder for sagførere og dommere, personalerådgivere og direktører.

15. Tab af finansiel tryghed.
Det kan blive dyrt at miste synet. Kun få har en opsparing, så de kan fortsætte deres tidligere levestandard. Carroll skriver, at det ikke er nødvendigt at tigge, og at blindeorganisationer i USA slår hårdt ned på tiggeri.

Det kan blive dyrt at købe sig til hjælp, og bevæger man sig ud på markedet af helbredere, er udgifterne uendelige.

16. Tab af den personlige afhængighed.
At blive blind er et angreb på den personlige uafhængighed. Mennesker reagerer forskelligt på afhængighed. For at kunne hjælpe gennem rehabilitering må vi forstå, at der er to stærke kræfter, der virker modsatrettede i os mennesker. Ønsket om uafhængighed og ønsket om afhængighed med den tryghed, det kan give. For nogen er blindhed bare et praktisk problem, for andre er det et altdominerende problem.

Pårørendes holdning er en vigtig faktor i rehabiliteringen. For nogen giver afhængigheden en oplevelse af nærhed og betydningsfuldhed. Andre pårørende er en stor støtte i motivering for rehabilitering.

17. Tab af social ligestilling.
Tabet af den personlige godkendelse, af menneskelig værdighed, af individualitet og personlighed. Tabet af social ligestilling kommer ikke af selve blindheden men påføres den blinde. Omgivelserne undgår ham, fordi han minder om alt det dunkle, der forbindes med et liv i skyggen og i dyster alvor. Vi er bange for blindhedens konsekvenser. Vi hader at se frygten i øjnene. Vi har de voldsomme følelser, og vi ved, at man ikke må vise det. Vi kan dulme følelserne med almisser, men handicappede isoleres fra samfundet. Den senblinde har de samme følelser overfor blindheden, han medtager dem fra sit tidligere liv som seende. Har følelser af afsky været stærke, kan han have svært ved at acceptere sig selv.

18. Tab af muligheden for at kunne være ubemærket.
Som blind er det svært at være anonym. Man er anderledes, og man bedømmes konstant af andre, som om det er deres naturlige ret. I en lille by vil privatliv og personlige forhold være kendt af mange. Den blinde lever i et udstillingsvindue og bliver begloet, men han kan ikke glo igen, han bliver tingsliggjort. Han bliver bedømt på sin påklædning, sin adfærd, sin anderledeshed. Ja, man kan ligefrem række tunge af ham, uden han reagerer. Der er blinde, som aldrig nogensinde kan udholde at vise sig med blindestok eller hund, fordi de kender fra sig selv, hvad andre tænker og mener om ham.

19. Tabet af selvrespekt.
Den måde, vi opfatter os selv på, er både objektiv og subjektiv. Selvopfattelse kan være både overvurderende men også nedgørende og selvudslettende.

At selvbilledet tager skade, når man bliver blind, er helt forståeligt. En ellers kompetent og selvsikker mand mister kompetencer og selvsikkerhed. Han oplever, at han ikke har nogens interesse. Før var han fri i sin kommen og gåen, nu er han hæmmet i sine bevægelser, sat tilbage til barndommen. I en tilværelse uden synsindtryk er han ensom og oplever sig amputeret. Et nyt selvbillede må dannes for at komme videre i tilværelsen.

20. Tab af hele personlighedsstrukturen.
Selv om man rammes af blindhed, fører man den unikke personlighed med sig. Blindheden bringer uorden og underminerer personlighedsstrukturen. Personligheden rammes af et slag, der rummer den samlede pulje af tab. Vores civilisation har givet os meget få forsvarsmekanismer mod traumer og chok. Vi er blevet gode til at behandle de fysiske traumer, men de psykiske chok ved vi ikke ret meget om. Heldigvis er der meget mere viden i dag 70 år efter denne bog.

Et menneske kan miste hele sin psykiske tryghed og stabilitet ved blot et enkelt tab, og hos de fleste senblinde udløses en eller anden psykisk reaktion. Sædvanligvis kommer der en depressionsperiode i starten, med en efterfølgende omorganisering af personligheden.

Nogen opbygger en distance til situationen ved at omtale det, der er sket som et praktisk problem, som kan løses. Nogen udskyder deres egen stillingtagen, og nogen opfatter blindheden som ikke permanent. For nogen er blindheden uovervindelig. De fremtræder opgivende og distancerede.

Der er dem, der nyder langt om længe at kunne svælge i afhængighed. Mange bliver ængstelige, selv om de ikke tidligere har været det. Indre usikkerhed kan komme til udtryk gennem pralerier, og de vil roses hele tiden for alt det, de dog kan. Kønslig usikkerhed kan vise sig ved promiskuitet.

Ledsagereaktioner til de tyve tab benævnet konkomitante tab.

De forskellige tab overlapper og griber ind i hinanden. Der er tre tilstande, der knytter sig til den senblindes situation.

1. Tabet af evnen til at kunne tage en bestemmelse. Ved dette tab er der to aspekter i spil. Den senblinde, som tidligere tog bestemmelser på familiens vegne, oplever nu, at andre træffer vigtige beslutninger. Det sker, at et familiemedlem nyder den nye rolle at være familiens overhoved, at være ansvarlig for beslutninger. Rehabilitering her består i et arbejde med hele familiens dynamik. Den senblinde kan ubevidst være meget villig til at give afkald på sin autoritet og nyde afhængigheden. Det andet aspekt ved tabet af evnen til at træffe beslutninger er det, at ubeslutsomhed er et symptom på usikkerhed og en naturlig reaktion i en periode. Når personen er tilstrækkeligt rehabiliteret til igen at have overskuddet til at genoptage sin naturlige rolle og plads i familien og træffe beslutninger, kan der så opstå en alvorlig og kompliceret konflikt, så den, der for en tid har haft autoriteten, nyder sin rolle så meget, og derfor ikke umiddelbart vil opgive den igen. Den senblinde kan så opleve modstand imod den positive udvikling henimod selvstændighed.

2. Et problem, som mange senblinde nævner, er tabet af evnen til at kunne sove på normale tidspunkter. Baggrunden for ikke at kunne sove er af emotionel karakter. Tankemylder giver uro og søvnløshed, så man ikke kan slappe af og give slip. Søvnen bliver afbrudt og utilfredsstillende. Døgnrytmen forskydes for den, der har været vandt til at gå på arbejde. Er der tale om en person med total blindhed, er det svært at holde styr på dag og nat, når lyset ikke er en naturlig markør for døgnets skiften.

3. Et tredje ledsageproblem er tab af fysisk tonus. Det er normalt, at emotionelt pres, angst og stres giver tab af tonus. Kroppen falder sammen, krop og lemmer trækkes sammen i forsøg på at beskytte sig. Den blinde får ikke den motion ved at bevæge sig, som han plejede. Vedligeholdelse af fysisk tonus kan opnås gennem aktiviteter, sport osv. og ved en bevidstgørelse af den fysiske fremtræden.

Thomas Carroll skriver: ”Utvivlsomt er der andre tab forbundet med at miste synet, erfaringen har imidlertid vist, at de fleste af dem vil kunne forstås i lyset af de tyve tab”.

Til slut vil jeg omtale et afsnit fra bogen, som Carroll kalder formodet vinding ved følge af blindhed.

Nogen mener, måske som et forsøg på trøst eller beroligelse, at der kan være vinding ved blindheden. De eventuelle vindinger vil i så fald være tilfældige og ikke systematiske. Men da det nu kan være en opfattelse, at der er en gevinst gennem blindheden, må det undersøges nærmere.

Erhvervsmæssig vinding for personer der mister synet. For en del af dem, der bliver blinde under militærtjeneste, er det almindeligt, at de har dårlig skolegang og ingen faglig uddannelse som baggrund. Havde de ikke mistet synet, havde arbejdskarrieren været ufaglært. Blindheden ændrer nu deres mål, og måske viser der sig muligheder for at gå videre med en højere boglig uddannelse.

Det blinde familiemedlem, som nu får mulighed for en mere prestigegivende uddannelse, ændrer også status indenfor familien. Den uddannede blinde møder dog ny frustration, når han efter endt uddannelse opdager, at beskæftigelsesmulighederne er meget begrænsede.

Er der så gevinst på tænkningens område, det intellektuelle felt?

Blindhed giver anledning til mere abstrakt tænkning. Fraværet af de mange visuelle distraktioner kan give mulighed for mere eftertænksomhed. Og dog, der er mange distraktioner ved selve blindheden og tanker og bekymringer om det at være i verden.

Carroll har ikke personligt kendt nogen, som har profiteret i den retning. Der er også dem, der taler mere end tænker.

Ændres selvbilledet i positiv retning, kan man spørge? Nogle senblinde nævner, at de har fået højere status, en helterolle eller endda en martyrrolle. Den, der tidligere ikke var noget, han har nu en historie. Han kan opnå beundring, noget som er nyt for ham. Om dette er en egentlig vinding, i forhold til at kunne se, er tvivlsomt. Det kan være en gevinst, hvis der med lidelsen kommer selvindsigt. Er det en vinding nu at kunne påskønne venlighed og hjælpsomhed?

Den underdanighed, der udtrykkes, kan virke automatisk, og den dækker over en skyldfølelse for den harme og bitterhed, der fylder mere end taknemmeligheden.

Nogen oplever, at man får nye venskaber. Det kan ske, man får nye venner, men mennesker får nye venner ind i mellem. Mænd møder deres udkårne gennem deres sygdom, en sygeplejerske, en plejeperson, som så bliver ægtefælle. Men der er langt flere, hvor blindheden giver frustrationer og problemer i et ægteskab med brud til følge.

Jamen er det så en vinding ikke at kunne se alt det grimme i verden?

Det er ikke en gevinst, det fjerner ikke det grimme i verden, og man må ikke sløre sin bevidsthed overfor det, da det ikke afskaffer det onde og grimme. Selv om man er blind, har man stadigvæk et ansvar.

Bliver man stærkere ved at miste noget så stort som synet? Gennem en vellykket rehabilitering kan det bestemt føles som en stor sejr. Men det er ikke en forudsætning for personlig udvikling, at man kommer ud for en ulykke.

9. 250 års betydning for blindesagen i Danmark, ved Diana Stentoft og Tina Adele Hoff
En mørk novemberaften i 2024 havde næstformand i Dansk Blindesamfund Diana Stentoft og politisk konsulent Tina Adele Hoff den store fornøjelse at deltage i Selskabet Kjædens 250 års jubilæumsmiddag i ordenens smukke lokaler i Klerkegade i København.

Spoler vi tiden 250 år tilbage blev Selskabet Kjæden dannet i den sidste del af oplysningstiden d. 27. november 1774, hvor grundpillerne var de klassiske borgerlige dyder og den protestantiske tros værdigrundlag. Kjæden lagde fra begyndelsen vægt på, at adgang til viden og uddannelse var af afgørende betydning for det enkelte menneskes udvikling og samfundets stabilitet^[1]. Mange ordener og loger så dagens lys blandt borgerskabet i byerne i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet, men en særlig ting adskilte Selskabet Kjæden fra øvrige ordener allerede fra begyndelsen – kvinder kunne nemlig opnå optagelse i ordenen på lige fod med mænd. Denne progressive anskuelse af alle mennesker som ligeværdige har gennemsyret Selskabet Kjædens arbejde lige siden.

Det stod hurtigt klart, for de første medlemmer af Kjæden, at der skulle findes et arbejdsområde, hvor ordenen kunne gøre en markant forskel, og i begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at undersøge, hvilken sag, Kjæden kunne markere sig med. I vinteren 1810 bad Selskabet Kjæden således ordenens brødre og søstre om at indsende forslag til en velgørende sag, som ordenen kunne arbejde for. Netop dette ønske blev definerende for blindesagen i Danmark, idet præsten C.F. Brorsons forslag om at oprette ”Virksomhedens og Trøstens Boelig for Blinde” fik stor opbakning blandt ordensmedlemmer, og derfor blev det blindesagen, som Selskabet Kjæden igennem mere end 200 år har understøttet og været med til at forme.

Allerede d. 10. juni 1811 begyndte Selskabet Kjæden den første undervisning af blinde i København. I starten blev eleverne undervist mundtligt i fagene religion, regning, historie, geografi, naturhistorie, håndarbejde, spind, strikning, knytning, paparbejde og kurvefletning. Derudover fik de musikundervisning i fløjte, klarinet, klaver og guitar. Man supplerede den boglige undervisning med reliefbøger, som eleverne kunne aflæse med fingrene. Det var dog ikke en holdbar løsning, da man ikke selv kunne skrive med reliefbogstaver. Egentlige undervisningsmaterialer til blinde eksisterede ikke på dette tidspunkt.

Uddannelsen af blinde blev efterhånden en stor opgave for Kjæden, og en opgave man ønskede at overdrage til den danske stat. Den 5. november 1858 blev Det Kgl. Blindeinstitut i København indviet i en bygning, som Selskabet Kjæden havde opført til formålet på Kastelsvej på Østerbro. Instituttet blev ved samme lejlighed overdraget til staten^[2]. Forud for overdragelsen havde Selskabet Kjæden drevet blindeinstituttet og for at sikre kvalificerede kandidater til at overtage institutleder-funktionen, blev en lille håndfuld dygtige undervisere sendt på studietur til europæiske blindeinstitutter for derefter at genoptage undervisningen af blinde på Kjædens Blindeinstitut. På den måde blev underviserne præsenteret for punktskrift i Paris, som allerede havde været anvendt der siden 1825, hvor Louis Braille udviklede vores eget skriftsprog^[3]. Dette visionære udsyn og vilje til at understøtte nye undervisningsformer har fortsat stor betydning i dag, hvor børn, unge og voksne blinde, som har lært og bruger punktskrift, gennemsnitligt har et højere uddannelsesniveau, højere indkomst og bedre livsmuligheder end de unge blinde der ikke lærer og anvender punktskrift i uddannelsen^[4].

Selskabet Kjædens betydning for Dansk Blindesamfund og blindesagen i nyere tid

For Dansk Blindesamfund har Kjæden også en ganske særlig betydning. Det var nemlig under fejringen af 100-året for Selskabet Kjædens opstart af blindeundervisningen i Danmark d. 8. juni 1911, at en gruppe blinde besluttede at etablere Dansk Blindesamfund. Takket være Selskabet Kjædens fremsynede arbejde op igennem 1800-tallet, lykkedes det blinde og stærkt svagsynede at uddanne sig for derigennem at vokse sig stærke til at insistere på egen ret og stemme ved at danne vores egen forening. Den tro på, at man som blind kan uddanne sig og deltage i samfundslivet, som Kjæden i sin tid udviste i valget af blindesagen som mærkesag, blev dermed også helt central for etableringen af Dansk Blindesamfund.

Selv om Selskabet Kjæden overdrog Blindeinstituttet til staten allerede i midten af 1800-tallet, fastholdt man et stærkt fokus på at støtte uddannelsen og beskæftigelsen af blinde i Danmark. Det er i høj grad som følge af den undervisning i håndarbejde, som blinde modtog på Blindeinstituttet i løbet af 1800-tallet, at det var muligt at etablere Blindes Arbejde i 1929. Her fik man mulighed for at ernære sig som håndværkere. I dag 96 år senere lever Blindes Arbejde fortsat og leverer fortsat meningsfuld beskæftigelse som samtidig hviler på stolte faglige traditioner. Stort set samtidig med opstarten af Blindes Arbejde opstartede Selskabet Kjæden en husmorskole for blinde kvinder, for derigennem at styrke kvindernes huslige uddannelse.

Det, der i vid udstrækning har kendetegnet Kjædens aktiviteter gennem 250 år er at skabe hjælp til selvhjælp. Denne tankegang og dette menneskesyn gennemsyrer fortsat Selskabet Kjædens store og ihærdige arbejde i dag, hvor unge med synshandicap kan søge legater til understøttelse af deres uddannelse. Samtidig stiller Selskabet Kjæden generøst både tid og lokaler til rådighed for Dansk Blindesamfunds arrangementer, og der er en fin og respektfuld løbende dialog om, hvordan Selskabet Kjæden og Dansk Blindesamfund i fællesskab kan styrke blindesagen.

At blindesagen fortsat er en del af Selskabet Kjædens DNA kunne også tydeligt mærkes ved den flotte og festlige jubilæumsmiddag i november, hvor vi fra Dansk Blindesamfund var æresgæster, og hvor blindesagen blev fremhævet af Selskabets stormester som den vigtigste og mest meningsfulde del af ordenens arbejde, som også omfatter projekter og initiativer til bekæmpelse af fattigdom i København.

Selskabet Kjæden hviler på et grundfundament, hvor selskabets brødre og søstre både forventes at se indad og reflektere over, hvordan de selv bidrager til at skabe et godt og trygt samfund med plads til alle. Samtidig er der også forventninger om, at man aktivt bidrager og handler. For os som blinde og stærkt svagsynede var det dengang i 1811 helt uvurderligt, at en gruppe bemidlede borgere så et potentiale for at uddanne vores gruppe, som ellers ikke havde denne adgang. Og også i dag har vi brug for, at det omgivende samfund har en tro på, at vi kan og vil bidrage. Derfor er det også vigtigt at fastholde og udbygge det gode samarbejde vi i dag har med Selskabet Kjæden, som igennem årene har grundlagt stærke venskaber på tværs af køn og på tværs af synsstatus. Blinde og svagsynede er naturligvis også meget velkomne som ligeværdige brødre og søstre i ordenen. Det væsentlige er, at man ønsker at være en aktiv del af et fællesskab med fokus på at gøre en forskel.

10. 200 år med punktskrift, der endnu ikke er anerkendt som officielt skriftsprog i Danmark, ved Ove Gibskov
Den 4. januar blev Den Internationale Braille-dag som sædvanlig fejret over det meste af verden. I år var det dog en ganske særlig begivenhed, da det er 200 år siden, Louis Braille opfandt punktskriften og gjorde det muligt at ændre livet for mennesker med synshandicap verden over.
Forretningsudvalget i Dansk Blindesamfund har markeret denne mærkedag med en nytårshilsen til politikerne – skrevet på punktskrift. Brevet kan de jo ikke selv læse, men der er vedlagt en QR-kode, som leder dem til en video, hvor budskabet bliver forklaret. Det indeholder bl.a. argumenter for, at punktskrift bør anerkendes som officielt skriftsprog her i landet, ligesom det er tilfældet i flere andre lande. Når der forhåbentlig snart sker noget, på dette meget væsentlige område, vil man naturligvis blive informeret om det både i DBS’s Medlemsblad og også her i Nyhedsbrevet.

11. Oversigt over udgivelser fra Blindehistorisk Selskab, ved Poul Lüneborg
Selskabet har siden sin oprettelse 18. november 1994 og frem til januar 2025 udsendt 80 nyhedsbreve indeholdende 715 artikler, som alle kan ses på www.blindehistorisk.dk

Følgende bøger / rapporter er udgivet af selskabet eller med støtte fra dette:

1996 i december – ”En blind håndværker – En rebslager” af Søren Thorlacius-Ussing, 38 sider, udgivet af Blindehistorisk Selskab i samarbejde med IBOS – Instituttet for Blinde og Svagsynede.

2002 – “Til gavn for menneskeheden og fædrenelandet. Kjæde-Ordenen og dens blindeforsorg gennem 225 år”, af Kristian Larsen, 160 sider. Udgivet på forlaget Arkivaria gennem økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund, Kjæde-Ordenen, Institut for Blinde og Svagsynede, Statens Øjenklinik og Blindehistorisk Selskab.

2004 – ”Louis Braille og Blindskriften” af Norman Wymer. Oversat af Gerhard Kaimer, 78 sider, udgivet på Forlaget Klim og Det Danske Louis Braille Selskab med økonomisk støtte fra Blindefonden – Fonden for Aktive Blinde, Videnscenter for Synshandicap og Blindehistorisk Selskab.

2015 i november – ”De blinde pionerer” af Poul Johan Lüneborg, udgivet på forlaget Kahrius med Ebbe Espersen som medforfatter, 284 sider. En beretning om de blinde, som i 1911 stiftede Dansk Blindesamfunds lokalkreds for Aarhus, Randers og Viborg amter samt en beskrivelse af datidens landsdækkende og lokale foreninger og institutioner til støtte for blinde og svagsynede. Udgivelsen er støttet økonomisk af en række fonde herunder af Blindehistorisk Selskab.

2019 i oktober – “Museumsdagbogen” af Henning Eriksen, udgivet på forlaget Kahrius, 174 sider. En beskrivelse af dagligdagen på Blindehistorisk museum i tiden fra 2001 til lukningen i 2011, bogens tekst og illustrationer er samtidig en fortælling om blindes historie gennem 200 år. Udgivet af Blindehistorisk Selskab med økonomisk støtte fra en række fonde herunder Veluxfonden og Blindes Støttefond.

2020 i marts – ”Afvigelsens identitetsdilemmaer, blindes organisering i det 20. århundrede”, af René Ruby, 228 sider, udgivet på forlaget Saxo Publish. Udgivelsen er støttet økonomisk af Dansk Blindesamfund, Den Bøhmske Fond og Blindehistorisk Selskab.

2020 i maj – ”Rapport om Registreringsprojektet” af Poul Lüneborg og Henning Eriksen, 19 sider, udgivet af Blindehistorisk Selskab. Der er tale om en registrering af 154 indsamlede hjælpemidler mv. der skal tjene til opdatering og supplering af Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion under Københavns Universitet.

2022 i oktober – ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960 – 1970’erne” af John Heilbrunn, i samarbejde med Helle Riley og Kurt Nielsen. Rapport på 117 sider udgivet af Blindehistorisk Selskab med økonomisk støtte fra Blindes Støttefond. Rapporten er præsenteret i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49 fra maj 2023, udgivet af HSHS – Historisk Selskab for Handicap og Samfund.

Rapporten baserer sig på 26 interview af blinde- og svagsynede med tilknytning til blindeforsorgen.

2023 i oktober – 125-års jubilæumsskrift “Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord” af Leif Martinussen i samarbejde med Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen, 340 sider, udgivet af Blindehistorisk Selskab gennem forlaget Kahrius med økonomisk støtte fra bl.a. Dansk Blindesamfund og Veluxfonden.

2024 i december – ”Nota, Nationalt Bibliotek for mennesker med læsevanskeligheder 1924-2024”.

En historisk rejse gennem 100 år fra Det Kongelige Blindeinstitut til Det Kongelige Bibliotek, ved Poul Lüneborg, 46 sider, udgivet af Blindehistorisk Selskab.

2025 i 4. kvartal – ” Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900 – 1976″, af Rita Ilsted Smith.

Historisk fortælling om hjemmet og dets beboere 1900 – 1976. Kvindernes liv og færden følges, og ændringer i hjemmets praksis beskrives i lyset af den generelle samfundsudvikling og de skiftende vilkår for blinde.

Forventes udgivet i slutningen af 2025 af Blindehistorisk Selskab med støtte fra forskellige fonde. Manuskriptet anslås til at omfatte 250 sider.

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

1. https://xn--kjden-tra.dk/historien/ ↑
2. Side 50, Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 8, 2002 ↑
3. Side 11, Tidsskriftet Handicap og Samfund nr. 1, 1993 ↑
4. https://www.euroblind.org/sites/default/files/documents/ebu_statement_braille_20220222.pdf ↑

 

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3/2024.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg
2. Historier fra et blindehus. I år kan Dansk Blindesamfunds første bygning for blinde, Bogensegade 2 – 4 / Randersgade 66 – 68, Østerbro, København, fejre 100-års jubilæum, af John Heilbrunn og Rita Ilsted Smith
3. Markering af Notas 100-års jubilæum. Bogforsyning til blinde og svagsynede gennem mere end 100 år, af John Heilbrunn
4. Anders Tindrup –en af de mest jyske jyder og den første leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, af Poul Lüneborg
5. Afskaffelse af fattiglovens retsvirkninger for blinde, af René Ruby
6. Invitation til 30 års jubilæumsarrangement 15. november, af Poul Lüneborg
7. Fra blindeforening til støtteforening: Anmeldelse af Poul Lüneborgs bog Foreningen Aarhus Blinde, af Finn Amby
8. Anmeldelse af Morten Bondes bog: ”Dømt blind – hva’ så?” En rejse fra Håbløshedsgade til Mulighedsvej, af Lena Bang
9. Markering af udgivelsen af podcastserien ”Vi blev statens børn”, af Ove Gibskov
10. Én af DBSs store personligheder, Kaj Cramer, er gået bort, af fhv. landsformand Poul Lüneborg
11. Professor Thomas Rosenberg er gået bort, Af fhv. landsformand Poul Lüneborg
12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

Året 2024 kan i sandhed siges at være et blindehistorisk jubilæumsår. Både Nota og Dansk Blindesamfunds ejendom på hjørnet af Randersgade / Bogensegade på Østerbro i København har i år eksisteret i 100 år. Hertil kommer, at det i år er 110 år siden blinde fik en særstilling i loven om fattighjælp, idet de gennem en særlig lov fra den 25. februar 1914 ikke længere skulle fratages deres borgerlige rettigheder i forbindelse med modtagelse af fattighjælp. Disse 3 begivenheder er fyldigt omtalt i dette nyhedsbrev.

Rita Smith og John Heilbrunn har i deres artikel ” Historier fra et blindehus ” givet en nuanceret beskrivelse af historien gennem 100 år bag Dansk Blindesamfunds første bebyggelse på Østerbro i København. Et område af hovedstaden, som siden fik tilnavnet ”de blindes bydel”, da Blindeinstituttet ikke lå langt fra ejendommen.

John Heilbrunn har tillige givet en redegørelse om Notas historie gennem 100 år. Notas forgænger var som bekendt Danmarks Blindebibliotek og endnu længere tilbage Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde.

Den første leder af ”Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde var Anders Tindrup. Forfatteren Peter Ommerbo, der redigerede Dansk Blindesamfunds medlemsblad fra 1919 – 1939, betegnede ham som en af de mest jyske jyder i København, hvilket jeg har valgt som titel for min artikel, om denne pioner indenfor blindes bogforsyning. Det er tankevækkende at han som 15-årig elev på Det Kongelige Blindeinstitut oplevede afslutningen af kampen om at vælge Louis Brailles punktskrift frem for reliefskrift til blinde. Herefter gør han tjeneste i bestræbelserne på at udbrede og udvikle punktskriften i gennem 45 år.

René Ruby markerer i en artikel 110 året for afskaffelsen af tabet af de borgerlige rettigheder for blinde, der modtager fattighjælp, datidens benævnelse for kontanthjælp.

Nyhedsbrevet omfatter endvidere 2 boganmeldelser og 2 nekrologer.

Det drejer sig om Finn Ambys omtale af min bog om ” Foreningen Aarhus Blinde” fra 1893 udgivet 2024 og næstformand Lena Bangs anmeldelse af Morten Bondes erindringsbog ”Dømt blind – hva’ så?” udgivet 2019. Mine mindeord om fhv. hovedkasserer i Dansk Blindesamfund Kaj Cramer og professor Thomas Rosenberg – er en hyldest til 2 personligheder af den allerstørste betydning for blindesagen i Danmark.

Afslutningsvis er der grund til at notere sig den historiske podcast serie om Refsnæsskolen ”Vi blev statens børn”, som repræsenterer en hel ny måde at fortælle blindes historie på.

De fleste medlemmer vil vide, at selskabet blev stiftet den 18. november 1994. Fredag den 15. november 2024 markeres 30-års dagen fra kl. 14.00 – 18.00, ved et arrangement i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup. Jeg håber at rigtig mange af selskabets medlemmer med familie og venner tager imod invitationen til at være med til at fejre den runde dag, hvor Arne Christensen fortæller om sin tur på ski til sydpolen, jf. programmet for dagen i dette årets sidste nyhedsbrev.

2. Historier fra et blindehus, af John Heilbrunn og Rita Ilsted Smith

I år kan Dansk Blindesamfunds første bygning for blinde, Bogensegade 2 – 4 / Randersgade 66 – 68, Østerbro, København, fejre 100-års jubilæum. I den anledning fortæller vi træk af bygningens historie.

Optakten
Dansk Blindesamfund blev dannet i 1911, og det var fra starten en af foreningens mærkesager at skaffe billige boliger til blinde. I 1913 ansøgte Dansk Blindesamfund Københavns Kommune om en byggegrund til opførelse af en bygning med boliger til blinde samt foreningslokaler. En grund blev i 1914 stillet gratis til rådighed af kommunen, med den klausul at grunden skulle bebygges inden fire år – hvis det ikke skete ville grunden blive inddraget. Grunden var beliggende på hjørnet af Randersgade og Bogensegade.

Det trak imidlertid ud med byggeriet, Dansk Blindesamfund manglede midler til opførelsen. Foreningen fik udskudt fristen flere gange, senest i 1920, hvor kommunen satte den endelige frist til 1925.

19. december 1923 lagdes grundstenen til den nye ejendom Bogensegade 2 – 4 / Randersgade 66 – 68. Der var stadig ikke midler nok til opførelse af bygningen. Foreningen rådede blot over en byggefond på 50.000 kr. Foreningen havde imidlertid fået tilladelse til at afholde en landsindsamling med henblik på at skaffe penge til byggeriet, og man satte sin lid til, at indsamlingen ville indbringe en betydelig sum.

Indsamlingen fandt sted 2. maj med salg af et 10-øres mærke. Der dannedes lokalkomiteer over hele landet, som organiserede indsamlingen. I dagene før indsamlingen gjordes en vældig propagandaindsats i landets aviser, med omtale af den kommende indsamling og opfordringer til at melde sig som indsamler. Et indlæg fra hovedkomiteen, der bragtes enslydende i en lang række aviser, beskriver indsamlingens formål således:

”Lejlighederne i den bygning, Dansk Blindesamfund lader opføre, skal nu og i fremtiden være hjem for de vanskeligst stillede blinde, og da det er blinde fra hele landet, der skal nyde godt deraf, har land og by forenet sig for at komme disse samfundets stedbørn til hjælp”.

Efter aftale med Dansk Postforbund medvirkede postbudene i indsamlingen. De falbød mærket på deres beboerruter, hvad der betød et kolossalt boost i indsamlingen. Postbudene indsamlede 75 % af beløbet.
Indsamlingen indbragte 276.000 kr. På grund af det flotte resultat fik bygningen navnet ’Folkets Gave’. Bygningen kostede 435.000 kr. den resterende sum skaffede man ved statslån.

Bygningen tages i brug
Bygningen stod færdig til indflytning 1. november 1924. Den indviedes ved en festlighed 2. december i den nye, store sal i bygningens kælderetage. I dagens anledning vajede flag foran bygningen og salen var pyntet op med stedsegrønne træer og blomster. Efter den rituelle indvielse med taler af foreningens forretningsfører Martinus Christiansen, forstander for Blindeinstituttet Otto Wustenberg, Københavns borgmester Jens Jensen og forsvarsminister Laust Rasmussen (som havde været formand for indsamlingskomiteen), var der kaffebord for foreningens medlemmer. Bagefter kunne medlemmerne svinge sig i dansen på det splinternye parketgulv frem til kl. 1.

Bygningen var på 5 etager + kælder og tagetage. Den rummede 40 lejligheder, hvoraf foreningen lagde beslag på den ene som kontor. Der var 39 lejligheder til udlejning: 10 etværelses, 10 etværelses med kammer, 10 toværelses og 9 toværelses med kammer. Lejlighederne havde centralvarme og toilet med varmtvandsbrusebad.
10 af de største lejligheder udlejedes til seende, som betalte 250 kr. mere i årlig husleje end de blinde beboere. Udlejningen til seende var en økonomisk disposition for at få foretagendet til at løbe rundt.
26 lejligheder udlejedes til blinde til reduceret pris. 3 boliger blev udbudt som friboliger for ældre blinde, en 1-værelses, en 1½ værelses og en 2-værelses. Ansøgere skulle være fyldt 50 år for at komme i betragtning, og skulle kun betale varmeafgift.
Til bebyggelsen hørte en velanlagt, lukket have, udstyret med hvide havemøbler. Haven benyttedes flittigt i det daglige, og beboerne samledes somme tider til havefester. I de tidlige år kunne man risikere, at der fløj sten hen over havens plankeværk ud til Bogensegade. Forbipasserende skoleungdom morede sig med at kaste sten ind over plankeværket, og kerede sig ikke om, hvorvidt nogen kom til skade.

Bortset fra de få friboliger, blev det ikke som ønsket de vanskeligst stillede blinde, der flyttede ind i bygningen, dertil var huslejerne, selv med den reducerede pris, for høje.
I årsberetningen 1924 skriver foreningen, at de 26 familier, der bor i bygningen, må betale en for blinde høj husleje, og udtrykker håb om, dette kan ændres ved gaver og legater fra behjertede medborgere.
Som et initiativ til at skaffe flere midler til bygningen udsendte Dansk Blindesamfund sidst i 1924 og i begyndelsen af 1925 et cirkulære til alle danske sagførere (bragt i foreningens medlemsblad 1925, nr. 22). Cirkulæret var stilet til ’Den danske sagførerstand’ og lyder indledningsvis:

”Vi anmoder om, at man ved oprettelse af testamenter, hvor juridisk bistand er medvirkende, og hvor vedkommende kunde tænke sig at ville betænke blinde med en part af deres formue, at man da vil have Dansk Blindesamfund i erindring”.

Derefter hed det:

”Trods megen velvilje såvel fra offentlige myndigheder som også fra befolkningen, er det relativt høje lejer, der må betales for lejlighederne i bygningen, og den kan derfor ikke blive det, der var hensigten: et fristed for gamle og trængende blinde.

Sagen er jo desværre den, at de fleste blinde er meget dårligt økonomisk stillede, og til trods for, at vi har strakt os så vidt som muligt med de midler, vi for tiden råder over, så kan lejen ikke komme så langt ned, at den i væsentlig grad vil hjælpe vore mange trængende medlemmer”.

Det var børnefamilier, hvor fædrene havde erhverv som kurvemagere, pianostemmere, børstenbindere, der flyttede ind i ejendommen. Nogle få kvinder med erhverv flyttede ind, en musiklærerinde og en væverske delte lejlighed.
I de følgende år lykkedes det at sætte huslejen ned med mindre beløb, og der blev oprettet enkelte nye friboliger.

Udlejningen til seende vakte kritik. I et harmdirrende indlæg i Arbejderbladet (ugeblad for Danmarks kommunistiske Parti) 19. december 1924 skriver en læser under overskriften: ’Hvad er meningen?’

”Kan det forsvares, at de ved offentlig indsamling tilvejebragte midler til hjælp til trængende blinde anvendes til behagelig komfort for velsituerede, seende mennesker, medens en fattig blind familiefader, som er ganske ude af stand til at orientere sig, hjælpeløs må blive i sengen eller famle sig omkring i sin stue, frysende og ængstelig for at anrette ulykker, han tør ikke tænde op i kakkelovnen af frygt for at anrette ulykker. … Var centralvarmelejligheden i Dansk Blindesamfunds bygning mon ikke tænkt anvendt til en sådan hjælpeløs familiefader”?

Også foreningsmedlemmer ytrede kritik. I Politiken 1. november 2024 kan man finde et indlæg med titlen: ’De blindes hus – en klage over udlejning til seende’. To blinde kurvemagere havde klaget til avisen over udlejningen til seende. De havde begge søgt en lejlighed, men var ikke kommet i betragtning. Avisen forelagde forretningsfører Martinus Christiansen klagen. Han forklarede, at blinde alligevel ikke kunne betale den høje leje til de største lejligheder. Derfor havde man fundet det bedst at leje dem ud til seende. Derved fremkom et overskud, som gjorde det muligt at nedsætte varmebidraget for blinde lejere. Martinus Christiansen gav samme forklaring i Medlemsbladet, og derefter var der ikke yderligere debat om emnet.
Et varmt emne vedr. bygningen, som kom til udtryk i mange indlæg i Medlemsbladet, og ofte blev diskuteret i foreningens ledelse, var forholdet til foreningens medlemmer i provinsen.
Af hensyn til den herskende bolignød i København, forbød kommunen indflyttere fra provinsen. Senere blev bestemmelsen dog ophævet, og blinde fra provinsen kunne frit flytte ind.

I de følgende år var bygningen genstand for tilbagevendende diskussioner blandt foreningens medlemmer. Nogle følte, at Københavnskredsen blev forfordelt, alene fordi huset lå i København. På det årlige møde i repræsentantskabet, foreningens øverste ledelse, blev i 1934 stillet forslag om, at i de næste 10 år skulle det fortrinsvis være provinsboere, der fik lejligheder i ejendommen. Forslaget blev nedstemt.

Kælderetagen
Det var et stort aktiv for foreningen, at man nu havde fået sin egen bygning. I kælderetagen var der lokaler, der på forskellig måde kunne benyttes til foreningsaktiviteter. Foruden den store sal var der nogle mindre lokaler med adgang til køkken, hvorfra der en årrække blev drevet restauration. Det var således muligt for beboerne at købe måltider, og der kunne serveres mad fra eget køkken til foreningsarrangementer. Der fandtes også et lokale med foreningens punkttrykkeri.
Der blev ofte arrangeret underholdning med musik og dans for Dansk Blindesamfunds medlemmer i den store sal. Et evt. overskud gik til forskellige formål, bl.a. lejerforeningen i bygningen. Salen blev fra 1946 brugt til forestillinger af Dansk Blindesamfunds nydannede amatørteater, som opførte såvel muntre revyer som mere klassiske stykker skrevet af medlemmer eller af eksterne forfattere. Også sangforeninger for blinde havde til huse i kælderetagen.

Det var tanken, at lokalerne i kælderetagen skulle være en indtægtskilde for foreningen, de blev lejet ud helt fra starten til andre foreninger og som selskabslokaler. Udlejningen kunne volde vanskeligheder for beboerne. Der var ikke isoleret til kælderen, og det gav en masse støj i stuelejlighederne. Sammenkomster kunne udarte til slagsmål, med tilkaldelse af politi og ambulance. 18. maj 1933 var den store sal lejet ud til ’Dansk Nationalsocialistisk forening’. Halvdelen af deltagerne i salen var kommunister, og ca. 300 kommunister demonstrerede ude på gaden. Det kom til håndgemæng inde i salen, hvor man tog stolene i brug. Politiet blev tilkaldt og ryddede salen (Politiken 18. maj 1933).

Måske i et forsøg på at dæmme op for sådanne vanskeligheder, og for at forøge indtægten, lagde foreningen en anden kurs for udlejningen. ’De skal have familiefest!’, hed overskriften i en annonce i Politiken 26. januar 1936. ’Lav selv Deres mad og lej vore lokaler med køkken og service til 50 personer. Stor sal med parketgulv. Pris 75 kr. Dansk Blindesamfund’.

Foreningen henvendte sig også til de faglige organisationer for at leje faciliteterne ud til foreningsmøder.
I starten stod forretningsudvalget selv for udlejningen, senere ansattes en bestyrer og endelig, i 1951, bortforpagtedes udlejningen. Forpagter blev Osvald Kausmann, som drev Glyptotekets restaurant og havde stor erfaring som restauratør. I hans tid blev lokalerne shinet op. Fra at være lidt triste, værtshuslignende lokaler, blev de luksusbetonede selskabslokaler. Kausmann var desuden skulptør og ophavsmand til Dansk Blindesamfunds vartegn Solpigen, som i dag står foran Fuglsangcentret, foreningens ferie- og kursuscenter i Fredericia.

Med tiden blev der skåret ned på udlejningen af lokalerne i kælderetagen, og flere lejligheder i stueetagen blev inddraget til kontorer. Der udviklede sig et helt kompleks af kontorer. En række konsulenter med specialopgaver i forhold til unge, idræt m.m. kunne træffes i bygningen, og regnskabsfolkene, under nøje opsyn af foreningens kasserer, var omhyggelige med at sikre, at kontingenter, overskud af indtægter fra solgaveindsamlinger blev bogført og afrapporteret til økonomiudvalg, repræsentantskab og senere hovedbestyrelsen. I en dyb kælder under kælderen opbevaredes foreningens værdier og hovedbøger i et brandsikret, mandshøjt pengeskab med et stort rat, som skulle drejes til højre og venstre efter et særligt system, før den tonstunge dør kunne svinges op.

Den nye bygning 1935
I 1931 lejede foreningen den ubebyggede grund i Bogensegade ved siden af bygningen af Københavns kommune og brugte den som have – med ønske om på længere sigt at bygge på grunden. I 1935 skænkede Københavns Kommune grunden til foreningen og en ny bygning blev opført. Finansieringen klaredes ved at sælge obligationer fra den gamle bygning, og optage lån i den nye.
Den nye bygning, Bogensegade 6 – 8, var ligesom den ældre bygning på 5 etager og fik fælles port med Bogensegade 2 – 4. Bygningen rummede 20 boliger, 10 1-værelses, fem 2-værelses, og fem 3-værelses lejligheder. Godt halvdelen af lejlighederne blev lejet ud til seende, på samme måde som i Bogensegade 2 – 4, resten blev lejet ud til blinde til reduceret pris.
Man indgik aftale med foreningen ”Danmarks Blinde” om leje af kælderlokalerne til bibliotek og trykkeri. Til gengæld skænkede ”Danmarks Blinde” 20.000 kr. til byggeriet. Biblioteket rummede 5000 bind i punktskrift. I bibliotekets velordnede punktkartotek kunne ivrige læsere stikke fingrene ind og finde attraktive titler, der kunne lånes.
Bygningen var topmoderne. Den var forsynet med runde altaner til gaden, og en gennemgående altan til gården. Altaner blev almindelige i etagebyggeri i 1930’erne. Trappeopgangene var forsynet med runde jernvinduer og skakter til køkkenaffald. Der var vaskekumme på toilettet, sædebadekar i de større lejligheder.
Beboerne kunne falde i snak hen over altanadskillelsen i den gennemgående altan til gården, og det var muligt at række ting hen over. Det illustrerer en anekdote, fortalt af Mogens Christensen i en samtale med Jørgen Eckmann i 2009.
”Mogens Christensen flyttede ind i huset som 4-årig sammen med sine svagsynede forældre i 1936.
Familien Christensen boede i en 3-værelses lejlighed i nr. 6, 4. sal th, over for Ernst Jørgensen, som var forretningsfører for Dansk Blindesamfund 1928 – 51. På et tidspunkt fik Ernst Jørgensen tilsendt en julegås fra Landbrugernes Sammenslutning. Foreningen havde nazistiske sympatier, og Ernst Jørgensens kone ville derfor ikke vide af gåsen. Den blev tilbudt naboen, som gerne ville have den. Så blev julegåsen resolut langet over altanadskillelsen og fortæret af familien Christensen med velbehag”.

Lokalradio 1959
Efter de første små 25 år med en meget fokuseret foreningsmæssig indsats for at få sat realiteter bag opførelse af beboelsesbygninger på de grunde, som foreningen fik stillet til rådighed af Københavns Kommune, svinder omtale og debat om ejendommen i Medlemsbladet ind. Man kan finde annonceringer af ledige lejligheder i ejendommen, men ellers var der stille om bebyggelsen.

I 1959 skete en vigtig begivenhed i ejendommen. I Medlemsbladet meddelte foreningens ledelse, under overskriften ’DBS får egen lokalsender’:
”Man har købt en radiosender, som med ringe effekt sender på 94,4 megahertz. Den kan praktisk talt kun tages i ejendommen, hvor den til gengæld går godt ind på apparater med FM. Senderen, der er blevet til ved et samarbejde med Statsradiofoniens laboratorium, er bekostet af Adolph Møller og Antoinette Mollers legat, som til dette formål har skænket 20.000 kr. Den blev præsenteret den 15. ds. for pressen og fjernsynet med en lydavis, redigeret og læst af Ritzaus Bureau. Samtidig har man fået et vældigt antenneanlæg, således at alle lejligheder nu er forsynet med førsteklasses antenne for FM-modtagelse og for fjernsyn. Der ud­sendes herefter den samme avis over denne sender som over kollektivhusets radioanlæg (en anden bygning ejet af Dansk Blindesamfund, red.), og om eftermiddagen vil man kunne høre en lydbog. Desuden vil kontoret over radioen kunne fortælle folk, hvad det er for reklamer, der dumper ind ad postkassen, og give andre praktiske oplysninger. Beboerne i foreningens ejendomme her i byen skulle herefter være godt dækket på dette område”.
Dermed var der føjet endnu en kvalitet til tilværelsen i Bogensegade / Randersgade.

Bygningen Randersgade / Bogensegade i dag
I dag hedder bygningen ikke længere ”Folkets Gave”. Den har for længst skiftet navn til ”RaBo”. Friboliger er en saga blot, velfærdsgoder som boligsikring har gjort dem overflødige.

Der er særligt indrettede fællesfaciliteter i ejendommen, en lukket gård, en hundegård, et vaskeri, en pergola til socialt samvær, skure til tandemcykler. Ejendommen har en atmosfære af tryghed, fordi der ikke stilles cykler op ad murene, og portene er lukkede om natten.

En beboer, som bor i ejendommen nu og kender blinde gennem mange år, finder det forunderligt, at der ikke er flere af de synshandicappede beboere, som benytter anledningen til socialt samvær. Hun mener det skyldes, at det miljø, som fandtes på Blindeinstituttet, i klubber og i de tidligere populære tandemklubber, ikke længere er der til at udgøre den lim, som holder folk sammen.

Beboere med småbørn rækker ud efter hinanden, og nogle af de personer, som har boet i ejendommen i mange år kender og hilser på bekendte, når de genkender folks stemmer, trav og udseende.

Måske nutidens hang til brug af sociale medier er en af grundene til, at det fysiske samvær inden for ejendommens rammer er meget reduceret i forhold til tidligere tider.

En selvejende fond?
Begge ejendomme har fra de blev bygget været beskyttet af en kommunal klausul, der hedder, at mindst 2/3 af lejemålene skal udlejes til synshandicappede. Dansk Blindesamfund undersøgte 2012 – 13 om ejendommene kunne konverteres til en selvejende fond, for at give ejendommene en mere selvstændig økonomisk status. Planen måtte opgives, fordi Københavns kommune ikke kunne acceptere, at klausulen – af hensyn til de lån, en kommende fond skulle optage i ejendommen – måtte rykke ned i rækkefølgen af hæftelser for ejendommen.

100-års jubilæet fejres
Dansk Blindesamfund og nogle beboere var enige om, at en fejring af hundred-året for ”Folkets Gave” ville være på sin plads.

Den 7. oktober var der stillet an til mad, drikke, samvær og musik i gården, hvor mere end tredive personer deltog. Jesper Holten fra Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg, formanden for Blindehistorisk Selskab Poul Lüneborg og formand for RaBos bestyrelse John Heilbrunn, dog in absentia, ærede RaBo med ord om ejendommens betydning, og en jubilæumssang forfattet af nogle beboere blev afsunget til akkompagnement af musikere fra ejendommen.

Anvendt materiale
Dansk Blindesamfunds Medlemsblad, årsberetninger og 25-års jubilæumsskrift; Folketællingen i København 1925; skøde for ejendommen Bogensegade 6 – 8, dateret 7/9 1935; Mediestreams avissamling; båndoptagelser med beboerne Mogens Christensen (2009) og Oda og Frederik Hansen (1964); samtale med nuværende beboer i ejendommen; materiale i Blindehistorisk Arkiv om Osvald Kausmann.

Alle citater er gengivet med moderne retskrivning.

3. Markering af Notas 100 års jubilæum, af John Heilbrunn

Bogforsyning til blinde og svagsynede gennem mere end 100 år

(I artiklen har jeg tilstræbt en kronologi, men for at belyse visse sammenhænge, forudsætninger og udviklingstrend, vil der forekomme forklaringer eller illustrationer, som fraviger en helt gennemført kronologisk gennemgang af udviklingen).

Nota 100 år, med de navneskift, som institutionen har undergået igennem så langt et tidsrum, handler om forsyning af bøger og undervisningsmateriale samt information – kort og godt om kultur og blindes adgang til viden om livet på alle niveauer. De politiske og sociale vinde, som har blæst har – set over denne periode – påvirket prioritering og det mindset, som har drevet og formet Nota. Hjælp og bistand, solidaritet, nysgerrighed, social ligestilling og internationale forpligtelser har været direkte eller indirekte drivkræfter. Opfattelsen af, at forsyning med information og viden, til borgere med et synshandicap, hviler på andet end de gode viljer og solidaritet, men faktisk er en offentlig forpligtelse, som politikere kan stilles til ansvar for, har været afgørende for de ændringer, langsomt eller i spring, som institutionen har foretaget. Fra personlige initiativer til offentlige og private bevillinger.

Udgangspunktet for 100 år siden var, at der ingen dedikeret og systematiseret produktion eller distribution fandtes af medier i et format, som kunne læses af blinde og stærkt svagsynede.

Før punktskriften og før teknologiens opsving var der, for de blinde og stærkt svagsynede, ingen mulighed for selvstændigt at læse bøger eller gøre sig bekendt med verden udover, hvad deres familie, pårørende og – for de, som boede på en institution, kunne få viden om fra personalet.

Punktskriften, som blev udviklet i Frankrig i 1825, blev først efter skepsis, og et reelt ønske om også at tilgodese senblinde, som før synsnedsættelsen havde gjort sig bekendt med de latinske bogstaver, blandt andet fra forstanderen på Det Kongelige Blindeinstitut, først fuldt ud anerkendt i 1905, efter at toneangivende havde opgivet at modsætte sig brugen af punktskrift som den primære læse- og skrivemåde – de blindes eget skrive- og læsemedium.

1904: Forstander Johannes Moldenhawer erkender, at Louis Braille’s punktskrift rummer så mange fordele, at alternative skriftsystemer for blinde må forkastes, hvilket indebærer, at Det Kgl. Blindeinstitut, året før hans afgang i 1905, overgår til alene at benytte Louis Braille’s punktskrift.” Siden 1883 lod Blindeinstituttet dog stort set kun trykke noder og bøger i den brailleske punktskrift til blinde til brug i forbindelse med undervisningen.

1883: Foreningen “Danmarks Blinde – De Blindes Understøttelses- og Læseforening af 1883” stiftes. Udover de blinde medlemmer omfattede foreningens medlemskreds mennesker, der ønskede at understøtte udviklingen af  blindes læsemuligheder. De blinde medlemmer havde kun begrænset indflydelse på foreningens virksomhed, hvilket forhold senere førte til en betydelig strid om vedtægternes bestemmelse herom. Få år efter foreningens stiftelse rådede denne over 40 punktskriftbøger, hvoraf størsteparten var produceret af frivillige afskrivere – en fremstillingsmåde som blev fastholdt frem til efter 2. verdenskrig.

1890: Det Kgl. Blindeinstitut anskaffer den første tyske stereotyperingsmaskine udviklet af rektor Kull i Berlin, der kan fremstille zinkplader til trykning af tekst i punktskrift på den ene side af en papirside.

1892: Den blinde klaverstemmer Johannes Wulff, der var bibliotekar ved det Trykkeri og bibliotek, som foreningen “Danmarks Blinde” havde oprettet, præsenterer i samarbejde med lærer E.T. Wildau og  husgerningslærerinde Methea Hoffmann – begge fra Det Kgl. Blindeinstitut – det første system til forkortelse af dansk punktskrift. Dette system blev taget i brug ved trykningen af de punktskriftbøger, som trykkeriet under foreningen “Danmarks Blinde” i de følgende år udgav.

Et af “Danmarks Blinde”s formål var at påbegynde udgivelsen af et tidsskrift trykt i punktskrift til alle landets blinde. Dette formål blev realiseret med udgivelsen af tidsskriftet “Meddelelsesblad for de blinde” senere “De Blindes Budstikke”. Bladet udkom første gang omkring påsken 1898. Der udsendtes i dette første år i alt 5 numre af bladet, der i de følgende år frem til 1912 udkom hver måned. I 1912 overgik “De Blindes Budstikke” til at udkomme ugentligt, indtil Danmarks BlindeBibliotek i 1997 besluttede at standse udgivelsen af tidsskriftet og erstatte dette med det nye tidsskrift “Kalejdoskop”. “De Blindes Budstikke” var det første tidsskrift i punktskrift i Danmark, der siden sin start kun er udsendt i dette medie.

Gennemgår man foreningen Danmarks Blindes årsberetninger fra 1884 – 1894 kan det konstateres, at afskrift af bøger ved hjælp af frivillige påbegyndes året efter foreningens stiftelse november 1883.

De afskrevne bøger udsendes til foreningens blinde medlemmer, som var organiseret i læsekredse.

I 1892 beslutter bestyrelsen at benytte det forelagte forkortelsessystem ved fremtidig afskrivning af bøger samtidig med, at der gives tilbud om undervisning i brugen af dette system.
Ifølge årsberetningen fra 1892 anføres, at alle henvendelser om dette undervisningstilbud og om lån af punktskriftbøger skal ske til foreningens formand Johan Wulff.

1924: Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde oprettes. Produktion af punktskrift var blevet en så omfattende opgave for Det Kgl. Blindeinstitut, at denne ikke længere kunne varetages som en del af den virksomhed, der blev finansieret over de midler, der var afsat til fremskaffelse af undervisningsmidler m.v. Virksomheden blev derfor henlagt til en selvstændig afdeling med eget budget.

I forbindelse med arbejdet i den såkaldte Blindekommission blev Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde oprettet som en selvstændig institution i 1952. Institutionens leder blev indtil 1968 Jørgen Plenge, der siden 1932 havde været ansat som lærer på Blindeinstituttet og samtidig også i mange år været leder af trykkeriet og biblioteket, mens det lå på instituttet. Man kan derfor sige, at den centrale institution for bogproduktion og -udlån af bøger i punktskrift tog sin begyndelse i 1924, men blev gjort til en selvstændig statslig institution i 1952, hvorfra udviklingen tog sin mere ”professionelle” og institutionelle begyndelse med udlån af punktskrift, senere indlæste tekster på spolebånd, senere kassettebånd og – i takt med den teknologiske udvikling, nu såvel på CD som i en række elektroniske formater.

1925: Statsradiofonien oprettes. Dansk Blindesamfunds daværende formand Martinus Christiansen skrev i den anledning: “Radiofonien er vel nok en af vor tids største opfindelser. Dette at man ad usynlige veje kan komme i forbindelse med omverden, lyder som et eventyr, men er en virkelighed, som jo nu allerede er almindelig kendt og benyttet”. Radio var blindes første alternative adgang til information efter introduktionen af punktskrift. Her fik man information og viden ind ikke via fingrene, men via ørerne.

1928: Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde indleder et samarbejde med statsfængslerne om at lade interesserede fanger forestå afskrift af bøger i punktskrift. Dette frivillige initiativ i Nyborg Statsfængsel udvikledes i statsfængslet Vridsløselille og i Horsens Statsfængsel til et egentligt arbejde for indsatte fanger med interesse herfor. Dette samarbejde fortsatte i mere end 50 år.

1956: “Indlæsningscentralen” på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde oprettes for at påbegynde produktionen af bøger på lydbånd, og Invalideforsikringsfonden uddeler de første spolebåndoptagere til blinde til afspilning af lydbøger. Dansk Blindesamfund havde allerede i 1930’erne, inspireret af udviklingen i USA, taget initiativ til produktion af lydbøger på grammofonplader. Disse bestræbelser løb imidlertid ind i vanskeligheder på grund af omkostningerne ved en sådan produktion og på grund af 2. verdenskrig. Med etableringen af “Indlæsningscentralen” påbegyndtes en helt ny epoke, der gav blinde og svagsynede helt nye muligheder for adgang til information efter punktskriftens og radioens introduktion, hhv. 100 år og 30 år forinden. Økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund havde muliggjort anskaffelse af det mest moderne produktionsudstyr til “Indlæsningscentralen”. Bevillingen af økonomisk støtte til dette udstyr var navnlig båret af ønsket om at muliggøre produktionen af en landslydavis.

Poul Glygård, en væsentlig personlig drivkraft i trykkerivirksomheden for blinde, skriver i jubilæumsskriftet i anledning af DBS’ 50 år:

”Den kolossale udbredelse af lydbogen og 40.000 udlån i 1960 mod punktskriftens cirka 4.000 betegner en helt ny æra i blindes adgang til litteraturens skatte. Rigtigt anvendt vil båndoptageren, som nu besiddes af knapt 2.000 blinde, uden at man derfor må overse punktskriftens blivende værdi, måske kunne blive det hjælpemiddel, der mere end noget andet kan hæve blindes intellektuelle og sociale niveau; men også på blinde lurer den fare, der ligger i den mekaniserede underholdningsindustri. Enhver af de her nævnte ting: Orkester, kor, klubber og andet, hvorom Dansk Blindesamfund har været rammen, har bygget på et stærkt, personligt initiativ. I det øjeblik, dette initiativ svækkedes, gik arbejdet i stå. Derfor kan der næppe være tvivl om, at Dansk Blindesamfund i de kommende år må lægge megen vægt på at opmuntre og støtte ethvert, fornuftigt initiativ, som tager sigte på at gøre blinde til aktivt ydende og ikke blot til passivt nydende mennesker. Dette vil være af afgørende betydning, hvis blinde som gruppe skal gøre sig håb om en bedre samfundsmæssig placering i forhold til de øvrige befolkningsgrupper.”

1959: I forbindelse med sammenlægningen af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde med  “Danmarks Blindes Bibliotek og Trykkeri – som tidligere nævnt oprettet april 1892 – blev Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde pålagt at fortsætte udgivelsen af “De Blindes Budstikke”. Dette tidsskrift, der gratis blev tilsendt alle blinde, der ønskede at modtage dette, indeholdt bl.a. det ugentlige radioprogram – Statsradiofonien ydede et årligt tilskud til offentliggørelse af radioprogrammet gennem tidsskriftet. I 1954 udgjorde dette tilskud 1.500 kr. “De Blindes Budstikke” offentliggjorde det ugentlige radioprogram frem til udgangen af 1961, idet Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde fra begyndelsen af 1962 påbegyndte udgivelsen af det ugentlige punktskrift magasin “Radio- og Bogorientering”. Danmarks BlindeBibliotek * (fortsatte med udgivelsen af radio- og TV-programmet) hver uge i såvel punktskrift som indlæst på lydbånd. I 2002 påbegyndtes arbejdet med udgivelsen af en digital version af samtlige radio- og TV-programmer.

1961: Den 8. juni markere Dansk Blindesamfund sit 50-års jubilæum. Der udgives i denne forbindelse et jubilæumsskrift, hvori landsformand H. C. Seierup udtaler: “I indeværende år må Statens Trykkeri og Bibliotek indstille sig på at præstere ca. 4000 udlån af punktbøger og hen ved 50.000 udlån af båndbøger. Det stiller os overfor i hvert fald to store problemer:

1) Hvad kan vi gøre for at hindre en letsindig underkendelse af punktskriften?

2) Hvad kan vi gøre for på bedste måde at udnytte den teknik, der med ét slag har sat et stort antal mennesker – formentlig flertallet af vore medlemmer – som hidtil har været afskåret fra bøgernes verden, i stand til at læse? Mon ikke i begge tilfælde løsningen vil medføre en udbygning for ikke at sige udvidelse af biblioteket, således at både punkt- og båndlæsere kan få de bøger og tidsskrifter, de har et naturligt krav på. Opfyldelsen af disse krav – det er vi fuldt og helt klar over – kan og vil betyde en sprængning af bibliotekets rammer, men et samfund, der ellers sikrer sine borgere praktisk talt gratis adgang til biblioteker, museer og andre kulturelle institutioner, kan ikke i længden vige tilbage for at sikre landets blinde et tidssvarende bibliotek”.

1964: Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde flytter til nye lejede lokaler i Rønnegade 1 på Østerbro i København. Ved indflytningen rådede man over 1.500 kvadratmeter, hvilket var en fordobling af den hidtidige lokalekapacitet. Indflytningen i disse nye lokaler gjorde det muligt at samle Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde med det tidligere af Foreningen Danmarks Blinde oprettede trykkeri og bibliotek – denne sidstnævnte virksomhed havde igennem de sidste godt 25 år haft til huse i Dansk Blindesamfunds ejendom Bogensegade 8 på Østerbro i København.

1969: Der træffes beslutning om at opdele Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde i 2 institutioner. Fra den 1. april 1969 udnævnes John Larsen som leder af Statens Bibliotek for Blinde. Fra samme dato udnævnes ingeniør Helge Moll som leder af Statens Trykkeri for Blinde. Denne opdeling af virksomheden skulle sikre en styrkelse af den voksende produktionsvirksomhed, som var et resultat af lydbogsproduktionen og den fremtidige ibrugtagning af edb-teknologi ved trykning af punktskrift.

Der opstod i de følgende år betydelige samarbejdsvanskeligheder mellem de to institutioner. Det var planen, at biblioteksudvalget, nedsat af Blindenævnet under Socialstyrelsen, skulle forestå den overordnede ledelse og koordination af virksomheden på de to institutioner. Biblioteksudvalget var tilsyneladende ikke i stand til at løse denne opgave. For at klarlægge og løse de opståede samarbejdsproblemer på de to institutioner blev der i 1973 med bistand fra afdelingen for arbejdsledelse på Teknologisk Institut i en rapport fra denne udarbejdet retningslinjer dels for driften af Statens Bibliotek for Blinde, dels for driften af Statens Trykkeri for Blinde. Opstillingen af disse retningslinjer førte imidlertid heller ikke til en løsning af samarbejdsproblemerne.

1975: I brev af 5. september 1974 rettede Dansk Blindesamfund skriftlig henvendelse til Socialstyrelsen med anmodning om at træffe foranstaltninger til løsning af samarbejdsvanskelighederne mellem Statens Bibliotek for Blinde og Statens Trykkeri for Blinde, idet samarbejdet gennem de seneste år havde fungeret særdeles dårligt til stor ulempe for blinde lånere. Socialstyrelsen pålagde i den anledning i januar 1975 konsulent Aage Valbak og fuldmægtig Erik Albrechtsen at gennemføre en undersøgelse af forholdene på de to institutioner. Resultatet af den gennemførte undersøgelse blev fremlagt i en rapport fra maj 1975. Rapportens anbefalinger resulterede i, at de to institutioner på ny blev sammenlagt under en fælles ledelse, og at ekspeditionssekretær Gunnar Reisler fra Socialstyrelsen pr. 1. august 1975 konstitueredes som administrator for den samlede virksomhed. Endvidere resulterede undersøgelsen i en anbefaling af en ændret udvalgsstruktur. Stillingen som administrator for Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde blev formelt stadfæstet ved normering af administratorstillingen pr. 1. januar 1979.

1972: Der træffes beslutning om, at produktion af bøger og andre undervisningsmaterialer i punktskrift og indlæst på lydbånd til brug ved undervisningen på Refsnæsskolen og på Instituttet for Blinde og Svagsynede i København overflyttes fra Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde til materialelaboratorierne ved de to institutioner. Denne overflytning førte til etableringen af Studiebogsbiblioteket ved Instituttet for Blinde og Svagsynede i København. Dette bibliotek forsynede integrerede studerende med undervisningsmaterialer.

1980: Efter vedtagelsen af lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægningen pr. 1. januar 1980 af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg besluttede Socialstyrelsen den 4. september 1980 at nedsætte et udvalg, der skulle undersøge rationaliseringsmulighederne m.v. på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde. Udvalgets formand var afdelingschef Svend Aage Wurr fra Socialstyrelsen. Dansk Blindesamfund var i udvalget repræsenteret ved næstformand K.V. Andersen. Det var i udlægningslovens §2, stk. 4 bestemt, at Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde skulle forblive under staten. Udvalget skulle undersøge institutionens forretningsgange med henblik på en rationalisering af produktionen og den daværende service uden at foregribe mulighederne for at realisere de anbefalinger som Bibliotekskommissionen fra 1979 havde fremlagt. Udvalget afgav sin rapport i december måned 1981, denne indeholdt en række anbefalinger til, hvorledes institutionens service kunne forbedres gennem brug af edb-teknologi i forbindelse med institutionens udlånsvirksomhed. Desuden anbefalede udvalget en ekstraordinær 3-årig bevilling med henblik på at afslutte overgangen fra spolebånd til kassettebånd i 1982.

1985: Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde overflyttes fra Socialministeriet til Kulturministeriet i overensstemmelse med princippet om sektoransvar, et princip der for alvor blev sat fokus på med FN’s internationale handicapår i 1981. Blindes biblioteksforsyning blev hermed tilstræbt sidestillet med den øvrige befolknings biblioteksbetjening.

1988: Bibliotekar Winnie Vitzanski konstitueres i stillingen som administrator med virkning fra den 1. april 1988 og blev endeligt udnævnt i denne stilling to måneder senere. Det blev Winnie Vitzanskis opgave at forestå tilpasningen af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde til de nye vilkår, der lå bag vedtagelsen af ændringerne af bibliotekslovgivningen.

1990: Danmarks BlindeBibliotek bliver det nye navn for Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde samtidig med, at institutionen får status som “overbygning” på det øvrige bibliotekssystem for så vidt angår lydbøger, hvilket muliggør lokalt udlån af disse. Direkte udlån til blinde gennem postvæsenet fastholdes.

Kulturministeriet godkendte februar 1994, at institutionens leder, benævnes direktør Winnie Vitzanski, forestod ledelsen af Danmarks BlindeBibliotek indtil udgangen af december 1997.

1995: Danmarks BlindeBibliotek indgår den første kontrakt med Kulturministeriet om udviklingen af virksomheden. Introduktion af den digitale teknologi påbegyndes med henblik på at forberede “den ny generation af lydbogen” i digital form, der ifølge den seneste fireårige kontrakt skal afløse kassettebåndet i den kommende kontraktperiode der begynder 1. januar 2004.

1998: Den 1. januar 1998 tiltrådte Elsebeth Tank stillingen som direktør for Danmarks BlindeBibliotek.

2005: Netbiblioteket E17 er forgængeren til nota.dk, som vi kender det i dag, og altså DBB’s første digitale bibliotek. E17 blev lanceret i forbindelse med at ordblinde nu også kunne blive medlemmer og gøre brug af institutionens service på lige fod med synshandicappede. Tanken bag navnet var at signalere en motorvej til tilgængelig litteratur.

2007: En række tidsskrifter, herunder Weekendavisen, udsendes nu i Daisy-format på CD til abonnenter, der allerede hidtil har modtaget denne ugentlige nyhedsformidlende publikation i kassetteformat.

2009: Fra den 1. juni skiftede Danmarks Blindebibliotek navn til Nota – Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder.

Baggrunden for navneskiftet var, at Nota ønskedes at være i konstant udvikling. Nota var dermed ikke længere et bibliotek kun for blinde og synshandicappede og derfor forlades navnet for institutionen ”Danmarks Blindebibliotek”. Også ordblinde fik adgang til Notas omfattende samlinger af bøger og tidsskrifter på lyd og andre alternative læsemedier.

Set i et historisk perspektiv, med fokus på ikke mindst de synshandicappede låneres adgang til bøger i tilgængeligt format, samt fra et efterfølgende økonomisk perspektiv, fik denne omlægning uventede og uønskede alvorlige konsekvenser, i form af et krav på betaling til forlagsbranchen af en 8-cifret størrelse.

Januar 2018: Det meddeles, at Nota, som led i regeringens beslutning om at flytte statslige arbejdspladser fra København til provinsen, skal flytte til Nakskov. Rådhuset i Nakskov blev ombygget og fra starten af 2019 blev en stor del af produktions- og administrationsopgaverne varetaget fra denne adresse. En række indlæsnings- og redaktionsfaciliteter blev bevaret i lokaler beliggende Teglværksgade 37, København Ø, hvor de stadig forefindes.

December 2021: Michael Karvø tiltræder som direktør for Nota.

Januar 2024: Pressemeddelelse kundgør, at Biblioteksbetjeningen af borgere med syns- og læsehandicap, som varetages af Nota, fremover skal løses i en sammenhæng med Kulturministeriets øvrige biblioteksfunktioner, inden for Det Kgl. Biblioteks organisation. De to biblioteker lægges sammen per 1. januar 2024.

Direktør for Nota bliver dermed vicedirektør i regi af Det Kgl. Bibliotek med Nota som ansvarsområde.

Afsluttende bemærkninger.
Jeg er personligt meget begejstret for Louis Brailles punktskrift, som har fulgt mig siden min skolegang i 1950-erne. Der er for mig, som dedikeret punktskriftbruger, derfor ingen tvivl om, at oprettelsen af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, som en afdeling under Det Kongelige Blindeinstitut i 1924, må være udgangspunktet for fastsættelsen af Notas alder.

Den tidligere ledelse, med direktør Michael Wright i spidsen, lagde imidlertid oprettelsen af den selvstændige institution pr. 1. august 1952 til grund for markeringen af institutionens 60-års jubilæum ved et storstilet arrangement den 9. november 2012.

Den spidsfindige læser af min historiske beskrivelse ovenfor vil muligvis hævde, at Notas alder bør regnes fra april 1892, idet Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde i 1959 blev sammenlagt med Foreningen Danmarks Blindes Trykkeri og Bibliotek, som kan daterer sit virke tilbage til dette tidspunkt.

Gennem Notas 100-årige historie har blindes og stærkt svagsynedes forsyning, med undervisningsmidler og litteratur, udviklet sig fra trykning af punktskrift, ved hjælp af stereotyperingsteknologien, til nutidens digitale informationsformidling, siden 1956 suppleret af lydbøger på spolebånd, kassettebånd og nu senest som daisylydfiler. Fremtiden vil afsløre om den teknologiske udvikling, baseret på kunstig intelligens, giver helt nye forbedringer af disse muligheder. Foreløbig er der grund til at afvente, hvilke muligheder sammenlægningen af Nota med Det Kongelige Bibliotek i de kommende år rummer for Blinde og svagsynede.

Kilder:
“Historiske noter om udviklingen af blindes adgang til information” fra 10 06 2002, v/ Poul Lüneborg.

Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 8 – Blindes læsning – et historisk rids med fremtidsperspektiv.

”Jørgen Plenge – en humanistisk ildsjæl med visionært vingefang i blindeverdenen”, artikel af Ove Gibskov i Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 4/2020.

Folke Johansens bog “Sådan fik danske blinde et skriftsprog”. København 1983.

Desuden en række drøftelser med tidligere og nuværende ansatte på nota.

4. Anders Tindrup –en af de mest jyske jyder og den første leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, af Poul Lüneborg

En artikel med denne overskrift, kan naturligvis ikke undgå at påkalde sig opmærksomhed.

Når der er grund til at interessere sig for Anders Tindrup i dag, skyldes det den omstændighed, at han i 1924 blev udnævnt til at lede Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde.

Behovet for undervisningsmaterialer og støtte til tidligere elever ved Det Kongelige Blindeinstitut stillede i begyndelsen af 1920-erne instituttet overfor betydelige udfordringer. Blandt disse skal anføres, at lærerinde Methea Hoffmann den 1. maj 1920 fratrådte sin stilling ved Blindeinstituttet efter 37 års tjeneste. Hun havde gennem de mange år været en drivende kraft i at udvikle og formidle punktskrift samt i at afskrive tekster og noder i punktskrift. Hertil kom, at instituttets forstander Johannes Ulrik Plesner, som blev ansat i 1905, pludselig afgik ved døden den 17. februar 1922. Han blev afløst af Otto Wustenberg, som kort tid efter sin ansættelse måtte erkende, at der var behov for en særlig indsats, for at imødekomme det stærkt stigende behov for tekster og noder i punktskrift til brug i instituttets undervisning, og ikke mindst til støtte for de mange blinde håndværkere og musikere, som var blevet uddannet gennem de forløbne 66 år siden Blindeinstituttets oprettelse i 1858.

Det var dette behov, som førte til, at Otto Wustenberg i 1924 tog initiativ til at oprette Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, som en selvstændig afdeling med eget budget under Blindeinstituttet. En begivenhed, som i år betyder, at Nota – Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder runder 100 år, idet Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde i 1990 blev videreført under navnet Danmarks Blindebibliotek, som pr. 1. juni 2009 antog institutionens nuværende navn Nota.

Hvem var Anders Tindrup?
Han blev født den 1. juni 1868. Hans forældre var Rasmus Christensen og Bodil Andersdatter, som var henholdsvis 46 og 41 år da han blev født. Hans far var husmand. Familien boede i landsbyen Tind som er en del af Gering Sogn som i dag er beliggende i Favrskov kommune. Om landsbyen Tinds navns oprindelse anfører provst Emer i sin fremstilling af Hvorslev og Gernings historie: ”Helt enestående bynavn, måske i slægt med Tindbæk. Man gætter, at Tind betyder tinde, bakke, da byen nok har en bakke – møllebakken, men byen faktisk ligger lavere end Gerning, synes den betydning at være misvisende, men hvad ellers?”

Ifølge Folketællingen fra 1870 bestod Tind af 10 gårde – en af disse havde en mølle – 7 huse og et fattighus. Anders Tindrups forældre boede i et af de 7 huse. Antallet af beboere i Gering sogn var på dette tidspunkt godt 300, som frem til 1901 voksede til knap 700. Det var et udpræget jysk landsbymiljø, han blev født ind i. Han fik ved sin dåb den 19. juli 1868 i Gering Kirke navnet Anders Peter Rasmussen Christensen. Et navn, som han i 1906 ændrede til Anders Peter Rasmussen Tindrup, et navneskifte som blev muliggjort mod betaling af et gebyr på 4 kr. i henhold til den første egentlige danske navnelov fra 1904.

I sin levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet anfører han om sit liv: ”Jeg var den næstældste af 3 Søskende.

Fra Fødslen var mit Syn svagt og da jeg kom i Gjerning Skole i 1875 kneb det for mig at følge Undervisningen, jeg forblev dog paa Skolen i 3 Aar, til min Lærer sørgede, for at jeg kom paa Kædens Børneasyl for Blinde i Klerkegade i København, herfra overflyttedes jeg i 1879 til Det Kgl. Blindeinstitut i København og fortsatte her min Skoleundervisning samtidig med, at jeg blev undervist i Skomageri og Violinspil. Jeg afgik fra Instituttet 1887 til mit Hjem, hvor jeg forblev til 1892, da jeg igen rejste til København.

I 1893 begyndte jeg at arbejde med Fremstilling af Blindeskrift paa det den Gang nyoprettede Blindetrykkeri under ”Danmarks Blinde”.

Den 1. september 1895 ansættes han som Sløjdlærer og Bogtrykker ved Det Kongelige Blindeinstitut i København.

Han blev gift den 4. juni 1899. Hans kone Magdalene Karoline, født 23. november 1875 i Nakskov, valgte sammen med ham hans nye efternavn. Parret etablerer sig på adressen Hvalsøvej 10 i Brønshøj. De får ifølge Folketællingen fra 1921 sammen 4 piger, der alle får Fauerskou som efternavn – Bodil Benedikte, f. 9.10 1898, telefonistinde, Ellen Magdalene, f. 3.12. 1899, kontoristinde, Sylvia Anina, f. 20.6. 1906, prøvetelefonistinde og Grethe Kirsten, f. 18.7. 1914.

Der foreligger fra Anders Tindrups tid som ansat ved Blindeinstituttet en række samstemmende udsagn om hans personlighed. Således blev mærkedage i hans liv markeret med artikler i Dansk Blindesamfunds Medlemsblad. I forbindelse med hans 70-års fødselsdag skriver bladets redaktør Peter Ommerbo: ” En af vore mest jydske Jyder i København fyldte den 1. Juni 70 Aar.

Det var saamænd Hr. Tindrup, af alle kendt saa godt, han er en ægte Jyde i baade stort og smaat; han har saa klar en Hjerne og ret et lunt Gemyt; naar rigtig han fortæller, kan gammelt blive nyt!”

Tidligere landsformand Ernst Jørgensen anførte i sine mindeord i anledning af hans pludselige død i en Alder af 73 Aar den 23. December 1941:

“Det vil bedrøve mange gamle Tutelever at faa denne Meddelelse, for hvem holdt ikke af Hr. Tindrup. Selv gammel Elev, forstod han som kun faa at anslaa den kammeratlige Tone, som gjorde, at vi fik Tillid til ham. Vi, der havde ham som Sløjdlærer, følte det altid, som havde vi aflagt et Besøg hos en ældre Bror, naar vi under hans kyndige og venlige Vejledning havde tilbragt en Time paa Sløjdværkstedet. Hans glimrende Hukommelse og særprægede Fortællerevne bragte os i Kontakt med Forhold og Personer fra tidligere Perioder i Instituttets Historie. Hans rent ud forbløffende Evne til Efterligning satte ham i Stand til at gengive sine pudsige Anekdoter i det rigtige Tonefald og med den oprindelige Dialekt.

Efterhaanden som Trykkerivirksomheden udvikledes, maatte Hr. Tindrup opgive Undervisningen for helt at hellige sig Trykkeriet, og vi skylder ham alle Tak for de mange Hjælpemidler og praktiske Forbedringer, hans Opfindersnilde har skabt, og som sikkert ogsaa langt ud i Fremtiden vil blive til Gavn og Glæde for vort Lands blinde.

Med Tindrup forsvandt mange Minder fra det gamle Institut, og vi mistede en god, gammel Ven, hvis Minde vi vil holde i Ære.”

Denne beskrivelse af Anders tindrup giver grundlag for at besvare spørgsmålet:

Hvilke forudsætninger havde Anders Tindrup for i 1924 at blive ansat som den første leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde?

Her vil jeg pege på 3 forhold:
1. Han var selv meget svagsynet og havde som følge heraf modtaget sin skolegang og erhvervsoptræning på Det Kongelige Blindeinstitut, hvor han tilegnede sig et indgående kendskab til Louis Brailles punktskriftssystem.

2. Han havde forud for udnævnelsen fra 1893 arbejdet som bogtrykker ved ”Danmarks Blindes Trykkeri og Bibliotek og fra 1895 været ansat som lærer og bogtrykker ved Blindeinstituttet i mere end 28 år, en periode hvor produktionen af tekster og noder i punktskrift undergik en enorm udvikling.

3. Han havde i kraft af sin personlighed og sit engagement indenfor arbejdet i Foreningen ”Danmarks Blinde” og siden i ”Dansk Blindesamfund ”vist, at han kunne løse komplekse opgaver og udtænke nye løsningsforslag overfor de udfordringer, som arbejdet som afdelingsleder stillede ham overfor.

Forstander Otto Wustenberg har i sin beretning for årene 1922 – 1933 for Det Kongelige Blindeinstitut givet en fin historisk skildring af de forudsætninger og vilkår, som lå til grund for arbejdet som leder af den nye afdeling med ansvar for trykkeri- og biblioteksfunktionerne ved Blindeinstituttet, samt en beskrivelse af Anders Tindrups virke som leder frem til udgangen af maj 1932, fra hvilket tidspunkt han fortsætter sit arbejde under cand. Mag. Jørgen Plenges ledelse. Han skriver:

”Med Det kgl. Blindeinstituts Oprettelse i 1858 begyndte den første systematiske Undervisning af blinde i Danmark. Den nærliggende Opgave at skaffe Eleverne Læse- og Lærebøger i de forskellige Undervisningsfag kom da hurtigt til at foreligge, og Instituttets første Leder, Forstander Moldenhawer var, som det fremgaar af Aarsberetningerne fra hans Tid, meget interesseret i dette Arbejde. Da han i 1905 tog sin Afsked, var der trykt over 50 Værker: Læse- og Lærebøger samt en Række bibelske Skrifter, de sidste med Understøttelse fra Bibelselskabet for Danmark og det norske Bibelselskab.
De første af disse Bøger blev trykt med latinske Reliefbogstaver, men snart gik man i Danmark over til den Brailleske Punktskrift, og siden 1883 lod Instituttet kun trykke Bøger med denne Punktskrift med Undtagelse af nogle Eventyr af H. C. Andersen og en A B C, af Hensyn til Mennesker, der bliver blinde i en senere Alder og til de Elever, der skulde lære at skrive de latinske Bogstaver, ansaa Forstander Moldenhawer det for rigtigst, at der stadig var et Par Bøger med dette Tryk. Nu trykkes udelukkende Bøger med Punktskrift.
De første Punktskriftbøger i Danmark fremstilledes ved Benyttelsen af Typer, men i 1887 gik man over til at anvende Stereotypplader, i hvilke Brailletegnene blev prægede ved Brug af Hammer og Staalpren mod et Underlag med de sædvanlige Fordybninger til Skrivning af Punktskrift. Senere fik man Stereotyperingsmaskiner forsynede med en Trædemekanisme, ved Hjælp af hvilken Punkterne præges i Zinkplader.
Fra 1905 og til nu og navnlig siden 1924, da Trykkeriet helt blev en Mands Arbejde, er Lærebøgernes Antal blevet stærkt forøget, og mange af de ældre Læse- og Lærebøger er blevet afløst af nye og tidssvarende.
Omkring 1880 blev de ovenfor nævnte Eventyr af H. C. Andersen trykt i et privat Trykkeri og uddelt til blinde ved Juletid og andre Lejligheder. Omkostningerne dækkedes ved private Bidrag. Med Aars Mellemrum blev et og andet mindre, litterært Værk trykt, men ud over Skolebøger var det yderst lidt, man helt op til Slutningen af Tyverne kunde overkomme at faa trykt. Instituttets Punktskriftsbibliotek fik siden 1890 nu og da en Bog af private Afskrivere, og de ældste Elever fik af Foreningen Danmarks Blinde Tilladelse til at laane denne Forenings Bøger, ligesom Instituttet fik de Bøger, Foreningen lod trykke, men alt i alt var Instituttets Elever dog uendeligt daarligere stillet end deres seende Kammerater i andre Skoler.

Først i 1928 blev der fundet en Vej til Løsning af hele dette vigtige Spørgsmaal.
I 1924 erfarede Instituttets daværende Bibliotekar, J. L. Varming, gennem en Samtale med Magister Johan Plesner, den tidligere Forstanders Søn, at denne havde skrevet en Artikel til »Frem«: »Hvad en blind ser« og i denne Artikel under Billedet af en blind Bogtrykker havde opfordret Mennesker, der havde Tid til Raadighed, til at afskrive Bøger til blinde. Johan Plesner havde oprindeligt henvist til Foreningen Danmarks Blinde, men da Varming netop havde erfaret, at Foreningen for Tiden havde Afskrivere nok, greb han Lejligheden og fik Johan Plesner til at forandre Henvisningen til Det kgl. Blindeinstitut.
Det var denne lille Notits, der i 1928 fik vidtrækkende Følger. Fangerne i Statsfængslet i Nyborg havde læst Artiklen i »Frem« og faaet Lyst til at forsøge at afskrive Bøger, og da Forstander Wustenberg i 1928 havde holdt et Foredrag for dem om de blinde, kom Sagen i Gang. En Række godt afskrevne Bøger kom efterhaanden til Instituttet, og man forsøgte at mangfoldiggøre Bøgerne ved med Staalpren og Hammer at præge dem paa Plader. Denne Fremgangsmaade, som man paa Instituttet forlængst havde forladt, viste sig dog at frembyde for store Vanskeligheder, og dette førte til, at man kom i Forbindelse med Vridsløselille Statsfængsel, idet man her lavede en ny Stereotyperingsmaskine efter Instituttets som Model.
I Nyborg havde Fangerne kun skrevet i deres Fritid; nu ansøgte man om, at nogle Mænd i Vridsløse maatte arbejde Dagen igennem med Overføring af Bøger.
Sagen gik i Orden, og der arbejdes nu med tre Stereotyperingsmaskiner i Vridsløse, og tre Mænd er Dagen igennem beskæftiget med Trykning og Overføring af Bøger under Tilsyn af Fængselets Overlærer, Hr. Ryge. Samtidig fortsættes Afskrivningsarbejdet i Nyborg. Dette Arbejde, som nu gøres under Tilsyn af Pastor Agnar Nielsen, er stadig af stor Værdi, idet det jo altid vil være begrænset, hvad der kan trykkes, og der her kan afskrives bøger til de enkelte elever, der går i mellemskolen eller gymnasiet ved andre skoler.
Der er, siden dette Samarbejde med Fængslerne er kommet i Stand, overført flere Bøger end i alle de andre Aar tilsammen, Instituttet har bestaaet, og hertil kommer, at Julehefter er blevet trykt i store Oplag og solgt for en billig Pris til alle, der har ønsket at købe dem. Instituttets Elever har faaet dem gratis tilsendt, ligesom de, de sidste Sommerferier har faaet tilsendt en Bog til Ferielæsning, saaledes sidste Sommers Bøger til de enkelte Elever, der gaar i Mellemskolen eller Gymnasiet ved andre Skoler. Af samme Grunde er Instituttet glad for det Arbejde, der stadig udføres af enkelte private Afskrivere: Fru Elisa Hornbech, Fru A. Levysohn, København, og Typograf Bech, Vejle.
Det store Arbejde, der saaledes fra forskellig Side gøres i Samarbejde med det paa Instituttet værende Trykkeri, er Aarsag til, at Instituttets Punktskriftsbibliotek i de sidste Aar er blevet stærkt forøget og til, at man nu har kunnet oprette Læsestuer saavel for Piger som Drenge. Til disse Læsestuer overføres der i Vridsløse og Nyborg Biografier, Haandbøger mm., og Drengenes Læsestue vil blive aabnet for ældre blinde, der maatte ønske at aflægge den Besøg. Der er saaledes i de sidste Aar sket en Mangedobling af Arbejdet for at fremskaffe Læsning, og det er at haabe, at det med Tiden kan blive alle blinde til Gavn og Glæde.
Ogsaa paa Trykkeriet paa Instituttet er Arbejdet blevet stærkt udvidet. Alle Bøger og Noder indbindes eller heftes her, og her overføres foruden Lærebøger til Skolen de for de blinde Organister og Musikere nødvendige Noder. Instituttet i København har altid lagt stor Vægt paa Musikundervisningen, og fra dets første Dage har man arbejdet med at overføre Noder med den Brailleske Nodeskrift. I Begyndelsen var det faa Noder, man kunde overkomme at trykke; de fleste maatte afskrives, og Hovedmængden af Instituttets Noder er stadig haandskrevne, selv om man nu saa godt som helt er gaaet over til at stereotypere og trykke Noderne.
Den svagtsynede Bogtrykker Tindrup, der gennem mange Aar med megen Indsigt har gjort et stort Arbejde, har nu foruden tre andre Medhjælpere faaet en fast Medarbejder i Bogtrykker Adolf Andersen, der ogsaa er svagtsynet, og som væsentligst er beskæftiget med at overføre Noder.
Et Musikudvalg med Komponisten Aksel Agerby som Formand afgør, hvilke Noder, der skal overføres, for saa vidt det ikke gælder Noder til Undervisningen paa Instituttet.
Det Maal, der nu stiles imod, er at skabe et Landsbibliotek af trykte Bøger med Læsestuer i større Byer, maaske i Forbindelse med de kommunale Folkebiblioteker.
Som Supplement til det ovenfor udviklede henvises til Kataloger, der i Efteraaret 1933 vil udkomme over trykte Noder og Bøger.”

Den udvikling, som Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde har undergået i dets første 11 år, følges op i de efterfølgende 11 år i beretningen for perioden 1933 til 1944. I denne beretning kan man desuden læse:

”Ud over den egentlige Biblioteksvirksomhed stod Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde for Fremskaffelse og Salg af Blindeskriftspapir, Tavler og Prene til Skrivning af Blindeskrift, Lommetavler, Sortskriftsskriveunderlag, forskellige Spil og lign. — ligesom enhver Bog, Trykkeriet overførte og producerede i punktskrift, kunne købes her.”

Det fremgår af beskrivelsen af Anders Tindrup, at han i kraft af opfindsomhed og snilde opfandt og udviklede forskellige hjælpemidler til blinde. Der foreligger stort set ingen konkrete beskrivelser af eksempler på disse. Der er imidlertid i denne forbindelse grund til at notere sig de tanker, som han gør sig i en artikel i Nordisk Tidsskrift for Blinde, som er gengivet i Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 7 fra 1935. I denne artikel filosoferer Anders Tindrup over spørgsmålet ”Billeder til blinde”, og illustrerer med et eksempel sin evne til at anskueliggøre det visuelle overfor en blind dreng. Der findes dog et eksempel på hans snilde. Det drejer sig om mærkede spillekort. Disse har en systematisk spejlvendt følbar mærkning på det enkelte korts forside, mens mærkningen ikke var synlig på kortets bagside for seende medspillere. Disse spillekort forhandles stadig.

Denne supplerende aktivitet under Anders Tindrups medvirken, skulle vise sig at blive starten på det tilbud, som efter 1985 blev til den selvstændige institution ”Statens Hjælpemiddelcentral for Blinde”.

Anders Tindrup kan, ved sin pensionering med udgangen af oktober 1938, se tilbage på et imponerende resultat, indenfor de 2 vigtigste arbejdsområder, trykning af bøger og noder i punktskrift, til brug for Blindeinstituttets undervisning, og ikke mindst til de mange blinde organister rundt om i landet, som løbende har brug for at få trykt noder til brug i deres arbejde.

Anders Tindrups opgaver blev overtaget af trykkerileder Adolf Andersen, der ligesom ham selv var stærkt svagsynet, jf. omtalen af ham i selskabets Nyhedsbrev nr. 2/2024. Den 1. august 1952 fik institutionen selvstændig status med Jørgen Vilhelm Plenge som forstander.

For at komplimentere beskrivelsen af Anders Tindrup, er der til slut grund til at hæfte sig ved en række forskellige opgaver, som han påtog sig, indenfor Foreningen Danmarks Blinde og Dansk Blindesamfund.

Den 5. december 1883 stiftedes ”Blindes Understøttelses- og Læseforening af 1883” af en gruppe lærere ved Blindeinstituttet og nogle tidligere elever, på opfordring af instituttets daværende forstander Johannes Moldenhawer. Foreningen ændrede i 1892 sit navn til ”Danmarks Blinde”. Det fremgår af foreningens årsberetninger, at Anders Tindrup blev medlem af foreningen i 1895, samme år som han blev ansat som lærer ved Blindeinstituttet, et medlemskab, som han fastholdt frem til 1911, hvor Dansk Blindesamfund blev stiftet. Han kom, gennem dette medlemskab, i tæt kontakt med instituttets inspektør Andreas Frederik Wiberg, lærerinde Methea Hoffmann og organist Johan Wulff, som i 1889 præsenterede det første forslag til et dansk forkortelsessystem af Louis Brailles punktskrift. Foreningen ”Danmarks Blinde” etablerede i april 1892 sit eget trykkeri og bibliotek, og påbegyndte i 1898 udgivelsen af punkttidsskriftet ”Blindes Budstikke”.

Anders Tindrup optræder ikke i årsberetningerne for ”Danmarks Blinde” efter stiftelsen af ”Dansk Blindesamfund”. Dog optræder han i juni 1937 sammen med overlærer Jørgen Plenge, som udpegede kontrollanter af valget til bestyrelsen for ”Danmarks Blinde”.

For så vidt angår hans virke indenfor ”Dansk Blindesamfund”, skal det nævnes, at han i 1918 og i 1926 optræder som repræsentant / repræsentantsuppleant, valgt af den københavnske lokalkreds. Anders Tindrup repræsenterer i forskellige sammenhænge ”Dansk Blindesamfund”. Blandt disse opdrag finder jeg anledning til at nævne, at han i sommeren 1920 deltog i det første Interskandinaviske Blindesagsmøde i København, med deltagelse af blindeorganisationerne fra Danmark, Norge og Sverige. Her deltog han aktivt i drøftelserne af mulige fremtidige beskæftigelsesmuligheder for blinde. Ifølge referatet fra mødet, henledte han deltagernes Opmærksomhed paa Agenturvirksomhed, og begrundede dette forslag på følgende måde: ”Da mange Mennesker lever af dette erhverv, og da Blinde tit har et umaadelig godt Snakketøj, vilde det sikkert være noget for dem”.

I februar 1937 udpeges han som en ud af 4 DBS-repræsentanter, som skal indgå i en møderække, om en revision af punktskriftforkortelsessystemet, indkaldt på initiativ af forstander Otto Wustenberg.

Jeg vil hermed slutte dette mit forsøg på at beskrive personen Anders Tindrup, og hans betydning for udviklingen af den danske blindesag, her 100 år efter, at han blev udnævnt, som den første leder af ”Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde”. Det er bemærkelsesværdigt, at han har været vidne til introduktion og udvikling af Louis Brailles punktskrift lige siden 1883, hvor Blindeinstituttet besluttede at fravælge reliefskrift til fordel for punktskrift.

Der er for mig ingen tvivl om, at han, i kraft af sin personlige integritet og sit positive livssyn, skabte betydelige resultater igennem årene, hvor han forestod dette meget vigtige arbejde. I forbindelse med hans fratræden blev han udnævnt til Dannebrogsmand, dvs. at han blev tildelt sølvkorset, som en påskønnelse for hans virke gennem 43 år ved Det Kongelige Blindeinstitut.

I hans samtid var han kendt af stort set alle blinde, mens han i dag er helt ukendt på trods af hans betydningsfulde indsats. Han fortjener så absolut en plads i den danske blindesags historie. Denne artikel bidrager forhåbentlig hertil.

 

Kilder:

Beretning om det kgl. blindeinstitut i København juli 1922 – november 1933
Beretning om det kgl. blindeinstitut i København november 1933 – januar 1944
Betænkning nr. 129 – ”Forsorgen for Blinde og Stærkt Svagsynede”, København 1955
”Dansk Blindesamfunds historie” ved Peter Ommerbo, København 1944
Dansk Blindesamfunds medlemsblade fra nr. 1-1911 til nr. 1-1942
Folketælling 1870, landdistrikter
Folketælling 1880 og 1921, København
Historiske noter om udviklingen af: ”Blindes adgang til information fra 1811 til 2004” – ved Poul Lüneborg, Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 8-2002 side 16 – 42
HVORSLEV-GERNINGS HISTORIE ved PROVST EMER. ANKER VESTERGAARD, 97 sider
Kirkebogen for Gerning sogn 1860 – 1891.
Levnedsbeskrivelse ved Anders Tindrup, indleveret 15. marts 1939 til Ordenskapitlet.
”Statens Institut for Blinde og Svagsynede i København”, 5. november 1858 – 1958 – 100-års jubilæumsskrift, København 1958.
SÅDAN FIK DANSKE BLINDE ET SKRIFTSPROG, af FOLKE JOHANSEN, København 1983.
Årsberetninger fra Danmarks Blinde for årene 1888 – 1937.

5. Afskaffelse af fattiglovens retsvirkninger for blinde, af René Ruby

I 1914 ændredes fattigloven, hvorefter blinde og kun blinde, kunne modtage offentlig hjælp uden tab af borgerlige rettigheder som valgret. Denne ændring har Dansk Blindesamfunds tidligere formand Svend Jensen betegnet som det største resultat Dansk Blindesamfund har opnået i bogen ”Det første Skridt mod Ligestilling”.

Med Grundloven fra 1849 blev fattighjælp en grundlovssikret rettighed. Samtidig blev det slået fast, at modtagelsen af fattighjælp resulterede i en række ikke nærmere definerede rettighedstab.

Op gennem 1700- og 1800-tallet oprettedes og steg antallet af fattighuse. Skammen og den sociale degradering, der blev vedhæftet fattig- og arbejdsanstalter, havde ikke mindst en præventiv funktion. Det samme blev tilfældet omkring fattighjælpsydelser generelt. I perioden op til Grundloven i 1849 var der indført en række sanktioner i forbindelse med modtagelsen af fattighjælp. Hvis man modtog fattighjælp, skulle man søge om tilladelse til at gifte sig, ligesom man mistede forældremyndigheden og retten til at bestemme, hvor man skulle bo. Rettighedstabet kulminerede i Grundloven, hvor den politiske valgret blev gjort afhængig af, at man ikke havde modtaget fattighjælp, som ikke var betalt tilbage. Den nye fattiglov fra 1891 videreførte de fleste af de konsekvenser, som modtagelsen af fattighjælp havde fået gennem 1800-tallet.

Blindeundervisningen blev påbegyndt af Kjæden i 1811, men først med oprettelsen af det nye blindeinstitut i 1858 blev blinde i større omfang målrettet uddannet i forskellige håndværk og musikfag med henblik på selvforsørgelse. Eleverne blev ofte uddannet i flere håndværk eller i musik og et supplerende håndværk. Dette skulle forbedre deres muligheder for selverhverv. Udover etablering i eget hjem eller fortsat ophold hos forældrene var mulighederne for de afgåede mandlige elever kun fattigvæsenet, det vil oftest sige fattiggården. De afgåede kvindelige elever havde derimod endnu en mulighed nemlig kvindehjem. Der blev i tidens løb oprettet flere hjem og pensionater for blinde kvinder. Opholdet her blev imidlertid også betalt af fattigvæsenet, hvorved disse ligeledes var underlagt fattighjælpsvirkning.

Kun organister og til en vis grad musikere havde en rimelig indtjening, mens håndværkere har haft en meget varierende og ofte utilstrækkelig indtægt og modtog ofte understøttelse. De afgåede elever kunne, udover at modtage hjælp fra fattigvæsenet, også modtage hjælp fra private velgørende foreninger, og det vil især sige Foreningen til at Fremme Blindes Selvvirksomhed. Det er særligt håndværkere og kvinder, som modtog bidrag fra Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed.

Den stiftedes i 1862. I 1860’erne voksede en omfattende filantropi frem i Danmark. Private havde altid hjulpet de fattige og givet almisser, ofte gennem kirken. Industrialisering og urbanisering i anden halvdel af 1800-tallet betød, at fattigdomsproblemerne især i København voksede. Her opstod diskussionerne om og behovet for filantropien. Filantropien var et redskab for den velstillede middelklasse til at påvirke samfunds-udviklingen og opdrage de fattige til at blive gode borgere.

I arkivmaterialet fra Blindeinstituttet er der utallige eksempler på afgåede elever som modtog fattigunderstøttelse. Omfanget af blinde under fattigforsørgelse kan aflæses af folketællingen fra 1890. Det fremgår blandt andet, at 1,8 % af den samlede befolkning hørte ind under fattigvæsenet. Af det samlede antal blinde var 18,4 % under fattigforsørgelse, af samtlige blinde uden for anstalter(1). Det vil sige, at godt ti gange så mange blinde var under fattigforsørgelse, i forhold til den øvrige befolkning samlet set.

Offentlig understøttelse kunne ske på tre måder, enten ved understøttelse i hjemmet, anbringelse i pleje hos private eller ved optagelse i forsørgelsesanstalter. Hvilken form og i hvilket omfang var overladt til den enkelte fattigbestyrelse at afgøre(2). De områder, inden for hvilke sognet ydede kontanthjælp til blinde, var værktøj, materiale og arbejdsrekvisitter. Mange hjemvendte håndværkere modtog pengebeløb til anskaffelse af værktøj og til at opstarte deres håndværksvirksomhed. Selvom de efterfølgende kunne forsørge sig selv, var de fortsat underlagt fattighjælpsvirkning, så længe etableringshjælpen ikke var tilbagebetalt. Herudover ydedes hjælp til klæder, senge og sengeklæder. Sognet understøttede tillige ved erhvervsmæssig videreuddannelse. Endelig har en meget benyttet form været et årligt pengebeløb til underhold.

Som allerede nævnt videreførte den nye fattiglov fra 9. april 1891 de fleste af de konsekvenser, som modtagelsen af fattighjælp havde fået gennem 1800-tallet. Men det vigtigste brud var måske bestemmelsen om, at visse typer af hjælp kunne ydes uden rettighedstab, og at visse grupper af mennesker skulle hjælpes uden rettighedstab. Det drejede sig eksempelvis om Støtte til begravelse, læge og jordemoder samt visse grupper af kronisk syge skulle kunne modtage hjælp uden tab af rettigheder. Dermed havde man taget det første skridt til at sige, at bestemte grupper i befolkningen kunne modtage offentlig hjælp uden rettighedstab.

Det første initiativ på også at fritage blinde fra fattighjælpsvirkning blev ligeledes foretaget i starten af 1890erne. Det blev foretaget af foreningen Danmarks Blinde. Foreningen stiftedes i 1883 med henblik på tilvejebringelse af litteratur for blinde, men foreningen påbegyndte også en understøttelsesvirksomhed i 1888. I 1892 udarbejdede foreningen en statistik over blinde i Danmark, som skulle bruges som redskab til en systematisk kortlægning af de sociale forhold for blinde, og dermed behovet for hjælp. Fra 1892 til 1894 gennemførte foreningen en række kampagner og en offentlig agitation med henblik på at gøre opmærksom på blindes situation. Det resulterede i en adresse, som blev indleveret til regeringen og Rigsdagen i februar 1894(3). Den havde da fået 126.822 underskrifter.

Det centrale punkt og den egentlige baggrund for underskriftindsamlingen var kravet om fast årlig understøttelse uden fattighjælpsvirkning. Som grund for understøttelseskravet fremhæves, ”… at kun et ringe Antal, og navnlig kun dem, der i Byerne opnår faste Stillinger som Organister eller Musikere, er i stand til at ernære sig selv, hvorimod Flertallet vil være afhængige af Hjælp fra Familie eller det Offentlige.”(4) Endelig understreges den private godgørenheds utilstrækkelighed, og som for den modtagende “… kan have sine pinlige Sider”(5).

Kravet om, at staten skulle understøtte blinde, samt kritikken af den private godgørenhed, var en udfordring af de ældre foreningers og særligt blindeinstituttets forstanders holdning på området, som netop var, at kun den private og individuelle understøttelse på den rette måde kunne fremme selvstændigheden og viljen til selverhverv. Foreningens store tilslutning, den offentlige opmærksomhed, underskriftindsamlingen m.v. må være blevet opfattet som en trussel mod disse sidste. Gennem Danmarks Blindes initiativer, havde disse udsigt til at miste deres frihed eller blive overflødiggjorte.

Danmarks Blindes planer blev da også tilintetgjort gennem en skandalisering af foreningens ledende skikkelse ritmester Allan Dahl. Samtidig underkendte og forkastede 239 blinde i en støtteindsamling til Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed reelt Danmarks Blindes underskriftindsamling til Rigsdagen. Baggrunden herfor har givetvis sammenhæng med de blinde håndværkeres helt basale afhængighed af støtte fra Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed og frygten for at miste støtten herfra. Det hele endte med et internt opgør mellem de blinde og de seende medlemmer i foreningen, og en delvis sprængning af Danmarks Blinde. Det resulterede i, at underskriftindsamlingen til Rigsdagen aldrig blev fuldt op men faldt til jorden.

I begyndelsen af det nye århundrede blev tanken om en underskriftindsamling til Rigsdagen med henblik på en understøttelse uden fattighjælpsvirkninger taget op igen. I bladet Budstikke, som var et blad i punktskrift, fremsattes sådanne tanker. Samtidig fremsattes tanken om stiftelsen af en ny forening for blinde og denne gang modsat Danmarks Blinde kun med og af blinde. I marts 1910 skrev Carl Cohn, som blev Dansk Blindesamfunds første formand, herom: “Der maa skaffes saa mange Penge til Veje, at enhver Blind, som er værdig trængende, kan faa en fast, aarlig Understøttelse, der ydes ham eller hende som Rettighed og ikke som Almisse. … de Blinde maa selv være med. Saa mange som vi er, maa vi underskrive en Adresse til Regeringen …”(6)

I maj 1910 fremlagde Cohn et udkast med en redegørelse for de blindes antal og forhold, og i juni 1910 blev underskrifter fra 233 blinde, overgivet til Alderdoms- og invaliditetskommissionen(7). Der var således pustet nyt liv i Danmarks Blindes krav til regeringen fra 1894.

Ved et stævne i juni 1911 stiftedes så Dansk Blindesamfund. Formålsformuleringen rummede en række specifikke opgaver med det Fælles, at de alle, i et eller andet omfang, var betinget af de sociale forhold. Disse forhold, samt måden hvorpå de ønskedes løst, var også helt centralt. Understøttelsessagen og stiftelsen af Dansk Blindesamfund var derfor sammenhængende. I en artikel i Politiken, dagen efter stævnets afslutning i juni 1911, trækkes den grundlæggende forskel mellem denne og de tidligere foreninger op: “… Navnet paa den nye Forening er Dansk Blindesamfund, og den adskiller sig fra de tidligere Foreninger derved, at den ikke har disses Velgører-Præg. Det er ikke en Kres af velmenende Borgere, der har sluttet sig sammen for at gøre godt mod de Blinde; det er disse selv, der vil tage Styrelsen af deres egne Sager. …”(8)Videre i artiklen interviewes foreningens første formand Carl Cohn: “Der eksisterer dog, indskød vi, forskellige Foreninger, der tager sig af de Blinde. – Det er rigtigt, svarede Hr. Cohn, og nogle af dem udretter en Del godt eller har i alt Fald gjort det for Aar tilbage. Men Velgørenheden forringer Menneskeværdigheden, jeg har set fattige Blinde, hvorledes de maatte krybe og ydmyge sig for at opnaa en ussel Understøttelse paa 10 Kr. Den ny Forening vil tage Velgørenhedspræget af, hjælpe og gøre de Blinde til frie og uafhængige Borgere.”(9)

I forbindelse med stævnet i juni 1911 afholdtes et diskussionsmøde om fast årlig understøttelse med deltagelse af rigsdagsmedlemmer, blindelærere og pressen. Mødet mundede ud i en resolution til regeringen og Rigsdagen med anmodning om, at blinde som ikke ved egen hjælp var i stand til at skaffe sig det nødvendigste til livets ophold, hvoraf der skønnedes at være 350 ud af 552 i alderen 18 til 60 år, ved lov fik ret til en fast årlig støtte.

I juni 1912 afholdtes et nyt agitationsmøde. Dette udmundede i en ny og mere konkret resolution til Indenrigsministeriet. Heri pegedes på en ændring af fattiglovens §61 til at opnå en fast årlig understøttelse uden fattighjælpsvirkning. Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet rettede i anledning heraf en forespørgsel til blindeinstituttet og de ældre foreninger vedrørende statsunderstøttelse og bortfald af fattighjælpsvirkning. Disse udtrykte betænkelighed, dels fordi denne ville svække de private foreninger, og dels fordi en fast årlig statsunderstøttelse uden fattighjælpsvirkning kunne mindske lysten til selverhverv. Blindeinstituttets forstander Plesner udtrykte dog støtte til bortfald af fattighjælpsvirkning, men kun for de som ydede en erhvervsmæssig indsats: “… Princippet bør være Hjælp til Selvhjælp. Gives Hjælpen til enhver Blind vil den hos nogle bevirke at de henfalder til Lediggang og Sløvhed, kort sagt i den Tilstand, hvorfra det er og altid har været Blindeinstituttets Opgave at hæve de Blinde. … Mister Kommunens Støtte Karakteren af Fattighjælp, er der jo intet ydmygende heri. …”(10)

En fast årlig understøttelse blev herefter opgivet og blev først delvist opnået med Invalideloven i 1921. Derimod søgtes bortfald af fattighjælpsvirkning opnået via tilsyn, som blindeinstituttet påtog sig at udføre. Dette blev imidlertid atter opgivet på grund af Dansk Blindesamfunds forbehold som anså ordningen for kun ren midlertidig,(11) hvorefter en ændring af fattiglovens §61 blev gennemført med lov af 25. februar 1914.

Årsagen til, at sagen ikke strandede som tidligere, var, foruden en ændret indstilling, generelt Dansk Blindesamfunds vedholdenhed og foreningens legitimitet. Under rigsdagsdebatterne fremhæves netop, at det er de blinde selv som “nu har organiseret sig” og “paa Foranledning af Henstillinger fra Blinde”,(12) ligesom der også henvises og citeres fra Dansk Blindesamfunds resolutioner.(13)

Dansk Blindesamfunds succes var en milepæl, som Svend Jensen skriver, men det var det også i forhold til, at Blinde, som den første handicapgruppe, kunne modtage offentlig hjælp uden fattighjælpens konsekvenser. Samtidig har dette dog også sammenhæng med en generel samfundsudvikling i årtierne op til.

I forlængelse af den nye fattiglovspolitik fra 1891 med, at bestemte grupper af befolkningen skulle kunne modtage hjælp uden rettighedstab, kom Alderdomsunderstøttelsesloven fra 1891 og Sygekasseloven 1892. Princippet med at fritage bestemte typer af hjælp fra fattighjælpens rettighedstab fortsatte ind i det nye århundrede. Det gjaldt bl.a. for folk, der blev ramt af smitsomme sygdomme. Blinde som den første handicapgruppe blev så fritaget i 1914. Her blev de første skridt til ophævelse af rettighedstabene taget. Tabet af valgret ved modtagelse af fattighjælp fortsatte dog grundlæggende med Grundloven af 1915. Først med Socialreformen i 1933 blev der for alvor taget et skridt, der i almindelighed gjorde op med rettighedstabet, forbundet med modtagelse af offentlig fattighjælp. De principper, fattighjælpen byggede på, ændrede sig grundlæggende hermed. Den offentlige hjælp skulle nu som hovedprincip gives uden rettighedstab. Kun de ”håbløse tilfælde”, f.eks. de åndssvage, blev fortsat anbragt på offentlige institutioner og udsat for tab af rettigheder.

Noter:

1. Danmarks Statistik 4. række A.8,a. Folketælling i Danmark 1. februar 1890, 1894; side 207.
2. Fattigloven af 9. april 1891 §29 og §43.
3. I 18- og 1900-tallet var en adresse en hyppigt benyttet henvendelsesform til Rigsdagen. En adresse dækker over en, af en række personer underskrevet skrivelse, der retter en henvendelse til en myndighed og som her Rigsdagen.
4. Danmarks Blindes 10. Aarsberetning 1893; side 27.
5. Danmarks Blindes 10. Aarsberetning 1893; side 28.
6. Ommerbo, Peter: ”Dansk Blindesamfunds Historie, udarbejdet efter Foreningens Blade og Protokoller” København 1944; side 9
7. Alderdoms- og invaliditetskommissionen blev nedsat i 1904 og afsluttede sit arbejde i 1914, men dette resulterede imidlertid først i et lovgivningsinitiativ i 1921.
8. Politiken den 11.6. 1911.
9. Politiken den 11.6. 1911.
10. Brev fra J. Plesner til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet den 3. september 1912. (Bestyrelsens kopibøger 1912 – 15).
11. Dansk Blindesamfund, Sorttrykte Meddelelse Nr. 2, december 1913.
12. Forhandlinger i Folketinget 1912 – 13; spalte 463 og 1913 – 14; spalte 1989 -1994.
13. Landstingets Forhandlinger 1913 – 14; spalte 539 – 56.

6. Invitation til 30 års jubilæumsarrangement 15. november, af Poul Lüneborg

I anledning af Blindehistorisk Selskabs 30-års jubilæum inviteres alle medlemmer med ledsagere til et eftermiddagsarrangement, den 15. november. Markeringen af jubilæet foregår fra kl. 14.00 – 18.00 i mødelokale “København” i Handicaporganisationernes Hus, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup.

Program:

Kl. 14.00 – 14.30 Ankomst

Kl. 14.30 Velkomst ved selskabets formand Poul Lüneborg

Kl. 14.45 Arne Christensen, som også er medlem af selskabet, fortæller detaljeret og besvarer spørgsmål om den tur på ski til Sydpolen, han som den første blinde dansker gennemførte i begyndelsen af året. Denne meget flotte præstation kan man læse om i artiklen ”Blind pioner har nået Sydpolen på ski”, der blev bragt i Nyhedsbrev nr. 1 fra i år.

Kl. 15.30 – 17.30 Socialt samvær

Her vil der blive mulighed for at høre en fin optagelse af nogle af de numre fra den jazzkoncert med blinde musikere, der fandt sted på Fuglsangcentret i forbindelse med årets generalforsamling 9. marts. Denne koncert er nærmere omtalt i Nyhedsbrev nr. 1.

Kl. 17.30 – 17.45 Afslutning ved Poul Lüneborg

Kl. 18.00 slutter markeringen af 30-års dagen.

Under hele arrangementet vil der være mulighed for forfriskninger i form af kaffe/te, øl, vin og vand samt snacks.

Det er ikke nødvendigt på forhånd at tilmelde sig, men hvis du er sikker på at dukke op, vil vi være glade for information herom, da det kan have betydning for bestilling af drikkevarer m.v.
Besked kan sendes til næstformand Lena Bang mobil 20 41 88 67 eller på mail lenabanglb@gmail.com

Bestyrelsen håber at mange vil tage imod opfordringen til at være med til at fejre selskabets fødselsdag.

7. Fra blindeforening til støtteforening: Anmeldelse af Poul Lüneborgs bog Foreningen Aarhus Blinde, af Finn Amby

Tak for opfordringen til at anmelde Poul Lüneborgs bog om udviklingen af Foreningen Aarhus Blinde gennem 130 år. Det har været en spændende opgave. Bogen bærer tydeligt præg af Pouls fantastisk store engagement i blindesagen, og der er ingen tvivl om, at Poul har ydet en meget stor indsats for at nå i mål med bogen under temmelig vanskelige vilkår. Det er på mange måder et imponerende resultat, der er kommet ud af anstrengelserne, som fortjener stor ros.

Ud over de indledende kapitler om baggrunden og dannelsen af Foreningen Aarhus Blinde er bogen opbygget kronologisk, hvor det er valgt primært at lade kapitelinddelingen styre af formandsperioderne. Bogen indeholder herunder grundige bibliografiske oplysninger om formændene og en del af bestyrelsesmedlemmerne. Der er tale om følgende perioder: 1893 – 1908, 1908 – 1932, 1932 – 1940, 1940 – 1964, 1964 – 1996 og 1996 og frem. Frem for at kommentere de enkelte kapitler vil jeg i det følgende fremdrage nogle temaer, som jeg finder væsentlige, for en karakteristik af foreningens udvikling gennem de mange år.

Medlemshvervning og julehjælp
I bogen dokumenteres det, at foreningen fra starten gjorde en ihærdig indsats for at få borgerne i Aarhus til at tegne medlemskab. Midlerne fra medlemmerne, indsamlingsvirksomhed og bidrag fra forskellige loger blev i de første mange år primært brugt på uddeling af julelegater til trængende blinde i byen. Uddeling af julelegater fortsatte ifølge bogen i hvert fald frem til omkring 1960, men det fremgår ikke, hvornår denne aktivitet er stoppet.

Flere steder i bogen lægges der vægt på samfundsudviklingens betydning for foreningens aktiviteter. I det lys kunne det måske have været på sin plads med et par betragtninger om, hvorfor der var behov for direkte økonomisk hjælp til blinde i form af julelegater, og hvorfor dette behov nok gradvist blev mindre og gav plads til at prioritere andre formål.

Boliger til blinde
Bogen indeholder en meget grundig og interessant beskrivelse af foreningens engagement, i at tilvejebringe billige boliger til blinde i Aarhus. Dette engagement strækker sig over en lang årrække og dermed også flere kapitler i bogen – fra ideen første gang kom på tale i 1937, til boligeventyret sluttede i 2001. Forslaget om at opføre en ejendom med lejligheder til byens blinde, blev i sin tid stillet af formanden Waldemar Tørsleff, og det førte til igangsætning af en række aktiviteter, for at skaffe økonomi, finde en egnet grund osv. Anstrengelserne resulterede i 1954 i købet af ejendommen Aldersrovej 40, 42 og 44 med 23 lejligheder for en købesum på 190.000 kr. I 2001 blev ejendommen solgt for 6.850.000 kr.

Ideen om en ejendomsinvestering kunne kun realiseres, fordi det lykkedes at skaffe økonomiske tilskud udefra i form af arv og gaver, og fordi der blev etableret et samarbejde med Dansk Blindesamfund om projektet. Dansk Blindesamfunds landsforening bidrog således med 30.000 kr., og den lokale kreds bidrog med 10.000 kr., da ejendommen skulle købes. Jeg vender tilbage til samarbejdet mellem de to foreninger nedenfor, men ejendomsprojektet var den direkte årsag til, at sammensætningen af bestyrelsen i Foreningen Aarhus Blinde i 1938 blev ændret, så der blev valgt 4 medlemmer på foreningens generalforsamling, mens Dansk Blindesamfunds lokalafdeling herudover udpegede 3 medlemmer til bestyrelsen. I forbindelse med ejendomskøbet skete der også en ændring af formålsparagraffen, så der nu kom til at stå: “at støtte værdigere trængende blinde eller svagtseende personer dels ved pengehjælp dels ved tildeling af lejligheder i ejendomme, som foreningen måtte erhverve”.

Fremstillingen i bogen illustrerer tydeligt, at ejendommen på Aldersrovej kom til at fylde meget i de følgende årtier. Det handlede både om daglig drift, vedligeholdelse og modernisering, efterhånden som der viste sig et behov for det. I 1960 blev der installeret fjernvarme i ejendommen, og året efter blev der indrettet tre badeværelser i kælderen. I løbet af 60’erne, 70’erne og 80’erne blev der gennemført store arbejder på ejendommen herunder renovering af taget og isætning af termovinduer, og der blev indrettet vaskehus med vaskemaskiner. Det blev også diskuteret, om lejlighederne skulle moderniseres med etablering af badeværelser, men planerne blev ikke til noget. I sidste halvdel af 90’erne var bestyrelsen også optaget af ejendommens drift og af at sikre kvaliteten for beboerne gennem istandsættelse af altanerne og forbedring af udendørsfaciliteterne.

Ud over drift og vedligeholdelse af ejendommen brugte foreningen også midler på at støtte de blinde beboere gennem reduktion af huslejen og tilskud til varmeregninger m.v. Disse vilkår blev dog efterhånden ændret i takt med de forbedrede muligheder for boligsikring fra det offentlige. Der er ingen tvivl om, at Foreningen Aarhus Blinde har ydet en stor indsats for at give blinde et billigt sted at bo. Men det kunne måske have været nyttigt, hvis bogen også havde indeholdt nogle bemærkninger om blindes generelle boligsituation, så man kunne få bedre forståelse for, at selve ideen overhovedet opstod.

Øvrige aktiviteter
Fra starten var julelegater som nævnt en væsentlig aktivitet for foreningen, og senere kom driften af ejendommen til som en anden hovedaktivitet. Men foreningen var også allerede ret tidligt engageret i andre opgaver.

Foreningen medvirkede sammen med Dansk Blindesamfunds lokalkreds i afholdelse af basarer hvert tredje år fra 1917 til 2. verdenskrig med salg af blindes produkter og et omfattende underholdningsprogram. Det var også på foranledning af foreningen, at Aarhus Teater fra 1924 stillede et antal billetter til rådighed for blinde i forbindelse med udvalgte forestillinger. Endelig var foreningen også involveret i bestræbelserne på at få gratis sporvognskørsel til de blinde i Aarhus.

I 1982 blev hjælpetjenesten oprettet, og der blev formuleret et regulativ for denne. 9 år senere var hjælpetjenesten bemandet med 37 hjælpere. I perioden 1996 – 97 blev hjælpetjenesten benyttet af 54 medlemmer af Dansk Blindesamfund, og der blev udført 147 engangstjenester. Hjælpetjenesten havde i en årrække et ret højt aktivitetsniveau, men det er stagneret de senere år. Også i denne sammenhæng kunne det have været interessant, hvis bogen havde indeholdt nogle betragtninger om, hvorfor der på denne måde var et udækket behov for hjælp, og hvordan de seneste års udvikling i den sociale lovgivning måske har påvirket dette behov.

Fra slutningen af 1990’erne blev foreningen stadig mere optaget af spørgsmålet om, hvordan aktiverne kunne anvendes til gavn for alle blinde i Aarhus frem for at satse på at stille boliger til rådighed for en mindre gruppe. Det førte i 2003 til investeringen i lokalerne i Sønder Allé 10 og er også fortsat baggrunden for, at der nu søges etableret gode lokalemæssige rammer et andet sted.

Filantropi og interessevaretagelse
Selve stiftelsen af Foreningen Aarhus Blinde fortaber sig lidt i tågerne, fordi dokumenterne fra de første år ikke findes mere. Det er sikkert en rimelig antagelse, som der også gives udtryk for i bogen, at foreningen blev dannet med afsæt i udviklingen omkring Danmarks Blinde og støttet af frimurerlogen m.fl. Det er nok også rimeligt at antage, at vedtægterne for den lokale forening i Aarhus på trods af løsrivelsen fra Danmarks Blinde i efteråret 1893 tog udgangspunkt i vedtægterne herfra, selv om der ifølge bogen senere er rejst tvivl om det. Under alle omstændigheder havde Foreningen Aarhus Blinde fra starten en konstruktion, hvor det var seende, der dominerede foreningens ledelse. Det var en forening, som havde til formål at gøre noget godt for blinde i Aarhus, og i bogen betegnes foreningen da også som en velgørende forening.

I bogen beskrives det, hvordan foreningen efter 1908 gjorde en indsats for at markere sig som repræsentant for byens blinde. Det skete bl.a., da foreningen efter ændringen af fattigloven i 1914 ansøgte byrådet om at forestå udbetalingen af fattighjælp til byens blinde, hvilket byrådet dog afslog. Senere forsøgte foreningen også at varetage de blindes interesser, ved, som beskrevet ovenfor, at arbejde for gratis sporvognskørsel til blinde.

Den udvikling der beskrives i bogen vidner imidlertid om, at dannelsen af Dansk Blindesamfund og oprettelsen af en lokalafdeling heraf i Østjylland udfordrede Aarhus Blindeforenings rolle som den primære varetager af blindes interesser. Karl Hansen, Jebjerg, var af den opfattelse, at det tilkom ham som lokalformand i Dansk Blindesamfund at repræsentere blinde overfor offentlige myndigheder i alle anliggender. Alligevel blev der i løbet af nogle år etableret et samarbejde mellem de to foreninger, og de stod i fællesskab som arrangører af en række begivenheder.

Samarbejdet mellem Foreningen Aarhus Blinde og Dansk Blindesamfund blev som nævnt formaliseret i 1938, hvorefter 3 medlemmer af blindeforeningens bestyrelse skulle udpeges af Dansk Blindesamfund.

I 1966 slog det tilsyneladende gnister mellem de to foreninger i forbindelse med uenighed om en indsamling til fordel for etablering af et sommerhus. Uenigheden betød, at nogle medlemmer af bestyrelsen trak sig tilbage, og i nogle år var der fare for, at foreningen ville blive opløst. Det skete ikke, men i 1982 blev der taget endnu et skridt i retning af, at Dansk Blindesamfund fik en afgørende indflydelse i foreningen. Nu skulle flertallet i bestyrelsen nemlig udpeges af Dansk Blindesamfund, idet dennes hovedbestyrelse også skulle have en repræsentant i bestyrelsen. Samtidig blev navnet ændret til Støtteforeningen for Blinde i Aarhus og formålet blev justeret. I 1998 fik Dansk Blindesamfunds lokalkreds en styrket position i støtteforeningen ved en vedtægtsændring. Nu skulle kredsformanden nemlig være født medlem af bestyrelsen. Endelig skal det nævnes, at der ikke var enighed i bestyrelsen om salget af ejendommen på Aldersrovej i 2001.

Når udviklingen betragtes på denne måde, bliver det tydeligt, at Foreningen Aarhus Blinde grundlæggende har skiftet både opgaver, struktur og rolle siden starten i 1893. Efter 1911 blev det hurtigt Dansk Blindesamfund, der påtog sig rollen som repræsentant for blinde i Aarhus, i de fleste anliggender. De aktive og engagerede formænd og bestyrelsesmedlemmer i Foreningen Aarhus Blinde spillede dog en helt central rolle i forhold til boligsagen, og det er således også en væsentlig del af årsagen til, at støtteforeningen har så gode økonomiske muligheder, som tilfældet er. Støtteforeningens fornemmeste opgave her i 2024 er at bidrage til, at blinde i Aarhus har gode rammer for de mange aktiviteter, som gennemføres af Dansk Blindesamfund og foreningens oplysningsforbund BOF. Interessevaretagelse i bred forstand er overladt til Dansk Blindesamfund. Det er desuden Dansk Blindesamfund, der formelt har den afgørende indflydelse i støtteforeningen, men der er heldigvis fortsat dygtige og engagerede seende som indgår i arbejdet. Spørgsmålet er dog, om og hvordan det igen kan lade sig gøre at få gjort nøglepersoner fra Aarhus Kommune, og byens erhvervsliv interesseret i blindesagen. Det kan der godt blive brug for, og denne problematik kunne måske med fordel have haft mere plads i bogen.

8. Anmeldelse af Morten Bondes bog: ”Dømt blind- hva’ så?” En rejse fra Håbløshedsgade til Mulighedsvej, af Lena Bang

Bogen er udgivet på Forlaget Vision og indlæst af forfatteren.

Den handler om Morten Bonde, der i 2002 får konstateret øjensygdommen retinitis pigmentosa(kaldet rp).

Bogen er inddelt i tre dele.

I første del fortæller forfatteren om sin barndom og ungdom, hvor han ofte har følelsen af ikke at være god nok, samt hvordan han bliver praktisk blind. Han beskriver bl.a. sin børnehave, som han ikke er særlig glad for at gå i. Han beskriver, hvordan han prøver at få forældrene til at køre væk fra børnehaven, når han skal afleveres om morgenen. Han fortæller også, at der sommetider blev uddelt præmier i form af en æske rosiner til de børn, der kunne sidde mest stille, men at han aldrig fik den.

Vi hører også om hans tid som røgdykker, hvor han kommer ud for en ulykke og mister sin finger. Derefter bliver forfatteren ansat i en butik, der sælger mobiltelefoner. Senere arbejder han i et reklamefirma, hvor han har en ledende stilling. Efter nogle år søger forfatteren nye udfordringer hos Lego, hvor han også får en ledende stilling. Endelig møder han sin kone Mette, og de får sammen to drenge. Kort sagt lever Morten Bonde et helt normalt liv, hvor han ikke skænker sin rp mange tanker. Første gang, Morten Bonde bliver konfronteret med sit synshandicap, er, da han ikke længere kan køre bil, når det er mørkt, fordi han er blevet natteblind.

Dog bliver han også konfronteret med sit synshandicap da han skal alene på en forretningsrejse til Finland, hvor han er lige ved ikke at nå sit fly, pga. toget mod København er forsinket. Det lykkes ham dog at nå flyet, men han må spørge om hjælp for at kunne finde vej til sit hotel. Hans syn bliver gradvist dårligere og dårligere, det bliver sværere for ham at klare sin dagligdag med arbejde og familieliv. Morten Bonde taler ikke med nogen om sit dårlige syn, hvilket også giver ham problemer. F.eks. kommer han tit til at smadre glas selvom de står foran ham, ligesom han en dag står i kø i kantinen og undrer sig over, hvor skiltet med menuplanen befinder sig og en kollega gjorde ham opmærksom på, at den var lige foran ham.

På det tidspunkt er forfatteren ansat hos Lego, men er sygemeldt med stress og depression. Derfor beslutter han sig endelig for at kontakte Kennedycentret i Glostrup. Der får han dommen: Morten Bonde er blevet praktisk blind med et synsfelt på fire grader. Morten Bonde synes det hele ser håbløst ud. Det er især svært for ham at acceptere, at han ikke mere kan køre bil, men må tage bussen på arbejde.

Den 28.07. 2017 om aftenen bliver et vendepunkt for forfatteren, idet han får et mærkeligt telefonopkald fra en hr. P, som opfordrer ham til at skrive en bog og ikke at give op. Hr. P advarer ham også mod to andre bogstavmænd hr. N og hr. F, der vil gøre alt for at bremse hans projekt. Disse tre bogstavmænd hører vi om gennem hele bogen. Som læser bliver man hurtig klar over, at bogstavmændene er de stemmer som forfatteren hører inde i sit eget hoved, og som vi nok generelt som mennesker genkender, når vi er i tvivl om, vi gør det rigtige. Hr. P er således den positive stemme, hr. N er den negative stemme og hr. F er stemmen, der udtrykker frygt.

Når Morten Bonde læser det, som bogstavmændene fortæller ham, er det indtalt med ekko og rumklang. Dette gør sig gældende, hver gang vi hører forfatterens tanker. I bogen bliver det også beskrevet, at Morten Bonde mødes med de tre bogstavmænd om natten på Koldinghus, hvor de giver ham råd. Forfatteren lytter helt klart mest til hr. P, der jo hele tiden siger, at han ikke skal give op.

Dette kommer helt tydeligt til udtryk en dag, hvor Morten Bonde er til møde på kommunekontoret, fordi det er planen, at Morten Bonde skal i flexjob. Til mødet er både socialrådgivere fra jobcentret, fra IBOS (Instituttet for Blinde og Svagsynede), og konsulenten fra Dansk Blindesamfund. Der blev talt meget om, hvor godt det var med flexjob, når man havde rp, fordi man jo blev hurtigere træt. Mødet endte med, at forfatteren rejste sig og udbrød ”nej, jeg skal ikke have noget flexjob”. Om forfatteren er kommet i flexjob den dag i dag får vi ikke at vide. I bogens første del er der desuden en meget grundig beskrivelse af, hvordan retinitis pigmentosa udvikler sig. Det begynder ofte med natteblindhed, og vi hører om det centrale syn, det perifere syn samt om de tappe og stave, der er i øjet.

I bogens anden del hører vi om, hvordan forfatteren forsøger at ændre sit tankemønster ved hjælp af eksempelvis meditation og mindfulness. Altså at leve i nuet. Han er meget optaget af ideen om, at man er, hvad man tænker. Han beskriver de forskellige energier, der er i hjernen samt om underbevidsthed og bevidsthed. Han fortæller om en oplevelse han havde, da han gik hos en psykolog, mens han var sygemeldt med stres og depression. Psykologen gik altid ture med ham i skoven, hvor de skulle gå museskridt, og det endte med, at de satte sig på en bænk, som altid var den samme. Senere forstod han, at det var for at blive bedre til at leve i nuet. Forfatteren henter også inspiration i bøger fra gamle religiøse skrifter såsom buddhisme, hinduisme og sagn fra de Nordamerikanske indianere.

Bogens tredje del beskriver, hvilke redskaber Morten Bonde konkret bruger til at ændre sine tanker, fra at være negative til at blive mere positive. Han anvender for det første et såkaldt ”dyt, byt”-tankesystem. Det kommer til udtryk på følgende måde: Hvis han tænker ”øv, nu er bussen igen kørt fra mig” skal han sige til sig selv ”Dyt, byt tanke” og så tælle til fem. Og så tænke noget positivt såsom, at så kan jeg bruge tiden på at høre lydbøger eller bruge tiden på at gå for på den måde, at få noget motion. Sådanne tankeeksperimenter skal han prøve i 30 dage. Et andet eksperiment er, at han skal springe i faldskærm fra 4000 meters højde, for at finde ud af, hvordan hans krop og sind reagerer. En tredje ting forfatteren prøver af er, at lægge sig fladt ned på ryggen midt på et fortorv i ca. 15 minutter. Det for at se, hvorledes andre folk reagerer. Det var et af de eksperimenter, der var sværest for ham at gennemføre. Det endte med, at han gjorde det sammen med sin søn, da familien var på en ferietur til London.

Grunden til disse eksperimenter er, fordi Morten Bonde synes, det er pinligt at være praktisk blind og at tage imod hjælp. Han skriver f.eks. at han helst ikke vil vække opmærksomhed. Derfor går forfatteren heller ikke med stok eller bærer noget badge, med manden med den hvide stok. I forhold til ikke at ville vække opmærksomhed fortæller Morten Bonde om en episode, hvor han har takket ja til at være med til at teste nogle specielle briller for nogle universitetsstuderende. Han ville derfor prøve at tage dem på, når han skulle handle i et supermarked. En ting forfatteren synes er blevet rigtig svært efter han er kommet til at se dårligt. Det lykkedes ham at finde de forskellige varer, men da han stod i køen for at betale, er der en dame, der spørger, hvad det er han har på hovedet. Han forklarer, at det er nogen briller til synshandicappede, hvorefter damen råber, ”hvor er det godt, at der bliver gjort noget for jer handicappede!” Det syntes forfatteren var meget pinligt, hvilket jeg godt forstår. Forfatteren mener selv, at han er kommet fra håbløshedsgade til mulighedsvej.

Som læser af denne bog synes jeg, at den er skrevet meget teknisk og meget detaljeret. Jeg vil faktisk sige, at bogen ikke handler så meget om at miste synet og at leve med et synshandicap, men egentlig handler mere om, hvordan man booster sit selvværd og ændrer tankemønstre. Som læser får man heller ikke ret meget at vide om, hvordan Morten Bonde klarer sig som praktisk blind. Jeg har svært ved at forstå, hvordan han kan møde sine bogstavmænd, når de bare skal forestille at være stemmer i hans hoved. Det er jo ikke rigtige mennesker, men selvfølgelig kan andre mennesker sige de samme ting som bogstavmændene gør, så måske er det forfatterens fantasi, der er på spil her.

Jeg tror helt sikkert, at man får mest ud af sin tilværelse, hvis man ser muligheder frem for at se begrænsninger samt at ændre sine tankemønstre fra de negative tanker til at tænke positivt, f.eks. ved at bruge ”dyt byt”-tanke. Man kan sikkert også bruge andre betegnelser. Alligevel tænker jeg, at det også handler om held. Med det mener jeg, at forfatteren har været utrolig heldig. Her tænker jeg på hans ansættelse i Lego. Jeg synes det er flot, at de ikke bare har sagt ham op, som det kan ske for andre med et synshandicap. Budskabet med denne bog kan måske være, at man ikke bare skal give op, selvom noget er meget svært, men det er der ikke meget nyt i.

Bogen kan bestilles på Nota.

9. Markering af udgivelsen af podcastserien ”Vi blev statens børn”, af Ove Gibskov

Ved en reception den 29. august i Handicaporganisationernes Hus blev podcastserien ”Vi blev statens børn”, præsenteret. I serien, som er på 8 afsnit, medvirker tidligere elever fra Refsnæsskolen.

Alle afsnittene er nu blevet sendt, og de kan høres på www.blind.dk/podcast, eller hvor man ellers foretræker at høre podcasts.

10. Én af DBS’s store personligheder, Kaj Cramer, er gået bort, af fhv. landsformand Poul Lüneborg

Mandag morgen den 16. september blev jeg ringet op af en af Kaj Cramers sønner, der kunne fortælle, at hans far var gået bort natten forinden, 93 år gammel.

Det er en nyhed, som berører mig personligt, og helt sikkert også mange andre af foreningens medlemmer, dybt. Jeg har kendt Kaj fra slutningen af 1960-erne, i hans tid som kredsformand i Aarhus. Siden lærte jeg for alvor Kaj at kende i gennem de 16 år, hvor vi var kolleger i foreningens forretningsudvalg.

Mine oplevelser sammen med Kaj er utallige. Vi rejste sammen til Vietnam på en officiel delegationsrejse i september 1986. At drage afsted, Kaj som svagsynet og jeg som blind, på en sådan rejse uden seende ledsagelse skabte et kammeratskab os 2 imellem, som har præget vores fælles indsats i foreningen i gennem de mange år.

Kaj Cramer var efter min bedste vurdering blandt foreningens væsentligste tillidsmænd, i sidste halvdel af forrige århundrede.

Jeg føler anledning til at gentage begrundelsen for, at han, på Hovedbestyrelsens møde september 1999, blev tildelt foreningens Hæderstegn.

Han har i perioden 1. september 1971 til 31. december 1998 ydet en uvurderlig indsats som foreningens hovedkasserer. I den forbindelse skal særligt fremhæves følgende:

I de mere end 27 år, hvor han fungerede som hovedkasserer, blev foreningens økonomiske forhold gennemorganiseret på en måde som har aftvunget stor respekt såvel blandt foreningens medlemmer som generelt i det danske samfund.

Han vil blive husket, som den hovedkasserer, der forestod bygningen af fire plejehjem, to boligejendomme, ombygningen af hovedkontoret på Thoravej samt opførelsen af Fuglsangcentret.

Han repræsenterede på fornemmeste vis Dansk Blindesamfund i utallige møder hos advokater og i skifteretter. Denne indsats har skabt stor respekt om foreningens måde at forvalte betroede midler på, og har bidraget til, at mange har ønsket at betro Dansk Blindesamfund betydelige testamentariske gaver.

Han havde, uanset de mange arbejdsopgaver som hovedkasserer, altid tid til at lytte til det enkelte medlems problemer samt energi og vilje til at yde en håndsrækning til enhver, der henvendte sig til ham.

Kaj var en særdeles vellidt tillidsmand i DBS, han tilbragte sine sidste år som beboer på Følagercentret – Solgaven i Valby.

Æret være Kaj Cramers minde.

11. Professor Thomas Rosenberg er gået bort, af fhv. landsformand Poul Lüneborg.

Det er med sorg jeg den 8. september modtog meddelelsen, om Thomas Rosenbergs bortgang i en alder af knap 86 år. Han blev født den 30. august 1938 i Gentofte. Han blev student fra Sct. Annæ Gymnasium og medicinsk kandidat fra Københavns Universitet. Efter endt speciallægeuddannelse blev han praktiserende øjenlæge i Svendborg, og fra 1979 ansat som overlæge på Statens Øjenklinik i Hellerup. En stilling han bestred indtil sin pensionering i 2002. Efter sin fratræden fortsatte han som forsker, han blev i efteråret 2013 adjungeret professor ved Københavns Universitet. Han var gennem alle årene en meget aktiv forsker, med flere hundrede publikationer bag sig, den sidste var fra så sent som sidste sommer.

Hans store interesse uden for oftalmologien var ornitologien, hvor han allerede som medicinsk studerende var medstifter af tidsskriftet Feltornitologen, og han fik senere Dansk Ornitologisk Forenings hæderspris for sit arbejde i foreningen.

Thomas Rosenberg var en markant personlighed indenfor dansk og international oftalmologi.

Som chef for Øjenklinikken var Thomas en drivende kraft i at tilbyde patienter på landsplan både udredning for sjældne øjensygdomme og rehabilitering af svært synshandicap. Thomas var en ildsjæl, der rejste land og rige (inklusive Færøerne) rundt og undersøgte patienter med genetiske øjensygdomme og indsamlede blodprøver fra dem.

Thomas Rosenberg var visionær, og et af resultaterne af hans store arbejde med at kortlægge genetiske øjensygdomme er Familiearkivet for Arvelige Øjensygdomme, som i dag rummer informationer om mange tusinde patienter.

De fleste med øjensygdommen retinitis pigmentosa vil være bekendt med RP-registret, som han tog initiativ til at skabe. Dette projekt blev muliggjort i kraft af en bevilling på 1 million kr. fra Dansk Blindesamfund til et 3-årigt projekt. Han var fra starten, af oprettelsen af Dansk Blindesamfunds RP-Gruppe i marts 1985, en stor støtte og en utrættelig fortaler for denne.

Thomas Rosenberg var gennem alle sine aktive år som øjenlæge en fantastisk støtte for og en god ven af Dansk Blindesamfund i arbejdet i Øjenfonden, og i arbejdet med enkeltsager hos sociale myndigheder.

Dansk Blindesamfunds nuværende landsformand, Ask Løvbjerg Abildgaard, føjer følgende karakteristik til beskrivelsen af ham: ”Som barn og ung, der kom som patient hos Rosenberg på Statens Øjenklinik, kan jeg kun sige, at han netop var en af den slags læger, der formåede at skabe afklaring, håb og give indtryk af forståelse af, hvad det vil sige at være stærkt svagsynet og blind”.

For mig personligt har det, som medlem af Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg fra 1987-2003, i gennem alle årene været en berigelse at arbejde sammen med Tomas Rosenberg. Med hans bortgang har den danske blindesag mistet en markant medspiller.

Æret være hans minde.

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1/2024.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

2. Kontingentindbetaling 2023 ved Ove Gibskov

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 9. – 10. marts 2023 ved Poul Lüneborg

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2024 ved Ove Gibskov

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2023/2024 ved Poul Lüneborg

6. Regnskab 2023 samt revisionsprotokol og supplerende bilag til intern orientering ved kasserer John Heilbrunn

7. Jazzkoncert 9. marts kl. 20.30

8. Fænomenet tiggeri i historisk, kunstnerisk og nutidigt perspektiv 10.03 kl. 9.00

9. Blind pioner har nået Sydpolen på ski ved Arne Christensen

10. Mindeord om Mogens Bang ved René Ruby

11. Afsløring af en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb i særforsorgen ved Ove Gibskov

12. Anmeldelse af Ulla Bruuns bog ” NU – Mens vi kan elske – Haiku og andre digte” ved Marianne Olsen

13. Kan nogen bidrage med oplysninger om den tidligere leder af Statens Trykkeri for blinde, Sigurd Adolf Andersen?

14. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

Det har for mig været en stor tilfredsstillelse og fornøjelse at sætte mig til tasterne efter at have læst bidragene til dette nyhedsbrev.

2024 er året hvor selskabet den 18. november kan fejre sin 30-års fødselsdag. Det er mit håb, at vi i tiden frem til årets afslutning, kan afslutte de sidste af de projekter, som jeg overtog, da jeg på generalforsamlingen i 2016 overtog formandshvervet. Tilbage står afslutningen af registreringsprojektet og arbejdet i den blindehistoriske arbejdsgruppe med at sikre de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. Jeg har tiltro til, at vi nok skal nå at afslutte registreringsopgaven, mens udfordringerne med Refsnæssamlingerne næppe når til vejs ende, men opgaveløsningen er på vej ind i en god gænge, som vil føre til et resultat svarende til de forhåbninger vi opstillede i 2014. Vi kan glæde os over, at selskabet selv har økonomi til at bidrage til løsningen af disse 2 opgaver i det omfang det ikke lykkes for os at få støtte til arbejdet fra anden side.

Selskabet har opbygget et omfattende arkiv indeholdende tekster, publikationer og lydoptagelser, hjemmesiden er blevet fornyet og indeholder en opdateret litteraturoversigt, det er lykkedes at offentliggøre mindst 3 nyhedsbreve pr. år, færdiggøre rapporterne om registreringsprojektet og de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960 – 70-erne og at udgive “Museumsdagbogen” samt jubilæumsbogen “Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord” i løbet af 8-årsperioden. Alt dette ligger i smuk forlængelse af de 3 formål, som er beskrevet i § 2 i selskabets vedtægter, hvor det hedder:

– At udbrede kendskabet til blindes historie.

-At udbrede kendskabet til og anvendelsen af eksisterende blindehistoriske samlinger og arkivalier.

– At støtte og medvirke til udbygningen og bevarelsen af blindehistoriske samlinger med henblik på en senere egentlig museumsdannelse til gavn for forskning og formidling.

Denne status er fra min side først og fremmest tænkt som et udgangspunkt, for en drøftelse på den forestående generalforsamling, af hvilke opgaver selskabet kan tænkes at skulle prioritere i den nærmeste fremtid. Ud over bestyrelsens opgave med at fastholde selskabet som et aktivt mødested, for alle med interesse for blindes historie, så har vi “på bordet” Rita Smiths spændende historiske projekt om “Hjemmet for Arbejdsføre Blinde Kvinder på Mariendalsvej på Frederiksberg” samt nogle artikler til kommende nyhedsbreve. Mange vil måske tænke, at disse udfordringer for en tid må være mere end nok. Ja, muligvis, men som formand håber jeg, at der på generalforsamlingen kan fremkomme nye ideer til overvejelse i den kommende bestyrelse. Det er der efter min bedste vurdering brug for, med henblik på at fastholde selskabets attraktionsværdi overfor nuværende- og kommende medlemmer.

Jeg håber mange medlemmer vil møde frem til generalforsamlingen den 9. marts og deltage i diskussionerne og nyde jazzmusikken lørdag aften.

2. Kontingentindbetaling 2023 ved Ove Gibskov

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet på 150 kr. til Blindehistorisk Selskab.

Du kan indbetale via bankoverførsel til reg. 1551 0501697 eller via MobilePay på 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel og i kommentarfeltet ved MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til John Heilbrunn på 23 40 92 18, så I sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Alle medlemmer opfordres til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 9. marts 2024, hvis du agter at deltage i denne.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen, ved Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, endnu engang at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 9. til søndag den 10. marts 2024.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 12.30.

Program for lørdag den 9. marts 2024:

Kl. 13.30 – 17.00: Generalforsamling, afbrudt af kaffe / te pause

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i separat lokale

Kl. 20.30: Jazz koncert – introduktion ved Thorvald Kølle

Musikere:

Flemming Nørgaard, bas
Heidi Madsen, trommer
Lars Bang Andersen, saxofon
Lars Svaneborg, vibrafon
Thorvald Kølle, trompet/flygelhorn

Kl. 21.00: Kaffe / te + kage

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program

Program søndag den 10. marts 2024:

Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant

Kl. 9.00 Blindehistorisk temaarrangement:

John Heilbrunn, Jytte Nielsen og Lena Bang præsenterer et historisk oplæg baseret på begrebet tiggeri i et historisk, kunstnerisk og nutidigt perspektiv.

Deres oplæg vil vare ca. halvanden time. Det vil midt på formiddagen blive afbrudt af kaffe / te pause.
Der vil være mulighed for spørgsmål og supplerende kommentarer undervejs.

Kl. 11.45 Afslutning med fællessang

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen. Teksten blev første gang offentliggjort i Medlemsblad nr. 52 fra oktober 1915, mens melodien første gang omtales i medlemsblad nr. 6 fra den 24. marts 1923 – forud for Laurids Lauridsens melodi benyttedes melodien til “Danmark dejligst vang og vænge” komponeret 1811 af P.E. Rasmussen fra Farum.

Kl. 12.00 Frokost i centrets restaurant og derefter afrejse

Bestyrelsen beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 541 kr. sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets punkt om tilmelding til generalforsamlingen.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2024

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018. De findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 4. marts 2023 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2023. Nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2023 / 2024 til godkendelse. Beretningen offentliggøres i nærværende nyhedsbrev.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2023 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse. Regnskab og revisionsprotokol offentliggøres i nærværende Nyhedsbrev.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest lørdag den 24. februar 2024.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Formand Poul Lüneborg for en 2-års periode, er villig til genvalg.
b. Næstformand Lena Bang for en 2-års periode, er villig til genvalg.
c. Redaktør Ove Gibskov er foreløbig indstillet på valg for det kommende år.
d. Suppleanter for et år, Leif Martinussen blev sidste år valgt som 1. suppleant, han genopstiller.
Thorvald Kølle blev sidste år valgt som 2. suppleant, han genopstiller.
e. Revisorer:
Kurt Nielsen blev valgt i 2023 for 1 år, er villig til genvalg.
Nete Parkov blev valgt for 1 år i 2023 som revisorsuppleant, er villig til genvalg.
f. Revisorsuppleant: Bestyrelsen efterlyser en kandidat.

11. Eventuelt.

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2024 ved Ove Gibskov

I medlemsblad nr. 1 blev der desværre opgivet en lidt for lav pris for deltagelse i generalforsamlingsweekenden 9. og 10. marts. I blad nr. 6 fra sidste år stod der nemlig, at hovedbestyrelsen med virkning fra 1. juni 2023 har besluttet at hæve døgnprisen på Fuglsangcentret til 524 kr. Det er jo den pris, vi har meldt ud i blad nr. 1; og først efter deadline er bestyrelsen ved et tilfælde blevet opmærksom på, at døgnprisen nu er steget med 17 kr. Dette har endnu ikke stået i Medlemsbladet, men da bestyrelsen på sit møde 5. oktober sidste år besluttede, at prisen for deltagelse i arrangementer skal følge prisstigningen på FSC, er deltagerprisen altså 541 kr. Vi beklager den forkerte oplysning men går ikke ud fra, at differencen på de 17 kr. vil afholde nogen fra at deltage i den ret så indholdsrige generalforsamlingsweekend.

De 541 kr. skal indbetales inden generalforsamlingen enten som bankoverførsel til reg.nr. 1551, konto 0501697 eller via MobilePay på 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel og i kommentarfeltet ved MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2023/2024 ved Poul Lüneborg

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 4. marts 2023 til dette års generalforsamling den 9. marts 2024.

1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende medlemmer, som blev valgt på generalforsamlingen den 4. marts 2023:

Poul Lüneborg, formand
Lena Bang, næstformand
John Heilbrunn, kasserer / sekretær
Ove Gibskov, redaktør
Jytte Nielsen, bestyrelsesmedlem
Leif Martinussen, 1. suppleant
Thorvald Kølle, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der forventes i skrivende stund afholdt 4 møder i beretningsperioden. I denne periode har det været muligt, at afholde alle møder som fysiske møder enten på Fuglsangscentret eller i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde den 5. marts 2023 efter generalforsamlingen.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål og bidrage til gennemførelsen af trufne beslutninger. Begge suppleanter har deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus.

Ved starten af 2023 talte selskabet 123 medlemmer, heraf var 118 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke artikler under rubrikken Meddelelser. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter.

Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde. Vi har i 2023 kunnet glæde os over, at 10 har tegnet medlemskab, 2 medlemmer har ikke ønsket at opretholde deres medlemskab, og hertil kommer, at 5 medlemmer er afgået ved døden. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2023 har medført, at der ved årets udgang var 126 medlemmer, som havde betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2024 tæller 121 medlemmer, idet vi som anført i årets løb har registreret 5 dødsfald i medlemskredsen. Det drejer sig om følgende:

Inge Andersen, Roskilde
Tommy Simonsen, Aalborg
Verona Nielsen, Valby
Palle Jacobsen, Karlslunde
Habba Egefelt, Farum

I anledning af Palle Tonni Jacobsens mangeårige engagement som tillidsmand i DBS har formanden i Medlemsblad nr. 1/2024 bragt nogle mindeord om hans indsats, ikke mindst som formand for Roskildekredsen fra 1982 til 2013.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Det må konstateres, at selskabet i beretningsperioden ikke er kommet dette mål nærmere. Det skal dog nævnes, at der i skrivende stund er flere som i 2024 har ønsket at tegne medlemskab.

Bestyrelsen glæder sig over, at der stadig er mennesker med interesse for blindes historie som tegner medlemskab af selskabet.

Jeg har, sammen med den til enhver tid siddende bestyrelse i gennem de seneste 7 år, bestræbt mig på at udtænke idéer og tage initiativer til at rekruttere nye medlemmer udenfor Dansk Blindesamfunds medlemskreds. Disse bestræbelser har desværre kun haft ringe succes. Derfor opfordrer jeg endnu engang alle medlemmer af selskabet til at fremkomme med forslag på dette område.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 23. maj 2023 Medlemslisten for 2023 til alle medlemmer med en mailadresse. Denne blev efterfølgende udsendt i sort punkt og som Daisy-lydfil efter det enkelte medlems eget valg. Den kritik, som blev fremført af flere medlemmer, i anledning af den valgte form for udsendelsen af den elektroniske udgave af listen, har bestyrelsen taget til efterretning.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den årlige generalforsamling. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og i givet fald med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer videregivet til kassereren.

Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter et årsskifte at indbetale kontingentet og samtidig give meddelelse om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår af den sidst udsendte medlemsliste.

Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 8 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.

4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.

Denne gruppe, som består af 2 repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg og 2 repræsentanter fra Blindehistorisk Selskab, har i 9-års perioden 28. november 2014 – 15. december 2023 afholdt 15 møder. Til et flertal af møderne har repræsentanter for Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg været inviteret. Det var Sofie Monggaard Christensen fra DBSs forretningsudvalg som deltog i gruppens seneste møde den 15. december 2023.

Ove Gibskov og formanden har i den forgangne periode været selskabets repræsentanter i gruppen, mens Karen Marie Pedersen og Dennis Bonnet Aabank har repræsenteret DBSs Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg. Den Blindehistoriske Samling overgik som bekendt i 2013 til Medicinsk Museion. Arbejdet i gruppen har derfor været koncentreret om samlingerne ved Synscenter Refsnæs.

På mødet den 10. december 2022, hvor såvel repræsentanter fra Medicinsk Museion som fra Synscenter Refsnæs deltog, var der enighed om, at det var af afgørende vigtighed, at få afklaret situationen for samlingerne ved Synscenter Refsnæs. Deltagerne i mødet besluttede, at der bør tilvejebringes en vurdering af de tilbageværende samlinger og tilvejebringes økonomiske ressourcer, der kan sikre en overflytning af de bevaringsværdige dele af samlingerne til Medicinsk Museion. Det vigtigste punkt på gruppens seneste møde var, på baggrund af disse konklusioner, en drøftelse af et notat, udarbejdet af samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion, indeholdende en beskrivelse og klassifikation af centrets samlinger. Arbejdsgruppen drøftede, hvorledes man kunne bidrage til en gennemgang og prioritering af ikke mindst anskuelsessamlingen. Denne er ganske omfattende og rummer dubletter mv. som kræver en stillingtagen af mennesker med viden og erfaring på området. Til løsningen af denne opgave blev det foreslået at nedsætte en mindre gruppe af tidligere elever og fhv. medarbejdere. Det lykkedes i løbet af januar 2024 at samle en gruppe som foreslået og opnå tilsagn fra Synscenter Refsnæs om, at den kunne påbegynde sit arbejde efter den 1. februar 2024. I arbejdsgruppen glæder vi os til at berette om resultatet af dette initiativ i næste års beretning.

På mødet gav gruppens medlemmer derudover en gensidig orientering om aktuelle sager på gruppens område indenfor DBS og selskabet.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er som anført i de seneste beretninger indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer er blevet opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBSs hovedkontor og / eller selskabets bestyrelse. Denne opfordring, som var indeholdt i den seneste beretning, gentages for at minde enhver om, at historiske begivenheder kun optages, hvis der er nogen som hjælper med til at identificere disse.

Fra beretningsperioden skal nævnes, at Henrik Olsen stod for at lave en lydoptagelse af arrangementet den 11. september 2023 i Horsens, hvor socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil på regeringens vegne gav en undskyldning til de mange personer, som havde været beboere på Særforsorgens institutioner i årene 1933 – 1980. På selskabets hjemmeside findes en omtale af begivenheden og et link til denne optagelse.

Opgaverne i Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe kan kun løses i et samarbejde med DBSs forretningsudvalg. Sofie Mongaard Christensen har siden hun fik tildelt opgaven som gruppens kontaktperson udvist stor interesse for arbejdet i denne.

Arbejdsgruppen har tidligere drøftet, hvorledes det kan sikres, at markante personligheder indenfor den danske blindesag mindes, når de dør. Forretningsudvalgets nuværende aldersmæssige sammensætning kan medføre, at en meddelelse om et dødsfald blandt ældre tillidsvalgte og ansatte overses. Her bør gruppen bidrage, til at disse personer mindes på passende måde i blandt andet Medlemsbladet. Formandens mindeord om fhv. kredsformand Palle Tonni Jacobsen i Medlemsblad nr.1/2024 skal ses i forlængelse heraf.

5. Selskabets egne projekter i det forløbne år

5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets beretninger. I beretningen for 2018 / 2019 findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

Registreringsprojektet blev afsluttet den 14. maj 2020 med udarbejdelsen af en endelig rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.

Selskabets bestyrelse besluttede allerede på sit møde den 16. februar 2020, at der skulle fastlægges en plan for projektets afslutning. Projektets hovedformål har som bekendt været at inspirere medlemmer af Dansk Blindesamfund og professionelle, indenfor det synsfaglige område, til at medvirke til at lade registrere genstande m.v. som kunne bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling. Selskabet har med projektrapporten ydet et væsentligt bidrag til at opfylde dette formål.

Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside. Samtlige registrerede genstande er systematiseret i 5 hovedkategorier. Registraturen over samlingen indeholder 142 emneord, der hver åbner adgang til de registrerede genstande under det pågældende emne.

På selskabets generalforsamling den 17. februar 2018 anførte museumsinspektør Jacob Kjærgaard, at samlingen omfatter godt 3.500 genstande og ca. 800 billeder. Hertil kommer omkring 700 punktbøger, 100 reliefbøger, 700 sortbøger samt en samling kassettebånd, disse bøger og lydoptagelser er fortsat endnu ikke digitaliseret.

Samtlige henvendelser til registreringsprojektet er i rapporten sammenlignet med registraturen. Ved denne gennemgang af modtagne henvendelser har det kunnet konstateres, at samlingen allerede indeholder en betydelig del af de registrerede genstande.

Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

Den 4. juni 2020 meddelte samlingsleder Ion Meyer ved Medicinsk Museion, at museet som udgangspunkt var interesseret i alle de registrerede genstande. Samlingsmedarbejder Maria Thode Jensen forelagde, i en mail fra den 1. juli 2020, en plan til det videre arbejde for indsamling og indlevering af de registrerede genstande.

Arbejdet med projektet gik på grund af coronarestriktionerne helt i stå i forrige beretningsperiodes sidste halvdel.

I den endelige projektrapport fra maj 2020 oplistes 154 genstande. 46 af disse er allerede registreret i ”Den blindehistoriske samling”. I det omfang det vil være muligt at indsamle de registrerede genstande, er Medicinsk Museion interesseret i dem alle dels for at supplere samlingen dels for at vurdere om de tilbudte eksemplarer er af en bedre kvalitet end de allerede registrerede, disse dubletter vil derudover kunne indgå i museets undervisnings- og udstillingsaktiviteter.

Blindehistorisk Selskab står for indsamling af 28 tilbudte genstande, samt for opgaven med at indhente yderligere oplysninger om 3 genstande. De øvrige genstande kræver ikke indsamling på initiativ af selskabet, idet disse er tilbudt af IBOS og andre lignende aktører.

Bestyrelsen arbejder på at indsamle de nævnte 28 registrerede genstande. Der vil i forbindelse med indsamlingen blive foretaget en registrering af identiteten på vedkommende, som har tilbudt den pågældende genstand, samt en beskrivelse af vedkommendes anvendelse af denne. En række medlemmer har tilbudt yderligere genstande til indlevering til samlingen på Medicinsk Museion. Blandt dem vil jeg nævne musiklærer Niels Eskjær(02 02 1933 – 27 11 2021). Boet efter ham har overdraget selskabet følgende genstande til vurdering:

Reliefkort(45×82) over Røsnæs, fremstillet i træ. Veje og byer er markeret.
Reliefkort(34×30) over Instituttet på Kastelsvej, 3 plastark.
Spil fremstillet til blinde: Reversi. Kryds og Bolle, fremstillet i træ. Brospil, fremstillet i træ.

Hjælpemidler: Vækkeur med punkmarkeringer. Stuetermometer med punktmarkeringer. Minutur med punktmarkeringer. Kompas med punktmarkeringer. Nøglering med punktfigur. Apparat til bestemmelse af lys / mørke f.eks. i forbindelse med beklædning. Dupper til hvide stokke. Prene. Badges med ”hvid stok” og ”Synshæmmet”. Mærkater til blindeforsendelse. Refleksmærker med ”hvid stok”. Skrivetavle til 1 linje punktskrift. Skrivetavle til 4 linjer punktskrift. Skrivetavle til 2-sidet punktskrift(2×10 linjer). Skrivetavle med linjemarkering (måske til alm. skrift?). Små metaletiketter med to punktbogstaver. Stor og meget lille kugleramme (Abacus?).
En mappe med udklip fra 1940’erne fra ugeblade og aviser om blindes hverdag og færden, samlet af Elise og Aage Ellebæk.

14 CD’er med blinde komponister eller blinde medvirkende:
Leif Ramløv Svendsen. Laurids Lauridsen. Jan Budin. Kirsten Hansen. Ernst Bruun Hansen. Rita Skov. Willy Egmose. Inger Kiørbye Bertelsen. + Braille my musical language / udg. af Nota.

Disse mange genstande vil sammen med en række andre tilbudte genstande, i den nærmeste fremtid blive vurderet, registreret og beskrevet før overdragelse til “Den blindehistoriske samling”.

5.2. Projekt ”Blindes levevilkår i 1960-70-erne”.

Rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” på 117 sider blev afleveret til Medicinsk Museion ved en reception den 18. november 2022.

Professor Birgit Kirkebæk, redaktør af Handicaphistorisk Tidsskrift, bad efterfølgende John Heilbrunn om at skrive en artikel til Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49 med en præsentation af rapporten. Jeg fik en tilsvarende opfordring om at skrive et indlæg indeholdende mine historiske betragtninger, som jeg fremførte ved overdragelsen af rapporten til Medicinsk Museion. Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49 udkom den 9. maj 2023 med disse indlæg. Det indeholder tillige en artikel af Ove Gibskov med en historisk gennemgang af givne officielle undskyldninger gennem tiderne, og en anmeldelse af Peter Frederik Hansens erindringsbog “Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”. Bidrag til belysning af blindes historie var således godt repræsenteret i denne udgivelse.

5.3. Jubilæumsskrift vedr. Refsnæsskolens 125-års jubilæum den 1. november 2023.

Denne udgivelse repræsenterer så absolut den største arbejdsopgave, som selskabet afsluttede i beretningsåret.

På generalforsamlingen den 15. februar 2020 behandledes et forslag fra Thorvald Kølle om at udgive et jubilæumsskrift skrevet af tidligere elever ved Refsnæsskolen i anledning af skolens 125-års jubilæum i 2023.

Der var bred tilslutning til at fremme dette forslag. Den nedsatte redaktionsgruppe, bestående af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen, har med Leif Martinussen som tovholder og pennefører afsluttet arbejdet med et manuskript med titlen “Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”. Det var forlaget Kahrius, som fik til opgave at forestå udgivelsen på selskabets vegne. Der er tale om en illustreret udgivelse med ca. 60 billeder på 340 sider, trykt i 500 eksemplarer og efterfølgende udgivet af Nota som Daisy-lydfil. Produktionen af den trykte udgave og Daisy-versionen forelå i så god tid, at et eksemplar af bogen sammen med en CD med lydfilen kunne udsendes til alle selskabets medlemmer i god tid før offentliggørelsen. Dette skete ved en reception den 27. oktober 2023 i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup med ca. 40 deltagere.

Der blev forud for receptionen udsendt ca. 140 bogpakker til medlemmerne og til alle de, som havde bidraget til bogudgivelsen.
De samlede udgifter til denne udgivelse, udsendelse og offentliggørelse har andraget 114.588,70 kr.

Projektet er blevet finansieret gennem støtte fra Veluxfonden med 20.000 kr, Blindes Støttefond med 50.000 kr. og DBS med 40.000 kr. Ud over disse fondsbevillinger vil salg af jubilæumsskriftet bidrage til dækning af udgifterne i regnskabsårene 2023 og 2024. Jubilæumsbogen kan købes i enhver boghandel og gennem forlaget til en pris af 250 kr. Frem til udgangen af 2023 er det lykkedes at sælge mere end 100 eksemplarer. Der kan derfor i løbet af 2024 forventes en mindre indtægt fra projektet.

Jubilæumsudgivelsen har fået en særdeles positiv modtagelse.

Jubilæumsskriftet blev overdraget til ledelsen af Synscenter Refsnæs ved et jubilæumsarrangement på centret den 1. november 2023. Både centerleder Ken Steen Andersen og vicecenterleder Berit Houmølle var begge særdeles glade og tilfredse med selskabets initiativ. De lovede at bistå med at sælge og udbrede kendskabet til denne bogudgivelse. Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 51, som forventes udgivet i foråret 2024 vil indeholde en anmeldelse af jubilæumsskriftet.

5.4. Forløbet i 1937 om særlige krav til blinde for at indgå ægteskab.

Ove Gibskov ansøgte og fik i slutningen af 2021 bevilget 12.000 kr. fra Blindes Støttefond til seende hjælp for at undersøge, hvorfor regeringen i 1937 fremsatte forslag om, at blinde ikke måtte indgå ægteskab, medmindre de lod sig sterilisere, og med hvilke begrundelser Retslægerådet fik forhindret dette.

Beløbet blev ret hurtigt anvendt til bl.a. at finde materiale om ændringer af ægteskabsloven og herunder behandlingerne i Lands- og Folketinget; ligesom pengene blev brugt til at vise, hvordan forskellige dele af dagspressen beskrev sagen. Der blev også investeret en hel del i at gennemgå årsberetninger og andre arkivalier fra Retslægerådet men desværre uden at få kendskab til den efterlyste argumentation.

I oktober 2023 blev der så fra selskabet bevilget yderligere 5.000 kr. De bliver bl.a. anvendt til arkivstudier i Justits- og Socialministeriet, hvor begrundelsen fra Retslægerådet muligvis findes. Uanset om det lykkes, er der dog nu samlet et meget omfattende materiale, som i hvert fald vil resultere i større artikler i både Handicaphistorisk Tidsskrift og Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev samt tilbud om foredrag i begge selskaber.

6. Informationsvirksomhed

6.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I beretningsperioden er der til dato udsendt 3 nyhedsbreve. I skrivende stund er der kun truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2024, med invitation, bilag m.v. forud for den ordinære generalforsamling den 9. marts 2024. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i den kommende beretningsperiode. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som Daisy-lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. DBSs sekretariat bistår mod betaling med at producere punktudgaven og Daisy-lydfilen, mens selskabet selv står for produktion og udsendelse af udgaven i almindelig tryk og som elektronisk fil.

Bestyrelsen har noteret sig ønsket om, at indholdsfortegnelsen i nyhedsbrevene forsynes med sidehenvisning, og at nyhedsbrevene pagineres for at lette opslag i disse. Dette ønske gælder ikke mindst den elektroniske udgave. Der arbejdes på at imødekomme dette ønske.

Bestyrelsen vil benytte lejligheden til, at takke alle, der gennem artikler m.v. har bidraget til nyhedsbrevenes indhold.

Bestyrelsen har i skrivende stund registreret i hvert fald 10 forslag og idéer til artikler m.m. til kommende nyhedsbreve. Mange af disse forslag og idéer har endnu ikke set dagens lys. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner, skal derfor ikke holde sig tilbage med at kontakte redaktør Ove Gibskov herom.

Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at selskabet til dato har udsendt 75 nyhedsbreve, som findes på hjemmesiden.

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith har i beretningsperioden med tilslutning fra bestyrelsen gennemført en rekonstruktion af hjemmesiden. Det bliver nu op til bestyrelsen og medlemmerne at komme med kritik og forslag til den videre udvikling af hjemmesiden. Jeg kan kun opfordre enhver, som læser denne beretning til at besøge hjemmesiden og vurdere indhold og tilgængelighed af denne.

Beretningen for 2017 / 2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele blev i oktober 2023 underkastet en omfattende opdatering, således at sidetallet steg fra tidligere 27 til nu 63. Denne udvidelse omfatter alle de artikler og udgivelser, som selskabet er blevet gjort bekendt med og som er indgået i vores arbejde i de forløbne 5 år. Der er tale om såvel tidligere som nye udgivelser.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har vi modtaget 10 henvendelser fra både medlemmer og andre med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.

6.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen den 5. marts 2022 har bestyrelsen udsendt et medlemsbrev vedrørende selskabets medlemsliste, jf. ovenfor under pkt. 3. Derudover blev der den 8. januar 2024 udsendt et medlemsbrev vedr. opkrævning af kontingent for 2024.

Det skal under dette afsnit bemærkes, at ud af de 121 medlemmer har 17 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 4 i almindeligt tryk og 5 som Daisy-lydfil.

De nævnte medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.

7. Andre aktiviteter til belysning af blindes historie.

Der er grund til at glæde sig over, at flere blinde også i denne beretningsperiode har følt sig inspireret til at udgive deres erindringer.

Birgit Cornelia Larsen udgav i oktober 2022 sin selvbiografiske bog “Bakspejlet” med en beskrivelse af, hvad det vil sige at høre til gruppen døvblinde. John Heilbrunn udgav i juni 2023 bogen ”Det bliver aldrig helt mørkt”. Begge bøger blev anmeldt i Nyhedsbrev nr.3/2023. Sidstnævnte bog af John Heilbrunn kan endvidere forventes anmeldt i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 51, som offentliggøres i indeværende forår.

Læge Jesper From, formand for Dansk Medicinskhistorisk Selskab, har i 2022 skrevet to artikler om hhv. Blindesagens historie udenfor Danmark og en kasuistik om Helen Keller. Disse artikler er offentliggjort i DMS’s årbog for 2022, som blev offentliggjort i marts 2023.

Til slut skal omtales det historiske projekt, som Rita Ilsted Smith arbejder på at realisere. Det drejer sig om en gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet på Frederiksberg – hjem for arbejdsføre blinde kvinder, oprettet i 1900 og som fungerede frem til 1973. Dansk Blindesamfund har bevilget 15.000 kr. til finansiering af researchfasen af projektet, mens selskabet har garanteret resten af det foreliggende budget på godt 18.000 kr. Det vil i første halvår af 2024 være nødvendigt at skaffe yderligere midler til færdiggørelsen af denne fremstilling, som i bedste fald kan forventes afsluttet i løbet af 2024.

8. Selskabets elektroniske arkiv.

Efter generalforsamlingen i 2016, fik jeg fra min forgænger, Hans Erik Olsen, overleveret et elektronisk arkiv indeholdende alle selskabets arkiverede dokumenter og lydfiler. Dette arkiv er i de efterfølgende år løbende blevet opdateret.

I beretningsperioden 2020 / 2021 er arkivet blevet underkastet en omfattende opdatering.

Arkivet består i sin nye systematik af 4 hovedafsnit:

Afsnit A indeholder dokumenter
Afsnit B indeholder lydfiler
Afsnit C indeholder publikationer m.v. fra DBS
Afsnit D indeholder blindehistoriske bøger, rapporter m.v.

På bestyrelsesmødet den 5. oktober 2023 fik medlemmerne af bestyrelsen en kopi, af det opdaterede arkiv, til personlig brug i deres arbejde i selskabet. Denne spredning af arkivet er tillige en sikring imod, at dette går til grunde ved et uheld eller på anden måde ved ændring af bestyrelsens sammensætning. Arkivet er opdateret frem til begyndelsen af januar 2024 og omfatter i alt 6782 filer.

Bestyrelsen har også i denne beretningsperiode kunnet glæde sig over, at Henrik Olsen har leveret mange nye lydoptagelser til arkivet.

9. Administrative og økonomiske forhold.

Regnskabet for 2023 udviser et overskud på 17.531 kr. Dette resultat skal sammenholdes med overskuddet på 12.795 kr. i 2022. Medlemstilskuddet fra DBS er i 2022 forhøjet fra 150 kr. til 250 kr. pr. DBS-medlem af selskabet. Dette tilskud på 26.750 kr. i regnskabet for 2023 bidrager til det gode resultat.
Der er i indeværende beretningsperiode kun afholdt 4 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 3 nyhedsbreve, hvilket har bidraget til at holde udgifterne nede.

Selskabets likviditet giver bestyrelsen en betydelig handlefrihed til at iværksætte nye initiativer ved at yde en økonomisk garanti. Denne mulighed er i beretningsåret benyttet i 2 tilfælde:

– 125-års jubilæumsskriftet “Et tilbageblik til det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord” manuskript ved Leif Martinussen.
– Projektet ” Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900 – 1976” ved Rita Ilsted Smith.

Disse garantier søges efterfølgende dækket gennem fondsansøgninger. Dette er heldigvis lykkedes i vid udstrækning, hvilket der er grund til at takke donatorerne for.

Produktionstiderne på DBS-sekretariat, sammenholdt med de usikre leveringstider hos PostNord, medfører at samtidig udsendelse af forskellige medier må definitivt opgives. Udgangspunktet er udsendelse af en elektronisk version, hvorefter punkt, sort og Daisy-versionerne følger snarest derefter.

10. Afsluttende bemærkninger.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.

Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på, at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

6. Regnskab 2023 samt revisionsprotokol og supplerende bilag til intern orientering ved kasserer John Heilbrunn

Resultatopgørelse for perioden 01-01-2023 til 31-12-2023

Indtægter (note 1) 152.850 kr.
Driftsudgifter (note 2) 135.319 kr.

Resultat før renter og afskrivninger 17.531 kr.
Småanskaffelser: 0 kr.
Finansielle indtægter: 0 kr.

Resultat efter renter og afskrivninger: 17.531 kr.

Årets resultat: 17.531 kr.

Balance:

Aktiver

Tilgodehavender (note 3) 40.000 kr.

Tilgodehavender i alt 40.000 kr.

Likvide beholdninger (note 4) 144.796 kr.

AKTIVER I ALT 184.796 kr.

Passiver

Foreningsformue (note 5) 184.796 kr.

Kortfristet gæld 0 kr.

PASSIVER I ALT 184.796 kr.

Noter til resultatopgørelsen:

Note 1 – Indtægter

Kontingent: kr 19.050 (127 medlemmer á kr. 150)

Andre Tilskud: kr. 90.000 (Udgivelsesstøtte fra Blindes Støttefond 50.000, Dansk Blindesamfund 40.000 (bevilget ultimo 2023 og indbetalt primo 2024),

Salg af publikationer: 3.400

Indtægter fra arrangementer og lign. 13.650 (deltagerbetaling generalforsamling marts 2022)

Andre indtægter: kr 0

Medlemstilskud Dansk Blindesamfund: kr. 26.750 (107 medlemmer à kr. 250)

Indtægter i alt: kr. 152.850

Bemærk: Bevilling fra Veluxfonden på kr. 20.000, til udgivelse af publikation om Synscenter Refsnæs, figurerer ikke i foreningens indtægter, eftersom beløbet er indbetalt direkte som tilskud til forlaget. Forlagets opkrævning til BHS er derfor reduceret tilsvarende.

Note 2 – Driftsudgifter

Kontorartikler og tryksager: kr. -877
Porto og gebyrer: kr. -1.549
Internet og webhotel: kr.- 835
Køb af software: kr. -2.125
Udgifter til advokat/revision: -2.250

Bestyrelseshonorar: kr- -5.000 (godtgørelse af udgifter til udredning af forhandlinger om (syns)handicappede i forhold til ægteskabslovgivning og sterilisation)

Transportudgifter: kr. -7.059 (bestyrelses- og andre møder)

Mødeudgifter: kr. -18.775 (herunder udgifter til generalforsamling 2023 og bestyrelsesmøder samt møde i samarbejdsgruppen om blindehistorie)

Diverse udgifter: kr. -13.732 (herunder assistance til udredning af medlemsdatabase (afdøde, nytilkomne m.v. kr.1688,75; udsendelse af nyhedsbrev (622,50); Årsgebyr Karius (250); konsulentydelse jubilæumsskrift (9.223,06; konsulentydelse (1.192,75), Betalingsløsning 753.57 (9 stk. ved brug af MobilPay)

Udgivelsesprojekter: kr -83.117 (korrekturarbejde, abonnement på legathåndbogen, emballage til forsendelse, portoudgifter, foldere, receptionsudgifter)

I alt: kr. -135.319

Note 3 – Tilgodehavender

Dansk Blindesamfund: 40.000

Note 4 – Likvide beholdninger

Danske Bank 144.796

Note 5 – Foreningsformue

Egenkapital primo: kr 167.263

Periodens resultat: kr 17.532

I alt: kr 184.796

John Heilbrunn Kasserer

Blindehistorisk Selskab. Revisionsprotokollat 2023.
Revisionen har afstemt konteringer i Resultatopgørelsen – Status på indtægter, driftudgifter, Balance, aktiver og pasiver, hvilket ikke har givet revisionen anledning til bemærkninger.

Revisionen har noteret følgende hovedtal i henhold til resultatopgørelsen 01.01.2023 – 31.12.2023: Indtægter: kr 152.850. Driftsudgifter: kr. 135.319. årets resultat: kr. 17.531. Selskabets formue pr. 31.12.2023: kr. 184.796.

Der fremlægges her et regnskab uden anmærkning. Således anser revisionen regnskabet for retvisende i forhold til selskabets økonomi.
Herefter har revisionen ikke yderligere bemærkninger at tilføje.

Revision 23-01-2024. Med venlig hilsen Revisorerne Nete Parkov – Kurt Nielsen.

Supplerende bilag til intern orientering.
Internt bilag til orientering ved Generalforsamling 9. marts 2024

Indtægter og udgifter ved udgivelsen af publikationen

”Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”

Indtægter:

Hoffmann & Husmanns Fond – afslag 13 06 2023 0,00 kr.
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse – afslag 01 12 2023 0,00 kr.
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond – afslag 06 12 2023 0,00 kr.
Knud Højgaards Fond – afslag 15 08 2023 0,00 kr.
Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond – afslag 30 08 2023 0,00 kr.
Veluxfonden – bevilling 06 06 2023 20.000,00 kr.
Blindes Støttefond – bevilling 07 11 2023 50.000,00 kr.
Blindehistorisk Selskab – afventer
Indtægter ved direkte salg af bøger pr. 30 11 2023 3.250,00 kr.
Salg via Forlaget – opgøres pr. 31 12 2023 0,00 kr.
Kompensation fra PostNord – reklamation afvist 22 11 2023 0,00 kr.

I alt 53.250,00 kr.

Udgifter:

Korrekturlæsning før trykkefil 25.340,63 kr.
Korrekturlæsning af trykkefil 11.315,63 kr.
Forlaget Kahrius trykning mv. 48.290,00 kr.
Abonnement Legatbogen.dk august – november 2023 396,00 kr.
Forsendelsesmapper 898,75 kr.
CD lommer 100 stk. 699,38 kr.
CD-er 95 stk. leveret af NOTA 0,00 kr.
Adresselabels 200 stk. 171,56 kr.
Følgebreve 150 stk. à 0,50 kr. 75,00 kr.
Papir, kuverter mv 50,00 kr.
Punktpapir, Faktura 101, 16 11 2023 1.193,75 kr.
Porto til fremsendelse og udsendelse af bøger mv (jf. note) 9.275,75 kr.
Informationsfolder – trykning 1.993,75 kr.
Administrativ bistand til udsendelse mv. 34 timer à 264,75 kr. (jf. note) 9.001,50 kr.
Reception 27 10 2023 – Faktura fra DBS 07 12 2023 4.384,00 kr.
Deltagelse i jubilæumsfest 01 11 2023 (3 deltagere) 1.503,00 kr.

I alt 114.588,70 kr.

7. Jazzkoncert 9. marts kl. 20.30

Som nævnt i programmet for weekenden bliver der spillet jazz lørdag aften. Gruppen, vi skal lytte til, kalder sig OK24 og vil spille jazz fra ca. 1940 og til op i 1960’erne.

Som supplement til programteksten giver Thorvald Kølle følgende oplysninger om gruppen:

Lars Svaneborg vibrafon. Uddannet i slagtøj ved Aarhus Musikkonservatorium.
Flemming Nørgaard bas. Har modtaget undervisning i bas ved Københavns musikkonservatorium.
Heidi Madsen trommer. Har modtaget undervisning af Niels Ove Jørgensen på Synscenter Refsnæs. Er delvis autodidakt.
Lars Bang Andersen saxofoner, (bariton, tenor og sopran). Lars er autodidakt og har fået nogle få tips i starten.
Thorvald Kølle trompet og flygelhorn. Har modtaget undervisning af Ernst Brunn Hansen, trompetlærer ved Blindeinstituttet på Kastelsvej i København og er desuden blevet undervist af emeritus kongelig musikus Søren Emtoft.

8. Fænomenet tiggeri i historisk, kunstnerisk og nutidigt perspektiv 10. marts kl. 9.00

Lidt introduktion om tiggeri, blinde betlere og det billede, som dette skaber i omverden.

Jytte Louison Nielsen, Lena Bang og John Heilbrunn vil tage hul på et ømtåleligt, mangesidet og for mange ganske personligt emne: Hvordan fremstår vi som blinde i et moderne indsamlingssamfund, hvor går og hvor gik grænsen mellem udøvende kunst, dette at faldbyde sine evner af varierende art og egentligt tiggeri? Kan vi i et moderne samfund leve med omgivelsernes opfattelse af blinde, er vi blevet mere hårdhudede?

Er man som blind en stakkel, som skal tiltrække sig godhjertethed, og varierer grænsen for hvor meget andre skal række hånden frem, alt efter hvor i verden, man færdes, hvor dygtig man er til at gebærde sig, og hvordan man finder grænsen mellem tilladelig appel om støtte, og den form for tiggeri, som ligefrem er strafbart efter den danske straffelov – eller efter den europæiske menneskerettighedskonvention?

I en tid, hvor det synes at blive stadig vanskeligere for vores yngre blinde at kunne tilbyde omverden deres evner og arbejdskraft, men hvor der dog er en form for socialt netværk, som dog varierer efter postnumre, er vi ved at være så arbejdsuføre, at vi nærmer os noget, som på sin vis ligner de tilstande, som i slut 1920’erne førte mange blinde ud i fattigdom og manglende mulighed for at brødføde sig selv og sin familie?

I en dialog efter hvert af de tre oplæg vil vi sammen arbejde for at få nogle af disse dilemmaer ventileret.

9. Blind pioner har nået Sydpolen på ski

Den 70-årige blinde langrendsløber Arne Christensen fra Virum nåede lørdag den 13. januar 2024 til Sydpolen. Her fortæller Arne kort om udfordringerne og om det fantastiske ved at have nået det store mål.
Ekspeditionen strakte sig over 8 dage og gik fra den 89. sydlige breddegrad og frem til den geografiske Sydpol. En distance på 111 km.

Fantastisk oplevelse
At løbe på ski på Antarktis, der er på størrelse med Australien, og hvor der ikke er andet end sne, er helt enestående. Der er ingen vegetation eller dyr på det indre af kontinentet. Kun sne og store vidder, frost og vind, og bjerge i det fjerne.

I 5 år har jeg sammen med min ledsager Claus Geleff forsøgt at løbe på ski til Nordpolen, men det er ikke lykkedes på grund af Covid-19 og krigen i Europa. Derfor ændrede vi i efteråret 2023 kurs og sigtede mod Sydpolen i stedet.

Det var en kæmpe sejr for mig, da vi efter 8 hårde døgn på ski og med pulk nåede Sydpolen. Jeg mærkede på forunderlig vis glæden brede sig i kroppen, da vi nærmede os polen, og især følte jeg den fede indre tilfredsstillelse det er, når man når et af sine store mål – får en drøm opfyldt.

Jeg er den første blinde dansker, som har stået på ski til Sydpolen, og jeg er muligvis den ældste af de blinde, som har gjort det. Jeg er glad og enormt lettet over, at det lykkedes.

Mine særlige udfordringer
Efter den lange rejse via Chile til Antarktis fik vi endeligt skiene på og satte kurs mod Sydpolen. Vi trak hver især en pulk med vores personlige udstyr, som vejede mellem 30 og 40 kg. Trods mange års fysisk træning og specifik træning hen imod ekspeditionen til Sydpolen, så slog forberedelserne ikke helt til.

Jeg blev overrasket over, hvor hårdt det var. Der lå mellem 5 og 10 cm løs, tør sne, og det gjorde, at pulken var en del tungere at trække, end jeg havde forventet. Den meget tørre og kolde sne bevirkede også, at der ikke var meget glid i skiene.

Det hårde arbejde medførte også en anden udfordring i forhold til kulden. Der var i gennemsnit minus 25 grader. Let vind 4 til 5 m/sek. Vi vidste godt, at det ville være sådan, og derfor skulle vi være særligt opmærksomme på, at vi ikke kom til at svede. Den inderste uldundertrøje må ikke blive våd af sved, da man dermed kan blive rigtig kold, og det kan være svært eller umuligt at blive varm igen. Det skete imidlertid flere gange, at jeg blev for varm, og min inderste uldundertrøje blev drivvåd, og jeg mærkede kulden brede sig i kroppen. Det betød, at jeg to gange måtte skifte undertrøje ude i det fri. Det var begge gange på en af de 4 – 5 pauser på ca. 10 minutter, som vi holdt hen over dagen for at spise og drikke. Jeg fik god hjælp til at skifte undertrøje af min ledsager Claus og guiden Taylor Sweitzer fra Polar Explorers. Jeg måtte af med pulk, træksele, jakke og undertrøje, for hurtigst muligt at få en tør undertrøje, jakke og træksele på igen. Der gik ca. 45 minutter, inden jeg havde fået varmen i kroppen tilbage. Da jeg var blevet varm, sagde Claus til mig, at det havde været en form for nødhjælp, som jeg havde fået. Det understregede det alvorlige i forhold til den kraftige kulde.

Det var også en overraskelse, at jeg havde meget svært ved at holde varmen om hænderne. Jeg har ikke tidligere haft problemer med det men måtte flere gange stoppe for at svinge med armene, så jeg fik blod ud i hænderne. Jeg brugte dagligt håndvarmere, og det var dem der reddede mig. Forfrysninger er alvorlige, og det er en af de faktorer, som ville have kunnet medføre, at ekspeditionen måtte stoppes. Men heldigvis gik det ikke så galt.

Jeg undgik dog ikke helt forfrysninger. Jeg fik overfladiske forfrysninger i overlæben og på næsetippen. Det skete på trods af, at ansigtet var dækket helt til, når vi var på ski, hvilket var vigtigt dels på grund af kulden og dels på grund af solen.

Jeg havde endnu en udfordring. Når jeg er blind, så er jeg vant til at bruge mine hænder til at finde mine ting, skelne det ene fra det andet osv. Vi blinde siger, at vi ser med hænderne. Dette var ikke muligt uden for teltet. Hænderne blev hurtigt kolde, så jeg ikke kunne mærke noget med dem. Det betød, at jeg måtte bede om mere hjælp fra Claus og Taylor.

Vi gik på ski 7 – 8 timer om dagen, og der var perioder, hvor jeg kæmpede med kulden næsten minut for minut. Når man har rigtig kolde hænder, så retter man al sin opmærksomhed på dem, og det påvirker den øvrige indsats: teknikken på skiene, tempo og at holde retningen. Der var flere perioder, hvor jeg virkelig følte, at det var en kamp mod kulden.

Eventyrlig tur trods strabadserne
Vi havde fantastisk godt vejr. 7 ud af 8 dage havde vi fuld sol hele døgnet rundt. Blå himmel, frost og klart vejr. Den gode sol var med til at varme vores lille telt op. Når vi havde besluttet os for at slå lejr, så kom teltet op at stå som det første. Efter en halv time inde i teltet var der rimeligt lunt og rart. Det var fedt at vågne op i et varmt telt, vel vidende at der var minus 25 grader udenfor.

Vi var nærmest euforiske, da vi efter 8 dages strabadser nåede Sydpolen. Da vi nåede frem, fik vi hurtigt noget varmt tøj på, fik krammet og takket hinanden for kampene undervejs, fik taget en masse fotos og fik skålet i champagne.

På Sydpolen var der mulighed for at komme på toilet, få et bad, og der var et stort opvarmet opholds- og spisetelt.

Og så det allerbedste: Vi fik ikke vabler på fødderne i de 8 dage, hvor vi var på ski. Det var en kæmpe ting at undgå. Under de fem års forberedelse har vi hvert år kæmpet med vabler.

Endelig vil jeg nævne det meget positive teamarbejde, som vi havde. Jeg kender min ledsager Claus Geleff som god kammerat og skiledsager i gennem mere end 30 år. Vores guide fra Polar Explorers havde vi kun mødt på forberedende online møder inden ekspeditionen. Vi fandt dog hurtigt sammen, og samarbejdet døgnet rundt om at nå Sydpolen fungerede rigtig godt i højt humør og god stemning.

Alt i alt en krævende men eventyrlig tur, som jeg vil bære i mig for altid. Se og læs mere på: www.blindpioner.dk Ski4Ever

Arne Christensen har naturligvis meget mere at fortælle om hele forløbet af denne udfordrende præstation, og noget af det kan man få kendskab til i et foredrag, han i løbet af efteråret vil holde i Blindehistorisk Selskab.

10. Mindeord om Mogens Bang ved René Ruby

Den 12. oktober afgik Mogens Bang ved døden efter lang tids alvorlig sygdom. Mogens blev 79 år gammel.

Det har nærmest symbolsk karakter, at han netop døde den 12. oktober, som i år var ”Verdens Synsdag” indstiftet af Verdenssundhedsorganisationen – WHO, herom vidner hans indsats indenfor arbejdet til fordel for blinde i Danmark.

Mogens Bang vil blive husket af mange for sit arbejde dels som lærer ved Instituttet for Blinde og Svagsynede fra 1974 til 2008 og dels som leder af Blindehistorisk Museum i årene 1986 til 2011.

Jeg kender Mogens fra min tid som elev på instituttet, og som en utrolig energisk ildsjæl indenfor bevarelsen og formidlingen af blindes historie.

Mogens var en af de pædagoger, der lagde stor vægt på at stimulere blindes begrebsdannelse, bl.a. gennem projektet ”Kend din by”, hvor man ugentligt besøgte steder i København for at få styr på lokaliteter og begreber. Der var afsat en hel dag om ugen til dette fag og faget fik derfra navnet onsdagsturene. Det er netop fra onsdagsturene jeg særligt husker Mogens. Det var små klasser og da jeg startede i 8. klasse var vi kun to elever. Det var foruden mig Søren Høg. Når vi af og til mødes falder snakken ikke sjældent på vores onsdagsture. Det kan ikke have været nogen ubetydelig opgave at holde styr på to 15 årige knægte, springfulde af energi og unoder. Vi har sikkert afprøvet grænser og ikke mindst grænsen for vores læres tålmodighed. Mogens taklede os med knusende ro.

Onsdagsturene førte os til mange steder herunder blandt andet til dommervagten, folketinget, lufthavnen mm. Når jeg i dag sætter mig op i et fly, har jeg stadig billedet af cockpittet i den jumbojet, som vi fik lov at studere og sætte os til rette i, på et besøg i lufthavnen. Vi fik en masse begreber, forestillinger og rumlige dimensioner på plads på de onsdagsture. Både Søren og jeg mener at huske, at vi vandrede umanerligt mange kilometer på de ture og i alt slags vejr. Vi husker Mogens som et utroligt roligt og tålmodigt menneske og som en voksen vi havde tillid til.

Mogens Bang overtog ansvaret for den Blindehistoriske Studiesamling kort efter inspektør Folke Johansens død i efteråret 1986, en opgave, han varetog frem til museets lukning den 1. juli 2011. Kort tid efter at jeg var startet på at læse historie i 1993 inviterede / lokkede Mogens mig ned i kælderen på instituttet, hvor studiesamlingen / Blindehistorisk Museum havde til huse. Mogens forsøgte at gøre mig interesseret i samlingen og blindes historie. Jeg var imidlertid til at begynde med ikke særligt interesseret. Bagerbørn er sjældent særlig vild med brød. Senere kom interessen og Mogens engagement og utrættelige energi for blindehistorien var smittende.

Mogens introducerede mig også for Birgit Kirkebæk og den handicaphistoriske kreds omkring hende.

Mogens Bang var en af initiativtagerne til stiftelsen af Blindehistorisk Selskab i 1994. Han var aktiv i Historisk Selskab for Handicap og Samfund og sad en årrække i selskabets bestyrelse og har desuden været medredaktør på flere numre af Handicaphistorisk Tidsskrift udgivet af Historisk Selskab for Handicap og Samfund med temaer inden for blindeområdet.

Mogens var en ildsjæl i opbygningen og bevarelsen af De Blindehistoriske Samlinger, ligesom i redningen og indsamling af blindehistoriske effekter til samlingen. Han fik gennemført en fuldstændig registrering af samlingens genstande ligesom en digitalisering af museets billedarkiv. Mogens var eminent til at engagere frivillige til museet og gjorde blandt andet studerende interesseret i museet og samlingen. Han stod bag symposier og møder med henblik på at skabe bredere interesse for bevarelsen af samlingen og specielt for etableringen af varige og ordnede udstillingsrammer frem for de midlertidige og noget kummerlige udstillingsfaciliteter i kælderen på Rymarksvej. Problemerne med og kampen for bevarelsen, udbygningen og registreringen af Den Blindehistoriske Samling er detaljeret beskrevet i den mangeårige medarbejder på museet Henning Eriksens Museumsdagbog, udgivet i 2019.

Dette brændende ønske for bevarelsen og skabelsen af gode og permanente udstillingsfaciliteter bragte ham ind i mellem på kant med såvel Dansk Blindesamfund som Blindehistorisk Selskab. Han mente ikke, at de gjorde noget eller gjorde nok. Mogens kæmpede for bevillinger til museet og for tilvejebringelse af et økonomisk grundlag for etablering af et egentligt museum og varige fysiske rammer for et sådant. Mogens Bang stillede sig som anført kritisk overfor DBS, for ikke at tage initiativ og bidrage til etableringen af et økonomisk grundlag for en sådan varig udstillingssamling. Dansk Blindesamfund har gennem hele perioden udtalt støtte til museet, men andet end formuleringen af gode hensigtserklæringer etc., er det ikke blevet til. Gode viljer og hensigtserklæringer er der ikke blevet bygget mange museer på.

Mogens kæmpede for at beholde en udstilling. I hele perioden lå der en trussel i luften for at Instituttet for Blinde og Svagtseende ikke længere ville huse samlingen, og samlingen ville blive spredt eller destrueret. Mogens Bang begyndte derfor at arbejde for, at samlingen kunne blive overtaget af et statsanerkendt museum, hvorved samlingen var reddet for eftertiden. I 2009 lykkedes det Mogens Bang at få skabt en aftale, således at samlingen blev overdraget til Medicinsk Museion under Københavns Universitet. Derved blev samlingen reddet komplet og intakt. I 2011 lukkede museet og samlingen nedpakket og bragt til Medicinsk Museion og her befinder samlingen sig stadig.

Det var naturligt med stor skuffelse og frustration fra Mogens side, at udstillingen af blindes historie måtte ophøre og nedpakkes mens Dansk Blindesamfund blot så passiv til.

Udover at have sat et varigt aftryk i sine elever har Mogens Bang sat et uafviseligt aftryk i blindes historie. Det er Mogens Bangs fortjeneste, at den blindehistoriske samling er bevaret. Havde han ikke arbejdet så ihærdigt for at bevare samlingen ved at overdrage den til Medicinsk Museion, så kunne man have risikeret, at den var blevet destrueret eller spredt for alle vinde. I stedet blev en samling som beskriver en helstøbt fortælling om blindes liv gennem 200 år bevaret for eftertiden.

11. Afsløring af en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb i særforsorgen ved Ove Gibskov

I Medlemsblad nr. 16 fra 2023 skrev jeg om den højtidelighed, hvor socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil 20. november afslørede en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb, mens de var anbragt under sær- og åndssvageforsorgen. Her kommer en lidt udvidet version, som der ikke var plads til i Medlemsbladet.

Begivenheden fandt sted på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, og det var ministeren, som havde taget initiativ til, at der skulle rejses en sten netop der.

Arrangementet blev indledt med, at museets leder Sarah Smed bad forsamlingen om at holde et minuts stilhed, hvorefter Pernille Rosenkrantz-Theil bl.a. sagde:

”Det er vigtigt, at vi mindes det, der er sket, og ikke glemmer de historier, som blev beskrevet med den store rapport, der kom blandt andet her fra Forsorgsmuseet… Nogle af jer har levet hele livet med ar på sjælen for de svigt og overgreb, I var udsat for. Derfor er det også på sin plads, at staten omsider undskyldte og erkendte sit ansvar.

Som en af de tidligere anbragte sagde, så kan skuldrene sænkes… Livet var præget af vilkårlig vold, af overgreb, af tvangssterilisationer og af ufrihed. Vi er nået rigtig langt siden de forhold, men jeg tror også, at det er tydeligt for enhver, der følger social- og handicapområdet, at vi slet ikke er nået så langt, som vi gerne ville i udviklingen af vores velfærdssamfund i forhold til borgere, der er afhængige af hjælp og støtte… Så der ligger en stor opgave foran os, men med undskyldningen lukker vi et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien. Og lad det blive startpunktet for udviklingen af et velfærdssamfund, som vi kan være bekendt på de her områder.

I forlængelse af den undskyldning rejser vi i dag en mindesten her ved Forsorgsmuseet i Svendborg. Den skal netop minde os om et af de mørke kapitler i vores historie, som mange nok har forsøgt at glemme, fortrænge og gemme væk.”

Mindestenen er 140 cm høj og 80 cm bred. Den er forsynet med en metalplade, hvor der står: ”Til minde om de børn, unge og voksne, der blev udsat for svigt og overgreb under deres anbringelse i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933 til 1980.

Hvad der overgik disse mennesker, skal vi aldrig glemme.

Rejst af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz Theil på vegne af regeringen i 2023”.

Museet havde engageret en violinist, som efter afsløringen af stenen spillede to eftertænksomme stykker. Blandt de ca. 35, som deltog, var Svendborgs borgmester, repræsentanter for pressen og ansatte i ministeriet og på museet. Men fra selve målgruppen var vi kun fem til stede – nemlig en døv, en blind, en svagsynet samt de to eneste kvinder af dem, der blev anbragt på Sprogø, som stadig lever. Jeg talte med flere, som gav udtryk for, at det ret beskedne fremmøde nok skyldtes tidspunktet for arrangementet, der allerede fandt sted 9.45 og kun var berammet til at vare tre kvarter. Sarah Smed tilbød dog derefter at give en rundvisning på museet, som er indrettet på landets længst eksisterende fattiggård. Under denne rundvisning blev der også stillet adskillige spørgsmål til de to Sprogøkvinder, der begge er over 90 år. De fortalte engageret om forskellige oplevelser både på Sprogø, og hvor de ellers havde været anbragt. Og det blev heldigvis videooptaget.

I begyndelsen af arrangementet, fik den ene af de to kvinder, Regine Løndorf, højt og utvetydigt fortalt ministeren, at hun ikke var tilfreds med den undskyldning, der blev givet 11. september. ”Den dag var du da rigtig glad for undskyldningen”, svarede Pernille Rosenkrantz-Theil, hvor til Regine Løndorf sagde, at det havde hun fortrudt og ville nu prøve at få en erstatning for det, hun havde været udsat for.

Når jeg deltog i denne begivenhed, hænger det bl.a. sammen med, at jeg for Dansk Blindesamfund har været med i en gruppe, der har fulgt hele processen med den omfattende udredning. Og selv om mange af de tidligere anbragte jo desværre ikke var med til denne markering, oplevede jeg den som en fin og væsentlig afslutning på et langt og til tider uskønt forløb, som jeg tidligere har skrevet om – bl.a. her i Nyhedsbrevet.

Hør talerne ved afsløringen af mindestenen ved at trykke på følgende link: Taler ved afsløring af mindesten.

12. Anmeldelse af Ulla Bruuns bog ” NU Mens vi kan elske – Haiku og andre digte” ved Marianne Olsen

Når medlemmer af selskabet får udgivet bøger, er der tradition for at omtale dem her i Nyhedsbrevet, og i december udkom Ulla Bruuns bog ”NU – Mens vi kan elske – Haiku og andre digte”

Som redaktør af Nyhedsbrevet afstår jeg fra at omtale bogen, da jeg er gift med forfatteren. I stedet for bringes cand.mag. Marianne Olsens anmeldelse fra Netmagasinet Sameksistens.

Ulla Bruun:
NU – Mens vi kan elske – Haiku og andre digte. 87 sider Attika

Med illustrationer som uddybende replikker til teksterne. I sin nye udgivelse fra 2023 har Ulla Bruun på 87 sider skabt syv store fortællinger eller små romaner fulgt af en epilog.

SAMEKSISTENS har tidligere anmeldt hendes fortællinger i Alvin, Underhunden og andre fortællinger fra 2022, hvor det allerede blev vist at form og indhold udgør en enhed, et NU. Denne bog er en udvidelse af den kunstneriske horisont.

Haiku – end indvandret åndsform
Haiku er en japansk digtform, der er indvandret til Danmark og har integreret sig hos os, samtidig med at det har beholdt sit eget særpræg. I trelinjede strofer på 5 – 7 – 5 stavelser får vi den stramme nøgterne form, der netop i denne tid med altfor mange tomme aggressive ord er velgørende i sit klarsyn uden noget mellem linjerne – intet at gætte sig til.

Det er læseren, der er hovedpersonen, som selv skal opleve. Allerede inden den rigtige begyndelse kastes dette haiku, der gælder Enhver, imod læseren:

Verden set gennem
Mit eget kalejdoskop
Knust og sammen sat.

Familie og nabo
Således er man suget ind i hverdagen og dens omgivelser, og hvis et enkelt haiku ikke slår til, kan flere danne fortællingens billeder: Ude i haven er vores familiemedlem solsorten:

Gul som solens ild
Sort som træet brændt til kul
Dybt klinger sødmen

Den er i sig selv
Med sang og krop et haiku
Spejlet i min sjæl (af Solsort s12)

Der er også en særlig nabo:

Træder ud og ser
En tudse bor ved min dør
Min grønne nabo (En Tudse, s. 17)

Inspiration
Husets omgivelser får tænkeren frem i os, og genopvækker gloser som ellers var gået i glemmebogen. Naturens metamorfoser optræder lige foran os:

Rosenblades fald
Lyserøde snart brune
Duft bliver til lugt

Forsvinder i jord
Svampe fortærer grådigt
Alt opstår igen (af Opstandelse, s.18)

Vi er senere indenfor i regnvejret:

Dagen klædt i gråt
Regn – tonedryp på ruden
Tæppesvøbt med bog (Råhygge, s. 23)

En anden variant af inklusion
Kærligheden har selvfølgelig sit udspring i digterens eget liv. Alligevel er læserens ’jeg’s erfaringer inkluderet med små forskelle:

Blindfødte yngling
Excellerer i humor
Med kløgt og udsyn (af Nyforelskede for 56 år siden, s 27)

Det gavmilde liv har givet børn og børnebørn. Vi lytter, taler og bygger bro over den så banalt omtalte generationskløft:

Om musik, lyrik
Livet og stjernerummet
Der er ingen kløft (af Generationsbro, s.38)

Så kom corona med sine indskrænkende bud. Blandt de 30 hvirvlende illustrationer er selv pigen med masken (s. 41) gennemblæst. Digteren tillader nok ro, men aldrig den stilstand som coronaen truede os med. For vi modstod med musik.

Hjerterodens lys
Øjne smil og sang i lyst
En virusfri tid (af Nedlukning, s.43)

Men i december 2020 bliver traditionerne brudt:

Indkøbscykletur
Forventningsfuld trods udsigt
Til tosomheds-jul (af december 20 s. 45)

Fortællingen om rejserne rundt i Danmark og i den store verden tager os med – også til lande der ellers er ukendte for læseren. I illustrationer og haiku følger vi fra et sted i nærheden af en svinefarm på Mors til Cuba, til Tenerife, Grønland og Aalborg og Aarhus. Det er ofte billedkunsten, der får læseren til at dvæle og glæde sig over digtformens skønhed: to sider af samme sag.

Flugt og krig
Vi bliver også tvunget til at se vores egen og menneskets værste side: hadet og frygten, som vi er ansvarlige for: skulle vi forarges over andres forbrydelser langt væk fra ’her’, bliver vi mindet, om det ansvar vi har for medmennesker på flugt, vores næste som vi svigter hver eneste dag:

Ofre for velfærd
Vores overflodssamfund
Med grænser af stål (af Flugt, s. 81)

Vi tvinges ind i en empati, der er umulig at undslippe.

Stop dette vanvid
Lad tårer løbe sammen
Til en flod af håb (af Gaza 2014)

En enkelt gang rettes fortvivlelsens vrede mod Putin – med en vellignende grotesk illustration:

Insekt i munden
Kalder Putin krigsprotest
Sommerfugle flyv! (af Putins krig, s. 84)

Krig, ufred og flugt er tåbeligheder uden indsigt
For vi som er våbenløse, har dog hver og én sorger nok at leve med:

Skal forbi huset
Se op mod vinduerne
Sorgen gentages. (Alice, s. 52)

Undtagelser
I enkelte tilfælde brydes formen, især i erindringsskitserne. De tekster må læseren opleve udefra, skønt der også her er genkendelse. Her et haiku til moderen:

Et stort menneske
I en yndig lille krop
Fødte mig engang (Mindeblomst s.76)

Dette Haiku er sat som centrum i digterens familieerindringer med andre former og en enkelt prosatekst. Om faderen hedder det bl.a.

Af indlysende grunde

Kendte jeg ikke
Min far da han var barn
Men barnet i min far har jeg kendt (af Et drømmersind, s. 74)

NU – mens vi kan elske er en usædvanlig rig bog, lille i omfang, så man let kan få den med, hvis eller når vandene skyller op om os, og vi bliver henvist til en øde ø ved vores egen klimadumhed.

Læserne bliver forhåbentlig mange. De skal have bogens bagsidehaiku med som en varm anbefaling:

Må læselysten
Gi’ frydefuld forventning
Til fordybelse

Det skal lige tilføjes, at forlaget er i gang med at producere bogen som E-bog, og at den muligvis også kommer som lydbog.

13. Kan nogen bidrage med oplysninger om den tidligere leder af Statens Trykkeri for blinde, Sigurd Adolf Andersen?

Jeg hedder Allan Andersen, og redaktøren af Nyhedsbrevet har bedt mig om at skrive lidt om min farfars virke som leder af Statens trykkeri for blinde. Jeg er derfor gået i gang med at indsamle informationer.

Sigurd Adolf Andersen blev ansat som leder den 1. november 1938, først i Randersgade og senere Rønnegade.

Jeg vil desuden fortælle om elektrificering af Braillemaskiner og hjælpemidler, som også min far var involveret i. Der er nok at fortælle om, og det bliver i næste nummer af Nyhedsbrevet; men skulle du have kendt eller hørt om min farfar eller min far Kurth Andersen, og har du noget, du gerne vil bidrage med, vil det glæde mig, hvis du vil sende det til mig pr. mail til allan@vangede.dk

 

14. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3/2023.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg
2. Officielle danske undskyldninger frem til 2023 og de forskellige måder, man har håndteret dem på, ved Ove Gibskov
3. Uddrag af kasserer i Kreds Fyn Torben Langers erindringer gennem 77 år
4. Anmeldelse af John Heilbrunns bog: ”Der bliver aldrig helt mørkt”, ved Jytte Louison Nielsen
5. Anmeldelse af Birgit Cornelia Larsens bog: ”Bakspejlet”, ved John Heilbrunn
6. Omtale af Jesper Froms artikel: ”Den døvblinde Helen Keller”, ved Lena Bang
7. Generalforsamling 2024 i Blindehistorisk Selskab, ved John Heilbrunn
8: Svend Thougaard sat i bronze med punktskrift, ved Kurt Nielsen
9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

Dette nyhedsbrev er det sidste i år, hvorfor der er grund til at notere sig nogle af årets vigtigste blindehistoriske begivenheder.

Der er for det første grund til at glæde sig over, at der siden september 2022 er udkommet 4 erindringsbøger skrevet af blinde. Et tilsvarende antal selvbiografiske bøger, udgivet i løbet af 10 måneder, med fokus på, hvad det vil sige at leve med et alvorligt synshandicap, kan jeg ikke mindes.

I september sidste år udgav Carl Peter Nielsen ”Gennem Krattet”. Måneden efter udgav Birgit Cornelia Larsen ”Bakspejlet”. Peter Frederik Hansen præsenterede et par måneder senere sin 2. udgivelse ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”. Såvel førstnævnte som sidstnævnte blev anmeldt i forrige nyhedsbrev.

John Heilbrunn har, til dette nyhedsbrev, anmeldt Birgit Cornelia Larsens selvbiografiske beskrivelse af, hvad det vil sige at høre til gruppen døvblinde. Jeg har selv læst bogen og de øvrige udgivelser, og kan fuldt ud tilslutte mig til Johns beskrivelse og anbefaling af bogen.

Den sidste af de 4 nævnte udgivelser, så dagens lys i juni måned i år. Jytte Nielsen har til dette nyhedsbrev anmeldt John Heilbrunns bog ”Det bliver aldrig helt mørkt”. Jeg er overbevist om, at alle der læser Jyttes engagerede anmeldelse får lyst til at læse denne bog, som i lighed med de 3 øvrige kan lånes på Nota.

Man kan med rette spørge, om der for selskabet er grund til at supplere disse udgivelser. Det har vi ikke desto mindre besluttet at gøre. Beslutningen om at udgive jubilæumsskriftet ”Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, redigeret af Leif Martinussen, blev imidlertid taget allerede ved generalforsamlingen den 15. februar 2020. Det tager tid og stiller store krav at udarbejde et manuskript på 340 sider inklusiv billeder i anledning af, at ”Synscenter Refsnæs” – tidligere Refsnæsskolen – den 1. november i år fylder 125 år. I bestyrelsen er vi meget stolte over, at det er lykkedes at kunne udsende festskriftet i såvel en trykt som i en Daisy udgave til alle medlemmer og særligt interesserede i god tid forud for jubilæumsdagen. Jubilæumsskriftet vil blive præsenteret ved en reception den 27. oktober og overleveret til ledelsen af ”Synscenter Refsnæs” på selve dagen ved et jubilæumsarrangement på centret.

Den sidste meget markante begivenhed, som der er grund til at dvæle ved, er regeringens undskyldning til alle, som i årene 1933 – 1980 har været inddraget under én af Særforsorgens institutioner. Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil gav, ved et arrangement den 11. september 2023, en sådan undskyldning på regeringens vegne. Ove Gibskov har i en omfattende artikel beskrevet forløbet op til arrangementet den 11. september og samtidig redegjort for begrebet ”undskyldninger”, og beskrevet sådanne givet af tidligere regeringer siden begyndelsen af 1950-erne. Artiklen er et væsentligt historisk bidrag til at forstå rækkevidden og karakteren af disse undskyldninger.

I bestyrelsen har vi ved flere lejligheder efterlyst beskrivelser fra nogle af de mange synshandicappede, som uagtet undervisningspligten under Blindeforsorgen efter den særlige blindelov fra 1956, har modtaget deres skoleundervisning i den almindelige Folkeskole. Både Birgit Cornelia Larsens og John Heilbrunns beretninger er eksempler herpå. I dette nyhedsbrev præsenteres desuden en artikel om Thorben Langers livsforløb. Alle 3 fremstillinger fortæller om de mange udfordringer som en tilværelse, som integreret i det danske samfund, indebærer grundet fordomme og uvidenhed. Der er gudskelov en lykkelig udgang i alle 3 beretninger. Men i en tid hvor vi diskuterer behovet for en eventuel undskyldning for tidligere ophold under Blindeforsorgen er disse beretninger tankevækkende.

Nyhedsbrevet afsluttes med nogle mindre bidrag. Næstformand Lena Bang anmelder læge Jesper Froms artikel om Helen Keller. Kurt Nielsen fortæller om ceremonien, hvor Stenen på gravstedet for Svend Thougaard blev forsynet med hans navnetræk i punktskrift sat i bronze. Endelig opfordrer kasserer John Heilbrunn til, at alle medlemmer sætter et kryds i kalenderen den 9. – 10. marts næste år, hvor vi afholder selskabets næste ordinære generalforsamling.

Inden jeg slutter denne introduktion til årets sidste nyhedsbrev, føler jeg anledning til at nævne, at Mogens Bang, tidligere lærer ved IBOS og leder af ”Blindehistorisk Museum” gennem 25 år, er død den 12. oktober efter længere tids sygdom. Næste nyhedsbrev vil indeholde mindeord i anledning af hans død. Mogens Bang var, lige siden han i 1970-erne afsluttede sin læreruddannelse, engageret i arbejde til fordel for blinde og svagtsynede. Den anden torsdag i oktober er af” Verdenssundhedsorganisationen – WHO indstiftet som Verdens Synsdag”. Jeg kan ikke undlade, at tillægge det symbolsk værdi, at Mogens gik bort på netop denne dag.

Jeg vil slutte med at sige alle medlemmer, som har bidraget til arbejdet i selskabet i 2023, tak for indsatsen. Jeg ser frem til at møde mange ved receptionen den 27. oktober kl. 15.00 – 17.00 i mødelokale ”København” i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup. Vel mødt og på gensyn!

2. Officielle danske undskyldninger frem til 2023 og de forskellige måder, man har håndteret dem på, ved Ove Gibskov

Den 7. marts meddelte social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at regeringen nu har besluttet at give en undskyldning til alle, som var anbragt under Særforsorgen, og hvoraf mange blev udsat for både seksuelle og andre former for uhyrlige overgreb.

Undskyldningen, der efter et meget langt forløb, endelig blev givet 11. september, vender jeg tilbage til; men først kommer her en kronologisk gennemgang af officielle beklagelser og undskyldninger og de forskellige måder, danske regeringer indtil nu har håndteret dem på.

Her i landet er der kun i få situationer givet en officiel undskyldning, mens det har været mere almindeligt i lande som Sverige, Tyskland, Canada og Australien, hvor statsledere f.eks. har undskyldt for statens rolle i bl.a. folkemord og tvangsfjernelse af oprindelige folks børn.

Lisa Storm Villadsen, som er professor i retorik ved Københavns Universitet, skriver følgende om undskyldninger:

”En undskyldning ændrer ikke fortiden, men kan få os til at føle anderledes, om dens betydning for nutiden. En god undskyldning kræver typisk:
At man tager ansvaret for at have gjort noget forkert og er konkret om, hvad det er.
At man udtrykker fortrydelse eller sorg over den skade, man har forvoldt.
At man siger undskyld og evt. beder om tilgivelse.
At man forpligter sig til ikke at gentage sit fejltrin.

Det har også betydning for officielle undskyldninger, at de bliver givet offentligt, evt. ved en ceremoni, så det omgivende samfund har mulighed for at opleve undskyldningen”.

Men det har ikke altid været tilfældet – f.eks. i forbindelse med den første officielle undskyldning. I en fælleserklæring, som den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Grønlands landsstyreformand Jonathan Motzfeldt udsendte i 1999, gav regeringen en undskyldning til befolkningen i Thule og resten af Grønland. Undskyldningen kom ikke i en tale men som et dokument, der blev læst op for formanden for Thuleboernes forening:

”I Rigsfællesskabets ånd og med respekt for Grønland og Thules befolkning, vil regeringen på den danske stats vegne overbringe en undskyldning til Thules befolkning og til hele Grønland for den måde, hvorpå beslutningen om flytningen blev truffet og gennemført i 1953”.

Årsagen til denne fælleserklæring var en dom fra Østre Landsret mod staten om, at Danmark handlede retsstridigt, da befolkningen i Thule blev tvangsflyttet i 1953, for at give plads til en amerikansk luftbase. Som baggrund for undskyldningen blev det også nævnt, at forholdet mellem Danmark og Grønland ”fra begyndelsen har bygget på ligeværd, gensidig respekt og samhørighed”, og at de to lande har en fælles historie, som man skal vedstå, også når den ”viser, at menneskers selvværd er blevet krænket.”

I erklæringen blev muligheden for erstatning afvist: ”Ingen kan i dag gøres ansvarlig for tidligere generationers handlinger for snart 50 år siden.”

Undskyldningen i Fælleserklæringen adskiller sig på flere måder fra de senere officielle undskyldninger. F.eks. er den afsendt af både statsministeren som repræsentant for den krænkende part og Grønlands landsstyreformand, der repræsenterer de krænkede. Jonathan Motzfeldt erklærede, at ”Undskyldningen til hele Grønlands befolkning er en god måde at afslutte sagen på”, mens Poul Nyrup Rasmussen ikke nævnte ordet undskyldning men dækkede sig ind under, at “fælleserklæringen har sit eget tydelige sprog.”

En undskyldning uden modtagere

Den 4. maj 2005 holdt daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen tale i Mindelunden nord for København i anledning af 50-året for Danmarks befrielse fra Nazitysklands besættelse. Talen handlede naturligt nok i høj grad om frihedskæmpernes indsats og ofre. Mod slutningen blev fokus dog vendt imod de tyske flygtninge, der i begyndelsen af krigen søgte tilflugt her i landet men blev afvist af de danske myndigheder og sendt tilbage til forfølgelse i Tyskland. Fogh Rasmussen betegnede udleveringerne som ”skamfulde begivenheder” og kaldte dem ”værre” end frihedskæmpernes ofre og “en plet på Danmarks i øvrigt gode omdømme”.

Senere i talen sagde statsministeren: ”Jeg vil derfor gerne …. på regeringens og dermed den danske stats vegne beklage og undskylde disse handlinger.”

Her er der på flere måder tale om en udvikling fra fælleserklæringen seks år tidligere, som offentligheden ikke fik meget kendskab til, mens undskyldningen i Mindelunden blev dækket af medierne, og statsministeren brugte ordet ”jeg”, ligesom de centrale ord ”beklage og undskylde” var klart betonet.

Denne undskyldning var jo heller ikke resultat af en dom men baseret på hans kritik af samarbejdspolitikken, og hvad han opfattede som rigtigt og forkert. Mange ser den også i sammenhæng med beslutningen om at sende Danmark i krig i Afghanistan og Irak. Der var ingen risiko for krav om erstatning fra nogen af dem, undskyldningen gjaldt, da de jo ikke længere levede.

En moralsk fordømmelse uden ordet undskyldning

I 2017 var det 100 år siden, USA købte De Vestindiske Øer, og det blev grundigt diskuteret, om Danmark burde undskylde for sin rolle i slavehandel og slaveri på øerne fra 1673 til 1848.

I forbindelse med markeringen på Skt. Croix 31. marts 2017, holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen en tale, hvor han lagde klar moralsk afstand til slaveri. Talen blev holdt på engelsk, og ifølge den officielle danske oversættelse sagde han bl.a.: ”Vi må anerkende, at det der skete i fortiden har påvirket, hvordan øerne er i dag. Vi kan ikke ændre fortiden. Hvad vi kan, er at ændre fremtiden.” Han flyttede altså fokus fra nutiden til fremtiden.

Talen blev holdt til lokale politikere og andre repræsentanter for samfundet. Så til forskel fra Anders Foghs undskyldning, som blev givet til en gruppe, der ikke længere eksisterede, talte Lars Løkke til bl.a. efterkommere af slavegjorte. Han udtrykte stor beklagelse over slavetiden, men sagde ikke undskyld. Derimod brugte han to gange ordet utilgiveligt. Men talen indeholder alligevel nogle af en officiel undskyldnings funktioner, med sin anerkendelse af overgreb i fortiden, deres betydning for nutiden og den moralske afstandtagen fra slaveri.

Statsministeren tilbød også et stipendium til lokale studerende som en lille symbolsk gestus, der understregede Danmarks ønske om at være i et positivt samarbejde med øerne i fremtiden.

Sagen om Godhavnsdrengene

Den undskyldning, som indtil nu har fået mest opmærksomhed, blev givet til en gruppe mennesker, der som børn i 1960-erne og 70-erne var anbragt på bl.a. drengehjemmet Godhavn i Nordsjælland, og her blev udsat for omsorgssvigt, misbrug og generel vanrøgt.

Godhavnsdrengene stiftede i 2005 en forening med det formål at få en undskyldning fra staten. Og i 2009 bevilligede velfærdsminister Karen Jespersen (V) en undersøgelse, der dokumenterede en række overgreb, hvoraf en del var i strid med lovgivningen.

Flere ministre er siden blevet opfordret til at give en officiel undskyldning men har afslået det. Først den 13. august 2019 skete det endelig, da statsminister Mette Frederiksen ved en ceremoni på Marienborg gav Godhavnsdrengene den undskyldning, de så længe havde ønsket.

I modsætning til de tidligere eksempler indeholder Mette Frederiksens tale i høj grad forventningerne til en officiel undskyldning. Hun nævner det, der undskyldes for ”alvorlige svigt, tæsk, ydmygelser og overgreb, afstraffelse, uhyrligheder”. ”samfundet skulle passe på jer. Men der skete det modsatte -I blev gjort fortræd”. Desuden bliver ordene undskyldning, undskylde, undskyld brugt flere gange.

Der var også den forskel fra de tidligere undskyldninger, at statsministeren forholdt sig til tre af de mest almindelige indvendinger, mod selve det at give en officiel undskyldning:

At man ikke kan påtage sig skylden for noget, andre har gjort, (nej, men hun kunne påtage sig ansvaret)

At svigtet foregik i en anden tid – (irrelevant ifølge Mette Frederiksen, for overgrebene på Godhavn var ”også forkerte dengang”)

At der ikke er tradition i Danmark for at give officielle undskyldninger”. Til sidstnævnte argument sagde hun, at det ”aldrig er for sent at gøre det rigtige”.

Talen forholdt sig dog hverken til spørgsmålet om erstatning, som heller ikke var et krav fra Godhavnsdrengene, eller til, hvad regeringen vil gøre for at sikre, at noget lignende ikke gentager sig.

Flere af Godhavnsdrengene har dog senere rejst erstatningssager, som er endt med et forlig, hvor hver af sagsøgerne fik tildelt 300.000 kroner. Dette blev muligt, fordi Folketinget I 2018 vedtog en lovændring, hvorefter sådanne krav mod offentlige myndigheder aldrig bliver forældet.

Undskyldning til de grønlandske eksperimentbørn

I forbindelse med undskyldningen til Godhavnsdrengene nævnte statsministeren muligheden for flere officielle undskyldninger, og det blev en realitet i 2020 og 2022. Da fik de 22 grønlandske såkaldte eksperimentbørn en undskyldning. De blev i 1951 som led i et socialt forsøg sendt til Danmark for at lære dansk og få gode skolekundskaber, så de kunne blive en del af den grønlandske elite og danne fortrop for udviklingen, når de vendte tilbage. Men mens de var i Danmark, mistede de bl.a. deres sprog og tilknytningen til deres familier. Flere blev bortadopteret, mens 16 vendte tilbage til Grønland, hvor de kom til at bo på et nybygget børnehjem i Nuuk. De danske myndigheder mente nemlig ikke, at børnene ville falde til hos deres familier, hvor de sociale forhold var meget forskellige fra det, de var vant til i Danmark. De havde kun lidt eller ingen kontakt med andre grønlandske børn. De fleste vendte tilbage til Danmark, og ca. halvdelen kom ud i stofmisbrug og / eller fik andre massive problemer.

I forbindelse med fejringen af Grønlands selvstyre i 2009, opfordrede grønlandske folketingsmedlemmer daværende statsminister Lars Løkke, til at give eksperimentbørnene en officiel undskyldning. Dette afviste statsministeren dog, og det har flere andre ministre også gjort, indtil 8. december 2020.

Da modtog de seks, som stadig levede, et brev fra statsminister Mette Frederiksen med en uforbeholden undskyldning. Den blev i marts 2022 givet mundtligt ved arrangementer i hhv. København og Nuuk. I sin tale sagde statsministeren bl.a.: ”I dag skal vi ansigt til ansigt sætte ord på det svigt, som 22 grønlandske børn blev udsat for…Mellem 4 og 9 år var I, da I måtte tage afsked med jeres familie og jeres land…Alle børn har brug for og fortjener tryghed og stabilitet. Det var de to ting, man tog fra jer…I var en del af noget, som aldrig skulle have været sket…Derfor siger Danmark i dag det eneste ord, der er det rigtige at sige: Undskyld”.

Efter undskyldningen er der blevet indgået forlig mellem staten og de seks overlevende, som hver har modtaget 250.000 kr. i kompensation.

Undskyldning til anbragte under Særforsorgen

Mette Frederiksen sagde jo i sin tale til Godhavnsdrengene, at der muligvis ville komme flere officielle undskyldninger, og kort tid efter tog regeringen initiativ til at få undersøgt, om nogle af dem, der oplevede svigt og overgreb, mens de var anbragt under Særforsorgen, som eksisterede fra 1933 til 1980, også skulle have en undskyldning.

Forholdene på institutionerne skulle kortlægges gennem en historisk udredning koordineret af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg. Det er sket i et samarbejde med bl.a. Rigsarkivet; og det var oprindeligt hensigten, at udredningen skulle være færdig i løbet af halvandet år.

I øvrigt er det en generel opfattelse blandt forskere, at halvandet år er kort tid til en så omfattende udredning, men det har i den her sammenhæng været afgørende at tage et væsentligt hensyn til målgruppen, hvoraf mange af dem, der stadig lever, jo er godt oppe i årene og gerne skulle kunne nå at modtage en undskyldning, hvis det blev besluttet at give en sådan. Pga. covid-19 blev arbejdet dog noget forsinket, men lige før påske sidste år offentliggjorde Socialministeriet en ca. 400 sider lang udredning, som i høj grad er baseret på interviews med tidligere anbragte og pårørende samt arkivstudier. Den giver en grundig dokumentation af mange både seksuelle og andre former for uhyrlige overgreb – herunder også tvangssterilisation.

12. august kunne man så i P1 Morgen på DR høre daværende socialminister Astrid Krag sige, at der vil blive givet en undskyldning for de overgreb og den manglende omsorg, mange af de anbragte var udsat for. Desuden understregede hun, at eventuelle krav om erstatning skal håndteres af retssystemet.

Men skønt der derefter gik mere end to en halv måned, inden der blev udskrevet folketingsvalg, gav regeringen ikke den lovede undskyldning. Det kan undre, da den jo selv satte den omfattende undersøgelse i gang og som nævnt var interesseret i, at den skulle afsluttes hurtigt.

I forbindelse med udredningen blev der både lavet en film om nogle af dem, der havde været anbragt, og et ret omfattende materiale til undervisningsbrug. Men begge dele måtte ifølge en beslutning fra Socialministeriet først offentliggøres, når undskyldningen var givet; og en ny og ændret regering kan jo ikke være forpligtet af et løfte fra dens forgænger.

7. marts kom så endelig det tilsagn fra SVM-regeringen, som mange længe havde håbet på. Det betød, at der ville blive givet en undskyldning til alle, som har været anbragt under Særforsorgen. Men først 21. april meddelte socialministeren, at det ville ske 8. maj på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg – altså med kun 17 dages varsel, og hvor der højst kunne deltage 175 inkl. ledsagere. Også Danske Handicaporganisationer fik denne oplysning lige så sent som resten af befolkningen; og mange af dem, der længe havde set frem til en undskyldning, var slet ikke inviteret med. Det gjorde handicaporganisationernes formand, Thorkild Olesen, meget vred, og han fik ministeren til at udsætte tidspunktet for undskyldningen og udvide kredsen af dem, der skulle inviteres.

Datoen blev herefter ændret til 11. september, hvor arrangementet så endelig kunne finde sted på Comwell Bygholm Park i Horsens med plads til ca. 500. Det var på forhånd bestemt, hvem der kunne få ordet; så inden undskyldningen blev givet, var der taler af lederen af Danmarks Forsorgsmuseum Sarah Smed, den polioramte Hanne Klitgaard, der selv har været anbragt under Særforsorgen og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, hvis far tilbragte syv år på Livø – stemplet som det, man kaldte moralsk åndssvag.

Derefter tog socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil ordet og sagde bl.a.:

”Det var ulovligt at slå de anbragte. Den historiske redegørelse viser, at der blev begået vold i hele perioden fra 1933 til 1980.

På samme vis var ethvert seksuelt forhold mellem ansatte og anbragte ulovligt i datidens lovgivning…Alligevel beskriver redegørelsen ikke blot helt upassende og ulovlige seksuelle forhold, men også deciderede seksuelle overgreb. Min pointe er, at forholdene var forbudt med DATIDENS briller. Og alligevel lykkedes det ikke at beskytte de anbragte i sær – og åndssvageforsorgen mod det. Det er et svigt fra statens side.

Staten havde i den periode tilsynspligten og har åbenlyst ikke gjort sit arbejde godt nok…Nogle af jer blev som helt små børn fjernet fra jeres familier. Det blev du, Hanne. Tak, fordi du har delt din historie i dag. Du har tidligere fortalt om at blive anbragt på et hjem, der ikke var et hjem. Om at blive overladt til kolde voksne, der aldrig skulle have haft med børn at gøre. I stedet for kærlighed og omsorg – blev I opdraget med kæft, trit og retning.

Børn, der ikke kunne spise op, blev tvunget til det. De fik stoppet havregrød og øllebrød i halsen. Til de kastede op. Og så blev de tvunget til at spise det. I stedet for tryghed og stabilitet – blev I udsat for trusler og straf. Børn med svære fysiske handicap blev tæsket på ryggen, når de ikke kunne følge med i idrætstimen. To piger blev engang straffet med otte dage i sengen. Fordi de havde vinket til en lastbilchauffør…

Kære alle. Jer, der er her i dag. Dem, der ikke er her mere. Tidligere anbragte. Pårørende. Alle, som blev svigtet, mens I eller jeres kære var i statens varetægt. Hvad der overgik jer er langt fra det Danmark, vi tror på. Hvad der overgik jer vil vi aldrig glemme. Hvad der overgik jer skal aldrig gentage sig.

På vegne af den danske stat, på vegne af den danske regering – UNDSKYLD”.

Talen kan i sin helhed høres på vores hjemmeside blindehistorisk.dk, og selskabet er desuden i besiddelse af en optagelse af hele arrangementet.

Hvor mange, der har haft behov for at få denne undskyldning, ved jeg naturligvis ikke. Men det er i hvert fald godt, at den nu langt om længe er blevet givet. F.eks. hørte jeg under arrangementet en sige, at det her var den største dag i hans liv.

Skønt talen var både meget dækkende og afleveret med engagement, har mange undret sig over, at den blev holdt af socialministeren. I alle tidligere tilfælde er det nemlig statsministeren, som har givet officielle undskyldninger. men trods adskillige henvendelser til Socialministeriet er det ikke lykkedes mig at få en begrundelse for denne ændring.

Uanset hvad årsagen så er til, at Mette Frederiksen ikke selv gav undskyldningen, bør den inspirere regeringen til at få ændret de vilkår, mange mennesker med handicap i dag lever under. Danske Handicaporganisationer har i forskellige sammenhænge påpeget behovet for markante forbedringer, og vi skulle jo nødig om 25 år læse endnu en beskæmmende udredning. Derfor må der gennemføres en reform, der både retter op på den retsløshed, mange med handicap er udsat for, og som sikrer, at der bliver tilført betydeligt flere ressourcer til området.

3. Uddrag af kasserer i Kreds Fyn Torben Langers erindringer gennem 77 år

Torben Langer voksede op med et alvorligt synshandicap, som mange af hans omgivelser først ret sent i hans liv tog seriøst. I skolen og i læreårene blev han drillet og mobbet i ganske alvorlig grad. Det førte til en selvdestruktiv adfærd i ungdomsårene, og først da han i begyndelsen af 1970-erne mødte sit livs kærlighed, Birgit, tog hans liv en ny og mere lykkelig retning. Men før den tid har Torben Langer dog også haft et meget aktivt liv, som erindringerne her giver mange eksempler på.

I 2019 blev han interviewet i forbindelse med Odense Stadsarkivs erindringsindsamling, og den følgende tekst er baseret på dette interview i en lidt forkortet udgave.

”Jeg er født den 15. juli 1946 på Frederiksberg Hospital. De første fem år boede vi på Dianavænget i Rødovre, og på det tidspunkt var ingen klar over, at jeg havde et synshandicap. Mine forældre havde ikke bemærket noget. De var unge. Hver gang jeg tog noget op til øjnene, fik jeg nogle klap over fingrene af min far: ”Hold op med det der”! Det hører jo ingen steder hjemme. Han mente, at jeg var et normalt barn. Men det var jeg ikke. De forstod ikke, at jeg ikke kunne se noget.

Noget af det første, jeg erindrer fra min barndom i Dianavænget, er, at jeg på et tidspunkt faldt ud af vinduet. Vi boede på 1. sal. Min far var på aftenarbejde og havde glemt sin madpakke, som mor var cyklet ud med. Far arbejdede som glassliber i Rødovre sammen med min onkel. Jeg havnede i underboens, fru Petersens, tulipanbed. Det eneste jeg sagde, var ”av, min fut, av min fut.” Andet kunne jeg ikke sige. Jeg var vist kun et par år.

Mine bedsteforældre, min farmor og farfar, som boede i Odense, kom af og til på besøg. De fik nok ondt af mig, og så hvordan jeg blev ved med at tage ting op til øjnene. De syntes, at det var synd, at min far blev ved med at skælde mig ud. Noget var der jo galt. Jeg har senere fået at vide, at min mor og far i foråret 1950 tog mig med til en undersøgelse på Rigshospitalet, og der fik oplyst, at jeg sikkert inden for få år ville blive blind. Det skete heldigvis ikke.

Min far sagde sit job op ved glasfirmaet for at køre mig rundt i hele København. Det er noget, han har fortalt mig senere, og som jeg selvfølgelig tror, er rigtigt. Årsagen var, at han syntes, jeg skulle nå at se alle tingene, inden jeg blev blind.

Mine forældre besluttede, at det nok var bedst at flytte til Odense, så vi kunne være i nærheden af min farmor og farfar. I 1951, da jeg var fem år, flyttede vi så til Dagmargade 6, 4. tv. Det var en lille lejlighed, vi flyttede ind i. Vi havde en bitte stue, hvor der kunne være to lænestole. Mellem stolene var der et lille bord, og i hjørnet stod dampradioen. Der var også et bord med fire stole og en kakkelovn. Der var et soveværelse med to senge og et garderobeskab. Mine forældre lå i den ene seng, mens min lillebror, Karsten, og jeg lå i den anden. Så var der et toilet, hvor vi næsten var nødt til at bakke ind, så lille var det. Der var et køkken, hvor vi puttede 25 øre i en automat til gas. I kælderen var der en stor zinkbalje. Den skulle en af os, enten min bror eller jeg, hente op i køkkenet, når det var store badedag.

På gaden var der mange drenge. Det var ikke altid lige sjovt for mig, fordi jeg ikke kunne gøre de samme ting, som de andre. Da jeg var 5 – 6 år gammel, kunne jeg dog stadig se med begge øjne, selv om synet var meget svagt. Hvad synsstyrken var på det tidspunkt, ved jeg ikke, for der var ingen, som havde undersøgt det. Jeg kom ikke til andre undersøgelser, end dem vi havde i skolen. Jeg fik sådan set aldrig skæld ud for, at jeg ikke kunne se. Men min familie og folk omkring mig forstod bare ikke, hvad der var galt. Så der skete intet.

De andre børn på gaden drillede af og til, f.eks. når jeg ikke kunne se bolden. Men det var ikke så slemt som i skolen. Det skete alligevel tit, at jeg kom op og græd, fordi jeg var ked af det.

Min barndoms største oplevelser var, når jeg om sommeren lavede ”seksdagesløb” i gaden. Det skete på den måde, at alle drengene og pigerne dannede par, og så blev der hver dag efter skole og om aftenen løbet rundt i den blinde gade. Hver aften mellem kl. 18 og 20 havde vi sendt sedler ud til alle beboerne og spurgt, om de ville hjælpe os med gaver og præmier. Det var mig, som stod for alt det praktiske i legen. Det har jeg altid godt kunnet lide, også i dag.

Vi skiftede partner, når vi kom over målstregen, og når vi kom tilbage igen. Dem, der kom først, fik point og omgange. Og det var mig, der holdt styr på pointene og omgangene.

Guderne må vide, hvordan jeg klarede alle de år, hvor jeg gik i skole. Det var absolut ikke sjovt. Ingen ville sidde ved siden af mig. Jeg havde fået nogle briller, hvor glassene var meget tykke, men der var stadigvæk ingen, som vidste præcist, hvad der var galt med mit syn, eller gjorde noget ved det. Jeg husker engang, hvor jeg blev spurgt, hvad der stod på tavlen. Det kunne jeg ikke se. Så blev lærerinden rimeligt vred, og kaldte mig helt op til tavlen. Jeg stak næsen helt ind i tavlen for at se, hvad der stod, men blev derved hvid på næsen af kridt. Det blev jeg drillet med.

Da jeg kom op i de ældre klasser, fik jeg en lærer, som endelig tog mig til sig. Det var overlærer Hjorth. Han fandt ud af, at der var noget galt. Gårdvagten var lærer Hansen. Uanset, hvad der skete i skolegården, så endte det altid med, at jeg fik skylden og blev sat op til væggen. Vi havde ham også som gymnastiklærer. Når vi havde redskabsgymnastik, sprang vi over pulte, men det kunne jeg ikke på grund af mit dårlige syn. Det endte med, at jeg sprang ved siden af eller ramte den. Hansen havde ikke erkendt mit synshandicap, og troede jeg var uartig. Han blev sur, og jeg blev kaldt ind bagved og fik tre slag i numsen med en pegepind. Det skete ofte.

I skolegården fangede de andre drenge mig og tog glassene ud af mine briller, så de kunne bruges som hinkesten. Når jeg kom hjem, vankede der ballade, for så havde jeg ingen briller i en hel måned. Brillerne blev lavet i Schweiz af et firma, som var det eneste, der kunne lave de brilleglas, som jeg brugte. Glassene var meget tykke, buede indad og havde en styrke på minus 40.

Jeg fortalte ikke om drillerierne derhjemme, da jeg var bange for at få flere øretæver i skolen, hvor jeg ikke kunne klare mig. Når min mor og far opdagede, at mine briller var væk, sagde jeg blot, at jeg havde tabt dem. Jeg turde ikke sige, at de var blevet taget fra mig. Glassene var hulens dyre!

De første gange jeg havde karakterbogen med hjemme, fik jeg 3.2 i skriftligt arbejde. Det blev min far vred over, for det var jo meget dårligt. Han lovede mig, at jeg måtte begynde at spille fodbold i B1913, som jeg altid havde ønsket mig, hvis jeg fik bedre karakterer. Jeg anstrengte mig, og fik så næsten de højeste karakterer, man kunne få dengang, 5.2. 5.1, 5.2 og også 6. Alt hvad jeg skrev i mine bøger og papirer blev simpelt hen så pænt. Det er kommet mig til gode senere i livet. Jeg har en ret god ordenssans. Jeg begyndte også at spille fodbold i B1913, men det gik knapt så godt. Efter en sæson måtte jeg stoppe igen på grund af mit dårlige syn.

I skolen var det dog også et problem, at når jeg ikke kunne følge med i timerne, fik jeg bare en eftersidning. I 5. klasse fik vi som sagt overlærer Hjorth. Det var ham, der fandt ud af, at der måtte være noget galt med mit syn, som brillerne ikke kunne hjælpe med. Når han kunne se, at jeg ikke kunne følge med i timen, sendte han mig hen til skolelægen, som skulle se på mine øjne. Det skete ikke hver dag, men det skete tit. Hver gang hun kiggede på mine øjne, var svaret, at der ikke var noget galt og jeg blev sendt tilbage i klasseværelset.

Det lykkedes mig at få en mellemskoleeksamen. Jeg lærte at regne og skrive blot ved at blive ved og ved. Jeg kunne akkurat lige se, når jeg sad med næsen helt nede i bogen. Det var meningen, at jeg skulle have haft en realeksamen og være fortsat i 1. real. Lærerinden Fru Stern fortalte dog, at der ikke var nogen mulighed for, at jeg kunne få den hjælp og bistand, som jeg havde brug for. Dermed var det afgjort, at jeg nu skulle ud af skolen.

Der var ikke meget godt i skoletiden. Jeg var ikke med til ungdomsgilder og den slags, og følte mig altid ensom og alene. Kun derhjemme på gaden i Dagmargade gik det rimeligt. Der kunne jeg nogenlunde være med. Vi flyttede til Pogestræde 31 i 1961. Det var en meget større lejlighed, hvor Karsten og jeg fik hver vores værelse. I Pogestræde boede der ikke lige så mange børn som i Dagmargade. Der boede en dreng lidt længere henne, men andre var der ikke. Skæbnen ville, at jeg en dag tilfældigt røg ind i to drenge i Tivoli. En af dem mødte jeg senere i Pogestræde. Han skulle tisse, og jeg tilbød, at han kunne låne vort toilet. Leif Kjærulf, som han hed, blev min første rigtige kammerat. Jeg kom meget ud til hans forældre. De havde seks børn, og de blev faktisk min ”anden familie”. Leif havde deltaget i de unges cykelløb, der ofte blev kørt i Hunderupskoven, tæt på Skovsøen. Han blev bidt af cykling, og meldte sig ind i Fyns Cykel Ring. Han spurgte, om jeg ikke ville med, og det ville jeg selvfølgelig gerne. Der oplevede jeg min næste gode periode. I 1964 blev jeg valgt som sekretær i Fyns Cykel Ring og lærte en masse jævnaldrende at kende. Her blev jeg værdsat for første gang.

I 1963 fik jeg en læreplads i Nørregade, lige over for Skt. Hans Kirke. Her begyndte jeg en kontor- og lageruddannelse, og jeg skiftede mellem at være på lageret for at sætte varer på plads, og være på kontoret for at lave fakturaer. Det gik nogenlunde. Når jeg skulle læse noget på lageret, så kunne jeg tage tingene op til øjnene. Men der var selvfølgelig nogle ting, som smuttede en gang imellem. Jeg var også sammen med svendene, når de kørte ud for at aflevere varer til kunder – f.eks. mel, sukker, og hvad man ellers havde på et købmandslager. På min 18-års fødselsdag i 1964 var vi på kundetur i Sønder Nærå. Som lærling bar jeg de store 100 kg sække med rugmel op på loftet hos bagerne, og det skete også her. Jeg havde forinden sagt til min mor, at der var noget galt med mit højre øje. Det føltes som om, jeg havde blærer i øjet. På vej hjem fra Sønder Nærå bad jeg chaufføren om at holde ind ved Sankt Joseph Hospital. Det skulle undersøges, hvad der var galt. Men chaufføren ville ikke stoppe, hvorfor jeg truede med at springe af lastbilen, hvis han ikke lukkede mig ud. Han ville sladre, når han kom tilbage og ikke havde mig med. Det måtte han gerne, jeg vidste bare, at jeg skulle have øjnene undersøgt. Anstrengelsen ved at bære de tunge sække havde gjort det værre i mit øje.

På Sankt Joseph hospital gik der ikke mere end fem minutter, før øjenlæge Poul Martin Jørgensen, fik mig lagt ned i en seng og fik mit hoved fastspændt i en særlig støtte. Nethinden var faldet ned. Det var først her, at man konstaterede, at jeg var så kraftigt nærsynet, at mine øjenlinser var længere end i et normaløje. Det gav et større tryk mod nethinden, og anstrengelserne ved løfteopgaverne havde medført så voldsomt et tryk, at nethinden var faldet ned. Jeg lå i ”spændetrøjen”, som jeg kaldte det, i to måneder. Dengang troede man, at hvis patienten lå stille og ikke rørte sig, faldt nethinden på plads. Bagefter blev jeg overført til Rigshospitalet, hvor jeg blev opereret af professor i øjensygdomme Holger Ehlers. Mellem september til december blev det til fire operationer, og min øjenlæge fra Skt. Joseph Hospital, Poul Martin Jørgensen, var med alle gangene. Men det var professor Ehlers, som stod for operationerne, som gik godt, og jeg blev udskrevet den 23. december 1964. Men der gik kun seks dage, før det gik galt igen. Jeg blev på ny indlagt, men fik besked om, at de ikke kunne redde øjet. Du er blind på højre øje fra dags dato, lød den nedslående besked.

Efter operationen stoppede jeg med at bruge briller. De kunne simpelt hen ikke finde en brille, som passede til mit venstre øje – jeg led også af nystagmus, som er en ufrivillig, rykvis bevægelse af øjet. Øjet drønede kort sagt rundt. Det blev senere opereret, men siden 1963 har jeg faktisk ikke båret briller. Da jeg endelig vendte tilbage på lærepladsen, var det med en besked om, at de ikke kunne bruge mig længere. Jeg var fyret på grund af mit handicap.

Det blev Blindeinstituttet på Kastelsvej i København, der skulle hjælpe mig videre. Jeg fik en lille lejlighed i et kollegium for blinde og svagtseende i Kongens Lyngby, lige ved Lyngby Station. Det var fuldstændigt vanvittigt. Det var en stor gul firkantet bygning og meget kringlet. Min mor tudbrølede, da hun så huset, der absolut ikke var egnet for blinde.

Jeg kom på Linnésgades Skole. Her var det meningen, at jeg skulle tage en realeksamen. Først tog jeg S-toget fra Kongens Lyngby til Nørreport Station, og herfra gik jeg ad Nørrebrogade til Linnésgade. Det var godt at gå på skolen, hvor alle var ligestillede. Desværre ”dummede” jeg mig. Jeg fik afsluttet 1. real, men ikke 2. real på Linnésgades Skole. Jeg mødte en pige, Else, og vi besluttede os for at flytte sammen. Turen gik hjem til Pogestræde i Odense, hvor jeg stadig havde mit eget værelse på 2. sal. Men det gik slet ikke. Mine forældre blandede sig alt for meget, og mit dårlige syn gjorde ikke tingene bedre. Jeg var sygeligt jaloux, og til tider ikke sjov at være i nærheden af. Alt gik galt, forholdet endte med at gå i stykker, og hun flyttede til sin familie i Vust i Nordjylland.

Det var noget rod, men heldigvis kom jeg tilbage til cykelsporten. Her blev jeg ikke mobbet. I 1966 fyldte jeg 20 år og kom med cykelrytterne rundt i hele landet. Dengang var der en A-klasse for alle de bedste ryttere, en B-klasse og klasser helt ned til drengerytterne. Når de kørte enkeltstart, stod jeg hver søndag morgen fra kl. 4 og frem til middag for at ”tage alle ryttere hjem” – det vil sige, jeg startede dem og tog tid, når de kom hjem. Jeg kom med til nogle store landevejsløb og seksdagesløb. Blandt andet var jeg med til at føre løbsprotokol ved et stort landevejsløb i Jylland, som foregik over seks dage. Ved løbet deltog flere store ryttere, eksempelvis Jørgen Emil Hansen, Leif Mortensen, Ole Ritter og Ole Pingel.

Efter at have gået arbejdsløs siden jeg kom tilbage fra København, fik jeg i 1966 arbejde på Haustrups Fabrikkers værktøjslager. Aftalen var kommet i stand efter, at min far havde fået kontakt med en journalist, og der blev lavet en artikel i Fyens Stiftstidende, hvor der blev efterlyst en arbejdsplads til en dreng med dårligt syn. Driftschefen hed Jørgen Mikkelsen. Han var også sportschef for OBs fodboldafdeling, som min far og bror var tilknyttet og helt forgabte i. Min far havde talt med Jørgen Mikkelsen, og på den måde fik jeg arbejde.

Her blev jeg også mobbet. De to andre på lageret sad bare på deres bagdel og hyggede sig. Det var mit arbejde at udlevere værktøj og bor til svendene, som fremstillede dåser efter skabeloner. Det kunne f.eks. være et bor, som skulle måle 0,07 mm, og jeg skulle så bruge en skydelære til at finde de rigtige. Men at måle noget, der var mindre end 1 mm., det kunne jeg slet ikke se. Der gik helt kage i det. Arbejdet foregik på akkord, så de blev tossede på mig, hvis jeg var for længe om det. Der var faktisk én, som kom helt op at køre, og som forsøgte at banke mig. Jeg kan egentlig godt forstå det, for jeg var jo skyld i, at de satte penge til. Det endte med, at jeg blev væk og blev fyret.

Min far var blevet udekørende mælkehandler med hestevogn. Da jeg ikke havde noget arbejde, fulgte jeg med som hjælpende arbejdsdreng, hvilket var meget sjovt. Min mor arbejdede som syerske og var førstedame på Odense Kamgarnsspinderi på Klosterbakken. Hun var dygtig til at sy og syede også tøj til os. Hun var i øvrigt også dygtig til at lave sange og var altid den, der lavede lejlighedssange, når vi havde fester. Og så var hun fantastisk dygtig til at synge. Ja, jeg syntes faktisk, at hun sang bedre end Katy Bødtger.

Mine forældres forhold var ikke altid lige godt. Far var ikke altid så sød ved mor, og i perioder drak han nok lidt rigeligt. Sådan var det i flere år, men det ændrede sig fuldstændigt den 23. februar 1969. Den dag kom min mor op på mit værelse og sagde, at nu kunne hun ikke mere! Det var deres bryllupsdag, men efter 23 års ægteskab var bægeret fuldt. ”Karsten og jeg flytter”. Min bror var lige fyldt 18 år, men hun vidste ikke, hvad jeg ville. Det vidste jeg heller ikke. Jeg var sur, gal og ked af det. Vendte ryggen til hende. Det var det, og så gik hun. Jeg tror nok, at hun græd.

Dagen efter var jeg til møde om aftenen. Da jeg kom hjem, var der lys i stuen. Jeg havde slet ikke talt med min far efter, at min mor var taget afsted. I stuen sad far med nogle af deres fælles venner og hans nye dame. Da gik det op for mig, hvad han havde gjort! Filmen knækkede for mig, og jeg forsvandt op på mit værelse. Jeg tudbrølede.

Det blev begyndelsen på en tid, hvor jeg drak meget. Jeg kom især på Restaurant Tårnet på Rugårdsvej, som to tidligere cykelryttere, Bendy Pedersen og Kurt Rasmussen, havde overtaget. Det var nogle fantastiske kammerater, som jeg kendte fra arbejdet i Fyns Cykle Ring. Da mor og Karsten flyttede, var far og jeg alene tilbage i Pogestræde. Der var problemer med at få huslejen betalt. Far drak det hele op, og mor var der ikke til at holde sammen på tingene. Med min sparsomme invaliderente, som jeg var begyndt at få, forsøgte jeg at hjælpe, men det var uholdbart i længden. Det gik også ud over min pladesamling – jeg havde ellers samtlige plader med Elvis Presley og Cliff Richard foruden en pladespiller. Da jeg kom hjem en aften, var plader og pladespiller væk. ”Hvor fanden er de henne?”, tænkte jeg og gik ned til far: ”Jeg har sgu’ haft indbrud. Alle mine plader er væk!” ”Nå”, svarede han så. ”Bruger du dem?” Han havde solgt hele molevitten for at få penge til husleje. Jeg blev naturligvis ked af det. Og mopset. Det var slut med at støtte ham økonomisk, og til sidst blev vi smidt ud af lejligheden. Det var i 1969. Jeg havde pludselig intet sted at bo, var arbejdsløs og levede af socialhjælp. Jeg røg ned i et hul og drak fra morgen til aften. Der blev stiftet gæld hos Bendy på Tårnet, som blev betalt, når jeg fik penge fra kommunen. Jeg sov i porte, kældre, garager, og hvor jeg ellers kunne få plads. Hvis tøjet skulle vaskes, gik jeg ind i vaskeriet i Pogestræde. Jeg tog på i vægt og vejede på et tidspunkt 128 kg.

En aften spurgte Bendy, hvor jeg skulle hen, da Tårnet lukkede? Udenfor regnede det. Jeg vidste det ikke, jeg skulle bare have et sted at sove. ”Læg du dig bare ned bagerst i vores selskabslokaler, når du så vågner op i morgen, så kan du vaske op”, svarede Bendy. Det blev ikke sidste gang, jeg overnattede på Restaurant Tårnet. Somme tider fik jeg også lidt spise, og jeg fandt heldigvis også andre steder, hvor jeg kunne få nattely. I Tårnet kom der både taxachauffører og lastbilchauffører, blandt andet fra GASA. Det hændte, at jeg fik lov til at køre med på en tur sydpå, Tyskland, Frankrig eller Italien. Der var jo soveplads og varme i lastbilen. Det var sjovt.

Jeg levede som hjemløs i to-tre år. I den tid passede jeg kun min cykelsport og ikke andet. De fleste inden for cykelsporten vidste sikkert, at jeg drak. Men ingen sagde noget. Jeg passede mit og var ædru, når jeg var til arrangementer eller til cykelløb. Årene gik med druk. I slutningen af 1971 havde Bendy fået nok. Da jeg bad om en bajer og noget at spise, lød svaret, at jeg ikke fik noget, før min gæld var betalt. Han vidste godt, at jeg var blank og ikke fik understøttelse foreløbig. Gælden lød på omkring 1.000 kr. Du kan låne penge i banken, sagde Bendy. Men banken ville naturligvis ikke låne mig penge. Bendy foreslog, at jeg prøvede at gå over til Poul Nielsen i Sparekassen Fyn, som lå på hjørnet af Rugårdsvej og Store Glasvej. Poul Nielsen ville gerne hjælpe på betingelse af, at jeg skaffede to kautionister. Tilbage til Tårnet – her sad Bendy, formanden fra Fyns Cykle Ring Alex Haxgart og Kurt, som nu var blevet taxachauffør, og en af hans kolleger. De ænsede mig ikke et blik. Ingen gav mig en øl. ”Nå hvordan gik det?”, spurgte Bendy til sidst. ”Jo, det gik lidt bedre”, sagde jeg. ”Men jeg kunne ikke låne, hvis ikke jeg fandt to kautionister”. Det vidste Bendy jo godt og sagde: ”For det første Torben, så skal du holde op med at drikke. For det andet skal du lære, hvad penge er. Vi er blevet enige om, at vi (hvilket var Bendy og Alex Haxgart) vil skrive under på et kautionistbevis, så du kan låne 2.000 kr. og betale, hvad du skylder”. Det lærte mig, hvad penge er. Når man kun har en krone, så nytter det ikke noget at bruge tre kroner.

Jeg havde mødt mor, som blev forskrækket. ”Hvad i alverden. Hvordan er det du ser ud, min dreng? Dit tøj er beskidt, du er tyk, fed og dit hår er tjavset” Jeg fortalte, at jeg ingen steder havde at tage hen. Hun tilbød, at jeg kunne komme ud at bo i Lærkeparken, hvor hun boede. Min mor havde mødt en ny mand, der hed Tage. Hun havde prøvet med kontaktannoncer, som Tage havde reageret på. Det blev en lykkerus for min mor, som fik et fantastisk liv over mere end 30 år. Det havde hun også fortjent. Tage blev faktisk en reservefar for mig, og han tog sig godt af mig. Jeg var desværre nogle gange et dumt svin over for ham, og tit hørte jeg ikke efter, når han ville hjælpe mig – måske fordi jeg var blevet negligeret hele min ungdom. Nu mærkede jeg, at jeg var ved at blive voksen. Jeg var i begyndelsen af tyverne, og der var ingen, som skulle bestemme over mig. Jeg fik et værelse hos min mor og Tage. Jeg drak stadigvæk, men hun fik ordnet mit tøj, jeg blev vasket regelmæssigt osv. Tage mente dog, at jeg skulle stå på egne ben. Han skaffede mig en lejlighed i Egeparken. Det var en 1-værelseslejlighed på 7. sal. Der havde jeg en ølkasse, en gammel sofa, en gammel stol og et lille bord. Jeg havde også et gammelt Rank Arena fjernsyn med radio / pladespiller i, som jeg havde fået af en onkel i København. Det var da en start. Der var også et lille køkken med to kogeplader, men jeg manglede et job. Lejligheden blev betalt af min socialhjælp. Her trådte min ”reservefar” Tage til med en hjælpende hånd. Vi henvendte os på kommunens områdekontor i Vollsmose, hvor jeg kom i kontakt med en sagsbehandler, der hed Finn Andersen. Skæbnen ville, at ham og jeg havde gået i parallelklasse på Munkebjergskolen. Jeg fik en enestående behandling og fik at vide, at jeg som følge af mit handicap kunne søge førtidspension. Den mulighed havde jeg aldrig hørt om. I slutningen af 1971 søgte og fik jeg førtidspension med virkning fra 1972.

Mor fik i 1972 en opringning fra Arne Vedel Eriksen, der var blindekonsulent i Dansk Blindesamfund. Han ville gerne besøge os. Da de dukkede op, blev jeg vred. De skulle ikke komme og fortælle mig, at jeg skulle være medlem af Dansk Blindesamfund. Jeg fejlede ikke noget. Så jeg smed dem ud til mors store vrede. Men de var standhaftige og kom igen et par gange, og så hørte jeg på dem. De havde hørt så meget om mig i forbindelse med cykelsporten. Og mit handicap var så stort, at jeg burde være medlem af Dansk Blindesamfund. Jeg havde fået foretaget en synstest, som viste, at mit syn var under 10 % af en normaltseende, hvilket var det, der krævedes for at blive medlem. Arne Vedel Eriksen fortalte, at de havde brug for en med forstand på cykelsport, da blindesamfundet gerne ville starte en tandemklub. Jeg måtte jo være den fødte til at lave sådan noget? Det kunne de godt glemme, men de var ihærdige og til sidst accepterede jeg. Jeg blev medlem af Dansk Blindesamfund, alt imens jeg havde fået et sted at bo, fundet én, som hjalp, Tage. Der var mad på bordet hver dag, og det snavsede tøj blev vasket. Jeg begyndte også at tabe mig, men den stod stadig på bajere hver dag, dog ikke i samme mængde.

I sommeren 1971 mødte jeg Birgit. Det var kærlighed ved første blik for os begge. Jeg fandt det lidt overraskende, at en pige kunne blive forelsket i mig. Hun var desværre gift og havde børn, så vores forhold blev temmelig kompliceret. Jeg havde det skidt med at skulle ødelægge et ægteskab, sådan som min far havde gjort det. Men det var svært at undvære hinanden, og en efterårsdag i september 1972 blev vores forhold opdaget, og godt for det.

Jeg kan huske, at vi bagefter lå og snakkede en hel nat. Jeg forklarede hende, at jeg måske ikke var værd at holde på. Jeg drak jo stadig. Hun svarede blot, at det kunne vel laves om. Og pludselig blev alt vendt på hovedet. Med Birgit havde jeg fundet én, som holdt af mig. Siden denne dag – den 15. september 1972 har jeg aldrig været på værtshus og holdt helt op med at drikke. Jeg blev ædru! Året 1972 blev altså et vendepunkt. Jeg fik også tilkendt invalidepension og blev medlem af Dansk Blindesamfund.

Mit engagement i Dansk Blindesamfund kom til at fylde meget. Som noget af det første blev jeg involveret i oprettelsen af en tandemklub, som blev en stor succes. I klubben kunne blinde og svagsynede komme ud i naturen og få oplevelser, mens en seende – kaldet en pilot – styrede cyklen. Der blev kørt løb både i Danmark og rundt om i Norden – og både almindelige motionsløb og mere eliteprægede. Jeg kom efterhånden med i flere udvalg og bestyrelser under Dansk Blindesamfund. I 1985 blev jeg kredskasserer, og det er en post, jeg stadig udfylder i dag. Jeg blev også meget aktiv inden for Dansk Handicap Idræts Forbund, ligesom jeg var med til at starte Blindes Idræts Klub Fyn op. Jeg har selv spillet meget goalball, som er et blindeboldspil. I 1981 deltog jeg i de uofficielle europamesterskaber i goalball i Fulda, Tyskland. Det blev til en samlet andenplads, og jeg fik den første medalje i mit liv. Senere blev det til store oplevelser ved de Olympiske Lege for handicappede i USA i 1984. Den helt store triumf kom ved de første officielle verdensmesterskaber i 1985, som blev holdt i Calgary i Canada. Sammen med det danske landshold vandt jeg VM med en finalesejr over Israel. Højdepunktet i min idrætskarriere blev dog De olympiske Lege i Seoul i Sydkorea i 1988. Det danske herrelandshold havde egentlig ikke kvalificeret sig til legene, men der blev plads til yderligere to europæiske nationer. Med støtte fra Odense Kommune og med baggrund i fejringen af Odenses 1.000 års fødselsdag, Dansk Blindesamfund og Dansk Handicap Idrætsforbund, fik jeg stablet en forolympisk kvalifikationsrunde på benene, hvor otte nationer deltog. Vi nåede finalen, og selv om vi her tabte mod Polen, blev vi udtaget til at deltage i Seoul. Det blev en helt ubeskrivelig oplevelse, som jeg vil huske så længe jeg lever.

Efter 42 fantastiske år med Birgit mistede jeg hende kort før jul i 2014. Livet var hårdt i årene efter. Savnet var stort, men jeg kom videre takket være mine arbejdsopgaver i Dansk Blindesamfund. Det er rart at have noget at stå op til hver morgen. I dag er synet stort set væk, men jeg klarer dagligdagen alene med alle de gøremål, der skal foretages. En ny operation vil ikke kunne lykkes, så på et tidspunkt må jeg se i, ja i øjnene, at jeg bliver helt blind. Heldigvis er jeg frisk, så jeg klør bare på. Livet er trods alt meningsfuldt!

4. Anmeldelse af John Heilbrunns bog: ”Der bliver aldrig helt mørkt”, ved Jytte Louison Nielsen

I bogens indledning er forfatteren på en togrejse, hvor han til sin rædsel opdager, at hans fingre er helt oprevne og opkradsede. Han havde glædet sig til at skulle sidde og læse på turen, han kan ikke nyde udsigten, da han er blind, John læser med fingrene, og punktskrift er en vigtig del af hans liv. Han havde for nylig været i gang med at nedrive et gammelt bræddeskur, som stod på sommerhusgrunden, planen var, at han ville bygge et nyt til bl.a. sin drejebænk.

Hænderne kan hele op, det ved han, men at netop bygningen af det nye skur i 2021 bliver et katastrofalt projekt for ham, kan han ikke vide. Det sker, da han er godt i gang med at save brædder ud til det nye skur, men i et øjebliks uopmærksomhed kommer fingrene for tæt på rundsaven. Fingerspidserne på venstre hånds pege- og langfinger bliver ramt og skæres løse. Det er meget slemt, venstre hånd er den han bedst kan læse med. På hospitalet får han den besked, at han aldrig vil få følesansen tilbage igen i fingrene, selv om de er syet på. Men der hvor der leves et aktivt liv, der kommer man også til skade.

Længe før denne togrejse, i bogens første kapitler, er John på en tur til New York. Han er på vej hjem til Danmark efter at have indkøbt udstyr til sit lydstudie, og han har også lige købt en elektrisk Vintageguitar. Alt dette, sammen med anden bagage, skal han have med til lufthavnen. John propper og pakker sammen i sin rygsæk. Det, der ikke kan være der, bliver hængt og bundet fast på kroppen, og så begiver han sig afsted til fods.

Det er næsten nat, før han kommer afsted, det regner og tordner og er et helt forskrækkeligt vejr. En taxa kan han ikke håbe på at få, han tror nok, at han er ved at gå forkert, han råber, men ingen svarer, bagagen er begyndt at løsne sig og falde fra ham, stokken må han holde i munden, ja man kan kun håbe på, at det er hukommelsens bakspejl, der overdriver for at fremme forståelsen. Endelig kommer han op at køre med en postbil, chaufføren hedder Bill, og således kommer de to mænd i snak med hinanden. Det bliver en lang tur til lufthavnen, Bill ved ikke noget om blinde, så han begynder at spørge om alt muligt, som seende mennesker så gerne vil vide. Først vil Bill gerne vide, hvordan John som blind forestiller sig ham, hvor gammel han er, om han er hvid eller farvet osv. Bill synes, at John ser noget hippieagtig ud og vil gerne vide mere om ham. John fortæller om sit liv i Danmark, at han er 27 år gammel, og han fortæller om det rockorkester, han har startet sammen med en ven, orkesteret hedder Kester. John fortæller videre, at han er født i Californien i 1952 og kom til Danmark som seksårig. Som barn var han spejder og dyrkede sport sammen med sin broder Bruce, som var et år ældre end ham. De cyklede også på tandem sammen og legede forskellige lege.

John blev født tre måneder for tidligt, men da han kom hjem fra hospitalet, stod det hurtigt klart, at der var noget galt med synet. Forældrene måtte indse, at deres lille dreng var blind. I 1952 kunne et kuvøseophold blive skæbnesvangert for det for tidligt fødte barn.

Vi får et indblik i, hvordan hans forældre oplevede det. Sådan et lille bitte barn, som skulle have omsorg, og en mor som var helt slået ud, der er i forvejen et lille barn. I dag ville man nok sige, at hun havde en fødselsdepression. Den så vigtige tilknytning mellem mor og barn ville ikke rigtig lykkes, men heldigvis havde hans far overskud og nærvær til at give babyen varme og berøring.

Samtalen med Bill snor sig rundt om forskellige emner vedrørende en blind mands verden. De taler om hørelsens betydning, og Bill fascineres af udtrykket lydskygger, det at blinde kan høre omgivelsernes tilbagekast og former. Bill er en enestående tilhører, han interesserer sig umætteligt for sin blinde passager. Mange erindringer kommer frem, hvordan John helt selv gik til købmanden, og om hvordan hans far lærte ham at svømme, og han lærte ham glæden ved at arbejde med træ, og han fik lov til at bruge værktøj, hammer og sav. Sommetider kunne det også godt gå lidt vildt for sig, som den gang han var lige ved at drukne, men heldigvis blev han reddet af storebror. Alt dette var naturlige ting i en rask drengs opvækst.

Det er et fint fortællergreb, at vi befinder os på en landevej midt om natten med Bill som tilhører, og forfatteren som fortæller. Der bliver virkelig spurgt ind til alt, også om noget, som John ikke rigtig synes kommer andre ved, selv en blind mand vil gerne have sit private rum. Pludselig sker der noget uhyggeligt, John syntes, at Bill var blevet så stille, han siger hans navn flere gange, men der kommer ikke en lyd fra ham. Er der sket noget med Bill, er han faldet i søvn, fået hjertestop, eller hvad? Nu siger jeg ikke mere, kære læser af denne anmeldelse, du må selv finde svaret, når du læser bogen.

Vi er dem, vi er vokset op på skuldrene af – forældre og hele familien.

Johns far hed Bruno Heilbrunn og var ud af en jødisk familie fra Norge. Bruno rejste som handelsrejsende i flere europæiske lande også i Tyskland, hvor han blev alvorligt skræmt over nasismens fremgang, så Bruno flytter med sine forældre til USA, hvor han melder sig til militæret som special intelligence. Han kunne tale flere forskellige sprog, så det var oplagt. Johns mor hed Agnes, hun var dansk og ikke jøde. Hun var ti år yngre end Bruno og født i 1920. Da de giftede sig, slog de sig ned i USA, der boede den lille familie i et hus med have. Johns forældre var klar over, at deres barn skulle lære noget. De vidste også, at blinde læste punktskrift, og da der var en konkurrence, den hed ”Dronning for en dag”, hvor kvinder kunne tilmelde sig, hvis man havde et stort ønske, som man ikke selv havde råd til. Johns mor meldte sig til med det ønske at kunne købe en punktskriftskrivemaskine til sin blinde søn, så hun kunne lære ham at skrive. Hun vandt og blev ”Dronning for en dag”. Der kom således en punktmaskine til huset, og dronningen for den dag fik andre dejlige ting med i købet.

Da tiden kom til, at John skulle i børnehaveklasse, opstod der problemer, man ville ikke uden videre optage et blindt barn i skolesystemet. Efter krigen modtog Bruno en tapperhedsmedalje, som han aldrig havde båret, men den kom nu på en måde til nytte, og på det møde, hvor forældrene fik den dårlige besked, kylede han sin medalje hen over bordet med ordene ”så kan I få min medalje tilbage”.

Da John var seks år gammel, flyttede familien til Danmark, og de kom til at bo i Gentofte Kommune, og han kom til at gå i skole på Tjørnegårdskolen som det første blinde barn i den danske folkeskole.

I postbilen sidder de to mænd nu lidt i egne tanker. John Tænker tilbage på sin skoletid med de problemer, der var med at få undervisningsmaterialer, og han skulle også lære at skrive på en almindelig skrivemaskine, regne på kugleramme osv. Han husker også, hvor gerne han ville være med til alt det, de andre børn gjorde, han var en både positiv og forventningsfuld dreng. Det gjorde ondt, når han blev lukket ude fra oplevelser som f.eks. da klassen skulle til Bornholm, skolen mente ikke, man kunne tage ansvaret for ham på sådan en tur. Skuffelsen var naturligvis stor. Han fortæller i øvrigt meget åbent og ærligt om sine oplevelser, det sociale liv i skolen er nok det vigtigste for et barn, men han må smerteligt erkende, at lige meget hvad han gør, så bliver han ikke den, der er efterspurgt, så han stiller op til lidt af hvert, voldsomme lege, hvor han næsten helt sikkert bliver taberen. Men han er i det mindste med, og der bor en gøgler i hver en blind, når der bare falder lidt småmønt i hatten. Mødet med Blindeinstituttet på Kastelsvej og mødet med andre blinde kommer på længere sigt til at udfylde det tomrum, han har følt til andre børn og unge. Han kom på Blindeinstituttet for at lære at spille på klaver, da han var åbenlyst musikalsk. Gennem et ophold på Askov Højskole, udvides hans horisont til nye og spændende emner, politik, kunst og litteratur. Han flyttede hjemmefra på kollegie. John afsluttede sit jurastudie og rejste til New York for at uddanne sig til lydtekniker, og overvejelserne gik nu på, om han skulle blive i New York eller vende tilbage til Danmark. John vendte hjem, og det blev arbejdet med musik og lyd, han fandt det gode fællesskab i. John havde eget studie, men lydarbejdet ændrede sig med tiden, da digitalisering og ny teknologi overflødiggjorde hans erfaringer og dygtighed.

Som færdiguddannet jurist havde John både gåpåmod og optimisme, han søgte mange jobs og fik lige så mange afslag, han blev mødt med fordomme og uvidenhed omkring sin blindhed. På et tidspunkt blev han dog ansat på ferielovskontoret og udnævntes til souschef og udpeget til sekretær for en ny ferielovskommission. Samtidig med arbejdet i ferielovskontoret, arbejdede han frivilligt for Dansk Blindesamfund, hvor han rejste ud til nogen af verdens fattigste lande for at hjælpe blinde til skolegang og uddannelse. Den fattigdom og armod han mødte på disse rejser gjorde et stort indtryk på ham.

I 1994 blev John fastansat i Dansk Blindesamfunds internationale afdeling, og i bogen beskriver han det bistandspolitiske arbejde, som jeg ikke kommer nærmere ind på her. Men for de interesserede kan jeg anbefale at læse bogen. Denne rejse til New York var den første udlandsrejse, som John gjorde på egen hånd, senere skulle der komme mange andre rejser. Mange år efter tænker John tilbage på Bill og forestiller sig et brev til ham. I dette fiktive brev fortsætter han beretningen om sit videre liv, og om hvordan han bærer sig ad med at færdes på egen hånd ved hjælp af GPS og blindestok, gør han det klogt, dristigt eller dumdristigt? Det er undervejs sket, at han kom ud for alvorlige hændelser. En dag trådte han ud over en perronkant og undgik på et hængende hår at blive ramt af et forbikørende tog. En gang styrtede han ned gennem et hul i kørebanen, da han gik over en gade med vejarbejde. Der skete en virkelig alvorlig ulykke, da han en dag blev ramt af en bil og fik det ene ben slemt beskadiget. Der fulgte et langt hospitalsophold, efterfølgende genoptræning og lang tids afhængighed af hjælp fra andre. Trods disse hændelser gik han uforfærdet videre på sin vej gennem livet.

Hvad kærligheden angik, så var den ikke så let at finde og slet ikke let at fastholde. Men i 1997 finder John sin nuværende kone, Nina, 20 år yngre end ham. De blev gift og som 51-årig blev han far til sin yngste søn, der var således to drenge i den lille familie. Jeg citerer her direkte fra bogen: ”Jeg lærte mig fra barns ben at klare mig som blind i de seendes verden”. Så må det føles som et pauvert resultat, i mødet med seende forældre i børnehaven. De andre forældre ser en blind far, som skal hjælpes af sin femårige søn både med at finde en stol, at aflevere bagværket på det rette sted og at sørge for, at far får noget at spise mm. Ser de andre forældre en blind, som er ligesom dem, fordi han er vokset op mellem seende? Er man en gang blind, er man altid blind. Erkendelser kommer til en af flere omgange. I sommeren 2021 sker den ulykke, som vi hørte om i bogens indledning. John er dygtig med sine hænder, han saver og hamrer, han drejer ting i træ, men der er altså lige den dag, hvor fingerspidserne på venstre hånd næsten saves helt af. Beskeden fra lægerne til ham var, at han aldrig ville få følesansen tilbage i fingrene, selv om de var syet på, men kroppen er forunderlig i sin evne til at regenerere. I dag har John fuld følsomhed i fingrene.

Forfatteren er meget åben vedrørende sin evne til nære relationer, han mangler evnen til at være stabil her. Det er en beskrivelse af en næsten gentagelsestvang, han udviser ved at afbryde med ellers både søde, kloge og helt passende kvinder. Har det noget med hans tidlige og så vanskelige spædbarnstid at gøre?

Og nu slutteligt, i begyndelsen af bogen omtales en familiehemmelighed, der vedrører Johns far, denne hemmelighed fik han først at vide efter faderens død. Om den havde betydning i Johns liv, ved vi ikke, men hvem vil ikke gerne kende en hemmelighed. Det vil du kære læser sikkert også gerne, så endnu engang, læs bogen og få svaret.

Det er en dejlig bog, godt skrevet og godt komponeret. Denne bog kan læses af alle med interesse for livshistorier, den indeholder meget vigtig materiale om at være menneske – altså ikke alene et blindt menneske.

Tak for din bog John, jeg tror, den bliver en klassiker indenfor litteratur skrevet af blinde om blinde.

Bogen er udkommet hos Skriveværkstedet 2023 med støtte fra Velux Fonden. Den er på 250 sider og kan lånes som e-bog og punktbog på Nota.

5. Anmeldelse af Birgit Cornelia Larsens bog: ”Bakspejlet”, ved John Heilbrunn

Jeg faldt over denne bog i en af Notas seneste udgaver af Inspiration.

Eftersom jeg som tillidsmand i DBS og tidligere samarbejdspartner med Birgit har arbejdet med hende i organisatoriske sammenhænge, samt i mange år har arbejdet med hendes søster Gerd, blev jeg nysgerrig efter at lære mere om Birgits liv at kende, især som døvblind, eftersom det fyldte en hel del i mit samarbejde med hende, især for at sikre en god og funktionel kommunikation mellem os som blinde / døvblinde og resten af det forum, vi arbejdede i af seende.

Bogen hedder jo ”Bakspejlet” og må derfor som udgangspunkt ses som et fortællende tilbageblik om liv og dermed grundlaget for Birgits privatliv og de præmisser hun har levet under og lever med i dag, siden hun blev født i 1954.

Bogen er meget detaljeret med mange fine beskrivelser af dagligdags gøremål og aktiviteter og navne, slægtsfortællinger, citater fra sange og masser af breve fra hendes forældre. Jeg har valgt at fokusere på de dele af bogen, som jeg vurderer har almen blindehistorisk interesse.

At der i familien på flere leder og kanter har foreligget genetiske forudsætninger, som har ført til grå stær, Retinitis Pigmentosa og nedsat hørelse med tilhørende nedsat balanceevne er tankevækkende og en rød tråd gennem fortællingerne, men ikke i min optik forudsætninger, som jeg nærmere har kunnet analysere på faglig rimelig vis.

I min gennemlæsning har jeg efter en begyndende gøren mig bekendt med del 1, som især formodes at være en del af fortællingen til Birgits familie, ment at denne del af hendes fortælling er af lokalhistorisk og slægtsforskningsmæssig snarere end af blindehistorisk interesse.

Afsnit 2 fortæller om Birgits barndom, som i høj grad var præget af hendes mange indlæggelser på Rigshospitalets øjenafdeling på Blegdamsvej i København. Her blev hun gang på gang opereret for grå stær. For et lille barn fremstår de strikse sygeplejersker, fastspænding af hænderne i tremmesengen for at forhindre hende i at klø sig i de nyopererede øjne og de daglige stuegange med voksne, fremmede mennesker som nærmest et endeløst mareridt. Adskillelsen fra moderen, der listede af, når børnene var afleveret i kælderen til omklædning til hospitalstøjet er gribende, og hendes søster, Gerd, som er den eneste trøst og opmuntring læses som det enestående lys i mørket.

Også skoletiden med alle de misforståelser, misfortolkninger, drillerier og følelser af udenforskab fremstår som en fortælling, som hun selv beskriver som en kamp for at bevare roen udvendig, mens hun indeni græd af ydmygelse og frustrationer.

Beskrivelsen af en familie, der ud fra et nutidigt perspektiv kunne karakteriseres som usentimental, hårdhændet og rå (eksempelvis faderens hang til både verbale og korporlige måder at afrette og afstraffe sin hustru, sine børn og sine jagthunde), skal vel sættes i perspektiv til krævende levevilkår på landet og et liv på grænsen af fattigdom og uden senere tiders mere pædagogiske og empatiske tankegang.

Forfatteren skriver, at ”det sværeste ikke var nedsat syn og hørelse, men det at blive holdt udenfor”, og at hendes barndom svingede imellem at føle sig lykkelig og at være meget ensom og forknyt. Omgangen med søskende og de daglige lege med dem, især med søster Gerd fremstår som drivkraften og de mindeværdigt gode sider af hverdagen.

Fortællingen er fuld af eksempler på, hvordan Birgit træffer valg i forhold til sin uddannelse, sine fritidsinteresser og sine dagligdagssysler. Hun kunne ikke deltage i nogen former for boldspil, fx badminton, fordi hun ikke kunne se og følge boldens flugt, så i stedet blev hun god til at cykle, endda mere end 12 kilometer hver vej til skolen, svømning og atletik.

Da hun kom i de store klasser, fik hun en knallert, og hendes livsudfoldelse kom både til at koste hende brækkede arme og ben.

Selv om høretabet var en realitet, som Birgit i barndommen led af, men ikke opfattede som et problem, fordi moderen også havde nedsat hørelse, hvorfor alle i hjemmet talte højt (i forvejen), var det først i 9. klasse, at man ved en høreprøve opdagede, at hun faktisk havde en alvorlig hørenedsættelse. Hun nægtede at underkaste sig den ydmygelse at skulle gå med et høreapparat.

At Birgit kom til at følge undervisningen i 10. klasse på Bogø Kostskole, på små hold med veltilrettelagt undervisning og brug af flere relevante hjælpemidler, fremstod for hende som et vendepunkt i ungdomsårene: At kunne mestre ”blindskrift” på skrivemaskine, høre og forstå alt, hvad der foregik i undervisningen og endda få rigtige venner og ikke blive udsat for mobning var helt nye præmisser for hendes liv. I dette miljø gik børn fra hjem med misbrug, hvor forældrene arbejdede i udlandet eller ret og slet, havde en eller flere funktionsnedsættelser. Hun beskriver denne omvæltning som en læringsproces, som førte til at blive en del af et fællesskab.

Et vendepunkt i det sociale liv – herunder i forhold til muligheden for at få en kæreste – indtraf, da de ”hinkestenstore” briller kunne afløses af kontaktlinser, som ikke virkede skæmmende og forbedrende hendes synsevne – deraf et afsnit i bogen med overskriften ”En dejlig sommer med kontaktlinser”.

Birgit beskriver uden filter de næste år på højskole og i samvær med unge mennesker som mere havde karakter af et slags ungdomsoprør, som involverede tyveri af køretøjer, hærværk, rygning af hash og fejlagtige oplysninger til forstanderen på den højskole, hvor hun var tilmeldt, men langtfra oplevede de succeser i kommunikation og indlæring, som hun havde håbet.

Birgits uddannelse på børnehaveseminariet beskrives både som spændende og meget besværligt. Hendes vurdering af de forskellige discipliner og aktiviteter blev målt ud fra, i hvilket omfang hun kunne håndtere, forstå, mundaflæse og suge udbytte ud af de mundtlige og sociale sammenhænge med de færdigheder, hun kunne gøre brug af. Her var gruppearbejdet med snak på kryds og tværs blandt de største udfordringer og ofte med musik i baggrunden. Hendes valg blev derfor at studere solo og gå op i emnet ”Integration af handicappede”.

Fortællingen centrerer sig herefter om Birgits to ægteskaber, først Leif, hendes børns fader, som hun giftede sig med i 1972 og blev skilt fra i 1991 og sit andet ægteskab med Jan, som blev til ved hjælp af en kvindelig ægteskabsformidler, som havde fundet 8 mulige matches, hvoraf Jan efter en periode med mange positive oplevelser, blev hendes nye ægtemand med en større familie til følge med både sammenbragte børn, bonusbørn og – naturligvis hendes egne døtre.

Ind imellem disse to detaljerede skildringer om livet som den af en kernefamilie, giver Birgit en nærmere, teknisk, men nyttig redegørelse for Den nordiske definition på døvblindhed (cirka 75 punktsider). En sådan definition blev først lanceret i 1980, og blev revideret til den nuværende gældende version fra 2016. I den forbindelse fortælles om etablering af handicaporganisationen Foreningen af Danske Døvblinde, som blev stiftet i 1987, og som har til formål at arbejde for en synliggørelse og inklusion i samfundet samt at være et ”livgivende samlingspunkt og netværk for organisationens medlemmer i hverdagen”. I dette afsnit beskrives ved mange eksempler, hvad et dobbelt handicap som døvblindhed går ud på, og hvorledes personer med døvblindhed af omverden kan være svære at forstå i detaljen.

Hun runder sin familiemæssige fortælling af med en fortælling om sin moders pensionistliv som døvblind – en slags sløjfe på familiefortællingen.

Før en tegning af sit omfattende stamtræ giver Birgit ordet til sine to døtre, der kort fortæller om deres syn på moderen, som de i høj grad opfatter som døtre ville opfatte en moder, dog med den forskel, at deres moder har været både blind og døv. Majken mener, at hun er langt mere beskyttende over for sin moder, end hun er i forhold til andre mennesker i sit liv.

Maria, den anden datter beskriver, hvor irriteret hun kan blive på andre mennesker, som agerer akavet eller tror, at hendes moder fx har drukket, fordi hun har problemer med sin balance eller i øvrigt har ondt af hende, når hun nu er så stærk og sej.

Her cementerer to livsvidner den nok så kendte sandhed, at personer, man er tæt på, opleves lige så fuldgyldige og kompetente, som andre, ja, måske endnu stærkere, selv om de udefra set har nogle store udfordringer at takle.

Bogen er udkommet hos Saxo Publish. Den er på 342 trykte sider inkl. billedmateriale, knap 500 punktsider ny stor forkortelse (bog nr. 422441) og indlæst af Milla Mølgaard.

6. Omtale af Jesper Froms artikel: ”Den døvblinde Helen Keller” ved Lena Bang

Helen Keller blev født den 27. juni 1880 i Tuscumbia, Alabama i USA i en velhavende familie. Hun udviklede sig normalt det første leveår. Var begyndt at gå og kunne også sige en del ord, men i februar 1882 fik Helen pludselig høj feber og havde ondt alle vegne. Lægerne var bange for, at hun ville dø, fordi hun nærmest var bevidstløs et stykke tid. Ingen vidste præcist, hvad sygdommen skyldtes, men formentligt meningitis eller skarlagensfeber. Feberen forsvandt, men efterfølgende kunne hun hverken høre eller se. Til gengæld følte, lugtede og smagte hun på alt. F.eks. følte hun på sine forældres læber, når de talte. Forældrene rejste rundt til forskellige læger i hele USA for at undersøge om der kunne gøres noget, men der var intet at stille op. Forældrene var meget fortvivlede, så de begyndte at forkæle deres lille datter, hvilket resulterede i, at hun udviklede sig til en udadreagerende tyran. Hun slog, bed og sparkede eller smed med ting, når hun ikke fik sin vilje, eller, hvis hun ikke forstod, hvad der skete omkring hende. Hun udviklede sin egen måde at kommunikere på. F.eks. når hun ville i hønsehuset og samle æg sammen med kokkepigens datter lavede hun bevægelser, som om hun samlede æg op, eller, når hun var sulten imiterede hun moderen, når hun skar brød. Der skete desværre også et par farlige situationer.

En dag kom hun til at vælte vuggen, hvor hendes lillesøster lå, og hun var en anden dag også ved at sætte ild til huset, fordi hun ville tørre noget vådt tøj på brændeovnen. Heldigvis fortsatte Helens liv ikke på den måde, idet hun senere fik sin lærer ved navn Anne Sullivan. Hun var en kvinde, der var vokset op hos en enlig alkoholiseret far, der udsatte hende og hendes søskende for omsorgssvigt. Indtil hun var godt 15 år havde Anne Sullivan været næsten blind, men fik det meste af sit syn tilbage pga. en øjenoperation. Hun havde derfor været elev på et blindeinstitut, hvor hun havde lært punktskrift, sortskrift samt det taktile håndalfabet for døvblinde. Alt dette lærte Anne Sullivan videre til Helen Keller. Dette medførte, at Helen Keller i høj grad fik udvidet sit ordforråd samtidig med, at hun fik brudt en stor del af den isolation hun levede i. Senere lærte hun også at tale, og hun læste filosofi på universitetet. Således var hun den første døvblinde i verden, der tog en universitetsuddannelse. Sammen med Anne Sullivan besøgte hun andre mennesker med forskellige handicaps især blinde, døve og døvblinde. Dette gjorde, at hun meldte sig ind i det amerikanske socialistparti og desuden blev en ivrig aborttilhænger. Helen Keller rejste også til flere lande. Bl.a. besøgte hun København i 1957, hvor hun modtog en statuette af H. C. Andersen. Hun har også skrevet bøgerne ”The Story of My Life” og ”My Life in Darkness”. Disse er oversat til flere sprog. ”Mit livs historie” findes som lyd- og punktbog på Nota, der også som lydbog har Hjørdis Varmers bog for børn: ”Helen kan – for hun vil”.

Helen Keller døde i 1968.

Jesper Froms artikel ”Den døvblinde Helen Keller” er offentliggjort i Dansk Medicinskhistorisk Årbog 2022. Den er på 16 sider og kan fås i en elektronisk udgave ved henvendelse til Blindehistorisk Selskab.

7. Generalforsamling 2024 i Blindehistorisk selskab

Sæt kryds i kalenderen lørdag – søndag d. 9. – 10. marts 2024 til årets generalforsamling og flere gode og spændende indslag i løbet af weekenden.

Alle medlemmer, som har betalt kontingent inviteres til dette årlige træf, hvor du for et deltagergebyr på kr. 524 vil få adgang både til generalforsamlingen, en festlig aften med jazzmusik, ved det meget velspillende ensemble af blinde musikere kaldet OK 24. Desuden – og ikke mindst en inspirerende søndag formiddag med oplæg og samtale om blinde menneskers fremtræden både som betlere, som personer i litterære værker og som aktører på den moderne mentale markedsplads. Det er jo med velfærdsstaten, at blindes sociale og økonomiske forhold løftes op, men har denne udvikling også ændret på accepten af de blinde i den kollektive forestilling?

8. Svend Thougaard sat i bronze med punktskrift, ved Kurt Nielsen

Svend Thougaard, medarbejder på Refsnæsskolen siden 1974, døde den 28. november 2022 efter længerevarende sygdom.

Punktskrift havde en helt afgørende plads i Svends professionelle liv. Svend var til stadighed optaget af at udbrede kendskabet til punktskrift og optaget af at medvirke til at udvikle punktskrift gennem sit medlemsskab af Det Danske Punktskriftnævn gennem mange år. Jeg har i punktskriftnævnet haft fornøjelsen af at samarbejde med Svend som en drivende kraft i nævnets virksomhed og i særdeleshed ved udarbejdelsen af reformen af punktskriften “Den Danske Punktskrift 1993”. Vidende og altid engageret i det efterfølgende arbejde gennem de mange år i Punktskriftnævnet. Derfor skal Svends navn sættes med punktskrift i bronze på hans gravsten i familiegravstedet på kirkegården ved Sorø Klosterkirke.

Idéen til at sætte en bronzeplade blev først formuleret af Niels Ove Jørgensen, svagsynet kollega til Svend gennem mange år på Refsnæsskolen.

Den praktiske opgave med fremstilling og montering af bronzepladen blev udført af Danske Stenhuggerier ved Malene F. Christensen, afdelingen i Kalundborg. Finansieringen blev skaffet dels gennem en betragtelig rabat fra det tyske Bronzestøberfirma, der støbte bronzepladen, dels gennem monteringen af bronzepladen uden beregning af Malene F. Christensen og endelig gennem en kontant bevilling fra Dansk Blindesamfund.

Ved et besøg på gravstedet, hvor Hans Erik Olsen, Niels Ove Jørgensen, Kurt Nielsen, som alle er medlemmer af Blindehistorisk Selskab, var tilstede sammen med Malene F. Christensen, kunne vi godkende resultatet. Svends fulde navn: Svend Aage Høeg Thougaard kan læses i korrekt og tydelig punktskrift på gravstenen.

Sammenkomsten sluttede vi af med kaffe og brød på Café Trekonger i Sorø. Den samme café, som vi tidligere havde besøgt ved et mindearrangement efter Svends bisættelse i Sorø Klosterkirke.

I Nyhedsbrev nr. 1 fra i år kan man læse Hans Erik Olsens nekrolog: ”Brailleskriftens konge er ikke iblandt os længere”.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

 

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2/2023.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg
2. Referat af generalforsamlingen afholdt på Fuglsangcentret 4. marts 2023, ved Lena Bang
3. Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede – 26 levnedsløb fra blinde, som dengang var unge, ved John Heilbrunn og Poul Lüneborg
4. Barndomserindringer: om at være vokset op som integreret blindfødt ved Lena Bang.
5. Anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog: ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”, ved Karen Marie Pedersen
6. Anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog: ”Gennem krattet”, ved Jytte Nielsen
7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

Dette er i sandhed et nyhedsbrev, som fokuserer på blindes historie. Forskellige momenter af denne historie går som en rød tråd gennem nyhedsbrevets artikler fra 1700-tallet til udgangen af det 20. århundrede.

Selskabets næstformand Lena Bang tager i sin artikel læseren med gennem hendes barndom, fra hendes erindringer fra tiden i vuggestuen, til hun forlader folkeskolen. De mange detaljer, småhistorier og oplevelser med forældre, kammerater, lærere, synskonsulenter m.m. giver et levende indtryk af, hvad det på godt og ondt betyder at vokse op som integreret elev i Danmark i slutningen af 1970-erne og i 1980-erne.

Karen Marie Pedersens anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer” fortæller, hvorledes det, når det går bedst, kan forløbe, når en voksen i samme periode rammes af et alvorligt synshandicap, og må lade sig revalidere til en helt anden vej i livet. Peter forstod at bruge de nye muligheder, som lovgivningen og det nye Blindeinstitut i 1968 åbnede op for.

Overfor Peter Hansens fortælling står Jytte Nielsens anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog ”Gennem krattet”. Peter Nielsen mister synet 14 år gammel og kommer på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet, hvor han erhverver sig de nødvendig forudsætninger for at bestå præliminæreksamen efterfulgt af uddannelsen som fysioterapeut. Han lægger ikke skjul på sin kritiske holdning til kvaliteten af den undervisning, han har modtaget. For ham er arbejdet som fysioterapeut ikke tilfredsstillende, og han kaster sig over psykologistudiet ved Københavns Universitet. Hans fortælling dokumenterer begrænsningerne i blindes uddannelsesmuligheder, som Blindeinstituttet kunne tilbyde frem til sidste halvdel af 1960-erne. Det er et imponerende gå på mod og iderigdom Peter Nielsen lægger for dagen i sine bestræbelser på at nå sit mål. Peter Nielsens uddannelsesforløb er en fornem beskrivelse, af vilkårene for blindes uddannelsesmuligheder frem til de nye tendenser, som langsomt så dagens lys i løbet af 1960- og 70-erne, som er beskrevet i den rapport, som John Heilbrunn og jeg selv fortæller om i en artikel som er en gengivelse af vore oplæg på arrangementet den 18. november 2022, hvor selskabet fejrede sin 28 års fødselsdag.

Indledningsvis giver jeg et historisk overblik over blindes forsørgelses- og beskæftigelsesmuligheder gennem de sidste 200 år. Efterfølgende præsenterer John Heilbrunn rapporten baseret på 26 interview med blinde som gjorde brug af de nye uddannelsesmuligheder, som lovgivningen og administrativ praksis åbnede op for i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede.

Ud over de her omtalte 4 artikler, indeholder dette nyhedsbrev referatet af selskabets generalforsamling den 4. marts i år.

Jeg håber, at anmeldelserne af de 2 bøger giver mange af selskabets medlemmer lyst til at læse dem. De er begge hver på sin måde meget læseværdige. Jeg kan allerede nu afsløre, at der venter yderligere anmeldelser af bøger skrevet af blinde i kommende nyhedsbreve. Det er en markering af blindes historie, som vi i bestyrelsen i høj grad påskønner.

Til slut vil jeg ønske alle en god sommer og på forhåbentlig snarlig gensyn ved et kommende medlemsarrangement, som vil blive omtalt i næste nyhedsbrev.

2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk selskab afholdt på Fuglsangcentret 4. marts 2023, ved Lena Bang

Ad pkt. 1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

Formanden bød velkommen.

Ad pkt. 2. Navneopråb, præsentation af deltagerne.

Der var 26 deltagere tilstede.

Ad pkt. 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

Erik Vind Frost blev foreslået og valgt som dirigent uden modkandidater. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

Som stemmetællere valgtes Helle Riley og Frans Lynglund, og Lena Bang blev valgt som referent. Alle blev valgt uden modkandidater.

Ad pkt. 4. Godkendelse af dagsorden.

Dagsordenen blev godkendt.

Ad pkt. 5. Godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling.

Dette blev taget til efterretning.

Ad pkt. 6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2022 / 2023 til godkendelse.

Poul Lüneborg gennemgik hovedpunkterne i årsberetningen, idet den havde været bragt i nyhedsbrev nr. 1 2023. I det forgangne år har bestyrelsen bestået af følgende:
Formand Poul Lüneborg
Næstformand Lena Bang
Kasserer John Heilbrunn
Redaktør Ove Gibskov
Sekretær Thorvald Kølle
1. suppleant Leif Martinussen
2. suppleant Ole Bruun Jensen.

Desværre afgik Ole Bruun Jensen ved døden den 10. juli 2022 efter længere tids sygdom.

Bestyrelsen har afholdt fire fysiske møder på henholdsvis Fuglsangcentret og Handicaporganisationernes Hus, og samarbejdet har været godt og konstruktivt.

Selskabet havde ved udgangen af 2022 126 medlemmer, men i skrivende stund tæller selskabet 123 medlemmer, idet der er tre, der er afgået ved døden. Vi har fem kollektive medlemmer, som er Synscenter Refsnæs, Instituttet for Blinde og Svagsynede, Nota, den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde samt Bredegaard. Resten er enkeltmedlemmer. Vi forsøger i blindehistorisk selskab at rekruttere flere medlemmer ved bl.a. at bringe artikler i medlemsbladet. Fra generalforsamlingen kom der også forslag til, hvordan der kunne skaffes flere medlemmer. Det er vigtigt, at få fat i gruppen af yngre medlemmer, der også har været integreret i skolesystemet. I den forbindelse kunne det være en ide at kontakte DBSU for at høre, hvad der historisk interesserer unge mennesker. Desuden kunne der laves et medlemsarrangement om DBSU’s historie. Det blev også foreslået, at lave små podcasts med historisk indhold.

Vores medlemsliste var i 2022 desværre længe undervejs. Det skyldtes, at det tog lidt tid med indbetalingen af medlemskontingenterne. Den blev således først udsendt til de medlemmer, der ønskede listen på mail, den 3. august og herefter på punkt, Daisy og sort. Bestyrelsen vil fremover bestræbe sig på at udsende medlemslisten så hurtigt som muligt efter generalforsamlingen. Det er vigtigt, at medlemslisten er så ajourført som muligt.

Den blindehistoriske arbejdsgruppe består af to repræsentanter fra henholdsvis Blindehistorisk Selskab og Fritids og Kulturpolitisk Udvalg. I det forgangne år har gruppen bestået af Poul Lüneborg og Ove Gibskov fra Blindehistorisk Selskab samt Karen Marie Pedersen og Dennis Bonet Aabank fra Fritids og Kulturpolitisk Udvalg. Der blev sidst afholdt møde den 10. december 2022, hvor samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion samt Jesper Holten, fra DBS’s forretningsudvalg, også deltog. Mødet havde været godt og konstruktivt. Der arbejdes stadig på at sikre de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. De blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet har været opbevaret på Medicinsk Museion siden 2013. Formanden understregede desuden vigtigheden af, at betydningsfulde personligheder inden for den danske blindesag, der afgår ved døden bør markeres f.eks. med mindeord i medlemsbladet.

2022 var også året, hvor interviewundersøgelsen, omhandlende blinde og svagsynedes levevilkår i 60’erne og 70’erne, blev gennemført og afsluttet. Interviewgruppen bestod af John Heilbrunn som tovholder samt Kurt Nielsen og Helle Riley, der har stået for at gennemføre de 26 interviews samt Thorvald Kølle og Lena Bang. Der er således blevet udarbejdet en konkluderende rapport, som blev afleveret til Medicinsk Museion ved en reception i Handicaporganisationernes Hus, den 18. november 2022. Der deltog 40 medlemmer og indbudte gæster i arrangementet.

Selskabet har i løbet af 2022 udgivet tre nyhedsbreve. Bestyrelsen benyttede lejligheden til at takke alle, der havde bidraget til disse med artikler. Derudover opfordrede formanden til fortsat at komme med indlæg ved at kontakte redaktør Ove Gibskov. Det er stadig muligt at abonnere på nyhedsbrevet på henholdsvis punkt, mail, sort og som Daisy.

Der blev på generalforsamlingen givet udtryk for stor tilfredshed med punktudgaven, men, at det ville være rart med sidetal.

Rita Ilsted Smith er efter Ole Bruun Jensens død blevet selskabets nye webmaster. Hun vil fremover sørge for, at vores hjemmeside løbende bliver opdateret.

I forbindelse med Synscenter Refsnæs 125-års jubilæum, er der blevet udarbejdet et jubilæumsskrift. Der blev i 2020 nedsat en redaktionsgruppe bestående af Leif Martinussen som tovholder plus Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen. Vi vil lave aftaler med Dansk Blindesamfund og Synscenter Refsnæs, om at få jubilæumsskriftet præsenteret for offentligheden på jubilæumsdagen den 1. november 2023.

Endvidere kan det nævnes, at vores nye webmaster Rita Ilsted Smith er gået i gang med en grundig gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet, der fungerede fra år 1900 til 1973, som hjem for arbejdsføre blinde kvinder.

Angående sagen om undskyldninger, til anbragte indenfor særforsorgen fra 1933 til 1980, vides det i skrivende stund ikke, hvornår en undskyldning fra regeringen vil komme. På generalforsamlingen blev det også foreslået, at få belyst Notas historie. Efter gennemgang og drøftelser blev årsberetningen enstemmigt godkendt.

Ad pkt. 7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2022 til godkendelse.

Kasserer John Heilbrunn gennemgik regnskabet. Dette blev enstemmigt godkendt.

Ad pkt. 8. fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsens forslag om at fastholde kontingentet på 150 kr. blev enstemmigt godkendt.

Ad pkt. 9. Indkomne forslag.

Der var ingen indkomne forslag.

Ad pkt. 10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer samt revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen var på valg:
Kasserer John Heilbrunn for en 2- årig periode, er villig til genvalg. Han blev genvalgt med applaus og uden modkandidater.

Bestyrelsesmedlem Thorvald Kølle ønskede ikke genvalg, så der skulle vælges et nyt bestyrelsesmedlem for en 2-årig periode. Jytte Nielsen ønskede at opstille, og blev valgt med applaus. Der var ikke andre, der ønskede at stille op.

Derudover skulle der vælges to suppleanter for et år. Leif Martinussen blev genvalgt som 1. suppleant. Som 2. suppleant valgtes Thorvald Kølle uden modkandidater.

Som revisorer blev Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen genvalgt for et år. Som revisorsuppleant genvalgtes Nete Parkov for et år.

Ad pkt. 11. Eventuelt

Jytte Nielsen blev budt velkommen i bestyrelsen. Ellers ingen bemærkninger.

Onsdag den 10. maj.
Referent: Lena Bang.

Den 11. maj 2023
Godkendt på bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, Formand

Den 16. maj 2023
Godkendt Erik Vind Frost, dirigent på mødet

3. Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede – 26 levnedsløb fra blinde, som dengang var unge, ved John Heilbrunn og Poul Lüneborg

Indledende oplæg ved Poul Lüneborg, formand for Blindehistorisk Selskab.

Ved selskabets 28. års fødselsdagsreception den 18. november 2022 fik Medicinsk Museion, ved samlingschef Ion Meyer, overdraget rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” Rapporten blev præsenteret af cand. Jur. John Heilbrunn, som havde været tovholder for den arbejdsgruppe, der stod bag denne publikation.

Forinden præsentationen af rapporten havde jeg påtaget mig at sætte rapportens resultater ind i et historisk perspektiv. Jeg har tilladt mig at omskrive mit mundtlige oplæg til nærværende fremstilling, som er suppleret med nogle faktuelle oplysninger for at give en mere fyldestgørende beskrivelse af udviklingen.

Jeg vil i det følgende bevæge mig op i den historiske helikopter og fremhæve en række forhold som belyser udviklingen af blindes forsørgelses- og beskæftigelsesmæssige forhold gennem de sidste 200 år.

For at få et begreb om den historiske udvikling på dette område, må man forstå, at der er en tæt sammenhæng mellem disse 2 begreber.

Den første afhandling jeg vil pege på er Jeanne G. Christensen: “Mestendels blind. – Blinde i det mønske landbosamfund 1645-1800”, speciale i etnologi, Københavns Universitet, 2000.
I denne periode må blinde forlade sig på familien, på betleri og i yderste tilfælde på kirkens såkaldte ”milde institutioner”.

Første gang blinde optræder i lovgivningen, finder vi i Forordningen af 24. september 1708 om Betlere i Danmark, såvel på Landet som i Købstæderne udstedt af Kong Frederik den 4. Denne forordning etablerede et offentligt forsørgelsesvæsen. Forordningen havde to formål nemlig

1) at få udskilt uværdige fattige og standset deres betleri, og

2) at få etableret en ordning til forsørgelse af de ‘værdige’ fattige. Som værdi til at modtage hjælp af det offentlige, betragtede forordningen først og fremmest blinde sengeliggende og de, som slet intet kan fortjene, samt små forældreløse børn. Denne nye lovgivning inddelte personer med behov for forsørgelse i forskellige klasser, helt i overensstemmelse med de tanker som blev udtrykt af oplysningstidens filosoffer. Blinde blev placeret i gruppen som hørte til de mest værdigt trængende.

Oplysningstiden satte sit præg på udviklingen med ”Den store Fattigkommission af 1787” omtrent samtidig med ”Den store Skolekommission” og med ”Landbokommissionen”. Fattigkommissionens midlertidige love resulterede i en yderligere systematisering af de behovstrængende i 3 klasser. De blinde henførtes til den første klasse, som havde krav på at blive forsørget. Denne midlertidige lovgivning fungerede frem til 1891, hvor fattigloven blev revideret på grundlag af grundlovens bestemmelser.

En form for almindelig undervisningspligt blev indført i alle landets sogne i 1739, men denne pligt blev af økonomiske grunde ikke fuldt ud gennemført overalt i landet og omfattede ikke blinde.

Med oplysningstiden blev der for alvor fokuseret på undervisning af blandt andet blinde. I Frankrig oprettede Valentin Haüy, medarbejder i det franske udenrigsministerium, et blindeinstitut i Paris i 1785. Dette initiativ inspirerede Frederik Christian Brorson, kapellan ved Garnisonskirken og hans kolleger i Selskabet Kjæden til at skabe gehør for oprettelse i 1811 af et privat blindeinstitut i København. Kjædens initiativ fik kong Frederik 6’s velsignelse, hvilket betød, at institutionen blev benævnt Det Kongelige Institut for Blinde. Til trods for at undervisningen var baseret på frivilligt arbejde, leveret af medlemmer af Kjæden, resulterede deres indsats i, at instituttets første ”20 duelige subjekter” – datidens omtale af de udvalgte elever – og de efterfølgende elever blev bibragt en ikke ubetydelig indlæring. Herom vidner en af instituttets første elever Niels Peter Jensen, som blev et fremtrædende medlem af det kunstneriske miljø i København i første halvdel af 1800-tallet. Niels Peter Jensen var den første blinde herhjemme som opnåede ansættelse i et offentligt embede, idet han i 1838 blev ansat som organist ved Sct. Petri kirke i København. I kraft af hans talent som fløjtenist, organist og komponist havde han kontakt til blandt andet Friedrich Kuhlau, J.P.E. Hartmann, B.S. Ingemann, Adam Oehlenschlæger og andre repræsentanter af datidens kunstneriske miljø, nogle af hans kompositioner spilles den dag i dag.

Det Kongelige Institut for Blinde nåede at uddanne 174 blinde i årene 1811-1858. Driften af en undervisningsinstitution for blinde viste sig med tiden at overstige Kjædeselskabets kræfter. På initiativ af flere af selskabets medlemmer nedsatte regeringen en kommission, hvis arbejde resulterede i indvielsen af Det Kongelige Blindeinstitut den 5. november 1858. Kjædeselskabet bekostede bygningens opførelse og indretning, mens staten påtog sig driften, finansieret gennem statslige midler og skolepenge fra de indskrevne elever. Instituttet havde 60 pladser som i 1880 blev udvidet til 100.

Instituttets kapacitet skal ses på baggrund af, at man i 1892 havde opgjort antallet af blinde til 1400, heraf skønnedes 550 at være under 60 år, som var aldersgrænsen for opnåelse af aldersrente efter aldersrenteloven fra 1891.

Det var Blindeinstituttets første forstander Johannes Moldenhawer, som for alvor satte system i uddannelsen af blinde indenfor de klassiske håndværk, såsom børstenbinderi, kurvemageri, rebslagning, skomageri, vævning, klaverstemning og uddannelse som musiker – navnlig som organister til landets kirker.

I slutningen af 1800-tallet etableredes i København en række skoler, der uddannede massører. Det blev et nyt fag som flere blinde kastede sig over. Deres karriere indenfor massørfaget blev dog kortvarigt, da de praktiserende læger i 1914 besluttede kun at ville henvise patienter til lægeeksaminerede massører. Dette krav kunne kun ganske få blinde honorere, hvorfor grundlaget for flertallets erhverv gradvist svandt hen i løbet af 1920-erne. Efter 2. Verdenskrig blev det dog muligt på ny for blinde at blive uddannet som fysioterapeut og ernære sig indenfor dette fag.

I 1930-erne oprettede Dansk Blindesamfund fabrikken BLIFA, som blev starten på blindes mulighed for at arbejde i årene frem til 1970-erne, indenfor industrien ved blandt andet stansemaskiner. Efter 2. Verdenskrig udviklede Blindeinstituttet nye beskæftigelsesmuligheder for blinde indenfor kontorarbejde og ved telefonomstilling. Ved indvielsen august 1968 af det nye Blindeinstitut i Hellerup, havde dette plads til 104 interne elever. Arbejdet som telefonist skulle vise sig, frem til slutningen af 1900-tallet, at blive det største beskæftigelsesområde for blinde med mere end 300 ansatte. De klassiske blindefag og de nye arbejdsområder udviklet efter 2. Verdenskrig er blevet belyst i 1993, hvor Dansk Blindesamfunds informatører gennemførte 51 interview med blinde som sluttede deres erhvervsuddannelse i løbet af 1940-50-erne. Disse interview blev lavet i anledning af EU’s Ældreår og blev efterfølgende afleveret til Nationalmuseet til belysning af, hvorledes det var gået de blinde, som påbegyndte deres arbejdsliv i årene efter krigen og som i 1993 nærmede sig pensionsalderen.

På et møde i 2016 foreslog samlingschef Ion Meyer fra Medicinsk Museion, at et væsentligt bidrag til Den Blindehistoriske Samling ved museet ville være en række personberetninger til belysning af de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder for blinde, som så dagens lys i løbet af 1960-70-erne. Baggrunden for disse nye muligheder var den udvikling, som fulgte i kølvandet på vedtagelsen af Lov nr. 117 af 11. maj 1956, om foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagsynede, populært benævnt Blindeloven. Denne lov var et resultat af Blindekommissionen fra 1955. Med denne lov i hånden oprettedes Blindenævnet, som blev kulminationen på tanken om en totalforsorg, som varetog blindes forhold fra vugge til grav.

Blindeloven var næppe trådt i kraft før dispensationer fra kravet om skolepligt på Refsnæsskolen begyndte at melde sig. Disse var et tydeligt tegn på den udvikling, som i løbet af de følgende 20 år førte frem til 1970-ernes socialreform med Bistandsloven og Særforsorgens efterfølgende udlægning til Amtskommunerne og Kommunerne.

Nu har vi gjort en slags status over den udvikling, som blev sat i gang i 1960-70-erne, og som åbnede mulighed for, at blinde kunne uddanne sig til blandt andet lærer, socialrådgiver, jurist, præst og psykolog. Der er på baggrund heraf grund til at se frem. Her kan vi allerede i dag øjne et nyt vendepunkt med informationsteknologiens indtog i 1990-erne og begyndelsen af det nye århundrede. En belysning af denne seneste udvikling bliver en fremtidig opgave.

Med dette forsøg på et historisk rids over udviklingen gennem de sidste 200 år, overlader jeg ordet til John Heilbrunn, som vil fortælle om rapporten baseret på 26 interview.

”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede”

Præsentation af rapporten ved John Heilbrunn, bestyrelsesmedlem i Blindehistorisk Selskab.

Muligheder og udvikling af synshandicappedes uddannelses- og erhvervsmuligheder har, som det vil ses af det foregående, været en kernesag for Dansk Blindesamfund. Dette er udtrykt i foreningens vedtægter og er tillige af stor interesse for Blindehistorisk Selskab.

Som et supplerende bidrag til illustration af dette område, til de fysiske genstande, værktøj, billeder og fortællinger, som er opsamlet af Blindehistorisk Museum fra 1980 og frem, og nu overleveret til medicinsk Museion, blev ideen til en række konkrete levnedsbeskrivelser drøftet mellem ovennævnte parter i 2015. Tanken var, at forskellige perioder har været karakteriseret af forskellige tendenser, både hvad angår uddannelsesmuligheder, erhvervsretning og støtte både inden for blindeforsorgen og det almindelige socialretlige system uden for den egentlig blindeforsorg.

Det blev derfor besluttet at gennemføre en række interviews af personer med et synshandicap, som var født i tiden 1941 – 1960, som således havde gennemgået uddannelsesforløb og erhvervsvalg i 1960-erne og 1970-erne. Disse interviews skulle i en række kortfattede levnedsbeskrivelser anskueliggøre udviklingen i og mulighederne for personer med et synshandicap, med hensyn til uddannelsesvalg og -muligheder og efterfølgende erhvervsplacering i en periode, som var karakteriseret ved, på den ene side en klar og forholdsvis rigid lovgivning, nemlig Blindeloven fra 1956, og på den anden side etablering af mere progressive institutioner, karakteriseret ved en åbenhed og vilje til at støtte op omkring nye muligheder, eksperimenter hvad angik uddannelsesretninger og erhvervsplacering. Samtidig blev denne periode af mange inden for pædagogik og initiativrigdom betegnet som ”blindes moderne guldalder”.

De foretagne interviews skulle dels beskrive de levevilkår og familiemæssige omstændigheder, de interviewede personer blev budt som børn og unge, i hvilket omfang deres familier kunne, ville eller i det hele taget måtte byde ind og træffe valg om deres børns fremtid samt de tilbud og kompetencer, som de interviewede valgte personer modtog og kunne gøre brug af i deres videre livsforløb, såvel på det tekniske som på det sociale område.

Valg af interviewere og interviewpersoner

De 26 interviews blev foretaget i august og september måned 2022 ved personlige møder og samtaler, som blev optaget til bearbejdning. De tre interviewere er alle tre selv synshandicappede, hvilket har betydet, at de i en dialog med interviewpersonerne har kunnet skabe et rum af spejling og genkendelse, og interviewene, som har været baseret på en interviewguide med tyve spørgsmål, var karakteriseret som en forløsende fortælling, som både i store linjer og små detaljerede historier har vist en uproblematisk forløsning og beretning, som samtidig har dækket følgende områder:

Stamdata

• Skole og ungdomsliv
• Uddannelse
• Hjælpemidler m.v.
• Arbejdslivet
• Det sociale liv med familie, seende venner og med andre blinde i barndoms- og ungdomsårene
• Tiden som voksen

Under hvert hovedafsnit er der stillet mere detaljerede spørgsmål og i nogle tilfælde eksempler på områder eller indsatser, som kunne vælges eller inspirere i fortællingen. (Interviewspørgsmålene er gengivet som bilag 2 til rapporten)

Interviewpersonerne var udvalgt blandt en lang række kendte personer, som i den beskrevne fokusperiode kunne tænkes at bidrage til et samlet billede. Ved udvælgelsen er det tilstræbt at sikre dels så ligelig en kønsbalance som muligt, en balance mellem personer bosiddende øst og vest for Storebælt dels – så vidt muligt – også mellem blinde og svagsynede.

På grund af både tidsmæssige og ressourcemæssige begrænsninger er langt fra alle de personer interviewet, som kunne være bragt i spil, ligesom der er uddannelses- og erhvervsretninger, som ikke er afspejlet i rapporten. Eksempelvis er områder som fysioterapeuthvervet, juristerhvervet, hvervet som journalist og andre områder ikke repræsenteret i denne undersøgelse, men det er vurderet, at de generelle tendenser og beskrivelser, som er fremkommet under interviewene, har haft en generel gyldighed for området bredt set.

Nedenfor følger en række generelle nedslag og betragtninger, som ud fra et overordnet vue kan uddrages af de 26 interviews. Disse repræsenterer dog hver især nuancer af personlig art, i forhold til baggrund og familie, uddannelsesvalg og job og karriere efterfølgende, som er mere nuanceret.

Mødet med de særlige institutioner inden for blindeforsorgen.

Jo senere i årtierne 60-erne og 70-erne en blind (her forstået som blind eller svagsynet) barn eller ung kom i den skolepligtige alder (7 år), jo større har tendensen været, at denne person gennemførte grundskoleuddannelsen helt eller delvis uden for Refsnæsskolen, den dedikerede institution under blindeforsorgen beliggende i Kalundborg for børn op til og med 7-klasses niveauet.

Der er ikke blevet registreret nogen markant forskel på muligheder, karriere eller begrænsninger ud fra et kønsperspektiv.

Forældrene udgjorde i en række tilfælde et trygheds-backup for barnet i førskolealderen, men når det gjaldt valg af uddannelse, karriere m.v. synes forældrenes påvirkning at have været minimal.

Udflytning fra familie og hjem til Refsnæsskolen og / eller Blindeinstituttet

I levnedsbeskrivelserne er beskrivelsen af, hvorledes det enkelte barn og dettes familie reagerede på at skulle forlade hjemmet, og bosætte sig på en af blindeforsorgens institutioner, meget forskellig.

Som udgangspunkt skal vi huske på, at der både før 1956, og ikke mindst med vedtagelse af Blindeloven i 1956, forelå en grundholdning om og en forpligtelse til, at det blinde eller stærkt svagsynede barn skulle lade sig indmelde på Refsnæsskolen typisk ved 7-års alderen, måske før, hvis de tilsynsførende vurderede, at placering på Børnehjemmet ved en tidligere alder, ville være hensigtsmæssig fx ud fra barnets modenhed.

Disse omstændigheder betød, at de interviewpersoner og disses familier, i udgangspunktet ikke havde nævneværdig anledning eller fantasi til at modsætte sig denne anbringelse. Nogle af interviewpersonerne har givet udtryk for, at såfremt forældrene modsatte sig påbud fra de omrejsende tilsynsførende, så kunne barnet blive forflyttet ved magt (eventuelt via børneværnets eller politiets hjælp) og altså mod forældrenes vilje.

Samtidig må det formodes, at en række af forældrene var sat i en situation, hvor de på den ene side ønskede forsat at yde omsorg og kærlighed over for det synshandicappede barn, og på den anden side nok følte, og bestemt fik at vide, at det var til barnets bedste, at det begyndte skolegang på Refsnæsskolen, hvor der var den specialviden og de særligt udviklede metodikker, som forældrene ”nok kunne se,” de ikke var vidende om, og derfor ikke kunne tilbyde deres barn.

De synshandicappede børns holdning til udplacering er i interviewene meget forskellig fra person til person, idet mange blot accepterede omstændighederne, mens andre uden tvivl kunne fornemme forældrenes modstand og derfor var uvillige, triste eller bange for dette skift i en ung alder.

Tiden på Refsnæsskolen.

Hvor tiden på Refsnæsskolen kan deles op i undervisningsdelen og børnehjems- / bodelen, tyder beskrivelserne på, at den første del af mange blev betragtet som positiv og stimulerende, særligt tilrettelagt og opdragende, mens den anden del i lidt højere grad er beskrevet mere ”blandet” og – helt naturligt – med flere følelsesmæssige variationer fra sorg og savn til accept, glæde og gode minder.

Indlæring af punktskrift til læsning og skrivning.

For de helt eller næsten blinde, er der hos mange givet udtryk for, at punktskrift, det at lære dette ordentligt til læsning og skrivning, var om ikke en grundsten, så meget vigtig i deres karrierer senere i livet. At lære og komme til at beherske punktskrift har for en del af vores interviewpersoner været en kompetence som i skole- og uddannelsestiden dannede en solid platform for deres muligheder, for at kunne få deres lærebøger i et tilgængeligt format. Det gav ”blod på tanden”, og for en række af de interviewede blev en videregående uddannelse pludselig en mulighed.

Gruppen af børn og unge med en synsrest.

Hvad angår personer, som i deres barndom og ungdom havde en større eller mindre synsrest, var adgangen til specialoptik begrænset, indtil mere specielt tilvirkede løsninger i slutningen af 1950-erne kunne tilbydes. Svagsynede elever har dermed typisk været henvist til eventuelt forbedret belysning, materialer med forstørret skrift og placering tættere ved tavlen. Løsninger baseret på EDB / IT som fx CCTV og storskærme m.v. er først blevet introduceret i anden halvdel af firserne, hvor den tekniske udvikling og omkostningerne til sådant udstyr samt ekspertise i tilpasning åbnede for en mere generel tilgang til sådanne løsninger.

Familiemæssige forpligtelser og konsekvenser.

For nogle af de interviewede kvinder betød graviditet og fødsler – som det også gælder for seende piger / kvinder – en prioritering eller særlig tilrettelæggelse af deres liv, for at kunne leve op til moderskabet og ønsket om at tage sig af sit / sine børn som det vigtigste – så længe børnene var mindreårige. Uddannelses- eller jobforløb blev sat i bero, indtil børnene voksede til, hvorefter forældrene kunne se muligheder for at genoptage, udvikle eller på anden måde aktivere deres uddannelses- eller jobkarriere.

Musikudøvelse som en vej til samvær, udvikling, indtjening og kreativitet.

Musikken var for mange af stor betydning. Det være sig i form af uddannelse (typisk organist) eller i kraft af samspil, orkesterdannelse eller individuelle interesser, herunder optræden og deraf følgende indtjening.

Fællesskabet med andre blinde og svagsynede.

Samværet med og støtten fra ligesindede / ligestillede og grundlaget, som andre blinde har udgjort i mange personers liv, er beskrevet som meget afgørende og tryghedsskabende for et stort flertal af de interviewede.

For en mindre del af de interviewede var den ”seende verden” af større betydning for den enkelte end samværet med blinde. Nogle har bevaret tilknytningen til og samværet med deres blinde kammerater / venner fra fortiden som noget helt primært, mens andre med tiden har fjernet sig fra ”blindeverden” og har knyttet sig og skabt et liv i højere grad sammen med seende, ikke mindst i tilfælde, hvor de har dannet par med en seende ægtefælle.

For så vidt angik overflytning fra Refsnæsskolen til Blindeinstituttet, institutionen med klassetrin over 7. klasses niveau, af helt blinde børn, og placering på Blindeinstituttet, for børn med en rimelig synsrest, er der ikke udtrykt at være de samme mere negative følelser og holdninger involveret. For de helt blinde børn eller børn som var meget svagsynede, var overflytningen en ”naturlig” del af forløbet, og samtidig for mange oplevedes dette som noget spændende, som involverede langt større frihedsgrader og muligheder og en forløsning, som også indebar kammeratskaber, udfoldelse af faglige og musikalske interesser og samvær.

For de svagsynede, som havde gået i den lokale folkeskole eller i en særlig svagsynsklasse, uden for blindeforsorgens rammer, var der en vis tendens til, at børnene oplevede en lettelse og en følelse af at møde ligesindede, som ville kunne føre til en konstruktiv udvikling.

Udvikling mod uddannelser uden for den dedikerede blindeforsorg.

I tiden op gennem sidste del af 60-erne, begyndte andre strømninger i retning af integration, og dermed udplacering af barnet i den lokale folkeskole, at være en mere realistisk mulighed.

På det tidspunkt, hvor integration af børn i folkeskolen nærmest var blevet ”state of the art”, blev kurser på eller et længere ophold på Blindeinstituttet – typisk på Rymarksvej, oplevet som nyttig, idet man her lærte en række færdigheder af kompenserende og færdensmæssig art, som gjorde det lettere at håndtere hverdagen, en uddannelses- eller erhvervssituation. Ledelsen på Blindeinstituttet, med en fremsynet holdning og tro på nye veje og muligheder, samt udvikling af nye erhvervsretninger og etablering af studievejledning og et studiebogsbibliotek i 1971, som en integreret del af institutionen, var medvirkende til en oplevelse af opdrift og en ny form for støtte og nytænkning.

Valg af uddannelse og efterfølgende erhvervskarriere.

Mens valg af uddannelse og karriere for nogle var karakteriseret ved personligt drive, en følelse af kald, en tidlig beslutning – eventuelt inspireret af en ”helt / mentor” eller personlighed – så har mange andre truffet et valg ud fra, hvad der nu var muligt, måske tilfældigt, måske ud fra læreres og rådgivers gode råd og forslag.

Især i 70-erne har tilbud om revalidering været af afgørende betydning, eventuelt med en forrevalidering, hvor en person kunne ”smage” på mulighederne, afprøve forskellige muligheder inden for uddannelsesområdet, og efter uddannelse afprøve sin erhvervede færdigheder på jobmarkedet, hvor revalideringsstøtten i en periode (omkostningsfrit for arbejdspladsen) afholdt udgifterne til løn til den synshandicappede.

Perioden 1960-70-erne fik af mange grunde, uddannelsespolitiske, socialpolitiske og i kraft af personlige ambitioner en stor betydning for synshandicappede personers muligheder for og tro på det realisable i at tage boglige uddannelser, og herefter følge en vej som beskæftiget inden for det valgte fag.

Tiden efter 1980

Med opløsning af den såkaldte Særforsorg i 1980 og dermed med en udflytning af tilbud og kompetencer fra et statsligt til et amtskommunalt / kommunalt regi, tog en decentralisering af tilbud sin begyndelse. Samtidig begyndte de første tendenser til en afspecialisering at se dagens lys, der dog var af mindre omfang, indtil struktur- og kommunalreformen i 2007 helt slog bunden ud af vidensopsamling, og bevarelse af specialkompetencer og relevante specialiserede tilbud.

Fra sidste del af 80-erne mødtes synshandicappede af nye tilbud og muligheder i form af hidtil ukendte teknologiske løsninger inden for optik, synsforstørrelse og IT-teknologi. Det blev muligt at lagre, udskrive og håndtere punktskrift på nye og fleksible måder, og PC-udstyr med syntetisk tale forøgede – i den periode – i høj grad tilgængeligheden til materiale i trykt tekst. Samtidig med denne udvikling afvikledes de klassiske blindeerhverv, som blev overladt til Den selvejende erhvervsfond Blindes Arbejde at videreføre. Det særlige musikmiljø på blindeinstituttet i København, som var grundlaget for organist- og klaverstemmeruddannelserne forsvandt gradvist i løbet af disse år. Disse særlige uddannelser blev som følge heraf gradvist afviklet.

 

4. Barndomserindringer: om at være vokset op som integreret blindfødt, ved Lena Bang.

Jeg ønsker hermed at bidrage til nyhedsbrevet med mine erindringer fra min barndom som integreret blindfødt.

Jeg blev født på Rigshospitalet den 23. december 1973, og jeg er født blind, fordi jeg er født med for små øjne. Min mor har fortalt mig, at lægerne allerede få timer efter min fødsel opdagede, at jeg ikke kunne se. Mit venstre øje var bare på størrelse med et knappenålshoved, så lægerne kunne først ikke finde det. Mit højre øje var så skadet, så jeg da jeg var fem måneder gammel fik det opereret væk og fik glasøje. Man kender ikke årsagen til, at jeg blev født sådan, og jeg er da også den eneste i min familie, der er blind. Min mor, der hedder Erna, var 20 år og alene, da hun fik mig, og jeg har fået at vide af hende, at min mormor mente, at hun ikke skulle have mig, når jeg nu var blind, fordi hun var så ung og for umoden til at klare den opgave. Heldigvis var der en sygeplejerske på hospitalet, der klart og tydeligt sagde til min mormor, at det skulle hun ikke bestemme, og der var også min morfar, der bakkede min mor op. Så sådan blev det, at jeg heldigvis kom til at vokse op hos min mor. Hendes indstilling har altid været, at jeg skulle have samme muligheder som alle andre, selvom jeg var blind. F.eks. sagde hun engang til mig, at der kun var tre ting her i verden, jeg aldrig ville komme til: at spille fodbold, blive pilot samt at få kørekort. I dag ved jeg godt, at det jo ikke passer helt, men min mors indstilling har uden tvivl gjort, at jeg er en person med en god portion stædighed og kæmper for at opnå mine mål.

I starten boede vi hos min mormor og morfar i deres lille lejlighed på Vilhelm Thomsens Allè i Valby, fordi vi ikke havde andre steder at bo, men senere flyttede min mor og jeg i vores egen lejlighed, som lå på Vigerslev Allè også i Valby. Ret hurtigt kom vi i kontakt med Refsnæsskolen, som i dag hedder Synscenter Refsnæs. De sørgede for, at vi fik en småbørnskonsulent, der kom og besøgte os for at vejlede min mor i, hvordan man skulle stimulere et blindt barn. Hende vi havde hed Jette Hasselstrøm. Da jeg var et år gammel begyndte jeg i Henriksgårdens vuggestue. Den stue, jeg kom til at gå på, hed Nuser, og der var der en pædagog, der hed Ruth Rasmussen. Jeg havde ingen speciel støttepædagog, fordi man fra vuggestuens side mente, at de godt selv kunne klare opgaven med et blindt barn, og det selvom de aldrig havde prøvet det før. Der var ikke så mange børn på stuen kun en 6 – 7 stykker, og det har sikkert været grunden til, at personalet havde overskud til at støtte en lille blind pige som mig. Jeg kan ikke huske noget specielt fra vuggestuen, men jeg har fået at vide, at jeg var glad og godt kunne lide at være der. Jeg kunne godt lide, når vi sang og at gynge. Jeg kunne også godt lide at hjælpe med at hente mad fra køkkenet med madvognen. Desværre måtte jeg stoppe der pga., at vi flyttede til Gladsaxe.

Det gjorde vi, fordi min mor mødte sin mand Per, som også blev min far. Jeg har været omkring 2½ år gammel, da vi flyttede ind i hans lejlighed på Buddinge Hovedgade, og kort tid efter fik jeg min lillebror Peter. Min far var købmand og i mange år havde mine forældre et lille supermarked på Vester Voldgade i København. Det var ved den tid, hvor jeg skulle til at starte i børnehave og således startede jeg i børnehaven Bindeledet, men jeg gik der ikke ret længe. Jeg befandt mig ikke godt der, fordi personalet ikke tog sig af mig. Derfor blev jeg flyttet til Lupinmarkens børnehave, som var en lille børnehave med ca. 20 børn, og jeg fik en støttepædagog. Det var noget som småbørnskonsulenten sørgede for.

Da vi flyttede til Gladsaxe fik vi en ny småbørnskonsulent, der hed Kirsten Eskildsen. Hende kunne jeg rigtig godt lide, og jeg husker, at hun jævnligt kom og besøgte os for at tale med mine forældre om, hvordan det gik med mig derhjemme og i børnehaven. Jeg viste hende altid mine dukker og dukkehus eller også skulle vi spille fiskespil. Det var et spil, der bestod af en stor firkantet plade med et stykke pap over, hvor der var et lille hul i hvert hjørne, og en række med fire små rum i den ene side, en fiskestang med en slags magnet i den ene ende samt små plastikfisk, der var formet som ål, rødspætter og makreller. Derudover var der en hummer og en gammel støvle. Det gjaldt så om at fange fiskene, der var placeret under pappladen og så lagde man dem ned i sit rum, så man havde styr på, hvad man havde fanget. Hvis man fik hummeren havde man vundet og fik man den gamle støvle havde man tabt. Dette spil spillede jeg også med mine venner og min lillebror. Jeg kan huske en anden gang, hvor Kirsten Eskildsen besøgte mig, hvor hun havde en bog med, der hed Rulle på eventyr. Det var min første punktbog, og derudover var der følbare figurer i. Hun havde også nogle små klodser med, som lå i rækker, hvor der var skrevet tallene i punkt. Det var så meningen, at man skulle lægge en klods ved tallet 1 og to klodser ved tallet 2. Det kunne man gøre op til 10.

Min mor havde som regel bagt kage eller boller, og jeg hjalp ofte til. Min støttepædagog hed Helle Melander. Hende var jeg meget glad for, fordi jeg syntes hun havde sådan en rar og behagelig stemme. Hun gik også med sådan nogen bløde fløjlsbukser og så havde hun et sjovt armbånd som jeg elskede at røre ved, når jeg sad på hendes skød. Det hændte, at jeg overnattede hjemme hos hende og så legede jeg med hendes børn. Hun havde tre. En dreng, der hed Jakob, en pige, der hed Cecilie og en dreng, der hed Jonas. Ham havde de adopteret fra Korea. Hendes mand hed Torben, men ham husker jeg ikke så meget om. Vi kom altid i badekar om aftenen og, når Helle sagde, at nu skulle vi op skyndte vi os at dykke ned under vandet, så vi ikke hørte, hvad der blev sagt.

Jeg gik også til gymnastik sammen med tre andre blinde børn, der ligesom jeg gik i børnehave. Vi mødtes med hver vores støttepædagog samt nogle småbørnskonsulenter. Jeg var meget glad for min børnehavetid og en af de første ting jeg husker, var da lederen, der hed Grete, præsenterede sig og bød mig velkommen. Jeg elskede at lege med de andre børn. F.eks. kunne vi godt lide at lege inde på sovestuen, hvor der både var puder, tæpper og brædder til at bygge huler af. Der måtte kun være fire børn ad gangen derinde, og vi kunne kun lege der, når der ikke var nogen børn, der skulle sove til middag. Jeg holdt nu mest af at lege i dukkekrogen, hvor der var en rigtig sød slaskedukke. Jeg legede tit, at den var min baby. Jeg elskede at lege med dukker også derhjemme. Jeg havde en dukke, der kunne græde og grine, når man trak sutten ud af munden. Man kunne også få den til at synge forskellige sange og sige forskellige rim og remser. Bl.a. sagde den et rim, der lød sådan:

”Jeg gik mig en tur i kongens mave, sludder og vrøvl i kongens have.”

Jeg havde også en stor tøjdukke, der havde noget dejlig langt hår, som jeg godt kunne lide at ordne. I børnehaven var der en pædagog, der hed Pia, der fik en baby. Det var en lille pige, som hed Diana, og jeg husker, da hun kom i børnehaven for at hilse på og vise hende frem. Pia hentede mig ind i personalestuen, hvor jeg fik lov til at røre ved hende. Jeg syntes det var helt fantastisk at se, hvor lille hun var, og Pia fortalte mig, at hun fik mælk at spise fra hendes bryst, og at hun ikke havde tænder. Jeg husker en anden dag, hvor jeg legede med den store slaskedukke, hvor Pia hjalp mig med at vaske den, og hun lærte mig også at give den ble på.

Der var også engang, hvor jeg blev passet hjemme hos Pia, fordi mine forældre skulle til en fest. Der fik jeg bl.a. set Dianas babystol, spilledåse og vugge. Alt dette har uden tvivl gjort, at jeg tidligt blev klar over, at jeg, når jeg blev voksen gerne ville have mine egne børn, og at jeg godt kunne klare det selvom jeg var blind.

Jeg ved, at nogle af de voksne også var på kursus på Refsnæs, så de lærte at give mig den rigtige støtte. F.eks. sørgede lederen for, at der blev fremstillet et taktilt billedlotteri som et par af børnene og jeg selv var med til at lave. Det bestod af en tyk papplade med tilhørende kort, hvor der var limet forskellige ting på så som knapper, garn, en møtrik eller filt. Mit yndlingskort var en blå plastikmand. Der var også en anden voksen, der hed Birgit, der lavede et par taktile billedbøger til mig. Den ene handlede om en pige, der hed Majbrit. Det hed hun, fordi det var et af mine yndlingsnavne. Teksten stod på sort, så mine forældre eller de voksne i børnehaven kunne læse højt for mig mens jeg mærkede de taktile billeder. F.eks. var der billeder af et hus og Majbrit i en seng med natkjole på. Den anden bog var med billeder af forskellige dyr, mennesker og ting. Ud fra hvert billede havde Birgit lavet punktbogstaverne af sandpapir. Eksempelvis var der ud for billedet af en kat lavet et k og ud for billedet af en and var der et a. Jeg tror ikke, at jeg på det tidspunkt forstod, at der var tale om punktskrift, men tanken har helt sikkert været at give mig en introduktion til dette.

Hver formiddag havde vi noget vi kaldte samlingsstund, hvor alle børn og voksne sad sammen og sang en masse sange eller talte om forskellige emner. Det foregik altid på den stue, hvor vi også kunne bygge huler. Jeg elskede at synge, og det skete tit, at jeg fik lov til at synge for pga. at de voksne syntes, jeg sang godt og samtidig var god til at huske sangene.

Vi børn fortalte også tit, hvad vi havde oplevet derhjemme eller vi fik læst historie. En gang om måneden var der legetøjsdag, hvor alle børn måtte tage et stykke legetøj med hjemmefra som vi kunne vise frem, når vi havde samlingsstund. Jeg havde som regel en dukke med. Jeg kunne også godt lide at lege med nogle klodser, der var lavet af plastik med små pikke på, så de kunne sættes sammen. Der var også andre klodser i forskellige farver og størrelser man kunne bygge tårne med.

Vi havde også en madmor, der hed Ruth, og jeg elskede hendes mad. Vi børn skulle skiftes til at være med til at dække bord. Det foregik på den måde, at der var en skål med navnesedler, og så var der et barn, som trak lod om, hvem der skulle have tjansen den dag. Før vi spiste, fik vi altid en vitaminpille. Efter frokost skulle alle børn børste tænder. Vi havde hver vores tandbørste, tandkrus samt håndklæde, hvor der var et billede. Jeg havde klokkeblomsten og da min lillebror Peter startede i børnehaven fik han kaffekanden. Jeg holdt også meget af at være på legepladsen, hvor der var små trehjulede cykler, hvor der kunne sidde to. En kørte og den anden sad bagpå. Der var også et klatrestativ, hvor man kunne klatre op i et tårn og rutsje ned af en rutsjebane. Senere kom der også en hængebro, der var vældig sjov at hoppe på. Det jeg dog holdt allermest af var at gynge både alene og sammen med andre. Det var så godt at snakke og pjatte, når man gyngede og vi sang også en masse sange. Jeg husker især, at vi sang boom, boom, fra Dansk Melodi Grandprix, men bare med en anden tekst, som lød sådan: ”og det sae boom, boom og bombemanden sprang, han mistet fire fingre på højre arm”. Vi kunne også godt lide at synge sangen fra Pippi Langstrømpe eller sange fra Vesterbro Ungdomsgård. I det hele taget lærte jeg mange børnesange som jeg stadig husker. Der var en dreng, der hed Frederik, som lærte mig sangen ”I alle de riger og lande”. Det endte med, at mange af de andre børn også lærte den, og så gik vi i en lang række rundt på legepladsen og sang: ”I alle de riger og lande, hvorhen jeg i verden fo’r, jeg fægtet med åben pande for, hvad jeg for alvor tror”. Pædagogerne havde sørget for, at der var blevet sat en bjælle på gyngen, så jeg kunne høre om der var nogen af de andre børn, der gyngede. Dette for at undgå, at jeg blev ramt af den, hvis jeg kom for tæt på. Hvis der var en, der gyngede alene og man gerne ville have en anden med råbte man mens man gyngede ”hvem vil gynge med mig!” Så skete det tit, at der kom en kammerat hen for at være med. Vi havde også noget, vi kaldte en ballongynge, der var et tov, hvor der hang en stor bold, der var lavet af gummi som man sad over skrævs på og gyngede. Det var især sjovt, hvis man kunne få en af de voksne til at give et ordentligt skub, så gjaldt det bare om at holde godt fast, for så kunne man gynge rigtig højt.

Jeg havde rigtig mange venner fra børnehaven både piger og drenge og det skete tit, at jeg var hjemme hos en af dem. De kom også ofte på besøg hos mig. Det var altid mægtig skægt, når vi havde legeaftaler. Jeg husker engang, hvor jeg havde Jacob med hjemme og sove hos mig. Vi vågnede meget tidligt, så til at starte med forsøgte vi virkelig at være stille, for ikke at vække mine forældre og lillebror, men efterhånden syntes vi, der skulle ske lidt mere, så vi begyndte at snakke og høre musik på min lille kassettebåndoptager. Senere gik vi ind i stuen og der fandt vi på at ringe med en skibsklokke som min far og mor havde hængende på væggen. Til sidst kom min far og sagde meget bestemt, at vi godt kunne være stille og gå ind på værelset. Han skulle heldigvis på arbejde i sin købmandsbutik, så han var ikke vred på os ret længe.

Når jeg var på besøg hos bl.a. venner fra børnehaven lagde jeg mærke til, hvordan der lugtede i deres hjem. Jeg kunne især godt lide at komme hjem og lege enten hos Puk eller hos Nynne. Begge steder var der bare sådan en sød og dejlig duft, som jeg ikke kan beskrive, men jeg ved, at jeg kan genkende duftene, hvis jeg møder dem. Jeg elskede også at komme hjem til nogen, hvor der ikke var tæpper på gulvene. Det var bare så hyggeligt og rart at mærke det bare gulv, og jeg syntes især det var helt fantastisk, når der var klinkegulv, og det var der bl.a. hos Nynne. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fandt det så dybt fascinerende, men måske var det, fordi der hjemme hos os var gulvtæpper over hele huset, så da vi i 1981 skulle flytte i rækkehus, da jeg var omkring otte år, plagede jeg mine forældre, om vi ikke nok kunne lade være med at have gulvtæpper på og sådan blev det, men vi fik desværre ikke klinkegulv.

I 1980 skulle jeg begynde i børnehaveklasse på Egegård skole, der lå tæt på, hvor vi boede på det tidspunkt. Desværre kom jeg ikke til at gå i klasse med nogen fra min børnehave, idet de skulle gå på andre skoler. Dengang gik man i børnehaveklasse enten fra morgen til middag eller fra middag til ud på eftermiddagen. Jeg gik på eftermiddagsholdet. Det foregik på den måde, at jeg blev afleveret i børnehaven om morgenen sammen med Peter, blev hentet i taxa lidt over 11 og kørt i skole, og når skolen var forbi blev jeg kørt tilbage til børnehaven i taxa. Jeg havde meget svært ved at vende mig til alt det, og jeg savnede mine kammerater fra børnehaven. Jeg hadede, når jeg skulle i skole, fordi jeg skulle væk fra det jeg kendte, og over til nye kammerater samt nye voksne. Flere af mine nye klassekammerater havde gået i samme børnehave og kendte således hinanden. Jeg fik ellers hurtigt en ny veninde, som hed Pia, men hun flyttede desværre skole. Det var helt tydeligt, at mange af mine klassekammerater og deres familier ikke var vant til at være sammen med et blindt barn. Jeg husker engang, hvor alle pigerne var inviteret til fødselsdag hjemme hos en pige, der hed Sanne. Jeg var også inviteret med, men på min indbydelse stod der, at min mor også skulle deltage. Jeg havde tidligere været til mange børnefødselsdage hos mine kammerater fra børnehaven uden, at min mor var med. Derfor kontaktede min mor Sannes forældre og forklarede, at hun ikke behøvede at deltage, fordi jeg var vant til at klare mig selv, når jeg var på besøg hos andre børn, så jeg fik alligevel lov til at komme til fødselsdagen alene, hvilket også gik fint.

Min børnehaveklasselærer hed Hanne, og der var også en, der hed Mette, men hun var vist mest i A-klassen. Jeg gik i B-klassen. Jeg fik også en støttelærer, der hed Britta, og min synskonsulent hed Hanne Lindau. Jeg tror, det var hende, der sørgede for, at jeg fik en punktmaskine derhjemme. Jeg syntes, den var virkelig sjov at skrive på. Jeg legede, at jeg lavede lektier selvom jeg kun kunne skrive prikker, indtil jeg lærte bogstaver, forkortelser og tal. Jeg begyndte at lære punktskrift i 1. klasse, hvor mine lærere hed Ole og Birgit, og Britta var stadig min støttelærer. De havde alle tre været på kursus på Synscenter Refsnæs for bl.a. at lære punktskrift. Det første bogstav jeg lærte var et i. Jeg lærte også forkortelser, men i starten fandt jeg det svært og helt uforståeligt. Jeg forstod f.eks. ikke, hvordan et ord som her ikke bare skulle skrives h e r, i stedet for et h og så tegnet for er. Det endte med, at mine lærere omskrev min læsebog til fuldskrift, så jeg kunne komme bedre i gang med at læse og skrive. Lidt efter lidt blev jeg introduceret til forkortelserne og så gik der ikke lang tid, før jeg lærte dem. Jeg er mine lærere meget taknemmelig for, at de ikke opgav at lære mig forkortelserne, fordi jeg den dag i dag både læser og skriver stor og lille forkortelse, og jeg kan slet ikke undvære dem. Det skal nævnes, at lærerne også var gode til at svare på mine spørgsmål, når der var et tegn, jeg ikke vidste, hvad var. Senere lærte jeg at skrive på skrivemaskine. Det foregik på den måde, at jeg sammen med min støttelærer sad og skrev efter et kassettebånd.

Jeg brød mig ikke altid om min støttelærer Brita. Hun var helt sikkert dygtig, men jeg vidste aldrig, hvor jeg havde hende. Nogle gange var hun rigtig glad og sød, men andre gange var hun rigtig sur. Det var hende, der også underviste mig i abacus, ( japansk kugleramme, som mange blinde bruger til at regne på), og jeg har aldrig været god til matematik. Hun skældte mig tit ud, når jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg holdt derimod meget af de sproglige og musiske fag. Der var desværre også andre gange, hvor jeg syntes, at mine lærere pylrede for meget. F.eks. var der engang en fredag før efterårsferien, hvor hele skolen skulle gå skolemarch, hvor man kunne vælge mellem tre, fem og ti kilometer. Jeg ville gerne gå fem kilometer, men desværre skulle jeg til øjenlægen dagen før, og da jeg kom i skole dagen efter, hvor skolemarchen skulle foregå, var jeg blevet sat på tre kilometer, og det blev ikke meget bedre af, at jeg fandt ud af, at det kun var børnehaveklasserne, som var på det hold. Jeg fulgtes med min lærer Birgit, og jeg har sidenhen tænkt på, om det i virkeligheden var hende, der ikke orkede at gå så langt og det var derfor, at jeg blev sat på trekilometerruten.

Jeg var meget alene i frikvartererne, fordi mine klassekammerater for det meste spillede forskellige boldspil. Dog var jeg ofte med, når pigerne sjippede eller legede sanglege, men efterhånden som vi blev ældre blev det mere og mere noget med at sidde og se billeder eller spille bold. Heldigvis blev jeg ven med en pige, der hed Lotte og nogen gange gik vi ture og snakkede. I femte klasse kom der en afrikansk pige fra Zaire, der hed Ivrine som jeg blev rigtig gode venner med.

Anderledes var det hjemme, hvor jeg boede. Vi var som tidligere skrevet flyttet i rækkehus, hvor der boede mange andre børn, og jeg fik hurtigt en masse veninder. Mine bedste veninder hed Anne, Mette, Thilde og Tina, og vi havde det bare så sjovt sammen. Vi stod meget på rulleskøjter og en dag fandt vi på, at en skulle cykle, mens en anden skulle køre på rulleskøjter, mens man holdt fast i bagagebæreren og så sammen køre ned af en meget stejl bakke. Der gjaldt det bare om at holde balancen, så man ikke væltede. Vi syntes også, det var morsomt, at ringe på folks døre og så ellers bare spæne, inden de kom og lukkede op. Vi elskede også at lave telefonfis især, hvis der var en vi ikke kunne lide eller var blevet uvenner med. Vi kunne f.eks. finde på at ringe op til nogen og stønne i røret eller sige ”goddag, det er kussen, må jeg tale med fissen”, og hurtigt smide røret på. Vi havde også soveaftaler hos hinanden og, når det var påske mødtes vi tidligt om morgenen hos en af os og spiste alle de påskeæg vi havde fået.

Jeg havde også mobility med en synskonsulent, der hed Lis Strømstad. Der lærte jeg at gå med stok. Vi øvede forskellige ruter på skolen samt hjemme på området, hvor jeg boede. Desværre fortsatte jeg med at blive kørt i taxa til og fra skole gennem hele min folkeskoletid. Det skyldtes, at vi var flyttet længere væk fra Egegård skole, hvor jeg allerede var startet. Min bror kom til at gå på Buddinge skole, som lå over for, hvor vi boede. Grunden til, at mine forældre valgte at lade mig blive på Egegård skole var vist noget med, at Buddinge skole på daværende tidspunkt ikke ville integrere et blindt barn.

Inden jeg lærte at gå med stok, gik jeg med det gule armbind med de tre sorte prikker, eller jeg brugte et batch, hvor der stod ”Synshæmmet”. I starten brugte jeg ikke stokken indendørs, og jeg var faktisk ikke særlig glad for at gå med den. Jeg syntes det var pinligt, men da jeg var blevet lidt ældre havde jeg en oplevelse. Min familie og jeg var på pinseskovtur sammen med nogle venner. Dette gjorde vi hvert år, og vi sluttede altid af på Dyrehavsbakken. Mine veninder og min bror stillede sig op på en bænk, fordi de skulle se på et eller andet. Jeg ville også gerne stå på den, så jeg trådte op på bænken. Desværre skete det, at jeg kom til at træde op på en dames lår, og hun blev selvfølgelig vred. Efter den ubehagelige oplevelse fandt jeg ud af, at det nok var en meget god ide med den stok. Da jeg var startet i skole begyndte jeg at gå til noget, der hed børnemøde sammen med andre integrerede blinde skolebørn. Det var bl.a. Hanne Lindau og Lis Strømstad og et par andre synskonsulenter, der tog initiativ til, at vi kunne mødes en gang om måneden. Jeg holdt meget af at være der. Der var et puderum, hvor vi rigtig kunne tumle rundt. Vi lavede også aftensmad sammen, og det foregik på den måde, at vi sad sammen ved et stort bord, og så fik vi lov at føle på de madvarer vi skulle bruge, og bagefter skulle vi gætte, hvad det var. Jeg var vant til at være med til at lave mad derhjemme sammen med min mor, så jeg kendte allerede til mange fødevarer, og jeg havde også prøvet at skære med kniv samt bage og stege på pande.

Der var altid god tid til at lytte til og tale med hinanden, og jeg syntes det var spændende at lytte til, hvad de ældre blinde børn fortalte. Der var især en af de større drenge, der hed Kim. Han var rigtig sjov at tumle med i puderummet og så sang han: ”Jeg kan hoppe, hoppe, hoppe som en loppe, loppe, loppe”. Min familie og jeg var engang hjemme og besøge ham og hans familie, og han spillede eventyr på kassettebånd for mig. Han viste mig også, hvordan han havde afmærket sine bånd med punktskrift. Han kunne både spille på harmonika og klaver og så sang vi andre med.

I den første tid var jeg den eneste pige, men senere kom der en pige, der hed Gitte, som jeg blev veninde med. Hun var min første blinde veninde, og jeg har vel været otte år på det tidspunkt. Vi besøgte også hinanden og lavede mange sjove ting sammen. Hun kom til at kende mine seende veninder og jeg hendes. Vi kunne også godt lide at synge og sjippe. Desuden havde vi begge fået en kanin, som vi kælede med, når vi besøgte hinanden. Jeg husker også engang, hvor jeg havde inviteret min afrikanske veninde fra klassen med til børnemøde, fordi vi fik besøg af to lærere fra Kenya, som var i Danmark for at lære mere om undervisning af blinde børn. Den dag fik vi afrikansk mad som de havde lavet, og vi skulle spise med fingrene.

I 1984 arrangerede synskonsulenterne en skitur til Norge for vores børnegruppe. Vi var således ti blinde børn i alderen 10 til 14 år, der deltog samt seks synskonsulenter. Vi skulle sejle fra København til Oslo og derefter køre med bus op til hytten, hvor vi skulle bo og stå på ski. Jeg syntes, det var vældig spændende at være om bord på en færge og sove i kahyt. Vi børn blev inddelt i små grupper med hver en voksen. Jeg var i gruppe sammen med Gitte og en dreng, der hed Joachim, og vi havde Lis Strømstad som vores faste voksen. Hun viste os, hvordan kahytten så ud. F.eks. at sengene, som var køjesenge skulle vippes ned fra væggen, når vi skulle sove og, hvordan vinduerne kunne åbnes, og hun fortalte os, at det hed et koøje på et skib. Ude på badeværelset lå der små indpakkede stykker håndsæbe. Jeg kan huske, at vi rejste en fastelavnssøndag, så der var arrangeret tøndeslagning på færgen, så vi var også med til at slå katten af tønden. Vi fik også lov til at købe slik for vores medbragte lommepenge. Da vi endelig ankom til vores hytte, blev vi præsenteret for to norske medhjælpere samt et par unge norske blinde fyre. Desuden havde vi to norske damer, der lavede dejlig mad til os. Vi var ude at stå på ski hver dag, og der var heldigvis masser af sne. Om aftenen hyggede vi os med forskellige lege og en af synskonsulenterne, der hed Bo, læste en sjov godnathistorie for os, der hed ”Balladen om den forsvundne mumie”. Den sidste aften holdt Hanne Lindau en tale for hver af os og vi fik alle en pris. En blev f.eks. udnævnt til ekspert i skiløb uden stave, en anden blev kåret som løjpefræseren og en som den flyvende pil. Da det blev min tur til at blive kåret, spurgte Hanne Lindau mig først ”Lena, tror du ikke, at du er den af alle børnene, der er faldet flest gange?” Jeg svarede, at det vidste jeg ikke. Jeg troede først, at hun var vred på mig, men hun talte videre om, hvor flot jeg havde kæmpet, så derfor blev jeg kåret til at være løjpernes faldeekspert. Nogle af de andre børn råbte åhja! Men Hanne forklarede, at det ikke var det, at man faldt, men det, at jeg havde fortsat uden at give op. Først var jeg meget flov over min titel, men i dag forstår jeg godt, hvad hun mente nemlig, at det handler om at kæmpe.

Jeg var senere på andre skiture, som Synscenter Refsnæs arrangerede – også for integrerede elever, og jeg må indrømme, at jeg aldrig blev god til at stå på ski. Jeg vil sige, at jeg har været glad for at være integreret, men jeg er ret sikker på, at min skolestart og i det hele taget mit skoleforløb havde været anderledes, hvis jeg var kommet i klasse med nogle jeg kendte fra børnehaven. Det ville have givet mig et bedre fundament, så jeg måske var kommet bedre ind i klassefællesskabet. Jeg er heller ikke særlig stolt af, at jeg blev transporteret til og fra skole gennem hele min folkeskoletid. Jeg synes faktisk, at det skulle have været ordnet sådan, at jeg blev flyttet til Buddinge skole, hvor jeg havde alle mine veninder.

5. Anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog: ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”, ved Karen Marie Pedersen

Bogen er udkommet på forlaget Kahrius i 2022. Udgivet som lydbog med tekst af NOTA med bognummer 49970.

Appetitvækkeren på bogens bagside er historien om dengang, da Peter, sammen med sin gode ven, Jørn Clausen, i rask tempo gik direkte ud i hotellets swimmingpool, med alt tøjet på og med deres hvide stokke. De troede, de var på vej til havet, og fik på den måde overbevisende fortalt de øvrige hotelgæster, at de var blinde. Historien er kendt blandt os, som er jævnaldrende med Peter, og den er et godt udtryk for Peters humør og optimistiske livssyn, der er gennemgående i hele bogen. Trænger du til et godt grin af blindhedens mange finurlige tildragelser i hverdagen, så kan denne bog anbefales.

Bogen består af to dele:
1. del er fortællinger fra Peters barndom, ungdom, uddannelse, beskæftigelse og fritidsliv. Her får vi et rigtig godt indtryk af Peters baggrund, miljø og livssyn, og ikke mindst af uddannelses- og beskæftigelsesmulighederne i 1970’erne og 1980’erne.
2. del bygger på nogle af Peters rejsedagbøger fra ind- og udland.

Som det fremgår af bogens titel, foretog Peter et totalt sporskifte med hensyn til uddannelse og beskæftigelse. Det lod sig gøre, fordi der var al den tid til revalidering, der behøvedes, og fordi målet alene var, at unge blinde skulle have mulighed for uddannelse og beskæftigelse. Peter var 19 år, da han kom til Blindeinstituttet, og han var under revalidering i 10 år. Han kom med en identitet som ung håndværker, og han skulle ikke gå i skole mere end højst nødvendigt. Han endte med en identitet som blind lærer, og efter endt revalidering mødte Peter den åbenhed og tillid, der gjorde det muligt for ham at bruge sin uddannelse, og blive ansat som folkeskolelærer. Sådan et forløb ville være utænkeligt i dag. Peter mener i bogen, at de gode muligheder dengang i 1970’erne skyldtes, at det var staten, der var ansvarlig for tilbuddene. Det er der nok noget om, fordi distancen til staten var så stor, at det blev medarbejdernes faglighed og idealer, der formede tilbuddene til den enkelte. Staten blandede sig ikke i detaljerne.

Der var jo imidlertid en anden side af statens særforsorg, som Peter ikke har mærket, men som nu betyder, at regeringen må give en undskyldning for overgreb og nedværdigende behandling til mange andre mennesker, som staten tog sig mindre kærligt af. Det hører desuden med til historien om Blindeinstituttet og statens særforsorg, at vi, der var elever lige før Peter og hans kammerater, dvs. som de sidste på det gamle Blindeinstitut på Kastelsvej, måtte kæmpe hårdt for retten til uddannelse. Det lykkedes for mange af os, og de gyldne muligheder, som Peter fik glæde af i 70’erne byggede på de sejre, vi havde vundet, samt på optimisme og nye rammer, som flytningen til det nye blindeinstitut i Hellerup medførte.

Peter nævner i sin efterskrift i bogen, at han har været heldig på en lang række områder. Det er sandt. Han fik brug for revalidering og beskæftigelse på det allerbedste tidspunkt, da vejen var banet, og stemningen i samfundet var præget af åbenhed og tro på muligheder for alle. Peter har været god til at række ud efter mulighederne og gribe det held, han fik. Han blev som lærer og som person en rollemodel for mange nyblinde, og han var med til at give punktskriften videre som blindes eget skriftsprog. Han var også med til at vise den frihed og selvstændighed, man kan få som blind, når man er opfindsom, og når man kaster sig ud i det sammen med andre blinde. Peter blev ikke håndværker, men han tog sit praktiske håndelag med, og bogen rummer mange eksempler på, hvor værdifuldt det er for blinde at have et godt praktisk håndelag. Dette burde afspejle sig i al habilitering og rehabilitering af blinde, men det er langt fra tilfældet, – nærmest tværtimod.

I 2. del af bogen fortæller Peter, med stor detaljerigdom, om en række forskellige rejseoplevelser. Det usædvanlige er, at oplevelserne primært beskrives med de sanser, som vi blinde bruger. Så vi skal altså ikke “oversætte” fra synsbeskrivelser. Derved får vi mulighed for at leve helt med, når udfordringer skal overvindes. Der er ingen tvivl om, at Peter er kreativ og opfindsom med hensyn til at finde praktiske fremgangsmåder, som kompenserer for det manglende syn. Og Peter går ikke af vejen for noget. Han overlader ikke bare ansvaret for det praktiske til sine seende rejsefæller. Han tager sin del. Den holdning til fællesskabet med andre har jeg dyb respekt for, og det er måske det allermest håbefulde, som bogen kan give til de næste generationer af blinde. Vi kan på vore egne præmisser som blinde, bidrage ligeværdigt til fællesskab med både blinde og seende, hvis vi virkelig vil.

Peter fortæller sine erindringer med megen humor og med et positivt livssyn. Der er mange situationer, som er genkendelige for os blinde, eller som er lette og sjove at forestille sig. Jeg tror virkelig, at Peter har hygget sig med at skrive bogen, og derfor er den også hyggelig at læse.

6. Anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog: ”Gennem krattet”, ved Jytte Nielsen

Udkommet på eget forlag i 2022. Bogen kan fås hos NOTA i lyd og på punktskrift.

Den er først og fremmest beregnet for efterkommere og nære venner, men kan med stort udbytte læses af andre. Der er også et billedmateriale af familiær interesse.

Som bogens titel antyder, følger vi Peter gennem tilværelsens filtrede krat og snørklede veje. Med gåpåmod lykkes rigtig meget for ham. Indledningsvis får vi et tilbageblik på familiens historie, Peters far havde en gørtlervirksomhed i Randers, og der har været gode kår socialt og økonomisk i hjemmet. Peter blev født juleaften 1936 og forblev eneste barn.

I 1950 sker ulykken, som bliver det store vendepunkt i Peters liv. Dette år mister han synet og bliver helt blind. Sammen med en jævnaldrende kammerat var han i gang med at bygge en hytte. De to drenge huggede tømmer til byggeriet ud af skovens træer, væltede stammer og grene, men da Peter er i færd med at befri en træstamme for sidegrene, hvor han hugger til med sin økse, springer der en torn op i venstre øje. Han kommer alt for sent i behandling, og den betændelse, som er opstået, spreder sig til det højre øje. Det ender med, at begge øjne må fjernes, og Peter får øjenproteser. Det er nu tilværelsens filtrede krat begynder, for før dette dramatiske vendepunkt, var Peters liv et helt andet.

Peter brød sig ikke om at gå i skole, han var et friluftsbarn, som helst ville være på havnen og ved fjorden. Han kunne bruge sav og økse, han bygger en båd, laver bål og er spejder, og udvikler fysik og personlighed, noget der kommer ham til gode fremover.

I 1951 kom Peter på blindeskole, Refsnæsskolen ved Kalundborg. Han skulle bo på skolen, og det var naturligvis tungt for forældrene at sende deres eneste barn afsted til en helt anden egn af landet. De gør deres bedste for at sikre sønnen værdighed og respekt i den nye situation. De sender ham rigeligt med cigaretter, penge og andet godt.

Enebarnet Peter bliver nu kastet hovedkulds ind i en børneflok, som ikke tager på ham med blide hænder. Peter kom efter det, og hans aktive liv som barn i Randers, giver ham mange fortrin, og heldigvis bliver han både glad for og god til at gå i skole.

Blindeskrift er et skræmmende ord, men det kan læres, og vi får fortalt om de underlige og fremmede pædagogiske redskaber, man bruger her. Peter har nok været lidt beklemt ved hele situationen, så en behjertet lærerinde, Ellen Gyldenbjerg, trøster ham med, at gud godt kan lide blinde.

Efter skoletiden på Refsnæs kom Peter til Blindeinstituttet i København. Han havde nu så gode boglige færdigheder, at han tog en præliminæreksamen på kursus sammen med seende. Da han havde familie i København udvidedes hans bevægelsesradius også. Peter blev optaget på Teilmanns kursus for uddannelse af fysioterapeuter, og uddannelsen afsluttes tre år senere.

Som eneste mand i klassen har han sikkert haft en god tid der. Noget sjovt for os i dag er, at man finder det upassende, hvis han kommer i fysisk kontakt med de kvindelige elever, når der skal øves praktisk fysioterapi på kroppe, og ligeledes hvis de kvindelige elever skulle øve sig på ham. For at løse problemet måtte man optage endnu en mandlig elev i klassen. Peter omtaler i øvrigt striden med Teilmanns kursus, vedrørende uddannelse af blinde fysioterapeuter, som begyndte i 1971, og som strakte sig på en opslidende og ødelæggende måde over flere år. Skolen havde en lovbestemt forpligtelse til at optage og uddanne blinde elever, men skolens leder, Inga Denver, ignorerede denne forpligtelse. Hun ønskede ikke blinde elever på sin skole. Den langstrakte sag endte med, at Inga Denver blev afskediget, der kom så en ny leder, som overholdt loven, så blinde igen kunne optages på skolen.

Bogen ”Gennem krattet” er en imponerende række af uddannelsesforløb, oplevelser og udfordringer, som Peter giver sig i kast med. Han rejser bl.a. på egen hånd til Spanien, uden at kunne spansk, og senere til London. Han beretter om dejlige oplevelser fra disse rejser.

Tilbage i Danmark møder han sin kommende hustru, Inger, som også er fysioterapeut. De bliver sammen resten af livet, og de flytter sammen med deres to døtre, Kirsten og Ditte, til Nordjylland, men før det sker der mere i Peters liv. Han keder sig i sit arbejde som fysioterapeut, der er ikke udfordringer nok i de arbejdsopgaver, han kan få. Psykologien bliver det næste område, der skal studeres. Sammenhængen mellem krop og sind bliver fremover hans helt store interesse. Peter deltog på et tidspunkt i en verdenskongres om psykologi, og møderne foregik på Christiansborg. Her kom han i kontakt med den japanske psykologiprofessor, Owaki, som demonstrerede sin intelligenstest udarbejdet til blinde, Owaki-testen. Det var en taktil udgave af block-design-tests, som er visuelle tests for seende. Professor Owaki var interesseret i at få sin test afprøvet og udbredt. Peter fik overdraget materialet, og fik aftale med Refsnæsskolen om at komme der og møde elever, som således blev testpersoner.

Testen viste sig desværre at være ubrugelig, for mange testpersoner bestod hele testen. Det må ikke kunne lade sig gøre. En test skal være så svær, at den ikke kan løses i sin helhed. Man får så ikke afdækket testpersonens fulde intelligenspotentiale.

På dette tidspunkt er Peter færdig med sin studentereksamen, og vejen til universitetet skulle således være åben for ham. For at afprøve sin teoretiske viden i praksis, bliver han ansat som medarbejder i den anonyme telefontjeneste, Nicolaitjenesten, en gratis rådgivning for mennesker med sjælelige og sociale problemer.

I 1960 blev Peter optaget på psykologistudiet ved Københavns Universitet. Det kommer til at tage 12 år at gennemføre dette studie med en bestået magistergrad. Hans studiebetingelser er mildes talt vanskelige. Blindeinstituttet vil ikke forsyne ham med punktskriftbøger, han får dækket udgifter til bånd og papir. Han tager noter på prentavle, og det lykkes for ham at skaffe studierelevant materiale på bånd fra England og USA. Han skriver speciale over emnet ”Blindes udfordringer ved at færdes”, mobility også kaldet. Det var helt nye og moderne betragtninger på blindes tilværelse, som kom fra USA.

For at tjene til dagen og vejen arbejdede Peter i ”De Gamles By”, hvor han var med til at afprøve og udvikle nye fysiurgiske behandlingsmetoder.

Peter og Inger havde længe haft lyst til at få egen klinik og hele familien flytter til Års i Nordjylland i 1977, og her har Peter og Inger boet lige siden. Døtrene er gået deres egne veje. De får nu deres egen fysioterapeutiske klinik og dermed frihed til at arbejde med og udvikle behandlingsmetoder, hvor krop og psyke bliver set i en større sammenhæng. Peter videreuddanner sig til kranio-sakral-terapeut, men hans helt store interesse opstår, da han stifter bekendtskab med den psykologiske teori kaldet Bodynamic-systemet. Bodynamic-systemet beskriver de mentale, karakteristika og kropslige kendetegn, for de forskellige udviklingstrin et barn gennemgår. Det er især det første udviklingstrin: Behovsfasen. Denne fase har ved siden af sit psykiske særkende også et kropsligt særkende. En sammensunket holdning, hvor rygsøjlen er krummet mod højre eller venstre, skoliose. At finde denne sammenhæng mellem behovsfasens karakterstruktur og skoliose syndromet, og kunne afhjælpe generne for patienterne med denne krydsdiagnose, ser han som sit livsværk.

Peter har mange interesser, han holder af musik og spiller selv guitar. Han går til undervisning og går til foredrag i idehistorie, han er i det hele taget et meget aktivt og nysgerrigt menneske. Han er optaget af Blindesagen, hvad jo også fremgår af hans emnevalg til specialet på psykologistudiet.

I Peters ungdom kendte man ikke den lange hvide mobilitystok. Nogen gik med en almindelig spadserestok, og det gule armbind med de tre sorte prikker var blindes helt almindelige udstyr. Det var et signal til seende om, at her kommer en blind, pas på, giv din hjælp om nødvendigt. Med stokken kan blinde færdes, kun sne, som er en slags tåge for blinde, udvisker kendemærker og faste holdepunkter. Hørelsen er vigtig for at færdes som blind, men desværre får Peter et hørerhandicap, som naturligvis generer ham meget. Han er dog med i Dansk Blindesamfunds Fuglsangkor, hvor han synger en smuk tenor, det ved jeg, for jeg var selv med i koret.

Bogen afsluttes med en afrunding af familiens historie. Bagest i bogen er der et apendiks med øvelser til forbedring af kropsholdning, som læseren kan kaste sig ud i.

Det er en skøn bog, sproget er flydende og levende. Der er på intet tidspunkt tomgang i fortællingen, der sker noget hele tiden. Et godt levet liv, hvor krattet på intet tidspunkt får lov til at spænde ben. Det er en beretning om en blind mands liv, men først og fremmest en fortælling om en stor og stærk personligheds vilje til at leve. Tak for din bog Peter, den er et fornemt bidrag til blindes historie. Dine efterkommere kan være stolte af dig.

Dette er jo en boganmeldelse, og ikke et referat af bogen. Der er mange situationer, jeg ikke omtaler, jeg har omtalt det, som giver et indtryk af det gennemgående tema, at komme gennem krattet.

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

 

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1/2023.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Kontingentindbetaling 2023 ved kasserer John Heilbrunn

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 4. – 5. marts 2023

4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2023

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2022/2023 ved Poul Lüneborg

6. Regnskab 2022 samt revisionsprotokol ved kasserer John Heilbrunn

7. Brailleskriftens konge er ikke iblandt os længere. Nekrolog om Svend Thougaard af Hans Erik Olsen

8. Du må aldrig give op – omtale af en bog om Kurt Videbæk af Allan Fohlmann

9. Den tidligere regering holdt ikke sit løfte om en undskyldning til anbragte under særforsorgen af Ove Gibskov

10. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

I skrivende stund er det en måned siden vi fejrede juleaften. Det betyder, at vi har lagt 2022 bag os og ser frem på 2023.

Der blev i det forgangne år sat fokus på blindes historie gennem nogle vigtige erindringsudgivelser. Fysioterapeut og psykolog Carl Peter Nielsen udgav i september bogen ”Gennem krattet”. Han var en pioner, idet han i 1972, som den første blinde i Danmark, forsvarede sin afhandling som afslutningen på sit cand. mag. studie i psykologi ved Københavns Universitet. Nogle måneder senere udgav Peter Frederik Hansen sine erindringer ”Fra håbefuld Bliktud til blind overlærer”. Han var blandt de første elever, som i august 1968 flyttede ind i et af værelserne på det nye Blindeinstitut på Rymarksvej i Hellerup. Disse 2 livsforløb tager udgangspunkt midt i en markant omstillingstid for blindes muligheder for at gennemføre en boglig uddannelse. Det er denne omstilling, som selskabet har søgt at belyse i rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede”, som Medicinsk Museion fik overrakt på foreningens 28. års fødselsdag den 18. november 2022. De 2 bogudgivelser på hver ca. 300 sider inklusiv illustrationer vil forhåbentlig snart kunne lånes gennem Nota, medens rapporten vil blive præsenteret af John Heilbrunn på selskabets forestående generalforsamling. Det næste Nyhedsbrev vil indeholde en præsentation af rapporten, som er baseret på 26 interview med synshandicappede, der har afsluttet en uddannelse i den nævnte periode. Rapporten vil desuden blive omtalt i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49, som forventes udsendt i slutningen af årets 2. kvartal.

Ud over disse væsentlige bidrag til belysning af blindes historie kunne vi i bestyrelsen glæde os over, at interessen for vores historie i 2022 blev taget op af læge Jesper From fra Dansk Medicinskhistorisk Selskab. Jesper From stod bag en artikel på ca. 50 sider i selskabets årbog fra 2021 med titlen ”Socialoftalmologiens og blindesagens historie i Danmark”, som jeg anmeldte i sidste års Nyhedsbrev nr. 2.

I selskabets bestyrelse glæder vi os over disse udgivelser, som vil blive fulgt op af en række bidrag i løbet af 2023. Vi er vidende om, at flere erindringsudgivelser er på vej sammen med en række artikler og historiske beretninger baseret på ny forskning.

I dette nyhedsbrev fortæller Allan Fohlmann om Kurt Videbæks erindringsudgivelse fra 2019 ”Du må aldrig give op”. Det er en omtale, som vi længe har haft lyst til at informere om. Derudover bringer selskabets redaktør Ove Gibskov endnu et bidrag til belysning af den lange proces, om en eventuel undskyldning fra regeringen til personer, der har været inddraget under Særforsorgen i årene 1933 – 1980.

I løbet af 2022 sagde vi farvel til 3 markante medlemmer af selskabet. Disse dødsfald har berørt os dybt i bestyrelsen. Det gælder ikke mindst selskabets tidligere webmaster og kasserer Ole Brun Jensen, som frem til sin død fortsat var et aktivt medlem af bestyrelsen. Organist Erik Kiørby og medarbejder ved Synscenter Refsnæs Svend Thougaard var de 2 andre personligheder og tidligere aktive medlemmer af selskabet, som vi tog afsked med. Min forgænger i formandsstolen Hans Erik Olsen har til nærværende nyhedsbrev skrevet en meget læseværdig nekrolog om Svend Thougaard, baseret på hans mangeårige venskab med ham.

Selskabets ordinære generalforsamling afholdes i år i forbindelse med et arrangement i weekenden 4. – 5. marts 2023 på Fuglsangscentret. Nyhedsbrevet indeholder invitation, program og forslag til dagsorden til generalforsamlingen samt beretning og regnskab for 2022.

Det er mit håb, at rigtig mange af selskabets medlemmer vil tage imod opfordringen til at deltage i denne begivenhed og de 2 spændende blindehistoriske programpunkter, som er forberedt til lørdag eftermiddag og søndag formiddag.

God læselyst og på forhåbentlig gensyn i weekenden 4. – 5. marts 2023.

2. Kontingentindbetaling 2023 ved kasserer John Heilbrunn

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet på 150 kr. til Blindehistorisk Selskab.

Du kan indbetale via bankoverførsel til reg 1551 0501697. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel, så jeg kan identificere indbetalingen.

Du kan også indbetale kontingentet via mobilepay på nummer 44678.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på 23 40 92 18, så vi sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Jeg vil opfordre alle medlemmer til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar i år. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 4. marts 2023, hvis du agter at deltage i denne.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 4. – 5. marts 2023

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, endnu engang at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 4. til søndag den 5. marts 2023.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 12.30.

Program for lørdag den 4. marts 2023:

Kl. 13.30 – 16.30 Generalforsamling, afbrudt af kaffe / te pause

Kl. 16.30 – 18.00 Rapport om ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” udgivet af Blindehistorisk Selskab oktober 2022. John Heilbrunn fortæller om rapportens tilblivelse og resultater.

Tre af selskabets medlemmer har interviewet i alt 26 synshandicappede personer som i 50-70-erne har haft kontakt af forskellig art og omfang med blindeforsorgen, institutionerne og inspirerende enkeltpersoner. Denne periode var en brydnings- og omstillingstid både af personlig art og i forhold til de interviewedes valg af livsbane, uddannelse, erhvervsvalg og personlig udfoldelse.

Rapporten blev overrakt til Medicinsk Museion ved en reception på selskabets fødselsdag den 18. november 2022 i Handicaporganisationernes Hus i Taastrup med deltagelse af ca. 40 medlemmer og gæster.

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i separat lokale

Kl. 21.00: Kaffe / te + kage

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program

Program søndag den 5. marts 2023:

Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant

Kl. 9.00 Blindehistorisk temaarrangement:

John Heilbrunn og Henrik Olsen præsenterer et historisk oplæg om Blinde og Svagsynedes Båndklub – BSBK.

”Hvor fotoalbums og tidligere smalfilm var en af de måder, hvor seende mindes begivenheder og sammenkomster, har blinde og svagsynede ikke haft stor glæde af dette, men har brugt båndoptageren og båndoptagelser som en slags ”kamera”, hvor mikrofonholderen kunne opfange stemninger, fortællinger og dermed videregive disse både til de, som har deltaget som et ”memoirerbillede” og samtidig har andre, som ikke har været til stede, også kunnet få del i oplevelserne.

Blindes og Svagsynedes Båndklub har siden stiftelsen den 7. februar 1969 på det første båndkursus på feriehjemmet i Hobro været vidt omkring i ind- og udland.

Henrik Olsen og John Heilbrunn vil i en dialog med forskellige eksempler illustrere, hvordan bånd- / optagemediet fra spole til digitalt medie har haft en stor betydning.

Henrik og Johns oplæg vil vare ca. halvanden time. Det vil midt på formiddagen blive afbrudt af kaffe / te pause.

Der vil være mulighed for spørgsmål og supplerende kommentarer undervejs.

Kl. 11.45 Afslutning med fællessang.

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen. Teksten blev første gang offentliggjort i Medlemsblad nr. 52 fra oktober 1915, medens melodien første gang omtales i medlemsblad nr. 6 fra den 24. marts 1923 – forud for Laurids Lauridsens melodi benyttedes melodien til “Danmark dejligst vang og vænge” komponeret 1811 af P.E. Rasmussen fra Farum.

Kl. 12.00 Frokost i centrets restaurant og derefter afrejse

Bestyrelsen beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 475 kr. sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets punkt om tilmelding til generalforsamlingen.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2023

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018. De findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 5. marts 2022 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/ 2022. Nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2022 / 2023 til godkendelse. Beretningen offentliggøres i nærværende nyhedsbrev.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2022 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse. Regnskab og revisionsprotokol offentliggøres i nærværende Nyhedsbrev.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest lørdag den 18. februar 2023.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer John Heilbrunn for en 2-års periode, er villig til genvalg.

b. Bestyrelsesmedlem for en 2-års periode, Thorvald Kølle har meddelt, at han ikke stiller til genvalg.

c. 2 suppleanter for et år, Leif Martinussen blev sidste år valgt som 1. suppleant, han genopstiller.

d. Posten som 2. suppleant skal nybesættes – Thorvald Kølle har meddelt, at han er villig til at modtage valg til dette hverv.

e. Revisorer:

Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen, der blev valgt i 2022 for 1 år, er begge villige til genvalg.

f. Revisorsuppleant:

Nete Parkov valgt for 1 år i 2022, hun er indstillet på genvalg.

11. Eventuelt.

4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2023

Kære medlem.

Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia, fra lørdag den 4. til søndag den 5. marts 2023, beder jeg dig om at kontakte kasserer John Heilbrunn senest fredag den 10. februar 2023. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 30 værelser på centret, en del af disse er allerede booket, så skynd dig med din tilmelding!

Kasserer John Heilbrunn kan kontaktes på tlf. 23 40 92 18 eller på mail heilbrunn@mail.dk.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551 0501697. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel, så kassereren kan identificere indbetalingen.
Du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44678.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til John Heilbrunn på tlf. 23 40 92 18, mail: heilbrunn@mail.dk, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 eller på mail: fuglsang@blind.dk

Bestyrelsen glæder sig til at se rigtig mange til årets generalforsamling.

På gensyn på Fuglsangscentret.

Bestyrelsen

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2022/2023 ved Poul Lüneborg

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 5. marts 2022 til dette års generalforsamling den 4. marts 2023.

1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende medlemmer, som blev valgt på generalforsamlingen den 5. marts 2022:

Poul Lüneborg, formand

Lena Bang, næstformand

John Heilbrunn, kasserer

Ove Gibskov, redaktør

Thorvald Kølle, sekretær

Leif Martinussen, 1. suppleant

Ole Brun Jensen, 2. suppleant

Den 10. juli 2022 modtog vi den meget triste meddelelse om, at Ole var gået bort efter længerevarende sygdom på grund af kræft, jf. omtalen af hans indsats nedenfor under pkt. 11.

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der forventes i skrivende stund afholdt 4 møder i beretningsperioden. I denne periode har det været muligt, at afholde alle møder som fysiske møder enten på Fuglsangscentret eller i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde den 6. marts 2022 efter generalforsamlingen.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål og bidrage til gennemførelsen af trufne beslutninger. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder – Ole deltog i de 2 første møder via elektronisk opkobling til disse.

2. Medlemsstatus.

Ved starten af 2022 talte selskabet 127 medlemmer, heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke artikler under rubrikken Meddelelser. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde.

Vi har i 2022 kunnet glæde os over, at 3 har tegnet medlemskab, 2 medlemmer har ikke ønsket at opretholde deres medlemskab, og hertil kommer, at 2 medlemmer er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2022 har medført, at der ved årets udgang var 126 medlemmer, som havde betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2023 tæller 123 medlemmer, idet vi i årets løb har registreret 3 dødsfald i medlemskredsen. Det drejer sig om følgende 3 markante medlemmer af selskabet:

– Ole Brun Jensen, jf. mindeord i MB nr. 11/2022

– Erik Otto Kiørby, jf. mindeord i MB nr. 16/2022

– Svend Aage Høegh Thougaard, jf. mindeord i MB nr. 16/2022 og Hans Erik Olsens nekrolog i Nyhedsbrev nr. 1/2023.

Desuden skal her nævnes nekrologen i MB nr. 15/2022 i anledning af meddelelsen om Jørgen Svendsens død – et mangeårigt medlem af selskabet frem til udgangen af 2021.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er beklageligvis på ingen måde rykket nærmere i løbet af denne beretningsperiode.

Bestyrelsen glæder sig over, at der stadig er mennesker med interesse for blindes historie som tegner medlemsskab af selskabet.

Jeg har sammen med den til enhver tid siddende bestyrelse i gennem de seneste 6 år bestræbt mig på at udtænke idéer og tage initiativer til at rekruttere nye medlemmer udenfor Dansk Blindesamfunds medlemskreds. Disse bestræbelser har desværre kun haft ringe succes. Derfor opfordrer jeg endnu engang alle medlemmer af selskabet til at fremkomme med forslag på dette område.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 3. august 2022 Medlemslisten for 2022 til alle medlemmer med en mailadresse. Denne blev efterfølgende udsendt i sort punkt og som daisylydfil efter det enkelte medlems eget valg. Bestyrelsen beklager, at årets medlemsliste blev udsendt så sent. Dette skyldtes først og fremmest problemer med at tilvejebringe en endelig afklaring af i hvilket omfang medlemmer i restance med kontingentbetalingen ønskede at opretholde deres medlemskab eller ej. Disse udfordringer er forhåbentlig afklaret, når vi når slutningen af beretningsperioden. Bestyrelsen planlægger i 2023 at udsende medlemslisten kort tid efter generalforsamlingen.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den årlige generalforsamling. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og i givet fald med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer videregivet til kassereren.

Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter et årsskifte at indbetale kontingentet og samtidig give meddelelse om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår af den sidst udsendte medlemsliste.

Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 7 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.

4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.

Denne gruppe, som består af 2 repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg og 2 repræsentanter fra Blindehistorisk selskab, har i 8-års perioden 28. november 2014 – 10. december 2022 afholdt 14 møder. Blandt disse møder har 4 møder været med repræsentanter fra Medicinsk Museion og 3 møder med repræsentanter fra Post-, Tele- og Kommunikationsmuseet – nu museet Enigma. Til et flertal af møderne har repræsentanter for Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg været inviteret. Således deltog Jesper Holten fra DBSs forretningsudvalg i gruppens seneste møde den 10. december 2022.

Ove Gibskov og formanden har i den forgangne periode været selskabets repræsentanter i gruppen.

Karen Marie Pedersen og Dennis Bonnet Aabank har repræsenteret DBSs Fritids- og Kulturpolitiske udvalg i gruppen i beretningsperioden.

Det fremgår af selskabets beretninger gennem årene, at arbejdet i gruppen først og fremmest har haft som mål at sikre de blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet og Synscenter Refsnæs. Den Blindehistoriske Samling overgik som bekendt i 2013 til Medicinsk Museion. Arbejdet i gruppen har derfor været koncentreret om samlingerne ved Synscenter Refsnæs.

På mødet den 10. december 2022, hvor såvel repræsentanter fra Medicinsk Museion som fra Synscenter Refsnæs deltog, var der enighed om, at det var af afgørende vigtighed, at få afklaret situationen for samlingerne ved Synscenter Refsnæs. Deltagerne i mødet besluttede, at der bør tilvejebringes en vurdering af de tilbageværende samlinger og økonomiske ressourcer, der kan sikre en overflytning af de bevaringsværdige dele af samlingerne til Medicinsk Museion, idet Synscenter Refsnæs har planer om at anvende lokalerne, hvori samlingerne nu befinder sig, til andre formål. Der var i gruppen stor tilfredshed med den beredvillighed, der fra såvel Medicinsk Museion som fra Synscenter Refsnæs blev lagt for dagen på mødet med henblik på at finde en endelig løsning af usikkerheden om fremtiden for samlingerne ved Synscenter Refsnæs.

Samlingschef Ion Meyer gav på mødet tilsagn om at udarbejde et notat, til brug for det videre arbejde med samlingerne ved Synscenter Refsnæs og såvel Jesper Holten som undertegnede stillede sig positiv til spørgsmålet om at bidrage til fremskaffelse af nødvendige økonomiske midler til det videre arbejde.

På mødet gav gruppens medlemmer en gensidig orientering om aktuelle sager på gruppens område indenfor DBS og selskabet, herunder gav Ove Gibskov en status over kontakten til museet Enigma.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er som anført i de seneste beretninger indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer er blevet opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBSs hovedkontor og / eller selskabets bestyrelse. Denne opfordring, som var indeholdt i den seneste beretning, gentages for at minde enhver om, at historiske begivenheder kun optages, hvis der er nogen som hjælper med til at identificere disse.

Opgaverne i Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe kan kun løses i et samarbejde med DBSs forretningsudvalg. Da forretningsudvalgets sammensætning i begyndelsen af 2022 endnu engang undergik markante forandringer, står gruppen overfor nye udfordringer med hensyn til at fremme forståelsen for løsningen af disse opgaver.

På mødet drøftedes det hvorledes det sikres, at markante personligheder indenfor den danske blindesag mindes, når de dør. Forretningsudvalgets nuværende aldersmæssige sammensætning kan medføre, at en meddelelse om et dødsfald blandt ældre tillidsvalgte og ansatte overses. Her bør gruppen bidrage, til at disse personer mindes på passende måde i blandt andet Medlemsbladet.

De bekymringer, som lå til grund for denne drøftelse, var blandt andet baggrunden for, at jeg i Medlemsblad nr. 1/2023 skrev mindeord om fhv. kredsformand og blindekonsulent Jan Diemer, som døde den 13. december 2022.

5. Selskabets egne projekter i det forløbne år

5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets beretninger. I beretningen for 2018 / 2019 findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

Registreringsprojektet blev afsluttet den 14. maj 2020 med udarbejdelsen af en endelig rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.

Selskabets bestyrelse besluttede allerede på sit møde den 16. februar 2020, at der skulle fastlægges en plan for projektets afslutning. Projektets hovedformål har som bekendt været at inspirere medlemmer af Dansk Blindesamfund og professionelle, indenfor det synsfaglige område, til at medvirke til at lade registrere genstande m.v. som kunne bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling. Selskabet har med projektrapporten ydet et væsentligt bidrag til at opfylde dette formål.

Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside. Samtlige registrerede genstande er systematiseret i 5 hovedkategorier. Registraturen over samlingen indeholder 142 emneord, der hver åbner adgang til de registrerede genstande under det pågældende emne.

På selskabets generalforsamling den 17. februar 2018 anførte museumsinspektør Jacob Kjærgaard, at samlingen omfatter godt 3.500 genstande og ca. 800 billeder. Hertil kommer omkring 700 punktbøger, 100 reliefbøger, 700 sortbøger samt en samling kassettebånd, disse bøger og lydoptagelser er endnu ikke digitaliseret.

Samtlige henvendelser til registreringsprojektet er i rapporten sammenlignet med registraturen. Ved denne gennemgang af modtagne henvendelser har det kunnet konstateres, at samlingen allerede indeholder en betydelig del af de registrerede genstande. Rapporten oplister 108 genstande, som ikke findes i Den Blindehistoriske Samling. Der er i alt tilgået registreringsprojektet 154 genstande, dvs. at 46 er identificeret som værende genstande som allerede findes i samlingen.

Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

I betragtning af, at projektet nu har strakt sig over godt 7 år, er der et betydeligt hensyn at tage til de mange som har henvendt sig.

Den 4. juni 2020 meddelte samlingsleder Ion Meyer ved Medicinsk Museion, at museet som udgangspunkt var interesseret i alle de registrerede genstande. Det ville dog være nødvendigt at foretage en yderligere belysning af enkelte genstande, inden endelig stillingtagen til disse. Samlingsmedarbejder Maria Thode Jensen forelagde, i en mail fra den 1. juli 2020, en plan til det videre arbejde, for indsamling og indlevering af de registrerede genstande.

Arbejdet med projektet gik på grund af coronarestriktionerne helt i stå i forrige beretningsperiodes sidste halvdel, da det ikke skønnes forsvarligt, at iværksætte en indsamling af tilbudte genstande, så længe covid19-epidemien gjorde sig gældende.

I den endelige projektrapport fra maj 2020 oplistes 154 genstande. 46 af disse er allerede registreret i ”Den blindehistoriske samling”. I det omfang det vil være muligt at indsamle de registrerede genstande, er Medicinsk Museion som anført interesseret i dem alle, dels for at supplere samlingen dels for at vurdere om de tilbudte eksemplarer er af en bedre kvalitet en de allerede registrerede, disse dubletter vil derudover kunne indgå i museets undervisnings- og udstillingsaktiviteter.

Blindehistorisk selskab står for indsamling af 28 tilbudte genstande samt for opgaven med at indhente yderligere oplysninger om 3 genstande. De øvrige genstande kræver ikke indsamling på initiativ af selskabet, idet disse er tilbudt af IBOS og andre lignende aktører.

Bestyrelsen vil forsøge at gennemføre indsamlingen af de registrerede genstande i løbet af første kvartal af 2023. Der vil i forbindelse med indsamlingen blive foretaget en registrering af identiteten på vedkommende, som har tilbudt den pågældende genstand samt en beskrivelse af vedkommendes anvendelse af denne.

5.2. Projekt ”Blindes levevilkår i 1960-70-erne”.

Selskabet blev i 2016 af Medicinsk Museion opfordret til at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, som blev en følge af de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-70-erne.

En gruppe, oprindelig bestående af John Heilbrunn som tovholder, Helle Reily, Lena Bang, Kurt Nielsen og Thorvald Kølle, har i beretningsperioden været beskæftiget med dette projekt. Den endelige rapport er baseret på 26 interview med et repræsentativt udvalg af medlemmer af Dansk Blindesamfund, interviewene er foretaget af John Heilbrunn, Helle Reily og Kurt Nielsen. Bestyrelsen besluttede efterfølgende at bede John Heilbrunns konsulentfirma ”Øjenhøjde” om at afskrive interviewene og sammenskrive en konkluderende rapport på baggrund af disse. Rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” på 117 sider blev afleveret til Medicinsk Museion ved en reception den 18. november 2022 i Handicaporganisationernes Hus. Der deltog ca. 40 medlemmer og indbudte gæster i selskabets fødselsdagsreception, som blev indledt af formanden med et historisk helikopterperspektiv over blindes beskæftigelses- og forsørgelsesmuligheder gennem de seneste 200 år for at placere rapporten i et historisk udviklingsforløb. Derefter gav John Heilbrunn en præsentation af rapporten. Receptionen afsluttedes med et inspirerende oplæg ved samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion om museets aktuelle situation, ”Den blindehistoriske samling” og fremtiden for denne, gennem samarbejde med selskabet.

Alt i alt et arrangement som bestyrelsen glæder sig over.

Afslutningsvis skal det anføres at ”Blindes Støttefond” bevilgede 64.344,00 kr. til dækning af udgifterne til rapportens fremstilling. Der er grund til at takke fonden for denne generøse donation. Selskabet har derudover af egne midler afholdt 6.395,34 kr. til korrektur, formatering, trykning, brænding af CDere m.v. Herudover har selskabet dækket udgifter til afholdelse af receptionen.

I bestyrelsen glæder vi os over, at denne opgave, som vi har beskæftiget os med gennem mange år, nu kan betragtes som afsluttet. Rapporten vil blive præsenteret på dette års generalforsamling gennem et oplæg ved John Heilbrunn.

Afslutningsvis skal det under dette afsnit anføres, at professor Birgit Kirkebæk, redaktør af Handicaphistorisk Tidsskrift, har opfordret John Heilbrunn til at skrive en artikel til Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49, hvori han præsenterer rapporten. Jeg har fået en tilsvarende opfordring om at skrive et indlæg indeholdende mine indledende historiske betragtninger.

5.3. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget.

I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet.

Selskabets arkiv råder i dag over 40 lydoptagelser af Amatørteatrets forestillinger.

5.4. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.

Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.

På foreningens hjemmeside findes et menupunkt vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.

Leif Martinussen har, som tidligere omtalt, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der i tekst og billeder belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området.

Selskabets nye webmaster Rita Ilsted Smith har fundet udveje for at lægge redegørelsen på 92 sider på hjemmesiden.

5.5. Jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023.

På generalforsamlingen den 15. februar 2020 behandledes et forslag fra Thorvald Kølle om at udgive et jubilæumsskrift skrevet af tidligere elever ved Refsnæsskolen i anledning af skolens 125-års jubilæum i 2023.

Der var bred tilslutning til at fremme dette forslag. Den nedsatte redaktionsgruppe, bestående af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen, har med Leif Martinussen som tovholder og pennefører afsluttet arbejdet med et udkast til et manuskript på 266 sider uden fotos. Der er indarbejdet plads i manuskriptet til 56 billeder, som Leif Martinussen har udvalgt.

Det er bestyrelsens opfattelse, at selskabet bør stå alene som udgiver af jubilæumsskriftet med titlen “et tilbageblik til det kgl. blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”.

Det blev endvidere på bestyrelsens sidste møde i 2022 vedtaget, at det foreliggende udkast til manuskript skal underkastes en kritisk korrekturanalyse med henblik på at indhente tilbud på trykning af dette. Bestyrelsen besluttede samtidig at stille en garanti på ca. 20.000,00 kr. til løsningen af denne opgave. Så snart en endelig version af manuskriptet foreligger, vil der blive taget initiativ til at ansøge om fondsstøtte til dækning af udgifterne til korrektur, trykning m.v. På den kommende generalforsamling forventes det, at det vil være muligt at informere om planerne for afslutningen af dette projekt. Der skal i denne forbindelse træffes aftale med Synscenter Refsnæs og Dansk Blindesamfund om deres eventuelle medvirken ved præsentationen af jubilæumsskriftet overfor offentligheden på 125-årsdagen den 5. november 2023.

6. Informationsvirksomhed.

6.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I beretningsperioden er der til dato udsendt 3 nyhedsbreve. I skrivende stund er der kun truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2023, med invitation, bilag m.v. forud for den ordinære generalforsamling den 4. marts 2023. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2023. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som DAISY-lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. DBSs sekretariat bistår mod betaling med at producere punktudgaven og DAISY-lydfilen, medens selskabet selv står for produktion og udsendelse af udgaven i almindelig tryk og som elektronisk fil.

Bestyrelsen vil benytte lejligheden til, at takke alle, der gennem artikler m.v. har bidraget til nyhedsbrevenes indhold.

Bestyrelsen har i skrivende stund registreret i hvert fald 8 forslag og idéer til artikler m. m. til kommende nyhedsbreve. Mange af disse forslag og idéer har endnu ikke set dagens lys. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner, skal derfor ikke holde sig tilbage med at kontakte redaktør Ove Gibskov herom.

Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at selskabet til dato har udsendt 73 nyhedsbreve, som findes på hjemmesiden.

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i beretningsperioden 2019 / 2020. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende. Selskabets webmaster gennem flere år Ole Brun Jensen havde kun i meget begrænset omfang kræfter til at forestå hjemmesidens løbende opdatering på grund af alvorlig sygdom frem til hans død i juli 2022.

I bestyrelsen glæder vi os over, at Rita Ilsted Smith har tilbudt at overtage opgaven som webmaster. Hun har allerede gjort sig flere tanker om en opdatering af hjemmesiden. Det bliver derfor op til bestyrelsen og medlemmerne at komme med forslag til denne opdatering.

Beretningen for 2017 / 2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ej heller været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten. Det er imidlertid en opgave som er under forberedelse.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har vi modtaget en hel del henvendelser fra både medlemmer og andre med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.

Til belysning af karakteren og omfanget af denne virksomhed skal nævnes følgende henvendelser:

– Hvor kan man læse erindringsartikler skrevet af organist Erik Otto Kiørby?

– Hvorfor benævnes en af værelsesgangene på IBOS ”Pistolstræde” blandt beboerne?

– Hvor kan man læse artikler om blinde optaget i projektet ”Anbragt i historien”?

– Hvor kan man finde billeder af blinde kurvemagere og deres produkter til illustration af danske kurvemøblers historie?

– Hvornår begyndte DBS at træne førerhunde, og hvor kan man se eksemplarer af det seletøj, der dengang blev benyttet til brug ved en filmoptagelse?

– Er selskabet interesseret i ”Blindeskakkens historie”?

– Hvor kan man læse om de døvblindes historie?

– Er der nogen som bekymrer sig om ”Anskuelsessamlingen” ved Synscenter Refsnæs?

– Hvornår blev den hvide stok introduceret og officielt godkendt herhjemme?

– Hvor kan man læse interviewene fra projektet ”Blinde kvinders kultur”?

-Kan det passe, at Dagmar Lund, organist ved Gern kirke, er den blinde kvinde som maleren Ejner Nielsen i sin tid portrætterede læsende i en bog med punktskrift?

– Er selskabet bekendt med høringssvarene i forbindelse med Blindeforsorgens udlægning?

– Hvor findes et billede af hovedindgangen til IBOS fra tiden før 1980?

– Hvor kan man finde den vedtagne lovtekst til ”Blindeloven” fra 1956?

– Er selskabet fortsat interesseret i arkiverne efter DBSU og Blindes Skiunion?

– Hvem har adgang til selskabets arkiv?

– Hvor kan man læse Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 22 udgivet i forbindelse med, at IBOS på Rymarksvej i Hellerup rundede 50 år?

6.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen den 5. marts 2022 har bestyrelsen udsendt et medlemsbrev vedrørende selskabets medlemsliste, jf. ovenfor under pkt. 3. Derudover blev der den 6. januar 2023 udsendt et medlemsbrev vedr. opkrævning af kontingent for 2023.

Det skal under dette afsnit bemærkes, at ud af de 123 medlemmer har 18 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 5 i almindeligt tryk og 5 som Daisy-lydfil.

De nævnte medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.

Til slut skal det under dette afsnit bemærkes, at redaktør Stinna Brinch Christensen opfordrede selskabet til i DBS’s medlemsblad nr. 16/2022 at bringe en temaartikel om vore aktiviteter, denne blev skrevet af Ove Gibskov. Forhåbentlig kan artiklen bidrage til større synlighed om selskabet.

7. Andre aktiviteter til belysning af blindes historie.

Der er grund til at glæde sig over, at flere blinde har følt sig inspireret til at udgive deres erindringer i 2022.

Carl Peter Nielsen udgav september 2022 sine erindringer under titlen ”Gennem krattet”. Udgivelsen er på 200 siders tekst + 100 billedsider. Peter Nielsen er en pioner, idet han i 1972 ved Københavns Universitet forsvarede en magisterafhandling indenfor psykologi.

Peter Frederik Hansen præsenterede den 15. december, ved en reception på IBOS, sin 2. bogudgivelse ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer – selvbiografiske fortællinger fra et liv med et alvorligt synshandicap”. Bogen er udgivet på forlaget Kahrius og er på 293 sider.

Derudover forlyder det, at cand. Jur. John Heilbrunn også arbejder på at udgive sine erindringer.

Dernæst skal det under dette afsnit nævnes, at læge Jesper From i Dansk Medicinskhistorisk Selskabs Årbog for 2021 – udgivet april 2022 – har offentliggjort en artikel med titlen “Socialoftalmologiens og Blindesagens historie i Danmark” på 50 sider. Derudover har han i 2022 skrevet yderligere to artikler om hhv. Blindesagens historie udenfor Danmark og en kasuistik om Helen Keller. Disse artikler offentliggøres i DMS’s årbog for 2022, som forventes udsendt i første kvartal af 2023.

Endvidere er der grund til at nævne, at Jesper Vaczy Kragh sammen med historikeren Claus Bundgård Christensen planlægger at samarbejde om et forskningsprojekt, om de sønderjyske mænd, der deltog i Første Verdenskrig. Over 6000 af dem blev invalideret under krigen og kunne efter genforeningen i 1920 søge en erstatning / pension. Der findes et meget stort arkiv efter det såkaldte Invalidenævn i Sønderborg. Projektet tager sigte på at undersøge dette arkiv, ud fra en handicaphistorisk vinkel, herunder en undersøgelse af de veteraner, der havde mistet synet under krigen.

Til slut skal omtales det historiske projekt, som et af selskabets nye medlemmer historikeren Rita Ilsted Smith er gået i gang med at gennemføre. Det drejer sig om en detaljeret gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet på Frederiksberg – hjem for arbejdsføre blinde kvinder, oprettet i 1900 og som fungerede frem til 1973. Dansk Blindesamfund har bevilget 15.000,00 kr. til finansiering af researchfasen af projektet, medens selskabet har garanteret resten af det foreliggende budget på godt 18.000,00 kr.

8. Selskabets elektroniske arkiv.

Efter generalforsamlingen i 2016, fik jeg fra min forgænger, Hans Erik Olsen, overleveret et elektronisk arkiv indeholdende alle selskabets arkiverede dokumenter og lydfiler. Dette arkiv er i de efterfølgende år løbende opdateret.

I beretningsperioden 2020 / 2021 er arkivet blevet underkastet en omfattende opdatering.

Arkivet består i sin nye systematik af 4 hovedafsnit:

Afsnit A indeholder dokumenter.

Afsnit B indeholder lydfiler.

Afsnit C indeholder publikationer m.v. fra DBS.

Afsnit D indeholder blindehistoriske bøger, rapporter m.v.

På bestyrelsesmødet den 8. oktober 2020 fik medlemmerne af bestyrelsen en kopi af arkivet til personlig brug i deres arbejde i selskabet. Denne spredning af arkivet er tillige en sikring imod, at dette går til grunde ved et uheld eller på anden måde ved ændring af bestyrelsens sammensætning. Arkivet er opdateret frem til udgangen af 2022 og omfatter i alt 6461 filer.

Bestyrelsen har også i denne beretningsperiode kunnet glæde sig over, at både Hans Erik Olsen og Henrik Olsen – navnlig sidstnævnte – har leveret mange nye lydoptagelser til arkivet.

9. Har Blindeforsorgens klienter krav på en undskyldning fra regeringen?

Det var det spørgsmål, som selskabet rejste på et debatarrangement den 16. februar 2020 efter generalforsamlingen.

Regeringen bad i sensommeren 2019 Forsorgsmuseet i Svendborg, om at udarbejde en redegørelse om, hvorvidt der er grundlag for at give en undskyldning til tidligere børn, unge og voksne ved institutionerne under Særforsorgen i lighed med den undskyldning som drengene ved ungdomsinstitutionen Godhavn fik af statsministeren den 13. august 2019 for de overgreb, som de havde været udsat for.

Debatarrangementet blev dækket gennem flere artikler i Nyhedsbrev nr. 2/2020. Henrik Olsens lydoptagelse af debatarrangementet kan aflyttes på selskabets hjemmeside, det findes under menupunktet “Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”.

Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg opfordrede selskabet til at repræsentere blindeområdet ved Forsorgsmuseets møder i tilknytning til den bestilte udredning.

Ove Gibskov, der forestod hvervet som mødeleder ved debatarrangementet, blev af bestyrelsen bedt om at repræsentere selskabet ved disse møder.

Det var den helt overvejende stemning på debatmødet, at blinde elever indenfor Blindeforsorgen i årene 1933 – 1980 ikke havde behov for en undskyldning.

I april 2022 udsendte Forsorgsmuseet rapporten ”Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933-1980”, på ca. 400 sider.

Ove Gibskov har løbende i selskabets nyhedsbreve og i Dansk Blindesamfunds medlemsblade orienteret om projektredegørelsen.

Det er i skrivende stund fortsat uklart, hvilke konklusioner den nye regering agter at drage på grundlag af rapporten.

Rapporten og baggrunden for denne blev indgående behandlet på årsmødet den 25. november 2022 i Historisk Selskab for Handicap og Samfund. Temaet for Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49 bliver ”En mulig officiel undskyldning til tidligere anbragte”.

Redaktør professor Birgit Kirkebæk har i anledning heraf opfordret Ove Gibskov til at skrive et bidrag under titlen ”Hvorfor er officielle anerkendelser og undskyldninger for tidligere tiders overgreb vigtige?”

10. Administrative og økonomiske forhold.

Regnskabet for 2022 udviser et overskud på 12.795,00 kr. Dette resultat skal sammenholdes med overskuddet på 12.868,24 kr. i 2021. Medlemstilskuddet fra DBS er i 2022 forhøjet fra 150,00 kr. til 250,00 kr. pr. DBS medlem af selskabet. Dette tilskud på 27.750,00 kr. bidrager til det gode resultat.

Der er i indeværende beretningsperiode kun afholdt 4 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 3 nyhedsbreve, hvilket har bidraget til at holde udgifterne nede. Til gengæld har bestyrelsen brugt 6.598,00 kr. til afholdelse af fødselsdagsreceptionen, omtalt ovenfor under pkt. 5.

Selskabets likviditet giver bestyrelsen en betydelig handlefrihed til at iværksætte nye initiativer ved at yde en økonomisk garanti. Denne mulighed er i beretningsåret benyttet i 3 tilfælde:

– Rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede”

– 125-års Jubilæumsskriftet “Et tilbageblik til det kgl. blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”.

– Projektet ” Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900-1976” ved Rita Ilsted Smith.

Disse garantier søges efterfølgende dækket gennem fondsansøgninger. Dette er heldigvis lykkedes i vid udstrækning, hvilket der er grund til at takke donatorerne for.

Overgangen fra Nem-ID til Mit-ID og oprettelsen af de forskellige elektroniske postbokssystemer har givet anledning til nye udfordringer, som forhåbentlig nu er overstået.

Produktionstiderne på DBS-sekretariat, sammenholdt med de usikre leveringstider hos Post Nord, medfører at samtidig udsendelse af forskellige medier må definitivt opgives. Udgangspunktet er udsendelse af en elektronisk version, hvorefter punkt, sort og DAISY versionerne følger snarest derefter.

11. Afsluttende bemærkninger.

Blandt de frivillige, som yder en aktiv indsats i selskabets bestyrelse, har vi oplevet, at alvorlig sygdom fra tid til anden pludselig gør sig gældende. Det indebærer at gode kolleger forlader os. Det oplevede vi med Henning Eriksens død den 22. december 2017, med Henning Backs død 26. maj 2018 og nu senest med Ole Brun Jensens død den 10. juli 2022. Det har i alle 3 tilfælde været med tungt hjerte, vi har modtaget disse meddelelser – de var alle 3 meget aktive medlemmer af bestyrelsen.

I bestyrelsen vil vi mindes Ole Brun Jensen for hans glade og optimistiske livssyn, altid parat til at påtage sig en opgave, som han mente at kunne løse – han vil blive savnet af os alle.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.

Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på, at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

6. Regnskab 2022 samt revisionsprotokol ved kasserer John Heilbrunn

Blindehistorisk Selskab, CVR-nr. 37497584

Årsregnskab for 2022

Indholdsfortegnelse

Virksomhedsoplysninger 3
Resultatopgørelse 4
Balance 5
Noter 7

Virksomhedsoplysninger

Blindehistorisk Selskab
Gyldenløvesgade 16, 3.tv
1369 København K
Telefon: 23 40 92 18
Web: www.blindehistorisk.dk
Mail: blindehistorisk@gmail.com
CVR-nr.: 37497584

Regnskabsperiode: 01-01-2022 til 31-12-2022

Resultatopgørelse for perioden 01-01-2022 til 31-12-2022

Note 2022 DKK

Indtægter (1) 127.714

Driftsudgifter (2) -110.966

Resultat før renter og afskrivninger 16.748

Småanskaffelser (3) -4.574

Finansielle indtægter (4) 621

Resultat efter renter og afskrivninger 12.795

Årets resultat 12.795

Balance:

AKTIVER Note 2022 DKK

Tilgodehavender (5) -150

Tilgodehavender i alt -150

Likvide beholdninger (6) 176.332

AKTIVER I ALT 176.182

PASSIVER Note 2022 DKK

Foreningsformue (7) 167.264

Kortfristet gæld (8) 8.918

PASSIVER I alt 176.182

Noter 2022 DKK

(note 1) Indtægter

Kontingent 18.900 (126 à 150)

Andre Tilskud 71.687 (tilskud fra coronapuljen: 7.343; udgivelsesstøtte fra Blindes Støttefond til projekt levnedsbeskrivelse: 64.344)

Sponsorindtægter 100 (for meget indbetalt kontingent, som ikke ønskedes tilbagebetalt)

Indtægter fra arrangementer og lign. 9.025 (deltagerbetaling generalforsamling marts 2022)

Andre indtægter 252 (salg for salg museumsdagbog: 200; Renter retur fra skatteforvaltningen: 49,61; Saldojustering: 2,25)

Medlemstilskud dansk Blindesamfund 27.750 (111 medlemmer à 250)

Indtægter i alt 127.714

(note 2) Driftsudgifter

Kontorartikler og tryksager -849

Porto og gebyrer -1.365

Internet og webhotel -3.640

Køb af software -537

Transportudgifter -4.592

Udgifter til arrangementer og lign. -6.598 (mødelokale og traktement jubilæumsarrangement 18.11 / lancering af levnedsbeskrivelse)

Mødeudgifter -21.346 (betaling for FSC for generalforsamling 2022 18.530; bestyrelsesmøder: 2.816)

Gaver og blomster -1.081

Diverse udgifter -70.958 (projekt levnedsbeskrivelse, firmaet Øjenhøjde APS + klargøring af rapport, korrektur, indpakning m.v. v / formanden: 70.457; Billede indkøbt til 125 års jubilæumsbog om Synscenter Refsnæs (billede fra Kgl. Bibliotek: 300; indkøb af læsestof, 200)

I alt -110.966

(note 3) Småanskaffelser

Småanskaffelser -4.574 (harddisks til bestyrelsesmedlemmer anskaffet af formanden)

I alt -4.574

(note 4) Finansielle indtægter

Finansielle Indtægter (øvrige) 621

621 (retur fra skattevæsen)

I alt 621

(note 5) Tilgodehavender

Medlemmer -150

I alt -150

(note 6) Likvide beholdninger

Den danske Bank 176.332

I alt 176.332

(note 7) Foreningsformue

Egenkapital primo 2022 154.469

Periodens resultat 12.795

I alt 167.264

(note 8) Kortfristet gæld

Kreditorer 8.098 (regning til DBS for fødselsdagsarrangement: 6.598; drift af hjemmeside 1.500)

Udlæg 820 (udlæg ej modtaget og derfor ej afregnet før årets afslutning: Rejseudgifter Ove Gibskov, udlæg Leif Martinussen for indkøbt billede)

I alt 8.918

John Heilbrunn Kasserer

Revisorer: Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen

Blindehistorisk Selskab – Revisionsprotokollat 2022.

Revisionen har afstemt konteringer i regnskabets resultatopgørelse for perioden 01-01-2022 til 31-12-2022 Herunder indtægter, driftudgifter samt konteringer i aktiver og passiver og i tilhørende noter.

Revisionen har noteret sig følgende 2 hovedtal i regnskabet: Årets resultat: kr. 12.795. Likvid beholdning i Danske Bank kr. 176.332.

Der er afholdt revisionsmøde 18. og 20. januar 2023 som telefonmøder. I møderne deltog revisorerne Hanne Tietgen Eriksen og Kurt Nielsen og kasserer John Heilbrunn. John Heilbrunn gennemgik regnskabet, og revisorerne fik lejlighed til at stille nødvendige afklarende spørgsmål med justering af materialet til følge.

Det er vores vurdering, at regnskabet 2022 giver et retvisende billede af økonomien 2022 i Blindehistorisk Selskab, og vi fremlægger protokollatet uden bemærkninger.

Revisorerne har ikke yderligere bemærkninger at tilføje.

Med venlig hilsen

Hanne Tietgen Eriksen – Kurt Nielsen

7. Brailleskriftens konge er ikke iblandt os længere. Nekrolog om Svend Thougaard af Hans Erik Olsen

Mandag, 28. november 2022 sov Svend Aage Høeg Thougaard stille ind på Holbæk Sygehus i en alder af 80 et halvt år efter længere tids sygdom. Begravelseshøjtideligheden fandt sted i Sorø Klosterkirke 6. december 2022, hvor vi var cirka 50 til at sige det sidste farvel.

Svend blev født i Vestjylland 8. juni 1942

Gennem syv år gik han på Sorø Akademi, og som 19-årig tog han matematisk studentereksamen.

Han flyttede til Christianshavn i Beatles-tiden, og påbegyndte her medicinstudiet. Under studiet arbejdede han på Rigshospitalet som ventilatør, og 1. april 1974 kom han sammen med seks andre ventilatører til Refsnæsskolen på et vikariat med den halvandet år gamle Anne, der var blind, og som havde vejrtrækningsproblemer. Her var han beskæftiget frem til 1983.

Ansættelsen lød oprindelig på tre uger, men det kom til at vare 48 et halvt år. For ikke så længe siden blev han spurgt, hvornår han ophørte med sit medicinstudie. Hertil svarede han: ”Ikke endnu”.

Ved siden af ventilatørarbejdet arbejdede han som picter, hvilket vil sige, at han skrev punktmateriale på perkinsmaskine til skolens elever og også til elever i folkeskolen. Senere kom han til at stereotypere, hvor man skrev på zinkplader, lagde et punktpapir imellem, og pressede så prikkerne fra pladerne ud på papiret.

Af Svends personalier fremgår det, at han havde flere titler som ansat på Refsnæsskolen.

Han var døgninstitutionsmedarbejder og institutionsfotograf. Han erhvervede kursusbeviser i mikrofonteknik og studieakustik.

Da Svend fejrede sin 70-års fødselsdag talte tidligere formand for punktskriftnævnet og næstformand i Dansk Blindesamfund Kurt Nielsen. Her fremhævede han Svends enorme indsats på punktskriftområdet og i Punktskriftnævnet gennem mange år. Han og Kurt har sammen deltaget i cirka 100 møder i punktskriftnævnet.

I forbindelse med Svends runde dag 8. juni 2012, skrev det hæderkronede dagblad Politiken, at der ikke er nogen i Danmark ja, i hele Europa, der ved mere om de blindes skriftsprog. Et synspunkt, jeg sammen med mange andre blinde helt og fuldt deler.

Svend var i stand til med øjnene at læse punktskrift på hovedet, hvilket ikke er mange beskåret.

I midten af 1980’erne stod han sammen med Refsnæsskolen og kyndige IT-folk for udviklingen af Logtext, hvor Svend tog rundt i landet og underviste mange folkeskoleelever. Senere kom punktskriftapparatet Pronto, og her var han en af hovedkræfterne, der sørgede for, at den havde det rigtige software og de rigtige punkttabeller.

Noget af det, Kurt og Svend var fabrikanter af, var ”Den danske punktskrift 1993”. En reform, hvor punktskriften blev tilrettet således, at man mente at den var mere skrivevenlig og mere læsevenlig.

Svend var meget stærk fortaler for, at vi skulle have en god og korrekt ottepunkt-standard i Danmark. Ottepunkt-standarden gør det muligt at fremstille Brailleskrift ved hjælp af moderne datateknik, og den er kommet for at blive. Og det er Synscenter Refsnæs, der gennem årene har været en stærk bannerfører for ottepunkt-systemet. Børn i folkeskolen lærer dette fordi opfattelsen var, at det også var den vej, udviklingen gik, og her så Synscenter Refsnæs rigtigt.

For ikke så mange år siden fortalte Svend mig ved en af vore hyggelige vennesammenkomster på Fuglsangcentret i Fredericia, at han har regnet sig frem til, at det er muligt at skrive 13 trilliarder kombinationer, hvilket er ganske imponerende. Med den matematiske evne Svend besad, er jeg ikke i tvivl om, at udregningen er korrekt.

Ligeledes også arbejdet med Robobraille har Svend været stærkt involveret i.

Også i Louis Braille Selskabet gjorde han en indsats. På selskabets rejse i Louis Brailles fodspor var han ledsager for to af medlemmerne, Gerhard Kaimer og Lis-Vibeke Wallin.

Han lagde et utrætteligt stykke arbejde i at få den blindehistoriske samling på Refsnæs registreret.

Men også i Blindehistorisk Selskab har vi meget at takke ham for. Fra 1995 og mange år frem fremstillede han selskabets nyhedsbreve i punktskrift, finansieret af Refsnæsskolen. Selskabet udsendte over 100 nyhedsbreve i punkt tre til fire gange årligt, og når punktproduktionen og tilrettelæggelsen af layoutet påbegyndte med ham som producer, gik der over et døgn før arbejdet var færdiggjort. I de år, jeg var formand for selskabet fik jeg inden udsendelsen nyhedsbrevet i punkt til korrekturlæsning, og det var meget, meget sjældent at der var fejl. Hæftet var forsynet med indholdsfortegnelse og siderne var behørigt nummererede.

I en årrække var han revisor i selskabet, og gennem en årrække havde jeg som selskabets formand den glæde at arbejde sammen med Svend i bestyrelsen.

Sammen med Inge Gibskov, Arne Krogh og Karsten Ahrens havde vi et godt team, og efter at vi trådte tilbage i 2016 mødtes vi cirka en gang om året på Fuglsangcentret til vennetræf. Det sidste vi nåede var i slutningen af maj i år, og jeg ved, at Svend satte stor pris på de sammenkomster.

Mit personlige venskab med Svend går helt tilbage til april 1974. På det tidspunkt blev elever fra København og omegn i forbindelse med weekendbesøg og ferier hos vore forældre samlet op af en bus i udkanten af København og kørt til Refsnæsskolen.

Jeg sad og læste i en punktbog, da Svend interesseret spurgte, hvad det var jeg foretog mig. Jeg fortalte ham, at det var punktskrift, jeg læste, og han har senere fortalt, at det var Henrik og jeg, der gjorde ham interesseret i de blindes skriftsprog.

Da Henrik og jeg blev konfirmeret den 6. april 1975, fik vi af de medicinstuderende en hilsen skrevet på fejlfrit punkt af dem, og det var Svend, der var mester for punktskrifttelegrammet.

De medicinstuderende arbejdede 12 timer ad gangen, nemlig fra kl. 6 morgen til 18, og så blev han afløst fra 18 til 6 næste morgen.

De havde deres base på Pilehuset i Byens Mose, cirka 1 kilometer fra Refsnæsskolen. Deres vagter var på småbørnsafdelingen Stausgaard. Her gik jeg ofte over om eftermiddagen og talte med Svend, og skønt han ikke var særlig fodboldinteresseret læste han troligt sportssiderne fra dagbladet BT højt for mig.

Havde han fri tog han mig ofte med i sin Citroën 2CV, som han kaldte Gyngehesten, på tur til Kalundborg, eller vi rundede Røsnæs Fyr.

I maj 1975 stiftedes tandemklubben på Refsnæs, hvor jeg var formand det første år, og når Svends tid tillod det, cyklede han onsdag aften med som pilot, og det var spændende at høre, hvad Svend kunne se, når vi kørte i landskabet.

I 1976 rejste vi fra Refsnæs og der gik nogle år, hvor min kontakt med Svend ikke var så stor, men da forkortelsesprogrammet Forkbra var i sin udvikling, arbejdede jeg meget sammen med ham om undtagelser til programmet, og det betyder, at ord, der stod i denne tabel, blev forkortet, som vi punktlæsere ønskede det. Da vore veje krydsede igen i Blindehistorisk Selskab, var vores venskab stadig som fra dengang.

Det var altid en glæde også at besøge Svend i privaten på Strandbakken i Kalundborg, hvor vi mangen en eftermiddag har talt om det, der begge optog os utrolig meget, nemlig punktskriften.

Nu har vi så måttet sige et sidste farvel, og vi er mange, der kommer til at savne Svend utrolig meget.

Den viden Svend havde tilegnet sig om vores skriftsprog, bliver næppe nogensinde overgået.

Havde man Svend som ven og kammerat, havde man det for livet.

Æret være Svend Thougaards minde.

8. Du må aldrig give op – omtale af en bog om Kurt Videbæk af Allan Fohlmann

For nogle år siden lovede jeg bestyrelsen i Blindehistorisk Selskab at skrive lidt om denne bog, når den kom på Nota – men der kom den desværre ikke!

Da vi talte om bogen i bestyrelsen, blev jeg inspireret af, at Kurt Videbæk havde arbejdet som telefonist / receptionist, en stillingsbetegnelse jeg selv har haft i en årrække. Kurt arbejdede allerede i den jobfunktion, før jeg selv blev uddannet, og det var især lærerigt for mig at læse om, hvordan man før i tiden håndterede de forskellige arbejdsopgaver.

Ove Gibskov gjorde mig opmærksom på, at bogen nu er indlæst hos KAbB (Kristeligt Arbejde blandt Blinde), og de var så venlige at stille et eksemplar til rådighed for mig, så jeg kunne skrive lidt om bogen.

Bogens forfatter er Egon Rasmussen, og den handler om Kurt Videbæk og hans tur gennem livet, først som svagsynet, senere som blind. Der er skrevet mange erindringsbøger af og om synshandicappede, og denne er blandt de mere læseværdige!

Kurt Videbæk er født i 1942 og fik som tiårig at vide, at han ville blive blind. Den besked kunne han overhovedet ikke håndtere, så derfor hører vi ikke meget om hans barndom på Refsnæs og hans første periode på Instituttet. Meget af det, har han simpelt hen fortrængt, hvilket er let at forstå!

Til gengæld hører vi meget om, hvordan det kunne lade sig gøre at arbejde som svagsynet i de gode tider i 60’erne og 70’erne. I begyndelsen arbejdede Kurt som ufaglært, og han bliver ofte fyret, når synet ikke helt står mål med arbejdsopgaverne.

Vi hører også om Kurts erkendelse af, at han efterhånden bliver nødt til at tage den snigende synsnedsættelse alvorligt, og hvordan han håndterer den fase i livet. Efter en alvorlig trafikulykke kommer han på Blindeinstituttet igen, hvor han bliver uddannet som telefonist / receptionist, og her finder han sin rette hylde. Desværre bliver hans arbejdsfunktion nedlagt på et tidspunkt, grundet den teknologiske udvikling indenfor området.

Herefter arbejder han som rådgiver i forbindelse med sin kristne tro, og her kommer han i kontakt med mange mennesker i den seende verden, hvor han færdes det meste af livet. Kurt virker som et meget vidende og inspirerende menneske, og jeg er ikke i tvivl om, at han har haft meget at byde på.

På et tidspunkt kommer Kurt dog i kontakt med blindeverdenen, og han har deltaget i blindeskak i mange år, blandt andet ved skak-OL i Grækenland.

Med denne bog får du heldigvis ikke endnu en selvhjælpsbog til bunken, men du får til gengæld en erindringsbog, der ærligt og sobert fortæller om at miste synet, og om at leve med det på godt og ondt.

Kurts både positive og realistiske livssyn præger bogen, og han er meget ærlig, når han skriver om både pudsige og mere bøvlede oplevelser i sit liv. Han lægger ikke fingrene imellem, når han erkender ting, han kunne have håndteret bedre.

Tilknytningen til Pinsekirken skinner meget tydeligt igennem, og for mig som ikketroende, er det ikke noget problem at håndtere. Jeg betragter ikke bogen som en religiøs bog, men som en bog, der er skrevet af en mand med en tro, der betyder meget i hans liv.

Dette er som nævnt ikke en anmeldelse men en omtale. Ønsker du at læse en længere omtale kan du finde en sådan her:

https://www.forlagetaadalen.dk/bog.php?bookID=291

Bogen kan som nævnt lånes hos KAbB, spilletiden er 3 timer 41 minutter, og den er indlæst af Lea Brøgger. Bogen er på 166 sider og blev i 2019 udgivet på forlaget Ådalen.

9. Den tidligere regering holdt ikke sit løfte om en undskyldning til anbragte under særforsorgen af Ove Gibskov

Det er bestemt ikke et ønskejob at fortsætte den her føljeton men desværre nødvendigt, da Mette Frederiksens socialdemokratiske regering jo ikke fik givet den undskyldning til anbragte under særforsorgen, som det ellers flere gange var blevet lovet af daværende socialminister Astrid Krag.

F.eks. sagde hun 12. august sidste år i P1 Morgen, at der ville blive givet en undskyldning for de overgreb og den manglende omsorg, mange af de anbragte var udsat for. Men selv om, der efter dette tilsagn, gik næsten to måneder, inden der blev udskrevet folketingsvalg, skete der intet. Og skønt statsministeren jo stadig hedder Mette Frederiksen, kan SVM-regeringen naturligvis ikke være forpligtet af et rent socialdemokratisk løfte.

I Dagbladet Information kunne man da også 10. januar læse, at regeringen ikke føler sig bundet af løfte om undskyldning til anbragte under særforsorgen. Og socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) udtaler i samme artikel, at regeringen endnu ikke ”har taget stilling til spørgsmål vedrørende den historiske udredning af sær- og åndssvageforsorgen”.

Så en undskyldning kan altså endnu godt nå at komme; men hverken jeg eller mange af dem, der har bidraget til udredningen med deres negative oplevelser, fatter, at det som lovet ikke allerede skete under den tidligere regering. Det var jo den, der tog initiativ til udredningen, som hurtigt skulle være færdig for at sikre, at dem, man vil give en undskyldning, hvoraf mange er godt oppe i alderen, kan nå at få den, mens de stadig lever.

I forbindelse med udredningen er der både lavet en film om nogle af dem, der var anbragt, og et ret omfattende undervisningsmateriale. Men begge dele må ifølge en beslutning fra socialministeriet først offentliggøres, når undskyldningen bliver givet. Så derfor er der altså flere særdeles gode grunde til, at det sker så hurtigt som overhovedet muligt.

Jeg har fulgt, og følger stadig, sagen med læserbreve i forskellige aviser og er i øvrigt af redaktøren for Handicaphistorisk Tidsskrift blevet bedt om at skrive en artikel til det kommende nummer om relevansen af undskyldninger i et historisk perspektiv. Den vil også blive bragt i et af selskabets næste Nyhedsbreve.

10. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg, Kålundsvej 6A, 3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72, Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang, Solnavej 19, st. th, 2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67, Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer John Heilbrunn, Gyldenløvesgade 16 3.tv, 1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00, Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov, Brombærhaven 31, 8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Sekretær Thorvald Kølle, Clermontgade 29. st. th., 4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

Suppleant

Leif Martinussen, Bryrupvej 55, 2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk