Nyhedsbrev nr. 3 november 2021

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 / 2021.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Referat af generalforsamlingen 20. juni 2021 ved Rita Cicilie Varmby

3. Diana Stentoft, John Heilbrunn og Thorkild Olesen gør sig på ny bemærket

4. Nekrolog over Jørgen Eckmann ved Poul Lüneborg

5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – Anden artikel af 4

6. Bogudgivelse: “Den unge Verners lidelser” af Henning Østrup Rasmussen, omtale ved Poul Lüneborg

7. Hvem var Svend Rindom? ved Rudi Kurt Geert-Jørgensen

8. Information om generalforsamling 2022

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden af Poul Lüneborg

Det er nu knap 5 måneder siden vi afholdt årets generalforsamling. Denne var som bekendt udsat flere gange på grund af covid-19 epidemien. Det var glædeligt på ny atter at kunne mødes.

I dette nyhedsbrev bringes Rita Cecilie Varmbys omfattende referat af mødet med nogen forsinkelse. Det vil jeg gerne beklage.

I bestyrelsen har vi været enige om, at omtalen af Jørgen Eckmanns indsats til fordel for blinde, efter hans død den 8. juni 2021, skulle bringes i dette nyhedsbrev. Det har imidlertid været en langt større opgave end først antaget, da jeg besluttede mig for at skrive en redegørelse om hans virke. Det har betydet, at dette nyhedsbrev er blevet forsinket med næsten 2 måneder. Til gengæld håber jeg, at rigtig mange af selskabets medlemmer får glæde af min beretning om hans liv og virke. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Jørgen til tider var en vanskelig tillidsmand at komme overens med i de 16 år, hvor jeg sad i Dansk Blindesamfunds ledelse. Men dette forhold skal ikke stå i vejen for at yde ham en velfortjent påskønnelse af hans arbejde gennem mere end 50 år til fordel for blinde i Danmark.

Søndag formiddag den 21. juni efter generalforsamlingen blev Dansk Blindesamfunds Amatørteaters opsætning af Svend Rindums stykke “Fred på jorden” afspillet. I bestyrelsen var vi meget usikre på om det viste sig at være en idé, som kunne fastholde interessen hos deltagerne. Her gjorde vi os bekymringer uden grund. Det blev en succes. For at følge op på denne oplevelse har Rudi Kurt Geert-Jørgensen skrevet en artikel om forfatteren.

Nyhedsbrevet bringer 3. afsnit af Ove Gibskovs erindringer fra hans tid på Refsnæsskolen, samt en omtale af 2. bind af Henning Østrup Rasmussens familiekrønike, som omfatter tre bind.

Til slut i nyhedsbrevet er der grund til at give plads til en hædrende omtale af Diana Stentoft, John Heilbrunn og Thorkild Olesen, som endnu engang har gjort sig gældende såvel internationalt som i den hjemlige andegård.

God læselyst og på forhåbentlig gensyn på næste års generalforsamling.

2. Referat af generalforsamlingen 20. juni 2021 ved Rita Cicilie Varmby.

Den 20. juni 2021 afhold Blindehistorisk Selskab generalforsamling på Fuglsangscentret i Fredericia.

Dagsordenen var som følger:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Godkendelse af referatet fra sidste års generalforsamling

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse

8. Fastsættelse af kontingent

9. Indkomne forslag

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019.

b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år.

c. René Ruby blev valgt for 2 år i 2020. Han ønsker ikke at fortsætte pga. andre opgaver.

d. Rita Cecilie Varmby, valgt i 2020 for 2 år, har på grund af helbredsforhold besluttet at udtræde af bestyrelsen.

e. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.

f. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år.

g. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020.

11. Eventuelt

Ad 1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

Poul Luneborg bød de 26 deltagere velkommen til årets generalforsamling. Poul beklagede, at centrets reception kun havde produceret et enkelt eksemplar af deltagerlisten i punkt. Han havde som formand sikret sig, at forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen blev sendt til ham i et tilgængeligt medie senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Alle deltagere havde den 9. juni 2021 fået tilsendt bilag til behandling under punkterne 7 og 9.

Ad 2. Navneopråb samt præsentation af deltagerne.

For at vide, hvem der var til stede, var der navneopråb af deltagerne.

Ad 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

Thorben Koed Thomsen blev valgt som dirigent. Der var ingen modkandidater. Erik Kiørby, Henrik Olsen og Dorthe Andersen blev valgt som stemmetællere. Rita Cecilie Varmby blev valgt som referent.

Mødedeltagerne accepterede, at generalforsamlingen blev optaget til brug for skrivning af referatet, Henrik Olsen stod for optagelsen af mødet.

Ad 4. Godkendelse af dagsorden

Dagsordenen blev godkendt.

Ad 5. Godkendelse af referatet fra sidste års generalforsamling

Referatet fra sidste års generalforsamling til godkendelse. Poul Lüneborg fortalte i den anledning, at referatet fra sidste års generalforsamling er godkendt af dirigenten og bestyrelsen efter reglen i vedtægternes § 7 stk. 16. Derfor er punktet ikke til videre drøftelse.

Ad 6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse

For at beretningen kunne blive overskuelig, blev den gennemgået punkt for punkt.

Bestyrelsen har haft et godt samarbejde igennem de sidste 18 måneder på trods af Corona. Antal af medlemmer var i 2020 på 133. Nu er antallet af medlemmer faldet til 129. Ud af dem er der 5 kollektive medlemmer samt et antal seende, hvoraf de resterende er synshandicappede. I årets løb har vi taget afsked med 2 af vore aktive medlemmer. Det drejer sig om Jørgen Eckmann og Arne Krog. Poul Lüneborg omtalte førstnævntes liv og virke i blindesagen gennem mange år. Jørgen Eckmann var med til at stifte Blindehistorisk Selskab i 1994 og var dets formand i de første 8 år. Arne Krog blev mindet på søndagens arrangement.

5 af vore medlemmer har ikke ønsket at forlænge deres medlemskab.

Adresselisten med vore kontaktoplysninger er blevet udsendt siden 2016 til alle medlemmer. De enkelte medlemmer har i den forløbne tid selv kunnet vælge at stå i adresselisten. Adresselisten er udsendt efter kontingentopkrævningen. Vi er endnu ikke helt i mål med opkrævningen, men de, som mangler at betale skal nok få det gjort snarest muligt. Vi skal alle være opmærksomme på, at kontaktoplysningerne er korrekte og melde tilbage i tilfælde, at noget er ukorrekt.

Adresselisten er pt udsendt i elektronisk format. Pt. er der indkommet 5 tilbagemeldinger om behov for ændringer af kontaktoplysninger.

Punktudgaven vil blive udsendt, når DBS’s nye punktprinter er installeret og taget i brug i løbet af august måned i år.

Ove Gibskov roste Poul Lüneborg for de mange resultater, som indtil nu er nået. Desuden ville han godt høre, om DBS har givet en begrundelse for, hvorfor selskabet trods flere henvendelser ikke har fået en eneste artikel optaget i tidsskriftet ”Øjeblikket”. Desværre er 25-års jubilæet og Henning Eriksens dagbog ikke blevet omtalt i andre sammenhænge.

Rudi Kurt Geert-Jørgensen kom med et forslag, om man fremover kan lave en automatisk abonnementsordning. Poul svarede, at det vil blive dyrt, da bankernes Betalingsservice opkræver et gebyr for hver transaktion, hvilket vil belaste et kontingent på 150 kroner. Desuden er bankernes Betalingsservice ikke særlig tilgængelig for en blind kasserer som benytter et skærmlæserprogram.

Bestyrelsen bør undersøge, om man fremover kan etablere et automatisk system via Mobile Pay.

Den blindehistoriske arbejdsgruppe har haft møder siden 2014, gruppen består af repræsentanter fra DBS’s Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg og Blindehistorisk Selskab. Det har ikke kunnet lade sig gøre at afholde møde i gruppen i de seneste 18 måneder grundet coronarestriktionerne.

I 2021 har DBS afsluttet digitaliseringen af medlemsbladene fra 1916-2006. (Henning Eriksen afskrev bladene fra 1911-1916). Det er et enestående kildemateriale om blindes historie, idet materialet over hele perioden nu er tilgængeligt.

Bestyrelsen vil få et USB-stik med dette materiale, og enkelte medlemmer vil også kunne opnå adgang efter henvendelse til formanden.

Desuden har DBS afsluttet digitaliseringen af 51 interviews foretaget af informatørerne i 1990’erne.

Arbejdsgruppens vigtigste opgave er nu at bekymre sig om samlingerne på Refsnæsskolen af de effekter, som ikke allerede er overført til Den Blindehistoriske Samling på Medicinsk Museion. Disse registreringer er desværre stoppet midtvejs.

I forbindelse med gruppens arbejde nævnte Poul Lüneborg interviewprojektet om blindes uddannelses- og arbejdsforhold i 1960’erne og 70’erne, som omtales nedenfor. Han nævnte i forlængelse af dette projekt, at der bør udarbejdes en oversigt over de mange interviews, som er optaget igennem tiden og som findes i selskabets lydarkiv. Det blev i denne forbindelse nævnt, at der er mange nulevende medlemmer, som vil kunne fortælle meget fra deres aktive tid som HB-medlem. Henrik Olsen anførte, at det for eksempel gælder Anvör Poulsen, der tillige har været blindekonsulent. Henrik Olsen nævnte, at han vil fortsætte med at foretage interview indenfor konceptet “Blindes færden”. Interview fra dette initiativ findes i selskabets lydarkiv.

Selskabet efterlyser en udgave af punktnoderne til “Danske Blindes Nationalsang”.

Alt abonnementsmateriale på hovedkontoret blev tidligere bragt i uddrag i båndtidsskriftet “DBS Information”, men masterbåndene af disse udgivelser er ikke blevet gemt og digitaliseret.

Registreringsprojektet er afsluttet og en rapport er afgivet med ros fra Medicinsk Museion, som på sin hjemmeside har lagt en registratur over Den Blindehistoriske Samling.

René Ruby har klargjort grundlaget for interviewprojektet om levevilkårene i 1960’erne og 70’erne. Grundlaget for projektets iværksættelse er derfor nu til rådighed med henblik på afslutning af dette. De som vil være med i styregruppen forestår interview af de mennesker, som har tilmeldt sig til projektet. De som ønsker at blive interviewet, må gerne opretholde deres tilsagn. Det hele hviler på frivillighedsprincippet.

Poul Lüneborg har lavet en omhyggelig liste over de stykker, som amatørteatret har opført, som selskabet har modtaget. Alle forestillinger og andre lydoptagelser kan – efter anmodning – tilsendes i kopi til udlån, når den er markeret med et X. De må ikke blive frigjort til den bredere offentlighed, fordi der skal tænkes på lovligheden af kopiering. (Amatørteatret overlod alle optagelserne og Amatørteatrets formue til Blindehistorisk Selskab i 2007).

En redegørelse om blindes sport og idræt fra 1950-1980 er udarbejdet af Leif Martinussen på ca. 92 sider med billeder. Redegørelsen er forsøgt gjort egnet til at blive lagt på hjemmesiden.

Der er ønske om i 2023 at lave et jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum, hvor tidligere Refsnæselever kan bidrage med deres erindringer fra deres ophold på skolen. Arbejdet er kommet ind i en konstruktiv gænge. Thorvald Kølle fremlagde i sin tid ideen. Rudi Kurt Geert-Jørgensen vil stå for at samle de artikler arbejdsgruppen får tilsendt. Leif Martinussen har taget initiativ til at få samlet de involverede bidragydere. Strukturen og omfanget bør være på plads. Nyhedsbrevene må højst være på 30 sider i Arial 12-format. De skal ikke blive for lange og uoverskuelige for læserne.

Hjemmesiden er lavet af Søren Jensen i samarbejde med bestyrelsen ud fra det, som man må betragte som nødvendigt som skærmlæserbruger. Den visuelle præsentation af hjemmesiden, har derfor ikke været givet første prioritet. Hjemmesiden er at betragte som et blindehistorisk arkiv.

Hjemmesidens nuværende struktur blev drøftet, hvorefter det blev taget til efterretning og man samtidig ønsker forslag om, hvordan den kan gøres mere anvendelig.

Vigtige meddelelser, som bringes i medlemsbladet, når desværre ikke ud til institutioner og seende læsere. Derfor må nyhedsbrevene suppleres med medlemsbreve for at bringe invitationer, nekrologer mv. som ikke kan afvente næste nyhedsbrev. ”Øjeblikket” har ikke i de seneste år optaget artikler af blindehistorisk interesse. Arkivet over lydoptagelser er meget righoldigt, spændende og er af en betydelig størrelse.

Poul Lüneborg nævnte endelig den sag som omhandlede Godhavnsdrengene og den undskyldning, som nogle af dem har fået. Ove Gibskov nævnte, at der stort set ikke var nogen, som mente, at vi burde stille krav om en undskyldning inden for vores område. Han har været i kontakt med projektinvolverede fra Forsorgsmuseet.

Sagen vil blive fulgt op i et kommende nyhedsbrev.

I 2020 er der registreret et pænt overskud i sammenligning med et underskud i 2018 og 2019. Poul Lüneborg omtalte nogle administrative belastende processer, som i høj grad opleves som tunge og uoverskuelige for administrationen i en lille forening som denne. Betaling via Mobile Pay opleves af mange medlemmer som en lettelse. Der skal her betales 0,75 kr. pr. transaktion. Desuden skal selskabet betale et månedligt gebyr på 49,00 kr. Det giver problemer for selskabet, når der ikke løbende indbetales penge til deres system. De digitale systemer kan tvinge foreninger tilbage til mere uformelle systemer.

Beretningen blev godkendt med applaus.

Ad 7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse

Der er udarbejdet en analyse ud fra alle kontoudtog, samtlige indtægter og udgifter og sammenlignet dem med kasserer Ole Brun Jensens tal. Der er sket nogle fejlposteringer. Poster er overset, som fører til en endelig konklusion om, at der er 150 kr. ekstra, som der ikke kan gøres rede for. Denne analyse blev oplæst af John Heilbrunn.

Regnskabet blev herefter betragtet som godkendt enstemmigt.

Ad 8. Fastsættelse af kontingent

Kontingentet på de 150 kroner fastholdes. Der lød et stort bifald fra de 26 deltagere.

Ad 9. Indkomne forslag

Forslag fra bestyrelsen: Ole Bruns sygdom giver anledning til bekymring. Bestyrelsen har derfor ønsket at sikre sig muligheden for at skaffe professionel bistand, hvorfor det foreslås, at bestyrelsen bemyndiges til at træffe aftale herom, hvis det bliver nødvendigt. Forslaget ønskes fasthold for en sikkerheds skyld, selv om der har meldt sig en kvalificeret kandidat til kassererposten. Forslaget blev tiltrådt enstemmigt.

Ad 10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

Ad a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019.

Ole Brun Jensen ønsker stadig at stå til rådighed for bestyrelsen som webmaster eller på anden måde, og som suppleant.

”Ud af intetheden” har John Heilbrunn meldt sig som mulig kasserer efter drøftelse med Poul Lüneborg.

Han blev valgt som kasserer uden modkandidater for en 2-årig periode.

Ad b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år.

Han blev genvalgt for to år uden modkandidater.

Ad c. René Ruby blev valgt for 2 år i 2020.

Han ønsker ikke at fortsætte pga. andre opgaver. René Ruby har ønsket at udtræde af bestyrelsen for at koncentrere sig om andre opgaver.

Ad d. Rita Cecilie Varmby, valgt i 2020 for 2 år, har på grund af helbredsforhold besluttet at udtræde af bestyrelsen.

Hun ønsker fortsat at stå til rådighed, når der er spændende opgaver i selskabet.

Der skal derfor vælges 2 medlemmer af bestyrelsen for et år.

Lena Bang blev uden modkandidater valgt ind i bestyrelsen.

Ove Gibskov blev også valgt for et år. Han ønsker at overtage redaktørposten og begrundede sin opstilling med, at han blandt andre blindehistoriske aktiviteter i forbindelse med DBS’s 75- og 100-årsjubilæum har lavet lydmontagerne ”75 og 100 år i lydglimt”.

René Ruby og Rita Cecilie Varmby fik en stor tak af formanden for deres engagement i bestyrelsen.

Ad e. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.

Lena Bang blev som nævnt bestyrelsesmedlem for et år.

Leif Martinussen fortsætter som suppleant sammen med Ole Brun Jensen.

Ad f. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år.

Kurt Nielsen er villig til genvalg, hvilket er sket uden modkandidater. Hanne Titgen Eriksen tiltrådte som revisor i stedet for Ove Gibskov.

Ad g. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020.

Nete Parkov opstiller gerne og blev genvalgt uden modkandidater.

Ad 11. Eventuelt

John Heilbrunn præsenterede sig og redegjorde for sin baggrund igennem sine mange år fra den første integrerede elev i folkeskolen, som erhvervsbeskæftiget i 42 år og tillidsvalgt i DBS og ansat samme sted i 26 år.

Der blev spurgt, om der kan bidrages til viden om oprettelse af forskellige tandemklubber. Formanden nævnte, at han agter at færdiggøre forskellige igangværende projekter om Amatørteateret, litteraturoversigten, analyse af blindes og svagsynedes uddannelses- og beskæftigelsesforhold, for nu at nævne de største opgaver.

Mødet sluttede i god ro og orden.

Tak til Henrik Olsen for teknisk assistance i form af lydoptagelse af mødet og til John Heilbrunn for notatassistance samt til Dorthe Andersen for korrekturlæsning. Færdiggjort den 28. juni 2021.

Referent Rita Cicilie Varmby.

Nærværende referat godkendes hermed på Bestyrelsens vegne – Farum den 7. juli 2021

Poul Lüneborg

Viborg den 8. juli 2021

Thorben Koed Thomsen, dirigent

3. Diana Stentoft, John Heilbrunn og Thorkild Olesen gør sig på ny bemærket.

Af Poul Lüneborg

Fra tid til anden er der blinde i Danmark, som der er grund til at fremhæve for deres indsats til fordel for blinde og stærkt svagsynede. I nyhedsbrev nr. 4/2020, som udkom den 30. oktober 2020 kunne bestyrelsen udtrykke sin anerkendelse af den hæder som var blevet 3 af selskabets medlemmer til del. Der er endnu engang grund til at nævne 2 af dem.

Thorkild Olesen fik på Dansk Blindesamfunds Hovedbestyrelsesmøde 25. – 27. juni 2021 tildelt foreningens hæderstegn, som nr. 7 i rækken af modtagere af denne påskønnelse for hans indsats som landsformand i årene 2009 – 2021. Hæderstegnet blev indstiftet på foreningens hovedbestyrelsesmøde den 15. juni 1991.

John Heilbrunn blev på World Blind Unions 10. generalforsamling i dagene 28. – 30. juni 2021 optaget som Honorar Life Member af organisationen for hans arbejde gennem mere end 25 år til fordel for blinde og svagsynede i Den 3. Verden. John Heilbrunn har spillet en særdeles aktiv rolle på de seneste generalforsamlinger i verdensorganisationen. Disse arrangeres på skift rundt om i verden, men på grund af coronaepidemien blev arrangementet i år afviklet virtuelt med den spanske blindeorganisation ONCE som vært.

Endelig skal det nævnes, at Dansk Blindesamfunds næstformand Diana Stentoft på World Blind Unions ovennævnte Generalforsamling blev valgt som organisationens første kvindelige generalsekretær. Diana Stentoft har siden 2004 været valgt som den ene af Dansk Blindesamfunds 2 delegerede til WBU’s generalforsamlinger, som finder sted hvert 4. år. Diana har i den forgangne 4-års periode været medlem af WBU’s Udviklingskomité. I kraft af disse hverv og hendes mangeårige engagement i Dansk Blindesamfunds arbejde til fordel for blinde i en række lande i den 3. verden, har hun et godt kendskab til dette vigtige internationale arbejde til fordel for synshandicappede i de 5 regioner, som WBU’s medlemmer er organiseret i. Generalsekretæren udgør sammen med præsidenten, 2 vicepræsidenter, kassereren og den afgående præsident, som ikke kan genvælges, organisationens forretningsudvalg, som benævnes Table Officers. Det er således en særdeles vigtig post, som Diana Stentoft skal varetage i den kommende arbejdsperiode, der løber fra 2021-2025. Ud over at være den første kvindelige generalsekretær i WBU er Diana Stentoft det første danske medlem af WBU’s øverste ledelse.

Man kan i sandhed sige at Diana Stentoft har gjort lynkarrierer, hun blev i 2020 indvalgt i Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg og i år avancerede hun til hvervet som foreningens næstformand. Man kan læse mere om Diana Stentoft i tidsskriftet “Øjeblikket” nr. 24 fra august i år.

Selskabets bestyrelse ønsker alle 3 hjertelig tillykke med de fornemme udnævnelser.

4. Nekrolog over Jørgen Eckmann ved Poul Lüneborg

Jørgen Eckmann – hans virke til fordel for blinde

Jørgen Eckmanns død den 8. juni 2021 giver mig som formand for Blindehistorisk Selskab anledning til at standse op og fundere over hans virke og betydning for arbejdet til fordel for blinde i Danmark.

1. Opvækst og uddannelse.

Jørgen blev født den 1. september 1935 i Svendborg. Han anfører selv i en erindringsartikel fra 1990. “Jeg kommer fra et arbejdermiljø” (det besiddelsesløse byproletariat).

Min far var mølleriarbejder, min mor ekspeditrice.” I barndomshjemmet blev religionen kun tillagt betydning ved højtiderne og ved særlige familiebegivenheder. Jørgen var født blind. Det Kongelige Blindeinstitut på Refsnæs ved Kalundborg blev derfor rammen om hans skoletid fra 1943 til 1951. I nævnte artikel beskriver han denne tid på godt og ondt.

Tiden på Refsnæs efterfulgtes af en årrække som elev på Det Kongelige Blindeinstitut i København.

Efter 4 år som elev på Instituttet optræder Jørgen for første gang i DBS’s medlemsblad, hvor han får rosende ord med på vejen efter en kirkekoncert den 21. marts 1955 i Sankt Jacobs kirke på Østerbro i København. Ved denne lejlighed optrådte Blindeinstituttets musikelever og blandt disse var Jørgen, der som soloorganist spillede Bachs præludium og fuga i e-mol.

Efter yderligere 4 år omtales Jørgen i sommeren 1959 som en værdifuld sufflør i Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Ved skoleårets afslutning den 23. juni 1960 på Blindeinstituttet, kunne konstitueret forstander Folke Johansen blandt andet meddele, at Jørgen Eckmann var én af de 3 elever, som dette år havde bestået præliminæreksamen. Blindes mulighed for at bestå denne eksamen var blevet åbnet for blinde få år efter 2. Verdenskrigs afslutning. Jørgen bestod efterfølgende studentereksamen ved det 2-årige studenterkursus. Han måtte imidlertid opgive drømmen om at læse historie ved universitetet på grund af vanskelighederne ved at skaffe lærebøger i punktskrift.

Efter dette forgæves uddannelsesforsøg lykkedes det ham, at blive optaget på Den Sociale Højskole i København med henblik på at uddanne sig til socialrådgiver, et forløb, som ikke var uden vanskeligheder, idet der på skolen var stor skepsis overfor at optage blinde studerende. Uviljen på skolen overfor blinde ansøgere var så stor, at man krævede garanti fra Dansk Blindesamfund for, at Jørgen ville kunne få praktikplads her. Det garanterede DBS, men slæbte derefter Den Sociale Højskole i retten og vandt. Det var jo ikke et krav, der blev stillet til andre. Det skal i denne forbindelse nævnes, at Jørgen var den tredje blinde, som søgte optagelse på Den Sociale Højskole.

Efter endt uddannelse som socialrådgiver, drog Jørgen til England på et studieophold, der afsluttedes i efteråret 1967.

2. Medlemskab af Dansk Blindesamfund og tiden frem til 1968.

Da Jørgen rundede sit fyldte 18. år blev han i 1953 medlem af Københavnskredsen under Dansk Blindesamfund. Her engagerede han sig i arbejdet til fordel for blinde, et arbejde som snart medførte, at han blev medlem af kredsbestyrelsen, som stod under ledelse af foreningens senere navnkundige formand Svend Jensen. I 1964 blev Jørgen valgt som én af kredsens 9 medlemmer af DBS’s repræsentantskab. Et valg som siden skulle vise sig at få betydning for resten af hans liv.

I slutningen af 1963 besluttedes det at nedlægge “Elisabeth Staus hvilehjem for blinde kvinder i Lyngby”, et hjem som i 1921 var blevet oprettet af DBS’s første æresmedlem grosserer Cornelius Stau til minde om hans hustru for hendes store engagement til fordel for navnlig blinde børn og enlige blinde kvinder. Fra dette tidspunkt og frem til august 1968, hvor hjemmet blev solgt til Lyngby kommune, blev Jørgen og hans daværende kone udnævnt som ledere af hjemmet, som skulle tjene forskellige formål indenfor Blindeforsorgen, herunder som kollegie for unge synshandicappede mænd.

Samme år betros Jørgen en deltidsstilling som én af Københavnskredsens konsulenter. Studierne ved Den Sociale Højskole krævede imidlertid allerede året efter, at han for en tid måtte bede sig fritaget fra arbejdet som konsulent, indtil han i august 1966 atter blev udpeget til dette hverv. Et studieophold i England betød ligeledes, at han i slutningen af 1966 måtte træde fra som konsulent, indtil han vendte tilbage fra opholdet den 29. november 1967.

3. DBS’s nye struktur pr. 1. april 1968.

Den 10. februar 1968 afholdtes ekstraordinært møde i DBS’s repræsentantskab for at vælge ny formand, idet H. C. Seierup var blevet udnævnt til forstander for det nybyggede Blindeinstitut i Hellerup. Valget faldt på foreningens hovedkasserer i gennem 8 år Svend Jensen, hvilket betød at også hvervet som hovedkasserer skulle nybesættes. På trods af nogle enkelte kritiske indlæg på mødet blev Svend Jensen og Jørgen Eckmann begge enstemmigt valgt til de nævnte poster forud for foreningens nye struktur pr. 1. april 1968. Valget af Jørgen til hovedkassererposten resulterede efterfølgende i et par kritiske indlæg i medlemsbladet skrevet af socialrådgiver Gerhard Kaimer og programmør Henning Eriksen. Personligt havde jeg den glæde, at overvære dette skift i foreningens ledelse, idet jeg i 1967 var blevet valgt som én af Aarhuskredsens repræsentanter.

Jørgen blev på det første møde i den nye Hovedbestyrelse for DBS kastet hovedkulds ind i arbejdet som hovedkasserer, da der på dette møde skulle tages stilling til en række praktiske spørgsmål. Allerede i november måned meldte virkeligheden sig, idet han her blev stillet overfor opgaven at arrangere og gennemføre et første kursus for foreningens 20 nye kredskassererer.

Arbejdet som hovedkasserer havde allerede i 1968 nået et omfang og en karakter, der betød, at disse kun med betydeligt besvær kunne varetages af en hel blind tillidsmand. Efter at have varetaget hvervet som hovedkasserer i gennem de 3 første år efter gennemførelsen af den nye struktur meddelte Jørgen på Hovedbestyrelsens møde den 19. juni 1971, at han ønskede at fratræde som hovedkasserer med udgangen af august måned dette år, idet han ville søge videreuddannelse indenfor sit egentlige felt som socialrådgiver. Som hans efterfølger på posten som hovedkasserer valgtes Kaj Cramer.

Den 12. januar 1972 fik Jørgen en uventet håndsrækning til at realisere sin plan gående ud på, “at lære problemfamilien med det handicappede barn, at omgås handicappet” – citeret fra en omtale i Berlinske Tidende – idet han på denne dag fik tildelt Persolit-prisen, som ifølge legatets formål yder støtte til “evnerige blindes uddannelse”. Jørgen fik af legatet tildelt 10.000 kr. til sine fortsatte studier.

4. Arbejdet som fritidskonsulent i DBS.

Efter afslutningen af det såkaldte årskursus for socialrådgivere, blev Jørgen ansat som socialrådgiver ved Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvor han virkede frem til slutningen af 1979. I forbindelse med dette arbejde var Jørgen med til at udvikle planerne om en såkaldt “Ambulancetjeneste”, der med kort varsel skulle besøge personer, som pludselig var blevet ramt af et alvorligt synstab på grund af en ulykke eller sygdom. “Ambulancetjenesten” bestod af en socialrådgiver, en psykolog og en arbejdskonsulent, der sammen skulle bistå borgeren med at overvinde synstabet og så vidt muligt fastholde pågældende i sit arbejde.

Efter afslutningen af ansættelsen på Blindeinstituttet vendte han tilbage til DBS, men nu i stillingen som organisationens fritidskonsulent på hovedkontoret, der dengang var beliggende i ejendommen på hjørnet af Randersgade / Bogensegade på Østerbro i København.

Han fortsatte i stillingen som fritidskonsulent efter flytningen i 1988 af hovedkontoret til Thoravej i Københavns Nordvestkvarter frem til indvielsen af Fuglsangscentret september 1989, hvor stillingen flyttedes til centrets kursusafdeling.

Han ønskede imidlertid ikke at flytte med stillingen og forlade København. I årene, hvor han var ansat på Blindeinstituttet, stod han bag organiseringen af en række koncerter på Instituttet med blandt andre Birgitte Grimmstad, derudover organiserede han tillige koncerter i Sankt Jacobs kirke på Østerbro – han var i disse år medlem af Menighedsrådet ved denne kirke i flere valgperioder. Ved disse kirkekoncerter blev blinde musikere og komponister promoveret, det gælder blandt andre Laurids Lauridsen og Henning Riiser.

I stillingen som fritidskonsulent var han med til at udvikle en række kurser indenfor kommunikation og senblindes rehabilitering, udviklingen af disse kurser skulle senere vise sig at blive af afgørende betydning for Dansk Blindesamfunds omfattende kursusvirksomhed på Fuglsangscentret. Til belysning af Jørgens arbejde på dette område skal nævnes hans bidrag til at videreudvikle senblindekurserne, som var påbegyndt på Solgaven i Hobro i slutningen af 1950-erne, og de såkaldte AVG-kurser, der giver deltagerne mulighed for at undervise på kurser, som støttes i henhold til lovgivningen om fritidsundervisning. Derudover skal nævnes følgende nye kursustiltag:

– Læseudviklingskursus i punktskrift for erhvervsbeskæftigede – 40 timers kursus

– Kassettebåndoptageren som kommunikationsmiddel – 20 timers kursus

– Grunduddannelse af punktlærere, forsøgsprojekt af 88 timers varighed støttet af Undervisningsministeriet

– Punktskrift i hverdagen – lær punktskrift på en ny måde, fjernkursus i 10 dele

– Dansk Blindesamfunds politik – et kursustilbud for aktive navnlig nye studiekredsledere

– Dansk Blindesamfund i går, i dag og i morgen, et kursustilbud om foreningens historie, organisation og holdninger

5. Kredsformand og hovedbestyrelsesmedlem.

På kredsgeneralforsamlingen den 7. oktober 1989 i 1. Kreds Østerbro i København bliver Jørgen valgt som ny formand for bestyrelsen. Dette hverv fastholder han frem til strukturændringen indenfor DBS i 2007, hvor de 5 Københavnske kredse fra 1. januar 2007 sammenlægges til en kreds dækkende hele Københavns kommune.

Forud for omlægningen af lokalforeningerne i København til én stor kreds, blev der den 4. november 2006 afholdt en stiftende generalforsamling for den nye kreds med valg af en kredsbestyrelse. På dette møde opnår Jørgen valg til formand for kredsen, et valg som han fastholder frem til kredsens ordinære generalforsamling den 2. maj 2009.

Efter flytning til Rågeleje opnår Jørgen valg som kredsens næstformand for DBS Nordsjælland på generalforsamlingen den 15. maj 2012. På generalforsamlingen året efter vælges Jørgen som formand, et hverv, som han beholder indtil han dør den 8. juni 2021.

Jørgen Eckmann varetager således hvervet som kredsformand indenfor Dansk Blindesamfund i gennem mere end 27 år, først i Østerbrokredsen i 17 år, derefter i storkredsen for København i knap 3 år og endelig i Nordsjællandskredsen i godt 7 år, en ganske imponerende præstation.

En kredsformand for en lokalkreds indenfor Dansk Blindesamfund er tillige medlem af foreningens hovedbestyrelse. I denne egenskab har Jørgen gennem de mange år været et respekteret medlem i kraft af sin store erfaring og viden på mange områder indenfor foreningens mange virkefelter. Han har i dette arbejde ofte markeret sig med kontroversielle synspunkter, som har bidraget til debat og krav om afstemninger for at afslutte behandlingen af en foreliggende sag. Jørgens evne til at “dele vandene” kom eksempelvis tydeligt frem på Hovedbestyrelsens møde 19. – 20. marts 1994, hvor han overlevede en mistillidsafstemning med stemmerne 10 for og 13 imod om hans hverv som formand for stående udvalg 3 vedr. undervisning og kultur.

Det ligger langt udenfor rammerne af denne artikel at beskrive de mange initiativer og opgaver, som Jørgen har været involveret i dels som kredsformand dels som medlem af hovedbestyrelsen. Derfor vil jeg i et efterfølgende afsnit nøjes med at nævne nogle få områder, hvor han i særlig grad har gjort sig gældende. Et enkelt forhold skal dog fremhæves.

Jørgen var som kredsformand stærkt involveret i den lokale DSI afdeling for København- og Frederiksberg kommuner, hvor han i gennem mange år var afdelingens formand. I kraft af hans nære kontakter til politikerne på Københavns Rådhus, var han i stand til at påvirke kommunens beslutninger til gavn for byens handicappede.

Det var som lokal DSI-formand, at han holdt åbningstalen i forbindelse med De Samvirkende Invalideorganisationers 60-års jubilæumsudstilling i Københavns Rådhushal den 29. september 1994, her sluttede han sin tale med at anføre:

“Hvis vi fortsat skal holde fast ved velfærdssamfundet, selvom det i parentes bemærket naturligvis ikke må blive en statisk, uforanderlig størrelse, så må vi også sørge for, at alle de mange slagord i handicap-politikken og holdningerne til handicappede får en mening og bliver en del af vores kultur og den almindelige folkelige opfattelse af, hvad ligebehandling og medindflydelse også for helt små minoriteter reelt skal betyde.

Det skal være mit jubilæumsønske for De Samvirkende Invalideorganisationer, at vi må nå det mål, men det gør vi ikke uden samarbejde, og derfor strækker vi med denne udstilling hånden frem netop til samarbejde.

Afslutningsvis vil jeg gerne på De Samvirkende Invalideorganisationer København / Frederiksbergs vegne sige tak til Københavns Kommune, fordi vi har fået lov til at benytte dette byens fornemmeste rum til at vise, hvem vi er, hvad vi kan, og hvad vi gerne vil.”

6. Tre væsentlige indsatsområder.

For det første finder jeg anledning til at nævne undervisnings- og uddannelsesområdet. Det var på dette område Jørgen først markerede sig, idet han så tidligt som på Repræsentantskabsmødet i DBS den 15.-16. oktober 1964 sammen med en række repræsentanter fra institutterne og fra foreningens ledelse blev udpeget som medlem af det såkaldte “Skoleudvalg”, som fik til opgave at udarbejde et oplæg til en konference om den fremtidige skoleundervisning af blinde. Konferencen, der blev afholdt i dagene 19. -20. juni 1965 på Blindeinstituttet, blev det egentlige opgør med skolepligten for blinde og en begyndende accept af integrationen af synshandicappede børn og unge i Folkeskolen.

Jørgen Eckmann havde i sit eget uddannelsesforløb oplevet de ny tendenser på området. Både som fritidskonsulent og som formand for det udvalg under Hovedbestyrelsen, som beskæftigede sig med undervisning og kultur, markerede han sig i over 35 år. Specielt finder jeg anledning til at nævne den pionerindsats, som Jørgen Eckmann spillede i udviklingen af de såkaldte “Senblindekurser” på Solgavehjemmet i Hobro. Han var i forbindelse med udviklingen af disse kurser en ubetinget fortaler for, at undervisningen på disse burde forestås af blinde eller stærkt svagsynede lærere.

For det andet vil jeg nævne punktskriften, som var et område som han kærede sig om gennem hele sin tid som ansat og tillidsmand. Det hævdes, at Jørgen selv hørte til blandt de skrappeste punktlæsere herhjemme.

DBS’s Hovedbestyrelse behandlede på sit møde november 1982 en rapport, som tilsigtede at fremme brugen af og kendskabet til punktskrift. Rapporten var et led i et længerevarende udviklingsforløb. De forskellige undervisnings- og kursustilbud på området, som er nævnt i afsnittet om hans arbejde som fritidskonsulent, skal ses som opfølgning på denne rapport.

I 1993 blev der vedtaget en ny standard for punktskriften i Danmark for at tilpasse denne til den informationsteknologiske udvikling. Her var Jørgen med til at sikre opdateringen af lærernes kvalifikationer og udviklingen af et tilpasset undervisningsmateriale benævnt “Læs og lyt”.

I årene 1992 – 1997 var han én af DBS’s 3 repræsentanter i Det Danske Punktskriftsnævn.

Endelig vil jeg nævne Jørgens interesse for blindes historie. Hans væsentligste indsats på dette område var hans arbejde som formand for Blindehistorisk Selskab, i de første 8 år efter stiftelsen af selskabet den 18. november 1994. Forud for denne begivenhed havde han udfoldet store bestræbelser i DBS’s hovedbestyrelse for at opnå tilslutning til, at foreningens historie blev nedskrevet. I den forbindelse skal det nævnes, at han sammen med sin kollega Thorben Koed Thomsen stillede forslag om at yde økonomisk støtte til driften af Luis Braille museet udenfor Paris.

Hans interesse for blindes historie satte sig, som det kan ses under omtalen af hans arbejde som fritidskonsulent, spor i form af nye kursusinitiativer om dette emne. Endelig skal det nævnes, at han ofte fortalte om blindes historie som oplægsholder ved arrangementer i klubber og på møder i DBS’s lokalkredse. Jeg formoder, at det ikke mindst var hans særlige interesse for blindes historie, der tilskyndede ham til at blive medlem af “Selskabet Kjæden”, som gennem private bidrag stod bag oprettelsen af det første “Kongelige Blindeinstitut” i 1811.

På DSI’s hovedbestyrelsesmøde den 19. april 1995 blev Jørgen valgt som organisationens næstformand for en 3-års periode. Handicappedes undervisning og uddannelse samt deres historie var områder som spillede en central rolle i det arbejde som Jørgen udfoldede som næstformand i De Samvirkende Invalideorganisationer – i dag benævnt Danske Handicaporganisationer.

Sammen med Handicaphistorisk Selskab for Handicap og Samfund stod DSI bag den handicaphistoriske konference den 14. september 1995 i Nationalmuseets festsal. Ved denne lejlighed udtalte Jørgen følgende i sin åbningstale:

“Det er vigtigt for mig at slå fast, at vi må sikre individets og gruppernes historie i lige så høj grad som institutionernes og organisationernes historie. Vi må sikre, at vi kan skrive handicappedes historie, fordi det bl.a. er historien om relationerne mellem det såkaldte normalsamfund og de såkaldte handicappede, historien om, hvordan vi handicappede har påvirket samfundet og er blevet påvirket af den kulturelle, sociale, den uddannelses- og erhvervsmæssige udvikling i vort samfund. Det er historien om onde og gode begivenheder, historien om det menneskelige og det umenneskelige, om segregering og integrering i samfundet og meget andet.”

7. Afsluttende bemærkninger.

Det er mit håb, at jeg med ovenstående beskrivelse af Jørgen Eckmanns indsats til fordel for ikke mindst blinde og svagsynede i Danmark, har ydet ham den retfærdighed, som han fortjener.

Som formand for Blindehistorisk Selskab har jeg gennem de seneste 5 år haft stor glæde af at kunne trække på Jørgens kendskab til begivenheder og personer indenfor blindeområdet i de seneste mere end 50 år. Den omstændighed at Jørgen døde på dagen for Dansk Blindesamfunds 110-års fødselsdag har for mig noget nær symbolsk karakter.

Man har sagt om DBS’s tidligere næstformand Karl Vilhelm Andersen, at han kendte navnene på alle medlemmer og deres nærmeste familie, det er muligvis en sandhed, som skal tages med et gran salt. Hvorvidt Jørgen havde et tilsvarende kendskab til DBS’s medlemmer skal jeg lade være usagt, men han lærte, i gennem sin lange indsats indenfor organisationen, utrolig mange medlemmer at kende. Dette kendskab blev i de sidste mange år af hans liv udbygget gennem ansvaret for mange jule- og nytårsarrangementer på Fuglsangscentret sammen med sin kone Bente af andet ægteskab. De var et meget populært værtspar ved disse arrangementer og andre lignende tilbud på centret. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at Jørgen vil blive savnet af rigtig mange medlemmer indenfor DBS.

Kilder:

Dansk Blindesamfunds Medlemsblade 1951 – 2021

Referater af Dansk Blindesamfunds repræsentantskabsmøder 1960 – 1968

Referater af Dansk Blindesamfunds Hovedbestyrelsesmøder 1968 – 2021

Tidskriftet ” Handicap og Samfund” nr. 5 februar 1995 og nr. 6 december fra 1995

Artikel fra Refsnæsskolens tidsskrift „Refsnæs-Nyt” i 1990, “Spredte barndomsminder” af Jørgen Eckmann, genoptrykt i Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 oktober 2001

5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – Anden artikel af 4

Afstraffelse med metalskohorn, hvorfor Jesus kom på blindeskole, traktorkørsel i blinde og hvordan man med ti tommelfingre kan få førstepræmie i frisløjd.

I forrige nummer af Nyhedsbrevet blev første del af mine erindringer afsluttet med beretningen om, hvordan jeg i en ferie hjemme hos mine forældre, der havde et slagteri og en slagterforretning i Kolind på Djursland, skød en gris, mens byens andre drenge, som alle kunne se, måtte nøjes med at skyde fugle.

Som jeg tidligere har nævnt, boede drengene fra 1. til 3. klasse og pigerne op til 7. klasse på Østskolen. En af de assistenter, der passede os, når vi ikke var i skole, hed Inga Bloch, og hun var decideret ondskabsfuld.

F.eks. tvang hun nogle af de små elever til at spise deres eget bræk, hvis de var kommet til at kaste op i havregrøden om morgenen.

Jeg har ikke selv prøvet det men oplevet, at min lillesøster, da hun gik i 1. klasse, blev tvunget til det, mens vi sad i spisestuen. Jeg gik selv i 3. klasse og var meget ked af det men desværre ikke modig nok til at prøve at forhindre det.

Heldigvis kom vores mor på uanmeldt besøg en dag, hvor frk. Bloch igen var i gang med at fodre min søster med opkast. Hun så det og blev naturligvis rasende, tog tallerkenen med over til forstanderen, knaldede den ned i hans skrivebord og sagde, at hun ikke ville finde sig i sådan noget svineri.

Det var med til at bevirke, at Inga Bloch ikke fortsatte som assistent men fik arbejde som gymnastik- og svømmelærer. Men hvis nogle af de små piger ikke kom hurtigt nok i svømmehallen, har jeg hørt, at hun sagtens kunne ”hjælpe” dem ned i bassinet med et velanbragt skub.

Hun kunne også finde på at stå i en af opholdsstuerne, uden at man vidste, hun var der og høre, om der blev sagt noget dårligt om hende; og hvis det var tilfældet, fandt man hurtigt ud af det i form af en på hovedet.

Nogen gange brugte hun også et langt skohorn af metal til at slå med. Det skete en aften, hvor der var pudekamp på sovesalen; for selv om man er blind, kan man selvfølgelig godt kaste med puder og prøve at ramme hinanden. Selv havde jeg været henne på medicinstuen for at få hostesaft, mens kampen foregik. Men da jeg nærmede mig sovesalen, lød der ret høje skrig, og det var ikke svært at regne ud, hvad der var gang i. Jeg har altid været meget forsigtig i den slags situationer, så jeg skyndte mig bestemt ikke med at komme ind til de andre. Men da frk. Bloch endelig fik øje på mig, sagde hun meget højt, at hvis jeg havde været der, så ville jeg uden tvivl have været en af de værste. Men da hun nu altså kunne konstatere, at jeg ikke havde været med, skulle jeg ikke have et slag over låret med skohornet, som de andre men nøjes med en lussing. På det punkt var hun nu også ganske dygtig.

På et tidspunkt, mens jeg gik i 2. klasse, blev vi så rasende på hende, at alle drengene i 2. og 3. klasse aftalte at overfalde hende en aften.

Først skulle Carlo, som var ret stor og så temmelig godt i forhold til mange af os andre, kaste sig over hende bagfra, og derefter skulle vi komme alle sammen og slå hende med vores livremme eller seler.

Overfaldet blev gennemført, men desværre kom nogle af os også til at ramme hinanden, da vi slog løs på hende.

Vi kunne høre, at hun virkelig var bange, selv om hun prøvede at lade som om, det bare var en sjov leg. Det var da også det, hun bagefter sagde til plejemoren for at få det dysset ned, da hun selvfølgelig vidste, at vi var vrede nok til at fortælle om de mange overgreb, hun havde udsat os for.

Men den krone, som vi hver fik i lommepenge om måneden, blev ikke udbetalt næste gang, fordi hun sagde, at den skulle gå til rensning af hendes kjole.

Som voksen besøgte jeg sammen med min kone og vores lille søn Blindeinstituttet for at holde foredrag for forældre, der havde fået et blindt barn; og så mødte jeg pludselig Inga Bloch igen.

Jeg har været omkring 25 år, men da jeg stod over for hende og hørte hendes forfærdelige stemme, blev jeg i tre-fire sekunder igen en lille, bange og forsvarsløs dreng. Det var i den grad en anskuelig oplevelse af, hvad ens krop kan huske efter så mange år.

 

Instituttets forstander hed Paul Petersen og havde som soldat været garder. Han gik meget ind for disciplin, og hvis man havde overtrådt en af skolens mange regler, kunne han finde på at sige , at han nu ville ringe til en opdragelsesanstalt for at få vedkommende anbragt der. Han ringede så, mens man hørte det; og når der så var gået nogle timer, kom han og sagde, at han denne gang ville lade nåde gå for ret, men at hammeren nok skulle falde næste gang.

Først da jeg gik i 7. klasse, fortalte han os grinende i en historietime, at han da bare havde ringet til sin kone men bildt os ind, at det var en opdragelsesanstalt, han talte med.

En af de mange bestemmelser på Østskolen var, at der ikke måtte snakkes, når man spiste. Men helt fra min tidlige barndom har jeg altid haft svært ved at tie stille, så derfor blev jeg ret tit sat uden for døren, når der skulle drikkes eftermiddagsmælk i spisestuen.

På det tidspunkt gik forstanderen fra sit kontor hjem for at drikke kaffe, og de drenge, der stod uden for døren, var aldrig i tvivl om, at det var ham, der med sine taktfaste garderskridt nærmede sig spisestuen. Man fik så en på den ene side af hovedet, og så sagde han: ”Du skal jo gerne kunne stå lige”, og så fik man også én på den anden side.

Mange i min generation har naturligvis fået lussinger, som jo var helt almindeligt i vores barndom. Men det er dog min opfattelse, at der ofte skulle noget mere til for at få en på kassen, end det var tilfældet på Refsnæs, hvor vi jo heller ikke havde vores forældre i nærheden.

Vi fik tit at vide, at en rigtig dreng ikke sladrer hjemme, og jeg kan kun forestille mig, at det må have været for at gardere sig imod, at vi fortalte vores forældre, hvad vi havde været udsat for, når vi kom hjem på ferie.

Aftenen inden ferien begyndte, blev der altid spillet banko på de store drenges afdeling om en masse slikpræmier.

Der skulle virkelig kræses for os, og så havde man jo selvfølgelig noget godt i frisk erindring at fortælle, når man kom hjem til familien.

Min klasselærer frk. Gyldenbjerg var ligesom mange af de andre lærere en virkelig god pædagog. Hun havde bl.a. anskuelsesundervisning, hvor vi fik mulighed for at opleve masser af ting med alle vores sanser. F.eks. besøgte vi et mejeri og prøvede at kerne smør, ligesom vi også var oppe i en mølle for at opleve, hvordan der blev malet mel. Det er naturligvis vigtigt at lade alle børn få vidt forskellige oplevelser, og på det punkt var undervisningen på Blindeinstituttet helt i top. Vi fik på mange områder en konkret virkelighed bag vores sprog, så vi ikke bare talte abstrakt om noget, vi egentlig ikke vidste, hvad betød. I den sammenhæng var frk. Gyldenbjerg særdeles dygtig. Desuden var hun meget religiøs, hvad alle hurtigt blev klar over, når de mødte hende. Hun talte meget om Jesus, og hvor vigtigt det var, at vi bad til både ham og hans himmelske far. På et tidspunkt hang hun også et stort Jesusbillede op i vores klasse, og da flere af os jo ikke kunne se det, fortalte hun uhyre detaljeret og længe om, hvordan det så ud.

Nogle af os havde dog efterhånden fået nok af al den snak om Jesus, og hvor lidt der skulle til, for at man burde få dårlig samvittighed; og da han nu alligevel hang i klassen, fik jeg og et par andre den idé, at han lige så godt kunne komme rigtig på blindeskole. Så vi fik en af de drenge, som så bedst, til at stikke et par tegnestifter i hans øjne. De sad der næste morgen, da frk. Gyldenbjerg kom ind i klassen, og hvis vi havde forudset hendes reaktion, er jeg ikke sikker på, vi ville have gjort det. I hvert fald er det en af de mange ting, jeg i mit lange liv har fortrudt.

Hun brød fuldstændig sammen, og i sin voldsomme gråd spurgte hun flere gange, hvem der havde været så ond og sagde, at man risikerede at komme i Helvede, når man gjorde sådan noget. Ingen af os gik dog til bekendelse, og der var heller ikke andre, som sladrede. Så hun fik aldrig sandheden, mens hun var her på jorden.

Når vi skulle i 4. klasse, flyttede drengene over på Vestskolen, hvor man heldigvis gerne måtte snakke under måltiderne, og hvor vi også begyndte at få undervisning i sløjd. Det glædede jeg mig virkelig til men fandt desværre hurtigt ud af, at næsten alle de andre var meget dygtigere til at save, hamre og høvle. Man skulle gerne afslutte det første år med at lave en taburet, og de næste år gik man så videre med bl.a. en mere kompliceret stol og en kælk. Men da jeg gik i syvende klasse, var jeg stadig i gang med benene til taburetten, som da heller ikke nåede at blive helt færdig, inden jeg forlod Refsnæs.

Der var dog også noget, som hed frisløjd, hvor vi hver mandag, når sløjdlæreren hr. Ditmann havde aftenvagt på Vestskolen, blandt meget andet kunne lave pålægsgafler, lagkageknive og forskellige lamper. Der blev brugt træ eller ben til skafterne og kohorn til at sætte lampens fatning og pærer fast i.

Det sidste år, jeg tilbragte på Refsnæs, havde min far givet mig to meget fine horn fra en af de køer, der var blevet slagtet hjemme. Jeg ville nemlig som julegave til min mor lave en såkaldt tvillinglampe, hvor der skulle sættes fatning og pærer i hvert horn, som så blev sat sammen.

Den skulle virkelig være flot, og hver mandag aften i de sidste måneder inden juleferien arbejdede jeg ihærdigt med hornene. Først skulle man bruge en rasp og derefter en fil for at få de værste ujævnheder fjernet. Derpå groft og så finere og finere sandpapir og til sidst ståluld og pudsecreme.

For at stimulere drengene til at bruge hænderne og lave julegaver blev der en af de sidste dage inden juleferien uddelt første- og andenpræmier til de fineste ting, og da var min lampe netop blevet færdig. Stor var både min og formodentlig de fleste andres overraskelse, da det blev meddelt, at årets eneste førstepræmie gik til mig, mens min gode ven Jørgen fik adskillige andenpræmier. Han var hamrende dygtig og havde nok lavet mindst ti forskellige ting, mens jeg altså bare havde arbejdet med to kohorn i flere måneder. Det var ikke sløjdlæreren selv, der bedømte årets resultater og uddelte præmierne, ellers havde denne store uretfærdighed næppe fundet sted. Men jeg har uden tvivl snakket om, hvor vigtigt det var at være grundig og pralet ganske meget hjemme uden naturligvis at fortælle om alt det, Jørgen og mange af de andre havde fået fra hånden. Og det passede mig selvfølgelig vældig godt i betragtning af, hvor elendig jeg ellers var til sløjd.

Traktorkørsel i blinde

”Kør ligefrem og så lidt til højre. Frem igen og nu skarpt til venstre”.

Jeg hørte råbene og fulgte dem, mens jeg som niårig traktorfører kørte alene rundt på en af markerne i min fødeby Kolind. Og jeg kan stadig huske, hvordan gearene ligger i en Ferguson. Frem med gearstangen og så fra venstre mod højre: Første, tredje, start og tilbage med den og igen fra venstre: anden, fjerde og bakgear.

Det var ret almindeligt, at mange drenge på den alder i Kolind prøvede at køre traktor, og det fik jeg så også lov til men selvfølgelig under opsyn. I det hele taget ville jeg gerne gøre meget af det samme, som andre gjorde i Kolind, så jeg efter ferien kunne fortælle og vel egentlig også prale af noget af det, jeg havde lavet sammen med andre børn hjemme.

Min søster og jeg fik både kammerater og venner i Kolind, mens Jeg kender adskillige blinde, som ikke blev stimuleret af og legede med andre børn, når de var hjemme. Vi var så heldige, at vores forældre ud over slagterbutikken også havde et lille slagteri, hvor en del af byens børn kom for at se, hvordan der blev slagtet grise, køer og andre dyr. Nogle af dem fandt så ud af, at Inge og jeg da faktisk var ret normale at være sammen med; og det har haft kolossal betydning for vores sociale udvikling at blive udfordret og lære at begå sig blandt jævnaldrende børn, som kunne se, når vi det meste af tiden ellers udelukkende var sammen med andre blinde.

Min bedste ven var Lars – søn af skomager Keiser, og jeg kendte også både hans lille- og storebror Svend Erik og Henning og kender i øvrigt stadig dem alle tre.

Lars og jeg var næsten præcis lige gamle, og han begyndte som bydreng i slagterbutikken, da vi var omkring 12 år. Vi legede bl.a. med mit elektriske tog men kørte også mange ture på en gammel tandem, som min far havde købt.

En dag, hvor vi havde fået lov at køre helt til Grenå Havn (ca. 25 km) for at besøge min onkel Erik og hans kone Marie, trak vi på et tidspunkt tandemen op af en ret stejl bakke. Pludselig hørte jeg en kvinde bag os sige, at det da var et vældigt køretøj, vi havde; og da hun så spurgte, hvem der sad forrest, når vi kørte, sagde Lars, at det skiftedes vi til. Det svar var jeg særdeles glad for, for dengang ville jeg tit gerne lade, som om jeg kunne se. Når folk fandt ud af, at jeg var blind, gav de nemlig næsten altid udtryk for, at det var forfærdelig synd for mig, og så kunne det være svært at få en almindelig samtale i gang. Der gik dog ikke mange år, før det blev meget mere naturligt for mig at fortælle og vise, at jeg var blind. Det hænger uden tvivl sammen med, at min viden på vidt forskellige områder gennem erfaringer og uddannelse blev stadig større, så jeg kunne tale med om mange emner og dermed ikke bare blev betragtet som en stakkel, hvad jeg aldrig har anset mig selv for at være.

I min barndom blev der ligesom nu skudt fyrværkeri af i dagene op til og efter nytårsaften; og det var der mange børn i Kolind, der gjorde, så det ville jeg også være med til. Jeg fik så en kineser i hånden eller nogle gange faktisk også en kamel, som var lidt større. Lars eller en af mine andre kammerater satte ild til lunten, og jeg kunne høre, når den var tændt. Men der blev også altid råbt: ”Smid den nu”, og det gik heldigvis aldrig galt. Men det gjorde det derimod, da Inge ville prøve en kineser, og faktisk var det med skam at melde hendes blinde storebror, som tændte lunten. Samtidig med, at jeg fik sagt ”smid den”, skreg hun: ”Er hånden der endnu”? Jeg blev forfærdelig bange, mens min far kom styrtende og sørgede for, at hånden, der heldigvis var hel, kom i koldt vand, hvorefter der blev talt med meget store bogstaver til mig; og det var sidste gang, at min far i hvert fald konstaterede, at jeg legede med fyrværkeri.

Sammen med Lars, hans brødre og andre børn spillede jeg også både skak og kort. De kort, blinde spiller med, har små mærker, som man kan føle og dermed vide, hvad det er for kort, man sidder med. Det giver naturligt nok tit anledning til vittigheden om at spille med blind makker og mærkede kort. Man skal så selvfølgelig sige, hvilke kort der bliver lagt ud, så de blinde spillere ved det.

Et skakspil for blinde har huller i alle brættets felter, og hver brik har en pind i bunden. De sorte felter er lidt ophøjede, og de sorte brikker har et lille mærke i toppen. De få ændringer i forhold til et almindeligt skakspil gør, at man kan spille mod både blinde og seende.

Selv om mange måske ikke umiddelbart tænker over det, så er der lige så stor forskel på mennesker, der ikke kan se som på alle andre, og jeg har mødt adskillige blinde, der er virkelig gode til at spille kort eller skak. Dem hører jeg bestemt ikke selv til, men som barn syntes jeg, det var sjovt at spille casino, whist, skak og for den sags skyld også mølle og dam.

Det sker da også stadig, at jeg spiller med mine børnebørn, og hvis jeg taber i Sorteper, er de vældig begejstrede for at male mig sort i hovedet.

Min søster og jeg var jo kun hjemme på ferie fire gange om året, hvor vi blev meget forkælede. Da jeg var syv år, købte vores forældre to ponyhopper og en hingst. Når jeg red sammen med kammerater, fulgte min hest bagefter en af de andre, og hvis jeg var alene sammen med min far, sagde han, hvornår jeg skulle dreje – ganske på samme måde, som når jeg kørte traktor. Vores ponyer blev med deres mange føl, som også fik føl, efterhånden til ca. 30 heste, og den ældste af hopperne Gnister levede så længe, at min søn Martin har redet på den. Vores forældre forærede et af dens føl til blindeskolen, og det gav mig ret meget prestige blandt de andre elever at være en slags hesteejer, selv om det jo var skolen, der havde fået Tulle, som hesten hed.

Da vi vendte tilbage efter den første ferie, hvor Tulle var kommet til Refsnæs, mente et par af drengene, at hesten kunne genkende mig, og jeg lod dem i hvert fald blive i troen.

Men bortset fra den lille oplevelse var det bestemt ikke rart at komme tilbage til Refsnæs efter vores dejlige ferier. Den dag, vi skulle hjemmefra, var der næsten altid nogle faste ritualer. Om morgenen kom vores mormor og sagde farvel med en plade chokolade og en pose bolsjer til os hver. Jeg gik også rundt til flere i byen og sagde farvel –bl.a. til bødker Pedersen, som havde sit værksted meget tæt på vores bilgarage. Det kunne jeg som ret lille finde alene ved at gå efter lyden af hans værktøj, når han lavede smørdritler.

Omkring kl. ti kom Hans, der også skulle til Refsnæs, så sammen med sin mor. Han var et år ældre end mig og søn af fodermesteren på den nærliggende proprietærgård Sivested Odde. De havde ikke bil men kørte altid med os til Aarhus, hvor Kalundborgfærgen sejlede lidt i 12. Når Hans var kommet, gjaldt det om at gemme sig; og det var absolut ikke, fordi jeg havde noget imod ham. Men jeg vidste, at vi nu hurtigt nærmede os det tidspunkt, hvor vi skulle køre for at nå færgen. Hvis klokken først blev 11, ville den i hvert fald være sejlet, inden vi kom til havnen i Aarhus. Desværre var jeg ikke fantasifuld nok til at finde et godt gemmested. Det blev alt for tit bag en af lænestolene, og det lykkedes mig aldrig at skjule mig så længe, at vi måtte opgive at tage afsted. Jeg forsøgte dog stadig, indtil jeg var omkring ti år men syntes måske så, at jeg var ved at være for stor til at gøre sådan noget.

På Refsnæs flyttede drengene som tidligere nævnt fra Øst- til Vestskolen, når vi skulle i 4. klasse, og piger og drenge måtte ikke komme på hinandens afdelinger uden først at få tilladelse, og det var ikke nok, at man bare havde lyst til at besøge hinanden.

Hver søndag formiddag kl. ti blev der ringet til Inge og mig hjemmefra hvor jeg så gik over på Østskolen, som havde en telefonboks med to rør. Men selv om det altså skete gennem flere år, og alle lærere og andre, som havde opsyn med os på Vestskolen, vidste det, skulle jeg alligevel hver gang spørge om lov til at gå over og tale i telefon med mine forældre. Og engang da jeg ikke kunne finde den vagthavende, inden jeg gik derover, blev jeg skældt ud, da jeg kom tilbage. Bortset fra de telefonsamtaler var jeg stort set kun sammen med min søster i ferierne, hvad der jo i dag virker fuldstændig afsindigt.

Havde man fået en kæreste, var det også vanskeligt at komme til at tale med hende udenfor skoletiden, hvis man ikke lige gik i samme klasse, hvor der var lektielæsning en time om eftermiddagen.

En af mine klassekammerater hed Birte, og i 3. klasse var vi kærester, men det varede dog desværre kun nogle få måneder; for hun var næsten et år ældre end mig og temmelig ombejlet af ældre drenge. Men mens jeg endnu regnede med, at det skulle være os to, gav jeg hende en dag efter lektielæsningen et kærestebrev. Det blev senere fundet og læst af plejemoderen, der tog en alvorlig snak med mig om, at en dreng på min alder sandelig var alt for lille til sådan noget. Jeg blev brandvarm i kinderne og vidste så, at jeg var rød i hovedet, men min interesse for piger forsvandt i hvert fald ikke.

Efter juleferien i 7. klasse blev jeg forelsket i Lis, som kunne se lidt og gik en klasse under mig. Så når vi skulle lave aftaler om at mødes, skete det i kærestebreve, hvor en af pigerne i min klasse fungerede som postbud mellem os. Vores faste mødested var en stor forgang på Østskolen, der blev kaldt bislaget, hvor elevernes overtøj hang i skabe uden døre. Der sneg jeg mig så over efter aftensmaden, og vi kunne stå i skjul bag frakker og snakke og kysse. Men jeg måtte sørge for at være tilbage i god tid før kl. ni, hvor vi skulle i seng, og jeg kunne heller ikke være væk i for lang tid, hvis nogen spurgte efter mig, og man begyndte at lede. Disse ret uskyldige stævnemøder bag frakkerne fandt nok sted en to tre gange om ugen i resten af skoleåret, som var mit sidste år på Refsnæs, og vi blev ikke opdaget på noget tidspunkt. Derimod blandede den møgirriterende musiklærer Viggo Wøhlk sig i vores forelskelse. Han spillede klaver, når der var undervisning i dans og havde hørt, at Lis var min kæreste. Selv om jeg altid godt har kunnet lide at danse tæt, har dans aldrig hørt til mine spidskompetencer, og jeg nåede ikke længere end til 4. hold, mens Lis gik på 5. hold. Der dansede man bl.a. Lancier, og en aften inden undervisningen begyndte, sagde Wøhlk, at det undrede ham meget, at Lis ville komme sammen med mig, som ikke var dygtig nok til at gå på hendes hold, selv om jeg var et år ældre end hende. Det virkede, og dagen efter slog hun op med mig. Den 13-årige Ove blev selvfølgelig meget ked af det men også rasende, og i et langt brev til hende fik jeg svinet den møgmusiker så godt og grundigt til, at Lis og jeg efter få dages pause igen mødtes som kærester bag de skjulende frakker.

I et kommende nummer af Nyhedsbrevet bliver næstsidste afsnit bragt, og her fortæller jeg bl.a. om at organisere strejker, når vi ikke kunne lide maden på Refsnæs, og hvordan man lærte at færdes alene og gå til købmanden –faktisk også efter både øl og smøger.

6. Bogudgivelse: “Den unge Verners lidelser” af Henning Østrup Rasmussen.

Omtale ved Poul Lüneborg.

Henning Østrup Rasmussen, der er et af selskabets medlemmer, har taget sig for at udgive en familiekrønike i 3 bind. Det første bind på 292 sider ” Ud i verden og retur – fra Østrup til Amager” udkom den 19. april og er omtalt i Nyhedsbrev nr. 1/2021.

Nu er Henning klar med bind 2.

Den unge Verners lidelser, glæder og fornøjelser er en nøgleroman, opstået fra forfatterens far Egons ”skriverier”. Navnene er opdigtede, karaktererne dækker flere personer. Verner er meget langt hen ad vejen Egon, men har også en del andre personligheder gemt i sig. Forfatterens mor, Jytte, gemmer sig i flere af de kvindelige karakterer.

Bogen beskriver en gruppe unge mennesker, de fleste under uddannelse eller værnepligtige. De mødes jævnligt forskellige steder på Amager, hos hinanden eller i et gammelt sommerhus i Kongelunden, på ture i det nordsjællandske, fisketure på Sjælsø og meget mere. Hvordan de trods de mørke tider morer sig på forskellig vis, deres kærlighedsliv og de trængsler, dette medfører.

Det antydes i bogen, at de deltog aktivt i modstanden mod den tyske besættelsesmagt. Dette kapitel har været tabu i familien gennem årene, men noget er der dog kommet frem som også beskrevet i 1. bind Ud i verden og retur – fra Østrup til Amager.

Familiekrønikens 3 bind udgives alle på forlaget Mellemgaard. Bind 2 er på 348 sider og kan købes gennem forlaget og i enhver boghandel til en pris af 279,95 kr. Bogen forventes udgivet den 20. september 2021 og vil i lighed med bind 1 snarest derefter kunne lånes på Nota.

Bind 3, er en dagbog skrevet af Hennings fars førerhund ”Jack”. Denne giver, på en humoristisk måde et billede af, hvordan det føles at blive blind i en forholdsvis fremskreden alder”. Henning Østrup Rasmussens far Egon mistede synet i løbet af 1970’erne, han døde i 1994. Henning er også selv blevet ramt af et alvorligt synshandicap på grund af en øjensygdom, som blev konstateret for en snes år siden.

Henning Østrup Rasmussen bor i Skodsborg, han blev født i 1943 på Amager.

Bind 3 er på trapperne og vil senere blive omtalt, når datoen for udgivelsen foreligger. Man vil imidlertid allerede nu kunne få en forsmag på denne udgivelse, idet man kan læse et uddrag af “Jacks dagbog” i Nyhedsbrev nr. 4/2017.

7. Hvem var Svend Rindom? ved Rudi Kurt Geert-Jørgensen.

Ved Blindehistorisk Selskabs generalforsamling i juni 2021 blev der i anledning af Arne Kroghs død i maj måned i år, afspillet et teaterstykke af forfatter, skuespiller og dramatiker Svend Rindom.

Svend Rindom er i dag ikke nogen kendt forfatter; men i første halvdel af 1900-tallet var han et navn inden for film og teater. Nu vil man finde ham noget antikveret, og hans personer er mere symbolske figurer end egentlige personer.

Svend Peter Christian Rindom.

Født 30. juni 1884 i København. Død 10. december 1960.

Skuespiller og forfatter, var søn af sognepræst ved Skt. Johannes i København, Axel Frederik Laurits Rindom og hustru Johanne Vibeke Birch.

Student i 1902 fra Lyceum (højere skole), Cand.Phil. 1903 og blev uddannet som skuespiller ved Aarhus Teater, hvor han debuterede i 1903. Han var tilknyttet teatret i sæsonen 1904-1905. Siden var han tilknyttet Dagmar Teatret, Casino og Folketeatret indtil 1950, dels som skuespiller, dels som sceneinstruktør. Han havde længere ophold i Berlin, Paris og London.

Rindom begyndte ved filmen i 1912, hvor han både skrev manuskripter, spillede hovedroller og instruerede. Det blev til cirka 15 film ved forskellige selskaber.

Han medvirkede i adskillige stumfilm.

I 1910 fik han sin dramatikerdebut med “Komedianter” på Det Ny Teater og har senere skrevet en lang række skuespil, der er blevet opført på danske scener samt i Norge, Sverige, Tyskland, Østrig og Holland.

Endvidere skrev han romanen “Ruths bog”.

Svend Rindom debuterede som manuskriptforfatter i 1912. Hans kendteste arbejde er manuskriptet til Carl Th. Dreyers film “Du skal ære din hustru”, som blev filmatiseret i 1925. Han har også skrevet det dramatiske forlæg til skuespillet ”Tyrannens fald”.

Han er far til skuespillerinden Jessie Rindom.

I 1915 skrev Svend Rindom skuespillet ”Fred på jorden”, og det udkom på Hasselbalchs Forlag 1916. Stykket kan med noget besvær hjemtages fra biblioteket som bog. Jeg har også fundet den i et antikvariat i det indre København, så jeg ejer den faktisk selv.

Svend Rindom blev en af de mest benyttede forfattere i de første tre årtier af tonefilms-æraen.

Hans teaterstykke ”Fred på Jorden”, som blev afspillet den sidste dag på generalforsamlingen i juni, er stærkt antikrigs og klarsynet, hvad krig og krigens konsekvenser angår, i forholdet til det enkelte menneske.

Forestillingens omdrejningspunkt er to fiktive lande, der ligger i krig med hinanden. Den ene af hovedpersonerne er faktisk indvandrer til det ene af landene, så her er da lidt at tænke over, også i dag. Krigen splitter en ellers lykkelig og superborgerlig familie i to lejre.

Stykket, som jo altså er fra 1915 og dermed skrevet under første verdenskrig, kunne ligeså godt være skrevet omkring den anden verdenskrig.

Forfatteren selv blev interviewet til Aftenbladet. København 1. november 1915.

Ud af Folketeatrets port kommer forfatteren af skuespillet ”Fred På Jorden” Svend Rindom. Han, der ellers til daglig gør et lidt drømmende og melankolsk indtryk, stråler nu over det hele. ”De ser så glad ud hr. Rindom”

”Synes De jeg har grund til andet, det er jo en fest for mig at se, hvorledes folk strømmer til mit stykke. Og så det, at min hensigt med ”Fred På Jorden” er gået i opfyldelse. Folk samler sig jo for at befri sig både for det pres, som krigen lægger på dem, og for den harme, som de føler med krigen. Og en ting til glæder mig meget, nemlig det at se, hvordan skuespillerne holder forestillingen oppe. Den går stadig lige så sikkert og følt og med den samme alvorlige stemning som på den første aften. Som skuespiller ved jeg selv, hvor vanskeligt det er aften efter aften at bevare netop sådan en stemning.

For øvrigt er det også glædeligt for mig at se, hvor meget der er i de to første akter, som folk morer sig over. Det gælder blandt andet stiklerierne inden for familien og moderens forhold til de to voksne sønner. Folk sidder altså ikke og græder hele aftenen”.

Dansk Blindesamfunds Amatørteaters optagelse er foretaget af den legendariske Tage Poulsen, hvis lydarkiv nok er værd at gå på opdagelse i for et historieselskab. Man havde det ikke helt nemt som lytter, da optageforholdene ikke har været optimale.

Det er en stor hjælp at aflytte optagelsen på hovedtelefoner. Dette er dog svært, da optagelsen ikke er tilgængelig på grund af kedelig kulturpolitik omkring ophavsrettighederne, som også har lukket Radioteatret. Det er svært at bedømme præstationerne på grund af lydkvaliteten, men jeg tror bestemt, at Hans Erik og Henrik Olsen har gjort, hvad der stod i deres magt. Selv om det var Arne Krogh, der blev fejret, var det især Niels Eskjær jeg lagde mærke til. Hans stemme trænger igennem overalt, og han har en fantastisk diktion. Det var faktisk først, da jeg sad med det trykte materiale, at jeg blev helt sikker på Arne Kroghs rolle.

Som historisk indslag var det rigtig godt. Og det var de halvanden times lytning værd. Man har jo også som historiker gået på opdagelse i gamle ulæselige håndskrifter.

Det er lidt trist at tænke på, at Dansk Blindesamfunds Amatørteater ikke længere eksisterer. Det ville være fantastisk om man kunne genoplive det, om ikke andet så som ”radioteater”.

Kilder:

Hans Erik Olsen, danskefilm.dk Gladsaxe Bibliotek og Mediestream, Det kongelige Bibliotek.

https://www2.statsbiblioteket­dk/mediestream/avis/record/doms_aviser_page%3Auuid%3A5ea8985b-c61f-49f2-be66-63f210b7967a/query/Svend%20Rindom

8. Information om generalforsamling 2022

Af Poul Lüneborg

Jeg har som formand allerede fået flere henvendelser om tidspunktet for næste års generalforsamling i Selskabet. Derfor denne notits om næste års arrangement.

Generalforsamlingen er planlagt til at finde sted på Fuglsangscentret i Fredericia i weekenden lørdag den 5. og søndag den 6. marts 2022. Selve generalforsamlingen forventes at begynde lørdag kl. 14.00, hvilket betyder at deltagere forventes at ankomme kl. 13.00. Arrangementet slutter med frokost søndag, hvorfor hjemrejse kan planlægges til de afgange fra Fredericia, som afgår efter kl. 13.00.

Nærmer information med program og indkaldelse til generalforsamlingen med forslag til dagsorden, vil sammen med beretning og regnskab for 2021 blive bragt i et kommende nyhedsbrev.

Bestyrelsen har booket 30 værelser på centret til denne begivenhed. Så husk at sætte kryds i kalenderen allerede nu. Hvis du vil være sikker på at kunne deltage kan du allerede nu skrive til kassereren eller undertegnede om din deltagelse, jf. information om bestyrelsens kontaktoplysninger sidst i dette nyhedsbrev.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67

Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer John Heilbrunn

Gyldenløvesgade 16 3.tv

1369 København K

Tlf. +45 33 93 33 00

Mobil +45 23 40 92 18

Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov

Brombærhaven 31

8520 Lystrup

Tlf. +45 26 17 98 80

Mail: ove@gibskov.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Nyhedsbrev nr. 2, Maj 2021

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2 / 2021.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Tilmelding til generalforsamlingen 20. – 21. juni 2021.

3. Opdateret program og forslag til dagsorden til generalforsamlingen, ved Poul Lüneborg.

4. “Af den gamle skole” – om den bedste lærermester, pianostemmer Aksel Gleerup af Henrik Olsen

5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – første artikel af 4

6. Nekrolog over Arne Krogh ved Hans Erik Olsen.

7. Omtale og anmeldelse af Leif Martinussens ” Orgelkalender, orgelmusik til kirkeåret ” ved Poul Lüneborg og Monica Papazu.

8. Nyt om medlemmer

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden af Poul Lüneborg.

Vi er godt på vej ind i maj måned og foråret kommer os i møde i mere end én forstand. Maj / juni måneder er for mig den bedste tid på året. Hertil kommer i år, at vi kan begynde at se afslutningen på coronaepedimien og dens konsekvenser. Sidste år var vi i bestyrelsen meget heldige med at få afviklet generalforsamlingen inden samfundet blev lukket ned i begyndelsen af marts måned på grund af covid19 restriktionerne. I år har vi været knap så heldige. Hele 3 gange har vi forsøgt at finde et tidspunkt for afholdelsen af generalforsamlingen. Nu er vi i bestyrelsen overbevist om, at det er lykkedes. Mange andre presser på for at indhente det forsømte. Derfor kunne vi ikke få plads på Fuglsangscentret i en weekend til arrangementet inden Sankt Hans i år. Derfor har vi valgt det næstbedste, nemlig at lægge generalforsamlingen på søndag den 20. juni og fortsætte med et blindehistorisk arrangement dagen efter. Det er mit håb, at alle medlemmer som har lyst til at deltage i arrangementet kan få det til at passe med disse dage.

Den 13. maj i år døde selskabets mangeårige kasserer Arne Krogh. Hans Erik Olsen har skrevet en meget personlig og bevægende nekrolog om Arne Krogh og hans venskab med ham gennem 58 år. Arne Krogh var om nogen en fremragende amatørskuespiller og teatermand, hvilket selskabets medlemmer senest fik bevis for ved medlemsarrangementet den 23. november i 2017, hvor Arne fortalte om sit engagement indenfor Amatørteatret.

Når vi mødes til generalforsamlingen håber jeg at kunne præsentere en endelig oversigt over væsentlige punkter til belysning af Dansk Blindesamfunds Amatørteaters historie og over opførte forestillinger gennem årene 1946-2006.

På baggrund heraf og inspireret af Hans Erik Olsens nekrolog over Arne Krogh, har vi sammensat et program om formiddagen mandag den 21. juni, hvor der bliver lejlighed til at overvære en af Amatørteatrets ypperste forestillinger “Fred på jorden” af Svend Ringdom med Arne Krogh og Niels Eskær i hovedrollerne. Nyhedsbrevet indeholder et opdateret program samt information om tilmelding til arrangementet med en orientering om de retningslinjer, som skal følges grundet coronarestriktionerne. Vær opmærksom på, at alle deltagere skal medbringe et coronapas eller lignende. I bestyrelsen glæder vi os til at møde mange af selskabets medlemmer.

På generalforsamlingen vil min beretning for den seneste arbejdsperiode være omdrejningspunktet for diskussionen på mødet. Beretningen blev offentliggjort i sidste nyhedsbrev nr. 1 fra i år og kan desuden ses på hjemmesiden.

På generalforsamlingen skal vi i bestyrelsen sige farvel til René Ruby og Rita Cecilie Varmby, der begge har valgt at takke af efter flere års godt arbejde i bestyrelsen. De skal begge have stor tak for deres indsats gennem de sidste 5 år. Hertil kommer at vores kasserer Ole Brun Jensen grundet sit helbred har ønsket at blive fritaget fra opgaverne som kasserer for at koncentrere sig om andet arbejde i bestyrelsen, herunder ikke mindst opgaven som selskabets webmaster. Det er derfor mit håb, at flere af selskabets medlemmer vil overveje om deltagelse i bestyrelsens arbejde kunne være noget, som det er værd at overveje.

Ud over Hans Erik Olsens ovennævnte nekrolog over Arne Krogh, kan man i nyhedsbrevet læse en fascinerende artikel skrevet af hans bror Henrik Olsen om Aksel Gleerup, der var leder af Klaverstemmerskolen ved Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup fra 1968 til 1982. Henriks artikel er en fremragende opfølgning på Thorvald Kølles artikel om Karl Hansen i Nyhedsbrev nr. 4/2017, Aksel Gleerup efterfulgte Karl Hansen som Klaverstemmerskolens leder i 1968.

Ove Gibskov har bidraget til nyhedsbrevet med en munter erindringsartikel, som er første del af 4, Her fortæller han om sin første tid på Refsnæsskolen.

Også i dette nyhedsbrev præsenteres en udgivelse af et af bestyrelsens medlemmer. Leif Martinussen har i år udgivet en “Orgelkalender” som er blevet særdeles positivt modtaget af den danske musikverden og her ikke mindst de mange organister, som her har fået ny inspiration. Udgivelsen omtales med Leifs eget forord og en anmeldelse af Monica Papazu.

Endelig er der i nyhedsbrevet blevet plads til at hylde 2 medlemmer. Det drejer sig om fhv. hovedkasserer Kaj Cramer, som den 6. maj rundede 90 år og Hans Rasmussen, som den 11. maj fik overrakt Gentofte kommunes Ældrepris.

Med disse ord ønsker jeg alle medlemmer god læselyst og forhåbentlig ses vi på Fuglsangscentret søndag den 20. juni til generalforsamlingen.

2. Tilmelding til selskabets generalforsamling 20. – 21. juni 2021.


Kære medlem.

På grund af coronarestriktionerne har det været nødvendigt at udskyde datoen for årets generalforsamling flere gange, men nu mener bestyrelsen, at datoen ligger fast.

Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra søndag den 20. til mandag den 21. juni 2021, beder jeg dig om at kontakte mig senest mandag den 7. juni 2021. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 35 værelser på centret, en del af disse er allerede i skrivende stund booket, så skynd dig med din tilmelding!

Jeg kan kontaktes på tlf. 44 95 04 72, på mobil 23 31 05 21 eller på mail poul.luneborg@gmail.com.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551 0501697, du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller Mobilepay, så indbetalingen kan identificeres.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på ovennævnte telefonnumre, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret på ankomstdagen inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 Eller på mail: fuglsang@blind.dk

I skrivende stund den 19. maj 2021 skal du i disse coronatider være opmærksom på følgende retningslinjer, der indebærer at du enten:

– medbringer et coronapas, som er udstedt efter din 2. vaccination og mindst 14 dage før din ankomst til Fuglsangscentret.

– Medbringer dokumentation for, at du er testet negativ 72 timer før afrejse fra Fuglsangscentret, dvs. senest fredag den 19. juni kl. 13.00.

– Medbringer dokumentation for, at du er raskmeldt efter at have været smittet med corona.

Du skal bruge mundbind, når du bevæger dig rundt i centret.

Endelig skal det bemærkes at servering af drikkevarer slutter kl. 22.00.

Disse retningslinjer kan søndag den 20. juni være ændret, men det vil i givet fald være i form af en lempelse. Kontakt mig, hvis du er i tvivl om hvorledes du skal forholde dig.

Bestyrelsen glæder sig til at se rigtig mange til årets generalforsamling.

På gensyn på Fuglsangscentret.

Poul Lüneborg

3. Opdateret program og forslag til dagsorden til generalforsamlingen, ved Poul Lüneborg.

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra søndag den 20. til mandag den 21. juni 2021.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.


Program for søndag den 20. juni 2021:

Kl. 14.00 – 17.00 Generalforsamling afbrudt af kaffe / te pause

Kl. 17.00 – 17.30 oplæg og fællessang

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 18.30 Middag med efterfølgende hyggeligt samvær i samme lokale.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale, hvis dette er en mulighed i disse coronatider, for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Kl. 20.00 – 21.00 Oplæsning af uddrag af Carl Bjarnhofs erindringsbog “Kølvandsstriber” ved Lars Ringholm.

Kl. 22.00 slutter serveringen af drikkevarer som følge af coronarestriktionerne – aftenens officielle program slutter en time senere.

Program mandag den 21. juni 2020:

Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant.

Kl. 9.00 Blindehistorisk tema: Dansk Blindesamfunds Amatørteater.- Hans Erik Olsen indleder med et oplæg om Arne Krogh – Amatørskuespiller og teatermand.

1. del af teaterstykket “Fred på jord” af Svend Rindom med Arne Krogh og Niels Eskær i hovedrollerne.

Kl. 10.15 Kaffe/te pause.

Kl. 10.30 2 del af “Fred på jord” efterfulgt af et oplæg ved Poul Lüneborg om præsentation af Dansk Blindesamfunds Amatørteater på selskabets hjemmeside.

Kl. 11.45 Afslutning med fællessang.

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang”, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

Bestyrelsen beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 475 kr. sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets forrige punkt om tilmelding til arrangementet.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2021

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018, de findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 15. februar 2020 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/ 2020, nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse, beretningen blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2021.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse, regnskab og revisionsprotokol blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2021.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest søndag den 6. juni 2021.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019.

b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby og René Ruby blev begge valgt for 2 år i 2020. Både Rita og René har ønsket at udtræde af bestyrelsen for at koncentrere sig om andre opgaver. Der skal derfor vælges to medlemmer af bestyrelsen for et år.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.

De nævnte medlemmer og suppleanterne bortset fra Rita Cicilie Varmby og René Ruby er alle villige til at modtage genvalg. Lena Bang er endvidere villig til at kandidere til en af de ledige pladser i bestyrelsen.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år. Kurt har tilkendegivet, at han er villig til at kandidere på ny, Ove har meddelt, at han er villig til at kandidere til en af de ledige pladser i bestyrelsen.

f. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020 – Nete er villig til at modtage genvalg.

11. Eventuelt.

4. “Af den gamle” skole af Henrik Olsen.

Om den bedste lærermester, pianostemmer Aksel Gleerup.

Aksel Gleerup blev født i København den 2. november 1920.Hans forældre var begge blinde, og Aksel lærte meget hurtigt at begå sig som blind. Gik både på Refsnæs og instituttet på Kastelsvej. Han spillede eminent på klaver, og spillede violin i blinde musikeres orkester under ledelse af Otto Lington.

Aksel kom i lærer som pianostemmer på den gamle tut på Kastelsvej 60 under Carl Hansens ledelse, og startede på uddannelsen i 1939. Afsluttede med en fagprøve på et Hornung & Møller klaver i foråret 1942.

Da Aksel kom i lære var prisen for en stemning 2 kroner og steg til 4 kroner, da han var færdiguddannet. Han fik gennem årene opbygget en god og solid kundekreds, for han leverede altid et godt arbejde. Aksel havde en stor interesse for teknik, og efter besættelsen blev det mere og mere amatørradio som han brugte sin fritid på. Han opnåede at have A-licens. Startede med D-licensen. Han tog de forskellige prøver på almindelige vilkår. Aksels kaldesignal var OZ6AX. Hvornår Aksel fik licens, står hen i det uvisse, men noget siger mig en gang i 50’erne.

I 1968 blev Aksel ansat som lærer på pianostemmerskolen på blindeinstituttet Rymarksvej 1 i Hellerup, og den post bestred han til sommerferien 1982. Den første Aksel førte op til stemmerprøve var Jens Eigil Jensen fra Rødovre også kendt under navnet udgangrør. Jens Eigil var også radioamatør. Han var svagtseende da han gik på stemmerskolen, men fik så godt et syn så han kunne få kørekort og også køre bil. Jeg kom i praktik tirsdag, den 15. maj 1979, og fik at vide, at jeg gerne måtte være der til sommerferien. Det var ellers kun 14 dage man kom i praktik, men jeg fik en hel måned. Mens jeg var i praktik, kom skoleinspektør Mogens Klindt en dag ned på stemmerskolen, og fik så at vide at jeg var i praktik. “Det har vi da ikke fået noget at vide om”, sagde Mogens Klindt. Det havde jeg glemt at give besked om. Mogens Klindt gik til forstander Kirsten Jansbøl, og der kom et brev fra hende lige omkring 1. juni 1979.I brevet skrev Kirsten Jansbøl:

“Jeg hører, at Henrik Olsen er startet på pianostemmerskolen. Det undrer mig, da det ikke har været drøftet på samrådet.”

Men jeg fik lov til at fortsætte min praktikperiode frem til sommerferien. Jeg startede som elev på pianostemmerskolen mandag, den 9. august 1979. Aksel forklarede den første dag, hvordan man fandt ud af hvor de forskellige klaverer skilte, så vi lettere kunne tælle os frem på stemmenaglerne. Så skulle vi lave temperaturen, og Aksel satte en temperaturkile med 13 små gummikiler i de tretten toner som temperaturen strækker sig over. Den gummikile kaldte vi for riven. Han forklarede i mindste detalje hvordan temperaturen er bygget op med kvarter og kvinter, sekster og tertser, og når man kommer til sidste tone i temperaturen, skal det hele passe sammen som et puslespil.

Når vi så havde stemt de tretten enkeltstrenge, blev riven pillet ud, og vi skulle så bruge en enkelt gummikile til først at stemme de to strenge sammen, og til sidst den tredje og sidste streng. Det første flygel stemte jeg i begyndelsen af november 1979. Det var Petrof flyglet på gulvet til venstre for scenen i festsalen, og det skulle bruges til instituttets fødselsdagsfest 5. november. Allerede fra start lagde Aksel den hårde linje. Han forlangte det ypperste af os elever, når vi stemte. Blinde skal være mindst et hestehoved foran de seende, sagde han mange gange under uddannelsen, og det havde han så evig ret i. Det gælder stadig den dag i dag.

Aksel lyttede meget kritisk til temperaturen, for hvis der er fejl i den, så følger fejlen med over hele klaveret eller flyglet. Når han fandt en fejl, spurgte han tit, hvad er der galt? Vi skulle så forklare hvor fejlene var. Det var også for at træne vores øre. Hvis vi ikke havde hørt det, gentog han temperaturen igen, og spurgte hvor er fejlene? Hvis vi ikke kunne fortælle det, sagde han hvor fejlene var. Og vi vidste han havde ret. Først når Aksel havde sagt god for vores temperatur, stemte vi resten af klaveret. Aksel sagde gerne, ja, så mangler vi jo bare resten med disse kanter og wienerbrødene altså bassen.

Hvis han ikke var tilfreds med vores stemning, knaldede han hænderne ned i tangenterne og sagde: Jeg har set lort nok, og forlod straks lokalet. Når han kom ind igen, var alt glemt. Han bar aldrig nag. Den hårdhed gav os elever et spark bagi. Det første halve år betalte staten for prøvetiden. Jeg var den sidste elev der blev optaget på pianostemmerskolen mens staten betalte.

Fra 1. januar 1980 skulle ens hjemkommune bevilge uddannelsen, og det gjorde Køge kommune heldigvis. Bevillingen kom den 17. december 1979. Jeg havde i begyndelsen af december 1979 været til et halvårligt statusmøde med socialrådgiver Else Lange, reparationslærer Svend Munch og stemmerlærer Aksel Gleerup. Svend og Aksel synes begge jeg var en flittig elev, men Svend sagde: “Reparation er ikke din stærke side.”

Aksel var meget tilfreds med mig som klaverstemmer, og sagde: “Du skal nok blive en god klaverstemmer. Du kan sagtens stemme korrent, og temperaturen går næsten op hver gang, men den kan godt blive noget bedre.”

Jeg var utrolig glad for at være optaget som elev på stemmerskolen. Det var en drøm der gik i opfyldelse. Vi elever fik tit at vide, at oktaverne i diskanten skal altid være lidt for høje, men kun så du ved de er det. Aksel var god til at færdes i trafikken hovedsagelig med bus. Når han sad i bussen brugte han tiden til at snakke i amatørradio. For at få en del rutine blev vi elever sendt ud i en musikforretning som solgte klaverer og flygler. Da jeg havde gået på stemmerskolen i lidt over 7 måneder, blev jeg mandag, den 24. marts 1980 sendt ud til Brødrene Jørgensen på Amagerbrogade 31 i København. Det første klaver jeg stemte i forretningen, var et Bambino pianette. På stemmerskolen havde jeg kun prøvet at stemme et klaver på en dag, men den første dag hos Brødrene Jørgensen skulle jeg stemme to i forretningen og et kinesisk Nieer klaver hos en kunde i Hørsholm.

Stemningen hos kunden i Hørsholm måtte jeg efter et par uger lave om, for den var ikke god nok. Mindst en dag om ugen stemte jeg hos Brødrene Jørgensen på Amager, og fik ikke noget for stemningerne. Da Brødrene Jørgensens afdeling på Amager lukkede sammen med de andre afdelinger i Danmark i december 1980, måtte der findes en ny forretning til mig. Det blev Alfred Christensen musik i Lyngby Storcenter, hvor jeg begyndte i begyndelsen af februar 1981. Jeg stemte om torsdagen i Lyngby Storcenter, og fik til at begynde med ikke noget for stemningerne. Det var hovedsagelig østtyske og russiske klaverer de solgte. Et par måneder efter blev jeg kaldt ind til personalechef Erik Ross. Ross spurgte om jeg også ville stemme i deres to andre butikker i City 2 i Taastrup og Rødovre Centret. Det ville jeg da gerne, for det gav jo mere rutine. Jeg sagde til Ross, jeg skal lige spørge på stemmerskolen. Aksel Gleerup og Svend Munck synes det var helt i orden. Så jeg stemte mandag i Taastrup, tirsdag i Rødovre og torsdag i Lyngby. Da jeg nu stemte i alle tre forretninger, fik jeg 50 kroner pr. stemning.

Den sidste torsdag i måneden gik jeg ind til regnskabschef Anne-Grethe Kofoed i Lyngby med rekvisitionerne på stemningerne, og fik udbetalt min løn. En dag spurgte en af de ansatte hos Alfred Christensen i Lyngby om jeg kunne stemme hans fars pianette. Selvfølgelig kunne jeg det. Jeg tog ud og stemte faderens tokorede Andreas Christensen pianette med overliggende knast, og fortalte først Aksel det, da jeg kom tilbage på stemmerskolen efter frokost. Aksel sagde med det samme: Vi har jo sådan en pianette, så jeg vil da gerne høre den stemning du lavede ude hos kunden.

Jeg stemte pianetten, og Aksel kom ind og lyttede og spurgte: “Har du taget penge for den stemning?”

“Ja,” sagde jeg. “Så er jeg glad for jeg ikke var kunden,” sagde Aksel. Så havde han på sin egen måde sagt, hvad han mente om stemningen. Men jeg var da glad for at have fået 165 kroner for stemningen hos kunden.

Vi elever blev også sendt ud til kunder som ringede til stemmerskolen, og så kunne Aksel tit forklare helt nøjagtig, hvordan man kom ud til kunden. Vi skulle i hvert fald være halvandet år henne i uddannelsen før vi fik private kunder. Jeg har aldrig oplevet en, der kunne skrive så hurtigt på prentavle som Aksel. Det var en 6-linjers tavle han skrev på. Han brugte en hånd til at notere med, og det blev gjort mens han snakkede med kunden. Han skrev dato, tid, navn, adresse og telefonnummer ned på kunden. Og så kom han ind i lokalet, og gav mig sedlen i hånden, og sagde: “Den er til dig.” De sedler han skrev var altid fejlfri.

Jeg gjorde tit den fejl at tage en taxa ud til kunden, fordi så kunne jeg nå at drikke kaffe sammen med kammeraterne i spisestuen på tutten. Aksel sagde en eftermiddag til mig: “Hvis du bliver ved med det, så kan du til sidst ikke finde rundt mere.” Det slog jeg bare hen med bemærkningen: “Jo, da.”

Men den gamle fik jo ret. Da jeg onsdag, den 2. juni 1982 flyttede til Holmebækhuse i Herfølge, tog jeg taxa til og fra Holmebækhuse til Køge station. Den kostede 60 kroner hver vej. En dag kørte jeg med bussen, og kunne ikke finde fra stoppestedet og hjem, og jeg måtte da ringe til Aksel og sige, du havde jo ret. “Det vidste jeg da godt,” sagde han. “Det er for nem en løsning bare at sætte sig ind i en vogn, det møder man heller ikke udfordringer af.” Heller ikke bare at blive kørt eller fulgt rundt af seende.

Dengang havde man jo ikke de hjælpemidler som vi har i dag. Computer med tale, så vi kan søge på rejseplanen og brug af gps. Hvordan Aksel fandt ud af de forskellige ruter ved jeg ikke. Men jeg tror, at hans kone Edith nok har kigget på kort og fundet busserne i den store HT-køreplan.

Vi startede hver morgen klokken 8 med morgenkaffe, og her fortalte Aksel tit om hændelser ude hos kunder. Aksel havde undervisningen hele mandag, tirsdag, onsdag og torsdag eftermiddag og fredag formiddag. Svend Munck havde reparationstimer tirsdag, onsdag og torsdag formiddag og fredag eftermiddag. Reparation var ikke min styrke, og er aldrig blevet det. En dag bad Svend mig sætte en omløber på, og det var jeg ikke god til, så jeg spurgte Christian Skov, om ikke han kunne sætte den på for mig, inden Svend kom tilbage. Da Svend kom tilbage ville han se hvordan jeg havde sat omløberen på. Den sad perfekt, så Svends kommentar: “Meget fint arbejde Christian.”

Jeg var mere interesseret i at stemme, og jeg ville være lige så god klaverstemmer som Aksel. En dag sagde Aksel til Bent Bomholt og jeg, at nu havde han lavet en temperatur, og vi skulle så lave en der lignede Aksels. Vi sad i hver sit lokale og kunne hvis vi var i tvivl gå ind og lytte på, hvad Aksel havde lavet på et Hornung & Møller Skandia klaver som stod i stemmerrum 2. Det klaver kaldte vi ordbogen.

Cirka en gang om måneden afholdtes der aktion over ting som folk ville sælge. Der kom et par andre stemmere og et par radioamatører, og vi havde en hyggelig torsdag eftermiddag fra klokken 14. Der fik vi også en bajer. Aksel kiggede også tit efter, om vi elever glemte stemmenøglen i klaveret. Hvis vi havde glemt den, kom han ind og spurgte: “Hvad er klokken?” Vi så på uret og sagde tidspunktet. “Den er ti minutter over to,” sagde Aksel. Så det er øl efter eftermiddagskaffen. Aksel havde nogle specielle udtryk. Når vi skulle drikke kaffe, sagde han altid så krikker vi kaffe. Han elskede lyde, og det skete også, at der blev slået ting i stykker, og når det skulle ske, sagde han gerne, vi skal have en baldreng. De gule armbind med de 3 prikker kaldte han for fumleflag. Stemmetemperaturen kaldte han for tussen.

“Go disse go dasse. Skal du ha stemt en kasse”

Aksel sagde til os elever, at når i kommer ud til et rigtig gammelt klaver, så skal man jo bare skramle lidt med nøglen, hvis et klaver eller flygel var slemt, sagde han: “Den er jo zehr skummel.”

Kender du vejen? Det fik han til vender du kajen. Hvis nogen hostede sagde han altid, skal jeg rykke dig i dunken, i stedet for skal jeg dunke dig i ryggen. Aksel skulle den sidste uge i sommerferien stemme alle instituttets instrumenter. En dag i sommerferien 1981 ringede Aksel til mig og spurgte om ikke jeg kunne komme og hjælpe ham med stemningerne. Han synes åbenbart jeg havde godt styr på det stemningsmæssige, og så gav det jo noget ekstra rutine. Det var kun få af klavererne og flyglerne som jeg stemte i den uge, som Aksel kontrollerede.

Selv om han kørte den hårde linje holdt vi utrolig meget af ham for vi vidste, han havde den faglige stolthed. Der er nogle gange, når jeg sidder og stemmer og skal beslutte hvordan jeg vil udføre opgaven, så tænker jeg tit på, hvad ville Aksel have gjort i den situation som jeg er i nu. Og så finder jeg meget hurtigt ud af, hvad jeg skal gøre, for det er som om Aksel er til stede og siger hvad jeg skal gøre. Jeg var den sidste som Aksel Gleerup førte op til stemmerprøve. I januar 1982 blev det besluttet, at jeg godt kunne gå til prøve, og stemmerprøven blev bestilt hos Københavns pianostemmerforening, og sat til fredag, den 26. marts 1982 klokken 10. Allerede i efteråret 1981 begyndte Aksel at indføre et pointsystem, når der blev stemt. Det var også for at få mig ned i tid, så jeg kunne gennemføre prøven på de to timer som man må bruge.

Man kunne opnå 50 point. 10 point for tiden, 10 for kammer-aet, 10 for temperaturen, 10 for midterpartiet og 10 for resten af klaveret. Det skete aldrig at jeg nåede de 50 point, men altid omkring 42-45 point. Men ved min stemmerprøve fik jeg 48 point. Det var det højeste jeg nåede.

Onsdag, den 24. marts 1982 fandt min generalprøve sted. Den gik ikke særlig godt, der fik jeg virkelig en over nakken. Men så kom selve prøvedagen. Vi mødte op klokken 8 om morgenen, og der blev hentet tre kasser øl hos købmand Møgelhøj. Lidt i 10 kom de to sensorer Franz Fervolt og Palle Grøn, og på slaget 10 gik vi ind i stemmerrum 2, hvor fremgangsmåden blev gennemgået af de 2 censorer. Aksel var med inde i lokalet indtil prøven gik i gang. Jeg skulle først sætte kammer-aet, så skulle censorerne ind og høre det, og så skulle jeg stemme temperaturen, og den skulle de så også lytte på, inden jeg stemte hele klaveret. Det var kun censorerne der måtte komme ind i stemmerlokalet mens jeg var til prøve.

Heldigvis gik prøven godt, og da Franz og Palle havde sagt tillykke, kom Aksel ind og fandt de fejl som censorerne ikke havde fundet. Jeg har aldrig før eller siden sat kammer-aet så hurtigt som jeg gjorde til prøven. Efter prøven gav instituttet smørrebrød, og Aksel holdt en virkelig pæn tale for mig.

Den sidder jeg nogle gange og lytter til, for jeg optog min prøve på bånd, og har nu fået digitaliseret optagelsen. Aksel sagde i talen blandt andet, at der er i dag efter min mening aflagt en virkelig pæn stemmerprøve, faktisk noget pænere end de fleste. Jeg var utrolig glad for at jeg havde bestået stemmerprøven. Efter jeg havde bestået min stemmerprøve havde jeg til det sidste kontakt med Aksel Gleerup.

Aksel var en utrolig behagelig og vidende mand, som man altid kunne slå en hyggelig sludder af med. Aksel Gleerup døde natten mellem torsdag den 13. og fredag den 14. februar 1998 77 år gammel. Han var endda ude og stemme den sidste dag. Det er Aksels skyld at jeg er blevet den klaverstemmer som jeg er, og har været gennem alle årene.

5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – første artikel af 4

Med Kalundborgfærgen som blind passager, da min fart forsvandt, glæden ved bøger, og hvorfor jeg kom til at skyde en gris

Første del af Ove Gibskovs barndoms- og ungdomserindringer

For godt to år siden blev jeg opfordret til at skrive barndomserindringer i Optimisten – et pensionistblad, som udkommer i bl.a. Kolind på Djursland, hvor jeg er født. Det skulle egentlig blot have været en to-tre afsnit men er foreløbig blevet til otte med såvel barndoms- som ungdomserindringer.

Skriveforløbet har både været sjovt og meget tankevækkende, da det har givet mig en større bevidsthed om mine forældres betydning, og hvor værdifuldt det har været som blindfødt kostskoleelev at have haft seende kammerater i ferierne hjemme. Så jeg kan i den grad skrive under på Søren Kierkegaards ofte refererede udsagn, om at livet leves forlæns men forstås baglæns.

De otte afsnit bliver i en let redigeret version bragt to og to sammen i dette og kommende Nyhedsbreve; det skal lige nævnes, at alle personer, som er omtalt og stadig lever, har haft mulighed for at læse de afsnit, som de medvirker i.

Når man tændte for radioen i min barndom, kunne man tit høre, at der blev sagt ”Danmarks Radio København-Kalundborg; og noget af det, der kom ud af højttaleren var jo musik. Så da jeg som fireårig fik at vide, at jeg skulle til Blindeinstituttet på Refsnæs i nærheden af Kalundborg, var jeg sikker på, at jeg ville komme til at lære at spille musik, som man så kunne høre i radioen. Selv om det selvfølgelig ikke gik sådan, kom jeg faktisk alligevel til at tilbringe hele mit arbejdsliv som radiojournalist; men det er en ganske anden historie.

Jeg er født blind ligesom min to år yngre søster Inge, og det betyder bogstaveligt, at vi intet kan se – heller ikke lys eller mørke. Jeg kan nemlig opfatte lige så lidt lys og mørke med øjnene, som seende kan med deres næse eller ører.

Vi havde også en storesøster Henny, der var næsten seks år ældre end mig. Hun rejste som voksen til Australien, blev gift og fik to døtre men døde desværre allerede i 1994.

cid:A209F444-CAA3-49A4-9357-BB30C1272288@home
Det siger sig selv, at det var voldsomme oplevelser for vores forældre at få to blinde børn med to års mellemrum. Men selv om de først overtog deres slagterforretning og slagteri godt et halvt år efter Inges fødsel og på det tidspunkt næppe har haft ret mange penge, blev der ansat en pige, som først og fremmest skulle tage sig af os.

Billedtekst: Vores forældre behandlede Inge og mig som andre børn og gav os bl.a. hver en trehjulet cykel. Det er Henny, der står bagved Inge.

Vores mor, som ikke havde nogen uddannelse men virkelig var et naturtalent, stimulerede både Inge og mig på mange forskellige måder til at opdage verden. F.eks. lærte jeg at gå ved at støtte mig til et askebæger, der sad på en høj stang. Det havde jeg foran mig og kunne så hele tiden mærke, om jeg var ved at støde ind i noget.

Alligevel mente vores læge Jarsbæk, det var vigtigt, at jeg kom tidligt til Blindeinstituttet, hvor man også kunne gå i børnehave, indtil man var gammel nok til at fortsætte i skolen.

Og dengang var lægens forslag – om ikke ligefrem lov – så dog noget i den retning.

Så søndag den 20. august 1950 blev jeg, som jeg senere galgenhumoristisk har formuleret det, solgt til staten som slave. Sammen med min far, mor og Henny kørte jeg til Aarhus i vores gamle Opel og sejlede så 4 timer med færgen til Kalundborg.

Da vi åbnede døren til børnehjemmet, hvor de børn, som endnu ikke gik i skole, boede, sagde de i kor: ”Goddag Ove”, og jeg undrede mig over, hvordan de kunne vide, hvad jeg hed.

Min far og plejemoderen frk. Friis fandt hurtigt ud af, at de havde gået i skole sammen på Ryomgaard Realskole, og da jeg efter sigende tilmed var både charmerende og kvik, kom det til at betyde, at jeg skulle sove på de store drenges sovesal. Der var dog det problem, at alle sengene var optaget; men det løste plejemor på den måde, at Rudi, som ganske vist var halvandet år ældre en mig, blev flyttet ned på de smås sovesal, hvor man skulle i seng kl. seks, mens vi på den store måtte være oppe til halvsyv.

Og hvorfor var det så lige Rudis seng, jeg skulle have? Simpelthen fordi han var søn af en tysk soldat og en såkaldt feltmadras, og det var bestemt ikke i høj kurs i 1950.

Far og mor havde fået at vide, at de ikke måtte sige farvel til mig men bare skulle gå, for at afskeden ikke ville blive al for svær. Jeg lagde godt mærke til, at Henny græd men fik ikke at vide hvorfor.

En af assistenterne viste mig en levende skildpadde, som hed SkjoldPeter, og sammen med den blev jeg anbragt på en gyngehest, og da jeg lidt efter kaldte på min mor, var både hun, min far og Henny væk.

Hvad der skete de næste dage, har jeg ikke den mindste erindring om; men jeg fik uden tvivl en traumatisk oplevelse. Noget af det første, jeg derefter klart kan huske, er, at nogen snakkede om, at der snart var efterårsferie. Det glædede jeg mig naturligvis til; men den dag, hvor ferien skulle begynde, var vi fire, som ikke måtte komme hjem. Man havde nemlig den regel, at de børn, der var kommet til børnehjemmet senere end to måneder før en ferie, ikke kunne komme hjem på den første ferie, fordi man mente, at de så ikke havde vænnet sig nok til at være på børnehjemmet, så det derfor ville være meget svært for dem at komme tilbage, når de havde været hjemme. Jeg har aldrig mødt andre end nogen af de ansatte, som kunne forstå visdommen i denne afsindige bestemmelse.

En dag, mens de andre holdt ferie, tog to af assistenterne os fire med til København, hvor vi bl.a. kom i Zoologisk Have. Der fik vi lov til at røre ved nogle dværggeder, og jeg husker tydeligt, at jeg ikke gad klappe sådan nogle små geder men sagde, at vi havde store heste hjemme, og dem ville jeg meget hellere være sammen med.

Da de andre kom tilbage fra ferie, gik der ca. en måned, og så pludselig stod min mor en dag i legestuen og sagde goddag. Der var nemlig altid forældredag i slutningen af november, og jeg var jublende glad fra fredag eftermiddag til søndag formiddag, hvor hun igen skulle hjem.

Selv kom jeg for første gang igen til Kolind i juleferien. Min mor var nødt til at blive hjemme og passe butikken, men min far og Henny hentede mig i Aarhus på Kalundborgfærgen, som de næste ti år mindst fire gange om året sejlede mig frem og tilbage mellem Aarhus og Kalundborg – hver anden gang med glæde og hver anden gang med tårer, ikke mindst min mors.

Hjemme var de meget spændt på, om jeg stadig kunne finde rundt i hele huset og huske, hvor alle ting stod eller lå, og det kunne jeg. Vi havde en meget stor familie, og der kom mange på besøg i ferien for at høre, hvordan det gik med mig derovre på Refsnæs. Jeg kunne huske alles navne og stemmer, og det var de ret imponerede over. I den ferie blev jeg meget forkælet både med store julegaver og højtlæsning til langt ud på aftenen, og forkælet har jeg vist egentlig været stort set lige siden.

En dag spurgte min far, om jeg savnede noget fra børnehjemmet; ”ja”, sagde jeg, ”nogle af de store drenge. Men jeg vil alligevel meget hellere blive hjemme altid”.

De tre ugers ferie gik desværre lynhurtigt, og så var der gråd om bord på færgen.

Jeg havde ret tidligt fået en del kammerater blandt de store drenge på sovesalen, og noget af grunden var nok min fantasi og evne til at fortælle historier fra de bøger, jeg havde fået læst hjemme. Somme tider digtede jeg også selv nogen.

Der var ikke kun helt blinde men også svagsynede børn på Refsnæs. En af dem hed Helge, og han lå i sengen ved siden af mig. Men jeg kunne ikke forstå, at hans navn skulle nævnes hver aften, når vi var kommet i seng og i kor bad Fader vor. Det havde vi aldrig gjort hjemme, så jeg kendte ikke udtrykket ”helliget vorde dit navn” og undrede mig altså over, at det kun var Helge og ingen af os andre, som blev nævnt i aftenbønnen.

En af mine jævnaldrende hed Bjarne. Han sov på de smås sovesal og var desværre også en af dem, man kunne drille og det, der var værre, uden at de voksne ret tit blandede sig. Hans forældre var skilt, og selv om det ikke var nær så slemt at have en enlig mor, der tilmed ikke havde ret mange penge som at være barn af en tysk soldat, så tilhørte de fleste dengang alligevel en ”rigtig” familie med far, mor og børn. Så Bjarne var altså også en form for jaget vildt. Men mens de store på fem og seks år gik i børnehave tidligt om formiddagen, legede jeg næsten altid med ham og kunne faktisk godt lide ham. Når jeg så hørte mine store kammerater komme ned ad trappen fra børnehaven, væltede jeg tit det legetøj, vi havde leget med og lod, som om vi var oppe at slås. De andre skulle i hvert fald ikke tro, at jeg legede med Bjarne. Selvfølgelig var jeg på den måde med til en form for mobning og er bestemt ikke stolt over det. Alligevel vil jeg sige, at hovedansvaret lå hos de ansatte, der nærmest gav os frit lejde til at gøre, hvad vi ville overfor børn som Bjarne og Rudi.

I den sammenhæng vil jeg nævne et grelt eksempel på, hvad Bjarne engang gjorde for at få opmærksomhed og blive en slags helt i ganske få minutter.

Efter at have spist varm mad kl. 12 skulle vi hver dag sove til middag i liggehallen, som lå i en bygning udenfor børnehjemmet. Jeg har altid været god til at snakke, hvad der både har medført store ulemper men også fordele, og det vender jeg tilbage til.

Den dag, det her drejer sig om, havde jeg snakket meget af tiden, mens der blev spist og var den sidste, som forlod bordet og gik over mod liggehallen. Jeg hørte, at alle var ved at tælle, og at der blev sagt 91, 92 osv. Da jeg åbnede døren, var de nået til 100, og samtidig blev der knaldet en rude. Den assistent, som skulle være i liggehallen sammen med os, var der endnu ikke men kom styrtende, da hun hørte, at glassplinterne fløj til alle sider, mens der blev klappet og råbt. Hun fik fat i Bjarne, som blødte fra begge arme og hurtigt kom over på sygeafdelingen.

Der var sket det, at Bjarne, som i øvrigt havde en lille synsrest, ved et uheld var kommet til at ramme en rude, som splintrede, da han skulle åbne døren til liggehallen. Mange grinede og syntes, det var vældig sjovt; og så sagde stakkels Bjarne, at hvis alle talte til 100 i kor, ville han også stikke den anden arm gennem et vindue, når de var færdige.

Så desperat var en lille forsømt dreng for at komme i centrum, og det opnåede han jo altså kun i meget kort tid.

cid:65613305-8E3C-4B4F-9E75-3DD2F89E368D@home

Billedtekst: Om sommeren kørte vi tit til stranden og var dengang nogle af de forholdsvis få, der ejede en bil.

Mine forældre har altid givet udtryk for, at de ville gøre meget for at beholde mig hjemme, indtil jeg skulle i skole. Men læge Jarsbæk syntes jo altså ikke, det var en god idé. Han var dog også interesseret i at finde ud af, hvordan det gik med slagterens blinde søn, og på vej hjem fra en lægekongres på Sjælland besøgte han børnehjemmet og mig. Umiddelbart efter, at han var kommet til Kolind, kørte han ned til slagterbutikken og gav min mor en uforbeholden undskyldning og sagde, at hvis han havde kendt forholdene på Refsnæs bedre, skulle jeg være blevet hjemme, indtil jeg kunne begynde i skolen. Han var overbevist om, at min far og mor kunne have lært mig mindst lige så meget, som jeg lærte på børnehjemmet. Når man tænker på, at vi er tilbage i begyndelsen af 1950’erne, hvor lægen jo virkelig var en autoritet i lokalsamfundet, synes jeg, det er stort, at han overfor slagterkonen erkendte, at han havde taget fejl og ikke sat sig godt nok ind i forholdene.

cid:0C69CC01-4A52-4E1D-BC7B-36F3B192ECAD@home

Billedtekst: Inge, Ove og deres far Slagtermester Viktor Sørensen.

Som nævnt har jeg altid været god til at snakke, og det kom især i min barndom til at betyde, at jeg ofte talte så meget, at jeg ikke blev færdig med f.eks. at spise, tage tøj på eller rydde op samtidig med de andre.

En dag, hvor jeg stadig spiste, efter at alle havde forladt bordet, spurgte frk. Friis, hvorfor jeg altid skulle være så langsom, og jeg fortalte hende, at jeg havde glemt min fart derhjemme. Et par dage senere viste hun mig så en konvolut og sagde, at hun havde skrevet til Kolind efter farten, som nu altså var kommet tilbage. Det varede dog ikke længe, før jeg atter var nede i mit normale tempo; og da jeg igen blev bedt om at skynde mig lidt mere, sagde jeg, at min fart endnu en gang var stukket af og taget til Kolind, og at jeg meget gerne selv ville hente den. Faktisk troede min femårige hjerne, at det ville lykkes mig at komme en tur hjem, men det skete desværre først næsten to måneder senere, da juleferien begyndte.

En af dagene efter juleaften blev der udelukkende spillet sørgemusik i radioen, og min far fortalte, at det var fordi dronning Alexandrine, som havde været gift med Chr. d. 10., var død. Allerede dengang blev jeg heldigvis stimuleret til at være nysgerrig og spurgte, hvem der så nu var konge og dronning, hvem der havde været det før Chr. d. 10., og hvor mange konger Danmark havde haft.

Min far kunne naturligvis ikke på stedet svare på det alt sammen; men Henny, som gik i 5. klasse, havde en Danmarkshistorie, som han begyndte at læse for mig. Den blev jeg opslugt af med det samme, og hver aften i resten af juleferien, når slagteriet og butikken var lukket, læste han højt. Og da vi var færdige med Danmarkshistorien, ville jeg vide, hvad der havde været før, der var noget, som hed Danmark. Han tog så fat på Hennys Bibelhistorie, og den del, vi ikke nåede, inden turen gik tilbage til Refsnæs, fortsatte han så med i den næste ferie. Jeg kan stadig genkalde mig de intense og hyggelige oplevelser, som vi havde de aftner, og min gode hukommelse har sørget for, at jeg den gang fik et godt fundament at bygge videre på i både Danmarks- og bibelhistorie.

Der gik heller ikke lang tid, før mine nyerhvervede bibelkundskaber kom i brug. En søndag formiddag bankede det nemlig på døren hjemme i Kolind, og udenfor stod to damer fra Jehovas Vidner. De kom ind i køkkenet og konstaterede hurtigt, at to af familiens børn var blinde. De fortalte os, at man ville få sit syn, når man kom op til Gud i himlen, men at det kun var de udvalgte, som fik et evigt liv deroppe. Min nysgerrighed var ikke til at standse. Jeg spurgte og spurgte bl.a. om, hvad det ville sige at være udvalgt og sagde, at der i den Bibelhistorie, min far havde læst, ikke stod noget om, at man skulle være udvalgt. Jeg har sikkert heller ikke holdt mig tilbage for at fortælle om Samsons, Davids og Goliats bedrifter.

Min far og mor kunne ikke bare blive siddende i køkkenet men skulle foretage sig andre ting. Så det endte med, at jeg sad alene og talte med damerne. Til sidst bankede de dog på ind til stuen og sagde, at de var nødt til at gå videre. Min mor har senere sagt, at jeg talte med dem et par timer. Måske er det lidt af en overdrivelse, men i hvert fald var det både spændende og længe. Bagefter sagde hun, at med de talegaver, jeg havde, syntes hun, at jeg skulle være præst. Dengang var det dog brandmand, som var mit store ønske, skønt det jo ikke er det mest oplagte job, når man mangler synet. Men det skulle jeg nu nok klare, var jeg sikker på.

Mange har spurgt, hvornår det egentlig stod klart for mig, at jeg var blind. Jeg kan ikke sætte det i forbindelse med en bestemt begivenhed men var selvfølgelig fuldstændig klar over det, da jeg kom til Refsnæs. Jeg har altid brugt ordet ”se” ligesom de fleste andre, da det jo indgår i masser af sammenhænge, hvor det for mig ville være unaturligt ikke at bruge det. F.eks. siger jeg ikke, at jeg lige skal høre TV-avisen, men derimod at jeg skal se den, selv om jeg aldrig har set noget som helst. Men i det danske sprog hedder det altså at se TV-avis, og jeg bruger sproget på samme måde som alle andre.

Som lille skete det nogle gange, at jeg opfattede noget, jeg havde fået at vide på en anden måde end andre, og det har jeg senere betegnet som blindelogik. F.eks. fik jeg som 3- eller 4-årig at vide, at man kunne dø af at blive kørt over. Jeg havde også hørt, at vissent og dødt græs blev til hø og tænkte, at så kunne jeg da bare selv lave græs om til hø. Uden at fortælle, hvad jeg var ude på, gik jeg sammen med vores barnepige og min lille trækvogn ned på fodboldpladsen og kørte et par gange frem og tilbage. Så plukkede jeg noget af det græs, som var blevet kørt over og lagde det i trækvognen. Men da vi kom hjem, var der desværre ingen, som kunne se, at jeg havde lavet hø, og jeg troede vist, det skyldtes, at græsset ikke var blevet kørt grundigt nok over.

Både Inge og jeg legede med andre af byens børn, når vi var hjemme på ferie, og den store betydning, det fik, vender jeg tilbage til i et senere nummer.

Nogle af dem, jeg ud over fætre og kusiner tidligst kan huske, er dyrlæge Rasmussens to ældste døtre – Lone, som var et år ældre og Helle et år yngre end mig. Jeg har en erindring om, at vi både legede og snakkede godt sammen, men det kunne dog nær være gået galt. Jeg er nemlig født 13. april og fylder derfor ret tit år i påskeferien. Men en eller anden havde fortalt mig, at en stor dreng ikke har tøser med til sin fødselsdag, og det sagde jeg, da dyrlægen kort tid før min fødselsdag var nede i slagterhuset. Men heldigvis bestemte min far og mor, at de to piger skulle med. Når jeg skriver heldigvis, er det, fordi jeg i virkeligheden gerne ville have dem med men lå under for det, der blev sagt om store drenge og tøser. Jeg har altid befundet mig godt sammen med piger og senere kvinder, uden at jeg dog har noget imod mænd.

Somme tider faldt min fødselsdag også lige før eller efter påskeferien, og et af mine første år på Refsnæs var det samme dag, som ferien sluttede. Mine forældre syntes selvfølgelig, den skulle fejres i Kolind, og derfor kom jeg først tilbage dagen efter, hvor min mor så tog med. Men nærmest i det øjeblik, vi kom ind på børnehjemmet, blev hun kaldt over til forstander Paul Petersen, som meddelte hende, at jeg sandelig ikke kunne blive hjemme, når ferien var forbi. Hun fik dog fortalt ham, at så længe jeg endnu ikke gik i skole, skulle hun og min far nok selv bestemme, hvor min fødselsdag skulle holdes.

Efter 3 år i børnehaven kom jeg så endelig i skole. Det betød også, at jeg flyttede over på det, som hed Østskolen, hvor drengene fra 1. til 3. klasse og pigerne op til 7. klasse boede.

Der bliver ikke født ret mange blinde børn, og vi var kun 6, som det år begyndte i 1. klasse. Så lærerne havde gode muligheder for at koncentrere sig om hver elev.

Hjemme havde jeg ikke kun fået læst Danmarks- og Bibelhistorie men også mange andre bøger; og jeg glædede mig vildt til nu selv at komme til at læse og i det hele taget gå i skole. For nu ikke at gøre mig dygtigere, end jeg er, skal det siges, at der hverken er gået en stor eller lille matematiker eller for den sags skyld sportsmand tabt i mig, selv om man som blind kan være god til både sport, matematik og alle mulige andre fag. Derimod kastede jeg mig med glød over bogstaverne, og allerede inden juleferien havde jeg lært at læse så godt, at dansklæreren frk. Filstrup gav mig en bog med hjem.

Da jeg begyndte at læse op, var min far og mor så stolte, at mange af kunderne blev inviteret ind i stuen for at høre mig læse højt. Til sidst kunne jeg næsten de første sider udenad, og på et tidspunkt lukkede jeg bogen, så jeg nu rigtig kunne vise, hvor dygtig jeg var. Men det var jo ikke det, der var meningen, så jeg blev bedt om at åbne den igen. Så begyndte jeg selv at digte. Den første historie handlede om Lise, som skulle i byen for bl.a. at købe to æg og en øl til sin mor. Jeg havde hørt nogen sige om en, der drak rigtig mange øl, at han var et fordrukkent svin. Så efter ordet ”øl” i teksten sagde jeg højt: ”det fordrukne svin”. Men jeg måtte jo indrømme, at det var mig selv, som havde tilføjet det; og kunderne blev i hvert fald overbevist om, at den blinde dreng på 7 år faktisk var god til at læse.

Selvfølgelig kunne jeg ikke være med til at spille fodbold og flere andre ting sammen med børn i Kolind. Der findes boldspil for blinde, hvor der er en klokke i bolden, så man kan høre, hvor den er. Men det har jeg nu aldrig interesseret mig for, og det hænger jo nok sammen med, at jeg heller ikke var god til det.

Derimod kunne jeg være med til at fiske ligesom mange andre drenge i Kolind. Før jeg begyndte at gøre det sammen med nogle af dem, havde jeg fanget ål, skaller og aborre med min far og hans bror Erik. Sammen med ham kom jeg en søndag hjem og kunne stolt fremvise min første gedde, som vejede 6 pund. Vi havde gæster, og ingen skulle være i tvivl om, at jeg med mine 9 år var en gevaldig fisker.

cid:56488BC8-FAD1-4CBD-B74A-3EFD61D09D67@home

Billedtekst: Ove med den store gedde fanget i Kolindkanalen

Selv om det i dag er svært at forstå, var der den gang mange på min alder, som skød gråspurve og andre fugle med luftgevær, uden at nogen blandede sig i det. Der kunne jeg jo heller ikke gøre mig gældende, hvad jeg nok har været ked af. I hvert fald sagde min far en dag, at jeg nu kunne få lov til noget, som ingen af de andre havde prøvet. Der skulle slagtes en gris, og han tog sin salonriffel, sigtede men lod mig skyde. Der gik heldigvis heller ikke lang tid, før mange af byens børn vidste, at slagterens Ove havde skudt en gris, og jeg var dagens mand i skysovs, som man dengang sagde. For en gråspurv er jo altså ikke helt det samme som en gris.

I næste nummer giver jeg blandt meget andet vidt forskellige eksempler på, hvad der kun kan betegnes som børnemishandling på Blindeinstituttet.

6. Nekrolog over Arne Krogh af Hans Erik Olsen

Da vi som bestyrelse i foreningen Blindehistorisk Selskab i 2016 trådte tilbage, fordi vi mente, at der skulle nye kræfter til, havde vi fået et så godt og betydningsfuldt venskab, at vi ikke kunne sige: “Det var så det, og tak for nu”. Det venskab har vi heldigvis stadig.

Vi, jeg som formand for selskabet, kasserer Arne Krogh, næstformand Inge Gibskov, sekretær Svend Thougaard og redaktør af nyhedsbrevet Karsten Ahrens aftalte derfor, at vi en gang om året skulle mødes til en hyggelig komsammen på Fuglsangcentret i Fredericia, hvilket vi også har gjort, bortset fra corona-året 2020.

Det gjorde vi også i år i dagene 13. – 14. maj, og vi havde lige fået frokost 13. maj, da Arne Leif Nybo Krogh pludselig ikke mere var iblandt os.

Det var en højst ubehagelig oplevelse, men når det så er sagt, så var det godt, at han døde uden lidelser, og også at det skete på Fuglsangcentret, hvor han nød at komme i fulde drag.

Jeg vil i denne nekrolog til selskabets nyhedsbrev fortælle lidt om Arne Krogh, både hvad han betød for foreningerne Dansk Blindesamfunds Amatørteater og Danske døvblinde, men også om de personlige oplevelser jeg gennem 58 år har haft med Arne, hans kone Bente, og efter hun døde med Arnes veninde Linda.

Arne blev født 2. maj 1935, og blev uddannet blikkenslager og rørlægger og arbejdede som smed. I cirka fire måneder arbejdede han på Thulebasen i Grønland i 1957.

To år senere mistede Arne praktisk talt synet, men trods det for ham så store handicap mistede han aldrig humøret.

På en udflugt med Dansk Blindesamfund til Herthadalen ved Lejre, mødte han sin senere hustru gennem 54 år Bente Larsen, der på det tidspunkt havde et rimelig godt syn, men som hun desværre mistede nogle år senere. De blev gift 11. oktober 1961. Bente døde 3. maj 2015, dagen efter Arnes 80 års fødselsdag.

De fandt hurtigt deres fælles passion, der var teater og Arne kom hurtigt med i amatørteatret, hvor han debuterede i Kjeld Abells komedie i 11 billeder, Eva aftjener sin barnepligt.

Arne kom gennem de 45 år han var medlem af Amatørteatret til at betyde fantastisk meget for teatret, men det betød også meget for både ham og Bente. Han havde et stort talent for skuespillet, og udfyldte sine roller på bedste måde, og jeg mener, at han var en af de dygtigste skuespillere, Amatørteatret har fostret gennem de 60 år, teatret eksisterede.

Han udskrev sine roller i punktskrift, indtalte dem på kassettebånd på den måde, han nu syntes de skulle spilles, og lærte så på den måde replikkerne.

Han satte en ære i at kunne sine roller, så det var unødvendigt at give ham suffli, og jeg har gennem årene overværet mange forestillinger, og må sige, at den intention levede både han og Bente til fulde op til.

Et par forestillinger der gjorde virkelig indtryk på mig var da Amatørteatret 18. maj 1968 opførte Svend Rindoms folkeskuespil i fire akter “Fred på jorden”, et skuespil han skrev i 1915, hvor Arne spillede firmaindehaveren Emil Barning af firmaet Barning og Ernst. Rollen som Thomas Ernst blev lige så mesterligt spillet af Niels Eskjær. Det pyntede også på forestillingen at instruktionen blev forestået af Arnes nære ven gennem mange år Erik Faurschou.

Arne medvirkede også i Amatørteatrets sidste forestilling i 2006 hvor man opførte Karl Bjarnhofs Den korte dag er lang nok.

Han var gennem en årrække formand for amatørteatret, og deltog i teaterkurser, optræden rundt om i Danmark sammen med andre teaterforeninger, og det var ved en af disse turnéer, han mødte et ægtepar på Fyn, Niels og Kirsten, hvor han og Bente overnattede, og det ægtepar blev deres venner for livet, og sådan var det med Arne, han spredte glæde og hygge hvor han kom frem. Var man venner med Arne og Bente, glemte ingen af dem nogensinde venskabet.

Ægteparrets børn Lotte og Steffen var gennem nogle år feriebørn hos Arne og Bente i Lyngby, og de var også med i deres dejlige sommerhus i Jyllinge.

Som voksne var det en selvfølgelighed at de var med til de fester Arne og Bente holdt.

Han spillede desuden kabaret, hvor mange af teksterne var skrevet af min far, Ove Olsen. I disse kabaretter havde Arne roller i sketch, monologer og dialoger. Af sketch kan nævnes Du mangler perspektiv Johannes, hvor Lis Klausen var udearbejdende smed, og Arne hjemmegående husmor med barn.

Han medvirkede desuden i Københavnskredsens nytårsrevy 1964, hvor han blandt andet havde en rolle i Et bestyrelsesmøde som menigt bestyrelsesmedlem.

Så vidt jeg husker blev han aktiv i Teaterforeningen Teaterkatten i 1969, hvor han fungerede på lige vilkår sammen med seende skuespillere, og her spillede han teater i godt 45 år, og havde meget glæde af det, og også store roller der. Både Inge og jeg, Karsten og Svend, men også mange andre blinde har gæstet Teaterkatten for at se deres fremragende forestillinger.

En forestilling, der står mejslet i min erindring og hvor Arne havde en kæmperolle var da Teaterkatten opførte Tennessee Williams Kat på et varmt bliktag.

Men allerede 29. september 1967 optrådte Amatørteatret i Teaterkatten, Frederiksborggade 48, København med Friedrich Dührenmatts Fysikerne.

Her spillede Arne sammen med Paul Åved, Niels Eskjær, Inger Sørensen, Edith Nygaard, Bente Krogh, Lis og Knud Klausen, Benjamin Hansen, Bent Ebbe og Hans Olesen. Igen var Erik Faurschou instruktør.

Også her gjaldt det for ham at kunne sine ting, og ved et par lejligheder har jeg været så heldig at få lov til at være ham behjælpelig med at fremskaffe rollemanuskripter.

I 2007 opnåede Arne sin største succes som skuespiller, idet han blev kendt over det ganske land i Erik Clausen-filmen Ledsaget udgang i rollen som Fessor. Filmen kunne ses i mange biografer. Det er en film man heldigvis stadig for rimelige penge kan købe på DVD.

Igennem 40 år var han ansat som typograf på Statens Trykkeri og bibliotek for blinde i Rønnegade 1, København, hvor han stod og trykte bøger, punktblade, noder og kalendere til glæde og gavn for os punktlæsere.

Han var også gennem en årrække cyklist i Tandemklubben af 1971 København, og var blandt andet også med til flere af Dansk Blindesamfunds Solgaveløb.

I perioden 2001-2016 var han kasserer for Blindehistorisk Selskab, en post han bestred med flid og dygtighed. Der var altid til hvert bestyrelsesmøde udarbejdet et perioderegnskab så vi kunne få status på de likvide midler, og det var ham magtpåliggende, at det lå både i punkt og sort, og at der ikke måtte være fejl i tallene, og det var der aldrig.

Jeg blev inddraget i selskabets bestyrelsesarbejde i 2005, og nåede altså gennem 11 år at have den store lykke at få lov til at arbejde sammen med Arne. Han som kasserer, jeg først som suppleant og siden gennem 9 år som formand for selskabet.

I 1963 blev min far Ove Olsen ansat på Statens bibliotek og trykkeri, hvor han dels kontrollyttede bånd, men også passede omstillingsbordet og pakkede lyd- og punktbøger, der skulle sendes ud af huset.

Fra 1964 og til fars ansættelse sluttede i 1971, var jeg af og til med ham på arbejde, og hver gang skulle jeg da op i trykkeriet og hilse på min ven, Onkel Arne.

En af de første gange jeg mødte Arne var hos dem i Lyngby, hvor der var en del teaterfolk samlet, og derfor også mine forældre.

Arne sagde til mig: “Kom og gyng i onkel Arnes skæg”, og det var jo en glæde for mig, at han ville lege og pjanke med børn på den måde.

I 1977 var jeg så heldig at komme i praktik på Statens trykkeri hos Arne. Uden ledelsens vidende fik jeg lov til at være med til at trykke radioprogrammet og medlemsbladet på den store Heidelberg trykkemaskine, og et par dage stod jeg selv og trykte noder ved den lille Victoriapresse.

Pludselig kom administrator Gunnar Reisler ind ad døren og bemærkede, at det, at jeg stod ved trykkemaskinen ikke var tilladt, og det ved De godt, Krogh. Arne undskyldte og sagde, at det ikke skulle gentage sig. Men da Reisler var gået sagde Arne: “Så kører du nodetrykningen igen”. Det var da at vise mig tillid.

På mine forældres ferier på feriehjemmet i Hobro, var det ofte tit sådan, at Arne og Bente var med på disse ferier, og det var en fornøjelse at være sammen med dem. Jeg husker mangen en aften ved keglebanen og i pejsestuen, og det var sådan, at der var to hold keglespillere, og når de skulle vælge holdkaptajn, stod valget altid mellem min far og Arne.

Når det om formiddagen var godt vejr, stod Arne som regel i spidsen for at arrangere en rask fodtur til købmanden i Skellerup, en tur på godt 10 kilometer tur-retur, hvor de voksne fik en øl i købmandshaven og vi børn fik sodavand eller is. Vi var mange, der gik med på de ture. På disse ture gik jeg altid med Arne, for vi talte så godt sammen.

Mangen en eftermiddag lånte far og Arne feriehjemmets robåd Tine, og så gik turen fra feriehjemmet til Lystbådehavnen i Hobro, hvor arrangørerne selv sad ved årerne. Af og til allierede de sig med styrmanden Frank. En gang imellem fik jeg da også lov at sidde ved rorpinden under kyndig vejledning af Onkel Arne. Her fandt de så et listigt sted, og de fik en bajer, og vi unger fik en appelsinvand på deres regning.

En gang blev det et frygteligt tordenvejr og vi søgte havn, men måtte lade båd være båd, og så tage en taxa tilbage til feriehjemmet. Båden hentede vi så næste dag.

Min far og Arne arrangerede altid den sidste dag, inden vi skulle hjem fra ferie, en udflugt. Turene gik til Mariager, Klejtrup Sø og Rebild Bakker.

Gennem mange år holdt Arne og Bente ferie på Skælskør Folkehøjskole. Det var ophold, der var arrangeret af Dansk Blindesamfund.

Her fik de et meget nært venskab med lærerparret Ellen og Bernt Pedersen.

Når vi besøgte dem i deres sommerhus i Jyllinge, hvor vi af og til overnattede, var det en lykke for os unger at spille ringspil, og der var Arne selvfølgelig også med.

Arne og Bente besøgte naturligvis også mine forældre på Becksvej i Køge, og efter vores hus havde fået tilbygning i 1968, holdt far og mor en havefest, hvor der var over 50 mennesker med til indvielsen, mange af dem var fra Amatørteatret.

Når de var på weekend hos os, viste min far lysbilleder, og for at Arne bedre kunne få noget ud af billederne skulle han se dem fra bagsiden af lærredet.

Ved flere lejligheder har jeg først sammen med mine forældre, siden med min kæreste Inge deltaget i nogle rigtig flotte og må jeg have lov at sige, velarrangerede familiefester. Der var ofte arrangeret underholdning, og der var en toastmaster, der ledte slagets gang.

Vi er altid som synshandicappede blevet fuldt respekteret af Arnes familie, og det er en glæde for både Inge og jeg i dag at tænke på.

Allerede som barn havde jeg en stor respekt for Arnes stærke og viljefaste karakter, og på en af vore ferier i Hobro, en dag efter at min mor havde skældt mig ud, sagde jeg til Arne og Bente: “Bare I var mine forældre”. Det var selvfølgelig kun ment i nuet, men det er helt nagelfast, at jeg op gennem alle årene følte det sådan, at Arne var min far, så det var med store betænkeligheder, jeg sagde ja til at være formand for Blindehistorisk Selskab, for jeg skulle absolut ikke bestemme over min far.

Jeg ved Arne satte stor pris på den udmelding, for det har vi tit talt om, men gennem hele min formandsperiode følte jeg aldrig, at jeg kom til at bestemme over ham.

Vi har gennem årene holdt mange hyggelige bestyrelsesmøder hos Bente og Arne på Abildgaardsvej, og jeg følte det sådan, at jeg var i rigtig god stemning, når jeg tog toget fra Virum og hjem til Herfølge.

Når bestyrelsesmøderne blev holdt i Virum, hentede og fulgte Arne os sammen med hunden altid til og fra stationen.

Jeg lod mig råde og vejlede af ham og den øvrige bestyrelse, og det har givet mig så meget ballast her i mit senere liv.

Blandt meget lærte Arne mig at være konsekvent, og stå fast på den holdning man har til dette og hint.

På hjemmefronten fungerede Arne rigtig godt. Han sørgede for at få vasket tøjet, og stod da også af og til for tilberedningen af de kolde og varme måltider.

Da Arne stoppede med at være kasserer i Blindehistorisk Selskab, gik han med liv og sjæl ind i arbejdet i Danske døvblinde, hvor han fungerede som erfagruppeleder.

Samtidig var han telefonven, og på den måde lærte han sin nye veninde Linda Knudsen fra Ringsted at kende. Et hjertens godt menneske også, og de nåede at have fire gode og lykkelige år sammen.

Jeg vil slutte med at sige, at jeg priser mig lykkelig og glad for gennem 58 år at have hørt til Arnes indre vennekreds, og når vi var sammen eller under vore ofte lange telefonsamtaler, fik vi vendt mangt og meget.

Arne havde ligesom jeg et hjerte der bankede for cykelsporten og fodbolden, og det fik vi mange hyggelige samtaler om også. Vi glædede os, når det gik godt for Lyngby, og det modsatte når de tabte.

Mine tanker går selvfølgelig til Linda og til Arnes familie, og jeg ved med mig selv, at jeg ofte vil tænke på Arne som det favnende og kloge menneske Arne var.

Æret være Arnes minde.

7. Omtale og anmeldelse af Leif Martinussens “Orgelkalender, orgelmusik til kirkeåret”, ved Poul Lüneborg og Monica Papazu.

I selskabets bestyrelse har Leif Martinussen gennem nu mange år varetaget hvervet som 1. suppleant. Det betyder imidlertid ikke, at han kun deltager i arbejdet på opfordring. Han yder en stor indsats både indenfor bestyrelsen og udenfor denne.

Senest har Leif Martinussen i dette forår udgivet en orgelkalender, som her skal gives en kort omtale i form af forordet til udgivelsen og en anmeldelse Af Monica Papazu.

Forord

Udover enkelte nye satser er orgelmusikken i dette hæfte hentet fra min 43 år lange ansættelsesperiode i Allehelgens Kirke i København fra 1970 til 2012. Kirken med Marcussen-orglet fra 1932 (i 1982 ombygget af Frobenius & Sønner) og kirkerummets fornemme akustik, har gennem årene inspireret mig bl.a. til at komponere en mængde musik, der relaterer sig til kirkeåret. Det er mig en glæde at kunne præsentere et udvalg af disse i denne orgelkalender.

Denne orgelkalender bliver en pendant til de fra Edition Egtved tidligere udgivne Salmekalender 1, 2 og 3, der indeholder 39 salmemelodier med akkompagnement til tekster fra K.L. Aastrups 133 Evangeliesalmer, der udkom på Gads Forlag 1969. Salmer for solo (eller unisont kor) og orgel. Min intension er her at udtrykke en fra teksten afledt grundstemning i et lyrisk præget klangbillede.(Edition Egtved: 22 salmer MF 406, 10 salmer MF 534 ,7 salmer MF 586).

Nærværende hæfte præsenterer orgelkoralbearbejdelser i mange forskellige former og udtryk, der tager udgangspunkt i kirkeårets forløb og kirkelige karakter.

Imellem orgelstykkerne finder man en enkelt salmemelodi med orgel-akkompagnement. Teksten hertil er skrevet over evangelieteksten til 5. søndag efter helligtrekonger (I), men salmen kan benyttes i hele kirkeåret som motet eller lignende.

Postludiets undertitel er opstået efter det havde “været på rejse globalt” med opførelser i Europa, Sydamerika, Sydafrika og New Zealand, oftest spillet af min ven, den ungarske orgelvirtuos Lásló Attila Almásy, til hvem jeg har tilegnet orgelværket Templomi orgona, opus 42 fra 2017, hvis anden sats, Cantabile, her indgår som intermezzo. Af andre navne skal her tilføjes den polsk/ franske orgelvirtuos Lidia Ksiazkiewicz.

Leif Martinussen, 2021

www.leifmartinussen.dk

ANMELDELSE

ORGELMUSIK FRA EN MESTER I DEN KORTE FORM

Med Mixtur-samlingen Orgelkalender – orgelmusik til kirkeåret får man 13 af Leif Martinussens bedste stykker, som i de fleste tilfælde knytter sig til kirkeårets højtider.

Af Monica Papazu

Leif Martinussen, som i mange år har glædet landets organister og menigheder med sine fine kompositioner, har nu offentliggjort sin “Orgelkalender”, som er en frugt af hans 43 år som organist ved Allehelgens Kirke i København. Det er en ægte Martinussen-samling med udvalgt musik, som er grundig gennemtænkt, raffineret og effektfuld.

Samlingen består primært af 13 velkonstruerede og stemningsfulde stykker; som følger kirkekalenderen fra advent til allehelgen, og som er sat i en festlig ramme. I begyndelsen: Præludium i d-mol, som ud fra et simpelt motiv skaber et indtryk af tillidsfuld og glad barnetro; i afslutningen: den virtuositetskrævende, dansende Flying Toccata.

De 13 stykker er refleksioner over nogle af kirkeårets repræsentative salmetekster og melodier. Satserne et med én undtagelse, af små dimensioner (1-2 sider), hvilket gør dem velegnet som henholdsvis præludier og forspil. Leif Martinussen er en mester af den korte form, hvor meget kan siges med få noder.

Billedtekst: Leif Martinussen, Orgelkalender, Forlaget Mixtur 2o2o, 36 sider, 199 kr. på noder.dk

Her er nogle eksempler. Den valgte salme for jul er den folkekære Dejlig er jorden. Behandlingen er bemærkelsesværdig: Et orgelpunkt i pedalen, som varer hele stykket igennem; cantus firmus i venstre hånd; i højrehånd: et harmonisk broderi med de første fraser fra Julen har englelyd i sopran, hvilket er et billede på, at julesangen kommer oppefra. Sammensætningen af de to melodier tjener desuden til at understrege den tekstmæssige lighed mellem de to salmer; som har “paradis” som nøgleord og fortæller om engleskarernes sang, som menneskene slutter sig til. Orgelpunktet virker som et symbol på evighed, hvor den jordiske og den himmelske menighed smelter sammen.

Som salme for fasten finder vi her Hil dig, Frelser og Forsoner med Thomas Laubs inderlige melodi, som ved sin modale stemning og sin vekslende taktart (hemiol) foregriber passionens Jesus, dine dybe vunder. Ligheden mellem de to melodier sætter lidelsestemaet og den tekstmæssige sammenhæng i relief: “Jesus, dine dybe vunder” er en naturlig fortsættelse af “Dog jeg tror, af dine vunder / væld udsprang til stort vidunder”. Leif Martinussens komposition er enkel: Laubs frygisk-farvede melodi folder sig ud i sopran, understøttet af nedadgående kromatismer – barokkens lamento-gang – i de nederste stemmer. Afslutningen er en ustabil akkord i anden omvending som tegn på, at fasten er indledning til og forberedelse for påsken.

Opstandelsens fejring markeres ved en brillant, tre sider lang sats over Krist stod op af døde med den førreformatoriske melodi, som høres i alle stemmer; fra jordens dyb til himlen.

Disse få eksempler må tjene som en varm anbefaling af Martinussens liturgiske orgelstykker.

8. Nyt om medlemmer, af Poul Lüneborg.

Der er grund til at notere sig nogle markante begivenheder for 2 af selskabets medlemmer:

1. Kaj Cramer rundede den 6. maj 2021 90 år.

Dansk Blindesamfunds hovedbestyrelse påskønnede på sit møde den 11. september 1999 Kaj Cramers mangeårige indsats. Han blev ved den lejlighed tildelt foreningens hæderstegn, som den 3. modtager af denne udmærkelse. I anledning af jubilæet er der grund til at gentage begrundelsen for denne hædersbevisning. Begrundelsen lød:

Kaj Cramer har i perioden 1. september 1971 til 31. december 1998 ydet en uvurderlig indsats som foreningens hovedkasserer. I den forbindelse skal særligt fremhæves følgende:

  • I de mere end 27 år Kaj Cramer fungerede som hovedkasserer, blev foreningens økonomiske forhold gennemorganiseret på en måde som har aftvunget stor respekt såvel blandt foreningens medlemmer som generelt i det danske samfund.
  • Kaj Cramer vil blive husket som den hovedkasserer der forestod bygningen af fire plejehjem, to boligejendomme, ombygningen af hovedkontoret på Thoravej samt opførelsen af Fuglsangcentret.
  • Kaj Cramer repræsenterede på fornemmeste vis Dansk Blindesamfund i utallige møder hos advokater og i skifteretter. Denne indsats har skabt stor respekt om foreningens måde at forvalte betroede midler på og har bidraget til, at mange har ønsket at betro Dansk Blindesamfund betydelige testamentariske gaver.
  • Hovedkasserer Kaj Cramer havde, uanset de mange arbejdsopgaver som hovedkasserer, altid tid til at lytte til det enkelte medlems problemer samt energi og vilje til at yde en håndsrækning til enhver, der henvendte sig til ham.

Kaj Cramer bebor i dag en bolig i det nye Solgavehjem i Valby – Følagercentret. Den runde fødselsdag blev markeret ved en sammenkomst den 7. maj hos fysioterapeut Inge Jørgensen, der er en af hans bekendte fra deres tid som elever på Blindeinstituttet i1950-erne. Flere deltagere i denne markering nævnte, at sporene fra Kaj Cramers indsats som hovedkasserer fortsat kunne spores i Dansk Blindesamfunds økonomisk/administrative system, selv om at det er mere end 20 år siden han forlod posten.


I Blindehistorisk Selskab ønsker vi Kaj Cramer tillykke med den runde fødselsdag og glæder os over at han stadig er et aktivt interesseret medlem i indsatsen for at udbygge kendskabet til blindes historie.

2. Hans Rasmussen modtog tirsdag den 11. maj 2021 Gentofte kommunes ældrepris 2020

På kommunens hjemmeside den 21. april 2021 kunne man læse:

“Den tidligere mangeårige formand for Handicaprådet får Ældreprisen 2020 for sit store engagement for at sikre gode forhold for alle borgere.

Få har som Hans Rasmussen arbejdet utrætteligt for at sikre gode forhold for alle borgere i Gentofte Kommune: Hvad enten det gælder adgangsforholdene for gangbesværede til kommunens bygninger, tilgængeligheden af kommunens hjemmeside eller at give borgere med funktionsnedsættelser gode muligheder for et aktivt fritidsliv, har Hans Rasmussen med stor sandsynlighed haft en finger med i spillet.

Derfor tildeler kommunalbestyrelsen den tidligere mangeårige formand for kommunens handicapråd, Hans Rasmussen, kommunens Ældrepris 2020.

Hans Rasmussen, der er født med et synshandicap, flyttede til kommunen i 1990 og engagerede sig straks i arbejdet i lokalafdelingerne for Danske Handicaporganisationer og Dansk Blindesamfund. I 2006 var han med til at danne kommunens handicapråd, der fortsat arbejder tæt sammen med kommunen. Hans Rasmussen var i mange år også formand for handicaprådet og er i dag, selvom han er gået på pension, fortsat suppleant i rådet, ligesom han stadig er formand for Danske Handicaporganisationer Gentofte.

Oprindeligt skulle prisoverrækkelsen have fundet sted i december sidste år, men på grund af coronapandemien har ceremonien været udskudt.”

Borgmester Hans Toft forestod tirsdag den 11. maj 2021 overrækkelsen af ældreprisen på Gentofte Rådhus. Ud over æren fulgte skulpturen “Pas på de små” og er fremstillet af Hans Bølling, Gentoftekunstneren 2020.

Skulpturen består af en and og 4 ællinger drejet i teaktræ og placeret på en 58 cm træplade i eg,

Figurernes hoveder kan drejes fra side til side. Sammen med borgmesterens flotte og meget velmente tale fik Hans Rasmussen en kæmpe buket blomster og et guldindrammet diplom 40 x 32 cm stort.

Til prisoverrækkelsen havde Hans Rasmussen inviteret 14 repræsentanter for de forskellige afdelinger i kommunen, som han som formand for Handicaprådet gennem årene havde samarbejdet med.

“Fakta om Ældreprisen

Gentofte Kommunalbestyrelse besluttede i 1994 at uddele en Ældrepris én gang årligt til en person eller en gruppe af personer, der har ydet en ekstraordinær indsats i arbejdet for Gentofte Kommunes ældre. Med prisen følger, udover anerkendelsen, et værk af årets Gentoftekunstner.”

I Blindehistorisk Selskab kender vi Hans Rasmussen for hans store viden og erfaring på det informationsteknologiske område og fra hans engagement som tillidsmand indenfor Dansk Blindesamfund, hvor han gennem et langt liv har beklædt utallige poster. For tiden er han fortsat medlem af foreningens hovedbestyrelse som formand for foreningens uddannelses- og beskæftigelsespolitiske udvalg.

I Blindehistorisk Selskab ønsker vi Hans Rasmussen tillykke i anledning af anerkendelsen af hans indsats i Gentofte kommune, som tildelingen af den fornemme pris er udtryk for.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72 Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72 Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 Mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67 Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Nyhedsbrev nr. 1 februar 2021

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1 / 2021.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Kontingentindbetaling 2021 ved kasserer Ole Brun Jensen

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 20. – 21. juni 2021

4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2021

5. Beretning for perioden 15. februar 2020 til 20. marts 2021 ved Poul Lüneborg


6. Regnskab for året 2020 samt revisionsprotokol ved kasserer Ole Brun Jensen

7. En ondskabsfuld hævn med 13 års forsinkelse, af Ove Gibskov

8. Boganmeldelse “Mit liv som blind” af Rita Cicilie Varmby, ved Thorben Koed Thomsen

9. “Afvigelsens dilemmaer” ved René Ruby – anmeldt af professor Birgit Kirkebæk

10. Familiekrønike af Henning Østrup Rasmussen, omtale ved Poul Lüneborg

11. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden af Poul Lüneborg.

De første måneder af det nye år, opleves som en forlængelse af de sidste 3 kvartaler af 2020 på grund af de begrænsninger, som covid19 restriktionerne pålægger os alle. Der er grund til at tro på, at en lettelse kan forventes i løbet af forårsmånederne, når vaccinationskampagnen mod epidemien for alvor når befolkningens flertal. Jeg håber, at denne min vurdering står til troende, når vi når frem til juni måned.

Bestyrelsen har forgæves forsøgt at gennemføre årets generalforsamling i overensstemmelse med de gældende vedtægters krav om, at denne begivenhed skal finde sted i årets første kvartal. Efter 2 forgæves forsøg, er vi nu landet på at afholde generalforsamlingen søndag den 20. juni. Hermed håber bestyrelsen at have tilgodeset hensynet til, at alle skulle kunne tilmelde sig til generalforsamlingen uanset bopæl og arbejde.

Nyhedsbrevet indeholder foreløbigt program og forslag til dagsorden for arrangementet. Derudover bringes information om kontingentbetaling, tilmelding til generalforsamlingen og bilag til denne i form af beretning og regnskab for 2020.

Som det kan ses af beretningen og regnskabet, så har det i de seneste 12 måneder været muligt at få en del arbejde fra hånden til en meget lav omkostning. Beretningen fortæller ikke om alle opnåede resultater. Således har Leif Martinussen i perioden udarbejdet en værkfortegnelse over alle Henning Riisers kompositioner til indlevering til Det Kongelige Biblioteks musikafdeling, i lighed med den tidligere indleverede værkfortegnelse over Laurids Lauridsens musik. Denne værkfortegnelse vil blive anmeldt og omtalt i et senere nyhedsbrev. Værkfortegnelsen nævnes her for at mindes Henning Riiser og hans store betydning som musiker, komponist og som et meget aktivt og værdsat medlem af Dansk Blindesamfund.

Ud over de mange opgaver, som er omtalt i beretningen vil jeg for beretningsåret henlede opmærksomheden på 2 væsentlige blindehistoriske artikler, som er blevet offentliggjort i perioden og som jeg mener har særlig interesse for vore efterkommere. Det drejer sig om:

– “Lovmæssig adskillelse” artikel ved Thorben Koed Thomsen, offentliggjort i HT nr. 43 fra juni 2020.

– “Jørgen Plenge – en humanistisk ildsjæl med visionært vingefang i blindeverdenen”, artikel ved Ove Gibskov, offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 4/2020.

Sidstnævnte artikel følges op i dette nyhedsbrev med en supplerende beskrivelse af Jørgen Plenges vurdering af Carl Bjarnhofs virke under og efter 2. Verdenskrig.

Nyhedsbrevet afsluttes med en præsentation af 3 udgivelser forfattet af medlemmer af selskabet. Stor kompliment til Rita Cicilie Varmby, René Ruby og Henning Østrup Rasmussen for disse markante bidrag til beskrivelsen af blindes historie. Rita og René skal derudover have en kæmpe stor tak for deres indsats i selskabets bestyrelse gennem de seneste 5 år. De har begge besluttet at forlade bestyrelsen for at vende sig mod andre opgaver, jeg ønsker begge held og lykke med deres kommende udfordringer.

Til slut ønsker jeg alle medlemmer god fornøjelse med læsningen af dette nyhedsbrev og glæder mig til at møde mange af jer den 20. juni ved generalforsamlingen på Fuglsangscentret.

2. Kontingentindbetaling 2021 ved kasserer Ole Brun Jensen

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet til blindehistorisk selskab på 150 kr.

Du kan indbetale via bankoverførsel eller benytte bliindegirokonto til reg 1551 0501697. Du kan også indbetale kontingentet via mobilepay på nummer 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller Mobilepay, så jeg kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller Mobilepay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på 40 62 11 23, så vi sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Jeg vil opfordre alle medlemmer til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af marts i år. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 20. juni 2021, hvis du agter at deltage i denne.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 20. – 21. juni 2021, ved Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra søndag den 20. til mandag den 21. juni 2021.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.

Program for søndag den 20. juni 2021:

Kl. 14.00-17.00 Generalforsamling afbrudt af kaffe / te pause

Kl. 17.00-17.30 oplæg og fællessang

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 18.30 Middag i separat lokale, så deltagerne kan fortsætte hyggeligt samvær efter middagen samme sted.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Kl. 20.00-21.00 Oplæsning af uddrag af Carl Bjarnhof’s erindringsbog “Kølvandsstriber” ved Lars Ringholm.

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program.

Program mandag den 21. juni 2020:

Kl. 7.00 – 9.30 Morgenmad i centrets restaurant.

Kl. 9.30 Blindehistorisk oplæg med efterfølgende spørgsmål og diskussion.

Kl. 11.30 Fællessang og afslutning ved formand Poul Lüneborg.

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

Kassereren beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 475 kr. til ham sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2021

Ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, skal dagsordenen indeholde en række punkter, som er medtaget nedenfor. Indkaldelsen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 ske med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Dette sidste punkt har det i år grundet covid19 restriktioner ikke været muligt at efterleve. Generalforsamlingen har forgæves været forsøgt gennemført både den 27. februar og den 20. marts.

Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018, de findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 15. februar 2020 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/ 2020

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingen.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019

b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år

c. René Ruby blev valgt for 2 år i 2020

René har ønsket at udtræde af bestyrelsen for at koncentrere sig om andre opgaver.

d. Rita Cicilie Varmby valgt i 2020 for 2 år har på grund af helbredsforhold besluttet at udtræde af bestyrelsen.

Der skal derfor vælges 2 medlemmer af bestyrelsen for et år.

e. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.

De nævnte medlemmer og suppleanterne bortset fra René Ruby er alle villige til at kandidere til valg af selskabets bestyrelse enten som ordinært medlem eller som suppleant.

f. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år – Kurt er villig til genvalg, medens Ove er kandidat til en plads i bestyrelsen.

g. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020.

11. Eventuelt.

4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2021.


Kære medlem.

Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra søndag den 20. juni til mandag den 21. juni 2021, beder jeg dig om at kontakte kasserer Ole Brun Jensen senest fredag den 4. juni 2021. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 35 værelser på centret, en del af disse er allerede booket, så skynd dig med din tilmelding!

Kasserer Ole Brun Jensen kan kontaktes på tlf. 40 62 11 23 eller på mail ole@obj.dk.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel eller ved at benytte blindegirokonto til reg.nr. 1551 0501697, du kan også indbetale via mobilepay på nummer 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til Ole Brun Jensen på 40 62 11 23, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 Eller på mail: fuglsang@blind.dk

Bestyrelsen glæder sig til at se rigtig mange til årets generalforsamling.

5. Beretning for perioden 15. februar 2020 til 20. marts 2021 ved Poul Lüneborg

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 15. februar 2020 til den planlagte generalforsamling den 20. marts 2021.

1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende sammensætning:

Poul Lüneborg, formand

René Ruby, næstformand

Ole Brun Jensen, kasserer

Rita Cecilie Varmby, redaktør

Thorvald Kølle, sekretær

Leif Martinussen, 1. suppleant

Lena Bang, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der er i beretningsperioden afholdt 7 møder. På grund af de restriktioner, som regeringen siden den 11. marts 2020 har iværksat for at begrænse udbredelsen af covid19 smitten, har flertallet af disse møder været afholdt som telefonmøder. Set i bakspejlet kan det konstateres, at det var særdeles heldigt, at sidste års generalforsamling blev afviklet, inden de nævnte covid19 restriktioner blev iværksat.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde, afholdt den 16. februar 2020, umiddelbart efter sidste års generalforsamling.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål, og for at sikre gennemførelsen af vedtagelserne på møderne. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder.


2. Medlemsstatus.

Ved starten på 2019 talte selskabet 129 medlemmer, heraf var 124 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke en artikel i rubrikken Meddelelser om forskellige emner og aktiviteter. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde. For at nå ud med information om selskabet til mennesker udenfor DBSs medlemskreds, har vi forgæves rettet henvendelse til Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg for at forhøre os om, hvorvidt selskabets arbejde direkte eller indirekte kunne omtales i artikler i tidsskriftet Øjeblikket, der udsendes i 80.000 eksemplarer til mennesker som støtter DBS økonomisk. I bestyrelsen er vi skuffet og uforstående overfor, at markeringen af selskabets 25-års jubilæum og udgivelsen af Henning Eriksens “Museumsdagbog” i 2019 ikke gav anledning til omtale i tidsskriftet i et af de første numre i 2020. Vi har svært ved at forestille os, hvilke begivenheder indenfor selskabets virksomhed, der kan berettige til omtale, når fremsendte pressemeddelelser og baggrundsmateriale om de nævnte begivenheder blev fravalgt af “Øjeblikkets” redaktion.

Vi har i 2020 kunnet glæde os over, at 7 har tegnet medlemskab, 2 medlemmer har ikke ønsket at opretholde deres medlemskab, og hertil kommer, at et medlem er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2020 har medført, at der ved årets udgang var 133 medlemmer, som har betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2021 tæller 132 medlemmer, idet vi i årets løb har registreret et enkelt dødsfald i medlemskredsen. I de første måneder af 2021 har yderligere 2 indmeldt sig i selskabet, hvilket betyder, at medlemstallet i skrivende stund er 134. Der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er således kun rykket en smule nærmere i årets løb.

Alle medlemmer fik i månederne op til jubilæumsarrangementet 25. – 26. november 2019, tilsendt et eksemplar af Henning Eriksens Museumsdagbog, sammen med 2 info-foldere om bogudgivelsen og om selskabet. Det var bestyrelsens håb, at mange medlemmer vil benytte bogudgivelsen og informationsfolderne om denne til at synliggøre selskabet overfor mennesker med interesse for blindes historie. Dette forsøg på at engagere medlemmerne i bestræbelserne på at skaffe nye medlemmer, har desværre ikke givet de resultater som bestyrelsen havde håbet.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 20. april 2020 en medlemsliste til alle medlemmer i 4 medier, efter det enkelte medlems eget valg.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet for fremtiden udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter generalforsamlingen i årets første kvartal. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer fremsendt til kassereren.

Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter årsskiftet til at indbetale kontingentet og samtidig give meddelelser om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår at den sidst udsendte medlemsliste.

Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 5 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.

4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.

Denne gruppe, som består af 2 repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg og 2 repræsentanter fra Blindehistorisk selskab, har i 5-års perioden 28. november 2014 – 14. november 2019 afholdt 12 møder. Et 13. møde i gruppen var planlagt til afholdelse den 26. marts 2020, men dette møde måtte desværre aflyses på grund af coronarestriktionerne. Blandt de 12 møder har 3 møder været med repræsentanter fra Medicinsk Museion og 3 møder med repræsentanter fra Post-, Tele- og Kommunikationsmuseet – nu museet Enigma. Til et flertal af møderne har repræsentanter for Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg været inviteret.

René Ruby og formanden har også i den forgangne periode, været selskabets repræsentanter i gruppen.

Dennis Bonnet Aabank har været den ene af medlemmerne fra DBSs Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, den anden repræsentant har været Ove Gibskov indtil 31. marts 2020. Han blev den 21. januar 2021 afløst af Lena Bang.

Det fremgår af selskabets beretninger gennem årene, at arbejdet i gruppen først og fremmest har haft som mål at sikre de blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet og Synscenter Refsnæs. Den Blindehistoriske Samling overgik som bekendt i 2013 til Medicinsk Museion, jf. beskrivelsen af samlingen under pkt. 5.1 nedenfor. Siden har arbejdet i gruppen koncentreret sig om samlingerne ved Synscenter Refsnæs.

Der var på mødet den 14. november 2019 enighed om, at der i løbet af 2020 burde tilvejebringes en plan, hvis disse samlinger skulle sikres for fremtiden. Deltagerne i mødet var enige om, at der bør tilvejebringes økonomi, der kan muliggøre en afslutning af den igangværende registrering af samlingerne på Synscenter Refsnæs. En sådan registrering er en forudsætning for, at der kan gennemføres en vurdering af hvilke genstande, der er af interesse for Den Blindehistoriske Samling. De bevaringsværdige dele af samlingerne ved Synscenter Refsnæs bør finde en varig placering i Den Blindehistorisk Samling, hvis disse genstande m.v. skal overleve. Det må vække til bekymring, at Synscenter Refsnæs ikke selv har mulighed for at engagere sig i en fremtidig sikring af centrets anskuelsessamling og den tilbageværende blindehistoriske samling.

Behandlingen af disse spørgsmål var da også det vigtigste punkt på det aflyste møde i gruppen den 26. marts 2020. Derfor bør sagen, i betragtning af den udsættelse af konkrete løsninger, som covid19 epidemien har afstedkommet, føre til, at sagen gives allerhøjeste prioritet i det kommende års arbejde.

En anden sag, som det var tanken at behandle på det aflyste møde, var spørgsmålet om at digitalisere de årgange af medlemsbladet, som i dag kun findes i uddrag. Det drejer sig om medlemsbladene fra nr. 15/1923 til nr. 1/1998. Hertil kommer tidsskriftet Blindesagen fra 1972 til 2000. Der er grund til at glæde sig over, at Dansk Blindesamfund har prioriteret at gennemføre en digitalisering af dette materiale. Medens jeg skriver denne beretning, er jeg blevet orienteret om, at digitaliseringen af de nævnte årgange af medlemsbladene kan forventes afsluttet i løbet af årets første kvartal. Disse tidsskrifter er formentlig den vigtigste kilde til blindes historie gennem de sidste godt 100 år. I selskabet glæder vi os til at få rådighed over dette materiale.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er som anført i sidste beretning indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer er blevet opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBSs hovedkontor og / eller selskabets bestyrelse. Denne opfordring, som var indeholdt i den seneste beretning, gentages for at minde enhver om, at historiske begivenheder kun optages, hvis der er nogen som hjælper med til at identificere disse.

Som det kan forstås af ovenstående har gruppens arbejde ligget stille i beretningsperioden på grund af coronarestriktionerne. Forhåbentlig får gruppen held til at genoptage sin virksomhed i det kommende år.

Opgaverne i Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe kan kun løses i et samarbejde med DBSs forretningsudvalg. Da forretningsudvalgets sammensætning i begyndelsen af 2021 undergår markante forandringer, står gruppen overfor nye udfordringer med hensyn til at fremme forståelsen for løsningen af disse opgaver.

5. Selskabets egne projekter i det forløbne år

5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets beretninger. I beretningen for 2018 / 2019 findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

Siden den 1. oktober 2018 har projektet modtaget en række yderligere henvendelser om genstande, bøger m.v. til Den Blindehistoriske Samling. Blandt disse henvendelser er der grund til at nævne 3:

– “de seendes nodesystem i relief Til brug for blinde”, Udarbejdet af Methea Hoffmann, lærerinde ved Det kgl. Blindeinstitut i Kjøbenhavn. Udgivet og trykt i Det kgl. Blindeinstitut i Kjøbenhavn i 1891 – 22 sider + sider med noder i reliefskrift.

– “Den brailleske nodeskrift” – Efter bestemmelserne truffet af den internationale kongres, sammenkaldt af American braille press, Paris april 1929, på dansk ved Karl Bjarnhoff. Statens trykkeri og bibliotek for blinde, Det kgl. Blindeinstitut København 1932 – 93 sider + 17 sider med alternativ paginering.

– 25-års jubilæumsskrift for “Hjemmet for Arbejdsføre Blinde Kvinder” indviet den 10. december 1900, Mariendalsvej 30, Frederiksberg, udgivet 1925, 11 sider. Teksten i publikationen er trykt i både punktskrift og almindeligt tryk, illustreret med billeder.

Registreringsprojektet blev afsluttet den 14. maj 2020 med udarbejdelsen af en endelig rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.

Selskabets bestyrelse besluttede allerede på sit møde den 16. februar 2020, at der skulle fastlægges en plan for projektets afvikling. Projektets hovedformål har som bekendt været at inspirere medlemmer af Dansk Blindesamfund og professionelle indenfor det synsfaglige område til at medvirke til at lade registrere genstande m.v. som kunne bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling. Dette formål mener vi i bestyrelsen er opfyldt med den foreliggende projektrapport.

Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside. Samtlige registrerede genstande er systematiseret i 5 hovedkategorier. Registraturen over samlingen indeholder 142 emneord, der hver åbner adgang til de registrerede genstande under det pågældende emne.

På selskabets generalforsamling den 17. februar 2018 anførte museumsinspektør Jacob Kjærgaard, at samlingen omfatter godt 3.500 genstande og ca. 800 billeder. Hertil kommer omkring 700 punktbøger, 100 reliefbøger, 700 sortbøger samt en samling kassettebånd, disse bøger og lydoptagelser er ikke digitaliserede. John Heilbrunn har den 21. januar 2021 tilbudt Medicinsk Museion af registrere samlingen af punktbøger.

Samtlige henvendelser til registreringsprojektet er i rapporten sammenlignet med registraturen. Ved denne gennemgang af modtagne henvendelser har det kunnet konstateres, at samlingen allerede indeholder en betydelig del af de registrerede genstande. Rapporten oplister 108 genstande, som ikke findes i Den Blindehistoriske Samling. Der er i alt til dato tilgået registreringsprojektet 154 genstande, dvs. at 46 er identificeret som værende genstande som allerede findes i samlingen.

Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

I betragtning af at projektet nu har strakt sig over godt 5 år, er der et betydeligt hensyn at tage til de mange som har henvendt sig.

Den 4. juni 2020 meddelte samlingsleder Ion Meyer ved Medicinsk Museion, at museet som udgangspunkt var interesseret i alle de indsamlede genstande. Det ville dog være nødvendigt at foretage en yderligere belysning af enkelte genstande inden endelig stillingtagen til disse. Samlingsmedarbejder Maria Thode Jensen forelagde i en mail fra den 1. juli 2020 en plan til det videre arbejde for indsamling og indlevering af de registrerede genstande.

Arbejdet med dette projekt er på grund af coronarestriktionerne gået helt i stå i beretningsperioden sidste halvdel, da det ikke skønnes forsvarligt, at iværksætte en indsamling af tilbudte genstande så længe covid-19 epidemien gør sig gældende.

I bestyrelsen beder vi derfor om tålmodighed endnu en tid fra medlemmer og andre, som har henvendt sig til bestyrelsen med bøger, hjælpemidler og andet, der kan være af interesse for projektet.

5.2. Projekt ”Blindes levevilkår i 1970-erne”.

Selskabet blev i 2016 opfordret til at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, som blev en følge af de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Næstformand René Ruby tilkendegav forud for generalforsamlingen i 2020, at han i den kommende arbejdsperiode ville give denne opgave en fornyet chance for at blive gennemført, gennem et samarbejde med den projektgruppe, som havde forsøgt at realisere de foreslåede 25 interview. Arbejdet kom i gang gennem afholdelse af et telefonmøde den 12. marts 2020, som skulle efterfølges af et møde på Fuglsangscentret, for her at tilrettelægge interviewene på en måde, der gjorde det muligt efterfølgende at udarbejde en rapport på grundlag af svarene på det spørgepanel, som skulle benyttes ved hvert interview. René Ruby gav i begyndelsen af april måned i Nyhedsbrev nr. 2/2020 en status over projektet.

Det har vist sig, at coronarestriktionerne siden har stillet sig i vejen for det videre arbejde med at planlægge og gennemføre interviewene. Det skulle derfor være muligt at komme videre med projektet, så snart en plan for det videre arbejde kan udarbejdes på et møde blandt de, der skal forestå og koordinere de 25 interview.

5.3. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget.

I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet. Der er ej heller indgået yderligere optagelser af forestillinger i perioden.

Selskabets arkiv råder i dag over 39 lydoptagelser af Amatørteatrets forestillinger. strækkende sig fra “Pernilles korte frøkenstand” af Ludvig Holberg fra maj 1956 til “Den korte dag er lang nok” af Carl Bjarnhof fra januar 2006. I beretningsperioden har medlemmer, der har henvendt sig med anmodning om at få tilsendt kopi af konkrete forestillinger fået tilsendt et link til de ønskede lydfiler til personlig brug. Denne service vil også fremover være en mulighed for selskabets medlemmer. Forhåbentlig bliver der kræfter til i den kommende periode at placere optagelser af forestillinger på selskabets hjemmeside i det omfang disse ikke er omfattet af ophavsretlige bestemmelser, der afskærer fra en sådan offentliggørelse. Ove Gibskov har i et notat fra den 14. maj 2020 belyst ophavsretsreglernes betydning for offentliggørelse af radio- og TV-udsendelser og pladeindspilninger på selskabets hjemmeside.

5.4. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.

Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.

På foreningens hjemmeside findes et menupunkt vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.

Leif Martinussen har, som tidligere omtalt, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der i tekst og billeder belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området. Denne redegørelse, der er på 92 sider, vil snarest være at finde under nævnte menupunkt. Redegørelsen blev anmeldt i Nyhedsbrev nr. 4/2020 af journalist Kristian Jensen. Menupunktet indeholder desuden på nuværende tidspunkt optagelser om “Nordiske mesterskaber for blinde og svagsynede fra juni 1978” og en “Reportage fra det første Solgaveløb fra 14. maj 1972”.

Svend Mogensen, fra foreningen Blindmotion og Synshandicappedes Motionsfond har den 16. december 2020 anmodet om hjælp til at finde historisk materiale, der belyser blindes deltagelse i Goalball, Forhåbentlig kommer der noget spændende ud af dette initiativ. En kommende redegørelse fra Svend Mogensen vil i givet fald blive lagt på hjemmesiden sammen med andre lydoptagelser m.v. til belysning af sports og idrætsområdet.

5.5. Jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023.

På generalforsamlingen den 15. februar 2020 behandledes et forslag fra Thorvald Kølle om at udgive et jubilæumsskrift skrevet af tidligere elever ved Refsnæsskolen i anledning af skolens 125-års jubilæum i 2023.

Der var bred tilslutning til at fremme dette forslag og der blev nedsat en redaktionsgruppe, jf. omtalen af initiativet i Medlemsblad nr. 9/2020.

Gruppen har den 5. september 2020 afholdt sit første møde og fastlagt en plan for det videre arbejde.

I forbindelse med dette initiativ er der foretaget en registrering af artikler m.v. som findes i selskabets arkiv. Denne oversigt omfatter 23 artikler og 35 lydoptagelser, arkivet rummer derudover mange interviews med blinde, hvoraf nogle af disse muligvis indeholder beskrivelser af vedkommendes ophold på Refsnæsskolen.

6. Informationsvirksomhed.

6.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I 2020 blev der udsendt fire nyhedsbreve, mens der i skrivende stund kun er truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2021, med invitation, program samt forslag til dagsorden og bilag til årets generalforsamling. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2021. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som DAISY lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. DBSs sekretariat bistår mod betaling med at producere de 3 førstnævnte versioner,

Bestyrelsen har i beretningsperioden kunnet glæde sig over at modtage et antal artikler fra flere af selskabets medlemmer. Sådanne bidrag medvirker til at gøre nyhedsbrevene interessante, og til tider morsomme. Det vil vi gerne takke alle bidragydere for.

Bestyrelsen har i skrivende stund registreret 15 forslag og idéer til artikler m.m. til kommende nyhedsbreve. Mange af disse forslag og idéer har endnu ikke set dagens lys. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner skal derfor ikke holde sig tilbage med at kontakte bestyrelsen herom.

Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at selskabet til dato har udsendt 68 nyhedsbreve, som findes på hjemmesiden. De indeholder tilsammen 593 artikler.

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i den forrige beretningsperiode. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende, derimod har det i beretningsperioden knebet med at lægge et større antal lydoptagelser på hjemmesiden. Dog skal det nævnes, at menupunktet “Blindes Arbejde” er blevet opdateret med 6 meget høreværdige optagelser, her skal især fremhæves optagelsen fra 1954 fra virksomhedens 25 års jubilæum.

I begyndelsen af 2021 er hjemmesiden blevet forsynet med et menupunkt, der informerer om nyheder og kommende begivenheder. Det bliver forhåbentlig et bidrag i fremtiden til at fremme informationen til selskabets medlemmer.

Årsberetningen for 2017 / 2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ikke været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har vi modtaget en hel del henvendelser fra både medlemmer og andre med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.

Til belysning af karakteren og omfanget af denne virksomhed skal nævnes:

Fra medlemmer af selskabet er modtaget følgende spørgsmål:

– Hvem kan påtage sig at gennemgå Mobilityinstruktørforeningens arkiv?

– Hvem medvirker i filmen om blinde – “Solen bagved”?

– Findes der en oversigt over førerhundekonsulenter i DBS?

– Historien ang. Solgavehjemmet på Vigerslev Allé 117 i Valby.

– Har selskabet kendskab til en blindfødt uddannet professionel skuespiller?

– Hvor findes Christian Kjellerups samling af aforismer ” Rynker og smil”?

– Historien bag DBSs hæderstegn.

– Vurdering af børnebogsmanuskript.

– Roskildekredsens betegnelser gennem 100 år.

– Hvad er historien bag springvand i Kalundborg forsynet med messingplade med punktskrift?

– Hvor kan man læse en novelle af Richard Thorlev?

– Hvem er kunstneren bag statuetten af “Solpigen”?

– Hvor findes teksten til “Danske Blindes Nationalsang”?

– Kan bogen “Den danske punktskrift” fra 1943 udlånes?

– Hvor findes materiale om historien bag Goalball fra den spæde begyndelse og frem til i dag?

– Hvor findes kilder til belysning af udviklingen af reglerne om suppleanternes stilling i en kredsbestyrelse?

Henvendelser fra andre:

– DBS om, hvor findes node i punktskrift til Laurids Lauridsens melodi til “Danske Blindes Nationalsang” fra 1923?

– Slægtning til blind efterlyser historien bag “TV-briller”.

– Kongernes Jelling / Home of the Viking Kings efterlyser skriftlige kilder til belysning af Blinde og vikingerne.

– Medlem af bestyrelsen i Dansk medicinhistorisk selskab efterlyser litteratur om, hvad der er sket indenfor rehabilitering af blinde de sidste 20 – 30 år, særligt arbejdsrettet rehabilitering og statistiske oplysninger.

– Samt om blindeundervisningen efter gennemførelsen af Blindeloven fra 1956 og synskonsulenternes betydning.

– Endelig anmodes om hjælp til fakta om kildehenvisning til forskellige artikler.

Alle disse henvendelser er løbende blevet skriftligt besvaret.

6.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen i 2020 har bestyrelsen udsendt 2 medlemsbreve og agter at udsende et 3. medlemsbrev i indeværende beretningsperiode. Årets medlemsliste udsendtes den 22. april 2020, kontingentopkrævning for 2021 udsendtes den 21. januar 2021 og endelig planlægger bestyrelsen at udsende et medlemsbrev med den endelige dato for afholdelse af årets generalforsamling efter sit møde den 9. februar 2021.

Det skal under dette afsnit bemærkes, at ud af de 134 medlemmer har 19 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 6 i almindeligt tryk og 6 som Daisy-lydfil.

De nævnte medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.

7. Selskabets elektroniske arkiv.

Efter generalforsamlingen i 2016 fik jeg fra min forgænger som formand Hans Erik Olsen overleveret et elektronisk arkiv indeholdende alle selskabets arkiverede dokumenter og lydfiler. Dette arkiv blev i de efterfølgende år løbende opdateret.

I indeværende beretningsperiode er arkivet blevet underkastet en omfattende opdatering. Det har for mig været den mest krævende arbejdsopgave i beretningsperioden.

Arkivet består i sin nye systematik af 4 hovedafsnit.

Afsnit A indeholder dokumenter i 27 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 379 hoved- og undermapper og 2006 filer .

Afsnit B indeholder lydfiler i 45 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 268 hoved- og undermapper og 1320 filer .

Afsnit C indeholder publikationer m.v. fra DBS fordelt i 8 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 83 hoved- og undermapper 1571 filer .

Afsnit D indeholder blindehistoriske bøger, først og fremmest af faglitterær karakter samt diverse artikler og rapporter fordelt i 10 mapper og 62 filer .

På bestyrelsesmødet den 8. oktober 2020 fik medlemmerne af bestyrelsen en kopi af arkivet til personlig brug i deres arbejde i selskabet. Denne spredning af arkivet er tillige en sikring imod, at dette går til grunde ved et uheld eller på anden måde ved ændring af bestyrelsens sammensætning. Arkivet er opdateret frem til februar 2021.

Bestyrelsen har kunnet glæde sig over, at både Hans Erik Olsen og Henrik Olsen – navnlig sidstnævnte – har leveret mange nye lydoptagelser til arkivet i løbet af beretningsperioden.

Afslutningsvis er der grund til at nævne, at der under arbejdet med gennemgang og arkivering af de mange lydfiler, dukkede et interview op med kurvemager Lars Petersen født 1882 i Birkerød og hans kone Olga. Lars Petersen var kasserer i den første kredsbestyrelse i København og aktiv i de første mange år som medlem af foreningens repræsentantskab. Han var tillige én af de få pionerer, som deltog i DBSs 50-års jubilæum i 1961 i lokalerne i foreningens ejendom på Østerbro Randersgade / Bogensegade. Interviewet er optaget i forbindelse med indvielsen af Solgavehjemmet i Valby i 1961, han var sammen med sin kone blandt de første beboere af det nye plejehjem.

8. Har Blindeforsorgens klienter krav på en undskyldning fra regeringen?

Det var det spørgsmål, som selskabet rejste på et debatarrangement den 16. februar 2020 efter generalforsamlingen.

Regeringen har indgået en aftale med Forsorgsmuseet i Svendborg, om at udarbejde en redegørelse om, hvorvidt der er grundlag for at give en undskyldning til tidligere børn, unge og voksne ved institutionerne under den tidligere Åndsvagforsorg og Den Øvrige Særforsorg i lighed med den undskyldning som drengene ved ungdomsinstitutionen Godhavn fik af statsministeren den 13. august 2019, for de overgreb, som de havde været udsat for.

Debatarrangementet blev dækket gennem flere artikler i Nyhedsbrev nr. 2/2020. Henrik Olsens lydoptagelse af debatarrangementet kan aflyttes på selskabets hjemmeside, det findes under menupunktet “Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”.

Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg opfordrede selskabet til at repræsentere blindeområdet ved et møde den 10. marts 2020 på museet i Svendborg til forberedelse af undersøgelsen.

Ove Gibskov, der forestod hvervet som mødeleder ved debatarrangementet blev af bestyrelsen bedt om at repræsentere selskabet ved dette møde.

Det var den helt overvejende stemning på debatmødet, at blinde elever indenfor Blindeforsorgen i årene 1933-1980 ikke havde behov for en undskyldning i lighed med drengene på Godhavnsinstitutionen.

Ove Gibskov har i Nyhedsbrev nr. 2/2020 givet en omfattende redegørelse for mødets forløb. Det var oprindelig planen, at Forsorgsmuseets undersøgelse skulle foreligge i begyndelsen af august 2021, men denne tidsplan må forventes at blive forlænget på grund af covidd-19 epidemien.

9. Administrative og økonomiske forhold.

Mødevirksomheden i bestyrelsen og arbejdet med de enkelte opgaver har i indeværende beretningsperiode været præget af coronarestriktionerne, hvilket fremstillingen af punkterne ovenfor vidner om.

Disse restriktioner har med hensyn til at efterleve kravet i vedtægternes § 7 stk. 2 om, at den ordinære generalforsamling skal afvikles i årets første kvartal, givet bestyrelsen de største udfordringer. Generalforsamlingen var først planlagt til at skulle finde sted lørdag den 27. februar 2021, men denne plan måtte opgives på grund af coronarestriktionernes begrænsede deltagerantal ved offentlige møder. Bestyrelsen besluttede derfor på sit møde den 18. januar 2021, at udskyde arrangementet til lørdag den 20. marts 2021. Men også denne plan måtte opgives på bestyrelsens efterfølgende møde den 9. februar af de samme årsager som det først planlagte møde i februar. Det betød, at ovennævnte krav i vedtægterne ikke kunne efterleves. Det er bestyrelsenshåb af den efterfølgende fastsatte dato den 20. juni 2021 for generalforsamlingens afholdelse kan opretholdes.

Regnskaberne for de 2 foregående år resulterede for begge års vedkommende i betydelige underskud. I 2018 sluttede regnskabet med -17.066,98 kr. Det var året, hvor hjemmesiden blev underkastet en omfattende fornyelse og i 2019 sluttede regnskabet med -13.254,47 kr., hvilket blandt andet skyldtes markeringen af selskabets jubilæum. Regnskabet for 2020 udviser derimod et overskud på 17.699,37 kr. Dette resultat skal ses på baggrund af den reducerede aktivitet i beretningsperioden, der skyldes restriktionerne som følge af covid-19 epidemien. Der er kun afholdt 2 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 4 nyhedsbreve.

Administrativt sluttede året med en sidste oprydning efter de problemer, som opstod i kølvandet på kasserer Henning Backs død den 26. maj 2018. Bestyrelsen havde i adskillige måneder ikke adgang til selskabets e-Boks som følge af den omstændighed, at diverse koder ikke var tilgængelige, hvilket førte til, at 2 fakturaer ikke blev betalt rettidigt. Det blev de straks efter adgangen til e-Boksen blev genoprettet. I mellemtiden var der blevet pålagt gebyrer for manglende betaling, som bestyrelsen var overbevist om var frafaldet under henvisning til årsagen til den sene betaling. Men nej den 2. oktober 2020 sendte Gældsstyrelsen et krav på manglende betaling af gebyrer på 650,46 kr. som blev betalt. Oplevelsen nævnes her for at illustrere vigtigheden af i disse IT-tider at have absolut styr på, at sikkerhedskoder af enhver art kan overleveres problemfrit ved kassererskifte.

10. Afsluttende bemærkninger.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.

En særlig tak for indsatsen skylder vi Næstformand René Ruby og redaktør Rita Cicilie Varmby, der begge har meddelt, at de ikke genopstiller til bestyrelsen på den kommende generalforsamling. De afslutter begge deres indsats med en bogudgivelse. René Ruby offentliggjorde den 28. marts 2020 bogen “Afvigelsens identitetsdilemmaer” og Rita Cicilie Varmby præsenterede den 14. april 2020 sin 3. udgivelse “Mit liv som blind”. Bøgerne anmeldes i Nyhedsbrev nr. 1/2021 og kan lånes på Nota. Der er grund til at ønske dem begge tillykke med disse udgivelser og komplimentere dem for en stor indsats i selskabets bestyrelse i løbet af de sidste 5 år. De har begge sat sig varige spor i selskabets arbejde gennem løsningen af en række opgaver.

Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget i beretningsperioden.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

6. Regnskab for året 2020 samt revisionsprotokol ved kasserer Ole Brun Jensen

Årsregnskab 2020:

Indtægter

Kontingenter 20.100 kr.

Medlemstilskud dbs 16.650 kr.

Drikkevarer salg medlemsmøder 0 kr.

Gaver 350 kr.

Legater 0 kr.

Renter 0 kr.

Indtægter i alt 37.100 kr.

Udgifter

Generalforsamling

Ophold 19.025 kr.

Deltagerbetaling -16.625 kr.

Tilbagebetaling deltagerbetaling 1.700 kr.

Rejseudgifter 0 kr.

Aktiviteter 0 kr.

Generalforsamling i alt 4.100 kr.

Bestyrelse

Møder 2.530 kr.

Rejseudgifter 2.670 kr.

Arbejdsgruppe 0 kr.

Revisionsmøde mv 0 kr.

Seminargebyrer 0 kr.

Seende bistand 0 kr.

Bestyrelse i alt 5.200 kr.

Hjemmeside

Webhotel og dk-hostmaster 324,63 kr.

Opgradering og vedligehold af hjemmeside 3.000 kr.

Hjemmeside i alt 3.324,63 kr.

Arrangementer

Porto og kontorudgifter 2.226 kr.

Medlemsliste-nyhedsbreve 2.570,75 kr.

Handicaphistorie 475 kr.

Museumsdagbogen 175 kr.

Jubilæum 0 kr.

Medlemsarrangementer 0 kr.

Repræsentation 639 kr.

Gebyrer 690,25 kr.

Arrangementer I alt 6.776 kr.

Samlede udgifter 19.400,63 kr.

Samlede indtægter 37.100 kr.

Samlet resultat 17.699,37 kr.

Resultat

Bank primo 2020 120.658,21 kr.

Saldo bank 31. december 2020 141.157,58 kr.

20.499,37 kr.

Aktiver

Likvid beholdning 141.157,58 kr.

Tilgodehavender

Aktiver i alt 141.157,58 kr.

Passiver

Kreditorer 2.800 kr.

Egenkapital primo 120.658,21 kr.

Årets resultat 17.699,37 kr.

Passiver i alt 141.157,58 kr.

Revisionsprotokollat 2020.

Revisionen af regnskab for Blindehistorisk selskab 2020 er gennemført i henhold til selskabets vedtægter § 9, stk. 3, hvor det fremgår: “Ved revisionen gennemgås bøger, bilag og kassebeholdning, og der foretages en almindelig regnskabsbedømmelse.” Revisionen har afstemt regnskabets hovedtal med underliggende konteringer og bilag.

Revisionen har noteret sig og værd at fremhæve, at årets resultat 2020 er positivt kr. 17.699,37, og saldo i Danske Bank pr. 31 december 2020 er steget og udgør nu kr. 141.157,58.

Der er afholdt revisionsmøde 11. februar 2021, hvor revisionen havde lejlighed til at stille opklarende spørgsmål til materialet. I mødet deltog Ole Bruun Jensen, kasserer, og revisorerne Ove Gibskov og Kurt Nielsen.

Revisionen har konstateret en difference på kr. 2.800 i selskabets favør. Differencen viser sig ved at sammenholde følgende hovedtal. Saldo Danske Bank primo 2020 på kr. 120.658,21 plus årets resultat på kr. 17.699,37 = kr. 138.357,58 med saldo Danske Bank 31. december 2020 på kr. 141.157,58. Difference +kr. 2.800.

Under mødet kunne det imidlertid ikke klargøres, hvordan denne difference er opstået.

Med den anførte anmærkning er det revisionens bedømmelse, at regnskabet redegører for selskabets økonomi 2020. Revisionen har ikke yderligere bemærkninger.

Med venlig hilsen

Revisorer Ove Gibskov Kurt Nielsen, den 12. februar 2021.

7. En ondskabsfuld hævn med 13 års forsinkelse af Ove Gibskov

I forrige nummer af Nyhedsbrevet skrev jeg en ret omfattende artikel om Jørgen Plenges store engagement og nogle af de mange initiativer, han på vidt forskellige områder tog fra 1930 og gennem ca. 45 år som bl.a. leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde og forstander for Blindeinstituttet i København. Artiklen blev afsluttet med en kort omtale af, at Jørgen Plenge i bladet ”Frit Danmark” efter befrielsen i 1945 viste, hvor begejstret forfatteren Karl Bjarnhof havde været for det nazistiske Tyskland, indtil han i 1942 gik ind i modstandsbevægelsen, ”da hans kloge Hjerne”, som Plenge skriver, ”sagde ham, at Tyskerne vilde tabe.”

Bjarnhof glemte ikke, hvad Plenge havde skrevet, og I forbindelse med Blindeinstituttets 100-års jubilæum i 1958 misbrugte han i den grad sin stilling i Danmarks Radio eller Statsradiofonien, som institutionen dengang hed, til at tage en nederdrægtig hævn.

Hele dette ret detaljerede forløb lovede jeg at skrive om i denne udgave af Nyhedsbrevet. Det kommer så her, og de parenteser, man møder undervejs, indeholder mine noter som en hjælp til fuld forståelse af teksten.

”Frit Danmark” var et af besættelsestidens mest udbredte illegale blade, og efter befrielsen fortsatte det med at udkomme indtil 1982.

I nr. 18 fra 7. september 1945 skrev Jørgen Plenge under overskriften ”På rette plads” en artikel om, hvor ydmygende og forargeligt det var, ”at nogle af dansk Åndslivs Repræsentanter trods Koncentrationslejre, Jødeforfølgelser samt anden Umenneskelighed, som de jo ikke på noget Tidspunkt af Krigen kunde være ubekendt med, gik ind for tysk Menneskelighed og Åndsliv, medens de fortav alt det, der gjorde disse Ord ganske uanvendelige i Forbindelse med Nazismens Tyskland…. De Skribenter, der i de første vanskelige År, hvor det kunde se ud til, at Tyskerne skulde sejre, forherligede deres Kultur og derved i hvert Fald indirekte opfordrede til at række dem Hånden, kan ikke nu, selv om de på et eller andet senere Tidspunkt tog Omstigning, offentligt drøfte Besættelsestidens og Danskhedens Problemer uden derved at forarge Tusinder og atter Tusinder af jævne danske Mænd og Kvinder, hvoraf de fleste vel ikke har været ude ved Frihedskampens Frontlinje, men dog altid værnede deres Danskhed bedre end Mænd med skiftende Meninger og ingen Overbevisning.

Ud fra ovenstående Betragtninger må man protestere mod, at Forfatteren Karl Bjarnhof i Radioen – for at citere Hans Scherfig i avisen ”Land og Folk”, 11. Juni 1945: »nu interviewer Danskere med samme Elskværdighed, hvormed han tidligere interviewede fremtrædende tyske Nazister« samt som meddelt i »Frit Danmark« for 24. August optræder som Bidragyder til »Frit Danmarks Hvidbog«, der i nær Fremtid skal udkomme. Det virker som en Udfordring mod Ret og Rimelighed, og når han ikke selv kan se det, bliver det nødvendigt for andre at forsøge at sætte ham på Plads.

I »Dansk Blindesamfunds Medlemsblad« for 12. og 26. November 1940 offentliggjorde Hr. Bjarnhof en Artikel »Forsorg for krigsblinde Soldater« og skrev som Indledning disse bombastiske Linjer: »Den tyske Værnemagts Overkommando har tilstillet mig forskellige Oplysninger om Forsorgen for de krigsblinde, og da jeg formoder, at det må være af den allerstørste Interesse for Dansk Blindesamfunds Læsere at erfare, hvad der i så Henseende gøres, videre bringer jeg hermed et Uddrag af det Materiale, man har sendt mig«, et Materiale hvorom Hr. Bjarnhof forkyndte, at »det viser ikke blot, med hvilken Grundighed man er gået til Værks, men også en Forståelse af det psykologiske og menneskelige Moment, der kan tjene som Forbillede«. Den tyske Blindeforsorgs gode Sider var vel kendte, også dens mindre gode Sider, som Hr. Bjarnhof ikke skrev om….

I avisen ”Socialdemokraten”s Kronik for 9 August 1941 fik Hr. Bjarnhof på ny Luft for sin Begejstring for tysk Blindeforsorg for Krigsblinde. Jeg kan tilføje, at også Blinde fik Lejlighed til at læse denne Artikel, idet jeg straks lod den overføre til Blindeskrift i bladet »Blindes Budstikke«.

Som Forklaring over Kronikken oplyses det, at Hr Bjarnhof efter Indbydelse er taget på Studierejse til Tyskland, hvor han har haft Lejlighed til at sætte sig ind i alt, hvad man gør for Krigsinvaliderne. Skønt det i Kronikken oplyses, at dette var »Rejsens eneste Mening og Hensigt«, og Kronikken bærer Titlen »Blandt Krigsinvalider«, anvendes dog flere Spalter til at vise, at »man tager fejl, hvis man tror, at det nye Tysklands Ansigt er en stenhård Maske, uden Menneskelighed, uden Humor og Smil. Gæstfriheden er overstrømmende. Ingen Ulejlighed, ingen Anstrengelse, intet bliver sparet, som kan bidrage til eller forøge den Fremmedes Velbefindende«.

Det havde allerede på det Tidspunkt adskillige Fremmede fra andre Nationer Lejlighed til at føle på en noget anden Måde end Hr. Bjarnhof. Hr. Bjarnhof fortsætter: »Ganske vist er det Kanonerne, der for Tiden taler stærkest, men kun ved Fronterne. I selve Riget, i de gamle tyske Byer med deres Middelalderromantik, hvor Parker og Haver netop i disse Juniaftener blunder i en Dis af Syrenduft, er der stadig stille nok til, at Kunstens Stemme kan høres. Også midt under en Storkrig tager man sig Tid til at hævde Riget som Musikens Fædreland. Man tillader ikke, at Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann og Wagner, ja end ikke den aller-spinkleste Violintone overdøves af Flakbatteriernes Trommeild. Kunsten må ikke dø. Den jævne Tysker har et naturligt Behov for Musik, en Sult, en Tørst efter Toner, som man ikke kender Magen til i nogen anden Nation. Og Mennesket lever ikke af Brød alene, derfor tager man sig Tid, tager den på Trods af alt. De stride Storme skal ikke få Lov at slukke Kunstens Flamme«.

Dette skrives om det Tyskland, hvor bl.a. Mendelssohns Musik var forbudt, Thomas Mann og mange andre fremragende Forfattere eller Videnskabsmænd forstødt, det Tyskland, hvis Musikglæde bl.a. også gav sig Udtryk i larmende Krigsmusik og hæslige Sange gennem danske Byer.

Harald Bergstedt (forfatter, som under besættelsen forlod Socialdemokratiet og blev nazist) oplyser i den nazistiske avis »Fædrelandet«, at den ovenfor omtalte Kronik oprindelig var meget længere, men hverken han eller Bjarnhof mødte inden for »Socialdemokraten« den Forståelse for »den ny Tid«, de selv var kommet til. Harald Bergstedt kom bort fra »Socialdemokraten«, Hr. Bjarnhof blev og kom — heldigvis for ham — tillige ind i en af Frihedsbevægelsens Grupper — hvordan det så er gået til? Hans gamle Ven Bergstedt svigtede ham dog ikke af den Grund. Endnu i 1945 roser Bergstedt i sine Kronikker i »Fædrelandet« Hr. Bjarnhof som en Mand, der forstod, hvad Tiden krævede, og som derfor var blevet forfulgt. Harald Bergstedt påstår, at Hr. Bjarnhof over for ham har erklæret, at han var enig med ham på mange Punkter, men at man ikke kunde omtale det nye Tysklands gode Sider, så længe tyske Tropper var her i Landet. Dette Hensyn tog Hr. Bjarnhof så vist ikke i 1941. Jeg kan ikke sige, når Hr. Bjarnhof steg af Tysklandstoget, men han kørte i hvert Fald frejdigt med så langt, at det, han eventuelt senere måtte have udrettet for Frihedsbevægelsen, højst kan berettige ham til på rent faglige Områder at få Brug for sine rige Evner. Han bør derimod hverken i Radioen, i »Frit Danmarks Hvidbog« eller noget andet Sted offentligt og officielt have Lejlighed til at tale om Danskhedens Problemer. Dertil hører Mænd, der ikke har haft hurtigt skiftende Meninger, men fast Overbevisning. Det må også vi menige Danskere, der ikke har vist Heltemod, men heller ikke har skiftet Holdning, eftersom Vinden blæste, med Rimelighed kunne forlange.

København, den 28. August 1945.

Jørgen Plenge,Inspektør ved Det kgl. Blindeinstitut”.

Under dette indlæg skrev redaktionen af ”Frit Danmark”: ”Det er de ledende Mænd ved de største illegale Blade, som i dokumentariske Fakta i Hvidbogen skildrer det Blad, som de stod i Spidsen for, og vi har bedt de forskellige Blade om selv at udpege den Repræsentant, som de ønskede til at skrive deres Historie. »Studenternes Efterretningstjeneste« henviste os i den Forbindelse til Hr. Karl Bjarnhof”.

(15. September 1945 udkom første bind af den omtalte hvidbog med titlen ”Frit Danmarks Hvidbog – Besættelsestiden i Dokumenter og Kommentarer”).

Den ellers meget skrivende Karl Bjarnhof reagerede ikke på Jørgen Plenges artikel. Men det gjorde lederen af Studenternes Efterretningstjeneste, Arne Sejr, som i ”Frit Danmark” nr. 20 fra 21. september 1945 under overskriften ”Et svar” skrev:

”På Foranledning af Hr. Jørgen Plenges Artikel i »Frit Danmark« for 8. Sept. ønsker vi at fremkomme med følgende:

Karl Bjarnhof blev i Efteråret 1943 efter en Henvendelse fra os Medlem af Ledelsen for Studenternes Efterretningstjeneste, og han havde på dette Tidspunkt i mere end et År været Medlem af Bladudvalget, han har ledet vores hemmelige Radiotjeneste, og da der blev etableret Samarbejde mellem Studenternes Efterretningstjeneste og Ringen, blev Karl Bjarnhof vores Repræsentant i Ringens Hovedbestyrelse.

Skulde der mon ikke kunne findes mere nærliggende nationale Opgaver – også for Forstander Plenge på det kgl. Blindeinstitut, med hvilken vi overhovedet ikke ønsker at indlade os i Diskussion – end at kaste med Sten efter en Mand, som ikke er veget tilbage fra at løbe en betydelig personlig Risiko, og hvis Arbejde under Besættelsen har aftvunget Respekt, ikke blot indenfor Studenternes Efterretningstjeneste, men i alle Kredse, han fik Berøring med.

Arne Sejr.”

(Ringen var ligesom Studenternes Efterretningstjeneste en af besættelsestidens modstandsorganisationer).

Under overskriften Konstatering svarede Jørgen Plenge i ”Frit Danmark” Den 12. oktober 1945 sådan her:

”I sit Indlæg i Bjarnhofsagen i »Frit Danmark« for 21. September. meddeler Lederen af Studenternes Efterretningstjeneste, Hr. Arne Sejr, at man derfra overhovedet ikke ønsker at indlade sig i Diskussion med undertegnede. Det må man selvfølgelig ganske selv om, men denne Ulyst kan ikke på nogen Måde berettige til at vende op og ned på Kendsgerningerne. De Sten, der er kastet efter Hr. Bjarnhof, er udelukkende Sten, han selv har efterladt, og de stammer fra Årene 1940-42, der også i højeste Grad hører med til Besættelsestiden, og hvor han ganske unødvendigt stillede sig til Tjeneste for Tyskerne og sikkert også vandt Respekt i de Kredse, ja, i så høj Grad at Harald Bergstedt endnu i 1945 ikke har glemt det. Hr. Bjarnhof var endda så ivrig, at han ikke var tilfreds med, at »Dansk Blindesamfunds Medlemsblad« gav det Materiale, han bragte fra den tyske Værnemagts Overkommando, en mindre fremtrædende Plads. Dette er et lille, men såre oplysende Træk, der sammen med selve Karakteren af Hr. Bjarnhofs Skriveri og Radiointerviews fortæller ikke så lidt om Motiverne, der efter alt at dømme vel blot har været de samme, som i 1942 førte ham over i Modstandsbevægelsen, da hans kloge Hjerne sagde ham, at Tyskerne vilde tabe. Man har før i Historien set Tropper gøre godt Arbejde for en Krigsherre og senere gå over til hans Fjende.

Jeg har ikke villet kritisere Frihedsbevægelsen som sådan og mener heller ikke, at den kan straffe en Mand, hvis Hjælp den har fået og været tilfreds med. Men derfra og til at lade en Vendekåbe optræde som Åndspersonlighed og offentligt og officielt tale med om Danskhed og Besættelsestidens Problemer er der så stort et Spring, at det ikke kan gøres på anstændig Måde, især ikke når så mange Mennesker nu kræves til Ansvar for deres Ord og Gerninger. Denne Opfattelse, som jeg ved deles af mange, kan hverken Beundring for Frihedsbevægelsen eller en flot Bemærkning fra en af dens Mænd rokke en Tøddel ved. Her er ikke Tale om at løse nationale Opgaver, men ganske simpelt om, at Mennesker ikke bør holdes for Nar.

København, den 24. September 1945.

Jørgen Plenge”.

Som yderligere dokumentation af Jørgen Plenges udsagn om Karl Bjarnhofs positive holdning til Nazi-Tyskland vil jeg henvise til Børge Houmanns erindringsbog ”Kommunist under besættelsen” fra 1990. Der kan man på s. 164 læse, at føreren for det danske nazistparti Frits Clausen udsendte et spørgeskema (til partimedlemmer og udvalgte sympatisører), som skulle oplyse, hvad folk på deres egn sagde om den politiske situation.

En af dem var Karl Bjarnhof, som bl.a. svarede: ”Man har spurgt mig, om jeg mener, at forholdet mellem danske og tyske er blevet bedre i den senere tid. Hertil må jeg desværre svare benægtende. Ikke mindst efter Antikominternpagtens underskrivelse er stemningen i store kredse blevet meget ond. Når man – som jeg – har en søn i Frikorps Danmark, og selv har forsøgt at fremme et godt forhold, må man daglig tage imod mange ubehagelige ting, rent bortset fra at éns positive stilling til det nye Europa uden al tvivl betyder en særdeles effektiv trussel mod min og min families økonomi”.

(Antikominternpagten blev oprettet i 1936 af det nazistiske Tyskland og Japan for at bekæmpe Sovjetunionen og de kommunistiske partier verden over, der var sluttet sammen i Kommunistisk Internationale Komintern.

Danmark blev medlem i november 1941 efter stærkt tysk pres, og underskrivelsen blev ledsaget af omfattende protestdemonstrationer i København, hvor især studenterne gjorde sig gældende).

(Frikorps Danmark blev oprettet i 1941 som et frikorps, der skulle deltage i kampene på Østfronten på tysk side. Formålet med korpset var at bekæmpe kommunismen).

Også denne gang måtte ”Frit Danmark”s læsere vente forgæves på et svar fra Karl Bjarnhof. Men han glemte på ingen måde Jørgen Plenges beskrivelse af hans positive holdning til det nazistiske Tyskland, og godt 13 år senere kom hans reaktion på en uventet og gennemført perfid måde.

I 1958 lavede Karl Bjarnhof nemlig en to timer lang radioudsendelse om Blindeinstituttets 100-års jubilæum, som man kan finde på Blindehistorisk Sellskabs hjemmeside under titlen: Blindeinstituttet fylder 100 år.

Første halvdel af udsendelsen forløb kronologisk på den måde, at en elev under hver af de forstandere, der havde været på instituttet siden begyndelsen i 1858, skulle fortælle om nogle af sine oplevelser i den pågældende periode. Bjarnhof spurgte bl.a., om eleverne nogensinde var blevet inviteret ind i forstanderboligen, hvad alle sagde nej til.

Men som man måske husker fra min artikel om Jørgen Plenge i forrige nr. af Nyhedsbrevet, læste han hver onsdag aften gennem mere en 30 år højt for instituttets elever og andre blinde i sit hjem både før, under og efter sin tid som forstander på instituttet.

Det undrede da også i høj grad ham og hans søn Vagn, at hverken dette eller hans navn og tid som forstander overhovedet blev nævnt i Bjarnhofs udsendelse, da de en fredag aften sad hjemme og hørte den. Vagn Plenge har fortalt mig, at en af instituttets tidligere elever, Jørgen Holt, næste formiddag kom og ville tale med hans far. Selv om det var lørdag, befandt Plenge sig ovre på sit kontor, som han ofte gjorde en stor del af weekenden. Da han kom hjem til frokost, ventede Jørgen Holt stadig for at fortælle, at alt, hvad han havde sagt til Bjarnhof om Plenge og hans tid som forstander, simpelthen var klippet ud af udsendelsen.

Bjarnhof benyttede altså sin stilling i Statsradiofonien til at gennemføre dette nederdrægtige magtmisbrug, hvad der ramte Plenge hårdt. Da han i 1955 havde været ansat på Blindeinstituttet i 25 år, gav de forskellige blindeorganisationer og mange af hans tidligere elever ham hhv. en knallert og et bornholmerur. Men Plenge reagerede ifølge sin søn Vagn så voldsomt på Bjarnhofs manipulerede radioudsendelse, at både knallerten og uret kom ned i kælderen. Plenge tog dem dog heldigvis begge senere i anvendelse, og Vagn har i dag bornholmeruret.

I Danmarks Radios tidligere generaldirektør Hans Sølvhøjs selvbiografi ”Rødt på hvidt” fra 1989, der ligesom den før nævnte bog af Børge Houmann stærkt kan anbefales, står der på s. 82, at ”Bjarnhof var en god kunstner og en excellent hader. Karen Blixen foragtede han. Hun havde engang bidt ham af ved en reception på Gyldendal. Det glemte han aldrig. Aldrig et sekund”.

Men hverken en positiv opfattelse af nazismen, en hadefuld og hævnende adfærd eller flere eksempler på magtmisbrug, som jeg har kendskab til, rokker naturligvis ved Karl Bjarnhofs litterære præstationer – ikke mindst erindringsbøgerne ”Stjernerne blegner”, ”Det gode lys” og ”Kølvandsstriber”.

Her er det også på sin plads at inddrage hans før omtalte ven, Harald Bergstedt, som forblev tro mod nazismen og ikke bare ændrede kurs, da han så, hvilken vej vinden blæste. Hans fine børnesange som ”Solen er så rød, mor”, ”Jeg ved en lærkerede” og ”Hør den lille stær” har en uopslidelig kvalitet; men i Danmarks Radio var der forbud mod at spille dem fra befrielsen i 1945 og helt frem til 1963.

I øvrigt vender jeg i et af årets senere nyhedsbreve tilbage til Karl Bjarnhof, men det bliver i en ganske anden og for mange sikkert ret overraskende sammenhæng i forbindelse med et af DR’s jubilæer.

8. Boganmeldelse “Mit liv som blind” af Rita Cicilie Varmby, ved Thorben Koed Thomsen.

Rita Cecilie Varmby har skrevet tre små bøger, Tanker om blindhed, Indenfor hos Jehovas vidner fra 2015 og senest Mit liv som blind fra 2020.

I den seneste bog kommer vi hele vejen rundt om Rita, vi følger hende fra barn og opvækst på Refsnæsskolen til i dag, hvor hun som 72-årig fortsat er tilknyttet Blindes Arbejde som børstenbinder. Bogen handler om meget andet end om Ritas blindhed, selv om blindheden har været til stede hele livet, og naturligvis på denne baggrund har haft afgørende betydning for det daglige liv. Bogen handler om meget mere end blindheden – meget mere.

Når vi læser hendes beskrivelse af opholdet på Refsnæsskolen, læser vi om et meget ensomt barn uden megen voksenkontakt. Hun gør meget for at få opmærksomhed – hellere dårlig kontakt end ingen kontakt. Efter fødslen på Rigshospitalet kommer Rita på børnehjem og derfra til Refsnæsskolen og får først som seksårig kontakt med forældrene, et forhold der aldrig bliver rigtig godt.

Det bliver ikke meget bedre på “tutten” – blindeinstituttet i København. Rita bliver under opholdet der indlagt på psykiatrisk hospital i Nykøbing Sjælland og får her kontakt til Jehovas Vidner, som hun bliver en del af. Heller ikke her finder hun plads og slipper efter nogle år, et dårligt ægteskab og andre skrammer ud igen og ind i den katolske menighed, hvor hun føler sig “hjemme”.

Rita får ikke familie men knytter sig meget til de kammerater, hun har haft på Refsnæsskolen og “tutten”. Hun beskriver i bogen sine tanker og følelser ærligt og på en måde, så vi får indtryk af et meget ensomt barn og et voksent menneske med et stort indre liv – hun beskriver meget mere end sin blindhed, men det ved hun ikke selv.

Bogen kan bestemt anbefales og kan bestilles hos NOTA eller købes i boghandlen, Bogen er udgivet på forlaget Saxo.

9. “Afvigelsens dilemmaer” af René Ruby – anmeldt af professor Birgit Kirkebæk

Blindes organisering i det 20. århundrede – anmeldelsen er offentliggjort i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 44.

Bogen er udgivet af Saxo Publish 2020 og kan lånes på NOTA.

Bogen er en omredigeret Ph.D. afhandling fra 2011, som jeg på det tidspunkt læste med stor fornøjelse – og fornøjelsen er ikke blevet mindre ved genlæsningen. Det er en klog bog, der sætter fingeren på mange ømme punkter og mere eller mindre fastlåste dilemmaer. Det arkiv, der tages udgangspunkt i, er udover relevant litteratur, avisartikler, betænkninger, korrespondancesager, årsberetninger m.v. ikke mindst Dansk Blindesamfunds medlemstidsskrift, hvor mange citater er hentet fra. I det afsluttende afsnit samler René Ruby sine pointer op både i relation til normaliseringsbegrebet og i relation til forholdet mellem seende og blinde, som det har udviklet sig historisk, og som han aflæser det i de løbende diskussioner mellem Dansk Blindesamfunds medlemmer.


Ruby ser Dansk Blindesamfund som en rettighedsbevægelse. Fra midten af 1800-tallet fik blinde en gruppeidentitet i kraft af institutionaliseringen, hvor uformuende blinde fra at have tilhørt fattigdomspotentialet blev differentieret fra andre grupper af fattige og forsøgt oplært på særlige institutioner, hvis han eller hun vel og mærke blev betragtet som oplæringsdygtig. Gruppeidentiteten betød, at modbilledet blev de seende. „Gennem institutionaliseringen konstitueres blinde om gruppe i modsætning til de seende“ skriver Ruby (s. 183), og der er blandt Dansk Blindesamfunds medlemmer et ønske om at holde seende ude. Det er de blindes forening, og den skal være selvstyrende. Samtidig er der en række indbyggede dilemmaer og en række modstridende synspunkter i foreningen. Skal det være tilladt at benytte sig af en medlidenhedsappel „som kolliderer med kravet om ligeværdighed“. Og skal der satses på arbejde eller forsørgelse? „Implicit stilles begreberne rettighed, selvstændighed, uafhængighed og stolthed overfor velgørenhed, ydmyghed, underdanighed og taknemmelighed. Mere grundlæggende drejer diskussionen sig om, hvorvidt medlidenhed og accepten af denne kan eksistere parallelt med kravet om ligeværd og en positiv identitetspolitik, der giver udtryk for uafhængighed“

(s. 184). Økonomisk afhængighed var i hele perioden en realitet. Det gjaldt både forsørgelse og hjælp til beskæftigelse. Det er et dilemma at blive identificeret som blind, når ønsket er ikke at skille sig ud fra den øvrige befolkning. I den forbindelse blev det diskuteret i Dansk Blindesamfund, hvorvidt det gule armbind og den hvide stok var en god ide. Ruby kalder det et „afviger dilemma“: „På den en side stolthed på trods af afvigelsen, på den anden side skam, mindreværdsfølelse m.m. på grund af afvigelsen“ (s.185).


Der er også et dilemma angående beskæftigelsen. Skulle foreningen fortsat arbejde for fuld beskæftigelse, eller var det en utopi i lyset af, at mange veluddannede gik ledige. Ruby pointerer, at foreningens oprindelige fokus på beskæftigelse og oplæring til selvstændigt arbejde blev flyttet, efter at både erhvervsfrekvensen og medlemsgrundlaget ændrede sig fra midten af 1950erne og frem til 1970erne. Mange mennesker med blindhed stod udenfor arbejdsmarkedet på trods af uddannelse. Samtidig var de fleste nye medlemmer over den erhvervsaktive alder. Ruby skriver i den forbindelse, at beskæftigelsesideologien blev opgivet „til fordel for en omsorgs- og forsørgelsesideologi rettet mod flertalsgruppen af ældre medlemmer“ (s.186).

Fra 1970’erne blev Dansk Blindesamfund som andre minoritetsgrupper en aktør i den politiske proces – „fra at have været et kampfællesskab for fuld samfundsdeltagelse til i stedet i højre grad at blive et støttefællesskab med henblik på overlevelse i det samfund, der er på de seendes præmisser“ (s. 189).


Det med „de seendes præmisser“ væver sig ind i Rubys diskussion af normalisering: „Et tilbageværende spørgsmål er imidlertid, om normalisering er mulig. Hvis normalisering alene handler om fysisk integration, er den mulig, og den er også lykkedes. Hvis normalisering derimod står i forbindelse med normalitet – altså at gøre blinde til helt normale, der blot ikke kan se – er der meget, som tyder på, at normalisering kun kan lade sig gøre gennem undertrykkelse og fornægtelse af det anderledes i den enkelte. Normalisering er sket på de seendes præmisser, og normalisering udspringer af magt til at definere det normale og afvigende. Videre synes en anden problematik i normaliseringen at være usynliggørelse, idet problemet skulle være løst eller kompenseret bort. Imidlertid er blinde fortsat blinde, og blindhed kan ikke kompenseres bort“ (s. 191).

Det centrale dilemma ved afvigelsen er ifølge Ruby, at der kan kompenseres for fænomenet blindhed, men det kan aldrig fjernes som en individuel anderledeshed. Dilemmaet består dels i blindes afvisning af at være forskellige og samtidig behovet for at identificere sig med blinde som gruppe. Et andet dilemma er afvisningen af, at blindhed

betyder hjælpeløshed samtidig med, at der er behov for bistand i et eller andet omfang. Hos Duedahl betyder normalisering ligestilling af levevilkår. Hos Ruby betyder normalisering et muligt identitetspåtryk, som begrænser retten til at være anderledes på egne præmisser. Med det er vi tilbage i den rettighedsproblematik for minoriteter, som Dansk Blindesamfund i begyndelsen stod for.

10. Familiekrønike af Henning Østrup Rasmussen, omtale ved Poul Lüneborg

En imponerende udgivelse skrevet af et af selskabets medlemmer. Forlaget Mellemgård har antaget Henning Østrup Rasmussens erindringsværk i 3 bind til udgivelse. Han fortæller, at “det har strakt sig over rigtig mange år, faktisk ”on and off” siden 2006. Krisen har bevirket, at jeg nu har tilendebragt projektet, sat det sidste punktum”.

Det første bind, ”Ud i Verden og retur – fra Østrup til Amager” udkommer den 19. april i år. Bogen der er på 292 sider, kan købes gennem forlaget og i enhver boghandel til en pris på 259,95 kr. Bogen vil blive fremsendt til Nota til indlæsning som daisylydfil. Der er endnu ikke fastsat nogen dato for udgivelsen af de efterfølgende bind.

Henning fortæller videre at “Bind 2, er en nøgleroman om ungdommen under besættelsen, mine forælder og deres omgangskreds. Bind 3, er en dagbog skrevet af min fars førerhund ”Jack”. Denne giver, på en humoristisk måde et billede af, hvordan det føles at blive blind i en forholdsvis fremskreden alder”. Henning Østrup Rasmussens far Egon mistede synet i løbet af 1970-erne, han døde i 1994. Henning er også selv blevet ramt af et alvorligt synshandicap på grund af en øjensygdom, som blev konstateret for en snes år siden.

UD I VERDEN OG RETUR FRA ØSTRUP TIL AMAGER er EN FAMILIEKRØNIKE FRA 1888 TIL I DAG. Bogen beskriver generationers liv i lyst og nød fra 1800-tallet og op til vore dage. Som det fremgår af titlen, startede det hele i Glud Sogn, nærmere betegnet i en lille flække Østrup. Marius var søn af Søren og Bodil Johanne Rasmussen og forfatterens farfar. Marius kom ud at tjene som vogterdreng, 7 år gammel. Han kom aldrig siden til at bo fast hos sine forældre. Han valgte som 14-årig et liv på søen, stiftede senere familie på Amager, hvor familien boede hele livet.

Bogen er blevet til på baggrund af Marius’ søn, Egon, som har samlet og nedskrevet sin fars historier, tilføjet egne erindringer, blandt andet om sin ungdom under besættelsen. Henning har samlet disse sider, tilføjet egne erindringer og hændelser fra sit liv. Det bemærkes, at det skrevne er nedfældet, som det er dukket op i erindringen på skribenterne, og absolut ikke i kronologisk orden.

Henning Østrup Rasmussen bor i Skodsborg. Han er født 1943 på Amager. Realeksamen fra Højdevangens Skole 1961. Handelsuddannet i bilbranchen, arbejdede et par år som privatchauffør og butler i New York City. De sidste 21 år af sit arbejdsliv i landbrugsmaskinbranchen. Herefter er tiden gået med at samle fakta om familien og færdiggøre denne krønike.

I Nyhedsbrev nr. 4/2017 kan man læse et uddrag af “Jacks dagbog” – nyhedsbrevet kan læses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

11. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72 Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72 Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 Mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67 Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Nyhedsbrev nr. 4 oktober 2020

Nyhedsbrev nr. 4

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 4 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden.

2. Jørgen Plenge – en humanistisk ildsjæl med visionært vingefang i blindeverdenen, af Ove Gibskov

3. ”Min tilknytning til sporten for blinde. Memoirer v/organist, kantor, komponist Leif Martinussen”, af Kristian Jensen

4. Mit liv og visen som ledsager, af Kirsten Koed Hansen

5. Blindehistorisk Selskabs ordinære generalforsamling 2021, af Poul Lüneborg


6. Tre medlemmer af selskabet tildeles stor hæder, af Poul Lüneborg

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg.

Mere end 4 måneder er forløbet siden min sidste hilsen i forrige nyhedsbrev. En periode som har været præget af de leveregler og adfærdsbegrænsninger, som Covid-19 epidemien pålægger os alle. Sommeren har bragt mig rundt i landet til nord- og Vestsjælland, Samsø, Mols og Sønderjylland for at besøge gode venner. Derfor har jeg på ingen måde savnet ferierejser til udlandet. I forlængelse af mine bemærkninger i sidste hilsen om 100-årsdagen for genforeningen den 10. juli, kan jeg anbefale at læse Pernille Juhls nye bog “Genforening” på 420 sider om sønderjydernes førstemand H.P. Hanssen om hans liv og kamp for genforeningen fortalt på grundlag af hans mange breve og taler – bogen kan lånes på Nota. Hvis man skal udpege helte fra den nyere tids historie, hører H.P. Hanssen for mit vedkommende absolut til én af dem.

Bortset fra rejseri og læsning har arbejdet med at opdatere og systematisere selskabets arkiv været en opgave, som jeg har været stærkt optaget af i disse måneder. Selskabet råder i dag over et meget omfattende arkiv opdelt på 4 hovedafsnit.

Det første afsnit A omfatter alle dokumenter. Mange af disse findes på hjemmesiden. Det gælder for eksempel alle udgivne nyhedsbreve samt beretninger og referater af generalforsamlinger siden stiftelsen i 1994. For mig er det mest interessante menupunkt under dette afsnit, mappen som er benævnt “Den danske blindesags personligheder”. Den indeholder registrerede dokumenter på knap 50 personer, som bestyrelsen har beskæftiget sig med gennem de sidste 5 år. Derudover indeholder dette afsnit blandt andet en mappe med baggrundsinformation til de ca. 50 medlemsmøder, som er gennemført gennem selskabets levetid. Afslutningsvis skal jeg om dette afsnit nævne en mappe med dokumentation om de 14 projekter, som selskabet har iværksat.

Hovedafsnit B indeholder alle selskabets lydfiler. Dette er en fantastisk guldgrube af lydoptagelser om blinde gennem næsten 150 år. Længst tilbage i tiden kommer man i Carl Bjarnhofs interview fra 1948 med fru Anne Henriksen fra Hesselager om hendes ophold på Det Kongelige Blindeinstitut fra 1871 til 1876.

De mange lydfiler er systematiseret i 41 mapper. Der er blandt andet en mappe med optagelser fra DBS’s ejendomme begyndende med ejendommen Randers-Bogensegade på Østerbro fra 1924 frem til indvielsen i år af Solgaven i Valby. Der er mapper med interview, udenlandsrejser, Dansk Blindesamfunds Amatørteater og meget, meget mere. Der er knap 900 lydfiler i arkivet, så jeg kan slet ikke give noget fyldestgørende indtryk af dem alle. Lydfilerne fra de fleste af selskabets 50 medlemsarrangementer i arkivet findes på hjemmesiden. Mange af de arkiverede lydfiler er underkastet ophavsretlige begrænsninger, hvorfor de ikke kan lægges på hjemmesiden. Men ethvert medlem, som søger en bestemt lydoptagelse er velkommen til at kontakte et medlem af bestyrelsen, så vil vi undersøge om den findes i arkivet og om muligt følge henvendelsen op med at fremsende en kopi af optagelsen. I forbindelse med mit arbejde med denne del af arkivet har jeg fået stor hjælp af brødrene Henrik og Hans Olsen, hvilket jeg takker dem for.

Arkivets hovedafsnit C indeholder årsberetninger, referater af HB- og FU møder, udgivne medlemsblade og tidsskrifterne “Blindesagen” og “Øjeblikket” samt årsberetninger fra foreningen “Danmarks Blinde for årene 1884-1958.

Endelig skal jeg nævne, at afsnit D indeholder bøger og rapporter af særlig Blindehistorisk interesse. Her er kun medtaget udvalgte bøger og rapporter i det omfang de ikke er tilgængelige andetsteds. Som eksempler på sådanne, kan nævnes ikke offentliggjorte manuskripter af Henning Eriksen.

På bestyrelsens sidste møde den 8. ds. fik alle medlemmer udleveret et USB-stik med selskabets arkiv. Nu gælder det om at huske på løbende at opdatere arkivet, så vi er sikre på at vi kan overgive et fyldestgørende fundament for selskabets videre arbejde til vore efterkommere.

Et andet interessant tilbageblik har selskabet modtaget fra Ove Gibskov i form af en artikel på 16 sider fra tidsskriftet “Frem” fra 1925, desværre var kopien af artiklen uden angivelse af nummer/dato for udgivelsen. Artiklens titel er “Hvad en blind ser – samtale med en helt blind ung mand, om hvordan han oplever sine omgivelser”. Det fremgår ikke af artiklen hvem der har skrevet den og ej heller hvem den unge blinde mand er som optræder i teksten. Dette spørgsmål har vi forgæves forsøgt at afklare. Artiklen rummer desuden i teksterne til billedillustrationerne en tankevækkende beskrivelse af den danske blindesag 14 år efter stiftelsen af DBS. Allan Fohlmann skal have tak for at korrekturlæse og formatere den indscannede tekst.

Fredag den 11. juni 2020 udkom Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 43 med Thorben Koed Thomsens artikel “Lovmæssig adskillelse” om den de facto skolepligt for synshandicappede børn på Refsnæsskolen fra 1926-1980. Artiklen, der er på 11 sider, kan jeg kun opfordre alle medlemmer af selskabet til at læse. Thorben Koed Thomsen giver et fint overblik over udviklingen af lovgivningen som regulerede undervisningen af blinde børn og unge fra undervisningspligtens indførelse i 1926 til udlægningen af Blindeforsorgen til Amter og kommuner i 1980. Hertil kommer en levende fortælling af hans egne oplevelser og overvejelser som elev på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet i København. Thorben Koed Thomsen slutter med nogle perspektiverende betragtninger over overgangen fra det institutionaliserede undervisningssystem til den integrerede undervisning, som kendes i dag. Den arbejdsgruppe, som blev nedsat på generalforsamlingen i år til at overveje Thorvald Kølles forslag om udgivelse af et jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023, kan med fordel lade sig inspirere af denne artikel. Leif Martinussen har fornyelig færdiggjort en lignende fremstilling af sine oplevelser og overvejelser som elev på Refsnæsskolen. Der er således inspiration for den nedsatte arbejdsgruppe at hente i disse bidrag. Desuagtet beder Thorvald Kølle om at jeg opfordrer enhver med interesse for at medvirke til udgivelsen af det foreslåede jubilæumsskrift om at kontakte ham. Gruppen består af Leif Martinussen, Hans Erik Olsen, Søren Jensen og Thorvald Kølle.

I dette nyhedsbrev giver Kirsten Koed Hansen i sin artikel ” Mit liv og visen som ledsager” et bidrag til belysning af blindes undervisning fra et interessant perspektiv, idet Kirsten har modtaget begyndelsen af sin skoleundervisning udenfor Blindeforsorgen for så at afslutte denne som elev på Blindeinstituttet. Det er i høj grad livsbekræftende at læse om den betydning musikken har haft for hende.

Journalist Kristian Jensen tidligere leder af Handicapidrættens videnscenter skal have tak for at anmelde Leif Martinussens omfattende redegørelse på 92 sider om udviklingen indenfor synshandicappedes deltagelse i sport og idræt fra slutningen af 1950-erne til begyndelsen af 1980-erne. Han har vist sig at være den rette til denne opgave. Jeg føler mig overbevist om at mange med interesse for dette område vil gå ind på hjemmeside og gøre sig bekendt med redegørelsen efter at have læst Kristian Jensens anmeldelse. Endelig vil jeg på selskabets vegne takke Leif Martinussen for det store arbejde, som han har lagt i udarbejdelsen af redegørelsen, som er rigt illustreret med billeder.

Nyhedsbrevets hovedartikel må så absolut siges at være Ove Gibskovs artikel om Jørgen Plenge . Artiklen demonstrerer, at der er al mulig grund til at mindes Jørgen Plenge for hans indsats gennem ca. 40 år først som lærer ved Blindeinstituttet, siden som forstander for dette og ikke mindst for hans indsats som leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde fra 1952-1968. Ove Gibskov har på baggrund af et stort kildemateriale leveret en meget levende fremstilling af Jørgen Plenge, som i høj grad kan bidrage til at hans indsats ikke glemmes i dag.

Jeg har valgt at afslutte dette nyhedsbrev med en hyldest til 3 medlemmer som i løbet af sommeren er blevet tildelt stor hæder. Stort tillykke til landsformand Thorkild Olesen, fhv. næstformand John Heilbrunn og kredsformand Thorben Koed Thomsen. I selskabet slutter vi os ubetinget til den anerkendelse som i er blevet tildelt på grund af jeres mangeårige indsats indenfor blindesagen i Danmark.

Jeg vil til slut opfordre alle medlemmer til at notere sig den korte omtale af næste års generalforsamling den 27-28. februar 2021 på Fuglsangscentret. Selv om covid 19 smitten er i stigning i skrivende stund, sætter jeg min lid til at situationen ser lysere ud, når vi når frem til den planlagte generalforsamling næste år. Mere om generalforsamlingen i næste nyhedsbrev, som udkommer i midten af januar 2021. Derfor vil jeg allerede nu ønske alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår. jeg ser frem til at møde mange af jer i 2021.

2. Jørgen Plenge – en humanistisk ildsjæl med visionært vingefang i blindeverdenen, af Ove Gibskov

I dag siger navnet Jørgen Plenge nok desværre ikke ret mange medlemmer af Dansk Blindesamfund noget. Når jeg anvender ordet ”desværre”, er det fordi, han i mere end 40 år på vidt forskellige områder ydede en kolossal indsats til gavn for blinde i hele landet, og så sent som i 1977 blev han af DBS’s forretningsudvalg i Medlemsblad nr. 4 omtalt som en af dem, der både kendte og var kendt af flest blinde.

I 1930 blev Jørgen Plenge ansat som vikar på Blindeinstituttet i København. Han var cand.mag. i historie og kristendomskundskab og selvfølgelig interesseret i at få litteratur til sine elever. Den var der nemlig ikke ret meget af på det tidspunkt. Fra instituttets oprettelse i 1858 og til 1924, hvor bibliotek og trykkeri blev udskilt som en selvstændig del af instituttet og fik sit eget budget, trykte man kun ca. 100 bøger.

Derudover havde foreningen “Danmarks Blinde”, som blev stiftet i 1883, oprettet et bibliotek, hvor mennesker med interesse for blinde på frivillig basis afskrev bøger på tavle med pren. Men allerede 11 år senere fik foreningen etableret det første trykkeri her i landet, hvor man kunne trykke punktskrift på begge sider af papiret.

I 1929 tog instituttet kontakt til fængselsvæsnet med henblik på at få indsatte til at afskrive bøger, og det blev til et mangeårigt godt samarbejde med fængslet i Vridsløselille, der allerede i 1930 havde 3 indsatte i gang med at overføre bøger til punktskrift.

Jørgen Plenge fik snart sin gang i trykkeriet, og I 1932 blev han fast ansat som lærer på skolen og leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, der stadig lå på instituttet. Allerede i 1933 kan man i en beretning om instituttet læse, at der fra 1930 til 1933 blev trykt flere bøger end i hele perioden fra 1858 til 1930. Af samme beretning fremgår det også, at der på instituttet blev oprettet 2 læsestuer – en for drenge og en for piger, og meningen var, at drengenes senere skulle åbnes for voksne blinde. Læsestuerne indeholdt bl.a. håndbøger af forskellig art og biografier. Desuden blev der nu udsendt julehefter til eleverne, og i sommerferien 1933 kunne de uden at betale for det vælge mellem at få tilsendt enten Johannes V. Jensen: Kongens Fald, Karoline Graves: En Almuekvindes Liv eller Jack London: Ulvehunden. Også voksne blinde kunne købe både julehefterne og bøgerne for meget få penge. Den slags muligheder og tilbud havde aldrig eksisteret, før Jørgen Plenge blev leder af trykkeriet; og i anledning af hans 80-års fødselsdag i 1979 skrev instituttets tidligere inspektør, Folke Johansen, i instituttets husavis, en artikel med titlen ”Et bibliotek for blinde vokser op”. Her nævnte han bl.a., at antallet af medarbejdere både i fængslet og på instituttet steg stærkt, og at 11 af de indsatte omkring 1940 var heldagsbeskæftiget med overføring af bøger, og de dygtigste kunne skrive 20 sider om dagen. Men ikke alle indsatte kunne arbejde på egen hånd, og Folke Johansen fortsætter: ”Det var Plenge, der fodrede alle med opgaver, og da fanger ikke holdt ferie, så fik Plenge heller ikke meget kendskab til dette begreb.”

Det gjaldt også, da Jørgen Plenge senere blev gift og fik børn. Hans datter og søn, Dunne og Vagn Plenge, har fortalt mig, at de sjældent har oplevet deres far have ferie, men at de selv og deres bror, Lars, tit holdt sommerferie på en gård i Jylland hos nogle af hans barndomsvenner.

Adskillige blinde har gennem de mange år, hvor Plenge var ansat i blindeforsorgen, både i Medlemsbladet og i andre sammenhænge givet udtryk for den store betydning, han har haft for dem. Allerede i Medlemsblad nr. 14 fra 1937 skriver bladets senere mangeårige redaktør Poul Glygård: ”Da jeg besluttede mig til at tage paa Højskole, anede jeg ikke, hvilke Besværligheder det var forbundet med; men jeg havde det Held, at Overlærer Plenge og flere andre skaffede mig af med en hel Del af de mere tekniske Vanskeligheder, saaledes at jeg saa temmelig ubekymret kunde gaa i Gang med Vinteren paa Askov.”

Jørgen Plenge og trykkeriet fik efterhånden andre opgaver end fremstilling af skønlitterære bøger og skolebøger til instituttets elever. I 1930’erne begyndte ganske få blinde nemlig at gå i almindelig folkeskole og tage boglige uddannelser. Blandt dem blev Aage Angelbo, som var landets første blinde student, cand.mag. i engelsk, tysk og fransk, mens en anden tog juridisk embedseksamen. Han hed Knud Lomholdt-Pedersen og blev som stud.jur. i 1940 interviewet i DBS’s Medlemsblad nr. 25, hvor han om Jørgen Plenge udtalte: ”Naar jeg overhovedet er naaet saa langt, som det er Tilfældet, skyldes det for en stor Del det store og uegennyttige Arbejde, som Hr. Overlærer J. Plenge har præsteret for at mætte min Boghunger. Lige fra det Aar, jeg kom ind i Mellemskolen og til i Dag, har Hr. Plenge paa bedste Maade sørget for, at de Bøger, jeg skulde bruge, rettidigt blev skrevet af til mig. Maa jeg derfor her benytte Lejligheden til paa det varmeste at takke Hr. Plenge for den uvurderlige Indsats, han har ydet paa dette specielle Omraade.”

Gennem tiden har jeg selv mødt mange, som i tilsvarende grad har givet udtryk for, hvor meget Jørgen Plenges engagement og hjælp har betydet for, at de fik den litteratur, der var nødvendig for deres uddannelse. Det gælder også for mig – men herom senere. For nu kommer der endnu et uddrag fra Folke Johansens fødselsdagsartikel: ”Ud over de faste overførere var der stadig en del velvillige mennesker, der privat afskrev bøger for instituttet. Dem skulle Plenge også give opgaver, eventuelt skulle han uddanne dem først. Inden alle disse forskellige punktoverførere fik tildelt deres opgaver, var alt gennemset og tilrettelagt af Plenge, dvs at der omhyggeligt var sat fodnoter med forklaring ved alle fremmedord, for som han sagde “blinde har jo ikke nogen ordbog”, og alle billeder var skrevet om til tekst.”

Plenge læste selv korrektur, men senere blev der dog ansat korrekturlæsere.

Da bogproduktionen i 1930 begyndte at stige, blev lokaleforholdene snart et problem, men det hjalp dog noget, at eleverne i de yngste klasser i 1935 flyttede til Refsnæs. Trykkeriet rykkede op i loftlokaler på 2. sal over gymnastiksalen, og biblioteket blev placeret i 3 gamle militærbarakker i haven.

”Al transport af bøger mellem de to afdelinger foregik” som Folke Johansen skriver, ”i tøjkurve af piletræ. Her skulle biblioteket dog kun være midlertidigt, men så kom krigen, og alt imens træbarakkerne blev mere og mere utætte, og bøgerne efterhånden lå i store stabler på gulvene og de overfyldte reoler, så gik der omkring 20 år”, før trykkeriet og biblioteket endelig kunne flytte til gode lokaler udenfor instituttet.

Hver onsdag aften gennem mere end 30 år stillede Jørgen Plenge sig selv og sit hjem til rådighed for oplæsning.

Det fortalte Aarhuskredsens senere formand organist Walther Gaihede om i Medlemsblad nr. 12 fra 1968: ”De senere så berømte læseaftener i J.P.’s bolig på instituttet startede med en klassesammenkomst i 1931 for at lære den romantiske litteratur at forstå, men det blev naturalismen, der optog os ved de kommende års mange læseaftener, som efterhånden samlede blinde og svagsynede fra hele København. Det var en rig verden, som gennem disse oplæsninger åbnede sig for os. Den gang havde man jo ikke nogen båndoptager at ty til. Ved denne gerning fik vi indblik i en betydelig del af den daværende moderne litteratur, der senere nok har været os til hjælp ved forståelsen af den nyeste tids skrivekunst.”

Som andre også har fortalt, blev disse læseaftner eller “onsdagsaftner, som de efterhånden kaldtes, meget populære. I begyndelsen af 40’erne var deltagerantallet ofte over 60, og som Folke Johansen skriver: ”Det var næsten mere, end den lille lejlighed kunne rumme. I de tre små stuer sad man på gulvet, på sengene, og hvor der ellers var plads fra tidlig aften til ud på de små timer. Plenge selv stod op i den lillebitte entre og læste med klar stemme den hele aften, kun afbrudt af en pause, hvor han vandrede rundt med sine store forsamlingshuskaffekander.”

Familien Plenge flyttede senere fra instituttet til en villa på Rosenvængets Allé, hvor der jo så også blev bedre plads til de mange, som deltog i onsdagsaftnerne”. De aftner husker Vagn Plenge og hans søskende tydeligt – ikke mindst fordi, de også nød godt af den kage, deres mor Esther, som selv havde været elev på instituttet, bagte til de mange gæster.

Hende kan man i øvrigt få meget mere at vide om i Nyhedsbrev nr. 3 fra i år, der også indeholder digte til hende, som er skrevet af datteren Dunne Plenge.

Og så igen tilbage til Folke Johansens beskrivelse: ”Som lærer og ved “onsdagsaftnerne” satte Plenge umådelig megen læselyst i gang, men også gennem biblioteket søgte han at tilfredsstille folks læsetrang og videlyst. Udover det allerede nævnte redigerede han tidsskrifterne “Budstikke” med tillæg, “Menneskelighed” og “Radio-og bogorientering”. Der lå altid udklip af kronikker, artikler o.m.a. fra aviser, ugeblade og tidsskrifter i hans hjem, udklip, der med tiden skulle finde anvendelse i en eller anden artikel.

Plenge var enerådende m.h.t. valg af bøger, der blev overført til punktskrift, hvorfor kvaliteten lå højt, og ikke alle fik mulighed for at læse, hvad de kunne tænke sig at læse. Som et kuriosum kan nævnes, at Henning Friis, Socialforskningsinstituttet, i 1955 foretog en “efterundersøgelse af elever udskrevet af blindeforsorgen”, og heri konstaterede han, at: “blinde læser megen skønlitteratur, som ligger på ret højt litterært niveau”. Senere blev der oprettet et “bogudvalg”, hvis medlemmer var forstanderne for de to blindeinstitutter og 2 medlemmer valgt af Dansk Blindesamfund.”

Det var bogudvalgets opgave at tage stilling til, hvilke bøger der skulle overføres til punktskrift og senere jo altså også indlæses på bånd.

Allerede i 1935 skrev forfatteren Karl Bjarnhof i avisen “Social-Demokraten” en kronik med titlen “Den talte Bog”. Her fortalte han om udenlandske forsøg med indlæsning af bøger og sluttede med et udsagn om, at kun 50% af blinde kan læse punktskrift, og at en stor del af resten ikke kan lære det af forskellige årsager, og “for alle disse Tusinder vil “Den talte Bog” betyde nyt Land, som med eet Slag frilægges.”

Året efter kom Plenge med yderligere oplysninger i artiklen “Den talende Bog” i Nordisk Blindskrift, og i 1937 var biblioteket i gang med at indlæse bøger på en form for grammofonplader med et indlæsningsapparatur, man havde fået i fællesskab med Taleinstituttet. Men det var desværre ikke af særlig god kvalitet, og kort efter kom besættelsen. Indlæsningen blev dog fortsat i forventning om, at man kunne få bedre afspilningsmuligheder, når krigen var forbi.

I årene umiddelbart efter befrielsen skete der ikke ret meget, og under overskriften ”Forskellige Biblioteksspørgsmaal” gav Jørgen Plenge i DBS’s Medlemsblad nr. 7 fra 1948 en orientering om den aktuelle situation, og hvad man håbede at opnå i de kommende år:

”Indlæsningen er væsentligst foretaget af Punktskriftslæsere efter Bøger, der allerede er overført til Blindeskrift. Der er indtil Dato indlæst 15 større og mindre Værker. De talende Bøger skal jo i hvert Fald i første Omgang først og fremmest stilles til Raadighed for de Læsere, der ikke kan lære at læse Punktskrift, og der er derfor god Mening i at have de samme Bøger baade som Punktskrift og som »talende Bøger«, men efterhaanden som der kommer virkelig Gang i Arbejdet, vil man lade indlæse ogsaa andre Bøger, og Indlæsningen vil saa ogsaa kunne komme til at betyde en Forøgelse af den Litteratur, Blinde kan faa Adgang til.”

Angående fremstillingen af punktskriftbøger skrev Plenge i samme blad: ”Af Papir har man kun til Husbehov. Man maa jo tage i Betragtning, at der nu er næsten et Aars Leveringstid paa Papir, at Tiderne stadig er meget usikre, og at man ikke kan risikere ikke at have lidt i Reserve. De Noder, Musikerne og Blindeinstitutterne skal bruge i deres Erhverv og til Under¬visning, og de Bøger, Institutterne skal bruge til Undervisning, skulde under alle Omstændigheder gerne kunne udkomme. Endvidere leverer Statens Trykkeri jo Papir til Blinde i hele Landet. Derfor har man været og er stadig forsigtig med at udbyde Bøger til Salg, men der er dog overført en Del, som nok skal dukke op i ”Danmarks Blinde”s Bibliotek. Imidlertid er der ikke trykt saa mange skønlitterære Bøger som i 1930’erne. Dette skyldes for en stor Del, at megen Arbejdskraft har været bundet af specielle Opgaver, som nye Uddannelsesomraader har stillet: Massageuddannelsen, Kontor-uddannelsen o.s.v., ligesom man ogsaa har søgt at komme enkelte Læseres mere specielle Ønsker i Møde ved at lade Bøger afskrive. Dertil kommer, at de Trykkemaskiner, Fængslet har haft at arbejde med, efterhaanden er blevet meget slidte, og man har i de senere Aar stadig maattet have saa en og saa en anden af dem til Reparation, der under de nuværende Forhold tager meget lang Tid. Man haaber i Løbet af et Aars Tid at faa et Par helt nye og moderne Maskiner til Trykkeriet i København, hvorefter Maskinerne der kan gaa til Fængslet. I Fængslet er det en stadig skiftende Stab af Mennesker, der er beskæftiget med Overføringen, og nægtes kan det ikke, at Arbejdstempoet er gaaet tilbage: Som god Arbejdsfælle maa man ikke yde for meget. Det har Fængslet nu søgt at ændre paa ved at indføre Akkordbetaling. Det er Bibliotekets Haab, at nye Maskiner og en større Interesse hos Overførerne i Fængslet maa bevirke en forøget Produktion, og efterhaanden som der bliver skabt Undervisningsbøger til de nye Uddannelsesomraader, vil man saa igen kunne naa eller helst komme op over den tidligere Produktion af Skønlitteratur og populærvidenskabelig Litteratur — i hvert Fald til Udlaan”

Først i 1954 blev man på et nordisk fællesmøde enige om at følge en engelsk model, hvor der blev benyttet båndoptagelser i stedet for plader. Desuden besluttede man at anvende samme slags apparatur, så hvert lands brugere kunne låne indlæste bøger fra de andre lande.

I 1944, altså ti år inden det her nordiske initiativ blev taget, var Jørgen Plenge blevet inspektør på instituttet med en prøvetid på et år, og i 1946 ændredes hans stillingsbetegnelse til forstander.

Som før nævnt havde han jo allerede i 1930’erne stået for fremstillingen af punktskriftbøger til nogle få elever, som ikke gik på instituttet men i folkeskolen, gymnasiet og enkelte senere på universitetet.

Som forstander tog han nu initiativ til at udvide antallet af uddannelsesmuligheder for instituttets elever. Det fortalte den tidligere elev Eigil Fuglsang om i DBSs medlemsblad nr. 12 fra 1967, hvor han i halvandet år havde været ansat som præst ved Kingos Kirke på Nørrebro:

”I 1947 rykkede jeg ind på instituttet i København, og dermed havde jeg erhvervsproblemet lige inde på livet. Det stod allerede den gang klart, at uddannelsen af blinde måtte forbedres og fornyes, og forstander Plenge og hans personale fik sat et hold sammen på 7 elever, som skulle tage præliminæreksamen. (Dens indhold svarede omtrent til en realeksamen men med den væsentlige forskel, at man skulle op i ubegrænset pensum, og at kun eksamenskaraktererne talte med.) Det blev en streng tid, for vi var ikke vant til at bestille ret meget, og her fik vi pludselig 6 faste skoletimer plus forberedelsen, og det kunne godt blive en lang skoledag. Imidlertid fik vi al den hjælp på instituttet, vi behøvede, og vi fik alle eksamen.

Derefter tilrådede både administrationschef Bøgh Christensen og forstander Plenge mig at tage studentereksamen, uden at man dog – jeg mindst – anede, hvad det skulle føre til. Det lykkedes også, og i tænkepausen året derpå tog jeg korrespondenteksamen ved Købmandsskolen med den store stenografiprøve, og det kom mig i høj grad tilgode i de senere studier. Derved blev jeg i stand til at referere og bearbejde forelæsningen og lærebøger, som jeg fik forelæst på en sådan måde, at jeg havde kompendier til støtte ved repetition.

Jeg overvejede at studere historie men indså dog hurtigt, at dette studium krævede så megen vanskeligt tilgængelig litteratur, at det ville blive svært at gennemføre det. Jeg standsede da ved teologien, som er et gammelt fag, som ligger i faste rammer, og det har jeg ikke fortrudt.

Jeg har altid fået hovedlærebøgerne, når jeg blot sagde til i god tid. Jeg var ofte forbløffet over, at man fik disse mange hundrede punktsider færdige rettidigt i Statens Trykkeri. Man må huske, at det teologiske studium for blinde er nyt herhjemme.”

Ligesom Eigil Fuglsang og mange andre tænker Inge Jørgensen også med glæde tilbage på sin elevtid, mens Jørgen Plenge var forstander og nævner spontant hans interesse for de enkelte elever og hans kolossale arbejdsindsats. Hun fortæller, at de elever, der endnu ikke var faldet i søvn på hendes sovesal, næsten altid kunne høre Plenge forlade kontoret ved midnatstid og gå forbi sovesalen hen til sin lejlighed.

Han var tit engageret i flere ting på samme tid og lovede eleverne flødeboller, hvis det skulle ske, at han som lærer kom for sent til en time, og dem har Inge Jørgensen fået ganske mange af. Plenge opfordrede hende til at tage præliminæreksamen, derefter blev hun fysioterapeut og har stadig i en alder af 86 sin hverdag fyldt op med patienter.

I 1952 valgte Jørgen Plenge at komme tilbage som leder af trykkeriet og biblioteket. For som Folke Johansen i den tidligere citerede artikel skriver: ”Det var her, hans store interesse lå. Både i 40’erne og 50’erne blev der fremstillet bogmateriale til nye uddannelser og udvidelse af de tidligere, her skal bl.a. nævnes bøger til studenterkursus, Købmandsskolen, socialrådgiveruddannelsen, bøger om hønseavl og svineavl o.m.a.

Plenges navn var ikke altid i forgrunden i det, han foretog sig, men i baggrunden var han uhyre flittig og foretagsom.”

I 1954 flyttede både trykkeri og bibliotek fra instituttet og til Den Sociale Skoles bygning i Randersgade, hvor der også var plads til at udvide. To år senere havde man fået indrettet indlæsningscentral med studier og kopieringsanlæg, og i juli 1958 var der allerede indlæst 195 forskellige værker, men antallet af læselystne lånere var 350. Disse tal siger, som Folke Johansen skriver, ”mere end ord om bibliotekets problemer. Biblioteket måtte jo rette sig efter bevillingens størrelse og så prøve at fordele lytternes ønsker så godt som muligt. Iøvrigt hjalp det ikke på problemerne, at Invalideforsikringsretten et par måneder senere bevilgede yderligere 300 afspilningsapparater til lånere. For bevillingerne til bøger blev ikke større af den grund, der var kun penge til indlæsning af 100 bøger om året. Det hjalp dog noget, at Dansk Blindesamfund skænkede et beløb til indlæsning af 100 bøger ekstra.”

Det viste sig også snart, at indlæsning på bånd kunne bruges til meget andet end skønlitteratur. Båndbøger blev brugt til blinde folkeskoleelever for at afhjælpe manglen på punktskriftbøger, som ikke kunne skaffes hurtigt nok. Hos båndlæserne opstod der desuden et ønske om at få kendskab til stof fra aviser og blade, så man ikke udelukkende var afhængig af det, radioen og efterhånden også fjernsynet bragte.

Dette ønske blev i 1959 imødekommet med en landsdækkende lydavis, hvis første halvdel redigeredes af to deltidsansatte journalister og indeholdt aktuelt stof, mens Plenge selv stod for anden halvdel med bl.a. kronikker, kommentarer og længere debatindlæg. Denne del af redigeringen blev dog efterhånden også overtaget af journalisterne, så Plenge kunne engagere sig mere i andre opgaver.

Fra gammel tid var det muligt for blinde at købe bl.a. punktskriftpapir, punkttavler, prene og kortspil på instituttet. Det blev nu biblioteket, der forhandlede disse ting, og Plenge fik udvidet omfanget af forskellige hjælpemidler som f.eks. husholdningsartikler, som kan hjælpe blinde i dagliglivet. Det blev til Statens Hjælpemiddelcentral.

Jørgen Plenges navn og de tidsskrifter, han redigerede, blev også kendt og værdsat i de andre nordiske lande, hvad man f.eks. kan læse om i et nummer af Nordisk Blindetidsskrift fra 1959. Her skrev Halvdan Karterud, der underviste på Blindeinstituttet i Trondheim og selv var blind: “Med sin omfattende lesning, sin sunne dømmekraft og sin sikre smak har Plenge de aller beste forutsetninger for gjennem punktskrift og lydbånd å la de blinde få del i de beste og mest aktuelle av litteraturens skatter både bøker og kanskje enda mer kronikker og tankevækkende artikler i aviser og tidsskrifter. “Jeg er som en høne, som finner et körn,” sa han engang i spøk. Hva disse hans “kørn”, som i årenes løp er blitt publisert i det gedigne tidsskrift “Menneskelighed” og i ukebladet “Budstikke”, har betydd for hele Nordens kunnskapssøkende og litterært interesserte blinde, kan neppe overvurderes.”

Efter 10 år i Randersgade måtte trykkeriet og biblioteket igen skifte adresse, da lokalerne skulle bruges til andre formål. Så i 1964 flyttede den nu ganske store virksomhed med alle dens forskellige forgreninger til Rønnegade.

Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde var på godt 30 år vokset op fra næsten intet og indeholdt nu forlagsvirksomhed, trykkeri, bogbinderi, lager, landsbibliotek med punktskriftbøger, lydstudier, lydbogsbibliotek for hele landet og en stor hjælpemiddelcentral.

Min egen relation til Jørgen Plenge begyndte i 1964, hvor jeg sammen med Hans Rasmussen – en af mine klassekammerater helt tilbage fra Refsnæs – kom i 1.g på Johannesskolen i København. Der var en anden af vores kammerater, Kurt Nielsen, som var blevet optaget et par år tidligere, og når det netop var der, blinde nu fik mulighed for at tage studentereksamen, skyldtes det i høj grad Jørgen Plenge, som kendte skolens rektor, og hvis børn selv gik der. Når man udelukkende benyttede ét gymnasium, var det jo også lettere at få de punktskrift- eller båndbøger, der skulle bruges, end hvis man kunne vælge mellem flere gymnasier, som ikke nødvendigvis anvendte de samme bøger.

Vi startede som nysproglige i 1.g, men i løbet af ret kort tid viste det sig, at flere af mine bedste klassekammerater ville have en gammelsproglig studentereksamen, hvor de sproglige hovedfag ud over dansk var græsk og latin. Den begyndte man på i 2.g, og der var flere grunde til, at jeg også havde lyst til at tage sådan en eksamen. Dels ville jeg gerne gå videre sammen med nogle af dem, jeg fungerede bedst socialt sammen med, ligesom jeg faktisk også interesserede mig for både græsk og romersk mytologi og historie. Desuden må jeg indrømme, at det også betød en del, at man i stedet for engelske og tyske stile blot skulle aflevere en ret kort skriftlig oversættelse fra latin til dansk.

En eftermiddag i slutningen af 1.g mødte jeg tilfældigvis Plenge i instituttets læsesal, hvor han spurgte, hvordan det gik på gymnasiet. Efter at have fortalt det, gav jeg ham så årsagerne til mit ønske om at skifte retning – bortset fra det med at undgå engelske og tyske stile. Han svarede, at det jo ville betyde, at der skulle laves en hel del ekstra bøger, og at en gammelsproglig studentereksamen heller ikke var noget for Per og Poul. Jeg fik så sagt, at det ikke var dem men derimod Ove, det handlede om. Plenge lo og sagde, at det jo var rigtig nok, og det endte med, at jeg fik lov.

Dengang eksisterede der hverken et studiebogsbibliotek på instituttet eller en erhvervsafdeling på biblioteket. Så de penge, der skulle bruges til fremstilling af studiebøger, måtte tages ud af bibliotekets almindelige budget, og selv om instituttet skulle godkende valget af uddannelser, var det i høj grad op til Plenges vurdering, om biblioteket ville investere midler i en bestemt uddannelse, der jo så ikke kunne bruges til andre opgaver.

Plenges søn, Vagn, som selv var gammelsproglig student og havde lært punktskrift af sin mor, overførte min begynderbog i græsk, og jeg har aldrig fundet den mindste fejl i hans arbejde. Vi havde 8 græsktimer om ugen, og Vagn var hele tiden en dag foran det, vi havde for, så jeg aldrig kom bagud.

Hans far forlod hver eftermiddag selv biblioteket på sin knallert og kørte ned til instituttet, hvor han overrakte mig næste dags tekst. Lederen af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde kunne nok have brugt sin arbejdstid mere hensigtsmæssigt, men det var i hvert fald hyggeligt at møde ham næsten dagligt og få en lille snak om vidt forskellige ting.

Efter at jeg for nylig i min research har fundet den tidligere citerede udtalelse af Halvdan Karterud om Jørgen Plenges og hans tidsskrift ”Menneskelighed”s betydning i hele norden, er min interesse for at få et grundigt kendskab til indholdet naturligvis blevet vakt. Midt i 1960’erne, da tidsskriftet ikke længere udkom, fandt jeg på Blindeinstituttets læsesal et par numre, og husker, at det ene indeholdt en artikel med en brevveksling mellem Albert Einstein og Sigmund Freud om årsager til krig og pacifismens betydning.

I forbindelse med artiklen her har jeg så talt med en hel del ældre blinde for at høre, om de lå inde med eksemplarer af ”Menneskelighed” – men desværre uden resultat.

Det naturlige ville selvfølgelig være at kontakte Nota, Men her har man destrueret næsten alle punktskriftbøger, der ikke er digitaliseret uden at sørge for, at de som noget helt naturligt er blevet erstattet af digitaliserede udgaver.

Det gælder i hvert fald hele den omfattende mængde af bøger, der var fundamentet i det trykkeri og bibliotek, Jørgen Plenge opbyggede, og som i dag hedder Nota.

Et stort udvalg af Georg Brandes’ skrifter, Otto Gelsteds prosaudgave af Odysseen, bøger af Sartre, Steinbeck, Hemingway, Blicher, Nexø og Rifbjerg er blot et lille udbud i spændvidden af de værker, vi har kunnet læse på punktskrift i Plenges tid, men som nu må overføres igen, hvis man skal have adgang til dem. Det vil dog slet ikke kunne lade sig gøre med et tidsskrift som ”Menneskelighed”, da det udelukkende udkom på punktskrift, og ingen i dag har viden om ret meget af indholdet.

Jørgen Plenge sluttede som leder af trykkeriet og Biblioteket i 1968. I den anledning skrev Dansk Blindesamfunds daværende formand Svend Jensen i medlemsblad nr. 12: “Vi har i Dansk Blindesamfund ofte skudt med skarpt på Biblioteket, når vi syntes bogudbudet og betjeningen ikke svarede til vore ønsker. Vi har dog altid haft den glæde, at vor kritik af forholdene aldrig har behøvet at rette sig mod hr. Plenges person, idet vi sammen med alle vore medlemmer altid har følt, at han satte alle kræfter og al sin energi ind på at give biblioteket en sådan standard, at vi kunne være tjent med det. Den voldsomme ekspansion, Biblioteket har gennemgået og stadig gennemgår, har medført, at hr. Plenges sidste arbejdsår, vel nok også stik imod al sædvane, har været de mest krævende, og idet vi endnu engang siger tak for det store arbejde, vil vi derfor benytte lejligheden til at ønske hr. Plenge et velfortjent og langt otium.”

Men Jørgen Plenge blev dog ikke fuldtidspensionist. Seks år efter, at han var begyndt som lærer på instituttet, medførte hans engagement og indlevelsesevne i blindes forhold, at han påtog sig posten som sekretær i ”Foreningen til Fremme af Blindes Selvvirksomhed.” Selvvirksomheden, som man i daglig tale kaldte den, blev stiftet i 1862 med det formål at støtte selvstændigt erhvervsdrivende blinde. Derudover drev Selvvirksomheden værksteder og udsalg, men i 1929 overgik både værksteder og udsalg til Blindes Arbejde A/S, som Selvvirksomheden sammen med Dansk Blindesamfund var med til at etablere. I 1933 fik Selvvirksomheden oprettet Bredegaard, et hjem for blinde mænd i Fredensborg og dækkede driftudgifterne indtil Bredegaard i 1949 blev overtaget af staten.

Selvvirksomhedens hovedopgave var dog primært at støtte blinde håndværkere med hjælp til køb af materialer, værktøj og instrumenter m.v. Desuden dækkede man håndværkernes udgifter til fragt for de materialer, de havde brug for.

Jørgen Plenge fortsatte som Selvvirksomhedens sekretær helt frem til 1977, hvor han selv var blevet 77 år.

I den anledning skrev DBSs forretningsudvalg i Medlemsblad nr. 4 bl.a.: Jørgen Plenge har altid udvist en utrolig hjælpsomhed, men, og det er vigtigt, han har altid forstået at yde hjælpen uden formynderi og uden nedvurdering af den, han skulle hjælpe.

Der er ingen tvivl om, at Jørgen Plenges mange venner i landet over sammen med os i Dansk Blindesamfund føler dyb taknemmelighed over for det store arbejde, der her er præsteret, og vi ønsker, at der nu må blive tid til et indholdsrigt og langt otium.”

Gennem alle årene i Selvvirksomheden fik Plenge tæt forbindelse med mange af landets selvstændige erhvervsdrivende blinde og indblik i deres vilkår. Det resulterede i en ret omfattende brevveksling, og som et eksempel på denne kommer her et uddrag af to breve, som Vagn Plenge har givet mig:

Håndskrevet brev fra Andreas Jacobsen, Stubbekøbing Koste- og Børstefabrik, 10. dec. 1956:

”Kære Herr Forstander J. Plenge

Mange Tak for Deres venlige Brev af 20/11 med Meddelelsen om det bevilgede Beløb Kr. 1000, som jeg er meget taknemmelig for. Jeg er stadig uarbejdsdygtig og under Lægebehandling, men haaber dog stadig på Bedring.

Idet vi ønsker Dem alle: ”Glædelig Jul og lykkeligt Nytaar”, siger vi endnu en Gang mange Tak.

Deres hengivne Andreas Jacobsen & Edith Jacobsen.”

Det var jo ikke så almindeligt og let dengang at tage kopier af de breve, man sendte; men senere i korrespondancen kan vi så læse dette ufuldendte udkast til et brev fra Jørgen Plenge.

11. juli 1957

”Kære fru Edith Jacobsen!

Tak for Deres venlige Brev! Først engang i juni kom jeg til at læse et blad, hvor det stod meddelt, at Deres mand var død. Jeg blev meget bedrøvet over at erfare, at jeg ikke mere skulle komme i forbindelse med en mand, jeg har holdt af og værdsat højt lige fra de dage for nu adskillige aar siden, hvor jeg traf ham paa instituttet og havde nogle gode samtaler med ham. Jeg vil altid mindes ham og hans venlighed mod mig med taknemmelighed; det var en opmuntring for mig – og vil for øvrigt stadig være det;”

Vagn Plenge fortæller, at hans far, som jo altså nærmest aldrig holdt ferie, ofte helt frem til om eftermiddagen juleaftensdag kunne sidde og arbejde med noget for Selvvirksomheden, som skulle være afsluttet inden årets udgang. Det skete da også, at han faldt i søvn ret tidligt juleaften.

Både Jørgen Plenges børn og mange andre har fortalt om hans livslange interesse for hunde. Han havde en kennel med mellemstore sorte pudler, som boede i kælderen under villaen, da familien flyttede til Rosenvængets Allé. Det gjaldt dog ikke hanhunden Bjørn, der fik lov til at være oppe i stuerne.

Selv om Plenge ofte kom for sent hjem til aftensmaden, skulle han altid først ned og fodre hundene, som også havde halvdelen af familiens store have, der var indhegnet som hundegård.

Han mente, at alle burde have mulighed for at eje en hund, uanset hvor de boede, og med henblik på avl købte han i England som den første her i landet et par hunde af racen basenji, der ikke gør. Men i modsætning til pudlerne, som fik mange hvalpe, resulterede det dog kun i ganske få hvalpe.

Vi fortsætter i privatsfæren, hvor Vagn Plenge har fortalt mig, at hans far sammen med mange andre i 1920 gik gennem Strøget i København og udråbte republikken. Det var under påskekrisen, hvor en stor del af befolkningen mente, at Christian d. 10. havde begået statskup.

Jørgen Plenge var dengang radikal men forlod senere partiet. Han vedblev dog med at være kritisk overfor monarkiet og sagde nej tak, da han fik tilbudt et ridderkors.

Jørgen Plenge døde den 1. marts 1981, og i den nekrolog, Svend Jensen som formand for Dansk Blindesamfund skrev i Medlemsblad nr. 6 stod der bl.a.:

”Jørgen Plenge var af naturen en ægte humanist med dybe og varme følelser for de mennesker, han kom i berøring med, og hans største indsats har da nok også været den personlige hjælp og bistand, som han har ydet til tusinder af blinde i dette land.

Også i forholdet til Dansk Blindesamfund er der grund til at mindes Jørgen Plenge med glæde, idet han helhjertet forstod blindes ønske om at varetage egne interesser ud fra egne ønsker og forudsætninger.

Jørgen Plenges indsats i alle dens aspekter vil sikre ham en varig plads i blindesagens historie.”

Ovenstående er i høj grad baseret på oplysninger fra Dansk Blindesamfunds medlemsblade i årene 1937 til 1981, hvor Jørgen Plenges navn nævnes, og som Poul Lüneborg har fundet og sendt mig. Titlerne på de øvrige skriftlige kilder er alle nævnt i artiklen, hvis indhold ud over bidrag fra de omtalte personer også er et resultat af samtaler med andre, som har kendt Jørgen Plenge.

I næste nummer af Nyhedsbrevet er Jørgen Plenge også med. Her kan man læse, hvordan han i bladet ”Frit Danmark” efter befrielsen i 1945 afslørede, hvor begejstret forfatteren Karl Bjarnhof havde været for det nazistiske Tyskland, indtil han i 1942 gik ind i modstandsbevægelsen, ”da hans kloge Hjerne”, som Plenge skriver, ”sagde ham, at Tyskerne vilde tabe.”

Karl Bjarnhof glemte ikke, hvad Plenge havde skrevet, og I forbindelse med Blindeinstituttets 100-års jubilæum i 1958 misbrugte han i den grad sin stilling i Danmarks Radio til at tage en nederdrægtig hævn – men herom altså i det kommende Nyhedsbrev.

3. ”Min tilknytning til sporten for blinde. Memoirer v/organist, kantor, komponist Leif Martinussen”.

Anmeldt af Kristian Jensen, tidligere leder af Handicapidrættens Videnscenter.


Notater fra et førstehåndsvidne

Leif Martinussen (f. 1941) har som idrætsudøver og organisationsmand med synshandicap været aktiv i de år, hvor dansk blindeidræt udvikledes og tog fart, dvs. fra midten af 1950’erne til begyndelsen af 1980’erne. Alt, hvad han har deltaget i, er ført til protokols: Datoer, steder, deltagere, programmer, resultatlister.

Nu har han sammenskrevet det store materiale og illustreret det med private fotos fra nogle af de mange idrætsbegivenheder, han har deltaget i. Materialet, som fylder 85 A4-sider inkl. illustrationer, indeholder mange informationer af historisk værdi som, så vidt jeg ved, ikke er tilgængelige andre steder.

Leif har givet sit værk denne titel: ”Min tilknytning til sporten for blinde. Memoirer af organist, kantor, komponist Leif Martinussen.” Og dermed har han jo allerede i titlen præsenteret sig selv.

Skoleidræt for blinde

Som dreng gik Leif Martinussen fire år på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg. Her fik eleverne med Leifs ord ”rig lejlighed til at dyrke aktiviteter såsom gymnastik, svømning, atletik og dans, og for svagsynede tillige fodbold og bordtennis”.

Som teenager blev Leif i 1956 flyttet til Det Kgl. Blindeinstitut i København, der på den tid havde til huse på Kastelsvej på Østerbro. Her mødte han den aldrende gymnastiklærer Alfred Rye, som styrede den daglige morgengymnastik og andre fysiske aktiviteter, og som ifølge Leif forventede ”disciplin, men på en respektfuld måde”.

Som 15-årig fik Leif sine første erfaringer med atletikken. Det skete under skolens årlige udflugt til Borrevejle Vig, hvor der var et stadion med løbebaner. Oplevelsen i Borrevejle, der fik betydning for Leifs videre idrætskarriere, er fastholdt på to herlige fotos – et fra starten og et fra afslutningen af løbet, hvor Leif konkurrerede med fem kammerater. Deres navne er omhyggeligt noteret, ligesom Leifs sluttid, der var 1.01,5 minutter for de knap 400 meter.

På skolen på Kastelsvej blev der på den tid oprettet en frivillig idrætsklub med navnet ”Olympia”. Her kunne både aktuelle og tidligere elever være med, og hermed var der skabt et første samlingssted for idrætsinteresserede unge med synshandicap i hovedstaden.

Da Alfred Rye gik på pension i 1958, afløstes han af en ung ny idrætslærer, Jens Peter Svennesen. Svennesen var officer af reserven og knap færdig med sin læreruddannelse, da han fik jobbet som idrætslærer på Det Kgl. Blindeinstitut. Han skulle blive en central skikkelse i de følgende år, både på skolen og i den frivillige idræt.

J.P. Svennesen var opsat på, at eleverne skulle have bedre muligheder for at dyrke idræt. I Instituttets have på Kastelsvej blev der anlagt en tilløbsbane og en sandgrav til længdespring og kuglestød. Samtidig fortsatte Svennesen traditionen fra Ryes tid med lørdagssvømning i Østerbro svømmehal.

Internationalt samarbejde

Da en invitation fra Stockholm til nordisk stævne for blinde og svagsynede i 1961 havner hos J. P. Svennesen, er han straks klar og påtager sig at finde deltagere til begivenheden. Snart drager han til Stockholm med tre elever.

Den danske delegation er lille og resultaterne på banerne beskedne, sammenlignet med deltagerne fra Norge, Finland og Sverige. Men Danmark er med, og Svennesen benytter lejligheden til at slå et slag for, at synsgrænsen for deltagere ved kommende arrangementer skal sættes højere end de 3/60, der gælder ved NM i Stockholm i 1961. ”Ellers kan Danmark ikke være med fremover”, mener han. (Diskussionen om synsgrænsen skulle vise sig at blive et tilbagevendende fænomen i det internationale samarbejde om blindeidrætten i de kommende mange år).

Leif Martinussen er ikke selv med i Stockholm i 1961, men han bliver udtaget til NM i Oslo året efter og til København og Helsinki de følgende år. Her stiller hvert land med ti deltagere (mænd og kvinder), og Leif udmærker sig bl.a. som en dygtig løber.

Fra 1964 og frem udvikles et tæt samarbejde med blindeidrætten i Tyskland, specielt Stuttgart, hvor de danske idrætsudøvere og ledere stifter bekendtskab med boldspillene Torball (goalball) og det beslægtede Rollball, som de tager med sig hjem og begynder at træne i gymnastiksalen på Kastelsvej. Forholdene er ikke de bedste: Midt i salen står 4 søjler, som ofte kommer i vejen for bolden. ”Men da entusiasmen var i højsædet, og der ikke fandtes alternativer, kæmpede man ufortrødent videre”, bemærker Leif.

Idrættens organisering

På grund af de begrænsede træningsmuligheder for synshandicappede landet over, opfordrer Dansk Blindesamfund (DBS) i slutningen af 1960’erne sine afdelinger til at oprette lokale idrætsforeninger. Den første af disse: Blinde og Svagsynedes Idrætsforening (BSI) bliver stiftet i København i november 1968. Leif er med i det forberedende arbejde og bliver på den stiftende generalforsamling valgt som klubbens sekretær. Inden længe stiftes også landets første cykelklub for blinde, ”Tandemklubben af 1971”, der får Jørgen Krogh som formand. I de følgende år vokser idrætsklubber for synshandicappede frem mange steder i landet.

Leif deltager i 1970 for første gang som Danmarks repræsentant i et møde i Nordisk Idræts Komité for Blinde. Hans forvandling fra aktiv idrætsudøver til organisationsmand er i gang.

Året efter, i februar 1971, deltager Leif sammen med DBS’ næstformand K. V. Andersen som DBS’ repræsentanter i et arbejdsudvalg, som forbereder stiftelsen af Dansk Handicap Idræts-Forbund. DHIF har som mål at skabe en fælles idrætsbevægelse for alle med handicap i Danmark. Foruden DBS er Vanføreforeningen, Evnesvages Vel, Døves Idrætsforbund og Spastikerforeningen og en repræsentant for Danmarks Idræts Forbund med i udvalget. Det stiftende møde i DHIF afholdes 31. oktober samme år, og Leif Martinussen er med og bliver valgt til DHIF’s første bestyrelse. Det sker dog ikke uden betænkeligheder, for mod forventning har Leif ikke fået et klart mandat fra DBS forud for det stiftende møde. Tre dage efter får han imidlertid til sin lettelse opbakning til sine handlinger fra DBS pr. telefon.

Op igennem 1970’erne deltager Leif Martinussen i en lang række idrætsbegivenheder både som udøver og – i stigende grad – som arrangør og talsmand for dansk blindeidræt. Mange af disse begivenheder beskrives i detaljer i memoirerne.

Desværre går Leif glip af de Paralympiske Lege i Toronto 1976. Her er blinde for første gang med. Og Danmark er repræsenteret både i atletik og i goalball. Men synsgrænsen er sat til 3/60, og Leifs syn er ”for godt”.

Efter at han i mere end 20 år har været vidne til og spillet en aktiv rolle i blindeidrættens udvikling i Danmark, siger Leif i 1980 stop. Hans efterfølger som DBS’ repræsentant i idrætten ude og hjemme bliver Jens Bromann Jensen (der senere også vælges som formand for det internationale blindeidrætsforbund, IBSA, og medlem af ledelsen af den Internationale Paralympiske Komité, men det er en anden historie).

En anekdote

Leif Martinussens sportslige memoirer har mest karakter af en scrapbog, domineret af fakta, og fattig på fortællinger af mere anekdotisk karakter. En enkelt morsom episode skal dog genfortælles her.

Anledningen er åbningen af de Nordiske Mesterskaber i Oslo i 1962. Deltagerne (10 fra hvert land) er stillet op på én lang række på Bislett Stadion. Kong Olav holder åbningstale. Leif oplever det som efterfølgende sker således:

”Som en gestus til sportsfolkene går kongen hen og hilser på hver og en. Et orkester forøger stemningen og kaster glans over dette sceneri. Vi lytter, er lidt nervøse, for nu skal vi i gang. Da kongen nærmer sig det danske hold, træder holdet et skridt frem, og (holdets leder) J. P. Svennesen knalder hælene sammen, hvilket tydeligt høres. Tæt på disse hæle havde Svennesen placeret en lille båndoptager, der kunne optage den festlige anledning.”

Svennesens eget bidrag

Leif har valgt at give plads til J. P. Svennesens personlige beretning i form af tre siders tekst med titlen: ”Tilbageblik over den frivillige gymnastik på Blindeinstituttet.” Få år før sin død i 1992 overdrog Svennesen de tre sider til en af ”sine” idrætsudøvere, Orla S. Jacobsen. Leif har indsat Svennesens tekst uredigeret i sine memoirer.

Svennesen beretter om nogen af de samme begivenheder som Martinussen, men i kort form og i en mere fortællende og personlig stil. Svennesen fortæller blandt andet om problemerne med finansiering af de nordiske idrætsaktiviteter for synshandicappede i de tidlige 1960’ere:

”Året efter (1963) blev det så Danmarks (tur) til at holde stævne. Man er lige ved at blive idealist, når alt går tilfredsstillende, eleverne var glade og interesseret. Forældrene (ved forældredagen) var glade og imponeret for arrangementerne, og jeg gik forventningsfuldt til DBS for at være tidligt på færde (det havde været DBS, der finansierede elevernes deltagelse). Men jeg fik koldt vand i blodet, da jeg hørte DBSs vurdering: Jeg fik at vide, at der ikke skulle skabes præcedens, at man ikke skulle tro og regne med, at DBS betalte rejse, fordi man tog et par sportsbukser på. Spørgsmålet var i det hele taget, om DBS skulle være med til at finansiere et sådant cirkus?”

Kildeskrift for nye historieskrivere

Med sine memoirer, som nu ligger i Blindehistorisk Selskabs Database, bidrager Leif Martinussen med et unikt kildemateriale. Her kan fremtidens historieskrivere hente fakta, referencer og navne på mange af dem, som var med, og som – hvis nogen engang skulle spørge dem – vil kunne bidrage væsentligt til at fuldføre fortællingen om blindeidrættens historie i Danmark.

Den historiske redegørelse inklusiv billeder er på 92 sider og kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk

4. Mit liv og visen som ledsager, af Kirsten Koed Hansen.

Jeg er født i september 1948 i Springforbi, det ligger mellem Klampenborg og Skodsborg og er på strandvejsiden mod Nordsjælland.

Min far var, det der hed skovløber eller måske mere bekendt skovarbejder, og det gav ham mulighed for at få tjenestebolig, et skovløberhus som det hed, med mulighed for traktørsted om sommeren. De havde boet i Hjortekær i et par år, men søgte så om at komme til Springforbi, her så han en mulighed for at få et langt bedre hus og en chance for en god forretning, da kystbanetoget dengang standsede ved Springforbi station. Her kunne københavnere, der ville på Bakken, så tage et lille hvil og nyde den medbragte mad, før de skulle videre mod Dyrehavsbakken i kapervogn.

Det var en mangeårig kultur, som først stoppede omkring 1960erne, da folk fik egne biler og kunne køre længere væk med autobord og kaffen, men dengang var der nok at lave. Jeg husker nogle søndage, hvor vi havde tre tjenere på til at servere kaffe te med blødt brød, øl og sodavand.

De havde haft det meste af deres første sommer her, da jeg kom til verden, og det var ikke helt hvad mine forældre nok ønsker sig. Min mormor kunne se, at der var noget galt med mine øjne, hun har jo nok kunnet kende nogle ting fra min mor, og ganske rigtig jeg tog slægtens arv med mig. Min øjensygdom er som sagt arvelig. På min mors side af familien har vi dårlige øjne, medfødt grå stær og her foruden en degenerering af nethinden, det er stave og tappe, der er uformelige, så det er en slags retinitis.

Det første år havde de mig ikke ret meget hjemme, jeg var gentagne gange indlagt på Finseninstituttet, hvor der dengang også var øjenafdeling. Jeg har siden fået fortalt, at da jeg var et par år, kunne sygeplejerskerne få mig til at holde op med at græde, hvis jeg fik en tændt lygte at lege med, den lå jeg så og kiggede i, jeg har altså allerede dengang haft stor glæde af lys.

Springforbi var bestemt ikke et sted med mange børnefamilier, og dem der var, havde jeg ikke kontakt med. Mine forældre forsøgte at få mig i børnehaven i Tårbæk, de ville og turde ikke tage mig, for de troede, det ville blive for svært for mig at være sammen med og klare mig blandt de andre børn. Der var ikke meget andet tilbage end haven og mit eget selskab. Her var jeg en kort tid bundet, indtil nogen sikkert fortalte dem, at det var ikke så godt at have mig bundet til et træ med en meget lang snor, for at jeg ikke skulle løbe væk. Det havde jeg prøvet, for Springforbi station lå lige overfor, og drevet af lys og hvad det nu kan have været, var jeg løbet hen mod skinnerne og kravlet derned, hvor solen fik skinnerne til at lyse. Mor fik pludselig besøg af en meget vred stationsforstander, der med mig på armen spurgte, om de havde så travlt, at de ikke kunne se efter deres datter. Det kunne have gået meget galt, der var lige ved at komme et tog. Jeg fik en afstraffelse, jeg aldrig glemte. Den eneste gang min far har slået mig; jeg fik en endefuld med en bøjle. Det fik den konsekvens, at jeg nu skulle være i haven og ikke måtte gå uden for lågen.

Det blev hurtigt meget kedeligt, for bold, eller hvad jeg nu legede med, kunne nemt komme længere væk, end jeg kunne se, hvor det var; derfor var radioen det, jeg tyede til, og den elskede jeg, især alt det musik de spillede, men også børnetime, hørespil som Folk og røvere i Kartemumme By, Inge Åsteds godnatudsendelser, hjemme hos os, det var den perfekte families historie, børnenes brevkasse og andet vildt spændende, som historien om konen der blev så lille som en teske. Det blev kilde til min fantasiverden, og jeg skabte figuren Neser, som nok i korthed fortalt var min Harry Potter, det var et godt ord smagte af action og sjov og ballade. Radioen var i det hele taget min trøst, min barnepige og blev den første impuls til at synge. Jeg var vild med Raquel Rastenni og kunne synge mange af hendes sange. Hun var vidst min fantasimor. Jeg havde fået fortalt, at hun boede i Hellerup og havde ikke noget højere ønske end at komme ind og besøge hende.

Som mange blinde børn rokkede jeg, når jeg hørte musik, og mine forældre mente, at så skulle jeg have en gyngehest, det var da til at holde ud at se på. Der sad jeg i mange timer og hørte musik. Den blev totalt slidt op, brasede sammen under mig, og ulykkelig var jeg, da min far fortalte, at når man snart er 6 år, er man for stor til at sidde i sådan én, og han kunne ikke lave den, så de hængte en gynge op nede i haven; den blev jeg også rigtig glad for, men der kunne jeg jo ikke høre radio, der var endnu et par år til transistoren blev almindelig.

Da jeg fyldte 6 år, synes min morfar, helt uden forståelse af mit synshandicap, at jeg, som alle andre børn, skulle have en tohjulet cykel. Så gav han mig sådan én. Jeg har senere fået fortalt, at min far var rasende, for jeg så jo slet ikke godt nok til at køre rundt på den. Sådan noget pjat; jeg kunne da sagtens se at græsset var grønt, og veje og stier var lysere, og hvis jeg ikke kunne fordi, det havde regnet kunne jeg da høre at gruset knasede under hjulene, så der var mange regler om, hvornår jeg måtte cykle og hvor, men alle de forbud det var omgærdet med, gjorde den jo kun mere spændende, for nu var det forbudte jo det, der skulle afprøves.

Min verden blev lidt større først op mod Eremitageslottet, siden blev jeg mere modig og kørte til Rådvad og Klampenborg og op mod Dyrehavsbakken sådan kort tid, før den åbnede. Det var fantastisk at stå der ved indgangen en forårsdag og lugte maling og træ, og høre hvordan den første spillebod blev sat op og prøve at få øje på cirkusteltet, hvor sommerens revy skulle spilles. Det var én af sommerens store begivenheder, som jeg så frem til og vidste, at jeg måtte komme med.

Min far fik som skovarbejder hvert år gratis billetter til forpræmieren til cirkusrevyen, og det var rigtig herligt at sidde der og være så tæt på alle de solister og sange, vi så tit hørte i radioen. En fantastisk aften der begyndte med at vi spiste på den restaurant, der hed Bræddehytten, som jeg tror ligger der endnu, men de har fået skiftet både meny og prisliste ud nogle gange siden, man kunne få frikadeller med rødkål kartofler og sovs for 15 kroner. Det var i det hele taget en aften der var med til at løfte hverdagen.

Somrene var i det hele taget der, hvor der skete mest. Jeg måtte heller ikke gå over Strandvejen, men sommetider tog en voksen mig med over til stranden, og vi gik i vandet.

Så blev det tid at skulle i skole. Jeg var meget stolt og spændt, for når jeg skulle begynde i skole, så var jeg stor. Jeg skulle gå i Frihavnsskolen i København, en skole for svagsyede. Min mor fulgte mig det første år derind. Vi skulle rejse helt ind til København. Det var jo både med kystbanetoget til Klampenborg og så med s-tog videre til Nordhavn station og så gå op til Strandboulevarden 48, her lå frihavnsskolen.

Frihavnsskolen, en skole for svagsynede børn, den ene af de to, der var i landet den anden lå i Aarhus. Få år senere kom i Herning en specialklasserække. I frihavnsskolen var der gjort meget ud af lysforholdene med glastag med lysstofrør, så vi fik ovenlys, uanset hvor vi sad. Rulletavler også med lys over, og pulte hvor den ene halvdel kunne løftes, der stod opgaven så, og vi kunne trække en plade ud og lægge skrivehæftet der.

De materialer, vi havde, var de samme som man brugte i svagsynsklasserne på Refsnæsskolen. Her i skolen hørte jeg første gang navnet Kaj Agerbæk, for han havde også gået der i 30erne og foreslået daværende inspektør Amund Andersen, at skolen skulle have et stort verdenskort med forskellige farver, det så vældig festligt ud. I geografitimerne skulle vi male kort med forskellige farver for lande, byer osv., det handlede om at blive inden for de afsatte streger. Jeg betragtede næsten timerne som maletimer og synes, det var spændende at male kortene, men geografi lærte jeg ikke noget af.

Det havde været en fremsynet skole dengang, og en af lærerne var overlærer og blev senere inspektør, hans navn var Monrad Fransen. Han var meget optaget af, hvordan man kunne afhjælpe læsefærdighederne hos børn med nedsat syn. Han har skrevet en bog der hedder: ”Det svagsynede barn”.

Tiden der op gennem årene kan jeg ikke sige ret meget godt om. Undervisningen var elendig, bortset fra, at vi lærte hovedregning, det blev vi gode til. Lærerne tog det ikke så nøje med at komme ind til timen, men der kunne sagtens gå lidt tid, mens de hyggesnakkede ude på gangen. Der var en enkelt undtagelse, det, der lige falder mig ind nu, er fru Lorch, der underviste i skolekøkken og bibelhistorie. Når drengene havde sløjd, havde vi skolekøkken, og vi havde hende til bibelhistorie, det synes jeg var spændende. Hun var god til at fortælle, og emnet lå hende på sinde, ikke fanatisk men på en absolut engageret måde. Så var der sangtimerne, som vi havde de første klassetrin. Jeg tror, det var til og med fjerde klasse. Fru Grethe Jorddahl kom altid ind til tiden. Vi fik lov at sidde med rytmeinstrumenter. og jeg opdagede at det ikke faldt mig svært at lære en tekst, og så var det jo sjovt at sidde og kunne huske det, vi fik gennemgået sidst af fædrelandssangene og mærke den gode stemning. Her gik der ingen sedler rundt om, hvem der skulle have buksevand eller noget andet grimt i næste frikvarter. Sangtimen lå som regel som noget af det sidste på dagen, så jeg kunne skynde mig ned til stationen og slippe med toget og bare komme hjem, hjem til en snak med mor over kaffe og nybagt franskbrød.

I min klasse var vi bare et par stykker til at begynde med. Jeg tror normeringen var højest 12 børn, men hen imod tredje klasse blev vi syv, her var jeg den eneste pige. Det var hårdt. De var nogle skrappe fyre, og det var mit indtryk, at de kom fra nogle hårde miljøer, og jeg blev drillet eller ignoreret totalt. Det gjaldt om ikke at sladre, for så blev det sikkert værre, men svært var det at læse med en lup, der havde siddet tyggegummi på,

spisefrikvarteret var heller ikke nogen fornøjelse, for der kunne hurtigt anbringes en sodavandskapsel på en leverpostejmad eller plantes en hæl i mælkekartonnet, så det stod som et springvand ud over bordet, og der var ingen opsyn. Jeg tror nok, der skulle gå en lærer og se efter os, men hvad han SÅ, står ikke mig helt klart. Det blev da så meget, så jeg fortalte det hjemme, og mine forældre henvendte sig, og jeg fik lov til at sidde i en anden klasse og spise, hvor der var noget mere rolig, men der skete vidst ikke drengene noget, og jeg fik fred.

Konfirmationsforberedelsen var og er jo stadig klassevis, men da jeg gik i skole i København, og vi hørte til Tårbæk kirke, blev det så Tårbæk kirke, hvor jeg skulle gå til præst. Holdet jeg var sammen med, kendte jeg ikke, og jeg kom heller ikke til at kende nogen. Det, der optog pigerne foruden lektierne, var drenge og tøj. Drengene mundhuggedes i al godmodighed. Præsten var af den gamle skole en ældre mand i sort jakkesæt og en meget alvorlig herre. Drengene viste deres protest mod salmerne, og en dag gad de ikke at synge, så et par stykker af dem lagde sig lige et par takter bag os andre, sådan at når et vers var færdigt, var de ved sidste linje. Det lød bare sjovt. og det var svært at lade være med at grine, det fandt pastor Poul Gamret absolut ikke morsomt, hans ansigt skiftede farve til dybt rød, og hans stemme steg til niveauet, han brugte på prækestolen, men jeg kunne godt lide at lære salmeversene og salmen: ”Op al den ting som gud har gjort” er stadig en af mine yndlingssalmer, som jeg den dag i dag kan udenad. Konfirmationen var højtidelig og festlig. Jeg kan huske følelsen af, at et nyt kapitel af livet skulle til at begynde, jeg var ved at være voksen.

Så kom rockmusikken til Danmark og ikke mindst poppen, og vi kunne glæde os over ”10 vi kan li”, ”efter skoletid”, ”ugens top20” og ikke mindst Radio Merkur. Tv havde ”pladeparade” med Otto Leisner, og jeg husker engang, jeg så et klip fra filmen med Cliff Richard: ”The Young Ones”, der var jeg solgt og blev vildt forelsket i ham.

Der gik en pige i en klasse over mig; hun havde en søster, der gik på Refsnæsskolen, hun fortalte tit om den og de penneveninder, hun havde der, og hende byttede jeg Elvisbilleder med, for ham kunne jeg også godt lide, men han var lidt mere rå i sit udtryk en Cliff, og så kom Beatlesbølgen. Vi nærmede os sommeren 1964, hvor de skulle komme til København og optræde i KB-hallen. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne komme med til, vi havde hverken råd eller kunne tage derind, for mine forældre syntes, det var noget frygteligt skraldermusik, men det prægede tiden og os meget, og det var nu de fire fyre, vi byttede billeder af, jeg var vild med Paul Marcartny og hun med Ringo Star, og jeg husker et frikvarter, hvor en eller nogle havde taget initiativ til, at vi gik rundt i en kæde, alle der gad være med, så vi fyldte hele skolegården, og så sang vi: ”She loves you”.

Så var der pludselig kun få dage tilbage, før jeg skulle forlade Frihavnsskolen.

I begyndelsen af august 1964 kom så den dag, jeg nærmest havde talt døgn til, hvor jeg skulle begynde på blindeinstituttet på Kastelsvej 60 i København.

Her skulle jeg så ind og møde alle de spændende unge mennesker fra Refsnæsskolen. Jeg havde fået indtryk af, at de havde musikglæde og godt kammeratskab. Min klasselærer, hr. Lavsten, havde sagt til mig, at når jeg kom derover, ville jeg være én af dem, der så rigtig godt, så jeg skulle nok klare mig. Virkeligheden blev en ganske anden. Det var svært at komme ind i en gruppe, der var vokset op sammen og havde en masse på hinanden på godt og ondt. Jeg fandt en lille gruppe at gemme mig i, men der var dog ting som jeg kunne tage til mig. Tonen var bedre, det var et helt andet sprog, de talte noget pænere, end det jeg var vant til blandt frihavnsskolens elever, det var ligesom om, de virkede ældre, det var helt tydeligt, at de havde en anden og bedre dannelse med i både kultur og undervisning. Jeg følte at det var et lidt finere sted at være havnet på dette skole og uddannelsessted. Noget af det, der imponerede mig, var musikudøvelsen, ligegyldigt hvor vi færdedes på gangene i huset, var der én eller flere der øvede sig på et instrument, og sjovt var det at møde jævnaldrende kammerater, der kunne tage et instrument og spille på det. I min verden var det da kun højt uddannede voksne, der gjorde det, så det skulle jeg da også prøve. nu tilbuddet var der. Jeg havde på et tidspunkt spurgt mine forældre om at måtte gå til klaverspil, men det kunne jeg ikke, der var ikke råd, nu jeg tog chansen og fik klaverundervisning hos Niels Eskjær, men det forekom mig alt for svært, at højre og venstre hånd skulle gøre noget forskelligt; men med én finger kunne jeg da frembringe en melodi; jeg opgav.

Skoledagene gik nu deres gang, og her var det ikke sport og knallerter der optog os, men musik og dette at have en god båndoptager.

På et tidspunkt havde Kaj Agerbæk en sangeftermiddag en gang om ugen i dagligstuen, som blev kaldt: ”den blå”. Han var en mand, der fyldte hele rummet med sin blotte tilstedeværelse store stemme og glæden ved sangene.

Han fortalte om Jeppe Åkjær, Sigfred Pedersen og Nis Petersen, og jeg opdagede det talte billede. De små historier der lå i hver sang, det var rigtig sjovt og dejligt. Sådan en eftermiddag kunne godt føre med sig, at jeg snakkede lidt med de andre, der stod udenfor den lille gruppe, jeg ellers havde mit tilhørsforhold i.

Jeg lå tit oppe på sygeafdelingen, min grøn stær drillede, og så kom også problemer med hornhinderne, dem kunne man ikke på det tidspunkt transplantere. Det er først ind i 70erne, man får erfaring med det. På sygeafdelingen var også tit børn fra Refsnæsskolen indlagt til øjenoperation, og her havde vi det sjovt og hyggeligt. På et tidspunkt kom der en pige, der var 2 år yngre end jeg, og vi kunne snakke og grine sammen og var vilde med popmusik, fandt hinanden i snak om vore idoler og meget andet,

Noget af det bedste, der kunne ske, var når fru Espesen havde vagten om aftenen kom og sagde: ”hvis i skruer ned for jeres hottentotmusik, skal i få aftenkaffe”, det hjalp, vollumknappen blev fundet omgående, for det betød voksenkontakt, endelig et menneske der gad og gav sig tid til at høre på os og som godt kunne lide vores musik men bare syntes det var lige rigeligt at gøre operationsstue ren til Elvis med ”I need your love” ”To night” med Elvis på fuld hammer.

Når vi var fyldt 18 år, skulle vi til at være ekstern elev, og det betød, at vi skulle flytte fra ”tutten”. Vi piger fik tilbuddet om at kunne bo på Mariendalsvej 30, her lå Hjem for arbejdsføre blinde kvinder. Alene ordet lød tungt, men vi unge, der boede på elevgangen, hvor værelserne var lidt mindre, prøvede det bedste vi havde lært at peppe stedet lidt op med vores snak, musik og øvrig kommen og gåen hos hinanden.

Det var absolut skræmmende at se de gamle damer ved måltiderne komme stille trippende ind i spisestuen, tælle stolene og finde sin plads. De talte ikke så meget var meget stille, og dagene har sikkert været ensformige med arbejdet på strikkestuen, måske kan vi unge have bidraget til noget forargelse over al den støj vi medbragte.

Sommeren 1967 blev noget ganske særligt for mig. Jeg vidste, at jeg ikke ville ende som de gamle damer her på ”marinen”, som vi kaldte stedet, så jeg tog på Ry Højskole, støttet at et par lærere og ”tutten”s socialrådgiver tog med og fik mig installeret, lærte mig at finde rundt og var med til at ruste mig til, at hjælpe andre elever, da de kom, jeg kunne vise dem til rette.

Det blev en sommer, hvor jeg for første gang i mit liv oplevede accept, var med til gåture i den dejlige natur, sjov og ballade og alt det, der nu hører ungdomslivet til. Det var for de andre et sted, der kunne give point til hjælp i videre uddannelse, så man ville og kunne sagtens bruge 3 måneder i en sommer på det.

Her mødte jeg også revyen. Der var en elev, der var lidt ældre end os andre, han skrev adskillige tekster på min skrivemaskine, og han kunne også spille klaver, men mod til at spørge, om jeg måtte være med, havde jeg ikke, men jeg nød de underholdninger han satte i scene.

I efteråret tog jeg til Båring Højskole ved Middelfart, men her havde en ny og kedelig tendens trængt sig ind. Socialrådgivere rundt i landet så her en mulighed for at skubbe unge fra sig, som de ikke anede, hvilke tilbud, man skulle give. Det prægede holdet, at der var sådan et par stykker. Jeg begyndte at spille blokfløjte der, der var en af lærerne der gav sig tid til at give mig nogle små stykker for, så da vi i august 1968 skulle begynde på det nye blindinstitut på Rymarksvej 1. i Hellerup, bad jeg Thorkild Nielsen, der underviste os hobbyudøvere om at måtte få timer, og en dag, han syntes stykket var så der kunne akkompagneres, tog han en guitar og spillede nogle akkorder, jeg var helt solgt og glemte næsten at blæse i fløjten, men spurgte: ”Er det svært? Det ved jeg ikke, du kan jo prøve”, sagde han og gav mig guitaren med op på værelset.

Det blev mit instrument. Jeg øvede så fingerspidserne blev blodige, men jeg ville lære det.

Jeg begyndte nu også at kunne spille samme med nogen, og en dag vi sad nogle stykker sammen, heriblandt lærer Kaj Agerbæk, gav jeg mig til at synge Veronica, og han udbrød: ”Du skal synge viser Kirsten”, og joh, jeg kunne da godt høre, at det var et instrument, der når man nu ikke var klassisk guitarist, krævede det sang eller et andet melodiinstrument. Så dermed var døren til visen åbnet på klem.

Et påtrængende spørgsmål rykkede nu tættere og tættere på: ”hvilket arbejde ville jeg gerne have?” Jeg vidste det ikke, det føltes vidst bare lidt skræmmende, selv om det var mine forældres ønske, at jeg skulle blive telefonist. Jeg vidste kun, hvad jeg ikke ville, nemlig på strikkestuen på Mariendalsvej eller ud på Inerfa, det stod for invaliderede og erhvervshæmmedes fabrik, så jeg fandt stille og sikkert ind af den vej, som mine forældre havde udstukket, og jeg havde hørt om hjemme, og som de foreslog, da det var en sikker mulighed for blinde og svagsynede, og begyndte på telefonskolen. Der var et par praktikker undervejs, og én af dem gav mig mulighed for at få en afløseruge på Ebberødgård, hvor Bent Kristensen på daværende tidspunkt var ansat, og han skulle have noget ferie. Det var bare herligt at få den første løn efter den uge. Jeg følte mig stenrig med de 388 kroner som udbetalingen lød på.

I december 1969 var jeg klar til at gå op til eksamen, bestod og fik job fra midten af januar 1970 på Lillemosegård, en institution for udviklingshandicappede, hvor jeg hver anden aften og hver anden weekend skulle passe deres omstillingsbord. Utroligt at de fandt det værd at lønne to personer at sidde der, for der var absolut intet at lave. Sådan en vagt var kedelig og meget lang, selv om den kun var fra 16 til klokken 20. kunne der være ni opkald, jeg havde mistet mit læsesyn, nu fik jeg trænet noget punktskrift, og min læsehastighed blev betydelig hurtigere. Jeg mødte kun få kollegaer, de var jo gået klokken 16. En gang imellem kunne det ske, at der var et personalemøde et sted i huset, og jeg kunne se den røde lampe hen ad gangen, der fortalte, at der var nogen i huset, så kunne der vanke et stykke kage eller lidt mad.

Det blev for trist for mig at være der uden kontakt til, hvem der ellers var ansat der, jeg anede det ikke kendte jo ingen og sagde stillingen op efter halvandet år, og da jeg var sagt op fra det værelse, jeg havde på Almanns Allé i Hellerup, var jeg nødt til at handle hurtigt og træffe et valg, for hvor skulle jeg så bo? Kunne ikke komme tilbage til blindeinstituttet, så i sommeren 1971 tog jeg så et stort spring og flyttede væk fra København og til Viborg.

Det var noget af et vovestykke, men nogen sagde til mig, at hvis det ikke gik, kunne jeg altid sætte den i avisen som byttelejlighed, der er altid nogen, der må flytte sig for at få arbejde, og jeg var blevet lovet job på politigården. Det ventede jeg på i otte måneder for så at høre, at der var ansat en anden med den begrundelse, at en person med syn kunne udføre sekretærarbejde. Så måtte jeg jo se i en anden retning, og det blev pensionistliv med aktiviteter i Dansk Blindesamfund.

Først tillidsmandskurser i Hobro efter at være valgt ind i kredsbestyrelsen, siden almen voksenpædagoisk grundkursus, AVG, som var en forudsætning for at måtte undervise, der dengang var på 180 timer, det betød 3 gange 10 dages lærerigt kursus i Hobro, kurset blev fulgt af et 60-timers kursus i hensyntagende specialundervisning, som var en forudsætning for at måtte undervise blandt andre blinde og svagsynede. Gennem årene undervisning i brugen af båndoptageren og punktskrift, siden fagmetodisk, punktlærerkursus, båndkursus, teaterkurser, fremtidsværksted og meget andet spændende, som var med til min personlige udvikling, og ikke en kursusuge uden en afsluttende fest, så guitaren var altid med mig, så vi kunne synge.

Jørgen Bjerring Ehlers, der er organist her i Vestervang kirke, underviste mig et par, år var med til at stimulere og udvide mit rapperture. Det kom mig til gode på sommerens højskoleophold, hvor vi meget hurtigt fik nedsat et underholdningsudvalg, så foruden det lærerne på stedet havde at byde på af aftenunderholdning kunne vi også selv stille et par stykker.

Herhjemme kom jeg på dagcenter, der var guitaren også tit med, og det betød, at jeg en gang imellem blev bedt om at synge på et plejehjem her i byen eller for en gruppe mennesker som en af personalet havde kendskab til. Da vi fik tandemklubben her i Viborg førte det også lidt mere med sig af festlige lejligheder.

Dansk Blindesamfund tog omkring 1977 det første skridt til at skabe en ungdomsforening, noget der virkelig var tiltrængt. Der var ikke rigtig noget fængende tilbud for os yngre altså gruppen mellem 35 og 65 stillede jeg også op, for det synes jeg vi skulle have.

Vi blev budt til en weekend på Øksendrup kro på Fyn, et fantastisk madsted. Jeg følte mig som en meget betydningsfuld repræsentant med tjenerserveret højt smørrebrød og to retter mad til aften og her imellem store kager til kaffen. Jeg nød det i fulde drag, og ind imellem disse herligheder skulle vi så drøfte, hvad skulle tilbuddet være, hvordan kunne det udføres, og hvilken ledelse skulle det have. Det var en forrygende weekend, men der skulle gå nok et par år før ideerne bar frugt, og Dansk Blindesamfunds Ungdom blev en selvstændig forening. Jeg var lige ved at være for gammel, den skulle optage medlemmer fra 15 til 35 år og jeg havde vendt mig lidt væk fra det. Gruppen mellem 35 og 65 var stadig efterladt uden aktivitetstilbud.

Sommeren 1979 fortalte Kaj Agerbæk at nu var der stiftet en forening af visens venner i Aalborg. Den syntes han, jeg skulle opsøge. Det turde jeg ikke, for hvordan skulle jeg komme dertil? Hvordan skulle jeg klare mig, og hvor kunne jeg overnatte. for det ville jo blive nødvendigt. Det løstes ved et pudsigt tilfælde.

Jeg havde i 1980 et punktskrifthold i Randers, det var fredag formiddag, og jeg ville til København her fra.

Jeg skulle ind til en veninde, Besøge mine forældre for min far var syg, og så kunne jeg også lige komme ud på ”tutten” og hilse på Kaj Agerbæk.

Jeg var helt indstillet på, at hvis der ikke var plads, ville jeg købe en tillægsbillet til første klasse.

Det var én af de gamle vogne med sekspersoners kupeer. Jeg lukkede en tilfældig dør op og spurgte, om der var plads og joh, svarede en venlig mand, den i hjørnet er solgt fra Hjørring, men da vi kom på i Aalborg sad der ikke nogen, så der satte jeg mig, lyttede til deres snak og deltog lidt, blev klar over at de var kollegaer på en skole i Aalborg, og efter en Gammel Dansk, som de bød på, tog jeg mod til mig og spurgte, manden: ”jeg kan forstå, at du beskæftiger dig med musik, ved du noget om visens venner i Aalborg?” Han lyste op i et stort smil og sagde: ”ja, det kan man godt sige. Jeg er formand”, det var altså Asger Vang, som daværende formand hed, og så blev vore verdner pludselig små, for han kendte også Kaj Agerbæk, og efter en hyggelig rejse resten af vejen fik jeg hans visitkort. og den 19. november 1980 tog jeg så op til en vennekredsaften, der skulle jeg prøvesynge en sang for vennekredsen, altså dem der kommer og lytter til det tema, aftenen nu er bygget op om, jeg havde fået fikset afhentning ved bus og overnatning hos Ellen Madsen som intet havde med musik at gøre, hun var sportspige og med til at solgaveløbene blev holdt gennem en lang årrække.

Jeg blev mødt med så meget venlighed og hjælpsomhed så det blev muligt at komme ind i foreningen.

Man skulle dengang synge 3 gange 2 2 og 3 viser for at blive optaget, det er ikke nogen eksamen, men skal ses som et udtryk for, hvad vi står for. Der er jo stor forskel på, om man skal synge i et øltelt på et marked, plejehjem eller som bakkesyngepiger, så den 6. maj 1981 fik jeg mit diplom og var igennem optagelsesritualet. Det går ud på, at de andre stiller sig i to rækker og laver espalie, og man skal så gå under deres arme og modtage knus fra dem, bagefter skænkes et glas Gammel Dansk, skåles og synges.

Om sommeren havde der dengang gennem mange år været visefestival på Skagen, men for visevenner fra Sverrig og Danmark blev der lavet et i Gammel Skagen om vinteren. Der var vi fra Aalborg med et par gange, men det var svært at få ørenlyd. Svenskerne kom mest for at høre hinanden og sig selv, med deres mangeårige sangtradition syntes de vidst, at visen tilhørte dem. Vi danske fandt så et sted, vi kunne synge sammen og for hinanden.

Siden har det været andre steder i landet. Weekendkurser, hvor der blev arbejdet med at nå ud over rampen og tolkning af teksten, højskoleuger og visetræf, hvor vi hyggede, sang og udvekslede tekster og noder.

Til historien hører også lokalradioernes tilblivelse over hele landet. Her i Viborg åbnede den i marts 1984, og jeg stillede op i køen ikke alene for at få lov at komme ind og spille nogle af mine plader, men for at præsentere visen. Det gik sådan at lederen af stationen Stig Hartvig Nielsen daværende leder kom efter det første program og sagde, at det ville de gerne have på som fast rubrik, og det havde jeg det meste af 12 år.

Som afvikler havde jeg de første par år Jens Rohde, han var kun 15 år dengang, og fandt senere vej til Folketinget og Europaparlementet. Da alt musik senere lå på computer, var der ikke længere nogen afvikler til programmerne, der var vidst kun en medarbejder, der lige hørte efter, om det gik som det skulle.

Det betød for mig, at jeg nu ikke alene var kendt i bybilledet som den blinde dame, der bor i Vestervangen, men jeg fik et par arrangementer, der var tilbagevendende indtil nye ledere kom til, som ikke kendte mig.

En ting, jeg slap knapt så heldigt fra, var at lave en viseforening her i Viborg. Vi var fem, der ville gøre forsøget, men jeg har ikke lederevner og vidste for lidt om, hvad der skete her i byen, til at kunne lægge billet ind på det, så det gik lige så stille fra hinanden. Jeg havde en kontakt på radioen, som lige vidste, hvordan og hvor man fik lavet et kassettebånd, og det var der flere af visevennerne, der havde gjort.

Så vi kørte op til et forlag i Thise, De lavede brochure, reklamer, jingles og folkemusik. Jeg fik så lavet nogle sange, og selv om det ikke var det, jeg syntes, jeg havde betalt for, fik jeg da det ud af det, at jeg nu havde et bånd, som jeg kunne tage med mig til dem, der havde spurgt om jeg ikke havde indspillet nogle sange. Det kom til at hedde: Hvis viser er for dig”, men det går ikke over i historien på nogen måde.

Det var i 1989 også det år, hvor vi flyttede fra Hobro til Fredericia. Vi tog afsked med vores dejlige kursus- og feriehjem for at flytte til et stort sted, Fuglsangcentret, der også skulle blive rammen om mange dejlige timer, kurser og ikke mindst måltiderne. Det er noget fantastisk veltillavet og lækkert mad, som jeg altid glæder mig til, når jeg skal der ned til et eller andet.

Jeg forlod senblindekurserne, i dag nyblindekurserne, som kommunikationslærer, nu skulle læregruppen på dette område kunne alle tingene, CCTV, afprøvning, papirtyper, med eller uden linjer og penne i forskellige nuancer, punktskriften og brugen af båndoptageren,

i stedet søgte jeg så det, der dengang var en omsorgskonsulentstilling og fik den og kørte i 12 år, før min chaufør ikke kunne køre mere. Hun fik problemer med synet, og jeg var ved at have en alder, så jeg godt kunne holde.

Det er blevet til mange spændende kurser der nede vinterhøjskoler, sommerferier og en af de sommerfestivaller, der bragte mig videre i sangforløbet, var en lyrik- og visefestival ledet af Gerhard Kejmer. Jeg var på lyrikværksted, og Gerhard syntes, at jeg skulle skrive en vise, og med lidt idéer fra ham fik jeg så lavet sangen Ferie på samsø, den kom senere med på min plade.

Jeg gik og tænkte på, om jeg skulle lave en cd på et tidspunkt, og støttet af Thorben, som jeg nu var blevet gift med, spurgte jeg på musikskolen min daværende sanglærer Lisbeth Munk om der var et studie og nogen man kunne få til at hjælpe med indspilningen, og det lykkedes. Jeg mødte harmonikalærer Klaus Håstrup, som producerede den og var spændende og lærerig at arbejde sammen med, gav råd og vejledning, han var en festlig mand, og han spiller på alt om det har strenge eller tangenter, og min guitarlærer Jacob Mogensen spiller guitar på et par af sangene. En af sangene på pladen er Stensamlersken. Den havde ikke nogen melodi. Den er skrevet af Jeppe Akjær, og jeg fik Alex Sundstrøm til at lave en melodi, så den kunne komme med på pladen.

Omkring året med lyrik- og visefestivallen i 1997 havde en gruppe fra Aalborg arbejdet med opførelsen af Ida og Bent Froms Annas ballader. Jeg var ikke med men kunne den aften være nydende. Det var der et andet par i salen, der også var, et sted derinde sad Tove og Per Mark fra Kjellerup som havde fået samme tanke om at lave den hos dem. Jeg anede ikke der var en forening i Kjellerup, der ligger 25 km. Fra Viborg, men under det almindelige opbrud og takken af for i aften hørte jeg pludselig, der var en, der sagde: ”I har jo langt at køre, er det ikke Kjellerup I kommer fra? Så da de gik forbi mig, spurgte jeg, om de ikke kørte igennem Viborg, og joh, jeg kunne da sagtens komme med. Det var herligt sådan at blive kørt hjem og ikke alene det men også få kontakten til den forening, der var stiftet i 1992. Jeg fandt vej ind og fik en plads iblandt dem også og var med til Annas ballader på orkestersiden. Vi var fire, der spillede, og jeg sang en af de sidste: Annas fangenskab.

Tiden flyver, og det har været sjovt at tænke tilbage på. jeg nu været medlem i Kjellerup i 23 år og i Aalborg i 39.

Dansk Blindesamfund har stadig og vil altid have min interesse også, så nu er jeg i et mødestedsudvalg og redaktør for kredsbladet.

Hermed er vi nået til, hvor jeg er nu med visen som ledsager, og jeg har nu kun tilbage at ønske, at min cd med de 14 sange kan være til glæde for nogen, den hedder: ”Med visen som ledsager”.

Jeg kan kontaktes på Tlf. 86 62 78 97 eller på mail: kirsten.punkt@mail.tele.dk

5. Blindehistorisk Selskabs ordinære generalforsamling 2021, af Poul Lüneborg.

Allerede nu er der grund til at sætte et kryds i kalenderen ud for lørdag den 27 og søndag den 28 februar 2021. Bestyrelsen har nemlig reserveret 35 værelser i denne weekend på Fuglsangscentret for at være sikre på at næste års generalforsamling kan afholdes i overensstemmelse med vedtægterne. Vi sætter vores lid til at coronarestriktionerne til den tid ikke giver os vanskeligheder med at gennemføre arrangementet.

Jeg kan allerede nu afsløre, at bestyrelsen i forbindelse med generalforsamlingen forsøger at gennemføre nogle blindehistoriske programpunkter, som mange medlemmer vil kunne glæde sig over. Vi vil blandt andet forsøge at fokusere på komponisten Niels Peter Jensen som levede fra 23 07 1802 til 19 10 1846 og forfatteren Carl Bjarnhof som levede fra 28 01 1898 til 19 06 1980. Så der er i høj grad noget at se frem til hvis det lykkes at realisere planerne.

I Nyhedsbrev nr. 1 i 2021 som forventes at udkomme i slutningen af januar måned næste år bringes invitation med program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen, bestyrelsens beretning samt årsregnskab for 2020 med tilhørende revisionsprotokol.

Medlemmer er velkomne til at tilmelde sig til arrangementet allerede nu, men kassereren opfordrer til at indbetaling af deltagerbidraget for opholdet på Fuglsangscentret først indbetales efter den 1. januar 2021, da det vil lette hans arbejde som kasserer. Nærmere information om arrangementet, tilmelding og betaling af deltagergebyr følger som anført i næste nyhedsbrev og i en meddelelse i DBS’s medlemsblad efter årsskiftet.

6. Tre medlemmer af selskabet tildeles stor hæder, af Poul Lüneborg.

Siden udsendelsen af Nyhedsbrev nr. 3/2020, som udkom den 19. juni i år er 3 af selskabets medlemmer tildelt hæder af en helt usædvanlig karakter for deres mangeårige arbejde til fordel for blinde i Danmark. Dette har bestyrelsen ønsket at påskønne med denne omtale.

1. Thorkild Olesen blev den 12. juni 2020 udnævnt til Ridder af Dannebrog for sit arbejde som formand for DBS siden 2009 og for DH siden 2014.

Med udnævnelsen følger han på fornemste måde i fodsporet på 3 af sine forgængere.

– I april 1949 blev foreningens formand Ernst Jørgensen udnævnt som ridder af Dannebrog, han havde på dette tidspunkt været formand for DBS gennem 18 år og samme år valgt som formand for DSI.

– I april 1979 udnævnes H. C. Seierup til Kommandør af Dannebrogordenen af 1. grad som påskønnelse af hans livslange indsats til fordel for samfundets svage grupper herunder ikke mindst de handicappede. Han var formand for DBS fra 1951-1968 og formand for DSI i samme periode.

– I marts 1983 blev Svend Jensen udnævnt til Ridder af Dannebrog for sin indsats til fordel for landets handicappede. Han havde på tidspunktet været formand for DBS gennem 15 år og formand for DSI i samme periode. Svend fortsatte som formand for DSI frem til 1990 og for DBS frem til 1998. I 1993 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen af 1. grad.

Ovenstående række af formænd for DBS forklarer, hvorfor foreningen altid har spillet en central rolle i dansk Handicappolitik.

2. John Heilbrunn blev på DBSs Hovedbestyrelsesmøde 26. – 28. juni 2020 tildelt foreningens hæderstegn for sin indsats indenfor foreningen, først som leder af foreningens internationale afdeling fra 1994 til 2009 og siden som næstformand frem til 2020.

Hæderstegnet, der blev indstiftet på Hovedbestyrelsens møde den 27. – 28. marts 1992, er tidligere tildelt:

– Karl Vilhelm Andersen, næstformand fra 1968 – 1982, HB-møde 20. juni 1992

– Svend Jensen, landsformand fra 1968 – 1998, HB-møde 6. – 7. marts 1998

– Kaj Cramer, hovedkasserer fra 1971 – 1998, HB-møde 10. – 11. september 1999

– Poul Lüneborg, næstformand fra 1991 – 1998, derefter landsformand til 2003, 28. marts 2003 ved afskedsreception på Hovedkontoret

– Thorben Koed Thomsen, kredsformand gennem 40 år for Viborg-Skive kredsen fra 1970, HB-møde 19. – 20. marts 2010

3. Thorben Koed Thomsen blev på DBSs Hovedbestyrelsesmøde den 26. – 28. juni 2020 hædret for sin indsats som kredsformand gennem 50 år i Viborg-Skive kredsen. Denne indsats blev påskønnet af landsformand Thorkild Olesen gennem overrækkelsen af en kopi af Solpigen, en bronzestatue skabt af den blinde kunstner Osvald Kavsman i 1958. Den originale statue er opstillet i Fuglsangcenteret haveanlæg.

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72 Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72 Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 Mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67 Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Nyhedsbrev nr. 3 juni 2020

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Mindeord om Anna Johansen, ved Ove Gibskov

3. Mindeord om Anna Johansen, ved Hanne Kassandra Skipper

4. Om min barndom på Refsnæs. ved Thorvald Kølle

5. Fra jeg blev født og indtil jeg blev 18 år, ved Allan Gravesen

6. Afvigelsens identitetsdilemmaer, ved René Ruby

7. Mit liv som blind, ved Rita Cicilie Warmby

8. Digte til Esther Seierup – tidligere Plenge, af Dunne Plenge med indledning af Poul Lüneborg

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg.

Disse linjer skrives 3 måneder efter iværksættelsen at coronarestriktionerne. Det var pludselig ikke længere muligt at rejse og holde møder, hvorfor så godt som alle aftaler måtte slettes i kalenderen. Det betød, at vi hver især måtte finde på alternativer til planlagte gøremål.

For mit eget vedkommende, har det ikke været så svært, idet denne opbremsning, har givet mig tid til at færdiggøre de uafsluttede opgaver, som jeg omtalte på generalforsamlingen.

Projektet vedr. registrering af hjælpemidler m.v. til supplement og opdatering af Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion er nu afsluttet. Projektet, som blev påbegyndt for 5 år siden omfatter 154 genstande. Samlingsleder Ion Meyer på Medicinsk Museion har den 4. juni 2020 taget meget positivt imod Projektrapporten. Så snart han vender tilbage med en vurdering af rapporten, håber jeg, at vi sammen vil kunne fastlægge en plan for det videre arbejde. Alle, der har henvendt sig til projektet, kan herefter forvente at høre fra mig.

Man kan nu aflytte 6 spændende lydoptagelser om Blindes Arbejde på hjemmesiden. De fortæller om virksomhedens udvikling gennem en periode på 90 år fra 1929-2019. Jeg kan kun anbefale at bruge tid på at lytte til disse optagelser.

Leif Martinussen har udarbejdet en værkfortegnelse over kompositioner m.v. af Henning Riiser (født 25 06 1938 / død 15 09 2005). Det er tanken, at fortegnelsen sammen med værkerne skal indleveres til Musikafdelingen ved Det Kongelige Bibliotek i lighed med indleveringen af Laurids Lauridsens værkfortegnelse. Beskrivelsen af Henning Riisers virksomhed som komponist, vil blive omtalt i et kommende nyhedsbrev.

Både Thorvald Kølle og Allan Gravesen har til dette nyhedsbrev skrevet nogle særdeles åbenhjertige og fascinerende beretninger fra den tid de hver især har tilbragt på Refsnæsskolen. Jeg er personligt meget berørt over den indlevelse i egen fantasiverden som Thorvald Kølle deler med læseren efter så mange år.

Selv om jeg i sin tid læste René Rubys Ph. D. afhandling og overværede hans forsvar, glæder jeg mig til at læse den kommende reviderede udgivelse af afhandlingen i bogform. Jeg har læst Rita Varmbys tidligere bøger og erindringsartikler, som i høj grad har givet stof til eftertanke. Derfor ser jeg frem til at læse hendes seneste bogudgivelse. Som formand for selskabet er jeg meget stolt over i samme nyhedsbrev at kunne præsentere 2 bogudgivelser forfattet af bestyrelseskolleger.

Ove Gibskov og Hanne Skipper giver begge meget personlige skildringer i deres mindeord om den betydning Anna Johansen har haft for dem hver især. Hun døde den 14. april 2020, efter hun rundede 100 år den 30. august sidste år. Flere af selskabets medlemmer har kontaktet mig for at fortælle om hendes store betydning for alle blinde, som i sidste halvdel af sidste århundrede har været elever på Blindeinstituttet. Fra denne periode af instituttets historie nævnes 2 personligheder igen og igen. Det drejer sig naturligvis om forstander Jørgen Plenge og inspektør Folke Johansen. Sidstnævnte var gift med Anna Johansen, hvis betydning jeg har nævnt og som er omtalt i mindeordene fra Ove og Hanne. Forstander Jørgen Plenges betydning vil blive taget op til belysning i et kommende nyhedsbrev. Han var fra 1938 til 1975 gift med Esther Plenge, som jeg har fundet anledning til at beskrive foranlediget af nogle digte, som datteren Dunne Plenge har skrevet og fremsendt til selskabet. Esther Plenge, som senere giftede sig med H.C. Seierup er en personlighed indenfor den hjemlige blindesag, som fortjener at blive husket. Dette forhold understregede fhv. landsformand Svend Jensen i sine mindeord i Medlemsblad nr. 19/2001 i anledning af hendes død den 18. august 2001. Hendes indsats gennem mere end 50 år har jeg forsøgt at belyse gennem mine indledende betragtninger til de vedkommende digte om hende fra Dunne Plenge. Jeg er overbevist om, at alle blinde kan genkende sider af egen tilværelse og tanker i digtet om tanker fra hverdagens udfordringer. Tak til Dunne Plenge for dette usædvanlige bidrag til nyhedsbrevet.

Disse linjer nedskrives onsdag den 10. juni, der er 100-årsdagen for Genforeningen. Selv om medierne massivt dækker denne mærkedag, synes jeg, at der indenfor Blindehistorisk Selskab er grund til at standse op og gøre sig tanker om baggrunden for denne historiske begivenhed.

Genforeningen var afslutningen på en historisk proces, som strakte sig over mere end 70 år begyndende med 3-årskrigen fra 1848-1850 over nederlaget ved Dybbøl i 1864 frem til afslutningen af 1. Verdenskrig i 1918. Indlemmelsen af Hertugdømmerne i Tyskland i 1864 betød, at den mandlige befolkning blev pålagt tysk militærtjeneste under verdenskrigen. Denne tjenestepligt kom til at omfatte ca. 35.000 borgere i Slesvig, hvoraf omkring 26.000 hørte til den dansksindede del af befolkningen. Det skønnes, at kun omkring 20.000 vendte hjem efter krigens afslutning. Aldrig hverken før eller senere har en krig påført Danmark så store tab, som de ofre den sønderjyske befolkning led i de 4 år krigen varede.

Over halvdelen af de 20.000 som vendte hjem fra krigen blev registreret som krigsinvalider. Straks efter genforeningen gennemførtes en særlig lov om forsørgelse og erstatning til disse mennesker.

Blandt de hjemvendte krigsinvalider var der også en del krigsblinde. I forbindelse med mit arbejde med at beskrive “Førerhundens historie” har jeg optalt ca. 70 krigsblinde, hvoraf 5 som de første i landet blev bevilget en førerhund fra den tyske Førerhundeskole i Oldenburg.

Efter krigens afslutning tog Dansk Blindesamfund straks fat på at overveje, hvorledes foreningen bedst kunne støtte de blinde i Sønderjylland. Der blev nedsat et 3-mands udvalg, som iværksatte en indsamling blandt medlemmerne og 2 fremtrædende medlemmer Jørgen Marius-Hansen og Ove Neve foretog i november 1920 en rejse rundt i landsdelen, hvor de i løbet af 17 dage besøgte 33 byer og aflagde besøg hos mere end 50 blinde. Det var en meget lidt opmuntrende rapport, der blev resultatet af deres rundrejse i landsdelen. Der indkom 492 kr. ved indsamlingen og fra Sønderjysk Fond bevilgedes 21.500 kr. til arbejdet. Af disse midler fik alle krigsblinde en bevilling på 200 kr.

Det nedsatte udvalg vedr. sønderjydske forhold indkaldte den 13. marts 1921 til stiftende møde i Tinglev. På dette møde blev Dansk Blindesamfunds Sønderjyllands kreds dannet og følgende valgt:

Kurvemager H. Henning, Vestergade 13, Haderslev, Formand og Repræsentant

Frk. Anna Johansen, Kliplev, Kasserer

Løjtnant Jacob Nissen, Tinglev, Bestyrelsesmedlem

Erik Nissen, Vejbøl og Fru Anna Karstensen, Suppleanter

Dusine Lorensen, Tønder og August Jacobsen, Ulkebøl, Revisorer

Den nye Kreds deltog første gang på Repræsentantskabsmødet i juni 1921 ved Blindestævnet i København i tilknytning til foreningens 10-års jubilæum.

Jeg vil afslutte disse ord til minde om tiden for 100 år siden med at gengive et digt af Peter Ommerbo, redaktør af Dansk Blindesamfunds Medlemsblad:

Velkomsthilsen til Sønderjyderne – Mel.: Kommer hid, I Piger smaa.

Hil dig, Broder Sønden-Aa!

Nødens Tid er omme;

sprængt er Fængselsdørens Slaa,

dig og os til Fromme;

endt er Nattemørkets Gys,

endt for Morgensolens Lys.

Frihedsdagen rødmer!

Frihedsdagen — Tak, o Gud!

Tak, at du os hørte!

Tak, at Krigens bitre Bud

frem til Frihed førte!

Tak, at Modgangs Kval og Strid

endte i en Morgen blid!

Tak for Frihedsdagen!

Tak, O Gud! — Men, Broderlil,

dig vi ogsaa takker,

du, som midt i Stormen vild

raadløs aldrig flakker,

men stod fast trods onde Kaar

i de mange, mange Aar,

tryg i Retfærdssagen.

Dannebroge atter frit

kan i Vinden smælde,

Modersmaalet hjemlig blidt

tør igen nu gælde.

Broderlil, nu skal du hjem!

glad vi strækker Haanden frem;

Vær velkommen, Broder!

Bestyrelsen planlægger at holde sit næste møde den 8. oktober. Jeg vil ønkse alle medlemmer en god sommer og god læselyst.

2. Mindeord ved Anna Johansens død, af Ove Gibskov

Navnet Anna Johansen vækker uden tvivl meget positive minder hos mange af Blindeinstituttets elever helt tilbage til 1940’erne, hvor hendes mand Folke begyndte som lærer og derefter var inspektør, og hun selv senere blev en meget værdsat plejemor på drengeafdelingen.

Anna boede i sit eget hus, indtil hun som 100-årig døde 12. april og var fuldstændig frisk til det sidste. Hun læste rigtig meget, og aftenen inden sin død var hun faktisk i gang med en af Søren Kierkegaards bøger.

Selv mødte jeg første gang Anna eller fru Johansen, som vi dengang sagde, efter sommerferien i 1960, da min tilværelse som elev på Blindeinstituttet begyndte. En meget venlig kvinde med en varm udstråling tog imod mig og fortalte noget om instituttet men også, at hun var 40 år. Det sidste undrer måske nogle, men som blind kan man jo ikke altid bare ud fra en stemme vurdere en persons omtrentlige alder; så derfor var det en fin oplysning.

Jeg følte mig med det samme velkommen og har altid oplevet Anna som meget rummelig og engageret i flere af de interesser, eleverne på afdelingen havde. Det kom i høj grad til udtryk, når man om hverdagen sidst på eftermiddagen kunne møde hende i det, som blev kaldt Biksen, hvor vi f.eks. kunne hente rent undertøj. Men mindst lige så væsentligt var det altså at kunne få en snak med Anna om noget af det, der optog en og desuden ofte om ting, man overhovedet ikke havde tænkt på som interessante, men de kunne; let blive det, når hun fortalte om dem.

Næsten hver lørdag aften åbnede familien Johansen deres hjem for alle på afdelingen med kaffe, hjemmebagte boller og højtlæsning af Anna. Tit var det bøger, der ikke fandtes på punktskrift eller bånd, og som vi på den måde fik adgang til. Især husker jeg fra mit første år på instituttet “Forbandede ungdom” af J.D. Salinger og identificerede mig som 14-årig med den tre år ældre hovedperson, der fandenivoldsk overtrådte mange af reglerne på sin kostskole.

Men ud over at give mig denne intense teenageoplevelse har Anna i det hele taget været med til at stimulere min livslange interesse for litteratur.

Hendes ihærdige engagement kunne også give resultat, hvis en elev virkelig brændte for at prøve en uddannelse ud over dem, instituttet ellers gav mulighed for at tage. F.eks. ville Ebbe Olesen, som var svagsynet og blev elev på instituttet fem år før mig, gerne være bager; og Anna fik bagermesteren Jørgen Nagel i Classensgade, som lå næsten lige ved Blindeinstituttet, til at tage ham som lærling. Ebbe blev udlært på den normerede tid, der var fire år og arbejdede derefter forskellige steder som bagersvend.

Anna var altid glad, når hendes drenge fandt en sød pige og kom i sikker havn, som hun udtrykte det. Det sagde hun også, da hun i 1968 første gang mødte min kæreste og igen, da de mere end 40 år senere var sammen ved Blindeinstituttets 150-års jubilæum.

I de senere år har jeg flere gange med stor fornøjelse og god snak om vidt forskellige emner besøgt Anna. Sidste gang var til hendes 100 års fødselsdag 30. august 2019, hvor hun veloplagt selv tog imod de mange gæster. Det blev en intens og uforglemmelig oplevelse, som alle, der var med – ikke mindst nu kan tænke tilbage på med stor glæde.

3. Mindeord om Anna Johansen, af Hanne Kassandra Skipper

Det er Anna, der er død. Anna Johansen – lærer og fødselshjælper på genfødselsgangen B, som jeg kaldte den, på Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvor jeg blev genfødt i januar 1983 som senblind 31 år gammel.

Der var flere jordmødre og jordfædre, som lærte mig at skrive på maskine, at gå, at spise. Anna lærte mig at læse og skrive et nyt sprog – punktskrift.

Først kunne jeg skimte punkterne på et CCTV, men kort efter læste jeg med fingrene. Hun spurgte, hvad jeg kunne lide at læse, så indtalte hun nogle digte af Tove Ditlevsen på kassettebånd, som jeg derefter skrev på punkt (pædagogisk snilde); jeg har dem endnu.

Onsdag aften bagte hun boller og underholdt os med oplæsning af vedkommende artikler og ting, som nogen af os havde ønsket, men for det meste noget, hun selv fandt frem, som var nyt for os. Tænk at verden kunne opleves så normal, selv om vi alle for nylig havde mistet synet.

Jeg tog hende med som min ledsager til den officielle del af Blindeinstituttets 150-års jubilæum i november 2008, da det gik op for mig, at ingen på instituttet havde tænkt på at invitere hende, hvad der var fuldstændig uforståeligt for mange af deltagerne.     

Anna var en selvlært pædagogisk perle, og jeg mindes hende med glæde.

4. Om min barndom på Refsnæs, af Thorvald Kølle

Da jeg kom på børnehjemmet.

Jeg blev født i 1944 i Nakskov. Mine forældre var Valdemar Vilhelm Meincke og Viola Marie Kølle Meincke, og kom på Refsnæs på børnehjemmet i 1947. Jeg husker ikke årstiden, men kun sporadiske oplevelser. Det første jeg husker er et larmende kaos i legestuen. Det virkede som om der var omkring 20 børn. Der sad en dreng henne ved klodseskabet, der var fyldt med træbyggeklodser af forskellig form. Han sad der og kastede klodser ud i rummet. Han sagde en sætning og så kastede han en klods, som larmende hoppede hen af gulvet. Sådan blev han ved. Nogle gange ramte klodsen et barn, som måske begyndte at græde. Der var en ung pige, ikke uddannet, som skulle holde øje med os. Hun skældte ham ud, men lidt efter var det det samme igen. Drengen hed Erling Friis Pil og var åndsvag og blind. Der var nogle af børnene, som var åndsvage eller, så vidt jeg kan bedømme i dag autister.

Jeg husker slet ikke rejsen fra Nakskov til Refsnæs og heller ikke om begge mine forældre eller kun min mor afleverede mig. Det er også muligt, at jeg kom på børnehjemmet i forbindelse med afslutningen af en skoleferie, hvor en af lærerne rejste rundt og hentede børnene i de forskellige landsdele. Senere i min barndom husker jeg tydeligt disse scener, når vi børn skulle afhentes på stationerne, hvor vore forældre skulle aflevere os. Børnene græd. Nogle højlydt. Andre stille. Det var svært.

Rejsen startede fra Nakskov st., den vestligste station på Lolland. En pige ved navn Maren og jeg stod på i Nakskov. Maren var en ung pige, som boede på værnehjemmet. Værnehjemmet var en boafdeling for blinde kvinder, som ikke var i stand til at tage en uddannelse og siden klare sig selv. I Næstved kom en pige, som hed Frida på toget. Hun var ked af det, fordi hun havde en kæreste i Næstved og mens hun sagde farvel til sin mor og de stod der, på hver side af togvinduet, moderen på perronen og pigen inde i kupeen, blev hun ved med at gentage ”hils Preben” på en stille sørgmodig måde.

Hun boede også på værnehjemmet. Engang husker jeg at hr. Emborg skulle hente os. Da vi kom lidt forbi Næstved, hvor de sidste børn, på den strækning, skulle hentes, tog hr. Emborg vore madpakker, som vi havde med hjemme fra. Han gik rundt og delte maden ud til os samtidig med, at han, med sin messende stemme, spurgte: ”Kan du spise uden at grisse?”. Det lykkedes ham at sprede en hyggelig afslappet stemning i kupeen.

Nogle børn sørgede og savnede deres hjem meget. Jeg husker tydeligt Kurt Nielsen. For ham var det virkelig hårdt og det tog lang tid for ham at vænne sig til at være hjemmefra, men han kom sig langsomt. Han var jo en glad og robust dreng, så det gik.

Det første jeg husker om en personlig relation der var en dreng, der hed Villy. Villy kom fra store Snøde. En landsby på Langeland, hvor hans far var murermester. Vi fandt rigtig sammen og opbyggede en stærk legerelation. Vi havde en livlig fantasi begge to.

Om natten havde jeg tit nogle grimme drømme om nogle væsener, som kom og skræmte mig. Disse væsener var ikke fysiske. De var på et andet plan og nogle jeg ikke kendte. Jeg blev skræmt fra vid og sans, når de sagde uhyggelige lyde og skabte svære situationer for mig. Der var et væsen som var en Døøker, den var i vandet i en lavvandet sø, hvor den sagde lyde og ville komme efter mig. Så var der Bettesitterne. De havde forskellig størrelse og havde en summende lyd og så sagde de: ”Bettesit, bettesit”. Det var mere fysiske og derfor ikke så skræmmende, men lidt hyggelige. De havde en form, som 2 kegler sat sammen med en blød afrunding i hver ende. Så var der Stissen. Den var ikke fysisk, men når jeg vænnede mig til den, så gjorde det ikke så meget, at den sagde stis stis. Der var andre energier, som gjorde mig så bange, at jeg knap turde trække vejret. Jeg lå blot der i min seng helt paralyseret. Næste morgen kom de voksne og vækkede os. Jeg havde slet ingen fortrolighed til nogle voksne. Så det faldt mig slet ikke ind at fortælle nogle om disse mareridt. Det hjalp mig dog meget at fortælle Villy om det. Vi legede så situationerne og han var vældig god til at opfatte mine fortællinger. Vi fandt så på, at disse væsener boede på den øverste jord, hvor vi boede på den nederste jord og så kom der rigtig gang i fantasierne og der blev udviklet på fantasierne om denne øverste jord, hvor livet ikke var så tungt, som her i det fysiske.

Der var altid en frygtelig larm og tumult i den legestue fordi der jo var mange blinde og stærkt svagsynede, der stødte ind i hinanden, eller faldt over dem, der legede på gulvet. Villy og jeg tog vore forholdsregler. Vi satte os på gulvet med benene ”skiftes til”. Det vil sige, at den enes ankler lå over den andens. Derved skabtes et rum for legen. Hvis der, af vanvarer, eller fortsætteligt, kom nogle ind på os, som vi sad der, så vankede der. Vi isolerede os der sammen. Der skete dog også andet, men vi støttede hinanden ganske meget i dette kaos. Jeg syntes dog, at isolationen var skræmmende, hæmmende og gav spændinger, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved.

Jeg savnede voksenkontakt. Jeg husker engang lige efter jeg var kommet til Refsnæs. Jeg sad på toilettet og mærkede afføringen komme ud. Det var en skræmmende og ensom oplevelse. Jeg måtte føle på den. Dens konsistens og hvordan den så ud. Jeg husker ikke lugten. Min mave var forkrampet af spændinger.

Jeg var allerede dengang en drillepind. Undertiden fandt jeg på at forulempe en anden blind, som jo ikke kunne se, hvem det var.

Så en dag kom der en ny dreng, som hed Rudi. Ham kunne man overhovedet ikke komme i kontakt med. Det eneste han gentog højt ud i rummet de første dage var: ”Dumme tøs, dumme tøs”. Det var helt mekanisk. Om natten legede han i sengen og viskede halvhøjt med sig selv, så vi andre måtte tysse på ham. En aften stod han ud af sengen og bevægede sig henover gulvet, idet han efterlod sig en masse klatter af lort spredt udover gulvet. Jeg skulle, på et tidspunkt, den aften, op at tisse og kom så til at træde i nogle af de klatter.

Børnehjemmet forekom mig som en lav bygning. Og jeg syntes aldrig, at der blev luftet ud. Der stank af natpotter. Vi havde alle en natpotte under sengen, hvori vi kunne tisse. Nogle af børnene var vådliggere og skulle vækkes af nattevagten, som var en kone, som var ansat til det. Så kom hun ind og vækkede dem, som tissede i sengen. Der var en nattevagt, der hed fru Bertelsen, hun havde en mærkelig stemme, og når hun sagde ”op og tisse, op og tisse”, så grinede os, som var vågne.

Så var der også en børnehave, som vi kom op i om formiddagen. Børnehaven lå på første sal og forekom lysere og mere luftig end det nedenunder. Det var en dejlig afveksling til det evindelige kaos nedenunder. Der var en uddannet børnehavelærerinde og det var dejligt afslappende og inspirerende at have hendes venlige opmærksomhed.

Min far, som var smed, lavede en kran i metal, som stod på en jernplade og min mor syede nogle sandsække, så man kunne hejse dem op i kranen. Far lavede også en sandmølle, som, når man hældte sand i en firkantet tragt, kunne drive et hjul med nogle rum. Når sandet blev skovlet op i tragten og løb ned i hjulet, blev det drevet rundt af sandets vægt inden, det igen, løb ned i sandkassen. Jeg var meget stolt af min far.

Noget af det bedste og hyggeligste var, når vi gik tur på skolens område sammen med et par voksne. Så kom vi tit op til stalden, hvor skolen havde en lille bestand af grise og så 2 heste. Når vi nærmede os staldområdet begyndte grisene at grynte begejstret. De kedede sig vel i den lille grisegård, omgærdet af en lav mur. Vi stod så på ydersiden af muren, mens grisene gryntede glade og satte forbenene op på muren, så de bedre kunne komme i kontakt med os. Så rørte vi ved deres tryner, hoved og ører, medens de gryntede og snusede til vores hænder. Hvis vi blev løftet op kunne vi også klappe dem på ryggen.

Når vi ikke var i børnehave var der jo meget tid, hvor vi slet ikke blev stimuleret. Der var dog forskellige legeredskaber. Blandt andet en stor robåd. Det måtte jo resulterer i, at vi moppede hinanden og fik skældud af de uuddannede unge piger, som jo skulle overskue 20 blinde og svagsynede børn, hvoraf nogle endda var åndsvage eller autister.

Der var en dreng, som hed Jan Grove Rasmussen. Han var sygt fascineret af ure. Han sagde: ”Må jeg høre uret”. Hvis han fik fat i et ur, som han krampagtigt holdt op for sit øre, så kunne de voksne ikke få det fra ham uden, at der blev en scene, hvor han græd og skreg. Han kunne også psalmebogens numre udenad. Hvis man spurgte ham, hvilket nummer en salme havde, så kunne han sige det.

Så var der Henning Jensen. Han talte affekteret. Han var svagsynet, så når man drillede ham, så skubbede han kraftigt til en, så man faldt eller stødte ind i noget. Han gik og sagde: ”Apdarbe”.

Så var der Pjusker, som hed Kjeld Hansen altså Pjuskerkjeld. Han snakkede altid om sine grammofonplader. En sikker metode til at få ham til at gå fra koncepterne var, når vi råbte: ”Nu knækker vi alle Kjelds plader”, og klappede højt i hænderne. Så skreg han: ”Nai nai” med en skabagtig stemme. Det var hylende morsom og den var sikker hver gang, så han blev flittigt moppet. Det var en god adspredelse og tidsfordriv. Når den unge pige opdagede det i larmen, fik vi skældud. Kjeld var dog også en sød og hyggelig dreng, som ikke gjorde en kat fortræd. Han nød at fortælle at han boede ”Ovengaden Under Vandet”.

Der var også Thorben Bork Egevang. Når man var i nærheden og han følte, at man havde kontakt med ham, spurgte han: ”Vil du høre min blade”. Det skete tit, når der var voksne på besøg. Så drejede han rundt om sig selv. Satte den ene fod i gulvet med et klodset bump og så slæbte han den anden efter sig samtidig med, at han sang. Denne slæbelyd skulle vel nok efterligne stiftens lyd i pladerillen. Han sang godt nok og kunne en masse slagere udenad. Dengang havde vi 78’er plader.

Noget, som virkelig kunne samle de store børn på børnehjemmet, som var normaltbegavede, var når den unge pige spillede eventyrplader for os. Der var en rejsegrammofon og de eventyrplader der var, de var 78’er plader. Der var eventyret om Klodshans, om Snehvide og de 7 små dværge, Fyrtøjet, Ulven og Rødhætte, Robinhood, Den tapre Skrædder, Svinedrengen og andre eventyr. Ikke mindst det, der kaldtes et musikalsk eventyr om De tre Prinsesser. ”Ikke den tynde, ikke den tykke, men hende der var fuld af øøø…” og så en sjov swingmelodi. Skuespillerene var meget engagerede, så det var rigtig godt og en høj kvalitet for børn. Vi hørte disse eventyr om og om igen, så det var en lyst. Vi begyndte også selv at lege nogle af scenerne fra disse eventyr, det var en stor fornøjelse.

Plejemoderen på børnehjemmet hed frøken Friis. Hun havde, vist nok, en god vilje. Når man hørte hende tale med forældrene om et barn, så var hun altid smilende og kunne fortælle sjove episoder om barnet, hvor jeg hørte, lidt undrende, til, hvad hun sagde. Jeg havde ikke nogen særlig kontakt med hende, men der var jo også så få voksne til alle os og al den larm og kaos gjorde jo, at hun måtte tale højt. Jeg husker tydeligt hendes måde at tysse på os.

Sommetider fik vi breve og pakker fra vores forældre. Jeg husker, at når jeg fik brev så kom jeg ind til hende. Kom op på skødet og fik læst brevet højt. Jeg husker også gange, hvor jeg kom ind til hende. Jeg husker ikke, at jeg kom derind, men at jeg kom ud fra hendes lejlighed højt grædende siddende på hendes arm, medens hun prøvede at trøste mig.

En dag overfaldt vi en af de unge piger. Vi trak bukser, eller nederdel af hende og gav hende endefuld. Jeg husker tydeligt, at jeg følte på hendes bagdel og slog løs på den sammen med alle de andre. Der var en af drengene, som, af sin alder, var umådelig stor og stærk. Han havde en lidelse i benene, så han gik dårligt. Slingrede når han gik og måtte have støtte. Han hed Jørgen Hunstrup og var fra en gård på Langeland. Med sine stærke arme var han hovedkraften i dette overfald og han lå ovenpå hendes ryg og råbte: ”Er du god”. Tove, som pigen hed, skreg så frøken Friis kom og befriede hende. Jeg husker ikke den konkrete grund til, at vi overfaldt hende, men det var dog usædvanligt at så små børn kunne lykkedes med det.

Der må have ligget noget vrede i os overfor stedet og de voksne. En dag besluttede vi at vælte huset. Vi tog nogle legetøjsskovle og begyndte at grave henne ved husmuren. Vi var vrede og gravede et hul, hvor vi stillede os op ved muren og skubbede af alle kræfter, men der skete jo ingenting. Så gravede vi videre og prøvede så igen, men uden resultat, huset stod fast. Vi gravede så videre og hullet blev faktisk rigtig stort. Så blev det stoppet af de voksne. Der var også nogle, som prøvede på at grave sig ud under det hegn, der omgav børnehjemmets område, men det blev også stoppet.

Vi havde en skildpadde på børnehjemmet. De voksne måtte vel synes, at det var godt for børn at have kontakt med levende dyr. Men Skjoldpeter døde. Så fik vi en ny, som vi kaldte Dorte, som også døde. Man anede jo ikke, at skildpadder er vekselvarme dyr, som skal have varme for at have et stofskifte. Skildpadderne bliver normalt over 100 år gamle, når de har de rette betingelser, men disse to ebbede ud i løbet af et par år. De boede ovre i liggehallen, som var bygget til, at børnene kunne sove til middag.

Vi sov på nogle bårer. Vi skulle sove efter middagsmaden. Hvis nogle af os var for livlige og snakkede og ikke kunne falde til ro blev der skældt ud af en af de unge piger. Engang blev jeg skældt ud af en af dem. Jeg sagde, at det ikke var mig, da jeg lå stille, men hun påstod, at jeg løj for, som hun sagde, lyvemennesker får en sort streg i panden. Min verden brød sammen. Jeg havde jo ligget stille, som man skulle. Jeg husker tydeligt denne angst, fordi jeg havde min oplevelse og hun påstod med sikker stemme, at jeg løj. ”Du lyver. Jeg kan se den sorte streg i panden”. Jeg blev rigtig bange og begyndte at græde.

Der var kommet en ny dreng. De første mange dage, hvor vi skulle ligge i liggehallen lå Bjarne, som drengen hed og sagde klynkende og klagende: ”A wil hjem til Thy”, og så græd han bitterligt. Han var helt i sorg, men selvom der sad en inspektion, så lod hun, som om intet var sket. Bjarne blev totalt negligeret. Efterhånden slappede han mere af og kom ind i en daglig gænge.

Efterhånden fik jeg en rigtig god kontakt med Rudi. Han kom fra Fredericia og fortalte om sin familie. Jeg havde også en rigtig god kontakt med Jørgen Hundstrup, som vi kaldte Jørgen Klods. Jeg var, og er, den dag i dag, meget interesseret i dyr og specielt i fugle. Jørgen og jeg legede meget sammen og vi lærte hinanden om dyrene gennem leg. Det var meget givende. Blandt andet var der duer på gården, hvor han kom fra så han lærte mig om deres lyde og adfærd.

Det absolutte højdepunkt, mens jeg var på børnehjemmet var skolens 50-års fødselsdag. Den dag kom kongeparret på besøg på Refsnæs. Det var den femte november 1948. Der var stor fest på skolen. Kongen og dronningen kom også over og besøgte os på børnehjemmet. Dronning Ingrid bøjede sig ned, tog mig i hånden og så sang jeg:

Flyv, Fugl! Flyv over Furresøens vove!

Flyv, Fugl! flyv over Furresøens vove!

Nu kommer natten så sort,

Alt ligger sol bag de dæmrende skove,

Dagen nu lister sig bort;

Skynd dig nu hjem til din fjedrede mage,

Til de guldnæbede små;

Men når i morgen du kommer tilbage,

Sig mig så alt, hvad du så.”

Jeg havde mit kyllingetøj, et strikket cardigansæt på, som min mormor havde strikket. Der var broderet kyllinger over det hele på dragten. Det mindede mig jo om, når jeg var på sommerferie og der var cirka 30 kyllinger, som jeg var meget sammen med der.

Rudi tog dronningen i hånden og sagde, at hun havde beskidte negle. Det var bare neglelak. Dronningen havde et lidt tilbagetrukket, meget mildt og venligt væsen. Ved den lejlighed så skulle vi have chokolade og kage og kongeparret skulle være vore gæster.

Kong Frederik den niende var en meget rar og jovial konge, da han var sammen med os ved den lejlighed. Han mindede os, grangiveligt, om en af i eventyrkonger, som vi jo kendte så godt fra eventyrpladerne. Når kongen gerne ville have en kop chokolade mere så rakte han hånden op ligesom vi andre. Det var meget, meget hyggeligt at havde kongen på besøg. Vi var helt afslappede og glade og kongen var rigtig god til at være sammen med os. Jo, det var en dejlig dag.

Jeg tænkte altid på skolen, som et slags levende væsen, som jeg holdt meget af, når det var skolens fødselsdag.

I den sidste tid jeg var på børnehjemmet, kom der nogle lidt ældre kvinder. De har vel været midt i tyverne. De 2 første der kom hed frøken Søderstrøm og frøken Sonne. De var meget venlige. Det var en klar forbedring af opmærksomheden i forhold til os børn. Der var også noget leg i det. De 2 kvinder var forlovede med hinandens brødre. De var der kun kort tid. Så kom frøken Sander og frøken Linde.

Der kom en blind pige, der boede på Øst. Hun hed Hedvig Haldrup. Når vi var kommet i seng om aftenen, så kom hun engang imellem og læste op for os af Junglebogen. Hun gjorde det både spændende og levende. Hun havde megen varme og kærlighed til os. Talte også med os. Det var meget dejligt og trygt, da hun også, på sin egen måde viste omsorg for os. En sjælden varer i disse tider. Den dag i dag føler jeg en varme og tryghed ved at tænke på hende.

Da jeg kom på Øst.

Når man var 7 år og skulle begynde i skolens første klasse blev man flyttet fra børnehjemmet til Øst. Dette var en boafdeling med 64 børn. Der var drenge og piger op til fjerde klasse. Derefter blev drengene flyttet på den boafdeling, som kaldtes Vest.

Det første jeg tydeligt husker om at komme på Øst var, at jeg skulle på toilettet. Jeg gik rundt for at finde det, men det var et stort sted, så jeg fandt det først, da det var for sent. Lige da jeg var ved at trække bukserne ned sked jeg i bukserne. Bukserne med lorten røg ned om benene på mig og jeg slog hænderne sammen og begyndte, rædselsslagen, at græde. Det var den helt store katastrofe. Jeg husker slet ikke, hvordan jeg blev hjulpet. Jeg husker derimod, at jeg, nøje, mærkede mig, hvor toilettet var så jeg kunne finde det. Den næste dag gik jeg glad derind. Idet jeg satte mig råbte jeg begejstret: ”A ska’ sgu skie”.

Det hørte frøken Blok og det resulterede i kraftig skældud og nogle klaps i den bare. Jeg kendte ikke frøken Blok, men det kom jeg til. Jeg tror, at hun var sadist. Mange af de andre frøkner blev vrede, enten fordi de var belastede eller havde for mange børn at holde øje med, men frøken Blok var, på en måde cool, når hun gjorde grimme ting imod os. Dengang havde hun altid aftenvagten fredag aften. Så fik vi klippet negle på sovesalen inden vi skulle sove. En aften havde en dreng, som hed Finn Lassen være lidt livlig, havde vist spillet lidt op. Hun beordrede da Finn til at stille sig i sin seng og stramme buks. Så slog hun ham i den bare numse med et tungt metalskohorn, så det sang. Finn skreg og sprang helt henover nabosengen og landede, sådan nogenlunde i sengen ved siden af. Frøken blok sagde, med skarp stemme: ”Det var bare et A”.

Fredag aften fik vi også det ugentlige bad. De unge piger som tjente på stedet, hjalp sygeplejerske frøken Jacobsen med at bade os. Frøken Jacobsen var en skrap og kontant kvinde, men god nok på bunden. Der var en af de unge piger, som vaskede mig. Hun hed Etly. Jeg havde ellers ingen kontakt med hende i hverdagen. Hun var, ligesom, langt væk. Hun havde en hæs skurrende stemme. Når hun vaskede mig foregik det altid i stilhed for frøken Jacobsen krævede stilhed. Når Etly vaskede mig mellem benene foregik det langsomt og dvælende. Hun gav sig god tid. Masserede, med sæbe mine kønsorganer. Jeg anede jo ikke, hvad der foregik, nød det blot. Så ind under bruseren og skylles af. Så kom frøken Jacobsen hen. Tog fat i håret, og råbte: ”Neemme”. Det betød hvilket nummer har du. Jeg svarede fem. Det lød mærkeligt fordi min hage var trykket helt ned til mit bryst.

Hvis vi snakkede, efter vi var kommet i seng på sovesalen, kunne det ske, at de voksne stod udenfor døren og lyttede. Så kom hun ind og gav os endefuld. Der blev sagt: ”Hvem var det, der snakkede”. Så blev man beordret at ligge på maven. Dynen blev løftet og så slog hun og det var hårdt. Fru Thomsen, som var der en kort tid, tog vand på hænderne før hun slog. Det sved modbydeligt.

Lyset i mørket, det var fru Kotrell. Hun havde en dyb og myndig stemme. Hun kom, når hun havde aftenvagt og skulle lægge os i seng, og snakkede med os. Gav sig god tid og var dejlig nærværende. Men hun var der kun i kort tid.

Rutinen på Øst var, at vi blev vækket klokken 7. Derefter var der morgenmad. Så begyndte skole med morgensang. Det kunne jeg godt lide. Jeg har altid elsket salmeskatten og det var meget opløftende for mig.

Jeg husker specielt oldfrue frøken Overgårds stemme. Hun sang rigtig godt. Organisten, som var blind og hed hr. Poulsen spillede rigtig godt til morgensangen. Efter salmen bad forstander Poul Petersen fadervor. Morgensangen begyndte kl 8 derefter var der skole indtil middag, hvor vi spiste varm mad. Maden var af meget høj kvalitet. God dansk mad. Der var en rigtig god og dygtig økonoma, frøken Sørensen. Om formiddagen, i det lange frikvarter, skulle nogle af børnene, som var lidt tynde eller på anden måde ikke rigtigt trivedes, over til køkkenet og have et glas piskefløde. Jeg holder rigtig meget af fløde så jeg nød det meget.

Så var der undervisning igen indtil kl. 14.

Kl. 15 var der mælk i spisestuen. Vi fik et glas mælk af nogle store tunge glas.

Der blev også delt godter ud, hvis forældrene havde sendt pakker til deres børn. Derfor skete det jo ikke så sjældent, at nogle fik godter og andre ikke. Mine forældre var gode til, regelmæssigt at sende pakke til mig. Så lå der, som regel et brev i punktskrift, som min far, møjsommeligt havde skrevet til mig på den punkttavle, han havde købt.

Vi, som havde fået pakke, blev, derfor, opfordret til at dele med de andre, men så gik det jo bare sådan, at man delte med dem man godt kunne lide, eller havde sociale fordele ved at dele med.

Så var der udetime. Alle skulle være ude i den time. Der var en assistent, frøken Hansen, som var meget blid og omsorgsfuld. Hun var meget stilfærdig. Jeg hørte hende aldrig hæve stemmen. En dag fik jeg held til at finde hende i udetimen. Der var jo 64 børn og kun to voksne, som havde inspektion. Jeg gik med frøken Hansen i hånden. Hun var naturligt nærværende og udstrålede kærlig venlighed overfor alle. Jeg følte stor lettelse og afslapning ved at gå med hende i hånden og blev fyldt af en stor varm tryghedsfølelse. Hun var lille. Frøken Hansen havde også inspektion ved aftensspisningen. Jeg vendte hele tiden ansigtet mod hende, i den retning, hvor hun var. Da der var inspektionsskifte under aftensmåltidet og hun gik ud af døren, sad jeg resten af tiden i spisestuen, med hovedet drejet hen imod døren uden at kunne spise noget. Frøken Hansen var der kun en kort tid.

Efter udetimen var der lektielæsning kl. 16,30. En time og så aftensmad kl. 18. efter aftensmaden var der fri leg indtil sengetid kl. 20.

Pigernes sovestuer lå på en lang gang på første sal. Drengenes sovesale, der var den lille sovesal og den store, for de større drenge, lå også på første sal, men i enden af bygningen.

Om natten, var vinduerne lukkede. Der var en stram dunst af sengetøj, gammel luft og halv og helt fyldte natpotter. Der var en meget svag dreng ved navn Otto. Han var fra Sydslesvig, derfor kaldte vi ham for Otto tysker. Han var, som sagt meget svag. Når jeg mærkede på ham hang hans hoved altid nede på brystet. En morgen, da vi lå i sengen, skulle Otto tisse. Han lå i sengen og virrede med hovedet rytmisk, fra side til side., medens han udstødte rytmiske klagelyde vekslende med, at han i samme rytme sagde: ”Ja ska tiis, ja ska tiis”. Det blev værre. Man kunne virkelig høre, at det var lige oppe over. Så stod han, møjsommeligt og meget besværet ud af sengen. Fik ravet natpotten frem under sengen og begyndte at tisse. Man kunne høre, hvordan potten blev mere og mere fyldt. Så blev den for tung og Otto tabte potten, med dens indhold, men måtte så tømme resten ud af blæren med en plaskende lyd på gulvet. Det gav et syngende brag, da potten, med dens indhold, landede på gulvet. Otto fik sig væltet op i sengen og nu var rytmen med det virrende hoved og klagelydene langsomt og opgivende. Jeg lå der blot, som et vidne. Det faldt mig slet ikke ind at jeg kunne have gjort noget, Senere hørte vi, at Otto tysker var død.

Nogle gange var vi meget livlige og lavede ballade, når lyset var blevet slukket. Det var naturligvis spændende for der jo altid chance for at få endefuld.

Jørgen Hunstrup var et udpræget A-menneske. Vi syntes, det var sjovt, at han knapt nok var kommet i seng, før end han sov. Så fandt jeg på at tisse på hans madras lige der, hvor hans hovedpude var. Så vågnede han og spurgte med søvndrukken, brøsig stemme: ”Hvem har tisse på min mardrææ(s)”. Vi grinede, så vi selv var ved at tisse i sengen, det var hylende morsomt. Det blev noget, vi gik og sagde.

En anden nat gik Flemming Neumann i søvne, som han så ofte gjorde det. Det var sjovt at høre, hvordan en blind søvngænger famlede sig frem. Stødte mod ting, men alligevel, gik rimelig sikkert rundt. En nat kom han fra den ene sovesal ind på den anden. Stillede sig op midt på gulvet og tømte sin blærer med en plaskende lyd. Så gik han ind i seng igen, som om det var den naturligste ting i verden. Det skabte, selvfølgelig, også stor morskab.

Når jeg vågnede i den tidlige sommermorgen i den beklumrede dårlige luft på sovesalen, så kunne jeg høre lyden af grøniriskens trillende bløde sang ude i det store elmetræ, der stod i skolegården. Dette gav mig en enorm næsten ubærlig længsel i sindet.

Det fortsatte med mareridtene. Der var jo også alt det nye. Nye omgivelser. Et meget større sted, hvor jeg jo ikke havde lært, hvordan det så ud og så denne følelse af efterladt-hed og ensomhed. Jeg husker tydeligt den stemning fra den første tid på øst og i skolen. Der skete jo også noget med kroppen. I den alder faldt testiklerne ned i pungen. Jeg syntes det var utrygt og fremmed og spurgte frøken Gyldenbjerg, som var sang- og religionslærer, hvad det var for nogle kugler. Hun sagde, at det bare var 2 bolsjer i bolsjeposen. Det gav ingen mening. Så sad jeg der i min seng og rørte ved bolsjeposen med bolsjerne og følte mig utryg, ubeskyttet og forvirret.

Vores klasselærer i første klasse hed frøken Filstrup. Hun var virkelig en fantastisk pædagog. Hun kunne virkelig se og motivere os. Det var en fornøjelse, og interessant at gå i første klasse med hende som lærer.

Frøken Filstrup udviklede en undervisningsmetode af sansetræning for blinde børn. Det står vældig godt beskrevet i bogen skrevet af Niels Strandsbjerg i anledningen af Refsnæsskolens 100-års jubilæum.

Der står, i øvrigt, også en rigtig god beretning af økonoma Ester Sørensen om hendes arbejde på Refsnæs.

Nå, men det første år gik jo og jeg skulle så i anden klasse. Det gik rigtig galt. Vi skulle have hr. Emborg, som klasselærer. Han havde vældig god vilje og var uden tvivl både dygtig og meget engageret, men noget gik helt galt for mig. Jeg var aldeles umotiveret og fik kun nogenlunde gode karakterer på grund af mit gode hoved. Den gik dog ikke i regning. Der fik jeg laveste karakter og den hed mådelig.

I slutningen af skoleåret var der eksamen. Det foregik, omkring d. 20. juni. Jeg husker også den tid, som var præget af de modne manna fra det store elmetræ i skolegården. De fløj rundt i sommervinden og lød, næsten, som de visne blade lyder, når de flyver rundt om efteråret de smagte tørt og sødligt, dejligt. De havde en skærm omkring sig, så de kunne flyve. I denne tid var der, som sagt eksamen. Jeg husker, tydeligt, hvordan jeg sad og fumlede med regneklodserne. Disse var lavet af bly og var punkteret så der var et tal på hver af de fire sider på klodsen. Regneklodserne kunne sættes ned i nogle firkantede huller i en regnetavle. Så vendte man det tal opad, som gjaldt i det sammenhængende cifre. Jeg sad, som sagt, og famlede med disse klodser og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Sådan sad jeg i hele den tid, som jeg havde og var ikke komme videre, da tiden var gået. Det var en underlig følelse. Det føltes også meget ensomt og jeg kunne ikke forholde mig til situationen. Det var en ørkesløs og restløs situation, som var svær. Jeg følte mig forlegen overfor mig selv. Andre mennesker blev uvedkommende. I det hele taget var denne tilværelse, med denne usammenhængende menneskelige kaos og frygt ikke til at forholde mig til. Vi lærte en sang i første klasse, som gjorde mig flov, vred og trodsig:

Ja, hvis man ikke vil være dum.

så skal man tænke sig rigtigt om.

så skal man, bestandigt høre efter.

af alle kræfter. af alle kræfter.

en sluudrebøtte, som hed Jens Knud.

han sad og pillede dagen ud.

og tænk. han blev, det er sandt og vidst.

helt dum til sidst og det var trist, ja trist men,

jeg havde en indre verden.

En verden af fantasier, som baserede sig på naturen.

Nede på strandmarken var der rigtig mange, af havet, slebne sten. Der gik jeg ned og fandt en meget specielt, formet sten. Den gik jeg med i fingrene og ved at gøre forskellige bevægelser og holde den i bestemte stillinger, kunne jeg visualisere forskellige scenerier. Det drejede sig, som regel, om fugle, men også andre dyr. Det kunne, f.eks. være husdyrene hjemme fra min morfars gård. Disse lege med sten blev en slags besættelse og hjalp mig til at flygte ud af tilværelsen.

Man siger, at blindismer fortrinsvis udvikles hos blindfødte. Der er her tale om en form for stereotypi, som kommer af isolation. Man ved, at i Afrika, udvikles den slags ikke og man mener det skyldes, at børnene altid hænger på moderens ryg og kan derfor følge hendes bevægelser dagen lang. Jeg henviser til bogen Kan man løbe fra problemerne af Anne Mette Bredal, hvor hun, netop, skriver et afsnit om blinde spædbørns livsoplevelse. Det er vel, tænker jeg i tråd med en form for autistisk tilbøjelighed.

Disse lege trænede min visualisering. Når jeg legede og eksperimenterede med hønsene, så lærte jeg også meget om deres bevægelser. Og når jeg havde haft kontakt med andre dyr, så legede jeg indtrykkene ind i mit væsen. F.eks. var der, på min morfars gård, en stejl stige, af træ, fra ladegulvet op til høloftet, hvor kattene også boede. Når en kat kom springende hen og satte kløerne i stigen og hurtigt og sikkert klatrede op af den, gav det en bestemt serie af lyde, hvor jeg kunne høre, at katten hurtigt bevægede sig op ad stigen. Jeg hørte også, når de hvæssede deres kløer på træerne.

På samme måde med de andre dyr. Køerne, der græssede. Grisene, der legede, gryntede og rodede. Hønsene. Ænderne, når de kom hjem fra mergelgraven, som lå på Siersens mark. Siersen var nabo til morfar. De havde et rigtig godt naboskab. Delte maskiner, redskaber og hjalp hinanden med bedrifterne. Da hjalp disse sten med at skabe tryghed i en verden, som jeg selv skabte og havde kontrol og skaberkraft over. Jeg blev da sådan en slags gud, der dels kunne skabe, dels blot iagttage min skabelse. Men det tog rigtig megen tid fra det, jeg eller skulle have lært, men sådan blev det nu. Det var den bedste livskvalitet, jeg kunne skabe for mig selv samtidig med, at jeg jo levede i Refsnæssamfundet, hvilket jeg jo også elskede på grund af den meget høje og stærke naturvibration, som gav alt, hvad jeg oplevede, godt, som dårligt, en stærk åndelig energi igennem mit hele liv der, og hvilket jeg altid tyede til, når jeg havde behov for trøst og inspiration.

5. Fra jeg blev født og indtil jeg blev 18, af Allan Gravesen.

Denne beretning er min beretning, som skal vises til min moster Lisa Borris Pedersen og min morbror Per Nukaaraq Hansen (Ivittuut Museum). Skulle nogen udefrakommende læse denne beretning enten på museet eller andetsteds og føle sig trådt over tæerne, fordi de læser beretningen og synes, at jeg efter deres opfattelse kommer med usandheder, så er det deres ejet problem. Jeg hedder Allan Gravesen. Jeg er født i 1972.

Jeg er født 2 måneder for tidligt på Odense Universitetshospital (nu: Odense Sygehus). Min far var ved militæret for at aftjene sin værnepligt. Min mor var på ferie hos min farmor og farfar, som boede på Fyn. Derfor blev jeg født i Odense.

Jeg lå på sygehuset i to måneder. Jeg lå i kuvøse i den tid. Man mener, at jeg blev blind, fordi jeg fik for meget ilt. Hvis ikke jeg havde fået så meget ilt, som jeg havde brug for, var jeg død. Flere af de børn, der lå i kuvøse, var meget syge af deres for tidlige fødsel, hvorfor vi blev nøddøbt på sygehuset. Vores forældre måtte kun komme i nærheden af kuvøserne og kigge gennem glasruderne til os. Men præsten, der døbte os, kom direkte fra sin bil uden at vaske hænder. Han åbnede kuvøserne og døbte os. Flere af os døde, men jeg overlevede.

Efter at jeg var kommet hjem fra sygehuset, kontaktede min far daværende småbørnskonsulent Jette Hasselstrøm på Refsnæsskolen (nu: Synscenter Refsnæs – http://synref.dk).

Mine forældre vidste selvfølgelig ikke, hvad de skulle gøre i den ulykkelige situation i første omgang at have fået et blindt barn. Min mor blev senere desperat over, at jeg ikke kunne komme af med afføringen, hvorfor hun kontaktede det nu nedlagte børnehospital Fuglebakkens Børnehospital på Frederiksberg. Efter nærmere undersøgelse synes børnelægen, at min mor skulle kontakte OH (det nu nedlagte Ortopædiske Hospital i København), fordi børnelægen på Fuglebakken mente, at jeg muligvis var spastiker (hvad jeg er). OH havde tilknyttet en børnehave for spastikere, CP-Børnehaven (Cerebral Parese – Spasticitet på latin), som i dag drives af Københavns Kommune. Der gik jeg i to år. Imens kæmpede Jette Hasselstrøm forgæves for at få mig på Geelsgårdskolen (http://geelsgaardskolen.dk), fordi hun mente, at det var et større problem for mig at være spastiker end at være blind.

De nægtede at modtage mig med henvisning til, at jeg var blind og at de ikke vidste, hvordan det skulle tackles. At de så både i den periode før og siden har haft helt blinde eller næsten blinde samtidig med min eksistens, kan undre mig dybt. De var glade for, at der fandtes en blindelov, hvori der stod, at alle børn skulle undervises på Refsnæsskolen, hvis de havde et synshandicap.

Efter min fars værnepligt fik han job som livrist hos Dronningen, så han kunne arbejde 14 dage og holde fri 14 dage. Det var smart at gøre det således, så han kunne hjælpe med at passe min storebror og jeg. Der var han fra 1974 til 1976. Grundet uoverensstemmelser holdt han op. Mine forældre flyttede til Kalundborg, og min far fik job hos Tage Søndergaard, en sengetøjsfabrik. Jeg startede i specialbørnehaven på Refsnæsskolen. Der gik jeg i knap to år, kom så i børnehaveklassen og gik på Refsnæsskolen til og med tiende klasse. Fra første til og med tiende klasse havde jeg afdøde Søren Larsen som klasselærer. Da jeg var syv år gammel, kom jeg en dag grædende hjem fra skole, fordi jeg ikke måtte komme til karneval som skolens øvrige elever. Min far blev rasende, ringede omgående til Søren Larsen og skældte ud over, at jeg ikke kunne komme til karneval. Så han sagde til Søren: ”Jeg kommer og henter dig sammen med Allan og så tager du dig af Allan. Allan overnatter på Egehuset (kostafdelingen), således at han kommer i skole næste dag.” Det var da dejligt at komme til karneval, men karnevalet blev kimen til en allerhelvedes ballade. Trods rigtig mange gode stunder var der ballade mellem mine forældre, Søren Larsen, skolens øvrige personale og jeg lige fra karnevalsdagen til og med tiende klasses afslutning. Der var mange problemer med, om undervisningen skulle finde sted med blindeskrift grundet min spasticitet eller om jeg skulle undervises med en båndoptager grundet min spasticitet. Brugen af båndoptageren kunne afhjælpe min spasticitet modsat Punktskriften (Braille-Skriften). Det blev en kombination af begge dele. Kombinationen foregik kun ved tre af lærerne. Fordi jeg også var spastiker og ikke kunne blindeskrift så godt, havde jeg på fornemmelse, at jeg blev opfattet som dum. Efter min skoletid har mine lærere fortalt deres fremtidige elever, hvor dygtig jeg var til en masse ting. Der var bare ikke mange, der fortalte mig, hvad jeg var god til, mens jeg var der. Det svarer til, at man taler pænt om de døde, når de er døde. Det glæder mig dog, at enkelte elever efter min tid har kunnet bruge mine læreres fortællinger til noget.

Jeg vælger nu at springe frem til sommerferien efter 3. klasse. Mine morbrødre Werner og Nukaaraq Hansen var på besøg i Danmark med hver deres kone og børn på hvert sit tidspunkt. Far havde igen jobproblemer. Han havde og har en meget svær/svag tilpasningsevne. Så pludselig ville mine forældre til Grønland. Det var dog ikke min mor, som var halvgrønlænder, der var den drivende kraft, men min far, der ville opleve noget. For mig og alle andre kom det som en tyv om natten. Som blind skulle jeg til øjenlægekontrol, indtil jeg var 12 år gammel. Og den dag jeg fik at vide, at mine forældre skulle til Grønland, var en af de dage, hvor jeg også skulle til øjenlæge. Jeg blev bedt om at holde gråden tilbage. Mine forældre har hele deres liv levet så kompliceret, at der altid var hemmelighedskræmmerier. Så jeg skulle altså holde tårerne tilbage ved øjenlægen. Der var ingen tvivl om, at Thomas Rosenberg (øjenlægen) opdagede, at jeg var ked af det. Kære Thomas, du skal have hjertelig tak, fordi du ikke spurgte, hvorfor. Alt tumulten inden og efter mine forældres afrejse til Grønland har jeg ganske enkelt fortrængt for at overleve. Det var min brors legekammerat Morten, der spurgte sine forældre og mine kommende plejeforældre Kai og Karen, om ikke de og Morten skulle tage sig af mig i weekenderne, når nu mine forældre og søskende var væk. Inden den faste forbindelse mellem jeg og min plejeforældre blev etableret, var der ti familiemedlemmer, der var min plejefamilie. Min klasselærer har fortalt mig, at jeg var rimelig frustreret over, hvor jeg skulle være og ikke være, fordi de familiemedlemmer, der havde sagt ja til opgaven, følte sig tidspresset i deres eget liv. Alligevel husker jeg mange gode og sjove stunder fra den tid, f.eks., da min onkel Palle spænder en livrem fast om mig og en håndvask, så jeg kunne komme til at stå alene uden min kørestol. Det var en slags panisk glæde, jeg fyldtes af, fordi jeg ren kropsligt skulle overbevises om, at jeg stod selv og ikke kunne falde. Kære læser, forestil dig at få røven fri fra en sofa efter at have siddet i den mange dage og timer. Min onkel Otto var værge for mig, også selv om den faste forbindelse til min plejefamilie var etableret. Otto har siden hen og til stadighed meget svært ved at slippe rollen, til trods for at jeg i skrivende stund er 39 og bor og lever, som jeg gerne selv vil.

Nytår 1979-80 blev min far og mor rigtig uvenner, sandsynligvis fordi min far ville bruge flere penge, end der var. Så min mor måtte rejse for et par dage til hendes første adoptivfar Ib, som nu er død. Så holder min far, mine søskende og jeg Nytår hos farmor og farfar, faster og onkel og yngste farbror. Min mor støder så alligevel til, men omkring den 1.-2. januar 1980 blev mine søskende og jeg vækket brat tidlig om morgenen, fordi de alle var blevet uvenner i løbet af natten. Og på den triste måde havde min familie og jeg, og ikke mindst jeg, ikke forbindelse til min farmor og farfar, faster og onkel og yngste farbror, mens mine forældre var i Grønland.

Midt i sommerferien, da mine forældre rejste, kom jeg på Egehuset og boede der, indtil jeg var 14 år gammel. Som læser skal du forestille dig, hvor dybt traumatisk det var ikke at vide, hvornår jeg så mine forældre og søskende igen. Da jeg ikke er født grønlænder, kunne jeg ikke få rejsen betalt af Grønlands hjemmestyre. Det blev således Bjergsted Kommune, efter sammenlægningen i 2007 nu Kalundborg Kommune, der betalte for rejsen. Men vi vidste endnu ikke, da mine forældre rejste til Grønland, om og hvornår jeg skulle komme til at se dem igen. Det blev jul og nogen havde organiseret i sammenarbejde med daværende Kalundborg og Bjergsted kommuner, at jeg kunne komme til Arsuk. Men det blev med den sidste flyvemaskine, der gik fra Danmark til Grønland inden jul. Så det var et held, at jeg overhovedet kom det. Det var jo ikke pædagogerne, der skulle rejse til Grønland og besøge deres forældre. Så man glemte simpelthen det, der skulle arrangeres. Det er indrømmet siden, men jeg har ikke tilgivet det af flere grunde. Fordi, hvis ikke det var blevet arrangeret, kunne jeg risikere at holde jul sammen med de blinde på skolen, der var psykisk syge, ikke havde noget sprog, kun kunne sige underlige lyde, smide med træklodser og alt andet, der var i deres nærhed, om det så var sovsen fra aftensmaden (velbekomme!). Det var ikke altid til at vide, hvad man kunne få i hovedet. Men endelig kom jeg til Arsuk. Min mor og far var dog rammer, jeg kendte. Så fire ugers tryghed, glæde og gråd blev det til. Dette foregik to gange om året i fem år. Selvfølgelig havde jeg det også sjovt på Egehuset. Vi var i Tivoli, teater og meget andet gennem tiden. Men kampen mellem hvilke pædagoger der sommer og jul skulle følge mig til Grønland og hente mig igen var ikke sjov. Pædagogerne sloges om, hvem der skulle opleve den flotte natur, plus at der også lå for dem deres løn og en diæt på 6.000 kr. Jeg fik kun en meget lille del af den diæt, de fik resten. 6.000 kr i 1981 svarer til 14.416 kr i 2010 (ifølge Danmarks Statistik prisberegner). Dette beløb ganget med 10 er lig med 144.160 kr. Det var lige så meget lønnen og diæten, som trak, såvel som Grønlands smukke natur.

Gennem mit liv fra 1975-1986 kom jeg igennem fem operationer. Det var forlængelse af hasesener, arkillessener, operation i begge lysker, så hofterne kunne blive siddende på plads. Ved andensidste operation i februar 1986 fik min mor rejsen betalt af Frederikshåb Kommune i Grønland, delvis finansieret af Grønlands Hjemmestyres Danmarkskontor i København. For dette stod en grønlandsk socialrådgiver Michael Fleischer. Michael Fleischer ringede til mig på Refsnæsskolen: ”God dag, jeg hedder Michael Fleischer”, sagde en stemme med den velkendte grønlandsk-danske accent. Endvidere hed det: ”Nu stiller jeg dig nogle spørgsmål, og hvis ikke du svarer ”ja” til dem, kommer din mor ikke til Danmark. Er Du med!? Spørgsmål 1: Har du det godt?” ”Øh, ja”, sagde jeg, for det var jo ikke særlig rart at skulle opereres igen. Resten af spørgsmålene var, hvor gammel er du osv. Så sagde han: ”Det er godt. Nu kommer din mor til Danmark. Farvel.” Aldrig er jeg blevet stillet den slags spørgsmål siden og da slet ikke af en grønlænder. Han havde sgu nok boet får længe i DK. Operationerne fik jeg ikke meget glæde af, andet end smerter.

I marts/april 1986 vendte mine forældre hjem til Danmark for at bo fast. Min far var en af de danskere, der blev i Grønland i max. 5 år. Enten kommer man hjem efter meget kort tid, lidt længere end kort tid eller også bliver man der resten af sit liv. Jeg var nu blevet en ung knægt / voksent barn, der endelig havde vænnet mig til at nu boede mine forældre i Grønland og at jeg i samarbejde med de mennesker, der var omkring mig, selv kunne være med til at bestemme, hvad jeg havde lyst til. Men nu blev det igen, som dengang jeg var ni år, før mine forældre rejste til Grønland. Så nu skulle jeg igen til at finde mig i deres luner og at de bestemte over mig både i ferier og weekends. Det var en underlig blanding af at være kisteglad for, at de var kommet hjem og at skulle vende sig til, at de skulle bestemme igen. Forinden fik min plejemor desværre et nervesammenbrud, hvilket gjorde at min plejefamilie ikke kunne være familie for mig længere. Vi har meget fin kontakt den dag i dag.

Fra 1987-1989 var jeg skolenævnsrepræsentant for mine medelever på Refsnæsskolen. Allerede dengang var jeg god til at argumentere og til at tale røven ud af bukserne, hvilket irriterede skolelærerne og pædagogerne på skolen.

Ved skolens 75-års fødselsdag 1. november 1973 fik skolens elever det, der hed ”lang weekend”, så de elever, der boede på Fyn eller i Jylland, kunne rejse hjem om fredagen og retur om mandagen til skolen hver anden uge. I den modsatte uge havde vi en seks-dages-uge, således at vi gik i skole om lørdagen kl. 8-12. Imidlertid skulle der spares, således at den lange weekend blev sløjfet, hvilket passede lærerne, fordi de så havde fri hver lørdag. Det passede også de forældre, der ikke kunne få passet deres børn mandag formiddag, indtil børnene skulle fra Jylland, eller hvor de nu boede, og retur. Det passede imidlertid ikke Allan Gravesen. Så længe jeg sad i skolenævnet, blev den lange weekend fastholdt. Den forsvandt på første kommende skolenævnsmøde januar/februar 1990, da Allan var væk. Sagen er nemlig den, at skolens lærere fortalte samtlige skolenævnsrepræsentanter gennem tiden, at de var observatører og ikke måtte sige noget på møderne. Det fortalte jeg min onkel Otto, som var højskolelærer på det tidspunkt. Han sagde til mig, inden jeg blev valgt, at jeg var ikke observatør. Jeg havde fuld ret til at sige noget og jeg gjorde det. Daværende forstander spurgte mig på et af møderne: ”Vil du gerne på lejrskole sammen med femten andre elever? Plus otte andre elever, der skal et andet sted hen, kan komme af sted for i alt 70.000 kr (svarer til 119.048 kr i 2010). Eller vil du have, at dine forældre fortsat får udbetalt kostpenge, når du har været hjemme på lang weekend? Dine forældre skal nok få udbetalt kostpenge i de længere ferier (Det skal siges, at hvis man havde været hjemme i tre dage eller længere, fik vores forældre udbetalt 20,75 kr om dagen). Jeg sagde selvfølgelig ja til at tage på lejrskole sammen med mine 15 andre kammerater. Vi skulle på teknisk museum i Helsingør og en masse andre dejlige ting, som jeg altid husker tilbage på med glæde. Men den glade tur fik jeg aldrig nået at fortælle mine forældre om, fordi de nu mistede 20,75 kr per dag (svarer til 35,29 kr i 2010) for en lang weekend på tre dage. Det var rigtig trist ikke at kunne dele den glæde med mine forældre. Men det skulle jeg komme til at sande, at sådan var det.

Jeg var 18, da jeg sidste gang var i Grønland.

6. Afvigelsens identitetsdilemmaer, ved René Ruby

Den 28. marts i år på forlaget Saxo Publish udgav René sin Ph. D. afhandling efter en redaktionel tilpasning af afhandlingens tekst til udgivelse. Bogen, der er på 228 sider, er under produktion hos Nota. Nedenfor bringes bogens forord som præsentation og inspiration for nyhedsbrevets læsere.

Forord

I kælderen under blindeinstituttet var der tidligere en historisk samling. Ud over eksempler på den pædagogiske udvikling rummede samlingen også forskellige værkstedsindslag: tidligere traditionelle blindehåndværk, såsom børstenbinderi, skomageri, væveri og rebslageri.

I kældergangen var der indgange til omklædningsrummet til gymnastik og svømmehal, og over hele kælderen var der en lugt af støv, sved, våde og jordslåede håndklæder. Lugten slog en i møde, når man gik ned ad trappen og det er den lugt jeg i mange år forbandt – og til dels stadig forbinder – med fortidighed, fortidens blinde og fortidige billeder af blinde; alt det jeg ikke ville være og som kunne give mig en kvalmende følelse af klaustrofobi.

Jeg mistede synet som 7-årig. Det skete over en længere periode og jeg husker ikke nogen brat overgang. Jeg bibeholdt en lille synsrest, som jeg kunne anvende til orientering, men ikke til at læse med. Med barnets evne til at acceptere og indrette sig efter de givne forhold, husker jeg det ikke som nogen omvæltning eller noget jeg reflekterede over i større grad. Mine forældre var naturligvis meget kede af det, så jeg skulle være stærk og viste ikke noget.

Jeg voksede op i en landsby i Nordsjælland og startede med et års forsinkelse i folkeskolen. Her blev jeg udstyret med diverse specialkonsulenter, hjælpelærere, hjælpemidler og ekstra timer. Det var en god skoletid og jeg følte mig ikke udenfor eller anderledes. Der var blot nogle særlige forhold omkring min undervisning og ting som jeg ikke kunne deltage i.

Jeg havde også den fordel, at mit hjem var et Eldorado af en legeplads. Mine forældre havde en gård og var selvstændige erhvervsdrivende med maskinstation, vognmandsforretning og entreprenørvirksomhed. Gården med dyr, maskiner, værksteder mm. var et paradis af en drengelegeplads. Flere af mine skolekammeraters fædre var ansat hos min far. Jeg havde således en rigtig god status i klassen.

Der var naturligvis lege, som jeg ikke kunne være med i som boldspil etc. Jeg voksede op i den idylliske og fredelige nordsjællandske landsby og oplevede mig nok som anderledes på nogle punkter, men ikke som uden for fællesskabet. På et tidspunkt da jeg var omkring 12 år skulle jeg have noget undervisning, de kaldte mobility, og der kom en instruktør ud fra blindeinstituttet. Han skulle lære mig at bruge den hvide stok, altså mobility. Den hvide stok var jeg ikke spor begejstret for. Jeg skulle lære at gå med den, først inde på skolen og senere rundt i landsbyen. Jeg syntes, at folk kikkede på mig og reagerede anderledes på mig end ellers. Jeg hadede, når instruktøren dukkede op på skolen og vi skulle ud og indøve mobility. Enden på min kamp mod den hvide stok blev et kompromis mellem mig, mine forældre og lærere. Jeg slap for at anvende stokken i landsbyen, men skulle anvende den, når jeg var i Hillerød eller længere borte.

Mit liv fortsatte i landsbyen og var ganske spændende for en stor knægt. Jeg og min fætter fik lov til at ræse rundt på vores stubmarker i en udtjent Morris Mascot og jeg sad også ved rettet med min fætter ved siden. Senere sneg vi os også til at låne min fars motorcykel – uden tilladelse. Jeg sad naturligvis bagpå, men det ændrede sig. På et tidspunkt fik jeg overtalt min far til, at jeg måtte få en knallert. Betingelsen var at jeg kun måtte sidde bagpå. Det overholdt jeg ikke særligt længe. På de små mark- og småveje lige op ad gården kunne jeg godt, med min lille synsrest og uden rigtig alvorlige uheld, køre selv. De følgende år fik jeg tilkæmpet mig flere knallerter, indtil jeg som 16-årig fik en Yamaha og opbyggede mit eget lille knallertværksted.

Da jeg var omkring 13 eller 14 år fik mine lærere eller nogle af de mange synskonsulenter overbevist mine forældre, og især min mor, om at det var dybt uansvarligt, at jeg færdedes uden en markering af, at jeg ikke kunne se. Jeg blev følgelig tvunget til at gå med et gult armbind med tre sorte prikker om den venstre arm. Det armbind indledte årelange kampe mellem mig og min mor. Jeg hadede det pestgule armbind. Når jeg kom med det på, blev der tavshed omkring mig, også blandt mine kammerater, som nu blev opmærksomme på mit synshandicap. Før havde de ellers blot behandlet mig ud fra det, men ikke taget hensyn til det. De opførte sig anderledes overfor mig, når jeg havde det på. Fra pigerne fornemmede jeg medfølelse og fra voksne medlidenhed. Voksne kvinder kunne begynde at nusse mig, så jeg kunne få følelsen af at være en hundehvalp.

Jeg tog armbindet af armen, så snart jeg var hjemmefra, og påstod at det var gledet af. Så begyndte min mor at montere det med en sikkerhedsnål. Den kunne jeg naturligvis også blot tage af. Da jeg imidlertid gik med læderjakke som alle andre unge på den tid, og da det ikke sådan lige er til at sætte en sikkerhedsnål ind i en læderjakke igen uden at det kan ses, så opdagede min mor hurtigt, at jeg snød. Jeg fjernede armbindet, når jeg var ude, og satte det på igen, inden jeg kom hjem. Hun begyndte derfor at kontrollere mig. En af mine kammerater blev ganske ferm til at genpåsætte armbindet, så min mor ikke opdagede det. Indimellem gjorde hun dog, og denne ballade fortsatte frem til jeg var 17-18 år og definitivt aflagde det. Da var der sikkert ikke så få i den lille landsby, der havde fået sig en forskrækkelse over at se en knægt med gult armbind ræse af sted på en udboret knallert.

Efter 7. klasse blev det besluttet, at jeg skulle gå de sidste klassetrin på blindeinstituttet som ekstern elev. Det føltes som at blive sendt væk og påtvunget et tilhørsforhold til alle dem, som tilfældigvis heller ikke kunne se. Der var sikkert mange gode intentioner og pædagogiske overvejelser bag beslutningen. Der var også meget positivt i mødet med blindeinstituttet, ligesom der var meget godt og frugtbart i at møde andre i samme situation. Men den grundlæggende følelse var at blive sendt bort – at være anderledes, at være mindre værd. Jeg hørte ofte kommentaren: “Er det ikke godt at være sammen med dine egne?” Men udelukkelsen fra mine kammerater og påtvingelsen af et fællesskab som jeg ikke ønskede, fyldte mig kun med en dyb tomhed og næsten klaustrofobisk angst.

Den angst kom jeg til at kæmpe med i mange år og gør det til en vis grad stadig. Jeg vil sikkert aldrig blive den helt kvit. Jeg ville ikke passes ind i det billede af de blinde. Jeg ville blot være som alle andre, ikke som de stereotype forestillinger som tidligere tiders blinde gav mig associationer om og som fremkaldte en følelse af mindreværd og skam. Skammen og den særlige følelse har en ganske særlig lugt – det er den lugt i kælderen ved museet under blindeinstituttet.

Senere, efter forskellige omveje, begyndte jeg at læse historie på Københavns Universitet. Afvigerhistorie og blindes historie strejfede på ingen måde mine tanker og bevæggrunde bag den beslutning. Det gjorde derimod Romerriget, Oldpersien og en generel historieinteresse.

Alligevel lod jeg mig en dag, et stykke inde i mit studie, lokke ned i den kælder og ind i museet. Baggrunden var nok en spirende forståelse af skammen omkring det at være blind. En erkendelse af, at det ikke er muligt at flygte bort fra skammen og mindreværdsfølelsen over afvigelsen. Resultatet bliver kun enten at fornægte en del af sig selv eller trække sig ind i sig selv. Det begyndte at gå op for mig, at det ikke er muligt at flygte fra det at tilhøre de blinde. Skammen og mindreværdsfølelsen over at være anderledes kan føre til mange undgåelsesmekanismer. En anden mulighed var at vende sig om mod skammen: Gå ned ad trappen til den kælder med dens lugt af blindhed, tilbage gennem tiden med alle dens blinde børstenbindere, organister, tiggere, alle de næsten angstprovokerende stereotyper af blindhed og stereotyper, som udgør kernen i skammen.

Blindes historie rummer historien om en pædagogisk landvinding, en fortælling om rettigheder opnået gennem kampe, etc. Blindes historie rummer imidlertid også historien om identiteten som blind og som afviger. Det er denne identitetshistorie jeg vil fokusere på.

Billeder 4 den 18

Billedtekst: René forrest på knallerten med lillebror bagpå,

mens hunden Saco kigger på. 1978. Privat foto.

En særlig identitet som blind findes ikke. Den norske forfatter Finn Carling skriver, at den blindes situation findes i spændingsfeltet mellem to yderpunkter. Det ene yderpunkt er, at der intet specielt er ved blinde eller at være blind, og det andet yderpunkt er, at den blindes situation er så speciel, at den er umulig at forstå for den, som ikke selv er blind. Det er i spændingsfeltet mellem disse to yderpunkter, at man oplever den blindes såvel som alle andre lignende afvigeres situation. Det ene yderpunkt røber længsel efter tilpasning og ligeværdighed, en angst for det nedværdigende ved at være anderledes. Det andet yderpunkt fortæller om trangen til at søge beskyttelse i afvigerens skyttegrav.

Dilemmaet i afvigelsen er, at der kan kompenseres for blindheden, men afvigelsen kan ikke kompenseres bort. Og afvigerens dilemma er, at han eller hun kan udfolde sig i en række fællesskaber, men er anderledes og vil altid være anderledes.

Der er ingen rigtige eller forkerte måder at forholde sig til sin blindhed på. Der findes kun personligt rigtige eller forkerte måder. Kælderen var mit afsæt og har styret min motivation og formet mit perspektiv i min historiske udlægning af blindes identitetsprocesser i det 20. og 21. århundrede.

Forlægget for denne bog er min Ph.d.-afhandling med samme titel fra 2011. Afhandlingen er blevet stærkt omredigeret og omskrevet til et mere letlæseligt sprog ligesom størstedelen af den tunge teori er fjernet. Interesserede i originalteksten og den teoretiske baggrund kan naturligvis låne afhandlingen på biblioteket. Jeg vil gerne takke alle som direkte eller indirekte har bidraget til fremkomsten af denne bog og dens baggrund. Ikke mindst vil jeg takke Dansk Blindesamfund, Blindehistorisk Selskab og Den Bøhmske Fund for økonomisk at have muliggjort udgivelsen.

7. ”Mit liv som blind”, af Rita Cecilie Varmby

Det er mig en stor glæde at præsentere min seneste og tredje bog, som har titlen ”Mit liv som blind”. Den består af fem essays, og kan købes på Saxo.com som paperback (lille format) og som e-bog. NOTA vil ligeledes sørge for, at denne bog også bliver indlæst. Mine beretninger fylder 126 sider.

Jeg har altid haft lyst til at meddele mig som forfatter, hvilket ikke har været muligt uden hjælp fra min kontaktperson Dorthe Andersen, som har været behjælpelig med korrekturlæsning og udgivelse.

Bogen beskriver vigtige perioder af mit liv og giver et billede af, hvem jeg var og blev – fra mit udgangspunkt som blind og institutionsbarn, gennem mine kriser og søgen, og til jeg fandt mit ståsted. Det har været vigtigt for mig, at mine beretninger, om det at være blind, kom ind i en historisk kontekst. Læseren får altså dels et indblik i en blind persons (mit) liv, men også i blinde- og institutionshistorien, det vil sige dagligdagen på Refsnæs og Blindeinstituttet i 50’erne, 60’erne og 70’erne, og i de forandringer, der fandt sted i samfundet og på institutionerne.

Jeg skriver om følgende dele af mit liv:

1. Barndomsår på godt og ondt – mine 13 år på Refsnæs.

2. Min tid på Tutten – fra kadaverdisciplin til kaos.

3. Fra asken til ilden og ud igen – tiden efter Jehovas vidner.

4. Børstenbinding – en livsstil som håndværker.

5. Kære 6. september (dagbog fra en enkelt dag)

Jeg håber, at bogen bliver taget godt imod, ligesom det var tilfældet med mine to foregående bøger. De udkom begge i 2016 og findes på Nota, titlerne er “Tanker om blindhed” og “Indenfor hos Jehovas Vidner”.

8. Digte til Esther Seierup – tidligere Plenge, af Dunne Plenge med indledning af Poul Lüneborg.

Det hører absolut til sjældenhederne, at Blindehistorisk Selskab modtager digte skrevet til ære for én af den hjemlige blindesags personligheder. Den 21. januar 1916 blev Esther Sigrid Hansen født på Frederiksberg. På grund af blindhed tilbragte hun størstedelen af sin skoletid på Det Kongelige Blindeinstitut. Den 1. oktober 1938 giftede hun sig med cand. mag. Jørgen Plenge, lærer og senere forstander ved Blindeinstituttet og Statens Trykkeri- og Bibliotek for Blinde. Hun døde den 18. august 2001, hvorfor der i dag kun er få som har en klar erindring om hendes liv og indsats.

De sociale strømninger omkring århundredeskiftet om kvindernes ligestilling i samfundet, som gav dem stemmeret gennem ændringerne af grundloven i 1915, kom til at præge hendes liv. Hun skabte sammen med sin mand et åndeligt fristed for instituttets elever gennem ugentlige litterære oplæsningsaftener i deres hjem.

Beherskelse af punktskrift spillede for hende en meget stor rolle. I 1933 kunne foreningen “Danmarks Blinde” fejre sit 50-års jubilæum og udgav i den anledning en papirkniv / bogmærke, hvis forside prydes af et billede af en punktskriftslæsende Ester Hansen. Denne jubilæumsgenstand findes i dag i Den Blindehistoriske Samling i Medicinsk Museion.

Om hendes meritter indenfor Dansk Blindesamfund skal nævnes, at hun var medstifter af Københavnskredsens Sangkor i 1940 og stadig aktiv indenfor koret ved dets 10-års jubilæum. Hun var tillige et meget aktivt medlem af Dansk Blindesamfunds Amatørteater. Hendes medvirken i forestillingen “Pygmalion” i 1961 blev således fremhævet i den efterfølgende anmeldelse.

I 1951 nedsatte foreningens repræsentantskab et Husmorudvalg, hvor hun i årene frem til 1967 sammen med Lilly Olesen og Ingeborg Gormsen var én af de drivende kræfter i arbejdet. Udvalget arrangerede husholdningskurser, møder m.v. og stod for udgivelsen af Husmorbladet, som hun blev redaktør af fra starten i 1953. Gennem mere end 10 år varetog hun fra 1961 på deltid hvervet som blindekonsulent i København. I dette arbejde vil hun især blive husket for sine bestræbelser på at inddrage de mange nye senblinde medlemmer i foreningens aktiviteter.

Endelig skal det anføres, at hun blev valgt som redaktør af Medlemsbladet på Hovedbestyrelsens møde i november 1973, et hverv, som hun opgav i løbet af 1974. Efter at være blevet skilt, giftede hun sig den 5. februar 1975 med styrelseschef H. C. Seierup, foreningens tidligere formand fra 1951 til 1968. Efter hans død den 15. juni 1980 engagerede hun sig i en årrække i bestyrelsesarbejdet i Dansk Blindesamfunds lokalkreds for Østerbro i København.

For at supplere denne beskrivelse med nogle væsentlige træk af hendes personlighed, gengives her nogle betragtninger fremsat af Medlemsbladets daværende redaktør Poul Glygaard, i anledning af hendes 50-års fødselsdag:

“Kvinders runde fødselsdage bliver ofte forbigået i stilhed, hvor man burde se tilbage på det virke, som de har stået for igennem en årrække til gavn for deres medmennesker og til glæde for deres pårørende.

For Esther Plenges vedkommende ligger det nok noget anderledes. Hun har da vist aldrig lagt skjul på, hvor mange år hun havde lagt bag sig, og det har hun da sandelig heller ikke haft nogen grund til. Ikke ret mange har som hun været i stand til at bevare det sind, som vi lærte at kende hos hende, da hun som 12- årig kom på instituttet. Venlighed og blidhed med et stænk af temperament var det, vi lærte at sætte pris på, og som gav et godt kammeratskab gennem ungdomsårene.

Til trods for sine mange gøremål, efter at hun havde indgået ægteskab med forstander Jørgen Plenge, havde Esther altid tid til at snakke med tidligere kammerater. Ja, hun var en storartet og hyggelig værtinde, når vi til de mange sammenkomster, som hendes mand arrangerede, mødtes i hjemmet, først i lejligheden i sidefløjen på instituttet, senere i den store forstanderbolig, og nu til sidst i villaen i Rosenvængets Allé 28, og alt dette til trods for, at hun igennem årene har haft mange andre repræsentative opgaver, der også skulle passes.”

Dunne Plenge skriver om sine digte til sin mor, at de er skrevet i årene efter 2010. “Efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg som mange andre begyndt at tænke på den tid, der er gået.

Jeg er vokset op med tilknytning til det gamle blindeinstitut på Kastelsvej, en såkaldt Tutunge. Min mor var blind og det er hende, der er inspiration til digtene. Hun blev blind efter en ulykke og kom på ”Tutten” i 1929.

De tre digte om punktskrift skyldes den store betydning læsning havde for min mor. Hun gik ikke over til lydbøger, da det blev muligt. Hun foretrak selv at danne sig billeder ud fra teksten. Hun tog også ud i lokalforeningerne i København og læste op. Af forfattere husker jeg desværre kun to, nemlig Finn Søborg og Halfdan Rasmussen. Hun kunne læse punkt lige så hurtigt som jeg læser sort.

De næste er minder fra min opvækst og det sidste skrev jeg det år min mor ville være blevet 100. Det var i 2016:

Braille I

Dine fingres lette leg

den tynde blomme

prikker til nye verdener

De små bobler brister

og nye mennesker hilser på,

taler, ler, diskuterer

og du løfter hovedet og ser dem

Braille II

Når sort bliver punkt

forsvinder det sorte.

Det sorte bli’r lys

lys bliver liv

grødefuld regn

drypper soltegn i sten

omvendte prikker

en underfuld verden

Braille III

Det rytmiske træk

fra venstre mod højre

fingerblommer forfinet

til hudløshed skaber

en verden. Seks prikker

tænder et indre lys, der åbner mørket

Digt inspireret af minder fra min opvækst.

Armenes støddæmpere rakt ud

en halvåben dør

frustration

Lyst til at bande

Tæt på at græde

Har jeg ikke sagt at døren skal være åben

eller lukket. Hvor mange gange har jeg ikke sagt det?

Ingen at sige det til. Kun døren

og den er ligeglad

Hvordan kan man stå foran spejlet

når man ikke kan se

Hvem vil være mit spejl

Fortælle at jeg er smuk

At rødt klæ’r mig

At mit hår sidder fint

og at læbestiften ikke er smurt ud

Du tror at jeg ikke kan se dig,

at du har drejet hovedet.

Jeg kan se din stemmes overbærende tone

din lade selvmedlidenhed

din selvgode forklaring

Omstændelig, omstændelig

Din pinlige forfjamskelse når du spørger

om jeg dog ikke kan se det

Tal til mig og

ikke ved siden af.

Jeg forstår

men du forstår ikke

at hverken min ledsager,

min hund eller min stok

kan forklare hvad

kun jeg ved

Så fat det dog

Esther Hansen/Plenge/Seierup 1916-2001

De siger øjnene er sjælens spejl

men du, Mor, viste de tog ganske fejl

Dit tabte syn blev ikke skjult bag briller,

vidste du, du havde andre kilder?

Din stemme, klar og varm af kærlighed,

af humor, spørgsmål. Sårbarhed og vid.

Dit ansigt, fuldt af udtryk, væren, liv

et smil der lyste som en skabers Bliv.

Lydhør og med åbent sind du ku’ forstå,

og kunne se hvad andre ikke så.

Dine drømme gik du stille med

og skuffelser blev gemt et hem’ligt sted.

En sjælden sjælens fylde bar dit liv

den blinde skæbne valgtes positiv.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 eller mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

tlf. 39 67 00 67 m 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Nyhedsbrev nr. 2 april 2020

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Referat af generalforsamlingen den 15. marts 2020, ved Rita Cicilie Varmby

3. Anmeldelse af Refsnæsdebatten ved Thorvald kølle

4. Er der behov for flere undskyldninger fra den danske stat? ved Ove Gibskov

5. Kommissorium fra 22. november 2019

6. “Hvem var de?” ved Jytte Nielsen

7. Interviewprojektet, ved René Ruby

8. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg.

Det føles som en stor lettelse, at kunne se tilbage på en vel overstået generalforsamling for godt en måned siden. Rita Cicilie Varmby varetog hvervet som referent på mødet, hendes fyldige referat af generalforsamlingen, fortæller ikke blot om arbejdet i det forgangne år, men tillige om de opgaver som fik lov til at ligge i jubilæumsåret. Det er netop disse spørgsmål, som bestyrelsen nu med fornyet energi har taget fat på at løse. Et meget synligt bevis herpå får man, ved at læse næstformand René Rubys artikel om fremdriften i det såkaldte “Interviewprojekt, der har til formål at belyse udviklingen i 1960-70-erne i blindes uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder. Efterfølgende har René fortalt, at gruppen har fået tilsagn fra 3 medlemmer, som er indstillet på at være interviewere. Der er derfor grund til at ønske projektet al muligt held med det videre arbejde.

Sammen med kasserer Ole Brun Jensen, der tillige er selskabets webmaster, har jeg sat skub i opdateringen af selskabets hjemmeside. Vi er i gang med en række tiltag, som skal forbedre hjemmesidens indhold. Med hensyn til lydoptagelser fra medlemsarrangementer har vi kunnet afslutte opdateringen af dette vigtige menupunkt. Fra hjemmesiden kan der nu aflyttes 26 optagelser, fra årene 1998 til 2020. Paneldebatten om Refsnæsskolen søndag den 16. februar 2020 er den seneste optagelse, som kan aflyttes fra menupunktet “Lydoptagelser af medlemsarrangementer” på www.blindehistorisk.dk.

Programmet denne formiddag havde som anført Refsnæsskolen som tema. Det viste sig, at bestyrelsen havde set helt rigtigt, da vi valgte at fokusere på spørgsmålet, om der blandt blinde er et ønske om at få en undskyldning fra regeringen på grund af den behandling, som elever på skolen havde været udsat for i årene 1933-1980. Thorvald Kølle giver nedenfor i sin anmeldelse en kort beskrivelse af forløbet af paneldebatten, som havde Ove Gibskov som ordstyrer. Varetagelsen af denne opgave gav Ove de bedst tænkelige forudsætninger for at repræsentere Dansk Blindesamfund ved et forberedende møde på Forsorgsmuseet i Svendborg. Regeringen har indgået en aftale med dette museum, om at udarbejde en redegørelse om, hvorvidt der er grundlag for at give en undskyldning til tidligere børn, unge og voksne ved institutionerne under den tidligere Åndsvagforsorg og Den Øvrige Særforsorg i lighed med den undskyldning som drengene ved ungdomsinstitutionen Godhavn fik af statsministeren sidste år, for de overgreb de havde været udsat for.

Nedenfor giver Ove Gibskov i en artikel en beskrivelse af forløbet af det nævnte møde, som fandt sted den 10. marts 2020 på Forsorgsmuseet. Ove Gibskovs artikel efterfølges af det kommissorium, som skal danne grundlag for undersøgelsen

Nyhedsbrevets næstsidste artikel er skrevet af Jytte Nielsen, som var én af deltagerne i paneldebatten, Jytte har selv været tidligere elev på Refsnæsskolen. Der er i selskabet registreret knap 70 artikler, bøger og lydoptagelser, der fortæller om Refsnæsskolen på godt og ondt. Langt de fleste af disse kilder er fortællinger om tidligere elevers erindringer om deres ophold på skolen. I artiklen anlægger Jytte en hel anden vinkel, idet hun gør sig en række overvejelser om de medarbejdere, som var ansat på skolen. Hvilke faglige kvalifikationer havde de for at bestride de opgaver, som de var ansat til at varetage? Havde de et privatliv ved siden af deres ansættelse? Artiklen er et særdeles tankevækkende bidrag til forståelse af vilkårene for elevernes ophold på skolen i 1950-erne. Paneldebatten afslørede et fortsat behov hos mange tidligere elever for at bearbejde deres ophold på Refsnæsskolen. Thorvald Kølle havde stillet forslag på generalforsamlingen om, at selskabet tager op til overvejelse, at udgive et jubilæumsskrift i 2023 i anledning af, at Refsnæsskolen til den tid fylder 125 år. Forslaget fik mange positive ord med på vejen såvel under behandlingen på generalforsamlingen som under den efterfølgende paneldebat. Der blev nedsat en redaktionsgruppe, som skal se på forslaget og fremkomme med et oplæg til bestyrelsen. Forslaget har kun mening, hvis der er tilstrækkeligt mange tidligere elever, som vil lægge et arbejde i at realisere Thorvalds gode idé.

Uanset hvad der kommer ud af forslaget om en jubilæumsudgivelse i 2023, så modtager selskabet til stadighed nye artikler fra tidligere elever på Refsnæsskolen. Disse vil blive bragt i kommende nyhedsbreve.

Til slut vil jeg minde om, at vi i år i kommende nyhedsbreve bør bringe nogle artikler om de krigsblinde sønderjyder, som kom hjem fra 1. Verdenskrigs slagmarker.

Ved genforeningen i 1920 var Dansk Blindesamfund en lille fattig forening med omkring 600 medlemmer og ca. 4.000 bidragydere organiseret i 9 lokalkredse. På et møde i Tinglev den 13. marts 1921 besluttedes det at oprette en Sønderjyllandskreds, der første gang deltog i repræsentantskabsmødet juni 1921 i forbindelse med Stævnet i København, hvor foreningens 10-års jubilæum blev markeret. Forud herfor var blinde i den genforenede landsdel blevet besøgt af et udvalg med 3 medlemmer, som DBS havde nedsat for at skabe forudsætningerne for oprettelsen af en lokalkreds i Sønderjylland. Til støtte for opstarten af den nye Kreds havde de øvrige kredse indsamlet 492 kr. Et smukt eksempel på solidaritet. Denne holdning blandt Dansk Blindesamfunds medlemmer udtrykte medlemsbladets redaktør Peter Ommerbo i følgende digt, som blev bragt i det blad, som udkom juli 1920. Digtet kan synges på melodien “Kommer hid, i piger små”.

Hil dig, broder sønden å!

nødens tid er omme;

sprængt er fængselsdørens slå,

dig og os til fromme:

endt er nattemørkets gys,

endt for morgensolens lys.

Frihedsdagen rødmer;

Frihedsdagen – tak, o Gud!

Tak, at du os hørte!

Tak, at krigens bitre bad

frem til frihed førte!

Tak, at modgangs kval og strid

endte i en morgen blid!

Tak for frihedsdagen!

Tak, o Gud! men broderlil,

dig vi også takker!

du som midt i stormen vild!

rådløs aldrig flakker

men stod fast trods onde kår

i de mange mange år

tryg i retfærdssagen.

Dannebroge atter frit

kan i vinden smælde,

modersmålet hjemlig blidt

tør igen nu gælde.

Broderlil nu skal du hjem!

glad vi strækker hånd frem:

Vær velkommen, broder!

Lad mig slutte med at ønske alle god fornøjelse med læsning af nyhedsbrevet. Jeg håber, at i hver især passer på jer selv og jeres familie i denne tid, som jo i den grad er præget af restriktionerne som følge af Corona-epidemien.

2. Referat af generalforsamlingen den 15. februar 2020, ved Rita Cicilie Varmby.

Blindehistorisk selskab havde den glæde at afholde den årlige generalforsamling på Fuglsangscentret

Dagsordenen var som følger:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2019.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag:

a. “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle, offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

b. Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

c. Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. René Ruby, valgt i 2018 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller til genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

Ad. 1: Åbning og velkomst ved Poul Lüneborg.

Formanden bød alle deltagere velkommen til generalforsamlingen. Han var særdeles glad for det store fremmøde, når man tænker på, hvor stort fremmødet også havde været til jubilæumsarrangementet i november 2019.

Ad. 2: Navneopråb, præsentation af deltagerne.

Alle deltagernes navne blev nævnt, så man havde indtryk af, hvem der var til stede. Der var oprindelig 41 tilmeldinger, men pga. sygdom var der et frafald på to personer. Der var 39 deltagere på generalforsamlingen.

Ad. 3: Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

Ifølge vedtægterne vælges der tre personer som stemmetællere. Der skal være en punktlæser, en svagsynet samt en fuldt seende person. Som punktlæser stillede Anne Sparre op. Som seende stemmetæller meldte Henrik Harreschou sig. John Nielsen som også er fuldt seende blev foreslået og sagde ja til det, da der ikke var en svagtseende person som meldte sig.

Efter valget af stemmetællerne kunne kassereren meddele, at der var 35 stemmeberettigede deltagere til stede på mødet. Thorben Koed Thomsen blev enstemmigt valgt som dirigent. Rita Cecilie Varmby sagde ja til referentposten på betingelse af, at mødet kunne blive optaget. Laus Klüwer havde sagt ja til at forestå optagelsen af mødet, hvilket enstemmigt blev accepteret.

Efter det ovennævnte valg havde man konstateret, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt 4 uger før generalforsamlingens afholdelse jf. vedtægternes § 7 stk. 4.

Ad. 4: Godkendelse af dagsordenen.

Den blev godkendt uden yderligere kommentarer.

Ad. 5: Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019, jf. beskrivelsen af proceduren ovenfor.

Dirigenten spurgte, om der var yderligere bemærkninger til det ovennævnte punkt, hvilket der blev sagt nej til.

Ad. 6: Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1 – 2020.

Poul foreslog, at beretningens hovedpunkter skulle gennemgås, så ingen kunne blive i tvivl om, hvad formandsberetningen handlede om. Derefter kunne man stille spørgsmål, samt at komme med kommentarer til de enkelte punkter, så det kunne give god mening og lette arbejdet for referenten.

Først oplyste Poul mødedeltagerne om, hvordan bestyrelsen havde konstitueret sig, hvilket også kan ses i dagsordenens pkt. 10, samt i de nedenstående underpunkter. Der lød også en stor tak til bestyrelse og suppleanter som havde udvist et stort engagement i det forgangne år. Derefter takkede Poul bestyrelsen og suppleanterne for det store engagement omkring 25-års jubilæet, hvor så mange havde deltaget.

Poul måtte også beklage, at der var arbejdsopgaver, som ikke fik den plads, som de fortjente, men der var beklageligvis ikke tid og kræfter nok til at overkomme alle de mål, bestyrelsen oprindelig havde sat sig for at nå. I samme anledning beklagede formanden, at Allan Fohlmann desværre ikke havde mulighed for at være til stede på generalforsamlingen.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer. Heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegård og NOTA samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden.

Vi har kunnet glæde os over, at 12 har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at 5 medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemskab i 2019 og 2 medlemmer har derudover meddelt, at de ikke ønsker at forlænge deres medlemskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 128 medlemmer. Der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

I samme anledning fortalte Poul, at han på sin rejse til FSC fik lejlighed til at hverve to nye medlemmer, hvilket vakte stor begejstring hos deltagerne. Der blev drøftet lidt frem og tilbage om antallet af medlemmer. I den anledning beklagede formanden, at to af selskabets meget aktive medlemmer gennem mange år har trukket sig. Traditionen tro blev der drøftet om berettigelse af en medlemsliste. Et mindretal af deltagerne havde svært ved at se meningen med den. Det store flertal udtrykte sin begejstring, så medlemslisten fortsætter som hidtil. Et enkelt medlem ønskede på det kraftigste at blive slettet både med navn og kontaktoplysninger.

25-års jubilæet blev også fejret på behørig vis i dagene 25. – 26. november på Fuglsangscentret. Der var 66 deltagere, som havde lyst til de musiske indslag samt fejringen af udgivelsen af Henning Eriksens dagbog.

På bestyrelsens vegne takkede formanden Henrik Olsen for optagelserne af jubilæumsarrangementerne.

Alle medlemmer af Blindehistorisk Selskab har fået tilsendt en udgave af Henning Eriksens museumsdagbog, hvor der også var vedlagt en informationsfolder. Formålet med informationsfolderen er at reklamere for Museumsdagbogen samt at udbrede kendskabet til Blindehistorisk Selskabs eksistens. Formandens håb er også at få gang i salg af museumsdagbogen samt en øget interesse hos Medicinsk Museion, da dagbogen er et glimrende supplement til Den Blindehistoriske Samling. Kommunikationen med samlingsleder Ion Meyer har været vanskelig. Selskabet har forgæves sendt adskillige breve samt et eksemplar af bogen, ligesom der ej heller er modtaget nogen form for reaktion på fremsendelse af professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af dagbogen. På samme måde har der heller ikke været nogen særlig interesse fra Den Gamle By i Århus, hvor ”Blind mands lejlighed” har til huse. Denne lejlighed er en kopi af Henning Eriksens lejlighed på Nørrebro fra 1970-erne. Poul har ikke noget overblik over, hvor mange bøger forlaget har solgt. Formanden håber på, at status over salget vil komme i et af de kommende nyhedsbreve eller til næste års generalforsamling. Med ovennævnte del af beretningen lyder der en opfordring til alle medlemmer at udbrede kendskabet til Henning Eriksens museumsdagbog.

I samme moment nævnte Poul, at selskabet håber og forventer, at jubilæumsarrangementet bliver omtalt i den kommende udgivelse af tidsskriftet Øjeblikket. Det samme gælder museumsdagbogen, som forhåbentlig vil blive mere kendt ad den vej. I det seneste nummer af Handicaphistorisk tidsskrift nr. 42 fra december 2019 blev jubilæet omtalt.

Søren Jensen spurgte om receptionen på FSC har solgt museumsdagbogen. Til det meddelte Poul, at receptionen har accepteret at stå for distribution af foldere. Salg af dagbogen må ske ved personlig henvendelse til forlaget, som står for trykning af den. Desuden kan man bestille museumsdagbogen hos de eksisterende boghandlere, da selskabet ikke ser sig i stand til at stå for salget. Her kan der i samme anledning nævnes, at bogen kan bestilles hos NOTA, som har stået for indlæsning af lydudgaven.

Derefter gik Poul over til at orientere om de 52 interviews, som blev lavet i 1990-erne, som fortæller om blindes sociale udvikling. Svend Jensens tanke med de 52 interviews var at kunne dokumentere udviklingen i Dansk Blindesamfund. Optagelserne ligger nu i selskabets arkiv. Optagelserne er siden hen blevet digitaliseret, hvilket selskabet bl.a. kan takke Hans Erik Olsen for. Man har spekuleret på, hvordan man kan gøre brug af disse interviews. Det har så været tanken fra René Rubys side at tage disse interviews i brug sammen med andre projekter, hvor man bl.a. har gamle brevvekslinger mellem gamle elever og forstandere fra blindeinstituttets start i 1858. Disse korrespondancer ligger i rigsarkivet. Brevvekslingerne stammer fra instituttets start og fortæller om udviklingen gennem tiden. Fra begyndelsen var tanken med ovennævnte materiale, at det skulle bruges til en fremstilling af blindes levevilkår gennem 150 år. Selskabet har desangående fået positive tilbagemeldinger fra Dansk Blindesamfund og Medicinsk Museion til ideen. Projektet er ganske omfattende og vil koste mellem 600.000 – 700.000 kroner, når man taler om at ansætte en person med løn på fuld tid. For selskabet har det været afgørende, at den person som står for projektet selv er blind, samt at den pågældende person har et kendskab til blindes forhold. Da René er historiker, var det ganske naturligt, at han som blind historiker ville stå for projektet. Han har desværre set sig nødsaget til ikke at stå for ovennævnte projekt af personlige grunde indtil videre. På nuværende tidspunkt har han ikke ressourcer til at gå ind i et arbejde med fondracing. Bestyrelsen beklager, at ovennævnte projekt må henlægges indtil videre. Poul håber på, at de 52 interviews kan bruges i en helt anden sammenhæng. Her var der hverken spørgsmål eller kommentarer fra deltagerne.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse til belysning af blindes levevilkår i1960-erne og 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1960-erne og 1970-erne på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter at de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

I det år som er gået måtte Poul beklage, at samarbejdet med Medicinsk Museion ikke har fungeret, som det burde. Folkene der er tilsyneladende meget travlt beskæftiget med alt muligt andet. Det har desværre sat sig dybe spor i vores registreringsprojekt, hvilket Poul beklagede. Det ovennævnte projekt blev igangsat før Poul Lüneborg blev valgt som formand. Registreringsprojektet blev igangsat i 2015, hvilket var tænkt som en måde, hvorpå den Blindehistoriske samling kunne opdateres ved aktiv deltagelse af medlemmernes interesse for at øge samlingen med relevante effekter, som kan have en historisk interesse for fremtiden. Poul, som har været formand siden 2016, har altid været optaget af registrering af de effekter som selskabet med tiden har fået samlet. I begyndelsen af Pouls formandskab gik det meget trægt med registrering af de effekter, som var indsamlet, hvilket også var den tidligere bestyrelses oplevelse. Notitser i nyhedsbreve samt omtale ved medlemsarrangementer og generalforsamlinger har vist, at der var en stor interesse fra medlemmernes side. Der kom en lind strøm af henvendelser, hvor medlemmer lå inde med apparater og andre effekter af særlig interesse. I 2018 lavede Poul et notat, som omfatter 24 kategorier som rummer mellem 70-80 effekter. Det var så meningen, at Medicinsk Museion skulle gennemse notatet og vurdere hvilke effekter, der havde interesse med henblik på at opdatere samlingen. Det har også været vigtigt for selskabet at finde ud af, hvor mange dubletter, der er af de forskellige effekter. Som det kan ses i det ovennævnte dalede interessen for registreringen hos Medicinsk Museion. Vi kan pga. det ovennævnte opgive at registrere samlingen som hidtil, hvilket er den dårligst tænkelige løsning. For at undgå at opgive registreringen fuldstændig, så har Poul og Laus Klüwer besluttet sig for at sammenholde effekterne oplistet i notatet med de registrerede genstande i Den Blindehistoriske Samling, nu da vi har fået adgang til registraturen på Medicinsk Museions hjemmeside. Denne gennemgang skulle gøre det muligt, at frasortere genstande, som er kendt. Derefter kan vi så lave en fornyet præsentation til Medicinsk Museion om, hvad der er interessant. Poul får fortsat henvendelser om effekter, som har en særlig interesse for selskabet. Vi får også henvendelser om digitale apparater, som Medicinsk Museion ikke har i deres samling. Når man får leveret genstande til Medicinsk Museion, så er det vigtigt at vide, hvordan de er blevet brugt, samt i hvilket tidsrum det handler om. Det er også vigtigt at kende noget til den eller de personer, som indleverer genstande til samlingen, så genstandene får en historisk relevans for eftertiden og knyttes sammen med en bruger. Uanset, hvad Medicinsk Museion beslutter sig for, så skal de mennesker som viser interesse for den historiske samling have et svar. Herefter var der mulighed for spørgsmål og kommentarer.

Søren Jensen vil meget gerne være behjælpelig med de nye digitale apparater, som selskabet med tiden får afhentet hos mennesker rundt i landet. Han har også kendskab til mennesker som meget gerne vil øge samlingen med apparater. Poul takkede varmt for tilbuddet på bestyrelsens vegne. Kurt Nielsen spurgte om, der er mulighed for at aflevere effekter på IBOS. Man kan henvende sig til bestyrelsen og sige, at man har nogle effekter, som man meget gerne vil forøge samlingen med. Bestyrelsen skal så vurdere, om de pågældende effekter har en særlig historisk interesse, som bør opbevares. Selskabet laver så en aftale med Arne Christensen, som har fået stillet et lokale på IBOS til brug for opbevaring af historiske effekter. Man kan ikke bare tage ud på Instituttet med de effekter man har tænkt sig at aflevere. Hans Olsen spurgte om, hvad man gør for de mennesker, som ikke har mulighed for at aflevere deres effekter til bestyrelsen. Hvis det ikke er muligt for en person at aflevere effekter til samlingen, så må man gøre brug af medlemmer i det pågældende område i landet, som kan være behjælpelig med aflevering af effekter til bestyrelsen. Poul lovede, at det nok skal løse sig på en eller anden måde. Karen Margrethe Pedersen ærgrede sig over, at den fine samling som står på Medicinsk Museion bare står pakket i kasser i et magasin. Hun udtrykte håb om en anden løsning på det nuværende problem, da den nuværende opmagasinering aldrig har været i overensstemmelse med det, som Henning Eriksen har tænkt sig med samlingen. Poul oplyste også, at Medicinsk Museion er i gang med at digitalisere alt, hvad man har, som forhåbentlig også kan blive til gavn for Blindehistorisk Selskab.

Derefter fortsatte Poul med at fortælle om Arbejdsgruppen mellem selskabet og Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Det der havde arbejdsgruppens særlige bevågenhed var samlingerne på Refsnæsskolen, disse er i en langt vanskeligere situation end samlingerne på Medicinsk Museion. Arbejdsgruppen havde et møde den 1. juni 2017, hvor det så ud til, at ledelsen på Refsnæsskolen ville prioritere bevarelsen af de sjældne samlinger. Samlingerne består af en række effekter i lighed med dem, man har på Medicinsk Museion samt en omfattende samling af genstande, som har været benyttet i anskuelsesundervisningen. Selskabet og DBS har givet tilsagn om politisk støtte til at sikre samlingernes bevarelse. Desværre er der endnu ikke kommet tilbagemeldinger fra Synscenter Refsnæs, på trods af, at Thorkild Olesen har skrevet en række breve og bragt sagen i erindring. På mødet den 14. november 2019 havde arbejdsgruppen besøg af Dansk Blindesamfunds direktør Ulrik Kampmann. Han blev sat ind i den ulykkelige situation for samlingerne. Hvis de tilbageblevne samlinger på Synscenter Refsnæs skal bevares for fremtiden, så skal Refsnæssamlingen og anskuelsessamlingen registreres her og nu, så man fremover kan vurdere, hvad der har en særlig historisk interesse, idet samlingerne på Synscenter Refsnæs og på Medicinsk Museion supplerer hinanden. Det er så det, man vil fokusere på i samarbejde med Thorkild Olesen og Ulrik Kampmann. Det næste møde i gruppen vil blive afholdt den 26. marts, hvor der skal følges op på sagen, da det er mere end vigtigt, at der snarest handles. I arbejdsgruppen har man også diskuteret digitaliseringen af Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Årgangene fra 1911-1916 har Henning Eriksen overskrevet fra punktskrift, de opbevares i selskabets digitale arkiv. René har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling fået digitaliseret uddrag af medlemsbladene fra 1917-1999. Selskabet vil meget gerne have digitaliseret alle medlemsblade i deres helhed, da de er det vigtigste kildemateriale til forståelse af blindes sociale udvikling gennem tiden. I samme anledning nævnte Poul, at han har lavet adskillige notater til forretningsudvalget om blandt andet Solgavehjemmet på Vigerslevallé fra dets start til i dag, hvor det har til huse på Følager 15. Det har været muligt gennem indholdet af uddragene af de nævnte medlemsblade. Tidsskriftet Blindesagen som eksisterede fra 1972-2009 er der kun nogle få årgange, som er tilgængelige. Det drejer sig om perioden fra år 2000-2009, så her er også meget, som bør prioriteres, så vor viden om synshandicappede udvides, da Blindesagen også er med til at fortælle om vores historie. Man har i arbejdsgruppen drøftet, hvordan særlige begivenheder som sker omkring os bliver bevaret. Derfor er det vigtigt, at der laves lydoptagelser hver gang en særlig begivenhed markeres. Her skal der også tages en vurdering af, hvad der har en historisk interesse. Derfor har Blindehistorisk selskab en særlig opgave. Det er vigtigt, at vi medlemmer gør opmærksom på, når der sker noget særligt hos os, så der kan blive lavet de nødvendige optagelser af en særlig begivenhed. Henrik Olsen og andre lydentusiaster er mere end villige til at rykke ud, når der skal laves optagelser af sådanne begivenheder.

Herefter var ordet frit, hvor Søren Jensen spurgte Poul, om man er klar over, at DBSU ligger inde med et vældigt arkivmateriale. Søren mener, at der ligger et arkivmateriale af årgangene af Ungdomsbladet fra 1990erne. Inden Poul svarede på Sørens indlæg, så roste Ove Gibskov Poul for fremlæggelse af arbejdsgruppens arbejde, som Ove er en del af. Ove nævnte, at vilkårene for arbejdsgruppen ikke har været helt let, men det har været det værd, da arbejdsgruppen og Blindehistorisk Selskab har stået sammen om at løse de opgaver, der har været undervejs. Som svar til Søren, så er man i selskabet opmærksom på DBSU-arkivet. Det er Pouls håb, at vi kan få seende assistance til forberedelse af arkivet, så det kan blive indleveret til rigsarkivet til fremtidig bevarelse.

Kurt Nielsen udtrykte bekymring over, at ledelsen ved Synscenter Refsnæs ikke i tilstrækkelig grad prioriterer bevarelsen af centrets samlinger. Pt. er samlingerne lukket inde i et rum, hvor de bare får lov at være, uden at man i øvrigt tager stilling til, hvad der ellers skal ske med dem. Hvis Synscenter Refsnæs mener, at Blindehistorisk Selskab ikke skal bekymre sig om samlingerne, må vi tage det til efterretning.

Poul oplyste, at selskabet har modtaget Dansk Blindesamfunds amatørteaters store lydarkiv. Udover lydoptagelserne har selskabet fået en del ringbind som et fint supplement til lydarkivet. Det er selskabets mål at kunne afspille teaterstykkerne på hjemmesiden, men det må gøres i overensstemmelse med oprethavslovens bestemmelser. Henrik Olsen har stået for det store digitaliseringsarbejde, hvilket han skal have tak for. Nu da jubilæet og museumsdagbogen er afviklet, vil Ole og Poul eventuelt med professionel hjælp fra Søren gå i gang med hjemmesiden og optagelserne fra amatørteateret.

Leif Martinussen har udarbejdet en omfattende beskrivelse af blindes deltagelse i sport og idræt fra 1950-erne-1980. Skriftet er blevet forsynet med et omfattende billedmateriale. Skriftet er nu klart til at blive udsendt på selskabets hjemmeside, så snart som muligt. Henning Eriksen havde den kongstanke, at blindes sports- og idrætsaktiviteter skulle have en høj prioritet. I den anledning kan her nævnes, at Henning Eriksen har skrevet en artikel som på bedste vis danner optakt til Leifs udredning om blindes sports- og idrætsaktiviteter. Når Leifs redegørelse kommer på hjemmesiden, vil der også blive lejlighed til at høre de lydoptagelser, som et glimrende supplement.

Her fulgte der ingen kommentarer til de to ovennævnte punkter.

I forbindelse med vores informationsvirksomhed, så havde Poul en stor ros til vores nyhedsbreve, hvor der til stadighed kommer spændende indlæg af mennesker som ikke tilhører selskabets inderkreds. Der lød en stor tak til alle som har bidraget med indlæg til nyhedsbrevene. Poul opfordrede alle til fortsat at komme med gode indlæg, så vi ad den vej kan få nogle spændende nyhedsbreve. I samme moment nævnte Poul, at vi bestræber os på at tematisere nyhedsbrevene, så derfor er der ingen grund til at nogle af os kommer til at føle os overset, da de indsendte artikler godt kan ligge i et stykke tid, inden de bliver udsendt. I den kommende tid vil der komme en del artikler, som omhandler Refsnæsskolen. Selskabets bestyrelse har været i stand til at udsende 4 nyhedsbreve i det forgangne år.

I den sammenhæng var Hans Olsen ked af, punktudgaven af de sidste par nyhedsbreve ikke har den høje standart som tidligere. Poul forklarede, at produktionen af punktudgaven på Synscenter Refsnæs har været ramt af sygdom og tekniske problemer med centrets printer. Derfor har hovedkontoret stået for produktionen af punktudgaverne, som er meget dyrere, hvilket Hans Erik Olsen tog til efterretning. I samme moment nævnte kassereren, at der også har været problemer med udbringningen af nyhedsbrevene fra postvæsnets side.

Om hjemmesiden har Poul ikke så meget at sige, da selskabet forsøger at bringe alt relevant stof samt at rette de fejl, som måtte opstå undervejs. Selskabet har ikke været særlig flittig med opdatering af lydmaterialet, så den kritik, der er forekommet er fuldt berettiget, men ressourcerne har været mangelfulde hos bestyrelsen. Registrering af selskabets litteraturliste trænger også til en opdatering, men vi håber på, at der bliver rettet op på det i 2020.

Derefter talte Poul lidt om de lidt store udgifter vedr. jubilæumsarrangementet og museumsdagbogen, men i samme moment kunne Poul glæde sig på selskabets vegne over den økonomiske støtte, der var givet til de to begivenheder.

På baggrund af den grundige behandling af beretningen blev denne enstemmigt godkendt.

Ad. 7: Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Da regnskabet blev drøftet, var der en del spørgsmål vedr. fortolkningen af, hvordan det skulle forstås, da opstillingen for nogle af deltagerne ikke syntes, at forståelsen var så ligetil. Det blev forklaret meget grundigt.

Her følger så nøgletallene samt noterne.

Nøgletal regnskab 2019

Indtægter i alt 36.850 kr.

Samlede udgifter 50.104,47 kr.

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

Danske Bank 01.01.2019 134.817,92 kr.

Danske Bank 31.12.2019 120.658,21 kr.

Forbrugt egenkapital 14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Note 1 regnskab museumsdagbog:

Indtægter:

Dansk Blindesamfund: 30.000 kr.

Ernst og Vibeke Husmans fond: 20.000 kr.

Blindes Støttefond: 10.000 kr.

Veluxfonden: 15.000 kr.

Overført direkte til forlaget Kahrius

I alt: 75.000 kr.

Udgifter:

Korrektur Dorthe Silver: 22.837,50 kr.

Forlaget Kahrius: 19.822,50 kr.

Seende bistand: 6.988,71 kr.

Porto: 8.690,00 kr.

Kontorartikler: 1.248,00 kr.

Billede: 128,00 kr.

Trykning af program: 2.941,83kr.

Udbetalt fra Velux direkte til Kahrius: 15.000 kr.

Udgifter I altoverført til driftsregnskab: 62.656,54kr.

I alt inkl. Velux 77656,54kr.

Note 2 regnskab jubilæumsarrangement:

Indtægter:

Deltagerbetaling: 28.080 kr.

Tilskud Dansk Blindesamfund: 10.000 kr.

I alt: 38.080 kr.

Udgifter:

Ophold fuglsangscentret: 38.866,00 kr.

Honorar musikere: 14.000,00 kr.

Transport musikere: 3.038,48 kr.

Transportoplægsholder: 612,00 kr.

Tilbagebetaling deltagere: 1350,00 kr.

Trykning af Program: 2.941,83 kr.

I alt overført til driftsregnskabet: 60.808,31 kr.

Efter regnskabsgennemgangen oplæste Kurt Nielsen revisionsprotokollatet dateret den 11. februar 2020. Fra protokollatet skal følgende citeres:

“Driftsregnskabet har givet anledning til, at bestyrelsen har ladet foretage en ekstern analyse, idet der er konstateret en difference mellem driftsregnskabets samlede resultat beløb: -13.254,47 og nedskrevet egenkapital beløb: 14.159,71 jf.: saldo i Danske Bank pr. 31. december 2019 på beløb: 904,74 kr. Analysen har imidlertid ikke ført til en afklaring af årsag til differencen, og revisionen har ikke fundet forklaring på, hvordan differencen er opstået. Differencen medfører en tilsvarende forøget nedskrivning af selskabets egenkapital.

Revisionen kan konstatere, at driftsregnskabet i hovedtal viser et retvisende billede af bestyrelsens dispositioner og selskabets økonomiske stilling med den anførte anmærkning, ligesom regnskaberne i noterne over Museumsdagbogen og jubilæumsarrangementet er revideret uden anmærkning.”

Regnskabet for 2019 blev med de anførte revisionsbemærkninger enstemmigt godkendt.

Ad. 8: Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

Her var der stor enighed hos deltagerne, så det nuværende kontingent på 150 kroner fortsætter som hidtil.

Ad. 9. Indkomne forslag.

Dirigenten kunne konstatere, at der var modtaget 3 forslag, som alle var modtaget mere end 14 dage før mødet.

Ad. 9.A: “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle. Forslaget er offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

Thorvalds forslag blev modtaget med stor begejstring. Man vil fortsætte med drøftelsen den næste dag, som omhandler Refsnæsbogen.

Ad. 9.B: Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt til formanden den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik en kold modtagelse. 3 deltagere sagde ja til Inges indsendte forslag. De øvrige deltagere nedstemte forslaget. Proceduren blev afgjort ved håndsoprækning. I samme anledning blev der drøftet, hvordan andre foreninger sørger for rejserefusion til deres medlemmer. Desuden nævnte Poul, at han er villig til at være behjælpelig med ansøgning af legater til Inge samt andre medlemmer, som måtte have behov for det til dækning af rejse og ophold på FSC. Derefter blev punktet afsluttet.

Ad. 9.C: Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik ikke nogen god modtagelse. Der var enighed om, at generalforsamlingen fortsat skal afholdes på Fuglsangscentret. Det blev begrundet med, at det sociale ved et arrangement i hovedstadsområdet vil gå tabt. Der vil også blive problemer med overnatning og indkvartering for provinsbeboerne, samt at deres udgifter vil blive større.

Ad. 10: Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

Ad. 10.a: Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018. Han blev enstemmigt genvalgt ved håndsoprækning.

Ad. 10.b: 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018. René blev valgt in absentia, da han ikke kunne være tilstede pga. sygdom. Han havde på forhånd givet tilsagn om genvalg ved hjælp af fuldmagt, hvilket blev accepteret.

– Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018.

Hun blev også genvalgt ved applaus fra deltagerne. Ove Gibskov og Laus Klüwer blev også foreslået, men de takkede begge nej.

Ad. 10.c: 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019. Han blev enstemmigt genvalgt ved deltagernes applaus

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke at blive genvalgt. Igen blev Ove og Laus foreslået, men de takkede nej. Lena Bang sagde ja til at blive 2. suppleant, hvilket blev godt modtaget af deltagerne.

Ad. 10.d: Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

Kurt Nielsen ønskede at blive genvalgt, hvilket ikke var tilfældet for Henrik Olsen. Denne gang takkede Ove Gibskov ja til en revisorpost, hvilket blev godkendt af forsamlingen med en applaus.

Ad. 10.e: Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke genvalg. I stedet for blev Nete Parkov valgt, hvilket også blev accepteret af deltagerne.

Ad. 11: Eventuelt.

Bjarne Bryde spurgte til dagsordenens pkt. 5, der handler om godkendelse af sidste års generalforsamling. Når deltagerne alligevel ikke skal godkende punktet, hvorfor står det som et dagsordenspunkt? Poul svarede, at det er en servicemeddelelse og ikke et dagsordenspunkt. Poul lovede, at punktet ikke vil være at finde på dagsordenen til næste års generalforsamling.

Derefter takkede formanden for generalforsamlingen, som foregik i god ro og orden.

Referent: Rita Cecilie Varmby.

Selskabets bestyrelse har den 16. marts 2020 godkendt nærværende referat.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

Som mødets dirigent kan jeg godkende nærværende referat.

Thorben Koed Thomsen, Viborg den 18. marts 2020.

3. Anmeldelse af Refsnæsdebatten ved Thorvald kølle.

Refsnæsdebatten fandt sted på Fuglsangcenteret søndag den 16. februar i forlængelse af generalforsamlingen, som fandt sted dagen før.

Selskabets formand Poul Lüneborg indledte mødet med at byde alle velkommen til formiddagens program.

Der var en åben, venlig og behagelig stemning i gruppen under hele debatten.

Folk var meget opmærksomme og der var en naturlig stilhed og man fornemmede, at folk virkelig lyttede og reflekterede over de fortællinger, som blev præsenteret af de enkelte deltagere.

Ove Gibskov var ordstyrer og moderator, og bragte os godt igennem debatten, hjulpet af John Nielsen, som seende assistance. Der var et panel bestående af 2 fra bestyrelsen nemlig Rita Cecilie Varmby og undertegnede Thorvald Kølle.

De andre i panelet var Aage Michelsen og Jytte Nielsen.

Først fortalte paneldeltagerne lidt om deres ophold på Refsnæs og betragtninger over dette tema.

Så blev ordet givet frit.

Debatten bestod af 2 temaer.

1. Skal gamle elever bede om en undskyldning fra staten i lighed med godhavnsdrengene eller ej?

Der var ikke i gruppen stemning for at bede om en undskyldning for endskønt, de fleste af os havde haft oplevelser af grove overgreb, så var gruppen også enige om, at vi fra Refsnæs havde fået en rigtig god ballast med videre.

Et godt fundament at komme videre i livet på.

2. Det andet punkt handlede om bogen om Refsnæs skrevet af gamle elever på Refsnæsskolen. Der var en god åbenhed overfor dette forslag.

Der blev talt lidt om, hvordan det kunne gribes an.

Der blev talt om, hvorvidt der skulle nedsættes en redaktionsgruppe. Bogen var tænkt udgivet i anledningen af Refsnæsskolens 125-års fødselsdag i 2023.

Mødet sluttede med, at vi sang danske blindes nationalsang, som jeg mener er højaktuel i forhold til blindesagen i dag.

4. Er der behov for flere undskyldninger fra den danske stat? ved Ove Gibskov

Den 13. august sidste år gav statsminister Mette Frederiksen på regeringens vegne en undskyldning til Godhavndrengene for de uhyrlige overgreb, de helt op til 1970’erne havde været udsat for. Derefter blev der taget initiativ til at undersøge, om nogle af de mennesker, der har været udsat for svigt og overgreb, mens de boede på sær- og åndssvageforsorgens institutioner også skal have en officiel undskyldning. Det drejer sig om dem, der var anbragt på institutionerne i årene fra 1933, da staten, efter at Socialreformen var blevet vedtaget, overtog ansvaret for forsorgen og indtil 1980, hvor ansvaret blev udlagt til amter og kommuner.

Forholdene på institutionerne vil blive kortlagt af en historisk udredning, og det er Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, som skal stå for dette arbejde.

Som en del af baggrunden for udredningen blev repræsentanter for de berørte interesseorganisationer inviteret til at deltage i et møde 10. marts på forsorgsmuseet sammen med den arbejdsgruppe af historikere, som skal stå for udredningen.

Der deltog repræsentanter for bl.a. Udviklingshæmmedes Landsforbund ULF, Landsforeningen LEV, Danske Døves Landsforbund og Dansk Blindesamfund. Her var jeg af Blindehistorisk Selskab med opbakning fra DBSs forretningsudvalg blevet bedt om at deltage.

Efter en præsentationsrunde understregede historieprofessor Klaus Petersen fra arbejdsgruppen, at der er tale om en uafhængig undersøgelse. Det betyder, at hverken Social- og Indenrigsministeriet eller de involverede interesseorganisationer får kendskab til delresultater eller tekstuddrag, før undersøgelsen er helt færdig. På den måde vil man sikre, at der ikke forekommer nogen politisk påvirkning udefra, som kan have betydning for resultatet.

Undersøgelsen vil blive baseret på både arkivmateriale og interviews med nogle af dem, som oplevede forholdene på de forskellige institutioner. Arbejdsgruppen må dog ikke selv kontakte enkeltpersoner på baggrund af arkivmateriale; men interesseorganisationerne kan så høre, om de pågældende ønsker at medvirke. De gav alle udtryk for, at de gerne ville hjælpe med at finde medlemmer, som kunne fortælle om deres oplevelser, ligesom det også blev nævnt, at pårørende kan være væsentlige kilder. Man skulle desuden være opmærksom på, at nogle af dem, som undersøgelsen omfatter, ikke er i stand til selv at udtrykke sig, men at de ikke må glemmes af den grund. Det blev foreslået, at pårørende og ansatte i den sammenhæng kunne anvendes som kilder.

Arbejdsgruppen er meget opmærksom på, at interviewsituationen bliver gjort så tryg som mulig, og derfor kommer interviewet til at foregå der, hvor den, som skal interviewes, føler sig mest tryg – typisk i personens eget hjem.

Man er bevidst om, at det at fortælle sin historie kan få både gode og dårlige følelser frem hos den, der bliver interviewet. Derfor er der tilknyttet en psykolog til projektet, hvis nogen skulle få brug for at tale med hende efter interviewet.

Undersøgelsen vil bl.a. redegøre for, om noget af det, der kommer frem, var lovligt eller ulovligt ud fra datidens regler, da det fandt sted. I den forbindelse blev det dog også af nogen pointeret, at det dengang jo godt kunne være lovligt at handle på en bestemt måde men alligevel blive betragtet som etisk og moralsk uacceptabelt. Desuden blev det understreget, at det kunne være lige så slemt blot at være anbragt, som det var at være fejlanbragt.

Udviklingshæmmedes Landsforbund så positivt på, at der også kommer fokus på pårørendes viden men understregede, at det selvfølgelig er de anbragtes egen historie, der skal vægtes højest. Og selv om nogle måske har behov for at få en undskyldning, er der også flere, som mener, at det væsentligste må være at få mulighed for at fortælle sin egen historie og være med til at sikre, at noget lignende ikke vil kunne ske igen.

Når det var mig, der repræsenterede DBS, hænger det i høj grad sammen med, at jeg kort tid inden mødet havde været ordstyrer ved en debat i Blindehistorisk Selskab, som skulle afdække, om der blandt de tidligere Refsnæselever, som deltog, var behov for en undskyldning i lighed med den, der blev givet til Godhavndrengene. Ingen af deltagerne havde brug for en undskyldning, og det er heller ikke landsformand Thorkild Olesens opfattelse, at ret mange af Refsnæsskolens tidligere elever ønsker en undskyldning. Men der kan naturligvis godt melde sig nogle i den periode, arbejdet med udredningen foregår. Det oplyste jeg bl.a. under mødet på forsorgsmuseet, hvor jeg også nævnte, at adskillige havde oplevet undervisningen på Refsnæsskolen som god, selv om der nogle gange skulle meget lidt til, før man blev slået, som det jo i det hele taget var tilfældet i landets skoler dengang. Flere havde dog især på boafdelingerne været ude for nogle få ansatte, der udviste en forfærdelig adfærd – også set i datidens lys. F.eks. kunne man blive tvunget til at spise sit eget bræk, hvis man havde kastet op i havregrøden om morgenen. Der var også enkelte elever, som det var ”tilladt” for de andre at drille, uden at nogen af de få ondskabsfulde fra personalet blandede sig.

Jeg lagde dog i mit indlæg stor vægt på, at der langt fra kan paralleliseres mellem Refsnæsskolen og f.eks. Godhavn, hvor man blandt mange andre overgreb vel nærmest gjorde, hvad man kunne for at ødelægge alle elevernes selvværd.

Jeg henviste desuden til det ret omfattende og nuancerede kildemateriale om tiden på Refsnæsskolen set fra et elevperspektiv, som findes i Blindehistorisk Selskabs nyhedsbreve. Efter mødet har lederen af Forsorgsmuseet, Sarah Smed, i en mail modtaget en henvisning til selskabets hjemmeside og en oversigt over det relevante Refsnæsindhold i nyhedsbrevene.

Danske Døves Landsforbund lå meget på linje med Dansk Blindesamfund og mente heller ikke, at der blandt medlemmerne var et stort behov for en undskyldning eller tale om voldsomme overgreb som dem, der fandt sted på Godhavn.

Arbejdsgruppen laver en folder, der bliver sendt rundt til organisationerne i både digital og trykt form og i et sprog, som skal kunne forstås af så mange som muligt af de involverede personer, og forsorgsmuseet vil gerne have interesseorganisationerne til at hjælpe med at få den distribueret til de medlemmer, som er med i målgruppen. Folderen kommer bl.a. til at indeholde en præsentation af udredningsprojektet og information om, hvem man søger at komme i forbindelse med, og hvor lang tid, man skal regne med, et interview tager. I folderen vil der også være oplysninger om, hvordan det undervejs i forløbet bliver muligt både at skrive og indtale sin historie på hjemmesiden www.anbragtihistorien.dk.

Folderen skulle meget gerne være klar omkring midten af april.

Det var oprindeligt hensigten, at udredningen skulle være færdig i løbet af halvandet år – dvs. 1. august 2021. Men pga. den aktuelle Coronasituation, hvor det meste af landet er lukket, har Social- og Indenrigsministeriet vist forståelse for, at arbejdet muligvis først bliver afsluttet på et senere tidspunkt. I øvrigt er det en generel opfattelse blandt forskere, at halvandet år i det hele taget er kort tid til en så stor udredning, Men det har i den her sammenhæng været afgørende at tage et væsentligt hensyn til målgruppen, hvoraf mange af dem, der stadig lever, jo er godt oppe i årene og gerne skulle kunne nå at modtage en undskyldning, hvis udredningen kommer frem til, at der er behov for at give en sådan.

5. Kommissorium fra 22. november 2019

– historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne, der som følge af en anbringelse i sær- og åndssvageforsorgens institutioner kan have været udsat for svigt og overgreb.

Indledning

Kommissoriet beskriver rammen for den historiske udredning vedrørende børn, unge og voksne, der som følge af en anbringelse i sær- og åndssvageforsorgens institutioner kan have været udsat for svigt og overgreb.

Formål og indhold

Udredningen har til formål at undersøge, om der er børn, unge og voksne, der kan have været udsat for svigt og overgreb, mens de havde ophold i sær- og åndssvageforsorgens institutioner under statens varetægt i perioden 1933-1980.

Den historiske udredning skal søge at beskrive følgende:

• Den historiske kontekst for etablering og udvikling af sær- og åndssvageforsorgen.

• Drift af institutioner, visitation til institutionerne og tilsyn med institutionerne.

• De generelle forhold på de institutioner, som var omfattet af sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933-1980 med særligt fokus på tidsperioden 1950-1980, herunder livsforholdene på institutionerne.

• De berørte målgrupper, som havde ophold i sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

• De lovgivningsmæssige rammer for sær- og åndssvageforsorgen, herunder en beskrivelse af de fysiske indgreb, som blev udøvet over for målgruppen inden for rammerne af datidens lovgivning herunder som behandling, oplevelser og konsekvenser for de berørte målgrupper.

Den historiske udredning skal desuden afdække:

• Udførelsen af statens tilsynsforpligtelse i relation til sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

• Evt. svigt og overgreb, som f.eks. fysiske / seksuelle overgreb, psykisk vold, alvorlige mangler ved den lægelige, praktiske eller følelsesmæssig omsorg, som kan have været blevet påført børn, unge og voksne som konsekvens af datidens lovgivning samt datidens moral, etik og normer på et af sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

• Oplevelser, traumer, sekundære traumer og deraf konsekvenser for de berørte børn, unge og voksne, herunder gennem interviews med nulevende personer. I den forbindelse inddrages også perspektivet fra de mennesker, der var ansat på institutionerne.

Eventuelle andre relevante vinkler, der måtte opstå undervejs i arbejdet, og som ønskes inddraget og beskrevet, afklares med Social- og Indenrigsministeriet.

Organisering af den historiske udredning

Den historiske udredning forestås af Danmarks Forsorgsmuseum inden for en tidsperiode på 1-1 1/2 år. Der lægges vægt på, at fagpersonerne, der skal varetage opgaven, har indgående kendskab til sær- og åndssvageforsorgens historie.

Den historiske udredning skal bygge på fagpersonernes generelle viden, relevante historiske kilder samt interviews med nulevende personer, som var involveret i eller berørt af de forhold, som var omfattet af sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

Det står fagpersonerne frit for at rådføre sig med relevante institutioner, organisationer m.v. i forbindelse med udarbejdelsen af den historiske udredning.

Iværksættelse af den historiske udredning

Social- og Indenrigsministeren udpeger Danmarks Forsorgsmuseum til at forestå udredningen, der ligeledes indgår kontrakt med museet. Danmarks Forsorgsmuseum forpligtes herunder til at forelægge udredningens foreløbige resultater halvårligt for Social- og Indenrigsministeriet.

Det tilstræbes, at den historiske udredning senest afleveres til regeringen den 1. august 2021 med henblik på efterfølgende offentliggørelse.

6. “Hvem var de?” ved Jytte Nielsen – skrevet maj 2019

Hvem var de? Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv i tidens løb. Hvem var de mennesker, som skulle være i forældres sted på blindeinstitutterne eller jeg burde måske sige i mors sted, da mænd ikke var ansat som plejepersonale.

Det var ugifte kvinder uden egne erfaringer med mand og børn. Hvordan gik det til, at de kom til at arbejde med at passe blinde børn? Hvad var kravene til kvindernes baggrund? Jeg ved det ikke, men det optager mig. Jeg tror ikke, det var en kvindes drøm at tilbringe sit voksne liv med at passe andres blinde eller svagtseende børn på en institution ude på landet, hvor de hjemlige private rammer ikke var meget bedre end børnenes. De havde en dør, de kunne lukke bag sig, de havde ikke eget bad og toilet, og døren til deres bolig åbnede direkte ud til den gang, hvor sovesalene var. Det var så lidt privat, at alle kunne følge med, hvis der kom en besøgende, mand eller kvinde. Kom den samme person på besøg flere gange, så ville rygterne ingen ende tage. Som jeg skriver, interesserer disse kvinders liv mig. Jeg var blind og kunne ikke selv se dem personligt, men ifølge min mor, som nu er 93 år, og som udmærket husker den tid, hvor hun måtte overlade sit barn til fremmede, så var det kvinder med et underligt fysiognomi, maskuline, knoglede eller direkte uskønne kvinder. Hun er min mor og kan have set disse kvinder gennem et troldspejl, da de skulle optræde i hendes sted. Jeg vælger at tro hende. Hvad angår det maskuline var der en assistent, der blev kaldt Niels. Hun hed frøken Nielsen, og hvis det havde været mod hendes vilje, havde det aldrig fået lov til at finde sted. I 1965 kom der en ny forstander på stedet, som sagde, at hun nu skulle kalde sig ved sit kvindenavn Ellen. Blinde børn skulle ikke være i tvivl om køn, da navn er en markør for køn.

Jeg er født i 1950 og oplevede institutterne i perioden 57-68. Måske er tiden forpasset, minder og erindringer støvet til. Glemsel og fortrængning er resignationens følgesvend for at forlige sig med fortiden.

Der er meget, vi tilskriver tiden. ”Sådan var det jo den gang”. Børn skulle så meget som for eksempel spise op, selv når de ikke selv havde sagt, hvor meget de kunne spise. De skulle i det hele taget en masse ting, bare en voksen beordrede det. Men selv med henvisning til tiden og de sociale normer den gang, så var der ting, der var grænseoverskridende eller direkte overgrebsagtige. Det var ikke normen, at børn skulle spise op, når der var tale om opgylp eller opkast på tallerkenen. Eller med at afstraffe en pige for et eller andet sandsynligvis ligegyldigt med, at hun ved sengetid skulle trække af sit tøj inde hos de små drenge. Om assistenten, der fandt på dette, stod og lurede på, ved jeg ikke. Der var en anden pige, der blev afstraffet ved at skulle sove en nat på de små drenges sovesal. Her må være tale om en voksen kvinde, som har personlige problemer og en umoden seksualitet. For ca. 15 år siden mødte jeg tilfældigt niecen til den pågældende assistent. Hun fortalte, at hendes faster tilbragte sin alderdom hos sin bror ude på gården. Jeg gætter på, at denne bror var en lillebror.

Jeg kan ikke undlade at fortælle om en vigtig erindringstråd på debatforummet blindeforum. Her fortalte en kvinde om de overgreb, hun som barn var udsat for af en klaverlærer. Hun havde været traumatiseret hele sit liv. Jeg kunne straks fortælle hende, at vi var flere, der havde været udsat for det samme. At pågældende lærer befamlede de små pigers bryster og kommenterede deres størrelse, og hans store interesse var at bemærke, når man var begyndt at gå med brystholder. Det har ikke gjort noget varigt indtryk på mig, da vi heldigvis var et par piger, der fik talt om det. Vi blev enige om, at han var ulækker, og vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at drille og chikanere ham.

Der var en assistent, som samtidig også var gymnastik- og svømmelærerinde. I en periode udså hun sig den svageste og mest vandskrække pige som sit offer. Først beordrede hun os andre op af bassinet, så blev døren lukket ind til bruseafdelingen. Medens vi brusebadede, kunne vi høre hjerteskærende skrig fra svømmebassinet. Her blev pigen trukket i en svømmestang ud over det dybeste sted. Pigen var helt blind og panikslagen. Jeg husker tydeligt, at vi andre var helt stille og meget pinligt berørt. Da det var slut, og de to kom ind til os andre, marcherede lærerinden hurtigt og målrettet på toilettet. Det stod på et par gange, så vidt jeg husker. Måske lykkedes det det stakkels offer at få sagt det til nogen. Havde vi ellers bemærket det, ville det sikkert have heddet sig, at eleven skulle lære at overvinde sin vandskræk.

På Refsnæsskolen var der ansat en sygeplejerske. Hun boede på sygeafdelingen dør om dør med de syge børn, der blev indlagt der. For at komme ind på sygeafdelingen skulle man gennem flere døre, så al diskretion var udelukket. Det er svært at forestille sig et privatliv under sådanne forhold. Arme kvinde siger jeg. Sygeplejersken var altid den samme, meget skrap og hårdhændet. Skulle man for eksempel have dryppet øjne, så fik hagen først et kraftigt skub, ikke et slag, men næsten. Når så hovedet røg bagover, greb hun det, og medens man forsøgte at få balancen, så fik hun øjenlågene op og dryppede. Hun var altid den samme, hun var ikke sadistisk og gjorde mig bekendt ikke noget, der gik over grænsen.

Cirka tre måneder om året var der ferier, når man lægger tiderne sammen. Hvad lavede de i den tid? Sad de og filede negle og læste dameblade på værelset? Besøgte de familie, eller tog de på herlige kurophold i Tyskland?

Når unge teenagepiger kom på instituttet i København, så var der et totalt fravær af voksne. Der var ansat en plejemor, der boede på den samme gang som pigerne. Der var ingen assistenter ansat, så disse 20 unge piger mellem 14 og 18 år var helt overladt til sig selv og hinanden. Plejemor var en ubegribeligt selvusikker og selvudslettende kvinde, som var så forskrækket over sin egen opgave, at hun altid flygtede ind til sig selv. Da hendes dør var direkte til pigernes område blev det hurtigt noteret, at en mand kom på besøg. Det var altid midt på dagen, og det var en mand, som var ansat på værkstederne. Vi fandt aldrig ud af, hvornår han gik igen. Det har sandsynligvis været noget arbejdsrelateret, de skulle tale om. Jeg håber alligevel, at dette herrebesøg var af mere amourøs karakter. Blinde fra den tid kan i dag fortælle om et ungdomsliv, der blev tilbragt både dag og nat på sekssengsstue, hvor al aktivitet var fantasilege og flugt ind i drømme. De kom virkelig ingen steder og blev totalt svigtet. De havde ikke, hvad der lignede et godt ungdomsliv.

På drengeafdelingen var det anderledes, tror jeg. Her fraveg man kyskhedsprincippet og havde ansat en venlig og kompetent kvinde, som boede på skolen med sin familie, mand og børn. Hendes mand var dog også ansat på skolen.

Når man interesserer sig for historie, og når man er med i en forening, der beskæftiger sig med blindes historie, så åbner der sig hele tiden nye døre og nye emneområder dukker frem. Jeg mener, at personalets historie er en del af blinde børns historie. Jeg mener, at blinde børn, nu voksne / gamle, har behov for at kende det menneskemiljø, de er vokset op i. Mange mennesker forsøger at afdække deres genetiske baggrund. Det kan være for at forstå sig selv i en arvelig sammenhæng. Men miljøet har også stor betydning for et menneskes udvikling, så derfor er interessen helt relevant.

Skal vi lade emnet ligge? Er det for svært at tage fat på det? Al historie handler om fortiden og gravearbejdet kan være besværligt og langsommeligt. Kan vi få fat om emnet, tror jeg, det vil være et vigtigt kapitel.

7. Projekt interview om blindes erhvervs- og levevilkår i 1960-erne og 1970-erne ved René Ruby

I 2015 blev der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg og Blindehistorisk Selskab. Blindehistorisk Selskab har med udgangspunkt i drøftelserne i arbejdsgruppen og med forskningschef Ion Meyer fra Medicinsk Museion besluttet at supplere og opdatere Den Blindehistoriske Samling på Medicinsk Museion gennem forskellige initiativer. Et af disse initiativer, har til formål at beskrive blindes leve-, uddannelses- og erhvervsvilkår i 1960-erne og 1970-erne. Det har været et ønske fra Medicinsk Museion at få nogle personprofiler, som fortæller om de vigtige ændringer i blindes beskæftigelsesmuligheder, som tog sin begyndelse for omkring 50 år siden. Med baggrund heri nedsatte bestyrelsen, en projektgruppe, hvis opgave det er at gennemføre 25 interview til belysning af blindes levevilkår m.v. i 1960-erne og 1970-erne.

Projektet falder i 3 faser:

Fase 1. Fastlæggelse af interviewguide, panel på 25 interviewdeltagere og budget for det videre arbejde.

Fase 2. Gennemførelse af de 25 interview.

Fase 3. Afrapportering af projektet i form af en mindre rapport.

Den oprindelige arbejdsgruppe har på grund af frafald blandt sine medlemmer ikke set sig i stand til at gennemføre projektet. I stedet har 3 af bestyrelsens medlemmer imidlertid taget udfordringen op og søger at gennemføre de 25 interview og sammenskrive indtrykkene fra disse i en rapport. Disse tre er Redaktør Rita Cicilie Varmby, kasserer Ole Brun Jensen og sekretær Thorvald Kølle med undertegnede som tovholder.

Der er allerede lagt et betydeligt arbejde i dette projekt med hensyn til at formulere de spørgsmål som skal lægges til grund ved hvert interview. Der er på nuværende tidspunkt formuleret 17 spørgsmål som drejer sig om:

  • Om skole og ungdomsliv
  • Om uddannelse
  • Om erhvervsmæssig beskæftigelse
  • Generelt om hjælpemidler
  • Om socialt liv
  • OM fritidsaktiviteter

De tre i projektgruppen minus tovholderen vil sammen med yderligere tre gennemføre de 25 interview. De tre interviewer udenfor projektgruppen er nu ved at blive kontaktet med henblik på deres deltagelse. Næste trin er derpå, at de 6 interviewer samles på Fuglsangscentret en dag med henblik på at teste spørgsmålene på hinanden for eventuelt at udarbejde supplerende spørgsmål. Herudover skal optagelsestekniske spørgsmål afklares. Endelig skal der ske en udvælgelse af 25 interviewpersoner på baggrund af en længere liste over oplagte kandidater. Når der er indhentet tilsagn om deltagelse fra de 25 interviewpersoner skal selve interviewene så gennemføres. Gennemførelsen af de 25 interview vil medføre en del rejseaktiviteter for de 6 interviewer, hvilket vil påføre selskabet en udgiftspost til rejseudgifter.

Når interviewene er gennemført skal de udskrives og sammenskrives i en rapport. Projektgruppen vil i udgangspunktet påtage sig denne udskrivning og sammenskrivning, men da det er en tidskrævende proces, vil det blive nødvendigt at søge hjælp hertil blandt selskabets medlemmer. Nyhedsbrevet vil være et oplagt sted at annoncere efter denne hjælp blandt medlemmerne.

Som det fremgår af ovenstående gennemgang er det en langvarig og tidskrævende proces at få forberedt, gennemført og endelig afrapporteret de 25 interview i en afsluttende rapport. Denne rapport kan derfor tidligst forventes i sidste halvdel af 2021.

8. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 eller mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

tlf. 39 67 00 67 m 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Nyhedsbrev nr. 1 januar 2020

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Kontingentbetaling 2020

3. Invitation og program for generalforsamlingen

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2020

5. Forslag til dagsorden for generalforsamlingen

6. Beretning 2019 / 2020

7. Regnskab 2019

8. Revisionsprotokol

9. “Bogen om Refsnæs”, forslag ved Thorvald Kølle

10. “Nyhedsbrev nr. 64!”, ved Poul Lüneborg

11. Min musikuddannelse, ved Erik Kiørbye

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg.

2019 har været et spændende og inspirerende år indenfor selskabet. Dette skyldes ikke mindst markeringen af vort 25 års jubilæum i forbindelse med årets generalforsamling, og det særlige jubilæumsarrangement.

Jubilæumsarrangementet fokuserede som bekendt på blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, og indenfor jazzmusikken siden 1960-erne. Det har været min opfattelse, at det var første gang, at selskabet gjorde historisk status indenfor disse områder. Imidlertid har min gennemgang omkring årsskiftet af vore nyhedsbreve gennem de sidste 25 år belært mig om, at der også i forbindelse med selskabets generalforsamling 29 – 30. marts 2008 blev sat fokus på blinde musikere. Organist Willy Egmose gav ved den lejlighed et oplæg om blinde musikeres kår før, nu og i fremtiden, efterfulgt af en jazzkoncert. Dengang var det også musikalske arrangementer af fhv. lærer ved Blindeinstituttet Ernst Bruun Hansen, som blev spillet af stort set de samme musikere, som optrådte ved jubilæet.

Forhåbentlig vil alle medlemmer snart kunne genhøre musikken og diskussionerne fra jubilæet på selskabets hjemmeside, takket være en enestående indsats fra vores lydmand Henrik Olsen.

I slutningen af december sidste år udkom Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42 med professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af Henning Eriksens Museumsdagbog. Desuden kunne man i samme tidsskrift læse min artikel om Ernst Jørgensen, som var Dansk Blindesamfunds formand fra 1928-1951, samt min omtale af selskabets jubilæum. Så jeg mener vi har grund til at være tilfredse med den opmærksomhed, der er vist vores virksomhed udenfor vore egne rækker. Forhåbentlig vil man også i det første nummer af dette års udgave af tidsskriftet Øjeblikket kunne læse om vores jubilæum, og om Museumsdagbogens udgivelse.

Vort medlem Erik Kiørbye har i en artikel i dette nyhedsbrev fulgt op på omtalen i sidste nyhedsbrev af jubilæet, med en spændende artikel om hans egen uddannelse som klassisk musiker.

Personligt glæder jeg mig til det kommende arbejdsår, hvor jeg forhåbentlig får mere tid til at hellige mig nogle helt andre blindehistoriske emner. Der er for mig ingen tvivl om at 100 året for genforeningen af Sønderjylland med resten af landet må have vores allerstørste bevågenhed. Vi skal vide noget mere om de mange sønderjyder, som kom hjem fra tysk militærtjeneste under 1. Verdenskrig som krigsinvalider, og som havde mistet synet.

Seks af disse krigsblinde blev de første danske førerhundebrugere, der fik bevilget en førerhund, som var trænet på en særlig førerhundeskole. Der var også flere af de hjemvendte krigsblinde, som markerede sig i organisationsarbejde, og som forfattere. Endelig er der grund til at følge op på den indsats, som Dansk Blindesamfund iværksatte for at komme de blinde i Sønderjylland til undsætning.

Der er således mange spændende opgaver som venter. Men allerførst skal vi mødes til årets generalforsamling. Her sætter vi med en blindehistorisk paneldiskussion fokus på Refsnæsskolen. Denne begivenhed er beskrevet i programmet til generalforsamlingen, med henvisning til et par artikler nedenfor.

I bestyrelsen glæder vi os til arrangementet, og til at møde mange af selskabets medlemmer.

2. Kontingentbetaling 2020.

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet til Blindehistorisk selskab på 150 kr.

Du kan indbetale via bankoverførsel til registreringsnummer. 1551, kontonummer 0501697. Du kan også indbetale kontingentet via MobilePay på nummer 44 678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller MobilePay, så jeg kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på 40 62 11 23, så vi sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Jeg vil opfordre alle medlemmer til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar i år. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 15. februar 2020, hvis du agter at deltage i denne.

Ole Brun Jensen, kasserer.

3. Invitation og program for generalforsamlingen 15. – 16. februar 2020.

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, atter at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 15. til søndag den 16. februar 2020.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.

Program for lørdag den 15. februar 2020:

Kl. 14.00 – 17.00 Generalforsamling, afbrudt af kaffe / tepause

Kl. 17.00 Fællessang

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i Parken, så deltagerne kan fortsætte hyggeligt samvær efter middagen samme sted.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale, for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program.

Program søndag den 16. februar 2020:

Kl. 7.00 – 9.30 Morgenmad i Fuglsangcentrets restaurant.

Kl. 9.30 Blindehistorisk paneldiskussion om Refsnæsskolen.

– Indhold og dilemmaer i forbindelse med tilblivelsen af et 125 års jubilæumsskrift, skrevet af tidligere elever, jf. artiklerne Bogen om Refsnæs og Nyhedsbrev nr. 64, under punkterne 9 og 10 nedenfor.

– Bør der gives en undskyldning til tidligere elever, i lighed med undskyldningen til drengene fra Institutionen Godhavn? jf. landsformand Thorkild Olesens leder Undskyldningen der endelig kom, i medlemsblad nr. 11/2019.

Journalist Ove Gibskov vil som ordstyrer sammen med bestyrelsesmedlemmerne Rita Cecilie Varmby og Thorvald Kølle, samt medlemmerne Jytte Nielsen og Aage Michelsen, bidrage til behandlingen af de to temaer med efterfølgende diskussion.

Alle 5 medlemmer af panelet har i en række artikler gjort sig overvejelser om deres tid som elev på Refsnæsskolen.

Kl. 11.30 Fællessang og afslutning ved formand Poul Lüneborg. sangen som skal synges er Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2020.

Såfremt du har planer om at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 15. til søndag den 16. februar 2020, skal jeg bede dig om at meddele dette til kasserer Ole Brun Jensen senest mandag den 3. februar 2020. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 30 værelser på centret, en del af disse er allerede i skrivende stund booket, så skynd dig med din tilmelding!

Kasserer Ole Brun Jensen kan kontaktes på tlf. 40 62 11 23 eller på mail ole@obj.dk.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551, kontonummer 0501697. Du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44 678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til Ole Brun Jensen på 40 62 11 23, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 eller på mail fuglsang@blind.dk

Bestyrelsen glæder sig til at møde rigtig mange medlemmer til årets generalforsamling.

5. Forslag til dagsorden for generalforsamlingen.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling, afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes § 7 stk. 16, og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/2019, som udkom den 26. april 2019. Dette nyhedsbrev kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse, se beretningen andet steds i nyhedsbrevet.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse, se regnskabet og revisionsprotokollen andet sted i nyhedsbrevet.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

9.1 Bogen om Refsnæs ved Thorvald Kølle, se forslaget andetsteds i nyhedsbrevet.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018.

– Rita Cecilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

c. 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller op til genvalg.

d. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

e. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

6. Beretning 2019/2020.

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 16. februar 2019 til generalforsamlingen den 15. februar 2020.

1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende sammensætning:

Poul Lüneborg, formand

René Ruby, næstformand

Ole Brun Jensen, kasserer

Rita Cecilie Varmby, redaktør

Thorvald Kølle, sekretær

Leif Martinussen, 1. suppleant

Allan Folmann, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der er i beretningsperioden afholdt 5 møder.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde, afholdt den 17. februar 2019, umiddelbart efter afslutningen af sidste års generalforsamling.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål, og for at sikre gennemførelsen af vedtagelserne på møderne. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer, heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt Blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke en artikel i rubrikken Meddelelser om forskellige emner og aktiviteter. Det er desuden vigtigt at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse kollektive medlemmer væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres virksomhed. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde. For at nå ud med information om selskabet til mennesker udenfor DBS’s medlemskreds, har vi desuden rettet henvendelse til Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg for at forhøre os om, hvorvidt selskabets arbejde direkte eller indirekte kunne omtales i artikler i tidsskriftet Øjeblikket, der udsendes i 80.000 eksemplarer til mennesker som støtter DBS økonomisk. I skrivende stund er der grund til at formode, at selskabets 25-års jubilæum vil blive omtalt i det første nummer af Øjeblikket, der udsendes i 2020.

Efter generalforsamlingen blev alle medlemmer, som endnu ikke havde betalt kontingent kontaktet pr. brev, og i en række tilfælde også pr. telefon.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden. Det drejer sig om Cecilia Charlotte Hvidebech, ære været hendes minde.

Vi har kunnet glæde os over, at tolv har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at fem medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemsskab i 2019, og et medlem har derudover meddelt, at vedkommende ikke ønsker at forlænge sit medlemsskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer, som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 129 medlemmer, der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I sidste års beretning opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er således kun rykket en smule nærmere i årets løb.

Alle medlemmer fik i månederne op til jubilæumsarrangementet 25-26. november 2019, tilsendt et eksemplar af Henning Eriksens Museumsdagbog, sammen med 2 info-foldere om bogudgivelsen og om selskabet. Det har været bestyrelsens håb, at mange medlemmer vil benytte bogudgivelsen og informationsfolderne om denne til at synliggøre selskabet overfor mennesker med interesse for blindes historie. Hvorvidt dette initiativ sætter sig spor i medlemstallet, vil afsløre sig i løbet af 2020.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 30. september 2019 en medlemsliste til alle medlemmer i 4 medier, efter det enkelte medlems eget valg.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet fremtidig udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den ordinære generalforsamling i årets 1. kvartal. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer fremsendt til kassereren.

I 2019 lod udsendelsen af årets medlemsliste vente på sig på grund af problemer med at få skabt fuld klarhed over, hvem der ønskede at opretholde deres medlemsskab, jf. redegørelsen ovenfor under pkt. 2 om medlemsstatus. Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter årsskiftet til at indbetale deres kontingent.

4. Selskabets jubilæumsarrangementer.

Kort efter generalforsamlingen i 2018, hvor spørgsmålet om markering af selskabets 25-års jubilæum, blev drøftet, nedsatte bestyrelsen på sit møde den 22. marts 2018 en gruppe, der skulle forberede den runde fødselsdag. Gruppen kom til at bestå af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og undertegnede. Gruppen holdt i oktober måned samme år sit første møde, der blev efterfulgt af tre møder i 2019, for at planlægge det særlige jubilæumsarrangement 25. – 26. november 2019.

Gruppens første opgave blev at planlægge et program dagen efter generalforsamlingen. Programmet søndag den 17. februar bestod i et oplæg “om opkomsten af den handicaphistoriske forskning samt om etableringen af de forskellige handicaphistoriske selskaber i 1980erne og 1990erne”. Professor Birgit Kirkebæk gav et inspirerende historisk rids over udviklingen, som blandt andet førte til stiftelsen af Blindehistorisk Selskab. Formiddagens andet tema, som jeg selv stod for, bar titlen “1894, et skæbneår for blindesagen i Danmark”. Dette oplæg fokuserede på det opbrud, der blev resultatet af generalforsamlingen den 29. september 1894 i foreningen “Danske Blinde”. En begivenhed, som lagde kimen til stiftelsen af de blindes egen forening i form af Dansk Blindesamfund 17 år senere. Oplæggene gav anledning til en god diskussion blandt de 45 deltagere, som afsluttede dagens program til markering af selskabets jubilæum med at synge “Danske blindes nationalsang”, skrevet af Jørgen Marius Hansen i 1915, og som Laurids Lauridsen skrev melodi til i 1923.

Den egentlige markering af selskabets 25-års jubilæum fandt som nævnt sted i dagene 25. – 26. november 2019 på Fuglsangscentret, med 64 deltagere. I sidste øjeblik fik arrangementet tildelt nogle ekstra værelser, hvilket sammen med et antal sygemeldinger betød, at alle deltagere på nær to, kunne indkvarteres på centret.

På førstedagen fokuserede jubilæumsprogrammet på blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, samt deres medvirken på den hjemlige jazzmusikalske scene siden begyndelsen af 1960-erne.

Leif Martinussen indledte programmet med et oplæg om markante blinde musikere og komponister indenfor den klassiske musik siden begyndelsen af det 19. århundrede, efterfulgt af en koncert, der præsenterede en række af hans egne kompositioner, fremført af pianisten Tom Ernst og mezzosopranen Svafa Thorhallsdottir. Efter en fælles evaluering af denne del af programmet, gav Thorvald Kølle et oplæg om blinde jazzmusikere gennem de seneste 60 år. Hans oplæg gav anledning til en livlig diskussion. Anne Hollænder akkompagnerede på klaver eftermiddagens afsluttende fællessang af Danske Blindes Nationalsang og Refsnæssangen af Jørgen Emborg. Førstedagens program sluttede om aftenen med en jazzkoncert med syv blinde musikere. Disse var: Willy Egmose, piano, Flemming Nørgaard, bas, Niels Ove Jørgensen, trommer, Thorvald Kølle, trompet, flügelhorn, Kurt Nielsen, altsax, Lars Bang Andersen, tenorsax og Lars Svaneborg, vibrafon.

Der var blandt deltagerne stor tilfredshed med disse blindehistoriske strejftog, til belysning af blindes medvirken indenfor de to musikalske genre.

Arrangementets anden dag var helliget præsentationen af selskabets udgivelse af Henning Eriksens Museumsdagbog. Selskabets første formand Jørgen Eckmann, og fhv. museumsleder Mogens Bang var sammen med Dansk Blindesamfunds formand Thorkild Olesen inviteret til, sammen med undertegnede, til at belyse bogens forskellige historiske dimensioner. Læs i øvrigt herom nedenfor under pkt. 6.1.

Generalforsamlingen i 2018 gav bestyrelsen mandat til at fejre selskabets 25-års jubilæum på en markant måde. Det mener vi selv lykkedes, hvilket de mange positive tilbagemeldinger vidner om.

Bestyrelsen takker på selskabets vegne Dansk Blindesamfund for en særlig bevilling på 10.000 kr. til delvis dækning af udgifterne ved arrangementet. De samlede udgifter ved arrangementet er opgjort til 60.808,31 kr. Det betyder efter fradrag af deltagerbetaling og tilskuddet fra DBS, at arrangementet resulterer i en udgift for selskabet på 22.728,31 kr.

Henrik Olsen skal have en særlig tak for hans optagelser af samtlige ovennævnte indslag ved de to arrangementer. Lydfilerne vil siden kunne aflyttes på selskabets hjemmeside.

5. Arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg.

René Ruby og formanden har også i den forgangne periode, været selskabets repræsentanter i gruppen. Karen Marie Petersen meddelte i begyndelsen af august måned, at hun havde besluttet sig for at trække sig fra arbejdet i gruppen som den ene af de to medlemmer, der repræsenterer DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Udvalget har siden været repræsenteret ved Ove Gibskov og Dennis Bonet Aabank.

Gruppen har i perioden afholdt et møde den 14. november 2019, i Handicaporganisationernes Hus.

Mødet behandlede en række sager, som tidligere har været drøftet i gruppen. Den vigtigste af disse var spørgsmålet om sikring af de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. Landsformand Thorkild Olesen havde kort tid før mødet skriftligt bragt sagen i erindring overfor institutionens ledelse. I mødet deltog direktør Ulrik Kampmann fra DBS, der planlagde et besøg på Synscenter Refsnæs, hvor han ville tage sagen op. Han blev på mødet orienteret om sagsforløbet siden arbejdsgruppens møde den 1. juni 2017 på Synscenter Refsnæs. Der var enighed om, at der i løbet af 2020 skulle tilvejebringes en plan, hvis disse samlinger skulle sikres for fremtiden. Der bør tilvejebringes økonomi, der kan muliggøre en afslutning af den igangværende registrering af samlingerne. En sådan registrering er en forudsætning for, at der kan gennemføres en vurdering af hvilke genstande, der er af interesse for Den Blindehistoriske Samling under Medicinsk Museion i København. De dele af samlingerne, der har bevaringsværdi og som kan supplere Den Blindehistoriske Samling, bør finde en varig placering i denne, hvis disse genstande m.v. skal overleve. Det må vække til bekymring, at Synscenter Refsnæs tilsyneladende ikke selv føler et behov for at prioritere en fremtidig sikring af den tilbageværende del af de blindehistoriske samlinger, og til anskuelsessamlingen på stedet. Det er arbejdsgruppens oplevelse, at der i dag kun er tre interessenter, som føler et ejerskab til disse samlinger, nemlig Medicinsk Museion, Dansk Blindesamfund og Blindehistorisk Selskab. Derfor bør sagen gives allerhøjeste prioritet i det kommende år.

En anden sag, som blev behandlet på mødet, var spørgsmålet om at digitalisere de årgange af medlemsbladet, som i dag kun findes i uddrag. Det drejer sig om medlemsbladene fra nr. 15/1923 til nr. 1/1998. Hertil kommer tidsskriftet Blindesagen fra 1972 til 2000. Der er grund til at glæde sig over, at dette historiske materiale forhåbentlig inden længe vil blive tilgængeliggjort for selskabets medlemmer. Disse tidsskrifter er formentlig den vigtigste kilde til blindes historie gennem de sidste godt 100 år.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Ulrik Kampmann tilkendegav imidlertid, at man endnu ikke havde fundet en sikker måde til identifikation af sådanne begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer blev på denne baggrund opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBS’s hovedkontor og/eller selskabets bestyrelse.

6. Selskabets egne projekter i det forløbne år

6.1 Museumsdagbogen af Henning Eriksen.

Dagbogen, hvori Henning Eriksen fortæller om sit arbejde som frivillig medarbejder ved Blindehistorisk Museum i årene 2001-2011, blev den 1. juli 2019 udsendt af forlaget Kahrius i 500 eksemplarer. Nota påtog sig efterfølgende at producere en digital DAISY-udgave af bogen.

Bestyrelsen har i perioden lagt et stort arbejde i at gennemføre dette projekt, som blev indgående omtalt i sidste års beretning.

Dorte H. Silver har som redaktør ydet et kompetent og inspirerende bidrag til bogudgivelsen. Jeg har som formand for selskabet varetaget hvervet som historisk faglig medredaktør, og har i den egenskab forestået redaktionen af de 156 noter og 40 billedtekster, samt skrevet forordet og nogle noter til at udfylde tidsrummet fra dagbogens slutning til afslutningen af redaktionsarbejdet juli 2019. Det endelige manuskript blev grundigt gennemgået af næstformand René Ruby og Kurt Nielsen. Deres gennemgang af teksten resulterede i en række supplerende bidrag og rettelser af faktuelle fejl.

Bestyrelsen har i beretningsperioden arbejdet på at skaffe de fornødne midler til udgivelsen. Dette arbejde er lykkedes over al forventning, idet udgifterne, der ifølge regnskabet beløber sig til 77.656,54 kr., er blevet dækket gennem bevillinger fra Dansk Blindesamfund med 30.000 kr. Velux Fonden med 15.000 kr. Ernst og Vibeke Husmanns Fond med 20.000 kr. og Blindes Støttefond med 10.000 kr. – i alt 75.000 kr. Der skal her lyde en stor tak til de fire donorer for deres støtte til gennemførelsen af dette projekt.

Udgivelsen af Museumsdagbogen blev præsenteret for offentligheden ved jubilæumsarrangementet den 25.-26. november 2019.

Forud for jubilæumsarrangementet fik selskabets 129 medlemmer tilsendt et eksemplar af bogen i form af en trykt udgave, og en CD med daisyversionen fra Nota. Direktør Michael Wright og produktionschef Stine Duus Svendsen fra Nota skal have stor tak for deres medvirken til, at denne udsendelse kunne lade sig gennemføre. Relevante dagblade samt radio- og TV stationer var forud for arrangementet informeret om udgivelsen gennem udsendelse af en pressemeddelelse herom. Bogen er anmeldt af professor Birgit Kirkebæk i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42 fra december 2019 og er endvidere omtalt i flere indlæg i Nyhedsbrev nr. 4/2019.

“Blind mands lejlighed” i købstadsmuseet Den Gamle By i Aarhus, er ligeledes et resultat af Henning Eriksens bidrag til at udbrede kendskabet til vores historie. Dette projekt er også omtalt i Museumsdagbogen. Bestyrelsen betragter udgivelsen som et fornemt supplement til Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion og den er desuden en værdigt markering af den store indsats, som Henning Eriksen frem til sin død har ydet, for at bevare og udbrede kendskabet til blindes historie. Bestyrelsen har både før og efter udgivelsen kontaktet Medicinsk Museion og Den Gamle By for at afklare, om de har mulighed for at medvirke ved bogens lancering overfor offentligheden. Resultatet af disse bestræbelser vil vise sig i løbet af 2020. I lighed hermed håber bestyrelsen på, at omtale af Museumsdagbogen i det kommende nummer af tidsskriftet øjeblikket, jf. pkt. 2. ovenfor, vil bidrage til salget af de ca. 350 eksemplarer, som i skrivende stund befinder sig hos forlaget. Endelig er det bestyrelsens håb, at alle medlemmer vil bidrage til at fremme salget ved hjælp af de tilsendte info-foldere om Museumsdagbogen. Der er stadig mellem 500-600 info-foldere i behold, til markedsføring af udgivelsen.

6.2. Dansk Blindesamfunds 52 interview med blinde fra begyndelsen af 1990-erne.

Selskabets årsberetninger gennem de seneste 3 år har indeholdt omtale af bestyrelsens planer om at realisere et projekt om blindes livsvilkår gennem 150 år, belyst gennem disse og en række andre interviewprojekter, samt gennem brevvekslinger, som beror i Rigsarkivet mellem elever og forstandere for Det Kongelige Blindeinstitut siden instituttets oprettelse i 1858.

Selv om dette projekt er blevet positivt modtaget af såvel Dansk Blindesamfund som af Medicinsk Museion, har bestyrelsen set sig nødsaget til at beslutte, indtil videre at lægge planerne om at gennemføre projektet til side. Næstformand René Ruby, som har været udset til at skulle forestå projektet, har meddelt, at han for tiden ikke ser sig i stand til at påtage sig opgaven. Hertil kommer udfordringen med at få projektet finansieret, da dette skønnes at ville kræve en projektansættelse på fuld tid over 3 år. Det har hidtil været bestyrelsens opfattelse, at dette projekt nødvendigvis må forestås af en projektansvarlig som selv er blind, og som har et indgående historisk kendskab til blindes forhold.

René Ruby har samtidig meddelt, at han er indstillet på at påtage sig rollen som tovholder på et af selskabets andre mindre ambitiøse igangværende projekter, jf. nedenfor under pkt. 6.4.

6.3. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets årsberetninger. I den seneste årsberetning findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

På baggrund af henvendelser fra medlemmer og fra et møde den 3. september 2018 med Birgit Christensen, ansvarlig for hjælpemiddeludstillingen ved IBOS, er der den 1. oktober 2018 udarbejdet et notat, der oplister de 61 registrerede genstande og 46 manualer, systematiseret i 24 kategorier.

Det videre arbejde indenfor rammerne af registreringsprojektet har afventet en tilbagemelding fra Medicinsk Museion med oplysning om, hvilke af de registrerede genstande, der kan bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling.

I sidste års beretning kunne det oplyses, at det er lykkedes for et af selskabets aktive medlemmer, Arne Christensen, at få rådighed over plads på IBOS til opbevaring af modtagne genstande til registreringsprojektet, så disse kan gives en sikker opbevaring, indtil der foreligger en stillingtagen til, om de ønskes inddraget i samlingen eller ej.

Siden den 1. oktober 2018 har projektet modtaget en række henvendelser om yderligere genstande, bøger m.v. til Den Blindehistoriske Samling. Disse henvendelser er foreløbig blevet registreret og i enkelte tilfælde er genstandene indtil videre placeret i det nævnte lokale på IBOS.

Det er tanken, straks i løbet af 2020, at foretage en vurdering af de modtagne registreringer, i forhold til den digitale registratur på Medicinsk Museions hjemmeside, med henblik på at udskille de genstande m.v. som allerede findes i samlingen. Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

I bestyrelsen beder vi derfor om tålmodighed endnu en tid fra medlemmer og andre, som har henvendt sig til bestyrelsen med bøger, hjælpemidler og andet, der kan være af interesse for projektet. Arbejdet med dette projekt har vist sig at forløbe i et noget langsommere tempo end forventet. Det er imidlertid forhåbningen, at den planlagte udskillelse af genstande, som allerede findes i Den Blindehistoriske Samling, vil kunne medvirke til at fremskynde tilbagemeldingerne fra Medicinsk Museion.

6.4. Projekt ”Blindes levevilkår i 1970-erne”.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS’s Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført, gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

6.5. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget. Ud over de mange lydoptagelser omfatter materialet en omfattende scrapbog i tre ringbind. I forbindelse med afviklingen af Dansk Blindesamfunds Amatørteater i begyndelsen af 2007, fik selskabet overleveret denne forenings formue, og 81 DAT-bånd med optagelser af teatrets forestillinger gennem årene.

2017 var 10-året for teatrets opløsning. For at fastholde kendskabet til amatørteatret og dets betydning for blinde, gennemførte selskabet i sidste beretningsperiode en række tiltag, som er beskrevet i ovennævnte beretning. I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet.

6.6. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.

Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.

Bestyrelsen har i forlængelse heraf oprettet et særligt menupunkt på foreningens hjemmeside, vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.

Leif Martinussen har, som omtalt i sidste års beretning, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området. Denne redegørelse, der er på 38 sider, er nu klar til at blive lagt på hjemmesiden, under det særlige menupunkt om dette emne.

I bestyrelsen har vi i beretningsperioden forgæves eftersøgt et medlem, der har lyst til at anmelde redegørelsen i et kommende nyhedsbrev, for at gøre opmærksom på dette blindehistoriske kildemateriale, og inspirere til at udvikle og benytte menupunktet på hjemmesiden. Dette vil tillige blive udbygget med en række lydoptagelser, leveret af Henrik Olsen.

7. Informationsvirksomhed.

7.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I 2019 blev der udsendt fire nyhedsbreve, mens der i skrivende stund kun er truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2020, med invitation, program samt forslag til dagsorden for generalforsamlingen den 15. februar 2020 med tilhørende bilag. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2020. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindelig tryk, som DAISY lydfil på CD, som et elektronisk dokument, eller i punktskrift. DBS’s sekretariat bistår mod betaling med at producere de to førstnævnte versioner, mens Svend Thougaard via Refsnæsskolens trykkeri, fortsat forestår punktudgaven, når det er muligt, ellers overlades også denne udgave til DBS’s sekretariat. Bestyrelsen påskønner i høj grad Svend Thougaards arbejde med at producere punktudgaven af nyhedsbrevene.

Bestyrelsen har i beretningsperioden kunnet glæde sig over at modtage et antal artikler fra flere af selskabets medlemmer. Sådanne bidrag medvirker til at gøre nyhedsbrevene interessante, og til tider morsomme. Det vil vi gerne takke alle bidragydere for. I skrivende stund kan det konstateres, at der er modtaget en række artikler / tilsagn om at skrive sådanne til kommende nyhedsbreve fra flere af selskabets medlemmer. Bestyrelsen vil gerne opfordre til, at endnu flere får lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner.

7.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i det seneste beretningsår. Denne arbejdsopgave har i indeværende periode stået i skyggen af andre opgaver. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende. Derimod har der ikke været kræfter til for alvor at opdatere hjemmesidens øvrige mange menupunkter. Således har Henrik Olsen fundet nogle optagelser af tidligere medlemsarrangementer frem, ligesom han har produceret og fremsendt optagelser fra medlemsarrangementet i forbindelse med generalforsamlingen i 2019, samt optagelser af de enkelte programpunkter fra jubilæumsarrangementet. Herudover har bestyrelsen modtaget optagelser fra markeringen den 9. april 2019 af 90-års jubilæet i Blindes Arbejde, og fra indvielsen af det nye plejecenter Følager i Valby den 26. september 2019. Alle disse optagelser afventer at blive lagt på hjemmesiden.

Selskabets lydarkiv rummer en mængde lydoptagelser, som bestyrelsen glæder sig til at kunne præsentere på hjemmesiden. Det må imidlertid påregnes at der medgår nogen tid til dette arbejde, idet hver lydfil skal forsynes med et filnavn og en tilhørende informationstekst, så det bliver muligt på forhånd at danne sig et indtryk af filernes indhold.

Årsberetningen for 2017/2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ikke været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet.

7.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen i 2019 har bestyrelsen udsendt et enkelt medlemsbrev. Det blev udsendt den 30. september 2019, og blev ledsaget af medlemslisten for 2019, samt et eksemplar af de privatlivspolitiske retningslinjer, som bestyrelsen vedtog på sit møde den 20. december 2018 efter at EU’s regler om databeskyttelse trådte i kraft den 1. maj 2018. Det er næstformand René Ruby, som har stået for at udarbejde forslag til selskabets privatlivspolitik. Der er grund til at notere sig, at selskabet som følge af disse retningslinjer efter aftale med DBS, ikke længere opbevarer medlemmernes cpr-numre, men derimod kun fødselsdag og eventuelt medlemsnummer til brug ved ansøgning om medlemstilskud. Selskabets privatlivspolitik kan læses på hjemmesiden.

Derudover har vi som anført ovenfor under pkt. 2, bestræbt os på at gøre selskabet synligt gennem artikler i en række af årets medlemsblade fra DBS. Forhåbentlig bliver disse anstrengelser i 2020 suppleret med omtale af selskabets jubilæum og udgivelsen af Museumsdagbogen i tidsskriftet Øjeblikket.

Det skal under dette afsnit af beretningen bemærkes at ca. 42 ud af de 131 medlemmer har valgt at modtage post i sort, punkt og i form af en daisylydfil. De nævnte 42 medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som DAISY lydfil.

8. Selskabets elektroniske arkiv.

Det har ikke i beretningsperioden været muligt at afse tid til en systematisk opdatering af selskabets arkiv. Det skal dog i denne forbindelse anføres, at arbejdet med opdateringen af hjemmesidens lydarkiv, har givet anledning til en omfattende registrering af lydfiler, som opbevares i arkivet, jf. ovenfor under pkt. 6.2. De fleste lydfiler i arkivet forefindes som WAV-filer, som konverteres til mp3-filer, før de lægges på hjemmesiden. Dette gøres for at opbevare filerne i den bedste kvalitet og for at spare plads på hjemmesiden.

9. Administrative og økonomiske forhold.

Mødevirksomheden i bestyrelsen har i indeværende beretningsperiode været begrænset til fem møder. Dette har været et bevidst valg, idet arbejdet i perioden i høj grad har været præget af udgivelsen af Henning Eriksens Museumsdagbog, og af udfordringerne med at arrangere og gennemføre markeringen af selskabets jubilæum. Denne sidste opgave har resulteret i afholdelsen af tre møder i den nedsatte jubilæumsgruppe.

Til de to nævnte opgaver er det lykkedes at skaffe supplerende fondsfinansiering på i alt 85.000 kr. I bestyrelsen er vi meget tilfredse med at det er lykkedes at gennemføre udgivelsen af Museumsdagbogen med en overkommelig udgift for selskabet, denne er i regnskabet opgjort til 2.656,54 kr. Det bliver spændende at se om salg af bogen i det kommende år, kan medføre indtægter, der delvist dækker denne udgift.

Det offentliggjorte regnskab opererer med nettotal for de enkelte hovedposter. I 2019 var de samlede indtægter, som blev registreret på i alt 170.180,00 kr. De to største udgiftsposter var på 77.656,54 kr. til udgivelsen af Museumsdagbogen og 60.808,31 kr. til det særlige jubilæumsarrangement. De regnskabsmæssige arbejdsopgaver i 2019 indenfor selskabet har således været af betydelig større omfang, end hvad der er sædvanligt. Dette forhold er formentlig baggrunden for eventuelle bogføringsfejl, som kan forklare regnskabsdifferencen på 904,74 kr.

En sammenligning mellem de øvrige driftsudgifter i 2018 med de tilsvarende udgifter i 2019 viser, at forbruget har været noget mindre, hvilket skyldes færre bestyrelsesmøder og færre udsendte nyhedsbreve i det seneste år.

Arbejdet indenfor selskabets bestyrelse i 2020 må forventes at fokusere på en række af de opgaver som er omtalt ovenfor, og som har måttet vige til fordel for de to prioriterede opgaver i beretningsperioden.

10. Afsluttende bemærkninger.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden. Det er tankevækkende at notere sig, at mange af de beskrevne opgaver har Henning Eriksen, som deres oprindelige ophavsmand.

Der er også grund til at takke Dansk Blindesamfund for den betydelige økonomiske støtte og de tre fonde, som har bevilget penge til bogudgivelsen. Uden denne økonomiske støtte og bistanden fra mange medlemmer, havde det ikke været muligt at gennemføre virksomheden.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

7. Regnskab 2019.

Driftsregnskab 2019 for Blindehistorisk Selskab

Tranbjerg den 8. januar 2020

indtægter

kontingenter 19950

medlemstilskud DBS 16350

Drikkevarer salg medlemsmøder 0

gaver 550

Legater 0

Renter 0

Indtægter i alt 36850 kr.

Udgifter

generalforsamling

ophold 23543

deltagerbetaling -20250

tilbagebetaling deltagerbetaling 0

Rejseudgifter 0

aktiviteter 2277

generalforsamling i alt 5570

bestyrelse

Møder 4276

Rejseudgifter 3237,50

Arbejdsgruppe 513

revisionsmøde mv 436

Seminargebyrer 0

Seende bistand 0

Bestyrelse i alt 8462,5

hjemmeside

webhotel og DK hostmaster 274,36

opgradering af hjemmeside 2000

Hjemmeside i alt 2274,36

Arrangementer

Porto og kontorudgifter 60

Medlemsliste-nyhedsbreve 6804,30

Handicaphistorie 675

Museumsdagbogen 2656,54

Jubilæum ophold 38866

jubilæum netto: 22728,31

medlemsarrangementer 0

Repræsentation 400

Gebyrer 473,46

Arrangementer I alt 33797,61

Samlede udgifter 50104,47 kr.

samlede indtægter 36850

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

bank primo 134.817,92

saldo bank 31. december 2019 120.658,21

14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Bestyrelsen har behandlet ovenstående regnskab på sit møde den 9. januar 2020, og besluttet at søge iværksat en analyse til forklaring af den manglende overensstemmelse mellem det opgjorte underskud, og differencen mellem bankkontoens saldo ved begyndelse og slutningen af året.

Regnskabsforklaring følger i revisionsprotokollen, som fremlægges på generalforsamlingen den 15. februar 2020.

Ole Brun Jensen, kasserer.

8. Revisionsprotokol for 2019 fremlægges på generalforsamlingen.

9. Bogen om Refsnæs – skrevet af tidligere elever på Refsnæsskolen. Forslag ved Thorvald Kølle

På opfordring af Poul Lüneborg påbegyndte jeg et erindringsskrift om mit ophold på Refsnæs. Det var først meningen, at det blot skulle være en artikel til et nyhedsbrev, men det blev hurtigt klart for mig, at der var meget mere i den opgave, end jeg først havde troet.

Denne opfordring kom for over et år siden og manuskriptet er stadig under udarbejdelse.

For mig har det haft en stor betydning at skrive dette.

Jeg husker nu ting, som jeg ikke før har bidt mærke i, og med den voksne mands refleksioner er ting dukket op i min erindring, som har betydning for, hvordan jeg i dag kan forholde mig til mange ting.

Kombineret med andre væsentlige ting der er sket i mit liv, så synes jeg, at denne indsigt i min barndom som jeg har fået ved at skrive om den, har givet mig en stor forståelse af mit liv, som det blev og er i dag.

Så hvis man er til den metode, så kan jeg anbefale den.

Vi vil i bestyrelsen arbejde med et projekt, hvor vi indsamler jeres beretninger, og hvor vi skaber en bog som kan udkomme ved Synscenter Refsnæss’s 125-års jubilæum i 2023.

Lad os, som synes at dette her er en god ide, selv medvirke ved nogle godt skrevne erindringer og samtidig opfordre alle andre medlemmer af Blindehistorisk Selskab, såvel som andre til at være med til at gøre dette muligt.

I vil snart kunne læse nogle uddrag af mine erindringer i et nyhedsbrev.

10. Nyhedsbrev nr. 64!, ved Poul Lüneborg.

Du som læser denne artikel sidder netop nu og læser Nyhedsbrev nr. 64.

De sidste uger af jubilæumsåret brugte jeg til at gøre status over udgivelsen af de nyhedsbreve, som er udsendt siden 1995.

Der er i alt gennem de mange år til dato udsendt 63 nyhedsbreve, der samlet har indeholdt 554 artikler og forskellig mindre meddelelser. Nyhedsbrevene kan alle læses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

En stor gruppe af disse artikler er erindringer, hvor medlemmer af selskabet skriver om deres ophold på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet. En anden stor gruppe af artikler er fremstillinger af blindehistoriske emner og personbeskrivelser. Som eksempel herpå vil jeg nævne fhv. landsformand Svend Jensens omfattende artikel om historien bag det gule armbind.

Andetsteds her i nyhedsbrevet foreslår Thorvald Kølle, at der i 2023 i forbindelse med Refsnæsskolens 125 års jubilæum udgives en bog om denne skole, skrevet af tidligere elever. Derfor følger her en liste over offentliggjorte artikler, der falder ind under dette emne.

Der er tale om 20 artikler og et billede, disse er:

1. Refsnæsskolen 100 år – NB september 1998.

2. Dronning Margrethe i Refsnæsskolens festsal ved 100 års jubilæet 4. november 1998 – NB juni 1999.

3. tanker vedrørende Refsnæsskolens Historiske Samling, af lærer Else Ahrens, Refsnæsskolen – NB november 2000.

4. Barndomserindringer skrevet af Jørgen Eckmann – NB oktober 2001.

5. Barndomserindringer skrevet af Poul Glygård – NB oktober 2001.

6. En beretning 60 år efter, da verden væltede. Om tiden før det blev almindeligt at integrere synshandicappede børn i det almindelige skolesystem. Af Aage Michelsen, 1. del – NB januar 2002.

7. Aage Michelsens erindringer fra krigsårene på Refsnæsskolen, 2. del – NB maj 2002.

8. Vinterbilleder fra Refsnæsskolen, Af Aage Michelsen, 3. del – NB september 2002.

9. Et år i paradis af Johanne Refer (Refsnæsskolen lukkes 13 08 1944) – NB april 2004.

10. Blindehistorisk afskedstale – erindringer efter 40 år på Refsnæs, Af økonoma Tove Block Hansen – NB februar 2006.

11. Krig fra dag ét. Artikel af Johanne Refer – Refsnæsskolen 9. april 1940 – NB december 2006.

12. En beretning om tiden på det daværende Kongelige Institut for Blinde og Svagsynede i Kalundborg, Af Flemming Egedal – NB juli 2008.

13. Jeg kommer hjemmefra – om min optagelse på Refsnæsskolen, Af Henning Eriksen – NB december 2008.

14. Udkomne bøger i 2008: Kurt Kristensens bog Mod til at forandre, udgivet i anledning af hans 75 års fødselsdag – NB december 2008.

15. Elev på Refsnæs 1929 – 1932, ved Stella Østergaard født Nissen – NB oktober 2009.

16. 5 Der var engang Af Erik Neergård, tidligere lærer ved Refsnæsskolen – NB juni 2010.

17. Lidt om livet på en kostskole af Flemming Egedal, om hans ophold fra 1961-1963. – NB april 2013.

18. Fra børnehjemmet på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge, causeri med Hans Erik og Henrik Olsen på Solterrasserne 25. oktober 2018 v/ Rita Cecilie Varmby – NB oktober 2018.

19. Fra børnehjem på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge, anmeldelse af medlemsarrangementet den 25. oktober 2018, ved Thorvald Kølle – NB december 2018.

20. Erindringer 1. del, ved Jørgen Svendsen – NB december 2018.

21. Erindringer om en svunden tid af Rita Varmby – NB april 2019.

Ud over ovenstående artikler, ligger selskabet inde med endnu ikke offentliggjorte manuskripter skrevet af blandt andet Jytte Nielsen, Laus Klüwer og Ove Gibskov.

11. Min musikuddannelse, ved Erik Kiørbye.

For mig, som aldrig har gået i skole på Refsnæs, var det en stor oplevelse at deltage i Blindehistorisk Selskabs 25-års jubilæumsfejring d. 25. og 26. november 2019. Jeg fik en tydelig fornemmelse af den begejstring ved at spille sammen, som i gamle dage herskede der og på blindeinstituttet. Da jeg i første halvdel af 1970-erne begyndte at deltage i de årlige musikerkurser, først og fremmest for organister, blomstrede musiklivet stadig på Tutten, og som jeg sagde i min lille tale på jubilæumsfesten, er det trist, at de synshandicappede børns inklusion i folkeskolen har fået musikudfoldelsen blandt de unge mennesker til at tørre ind.

I det følgende vil jeg fortælle om min egen helt anderledes tilgang til et liv som musikmenneske: – Tidligere numre af nyhedsbrevene har bragt artikler, hvori jeg har fortalt om mit usædvanlige øjenbehandlingsforløb.

Min mor havde i sin ungdom spillet en del klaver, og som lille dreng sad jeg mange gange på skødet af hende og sang af hjertens lyst børnesange, mens hun spillede. Min ældre bror Niels Jørgen kom i gang med at gå til spil hos en lokal “klaverfrøken”; men nogle år senere startede jeg som ni-årig i februar 1941 hos Jette Thikøb på Folkemusikskolen, som lå i Guldsmedgade midt i Århus. Mor fulgte mig derind, først med sporvognen og efterhånden også en del på cykel. Min første nodebog, som havde et fint billede af en række klavertangenter på forsiden, hed ”Så begynder vi”. Nr. 2-hæfte indeholdt en del menuetter og andre småstykker, skrevet eller samlet af en mand, der hed Frey.

Det gik godt, indtil sporvognene blev schalburgteret i sommeren 44. både derfor og pga. den almindelige krigsusikkerhed, var det ikke så lige til at bringe mig frem og tilbage til min halve times klaverundervisning hver uge. Men heldigvis blev der samtidig ansat en ung, nyuddannet klaverpædagog på Folkemusikskolen. Hun boede i Risskov hos sin onkel, som var læge på sindssygehospitalet, så det blev aftalt, at hun skulle kom hjem til os efter skoletid om lørdagen og give mig klaverundervisning. Hun hed Johanne Madsen Mygdal og var datter af den tidligere statsminister af samme efternavn.

Det var en fin ordning, som holdt et år; men da var grænserne jo igen blevet åbnet, og så rejste hun på studieophold i USA, og jeg vendte så tilbage til Jette Thikøb og blev hos hende de næste to år. Efter krigen blev der produceret nye sporvogne, som, så vidt jeg husker, blev indsat i sommeren 45, og vi børn tilbragte flere timer ved Marienlund-endestationen lige ved indgangen til skoven for at beundre de nye sporvogne.

Jette Thikøb gjorde meget for at styrke min interesse for musik, selv om jeg ikke ved, om hun gjorde det for at styre mig imod at vælge musik som min levevej. Bl. a. arrangerede hun en foredragsrække om Chopin, som jeg deltog i. Vi snakkede en del om en idé, jeg havde fået, om at spille cello. ”Hvis du spiller cello, har du sikret din aftenkaffe for al fremtid; for folk, som holder af at spille kammermusik, er altid på jagt efter en, der kan spille cello,” sagde hun til mig. Det var dog først, da min søn Thomas kom i gang med instrumentet, at jeg oplevede at have en cello indenfor husets fire vægge!

De første år gik det godt fremad med mit klaverspil. Jeg kunne ikke læse noderne på nodepulten, mens jeg spillede, så jeg måtte lære det hele udenad. jeg sad så i hjørnestolen med godt lys enten fra vinduerne eller fra en stålampe, og når jeg havde lært et lille stykke, gik jeg til klaveret og prøvede, om det sad fast; ellers måtte jeg tilbage til hjørnestolen igen. Sådan var min arbejdsproces gennem alle årene, så længe jeg kunne se noderne.

Som sagt gik det de første 4-5 år udmærket; men i begyndelsen af puberteten var der en periode, hvor jeg meget hellere ville være ude sammen med de andre fra vejen. Men så i 2. eller 3. mellem blev jeg forelsket i min klassekammerat Karen Søgaard, som jeg i øvrigt havde kendt længe fra privatlivet. Karen var en dygtig pianist, som bl.a. spillede til pigernes gymnastik. I min sammenhæng var Tjajkovskijs b-mol-klaverkoncert, og dén måtte jeg også i gang med. Det gik Jette Thikøb ind på, og jeg blev også kastet ud i Beethovens første klaversonate; jeg kunne dog ikke leve op til, at Karen spille Appasionata!

Min skole havde købt – eller ladet bygge – et lejrhus ved Saksild strand. Engang i eftersommeren 46 fik vores klasse bevilget en weekend-tur, og på denne tur havde jeg en af mine drengeårs helt store åbenbaringer: Gennem hele min barndom var det mit brændende ønske at få en harmonika; men det blev kun til en mundharmonika, som jeg blæste i på livet løs. Kaj Aage i klassen havde en harmonika, som en anden af drengene lovede at bære på turen til Saksild, hvor Karen efter aftale skulle spille på den; men det meste af tiden, var det mig, der trakterede den. Den var ikke ret stor, havde kun to rækker melodiknapper, C-dur og F-dur, og kun ganske få basknapper; men hvor jeg dog nød at spille på den!

Jette Thikøb ledede et børnekor, som opførte arrangementer af diverse musikdramatiske værker. Det havde Karl Bjarnhof, som på den tid var kommet i gang med sit radioarbejde, opdaget, og han sørgede for, at der blev lavet udsendelser med Jette Thikøbs børn. En dag spurgte hun mig, om jeg ikke kunne have lyst til at få besøg af ham, og det blev en meget spændende dag. Efter at vi havde drukket kaffe, blev Bjarnhof og jeg anbragt overfor hinanden og døren mellem stuerne lukket. Han skulle lige have et askebæger, så han kunne kæderyge sine cigaretter, og så spurgte han mig, hvad jeg ville lave, når jeg blev voksen. Jeg fik knap nok begyndt at svare ham, før han startede en ustandselig enetale om sig selv. Men jeg lærte meget om det at være blind.

Niels Viggo Bentzon.

I stedet for cello kom jeg for alvor i gang med at spille ”rigtig” violin hos en anden af musikskolens lærere; men jeg havde svært ved at stryge lige, så min begejstring for instrumentet kølnedes igen, og efter et års undervisning blev violinen igen lagt på hylden, hvor den blev liggende, indtil den blev afskaffet – solgt? I stedet blev der startet et harmonilærehold på 6 deltagere, hvoraf de fire dog faldt fra i løbet af forholdsvis kort tid; som lærer fik vi Niels Viggo Bentzon.

I mellemtiden var Madsen-Mygdahl efter sommerferien 47 vendt tilbage til musikskolen fra sine videregående studier, så jeg blev igen tillagt hende, hvor jeg blev, til hun i efteråret 50 flyttede til København. Da jeg efterhånden spillede forholdsvis komplicerede sonater, blev det besluttet, at jeg flyttede til Niels Viggo Bentzon, som jeg kendte godt fra harmonilæreholdet, og vores samarbejde, både teori og klaverspil, fortsatte i nogle år. Efterhånden faldt også min sidste teorikollega fra, så jeg fik enetimer både i harmonilære og Palestrina-korstil.

Niels Viggo Bentzon var i øvrigt et kapitel for sig. Folkemusikskolen havde en overbygning, som hed Jysk Musikakademi, og som forberedte folk til at gå til eksamen som professionelle musikere. I 1944 blev Bentzon lærer ved denne gren af musikskolen, og han og hans kone flyttede ind i et ganske stort og veludstyret havehus, som hans onkel overlæge Bentzon på ortopædisk hospital netop havde ladet bygge på en tom grund skråt overfor, hvor jeg boede. Vi unge mennesker på vejen var i 44-45 netop ved at komme i den alder, hvor vi jævnligt bare stod og snakkede ude på vejen, og vi havde stor fornøjelse af at lytte til Niels Viggos mange daglige timers øvning på sit flygel.

En dag, da jeg kom ned til musikskolens hoveddør, stod tre-fire af lærerne og kiggede ud i Guldsmedgade, hvor Niels Viggo kørte frem og tilbage på en cykel, og hver gang han trådte med det højre ben, råbte han ”a-av!” Han havde fået en byld på højre balle.

N.V.B. var ikke noget pædagogisk talent, i hvert fald ikke i min sammenhæng; men han var selvfølgelig et meget spændende musikmenneske, og jeg var meget glad for timerne hos ham, ikke mindst teoriundervisningen havde jeg stort udbytte af. Jeg havde forskellige tanker om, hvad jeg ville lave, når jeg blev voksen; men i løbet af min gymnasietid på Århus Katedralskole blev det klart for mig, at jeg måtte gå musikvejen. Den beslutning hang ikke mindst sammen med inspirationen fra min musiklærer Johannes Nørgård, som foruden gymnasieundervisningen også underviste på universitetets musikfakultet og konservatoriet, og så var han organist ved en århusiansk omegnskirke. Jeg sang – selvfølgelig – med i skolens kor, som blev slået sammen med konservatoriekoret og sangere fra universitetet, og sammen nåede vi i mine tre gymnasieår at opføre Johannes Brahms’s “Ein Deutsches Requiem”, og J. S. Bachs Johannespassion, Juleoratorium og kantaten “Ich hatte viel Bekümmernis”. Når jeg sang i kor, kunne jeg ikke følge med i noderne, så jeg lærte det hele udenad; heldigvis var jeg udstyret med en vældig god hukommelse.

På grund af teoriundervisningen hos Benzon gik der et par år, før jeg kom med i den del af undervisningen på Universitetet, og de første fire år frem til organisteksamen i 1955 var det denne del af min uddannelse, jeg vægtede mest. Jeg startede med Nørgaard som orgellærer; men på grund af hans sygdom havde jeg det sidste år før organisteksamen prof. Aksel Andersen som orgellærer. De næste tre år fik jeg orgelundervisning af domorganist Georg Fjelrad, og i den periode oplevede jeg noget helt enestående: i 1957 gik jeg til orgeldiplomeksamen – en koncertspilsprøve. Natten før prøven kunne jeg ikke sove, så min Mor gav mig en sovepille, en rest fra engang, da jeg var syg. Da jeg næste formiddag skulle spille, følte jeg mig helt ved siden af mig selv, og så meget kiksede for mig, at Fjelrad og censor Mogens Wøldike gav mig ganske uhørt lov til at prøve igen næste år, hvor jeg fik udmærkelse. Om eftermiddagen efter den fatale formiddag var jeg helt på toppen, da jeg gik til kantor-, korledereksamen.

I 1950-erne dukkede de første spolebåndoptagere op på markedet. Et halvt år før min organisteksamen i 1955 fik jeg en båndoptager, som var monteret i en fiberkuffert, så jeg kunne tage den med mig og lave optagelser af mit spil, så jeg hjemme kunne kontrollere, hvad jeg lavede. Jeg tog den også med til forelæsningerne på universitetet, og så kunne jeg i ro og mag lave notater, når jeg kom hjem.

I 1956 fik jeg besøg af blindekonsulent Kaj Thor, som sørgede for, at jeg blev medlem af blindesamfundet. Desuden skaffede han mig en af de Tandberg-båndoptagere, som DBS dengang uddelte blandt medlemmerne. Det lyder lovlig luksuriøst, at jeg havde to båndoptagere; men jeg havde rigeligt brug for dem begge. Blandt mine studiekammerater blev jeg nærmest betragtet som et orakel på området, så jeg blev i de følgende år flittigt spurgt til råds om, hvad de skulle købe! Da jeg i 1960 fik min magisterkonferens, blev jeg interviewet af en medarbejder fra spolebåndsproducenten BASF’s fagblad om, hvor stor glæde jeg havde haft af at bruge deres spolebånd.

Med orgelspillet i centrum kom mit klaverspil, som i en årrække havde stået mig nær, efterhånden til at træde noget i baggrunden, og min kontakt med Niels Viggo Benzon stoppede i 1954.

Når man studerer på universitetet, ligger det jo i hele sagens natur, at man læser en masse; men det kunne jeg ikke uden videre gøre. Ganske vist trådte mine forældre til med højtlæsning. Min far var sproglærer med tysk og engelsk som fag, og min mor var hjemmegående, så hun kunne læse danske tekster højt for mig, mens Far tog sig af det udenlandske. Ganske naturligt havde de dog ikke ubegrænset tid til højtlæsning for mig; men det problem fik jeg løst derved, at en række af mine studiekammerater på skift kom hjem til mig og læste mangt og meget, navnlig fremmedsprogede bøger højt. Selv om de i mange tilfælde selv havde direkte brug for det, de læste højt for mig, blev det i årenes løb til en imponerende kammeratlig indsats.

En helt særlig indsats vil jeg nævne: Jeg skulle skrive et såkaldt speciale, hvis emne var orgel- og cembalomusik af en italiensk organist ved navn Frescobaldi fra første halvdel af 1600-tallet. Der var netop lavet en ny udgave af denne musik på i alt fem hæfter, og dette materiale indspillede en af mine kammerater, Kirsten Rabæk Knudsen, på klaver på spolebånd, i alt 12 timer. Da jeg senere arbejdede med musikken sad jeg med godt lys og så i noderne mens Kirstens bånd spillede. Det lykkedes mig faktisk på den måde at få lavet et speciale, som oven i købet fik ros! og d. 19. november 1960 havde jeg min universitetseksamen i hus.

Derefter trængte jeg for alvor til at komme i gang med at spille orgel, så jeg skrev til den dengang meget kendte blinde organist Helmuth Walcha, om jeg måtte komme på studiebesøg hos ham. Walcha var orgelprofessor ved konservatoriet i Frankfurt am Mei n. I sit svar til mig tilbød han, at jeg i forårssemestret 61 kunne blive indskrevet som studerende på konservatoriet, med ham som lærer, og det tog jeg med tak imod. Jeg sendte ham en liste over, hvad jeg havde spillet – først og fremmest værker af J. S. Bach – og han valgte nogle stykker fra listen plus nogle andre stykker, som vi aftalte, at jeg skulle have parat, til jeg kom ned til ham. Derfor havde jeg voldsomt travlt de første tre måneder af året, hvor jeg gik til undervisning hos Fjelrad, så han kunne give mig den første afpudsning af repertoiret. Han var heldigvis ikke spor stødt over, at han kun skulle gøre mig klar til undervisningen hos en anden lærer!

I 1961 havde jeg stadig et rimeligt orienteringssyn, så jeg kunne færdes til fods rundt i Frankfurt. Alligevel krydsede jeg en dag åbenbart en gade så tilpas hasarderet, at jeg blev indhentet af en mand, som skældte mig ud, fordi jeg gik uden blinde-armbind, så andre trafikanter ikke kunne vide, at jeg så dårligt. Hjemme i Danmark havde jeg ikke været vant til at sikre mig på den måde; men det fik mig til at opsøge det lokale blindesamfundskontor, hvor en dame ret modvilligt solgte mig et armbind, som jeg så brugte resten af min tid i Tyskland.

Snarest muligt efter min ankomst til Frankfurt meldte jeg mig på konservatoriets kontor, hvor jeg var ventet, og jeg kom så til min første time hos Walcha ved koncertsalens store orgel. Jeg havde valgt udelukkende at spille værker af J. S. Bach, og jeg havde hjemmefra sørget for at indstudere en række stykker fra den liste, som W. havde sendt til mig. Det viste sig straks, at nok havde jeg lært det hele udenad; men i det forløb havde der indsneget sig en del huskefejl, så aftalen blev, at jeg også fik timer hos Walchas assistent, som hed Köhler, og som var blind ligesom sin chef. Han havde et godt lille to-manualers orgel med pedaltaster i en stue, så det var rigtig hyggeligt at besøge ham privat, når jeg var til undervisning, som først og fremmest bestod i, at han rettede de fejl, som hans fine ører opfangede, når jeg spillede for ham. Det hændte dog, at der smuttede fejl gennem kontrollen, og jeg kan stadig høre Walchas forargede stemme sige: ”Sie müssen doch korrekt spielen”, når jeg var til time hos ham.

Selv om Walcha var blind, kunne han ikke læse punktskriftsnoder. Hans indstudering af nye stykker foregik på den måde, at hans kone spillede nogle få takter af hver enkelt stemme i en sats igennem to gange; så repeterede W. det, han lige havde hørt, og satte efterhånden stemmerne sammen til helheden, hvorefter proceduren gentoges i næste afsnit. Desuden lærte vi en særlig øveteknik, som han havde udarbejdet som blind; men hans normaltseende elever blev også sat til at bruge den: Når vi øvede et stykke, skulle vi skiftevis synge en af stemmerne samtidig med, at vi kun spillede de andre stemmer. Den arbejdsmetode giver et meget indgående kendskab til det, man spiller. Min kone husker tydeligt, navnlig fra de første år, vi boede under samme tag, at jeg øvede mig på den måde.

Samtidig med mig var der også flere andre udlændinge som elever hos ham; jeg husker navnlig en mand fra Sydafrika; men jeg var den eneste synshandicappede, både blandt os fra udlandet og de tyske orgelstuderende. Walcha tog sig slet ikke af kirkespillet, som var lagt i hænderne på to andre lærere: den ene underviste i katolsk kirkemusik, og den anden tog sig af den protestantiske. Konservatoriet havde to små orgler, som var til rådighed som øveinstrumenter for os studerende. Dem benyttede jeg jævnligt om aftenen, og jeg har stadig lyden af en rengøringsdames stemme, når hun smed mig ud med forkyndelsen: ”Feierabend”.

Semesteret sluttede med en koncert, hvor i hvert fald alle vi gæstestuderende spillede. Om der var tyskere med ved den lejlighed, kan jeg ikke huske. Koncerten blev afviklet, ganske kort før min hjemrejse. Da var min sukkersyge blomstret kraftigt op igen, og jeg har stadig W.s velmente beklagelse af min situation: ”Armer Mann” klingende i min hukommelse.

Hjemmefra var jeg vant til at gå meget, så den vane fortsatte jeg med i Frankfurt. Afstanden mellem Fritz Tarnauheim, hvor jeg boede, og konservatoriet, var på ca. tre kvarters gang; men jeg brugte også jævnligt byens sporvogne både dér og til andre mål. Bl.a. gik jeg til en del operaforestillinger og koncerter, hvor det var aften, når jeg skulle hjem. Mange af de ture, jeg foretog, var med mit dårlige syn temmelig hasarderede; men jeg klarede skærene uden uheld. En af de markante koncerter, jeg overværede, var med ”The London Symphony Orchestra”. Man sagde, at det var første gang efter anden verdenskrig, at et engelsk orkester turnerede i Tyskland. Et af koncertens hovedværker var Beethovens Skæbnesymfoni, som vakte enorm begejstring.

Ved en anden koncert hørte jeg Fischer Dieskau synge Gustav Malers ”Lieder eines fahrenden Gesellen”. Trods en forkølelse klarede han koncerten fint; men man fortalte, at han snød de evige autografjægere ved at forlade koncerthuset ad en bagdør; i øvrigt var han tæt hyldet i flere halstørklæder.

Ind imellem mit travle orgelarbejde havde jeg selvfølgelig lyst til at lege turist, og jeg så mig om både i Frankfurt og på nogle ture ud i landet. ”Se og se!” Det var trods alt begrænset, hvad jeg kunne se i de fremmede omgivelser; men jeg gjorde forestillingen som turist. Jeg havde flere større rejseplaner. Bl.a. overvejede jeg at besøge Strassbourg, men opgav tanken igen, fordi det ville blive for omfattende et projekt.

Selv om jeg ikke kunne komme i banken og hæve penge pinselørdag, rejste jeg dog til Heidelberg.

Lige inden hjemrejsen 2. pinsedag om eftermiddagen sad jeg på banegårdsrestauranten for at få lidt mad; men inden jeg kunne bestille noget, talte jeg de sørgeligt få mønter i min pung. Der oplevede jeg for første og eneste gang at få almisse; for idet en lille familie med en halvstor datter gik forbi mig, lagde hun en halv snes D.Mark på bordet foran mig!

Slutteligt må det være nødvendigt, at jeg kort gør rede for min tilgang til punktskriften:

I efteråret 1950 kom jeg i kontakt med århusianeren Marinus Ørskov, som underviste folk i at læse punktskrift. Jeg husker ikke mere, hvordan kontakten kom i stand; sandsynligvis var mine forældre og jeg blevet klare over, at det ville være nødvendigt, at jeg ikke kun kunne stave mig gennem sortskrevne tekster. – læs om Ørskov i Poul Lüneborgs bog “De blinde pionerer”. Ø.s teknik var den, at han hver dag gennem det meste af et år sendte mig et brev, hvor han skrev noget punktskrift, hver gang med lidt nyt. Mine fingre har stadig følelsen af det første brev, hvor han gav mig bogstaverne a b c d, plus det første ord: bad. Det fyrstelige honorar for hele kurset var 200 kroner, og dengang betalte man 4 øre for et brev med punktskrift, så selv med datidens priser blev Ørskov og hans kone ikke millionærer af hans undervisning.

Jeg besøgte de to, inden kurset startede, og ved den lejlighed så jeg for første gang forskellige blindehjælpemidler, og Ørskov sørgede for, at bladet Budstikken blev tilsendt mig. Jeg fik også fat på en musikhistorie i punktskrift; men ellers var der kun lidt faglitteratur til rådighed.

Det var først efter at jeg var flyttet til Esbjerg, det blev klart for mig, at jeg var nødt til at lære blindenodeskrift, og der gik en del år, før jeg blev rigtig dygtig til at bruge punktnoderne. Alligevel blev jeg bedt om at være blindesamfundets repræsentant ved de internationale møder, hvor man planlagde en udgave af nodesystemet, som skulle gælde over hele verden, og i 89 var jeg for første gang i Schweiz til en sådan kongres sammen med områdets ekspert på Statens Trykkeri For Blinde, Leif Haahl. Siden har jeg på den konto været til flere møder: både herhjemme, endnu en gang i Schweiz, i Southend ved den engelske kanal og i Marburg i Tyskland. Da regelsamlingen var blevet trykt og udgivet på engelsk i USA, blev det mit job at sørge for, at bogen blev oversat og trykt på dansk, både ved at finde en oversætter og skaffe den nødvendige økonomi. Det er vemodigt at tænke på, at Nota i dag kun har lejlighed til at udgive få nodebøger, efter at Danmark forhen var storproducent af braillenoder.

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger.

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 eller mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Tlf. +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th.

4200 Slagelse

Mobil +45 25 53 82 43

Mail: fohlmann@stofanet.dk

Nyhedsbrev nr. 4 december 2019

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 4 / 2019.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 15.-16. februar 2020

3. Selskabets 25-års jubilæumsarrangement

4. Anmeldelser af Henning Eriksens Museumsdagbog

5. Studiebogsbiblioteket og studievejledningen, ved Pauli Thomsen

6. Anmeldelse af udgivelser om blinde

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

Selskabet har rundet en milepæl i sin historie. Et menneske bliver myndig ved det fyldte 18. år, hvilket betyder, at vedkommende kan træffe beslutninger om egne forhold og forpligte sig juridisk. Det er imidlertid først efter det fyldte 25 år, at de fleste har tilstrækkelig viden og erfaring til for alvor at gøre brug af denne kompetence. Spørgsmålet er om selskabet er nået hertil i sin udvikling efter sine første 25 leveår. For mig leverede vores jubilæumsarrangement et bekræftende svar på dette spørgsmål.

66 ud af selskabets 131 medlemmer havde valgt at medvirke ved markeringen af jubilæet.

De musikalske programpunkter og præsentationen af Henning Eriksens Museumsdagbog overfor offentligheden havde alle en kvalitet, der vidner om, hvor langt selskabet er nået i sin udvikling. For mig personligt var diskussionerne med aktiv deltagelse af mange medlemmer, en stor oplevelse. Henrik Olsens lydoptagelser af drøftelserne om blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, af blindes jazzmusikalske aktivitet siden 1950-erne og af bogudgivelsens fokus på den blindehistoriske samling, repræsenterer et vigtigt arkivmateriale for eftertiden, idet de rummer væsentlige blindehistoriske fortællinger. Denne, min oplevelse, går som en rød tråd gennem indlæggene, som er gengivet nedenfor under punkterne om jubilæumsarrangementet og bogudgivelsen.

Under jubilæumsarrangementet modtog selskabet nogle gaver, som der er grund til at takke for.

Kurt Nielsen gjorde mig opmærksom på at han ved gennemgang af sine bøger i punktskrift var stødt på 2 bøger af særlig historisk interesse for blinde musikere. Det drejer sig om følgende:

1. “de seendes nodesystem i relief Til brug for blinde”

Udarbejdet af Methea Hoffmann, lærerinde ved det kgl. blindeinstitut i Kjøbenhavn.

Udgivet og trykt i Det kgl. blinde-institut i Kjøbenhavn.

1891

2. “Den brailleske nodeskrift”

Efter bestemmelserne truffet af den internationale kongres, sammenkaldt af:

American braille press

Paris april 1929.

Beskrivelse af de musikalske tegn med eksempler samt en fremstilling af de forskellige måder for nodeopstillinger.

På dansk ved: Karl Bjarnhoff.

statens trykkeri og bibliotek for blinde, det kgl. blindeinstitut københavn 1932.

De 2 bøgers titelblade fortæller noget meget væsentligt om indførelsen af brugen af noder i punktskrift herhjemme.

Johannes Moldenhawer, som var forstander for Det Kongelige Blindeinstitut fra dets oprettelse i 1858 indtil skoleåret 1904/1905 var overbevist om at reliefskriften skulle gives første prioritet i undervisningen af blinde, medens brugen af punktskrift kom i anden række og skulle bruges blandt andet i musikundervisningen. Dette synspunkt fastholdt han gennem hele sin tid som instituttets forstander.

En af instituttets mest engagerede lærer E.T. Wildau foretog i 1888 en rejse til England, hvor han blev bekendt med forkortet punktskrift. Sammen med lærerinde Methea Hoffmann og kurvemager/klaverstemmer Johannes Wulff, formand for “Danmarks Blinde” udarbejdede han det første forkortelsessystem til brug ved produktion af punktskriftsbøger. Foreningen “Danmarks Blinde” – oprindelig “Blindes Støtte- og Læseforening af November 1883” benyttede dette forkortelsessystem ved trykning af bøger efter 1892.

Methea Hoffmann fortjener at blive husket for hendes store indsats for udviklingen af brugen af punktskrift i forbindelse med musikundervisning og som én af pionererne til forbedring af blindes mulighed for at tilegne sig litteratur gennem indførelse af det første forkortelsessystem i den danske punktskrift. Methea Hoffmann overskrev ved siden af sit lærerarbejde gennem mange år en mængde bøger til punktskrift.

Ophavsmanden til bog nr. 2 er Karl Bjarnhof, hvis betydning for udviklingen af arbejdet til fordel for blinde herhjemme, ikke behøver nærmere omtale. Dog skal det i forbindelse med temaet for jubilæumsarrangementet nævnes, at han gennem en årrække som cellist spillede sammen med Aksel Agerby, piano og Christian Kjellerup, violin. Statsradiofonien, nu Danmarks Radio, havde i de første år efter oprettelsen i 1925 behov for levende musik til at udfylde pauserne mellem de enkelte programindslag. Trioen med de 3 blinde musikere opnåede stor bevågenhed som et af de orkestre, der i sidste halvdel af 1920-erne udfyldte denne opgave. Herom kan man læse i hans 3. erindringsbind “Kølvandsstriber” fra 1968. I erindringsbogen fortæller Karl Bjarnhof om sit arbejde som stereotypør ved Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde oprettet i 1924 under Det Kongelige Blindeinstitut. Dette arbejde havde han frem til udgivelsen af bogen om Den brailleske nodeskrift i 1932.

De 2 bøger vil blive overladt til Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion ved først givne lejlighed.

Ud over denne nyhed vil jeg takke et andet medlem af selskabet Inge Andersen, der i anledning af den runde fødselsdag forærede selskabet en af tinskålene fra det gamle Blindeinstitut. Der er tale om en tinskål, som har tilhørt Henry Sørensen (1914-1990) tidligere kredsformand og mangeårig leder af Dansk Blindesamfunds dagcenter i Roskilde. De tinskåle, som eleverne ved Det Kongelige Blindeinstitut benyttede i gamle dage er omtalt i Henning Eriksens Museumsdagbog i hans dagbogsnotat fra den 1. december 2003.

Tak til Inge og Kurt for opmærksomheden i anledning af selskabets fødselsdag.

I bestyrelsen glæder vi os over, at det er lykkedes at opnå fondsstøtte på 75.000 kr. til bogudgivelsen samt et bidrag på 10.000 kr. til dækning af honorarer til de medvirkende ved jubilæet. Det betyder, at bogudgivelsen er finansieret og at udgifterne til jubilæet kan holdes på et niveau svarende til tilkendegivelserne på generalforsamlingen, hvor bestyrelsen blev bemyndiget til at markere jubilæet ved et særligt arrangement.

Så snart forberedelserne af næste års generalforsamling er klaret, vil vi i bestyrelsen tage fat på at opdatere selskabets hjemmeside med lydoptagelserne fra jubilæet.

Det giver mig anledning til at vende opmærksomheden mod den kommende generalforsamling til februar næste år.

Som punkt 2 i dette nyhedsbrev bringes et foreløbigt program for weekenden 15.-16. februar 2020 samt forslag til dagsorden for generalforsamlingen. Endelig dagsorden og årsberetning, regnskab m.v. bliver offentliggjort i det nye års første nyhedsbrev. Tilmelding og betaling af deltagerbetaling bør først ske efter årsskiftet for at lette kassererens arbejde. Men sæt allerede nu kryds i kalenderen ud for dagene for arrangementet.

Mange medlemmer har skrevet erindringsartikler, som gennem årene er offentliggjort i tidligere nyhedsbreve, om deres skolegang og uddannelse på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet. I bestyrelsen har vi opfordret til, at medlemmer, der har tilbragt deres skolegang som integreret elev i Folkeskolen og som uddannelsessøgende i det almindelige uddannelsessystem, om også i artikler til selskabet at berette om deres oplevelser og erfaringer. Nogle få har efterkommet denne opfordring, vi håber på mange flere.

Forudsætningen for et integreret skole- og uddannelsessystem er imidlertid et effektivt støttesystem til levering af den nødvendige kompensation i form af tilgængelige undervisningsmidler og studievejledning. Et af selskabets medlemmer, tidligere leder af Studiebogsbiblioteket ved IBOS, Pauli Thomsen, har skrevet 2 væsentlige artikler til belysning af udviklingen på disse områder fra begyndelsen af 1970-erne og de efterfølgende ca. 20 år. Artiklerne fortæller om en vigtig del af blindes nyere historie, som selskabet arbejder på at belyse gennem en interviewundersøgelse af 25 personer, som har været en del af denne udvikling. Pauli Thomsen skal have stor tak for disse bidrag til belysning af denne side af vores historie.

I bestyrelsen modtager vi meget gerne tilbud fra medlemmer, som vil anmelde udgivelser, der belyser blindes historie. Derfor efterlyses anmeldere af de 3 udgivelser, som er omtalt i nyhedsbrevets sidste artikel.

Jeg håber at møde rigtig mange medlemmer til næste års generalforsamling. Indtil da vil jeg slutte med at ønske alle en glædelig jul og et godt nytår samt tak for samarbejde med mange af jer i løbet af 2019.

2. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 15. -16. februar 2020

2.1. Invitation og foreløbigt program, ved Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, at kunne byde alle medlemmer velkommen til næste års generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 15. til søndag den 16. februar 2020.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.


Program for lørdag den 15. februar 2020:

Kl. 14.00 -16.30 Generalforsamling afbrudt af kaffe / te pause

Kl. 16.45 -17.30 oplæg

Kl. 17.30 Fællessang

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i Parken, så deltagerne kan fortsætte hyggeligt samvær efter middagen samme sted.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program.

Program søndag den 16. februar 2020:

Kl. 7.00 – 9.30 Morgenmad i centrets restaurant.

Kl. 9.30 Blindehistorisk oplæg med efterfølgende spørgsmål og diskussion.

Kl. 11.30 Fællessang og afslutning ved formand Poul Lüneborg.

sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

I Nyhedsbrev nr. 1/2020 præsenteres et endeligt program for weekenden.

Kassereren beder om, at tilmeldingen til generalforsamlingen og indbetaling for ophold på Fuglsangcenteret på 450 kr. til ham først sker efter årsskiftet.

2.2. Forslag til dagsorden til generalforsamling 2020

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018, de findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2019, som udkom den 26. april 2019, dette nyhedsbrev kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen offentliggøres i Nyhedsbrev nr. 1 / 2020.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Regnskabet og revisionsprotokollen offentliggøres i Nyhedsbrev nr. 1 / 2020.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. René Ruby, valgt i 2018 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller til genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

Det endelige forslag til dagsorden offentliggøres i Nyhedsbrev 1 / 2020.

3. Selskabets 25-års jubilæumsarrangement

Forud for arrangementet modtog en række medier torsdag den 21. november en pressemeddelelse om arrangementet. Blandt disse skal nævnes Jyllands-Posten, Fredericia Dagblad, TV2 Syd, Radio 4, DR’s regionalradio i trekantsområdet og program 1, 2 og 8 vedrørende kultur og klassisk musik og jazz.

Nogle af selskabets medlemmer har nedskrevet nogle tanker oven på jubilæumsarrangementet. De gengives her:

3.1. Et par begivenhedsrige dage v/Rita Cecilie Varmby.

Endelig lykkedes det at fastsætte en dato for fejring af Blindehistorisk Selskabs 25-års jubilæum den 25. og 26. november. Det var meget passende, at fejringen blev gjort så tæt på den oprindelige dag som var den 18. november.

Vi var mange, som var mødt op, hvilket vi havde grund til at være stolte af. Mange af os kendte hinanden i forvejen, så her fik vi lejlighed til at være sammen om vores fælles historie.

Poul Lüneborg som er selskabets nuværende formand åbnede arrangementet med en velkomsttale til os alle. Han var glad for, at så mange havde meldt sig til jubilæet.

Derefter fortalte Leif Martinussen meget detaljeret om blinde komponister samt om deres øvrige virke i samfundet. Allerede fra starten af det 19-århundrede var der blinde komponister, som satte deres præg på datidens erhvervsliv. De skabte også grobund for forbedring af blindes vilkår. De var også med til at gøre det muligt for dannelsen af det, der senere blev til Dansk Blindesamfund.

Efter Leif Martinussens fine redegørelse, gik vi over til det første punkt på programmet, som Leif selv havde skrevet, som genremæssigt betegnes som nyere klassisk musik. Medvirkende var: Svafa Thorhallsdottir, sopran, og Tom Ernst, piano.

Først hørte vi: Solkredsen” for piano, som er en suite i 9 dele, opus 2. Derefter fulgte nogle lyriske sange, som var: 7 North Atlantic Songs, opus 40. Teksterne er skrevet af Svafa Thorhallsdottirs mor. De blev sunget på færøsk og islandsk. De fire første sange blev fremført på færøsk, hvorefter de tre næste sange var på islandsk. Svafa Thorhallsdottir læste teksterne på dansk, så vi fik en ide om, hvad teksterne handlede om.

Derefter hørte vi nogle satser for klaver som havde følgende titler: Maj, Juni, juli, August og Oktober, opus nr. 3, 17 og 44

Den klassiske afdeling sluttede med sang og klaver, som var følgende: Arc-en-ciel, opus 41.

Efter den fine koncert var der kaffepause, hvorefter vi alle fik lejlighed til at kommentere det, vi lige havde hørt. Vi fik også mulighed for at fortælle om, hvordan vi lærte den klassiske musik at kende gennem vores opvækst på Refsnæs og Tutten.

For at gøre musikprogrammet så alsidigt som muligt, var der også tid til at høre om jazzmusikken, som Thorvald Kølle fortalte om med stor begejstring, hvor han på bedste vis blev suppleret af nogle af sine musikkolleger. Igen fik vi lejlighed til at fortælle om, hvordan vi lærte jazzmusikken at kende. Der var lejlighed til at fortælle om musikken i 1950erne og frem til nu.

Derefter var det tid til at slutte med Blindes nationalsang og Refsnæssangen, som Anne Hollænder akkompagnerede.

Klokken 18.00 var det tid til festmiddag, som var en flot og festlig trerettersmenu, som jeg sandt og sige ikke husker navnet på. Den smagte i hvert fald godt.

Efter festmiddagen, var det igen tid til musikken, hvor vi fik lejlighed til at høre flere af vore egne dygtige jazzmusikere, som påbegyndte deres koncert fra kl. 20.00 – 23.00. Jazzkoncerten var med Willy Egmose Trio:

Willy Egmose, piano. På elbas var Flemming Nørgaard. Niels Ove (Nick) Jørgensen, trommer. Som gæstesolister medvirkede Thorvald Kølle på trompet og flygelhorn. På saxofonerne medvirkede Kurt Nielsen på altsaxofon sammen med Lars Bang Andersen på tenorsaxofon. Den sidste gæstemusiker var Lars Svaneborg på vibrafon, hvilket efter min mening er en sjældenhed nu om stunder, men skønt var det.

Det var meget festligt at høre dem spille. Der var fart over feltet.

Første afdeling bød på musik af vores egen Ernst Brun Hansens kompositioner, som findes på cd’en Brun og blå. Hvis man ikke kendte den eller havde købt den, var den en appetitvækker og en glimrende lejlighed til at mindes Ernst, som var en fantastisk inspirationskilde for nogle af os.

2. afdeling var et fantastisk genhør med mange af de kendte jazzmelodier, hvor en del af dem var fra 50erne og 60erne.

Efter koncerten kunne vi gå til ro eller hygge os resten af aftenen og måske en del af natten.

Næste morgen påbegyndtes vores dag med morgenmad og pakning af kufferter, da nogle af os skulle hjem samme dag, men formiddagen bød også på et spændende program.

Her blev vi præsenteret for Henrik Eriksens museumsdagbog, som vi i forvejen havde fået tilsendt, så vi kunne læse den inden jubilæet. Uanset om vi var velforberedte eller ej, så var anmeldelsen af bogen enestående.

Poul Lüneborg bød os alle velkomne til jubilæets sidste dag. Jørgen Eckmann, som var selskabets første formand fortsatte med formiddagens program, hvorefter Mogens Bang fortalte om arbejdet på blindemuseet, hvor han gennem ti år arbejdede sammen med Henning Eriksen.

Thorkild Olesen nuværende formand af Dansk Blindesamfund talte en del om betydningen af vores historie.

Herefter var der mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til foredragsholderne vedr. Museumsdagbogen. Der blev også talt om fordele og ulemper ved digitalisering af museets genstande.

Til slut afsluttede Poul Lüneborg med en tak til alle for deltagelse af et vellykket jubilæum, hvorefter han ønskede os alle en god hjemrejse. Arrangementet sluttede med en frokost, hvorefter vore veje skiltes.

Afslutningsvis skal der lyde en stor tak til alle, som har sørget for, jubilæet blev til noget og at det blev så vellykket, som det blev. Endelig skal Henrik Olsen også nævnes, da han har gjort det muligt at genhøre arrangementet på selskabets hjemmeside. Hvor meget af det, som er optaget ud over musikken ved jeg ikke, men så vidt jeg har forstået blev der også optaget en del af det på video, så det senere kan ses.

I skrivende stund håber jeg, at optagelserne fremover også er medvirkende til, at vi fremover får flere medlemmer, som har interesse i blindehistorien.

Vi håber på, at de følgende generationer også får kendskab til blindehistorien, da den er medvirkende til, at blinde fremover får en stemme i fremtidens samfund. Hvis ikke det sker, bliver vi en gruppe som ganske langsomt marginaliseres og glemmes.

3.2. To forrygende dage på Fuglsangscentret, af Laus Klüwer

Efter 2 forrygende dage på Fuglsangcentret, har jeg fordøjet oplevelsen og er kommet ned på jorden igen. Vi var 68 deltagere hørte jeg, og det var synd for dem som ikke var med.

Mandag stod i musikkens tegn. Eftermiddagen var helliget den klassiske musik og aftenen bød på jazzkoncert. Leif Martinussen fortalte om nogle af de blinde musikere som har markeret sig i tidens løb, hvorefter der var en spændende koncert med nogle af hans egne kompositioner for klaver og mezzosopran.

Selvom jeg ikke er ekspert, synes jeg det var en spændende koncert. Fremførelsen var fremragende, og jeg syntes det var interessant at følge Leifs udvikling som komponist.

Efter festmiddagen stod aftenen så i Jazzens tegn. Thorvald Kølle fortalte først om tiden med jazz på blindeinstituttet, hvorefter der var koncert med Ernst Bruun Hansens musik. Det havde jeg set frem til, og blev bestemt ikke skuffet. En trio med Villy Egmose piano, Flemming Nørregård på bas og Niels Ove Jørgensen (nik) på trommer blev fremragende suppleret med Thorvald Kølle, trompet og flygelhorn, Kurt Nielsen, altsaxofon, Lars Bang Andersen (tenorsaxofon) og endelig Lars Svaneborg på vibrafon.

Det var et glædeligt og stærkt genhør med Ernsts musik, og navnlig Lars Bang Andersen var en glædelig overraskelse på tenorsaxofon. Lars Svaneborg har jeg kendt som trommeslager, men han kunne sandelig også spille vibrafon.

Tirsdag formiddag blev Henning Eriksens museumsdagbog præsenteret, efter at BHS har fået den udgivet. Bogen er bestemt værd at læse, og Mogens Bang som ledede museet, Jørgen Eckmann, Thorkild Olesen og Poul Lüneborg talte om forskellige vinkler på bogen. Et smukt minde for Henning.

Der er stor grund til at takke selskabets bestyrelse for et rigtig flot arrangement i anledning af Blindehistorisk selskabs 25-års jubilæum.

4. Anmeldelser af Henning Eriksens Museumsdagbog

Her følger nogle anmeldelser, som selskabet har modtaget:

4.1. Henning Eriksen: Museumsdagbog. Om mit arbejde på Blindehistorisk Museum fra 1. januar 2001 til 30. juni 2011. forlaget Kahrius (2019), pris: 200 kr.

Af Birgit Kirkebæk

Man kan ikke undgå at komme til at holde af Henning Eriksen! Han skriver sin museumsdagbog af hjertet – klogt, ærligt, lidt underspillet og med utrolig mange fine pointer både fagligt og menneskeligt. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvad Medicinsk Museion mon stiller op med samlingen uden et menneske som Henning Eriksen, der magter at læse punktskrift!

Udover Henning Eriksens foredragsvirksomhed og hans rundvisninger på Blindehistorisk Museum i de beskrevne år, så var han også den drivende kraft, når ældre materiale med punktskrift skulle læses, vurderes, beskrives og indlemmes i samlingen – eller til slut kasseres, fordi det var en dublet, eller fordi det var uinteressant i museumssammenhæng. Det er et kæmpe arbejde, Henning Eriksen har ydet på dette område – et arbejde eftertiden også har glæde af, idet samlingen nu befinder sig på Medicinsk Museion.

Henning Eriksen afskrev eksempelvis Dansk Blindesamfunds medlemsblade, årgangene fra juli 1911 til juli 1916. De fandtes alene i punktskrift. Han var også en vigtig medspiller, da museets samling skulle registreres, fordi han havde et stort kendskab til de enkelte genstande i samlingen. På mange områder er bogen en skatkiste af vigtig viden – både tekstligt og med brug af nødvendige noter.

Dagbogen giver indsigt i, hvad det vil sige at være blind i et job: Hvordan finde vej, når man skal ud og holde foredrag – og hvad hvis der ikke er nogen til at modtage en, når man når frem med sin tunge taske fyldt med museumsgenstande, der skal fortælles om. Hvordan låser man sig ind på museet en søndag ved brug af det indviklede sikkerhedssystem, uden at alarmen bliver sat i gang. Og hvordan tør man overhovedet give sig i kast med det? Der bruges mange kræfter. Arbejdet er frivilligt. Det foregår i en betonkælder uden vinduer og med dårlig luft. Og kun en gang imellem er der gevinst: Rødvin leveret af taknemmelige museumsbesøgene eller foredragstilhørere for Henning Eriksens indsats, der altid var ulønnet og frivilligt.

Dagbogen giver en meget grundig indsigt i, hvad museumsarbejde består af, hvordan der arbejdes på at skabe et levende museum, og hvordan der kan fortælles om mennesker med blindhed og deres historie tilpasset de tilhørere, der er til stede.

Der kom kasser til museet med materiale, opbevaret af familien til blinde mennesker, der var afgået ved døden. Alle disse kasser undersøgte Henning Eriksen med henblik på, hvad der kunne indgå i museets samling.

22. juni 2001 skriver han eksempelvis:

Museet arvede alle de effekter, der havde tilknytning til, at afdøde var blind. Jeg fik opgaven med at rydde op i afdødes effekter og udtage det, der havde blindehistorisk relevans. Effekterne blev afleveret på min adresse i Albertslund. I dag har jeg tømt fire sække (dagbogen s. 15).

Et tema, der løber som et bånd igennem dagbogens mange år, er usikkerheden om, hvor museet på længere sigt skal have til huse. Der er åbenbart en konflikt om det mellem museet og DBS – og Henning Eriksen føler sig som en lus mellem to negle samtidig med, at han gerne vil have samlingen bevaret.

I 2009 blev samlingen i et samarbejde med Medicinsk museum lovet sikret, men der gik endnu nogle år med op- og nedture, før samlingen blev overflyttet endeligt til det nye regi. 3. juli 2010 skriver Henning Eriksen om samlingen:

DBS vil vist stadig have den til Fuglsangcentret. Det vil museet ikke. Det hele er jo nok en strid om kejserens skæg. Jeg tror nemlig ikke på, at DBS finder penge til det formål”, hvad de åbenbart heller ikke gjorde (dagbogen s. 137).

Bogen er en guldgrube for forskere og andre interesserede. I den kan man på Henning Eriksens lavmælte måde lære meget – både om museale forhold og om blinde menneskers historie og levevilkår.

Professor Birgit Kirkebæks anmeldelse offentliggøres i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42, som udkommer i løbet af december 2019.

4.2. Betragtninger over bogen af fhv. rektor ved Grenå Gymnasium Ole Fjor Nielsen, en bekendt af formanden.

Tusind tak for “Museumsdagbogen”, som jeg har læst med stor interesse.

Henning Eriksen skriver godt – lige ud af posen og som en gudsbenådet nørd – helt efter min smag.

Og så er det meget interessant at få et fint indblik dels i blindehistorien dels i de mange og komplicerede instrumenter og metoder, der i tidens løb er blevet brugt for at kompensere for synet – med større eller mindre held. Ikke mindst den teknologiske udvikling i vores levetid har jo vendt helt op og ned på konventionel viden (og fordomme) om blinde og deres muligheder.

Dejligt at høre om Hans Rasmussens indsats i denne forbindelse – også for museet.

En tredje ting jeg har lagt mærke til er, at man ind imellem lige stopper op og bliver mindet om, at Dollerup er blind, fx når han skal ud til et foredrag – og ikke bliver taget godt imod. Tankevækkende!

Og så var det sjovt lige pludselig at blive præsenteres for ”interessegruppebanden” fra 70´erne. Kendt ikke mindst fra dine gode fester!

4.3. ”Henning Eriksens museumsdagbog”.

Af fhv. lærer ved IBOS Peter Frederik Hansen.

Bogen modtog jeg, meget flot, som medlem af Blindehistorisk selskab, der i forbindelse med deres 25-års jubilæum har taget initiativ til at udgive den.

Det er Henning Eriksens dagbog fra de 10 år, hvor han arbejdede på Blindehistorisk museum, der lå på Blindeinstituttet i Hellerup.

Bogen var spændende læsning for mig, da jeg selv arbejdede på Instituttet i den periode, og da jeg kender baggrunden for dagbogen.

Henning ønskede meget, at den blindehistoriske samling blev bevaret som en levende kilde, hvor blinde og andre kunne få indblik eller fordybe sig i blindes historie og have mulighed for at tilføre den nye historiske vidnesbyrd om udviklingen af blindes historie og vilkår.

Desværre fik Henning ikke sit ønske om museet fortsatte liv opfyldt. Godt nok blev museets genstande bevaret som genstande; men ikke som udstillingsgenstande, der henvender sig til blinde og andre, der sætter pris på at opleve tingene rigtigt og ikke blot som billeder. Efter museets lukning kan blinde nu ikke længere berøre og undersøge museets genstande. Ærgerligt, at det ikke blev muligt. Men måske vil der efter os komme en generation, der vil værdsætte historiens betydning for de blindes selvforståelse og give dem mulighed for selv at studere den. Det har Henning været med til at muliggøre.

Henning fik dog, morsomt nok sin lejlighed fra halvfjerdserne bevaret som museumsudstilling i den gamle by i Århus og ikke blot som billeder i en scrapbog eller database.

Tak til Poul Lüneborg og de andre, der har gjort det muligt for mig at stifte bekendtskab med Hennings dagbog og hans tanker om ”blindehistorisk museum”.

4.4. Halløj derude, af Allan Fohlmann.

Vil du læse en bog, der ikke engang har været i Inspiration endnu, og vil du gerne læse noget om blindehistorie, skrevet af én af de virkelig skrappe fortællere?

Så skal du læse denne bog, som vi i Blindehistorisk Selskab har fået udgivet i anledning af vores 25-års jubilæum, det er spændende læsning.

Forfatteren er Henning Eriksen – det var kun hans kone, der kaldte ham det, alle vi andre kaldte ham Dollerup, og det er i sig selv en del af blindehistorien.

Da Dollerup gik på pension, begyndte han at arbejde som frivillig på Blindehistorisk Museum, og det er den periode i hans liv, han skriver om her.

Ud over at manden er en god fortæller, så formår han også at uddele et par arrige hug til både Dansk Blindesamfund, Blindehistorisk Selskab, Blindeinstituttet og andre, der kom til at stå ham i vejen i denne periode.

Selv husker jeg ham som et meget elskeligt og storsindet menneske, men jeg skal da lige love for, at han også forstod at håndtere grovfilen!

Nok om min mening, her er oplysningerne om bogen.

Henning Eriksen

Museumsdagbog – om mit arbejde på Blindehistorisk museum fra 1. januar 2001 til 30. juni 2011

Lydbog med tekst

Spilletid: 8 timer 33 minutter

Bognummer: 46922

Indlæsningsår: 2019

Nota udgivelsesår: 2019

Indlæser: Peter Secher Schmidt

Udgave: kahrius.dk, 2019

ISBN: 978877153303

5. Studiebogsbiblioteket og studievejledningen, ved Pauli Thomsen

Selskabets bestyrelse har med vekslende held opfordret medlemmer af selskabet til at fremsende beskrivelser af hvorledes de har oplevet vilkårene som integreret skoleelev og uddannelsessøgende. Forudsætningerne for integrationen har siden 1970-ernes begyndelse været studieservice fra Refsnæsskolen og Instituttet for Blinde og Svagsynede i København. Pauli Thomsen mangeårig leder af studiebogsbiblioteket giver i 2 artikler en beskrivelse af den historiske udvikling på området.

5.1. Baggrunden for Studiebogsbibliotekets tilblivelse

Indtil 1971 var Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde eneansvarlig for produktionen af punktskrift i Danmark.

Ganske vist var der i løbet af 60’erne blevet oprettet materialelaboratorier på de to blindeinstitutioner – Refsnæsskolen og Blindeinstituttet i København, men uden at disse havde et formelt ansvar for en defineret brugergruppe.

Den tidsrevolutionerende nyhed inden for punktskriftproduktion thermoformmaskinen, som fungerede efter et enkelt “brødrister-støvsuger”-princip blev taget i brug til kopiering af undervisningsmaterialer til internt brug, skrevet på picht eller perkinsmaskinen. Desuden blev maskinen brugt ved fremstilling af taktile undervisningsmaterialer (kurver og kort) i plast (PVC), ligeledes til brug i de to institutioners skoler.

Den voksende integration af punktlæsende skoleelever og studerende fra midten af 60’erne stillede imidlertid Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde over for nogle produktions- og leveringskrav, som matchede dårligt med institutionens produktionssystem.

Stereotypering på zinkplader og kopiering på rotationspresse er velegnet til fremstilling af punktskrift i større oplag, men uhensigtsmæssigt / langsommeligt og uøkonomisk, når det drejer sig om materialer, der skal produceres hurtigt og i små oplag.

Og både den hurtige fremstilling og de små oplagstal (ofte kun 1 – 2 eksemplarer af samme titel) er karakteristisk for et integreret uddannelsessystem, hvad enten det drejer sig om folkeskole, gymnasie eller universitetsniveau. Endvidere viste det sig snart, at en vis form for tilrettelægning af materialerne, af personer både med et grundigt kendskab til punktskrift og til undervisning, af blinde var nødvendigt for at de færdige produkter kunne anvendes hensigtsmæssigt i en integreret undervisningssituation.

En så ressourcekrævende produktion gik efterhånden ud over den almindelige produktion af bøger og tidsskrifter til bibliotekets lånere samtidig med, at utilfredsheden med den ofte alt for lange produktionstid voksede hos de integrerede elever og studerende. Sagen blev “sendt i udvalg” med repræsentanter for Refsnæsskolen, Statens Institut for Blinde, Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde, Dansk Blindesamfund samt Socialstyrelsen, og det blev her besluttet, at al fremstilling af undervisningsmaterialer, med undtagelse af noder, fra 1971 skulle udskilles fra Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde.

Refsnæsskolen fik ansvaret for produktionen af undervisningsmaterialer til elever i folkeskolens 1. til 7. klasse, Blindeinstituttet for produktionen til punktlæsende elever i folkeskolens afsluttende klasser (8. til 10. klassetrin), gymnasiet samt erhvervs- og videregående uddannelser.

De første år

Uden overdrivelse kan man godt sige, at medarbejderne i den nyetablerede produktionsafdeling på instituttet gik til opgaven med entusiasme og pionérånd.

Studiebogsbiblioteket for Blinde (herefter SBB) blev lagt ind under det allerede eksisterende Materialelaboratorium under ledelse af Børge Vestergård.

Sammen med en lærer fra instituttet havde Børge Vestergård i 1970 været på en studietur til Sverige for at studere, hvorledes svenskerne havde grebet en lignende sag an.

Rapporten fra denne tur kom til at danne grundlag for etableringen af SBB.

Ansvarlige for produktionen blev, foruden afdelingslederen, en kontormedarbejder til at varetage den daglige administration af SBB, to bogtilrettelæggere, en trykker samt et antal freelance afskrivere. SBB fik desuden eget budget til indkøb af nødvendige materialer og til aflønning af afskrivere (og senere indlæsere). Med den hurtigt voksende integration af punktlæsende elever og studerende og det deraf følgende behov for øget produktion, måtte specielt aflønningsposten i den første halve snes år jævnligt “reddes” af ekstrabevillinger, eller ved at f.eks. udgiften til indkøb af 250 kg plast i realiteten dækkede over honorarer til afskriverne.

Men hvorledes gik det med det, som skulle være forbedringen og fornyelsen af produktionen i forhold til brugergruppen?

Blev leveringstiden reduceret? Og blev materialerne tilrettelagt således, at de blev mere hensigtsmæssige at arbejde med i en integreret undervisningssituation? Til det første tror jeg, at der kan svares et ubetinget ja. Til det andet, ja efterhånden.

Lidt paradoksalt var bogtilrettelæggerne nyansatte ved instituttet, uden nogen pædagogisk baggrund og erfaring m.h.t. undervisning af blinde og helt uden kendskab til punktskrift. Derfor blev den i 1971 dannede “Interessegruppe for Synshandicappede under Uddannelse og i Erhverv” en uvurderlig støttespiller og “læremester” for os som tilrettelæggere på SBB. Foruden at deltage i Interessegruppens konferencer og seminarer, blev de personlige kontakter vi fik gennem denne deltagelse brugt til via telefonen at drøfte ønsker og behov i udformningen af de bestilte materialer med den enkelte bruger. Og deres entusiasme og ihærdige arbejde med at forbedre egne studievilkår, smittede af på os, så vi ikke helt mistede modet og pusten i de første år.

Vi forsøgte os som afskrivere for også ad denne vej at få et bredere kendskab og en dybere forståelse for punktskriftens “mysterier” og “finurligheder” og derved, for os selv, nå til en afmystificering af de seks “knopper”. Efterhånden nåede vi til at opfatte punktskrift som et skriftsprog, ligeværdigt med “sortskriften” og som brugt lidt utraditionelt og måske ikke helt i overensstemmelse med reglerne i “Den danske Punktskrift 1970”, rummede mange flere muligheder end de 63 tegn umiddelbart indbød til. Samtidigt blev det klart for os, at det ofte er de samme redaktionelle krav og studietekniske metoder, der gælder for punktskrift som for sortskrift, når bogen skal anvendes som et hensigtsmæssigt arbejdsredskab. Derfor var vi heller ikke sene til at fatte nødvendigheden af en markering af sortsideskift og sortsidetalsangivelse i tillæg til den kronologiske punktsidetalsangivelse. En absolut nødvendighed i en integreret undervisningssituation i et samarbejde med seende.

Nogle mere generelle redaktionelle retningslinjer for udarbejdelsen af skole- og studiebøger for såvel afskrivere som tilrettelæggere begyndte at udkrystallisere sig.

Fra Sverige hentede vi endnu engang yderligere inspiration i arbejdet gennem PUSS projektets forskningsrapporter, som netop omhandlede Pedagogiska Undersökningar kring Synsskadades Studiesituation.

På Materialelaboratoriet arbejdede Børge Vestergård med retningslinjer og metoder til relief fremstilling af det stadigt øgende antal illustrationer i bøgerne. Kopiering på plast på thermoformmaskine gjorde det muligt at arbejde med flere forskellige overfladestrukturer og var samtidigt en relativt hurtig kopieringsform.

Men plasten havde også sine ulemper, især ved kopiering af tekst. Ikke blot er plast tungere end papir, som traditionelt anvendes ved kopiering af stereotyperet punktskrift (et punktbind på plast vejer ca. 1,5 kg og en gennemsnits skolebog er på 5 – 6 bind!); men plasten har også den kedelige egenskab, at den er glat og uporøs, og derfor ikke kan absorbere den naturlige varme og sved, som udvikles under læsning. I den “hede” eksamenslæsningstid kunne punktlæseren derfor, i bogstaveligste forstand, sidde som klæbet til bogen. Problemet blev til en vis grad afhjulpet ved at drysse talkum ud over siden, ofte i sådanne mængder, at trykkeriet ved udpakningen af returbøger mere lignede et bageri end et trykkeri!

Senere lykkedes det at finde frem til en både lettere og ikke mindst mere struktureret plast – og dermed rense luften for talkum.

I administrationen blev der arbejdet ihærdigt på at fremstille et katalog over bøger i punktskrift og senere på lydbånd – et længe næret ønske hos de studerende og de skoler, hvor der gik synshandicappede elever.

Det første katalog lå færdigt til udsendelse i 1973.

Produktion af lydbøger

Det viste sig snart, at adskillelsen af lyd og punktbogsproduktionen var uhensigtsmæssig. I 1973 blev det derfor besluttet at overflytte fremstillingen af undervisningsmaterialer på lydbånd fra Statens Bibliotek for Blinde til SBB.

To års erfaring med produktion af materialer på punktskrift gjorde, at denne opgave blev mere overkommelig, og ikke gav anledning til større problemer med undtagelse af ét.

Sammen med overflytningen af lydbogsproduktionen fulgte et antal indlæsere, som i mange år havde dannet en fast indlæserstab på Statens Bibliotek for Blinde. Ved et første møde med disse indlæsere meddelte samtlige, med undtagelse af én, at de ikke ønskede at læse på de betingelser, som SBB kunne tilbyde (hjemmeindlæsning og derfor lavere takst end for studieindlæsning på Biblioteket). Noget af en chokstart, som medførte nogle hektiske måneder med at rekruttere en ny indlæserstab; men også dette lykkedes.

Samtidigt hermed blev der foretaget en omlægning af lydbogsproduktionen, kopiering på kassettebånd og der blev indført “ny teknologi”-brug af lavfrekvente lydsignaler under indlæsningen til markering af de annoncerede kapitler, afsnit og sideskift. Man kunne nu for første gang “bladre” i sin lydbog, referere til bestemte sidetal og benytte referencer fra lærere og medstuderende.

Både overgangen til kassettebånd og indførelsen af lavfrekvente lydsignaler må i dag betragtes som to af de største landvindinger i SBBs historie.

Om fuglekvidder, fløjtekedler, russiske “spionsendere” og en “runehugger”

I en produktion, hvor en af de fornemste kvaliteter ved produktet er, at brugeren får sit materiale til tiden, bliver der sjældent tid til korrekturlæsning eller kontrollytning.

Det har derfor ikke helt kunnet undgås, at der i tidens løb er blevet produceret og udsendt materialer med utilsigtede kommentarer og teksten uvedkommende effekter.

Hjemmeindlæsning for åbne vinduer også hos naboen, hvis sommerglade kanariefugls kvidren blandede sig med de lavfrekvente lydsignaler …

Den kaffetørstige indlæser, som for tredje gang inden for de sidste 30 sider havde kaffekedelen hidsigt fløjtende ude i køkkenet eller brugte han også køkkenet som indlæsningsstudie …

Noget underligt kaudervælsk i en noget forstyrrende dialog med indlæseren; ved en senere sproglig analyse viste det sig at være russisk og stamme fra en russisk sender, hvis frekvens af uforklarlige grunde lå meget tæt op ad båndoptagerens …

Subjektive og meget bramfri kommentarer i en ellers meget akademisk kommenteret udgave af straffeloven. Bogen viste sig at være overført af en afskriver med adressen Statsfængslet i Vridsløselille …

Samarbejdet med fængselsvæsnet og Statsfængslet i Vridsløselille startede så langt tilbage som i 1929 og allerede i 1930 var 3 fanger i gang med at stereotypere punktskrift. SBBs samarbejde med Vridsløselille varede frem til midten af 70’erne, hvor problemerne med at holde styr på “løsladte” afskrivere blev for store. Således blev SBB på et tidspunkt ringet op af politiet i x-købing. Man havde anholdt en person i forbindelse med et indbrud. Blandt de fundne tyvekoster hos den anholdte var der også en “underlig maskine” en stor, klodset genstand, som efter funktionen at dømme i følge politiet nærmest var at sammenligne med en slags “rune-hugger”. Den anholdte påstod, at maskinen ikke var stjålet, men udlånt til ham fra SBB. Det var jo sandt nok, men vi inddrog “runehuggeren” og slettede vedkommende på listen over afskrivere.

En stadig forbedring og finpudsning af de redaktionelle retningslinjer stod centralt i arbejdet på SBB i de følgende år, ved siden af den evige “kampen mod tiden”. Men eksperimenter blev der også tid til.

Reliefkort med farvetryk til både taktil og visuel aflæsning blev fremstillet på Materialelaboratoriet. Lidt af et håndværksmæssigt kunststykke og en pædagogisk nyskabelse. Desværre var der så store tekniske problemer forbundet med fremstillingen, at det blev ved eksperimentet og ikke kunne indpasses i den daglige bogproduktion.

Ny teknologi i punktskrift produktionen

Året 1988 blev skelsættende i produktionen at punktskrift på SBB. På universitetet i Leuven i Belgien havde man udviklet et tekstbehandlingsprogram for punktskrift PCBraille, som både kunne anvendes til direkte indskrivning i punktskrift og til overførsel af maskinlæsbare tekster. Programmet indeholdt endvidere de almindelige redigeringsfaciliteter, som hører til et moderne tekstbehandlingsprogram.

Senere er programmet, i et samarbejde med SBB, blevet udvidet med endnu flere redigeringsmuligheder og fremtræder i dag som et effektivt og hensigtsmæssigt stykke værktøj i fremstillingen af komplicerede tekster i punktskrift.

Den tilhørende printer, som udskriver punktskriften på papir, har en sådan kapacitet, at kun bestillings- og forsendelsesproceduren er bestemmende for, hvor hurtigt en bog, som allerede findes i PCBbraille format, kan være fremme hos brugeren.

Men fortsat genstår den mest tidskrævende del af fremstillingen: at få den trykte bog overført til punktskrift. Her ville megen tid kunne vindes, hvis de redigeringsmæssigt ukomplicerede bøger, eller dele af bøger, kunne overføres mere eller mindre elektronisk fra en forlagsdiskette eller ved optisk scanning og den mere komplicerede part overlades til den punktkyndige tilrettelægger/afskriver. Desværre er det sidste efterhånden vanskeligere at få tag i end det elektroniske udstyr. Et problem alle punktproducenter verden over trækkes med.

Både forlagsdisketter og optisk scanning af tekster er taget i brug på SBB i håb om således at kunne reducere den fortsat ofte for lange produktionstid. Man kan så blot håbe på, at en af forudsætningerne for en vellykket integration af blinde, at det nødvendige undervisningsmateriale foreligger i punktskrift på det ønskede tidspunkt, vil være opfyldt i en ikke alt for fjern fremtid.

Konklusion

De vigtigste kvaliteter for undervisningsmaterialer til integrerede synshandicappede skoleelever og studerende er:

1. at materialet er brugeren i hænde til rette tid;

2. at materialet er redigeret og tilrettelagt således, at det kan fungere som et hensigtsmæssigt arbejdsredskab for brugeren.

Oprettelsen af SBB i 1971 resulterede i kortere leveringstider; men der sidder fortsat brugere af SBB, som i perioder er uden det nødvendige undervisningsmateriale.

De eksisterende retningslinjer for tilrettelægning og afskrivning / indlæsning af skole- og studiebøger har medført en væsentlig forbedring af materialernes anvendelighed i en integreret undervisningssituation.

Markering af sortsideskift og sortsidetalsangivelse på hver side i punktbøgerne, fremstilling af illustrationer i relief, lydbøger på kassettebånd med indlagte lavfrekvente lydsignaler ved kapitel, afsnits- og sideskift samt udførlige indholdsfortegnelser til de enkelte bind / bånd hører til de vigtigste kvalitetsforbedringer.

Til slut kan man stille spørgsmålet om de i indledningen angivne begrundelser og forudsætninger for et SBB fortsat er til stede.

Specielt produktionen af punktskrift har siden 1971 ændret sig radikalt, både når det drejer sig om at overføre sortskrift til punktskrift og, når det drejer sig om at reproducere punktskriften.

Måske var det en ide til overvejelse at sagen atter blev “sendt i udvalg” for at evaluere, om den nuværende opdeling af produktionen fortsat er til brugernes bedste.

5.2. Kurser i studieteknik for integrerede synshandicappede elever

I kølvandet på integrationen opstod der et ønske om specielt tilrettelagte kurser i studieteknik for de synshandicappede elever.

Formålet med kurserne skulle være at træne de specielle teknikker og metoder, man som blind eller svagsynet må tage i anvendelse for at følge et integreret undervisningsforløb.

Initiativtageren til og primus motor i disse kurser var Hans Rasmussen, dengang (i begyndelsen af 70’erne) selv blind studerende ved Københavns universitet og lærer ved instituttets edb-skole. Det faldt endvidere naturligt, at bogtilrettelæggerne ved SBB, som ansvarlige for den pædagogiske udformning af de integrerede elevers undervisningsmaterialer, deltog som undervisere på kurserne; noget som for øvrigt også var yderst lærerigt for bogtilrettelæggerne i deres daglige arbejde på SBB.

Kurserne var internatkurser og af en uges varighed for de punktlæsende elever. På disse kurser blev der arbejdet med emner som,

 aflæsning af taktilt materiale (kort og kurver)

 opslag i tabeller

 forkortelser på fremmedsprog (engelsk, tysk samt de specielle bogstavstegn på fransk); dette blev senere et selvstændigt uge kursus

 indskrivning af matematiske opgaver på almindelig skrivemaskine

 matematisk notation i punktskrift samt brug af hjælpemidler i faget matematik

 brug af kassettebåndoptageren til notater, med efterfølgende renskrivning og opstilling af notaterne på punktskrift

 arbejde med en lydbog (opslag, læse med forøget hastighed, bruge indeks osv.)

Det var for øvrigt på et af de første af disse kurser, under arbejdet med en lydbog, at det viste sig, hvor umulig lydbogen fungerede som arbejdsredskab. På dette tidspunkt blev lydbøgerne indlæst uden sidetalsangivelse, uden lydsignaler og uden indholdsfortegnelse, der kunne give brugeren blot en ide om bogens opbygning. Desuden var bøgerne kopierede på spolebånd. På det pågældende kursus havde eleverne fået udleveret en lydbog på 6 bånd (ikke nogen usædvanlig stor bog) og skulle finde nogle bestemte afsnit og kapitler i bogen (en ganske jordnær undervisningssituation).

De fleste opgav, nogle få holdt ud og efter tyve minutter til en halv times spolen frem og tilbage, fandt de frem til de ønskede afsnit. Meget frustrerende for eleverne og meget lærerigt for de deltagende bogtilrettelæggere. Som beskrevet i omtalen af SBB blev lydbøger senere også til bøger man kunne “bladre” hensigtsmæssigt i.

Tilsvarende weekendkurser blev senere tilbudt svagsynede elever. Indholdet på disse kurser var især koncentreret omkring brugen af båndoptageren,

 brug af kassettebåndoptageren til notater, med efterfølgende renskrivning og opstilling af notaterne på sortskrift

 arbejde med en lydbog (opslag, læse med forøget hastighed, bruge indeks osv.)

Foruden studieteknik og metodik blev der i programmet også indlagt møder og samtaler med voksne synshandicappede under uddannelse eller i erhverv. Kurserne fik således efterhånden et bredere sigte end det rent studietekniske.

Det viste sig da også hurtigt, at disse kurser havde en langt videre og måske endnu vigtigere mission end træningen af de rent tekniske færdigheder.

At blive segregeret elev i en uge eller blot en weekend, få en “fridag” fra hverdagen som ene integreret og være sammen med og føle sig som ligestillede med de andre elever, blev altid fremhævet ved kursusevalueringen som “det allerbedste”. Og “hvor var det spændende” det at få lejlighed til at møde og snakke med voksne synshandicappede. Begge dele noget utrolig vigtigt, når man står midt i puberteten i en søgen efter en egen identitet som synshandicappet.

Og hvor var det givende og lærerigt for os, som underviste på disse kurser, at lytte til elevernes store og små problemer med at være ene integrerede, men også, og ikke mindst, hvor meget de nu glædede sig til at komme hjem igen og på gensyn til næste år!

Kurser for lærere med synshandicappede elever

Op gennem 70’erne udviklede Blindeinstituttet sig gradvist, men sikkert, fra hovedsageligt at være en traditionel institution med segregerede skole og erhvervsuddannelser til en serviceinstitution for de integrerede elever i folkeskolens 8.- 10. klasse, i gymnasiet og under erhvervs- og videregående uddannelse.

Studieteknikkurser, erhvervs- og studievejledningskurser og Studiebogsbiblioteket er eksempler på dette.

Formålet med lærerkurserne, som startede i 1973 / 74, var derfor at give en bred orientering om denne service; endvidere at give lærerne mulighed for sig imellem og med medarbejdere fra instituttet at drøfte og udveksle erfaringer om det at have en synshandicappet elev i klassen.

 Kurserne er af tre dages varighed og behandler områderne: øjensygdomme

 instituttets kursus og vejledningstilbud til integrerede elever

 SBB

 præsentation af hjælpemidler

 dispensationsordninger i forbindelse eksaminer og afsluttende prøver

 samtaler med voksne synshandicappede, som tidligere havde været integrerede i skolesystemet, om deres syn på og oplevelse af integreret undervisning.

Men også indslag, som kunne give lærerne nogle aha oplevelser til senere glæde for deres blinde eller svagsynede elev.

Således resulterede den taktile fremstilling af en sandorm vha. enkle tegneredskaber (et fast programpunkt på alle kurserne) ofte i meget detaljerede og “kunstneriske” produkter, men sikkert lidet anvendelige og forståelige for den blinde elev at se på.

Eller når “læreren” bad “eleverne” finde et bestemt afsnit på side xx i lydbogen, men desværre “glemte” at fortælle, at siderne med helsidesfotografier var sprunget over under indlæsningen. Ja, så kom der uorden i “tælleværket” og eleven landede ustandseligt på forkert sidetal.

Endelig har disse kurser også været lærerige for instituttets medarbejdere, for hvem integration efterhånden kunne blive et teoretisk pædagogisk begreb, mere end en praktisk hverdag for lærer og elev.

6. Anmeldelse af udgivelser om blinde

Selskabets bestyrelse modtager løbende information om bogudgivelser og lignende om blinde og deres historie.

I nyhedsbrevet ønsker vi, at disse publikationer anmeldes, så medlemmer og andre interesserede kan vurdere om det er noget.

På nuværende tidspunkt kan følgende 3 publikationer nævnes:

1. Historisk redegørelse om sport og idræt for blinde, af Leif Martinussen.

Redegørelsen, der er på 38 sider, beskriver udviklingen herhjemme, i Norden og Internationalt fra slutningen af 1950-erne til omkring 1980. Redaktionen er afsluttet den 25. februar 2019.

Der er tale om et meget vigtigt kildeskrift til belysning af området.

2. Bogen ” Du må aldrig give op” af Kurt Videbæk, 166 sider, forlaget Ådalen juni 2019, omtalt i en artikel i Lokalavisen for Århus fra den 29. juni 2019. Bogen er ikke under produktion hos Nota.

3. Bogen “Dømt blind – hva’ så? af Morten Bonde, Senior Art Director hos LEGO, 347 sider. Bogen er udgivet på forlaget Vision den 4. september 2019 i almindelig tryk og som E-bog. Bogen er under produktion hos Nota.

Har du lyst til at anmelde én af disse udgivelser, er vi i bestyrelsen meget interesseret i at høre fra dig. Du er også meget velkommen til at informere os om lignende udgivelser af interesse for selskabet og dets medlemmer.

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger


Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. 44 95 04 72

Mobil 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com


Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv., 2200 København N

Mobil 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk


Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J

Telefon 86 72 55 72

Mobil 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk


Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1., 4000 Roskilde

Tlf. 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk


Redaktør Rita Cecilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501, 2500 Valby

Tlf. 21 43 02 23 / 61 15 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com


1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk


2. suppleant Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th., 4200 Slagelse

Mobil 25 53 82 43

Mail: fohlmann@stofanet.dk

Nyhedsbrev nr. 3 oktober 2019

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 / 2019.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Program for 25 års jubilæumsarrangementet 25.-26. november 2019

3. “Danske Blindes nationalsang” skrevet af J. Marius Hansen

4. “Refsnæssangen” skrevet af Jørgen Emborg

5. Om landsformand Ernst Jørgensen, ved Poul Lüneborg

6. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

Hilsen fra formanden

Af Poul Lüneborg.

Så nærmer vi os med stormskridt selskabets 25-års jubilæum. Arrangementet den 25. – 26. november i år på Fuglsangscentret, er en begivenhed, som vi i bestyrelsen har lagt stor energi i at planlægge og give et indhold, som bliver noget helt særligt.

Allerede i begyndelsen af oktober måned var alle værelser booket. Det glæder vi os naturligt over i bestyrelsen. Håbet er, at vi kan få rådighed over nogle flere værelser, når vi nærmer os tidspunktet for arrangementet, så de der står på venteliste kan komme med.

Så vidt jeg kan vurdere er det første gang, at vi i selskabet, i historisk belysning, sætter fokus på blindes deltagelse i den klassiske musik og i jazzmusikken. Dertil kommer udgivelsen af Henning Eriksens Museumsdagbog, som vil blive præsenteret for offentligheden på jubilæumsarrangementets anden dag. Det hører til sjældenhederne, at selskabet påtager sig en egentlig bogudgivelse. Med Museumsdagbogen sætter vi lys på den blindehistoriske samling, som var et af de væsentlige omdrejningspunkter ved selskabets oprettelse i 1994. Nu er det oprindelige ønske, om at sikre samlingen for fremtiden, nået og jubilæet er derfor en anledning til at enes om andre opgaver. Vi skal selvfølgelig yde vores bidrag til at opdatere og supplere samlingen ved Medicinsk Museion, men vi skal også sætte os nye mål.

I forbindelse med jubilæet er der for mig grund til at takke alle min forgængere på formandsposten for deres indsats.

Jørgen Eckmann var selskabets første formand gennem 8 år frem til 2002. Derefter fulgte Thorkild Olesen frem til 2005 efterfulgt af René Ruby til 2006, Elin Andreasen til 2007, hvorefter Hans Erik Olsen gennem 9 år var formand frem til 2016. Der er grund til at sende dem og alle deres bestyrelseskolleger en hilsen i anledning af den runde dag.

Der er imidlertid også god grund til at vende opmærksomheden mod mere overordnede handicaphistoriske udviklingstræk i forbindelse med jubilæet. Det gør man i Historisk Selskab for Handicap og Samfund med næste udgivelse af Handicaphistorisk Tidsskrift, hvor forskellige forfattere sætter fokus på mennesker som hver på deres måde har bidraget til den handicappolitiske udvikling i Danmark. Jeg har bidraget til denne udgivelse med nedenstående artikel om Dansk Blindesamfunds formand Ernst Jørgensen, som hører til én af foreningens fremmeste og mest betydningsfulde ledere.

Da dette nyhedsbrev retter sig mod jubilæumsarrangementet, har vi begrænset os til at bringe ovennævnte artikel, programmet samt de 2 sange som vil blive sunget. Jeg opfordrer alle som deltager i jubilæumsarrangementet om at øve sig i at lære sangteksterne udenad, så der rigtigt kan blive sunget igennem på dagen.

Vel mødt på Fuglsangscentret til november.

2. Program for 25-års jubilæumsarrangementet 25. – 26. november 2019

Blindehistorisk Selskab 25 års jubilæum på Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia

Jubilæumsudvalg:

Poul Lüneborg (formand)

Leif Martinussen

Thorvald Kølle


Side 3 Forord

Side 4 Jubilæumsprogram

Side 5 Program for klassisk koncert

Side 6 Medvirkende ved klassisk koncert

Side 9 Egmose Trioen

Side 12 Gæstende solister ved jazzkoncerten

Forord

Velkommen til Selskabets 25-års jubilæum.

Det er mig en stor glæde, at kunne byde alle gæster ved jubilæumsarrangementet velkommen til 2 meget spændende dage på Fuglsangscentret.

I de forløbne 25 år har vi i selskabet indsamlet og formidlet mange artikler og bøger, der beskriver blinde og svagsynedes tilværelse. Denne skriftlige dokumentation er suppleret med lydoptagelser af begivenheder og personinterview.

Mange mennesker er bibragt en forestilling om, at blinde er musikalske. Det er næppe tilfældet, men sandt er det, at musik har spillet en stor rolle i mange blindes tilværelse gennem de godt 200 år, der er forløbet, siden oprettelsen af Kjædeordenens Kongelige Blindeinstitut i 1811.

Musikalske aktiviteter har hidtil spillet en mindre rolle i vores virksomhed. I selskabets arkiv har vi ej heller mange beskrivelser og lydoptagelser.

I de kommende 2 dage har vi derfor valgt at præsentere blindes deltagelse i den klassiske musik og i jazzmusikken. Derudover sætter vi med en bogudgivelse fokus på bevarelsen af Den Blindehistoriske Samling, som spillede en afgørende rolle for selskabets stiftelse de 18. november 1994.

Jeg håber, at jubilæumsarrangementets program vil fremkalde mange minder hos deltagerne og blive husket i mange år som en nyskabelse i vores bestræbelser på at fastholde interessen for blindes historie.

Poul Lüneborg, formand

Jubilæumsprogram mandag:

12.00 Frokost

13.30 Velkomst v/ Poul Lüneborg. (lokale: Konference 2)

Kort historisk rids over blinde komponister v/ Leif Martinussen

14.00 Koncert – værker af Leif Martinussen

medv.: Svafa Thorhallsdottir, mezzosopran og Tom Ernst, piano

15.00 Kaffe (Konference 1)

15.30 Oplæg vedrørende klassisk musik ved Poul Lüneborg

16.00 Oplæg vedrørende jazzmusik ved Thorvald Kølle

16.15 Spørgerunde

16.45 ”Blindes nationalsang” – ”Refsnæssangen”, akk. Anne Hollænder 18.00 Festmiddag. (Konference 2 hele aftenen)

20.00 – 23.00 Jazzkoncert med Egmose Trio:

Willy Egmose, piano, Flemming Nørgaard, bas,

Niels Ove Jørgensen, trommer

+ solister:

Thorvald Kølle, trompet, flügelhorn, Kurt Nielsen, altsax,

Lars Bang Andersen, tenorsax, Lars Svaneborg, vibrafon

Tirsdag

08.00 Morgenmad

09.30 Præsentation af Henning Eriksens Museumsdagbog ved

fhv. museumsleder Mogens Bang, selskabets første formand Jørgen Eckmann, DBSs formand Thorkild Olesen og selskabets nuværende formand, Poul Lüneborg. (Konference 2)

12.00 Frokost / Afrejse

Koncert mandag kl. 14.00 Musik af Leif Martinussen

Svafa Thorhallsdottir, mezzosopran, Tom Ernst, piano

Program:

Circle of the Sun / Solkredsen for piano into 9 pieces 1959-63, opus 2:

1 Sunset / Solopgang

2 Flowing rush / Viftende siv

3 Demonical Night on the Beach / Dæmonisk aften ved havet

4 Quiet Song from the Forest Creek / Skovbækkens sagte nynnen

5 The Song of the Vind / Vindens sang

6 The Drew in the Meadow / Duggen i enge

7 Moonbeams in the Clouds / Månestrejf

8 Silent Night / Stille nat

9 Sunrise / Solopgang

7 North Atlantic Songs, 2013-14, opus 40:

Tekst: Frits Johannesen (Færøerne):

1 Valjós / Forårslys

2 Vármynd / Forårsbilleder

3 Summár / Sommer

4 Summarvón / Håbefuld sommer

Tekst: Kristrun Gudmundsdottir (Island):

1 Vórljod / Forårsdigt

2 Jónsmessunótt / Midsommer nat

3 Sumarljós / Sommerlys

Pieces for piano:

”Maj”, ”Juni”, 1963, opus 2 nr. 1 og 2

”Juli”, 1980, opus 17

”August”, 1963, opus 2 nr. 3

”Oktober”, 2019, opus 44 (uropførelse)

”Arc-en-ciel” / Regnbue 2016, opus 41 (opr. for guitar)

Solisterne

Svafa Thorhallsdottir er født 1981 i Reykjavik i Island. Uddannet på byens musikkonservatorium med videregående studier på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (DKDM) i København. Hun arbejder som musiklærer, freelance sanger og korleder i København og omegn. Hun

har stor interesse for børns musikalske udvikling og har eksperimenteret med formidling af klassisk musik til børn sammen med ensemblet ”Den Poetiske Elefant”.

Har regelmæssige solokoncerter i Danmark og udlandet. Har været solist i bl.a. ”Fynsk Forår” af Carl Nielsen, ”Stabat Mater” af Pergolesi, ”Messias” af G.F. Händel, ”Petite Messe Solennelle” af Rossini, ”Messe i D-dur” og ”Stabat Mater” af Dvorak. I efteråret 2018 deltog ST i Operafestivalen ”Óperudagar i Reykjavik” som solist og lærer i babysang. Hun har tidligere deltaget i andre festivaler såsom ”Summartonár” på Færøerne og ”Dark Music Days” i Island.

Tom Ernst er født i Kristiansand i Norge. Han fik sin første klaverundervisning som 6-årig hos Bertha Steen. Fra 15-års alderen fik han undervisning i klaver og orgel hos domorganist Bjarne Sløgedal, Kristiansand Domkirke. I 1963 kom han til DKDM i København. Organisteksamen 1967, elev af prof. Leif Thybo. Diplomeksamen 1968, elev af prof. Arne Skjold Rasmussen. Musikpædagogisk eksamen i klaver 1971, elev af docent Anne Karin Høgenhaven. Klaverdebut fra DKDMs solistklasse 1969. Kantoreksamen fra Lund Domkapel 1971. Videre klaverstudier hos prof. Robert Riefling i Oslo, prof. Josef Dichler i Wien, samt mesterkurser hos internationalt kendte organister og pianister.

Koncertvirksomhed som orgelsolist, klaversolist, kammermusiker og akkompagnatør i Skandinavien, Europa og USA. Jurymedlem ved internationale klaverkonkurrencer.

Modtager af talrige legater og udmærkelser. 1971- 80: Repetitør ved Det Kgl. Teater og Operaakademiet. 1980- 82: Lærer ved Musikhögskolan i Malmö. 1981- 2003: Klaverdocent ved DKDM.

Organistansættelse: Kong Haakons Kirke 1963- 69., Ballerup Kirke 1971- 72 (konstitueret). Sundby Kirke 2002- 12. I dag ansat som organist ved ved Immanuelskirken (Københavns Valgmenighed).

Leif Martinussen er født 1941 i Hobro. Har modtaget sin musik-uddannelse på Blindeinstituttet i København.

1967: Organisteksamen, DKDM. 1969: Kantoreksamen, DKDM.

1972: Studier hos organist og komponist Bedrich Jánacek i Lund, Sverige.

1973: Studier hos prof. og komponist Ingvar Lidholm og domorganist Gotthard Arnér i Stockholm. 1978: Studierejse til London (kor) og 1980: Wien (orgel). Ansættelse 1970- 2012 ved Allehelgens Kirke i København. 1971- 80: Værløse Musikskole (klaver) og 1980- 96: i Tårnby Musikskole. 1988: Medlem af Dansk Komponistforening. Komponist af klaver-,

orgel-, orkester-, kor- og vokalværker og liturgisk musik.

Opførelser i 30 lande i Europa, Israel, USA, Sydamerika, Sydafrika og New Zealand.

Nodeudgivelser fra flere forlag: 1974: Edition Egtved og Edition Wilhelm Hansen. 2005: Cantando Musikkforlag, Stavanger. 2010: Kirkemusikforlaget. 2012: Forlaget Mixtur i Esbjerg.

CD-udgivelser fra: Studio Budikov i Tjekkiet, OH-Musik Aps, Paula Records, 2me printemps de l’ orgue à Saint- Antoine, Paris.

Legater: 1972: Krista & Viggo Petersens Fond. 1992: Johan Otto Wroblewski ´s Fond. 2010: Ludvig Preetzmann-Aggerholm & Hustrus Stiftelse (Statens Legatbolig i Paris). 2009, 2015 og 2017 Dansk Komponistforenings Legatbolig i Tuscania, Italien.

Musikpriser: 1964: Danmarks Radios Jazzamatørkonkurrence sammen med Kvintetten OK 63. 1981: Special-pris og 1. pris ved Nordisk Komponistkonkurrence i Helsinki, udskrevet af Det Finske Blindeforbund.

1985: 1. pris ved den internationale komponistkonkurrence i Mariánské Lázne i Tjekkoslovakiet med ”Ode to light” for a capella mixed choir.

1990: Værket ”Fountain-music to Mariánské Lázne” udvalgt til indvielse af nyopført fontæne i en komponistkonkurrence, udskrevet af kurbyen Mariánské Lázne og West Bohemian Symphony Orchestra.

Tillidshverv: 1971- 80: Dansk Blindesamfunds repræsentant i en gruppe af handicaporganisationer i et udvalg til etablering af Dansk Handicap Idræts Forbund med placering i hovedbestyrelse, forretningsudvalg og Nordisk komité. 1973- 97: medstifter og formand for Amager Musikfestival, medlem af bestyrelse frem til 2013. 1984 – 2000 medl. af Dansk Organist og Kantor Samfunds Legatbestyrelse. 1988, -91, -94, -97 medl. af jury for den internationale konkurrence for blinde og svagsynede musikere i Mariánské Lázne, og 2000 og 2003 i Prag i Tjekkiet. 2004: medl. af jury for den internationale ”Marcello Galanti” orgelkonkurrence i Rimini i Italien.

Opførelser ved udenlandske kunstnere:

Domorganist Gotthard Arnér og organist Karl-Erik Welin, Stockholm.

Orgelprof. Letzek Werner, Krakow, Polen.

Organist Lászlo Attila Almásy, Budapest, Ungarn.

Orgelprof. og pianist Lidia Ksiazkiewicz, Strasbourg, Frankrig.

Egmose Trioen:

Willy Egmose er født 1944, fik sin uddannelse på Blindeinstituttet. Organisteksamen fra DKDM 1967. Fagprøve i pianostemning. Koncertvirksomhed som organist, korleder og jazzpianist i ind- og udland, bl.a. Kina. Komponist af salmemelodier og korværker.

1987: Medstifter af og medlem af arbejdsudvalget for ”Forum for rytme i kirken”. Willy Egmose er Initiativtager til og medredaktør af ”Salmer og Sange i Skole og Kirke”, udg. 2000 og ”Salmer og Sange 2”, udg. 2010.

Musikpriser og legater: I 1964 vinder han sammen med Kvintetten OK 63 Danmarks Radio Jazzamatørkonkurrence. Modtager i 1983 Carl Ludvig Pers Legat, og bliver samme år tildelt prisen som Årets JAS-musiker. I 2001 modtager han Ringkøbing Amts Musikpris.

Han har fået optaget melodier i ”Koralbogen af 2003”. Ansættelse i Skjern Kirke 1968- 2014. Leder af Skjern Kirkes Pigekor 1987- 2004 og ”Willys Jeep” 1984- 96. Har utallige gange medvirket i dansk radio og TV.

Plade- og CD udgivelser:

Krappe Records 1986: ”Jazz på vilkår”.

Music Mecca 1997: ”På gyngende grund”.

”Johnsson i jazzdrakt og bånsullar fra Gulbrandsdalen” 2003.

”Salmer i spil” 2012, ”With Love And Jazz”.

”Sünder Mis / Snitser Kantorij” (med en sats af WE)

Flemming Nørgaard, bassist. Tog eksamen fra Københavns Musikhøjskole og derefter 5 år på Blindeinstituttet og musikkonservatoriet. Har haft privatelever og undervist på Smørum Musikskole og Refsnæsskolen. FN har skrevet musik til teaterforestillinger samt egen musik. Har indspillet CD-er med forskellige kunstnere og givet kirkekoncerter på blokfløjte.

Endvidere guitar og bas i forskellige musikalske sammenhænge.

Niels Ove (Nick) Jørgensen, født 1943. Fik som 10-årig sin første march-tromme og et par stikker i Spejderforbundet FDF Sønderborg. Et års tid senere medlem af skoleorkester.

Fra 1958 videregående undervisning i trommespil og opdragelse i flere musikalske genrer på Blindeinstituttet i København. Var medlem af forskellige bands – OK 60 (et orkester, bestående af 9 musikere, 7 elever og 2 musiklærere), Egmose Trio, Studiebandet Sekstetten samt kvintetten OK 63, der nød stor popularitet og vandt en landsomfattende jazzamatørkonkurrence udskrevet af Danmarks Radio.

I 1965 ansat som fritidspædagog ved Blindeforsorgen på Refsnæsskolen.

I 1985 medlem af Brændgårds Trio, Kalundborg.

Gæstende solister ved jazzkoncerten:

Thorvald Kølle, trompet og flügelhorn ”Jeg begyndte at spille trompet som 16-årig og spillede hver dag, dels i bands og dels hjemme, hvor tiden gik med at øve teknik, senere lå det stille i mange år. Siden først i 80´erne har jeg spillet regelmæssigt fortrinsvis jazz, dog også gerne klassisk. Jeg holder af at spille med i forskellige sammenhænge, hvor der spilles musik i mange genrer. Instrumenterne er flügelhorn, kornet og trompet. Lejlighedsvis spiller jeg også gerne kirkemusik. I dag spiller jeg med i ”Jazz Prom”, der består af blinde musikere, og i bandet ”Jazz Combo”.

Kurt Nielsen, altsax ”Amatørspillet på saxofon i 60 år har for mig været en berigelse. Efter at jeg på Refsnæsskolen og videre på ”Tutten” havde spillet klaver og violin, åbnede der sig på Kastelsvej en helt ny og stor verden med tilbud om at spille på forskellige instrumenter. Der var tilsyneladende ingen begrænsninger. Hvis instituttet ikke rådede over egne musiklærere, fik vi tilbud om undervisning af fremmede lærere. ”Tutten” viste sig at blive en stor inspirerende musikskole for amatørmusikere såvel som elever, der havde professionel sigte mod en uddannelse som organist. Jeg opgav at fortsætte med klaver og violin og begyndte i stedet at spille saxofon. Jeg måtte imidlertid utålmodigt først vente nogen tid på, at en gammel altsax blev sat istand. Så kom jeg igang med undervisning først hos Eyvind Lorensen – svagsynet og ansat på ”Statens Institut og Trykkeri for Blinde” som bogbinder. Senere fik jeg undervisning hos Thorkild Nielsen, blind lærer på instituttet. Der gik ikke lang før end jeg fik tilbud om at være med i sammenspil i ”OK 60”, et lille bigband med 9 medlemmer. Dette band blev ledet af Ernst Bruun Hansen (trompetlærer) og Thorkild Nielsen. Besætningen var 3 trompeter, 3 saxofoner og rytme med piano, bas og trommer. De medvirkende var: Ernst Bruun Hansen, Poul Erik Meincke (nu Thorvald Kølle) Bent Andersen, Kurt Nielsen altsax, Jørgen Bjerring Sørensen og Thorkild Nielsen tenorsax. Willy Egmose, piano, Leif Martinussen, bas og Niels Ove Jørgensen, trommer. Orkesterets arrangementer blev lavet af Willy Egmose og Ernst Bruun Hansen. Vi optrådte med ”OK 60” ved fester på ”Tutten” og deltog i flere jazzamatørkonkurrencer, bl.a. i Odd Fellow Palæet i 1962. Er medl. af ”kvintetten ”OK 63”, der vinder en jazzamatørkonkurrence udskrevet af Danmarks Radio. Her blev præmien egen radioudsendelse med selvvalgt dansk jazzmusiker, hvilket blev trompetist og vibrafonist Perry Knudsen fra ”Jørn Grauengaards Kvintet”.

I de mange år siden har jeg spillet on and off i forskellige sammenhænge, når lejlighed har budt sig. Det var saxofonen, jeg følte mig tiltrukket af. Inspirationen kom fra flere af de store altsaxofonspilllere, her kan nævnes Charlie Parker og Canon Ball Addyly. En formidabel instrumentbeherskelse, – musikalsk, teknisk og med let genkendelig klang på instrumentet. Inspirationen rakte ikke til nogen form for sammenligning med idolerne. Selv om jeg havde flirtet med både klarinet og obo blev jeg hos altsaxofonen. Sopransaxofonen kan spilles med nogle klangegenskaber, der ikke kan fremkomme hos de andre medlemmer af saxofon-familien. Af store sopransaxspillere kan nævnes Zoot Sims, Bradford Masalis og vor egen Jesper Thilo.

Iøvrigt er tenorsaxofonen den helt dominerende sax i jazzmusikken. Jeg hører med stor fornøjelse på de gode navne som Lester Young, Stan Gets, Zoot Sims, – og Gerry Muligan på baritonsax. Mange er ikke mere.

Jazzmusikken er vidunderlig”.

Lars Bang Andersen, saxofon ”Jeg begyndte at spille trommer i 1977, men skiftede til saxofon i gymnasieårene på Roskilde Katedralskole. Fra midten af 1980´erne og frem har jeg spillet i forskellige sammenhænge i flere midtsjællandske bands f.eks. i det mezzoforte-inspirerede ”Collage” 1984-86.

I bluesbandet ”Crossroads” 1986-99 og rockbandet ”Woodstrup Jam” 1992- 2000, her som trommeslager. Også i soulbandet ”Instant On” 1992- 2012. Siden 2010 medl. af ”Jazz Prom”, hvis medlemmer alle er synshandicappede. Har medvirket på folkemusikerne Bente Kure og Leif Ernstsens 2 album ”Ovenover alting” 2003 og ”Den niende udsigt” 2006”.

Lars Svaneborg, vibrafon ”Jeg er født i 1951. I 1978 købte jeg en vibrafon af Finn Ziegler. Det var den store Musser model som er lidt vanskelig at komme rundt med, derfor skilte han sig af med den og anskaffede sig en mere mobil model. Da jeg ikke havde tænkt at skulle turnere, kunne jeg jo godt købe den. Den har i nogle år været benyttet til undervisning, men nu hvor jeg er blevet pensionist har jeg fået blod på tanden og har en duo sammen med en kontrabassist, Jørgen Lorentzen. Vi kalder os ”Vibe N Bass DUO” og har spillet til kirkekoncerter. I 2017 spillede vi i Nyk. Mors til Folkemødet” .

Tak for støtte til arrangementets gennemførelse.

Blindehistorisk Selskabs arbejde bygger på det frivillige arbejde,

som medlemmerne yder. Denne virksomhed finansieres først og fremmest gennem de årlige kontingentindtægter suppleret med

et årligt tilskud fra Dansk Blindesamfund.

Gennemførelsen af jubilæumsarrangementet fordrer imidlertid

en finansiering langt ud over disse økonomiske rammer. Dansk Blindesamfund skal derfor have stor tak for bevillingen af

økonomisk støtte til arrangementets gennemførelse. På tilsvarende måde er der grund til at takke alle medvirkende for deres accept af beskedne honorarer for deres medvirken. Det er disse forhold og en betydelig underskudsdækning fra selskabet selv, der har muliggjort arrangementets gennemførelse.

Poul Lüneborg, formand

3. “Danske Blindes nationalsang” skrevet af J. Marius Hansen.

Danske Blindes nationalsang

tekst: Marius Hansen

musik: Laurids Lauridsen

1. Danske blinde, vågn til virke;

øv i flid din hånd.

Træn din vilje, kraft og tanke,

styrk din bange ånd.

Dræb den sorte mismods drage,

som fra hjertet fred vil jage.

Tab ej troen på at livet

dig til gavn er givet

2. Fri og frejdig, rank og modig

træd i kampen ind.

Tillid til dig selv og andre

modner først dit sind.

Synk ej hen i navnløs jammer,

selvforagt din evne lammer,

men forfægt din ret i verden

ved en gavnlig færden.

3. Danske blinde! Retten har du

til at leve selv.

Men så må du selv ej dæmme

op for kraftens elv.

Rejs dit hoved, rens dit hjerte

for din svagheds ynk og smerte.

Der er dem, der mere lider –

kæmper dog og strider.

4. Fremad på de gode veje,

se de fjerne mål.

Renslib energiens klinge,

gør den stærk som stål.

Brister håbet, bøj ej nakken,

du er halvvejs kun på bakken.

Sving din hat og syng fornøjet,

glem hvad du har døjet.

5. Gør til ven dig alle blinde,

føl og del med dem.

Bort med skillevæg og kløfter,

støt og enigt frem!

Tanken bryder nye baner,

nød og trang til handling maner.

Med på skansen, danske blinde!

Så skal sejr vi vinde.

4. “Refsnæssangen” skrevet af Jørgen Emborg.

Refsnæssangen

tekst: Jørgen Emborg

musik: Viggo Wøhlk

1. På Refsnæskysten er luften karsk,

og der er læ bag skolemure,

når fjorden vælter sig jævndøgnsbarsk, og stormen blæser i lurer.

I forårsnætter med fugletræk

blandt blege stjerner bli´r tanken væk.

Den barndomsstrand

du aldrig kan

forglemme, hvor du end færdes.

2. Du lærte sange og eventyr,

selv kunne bedre du digte.

En sten, du fandt, var et elsket dyr,

en ven, du aldrig turde svigte.

Men ingen, ingen dig helt forstod

– din vilde glæde, din trods, dit mod.

Den barndomstid

– snart hård, snart blid –

du skal bestandig erindre.

3. Tag, når du rejser fra dette sted,

(en trækfugl vender tilbage)

dets egen hilsen og ønske med

ud i de ukendte dage:

Om skæbnen truer med sorg og skræk

da husk de jublende forårstræk:

Hvem førte dem

i mørket frem

og gennem stormfulde dage?

blandt blege stjerner bli´r

5. Om landsformand Ernst Jørgensen, ved Poul Lüneborg.

Redaktør Birgit Kirkebæk fra Handicaphistorisk Tidsskrift opfordrede mig for nogen tid siden til at skrive en artikel om en personlighed, der i særlig grad har markeret sig indenfor indsatsen til fordel for blinde. Historisk Selskab for Handicap og Samfund ønskede at udsende et temanummer med artikler der tegnede portrætter af mennesker, som har haft en særlig betydning for forskellige grupper af mennesker med handicap. Denne udfordring tog jeg med glæde imod. Gennem mere end 30 år har jeg været engageret i dette arbejde, senest som formand for nærværende selskab. Mange navne meldte sig i min bevidsthed. Det kunne være Dansk Blindesamfunds første formand Carl Cohn Haste, som i april 1898 blev udnævnt som den første blinde lærer ved det Kongelige Blindeinstitut. Det kunne også være komponisten Niels Peter Jensen, som i 1838 som den første blinde i Danmark fik et offentligt embede som organist ved Sankt Petri Kirke i København og som i sin samtid var en meget værdsat komponist. Eller skulle valget falde på forfatteren Karl Bjarnhof eller en af de 3 markante formænd for Dansk Blindesamfund Ernst Jørgensen (1928-1951), H.C. Seierup (1951-1968) eller Svend Jensen (1968-1998)? Jeg har valgt at skrive om Ernst Jørgensen, dels fordi han er ukendt af mange, dels grundet den store betydning, som jeg mener, han har haft for den hjemlige handicappolitiske udvikling.

Hvem var Ernst Jørgensen?

Han blev født den 12. september 1899 i Tranekær på Langeland som nummer 5 ud af en søskendeflok på 6. Hans far var ingeniør, og hans forældre havde valgt at stå udenfor Folkekirken, hvilket dengang var usædvanligt. På grund af blindhed blev han 8 år gammel optaget på Refsnæsskolen ved Kalundborg. Denne kostskole for blinde børn og unge var blevet oprettet i 1898 som en forskole for de yngste elever under Det Kongelige Blindeinstitut i København.

Efter han var fyldt 10 år, fortsatte han sin skolegang på Blindeinstituttet, hvor han tillige modtog musikundervisning. Efter første verdenskrig tog han som den første blinde det store spring og drog til England. Her fortsatte han sin erhvervsmæssige uddannelse ved College for the Blinds i Worcester i England, hvor han blev uddannet til sproglærer, hvilket senere skulle vise sig at få afgørende betydning for hans tilværelse. Efter endt uddannelse vendte han tilbage til København, hvor han fik ansættelse som underviser i engelsk ved Blindeinstituttet. Han engagerede sig samtidig i arbejdet i den københavnske lokalafdeling under Dansk Blindesamfund og blev hurtigt valgt som en af afdelingens 5 medlemmer i foreningens repræsentantskab. Den 6. marts 1928 blev han 28 år gammel indvalgt i foreningens forretningsudvalg, der på et efterfølgende møde valgte ham som formand.

Det skulle vise sig, at han kom til at beklæde denne post i 23 år frem til foråret 1951.

Et gennemgående træk i alle artikler, der omhandler Ernst Jørgensen, er beskrivelsen af hans beskedenhed, ledsaget af et optimistisk livssyn. Således skrev Svend Jensen i sine mindeord i oktober 1988 om ham: “Han holdt altid humørets fane højt og han var en ukuelig optimist. »Du skal se, det går nok«, ja sådan sagde han tit, og det gjorde det jo også tit, navnlig hvis man fulgte de gode råd han havde givet, og det gjorde vi så.”

Til forståelse af baggrunden for de resultater, som Ernst Jørgensen opnåede i sit mangeårige virke indenfor den danske og den internationale blindesag gengives nogle bemærkninger, som hans forretningsudvalgskollega Ernst Sandberg anførte i en hilsen i anledning af hans 50 års fødselsdag. Ernst Sandberg pegede på hans særlige evne til at forhandle med folk, en evne “der har været til uvurderlig nytte for os, når der skulle forhandles med de forskellige myndigheder. Der er en gang sagt til E. J.: »De er en farlig mand. Det ender næsten altid med, at De får Deres vilje«. Og der er noget om det. Han har en særlig evne til at gå ind på modpartens tanke, så han tror, han har fået ret, men bagefter er det alligevel E. J., der har fået ført sin vilje igennem. Det er ikke så underligt, at så mange kommer til ham med deres forskellige vanskeligheder. De véd, at når han har taget sig af deres sag — og der da er grundlag for hjælpen — så skal han nok gøre alt, hvad der kan gøres, for at hjælpe vedkommende. Hans vindende væsen og gode humør gør ham afholdt alle vegne, hvad der også har sin store betydning.”

I årene efter sit ophold på Blindeinstituttet demonstrerede han ved flere lejligheder sine musikalske talenter. Ved Dansk Blindesamfunds 10 års fødselsdag i 1921 bidrog han som violinist til den del af underholdningen, som blev leveret af et orkester under ledelse af Axel Agerby. Både i 1948 og i 1958 var han en af ophavsmændene til de kantater, som blev opført i anledning af Refsnæsskolens 50 års- og Blindeinstituttets 100 års jubilæer.

Hvordan forbedre blindes beskæftigelsesmuligheder?

Dansk Blindesamfund var i 1928, hvor Ernst Jørgensen vælges som formand, en organisation først og fremmest bestående af tidligere elever ved Blindeinstituttet. En til tider ganske livlig og uregerlig flok mennesker præget af deres meget vanskelige livsvilkår. Det var lykkedes foreningen i 1914 at fjerne tabet af borgerlige rettigheder for blinde, der modtog fattighjælp. Dertil kom vedtagelsen af den første invalidepensionslov i 1921, som gav en enlig ret til en årlig pension på 800 kr. og 1200 kr. til ægtepar, hvor begge var berettiget til pension. Regeringen under ledelse af statsminister Th. Madsen-Mygdal fra partiet Venstre nedsatte i 1927 under henvisning til landets økonomiske udfordringer disse beløb, således at en enlig pensionist fremover måtte nøjes med 540 kr. Det lykkedes dog for Ernst Jørgensens forgænger Martinus Christiansen, at få indføjet en regel i lovgivningen om, at kommunerne skulle yde et tillæg på 260 kr. til blinde, så de værste følger af denne straf over landets invalidepensionister blev mildnet noget for dem.

For Ernst Jørgensen var hovedopgaven, da han tiltrådte som formand for Dansk Blindesamfund, først og fremmest at forbedre blindes beskæftigelsesmuligheder og ydelserne fra det offentlige. Det var ikke blot et ønske, men et krav fra flertallet af foreningens medlemmer på baggrund af deres vanskelige økonomiske og sociale livsvilkår.

Allerede året efter sin tiltræden kunne han notere det første resultat af sine bestræbelser. Blindes Arbejde A/S blev stiftet af Dansk Blindesamfund, Foreningen til Fremme af Blindes Selvvirksomhed og Socialministeriet den første april 1929. Virksomheden var baseret på en sammenlægning af butikker, værksteder og et depot. De tidligere bevilgede statstilskud til disse blev overført til det nye aktieselskab. Gennem årene lykkedes det for Blindes Arbejde at skaffe arbejde til mange blinde indenfor de traditionelle blindehåndværk, reducere omkostningerne ved produktionen og øge omsætningen ved at oprette butikker i de største byer og engagere salgsagenter. Denne udvikling forløb dog ikke uden store sværdslag med de mange selvstændige blinde børstenbindere og kurvemagere rundt om i landet, som følte at virksomheden påførte dem en ulige konkurrence.

Udviklingen indenfor tyske industrivirksomheder efter 1. Verdenskrig viste, at det var muligt at skaffe blinde ansættelse til at forestå særlige arbejdsopgaver, som de var blevet optrænet til at bestride. Inspireret heraf tog Ernst Jørgensen i 1938 initiativ til oprettelsen af fabrikken BLIFA, der skulle optræne blinde indenfor industriarbejde. Der var blinde, som meget aktivt argumenterede imod forestillingen om at blinde havde en fremtid indenfor industriel masseproduktion. BLIFA projektets økonomi var i 1940 tæt ved at koste Ernst Jørgensen formandsposten på grund af et betydeligt underskud. Det lykkedes imidlertid for ham at ride stormen af og videreføre projektet, som sidenhen skulle vise sig at være bæredygtigt. Virksomheden måtte dog i perioder for at overleve basere sin produktion på en arbejdsfordeling blandt de ansatte, hvilket der ikke var nogen større tilfredshed med på grund af den deraf følgende nedsatte indtjening. Det var fremstilling af låse til skuffer og skabe, som var det produkt, der i mange år var eksistensgrundlaget, idet BLIFA var den eneste virksomhed her i landet, som lavede sådanne låse. BLIFA blev blindes introduktion til industriarbejde i en årrække, indtil udviklingen af automatiserede produktionsprocesser eliminerede de arbejdsopgaver, som blinde nåede at udføre i en række danske virksomheder.

Ernst Jørgensen var gennem alle sine år som formand for Dansk Blindesamfund konstant på udkik efter nye beskæftigelsesmuligheder for blinde. Han støttede således i høj grad det initiativ som Blindeinstituttets forstander O. Wüstenberg tog i løbet af 1928 om at opstarte vævning af gulvklude indenfor Blindes Arbejde. Denne nye produktionsmulighed viste sig i mange år at resultere i arbejde til mange blinde, der herved opnåede en betydelig bedre fortjeneste, end de havde mulighed for ved de gamle blindehåndværk. Efter 2. Verdenskrig genoptog man herhjemme uddannelsen af blinde fysioterapeuter, som dengang blev benævnt “lægeeksamineret massør”. Det var et erhverv, som blinde havde udført frem til begyndelsen af 1. Verdenskrig. Denne beskæftigelsesmulighed for blinde ophørte den gang på grund af de praktiserende lægers uvilje mod at henvise patienter til behandling af blinde massører, der derved blev afskåret fra at blive honoreret med tilskud fra sygekasserne.

Der blev endvidere efter 2. Verdenskrig taget initiativ til oprettelse af en kontoruddannelse gennem et samarbejde mellem Blindeinstituttet og Købmandsskolen i København. Endvidere blev de første blinde optrænet til at fungere ved telefonomstilling, et arbejdsområde, som senere fik en meget stor udbredelse helt frem til indførelsen af informationsteknologien. Gennemlæsningen af artikler og mødereferater om Dansk Blindesamfunds virksomhed i de 23 år hvor Ernst Jørgensen varetog formandsopgaven, efterlader læseren med en oplevelse af, at enhver idé og ethvert forslag, som kunne forbedre beskæftigelsesmulighederne for blinde blev endevendt.

I 1920 påbegyndtes et samarbejde mellem de nordiske blindeorganisationer. Ernst Jørgensen lagde stor vægt på at forstærke og udvikle dette samarbejde. Han ønskede at udvikle nye arbejdsmuligheder på baggrund af erfaringerne i de andre lande. Umiddelbart efter 2. Verdenskrig fastslog Ernst Jørgensen på repræsentantskabsmødet i oktober 1945, at man herhjemme havde været alt for optaget af at udvikle eksisterende beskæftigelsesmuligheder, uden i tilstrækkelig grad at søge at hente inspiration udefra.

Dette forhold blev der i nogen grad rådet bod på, da socialministeren den 7. april 1949 nedsatte en kommission, der fik til opgave af vurdere en omorganisation af forsorgen for blinde og svagsynede.

Hvorledes forbedre den gældende invalidepensionslovgivning?

Den anden udfordring, som Ernst Jørgensen stod overfor som Dansk Blindesamfunds formand i 1928 og de efterfølgende år, var at søge en forbedring af invalidepensionen. Ovenfor er beskrevet nedskæringerne som blev gennemført i 1927. De økonomiske forhold for landets dårligst stillede borgere blev taget op til en gennemgribende revision ved socialminister K.K. Steinckes socialreform fra 1933, der var et led i Kanslergadeforliget. Ernst Jørgensen fortæller om denne reform, at han i første omgang havde svært ved at overskue de fulde konsekvenser af den ændrede lovgivning.

Retten til invalidepension efter 1921-loven var baseret på et forsikringsprincip. Den årlige pension på 800 kr. blev udbetalt uden hensyn til modtagerens økonomiske forhold iøvrigt. Det kom imidlertid hurtigt til at stå klart, at de nye fradragsregler på invalidepensionsområdet betød en betydelig reduktion af pensionen ved samtidig arbejdsindtægt. Dette var et forhold som vanskeliggjorde blinde håndværkeres situation, et forhold, som gav anledning til betydelig utilfredshed indenfor Dansk Blindesamfund. I februar 1936 skrev Ernst Jørgensen i et brev til Socialministeriet, at fradragsreglerne i Folkeforsikringslovens § 41 var at betegne som livsfjendtlige, der er tale om “regler der forgifter selve centralnervesystemet i invalideredes sjæleliv”. Disse fradragsregler har siden gennem årtier givet anledning til mange diskussioner om deres berettigelse og der er ofte stillet forslag om ændringer i reglerne eller om deres afskaffelse. Selv om det ikke lykkedes ved socialreformens forberedelse at undgå de nævnte fradragsregler, så blev der til forbedring af de invalideredes situation indført et invaliditetstillæg og et blindetillæg. Invaliditetstillægget skulle dække de særlige udgifter, som alle modtagere af invalidepension måtte antages at have på grund af deres nedsatte erhvervsevne. Blindetillægget var derimod en særlig kompensation til blinde til dækning af udgifter som følge af det manglende syn. Ernst Jørgensen fortæller i et interview fra 1986 om baggrunden for tilblivelsen af dette tillæg. Invaliderede, der havde behov for en protese, en bandage eller et hjælpemiddel, der satte vedkommende i stand til at fastholde et arbejde kunne få udgiften hertil dækket. Han nævnte det absurde i den gældende praksis, hvorefter en invalid uden et arbejde var afskåret fra at få en sådan støtte bevilget, hvilket jo var en forudsætning for at vedkommende kunne gå ud i byen for at skaffe sig et arbejde. For blinde findes der ikke mulighed for at afhjælpe følgerne af invaliditeten ved en protese eller lignende. Derfor argumenterede han for, at blinde skulle ligestilles gennem et økonomisk tilskud til dækning af arbejdsrelaterede udgifter som følge af blindheden. En argumentation som vandt gehør. I samme interview nævner han endvidere, at der på dette tidspunkt i realiteten fandtes 6 forskellige satser for invalidepension, idet der var forskellig satser for mænd og kvinder, samt at pensionens størrelse beroede på om vedkommende boede i København, i en af de større byer eller på landet. Ernst Jørgensen påpegede, at disse forskelle var latterligt små, men at forskellene bestod fuldt ud indtil resultatet af det udvalgsarbejde, som blev påbegyndt i 1946, blev ført ud i livet. I det nævnte interview anfører han endvidere det urimelige i, at der er forskel på størrelsen af pensionen til mænd og kvinder, idet lejen i udlejningsejendomme ikke skelner mellem mænd og kvinder. Han omtaler endelig en besynderlig begrundelse for denne forskel i pension til mænd og kvinder, det hed sig, at den blandt andet var begrundet i det forhold, at mænd har udgifter til indkøb af tobak.

Ernst Jørgensen var ikke den eneste, som måtte erkende, at gennemførelsen af Steinckes socialreform medførte udfordringer for landets invaliderede, som ikke kunne løses af en enkelt organisation. I løbet af 1933 stod det ham klart, af der var behov for et samarbejde mellem de forskellige foreninger, som repræsenterede de invaliderede.

Den 23. april 1934 blev der i Dansk Blindesamfunds hus, Randersgade 68 på Østerbro i København afholdt et møde med det formål, at stifte “De Samvirkende Invalideorganisationer – DSI”. Forslaget blev straks på mødet tiltrådt af “Tunghøres Vel”, “Døvstummeforeningen af 1866” og “Landsforeningen af Vanføre og Lemlæstede”. Arkitekt R. Rasmussen fra sidstnævnte forening blev valgt som sammenslutningens formand. Dansk Blindesamfunds repræsentantskab havde forud for mødet udtalt sin støtte til initiativet, men endeligt tilsagn kunne først meddeles efter sagens behandling på møder i lokalkredsene. Efter at denne godkendelse var opnået, blev Ernst Jørgensen senere samme år valgt som sammenslutningens første næstformand.

DSI’s bestræbelser på at tage fat på de mange udfordringer, som pensionssystemet repræsenterede, blev på trods af stor ihærdighed fra organisationens side bremset af den politiske udvikling, som førte frem til 2. Verdenskrig.

Den 2. oktober 1945 blev Ernst Jørgensen valgt som formand for De Samvirkende Invalideorganisationer. Et par uger senere afholdt Dansk Blindesamfund repræsentantskabsmøde, hvor han redegjorde for den omfattende agitation, som var udfoldet for at forbedre forholdene for invalidepensionisterne. DSI havde tillige søgt at overbevise myndighederne om nødvendigheden af, at organisationen blev medinddraget i alle beslutninger, der berørte landets invaliderede. DSI ønskede at blive repræsenteret i invalideforsikringsretten og i fremtidige kommissioner og udvalg, som skulle vurdere lovændringer på områder, der var af væsentlig betydning for medlemmerne i de foreninger, som var tilsluttet organisationen.

I begyndelsen af 1946 fremsatte regeringen forslag til forbedring af vilkårene for alders- og invalidepensionisterne. Forslaget, som blev vedtaget inden Rigsdagen påbegyndte sin sommerferie, indeholdt imidlertid ikke nogen afklaring af de mange spørgsmål, som DSI havde påpeget siden socialreformens vedtagelse. I en omfattende redegørelse fra maj måned til regeringen og de politiske partier opsummerede DSI endnu engang sine krav og gentog ønsket om nedsættelse af en kommission til behandling af de fremsatte forslag. Nogen egentlig kommission blev det ikke til, men socialministeren besluttede i efteråret at nedsætte 2 ministerielle embedsmandsudvalg, som fik til opgave at vurdere “erhvervsmæssige foranstaltninger for erhvervshæmmede” og spørgsmål vedr. invaliditetsbegrebet m.v. DSI kunne med rette betragte nedsættelsen af disse udvalg som en sejr, idet Ernst Jørgensen som organisationens formand samtidig blev inviteret til at deltage i udvalgenes møder.

I begyndelsen af august 1949 kunne Ernst Jørgensen give en redegørelse om resultatet af arbejdet i det ministerielle udvalg vedr. spørgsmål i relation til invalidepensionslovgivningen m.v. Det viste sig, at udvalget kunne anbefale de fleste af DSI’s fremsatte forslag . Socialministeren kunne med enkelte ændringer anbefale udvalgets ændringsforslag, der blev gennemført den 31. marts 1950. Hermed blev kompensationsprincippet fastslået i den danske lovgivning gennem indførelse af regler om bistands- og plejetillæg til invalidepensionister med særlige handicapbetingede behov. Invaliderede med en erhvervsindkomst, der afskar vedkommende fra at modtage invalidepension grundet lovens fradragsregler, fik med lovændringen adgang til at modtage kompensation i form af en bistandsydelse eller plejeydelse, såfremt invaliditeten kunne begrunde dette. Endvidere blev adgangen til at få bevilget hjælpemidler uanset om vedkommende var i arbejde eller ej fastslået. Alle disse ydelser var skattefrie og bevilgedes uanset vedkommendes øvrige økonomiske og familiemæssige forhold.

De mange andre ændringer, som blev gennemført takket være udvalgets anbefalinger, skal ikke omtales her. Blot skal det noteres at DSI ikke fik sit ønske om at blive repræsenteret i Invalideforsikringsretten opfyldt. Først i 1957 i forbindelse med oprettelsen af invalideforsikringsrettens ankeudvalg blev DSI opfordret til at lade sig repræsentere i dette. Det lykkedes dog efterfølgende for organisationen også at blive repræsenteret i selve Invalideforsikringsretten.

Initiativer til forbedring af blindes sociale situation.

Beskæftigelses- og pensionsproblemerne var ikke de eneste spørgsmål, som optog Ernst Jørgensen under hans lange periode som Dansk Blindesamfunds formand.

I forbindelse med Dansk Blindesamfunds 25 års jubilæum i 1936 kunne Ernst Jørgensen indvi en tilbygning i Bogensegade med 20 lejligheder m.v. til foreningens ejendom på hjørnet af Randersgade /Bogensegade på Østerbro i København. Året efter kunne han indvie foreningens ferie- og kursushjem i Hobro. Endelig kunne Solgavehjemmet i Nærum for 12 døvblinde tages i brug i 1949.

I begyndelsen af 1920-erne fik et antal krigsblinde sønderjyder bevilget en førerhund i henhold til den særlige lov om hjælp til invaliderede sønderjyder, som havde gjort tysk militærtjeneste under 1. Verdenskrig. Disse hunde var trænet i Tyskland på særlige førerhundeskoler. Først i 1932 fik 2 såkaldte civilblinde bevilget hver en førerhund af Invalideforsikringsretten til brug i forbindelse med deres arbejde. Disse hunde var også leveret fra en af de tyske førerhundeskoler og blev stillet til rådighed efter de særlige regler om hjælpemidler, som er omtalt ovenfor. Førerhundesagen gav anledning til mange overvejelser indenfor Dansk Blindesamfund, og blev tillige drøftet på møder indenfor det nordiske samarbejde. Et antal medlemmer tog selv initiativ til optræning af en førerhund. Først i 1949 engagerede Dansk Blindesamfund sig for alvor i dette arbejde. ET højdepunkt, som indledte dette arbejde, var arrangementet med en hundeopvisning den 6. juli 1949 i Løvparken i Køge, hvor foreningens dressør, Kaj Nielsen, bl.a. viste en afrettet førerhund i funktion. Opvisningen, der var iscenesat af hundeføreklubben for Køge, havde samlet ca.1000 tilskuere, som med interesse fulgte opvisningen. Politimester Vagn Bro og borgmester Poul Jørgensen slog til lyd for, at de tilstedeværende skulle give et bidrag til årets solgaveindsamling.

I 1936 gennemførte Dansk Blindesamfund en landsindsamling, hvor Ernst Jørgensen fik lejlighed til at omtale foreningens arbejde i en radioudsendelse. I den forbindelse nævnte han indsamlingens gironummer. Denne diskrete markering af indsamlingens gironummer resulterede i et ikke ubetydeligt antal indbetalinger. Dette overraskende resultat gav ham ideen til året efter at foreslå, at foreningen skulle udsende en giroblanket til alle landets husstande. Det var den første landsindsamling af denne karakter herhjemme. Landsindsamlingen i 1937 fik navnet Solgaveindsamlingen, og er siden gennemført hvert år under dette navn til stor gavn og glæde for foreningens medlemmer. Det var således resultatet af den første Solgaveindsamling i 1937 på ca. 112.000 kr., der muliggjorde opstarten af fabrikken BLIFA, som omtalt ovenfor. De årlige indsamlinger har siden muliggjort byggeri af boliger og plejehjem til blinde og meget mere.

I en artikel som denne er det ikke muligt i detaljer at beskrive alle de områder og problemstillinger, som Ernst Jørgensen har beskæftiget sig med i de 23 år, hvor han var formand for Dansk Blindesamfund og samtidig næstformand/formand for De Samvirkende Invalideorganisationer i de sidste 17 år. Men jeg mener trods alt, at ovenstående beskrivelse dækker de vigtigste resultater. For denne indsats blev han i april måned 1949 gjort til ridder af Dannebrog af Hans Majestæt Kong Frederik den 9.

Det internationale blindesagsarbejde.

Der er imidlertid yderligere en side af Ernst Jørgensens arbejde til fordel for blinde som skal berøres. Gennem sit studieophold i England i begyndelsen af 1920-erne erhvervede han sig forudsætninger for at vende sig mod det internationale blindesagsarbejde. Hans interesse for at hente inspiration udefra til det hjemlige arbejde udfoldede sig i de første mange år indenfor samarbejdet mellem de nordiske blindeorganisationer .

I dagene 3-13 august 1949 deltog Ernst Jørgensen og H.C. Seierup som observatører i en konference i Oxford i England med ca. 100 deltagere fra 20 lande. Det var “National Institute for the Blind” i England, der sammen med “American Foundation for Over Seas Blind” der stod for dette initiativ under titlen “De blindes stilling i den moderne verden”.

Hensigten var at samle alle de krav, blinde har at stille samfundet, i et såkaldt minimumsprogram, som derefter skulle tilsendes de enkelte landes regeringer via FN, der ligesom UNESCO var direkte repræsenteret på konferencen.

Konferencedeltagerne konstaterede,, at de ydre forhold kan variere fra land til land, men inderst inde er problemerne de samme. Hvorfor i alverden så ikke i langt højere grad samarbejde om deres løsning? Ud fra denne betragtning foreslog de skandinaviske repræsentanter oprettelsen af et internationalt oplysningskontor, hvis opgave det skulle være:

1. at samle oplysninger om sociallovgivningen verden over,

2. at søge fremstillingen af hjælpemidler — herunder skrivemaskiner, talende bøger og noder — internationaliseret, så man slap for den prisfordyrende småproduktion, og

3. at undersøge mulighederne for oprettelsen af en verdensorganisation med en vis tilknytning til de forenede nationer.

The American foundation for overseas blind tilbød at betale driftsomkostningerne det første år, medens de deltagende lande må betale komitéen, der skulle lede kontoret.

Tanken fik tilslutning fra alle sider, og følgende komité blev valgt: Erich T. Boulter for Amerika, W. Mc. G. Eager for England, P. Guinot for Frankrig, Aurelio Nicolodi for Italien, Carl Streehl for Tyskland, G. Borré for Belgien og andre små lande i Europa ¬samt Ernst Jørgensen for Skandinavien. Det var tanken at supplere komiteen med yderligere to medlemmer, såfremt de østeuropæiske lande ønskede at deltage i arbejdet. Konferencen udpegede Wladimir Dolanski fra Warschawa som ottende medlem af komiteen. Det var alles håb, at ikke alene Østeuropas, men hele den øvrige verdens blindeorganisationer ville støtte tanken om et fremtidigt samarbejde.

Komitéen, som blev valgt på mødet i Oxford, afholdt i løbet af 1950 3 møder. Som resultat af denne imponerende indsats blev der i foråret 1951 udsendt et udkast til love for den nye organisation, som fik det noget lange navn »World Council for the wel¬fare of the Blind«, hvilket blev oversat til »Blindes Verdensråd«.

Den første generalforsamling i den nye organisation blev sammenkaldt den 18. juli 1951 for at tage stilling til udkastet. Mødet, som blev holdt i Paris, blev betragtet som en ren formssag. Den nye organisation blev registreret i Frankrig og skulle derfor underkaste sig fransk lovgivning.

Den nedsatte komité førte i løbet af 1950 forhandlinger med De Forenede Nationer, der som følge af den entusiasme, der i denne sag blev lagt for dagen, besluttede at anerkende Blindes Verdensråd inden den formelle stiftelse af organisationen. Der blev samtidig truffet beslutning indenfor FN om at oprette et oplysningskontor om blindesagsarbejde, som foreslået på konferencen i Oxford i 1949. Kontoret blev besluttet at skulle sortere under sektionen for invaliderede, en underafdeling af det Social-Økonomiske Råd. Efter opfordring fra ledelsen af Blindes Verdensråd ansøgte Ernst Jørgensen stillingen som leder af blindesagskontoret. FN ansatte ham i første omgang for et år til at varetage denne meget vigtige post. Det betød at Ernst Jørgensen skulle flytte til New York med arbejdsplads i FN-bygningen.

På et ekstraordinært repræsentantskabsmødet den 28. marts 1951 i Dansk Blindesamfund enedes man om at vælge H.C. Seierup til at efterfølge ham som foreningens formand og samtidig garantere, at der ville være en stilling til ham, når han måtte vende hjem fra New York.

Ernst Jørgensen var gennem sit arbejde i FN frem til december 1954 med til at udvikle de handlingsprogrammer til fremme at blindes sociale livsvilkår, som har spillet en afgørende rolle for forbedring af blindes tilværelse i mange af verdens udviklingslande. Dette arbejde bidrog desuden til at udvikle arbejdet indenfor Blindes Verdensråd. Arbejdet indenfor denne organisation blev i 1984 videreført indenfor World Blind Union – WBU.

Afsluttende bemærkninger.

Efter sin tilbagekomst til Danmark i slutningen af november 1954, blev Ernst Jørgensen ansat som en af de 2 socialkonsulenter, som blev oprettet af Blindekommissionen, som han selv havde medvirket til at nedsætte, kort tid før han forlod hvervet som Dansk Blindesamfunds formand.

I arbejdet som socialkonsulent, som han bestred frem til den 31. marts 1970, fik han lejlighed til at løse utallige problemer for de mange blinde som han besøgte .

Til slut skal det nævnes at han blev medlem af den sidste bestyrelse for foreningen “Danmarks Blinde”, som blev stiftet i november 1883 og opløst med udgangen af 1959, efter at foreningens bibliotek blev overgivet til Statens Bibliotek for Blinde og dens formue blev overført til Dansk Blindesamfund.

Til slut nogle stikord om, hvorfor jeg betragter Ernst Jørgensen som en af mine helte:

– Han turde som ung drage udenlands for at dygtiggøre sig.

– Han magtede i en ung alder at føre DBS gennem nogle meget vanskelige år efter finanskrisen i 1929.

– Han er den formand for DBS der har betydet mest for udvikling af blindes beskæftigelsesmuligheder.

– Han fik som DSI formand knæsat kompensationsprincippet i dansk sociallovgivning på handicapområdet.

– Han fik afgørende betydning for udviklingen af det internationale blindesagsarbejde, som det kendes i dag.

Kilder:

Dansk Blindesamfunds medlemsblade 1914-1970

De blinde pionerer, af Poul Lüneborg og Ebbe Espersen, nov. 1915

Betænkning nr. 129/1955 vedrørende blinde og stærkt svagsynede

Dansk Blindesamfunds 25 års jubilæumsskrift, 1936

100 år i lydglimt, lydmontage af Ove Gibskov 2011

6. Bestyrelsens kontaktoplysninger.

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. 44 95 04 72

Mobil 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv., 2200 København N

Mobil 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J

Telefon 86 72 55 72

Mobil 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1., 4000 Roskilde

Tlf. 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

Redaktør Rita Cecilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501, 2500 Valby

Tlf. 21 43 02 23 / 61 15 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th., 4200 Slagelse

Mobil 25 53 82 43

Mail: fohlmann@stofanet.dk

Nyhedsbrev nr. 2. april 2019

Blindehistorisk Selskabs nyhedsbrev nr. 2 / 2019

Indholdsfortegnelse

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

2. Referat af generalforsamlingen den 16. februar 2019, af næstformand René Ruby

3. ” Erindringer om en svunden tid” , artikel af Rita Cecilie Varmby

4. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

Vi var i bestyrelsen alle meget glade og tilfredse med forløbet af årets generalforsamling. Det store fremmøde gav os en oplevelse af, at arbejdet gennem det sidste år har været til nytte for mange medlemmer. Selv om regnskabet viste et underskud, så er vi overbevist om, at investeringen i en opdateret hjemmeside bliver af helt afgørende betydning for den fremtidige udvikling af selskabets arbejde. Et af selskabets medlemmer Laus Klüwer skrev i medlemsblad nr. 5 fra i år, at der er mange timers spændende oplevelser ved at gå ind på www.blindehistorisk.dk. Det var mit indtryk, at flere medlemmer, som hidtil ikke har følt sig parate til at gå på internettet, blev inspireret hertil gennem Søren Jensens fine introduktion til hjemmesiden. Hans oplæg vil snart kunne genhøres som lydfil på hjemmesiden under menupunktet “Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”. Prøv at give det en chance, så giver du dig selv en oplevelse. I øvrigt vil jeg henvise til næstformand René Rubys dækkende referat af generalforsamlingen. Allerede den 19. marts 2019 kunne jeg på bestyrelsens vegne godkende referatet, som dagen efter blev underskrevet uden bemærkninger af mødets dirigent Thorben Koed Thomsen. Referatet, som nu er godkendt efter vedtægtens § 7 stk. 16 følger nedenfor.

Det er imidlertid ikke blot selskabet, som kan fejre et jubilæum i år.

Den 29. marts 2019 ville Niels Erik Bank-Mikkelsen være fyldt 100 år. Bank-Mikkelsen er vel nok et af handicaphistoriens allerhøjeste fyrtårne. Det skyldes både hans fremsynede formulering af væsentlige handicappolitiske principper, samt at han i 1960-erne og 1970-erne var primus motor i de konkrete forbedringer af vilkårene for mennesker med udviklingshæmning og andre handicap. Der var selvfølgelig en række meget fine taler ved receptionen, blandt disse var naturligvis også Thorkild Olesen i hans egenskab af formand for “Danske Handicaporganisationer”. Personligt havde jeg den fornøjelse i 1975, at arbejde under N.E. Bank-Mikkelsen som ung juridisk sekretær i den daværende Socialstyrelses afdeling for Dagservice for mennesker med handicap.

10 dage senere var det Blindes Arbejde, der stod for tur, idet virksomheden den 9. april markerede sin 90-års fødselsdag med en flot reception på hovedafdelingen på Tomsgårdsvej 19 i København. Her var der naturligvis også en række talere blandt andet talte direktør Kristin Espedal og bestyrelsesformand John Heilbrunn. Efterfølgende var der en kæmpe fødselsdagslagkage og mulighed for at se værkstederne i funktion. Henrik Olsen var til stede og fik en lydfil med hjem, denne vil snart kunne høres på vores hjemmeside i “Lydarkivet” under menupunktet “Blindes Arbejde”.

Forud for disse jubilæer inviterede et af selskabets medlemmer til en Blindehistorisk begivenhed den 25. marts på Instituttet for Blinde og Svagsynede. Det var Peter Frederik Hansen, mangeårig lærer på IBOS, der ved en flot reception markerede udgivelsen af sin bog “Blindeferier” udgivet på forlaget Kahrius. Bogen kan lånes som daisylydfil på Nota. Det er en særdeles munter beskrivelse af 5 blinde mænds sommerferieophold gennem 28 år i forskellige sommerhuse rundt om i Danmark. Her får man virkelig noget at vide om mad og drikke, samt det at klare udfordringer på fremmede steder som blind. Jeg kan kun anbefale bogen.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med samme arbejdsfordeling som sidste år. Vi er nu kommet godt i gang med arbejdet, hvor fokus er på hjemmesiden, Lydarkivet, det forestående jubilæumsarrangement i dagene 25. – 26. november 2019 på Fuglsangscentret samt de mange uafsluttede opgaver, som er omtalt i sidste års beretning.

Det kommende jubilæumsarrangement kommer i høj grad til at stå i musikkens tegn. Det gælder såvel den klassiske musik som jazzmusikken. Det vil der blive orienteret om i et kommende nyhedsbrev og i meddelelser i kommende numre af medlemsbladet. Vil man være sikker på at få en plads kan man ikke tidligt nok melde sig til kasserer Ole Brun Jensen.

Dette nyhedsbrev afsluttes med en meget åbenhjertig og inspirerende artikel af vores redaktør Rita Cecilie Varmby. I artiklen fortæller Rita om hendes tidligste barndom og tiden på Refssnæskolen frem til hun drog til København for at fortsætte på Blindeinstituttet. Det er en væsentlig historisk beskrivelse af tilværelsen som elev på Refsnæsskolen. God fornøjelse med læsningen af denne beretning.

Afslutningsvis vil jeg ønske alle medlemmer en rigtig god sommer og på forhåbentligt gensyn til november på Fuglsangscentret.

2. Referat af generalforsamlingen den 16. februar 2019, ad næstformand René Ruby

Dagsorden:

1: Åbning og velkomst

2: Navneopråb, præsentation af deltagerne

3: Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4: Godkendelse af dagsorden

5: Godkendelse af referatet af generalforsamlingen 2018

6: Fremlæggelse af bestyrelsens beretning

7: Forslag: Oprettelse af diskussionsliste på ”Blindsigt.dk”

8: Fremlæggelse af det reviderede regnskab for 2018

9: Fastsættelse af kontingent

10: Indkomne forslag

11: Valg af:

a: kasserer

b: 2 bestyrelsesmedlemmer

c: 2 suppleanter

d: 2 revisorer

e: 1 revisorsuppleant

12: Eventuelt

Ad punkt 1:

Formand Poul Lüneborg bød velkommen til generalforsamlingen, som er den 25. generalforsamling, når undtages den stiftende.

Ad punkt 2:

Det blev konstateret, at der var 45 stemmeberettigede til stede, herefter fulgte en præsentationsrunde.

Ad punkt 3:

Thorben Koed Thomsen valgtes til dirigent. Til referent valgtes René Ruby, og til stemmetællere valgtes Inge Gibskov, Svend Thougaard og Henning Laursen. Dirigenten takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt og dermed lovlig.

Ad punkt 4:

Dagsordenen godkendtes uden bemærkninger.

Ad punkt 5:

Da det var første gang med ny procedure ved godkendelse af referatet af det foregående års generalforsamling, redegjorde Poul Lüneborg for denne procedure. Referatet skal godkendes af bestyrelsen og underskrives af dirigenten samt offentliggøres i det førstkommende nyhedsbrev, men ikke længere godkendes af selve generalforsamlingen. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 23. februar 2018 og offentliggjort i nyhedsbrev nr. 2 2018, hvorfor dette punkt blev afsluttet uden yderligere kommentarer.

Ad punkt 6:

Poul Lüneborg gennemgik bestyrelsens beretning, som var blevet offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1- 2019. Lüneborg indledte med at opridse, at der har været tre hovedopgaver i det forløbne år. Det har dels drejet sig om at få alle formaliteterne på plads i forbindelse med kassererskiftet, dels udsendelse af fem nyhedsbreve med mange personlige beretninger og endelig opbygningen og udformningen af den nye hjemmeside www.blindehistorisk.dk. I forhold til sidstnævnte har der også været lagt et stort arbejde i opbygningen af et lydarkiv på hjemmesiden. Dette arbejde er fortløbende og Lüneborg takkede Henrik Olsen for en meget stor indsats med at digitalisere lydfiler til hjemmesiden.

Efter enkelte kommentarer til indledningen fortsatte Lüneborg beretningen med at mindes kasserer Henning Baks, som gik bort i 2018. Selskabet har ved generalforsamlingen 135 medlemmer, men målet er atter at nå op på 150 medlemmer, som der var i 2005. Herefter berørtes arbejdsgruppen mellem Blindehistorisk Selskab og Kultur- og Fritidspolitisk Udvalg. En af arbejdsgruppens mærkesager har været digitaliseringen af den blindehistoriske samling via Medicinsk Museion. Denne digitalisering er nu afsluttet og offentliggjort på hjemmesiden www.blind.museion.ku.dk. Derudover har det været forsøgt at følge op på samlingerne på Refsnæsskolen, men endnu uden der er kommet så meget ud af dette.

Efter dette redegjordes for selskabets forskellige projekter i det forløbne år, og selskabets medlemmer opfordredes til at tilbyde deres hjælp til løsningen af, hvad det end kunne være i forhold til selskabets igangværende projekter. Der var enkelte opklarende spørgsmål og kommentarer, og herunder blev der spurgt ind til lydoptagelser af blindehistorisk relevans indenfor Dansk Blindesamfund og at der ikke konsekvent gøres opmærksom på sådanne arrangementer til Henrik Olsen, som forestår sådanne optagelser. Poul Lüneborg oplyste, at man er opmærksom på problemet, og at vi er i dialog med Thorkild Olesen om at få etableret en procedure, så der bliver gjort opmærksom på arrangementer af blindehistorisk relevans.

Poul Lüneborg gik herefter over til at redegøre for selskabets informationsvirksomhed, herunder er der mulighed for, at selskabet fremover ind i mellem kan få en artikel med i Dansk Blindesamfunds blad Øjeblikket, som udsendes til 80.000 bidragydere. Endvidere er der udarbejdet en privatlivspolitik for selskabet, hvorved personoplysninger bevares sikkert, og at CPR-numre ikke længere indsamles. Herefter fulgte forskellige kommentarer, blandt andet om hjemmesidens kapacitet, indsamlinger af øjebliksbilleder i blindes liv, om hvilke huller eller sider af blindes historie, der mangler at blive dokumenteret.

Efter kort at have gennemgået selskabets arrangementer i 2018 samt administrative og økonomiske forhold, blev beretningen godkendt med applaus.

Ad punkt 7:

Kasserer Ole Brun Jensen redegjorde for, at på baggrund af drøftelser på sidste års generalforsamling om oprettelse af en diskussionsliste på blindsigt, havde bestyrelsen nu fremsat forslag herom. På daværende tidspunkt kørte listerne på en forældet server, stillet til rådighed af Dansk Blindesamfund, som var meget ustabil. Der er imidlertid nu kommet en ny løsning som blindsigt selv står for. Bestyrelsen mener, at det vil være en bedre løsning at udsende nyhedsbrevet og lignende via blindsigtserveren, da den er beregnet hertil. Listen kan i øvrigt sættes op, så den er en åben eller lukket liste, og så det kun er en distributionsliste, eller som en diskussionsliste, hvor man kan svare på indlæg. Ole Brun Jensen oplyste, at vi kan nå ca. 80 til 85 % af vores medlemmer på mail. Det betyder, at vi på denne måde får en mulighed for hurtigt at komme ud med nyheder til en meget stor del af vores medlemmer. Bestyrelsen ønsker derfor at få bemyndigelse til at arbejde videre med denne løsning.

I den efterfølgende diskussion blev der blandt andet udtrykt begejstring, men også frygt for, at dem der ikke er på mail, ikke vil modtage informationer og herunder nyhedsbreve. Desuden blev der udtrykt usikkerhed om, hvordan en sådan diskussionsliste fungerer. Ole Brun Jensen redegjorde for hvorledes en liste fungerer, og han oplyste, at nyhedsbreve fortsat vil blive udsendt i alle medier, og dermed nå ud til alle medlemmer. Endvidere blev der udtrykt ønske om at det skulle være frivilligt om man ønsker at være på en sådan liste. Endelig blev det også diskuteret, hvorvidt listen blot skulle være en distributionsliste, eller en diskussionsliste, som alle kan skrive på. Herunder blev der opfordret til, at det skulle være en diskussionsliste, da en sådan ville kunne være et redskab til at få flere medlemmer engageret i arbejdet. Poul Lüneborg konkluderede, at der vil blive oprettet en distributionsliste til udsendelse af nyhedsbreve og anden information fra bestyrelsen til alle, der har tilmeldt sig udsendelse af elektronisk post, og herudover en diskussionsliste, som man kan vælge til efter ønske.

Ad punkt 8:

Ole Brun Jensen fremlagde det revisionspåtegnede regnskab for 2018. Regnskabet udviste indtægter på 35.381 kr. og udgifter på 52.399,98 kr. Der har dermed været et underskud på 17.018,98 kr. Ved indgangen til 2018 havde selskabet 154.557,46 kr. og ved årets udgang 134.817,92 kr. i kassebeholdning. Ole Brun Jensen oplyste, at underskuddet primært skyldes, at der har været nogle ekstraordinære omkostninger i 2018 i forbindelse med kassererskiftet og desuden har der været udgifter til opbygningen af den nye hjemmeside. Bortset herfra ligger udgifterne i 2018 på niveau med udgifterne for de foregående år.

Efter enkelte opklarende spørgsmål samt positiv tilkendegivelse af indførelsen af MobilePay, blev regnskabet godkendt med applaus.

Ad punkt 9:

Bestyrelsen foreslog kontingentet uændret på 150 kr. Dette blev tiltrådt uden bemærkninger.

Ad punkt 10:

Da der ikke var indkomne forslag, blev dette punkt straks forladt.

Ad punkt 11: valg af:

  1. Ole Brun Jensen blev genvalgt som kasserer uden modkandidater.
  2. Thorvald Kølle og Rita Cecilie Varmby blev begge genvalgt uden modkandidater.
  3. Leif Martinussen og Allan Fohlmann blev begge genvalg som henholdsvis første- og anden suppleant. Allan Fohlmann blev genvalgt via fuldmagt.
  4. Kurt Nielsen og Henrik Olsen blev begge genvalgt som revisorer uden modkandidater. Kurt Nielsen blev genvalg via fuldmagt.
  5. Thorben Koed Thomsen blev genvalg til revisorsuppleant uden modkandidater.

Ad punkt 12:

Under eventuelt blev der udtrykt stor ros til Poul Lüneborg for hans arbejde, og for selskabets høje aktivitetsniveau. Jørgen Eckmann påpegede herudover vigtigheden af, at genstande af historisk interesse indsamles, og ikke blot registreres med henblik på senere indsamling. Poul Lüneborg medgav vigtigheden af, at historiske genstande indsamles. Formålet med at lade dem indledningsvist registrere har været, at Medicinsk Museion kontaktes med henblik på at vurdere, om genstandene har interesse for den blindehistoriske samling på Medicinsk Museion, og såfremt de har, videregives de hertil. Selskabet har imidlertid nu fået stillet et lokale på Blindeinstituttet til rådighed til opbevaring af genstande, der af forskellige grunde hasteindleveres, indtil bevaringsværdigheden er afklaret med Medicinsk Museion.

Efter enkelte andre kommentarer takkede dirigenten for god ro og orden. Sluttelig takkede formand Poul Lüneborg for det store fremmøde, og for de fremmødtes engagerede deltagelse.

Den 16. februar 2019 René Ruby (referent)

3. “Erindringer om en svunden tid”, artikel af Rita Cecilie Varmby

Jeg hedder Rita Cecilie Varmby og er født 6. november 1948.

Jeg er født på Rigshospitalet, hvor jeg efter min fødsel kom i kuvøse, da jeg er født 10 uger for tidligt. Jeg vejede omkring 1100 gram og kunne være i en cigarkasse. Det er et mirakel, at jeg overlevede, fordi jeg var så lille. Desuden var der vrøvl med mine lunger, da de ustandseligt klappede sammen.

Da der var tvivl om, hvorvidt jeg ville leve ret længe, blev jeg hjemmedøbt dagen efter min fødsel. Jeg kom til at hedde Rita og jeg fik min mors efternavn, som var Christensen, fordi min mor ikke var gift med min far på det tidspunkt. De blev gift, da jeg var 4 år, hvilket jeg ikke kan huske.

Min fars efternavn var Hansen, hvilket jeg fik som 12-årig. Cecilie Varmby er navne, som jeg har fået i mit voksenliv.

Dengang jeg var lille var kuvøsen en forholdsvis ny opfindelse. Man havde meget lidt viden om konsekvenserne af, hvad der kunne ske ved brug af den. Jeg havde fået for meget ilt, og det ødelagde nethinderne.

Man var bange for, at min forstand havde taget skade. Jeg havde en passiv adfærd, hvilket måske var tegn på, at jeg var debil. Så fandt man ud af, at jeg reagerede på lyde, hvilket gjorde, at man fik mistanke om, at det var øjnene, det var galt med. Derfor var det nærliggende at sende mig på en institution, hvor man havde den fornødne viden om blindhed. Man besluttede at sende mig til Refsnæsskolens børnehjem, hvor der kunne blive taget hånd om mig på rette måde. Mine forældre kunne ikke have mig hjemme, da de var meget unge og umodne. Min mor var rengøringskone og min far var i lære som tømrer, så det var meget svært for dem at klare sig til dagen og vejen.

De magtede ikke at have mig, fordi de i mine første fire år ikke var gift, men også fordi jeg tror, min mor havde en fødselsdepression samt, at der ikke var den samme hjælp til enlige mødre, som der er i dag. Dengang har det været en skam at få et barn uden for ægteskab, hvilket man kaldte et uægte barn, og det led jeg under i hele min barndom.

Jeg var på to børnehjem i København før jeg kom på Refsnæs. Jeg ankom til børnehjemmet i Kalundborg den 9. oktober 1950.

Dengang var det ret almindeligt, at blinde børn kom på det børnehjem som var tilknyttet Refsnæsskolen, så børnene fik lært de færdigheder, der kunne blive brug for senere i livet. Jo tidligere desto bedre.

I min tidlige barndom var jeg sommetider hos mine bedsteforældre. Omkring 1954, da jeg var seks år, lærte jeg mine forældre at kende, hvilket blev en meget traumatisk oplevelse for mig. Jeg synes det var vigtigt for mig at få viden om, hvem mine forældre var, da de andre børn på børnehjemmet havde sådan nogle. Derfor mente man, jeg var parat til at blive konfronteret med, hvem jeg havde som forældre. Dengang troede man, at forholdet mellem børn og forældre automatisk kom i orden, da blod er tykkere end vand. Man havde intet kendskab til vigtigheden af, hvordan forældre skulle takle det at have et blindt barn, så den nødvendige støtte til forældrene udeblev, hvilket blev katastrofalt både for mine forældre og mig.

Jeg tror, det er medvirkende til, at jeg husker meget lidt fra min tid på børnehjemmet.

I 1956 kom jeg på Østskolen, som var en stor afdeling med mange børn og meget lidt personale. Her boede pigerne samt de mindste drenge. Dengang var undervisningen delt op, så blinde og svagsynede og svagsynede blev undervist hver for sig.

Som i resten af samfundet var der syv klassetrin for blinde, med en klasse på hvert trin. Men jeg husker ikke hvor mange klassetrin, der var for svagsynede. Min fornemmelse er, at de blinde børn fik en bedre undervisning end de svagsynede, da jeg tror, at man havde for lidt viden om det at være svagtseende.

I min tid på Refsnæsskolen havde man meget strenge regler for, hvordan børn skulle opdrages. Mange vil i dag kalde det for kadaverdisciplin, men det var helt almindeligt i 1950ernes samfund. Børnepædagogik havde man ikke meget begreb om, da man havde den opfattelse, at enhver, som ville tage sig af børn blot kunne gøre det, bare de følte de havde et kald eller lyst til at opdrage børn.

Dengang var det et særligt kald at tage sig af det blinde barn, da skole og samfund stadig var forbundet med kirken. Tanken er både smuk og rigtig, men når uvidenhed kommer til udfoldelse, er der langt fra kaldstanken til virkeligheden, hvilket indebar, at mange af os oplevede tiden på Refsnæs som meget traumatisk. For mig blev stedet en erstatning for mit hjem pga. den dårlige tilknytning til familien, som er beskrevet ovenfor.

Undervisningen var efter min mening rigtig god, da man gjorde meget ud af at lære blinde børn begrebsforståelse, fordi, tror jeg, at det manglende syn indsnævrer begrebsverdenen. Her var det vigtigt at undervise os i brugen af de øvrige sanser i et forsøg på at kompensere for det manglende syn.

Der var fx anskuelsesundervisning, hvor vi hørte om, hvordan man fremstillede ost, smør, mælk og mel. Vi så også modeller af kirker, bondegårde samt meget andet. Derfor var vi, efter at have hørt om de ting, ude for at se et mejeri, en mølle, et trykkeri samt andre steder, vi havde hørt om. Det gav os et helhedsindtryk af det, vi blev undervist i.

Vi havde også sansetræning, hvor vi skulle træne vore øvrige sanser, så vi blev udrustet til at klare os på lige fod med de seende, når vi senere skulle ud for at klare os i samfundet. Vi skulle lugte forskel på de forskellige krydderier. Vi skulle lære at høre forskel på, om det var en ske eller en sten, der faldt på gulvet, samt hvor retningen var på de ting vi hørte falde. Vi skulle lære at føle forskel på forskellige ting. Faget blev også kaldt praktiske øvelser, hvor vi skulle lære klokken samt tegnene på de kort, vi skulle bruge i forbindelse med kortspil.

Vores læsning i punktskrift blev der gjort meget ud af. Først alle bogstaverne som alle andre børn får brug for, men vi skulle også lære de forkortelser, der er i punktskriften. Det er en slags stenografisystem, der gør, at den tekst man læser kommer til at fylde mindst muligt. Den lille forkortelse, som man kan beskrive som en ordforkortelse skulle læres i 2. klasse. Den store forkortelse, der gør, at ordene fylder endnu mindre, skulle vi lære i 3. klasse. Derfor er blinde børn et år eller to bagud i forhold til andre børn.

Vi skulle også bruge specielle landkort til geografiundervisning samt redskaber til brug i regning, læsning og skrivning. Undervisning i geografi skulle påbegyndes i 3. klasse. Jeg har læst, at nogle af lærerne selv fremstillede nogle af de hjælperedskaber til brug for undervisningen. Jeg synes, det bør nævnes for at skabe den behørige respekt for den undervisning, vi fik, da jeg var barn.

I biologitimerne, så vi udstoppede dyr, så vi ad den vej fik et indtryk af den virkelige verden. Vi havde også keramik i de første par år af vores skoletid. Vi skulle lære at bruge vores hænder, men man kunne også se, hvor meget vi opfattede af den konkrete verden ved at se os arbejde med ler. De ting vi lavede blev brændt og glaseret, så vi kunne give vore små kunstværker til familie og venner. Håndarbejde havde vi i alle årene. Det var mest strikning, det handlede om. Sådan kunne jeg blive ved med min opremsning. I første klasse havde vi et fag, der hed manuelt. Det handlede om at lære at binde sløjfer på en ramme. Vi skulle lære at knappe knapper op og i, for blot at nævne nogle af de færdigheder, vi skulle lære med vores hænder.

Blinde og svagtseende børn skulle også undervises i helt almindelige fag, som var på linje med og brugte samme undervisningsmateriale som i det øvrige samfund.

Fritiden kunne være lang, hvor vi var overladt meget til os selv, da der var meget få voksne til de mange børn. Man havde ikke megen viden om, hvordan blinde børn skulle stimuleres, så nogle af os fik ’blindismer’, så som at rokke, virre med hovedet eller putte fingrene i øjnene for at kompensere for de manglende indtryk. En del af os levede også i vores egen indre verden for blot at overleve.

Hverdagen begyndte kl. 07:00 om morgenen, hvor vi blev kaldt ud af vore senge. Dengang var der ikke varmt vand, vi kunne vaske os i. Det kom først i 1959. Vi vaskede os i store vaskerum, hvor der var en uhyggelig akustik. Vaskerummene blev kaldt kummerum, hvor der var et for drenge og et for piger. Det var med at blive færdige i en fart med vask og tandbørstning. Vi var mange om buddet, så vi havde kun en halv time til morgentoilette. Når det var streng vinter fik vi lov til at sove en halv time længere, men det måtte uvægerligt have rykket hele timeplanen for den øvrige dag.

Morgenmaden skulle på hverdage spises fra kl. 07:30 til 07:45. Inden morgenmaden skulle vi stå i rækker og geled. Vi fik først lov til at indtage vore pladser, når vi fik besked på det. Vi måtte først spise, når der blev sagt værsgo’. Til morgenmad fik vi havregrød, øllebrød med mælk eller havregryn. Desuden var der et halvt stykke rugbrød samt et kvart stykke af samme slags. Det skete ofte, at de, der havde hjemve kastede morgenmaden op, men alligevel skulle de tvinges til at spise, da det var noget pjat, det at blive syg. Det var en rædselsfuld oplevelse at være vidne til. Når vi havde spist, skulle vi sige, ja nærmest messe ’tak for mad’ i kor.

Inden morgenmaden skulle sengene luftes, og efter morgenmaden skulle vi fra de store klasser (fra 6. eller 7. klassetrin) gå op og rede vores senge, så de var færdige før morgensangen.

Skolen begyndte kl. 07:50 med, at vi skulle gøre os klar til morgensang og morgenbøn i sangsalen, hvilket var et fast ritual på hverdage. Inden da stillede vi igen op i rækker og geled. Som regel kom økonomaen for at fortælle om, hvad vi skulle have at spise til middag. Så kom forstanderen hostende, imens hans nøgler raslede. Desuden røg han på en stor cigar, så vi var på ingen måde i tvivl om hans eksistens. Vi fik så signalet til at gå ned i sangsalen for at tage vore respektive pladser på bænkene, som stod i velordnede rækker. Det vil sige, at det kun var punktlæserne, der fik lov til at sidde ned med bøgerne. De øvrige måtte pænt stå ret, mens salmen blev sunget. Når vi var klar til at synge, påbegyndtes en af de velkendte danske salmer som vi sang med musikledsagelse på skolens harmonium. Derefter blev der bedt en bøn af forstanderen eller en af de andre lærere. Det var altid Fadervor, som blev bedt. Det var dengang meget vigtigt, at vi blev oplært i den luthersk-evangeliske tro, som var en del af den almene dannelse. Vi elever kunne godt føle, at morgensang og morgenbøn bare var noget der skulle overstås.

Efter morgensangen begyndte den egentlige undervisning. En skoletime varede 50 minutter og frikvartererne ti minutter. Når vintrene var særlig kolde, kunne det ske, at frikvarteret kun varede 5 minutter. Når der skulle ringes ud til frikvarter eller ind til undervisning blev der ringet på en skoleklokke af en af lærerne. Senere blev skoleklokken automatiseret.

Klokken 11:50 var det tid til middagsmad, og den afsluttedes kl. 12:40.

Til hverdag fik vi det man i dag kalder søbemad til forret. Det kunne være sagosuppe eller sagovælling. Hovedretterne kunne være millionbøf eller frikadeller. Vi fik også brødæggekage eller flæskeæggekage. Det var noget ganske særligt, hvis vi fik gule ærter og æbleskiver. Det handlede om at spise så mange æbleskiver med syltetøj og sukker som muligt. Da jeg var barn, var der mange retter, som slet ikke eksisterer mere. Det kunne være prinsessebudding. Jeg ved ikke, hvordan det blev lavet, men mange mælkeretter fandtes dengang: Risvælling, vandgrød, maizenagrød, fløjlsgrød samt mange flere.

Vi fik også blodbudding til skræk og advarsel for mange. Skolen var selvforsynende med svin som sommetider blev slagtet. Vi kunne på afstand høre, når de skreg. Så vidste vi, hvad klokken havde slået. Når der var slagtning, vankede der blodbudding. Ud over svinene havde skolen heste geder og høns. På den måde lærte vi også omgang med dyr.

Skolen havde også selv de nødvendige grøntsager og frugter.

Der var ingen tvivl om, at vi fik en alsidig kost. Økonomaen ville os det allerbedste, hvilket ikke altid var tilfældet med nogle blandt plejepersonalet, som mente at de skulle have bedre mad end eleverne.

Vi havde også skolehaver, hvor man var to elever om en have, så man på den måde lærte at dyrke radiser, tomater og græskar.

Udover at skolen var selvforsynende med alle slags råvarer, så havde man også sit eget vaskeri, så vores tøj ikke skulle til byen for at blive vasket. Skolen sørgede også for, at vi havde tøj på kroppen. Vi gik i hinandens aflagte tøj, da det var en luksus at købe nyt tøj. Vi fik nyt tøj to gange om året. Det var ved juletid og om sommeren. Da var vi på systuen hos oldfruen for at prøve tøj, som blev syet til os.

Efter middagsmåltidet var der nogle af os, der skulle på medicinstuen for at få dryppet øjne. Det var også tilfældet efter morgenmaden og inden aftensmaden. Mens man var på medicinstue efter middagsmaden, var der også nogle af os der skulle på toilettet, da sygeplejersken holdt meget øje med fordøjelsen hos dem af os, der havde problemer med det. Så blev klokken 12:40 hvorefter undervisningen blev genoptaget. Så var der et frikvarter kl. 13:30, hvorefter næste time begyndte kl. 13:40. Den varede til kl. 14:30. Så var der en pause på en halv time, hvor vi havde noget, der hed mælkebord fra kl. 14:30 til kl. 15:00, som bestod af et krus mælk samt et stykke franskbrød med smør. Mælken blev drukket af et blikkrus, som ikke kunne slås i stykker. Blikkruset blev brugt til alle måltiderne.

Hvis vi havde fået pakker med slik hjemmefra, måtte vi ikke selv beholde det. Det blev gemt i et godteskab, som var låst. Vi fik vore godter i små portioner, mens vi havde mælkebord. Det skete sommetider, at en af eleverne fik lov til at hjælpe plejeassistenten med uddeling af slikket. Plejeassistenterne var altid frøkner. De virkede meget gamle på os, selvom det måske ikke var tilfældet. Til mælkebordet fik vi sommetider en æggesnaps med citron i stedet for mælk, dvs. et æg rørt med sukker og citron.

Så var det tid til udetime på en halv time, hvor vi skulle lege ude på skolens legeplads.

Om sommeren var vi på noget der hed Strandmarken, som også hørte med til skolens område. Der var vi, når det var godt vejr, efter mælkebordets afslutning. Vi skulle over vejen, som hed Kystvejen for at komme derhen. Vi måtte ikke gå over vejen alene, så der var altid en voksen med. Strandmarksområdet lå nede ved fjorden, så vi kunne høre bølgerne. Der var forskellige legeredskaber, som vi kunne gøre brug af. På strandmarkens område var der også et stjernehus, som vi også kunne lege i. Det var et hus med fem små rum, der havde et halvtag, så vidt jeg husker.

Kl. 15:30 var der også øvetime for dem, der gik til klaverundervisning, hvor de kunne forberede sig til den kommende undervisningstime. Der var to undervisningstimer i klaver om ugen, og det gjaldt for de fleste af os. Musik hørte med til den almindelige dannelse, da der var en sandsynlighed for, at nogle af os ville blive organister som voksne. Det var en af de få erhvervsmuligheder, man kunne tilbyde de voksne blinde.

Efter udetimen var der også nodelæsning for punktlæserne. Det har sikkert varet en times tid. Hvorfor nodelæsningen var et særskilt fag ved jeg ikke. Vi lærte nodetegnene på samme måde som de øvrige tegn i punktskriften. Derfor blev de læst op, ligesom man læser en helt almindelig tekst. Med den fremgangsmåde lærte jeg aldrig at forstå og at spille efter noderne. For mig blev det nogle meningsløse tegn. En del af os fik også undervisning i blokfløjtespil. Jeg synes, det var spændende at skulle lære at spille på det fantastiske instrument. Da jeg kom fra børnehjemmet til Østskolen hørte jeg de store piger spille på deres fløjter. Det lød så dejligt, så jeg måtte hen for at røre ved de skønne instrumenter, der spillede så smukt. Pigen som spillede på fløjten blev naturligvis sur, når jeg kom og ville røre ved hendes fløjte. Hun har selvfølgelig ikke kunnet forstå, hvorfor jeg ville have fat i fløjten.

Kl. 15:30 kunne der også leges frit indendørs til kl. 16:55, hvor man skulle have lektielæsning til kl. 17:50.

Da var piger og drenge i deres respektive klasser, men i de to første år havde vi ikke lektielæsning.

Der var medicinstue, igen kl. 17:30 for dem der skulle have dryppet deres øjne. Der var en sygeafdeling forbundet med medicinstuen.

Når man havde læst sine lektier kunne man lige akkurat nå at få dryppet øjne kl. 17:50, hvis man havde brug for det.

Aftensmad havde man fra kl. 18:00 til kl. 18:30. Den bestod af forskellige former for smørrebrød. Desuden var der også forskellig slags råkost til vores aftensmad, hvor vi fik mælk at drikke. Det kunne ske, der var ekstramadder, når vi havde spist op. Så måtte et par af de store piger over i økonomaens køkken efter fedtemadder, som vi kom salt på. De blev spist med velbehag.

Ved de forskellige måltider skulle der være helt stille. Det var uopdragent at tale ved bordet. Hvis man skulle spørge om noget til en af plejeassistenterne, skulle man række en hånd i vejret. Det var upassende at råbe ad personalet. Hvis man ikke overholdt reglementet, blev man sendt i seng efter aftensmad.

Derefter kunne man, hvis man ikke var sendt i seng, lege indendørs til kl. 19:30, når det var de små elever, men fra juni måned til september fik man lov at være oppe til kl. 20:00. Så blev de små sendt i seng med en aftensang og aftenbøn, hvilket bestod af fadervor.

Inden sengetid skulle man måske omkring medicinstuen for at få sin aftendosis af en snaps, som det blev kaldt. Den bestod af figensaft, paraffinolie eller hørfrø for at holde maven i orden. Det var meget vigtigt, at fordøjelsen fungerede som den skulle.

Vi sov også på sovesale. I 1. klasse var vi omkring ti personer. Som vi blev ældre, blev sovesalene lidt mindre. Ofte lå vi på firsengsstuer. På nogle af sovestuerne havde vi køjesenge. Jeg hadede nætterne på sovesalene. Ofte lugtede der af gammel urin, sved eller opkast. Der var tit nogle der lå og græd af hjemve. Andre kastede op ustandselig. Der var også en del, der led af epilepsi. Alt det virkede uhyggeligt på mig. Plejemoderen fandt ud af, at jeg var bange for at ligge sammen med syge mennesker. Derfor fandt hun på, at jeg skulle sove sammen med dem der altid var syge. Hvis jeg var bange for det, så var kuren den, at jeg skulle ligge sammen med dem. Jeg tror i virkeligheden, det var for at straffe mig. Hun kunne ikke lide mig, hvilket var gensidigt. Vi havde selvfølgelig nattevagter, men jeg kan ikke huske, hvordan det fungerede. Der var vist nok kun en, der havde alle afdelinger. Jeg mener også, der var en turnus med et fjorten-dages skift mellem to vagter.

Af ejendele havde vi vores seng og et natbord, hvor vi kunne have nogle af vores ting.

Jeg mener ikke, vi havde vores eget stykke sæbe og vores egen tube tandpasta.

Vi havde intet privatliv, fordi vi næsten aldrig var alene. Eneste mulighed for at være alene var, at man opholdt sig på sygeafdelingens toilet, i tilfælde af, at man var en af dem, der dagligt skulle tilses hvad toiletbesøg angår.

I de små klasser legede vi i den røde stue pga. at stuen havde røde møbler. Da vi blev større, kom vi i den blå stue med de blå møbler.

I 4. klasse kom man på sommer-ni-holdet, hvilket vil sige, man i sommertiden kom i seng kl. 21:00, hvilket gjaldt fra juni til september måned. Det var noget ganske særligt at komme på sommer-ni-holdet, men i særdeleshed på det egentlige ni-hold med sengetid klokken 21.00 hele året rundt, hvilket skete fra 5. klasse. Det var et bevis på, at man endelig var blevet en stor pige. Når man var kommet på ni-holdet, så måtte man selv lave kaffe og the på skolens kogeplader. Kaffe og the var noget, man havde fået hjemmefra, hvilket gjorde, at man følte sig meget privilegeret. I syvende klasse kom vi piger i den nye stue. Den lignede en rigtig dagligstue med gulvtæppe på gulvet, så det forstærkede følelsen af, at man var ved at blive voksen.

I 4. klasse kom drengene på Vestskolen. Vi piger skulle ikke komme galt af sted med drengene, når puberteten ankom med lysten til det seksuelle.

Tirsdag aften var det vejedag på Østskolen. Det foregik på medicinstuen. Vi stod på rad og række og ventede på, at det blev vores tur. Sygeplejersken vejede os, og den unge pige, som var assistent på sygeafdelingen skrev op, hvor meget vi vejede. Det var en gang om måneden, det foregik. De elever, som var for tykke skulle vejes en gang om ugen, men det foregik om morgenen. De elever der var for tynde skulle fedes op. De skulle over i centralkøkkenet for at få piskefløde. Det skete om formiddagen. Om aftenen fik de maltøl, og blødkogt æg. De fik også et tykt lag smør på brødet.

I min tid havde de små klasser aftensang tirsdag aften kl. 18:30 til 19:30. Det var flerstemmig sang. Sangundervisningen var en del af undervisningen på linje med dansk og regning.

Det blev senere sløjfet til fordel for Orff-undervisning mandag og torsdag aften. Orff-undervisning var en indføring i Carl Orffs undervisningspædagogik. Det var med til at udvikle børns musiske evner. Jeg lærte bl.a. at improvisere samt at blive bedre til at spille efter gehør. Lige fra starten indgik Orff-undervisningen i øvrigt i de timer, vi havde om dagen.

Engang imellem skulle vi have undersøgt vore øjne. Det skete mindst to gange om året. Der var nogle af os, der skulle til øjenlæge temmelig ofte. Øjenlægen havde sin konsultation på blindeinstituttet i København. Øjenlægebesøget gav derfor en ekstra fridag. Det var altid om onsdagen. Når man skulle afsted, skulle man op kl. 05:30 om morgenen. Plejemoderen kom og vækkede os. Vi skulle ind på medicinstuen for at få dryppet øjne. Derefter gik vi ned i spisestuen for at spise franskbrød med smør, som nattevagten havde smurt. Ved syvtiden skulle vi med bumletog til København. Omkring kl. 09:00 om morgenen var man så på Københavns hovedbanegård. Derfra kørte man i en taxa til Kastelsvej 60, som var målet for rejsen. Når man var ankommet, blev der serveret kaffe med smørrebrød i blindeinstituttets spisestue. Bagefter gik man ned i øjenklinikkens venteværelse for at vente til det blev ens tur til besøget hos øjenlægen. Mens man ventede, kom der tidligere Refsnæs-elever for at se, hvem der var i venteværelset. Middagsmaden blev også spist i instituttets spisestue. Ventetiden i venteværelset kunne være lang og kedelig. Når man så kom ind til øjenlægen kunne det ske, at man skulle kikke i en spaltelampe. Øjenlægen trykkede også på øjnene for at tilse trykket.

Sommetider skulle øjnene dryppes med noget som sved og gav tågesyn. Når man var færdig, måtte man godt rende rundt på instituttet for at se sig omkring. Om eftermiddagen skulle vi tilbage til Kalundborg med bumletoget. Sygeplejersken som var med os gav os slik på hjemvejen. Hun havde også papirer med fra øjenlægen, hvor der stod om øjnenes tilstand.

For mig var det en oplevelse at skulle med tog til København. Det var et dejligt afbræk i den ensformige hverdag. Togturene sluttede desværre i 1962, fordi skolen fik en bus, som kørte os frem og tilbage. Det har selvfølgelig været hurtigere, men charmen og spændingen var pist borte. Gartneren og pedellen skiftedes til at køre onsdagsturene til og fra København.

Vi skulle i bad fredag aften. Dengang var det meget almindeligt at vi kom i bad en gang om ugen. De små elever var i bad på et hold og de store elever var på et andet hold. Jeg husker ikke så meget om det, men vi stod på rad og række, når det var tid til det. Vores fødder blev vasket i en stor zinkbalje med brunt sæbevand. Jeg synes ikke, det var så lækkert at alle fik vasket fødder i det samme sæbevand, men sådan var proceduren.

Om lørdagen havde man skolegang til kl. 11:50, og havde ellers fri resten af dagen, hvilket var helt almindeligt dengang.

Lørdagsundervisningen kørte ikke så stramt som det var tilfældet på de øvrige hverdage. Da var det herligt, hvis klasselæreren læste op af en spændende roman, som man så frem til. Jeg digtede videre på de historier, vi hørte. Om eftermiddagen var der hørespil for børn. Herligt! Det var noget af det bedste for mig. Det var nogle af de kendte klassikere, som blev sendt. Det kunne være Kaptajn Grants børn af Jules Verne eller Oliver Twist af Charles Dickens. Det var i en tid, hvor fjernsynet ikke var så dominerende. Fjernsynet blev med tiden mere og mere påtrængende, for jeg husker vi så underholdningsprogrammer om lørdagen. Volmer Sørensen stod for hovedparten af underholdningsprogrammerne på TV.

Det kunne også ske, at en af plejepersonalet læste en spændende historie, som varede flere lørdage i træk. Der var mange spændende historier, men Greven af Monte Christo fik en særlig betydning for mig, hvilket den har haft lige siden.

Ovennævnte oplæsningsaftener skete, når man var kommet på ni-holdet. Det kunne ske, at man også fik kage og kaffe lørdag aften.

På de øvrige hverdage var der også børneprogrammer, som vi hørte i radioen. Der kunne være Børnenes brevkasse, som børn kunne skrive til, hvilket bl.a. også skete for mig. Det var alle tiders, hvis mit brev blev læst op, hvilket skete et par gange.

Om søndagen var det op kl. 08:00. Det var herligt at kunne sove længe, som vi kaldte det. Så var der morgenmad kl. 08:30 til kl. 09:00. Vi fik ristet franskbrød eller krydder samt et halvt stykke rugbrød med leverpostej. Herligt at slippe for den tykke havregrød. Vi fik også cornflakes med sukker og mælk, hvilket også var noget ganske særligt, hvor vi også fik kaffe. I halvtredserne var det kaffe med Richs eller Danmark. Kaffe var dengang en dyr luksus, så derfor med tilsætning. Først i 1960erne var det rigtig kaffe uden Richs eller Danmark.

Efter morgenmad var der også morgensang om søndagen.

Søndagsprogrammet var heldigvis lidt anderledes end det program, der blev brugt til hverdag. Søndag formiddag fik vi lov til at lege, med mindre der var gudstjeneste i gymnastiksalen. Det havde vi en gang om måneden, hvor sognepræsten stod for ritualerne. Her var også musikledsagelse på skolens harmonium.

Vi fik altid varm mad om middagen, som bestod af to retter mad.

Om søndagen kunne det være hakkebøf eller flæskesteg som hovedret. Som dessert kunne det være citronfromage, gul budding eller blommegrød.

Efter alle middagsmåltiderne blev der sunget et bordvers, som tak til Gud for maden. Det var ikke altid, man syntes, der var god grund til at sige tak for maden, når det drejede sig om noget, man ikke kunne lide. Vi blev belært om de sultne i Afrika, som aldrig fik noget at spise, så vi burde skamme os, når vi brokkede os.

Om søndagen var de øvrige spisetider de samme som de ovenfor anførte, men der vankede også kaffe om eftermiddagen i stedet for det kedelige mælkebord. Det var herligt med kage til kaffe i stedet for franskbrødet.

Lærerne havde inspektionsvagt om søndagen. Der var to om det. Den første lærer vækkede os og havde vagt til kl. 15:00. Den næste lærer kom så og havde inspektionen indtil efter sengetid. Her var altid en barnepige ud over de førnævnte lærere. Til hverdag havde vi plejeassistenter til at passe på os sammen med barnepigerne.

Vi havde fire ferier om året. Sommerferien var fra omkring Sankt Hans til omkring den 11. eller 12. august.

Vi startede efter ferien, hvis det var godt vejr, med at komme på Fyrbakken, som lå et stykke borte fra skolen. Vi fik sodavand og kage. Vi gik til og fra Fyrbakken, hvilket var en pæn lille tur. Hvis det var dårligt vejr var vi ovre i skolens gymnastiksal, hvor vi fik kakao. Der var ofte skind på kakaoen, hvilket vi pointerede, men det måtte vi leve med.

Hvert år var vi på en endagsudflugt sammen med Odd Fellow-logen. Så vidt jeg husker, var det i starten af september måned. Vi kørte i logebrødrenes private biler. Vi var samlet i klassevis sammen med vores klasselærer. Vi tog et eller andet spændende sted hen. Et år var vi ved Lammefjorden, hvor Jarlen af Bothwell ligger begravet. Bagefter tog vi hen på et restauratørsted for at få vores eftermiddagskaffe. Man kom med på en sådan udflugt fra 2. klasse. Eleverne i 1. klasse blev hjemme og blev forkælet med is. Dem skulle der også hygges om, så de ikke følte sig snydt. Et andet år var vi på Munkholmbroen for at se et eller andet. Jeg glædede mig rigtig meget til de efterårsudflugter, som vi var med på år efter år.

Vi havde også danseundervisning. Vi skulle lære de danse, som var på mode dengang.

Jeg ved ikke titlerne på de gamle danse, men kvikstep var en af de danse som vi skulle lære. Dansesæsonen startede i oktober måned og blev afsluttet i marts måned. Efter hver sæson havde vi afdansningsbal, hvor vi skulle vise, hvad vi havde lært i løbet af en sæson. Vi var delt op i hold, og jeg mener, vi skulle konkurrere om, hvem der var det bedste hold. Derefter var der også almindelig fri dans som til de øvrige fester. Så blev der serveret is for os, hvorefter de små blev lagt i seng. De store piger fik lov til at være oppe lidt længere.

Noget af danseundervisningen minder lidt om den vi bliver præsenteret for i Matador.

Vi havde efterårsferie midt i oktober måned. Den blev ikke markeret med en eller anden tradition, men den havde altid en længde på ti dage.

Vi havde også undervisning i sport. Det var svømning og gymnastik. Jeg hadede begge fag, fy for Søren. Skolen havde en svømmehal, som blev brugt om vinteren. Den var inddelt i to afdelinger. Det flade vand for begyndere samt det dybe for dem, der blev fortrolige med svømningen. Bassinet indeholdt klor for at undgå bakterier, når vi var så mange i det. Om sommeren badede vi i den nærliggende fjord. I gymnastik havde vi både bevægelsesgymnastik og redskabsgymnastik, som var den rene tortur. I redskabsgymnastikken var der ribber, bomme, ringe samt plinter, vi skulle hoppe over. Underviseren i de to fysiske fag gjorde det umuligt for os at kunne lide fagene. Jeg husker hun flere gange sagde, at hvis vi var bange, skulle vi nok få noget at blive bange for.

Vi havde et idrætsstævne om efteråret i de atletiske discipliner. Jeg husker det som højdespring, længdespring, kuglestød og slyngbold. Åh, nej! Vi skulle lære at løbe også, hvilket heller ikke var mig. Det var en heldagsforestilling med idrætsstævnet, hvor det handlede om at blive god i de forskellige discipliner.

Ud over de almindelige skolefag skulle vi have noget, der hed vejprøve. Det begyndte vi med i 6. klasse. Vi startede med den lille vejprøve, hvor vi var to elever, der fulgtes ad. Det var en blind og en svagsynet elev, der gik sammen. For at bestå den store vejprøve skulle man lære at gå alene på vejen. Den tog man, når man var kommet i 7. klasse. Det var gymnastiklæreren, der stod for vejprøverne, og man brugte gymnastiktimerne til det fag. Dengang var det uden den hvide stok, som jeg blev bekendt med langt senere. Derfor var det vigtigt at kunne høre forskel på buske og træer og huse.

Refsnæsskolen havde fødselsdag den 5. november. Det blev markeret hvert år. Vi havde fri hele dagen, hvilket vi nød i fulde drag. Om eftermiddagen var der fest i gymnastiksalen med kakao. Om vi fik kage eller boller til, kan jeg ikke huske.

Forstanderen holdt en fødselsdagstale, hvilket var et fast ritual hvert år. Efter kakaobordet og talen var der i de første år skolekomedie, hvor udvalgte elever optrådte. Et år blev Pippi Langstrømpe spillet. Et andet år blev Jeppe på bjerget opført. Senere gik man over til at lave en koncert, hvor forskellige elever spillede musik, som de havde lært i løbet af året. Det kunne både være solostykker og orkesterstykker. Der var også et kor, som optrådte, når skolen afholdt sin fødselsdag. Til aftensmad fik vi vistnok pølser og smørrebrød, hvorefter dagen afsluttedes med dans. En af lærerne spillede på klaveret i gymnastiksalen, hvor festen også blev afholdt. Tidens slagere blev spillet, mens vi sang og dansede.

Min fødselsdag er som sagt den 6. november. Derfor kan jeg altid huske, hvornår skolen blev fejret. Til morgensang kunne man vælge den salme, der skulle synges, når man havde fødselsdag. Jeg valgte altid salmen ”Vågn op og slå på dine strenge” af Thomas Kingo. Jeg forstod ikke tekstens mening, men lyden af sproget og selve melodien holdt jeg meget af.

Julen gjorde man også meget ud af. December måned gik med at pynte op i klasserne. Derfor lavede vi selv den julepynt, der skulle bruges, som fx julehjerter, musetrapper og julestjerner. I adventstiden havde man en adventskrans i sangsalen, hvor også morgensangen blev sunget. Der var et lys for hver dag i måneden. 1. december tændtes et lys, 2. december to lys, 3. december endnu et, og den sidste morgen før juleferien blev alle lysene tændt. Loftslyset blev slukket, så lysene kom til deres ret. Som noget ganske særligt blev der sunget to salmer den morgen. For at gøre det afvekslende og festligt startede man med en salme, hvorefter der blev bedt Fadervor. Så sang vi endnu en salme. I de første par år af vores skoletid var der et juletræ i klassen, som var pyntet med noget af vores julepynt. Vi havde også julekalender i klasserne. Der blev også læst op af forskellige julefortællinger i timerne. Naturligvis blev de kendte julesange og salmer også sunget.

I adventstiden havde vi også noget, der hed pebernøddedag. Vi skulle over i skolens store køkken for at få de skønneste pebernødder. De blev pakket ind i kræmmerhuse, som bestod af tætskrevne punktark. Jeg skulle altid se, om mit navn stod på det ark, jeg fik udleveret til brug som kræmmerhus. Når vi ankom til det store køkken, skulle pebernøddesangen synges. Melodien var den samme som ”Højt for træets grønne top”. Pebernøddesangens tekst var skrevet en af lærerne og lød som følger:

Vore pebernødder er

verdens allerbedste

Derfor samles alle her

køkkenet at gæste

Kræmmerhuset fyldt vi får

lig’ til randen før vi går

drenge ja og piger

alle tak vi siger.

Derefter var der en munter stemning, fordi en af køkkenpigerne kom med en mægtig bøtte med de dejligste pebernødder. Til stor jubel for alle blev kræmmerhusene fyldt op til randen, hvorefter vi blev budt på et glas saftevand. Da det lille festlige afbræk var overstået, gik man hjem for at passe sin undervisning.

Den sidste skoledag havde vi julestue. Det var en praksis hver klasse havde. Det var i tidsrummet fra klokken 10:00-12:00, hvor man hyggede sig med sange og historier, hvor der også var lejlighed til at spise masser af slik.

Den sidste søndag i advent var vi fra Østskolen på Værnehjemmet for at høre en bog der hed Troldebogen. Værnehjemspigerne sang sange, som hørte med til historien. Værnehjemmets beboere var voksne blinde kvinder, der af en eller anden grund ikke kunne klare sig ude i samfundet. Vi elever så ned på dem, da nogle af os mente, at det var dårligt begavede kvinder, hvilket langt fra var tilfældet.

Forstanderinden lavede lydillustrationer på Værnehjemmets klaver. Det var meget virkningsfuldt med musikillustrationerne.

Dagen før vi tog på juleferie var der julegudstjeneste. Præsten fra Raklev kirke, som skolen tilhørte stod for selve ritualerne. Her var også musikledsagelse til salmerne.

Hvert år blev I.P.E. Hartmanns juleliturgi til juleaften sunget. Det var festligt og højtideligt på samme tid. Mange af os fra Østskolen var med til at synge juleliturgien sammen med Værnehjemspigerne, som blev ledet af forstanderinden på Værnehjemmet.

Når vi var kommet i seng den sidste aften inden vi skulle på juleferie, kom lærerne med slik til os. Det samme skete, når vi skulle på sommerferie.

Juleferien varede 3 uger. Vi tog på ferie omkring den 17.-18. december og kom tilbage fra ferie omkring 4. eller 5. januar.

Den første skoledag efter juleferien fik vi lov til at sove til kl. 08:00. Timerne påbegyndtes kl. 10:00 og varede til kl. 12:00, hvorefter vi havde fri resten af dagen.

Om aftenen blev der afholdt en nytårsfest for elever og lærere i gymnastiksalen. Drengene og pigerne havde hver sin gymnastiksal, men de to gymnastiksale kunne slås sammen til en, hvilket skete ved festlige lejligheder. Der blev serveret flot smørrebrød og sodavand og øl. Under festen var der præmier til dem, der havde gættet julehæftets konkurrence samt kryds- og tværsopgaven. Det var sådan, at vi fik hæfter med historier, så vi kunne fordrive med læsning i de lange ferier. I julehæftet var der ovennævnte konkurrence og kryds-og-tværs. I sommerferien var der også et hæfte med en spændende roman. Her var der ikke konkurrencer. Der var et nyt hæfte hver jul og sommer, jeg så frem til. Man fik en krone som 2. præmie, og to kroner som 1. præmie, så vidt jeg husker.

Efter aftensmaden var der tid til at der skulle skydes med fyrværkeri for at fejre nytåret. Så var der bal igen, hvor der blev danset til tidens slagere. I løbet af aftenen fik hver elev en flot godtepose med masser af slik og frugt. Vi fik lov til at beholde godteposerne, så vi slap for at gemme dem i godteskabet.

Fastelavn blev også fejret med maner. Nogle dage før festen var vi oppe hos oldfruen for at finde det tøj, vi skulle være i til fastelavnsfesten. Vi fik også masker på, så vi blev ukendelige. Fastelavns-søndag var en ganske almindelig helligdag, men fastelavnsmandag startede med, at de voksne skulle rises op (af sengen) med et fastelavnsris, som skolen havde foræret os. Vi var klædt ud og havde masker på, når de voksne blev riset op, så de ikke kunne kende os. Jeg slog ekstra hårdt på dem jeg ikke kunne lide, og det var jeg nok ikke den eneste, der gjorde.

Fastelavnstøjet havde vi på hele dagen. Vi sang fastelavnssangen imens vi slog på personalet. De lå så vidt jeg ved i vore senge, imens det skete. Mellem klokken 10:00 og 12:00 måtte vi larme alt hvad vi ville med skralder, båthorn og alt, hvad der kunne larmes med. Om eftermiddagen fik vi fastelavnsboller og kakao, hvorefter vi slog katten af tønden ovre i gymnastiksalen. Det handlede om at blive kattekonge eller kattedronning. For at gøre sig fortjent til at blive kattedronning skulle man slå noget af tønden ned. For at gøre sig fortjent til at blive kattekonge skulle hele tønden slås ned. Man fik en papkrone, hvor man kunne se, om man var blevet kattedronning eller kattekonge. Aftenen blev markeret med dans til tidens slagere. Jeg mener, der et år var en præmie til den der havde det bedste fastelavnstøj på.

Påskeferien blev ikke markeret med noget, men den varede i 14 dage. Det var sådan, at når vi havde ferier, så var der lærere der tog med os med tog og færge, når vi skulle besøge vore forældre.

Konfirmationen gjorde man meget ud af. Selvfølgelig var der grundige forberedelser, hvad det religiøse angår. Vi gik til præst for at lære om konfirmationens betydning, og også om forberedelserne til selve festen. Plejemoderen og oldfruen var med os inde i en specialbutik for at købe tøj og sko til os, hvorefter vi gik på konditori. Vi fik også lov til at ryge en smøg før konfirmationen, så man kunne føle sig rigtig voksen.

Man kunne påbegynde selve festlighederne med, at konfirmanderne kom over på Vestskolen for at drikke aftenkaffe med drengene om lørdagen. Ellers kunne de også være i gymnastiksalen, som var indrettet til festen, hvis man havde lyst til det. Om søndagen startede det med, at man drak morgenkaffe ovre i gymnastiksalen, hvorefter man tog med en bus til Raklev kirke, som var sognekirke for Refsnæsskolen. Forældrene var inviteret med uden den øvrige familie. Man måtte naturligvis sætte en grænse for, hvor mange, skolen kunne have med, da alt blev betalt.

Efter gudstjenesten gik man over i gymnastiksalene. De var ikke lagt sammen, men den ene af gymnastiksalene var indrettet som spisestue. Den anden gymnastiksal var lavet som en dagligstue med gulvtæppe på gulvet. Der var stole og små hyggelige borde, så vidt jeg husker. Hver konfirmand havde sit eget bord sammen med familien. De respektive gaver stod på bordene og ventede nok så flot på deres ejermænd. Så var der en fin frokost, som jeg ikke kan huske så meget om.

Efter middagen fandt man igen sine respektive pladser i dagligstuen. Personalet kom rundt og snakkede med konfirmanderne. Der var så aftensmad, som var varm mad af en eller anden slags. Der blev også budt på aftenkaffe. Aftensangskoret, kom og underholdt konfirmanderne ved at stå på gymnastiksalenes balkoner. Ovennævnte kor fandtes ikke i alle årene, mens jeg har været på Refsnæsskolen, men jeg har været med til at stå på balkonen for at synge.

Om mandagen havde man andendagsgilde. Her var familien ikke inviteret med. Da var det sådan, at lærerne og assistenterne serverede for konfirmanderne og de unge piger, som var barnepiger, stuepiger og køkkenpigerne. Der var også dans om aftenen, hvor man fik lov til at være længe oppe om aftenen, hvilket var helt fantastisk.

Jeg husker ikke så meget af, hvad der ellers skete den dag.

Vi havde også noget der hed konfirmationsrejser. Vi havde mulighed for at besøge blindeskolerne i Sverige og Norge. Som en 3. mulighed tog vi til Bornholm. Nogle af os havde pennevenner i Sverige og Norge, så dem fik vi lejlighed til at møde. Uanset, hvor konfirmationsrejsen gik hen, så varede den en uge.

En gang om året havde vi også forældredag, hvor vores far og mor kom for at se, hvordan en dag gik for os på skolen. Det var i november måned i 1956, hvor min første forældredag blev afholdt. Jeg husker intet om den. I 1957 var der en stor influenzaepidemi, der gjorde, at forældredagen ikke kunne afholdes. Derfor måtte det aflyses. Året efter blev forældredagen rykket til storbededags-lørdag. Da det blev en stor succes i 1958, blev det vedtaget, at sådan skulle de blive fremover. Til forældredagen var der undervisning lørdag formiddag, hvor man tog timerne fra en af de andre hverdage. Mens vi spiste vores middagsmad, som vi plejede, spiste vores forældre ovre i gymnastiksalen. Som regel fik vi hakkebøf og gul budding til middagsmad. Det var næsten også en tradition på eksamensdagen, hvilket jeg kommer til senere.

Forældrene kunne så være sammen med os resten af dagen, men de kunne også tage til forældreforeningens generalforsamling om eftermiddagen.

Om aftenen var der igen skolekomedie, hvor man spillede det stykke, som man havde opført til skolens fødselsdag.

Eksamen havde vi nogle dage før sommerferien. Først to dage med den skriftlige eksamen, og den begyndte man på i 2. klasse. Førsteklasserne havde så fri, så længe den skriftlige eksamen varede.

Alle klasser havde mundtlig eksamen, som varede en formiddag. Folk udefra kunne få lov til at komme for at høre på vore præstationer.

Inden sommerferien var der også sommerafslutning med tale af forstanderen. Ved den lejlighed blev der uddelt flidspræmier til de flittige. Præmie fik man også for særlig god opførsel. Som flidspræmie fik man en tikroneseddel, hvilket var mange penge dengang. Hvad man fik for god opførsel, blev jeg aldrig klar over, da jeg åbenbart ikke hørte til de flittigste, selv om jeg selv stræbte efter at være det, og i hvert fald ikke hørte til dem der opførte sig pænest. Jeg ville gerne både høres og ses.

Der blev igen danset om aftenen for at markere, det var en fest, som blev afholdt.

Jeg har nævnt medicinstuen et par gange. Der var også en sygeafdeling, hvor vi kom hen, når vi var syge. Om morgenen cirka kl. 07:00 kom der en ung pige som var fastansat for at tage vores temperatur. Sommetider skulle vi vaskes før morgenmad, hvor det andre gange skulle ske efter morgenmaden. Når vi børstede vore tænder blev det gjort i vand med mentolsmag, hvilket havde en herlig frisk smag. Vi måtte ikke drikke det, men vi gjorde det alligevel en gang imellem. På sygeafdelingen fik man havregrød eller øllebrød med mælk til morgenmad. Hen ad formiddagen kunne man lege med noget af det legetøj sygeafdelingen havde. Imens det skete, gjorde den unge pige rent. Man kunne også høre radio på nogle hovedtelefoner, så man ikke forstyrrede de andre patienter. De var på en eller anden måde tilsluttet en radio, som stod et eller andet sted ude på gangen. Jeg nød at høre skoleradio om formiddagen. Det skete også, at skoleradioprogrammer blev brugt i vores undervisning. Jeg hørte også en del musik samt noveller.

Når vi skulle spise havde vi et spisebræt, som stod mellem væggen og sengen. Det tog vi op og sad med på skødet, når vi skulle have vores mad. Vi havde også en spisesmæk på for ikke at spilde på vores tøj. Ved siden af sengen havde vi et blikvandkrus med låg, som indeholdt drikkevand. På samme bord stod der muligvis et vandfad, i tilfælde af at vi skulle kaste op.

Da jeg var barn, skulle vi undersøges for tuberkulose. Det skete en gang om året. Tuberkulosestationen kom med deres udstyr til skolen. Det hændte også, at nogle af os skulle til tuberkulosestationen inde i byen. Det var sådan, at man skulle op på medicinstuen lørdag aften, hvor man skulle have et plaster på hver sin side af brystet. Man skulle gå med det et døgns tid, hvorefter plastret skulle af. Så havde man måske noget udslæt på brystet, som skulle vise, om der var noget galt. Om tirsdagen skulle man så ind til byen for at blive undersøgt. Man skulle røntgenfotograferes med nøgen overkrop. Man stod foran en plade, som åbenbart var røntgenapparatet. Jeg mener at huske, det blev hejst op og ned, så pladen kom i niveau med brystet. Man skulle trække vejret ud og ind, mens lungerne blev fotograferet. Sådan husker jeg det, men ikke særlig tydeligt.

Vaccinationer var der også en del af i min tid. Vi skulle jævnligt vaccineres for polio pga. den store epidemi, som startede i 1952. I de sidste par år fik vi bare et stykke sukker med noget væske på i stedet for.

I min tid begyndte man med undervisning i engelsk, når man gik i 6. klasse. Det var i 1961. Året efter blev det lavet om, så eleverne fra 5. klasse fik undervisning i faget.

Når pigerne kom i 5. klasse skulle der undervises i skolekøkken. Drengene skulle undervises i sløjd. Dengang var karaktergivningen H. C. Ørsteds karaktersystem fra 1845, hvor man brugte betegnelser som fx ug, ug minus, mg kryds, mg osv. Systemet eksisterede indtil 1963.

Fysik fik vi først i 6. klasse. I skolen gjorde man meget ud af, at undervise os i bibelhistorie. Det handlede både om det gamle og nye testamente. Her lærte vi at forstå bibelens skabelsesberetning helt bogstaveligt. Senere hørte vi om de nordiske guder. Jeg tror, det var i 3. klasse. Omkring 5. og 6. klasse var det den græske og romerske mytologi. I 6. klasse hørte man om de fremmede religioner, som bl.a. handlede om religionerne i Indien og Kina. Som det kan ses i det ovennævnte, gjorde man meget ud af historieundervisningen, hvilket fik min store interesse. I de senere år hørte vi om Darwins udviklingslære. For mig blev den lige så rigtig som bibelens skabelsesberetning. Som barn og ung var der ingen til at drøfte de store eksistentielle spørgsmål med. Derfor var jeg meget forvirret omkring tro og viden, hvilket jeg fik en ordentlig afklaring på langt senere i mit voksenliv.

I 7. klasse skulle vi have verdenshistorie med forstanderen. Vi skulle stå ret bag vore stole, når han kom. Når han kom ind i klasseværelset slog han hælene sammen, hvorefter vi fik lov til at sætte os ned. Jeg mener ikke, der var meget tid til verdenshistorie. Tiden gik med, at han fortalte forskellige anekdoter fra sit eget liv.

I min tid fik vi også lommepenge. Vores skole skulle på en eller anden måde ligne vores omverden. Jeg tror, vi fik et par kroner om måneden.

Jeg mener, den højeste månedsløn for mig var syv eller otte kroner, hvilket var mange penge dengang. I den forbindelse fik vi også småjobs. Det kunne være, at noget af tøjet skulle afleveres til oldfruen. Det kunne også være, at snavsetøjet skulle afleveres til vaskeriet. Af praktiske grunde havde vi allesammen et nummer, så man kunne finde ud af, hvis der var hvis. Mit nummer var 31, som fulgte mig gennem alle årene.

I mange år blev vi også ens klippet af en frisør, som havde et gammeldags krøllejern som var ubehageligt at komme i berøring med. Krøllejernet blev varmet op på et spritapparat. Det brændte, når hun skulle lave krøller på os. Omkring 1961-1962 fik vi en moderne frisør, som kunne fikse os op.

Selvom man forsøgte at ruste os til et liv udenfor Refsnæsskolen, så lykkedes det ikke for alle. Der var nogen, som af forskellige årsager ikke magtede det. Nogle af os kom som børn på en afdeling, der hed Kærhus. Der kom man hen, hvis man var dårligt begavet, men måske også fordi man havde en adfærd, som var uforståelig for det seende personale. De større piger kom på et sted som hed Hestehavehus. Det var af samme årsager som de førnævnte. Værnehjemmet var også en lignende institution for voksne kvinder, fordi man mente, de ville få det svært med at klare sig ude i den store verden. Mændene kom på Raklevgården, hvilket havde samme funktion som de ovennævnte.

Os som var på skolen, så rigtig meget ned på dem, som var nødt til at bo på de ovennævnte institutioner, da vi følte os meget bedre begavet end dem.

Inden man skulle rejse fra skolen for aldrig at vende tilbage, ja, så skulle der tages afsked med kammerater og lærere. Jeg tror, jeg glædede mig til at komme derfra, for nu skulle jeg til København for at bevise, at jeg var blevet voksen. At jeg kom til at savne livet på Refsnæsskolen, kom jeg til at sande, da jeg lærte livet i København at kende. Det blev noget ganske andet end jeg havde regnet med, men det hører hjemme i en helt anden sammenhæng.

Jeg synes, det har været spændende at skrive om min tid på Refsnæsskolen, men det var ikke muligt uden hjælp fra Gerda Torbensen, som jeg gik i skole med. Hun husker en masse detaljer, jeg fuldstændig har glemt. Når jeg ser tilbage på den tid, så husker jeg mange af oplevelserne fra min indre verden samt tanker, jeg gjorde mig om det ene eller andet. For mig var musikken også en stor hjælp til at huske forskellige begivenheder.

Når jeg tænker over det, så kan jeg både sige godt og skidt om min gamle skole, men jeg vælger at tro, at man forsøgte at gøre det bedst mulige for os. Der vil altid være ar på sjælen og ting man ikke kan glemme, men det er til at bære trods alt. Jeg synes, at livet er for kort til at tænke på forurettelserne, så jeg vælger at huske på de ting, jeg kom til at sætte pris på.

Forfattet august 2017

4. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. 44 95 04 72

Mobil 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv., 2200 København N

Mobil 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J

Telefon 86 72 55 72

Mobil 40 62 11 23

E-mail: ole@obj.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1., 4000 Roskilde

Tlf. 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

Redaktør Rita Cecilie Varmby

Ramsingsvej 4 3.th., 2500 Valby

Tlf. 36 17 14 10

Mobil 21 43 02 23

E-mail: rcvarmby48@gmail.com

1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th., 4200 Slagelse

Mobil 25 53 82 43

E-mail: fohlmann@stofanet.dk