Nyhedsbrev nr. 3 / 2024

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3/2024.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg
2. Historier fra et blindehus. I år kan Dansk Blindesamfunds første bygning for blinde, Bogensegade 2 – 4 / Randersgade 66 – 68, Østerbro, København, fejre 100-års jubilæum, af John Heilbrunn og Rita Ilsted Smith
3. Markering af Notas 100-års jubilæum. Bogforsyning til blinde og svagsynede gennem mere end 100 år, af John Heilbrunn
4. Anders Tindrup –en af de mest jyske jyder og den første leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, af Poul Lüneborg
5. Afskaffelse af fattiglovens retsvirkninger for blinde, af René Ruby
6. Invitation til 30 års jubilæumsarrangement 15. november, af Poul Lüneborg
7. Fra blindeforening til støtteforening: Anmeldelse af Poul Lüneborgs bog Foreningen Aarhus Blinde, af Finn Amby
8. Anmeldelse af Morten Bondes bog: ”Dømt blind – hva’ så?” En rejse fra Håbløshedsgade til Mulighedsvej, af Lena Bang
9. Markering af udgivelsen af podcastserien ”Vi blev statens børn”, af Ove Gibskov
10. Én af DBSs store personligheder, Kaj Cramer, er gået bort, af fhv. landsformand Poul Lüneborg
11. Professor Thomas Rosenberg er gået bort, Af fhv. landsformand Poul Lüneborg
12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

Året 2024 kan i sandhed siges at være et blindehistorisk jubilæumsår. Både Nota og Dansk Blindesamfunds ejendom på hjørnet af Randersgade / Bogensegade på Østerbro i København har i år eksisteret i 100 år. Hertil kommer, at det i år er 110 år siden blinde fik en særstilling i loven om fattighjælp, idet de gennem en særlig lov fra den 25. februar 1914 ikke længere skulle fratages deres borgerlige rettigheder i forbindelse med modtagelse af fattighjælp. Disse 3 begivenheder er fyldigt omtalt i dette nyhedsbrev.

Rita Smith og John Heilbrunn har i deres artikel ” Historier fra et blindehus ” givet en nuanceret beskrivelse af historien gennem 100 år bag Dansk Blindesamfunds første bebyggelse på Østerbro i København. Et område af hovedstaden, som siden fik tilnavnet ”de blindes bydel”, da Blindeinstituttet ikke lå langt fra ejendommen.

John Heilbrunn har tillige givet en redegørelse om Notas historie gennem 100 år. Notas forgænger var som bekendt Danmarks Blindebibliotek og endnu længere tilbage Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde.

Den første leder af ”Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde var Anders Tindrup. Forfatteren Peter Ommerbo, der redigerede Dansk Blindesamfunds medlemsblad fra 1919 – 1939, betegnede ham som en af de mest jyske jyder i København, hvilket jeg har valgt som titel for min artikel, om denne pioner indenfor blindes bogforsyning. Det er tankevækkende at han som 15-årig elev på Det Kongelige Blindeinstitut oplevede afslutningen af kampen om at vælge Louis Brailles punktskrift frem for reliefskrift til blinde. Herefter gør han tjeneste i bestræbelserne på at udbrede og udvikle punktskriften i gennem 45 år.

René Ruby markerer i en artikel 110 året for afskaffelsen af tabet af de borgerlige rettigheder for blinde, der modtager fattighjælp, datidens benævnelse for kontanthjælp.

Nyhedsbrevet omfatter endvidere 2 boganmeldelser og 2 nekrologer.

Det drejer sig om Finn Ambys omtale af min bog om ” Foreningen Aarhus Blinde” fra 1893 udgivet 2024 og næstformand Lena Bangs anmeldelse af Morten Bondes erindringsbog ”Dømt blind – hva’ så?” udgivet 2019. Mine mindeord om fhv. hovedkasserer i Dansk Blindesamfund Kaj Cramer og professor Thomas Rosenberg – er en hyldest til 2 personligheder af den allerstørste betydning for blindesagen i Danmark.

Afslutningsvis er der grund til at notere sig den historiske podcast serie om Refsnæsskolen ”Vi blev statens børn”, som repræsenterer en hel ny måde at fortælle blindes historie på.

De fleste medlemmer vil vide, at selskabet blev stiftet den 18. november 1994. Fredag den 15. november 2024 markeres 30-års dagen fra kl. 14.00 – 18.00, ved et arrangement i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup. Jeg håber at rigtig mange af selskabets medlemmer med familie og venner tager imod invitationen til at være med til at fejre den runde dag, hvor Arne Christensen fortæller om sin tur på ski til sydpolen, jf. programmet for dagen i dette årets sidste nyhedsbrev.

2. Historier fra et blindehus, af John Heilbrunn og Rita Ilsted Smith

I år kan Dansk Blindesamfunds første bygning for blinde, Bogensegade 2 – 4 / Randersgade 66 – 68, Østerbro, København, fejre 100-års jubilæum. I den anledning fortæller vi træk af bygningens historie.

Optakten
Dansk Blindesamfund blev dannet i 1911, og det var fra starten en af foreningens mærkesager at skaffe billige boliger til blinde. I 1913 ansøgte Dansk Blindesamfund Københavns Kommune om en byggegrund til opførelse af en bygning med boliger til blinde samt foreningslokaler. En grund blev i 1914 stillet gratis til rådighed af kommunen, med den klausul at grunden skulle bebygges inden fire år – hvis det ikke skete ville grunden blive inddraget. Grunden var beliggende på hjørnet af Randersgade og Bogensegade.

Det trak imidlertid ud med byggeriet, Dansk Blindesamfund manglede midler til opførelsen. Foreningen fik udskudt fristen flere gange, senest i 1920, hvor kommunen satte den endelige frist til 1925.

19. december 1923 lagdes grundstenen til den nye ejendom Bogensegade 2 – 4 / Randersgade 66 – 68. Der var stadig ikke midler nok til opførelse af bygningen. Foreningen rådede blot over en byggefond på 50.000 kr. Foreningen havde imidlertid fået tilladelse til at afholde en landsindsamling med henblik på at skaffe penge til byggeriet, og man satte sin lid til, at indsamlingen ville indbringe en betydelig sum.

Indsamlingen fandt sted 2. maj med salg af et 10-øres mærke. Der dannedes lokalkomiteer over hele landet, som organiserede indsamlingen. I dagene før indsamlingen gjordes en vældig propagandaindsats i landets aviser, med omtale af den kommende indsamling og opfordringer til at melde sig som indsamler. Et indlæg fra hovedkomiteen, der bragtes enslydende i en lang række aviser, beskriver indsamlingens formål således:

”Lejlighederne i den bygning, Dansk Blindesamfund lader opføre, skal nu og i fremtiden være hjem for de vanskeligst stillede blinde, og da det er blinde fra hele landet, der skal nyde godt deraf, har land og by forenet sig for at komme disse samfundets stedbørn til hjælp”.

Efter aftale med Dansk Postforbund medvirkede postbudene i indsamlingen. De falbød mærket på deres beboerruter, hvad der betød et kolossalt boost i indsamlingen. Postbudene indsamlede 75 % af beløbet.
Indsamlingen indbragte 276.000 kr. På grund af det flotte resultat fik bygningen navnet ’Folkets Gave’. Bygningen kostede 435.000 kr. den resterende sum skaffede man ved statslån.

Bygningen tages i brug
Bygningen stod færdig til indflytning 1. november 1924. Den indviedes ved en festlighed 2. december i den nye, store sal i bygningens kælderetage. I dagens anledning vajede flag foran bygningen og salen var pyntet op med stedsegrønne træer og blomster. Efter den rituelle indvielse med taler af foreningens forretningsfører Martinus Christiansen, forstander for Blindeinstituttet Otto Wustenberg, Københavns borgmester Jens Jensen og forsvarsminister Laust Rasmussen (som havde været formand for indsamlingskomiteen), var der kaffebord for foreningens medlemmer. Bagefter kunne medlemmerne svinge sig i dansen på det splinternye parketgulv frem til kl. 1.

Bygningen var på 5 etager + kælder og tagetage. Den rummede 40 lejligheder, hvoraf foreningen lagde beslag på den ene som kontor. Der var 39 lejligheder til udlejning: 10 etværelses, 10 etværelses med kammer, 10 toværelses og 9 toværelses med kammer. Lejlighederne havde centralvarme og toilet med varmtvandsbrusebad.
10 af de største lejligheder udlejedes til seende, som betalte 250 kr. mere i årlig husleje end de blinde beboere. Udlejningen til seende var en økonomisk disposition for at få foretagendet til at løbe rundt.
26 lejligheder udlejedes til blinde til reduceret pris. 3 boliger blev udbudt som friboliger for ældre blinde, en 1-værelses, en 1½ værelses og en 2-værelses. Ansøgere skulle være fyldt 50 år for at komme i betragtning, og skulle kun betale varmeafgift.
Til bebyggelsen hørte en velanlagt, lukket have, udstyret med hvide havemøbler. Haven benyttedes flittigt i det daglige, og beboerne samledes somme tider til havefester. I de tidlige år kunne man risikere, at der fløj sten hen over havens plankeværk ud til Bogensegade. Forbipasserende skoleungdom morede sig med at kaste sten ind over plankeværket, og kerede sig ikke om, hvorvidt nogen kom til skade.

Bortset fra de få friboliger, blev det ikke som ønsket de vanskeligst stillede blinde, der flyttede ind i bygningen, dertil var huslejerne, selv med den reducerede pris, for høje.
I årsberetningen 1924 skriver foreningen, at de 26 familier, der bor i bygningen, må betale en for blinde høj husleje, og udtrykker håb om, dette kan ændres ved gaver og legater fra behjertede medborgere.
Som et initiativ til at skaffe flere midler til bygningen udsendte Dansk Blindesamfund sidst i 1924 og i begyndelsen af 1925 et cirkulære til alle danske sagførere (bragt i foreningens medlemsblad 1925, nr. 22). Cirkulæret var stilet til ’Den danske sagførerstand’ og lyder indledningsvis:

”Vi anmoder om, at man ved oprettelse af testamenter, hvor juridisk bistand er medvirkende, og hvor vedkommende kunde tænke sig at ville betænke blinde med en part af deres formue, at man da vil have Dansk Blindesamfund i erindring”.

Derefter hed det:

”Trods megen velvilje såvel fra offentlige myndigheder som også fra befolkningen, er det relativt høje lejer, der må betales for lejlighederne i bygningen, og den kan derfor ikke blive det, der var hensigten: et fristed for gamle og trængende blinde.

Sagen er jo desværre den, at de fleste blinde er meget dårligt økonomisk stillede, og til trods for, at vi har strakt os så vidt som muligt med de midler, vi for tiden råder over, så kan lejen ikke komme så langt ned, at den i væsentlig grad vil hjælpe vore mange trængende medlemmer”.

Det var børnefamilier, hvor fædrene havde erhverv som kurvemagere, pianostemmere, børstenbindere, der flyttede ind i ejendommen. Nogle få kvinder med erhverv flyttede ind, en musiklærerinde og en væverske delte lejlighed.
I de følgende år lykkedes det at sætte huslejen ned med mindre beløb, og der blev oprettet enkelte nye friboliger.

Udlejningen til seende vakte kritik. I et harmdirrende indlæg i Arbejderbladet (ugeblad for Danmarks kommunistiske Parti) 19. december 1924 skriver en læser under overskriften: ’Hvad er meningen?’

”Kan det forsvares, at de ved offentlig indsamling tilvejebragte midler til hjælp til trængende blinde anvendes til behagelig komfort for velsituerede, seende mennesker, medens en fattig blind familiefader, som er ganske ude af stand til at orientere sig, hjælpeløs må blive i sengen eller famle sig omkring i sin stue, frysende og ængstelig for at anrette ulykker, han tør ikke tænde op i kakkelovnen af frygt for at anrette ulykker. … Var centralvarmelejligheden i Dansk Blindesamfunds bygning mon ikke tænkt anvendt til en sådan hjælpeløs familiefader”?

Også foreningsmedlemmer ytrede kritik. I Politiken 1. november 2024 kan man finde et indlæg med titlen: ’De blindes hus – en klage over udlejning til seende’. To blinde kurvemagere havde klaget til avisen over udlejningen til seende. De havde begge søgt en lejlighed, men var ikke kommet i betragtning. Avisen forelagde forretningsfører Martinus Christiansen klagen. Han forklarede, at blinde alligevel ikke kunne betale den høje leje til de største lejligheder. Derfor havde man fundet det bedst at leje dem ud til seende. Derved fremkom et overskud, som gjorde det muligt at nedsætte varmebidraget for blinde lejere. Martinus Christiansen gav samme forklaring i Medlemsbladet, og derefter var der ikke yderligere debat om emnet.
Et varmt emne vedr. bygningen, som kom til udtryk i mange indlæg i Medlemsbladet, og ofte blev diskuteret i foreningens ledelse, var forholdet til foreningens medlemmer i provinsen.
Af hensyn til den herskende bolignød i København, forbød kommunen indflyttere fra provinsen. Senere blev bestemmelsen dog ophævet, og blinde fra provinsen kunne frit flytte ind.

I de følgende år var bygningen genstand for tilbagevendende diskussioner blandt foreningens medlemmer. Nogle følte, at Københavnskredsen blev forfordelt, alene fordi huset lå i København. På det årlige møde i repræsentantskabet, foreningens øverste ledelse, blev i 1934 stillet forslag om, at i de næste 10 år skulle det fortrinsvis være provinsboere, der fik lejligheder i ejendommen. Forslaget blev nedstemt.

Kælderetagen
Det var et stort aktiv for foreningen, at man nu havde fået sin egen bygning. I kælderetagen var der lokaler, der på forskellig måde kunne benyttes til foreningsaktiviteter. Foruden den store sal var der nogle mindre lokaler med adgang til køkken, hvorfra der en årrække blev drevet restauration. Det var således muligt for beboerne at købe måltider, og der kunne serveres mad fra eget køkken til foreningsarrangementer. Der fandtes også et lokale med foreningens punkttrykkeri.
Der blev ofte arrangeret underholdning med musik og dans for Dansk Blindesamfunds medlemmer i den store sal. Et evt. overskud gik til forskellige formål, bl.a. lejerforeningen i bygningen. Salen blev fra 1946 brugt til forestillinger af Dansk Blindesamfunds nydannede amatørteater, som opførte såvel muntre revyer som mere klassiske stykker skrevet af medlemmer eller af eksterne forfattere. Også sangforeninger for blinde havde til huse i kælderetagen.

Det var tanken, at lokalerne i kælderetagen skulle være en indtægtskilde for foreningen, de blev lejet ud helt fra starten til andre foreninger og som selskabslokaler. Udlejningen kunne volde vanskeligheder for beboerne. Der var ikke isoleret til kælderen, og det gav en masse støj i stuelejlighederne. Sammenkomster kunne udarte til slagsmål, med tilkaldelse af politi og ambulance. 18. maj 1933 var den store sal lejet ud til ’Dansk Nationalsocialistisk forening’. Halvdelen af deltagerne i salen var kommunister, og ca. 300 kommunister demonstrerede ude på gaden. Det kom til håndgemæng inde i salen, hvor man tog stolene i brug. Politiet blev tilkaldt og ryddede salen (Politiken 18. maj 1933).

Måske i et forsøg på at dæmme op for sådanne vanskeligheder, og for at forøge indtægten, lagde foreningen en anden kurs for udlejningen. ’De skal have familiefest!’, hed overskriften i en annonce i Politiken 26. januar 1936. ’Lav selv Deres mad og lej vore lokaler med køkken og service til 50 personer. Stor sal med parketgulv. Pris 75 kr. Dansk Blindesamfund’.

Foreningen henvendte sig også til de faglige organisationer for at leje faciliteterne ud til foreningsmøder.
I starten stod forretningsudvalget selv for udlejningen, senere ansattes en bestyrer og endelig, i 1951, bortforpagtedes udlejningen. Forpagter blev Osvald Kausmann, som drev Glyptotekets restaurant og havde stor erfaring som restauratør. I hans tid blev lokalerne shinet op. Fra at være lidt triste, værtshuslignende lokaler, blev de luksusbetonede selskabslokaler. Kausmann var desuden skulptør og ophavsmand til Dansk Blindesamfunds vartegn Solpigen, som i dag står foran Fuglsangcentret, foreningens ferie- og kursuscenter i Fredericia.

Med tiden blev der skåret ned på udlejningen af lokalerne i kælderetagen, og flere lejligheder i stueetagen blev inddraget til kontorer. Der udviklede sig et helt kompleks af kontorer. En række konsulenter med specialopgaver i forhold til unge, idræt m.m. kunne træffes i bygningen, og regnskabsfolkene, under nøje opsyn af foreningens kasserer, var omhyggelige med at sikre, at kontingenter, overskud af indtægter fra solgaveindsamlinger blev bogført og afrapporteret til økonomiudvalg, repræsentantskab og senere hovedbestyrelsen. I en dyb kælder under kælderen opbevaredes foreningens værdier og hovedbøger i et brandsikret, mandshøjt pengeskab med et stort rat, som skulle drejes til højre og venstre efter et særligt system, før den tonstunge dør kunne svinges op.

Den nye bygning 1935
I 1931 lejede foreningen den ubebyggede grund i Bogensegade ved siden af bygningen af Københavns kommune og brugte den som have – med ønske om på længere sigt at bygge på grunden. I 1935 skænkede Københavns Kommune grunden til foreningen og en ny bygning blev opført. Finansieringen klaredes ved at sælge obligationer fra den gamle bygning, og optage lån i den nye.
Den nye bygning, Bogensegade 6 – 8, var ligesom den ældre bygning på 5 etager og fik fælles port med Bogensegade 2 – 4. Bygningen rummede 20 boliger, 10 1-værelses, fem 2-værelses, og fem 3-værelses lejligheder. Godt halvdelen af lejlighederne blev lejet ud til seende, på samme måde som i Bogensegade 2 – 4, resten blev lejet ud til blinde til reduceret pris.
Man indgik aftale med foreningen ”Danmarks Blinde” om leje af kælderlokalerne til bibliotek og trykkeri. Til gengæld skænkede ”Danmarks Blinde” 20.000 kr. til byggeriet. Biblioteket rummede 5000 bind i punktskrift. I bibliotekets velordnede punktkartotek kunne ivrige læsere stikke fingrene ind og finde attraktive titler, der kunne lånes.
Bygningen var topmoderne. Den var forsynet med runde altaner til gaden, og en gennemgående altan til gården. Altaner blev almindelige i etagebyggeri i 1930’erne. Trappeopgangene var forsynet med runde jernvinduer og skakter til køkkenaffald. Der var vaskekumme på toilettet, sædebadekar i de større lejligheder.
Beboerne kunne falde i snak hen over altanadskillelsen i den gennemgående altan til gården, og det var muligt at række ting hen over. Det illustrerer en anekdote, fortalt af Mogens Christensen i en samtale med Jørgen Eckmann i 2009.
”Mogens Christensen flyttede ind i huset som 4-årig sammen med sine svagsynede forældre i 1936.
Familien Christensen boede i en 3-værelses lejlighed i nr. 6, 4. sal th, over for Ernst Jørgensen, som var forretningsfører for Dansk Blindesamfund 1928 – 51. På et tidspunkt fik Ernst Jørgensen tilsendt en julegås fra Landbrugernes Sammenslutning. Foreningen havde nazistiske sympatier, og Ernst Jørgensens kone ville derfor ikke vide af gåsen. Den blev tilbudt naboen, som gerne ville have den. Så blev julegåsen resolut langet over altanadskillelsen og fortæret af familien Christensen med velbehag”.

Lokalradio 1959
Efter de første små 25 år med en meget fokuseret foreningsmæssig indsats for at få sat realiteter bag opførelse af beboelsesbygninger på de grunde, som foreningen fik stillet til rådighed af Københavns Kommune, svinder omtale og debat om ejendommen i Medlemsbladet ind. Man kan finde annonceringer af ledige lejligheder i ejendommen, men ellers var der stille om bebyggelsen.

I 1959 skete en vigtig begivenhed i ejendommen. I Medlemsbladet meddelte foreningens ledelse, under overskriften ’DBS får egen lokalsender’:
”Man har købt en radiosender, som med ringe effekt sender på 94,4 megahertz. Den kan praktisk talt kun tages i ejendommen, hvor den til gengæld går godt ind på apparater med FM. Senderen, der er blevet til ved et samarbejde med Statsradiofoniens laboratorium, er bekostet af Adolph Møller og Antoinette Mollers legat, som til dette formål har skænket 20.000 kr. Den blev præsenteret den 15. ds. for pressen og fjernsynet med en lydavis, redigeret og læst af Ritzaus Bureau. Samtidig har man fået et vældigt antenneanlæg, således at alle lejligheder nu er forsynet med førsteklasses antenne for FM-modtagelse og for fjernsyn. Der ud­sendes herefter den samme avis over denne sender som over kollektivhusets radioanlæg (en anden bygning ejet af Dansk Blindesamfund, red.), og om eftermiddagen vil man kunne høre en lydbog. Desuden vil kontoret over radioen kunne fortælle folk, hvad det er for reklamer, der dumper ind ad postkassen, og give andre praktiske oplysninger. Beboerne i foreningens ejendomme her i byen skulle herefter være godt dækket på dette område”.
Dermed var der føjet endnu en kvalitet til tilværelsen i Bogensegade / Randersgade.

Bygningen Randersgade / Bogensegade i dag
I dag hedder bygningen ikke længere ”Folkets Gave”. Den har for længst skiftet navn til ”RaBo”. Friboliger er en saga blot, velfærdsgoder som boligsikring har gjort dem overflødige.

Der er særligt indrettede fællesfaciliteter i ejendommen, en lukket gård, en hundegård, et vaskeri, en pergola til socialt samvær, skure til tandemcykler. Ejendommen har en atmosfære af tryghed, fordi der ikke stilles cykler op ad murene, og portene er lukkede om natten.

En beboer, som bor i ejendommen nu og kender blinde gennem mange år, finder det forunderligt, at der ikke er flere af de synshandicappede beboere, som benytter anledningen til socialt samvær. Hun mener det skyldes, at det miljø, som fandtes på Blindeinstituttet, i klubber og i de tidligere populære tandemklubber, ikke længere er der til at udgøre den lim, som holder folk sammen.

Beboere med småbørn rækker ud efter hinanden, og nogle af de personer, som har boet i ejendommen i mange år kender og hilser på bekendte, når de genkender folks stemmer, trav og udseende.

Måske nutidens hang til brug af sociale medier er en af grundene til, at det fysiske samvær inden for ejendommens rammer er meget reduceret i forhold til tidligere tider.

En selvejende fond?
Begge ejendomme har fra de blev bygget været beskyttet af en kommunal klausul, der hedder, at mindst 2/3 af lejemålene skal udlejes til synshandicappede. Dansk Blindesamfund undersøgte 2012 – 13 om ejendommene kunne konverteres til en selvejende fond, for at give ejendommene en mere selvstændig økonomisk status. Planen måtte opgives, fordi Københavns kommune ikke kunne acceptere, at klausulen – af hensyn til de lån, en kommende fond skulle optage i ejendommen – måtte rykke ned i rækkefølgen af hæftelser for ejendommen.

100-års jubilæet fejres
Dansk Blindesamfund og nogle beboere var enige om, at en fejring af hundred-året for ”Folkets Gave” ville være på sin plads.

Den 7. oktober var der stillet an til mad, drikke, samvær og musik i gården, hvor mere end tredive personer deltog. Jesper Holten fra Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg, formanden for Blindehistorisk Selskab Poul Lüneborg og formand for RaBos bestyrelse John Heilbrunn, dog in absentia, ærede RaBo med ord om ejendommens betydning, og en jubilæumssang forfattet af nogle beboere blev afsunget til akkompagnement af musikere fra ejendommen.

Anvendt materiale
Dansk Blindesamfunds Medlemsblad, årsberetninger og 25-års jubilæumsskrift; Folketællingen i København 1925; skøde for ejendommen Bogensegade 6 – 8, dateret 7/9 1935; Mediestreams avissamling; båndoptagelser med beboerne Mogens Christensen (2009) og Oda og Frederik Hansen (1964); samtale med nuværende beboer i ejendommen; materiale i Blindehistorisk Arkiv om Osvald Kausmann.

Alle citater er gengivet med moderne retskrivning.

3. Markering af Notas 100 års jubilæum, af John Heilbrunn

Bogforsyning til blinde og svagsynede gennem mere end 100 år

(I artiklen har jeg tilstræbt en kronologi, men for at belyse visse sammenhænge, forudsætninger og udviklingstrend, vil der forekomme forklaringer eller illustrationer, som fraviger en helt gennemført kronologisk gennemgang af udviklingen).

Nota 100 år, med de navneskift, som institutionen har undergået igennem så langt et tidsrum, handler om forsyning af bøger og undervisningsmateriale samt information – kort og godt om kultur og blindes adgang til viden om livet på alle niveauer. De politiske og sociale vinde, som har blæst har – set over denne periode – påvirket prioritering og det mindset, som har drevet og formet Nota. Hjælp og bistand, solidaritet, nysgerrighed, social ligestilling og internationale forpligtelser har været direkte eller indirekte drivkræfter. Opfattelsen af, at forsyning med information og viden, til borgere med et synshandicap, hviler på andet end de gode viljer og solidaritet, men faktisk er en offentlig forpligtelse, som politikere kan stilles til ansvar for, har været afgørende for de ændringer, langsomt eller i spring, som institutionen har foretaget. Fra personlige initiativer til offentlige og private bevillinger.

Udgangspunktet for 100 år siden var, at der ingen dedikeret og systematiseret produktion eller distribution fandtes af medier i et format, som kunne læses af blinde og stærkt svagsynede.

Før punktskriften og før teknologiens opsving var der, for de blinde og stærkt svagsynede, ingen mulighed for selvstændigt at læse bøger eller gøre sig bekendt med verden udover, hvad deres familie, pårørende og – for de, som boede på en institution, kunne få viden om fra personalet.

Punktskriften, som blev udviklet i Frankrig i 1825, blev først efter skepsis, og et reelt ønske om også at tilgodese senblinde, som før synsnedsættelsen havde gjort sig bekendt med de latinske bogstaver, blandt andet fra forstanderen på Det Kongelige Blindeinstitut, først fuldt ud anerkendt i 1905, efter at toneangivende havde opgivet at modsætte sig brugen af punktskrift som den primære læse- og skrivemåde – de blindes eget skrive- og læsemedium.

1904: Forstander Johannes Moldenhawer erkender, at Louis Braille’s punktskrift rummer så mange fordele, at alternative skriftsystemer for blinde må forkastes, hvilket indebærer, at Det Kgl. Blindeinstitut, året før hans afgang i 1905, overgår til alene at benytte Louis Braille’s punktskrift.” Siden 1883 lod Blindeinstituttet dog stort set kun trykke noder og bøger i den brailleske punktskrift til blinde til brug i forbindelse med undervisningen.

1883: Foreningen “Danmarks Blinde – De Blindes Understøttelses- og Læseforening af 1883” stiftes. Udover de blinde medlemmer omfattede foreningens medlemskreds mennesker, der ønskede at understøtte udviklingen af  blindes læsemuligheder. De blinde medlemmer havde kun begrænset indflydelse på foreningens virksomhed, hvilket forhold senere førte til en betydelig strid om vedtægternes bestemmelse herom. Få år efter foreningens stiftelse rådede denne over 40 punktskriftbøger, hvoraf størsteparten var produceret af frivillige afskrivere – en fremstillingsmåde som blev fastholdt frem til efter 2. verdenskrig.

1890: Det Kgl. Blindeinstitut anskaffer den første tyske stereotyperingsmaskine udviklet af rektor Kull i Berlin, der kan fremstille zinkplader til trykning af tekst i punktskrift på den ene side af en papirside.

1892: Den blinde klaverstemmer Johannes Wulff, der var bibliotekar ved det Trykkeri og bibliotek, som foreningen “Danmarks Blinde” havde oprettet, præsenterer i samarbejde med lærer E.T. Wildau og  husgerningslærerinde Methea Hoffmann – begge fra Det Kgl. Blindeinstitut – det første system til forkortelse af dansk punktskrift. Dette system blev taget i brug ved trykningen af de punktskriftbøger, som trykkeriet under foreningen “Danmarks Blinde” i de følgende år udgav.

Et af “Danmarks Blinde”s formål var at påbegynde udgivelsen af et tidsskrift trykt i punktskrift til alle landets blinde. Dette formål blev realiseret med udgivelsen af tidsskriftet “Meddelelsesblad for de blinde” senere “De Blindes Budstikke”. Bladet udkom første gang omkring påsken 1898. Der udsendtes i dette første år i alt 5 numre af bladet, der i de følgende år frem til 1912 udkom hver måned. I 1912 overgik “De Blindes Budstikke” til at udkomme ugentligt, indtil Danmarks BlindeBibliotek i 1997 besluttede at standse udgivelsen af tidsskriftet og erstatte dette med det nye tidsskrift “Kalejdoskop”. “De Blindes Budstikke” var det første tidsskrift i punktskrift i Danmark, der siden sin start kun er udsendt i dette medie.

Gennemgår man foreningen Danmarks Blindes årsberetninger fra 1884 – 1894 kan det konstateres, at afskrift af bøger ved hjælp af frivillige påbegyndes året efter foreningens stiftelse november 1883.

De afskrevne bøger udsendes til foreningens blinde medlemmer, som var organiseret i læsekredse.

I 1892 beslutter bestyrelsen at benytte det forelagte forkortelsessystem ved fremtidig afskrivning af bøger samtidig med, at der gives tilbud om undervisning i brugen af dette system.
Ifølge årsberetningen fra 1892 anføres, at alle henvendelser om dette undervisningstilbud og om lån af punktskriftbøger skal ske til foreningens formand Johan Wulff.

1924: Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde oprettes. Produktion af punktskrift var blevet en så omfattende opgave for Det Kgl. Blindeinstitut, at denne ikke længere kunne varetages som en del af den virksomhed, der blev finansieret over de midler, der var afsat til fremskaffelse af undervisningsmidler m.v. Virksomheden blev derfor henlagt til en selvstændig afdeling med eget budget.

I forbindelse med arbejdet i den såkaldte Blindekommission blev Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde oprettet som en selvstændig institution i 1952. Institutionens leder blev indtil 1968 Jørgen Plenge, der siden 1932 havde været ansat som lærer på Blindeinstituttet og samtidig også i mange år været leder af trykkeriet og biblioteket, mens det lå på instituttet. Man kan derfor sige, at den centrale institution for bogproduktion og -udlån af bøger i punktskrift tog sin begyndelse i 1924, men blev gjort til en selvstændig statslig institution i 1952, hvorfra udviklingen tog sin mere ”professionelle” og institutionelle begyndelse med udlån af punktskrift, senere indlæste tekster på spolebånd, senere kassettebånd og – i takt med den teknologiske udvikling, nu såvel på CD som i en række elektroniske formater.

1925: Statsradiofonien oprettes. Dansk Blindesamfunds daværende formand Martinus Christiansen skrev i den anledning: “Radiofonien er vel nok en af vor tids største opfindelser. Dette at man ad usynlige veje kan komme i forbindelse med omverden, lyder som et eventyr, men er en virkelighed, som jo nu allerede er almindelig kendt og benyttet”. Radio var blindes første alternative adgang til information efter introduktionen af punktskrift. Her fik man information og viden ind ikke via fingrene, men via ørerne.

1928: Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde indleder et samarbejde med statsfængslerne om at lade interesserede fanger forestå afskrift af bøger i punktskrift. Dette frivillige initiativ i Nyborg Statsfængsel udvikledes i statsfængslet Vridsløselille og i Horsens Statsfængsel til et egentligt arbejde for indsatte fanger med interesse herfor. Dette samarbejde fortsatte i mere end 50 år.

1956: “Indlæsningscentralen” på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde oprettes for at påbegynde produktionen af bøger på lydbånd, og Invalideforsikringsfonden uddeler de første spolebåndoptagere til blinde til afspilning af lydbøger. Dansk Blindesamfund havde allerede i 1930’erne, inspireret af udviklingen i USA, taget initiativ til produktion af lydbøger på grammofonplader. Disse bestræbelser løb imidlertid ind i vanskeligheder på grund af omkostningerne ved en sådan produktion og på grund af 2. verdenskrig. Med etableringen af “Indlæsningscentralen” påbegyndtes en helt ny epoke, der gav blinde og svagsynede helt nye muligheder for adgang til information efter punktskriftens og radioens introduktion, hhv. 100 år og 30 år forinden. Økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund havde muliggjort anskaffelse af det mest moderne produktionsudstyr til “Indlæsningscentralen”. Bevillingen af økonomisk støtte til dette udstyr var navnlig båret af ønsket om at muliggøre produktionen af en landslydavis.

Poul Glygård, en væsentlig personlig drivkraft i trykkerivirksomheden for blinde, skriver i jubilæumsskriftet i anledning af DBS’ 50 år:

”Den kolossale udbredelse af lydbogen og 40.000 udlån i 1960 mod punktskriftens cirka 4.000 betegner en helt ny æra i blindes adgang til litteraturens skatte. Rigtigt anvendt vil båndoptageren, som nu besiddes af knapt 2.000 blinde, uden at man derfor må overse punktskriftens blivende værdi, måske kunne blive det hjælpemiddel, der mere end noget andet kan hæve blindes intellektuelle og sociale niveau; men også på blinde lurer den fare, der ligger i den mekaniserede underholdningsindustri. Enhver af de her nævnte ting: Orkester, kor, klubber og andet, hvorom Dansk Blindesamfund har været rammen, har bygget på et stærkt, personligt initiativ. I det øjeblik, dette initiativ svækkedes, gik arbejdet i stå. Derfor kan der næppe være tvivl om, at Dansk Blindesamfund i de kommende år må lægge megen vægt på at opmuntre og støtte ethvert, fornuftigt initiativ, som tager sigte på at gøre blinde til aktivt ydende og ikke blot til passivt nydende mennesker. Dette vil være af afgørende betydning, hvis blinde som gruppe skal gøre sig håb om en bedre samfundsmæssig placering i forhold til de øvrige befolkningsgrupper.”

1959: I forbindelse med sammenlægningen af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde med  “Danmarks Blindes Bibliotek og Trykkeri – som tidligere nævnt oprettet april 1892 – blev Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde pålagt at fortsætte udgivelsen af “De Blindes Budstikke”. Dette tidsskrift, der gratis blev tilsendt alle blinde, der ønskede at modtage dette, indeholdt bl.a. det ugentlige radioprogram – Statsradiofonien ydede et årligt tilskud til offentliggørelse af radioprogrammet gennem tidsskriftet. I 1954 udgjorde dette tilskud 1.500 kr. “De Blindes Budstikke” offentliggjorde det ugentlige radioprogram frem til udgangen af 1961, idet Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde fra begyndelsen af 1962 påbegyndte udgivelsen af det ugentlige punktskrift magasin “Radio- og Bogorientering”. Danmarks BlindeBibliotek * (fortsatte med udgivelsen af radio- og TV-programmet) hver uge i såvel punktskrift som indlæst på lydbånd. I 2002 påbegyndtes arbejdet med udgivelsen af en digital version af samtlige radio- og TV-programmer.

1961: Den 8. juni markere Dansk Blindesamfund sit 50-års jubilæum. Der udgives i denne forbindelse et jubilæumsskrift, hvori landsformand H. C. Seierup udtaler: “I indeværende år må Statens Trykkeri og Bibliotek indstille sig på at præstere ca. 4000 udlån af punktbøger og hen ved 50.000 udlån af båndbøger. Det stiller os overfor i hvert fald to store problemer:

1) Hvad kan vi gøre for at hindre en letsindig underkendelse af punktskriften?

2) Hvad kan vi gøre for på bedste måde at udnytte den teknik, der med ét slag har sat et stort antal mennesker – formentlig flertallet af vore medlemmer – som hidtil har været afskåret fra bøgernes verden, i stand til at læse? Mon ikke i begge tilfælde løsningen vil medføre en udbygning for ikke at sige udvidelse af biblioteket, således at både punkt- og båndlæsere kan få de bøger og tidsskrifter, de har et naturligt krav på. Opfyldelsen af disse krav – det er vi fuldt og helt klar over – kan og vil betyde en sprængning af bibliotekets rammer, men et samfund, der ellers sikrer sine borgere praktisk talt gratis adgang til biblioteker, museer og andre kulturelle institutioner, kan ikke i længden vige tilbage for at sikre landets blinde et tidssvarende bibliotek”.

1964: Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde flytter til nye lejede lokaler i Rønnegade 1 på Østerbro i København. Ved indflytningen rådede man over 1.500 kvadratmeter, hvilket var en fordobling af den hidtidige lokalekapacitet. Indflytningen i disse nye lokaler gjorde det muligt at samle Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde med det tidligere af Foreningen Danmarks Blinde oprettede trykkeri og bibliotek – denne sidstnævnte virksomhed havde igennem de sidste godt 25 år haft til huse i Dansk Blindesamfunds ejendom Bogensegade 8 på Østerbro i København.

1969: Der træffes beslutning om at opdele Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde i 2 institutioner. Fra den 1. april 1969 udnævnes John Larsen som leder af Statens Bibliotek for Blinde. Fra samme dato udnævnes ingeniør Helge Moll som leder af Statens Trykkeri for Blinde. Denne opdeling af virksomheden skulle sikre en styrkelse af den voksende produktionsvirksomhed, som var et resultat af lydbogsproduktionen og den fremtidige ibrugtagning af edb-teknologi ved trykning af punktskrift.

Der opstod i de følgende år betydelige samarbejdsvanskeligheder mellem de to institutioner. Det var planen, at biblioteksudvalget, nedsat af Blindenævnet under Socialstyrelsen, skulle forestå den overordnede ledelse og koordination af virksomheden på de to institutioner. Biblioteksudvalget var tilsyneladende ikke i stand til at løse denne opgave. For at klarlægge og løse de opståede samarbejdsproblemer på de to institutioner blev der i 1973 med bistand fra afdelingen for arbejdsledelse på Teknologisk Institut i en rapport fra denne udarbejdet retningslinjer dels for driften af Statens Bibliotek for Blinde, dels for driften af Statens Trykkeri for Blinde. Opstillingen af disse retningslinjer førte imidlertid heller ikke til en løsning af samarbejdsproblemerne.

1975: I brev af 5. september 1974 rettede Dansk Blindesamfund skriftlig henvendelse til Socialstyrelsen med anmodning om at træffe foranstaltninger til løsning af samarbejdsvanskelighederne mellem Statens Bibliotek for Blinde og Statens Trykkeri for Blinde, idet samarbejdet gennem de seneste år havde fungeret særdeles dårligt til stor ulempe for blinde lånere. Socialstyrelsen pålagde i den anledning i januar 1975 konsulent Aage Valbak og fuldmægtig Erik Albrechtsen at gennemføre en undersøgelse af forholdene på de to institutioner. Resultatet af den gennemførte undersøgelse blev fremlagt i en rapport fra maj 1975. Rapportens anbefalinger resulterede i, at de to institutioner på ny blev sammenlagt under en fælles ledelse, og at ekspeditionssekretær Gunnar Reisler fra Socialstyrelsen pr. 1. august 1975 konstitueredes som administrator for den samlede virksomhed. Endvidere resulterede undersøgelsen i en anbefaling af en ændret udvalgsstruktur. Stillingen som administrator for Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde blev formelt stadfæstet ved normering af administratorstillingen pr. 1. januar 1979.

1972: Der træffes beslutning om, at produktion af bøger og andre undervisningsmaterialer i punktskrift og indlæst på lydbånd til brug ved undervisningen på Refsnæsskolen og på Instituttet for Blinde og Svagsynede i København overflyttes fra Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde til materialelaboratorierne ved de to institutioner. Denne overflytning førte til etableringen af Studiebogsbiblioteket ved Instituttet for Blinde og Svagsynede i København. Dette bibliotek forsynede integrerede studerende med undervisningsmaterialer.

1980: Efter vedtagelsen af lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægningen pr. 1. januar 1980 af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg besluttede Socialstyrelsen den 4. september 1980 at nedsætte et udvalg, der skulle undersøge rationaliseringsmulighederne m.v. på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde. Udvalgets formand var afdelingschef Svend Aage Wurr fra Socialstyrelsen. Dansk Blindesamfund var i udvalget repræsenteret ved næstformand K.V. Andersen. Det var i udlægningslovens §2, stk. 4 bestemt, at Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde skulle forblive under staten. Udvalget skulle undersøge institutionens forretningsgange med henblik på en rationalisering af produktionen og den daværende service uden at foregribe mulighederne for at realisere de anbefalinger som Bibliotekskommissionen fra 1979 havde fremlagt. Udvalget afgav sin rapport i december måned 1981, denne indeholdt en række anbefalinger til, hvorledes institutionens service kunne forbedres gennem brug af edb-teknologi i forbindelse med institutionens udlånsvirksomhed. Desuden anbefalede udvalget en ekstraordinær 3-årig bevilling med henblik på at afslutte overgangen fra spolebånd til kassettebånd i 1982.

1985: Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde overflyttes fra Socialministeriet til Kulturministeriet i overensstemmelse med princippet om sektoransvar, et princip der for alvor blev sat fokus på med FN’s internationale handicapår i 1981. Blindes biblioteksforsyning blev hermed tilstræbt sidestillet med den øvrige befolknings biblioteksbetjening.

1988: Bibliotekar Winnie Vitzanski konstitueres i stillingen som administrator med virkning fra den 1. april 1988 og blev endeligt udnævnt i denne stilling to måneder senere. Det blev Winnie Vitzanskis opgave at forestå tilpasningen af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde til de nye vilkår, der lå bag vedtagelsen af ændringerne af bibliotekslovgivningen.

1990: Danmarks BlindeBibliotek bliver det nye navn for Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde samtidig med, at institutionen får status som “overbygning” på det øvrige bibliotekssystem for så vidt angår lydbøger, hvilket muliggør lokalt udlån af disse. Direkte udlån til blinde gennem postvæsenet fastholdes.

Kulturministeriet godkendte februar 1994, at institutionens leder, benævnes direktør Winnie Vitzanski, forestod ledelsen af Danmarks BlindeBibliotek indtil udgangen af december 1997.

1995: Danmarks BlindeBibliotek indgår den første kontrakt med Kulturministeriet om udviklingen af virksomheden. Introduktion af den digitale teknologi påbegyndes med henblik på at forberede “den ny generation af lydbogen” i digital form, der ifølge den seneste fireårige kontrakt skal afløse kassettebåndet i den kommende kontraktperiode der begynder 1. januar 2004.

1998: Den 1. januar 1998 tiltrådte Elsebeth Tank stillingen som direktør for Danmarks BlindeBibliotek.

2005: Netbiblioteket E17 er forgængeren til nota.dk, som vi kender det i dag, og altså DBB’s første digitale bibliotek. E17 blev lanceret i forbindelse med at ordblinde nu også kunne blive medlemmer og gøre brug af institutionens service på lige fod med synshandicappede. Tanken bag navnet var at signalere en motorvej til tilgængelig litteratur.

2007: En række tidsskrifter, herunder Weekendavisen, udsendes nu i Daisy-format på CD til abonnenter, der allerede hidtil har modtaget denne ugentlige nyhedsformidlende publikation i kassetteformat.

2009: Fra den 1. juni skiftede Danmarks Blindebibliotek navn til Nota – Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder.

Baggrunden for navneskiftet var, at Nota ønskedes at være i konstant udvikling. Nota var dermed ikke længere et bibliotek kun for blinde og synshandicappede og derfor forlades navnet for institutionen ”Danmarks Blindebibliotek”. Også ordblinde fik adgang til Notas omfattende samlinger af bøger og tidsskrifter på lyd og andre alternative læsemedier.

Set i et historisk perspektiv, med fokus på ikke mindst de synshandicappede låneres adgang til bøger i tilgængeligt format, samt fra et efterfølgende økonomisk perspektiv, fik denne omlægning uventede og uønskede alvorlige konsekvenser, i form af et krav på betaling til forlagsbranchen af en 8-cifret størrelse.

Januar 2018: Det meddeles, at Nota, som led i regeringens beslutning om at flytte statslige arbejdspladser fra København til provinsen, skal flytte til Nakskov. Rådhuset i Nakskov blev ombygget og fra starten af 2019 blev en stor del af produktions- og administrationsopgaverne varetaget fra denne adresse. En række indlæsnings- og redaktionsfaciliteter blev bevaret i lokaler beliggende Teglværksgade 37, København Ø, hvor de stadig forefindes.

December 2021: Michael Karvø tiltræder som direktør for Nota.

Januar 2024: Pressemeddelelse kundgør, at Biblioteksbetjeningen af borgere med syns- og læsehandicap, som varetages af Nota, fremover skal løses i en sammenhæng med Kulturministeriets øvrige biblioteksfunktioner, inden for Det Kgl. Biblioteks organisation. De to biblioteker lægges sammen per 1. januar 2024.

Direktør for Nota bliver dermed vicedirektør i regi af Det Kgl. Bibliotek med Nota som ansvarsområde.

Afsluttende bemærkninger.
Jeg er personligt meget begejstret for Louis Brailles punktskrift, som har fulgt mig siden min skolegang i 1950-erne. Der er for mig, som dedikeret punktskriftbruger, derfor ingen tvivl om, at oprettelsen af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, som en afdeling under Det Kongelige Blindeinstitut i 1924, må være udgangspunktet for fastsættelsen af Notas alder.

Den tidligere ledelse, med direktør Michael Wright i spidsen, lagde imidlertid oprettelsen af den selvstændige institution pr. 1. august 1952 til grund for markeringen af institutionens 60-års jubilæum ved et storstilet arrangement den 9. november 2012.

Den spidsfindige læser af min historiske beskrivelse ovenfor vil muligvis hævde, at Notas alder bør regnes fra april 1892, idet Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde i 1959 blev sammenlagt med Foreningen Danmarks Blindes Trykkeri og Bibliotek, som kan daterer sit virke tilbage til dette tidspunkt.

Gennem Notas 100-årige historie har blindes og stærkt svagsynedes forsyning, med undervisningsmidler og litteratur, udviklet sig fra trykning af punktskrift, ved hjælp af stereotyperingsteknologien, til nutidens digitale informationsformidling, siden 1956 suppleret af lydbøger på spolebånd, kassettebånd og nu senest som daisylydfiler. Fremtiden vil afsløre om den teknologiske udvikling, baseret på kunstig intelligens, giver helt nye forbedringer af disse muligheder. Foreløbig er der grund til at afvente, hvilke muligheder sammenlægningen af Nota med Det Kongelige Bibliotek i de kommende år rummer for Blinde og svagsynede.

Kilder:
“Historiske noter om udviklingen af blindes adgang til information” fra 10 06 2002, v/ Poul Lüneborg.

Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 8 – Blindes læsning – et historisk rids med fremtidsperspektiv.

”Jørgen Plenge – en humanistisk ildsjæl med visionært vingefang i blindeverdenen”, artikel af Ove Gibskov i Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 4/2020.

Folke Johansens bog “Sådan fik danske blinde et skriftsprog”. København 1983.

Desuden en række drøftelser med tidligere og nuværende ansatte på nota.

4. Anders Tindrup –en af de mest jyske jyder og den første leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, af Poul Lüneborg

En artikel med denne overskrift, kan naturligvis ikke undgå at påkalde sig opmærksomhed.

Når der er grund til at interessere sig for Anders Tindrup i dag, skyldes det den omstændighed, at han i 1924 blev udnævnt til at lede Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde.

Behovet for undervisningsmaterialer og støtte til tidligere elever ved Det Kongelige Blindeinstitut stillede i begyndelsen af 1920-erne instituttet overfor betydelige udfordringer. Blandt disse skal anføres, at lærerinde Methea Hoffmann den 1. maj 1920 fratrådte sin stilling ved Blindeinstituttet efter 37 års tjeneste. Hun havde gennem de mange år været en drivende kraft i at udvikle og formidle punktskrift samt i at afskrive tekster og noder i punktskrift. Hertil kom, at instituttets forstander Johannes Ulrik Plesner, som blev ansat i 1905, pludselig afgik ved døden den 17. februar 1922. Han blev afløst af Otto Wustenberg, som kort tid efter sin ansættelse måtte erkende, at der var behov for en særlig indsats, for at imødekomme det stærkt stigende behov for tekster og noder i punktskrift til brug i instituttets undervisning, og ikke mindst til støtte for de mange blinde håndværkere og musikere, som var blevet uddannet gennem de forløbne 66 år siden Blindeinstituttets oprettelse i 1858.

Det var dette behov, som førte til, at Otto Wustenberg i 1924 tog initiativ til at oprette Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, som en selvstændig afdeling med eget budget under Blindeinstituttet. En begivenhed, som i år betyder, at Nota – Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder runder 100 år, idet Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde i 1990 blev videreført under navnet Danmarks Blindebibliotek, som pr. 1. juni 2009 antog institutionens nuværende navn Nota.

Hvem var Anders Tindrup?
Han blev født den 1. juni 1868. Hans forældre var Rasmus Christensen og Bodil Andersdatter, som var henholdsvis 46 og 41 år da han blev født. Hans far var husmand. Familien boede i landsbyen Tind som er en del af Gering Sogn som i dag er beliggende i Favrskov kommune. Om landsbyen Tinds navns oprindelse anfører provst Emer i sin fremstilling af Hvorslev og Gernings historie: ”Helt enestående bynavn, måske i slægt med Tindbæk. Man gætter, at Tind betyder tinde, bakke, da byen nok har en bakke – møllebakken, men byen faktisk ligger lavere end Gerning, synes den betydning at være misvisende, men hvad ellers?”

Ifølge Folketællingen fra 1870 bestod Tind af 10 gårde – en af disse havde en mølle – 7 huse og et fattighus. Anders Tindrups forældre boede i et af de 7 huse. Antallet af beboere i Gering sogn var på dette tidspunkt godt 300, som frem til 1901 voksede til knap 700. Det var et udpræget jysk landsbymiljø, han blev født ind i. Han fik ved sin dåb den 19. juli 1868 i Gering Kirke navnet Anders Peter Rasmussen Christensen. Et navn, som han i 1906 ændrede til Anders Peter Rasmussen Tindrup, et navneskifte som blev muliggjort mod betaling af et gebyr på 4 kr. i henhold til den første egentlige danske navnelov fra 1904.

I sin levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet anfører han om sit liv: ”Jeg var den næstældste af 3 Søskende.

Fra Fødslen var mit Syn svagt og da jeg kom i Gjerning Skole i 1875 kneb det for mig at følge Undervisningen, jeg forblev dog paa Skolen i 3 Aar, til min Lærer sørgede, for at jeg kom paa Kædens Børneasyl for Blinde i Klerkegade i København, herfra overflyttedes jeg i 1879 til Det Kgl. Blindeinstitut i København og fortsatte her min Skoleundervisning samtidig med, at jeg blev undervist i Skomageri og Violinspil. Jeg afgik fra Instituttet 1887 til mit Hjem, hvor jeg forblev til 1892, da jeg igen rejste til København.

I 1893 begyndte jeg at arbejde med Fremstilling af Blindeskrift paa det den Gang nyoprettede Blindetrykkeri under ”Danmarks Blinde”.

Den 1. september 1895 ansættes han som Sløjdlærer og Bogtrykker ved Det Kongelige Blindeinstitut i København.

Han blev gift den 4. juni 1899. Hans kone Magdalene Karoline, født 23. november 1875 i Nakskov, valgte sammen med ham hans nye efternavn. Parret etablerer sig på adressen Hvalsøvej 10 i Brønshøj. De får ifølge Folketællingen fra 1921 sammen 4 piger, der alle får Fauerskou som efternavn – Bodil Benedikte, f. 9.10 1898, telefonistinde, Ellen Magdalene, f. 3.12. 1899, kontoristinde, Sylvia Anina, f. 20.6. 1906, prøvetelefonistinde og Grethe Kirsten, f. 18.7. 1914.

Der foreligger fra Anders Tindrups tid som ansat ved Blindeinstituttet en række samstemmende udsagn om hans personlighed. Således blev mærkedage i hans liv markeret med artikler i Dansk Blindesamfunds Medlemsblad. I forbindelse med hans 70-års fødselsdag skriver bladets redaktør Peter Ommerbo: ” En af vore mest jydske Jyder i København fyldte den 1. Juni 70 Aar.

Det var saamænd Hr. Tindrup, af alle kendt saa godt, han er en ægte Jyde i baade stort og smaat; han har saa klar en Hjerne og ret et lunt Gemyt; naar rigtig han fortæller, kan gammelt blive nyt!”

Tidligere landsformand Ernst Jørgensen anførte i sine mindeord i anledning af hans pludselige død i en Alder af 73 Aar den 23. December 1941:

“Det vil bedrøve mange gamle Tutelever at faa denne Meddelelse, for hvem holdt ikke af Hr. Tindrup. Selv gammel Elev, forstod han som kun faa at anslaa den kammeratlige Tone, som gjorde, at vi fik Tillid til ham. Vi, der havde ham som Sløjdlærer, følte det altid, som havde vi aflagt et Besøg hos en ældre Bror, naar vi under hans kyndige og venlige Vejledning havde tilbragt en Time paa Sløjdværkstedet. Hans glimrende Hukommelse og særprægede Fortællerevne bragte os i Kontakt med Forhold og Personer fra tidligere Perioder i Instituttets Historie. Hans rent ud forbløffende Evne til Efterligning satte ham i Stand til at gengive sine pudsige Anekdoter i det rigtige Tonefald og med den oprindelige Dialekt.

Efterhaanden som Trykkerivirksomheden udvikledes, maatte Hr. Tindrup opgive Undervisningen for helt at hellige sig Trykkeriet, og vi skylder ham alle Tak for de mange Hjælpemidler og praktiske Forbedringer, hans Opfindersnilde har skabt, og som sikkert ogsaa langt ud i Fremtiden vil blive til Gavn og Glæde for vort Lands blinde.

Med Tindrup forsvandt mange Minder fra det gamle Institut, og vi mistede en god, gammel Ven, hvis Minde vi vil holde i Ære.”

Denne beskrivelse af Anders tindrup giver grundlag for at besvare spørgsmålet:

Hvilke forudsætninger havde Anders Tindrup for i 1924 at blive ansat som den første leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde?

Her vil jeg pege på 3 forhold:
1. Han var selv meget svagsynet og havde som følge heraf modtaget sin skolegang og erhvervsoptræning på Det Kongelige Blindeinstitut, hvor han tilegnede sig et indgående kendskab til Louis Brailles punktskriftssystem.

2. Han havde forud for udnævnelsen fra 1893 arbejdet som bogtrykker ved ”Danmarks Blindes Trykkeri og Bibliotek og fra 1895 været ansat som lærer og bogtrykker ved Blindeinstituttet i mere end 28 år, en periode hvor produktionen af tekster og noder i punktskrift undergik en enorm udvikling.

3. Han havde i kraft af sin personlighed og sit engagement indenfor arbejdet i Foreningen ”Danmarks Blinde” og siden i ”Dansk Blindesamfund ”vist, at han kunne løse komplekse opgaver og udtænke nye løsningsforslag overfor de udfordringer, som arbejdet som afdelingsleder stillede ham overfor.

Forstander Otto Wustenberg har i sin beretning for årene 1922 – 1933 for Det Kongelige Blindeinstitut givet en fin historisk skildring af de forudsætninger og vilkår, som lå til grund for arbejdet som leder af den nye afdeling med ansvar for trykkeri- og biblioteksfunktionerne ved Blindeinstituttet, samt en beskrivelse af Anders Tindrups virke som leder frem til udgangen af maj 1932, fra hvilket tidspunkt han fortsætter sit arbejde under cand. Mag. Jørgen Plenges ledelse. Han skriver:

”Med Det kgl. Blindeinstituts Oprettelse i 1858 begyndte den første systematiske Undervisning af blinde i Danmark. Den nærliggende Opgave at skaffe Eleverne Læse- og Lærebøger i de forskellige Undervisningsfag kom da hurtigt til at foreligge, og Instituttets første Leder, Forstander Moldenhawer var, som det fremgaar af Aarsberetningerne fra hans Tid, meget interesseret i dette Arbejde. Da han i 1905 tog sin Afsked, var der trykt over 50 Værker: Læse- og Lærebøger samt en Række bibelske Skrifter, de sidste med Understøttelse fra Bibelselskabet for Danmark og det norske Bibelselskab.
De første af disse Bøger blev trykt med latinske Reliefbogstaver, men snart gik man i Danmark over til den Brailleske Punktskrift, og siden 1883 lod Instituttet kun trykke Bøger med denne Punktskrift med Undtagelse af nogle Eventyr af H. C. Andersen og en A B C, af Hensyn til Mennesker, der bliver blinde i en senere Alder og til de Elever, der skulde lære at skrive de latinske Bogstaver, ansaa Forstander Moldenhawer det for rigtigst, at der stadig var et Par Bøger med dette Tryk. Nu trykkes udelukkende Bøger med Punktskrift.
De første Punktskriftbøger i Danmark fremstilledes ved Benyttelsen af Typer, men i 1887 gik man over til at anvende Stereotypplader, i hvilke Brailletegnene blev prægede ved Brug af Hammer og Staalpren mod et Underlag med de sædvanlige Fordybninger til Skrivning af Punktskrift. Senere fik man Stereotyperingsmaskiner forsynede med en Trædemekanisme, ved Hjælp af hvilken Punkterne præges i Zinkplader.
Fra 1905 og til nu og navnlig siden 1924, da Trykkeriet helt blev en Mands Arbejde, er Lærebøgernes Antal blevet stærkt forøget, og mange af de ældre Læse- og Lærebøger er blevet afløst af nye og tidssvarende.
Omkring 1880 blev de ovenfor nævnte Eventyr af H. C. Andersen trykt i et privat Trykkeri og uddelt til blinde ved Juletid og andre Lejligheder. Omkostningerne dækkedes ved private Bidrag. Med Aars Mellemrum blev et og andet mindre, litterært Værk trykt, men ud over Skolebøger var det yderst lidt, man helt op til Slutningen af Tyverne kunde overkomme at faa trykt. Instituttets Punktskriftsbibliotek fik siden 1890 nu og da en Bog af private Afskrivere, og de ældste Elever fik af Foreningen Danmarks Blinde Tilladelse til at laane denne Forenings Bøger, ligesom Instituttet fik de Bøger, Foreningen lod trykke, men alt i alt var Instituttets Elever dog uendeligt daarligere stillet end deres seende Kammerater i andre Skoler.

Først i 1928 blev der fundet en Vej til Løsning af hele dette vigtige Spørgsmaal.
I 1924 erfarede Instituttets daværende Bibliotekar, J. L. Varming, gennem en Samtale med Magister Johan Plesner, den tidligere Forstanders Søn, at denne havde skrevet en Artikel til »Frem«: »Hvad en blind ser« og i denne Artikel under Billedet af en blind Bogtrykker havde opfordret Mennesker, der havde Tid til Raadighed, til at afskrive Bøger til blinde. Johan Plesner havde oprindeligt henvist til Foreningen Danmarks Blinde, men da Varming netop havde erfaret, at Foreningen for Tiden havde Afskrivere nok, greb han Lejligheden og fik Johan Plesner til at forandre Henvisningen til Det kgl. Blindeinstitut.
Det var denne lille Notits, der i 1928 fik vidtrækkende Følger. Fangerne i Statsfængslet i Nyborg havde læst Artiklen i »Frem« og faaet Lyst til at forsøge at afskrive Bøger, og da Forstander Wustenberg i 1928 havde holdt et Foredrag for dem om de blinde, kom Sagen i Gang. En Række godt afskrevne Bøger kom efterhaanden til Instituttet, og man forsøgte at mangfoldiggøre Bøgerne ved med Staalpren og Hammer at præge dem paa Plader. Denne Fremgangsmaade, som man paa Instituttet forlængst havde forladt, viste sig dog at frembyde for store Vanskeligheder, og dette førte til, at man kom i Forbindelse med Vridsløselille Statsfængsel, idet man her lavede en ny Stereotyperingsmaskine efter Instituttets som Model.
I Nyborg havde Fangerne kun skrevet i deres Fritid; nu ansøgte man om, at nogle Mænd i Vridsløse maatte arbejde Dagen igennem med Overføring af Bøger.
Sagen gik i Orden, og der arbejdes nu med tre Stereotyperingsmaskiner i Vridsløse, og tre Mænd er Dagen igennem beskæftiget med Trykning og Overføring af Bøger under Tilsyn af Fængselets Overlærer, Hr. Ryge. Samtidig fortsættes Afskrivningsarbejdet i Nyborg. Dette Arbejde, som nu gøres under Tilsyn af Pastor Agnar Nielsen, er stadig af stor Værdi, idet det jo altid vil være begrænset, hvad der kan trykkes, og der her kan afskrives bøger til de enkelte elever, der går i mellemskolen eller gymnasiet ved andre skoler.
Der er, siden dette Samarbejde med Fængslerne er kommet i Stand, overført flere Bøger end i alle de andre Aar tilsammen, Instituttet har bestaaet, og hertil kommer, at Julehefter er blevet trykt i store Oplag og solgt for en billig Pris til alle, der har ønsket at købe dem. Instituttets Elever har faaet dem gratis tilsendt, ligesom de, de sidste Sommerferier har faaet tilsendt en Bog til Ferielæsning, saaledes sidste Sommers Bøger til de enkelte Elever, der gaar i Mellemskolen eller Gymnasiet ved andre Skoler. Af samme Grunde er Instituttet glad for det Arbejde, der stadig udføres af enkelte private Afskrivere: Fru Elisa Hornbech, Fru A. Levysohn, København, og Typograf Bech, Vejle.
Det store Arbejde, der saaledes fra forskellig Side gøres i Samarbejde med det paa Instituttet værende Trykkeri, er Aarsag til, at Instituttets Punktskriftsbibliotek i de sidste Aar er blevet stærkt forøget og til, at man nu har kunnet oprette Læsestuer saavel for Piger som Drenge. Til disse Læsestuer overføres der i Vridsløse og Nyborg Biografier, Haandbøger mm., og Drengenes Læsestue vil blive aabnet for ældre blinde, der maatte ønske at aflægge den Besøg. Der er saaledes i de sidste Aar sket en Mangedobling af Arbejdet for at fremskaffe Læsning, og det er at haabe, at det med Tiden kan blive alle blinde til Gavn og Glæde.
Ogsaa paa Trykkeriet paa Instituttet er Arbejdet blevet stærkt udvidet. Alle Bøger og Noder indbindes eller heftes her, og her overføres foruden Lærebøger til Skolen de for de blinde Organister og Musikere nødvendige Noder. Instituttet i København har altid lagt stor Vægt paa Musikundervisningen, og fra dets første Dage har man arbejdet med at overføre Noder med den Brailleske Nodeskrift. I Begyndelsen var det faa Noder, man kunde overkomme at trykke; de fleste maatte afskrives, og Hovedmængden af Instituttets Noder er stadig haandskrevne, selv om man nu saa godt som helt er gaaet over til at stereotypere og trykke Noderne.
Den svagtsynede Bogtrykker Tindrup, der gennem mange Aar med megen Indsigt har gjort et stort Arbejde, har nu foruden tre andre Medhjælpere faaet en fast Medarbejder i Bogtrykker Adolf Andersen, der ogsaa er svagtsynet, og som væsentligst er beskæftiget med at overføre Noder.
Et Musikudvalg med Komponisten Aksel Agerby som Formand afgør, hvilke Noder, der skal overføres, for saa vidt det ikke gælder Noder til Undervisningen paa Instituttet.
Det Maal, der nu stiles imod, er at skabe et Landsbibliotek af trykte Bøger med Læsestuer i større Byer, maaske i Forbindelse med de kommunale Folkebiblioteker.
Som Supplement til det ovenfor udviklede henvises til Kataloger, der i Efteraaret 1933 vil udkomme over trykte Noder og Bøger.”

Den udvikling, som Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde har undergået i dets første 11 år, følges op i de efterfølgende 11 år i beretningen for perioden 1933 til 1944. I denne beretning kan man desuden læse:

”Ud over den egentlige Biblioteksvirksomhed stod Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde for Fremskaffelse og Salg af Blindeskriftspapir, Tavler og Prene til Skrivning af Blindeskrift, Lommetavler, Sortskriftsskriveunderlag, forskellige Spil og lign. — ligesom enhver Bog, Trykkeriet overførte og producerede i punktskrift, kunne købes her.”

Det fremgår af beskrivelsen af Anders Tindrup, at han i kraft af opfindsomhed og snilde opfandt og udviklede forskellige hjælpemidler til blinde. Der foreligger stort set ingen konkrete beskrivelser af eksempler på disse. Der er imidlertid i denne forbindelse grund til at notere sig de tanker, som han gør sig i en artikel i Nordisk Tidsskrift for Blinde, som er gengivet i Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 7 fra 1935. I denne artikel filosoferer Anders Tindrup over spørgsmålet ”Billeder til blinde”, og illustrerer med et eksempel sin evne til at anskueliggøre det visuelle overfor en blind dreng. Der findes dog et eksempel på hans snilde. Det drejer sig om mærkede spillekort. Disse har en systematisk spejlvendt følbar mærkning på det enkelte korts forside, mens mærkningen ikke var synlig på kortets bagside for seende medspillere. Disse spillekort forhandles stadig.

Denne supplerende aktivitet under Anders Tindrups medvirken, skulle vise sig at blive starten på det tilbud, som efter 1985 blev til den selvstændige institution ”Statens Hjælpemiddelcentral for Blinde”.

Anders Tindrup kan, ved sin pensionering med udgangen af oktober 1938, se tilbage på et imponerende resultat, indenfor de 2 vigtigste arbejdsområder, trykning af bøger og noder i punktskrift, til brug for Blindeinstituttets undervisning, og ikke mindst til de mange blinde organister rundt om i landet, som løbende har brug for at få trykt noder til brug i deres arbejde.

Anders Tindrups opgaver blev overtaget af trykkerileder Adolf Andersen, der ligesom ham selv var stærkt svagsynet, jf. omtalen af ham i selskabets Nyhedsbrev nr. 2/2024. Den 1. august 1952 fik institutionen selvstændig status med Jørgen Vilhelm Plenge som forstander.

For at komplimentere beskrivelsen af Anders Tindrup, er der til slut grund til at hæfte sig ved en række forskellige opgaver, som han påtog sig, indenfor Foreningen Danmarks Blinde og Dansk Blindesamfund.

Den 5. december 1883 stiftedes ”Blindes Understøttelses- og Læseforening af 1883” af en gruppe lærere ved Blindeinstituttet og nogle tidligere elever, på opfordring af instituttets daværende forstander Johannes Moldenhawer. Foreningen ændrede i 1892 sit navn til ”Danmarks Blinde”. Det fremgår af foreningens årsberetninger, at Anders Tindrup blev medlem af foreningen i 1895, samme år som han blev ansat som lærer ved Blindeinstituttet, et medlemskab, som han fastholdt frem til 1911, hvor Dansk Blindesamfund blev stiftet. Han kom, gennem dette medlemskab, i tæt kontakt med instituttets inspektør Andreas Frederik Wiberg, lærerinde Methea Hoffmann og organist Johan Wulff, som i 1889 præsenterede det første forslag til et dansk forkortelsessystem af Louis Brailles punktskrift. Foreningen ”Danmarks Blinde” etablerede i april 1892 sit eget trykkeri og bibliotek, og påbegyndte i 1898 udgivelsen af punkttidsskriftet ”Blindes Budstikke”.

Anders Tindrup optræder ikke i årsberetningerne for ”Danmarks Blinde” efter stiftelsen af ”Dansk Blindesamfund”. Dog optræder han i juni 1937 sammen med overlærer Jørgen Plenge, som udpegede kontrollanter af valget til bestyrelsen for ”Danmarks Blinde”.

For så vidt angår hans virke indenfor ”Dansk Blindesamfund”, skal det nævnes, at han i 1918 og i 1926 optræder som repræsentant / repræsentantsuppleant, valgt af den københavnske lokalkreds. Anders Tindrup repræsenterer i forskellige sammenhænge ”Dansk Blindesamfund”. Blandt disse opdrag finder jeg anledning til at nævne, at han i sommeren 1920 deltog i det første Interskandinaviske Blindesagsmøde i København, med deltagelse af blindeorganisationerne fra Danmark, Norge og Sverige. Her deltog han aktivt i drøftelserne af mulige fremtidige beskæftigelsesmuligheder for blinde. Ifølge referatet fra mødet, henledte han deltagernes Opmærksomhed paa Agenturvirksomhed, og begrundede dette forslag på følgende måde: ”Da mange Mennesker lever af dette erhverv, og da Blinde tit har et umaadelig godt Snakketøj, vilde det sikkert være noget for dem”.

I februar 1937 udpeges han som en ud af 4 DBS-repræsentanter, som skal indgå i en møderække, om en revision af punktskriftforkortelsessystemet, indkaldt på initiativ af forstander Otto Wustenberg.

Jeg vil hermed slutte dette mit forsøg på at beskrive personen Anders Tindrup, og hans betydning for udviklingen af den danske blindesag, her 100 år efter, at han blev udnævnt, som den første leder af ”Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde”. Det er bemærkelsesværdigt, at han har været vidne til introduktion og udvikling af Louis Brailles punktskrift lige siden 1883, hvor Blindeinstituttet besluttede at fravælge reliefskrift til fordel for punktskrift.

Der er for mig ingen tvivl om, at han, i kraft af sin personlige integritet og sit positive livssyn, skabte betydelige resultater igennem årene, hvor han forestod dette meget vigtige arbejde. I forbindelse med hans fratræden blev han udnævnt til Dannebrogsmand, dvs. at han blev tildelt sølvkorset, som en påskønnelse for hans virke gennem 43 år ved Det Kongelige Blindeinstitut.

I hans samtid var han kendt af stort set alle blinde, mens han i dag er helt ukendt på trods af hans betydningsfulde indsats. Han fortjener så absolut en plads i den danske blindesags historie. Denne artikel bidrager forhåbentlig hertil.

 

Kilder:

Beretning om det kgl. blindeinstitut i København juli 1922 – november 1933
Beretning om det kgl. blindeinstitut i København november 1933 – januar 1944
Betænkning nr. 129 – ”Forsorgen for Blinde og Stærkt Svagsynede”, København 1955
”Dansk Blindesamfunds historie” ved Peter Ommerbo, København 1944
Dansk Blindesamfunds medlemsblade fra nr. 1-1911 til nr. 1-1942
Folketælling 1870, landdistrikter
Folketælling 1880 og 1921, København
Historiske noter om udviklingen af: ”Blindes adgang til information fra 1811 til 2004” – ved Poul Lüneborg, Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 8-2002 side 16 – 42
HVORSLEV-GERNINGS HISTORIE ved PROVST EMER. ANKER VESTERGAARD, 97 sider
Kirkebogen for Gerning sogn 1860 – 1891.
Levnedsbeskrivelse ved Anders Tindrup, indleveret 15. marts 1939 til Ordenskapitlet.
”Statens Institut for Blinde og Svagsynede i København”, 5. november 1858 – 1958 – 100-års jubilæumsskrift, København 1958.
SÅDAN FIK DANSKE BLINDE ET SKRIFTSPROG, af FOLKE JOHANSEN, København 1983.
Årsberetninger fra Danmarks Blinde for årene 1888 – 1937.

5. Afskaffelse af fattiglovens retsvirkninger for blinde, af René Ruby

I 1914 ændredes fattigloven, hvorefter blinde og kun blinde, kunne modtage offentlig hjælp uden tab af borgerlige rettigheder som valgret. Denne ændring har Dansk Blindesamfunds tidligere formand Svend Jensen betegnet som det største resultat Dansk Blindesamfund har opnået i bogen ”Det første Skridt mod Ligestilling”.

Med Grundloven fra 1849 blev fattighjælp en grundlovssikret rettighed. Samtidig blev det slået fast, at modtagelsen af fattighjælp resulterede i en række ikke nærmere definerede rettighedstab.

Op gennem 1700- og 1800-tallet oprettedes og steg antallet af fattighuse. Skammen og den sociale degradering, der blev vedhæftet fattig- og arbejdsanstalter, havde ikke mindst en præventiv funktion. Det samme blev tilfældet omkring fattighjælpsydelser generelt. I perioden op til Grundloven i 1849 var der indført en række sanktioner i forbindelse med modtagelsen af fattighjælp. Hvis man modtog fattighjælp, skulle man søge om tilladelse til at gifte sig, ligesom man mistede forældremyndigheden og retten til at bestemme, hvor man skulle bo. Rettighedstabet kulminerede i Grundloven, hvor den politiske valgret blev gjort afhængig af, at man ikke havde modtaget fattighjælp, som ikke var betalt tilbage. Den nye fattiglov fra 1891 videreførte de fleste af de konsekvenser, som modtagelsen af fattighjælp havde fået gennem 1800-tallet.

Blindeundervisningen blev påbegyndt af Kjæden i 1811, men først med oprettelsen af det nye blindeinstitut i 1858 blev blinde i større omfang målrettet uddannet i forskellige håndværk og musikfag med henblik på selvforsørgelse. Eleverne blev ofte uddannet i flere håndværk eller i musik og et supplerende håndværk. Dette skulle forbedre deres muligheder for selverhverv. Udover etablering i eget hjem eller fortsat ophold hos forældrene var mulighederne for de afgåede mandlige elever kun fattigvæsenet, det vil oftest sige fattiggården. De afgåede kvindelige elever havde derimod endnu en mulighed nemlig kvindehjem. Der blev i tidens løb oprettet flere hjem og pensionater for blinde kvinder. Opholdet her blev imidlertid også betalt af fattigvæsenet, hvorved disse ligeledes var underlagt fattighjælpsvirkning.

Kun organister og til en vis grad musikere havde en rimelig indtjening, mens håndværkere har haft en meget varierende og ofte utilstrækkelig indtægt og modtog ofte understøttelse. De afgåede elever kunne, udover at modtage hjælp fra fattigvæsenet, også modtage hjælp fra private velgørende foreninger, og det vil især sige Foreningen til at Fremme Blindes Selvvirksomhed. Det er særligt håndværkere og kvinder, som modtog bidrag fra Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed.

Den stiftedes i 1862. I 1860’erne voksede en omfattende filantropi frem i Danmark. Private havde altid hjulpet de fattige og givet almisser, ofte gennem kirken. Industrialisering og urbanisering i anden halvdel af 1800-tallet betød, at fattigdomsproblemerne især i København voksede. Her opstod diskussionerne om og behovet for filantropien. Filantropien var et redskab for den velstillede middelklasse til at påvirke samfunds-udviklingen og opdrage de fattige til at blive gode borgere.

I arkivmaterialet fra Blindeinstituttet er der utallige eksempler på afgåede elever som modtog fattigunderstøttelse. Omfanget af blinde under fattigforsørgelse kan aflæses af folketællingen fra 1890. Det fremgår blandt andet, at 1,8 % af den samlede befolkning hørte ind under fattigvæsenet. Af det samlede antal blinde var 18,4 % under fattigforsørgelse, af samtlige blinde uden for anstalter(1). Det vil sige, at godt ti gange så mange blinde var under fattigforsørgelse, i forhold til den øvrige befolkning samlet set.

Offentlig understøttelse kunne ske på tre måder, enten ved understøttelse i hjemmet, anbringelse i pleje hos private eller ved optagelse i forsørgelsesanstalter. Hvilken form og i hvilket omfang var overladt til den enkelte fattigbestyrelse at afgøre(2). De områder, inden for hvilke sognet ydede kontanthjælp til blinde, var værktøj, materiale og arbejdsrekvisitter. Mange hjemvendte håndværkere modtog pengebeløb til anskaffelse af værktøj og til at opstarte deres håndværksvirksomhed. Selvom de efterfølgende kunne forsørge sig selv, var de fortsat underlagt fattighjælpsvirkning, så længe etableringshjælpen ikke var tilbagebetalt. Herudover ydedes hjælp til klæder, senge og sengeklæder. Sognet understøttede tillige ved erhvervsmæssig videreuddannelse. Endelig har en meget benyttet form været et årligt pengebeløb til underhold.

Som allerede nævnt videreførte den nye fattiglov fra 9. april 1891 de fleste af de konsekvenser, som modtagelsen af fattighjælp havde fået gennem 1800-tallet. Men det vigtigste brud var måske bestemmelsen om, at visse typer af hjælp kunne ydes uden rettighedstab, og at visse grupper af mennesker skulle hjælpes uden rettighedstab. Det drejede sig eksempelvis om Støtte til begravelse, læge og jordemoder samt visse grupper af kronisk syge skulle kunne modtage hjælp uden tab af rettigheder. Dermed havde man taget det første skridt til at sige, at bestemte grupper i befolkningen kunne modtage offentlig hjælp uden rettighedstab.

Det første initiativ på også at fritage blinde fra fattighjælpsvirkning blev ligeledes foretaget i starten af 1890erne. Det blev foretaget af foreningen Danmarks Blinde. Foreningen stiftedes i 1883 med henblik på tilvejebringelse af litteratur for blinde, men foreningen påbegyndte også en understøttelsesvirksomhed i 1888. I 1892 udarbejdede foreningen en statistik over blinde i Danmark, som skulle bruges som redskab til en systematisk kortlægning af de sociale forhold for blinde, og dermed behovet for hjælp. Fra 1892 til 1894 gennemførte foreningen en række kampagner og en offentlig agitation med henblik på at gøre opmærksom på blindes situation. Det resulterede i en adresse, som blev indleveret til regeringen og Rigsdagen i februar 1894(3). Den havde da fået 126.822 underskrifter.

Det centrale punkt og den egentlige baggrund for underskriftindsamlingen var kravet om fast årlig understøttelse uden fattighjælpsvirkning. Som grund for understøttelseskravet fremhæves, ”… at kun et ringe Antal, og navnlig kun dem, der i Byerne opnår faste Stillinger som Organister eller Musikere, er i stand til at ernære sig selv, hvorimod Flertallet vil være afhængige af Hjælp fra Familie eller det Offentlige.”(4) Endelig understreges den private godgørenheds utilstrækkelighed, og som for den modtagende “… kan have sine pinlige Sider”(5).

Kravet om, at staten skulle understøtte blinde, samt kritikken af den private godgørenhed, var en udfordring af de ældre foreningers og særligt blindeinstituttets forstanders holdning på området, som netop var, at kun den private og individuelle understøttelse på den rette måde kunne fremme selvstændigheden og viljen til selverhverv. Foreningens store tilslutning, den offentlige opmærksomhed, underskriftindsamlingen m.v. må være blevet opfattet som en trussel mod disse sidste. Gennem Danmarks Blindes initiativer, havde disse udsigt til at miste deres frihed eller blive overflødiggjorte.

Danmarks Blindes planer blev da også tilintetgjort gennem en skandalisering af foreningens ledende skikkelse ritmester Allan Dahl. Samtidig underkendte og forkastede 239 blinde i en støtteindsamling til Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed reelt Danmarks Blindes underskriftindsamling til Rigsdagen. Baggrunden herfor har givetvis sammenhæng med de blinde håndværkeres helt basale afhængighed af støtte fra Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed og frygten for at miste støtten herfra. Det hele endte med et internt opgør mellem de blinde og de seende medlemmer i foreningen, og en delvis sprængning af Danmarks Blinde. Det resulterede i, at underskriftindsamlingen til Rigsdagen aldrig blev fuldt op men faldt til jorden.

I begyndelsen af det nye århundrede blev tanken om en underskriftindsamling til Rigsdagen med henblik på en understøttelse uden fattighjælpsvirkninger taget op igen. I bladet Budstikke, som var et blad i punktskrift, fremsattes sådanne tanker. Samtidig fremsattes tanken om stiftelsen af en ny forening for blinde og denne gang modsat Danmarks Blinde kun med og af blinde. I marts 1910 skrev Carl Cohn, som blev Dansk Blindesamfunds første formand, herom: “Der maa skaffes saa mange Penge til Veje, at enhver Blind, som er værdig trængende, kan faa en fast, aarlig Understøttelse, der ydes ham eller hende som Rettighed og ikke som Almisse. … de Blinde maa selv være med. Saa mange som vi er, maa vi underskrive en Adresse til Regeringen …”(6)

I maj 1910 fremlagde Cohn et udkast med en redegørelse for de blindes antal og forhold, og i juni 1910 blev underskrifter fra 233 blinde, overgivet til Alderdoms- og invaliditetskommissionen(7). Der var således pustet nyt liv i Danmarks Blindes krav til regeringen fra 1894.

Ved et stævne i juni 1911 stiftedes så Dansk Blindesamfund. Formålsformuleringen rummede en række specifikke opgaver med det Fælles, at de alle, i et eller andet omfang, var betinget af de sociale forhold. Disse forhold, samt måden hvorpå de ønskedes løst, var også helt centralt. Understøttelsessagen og stiftelsen af Dansk Blindesamfund var derfor sammenhængende. I en artikel i Politiken, dagen efter stævnets afslutning i juni 1911, trækkes den grundlæggende forskel mellem denne og de tidligere foreninger op: “… Navnet paa den nye Forening er Dansk Blindesamfund, og den adskiller sig fra de tidligere Foreninger derved, at den ikke har disses Velgører-Præg. Det er ikke en Kres af velmenende Borgere, der har sluttet sig sammen for at gøre godt mod de Blinde; det er disse selv, der vil tage Styrelsen af deres egne Sager. …”(8)Videre i artiklen interviewes foreningens første formand Carl Cohn: “Der eksisterer dog, indskød vi, forskellige Foreninger, der tager sig af de Blinde. – Det er rigtigt, svarede Hr. Cohn, og nogle af dem udretter en Del godt eller har i alt Fald gjort det for Aar tilbage. Men Velgørenheden forringer Menneskeværdigheden, jeg har set fattige Blinde, hvorledes de maatte krybe og ydmyge sig for at opnaa en ussel Understøttelse paa 10 Kr. Den ny Forening vil tage Velgørenhedspræget af, hjælpe og gøre de Blinde til frie og uafhængige Borgere.”(9)

I forbindelse med stævnet i juni 1911 afholdtes et diskussionsmøde om fast årlig understøttelse med deltagelse af rigsdagsmedlemmer, blindelærere og pressen. Mødet mundede ud i en resolution til regeringen og Rigsdagen med anmodning om, at blinde som ikke ved egen hjælp var i stand til at skaffe sig det nødvendigste til livets ophold, hvoraf der skønnedes at være 350 ud af 552 i alderen 18 til 60 år, ved lov fik ret til en fast årlig støtte.

I juni 1912 afholdtes et nyt agitationsmøde. Dette udmundede i en ny og mere konkret resolution til Indenrigsministeriet. Heri pegedes på en ændring af fattiglovens §61 til at opnå en fast årlig understøttelse uden fattighjælpsvirkning. Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet rettede i anledning heraf en forespørgsel til blindeinstituttet og de ældre foreninger vedrørende statsunderstøttelse og bortfald af fattighjælpsvirkning. Disse udtrykte betænkelighed, dels fordi denne ville svække de private foreninger, og dels fordi en fast årlig statsunderstøttelse uden fattighjælpsvirkning kunne mindske lysten til selverhverv. Blindeinstituttets forstander Plesner udtrykte dog støtte til bortfald af fattighjælpsvirkning, men kun for de som ydede en erhvervsmæssig indsats: “… Princippet bør være Hjælp til Selvhjælp. Gives Hjælpen til enhver Blind vil den hos nogle bevirke at de henfalder til Lediggang og Sløvhed, kort sagt i den Tilstand, hvorfra det er og altid har været Blindeinstituttets Opgave at hæve de Blinde. … Mister Kommunens Støtte Karakteren af Fattighjælp, er der jo intet ydmygende heri. …”(10)

En fast årlig understøttelse blev herefter opgivet og blev først delvist opnået med Invalideloven i 1921. Derimod søgtes bortfald af fattighjælpsvirkning opnået via tilsyn, som blindeinstituttet påtog sig at udføre. Dette blev imidlertid atter opgivet på grund af Dansk Blindesamfunds forbehold som anså ordningen for kun ren midlertidig,(11) hvorefter en ændring af fattiglovens §61 blev gennemført med lov af 25. februar 1914.

Årsagen til, at sagen ikke strandede som tidligere, var, foruden en ændret indstilling, generelt Dansk Blindesamfunds vedholdenhed og foreningens legitimitet. Under rigsdagsdebatterne fremhæves netop, at det er de blinde selv som “nu har organiseret sig” og “paa Foranledning af Henstillinger fra Blinde”,(12) ligesom der også henvises og citeres fra Dansk Blindesamfunds resolutioner.(13)

Dansk Blindesamfunds succes var en milepæl, som Svend Jensen skriver, men det var det også i forhold til, at Blinde, som den første handicapgruppe, kunne modtage offentlig hjælp uden fattighjælpens konsekvenser. Samtidig har dette dog også sammenhæng med en generel samfundsudvikling i årtierne op til.

I forlængelse af den nye fattiglovspolitik fra 1891 med, at bestemte grupper af befolkningen skulle kunne modtage hjælp uden rettighedstab, kom Alderdomsunderstøttelsesloven fra 1891 og Sygekasseloven 1892. Princippet med at fritage bestemte typer af hjælp fra fattighjælpens rettighedstab fortsatte ind i det nye århundrede. Det gjaldt bl.a. for folk, der blev ramt af smitsomme sygdomme. Blinde som den første handicapgruppe blev så fritaget i 1914. Her blev de første skridt til ophævelse af rettighedstabene taget. Tabet af valgret ved modtagelse af fattighjælp fortsatte dog grundlæggende med Grundloven af 1915. Først med Socialreformen i 1933 blev der for alvor taget et skridt, der i almindelighed gjorde op med rettighedstabet, forbundet med modtagelse af offentlig fattighjælp. De principper, fattighjælpen byggede på, ændrede sig grundlæggende hermed. Den offentlige hjælp skulle nu som hovedprincip gives uden rettighedstab. Kun de ”håbløse tilfælde”, f.eks. de åndssvage, blev fortsat anbragt på offentlige institutioner og udsat for tab af rettigheder.

Noter:

  1. Danmarks Statistik 4. række A.8,a. Folketælling i Danmark 1. februar 1890, 1894; side 207.
  2. Fattigloven af 9. april 1891 §29 og §43.
  3. I 18- og 1900-tallet var en adresse en hyppigt benyttet henvendelsesform til Rigsdagen. En adresse dækker over en, af en række personer underskrevet skrivelse, der retter en henvendelse til en myndighed og som her Rigsdagen.
  4. Danmarks Blindes 10. Aarsberetning 1893; side 27.
  5. Danmarks Blindes 10. Aarsberetning 1893; side 28.
  6. Ommerbo, Peter: ”Dansk Blindesamfunds Historie, udarbejdet efter Foreningens Blade og Protokoller” København 1944; side 9
  7. Alderdoms- og invaliditetskommissionen blev nedsat i 1904 og afsluttede sit arbejde i 1914, men dette resulterede imidlertid først i et lovgivningsinitiativ i 1921.
  8. Politiken den 11.6. 1911.
  9. Politiken den 11.6. 1911.
  10. Brev fra J. Plesner til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet den 3. september 1912. (Bestyrelsens kopibøger 1912 – 15).
  11. Dansk Blindesamfund, Sorttrykte Meddelelse Nr. 2, december 1913.
  12. Forhandlinger i Folketinget 1912 – 13; spalte 463 og 1913 – 14; spalte 1989 -1994.
  13. Landstingets Forhandlinger 1913 – 14; spalte 539 – 56.

6. Invitation til 30 års jubilæumsarrangement 15. november, af Poul Lüneborg

I anledning af Blindehistorisk Selskabs 30-års jubilæum inviteres alle medlemmer med ledsagere til et eftermiddagsarrangement, den 15. november. Markeringen af jubilæet foregår fra kl. 14.00 – 18.00 i mødelokale “København” i Handicaporganisationernes Hus, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup.

Program:

Kl. 14.00 – 14.30 Ankomst

Kl. 14.30 Velkomst ved selskabets formand Poul Lüneborg

Kl. 14.45 Arne Christensen, som også er medlem af selskabet, fortæller detaljeret og besvarer spørgsmål om den tur på ski til Sydpolen, han som den første blinde dansker gennemførte i begyndelsen af året. Denne meget flotte præstation kan man læse om i artiklen ”Blind pioner har nået Sydpolen på ski”, der blev bragt i Nyhedsbrev nr. 1 fra i år.

Kl. 15.30 – 17.30 Socialt samvær

Her vil der blive mulighed for at høre en fin optagelse af nogle af de numre fra den jazzkoncert med blinde musikere, der fandt sted på Fuglsangcentret i forbindelse med årets generalforsamling 9. marts. Denne koncert er nærmere omtalt i Nyhedsbrev nr. 1.

Kl. 17.30 – 17.45 Afslutning ved Poul Lüneborg

Kl. 18.00 slutter markeringen af 30-års dagen.

Under hele arrangementet vil der være mulighed for forfriskninger i form af kaffe/te, øl, vin og vand samt snacks.

Det er ikke nødvendigt på forhånd at tilmelde sig, men hvis du er sikker på at dukke op, vil vi være glade for information herom, da det kan have betydning for bestilling af drikkevarer m.v.
Besked kan sendes til næstformand Lena Bang mobil 20 41 88 67 eller på mail lenabanglb@gmail.com

Bestyrelsen håber at mange vil tage imod opfordringen til at være med til at fejre selskabets fødselsdag.

7. Fra blindeforening til støtteforening: Anmeldelse af Poul Lüneborgs bog Foreningen Aarhus Blinde, af Finn Amby

Tak for opfordringen til at anmelde Poul Lüneborgs bog om udviklingen af Foreningen Aarhus Blinde gennem 130 år. Det har været en spændende opgave. Bogen bærer tydeligt præg af Pouls fantastisk store engagement i blindesagen, og der er ingen tvivl om, at Poul har ydet en meget stor indsats for at nå i mål med bogen under temmelig vanskelige vilkår. Det er på mange måder et imponerende resultat, der er kommet ud af anstrengelserne, som fortjener stor ros.

Ud over de indledende kapitler om baggrunden og dannelsen af Foreningen Aarhus Blinde er bogen opbygget kronologisk, hvor det er valgt primært at lade kapitelinddelingen styre af formandsperioderne. Bogen indeholder herunder grundige bibliografiske oplysninger om formændene og en del af bestyrelsesmedlemmerne. Der er tale om følgende perioder: 1893 – 1908, 1908 – 1932, 1932 – 1940, 1940 – 1964, 1964 – 1996 og 1996 og frem. Frem for at kommentere de enkelte kapitler vil jeg i det følgende fremdrage nogle temaer, som jeg finder væsentlige, for en karakteristik af foreningens udvikling gennem de mange år.

Medlemshvervning og julehjælp
I bogen dokumenteres det, at foreningen fra starten gjorde en ihærdig indsats for at få borgerne i Aarhus til at tegne medlemskab. Midlerne fra medlemmerne, indsamlingsvirksomhed og bidrag fra forskellige loger blev i de første mange år primært brugt på uddeling af julelegater til trængende blinde i byen. Uddeling af julelegater fortsatte ifølge bogen i hvert fald frem til omkring 1960, men det fremgår ikke, hvornår denne aktivitet er stoppet.

Flere steder i bogen lægges der vægt på samfundsudviklingens betydning for foreningens aktiviteter. I det lys kunne det måske have været på sin plads med et par betragtninger om, hvorfor der var behov for direkte økonomisk hjælp til blinde i form af julelegater, og hvorfor dette behov nok gradvist blev mindre og gav plads til at prioritere andre formål.

Boliger til blinde
Bogen indeholder en meget grundig og interessant beskrivelse af foreningens engagement, i at tilvejebringe billige boliger til blinde i Aarhus. Dette engagement strækker sig over en lang årrække og dermed også flere kapitler i bogen – fra ideen første gang kom på tale i 1937, til boligeventyret sluttede i 2001. Forslaget om at opføre en ejendom med lejligheder til byens blinde, blev i sin tid stillet af formanden Waldemar Tørsleff, og det førte til igangsætning af en række aktiviteter, for at skaffe økonomi, finde en egnet grund osv. Anstrengelserne resulterede i 1954 i købet af ejendommen Aldersrovej 40, 42 og 44 med 23 lejligheder for en købesum på 190.000 kr. I 2001 blev ejendommen solgt for 6.850.000 kr.

Ideen om en ejendomsinvestering kunne kun realiseres, fordi det lykkedes at skaffe økonomiske tilskud udefra i form af arv og gaver, og fordi der blev etableret et samarbejde med Dansk Blindesamfund om projektet. Dansk Blindesamfunds landsforening bidrog således med 30.000 kr., og den lokale kreds bidrog med 10.000 kr., da ejendommen skulle købes. Jeg vender tilbage til samarbejdet mellem de to foreninger nedenfor, men ejendomsprojektet var den direkte årsag til, at sammensætningen af bestyrelsen i Foreningen Aarhus Blinde i 1938 blev ændret, så der blev valgt 4 medlemmer på foreningens generalforsamling, mens Dansk Blindesamfunds lokalafdeling herudover udpegede 3 medlemmer til bestyrelsen. I forbindelse med ejendomskøbet skete der også en ændring af formålsparagraffen, så der nu kom til at stå: “at støtte værdigere trængende blinde eller svagtseende personer dels ved pengehjælp dels ved tildeling af lejligheder i ejendomme, som foreningen måtte erhverve”.

Fremstillingen i bogen illustrerer tydeligt, at ejendommen på Aldersrovej kom til at fylde meget i de følgende årtier. Det handlede både om daglig drift, vedligeholdelse og modernisering, efterhånden som der viste sig et behov for det. I 1960 blev der installeret fjernvarme i ejendommen, og året efter blev der indrettet tre badeværelser i kælderen. I løbet af 60’erne, 70’erne og 80’erne blev der gennemført store arbejder på ejendommen herunder renovering af taget og isætning af termovinduer, og der blev indrettet vaskehus med vaskemaskiner. Det blev også diskuteret, om lejlighederne skulle moderniseres med etablering af badeværelser, men planerne blev ikke til noget. I sidste halvdel af 90’erne var bestyrelsen også optaget af ejendommens drift og af at sikre kvaliteten for beboerne gennem istandsættelse af altanerne og forbedring af udendørsfaciliteterne.

Ud over drift og vedligeholdelse af ejendommen brugte foreningen også midler på at støtte de blinde beboere gennem reduktion af huslejen og tilskud til varmeregninger m.v. Disse vilkår blev dog efterhånden ændret i takt med de forbedrede muligheder for boligsikring fra det offentlige. Der er ingen tvivl om, at Foreningen Aarhus Blinde har ydet en stor indsats for at give blinde et billigt sted at bo. Men det kunne måske have været nyttigt, hvis bogen også havde indeholdt nogle bemærkninger om blindes generelle boligsituation, så man kunne få bedre forståelse for, at selve ideen overhovedet opstod.

Øvrige aktiviteter
Fra starten var julelegater som nævnt en væsentlig aktivitet for foreningen, og senere kom driften af ejendommen til som en anden hovedaktivitet. Men foreningen var også allerede ret tidligt engageret i andre opgaver.

Foreningen medvirkede sammen med Dansk Blindesamfunds lokalkreds i afholdelse af basarer hvert tredje år fra 1917 til 2. verdenskrig med salg af blindes produkter og et omfattende underholdningsprogram. Det var også på foranledning af foreningen, at Aarhus Teater fra 1924 stillede et antal billetter til rådighed for blinde i forbindelse med udvalgte forestillinger. Endelig var foreningen også involveret i bestræbelserne på at få gratis sporvognskørsel til de blinde i Aarhus.

I 1982 blev hjælpetjenesten oprettet, og der blev formuleret et regulativ for denne. 9 år senere var hjælpetjenesten bemandet med 37 hjælpere. I perioden 1996 – 97 blev hjælpetjenesten benyttet af 54 medlemmer af Dansk Blindesamfund, og der blev udført 147 engangstjenester. Hjælpetjenesten havde i en årrække et ret højt aktivitetsniveau, men det er stagneret de senere år. Også i denne sammenhæng kunne det have været interessant, hvis bogen havde indeholdt nogle betragtninger om, hvorfor der på denne måde var et udækket behov for hjælp, og hvordan de seneste års udvikling i den sociale lovgivning måske har påvirket dette behov.

Fra slutningen af 1990’erne blev foreningen stadig mere optaget af spørgsmålet om, hvordan aktiverne kunne anvendes til gavn for alle blinde i Aarhus frem for at satse på at stille boliger til rådighed for en mindre gruppe. Det førte i 2003 til investeringen i lokalerne i Sønder Allé 10 og er også fortsat baggrunden for, at der nu søges etableret gode lokalemæssige rammer et andet sted.

Filantropi og interessevaretagelse
Selve stiftelsen af Foreningen Aarhus Blinde fortaber sig lidt i tågerne, fordi dokumenterne fra de første år ikke findes mere. Det er sikkert en rimelig antagelse, som der også gives udtryk for i bogen, at foreningen blev dannet med afsæt i udviklingen omkring Danmarks Blinde og støttet af frimurerlogen m.fl. Det er nok også rimeligt at antage, at vedtægterne for den lokale forening i Aarhus på trods af løsrivelsen fra Danmarks Blinde i efteråret 1893 tog udgangspunkt i vedtægterne herfra, selv om der ifølge bogen senere er rejst tvivl om det. Under alle omstændigheder havde Foreningen Aarhus Blinde fra starten en konstruktion, hvor det var seende, der dominerede foreningens ledelse. Det var en forening, som havde til formål at gøre noget godt for blinde i Aarhus, og i bogen betegnes foreningen da også som en velgørende forening.

I bogen beskrives det, hvordan foreningen efter 1908 gjorde en indsats for at markere sig som repræsentant for byens blinde. Det skete bl.a., da foreningen efter ændringen af fattigloven i 1914 ansøgte byrådet om at forestå udbetalingen af fattighjælp til byens blinde, hvilket byrådet dog afslog. Senere forsøgte foreningen også at varetage de blindes interesser, ved, som beskrevet ovenfor, at arbejde for gratis sporvognskørsel til blinde.

Den udvikling der beskrives i bogen vidner imidlertid om, at dannelsen af Dansk Blindesamfund og oprettelsen af en lokalafdeling heraf i Østjylland udfordrede Aarhus Blindeforenings rolle som den primære varetager af blindes interesser. Karl Hansen, Jebjerg, var af den opfattelse, at det tilkom ham som lokalformand i Dansk Blindesamfund at repræsentere blinde overfor offentlige myndigheder i alle anliggender. Alligevel blev der i løbet af nogle år etableret et samarbejde mellem de to foreninger, og de stod i fællesskab som arrangører af en række begivenheder.

Samarbejdet mellem Foreningen Aarhus Blinde og Dansk Blindesamfund blev som nævnt formaliseret i 1938, hvorefter 3 medlemmer af blindeforeningens bestyrelse skulle udpeges af Dansk Blindesamfund.

I 1966 slog det tilsyneladende gnister mellem de to foreninger i forbindelse med uenighed om en indsamling til fordel for etablering af et sommerhus. Uenigheden betød, at nogle medlemmer af bestyrelsen trak sig tilbage, og i nogle år var der fare for, at foreningen ville blive opløst. Det skete ikke, men i 1982 blev der taget endnu et skridt i retning af, at Dansk Blindesamfund fik en afgørende indflydelse i foreningen. Nu skulle flertallet i bestyrelsen nemlig udpeges af Dansk Blindesamfund, idet dennes hovedbestyrelse også skulle have en repræsentant i bestyrelsen. Samtidig blev navnet ændret til Støtteforeningen for Blinde i Aarhus og formålet blev justeret. I 1998 fik Dansk Blindesamfunds lokalkreds en styrket position i støtteforeningen ved en vedtægtsændring. Nu skulle kredsformanden nemlig være født medlem af bestyrelsen. Endelig skal det nævnes, at der ikke var enighed i bestyrelsen om salget af ejendommen på Aldersrovej i 2001.

Når udviklingen betragtes på denne måde, bliver det tydeligt, at Foreningen Aarhus Blinde grundlæggende har skiftet både opgaver, struktur og rolle siden starten i 1893. Efter 1911 blev det hurtigt Dansk Blindesamfund, der påtog sig rollen som repræsentant for blinde i Aarhus, i de fleste anliggender. De aktive og engagerede formænd og bestyrelsesmedlemmer i Foreningen Aarhus Blinde spillede dog en helt central rolle i forhold til boligsagen, og det er således også en væsentlig del af årsagen til, at støtteforeningen har så gode økonomiske muligheder, som tilfældet er. Støtteforeningens fornemmeste opgave her i 2024 er at bidrage til, at blinde i Aarhus har gode rammer for de mange aktiviteter, som gennemføres af Dansk Blindesamfund og foreningens oplysningsforbund BOF. Interessevaretagelse i bred forstand er overladt til Dansk Blindesamfund. Det er desuden Dansk Blindesamfund, der formelt har den afgørende indflydelse i støtteforeningen, men der er heldigvis fortsat dygtige og engagerede seende som indgår i arbejdet. Spørgsmålet er dog, om og hvordan det igen kan lade sig gøre at få gjort nøglepersoner fra Aarhus Kommune, og byens erhvervsliv interesseret i blindesagen. Det kan der godt blive brug for, og denne problematik kunne måske med fordel have haft mere plads i bogen.

8. Anmeldelse af Morten Bondes bog: ”Dømt blind- hva’ så?” En rejse fra Håbløshedsgade til Mulighedsvej, af Lena Bang

Bogen er udgivet på Forlaget Vision og indlæst af forfatteren.

Den handler om Morten Bonde, der i 2002 får konstateret øjensygdommen retinitis pigmentosa(kaldet rp).

Bogen er inddelt i tre dele.

I første del fortæller forfatteren om sin barndom og ungdom, hvor han ofte har følelsen af ikke at være god nok, samt hvordan han bliver praktisk blind. Han beskriver bl.a. sin børnehave, som han ikke er særlig glad for at gå i. Han beskriver, hvordan han prøver at få forældrene til at køre væk fra børnehaven, når han skal afleveres om morgenen. Han fortæller også, at der sommetider blev uddelt præmier i form af en æske rosiner til de børn, der kunne sidde mest stille, men at han aldrig fik den.

Vi hører også om hans tid som røgdykker, hvor han kommer ud for en ulykke og mister sin finger. Derefter bliver forfatteren ansat i en butik, der sælger mobiltelefoner. Senere arbejder han i et reklamefirma, hvor han har en ledende stilling. Efter nogle år søger forfatteren nye udfordringer hos Lego, hvor han også får en ledende stilling. Endelig møder han sin kone Mette, og de får sammen to drenge. Kort sagt lever Morten Bonde et helt normalt liv, hvor han ikke skænker sin rp mange tanker. Første gang, Morten Bonde bliver konfronteret med sit synshandicap, er, da han ikke længere kan køre bil, når det er mørkt, fordi han er blevet natteblind.

Dog bliver han også konfronteret med sit synshandicap da han skal alene på en forretningsrejse til Finland, hvor han er lige ved ikke at nå sit fly, pga. toget mod København er forsinket. Det lykkes ham dog at nå flyet, men han må spørge om hjælp for at kunne finde vej til sit hotel. Hans syn bliver gradvist dårligere og dårligere, det bliver sværere for ham at klare sin dagligdag med arbejde og familieliv. Morten Bonde taler ikke med nogen om sit dårlige syn, hvilket også giver ham problemer. F.eks. kommer han tit til at smadre glas selvom de står foran ham, ligesom han en dag står i kø i kantinen og undrer sig over, hvor skiltet med menuplanen befinder sig og en kollega gjorde ham opmærksom på, at den var lige foran ham.

På det tidspunkt er forfatteren ansat hos Lego, men er sygemeldt med stress og depression. Derfor beslutter han sig endelig for at kontakte Kennedycentret i Glostrup. Der får han dommen: Morten Bonde er blevet praktisk blind med et synsfelt på fire grader. Morten Bonde synes det hele ser håbløst ud. Det er især svært for ham at acceptere, at han ikke mere kan køre bil, men må tage bussen på arbejde.

Den 28.07. 2017 om aftenen bliver et vendepunkt for forfatteren, idet han får et mærkeligt telefonopkald fra en hr. P, som opfordrer ham til at skrive en bog og ikke at give op. Hr. P advarer ham også mod to andre bogstavmænd hr. N og hr. F, der vil gøre alt for at bremse hans projekt. Disse tre bogstavmænd hører vi om gennem hele bogen. Som læser bliver man hurtig klar over, at bogstavmændene er de stemmer som forfatteren hører inde i sit eget hoved, og som vi nok generelt som mennesker genkender, når vi er i tvivl om, vi gør det rigtige. Hr. P er således den positive stemme, hr. N er den negative stemme og hr. F er stemmen, der udtrykker frygt.

Når Morten Bonde læser det, som bogstavmændene fortæller ham, er det indtalt med ekko og rumklang. Dette gør sig gældende, hver gang vi hører forfatterens tanker. I bogen bliver det også beskrevet, at Morten Bonde mødes med de tre bogstavmænd om natten på Koldinghus, hvor de giver ham råd. Forfatteren lytter helt klart mest til hr. P, der jo hele tiden siger, at han ikke skal give op.

Dette kommer helt tydeligt til udtryk en dag, hvor Morten Bonde er til møde på kommunekontoret, fordi det er planen, at Morten Bonde skal i flexjob. Til mødet er både socialrådgivere fra jobcentret, fra IBOS (Instituttet for Blinde og Svagsynede), og konsulenten fra Dansk Blindesamfund. Der blev talt meget om, hvor godt det var med flexjob, når man havde rp, fordi man jo blev hurtigere træt. Mødet endte med, at forfatteren rejste sig og udbrød ”nej, jeg skal ikke have noget flexjob”. Om forfatteren er kommet i flexjob den dag i dag får vi ikke at vide. I bogens første del er der desuden en meget grundig beskrivelse af, hvordan retinitis pigmentosa udvikler sig. Det begynder ofte med natteblindhed, og vi hører om det centrale syn, det perifere syn samt om de tappe og stave, der er i øjet.

I bogens anden del hører vi om, hvordan forfatteren forsøger at ændre sit tankemønster ved hjælp af eksempelvis meditation og mindfulness. Altså at leve i nuet. Han er meget optaget af ideen om, at man er, hvad man tænker. Han beskriver de forskellige energier, der er i hjernen samt om underbevidsthed og bevidsthed. Han fortæller om en oplevelse han havde, da han gik hos en psykolog, mens han var sygemeldt med stres og depression. Psykologen gik altid ture med ham i skoven, hvor de skulle gå museskridt, og det endte med, at de satte sig på en bænk, som altid var den samme. Senere forstod han, at det var for at blive bedre til at leve i nuet. Forfatteren henter også inspiration i bøger fra gamle religiøse skrifter såsom buddhisme, hinduisme og sagn fra de Nordamerikanske indianere.

Bogens tredje del beskriver, hvilke redskaber Morten Bonde konkret bruger til at ændre sine tanker, fra at være negative til at blive mere positive. Han anvender for det første et såkaldt ”dyt, byt”-tankesystem. Det kommer til udtryk på følgende måde: Hvis han tænker ”øv, nu er bussen igen kørt fra mig” skal han sige til sig selv ”Dyt, byt tanke” og så tælle til fem. Og så tænke noget positivt såsom, at så kan jeg bruge tiden på at høre lydbøger eller bruge tiden på at gå for på den måde, at få noget motion. Sådanne tankeeksperimenter skal han prøve i 30 dage. Et andet eksperiment er, at han skal springe i faldskærm fra 4000 meters højde, for at finde ud af, hvordan hans krop og sind reagerer. En tredje ting forfatteren prøver af er, at lægge sig fladt ned på ryggen midt på et fortorv i ca. 15 minutter. Det for at se, hvorledes andre folk reagerer. Det var et af de eksperimenter, der var sværest for ham at gennemføre. Det endte med, at han gjorde det sammen med sin søn, da familien var på en ferietur til London.

Grunden til disse eksperimenter er, fordi Morten Bonde synes, det er pinligt at være praktisk blind og at tage imod hjælp. Han skriver f.eks. at han helst ikke vil vække opmærksomhed. Derfor går forfatteren heller ikke med stok eller bærer noget badge, med manden med den hvide stok. I forhold til ikke at ville vække opmærksomhed fortæller Morten Bonde om en episode, hvor han har takket ja til at være med til at teste nogle specielle briller for nogle universitetsstuderende. Han ville derfor prøve at tage dem på, når han skulle handle i et supermarked. En ting forfatteren synes er blevet rigtig svært efter han er kommet til at se dårligt. Det lykkedes ham at finde de forskellige varer, men da han stod i køen for at betale, er der en dame, der spørger, hvad det er han har på hovedet. Han forklarer, at det er nogen briller til synshandicappede, hvorefter damen råber, ”hvor er det godt, at der bliver gjort noget for jer handicappede!” Det syntes forfatteren var meget pinligt, hvilket jeg godt forstår. Forfatteren mener selv, at han er kommet fra håbløshedsgade til mulighedsvej.

Som læser af denne bog synes jeg, at den er skrevet meget teknisk og meget detaljeret. Jeg vil faktisk sige, at bogen ikke handler så meget om at miste synet og at leve med et synshandicap, men egentlig handler mere om, hvordan man booster sit selvværd og ændrer tankemønstre. Som læser får man heller ikke ret meget at vide om, hvordan Morten Bonde klarer sig som praktisk blind. Jeg har svært ved at forstå, hvordan han kan møde sine bogstavmænd, når de bare skal forestille at være stemmer i hans hoved. Det er jo ikke rigtige mennesker, men selvfølgelig kan andre mennesker sige de samme ting som bogstavmændene gør, så måske er det forfatterens fantasi, der er på spil her.

Jeg tror helt sikkert, at man får mest ud af sin tilværelse, hvis man ser muligheder frem for at se begrænsninger samt at ændre sine tankemønstre fra de negative tanker til at tænke positivt, f.eks. ved at bruge ”dyt byt”-tanke. Man kan sikkert også bruge andre betegnelser. Alligevel tænker jeg, at det også handler om held. Med det mener jeg, at forfatteren har været utrolig heldig. Her tænker jeg på hans ansættelse i Lego. Jeg synes det er flot, at de ikke bare har sagt ham op, som det kan ske for andre med et synshandicap. Budskabet med denne bog kan måske være, at man ikke bare skal give op, selvom noget er meget svært, men det er der ikke meget nyt i.

Bogen kan bestilles på Nota.

9. Markering af udgivelsen af podcastserien ”Vi blev statens børn”, af Ove Gibskov

Ved en reception den 29. august i Handicaporganisationernes Hus blev podcastserien ”Vi blev statens børn”, præsenteret. I serien, som er på 8 afsnit, medvirker tidligere elever fra Refsnæsskolen.

Alle afsnittene er nu blevet sendt, og de kan høres på www.blind.dk/podcast, eller hvor man ellers foretræker at høre podcasts.

10. Én af DBS’s store personligheder, Kaj Cramer, er gået bort, af fhv. landsformand Poul Lüneborg

Mandag morgen den 16. september blev jeg ringet op af en af Kaj Cramers sønner, der kunne fortælle, at hans far var gået bort natten forinden, 93 år gammel.

Det er en nyhed, som berører mig personligt, og helt sikkert også mange andre af foreningens medlemmer, dybt. Jeg har kendt Kaj fra slutningen af 1960-erne, i hans tid som kredsformand i Aarhus. Siden lærte jeg for alvor Kaj at kende i gennem de 16 år, hvor vi var kolleger i foreningens forretningsudvalg.

Mine oplevelser sammen med Kaj er utallige. Vi rejste sammen til Vietnam på en officiel delegationsrejse i september 1986. At drage afsted, Kaj som svagsynet og jeg som blind, på en sådan rejse uden seende ledsagelse skabte et kammeratskab os 2 imellem, som har præget vores fælles indsats i foreningen i gennem de mange år.

Kaj Cramer var efter min bedste vurdering blandt foreningens væsentligste tillidsmænd, i sidste halvdel af forrige århundrede.

Jeg føler anledning til at gentage begrundelsen for, at han, på Hovedbestyrelsens møde september 1999, blev tildelt foreningens Hæderstegn.

Han har i perioden 1. september 1971 til 31. december 1998 ydet en uvurderlig indsats som foreningens hovedkasserer. I den forbindelse skal særligt fremhæves følgende:

I de mere end 27 år, hvor han fungerede som hovedkasserer, blev foreningens økonomiske forhold gennemorganiseret på en måde som har aftvunget stor respekt såvel blandt foreningens medlemmer som generelt i det danske samfund.

Han vil blive husket, som den hovedkasserer, der forestod bygningen af fire plejehjem, to boligejendomme, ombygningen af hovedkontoret på Thoravej samt opførelsen af Fuglsangcentret.

Han repræsenterede på fornemmeste vis Dansk Blindesamfund i utallige møder hos advokater og i skifteretter. Denne indsats har skabt stor respekt om foreningens måde at forvalte betroede midler på, og har bidraget til, at mange har ønsket at betro Dansk Blindesamfund betydelige testamentariske gaver.

Han havde, uanset de mange arbejdsopgaver som hovedkasserer, altid tid til at lytte til det enkelte medlems problemer samt energi og vilje til at yde en håndsrækning til enhver, der henvendte sig til ham.

Kaj var en særdeles vellidt tillidsmand i DBS, han tilbragte sine sidste år som beboer på Følagercentret – Solgaven i Valby.

Æret være Kaj Cramers minde.

11. Professor Thomas Rosenberg er gået bort, af fhv. landsformand Poul Lüneborg.

Det er med sorg jeg den 8. september modtog meddelelsen, om Thomas Rosenbergs bortgang i en alder af knap 86 år. Han blev født den 30. august 1938 i Gentofte. Han blev student fra Sct. Annæ Gymnasium og medicinsk kandidat fra Københavns Universitet. Efter endt speciallægeuddannelse blev han praktiserende øjenlæge i Svendborg, og fra 1979 ansat som overlæge på Statens Øjenklinik i Hellerup. En stilling han bestred indtil sin pensionering i 2002. Efter sin fratræden fortsatte han som forsker, han blev i efteråret 2013 adjungeret professor ved Københavns Universitet. Han var gennem alle årene en meget aktiv forsker, med flere hundrede publikationer bag sig, den sidste var fra så sent som sidste sommer.

Hans store interesse uden for oftalmologien var ornitologien, hvor han allerede som medicinsk studerende var medstifter af tidsskriftet Feltornitologen, og han fik senere Dansk Ornitologisk Forenings hæderspris for sit arbejde i foreningen.

Thomas Rosenberg var en markant personlighed indenfor dansk og international oftalmologi.

Som chef for Øjenklinikken var Thomas en drivende kraft i at tilbyde patienter på landsplan både udredning for sjældne øjensygdomme og rehabilitering af svært synshandicap. Thomas var en ildsjæl, der rejste land og rige (inklusive Færøerne) rundt og undersøgte patienter med genetiske øjensygdomme og indsamlede blodprøver fra dem.

Thomas Rosenberg var visionær, og et af resultaterne af hans store arbejde med at kortlægge genetiske øjensygdomme er Familiearkivet for Arvelige Øjensygdomme, som i dag rummer informationer om mange tusinde patienter.

De fleste med øjensygdommen retinitis pigmentosa vil være bekendt med RP-registret, som han tog initiativ til at skabe. Dette projekt blev muliggjort i kraft af en bevilling på 1 million kr. fra Dansk Blindesamfund til et 3-årigt projekt. Han var fra starten, af oprettelsen af Dansk Blindesamfunds RP-Gruppe i marts 1985, en stor støtte og en utrættelig fortaler for denne.

Thomas Rosenberg var gennem alle sine aktive år som øjenlæge en fantastisk støtte for og en god ven af Dansk Blindesamfund i arbejdet i Øjenfonden, og i arbejdet med enkeltsager hos sociale myndigheder.

Dansk Blindesamfunds nuværende landsformand, Ask Løvbjerg Abildgaard, føjer følgende karakteristik til beskrivelsen af ham: ”Som barn og ung, der kom som patient hos Rosenberg på Statens Øjenklinik, kan jeg kun sige, at han netop var en af den slags læger, der formåede at skabe afklaring, håb og give indtryk af forståelse af, hvad det vil sige at være stærkt svagsynet og blind”.

For mig personligt har det, som medlem af Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg fra 1987-2003, i gennem alle årene været en berigelse at arbejde sammen med Tomas Rosenberg. Med hans bortgang har den danske blindesag mistet en markant medspiller.

Æret være hans minde.

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

Nyhedsbrev nr. 2 / 2024

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2/2024.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg
2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk selskab,

lørdag den 9. marts 2024 på Fuglsangcentret, af Lena Bang
3. Adresselisten 2024

4. ”Hjem for arbejdsføre blinde kvinder”– kvindeliv 1900 – 1976, af Rita Ilsted Smith
5. Adolf Andersen –stærkt svagsynet og forhenværende trykkerileder på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, af Allan Andersen

6. Braille Elektromaten – opfundet af Kurth Andersen, artikel Fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 5 1967, af Poul Glygaard – side 16
7. Tiggeri i historisk og nutidig belysning, af John Heilbrunn, Jytte Nielsen og Lena Bang

8. Anmeldelse af Leif Martinussens bog: ”Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, Erindringer fra elever på Børnehjemmet, Østskolen og Vestskolen, af Birgit Kirkebæk

9. ”Vi blev statens børn” – erindringshistorie om Refsnæsskolen på lyd, af Rikke Houd

10. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

Jeg skriver denne hilsen de sidste dage i maj måned oven på nogle fantastiske sommerdage i familiens sommerhus i Nordsjælland.

Indledningsvis tillader jeg mig i al beskedenhed at fortælle om en bogudgivelse, som jeg selv står som forfatter af. Det drejer sig om en historisk beskrivelse på 75 sider af “Foreningen Aarhus Blinde”, som blev stiftet i 1893 og som i 1982 forvandledes fra en klassisk filantropisk forening til fordel for blinde i Aarhus til “Blindes Støtteforening i Aarhus”. Det er foreningens bestyrelse, som har opfordret mig til at beskrive foreningens historie gennem 130 år. Bogen udkom i april måned i år på forlaget Kahrius og kan lånes på Nota.

Bogens vigtigste budskab er fortællingen om filantropiske foreningers betydning for blinde efter oprettelsen af Det Kongelige Blindeinstitut i 1858. Dansk Blindesamfund blev som bekendt stiftet i 1911. Pionererne bag foreningens stiftelse lagde afgørende vægt på, at denne skulle være blindes egen forening, hvor kun blinde og stærkt svagsynede kunne optages som medlemmer. Der var således tale om et opgør med de foreninger, der siden populært er blevet benævnt hattedameforeninger eller mere nøgternt velgørende eller filantropiske foreninger.

Med Dansk Blindesamfund fik blinde deres helt eget talerør, men afhængighed af støtte og forståelse fra det omgivende samfund, var fortsat en uomgængelig forudsætning for at forbedre blindes sociale vilkår. Ordet filantropi kommer af filo-, se -fil, og græsk anthropos ‘menneske’, dvs. ‘menneskekærlighed’. Herhjemme er filantropi nu overvejende et historisk begreb, som betegner 1800-tallets organiserede private velgørenhed.

“Foreningen Aarhus Blinde” er et fint eksempel på realiseringen af den filantropiske tanke, gennem stiftelsen af en velgørende forening, der havde som sit primære oprindelige mål at yde økonomisk støtte til især ældre blinde. Det er denne filantropiske tanke som ligger til grund for den omfattende økonomiske støtte, som blindesagen i Danmark har modtaget igennem de seneste godt 160 år i form af bidrag i forbindelse med indsamlinger og gennem oprettelse af legater og fonde.

Filantropien er et gennemgående underliggende tema i flere af artiklerne i dette nyhedsbrev.

Rita Ilsted Smith giver i sit strejftog gennem historien om ”Hjemmet for arbejdsføre Blinde Kvinder”, i årene 1900-1976, en tankevækkende belysning af, hvordan velmenende borgeres indsats kom mange blinde kvinder til undsætning, og hvorledes samfundsudviklingen gennem de beskrevne år prægede udviklingen af livsvilkårene for denne gruppe.

Man får et indtryk af rækkevidden af denne udvikling gennem to fremstillinger, som rummer positive beskrivelser af udviklingen fra oprettelsen af Det Kongelige Blindeinstitut i slutningen af 1800-tallet frem til forholdene på det nye blindeinstitut i Hellerup, som blev indviet i 1968. Jeg tænker her på Jørgen Marius Hansens bog fra 1916 ”Barndomsminder fra Det kongelige Blindeinstitut” og på Peter Frederik Hansens bog fra 2023 ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”. Det er den samme historiske udvikling, som professor Birgit Kirkebæk belyser i sin anmeldelse af Selskabets udgivelse “Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord” fra 2023 til markering af Refsnæsskolen 125-års jubilæum. En beskrivelse som følges op i Rikke Houds artikel ”Vi blev statens børn” – erindringshistorie om Refsnæsskolen på lyd.

En mere dyster side af begrebet filantropi på godt og ondt tages op i 3 artikler med omtale af temaet Blinde og tiggeri, som Jytte Nielsen, Lena Bang og John Heilbrunn præsenterede søndag formiddag efter generalforsamlingen den 9. marts i år, disse indlæg kan i deres helhed aflyttes på selskabets hjemmeside.

Ønsket om på anden måde, at gøre en indsats for at komme blinde til undsætning og lette deres livsvilkår kommer eksempelvis til udtryk i Allan Andersens artikel om hans bedstefar Adolf Andersen – stærkt svagsynet og forhenværende trykkerileder på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, og i Poul Glygaards artikel om Braille Elektromaten – opfundet af Kurt Andersen.

Ud over ovenstående artikler indeholder nyhedsbrevet Lena Bangs fine referat af generalforsamlingen den 9. marts 2024 og et notat om udsendelse af årets Medlemsliste, som hvert år er blevet udsendt siden 2016.

God læselyst i de kommende sommerdage, som forhåbentlig bliver lige så fine som de sidste uger i maj.

2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk selskab, lørdag den 9. marts 2024 på Fuglsangcentret, af Lena Bang

Dagsordenen var som følger:

Punkt 1. Åbning og velkomst ved formand Poul Lüneborg

Formanden bød velkommen til dette års generalforsamling.

Punkt 2. Navneopråb og præsentation af deltagerne

Alle deltagerne blev råbt op, men der var nogle, der først dukkede op senere. Vi endte med at være 27 stemmeberettigede medlemmer til stede.

Punkt 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

Som dirigent blev Susanne Nolsøe foreslået og valgt uden modkandidater. Hun konstaterede, at generalforsamlingen var blevet lovligt indkaldt, idet invitationen havde været bragt i årets første nyhedsbrev samt i medlemsbladet. Som stemmetællere valgtes Nete Parkov og Merete Meincke og Lena Bang blev valgt som referent. Alle tre blev ligeledes valgt uden modkandidater.

Punkt 4. Godkendelse af dagsorden

Denne blev enstemmigt godkendt.

Punkt 5. Godkendelse af referatet fra generalforsamlingen, afholdt lørdag den 4. marts 2023

Dette havde været offentliggjort i nyhedsbrev nr. 2 2023. Forsamlingen tog herefter referatet til efterretning.

Punkt 6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2023/2024 til godkendelse

Formanden gennemgik hovedpunkterne i årsberetningen, idet den havde været bragt i nyhedsbrev nr. 1.

I det forgangne år har bestyrelsen haft følgende sammensætning:

Formand Poul Lüneborg, næstformand Lena Bang, kasserer og sekretær John Heilbrunn, redaktør Ove Gibskov, bestyrelsesmedlem Jytte Nielsen samt suppleanterne Leif Martinussen og Thorvald Kølle.

Der er blevet afholdt fire møder, der har fundet sted på henholdsvis Fuglsangcentret og i handicaporganisationernes hus i Høje Taastrup. Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith har også deltaget i de fleste bestyrelsesmøder. Samarbejdet i bestyrelsen har været godt og konstruktivt. Medlemstallet har været stabilt. I 2023 havde selskabet 123 medlemmer. Både synshandicappede og seende kan blive medlemmer af Blindehistorisk Selskab. Vi har stadig fem kollektive medlemmer, som er: Bredegaard, den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde, IBOS, Nota og Synscenter Refsnæs.

Vi ønsker, at flere også yngre mennesker bliver interesseret i blindehistorie og derved får lyst til at melde sig ind i selskabet, så derfor gør vi stadigvæk opmærksom på vores eksistens via medlemsbladet. Forsamlingen diskuterede også andre måder, hvorpå vi kunne udbrede kendskabet til foreningen. F.eks. ved hjælp af omtale på sociale medier såsom Facebook. Dette var der allerede medlemmer, der havde gjort. Det blev også foreslået at tage kontakt til P1-programmet Kampen om historien, med henblik på eventuelt at få lavet en udsendelse, der kunne handle om krigsinvalider efter 1. Verdenskrig. Der vil blive udarbejdet en sådan afhandling om dette emne. Derudover blev det foreslået at lave podcasts med blindehistorisk indhold.

Vores medlemsliste skal være så opdateret som muligt, så bestyrelsen lettest kan respektere GDPR-reglerne. Alle rettelser skal således tilgå kassereren. Den blindehistoriske arbejdsgruppe har også i det forgangne år bestået af Ove Gibskov og Poul Lüneborg fra Blindehistorisk selskab samt Karen Marie Pedersen og Dennis Bonet Åbank fra Fritids- og Kulturpolitisk Udvalg. Ove Gibskov supplerede beretningen med at fortælle, at arbejdsgruppen er gået i gang med at undersøge, hvilke effekter fra anskuelsessamlingen på Synscenter Refsnæs, der kan bevares. Dette gør de i samarbejde med Kurt Nielsen, Thorvald Kølle, Niels Ove Jørgensen og tidligere synskonsulent Winnie Ankerdal. Angående registreringsprojektet, der omhandler blindehistoriske effekter, er der blevet udarbejdet en rapport i 2020. Et af vores afdøde medlemmer Niels Eskjær, har inden sin bortgang fået Inge Eskjær til at indsamle hjælpemidler, der har været opmagasineret, så disse kan indgå i registreringsprojektet. Via Medicinsk Museions registratur kan det ses, om en bestemt genstand allerede findes, eller kan matches med et bedre eksemplar. IBOS har ligeledes leveret en del elektroniske notatapparater til projektet. Rapporten, som omhandler blindes levevilkår i 60erne og 70erne har været omtalt i Handicaphistorisk Tidsskrift.

2023 var også året, hvor selskabet udgav jubilæumsskriftet med titlen “Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, i anledning af at Synscenter Refsnæs fyldte 125 år. Dette blev markeret i Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup fredag den 27. oktober, hvor selskabet var vært ved en reception, hvor der blev holdt flotte taler bl.a. af Jesper Holten fra Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg og fra selskabets formand Poul Lüneborg. Alle medlemmer af Blindehistorisk Selskab har desuden modtaget et eksemplar af bogen, både som trykt udgave og som DAISY-lydfil. Leif Martinussen, Poul Lüneborg samt Thorvald Kølle deltog også i fejringen af jubilæet på Synscenter Refsnæs, der fandt sted den 1. november. Synscenter Refsnæs købte 25 eksemplarer og Nota købte 50. Forlaget Kahrius har stadig en del trykte eksemplarer, der endnu ikke er blevet solgt. CD-udgaven kan også lånes på Nota. I forbindelse med jubilæumsskriftet har vi fået dækket alle omkostninger via fondsmidler på 119.000 kr.

Vores nyhedsbrev udkommer tre gange om året i alle medier. Bestyrelsen har desværre måttet opgive, at udgaverne på CD, punkt og sort skal udkomme på samme tid som mailudgaven. Det skyldes Post Nords langsomme leveringstid. Alle nyhedsbreve kan i øvrigt også læses på selskabets hjemmeside. Redaktør Ove Gibskov opfordrede alle medlemmer til fortsat at sende indlæg til nyhedsbrevet. Der efterlyses især indlæg fra medlemmer, der har været integreret i folkeskolen. Ove Gibskov fortalte desuden om et omfattende materiale, der omhandler en sag fra 1937, hvor Retslægerådet ikke kunne anbefale sterilisation af blinde og dermed heller ikke fratagelse af deres ret til at indgå ægteskab. Dette arbejde vil munde ud i mindst én stor artikel i et kommende nyhedsbrev samt et foredrag.

Rita Ilsted Smith har overtaget redigeringen samt udformningen af hjemmesiden. Det har vist sig muligt at registrere, hvor mange og hvem, der søger informationer på hjemmesiden. Websiden indeholder blandt meget andet generalforsamlingsreferater tilbage fra 1994. Samtlige bestyrelsesmedlemmer har fået en kopi af en ekstern harddisk med selskabets lydarkiv, der løbende bliver opdateret. Det indeholder over 1000 lydfiler. Pga. Copyright hensyn kan lydarkivet kun anvendes offentligt til opgaveskrivning og analyser.

Herefter blev årsberetningen sat til afstemning, og den blev enstemmigt godkendt med applaus.

Punkt 7. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse

Kasserer John Heilbrunn gennemgik regnskabet. Indtægterne var på 152.850 kr. Udgifterne var på 135.319 kr. Selskabet kom ud af 2023 med et overskud på 17.531 kr. Revisionen havde godkendt regnskabet uden yderligere bemærkninger. Herefter blev regnskabet også enstemmigt godkendt af forsamlingen.

Punkt 8. Fastsættelse af kontingent

Bestyrelsens forslag om at fastholde kontingentet på 150 kr. blev vedtaget med applaus.

Punkt 9. Indkomne forslag

Der var ingen.

 

Punkt 10. Valg af bestyrelse

  1. Valg af formand. Poul Lüneborg ønskede at genopstille, og blev enstemmigt genvalgt med applaus, for en toårig periode.
  2. Valg af øvrig bestyrelse. Lena Bang og Ove Gibskov genopstillede begge, og Lena Bang blev genvalgt uden modkandidater for en toårig periode. Ove Gibskov ønskede foreløbigt at genopstille for en etårig periode. Han blev ligeledes enstemmigt genvalgt med applaus.
  3. Valg af to suppleanter. Leif Martinussen og Thorvald Kølle ønskede begge at genopstille, og de blev genvalgt uden modkandidater for et år.
  4. Valg af to revisorer. Kurt Nielsen havde skriftligt tilkendegivet, at han ønskede at genopstille til denne post. Derudover genopstillede Nete Parkov. Begge blev genvalgt som revisorer uden modkandidater.
  5. Valg af revisorsuppleant. Hanne Skipper blev foreslået og enstemmigt valgt med applaus.

Punkt 11. Eventuelt.

Dirigenten takkede for god ro og orden og herefter takkede formanden for en god generalforsamling. Ellers ingen bemærkninger.

Onsdag den 15. maj 2024. Referent Lena Bang.

Formand Poul Lüneborg kunne den 15. maj med sin underskrift godkende nærværende referat på vegne af selskabets bestyrelse, som ikke havde bemærkninger til dette.

Efterfølgende har mødets dirigent Susanne Nolsøe med sin underskrift ligeledes godkendt referatet, som opbevares i selskabets arkiv.

3. Adresselisten 2024

Det kan oplyses, at kasserer John Heilbrunn har færdigredigeret selskabets adresseliste. Den vil blive udsendt på mail til alle, som hidtil har modtaget den på denne måde men naturligvis også til andre, der ønsker det. Som tidligere år kommer den også på punkt, DAISY og i storskrift, når man på Dansk Blindesamfunds hovedkontor har fået den produceret i disse formater. Det er muligt, at disse udgaver først vil blive udsendt senere i juni, da der blandt andet vil være belastning på produktionen i forbindelse med hovedbestyrelsesmødet i slutningen af juni.

Det er vigtigt, at alle kontrollerer deres egne kontaktoplysninger og melder tilbage til John Heilbrunn, hvis der er sket ændringer, som ikke er kommet med i den nye adresseliste.

4. ”Hjem for arbejdsføre blinde kvinder”– kvindeliv 1900 – 1976, af Rita Ilsted Smith

På Mariendalsvej 30 på Frederiksberg ligger en statelig bygning på fire etager, der i dag huser bostedet Thea for psykisk sårbare. Bygningen er opført i 1900 og udgjorde frem til 1976 ’Hjem for arbejdsføre blinde kvinder’, populært kaldet Mariendalshjemmet.
Hundredvis af synshandicappede kvinder har passeret igennem denne bygning i et spænd på 76 år. Undervejs har Mariendalshjemmet ændret karakter adskillige gange, alt efter de skiftende samfundsmæssige vilkår. Her vil jeg give nogle glimt af hjemmets historie.

Optakten
I starten af 1900-tallet var vilkårene vanskelige, for synshandicappede voksne kvinder, når de havde afsluttet forløbet på Blindeinstituttet. Hvordan skulle de sikre sig et udkomme? De kunne blive gift og dermed forsørget, eller de kunne tage tilbage til deres hjemegn og udføre håndarbejde, som de kunne forsøge at afsætte. Var ingen af delene mulig, kunne det være den direkte vej til fattiggården eller et plejeforhold.

De dårlige udsigter bekymrede Blindeinstituttets lærere og lærerinder, der hvert år skulle sende de unge kvinder ud i verden til en uvis skæbne. Derfor foreslog lærerinde på Blindeinstituttet Methea Hoffmann, i 1895 foreningen Danmarks Blinde at oprette et hjem for arbejdsføre blinde kvinder, hvor enligtstillede kvinder kunne bo og arbejde. Hun havde rejst i udlandet og set sådanne arbejdshjem for blinde. Danmarks Blinde, dannet i 1883, var en forening af blinde og seende, som producerede bøger og blade i punktskrift og donerede midler til understøttelse af blinde. Efter et års tøven gik foreningen ind på tanken. Derefter samarbejdede Methea Hoffmann og foreningen om at skaffe en byggegrund til formålet. I 1896 tilbød Justitsråd Niels Josephsen, efter et møde om sagen, en af sine udstykkede grunde af godset Mariendal. Et udvalg besigtigede den tilbudte grund og fandt den sanitært tilfredsstillende. Nu manglede der bare midler til at opføre et hus på grunden.
1896 – 1900 foregik et storstilet indsamlingsarbejde. Der blev indrykket annoncer i aviserne, holdt en 3-dages fest i Kongens Have og arrangeret en velgørenhedskoncert i Odd Fellow palæet. Indsamlingsarbejdet blev organiseret af en komite på 24 medlemmer, alle fremtrædende borgere i København. Der blev samlet ind over hele landet og i 1899 var der indkommet 50.000 kr. – nok til at gå i gang med byggeriet. Indsamlingskomiteen blev omdannet til en bestyrelse på 11 medlemmer, der konstituerede sig 1. maj 1900. Fast sæde i bestyrelsen fik 4 repræsentanter for Danmarks Blinde, forstanderen for Blindeinstituttet, 2 lærerinder fra Blindeinstituttet samt et eller flere medlemmer af andre foreninger til blindes vel.

Beboerne flytter ind
10. december 1900 stod bygningen færdig til brug og blev indviet ved en højtidelighed. Huset var tegnet af arkitekt David Wilhelm Leerbeck og opført i palæstil i røde mursten og sandsten, med en fladbuet udsmykning øverst oppe, hvor institutionens navn stod prentet. Huset var i 4 etager, topmoderne, vinduer med stort lysindfald, indlagt centralvarme og eget værelse til beboerne.
Bestyrelsen ansatte en bestyrerinde, frk. Caroline Hendrikke Krebs, som fik bopæl i huset og var bestyrerinde helt frem til 1932.
De første 5 beboere rykkede ind 1. april 1901. Huset var dimensioneret til 30 beboere, og blev langsomt fyldt op de følgende år. I 1909 blev den uudnyttede tagetage inddraget, så der blev plads til 35 beboere.
For at blive optaget på hjemmet skulle man være enligtstillet kvinde mellem 20 og 45 år (senere blev den nedre aldersgrænse 18 år). Man skulle være arbejdsfør og rask, bortset fra øjenlidelsen. Desuden skulle man mestre en eller flere færdigheder: rørsædefletning, børstenbinderi, håndstrikning, håndsyning, fletning af listegulvtæpper og måtter, filering af bærenet.
Beboerne havde fælles arbejdssal i stueetagen, hvor de udførte det daglige arbejde. For arbejdet fik kvinderne en lille sum om måneden, som skulle bruges til at betale deres tøj og andre personlige fornødenheder. Det var akkordarbejde, lønnet pr. stk. Jo hurtigere man arbejdede, jo mere tjente man – fra et par kroner til 20 – 25 kr. om måneden. Arbejdsdagen var kl. 8 – 19 med en spisepause en time midt på dagen og en kaffepause kl. 15. I løbet af arbejdsdagen småsnakkede man og hørte oplæsning, brød måske ud i sang, mens arbejdet gled gennem de rutinerede hænder. Kl. 19 var der aftensmad.
Bestyrerinden uddelte materialer, kontrollerede arbejdets kvalitet og sørgede for, at husordenen blev overholdt. Beboerne havde lydighedspligt overfor bestyrerinden.
De havde pligt til at deltage i husarbejdet, tøjvask, rengøring og køkkenarbejde, samt holde deres værelser. De skulle have tilladelse til at forlade huset, og fik ikke stillet ledsager til rådighed – kun om søndagen, når der var kirkegang. Man kunne hjælpe hinanden – nogle beboere så godt nok til at finde vej – eller blive fulgt af store børn, som gerne ville tjene en skilling. Man kunne tage med sporvognen på den anden side af vejen, spadsere en tur på Frederiksberg, besøge venner og familie – måske en forlovet – som boede i nærheden. Der kom ofte gæster til hjemmet, der underholdt på forskellig måde, ved klaverspil, oplæsning, sang. Beboerne sang og spillede også selv, flere havde instrumenter på værelset og i arbejdssalen stod et flittigt benyttet orgel og et klaver. Beboerne kunne se frem til den årlige skovtur med hjemmet, og fødselsdagsfesten hvert år d. 10. december på husets indvielsesdag.

Beboernes værelser
Beboernes rummelige værelser på 13,19 m2 var møbleret på forhånd, det krævede særlig tilladelse at medbringe egne møbler. Det faste møblement bestod af 1 klædeskab, 1 kommode, 1 servante, 2 stole, 1 kurvestol, 1 seng m. tilbehør, 1 sengetæppe, 1 bord, håndklæder (syet af beboerne selv). Desuden fandtes remedier til rengøring af værelset – klude, skind, sæbeskål, børste.
Beboerne kunne pynte deres værelser op med billeder, planter og nips. Enkelte ønskede og fik lov til at holde en kanariefugl. Lyset på værelset skulle slukkes kl. 10. På det tidspunkt skulle alle beboere være kommet hjem, ingen måtte forlade huset derefter – medmindre der forelå en særlig tilladelse. Der var slå indvendig på hoveddøren, man kunne ikke komme ind igen ved egen hjælp efter kl. 22.

Det var ikke tilladt at have herrebesøg på værelset, og i hjemmets start var forlovelser ikke velsete – det betød udsigt til ægteskab og dermed forsørgelse, og så hørte man ikke hjemme på Mariendalsvej. Efterhånden var forlovelser dog i orden, man måtte blot flytte ud ved giftermål, og ikke modtage besøg af den forlovede på værelset. Hjemmet lagde af og til hus til bryllupsfesten, og skænkede altid de nygifte en gave. Det første bryllup på hjemmet blev afholdt i 1914.

Besøg af journalister 1920
I 1920 iværksatte frk. Hoffmann og frk. Krebs en indsamlingskampagne, med det formål at oprette et hvilehjem for udtjente beboere, der ikke længere kunne klare arbejdet på hjemmet.
I anledning af indsamlingen besøgtes hjemmet i 1920 af journalister fra flere aviser.

De besøgende journalister begejstredes over kvindernes flittige fingre i arbejdssalen og deres indsats i husarbejdet. Således hedder det i en artikel i Nationaltidendes sektion ’Kvinden og hjemmet’ 3. marts 1920 (moderne retskrivning):

Køkkenet stråler af renhed! Gryderne er skuret på undersiden og lige så blanke som da de for – hør I husmødre og husassistenter – 10 år siden udgik fra køkkenudstyrsmagasinet! Karkludene hænger akkurat på en lille snor og ligner servietter til tørring!

Så går vi ind i salen, det store lyse rum, hvor de kvinder, som ernærer sig ved stolefletning, børstenbinderarbejde, strikning, knipling, måtte- og tæppefletning, arbejder. Det er overordentlig interessant at stå og se på disse flittige, følsomme fingre, der arbejder så rapt som nogen seendes!

Hvilehjemmet blev en realitet i 1921. I løbet af et år blev der indsamlet godt 16.000 kr. Grosserer Stau, en af blindesagens faste støtter, stillede en villa til rådighed i Lyngby, og hvilehjemmet blev oprettet med hans afdøde kones navn: Elisabeth Staus Hvilehjem i Lyngby.

Elevernes indtog
I 1917 begyndte hjemmet som noget helt nyt at optage elever til at lære ’blindearbejde’ dvs. rørsædefletning, børstenbinderi, måttefletning m.m.
I 1923 oprettedes med statsstøtte en egentlig elevskole. Målgruppen for elevskolen var kvinder, der var blevet blinde som voksne og dermed ikke havde haft mulighed for at blive oplært på Blindeinstituttet, hvor man som hovedregel kun kunne være indtil man var 18 år. Hjemmet modtog et årligt tilskud pr. elev fra staten samt midler til at ombygge huset til sit nye formål.
Eleverne skulle oplæres i enten vævning eller maskinstrikning – ikke i det traditionelle blindearbejde. Vævning havde været et fag for pigerne på Blindeinstituttet siden 1909, og kunne nu også læres på Mariendalsvej. Maskinstrikning var på vej som et egnet fag for synshandicappede kvinder, rundt om i Europas blindeinstitutioner havde man gode erfaringer.
Der blev indrettet en vævestue og en strikkestue med tilhørende systue i tagetagen. Her indrettedes også værelser til eleverne – et fåtal var eksterne elever, der ikke boede på hjemmet. Også unge kvinder, der havde afsluttet deres forløb på Blindeinstituttet, søgte optagelse som elever på Mariendalshjemmet. De kunne færdiggøre deres væveuddannelse på hjemmet som 3. års elever, og maskinstrikning kunne kun læres på Mariendalsvej.

Oprettelsen af elevskolen var startskuddet til en række processer, som i løbet af 10 – 15 år ændrede Mariendalshjemmet fuldstændig. I spidsen for ændringerne stod Blindeinstituttets forstander Otto Wüstenberg, der indtrådte i Mariendalshjemmets bestyrelse i 1922. Frem til 1933 var han formand for forretningsudvalget og næstformand for bestyrelsen, fra 1933 til 1946 var han formand for bestyrelsen efter den hidtidige formand Carl Lehmanns død.
I et tæt samarbejde med bestyrerinde, forretningsudvalg og bestyrelse omstillede han i løbet af 10 – 15 år Mariendalshjemmet til en moderne erhvervsvirksomhed, der producerede vævede og maskinstrikkede tekstiler.

Erhvervsvirksomheden konsolideres
I begyndelsen fortsatte de faste beboere deres traditionelle blindearbejde i arbejdssalen, uanfægtet af den nye elevskole på 3. sal. Men også beboernes arbejde ændredes efterhånden til vævning og maskinstrikning. Det skete ved naturlig afgang, ved omskoling af de faste beboere og ved at hjemmet optog en stor del af de færdiguddannede elever som nye beboere.

I 1932 foreslog Wüstenberg en større omrokering af hjemmets lokaler med henblik på at styrke erhvervsvirksomheden. Bestyrelsen vedtog hans forslag. Den hæderkronede arbejdssal blev omdannet til vævestue for de faste beboere, børstenbinderne og rørfletterskerne fik lokaler ovenpå. Tørreloftet blev nedlagt og indrettet til ny vævesal til eleverne. Storvasken blev sendt ud af huset. Den tidligere rullestue blev omdannet til strikkeri og et tilstødende lokale blev indrettet til systue. Kvinderne blev fritaget for husarbejdet, så de kunne lægge alle kræfter i produktionen; der ansattes en ekstra husassistent. Der investeredes 7000,- kr. i indkøb af strikkemaskiner.
Som et forsøg blev der ansat seende invalider på systuen – det gik så godt, at det blev praksis fremover. Samtidig åbnedes en ny mulighed for synshandicappede kvinder i form af frie arbejdspladser til eksterne arbejdersker. Hjemmet tilbød synshandicappede kvinder i Storkøbenhavn, at de kunne få en væve- eller strikkeplads på hjemmet, hvis de ikke havde plads til væv eller strikkemaskine i eget hjem. Det kunne både være udefra kommende kvinder og også beboere, der gerne ville indgå ægteskab, og samtidig arbejde videre på Mariendalshjemmet.

Oprettelsen af strikke- og væveværksteder havde sine omkostninger for beboerne. Værkstederne krævede plads og det var nødvendigt at inddrage beboerværelser. Man kunne som beboer ikke længere påregne eget værelse, eleverne og nogle af de faste beboere måtte bo sammen to og to.
Pladsproblemerne løstes i 1936 med rejsningen af en ny bygning, der rummede vævestuer, strikkestuer og systuer samt værelser til eleverne. Bygningen blev forbundet med den ældre bygning via en mellembygning. Det blev igen muligt at få eget værelse som beboer i den ældre bygning. Elevværelserne i den nye bygning var små og smalle, der var lige plads til en sofa, et klædeskab, et bord og to stole. Der blev indrettet dagligstuer i den tidligere arbejdssal i den ældre bygning. Måltider fandt for alle grupper sted i spisesalen i kælderen i den ældre bygning. Eksterne arbejdersker kunne spise med mod en betaling på 50 øre.
I et interview i Aftenbladet 10. januar 1936 omtaler Wüstenberg den kommende bygning således under overskriften ’Det store fremstød for blinde kvinder kommer nu’ (moderne retskrivning):

Vævning og maskinstrikning er de hovedbeskæftigelser, man kan anvende for kvindernes vedkommende. I øjeblikket sidder der mange blinde kvinder og fremstiller udmærkede ting på vævningens og strikningens område som håndarbejde (artiklens fremhævning) – men nu vil vi søge at tage sagen op på en bredere basis på samme måde som det allerede er sket i fx England, Tyskland og Italien: ved oprettelse af et stort strikkeri for blinde kvinder (artiklens fremhævning), hvilket vil kunne give en ganske god fortjeneste.

Maskinstrikningen var tydeligvis Wüstenbergs hjertebarn hvad angik kvindearbejde – men var det også kvindernes? Både vævning og maskinstrikning var krævende arbejde, der fordrede koncentration og gav støj. Især maskinstrikning var anstrengende, det var stående arbejde, som ikke alle kunne tåle. Det var slut med den gamle arbejdskultur med hyggelig passiar, oplæsning og sang under arbejdet.
To af de gamle husflidsfag eksisterede stadig på Mariendalshjemmet; den nye bygning rummede et værksted til børstenbinderi og rørsædefletning. Udøverne svandt kraftigt ind i antal. Pr. 15. november 1936 fandtes der 48 beskæftigede kvinder på hjemmet, 28 udlærte kvinder (21 faste beboere og 7 eksterne arbejdersker) og 20 elever (14 interne og 6 eksterne). Beskæftigelsen blandt kvinderne fordelte sig som følger: 14 udlærte kvinder vævede, 10 strikkede på maskine, 1 strikkede i hånden, 1 bandt børster og to flettede rørsæder. 8 elever vævede, 10 strikkede på maskine, 1 bandt børster, 1 flettede rørsæder.

Beboerprotester!
De restriktive forhold på Mariendalsvej blev lempet en anelse med tiden. Slåen for hoveddøren var blevet afskaffet i 1927, og erstattet af nøgler. Hver beboer fik en nøgle, og kunne låne en natnøgle, som skulle afleveres igen næste morgen. I 1935 var arbejdstiden 9-17, på linie med det øvrige samfund. Fra 1936 skulle lyset først slukkes kl. 22.30 – var der opera i radioen måtte man gerne høre den færdig efter kl. 22.30. Radioen havde holdt sit indtog på hjemmet i 1926 og var nu fast inventar på alle værelser.
Ernst Jørgensen, Dansk blindesamfunds forretningsfører 1928 – 51, trådte ind i Mariendalshjemmets bestyrelse og forretningsudvalg i 1934 og søgte fra starten at tilgodese beboernes interesser. Han foreslog, at der valgtes to repræsentanter for beboerne. Det blev enstemmigt vedtaget.

17. december 1942 modtog Wüstenberg denne skrivelse fra beboerne:

Da der tidligere er spurgt frk. Grotum Holm [forstanderinde for hjemmet fra 1935] om vi kan få udbetalt kostpenge for de dage, vi er bortrejst, men uden resultat fra bestyrelsen, retter vi denne gang vor forespørgsel til dem hr. forstander Wüstenberg og beder dem behandle sagen.
Vi mener at være berettiget til både kostpenge og rationeringsmærker, når vi rejser til højtiderne. Vi håber, der må træffes en for alle parter tilfredsstillende ordning, i modsat fald vil sagen blive genoptaget.

Disse formuleringer lyder svagt truende, og er meget langt fra den lydighedspligt, beboerne blev indskærpet i hjemmets tidlige år. Det taknemmeligheds- og underordningsforhold, der karakteriserer filantropen over for den, der er genstand for hjælpen, var ved at blive afløst af et forhold, der mere mindede om forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver. 1930’erne genlød af arbejdskampe og fokus på rettigheder. Disse rørelser havde også nået Mariendalshjemmet.
Bestyrelsen vedtog at yde godtgørelse i juleferiens 16 dage på 2 kr. pr. dag, det samme i påskeferien (8 dage). Rationeringsmærker havde beboerne allerede.
Flere lignende henvendelser fra beboerne fremkom i 1940’erne – fx om fri medicin og ret til herrebesøg. I 1947 blev ’Hjem for arbejdsføre blinde kvinders elev- og beboerkreds’ dannet. ’Der skal føres forhandlinger med beboerkredsen om ny dagplan og ordensbestemmelser’, hedder det i bestyrelsesreferatet 24. april 1947 – samme dag som kredsen var blevet dannet.

Besættelsestiden
Besættelsen 1940 – 45 bragte særlige vilkår for Mariendalshjemmet. Der var mangel på garn og dermed på beskæftigelse af hjemmets kvinder, og det krævede opfindsomhed og initiativ at beskæftige hjemmets mange brugere. Fletning af julehjerter for maskinstrikkerne virkede lovende, men måtte opgives. Andre firmaer tog ideen op, der var ikke efterspørgsel nok. Arbejdstiden blev sat drastisk ned; som beskæftigelsesmulighed tilbød hjemmet kurser i dansk, engelsk, punktskrift, klaverspil, maskinskrivning, husholdning. Der var god søgning til kurserne. En beboer blev så interesseret i engelsk, at hun skaffede sig engelske pennevenner. I sommeren 1950 kom pennevennerne til København og boede på Mariendalshjemmet under besøget.

50-års jubilæet i 1950
50-års jubilæet i 1950 gav anledning til status og tilbageblik i hjemmets årsberetning 1950 -51. Af beretningen fremgår, at 198 kvinder var blevet optaget på hjemmet, 48 havde indgået ægteskab, 28 var flyttet til hvilehjem, 13 afgået ved døden, 68 havde af anden grund forladt hjemmet. 35 eksterne elever har modtaget erhvervsmæssig oplæring, 33 eksterne vævere og maskinstrikkere havde haft fri arbejdsplads.

Disse nøgterne tal dækker over meget varierede forløb. En del af beboerne opholdt sig på hjemmet det meste af deres liv. Allerede før 1950 havde flere beboere kunnet fejre 25- og 40-års jubilæum. Senere hen var der både 25-, 40- og endda et enkelt 50-års jubilæum blandt beboerne.
Mariendalshjemmet var ikke længere primært et hjem for ældre frøkner. Efter elevskolens indførelse i 1923 boede de fleste kvinder i kortere tid på hjemmet. En del drog af efter endt uddannelse, medbringende en væv eller en strikkemaskine. Det forekom ikke sjældent, at et ophold på Mariendalsvej sluttede mere eller mindre pludseligt med et ægteskab, somme tider efter nogle få måneder på hjemmet, andre gange efter adskillige år.
Nogle beboere måtte forlade hjemmet pga. sygdom. Det kunne være sindslidelser eller fysiske lidelser, der gik ud over arbejdsevnen. Ikke alle ønskede at forlade hjemmet, nogle bønfaldt om at komme tilbage efter overstået sygdom – hvilket ikke altid blev imødekommet. Nogle få blev erklæret uegnede og bedt om at forlade hjemmet pga. genstridighed eller overtrædelse af husordenen.
Det er et genkommende tema, at en beboer ’ønsker at klare sig selv’ i egen lejlighed, hvis hun ikke længere er ønsket på hjemmet – især efter Dansk Blindesamfunds hus ’Folkets Gave’ blev opført i 1924. Flere gange modsatte hjemmet sig et sådant ønske, overbevist om at det var den pågældende beboer slet ikke i stand til.

Hvad der siden hændte –
Efterkrigstiden bragte nye udviklinger på Mariendalshjemmet. Der uddannedes stadig vævere og maskinstrikkere, men nye grupper kom til: studerende elever og beboere med arbejde uden for hjemmet. Det blev muligt for synshandicappede at uddanne sig i forskellige fag – kommende fysioterapeuter, socialrådgivere, telefonpassere, organister rykkede fra sidst i 1940’erne ind på Mariendalshjemmet. Disse grupper benævntes pensionærer, og var i sagens natur uden arbejdspligt.

I 1958 blev Mariendalshjemmets erhvervsvirksomhed overtaget af A/S Blindes Arbejde og adskilt fra hjemmet. Blindes Arbejde, dannet i 1929, drev værksteder for blinde mænd og sørgede for afsætning af varerne. Lige siden 1938 havde selskabet fungeret som Mariendalshjemmets salgscentral.
Samtidig erstattedes hjemmets selvsupplerende bestyrelse af et tilsynsråd. Rådet bestod af direktøren for Blindes Arbejde, formanden for Dansk Blindesamfund, formanden for Dansk Blindesamfunds Københavnerkreds, administrationschefen for blindeforsorgen, og en folketingspolitiker som formand.
Denne udvikling var et resultat af to forhold: længere tids tovtrækkeri med Socialministeriet om, hvordan en økonomi med stigende underskud skulle håndteres. Og et længe næret ønske i Blindes Arbejde og Dansk Blindesamfund om at slå de forskellige erhvervsmuligheder for synshandicappede sammen. Tilsynsrådet var et krav fra staten for at levere permanent underskudsdækning. De interesserede parter kom begge til at sidde i tilsynsrådet og var dermed tilfredse. Formanden for bestyrelsen, som repræsenterede Danmarks Blinde, gik af i protest.

Fra nybygningen i 1936 frem til afhændelsen af produktionen i 1958 svingede hjemmets brugerantal mellem 40 og 56 personer. Med produktionen forsvandt de eksterne arbejdersker og eleverne, hjemmets brugere var nu faste beboere, pensionærer og studerende. Mænd fik adgang til hjemmet som pensionærer i 1961.
Antallet af brugere faldt gradvis i løbet af 1960’erne. I 1971 rummede hjemmet kun 15 faste beboere, 2 pensionærer og 1 studerende. Tilsynsrådet mente ikke, at hjemmet kunne drives videre på det grundlag. Rådet udkastede en plan om at ombygge hjemmet og omdanne det til et pensionat. Det var det jo næsten allerede, men sanitære ombygninger var nødvendige. I maj 1971 søgte rådet Socialstyrelsen om en bevilling på 1.850.000 til formålet. Socialstyrelsen sendte ansøgningen videre til Socialministeriet. I februar 1973 indløb et afslag fra socialministeren; hjemmet måtte lukke. Beboerne flyttede ud i løbet af 1973. Med sig fik de et udstyr af hjemmets linnedbeholdning samt benyttede båndoptagere og inventar. Det øvrige inventar fordeltes blandt blindeinstitutionerne. Legatformuen samledes i fælles legat til gavn for synshandicappede. Bygningen solgtes til anden side i februar 1976.

————————

Undertegnede er i gang med at undersøge Mariendalshjemmets historie 1900 – 1976, med økonomisk støtte og opbakning fra Blindehistorisk Selskab og Dansk Blindesamfund. Min undersøgelse skal munde ud i en bog med titlen ’Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder’. Ovenfor har jeg givet nogle prøver på bogens indhold; i den kommende bog vil hjemmets historie blive foldet ud og dokumenteret.

Mariendalshjemmet førte ikke journal over de enkelte beboere, så materialet om beboerne er sparsomt. Men noget kan dog lokkes frem af Mariendalshjemmets arkiv på Rigsarkivet. Hjemmets brugere dukker op i protokoller, åbne brevkort, små lapper, breve mellem forstanderinden og beboerne, jubilæumstaler, henvendelser fra forældre og pårørende, institutionens registrering af brugernes kommen og gåen. Der eksisterer også enkelte interviews, udført af DBS’ informatører i 1993. Jeg foretager selv interviews i forbindelse med bogen – der findes stadig kvinder, som husker Mariendalsvej.
Jeg vil bestræbe mig på så vidt muligt at afdække træk af disse levede kvindeliv. Samt træk af den institutionelle praksis, disse kvinder levede under. Jeg synes, det er vigtigt at bevare og belyse dette hedengangne stykke kvinde- og blindehistorie.

Har nogen blandt Nyhedsbrevets læsere nærmere oplysninger om Mariendalshjemmet, vil jeg være glad for en henvendelse. Jeg kan kontaktes på mail: rita_ilsted_smith@hotmail.com eller telefon: 30129298.
Rita Ilsted Smith, historiker og webmaster i Blindehistorisk Selskab

Anvendte kilder: Mariendalshjemmets arkiv, Danmarks Blindes arkiv, årsberetninger, avisartikler, Gerda Thastum-Leffers: Barndommens oase, Institut for blinde og svagsynede 1858-1958.

5. Adolf Andersen – stærkt svagsynet og forhenværende trykkerileder på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, af Allan Andersen

Jeg er blevet opfordret til at fortælle om min farfar Sigurd Adolf Andersens virke som leder af trykkeriet for Blinde – en stilling, han fik i 1938. Jeg kan desværre ikke fortælle meget om hans arbejde i de første mange år. Men senere kom hele familien tæt på udviklingen af trykkeriet og stereotyperingsmaskinerne til trykning af punktskrift, som farfar var meget involveret i at få automatiseret.

Sigurd Adolf Andersen blev født d. 26. september 1904 omkring Faaborg på Sydfyn, hvor hans far havde et bådebyggeri. Jeg har desværre ikke kunnet finde ud af, hvordan min farfars opvækst har været. Det minder mig om, at vi alle skal huske at spørge vores ældre familiemedlemmer om, hvordan det var, da de var unge.

Farfar mistede det meste af synet under sin opvækst, sandsynligvis på grund af grøn stær. Jeg kan ud fra breve læse mig frem til, at han kom på blindeskolen i København i midten af 1920’erne, og her har jeg hans eksamenspapir år efter år, hvor han blev rost for sin indsats og fremgang, og han endte med en organisteksamen. Han har også modtaget undervisning i violin- og klaverspil.

Farfar boede i begyndelsen på instituttet, men flyttede senere på et værelse hos Victor Borges farbror, og han mødte også i disse år Wandy Tworek, så han har her været under masser af indflydelse til at udvikle sit violinspil.

På et tidspunkt spillede farfar også i Danmarks Radios Underholdningsorkester, og jeg forestiller mig, at det har været en af de musikalske venner, der har fået ham ind i orkestret. Farfar supplerede også indtægterne ved at spille rundt på diverse underholdningssteder i København.

Han mødte min farmor på Blindeinstituttet, hvor hun var ansat som stuepige. Hun gav ham et klaver, da han havde bestået eksamen – købt på afbetaling.

Farmor og farfar flyttede til Sjællandsgade, hvor de fik to drenge – Kurth (min far) i 1930 og Viggo i 1933.

Før farfar i 1938 blev leder af trykkeriet, kan jeg se af de breve, han modtog, mens han var på Blindeinstituttet, at han blev tituleret ”Trykker Sigurd Adolf Andersen”, så han har nok allerede dengang arbejdet med trykning af punktskrift.

Mine minder om farfar

Jeg husker mange hyggelige juleaftener, som i min barndom altid blev holdt hos farmor og farfar, hvor farmor stod for maden. Efter spisningen i spisestuen blev fløjdørene ind til dagligstuen lukket, og min søster og jeg blev sendt ud i gangen. Farmor ryddede af i køkkenet, og så stod vi derefter sammen med hende klar ved fløjdørene. Når dørene blev åbnet, skinnede vores øjne om kap med juletræet, som nu stod tændt lige midt i stuen. Efter en masse ”ih og åh” hvor er det bare flot i år, blev der danset omkring træet, mens vi sang. Farmor, mor og far kunne alle sangene udenad, og imens spillede farfar på klaveret.

Derefter var der uddeling af julegaver, altid en masse hjemmesyet tøj fra farmor og lidt legetøj fra mor og far. Mens de voksne drak kaffe, legede vi på gulvet med det nye legetøj, men husk at der som regel kun var ét stykke legetøj og ikke som i dag, hvor børn næsten får det, som vi dengang ville have oplevet som en hel legetøjsbutik.

Efter kaffen satte far sig ved klaveret og farfar tog violinen og så blev der spillet megen god musik.

I hverdagene var farfar jo på arbejde, men kom hjem for at spise frokost, og så afsted igen. Dengang lå Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde i Randersgade i en stor bygning med et flot haveanlæg. Jeg var ofte på besøg med min far, da han jævnligt udførte forskelligt arbejde på trykkeriet. Han var uddannet som teknisk tegner og kunne se muligheden for, at de maskiner, som man skrev punktskriften på, måtte kunne gøres bedre. Når man havde trykket tasterne til det enkelte bogstav, trådte man på en stor pedal, og nålene markerede så punktskrifttegnene i metalplader. Far kastede sig over at tegne en konstruktion, hvor maskinerne blev udstyret med motor, så der skulle færre kræfter til, og der kunne skrives hurtigere. Det syntes man godt om, så far fik en gammel maskine til trykning af punktskrift med hjem i vores lejlighed. Den optog så halvdelen af stuen, mens der blev monteret motor, og hele konstruktionen blev bygget op. Mange af delene lavede far selv på en drejebænk, han havde anskaffet, og som stod i gangen. Jo, der var meget omkring blinde i vores lejlighed. Far lavede også små prene til punktskrifttavler. Disse prene har jeg pudset mange af og lakeret og pudset igen. Mor sad tit og mærkede spillekort med disse prene, så de kunne bruges af blinde. Senere byggede min far en maskine, som kunne mærke kortene.

Farfar kom selvfølgelig tit hos os, især når maskinen skulle testes, og efter den blev leveret, fulgte der flere med. Blindeinstituttet i Norge viste også interesse, så da vi i 1960 skulle flytte til en moderne lejlighed i Husum, måtte far finde et lokale til at fortsætte produktionen af stereotyperingsmaskinerne; det blev i Landskronagade.

Far kunne ikke lade være med at videreudvikle maskinerne, og det var ikke altid nemt at få ledelsen af blindeforsorgen til at finde de ekstra penge, det ville koste.

Men der blev dog udviklet bedre og bedre løsninger, og der blev leveret maskiner både til Sverige og Norge, og hele vejen igennem var farfar med til at teste tingene. Når der var pres på, ville farfar frygtelig gerne hjælpe. Det var ikke altid nemt med hans dårlige syn, men han var klar, om det så bare var at slibe på nogle af maskindelene.

En lille sjov historie.

I 1961 havde jeg fået en idé om at trykke et skoleblad. Det havde jeg fortalt farfar, så en dag, vi var på trykkeriet, skulle vi en tur op på loftet; for her var måske noget, vi kunne bruge. Der gemte sig en kuffert med en stenciltrykmaskine, hvor man skulle lægge ét stykke papir i ad gangen og så spartle sværte ud over og derefter trække papiret ud, så var der et aftryk. Instituttet måtte ikke forære den væk, men jeg fik lov at låne den i 99 år. Den havde jeg meget sjov med, men skoleblad blev det nu ikke til.

Jeg mener, at der blev udfærdiget et stykke papir på lånet, men det kommer nok til at ligge lidt tungt, hvis de vil have den tilbage.

I 1962 flyttede vi i villa i Vangede, hvor der var plads til både værkstedet og familien. Omkring dette tidspunkt havde min far leveret en maskine til trykning af punktskrift i Oslo, og i 1963 skulle der også leveres en til Bergen. Den blev sendt derop i løsdele med fragtmand, og i sommerferien kørte vi så alle sammen farfar, farmor, mor, far og os børn en tur til Bergen, hvor vi boede i ca. en uge, mens far og farfar dagligt var på trykkeriet for at samle maskinen og få den testet.

Farfar havde på et tidspunkt klaget over, at rigtig mange af de spolebånd, der blev sendt ud med lydbøger og aviser, blev ødelagt undervejs af postvæsenet. Det var ellers nogle fine fiberkassetter, men de blev nogle gange kørt over af de store postbiler, og det kunne de ikke klare. Far, som altså var lidt af en opfinder, gik så i tænkeboks, og det førte til en specialfremstillet kassette i plastik. Far byggede en vakuumpresse, som kunne fremstille kassetten i en så hård plast, at den kunne holde. Den blev testet inde på hovedpostcentret, hvor flere af de største lastbiler kørte over kassetten, og båndet inden i havde ikke taget skade. Maskinerne blev installeret på trykkeriet, hvor man så selv kunne fremstille nye kassetter. Disse kassetter blev brugt, lige indtil de små kassettebånd overtog efter de gamle spolebånd.

På den måde havde far næsten sin daglige gang på trykkeriet, som var flyttet til Rønnegade. Jeg var stadig tit med, men var mest interesseret i at komme ind og hilse på Schandorff, som stod for hjælpemidler til blinde. Her havde jeg mulighed for at købe spolebånd i god kvalitet, og dem brugte jeg mange af i de år til at optage musik fra radioen.

Når der kom nye hjælpemidler, havde vi dem tit til test for at se, om det var noget, der var værd at indkøbe til blinde.

Vi havde i familien fået mange venner og bekendte bland blinde, og nogle få kom hos os i mange år. Det var ikke kun arbejdsmæssige venskaber, og da vi også kom til mange fester i Bogensegade, mødte vi jo rigtig mange blinde. Det var gode fester, fint stort lokale med mange borde, hvor vi sad tæt, og der var kun meget få, som kunne se. Men dejligt at opleve, hvor fint de blinde fandt rundt i lokalet og også flittigt brugte dansepladsen.

Det var altid meget vigtigt for farfar at gøre sit arbejde så perfekt som muligt. Det er mig derfor også en stor glæde at kunne referere og citere fra et brev, som administrationschefen Bøgh Christensen skrev til farfar, da han lå syg på Bispebjerg Hospital. Han skrev, at det gjorde ham ondt, at min farfar var alvorlig syg, og at han i den anledning vil sikre ham et af blindevæsenets legater. Bøgh understregede, at det ikke skulle opfattes som en hjælp, men som en anerkendelse af

“den store indsats, De har ydet igennem Deres mangeårige virke for Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde.

Hvis vi skulle betale Dem for al det arbejde, De har gjort udover, hvad De har pligt til, så fik vi nok at gøre, og jeg er fuldstændig klar over, at det har heller aldrig været Deres egen mening”.

Brevet er stilet til trykkerileder, organist Adolf Andersen, pt. Bispebjerg Hospital.

Farfar fik en blodprop i 1972, som han desværre døde af. Mange år senere arvede jeg hans klaver, som havde været turen omkring flere familiemedlemmer. Det trængte til at blive stemt, og vi fandt en blind klaverstemmer, som kom og stemte det. Han fortalte, at han kunne huske alle de steder, han havde været at stemme klaver, men mente ikke at have været på vores adresse tidligere. Da han havde arbejdet lidt med klaveret, kaldte han på mig og spurgte om, hvor klaveret var fra, for han var overbevist om, at det måtte være Adolfs klaver. Det kunne vi så glæde ham med, at det var, og jeg var forbløffet over, at han uden syn kunne genkende et klaver, som det var mange år siden, han sidst havde stemt.

(Artiklen er let redigeret af Ove Gibskov).

6. Braille Elektromaten – opfundet af Kurth Andersen, artikel Fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 5 1967, af Poul Glygaard

(Her fortsættes beretningen fra forrige artikel om Kurt Andersens engagement i forbindelse med punktskriftproduktion).

I sidste nummer af bladet kunne vi fortælle om forkortelsen af punktskriften. I dette nummer kan vi fortælle om verdens mest moderne stereotyperingsmaskine, som er udviklet af firmaet “K.V.A. Maskiner, Gentofte, hvilket dækker navnet Kurth V. Andersen. Det er ham, der har elektrificeret de gamle stereotyperingsmaskiner, og nu har han altså også givet sig i kast med at fremstille en impulsdrevet, hurtigtarbejdende maskine, som han har kaldt Braille Elektromaten.

Det sidste, men et af de væsentligste, led i en mere moderne fremstilling af punktskrift er en sådan hurtigt og sikkert virkende maskine, som kan levere manuskriptet enten i papir eller i trykplader, og den vil nu i løbet af få dage blive prøvekørt i Statens Trykkeri i Rønnegade.

Jeg har fået lejlighed til at stifte bekendtskab med maskinen på værkstedet på Mosegårdsvej, og man får et tydeligt indtryk af, at der her er tale om noget helt nyt på området. Kurth Andersen har den evne, som præger opfindere, at kunne arbejde i utraditionelle baner. En idé føder straks en ny, som forlanger at blive taget med ved løsningen af en opgave. Men han lider også under opfinderens forbandelse: utilstrækkelige pengemidler til at kunne realisere alle disse ideer. Med denne maskine er det dog lykkedes ham at realisere en del af dem, og vi beder ham fortælle lidt om Braille Elektromaten.

“For et års tid siden,” siger Kurth Andersen, fik jeg bestilling på to maskiner til Sverige og to til Statens Trykkeri. Jeg gav tilbud på manuelt betjente maskiner, men indså hurtigt efter samtaler med trykkeriets ledelse og dets tekniske konsulent, ingeniør H. C. Jørgensen, at maskinerne ville være forældede, før de var færdige, hvis man ikke var i stand til at styre dem ved hjælp af edb-fremstillede kodebånd eller -kort. Min opgave måtte være at fremstille en maskine, der både kunne betjenes manuelt og drives helautomatisk af kodebånd, og det er lykkedes. Men det har kostet mig 146.000 kr. at få prototypen frem, og det vil sige, at der ingen fortjeneste bliver til mig i første omgang. Alligevel er jeg glad for, at jeg ikke nøjedes med at lave de maskiner, jeg havde givet tilbud på.

Maskinen fremtræder som et skrivebord 1×1½ meter med en opbygning på langs, hvorunder trykpladen bevæges. I bordets sideskabe findes de fleste af de ca. 4000 komponenter og dele, som er samlet i sektioner således, at man ved maskinstop blot ved at trække et multistik ud kan skifte sektionen ud med en anden og arbejde videre, mens fejlen repareres.

Alt – anslag, returgang, linieskift og tilbagerykning er impulsstyret med fornødne sikkerhedsforanstaltninger, og en af de danske maskiner vil blive forsynet med den store type som i medlemsbladet.

For at nå frem til dette resultat har jeg måttet vove mig ind på en halv snes fagområder. Det har derfor været nødvendigt for mig at søge samarbejde med en række fagfolk og teknikere, og uden deres bistand var det vel næppe lykkedes at få realiseret de ideer, der ligger til grund for konstruktionen. Det er lykkedes os at fremstille en maskine, som kan nå op på en hastighed af 1000 tegn i minuttet. Til sammenligning tjener, at en amerikansk, hulkortstyret maskine kun når maksimalt 300 tegn, og en jævnt dygtig stereotypør omkring 250 tegn pr. minut. Elektromatens skrivehastighed kan varieres fra 500 til 1000 tegn pr. minut. Dette kræver et gennemført præcisionsarbejde, og da meget af arbejdet må udføres i hånden, skal der jo medgå megen tid dermed. Imidlertid er det helt nødvendigt, at en sådan maskine fremstilles, hvis man skal kunne få udbytte af teknikkens udvikling på andre områder.

Det næste skridt, som må gøres, er læsestationen, som på grundlag af kodebånd skal kunne afgive impulserne til stereotyperingsmaskinen, og rådede jeg over de fornødne midler, ville jeg ret hurtigt kunne løse også dette spørgsmål, men i øjeblikket har jeg absolut ikke råd til at ofre mere på sagen. Jeg har allerede sat tilstrækkeligt ind. Nu må andre træde til, hvis frugterne skal kunne høstes af det arbejde, der hidtil er udført, slutter Kurth Andersen.

Det ser således ud til, at vi herhjemme er ved at løse spørgsmålet om en mere moderne fremstilling af punktskriften bagfra.

Det første vigtige skridt er gjort, og lykkes det at få fremstillet en læsestation og en perforator til hulbåndene – eller fremskaffe et kodeskriveanlæg – ja, så har vi den første løsning, som vi kan kalde “den lille løsning”, men som på ingen måde foregriber en større ved hjælp af edb-anlæg eller ved udnyttelse af de kodebånd, som sorttrykkerier fremstiller.

Vi gratulerer Kurth Andersen med de imponerende resultater, han hidtil har nået, og tør måske føje det ønske til, at han sættes i stand til at udvikle en læsestation således, at det næste skridt gøres på vejen til en mere moderne fremstillingsmetode for punktskrift.

(Artiklen er let redigeret af Ove Gibskov).

7. Tiggeri i historisk og nutidig belysning, af John Heilbrunn, Jytte Nielsen og Lena Bang

Som tidligere omtalt blev der i forbindelse med årets generalforsamling gennemført et arrangement om dette tema. De tre oplægsholdere bidrager her med de centrale punkter fra deres indlæg, og hele arrangementet kan høres på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

John Heilbrunn kom i sit indlæg bl.a. ind på historiske og juridiske aspekter, i forbindelse med tiggeri og nævnte indledningsvis de oplevelser, de fleste har, når andre i det offentlige rum beder om økonomisk bistand, i form af en mønt eller en skærv til mad og andet. Det er noget, man møder i toget, når man passerer forbi musikanter, folk som sælger et blad eller lignende. Mange kender sikkert den følelse af enten irritation eller et behov for at vise medfølelse og yde hjælp til sådanne personer, som vel må siges at falde ind under betegnelsen tiggere. Måske føler man også en lettelse over, at man betaler alt med kort i dag og med god samvittighed kan svare, at man (desværre) ikke har mønter eller sedler på sig?

John gennemgik den juridiske regulering af tiggeri (betleri) fra det første lovgivningsmæssige regelsæt, Forordning fra 1708 givet af Frederik d. 4. Her har man knyttet den manglende mulighed for at skabe sig en erhvervsmæssig indkomst til en lovliggørelse, for ikke mindst blinde til at udøve betleri. Denne forordning havde det formål dels at udskille ”uværdige fattige” For derved at sætte en stopper for deres betleri og på den anden side at få etableret en ordning til forsørgelse af de ”værdigt” fattige. Her fandt man ikke mindst de blinde, som værdige til at modtage forsørgelse fra det offentlige, netop fordi de ikke har haft mulighed ad anden vej, til at forsørge sig og familien. Adgangen til at betle var den måde, hvorpå de kunne skaffe sig midler til livets (meget nødtørftige) opretholdelse.

Dernæst blev en lov fra 1860 gennemgået, som vedrører straffen for ”løsgængeri og betleri”, og den straf i form af fængsel på vand og brød, som dette kunne medføre – Tvangsarbejde i arbejdshuse kunne efter en særlig målestok træde i stedet for fængselsophold.

I den nuværende straffelov § 197 findes regler om straf for betleri for den som selv, eller ved tilskyndelse af personer under 18 år i dennes husstand, betler og fortsætter hermed efter at have modtaget en advarsel fra politiet om at ophøre hermed. Trodser man advarslen, kan man idømmes fængsel op til 6 mdr.

En yderligere bestemmelse, indført i 2017, har tilføjet særlige regler om såkaldt utryghedsskabende betleri i gågader, på stationer og i butikscentre, hvor en forudgående advarsel ikke er en ”buffer”, før lovens lange arm slår til. Man talte i denne forbindelse om de såkaldte ”Roma-lejre”, som man igennem disse regler, og en række specifikke restriktioner, ønskede at komme til livs.

Herefter blev historikken gennem de seneste 100 år i Dansk Blindesamfund gennemgået, hvor forskellige tiltag og initiativer er blevet taget for at indsamle økonomiske midler til at supplere foreningens økonomiske grundlag og formue: Salg af blomster, solgaveindsamlinger, omtale af blindes arbejdsmuligheder på eksempelvis fabrikkerne BLIFA og Inerfa samt virksomheden Blindes Arbejde og omtale i radio m.v.

Siden 1980’erne har foreningen på forskellig vis gennemført landslotterier med andre handicaporganisationer, de såkaldte gigantspil og lotterier, som til tider har givet væsentlige indtægter, til andre tider er mislykkedes.

Indsamlingerne har været vigtige for en forøgelse af foreningens formue og etablering af såvel en række beboelsesejendomme til synshandicappede som særligt tilpassede plejehjem til synshandicappede flere steder i landet.

Efter etablering af et statslotto er profilen i Dansk Blindesamfund gradvis blevet ændret fra lotterier m.v. til indsamlinger og fundraising, på linje med en lang række andre velgørende organisationer til fordel for udsatte børn, bistand til arbejde i udviklingslande m.v.

Nu om dage udsendes jævnligt publikationer som Øjeblikket, og der er udsendt en række breve fra foreningens formænd, som en måde hvorpå at nå befolkningens interesse og medfølelse. Andre oplever sådanne breve som en slags ”tiggerbreve”. Man arbejder mere på at fortælle gode feel-good historier og appellerer til folk, fx via førerhundekalendere med attraktive billeder af førerhundehvalpe, for at nå folks hjerter og punge.

Nu om dage er der ikke så mange af foreningens kredse, men dog nogle, som sælger bladet Blindes Jul hvert år og dermed kompletterer kredsens formue og aktivitetspotentiale, samtidig med, at sælgerne – i lighed med Hus Forbi sælgerne – får en del af indtægterne ved salget. Er navnet på denne publikation ”Blindes jul” en måde at sætte særlige billeder i hovedet på køberne om de stakkels blinde, som sidder alene hjemme juleaften ved et enkelt stearinlys’ flamme, ensomme og glemte?

Foreningens indsamlingstiltag styres af en egentlig indsamlingsafdeling, og professionalisering og ny teknologi og effektive metoder til at segmentere profitable grupper anvendes i stigende grad i Dansk Blindesamfund som hos andre indsamlende velgørende organisationer.

Kritikken efter tidligere tiders indskrænkninger, af ubemidlede personers støtte fra det offentlige, førte til vrede hos visse personer, fordi dette at skilte med sin blindhed og dermed opnå støtte via tiggeri blev anset for uværdigt – individuelt tiggeri. Det var endda efter nogle tillidsfolks og medlemmers opfattelse rimeligt og anbefalelsesværdigt, at man skulle udstøde disse personer af Dansk Blindesamfund, hvilket andre afviste ud fra principper om empati og forståelse for disse personers meget vanskelige økonomiske situation.

Nu om dage er hele indsamlings- og fundraising-regimet blevet legitimeret og systematiseret på en måde, som i almindelighed anses for acceptabelt og nødvendigt og i det mest kritiske øjeblik kan betegnes som en slags ”kollektivt betleri”.

Jytte Nielsens tanker om blinde tiggere og gøglere i moderne tid.

Vi ved naturligvis godt, at blinde langtfra har haft et let liv på jorden. Der har været kamp for overlevelse og kamp for rettigheder. Blinde kunne ernære sig f.eks. ved at underholde som gøglere og gennem at få medlidenhed som tiggere. Det er først med velfærdsstaten, at blindes sociale og økonomiske situation løftes op. Men har denne udvikling også ændret på accepten af de blinde i den kollektive forestilling?

Vi møder nu ikke blinde på markedet, sådan fysisk, men det kan føles som om, vi stilles op på den mentale markedsplads. Når der f.eks. bruges udtryk som: ”det må da selv en blind kunne forstå ”. ”Eller man må da være både blind og døv for ikke at kunne fatte dette”.

Den nu afdøde leder af Det Konservative Folkeparti, Søren Pape, har flere gange sagt, at ”det må da selv en blind mand kunne mærke og forstå med sin blindestok”. Der var vel at mærke ikke tale om noget med tilgængelighed. Eller ”dette er som at forklare en blind, hvad en solnedgang er”. Man beklikker vores intelligens.

I mine forældres barndom, 1925, var det almindeligt, at der kom blinde gøglere til byen. De slog på grydelåg og var klædt i noget mærkeligt tøj med bjælder syet på. De larmede op og sang frække viser. Børnene drillede og løb efter dem gennem byen. Der var også den blinde lirekassemand, der med sit gule armbind var en umiskendelig blind person.

Man er blevet opmærksom på, at det ikke er lige meget, hvordan vi omtaler hinanden. Sprog kan skabe værdighed, og sprog kan ydmyge. Hvis man som eksempel sagde, at her er så mørkt, at man ikke kan få øje på en neger. Så ville det være upassende, og sådan skulle det også være at sige, selv en blind kan fatte dette. Det er her ordet ”selv”, som er det nedgørende.

På den offentlige, mentale markedsplads morer man sig stadigvæk over den blinde. Tiden er vel inde til at få den markedsplads gestalt udryddet. Er vi selv en del af publikum, spørger jeg. Jeg har kun mødt få blinde, som kan følge mine tanker. Får vi en slags valuta for at acceptere nedgørende og latterliggørende tale? Det tror jeg. Jeg har erfaret, at det at smile og grine med gør, at man bliver en del af gruppen, en del af de andre. Man kan opleve at blive lagt mærke til ved at gøre eller sige noget sjovt. Man bliver lagt mærke til, hvis man gør noget så sjovt som at tabe sin blindestok i hotellets swimmingpool, nogen fisker den op, og med smil tager man imod den. Omgivelsernes beundring over, at man sådan overhovedet bevæger sig rundt mellem andre, helt almindelige mennesker, vil ingen ende tage, og dagen efter er der nogen, der hilser genkendende på en.

En ellers velfungerende blind mand fortalte mig en gang, at når han var ude for at holde et takkeforedrag i en loge, som havde doneret penge til Dansk Blindesamfund, så gjorde han sig altid lidt mere hjælpeløs og klumrende, fumlede efter stolen, kaffekoppen og lignende. Som han udtrykte det: ”Det er det, de betaler for, de skal jo have noget for pengene”.

Jeg mener således, at disse forestillinger og forventninger kan godt leve videre også i blindes kollektive bevidsthed. Jeg er blevet mødt med mange kraftige reaktioner, når jeg har bragt dette på bane. Jeg går i små sko, jeg kan da vel forstå, det er bare sjov, vi skal da kunne tåle noget gas, og jeg kunne fortsætte, som om det var en forpligtelse at lade sig nedgøre for at blive accepteret i det gode selskab.

Mennesket er et socialt dyr, vi forbinder det med noget positivt, noget med at passe på hinanden. Men den psykiske struktur betyder også, at vi er hierarkiske med det til følge, at alle presser sig opefter i hierarkiet, andre presses ned. Det er ikke let at ændre på, men meget beror på sprog og generel respekt. Nogen vil bare ikke forstå, at sorte mennesker ikke vil kaldes negre, og der er mange ord og benævnelser, vi skal have til overvejelse i denne tid.

I bogen ”De blinde” fabulerer forfatteren Gert Hofmann, født 1932, over et maleri fra 1500-tallet. Billedet forestiller en flok blinde tiggere i al deres nød og elendighed. Forfatteren forestiller sig nu 400 år efter, hvordan maleren er kommet så tæt på. Han lader de blinde gå over en bro, hvor de skal lade sig falde i vandet, falde gang på gang, så maleren rigtig kan få deres skræk og rædsel frem. Det er i det hele taget nogen kummerformer.

Vi møder det i dag i litteraturen om blinde, også i den skrevet af blinde selv. Der skrives om alt det sjove, de dog kan komme ud for. Vi er en del af historien, og vi kender sympatiens lunende glæde, når vi med smil kan fortælle om vores sjove og underholdende oplevelser. Man skulle tro, det var den rene svir at være blind.

Jeg synes, det er umagen værd at tale om den blindes rolle på den moderne, mentale markedsplads. Tiden er parat til at tale værdigt om hinanden og også at forlange det. Psykisk vold er i øvrigt blevet anerkendt som skadelig og forbudt. Det faktum og den synliggørelse burde være til støtte for vores sag.

Lena Bang indledte sit indlæg med omkvædet af en sang skrevet til en af Dansk Blindesamfunds revyer, af en af foreningens tidligere markante sangskrivere – nemlig Ove Olsen. Omkvædet lyder sådan her:

”venner deroppe kast mønterne ned,
hvis I i hjerterne vil ha’ fred.
Hjemme jeg børn og kone har,
Sultne de venter far”

Hele sangen kan høres i Ove Gibskovs lydmontage ”100 år i lydglimt”, som blev udgivet i forbindelse med Dansk Blindesamfunds 100-års fødselsdag.

Efter denne indledning fortalte jeg om en oplevelse, jeg havde, da jeg i 2002 var på en fire måneder lang rejse i Ecuador, hvor jeg en dag stod ved et busstoppested og ventede på min veninde, som hedder Martha og er svagsynet. Jeg stod der med min hvide stok, nøjagtig som jeg plejede at gøre hjemme i Danmark, men pludselig kom der en dame og stak nogle penge i min hånd, mens hun sagde: ”Her frue”, hvorefter hun forsvandt. Da jeg fortalte det til Martha, grinede hun og sagde, at det var meget normalt, at mange mennesker troede, at når man var blind, ja, så var man helt sikkert også tigger.

I Ecuador får man som blind ingen overførselsindkomst, men må i mange tilfælde tjene penge ved tiggeri eller andre usle jobs såsom at sælge karameller, flasker med noget, der skulle forestille at være billige kopiparfumer eller hjemmebrændte cd’er af meget dårlig kvalitet. Et job, der ikke er helt ufarligt, idet mange blinde oplever at blive overfaldet af folk, der vil stjæle deres varer og penge.

Herefter nævnte jeg i mit indlæg et par eksempler fra litteraturen. Det ene var romanen ”En fortælling om blindhed” af den portugisiske forfatter Josè Saramago. Kort fortalt skildrer han i denne bog en masse mennesker, der pludselig bliver blinde. Personerne har ikke navne, men bliver beskrevet som eksempelvis pigen med solbrillerne eller den gamle mand med den sorte klap. Personerne er altså først og fremmest blinde, før de er mennesker, og de bliver desuden fremstillet som meget uhumske og primitive.

Jeg sluttede mit oplæg med en sang, jeg havde skrevet på melodien til ”Sådan er kapitalismen”:

Jeg er blind, og jeg er tigger,
for det er mit levebrød.
Jeg vil tigge hele livet
til den dag, hvor jeg er død.
Jeg er ikke nogen stakkel,
selvom jeg går tiggergang.
Det er derfor, jeg vil synge
denne enkle lille sang.

Jeg vil tjene mange penge
for at undgå fattigdom,
når jeg ej går rundt og tigger
bliver min pengepung så tom.
Jeg er ikke nogen stakkel,
Selv om jeg går tiggergang.
Det er derfor, jeg vil synge
denne enkle lille sang.

Men, hvis jeg skal være ærlig,
Ku’ det være ganske sjovt
at komme væk fra tiggeriet,
for det er da temmelig flovt.
Jeg er ikke nogen stakkel
Selv om jeg går tiggergang.
Det er derfor, jeg vil synge
denne enkle lille sang.

8. Anmeldelse af Leif Martinussens bog: ”Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, Erindringer fra elever på Børnehjemmet, Østskolen og Vestskolen, af Birgit Kirkebæk

Der er tale om artikler skrevet til Dansk Blindesamfunds Medlemsblad og til jubilæumsbøger for perioden 1907 – 1989 samt om bidrag og sammenfatninger frem til 2020. Ikke alle steder er det muligt at se, hvor de enkelte bidrag er bragt, men alderen på bidragyderne strækker sig fra mennesker født i 1899 til mennesker født i 1996. Der er en fin historisk redegørelse af Niels Strandsbjerg dækkende perioden 1898 – 1998 (kap. 5), et kapitel om etablering af Sommerskole og Efterskole på Refsnæs (kap. 8), og videre i kap. 9 og 10 er der mere historisk stof om instituttets skiftende navne (kap. 9) og om de første blindeskoler i verden (kap. 10).

Bogen er inddelt i kapitler, hvor kapitel 1 er en indledende og perspektiverende artikel af Thorben Koed Thomsen. Kapitel 2 omfatter 4 artikler fra før 1940, kapitel 3 omfatter 1 artikel fra 1948 samt diverse bidrag i jubilæumsbogen 1898 – 1948. Kapitel 4 omfatter 23 artikler fra 1940 – 1986, kapitel 5 forskellige bidrag vedrørende 100-års jubilæet 1898 -1998. Kapitel 6 bringer 1 artikel fra perioden 1982 – 1988, og i kapitel 7 er der 1 artikel for perioden 2000 – 2020. Kapitel 8 omhandler nutidige tiltag, det vil sige etablering af sommerskole og efterskole, kursusvirksomhed, og der omtales også det ændrede elevklientel, som blev et resultat af integrationen. De afsluttende kapitler 9 og 10 har et historisk og rammesættende indhold.

Kapitel 1: Indledning af Thorben Koed Thomsen er afklarende og velskrevet. Han placerer Refsnæsskolen historisk og dermed også de lovmæssige forudsætninger for institutionens oprettelse. “Vi taler om en lang periode (1926) til 1956 – 1980, som derfor er oplevet meget forskelligt af børnene / eleverne, ligesom børnene har været forskellige og derfor oplevet opholdet på Refsnæsskolen forskelligt”, skriver han (s. 16). Og det var netop noget, der slog mig, da jeg læste bogen. Vi skal helt frem til Jørgen Eckmann’s artikel “Disciplin – Selvdisciplin” på s. 80, før der bliver udtrykt kritik af de ansattes “løse hænder” og øvrige afstraffelsesmetoder. Han skriver:

“Hænderne sad løst på skafterne hos de fleste voksne, så der vankede ofte et par på hovedet, eller der blev brugt andre midler (tidligt i seng, stuearrest eller lignende). For mig førte det til at jeg, da jeg skulle i fjerde klasse og hermed overføres til Vestskolen (afdeling for store drenge), besluttede at slå igen, når en voksen slog mig. Jeg gennemførte min beslutning til og med syvende klasse” (s. 80).

Det ser ud til, at de første bidragsydere har lagt vægt på at beskrive de lyse sider ved opholdet, hvor der for perioden 1943 – 1986 kommer mere kritiske afsnit i artiklerne. På den baggrund forbavser det mig, at der i forordet står, at man på Blindehistorisk Selskabs årsmøde i 2020 har diskuteret, om staten burde give en undskyldning til tidligere elever på Refsnæsskolen, som det blev gjort til Godhavnsdrengene. “Debattens konklusion viste klart, “At det var der ikke” (s. 9). Når jeg blev overrasket, er det, fordi de beskrevne afstraffelser mindede om dem, der blev fremført i “Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933 – 1980”. Det var tilladt at slå i de danske skoler frem til 1967, men i disse beskrivelser synes der ind imellem at være tale om mere nedværdigende og raffinerede metoder end en simpel lussing: Hårde og “opfindsomme” slag som eksempelvis beskrevet af Thorvald Kølle (s. 92 og 96) og Ove Gibskov (s. 177 og 178). Meget sigende skriver Ove Gibskov, at han i 1. klasse troede, at morgensangen “Vågn op og slå på dine strenge” lød “Vågn op og slå på dine drenge”!

Tvangsfodring nævnes af flere – eksempelvis Elin Frank Andreasen på s. 101: ” vi skulle spise op, og kunne vi ikke få maden ned, blev vi tvangsfodret, og hvis man kastede op, skulle man spise det, som var kastet op”. Også Jytte Nielsen beskriver tvangsspisning af eget opkast på s. 232. De mange former for sengelægning som straf er et gennemgående mønster – især på Østskolen. Det har Elin Andreasen beskrevet på s. 102. Det at blive adskilt og dermed i nogle tilfælde fremmedgjort fra forældre og familie – og det at udvikle nære venskaber på Refsnæsskolen og klare sig i flokken betyder meget for skribenterne. Beskrivelsen af ansatte, der tog sig tid og indgik i relation til det enkelte barn, fremstilles som noget særligt. Men det er fortællinger om ensomhed og usikkerhed på den ene side og glæde ved venskaber, legene, påfund og kundskaber på den anden, der står frem. Det at lære punktskrift og dermed lære at læse er noget helt særligt i fortællingerne.

Det er taknemmelighed overfor den gode undervisning, eleverne fik, der står frem, og som begrunder, at det gode ved opholdet trods alt for de fleste overskygger den ensomhed, vold og uformåen fra de voksnes side, der beskrives. Mange af bidragyderne er mænd, og de kom fra Østskolen til Vestskolen fra 4. klasse. Og om Vestskolen og dens ansatte er der ikke meget dårligt at sige, mens de ansatte, der stod for Østskolen, næsten enslydende beskrives som et ufølsomt kvinderegime, der hvilede på kæft, trit og retning – og på ro, renlighed og regelmæssighed. Der var øjensynligt ikke megen trøst at hente for små bange børn, der ankom til skolen. Jeg kan godt forstå, at psykolog Jytte Nielsen, der var på Refsnæs i perioden 1957 – 1964 spørger, hvem disse kvinder egentlig var (s.232 – 234). Indtrykket er, at de i hvert fald ikke kunne lide børn! Pigerne slap aldrig ud af Østskolen, som drengene gjorde det. Østskolen blev nedlagt i 1974.

Det kan ikke undgås, at der er overlap i de mange bidrag og artikler. Hvordan Refsnæsskolens bygninger lå i forhold til hinanden og hele opbygningen af tilbuddet til henholdsvis blinde og svagsynede elever gennemgås mange gange. Også skolegang, fritid og ferier beskrives. Og længsel efter hjemmet, forældrenes kamp og det svære i at vende tilbage til skolen efter en ferie. Også højdepunkter som konfirmation beskrives af mange. Men alligevel er der forskel og nuancerigdom i de forskellige beretninger. Især de længere beretninger gør indtryk, fordi der skrives om noget fælles, men udtrykkene er alligevel så personlige og forskellige (Jf. Rita Varmby s. 106, Henning Eriksen s. 119, Ove Gibskov s.168, Leif Martinussen s. 195, Lars Klüver s. 221 og Susanne Melbye s. 248). Men også de få bidrag fra tidligere ansatte gør indtryk: De mange arrangementer økonoma Ester Sørensen stod for i en årrække (s. 288 – 289), hvordan undervisningen af de små børn i 1. og 2. klasse blev grebet an hos lærer Margrethe Filstrup og hendes sanseøvelser (s. 295 – 296) og Hjemrejseordninger af lærer Vagn Drejer (s. 297 – 306).

Sporadisk omtales blinde børn med multihandicap og det pres, der var lagt på eleverne på Refsnæs for ikke at klare sig så dårligt ved eksamen, at man endte i værnehjem eller noget lignende. Der er et begavelsesmæssigt hierarki, som også skinner igennem i artiklerne. De er alle skrevet af dem, der endte på “den rigtige side af målstregen”. De kunne komme til videre uddannelse på Blindeinstituttet og blev ikke stemplet som “uegnet til videre skolegang”- læs om den dimension hos Niels Strandsbjerg (s. 294) og hos Allan Gravesen (s. 272 – 276).

Når man har vænnet sig til at gå ind i bogens udpluk fra arkivet, er bogen en oplevelse at læse. Den er fuld af vigtig viden fortalt af de direkte berørte, men der kunne med fordel have været en opsamlende og analyserende perspektivering af de mange bidrags indhold.

Denne anmeldelse har oprindeligt været bragt i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 51.

9. ”Vi blev statens børn” – erindringshistorie om Refsnæsskolen på lyd, af Rikke Houd

I Dansk Blindesamfunds podcastredaktion indledte vi i efteråret 2022 arbejdet med en podcastserie om Refsnæsskolen ved Kalundborg. Den har fået titlen”Vi blev statens børn” og er en historisk dokumentarserie, der beskriver og fremkalder skolen og stedet gennem tiden frem til 1980, da forsorgen udlægges til amter og kommuner – for så lige i sidste afsnit at hoppe frem til 2023, da social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil på vegne af regeringen gav en undskyldning til de tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen, der har været udsat for svigt og overgreb.

Seriens titel, ”Vi blev statens børn”, stammer fra et interview med en tidligere elev og er valgt for at signalere, at dette er en kollektiv fortælling og er fortalt af de børn, der havde deres hverdag og skolegang på Refsnæs dengang.

Den historiske udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933 – 1980 udkom i april 2022. I indledningen til kapitel 18, der har titlen ”Erindret særforsorg” står der blandt andet:

”… beretninger fra de mennesker, som på krop og sjæl har oplevet særforsorgens institutionsliv, [har] generelt ikke fået meget plads i historieskrivningen. Dermed kan de mennesker, som har levet dele af eller måske hele deres liv på særforsorgens institutioner, komme til at fremstå tavse og passive.”

Siden vi tog hul på projektet i efteråret 2022, har vi interviewet godt 30 tidligere elever på skolen – og er i skrivende stund her i maj 2024 stadigvæk i gang. Vi har været i arkiverne og har også interviewet en række forskellige specialister. De fortæller blandt andet om forsorgs- og skolehistorie, erindret historie, skolens specifikke historie og om forråelse og overgreb.

Serien er i 8 afsnit og har dertil en prolog, der sætter rammerne for fortællingen.

Erindringshistorie og kollektiv fortælling
Da vi indledte arbejdet med denne serie, var der et væld af overvejelser og mange valg, der skulle træffes, og der er også løbende blevet gjort mange overvejelser og justeringer, som arbejdet er skredet frem. Men nogle helt centrale valg, vi traf i starten, var, at serien skulle være kollektivt fortalt og primært skulle være fortalt fra barnets og de tidligere elevers perspektiv. Endelig valgte vi at fortælle kronologisk, frem gennem tiden og i hvert afsnit forsøge at forstå lidt om den tid, vi er i.

Vi ønskede at lave en fortælling, hvor vi som lyttere kommer på en rejse i tid og sted og kommer tættest muligt på skolens elevers oplevelser, indtryk, følelser, tanker og sansninger. Hvordan var det for de børn, der gik der gennem forskellige tidsepoker, og hvad har tiden på Refsnæs betydet for dem senere?

Vi valgte den kollektive fortælling som narrativ form for på den ene side at give plads til de forskellige oplevelser og erfaringer, vi ved tidligere elever har haft, og på den anden side for at vise, at der var oplevelser og følelser, man som elev ikke var alene om. Den kollektive fortælling løber over lang tid, fra 1898 til 1980, og forbinder således også elever, der ikke kendte hinanden, på tværs af tid.

De mange erindringer er historiens krop, det primære materiale. Skolens to ældste elever er i 90´erne i dag, og deres tid på Refsnæsskolen ligger over 80 år tilbage i tiden omkring Anden Verdenskrig. Andre, vi har talt med, blev anbragt som 2- og 3-årige og deler deres første, glimtvise erindringer.

Erindringer kan være svære at faktatjekke, de kan være udokumenterbare, men for dem, der bærer dem med sig, er de en del af deres liv og virkelighed. Journalerne, der er gemt i skolens store arkiv, fortæller sjældent om børnenes oplevelser. Samtidig ved vi, at mange – især tidligt anbragte – er meget alene om deres erindringer og deres historie. De har ikke altid haft familien omkring sig til at holde sammen på minder, og de har ikke kunnet flette deres egne erindringer ind i familiens fælles historie. Nogle erindringer har måske endda været gemt helt væk – også selv om man havde nogen at dele dem med. Der er flere af dem, vi har talt med, der har været alene med voldsomme minder om overgreb og svigt. Nogle har taget det på sig, nogle har ikke ønsket at bekymre familien derhjemme eller har ikke følt, at det nyttede. Nogle har måske prøvet at fortælle om, hvad der skete dengang eller senere og er ikke blevet troet.

Refsnæs’ arkiver
Noget af det første, vi gjorde, da vi indledte arbejdet med serien, var at tage på Rigsarkivet. Vi ledte i første omgang efter børnenes vidnesbyrd i de tidlige arkiver, især fra 1898 og frem til tiden omkring Anden Verdenskrig.

Arkivet for Refsnæsskolen er omfangsrigt og fyldt med informationer om stort og småt fra 1898 og frem. Vi læste os gennem skolens tidlige år. Brune bøger fyldt ud med fyldepen og sirlig skråskrift, breve til og fra forældre, præster, lærere og læger ude i landet. Dokumenterne kunne handle om elever, man ikke anså som undervisningsegnede. Nogle af disse børn kom hjem igen til forældrene, mens andre kom videre til åndssvageforsorgen. Her er udpluk af nogle breve. Vi har anonymiseret ved at ændre navnene, og den retskrivning, der blev benyttet på det pågældende tidspunkt, er også bevaret. Det første uddrag er fra skolen til “Ellens” forældre:

“Efter at Ellen nu snart har været her i to Aar, gør det mig ondt at maatte meddele Dem, at hendes Evner er saa ringe, at hun ikke fremdeles kan blive her. Hun er en stilfærdig og rolig lille Pige, men hun kan desværre slet ikke paa Nogen Maade komme i Gang med Skolearbejdet, ligesom hun heller ikke kan være med i de jævnaldrende Elevers Leg eller tage Del i det, der optager dem. (….) jeg  [ må] desværre nu indstille hende til Overflytning under Aandsvagevæsnet. Med det Kendskab jeg har til hende, tror jeg, at hun hurtigt vil vænne sig til at være paa en af Aandsvagevæsnets Anstalter – formentlig Den Kellerske Anstalt ved Brejninge – hvor hun ogsaa ved Hjælp af det Syn, hun har, hurtigt vil lære at færdes mellem de andre Børn”.

Der er mange breve fra forældre. Her er et adresseret til plejemor og lille “Hedvig”:

“Vi ser at det er bestemt at Hedvig skal flyttes saa er det vel bedst for hende at hun kommer til Ribe. Hvornår mener De hun skal afsted? Naar hun skal derned saa er det næsten godt, at hun ikke kan se de stakkels Mennesker”.

Et brev fra “Egons” forældre:

“… Angående det Forstanderen skriver med at faa Egon under Aandsvageforsorgen det kunde vi ikke tænke os.”

Og fra “Karls” forældre:

 “Hr Forstander,

Ja, det er sørgeligt om Karl ikke kan lære noget. Jeg har frygtet for, den dag skulle komme jeg fik det at høre. Ja jeg ved ikke hvad De mener, men jeg synes ikke han mangler noget på Forstanden, saa jeg synes det er Synd at gøre imod Drengen hvis han skulde på en Andssvageanstalt, saa vil jeg tage ham hjem…”

Vidnesbyrd fra børnene selv er få i de tidlige arkiver. De opleves, som der står i udredningen, “passive og tavse”. Men nogle gange kommer vi tæt på og mærker omridset af dem – for eksempel i breve som disse fra børnenes forældre:

“København 1939

Hr. Forstander

Jeg vil spørge, om jeg kan få Anne hjem. Jeg har set, at Anne keder sig. Anne gik og græd hele søndag, mens vi var derude og sagde, at hun ville med hjem. Jeg er bange for, at Anne bliver syg, så jeg vil gerne have Anne med hjem.

Med venlig hilsen
Carl Svendsen“

Til det svarer forstanderen i øvrigt:

“Kære Glasværksarbejder Carl Svendsen

Tak for brevet. Jeg forstaar godt, hvor svær en Overgang det maa være ikke at have Anne hjemme, og at det i den første Tid må føles som et stort Savn. (…) Om Anne, der ikke har været vant til at lege med andre Børn, mulig kan kede sig lidt til at begynde med eller maaske rettere føle sig lidt fremmed ved at være sammen med saa mange andre Børn, er forstaaeligt. Men her er der i øvrigt ingen, der har Indtryk af, at tiden falder hende lang. I Skoletiden er hun optaget af, hvad der foregaar i Undervisningen, og i Fritiden ser man hende næsten altid sammen med et eller flere af de andre Børn, og efter hendes ansigtsudtryk at bedømme befinder hun sig godt derved. (…)”

Med venlig hilsen Forstanderen”

De allerførste elever bliver også fremkaldt gennem lærerinderne Frk. Graae og Frk. Mosolffs sirlige pen i den første elevbog fra 1898, som vi citerer fra i seriens første afsnit.

Noget, der gjorde indtryk i arkiverne fra skolens første tid, var en brun bog mærket ”Elevbog med billeder 1914 – 16. Blindhedens Aarsager”.

Bogen indeholder fotografier af skolens børn. Et barn på hver side – et nærbillede af ansigtet og så et billede af barnet, nøgent, i helfigur. Ved siden af billedet er der med skråskrift noteret en beskrivelse af blindhedens årsag på latin.

Det er et udtryk for tidens videnskabelige nysgerrighed, fortæller forsorgshistoriker Birgit Kirkebæk, som er en af de specialister, vi har interviewet til serien. Men de glemmer, at det er mennesker, de har med at gøre. De glemmer de etiske aspekter, siger hun.

Op gennem tiden bliver hver elevmappe tykkere, der dokumenteres mere og mere, men det er stadig primært institutionens perspektiv, der er dokumenteret i arkivet.

Andre kilder og greb
Som en del af researchen til denne serie har vi blandt andet lyttet til gamle lydoptagelser, radioudsendelser og læst tidligere elevers erindringer. Her har Blindehistorisk Selskabs arkiv været uvurderligt. Det samme har selskabets udgivelse “Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, redigeret af Leif Martinussen. Vi har brugt uddrag af nogle af disse erindringer i serien.

I første afsnit, som foregår fra 1898 til 1926, baksede vi med at etablere en sanselig nærhed til de elever, der gik på skolen dengang, og som for længst er væk. Vi bad en tidligere elev, Thorvald Kølle, om hjælp. Thorvald kom til børnehjemmet på Refsnæs i 1940´erne, altså næsten et halvt århundrede efter de første elever kom til skolen. Men han kender stedet, bygningerne, omgivelserne, lydene, og så kender han oplevelsen af at være anbragt. Som fortæller hjælper han os, der lytter med at forestille os, hvordan de første elever har haft det.

Lyd og musik kan også skabe nærhed, og vi har brugt disse auditive ingredienser bevidst i historien for at tage lytteren med på rejse i tid og sted og komme tæt på. Meget af det, der bliver fortalt om, ligger langt tilbage i tiden, men minderne lever stærkt i de tidligere elever, vi har talt med. Nogle af de skarpeste minder handler om naturen omkring Refsnæs. Havet, bølgerne, fuglene, træerne. Seriens lyddesigner har for at forstærke den sanselige, nære oplevelse, optaget omgivelserne med en binaural mikrofon, der giver følelsen af at høre lyden hele vejen omkring sig. Temamusikken til serien er indspillet på et klaver i en sal med trægulve. Andet musik er samplede lyde af trælegetøj, som fandtes på skolen dengang. Mange små, men bevidste valg i det lydlige udtryk, som er truffet for at skabe fortællingens rum og stemning, og som vi håber, kan være en vej ind i denne kollektive erindringshistorie.

En flig af historien

Refsnæsskolen har siden sin første start i 1898 som Det Kongelige Blindeinstituts Forberedelsesskole på Strandlyst ved Kalundborg haft mange navne, og mange børn med synshandicap har haft deres skolegang og hverdag der sammen med lærere, plejepersonale, pedeller, kogekoner, gartnere og mange flere.

Podcastserien ”Vi blev statens børn” beskriver en flig af skolens og stedets liv og historie frem til 1980. Materialet er enormt og har indebåret mange valg og fravalg, og alligevel kunne vi snildt have brugt et år eller to mere i arkiverne og endnu flere på landevejen for at besøge og tale med tidligere elever rundt omkring i Danmark. Hvert eneste møde med en tidligere elev og hvert interview har tilvejebragt nye nuancer og erindringer ind i denne kollektive fortælling, hvor mange har deres helt egne oplevelser og minder, men hvor der også er meget, man er fælles om. Alt sammen en del af en fælles erindring og en dokumentation for eftertiden.

”Vi blev statens børn” udgives ugentligt af Dansk Blindesamfund fra den 29. august 2024 og 8 uger frem.

10. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6Ar3
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

 

Nyhedsbrev nr. 1 / 2024

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1/2024.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

2. Kontingentindbetaling 2023 ved Ove Gibskov

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 9. – 10. marts 2023 ved Poul Lüneborg

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2024 ved Ove Gibskov

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2023/2024 ved Poul Lüneborg

6. Regnskab 2023 samt revisionsprotokol og supplerende bilag til intern orientering ved kasserer John Heilbrunn

7. Jazzkoncert 9. marts kl. 20.30

8. Fænomenet tiggeri i historisk, kunstnerisk og nutidigt perspektiv 10.03 kl. 9.00

9. Blind pioner har nået Sydpolen på ski ved Arne Christensen

10. Mindeord om Mogens Bang ved René Ruby

11. Afsløring af en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb i særforsorgen ved Ove Gibskov

12. Anmeldelse af Ulla Bruuns bog ” NU – Mens vi kan elske – Haiku og andre digte” ved Marianne Olsen

13. Kan nogen bidrage med oplysninger om den tidligere leder af Statens Trykkeri for blinde, Sigurd Adolf Andersen?

14. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

Det har for mig været en stor tilfredsstillelse og fornøjelse at sætte mig til tasterne efter at have læst bidragene til dette nyhedsbrev.

2024 er året hvor selskabet den 18. november kan fejre sin 30-års fødselsdag. Det er mit håb, at vi i tiden frem til årets afslutning, kan afslutte de sidste af de projekter, som jeg overtog, da jeg på generalforsamlingen i 2016 overtog formandshvervet. Tilbage står afslutningen af registreringsprojektet og arbejdet i den blindehistoriske arbejdsgruppe med at sikre de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. Jeg har tiltro til, at vi nok skal nå at afslutte registreringsopgaven, mens udfordringerne med Refsnæssamlingerne næppe når til vejs ende, men opgaveløsningen er på vej ind i en god gænge, som vil føre til et resultat svarende til de forhåbninger vi opstillede i 2014. Vi kan glæde os over, at selskabet selv har økonomi til at bidrage til løsningen af disse 2 opgaver i det omfang det ikke lykkes for os at få støtte til arbejdet fra anden side.

Selskabet har opbygget et omfattende arkiv indeholdende tekster, publikationer og lydoptagelser, hjemmesiden er blevet fornyet og indeholder en opdateret litteraturoversigt, det er lykkedes at offentliggøre mindst 3 nyhedsbreve pr. år, færdiggøre rapporterne om registreringsprojektet og de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960 – 70-erne og at udgive “Museumsdagbogen” samt jubilæumsbogen “Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord” i løbet af 8-årsperioden. Alt dette ligger i smuk forlængelse af de 3 formål, som er beskrevet i § 2 i selskabets vedtægter, hvor det hedder:

– At udbrede kendskabet til blindes historie.

-At udbrede kendskabet til og anvendelsen af eksisterende blindehistoriske samlinger og arkivalier.

– At støtte og medvirke til udbygningen og bevarelsen af blindehistoriske samlinger med henblik på en senere egentlig museumsdannelse til gavn for forskning og formidling.

Denne status er fra min side først og fremmest tænkt som et udgangspunkt, for en drøftelse på den forestående generalforsamling, af hvilke opgaver selskabet kan tænkes at skulle prioritere i den nærmeste fremtid. Ud over bestyrelsens opgave med at fastholde selskabet som et aktivt mødested, for alle med interesse for blindes historie, så har vi “på bordet” Rita Smiths spændende historiske projekt om “Hjemmet for Arbejdsføre Blinde Kvinder på Mariendalsvej på Frederiksberg” samt nogle artikler til kommende nyhedsbreve. Mange vil måske tænke, at disse udfordringer for en tid må være mere end nok. Ja, muligvis, men som formand håber jeg, at der på generalforsamlingen kan fremkomme nye ideer til overvejelse i den kommende bestyrelse. Det er der efter min bedste vurdering brug for, med henblik på at fastholde selskabets attraktionsværdi overfor nuværende- og kommende medlemmer.

Jeg håber mange medlemmer vil møde frem til generalforsamlingen den 9. marts og deltage i diskussionerne og nyde jazzmusikken lørdag aften.

2. Kontingentindbetaling 2023 ved Ove Gibskov

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet på 150 kr. til Blindehistorisk Selskab.

Du kan indbetale via bankoverførsel til reg. 1551 0501697 eller via MobilePay på 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel og i kommentarfeltet ved MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til John Heilbrunn på 23 40 92 18, så I sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Alle medlemmer opfordres til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 9. marts 2024, hvis du agter at deltage i denne.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen, ved Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, endnu engang at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 9. til søndag den 10. marts 2024.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 12.30.

Program for lørdag den 9. marts 2024:

Kl. 13.30 – 17.00: Generalforsamling, afbrudt af kaffe / te pause

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i separat lokale

Kl. 20.30: Jazz koncert – introduktion ved Thorvald Kølle

Musikere:

Flemming Nørgaard, bas
Heidi Madsen, trommer
Lars Bang Andersen, saxofon
Lars Svaneborg, vibrafon
Thorvald Kølle, trompet/flygelhorn

Kl. 21.00: Kaffe / te + kage

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program

Program søndag den 10. marts 2024:

Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant

Kl. 9.00 Blindehistorisk temaarrangement:

John Heilbrunn, Jytte Nielsen og Lena Bang præsenterer et historisk oplæg baseret på begrebet tiggeri i et historisk, kunstnerisk og nutidigt perspektiv.

Deres oplæg vil vare ca. halvanden time. Det vil midt på formiddagen blive afbrudt af kaffe / te pause.
Der vil være mulighed for spørgsmål og supplerende kommentarer undervejs.

Kl. 11.45 Afslutning med fællessang

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen. Teksten blev første gang offentliggjort i Medlemsblad nr. 52 fra oktober 1915, mens melodien første gang omtales i medlemsblad nr. 6 fra den 24. marts 1923 – forud for Laurids Lauridsens melodi benyttedes melodien til “Danmark dejligst vang og vænge” komponeret 1811 af P.E. Rasmussen fra Farum.

Kl. 12.00 Frokost i centrets restaurant og derefter afrejse

Bestyrelsen beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 541 kr. sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets punkt om tilmelding til generalforsamlingen.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2024

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018. De findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 4. marts 2023 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2023. Nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2023 / 2024 til godkendelse. Beretningen offentliggøres i nærværende nyhedsbrev.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2023 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse. Regnskab og revisionsprotokol offentliggøres i nærværende Nyhedsbrev.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest lørdag den 24. februar 2024.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Formand Poul Lüneborg for en 2-års periode, er villig til genvalg.
b. Næstformand Lena Bang for en 2-års periode, er villig til genvalg.
c. Redaktør Ove Gibskov er foreløbig indstillet på valg for det kommende år.
d. Suppleanter for et år, Leif Martinussen blev sidste år valgt som 1. suppleant, han genopstiller.
Thorvald Kølle blev sidste år valgt som 2. suppleant, han genopstiller.
e. Revisorer:
Kurt Nielsen blev valgt i 2023 for 1 år, er villig til genvalg.
Nete Parkov blev valgt for 1 år i 2023 som revisorsuppleant, er villig til genvalg.
f. Revisorsuppleant: Bestyrelsen efterlyser en kandidat.

11. Eventuelt.

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2024 ved Ove Gibskov

I medlemsblad nr. 1 blev der desværre opgivet en lidt for lav pris for deltagelse i generalforsamlingsweekenden 9. og 10. marts. I blad nr. 6 fra sidste år stod der nemlig, at hovedbestyrelsen med virkning fra 1. juni 2023 har besluttet at hæve døgnprisen på Fuglsangcentret til 524 kr. Det er jo den pris, vi har meldt ud i blad nr. 1; og først efter deadline er bestyrelsen ved et tilfælde blevet opmærksom på, at døgnprisen nu er steget med 17 kr. Dette har endnu ikke stået i Medlemsbladet, men da bestyrelsen på sit møde 5. oktober sidste år besluttede, at prisen for deltagelse i arrangementer skal følge prisstigningen på FSC, er deltagerprisen altså 541 kr. Vi beklager den forkerte oplysning men går ikke ud fra, at differencen på de 17 kr. vil afholde nogen fra at deltage i den ret så indholdsrige generalforsamlingsweekend.

De 541 kr. skal indbetales inden generalforsamlingen enten som bankoverførsel til reg.nr. 1551, konto 0501697 eller via MobilePay på 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel og i kommentarfeltet ved MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2023/2024 ved Poul Lüneborg

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 4. marts 2023 til dette års generalforsamling den 9. marts 2024.

1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende medlemmer, som blev valgt på generalforsamlingen den 4. marts 2023:

Poul Lüneborg, formand
Lena Bang, næstformand
John Heilbrunn, kasserer / sekretær
Ove Gibskov, redaktør
Jytte Nielsen, bestyrelsesmedlem
Leif Martinussen, 1. suppleant
Thorvald Kølle, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der forventes i skrivende stund afholdt 4 møder i beretningsperioden. I denne periode har det været muligt, at afholde alle møder som fysiske møder enten på Fuglsangscentret eller i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde den 5. marts 2023 efter generalforsamlingen.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål og bidrage til gennemførelsen af trufne beslutninger. Begge suppleanter har deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus.

Ved starten af 2023 talte selskabet 123 medlemmer, heraf var 118 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke artikler under rubrikken Meddelelser. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter.

Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde. Vi har i 2023 kunnet glæde os over, at 10 har tegnet medlemskab, 2 medlemmer har ikke ønsket at opretholde deres medlemskab, og hertil kommer, at 5 medlemmer er afgået ved døden. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2023 har medført, at der ved årets udgang var 126 medlemmer, som havde betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2024 tæller 121 medlemmer, idet vi som anført i årets løb har registreret 5 dødsfald i medlemskredsen. Det drejer sig om følgende:

Inge Andersen, Roskilde
Tommy Simonsen, Aalborg
Verona Nielsen, Valby
Palle Jacobsen, Karlslunde
Habba Egefelt, Farum

I anledning af Palle Tonni Jacobsens mangeårige engagement som tillidsmand i DBS har formanden i Medlemsblad nr. 1/2024 bragt nogle mindeord om hans indsats, ikke mindst som formand for Roskildekredsen fra 1982 til 2013.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Det må konstateres, at selskabet i beretningsperioden ikke er kommet dette mål nærmere. Det skal dog nævnes, at der i skrivende stund er flere som i 2024 har ønsket at tegne medlemskab.

Bestyrelsen glæder sig over, at der stadig er mennesker med interesse for blindes historie som tegner medlemskab af selskabet.

Jeg har, sammen med den til enhver tid siddende bestyrelse i gennem de seneste 7 år, bestræbt mig på at udtænke idéer og tage initiativer til at rekruttere nye medlemmer udenfor Dansk Blindesamfunds medlemskreds. Disse bestræbelser har desværre kun haft ringe succes. Derfor opfordrer jeg endnu engang alle medlemmer af selskabet til at fremkomme med forslag på dette område.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 23. maj 2023 Medlemslisten for 2023 til alle medlemmer med en mailadresse. Denne blev efterfølgende udsendt i sort punkt og som Daisy-lydfil efter det enkelte medlems eget valg. Den kritik, som blev fremført af flere medlemmer, i anledning af den valgte form for udsendelsen af den elektroniske udgave af listen, har bestyrelsen taget til efterretning.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den årlige generalforsamling. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og i givet fald med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer videregivet til kassereren.

Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter et årsskifte at indbetale kontingentet og samtidig give meddelelse om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår af den sidst udsendte medlemsliste.

Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 8 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.

4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.

Denne gruppe, som består af 2 repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg og 2 repræsentanter fra Blindehistorisk Selskab, har i 9-års perioden 28. november 2014 – 15. december 2023 afholdt 15 møder. Til et flertal af møderne har repræsentanter for Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg været inviteret. Det var Sofie Monggaard Christensen fra DBSs forretningsudvalg som deltog i gruppens seneste møde den 15. december 2023.

Ove Gibskov og formanden har i den forgangne periode været selskabets repræsentanter i gruppen, mens Karen Marie Pedersen og Dennis Bonnet Aabank har repræsenteret DBSs Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg. Den Blindehistoriske Samling overgik som bekendt i 2013 til Medicinsk Museion. Arbejdet i gruppen har derfor været koncentreret om samlingerne ved Synscenter Refsnæs.

På mødet den 10. december 2022, hvor såvel repræsentanter fra Medicinsk Museion som fra Synscenter Refsnæs deltog, var der enighed om, at det var af afgørende vigtighed, at få afklaret situationen for samlingerne ved Synscenter Refsnæs. Deltagerne i mødet besluttede, at der bør tilvejebringes en vurdering af de tilbageværende samlinger og tilvejebringes økonomiske ressourcer, der kan sikre en overflytning af de bevaringsværdige dele af samlingerne til Medicinsk Museion. Det vigtigste punkt på gruppens seneste møde var, på baggrund af disse konklusioner, en drøftelse af et notat, udarbejdet af samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion, indeholdende en beskrivelse og klassifikation af centrets samlinger. Arbejdsgruppen drøftede, hvorledes man kunne bidrage til en gennemgang og prioritering af ikke mindst anskuelsessamlingen. Denne er ganske omfattende og rummer dubletter mv. som kræver en stillingtagen af mennesker med viden og erfaring på området. Til løsningen af denne opgave blev det foreslået at nedsætte en mindre gruppe af tidligere elever og fhv. medarbejdere. Det lykkedes i løbet af januar 2024 at samle en gruppe som foreslået og opnå tilsagn fra Synscenter Refsnæs om, at den kunne påbegynde sit arbejde efter den 1. februar 2024. I arbejdsgruppen glæder vi os til at berette om resultatet af dette initiativ i næste års beretning.

På mødet gav gruppens medlemmer derudover en gensidig orientering om aktuelle sager på gruppens område indenfor DBS og selskabet.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er som anført i de seneste beretninger indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer er blevet opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBSs hovedkontor og / eller selskabets bestyrelse. Denne opfordring, som var indeholdt i den seneste beretning, gentages for at minde enhver om, at historiske begivenheder kun optages, hvis der er nogen som hjælper med til at identificere disse.

Fra beretningsperioden skal nævnes, at Henrik Olsen stod for at lave en lydoptagelse af arrangementet den 11. september 2023 i Horsens, hvor socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil på regeringens vegne gav en undskyldning til de mange personer, som havde været beboere på Særforsorgens institutioner i årene 1933 – 1980. På selskabets hjemmeside findes en omtale af begivenheden og et link til denne optagelse.

Opgaverne i Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe kan kun løses i et samarbejde med DBSs forretningsudvalg. Sofie Mongaard Christensen har siden hun fik tildelt opgaven som gruppens kontaktperson udvist stor interesse for arbejdet i denne.

Arbejdsgruppen har tidligere drøftet, hvorledes det kan sikres, at markante personligheder indenfor den danske blindesag mindes, når de dør. Forretningsudvalgets nuværende aldersmæssige sammensætning kan medføre, at en meddelelse om et dødsfald blandt ældre tillidsvalgte og ansatte overses. Her bør gruppen bidrage, til at disse personer mindes på passende måde i blandt andet Medlemsbladet. Formandens mindeord om fhv. kredsformand Palle Tonni Jacobsen i Medlemsblad nr.1/2024 skal ses i forlængelse heraf.

5. Selskabets egne projekter i det forløbne år

5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets beretninger. I beretningen for 2018 / 2019 findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

Registreringsprojektet blev afsluttet den 14. maj 2020 med udarbejdelsen af en endelig rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.

Selskabets bestyrelse besluttede allerede på sit møde den 16. februar 2020, at der skulle fastlægges en plan for projektets afslutning. Projektets hovedformål har som bekendt været at inspirere medlemmer af Dansk Blindesamfund og professionelle, indenfor det synsfaglige område, til at medvirke til at lade registrere genstande m.v. som kunne bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling. Selskabet har med projektrapporten ydet et væsentligt bidrag til at opfylde dette formål.

Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside. Samtlige registrerede genstande er systematiseret i 5 hovedkategorier. Registraturen over samlingen indeholder 142 emneord, der hver åbner adgang til de registrerede genstande under det pågældende emne.

På selskabets generalforsamling den 17. februar 2018 anførte museumsinspektør Jacob Kjærgaard, at samlingen omfatter godt 3.500 genstande og ca. 800 billeder. Hertil kommer omkring 700 punktbøger, 100 reliefbøger, 700 sortbøger samt en samling kassettebånd, disse bøger og lydoptagelser er fortsat endnu ikke digitaliseret.

Samtlige henvendelser til registreringsprojektet er i rapporten sammenlignet med registraturen. Ved denne gennemgang af modtagne henvendelser har det kunnet konstateres, at samlingen allerede indeholder en betydelig del af de registrerede genstande.

Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

Den 4. juni 2020 meddelte samlingsleder Ion Meyer ved Medicinsk Museion, at museet som udgangspunkt var interesseret i alle de registrerede genstande. Samlingsmedarbejder Maria Thode Jensen forelagde, i en mail fra den 1. juli 2020, en plan til det videre arbejde for indsamling og indlevering af de registrerede genstande.

Arbejdet med projektet gik på grund af coronarestriktionerne helt i stå i forrige beretningsperiodes sidste halvdel.

I den endelige projektrapport fra maj 2020 oplistes 154 genstande. 46 af disse er allerede registreret i ”Den blindehistoriske samling”. I det omfang det vil være muligt at indsamle de registrerede genstande, er Medicinsk Museion interesseret i dem alle dels for at supplere samlingen dels for at vurdere om de tilbudte eksemplarer er af en bedre kvalitet end de allerede registrerede, disse dubletter vil derudover kunne indgå i museets undervisnings- og udstillingsaktiviteter.

Blindehistorisk Selskab står for indsamling af 28 tilbudte genstande, samt for opgaven med at indhente yderligere oplysninger om 3 genstande. De øvrige genstande kræver ikke indsamling på initiativ af selskabet, idet disse er tilbudt af IBOS og andre lignende aktører.

Bestyrelsen arbejder på at indsamle de nævnte 28 registrerede genstande. Der vil i forbindelse med indsamlingen blive foretaget en registrering af identiteten på vedkommende, som har tilbudt den pågældende genstand, samt en beskrivelse af vedkommendes anvendelse af denne. En række medlemmer har tilbudt yderligere genstande til indlevering til samlingen på Medicinsk Museion. Blandt dem vil jeg nævne musiklærer Niels Eskjær(02 02 1933 – 27 11 2021). Boet efter ham har overdraget selskabet følgende genstande til vurdering:

Reliefkort(45×82) over Røsnæs, fremstillet i træ. Veje og byer er markeret.
Reliefkort(34×30) over Instituttet på Kastelsvej, 3 plastark.
Spil fremstillet til blinde: Reversi. Kryds og Bolle, fremstillet i træ. Brospil, fremstillet i træ.

Hjælpemidler: Vækkeur med punkmarkeringer. Stuetermometer med punktmarkeringer. Minutur med punktmarkeringer. Kompas med punktmarkeringer. Nøglering med punktfigur. Apparat til bestemmelse af lys / mørke f.eks. i forbindelse med beklædning. Dupper til hvide stokke. Prene. Badges med ”hvid stok” og ”Synshæmmet”. Mærkater til blindeforsendelse. Refleksmærker med ”hvid stok”. Skrivetavle til 1 linje punktskrift. Skrivetavle til 4 linjer punktskrift. Skrivetavle til 2-sidet punktskrift(2×10 linjer). Skrivetavle med linjemarkering (måske til alm. skrift?). Små metaletiketter med to punktbogstaver. Stor og meget lille kugleramme (Abacus?).
En mappe med udklip fra 1940’erne fra ugeblade og aviser om blindes hverdag og færden, samlet af Elise og Aage Ellebæk.

14 CD’er med blinde komponister eller blinde medvirkende:
Leif Ramløv Svendsen. Laurids Lauridsen. Jan Budin. Kirsten Hansen. Ernst Bruun Hansen. Rita Skov. Willy Egmose. Inger Kiørbye Bertelsen. + Braille my musical language / udg. af Nota.

Disse mange genstande vil sammen med en række andre tilbudte genstande, i den nærmeste fremtid blive vurderet, registreret og beskrevet før overdragelse til “Den blindehistoriske samling”.

5.2. Projekt ”Blindes levevilkår i 1960-70-erne”.

Rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” på 117 sider blev afleveret til Medicinsk Museion ved en reception den 18. november 2022.

Professor Birgit Kirkebæk, redaktør af Handicaphistorisk Tidsskrift, bad efterfølgende John Heilbrunn om at skrive en artikel til Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49 med en præsentation af rapporten. Jeg fik en tilsvarende opfordring om at skrive et indlæg indeholdende mine historiske betragtninger, som jeg fremførte ved overdragelsen af rapporten til Medicinsk Museion. Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49 udkom den 9. maj 2023 med disse indlæg. Det indeholder tillige en artikel af Ove Gibskov med en historisk gennemgang af givne officielle undskyldninger gennem tiderne, og en anmeldelse af Peter Frederik Hansens erindringsbog “Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”. Bidrag til belysning af blindes historie var således godt repræsenteret i denne udgivelse.

5.3. Jubilæumsskrift vedr. Refsnæsskolens 125-års jubilæum den 1. november 2023.

Denne udgivelse repræsenterer så absolut den største arbejdsopgave, som selskabet afsluttede i beretningsåret.

På generalforsamlingen den 15. februar 2020 behandledes et forslag fra Thorvald Kølle om at udgive et jubilæumsskrift skrevet af tidligere elever ved Refsnæsskolen i anledning af skolens 125-års jubilæum i 2023.

Der var bred tilslutning til at fremme dette forslag. Den nedsatte redaktionsgruppe, bestående af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen, har med Leif Martinussen som tovholder og pennefører afsluttet arbejdet med et manuskript med titlen “Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”. Det var forlaget Kahrius, som fik til opgave at forestå udgivelsen på selskabets vegne. Der er tale om en illustreret udgivelse med ca. 60 billeder på 340 sider, trykt i 500 eksemplarer og efterfølgende udgivet af Nota som Daisy-lydfil. Produktionen af den trykte udgave og Daisy-versionen forelå i så god tid, at et eksemplar af bogen sammen med en CD med lydfilen kunne udsendes til alle selskabets medlemmer i god tid før offentliggørelsen. Dette skete ved en reception den 27. oktober 2023 i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup med ca. 40 deltagere.

Der blev forud for receptionen udsendt ca. 140 bogpakker til medlemmerne og til alle de, som havde bidraget til bogudgivelsen.
De samlede udgifter til denne udgivelse, udsendelse og offentliggørelse har andraget 114.588,70 kr.

Projektet er blevet finansieret gennem støtte fra Veluxfonden med 20.000 kr, Blindes Støttefond med 50.000 kr. og DBS med 40.000 kr. Ud over disse fondsbevillinger vil salg af jubilæumsskriftet bidrage til dækning af udgifterne i regnskabsårene 2023 og 2024. Jubilæumsbogen kan købes i enhver boghandel og gennem forlaget til en pris af 250 kr. Frem til udgangen af 2023 er det lykkedes at sælge mere end 100 eksemplarer. Der kan derfor i løbet af 2024 forventes en mindre indtægt fra projektet.

Jubilæumsudgivelsen har fået en særdeles positiv modtagelse.

Jubilæumsskriftet blev overdraget til ledelsen af Synscenter Refsnæs ved et jubilæumsarrangement på centret den 1. november 2023. Både centerleder Ken Steen Andersen og vicecenterleder Berit Houmølle var begge særdeles glade og tilfredse med selskabets initiativ. De lovede at bistå med at sælge og udbrede kendskabet til denne bogudgivelse. Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 51, som forventes udgivet i foråret 2024 vil indeholde en anmeldelse af jubilæumsskriftet.

5.4. Forløbet i 1937 om særlige krav til blinde for at indgå ægteskab.

Ove Gibskov ansøgte og fik i slutningen af 2021 bevilget 12.000 kr. fra Blindes Støttefond til seende hjælp for at undersøge, hvorfor regeringen i 1937 fremsatte forslag om, at blinde ikke måtte indgå ægteskab, medmindre de lod sig sterilisere, og med hvilke begrundelser Retslægerådet fik forhindret dette.

Beløbet blev ret hurtigt anvendt til bl.a. at finde materiale om ændringer af ægteskabsloven og herunder behandlingerne i Lands- og Folketinget; ligesom pengene blev brugt til at vise, hvordan forskellige dele af dagspressen beskrev sagen. Der blev også investeret en hel del i at gennemgå årsberetninger og andre arkivalier fra Retslægerådet men desværre uden at få kendskab til den efterlyste argumentation.

I oktober 2023 blev der så fra selskabet bevilget yderligere 5.000 kr. De bliver bl.a. anvendt til arkivstudier i Justits- og Socialministeriet, hvor begrundelsen fra Retslægerådet muligvis findes. Uanset om det lykkes, er der dog nu samlet et meget omfattende materiale, som i hvert fald vil resultere i større artikler i både Handicaphistorisk Tidsskrift og Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev samt tilbud om foredrag i begge selskaber.

6. Informationsvirksomhed

6.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I beretningsperioden er der til dato udsendt 3 nyhedsbreve. I skrivende stund er der kun truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2024, med invitation, bilag m.v. forud for den ordinære generalforsamling den 9. marts 2024. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i den kommende beretningsperiode. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som Daisy-lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. DBSs sekretariat bistår mod betaling med at producere punktudgaven og Daisy-lydfilen, mens selskabet selv står for produktion og udsendelse af udgaven i almindelig tryk og som elektronisk fil.

Bestyrelsen har noteret sig ønsket om, at indholdsfortegnelsen i nyhedsbrevene forsynes med sidehenvisning, og at nyhedsbrevene pagineres for at lette opslag i disse. Dette ønske gælder ikke mindst den elektroniske udgave. Der arbejdes på at imødekomme dette ønske.

Bestyrelsen vil benytte lejligheden til, at takke alle, der gennem artikler m.v. har bidraget til nyhedsbrevenes indhold.

Bestyrelsen har i skrivende stund registreret i hvert fald 10 forslag og idéer til artikler m.m. til kommende nyhedsbreve. Mange af disse forslag og idéer har endnu ikke set dagens lys. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner, skal derfor ikke holde sig tilbage med at kontakte redaktør Ove Gibskov herom.

Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at selskabet til dato har udsendt 75 nyhedsbreve, som findes på hjemmesiden.

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith har i beretningsperioden med tilslutning fra bestyrelsen gennemført en rekonstruktion af hjemmesiden. Det bliver nu op til bestyrelsen og medlemmerne at komme med kritik og forslag til den videre udvikling af hjemmesiden. Jeg kan kun opfordre enhver, som læser denne beretning til at besøge hjemmesiden og vurdere indhold og tilgængelighed af denne.

Beretningen for 2017 / 2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele blev i oktober 2023 underkastet en omfattende opdatering, således at sidetallet steg fra tidligere 27 til nu 63. Denne udvidelse omfatter alle de artikler og udgivelser, som selskabet er blevet gjort bekendt med og som er indgået i vores arbejde i de forløbne 5 år. Der er tale om såvel tidligere som nye udgivelser.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har vi modtaget 10 henvendelser fra både medlemmer og andre med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.

6.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen den 5. marts 2022 har bestyrelsen udsendt et medlemsbrev vedrørende selskabets medlemsliste, jf. ovenfor under pkt. 3. Derudover blev der den 8. januar 2024 udsendt et medlemsbrev vedr. opkrævning af kontingent for 2024.

Det skal under dette afsnit bemærkes, at ud af de 121 medlemmer har 17 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 4 i almindeligt tryk og 5 som Daisy-lydfil.

De nævnte medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.

7. Andre aktiviteter til belysning af blindes historie.

Der er grund til at glæde sig over, at flere blinde også i denne beretningsperiode har følt sig inspireret til at udgive deres erindringer.

Birgit Cornelia Larsen udgav i oktober 2022 sin selvbiografiske bog “Bakspejlet” med en beskrivelse af, hvad det vil sige at høre til gruppen døvblinde. John Heilbrunn udgav i juni 2023 bogen ”Det bliver aldrig helt mørkt”. Begge bøger blev anmeldt i Nyhedsbrev nr.3/2023. Sidstnævnte bog af John Heilbrunn kan endvidere forventes anmeldt i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 51, som offentliggøres i indeværende forår.

Læge Jesper From, formand for Dansk Medicinskhistorisk Selskab, har i 2022 skrevet to artikler om hhv. Blindesagens historie udenfor Danmark og en kasuistik om Helen Keller. Disse artikler er offentliggjort i DMS’s årbog for 2022, som blev offentliggjort i marts 2023.

Til slut skal omtales det historiske projekt, som Rita Ilsted Smith arbejder på at realisere. Det drejer sig om en gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet på Frederiksberg – hjem for arbejdsføre blinde kvinder, oprettet i 1900 og som fungerede frem til 1973. Dansk Blindesamfund har bevilget 15.000 kr. til finansiering af researchfasen af projektet, mens selskabet har garanteret resten af det foreliggende budget på godt 18.000 kr. Det vil i første halvår af 2024 være nødvendigt at skaffe yderligere midler til færdiggørelsen af denne fremstilling, som i bedste fald kan forventes afsluttet i løbet af 2024.

8. Selskabets elektroniske arkiv.

Efter generalforsamlingen i 2016, fik jeg fra min forgænger, Hans Erik Olsen, overleveret et elektronisk arkiv indeholdende alle selskabets arkiverede dokumenter og lydfiler. Dette arkiv er i de efterfølgende år løbende blevet opdateret.

I beretningsperioden 2020 / 2021 er arkivet blevet underkastet en omfattende opdatering.

Arkivet består i sin nye systematik af 4 hovedafsnit:

Afsnit A indeholder dokumenter
Afsnit B indeholder lydfiler
Afsnit C indeholder publikationer m.v. fra DBS
Afsnit D indeholder blindehistoriske bøger, rapporter m.v.

På bestyrelsesmødet den 5. oktober 2023 fik medlemmerne af bestyrelsen en kopi, af det opdaterede arkiv, til personlig brug i deres arbejde i selskabet. Denne spredning af arkivet er tillige en sikring imod, at dette går til grunde ved et uheld eller på anden måde ved ændring af bestyrelsens sammensætning. Arkivet er opdateret frem til begyndelsen af januar 2024 og omfatter i alt 6782 filer.

Bestyrelsen har også i denne beretningsperiode kunnet glæde sig over, at Henrik Olsen har leveret mange nye lydoptagelser til arkivet.

9. Administrative og økonomiske forhold.

Regnskabet for 2023 udviser et overskud på 17.531 kr. Dette resultat skal sammenholdes med overskuddet på 12.795 kr. i 2022. Medlemstilskuddet fra DBS er i 2022 forhøjet fra 150 kr. til 250 kr. pr. DBS-medlem af selskabet. Dette tilskud på 26.750 kr. i regnskabet for 2023 bidrager til det gode resultat.
Der er i indeværende beretningsperiode kun afholdt 4 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 3 nyhedsbreve, hvilket har bidraget til at holde udgifterne nede.

Selskabets likviditet giver bestyrelsen en betydelig handlefrihed til at iværksætte nye initiativer ved at yde en økonomisk garanti. Denne mulighed er i beretningsåret benyttet i 2 tilfælde:

– 125-års jubilæumsskriftet “Et tilbageblik til det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord” manuskript ved Leif Martinussen.
– Projektet ” Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900 – 1976” ved Rita Ilsted Smith.

Disse garantier søges efterfølgende dækket gennem fondsansøgninger. Dette er heldigvis lykkedes i vid udstrækning, hvilket der er grund til at takke donatorerne for.

Produktionstiderne på DBS-sekretariat, sammenholdt med de usikre leveringstider hos PostNord, medfører at samtidig udsendelse af forskellige medier må definitivt opgives. Udgangspunktet er udsendelse af en elektronisk version, hvorefter punkt, sort og Daisy-versionerne følger snarest derefter.

10. Afsluttende bemærkninger.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.

Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på, at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

6. Regnskab 2023 samt revisionsprotokol og supplerende bilag til intern orientering ved kasserer John Heilbrunn

Resultatopgørelse for perioden 01-01-2023 til 31-12-2023

Indtægter (note 1) 152.850 kr.
Driftsudgifter (note 2) 135.319 kr.

Resultat før renter og afskrivninger 17.531 kr.
Småanskaffelser: 0 kr.
Finansielle indtægter: 0 kr.

Resultat efter renter og afskrivninger: 17.531 kr.

Årets resultat: 17.531 kr.

Balance:

Aktiver

Tilgodehavender (note 3) 40.000 kr.

Tilgodehavender i alt 40.000 kr.

Likvide beholdninger (note 4) 144.796 kr.

AKTIVER I ALT 184.796 kr.

Passiver

Foreningsformue (note 5) 184.796 kr.

Kortfristet gæld 0 kr.

PASSIVER I ALT 184.796 kr.

Noter til resultatopgørelsen:

Note 1 – Indtægter

Kontingent: kr 19.050 (127 medlemmer á kr. 150)

Andre Tilskud: kr. 90.000 (Udgivelsesstøtte fra Blindes Støttefond 50.000, Dansk Blindesamfund 40.000 (bevilget ultimo 2023 og indbetalt primo 2024),

Salg af publikationer: 3.400

Indtægter fra arrangementer og lign. 13.650 (deltagerbetaling generalforsamling marts 2022)

Andre indtægter: kr 0

Medlemstilskud Dansk Blindesamfund: kr. 26.750 (107 medlemmer à kr. 250)

Indtægter i alt: kr. 152.850

Bemærk: Bevilling fra Veluxfonden på kr. 20.000, til udgivelse af publikation om Synscenter Refsnæs, figurerer ikke i foreningens indtægter, eftersom beløbet er indbetalt direkte som tilskud til forlaget. Forlagets opkrævning til BHS er derfor reduceret tilsvarende.

Note 2 – Driftsudgifter

Kontorartikler og tryksager: kr. -877
Porto og gebyrer: kr. -1.549
Internet og webhotel: kr.- 835
Køb af software: kr. -2.125
Udgifter til advokat/revision: -2.250

Bestyrelseshonorar: kr- -5.000 (godtgørelse af udgifter til udredning af forhandlinger om (syns)handicappede i forhold til ægteskabslovgivning og sterilisation)

Transportudgifter: kr. -7.059 (bestyrelses- og andre møder)

Mødeudgifter: kr. -18.775 (herunder udgifter til generalforsamling 2023 og bestyrelsesmøder samt møde i samarbejdsgruppen om blindehistorie)

Diverse udgifter: kr. -13.732 (herunder assistance til udredning af medlemsdatabase (afdøde, nytilkomne m.v. kr.1688,75; udsendelse af nyhedsbrev (622,50); Årsgebyr Karius (250); konsulentydelse jubilæumsskrift (9.223,06; konsulentydelse (1.192,75), Betalingsløsning 753.57 (9 stk. ved brug af MobilPay)

Udgivelsesprojekter: kr -83.117 (korrekturarbejde, abonnement på legathåndbogen, emballage til forsendelse, portoudgifter, foldere, receptionsudgifter)

I alt: kr. -135.319

Note 3 – Tilgodehavender

Dansk Blindesamfund: 40.000

Note 4 – Likvide beholdninger

Danske Bank 144.796

Note 5 – Foreningsformue

Egenkapital primo: kr 167.263

Periodens resultat: kr 17.532

I alt: kr 184.796

John Heilbrunn Kasserer

Blindehistorisk Selskab. Revisionsprotokollat 2023.
Revisionen har afstemt konteringer i Resultatopgørelsen – Status på indtægter, driftudgifter, Balance, aktiver og pasiver, hvilket ikke har givet revisionen anledning til bemærkninger.

Revisionen har noteret følgende hovedtal i henhold til resultatopgørelsen 01.01.2023 – 31.12.2023: Indtægter: kr 152.850. Driftsudgifter: kr. 135.319. årets resultat: kr. 17.531. Selskabets formue pr. 31.12.2023: kr. 184.796.

Der fremlægges her et regnskab uden anmærkning. Således anser revisionen regnskabet for retvisende i forhold til selskabets økonomi.
Herefter har revisionen ikke yderligere bemærkninger at tilføje.

Revision 23-01-2024. Med venlig hilsen Revisorerne Nete Parkov – Kurt Nielsen.

Supplerende bilag til intern orientering.
Internt bilag til orientering ved Generalforsamling 9. marts 2024

Indtægter og udgifter ved udgivelsen af publikationen

”Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”

Indtægter:

Hoffmann & Husmanns Fond – afslag 13 06 2023 0,00 kr.
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse – afslag 01 12 2023 0,00 kr.
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond – afslag 06 12 2023 0,00 kr.
Knud Højgaards Fond – afslag 15 08 2023 0,00 kr.
Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond – afslag 30 08 2023 0,00 kr.
Veluxfonden – bevilling 06 06 2023 20.000,00 kr.
Blindes Støttefond – bevilling 07 11 2023 50.000,00 kr.
Blindehistorisk Selskab – afventer
Indtægter ved direkte salg af bøger pr. 30 11 2023 3.250,00 kr.
Salg via Forlaget – opgøres pr. 31 12 2023 0,00 kr.
Kompensation fra PostNord – reklamation afvist 22 11 2023 0,00 kr.

I alt 53.250,00 kr.

Udgifter:

Korrekturlæsning før trykkefil 25.340,63 kr.
Korrekturlæsning af trykkefil 11.315,63 kr.
Forlaget Kahrius trykning mv. 48.290,00 kr.
Abonnement Legatbogen.dk august – november 2023 396,00 kr.
Forsendelsesmapper 898,75 kr.
CD lommer 100 stk. 699,38 kr.
CD-er 95 stk. leveret af NOTA 0,00 kr.
Adresselabels 200 stk. 171,56 kr.
Følgebreve 150 stk. à 0,50 kr. 75,00 kr.
Papir, kuverter mv 50,00 kr.
Punktpapir, Faktura 101, 16 11 2023 1.193,75 kr.
Porto til fremsendelse og udsendelse af bøger mv (jf. note) 9.275,75 kr.
Informationsfolder – trykning 1.993,75 kr.
Administrativ bistand til udsendelse mv. 34 timer à 264,75 kr. (jf. note) 9.001,50 kr.
Reception 27 10 2023 – Faktura fra DBS 07 12 2023 4.384,00 kr.
Deltagelse i jubilæumsfest 01 11 2023 (3 deltagere) 1.503,00 kr.

I alt 114.588,70 kr.

7. Jazzkoncert 9. marts kl. 20.30

Som nævnt i programmet for weekenden bliver der spillet jazz lørdag aften. Gruppen, vi skal lytte til, kalder sig OK24 og vil spille jazz fra ca. 1940 og til op i 1960’erne.

Som supplement til programteksten giver Thorvald Kølle følgende oplysninger om gruppen:

Lars Svaneborg vibrafon. Uddannet i slagtøj ved Aarhus Musikkonservatorium.
Flemming Nørgaard bas. Har modtaget undervisning i bas ved Københavns musikkonservatorium.
Heidi Madsen trommer. Har modtaget undervisning af Niels Ove Jørgensen på Synscenter Refsnæs. Er delvis autodidakt.
Lars Bang Andersen saxofoner, (bariton, tenor og sopran). Lars er autodidakt og har fået nogle få tips i starten.
Thorvald Kølle trompet og flygelhorn. Har modtaget undervisning af Ernst Brunn Hansen, trompetlærer ved Blindeinstituttet på Kastelsvej i København og er desuden blevet undervist af emeritus kongelig musikus Søren Emtoft.

8. Fænomenet tiggeri i historisk, kunstnerisk og nutidigt perspektiv 10. marts kl. 9.00

Lidt introduktion om tiggeri, blinde betlere og det billede, som dette skaber i omverden.

Jytte Louison Nielsen, Lena Bang og John Heilbrunn vil tage hul på et ømtåleligt, mangesidet og for mange ganske personligt emne: Hvordan fremstår vi som blinde i et moderne indsamlingssamfund, hvor går og hvor gik grænsen mellem udøvende kunst, dette at faldbyde sine evner af varierende art og egentligt tiggeri? Kan vi i et moderne samfund leve med omgivelsernes opfattelse af blinde, er vi blevet mere hårdhudede?

Er man som blind en stakkel, som skal tiltrække sig godhjertethed, og varierer grænsen for hvor meget andre skal række hånden frem, alt efter hvor i verden, man færdes, hvor dygtig man er til at gebærde sig, og hvordan man finder grænsen mellem tilladelig appel om støtte, og den form for tiggeri, som ligefrem er strafbart efter den danske straffelov – eller efter den europæiske menneskerettighedskonvention?

I en tid, hvor det synes at blive stadig vanskeligere for vores yngre blinde at kunne tilbyde omverden deres evner og arbejdskraft, men hvor der dog er en form for socialt netværk, som dog varierer efter postnumre, er vi ved at være så arbejdsuføre, at vi nærmer os noget, som på sin vis ligner de tilstande, som i slut 1920’erne førte mange blinde ud i fattigdom og manglende mulighed for at brødføde sig selv og sin familie?

I en dialog efter hvert af de tre oplæg vil vi sammen arbejde for at få nogle af disse dilemmaer ventileret.

9. Blind pioner har nået Sydpolen på ski

Den 70-årige blinde langrendsløber Arne Christensen fra Virum nåede lørdag den 13. januar 2024 til Sydpolen. Her fortæller Arne kort om udfordringerne og om det fantastiske ved at have nået det store mål.
Ekspeditionen strakte sig over 8 dage og gik fra den 89. sydlige breddegrad og frem til den geografiske Sydpol. En distance på 111 km.

Fantastisk oplevelse
At løbe på ski på Antarktis, der er på størrelse med Australien, og hvor der ikke er andet end sne, er helt enestående. Der er ingen vegetation eller dyr på det indre af kontinentet. Kun sne og store vidder, frost og vind, og bjerge i det fjerne.

I 5 år har jeg sammen med min ledsager Claus Geleff forsøgt at løbe på ski til Nordpolen, men det er ikke lykkedes på grund af Covid-19 og krigen i Europa. Derfor ændrede vi i efteråret 2023 kurs og sigtede mod Sydpolen i stedet.

Det var en kæmpe sejr for mig, da vi efter 8 hårde døgn på ski og med pulk nåede Sydpolen. Jeg mærkede på forunderlig vis glæden brede sig i kroppen, da vi nærmede os polen, og især følte jeg den fede indre tilfredsstillelse det er, når man når et af sine store mål – får en drøm opfyldt.

Jeg er den første blinde dansker, som har stået på ski til Sydpolen, og jeg er muligvis den ældste af de blinde, som har gjort det. Jeg er glad og enormt lettet over, at det lykkedes.

Mine særlige udfordringer
Efter den lange rejse via Chile til Antarktis fik vi endeligt skiene på og satte kurs mod Sydpolen. Vi trak hver især en pulk med vores personlige udstyr, som vejede mellem 30 og 40 kg. Trods mange års fysisk træning og specifik træning hen imod ekspeditionen til Sydpolen, så slog forberedelserne ikke helt til.

Jeg blev overrasket over, hvor hårdt det var. Der lå mellem 5 og 10 cm løs, tør sne, og det gjorde, at pulken var en del tungere at trække, end jeg havde forventet. Den meget tørre og kolde sne bevirkede også, at der ikke var meget glid i skiene.

Det hårde arbejde medførte også en anden udfordring i forhold til kulden. Der var i gennemsnit minus 25 grader. Let vind 4 til 5 m/sek. Vi vidste godt, at det ville være sådan, og derfor skulle vi være særligt opmærksomme på, at vi ikke kom til at svede. Den inderste uldundertrøje må ikke blive våd af sved, da man dermed kan blive rigtig kold, og det kan være svært eller umuligt at blive varm igen. Det skete imidlertid flere gange, at jeg blev for varm, og min inderste uldundertrøje blev drivvåd, og jeg mærkede kulden brede sig i kroppen. Det betød, at jeg to gange måtte skifte undertrøje ude i det fri. Det var begge gange på en af de 4 – 5 pauser på ca. 10 minutter, som vi holdt hen over dagen for at spise og drikke. Jeg fik god hjælp til at skifte undertrøje af min ledsager Claus og guiden Taylor Sweitzer fra Polar Explorers. Jeg måtte af med pulk, træksele, jakke og undertrøje, for hurtigst muligt at få en tør undertrøje, jakke og træksele på igen. Der gik ca. 45 minutter, inden jeg havde fået varmen i kroppen tilbage. Da jeg var blevet varm, sagde Claus til mig, at det havde været en form for nødhjælp, som jeg havde fået. Det understregede det alvorlige i forhold til den kraftige kulde.

Det var også en overraskelse, at jeg havde meget svært ved at holde varmen om hænderne. Jeg har ikke tidligere haft problemer med det men måtte flere gange stoppe for at svinge med armene, så jeg fik blod ud i hænderne. Jeg brugte dagligt håndvarmere, og det var dem der reddede mig. Forfrysninger er alvorlige, og det er en af de faktorer, som ville have kunnet medføre, at ekspeditionen måtte stoppes. Men heldigvis gik det ikke så galt.

Jeg undgik dog ikke helt forfrysninger. Jeg fik overfladiske forfrysninger i overlæben og på næsetippen. Det skete på trods af, at ansigtet var dækket helt til, når vi var på ski, hvilket var vigtigt dels på grund af kulden og dels på grund af solen.

Jeg havde endnu en udfordring. Når jeg er blind, så er jeg vant til at bruge mine hænder til at finde mine ting, skelne det ene fra det andet osv. Vi blinde siger, at vi ser med hænderne. Dette var ikke muligt uden for teltet. Hænderne blev hurtigt kolde, så jeg ikke kunne mærke noget med dem. Det betød, at jeg måtte bede om mere hjælp fra Claus og Taylor.

Vi gik på ski 7 – 8 timer om dagen, og der var perioder, hvor jeg kæmpede med kulden næsten minut for minut. Når man har rigtig kolde hænder, så retter man al sin opmærksomhed på dem, og det påvirker den øvrige indsats: teknikken på skiene, tempo og at holde retningen. Der var flere perioder, hvor jeg virkelig følte, at det var en kamp mod kulden.

Eventyrlig tur trods strabadserne
Vi havde fantastisk godt vejr. 7 ud af 8 dage havde vi fuld sol hele døgnet rundt. Blå himmel, frost og klart vejr. Den gode sol var med til at varme vores lille telt op. Når vi havde besluttet os for at slå lejr, så kom teltet op at stå som det første. Efter en halv time inde i teltet var der rimeligt lunt og rart. Det var fedt at vågne op i et varmt telt, vel vidende at der var minus 25 grader udenfor.

Vi var nærmest euforiske, da vi efter 8 dages strabadser nåede Sydpolen. Da vi nåede frem, fik vi hurtigt noget varmt tøj på, fik krammet og takket hinanden for kampene undervejs, fik taget en masse fotos og fik skålet i champagne.

På Sydpolen var der mulighed for at komme på toilet, få et bad, og der var et stort opvarmet opholds- og spisetelt.

Og så det allerbedste: Vi fik ikke vabler på fødderne i de 8 dage, hvor vi var på ski. Det var en kæmpe ting at undgå. Under de fem års forberedelse har vi hvert år kæmpet med vabler.

Endelig vil jeg nævne det meget positive teamarbejde, som vi havde. Jeg kender min ledsager Claus Geleff som god kammerat og skiledsager i gennem mere end 30 år. Vores guide fra Polar Explorers havde vi kun mødt på forberedende online møder inden ekspeditionen. Vi fandt dog hurtigt sammen, og samarbejdet døgnet rundt om at nå Sydpolen fungerede rigtig godt i højt humør og god stemning.

Alt i alt en krævende men eventyrlig tur, som jeg vil bære i mig for altid. Se og læs mere på: www.blindpioner.dk Ski4Ever

Arne Christensen har naturligvis meget mere at fortælle om hele forløbet af denne udfordrende præstation, og noget af det kan man få kendskab til i et foredrag, han i løbet af efteråret vil holde i Blindehistorisk Selskab.

10. Mindeord om Mogens Bang ved René Ruby

Den 12. oktober afgik Mogens Bang ved døden efter lang tids alvorlig sygdom. Mogens blev 79 år gammel.

Det har nærmest symbolsk karakter, at han netop døde den 12. oktober, som i år var ”Verdens Synsdag” indstiftet af Verdenssundhedsorganisationen – WHO, herom vidner hans indsats indenfor arbejdet til fordel for blinde i Danmark.

Mogens Bang vil blive husket af mange for sit arbejde dels som lærer ved Instituttet for Blinde og Svagsynede fra 1974 til 2008 og dels som leder af Blindehistorisk Museum i årene 1986 til 2011.

Jeg kender Mogens fra min tid som elev på instituttet, og som en utrolig energisk ildsjæl indenfor bevarelsen og formidlingen af blindes historie.

Mogens var en af de pædagoger, der lagde stor vægt på at stimulere blindes begrebsdannelse, bl.a. gennem projektet ”Kend din by”, hvor man ugentligt besøgte steder i København for at få styr på lokaliteter og begreber. Der var afsat en hel dag om ugen til dette fag og faget fik derfra navnet onsdagsturene. Det er netop fra onsdagsturene jeg særligt husker Mogens. Det var små klasser og da jeg startede i 8. klasse var vi kun to elever. Det var foruden mig Søren Høg. Når vi af og til mødes falder snakken ikke sjældent på vores onsdagsture. Det kan ikke have været nogen ubetydelig opgave at holde styr på to 15 årige knægte, springfulde af energi og unoder. Vi har sikkert afprøvet grænser og ikke mindst grænsen for vores læres tålmodighed. Mogens taklede os med knusende ro.

Onsdagsturene førte os til mange steder herunder blandt andet til dommervagten, folketinget, lufthavnen mm. Når jeg i dag sætter mig op i et fly, har jeg stadig billedet af cockpittet i den jumbojet, som vi fik lov at studere og sætte os til rette i, på et besøg i lufthavnen. Vi fik en masse begreber, forestillinger og rumlige dimensioner på plads på de onsdagsture. Både Søren og jeg mener at huske, at vi vandrede umanerligt mange kilometer på de ture og i alt slags vejr. Vi husker Mogens som et utroligt roligt og tålmodigt menneske og som en voksen vi havde tillid til.

Mogens Bang overtog ansvaret for den Blindehistoriske Studiesamling kort efter inspektør Folke Johansens død i efteråret 1986, en opgave, han varetog frem til museets lukning den 1. juli 2011. Kort tid efter at jeg var startet på at læse historie i 1993 inviterede / lokkede Mogens mig ned i kælderen på instituttet, hvor studiesamlingen / Blindehistorisk Museum havde til huse. Mogens forsøgte at gøre mig interesseret i samlingen og blindes historie. Jeg var imidlertid til at begynde med ikke særligt interesseret. Bagerbørn er sjældent særlig vild med brød. Senere kom interessen og Mogens engagement og utrættelige energi for blindehistorien var smittende.

Mogens introducerede mig også for Birgit Kirkebæk og den handicaphistoriske kreds omkring hende.

Mogens Bang var en af initiativtagerne til stiftelsen af Blindehistorisk Selskab i 1994. Han var aktiv i Historisk Selskab for Handicap og Samfund og sad en årrække i selskabets bestyrelse og har desuden været medredaktør på flere numre af Handicaphistorisk Tidsskrift udgivet af Historisk Selskab for Handicap og Samfund med temaer inden for blindeområdet.

Mogens var en ildsjæl i opbygningen og bevarelsen af De Blindehistoriske Samlinger, ligesom i redningen og indsamling af blindehistoriske effekter til samlingen. Han fik gennemført en fuldstændig registrering af samlingens genstande ligesom en digitalisering af museets billedarkiv. Mogens var eminent til at engagere frivillige til museet og gjorde blandt andet studerende interesseret i museet og samlingen. Han stod bag symposier og møder med henblik på at skabe bredere interesse for bevarelsen af samlingen og specielt for etableringen af varige og ordnede udstillingsrammer frem for de midlertidige og noget kummerlige udstillingsfaciliteter i kælderen på Rymarksvej. Problemerne med og kampen for bevarelsen, udbygningen og registreringen af Den Blindehistoriske Samling er detaljeret beskrevet i den mangeårige medarbejder på museet Henning Eriksens Museumsdagbog, udgivet i 2019.

Dette brændende ønske for bevarelsen og skabelsen af gode og permanente udstillingsfaciliteter bragte ham ind i mellem på kant med såvel Dansk Blindesamfund som Blindehistorisk Selskab. Han mente ikke, at de gjorde noget eller gjorde nok. Mogens kæmpede for bevillinger til museet og for tilvejebringelse af et økonomisk grundlag for etablering af et egentligt museum og varige fysiske rammer for et sådant. Mogens Bang stillede sig som anført kritisk overfor DBS, for ikke at tage initiativ og bidrage til etableringen af et økonomisk grundlag for en sådan varig udstillingssamling. Dansk Blindesamfund har gennem hele perioden udtalt støtte til museet, men andet end formuleringen af gode hensigtserklæringer etc., er det ikke blevet til. Gode viljer og hensigtserklæringer er der ikke blevet bygget mange museer på.

Mogens kæmpede for at beholde en udstilling. I hele perioden lå der en trussel i luften for at Instituttet for Blinde og Svagtseende ikke længere ville huse samlingen, og samlingen ville blive spredt eller destrueret. Mogens Bang begyndte derfor at arbejde for, at samlingen kunne blive overtaget af et statsanerkendt museum, hvorved samlingen var reddet for eftertiden. I 2009 lykkedes det Mogens Bang at få skabt en aftale, således at samlingen blev overdraget til Medicinsk Museion under Københavns Universitet. Derved blev samlingen reddet komplet og intakt. I 2011 lukkede museet og samlingen nedpakket og bragt til Medicinsk Museion og her befinder samlingen sig stadig.

Det var naturligt med stor skuffelse og frustration fra Mogens side, at udstillingen af blindes historie måtte ophøre og nedpakkes mens Dansk Blindesamfund blot så passiv til.

Udover at have sat et varigt aftryk i sine elever har Mogens Bang sat et uafviseligt aftryk i blindes historie. Det er Mogens Bangs fortjeneste, at den blindehistoriske samling er bevaret. Havde han ikke arbejdet så ihærdigt for at bevare samlingen ved at overdrage den til Medicinsk Museion, så kunne man have risikeret, at den var blevet destrueret eller spredt for alle vinde. I stedet blev en samling som beskriver en helstøbt fortælling om blindes liv gennem 200 år bevaret for eftertiden.

11. Afsløring af en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb i særforsorgen ved Ove Gibskov

I Medlemsblad nr. 16 fra 2023 skrev jeg om den højtidelighed, hvor socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil 20. november afslørede en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb, mens de var anbragt under sær- og åndssvageforsorgen. Her kommer en lidt udvidet version, som der ikke var plads til i Medlemsbladet.

Begivenheden fandt sted på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, og det var ministeren, som havde taget initiativ til, at der skulle rejses en sten netop der.

Arrangementet blev indledt med, at museets leder Sarah Smed bad forsamlingen om at holde et minuts stilhed, hvorefter Pernille Rosenkrantz-Theil bl.a. sagde:

”Det er vigtigt, at vi mindes det, der er sket, og ikke glemmer de historier, som blev beskrevet med den store rapport, der kom blandt andet her fra Forsorgsmuseet… Nogle af jer har levet hele livet med ar på sjælen for de svigt og overgreb, I var udsat for. Derfor er det også på sin plads, at staten omsider undskyldte og erkendte sit ansvar.

Som en af de tidligere anbragte sagde, så kan skuldrene sænkes… Livet var præget af vilkårlig vold, af overgreb, af tvangssterilisationer og af ufrihed. Vi er nået rigtig langt siden de forhold, men jeg tror også, at det er tydeligt for enhver, der følger social- og handicapområdet, at vi slet ikke er nået så langt, som vi gerne ville i udviklingen af vores velfærdssamfund i forhold til borgere, der er afhængige af hjælp og støtte… Så der ligger en stor opgave foran os, men med undskyldningen lukker vi et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien. Og lad det blive startpunktet for udviklingen af et velfærdssamfund, som vi kan være bekendt på de her områder.

I forlængelse af den undskyldning rejser vi i dag en mindesten her ved Forsorgsmuseet i Svendborg. Den skal netop minde os om et af de mørke kapitler i vores historie, som mange nok har forsøgt at glemme, fortrænge og gemme væk.”

Mindestenen er 140 cm høj og 80 cm bred. Den er forsynet med en metalplade, hvor der står: ”Til minde om de børn, unge og voksne, der blev udsat for svigt og overgreb under deres anbringelse i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933 til 1980.

Hvad der overgik disse mennesker, skal vi aldrig glemme.

Rejst af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz Theil på vegne af regeringen i 2023”.

Museet havde engageret en violinist, som efter afsløringen af stenen spillede to eftertænksomme stykker. Blandt de ca. 35, som deltog, var Svendborgs borgmester, repræsentanter for pressen og ansatte i ministeriet og på museet. Men fra selve målgruppen var vi kun fem til stede – nemlig en døv, en blind, en svagsynet samt de to eneste kvinder af dem, der blev anbragt på Sprogø, som stadig lever. Jeg talte med flere, som gav udtryk for, at det ret beskedne fremmøde nok skyldtes tidspunktet for arrangementet, der allerede fandt sted 9.45 og kun var berammet til at vare tre kvarter. Sarah Smed tilbød dog derefter at give en rundvisning på museet, som er indrettet på landets længst eksisterende fattiggård. Under denne rundvisning blev der også stillet adskillige spørgsmål til de to Sprogøkvinder, der begge er over 90 år. De fortalte engageret om forskellige oplevelser både på Sprogø, og hvor de ellers havde været anbragt. Og det blev heldigvis videooptaget.

I begyndelsen af arrangementet, fik den ene af de to kvinder, Regine Løndorf, højt og utvetydigt fortalt ministeren, at hun ikke var tilfreds med den undskyldning, der blev givet 11. september. ”Den dag var du da rigtig glad for undskyldningen”, svarede Pernille Rosenkrantz-Theil, hvor til Regine Løndorf sagde, at det havde hun fortrudt og ville nu prøve at få en erstatning for det, hun havde været udsat for.

Når jeg deltog i denne begivenhed, hænger det bl.a. sammen med, at jeg for Dansk Blindesamfund har været med i en gruppe, der har fulgt hele processen med den omfattende udredning. Og selv om mange af de tidligere anbragte jo desværre ikke var med til denne markering, oplevede jeg den som en fin og væsentlig afslutning på et langt og til tider uskønt forløb, som jeg tidligere har skrevet om – bl.a. her i Nyhedsbrevet.

Hør talerne ved afsløringen af mindestenen ved at trykke på følgende link: Taler ved afsløring af mindesten.

12. Anmeldelse af Ulla Bruuns bog ” NU Mens vi kan elske – Haiku og andre digte” ved Marianne Olsen

Når medlemmer af selskabet får udgivet bøger, er der tradition for at omtale dem her i Nyhedsbrevet, og i december udkom Ulla Bruuns bog ”NU – Mens vi kan elske – Haiku og andre digte”

Som redaktør af Nyhedsbrevet afstår jeg fra at omtale bogen, da jeg er gift med forfatteren. I stedet for bringes cand.mag. Marianne Olsens anmeldelse fra Netmagasinet Sameksistens.

Ulla Bruun:
NU – Mens vi kan elske – Haiku og andre digte. 87 sider Attika

Med illustrationer som uddybende replikker til teksterne. I sin nye udgivelse fra 2023 har Ulla Bruun på 87 sider skabt syv store fortællinger eller små romaner fulgt af en epilog.

SAMEKSISTENS har tidligere anmeldt hendes fortællinger i Alvin, Underhunden og andre fortællinger fra 2022, hvor det allerede blev vist at form og indhold udgør en enhed, et NU. Denne bog er en udvidelse af den kunstneriske horisont.

Haiku – end indvandret åndsform
Haiku er en japansk digtform, der er indvandret til Danmark og har integreret sig hos os, samtidig med at det har beholdt sit eget særpræg. I trelinjede strofer på 5 – 7 – 5 stavelser får vi den stramme nøgterne form, der netop i denne tid med altfor mange tomme aggressive ord er velgørende i sit klarsyn uden noget mellem linjerne – intet at gætte sig til.

Det er læseren, der er hovedpersonen, som selv skal opleve. Allerede inden den rigtige begyndelse kastes dette haiku, der gælder Enhver, imod læseren:

Verden set gennem
Mit eget kalejdoskop
Knust og sammen sat.

Familie og nabo
Således er man suget ind i hverdagen og dens omgivelser, og hvis et enkelt haiku ikke slår til, kan flere danne fortællingens billeder: Ude i haven er vores familiemedlem solsorten:

Gul som solens ild
Sort som træet brændt til kul
Dybt klinger sødmen

Den er i sig selv
Med sang og krop et haiku
Spejlet i min sjæl (af Solsort s12)

Der er også en særlig nabo:

Træder ud og ser
En tudse bor ved min dør
Min grønne nabo (En Tudse, s. 17)

Inspiration
Husets omgivelser får tænkeren frem i os, og genopvækker gloser som ellers var gået i glemmebogen. Naturens metamorfoser optræder lige foran os:

Rosenblades fald
Lyserøde snart brune
Duft bliver til lugt

Forsvinder i jord
Svampe fortærer grådigt
Alt opstår igen (af Opstandelse, s.18)

Vi er senere indenfor i regnvejret:

Dagen klædt i gråt
Regn – tonedryp på ruden
Tæppesvøbt med bog (Råhygge, s. 23)

En anden variant af inklusion
Kærligheden har selvfølgelig sit udspring i digterens eget liv. Alligevel er læserens ’jeg’s erfaringer inkluderet med små forskelle:

Blindfødte yngling
Excellerer i humor
Med kløgt og udsyn (af Nyforelskede for 56 år siden, s 27)

Det gavmilde liv har givet børn og børnebørn. Vi lytter, taler og bygger bro over den så banalt omtalte generationskløft:

Om musik, lyrik
Livet og stjernerummet
Der er ingen kløft (af Generationsbro, s.38)

Så kom corona med sine indskrænkende bud. Blandt de 30 hvirvlende illustrationer er selv pigen med masken (s. 41) gennemblæst. Digteren tillader nok ro, men aldrig den stilstand som coronaen truede os med. For vi modstod med musik.

Hjerterodens lys
Øjne smil og sang i lyst
En virusfri tid (af Nedlukning, s.43)

Men i december 2020 bliver traditionerne brudt:

Indkøbscykletur
Forventningsfuld trods udsigt
Til tosomheds-jul (af december 20 s. 45)

Fortællingen om rejserne rundt i Danmark og i den store verden tager os med – også til lande der ellers er ukendte for læseren. I illustrationer og haiku følger vi fra et sted i nærheden af en svinefarm på Mors til Cuba, til Tenerife, Grønland og Aalborg og Aarhus. Det er ofte billedkunsten, der får læseren til at dvæle og glæde sig over digtformens skønhed: to sider af samme sag.

Flugt og krig
Vi bliver også tvunget til at se vores egen og menneskets værste side: hadet og frygten, som vi er ansvarlige for: skulle vi forarges over andres forbrydelser langt væk fra ’her’, bliver vi mindet, om det ansvar vi har for medmennesker på flugt, vores næste som vi svigter hver eneste dag:

Ofre for velfærd
Vores overflodssamfund
Med grænser af stål (af Flugt, s. 81)

Vi tvinges ind i en empati, der er umulig at undslippe.

Stop dette vanvid
Lad tårer løbe sammen
Til en flod af håb (af Gaza 2014)

En enkelt gang rettes fortvivlelsens vrede mod Putin – med en vellignende grotesk illustration:

Insekt i munden
Kalder Putin krigsprotest
Sommerfugle flyv! (af Putins krig, s. 84)

Krig, ufred og flugt er tåbeligheder uden indsigt
For vi som er våbenløse, har dog hver og én sorger nok at leve med:

Skal forbi huset
Se op mod vinduerne
Sorgen gentages. (Alice, s. 52)

Undtagelser
I enkelte tilfælde brydes formen, især i erindringsskitserne. De tekster må læseren opleve udefra, skønt der også her er genkendelse. Her et haiku til moderen:

Et stort menneske
I en yndig lille krop
Fødte mig engang (Mindeblomst s.76)

Dette Haiku er sat som centrum i digterens familieerindringer med andre former og en enkelt prosatekst. Om faderen hedder det bl.a.

Af indlysende grunde

Kendte jeg ikke
Min far da han var barn
Men barnet i min far har jeg kendt (af Et drømmersind, s. 74)

NU – mens vi kan elske er en usædvanlig rig bog, lille i omfang, så man let kan få den med, hvis eller når vandene skyller op om os, og vi bliver henvist til en øde ø ved vores egen klimadumhed.

Læserne bliver forhåbentlig mange. De skal have bogens bagsidehaiku med som en varm anbefaling:

Må læselysten
Gi’ frydefuld forventning
Til fordybelse

Det skal lige tilføjes, at forlaget er i gang med at producere bogen som E-bog, og at den muligvis også kommer som lydbog.

13. Kan nogen bidrage med oplysninger om den tidligere leder af Statens Trykkeri for blinde, Sigurd Adolf Andersen?

Jeg hedder Allan Andersen, og redaktøren af Nyhedsbrevet har bedt mig om at skrive lidt om min farfars virke som leder af Statens trykkeri for blinde. Jeg er derfor gået i gang med at indsamle informationer.

Sigurd Adolf Andersen blev ansat som leder den 1. november 1938, først i Randersgade og senere Rønnegade.

Jeg vil desuden fortælle om elektrificering af Braillemaskiner og hjælpemidler, som også min far var involveret i. Der er nok at fortælle om, og det bliver i næste nummer af Nyhedsbrevet; men skulle du have kendt eller hørt om min farfar eller min far Kurth Andersen, og har du noget, du gerne vil bidrage med, vil det glæde mig, hvis du vil sende det til mig pr. mail til allan@vangede.dk

 

14. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

Nyhedsbrev nr 3 / 2023

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3/2023.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg
2. Officielle danske undskyldninger frem til 2023 og de forskellige måder, man har håndteret dem på, ved Ove Gibskov
3. Uddrag af kasserer i Kreds Fyn Torben Langers erindringer gennem 77 år
4. Anmeldelse af John Heilbrunns bog: ”Der bliver aldrig helt mørkt”, ved Jytte Louison Nielsen
5. Anmeldelse af Birgit Cornelia Larsens bog: ”Bakspejlet”, ved John Heilbrunn
6. Omtale af Jesper Froms artikel: ”Den døvblinde Helen Keller”, ved Lena Bang
7. Generalforsamling 2024 i Blindehistorisk Selskab, ved John Heilbrunn
8: Svend Thougaard sat i bronze med punktskrift, ved Kurt Nielsen
9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

Dette nyhedsbrev er det sidste i år, hvorfor der er grund til at notere sig nogle af årets vigtigste blindehistoriske begivenheder.

Der er for det første grund til at glæde sig over, at der siden september 2022 er udkommet 4 erindringsbøger skrevet af blinde. Et tilsvarende antal selvbiografiske bøger, udgivet i løbet af 10 måneder, med fokus på, hvad det vil sige at leve med et alvorligt synshandicap, kan jeg ikke mindes.

I september sidste år udgav Carl Peter Nielsen ”Gennem Krattet”. Måneden efter udgav Birgit Cornelia Larsen ”Bakspejlet”. Peter Frederik Hansen præsenterede et par måneder senere sin 2. udgivelse ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”. Såvel førstnævnte som sidstnævnte blev anmeldt i forrige nyhedsbrev.

John Heilbrunn har, til dette nyhedsbrev, anmeldt Birgit Cornelia Larsens selvbiografiske beskrivelse af, hvad det vil sige at høre til gruppen døvblinde. Jeg har selv læst bogen og de øvrige udgivelser, og kan fuldt ud tilslutte mig til Johns beskrivelse og anbefaling af bogen.

Den sidste af de 4 nævnte udgivelser, så dagens lys i juni måned i år. Jytte Nielsen har til dette nyhedsbrev anmeldt John Heilbrunns bog ”Det bliver aldrig helt mørkt”. Jeg er overbevist om, at alle der læser Jyttes engagerede anmeldelse får lyst til at læse denne bog, som i lighed med de 3 øvrige kan lånes på Nota.

Man kan med rette spørge, om der for selskabet er grund til at supplere disse udgivelser. Det har vi ikke desto mindre besluttet at gøre. Beslutningen om at udgive jubilæumsskriftet ”Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, redigeret af Leif Martinussen, blev imidlertid taget allerede ved generalforsamlingen den 15. februar 2020. Det tager tid og stiller store krav at udarbejde et manuskript på 340 sider inklusiv billeder i anledning af, at ”Synscenter Refsnæs” – tidligere Refsnæsskolen – den 1. november i år fylder 125 år. I bestyrelsen er vi meget stolte over, at det er lykkedes at kunne udsende festskriftet i såvel en trykt som i en Daisy udgave til alle medlemmer og særligt interesserede i god tid forud for jubilæumsdagen. Jubilæumsskriftet vil blive præsenteret ved en reception den 27. oktober og overleveret til ledelsen af ”Synscenter Refsnæs” på selve dagen ved et jubilæumsarrangement på centret.

Den sidste meget markante begivenhed, som der er grund til at dvæle ved, er regeringens undskyldning til alle, som i årene 1933 – 1980 har været inddraget under én af Særforsorgens institutioner. Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil gav, ved et arrangement den 11. september 2023, en sådan undskyldning på regeringens vegne. Ove Gibskov har i en omfattende artikel beskrevet forløbet op til arrangementet den 11. september og samtidig redegjort for begrebet ”undskyldninger”, og beskrevet sådanne givet af tidligere regeringer siden begyndelsen af 1950-erne. Artiklen er et væsentligt historisk bidrag til at forstå rækkevidden og karakteren af disse undskyldninger.

I bestyrelsen har vi ved flere lejligheder efterlyst beskrivelser fra nogle af de mange synshandicappede, som uagtet undervisningspligten under Blindeforsorgen efter den særlige blindelov fra 1956, har modtaget deres skoleundervisning i den almindelige Folkeskole. Både Birgit Cornelia Larsens og John Heilbrunns beretninger er eksempler herpå. I dette nyhedsbrev præsenteres desuden en artikel om Thorben Langers livsforløb. Alle 3 fremstillinger fortæller om de mange udfordringer som en tilværelse, som integreret i det danske samfund, indebærer grundet fordomme og uvidenhed. Der er gudskelov en lykkelig udgang i alle 3 beretninger. Men i en tid hvor vi diskuterer behovet for en eventuel undskyldning for tidligere ophold under Blindeforsorgen er disse beretninger tankevækkende.

Nyhedsbrevet afsluttes med nogle mindre bidrag. Næstformand Lena Bang anmelder læge Jesper Froms artikel om Helen Keller. Kurt Nielsen fortæller om ceremonien, hvor Stenen på gravstedet for Svend Thougaard blev forsynet med hans navnetræk i punktskrift sat i bronze. Endelig opfordrer kasserer John Heilbrunn til, at alle medlemmer sætter et kryds i kalenderen den 9. – 10. marts næste år, hvor vi afholder selskabets næste ordinære generalforsamling.

Inden jeg slutter denne introduktion til årets sidste nyhedsbrev, føler jeg anledning til at nævne, at Mogens Bang, tidligere lærer ved IBOS og leder af ”Blindehistorisk Museum” gennem 25 år, er død den 12. oktober efter længere tids sygdom. Næste nyhedsbrev vil indeholde mindeord i anledning af hans død. Mogens Bang var, lige siden han i 1970-erne afsluttede sin læreruddannelse, engageret i arbejde til fordel for blinde og svagtsynede. Den anden torsdag i oktober er af” Verdenssundhedsorganisationen – WHO indstiftet som Verdens Synsdag”. Jeg kan ikke undlade, at tillægge det symbolsk værdi, at Mogens gik bort på netop denne dag.

Jeg vil slutte med at sige alle medlemmer, som har bidraget til arbejdet i selskabet i 2023, tak for indsatsen. Jeg ser frem til at møde mange ved receptionen den 27. oktober kl. 15.00 – 17.00 i mødelokale ”København” i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup. Vel mødt og på gensyn!

2. Officielle danske undskyldninger frem til 2023 og de forskellige måder, man har håndteret dem på, ved Ove Gibskov

Den 7. marts meddelte social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at regeringen nu har besluttet at give en undskyldning til alle, som var anbragt under Særforsorgen, og hvoraf mange blev udsat for både seksuelle og andre former for uhyrlige overgreb.

Undskyldningen, der efter et meget langt forløb, endelig blev givet 11. september, vender jeg tilbage til; men først kommer her en kronologisk gennemgang af officielle beklagelser og undskyldninger og de forskellige måder, danske regeringer indtil nu har håndteret dem på.

Her i landet er der kun i få situationer givet en officiel undskyldning, mens det har været mere almindeligt i lande som Sverige, Tyskland, Canada og Australien, hvor statsledere f.eks. har undskyldt for statens rolle i bl.a. folkemord og tvangsfjernelse af oprindelige folks børn.

Lisa Storm Villadsen, som er professor i retorik ved Københavns Universitet, skriver følgende om undskyldninger:

”En undskyldning ændrer ikke fortiden, men kan få os til at føle anderledes, om dens betydning for nutiden. En god undskyldning kræver typisk:
At man tager ansvaret for at have gjort noget forkert og er konkret om, hvad det er.
At man udtrykker fortrydelse eller sorg over den skade, man har forvoldt.
At man siger undskyld og evt. beder om tilgivelse.
At man forpligter sig til ikke at gentage sit fejltrin.

Det har også betydning for officielle undskyldninger, at de bliver givet offentligt, evt. ved en ceremoni, så det omgivende samfund har mulighed for at opleve undskyldningen”.

Men det har ikke altid været tilfældet – f.eks. i forbindelse med den første officielle undskyldning. I en fælleserklæring, som den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Grønlands landsstyreformand Jonathan Motzfeldt udsendte i 1999, gav regeringen en undskyldning til befolkningen i Thule og resten af Grønland. Undskyldningen kom ikke i en tale men som et dokument, der blev læst op for formanden for Thuleboernes forening:

”I Rigsfællesskabets ånd og med respekt for Grønland og Thules befolkning, vil regeringen på den danske stats vegne overbringe en undskyldning til Thules befolkning og til hele Grønland for den måde, hvorpå beslutningen om flytningen blev truffet og gennemført i 1953”.

Årsagen til denne fælleserklæring var en dom fra Østre Landsret mod staten om, at Danmark handlede retsstridigt, da befolkningen i Thule blev tvangsflyttet i 1953, for at give plads til en amerikansk luftbase. Som baggrund for undskyldningen blev det også nævnt, at forholdet mellem Danmark og Grønland ”fra begyndelsen har bygget på ligeværd, gensidig respekt og samhørighed”, og at de to lande har en fælles historie, som man skal vedstå, også når den ”viser, at menneskers selvværd er blevet krænket.”

I erklæringen blev muligheden for erstatning afvist: ”Ingen kan i dag gøres ansvarlig for tidligere generationers handlinger for snart 50 år siden.”

Undskyldningen i Fælleserklæringen adskiller sig på flere måder fra de senere officielle undskyldninger. F.eks. er den afsendt af både statsministeren som repræsentant for den krænkende part og Grønlands landsstyreformand, der repræsenterer de krænkede. Jonathan Motzfeldt erklærede, at ”Undskyldningen til hele Grønlands befolkning er en god måde at afslutte sagen på”, mens Poul Nyrup Rasmussen ikke nævnte ordet undskyldning men dækkede sig ind under, at “fælleserklæringen har sit eget tydelige sprog.”

En undskyldning uden modtagere

Den 4. maj 2005 holdt daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen tale i Mindelunden nord for København i anledning af 50-året for Danmarks befrielse fra Nazitysklands besættelse. Talen handlede naturligt nok i høj grad om frihedskæmpernes indsats og ofre. Mod slutningen blev fokus dog vendt imod de tyske flygtninge, der i begyndelsen af krigen søgte tilflugt her i landet men blev afvist af de danske myndigheder og sendt tilbage til forfølgelse i Tyskland. Fogh Rasmussen betegnede udleveringerne som ”skamfulde begivenheder” og kaldte dem ”værre” end frihedskæmpernes ofre og “en plet på Danmarks i øvrigt gode omdømme”.

Senere i talen sagde statsministeren: ”Jeg vil derfor gerne …. på regeringens og dermed den danske stats vegne beklage og undskylde disse handlinger.”

Her er der på flere måder tale om en udvikling fra fælleserklæringen seks år tidligere, som offentligheden ikke fik meget kendskab til, mens undskyldningen i Mindelunden blev dækket af medierne, og statsministeren brugte ordet ”jeg”, ligesom de centrale ord ”beklage og undskylde” var klart betonet.

Denne undskyldning var jo heller ikke resultat af en dom men baseret på hans kritik af samarbejdspolitikken, og hvad han opfattede som rigtigt og forkert. Mange ser den også i sammenhæng med beslutningen om at sende Danmark i krig i Afghanistan og Irak. Der var ingen risiko for krav om erstatning fra nogen af dem, undskyldningen gjaldt, da de jo ikke længere levede.

En moralsk fordømmelse uden ordet undskyldning

I 2017 var det 100 år siden, USA købte De Vestindiske Øer, og det blev grundigt diskuteret, om Danmark burde undskylde for sin rolle i slavehandel og slaveri på øerne fra 1673 til 1848.

I forbindelse med markeringen på Skt. Croix 31. marts 2017, holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen en tale, hvor han lagde klar moralsk afstand til slaveri. Talen blev holdt på engelsk, og ifølge den officielle danske oversættelse sagde han bl.a.: ”Vi må anerkende, at det der skete i fortiden har påvirket, hvordan øerne er i dag. Vi kan ikke ændre fortiden. Hvad vi kan, er at ændre fremtiden.” Han flyttede altså fokus fra nutiden til fremtiden.

Talen blev holdt til lokale politikere og andre repræsentanter for samfundet. Så til forskel fra Anders Foghs undskyldning, som blev givet til en gruppe, der ikke længere eksisterede, talte Lars Løkke til bl.a. efterkommere af slavegjorte. Han udtrykte stor beklagelse over slavetiden, men sagde ikke undskyld. Derimod brugte han to gange ordet utilgiveligt. Men talen indeholder alligevel nogle af en officiel undskyldnings funktioner, med sin anerkendelse af overgreb i fortiden, deres betydning for nutiden og den moralske afstandtagen fra slaveri.

Statsministeren tilbød også et stipendium til lokale studerende som en lille symbolsk gestus, der understregede Danmarks ønske om at være i et positivt samarbejde med øerne i fremtiden.

Sagen om Godhavnsdrengene

Den undskyldning, som indtil nu har fået mest opmærksomhed, blev givet til en gruppe mennesker, der som børn i 1960-erne og 70-erne var anbragt på bl.a. drengehjemmet Godhavn i Nordsjælland, og her blev udsat for omsorgssvigt, misbrug og generel vanrøgt.

Godhavnsdrengene stiftede i 2005 en forening med det formål at få en undskyldning fra staten. Og i 2009 bevilligede velfærdsminister Karen Jespersen (V) en undersøgelse, der dokumenterede en række overgreb, hvoraf en del var i strid med lovgivningen.

Flere ministre er siden blevet opfordret til at give en officiel undskyldning men har afslået det. Først den 13. august 2019 skete det endelig, da statsminister Mette Frederiksen ved en ceremoni på Marienborg gav Godhavnsdrengene den undskyldning, de så længe havde ønsket.

I modsætning til de tidligere eksempler indeholder Mette Frederiksens tale i høj grad forventningerne til en officiel undskyldning. Hun nævner det, der undskyldes for ”alvorlige svigt, tæsk, ydmygelser og overgreb, afstraffelse, uhyrligheder”. ”samfundet skulle passe på jer. Men der skete det modsatte -I blev gjort fortræd”. Desuden bliver ordene undskyldning, undskylde, undskyld brugt flere gange.

Der var også den forskel fra de tidligere undskyldninger, at statsministeren forholdt sig til tre af de mest almindelige indvendinger, mod selve det at give en officiel undskyldning:

At man ikke kan påtage sig skylden for noget, andre har gjort, (nej, men hun kunne påtage sig ansvaret)

At svigtet foregik i en anden tid – (irrelevant ifølge Mette Frederiksen, for overgrebene på Godhavn var ”også forkerte dengang”)

At der ikke er tradition i Danmark for at give officielle undskyldninger”. Til sidstnævnte argument sagde hun, at det ”aldrig er for sent at gøre det rigtige”.

Talen forholdt sig dog hverken til spørgsmålet om erstatning, som heller ikke var et krav fra Godhavnsdrengene, eller til, hvad regeringen vil gøre for at sikre, at noget lignende ikke gentager sig.

Flere af Godhavnsdrengene har dog senere rejst erstatningssager, som er endt med et forlig, hvor hver af sagsøgerne fik tildelt 300.000 kroner. Dette blev muligt, fordi Folketinget I 2018 vedtog en lovændring, hvorefter sådanne krav mod offentlige myndigheder aldrig bliver forældet.

Undskyldning til de grønlandske eksperimentbørn

I forbindelse med undskyldningen til Godhavnsdrengene nævnte statsministeren muligheden for flere officielle undskyldninger, og det blev en realitet i 2020 og 2022. Da fik de 22 grønlandske såkaldte eksperimentbørn en undskyldning. De blev i 1951 som led i et socialt forsøg sendt til Danmark for at lære dansk og få gode skolekundskaber, så de kunne blive en del af den grønlandske elite og danne fortrop for udviklingen, når de vendte tilbage. Men mens de var i Danmark, mistede de bl.a. deres sprog og tilknytningen til deres familier. Flere blev bortadopteret, mens 16 vendte tilbage til Grønland, hvor de kom til at bo på et nybygget børnehjem i Nuuk. De danske myndigheder mente nemlig ikke, at børnene ville falde til hos deres familier, hvor de sociale forhold var meget forskellige fra det, de var vant til i Danmark. De havde kun lidt eller ingen kontakt med andre grønlandske børn. De fleste vendte tilbage til Danmark, og ca. halvdelen kom ud i stofmisbrug og / eller fik andre massive problemer.

I forbindelse med fejringen af Grønlands selvstyre i 2009, opfordrede grønlandske folketingsmedlemmer daværende statsminister Lars Løkke, til at give eksperimentbørnene en officiel undskyldning. Dette afviste statsministeren dog, og det har flere andre ministre også gjort, indtil 8. december 2020.

Da modtog de seks, som stadig levede, et brev fra statsminister Mette Frederiksen med en uforbeholden undskyldning. Den blev i marts 2022 givet mundtligt ved arrangementer i hhv. København og Nuuk. I sin tale sagde statsministeren bl.a.: ”I dag skal vi ansigt til ansigt sætte ord på det svigt, som 22 grønlandske børn blev udsat for…Mellem 4 og 9 år var I, da I måtte tage afsked med jeres familie og jeres land…Alle børn har brug for og fortjener tryghed og stabilitet. Det var de to ting, man tog fra jer…I var en del af noget, som aldrig skulle have været sket…Derfor siger Danmark i dag det eneste ord, der er det rigtige at sige: Undskyld”.

Efter undskyldningen er der blevet indgået forlig mellem staten og de seks overlevende, som hver har modtaget 250.000 kr. i kompensation.

Undskyldning til anbragte under Særforsorgen

Mette Frederiksen sagde jo i sin tale til Godhavnsdrengene, at der muligvis ville komme flere officielle undskyldninger, og kort tid efter tog regeringen initiativ til at få undersøgt, om nogle af dem, der oplevede svigt og overgreb, mens de var anbragt under Særforsorgen, som eksisterede fra 1933 til 1980, også skulle have en undskyldning.

Forholdene på institutionerne skulle kortlægges gennem en historisk udredning koordineret af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg. Det er sket i et samarbejde med bl.a. Rigsarkivet; og det var oprindeligt hensigten, at udredningen skulle være færdig i løbet af halvandet år.

I øvrigt er det en generel opfattelse blandt forskere, at halvandet år er kort tid til en så omfattende udredning, men det har i den her sammenhæng været afgørende at tage et væsentligt hensyn til målgruppen, hvoraf mange af dem, der stadig lever, jo er godt oppe i årene og gerne skulle kunne nå at modtage en undskyldning, hvis det blev besluttet at give en sådan. Pga. covid-19 blev arbejdet dog noget forsinket, men lige før påske sidste år offentliggjorde Socialministeriet en ca. 400 sider lang udredning, som i høj grad er baseret på interviews med tidligere anbragte og pårørende samt arkivstudier. Den giver en grundig dokumentation af mange både seksuelle og andre former for uhyrlige overgreb – herunder også tvangssterilisation.

12. august kunne man så i P1 Morgen på DR høre daværende socialminister Astrid Krag sige, at der vil blive givet en undskyldning for de overgreb og den manglende omsorg, mange af de anbragte var udsat for. Desuden understregede hun, at eventuelle krav om erstatning skal håndteres af retssystemet.

Men skønt der derefter gik mere end to en halv måned, inden der blev udskrevet folketingsvalg, gav regeringen ikke den lovede undskyldning. Det kan undre, da den jo selv satte den omfattende undersøgelse i gang og som nævnt var interesseret i, at den skulle afsluttes hurtigt.

I forbindelse med udredningen blev der både lavet en film om nogle af dem, der havde været anbragt, og et ret omfattende materiale til undervisningsbrug. Men begge dele måtte ifølge en beslutning fra Socialministeriet først offentliggøres, når undskyldningen var givet; og en ny og ændret regering kan jo ikke være forpligtet af et løfte fra dens forgænger.

7. marts kom så endelig det tilsagn fra SVM-regeringen, som mange længe havde håbet på. Det betød, at der ville blive givet en undskyldning til alle, som har været anbragt under Særforsorgen. Men først 21. april meddelte socialministeren, at det ville ske 8. maj på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg – altså med kun 17 dages varsel, og hvor der højst kunne deltage 175 inkl. ledsagere. Også Danske Handicaporganisationer fik denne oplysning lige så sent som resten af befolkningen; og mange af dem, der længe havde set frem til en undskyldning, var slet ikke inviteret med. Det gjorde handicaporganisationernes formand, Thorkild Olesen, meget vred, og han fik ministeren til at udsætte tidspunktet for undskyldningen og udvide kredsen af dem, der skulle inviteres.

Datoen blev herefter ændret til 11. september, hvor arrangementet så endelig kunne finde sted på Comwell Bygholm Park i Horsens med plads til ca. 500. Det var på forhånd bestemt, hvem der kunne få ordet; så inden undskyldningen blev givet, var der taler af lederen af Danmarks Forsorgsmuseum Sarah Smed, den polioramte Hanne Klitgaard, der selv har været anbragt under Særforsorgen og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, hvis far tilbragte syv år på Livø – stemplet som det, man kaldte moralsk åndssvag.

Derefter tog socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil ordet og sagde bl.a.:

”Det var ulovligt at slå de anbragte. Den historiske redegørelse viser, at der blev begået vold i hele perioden fra 1933 til 1980.

På samme vis var ethvert seksuelt forhold mellem ansatte og anbragte ulovligt i datidens lovgivning…Alligevel beskriver redegørelsen ikke blot helt upassende og ulovlige seksuelle forhold, men også deciderede seksuelle overgreb. Min pointe er, at forholdene var forbudt med DATIDENS briller. Og alligevel lykkedes det ikke at beskytte de anbragte i sær – og åndssvageforsorgen mod det. Det er et svigt fra statens side.

Staten havde i den periode tilsynspligten og har åbenlyst ikke gjort sit arbejde godt nok…Nogle af jer blev som helt små børn fjernet fra jeres familier. Det blev du, Hanne. Tak, fordi du har delt din historie i dag. Du har tidligere fortalt om at blive anbragt på et hjem, der ikke var et hjem. Om at blive overladt til kolde voksne, der aldrig skulle have haft med børn at gøre. I stedet for kærlighed og omsorg – blev I opdraget med kæft, trit og retning.

Børn, der ikke kunne spise op, blev tvunget til det. De fik stoppet havregrød og øllebrød i halsen. Til de kastede op. Og så blev de tvunget til at spise det. I stedet for tryghed og stabilitet – blev I udsat for trusler og straf. Børn med svære fysiske handicap blev tæsket på ryggen, når de ikke kunne følge med i idrætstimen. To piger blev engang straffet med otte dage i sengen. Fordi de havde vinket til en lastbilchauffør…

Kære alle. Jer, der er her i dag. Dem, der ikke er her mere. Tidligere anbragte. Pårørende. Alle, som blev svigtet, mens I eller jeres kære var i statens varetægt. Hvad der overgik jer er langt fra det Danmark, vi tror på. Hvad der overgik jer vil vi aldrig glemme. Hvad der overgik jer skal aldrig gentage sig.

På vegne af den danske stat, på vegne af den danske regering – UNDSKYLD”.

Talen kan i sin helhed høres på vores hjemmeside blindehistorisk.dk, og selskabet er desuden i besiddelse af en optagelse af hele arrangementet.

Hvor mange, der har haft behov for at få denne undskyldning, ved jeg naturligvis ikke. Men det er i hvert fald godt, at den nu langt om længe er blevet givet. F.eks. hørte jeg under arrangementet en sige, at det her var den største dag i hans liv.

Skønt talen var både meget dækkende og afleveret med engagement, har mange undret sig over, at den blev holdt af socialministeren. I alle tidligere tilfælde er det nemlig statsministeren, som har givet officielle undskyldninger. men trods adskillige henvendelser til Socialministeriet er det ikke lykkedes mig at få en begrundelse for denne ændring.

Uanset hvad årsagen så er til, at Mette Frederiksen ikke selv gav undskyldningen, bør den inspirere regeringen til at få ændret de vilkår, mange mennesker med handicap i dag lever under. Danske Handicaporganisationer har i forskellige sammenhænge påpeget behovet for markante forbedringer, og vi skulle jo nødig om 25 år læse endnu en beskæmmende udredning. Derfor må der gennemføres en reform, der både retter op på den retsløshed, mange med handicap er udsat for, og som sikrer, at der bliver tilført betydeligt flere ressourcer til området.

3. Uddrag af kasserer i Kreds Fyn Torben Langers erindringer gennem 77 år

Torben Langer voksede op med et alvorligt synshandicap, som mange af hans omgivelser først ret sent i hans liv tog seriøst. I skolen og i læreårene blev han drillet og mobbet i ganske alvorlig grad. Det førte til en selvdestruktiv adfærd i ungdomsårene, og først da han i begyndelsen af 1970-erne mødte sit livs kærlighed, Birgit, tog hans liv en ny og mere lykkelig retning. Men før den tid har Torben Langer dog også haft et meget aktivt liv, som erindringerne her giver mange eksempler på.

I 2019 blev han interviewet i forbindelse med Odense Stadsarkivs erindringsindsamling, og den følgende tekst er baseret på dette interview i en lidt forkortet udgave.

”Jeg er født den 15. juli 1946 på Frederiksberg Hospital. De første fem år boede vi på Dianavænget i Rødovre, og på det tidspunkt var ingen klar over, at jeg havde et synshandicap. Mine forældre havde ikke bemærket noget. De var unge. Hver gang jeg tog noget op til øjnene, fik jeg nogle klap over fingrene af min far: ”Hold op med det der”! Det hører jo ingen steder hjemme. Han mente, at jeg var et normalt barn. Men det var jeg ikke. De forstod ikke, at jeg ikke kunne se noget.

Noget af det første, jeg erindrer fra min barndom i Dianavænget, er, at jeg på et tidspunkt faldt ud af vinduet. Vi boede på 1. sal. Min far var på aftenarbejde og havde glemt sin madpakke, som mor var cyklet ud med. Far arbejdede som glassliber i Rødovre sammen med min onkel. Jeg havnede i underboens, fru Petersens, tulipanbed. Det eneste jeg sagde, var ”av, min fut, av min fut.” Andet kunne jeg ikke sige. Jeg var vist kun et par år.

Mine bedsteforældre, min farmor og farfar, som boede i Odense, kom af og til på besøg. De fik nok ondt af mig, og så hvordan jeg blev ved med at tage ting op til øjnene. De syntes, at det var synd, at min far blev ved med at skælde mig ud. Noget var der jo galt. Jeg har senere fået at vide, at min mor og far i foråret 1950 tog mig med til en undersøgelse på Rigshospitalet, og der fik oplyst, at jeg sikkert inden for få år ville blive blind. Det skete heldigvis ikke.

Min far sagde sit job op ved glasfirmaet for at køre mig rundt i hele København. Det er noget, han har fortalt mig senere, og som jeg selvfølgelig tror, er rigtigt. Årsagen var, at han syntes, jeg skulle nå at se alle tingene, inden jeg blev blind.

Mine forældre besluttede, at det nok var bedst at flytte til Odense, så vi kunne være i nærheden af min farmor og farfar. I 1951, da jeg var fem år, flyttede vi så til Dagmargade 6, 4. tv. Det var en lille lejlighed, vi flyttede ind i. Vi havde en bitte stue, hvor der kunne være to lænestole. Mellem stolene var der et lille bord, og i hjørnet stod dampradioen. Der var også et bord med fire stole og en kakkelovn. Der var et soveværelse med to senge og et garderobeskab. Mine forældre lå i den ene seng, mens min lillebror, Karsten, og jeg lå i den anden. Så var der et toilet, hvor vi næsten var nødt til at bakke ind, så lille var det. Der var et køkken, hvor vi puttede 25 øre i en automat til gas. I kælderen var der en stor zinkbalje. Den skulle en af os, enten min bror eller jeg, hente op i køkkenet, når det var store badedag.

På gaden var der mange drenge. Det var ikke altid lige sjovt for mig, fordi jeg ikke kunne gøre de samme ting, som de andre. Da jeg var 5 – 6 år gammel, kunne jeg dog stadig se med begge øjne, selv om synet var meget svagt. Hvad synsstyrken var på det tidspunkt, ved jeg ikke, for der var ingen, som havde undersøgt det. Jeg kom ikke til andre undersøgelser, end dem vi havde i skolen. Jeg fik sådan set aldrig skæld ud for, at jeg ikke kunne se. Men min familie og folk omkring mig forstod bare ikke, hvad der var galt. Så der skete intet.

De andre børn på gaden drillede af og til, f.eks. når jeg ikke kunne se bolden. Men det var ikke så slemt som i skolen. Det skete alligevel tit, at jeg kom op og græd, fordi jeg var ked af det.

Min barndoms største oplevelser var, når jeg om sommeren lavede ”seksdagesløb” i gaden. Det skete på den måde, at alle drengene og pigerne dannede par, og så blev der hver dag efter skole og om aftenen løbet rundt i den blinde gade. Hver aften mellem kl. 18 og 20 havde vi sendt sedler ud til alle beboerne og spurgt, om de ville hjælpe os med gaver og præmier. Det var mig, som stod for alt det praktiske i legen. Det har jeg altid godt kunnet lide, også i dag.

Vi skiftede partner, når vi kom over målstregen, og når vi kom tilbage igen. Dem, der kom først, fik point og omgange. Og det var mig, der holdt styr på pointene og omgangene.

Guderne må vide, hvordan jeg klarede alle de år, hvor jeg gik i skole. Det var absolut ikke sjovt. Ingen ville sidde ved siden af mig. Jeg havde fået nogle briller, hvor glassene var meget tykke, men der var stadigvæk ingen, som vidste præcist, hvad der var galt med mit syn, eller gjorde noget ved det. Jeg husker engang, hvor jeg blev spurgt, hvad der stod på tavlen. Det kunne jeg ikke se. Så blev lærerinden rimeligt vred, og kaldte mig helt op til tavlen. Jeg stak næsen helt ind i tavlen for at se, hvad der stod, men blev derved hvid på næsen af kridt. Det blev jeg drillet med.

Da jeg kom op i de ældre klasser, fik jeg en lærer, som endelig tog mig til sig. Det var overlærer Hjorth. Han fandt ud af, at der var noget galt. Gårdvagten var lærer Hansen. Uanset, hvad der skete i skolegården, så endte det altid med, at jeg fik skylden og blev sat op til væggen. Vi havde ham også som gymnastiklærer. Når vi havde redskabsgymnastik, sprang vi over pulte, men det kunne jeg ikke på grund af mit dårlige syn. Det endte med, at jeg sprang ved siden af eller ramte den. Hansen havde ikke erkendt mit synshandicap, og troede jeg var uartig. Han blev sur, og jeg blev kaldt ind bagved og fik tre slag i numsen med en pegepind. Det skete ofte.

I skolegården fangede de andre drenge mig og tog glassene ud af mine briller, så de kunne bruges som hinkesten. Når jeg kom hjem, vankede der ballade, for så havde jeg ingen briller i en hel måned. Brillerne blev lavet i Schweiz af et firma, som var det eneste, der kunne lave de brilleglas, som jeg brugte. Glassene var meget tykke, buede indad og havde en styrke på minus 40.

Jeg fortalte ikke om drillerierne derhjemme, da jeg var bange for at få flere øretæver i skolen, hvor jeg ikke kunne klare mig. Når min mor og far opdagede, at mine briller var væk, sagde jeg blot, at jeg havde tabt dem. Jeg turde ikke sige, at de var blevet taget fra mig. Glassene var hulens dyre!

De første gange jeg havde karakterbogen med hjemme, fik jeg 3.2 i skriftligt arbejde. Det blev min far vred over, for det var jo meget dårligt. Han lovede mig, at jeg måtte begynde at spille fodbold i B1913, som jeg altid havde ønsket mig, hvis jeg fik bedre karakterer. Jeg anstrengte mig, og fik så næsten de højeste karakterer, man kunne få dengang, 5.2. 5.1, 5.2 og også 6. Alt hvad jeg skrev i mine bøger og papirer blev simpelt hen så pænt. Det er kommet mig til gode senere i livet. Jeg har en ret god ordenssans. Jeg begyndte også at spille fodbold i B1913, men det gik knapt så godt. Efter en sæson måtte jeg stoppe igen på grund af mit dårlige syn.

I skolen var det dog også et problem, at når jeg ikke kunne følge med i timerne, fik jeg bare en eftersidning. I 5. klasse fik vi som sagt overlærer Hjorth. Det var ham, der fandt ud af, at der måtte være noget galt med mit syn, som brillerne ikke kunne hjælpe med. Når han kunne se, at jeg ikke kunne følge med i timen, sendte han mig hen til skolelægen, som skulle se på mine øjne. Det skete ikke hver dag, men det skete tit. Hver gang hun kiggede på mine øjne, var svaret, at der ikke var noget galt og jeg blev sendt tilbage i klasseværelset.

Det lykkedes mig at få en mellemskoleeksamen. Jeg lærte at regne og skrive blot ved at blive ved og ved. Jeg kunne akkurat lige se, når jeg sad med næsen helt nede i bogen. Det var meningen, at jeg skulle have haft en realeksamen og være fortsat i 1. real. Lærerinden Fru Stern fortalte dog, at der ikke var nogen mulighed for, at jeg kunne få den hjælp og bistand, som jeg havde brug for. Dermed var det afgjort, at jeg nu skulle ud af skolen.

Der var ikke meget godt i skoletiden. Jeg var ikke med til ungdomsgilder og den slags, og følte mig altid ensom og alene. Kun derhjemme på gaden i Dagmargade gik det rimeligt. Der kunne jeg nogenlunde være med. Vi flyttede til Pogestræde 31 i 1961. Det var en meget større lejlighed, hvor Karsten og jeg fik hver vores værelse. I Pogestræde boede der ikke lige så mange børn som i Dagmargade. Der boede en dreng lidt længere henne, men andre var der ikke. Skæbnen ville, at jeg en dag tilfældigt røg ind i to drenge i Tivoli. En af dem mødte jeg senere i Pogestræde. Han skulle tisse, og jeg tilbød, at han kunne låne vort toilet. Leif Kjærulf, som han hed, blev min første rigtige kammerat. Jeg kom meget ud til hans forældre. De havde seks børn, og de blev faktisk min ”anden familie”. Leif havde deltaget i de unges cykelløb, der ofte blev kørt i Hunderupskoven, tæt på Skovsøen. Han blev bidt af cykling, og meldte sig ind i Fyns Cykel Ring. Han spurgte, om jeg ikke ville med, og det ville jeg selvfølgelig gerne. Der oplevede jeg min næste gode periode. I 1964 blev jeg valgt som sekretær i Fyns Cykel Ring og lærte en masse jævnaldrende at kende. Her blev jeg værdsat for første gang.

I 1963 fik jeg en læreplads i Nørregade, lige over for Skt. Hans Kirke. Her begyndte jeg en kontor- og lageruddannelse, og jeg skiftede mellem at være på lageret for at sætte varer på plads, og være på kontoret for at lave fakturaer. Det gik nogenlunde. Når jeg skulle læse noget på lageret, så kunne jeg tage tingene op til øjnene. Men der var selvfølgelig nogle ting, som smuttede en gang imellem. Jeg var også sammen med svendene, når de kørte ud for at aflevere varer til kunder – f.eks. mel, sukker, og hvad man ellers havde på et købmandslager. På min 18-års fødselsdag i 1964 var vi på kundetur i Sønder Nærå. Som lærling bar jeg de store 100 kg sække med rugmel op på loftet hos bagerne, og det skete også her. Jeg havde forinden sagt til min mor, at der var noget galt med mit højre øje. Det føltes som om, jeg havde blærer i øjet. På vej hjem fra Sønder Nærå bad jeg chaufføren om at holde ind ved Sankt Joseph Hospital. Det skulle undersøges, hvad der var galt. Men chaufføren ville ikke stoppe, hvorfor jeg truede med at springe af lastbilen, hvis han ikke lukkede mig ud. Han ville sladre, når han kom tilbage og ikke havde mig med. Det måtte han gerne, jeg vidste bare, at jeg skulle have øjnene undersøgt. Anstrengelsen ved at bære de tunge sække havde gjort det værre i mit øje.

På Sankt Joseph hospital gik der ikke mere end fem minutter, før øjenlæge Poul Martin Jørgensen, fik mig lagt ned i en seng og fik mit hoved fastspændt i en særlig støtte. Nethinden var faldet ned. Det var først her, at man konstaterede, at jeg var så kraftigt nærsynet, at mine øjenlinser var længere end i et normaløje. Det gav et større tryk mod nethinden, og anstrengelserne ved løfteopgaverne havde medført så voldsomt et tryk, at nethinden var faldet ned. Jeg lå i ”spændetrøjen”, som jeg kaldte det, i to måneder. Dengang troede man, at hvis patienten lå stille og ikke rørte sig, faldt nethinden på plads. Bagefter blev jeg overført til Rigshospitalet, hvor jeg blev opereret af professor i øjensygdomme Holger Ehlers. Mellem september til december blev det til fire operationer, og min øjenlæge fra Skt. Joseph Hospital, Poul Martin Jørgensen, var med alle gangene. Men det var professor Ehlers, som stod for operationerne, som gik godt, og jeg blev udskrevet den 23. december 1964. Men der gik kun seks dage, før det gik galt igen. Jeg blev på ny indlagt, men fik besked om, at de ikke kunne redde øjet. Du er blind på højre øje fra dags dato, lød den nedslående besked.

Efter operationen stoppede jeg med at bruge briller. De kunne simpelt hen ikke finde en brille, som passede til mit venstre øje – jeg led også af nystagmus, som er en ufrivillig, rykvis bevægelse af øjet. Øjet drønede kort sagt rundt. Det blev senere opereret, men siden 1963 har jeg faktisk ikke båret briller. Da jeg endelig vendte tilbage på lærepladsen, var det med en besked om, at de ikke kunne bruge mig længere. Jeg var fyret på grund af mit handicap.

Det blev Blindeinstituttet på Kastelsvej i København, der skulle hjælpe mig videre. Jeg fik en lille lejlighed i et kollegium for blinde og svagtseende i Kongens Lyngby, lige ved Lyngby Station. Det var fuldstændigt vanvittigt. Det var en stor gul firkantet bygning og meget kringlet. Min mor tudbrølede, da hun så huset, der absolut ikke var egnet for blinde.

Jeg kom på Linnésgades Skole. Her var det meningen, at jeg skulle tage en realeksamen. Først tog jeg S-toget fra Kongens Lyngby til Nørreport Station, og herfra gik jeg ad Nørrebrogade til Linnésgade. Det var godt at gå på skolen, hvor alle var ligestillede. Desværre ”dummede” jeg mig. Jeg fik afsluttet 1. real, men ikke 2. real på Linnésgades Skole. Jeg mødte en pige, Else, og vi besluttede os for at flytte sammen. Turen gik hjem til Pogestræde i Odense, hvor jeg stadig havde mit eget værelse på 2. sal. Men det gik slet ikke. Mine forældre blandede sig alt for meget, og mit dårlige syn gjorde ikke tingene bedre. Jeg var sygeligt jaloux, og til tider ikke sjov at være i nærheden af. Alt gik galt, forholdet endte med at gå i stykker, og hun flyttede til sin familie i Vust i Nordjylland.

Det var noget rod, men heldigvis kom jeg tilbage til cykelsporten. Her blev jeg ikke mobbet. I 1966 fyldte jeg 20 år og kom med cykelrytterne rundt i hele landet. Dengang var der en A-klasse for alle de bedste ryttere, en B-klasse og klasser helt ned til drengerytterne. Når de kørte enkeltstart, stod jeg hver søndag morgen fra kl. 4 og frem til middag for at ”tage alle ryttere hjem” – det vil sige, jeg startede dem og tog tid, når de kom hjem. Jeg kom med til nogle store landevejsløb og seksdagesløb. Blandt andet var jeg med til at føre løbsprotokol ved et stort landevejsløb i Jylland, som foregik over seks dage. Ved løbet deltog flere store ryttere, eksempelvis Jørgen Emil Hansen, Leif Mortensen, Ole Ritter og Ole Pingel.

Efter at have gået arbejdsløs siden jeg kom tilbage fra København, fik jeg i 1966 arbejde på Haustrups Fabrikkers værktøjslager. Aftalen var kommet i stand efter, at min far havde fået kontakt med en journalist, og der blev lavet en artikel i Fyens Stiftstidende, hvor der blev efterlyst en arbejdsplads til en dreng med dårligt syn. Driftschefen hed Jørgen Mikkelsen. Han var også sportschef for OBs fodboldafdeling, som min far og bror var tilknyttet og helt forgabte i. Min far havde talt med Jørgen Mikkelsen, og på den måde fik jeg arbejde.

Her blev jeg også mobbet. De to andre på lageret sad bare på deres bagdel og hyggede sig. Det var mit arbejde at udlevere værktøj og bor til svendene, som fremstillede dåser efter skabeloner. Det kunne f.eks. være et bor, som skulle måle 0,07 mm, og jeg skulle så bruge en skydelære til at finde de rigtige. Men at måle noget, der var mindre end 1 mm., det kunne jeg slet ikke se. Der gik helt kage i det. Arbejdet foregik på akkord, så de blev tossede på mig, hvis jeg var for længe om det. Der var faktisk én, som kom helt op at køre, og som forsøgte at banke mig. Jeg kan egentlig godt forstå det, for jeg var jo skyld i, at de satte penge til. Det endte med, at jeg blev væk og blev fyret.

Min far var blevet udekørende mælkehandler med hestevogn. Da jeg ikke havde noget arbejde, fulgte jeg med som hjælpende arbejdsdreng, hvilket var meget sjovt. Min mor arbejdede som syerske og var førstedame på Odense Kamgarnsspinderi på Klosterbakken. Hun var dygtig til at sy og syede også tøj til os. Hun var i øvrigt også dygtig til at lave sange og var altid den, der lavede lejlighedssange, når vi havde fester. Og så var hun fantastisk dygtig til at synge. Ja, jeg syntes faktisk, at hun sang bedre end Katy Bødtger.

Mine forældres forhold var ikke altid lige godt. Far var ikke altid så sød ved mor, og i perioder drak han nok lidt rigeligt. Sådan var det i flere år, men det ændrede sig fuldstændigt den 23. februar 1969. Den dag kom min mor op på mit værelse og sagde, at nu kunne hun ikke mere! Det var deres bryllupsdag, men efter 23 års ægteskab var bægeret fuldt. ”Karsten og jeg flytter”. Min bror var lige fyldt 18 år, men hun vidste ikke, hvad jeg ville. Det vidste jeg heller ikke. Jeg var sur, gal og ked af det. Vendte ryggen til hende. Det var det, og så gik hun. Jeg tror nok, at hun græd.

Dagen efter var jeg til møde om aftenen. Da jeg kom hjem, var der lys i stuen. Jeg havde slet ikke talt med min far efter, at min mor var taget afsted. I stuen sad far med nogle af deres fælles venner og hans nye dame. Da gik det op for mig, hvad han havde gjort! Filmen knækkede for mig, og jeg forsvandt op på mit værelse. Jeg tudbrølede.

Det blev begyndelsen på en tid, hvor jeg drak meget. Jeg kom især på Restaurant Tårnet på Rugårdsvej, som to tidligere cykelryttere, Bendy Pedersen og Kurt Rasmussen, havde overtaget. Det var nogle fantastiske kammerater, som jeg kendte fra arbejdet i Fyns Cykle Ring. Da mor og Karsten flyttede, var far og jeg alene tilbage i Pogestræde. Der var problemer med at få huslejen betalt. Far drak det hele op, og mor var der ikke til at holde sammen på tingene. Med min sparsomme invaliderente, som jeg var begyndt at få, forsøgte jeg at hjælpe, men det var uholdbart i længden. Det gik også ud over min pladesamling – jeg havde ellers samtlige plader med Elvis Presley og Cliff Richard foruden en pladespiller. Da jeg kom hjem en aften, var plader og pladespiller væk. ”Hvor fanden er de henne?”, tænkte jeg og gik ned til far: ”Jeg har sgu’ haft indbrud. Alle mine plader er væk!” ”Nå”, svarede han så. ”Bruger du dem?” Han havde solgt hele molevitten for at få penge til husleje. Jeg blev naturligvis ked af det. Og mopset. Det var slut med at støtte ham økonomisk, og til sidst blev vi smidt ud af lejligheden. Det var i 1969. Jeg havde pludselig intet sted at bo, var arbejdsløs og levede af socialhjælp. Jeg røg ned i et hul og drak fra morgen til aften. Der blev stiftet gæld hos Bendy på Tårnet, som blev betalt, når jeg fik penge fra kommunen. Jeg sov i porte, kældre, garager, og hvor jeg ellers kunne få plads. Hvis tøjet skulle vaskes, gik jeg ind i vaskeriet i Pogestræde. Jeg tog på i vægt og vejede på et tidspunkt 128 kg.

En aften spurgte Bendy, hvor jeg skulle hen, da Tårnet lukkede? Udenfor regnede det. Jeg vidste det ikke, jeg skulle bare have et sted at sove. ”Læg du dig bare ned bagerst i vores selskabslokaler, når du så vågner op i morgen, så kan du vaske op”, svarede Bendy. Det blev ikke sidste gang, jeg overnattede på Restaurant Tårnet. Somme tider fik jeg også lidt spise, og jeg fandt heldigvis også andre steder, hvor jeg kunne få nattely. I Tårnet kom der både taxachauffører og lastbilchauffører, blandt andet fra GASA. Det hændte, at jeg fik lov til at køre med på en tur sydpå, Tyskland, Frankrig eller Italien. Der var jo soveplads og varme i lastbilen. Det var sjovt.

Jeg levede som hjemløs i to-tre år. I den tid passede jeg kun min cykelsport og ikke andet. De fleste inden for cykelsporten vidste sikkert, at jeg drak. Men ingen sagde noget. Jeg passede mit og var ædru, når jeg var til arrangementer eller til cykelløb. Årene gik med druk. I slutningen af 1971 havde Bendy fået nok. Da jeg bad om en bajer og noget at spise, lød svaret, at jeg ikke fik noget, før min gæld var betalt. Han vidste godt, at jeg var blank og ikke fik understøttelse foreløbig. Gælden lød på omkring 1.000 kr. Du kan låne penge i banken, sagde Bendy. Men banken ville naturligvis ikke låne mig penge. Bendy foreslog, at jeg prøvede at gå over til Poul Nielsen i Sparekassen Fyn, som lå på hjørnet af Rugårdsvej og Store Glasvej. Poul Nielsen ville gerne hjælpe på betingelse af, at jeg skaffede to kautionister. Tilbage til Tårnet – her sad Bendy, formanden fra Fyns Cykle Ring Alex Haxgart og Kurt, som nu var blevet taxachauffør, og en af hans kolleger. De ænsede mig ikke et blik. Ingen gav mig en øl. ”Nå hvordan gik det?”, spurgte Bendy til sidst. ”Jo, det gik lidt bedre”, sagde jeg. ”Men jeg kunne ikke låne, hvis ikke jeg fandt to kautionister”. Det vidste Bendy jo godt og sagde: ”For det første Torben, så skal du holde op med at drikke. For det andet skal du lære, hvad penge er. Vi er blevet enige om, at vi (hvilket var Bendy og Alex Haxgart) vil skrive under på et kautionistbevis, så du kan låne 2.000 kr. og betale, hvad du skylder”. Det lærte mig, hvad penge er. Når man kun har en krone, så nytter det ikke noget at bruge tre kroner.

Jeg havde mødt mor, som blev forskrækket. ”Hvad i alverden. Hvordan er det du ser ud, min dreng? Dit tøj er beskidt, du er tyk, fed og dit hår er tjavset” Jeg fortalte, at jeg ingen steder havde at tage hen. Hun tilbød, at jeg kunne komme ud at bo i Lærkeparken, hvor hun boede. Min mor havde mødt en ny mand, der hed Tage. Hun havde prøvet med kontaktannoncer, som Tage havde reageret på. Det blev en lykkerus for min mor, som fik et fantastisk liv over mere end 30 år. Det havde hun også fortjent. Tage blev faktisk en reservefar for mig, og han tog sig godt af mig. Jeg var desværre nogle gange et dumt svin over for ham, og tit hørte jeg ikke efter, når han ville hjælpe mig – måske fordi jeg var blevet negligeret hele min ungdom. Nu mærkede jeg, at jeg var ved at blive voksen. Jeg var i begyndelsen af tyverne, og der var ingen, som skulle bestemme over mig. Jeg fik et værelse hos min mor og Tage. Jeg drak stadigvæk, men hun fik ordnet mit tøj, jeg blev vasket regelmæssigt osv. Tage mente dog, at jeg skulle stå på egne ben. Han skaffede mig en lejlighed i Egeparken. Det var en 1-værelseslejlighed på 7. sal. Der havde jeg en ølkasse, en gammel sofa, en gammel stol og et lille bord. Jeg havde også et gammelt Rank Arena fjernsyn med radio / pladespiller i, som jeg havde fået af en onkel i København. Det var da en start. Der var også et lille køkken med to kogeplader, men jeg manglede et job. Lejligheden blev betalt af min socialhjælp. Her trådte min ”reservefar” Tage til med en hjælpende hånd. Vi henvendte os på kommunens områdekontor i Vollsmose, hvor jeg kom i kontakt med en sagsbehandler, der hed Finn Andersen. Skæbnen ville, at ham og jeg havde gået i parallelklasse på Munkebjergskolen. Jeg fik en enestående behandling og fik at vide, at jeg som følge af mit handicap kunne søge førtidspension. Den mulighed havde jeg aldrig hørt om. I slutningen af 1971 søgte og fik jeg førtidspension med virkning fra 1972.

Mor fik i 1972 en opringning fra Arne Vedel Eriksen, der var blindekonsulent i Dansk Blindesamfund. Han ville gerne besøge os. Da de dukkede op, blev jeg vred. De skulle ikke komme og fortælle mig, at jeg skulle være medlem af Dansk Blindesamfund. Jeg fejlede ikke noget. Så jeg smed dem ud til mors store vrede. Men de var standhaftige og kom igen et par gange, og så hørte jeg på dem. De havde hørt så meget om mig i forbindelse med cykelsporten. Og mit handicap var så stort, at jeg burde være medlem af Dansk Blindesamfund. Jeg havde fået foretaget en synstest, som viste, at mit syn var under 10 % af en normaltseende, hvilket var det, der krævedes for at blive medlem. Arne Vedel Eriksen fortalte, at de havde brug for en med forstand på cykelsport, da blindesamfundet gerne ville starte en tandemklub. Jeg måtte jo være den fødte til at lave sådan noget? Det kunne de godt glemme, men de var ihærdige og til sidst accepterede jeg. Jeg blev medlem af Dansk Blindesamfund, alt imens jeg havde fået et sted at bo, fundet én, som hjalp, Tage. Der var mad på bordet hver dag, og det snavsede tøj blev vasket. Jeg begyndte også at tabe mig, men den stod stadig på bajere hver dag, dog ikke i samme mængde.

I sommeren 1971 mødte jeg Birgit. Det var kærlighed ved første blik for os begge. Jeg fandt det lidt overraskende, at en pige kunne blive forelsket i mig. Hun var desværre gift og havde børn, så vores forhold blev temmelig kompliceret. Jeg havde det skidt med at skulle ødelægge et ægteskab, sådan som min far havde gjort det. Men det var svært at undvære hinanden, og en efterårsdag i september 1972 blev vores forhold opdaget, og godt for det.

Jeg kan huske, at vi bagefter lå og snakkede en hel nat. Jeg forklarede hende, at jeg måske ikke var værd at holde på. Jeg drak jo stadig. Hun svarede blot, at det kunne vel laves om. Og pludselig blev alt vendt på hovedet. Med Birgit havde jeg fundet én, som holdt af mig. Siden denne dag – den 15. september 1972 har jeg aldrig været på værtshus og holdt helt op med at drikke. Jeg blev ædru! Året 1972 blev altså et vendepunkt. Jeg fik også tilkendt invalidepension og blev medlem af Dansk Blindesamfund.

Mit engagement i Dansk Blindesamfund kom til at fylde meget. Som noget af det første blev jeg involveret i oprettelsen af en tandemklub, som blev en stor succes. I klubben kunne blinde og svagsynede komme ud i naturen og få oplevelser, mens en seende – kaldet en pilot – styrede cyklen. Der blev kørt løb både i Danmark og rundt om i Norden – og både almindelige motionsløb og mere eliteprægede. Jeg kom efterhånden med i flere udvalg og bestyrelser under Dansk Blindesamfund. I 1985 blev jeg kredskasserer, og det er en post, jeg stadig udfylder i dag. Jeg blev også meget aktiv inden for Dansk Handicap Idræts Forbund, ligesom jeg var med til at starte Blindes Idræts Klub Fyn op. Jeg har selv spillet meget goalball, som er et blindeboldspil. I 1981 deltog jeg i de uofficielle europamesterskaber i goalball i Fulda, Tyskland. Det blev til en samlet andenplads, og jeg fik den første medalje i mit liv. Senere blev det til store oplevelser ved de Olympiske Lege for handicappede i USA i 1984. Den helt store triumf kom ved de første officielle verdensmesterskaber i 1985, som blev holdt i Calgary i Canada. Sammen med det danske landshold vandt jeg VM med en finalesejr over Israel. Højdepunktet i min idrætskarriere blev dog De olympiske Lege i Seoul i Sydkorea i 1988. Det danske herrelandshold havde egentlig ikke kvalificeret sig til legene, men der blev plads til yderligere to europæiske nationer. Med støtte fra Odense Kommune og med baggrund i fejringen af Odenses 1.000 års fødselsdag, Dansk Blindesamfund og Dansk Handicap Idrætsforbund, fik jeg stablet en forolympisk kvalifikationsrunde på benene, hvor otte nationer deltog. Vi nåede finalen, og selv om vi her tabte mod Polen, blev vi udtaget til at deltage i Seoul. Det blev en helt ubeskrivelig oplevelse, som jeg vil huske så længe jeg lever.

Efter 42 fantastiske år med Birgit mistede jeg hende kort før jul i 2014. Livet var hårdt i årene efter. Savnet var stort, men jeg kom videre takket være mine arbejdsopgaver i Dansk Blindesamfund. Det er rart at have noget at stå op til hver morgen. I dag er synet stort set væk, men jeg klarer dagligdagen alene med alle de gøremål, der skal foretages. En ny operation vil ikke kunne lykkes, så på et tidspunkt må jeg se i, ja i øjnene, at jeg bliver helt blind. Heldigvis er jeg frisk, så jeg klør bare på. Livet er trods alt meningsfuldt!

4. Anmeldelse af John Heilbrunns bog: ”Der bliver aldrig helt mørkt”, ved Jytte Louison Nielsen

I bogens indledning er forfatteren på en togrejse, hvor han til sin rædsel opdager, at hans fingre er helt oprevne og opkradsede. Han havde glædet sig til at skulle sidde og læse på turen, han kan ikke nyde udsigten, da han er blind, John læser med fingrene, og punktskrift er en vigtig del af hans liv. Han havde for nylig været i gang med at nedrive et gammelt bræddeskur, som stod på sommerhusgrunden, planen var, at han ville bygge et nyt til bl.a. sin drejebænk.

Hænderne kan hele op, det ved han, men at netop bygningen af det nye skur i 2021 bliver et katastrofalt projekt for ham, kan han ikke vide. Det sker, da han er godt i gang med at save brædder ud til det nye skur, men i et øjebliks uopmærksomhed kommer fingrene for tæt på rundsaven. Fingerspidserne på venstre hånds pege- og langfinger bliver ramt og skæres løse. Det er meget slemt, venstre hånd er den han bedst kan læse med. På hospitalet får han den besked, at han aldrig vil få følesansen tilbage igen i fingrene, selv om de er syet på. Men der hvor der leves et aktivt liv, der kommer man også til skade.

Længe før denne togrejse, i bogens første kapitler, er John på en tur til New York. Han er på vej hjem til Danmark efter at have indkøbt udstyr til sit lydstudie, og han har også lige købt en elektrisk Vintageguitar. Alt dette, sammen med anden bagage, skal han have med til lufthavnen. John propper og pakker sammen i sin rygsæk. Det, der ikke kan være der, bliver hængt og bundet fast på kroppen, og så begiver han sig afsted til fods.

Det er næsten nat, før han kommer afsted, det regner og tordner og er et helt forskrækkeligt vejr. En taxa kan han ikke håbe på at få, han tror nok, at han er ved at gå forkert, han råber, men ingen svarer, bagagen er begyndt at løsne sig og falde fra ham, stokken må han holde i munden, ja man kan kun håbe på, at det er hukommelsens bakspejl, der overdriver for at fremme forståelsen. Endelig kommer han op at køre med en postbil, chaufføren hedder Bill, og således kommer de to mænd i snak med hinanden. Det bliver en lang tur til lufthavnen, Bill ved ikke noget om blinde, så han begynder at spørge om alt muligt, som seende mennesker så gerne vil vide. Først vil Bill gerne vide, hvordan John som blind forestiller sig ham, hvor gammel han er, om han er hvid eller farvet osv. Bill synes, at John ser noget hippieagtig ud og vil gerne vide mere om ham. John fortæller om sit liv i Danmark, at han er 27 år gammel, og han fortæller om det rockorkester, han har startet sammen med en ven, orkesteret hedder Kester. John fortæller videre, at han er født i Californien i 1952 og kom til Danmark som seksårig. Som barn var han spejder og dyrkede sport sammen med sin broder Bruce, som var et år ældre end ham. De cyklede også på tandem sammen og legede forskellige lege.

John blev født tre måneder for tidligt, men da han kom hjem fra hospitalet, stod det hurtigt klart, at der var noget galt med synet. Forældrene måtte indse, at deres lille dreng var blind. I 1952 kunne et kuvøseophold blive skæbnesvangert for det for tidligt fødte barn.

Vi får et indblik i, hvordan hans forældre oplevede det. Sådan et lille bitte barn, som skulle have omsorg, og en mor som var helt slået ud, der er i forvejen et lille barn. I dag ville man nok sige, at hun havde en fødselsdepression. Den så vigtige tilknytning mellem mor og barn ville ikke rigtig lykkes, men heldigvis havde hans far overskud og nærvær til at give babyen varme og berøring.

Samtalen med Bill snor sig rundt om forskellige emner vedrørende en blind mands verden. De taler om hørelsens betydning, og Bill fascineres af udtrykket lydskygger, det at blinde kan høre omgivelsernes tilbagekast og former. Bill er en enestående tilhører, han interesserer sig umætteligt for sin blinde passager. Mange erindringer kommer frem, hvordan John helt selv gik til købmanden, og om hvordan hans far lærte ham at svømme, og han lærte ham glæden ved at arbejde med træ, og han fik lov til at bruge værktøj, hammer og sav. Sommetider kunne det også godt gå lidt vildt for sig, som den gang han var lige ved at drukne, men heldigvis blev han reddet af storebror. Alt dette var naturlige ting i en rask drengs opvækst.

Det er et fint fortællergreb, at vi befinder os på en landevej midt om natten med Bill som tilhører, og forfatteren som fortæller. Der bliver virkelig spurgt ind til alt, også om noget, som John ikke rigtig synes kommer andre ved, selv en blind mand vil gerne have sit private rum. Pludselig sker der noget uhyggeligt, John syntes, at Bill var blevet så stille, han siger hans navn flere gange, men der kommer ikke en lyd fra ham. Er der sket noget med Bill, er han faldet i søvn, fået hjertestop, eller hvad? Nu siger jeg ikke mere, kære læser af denne anmeldelse, du må selv finde svaret, når du læser bogen.

Vi er dem, vi er vokset op på skuldrene af – forældre og hele familien.

Johns far hed Bruno Heilbrunn og var ud af en jødisk familie fra Norge. Bruno rejste som handelsrejsende i flere europæiske lande også i Tyskland, hvor han blev alvorligt skræmt over nasismens fremgang, så Bruno flytter med sine forældre til USA, hvor han melder sig til militæret som special intelligence. Han kunne tale flere forskellige sprog, så det var oplagt. Johns mor hed Agnes, hun var dansk og ikke jøde. Hun var ti år yngre end Bruno og født i 1920. Da de giftede sig, slog de sig ned i USA, der boede den lille familie i et hus med have. Johns forældre var klar over, at deres barn skulle lære noget. De vidste også, at blinde læste punktskrift, og da der var en konkurrence, den hed ”Dronning for en dag”, hvor kvinder kunne tilmelde sig, hvis man havde et stort ønske, som man ikke selv havde råd til. Johns mor meldte sig til med det ønske at kunne købe en punktskriftskrivemaskine til sin blinde søn, så hun kunne lære ham at skrive. Hun vandt og blev ”Dronning for en dag”. Der kom således en punktmaskine til huset, og dronningen for den dag fik andre dejlige ting med i købet.

Da tiden kom til, at John skulle i børnehaveklasse, opstod der problemer, man ville ikke uden videre optage et blindt barn i skolesystemet. Efter krigen modtog Bruno en tapperhedsmedalje, som han aldrig havde båret, men den kom nu på en måde til nytte, og på det møde, hvor forældrene fik den dårlige besked, kylede han sin medalje hen over bordet med ordene ”så kan I få min medalje tilbage”.

Da John var seks år gammel, flyttede familien til Danmark, og de kom til at bo i Gentofte Kommune, og han kom til at gå i skole på Tjørnegårdskolen som det første blinde barn i den danske folkeskole.

I postbilen sidder de to mænd nu lidt i egne tanker. John Tænker tilbage på sin skoletid med de problemer, der var med at få undervisningsmaterialer, og han skulle også lære at skrive på en almindelig skrivemaskine, regne på kugleramme osv. Han husker også, hvor gerne han ville være med til alt det, de andre børn gjorde, han var en både positiv og forventningsfuld dreng. Det gjorde ondt, når han blev lukket ude fra oplevelser som f.eks. da klassen skulle til Bornholm, skolen mente ikke, man kunne tage ansvaret for ham på sådan en tur. Skuffelsen var naturligvis stor. Han fortæller i øvrigt meget åbent og ærligt om sine oplevelser, det sociale liv i skolen er nok det vigtigste for et barn, men han må smerteligt erkende, at lige meget hvad han gør, så bliver han ikke den, der er efterspurgt, så han stiller op til lidt af hvert, voldsomme lege, hvor han næsten helt sikkert bliver taberen. Men han er i det mindste med, og der bor en gøgler i hver en blind, når der bare falder lidt småmønt i hatten. Mødet med Blindeinstituttet på Kastelsvej og mødet med andre blinde kommer på længere sigt til at udfylde det tomrum, han har følt til andre børn og unge. Han kom på Blindeinstituttet for at lære at spille på klaver, da han var åbenlyst musikalsk. Gennem et ophold på Askov Højskole, udvides hans horisont til nye og spændende emner, politik, kunst og litteratur. Han flyttede hjemmefra på kollegie. John afsluttede sit jurastudie og rejste til New York for at uddanne sig til lydtekniker, og overvejelserne gik nu på, om han skulle blive i New York eller vende tilbage til Danmark. John vendte hjem, og det blev arbejdet med musik og lyd, han fandt det gode fællesskab i. John havde eget studie, men lydarbejdet ændrede sig med tiden, da digitalisering og ny teknologi overflødiggjorde hans erfaringer og dygtighed.

Som færdiguddannet jurist havde John både gåpåmod og optimisme, han søgte mange jobs og fik lige så mange afslag, han blev mødt med fordomme og uvidenhed omkring sin blindhed. På et tidspunkt blev han dog ansat på ferielovskontoret og udnævntes til souschef og udpeget til sekretær for en ny ferielovskommission. Samtidig med arbejdet i ferielovskontoret, arbejdede han frivilligt for Dansk Blindesamfund, hvor han rejste ud til nogen af verdens fattigste lande for at hjælpe blinde til skolegang og uddannelse. Den fattigdom og armod han mødte på disse rejser gjorde et stort indtryk på ham.

I 1994 blev John fastansat i Dansk Blindesamfunds internationale afdeling, og i bogen beskriver han det bistandspolitiske arbejde, som jeg ikke kommer nærmere ind på her. Men for de interesserede kan jeg anbefale at læse bogen. Denne rejse til New York var den første udlandsrejse, som John gjorde på egen hånd, senere skulle der komme mange andre rejser. Mange år efter tænker John tilbage på Bill og forestiller sig et brev til ham. I dette fiktive brev fortsætter han beretningen om sit videre liv, og om hvordan han bærer sig ad med at færdes på egen hånd ved hjælp af GPS og blindestok, gør han det klogt, dristigt eller dumdristigt? Det er undervejs sket, at han kom ud for alvorlige hændelser. En dag trådte han ud over en perronkant og undgik på et hængende hår at blive ramt af et forbikørende tog. En gang styrtede han ned gennem et hul i kørebanen, da han gik over en gade med vejarbejde. Der skete en virkelig alvorlig ulykke, da han en dag blev ramt af en bil og fik det ene ben slemt beskadiget. Der fulgte et langt hospitalsophold, efterfølgende genoptræning og lang tids afhængighed af hjælp fra andre. Trods disse hændelser gik han uforfærdet videre på sin vej gennem livet.

Hvad kærligheden angik, så var den ikke så let at finde og slet ikke let at fastholde. Men i 1997 finder John sin nuværende kone, Nina, 20 år yngre end ham. De blev gift og som 51-årig blev han far til sin yngste søn, der var således to drenge i den lille familie. Jeg citerer her direkte fra bogen: ”Jeg lærte mig fra barns ben at klare mig som blind i de seendes verden”. Så må det føles som et pauvert resultat, i mødet med seende forældre i børnehaven. De andre forældre ser en blind far, som skal hjælpes af sin femårige søn både med at finde en stol, at aflevere bagværket på det rette sted og at sørge for, at far får noget at spise mm. Ser de andre forældre en blind, som er ligesom dem, fordi han er vokset op mellem seende? Er man en gang blind, er man altid blind. Erkendelser kommer til en af flere omgange. I sommeren 2021 sker den ulykke, som vi hørte om i bogens indledning. John er dygtig med sine hænder, han saver og hamrer, han drejer ting i træ, men der er altså lige den dag, hvor fingerspidserne på venstre hånd næsten saves helt af. Beskeden fra lægerne til ham var, at han aldrig ville få følesansen tilbage i fingrene, selv om de var syet på, men kroppen er forunderlig i sin evne til at regenerere. I dag har John fuld følsomhed i fingrene.

Forfatteren er meget åben vedrørende sin evne til nære relationer, han mangler evnen til at være stabil her. Det er en beskrivelse af en næsten gentagelsestvang, han udviser ved at afbryde med ellers både søde, kloge og helt passende kvinder. Har det noget med hans tidlige og så vanskelige spædbarnstid at gøre?

Og nu slutteligt, i begyndelsen af bogen omtales en familiehemmelighed, der vedrører Johns far, denne hemmelighed fik han først at vide efter faderens død. Om den havde betydning i Johns liv, ved vi ikke, men hvem vil ikke gerne kende en hemmelighed. Det vil du kære læser sikkert også gerne, så endnu engang, læs bogen og få svaret.

Det er en dejlig bog, godt skrevet og godt komponeret. Denne bog kan læses af alle med interesse for livshistorier, den indeholder meget vigtig materiale om at være menneske – altså ikke alene et blindt menneske.

Tak for din bog John, jeg tror, den bliver en klassiker indenfor litteratur skrevet af blinde om blinde.

Bogen er udkommet hos Skriveværkstedet 2023 med støtte fra Velux Fonden. Den er på 250 sider og kan lånes som e-bog og punktbog på Nota.

5. Anmeldelse af Birgit Cornelia Larsens bog: ”Bakspejlet”, ved John Heilbrunn

Jeg faldt over denne bog i en af Notas seneste udgaver af Inspiration.

Eftersom jeg som tillidsmand i DBS og tidligere samarbejdspartner med Birgit har arbejdet med hende i organisatoriske sammenhænge, samt i mange år har arbejdet med hendes søster Gerd, blev jeg nysgerrig efter at lære mere om Birgits liv at kende, især som døvblind, eftersom det fyldte en hel del i mit samarbejde med hende, især for at sikre en god og funktionel kommunikation mellem os som blinde / døvblinde og resten af det forum, vi arbejdede i af seende.

Bogen hedder jo ”Bakspejlet” og må derfor som udgangspunkt ses som et fortællende tilbageblik om liv og dermed grundlaget for Birgits privatliv og de præmisser hun har levet under og lever med i dag, siden hun blev født i 1954.

Bogen er meget detaljeret med mange fine beskrivelser af dagligdags gøremål og aktiviteter og navne, slægtsfortællinger, citater fra sange og masser af breve fra hendes forældre. Jeg har valgt at fokusere på de dele af bogen, som jeg vurderer har almen blindehistorisk interesse.

At der i familien på flere leder og kanter har foreligget genetiske forudsætninger, som har ført til grå stær, Retinitis Pigmentosa og nedsat hørelse med tilhørende nedsat balanceevne er tankevækkende og en rød tråd gennem fortællingerne, men ikke i min optik forudsætninger, som jeg nærmere har kunnet analysere på faglig rimelig vis.

I min gennemlæsning har jeg efter en begyndende gøren mig bekendt med del 1, som især formodes at være en del af fortællingen til Birgits familie, ment at denne del af hendes fortælling er af lokalhistorisk og slægtsforskningsmæssig snarere end af blindehistorisk interesse.

Afsnit 2 fortæller om Birgits barndom, som i høj grad var præget af hendes mange indlæggelser på Rigshospitalets øjenafdeling på Blegdamsvej i København. Her blev hun gang på gang opereret for grå stær. For et lille barn fremstår de strikse sygeplejersker, fastspænding af hænderne i tremmesengen for at forhindre hende i at klø sig i de nyopererede øjne og de daglige stuegange med voksne, fremmede mennesker som nærmest et endeløst mareridt. Adskillelsen fra moderen, der listede af, når børnene var afleveret i kælderen til omklædning til hospitalstøjet er gribende, og hendes søster, Gerd, som er den eneste trøst og opmuntring læses som det enestående lys i mørket.

Også skoletiden med alle de misforståelser, misfortolkninger, drillerier og følelser af udenforskab fremstår som en fortælling, som hun selv beskriver som en kamp for at bevare roen udvendig, mens hun indeni græd af ydmygelse og frustrationer.

Beskrivelsen af en familie, der ud fra et nutidigt perspektiv kunne karakteriseres som usentimental, hårdhændet og rå (eksempelvis faderens hang til både verbale og korporlige måder at afrette og afstraffe sin hustru, sine børn og sine jagthunde), skal vel sættes i perspektiv til krævende levevilkår på landet og et liv på grænsen af fattigdom og uden senere tiders mere pædagogiske og empatiske tankegang.

Forfatteren skriver, at ”det sværeste ikke var nedsat syn og hørelse, men det at blive holdt udenfor”, og at hendes barndom svingede imellem at føle sig lykkelig og at være meget ensom og forknyt. Omgangen med søskende og de daglige lege med dem, især med søster Gerd fremstår som drivkraften og de mindeværdigt gode sider af hverdagen.

Fortællingen er fuld af eksempler på, hvordan Birgit træffer valg i forhold til sin uddannelse, sine fritidsinteresser og sine dagligdagssysler. Hun kunne ikke deltage i nogen former for boldspil, fx badminton, fordi hun ikke kunne se og følge boldens flugt, så i stedet blev hun god til at cykle, endda mere end 12 kilometer hver vej til skolen, svømning og atletik.

Da hun kom i de store klasser, fik hun en knallert, og hendes livsudfoldelse kom både til at koste hende brækkede arme og ben.

Selv om høretabet var en realitet, som Birgit i barndommen led af, men ikke opfattede som et problem, fordi moderen også havde nedsat hørelse, hvorfor alle i hjemmet talte højt (i forvejen), var det først i 9. klasse, at man ved en høreprøve opdagede, at hun faktisk havde en alvorlig hørenedsættelse. Hun nægtede at underkaste sig den ydmygelse at skulle gå med et høreapparat.

At Birgit kom til at følge undervisningen i 10. klasse på Bogø Kostskole, på små hold med veltilrettelagt undervisning og brug af flere relevante hjælpemidler, fremstod for hende som et vendepunkt i ungdomsårene: At kunne mestre ”blindskrift” på skrivemaskine, høre og forstå alt, hvad der foregik i undervisningen og endda få rigtige venner og ikke blive udsat for mobning var helt nye præmisser for hendes liv. I dette miljø gik børn fra hjem med misbrug, hvor forældrene arbejdede i udlandet eller ret og slet, havde en eller flere funktionsnedsættelser. Hun beskriver denne omvæltning som en læringsproces, som førte til at blive en del af et fællesskab.

Et vendepunkt i det sociale liv – herunder i forhold til muligheden for at få en kæreste – indtraf, da de ”hinkestenstore” briller kunne afløses af kontaktlinser, som ikke virkede skæmmende og forbedrende hendes synsevne – deraf et afsnit i bogen med overskriften ”En dejlig sommer med kontaktlinser”.

Birgit beskriver uden filter de næste år på højskole og i samvær med unge mennesker som mere havde karakter af et slags ungdomsoprør, som involverede tyveri af køretøjer, hærværk, rygning af hash og fejlagtige oplysninger til forstanderen på den højskole, hvor hun var tilmeldt, men langtfra oplevede de succeser i kommunikation og indlæring, som hun havde håbet.

Birgits uddannelse på børnehaveseminariet beskrives både som spændende og meget besværligt. Hendes vurdering af de forskellige discipliner og aktiviteter blev målt ud fra, i hvilket omfang hun kunne håndtere, forstå, mundaflæse og suge udbytte ud af de mundtlige og sociale sammenhænge med de færdigheder, hun kunne gøre brug af. Her var gruppearbejdet med snak på kryds og tværs blandt de største udfordringer og ofte med musik i baggrunden. Hendes valg blev derfor at studere solo og gå op i emnet ”Integration af handicappede”.

Fortællingen centrerer sig herefter om Birgits to ægteskaber, først Leif, hendes børns fader, som hun giftede sig med i 1972 og blev skilt fra i 1991 og sit andet ægteskab med Jan, som blev til ved hjælp af en kvindelig ægteskabsformidler, som havde fundet 8 mulige matches, hvoraf Jan efter en periode med mange positive oplevelser, blev hendes nye ægtemand med en større familie til følge med både sammenbragte børn, bonusbørn og – naturligvis hendes egne døtre.

Ind imellem disse to detaljerede skildringer om livet som den af en kernefamilie, giver Birgit en nærmere, teknisk, men nyttig redegørelse for Den nordiske definition på døvblindhed (cirka 75 punktsider). En sådan definition blev først lanceret i 1980, og blev revideret til den nuværende gældende version fra 2016. I den forbindelse fortælles om etablering af handicaporganisationen Foreningen af Danske Døvblinde, som blev stiftet i 1987, og som har til formål at arbejde for en synliggørelse og inklusion i samfundet samt at være et ”livgivende samlingspunkt og netværk for organisationens medlemmer i hverdagen”. I dette afsnit beskrives ved mange eksempler, hvad et dobbelt handicap som døvblindhed går ud på, og hvorledes personer med døvblindhed af omverden kan være svære at forstå i detaljen.

Hun runder sin familiemæssige fortælling af med en fortælling om sin moders pensionistliv som døvblind – en slags sløjfe på familiefortællingen.

Før en tegning af sit omfattende stamtræ giver Birgit ordet til sine to døtre, der kort fortæller om deres syn på moderen, som de i høj grad opfatter som døtre ville opfatte en moder, dog med den forskel, at deres moder har været både blind og døv. Majken mener, at hun er langt mere beskyttende over for sin moder, end hun er i forhold til andre mennesker i sit liv.

Maria, den anden datter beskriver, hvor irriteret hun kan blive på andre mennesker, som agerer akavet eller tror, at hendes moder fx har drukket, fordi hun har problemer med sin balance eller i øvrigt har ondt af hende, når hun nu er så stærk og sej.

Her cementerer to livsvidner den nok så kendte sandhed, at personer, man er tæt på, opleves lige så fuldgyldige og kompetente, som andre, ja, måske endnu stærkere, selv om de udefra set har nogle store udfordringer at takle.

Bogen er udkommet hos Saxo Publish. Den er på 342 trykte sider inkl. billedmateriale, knap 500 punktsider ny stor forkortelse (bog nr. 422441) og indlæst af Milla Mølgaard.

6. Omtale af Jesper Froms artikel: ”Den døvblinde Helen Keller” ved Lena Bang

Helen Keller blev født den 27. juni 1880 i Tuscumbia, Alabama i USA i en velhavende familie. Hun udviklede sig normalt det første leveår. Var begyndt at gå og kunne også sige en del ord, men i februar 1882 fik Helen pludselig høj feber og havde ondt alle vegne. Lægerne var bange for, at hun ville dø, fordi hun nærmest var bevidstløs et stykke tid. Ingen vidste præcist, hvad sygdommen skyldtes, men formentligt meningitis eller skarlagensfeber. Feberen forsvandt, men efterfølgende kunne hun hverken høre eller se. Til gengæld følte, lugtede og smagte hun på alt. F.eks. følte hun på sine forældres læber, når de talte. Forældrene rejste rundt til forskellige læger i hele USA for at undersøge om der kunne gøres noget, men der var intet at stille op. Forældrene var meget fortvivlede, så de begyndte at forkæle deres lille datter, hvilket resulterede i, at hun udviklede sig til en udadreagerende tyran. Hun slog, bed og sparkede eller smed med ting, når hun ikke fik sin vilje, eller, hvis hun ikke forstod, hvad der skete omkring hende. Hun udviklede sin egen måde at kommunikere på. F.eks. når hun ville i hønsehuset og samle æg sammen med kokkepigens datter lavede hun bevægelser, som om hun samlede æg op, eller, når hun var sulten imiterede hun moderen, når hun skar brød. Der skete desværre også et par farlige situationer.

En dag kom hun til at vælte vuggen, hvor hendes lillesøster lå, og hun var en anden dag også ved at sætte ild til huset, fordi hun ville tørre noget vådt tøj på brændeovnen. Heldigvis fortsatte Helens liv ikke på den måde, idet hun senere fik sin lærer ved navn Anne Sullivan. Hun var en kvinde, der var vokset op hos en enlig alkoholiseret far, der udsatte hende og hendes søskende for omsorgssvigt. Indtil hun var godt 15 år havde Anne Sullivan været næsten blind, men fik det meste af sit syn tilbage pga. en øjenoperation. Hun havde derfor været elev på et blindeinstitut, hvor hun havde lært punktskrift, sortskrift samt det taktile håndalfabet for døvblinde. Alt dette lærte Anne Sullivan videre til Helen Keller. Dette medførte, at Helen Keller i høj grad fik udvidet sit ordforråd samtidig med, at hun fik brudt en stor del af den isolation hun levede i. Senere lærte hun også at tale, og hun læste filosofi på universitetet. Således var hun den første døvblinde i verden, der tog en universitetsuddannelse. Sammen med Anne Sullivan besøgte hun andre mennesker med forskellige handicaps især blinde, døve og døvblinde. Dette gjorde, at hun meldte sig ind i det amerikanske socialistparti og desuden blev en ivrig aborttilhænger. Helen Keller rejste også til flere lande. Bl.a. besøgte hun København i 1957, hvor hun modtog en statuette af H. C. Andersen. Hun har også skrevet bøgerne ”The Story of My Life” og ”My Life in Darkness”. Disse er oversat til flere sprog. ”Mit livs historie” findes som lyd- og punktbog på Nota, der også som lydbog har Hjørdis Varmers bog for børn: ”Helen kan – for hun vil”.

Helen Keller døde i 1968.

Jesper Froms artikel ”Den døvblinde Helen Keller” er offentliggjort i Dansk Medicinskhistorisk Årbog 2022. Den er på 16 sider og kan fås i en elektronisk udgave ved henvendelse til Blindehistorisk Selskab.

7. Generalforsamling 2024 i Blindehistorisk selskab

Sæt kryds i kalenderen lørdag – søndag d. 9. – 10. marts 2024 til årets generalforsamling og flere gode og spændende indslag i løbet af weekenden.

Alle medlemmer, som har betalt kontingent inviteres til dette årlige træf, hvor du for et deltagergebyr på kr. 524 vil få adgang både til generalforsamlingen, en festlig aften med jazzmusik, ved det meget velspillende ensemble af blinde musikere kaldet OK 24. Desuden – og ikke mindst en inspirerende søndag formiddag med oplæg og samtale om blinde menneskers fremtræden både som betlere, som personer i litterære værker og som aktører på den moderne mentale markedsplads. Det er jo med velfærdsstaten, at blindes sociale og økonomiske forhold løftes op, men har denne udvikling også ændret på accepten af de blinde i den kollektive forestilling?

8. Svend Thougaard sat i bronze med punktskrift, ved Kurt Nielsen

Svend Thougaard, medarbejder på Refsnæsskolen siden 1974, døde den 28. november 2022 efter længerevarende sygdom.

Punktskrift havde en helt afgørende plads i Svends professionelle liv. Svend var til stadighed optaget af at udbrede kendskabet til punktskrift og optaget af at medvirke til at udvikle punktskrift gennem sit medlemsskab af Det Danske Punktskriftnævn gennem mange år. Jeg har i punktskriftnævnet haft fornøjelsen af at samarbejde med Svend som en drivende kraft i nævnets virksomhed og i særdeleshed ved udarbejdelsen af reformen af punktskriften “Den Danske Punktskrift 1993”. Vidende og altid engageret i det efterfølgende arbejde gennem de mange år i Punktskriftnævnet. Derfor skal Svends navn sættes med punktskrift i bronze på hans gravsten i familiegravstedet på kirkegården ved Sorø Klosterkirke.

Idéen til at sætte en bronzeplade blev først formuleret af Niels Ove Jørgensen, svagsynet kollega til Svend gennem mange år på Refsnæsskolen.

Den praktiske opgave med fremstilling og montering af bronzepladen blev udført af Danske Stenhuggerier ved Malene F. Christensen, afdelingen i Kalundborg. Finansieringen blev skaffet dels gennem en betragtelig rabat fra det tyske Bronzestøberfirma, der støbte bronzepladen, dels gennem monteringen af bronzepladen uden beregning af Malene F. Christensen og endelig gennem en kontant bevilling fra Dansk Blindesamfund.

Ved et besøg på gravstedet, hvor Hans Erik Olsen, Niels Ove Jørgensen, Kurt Nielsen, som alle er medlemmer af Blindehistorisk Selskab, var tilstede sammen med Malene F. Christensen, kunne vi godkende resultatet. Svends fulde navn: Svend Aage Høeg Thougaard kan læses i korrekt og tydelig punktskrift på gravstenen.

Sammenkomsten sluttede vi af med kaffe og brød på Café Trekonger i Sorø. Den samme café, som vi tidligere havde besøgt ved et mindearrangement efter Svends bisættelse i Sorø Klosterkirke.

I Nyhedsbrev nr. 1 fra i år kan man læse Hans Erik Olsens nekrolog: ”Brailleskriftens konge er ikke iblandt os længere”.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

 

Nyhedsbrev nr. 2 / 2023

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2/2023.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg
2. Referat af generalforsamlingen afholdt på Fuglsangcentret 4. marts 2023, ved Lena Bang
3. Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede – 26 levnedsløb fra blinde, som dengang var unge, ved John Heilbrunn og Poul Lüneborg
4. Barndomserindringer: om at være vokset op som integreret blindfødt ved Lena Bang.
5. Anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog: ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”, ved Karen Marie Pedersen
6. Anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog: ”Gennem krattet”, ved Jytte Nielsen
7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

Dette er i sandhed et nyhedsbrev, som fokuserer på blindes historie. Forskellige momenter af denne historie går som en rød tråd gennem nyhedsbrevets artikler fra 1700-tallet til udgangen af det 20. århundrede.

Selskabets næstformand Lena Bang tager i sin artikel læseren med gennem hendes barndom, fra hendes erindringer fra tiden i vuggestuen, til hun forlader folkeskolen. De mange detaljer, småhistorier og oplevelser med forældre, kammerater, lærere, synskonsulenter m.m. giver et levende indtryk af, hvad det på godt og ondt betyder at vokse op som integreret elev i Danmark i slutningen af 1970-erne og i 1980-erne.

Karen Marie Pedersens anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer” fortæller, hvorledes det, når det går bedst, kan forløbe, når en voksen i samme periode rammes af et alvorligt synshandicap, og må lade sig revalidere til en helt anden vej i livet. Peter forstod at bruge de nye muligheder, som lovgivningen og det nye Blindeinstitut i 1968 åbnede op for.

Overfor Peter Hansens fortælling står Jytte Nielsens anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog ”Gennem krattet”. Peter Nielsen mister synet 14 år gammel og kommer på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet, hvor han erhverver sig de nødvendig forudsætninger for at bestå præliminæreksamen efterfulgt af uddannelsen som fysioterapeut. Han lægger ikke skjul på sin kritiske holdning til kvaliteten af den undervisning, han har modtaget. For ham er arbejdet som fysioterapeut ikke tilfredsstillende, og han kaster sig over psykologistudiet ved Københavns Universitet. Hans fortælling dokumenterer begrænsningerne i blindes uddannelsesmuligheder, som Blindeinstituttet kunne tilbyde frem til sidste halvdel af 1960-erne. Det er et imponerende gå på mod og iderigdom Peter Nielsen lægger for dagen i sine bestræbelser på at nå sit mål. Peter Nielsens uddannelsesforløb er en fornem beskrivelse, af vilkårene for blindes uddannelsesmuligheder frem til de nye tendenser, som langsomt så dagens lys i løbet af 1960- og 70-erne, som er beskrevet i den rapport, som John Heilbrunn og jeg selv fortæller om i en artikel som er en gengivelse af vore oplæg på arrangementet den 18. november 2022, hvor selskabet fejrede sin 28 års fødselsdag.

Indledningsvis giver jeg et historisk overblik over blindes forsørgelses- og beskæftigelsesmuligheder gennem de sidste 200 år. Efterfølgende præsenterer John Heilbrunn rapporten baseret på 26 interview med blinde som gjorde brug af de nye uddannelsesmuligheder, som lovgivningen og administrativ praksis åbnede op for i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede.

Ud over de her omtalte 4 artikler, indeholder dette nyhedsbrev referatet af selskabets generalforsamling den 4. marts i år.

Jeg håber, at anmeldelserne af de 2 bøger giver mange af selskabets medlemmer lyst til at læse dem. De er begge hver på sin måde meget læseværdige. Jeg kan allerede nu afsløre, at der venter yderligere anmeldelser af bøger skrevet af blinde i kommende nyhedsbreve. Det er en markering af blindes historie, som vi i bestyrelsen i høj grad påskønner.

Til slut vil jeg ønske alle en god sommer og på forhåbentlig snarlig gensyn ved et kommende medlemsarrangement, som vil blive omtalt i næste nyhedsbrev.

2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk selskab afholdt på Fuglsangcentret 4. marts 2023, ved Lena Bang

Ad pkt. 1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

Formanden bød velkommen.

Ad pkt. 2. Navneopråb, præsentation af deltagerne.

Der var 26 deltagere tilstede.

Ad pkt. 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

Erik Vind Frost blev foreslået og valgt som dirigent uden modkandidater. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

Som stemmetællere valgtes Helle Riley og Frans Lynglund, og Lena Bang blev valgt som referent. Alle blev valgt uden modkandidater.

Ad pkt. 4. Godkendelse af dagsorden.

Dagsordenen blev godkendt.

Ad pkt. 5. Godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling.

Dette blev taget til efterretning.

Ad pkt. 6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2022 / 2023 til godkendelse.

Poul Lüneborg gennemgik hovedpunkterne i årsberetningen, idet den havde været bragt i nyhedsbrev nr. 1 2023. I det forgangne år har bestyrelsen bestået af følgende:
Formand Poul Lüneborg
Næstformand Lena Bang
Kasserer John Heilbrunn
Redaktør Ove Gibskov
Sekretær Thorvald Kølle
1. suppleant Leif Martinussen
2. suppleant Ole Bruun Jensen.

Desværre afgik Ole Bruun Jensen ved døden den 10. juli 2022 efter længere tids sygdom.

Bestyrelsen har afholdt fire fysiske møder på henholdsvis Fuglsangcentret og Handicaporganisationernes Hus, og samarbejdet har været godt og konstruktivt.

Selskabet havde ved udgangen af 2022 126 medlemmer, men i skrivende stund tæller selskabet 123 medlemmer, idet der er tre, der er afgået ved døden. Vi har fem kollektive medlemmer, som er Synscenter Refsnæs, Instituttet for Blinde og Svagsynede, Nota, den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde samt Bredegaard. Resten er enkeltmedlemmer. Vi forsøger i blindehistorisk selskab at rekruttere flere medlemmer ved bl.a. at bringe artikler i medlemsbladet. Fra generalforsamlingen kom der også forslag til, hvordan der kunne skaffes flere medlemmer. Det er vigtigt, at få fat i gruppen af yngre medlemmer, der også har været integreret i skolesystemet. I den forbindelse kunne det være en ide at kontakte DBSU for at høre, hvad der historisk interesserer unge mennesker. Desuden kunne der laves et medlemsarrangement om DBSU’s historie. Det blev også foreslået, at lave små podcasts med historisk indhold.

Vores medlemsliste var i 2022 desværre længe undervejs. Det skyldtes, at det tog lidt tid med indbetalingen af medlemskontingenterne. Den blev således først udsendt til de medlemmer, der ønskede listen på mail, den 3. august og herefter på punkt, Daisy og sort. Bestyrelsen vil fremover bestræbe sig på at udsende medlemslisten så hurtigt som muligt efter generalforsamlingen. Det er vigtigt, at medlemslisten er så ajourført som muligt.

Den blindehistoriske arbejdsgruppe består af to repræsentanter fra henholdsvis Blindehistorisk Selskab og Fritids og Kulturpolitisk Udvalg. I det forgangne år har gruppen bestået af Poul Lüneborg og Ove Gibskov fra Blindehistorisk Selskab samt Karen Marie Pedersen og Dennis Bonet Aabank fra Fritids og Kulturpolitisk Udvalg. Der blev sidst afholdt møde den 10. december 2022, hvor samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion samt Jesper Holten, fra DBS’s forretningsudvalg, også deltog. Mødet havde været godt og konstruktivt. Der arbejdes stadig på at sikre de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. De blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet har været opbevaret på Medicinsk Museion siden 2013. Formanden understregede desuden vigtigheden af, at betydningsfulde personligheder inden for den danske blindesag, der afgår ved døden bør markeres f.eks. med mindeord i medlemsbladet.

2022 var også året, hvor interviewundersøgelsen, omhandlende blinde og svagsynedes levevilkår i 60’erne og 70’erne, blev gennemført og afsluttet. Interviewgruppen bestod af John Heilbrunn som tovholder samt Kurt Nielsen og Helle Riley, der har stået for at gennemføre de 26 interviews samt Thorvald Kølle og Lena Bang. Der er således blevet udarbejdet en konkluderende rapport, som blev afleveret til Medicinsk Museion ved en reception i Handicaporganisationernes Hus, den 18. november 2022. Der deltog 40 medlemmer og indbudte gæster i arrangementet.

Selskabet har i løbet af 2022 udgivet tre nyhedsbreve. Bestyrelsen benyttede lejligheden til at takke alle, der havde bidraget til disse med artikler. Derudover opfordrede formanden til fortsat at komme med indlæg ved at kontakte redaktør Ove Gibskov. Det er stadig muligt at abonnere på nyhedsbrevet på henholdsvis punkt, mail, sort og som Daisy.

Der blev på generalforsamlingen givet udtryk for stor tilfredshed med punktudgaven, men, at det ville være rart med sidetal.

Rita Ilsted Smith er efter Ole Bruun Jensens død blevet selskabets nye webmaster. Hun vil fremover sørge for, at vores hjemmeside løbende bliver opdateret.

I forbindelse med Synscenter Refsnæs 125-års jubilæum, er der blevet udarbejdet et jubilæumsskrift. Der blev i 2020 nedsat en redaktionsgruppe bestående af Leif Martinussen som tovholder plus Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen. Vi vil lave aftaler med Dansk Blindesamfund og Synscenter Refsnæs, om at få jubilæumsskriftet præsenteret for offentligheden på jubilæumsdagen den 1. november 2023.

Endvidere kan det nævnes, at vores nye webmaster Rita Ilsted Smith er gået i gang med en grundig gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet, der fungerede fra år 1900 til 1973, som hjem for arbejdsføre blinde kvinder.

Angående sagen om undskyldninger, til anbragte indenfor særforsorgen fra 1933 til 1980, vides det i skrivende stund ikke, hvornår en undskyldning fra regeringen vil komme. På generalforsamlingen blev det også foreslået, at få belyst Notas historie. Efter gennemgang og drøftelser blev årsberetningen enstemmigt godkendt.

Ad pkt. 7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2022 til godkendelse.

Kasserer John Heilbrunn gennemgik regnskabet. Dette blev enstemmigt godkendt.

Ad pkt. 8. fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsens forslag om at fastholde kontingentet på 150 kr. blev enstemmigt godkendt.

Ad pkt. 9. Indkomne forslag.

Der var ingen indkomne forslag.

Ad pkt. 10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer samt revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen var på valg:
Kasserer John Heilbrunn for en 2- årig periode, er villig til genvalg. Han blev genvalgt med applaus og uden modkandidater.

Bestyrelsesmedlem Thorvald Kølle ønskede ikke genvalg, så der skulle vælges et nyt bestyrelsesmedlem for en 2-årig periode. Jytte Nielsen ønskede at opstille, og blev valgt med applaus. Der var ikke andre, der ønskede at stille op.

Derudover skulle der vælges to suppleanter for et år. Leif Martinussen blev genvalgt som 1. suppleant. Som 2. suppleant valgtes Thorvald Kølle uden modkandidater.

Som revisorer blev Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen genvalgt for et år. Som revisorsuppleant genvalgtes Nete Parkov for et år.

Ad pkt. 11. Eventuelt

Jytte Nielsen blev budt velkommen i bestyrelsen. Ellers ingen bemærkninger.

Onsdag den 10. maj.
Referent: Lena Bang.

Den 11. maj 2023
Godkendt på bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, Formand

Den 16. maj 2023
Godkendt Erik Vind Frost, dirigent på mødet

3. Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede – 26 levnedsløb fra blinde, som dengang var unge, ved John Heilbrunn og Poul Lüneborg

Indledende oplæg ved Poul Lüneborg, formand for Blindehistorisk Selskab.

Ved selskabets 28. års fødselsdagsreception den 18. november 2022 fik Medicinsk Museion, ved samlingschef Ion Meyer, overdraget rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” Rapporten blev præsenteret af cand. Jur. John Heilbrunn, som havde været tovholder for den arbejdsgruppe, der stod bag denne publikation.

Forinden præsentationen af rapporten havde jeg påtaget mig at sætte rapportens resultater ind i et historisk perspektiv. Jeg har tilladt mig at omskrive mit mundtlige oplæg til nærværende fremstilling, som er suppleret med nogle faktuelle oplysninger for at give en mere fyldestgørende beskrivelse af udviklingen.

Jeg vil i det følgende bevæge mig op i den historiske helikopter og fremhæve en række forhold som belyser udviklingen af blindes forsørgelses- og beskæftigelsesmæssige forhold gennem de sidste 200 år.

For at få et begreb om den historiske udvikling på dette område, må man forstå, at der er en tæt sammenhæng mellem disse 2 begreber.

Den første afhandling jeg vil pege på er Jeanne G. Christensen: “Mestendels blind. – Blinde i det mønske landbosamfund 1645-1800”, speciale i etnologi, Københavns Universitet, 2000.
I denne periode må blinde forlade sig på familien, på betleri og i yderste tilfælde på kirkens såkaldte ”milde institutioner”.

Første gang blinde optræder i lovgivningen, finder vi i Forordningen af 24. september 1708 om Betlere i Danmark, såvel på Landet som i Købstæderne udstedt af Kong Frederik den 4. Denne forordning etablerede et offentligt forsørgelsesvæsen. Forordningen havde to formål nemlig

1) at få udskilt uværdige fattige og standset deres betleri, og

2) at få etableret en ordning til forsørgelse af de ‘værdige’ fattige. Som værdi til at modtage hjælp af det offentlige, betragtede forordningen først og fremmest blinde sengeliggende og de, som slet intet kan fortjene, samt små forældreløse børn. Denne nye lovgivning inddelte personer med behov for forsørgelse i forskellige klasser, helt i overensstemmelse med de tanker som blev udtrykt af oplysningstidens filosoffer. Blinde blev placeret i gruppen som hørte til de mest værdigt trængende.

Oplysningstiden satte sit præg på udviklingen med ”Den store Fattigkommission af 1787” omtrent samtidig med ”Den store Skolekommission” og med ”Landbokommissionen”. Fattigkommissionens midlertidige love resulterede i en yderligere systematisering af de behovstrængende i 3 klasser. De blinde henførtes til den første klasse, som havde krav på at blive forsørget. Denne midlertidige lovgivning fungerede frem til 1891, hvor fattigloven blev revideret på grundlag af grundlovens bestemmelser.

En form for almindelig undervisningspligt blev indført i alle landets sogne i 1739, men denne pligt blev af økonomiske grunde ikke fuldt ud gennemført overalt i landet og omfattede ikke blinde.

Med oplysningstiden blev der for alvor fokuseret på undervisning af blandt andet blinde. I Frankrig oprettede Valentin Haüy, medarbejder i det franske udenrigsministerium, et blindeinstitut i Paris i 1785. Dette initiativ inspirerede Frederik Christian Brorson, kapellan ved Garnisonskirken og hans kolleger i Selskabet Kjæden til at skabe gehør for oprettelse i 1811 af et privat blindeinstitut i København. Kjædens initiativ fik kong Frederik 6’s velsignelse, hvilket betød, at institutionen blev benævnt Det Kongelige Institut for Blinde. Til trods for at undervisningen var baseret på frivilligt arbejde, leveret af medlemmer af Kjæden, resulterede deres indsats i, at instituttets første ”20 duelige subjekter” – datidens omtale af de udvalgte elever – og de efterfølgende elever blev bibragt en ikke ubetydelig indlæring. Herom vidner en af instituttets første elever Niels Peter Jensen, som blev et fremtrædende medlem af det kunstneriske miljø i København i første halvdel af 1800-tallet. Niels Peter Jensen var den første blinde herhjemme som opnåede ansættelse i et offentligt embede, idet han i 1838 blev ansat som organist ved Sct. Petri kirke i København. I kraft af hans talent som fløjtenist, organist og komponist havde han kontakt til blandt andet Friedrich Kuhlau, J.P.E. Hartmann, B.S. Ingemann, Adam Oehlenschlæger og andre repræsentanter af datidens kunstneriske miljø, nogle af hans kompositioner spilles den dag i dag.

Det Kongelige Institut for Blinde nåede at uddanne 174 blinde i årene 1811-1858. Driften af en undervisningsinstitution for blinde viste sig med tiden at overstige Kjædeselskabets kræfter. På initiativ af flere af selskabets medlemmer nedsatte regeringen en kommission, hvis arbejde resulterede i indvielsen af Det Kongelige Blindeinstitut den 5. november 1858. Kjædeselskabet bekostede bygningens opførelse og indretning, mens staten påtog sig driften, finansieret gennem statslige midler og skolepenge fra de indskrevne elever. Instituttet havde 60 pladser som i 1880 blev udvidet til 100.

Instituttets kapacitet skal ses på baggrund af, at man i 1892 havde opgjort antallet af blinde til 1400, heraf skønnedes 550 at være under 60 år, som var aldersgrænsen for opnåelse af aldersrente efter aldersrenteloven fra 1891.

Det var Blindeinstituttets første forstander Johannes Moldenhawer, som for alvor satte system i uddannelsen af blinde indenfor de klassiske håndværk, såsom børstenbinderi, kurvemageri, rebslagning, skomageri, vævning, klaverstemning og uddannelse som musiker – navnlig som organister til landets kirker.

I slutningen af 1800-tallet etableredes i København en række skoler, der uddannede massører. Det blev et nyt fag som flere blinde kastede sig over. Deres karriere indenfor massørfaget blev dog kortvarigt, da de praktiserende læger i 1914 besluttede kun at ville henvise patienter til lægeeksaminerede massører. Dette krav kunne kun ganske få blinde honorere, hvorfor grundlaget for flertallets erhverv gradvist svandt hen i løbet af 1920-erne. Efter 2. Verdenskrig blev det dog muligt på ny for blinde at blive uddannet som fysioterapeut og ernære sig indenfor dette fag.

I 1930-erne oprettede Dansk Blindesamfund fabrikken BLIFA, som blev starten på blindes mulighed for at arbejde i årene frem til 1970-erne, indenfor industrien ved blandt andet stansemaskiner. Efter 2. Verdenskrig udviklede Blindeinstituttet nye beskæftigelsesmuligheder for blinde indenfor kontorarbejde og ved telefonomstilling. Ved indvielsen august 1968 af det nye Blindeinstitut i Hellerup, havde dette plads til 104 interne elever. Arbejdet som telefonist skulle vise sig, frem til slutningen af 1900-tallet, at blive det største beskæftigelsesområde for blinde med mere end 300 ansatte. De klassiske blindefag og de nye arbejdsområder udviklet efter 2. Verdenskrig er blevet belyst i 1993, hvor Dansk Blindesamfunds informatører gennemførte 51 interview med blinde som sluttede deres erhvervsuddannelse i løbet af 1940-50-erne. Disse interview blev lavet i anledning af EU’s Ældreår og blev efterfølgende afleveret til Nationalmuseet til belysning af, hvorledes det var gået de blinde, som påbegyndte deres arbejdsliv i årene efter krigen og som i 1993 nærmede sig pensionsalderen.

På et møde i 2016 foreslog samlingschef Ion Meyer fra Medicinsk Museion, at et væsentligt bidrag til Den Blindehistoriske Samling ved museet ville være en række personberetninger til belysning af de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder for blinde, som så dagens lys i løbet af 1960-70-erne. Baggrunden for disse nye muligheder var den udvikling, som fulgte i kølvandet på vedtagelsen af Lov nr. 117 af 11. maj 1956, om foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagsynede, populært benævnt Blindeloven. Denne lov var et resultat af Blindekommissionen fra 1955. Med denne lov i hånden oprettedes Blindenævnet, som blev kulminationen på tanken om en totalforsorg, som varetog blindes forhold fra vugge til grav.

Blindeloven var næppe trådt i kraft før dispensationer fra kravet om skolepligt på Refsnæsskolen begyndte at melde sig. Disse var et tydeligt tegn på den udvikling, som i løbet af de følgende 20 år førte frem til 1970-ernes socialreform med Bistandsloven og Særforsorgens efterfølgende udlægning til Amtskommunerne og Kommunerne.

Nu har vi gjort en slags status over den udvikling, som blev sat i gang i 1960-70-erne, og som åbnede mulighed for, at blinde kunne uddanne sig til blandt andet lærer, socialrådgiver, jurist, præst og psykolog. Der er på baggrund heraf grund til at se frem. Her kan vi allerede i dag øjne et nyt vendepunkt med informationsteknologiens indtog i 1990-erne og begyndelsen af det nye århundrede. En belysning af denne seneste udvikling bliver en fremtidig opgave.

Med dette forsøg på et historisk rids over udviklingen gennem de sidste 200 år, overlader jeg ordet til John Heilbrunn, som vil fortælle om rapporten baseret på 26 interview.

Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede”

Præsentation af rapporten ved John Heilbrunn, bestyrelsesmedlem i Blindehistorisk Selskab.

Muligheder og udvikling af synshandicappedes uddannelses- og erhvervsmuligheder har, som det vil ses af det foregående, været en kernesag for Dansk Blindesamfund. Dette er udtrykt i foreningens vedtægter og er tillige af stor interesse for Blindehistorisk Selskab.

Som et supplerende bidrag til illustration af dette område, til de fysiske genstande, værktøj, billeder og fortællinger, som er opsamlet af Blindehistorisk Museum fra 1980 og frem, og nu overleveret til medicinsk Museion, blev ideen til en række konkrete levnedsbeskrivelser drøftet mellem ovennævnte parter i 2015. Tanken var, at forskellige perioder har været karakteriseret af forskellige tendenser, både hvad angår uddannelsesmuligheder, erhvervsretning og støtte både inden for blindeforsorgen og det almindelige socialretlige system uden for den egentlig blindeforsorg.

Det blev derfor besluttet at gennemføre en række interviews af personer med et synshandicap, som var født i tiden 1941 – 1960, som således havde gennemgået uddannelsesforløb og erhvervsvalg i 1960-erne og 1970-erne. Disse interviews skulle i en række kortfattede levnedsbeskrivelser anskueliggøre udviklingen i og mulighederne for personer med et synshandicap, med hensyn til uddannelsesvalg og -muligheder og efterfølgende erhvervsplacering i en periode, som var karakteriseret ved, på den ene side en klar og forholdsvis rigid lovgivning, nemlig Blindeloven fra 1956, og på den anden side etablering af mere progressive institutioner, karakteriseret ved en åbenhed og vilje til at støtte op omkring nye muligheder, eksperimenter hvad angik uddannelsesretninger og erhvervsplacering. Samtidig blev denne periode af mange inden for pædagogik og initiativrigdom betegnet som ”blindes moderne guldalder”.

De foretagne interviews skulle dels beskrive de levevilkår og familiemæssige omstændigheder, de interviewede personer blev budt som børn og unge, i hvilket omfang deres familier kunne, ville eller i det hele taget måtte byde ind og træffe valg om deres børns fremtid samt de tilbud og kompetencer, som de interviewede valgte personer modtog og kunne gøre brug af i deres videre livsforløb, såvel på det tekniske som på det sociale område.

Valg af interviewere og interviewpersoner

De 26 interviews blev foretaget i august og september måned 2022 ved personlige møder og samtaler, som blev optaget til bearbejdning. De tre interviewere er alle tre selv synshandicappede, hvilket har betydet, at de i en dialog med interviewpersonerne har kunnet skabe et rum af spejling og genkendelse, og interviewene, som har været baseret på en interviewguide med tyve spørgsmål, var karakteriseret som en forløsende fortælling, som både i store linjer og små detaljerede historier har vist en uproblematisk forløsning og beretning, som samtidig har dækket følgende områder:

Stamdata

  • Skole og ungdomsliv
  • Uddannelse
  • Hjælpemidler m.v.
  • Arbejdslivet
  • Det sociale liv med familie, seende venner og med andre blinde i barndoms- og ungdomsårene
  • Tiden som voksen

Under hvert hovedafsnit er der stillet mere detaljerede spørgsmål og i nogle tilfælde eksempler på områder eller indsatser, som kunne vælges eller inspirere i fortællingen. (Interviewspørgsmålene er gengivet som bilag 2 til rapporten)

Interviewpersonerne var udvalgt blandt en lang række kendte personer, som i den beskrevne fokusperiode kunne tænkes at bidrage til et samlet billede. Ved udvælgelsen er det tilstræbt at sikre dels så ligelig en kønsbalance som muligt, en balance mellem personer bosiddende øst og vest for Storebælt dels – så vidt muligt – også mellem blinde og svagsynede.

På grund af både tidsmæssige og ressourcemæssige begrænsninger er langt fra alle de personer interviewet, som kunne være bragt i spil, ligesom der er uddannelses- og erhvervsretninger, som ikke er afspejlet i rapporten. Eksempelvis er områder som fysioterapeuthvervet, juristerhvervet, hvervet som journalist og andre områder ikke repræsenteret i denne undersøgelse, men det er vurderet, at de generelle tendenser og beskrivelser, som er fremkommet under interviewene, har haft en generel gyldighed for området bredt set.

Nedenfor følger en række generelle nedslag og betragtninger, som ud fra et overordnet vue kan uddrages af de 26 interviews. Disse repræsenterer dog hver især nuancer af personlig art, i forhold til baggrund og familie, uddannelsesvalg og job og karriere efterfølgende, som er mere nuanceret.

Mødet med de særlige institutioner inden for blindeforsorgen.

Jo senere i årtierne 60-erne og 70-erne en blind (her forstået som blind eller svagsynet) barn eller ung kom i den skolepligtige alder (7 år), jo større har tendensen været, at denne person gennemførte grundskoleuddannelsen helt eller delvis uden for Refsnæsskolen, den dedikerede institution under blindeforsorgen beliggende i Kalundborg for børn op til og med 7-klasses niveauet.

Der er ikke blevet registreret nogen markant forskel på muligheder, karriere eller begrænsninger ud fra et kønsperspektiv.

Forældrene udgjorde i en række tilfælde et trygheds-backup for barnet i førskolealderen, men når det gjaldt valg af uddannelse, karriere m.v. synes forældrenes påvirkning at have været minimal.

Udflytning fra familie og hjem til Refsnæsskolen og / eller Blindeinstituttet

I levnedsbeskrivelserne er beskrivelsen af, hvorledes det enkelte barn og dettes familie reagerede på at skulle forlade hjemmet, og bosætte sig på en af blindeforsorgens institutioner, meget forskellig.

Som udgangspunkt skal vi huske på, at der både før 1956, og ikke mindst med vedtagelse af Blindeloven i 1956, forelå en grundholdning om og en forpligtelse til, at det blinde eller stærkt svagsynede barn skulle lade sig indmelde på Refsnæsskolen typisk ved 7-års alderen, måske før, hvis de tilsynsførende vurderede, at placering på Børnehjemmet ved en tidligere alder, ville være hensigtsmæssig fx ud fra barnets modenhed.

Disse omstændigheder betød, at de interviewpersoner og disses familier, i udgangspunktet ikke havde nævneværdig anledning eller fantasi til at modsætte sig denne anbringelse. Nogle af interviewpersonerne har givet udtryk for, at såfremt forældrene modsatte sig påbud fra de omrejsende tilsynsførende, så kunne barnet blive forflyttet ved magt (eventuelt via børneværnets eller politiets hjælp) og altså mod forældrenes vilje.

Samtidig må det formodes, at en række af forældrene var sat i en situation, hvor de på den ene side ønskede forsat at yde omsorg og kærlighed over for det synshandicappede barn, og på den anden side nok følte, og bestemt fik at vide, at det var til barnets bedste, at det begyndte skolegang på Refsnæsskolen, hvor der var den specialviden og de særligt udviklede metodikker, som forældrene ”nok kunne se,” de ikke var vidende om, og derfor ikke kunne tilbyde deres barn.

De synshandicappede børns holdning til udplacering er i interviewene meget forskellig fra person til person, idet mange blot accepterede omstændighederne, mens andre uden tvivl kunne fornemme forældrenes modstand og derfor var uvillige, triste eller bange for dette skift i en ung alder.

Tiden på Refsnæsskolen.

Hvor tiden på Refsnæsskolen kan deles op i undervisningsdelen og børnehjems- / bodelen, tyder beskrivelserne på, at den første del af mange blev betragtet som positiv og stimulerende, særligt tilrettelagt og opdragende, mens den anden del i lidt højere grad er beskrevet mere ”blandet” og – helt naturligt – med flere følelsesmæssige variationer fra sorg og savn til accept, glæde og gode minder.

Indlæring af punktskrift til læsning og skrivning.

For de helt eller næsten blinde, er der hos mange givet udtryk for, at punktskrift, det at lære dette ordentligt til læsning og skrivning, var om ikke en grundsten, så meget vigtig i deres karrierer senere i livet. At lære og komme til at beherske punktskrift har for en del af vores interviewpersoner været en kompetence som i skole- og uddannelsestiden dannede en solid platform for deres muligheder, for at kunne få deres lærebøger i et tilgængeligt format. Det gav ”blod på tanden”, og for en række af de interviewede blev en videregående uddannelse pludselig en mulighed.

Gruppen af børn og unge med en synsrest.

Hvad angår personer, som i deres barndom og ungdom havde en større eller mindre synsrest, var adgangen til specialoptik begrænset, indtil mere specielt tilvirkede løsninger i slutningen af 1950-erne kunne tilbydes. Svagsynede elever har dermed typisk været henvist til eventuelt forbedret belysning, materialer med forstørret skrift og placering tættere ved tavlen. Løsninger baseret på EDB / IT som fx CCTV og storskærme m.v. er først blevet introduceret i anden halvdel af firserne, hvor den tekniske udvikling og omkostningerne til sådant udstyr samt ekspertise i tilpasning åbnede for en mere generel tilgang til sådanne løsninger.

Familiemæssige forpligtelser og konsekvenser.

For nogle af de interviewede kvinder betød graviditet og fødsler – som det også gælder for seende piger / kvinder – en prioritering eller særlig tilrettelæggelse af deres liv, for at kunne leve op til moderskabet og ønsket om at tage sig af sit / sine børn som det vigtigste – så længe børnene var mindreårige. Uddannelses- eller jobforløb blev sat i bero, indtil børnene voksede til, hvorefter forældrene kunne se muligheder for at genoptage, udvikle eller på anden måde aktivere deres uddannelses- eller jobkarriere.

Musikudøvelse som en vej til samvær, udvikling, indtjening og kreativitet.

Musikken var for mange af stor betydning. Det være sig i form af uddannelse (typisk organist) eller i kraft af samspil, orkesterdannelse eller individuelle interesser, herunder optræden og deraf følgende indtjening.

Fællesskabet med andre blinde og svagsynede.

Samværet med og støtten fra ligesindede / ligestillede og grundlaget, som andre blinde har udgjort i mange personers liv, er beskrevet som meget afgørende og tryghedsskabende for et stort flertal af de interviewede.

For en mindre del af de interviewede var den ”seende verden” af større betydning for den enkelte end samværet med blinde. Nogle har bevaret tilknytningen til og samværet med deres blinde kammerater / venner fra fortiden som noget helt primært, mens andre med tiden har fjernet sig fra ”blindeverden” og har knyttet sig og skabt et liv i højere grad sammen med seende, ikke mindst i tilfælde, hvor de har dannet par med en seende ægtefælle.

For så vidt angik overflytning fra Refsnæsskolen til Blindeinstituttet, institutionen med klassetrin over 7. klasses niveau, af helt blinde børn, og placering på Blindeinstituttet, for børn med en rimelig synsrest, er der ikke udtrykt at være de samme mere negative følelser og holdninger involveret. For de helt blinde børn eller børn som var meget svagsynede, var overflytningen en ”naturlig” del af forløbet, og samtidig for mange oplevedes dette som noget spændende, som involverede langt større frihedsgrader og muligheder og en forløsning, som også indebar kammeratskaber, udfoldelse af faglige og musikalske interesser og samvær.

For de svagsynede, som havde gået i den lokale folkeskole eller i en særlig svagsynsklasse, uden for blindeforsorgens rammer, var der en vis tendens til, at børnene oplevede en lettelse og en følelse af at møde ligesindede, som ville kunne føre til en konstruktiv udvikling.

Udvikling mod uddannelser uden for den dedikerede blindeforsorg.

I tiden op gennem sidste del af 60-erne, begyndte andre strømninger i retning af integration, og dermed udplacering af barnet i den lokale folkeskole, at være en mere realistisk mulighed.

På det tidspunkt, hvor integration af børn i folkeskolen nærmest var blevet ”state of the art”, blev kurser på eller et længere ophold på Blindeinstituttet – typisk på Rymarksvej, oplevet som nyttig, idet man her lærte en række færdigheder af kompenserende og færdensmæssig art, som gjorde det lettere at håndtere hverdagen, en uddannelses- eller erhvervssituation. Ledelsen på Blindeinstituttet, med en fremsynet holdning og tro på nye veje og muligheder, samt udvikling af nye erhvervsretninger og etablering af studievejledning og et studiebogsbibliotek i 1971, som en integreret del af institutionen, var medvirkende til en oplevelse af opdrift og en ny form for støtte og nytænkning.

Valg af uddannelse og efterfølgende erhvervskarriere.

Mens valg af uddannelse og karriere for nogle var karakteriseret ved personligt drive, en følelse af kald, en tidlig beslutning – eventuelt inspireret af en ”helt / mentor” eller personlighed – så har mange andre truffet et valg ud fra, hvad der nu var muligt, måske tilfældigt, måske ud fra læreres og rådgivers gode råd og forslag.

Især i 70-erne har tilbud om revalidering været af afgørende betydning, eventuelt med en forrevalidering, hvor en person kunne ”smage” på mulighederne, afprøve forskellige muligheder inden for uddannelsesområdet, og efter uddannelse afprøve sin erhvervede færdigheder på jobmarkedet, hvor revalideringsstøtten i en periode (omkostningsfrit for arbejdspladsen) afholdt udgifterne til løn til den synshandicappede.

Perioden 1960-70-erne fik af mange grunde, uddannelsespolitiske, socialpolitiske og i kraft af personlige ambitioner en stor betydning for synshandicappede personers muligheder for og tro på det realisable i at tage boglige uddannelser, og herefter følge en vej som beskæftiget inden for det valgte fag.

Tiden efter 1980

Med opløsning af den såkaldte Særforsorg i 1980 og dermed med en udflytning af tilbud og kompetencer fra et statsligt til et amtskommunalt / kommunalt regi, tog en decentralisering af tilbud sin begyndelse. Samtidig begyndte de første tendenser til en afspecialisering at se dagens lys, der dog var af mindre omfang, indtil struktur- og kommunalreformen i 2007 helt slog bunden ud af vidensopsamling, og bevarelse af specialkompetencer og relevante specialiserede tilbud.

Fra sidste del af 80-erne mødtes synshandicappede af nye tilbud og muligheder i form af hidtil ukendte teknologiske løsninger inden for optik, synsforstørrelse og IT-teknologi. Det blev muligt at lagre, udskrive og håndtere punktskrift på nye og fleksible måder, og PC-udstyr med syntetisk tale forøgede – i den periode – i høj grad tilgængeligheden til materiale i trykt tekst. Samtidig med denne udvikling afvikledes de klassiske blindeerhverv, som blev overladt til Den selvejende erhvervsfond Blindes Arbejde at videreføre. Det særlige musikmiljø på blindeinstituttet i København, som var grundlaget for organist- og klaverstemmeruddannelserne forsvandt gradvist i løbet af disse år. Disse særlige uddannelser blev som følge heraf gradvist afviklet.

 

4. Barndomserindringer: om at være vokset op som integreret blindfødt, ved Lena Bang.

Jeg ønsker hermed at bidrage til nyhedsbrevet med mine erindringer fra min barndom som integreret blindfødt.

Jeg blev født på Rigshospitalet den 23. december 1973, og jeg er født blind, fordi jeg er født med for små øjne. Min mor har fortalt mig, at lægerne allerede få timer efter min fødsel opdagede, at jeg ikke kunne se. Mit venstre øje var bare på størrelse med et knappenålshoved, så lægerne kunne først ikke finde det. Mit højre øje var så skadet, så jeg da jeg var fem måneder gammel fik det opereret væk og fik glasøje. Man kender ikke årsagen til, at jeg blev født sådan, og jeg er da også den eneste i min familie, der er blind. Min mor, der hedder Erna, var 20 år og alene, da hun fik mig, og jeg har fået at vide af hende, at min mormor mente, at hun ikke skulle have mig, når jeg nu var blind, fordi hun var så ung og for umoden til at klare den opgave. Heldigvis var der en sygeplejerske på hospitalet, der klart og tydeligt sagde til min mormor, at det skulle hun ikke bestemme, og der var også min morfar, der bakkede min mor op. Så sådan blev det, at jeg heldigvis kom til at vokse op hos min mor. Hendes indstilling har altid været, at jeg skulle have samme muligheder som alle andre, selvom jeg var blind. F.eks. sagde hun engang til mig, at der kun var tre ting her i verden, jeg aldrig ville komme til: at spille fodbold, blive pilot samt at få kørekort. I dag ved jeg godt, at det jo ikke passer helt, men min mors indstilling har uden tvivl gjort, at jeg er en person med en god portion stædighed og kæmper for at opnå mine mål.

I starten boede vi hos min mormor og morfar i deres lille lejlighed på Vilhelm Thomsens Allè i Valby, fordi vi ikke havde andre steder at bo, men senere flyttede min mor og jeg i vores egen lejlighed, som lå på Vigerslev Allè også i Valby. Ret hurtigt kom vi i kontakt med Refsnæsskolen, som i dag hedder Synscenter Refsnæs. De sørgede for, at vi fik en småbørnskonsulent, der kom og besøgte os for at vejlede min mor i, hvordan man skulle stimulere et blindt barn. Hende vi havde hed Jette Hasselstrøm. Da jeg var et år gammel begyndte jeg i Henriksgårdens vuggestue. Den stue, jeg kom til at gå på, hed Nuser, og der var der en pædagog, der hed Ruth Rasmussen. Jeg havde ingen speciel støttepædagog, fordi man fra vuggestuens side mente, at de godt selv kunne klare opgaven med et blindt barn, og det selvom de aldrig havde prøvet det før. Der var ikke så mange børn på stuen kun en 6 – 7 stykker, og det har sikkert været grunden til, at personalet havde overskud til at støtte en lille blind pige som mig. Jeg kan ikke huske noget specielt fra vuggestuen, men jeg har fået at vide, at jeg var glad og godt kunne lide at være der. Jeg kunne godt lide, når vi sang og at gynge. Jeg kunne også godt lide at hjælpe med at hente mad fra køkkenet med madvognen. Desværre måtte jeg stoppe der pga., at vi flyttede til Gladsaxe.

Det gjorde vi, fordi min mor mødte sin mand Per, som også blev min far. Jeg har været omkring 2½ år gammel, da vi flyttede ind i hans lejlighed på Buddinge Hovedgade, og kort tid efter fik jeg min lillebror Peter. Min far var købmand og i mange år havde mine forældre et lille supermarked på Vester Voldgade i København. Det var ved den tid, hvor jeg skulle til at starte i børnehave og således startede jeg i børnehaven Bindeledet, men jeg gik der ikke ret længe. Jeg befandt mig ikke godt der, fordi personalet ikke tog sig af mig. Derfor blev jeg flyttet til Lupinmarkens børnehave, som var en lille børnehave med ca. 20 børn, og jeg fik en støttepædagog. Det var noget som småbørnskonsulenten sørgede for.

Da vi flyttede til Gladsaxe fik vi en ny småbørnskonsulent, der hed Kirsten Eskildsen. Hende kunne jeg rigtig godt lide, og jeg husker, at hun jævnligt kom og besøgte os for at tale med mine forældre om, hvordan det gik med mig derhjemme og i børnehaven. Jeg viste hende altid mine dukker og dukkehus eller også skulle vi spille fiskespil. Det var et spil, der bestod af en stor firkantet plade med et stykke pap over, hvor der var et lille hul i hvert hjørne, og en række med fire små rum i den ene side, en fiskestang med en slags magnet i den ene ende samt små plastikfisk, der var formet som ål, rødspætter og makreller. Derudover var der en hummer og en gammel støvle. Det gjaldt så om at fange fiskene, der var placeret under pappladen og så lagde man dem ned i sit rum, så man havde styr på, hvad man havde fanget. Hvis man fik hummeren havde man vundet og fik man den gamle støvle havde man tabt. Dette spil spillede jeg også med mine venner og min lillebror. Jeg kan huske en anden gang, hvor Kirsten Eskildsen besøgte mig, hvor hun havde en bog med, der hed Rulle på eventyr. Det var min første punktbog, og derudover var der følbare figurer i. Hun havde også nogle små klodser med, som lå i rækker, hvor der var skrevet tallene i punkt. Det var så meningen, at man skulle lægge en klods ved tallet 1 og to klodser ved tallet 2. Det kunne man gøre op til 10.

Min mor havde som regel bagt kage eller boller, og jeg hjalp ofte til. Min støttepædagog hed Helle Melander. Hende var jeg meget glad for, fordi jeg syntes hun havde sådan en rar og behagelig stemme. Hun gik også med sådan nogen bløde fløjlsbukser og så havde hun et sjovt armbånd som jeg elskede at røre ved, når jeg sad på hendes skød. Det hændte, at jeg overnattede hjemme hos hende og så legede jeg med hendes børn. Hun havde tre. En dreng, der hed Jakob, en pige, der hed Cecilie og en dreng, der hed Jonas. Ham havde de adopteret fra Korea. Hendes mand hed Torben, men ham husker jeg ikke så meget om. Vi kom altid i badekar om aftenen og, når Helle sagde, at nu skulle vi op skyndte vi os at dykke ned under vandet, så vi ikke hørte, hvad der blev sagt.

Jeg gik også til gymnastik sammen med tre andre blinde børn, der ligesom jeg gik i børnehave. Vi mødtes med hver vores støttepædagog samt nogle småbørnskonsulenter. Jeg var meget glad for min børnehavetid og en af de første ting jeg husker, var da lederen, der hed Grete, præsenterede sig og bød mig velkommen. Jeg elskede at lege med de andre børn. F.eks. kunne vi godt lide at lege inde på sovestuen, hvor der både var puder, tæpper og brædder til at bygge huler af. Der måtte kun være fire børn ad gangen derinde, og vi kunne kun lege der, når der ikke var nogen børn, der skulle sove til middag. Jeg holdt nu mest af at lege i dukkekrogen, hvor der var en rigtig sød slaskedukke. Jeg legede tit, at den var min baby. Jeg elskede at lege med dukker også derhjemme. Jeg havde en dukke, der kunne græde og grine, når man trak sutten ud af munden. Man kunne også få den til at synge forskellige sange og sige forskellige rim og remser. Bl.a. sagde den et rim, der lød sådan:

”Jeg gik mig en tur i kongens mave, sludder og vrøvl i kongens have.”

Jeg havde også en stor tøjdukke, der havde noget dejlig langt hår, som jeg godt kunne lide at ordne. I børnehaven var der en pædagog, der hed Pia, der fik en baby. Det var en lille pige, som hed Diana, og jeg husker, da hun kom i børnehaven for at hilse på og vise hende frem. Pia hentede mig ind i personalestuen, hvor jeg fik lov til at røre ved hende. Jeg syntes det var helt fantastisk at se, hvor lille hun var, og Pia fortalte mig, at hun fik mælk at spise fra hendes bryst, og at hun ikke havde tænder. Jeg husker en anden dag, hvor jeg legede med den store slaskedukke, hvor Pia hjalp mig med at vaske den, og hun lærte mig også at give den ble på.

Der var også engang, hvor jeg blev passet hjemme hos Pia, fordi mine forældre skulle til en fest. Der fik jeg bl.a. set Dianas babystol, spilledåse og vugge. Alt dette har uden tvivl gjort, at jeg tidligt blev klar over, at jeg, når jeg blev voksen gerne ville have mine egne børn, og at jeg godt kunne klare det selvom jeg var blind.

Jeg ved, at nogle af de voksne også var på kursus på Refsnæs, så de lærte at give mig den rigtige støtte. F.eks. sørgede lederen for, at der blev fremstillet et taktilt billedlotteri som et par af børnene og jeg selv var med til at lave. Det bestod af en tyk papplade med tilhørende kort, hvor der var limet forskellige ting på så som knapper, garn, en møtrik eller filt. Mit yndlingskort var en blå plastikmand. Der var også en anden voksen, der hed Birgit, der lavede et par taktile billedbøger til mig. Den ene handlede om en pige, der hed Majbrit. Det hed hun, fordi det var et af mine yndlingsnavne. Teksten stod på sort, så mine forældre eller de voksne i børnehaven kunne læse højt for mig mens jeg mærkede de taktile billeder. F.eks. var der billeder af et hus og Majbrit i en seng med natkjole på. Den anden bog var med billeder af forskellige dyr, mennesker og ting. Ud fra hvert billede havde Birgit lavet punktbogstaverne af sandpapir. Eksempelvis var der ud for billedet af en kat lavet et k og ud for billedet af en and var der et a. Jeg tror ikke, at jeg på det tidspunkt forstod, at der var tale om punktskrift, men tanken har helt sikkert været at give mig en introduktion til dette.

Hver formiddag havde vi noget vi kaldte samlingsstund, hvor alle børn og voksne sad sammen og sang en masse sange eller talte om forskellige emner. Det foregik altid på den stue, hvor vi også kunne bygge huler. Jeg elskede at synge, og det skete tit, at jeg fik lov til at synge for pga. at de voksne syntes, jeg sang godt og samtidig var god til at huske sangene.

Vi børn fortalte også tit, hvad vi havde oplevet derhjemme eller vi fik læst historie. En gang om måneden var der legetøjsdag, hvor alle børn måtte tage et stykke legetøj med hjemmefra som vi kunne vise frem, når vi havde samlingsstund. Jeg havde som regel en dukke med. Jeg kunne også godt lide at lege med nogle klodser, der var lavet af plastik med små pikke på, så de kunne sættes sammen. Der var også andre klodser i forskellige farver og størrelser man kunne bygge tårne med.

Vi havde også en madmor, der hed Ruth, og jeg elskede hendes mad. Vi børn skulle skiftes til at være med til at dække bord. Det foregik på den måde, at der var en skål med navnesedler, og så var der et barn, som trak lod om, hvem der skulle have tjansen den dag. Før vi spiste, fik vi altid en vitaminpille. Efter frokost skulle alle børn børste tænder. Vi havde hver vores tandbørste, tandkrus samt håndklæde, hvor der var et billede. Jeg havde klokkeblomsten og da min lillebror Peter startede i børnehaven fik han kaffekanden. Jeg holdt også meget af at være på legepladsen, hvor der var små trehjulede cykler, hvor der kunne sidde to. En kørte og den anden sad bagpå. Der var også et klatrestativ, hvor man kunne klatre op i et tårn og rutsje ned af en rutsjebane. Senere kom der også en hængebro, der var vældig sjov at hoppe på. Det jeg dog holdt allermest af var at gynge både alene og sammen med andre. Det var så godt at snakke og pjatte, når man gyngede og vi sang også en masse sange. Jeg husker især, at vi sang boom, boom, fra Dansk Melodi Grandprix, men bare med en anden tekst, som lød sådan: ”og det sae boom, boom og bombemanden sprang, han mistet fire fingre på højre arm”. Vi kunne også godt lide at synge sangen fra Pippi Langstrømpe eller sange fra Vesterbro Ungdomsgård. I det hele taget lærte jeg mange børnesange som jeg stadig husker. Der var en dreng, der hed Frederik, som lærte mig sangen ”I alle de riger og lande”. Det endte med, at mange af de andre børn også lærte den, og så gik vi i en lang række rundt på legepladsen og sang: ”I alle de riger og lande, hvorhen jeg i verden fo’r, jeg fægtet med åben pande for, hvad jeg for alvor tror”. Pædagogerne havde sørget for, at der var blevet sat en bjælle på gyngen, så jeg kunne høre om der var nogen af de andre børn, der gyngede. Dette for at undgå, at jeg blev ramt af den, hvis jeg kom for tæt på. Hvis der var en, der gyngede alene og man gerne ville have en anden med råbte man mens man gyngede ”hvem vil gynge med mig!” Så skete det tit, at der kom en kammerat hen for at være med. Vi havde også noget, vi kaldte en ballongynge, der var et tov, hvor der hang en stor bold, der var lavet af gummi som man sad over skrævs på og gyngede. Det var især sjovt, hvis man kunne få en af de voksne til at give et ordentligt skub, så gjaldt det bare om at holde godt fast, for så kunne man gynge rigtig højt.

Jeg havde rigtig mange venner fra børnehaven både piger og drenge og det skete tit, at jeg var hjemme hos en af dem. De kom også ofte på besøg hos mig. Det var altid mægtig skægt, når vi havde legeaftaler. Jeg husker engang, hvor jeg havde Jacob med hjemme og sove hos mig. Vi vågnede meget tidligt, så til at starte med forsøgte vi virkelig at være stille, for ikke at vække mine forældre og lillebror, men efterhånden syntes vi, der skulle ske lidt mere, så vi begyndte at snakke og høre musik på min lille kassettebåndoptager. Senere gik vi ind i stuen og der fandt vi på at ringe med en skibsklokke som min far og mor havde hængende på væggen. Til sidst kom min far og sagde meget bestemt, at vi godt kunne være stille og gå ind på værelset. Han skulle heldigvis på arbejde i sin købmandsbutik, så han var ikke vred på os ret længe.

Når jeg var på besøg hos bl.a. venner fra børnehaven lagde jeg mærke til, hvordan der lugtede i deres hjem. Jeg kunne især godt lide at komme hjem og lege enten hos Puk eller hos Nynne. Begge steder var der bare sådan en sød og dejlig duft, som jeg ikke kan beskrive, men jeg ved, at jeg kan genkende duftene, hvis jeg møder dem. Jeg elskede også at komme hjem til nogen, hvor der ikke var tæpper på gulvene. Det var bare så hyggeligt og rart at mærke det bare gulv, og jeg syntes især det var helt fantastisk, når der var klinkegulv, og det var der bl.a. hos Nynne. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fandt det så dybt fascinerende, men måske var det, fordi der hjemme hos os var gulvtæpper over hele huset, så da vi i 1981 skulle flytte i rækkehus, da jeg var omkring otte år, plagede jeg mine forældre, om vi ikke nok kunne lade være med at have gulvtæpper på og sådan blev det, men vi fik desværre ikke klinkegulv.

I 1980 skulle jeg begynde i børnehaveklasse på Egegård skole, der lå tæt på, hvor vi boede på det tidspunkt. Desværre kom jeg ikke til at gå i klasse med nogen fra min børnehave, idet de skulle gå på andre skoler. Dengang gik man i børnehaveklasse enten fra morgen til middag eller fra middag til ud på eftermiddagen. Jeg gik på eftermiddagsholdet. Det foregik på den måde, at jeg blev afleveret i børnehaven om morgenen sammen med Peter, blev hentet i taxa lidt over 11 og kørt i skole, og når skolen var forbi blev jeg kørt tilbage til børnehaven i taxa. Jeg havde meget svært ved at vende mig til alt det, og jeg savnede mine kammerater fra børnehaven. Jeg hadede, når jeg skulle i skole, fordi jeg skulle væk fra det jeg kendte, og over til nye kammerater samt nye voksne. Flere af mine nye klassekammerater havde gået i samme børnehave og kendte således hinanden. Jeg fik ellers hurtigt en ny veninde, som hed Pia, men hun flyttede desværre skole. Det var helt tydeligt, at mange af mine klassekammerater og deres familier ikke var vant til at være sammen med et blindt barn. Jeg husker engang, hvor alle pigerne var inviteret til fødselsdag hjemme hos en pige, der hed Sanne. Jeg var også inviteret med, men på min indbydelse stod der, at min mor også skulle deltage. Jeg havde tidligere været til mange børnefødselsdage hos mine kammerater fra børnehaven uden, at min mor var med. Derfor kontaktede min mor Sannes forældre og forklarede, at hun ikke behøvede at deltage, fordi jeg var vant til at klare mig selv, når jeg var på besøg hos andre børn, så jeg fik alligevel lov til at komme til fødselsdagen alene, hvilket også gik fint.

Min børnehaveklasselærer hed Hanne, og der var også en, der hed Mette, men hun var vist mest i A-klassen. Jeg gik i B-klassen. Jeg fik også en støttelærer, der hed Britta, og min synskonsulent hed Hanne Lindau. Jeg tror, det var hende, der sørgede for, at jeg fik en punktmaskine derhjemme. Jeg syntes, den var virkelig sjov at skrive på. Jeg legede, at jeg lavede lektier selvom jeg kun kunne skrive prikker, indtil jeg lærte bogstaver, forkortelser og tal. Jeg begyndte at lære punktskrift i 1. klasse, hvor mine lærere hed Ole og Birgit, og Britta var stadig min støttelærer. De havde alle tre været på kursus på Synscenter Refsnæs for bl.a. at lære punktskrift. Det første bogstav jeg lærte var et i. Jeg lærte også forkortelser, men i starten fandt jeg det svært og helt uforståeligt. Jeg forstod f.eks. ikke, hvordan et ord som her ikke bare skulle skrives h e r, i stedet for et h og så tegnet for er. Det endte med, at mine lærere omskrev min læsebog til fuldskrift, så jeg kunne komme bedre i gang med at læse og skrive. Lidt efter lidt blev jeg introduceret til forkortelserne og så gik der ikke lang tid, før jeg lærte dem. Jeg er mine lærere meget taknemmelig for, at de ikke opgav at lære mig forkortelserne, fordi jeg den dag i dag både læser og skriver stor og lille forkortelse, og jeg kan slet ikke undvære dem. Det skal nævnes, at lærerne også var gode til at svare på mine spørgsmål, når der var et tegn, jeg ikke vidste, hvad var. Senere lærte jeg at skrive på skrivemaskine. Det foregik på den måde, at jeg sammen med min støttelærer sad og skrev efter et kassettebånd.

Jeg brød mig ikke altid om min støttelærer Brita. Hun var helt sikkert dygtig, men jeg vidste aldrig, hvor jeg havde hende. Nogle gange var hun rigtig glad og sød, men andre gange var hun rigtig sur. Det var hende, der også underviste mig i abacus, ( japansk kugleramme, som mange blinde bruger til at regne på), og jeg har aldrig været god til matematik. Hun skældte mig tit ud, når jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg holdt derimod meget af de sproglige og musiske fag. Der var desværre også andre gange, hvor jeg syntes, at mine lærere pylrede for meget. F.eks. var der engang en fredag før efterårsferien, hvor hele skolen skulle gå skolemarch, hvor man kunne vælge mellem tre, fem og ti kilometer. Jeg ville gerne gå fem kilometer, men desværre skulle jeg til øjenlægen dagen før, og da jeg kom i skole dagen efter, hvor skolemarchen skulle foregå, var jeg blevet sat på tre kilometer, og det blev ikke meget bedre af, at jeg fandt ud af, at det kun var børnehaveklasserne, som var på det hold. Jeg fulgtes med min lærer Birgit, og jeg har sidenhen tænkt på, om det i virkeligheden var hende, der ikke orkede at gå så langt og det var derfor, at jeg blev sat på trekilometerruten.

Jeg var meget alene i frikvartererne, fordi mine klassekammerater for det meste spillede forskellige boldspil. Dog var jeg ofte med, når pigerne sjippede eller legede sanglege, men efterhånden som vi blev ældre blev det mere og mere noget med at sidde og se billeder eller spille bold. Heldigvis blev jeg ven med en pige, der hed Lotte og nogen gange gik vi ture og snakkede. I femte klasse kom der en afrikansk pige fra Zaire, der hed Ivrine som jeg blev rigtig gode venner med.

Anderledes var det hjemme, hvor jeg boede. Vi var som tidligere skrevet flyttet i rækkehus, hvor der boede mange andre børn, og jeg fik hurtigt en masse veninder. Mine bedste veninder hed Anne, Mette, Thilde og Tina, og vi havde det bare så sjovt sammen. Vi stod meget på rulleskøjter og en dag fandt vi på, at en skulle cykle, mens en anden skulle køre på rulleskøjter, mens man holdt fast i bagagebæreren og så sammen køre ned af en meget stejl bakke. Der gjaldt det bare om at holde balancen, så man ikke væltede. Vi syntes også, det var morsomt, at ringe på folks døre og så ellers bare spæne, inden de kom og lukkede op. Vi elskede også at lave telefonfis især, hvis der var en vi ikke kunne lide eller var blevet uvenner med. Vi kunne f.eks. finde på at ringe op til nogen og stønne i røret eller sige ”goddag, det er kussen, må jeg tale med fissen”, og hurtigt smide røret på. Vi havde også soveaftaler hos hinanden og, når det var påske mødtes vi tidligt om morgenen hos en af os og spiste alle de påskeæg vi havde fået.

Jeg havde også mobility med en synskonsulent, der hed Lis Strømstad. Der lærte jeg at gå med stok. Vi øvede forskellige ruter på skolen samt hjemme på området, hvor jeg boede. Desværre fortsatte jeg med at blive kørt i taxa til og fra skole gennem hele min folkeskoletid. Det skyldtes, at vi var flyttet længere væk fra Egegård skole, hvor jeg allerede var startet. Min bror kom til at gå på Buddinge skole, som lå over for, hvor vi boede. Grunden til, at mine forældre valgte at lade mig blive på Egegård skole var vist noget med, at Buddinge skole på daværende tidspunkt ikke ville integrere et blindt barn.

Inden jeg lærte at gå med stok, gik jeg med det gule armbind med de tre sorte prikker, eller jeg brugte et batch, hvor der stod ”Synshæmmet”. I starten brugte jeg ikke stokken indendørs, og jeg var faktisk ikke særlig glad for at gå med den. Jeg syntes det var pinligt, men da jeg var blevet lidt ældre havde jeg en oplevelse. Min familie og jeg var på pinseskovtur sammen med nogle venner. Dette gjorde vi hvert år, og vi sluttede altid af på Dyrehavsbakken. Mine veninder og min bror stillede sig op på en bænk, fordi de skulle se på et eller andet. Jeg ville også gerne stå på den, så jeg trådte op på bænken. Desværre skete det, at jeg kom til at træde op på en dames lår, og hun blev selvfølgelig vred. Efter den ubehagelige oplevelse fandt jeg ud af, at det nok var en meget god ide med den stok. Da jeg var startet i skole begyndte jeg at gå til noget, der hed børnemøde sammen med andre integrerede blinde skolebørn. Det var bl.a. Hanne Lindau og Lis Strømstad og et par andre synskonsulenter, der tog initiativ til, at vi kunne mødes en gang om måneden. Jeg holdt meget af at være der. Der var et puderum, hvor vi rigtig kunne tumle rundt. Vi lavede også aftensmad sammen, og det foregik på den måde, at vi sad sammen ved et stort bord, og så fik vi lov at føle på de madvarer vi skulle bruge, og bagefter skulle vi gætte, hvad det var. Jeg var vant til at være med til at lave mad derhjemme sammen med min mor, så jeg kendte allerede til mange fødevarer, og jeg havde også prøvet at skære med kniv samt bage og stege på pande.

Der var altid god tid til at lytte til og tale med hinanden, og jeg syntes det var spændende at lytte til, hvad de ældre blinde børn fortalte. Der var især en af de større drenge, der hed Kim. Han var rigtig sjov at tumle med i puderummet og så sang han: ”Jeg kan hoppe, hoppe, hoppe som en loppe, loppe, loppe”. Min familie og jeg var engang hjemme og besøge ham og hans familie, og han spillede eventyr på kassettebånd for mig. Han viste mig også, hvordan han havde afmærket sine bånd med punktskrift. Han kunne både spille på harmonika og klaver og så sang vi andre med.

I den første tid var jeg den eneste pige, men senere kom der en pige, der hed Gitte, som jeg blev veninde med. Hun var min første blinde veninde, og jeg har vel været otte år på det tidspunkt. Vi besøgte også hinanden og lavede mange sjove ting sammen. Hun kom til at kende mine seende veninder og jeg hendes. Vi kunne også godt lide at synge og sjippe. Desuden havde vi begge fået en kanin, som vi kælede med, når vi besøgte hinanden. Jeg husker også engang, hvor jeg havde inviteret min afrikanske veninde fra klassen med til børnemøde, fordi vi fik besøg af to lærere fra Kenya, som var i Danmark for at lære mere om undervisning af blinde børn. Den dag fik vi afrikansk mad som de havde lavet, og vi skulle spise med fingrene.

I 1984 arrangerede synskonsulenterne en skitur til Norge for vores børnegruppe. Vi var således ti blinde børn i alderen 10 til 14 år, der deltog samt seks synskonsulenter. Vi skulle sejle fra København til Oslo og derefter køre med bus op til hytten, hvor vi skulle bo og stå på ski. Jeg syntes, det var vældig spændende at være om bord på en færge og sove i kahyt. Vi børn blev inddelt i små grupper med hver en voksen. Jeg var i gruppe sammen med Gitte og en dreng, der hed Joachim, og vi havde Lis Strømstad som vores faste voksen. Hun viste os, hvordan kahytten så ud. F.eks. at sengene, som var køjesenge skulle vippes ned fra væggen, når vi skulle sove og, hvordan vinduerne kunne åbnes, og hun fortalte os, at det hed et koøje på et skib. Ude på badeværelset lå der små indpakkede stykker håndsæbe. Jeg kan huske, at vi rejste en fastelavnssøndag, så der var arrangeret tøndeslagning på færgen, så vi var også med til at slå katten af tønden. Vi fik også lov til at købe slik for vores medbragte lommepenge. Da vi endelig ankom til vores hytte, blev vi præsenteret for to norske medhjælpere samt et par unge norske blinde fyre. Desuden havde vi to norske damer, der lavede dejlig mad til os. Vi var ude at stå på ski hver dag, og der var heldigvis masser af sne. Om aftenen hyggede vi os med forskellige lege og en af synskonsulenterne, der hed Bo, læste en sjov godnathistorie for os, der hed ”Balladen om den forsvundne mumie”. Den sidste aften holdt Hanne Lindau en tale for hver af os og vi fik alle en pris. En blev f.eks. udnævnt til ekspert i skiløb uden stave, en anden blev kåret som løjpefræseren og en som den flyvende pil. Da det blev min tur til at blive kåret, spurgte Hanne Lindau mig først ”Lena, tror du ikke, at du er den af alle børnene, der er faldet flest gange?” Jeg svarede, at det vidste jeg ikke. Jeg troede først, at hun var vred på mig, men hun talte videre om, hvor flot jeg havde kæmpet, så derfor blev jeg kåret til at være løjpernes faldeekspert. Nogle af de andre børn råbte åhja! Men Hanne forklarede, at det ikke var det, at man faldt, men det, at jeg havde fortsat uden at give op. Først var jeg meget flov over min titel, men i dag forstår jeg godt, hvad hun mente nemlig, at det handler om at kæmpe.

Jeg var senere på andre skiture, som Synscenter Refsnæs arrangerede – også for integrerede elever, og jeg må indrømme, at jeg aldrig blev god til at stå på ski. Jeg vil sige, at jeg har været glad for at være integreret, men jeg er ret sikker på, at min skolestart og i det hele taget mit skoleforløb havde været anderledes, hvis jeg var kommet i klasse med nogle jeg kendte fra børnehaven. Det ville have givet mig et bedre fundament, så jeg måske var kommet bedre ind i klassefællesskabet. Jeg er heller ikke særlig stolt af, at jeg blev transporteret til og fra skole gennem hele min folkeskoletid. Jeg synes faktisk, at det skulle have været ordnet sådan, at jeg blev flyttet til Buddinge skole, hvor jeg havde alle mine veninder.

5. Anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog: ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”, ved Karen Marie Pedersen

Bogen er udkommet på forlaget Kahrius i 2022. Udgivet som lydbog med tekst af NOTA med bognummer 49970.

Appetitvækkeren på bogens bagside er historien om dengang, da Peter, sammen med sin gode ven, Jørn Clausen, i rask tempo gik direkte ud i hotellets swimmingpool, med alt tøjet på og med deres hvide stokke. De troede, de var på vej til havet, og fik på den måde overbevisende fortalt de øvrige hotelgæster, at de var blinde. Historien er kendt blandt os, som er jævnaldrende med Peter, og den er et godt udtryk for Peters humør og optimistiske livssyn, der er gennemgående i hele bogen. Trænger du til et godt grin af blindhedens mange finurlige tildragelser i hverdagen, så kan denne bog anbefales.

Bogen består af to dele:
1. del er fortællinger fra Peters barndom, ungdom, uddannelse, beskæftigelse og fritidsliv. Her får vi et rigtig godt indtryk af Peters baggrund, miljø og livssyn, og ikke mindst af uddannelses- og beskæftigelsesmulighederne i 1970’erne og 1980’erne.
2. del bygger på nogle af Peters rejsedagbøger fra ind- og udland.

Som det fremgår af bogens titel, foretog Peter et totalt sporskifte med hensyn til uddannelse og beskæftigelse. Det lod sig gøre, fordi der var al den tid til revalidering, der behøvedes, og fordi målet alene var, at unge blinde skulle have mulighed for uddannelse og beskæftigelse. Peter var 19 år, da han kom til Blindeinstituttet, og han var under revalidering i 10 år. Han kom med en identitet som ung håndværker, og han skulle ikke gå i skole mere end højst nødvendigt. Han endte med en identitet som blind lærer, og efter endt revalidering mødte Peter den åbenhed og tillid, der gjorde det muligt for ham at bruge sin uddannelse, og blive ansat som folkeskolelærer. Sådan et forløb ville være utænkeligt i dag. Peter mener i bogen, at de gode muligheder dengang i 1970’erne skyldtes, at det var staten, der var ansvarlig for tilbuddene. Det er der nok noget om, fordi distancen til staten var så stor, at det blev medarbejdernes faglighed og idealer, der formede tilbuddene til den enkelte. Staten blandede sig ikke i detaljerne.

Der var jo imidlertid en anden side af statens særforsorg, som Peter ikke har mærket, men som nu betyder, at regeringen må give en undskyldning for overgreb og nedværdigende behandling til mange andre mennesker, som staten tog sig mindre kærligt af. Det hører desuden med til historien om Blindeinstituttet og statens særforsorg, at vi, der var elever lige før Peter og hans kammerater, dvs. som de sidste på det gamle Blindeinstitut på Kastelsvej, måtte kæmpe hårdt for retten til uddannelse. Det lykkedes for mange af os, og de gyldne muligheder, som Peter fik glæde af i 70’erne byggede på de sejre, vi havde vundet, samt på optimisme og nye rammer, som flytningen til det nye blindeinstitut i Hellerup medførte.

Peter nævner i sin efterskrift i bogen, at han har været heldig på en lang række områder. Det er sandt. Han fik brug for revalidering og beskæftigelse på det allerbedste tidspunkt, da vejen var banet, og stemningen i samfundet var præget af åbenhed og tro på muligheder for alle. Peter har været god til at række ud efter mulighederne og gribe det held, han fik. Han blev som lærer og som person en rollemodel for mange nyblinde, og han var med til at give punktskriften videre som blindes eget skriftsprog. Han var også med til at vise den frihed og selvstændighed, man kan få som blind, når man er opfindsom, og når man kaster sig ud i det sammen med andre blinde. Peter blev ikke håndværker, men han tog sit praktiske håndelag med, og bogen rummer mange eksempler på, hvor værdifuldt det er for blinde at have et godt praktisk håndelag. Dette burde afspejle sig i al habilitering og rehabilitering af blinde, men det er langt fra tilfældet, – nærmest tværtimod.

I 2. del af bogen fortæller Peter, med stor detaljerigdom, om en række forskellige rejseoplevelser. Det usædvanlige er, at oplevelserne primært beskrives med de sanser, som vi blinde bruger. Så vi skal altså ikke “oversætte” fra synsbeskrivelser. Derved får vi mulighed for at leve helt med, når udfordringer skal overvindes. Der er ingen tvivl om, at Peter er kreativ og opfindsom med hensyn til at finde praktiske fremgangsmåder, som kompenserer for det manglende syn. Og Peter går ikke af vejen for noget. Han overlader ikke bare ansvaret for det praktiske til sine seende rejsefæller. Han tager sin del. Den holdning til fællesskabet med andre har jeg dyb respekt for, og det er måske det allermest håbefulde, som bogen kan give til de næste generationer af blinde. Vi kan på vore egne præmisser som blinde, bidrage ligeværdigt til fællesskab med både blinde og seende, hvis vi virkelig vil.

Peter fortæller sine erindringer med megen humor og med et positivt livssyn. Der er mange situationer, som er genkendelige for os blinde, eller som er lette og sjove at forestille sig. Jeg tror virkelig, at Peter har hygget sig med at skrive bogen, og derfor er den også hyggelig at læse.

6. Anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog: ”Gennem krattet”, ved Jytte Nielsen

Udkommet på eget forlag i 2022. Bogen kan fås hos NOTA i lyd og på punktskrift.

Den er først og fremmest beregnet for efterkommere og nære venner, men kan med stort udbytte læses af andre. Der er også et billedmateriale af familiær interesse.

Som bogens titel antyder, følger vi Peter gennem tilværelsens filtrede krat og snørklede veje. Med gåpåmod lykkes rigtig meget for ham. Indledningsvis får vi et tilbageblik på familiens historie, Peters far havde en gørtlervirksomhed i Randers, og der har været gode kår socialt og økonomisk i hjemmet. Peter blev født juleaften 1936 og forblev eneste barn.

I 1950 sker ulykken, som bliver det store vendepunkt i Peters liv. Dette år mister han synet og bliver helt blind. Sammen med en jævnaldrende kammerat var han i gang med at bygge en hytte. De to drenge huggede tømmer til byggeriet ud af skovens træer, væltede stammer og grene, men da Peter er i færd med at befri en træstamme for sidegrene, hvor han hugger til med sin økse, springer der en torn op i venstre øje. Han kommer alt for sent i behandling, og den betændelse, som er opstået, spreder sig til det højre øje. Det ender med, at begge øjne må fjernes, og Peter får øjenproteser. Det er nu tilværelsens filtrede krat begynder, for før dette dramatiske vendepunkt, var Peters liv et helt andet.

Peter brød sig ikke om at gå i skole, han var et friluftsbarn, som helst ville være på havnen og ved fjorden. Han kunne bruge sav og økse, han bygger en båd, laver bål og er spejder, og udvikler fysik og personlighed, noget der kommer ham til gode fremover.

I 1951 kom Peter på blindeskole, Refsnæsskolen ved Kalundborg. Han skulle bo på skolen, og det var naturligvis tungt for forældrene at sende deres eneste barn afsted til en helt anden egn af landet. De gør deres bedste for at sikre sønnen værdighed og respekt i den nye situation. De sender ham rigeligt med cigaretter, penge og andet godt.

Enebarnet Peter bliver nu kastet hovedkulds ind i en børneflok, som ikke tager på ham med blide hænder. Peter kom efter det, og hans aktive liv som barn i Randers, giver ham mange fortrin, og heldigvis bliver han både glad for og god til at gå i skole.

Blindeskrift er et skræmmende ord, men det kan læres, og vi får fortalt om de underlige og fremmede pædagogiske redskaber, man bruger her. Peter har nok været lidt beklemt ved hele situationen, så en behjertet lærerinde, Ellen Gyldenbjerg, trøster ham med, at gud godt kan lide blinde.

Efter skoletiden på Refsnæs kom Peter til Blindeinstituttet i København. Han havde nu så gode boglige færdigheder, at han tog en præliminæreksamen på kursus sammen med seende. Da han havde familie i København udvidedes hans bevægelsesradius også. Peter blev optaget på Teilmanns kursus for uddannelse af fysioterapeuter, og uddannelsen afsluttes tre år senere.

Som eneste mand i klassen har han sikkert haft en god tid der. Noget sjovt for os i dag er, at man finder det upassende, hvis han kommer i fysisk kontakt med de kvindelige elever, når der skal øves praktisk fysioterapi på kroppe, og ligeledes hvis de kvindelige elever skulle øve sig på ham. For at løse problemet måtte man optage endnu en mandlig elev i klassen. Peter omtaler i øvrigt striden med Teilmanns kursus, vedrørende uddannelse af blinde fysioterapeuter, som begyndte i 1971, og som strakte sig på en opslidende og ødelæggende måde over flere år. Skolen havde en lovbestemt forpligtelse til at optage og uddanne blinde elever, men skolens leder, Inga Denver, ignorerede denne forpligtelse. Hun ønskede ikke blinde elever på sin skole. Den langstrakte sag endte med, at Inga Denver blev afskediget, der kom så en ny leder, som overholdt loven, så blinde igen kunne optages på skolen.

Bogen ”Gennem krattet” er en imponerende række af uddannelsesforløb, oplevelser og udfordringer, som Peter giver sig i kast med. Han rejser bl.a. på egen hånd til Spanien, uden at kunne spansk, og senere til London. Han beretter om dejlige oplevelser fra disse rejser.

Tilbage i Danmark møder han sin kommende hustru, Inger, som også er fysioterapeut. De bliver sammen resten af livet, og de flytter sammen med deres to døtre, Kirsten og Ditte, til Nordjylland, men før det sker der mere i Peters liv. Han keder sig i sit arbejde som fysioterapeut, der er ikke udfordringer nok i de arbejdsopgaver, han kan få. Psykologien bliver det næste område, der skal studeres. Sammenhængen mellem krop og sind bliver fremover hans helt store interesse. Peter deltog på et tidspunkt i en verdenskongres om psykologi, og møderne foregik på Christiansborg. Her kom han i kontakt med den japanske psykologiprofessor, Owaki, som demonstrerede sin intelligenstest udarbejdet til blinde, Owaki-testen. Det var en taktil udgave af block-design-tests, som er visuelle tests for seende. Professor Owaki var interesseret i at få sin test afprøvet og udbredt. Peter fik overdraget materialet, og fik aftale med Refsnæsskolen om at komme der og møde elever, som således blev testpersoner.

Testen viste sig desværre at være ubrugelig, for mange testpersoner bestod hele testen. Det må ikke kunne lade sig gøre. En test skal være så svær, at den ikke kan løses i sin helhed. Man får så ikke afdækket testpersonens fulde intelligenspotentiale.

På dette tidspunkt er Peter færdig med sin studentereksamen, og vejen til universitetet skulle således være åben for ham. For at afprøve sin teoretiske viden i praksis, bliver han ansat som medarbejder i den anonyme telefontjeneste, Nicolaitjenesten, en gratis rådgivning for mennesker med sjælelige og sociale problemer.

I 1960 blev Peter optaget på psykologistudiet ved Københavns Universitet. Det kommer til at tage 12 år at gennemføre dette studie med en bestået magistergrad. Hans studiebetingelser er mildes talt vanskelige. Blindeinstituttet vil ikke forsyne ham med punktskriftbøger, han får dækket udgifter til bånd og papir. Han tager noter på prentavle, og det lykkes for ham at skaffe studierelevant materiale på bånd fra England og USA. Han skriver speciale over emnet ”Blindes udfordringer ved at færdes”, mobility også kaldet. Det var helt nye og moderne betragtninger på blindes tilværelse, som kom fra USA.

For at tjene til dagen og vejen arbejdede Peter i ”De Gamles By”, hvor han var med til at afprøve og udvikle nye fysiurgiske behandlingsmetoder.

Peter og Inger havde længe haft lyst til at få egen klinik og hele familien flytter til Års i Nordjylland i 1977, og her har Peter og Inger boet lige siden. Døtrene er gået deres egne veje. De får nu deres egen fysioterapeutiske klinik og dermed frihed til at arbejde med og udvikle behandlingsmetoder, hvor krop og psyke bliver set i en større sammenhæng. Peter videreuddanner sig til kranio-sakral-terapeut, men hans helt store interesse opstår, da han stifter bekendtskab med den psykologiske teori kaldet Bodynamic-systemet. Bodynamic-systemet beskriver de mentale, karakteristika og kropslige kendetegn, for de forskellige udviklingstrin et barn gennemgår. Det er især det første udviklingstrin: Behovsfasen. Denne fase har ved siden af sit psykiske særkende også et kropsligt særkende. En sammensunket holdning, hvor rygsøjlen er krummet mod højre eller venstre, skoliose. At finde denne sammenhæng mellem behovsfasens karakterstruktur og skoliose syndromet, og kunne afhjælpe generne for patienterne med denne krydsdiagnose, ser han som sit livsværk.

Peter har mange interesser, han holder af musik og spiller selv guitar. Han går til undervisning og går til foredrag i idehistorie, han er i det hele taget et meget aktivt og nysgerrigt menneske. Han er optaget af Blindesagen, hvad jo også fremgår af hans emnevalg til specialet på psykologistudiet.

I Peters ungdom kendte man ikke den lange hvide mobilitystok. Nogen gik med en almindelig spadserestok, og det gule armbind med de tre sorte prikker var blindes helt almindelige udstyr. Det var et signal til seende om, at her kommer en blind, pas på, giv din hjælp om nødvendigt. Med stokken kan blinde færdes, kun sne, som er en slags tåge for blinde, udvisker kendemærker og faste holdepunkter. Hørelsen er vigtig for at færdes som blind, men desværre får Peter et hørerhandicap, som naturligvis generer ham meget. Han er dog med i Dansk Blindesamfunds Fuglsangkor, hvor han synger en smuk tenor, det ved jeg, for jeg var selv med i koret.

Bogen afsluttes med en afrunding af familiens historie. Bagest i bogen er der et apendiks med øvelser til forbedring af kropsholdning, som læseren kan kaste sig ud i.

Det er en skøn bog, sproget er flydende og levende. Der er på intet tidspunkt tomgang i fortællingen, der sker noget hele tiden. Et godt levet liv, hvor krattet på intet tidspunkt får lov til at spænde ben. Det er en beretning om en blind mands liv, men først og fremmest en fortælling om en stor og stærk personligheds vilje til at leve. Tak for din bog Peter, den er et fornemt bidrag til blindes historie. Dine efterkommere kan være stolte af dig.

Dette er jo en boganmeldelse, og ikke et referat af bogen. Der er mange situationer, jeg ikke omtaler, jeg har omtalt det, som giver et indtryk af det gennemgående tema, at komme gennem krattet.

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

 

Nyhedsbrev nr. 1 2023

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1/2023.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Kontingentindbetaling 2023 ved kasserer John Heilbrunn

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 4. – 5. marts 2023

4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2023

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2022/2023 ved Poul Lüneborg

6. Regnskab 2022 samt revisionsprotokol ved kasserer John Heilbrunn

7. Brailleskriftens konge er ikke iblandt os længere. Nekrolog om Svend Thougaard af Hans Erik Olsen

8. Du må aldrig give op – omtale af en bog om Kurt Videbæk af Allan Fohlmann

9. Den tidligere regering holdt ikke sit løfte om en undskyldning til anbragte under særforsorgen af Ove Gibskov

10. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

I skrivende stund er det en måned siden vi fejrede juleaften. Det betyder, at vi har lagt 2022 bag os og ser frem på 2023.

Der blev i det forgangne år sat fokus på blindes historie gennem nogle vigtige erindringsudgivelser. Fysioterapeut og psykolog Carl Peter Nielsen udgav i september bogen ”Gennem krattet”. Han var en pioner, idet han i 1972, som den første blinde i Danmark, forsvarede sin afhandling som afslutningen på sit cand. mag. studie i psykologi ved Københavns Universitet. Nogle måneder senere udgav Peter Frederik Hansen sine erindringer ”Fra håbefuld Bliktud til blind overlærer”. Han var blandt de første elever, som i august 1968 flyttede ind i et af værelserne på det nye Blindeinstitut på Rymarksvej i Hellerup. Disse 2 livsforløb tager udgangspunkt midt i en markant omstillingstid for blindes muligheder for at gennemføre en boglig uddannelse. Det er denne omstilling, som selskabet har søgt at belyse i rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede”, som Medicinsk Museion fik overrakt på foreningens 28. års fødselsdag den 18. november 2022. De 2 bogudgivelser på hver ca. 300 sider inklusiv illustrationer vil forhåbentlig snart kunne lånes gennem Nota, medens rapporten vil blive præsenteret af John Heilbrunn på selskabets forestående generalforsamling. Det næste Nyhedsbrev vil indeholde en præsentation af rapporten, som er baseret på 26 interview med synshandicappede, der har afsluttet en uddannelse i den nævnte periode. Rapporten vil desuden blive omtalt i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49, som forventes udsendt i slutningen af årets 2. kvartal.

Ud over disse væsentlige bidrag til belysning af blindes historie kunne vi i bestyrelsen glæde os over, at interessen for vores historie i 2022 blev taget op af læge Jesper From fra Dansk Medicinskhistorisk Selskab. Jesper From stod bag en artikel på ca. 50 sider i selskabets årbog fra 2021 med titlen ”Socialoftalmologiens og blindesagens historie i Danmark”, som jeg anmeldte i sidste års Nyhedsbrev nr. 2.

I selskabets bestyrelse glæder vi os over disse udgivelser, som vil blive fulgt op af en række bidrag i løbet af 2023. Vi er vidende om, at flere erindringsudgivelser er på vej sammen med en række artikler og historiske beretninger baseret på ny forskning.

I dette nyhedsbrev fortæller Allan Fohlmann om Kurt Videbæks erindringsudgivelse fra 2019 ”Du må aldrig give op”. Det er en omtale, som vi længe har haft lyst til at informere om. Derudover bringer selskabets redaktør Ove Gibskov endnu et bidrag til belysning af den lange proces, om en eventuel undskyldning fra regeringen til personer, der har været inddraget under Særforsorgen i årene 1933 – 1980.

I løbet af 2022 sagde vi farvel til 3 markante medlemmer af selskabet. Disse dødsfald har berørt os dybt i bestyrelsen. Det gælder ikke mindst selskabets tidligere webmaster og kasserer Ole Brun Jensen, som frem til sin død fortsat var et aktivt medlem af bestyrelsen. Organist Erik Kiørby og medarbejder ved Synscenter Refsnæs Svend Thougaard var de 2 andre personligheder og tidligere aktive medlemmer af selskabet, som vi tog afsked med. Min forgænger i formandsstolen Hans Erik Olsen har til nærværende nyhedsbrev skrevet en meget læseværdig nekrolog om Svend Thougaard, baseret på hans mangeårige venskab med ham.

Selskabets ordinære generalforsamling afholdes i år i forbindelse med et arrangement i weekenden 4. – 5. marts 2023 på Fuglsangscentret. Nyhedsbrevet indeholder invitation, program og forslag til dagsorden til generalforsamlingen samt beretning og regnskab for 2022.

Det er mit håb, at rigtig mange af selskabets medlemmer vil tage imod opfordringen til at deltage i denne begivenhed og de 2 spændende blindehistoriske programpunkter, som er forberedt til lørdag eftermiddag og søndag formiddag.

God læselyst og på forhåbentlig gensyn i weekenden 4. – 5. marts 2023.

2. Kontingentindbetaling 2023 ved kasserer John Heilbrunn

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet på 150 kr. til Blindehistorisk Selskab.

Du kan indbetale via bankoverførsel til reg 1551 0501697. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel, så jeg kan identificere indbetalingen.

Du kan også indbetale kontingentet via mobilepay på nummer 44678.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på 23 40 92 18, så vi sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Jeg vil opfordre alle medlemmer til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar i år. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 4. marts 2023, hvis du agter at deltage i denne.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 4. – 5. marts 2023

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, endnu engang at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 4. til søndag den 5. marts 2023.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 12.30.

Program for lørdag den 4. marts 2023:

Kl. 13.30 – 16.30 Generalforsamling, afbrudt af kaffe / te pause

Kl. 16.30 – 18.00 Rapport om ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” udgivet af Blindehistorisk Selskab oktober 2022. John Heilbrunn fortæller om rapportens tilblivelse og resultater.

Tre af selskabets medlemmer har interviewet i alt 26 synshandicappede personer som i 50-70-erne har haft kontakt af forskellig art og omfang med blindeforsorgen, institutionerne og inspirerende enkeltpersoner. Denne periode var en brydnings- og omstillingstid både af personlig art og i forhold til de interviewedes valg af livsbane, uddannelse, erhvervsvalg og personlig udfoldelse.

Rapporten blev overrakt til Medicinsk Museion ved en reception på selskabets fødselsdag den 18. november 2022 i Handicaporganisationernes Hus i Taastrup med deltagelse af ca. 40 medlemmer og gæster.

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i separat lokale

Kl. 21.00: Kaffe / te + kage

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program

Program søndag den 5. marts 2023:

Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant

Kl. 9.00 Blindehistorisk temaarrangement:

John Heilbrunn og Henrik Olsen præsenterer et historisk oplæg om Blinde og Svagsynedes Båndklub – BSBK.

”Hvor fotoalbums og tidligere smalfilm var en af de måder, hvor seende mindes begivenheder og sammenkomster, har blinde og svagsynede ikke haft stor glæde af dette, men har brugt båndoptageren og båndoptagelser som en slags ”kamera”, hvor mikrofonholderen kunne opfange stemninger, fortællinger og dermed videregive disse både til de, som har deltaget som et ”memoirerbillede” og samtidig har andre, som ikke har været til stede, også kunnet få del i oplevelserne.

Blindes og Svagsynedes Båndklub har siden stiftelsen den 7. februar 1969 på det første båndkursus på feriehjemmet i Hobro været vidt omkring i ind- og udland.

Henrik Olsen og John Heilbrunn vil i en dialog med forskellige eksempler illustrere, hvordan bånd- / optagemediet fra spole til digitalt medie har haft en stor betydning.

Henrik og Johns oplæg vil vare ca. halvanden time. Det vil midt på formiddagen blive afbrudt af kaffe / te pause.

Der vil være mulighed for spørgsmål og supplerende kommentarer undervejs.

Kl. 11.45 Afslutning med fællessang.

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen. Teksten blev første gang offentliggjort i Medlemsblad nr. 52 fra oktober 1915, medens melodien første gang omtales i medlemsblad nr. 6 fra den 24. marts 1923 – forud for Laurids Lauridsens melodi benyttedes melodien til “Danmark dejligst vang og vænge” komponeret 1811 af P.E. Rasmussen fra Farum.

Kl. 12.00 Frokost i centrets restaurant og derefter afrejse

Bestyrelsen beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 475 kr. sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets punkt om tilmelding til generalforsamlingen.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2023

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018. De findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 5. marts 2022 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/ 2022. Nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2022 / 2023 til godkendelse. Beretningen offentliggøres i nærværende nyhedsbrev.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2022 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse. Regnskab og revisionsprotokol offentliggøres i nærværende Nyhedsbrev.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest lørdag den 18. februar 2023.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer John Heilbrunn for en 2-års periode, er villig til genvalg.

b. Bestyrelsesmedlem for en 2-års periode, Thorvald Kølle har meddelt, at han ikke stiller til genvalg.

c. 2 suppleanter for et år, Leif Martinussen blev sidste år valgt som 1. suppleant, han genopstiller.

d. Posten som 2. suppleant skal nybesættes – Thorvald Kølle har meddelt, at han er villig til at modtage valg til dette hverv.

e. Revisorer:

Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen, der blev valgt i 2022 for 1 år, er begge villige til genvalg.

f. Revisorsuppleant:

Nete Parkov valgt for 1 år i 2022, hun er indstillet på genvalg.

11. Eventuelt.

4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2023

Kære medlem.

Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia, fra lørdag den 4. til søndag den 5. marts 2023, beder jeg dig om at kontakte kasserer John Heilbrunn senest fredag den 10. februar 2023. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 30 værelser på centret, en del af disse er allerede booket, så skynd dig med din tilmelding!

Kasserer John Heilbrunn kan kontaktes på tlf. 23 40 92 18 eller på mail heilbrunn@mail.dk.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551 0501697. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel, så kassereren kan identificere indbetalingen.
Du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44678.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til John Heilbrunn på tlf. 23 40 92 18, mail: heilbrunn@mail.dk, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 eller på mail: fuglsang@blind.dk

Bestyrelsen glæder sig til at se rigtig mange til årets generalforsamling.

På gensyn på Fuglsangscentret.

Bestyrelsen

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2022/2023 ved Poul Lüneborg

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 5. marts 2022 til dette års generalforsamling den 4. marts 2023.


1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende medlemmer, som blev valgt på generalforsamlingen den 5. marts 2022:

Poul Lüneborg, formand

Lena Bang, næstformand

John Heilbrunn, kasserer

Ove Gibskov, redaktør

Thorvald Kølle, sekretær

Leif Martinussen, 1. suppleant

Ole Brun Jensen, 2. suppleant

Den 10. juli 2022 modtog vi den meget triste meddelelse om, at Ole var gået bort efter længerevarende sygdom på grund af kræft, jf. omtalen af hans indsats nedenfor under pkt. 11.

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der forventes i skrivende stund afholdt 4 møder i beretningsperioden. I denne periode har det været muligt, at afholde alle møder som fysiske møder enten på Fuglsangscentret eller i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde den 6. marts 2022 efter generalforsamlingen.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål og bidrage til gennemførelsen af trufne beslutninger. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder – Ole deltog i de 2 første møder via elektronisk opkobling til disse.

2. Medlemsstatus.

Ved starten af 2022 talte selskabet 127 medlemmer, heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke artikler under rubrikken Meddelelser. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde.

Vi har i 2022 kunnet glæde os over, at 3 har tegnet medlemskab, 2 medlemmer har ikke ønsket at opretholde deres medlemskab, og hertil kommer, at 2 medlemmer er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2022 har medført, at der ved årets udgang var 126 medlemmer, som havde betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2023 tæller 123 medlemmer, idet vi i årets løb har registreret 3 dødsfald i medlemskredsen. Det drejer sig om følgende 3 markante medlemmer af selskabet:

– Ole Brun Jensen, jf. mindeord i MB nr. 11/2022

– Erik Otto Kiørby, jf. mindeord i MB nr. 16/2022

– Svend Aage Høegh Thougaard, jf. mindeord i MB nr. 16/2022 og Hans Erik Olsens nekrolog i Nyhedsbrev nr. 1/2023.

Desuden skal her nævnes nekrologen i MB nr. 15/2022 i anledning af meddelelsen om Jørgen Svendsens død – et mangeårigt medlem af selskabet frem til udgangen af 2021.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er beklageligvis på ingen måde rykket nærmere i løbet af denne beretningsperiode.

Bestyrelsen glæder sig over, at der stadig er mennesker med interesse for blindes historie som tegner medlemsskab af selskabet.

Jeg har sammen med den til enhver tid siddende bestyrelse i gennem de seneste 6 år bestræbt mig på at udtænke idéer og tage initiativer til at rekruttere nye medlemmer udenfor Dansk Blindesamfunds medlemskreds. Disse bestræbelser har desværre kun haft ringe succes. Derfor opfordrer jeg endnu engang alle medlemmer af selskabet til at fremkomme med forslag på dette område.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 3. august 2022 Medlemslisten for 2022 til alle medlemmer med en mailadresse. Denne blev efterfølgende udsendt i sort punkt og som daisylydfil efter det enkelte medlems eget valg. Bestyrelsen beklager, at årets medlemsliste blev udsendt så sent. Dette skyldtes først og fremmest problemer med at tilvejebringe en endelig afklaring af i hvilket omfang medlemmer i restance med kontingentbetalingen ønskede at opretholde deres medlemskab eller ej. Disse udfordringer er forhåbentlig afklaret, når vi når slutningen af beretningsperioden. Bestyrelsen planlægger i 2023 at udsende medlemslisten kort tid efter generalforsamlingen.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den årlige generalforsamling. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og i givet fald med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer videregivet til kassereren.

Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter et årsskifte at indbetale kontingentet og samtidig give meddelelse om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår af den sidst udsendte medlemsliste.

Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 7 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.

4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.

Denne gruppe, som består af 2 repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg og 2 repræsentanter fra Blindehistorisk selskab, har i 8-års perioden 28. november 2014 – 10. december 2022 afholdt 14 møder. Blandt disse møder har 4 møder været med repræsentanter fra Medicinsk Museion og 3 møder med repræsentanter fra Post-, Tele- og Kommunikationsmuseet – nu museet Enigma. Til et flertal af møderne har repræsentanter for Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg været inviteret. Således deltog Jesper Holten fra DBSs forretningsudvalg i gruppens seneste møde den 10. december 2022.

Ove Gibskov og formanden har i den forgangne periode været selskabets repræsentanter i gruppen.

Karen Marie Pedersen og Dennis Bonnet Aabank har repræsenteret DBSs Fritids- og Kulturpolitiske udvalg i gruppen i beretningsperioden.

Det fremgår af selskabets beretninger gennem årene, at arbejdet i gruppen først og fremmest har haft som mål at sikre de blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet og Synscenter Refsnæs. Den Blindehistoriske Samling overgik som bekendt i 2013 til Medicinsk Museion. Arbejdet i gruppen har derfor været koncentreret om samlingerne ved Synscenter Refsnæs.

På mødet den 10. december 2022, hvor såvel repræsentanter fra Medicinsk Museion som fra Synscenter Refsnæs deltog, var der enighed om, at det var af afgørende vigtighed, at få afklaret situationen for samlingerne ved Synscenter Refsnæs. Deltagerne i mødet besluttede, at der bør tilvejebringes en vurdering af de tilbageværende samlinger og økonomiske ressourcer, der kan sikre en overflytning af de bevaringsværdige dele af samlingerne til Medicinsk Museion, idet Synscenter Refsnæs har planer om at anvende lokalerne, hvori samlingerne nu befinder sig, til andre formål. Der var i gruppen stor tilfredshed med den beredvillighed, der fra såvel Medicinsk Museion som fra Synscenter Refsnæs blev lagt for dagen på mødet med henblik på at finde en endelig løsning af usikkerheden om fremtiden for samlingerne ved Synscenter Refsnæs.

Samlingschef Ion Meyer gav på mødet tilsagn om at udarbejde et notat, til brug for det videre arbejde med samlingerne ved Synscenter Refsnæs og såvel Jesper Holten som undertegnede stillede sig positiv til spørgsmålet om at bidrage til fremskaffelse af nødvendige økonomiske midler til det videre arbejde.

På mødet gav gruppens medlemmer en gensidig orientering om aktuelle sager på gruppens område indenfor DBS og selskabet, herunder gav Ove Gibskov en status over kontakten til museet Enigma.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er som anført i de seneste beretninger indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer er blevet opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBSs hovedkontor og / eller selskabets bestyrelse. Denne opfordring, som var indeholdt i den seneste beretning, gentages for at minde enhver om, at historiske begivenheder kun optages, hvis der er nogen som hjælper med til at identificere disse.

Opgaverne i Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe kan kun løses i et samarbejde med DBSs forretningsudvalg. Da forretningsudvalgets sammensætning i begyndelsen af 2022 endnu engang undergik markante forandringer, står gruppen overfor nye udfordringer med hensyn til at fremme forståelsen for løsningen af disse opgaver.

På mødet drøftedes det hvorledes det sikres, at markante personligheder indenfor den danske blindesag mindes, når de dør. Forretningsudvalgets nuværende aldersmæssige sammensætning kan medføre, at en meddelelse om et dødsfald blandt ældre tillidsvalgte og ansatte overses. Her bør gruppen bidrage, til at disse personer mindes på passende måde i blandt andet Medlemsbladet.

De bekymringer, som lå til grund for denne drøftelse, var blandt andet baggrunden for, at jeg i Medlemsblad nr. 1/2023 skrev mindeord om fhv. kredsformand og blindekonsulent Jan Diemer, som døde den 13. december 2022.

5. Selskabets egne projekter i det forløbne år

5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets beretninger. I beretningen for 2018 / 2019 findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

Registreringsprojektet blev afsluttet den 14. maj 2020 med udarbejdelsen af en endelig rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.

Selskabets bestyrelse besluttede allerede på sit møde den 16. februar 2020, at der skulle fastlægges en plan for projektets afslutning. Projektets hovedformål har som bekendt været at inspirere medlemmer af Dansk Blindesamfund og professionelle, indenfor det synsfaglige område, til at medvirke til at lade registrere genstande m.v. som kunne bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling. Selskabet har med projektrapporten ydet et væsentligt bidrag til at opfylde dette formål.

Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside. Samtlige registrerede genstande er systematiseret i 5 hovedkategorier. Registraturen over samlingen indeholder 142 emneord, der hver åbner adgang til de registrerede genstande under det pågældende emne.

På selskabets generalforsamling den 17. februar 2018 anførte museumsinspektør Jacob Kjærgaard, at samlingen omfatter godt 3.500 genstande og ca. 800 billeder. Hertil kommer omkring 700 punktbøger, 100 reliefbøger, 700 sortbøger samt en samling kassettebånd, disse bøger og lydoptagelser er endnu ikke digitaliseret.

Samtlige henvendelser til registreringsprojektet er i rapporten sammenlignet med registraturen. Ved denne gennemgang af modtagne henvendelser har det kunnet konstateres, at samlingen allerede indeholder en betydelig del af de registrerede genstande. Rapporten oplister 108 genstande, som ikke findes i Den Blindehistoriske Samling. Der er i alt tilgået registreringsprojektet 154 genstande, dvs. at 46 er identificeret som værende genstande som allerede findes i samlingen.

Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

I betragtning af, at projektet nu har strakt sig over godt 7 år, er der et betydeligt hensyn at tage til de mange som har henvendt sig.

Den 4. juni 2020 meddelte samlingsleder Ion Meyer ved Medicinsk Museion, at museet som udgangspunkt var interesseret i alle de registrerede genstande. Det ville dog være nødvendigt at foretage en yderligere belysning af enkelte genstande, inden endelig stillingtagen til disse. Samlingsmedarbejder Maria Thode Jensen forelagde, i en mail fra den 1. juli 2020, en plan til det videre arbejde, for indsamling og indlevering af de registrerede genstande.

Arbejdet med projektet gik på grund af coronarestriktionerne helt i stå i forrige beretningsperiodes sidste halvdel, da det ikke skønnes forsvarligt, at iværksætte en indsamling af tilbudte genstande, så længe covid19-epidemien gjorde sig gældende.

I den endelige projektrapport fra maj 2020 oplistes 154 genstande. 46 af disse er allerede registreret i ”Den blindehistoriske samling”. I det omfang det vil være muligt at indsamle de registrerede genstande, er Medicinsk Museion som anført interesseret i dem alle, dels for at supplere samlingen dels for at vurdere om de tilbudte eksemplarer er af en bedre kvalitet en de allerede registrerede, disse dubletter vil derudover kunne indgå i museets undervisnings- og udstillingsaktiviteter.

Blindehistorisk selskab står for indsamling af 28 tilbudte genstande samt for opgaven med at indhente yderligere oplysninger om 3 genstande. De øvrige genstande kræver ikke indsamling på initiativ af selskabet, idet disse er tilbudt af IBOS og andre lignende aktører.

Bestyrelsen vil forsøge at gennemføre indsamlingen af de registrerede genstande i løbet af første kvartal af 2023. Der vil i forbindelse med indsamlingen blive foretaget en registrering af identiteten på vedkommende, som har tilbudt den pågældende genstand samt en beskrivelse af vedkommendes anvendelse af denne.

5.2. Projekt ”Blindes levevilkår i 1960-70-erne”.

Selskabet blev i 2016 af Medicinsk Museion opfordret til at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, som blev en følge af de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-70-erne.

En gruppe, oprindelig bestående af John Heilbrunn som tovholder, Helle Reily, Lena Bang, Kurt Nielsen og Thorvald Kølle, har i beretningsperioden været beskæftiget med dette projekt. Den endelige rapport er baseret på 26 interview med et repræsentativt udvalg af medlemmer af Dansk Blindesamfund, interviewene er foretaget af John Heilbrunn, Helle Reily og Kurt Nielsen. Bestyrelsen besluttede efterfølgende at bede John Heilbrunns konsulentfirma ”Øjenhøjde” om at afskrive interviewene og sammenskrive en konkluderende rapport på baggrund af disse. Rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” på 117 sider blev afleveret til Medicinsk Museion ved en reception den 18. november 2022 i Handicaporganisationernes Hus. Der deltog ca. 40 medlemmer og indbudte gæster i selskabets fødselsdagsreception, som blev indledt af formanden med et historisk helikopterperspektiv over blindes beskæftigelses- og forsørgelsesmuligheder gennem de seneste 200 år for at placere rapporten i et historisk udviklingsforløb. Derefter gav John Heilbrunn en præsentation af rapporten. Receptionen afsluttedes med et inspirerende oplæg ved samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion om museets aktuelle situation, ”Den blindehistoriske samling” og fremtiden for denne, gennem samarbejde med selskabet.

Alt i alt et arrangement som bestyrelsen glæder sig over.

Afslutningsvis skal det anføres at ”Blindes Støttefond” bevilgede 64.344,00 kr. til dækning af udgifterne til rapportens fremstilling. Der er grund til at takke fonden for denne generøse donation. Selskabet har derudover af egne midler afholdt 6.395,34 kr. til korrektur, formatering, trykning, brænding af CDere m.v. Herudover har selskabet dækket udgifter til afholdelse af receptionen.

I bestyrelsen glæder vi os over, at denne opgave, som vi har beskæftiget os med gennem mange år, nu kan betragtes som afsluttet. Rapporten vil blive præsenteret på dette års generalforsamling gennem et oplæg ved John Heilbrunn.

Afslutningsvis skal det under dette afsnit anføres, at professor Birgit Kirkebæk, redaktør af Handicaphistorisk Tidsskrift, har opfordret John Heilbrunn til at skrive en artikel til Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49, hvori han præsenterer rapporten. Jeg har fået en tilsvarende opfordring om at skrive et indlæg indeholdende mine indledende historiske betragtninger.

5.3. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget.

I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet.

Selskabets arkiv råder i dag over 40 lydoptagelser af Amatørteatrets forestillinger.

5.4. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.

Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.

På foreningens hjemmeside findes et menupunkt vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.

Leif Martinussen har, som tidligere omtalt, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der i tekst og billeder belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området.

Selskabets nye webmaster Rita Ilsted Smith har fundet udveje for at lægge redegørelsen på 92 sider på hjemmesiden.

5.5. Jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023.

På generalforsamlingen den 15. februar 2020 behandledes et forslag fra Thorvald Kølle om at udgive et jubilæumsskrift skrevet af tidligere elever ved Refsnæsskolen i anledning af skolens 125-års jubilæum i 2023.

Der var bred tilslutning til at fremme dette forslag. Den nedsatte redaktionsgruppe, bestående af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen, har med Leif Martinussen som tovholder og pennefører afsluttet arbejdet med et udkast til et manuskript på 266 sider uden fotos. Der er indarbejdet plads i manuskriptet til 56 billeder, som Leif Martinussen har udvalgt.

Det er bestyrelsens opfattelse, at selskabet bør stå alene som udgiver af jubilæumsskriftet med titlen “et tilbageblik til det kgl. blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”.

Det blev endvidere på bestyrelsens sidste møde i 2022 vedtaget, at det foreliggende udkast til manuskript skal underkastes en kritisk korrekturanalyse med henblik på at indhente tilbud på trykning af dette. Bestyrelsen besluttede samtidig at stille en garanti på ca. 20.000,00 kr. til løsningen af denne opgave. Så snart en endelig version af manuskriptet foreligger, vil der blive taget initiativ til at ansøge om fondsstøtte til dækning af udgifterne til korrektur, trykning m.v. På den kommende generalforsamling forventes det, at det vil være muligt at informere om planerne for afslutningen af dette projekt. Der skal i denne forbindelse træffes aftale med Synscenter Refsnæs og Dansk Blindesamfund om deres eventuelle medvirken ved præsentationen af jubilæumsskriftet overfor offentligheden på 125-årsdagen den 5. november 2023.

6. Informationsvirksomhed.

6.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I beretningsperioden er der til dato udsendt 3 nyhedsbreve. I skrivende stund er der kun truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2023, med invitation, bilag m.v. forud for den ordinære generalforsamling den 4. marts 2023. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2023. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som DAISY-lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. DBSs sekretariat bistår mod betaling med at producere punktudgaven og DAISY-lydfilen, medens selskabet selv står for produktion og udsendelse af udgaven i almindelig tryk og som elektronisk fil.

Bestyrelsen vil benytte lejligheden til, at takke alle, der gennem artikler m.v. har bidraget til nyhedsbrevenes indhold.

Bestyrelsen har i skrivende stund registreret i hvert fald 8 forslag og idéer til artikler m. m. til kommende nyhedsbreve. Mange af disse forslag og idéer har endnu ikke set dagens lys. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner, skal derfor ikke holde sig tilbage med at kontakte redaktør Ove Gibskov herom.

Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at selskabet til dato har udsendt 73 nyhedsbreve, som findes på hjemmesiden.

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i beretningsperioden 2019 / 2020. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende. Selskabets webmaster gennem flere år Ole Brun Jensen havde kun i meget begrænset omfang kræfter til at forestå hjemmesidens løbende opdatering på grund af alvorlig sygdom frem til hans død i juli 2022.

I bestyrelsen glæder vi os over, at Rita Ilsted Smith har tilbudt at overtage opgaven som webmaster. Hun har allerede gjort sig flere tanker om en opdatering af hjemmesiden. Det bliver derfor op til bestyrelsen og medlemmerne at komme med forslag til denne opdatering.

Beretningen for 2017 / 2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ej heller været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten. Det er imidlertid en opgave som er under forberedelse.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har vi modtaget en hel del henvendelser fra både medlemmer og andre med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.

Til belysning af karakteren og omfanget af denne virksomhed skal nævnes følgende henvendelser:

– Hvor kan man læse erindringsartikler skrevet af organist Erik Otto Kiørby?

– Hvorfor benævnes en af værelsesgangene på IBOS ”Pistolstræde” blandt beboerne?

– Hvor kan man læse artikler om blinde optaget i projektet ”Anbragt i historien”?

– Hvor kan man finde billeder af blinde kurvemagere og deres produkter til illustration af danske kurvemøblers historie?

– Hvornår begyndte DBS at træne førerhunde, og hvor kan man se eksemplarer af det seletøj, der dengang blev benyttet til brug ved en filmoptagelse?

– Er selskabet interesseret i ”Blindeskakkens historie”?

– Hvor kan man læse om de døvblindes historie?

– Er der nogen som bekymrer sig om ”Anskuelsessamlingen” ved Synscenter Refsnæs?

– Hvornår blev den hvide stok introduceret og officielt godkendt herhjemme?

– Hvor kan man læse interviewene fra projektet ”Blinde kvinders kultur”?

-Kan det passe, at Dagmar Lund, organist ved Gern kirke, er den blinde kvinde som maleren Ejner Nielsen i sin tid portrætterede læsende i en bog med punktskrift?

– Er selskabet bekendt med høringssvarene i forbindelse med Blindeforsorgens udlægning?

– Hvor findes et billede af hovedindgangen til IBOS fra tiden før 1980?

– Hvor kan man finde den vedtagne lovtekst til ”Blindeloven” fra 1956?

– Er selskabet fortsat interesseret i arkiverne efter DBSU og Blindes Skiunion?

– Hvem har adgang til selskabets arkiv?

– Hvor kan man læse Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 22 udgivet i forbindelse med, at IBOS på Rymarksvej i Hellerup rundede 50 år?

6.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen den 5. marts 2022 har bestyrelsen udsendt et medlemsbrev vedrørende selskabets medlemsliste, jf. ovenfor under pkt. 3. Derudover blev der den 6. januar 2023 udsendt et medlemsbrev vedr. opkrævning af kontingent for 2023.

Det skal under dette afsnit bemærkes, at ud af de 123 medlemmer har 18 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 5 i almindeligt tryk og 5 som Daisy-lydfil.

De nævnte medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.

Til slut skal det under dette afsnit bemærkes, at redaktør Stinna Brinch Christensen opfordrede selskabet til i DBS’s medlemsblad nr. 16/2022 at bringe en temaartikel om vore aktiviteter, denne blev skrevet af Ove Gibskov. Forhåbentlig kan artiklen bidrage til større synlighed om selskabet.

7. Andre aktiviteter til belysning af blindes historie.

Der er grund til at glæde sig over, at flere blinde har følt sig inspireret til at udgive deres erindringer i 2022.

Carl Peter Nielsen udgav september 2022 sine erindringer under titlen ”Gennem krattet”. Udgivelsen er på 200 siders tekst + 100 billedsider. Peter Nielsen er en pioner, idet han i 1972 ved Københavns Universitet forsvarede en magisterafhandling indenfor psykologi.

Peter Frederik Hansen præsenterede den 15. december, ved en reception på IBOS, sin 2. bogudgivelse ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer – selvbiografiske fortællinger fra et liv med et alvorligt synshandicap”. Bogen er udgivet på forlaget Kahrius og er på 293 sider.

Derudover forlyder det, at cand. Jur. John Heilbrunn også arbejder på at udgive sine erindringer.

Dernæst skal det under dette afsnit nævnes, at læge Jesper From i Dansk Medicinskhistorisk Selskabs Årbog for 2021 – udgivet april 2022 – har offentliggjort en artikel med titlen “Socialoftalmologiens og Blindesagens historie i Danmark” på 50 sider. Derudover har han i 2022 skrevet yderligere to artikler om hhv. Blindesagens historie udenfor Danmark og en kasuistik om Helen Keller. Disse artikler offentliggøres i DMS’s årbog for 2022, som forventes udsendt i første kvartal af 2023.

Endvidere er der grund til at nævne, at Jesper Vaczy Kragh sammen med historikeren Claus Bundgård Christensen planlægger at samarbejde om et forskningsprojekt, om de sønderjyske mænd, der deltog i Første Verdenskrig. Over 6000 af dem blev invalideret under krigen og kunne efter genforeningen i 1920 søge en erstatning / pension. Der findes et meget stort arkiv efter det såkaldte Invalidenævn i Sønderborg. Projektet tager sigte på at undersøge dette arkiv, ud fra en handicaphistorisk vinkel, herunder en undersøgelse af de veteraner, der havde mistet synet under krigen.

Til slut skal omtales det historiske projekt, som et af selskabets nye medlemmer historikeren Rita Ilsted Smith er gået i gang med at gennemføre. Det drejer sig om en detaljeret gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet på Frederiksberg – hjem for arbejdsføre blinde kvinder, oprettet i 1900 og som fungerede frem til 1973. Dansk Blindesamfund har bevilget 15.000,00 kr. til finansiering af researchfasen af projektet, medens selskabet har garanteret resten af det foreliggende budget på godt 18.000,00 kr.

8. Selskabets elektroniske arkiv.

Efter generalforsamlingen i 2016, fik jeg fra min forgænger, Hans Erik Olsen, overleveret et elektronisk arkiv indeholdende alle selskabets arkiverede dokumenter og lydfiler. Dette arkiv er i de efterfølgende år løbende opdateret.

I beretningsperioden 2020 / 2021 er arkivet blevet underkastet en omfattende opdatering.

Arkivet består i sin nye systematik af 4 hovedafsnit:

Afsnit A indeholder dokumenter.

Afsnit B indeholder lydfiler.

Afsnit C indeholder publikationer m.v. fra DBS.

Afsnit D indeholder blindehistoriske bøger, rapporter m.v.

På bestyrelsesmødet den 8. oktober 2020 fik medlemmerne af bestyrelsen en kopi af arkivet til personlig brug i deres arbejde i selskabet. Denne spredning af arkivet er tillige en sikring imod, at dette går til grunde ved et uheld eller på anden måde ved ændring af bestyrelsens sammensætning. Arkivet er opdateret frem til udgangen af 2022 og omfatter i alt 6461 filer.

Bestyrelsen har også i denne beretningsperiode kunnet glæde sig over, at både Hans Erik Olsen og Henrik Olsen – navnlig sidstnævnte – har leveret mange nye lydoptagelser til arkivet.

9. Har Blindeforsorgens klienter krav på en undskyldning fra regeringen?

Det var det spørgsmål, som selskabet rejste på et debatarrangement den 16. februar 2020 efter generalforsamlingen.

Regeringen bad i sensommeren 2019 Forsorgsmuseet i Svendborg, om at udarbejde en redegørelse om, hvorvidt der er grundlag for at give en undskyldning til tidligere børn, unge og voksne ved institutionerne under Særforsorgen i lighed med den undskyldning som drengene ved ungdomsinstitutionen Godhavn fik af statsministeren den 13. august 2019 for de overgreb, som de havde været udsat for.

Debatarrangementet blev dækket gennem flere artikler i Nyhedsbrev nr. 2/2020. Henrik Olsens lydoptagelse af debatarrangementet kan aflyttes på selskabets hjemmeside, det findes under menupunktet “Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”.

Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg opfordrede selskabet til at repræsentere blindeområdet ved Forsorgsmuseets møder i tilknytning til den bestilte udredning.

Ove Gibskov, der forestod hvervet som mødeleder ved debatarrangementet, blev af bestyrelsen bedt om at repræsentere selskabet ved disse møder.

Det var den helt overvejende stemning på debatmødet, at blinde elever indenfor Blindeforsorgen i årene 1933 – 1980 ikke havde behov for en undskyldning.

I april 2022 udsendte Forsorgsmuseet rapporten ”Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933-1980”, på ca. 400 sider.

Ove Gibskov har løbende i selskabets nyhedsbreve og i Dansk Blindesamfunds medlemsblade orienteret om projektredegørelsen.

Det er i skrivende stund fortsat uklart, hvilke konklusioner den nye regering agter at drage på grundlag af rapporten.

Rapporten og baggrunden for denne blev indgående behandlet på årsmødet den 25. november 2022 i Historisk Selskab for Handicap og Samfund. Temaet for Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49 bliver ”En mulig officiel undskyldning til tidligere anbragte”.

Redaktør professor Birgit Kirkebæk har i anledning heraf opfordret Ove Gibskov til at skrive et bidrag under titlen ”Hvorfor er officielle anerkendelser og undskyldninger for tidligere tiders overgreb vigtige?”

10. Administrative og økonomiske forhold.

Regnskabet for 2022 udviser et overskud på 12.795,00 kr. Dette resultat skal sammenholdes med overskuddet på 12.868,24 kr. i 2021. Medlemstilskuddet fra DBS er i 2022 forhøjet fra 150,00 kr. til 250,00 kr. pr. DBS medlem af selskabet. Dette tilskud på 27.750,00 kr. bidrager til det gode resultat.

Der er i indeværende beretningsperiode kun afholdt 4 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 3 nyhedsbreve, hvilket har bidraget til at holde udgifterne nede. Til gengæld har bestyrelsen brugt 6.598,00 kr. til afholdelse af fødselsdagsreceptionen, omtalt ovenfor under pkt. 5.

Selskabets likviditet giver bestyrelsen en betydelig handlefrihed til at iværksætte nye initiativer ved at yde en økonomisk garanti. Denne mulighed er i beretningsåret benyttet i 3 tilfælde:

– Rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede”

– 125-års Jubilæumsskriftet “Et tilbageblik til det kgl. blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”.

– Projektet ” Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900-1976” ved Rita Ilsted Smith.

Disse garantier søges efterfølgende dækket gennem fondsansøgninger. Dette er heldigvis lykkedes i vid udstrækning, hvilket der er grund til at takke donatorerne for.

Overgangen fra Nem-ID til Mit-ID og oprettelsen af de forskellige elektroniske postbokssystemer har givet anledning til nye udfordringer, som forhåbentlig nu er overstået.

Produktionstiderne på DBS-sekretariat, sammenholdt med de usikre leveringstider hos Post Nord, medfører at samtidig udsendelse af forskellige medier må definitivt opgives. Udgangspunktet er udsendelse af en elektronisk version, hvorefter punkt, sort og DAISY versionerne følger snarest derefter.

11. Afsluttende bemærkninger.

Blandt de frivillige, som yder en aktiv indsats i selskabets bestyrelse, har vi oplevet, at alvorlig sygdom fra tid til anden pludselig gør sig gældende. Det indebærer at gode kolleger forlader os. Det oplevede vi med Henning Eriksens død den 22. december 2017, med Henning Backs død 26. maj 2018 og nu senest med Ole Brun Jensens død den 10. juli 2022. Det har i alle 3 tilfælde været med tungt hjerte, vi har modtaget disse meddelelser – de var alle 3 meget aktive medlemmer af bestyrelsen.

I bestyrelsen vil vi mindes Ole Brun Jensen for hans glade og optimistiske livssyn, altid parat til at påtage sig en opgave, som han mente at kunne løse – han vil blive savnet af os alle.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.

Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på, at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

6. Regnskab 2022 samt revisionsprotokol ved kasserer John Heilbrunn

Blindehistorisk Selskab, CVR-nr. 37497584

Årsregnskab for 2022

Indholdsfortegnelse

Virksomhedsoplysninger 3
Resultatopgørelse 4
Balance 5
Noter 7

Virksomhedsoplysninger

Blindehistorisk Selskab
Gyldenløvesgade 16, 3.tv
1369 København K
Telefon: 23 40 92 18
Web: www.blindehistorisk.dk
Mail: blindehistorisk@gmail.com
CVR-nr.: 37497584

Regnskabsperiode: 01-01-2022 til 31-12-2022

Resultatopgørelse for perioden 01-01-2022 til 31-12-2022

Note 2022 DKK

Indtægter (1) 127.714

Driftsudgifter (2) -110.966

Resultat før renter og afskrivninger 16.748

Småanskaffelser (3) -4.574

Finansielle indtægter (4) 621

Resultat efter renter og afskrivninger 12.795

Årets resultat 12.795

Balance:

AKTIVER Note 2022 DKK

Tilgodehavender (5) -150

Tilgodehavender i alt -150

Likvide beholdninger (6) 176.332

AKTIVER I ALT 176.182

PASSIVER Note 2022 DKK

Foreningsformue (7) 167.264

Kortfristet gæld (8) 8.918

PASSIVER I alt 176.182

Noter 2022 DKK

(note 1) Indtægter

Kontingent 18.900 (126 à 150)

Andre Tilskud 71.687 (tilskud fra coronapuljen: 7.343; udgivelsesstøtte fra Blindes Støttefond til projekt levnedsbeskrivelse: 64.344)

Sponsorindtægter 100 (for meget indbetalt kontingent, som ikke ønskedes tilbagebetalt)

Indtægter fra arrangementer og lign. 9.025 (deltagerbetaling generalforsamling marts 2022)

Andre indtægter 252 (salg for salg museumsdagbog: 200; Renter retur fra skatteforvaltningen: 49,61; Saldojustering: 2,25)

Medlemstilskud dansk Blindesamfund 27.750 (111 medlemmer à 250)

Indtægter i alt 127.714

(note 2) Driftsudgifter

Kontorartikler og tryksager -849

Porto og gebyrer -1.365

Internet og webhotel -3.640

Køb af software -537

Transportudgifter -4.592

Udgifter til arrangementer og lign. -6.598 (mødelokale og traktement jubilæumsarrangement 18.11 / lancering af levnedsbeskrivelse)

Mødeudgifter -21.346 (betaling for FSC for generalforsamling 2022 18.530; bestyrelsesmøder: 2.816)

Gaver og blomster -1.081

Diverse udgifter -70.958 (projekt levnedsbeskrivelse, firmaet Øjenhøjde APS + klargøring af rapport, korrektur, indpakning m.v. v / formanden: 70.457; Billede indkøbt til 125 års jubilæumsbog om Synscenter Refsnæs (billede fra Kgl. Bibliotek: 300; indkøb af læsestof, 200)

I alt -110.966

(note 3) Småanskaffelser

Småanskaffelser -4.574 (harddisks til bestyrelsesmedlemmer anskaffet af formanden)

I alt -4.574

(note 4) Finansielle indtægter

Finansielle Indtægter (øvrige) 621

621 (retur fra skattevæsen)

I alt 621

(note 5) Tilgodehavender

Medlemmer -150

I alt -150

(note 6) Likvide beholdninger

Den danske Bank 176.332

I alt 176.332

(note 7) Foreningsformue

Egenkapital primo 2022 154.469

Periodens resultat 12.795

I alt 167.264

(note 8) Kortfristet gæld

Kreditorer 8.098 (regning til DBS for fødselsdagsarrangement: 6.598; drift af hjemmeside 1.500)

Udlæg 820 (udlæg ej modtaget og derfor ej afregnet før årets afslutning: Rejseudgifter Ove Gibskov, udlæg Leif Martinussen for indkøbt billede)

I alt 8.918

John Heilbrunn Kasserer

Revisorer: Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen

Blindehistorisk Selskab – Revisionsprotokollat 2022.

Revisionen har afstemt konteringer i regnskabets resultatopgørelse for perioden 01-01-2022 til 31-12-2022 Herunder indtægter, driftudgifter samt konteringer i aktiver og passiver og i tilhørende noter.

Revisionen har noteret sig følgende 2 hovedtal i regnskabet: Årets resultat: kr. 12.795. Likvid beholdning i Danske Bank kr. 176.332.

Der er afholdt revisionsmøde 18. og 20. januar 2023 som telefonmøder. I møderne deltog revisorerne Hanne Tietgen Eriksen og Kurt Nielsen og kasserer John Heilbrunn. John Heilbrunn gennemgik regnskabet, og revisorerne fik lejlighed til at stille nødvendige afklarende spørgsmål med justering af materialet til følge.

Det er vores vurdering, at regnskabet 2022 giver et retvisende billede af økonomien 2022 i Blindehistorisk Selskab, og vi fremlægger protokollatet uden bemærkninger.

Revisorerne har ikke yderligere bemærkninger at tilføje.

Med venlig hilsen

Hanne Tietgen Eriksen – Kurt Nielsen

7. Brailleskriftens konge er ikke iblandt os længere. Nekrolog om Svend Thougaard af Hans Erik Olsen

Mandag, 28. november 2022 sov Svend Aage Høeg Thougaard stille ind på Holbæk Sygehus i en alder af 80 et halvt år efter længere tids sygdom. Begravelseshøjtideligheden fandt sted i Sorø Klosterkirke 6. december 2022, hvor vi var cirka 50 til at sige det sidste farvel.

Svend blev født i Vestjylland 8. juni 1942

Gennem syv år gik han på Sorø Akademi, og som 19-årig tog han matematisk studentereksamen.

Han flyttede til Christianshavn i Beatles-tiden, og påbegyndte her medicinstudiet. Under studiet arbejdede han på Rigshospitalet som ventilatør, og 1. april 1974 kom han sammen med seks andre ventilatører til Refsnæsskolen på et vikariat med den halvandet år gamle Anne, der var blind, og som havde vejrtrækningsproblemer. Her var han beskæftiget frem til 1983.

Ansættelsen lød oprindelig på tre uger, men det kom til at vare 48 et halvt år. For ikke så længe siden blev han spurgt, hvornår han ophørte med sit medicinstudie. Hertil svarede han: ”Ikke endnu”.

Ved siden af ventilatørarbejdet arbejdede han som picter, hvilket vil sige, at han skrev punktmateriale på perkinsmaskine til skolens elever og også til elever i folkeskolen. Senere kom han til at stereotypere, hvor man skrev på zinkplader, lagde et punktpapir imellem, og pressede så prikkerne fra pladerne ud på papiret.

Af Svends personalier fremgår det, at han havde flere titler som ansat på Refsnæsskolen.

Han var døgninstitutionsmedarbejder og institutionsfotograf. Han erhvervede kursusbeviser i mikrofonteknik og studieakustik.

Da Svend fejrede sin 70-års fødselsdag talte tidligere formand for punktskriftnævnet og næstformand i Dansk Blindesamfund Kurt Nielsen. Her fremhævede han Svends enorme indsats på punktskriftområdet og i Punktskriftnævnet gennem mange år. Han og Kurt har sammen deltaget i cirka 100 møder i punktskriftnævnet.

I forbindelse med Svends runde dag 8. juni 2012, skrev det hæderkronede dagblad Politiken, at der ikke er nogen i Danmark ja, i hele Europa, der ved mere om de blindes skriftsprog. Et synspunkt, jeg sammen med mange andre blinde helt og fuldt deler.

Svend var i stand til med øjnene at læse punktskrift på hovedet, hvilket ikke er mange beskåret.

I midten af 1980’erne stod han sammen med Refsnæsskolen og kyndige IT-folk for udviklingen af Logtext, hvor Svend tog rundt i landet og underviste mange folkeskoleelever. Senere kom punktskriftapparatet Pronto, og her var han en af hovedkræfterne, der sørgede for, at den havde det rigtige software og de rigtige punkttabeller.

Noget af det, Kurt og Svend var fabrikanter af, var ”Den danske punktskrift 1993”. En reform, hvor punktskriften blev tilrettet således, at man mente at den var mere skrivevenlig og mere læsevenlig.

Svend var meget stærk fortaler for, at vi skulle have en god og korrekt ottepunkt-standard i Danmark. Ottepunkt-standarden gør det muligt at fremstille Brailleskrift ved hjælp af moderne datateknik, og den er kommet for at blive. Og det er Synscenter Refsnæs, der gennem årene har været en stærk bannerfører for ottepunkt-systemet. Børn i folkeskolen lærer dette fordi opfattelsen var, at det også var den vej, udviklingen gik, og her så Synscenter Refsnæs rigtigt.

For ikke så mange år siden fortalte Svend mig ved en af vore hyggelige vennesammenkomster på Fuglsangcentret i Fredericia, at han har regnet sig frem til, at det er muligt at skrive 13 trilliarder kombinationer, hvilket er ganske imponerende. Med den matematiske evne Svend besad, er jeg ikke i tvivl om, at udregningen er korrekt.

Ligeledes også arbejdet med Robobraille har Svend været stærkt involveret i.

Også i Louis Braille Selskabet gjorde han en indsats. På selskabets rejse i Louis Brailles fodspor var han ledsager for to af medlemmerne, Gerhard Kaimer og Lis-Vibeke Wallin.

Han lagde et utrætteligt stykke arbejde i at få den blindehistoriske samling på Refsnæs registreret.

Men også i Blindehistorisk Selskab har vi meget at takke ham for. Fra 1995 og mange år frem fremstillede han selskabets nyhedsbreve i punktskrift, finansieret af Refsnæsskolen. Selskabet udsendte over 100 nyhedsbreve i punkt tre til fire gange årligt, og når punktproduktionen og tilrettelæggelsen af layoutet påbegyndte med ham som producer, gik der over et døgn før arbejdet var færdiggjort. I de år, jeg var formand for selskabet fik jeg inden udsendelsen nyhedsbrevet i punkt til korrekturlæsning, og det var meget, meget sjældent at der var fejl. Hæftet var forsynet med indholdsfortegnelse og siderne var behørigt nummererede.

I en årrække var han revisor i selskabet, og gennem en årrække havde jeg som selskabets formand den glæde at arbejde sammen med Svend i bestyrelsen.

Sammen med Inge Gibskov, Arne Krogh og Karsten Ahrens havde vi et godt team, og efter at vi trådte tilbage i 2016 mødtes vi cirka en gang om året på Fuglsangcentret til vennetræf. Det sidste vi nåede var i slutningen af maj i år, og jeg ved, at Svend satte stor pris på de sammenkomster.

Mit personlige venskab med Svend går helt tilbage til april 1974. På det tidspunkt blev elever fra København og omegn i forbindelse med weekendbesøg og ferier hos vore forældre samlet op af en bus i udkanten af København og kørt til Refsnæsskolen.

Jeg sad og læste i en punktbog, da Svend interesseret spurgte, hvad det var jeg foretog mig. Jeg fortalte ham, at det var punktskrift, jeg læste, og han har senere fortalt, at det var Henrik og jeg, der gjorde ham interesseret i de blindes skriftsprog.

Da Henrik og jeg blev konfirmeret den 6. april 1975, fik vi af de medicinstuderende en hilsen skrevet på fejlfrit punkt af dem, og det var Svend, der var mester for punktskrifttelegrammet.

De medicinstuderende arbejdede 12 timer ad gangen, nemlig fra kl. 6 morgen til 18, og så blev han afløst fra 18 til 6 næste morgen.

De havde deres base på Pilehuset i Byens Mose, cirka 1 kilometer fra Refsnæsskolen. Deres vagter var på småbørnsafdelingen Stausgaard. Her gik jeg ofte over om eftermiddagen og talte med Svend, og skønt han ikke var særlig fodboldinteresseret læste han troligt sportssiderne fra dagbladet BT højt for mig.

Havde han fri tog han mig ofte med i sin Citroën 2CV, som han kaldte Gyngehesten, på tur til Kalundborg, eller vi rundede Røsnæs Fyr.

I maj 1975 stiftedes tandemklubben på Refsnæs, hvor jeg var formand det første år, og når Svends tid tillod det, cyklede han onsdag aften med som pilot, og det var spændende at høre, hvad Svend kunne se, når vi kørte i landskabet.

I 1976 rejste vi fra Refsnæs og der gik nogle år, hvor min kontakt med Svend ikke var så stor, men da forkortelsesprogrammet Forkbra var i sin udvikling, arbejdede jeg meget sammen med ham om undtagelser til programmet, og det betyder, at ord, der stod i denne tabel, blev forkortet, som vi punktlæsere ønskede det. Da vore veje krydsede igen i Blindehistorisk Selskab, var vores venskab stadig som fra dengang.

Det var altid en glæde også at besøge Svend i privaten på Strandbakken i Kalundborg, hvor vi mangen en eftermiddag har talt om det, der begge optog os utrolig meget, nemlig punktskriften.

Nu har vi så måttet sige et sidste farvel, og vi er mange, der kommer til at savne Svend utrolig meget.

Den viden Svend havde tilegnet sig om vores skriftsprog, bliver næppe nogensinde overgået.

Havde man Svend som ven og kammerat, havde man det for livet.

Æret være Svend Thougaards minde.

8. Du må aldrig give op – omtale af en bog om Kurt Videbæk af Allan Fohlmann

For nogle år siden lovede jeg bestyrelsen i Blindehistorisk Selskab at skrive lidt om denne bog, når den kom på Nota – men der kom den desværre ikke!

Da vi talte om bogen i bestyrelsen, blev jeg inspireret af, at Kurt Videbæk havde arbejdet som telefonist / receptionist, en stillingsbetegnelse jeg selv har haft i en årrække. Kurt arbejdede allerede i den jobfunktion, før jeg selv blev uddannet, og det var især lærerigt for mig at læse om, hvordan man før i tiden håndterede de forskellige arbejdsopgaver.

Ove Gibskov gjorde mig opmærksom på, at bogen nu er indlæst hos KAbB (Kristeligt Arbejde blandt Blinde), og de var så venlige at stille et eksemplar til rådighed for mig, så jeg kunne skrive lidt om bogen.

Bogens forfatter er Egon Rasmussen, og den handler om Kurt Videbæk og hans tur gennem livet, først som svagsynet, senere som blind. Der er skrevet mange erindringsbøger af og om synshandicappede, og denne er blandt de mere læseværdige!

Kurt Videbæk er født i 1942 og fik som tiårig at vide, at han ville blive blind. Den besked kunne han overhovedet ikke håndtere, så derfor hører vi ikke meget om hans barndom på Refsnæs og hans første periode på Instituttet. Meget af det, har han simpelt hen fortrængt, hvilket er let at forstå!

Til gengæld hører vi meget om, hvordan det kunne lade sig gøre at arbejde som svagsynet i de gode tider i 60’erne og 70’erne. I begyndelsen arbejdede Kurt som ufaglært, og han bliver ofte fyret, når synet ikke helt står mål med arbejdsopgaverne.

Vi hører også om Kurts erkendelse af, at han efterhånden bliver nødt til at tage den snigende synsnedsættelse alvorligt, og hvordan han håndterer den fase i livet. Efter en alvorlig trafikulykke kommer han på Blindeinstituttet igen, hvor han bliver uddannet som telefonist / receptionist, og her finder han sin rette hylde. Desværre bliver hans arbejdsfunktion nedlagt på et tidspunkt, grundet den teknologiske udvikling indenfor området.

Herefter arbejder han som rådgiver i forbindelse med sin kristne tro, og her kommer han i kontakt med mange mennesker i den seende verden, hvor han færdes det meste af livet. Kurt virker som et meget vidende og inspirerende menneske, og jeg er ikke i tvivl om, at han har haft meget at byde på.

På et tidspunkt kommer Kurt dog i kontakt med blindeverdenen, og han har deltaget i blindeskak i mange år, blandt andet ved skak-OL i Grækenland.

Med denne bog får du heldigvis ikke endnu en selvhjælpsbog til bunken, men du får til gengæld en erindringsbog, der ærligt og sobert fortæller om at miste synet, og om at leve med det på godt og ondt.

Kurts både positive og realistiske livssyn præger bogen, og han er meget ærlig, når han skriver om både pudsige og mere bøvlede oplevelser i sit liv. Han lægger ikke fingrene imellem, når han erkender ting, han kunne have håndteret bedre.

Tilknytningen til Pinsekirken skinner meget tydeligt igennem, og for mig som ikketroende, er det ikke noget problem at håndtere. Jeg betragter ikke bogen som en religiøs bog, men som en bog, der er skrevet af en mand med en tro, der betyder meget i hans liv.

Dette er som nævnt ikke en anmeldelse men en omtale. Ønsker du at læse en længere omtale kan du finde en sådan her:

https://www.forlagetaadalen.dk/bog.php?bookID=291

Bogen kan som nævnt lånes hos KAbB, spilletiden er 3 timer 41 minutter, og den er indlæst af Lea Brøgger. Bogen er på 166 sider og blev i 2019 udgivet på forlaget Ådalen.

9. Den tidligere regering holdt ikke sit løfte om en undskyldning til anbragte under særforsorgen af Ove Gibskov

Det er bestemt ikke et ønskejob at fortsætte den her føljeton men desværre nødvendigt, da Mette Frederiksens socialdemokratiske regering jo ikke fik givet den undskyldning til anbragte under særforsorgen, som det ellers flere gange var blevet lovet af daværende socialminister Astrid Krag.

F.eks. sagde hun 12. august sidste år i P1 Morgen, at der ville blive givet en undskyldning for de overgreb og den manglende omsorg, mange af de anbragte var udsat for. Men selv om, der efter dette tilsagn, gik næsten to måneder, inden der blev udskrevet folketingsvalg, skete der intet. Og skønt statsministeren jo stadig hedder Mette Frederiksen, kan SVM-regeringen naturligvis ikke være forpligtet af et rent socialdemokratisk løfte.

I Dagbladet Information kunne man da også 10. januar læse, at regeringen ikke føler sig bundet af løfte om undskyldning til anbragte under særforsorgen. Og socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) udtaler i samme artikel, at regeringen endnu ikke ”har taget stilling til spørgsmål vedrørende den historiske udredning af sær- og åndssvageforsorgen”.

Så en undskyldning kan altså endnu godt nå at komme; men hverken jeg eller mange af dem, der har bidraget til udredningen med deres negative oplevelser, fatter, at det som lovet ikke allerede skete under den tidligere regering. Det var jo den, der tog initiativ til udredningen, som hurtigt skulle være færdig for at sikre, at dem, man vil give en undskyldning, hvoraf mange er godt oppe i alderen, kan nå at få den, mens de stadig lever.

I forbindelse med udredningen er der både lavet en film om nogle af dem, der var anbragt, og et ret omfattende undervisningsmateriale. Men begge dele må ifølge en beslutning fra socialministeriet først offentliggøres, når undskyldningen bliver givet. Så derfor er der altså flere særdeles gode grunde til, at det sker så hurtigt som overhovedet muligt.

Jeg har fulgt, og følger stadig, sagen med læserbreve i forskellige aviser og er i øvrigt af redaktøren for Handicaphistorisk Tidsskrift blevet bedt om at skrive en artikel til det kommende nummer om relevansen af undskyldninger i et historisk perspektiv. Den vil også blive bragt i et af selskabets næste Nyhedsbreve.

10. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg, Kålundsvej 6A, 3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72, Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang, Solnavej 19, st. th, 2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67, Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer John Heilbrunn, Gyldenløvesgade 16 3.tv, 1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00, Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov, Brombærhaven 31, 8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Sekretær Thorvald Kølle, Clermontgade 29. st. th., 4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

Suppleant

Leif Martinussen, Bryrupvej 55, 2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

 

Nyhedsbrev nr. 3 2022

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. En undskyldning fra regeringen til anbragte under særforsorgen har allerede trukket alt for længe ud Af Ove Gibskov

3. Hvad en blind ser – artikel i bladet Frem fra 1925

4. Billeder og billedtekster til forrige artikel

5. Blindemuseet og dets skaber Af Poul Glygård, artikel fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad 1982

6. Pistolstræde på Blindeinstituttet i Hellerup Af Peter Frederik Hansen

7. Omtale af Ulla Bruuns novellesamling Alvin, Underhunden og andre fortællinger

8. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden af Poul Lüneborg

Gennem de godt 6 år, som jeg har varetaget hvervet som selskabets formand har jeg fra tid til anden spurgt mig selv, hvem interesserer sig for blindes historie? Hvilken betydning har det, at der er nogle, som bruger tid og kræfter på at belyse forskellige sider af blindes tilværelse i de forløbne 250 år, som er den periode, hvor det giver mening at tale om blinde som en social gruppe og deres historie? Det ligger langt udenfor rammerne af et nyhedsbrev at besvare disse spørgsmål. Men jeg mener, at flere af bidragene nedenfor fortæller hvorfor selskabets virke giver mening.

”Det var gennem oplysningstænkningen, at et særligt menneskesyn blev til, hvor alle de, der befandt sig uden for det nyligt etablerede samfundsbegreb, karakteriseredes negativt i forhold til det ideale oplyste menneske. Dette var et menneske, der kunne se verden, som den i sandhed var, eller om ikke det, så i hvert fald kunne blive oplyst om de nyfundne sandheder, den nye videnskab havde bragt frem i lyset. Med øjet og synet som tidens fremmeste symboler var det i bogstaveligste forstand indlysende, at det var let at få øje på blindheden som en fysisk vrangspejling. Således karakteriseredes blindhed som mennesker, der ikke kunne se, døvhed som mennesker, der ikke kunne høre i lighed med fattigdom – mennesker der ikke havde penge, eller sygdom – mennesker der ikke var raske”, citat fra Pia Lundbergs Ph.d. afhandling under afsnittet ”Tilblivelse af blindes verden” ”Blindhed” fra maj 2005. Kategorisering og beskrivelse af sociale grupper spiller en fremtrædende rolle blandt oplysningstidens filosoffer. Blinde som gruppe indtog i lyset heraf en særlig rolle, som gav anledning til en række spekulationer. Den franske forfatter Denis Diderot udgav i 1749 ”Brev om blinde til brug for dem, der ser”. Det var i lyset af disse tendenser i sidste halvdel af 1700-tallet, at en medarbejder i det franske udenrigsministerium ved navn Valentin Hauy i 1784 tog initiativ til at oprette en skole for blinde. Den vigtigste begivenhed i blindes historie fastslår Gerhardt Kaimer på side 122 i sin kulturhistoriske fremstilling ”Blindes Verden” fra 2002.

I dette nyhedsbrev bringes en artikel fra tidsskriftet Frem fra 1925 med titlen ”Hvad en blind ser”. Efterlæsningen af denne beskrivelse sidder man tilbage med spekulationer om, hvorvidt der overhovedet i vor tid er plads og overskud til at gøre sig lignende tanker. Fortrænger nutidens bestræbelser på medicinsk / kirurgisk at eliminere blindheden i vores tid sådanne analyser og overvejelser? Artiklen er i det originale optryk ledsaget af en række billeder med beskrivende tekster, som giver en fin fortælling af den hjemlige blindesag, som den tog sig ud 14 år efter stiftelsen af Dansk Blindesamfund i 1911. I forlængelse heraf kan man med udbytte læse Poul Glygaards beskrivelse af hvorledes Den Blindehistoriske Studiesamling ved Blindeinstituttet blev til på initiativ af instituttets fhv. inspektør Folke Johansen i 1980. Poul Glygaard strejfer i sin artikel indledningen til blindesagens historie, som jeg har beskrevet ovenfor.

Man kan med rette sige, at vi bevæger os fra fortiden til noget nær nutiden i Peter F. Hansens redegørelse om hvorfor en fløj i det nye blindeinstitut i Hellerup fik navnet ”Pistolstræde”.

En hel anden vinkel på blindes historie trækker selskabets redaktør Ove Gibskov frem i sin fortsatte omtale af den igangværende behandling af den omfattende redegørelse, som Forsorgsmuseet i Svendborg på regeringens vegne har tilvejebragt for at belyse, om der er anledning til, at Særforsorgens klienter fra årene 1933-1980 bør gives en undskyldning for den behandling, som de blev til del.

Blandt selskabets for tiden 126 medlemmer er der flere som har givet sig i kast med forfattergerningen. Det er Ulla Bruun, som står bag den seneste bogudgivelse fra maj i år med titlen ”Alvin, Underhunden og andre fortællinger”, som præsenteres sidst i nyhedsbrevet gennem Marianne Olsens anmeldelse fra netmagasinet Sameksistens. Bogen vil i den nærmeste fremtid kunne læses i en tilgængelig version, som der ifølge præsentationen er grund til at glæde sig til.

Til slut vil jeg minde om, at selskabet afholder sin generalforsamling på Fuglsangscentret i dagene lørdag den 4. til søndag den 5. marts 2023. Sæt allerede nu kryds i næste års kalender. Næste nyhedsbrev vil indeholde beretning, regnskab program m.v. til generalforsamlingen, som også vil præsentere 2 blindehistoriske programpunkter, som der er grund til at glæde sig til.

På gensyn i begyndelsen af marts næste år, hvor bestyrelsen håber at se rigtig mange medlemmer.

2. En undskyldning fra regeringen til anbragte under særforsorgen, har allerede trukket alt for længe ud

Af Ove Gibskov

Der er nu gået et halvt år, siden Social- og Ældreministeriet 8. april offentliggjorde den historiske udredning vedr. anbragte i særforsorgens institutioner, som jeg har skrevet ret udførligt om i adskillige nyhedsbreve og også omtalt i flere af Dansk Blindesamfunds medlemsblade.

For næsten to måneder siden kunne man så 12. august i P1 Morgen høre socialminister Astrid Krag sige, at der vil blive givet en undskyldning for de overgreb og den manglende omsorg, mange af de anbragte var udsat for. Om dette muligvis siden er sket ved jeg naturligvis ikke her 23. september, hvor der var deadline på indlæg til Nyhedsbrevet. Men umiddelbart inden havde Sarah Smed, der er leder af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, som har stået for udredningen, ikke hørt noget fra ministeriet. Det samme gælder journalist Ulrik Dahlin, som for Dagbladet Information har fulgt sagen tæt.

Det var den nuværende regering, der i begyndelsen af 2020 besluttede, at der skulle gennemføres en historisk udredning for at vurdere, om nogle af dem, der havde været anbragt under særforsorgen burde have en undskyldning. Oprindeligt var det hensigten, at udredningen skulle være færdig i løbet af halvandet år, men pga. covid-19 blev afslutningen ret hurtigt udsat til november og senere til marts 2022.

I øvrigt er det en generel opfattelse blandt forskere, at halvandet år er kort tid til en så omfattende udredning, Men det har i den her sammenhæng været afgørende at tage et væsentligt hensyn til målgruppen, hvoraf mange af dem, der stadig lever, jo er godt oppe i årene og gerne skulle kunne nå at modtage en undskyldning, hvis de bliver omfattet af regeringens beslutning.

Man kan derfor undre sig dybt over, at der endnu ikke er sket noget, når socialministeren altså 12. august gjorde det klart, at der vil komme en undskyldning.

Hvis det overhovedet sker, inden der bliver udskrevet folketingsvalg, er det min opfattelse ud fra interviewet med Astrid Krag i P1 Morgen, at alle, som var anbragt under særforsorgen i hele perioden fra 1933 til 1980 vil få en undskyldning, selv om i hvert fald en hel del synshandicappede har erklæret, at de ikke har behov for det. Det fremgik bl.a. af en paneldiskussion, som Blindehistorisk Selskab arrangerede i 2020. Man kan dog ikke læse i udredningen, om det også er tilfældet for dem, der er blevet interviewet, da ordet undskyldning slet ikke er nævnt i denne. Men med udgangspunkt i de møder, jeg som repræsentant for Dansk Blindesamfund har deltaget i på Forsorgsmuseet, er det min klare opfattelse, at det i høj grad er mennesker anbragt under åndssvageforsorgen, som udtrykker ønske om en undskyldning.
Men uanset hvornår og til hvem, den bliver givet, bør en undskyldning kun være første skridt i en proces. For en kommende regering må give det høj prioritet at få ændret de vilkår, velfærdssamfundet i dag byder mange mennesker med handicap og deres pårørende. Danske Handicaporganisationer har i forskellige sammenhænge påpeget behovet for markante forbedringer, og vi skulle jo nødig om 25 år læse endnu en beskæmmende udredning. Derfor må der gennemføres en reform, der både retter op på den retsløshed, som mange mennesker med handicap er udsat for, og som sikrer, at der bliver tilført betydeligt flere ressourcer til området. Men regeringens lovede Undskyldning må i hvert fald komme nu.<

3. Hvad en blind ser – artikel i bladet Frem fra 1925

Denne artikel er fundet i det populærvidenskabelige tidsskrift Frem fra 1925 og handler om en ung blind mand, som sammen med artiklens forfatter får aflivet adskillige fordomme om blindes begrænsninger. Da Frem aldrig oplyste navne på hverken forfattere eller medvirkende, har vi i bestyrelsen trods ihærdige forsøg endnu ikke fundet ud af, hvem der udtaler sig i artiklen og vil da gerne høre, om nogen ud fra indholdets oplysninger har bud på, hvem det evt. kan være.

Næste artikel hører sammen med den første og indeholder foruden billeder en række interessante faktuelle billedtekster, som altså nu er næsten 100 år gamle.

Den originale retskrivning er bevaret i begge artikler.

Når blind leder blind, falder alle i Grøften. Mundheldet siger det, og man skulde tro, at sådan måtte det altid gå. Bondebreughels berømte Maleri giver en gribende Illustration til Sætningen, og vi seende er nok tilbøjelige til at tillægge den en Gyldighed omtrent som en matematisk sætnings.

Henleder man Folks Opmærksomhed på, hvor sikkert blinde kan bevæge sig, selv i Københavns Gader, eller på, hvor godt Arbejde de kan yde, er de seende nær ved at tro sig stillet over for Brud på Naturlovene. Men hør nu.

Hvis jeg ikke vidste, at jeg har to glasøjne, vilde jeg sværge på, at jeg kunde se. Det Svar fik jeg af en meget intelligent blind, da jeg spurgte ham, hvordan det gik til, at han kunde færdes som han gjorde og stadig være behørig klar over de Ting, der omgav ham. Lys, sagde han, har jeg selvfølgelig aldrig Indtryk af; det er mig forsåvidt ligegyldigt, om jeg kommer hjem Kl. 2 Eftermiddag eller Klokken 2 Nat, selv om der er Forskel på Støj og Stilhed, Luftens Skarphed o. s. v. Men i dette, der hverken er lyst eller mørkt, møder Tingene mig som mørke Skygger. På en Afstand af nogle Skridt — altså for jeg kan nå den — virker de som en smal Streg; og når jeg nærmer mig, ser jeg, om Skyggen er høj eller bred. Men Skyggen er kun et Forvarsel om Tingen. Når jeg ved, eller tror at vide, hvad Tingen er, forsvinder Skyggen. Så er det, som om Tingen er stillet ind i Hjernen på en.

Dette, at man kunde se med Glasøjne«, måtte selvfølgelig nærmere undersøges, og det på et Sted og ved en Lejlighed, når det var sikkert, at han på Forhånd intet vidste om Omgivelserne. Så havde vi en Dag været på Langelinie. Vi havde gået i Samtale, og han havde glemt at lægge Mærke til, hvor vi gik. På Hjørnet af Grønningen og Kastelsgraven spurgte han så, hvor vi var. Han tænkte sig da, at vi kunde være et Sted i Gaderne uden for Østbanegården. I Stedet for at svare ham, spurgte jeg: Ja, hvad ser du selv? Han står lidt og vender Hovedet i forskellige Retninger, der, siger han så og peger ud over Kastelsgraven, er der tomt. Men lige ved os står der noget lavt, vistnok et Stakit i min Brysthøjde —det var en Tjørnehæk i Hoftehøjde, ca. 3/4m fra os. Langs Vejen står der Træer«, fortsætter han rigtigt; vi stod ud for et tyndt et, i ca. 2 m’s Afstand. Han vender sig igen og står nu med Ansigtet mod Bredgade. Her er der åbent, men der står vist store Huse på den anden Side af Pladsen. Der hørtes Færdsel, og det må have forklaret ham en Del. På så stor Afstand, fortsætter han, ser jeg ikke Skygger, men aner en Forskel mellem massivt og tomt. Stadig vidste han ikke, hvor vi var, det fik han overhovedet først opklaret, da jeg til sidst fortalte ham det. Havde han været alene, havde han jo spurgt sig for og havde på en Oplysning kunnet finde sig til Rette. Han var ikke faldet i Grøfter af nogen Art. — Fra vort første Stands gik vi nu videre mod Østerbro. Men allerede ved den store Tjørnebusk på Voldskrænten standsede han: Nu er der ikke mere åbent til højre. Der står en Busk. Hvorfor kalder du det en Busk? Jo, jeg ser en Skygge, der hverken ligner Træ eller Pæl, en ulden Skygge, mørk i Forhold til Omgivelserne, en Skygge af noget, der ikke er massivt. Vi gik da langsomt og på Grus, han mente absolut ikke at have hørt nogen Genlyd. Vi går så forbi den afskårne Del af Volden, der er bevokset og kun fornemmes som Buskads. Ud for det næste Stykke af Voldgraven siger han: Her bliver der åbent, men han kan ikke opfatte, at Voldgraven rammer Gaden i en stump Vinkel. Det første Træ, vi dernæst kommer forbi, udpeger han i en Afstand, der er så stor, at han rører det med Spidsen af sin Stok, idet han viser henimod det. Det er tykt, jeg kan knap spænde om det, forklarer han rigtigt. Ved andre Lejligheder har jeg senere bedt ham lade Hænderne glide op og ned i Luften foran sig, som han forestillede sig, de måtte gøre, hvis de skulde forestille Tingens Sider. Han har da gjort det omtrent rigtigt, og en Gang forklarede han: Jeg fulgte den Skygge, som advarede mig om, at der står noget foran mig. Vi fortsætter Turen fra før. Vi kom til det Sted, hvor der fra Fortovet går en Sti ned langs Voldgravens Bred. Jeg drejer vor Kurs mod Stien, men før vi har nået den, standser han: Er der en Trappe her? og jeg så ham spærre øjnene op for at iagttage. Han forklarede: Jeg prøvede at se frem. Jordens Overflade forsvandt foran mig, der blev tomt, og så tænkte jeg, at du vilde føre mig hen til en Trappe nedad. Jeg huskede ham på, at der var kommet to Damer op ad Stien i Samtale. Han mente ikke at have lagt Mærke til dem, men indrømmede at dette, hørte, kunde have medvirket til, at han fik sin Trappefornemmelse. I øvrigt er det hændt ham, at han er standset, idet han ville træede ud på en Gade, fordi han fik den Fornemmelse, at Gadens Midte buede opad som en ret høj Vold. Han så den da meget mørk, ligesom han ser andre Former træde mørke imod sig. Forklaringen på Gadens mørke Runding har han da fundet i, at den var våd, og derfor bevirkede et stærkt indtryk. — Vi går nu videre ad Stien mellem Træerne. Ved et tyndt Træ, der står i Græsset, ca. 4 m fra os, standser jeg og spørger, om han ser noget. Han peger i den rigtige Retning og mener, at der er noget, et eller andet. Nedadtil når Synskredsen Jorden. Stakitter giver Fornemmelsen af noget forneden og intet foroven. Og det forneden kommer forbi i Striber, når man går. Åbne Ståltrådsfletninger opfattes ikke. Opadtil synes Opfattelsesevnen ikke at nå ret meget over Hovedhøjde, uden for så vidt der høres Susen i Blade eller lignende. For Eksempel kom vi en Dag forbi Plankeværket om Blegdamshospitalets Have, der er et Par Håndsbredder højere end ham. Han mente, det var et højt Hus og undredes, da han fik at vide, hvad det var. Lidt efter, ud for det næste Stykke af samme Plankeværk, der fortsætter efter Afbrydelsen ved Porten, antog han igen, at vi gik forbi høje Huse. Og hvorvidt Lygtepælene eller Standerne til det elektriske Sporvognsnet var højest, kunde han ikke afgøre.

Vi har da nu afgrænset den Del af Omverdenen, som den blinde kan opfatte. Opfattelsen af Tingenes Form danner han sig selvfølgelig ved Beføling. Hvad der sanses på Afstand får et Navn efter en Ting, man har stiftet nærmere Bekendtskab med ved sine Fingres Hjælp. Og så står den Ting i ens Hjerne, indtil man måske når til en rigtigere Forklaring på, hvad det er, som findes der foran en. Også vi seende har jo vore Formbegreber fra vore Fingre. Og der er ingen væsentlig Forskel på, hvad blinde og seende Børn i Skolerne kan modellere, når da ikke Forbilledet er for omfattende.

Hvordan har det sig nu med blindes Evne til at opfatte Rum? Der er Tænkere og også Blindekendere, som mener, at Begrebet Rum ligger uden for blindes Fatteevne. Vi kan jo gøre en Prøve. Først skal jeg berette et Forsøg, der synes at give Tvivlerne Ret. En Dag gik jeg med den samme unge Mand, der før var Tale om, hen til en fritliggende Kuppelkirke, i hvis Indre der netop da var rejst Stilladser og Stiger. Jeg mente da, at et Par Ture uden om Bygningen kunde give Klarhed over Grundplanen — et græsk Kors med lige lange Arme, Kuplen over Midten — medens jeg senere kunde illustrere det indre Rums Form ved at tale ned fra Stilladserne under Kuplen og Skibenes Tøndehvælvinger. Imidlertid, Turene uden om Kirken — han gik to Gange alene og en Gang med mig gav ingen Klarhed, og i det indre var vi ikke mere heldige. Skønt jeg lod ham tale fra Midten ud i alle 4 Korsarme og gå ad Midtergangen op i dem alle, skønt jeg klatrede til Vejrs og lod min Stemme give Genlyd under Hvælvingerne, og skønt han forstod, at der var en Kuppel, var han dog ude af Stand til at give nogen Redegørelse for Rummets Form. — Men en anden Gang åbenbarede et uvilkårligt Udbrud med et, hvordan det forholdt sig med hans Rumsans. Han besøgte mig første Gang efter en Flytning. Den Stue, jeg tidligere havde beboet, havde han kendt ud og ind: et Kvistkammer med Indgang på den ene Langvæg, lige over for den stærkt fremhældende Skråvæg. Og mit nye Værelse var af næsten nøjagtig samme Karakter — men det vidste han intet om på Forhånd. — Idet han nu stod på Dørtærskelen, og inden han var trådt over den, brød det ud af ham: Men dette er jo Magen til dit forrige værelse. Ingen seende kunde mere hurtigt og træffende have udtrykt Rummets Form. Han forklarer selv: Jeg ved ikke af, at jeg havde nogen Fornemmelse af Genlyd, men den skrå Væg kom frem over mig som en mørk Virkning af store Skygger. Jeg er altid klar over Formen af de Stuer, jeg kommer ind i, og jeg ser det lyst og mørkt, men denne Fornemmelse er uden Forbindelse med Vinduerne og det virkelige Lys, selv om jeg ved, hvor det kommer fra! — En anden blind sagde engang til mig: Når jeg skal tænke, skal jeg være i et lille Værelse, hvor jeg mærker Væggene rigtig tæt om mig.— Hvor mange seende har så levende en Rumsans? Om blindes Rumsans i Almindelighed kan man vist sige: Et lille Rum føles stærkt, medens Rum, hvis Udstrækning går meget ud over, hvad vi før kaldte Synskredsen«, ikke lader sig opfatte.

Vi har nu en Ide om, hvordan Rum og Tingene i Rummet virker på en blind. Spørger man ham, med hvilke Sanser — Hørelse, Fingerfølelse eller andet — det er, han modtager disse Indtryk, kan han ikke svare ligetil og selvfølgeligt, men må forsøge sig med Ræsonnementer. — Hvorfra ved i øvrigt vi seende så sikkert, hvor meget af vore Indtryk der skyldes Øjet? Blot derfra, at, når vi lukker Øjnene, så ser vi ingenting. Om denne Målestok, som vi altid retter os efter, er tilstrækkelig, er en Sag for sig. Men selv en sådan har den blinde ikke; han kan ikke vilkårligt åbne og lukke for de Sanser, han bruger, og derfor har han meget svært ved at erfare, hvor meget hver af dem betyder. — Som nu Hørelsen. Hvilken Rolle spiller den ved Dannelsen af de Forestillinger, vi talte om: de uvilkårlige Synsbilleder hos ham med de to Glasøjne? Man kunde tænke sig, at han — der oven i Købet er uddannet som Musiker — havde en særlig fin Fornemmelse for Tingenes Genlyd. Men kun over for store Hulheder som Porte og Døre er det ham muligt at iagttage, at Indtrykkene kommer til ham gennem Øret. En Gang, vi var ude for at se Skygger, sagde han: Det kunde aldrig falde en ind at vende øret til den Genstand, man vil opfatte. Man nidstirrer, og da så jeg små blå Årer om Øjnene træde tydeligt frem, medens han stirrede på Træet, der stod 3-4 Skridt fra ham. Så gav han rigtig Besked som Resultat af Nidstirringen, derefter stillede han sig op med Siden, øret, vendt mod Træet, og lo ad den meningsløse Stilling. Og jeg har set andre blinde standse op foran en Rendestenskant, bøje Hovedet fremover, og, efter gjort Iagttagelse, forsigtigt føre Foden ud på Gaden. Simpelthen en Hørekunst er den blindes Orientering ikke. Det viste sig allerede i Kirken, da de stærke og for en seende så malende Ræsonnanser ikke gav ham forestilling om Rummet. Og engang gik vi i en Gade langs Villaer, medens der på den anden Side lå høje Huse. En Arbejdsvogn rumlede forbi, og jeg indbildte mig at kunne høre Husene på Genlyden, men han sagde: vent til der bliver mere stille. Spektaklet blænder mig. Jeg kan ikke opfatte noget. Men øret, Egnen om øret og i hele Ansigtets Nerver er det, der er virksomt. Han fortæller: Når Forkølelse gør mig døv, så først er jeg rigtig blind. Når jeg er stærkt forkølet, kan jeg ikke orientere mig, selv i vore egne Stuer, hvor jeg jo ellers færdes fuldkommen sikkert. Men så er jeg hele Tiden ved at vælte Møbler og rende Familiens Medlemmer over Ende.

Et klart Indtryk af, hvilken Fornemmelse der er Grundlaget for Afstandsdannelsen af Forestillinger, kan også vi seende få. Før en Hånd hen forbi Kind og Øre uden at røre: man mærker den, og man hører måske en svag Kogen i Øret. Dette er, hvad de blinde kalder deres Ansigtsfornemmelse«. På den reagerer Hjernen, og Forestillingerne dannes, som om de var Synsbilleder«.

Det var Rum og Form. Men nu den særlige og rigt nuancerede Del af Formverdenen, der udgøres af ens Medmenneskers Legemer og disses Stillinger og Bevægelser, hvorledes opfatter den blinde dette? Et Eksempel vil vise det, hentet fra mine Samtaler med den samme, der var Hovedpersonen i det foregående. — Vi er i hans Fætters Værelse. Men Fætteren tager ikke Del i Forsøgene, han bare undrer sig, da jeg pludselig spørger: Ser du, hvordan jeg sidder her i Sofaen? Ja, svarer han, det har jeg hele Tiden været klar over. Og han, der har gået op og ned i den anden Ende af Stuen, 3-4 Skridt fra mig, ikke nærmere end 3 Skridt, anbringer sig straks i Stuens anden Sofa i en Stilling, der i Hovedtrækkene så slående ligner min, at hans Fætter og jeg ser på hinanden med Forbavselse: så sikkert og selvfølgeligt efterligner han mig. Han siger: Du sidder tilbagelænet, i en henslængt Stilling, men Overkroppen bøjer noget fremover, og efterhånden, som han sætter sig til Rette, føjer han rigtigt til: Du hviler dig vistnok på den ene Albue — hvilken ved jeg ikke — og Benene ligger vel henad Gulvet; disse sidste Træk kom med som naturlige Følger af Opfattelsen af Stillingens egentlige Motiv. Og denne sin Opfattelse havde han øjensynligt dannet sig rent uvilkårligt. Mit Spørgsmål var kommet aldeles overrumplende, noget sådant er en blind næppe før blevet spurgt om. — Da vi bagefter taler om, hvordan hans Forestilling kan være dannet, ved han det ikke umiddelbart, sådan som vi ved: det så vi, eller: det hørte vi. Han fremhæver: Hovedpunktet er, at selve Forestillingen hverken er Høre- eller Føleforestilling og heller ikke skyldes et Tankeeksperiment. Den opstår af sig selv, som om jeg så. Ved fælles Eftertanke finder vi så ud af, at følgende kan have haft Betydning: for det første, og vistnok mest, at min Stemme kom fra en Højde over Gulvet, der hverken svarede til en oprejst, siddende eller til en helt liggende Stilling; dernæst at jeg talte fremad i Stuen og ikke opad mod Loftet, og endelig, at min Stemme måske ved Stillingen er kommet til at lyde noget presset. I sit eget Muskelsystem har han uvilkårligt følt min Stilling. Og disse Muskelfornemmelser er blevet meldt til Hjernen, der former dem til en Forestilling, der har haft Karakter af et Synsbillede.

Endelig er der jo det gammelkendte Problem: Den blinde og Farverne. Vi vil se på det ud fra den samme Persons Standpunkt. Da må vi først behandle hans Erindringer fra Tiden, før han helt mistede sit Syn. At han ikke er aldeles blindfødt vil være fremgået af næsten alt det foregående. Han ved, hvad det betyder, når han siger: lyst og mørkt, eller når han karakteriserer en Forestilling som Synsbillede. Den absolut blindfødtes Forestillingsverden vil vi aldrig kunne direkte sammenligne med vor egen, thi om mange af vore vigtigste Begreber er der det, at han enten ikke kender deres hold og Betydning, eller at vi ikke kan vide, hvad han lægger i dem. Der er blindfødte, som siger, at de ser, når de drømmer; men hvad de mener dermed, kan vi aldrig få at vide. Så meget kan dog siges, at der næppe er nogen Væsensforskel på den blindfødtes Verden og den, hvori et Menneske lever, der som han, vi her taler om, i de sidste 15 af sit Livs 25 År har været absolut udelukket fra lyset. Og fra ham fører der til vor Verden den Bro for Forståelse, som bygges af Erfaring med Hensyn til Ordenes Indhold.

Hans Erindringer fra Tiden før Synet helt svandt, er meget få. Efter at han i en Uge havde tænkt over dem, var følgende Hovedindholdet af, hvad han havde at fortælle derom: Der er to Perioder. Den ene går til jeg 4-5 År gammel ved en Operation mistede Synet på mit bedste Øje; den anden Periode går fra da, indtil jeg i 10 Års Alderen mistede Synet helt. Jeg har aldrig været andet end meget svagtsynet. Jeg har aldrig kunnet kende Mennesker på Udseendet, har aldrig set Trækkene i et Ansigt. Fra den første Periode husker jeg kun et enkelt Synsindtryk: en Udsigt fra Vinduet over vor Gårdsplads. Og så ved jeg, at jeg har set Huse og Træer, Heste og Køer, men det var vist senere, da jeg kun så Tingene som farvede Masser. I den anden Periode havde jeg kun Lysfølsomhed og Farvesans. Min Verden var broget. Jeg havde en Æske Farveklodser, som jeg legede med, og af dem kunde jeg danne Flag og Stjerner og sligt. Jeg havde også en Farvelade, der beredte mig store Nydelser; navnlig havde jeg Fornøjelse af at smøre Papirstykker over med blåt; så kunde jeg sidde og betragte det i lange Tider. Lige til det sidste kunde jeg se Himlens blå Farve, og det stærkeste Synsindtryk, jeg overhovedet mindes, er Erindringen om en lille Pige i en rød Kjole. Hans Moder husker, hvordan han kunde beundre de grønne Trækroner mod den blå Himmel.

Vi vender nu tilbage til et Forsøg af samme Art som de første. Han og jeg går i Udkanten af Fælledparken en Sommerdag. Der står et Buskads, siger han, vi er 1½ — 2 m. fra det. Hvorfor tror du, det er et Buskads? Jo, når jeg fornemmer til højre, er det der, og ligeså når jeg fornemmer til venstre. Det har altså en stor Udstrækning i Bredden. Når jeg siger, det er et Buskads og ikke f. Eks. en Mur, er det vel, fordi det ikke er massivt. Jeg synes, der er mørkt i den Retning. Jeg ser en mørk, massiv Masse. — Men når du nu siger jeg, ser dette Buskads, ser du det så grønt? Nej. Han ser aldrig Farver på Ting. Her går vi i det klareste ubrudte Solskin, og skønt den blå Farve er fast sammenknyttet med hans Barndomserindringer om et sådant Vejr, ser han dog ikke Himlen blå. Her går vi i blødt, dejligt Græs, og skønt han det meste af sin Barndom har leget i det grønne, får han dog ikke Fornemmelsen af grønt ved at træde i Plænerne. Men, siger han, jeg må passe på, når jeg skal beskrive disse Fornemmelser; jeg kan let forestille mig Græsset grønt; men den uvilkårlige Fornemmelse er der aldrig.

Heraf må det fremgå, og han selv føler det umiddelbart, at de mørke Skygger, der advarer ham om, at han nærmer sig Ting, ikke opstår som Mindelser fra en seende Tid. Gjorde de det, vilde de rimeligvis være farvede. Men ligesom den seendes Synsnerve giver Lysindtryk for enhver Påvirkning f. Eks. for Slag, vi ser Stjerner — således kunde man tænke sig, at den Del af Hjernen, der danner Formforestillinger, altid danner dem af Fornemmelserne lyst og mørkt, selv om to Glasøjne hindrer selve det virkelige Lys i at påvirke Bevidstheden.

Angående Farverne har vi endnu kun nået det negative: at der ikke til Indtryk af Ting knytter sig uvilkårlige Farvefornemmelser. Og dog har den blinde sådanne Farver, siger vor Hjemmelsmand, der hører fast sammen med Stemninger, Lyde og Klange. Medens jeg f. Eks. aldrig tænker på en Plæne som grøn, er D-Duren for mig altid blå. På Blindeinstituttet taler man om gule Operaer, om brune og blå Stemmer. Og en blind Musiker af mit Bekendtskab forklarede mig engang, at når han skulde lære et Koncertprogram udenad, var det ikke Noderne, han indprentede i sin Hukommelse, men derimod de brogede Farverækker, som Tonerne kaldte frem for ham. Huskede han dem præcist, kunde han også spille sine Stykker, som var han en seende Musiker foran en Nodestol. — Som med Fornemmelserne lyst og mørkt, således ser vi da også, at Farvefornemmelserne skyldes en Hjernevirksomhed, der ikke behøver at standse, fordi Øjet svigter.

Når da nu den blinde er i Stand til at danne sig Forestillinger, som vi troede afhængige af Øjets Evne: Rum, Form, andres Stilling endog Farve, så vilde det unægtelig være af Interesse, om en blindfødt — for vi mener jo at måtte betragte den blindfødte som hørende til samme Kategori som den omtalte Mand — om en blindfødt, der med et var blevet seende, kunde fortælle os, hvorvidt hans Blindeforestillinger svarede til dem, han dannede sig af Tingene, nu han kunde se. — Sådanne Tilfælde er imidlertid så godt som ukendte. Dog fortælles det, at engang skal en blindfødt ved at løbe Hovedet mod en Lygtepæl pludselig have fået Synet. Noget inde i øjet var faldet til rette, og Organismen var nu brugbar. — Mandens Skuffelse ved at være blevet seende skal have været uhyre. Nu først var han hjælpeløs og famlende. Intet kunde han genkende, det var knapt han turde røre sig.

Historien lyder sandsynlig. Vi kan selv opleve Paralleller til den ved pludselig Opvågnen. Jeg selv havde en Morgen en Oplevelse, der i det væsentlige må svare til denne blindfødtes. Jeg lå hensunken i en Morgensøvns Bedøvelsestilstand, da min Stuekammerat, en ung Dreng, kom stormende ind fra sit Styrtebad for at hente noget. Han var splitternøgen og væltede i Skyndingen en Stol. Braget vækkede mig. Det vil sige: Jeg slog Øjnene op, men var endnu bevidstløs. Synsindtrykkene vakte ingen Forestillinger, jeg kunde ikke opfatte, hvad jeg så. Fornemmelsen kunde måske sammenlignes med den, man vilde have foran et kubistisk Pakkassemaleri, når man kom til det med Forventning om, at det skulde forestille noget. Jeg følte Øjet bogstavelig talt fyldt til Trængsel af Indtryk, der ikke kunde komme videre, ikke kunde henføres til noget, og jeg blev grebet af Angst: jeg var ligesom kommet til en ukendt, fjendtlig Verden. Jeg fornemmede noget, der var koldt rødt (det var min Dyne), og noget, der var varmt rødt (det var Væggen) og derimellem noget, som skinnede grønligt (det var Lagenet, der selv farveløst antog Komplementfarven til rødt), og midt i alt dette kæmpede noget mærkeligt kødfarvet noget for at gøre sig gældende. Alt var mystiske Farveflader, lige nære og lige fjerne. Først dæmrede det så for mig, at det kødfarvede måske havde med Menneskehud at gøre. Men jeg så det ikke som en Ryg, der et Par Alen borte var bøjet væk fra mig. En kraftig Skygge langs Rygraden og om Skulderbladene delte Figuren for mig, og jeg tumlede vagt med Forestillinger om et Bundt Arme, der blev holdt sammen som Hjuleger eller lignende. Alt eksisterede for mig inde i mit Øjeæble, der var, som skulde det sprænges, indtil jeg pludselig i min Vånde slog ud med den ene Hånd. Håndbevægelsen bevirkede en pludselig og mirakuløs Sceneforandring: fra et ukendt uhyggeligt Land var jeg hensat i min egen Stue. Nu så jeg alt, d. v. s. jeg vidste, hvad jeg så. Ved Håndens Berøring af Sengekanten og en Stol fandt Øjets Indtryk sammen med Hjernens Fond af Forestillinger om Ting og Rum. Og før det er Tilfældet, er ingen seende.

Et Sted i Dantes Paradiso er en sådan pludselig Opvågnen benyttet i en Lignelse. Der står: ligesom man vågner op ved det skarpe Lys, idet Glansen går igennem Øjets Væv, og den vækkede — så bevidstløs er hans pludselige Opvågnen — fatter Rædsel for det han ser, indtil Dømmekraften kommer ham til Hjælp, således o. s. v.

Den blindfødte, der med eet blev seende, fattede ved sin pludselige Opvågnen Rædsel for de Indtryk, der fyldte hans Øje i smertelig Trængsel, indtil Dømmekraften kom ham til Hjælp, d. v. s. indtil der kom Forbindelse mellem hans Hjernes Forestillinger og de nye Indtryk i Øjet. Dette kunde for mig hin Morgen ske ved en enkelt Håndbevægelse, men han har Skridt for Skridt måttet fæste Synsindtrykkene sammen med sine Begreber om Form og Rum o. s. v. Først når han har kontrolleret sine Synsbilleder ved Beføling af Genstandene, har han kunnet genkende Tingene og sætte dem på Plads alene ved Synets Hjælp. — Og en tilsvarende Udvikling har vi alle gennemgået, som små Børn.

Vi har nu skridtvis fået Forbindelse mellem den blindes Verden og vor egen; og vi skulde så bedre kunne sætte os ind i, at man uden Synet kan færdes, kan gøre et Menneskes Arbejde og være Menneske som andre.

4. Billeder og billedtekster til forrige artikel

Billedtekst: Bondebreughel (1525-69, Hollander) : Når blind leder blind. Maleri, nu i Neapel.


Billedtekst: Der findes i Danmark ca. 1500 blinde. De uddannes eller er uddannet på Statens to Blindeinstitutter. Indtil sit tiende År er den blinde på Forskolen på Refsnæs, derefter ca. 8 År på Instituttet i København. Dette, der rummer ca. 100 Elever ad Gangen, er dels som en almindelig Barneskole med Undervisning i Folkeskolens Fag, dels en Håndværkerskole for de Håndværk, der egner sig for blinde, dels endelig Musikkonservatorium. Denne brogede Sammensætning af Fag giver Blindeinstituttet et for det særligt og tiltalende Præg af mangesidigt Liv. Efter Instituttiden er de gamle Elever i ca. 3 År på Konto, de får en videre Uddannelse ude i Byen og på Landet, hos Mestre og Lærere. Derefter skulde de fleste være i Stand til at klare sig selv. Forskellige Foreninger har det Formål at støtte dem i Kampen for at nå dette. Mange evner helt at stå på egne Ben. Vort første Billede viser en blind Børstenbinder, der skærer en Fejekost til. Børstenbinderiet er det Fag, der ernærer de fleste blinde. I Konkurrencen med de seende hæmmer det dem, at de arbejder langsommere, men deres Produkter er fuldt ud på Højde med andres.


Billedtekst: Her ser vi en blind Kurvemager, der bevikler Stolens Armlæn. Næst Børstenbinderiet er Kurvemageriet de blinde Mænds vigtigste Erhverv. Mange ernærer sig desuden som Tøffel- og Skomagere. Med den fyldige Uddannelse, de har fået som Elever og Konto-Elever, er de ofte fortrinlige Håndværkere. Såvidt som ved Børstenbinderiet ligger Vanskelighederne i disse Fag ikke i Produkternes Kvalitet, men i en vis Langsomhed ved Arbejdet og — for de mange selvstændige blinde Småmestre — i Varernes Afsætning. Det gammeldags Salg ved Folks Døre er tidsspildende og føles nedværdigende, og den enkelte kan vanskeligt holde en Butik gående. Derfor har man allerede forlængst samlet en Del af de blinde Håndværkere i Fælles-Værksteder med egen Butik, det velkendte De Blindes Udsalg i Store Kongensgade. Desuden har i den sidste Tid de blindes egen Organisation Dansk Blindesamfund oprettet Butikker i Ålborg og København, hvor man søger at centralisere Salget fra de mange Småvirksomheder. Den flittige og dygtige blinde Håndværker, der ofte må føle sig hårdt handicappet i Kampen for Tilværelsen og som ofte kan føle sig fristet til i selvopgivende Mismod at lade Hænderne synke, fortjener ikke blot vor filantropiske Medlidenhed, men han er værdig til den medborgerlige Støtte, der udtrykker sig deri, at vi Køber hans Varer som det de er: gode og konkurrencedygtige.


Billedtekst: Blandt de kvindelige Håndværk indtager naturligvis Syning og Strikning en Hovedplads. Billedet her viser. at de blinde Piger ikke blot kan sysle med Håndarbejder, men kan drive Arbejdet erhvervsmæssigt med Anvendelse af Maskiner. Det er Strikkemaskiner, der er skruet til det store hvide Bord. Den unge Pige nærmest os spoler, hun i Krogen strikker. Forrest ses den enkle, men fintfølende Strikkemaskine. — I Skelskør har en nu Ældre, blind Mand i mange År ledet et Maskinstrikkeri, hvor han anvender blinde Piger til Maskinernes Betjening.


Billedtekst: Interiør fra den ene af Blindeinstituttets to Vævesale. 18 Væve er her i Gang, og rundt i Landet findes 29 blinde Væversker, som får deres meste Arbejde gennem Instituttets Lærerinde i Faget, Frk. Marie Bentzen, der foruden Undervisningen også leder Erhvervets forretningsmæssige Side. Gennem hende er således, foruden mange private Bestillinger, effektueret store offentlige Bestillinger, f. Eks. alle Gardiner til det nye Finsen-Hospital på Strandboulevarden. Så fortrinligt er endog de blinde Væverskers Arbejde, at man har indbudt dem til Deltagelse i den internationale Kunstindustriudstilling i Paris, hvor de således nu er med til at repræsentere Blomsten af dansk Håndværk.

Billedtekst: Dette Billede viser de blindes smukke Udstilling på Købestævnet i Fredericia i Sommeren 1924. Kraftige Indskrifter reklamerer for Dansk Blindesamfunds Butikker.


Billedtekst: Vi har alle hørt om de blindes følsomme Hænder. Mange af os kender den nænsomme Strygen, den fine Måde, hvorpå den blinde føler sig for, idet han med Hænderne ligesom udtrykker sin Forståelse af sin Genstand. Den blindes Greb om ens Hånd eller Arm påvirker en derfor ofte som Behag. Selve Hudens Følsomhed er næppe — efter videnskabelige Iagttagelser — større end hos seende. Men den Lange Træning under Nødvendighedens Pres har opøvet Forbindelsen mellem Hudsanserne og Hjernen til en Præcision og en Nuancering, der ligger uden for det seende Gennemsnitsmenneskes Muligheder. At mange blinde har Betingelser for at blive fortrinlige Massører, er således indlysende. Der findes her i Landet cirka 20 blinde Massører og Massøser, og de hævder en smuk Plads inden for deres Fag.


Billedtekst: Ganske vist er det en Fejltagelse, når Folk almindeligvis tror, at blinde er særligt musikalske, men dels tvinger Manglen på Syn enhver velbegavet blind til ganske stædigt at træne sin Hjerne til Opfattelse af de Indtryk, Øret giver, og dels gennemgår alle de blinde, der af Naturen er musikalske, en særlig omhyggelig Uddannelse. Denne begynder i 8-Års Alderen på Forskolen, drives i hele Instituttiden og afsluttes efter yderligere 3-4 Års Uddannelse med Organisteksamen. Således rustet står den blinde Musiklærer og Organist blandt sit Fags sikreste Folk. Han spiller alt udenad. Hidtil ukendt Musik indstuderer han ved først at lære sine Noder, som han læser med Fingrene, og ved Stykke for Stykke at indøve, hvad han har lært. En øvet blind Organist kan på denne Måde lære en ham hidtil ukendt Koral i flerstemmig Udsættelse for Kor eller Orgel på et Kvarter eller en halv Time og kan på Grund af denne Hurtighed holde Trit med alle de Krav, Kirketjeneste eller Elever stiller. Skal han spille til Gudstjeneste, skal han således blot — som enhver seende — Dagen før have opgivet Salmenumrene. Han er fra Instituttet udstyret med alt det gængse Nodemateriale, og hvad han derudover vil få Brug for, kan han rekvirere. Nogle Præster nærer en meningsløs — og næppe helt kristelig — Angst for at få blinde Organister til Medarbejdere. De, der har prøvet det, udtaler dog alle, at de praktiske Vanskeligheder er uden Betydning; fra over 50 Præster foreligger der herom skriftlige Vidnesbyrd. I Øjeblikket er 29 af Landets Organistembeder besat med blinde, men der er en halv Snes uddannede Organister, der ikke har fundet Ansættelse, og det er meget beklageligt, både på Grund af det personlige Arbejde, de har lagt i deres Uddannelse, og på Grund af de store Summer, denne har kostet Staten. Vort Billede viser unge Elever foran Instituttets Kirkeorgel (3 Manualer og Pedal), ved hvilket Uddannelsen og de daglige — gennem År fortsatte — Øvelser foregår. Foruden i Orgelspil undervises i Sang, Klaver, Violin og Violoncel, samt Musikteori, Harmonilære, Kontrapunkt og Komposition.

Billedtekst: Alle de blinde Musikere lærer Klaverstemning. Mange er ansat hos de store Pianofabrikanter. En af disse — Hr. Hermann Petersen — udtaler til os, at blandt Fagets dygtigste Folk er der flere blinde. En blind har i 50 År været hans Firmas første Kraft på Klaverstemningens Område.

Billedtekst: For de blinde er Forsyningen af Punktskriftbøger Litteratur og Noder af stadig aktuel Betydning. Skriftsystemet — der er opfundet 1828 af Franskmanden Louis Braille, selv blind — består af 6 ophøjede, let Følelige Punkter, der ved Omstilling i forskellige Figurer kan danne Tegn for alle Bogstaver, Tal og Noder. Der prentes på tykt, elastisk Papir, fra højre til venstre, og man læser, idet man lader Fingrene glide hen over Papirets modsatte Side, fra venstre mod højre. Billedet forestiller den kendte blinde Digter P. Ommerbo i Færd med at skrive. I højre Hånd holder han Pennen, foran ham ligger Skrivetavlen med Papiret, der af en Ramme holdes fast mod et Læderunderlag. I Rammen kan en Metallineal skydes op og ned, i den er hugget 16 Rækker Huller af denne Form. Man skriver ved at trykke Pennen i Papiret ud for en eller flere af de 6 Bugter. Småt kan der ikke skrives, og da Papiret må være tykt, bliver Bøgernes Format vældigt. De tre Folianter er — Psalmebogen, den, der ellers kan blive borte i en Dames Kåbelomme. Mange, men ikke tilstrækkeligt mange, seende erhverver de blindes Taknemmelighed ved i deres Fritid eller Otium at skrive gode Bøger af i Punktskrift og skænke dem til Blindebibliotekerne. Det er en let og tilfredsstillende Syssel, og der er en stor Litteraturhunger at tilfredsstille. Har man Tid og Lyst, henvender man sig til Blindeinstituttet, Kastelsvej 60, Kbhvn. Ø. Om Skrivetavler, Papir etc.

Billedtekst: Punktskriftsbøger kan også fremstilles på Trykkerier. Den Mand, der her sidder ved Prentemaskinen, Hr. Tindrup, er herhjemme den opfindsomme Foregangsmand på dette Område. Selv blind har han i mange År efter egne Metoder fremstillet trykte Bøger, indtil han nu har fået den moderne Maskine, han her betjener. Ved Hjælp af den skriver han Bøger i Blikplader, hvorover der så kan tages Aftryk i Papir. — Der findes tre Punktskriftstrykkerier. Dette er Instituttets, der fremstiller Skolebøger, Bibler og Salmebøger samt Noder. Mange er de Værker selvfølgelig ikke, der efterspørges så stærkt, at der er Mening i at fremstille dem på denne kostbare Måde. Afskrivningen med Hånden overflødiggøres ingenlunde. Det andet Trykkeri tilhører Foreningen Danmarks Blinde, og det er optaget af Udsendelsen af Ugebladet De Blindes Budstikke’ hvis Indhold er underholdende og oplysende. Det tredje Trykkeri tilhører Dansk Blindesamfund; det udsender dets Medlemsblad og det er Hensigten at udgive enkelte Bøger at almen Betydning. Der arbejdes for Tiden på Munchs Samfundslære. Men med de indskrænkede Midler er Arbejdet langsomt.


Billedtekst: Dansk Blindesamfunds Hus, Bogensegade 4. To Ældre Foreninger tager sig hver af sin Side af Blindesagen. Danmarks Blinde er en Oplysningsforening; Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed arbejder efter sit Navn og er kendt ved sin Forretning i Store Kongensgade, Blindes Udsalg. Dansk Blindesamfund er de blindes egen Organisation. Det kunde i December 1924 indvie denne Bygning, som det kaldte Folkets Gave, fordi Midlerne var indkommet ved Mærkedage. Her bortgives nu 3 Friboliger til gamle blinde, medens man til andre 26 kan udleje Lejligheder med en årlig Moderation af 250 Kr. til hver. Det store Håb er, at Legatstiftere vil tænke på dette Hus og skænke flere af de Friboliger, der så hårdt tiltrænges.

Redaktionel bemærkning: Det fremgår af artiklen, at punktskriften blev opfundet i 1828. Men ifølge bl.a. Den Store Danske og Wikipedia skete det i 1825.
5. Blindemuseet og dets skaber – artikel fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad 1982
af Poul Glygård.
Denne artikel, som her bringes i en let redigeret udgave, stammer fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 5 1982, og dens forfatter var blandt meget andet redaktør af Medlemsbladet fra 1940 til 1968.

Sommeren 1968 blev en travl tid på det gamle blindeinstitut på Kastelsvej. Alt skulle ud og flyttes til det nye på Ry­marksvej. Igennem 110 år havde der samlet sig meget i skabe, i kældre og på lofter. Der blev en stor bunke, som blev dømt til destruktion.

Lykkeligvis var der nogle mennesker – i første række ægteparret Folke og Anna Johansen, som forstod, at denne bunke inde­holdt helt uerstattelige, historiske værdier, og de reddede, hvad reddes kunne fra tilintetgørelsen. Alt lykkedes det dog ikke at få med. Siden har Folke Johansen med støtte fra mange sider sorteret, identificeret og registreret mange af de ting, som i 150 år var blevet anvendt i blindeundervisningen. Det er blevet til 2000 forskellige genstande og skrifter, som er blevet suppleret med, hvad man har kunnet finde i arkiver, antikvariater og på anden måde.

Det hele er samlet i et kælderlokale på Blindeinstituttet på Rymarksvej og er blevet til et af de bedste blindemuseer i Europa, ja, antagelig i verden. Kun Wien har et mere righoldigt museum, men det er mindre velordnet.

Ved hjælp af reoler er rummet delt op i afsnit, som tilsammen viser meget fra blindes liv og undervisning gennem 200 år, endog et værkstedsmiljø fra det gamle institut på Kastelsvej.

De ting, der vil blive nævnt i det efterfølgende, findes på museet.

Folke Johansen, der jo som bekendt er instituttets tidligere inspektør, er ud­mærket klar over, at blinde ikke bare bliver grebet af nostalgi, når de besøger ham på museet, men af en ægte interesse for den udvikling, som vi i dag bygger videre på. Der er da ikke noget, han hellere ville end at give fri adgang til museet, men endnu mangler der en del, før man er klar til en større invasion. For øvrigt får man nok mere ud af at besøge museet i mindre grupper.

Når man stiger ned til ham, føres man 200 år tilbage i tiden, til den tid, hvor blinde var henvist til arnekrogen eller til tiggerskålen med eller uden musik.

Den franske embedsmand Valentin Haüy oplevede blinde musikanter på gader og cafeer og fik den tanke, at de da vist godt kunne lære andet og mere, og han oprettede i 1784 en skole i Paris – siden også i Sct. Petersborg og Berlin.

Herhjemme gik Kjæde-ordenen i spidsen ved at lave en lille blindeskole bag Helligåndskirken i 1811. I 1825 indrettede ordenen en arbejds- og forsørgelsesanstalt, som kom ud for nogen kritik, også fra lægelig side. De »blinde subjekter« sad for tæt sammenpresset, blev for sjældent vasket og under­tøjet burde skiftes tiere.

Man fandt det også uheldigt, at kvinder og mænd blandedes. Det klarede man senere ved at skille sig af med mændene. For øvrigt førte det til, at ordenen samlede penge ind til et egentligt blindeinstitut, som kunne drives af staten. Det kgl. blindeinstitut kom til verden 1858, men ordenen havde ikke der­ved mistet pusten. I 1861 opførtes et asyl for blinde børn.

Der var 3 ansøgere til stillingen som for­stander på det nye institut på Kastelsvej. Den ene døde. Otto Ottesen forberedte sig til stillingen ved nogle rejser i udlandet. Fra England hentede han Moonskriften hjem. Den bygger lige­som den hidtil anvendte reliefskrift på ophøjede trykte bogstaver. Moonskriften anvendes for øvrigt endnu af ældre blinde i England. Fra Paris hentede han Louis Brailles punktskriftsystem hjem. Han nåede dog kun at blive førstelærer, idet den tredje ansøger cand.theol. Johannes Moldenhawer fik stillingen. Han var en meget dygtig mand. Talte og skrev engelsk, tysk, fransk og latin flydende, men han synes at have været noget af en despot. Nogen tilhænger af punktskriften var han ikke. Han fandt, det var rart for lærerne, hvis de umiddelbart kunne læse den skrift, de skulle undervise i. Vel kunne eleverne læse reliefskriften meget langsomt, men de kunne ikke skrive den, så det blev nu alligevel nødvendigt at indføre punktskriften, og det var eleverne glade for. De fandt øjensynligt, at det var rart, at også de kunne læse og skrive, hvad de lærte

I den kommende tid spillede to mænd en stor rolle i undervisningen. Det var cand. theol. C. F. Guldberg, der satte sig et minde med opfindelsen af blyant­apparatet, som satte blinde i stand til at skrive almindelige blokbogstaver med blyant. Der undervistes i brugen af dette apparat helt op til 1928.

Hans bror, cand.polyt. Friborg Guld­berg, kunne ikke blive lærer Det krævede dengang, at man var cand.theol.

Han blev leder af instituttets hjælpemiddellaboratorium og lavede mange værdifulde ting til undervisningsbrug. Han fremstillede skindtavlen, den så­kaldte dansktavle, fine kort til geografiundervisningen, insekter og sjældne skabninger i en størrelse, så blinde kunne få indtryk af disse væsener. Han lavede regnetavler, tegnebestik til geometriundervisningen og mange andre ting, som ikke siden har været overtruffet. Mens broderen fik fortjenstmedaljen i guld for sit blyantapparat, måtte Friborg Guldberg ende sine dage på Sct. Hans.

Almindeligvis endte eleverne, når de forlod instituttet, i en krog et eller andet sted, hvor de ikke kunne bruge, hvad de havde lært. Derfor oprettede en kreds af mennesker i 1862 «Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksom­hed«. Den oprettede værksteder og hjalp selvstændige blinde i deres er­hverv.

I 1883 etableredes foreningen Danmarks Blinde, De Blindes Læse- og understøttelses-forening, som blev ledet af den blinde pianostemmer Johannes Wulff.

Fremstilling og mangfoldiggørelsesmetoderne af punktskriften var dengang uhyre primitiv. Først brugte man løse typer, som blev stillet sammen til en sats. Herefter lagde man fugtigt papir over og rullede over papiret med en gummirulle, indtil prikkerne var så tydelige, at de kunne læses, men meget snart gik man over til zinkkliche­er, fremstillet på en stereotyperingsmaskine, og mange vil huske »Wulfftavlen«, som også var hans værk. Wulff udviklede den første egentlige punktskrivemaskine. Han udviklede ligeledes sammen med den senere inspektør Wildau på instituttet det første forkortelsessystem. I det betyder et »G« ikke gør, men Gud. Dette hænger sammen med, at der i starten væsentligst overførtes religiøse skrifter.

Disse historiske kendsgerninger fortalte museet mig, da jeg besøgte Folke Johansen, ja, det fortalte meget mere.

Jeg kunne nævne den danske købmand, Daniel Fürst, som i 1805 besluttede at blive blindelærer. Det blev han på et halvt år i Paris, og ved sin hjem­komst fik han ansættelse ved Kjædens skole. Eller Frederik den 6., som lod sin nådes sol skinne over alumnerne på skolen, da han i 1814 vendte hjem fra Wiener-kongressen med adskillige ting til dem fra blindeinstituttet i Wien. Jeg kunne også fortælle om den blinde fløjtenist Peter Jensen, som blev ansat som organist i 1828 ved Sct. Petri kirken, og som har efterladt sig en række kompositioner, der findes i museet. Også det gamle orgel er efter en omflakkende tilværelse endt på instituttet.

Jeg viger ikke tilbage for at sige, at Folke Johansen har reddet væsentlige dele af vor fortid fra glemslen.

Redaktionel bemærkning: Folke Johansen døde i 1986, og museet eksisterede indtil 2011, og dets indhold opbevares nu på Medicinsk Museion, som er en del af Københavns Universitet.

6. Pistolstræde på Blindeinstituttet i Hellerup

af Peter Frederik Hansen

Bestyrelsen får ofte vidt forskellige spørgsmål med relation til blindes historie. F.eks. har et af selskabets medlemmer, Allan Fohlmann med reference til den gamle gade Pistolstræde i København spurgt, hvorfor en af gangene med elevværelser på Blindeinstituttet i Hellerup ret tidligt også fik navnet Pistolstræde.

Ingen i bestyrelsen vidste dette, men det gjorde et andet af vores medlemmer, Peter Frederik Hansen. Her kommer i en let redigeret udgave hans beretning, som også indeholder mange af de øvrige minder, han har fra sin tid på instituttet.

Da jeg er en af ophavsmændene til nævnte stræde og har boet på Pistolstræde i flere år, må jeg vel hellere fortælle historien.

Samtidig får I også nogle af mine erindringer fra en, for mig, gylden tid på det dengang nye Blindeinstitut.

Værelsesgangene på første sal på Statens Institut for Blinde og Svagsynede i Hellerup havde i 1968 følgende betegnelser:

A-gangen, hvor de unge piger boede under behørigt opsyn af Dagny Olesen. B-gangen var for senblindekursisterne, og hvor frk. Fangel huserede. C-gangen havde Helle Harder, som socialpædagog, og her boede elever, som man forventede kunne klare sig selv. D-gangen havde Gudrun Vestergård og flere andre socialpædagoger. Her boede også yngre og elever, der kunne have brug for ekstra støtte. F-gangen var for stue- og køkkenpigerne.

Her havde de mandlige tut-elever det uofficielle opsyn.

I august 1968 flyttede jeg ind på det splinternye blindeinstitut.

Jeg fik et værelse på afdeling C, og det gjorde Steen Allan Jensen også. Han og jeg tilbragte en stor tid af vor fritid sammen. En dag undersøgte vi Strøget i København. Vi var inde i en butik, der solgte alle mulige plakater og livagtige skilte af gadenavne. Vi faldt over skiltet ”Pistolstræde”. Vi syntes, det kunne være sjovt at omdøbe C-gangen til Pistolstræde.

Skiltet satte vi fast med fire tegnestifter over døren ind til C-gangen. Da det var i de gode gamle tressere, fik skiltet lov til at hænge der og endda i mange år. Derfor er der mange tidligere elever, der har boet på Pistolstræde.

Om lørdagene mødtes på mit værelse fire af mine venner til Svend Nicolaisens Orkesters koncert i radioen, sammen med en stor pose øl. Det var Jan Espersen, Steen Allan Jensen, Søren Markusen, Freddy Petersen og undertegnede. Måske var vi med til at præge livet på gangen og vi fandt, at navnet Pistolstræde var passende.

Da jeg som tyve-årig flyttede ind på instituttet, fik jeg for første gang mit eget værelse, og jeg boede der i omkring fire år. Det blev en helt fantastisk og dejlig tid.

Instituttet kogte af liv og foretagsomhed. Alt var nyt, og alt kunne lade sig gøre.

Blindeinstituttet var i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne en hel unik og spændende institution. Vi fik mange gode tilbud.

Ungdomsoprøret var mest noget, vi hørte om i radioen.

Instituttet rummede Skole, Statens Øjenklinik, sygeafdeling, tandlæge og en skomager. Da gangtunnelen under Tuborgvej endnu ikke var etableret, kom Møgelhøj, købmanden på Tuborgvej, om aftenen med et lille udsalg af købmandsvarer i hallen. Skulle man have en hel kasse øl, måtte man dog bestille den dagen i forvejen.

Der var sportsfaciliteter som udendørs løbebane, springgrav, gymnastiksal og svømmehal. Der var altid efter skoletid en skolevagt, der kunne hjælpe med lektier. Der var musikundervisning, hobby-musik, eller bands. Jeg gik nogle år til harmonikaundervisning hos den blinde musiklærer Torkild Nielsen.

Han hjalp mig med at købe en meget fin brugt harmonika, som jeg fortsat har og spiller lidt på en gang imellem, altså når jeg er alene.

Der var aftenskole med sprogundervisning, keramik samt et træværksted, hvor man fik hjælp til at snedkerere.

Mine synshandicappede venner Søren Marcussen, Steen Jensen, Freddy Pedersen og jeg byggede en båd i løbet af en vinter. Det var under kyndig ledelse af Børge Vestergaard, lederen af materialelaboratoriet. Tegningerne, der lå til grund for bådens bygning, var til en snipe, som er en klasse-jolle. Længde 4,7 meter, bredde 1,52 meter, sejlareal: 12 kvadratmeter og vægt 173 kilo.

Vi ønskede ikke, at den skulle have sejl, men at den skulle drives frem ved hjælp af en påhængsmotor. Den blev bygget med bunden opad på egespanter og belagt med vandfaste plader.

Min bror og jeg fiskede fra båden i flere år, så kom den til Søren Markusen i Karrebæksminde og endte til sidst efter mange år på en legeplads i Viby.

I et af instituttets kælderrum lå ”Klubben”. Her var åbent hver aften, og den var bemandet med pædagoger. Der var bowlingbane, bordtennis, træsløjd eller bare almindelig hygge med kaffe eller te.

I weekenden kunne man køre en tur i instituttets røde bil, ”Lynet”, hvis der var en pædagog på arbejde, som havde kørekort.

Instituttets festsal var rammen om mange gode oplevelser. Der blev afviklet teaterstykker, ikke mindst af Dansk Blindesamfunds Amatørteater. Der blev afholdt juletræsfester, karneval og sommerfester, koncerter med klassisk musik og med beatmusik. Store fester, møder og revyer er blevet afholdt her.

Eleverne havde ikke nøgle til instituttets hoveddør, da det var slotsvagten, der om natten passede på ”Statens Institut for Blinde og Svagsynede”. Kom vi sent hjem, måtte vi nogle gange vente udenfor, når vagten var på rundering. Men på et tidspunkt kom han forbi hovedindgangen og lukkede os ind.

Der blev udleveret rent sengetøj og håndklæder af socialpædagogerne, og der var vækning om morgenen ved ”et alle kald” igennem en højtaler, som hang på væggen i hvert værelse. Man kunne også blive kaldt op enkeltvis via højtaleren på værelset, hvis der var en privat meddelelse eller telefon til en. Vi kunne så svare på opkaldet ved at holde en knap inde på højtaleren. Var det et telefonopkald til os, skulle vi gå ud i afdelingens telefonboks og tage samtalen der.

Der var til hver afdeling en dagligstue med fjernsyn og et køkken med et aflåseligt skab til hver beboer. Der var vaskerum med vaskemaskine, et tørrerum og et rengøringsrum.

Kaffeautomaten i hallen var et samlingssted, hvor man altid kunne møde andre, hvis det var det, man havde lyst til.

Mine venner Steen, Freddy og jeg blev medlem af Hellerup Roklub. Vi roede i en toer med styrmand eller en fire med styrmand. Det kunne være en aftentur langs med kysten til Skovshoved. Vi blev taget godt imod af de andre i klubben og blev ”døbt” efter klubbens traditioner af Neptun, og hvad der her til hørte af sennep, tomatketchup og en tur i vandet med tøj på.

Steen og jeg var med roklubben på en uforglemmelig tur til en venskabsklub i Greenwich London. Vi var indkvarteret privat hos klubbens medlemmer.

Vi roede om kap på Themsen og blev Inviteret til middag i House of Commons, da en af gæsteroklubbens venner var medlem af Underhuset og var vært ved middagen.

Det første år jeg var på instituttet, var målet med min skolegang en genopfriskning af mine skolekundskaber. En dag om ugen tog den gruppe i skolen, jeg var sammen med, ud af huset. Det var ekskursioner, der blev kaldt ”kend din by”. Vi tog afsted for at besøge en institution, en virksomhed eller andet, det kunne være interessant at opleve. Eksempelvis besøgte vi Flyvestation Værløse, hvor vi fik en tur i en redningshelikopter. Sojakagefabrikken på Islands Brygge, som senere sprang i luften. Folketinget, hvor jeg i folketingssalen ubemærket stillede mig op på landets fornemste talerstol, jeg skulle lige se, om det var noget for mig. Eller i Zoologisk Have for at kikke på søløverne sammen med en af mine blinde kammerater, der var født uden øjne. Det var med til at sætte min nye tilværelse som synshandicappet i et særligt perspektiv.

Jeg er i øvrigt sikker på, at ”Pistolstræde” fortsat lever i mange tidligere Tut-elevers hjerter.

7. Omtale af Ulla Bruuns novellesamling ”Alvin, Underhunden og andre fortællinger.”

Ulla Bruun: Alvin, Underhunden og andre fortællinger

Når medlemmer af selskabet får udgivet bøger, er der tradition for at omtale dem her i Nyhedsbrevet, og i slutningen af maj udkom Ulla Bruuns novellesamling ”Alvin, Underhunden og andre fortællinger”.

Som redaktør af Nyhedsbrevet afstår jeg fra at omtale bogen, da jeg er gift med forfatteren. I stedet for bringes en forkortet version af cand.mag. Marianne Olsens anmeldelse, bragt i Netmagasinet Sameksistens:

””Kun vi fornemmer nuet som et punkt i en uendelig kæde af nuer. Oplevelsen af tid adskiller os fra alle andre arter, der kun kender væren i sig selv i nuet. Sjovt nok er det denne væren i sig selv i nuet, som er det mystikerne stræber efter.”

Citatet er taget fra Ulla Bruuns epilog i samlingen af fortællinger: På kosmisk togrejse, og netop denne meditation står som et credo, en slags trosbekendelse over alle fortællingerne, som med deres indre syn er blevet kædet sammen med en skarp ydre iagttagelse. De skaber på den måde et enestående fortættet, somme tider skræmmende nærvær. Det er et nærvær, der uden at vrænge ad læseren afslører destruktive fordomme og råber på forsoning i det levede liv.

Handlinger

Der er historien om voldtægtsofferet, der får skylden for den forbrydelse, som hendes forsvar har afstedkommet, og som må finde sig i en skam, som hun ikke er i stand til at udtrykke.

Historien om en god bonde, der fører os gennem det fattigste København på eftersøgning efter sin kone, som han har hentet i østen. Da hun rejser fra gården, tror han det værste om hende, men det er også læserens fordomme, fortællingen skildrer over politistation og bordel uden at finde hende.

Mange fortælle-lag

Historierne handler om noget andet, end det man tror ved begyndelsen af sin læsning. Det er det spændende. Senere sidder teksterne i en som et manende pålæg om at lade være med at tage de umiddelbare indtryk for hele sandheden.

Sproget

Dertil hjælper sproget, som er sanseligt på forfatterens helt særegne måde: Den nederdrægtige drilagtighed, der har døden i sig, lader Henrik lyve om Majbritts glemsomhed og anklage hende for at have ansvaret for den nøgle, som han selv har taget: ”Imens lader Henrik sin hånd glide dybt ned i den venstre bukselomme og griber om den [nøglen]. Han stak den til sig, mens han irriteret stod i butikken og ventede….” (Guldhjertet)

Det går meget voldsomt til både i trafikken mellem mennesker i løb og på vejene: ”Føler mig tryg i læ af hendes brede krop. Så løber vi igen, og suset fra en lastbil rammer mig, da jeg når vejkanten på den modsatte side. (Tante)

Indvielsen er en glad fortælling om et par der finder hinanden mod alle odds. Her har forfatteren tydeligt nydt floraverden og bruger de fineste vækster i sine billeder. Den unge mand, der er genert og i egen mening uden noget værd, føler sig som en hængebirk, fordi han ikke er rank nok, men den læser, som kender hængebirken vil straks, måske ubevidst, få fornemmelsen af noget indtagende, hvad hele historien også udfolder, og han ”nyder den spinkle overkrop med ryghvirvler som knæ på en græsstængel, mens hun bøjer sig over højbedet.”

Skabelsesfortælling med tegninger

Endelig skal naturligvis også omtales den sidste fortælling, Odins Øje – en skabelsesfortælling om Anholt, som Ulla Bruun før har udgivet. Det er en fortælling, hvor guden fra Bibelen optræder sammen med de nordiske guder på fornøjelig og underfundig vis, en fortælling, der er illustreret med forfatterens dejlige tegninger. Den kan givetvis more børn, og i sit raffinement er den for folk i alle aldre.

Anbefaling

Det ville være dumt i en omtale at ødelægge handlingernes pointer. Det dybere budskab skal man desuden selv læse sig til og blive forandret af. Ulla Bruuns korte fortællinger er i sig selv nuer.

Der er en særlig meningsfylde ved litteratur, der ikke blot er om noget, men også er det, den handler om. Det bliver en slags mystik, en meditation.

Alvin, Underhunden og andre fortællinger er en absolut læseværdig bog – for den der tør!”

Den er udkommet på Forfatterforlaget Attika.

Det skal lige tilføjes, at forlaget nu også har udgivet den som E-bog, og at Nota er i gang med at producere en lydudgave.

8. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg, Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72, Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang, Solnavej 19, st. th, 2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67, Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer John Heilbrunn, Gyldenløvesgade 16 3.tv, 1369 København K

Tlf. +45 33 93 33 00, Mobil +45 23 40 92 18

Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov, Brombærhaven 31, 8520 Lystrup

Tlf. +45 26 17 98 80

Mail: ove@gibskov.dk

Sekretær Thorvald Kølle, Clermontgade 29. st. th., 4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

Suppleant

Leif Martinussen, Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

Nyhedsbrev nr. 2 maj 2022

Nyhedsbrev nr. 2 maj 2022

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2/2022.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Referat af generalforsamlingen afholdt 5. marts 2022 ved John Heilbrun

3. Mange uhyrlige beskrivelser af vold og tvang i historisk udredning om anbragte i særforsorgens institutioner ved Ove Gibskov

4. Anmeldelse af læge Jesper Froms artikel “Oftalmologiens- og Blindesagens historie i Danmark” ved Poul Lüneborg

5. Fjerde del af Ove Gibskovs barndoms- og første ungdomserindringer

6. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

Lørdag den 5. marts var vi samlet til årets generalforsamling på Fuglsangscentret. 20 medlemmer deltog i et meget vellykket arrangement. Beklageligvis havde nogle medlemmer set sig nødsaget til at melde afbud på grund af sygdom og nervøsitet for at blive smittet med covid19. Forløbet af generalforsamlingen kan læses nedenfor i John Heilbrunns fine referat. Sidste programpunkt om lørdagen var en helt speciel musikoplevelse med Rune Most, solofløjtenist i Odense Symfoniorkester og pianisten Berit Juul Rasmussen. De spillede kompositioner af den blinde komponist Niels Peter Jensen, der levede fra 1802 – 1846. Niels Peter Jensen var blandt de første elever på Kjædens Blindeinstitut oprettet i 1811. I min anmeldelse nedenfor af læge Jesper Froms artikel “Oftalmologiens- og Blindesagens historie i Danmark” fortæller jeg om nogle sider af dette instituts betydning. Jeg kan kun anbefale medlemmer der har særlig interesse i denne del af blindes historie, at læse denne artikel, som kan tilsendes ved henvendelse til undertegnede. Jesper From redegør i sin artikel, som er offentliggjort i Dansk Medicinskhistorisk årbog 2021, blandt andet om en række læger, som i første halvdel af 1800-tallet har haft stor betydning for udviklingen af den hjemlige indsats overfor blinde.

Henrik Olsen sørgede for, at koncerten med Niels Peter Jensens musik blev optaget efter alle kunstens regler. Rune Most har netop sagt god for at optagelsen vil kunne lægges på selskabets hjemmeside til glæde for alle, der gik glip af denne unikke musikoplevelse.

Hans Erik Olsen tog søndag formiddag generalforsamlingens deltagere med på et strejftog tilbage til årene under og efter 2. Verdenskrig. Han afspillede en række private grammofonoptagelser med blinde der fortalte, sang og leverede nogle fine musikoptagelser.

Ove Gibskov har gennem de sidste 4 nyhedsbreve på en morsom og inspirerende måde beskrevet sine oplevelser som elev på Refsnæsskolen og på Blindeinstituttet. I hans sidste bidrag nedenfor afslutter han sine erindringer med en beskrivelse af, hvorledes hans liv formede sig efter han forlod Blindeinstituttet. Ved læsningen af Ove Gibskovs 4 erindringsartikler bliver man overbevist om, at han ikke har noget behov for en officiel undskyldning i anledning af den behandling, som han modtog under sit mangeårige ophold indenfor Blindeforsorgen. En sådan undskyldning er der imidlertid grund til at overveje overfor mange af de tusindvis af borgere, som har haft ophold på Særforsorgens mange øvrige institutioner.

Ove Gibskov fremlægger i sin egenskab af selskabets redaktør i dette nyhedsbrev en meget omfattende redegørelse af den rapport, som Forsorgsmuseet i Svendborg, netop har afleveret til regeringen om behandlingen af de mange tusind borgere, som i årene 1933-1980 var klienter under Åndsvagforsorgen og den øvrige særforsorg.

Jeg ønsker alle medlemmer god læselyst, nu hvor foråret og forhåbentlig en lang sommer står for døren.

2. Referat af Blindehistorisk Selskabs generalforsamling afholdt 5. marts 2022 ved John Heilbrun

Mødet fandt sted på Fuglsangscentret i Fredericia og indledtes kl. 13.30 og afsluttedes kl. 16.00.

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

Formanden bød hjertelig velkommen. Han kunne konstatere, at der er et vist mandefald, idet vi er udfordret af covid 19, udbrud og nervøsitet for at blive smittet, og af andre grunde.

Vi kunne glæde os over, at deltagerlisten og programmet var udarbejdet af fuglsangcentrets personale i punktskrift og i trykt tekst. Det er rigtig glædeligt.

Der henvises for så vidt angår dette møde til oplysninger givet i nyhedsbrev nr. 1 2022.


2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

Følgende personer deltog:

Poul Lüneborg, Rudi Geert-Jørgensen, Leif Martinussen, Anne Sparre, John David Heilbrunn, Thorvald Kølle, Lena Bang, Ebbe Olesen, Hanne Eriksen, Elin Johansson, Allan Andresen, Mogens Nielsen, Henrik Olsen, Hans Erik Olsen, Heidi Madsen, Tommy Simonsen, Kirsten Koed Hansen, Thorben Koed Thomsen, Erik Vind Frost, Karen Marie Pedersen.

Der er således 20 personer til stede, alle medlemmer af selskabet.

3. Valg af dirigent

Erik Vind Frost blev foreslået og blev valgt.

Erik konstaterede, at mødet er lovligt indkaldt i henhold til vedtægternes krav om varsel, mødets tidsmæssige placering samt udsendelse af materiale på behørig vis.

Valg af stemmetællere: Valgt blev Anne Sparre (punktlæser), og Thorben Koed Thomsen (som har en synsrest).

Valg af referent: John Heilbrunn blev valgt.

4. Godkendelse af dagsorden

Dagsorden blev gennemgået og godkendt uden tilføjelser.

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 20. juni 2021 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 3/ 2021

Der var ingen kommentarer.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2021/2022 til godkendelse, beretningen blev offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2022

Indledning.

Samarbejdet i bestyrelsen har været godt og konstruktivt, og Ole Brun Jensen har også bidraget i forhold til hjemmesiden.

Der har været afholdt tre fysiske møder og et Zoom møde.

På trods af Corona er det lykkedes at gennemføre de ønskede aktiviteter.

Medlemsstatus.

Freddy Nielsen, som har været et aktivt medlem inden for sundhedsområdet og rehabilitering Danmark, og Niels Eskær, som har været aktiv som pianist, organist og aktiv i teaterkredsen, oprindelig uddannet Telefonist, er gået bort i beretningsperioden.

Jørgen Eckmann er også afgået ved døden, jf. artikel bragt om hans livslange arbejde i DBS’s medlemsblad nr. 9/2021 og i BHS nyhedsbrev nr. 3/2021. Formanden benyttede lejligheden til at mindes disse medlemmer for deres indsats.

Desuden er Jan Fristrup, som ikke var medlem af BHS, gået bort, hvilket bør nævnes, fordi han har været en kerneanalytiker i forhold til blindes beskæftigelses- og uddannelsesforhold.

Poul tilføjede, at en liste over forestillinger optaget i amatørteatret vil blive lagt op på hjemmesiden og vil kunne rekvireres, hvor bl.a. Niels Eskjær optræder.

Antallet af nye medlemmer har været begrænset, nogle har ikke ønsket at forny medlemskabet. Status udgør ca. 125 stk. idet der er foregået en resultatgivende rykkerprocedure.

Det er ønskeligt at nå ud til personer uden for Dansk Blindesamfunds medlemskreds, som har interesse i blindes forhold og til visse institutioner og virksomheder. Selskabet tæller 5 sådanne medlemmer. Andre medlemmer af Synsdanmark har ikke responderet på opfordringer om at blive medlem.

En hvervefolder har ikke givet respons. Museumsdagbogen har ej heller været et aktivt værktøj i rekrutteringsarbejdet.

Selskabets medlemsliste.

Den er kommet ind i en god gænge, og når vi kender det endelige antal medlemmer, bliver den udsendt i trykt, punkt og daisyformat. De, som ønsker at stå med begrænsede kontaktoplysninger, bliver respekteret. Vi har dog fået enkelte “yngre” medlemmer, hvilket er glædeligt.

John nævnte behovet for at overveje aktiviteter, som i højere grad kunne tiltrække unge personers opmærksomhed.

Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.

Arbejdet foregår i et samarbejde mellem medlemmer af bestyrelsen og medlemmer af DBS Fritids- og kulturpolitisk* udvalg. Der er pt usikkerhed om viljen hos Medicinsk Museion til eventuelt at overtage de tilbageværende blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs, en sag som gruppen prioriterer en afklaring af.

Medlemsbladene fra 1916-2006 er nu fuldt digitaliseret, dog mangler blade for 1956 *- 1957.

Hvad angår interviewundersøgelser, er der udført flere interviewundersøgelser med informatørerne som respondenter (det gælder blandt andet forholdene for blinde efter 2. verdenskrig). Disse knap 90 interview er nu alle digitaliserede.

Sikring af lydoptagelserne er et emne, som drøftes med DBS. Nye begivenheder bør i den sammenhæng dokumenteres.

En udløber af medlemsmødet om undskyldning til Godhavnsdrengene, samt eventuelt i forhold til andre grene af særforsorgen blev også omtalt. Rapport fra forsorgsmuseet i Svendborg, med tre videoer, forventes leveret til regeringen 14. marts 2022. Der var ingen af dem, som deltog i et møde den 16. februar 2020, om forhold inden for blindeforsorgen, som mente, at blinde som elever på Refsnæsskolen har behov for at modtage en undskyldning. Formanden henviste i den forbindelse til en artikel om denne periode udarbejdet af Ove Olsen. Det var formandens opfattelse, at beskrivelsen i artiklen gav et ganske godt billede på godt og ondt af forholdene.

Selskabets egne projekter i det forløbne år.

Projektregistrering af blindehistoriske effekter vil nu da covid19-epidemien er ved at være overstået, forhåbentlig kunne afsluttes sammen med Medicinsk Museion og Blindeinstituttet.

Der arbejdes på at få indsamlet registrerede effekter, noget som drøftes med Medicinsk Museion. Registraturen på Medicinsk Museions hjemmeside kan anvendes til at se, om en tilbudt effekt allerede findes (dubletter).

Projekt “Blindes levevilkår i 1960-1970-erne”.

John Heilbrunn har tilbudt at være tovholder for projektet. Han gav en redegørelse for baggrund, samt omtalte et møde som netop er afholdt med de 5 personer, som har indvilget i at ville gennemføre interview af 25 udvalgte personer. Det er et projekt, som er opstået efter ønske fra Medicinsk Museion omkring 2015 med inspiration af levnedsbeskrivelser indleveret af PTU – Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede. Der er i tiden frem til 2020 afholdt diverse møder og udarbejdet et bud på en interviewguide. Under det møde som netop er afholdt blev det konstateret, at spørgsmålene går langt dybere og bredere end blot at beskrive uddannelses- og beskæftigelsesmulighederne på basis af den udvikling, som spirede frem i 60’erne som et slags “oprør” fra elevforeningen på blindeinstituttet samt en øget integration af elever i den almindelige folkeskole.

Erik Vind Frost pegede på muligheden af eventuelt at lade en studerende bearbejde det indsamlede materiale som et projekt.

Dansk Blindesamfunds amatørteater.

Amatørteatret eksisterede i 60 år og har haft stor betydning samt har efterladt en lang række optagelser af forestillinger på lydbånd. Både materialet og selve aktiviteterne bør varetages respektfuldt og relevant.

Ønsker om at modtage forestillinger fra medlemmer vil blive honoreret. Materialet vil ikke blive lagt ud på hjemmesiden af copyright-hensyn. En liste over forestillingerne kan på anmodning tilsendes til interesserede. Formanden vil kunne bistå med udsendelse, såfremt man har en dropboks, hvortil større filer kan overføres. Kopier på CD og på anden vis vil ikke kunne honoreres.

Registrering af blindes sport- og idrætsaktiviteter.

Oprettelsen af et menupunkt på hjemmesiden var oprindelig en ide fremlagt af Henning Eriksen. Leif Martinussen har udarbejdet en omfattende Redegørelse om blindes deltagelse i sport og idræt dækkende perioden fra 1950-erne til 1980-erne. Grundet redegørelsens størrelse (mange billeder) vil den ikke kunne lægges på hjemmesiden, men den vil kunne tilsendes efter anmodning via Dropbox eller lignende.

Der foreligger nu tre optagelser om de første tandemklubbers aktiviteter. Hans Erik Olsen vil blive kontaktet, såfremt der fremsættes ønske om at få adgang til en bog om Midtsjællands Tandemklub.

Jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023.

Jubilæumsskrift, som er foreslået af Thorvald Kølle, er i proces, forestået af en arbejdsgruppe bemandet af Rudi Geert-Jørgensen, Thorvald Kølle og Leif Martinussen. En dispositionsplan er udarbejdet af sidstnævnte. Leif fortalte, at skriftet skal omfatte tre hovedområder: Baggrund, socialpolitiske ændringer og erindringer fra tidligere elever. Bogen ønskes publiceret i løbet af jubilæumsåret.

Erik Vind Frost bemærkede, at der også foregik en omfattende kursusvirksomhed rettet mod eksterne elever og aktører, altså som ikke har boet på skolen. Poul nævnte, at opmærksomhed bør rettes mod perioden efter blindeforsorgens nedlæggelse i 1980 og frem. Bidrag hertil vil blive modtaget med glæde.

Selskabets informationsvirksomhed.

Udsendte nyhedsbreve.

Der blev opfordret til at benytte elektroniske formater, som letter den enkelte læsers mulighed for at navigere mellem overskrifter (word eller Html format).

Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk. Den bør i endnu højere grad holdes levende og er selskabets “ansigt” udadtil.

Andre informationskanaler.

Her indeholder beretningen henvendelser, som modtages med anmodning om belysning af diverse problemstillinger, fx om forhold organisatorisk mellem DBS og Den organisatoriske indretning på Færøerne, Springvand i Kalundborg med punktmarkering og dets oprindelse og m.m.

Selskabets elektroniske arkiv.

Henrik og Hans Erik Olsen har gennem beretningsåret bidraget rundhåndet til afsnittet med lydoptagelser. Fx findes 89 filer med udsendelser med Carl Bjarnhof.

Heidi Madsen bemærkede, at der er behov for en oversigt over alle lydfiler? Og hun spørger også til indholdet af materiale på hjemmesiden.

Svaret herpå var, at da der er mere end 1.000 filer, vil arbejdet med en gennemgribende kategorisering være et meget omfattende arbejde.

Har Blindeforsorgens elever krav på en undskyldning?

Der henvises til tidligere bemærkning herom under omtalen af “Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe”.

Administrative og økonomiske forhold.

Coronaepidemien har medført, at der er kommet flere penge ind, end der er gået ud. Således er selskabets likvide midler kun reduceret med ca. 7.000 kr. gennem de seneste 5 år på trods af 3 store udgiftsposter – ny hjemmeside, 25 års jubilæum og udgivelse af Museumsdagbogen.

Afsluttende bemærkninger.

Intet at tilføje.

Beretningen blev godkendt enstemmigt.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2021 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse, regnskab og revisionsprotokol blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2022.

John redegjorde for regnskab, resultatopgørelse og balance, og revisor Hanne oplæste revisionens bemærkninger.

Især forøgelse af likvide midler blev fremhævet.

Afvigelsen på kr. 172 blev ikke set som afgørende i forhold til selskabets samlede økonomi. Billedet af økonomien er retvisende.

Der var ikke bemærkninger til regnskabet, som blev enstemmigt godkendt.

8. Fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

Dette blev enstemmigt vedtaget.

9. Indkomne forslag.

Der var ikke modtaget forslag.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen – på valg:

a. Formand Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2020. Han genopstiller og blev valgt med akklamation.

b. Lena Bang, valgt i 2021 for 1 år. Hun ønsker at genopstille.

c. Ove Gibskov, valgt i 2021 for 1 år. Han ønsker også at genopstille “jf. skriftlig tilkendegivelse”.

Der var ikke tilkendegivelser om yderligere kandidater, og de to opstillede blev dermed valgt med akklamation.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Ole Brun Jensen, valgt for et år i 2021.

De 2 suppleanter er begge villige til at modtage genvalg. Ole Brun Jensen, der ikke var til stede, havde skriftligt tilkendegivet villighed til genvalg.

De blev genvalgt med akklamation.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen, blev valgt i 2021 for 1 år – de er begge villige til genvalg. Kurt Nielsen var forhindret i at give møde, men han har skriftligt tilkendegivet, at han er villig til genvalg som revisor).

De blev begge valgt med akklamation.

f. Revisorsuppleant, Nete Parkov, blev valgt for 1 år i 2021. Nete Parkov var forhindret i at give møde, hun har skriftlig tilkendegivet, at hun er villig til genvalg som revisorsuppleant). Hun blev også genvalgt med akklamation.

11. Eventuelt.

Rudi Geert-Jørgensen spurgte til medlemslisten, om den må ligge på hjemmesiden. Generalforsamlingen har besluttet, at oplysningerne om medlemmer er personlige og ikke må publiceres. Bestyrelsen er altid villig til at bistå med kontaktoplysninger i passende omfang.

John Heilbrunn spurgte, hvordan man kan fremme blindehistorien især i forhold til de yngre med et synshandicap.

Rudi Geert-Jørgensen spurgte i den forbindelse, hvad de blinde yngre “mangler” fx i forhold til håndtering af pc-udstyr.

Karen Marie Pedersen mente, at et møde med DBSUs ledelse muligvis kunne føre til fællesarrangementer. De unges historie er noget andet end vores. Man må hægte vores historie op på deres? Sofie Monggaard Christensen, som er nyt ungt medlem, kunne måske komme med ideer og indspil.

Heidi Madsen, spurgte om man kunne lave blindehistoriske podcasts.

Poul har modtaget henvendelser om interesse for Refsnæsskolens historie. Hvorfor er institutionen i dag havnet i en fastlåst situation på basis af tidens udvikling?

Offentliggørelse af lydfiler på hjemmesiden er begrænset af reglerne om ophavsret og privatlivshensyn.

Ideer til systematisering af området blindehistorie modtages gerne.

Erik Vind Frost sagde, at DBSU nu har digitaliseret deres ungdomsblade.

2021 bød på jubilæum i Interessegruppen (50 år) og KABB (100 år). Disse områder burde også indtænkes i blindehistorisk perspektiv.

John Heilbrunn, referent

Farum, den 9. marts 2022

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg

Mødets dirigent Erik Vind Frost, den 14. marts 2022

3. Mange uhyrlige beskrivelser af vold og tvang i historisk udredning om anbragte i særforsorgens institutioner ved Ove Gibskov

Den 13. august 2019 gav statsminister Mette Frederiksen på regeringens vegne en undskyldning til Godhavndrengene for de voldsomme overgreb, de helt op til 1970’erne havde været udsat for. Derefter blev der taget initiativ til at undersøge, om nogle af de mennesker, der har oplevet svigt og overgreb, mens de boede på sær- og åndssvageforsorgens institutioner, også skal have en officiel undskyldning. Det drejer sig om dem, der var anbragt på institutionerne i årene fra 1933, da staten, efter at Socialreformen var blevet vedtaget, overtog ansvaret for forsorgen og indtil 1980, hvor ansvaret blev udlagt til amter og kommuner.

Det blev besluttet at kortlægge forholdene på institutionerne gennem en historisk udredning, som skulle koordineres af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg. Det er sket i et samarbejde med Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Rigsarkivet; og det var oprindeligt hensigten, at udredningen skulle være færdig i løbet af halvandet år – dvs. 1. august 2021. Men pga. covid-19 blev afslutningen ret hurtigt udsat til november og senere til marts 2022.

I øvrigt er det en generel opfattelse blandt forskere, at halvandet år er kort tid til en så omfattende udredning, Men det har i den her sammenhæng været afgørende at tage et væsentligt hensyn til målgruppen, hvoraf mange af dem, der stadig lever, jo er godt oppe i årene og gerne skulle kunne nå at modtage en undskyldning, hvis man beslutter at give en sådan. Det er dog ikke den historiske udredning, som tager stilling til det, men politikerne, der ud fra udredningens indhold afgør, om nogle og i givet fald hvem, der skal have en officiel undskyldning.

Udredningen er i høj grad baseret på interviews med bl.a. tidligere anbragte og pårørende samt arkivstudier. Her er der tale om det største antal arkivalier, der nogensinde er bestilt fra Rigsarkivet til én undersøgelse – nemlig 40 tons papirer. Det færdige resultat er da også endt med at fylde ca. 400 sider, hvad der er omtrent dobbelt så meget, som man i begyndelsen havde regnet med.

Udredningen er lige inden påske blevet offentliggjort af Social- og Ældreministeriet og har titlen: ”Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933-1980”.

De fleste af påskedagene var dog for mig allerede planlagt med andet en 400-siders læsning; så med den tid, der derefter har været til rådighed, har jeg ikke kunnet nå at læse og basere en dækkende omtale på hele udredningen. Men størstedelen er dog blevet læst, og den 29. april bragte Information en stor artikel, som er fuldstændig sammenfaldende med min egen oplevelse af indholdet.

Den er skrevet af journalist Ulrik Dahlin, som har givet mig lov til at bringe den her. Derefter kan man læse en oversigt over, hvor mange fra de forskellige forsorgsgrene, der er blevet interviewet, og den bliver fulgt op af en kort sammenfatning af udredningen, som kapitel for kapitel viser, hvor omfattende og detaljeret den er. Men altså først det meste af artiklen fra Information:

”Seksuelle overgreb, spark, brug af spanskrør og remme, indespærring og fiksering med muffetrøjer såvel som med medicin. Omfanget af den anvendte vold og tvang mod anbragte under særforsorgen har gjort indtryk på historikerne i historisk udredning.

 Blev anbragte i særforsorgen udsat for svigt og overgreb i perioden 1933-80, hvor de var under statens varetægt? Det spørgsmål fik fem historikere to år til at undersøge og besvare, og nu foreligger deres udredning.

Historikernes korte svar på spørgsmålet: Ja, mon ikke!

Efter at have analyseret et omfattende arkivmateriale og interviewet en række tidligere anbragte har de udarbejdet en udredning, som beskriver forholdene for børn, unge og voksne i særforsorgen.” ”Antalsmæssigt drejer det sig om tusinder og atter tusinder af medborgere.

»Vi er nok mest overraskede over omfanget af vold og tvang, især i åndssvageforsorgen. Og over den manglende retssikkerhed for anbragte i åndssvageforsorgen,« siger Klaus Petersen, professor ved Syddansk Universitet og en af forfatterne til udredningen.”

”Lige nu overvejer regeringen, hvad der videre skal ske. I den forbindelse vil spørgsmålet om en eventuel undskyldning til de tidligere anbragte naturligvis komme på dagsordenen, eftersom henholdsvis anbragte børnehjemsbørn (Godhavnsdrengene) og de såkaldte grønlandske eksperimentbørn tidligere har fået en officiel undskyldning.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) ønsker ikke lige nu at give et bud på, hvad overvejelserne ender med.

»Vi igangsatte en omfattende udredning af særforsorgen for at kaste lys over et af de mørke kapitler i vores fælles historie og gav samtidig mennesker en afklaring omkring de svigt, de har oplevet, mens de har været i statens varetægt. Vi skal først og fremmest lære af fortidens fejl og sikre, at historien ikke gentager sig. Vi har modtaget udredningen og vil studere den nøje, før vi beslutter, hvad der nu skal ske,« nøjedes ministeren med at skrive i en mail.

Klaus Petersen har ingen kommentar til spørgsmålet om undskyldning eller ej.

»Vores opgave har været at beskrive forhold for anbragte i særforsorgen med særligt henblik på problematiske aspekter, så vidt det er muligt på baggrund af det kildemateriale, vi har haft til rådighed. Hvilke konsekvenser undersøgelsen skal have, er et politisk spørgsmål,« siger Klaus Petersen.


Baggrunden for særforsorgen

Med socialreformen i 1933 overtog staten ansvaret for samfundets ældre og svage, og samtidig blev forsorgen for en række grupper med særlige udfordringer – deraf navnet særforsorgen – udskilt fra den almindelige forsorgspolitik.

Rundt om i landet – ofte i idylliske og landlige omgivelser – blev der bygget små og store institutioner (op mod 500), hvor der gennem hele den undersøgte periode var anbragt mellem 9.000 og 21.000 personer. Der var meget stor forskel på de udfordringer, som de forskellige grupper havde. For blinde, døve, talelidende og epileptikere var der i første række tale om undervisning, og derfor var opholdet på for eksempel Blindeskolen på Refsnæs, statens døvstumme- og taleinstitutter eller Kolonien Filadelfia oftest begrænset til en kortere årrække eller måske et ophold på få måneder.

Anderledes var det for de mange tusinde, der var anbragt under åndssvageforsorgen: For det første var en anbringelse tidsubestemt, og derfor kunne opholdet på en centralinstitution med hundredvis af anbragte som Ebberødgård eller Rødbygård vare hele livet igennem. For det andet havde staten mulighed for tvangsanbringelser. Og helt frem til 1967 var der også lovgivningsmæssig mulighed for tvangssterilisationer. I mange år blev sterilisationer brugt som en adgangsbillet til en friere anbringelse eller endda en udskrivning. Ifølge udredningen er det da også først og fremmest inden for åndssvageforsorgen, at der er stribevis af beretninger om vold, tvang og overgreb. Dertil kommer, at anbringelse eller ej blev besluttet ud fra IQ-test (grænsen var 75), selv om der gennem hele perioden var kritik af metoden. Ifølge udredningen var de uklare kriterier for anbringelse med til at kompromittere de anbragtes retssikkerhed.


Fysisk vold mod de anbragte

Det var ikke tilladt for de ansatte i særforsorgen at bruge vold mod de anbragte. Alligevel forekom fysisk vold ifølge udredningen gennem hele perioden, især over for anbragte under åndssvageforsorgen, hvor det var »en konstant problematik« .

Historikerne understreger, at de kendte tilfælde alle stammer fra klager fra forældre eller de anbragte selv samt fra sager rejst under anbringelserne. Derfor må der påregnes et mørketal, ikke mindst fordi der var en udbredt modvilje i personalet mod at angive kolleger, ligesom der ofte hos de ledende overlæger på institutionerne var mistro eller tøven i forhold til at tillægge klager fra de anbragtes sandhedsværdi.

En overlæge på åndssvageanstalten Vodskov tilbageviste i 1945 eksempelvis en klage fra en mor til en anbragt pige med henvisning til pigens »almindelige løgnagtighed og fantasifuldhed« .

I den milde ende var der tale om lussinger, nakkedrag, skub og riv i hår. Det blev tit bagatelliseret af institutionsledelsen som i en sag fra Vodskov fra 1949, hvor overlægen udtalte, at selvfølgelig kunne der falde en lussing af »til en eller anden urolig dreng« , men det kunne nok ikke forhindres, »ligesom det er tvivlsomt, om man bør forhindre det« .

I den grovere ende var der tale om spark eller brug af genstande som rem eller spanskrør. De sager er der flest af i arkivmaterialet, fordi de efterlod sig mærker og sår, som kunne være sværere at ignorere.

Blandt mange eksempler kan nævnes en sag fra Ebberødgård fra 1942, hvor en anbragt mand klagede over, at plejerne »mishandler patienterne med at kværke dem og slå dem med kæppe« .

I en sag fra 1947 klagede en far til en anbragt over, at hans søn var blevet sparket af en funktionær på åndssvageanstalten Brejninge, så »sønnen nu var blevet lam i det ene ben« .

I 1960 endte en sag med »grotesk voldsom intern blødning« , som en overlæge beskrev sagen over for en kollega, da en plejeelev på Vodskov havde slået en asylist, altså en anbragt åndssvag uden bevægelsesevne.

Og i en sag fra 1972 havde en elev på Ribelund, en institution for fysisk og psykisk handicappede, givet en anbragt en endefuld og brækket armen på en spastisk pige i kørestol. Der var også dødsfald som følge af vold, eksempelvis i 1955, hvor en 11-årig dreng døde på sygehuset som følge af en plejeelevs vold.


Seksuelle overgreb

Det har ikke været muligt at anslå det samlede antal sager om seksuelle overgreb, men også her forudsætter historikerne et mørketal.

Der er en række sager om samleje mellem ansatte og anbragte, og de er alle fra åndssvageforsorgen. Eksempelvis er der på Rødbygård sager om mandligt personale, der havde stået i forhold til anbragte, men selv om de alle blev anmeldt til politiet, førte det ikke til retssager. Politiet afviste at bringe dem for en domstol på grund af »bevisets stilling« , altså at den forurettede var anbragt som åndssvag, hvorfor der ikke kunne hæftes lid til vedkommendes forklaring.

Andre gange blev den ansatte dog dømt, eksempelvis en nattevagt, der i 1968 blev dømt for voldtægt mod to mindreårige anbragte piger.

Seksuelle overgreb var heller ikke ukendte over for andre grupper under særforsorgen. Institutionerne var forpligtet til at yde omsorg eksempelvis under afvaskning og personlig hygiejne, og derfor kunne berøring sjældent undgås. Men der gengives adskillige beretninger fra døveskolerne og blindeskolerne om uønsket seksuel berøring, eksempelvis har en af de interviewede anbragte på Døveskolen i Nyborg fortalt om en kvindelig ansat, der under afvaskningen »legede med mit lem« .

Udredningen peger på, at den konstante overbelægning, den begrænsede plads og utilstrækkelige personaleressourcer gjorde det svært for institutionerne at sikre anbragte mod overgreb fra andre anbragte. Dem er der mange eksempler på. En otteårig pige på blindeskolen på Refsnæs blev i 1970’erne gennem et år udsat for overgreb fra ældre elever. Men da hun fortalte det til en pædagog, blev hun afvist: Den slags skete ikke på Refsnæs!

Afvist, ja endog afskediget, blev en kvindelig lærer på Djurslandsskolen i slutningen af 1960’erne, efter hun havde anklaget en mandlig kollega for »sadisme og seksuelle overgreb mod børnene« . I en tjenestemandsundersøgelse fastslog en dommer, at man ikke kunne bygge anklager på, hvad åndssvage børn sagde, og derfor røg den kvindelige lærer ud, selv om hendes forklaring blev bakket op af flere forældre til børnene.


Tvang under anbringelsen

I hele perioden har der været en omfattende palet af tvangsmidler – indespærring, fastholdelse, fiksering, tvunget sengeleje, medicinsk fiksering – til rådighed for de ansatte især inden for åndssvageforsorgen, hvor anvendelsen ifølge udredningen har været udbredt. Opfattelsen var, at tvang kunne være nødvendig for at undgå selvskade eller skade på andre (herunder de ansattes ret til selvforsvar), og først fra slutningen af 1960’erne begyndte man fra statens side at regulere brugen af tvangsmidlerne. Derfor har reguleringen indtil da været lokal og ofte forskellig fra den ene institution til den anden.

På de store institutioner for åndssvage var der lukkede afdelinger, som blev brugt flittigt både som adfærdsregulering og som sanktion. At straffe med indespærring blev først forbudt med en lovændring i 1977.

På anstalten i Vodskov var opført en vagtbygning med seks cellerum til 12 mænd og 12 kvinder. Men der var ofte overbelægning, ved en undersøgelse i 1963 var der eksempelvis dobbelt så mange indespærrede i bygningen. I en nærliggende bygning, Avlsgården, blev der også opført cellerum med en madras og en potte, intet andet. En tidligere ansat har fortalt, at når en anbragt kom ud efter at have været totalt indespærret i en celle på Avlsgården en uge eller to, »så var de lige, så de dinglede« .

I 1968 kom det første centrale regelsæt om fiksering og fastspænding, som både før og efter var meget anvendt mod voldsomhed, raseriudbrud, over for selvmordstruede og over for uønsket seksuel adfærd. Det kunne ske med bindebånd om benet, muffetrøje, vest med bændel, vest og fodrem, handsker samt rem om livet. Da en engelsk plejer i 1955 besøgte Vodskov, blev han forarget over den udstrakte fiksering. Det fik stedets overlæge til at foranstalte en rundspørge blandt kolleger på andre institutioner, som viste, at mellem syv og 22 procent af samtlige anbragte var fikseret dagligt. Og sådan fortsatte og fortsatte det.

På Ebberødgård blev gravide anbragte så sent som i 1968 rutinemæssigt »bundet fast i sengen« , som det lød i en beskrivelse fra et besøg. Da institutionen de følgende år forsøgte at begrænse fiksering, gik man over til medicinsk fiksering. Som følge af personalemangel måtte institutionen i 1974 meddele Socialministeriet, at ikke bare var flere patienter nu medicinsk fikseret, de medicinske doser var også større end tidligere.


Statens manglende tilsyn

Historikerne skulle også afdække rækkevidden af statens tilsyn i perioden. Ifølge udredningen blev der dog kun i begrænset omfang udført et effektivt, endsige systematisk tilsyn. Selv om der var oprettet tilsynsråd for flere af institutionerne, så viser det gennemgåede materiale ifølge udredningen, at de kun kom til »at spille en meget begrænset rolle i sagsbehandlingen inden for særforsorgssystemet« .

Omkring halvdelen af de anbragte åndssvage – de mest ressourcestærke – var gennem den undersøgte periode anbragt i familiepleje. Især i første del af den undersøgte periode var der tale om billig arbejdskraft ikke mindst til landbruget. Her var kontrollen endnu mere lemfældig. Ofte var det engagerede privatpersoner eller pressen, som måtte ruske op i forholdene, som det skete i 1950’erne i en sag om en familieanbragt kvinde. Hun havde været anbragt på en gård i 20 år og havde i alle årene haft en arbejdsdag på 17 timer foruden lav løn og elendige indkvarteringsforhold.

Konklusionen fra historikerne er derfor, at statens tilsyn var passivt. Man reagerede primært på indberettede sager eller sager, der blev rejst i pressen.

Det er svært ikke at blive indigneret, når man undersøger synet på og behandlingen af de åndssvage i 1930’erne og 40’erne, skriver historikerne. Dengang var eugeniske – racehygiejniske – tanker om de åndssvage som noget, samfundet skulle beskytte sig imod, vidt udbredt. Samtidig stod autoritetstro og disciplin langt stærkere, og det var helt legitimt både i familien og i skolen at slå børn.

»Man bliver naturligvis følelsesmæssigt berørt, når man arbejder med sådanne sager. Men vi har forsøgt at have en objektiv og beskrivende tilgang til et svært emne,« siger Klaus Petersen og tilføjer: »Vi overlader værdidommene til læserne.«

Det er præcis den proces, der nu er indledt i Folketinget og regeringen.”

Blandt de personer, som er blevet interviewet til udredningen, er der 28 tidligere anbragte, 27 ansatte og 3 pårørende til tidligere anbragte i åndssvageforsorgen.

12 blinde /svagsynede.

3 tidligere anbragte i døveforsorgen.

2 epileptikere.

8 fra vanføreforsorgen.

2 tidligere ansatte fra centraladministrationen

Her følger så som nævnt en kort sammenfatning af undersøgelsens resultater kapitel for kapitel.

Kapitel 1 Indledning

I det indledende kapitel præsenterer vi udredningens temaer og vores overordnede overvejelser i forbindelse med udredningsarbejdet. Desuden redegør vi for udredningsarbejdets organisering og tilgangen til undersøgelsens emner (herunder valg og fravalg samt sprog- og begrebsbrug).

Kapitel 2 Kort sammenfatning af udredningens resultater

Kapitel 3 Det anvendte materiale

Dette kapitel giver et kort overblik over det til undersøgelsen anvendte kildemateriale, som falder i to hovedtyper: for det første skriftlige kilder fra samtiden i form af et omfattende arkivmateriale fra særforsorgen, foruden love, betænkninger, folketingsdebatter m.m. For det andet interviews, hvor tidligere anbragte – og ansatte og pårørende – beretter om deres oplevelse med særforsorgen.

Kapitel 4 Kort oversigt over eksisterende forskning m.v.

Kapitlet er en kort oversigt over bøger og artikler, der behandler særforsorgens historie i perioden 1933-1980. Forskningen deles i forskellige typer: Udover enkeltstående større studier af forskerne Birgit Kirkebæk, Lene Koch og Jesper Vaczy Kragh, findes en række institutionshistorier i form af ældre jubilæumsskrifter og en række nyere og mere institutionskritiske forskningsbidrag. Desuden findes en række udgivelser baseret på øjenvidneberetninger fra anbragte og ansatte. Størstedelen af den eksisterende forskning knytter sig til åndssvageforsorgen.

Kapitel 5 Rids over særforsorgens udvikling 1933-1980

Dette kapitel tegner i hovedtræk særforsorgens udvikling 1933-1980 med afsæt i den bærende lovgivning og dens historiske kontekst. Det pointeres, at særforsorgen bestod af seks særforsorgsgrene (målrettet henholdsvis døve, blinde, vanføre, epileptikere, talelidende og åndssvage), som gennem hele den undersøgte periode i praksis havde deres egen forsorg med egne regler og institutioner. Særforsorgen var således en administrativ ramme for forskellige grupper af mennesker med handicap. I kapitlet følges særforsorgens udvikling gennem fire historiske faser: Perioden 1933-1950 betegnes som en etableringsfase, der startede med Lov om offentlig Forsorg fra 1933, hvortil også hørte den eugeniske lovgivning, som særligt fik betydning for åndssvageforsorgen. Den næste omfatter 1950’erne, som vi ser som en re-orienteringsfase, hvor datidens tanker om individets rettigheder og velfærdsstatens fremvækst dannede afsæt for en ny bølge af særforsorgslovgivning, som bl.a. satte uddannelses-, beskæftigelses- og normaliseringsdagsordenen i fokus. De to sidste faser overlapper hinanden. Den tredje omfatter 1960’ernes og 1970’ernes forsøg på at implementere dagsordenen fra 1950’erne, mens den fjerde handler om, hvordan der i kølvandet på socialreformen omkring 1970, gradvis var tale om en afvikling af særforsorgen, som fandt endelig sted i 1980 med udlægningen af særforsorgens opgaver til amter og kommuner.

Kapitel 6 Særforsorgssystemet

Dette kapitel beskriver det administrative særforsorgssystem, som blev etableret i 1933 og følger dets udvikling frem til 1980. Hvor kapitel 5 sætter særforsorgens historie i kontekst, beskriver vi i dette kapitel de administrative niveauer og enheder fra centraladministration til de enkelte institutioner, som vi undersøger nærmere i udredningen.

Kapitel 7 Intelligenskvotient og intelligenstest

I dette kapitel giver vi en kort redegørelse for introduktion og brug af IK-test i Danmark. En IK målt til 75 fungerede mere eller mindre som markør for grænsen mellem åndssvag og ikke-åndssvag. Vi berører kort debatten om validitet og praksis i forbindelse med brug af IK-test. Når IK og grænsen ved 75 fik en central betydning, var det fordi, det blev set som et af de mest objektive kriterier for indskrivning i åndssvageforsorgen.

Kapitel 8 Ind- og udskrivning af særforsorgen

I dette kapitel sætter vi fokus på, hvordan de forskellige grupper blev indskrevet i hver deres forsorgsgren. Indskrivning af blinde, døve, talelidende og vanføre skolebørn skete fra fem-seksårsalderen til kostskoler ofte langt fra hjemmet. Hensigten var at give børnene de bedste uddannelsesmuligheder, vel vidende, at det skete på bekostning af relationerne til familien. Anbringelsen ophørte normalt ved uddannelsens afslutning. Anbringelse under åndssvageforsorgen adskilte sig på flere områder fra de øvrige særforsorgsgrene, idet både børn og voksne kunne tvangsanbringes under åndssvageforsorgen, og anbringelsen var tidsubestemt. Kriterierne for anbringelsen eller tilbageholdelsen var bredt defineret i lovgivningen og beroede på et skøn i hvert enkelt tilfælde. I praksis blev det vurderet med brug af IK-test, men også vedkommendes opførsel og moral blev anvendt som pejlemærker i forhold til diagnose og forsorgstrang. De uklare kriterier for indskrivning kompromitterede de anbragtes retssikkerhed. Dertil kommer, at vejen ud af forsorgen kunne omfatte krav om sterilisation. I praksis blev vedkommendes samtykke indhentet, men samtykket var illusorisk, fordi de anbragte blev stillet over for et umuligt valg: fortsættelse af den tidsubestemte anbringelse eller – hvis de samtykkede i sterilisationsindgrebet – mulighed for at komme ud i en fri tilværelse.

Kapitel 9 Hverdagen som anbragt

Kapitlet fokuserer på hverdagslivet som anbragt i særforsorgen. Der er særligt fokus på de store totalinstitutioner under åndssvageforsorgen, som var præget af tendenser i retning af tvang og umyndiggørelse. Kapitlet fokuserer især på de sider af hverdagslivet, som i datiden blev udsat for kritik, eller som sidenhen har tiltrukket sig negativ opmærksomhed. Kapitlet viser, hvordan især åndssvageforsorgens institutioner gennem hele perioden var præget af dårlige pladsforhold og underbemanding og uden en privatsfære for den enkelte anbragte. Selvom der fra politisk side var fokus på problematikken, og forholdene blev søgt forbedret, skete forandringerne kun langsomt. Kapitlet viser bl.a., at der i perioder var en mangel på undervisnings- og aktiveringstilbud, og at det især gik ud over de svageste af de anbragte, som undertiden blev overset til fordel for åndssvageforsorgens mere ressourcestærke grupper.

Kapitel 10 Fysisk vold – lovgivning og regler

I dette kapitel undersøger vi de formelle regelsæt, der gennem undersøgelsesperioden forbød vold mod de anbragte i særforsorgen. De anbragte var formelt set beskyttet af straffelovens bestemmelser og fra 1960 og frem også af centralt udarbejdede retningslinjer, der rummede et tilsvarende forbud mod brug af vold. Inden for åndssvageforsorgen var der fra undersøgelsesperiodens begyndelse lokalt udarbejdede retningslinjer, der rummede et forbud mod at udøve vold mod de anbragte. Retningslinjerne lokalt såvel som centralt forudsatte dog, at de fysiske magthandlinger blev defineret som vold. I 1960’erne og 1970’erne blev forbuddet præciseret og skærpet ad flere omgange fra de centrale myndigheders side – det gælder både Socialministeriet (hvis ”slå-forbud” gjaldt for hele særforsorgen), Statens Åndssvageforsorg og Socialstyrelsen (som ligeledes dækkede alle forsorgsgrene).

Kapitel 11 Fysisk vold mod de anbragte

I dette kapitel viser vi, at der forekom fysisk vold mod anbragte i særforsorgen gennem hele undersøgelsesperioden, men at det særligt gjorde sig gældende i åndssvageforsorgen, hvor det var en tilbagevendende problematik. Der var tale om forskellige former for fysisk vold – fra lussinger og knytnæveslag til brug af genstande i forbindelse med overgreb. Den ansatte forklarede typisk hændelsesforløbet som en kædereaktion, hvor det var den anbragtes adfærd eller de strukturelle rammer, der havde presset vedkommende til at anvende vold. Reaktionen fra den lokale og centrale ledelses side varierede alt efter voldens grovhed og den anbragtes og ansattes generelle adfærd. I særlige tilfælde blev der iværksat en større undersøgelse af forholdene. De fleste sager ser ud til at have været håndteret internt i forsorgen, og uden at politi og domstole blev indblandet. Ansattes brug af vold i de andre grene af særforsorgen ser ud til at have været mere sjælden og i højere grad et udslag af enkeltstående begivenheder sammenlignet med åndssvageforsorgen.

Kapitel 12 Seksuelle overgreb

I dette kapitel undersøger vi seksuelle overgreb i form af samleje og uønskede seksuelle berøringer i forbindelse med anbringelse på særforsorgens institutioner. Seksuelle relationer mellem ansatte og anbragte var ikke tilladt i perioden. Det gennemgåede materiale viser dog, at der i hele undersøgelsesperioden og i hovedparten af særforsorgsgrenene findes sager med seksuelle relationer og seksuelle overgreb. Det fremgår både af det undersøgte arkivmateriale og af de tidligere anbragtes erindringer om anbringelserne. Sagerne omfatter både eksempler på brug af fysisk tvang i forbindelse med seksuelle overgreb, og eksempler hvor der ikke fremgår brug af fysisk tvang. Vi ser desuden også på seksuelle overgreb mellem de anbragte. I kapitlet pointeres også, at der kan eksistere et mørketal i forhold til seksuelle overgreb. Desuden viser vi, at de anbragtes vidnesbyrd om seksuelle overgreb ofte blev problematiseret med henvisning til deres generelle troværdighed som vidner og ud fra datidens syn på nogle af de anbragte som værende seksuelt udfarende.

Kapitel 13 Tvang og behandlingsmæssige indgreb i forsorgsudøvelsen

Kapitlet fokuserer på åndssvageforsorgen, hvor brugen af tvang var mest udbredt. Vi ser specifikt på tvang i forhold til isolering, tvungent sengeleje og fiksering samt medicinering og behandling i form af operative indgreb. Kapitlet viser, at brugen af tvang var udbredt som en accepteret del af behandlingen i åndssvageforsorgen, og at det blev motiveret ud fra et ønske om f.eks. at beskytte anbragte mod selvskade eller skade på andre anbragte og på ansatte. Men materialet viser også, at i en række tilfælde blev tvang – f.eks. i form af fiksering eller anbringelse i isolation eller på lukket afdeling – anvendt som sanktion. Fra 1950’erne blev tvangsforanstaltningerne i stigende grad diskuteret både internt i særforsorgen og eksternt. Det påpeges f.eks., at store overfyldte institutioner førte til en øget brug af tvangsforanstaltninger (herunder medicinering). Fra slutningen af 1960’erne blev regler for brug af tvang gradvist strammet, og synet på brugen af den i åndssvageforsorgen ændrede sig. Vi kan dog i det gennemgåede materiale se, at der helt op til 1970’ernes slutning fortsat dukkede sager op, som viste udbredt brug af tvangsforanstaltninger.

Kapitel 14 Sterilisation, kastration og abort

I dette kapitel undersøges åndssvageforsorgens praksis i forbindelse med sterilisation. Med åndssvageloven af 1934 var der hjemmel til at tvangssterilisere åndssvage. Sterilisation kunne gennemføres, hvis vedkommende ikke mentes at kunne forsørge eller opdrage børn, eller hvis det betød, at vedkommende kunne komme ud i en friere tilværelse. Der var med andre ord tale om kriterier, der i første omgang overlod det til overlægerne at fortolke og vurdere, om en person faldt inden for kriterierne. I praksis blev indstillingerne om sterilisation – ud over vedkommendes diagnose – begrundet i dels eugeniske hensyn, dels i muligheden for udskrivning. Hovedparten (to tredjedele) af de steriliserede var kvinder. Køns- og seksualitetsnormerne spillede en væsentlig rolle, idet seksuelle erfaringer (selv når de stammede fra overgreb) blev set som tegn på, at kvinden ville være seksuelt aktiv efter en udskrivning – deraf behovet for at sterilisere hende inden en udskrivning. Indstillingen skulle godkendes af Sterilisationsnævnet, og både her og på lokalt niveau var man klar over, at indgrebet ikke var frivilligt Det var ikke den eneste eugenisk motiverede lovgivning, idet også ægteskabsloven og svangerskabsloven forsøgte at hindre åndssvage i at få børn. Det var først i 1967, at 1934-lovens tvangsbestemmelser i forhold til sterilisation blev ophævet, hvormed den eksplicitte kobling mellem udskrivning og sterilisation ikke længere formelt set var gyldig.

Kapitel 15 Fejlanbringelser

Som det fremgår af kapitel 8, var regler for anbringelse i åndssvageforsorgen formuleret med et stort rum for fortolkning. Det betyder, at det ikke er muligt – set i nutiden – at vurdere den enkelte anbringelses berettigelse i forhold til datidens regler. Vi har derfor anvendt en snæver forståelse af fejlanbringelse som anbringelser, særforsorgen selv opdagede og erkendte som fejlagtige. Vi har kun fundet sådanne sager fra åndssvageforsorgen. I kapitlet skelnes mellem fejl ved anbringelsen (f.eks. en mand anbragt som åndssvag på grund af ikke-opdaget døvhed) og vurdering som fejlanbragt over tid (hvor f.eks. senere IK-test tydede på, at anbringelsen ikke burde have fundet sted). Desuden diskuterer vi fejlplaceringer inden for åndssvageforsorgens store specialiserede system som mulige fejlanbringelser. Med udgangspunkt i vores snævre definition af fejlanbringelse kan vi vise, at de i enkelte tilfælde fandt sted og blev erkendt af særforsorgssystemet. Vi må formode, at de sager, vi har fundet, dækker over et større mørketal med sager, som ikke blev opdaget eller førte til reaktion.

Kapitel 16 Tilsyn med særforsorgens udøvelse

I dette kapitel ser vi på tilsynet med anbringelser inden for særforsorgen. Allerede i 1935 blev det slået fast, at direktøren for Særforsorgskontoret skulle føre tilsyn med ”sine” institutioner. Det gennemgåede materiale tyder dog på, at tilsyn mest er sket ved at reagere på sager, som blev rapporteret opad i særforsorgssystemet, hvilket overlod et stort handlerum til bestyrelser og ledelser på de enkelte institutioner. I forbindelse med åndssvageloven i 1959 blev der oprettet eksterne tilsynsråd for de regionale forsorgscentre. Det samme skete for Kolonien Filadelfia (som behandlede epileptikere), mens der på de andre særforsorgsområder blev oprettet forskellige former for vejledende råd og nævn. Der er dog ikke meget, som tyder på, at disse tiltag førte til noget omfattende tilsyn.

Kapitel 17 Folketingets ombudsmand og § 71-tilsynet

Dette kapitel undersøger de to kontrol- og tilsynsinstanser, som blev oprettet med grundlovsændringen i 1953. § 71-udvalget (nedsat af Folketinget) skulle iflg. grundloven se på administrativt anbragtes retssikkerhed. Udvalgets arbejde ser dog kun ud til perifert at have berørt særforsorgens institutioner. Ombudsmandsinstitutionen, oprettet som klageinstans for borgerne i forhold til det offentlige systems forvaltning, behandlede en række sager vedrørende åndssvageforsorgen. Det var dog især i 1970’erne, at ombudsmanden med inspektioner på flere af de store anstalter kom til at præge diskussionen om åndssvageforsorgen. Besøgene dokumenterede udbredt brug af tvang og dårlige fysiske rammer på en række afdelinger m.v., og ombudsmandens rapporter var med til at skubbe på for ændringer af forholdene.

Kapitel 18 Oplevet særforsorg

I dette kapitel er fokus på de subjektive erindringer og på de følelser, som de tidligere anbragte forbinder med deres anbringelsestid. Kapitlet gennemgår følgende overordnede tematikker, som har kunnet spores i interviews med flere informanter: institutionsmiljøet, kontakten til familien, sociale relationer inden for særforsorgen, fravær af privatliv og overskridelser af intimsfærer, manglende autonomi samt følelsen af mindreværd. Tematikkerne belyser det, som vi betegner som ”den oplevede særforsorg” og beskrives på tværs af forsorgsgrenene og undersøgelsesperioden. På trods af mange nuancer og forskelligartede oplevelser beskriver mange anbragte – også mange årtier efter anbringelsen – følelsen af at være klientgjort og ikke at blive set som et menneske med funktionsnedsættelse.

Kapitel 19 Overvejelser om anbringelsen og den oplevede forsorgs konsekvenser

Et centralt spørgsmål i forbindelse med de forhold, som er dokumenteret i de forudgående kapitler, er deres konsekvenser for de anbragte. Der er næppe tvivl om, at f.eks. de voldelige eller seksuelle overgreb, som vi har beskrevet i de forudgående kapitler, har været traumatiserende for mange anbragte. I dette kapitel får de tidligere anbragte ordet og fortæller om, hvilke konsekvenser anbringelsen har haft for dem. De fremhæver bl.a. rodløshed, mindreværdsfølelser, problemer med sociale relationer også i forhold til familie og børn foruden stigmatisering og selvmordstanker.

Kapitel 20 Konklusion

Dette afsluttende kapitel sammenfatter i koncentreret form en række af undersøgelsens resultater og diskuterer fortolkningen af dem.


Udredningen findes som word-fil og kan fås hos DBS ved at maile til info@blind.dk eller kontakte forretningsudvalgsmedlem Sofie Mongaard. Den vil desuden blive indlæst på Nota.

Der er også lavet en 50 minutter lang film til undervisningsbrug, som hedder ”Stemmer fra særforsorgen”. Den er dog i skrivende stund endnu ikke blevet offentliggjort.

Hvis nogen i øvrigt stadig ønsker at bidrage med oplevelser og oplysninger fra deres tid under særforsorgen, kan det ske på hjemmesiden www.anbragtihistorien.dk Her kan man både skrive og indtale, hvad man har på hjerte, ligesom der også kan oploades billeder.

4. Anmeldelse af læge Jesper Froms artikel “Oftalmologiens- og Blindesagens historie i Danmark” ved Poul Lüneborg

I midten af februar 2020 modtog jeg som formand for Blindehistorisk Selskab en henvendelse fra læge Jesper From ansat ved Socialmedicinsk Center på Frederiksberg Hospital. Han fortalte, at han var på jagt efter kilder til en fremstilling af Oftalmologiens- og Blindesagens historie i Danmark. Oftalmologi er det medicinske speciale, der beskæftiger sig med øjensygdomme.

Jesper From oplyste endvidere, at han var medlem af bestyrelsen i Dansk Medicinsk Historisk Selskab. Dette selskab blev stiftet den 31. maj 1917, det udsender hvert år en årbog, disse kan læses på hjemmesiden – www.dmhs1917.dk.

Det var hans plan, at artiklen skulle offentliggøres i årbogen for 2021.

Sidste års coronarestriktioner satte sit præg på udgivelsen af årsskriftet 2021 men i begyndelsen af april måned i år modtog jeg et eksemplar af dette, som på siderne 147-197 indeholder resultatet af Jesper Froms anstrengelser.

Fremstillingen tager sit udgangspunkt i oprettelsen i 1811 af Kjædeordenens private blindeinstitut i København og slutter 200 år senere med en kort status over de vilkår som blinde tilbydes efter kommunalreformen i 2007.

Jesper From slutter med følgende bemærkninger:

”Overordnet tegner der sig et billede af blindesagens historie, hvor udviklingen kan inddeles i tre faser: 1. en periode kendetegnet ved privat filantropi og pædagogiske eksperimenter, 2. en periode med øget indblanding fra staten, professionalisering og effektivisering af blindes hjælp til uddannelse og arbejde og 3. en periode med øget autonomi og medbestemmelse for de blinde og i den forbindelse tillige en decentralisering og delvis afvikling af den offentlige hjælp. Det samme mønster er ligeledes karakteristisk for udviklingen i Danmark, når man taler om de øvrige handicaps historie. Det er desuden karakteristisk for historien i Danmark, at øjenlæger har engageret sig meget i arbejdet og samtidig kombineret det med forskning i blindhedens årsager og forebyggelse. Historien vidner ikke kun om en kronologisk rækkefølge af fremskridt, men også om mangler og vanskeligheder ved nye tiltag og opfindelser til trods for gode intentioner. Det bliver interessant at se hvordan udviklingen inden for blindesagen kommer til at forløbe fremover, herunder nye behandlingsmuligheder, hjælpemidler, kompensationsmuligheder og det “rummelige arbejdsmarked”.

Der er efter min bedste vurdering grund til at komplimentere Jesper From for denne artikel. Det er utroligt så mange navne, facts og årstal, det er lykkedes ham, at medtage på fremstillingens 50 sider. Artiklen er i så henseende et meget tilgængeligt og overskueligt opslagsværk.

I modsætning til andre fremstillinger af de første 50 år af blindesagens historie, indeholder Jesper Froms fremstilling en parallel beskrivelse af både blindesagens- og oftalmologiens udvikling.

Det er interessant at notere sig, at Kjædeordenen allerede fra Blindeinstituttets oprettelse i november 1811 knyttede en læge til stedet, som fungerede som en slags huslæge for eleverne. Et andet medlem af Kjædeordenen var kirurgen Carl Christopher Withusen, der var den første akademiuddannede kirurg i Danmark, der interesserede sig for oftalmologi. Han gennemførte i 1810 den første grå stær operation herhjemme. Efterfølgende opererede han ifølge egne optegnelser 41 patienter blandt instituttets elever, hvor af 30 fik en meget betydelig synsforbedring. Det private blindeinstitut var således ikke blot det første hjemlige undervisningstilbud til blinde, men samtidig rammen om den første socialoftalmologiske indsats overfor denne gruppe

Indførelsen af Louis Brailles punktskrift som blindes læse- og skriftsprog er et andet spørgsmål, som Jesper From sætter fokus på. Han gør opmærksom på den forsinkelse på knap 50 år af punktskriftens indførelse, som Det Kongelige Blindeinstituts første forstander Johannes Moldenhawer var ansvarlig for. Det var først i forbindelse med hans afgang i 1905, at punktskriften officielt blev anerkendt herhjemme.

Jesper From gør i sin fremstilling rede for den betydning, en række læger har haft, for udviklingen af den danske blindesag og den forebyggende indsats som flere af dem har stået for. Der er i den forbindelse grund til at nævne Gordon Norry, Holger Ehlers, Henning Skydsgaard og Thomas Rosenberg. Men læs selv denne velskrevne artikel, som kan fås ved henvendelse til Blindehistorisk Selskab, og bliv klogere på denne del af blindesagens historie.

5. Fjerde del af Ove Gibskovs barndoms- og første ungdomserindringer

14-årig verdensmand i København, Sverige og Kolind, En uforglemmelig balaften, og hvorfor en kendt professor blev afløst af en skøn professordatter.


I forrige nummer af Nyhedsbrevet blev tredje del af mine barndomserindringer afsluttet med, hvordan jeg på blindeskolen og hjemme i Kolind fik to højst forskellige konfirmationsfester.

Efter 7. klasse blev mit skoleforløb på Refsnæs afsluttet, og det var med meget store forventninger, jeg så frem til at begynde på Blindeinstituttet i København.

Der måtte man nemlig ryge, og selv om vi skulle i seng kl. 22, kunne man et par aftner om ugen få det, der hed udgangstilladelse til kl. 23, hvis man havde slægtninge eller bekendte, som ens forældre gav adressen på til Blindeinstituttet. Og så var der jo så meget, man kunne opleve i København, som jeg glædede mig vildt til at prøve.

Sidst på eftermiddagen den 12. august 1960 gik jeg for første gang som elev ind ad instituttets store hovedport, hvor drengeafdelingens meget venlige plejemor, Anna Johansen, med en varm udstråling tog imod mig og fortalte noget om instituttet men også, at hun var 40 år. Det sidste undrer måske nogle, men som blind kan man jo ikke altid bare ud fra en stemme vurdere en persons omtrentlige alder; så derfor var det en fin oplysning.

Mange af sovesalene og opholdsstuerne havde navne, som gik så langt tilbage, at ingen kunne huske oprindelsen til dem alle. De mindste drenges sovesal, hvor jeg fik en overkøje, hed Rigskancelliet; den lå på 1. sal, men som 15-16-årig kunne man være heldig og komme til at bo på Nyhavn, der lå i stueetagen med vinduer ud mod haven, så man havde mulighed for at snige sig ud i byen, når der var blevet sagt godnat.

Umiddelbart efter, at jeg havde lært at finde op til sovesalen, mødte jeg to svagsynede elever, som var kommet til instituttet året før mig og spurgte dem, om man kunne nå at tage i Tivoli, hvor jeg aldrig havde været, inden vi skulle i seng. Det kunne man sagtens, sagde de, og de ville godt med. Så lige så snart aftensmaden var spist, fortalte vi den lærer, som havde inspektion, at vi tog i Tivoli. Og så gik turen til Østerport Station og derfra med S-tog til Hovedbanen, og mindre end tre timer efter min ankomst til Blindeinstituttet, sad jeg for første gang og skreg af fryd i Tivolis rutsjebane. Da turen var færdig, og vi ville forlade vognen for at stille os i kø for at få endnu en tur, sagde kontrolløren, at vi bare kunne blive siddende og komme gratis med igen. Han havde set vores gule armbind med de tre sorte prikker og syntes vel, det var synd for os, at vi ikke kunne se. Da den næste rutsjebaneoplevelse var forbi, fik vi igen lov til at blive i vognen. Sådan fortsatte det i hvert fald fem gange, inden den flinke kontrollør sagde, at nu skulle der andre med i stedet for os. Selv ville vi næppe i løbet af aftenen have haft situationsfornemmelse nok til at sige nej tak til endnu en gratis tur og kunne formodentlig være blevet siddende, til vi var nødt til at tage tilbage til instituttet.

En anden af de store oplevelser fra min første tid i København, var flere sejlture til Sverige. Dengang fandtes der mange ismejerier, som bl.a. solgte mælk, smør, brød og forskellige slags kager. Når man handlede der, kunne man få gratis billetter til Vikingebådene, der sejlede frem og tilbage over Øresund. De fungerede hovedsageligt som flydende værtshuse, hvor man kunne købe toldfri spiritus og tobak. Og bortset fra det fantastiske ved at komme til udlandet og ikke mindst fortælle om det, var det muligheden for billige cigaretter, der trak. På det tidspunkt tænkte jeg ikke så meget på alkohol og havde med mine kun lige 14 år forhåbentlig heller ikke fået lov at købe det i færgens restaurant. Men i løbet af de første tre uger i København var jeg sammen med forskellige kammerater efter skoletid fire gange i Sverige. Selv om man ikke behøvede at gå i land, hvad de fleste da heller ikke gjorde, syntes jeg, det var spændende at sætte fødderne på udenlandsk grund og kunne lige nå at gøre det og komme tilbage igen, inden kursen atter gik mod Havnegade i København.

I det hele taget skete der de første dage på instituttet så meget nyt og spændende, at jeg ikke fik ringet hjem og fortalt spor om, hvordan det gik.

Da der så en uges tid efter var telefon fra min mor, virkede hun overhovedet ikke imponeret over den unge verdensmands oplevelser i rutsjebanen eller sejlturene til udlandet men ville derimod høre, hvad jeg syntes om skolen, og hvordan det var at bo på instituttet.

Selvfølgelig var der da også meget andet end helt nye sjove oplevelser ved at være kommet til København. Det meste af undervisningen vil jeg betegne som fremragende, og mange af lærerne var interesseret i at høre vores meninger og diskutere med os. Flere af dem læste også højt i slutningen af nogle af deres timer, og næsten hver lørdag aften åbnede plejemoren, Anna Johansen og hendes mand, som var inspektør på instituttet, deres hjem for alle på afdelingen med kaffe, hjemmebagte boller og højtlæsning. Tit var det bøger, der ikke fandtes på punktskrift eller bånd, og som vi på den måde fik adgang til. Især husker jeg fra mit første år på instituttet “Forbandede ungdom” af J.D. Salinger og identificerede mig som 14-årig med den tre år ældre hovedperson, der fandenivoldsk overtrådte mange af reglerne på sin kostskole.

Men ud over at give mig denne intense teenageoplevelse var Anna Johansen og ikke mindst min dansklærer, Ellen Dyhr, med til at stimulere min livslange interesse for litteratur, som jo allerede var grundlagt på Refsnæs.

Ud over mulighederne for at tage rundt i byen med forskellige kammerater var jeg meget ihærdig efter selv at lære at færdes forskellige steder på egen hånd, og instituttet havde et reliefkort, som dækkede Østerbro, hvor det lå, men også lidt af den indre by. S-togstationer som f.eks. Østerport og bygninger som Rundetårn var markeret med punktskrift, og man kunne så på kortet tælle, hvor mange gader der skulle passeres, inden man kom til det planlagte mål. Jeg blev meget hurtig god til at orientere mig i gaderne omkring instituttet og vide, hvor de nærmeste sporvognsstoppesteder og Østerport Station lå – en evne, som jeg i dag desværre ikke har i samme omfang.

En dag, efter at jeg havde boet i København en måneds tid og var på vej mod stationen – egentlig bare for selv at tage S-toget nogle stationer og vise mig selv, at jeg kunne, hørte jeg pludselig en stemme, der sagde: ”Det er da Ove, som går der”. Det var min fars lillebror Arne, der arbejdede som ingeniør på Holmen, og skønt han næsten var 30 år boede på et klubværelse tæt ved Østerport. Dengang var det endnu vanskeligere at få en lejlighed i København, end det er nu.

Arne inviterede mig med hjem, og det fortsatte han med det næste par år ca. en aften hver uge, hvor vi spiste sammen og hyggede os bl.a. med, at han læste højt.

Når skoledagen var forbi lørdag kl. 12, tog han mig de fleste weekender med til Gilleleje, hvor en af mine andre farbrødre og hans kone boede med deres børn.

Mange af de andre elever tilbragte ofte weekenden på instituttet, men for mig medførte det en kolossal oplevelse af frihed at være sammen med mine fætre, Jens og Palle, som var et og to år ældre end mig. Dem så jeg meget op til og tilbragte især sammen med Jens og flere af hans kammerater mange lørdag aftener, hvor colaerne ret hurtigt blev afløst af øl. Temmelig tit blev der også holdt fest et sted, hvor forældrene ikke var hjemme, og ved en af dem sad jeg for første gang det meste af en aften og kyssede med en pige, som ikke gik på Blindeinstituttet. Jeg har aldrig haft noget imod blinde piger, men det at blive valgt og kysset intenst af en, som kunne se og oven i købet var to år ældre end mig, blev en af mine uforglemmelige pubertetsoplevelser. Tidligere havde jeg talt med hende et par gange og syntes, hun var enorm sød men slet ikke turdet tro at noget, som det her ville ske.

Den næste uge var jeg besat af en forelskelsesrus og udbredte mig vældigt om min erobring af en 16-årig seende skøn pige til instituttets jævnaldrene drenge på en måde, så jeg var sikker på, at også nogle af pigerne hørte det.

Endelig blev det så lørdag, og selv om onkel Arne den dag ikke skulle til Gilleleje, ville jeg under alle omstændigheder afsted og var vel nærmest overbevist om, at Dorte stod på Stationen og tog imod mig. Men ak, det var bare Palle, som kom for at hente mig, og da jeg på hjemvejen naturligvis spurgte til Dorte, sagde han som noget helt naturligt, at hun da igen var begyndt at komme sammen med sin kæreste. Det blev ikke min sjoveste weekend i Gilleleje, men i hvert fald kom det til at stå klart for mig, at man ikke bare har fået en kæreste, fordi man kysser med en pige det meste af en aften.

Den forsmåede Ove fik dog heldigvis rigtig mange andre gode oplevelser i Gilleleje, hvor der, så vidt jeg husker, ikke var nogen grænse for, hvor sent lørdag nat vi måtte komme hjem til min farbror og tante.

Som sagt mødte jeg flere af mine fætres kammerater, hvoraf en del boede i København men tilbragte mange weekender i deres forældres sommerhus i Gilleleje. Et par af dem blev mine venner, som jeg også var sammen med i København. Her gik vi bl.a. i Vingården – et af de få steder, hvor der blev spillet jazz, som jeg var blevet inspireret til at lytte til både gennem kammerater på Blindeinstituttet og nogle af dem, jeg havde mødt i Gilleleje. En af dem interesserede sig for filosofi, og jeg labbede hans viden i mig og følte mig vældig lærd, når vi i pauserne mellem numrene på Vingården fortabte os i dybsindigheder. Jeg fik også at vide, hvad det vil sige at være intellektuel og opfattede mig i den grad som sådan en – ikke mindst, når jeg var på ferie i Kolind, hvor jeg mente, at kun ret få var nået så langt på det område som mig. Det var da heller ikke ganske uden grund, at min søster Henny en overgang kaldte mig for Erasmus Montanus.

Om sommeren tog vi tit til stranden, og sammen med min fætter Ole tilbragte jeg sommetider flere dage i hans morfars sommerhus i nærheden af Ebeltoft. Nogle få km fra sommerhuset lå Skovpavillonen, hvor der var bal flere gange om ugen. Det ville jeg selvfølgelig gerne med til, og en lørdag aften satte Ole og jeg os på min tandem og kørte derud.

Vi havde ikke lyttet til musikken ret mange minutter, før en pige, som Ole kendte, kom og hilste på ham. Han var to et halvt år ældre end mig og temmelig omsværmet. Han spurgte, hvad jeg sagde til, at han gik ud og dansede, og det var selvfølgelig i orden. Han lovede at få tjeneren til at komme over til vores bord, og med mine kun 15 år bestilte jeg lettere nervøs en gin og vermouth, som jeg aldrig havde smagt men hørt meget om. Jeg fik den uden problemer og skyndte mig at drikke den, så der ikke var mere i glasset, når Ole kom tilbage. Mine forældre havde nemlig tydeligt understreget overfor både ham og mig, at jeg ikke måtte få stærk spiritus og højest to øl.

Mens Ole stadig var på dansegulvet, kom pludselig en af vores tidligere barnepiger, Grete og hendes mand hen til bordet og hilste hjerteligt på mig. Da Ole var færdig med dansen og igen sad ved bordet, gik der ikke længe, før der igen kom en pige, som ville danse med ham. Grete spurgte så, om jeg ikke ville over til deres bord, og derovre tog jeg mod til mig og bad hende købe endnu en gin og vermouth til mig. Hun syntes, det var bedre, at jeg delte en øl med hendes mand; men jeg blev ved med at plage og sagde, at jeg før havde drukket gin og vermouth og bare skulle have én og så ikke mere resten af aftenen. Hun blev overtalt, og mens jeg senere dansede med hende, var der nogle fra Kolind, som kontaktede mig. Efter dansen fik jeg hende til at føre mig over til dem, og der gentog forløbet med gin og vermouth sig endnu engang.

Da Ole efter en hel del danse fik fundet mig, og vi skulle hjem, havde virkningen af den eftertragtede blandingsdrik medført, at jeg simpelthen ikke var i stand til at sidde på tandemen, så vi måtte tage en taxa hjem til sommerhuset. Senere fik jeg at vide, at chaufføren bestemt ikke havde været begejstret for at køre med den ret så fulde knægt. Men det lykkedes altså at få ham overtalt, og heldigvis brækkede jeg mig først, da vi var kommet ud af bilen. Det skete så til gengæld ned af mit konfirmationstøj, og det var en meget lille Ove, som med drønende tømmermænd vågnede næste morgen og nervøs ventede på min far, som skulle køre os hjem til Kolind.

Det kom dog til at gå noget anderledes, end jeg havde frygtet. Da han så mit konfirmationstøj, og jeg ikke særlig stolt måtte gå til bekendelse, sagde han bare ganske roligt, at jeg skulle have haft endnu mere gin, så jeg knap nok kunne kravle frem langs græsstråene; for så ville jeg uden tvivl lære, hvad det vil sige at få for meget spiritus.

Da vi nåede hjem, og min mor jo desværre også så mit overbrækkede konfirmationstøj og hørte om aftenens hændelser, sagde hun bare: ”Mon ikke du trænger til at få en bajer sammen med din far?” Hun var uden tvivl klar over, at jeg i hvert fald ikke skulle have øl, og den måde, de begge reagerede på har jeg selv forsøgt at have med i bagagen, da mine egne børn fik deres første oplevelser med alkohol uden for hjemmet, selv om jeg nok ikke kan sige, at det altid er lykkedes lige så godt.

Som tidligere nævnt fik jeg meget ud af undervisningen på Blindeinstituttet i København. Den varede to år, hvorefter man kunne begynde på sit eget uddannelsesforløb. Helt tilbage til 1811, hvor undervisning af blinde her i landet begyndte, har uddannelser som børstenbinder, kurvemager, klaverstemmer og organist været blandt de mest udbredte blindeerhverv. Men allerede før min tid var mange dog også blevet telefonister, ligesom flere havde gennemført boglige uddannelser, og den mulighed blev virkelig til fordel for mig. Jeg har jo fortalt om mine meget begrænsede præstationer gennem fire års undervisning i sløjd og har da heller aldrig tænkt på mig selv som hverken børstenbinder eller kurvemager. Jeg kan 7-8 akkorder på en guitar, og skulle det muligvis med stort besvær være lykkedes mig at tage en meget lille organisteksamen, ville det næppe have været en nydelse for kirkegængerne at lægge ører til mit salmespil. Så jeg var glad for at kunne begynde på et toårigt præliminærkursus, da skolegangen på instituttet var overstået. Det var dog fortsat der, jeg boede, mens undervisningen fandt sted i nærheden af Nørreport Station.

Præliminæreksamen svarede omtrent til en realeksamen men med den væsentlige forskel, at man skulle op i ubegrænset pensum, og at kun eksamenskaraktererne og altså ikke årskaraktererne talte med ved afslutningen. Dette uretfærdige system blev faktisk en fordel for mig, fordi jeg altid har været målrettet og koncentreret, når der skulle læses op til eksamen, men i det daglige den gang derimod ikke gjorde så meget ud af lektierne. Det endte da også med et ganske godt resultat, som gav adgang til gymnasiet.

I sommerferien inden 1.g prøvede jeg dog lige at snuse til det fag, jeg kom til at leve af i ca. 35 år – nemlig journalistik. Ud over dansk eller historie var det noget af det, jeg overvejede at gå i gang med efter studentereksamen; og jeg ville gerne opleve en journalistisk arbejdsplads. Redaktøren på Dagbladet Djursland i Grenaa sagde heldigvis ja til at lade mig være på avisen et par dage, og jeg var uhyre stolt, da min artikel om Kolind Skakklub, hvor jeg selv nogle dage i forvejen havde været med i en simultankamp, som alle deltog i, mod byens store skakspiller, Oluf Skyum, kom i avisen.

Egentlig ville jeg godt være flyttet hjem i nærheden af Kolind for at tage studentereksamen. Det kunne så ske på Rønde Studenterkursus. Men da det havde et indremissionsk grundlag, var min far overbevist om, at hans temmelig vilde søn efter ret kort tid enten ville blive smidt ud eller selv forlade kurset. Han havde sikkert ret, og i hvert fald blev jeg i København og begyndte som nysproglig i 1.g. Men i løbet af ret få måneder viste det sig, at flere af mine bedste klassekammerater ville have en gammelsproglig studentereksamen, hvor de sproglige hovedfag ud over dansk var græsk og latin. Den begyndte man på i 2.g, og der var flere grunde til, at jeg havde lyst til det samme. Dels ville jeg gerne gå videre sammen med nogle af dem, jeg fungerede bedst socialt med, ligesom jeg desuden interesserede mig for græsk og romersk mytologi og historie. Jeg må så indrømme, at det også betød en del, at man i stedet for engelske og tyske stile blot skulle aflevere en ret kort skriftlig oversættelse fra latin til dansk. Så i 2.g blev engelsk og tysk for mig erstattet med oldgræsk og meget mere latin.

Jeg var nu flyttet fra Blindeinstituttet og havde et værelse på Nørrebro, mens mine klassekammerater alle boede hjemme hos deres forældre. Der gik da heller ikke længe, før mit værelse blev lidt af et fristed både for nogle af dem og andre, jeg kendte, hvor der ofte blev snakket, drukket øl og engang imellem såmænd også røget lidt hash til sent på aftenen og somme tider natten. Det medførte meget naturligt, at jeg lidt for tit kom for sent eller slet ikke deltog i første time om morgenen og heller ikke altid var lige godt forberedt. Det blev så slemt henimod slutningen af 2.g, at der en dag kom et brev fra skolen. Det var sendt til mine forældre men altså på min adresse, hvor man åbenbart troede, at de boede.

Den sommetider ret storskrydende gymnasieelev var bestemt ikke særlig kry, og jeg ville i hvert fald selv kende indholdet af brevet, før det skulle læses i Kolind. Mine bange anelser blev desværre bekræftet. Der stod med skam at melde, at jeg efterhånden havde været så meget væk fra undervisningen i hovedfagene græsk og latin, som næsten dagligt lå i de første timer, at man sandsynligvis måtte lade mig gå 2.g om.

Jeg må erkende, at det famøse brev først blev kendt i Kolind efter min studentereksamen; men for mig selv betød det en nærmest grundlæggende ændring af tilværelsen. Jeg skulle i hvert fald ikke dumpe, og de sidste måneder inden eksamen blev det løsslupne liv afløst af koncentreret læsning, som resulterede i en ganske hæderlig eksamen. Det samme blev heldigvis også tilfældet året efter, uden at det var nødvendigt med endnu et trusselsbrev.

Men få dage før jeg med fuld ret kunne tage den hvide hue på hovedet, var det igen ved at gå rigtig galt. For at få en fornemmelse af karakterniveauet og ønske andre tillykke mødte jeg ved alle eksaminer op en times tid, før det blev min tur. Da det gjaldt dansk, som var et af mine bedste fag, hørte jeg pludselig en nævne forfatteren Herman Bang og sagde så, at ham havde vi da ikke læst noget af. ”Jo, fortællingen Frøkenen er sgu da med i vores pensum”, sagde Olaf.

Alle i klassen gik som en selvfølge ud fra, at jeg ville få en høj karakter, og jeg var da også godt forberedt men havde ingen anelse om, hvad den der frøken handlede om. Jeg kunne ikke komme til at læse den; for Punktskriftbøgerne lå inde i eksamenslokalet, da vi var to blinde, som skulle eksamineres. Jeg blev virkelig bange, men åh herligt; heldigvis tilbød min meget gode veninde Annemarie at læse fortællingen højt for mig, og til mit held var den ikke særlig lang. Så hun blev færdig få minutter, før jeg skulle ind til det grønne bord. Og på den seddel, jeg trak, stod der såmænd Frøkenen. Her overgik virkeligheden som så ofte fantasien; og ved et fuldstændigt vildt tilfælde blev det heldigvis til den karakter, som mange bare tog det som en selvfølge, at jeg ville få, mens jeg ellers ville være endt i den modsatte ende af skalaen.

I modsætning til i dag var der dengang ingen adgangsbegrænsning, Når man bare havde bestået sin studentereksamen. Så jeg blev optaget som stud.mag. i dansk på Københavns Universitet og deltog naturligvis efter den obligatoriske hestevognstur i diverse fester hos mine klassekammerater og hjemme i Kolind, hvor den bestemt ikke fik for lidt.

I hele sommerferien glædede jeg mig vildt til at komme i gang med studiet. Men en uge inden, jeg skulle begynde, skete der noget, som kom til at overskygge selv mine største forventninger.

Jeg var taget tilbage til København og inviteret til fest hos en ven. Der mødte jeg Ulla, som nu i mere end 54 år har været min elskede, selv om det faktisk allerede kunne have været slut i begyndelsen af 1970’erne, hvor vi sammen med den ældste af vores tre børn boede i kollektiv. Det var en forfærdelig periode, som inspirerede hende til romanen ”Syvmiledrømmen”, der udkom i 2014.

Et lidt sjovt paradoks i vores tilværelse er, at jeg som født blind lever sammen med en særdeles visuel kvinde, der ud over sit livslange arbejde som pædagog er billedkunstner og allerede var det, før vi blev kærester.

Da vi mødte hinanden, gik Ulla på lærerseminarium og boede hjemme hos sine forældre. Det ville passe hende fint at besøge mig den kommende lørdag, og jeg sagde bestemt ikke nej, selv om der den dag var immatrikulation, dvs. at de nye studerende blev indskrevet på universitetet og i festsalen fik et håndtryk af rektor. Det var dengang medicinprofessoren Mogens Fog, der som kommunist under besættelsen havde været meget aktiv i modstandsbevægelsen og medlem af Danmarks Frihedsråd. Ham havde jeg set frem til at hilse på; men Ullas far var også professor, og som jeg i min forelskelse resonerede: Hellere være sammen med en professordatter end trykke en nok så kendt professor i hånden.

Jeg var ualmindelig heldig og overtog et par måneder senere en lille toværelses lejlighed fra en af mine bekendte. Den flyttede vi begge ind i med den rationelle arbejdsfordeling, at Ulla malede lejligheden, og jeg skrev nogle af hendes seminarieopgaver.

Det havde været min klare hensigt at kaste mig 100% over danskstudiet, og det blev da også til en hel del læsning. Min interesse for romaner og noveller har altid været betydelig større end for lyrik, som der skulle læses rigtig meget af; og de forskellige digtere kunne absolut ikke klare sig i forhold til Ulla. Vi brugte meget tid på at være sammen og møde hinandens venner.

Vi havde begge en socialistisk indstilling, og da SF lige før jul blev sprængt, engagerede vi os stærkt i at samle underskrifter til det ny parti Venstresocialisterne, som lige akkurat passerede spærregrænsen.

Samtidig blev jeg stadig mere optaget af samfundsforhold og udskiftede i 1968 dansk med kultursociologi. Jeg skal ikke her gå i detaljer med de forskellige studieskift, som derefter fandt sted og de begrundelser, der var årsag til dem. Men efterhånden var der vist ikke andre end mig selv, som troede, at jeg nogensinde ville blive færdig med en uddannelse.

Jeg fik snuset til både læreruddannelsen, idehistorie og kristendomskundskab. Sidstnævnte medførte faktisk, at jeg fik mulighed for at undervise kommende præster i en del af Det Gamle Testamente.

Årsagen var, at der sandsynligvis i 1980 ville være 400 færre præster, end der var embeder i Folkekirken. Derfor blev det muligt at tage en såkaldt teologisk lægmandsuddannelse uden at have studentereksamen, hvis man var over 35 år. Der var tale om selvstudium, og jeg kendte tilfældigvis en, som gerne ville have den uddannelse. Han spurgte, om jeg kunne undervise ham og ni andre i 1. Mosebog. Det var så ualmindelig heldigt, at jeg på det tidspunkt selv fik undervisning i netop den, og jeg var hele tiden bare én forelæsning foran de kommende præster, jeg underviste. Den yngste var omkring ti år ældre end mig, og de tilhørte bl.a. så forskellige retninger som Indre Mission, Grundtvigianismen og Tidehverv. De havde også vidt forskellige erhverv; en af dem blev f.eks. afsløret som en af tidens store boligspekulanter, og han udtrykte tit en sarkastisk holdning til de mange partier og grupper på venstrefløjen. Så den eneste gang, hvor jeg pga. en ganske våd aften dagen før undervisningen, ikke var helt så forberedt, som jeg burde være, kom jeg ligesom tilfældigt med en hentydning til en kritisk avisartikel om Indre Mission. Som forudset satte den virkelig brand i de forskellige teologiske holdninger, der ikke stod tilbage for mange af diskussionerne på venstrefløjen. Jeg ventede så længe med at kalde de gejstlige gemytter til orden, at jeg vidste, der ikke var mere tid tilbage, end vi lige kunne gennemgå det, jeg havde nået at forberede.

Alle bestod efter min undervisning heldigvis deres eksamen, mens jeg derimod et års tid senere forlod kristendomsstudiet og blev optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus. Derefter har jeg aldrig haft noget ønske om at skifte fag men gennem mere end 30 års varieret journalistisk arbejde i Danmarks Radio kunnet bruge meget af den viden, jeg tilegnede mig i de forskellige uafsluttede studier. Desuden har jeg fået tilfredsstillet en stor del af min nysgerrighed og udvidet både mit eget og forhåbentlig også mange lytteres kendskab til vidt forskellige områder af tilværelsen.

Det har både været meget tankevækkende og sjovt at skrive det her erindringsforløb – ikke mindst har det givet mig en større bevidsthed om mine forældres betydning, og hvor værdifuldt det har været som blindfødt kostskoleelev at have haft seende kammerater i ferierne hjemme. Så jeg kan i den grad skrive under på Søren Kierkegaards ofte refererede udsagn, om at livet leves forlæns men forstås baglæns.

Fra min tidligste barndom har jeg fået et virkelig godt fundament for at leve det nuancerede og begivenhedsrige liv, som jeg ikke tøver med at kalde privilegeret, selv om jeg jo er født blind.

Vores forældre har nemlig altid troet på både min søster og mig uden at sætte flere begrænsninger for os, end de fleste andre børn oplever. Det er jeg dem dybt taknemlig for.

6. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg, Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72, Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang, Solnavej 19, st. th, 2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67, Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer John Heilbrunn, Gyldenløvesgade 16 3.tv, 1369 København K

Tlf. +45 33 93 33 00, Mobil +45 23 40 92 18

Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov, Brombærhaven 31, 8520 Lystrup

Tlf. +45 26 17 98 80

Mail: ove@gibskov.dk

Sekretær Thorvald Kølle , Clermontgade 29. st. th., 4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen, Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Ole Brun Jensen, Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72, Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Nyhedsbrev nr. 1 januar 2022

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1/2022.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Kontingentindbetaling 2022 ved kasserer John Heilbrunn

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 5. – 6. marts 2022

4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2022

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2021/2022 ved Poul Lüneborg


6. Regnskab 2021 samt revisionsprotokol ved kasserer John Heilbrunn

7. Danmarks Radios længst levende og stadig eksisterende program Giro 413 begyndte med Karl Bjarnhof som vært ved Ove Gibskov

8. Tredje del af Ove Gibskovs barndomserindringer

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

Ved indgangen til 2022 har vi taget fat på coronaepidemiens 3. år. Det er mit håb, at alle medlemmer er kommet igennem jul og nytår uden alt for store udfordringer på grund af denne smitsomme sygdom. 2022 bliver forhåbentlig året, hvor vi kan afvikle de mange restriktioner i anledning af epidemien.

Overgangen fra 2021 til 2022 giver, ud fra en blindehistorisk betragtning, anledning til at tænke 100 år tilbage. Månederne på hver sin side af årsskiftet 1921/1922 gav blinde adgang til at ansøge om invalidepension. Rigsdagen, som dengang bestod af Folketinget og Landstinget, havde gennem mere end 20 år drøftet muligheden for at gennemføre en invalidepensionslov. Regeringen fremsatte i 1920 et forslag til en sådan lovgivning, som Rigsdagen vedtog den 6. maj 1921. Vedtagelsen af denne lov var et direkte resultat af afstemningerne den 10. februar og den 14. marts 1920 i henholdsvis zone 1 og 2 om grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland efter 1. Verdenskrig. Bismarck havde i Tyskland allerede i 1890-erne gennemført den såkaldte lov om invaliderente. Denne blev brugt af tyskerne som et argument for at stemme tysk. Denne agitation ville danskerne ikke sidde overhørig og lovede derfor straks efter afstemningen at gennemføre en lignende lovgivning. Det kom blandt andet til udtryk i Staunings forelæggelsestale under Rigsdagens behandling af lovforslaget i samlingen 1919 / 1920, hvorfra skal citeres:

“Til denne trang, der er og gennem mange år har været i den danske befolkning til en løsning af dette spørgsmål, kommer nu hensynet til den nationale afgørelse, som snart skal finde sted, indlemmelsen af den sønderjyske befolkning … idet disse i øjeblikket er undergivne en invalideforsikring, som man altså ville fratage dem, hvis de førtes ind under almindelig dansk lovgivning”.

Endvidere skal fra Rigsdagstidende anføres, at alle var opmærksomme på hullet i sociallovgivningen, som invaliderenteforslaget skulle udfylde, ligesom flere talere kom ind på det sønderjyske problem, der var under opsejling. Nemlig at ved en grænserevision ville de “indlemmede” sønderjyder / nordslesvigere komme fra et samfund med invaliderente til et uden.

Retten til at opnå invalidepension efter 1921-loven var betinget af, at erhvervsevnen var nedsat til en tredjedel af det normale. Desuden skulle ansøger være optaget i en anerkendt sygekasse. Det var langt fra alle blinde, der dengang opfyldte kravet om medlemskab af en sygekasse. Men loven indeholdt overgangsregler, som gjorde det muligt for de fleste blinde at ansøge om at få tilkendt den nye invalidepension. Denne mulighed gjaldt fra lovens ikrafttræden den 1. oktober 1921 og frem til den 31 marts 1922. En enlig blind fik i henhold til loven en årlig rente svarende til 800 kr. medens et ægtepar, hvor begge var blinde fik 1200 kr. Det var netop en sådan betryggelse af blindes forsørgelsessituation, som Dansk Blindesamfund anmodede om i den resolution, som ble vedtaget på det første blindestævne den 9. juni 1911, dagen efter foreningens stiftelse. Udtalelsen havde følgende ordlyd:

“I Anerkendelse af, at den Blinde i de fleste Tilfælde ikke ved egen Hjælp vil være i Stand til at skaffe sig det nødvendigste til Livets Ophold, henvender de paa Mødet i Sass’ Lokaler, Linnésgade 25, København, 9. Juni, forsamlede Blinde fra hele Landet sammen med de til dette Møde indbudte Seende sig med en indtrængende Bøn til den høje Regering og Rigsdag om, at der maa blive vedtaget en Lov, som hjemler enhver værdig Mand eller Kvinde, der paa grund af Blindhed ikke er i Stand til at ernære sig, ret til fast, aarlig Støtte. Vi anmoder om, at den høje Regering og Rigsdag gennem en saadan Lov vil bidrage sit til at mildne Blindhedens Ulykke saaledes, at den Blinde ikke hele sit Liv skal føle Trykket ved at være afhængig af andre Mennesker eller simpelthen lide Nød.”

Allerede i 1914 var det lykkedes for Dansk Blindesamfund at formå regeringen og rigsdagen til at mildne følgerne af at modtage hjælp efter fattigloven fra kommunerne. Men med invalideforsikringsloven fra 1921 lykkedes det for alvor, at realisere drømmen om en fast årlig ydelse til alle blinde, i overensstemmelse med kravet i udtalelsen fra det første blindestævne. Det er et fantastisk resultat at tænke tilbage på i dag, hvor regering og folketing står overfor at skulle overveje en reform af de gældende regler om økonomisk hjælp fra det offentlige.

Når alt dette er sagt i anledning af årsskiftet er der grund til at sige et par ord om dette nyhedsbrev.

Det indeholder først og fremmest bilagene, som knytter sig til den kommende generalforsamling i form af beretning og regnskab m.v. I bestyrelsen glæder vi os til at møde mange medlemmer og drøfte det forgangne års arbejde.

Weekendens program indeholder endvidere 2 medlemsarrangementer af blindehistorisk interesse. Dansk Blindesamfund skal have tak for økonomisk støtte til disse programpunkter fra den såkaldte coronapulje stillet til rådighed af regeringen.

Jeg er overbevist om, at der er grund til at se frem til både den klassiske koncert med kompositioner af den blinde komponist Niels Peter Jensen og genhør med optagelser af blinde fra tiden kort efter 2. Verdenskrig optaget på de første grammofonplader af lak.

Nyhedsbrevet afsluttes med tredje del af redaktør Ove Gibskovs barndomserindringer fra Refsnæsskolen og hans omtale af en blindehistorisk begivenhed. Det drejer sig om Danmarks Radios program “Giro 413”, der blev sendt første gang for 75 år siden med Carl Bjarnhof som vært.

God læselyst og på gensyn lørdag den 5. marts på Fuglsangscentret.

2. Kontingentindbetaling 2022 ved kasserer John Heilbrunn

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet på 150 kr. til Blindehistorisk Selskab.

Du kan indbetale via bankoverførsel til reg 1551 0501697, du kan også indbetale kontingentet via mobilepay på nummer 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel, så jeg kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller Mobile Pay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på 23 40 92 18, så vi sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Jeg vil opfordre alle medlemmer til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar i år. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 5. marts 2022, hvis du agter at deltage i denne.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 5. – 6. marts 2022, ved Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, endnu engang at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 5. til søndag den 6. marts 2022.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 12.30.


Program for lørdag den 5. marts 2022:

Kl. 13.30 – 16.30 Generalforsamling i Konference 1, afbrudt af kaffe / te pause

Kl. 16.30 – 18.00 – Koncert i Konference 2C.

Solofløjtenist Rune Most spiller sammen med pianisten Berit Juul Rasmussen kompositioner af den blinde komponist Niels Peter Jensen, der levede fra 1802 – 1846. Rune Most vil endvidere fortælle om Niels Peter Jensens liv og musik og om indspilningen af CD-er med hans kompositioner.

Blindehistorisk Selskab arrangerede sammen med Selskabet Kjæden den 24. oktober 2006 en lignende koncert i Kjædens bygning Klerkegade 10 på Østerbro i København. Denne koncert, som blev optaget af Danmarks Radio, er omtalt i nyhedsbrevene fra oktober og december 2006.

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i centrets restaurant.

Kl. 21.00: Kaffe / te + kage i Konference 1.

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program.

Program søndag den 6. marts 2022:

Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant.

Kl. 9.00 Blindehistorisk temaarrangement i Konference 1:

Hans Erik Olsen har tilbudt et helt særligt blindehistorisk program for denne formiddag.

Som første del af programmet afspiller Hans Erik Olsen otte lakplader, som blinde indspillede og fik skåret i perioden 1948-1953.

Det er privatskårne lakplader, og på en del af dem medvirker Børge Pedersen som sanger. De blev skåret hos Wifoss på Nyelandsvej på Frederiksberg – et af datidens mest avancerede lydstudier. Blinde gav dengang to kroner for hver skåret lakplade. Det er plader, som ikke må videregives, men Hans Erik Olsen har fået Karen Pedersens tilladelse til at afspille dem i Blindehistorisk Selskab.

Hans Erik Olsen lavede i 2004 et interview med Børge Pedersen om hans oplevelser under Folkestrejken i 1944, hvor han 16 år gammel til fods førte 5 andre blinde og svagsynede gennem brændpunkter i København til Glostrup. Derfra kom de med toget til Næstved.

Disse to indslag vil vare knap to timer, de vil midt på formiddagen blive afbrudt af kaffe / te pause.

Der vil efter hvert indslag blive lejlighed til at kommentere indslagene og stille spørgsmål.

Kl. 11.45 Afslutning med fællessang.

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen. Teksten blev første gang offentliggjort i Medlemsblad nr. 52 fra oktober 1915, medens melodien første gang omtales i medlemsblad nr. 6 fra den 24. marts 1923 – forud for Laurids Lauridsens melodi benyttedes melodien til “Danmark dejligst vang og vænge” komponeret 1811 af P.E. Rasmussen fra Farum.

Kl. 12.00 Frokost i centrets restaurant og derefter afrejse.

Bestyrelsen beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 475 kr. sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets punkt om tilmelding til generalforsamlingen.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2022

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018, de findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 20. juni 2021 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 3/ 2021, nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2021/2022 til godkendelse, beretningen offentliggøres i nærværende nyhedsbrev.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2021 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse, regnskab og revisionsprotokol offentliggøres i nærværende Nyhedsbrev.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest lørdag den 19. februar 2022.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Formand Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2020.

b. Lena Bang, valgt i 2021 for 1 år.

c. Ove Gibskov, valgt i 2021 for 1 år.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Ole Brun Jensen , valgt for et år i 2021.

De nævnte medlemmer og suppleanter er alle villige til at modtage genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen , blev valgt i 2021 for 1 år – de er begge villige til genvalg.

f. Revisorsuppleant, Nete Parkov, blev valgt for 1 år i 2021 – hun er indstillet på genvalgt.

11. Eventuelt.

4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2022


Kære medlem.

Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 5. til søndag den 6. marts 2021, beder jeg dig om at kontakte kasserer John Heilbrunn senest fredag den 18. februar 2022. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 30 værelser på centret, en del af disse er allerede booket, så skynd dig med din tilmelding!

Kasserer John Heilbrunn kan kontaktes på tlf. 23 40 92 18 eller på mail heilbrunn@mail.dk.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551 0501697. Du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til John Heilbrunn på tlf. 23 40 92 18, mail: heilbrunn@mail.dk, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 eller på mail: fuglsang@blind.dk

Bestyrelsen glæder sig til at se rigtig mange til årets generalforsamling.

På gensyn på Fuglsangscentret.

Bestyrelsen

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2021/2022 ved Poul Lüneborg

Denne beretning dækker perioden fra den planlagte generalforsamling den 20. marts 2021 til generalforsamlingen den 5. marts 2022.


1. Indledning.

I perioden fra den 20. marts til den 20. juni 2021 bestod bestyrelsen af de medlemmer, som blev valgt på generalforsamlingen den 15. februar 2020, jf. sidste års beretning. På grund af covid19-epidemien måtte generalforsamlingen i 2021 udskydes til den 20. juni, hvor bestyrelsen fik følgende sammensætning:

Poul Lüneborg, formand

Lena Bang, næstformand

John Heilbrunn, kasserer

Ove Gibskov, redaktør

Thorvald Kølle, sekretær

Leif Martinussen, 1. suppleant

Ole Brun Jensen, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der forventes i skrivende stund afholdt 8 møder i beretningsperioden. På grund af de restriktioner, som regeringen har iværksat for at begrænse udbredelsen af covid19-smitten, har flere af disse møder været afholdt som telefonmøder. Dertil kommer at enkelte medlemmer af bestyrelsen har været nødsaget til at deltage i møderne via Zoom-teknologien på grund af covid19-epidemien og andre helbredsmæssige forhold.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde efter generalforsamlingen den 21. juni 2021.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål, og for at sikre gennemførelsen af vedtagelserne på møderne. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus.

Ved starten på 2021 talte selskabet 132 medlemmer, heraf var 127 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke en artikel i rubrikken Meddelelser om forskellige emner og aktiviteter. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde.

Vi har i 2021 kunnet glæde os over, at 3 har tegnet medlemskab, 4 medlemmer har ikke ønsket at opretholde deres medlemskab, og hertil kommer, at 2 medlemmer er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2021 har medført, at der ved årets udgang var 130 medlemmer, som har betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2022 tæller 127 medlemmer, idet vi i årets løb har registreret 3 dødsfald i medlemskredsen. Det drejer sig om 3 markante medlemmer af selskabet:

– Jørgen Eckmann, jf. blandt andet mine mindeord i Medlemsblad nr. 9/2021 og min artikel i nyhedsbrev nr. 3/2021.

– Freddy Nielsen, jf. mine mindeord i medlemsblad nr. 16/2021.

– Niels Eskjær, jf. mindeord ved Leif Martinussen i medlemsblad nr. 16/2021.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er desværre ikke rykket nærmere i løbet af 2021.

Bestyrelsen glæder sig over, at der stadig er mennesker med interesse for blindes historie som tegner medlemsskab af selskabet.

Jeg har sammen med den til enhver tid siddende bestyrelse i gennem de seneste 6 år bestræbt mig på at udtænke idéer og tage initiativer til at rekruttere nye medlemmer udenfor Dansk Blindesamfunds medlemskreds. Disse bestræbelser har desværre kun haft ringe succes. Derfor opfordrer jeg alle medlemmer af selskabet til at fremkomme med forslag på dette område.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 9. juni 2021 en medlemsliste til alle medlemmer med en mailadresse. Den udsendte liste resulterede i en række tilkendegivelser om fejl i kontaktoplysninger. Da listen grundet produktionsproblemer på DBS’s sekretariat kun var udsendt som elektronisk post, udsendtes den 23. juni en revideret liste, som efterfølgende i løbet af sensommeren blev udsendt i sort punkt og som daisylydfil efter det enkelte medlems eget valg. I løbet af 2. kvartal i 2021 viste det sig nødvendigt at udskifte Dansk Blindesamfunds punktprinter,efter at denne havde fungeret i mere end 20 år. Der viste sig betydelige problemer med servicering fra den udenlandske producent, hvilket var årsagen til udskiftning med en ny printer indkøbt fra norge. Dette forhold sammenholdt med udskiftning af medarbejderne på hovedkontorets kopierings- og forsendelsesafdeling, har medført betydelige forsinkelser af forsendelser fra selskabet til medlemmer som har ønsket at modtage post i sort, punkt og som daisylydfil i indeværende beretningsperiode. Disse problemer forventes at være løst med udgangen af 2021.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter generalforsamlingen i årets første kvartal. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og i givet fald med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer fremsendt til kassereren.

Bestyrelsen kan derfor kun straks efter et årsskifte opfordre alle til at indbetale kontingentet og samtidig give meddelelser om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår at den sidst udsendte medlemsliste.

Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 6 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.

4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.

Denne gruppe, som består af 2 repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg og 2 repræsentanter fra Blindehistorisk selskab, har i 7-års perioden 28. november 2014 – 14. november 2021 afholdt 13 møder. Et møde planlagt til afholdelse den 26. marts 2020 blev aflyst på grund af coronarestriktionerne. Blandt de 13 møder har 3 møder været med repræsentanter fra Medicinsk Museion og 3 møder med repræsentanter fra Post-, Tele- og Kommunikationsmuseet – nu museet Enigma. Til et flertal af møderne har repræsentanter for Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg været inviteret. Således deltog Jannie Hammershøj fra DBS’s forretningsudvalg i gruppens seneste møde den 14. november 2021.

Ove Gibskov og formanden har i den forgangne periode været selskabets repræsentanter i gruppen.

Karen Marie Pedersen og Dennis Bonnet Aabank har repræsenteret DBS’s Fritids- og Kulturpolitiske udvalg i gruppen i løbet af beretningsperioden.

Det fremgår af selskabets beretninger gennem årene, at arbejdet i gruppen først og fremmest har haft som mål at sikre de blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet og Synscenter Refsnæs. Den Blindehistoriske Samling overgik som bekendt i 2013 til Medicinsk Museion. Siden har arbejdet i gruppen koncentreret sig om samlingerne ved Synscenter Refsnæs.

På mødet den 14. november 2021 var der enighed om, at det var af afgørende vigtighed, at få afklaret situationen for samlingerne ved Synscenter Refsnæs. Deltagerne i mødet var enige om, at der bør tilvejebringes økonomi, der kan muliggøre en afslutning af den igangværende registrering af samlingerne på Synscenter Refsnæs. En sådan registrering er en forudsætning for, at der kan gennemføres en vurdering af hvilke genstande, der er af interesse for Den Blindehistoriske Samling. De bevaringsværdige dele af samlingerne ved Synscenter Refsnæs bør finde en varig placering i Den Blindehistoriske Samling, hvis disse genstande m.v. skal overleve. Det må vække til bekymring, at Synscenter Refsnæs ikke selv har mulighed for at engagere sig i en fremtidig sikring af centrets anskuelsessamling og den tilbageværende blindehistoriske samling. Derfor bør sagen, i betragtning af den udsættelse af konkrete løsninger, som covid19-epidemien har afstedkommet, føre til, at sagen gives allerhøjeste prioritet i det kommende års arbejde.

Der var på arbejdsgruppens seneste møde stor tilfredshed med, at Dansk Blindesamfund har afsluttet digitaliseringen af årgangene af medlemsbladene for årene 1916-2006. Dette er et uhyre vigtigt arkivmateriale, som bestyrelsen adskillige gange i løbet af beretningsperioden har haft stor nytte af.

I beretningsperioden har Dansk Blindesamfund desuden afsluttet digitaliseringen af 51 interview med medlemmer. Disse interview blev lavet af foreningens tidligere informatører og er ligeledes et meget væsentligt kildemateriale for selskabets arbejde. Således rummer disse interview væsentlig information om fremtrædende aktive medlemmer i Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er som anført i sidste beretning indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer er blevet opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBS’s hovedkontor og / eller selskabets bestyrelse. Denne opfordring, som var indeholdt i den seneste beretning, gentages for at minde enhver om, at historiske begivenheder kun optages, hvis der er nogen som hjælper med til at identificere disse.

Opgaverne i Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe kan kun løses i et samarbejde med DBS’s forretningsudvalg. Da forretningsudvalgets sammensætning i begyndelsen af 2021 undergik markante forandringer, står gruppen overfor nye udfordringer med hensyn til at fremme forståelsen for løsningen af disse opgaver.

5. Selskabets egne projekter i det forløbne år:

5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets beretninger. I beretningen for 2018 / 2019 findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

Siden den 1. oktober 2018 har projektet modtaget en række yderligere henvendelser om genstande, bøger m.v. til Den Blindehistoriske Samling.

Registreringsprojektet blev afsluttet den 14. maj 2020 med udarbejdelsen af en endelig rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.

Selskabets bestyrelse besluttede allerede på sit møde den 16. februar 2020, at der skulle fastlægges en plan for projektets afvikling. Projektets hovedformål har som bekendt været at inspirere medlemmer af Dansk Blindesamfund og professionelle, indenfor det synsfaglige område, til at medvirke til at lade registrere genstande m.v. som kunne bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling. Selskabet har med projektrapporten ydet et væsentligt bidrag til at opfylde dette formål.

Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside. Samtlige registrerede genstande er systematiseret i 5 hovedkategorier. Registraturen over samlingen indeholder 142 emneord, der hver åbner adgang til de registrerede genstande under det pågældende emne.

På selskabets generalforsamling den 17. februar 2018 anførte museumsinspektør Jacob Kjærgaard, at samlingen omfatter godt 3.500 genstande og ca. 800 billeder. Hertil kommer omkring 700 punktbøger, 100 reliefbøger, 700 sortbøger samt en samling kassettebånd, disse bøger og lydoptagelser er endnu ikke digitaliseret.

Samtlige henvendelser til registreringsprojektet er i rapporten sammenlignet med registraturen. Ved denne gennemgang af modtagne henvendelser har det kunnet konstateres, at samlingen allerede indeholder en betydelig del af de registrerede genstande. Rapporten oplister 108 genstande, som ikke findes i Den Blindehistoriske Samling. Der er i alt tilgået registreringsprojektet 154 genstande, dvs. at 46 er identificeret som værende genstande som allerede findes i samlingen.

Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

I betragtning af, at projektet nu har strakt sig over godt 6 år, er der et betydeligt hensyn at tage til de mange som har henvendt sig.

Den 4. juni 2020 meddelte samlingsleder Ion Meyer ved Medicinsk Museion, at museet som udgangspunkt var interesseret i alle de registrerede genstande. Det ville dog være nødvendigt at foretage en yderligere belysning af enkelte genstande, inden endelig stillingtagen til disse. Samlingsmedarbejder Maria Thode Jensen forelagde i en mail fra den 1. juli 2020 en plan til det videre arbejde for indsamling og indlevering af de registrerede genstande.

Arbejdet med projektet gik på grund af coronarestriktionerne helt i stå i forrige beretningsperiodes sidste halvdel, da det ikke skønnes forsvarligt, at iværksætte en indsamling af tilbudte genstande, så længe covid19-epidemien gjorde sig gældende.

I bestyrelsen beder vi derfor om tålmodighed endnu en tid fra medlemmer og andre, som har henvendt sig til bestyrelsen med bøger, hjælpemidler og andet, der kan være af interesse for projektet.

Den 11. november 2021 fremsendte samlingsmedarbejder Maria Thode Jensenen opfordring til, at arbejdet med projektet blev genoptaget, så de registrerede genstande kunne blive indsamlet og afleveret til Medicinsk Museion. Dette arbejde kan forhåbentligt afsluttes i løbet af første halvdel af 2022, hvis restriktioner i anledning af covid19-epidemien ikke afstedkommer alt for mange forhindringer. I bestyrelsen er der givet tilsagn til at prioritere afslutningen af projektet.

5.2. Projekt ”Blindes levevilkår i 1970-erne”.

Selskabet blev i 2016 opfordret til at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, som blev en følge af de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen behandlede på sit møde den 2. september 2021 spørgsmålet om, hvorledes dette projekt kunne gennemføres. Der var fortsat stor tilslutning til at give denne opgave prioritet. På mødet påtog John Heilbrunn sig sammen med Thorvald Kølle og Lena Bang at lægge en plan for, hvorledes de foreslåede 25 interview kunne gennemføres, af hvem og på grundlag af hvilke spørgsmål. Der var endvidere enighed om, at gruppen kunne organisere arbejdet på et ophold på Fuglsangscentret, såfremt dette skønnedes nødvendigt. På bestyrelsens efterfølgende møde den 24. november 2021 redegjorde gruppen for det videre arbejde samt om, hvorledes projektet skulle vurderes i lyset af andre lignende interviewprojekter.

Det har i skrivende stund vist sig, at coronarestriktionerne siden har stillet sig i vejen for det videre arbejde med at planlægge og gennemføre interviewene.

5.3. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget.

I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet. Der er i beretningsperioden indgået én ny optagelse, det drejer sig om stykket “Frokost i det fri” af Fernando Arrabal.

Selskabets arkiv råder i dag over 40 lydoptagelser af Amatørteatrets forestillinger, strækkende sig fra “Pernilles korte frøkenstand” af Ludvig Holberg fra maj 1956 til “Den korte dag er lang nok” af Carl Bjarnhof fra januar 2006. I beretningsperioden har medlemmer, der har henvendt sig med anmodning om at få tilsendt kopi af konkrete forestillinger fået tilsendt et link til de ønskede lydfiler til personlig brug. Denne service vil også fremover være en mulighed for selskabets medlemmer.

Det skal afslutningsvis nævnes, at Amatørteatrets forestilling fra 1968 “Fred på jorden” af Svend Rindom blev afspillet søndag den 21. juni 2021 i forlængelse af sidste års generalforsamling. Det viste sig at være en stor succes, som blev fulgt op af en artikel om Svend Rindom skrevet af Rudi Kurt Geert-Jørgensen og offentliggjort i nyhedsbrev nr. 3/2021.

5.4. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.

Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.

På foreningens hjemmeside findes et menupunkt vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.

Leif Martinussen har, som tidligere omtalt, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der i tekst og billeder belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området.

Denne redegørelse har vist sig at være for stor til offentliggørelse på selskabets hjemmeside på grund af de mange billeder – redegørelsen er på 92 sider. Bestyrelsen vil drage omsorg for, at der på hjemmesiden lægges et notat om redegørelsen med information om at denne kan fås tilsendt på anmodning ved henvendelse til bestyrelsen.

5.5. Jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023.

På generalforsamlingen den 15. februar 2020 behandledes et forslag fra Thorvald Kølle om at udgive et jubilæumsskrift skrevet af tidligere elever ved Refsnæsskolen i anledning af skolens 125-års jubilæum i 2023.

Der var bred tilslutning til at fremme dette forslag og der blev nedsat en redaktionsgruppe, jf. omtalen af initiativet i Medlemsblad nr. 9/2020.

Gruppen, der består af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen har på sine møder udarbejdet et forslag til en drejebog i 2 dele på ca. 225 sider, som er udgangspunktet for det videre arbejde i gruppen. På bestyrelsens møde den 24. november 2021 fremlagde gruppen dette første udkast til jubilæumspublikationens indhold. Gruppen forventer at kunne præsentere et revideret udkast på den kommende generalforsamling.

6. Informationsvirksomhed:

6.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I beretningsperioden er der til dato udsendt 3 nyhedsbreve. I skrivende stund er der kun truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2022, med invitation, program samt forslag til dagsorden og bilag til årets generalforsamling. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2022. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som DAISY lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. DBS’s sekretariat bistår mod betaling med at producere de 3 førstnævnte versioner.

Gennem de seneste år har bestyrelsen fulgt den praksis, at et nyhedsbrev maksimalt må være på 30 A4 sider i areal 12. Sortudgaven udsendes i areal 16 for at tilgodese svagtsynede abonnenter og har derfor ligesom punktudgaven et større sidetal.

Bestyrelsen har også i den seneste beretningsperiode kunnet glæde sig over at modtage et antal artikler fra flere af selskabets medlemmer. Sådanne bidrag medvirker til at gøre nyhedsbrevene interessante, og til tider morsomme. Det vil vi gerne takke alle bidragydere for.

Bestyrelsen har i skrivende stund registreret mere end 15 forslag og idéer til artikler m.m. til kommende nyhedsbreve. Mange af disse forslag og idéer har endnu ikke set dagens lys. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner, skal derfor ikke holde sig tilbage med at kontakte redaktør Ove Gibskov herom.

Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at selskabet til dato har udsendt 70 nyhedsbreve, som findes på hjemmesiden.

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i beretningsperioden 2019 / 2020. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende, derimod har det i beretningsperioden knebet med at lægge et større antal lydoptagelser på hjemmesiden.

I begyndelsen af 2021 er hjemmesiden blevet forsynet med et menupunkt, der informerer om nyheder og kommende begivenheder. Det er endnu ikke lykkedes for bestyrelsen at udvikle brugen af dette nye tiltag. Det bliver derfor en opgave for den kommende bestyrelse at udvikle brugen af denne informationskanal til medlemmerne.

Årsberetningen for 2017 / 2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ej heller været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten. Det er imidlertid en opgave som er under forberedelse.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har vi modtaget en hel del henvendelser fra både medlemmer og andre med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.

Til belysning af karakteren og omfanget af denne virksomhed skal nævnes følgende henvendelser, som alle er blevet besvaret:

-Hvornår udsendte DR udsendelsen “Forbrydelsen” med synstolkning?

– Hvornår begyndte man at bruge indlæst studiemateriale i Danmark?

– Hvornår begyndte det at være almindeligt at læse med tale på PC?

– Hvilke udgivelser omfatter Ove Olsens forfatterskab?

– Hvad omfatter Henning Eriksens forfatterskab – både udgivne og ikke-udgivne manuskripter?

– Hvem repræsenterede Danmark ved European Low Vision Song Contest i 2021?

– Historien bag “Fællesudvalget”, et legatsamarbejde mellem DBS, Blindes Støttefond og Blindeinstituttets Legatfond.

– Standardvedtægter for idrætsklubber under DBS – reglernes historie og fortolkning.

– Blindecenter Bredegårds historie.

– Hvornår kom det første lydfyr på Vænget i Kalundborg?

– Hvorfor hedder Dansk Blindesamfunds ejendomme og plejehjem “Solgaven”?

– Førerhundens historie i Danmark – henvendelse fra en studerende til brug for en opgave.

– Forespørgsel om selskabet vil være indstillet på, at bistå med arkivering af materiale fra den opløste forening “Blindes Skiunion” samt materiale fra DBSU?

– Historien bag et springvand i Kalundborg med messingplade med punktskrift.

– Hvem var formand i Roskildekredsen fra september 1911 til dato.

– Begrebet “social blindhed” hvad er historien bag dette og hvem er omfattet af det?

– Historien bag selvstændige blindes mulighed for fritagelse for afregning af moms samt betingelserne herfor?

6.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen den 20. juni 2021 har bestyrelsen udsendt et medlemsbrev vedrørende selskabets medlemsliste, jf. ovenfor under pkt. 3. Derudover blev der den 4. januar 2022 udsendt et medlemsbrev vedr. opkrævning af kontingent for 2022.

Det skal under dette afsnit bemærkes, at ud af de 127 medlemmer har 18 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 5 i almindeligt tryk og 5 som Daisy-lydfil.

De nævnte medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.

7. Selskabets elektroniske arkiv:

Efter generalforsamlingen i 2016, fik jeg fra min forgænger, som formand Hans Erik Olsen, overleveret et elektronisk arkiv indeholdende alle selskabets arkiverede dokumenter og lydfiler. Dette arkiv er i de efterfølgende år løbende opdateret.

I forrige beretningsperiode er arkivet blevet underkastet en omfattende opdatering.

Arkivet består i sin nye systematik af 4 hovedafsnit.

Afsnit A indeholder dokumenter i 26 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 421 hoved- og undermapper og 2490 filer.

Afsnit B indeholder lydfiler i 47 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 279 hoved- og undermapper og 1385 filer.

Afsnit C indeholder publikationer m.v. fra DBS fordelt i 8 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 84 hoved- og undermapper og 1729 filer.

Afsnit D indeholder blindehistoriske bøger, først og fremmest af faglitterær karakter samt diverse artikler og rapporter fordelt i 8 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 10 hoved- og undermapper og 62 filer.

På bestyrelsesmødet den 8. oktober 2020 fik medlemmerne af bestyrelsen en kopi af arkivet til personlig brug i deres arbejde i selskabet. Denne spredning af arkivet er tillige en sikring imod, at dette går til grunde ved et uheld eller på anden måde ved ændring af bestyrelsens sammensætning. Arkivet er opdateret frem til udgangen af 2021.

Bestyrelsen har også i denne beretningsperiode kunnet glæde sig over, at både Hans Erik Olsen og Henrik Olsen – navnlig sidstnævnte – har leveret mange nye lydoptagelser til arkivet. Til belysning af disse bidrag skal nævnes at Hans Erik Olsen har indleveret en lydfil med Vejledning i brug af førerhund fra 1981 indlæst af førerhundekonsulent O.B. Vagt-Andersen, samt en optagelse fra den 15. oktober 1965 “Spillemandsmusik fra Den Gamle Tutt” med Ejlif Hjort Johansen – violin, Thorkild Nielsen – klarinet, Søren Low – harmonika, Leif Martinussen – strygebas.

Henrik Olsen har gennem de seneste 12 måneder indleveret følgende 11 lydfiler:

– Amatørteatrets opførelse den 5-6. april 1968 af “Frokost i det fri” af Fernando Arrabal.

– “Lytterkontakten eller har du noget du mangler” -Regionalen i Næstved og Københavns Radio – fredag, den 20. september 1996 med Susanne Skovlund Nielsen fra Nykøbing Falster, hun efterlyste et skelet.

– Blå mandag fra Regionalradioen i Næstved fra mandag den 2. januar 1989, hvor Ulla Bjerre Frost var gæst hos journalist Henning Nielsen.

– Udsendelsen med Andreas Møller Petersen fra Køge, som var gæst i Regionalens program Lytterkontakten hos studievært Henning Nielsen fredag, den 26. april 1996.

– Kanalcafeen fra 17. december 1996 med Henrik Olsen som blandt andet læser et digt af Flemming Poulsen Madsen fra Vordingborg.

– En optagelse fra den 4. maj 1997 fra DRs Lokalradio i Næstved med Henrik Olsen og Anne Bente Rosenkilde fra Udby på Møn. De var gæster i programmet Labyrinten.

– En udsendelse fra 1986 fra lokalradio Kolding om KLO i Vejen, Kjeld Bjørbeck taler med Kaj Østergård Petersen og Ole Størup.

– Refsnæsskolen fylder 100 år fra den 5. november 1998, dagens program med gæster, elever og lærerer.

– Åbenhjertig samtale den 20. april 1947. Her taler Karl Bjarnhof med forfatterinden Karen Michaelis om hendes liv.

– Plejehjemmet Solgaven i Vejle fylder 40 år den 8. juni 2016 – 3 sange med Fuglsangkoret, tale af landsformand Thorkild Olesen og grevinde Alexandra.

– Henrik Olsen besøger 22. juni 2021 sammen med Louise Flagstad Refsnæsskolen.

8. Har Blindeforsorgens klienter krav på en undskyldning fra regeringen?

Det var det spørgsmål, som selskabet rejste på et debatarrangement den 16. februar 2020 efter generalforsamlingen.

Regeringen har indgået en aftale med Forsorgsmuseet i Svendborg, om at udarbejde en redegørelse om, hvorvidt der er grundlag for at give en undskyldning til tidligere børn, unge og voksne ved institutionerne under den tidligere Åndssvagforsorg og Den Øvrige Særforsorg i lighed med den undskyldning som drengene ved ungdomsinstitutionen Godhavn fik af statsministeren den 13. august 2019, for de overgreb, som de havde været udsat for.

Debatarrangementet blev dækket gennem flere artikler i Nyhedsbrev nr. 2/2020. Henrik Olsens lydoptagelse af debatarrangementet kan aflyttes på selskabets hjemmeside, det findes under menupunktet “Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”.

Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg opfordrede selskabet til at repræsentere blindeområdet ved et møde den 10. marts 2020 på museet i Svendborg til forberedelse af undersøgelsen.

Ove Gibskov, der forestod hvervet som mødeleder ved debatarrangementet blev af bestyrelsen bedt om at repræsentere selskabet ved dette møde.

Det var den helt overvejende stemning på debatmødet, at blinde elever indenfor Blindeforsorgen i årene 1933-1980 ikke havde behov for en undskyldning i lighed med drengene på Godhavnsinstitutionen.

Ove Gibskov har i Nyhedsbrev nr. 2/2020 givet en omfattende redegørelse for mødets forløb.

Det var oprindeligt planen, at udredningen skulle være færdig i begyndelsen af august 2021, men pga. covid-19 blev afslutningen ret hurtigt udsat til november og senere til marts 2022.

Forsorgsmuseet arbejder sammen med Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Rigsarkivet. Der er tale om en interviewdel, som museets leder Sarah Smed kalder ”erfaret forsorg” samt en arkivdel. I øvrigt er det det største antal arkivalier, der nogensinde er bestilt fra Rigsarkivet til én undersøgelse – nemlig 40 tons papirer.

Man har været nødt til at udsætte en hel del interviews, da det drejer sig om beboere på institutioner, hvor der pga. coronarestriktionerne ikke har været adgang; og den slags følsomme interviews er heller ikke egnede til zoom eller andre online-optagelser men kræver fysisk nærvær. Ove har fået oplyst, at der blandt de interviewede er adskillige synshandicappede.

Man regner med, at udredningen vil fylde omkring 200 sider.

Samtidig med offentliggørelsen af denne vil der udkomme 3 film med emnerne:

ANKOMSTEN”, hvor der fokuseres på tiden lige op til anbringelsen og erfaringer fra indskrivningen.

ANBRINGELSEN” med fokus på den generelle hverdag på institutionerne.

UDSKRIVNINGEN” med fokus på denne og mødet med livet udenfor institutionerne både på kort og længere sigt.

De organisationer, som deltog i det første møde den 10. marts 2020, blev inviteret til et møde den 1. november 2021 med henblik på skriftlig formidling i et ikke-akademisk sprog.

9. Administrative og økonomiske forhold:

Mødevirksomheden i bestyrelsen og arbejdet med de enkelte opgaver har i indeværende beretningsperiode været præget af coronarestriktionerne, hvilket fremstillingen også i denne beretning vidner om.

Disse restriktioner har med hensyn til at efterleve kravet i vedtægternes § 7 stk. 2 om, at den ordinære generalforsamling skal afvikles i årets første kvartal, givet bestyrelsen de største udfordringer. Herom vidner ikke mindst afviklingen af generalforsamlingen i 2021.

Regnskabet for 2021 udviser et overskud på 13.483,24 kr. Dette resultat skal sammenholdes med overskuddet på 17.699,37 kr. i 2020. Disse positive resultater skal ses på baggrund af den reducerede aktivitet i de 2 seneste år, der skyldes restriktionerne som følge af covid19-epidemien. Der er i indeværende beretningsperiode kun afholdt 4 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 3 nyhedsbreve.

Administrativt viste det sig nødvendigt, at følge op på den regnskabsanalyse, som blev foretaget i sidste beretningsperiode, for at tilvejebringe et sikkert regnskabsmæssigt udgangspunkt for den nyvalgte kasserer.

10. Afsluttende bemærkninger:

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.

Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på, at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

6. Regnskab 2021 samt revisionsprotokol ved kasserer John Heilbrunn

Resultatopgørelse / status BHS 2021

Indtægter: 2021

Medlemmer (note 1) kr. 19.500,00

Medlemstilskud DBS (note 2) kr. 17.100,00

Generalforsamling kr. 12.075,00

Skattestyrelsen kr. 0,32

Gaver (note 3) kr. 1.025,00

Forudbetalt kontingent 2022 kr. 150,00

Indtægter i alt: kr. 49.850,32

Udgifter: 2021

Bestyrelsen:

Mødeudgifter kr. 2.527,00

Transport ved BS-møder kr. 4.828,00

Regnskabsanalyse kr. 2.658,59

Udarbejdelse af regnskabsstatus kr. 3.029,40

Kommunikation:

DK-Hostmaster kr. 50,00

Simply.com kr. 950,63

Nyhedsbreve medlemmer kr. 0,00

Årlig vedligeholdelse hjemmeside kr. 1.500,00

Teknisk bistand hjemmeside kr. 750,00

Udgifter til andre aktører:

Mobilepay / Myshop (note 4) kr. 691,75

Bankgebyr (note 5) kr. 300,00

Gældsstyrelsen kr. 650,46

Medlemskab/kontingent:

Historisk Selskab for Handicap og Samfund

(HSHS) kr. 475,00

Museumsdagbogen, Kahrius.dk kr. 375,00

Generalforsamling:

Honorar GF kr. 2.000,00

GF Fuglsangcenteret kr. 12.252,00

Diverse:

Blomster (note 6) kr. 1.755,00

USB-stik kr. 1.354,25

Porto kr. 220,00

Udgifter i alt: kr. 36.367,08

Årets resultat 2021: kr. 13.483,24

Noter:

Note 1 Medlemmer:

130 medlemmer som har indbetalt kontingent i 2021.


Note 2 Tilskud fra Dansk Blindesamfund:

Tilskuddet er baseret på antal medlemmer af foreningen som er medlemmer af Dansk Blindesamfund i alt 114.

Note 3 Gaver:

Drejer sig om 5 personer. Har besluttet at for meget indbetalt kontingent (dobbelte indbetalinger) samt deltagergebyr til generalforsamling på trods af framelding, skal tilgå BHS.

Note 4 Mobilepay/Myshop:

Mdr. 2 x gebyrer 2020 = kr. 98,00.

Gebyrer for Mobilepay 2021 – 11 x 49 kr. = kr. 539,00.

73 gebyrer for salg (indbetalinger) af 0,75 kr. = kr. 54,75.

Note 5 Bankgebyrer:

Gebyr pr. kvartal 75 kr.

Foreningskonti for velgørende organisationer pålignes ikke negative indlånsrenter.

Note 6 Blomster:

Markering af dødsfald: 4 x bårebuketter plus markering én 80-års fødselsdag.

4 x bårebuketter: kr. 1.376,00

1 x fødselsdagsbuket: kr. 379,00

Note 7 Regnskabsassistance:

Sekretærtimer til udarbejdelse af regnskab 2021 samt til revision af samme vil blive konteret i regnskaber for 2022.

Balance BHS-regnskab 2021

Aktiver:

Bankbeholdning i Danske Bank ultimo pr. 31/12-21: kr. 154.812,82

Aktiver i alt: kr. 154.812,82

Passiver:

Bankbeholdning i Dansk Bank primo 1/1-21: kr. 141.157,58

Årets resultat: kr. 13.483,24

Regulering/afrunding: kr. 172,00

Passiver i alt: kr. 154.812,82

Revisionsprotokollat 2021.

Revisionen har afstemt konteringer i regnskabets resultatopgørelse / status under indtægter, udgifter, aktiver og passiver, hvilket ikke har givet anledning til bemærkninger ud over, som der er redegjort for, en negativ afvigelse på kr. 172,00.

Revisionen har noteret sig følgende 2 hovedtal: Årets resultat, der udgør kr. 13.483,24 i selskabets favør. Saldo i Danske Bank pr. 31 december 2021 kr. 154.812,82.

Der er afholdt revisionsmøde 21. januar 2022. I mødet deltog revisorerne Hanne Tietgen Eriksen og Kurt Nielsen og kasserer John Heilbrunn. John Heilbrunn gennemgik regnskabet, og Hanne Tietgen Eriksen og Kurt Nielsen fik lejlighed til at stille opklarende spørgsmål til materialet. Revisionen har som nævnt bemærket en negativ afvigelse i regnskabet anført som Regulering / Afrunding. Afvigelsen udgør kr. 172,00. Under mødet kunne det ikke klargøres, hvordan afvigelsen er opstået. Revisionen anser ikke en afvigelse i denne størrelsesorden for afgørende i relation til selskabets samlede økonomi.

Det er revisorernes bedømmelse, at regnskabet giver et retvisende billede af selskabets økonomi 2021.

På denne baggrund har Revisorerne ikke yderligere bemærkninger at tilføje.

Med venlig hilsen

Revisorerne Hanne Tietgen Eriksen – Kurt Nielsen

Odense – Birkerød 23. januar 2022.

7. Danmarks Radios længst levende og stadig eksisterende program Giro 413 begyndte med Karl Bjarnhof som vært ved Ove Gibskov

Den 13. oktober sidste år kunne radioprogrammet ’Giro 413’ fejre et helt usædvanligt jubilæum, da det den dag var 75 år siden, udsendelsen første gang blev sendt.

Selv om mange af melodierne i dette ønskeprogram gennem de 75 år har været lette og kærlige, opstod programmet på en tragisk baggrund. For skønt Anden Verdenskrig sluttede i 1945, var Europa stadig fyldt med tusinder af flygtninge på flugt fra det sønderbombede Tyskland og Østeuropa.

Hjælpeorganisationerne Røde Kors og Red Barnet arbejdede på højtryk for at skaffe millioner af mennesker tag over hovedet, men det kneb med at få de nødvendige midler til arbejdet.

De to organisationer henvendte sig til Statsradiofonien, som Danmarks Radio dengang hed og spurgte, om man kunne hjælpe med at arrangere en indsamling. Radioen havde jo gennem sine udsendelser kontakt med hele befolkningen.

Hjælpeorganisationerne og Statsradiofonien blev som et forsøg enige om at arrangere en række ønskekoncerter, hvor, folk kunne sende en hilsen, ønske et stykke musik – og bidrage med et pengebeløb til især de mange børn, der led under krigens følger.

Den 1. oktober 1946 blev der så sendt en udsendelse, hvor man kom med en omhyggelig instruktion i, hvordan lytterne kunne sende ønsker; og søndag den 13. oktober klokken 13 kunne Karl Bjarnhof byde velkommen til det, der skulle vise sig at blive DR’s mest slidstærke underholdningsprogram i radioen.

Da Bjarnhof jo som bekendt var blind, har jeg været meget nysgerrig efter at finde ud af, hvordan han rent praktisk lavede et sådant program, hvor der skulle læses hilsner op. Havde man f.eks. fået dem overført til punktskrift, eller var det en anden, som læste dem op? Og hvis det sidste var tilfældet, hvad var Karl Bjarnhofs rolle så i programmet?

Desværre står der intet i DR’s årbøger eller øvrige beretninger fra den pågældende periode om ønskeprogrammets struktur, eller hvordan det blev afviklet. Den ældst bevarede udsendelse er fra 1957, og da var Karl Bjarnhof beskæftiget med ganske andre programmer.

Men ud over en hel del oplysninger til denne artikel fra tidligere radiodirektør Leif Lønsmann og arkivmedarbejder i DR, Louise Broch, har sidstnævnte sendt mig følgende oversigt over den første udsendelses musikalske indhold, som adskiller sig markant fra det meste af det, man i de seneste mange år har kunnet høre i Giro 413:

’Prins Jørgens March’, arrangeret af Emil Reesen

Tjajkovskijs ’Klaverkoncert Nr. 1, b-mol’ med NBC Symfoniorkestret

George Bizets Duet af operaen ’Perlefiskerne’ med Giuseppe de Lucca m.fl.

Carl Nielsens ’Underlige aftenlufte’ med Aksel Schiøtz og Christian Christiansen

Carl Nielsens ’Jeronimus’ sang’ fra operaen ’Maskerade’, spillet af Einar Nørby på klaver

Else-Marie og Hans Kurt med Aage Juul Thomsens Orkester med udtog fra operetten ’Den Glade Enke’ af Franz Lehár

Vera Lynn med eget orkester i Alstones ’Symphoni Laurence’

Udtog af festspillet ’Elverhøj’ 1. del af Kuhlau – med Else Brems, Holger Byrding og dirigeret af Emil Reesen

Københavns Drenge- og Mandskor, dirigeret af Mogens Wöldike, med Niels W. Gades ’Morgensang’ af Elverskud

Det Kongelige Kapel med Knudåge Riisagers ’Danmarks Frihedssang’, dirigeret af Emil Reesen.

De første fem år hed programmet ’Lytternes ønskeprogram på grammofon’, men i 1951 omdøbte den daværende vært, Otto Leisner, det til ’Giro 413’ efter det gironummer, man kunne sende penge til.

Nu skulle man jo ikke tro, at et temmelig ukontroversielt radioprogram kunne få lytterne til at fare så meget i harnisk, at der faktisk blev udstedt mordtrusler mod én af de senere værter. Men det var ikke desto mindre, hvad Knud Wissum var udsat for i 1950’erne. Lytteren, der kom med dødstruslen, havde ønsket sig ’Romeo og Julie’, som var et af datidens populære numre, men værten spillede i stedet Tjajkovskijs ’Romeo og Julie’, og det faldt i meget dårlig jord.

Knud Wissum har for mange år siden i en radioudsendelse fortalt, at han ikke havde begreb om populærmusik, da han begyndte i underholdningsafdelingen og blev vært på Giro 413. Han tog fejl af de to vidt forskellige udgaver af Romeo og Julie men gjorde det også på et tidspunkt bevidst og afsluttede udsendelsen med Tjajkovskijs udgave. Den var nemlig så lang, at han kunne forlade studiet og nå et S-tog hjem tidligere, end hvis udsendelsen var blevet afsluttet med et kort nummer.

Knud Wissum overlevede, og det samme har programmet jo altså nu gjort i mere end 75 år, hvor det både har været elsket og udskældt. Faktisk så upopulært, at en mand engang sendte en død, hvid måge til DR, fordi han var træt af sangen ”Hvide måge” med Gustav Winckler, som blev en af klassikerne i Giro 413.

Mågen ankom uheldigvis en fredag eftermiddag og blev placeret i et såkaldt dueslag eller postrum weekenden over, så det stank fælt, da medarbejderne mødte i Radiohuset mandag morgen.

Modsat den døde måge tyder intet på, at Danmarks Radios ældste program med Karl Bjarnhof som første vært nærmer sig en udløbsdato.

8. Tredje del af Ove Gibskovs barndomserindringer

Hvad vi på blindeskolen opnåede gennem et stærkt sammenhold og to strejker, en usportslig konkurrence i højdespring, og hvordan jeg fik to højst forskellige konfirmationsfester.

I forrige nummer af Nyhedsbrevet blev anden del af mine barndomserindringer afsluttet med, at min kæreste i 7. klasse slog op med mig, men hvordan jeg efter en hurtig erobringsindsats, hvor skolens musiklærer blev svinet grundigt til, fik hende tilbage.

En del læsere gør sig sikkert nogle tanker om, hvad det er, der bevirker, at man bliver forelsket i en bestemt person uden at kunne se, hvordan hun eller han ser ud. Men f.eks. kan der være meget erotik i en stemme – både i mine og andres ører, og det gælder også adskillige, der kan se, som jeg har talt med om denne væsentlige del af tilværelsen. Ligesom det første indtryk, nogen får af en køn pige, kan blive ændret, jo mere man lærer hende at kende, gælder det samme naturligvis også for en stemme, som man tænder på. Det er jo meget andet end den første forelskelse, der bestemmer, om man fortsætter med at være kærester.

Og så tilbage til tiden på Refsnæs, hvor vi, som det i det hele taget var almindeligt den gang, spiste varm mad om middagen og smørrebrød som aftensmad. Det er min opfattelse, at mange godt kunne lide det meste af det, der blev serveret; men sådan var det dog ikke altid om aftenen, hvor man fik det, der var blevet tilovers fra middagsmaden som en lun ret. Det var der selvfølgelig ikke i sig selv noget i vejen med, men det foregik på den måde, at der først blev delt smørebrød ud på tallerkenerne, derefter råkost i form af revne æbler og gulerødder og så til sidst resterne fra middagsmaden. Selv om man ikke var færdig med at spise pålægsmadderne, blev råkosten bare øst op, og var den heller ikke spist, ja, så kom de varme rester også på tallerkenen. Det siger sig selv, at denne blanding ikke var særlig lækker, og noget af det, de fleste opfattede som værst, var, når vi havde fået kogt torsk til middag og så om aftenen skulle have det, som var tilbage sammen med smørrebrød og råkost. Det var som regel rogn, lever og resten af fisken med ben, og vi kaldte det torskesnask.

En eftermiddag, mens jeg gik i 4. klasse, og hvor hovedretten om middagen netop var kogt torsk, havde jeg hørt nogle af de store fra 7. klasse tale om, at de ville nægte at spise torskesnask, når vi skulle have aftensmad. Det var lige noget, der passede mig, og jeg fortalte mine klassekammerater, hvad jeg havde hørt og bankede høfligt på til de store drenges opholdsstue og meddelte stolt, at vores klasse også var klar til at sige nej til torskesnask.

Når man skulle spise, blev der slået på en gongong, og alle stillede sig på række udenfor spisestuen og gik først ind, når der blev sagt værsgo. Men den her aften blev vi stående og råbte i kor: ”Vi vil ikke have torskesnask; vi vil ikke have torskesnask”! Assistenten, som sammen med en køkkenpige, skulle servere maden, fik tilkaldt plejemoderen, der forsøgte at få os ind i spisestuen ved at sige, at vi bare kunne nøjes med en lille smule torsk. Men alle blev stående og fortsatte med vores råb i kor, og det endte med, at plejemoderen måtte give sig, så vi den aften slap for den ulækre sammenblanding af smørrebrød, råkost og torskesnask.

Det var virkelig noget af en sejr og flere år før, jeg vidste, hvad en strejke var. Men vi fik i hvert fald i praksis oplevet, hvad et stærkt sammenhold kan føre med sig. Skønt vi dog også fik resterne af torsken om aftenen næste gang, denne fisk stod på middagsbordet, var der nu sket det væsentlige, at hverken de varme rester eller råkosten længere blev sammenblandet med smørrebrødet på tallerkenen.

De fleste af os kunne ligesom næsten alle børn godt lide æbleskiver, og når vi skulle have dem til middag, var der nærmest ingen grænser for, hvor mange man kunne få. Der var dog det store minus, at æbleskiverne først måtte komme i munden, når man havde spist en portion suppe med store stykker fedt flæsk; og det var virkelig fedt – også kaldet rulleflæsk.

Om vi var blevet inspireret og havde fået blod på tanden af ”torskesejren”, husker jeg ikke; men en middag nægtede alle drengene fra 4. til 7. klasse, der boede på Vestskolen, at spise det fede flæsk, selv om vi så måtte undvære den store mængde af dejlige æbleskiver. De blev nemlig igen bragt over til det store fælleskøkken, hvor al maden til både elever og lærere blev lavet. Men da det jo drejede sig om flere hundrede, som man ikke bare ville smide ud, endte det faktisk med, at vi fik dem til aften uden det fede flæsk. Da var vi nu også sultne efter at have gået uden mad siden om morgenen. Den korte ”flæskestrejke” medførte, at der senere blev serveret meget mindre stykker fedt flæsk, men helt slap vi altså ikke for det.

Hjemme i Kolind måtte jeg til gengæld tit selv bestemme, hvad jeg ville have at spise som aftensmad. Og en sommerferie, hvor jeg for første gang havde smagt hotdogs hos en pølsemand på Grenaa Strand, blev jeg så vild med dem, at jeg bad om at få hotdogs til aftensmad næste dag. Vi havde jo slagterbutik og manglede altså ikke pølser. Så også næste aften ville den forkælede Ove igen have hotdogs. Sådan fortsatte det faktisk det meste af en uge, hvor der hverken blev sparet på sennep, ketchup eller rå løg med det resultat, at jeg en nat vågnede med knopper over det meste af kroppen, som kløede voldsomt, og det satte en midlertidig stopper for det ensidige pølsespiseri. Siden har jeg dog altid godt kunnet lide et par ristede med det hele men alligevel ikke nær så tit som den sommerferie.

På Refsnæs fik man som nævnt ikke lov til at slippe for noget som helst mad. Det medførte, at min klassekammerat og gode ven Jørgen, når vi fik gule ærter, som han ikke kunne udstå, tog dem på skeen som vi andre men derefter hældte dem i bukselommerne og så bagefter ud i toilettet. Han havde en smule syn, og faktisk lykkedes det ham mange gange at gennemføre denne ærteproces uden at blive opdaget. Men på et tidspunkt gik det dog galt, og der blev set nøje efter, at ærterne kom i munden i stedet for i lommerne.

Jørgens forældre havde en købmandsforretning i Svinninge ca. 25 km Fra Kalundborg, så han kunne komme hjem på weekend, når undervisningen sluttede kl. to lørdag eftermiddag. Somme tider tog han mig med, og det var rart for en gangs skyld at være alene sammen med en familie men også lidt trist, når Jørgens mor søndag morgen kom og tog ham med ind i forældrenes seng. Da savnede jeg virkelig min mor og far.

I en af ferierne hjemme, mens vi gik i 6. klasse, havde jeg sammen med nogle andre drenge prøvet at ryge cigaretter. Jeg tror, det foregik nede hos bager Rask eller Arne bager, som vi kaldte ham. Der havde flere af byens børn et slags fristed forstået på den måde, at man f.eks. kunne sidde og ryge i det varme bageri, uden at han sagde noget til det. Efter ferien har jeg uden tvivl pralet til mine kammerater på Refsnæs med, at jeg var begyndt at ryge, og det syntes jeg sgu da også, de skulle prøve. Det endte med, at Jørgen blev overtalt til at tage en pakke smøger og nogle tændstikker med fra butikken, næste gang han skulle hjem på weekend. Og så snart skoletimerne var overstået om mandagen, gik en lille udvalgt flok ned til fjorden, hvor skolen havde et bådehus med et par robåde. Der gemte vi os så og fik ild på de cigaretter, Jørgen havde hugget. Vi blev ikke opdaget, hvad der gjorde os temmelig overmodige; for næste dag sparede vi turen til bådehuset og nøjedes med at gå ned i et rum i Vestskolens kælder. Men det lå desværre alt for tæt på spisestuen, så da der skulle spises aftensmad, afslørede lugten tydeligt, at der var blevet røget tobak, og da ingen sladrede, kom alle i forhør hos plejemoderen. Det gav heller ikke resultat, men uden at vi vidste det, begyndte nogle af de ansatte at undersøge vores skabe og lommerne i overtøjet. Så blev resterne af pakken og tændstikkerne fundet i Jørgens frakkelomme, og vi, som havde været med, gik straks til bekendelse. I hvert fald var det ikke kun ham, som skulle straffes; for egentlig var det vist mig, der havde lagt det største pres på ham for at få ham til at tage cigaretterne med til os. Ud over at vi blev skældt voldsomt ud, husker jeg faktisk ikke, at der skete mere.

Der var dog især to andre ting, som betød langt mere end cigaretrygningen det år, og som gjorde, at jeg glædede mig vildt til at komme i 6. klasse. Her begyndte vi nemlig at have fysik, og jeg havde hørt nogle fra klassen over mig fortælle om, hvordan en dampmaskine fungerede og nævne mystiske ord som vægtfylde, varmeledere, at en sten falder hurtigere og hurtigere, jo længere den falder, og at der var noget, som hed Archimedes lov.

Jeg blev da heller ikke skuffet men sugede alt det spændende nye til mig. Det var vores sløjdlærer hr. Ditmann, der, som en meget engageret fysiklærer, lod os prøve så meget som muligt i praksis, og her fik jeg så som nysgerrig og ret dygtig elev en slags oprejsning for mit elendige arbejde i sløjdsalen, som nogle af læserne måske husker fra et tidligere afsnit.

Det andet og mindst ligeså betydningsfulde i 6. klasse var, at man skulle op til en vejprøve, og blev den bestået, måtte man to og to – en blind og en svagsynet – sammen forlade skolens område og f.eks. gå til købmanden, som havde sin butik omkring halvanden km fra skolen.

Vejprøven bestod bl.a. i, at man skulle stå ved vejen og lytte så længe, at man var fuldstændig sikker på, at der ikke var en bil tæt på, når man gik over. Man skulle selvfølgelig også lære at finde rundt i området omkring skolen og tilbage igen. Faktisk tror jeg, at alle bestod prøven, og det var et uhyre stolt øjeblik, da jeg første gang spurgte nogle af de mindre drenge, om de skulle have noget med fra købmanden. Når man forlod skolens grund, skulle man have gult armbind med tre sorte prikker på, så dem, vi mødte, kunne se, at vi var synshandicappede og dermed også tage hensyn til os og flytte sig, hvis de kom i vejen. Det var før, blinde her i landet begyndte at bruge en hvid stok, som er meget mere hensigtsmæssig, fordi man jo med den bl.a. kan føle, om der er forhindringer, man skal tage sig i agt for. I øvrigt har mange blinde både dengang og senere kaldt det gule armbind for sørøverflaget.

Efter at vi var blevet afsløret i at ryge på skolen, turde vi ikke prøve det igen. Men så havde man jo muligheden for at købe smøger hos købmanden og så ryge på hjemvejen. Det var nu ikke noget, jeg ret tit gjorde; for man kunne jo risikere at møde nogen, som ville sladre, hvis de så et par 13-årige blinde drenge med cigaretter i munden.

I slutningen af 7. klasse – altså kort før vi afsluttede skolen på Refsnæs, tog Jørgen og jeg dog endnu et skridt mod det spændende og forbudte voksenliv. Vi var bestemt ikke ganske kry, da vi stod i købmandsbutikken og med lave stemmer sagde, at en af de ansatte havde bedt os om at købe to øl. Købmandskonen ville så høre, om det skulle være hof eller Tuborg, og da jeg ikke vidste, om en hof måske bare var en hvidtøl, sagde jeg Tuborg for at være helt sikker på, at få rigtig øl. Vi var vel næppe kommet mere end 100 meter væk fra butikken, da angsten for at blive opdaget greb os i en sådan grad, at vi gik ind på en mark, fik bajerne åbnet og i lyntempo begyndte at hælde dem i os. På den måde smagte det bestemt ikke godt, og jeg må indrømme, at i hvert fald halvdelen af min endte på jorden, mens jeg hostede højt og håbede, at Jørgen hverken havde set eller hørt det. Man skulle jo nødig blive kendt som en, der ikke kunne drikke en bajer. Jørgen havde dog også hældt meget af sin ud, men vi indrømmede det først overfor hinanden, da vi senere på Blindeinstituttet i København ikke længere lod jorden få vores øl men foretrak at drikke den selv.

Selv om jeg tidligere har fortalt, at der hverken er gået en stor eller lille sportsmand tabt i mig, forsøgte jeg dog engang i 7. klasse at lade som om, jeg faktisk var blevet ganske god til højdespring.

Sammen med Benny, som var et år yngre end mig og ret god til atletik, gik jeg en sommeraften op på sportspladsen, hvor nogle af de svagsynede spillede fodbold. Jeg spurgte, om vi skulle konkurrere i stående højdespring, hvad der sandsynligvis undrede ham, da ingen vist var i tvivl om mine ringe evner. Men Benny kunne se lige så lidt som mig, så jeg var sikker på, at han ikke ville opdage hvordan han nu skulle snydes.

Vi blev enige om at begynde lavt og satte stangen på 60 cm. Den højde var jeg sikker på at kunne klare i første forsøg, og det gjorde vi da også begge to.

Stangen blev så sat ti cm. op, og det lykkedes mig også at komme over den uden problemer. For Benny var det det rene barnemad. Men det ville det bestemt ikke være for mig, når vi nu kom op på 80 cm. Så jeg sprang bare på stedet og lod som om, jeg var kommet over. Efter at Benny havde sprunget, kom stangen op på 90 cm. Jeg gjorde naturligvis som før, mens han igen klarede springet uden besvær.

Jeg vidste ikke, hvor højt han kunne springe, men da vi var kommet et godt stykke over en meter, blev jeg virkelig imponeret; og han må selvfølgelig have været endnu mere forundret over, hvad en håbløs fyr som mig var i stand til.

Nu var vi nået så højt, at stangen kun blev sat fem cm. op ad gangen, og jeg var blevet meget mere optaget af Bennys kolossale dygtighed end af mit eget platte snyderi; og da han havde passeret en meter og fyrre, og stangen stadig blev liggende, råbte jeg højt og dybt imponeret til dem, der spillede fodbold et godt stykke længere væk: ”Benny har sprunget en meter og fyrre i første forsøg”. Men mens de kom løbende hen mod os og ville se ham springe, måtte han gå til bekendelse og indrømme, at han faktisk havde snydt på samme måde som mig, fordi han til sin undren var blevet overbevist om, at jeg kunne springe så højt, og han ville i hvert fald ikke stå tilbage for sådan en som mig, der jo så samtidig blev afsløret. Sådan kan blinde også blive læsterligt snydt af hinanden; men han havde dog sprunget langt højere end mig, før han måtte kapitulere og benytte sig af, at jeg ligesom ham var helt blind.

Jeg husker ikke, at det nogensinde har gjort mig rigtig ked af at være så elendig til sport, som jeg så altså heller ikke interesserede mig det mindste for. Det hænger uden tvivl sammen med, at jeg havde mange andre interesser og kunne hævde mig på områder, som også kom til at betyde noget for flere af mine kammerater. Allerede fra engang i 2. klasse var jeg ret god til at læse højt, og det kunne tit samle en gruppe drenge omkring mig.

Skolens bibliotek havde åbent hver torsdag eftermiddag, og jeg glædede mig altid til lugten af de mange bøger og til at gå rundt og læse, hvad de hed, og hvem der havde skrevet dem. Det var selvfølgelig mest bøger for børn i forskellige aldre men dog også nogle få egentlige voksenbøger, da der tæt ved skolen lå et hjem for blinde kvinder, som man dengang ikke mente ville være i stand til at klare sig alene i en lejlighed.

Mens jeg gik i 3. klasse, stødte jeg en torsdag i min nysgerrige søgen på en bog med den meget pirrende titel: ”Fra min klunketid”. Den var skrevet af en, som hed Otto Rung, og det eneste jeg dengang forbandt med ordet klunker var nosser, så det måtte da helt sikkert være en umådelig fræk bog. Men hr. Ellebæk, der passede biblioteket, bestemte, hvilke bøger man måtte låne i forhold til sin alder, så jeg var overbevist om, at han ville sige nej, og med mine kun ni år turde jeg slet ikke nævne noget om klunker til en voksen.

Jeg fortalte et par kammerater om den uden tvivl meget spændende bog, og når vi talte om den, kaldte vi den bare ”Fra min tid”, så ingen af de ansatte skulle få mistanke om, hvad det var for noget, der optog os. Men bogen ville jeg under alle omstændigheder have fat i, og da biblioteket, som af en eller anden grund aldrig var låst, lå på Østskolen, hvor jeg på det tidspunkt boede, tog vi en aften sagen i egne hænder. Jeg var fuldstændig klar over, hvor den stod, og mens jeg sneg mig ind, for hurtigt at hente den, holdt en af de svagsynede vagt på gangen i nærheden, og hvis en fra personalet kom forbi, skulle han begynde at tale ret højt med hende som signal til, at der ikke var fri bane. Men der kom heldigvis ingen, og jeg forlod glædestrålende biblioteket med min erobring under armen.

En lille udvalgt flok samledes med det samme i 3. klasses opholdsstue, og med lav stemme begyndte jeg at læse, så ingen ude på gangen kunne høre, hvad det var for en forbudt verden, vi med store forventninger bevægede os ind i. Men ak, hurtigt stod det fuldstændig klart, at det var ganske andre klunker, det drejede sig om i Otto Rungs selvbiografi fra slutningen af 1800-tallet – nemlig de små uldkugler, som hang i rækker under mange møbler og var moderne i den periode, som er blevet kaldt klunketiden.

Vores skuffelse fik udtryk i mange af sprogets mest latrinære ord om den røvkedelige møgforfatter, der ikke vidste en skid om rigtige klunker; og da bogen var kommet tilbage på sin plads, blev den ikke længere omtalt med et ord. Vi skulle i hvert fald ikke afsløre vores uvidenhed for nogen af de større drenge.

Men min nysgerrighed og glæde ved at gå på opdagelse blandt bøgerne fortsatte og er aldrig blevet mindre. Det kom til at betyde, at hr. Ellebæk, da jeg gik i 6. klasse, spurgte, om jeg ville være hans biblioteksmedhjælper, og det opfattede jeg i den grad som et skulderklap.

Mit arbejde bestod i at høre noget om nogle af de andre elevers interesser og så foreslå dem en bog, hvis de ikke selv havde en idè til, hvad de skulle læse. Det skal dog ikke forstås sådan, at man havde pligt til at låne bøger; men egentlig var der ret mange, som jævnligt kom på biblioteket.

Der gik ikke længe, før jeg udstyrede mig selv med en stor autoritet og nægtede at låne en bestemt bog ud til en dreng, som blot var et år yngre end mig. Det var en roman om bl.a. engelske sømænd under Anden Verdenskrig, hvor der var nogle få antydninger af sex – dog uden detaljer. Men den 13-årige Ove fortalte Mogens, at han desværre måtte vente et år, før han var gammel nok til at læse sådan en bog. Mogens kunne selvfølgelig have spurgt hr. Ellebæk og havde så nok fået lov men regnede åbenbart med, at han og jeg var enige.

Hr. Ellebæk gjorde mig i øvrigt endnu mere stolt, mens jeg gik i 7. klasse, hvor en ny ung assistent på Vestskolen sagde, at jeg lignede Aljòsja, som var en af hovedpersonerne i en film, der hed: ”Brødrene Karamassof”, som hun lige havde set. Det vakte selvfølgelig min nysgerrighed, og da jeg vidste, at der på biblioteket stod en bog med samme navn som filmen, skrevet af den russiske forfatter Dostojevskij, bad jeg om at låne den. Hr. Ellebæk gav mig lov og sagde, at jeg nok var den eneste dreng på 13 år, som læste denne mange hundrede sider lange roman for voksne. Det har jeg uden tvivl pralet af, og jeg kom da også igennem kæmpeværket, som flere steder var uhyggeligt spændende, men i lange passager også særdeles tung læsning for en nok så interesseret dreng på min alder. Faktisk var der også andre personer, som jeg identificerede mig meget mere med end Aljòsja, der var en from munk med ganske andre synspunkter end mine.

Men uanset hvor from eller i det hele taget kristen, man opfattede sig, blev stort set alle dengang konfirmeret, og det var noget, man af flere grunde så meget frem til. Selvfølgelig var der forventninger til gaverne, men bestemt også til det med at træde ind i de voksnes rækker, som der dengang blev talt meget mere om end nu – alene fordi mange forlod skolen efter 7. klasse og begyndte at arbejde. Det var også ret almindeligt og i hvert fald for mig meget væsentligt, at man som konfirmeret måtte ryge.

Vores konfirmation fandt sted i Raklev Kirke et par km fra blindeskolen, og den meget venlige pastor Norup inviterede altid konfirmandholdet hjem til eftermiddagskaffe et par dage før selve konfirmationen. Men selv om hans kone absolut ikke havde sparet på de mange forskellige kager til kaffen, var vi alligevel nogle stykker, som på vejen hjem gik ind hos bageren og købte wienerbrød. Han lå desværre så tæt på præstegården, at de formodentlig kunne se os gå derind, skønt vi jo allerede havde forsynet os rigeligt; men det var så sjældent at komme til bageren, at det bare skulle gøres, selv om det på ingen måde var pænt overfor de gode præstefolk, hvad vi dog overhovedet ikke tænkte over dengang.

Skolen gav os både konfirmationstøj og andendagstøj og desuden en kuffert som konfirmationsgave. Vores forældre var selvfølgelig også med i kirken og inviteret til at deltage i den efterfølgende fest i skolens gymnastiksal. Man kunne dog ikke få sine søskende med, med mindre de selv var eller havde været elever på skolen, da der til middagen skulle være plads til lærerne og så vidt jeg husker også deres ægtefæller. Så da højtideligheden i kirken var overstået, tog mine søstre Henny og Inge ind på et hotel i Kalundborg, hvor de spiste alene, før de heldigvis kom tilbage og tilbragte resten af dagen sammen med vores forældre og mig.

Søndagen efter blev der så holdt konfirmationsfest i Kolind med ca. 60 gæster fra vores store familie. Og selv om jeg fik masser af gode gaver, var der især en af dem, som optog mig det meste af dagen – nemlig en pibe fra min ven Lars. For skønt det var søndag, lykkedes det at skaffe en pakke tobak, og da vi satte os til bords, måtte min far flere gange sige til mig, at nu kunne jeg altså godt lige tage piben ud af munden og spise noget mad. Der var lavet en god konfirmationssang, som min mor havde fået en blind børstenbinder, der boede i nærheden af Kolind, til at skrive over på punktskrift, og det var en dejlig oplevelse selv at kunne synge med sammen med alle de andre.

Min onkel Anders holdt en fin tale til mig, og et par af mine fætre syntes, jeg skulle lave en takketale om aftenen. Jeg havde med mine knap 14 år aldrig før talt til en større forsamling men tog udfordringen op og skrev nogle ord ned i løbet af eftermiddagen. Efter at jeg lettere nervøs havde slået på glasset og læst dem højt, blev der naturligvis klappet af den blinde konfirmand, som var vældig tilfreds med sin præstation. Men skønt indholdet sikkert har været ganske banalt, hørte jeg et par af mine faster lavmælt snakke om, hvem der mon havde hjulpet mig med at skrive den tale; og jeg fik vist lidt for højt fortalt dem, at det sandelig var mig selv og ingen andre, som havde haft noget med det at gøre.

Her stod en konfirmand med tændt pibe, som i egen bevidsthed nu var trådt ind i de voksnes rækker. Så skulle han vel også nok selv kunne både skrive og holde en tale? Men skønt der gik adskillige år, før jeg med nogenlunde dækning kunne kalde mig voksen, blev fejringen af min konfirmation hjemme en uforglemmelig dag, og den gave, jeg i alle årene mest har været glad for, er en ring, som min mor fik en guldsmed til at sætte prikker på, så der med punktskrift står Ove og datoen for min konfirmation. Den har lige siden siddet på min venstre ringfinger.

I næste nummer fortæller jeg bl.a. om den kolossale forandring, det medførte efter 7. klasse at komme til Blindeinstituttet i København, hvor jeg, i løbet af de første tre uger var i Sverige fire gange og hos mine fætre i Gilleleje mange weekender, havde et fristed næsten uden indblanding fra voksne.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67

Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer John Heilbrunn

Gyldenløvesgade 16 3.tv

1369 København K

Tlf. +45 33 93 33 00

Mobil +45 23 40 92 18

Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov

Brombærhaven 31

8520 Lystrup

Tlf. +45 26 17 98 80

Mail: ove@gibskov.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Nyhedsbrev nr. 3 november 2021

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 / 2021.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Referat af generalforsamlingen 20. juni 2021 ved Rita Cicilie Varmby

3. Diana Stentoft, John Heilbrunn og Thorkild Olesen gør sig på ny bemærket

4. Nekrolog over Jørgen Eckmann ved Poul Lüneborg

5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – Anden artikel af 4

6. Bogudgivelse: “Den unge Verners lidelser” af Henning Østrup Rasmussen, omtale ved Poul Lüneborg

7. Hvem var Svend Rindom? ved Rudi Kurt Geert-Jørgensen

8. Information om generalforsamling 2022

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden af Poul Lüneborg

Det er nu knap 5 måneder siden vi afholdt årets generalforsamling. Denne var som bekendt udsat flere gange på grund af covid-19 epidemien. Det var glædeligt på ny atter at kunne mødes.

I dette nyhedsbrev bringes Rita Cecilie Varmbys omfattende referat af mødet med nogen forsinkelse. Det vil jeg gerne beklage.

I bestyrelsen har vi været enige om, at omtalen af Jørgen Eckmanns indsats til fordel for blinde, efter hans død den 8. juni 2021, skulle bringes i dette nyhedsbrev. Det har imidlertid været en langt større opgave end først antaget, da jeg besluttede mig for at skrive en redegørelse om hans virke. Det har betydet, at dette nyhedsbrev er blevet forsinket med næsten 2 måneder. Til gengæld håber jeg, at rigtig mange af selskabets medlemmer får glæde af min beretning om hans liv og virke. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Jørgen til tider var en vanskelig tillidsmand at komme overens med i de 16 år, hvor jeg sad i Dansk Blindesamfunds ledelse. Men dette forhold skal ikke stå i vejen for at yde ham en velfortjent påskønnelse af hans arbejde gennem mere end 50 år til fordel for blinde i Danmark.

Søndag formiddag den 21. juni efter generalforsamlingen blev Dansk Blindesamfunds Amatørteaters opsætning af Svend Rindums stykke “Fred på jorden” afspillet. I bestyrelsen var vi meget usikre på om det viste sig at være en idé, som kunne fastholde interessen hos deltagerne. Her gjorde vi os bekymringer uden grund. Det blev en succes. For at følge op på denne oplevelse har Rudi Kurt Geert-Jørgensen skrevet en artikel om forfatteren.

Nyhedsbrevet bringer 3. afsnit af Ove Gibskovs erindringer fra hans tid på Refsnæsskolen, samt en omtale af 2. bind af Henning Østrup Rasmussens familiekrønike, som omfatter tre bind.

Til slut i nyhedsbrevet er der grund til at give plads til en hædrende omtale af Diana Stentoft, John Heilbrunn og Thorkild Olesen, som endnu engang har gjort sig gældende såvel internationalt som i den hjemlige andegård.

God læselyst og på forhåbentlig gensyn på næste års generalforsamling.

2. Referat af generalforsamlingen 20. juni 2021 ved Rita Cicilie Varmby.

Den 20. juni 2021 afhold Blindehistorisk Selskab generalforsamling på Fuglsangscentret i Fredericia.

Dagsordenen var som følger:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Godkendelse af referatet fra sidste års generalforsamling

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse

8. Fastsættelse af kontingent

9. Indkomne forslag

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019.

b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år.

c. René Ruby blev valgt for 2 år i 2020. Han ønsker ikke at fortsætte pga. andre opgaver.

d. Rita Cecilie Varmby, valgt i 2020 for 2 år, har på grund af helbredsforhold besluttet at udtræde af bestyrelsen.

e. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.

f. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år.

g. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020.

11. Eventuelt

Ad 1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

Poul Luneborg bød de 26 deltagere velkommen til årets generalforsamling. Poul beklagede, at centrets reception kun havde produceret et enkelt eksemplar af deltagerlisten i punkt. Han havde som formand sikret sig, at forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen blev sendt til ham i et tilgængeligt medie senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Alle deltagere havde den 9. juni 2021 fået tilsendt bilag til behandling under punkterne 7 og 9.

Ad 2. Navneopråb samt præsentation af deltagerne.

For at vide, hvem der var til stede, var der navneopråb af deltagerne.

Ad 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

Thorben Koed Thomsen blev valgt som dirigent. Der var ingen modkandidater. Erik Kiørby, Henrik Olsen og Dorthe Andersen blev valgt som stemmetællere. Rita Cecilie Varmby blev valgt som referent.

Mødedeltagerne accepterede, at generalforsamlingen blev optaget til brug for skrivning af referatet, Henrik Olsen stod for optagelsen af mødet.

Ad 4. Godkendelse af dagsorden

Dagsordenen blev godkendt.

Ad 5. Godkendelse af referatet fra sidste års generalforsamling

Referatet fra sidste års generalforsamling til godkendelse. Poul Lüneborg fortalte i den anledning, at referatet fra sidste års generalforsamling er godkendt af dirigenten og bestyrelsen efter reglen i vedtægternes § 7 stk. 16. Derfor er punktet ikke til videre drøftelse.

Ad 6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse

For at beretningen kunne blive overskuelig, blev den gennemgået punkt for punkt.

Bestyrelsen har haft et godt samarbejde igennem de sidste 18 måneder på trods af Corona. Antal af medlemmer var i 2020 på 133. Nu er antallet af medlemmer faldet til 129. Ud af dem er der 5 kollektive medlemmer samt et antal seende, hvoraf de resterende er synshandicappede. I årets løb har vi taget afsked med 2 af vore aktive medlemmer. Det drejer sig om Jørgen Eckmann og Arne Krog. Poul Lüneborg omtalte førstnævntes liv og virke i blindesagen gennem mange år. Jørgen Eckmann var med til at stifte Blindehistorisk Selskab i 1994 og var dets formand i de første 8 år. Arne Krog blev mindet på søndagens arrangement.

5 af vore medlemmer har ikke ønsket at forlænge deres medlemskab.

Adresselisten med vore kontaktoplysninger er blevet udsendt siden 2016 til alle medlemmer. De enkelte medlemmer har i den forløbne tid selv kunnet vælge at stå i adresselisten. Adresselisten er udsendt efter kontingentopkrævningen. Vi er endnu ikke helt i mål med opkrævningen, men de, som mangler at betale skal nok få det gjort snarest muligt. Vi skal alle være opmærksomme på, at kontaktoplysningerne er korrekte og melde tilbage i tilfælde, at noget er ukorrekt.

Adresselisten er pt udsendt i elektronisk format. Pt. er der indkommet 5 tilbagemeldinger om behov for ændringer af kontaktoplysninger.

Punktudgaven vil blive udsendt, når DBS’s nye punktprinter er installeret og taget i brug i løbet af august måned i år.

Ove Gibskov roste Poul Lüneborg for de mange resultater, som indtil nu er nået. Desuden ville han godt høre, om DBS har givet en begrundelse for, hvorfor selskabet trods flere henvendelser ikke har fået en eneste artikel optaget i tidsskriftet ”Øjeblikket”. Desværre er 25-års jubilæet og Henning Eriksens dagbog ikke blevet omtalt i andre sammenhænge.

Rudi Kurt Geert-Jørgensen kom med et forslag, om man fremover kan lave en automatisk abonnementsordning. Poul svarede, at det vil blive dyrt, da bankernes Betalingsservice opkræver et gebyr for hver transaktion, hvilket vil belaste et kontingent på 150 kroner. Desuden er bankernes Betalingsservice ikke særlig tilgængelig for en blind kasserer som benytter et skærmlæserprogram.

Bestyrelsen bør undersøge, om man fremover kan etablere et automatisk system via Mobile Pay.

Den blindehistoriske arbejdsgruppe har haft møder siden 2014, gruppen består af repræsentanter fra DBS’s Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg og Blindehistorisk Selskab. Det har ikke kunnet lade sig gøre at afholde møde i gruppen i de seneste 18 måneder grundet coronarestriktionerne.

I 2021 har DBS afsluttet digitaliseringen af medlemsbladene fra 1916-2006. (Henning Eriksen afskrev bladene fra 1911-1916). Det er et enestående kildemateriale om blindes historie, idet materialet over hele perioden nu er tilgængeligt.

Bestyrelsen vil få et USB-stik med dette materiale, og enkelte medlemmer vil også kunne opnå adgang efter henvendelse til formanden.

Desuden har DBS afsluttet digitaliseringen af 51 interviews foretaget af informatørerne i 1990’erne.

Arbejdsgruppens vigtigste opgave er nu at bekymre sig om samlingerne på Refsnæsskolen af de effekter, som ikke allerede er overført til Den Blindehistoriske Samling på Medicinsk Museion. Disse registreringer er desværre stoppet midtvejs.

I forbindelse med gruppens arbejde nævnte Poul Lüneborg interviewprojektet om blindes uddannelses- og arbejdsforhold i 1960’erne og 70’erne, som omtales nedenfor. Han nævnte i forlængelse af dette projekt, at der bør udarbejdes en oversigt over de mange interviews, som er optaget igennem tiden og som findes i selskabets lydarkiv. Det blev i denne forbindelse nævnt, at der er mange nulevende medlemmer, som vil kunne fortælle meget fra deres aktive tid som HB-medlem. Henrik Olsen anførte, at det for eksempel gælder Anvör Poulsen, der tillige har været blindekonsulent. Henrik Olsen nævnte, at han vil fortsætte med at foretage interview indenfor konceptet “Blindes færden”. Interview fra dette initiativ findes i selskabets lydarkiv.

Selskabet efterlyser en udgave af punktnoderne til “Danske Blindes Nationalsang”.

Alt abonnementsmateriale på hovedkontoret blev tidligere bragt i uddrag i båndtidsskriftet “DBS Information”, men masterbåndene af disse udgivelser er ikke blevet gemt og digitaliseret.

Registreringsprojektet er afsluttet og en rapport er afgivet med ros fra Medicinsk Museion, som på sin hjemmeside har lagt en registratur over Den Blindehistoriske Samling.

René Ruby har klargjort grundlaget for interviewprojektet om levevilkårene i 1960’erne og 70’erne. Grundlaget for projektets iværksættelse er derfor nu til rådighed med henblik på afslutning af dette. De som vil være med i styregruppen forestår interview af de mennesker, som har tilmeldt sig til projektet. De som ønsker at blive interviewet, må gerne opretholde deres tilsagn. Det hele hviler på frivillighedsprincippet.

Poul Lüneborg har lavet en omhyggelig liste over de stykker, som amatørteatret har opført, som selskabet har modtaget. Alle forestillinger og andre lydoptagelser kan – efter anmodning – tilsendes i kopi til udlån, når den er markeret med et X. De må ikke blive frigjort til den bredere offentlighed, fordi der skal tænkes på lovligheden af kopiering. (Amatørteatret overlod alle optagelserne og Amatørteatrets formue til Blindehistorisk Selskab i 2007).

En redegørelse om blindes sport og idræt fra 1950-1980 er udarbejdet af Leif Martinussen på ca. 92 sider med billeder. Redegørelsen er forsøgt gjort egnet til at blive lagt på hjemmesiden.

Der er ønske om i 2023 at lave et jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum, hvor tidligere Refsnæselever kan bidrage med deres erindringer fra deres ophold på skolen. Arbejdet er kommet ind i en konstruktiv gænge. Thorvald Kølle fremlagde i sin tid ideen. Rudi Kurt Geert-Jørgensen vil stå for at samle de artikler arbejdsgruppen får tilsendt. Leif Martinussen har taget initiativ til at få samlet de involverede bidragydere. Strukturen og omfanget bør være på plads. Nyhedsbrevene må højst være på 30 sider i Arial 12-format. De skal ikke blive for lange og uoverskuelige for læserne.

Hjemmesiden er lavet af Søren Jensen i samarbejde med bestyrelsen ud fra det, som man må betragte som nødvendigt som skærmlæserbruger. Den visuelle præsentation af hjemmesiden, har derfor ikke været givet første prioritet. Hjemmesiden er at betragte som et blindehistorisk arkiv.

Hjemmesidens nuværende struktur blev drøftet, hvorefter det blev taget til efterretning og man samtidig ønsker forslag om, hvordan den kan gøres mere anvendelig.

Vigtige meddelelser, som bringes i medlemsbladet, når desværre ikke ud til institutioner og seende læsere. Derfor må nyhedsbrevene suppleres med medlemsbreve for at bringe invitationer, nekrologer mv. som ikke kan afvente næste nyhedsbrev. ”Øjeblikket” har ikke i de seneste år optaget artikler af blindehistorisk interesse. Arkivet over lydoptagelser er meget righoldigt, spændende og er af en betydelig størrelse.

Poul Lüneborg nævnte endelig den sag som omhandlede Godhavnsdrengene og den undskyldning, som nogle af dem har fået. Ove Gibskov nævnte, at der stort set ikke var nogen, som mente, at vi burde stille krav om en undskyldning inden for vores område. Han har været i kontakt med projektinvolverede fra Forsorgsmuseet.

Sagen vil blive fulgt op i et kommende nyhedsbrev.

I 2020 er der registreret et pænt overskud i sammenligning med et underskud i 2018 og 2019. Poul Lüneborg omtalte nogle administrative belastende processer, som i høj grad opleves som tunge og uoverskuelige for administrationen i en lille forening som denne. Betaling via Mobile Pay opleves af mange medlemmer som en lettelse. Der skal her betales 0,75 kr. pr. transaktion. Desuden skal selskabet betale et månedligt gebyr på 49,00 kr. Det giver problemer for selskabet, når der ikke løbende indbetales penge til deres system. De digitale systemer kan tvinge foreninger tilbage til mere uformelle systemer.

Beretningen blev godkendt med applaus.

Ad 7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse

Der er udarbejdet en analyse ud fra alle kontoudtog, samtlige indtægter og udgifter og sammenlignet dem med kasserer Ole Brun Jensens tal. Der er sket nogle fejlposteringer. Poster er overset, som fører til en endelig konklusion om, at der er 150 kr. ekstra, som der ikke kan gøres rede for. Denne analyse blev oplæst af John Heilbrunn.

Regnskabet blev herefter betragtet som godkendt enstemmigt.

Ad 8. Fastsættelse af kontingent

Kontingentet på de 150 kroner fastholdes. Der lød et stort bifald fra de 26 deltagere.

Ad 9. Indkomne forslag

Forslag fra bestyrelsen: Ole Bruns sygdom giver anledning til bekymring. Bestyrelsen har derfor ønsket at sikre sig muligheden for at skaffe professionel bistand, hvorfor det foreslås, at bestyrelsen bemyndiges til at træffe aftale herom, hvis det bliver nødvendigt. Forslaget ønskes fasthold for en sikkerheds skyld, selv om der har meldt sig en kvalificeret kandidat til kassererposten. Forslaget blev tiltrådt enstemmigt.

Ad 10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

Ad a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019.

Ole Brun Jensen ønsker stadig at stå til rådighed for bestyrelsen som webmaster eller på anden måde, og som suppleant.

”Ud af intetheden” har John Heilbrunn meldt sig som mulig kasserer efter drøftelse med Poul Lüneborg.

Han blev valgt som kasserer uden modkandidater for en 2-årig periode.

Ad b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år.

Han blev genvalgt for to år uden modkandidater.

Ad c. René Ruby blev valgt for 2 år i 2020.

Han ønsker ikke at fortsætte pga. andre opgaver. René Ruby har ønsket at udtræde af bestyrelsen for at koncentrere sig om andre opgaver.

Ad d. Rita Cecilie Varmby, valgt i 2020 for 2 år, har på grund af helbredsforhold besluttet at udtræde af bestyrelsen.

Hun ønsker fortsat at stå til rådighed, når der er spændende opgaver i selskabet.

Der skal derfor vælges 2 medlemmer af bestyrelsen for et år.

Lena Bang blev uden modkandidater valgt ind i bestyrelsen.

Ove Gibskov blev også valgt for et år. Han ønsker at overtage redaktørposten og begrundede sin opstilling med, at han blandt andre blindehistoriske aktiviteter i forbindelse med DBS’s 75- og 100-årsjubilæum har lavet lydmontagerne ”75 og 100 år i lydglimt”.

René Ruby og Rita Cecilie Varmby fik en stor tak af formanden for deres engagement i bestyrelsen.

Ad e. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.

Lena Bang blev som nævnt bestyrelsesmedlem for et år.

Leif Martinussen fortsætter som suppleant sammen med Ole Brun Jensen.

Ad f. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år.

Kurt Nielsen er villig til genvalg, hvilket er sket uden modkandidater. Hanne Titgen Eriksen tiltrådte som revisor i stedet for Ove Gibskov.

Ad g. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020.

Nete Parkov opstiller gerne og blev genvalgt uden modkandidater.

Ad 11. Eventuelt

John Heilbrunn præsenterede sig og redegjorde for sin baggrund igennem sine mange år fra den første integrerede elev i folkeskolen, som erhvervsbeskæftiget i 42 år og tillidsvalgt i DBS og ansat samme sted i 26 år.

Der blev spurgt, om der kan bidrages til viden om oprettelse af forskellige tandemklubber. Formanden nævnte, at han agter at færdiggøre forskellige igangværende projekter om Amatørteateret, litteraturoversigten, analyse af blindes og svagsynedes uddannelses- og beskæftigelsesforhold, for nu at nævne de største opgaver.

Mødet sluttede i god ro og orden.

Tak til Henrik Olsen for teknisk assistance i form af lydoptagelse af mødet og til John Heilbrunn for notatassistance samt til Dorthe Andersen for korrekturlæsning. Færdiggjort den 28. juni 2021.

Referent Rita Cicilie Varmby.

Nærværende referat godkendes hermed på Bestyrelsens vegne – Farum den 7. juli 2021

Poul Lüneborg

Viborg den 8. juli 2021

Thorben Koed Thomsen, dirigent

3. Diana Stentoft, John Heilbrunn og Thorkild Olesen gør sig på ny bemærket.

Af Poul Lüneborg

Fra tid til anden er der blinde i Danmark, som der er grund til at fremhæve for deres indsats til fordel for blinde og stærkt svagsynede. I nyhedsbrev nr. 4/2020, som udkom den 30. oktober 2020 kunne bestyrelsen udtrykke sin anerkendelse af den hæder som var blevet 3 af selskabets medlemmer til del. Der er endnu engang grund til at nævne 2 af dem.

Thorkild Olesen fik på Dansk Blindesamfunds Hovedbestyrelsesmøde 25. – 27. juni 2021 tildelt foreningens hæderstegn, som nr. 7 i rækken af modtagere af denne påskønnelse for hans indsats som landsformand i årene 2009 – 2021. Hæderstegnet blev indstiftet på foreningens hovedbestyrelsesmøde den 15. juni 1991.

John Heilbrunn blev på World Blind Unions 10. generalforsamling i dagene 28. – 30. juni 2021 optaget som Honorar Life Member af organisationen for hans arbejde gennem mere end 25 år til fordel for blinde og svagsynede i Den 3. Verden. John Heilbrunn har spillet en særdeles aktiv rolle på de seneste generalforsamlinger i verdensorganisationen. Disse arrangeres på skift rundt om i verden, men på grund af coronaepidemien blev arrangementet i år afviklet virtuelt med den spanske blindeorganisation ONCE som vært.

Endelig skal det nævnes, at Dansk Blindesamfunds næstformand Diana Stentoft på World Blind Unions ovennævnte Generalforsamling blev valgt som organisationens første kvindelige generalsekretær. Diana Stentoft har siden 2004 været valgt som den ene af Dansk Blindesamfunds 2 delegerede til WBU’s generalforsamlinger, som finder sted hvert 4. år. Diana har i den forgangne 4-års periode været medlem af WBU’s Udviklingskomité. I kraft af disse hverv og hendes mangeårige engagement i Dansk Blindesamfunds arbejde til fordel for blinde i en række lande i den 3. verden, har hun et godt kendskab til dette vigtige internationale arbejde til fordel for synshandicappede i de 5 regioner, som WBU’s medlemmer er organiseret i. Generalsekretæren udgør sammen med præsidenten, 2 vicepræsidenter, kassereren og den afgående præsident, som ikke kan genvælges, organisationens forretningsudvalg, som benævnes Table Officers. Det er således en særdeles vigtig post, som Diana Stentoft skal varetage i den kommende arbejdsperiode, der løber fra 2021-2025. Ud over at være den første kvindelige generalsekretær i WBU er Diana Stentoft det første danske medlem af WBU’s øverste ledelse.

Man kan i sandhed sige at Diana Stentoft har gjort lynkarrierer, hun blev i 2020 indvalgt i Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg og i år avancerede hun til hvervet som foreningens næstformand. Man kan læse mere om Diana Stentoft i tidsskriftet “Øjeblikket” nr. 24 fra august i år.

Selskabets bestyrelse ønsker alle 3 hjertelig tillykke med de fornemme udnævnelser.

4. Nekrolog over Jørgen Eckmann ved Poul Lüneborg

Jørgen Eckmann – hans virke til fordel for blinde

Jørgen Eckmanns død den 8. juni 2021 giver mig som formand for Blindehistorisk Selskab anledning til at standse op og fundere over hans virke og betydning for arbejdet til fordel for blinde i Danmark.

1. Opvækst og uddannelse.

Jørgen blev født den 1. september 1935 i Svendborg. Han anfører selv i en erindringsartikel fra 1990. “Jeg kommer fra et arbejdermiljø” (det besiddelsesløse byproletariat).

Min far var mølleriarbejder, min mor ekspeditrice.” I barndomshjemmet blev religionen kun tillagt betydning ved højtiderne og ved særlige familiebegivenheder. Jørgen var født blind. Det Kongelige Blindeinstitut på Refsnæs ved Kalundborg blev derfor rammen om hans skoletid fra 1943 til 1951. I nævnte artikel beskriver han denne tid på godt og ondt.

Tiden på Refsnæs efterfulgtes af en årrække som elev på Det Kongelige Blindeinstitut i København.

Efter 4 år som elev på Instituttet optræder Jørgen for første gang i DBS’s medlemsblad, hvor han får rosende ord med på vejen efter en kirkekoncert den 21. marts 1955 i Sankt Jacobs kirke på Østerbro i København. Ved denne lejlighed optrådte Blindeinstituttets musikelever og blandt disse var Jørgen, der som soloorganist spillede Bachs præludium og fuga i e-mol.

Efter yderligere 4 år omtales Jørgen i sommeren 1959 som en værdifuld sufflør i Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Ved skoleårets afslutning den 23. juni 1960 på Blindeinstituttet, kunne konstitueret forstander Folke Johansen blandt andet meddele, at Jørgen Eckmann var én af de 3 elever, som dette år havde bestået præliminæreksamen. Blindes mulighed for at bestå denne eksamen var blevet åbnet for blinde få år efter 2. Verdenskrigs afslutning. Jørgen bestod efterfølgende studentereksamen ved det 2-årige studenterkursus. Han måtte imidlertid opgive drømmen om at læse historie ved universitetet på grund af vanskelighederne ved at skaffe lærebøger i punktskrift.

Efter dette forgæves uddannelsesforsøg lykkedes det ham, at blive optaget på Den Sociale Højskole i København med henblik på at uddanne sig til socialrådgiver, et forløb, som ikke var uden vanskeligheder, idet der på skolen var stor skepsis overfor at optage blinde studerende. Uviljen på skolen overfor blinde ansøgere var så stor, at man krævede garanti fra Dansk Blindesamfund for, at Jørgen ville kunne få praktikplads her. Det garanterede DBS, men slæbte derefter Den Sociale Højskole i retten og vandt. Det var jo ikke et krav, der blev stillet til andre. Det skal i denne forbindelse nævnes, at Jørgen var den tredje blinde, som søgte optagelse på Den Sociale Højskole.

Efter endt uddannelse som socialrådgiver, drog Jørgen til England på et studieophold, der afsluttedes i efteråret 1967.

2. Medlemskab af Dansk Blindesamfund og tiden frem til 1968.

Da Jørgen rundede sit fyldte 18. år blev han i 1953 medlem af Københavnskredsen under Dansk Blindesamfund. Her engagerede han sig i arbejdet til fordel for blinde, et arbejde som snart medførte, at han blev medlem af kredsbestyrelsen, som stod under ledelse af foreningens senere navnkundige formand Svend Jensen. I 1964 blev Jørgen valgt som én af kredsens 9 medlemmer af DBS’s repræsentantskab. Et valg som siden skulle vise sig at få betydning for resten af hans liv.

I slutningen af 1963 besluttedes det at nedlægge “Elisabeth Staus hvilehjem for blinde kvinder i Lyngby”, et hjem som i 1921 var blevet oprettet af DBS’s første æresmedlem grosserer Cornelius Stau til minde om hans hustru for hendes store engagement til fordel for navnlig blinde børn og enlige blinde kvinder. Fra dette tidspunkt og frem til august 1968, hvor hjemmet blev solgt til Lyngby kommune, blev Jørgen og hans daværende kone udnævnt som ledere af hjemmet, som skulle tjene forskellige formål indenfor Blindeforsorgen, herunder som kollegie for unge synshandicappede mænd.

Samme år betros Jørgen en deltidsstilling som én af Københavnskredsens konsulenter. Studierne ved Den Sociale Højskole krævede imidlertid allerede året efter, at han for en tid måtte bede sig fritaget fra arbejdet som konsulent, indtil han i august 1966 atter blev udpeget til dette hverv. Et studieophold i England betød ligeledes, at han i slutningen af 1966 måtte træde fra som konsulent, indtil han vendte tilbage fra opholdet den 29. november 1967.

3. DBS’s nye struktur pr. 1. april 1968.

Den 10. februar 1968 afholdtes ekstraordinært møde i DBS’s repræsentantskab for at vælge ny formand, idet H. C. Seierup var blevet udnævnt til forstander for det nybyggede Blindeinstitut i Hellerup. Valget faldt på foreningens hovedkasserer i gennem 8 år Svend Jensen, hvilket betød at også hvervet som hovedkasserer skulle nybesættes. På trods af nogle enkelte kritiske indlæg på mødet blev Svend Jensen og Jørgen Eckmann begge enstemmigt valgt til de nævnte poster forud for foreningens nye struktur pr. 1. april 1968. Valget af Jørgen til hovedkassererposten resulterede efterfølgende i et par kritiske indlæg i medlemsbladet skrevet af socialrådgiver Gerhard Kaimer og programmør Henning Eriksen. Personligt havde jeg den glæde, at overvære dette skift i foreningens ledelse, idet jeg i 1967 var blevet valgt som én af Aarhuskredsens repræsentanter.

Jørgen blev på det første møde i den nye Hovedbestyrelse for DBS kastet hovedkulds ind i arbejdet som hovedkasserer, da der på dette møde skulle tages stilling til en række praktiske spørgsmål. Allerede i november måned meldte virkeligheden sig, idet han her blev stillet overfor opgaven at arrangere og gennemføre et første kursus for foreningens 20 nye kredskassererer.

Arbejdet som hovedkasserer havde allerede i 1968 nået et omfang og en karakter, der betød, at disse kun med betydeligt besvær kunne varetages af en hel blind tillidsmand. Efter at have varetaget hvervet som hovedkasserer i gennem de 3 første år efter gennemførelsen af den nye struktur meddelte Jørgen på Hovedbestyrelsens møde den 19. juni 1971, at han ønskede at fratræde som hovedkasserer med udgangen af august måned dette år, idet han ville søge videreuddannelse indenfor sit egentlige felt som socialrådgiver. Som hans efterfølger på posten som hovedkasserer valgtes Kaj Cramer.

Den 12. januar 1972 fik Jørgen en uventet håndsrækning til at realisere sin plan gående ud på, “at lære problemfamilien med det handicappede barn, at omgås handicappet” – citeret fra en omtale i Berlinske Tidende – idet han på denne dag fik tildelt Persolit-prisen, som ifølge legatets formål yder støtte til “evnerige blindes uddannelse”. Jørgen fik af legatet tildelt 10.000 kr. til sine fortsatte studier.

4. Arbejdet som fritidskonsulent i DBS.

Efter afslutningen af det såkaldte årskursus for socialrådgivere, blev Jørgen ansat som socialrådgiver ved Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvor han virkede frem til slutningen af 1979. I forbindelse med dette arbejde var Jørgen med til at udvikle planerne om en såkaldt “Ambulancetjeneste”, der med kort varsel skulle besøge personer, som pludselig var blevet ramt af et alvorligt synstab på grund af en ulykke eller sygdom. “Ambulancetjenesten” bestod af en socialrådgiver, en psykolog og en arbejdskonsulent, der sammen skulle bistå borgeren med at overvinde synstabet og så vidt muligt fastholde pågældende i sit arbejde.

Efter afslutningen af ansættelsen på Blindeinstituttet vendte han tilbage til DBS, men nu i stillingen som organisationens fritidskonsulent på hovedkontoret, der dengang var beliggende i ejendommen på hjørnet af Randersgade / Bogensegade på Østerbro i København.

Han fortsatte i stillingen som fritidskonsulent efter flytningen i 1988 af hovedkontoret til Thoravej i Københavns Nordvestkvarter frem til indvielsen af Fuglsangscentret september 1989, hvor stillingen flyttedes til centrets kursusafdeling.

Han ønskede imidlertid ikke at flytte med stillingen og forlade København. I årene, hvor han var ansat på Blindeinstituttet, stod han bag organiseringen af en række koncerter på Instituttet med blandt andre Birgitte Grimmstad, derudover organiserede han tillige koncerter i Sankt Jacobs kirke på Østerbro – han var i disse år medlem af Menighedsrådet ved denne kirke i flere valgperioder. Ved disse kirkekoncerter blev blinde musikere og komponister promoveret, det gælder blandt andre Laurids Lauridsen og Henning Riiser.

I stillingen som fritidskonsulent var han med til at udvikle en række kurser indenfor kommunikation og senblindes rehabilitering, udviklingen af disse kurser skulle senere vise sig at blive af afgørende betydning for Dansk Blindesamfunds omfattende kursusvirksomhed på Fuglsangscentret. Til belysning af Jørgens arbejde på dette område skal nævnes hans bidrag til at videreudvikle senblindekurserne, som var påbegyndt på Solgaven i Hobro i slutningen af 1950-erne, og de såkaldte AVG-kurser, der giver deltagerne mulighed for at undervise på kurser, som støttes i henhold til lovgivningen om fritidsundervisning. Derudover skal nævnes følgende nye kursustiltag:

– Læseudviklingskursus i punktskrift for erhvervsbeskæftigede – 40 timers kursus

– Kassettebåndoptageren som kommunikationsmiddel – 20 timers kursus

– Grunduddannelse af punktlærere, forsøgsprojekt af 88 timers varighed støttet af Undervisningsministeriet

– Punktskrift i hverdagen – lær punktskrift på en ny måde, fjernkursus i 10 dele

– Dansk Blindesamfunds politik – et kursustilbud for aktive navnlig nye studiekredsledere

– Dansk Blindesamfund i går, i dag og i morgen, et kursustilbud om foreningens historie, organisation og holdninger

5. Kredsformand og hovedbestyrelsesmedlem.

På kredsgeneralforsamlingen den 7. oktober 1989 i 1. Kreds Østerbro i København bliver Jørgen valgt som ny formand for bestyrelsen. Dette hverv fastholder han frem til strukturændringen indenfor DBS i 2007, hvor de 5 Københavnske kredse fra 1. januar 2007 sammenlægges til en kreds dækkende hele Københavns kommune.

Forud for omlægningen af lokalforeningerne i København til én stor kreds, blev der den 4. november 2006 afholdt en stiftende generalforsamling for den nye kreds med valg af en kredsbestyrelse. På dette møde opnår Jørgen valg til formand for kredsen, et valg som han fastholder frem til kredsens ordinære generalforsamling den 2. maj 2009.

Efter flytning til Rågeleje opnår Jørgen valg som kredsens næstformand for DBS Nordsjælland på generalforsamlingen den 15. maj 2012. På generalforsamlingen året efter vælges Jørgen som formand, et hverv, som han beholder indtil han dør den 8. juni 2021.

Jørgen Eckmann varetager således hvervet som kredsformand indenfor Dansk Blindesamfund i gennem mere end 27 år, først i Østerbrokredsen i 17 år, derefter i storkredsen for København i knap 3 år og endelig i Nordsjællandskredsen i godt 7 år, en ganske imponerende præstation.

En kredsformand for en lokalkreds indenfor Dansk Blindesamfund er tillige medlem af foreningens hovedbestyrelse. I denne egenskab har Jørgen gennem de mange år været et respekteret medlem i kraft af sin store erfaring og viden på mange områder indenfor foreningens mange virkefelter. Han har i dette arbejde ofte markeret sig med kontroversielle synspunkter, som har bidraget til debat og krav om afstemninger for at afslutte behandlingen af en foreliggende sag. Jørgens evne til at “dele vandene” kom eksempelvis tydeligt frem på Hovedbestyrelsens møde 19. – 20. marts 1994, hvor han overlevede en mistillidsafstemning med stemmerne 10 for og 13 imod om hans hverv som formand for stående udvalg 3 vedr. undervisning og kultur.

Det ligger langt udenfor rammerne af denne artikel at beskrive de mange initiativer og opgaver, som Jørgen har været involveret i dels som kredsformand dels som medlem af hovedbestyrelsen. Derfor vil jeg i et efterfølgende afsnit nøjes med at nævne nogle få områder, hvor han i særlig grad har gjort sig gældende. Et enkelt forhold skal dog fremhæves.

Jørgen var som kredsformand stærkt involveret i den lokale DSI afdeling for København- og Frederiksberg kommuner, hvor han i gennem mange år var afdelingens formand. I kraft af hans nære kontakter til politikerne på Københavns Rådhus, var han i stand til at påvirke kommunens beslutninger til gavn for byens handicappede.

Det var som lokal DSI-formand, at han holdt åbningstalen i forbindelse med De Samvirkende Invalideorganisationers 60-års jubilæumsudstilling i Københavns Rådhushal den 29. september 1994, her sluttede han sin tale med at anføre:

“Hvis vi fortsat skal holde fast ved velfærdssamfundet, selvom det i parentes bemærket naturligvis ikke må blive en statisk, uforanderlig størrelse, så må vi også sørge for, at alle de mange slagord i handicap-politikken og holdningerne til handicappede får en mening og bliver en del af vores kultur og den almindelige folkelige opfattelse af, hvad ligebehandling og medindflydelse også for helt små minoriteter reelt skal betyde.

Det skal være mit jubilæumsønske for De Samvirkende Invalideorganisationer, at vi må nå det mål, men det gør vi ikke uden samarbejde, og derfor strækker vi med denne udstilling hånden frem netop til samarbejde.

Afslutningsvis vil jeg gerne på De Samvirkende Invalideorganisationer København / Frederiksbergs vegne sige tak til Københavns Kommune, fordi vi har fået lov til at benytte dette byens fornemmeste rum til at vise, hvem vi er, hvad vi kan, og hvad vi gerne vil.”

6. Tre væsentlige indsatsområder.

For det første finder jeg anledning til at nævne undervisnings- og uddannelsesområdet. Det var på dette område Jørgen først markerede sig, idet han så tidligt som på Repræsentantskabsmødet i DBS den 15.-16. oktober 1964 sammen med en række repræsentanter fra institutterne og fra foreningens ledelse blev udpeget som medlem af det såkaldte “Skoleudvalg”, som fik til opgave at udarbejde et oplæg til en konference om den fremtidige skoleundervisning af blinde. Konferencen, der blev afholdt i dagene 19. -20. juni 1965 på Blindeinstituttet, blev det egentlige opgør med skolepligten for blinde og en begyndende accept af integrationen af synshandicappede børn og unge i Folkeskolen.

Jørgen Eckmann havde i sit eget uddannelsesforløb oplevet de ny tendenser på området. Både som fritidskonsulent og som formand for det udvalg under Hovedbestyrelsen, som beskæftigede sig med undervisning og kultur, markerede han sig i over 35 år. Specielt finder jeg anledning til at nævne den pionerindsats, som Jørgen Eckmann spillede i udviklingen af de såkaldte “Senblindekurser” på Solgavehjemmet i Hobro. Han var i forbindelse med udviklingen af disse kurser en ubetinget fortaler for, at undervisningen på disse burde forestås af blinde eller stærkt svagsynede lærere.

For det andet vil jeg nævne punktskriften, som var et område som han kærede sig om gennem hele sin tid som ansat og tillidsmand. Det hævdes, at Jørgen selv hørte til blandt de skrappeste punktlæsere herhjemme.

DBS’s Hovedbestyrelse behandlede på sit møde november 1982 en rapport, som tilsigtede at fremme brugen af og kendskabet til punktskrift. Rapporten var et led i et længerevarende udviklingsforløb. De forskellige undervisnings- og kursustilbud på området, som er nævnt i afsnittet om hans arbejde som fritidskonsulent, skal ses som opfølgning på denne rapport.

I 1993 blev der vedtaget en ny standard for punktskriften i Danmark for at tilpasse denne til den informationsteknologiske udvikling. Her var Jørgen med til at sikre opdateringen af lærernes kvalifikationer og udviklingen af et tilpasset undervisningsmateriale benævnt “Læs og lyt”.

I årene 1992 – 1997 var han én af DBS’s 3 repræsentanter i Det Danske Punktskriftsnævn.

Endelig vil jeg nævne Jørgens interesse for blindes historie. Hans væsentligste indsats på dette område var hans arbejde som formand for Blindehistorisk Selskab, i de første 8 år efter stiftelsen af selskabet den 18. november 1994. Forud for denne begivenhed havde han udfoldet store bestræbelser i DBS’s hovedbestyrelse for at opnå tilslutning til, at foreningens historie blev nedskrevet. I den forbindelse skal det nævnes, at han sammen med sin kollega Thorben Koed Thomsen stillede forslag om at yde økonomisk støtte til driften af Luis Braille museet udenfor Paris.

Hans interesse for blindes historie satte sig, som det kan ses under omtalen af hans arbejde som fritidskonsulent, spor i form af nye kursusinitiativer om dette emne. Endelig skal det nævnes, at han ofte fortalte om blindes historie som oplægsholder ved arrangementer i klubber og på møder i DBS’s lokalkredse. Jeg formoder, at det ikke mindst var hans særlige interesse for blindes historie, der tilskyndede ham til at blive medlem af “Selskabet Kjæden”, som gennem private bidrag stod bag oprettelsen af det første “Kongelige Blindeinstitut” i 1811.

På DSI’s hovedbestyrelsesmøde den 19. april 1995 blev Jørgen valgt som organisationens næstformand for en 3-års periode. Handicappedes undervisning og uddannelse samt deres historie var områder som spillede en central rolle i det arbejde som Jørgen udfoldede som næstformand i De Samvirkende Invalideorganisationer – i dag benævnt Danske Handicaporganisationer.

Sammen med Handicaphistorisk Selskab for Handicap og Samfund stod DSI bag den handicaphistoriske konference den 14. september 1995 i Nationalmuseets festsal. Ved denne lejlighed udtalte Jørgen følgende i sin åbningstale:

“Det er vigtigt for mig at slå fast, at vi må sikre individets og gruppernes historie i lige så høj grad som institutionernes og organisationernes historie. Vi må sikre, at vi kan skrive handicappedes historie, fordi det bl.a. er historien om relationerne mellem det såkaldte normalsamfund og de såkaldte handicappede, historien om, hvordan vi handicappede har påvirket samfundet og er blevet påvirket af den kulturelle, sociale, den uddannelses- og erhvervsmæssige udvikling i vort samfund. Det er historien om onde og gode begivenheder, historien om det menneskelige og det umenneskelige, om segregering og integrering i samfundet og meget andet.”

7. Afsluttende bemærkninger.

Det er mit håb, at jeg med ovenstående beskrivelse af Jørgen Eckmanns indsats til fordel for ikke mindst blinde og svagsynede i Danmark, har ydet ham den retfærdighed, som han fortjener.

Som formand for Blindehistorisk Selskab har jeg gennem de seneste 5 år haft stor glæde af at kunne trække på Jørgens kendskab til begivenheder og personer indenfor blindeområdet i de seneste mere end 50 år. Den omstændighed at Jørgen døde på dagen for Dansk Blindesamfunds 110-års fødselsdag har for mig noget nær symbolsk karakter.

Man har sagt om DBS’s tidligere næstformand Karl Vilhelm Andersen, at han kendte navnene på alle medlemmer og deres nærmeste familie, det er muligvis en sandhed, som skal tages med et gran salt. Hvorvidt Jørgen havde et tilsvarende kendskab til DBS’s medlemmer skal jeg lade være usagt, men han lærte, i gennem sin lange indsats indenfor organisationen, utrolig mange medlemmer at kende. Dette kendskab blev i de sidste mange år af hans liv udbygget gennem ansvaret for mange jule- og nytårsarrangementer på Fuglsangscentret sammen med sin kone Bente af andet ægteskab. De var et meget populært værtspar ved disse arrangementer og andre lignende tilbud på centret. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at Jørgen vil blive savnet af rigtig mange medlemmer indenfor DBS.

Kilder:

Dansk Blindesamfunds Medlemsblade 1951 – 2021

Referater af Dansk Blindesamfunds repræsentantskabsmøder 1960 – 1968

Referater af Dansk Blindesamfunds Hovedbestyrelsesmøder 1968 – 2021

Tidskriftet ” Handicap og Samfund” nr. 5 februar 1995 og nr. 6 december fra 1995

Artikel fra Refsnæsskolens tidsskrift „Refsnæs-Nyt” i 1990, “Spredte barndomsminder” af Jørgen Eckmann, genoptrykt i Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 oktober 2001

5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – Anden artikel af 4

Afstraffelse med metalskohorn, hvorfor Jesus kom på blindeskole, traktorkørsel i blinde og hvordan man med ti tommelfingre kan få førstepræmie i frisløjd.

I forrige nummer af Nyhedsbrevet blev første del af mine erindringer afsluttet med beretningen om, hvordan jeg i en ferie hjemme hos mine forældre, der havde et slagteri og en slagterforretning i Kolind på Djursland, skød en gris, mens byens andre drenge, som alle kunne se, måtte nøjes med at skyde fugle.

Som jeg tidligere har nævnt, boede drengene fra 1. til 3. klasse og pigerne op til 7. klasse på Østskolen. En af de assistenter, der passede os, når vi ikke var i skole, hed Inga Bloch, og hun var decideret ondskabsfuld.

F.eks. tvang hun nogle af de små elever til at spise deres eget bræk, hvis de var kommet til at kaste op i havregrøden om morgenen.

Jeg har ikke selv prøvet det men oplevet, at min lillesøster, da hun gik i 1. klasse, blev tvunget til det, mens vi sad i spisestuen. Jeg gik selv i 3. klasse og var meget ked af det men desværre ikke modig nok til at prøve at forhindre det.

Heldigvis kom vores mor på uanmeldt besøg en dag, hvor frk. Bloch igen var i gang med at fodre min søster med opkast. Hun så det og blev naturligvis rasende, tog tallerkenen med over til forstanderen, knaldede den ned i hans skrivebord og sagde, at hun ikke ville finde sig i sådan noget svineri.

Det var med til at bevirke, at Inga Bloch ikke fortsatte som assistent men fik arbejde som gymnastik- og svømmelærer. Men hvis nogle af de små piger ikke kom hurtigt nok i svømmehallen, har jeg hørt, at hun sagtens kunne ”hjælpe” dem ned i bassinet med et velanbragt skub.

Hun kunne også finde på at stå i en af opholdsstuerne, uden at man vidste, hun var der og høre, om der blev sagt noget dårligt om hende; og hvis det var tilfældet, fandt man hurtigt ud af det i form af en på hovedet.

Nogen gange brugte hun også et langt skohorn af metal til at slå med. Det skete en aften, hvor der var pudekamp på sovesalen; for selv om man er blind, kan man selvfølgelig godt kaste med puder og prøve at ramme hinanden. Selv havde jeg været henne på medicinstuen for at få hostesaft, mens kampen foregik. Men da jeg nærmede mig sovesalen, lød der ret høje skrig, og det var ikke svært at regne ud, hvad der var gang i. Jeg har altid været meget forsigtig i den slags situationer, så jeg skyndte mig bestemt ikke med at komme ind til de andre. Men da frk. Bloch endelig fik øje på mig, sagde hun meget højt, at hvis jeg havde været der, så ville jeg uden tvivl have været en af de værste. Men da hun nu altså kunne konstatere, at jeg ikke havde været med, skulle jeg ikke have et slag over låret med skohornet, som de andre men nøjes med en lussing. På det punkt var hun nu også ganske dygtig.

På et tidspunkt, mens jeg gik i 2. klasse, blev vi så rasende på hende, at alle drengene i 2. og 3. klasse aftalte at overfalde hende en aften.

Først skulle Carlo, som var ret stor og så temmelig godt i forhold til mange af os andre, kaste sig over hende bagfra, og derefter skulle vi komme alle sammen og slå hende med vores livremme eller seler.

Overfaldet blev gennemført, men desværre kom nogle af os også til at ramme hinanden, da vi slog løs på hende.

Vi kunne høre, at hun virkelig var bange, selv om hun prøvede at lade som om, det bare var en sjov leg. Det var da også det, hun bagefter sagde til plejemoren for at få det dysset ned, da hun selvfølgelig vidste, at vi var vrede nok til at fortælle om de mange overgreb, hun havde udsat os for.

Men den krone, som vi hver fik i lommepenge om måneden, blev ikke udbetalt næste gang, fordi hun sagde, at den skulle gå til rensning af hendes kjole.

Som voksen besøgte jeg sammen med min kone og vores lille søn Blindeinstituttet for at holde foredrag for forældre, der havde fået et blindt barn; og så mødte jeg pludselig Inga Bloch igen.

Jeg har været omkring 25 år, men da jeg stod over for hende og hørte hendes forfærdelige stemme, blev jeg i tre-fire sekunder igen en lille, bange og forsvarsløs dreng. Det var i den grad en anskuelig oplevelse af, hvad ens krop kan huske efter så mange år.

 

Instituttets forstander hed Paul Petersen og havde som soldat været garder. Han gik meget ind for disciplin, og hvis man havde overtrådt en af skolens mange regler, kunne han finde på at sige , at han nu ville ringe til en opdragelsesanstalt for at få vedkommende anbragt der. Han ringede så, mens man hørte det; og når der så var gået nogle timer, kom han og sagde, at han denne gang ville lade nåde gå for ret, men at hammeren nok skulle falde næste gang.

Først da jeg gik i 7. klasse, fortalte han os grinende i en historietime, at han da bare havde ringet til sin kone men bildt os ind, at det var en opdragelsesanstalt, han talte med.

En af de mange bestemmelser på Østskolen var, at der ikke måtte snakkes, når man spiste. Men helt fra min tidlige barndom har jeg altid haft svært ved at tie stille, så derfor blev jeg ret tit sat uden for døren, når der skulle drikkes eftermiddagsmælk i spisestuen.

På det tidspunkt gik forstanderen fra sit kontor hjem for at drikke kaffe, og de drenge, der stod uden for døren, var aldrig i tvivl om, at det var ham, der med sine taktfaste garderskridt nærmede sig spisestuen. Man fik så en på den ene side af hovedet, og så sagde han: ”Du skal jo gerne kunne stå lige”, og så fik man også én på den anden side.

Mange i min generation har naturligvis fået lussinger, som jo var helt almindeligt i vores barndom. Men det er dog min opfattelse, at der ofte skulle noget mere til for at få en på kassen, end det var tilfældet på Refsnæs, hvor vi jo heller ikke havde vores forældre i nærheden.

Vi fik tit at vide, at en rigtig dreng ikke sladrer hjemme, og jeg kan kun forestille mig, at det må have været for at gardere sig imod, at vi fortalte vores forældre, hvad vi havde været udsat for, når vi kom hjem på ferie.

Aftenen inden ferien begyndte, blev der altid spillet banko på de store drenges afdeling om en masse slikpræmier.

Der skulle virkelig kræses for os, og så havde man jo selvfølgelig noget godt i frisk erindring at fortælle, når man kom hjem til familien.

Min klasselærer frk. Gyldenbjerg var ligesom mange af de andre lærere en virkelig god pædagog. Hun havde bl.a. anskuelsesundervisning, hvor vi fik mulighed for at opleve masser af ting med alle vores sanser. F.eks. besøgte vi et mejeri og prøvede at kerne smør, ligesom vi også var oppe i en mølle for at opleve, hvordan der blev malet mel. Det er naturligvis vigtigt at lade alle børn få vidt forskellige oplevelser, og på det punkt var undervisningen på Blindeinstituttet helt i top. Vi fik på mange områder en konkret virkelighed bag vores sprog, så vi ikke bare talte abstrakt om noget, vi egentlig ikke vidste, hvad betød. I den sammenhæng var frk. Gyldenbjerg særdeles dygtig. Desuden var hun meget religiøs, hvad alle hurtigt blev klar over, når de mødte hende. Hun talte meget om Jesus, og hvor vigtigt det var, at vi bad til både ham og hans himmelske far. På et tidspunkt hang hun også et stort Jesusbillede op i vores klasse, og da flere af os jo ikke kunne se det, fortalte hun uhyre detaljeret og længe om, hvordan det så ud.

Nogle af os havde dog efterhånden fået nok af al den snak om Jesus, og hvor lidt der skulle til, for at man burde få dårlig samvittighed; og da han nu alligevel hang i klassen, fik jeg og et par andre den idé, at han lige så godt kunne komme rigtig på blindeskole. Så vi fik en af de drenge, som så bedst, til at stikke et par tegnestifter i hans øjne. De sad der næste morgen, da frk. Gyldenbjerg kom ind i klassen, og hvis vi havde forudset hendes reaktion, er jeg ikke sikker på, vi ville have gjort det. I hvert fald er det en af de mange ting, jeg i mit lange liv har fortrudt.

Hun brød fuldstændig sammen, og i sin voldsomme gråd spurgte hun flere gange, hvem der havde været så ond og sagde, at man risikerede at komme i Helvede, når man gjorde sådan noget. Ingen af os gik dog til bekendelse, og der var heller ikke andre, som sladrede. Så hun fik aldrig sandheden, mens hun var her på jorden.

Når vi skulle i 4. klasse, flyttede drengene over på Vestskolen, hvor man heldigvis gerne måtte snakke under måltiderne, og hvor vi også begyndte at få undervisning i sløjd. Det glædede jeg mig virkelig til men fandt desværre hurtigt ud af, at næsten alle de andre var meget dygtigere til at save, hamre og høvle. Man skulle gerne afslutte det første år med at lave en taburet, og de næste år gik man så videre med bl.a. en mere kompliceret stol og en kælk. Men da jeg gik i syvende klasse, var jeg stadig i gang med benene til taburetten, som da heller ikke nåede at blive helt færdig, inden jeg forlod Refsnæs.

Der var dog også noget, som hed frisløjd, hvor vi hver mandag, når sløjdlæreren hr. Ditmann havde aftenvagt på Vestskolen, blandt meget andet kunne lave pålægsgafler, lagkageknive og forskellige lamper. Der blev brugt træ eller ben til skafterne og kohorn til at sætte lampens fatning og pærer fast i.

Det sidste år, jeg tilbragte på Refsnæs, havde min far givet mig to meget fine horn fra en af de køer, der var blevet slagtet hjemme. Jeg ville nemlig som julegave til min mor lave en såkaldt tvillinglampe, hvor der skulle sættes fatning og pærer i hvert horn, som så blev sat sammen.

Den skulle virkelig være flot, og hver mandag aften i de sidste måneder inden juleferien arbejdede jeg ihærdigt med hornene. Først skulle man bruge en rasp og derefter en fil for at få de værste ujævnheder fjernet. Derpå groft og så finere og finere sandpapir og til sidst ståluld og pudsecreme.

For at stimulere drengene til at bruge hænderne og lave julegaver blev der en af de sidste dage inden juleferien uddelt første- og andenpræmier til de fineste ting, og da var min lampe netop blevet færdig. Stor var både min og formodentlig de fleste andres overraskelse, da det blev meddelt, at årets eneste førstepræmie gik til mig, mens min gode ven Jørgen fik adskillige andenpræmier. Han var hamrende dygtig og havde nok lavet mindst ti forskellige ting, mens jeg altså bare havde arbejdet med to kohorn i flere måneder. Det var ikke sløjdlæreren selv, der bedømte årets resultater og uddelte præmierne, ellers havde denne store uretfærdighed næppe fundet sted. Men jeg har uden tvivl snakket om, hvor vigtigt det var at være grundig og pralet ganske meget hjemme uden naturligvis at fortælle om alt det, Jørgen og mange af de andre havde fået fra hånden. Og det passede mig selvfølgelig vældig godt i betragtning af, hvor elendig jeg ellers var til sløjd.

Traktorkørsel i blinde

”Kør ligefrem og så lidt til højre. Frem igen og nu skarpt til venstre”.

Jeg hørte råbene og fulgte dem, mens jeg som niårig traktorfører kørte alene rundt på en af markerne i min fødeby Kolind. Og jeg kan stadig huske, hvordan gearene ligger i en Ferguson. Frem med gearstangen og så fra venstre mod højre: Første, tredje, start og tilbage med den og igen fra venstre: anden, fjerde og bakgear.

Det var ret almindeligt, at mange drenge på den alder i Kolind prøvede at køre traktor, og det fik jeg så også lov til men selvfølgelig under opsyn. I det hele taget ville jeg gerne gøre meget af det samme, som andre gjorde i Kolind, så jeg efter ferien kunne fortælle og vel egentlig også prale af noget af det, jeg havde lavet sammen med andre børn hjemme.

Min søster og jeg fik både kammerater og venner i Kolind, mens Jeg kender adskillige blinde, som ikke blev stimuleret af og legede med andre børn, når de var hjemme. Vi var så heldige, at vores forældre ud over slagterbutikken også havde et lille slagteri, hvor en del af byens børn kom for at se, hvordan der blev slagtet grise, køer og andre dyr. Nogle af dem fandt så ud af, at Inge og jeg da faktisk var ret normale at være sammen med; og det har haft kolossal betydning for vores sociale udvikling at blive udfordret og lære at begå sig blandt jævnaldrende børn, som kunne se, når vi det meste af tiden ellers udelukkende var sammen med andre blinde.

Min bedste ven var Lars – søn af skomager Keiser, og jeg kendte også både hans lille- og storebror Svend Erik og Henning og kender i øvrigt stadig dem alle tre.

Lars og jeg var næsten præcis lige gamle, og han begyndte som bydreng i slagterbutikken, da vi var omkring 12 år. Vi legede bl.a. med mit elektriske tog men kørte også mange ture på en gammel tandem, som min far havde købt.

En dag, hvor vi havde fået lov at køre helt til Grenå Havn (ca. 25 km) for at besøge min onkel Erik og hans kone Marie, trak vi på et tidspunkt tandemen op af en ret stejl bakke. Pludselig hørte jeg en kvinde bag os sige, at det da var et vældigt køretøj, vi havde; og da hun så spurgte, hvem der sad forrest, når vi kørte, sagde Lars, at det skiftedes vi til. Det svar var jeg særdeles glad for, for dengang ville jeg tit gerne lade, som om jeg kunne se. Når folk fandt ud af, at jeg var blind, gav de nemlig næsten altid udtryk for, at det var forfærdelig synd for mig, og så kunne det være svært at få en almindelig samtale i gang. Der gik dog ikke mange år, før det blev meget mere naturligt for mig at fortælle og vise, at jeg var blind. Det hænger uden tvivl sammen med, at min viden på vidt forskellige områder gennem erfaringer og uddannelse blev stadig større, så jeg kunne tale med om mange emner og dermed ikke bare blev betragtet som en stakkel, hvad jeg aldrig har anset mig selv for at være.

I min barndom blev der ligesom nu skudt fyrværkeri af i dagene op til og efter nytårsaften; og det var der mange børn i Kolind, der gjorde, så det ville jeg også være med til. Jeg fik så en kineser i hånden eller nogle gange faktisk også en kamel, som var lidt større. Lars eller en af mine andre kammerater satte ild til lunten, og jeg kunne høre, når den var tændt. Men der blev også altid råbt: ”Smid den nu”, og det gik heldigvis aldrig galt. Men det gjorde det derimod, da Inge ville prøve en kineser, og faktisk var det med skam at melde hendes blinde storebror, som tændte lunten. Samtidig med, at jeg fik sagt ”smid den”, skreg hun: ”Er hånden der endnu”? Jeg blev forfærdelig bange, mens min far kom styrtende og sørgede for, at hånden, der heldigvis var hel, kom i koldt vand, hvorefter der blev talt med meget store bogstaver til mig; og det var sidste gang, at min far i hvert fald konstaterede, at jeg legede med fyrværkeri.

Sammen med Lars, hans brødre og andre børn spillede jeg også både skak og kort. De kort, blinde spiller med, har små mærker, som man kan føle og dermed vide, hvad det er for kort, man sidder med. Det giver naturligt nok tit anledning til vittigheden om at spille med blind makker og mærkede kort. Man skal så selvfølgelig sige, hvilke kort der bliver lagt ud, så de blinde spillere ved det.

Et skakspil for blinde har huller i alle brættets felter, og hver brik har en pind i bunden. De sorte felter er lidt ophøjede, og de sorte brikker har et lille mærke i toppen. De få ændringer i forhold til et almindeligt skakspil gør, at man kan spille mod både blinde og seende.

Selv om mange måske ikke umiddelbart tænker over det, så er der lige så stor forskel på mennesker, der ikke kan se som på alle andre, og jeg har mødt adskillige blinde, der er virkelig gode til at spille kort eller skak. Dem hører jeg bestemt ikke selv til, men som barn syntes jeg, det var sjovt at spille casino, whist, skak og for den sags skyld også mølle og dam.

Det sker da også stadig, at jeg spiller med mine børnebørn, og hvis jeg taber i Sorteper, er de vældig begejstrede for at male mig sort i hovedet.

Min søster og jeg var jo kun hjemme på ferie fire gange om året, hvor vi blev meget forkælede. Da jeg var syv år, købte vores forældre to ponyhopper og en hingst. Når jeg red sammen med kammerater, fulgte min hest bagefter en af de andre, og hvis jeg var alene sammen med min far, sagde han, hvornår jeg skulle dreje – ganske på samme måde, som når jeg kørte traktor. Vores ponyer blev med deres mange føl, som også fik føl, efterhånden til ca. 30 heste, og den ældste af hopperne Gnister levede så længe, at min søn Martin har redet på den. Vores forældre forærede et af dens føl til blindeskolen, og det gav mig ret meget prestige blandt de andre elever at være en slags hesteejer, selv om det jo var skolen, der havde fået Tulle, som hesten hed.

Da vi vendte tilbage efter den første ferie, hvor Tulle var kommet til Refsnæs, mente et par af drengene, at hesten kunne genkende mig, og jeg lod dem i hvert fald blive i troen.

Men bortset fra den lille oplevelse var det bestemt ikke rart at komme tilbage til Refsnæs efter vores dejlige ferier. Den dag, vi skulle hjemmefra, var der næsten altid nogle faste ritualer. Om morgenen kom vores mormor og sagde farvel med en plade chokolade og en pose bolsjer til os hver. Jeg gik også rundt til flere i byen og sagde farvel –bl.a. til bødker Pedersen, som havde sit værksted meget tæt på vores bilgarage. Det kunne jeg som ret lille finde alene ved at gå efter lyden af hans værktøj, når han lavede smørdritler.

Omkring kl. ti kom Hans, der også skulle til Refsnæs, så sammen med sin mor. Han var et år ældre end mig og søn af fodermesteren på den nærliggende proprietærgård Sivested Odde. De havde ikke bil men kørte altid med os til Aarhus, hvor Kalundborgfærgen sejlede lidt i 12. Når Hans var kommet, gjaldt det om at gemme sig; og det var absolut ikke, fordi jeg havde noget imod ham. Men jeg vidste, at vi nu hurtigt nærmede os det tidspunkt, hvor vi skulle køre for at nå færgen. Hvis klokken først blev 11, ville den i hvert fald være sejlet, inden vi kom til havnen i Aarhus. Desværre var jeg ikke fantasifuld nok til at finde et godt gemmested. Det blev alt for tit bag en af lænestolene, og det lykkedes mig aldrig at skjule mig så længe, at vi måtte opgive at tage afsted. Jeg forsøgte dog stadig, indtil jeg var omkring ti år men syntes måske så, at jeg var ved at være for stor til at gøre sådan noget.

På Refsnæs flyttede drengene som tidligere nævnt fra Øst- til Vestskolen, når vi skulle i 4. klasse, og piger og drenge måtte ikke komme på hinandens afdelinger uden først at få tilladelse, og det var ikke nok, at man bare havde lyst til at besøge hinanden.

Hver søndag formiddag kl. ti blev der ringet til Inge og mig hjemmefra hvor jeg så gik over på Østskolen, som havde en telefonboks med to rør. Men selv om det altså skete gennem flere år, og alle lærere og andre, som havde opsyn med os på Vestskolen, vidste det, skulle jeg alligevel hver gang spørge om lov til at gå over og tale i telefon med mine forældre. Og engang da jeg ikke kunne finde den vagthavende, inden jeg gik derover, blev jeg skældt ud, da jeg kom tilbage. Bortset fra de telefonsamtaler var jeg stort set kun sammen med min søster i ferierne, hvad der jo i dag virker fuldstændig afsindigt.

Havde man fået en kæreste, var det også vanskeligt at komme til at tale med hende udenfor skoletiden, hvis man ikke lige gik i samme klasse, hvor der var lektielæsning en time om eftermiddagen.

En af mine klassekammerater hed Birte, og i 3. klasse var vi kærester, men det varede dog desværre kun nogle få måneder; for hun var næsten et år ældre end mig og temmelig ombejlet af ældre drenge. Men mens jeg endnu regnede med, at det skulle være os to, gav jeg hende en dag efter lektielæsningen et kærestebrev. Det blev senere fundet og læst af plejemoderen, der tog en alvorlig snak med mig om, at en dreng på min alder sandelig var alt for lille til sådan noget. Jeg blev brandvarm i kinderne og vidste så, at jeg var rød i hovedet, men min interesse for piger forsvandt i hvert fald ikke.

Efter juleferien i 7. klasse blev jeg forelsket i Lis, som kunne se lidt og gik en klasse under mig. Så når vi skulle lave aftaler om at mødes, skete det i kærestebreve, hvor en af pigerne i min klasse fungerede som postbud mellem os. Vores faste mødested var en stor forgang på Østskolen, der blev kaldt bislaget, hvor elevernes overtøj hang i skabe uden døre. Der sneg jeg mig så over efter aftensmaden, og vi kunne stå i skjul bag frakker og snakke og kysse. Men jeg måtte sørge for at være tilbage i god tid før kl. ni, hvor vi skulle i seng, og jeg kunne heller ikke være væk i for lang tid, hvis nogen spurgte efter mig, og man begyndte at lede. Disse ret uskyldige stævnemøder bag frakkerne fandt nok sted en to tre gange om ugen i resten af skoleåret, som var mit sidste år på Refsnæs, og vi blev ikke opdaget på noget tidspunkt. Derimod blandede den møgirriterende musiklærer Viggo Wøhlk sig i vores forelskelse. Han spillede klaver, når der var undervisning i dans og havde hørt, at Lis var min kæreste. Selv om jeg altid godt har kunnet lide at danse tæt, har dans aldrig hørt til mine spidskompetencer, og jeg nåede ikke længere end til 4. hold, mens Lis gik på 5. hold. Der dansede man bl.a. Lancier, og en aften inden undervisningen begyndte, sagde Wøhlk, at det undrede ham meget, at Lis ville komme sammen med mig, som ikke var dygtig nok til at gå på hendes hold, selv om jeg var et år ældre end hende. Det virkede, og dagen efter slog hun op med mig. Den 13-årige Ove blev selvfølgelig meget ked af det men også rasende, og i et langt brev til hende fik jeg svinet den møgmusiker så godt og grundigt til, at Lis og jeg efter få dages pause igen mødtes som kærester bag de skjulende frakker.

I et kommende nummer af Nyhedsbrevet bliver næstsidste afsnit bragt, og her fortæller jeg bl.a. om at organisere strejker, når vi ikke kunne lide maden på Refsnæs, og hvordan man lærte at færdes alene og gå til købmanden –faktisk også efter både øl og smøger.

6. Bogudgivelse: “Den unge Verners lidelser” af Henning Østrup Rasmussen.

Omtale ved Poul Lüneborg.

Henning Østrup Rasmussen, der er et af selskabets medlemmer, har taget sig for at udgive en familiekrønike i 3 bind. Det første bind på 292 sider ” Ud i verden og retur – fra Østrup til Amager” udkom den 19. april og er omtalt i Nyhedsbrev nr. 1/2021.

Nu er Henning klar med bind 2.

Den unge Verners lidelser, glæder og fornøjelser er en nøgleroman, opstået fra forfatterens far Egons ”skriverier”. Navnene er opdigtede, karaktererne dækker flere personer. Verner er meget langt hen ad vejen Egon, men har også en del andre personligheder gemt i sig. Forfatterens mor, Jytte, gemmer sig i flere af de kvindelige karakterer.

Bogen beskriver en gruppe unge mennesker, de fleste under uddannelse eller værnepligtige. De mødes jævnligt forskellige steder på Amager, hos hinanden eller i et gammelt sommerhus i Kongelunden, på ture i det nordsjællandske, fisketure på Sjælsø og meget mere. Hvordan de trods de mørke tider morer sig på forskellig vis, deres kærlighedsliv og de trængsler, dette medfører.

Det antydes i bogen, at de deltog aktivt i modstanden mod den tyske besættelsesmagt. Dette kapitel har været tabu i familien gennem årene, men noget er der dog kommet frem som også beskrevet i 1. bind Ud i verden og retur – fra Østrup til Amager.

Familiekrønikens 3 bind udgives alle på forlaget Mellemgaard. Bind 2 er på 348 sider og kan købes gennem forlaget og i enhver boghandel til en pris af 279,95 kr. Bogen forventes udgivet den 20. september 2021 og vil i lighed med bind 1 snarest derefter kunne lånes på Nota.

Bind 3, er en dagbog skrevet af Hennings fars førerhund ”Jack”. Denne giver, på en humoristisk måde et billede af, hvordan det føles at blive blind i en forholdsvis fremskreden alder”. Henning Østrup Rasmussens far Egon mistede synet i løbet af 1970’erne, han døde i 1994. Henning er også selv blevet ramt af et alvorligt synshandicap på grund af en øjensygdom, som blev konstateret for en snes år siden.

Henning Østrup Rasmussen bor i Skodsborg, han blev født i 1943 på Amager.

Bind 3 er på trapperne og vil senere blive omtalt, når datoen for udgivelsen foreligger. Man vil imidlertid allerede nu kunne få en forsmag på denne udgivelse, idet man kan læse et uddrag af “Jacks dagbog” i Nyhedsbrev nr. 4/2017.

7. Hvem var Svend Rindom? ved Rudi Kurt Geert-Jørgensen.

Ved Blindehistorisk Selskabs generalforsamling i juni 2021 blev der i anledning af Arne Kroghs død i maj måned i år, afspillet et teaterstykke af forfatter, skuespiller og dramatiker Svend Rindom.

Svend Rindom er i dag ikke nogen kendt forfatter; men i første halvdel af 1900-tallet var han et navn inden for film og teater. Nu vil man finde ham noget antikveret, og hans personer er mere symbolske figurer end egentlige personer.

Svend Peter Christian Rindom.

Født 30. juni 1884 i København. Død 10. december 1960.

Skuespiller og forfatter, var søn af sognepræst ved Skt. Johannes i København, Axel Frederik Laurits Rindom og hustru Johanne Vibeke Birch.

Student i 1902 fra Lyceum (højere skole), Cand.Phil. 1903 og blev uddannet som skuespiller ved Aarhus Teater, hvor han debuterede i 1903. Han var tilknyttet teatret i sæsonen 1904-1905. Siden var han tilknyttet Dagmar Teatret, Casino og Folketeatret indtil 1950, dels som skuespiller, dels som sceneinstruktør. Han havde længere ophold i Berlin, Paris og London.

Rindom begyndte ved filmen i 1912, hvor han både skrev manuskripter, spillede hovedroller og instruerede. Det blev til cirka 15 film ved forskellige selskaber.

Han medvirkede i adskillige stumfilm.

I 1910 fik han sin dramatikerdebut med “Komedianter” på Det Ny Teater og har senere skrevet en lang række skuespil, der er blevet opført på danske scener samt i Norge, Sverige, Tyskland, Østrig og Holland.

Endvidere skrev han romanen “Ruths bog”.

Svend Rindom debuterede som manuskriptforfatter i 1912. Hans kendteste arbejde er manuskriptet til Carl Th. Dreyers film “Du skal ære din hustru”, som blev filmatiseret i 1925. Han har også skrevet det dramatiske forlæg til skuespillet ”Tyrannens fald”.

Han er far til skuespillerinden Jessie Rindom.

I 1915 skrev Svend Rindom skuespillet ”Fred på jorden”, og det udkom på Hasselbalchs Forlag 1916. Stykket kan med noget besvær hjemtages fra biblioteket som bog. Jeg har også fundet den i et antikvariat i det indre København, så jeg ejer den faktisk selv.

Svend Rindom blev en af de mest benyttede forfattere i de første tre årtier af tonefilms-æraen.

Hans teaterstykke ”Fred på Jorden”, som blev afspillet den sidste dag på generalforsamlingen i juni, er stærkt antikrigs og klarsynet, hvad krig og krigens konsekvenser angår, i forholdet til det enkelte menneske.

Forestillingens omdrejningspunkt er to fiktive lande, der ligger i krig med hinanden. Den ene af hovedpersonerne er faktisk indvandrer til det ene af landene, så her er da lidt at tænke over, også i dag. Krigen splitter en ellers lykkelig og superborgerlig familie i to lejre.

Stykket, som jo altså er fra 1915 og dermed skrevet under første verdenskrig, kunne ligeså godt være skrevet omkring den anden verdenskrig.

Forfatteren selv blev interviewet til Aftenbladet. København 1. november 1915.

Ud af Folketeatrets port kommer forfatteren af skuespillet ”Fred På Jorden” Svend Rindom. Han, der ellers til daglig gør et lidt drømmende og melankolsk indtryk, stråler nu over det hele. ”De ser så glad ud hr. Rindom”

”Synes De jeg har grund til andet, det er jo en fest for mig at se, hvorledes folk strømmer til mit stykke. Og så det, at min hensigt med ”Fred På Jorden” er gået i opfyldelse. Folk samler sig jo for at befri sig både for det pres, som krigen lægger på dem, og for den harme, som de føler med krigen. Og en ting til glæder mig meget, nemlig det at se, hvordan skuespillerne holder forestillingen oppe. Den går stadig lige så sikkert og følt og med den samme alvorlige stemning som på den første aften. Som skuespiller ved jeg selv, hvor vanskeligt det er aften efter aften at bevare netop sådan en stemning.

For øvrigt er det også glædeligt for mig at se, hvor meget der er i de to første akter, som folk morer sig over. Det gælder blandt andet stiklerierne inden for familien og moderens forhold til de to voksne sønner. Folk sidder altså ikke og græder hele aftenen”.

Dansk Blindesamfunds Amatørteaters optagelse er foretaget af den legendariske Tage Poulsen, hvis lydarkiv nok er værd at gå på opdagelse i for et historieselskab. Man havde det ikke helt nemt som lytter, da optageforholdene ikke har været optimale.

Det er en stor hjælp at aflytte optagelsen på hovedtelefoner. Dette er dog svært, da optagelsen ikke er tilgængelig på grund af kedelig kulturpolitik omkring ophavsrettighederne, som også har lukket Radioteatret. Det er svært at bedømme præstationerne på grund af lydkvaliteten, men jeg tror bestemt, at Hans Erik og Henrik Olsen har gjort, hvad der stod i deres magt. Selv om det var Arne Krogh, der blev fejret, var det især Niels Eskjær jeg lagde mærke til. Hans stemme trænger igennem overalt, og han har en fantastisk diktion. Det var faktisk først, da jeg sad med det trykte materiale, at jeg blev helt sikker på Arne Kroghs rolle.

Som historisk indslag var det rigtig godt. Og det var de halvanden times lytning værd. Man har jo også som historiker gået på opdagelse i gamle ulæselige håndskrifter.

Det er lidt trist at tænke på, at Dansk Blindesamfunds Amatørteater ikke længere eksisterer. Det ville være fantastisk om man kunne genoplive det, om ikke andet så som ”radioteater”.

Kilder:

Hans Erik Olsen, danskefilm.dk Gladsaxe Bibliotek og Mediestream, Det kongelige Bibliotek.

https://www2.statsbiblioteket­dk/mediestream/avis/record/doms_aviser_page%3Auuid%3A5ea8985b-c61f-49f2-be66-63f210b7967a/query/Svend%20Rindom

8. Information om generalforsamling 2022

Af Poul Lüneborg

Jeg har som formand allerede fået flere henvendelser om tidspunktet for næste års generalforsamling i Selskabet. Derfor denne notits om næste års arrangement.

Generalforsamlingen er planlagt til at finde sted på Fuglsangscentret i Fredericia i weekenden lørdag den 5. og søndag den 6. marts 2022. Selve generalforsamlingen forventes at begynde lørdag kl. 14.00, hvilket betyder at deltagere forventes at ankomme kl. 13.00. Arrangementet slutter med frokost søndag, hvorfor hjemrejse kan planlægges til de afgange fra Fredericia, som afgår efter kl. 13.00.

Nærmer information med program og indkaldelse til generalforsamlingen med forslag til dagsorden, vil sammen med beretning og regnskab for 2021 blive bragt i et kommende nyhedsbrev.

Bestyrelsen har booket 30 værelser på centret til denne begivenhed. Så husk at sætte kryds i kalenderen allerede nu. Hvis du vil være sikker på at kunne deltage kan du allerede nu skrive til kassereren eller undertegnede om din deltagelse, jf. information om bestyrelsens kontaktoplysninger sidst i dette nyhedsbrev.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67

Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer John Heilbrunn

Gyldenløvesgade 16 3.tv

1369 København K

Tlf. +45 33 93 33 00

Mobil +45 23 40 92 18

Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov

Brombærhaven 31

8520 Lystrup

Tlf. +45 26 17 98 80

Mail: ove@gibskov.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk