Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev NR. 1, januar 2003

Indholdsfortegnelse:

Redaktør Aage Michelsen

Drastrup Skovvej 43 A. 9200 Aalborg Sv. Telefon 98 18 52 88.

1. Redaktionelt

Indledningsvis vil jeg gerne ønske alle vore læsere et rigtig godt og lykkebringende nytår. Det er mit håb, at det nye år må kunne bringe mange gode indslag her i Nyhedsbrevet.

Dette nummer er i nogen grad præget af selskabets forestående generalforsamling. Hele tre punkter relaterer sig til den begivenhed.

Som det i øvrigt fremgår af indholdsfortegnelsen, er der nogle mindeord i anledning af Svend Jensens død. Et blik i bakspejlet bringer os tilbage til et arrangement i september 2002, og et af selskabets medlemmer har fulgt opfordringen om at skrive en artikel til Nyhedsbrevet. Der bringes en efterlysning og endelig lidt om kommende aktiviteter.

Husk også, at du kan få Nyhedsbrevet indlæst på lydbånd. Henvendelse herom sker til redaktøren.

Velkommen til et nyt år med Nyhedsbrevet.

Aage Michelsen

Adresseliste over bestyrelsen i Blindehistorisk Selskab:

Formand Thorkild Olesen, Bogfinkevej 23, st. tv., 8210 Århus V. Tlf.nr.: 86 16 1908. E-post: th.olesen@stofanet.dk.

Kasserer: Arne Krogh, Abildgårdsvej 16, 2. th., 2830 Virum. Tlf.nr. 45859419. E-post: abkrogh@mail.dk.

Næstformand Karsten Ahrens, Højvangen 15,4470 Svebølle. Tlf.nr.: 59 29 3292. E-post: karsten.ahrens@get2net.dk.

Sekretær: Rene Ruby Larsen, Lyshøjgårdsvej 93, 2. 1,2500 Valby. Tlf.nr.: 36 30 77 68.

Redaktør: Aage Michelsen, Drastrup Skovvej 43 A, Drastrup, 9200 Aalborg SV. Tlf.nr.: 98 18 52 88.

Suppleanter: Bente Krogh og Else Ahrens.

2. MINDEORD

Lørdag den 5. oktober 2002 afgik Svend Jensen ved døden 73 år gammel.

Svend var kendt som en særdeles aktiv og værdsat personlighed, ikke blot i blindekredse, men også i det omgivende samfund. I 30 år var han landsformand i DBS og var som sådan med til at sætte dagsordenen for den socialpolitiske udvikling i Danmark.

Svends hjerte bankede også varmt for blindes historie. “Kender du ikke dine rødder, kan du ikke arbejde for fremtiden,” sagde han engang. Senest gav denne interesse sig udslag i udgivelsen af hans bog “Det første skridt,” som udkom i forbindelse med DBS’ 90 års jubilæum i 2001. Også som blindehistorisk foredragsholder udmærkede Svend sig. Senest oplevede vi dette efter generalforsamlingen i Blindehistorisk Selskab for et par år siden.

Vi mistede ved Svends død en stor personlighed og for mange af os også en god ven og kammerat. Han efterlod et tomrum, vi vil have svært ved at få fyldt ud.

3. Set i bakspejlet:

Jubilæumsbesøg på Danmarks Blinde Bibliotek

Af Aage Michelsen

Blindehistorisk Selskab BHS arrangerede i samarbejde med Danmarks Blindebibliotek DBB et besøg hos DBB fredag den 6. september 2002. Arrangementet var tænkt som et beskedent indslag i forbindelse med DBB’s 50 års jubilæum.

I BHS fandt vi jubilæet værd at være med til at fejre, for hvordan havde blindes livsvilkår været, hvis vi ikke havde haft et bibliotek? 28 medlemmer afBHS havde taget imod invitationen og var mødt op i Teglværksgade 37 den pågældende fredag. Efter en kort velkomst og præsentation nød man den frisklavede frokost, som DBB var vært ved.

Derefter blev forsamlingen delt i to grupper, der med hver sin kyndige guide Annette Mørk og Tove Berg blev vist rundt i det store hus. Selvom de fleste af os jævnligt er i kontakt med DBB, kom det bag på mange, at huset er så stort, som tilfældet er.

Efter den spændende rundvisning samledes vi atter i kantinen til en tiltrængt kop kaffe. Derefter var der tre særdeles interessante foredrag. Det første, som blev holdt af Kjeld Andersen, førte os på nostalgiens vinger tilbage til begyndelsen af 1950erne, hvor biblioteket havde samme adresse, som Det Kongelige Blindeinstitut, Kastelsvej 60 i København. Kjeld fortalte på levende måde om de fysiske rammer, virksomheden dengang måtte virke i. Lokalerne var fordelt på mange forskellige etager og i nogle uhensigtsmæssige rum. Der var 8-10 personer ansat, og egentlig var det lidt af en tilfældighed, at Kjeld blev ansat. Det blev imidlertid til mange gode år både på Kastelsvej og senere, da institutionen flyttede til Randersgade 10, og Kjeld flyttede med.

Som foredragsholder nr. 2 fik Arne Krogh ordet. Efter en håndværkeruddannelse som blikkenslager havde han forestillet sig en fremtid med sorte fingre og hårdt fysisk arbejde. Imidlertid ville hans øjne ikke være med til den fremtid. I stedet startede han på Tutten, hvor man havde svært ved at forestille sig, at han kunne bruge sin faglige kunnen som svagsynet.

Han foreslog selv, at biblioteket måtte få hans arbejdskraft som punktskriftstrykker ganske gratis i en 14 dages prøvetid. Denne faldt ud til begge parters fulde tilfredshed. Det førte efterfølgende til en mangeårig fast ansættelse.

Arne gav nogle dejlige beskrivelser af både arbejdsmiljøer og kollegaer. Forholdene i Randersgade blev imidlertid også for trange, efterhånden som udviklingen skred frem. Arne flyttede med, da institutionen flyttede til Rønnegade 1, hvor det fortsatte vokseværk førte rundt om hjørnet til den nuværende adresse Teglværksgade 37. Arne var indtil fornylig ansat i punktskriftsproduktionen og afsluttede de mange års ansættelse med en del vikararbejde.

De to første foredrag førte tilhørerne bagud i tiden. Det var bestemt ikke kedelige oplevelser, vi fik del i.

Det tredje og sidste foredrag, som blev holdt af direktør Elsebeth Tank, DBB, var bortset fra nogle kedelige betragtninger om de øjeblikkelige besparelser til gengæld et ikke mindre spændende kig ind i fremtiden. Den nye teknologi er man på forkant med, og der var for hende ingen tvivl om, at det DBB, vi kender i dag, på grund af den teknologiske udvikling vil se helt anderledes ud om føje år.

– Tingene har det med at gentage sig, sagde Elsebeth Tank. Da der for 50 år siden, således som vi hørte i Kjeld Andersens indlæg, var 8-10 ansatte i det daværende bibliotek, vil der efter hendes opfattelse igen komme tider, hvor DBB vil gå fra de nuværende cirka 90 års værker til på et eller andet tidspunkt i fremtiden igen at være en arbejdsplads med omkring 8-10 årsværker, altså det samme antal som i Kjeld Andersens tid. De få personer vil på grund af den moderne teknologi kunne betjene bibliotekets lånere fuldt så godt, som de nuværende mange ansatte.

Elsebeth Tanks indlæg gav anledning til en debat, som af tidsmæssige årsager måtte afbrydes alt for tidligt. Arrangementet sluttede med smørrebrød, som BHS var vært ved.

4 Kommende aktiviteter

Det planlagte besøg i Kjædeordenens bygning i Klærkegade har stadig ikke kunnet datosættes på grund af den tidligere omtalte renovering.

Det er imidlertid vort håb, at det vil lykkes umiddelbart først på året.

Bestyrelsen har også planer om – lidt senere på foråret – at lave et arrangement om historien bag firmaet Blindes Arbejde. Vær derfor opmærksom på, at disse aktiviteter vil blive annonceret i DBS’ medlemsblad.

Indkaldelse til ordinær generalforsamling

Der indkaldes til ordinær generalforsamling i Blindehistorisk Selskab søndag 16. marts på Fuglsangcentret i Fredericia. Mødet påbegyndes kl. 13 med følgende dagsorden.

1. Velkomst. Mødet åbnes.

2. Valg af stemmetællere og dirigent.

3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen i 2002.

4. Bestyrelsens beretning.

5. Godkendelse af det reviderede regnskab.

6. Behandling af forslag:

A. Bestyrelsens forslag om ændring af selskabets love. B. Forslag fra medlemmer.

C. Kontingentets størrelse.

7

7. Valgene:

A. Valg af kasserer. Arne Krogh modtager genvalg.

B. Valg af et bestyrelsesmedlem. Aage Michelsen modta

ger genvalg.

c. Valg af to suppleanter. Bente Krogh og Else Ahrens

modtager genvalg.

D. Valg af to revisorer. På valg er Svend Thougaard og

Edith Nygaard samt en revisorsuppleant Gitte Michel

sen.

8. Eventuelt.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før mødet.

Kl. cirka 15 serveres eftermiddagskaffe i mødelokalet. Umiddelbart efter mødet kl. cirka 16.30 vil Gerhard Kaimer tale om sin bog, der udkom i oktober 2002, med titlen “Blindhedens verden – træk af blindes kulturhistorie.”

Tilmelding sker til formand Thorkild Olesen, telefon 86 161908, eller kasserer Arne Krogh, telefon 45 85 9419, senest den 10. marts 2003, men gerne meget før.

Kl.18 er selskabet vært ved en toretters middag, hvor drikkevarer er for egen regning. Husk ved tilmeldingen at meddele, om du bliver til aftensmad, og om du er diabetiker. Vel mødt til generalforsamling.

Bestyrelsen

Forslag ti/lovændringer

I sidste nummer af Nyhedsbrevet bragte vi en udførlig gennemgang af bestyrelsens forslag til ændring af selskabets love.

Der er ikke ved redaktionens afslutning indkommet yderligere forslag eller ændringsforslag. Bestyrelsens forslag vil derfor, således som det blev bekendtgjort, komme til afstemning på generalforsamlingen.

8

Beretning 2002 for Blindehistorisk Selskab

Med denne skriftlige beretning vil vi fra bestyrelsens side gøre foreløbig status over det forgangne år i Blindehistorisk Selskab. Beretningen vil bl.a. omtale selskabets indtog i den virtuelle verden, overvejelser over nyhedsbrevets fremtidige udsendelse samt en omtale af det første dagsarrangement i selskabets historie.

Vi har skrevet denne beretning i november måned 2002, så når medlemmerne sidder med den i hænderne, vil der allerede være løbet meget vand i åen. Der vil derfor naturligvis blive fulgt op på denne beretning med en mundtlig beretning på selve generalforsamlingen. God læselyst.

Medlemstal

I skrivende stund, ultimo november, er der 120 medlemmer af selskabet. I forhold til sidste år er det en forøgelse på syv medlemmer.

Bestyrelsen

Bestyrelsen har siden generalforsamlingen i februar bestået af

følgende:

Formand Thorkild Olesen,

Kasserer Arne Krogh,

Karsten Ahrens, Aage Michelsen og Rene Ruby, bestyrelsesmedlemmer samt

Bente Krogh og Else Ahrens, suppleanter.

Bestyrelsen konstituerede sig med Karsten Ahrens som næstformand og Rene Ruby som sekretær. Som noget nyt konstituerede

9

bestyrelsen også en redaktør for nyhedsbrevet, nemlig Aage Michelsen.

Bestyrelsen har afuoldt 3 møder. På grund af den lidt større geografiske spredning har det kostet en smule mere at holde bestyrelsesmøderne, men vi har bestræbt os på at holde udgifterne nede ved at afuolde møderne i forbindelse med andre aktiviteter for dem, der kommer langvejs fra.

Samarbejdet i bestyrelsen har fungeret meget godt. Der har været en god stemning, og alle har bidraget til arbejdet med et godt engagement.

AKTIVITETER

Nyhedsbrevet

Selskabets nyhedsbrev er, når det nummer man sidder med mellem hænderne tælles med, udkommet tre gange i det forløbne foreningsår. Indholdet har været varierende, og det har været glædeligt, at der også er fremkommet indlæg fra medlemmerne i brevet.

Som nævnt ovenfor, besluttede bestyrelsen sig for at konstituere sig med en redaktør af nyhedsbrevet. Det gjorde vi for at sikre, at brevet har en fast adresse og en fast redaktionel linie. Aage Michelsen har på fortrinlig vis udøvet hvervet som redaktør, bl.a. med indførelse af en fast rubrik om begivenheder siden sidste udgivelse. Nyhedsbrevet produceres og distribueres for tiden gratis afRefsnæsskolen i Kalundborg. Refsnæsskolen er under omstrukturering, og da vi fra bestyrelsens side ikke var sikre på, hvad det medfører for vort nyhedsbrev, rettede vi henvendelse til Dansk Blindesamfund for at få oplyst, hvad produktion og distribution af nyheds brevet fra hovedkontoret vil koste. Svaret lød, at det vil koste små 12.000 kr., altså næsten det samme, som selskabet får ind i kontingentindtægter årligt.

10

På den baggrund besluttede bestyrelsen, at vi vil fortsætte med at få produceret og distribueret nyhedsbrevet på Refsnæsskolen, så længe det kan lade sig gøre. Når, eller hvis, situationen ændrer sig må selskabets generalforsamling diskutere sagen, da det jo sandsynligvis vil medføre kontingentforhøjelse. Nyhedsbrevet er efter bestyrelsens mening så vigtigt for selskabet, at det under alle omstændigheder skal udkomme på en eller anden måde.

Hjemmeside

Bestyrelsen påbegyndte før den seneste generalforsamling arbejdet med at få etableret en hjemmeside for selskabet. Dette arbejde er fortsat i det forgangne år. Der er således i skrivende stund lavet en struktur over indholdet på hjemmesiden, og der findes såmænd også allerede elektroniske dokumenter, som kan lægges ud på siden.

Der venter imidlertid stadig et større arbejde i forhold til at gøre nyhedsbrevene fra hele selskabets levetid digitale, så de også kan findes på hjemmesiden. Dette arbejde ventes afsluttet inden jul, og herefter vil vi forhåbentlig kunne sige på generalforsamlingen, at hjemmesiden kan besøges.

Hjemmesiden vil blive placeret under Dansk Blindesamfunds auspicier, idet selskabet jo er en del af Dansk Blindesamfund, og idet vi så kan få støtte til at vedligeholde siden herfra.

Diskussions/iste på Internettet

Et af selskabets medlemmer har foreslået bestyrelsen, at der opret

tes en diskussions liste, hvor internetbrugere kan drøfte emner af blindehistorisk interesse.

Bestyrelsen har drøftet sagen, og vi har besluttet, at vi gerne vil høre generalforsamlingens deltagere om interessen for en sådan diskussionsliste i cyberspace. På den ene side er det jo altid en god ide at diskutere, også selvom det foregår via elektronisk post. På

11

den anden side må vi imidlertid huske, at det ikke er alle, der har adgang til Internettet, og der skal også være personer, som holder gang i diskussionerne eller initierer disse. Vi vil fra bestyrelsens side gerne melde ud, at vi ikke – i fald man synes en diskussionsliste er en god ide – vil påtage os ansvaret for dette.

” Til gavn for menneskeheden og fædrenelandet ”

Under denne titel udkom Kristian Larsens bog om Kjæde-ordenen den 23. maj 2002. Der blev i den forbindelse afholdt en festlighed i Kjæde-ordenens lokaler i Klerkegade, København, hvor selskabet var repræsenteret, da vi har givet økonomisk støtte til virkeliggørelse af denne bog.

Kristian Larsen har med bogen dokumenteret starten på blindeforsorgen i Danmark, og sammen med landsarkivet for Sjælland har han gjort et uvurderligt arbejde for registreringen af den danske blindehistorie i offentlig regi. Der findes nu over 70 hyldemeter med registrerede sagsakter om dansk blindehistorie i landsarkivet, så der er masser at gå i gang med.

Danmarks Blindebiblioteks 50-års jubilæum

Fredag den 6. september 2002 afholdt selskabet i samarbejde med DBB et arrangement for medlemmerne, hvor jubilæet blev markeret. Der deltog 28 af selskabets medlemmer i arrangementet.

Man hørte indlæg om bibliotekets fortid helt tilbage til tiden før starten som selvstændig institution i 1952, samt noget om tiden fra den spæde start til nutiden. Endelig fik man et indlæg fra bibliotekets direktør Elsebeth Tank om fremtidens blindebibliotek.

Vi er i bestyrelsen meget godt tilfredse med arrangementets afholdelse, og også deltagerantallet må siges at være fint. Det giver i hvert fald grobund for at fortsætte med denne slags arrangementer.

12

Fremtidige arrangementer

F or tiden har bestyrelsen planer om, at der skal afholdes et arrangement før generalforsamlingen, hvor vi besøger Kjæde-ordenen og hører om historien bag denne.

Vi planlægger endvidere et arrangement i maj måned, hvor vi vil prøve at finde en person, som kan holde et oplæg om Blindes Arbejdes historie.

Der er endelig planer om at afholde et weekendarrangement i 2004 om historie som skaber af identitet.

Bestyrelsen vil hermed gerne opfordre medlemmerne til at fremkomme med ideer til fremtidige arrangementer, som kan have interesse for alle selskabets medlemmer. Ideerne kan fremlægges pågeneralforsamlingen, eller man kan kontakte bestyrelsen, der så vil behandle forslagene.

De blindehistoriske samlinger

Foruden opgaven med at formidle kendskab til blindes historie er det selskabets formål at arbejde for udbredelse af kendskab til og bevarelse af først og fremmest Blindehistorisk Museums samlinger. Selskabet har ikke direkte været aktiv på dette område i det forgangne år, men det skal nævnes, at såvel selskabets formand som sekretæren er medlemmer af Dansk Blindesamfunds arbejdsgruppe vedrørende bevarelse af blinde s historie.

Denne arbejdsgruppe har lavet en handlingsplan for det fremtidige arbejde for bevarelse af samlingerne både på Refsnæsskolen og på blindeinstituttet, og man har igangsat arbejdet for at få et korps af formidlere, som skal fortælle DBS’medlemmer om blindes historie.

Endelig har arbejdsgruppen afholdt et temamøde om blindes historie i maj måned 2002, som var ganske godt besøgt.

Der er altså god grøde i bestræbelserne for at få blindes historie mere frem i lyset. Selvom selskabet ikke som selskab deltager i

13

dette arbejde er vi med ved arbejdsbordet. Denne rolle er vi fra bestyrelsens side ganske godt tilfreds med, for dermed kan vi som selskab stadig være pådriver, i fald der ikke sker noget på området på et senere tidspunkt.

Afslutning

Det er bestyrelsens opfattelse, at det har været et godt og aktivt år i selskabet. Vi regner med, at denne gode udvikling fortsætter i de kommende år, og som man kan se ovenfor, er der også lagt op til dette med afholdelse af flere arrangementer.

Skal det imidlertid blive sådan, må der flere ideer på bordet til fremtidens aktiviteter, så det håber vi, at medlemmerne vil komme frem med.

På det politiske plan mener bestyrelsen som nævnt, at vi har den rolle, vi gerne vil have. Selskabet må fortsætte med at holde sig orienteret om arbejdet i Dansk Blindesamfund, og vi må også finde ud af, hvordan Dansk Blindesamfunds lOD-års jubilæum i 20 Il skal fejres, og hvordan vores rolle skal være i denne fejring. Det er ikke for tidligt at gå i gang med dette arbejde, tiden går jo sin gang.

Bestyrelsen håber, at denne skriftlige beretning, sammen med den mundtlige beretning på selve generalforsamlingen vil give anledning til en god diskussion om selskabets arbejde i det forgangne år samt gode bidrag til fremtidens arbejde.

På bestyrelsens vegne

Thorkild Olesen, formand

14

Et historisk tilbageblik

Af Rigmor Zwicky

Når man bliver ældre – for ikke at sige gammel-, gør man pludselig den opdagelse, at ting, man har oplevet, er blevet til historie for andre. Den historie kan man få lyst til at fortælle de yngre generationer.

Tilskyndelse til det får man så yderligere, når redaktøren af “blindehistorisk blad” direkte opfordrer til at fortælle om forgangne tiders oplevelser.

I 1969 mistede jeg mit læsesyn og som følge deraf nogle år senere mit arbejde som gymnasielektor. Jeg blev medlem af DBS og ret hurtigt låner af lyd bøger. Selvom udbuddet af bøger dengang var ret beskedent Geg tror kun cirka 2000 titler og i folkebiblioteket kun cirka 20, som enten allerede var læst tidligere, var børnebøger eller for mig uinteressante underholdningsbøger), så var det jo trods alt en hjælp. Stor var min glæde, da blinde og svagsynedes interessegruppe for uddannelse og erhverv blev dannet. Jeg mindes den rare følelse, jeg fornemmede ved at deltage i den stiftende generalforsamling på blindeinstituttet. Efter at have følt sig alvorligt reduceret sad man pludselig igen i et møde med dagsorden og vigtige forestående opgaver og en debat, hvor også ens egen stemme blev hørt og respekteret.

Interessegruppen optog i de første år kun medlemmer, der havde mindst 3 års uddannelse efter studentereksamen. Den blev derfor

ikke så sjældent omtalt ret nedladende som “de kloges klub,” hvad der ærgrede mig og andre meget. Vi følte os jo ikke bedre end an

dre blinde – havde blot specielle påtrængende problemer, som vi ønskede løst.

Fra DBS’ forretningsudvalg var støtten også begrænset, men man kunne jo ikke nægte en interessegruppe økonomisk støtte.

15

Efterlysning

Henning Eriksen, medlem af selskabet, har sendt redaktionen en god ide. Med tak bringes den hermed videre.

Henning efterlyser personer, der vil kunne skrive en lille artikel om en eller flere af de ganske mange personligheder, som gennem det seneste halvt hundrede år har markeret sig i blindes verden. Her skal blot nævnes nogle få navne: Ernst Jørgensen, H. C. Seierup, Poul Glygård, Karl Bjarnhof, Esther Seierup, Knud Klausen, Folke Johansen og Valdemar Påske. Ja, der kan let nævnes mange flere. Det er ikke tanken med disse artikler, at det skal være historiske afhandlinger.

Der lever stadig mange også blandt selskabets medlemmer, som kan huske disse nu afdøde personligheder. Lad os få tegnet nogle portrætter af disse spændende mennesker, inden det bliver for sent. Måske vil disse portrætter på et senere tidspunkt kunne indgå i en egentlig historisk sammenhæng.

Altså fat dit skriveredskab. Lad minderne komme op til overfladen. Send dem til redaktøren afNyhedsbrevet. Det vil være oplagt stof til kommende nyhedsbreve.

18

Finale

Det var så, hvad vi havde mulighed for at bringe i dette nummer af Nyhedsbrevet.

Næste nummer vil udkomme i maj måned 2003.

Har du stof, der skal med i det nummer, skal det være redaktøren i hænde senest 1. april.

Vi håber at se rigtig mange medlemmer til generalforsamlingen 16. marts 2003 på Fuglsangcentret.

Ring allerede nu og meld dig til.

Nyhedsbrev September 02

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev

SEPTEMBER 2002

INDHOLD

Redaktionelt

Set i Bakspejlet

Formanden har ordet

Aktiviteter i den nærmeste fremtid

Forslag til ændring af selskabets love

Vinterbilleder fra Refsnæsskolen

Finale

Redaktionelt

Velkommen til læsning af endnu et nummer af selskabets nyhedsbreve. Det var så den sommer. Vi vil huske den som sommeren med nogle ekstremt varme perioder og sommeren med nogle lige så ekstreme perioder med mere end rigeligt vand. Desværre kan jeg ikke sige, at strømmen af indsendt stof til redaktionen også har været ekstrem stor. Dog har jeg modtaget et par indlæg, som må ligge over denne gang. I dette nummer har vi bl.a. noget organisatorisk stof, som af tidsmæssige årsager skal bringes. Det er mit håb, at netop dette stof vil give anledning til nogen debat i Nyhedsbrev nr. 4. Jeg skal endvidere erindre om, at du også kan modtage nyhedsbrevene indtalt på bånd. Ønsker du at skifte til dette medie, kontakt da redaktøren.

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev nr. 3 Udkommet primo september 2002

Redaktør Aage Michelsen Drastrup Skovvej 43 A. 9200 Aalborg SV. Telefon 98 18 52 88

Adresseliste over bestyrelsen i Blindehistorisk Selskab: Formand Thorkild Olesen, Bogfinkevej 23, st. tv., 8210 Århus V. Telf.nr.: 86 16 19 08. E-post: th.olesen@stofanet.dk Kasserer Arne Krogh, Abildgårdsvej 16,
2. th., 2830 Virum. Telf.nr. 45 85 94 19. E-post: abkrogh@mail.dk. Næstformand Karsten Ahrens, Højvangen 15, 4470 Svebølle. Telf.nr.: 59 29
32 92. E-post: karsten.ahrens@ get2net.dk. Sekretær René Ruby Larsen, Lyshøjgårdsvej 93, 2. l, 2500 Valby. Telf.nr.: 36 30 77 68. Suppleanter:

Bente Krogh og Else Ahrens.

Set i bakspejlet

Under denne overskrift vil der, når stof forefindes, blive bragt små artikler om relevante emner, der er foregået siden sidste udsendelse.

Historisk temadag

AF AAGE MICHELSEN

Torsdag den 23. maj 2002 havde Dansk Bndesamfund inviteret til en temadag om blindes historie. Mødet fandt sted på hovedkontoret Thorasvej 35.

Kl. 10.30 kunne næstformand i Dansk Blindesamfund Kurt Nielsen byde velkommen til 29 personer, der havde taget imod invitationen i medlemsbladet. Derefter redegjorde Jørgen Echmann for det hidtidige arbejde i den af Dansk Blindesamfund nedsatte arbejdsgruppe. Den efterfølgende debat gav yderligere stof til gruppens fortsatte arbejde. Efter frokost kørte deltagerne i bus til Blindeinstituttet på Rymarksvej, hvor Mogens Bang og Henning Eriksen viste rundt i det spændende blindehistoriske museum.

Det skortede ikke på opfordringer til, at enkeltpersoner eller lokalkredse arrangerer besøg i museet. Kl. 16 var den officielle del af arrangementet tilendebragt.

I anledning af offentliggørelsen afKjædeordenens arkiver og dermed muligheden for udgivelsen af Kristian Larsens bog havde ordenen inviteret til en såkaldt historisk middag kl. 19 i ordenens lokaler i Klærkegade 10 A. I alt 43 personer, hvoraf de fleste var ordenens søstre og brødre, deltog i det meget festlige arrangement,

hvor en lang række talere fremhævede det smukke initiativ, som Kjædeordenen havde vist ved dels i 1811 at starte undervisning af blinde længe før offentlige instanser tænkte i de baner, og dels ved at man nu havde taget initiativ til registrering af det meget omfattende arkivmateriale og derved åbnet mulighed for, at Kristian Larsen kunne skrive og udgive bogen „Til Gavn for Menneskeheden og Fædrenelandet.”

Det blev midnat, før man kunne sætte punktum for en spændende dag og aften.

Blindehistorisk Selskab har ydet støtte til udgivelsen af Kristian Larsens bog med 5.000 kr.

NB. Bogen „Til Gavn for Menneskeheden og Fædrenelandet” er indtalt og kan lånes på DBB.

Aktiviteter i den nærmeste fremtid

Når disse linier læses, har en stor gruppe medlemmer deltaget i Danmarks Blindebiblioteks (DBB) 50 års jubilæum 6. september.

Det planlagte besøg i Kjædeordenen i Klærkegade 10A i København har endnu ikke kunnet datosættes. Der pågår for tiden en renovering bl.a. af ordenssalen, som ikke er tilendebragt. Vi beder derfor vore læsere bemærke meddelelse om dette arrangement, når det bringes i Dansk Blindesamfunds medlemsblad.

Formanden har ordet

På generalforsamlingen i februar i år havde den daværende bestyrelse fremlagt forslag til vedtægtsændringer. Dette forslag blev imidlertid trukket tilbage, da formalia vedrørende udsendelse af vedtægtsændringsforslag ikke var overholdt, og da generalforsamlingen ønskede mulighed for at sammenligne forslaget med de nugældende vedtægter.

I det efterfølgende punkt i dette nyhedsbrev vil man finde et forslag til vedtægtsændringer, som både indeholder mulighed for at sammenligne med de nugældende vedtægter samt begrundelser for ændringsforslagene. Det er et større pædagogisk projekt at lave sådan en fremstilling, så den også bliver læselig for punktlæsere, men jeg håber, at det er lykkes for mig.

Jeg håber, at medlemmerne vil benytte muligheden for at komme med indlæg om dette vedtægtsændringsforslag til det næste nyhedsbrev. Bestyrelsen vil være meget lydhøre for sådanne indlæg, så der vil stadig være mulighed for at påvirke det endelige forslag. Næste nyhedsbrev har deadline den 15. november 2002. Se adressen på redaktøren andetsteds i brevet.

For en god ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at bestyrelsen med det fremlagte forslag her i nyhedsbrevet har modtaget et vedtægtsændringsforslag jf. vedtægternes § 8, stk. l. Forslaget vil
– med eller uden rettelser som følge af indlæg fra medlemmerne blive udsendt sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling, som for øvrigt afholdes søndag den 16. marts 2003 på Fuglsangcentret i Fredericia. Mere om selve generalforsamlingen følger senere.

Vedtætsændrmsforsla

Af Thorkild Olesen

I det følgende skal jeg fremlægge bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer. Forslaget er det samme, som generalforsamlingen behandlede i februar 2002, og som blev trukket tilbage af bestyrelsen.

Denne gennemgang vil være opbygget således, at der først vil være et afsnit med ordlyden i de nuværende vedtægter, herefter vil der være et afsnit med forslagets ordlyd, samt et afsnit med beskrivelse af de foreslåede ændringer. Til sidst vil der være et afsnit med en begrundelse for forslaget.

Jeg håber, at det vil være en overskuelig fremgangsmåde, samt at det vil give anledning til debat her i nyhedsbrevet.

Nedenfor følger gennemgangen af vedtægtsændringsfors laget.

l. Selskabets navn

Nuværende § l:

”§ l: Foreningens navn er Blindehistorisk Selskab.”

Forslag:

”§ l. Foreningens navn er: Danmarks Blindehistoriske Selskab.”

Beskrivelse af forslaget:

Forslaget indebærer, at selskabet får nyt navn, samt at selskabets initialer bliver de samme, som Dansk Blindesamfunds.

Begrundelse:

Bestyrelsen ønsker med navneændringen at understrege over for evt. udenlandske samarbejdspartnere, at dette er Danmarks Blindehistoriske Selskab.

Og så synes vi også, at det er lidt sjovt med sammenfaldet i forbogstaver med Dansk Blindesamfund.

2. Selskabets formål

Nuværende § 2:

”§ 2: Selskabets formål er:

a) At udbrede kendskabet til blindes historie.

b) At udbrede kendskabet til og anvendelsen afBlindehistorisk Museums samlinger.

c) At støtte og medvirke til udbygningen og bevarelsen af Blindehistorisk Museums samlinger.”

Forslag:

”§ 2. Selskabets formål er:

a) At udbrede kendskabet til blindes historie.

b) At udbrede kendskabet til og anvendelsen af eksisterende blindehistoriske samlinger og arkivalier.

c) At støtte og medvirke til udbygningen og bevarelsen af blindehistoriske samlinger med henblik på en senere egentlig museumsdannelse til gavn for forskning og formidling.”

Beskrivelse af forslaget:

Forslaget indebærer, at selskabet fremover skal arbejde for bevarelse og fremme af eksisterende blindehistoriske samlinger og arkivalier. Selskabets formål er altså udvidet til at dække alle samlinger i Danmark og endvidere omfattes arkivalier også af selskabets formål. Målet er stadig at få en enkelt blindehistorisk samling, som

kan sikre de forskellige remediers bevarelse, og som kan stå for forskning og formidling af vores historie.

Begrundelse:

De nuværende vedtægter omtaler udelukkende udbredelse af kend- ( skab til samt bevarelse og udbygning afBlindehistorisk museum. ( Der findes imidlertid også en studiesamling på Refsnæsskolen, som selskabet også bør arbejde for at bevare og udbygge, og der findes endvidere arkivalier både offentligt og privat (herunder i Dansk Blindesamfund), som vi også må interessere os for.

3. Nyhedsbrevet

Der findes ikke en selvstændig paragraf om nyhedsbrevet i de nugældende vedtægter.

Forslag:

”§3. Selskabet udsender et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.”

Beskrivelse af forslaget:

Bestyrelsen foreslår, at nyhedsbrevet optages som en del af vedtægterne, så det bliver en forpligtelse for kommende bestyrelser at udsende mindst to nyhedsbreve om året.

Begrundelse:

Det er bestyrelsens opfattelse, at nyhedsbrevet er selskabets vigtigste funktion, idet den sikrer kommunikationen mellem bestyrelsen og medlemmerne og mellem medlemmerne internt. Med dette for- , slag mener vi i bestyrelsen at have sikret en mere kontinuerlig kom- • munikation, idet en indføjelse i vedtægterne forpligter fremtidige bestyrelser til at lave mindst to nyhedsbreve årligt.

Som en konsekvens af forslaget sker der ændringer i nummereringen af de efterfølgende paragraffer.

4. Selskabets generalforsamling og bestyrelse

Nuværende §4:

Ӥ4:

Stk. l: Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar kvartal. Den ordinære generalforsamling indkaldes med 4 ugers varsel. Stk. 2: Generalforsamlingen, der er selskabets højeste myndighed, vælger en bestyrelse på 5 medlemmer. Formand og kasserer vælges ved særskilte valg.

Formand og 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år. Kasserer og l bestyrelsesmedlem vælges i ulige år. Endvidere vælges 2 suppleanter, 2 revisorer og l revisorsuppleant. Suppleanter, revisorer og revisorsuppleant vælges for l år ad gangen.

Stk. 3: Formanden og mindst 2 bestyrelsesmedlemmer skal opfylde betingelserne for at være medlemmer af Dansk Blindesamfund. Stk. 4: Kontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling.”

Forslag:

”§ 5. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar kvartal. Den ordinære generalforsamling indkaldes med 4 ugers varsel. Stk. 2. Generalforsamlingen, der er selskabets højeste myndighed, vælger en bestyrelse på 5 medlemmer. Formand og kasserer vælges ved særskilte valg. Formand og 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år. Kasserer og

( l bestyrelsesmedlem vælges i ulige år.

[ Endvidere vælges hvert år 2 suppleanter, 2 bilagskontrollanter og l suppleant for disse.

I øvrigt konstituerer bestyrelsen sig på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.

Formanden indkalder til bestyrelsesmøder ved udsendelse af en dagsorden, så ofte han skønner det nødvendigt dog mindst 4 gange årligt.

Stk. 3. Formanden og mindst 2 bestyrelsesmedlemmer skal opfylde betingelserne for medlemskab af Dansk Blindesamfund. Stk. 4. Kontingentets størrelse fastsættes på den ordinære generalforsamling.”

Beskrivelse af forslaget:

Det nye forslag indeholder to ændringer, nemlig at revisorer ændrer betegnelse til bilagskontrollanter og at der fastsættes et minimum for bestyrelsesmøder pr. foreningsår samt formandens forpligtelse til at indkalde disse.

Begrundelse:

For så vidt angår ændrngen af betegnelse fra revisor til bilagskontrollanter er der ikke noget dramatisk idet. Selskabets økonomi er ikke den største, så at kalde dem, der skal påse kasserens transaktioner for revisorer er noget storladent. Der er altså udelukkende tale om en sproglig ændring.

Hvad angår tilføjelsen om antallet af bestyrelsesmøder og formandens forpligtelse til at indkalde til disse, er der tale om en præcisering i forhold til de nugældende vedtægter. Det er ganske normalt, at man fastsætter et antal bestyrelsesmøder i foreningers vedtægter, samt at det er formandens forpligtelse at sørge for overholdelse af denne regel.

10

5. Ekstraordinær generalforsamling

Nuværende § 7:

Ӥ7:

Stk. l: Der skal afholdes ekstraordinær generalforsamling, hvis bestyrelsen eller l O % af medlemmerne anmoder herom. Stk. 2: Den ekstraordinære generalforsamling skal varsles med mindst 4 uger.”

Forslag:

”§ 8. Der skal afholdes ekstraordinær generalforsamling, hvis bestyrelsen eller mindst 10 pet. af medlemmerne anmoder herom. Stk. 2. Anmodningen skal være skriftlig og indeholde en kort beskrivelse af den problemstilling, der ønskes behandlet. Stk. 3. Den ekstraordinære generalforsamling skal indkaldes med mindst 4 ugers varsel.”

Beskrivelse af forslaget:

Forslaget indeholder en ændring i forhold til de nugældende vedtægter, nemlig at det i stk. 2 fastsættes, at der skal indsendes en kort, skriftlig anmodning om den ekstraordinære generalforsamling indeholdende en beskrivelse af problemstillingen, som ønskes drøftet.

Begrundelse:

Ændringen skal ses som et forsøg på at fa et godt grundlag for en ekstraordinær generalforsamling, såfremt en sådan måtte blive nødvendigt. Forslaget indebærer, at bestyrelsen ved indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling kan oplyse medlemmerne om, hvad generalforsamlingen drejer sig om, hvilket vel må siges at være en fordel for medlemmerne.

11

6. Vedtægtsændringer

Nuværende § 8:

Ӥ8:

Stk. l: Forslag til vedtægtsændringer til behandling på den ordinære generalforsamling sendes til bestyrelsen inden l .januar. Forslag til vedtægtsændringer udsendes til medlemmerne med indkaldelsen til generalforsamlingen.

Stk. 2: Vedtægtsændringer skal vedtages med mindst 2/3 af de fremmødte stemmer.”

Forslag:

”§ 9. Forslag til vedtægtsændringer til behandling på den ordinære generalforsamling sendes til bestyrelsen inden l .januar. Forslag til vedtægtsændringer udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.

Stk. 2. Vedtægtsændringer skal vedtages med mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.”

Beskrivelse af forslaget:

Forslaget indeholder en sproglig forbedring i stk. 2 vedr. reglen om
2/3 for vedtagelse af vedtægtsændringer, og der er desuden sket en modernisering af paragraffens udseende.

Begrundelse:

Forslaget har ikke nogen betydningsmæssige konsekvenser. Forslaget skal derfor udelukkende ses som en modernisering af sprog og form.

12

7. Opløsning af selskabet

Nuværende § 9:

Ӥ9:

Stk. l: Opløsning af selskabet kan kun ske, når forslag herom er udsendt til medlemmerne efter samme regler som ovenfor i § 8, stk. l, og vedtaget på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger. Vedtagelse af opløsningen kræver, at 5/6 af de stemmeberettigede stemmer på begge generalforsamlinger stemmer for forslaget. Stk. 2: I tilfælde af opløsning tilfalder selskabets midler Dansk Blindesamfund til anvendelse inden for selskabets formål.”

Forslag:

”§ 10. Opløsning af selskabet kan kun ske, når forslag herom er er udsendt til medlemmerne efter samme regler som nævnt i § 9, stk. l og vedtaget på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 5/6 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer. Stk. 2. I tilfælde af opløsning tilfalder selskabets midler Dansk Blindesamfund til anvendelse inden for selskabets formål.”

Beskrivelse af forslaget:

Forslaget indeholder en sproglig præcisering vedr. reglen om 5/6 flertal for opløsning af selskabet. Desuden er der sket en modernisering af paragraffens udseende.

Begrundelse:

Forslaget indeholder ikke nogen betydningsmæssig ændring af opløsningsparagraffen. Forslaget skal derfor udelukkende ses som en modernisering af sprog og form.

13

Vinterbilleder fra Refsnæsskolen 1942-43

Af Aage Michelsen

Sneen lå metertyk over landskabet. Helt op til telefontrådene nåede den vel ikke, men godt på vej derop var den. Isen på Kalundborg Fjord var nok ikke helt så tyk, men isfladen lå udstrakt og var kun brudt op i sejlrenden midt mellem Refsnæs og Asnæs. Aarhusbådene måtte ofte have hjælp af isbryderne for at kunne komme gennem de meterhøje isskruninger.

For de store drenge på Vestskolen var vintereventyret i de to kolde krigsvintre en kærkommen lejlighed til at få noget spændende ud af de tvungne udetimer om eftermiddagen. Det var naturligvis ikke mindst kælkebakken, som var en del af den stejle klint lige vest for Vestskolens strandmark, der tiltrak sig stor opmærksomhed.

Der var ikke kælke nok til alle børnene, så kampen om, hvem der skulle kælke på de to populære rørkælke, en nymodens letvægtsmodel, var derfor stor. Også på Vestskolen gjaldt naturligvis den regel, at den stærkeste har magten og dermed retten til først at vælge. Hui, hvor det gik, når man fra toppen af bakken kastede sig på maven på kælken, og så bare der nedad. Pas på, dernede kommer en rødbede. Netop de før omtalte rørkælke kunnenår bakken var kørt godt til og helst også havde fået lidt overisning, nå helt ud på fjordens is. Lidt uhyggeligt var det at ende derude, hvor isen var sort og nærmest spejlblank, sæt den nu bristede.

Ved en enkelt lejlighed, jeg mener at kunne huske, det var sammen med lærerne Aage Ditmann og Erik Nergaard, var vi en søndag eftermiddag nogle drenge, der var helt ude ved den opbrudte sejlrende. Vi havde et langt tykt tov med, som vi alle var bundet fast

14

til. Ude ved sejlrenden tårnede mandshøje isskruninger sig op, som vi naturligvis ville kravle op på, men omgående fik ordre til at lade være med.

På Vestskolens grund i den nordligste side mellem frøken Kjelderups sommerhus og Kaninhuset, lå der dengang et område med nogle jernstativer kaldet hønsegårdene. Der var ikke noget net på jernstativeme længere. Vi fik fortalt, at der tidligere havde været elever, som passede disse hønsegårde og deres indvånere.

En vinterdag faldt der pludselig 20-30 cm sne, og umiddelbart derpå kom der tø og så hård frost. Den vejrsituation skabte en fantastisk snemasse, som vi kunne skære store blokke ud af. På slæder blev de transporteret over lange afstande til området ved de såkaldte hønsegårde.

Der opførte vi en veritabel sneborg. Vi havde set, hvordan de tyske soldater gravede sig ned og byggede skudskre volde, bl.a. oppe på Fyrrebakken, så vi kendte byggemetodee. Inden længe var der ikke én men hele to sneborge. Hvad var mere naturligt end at udkæmpe en gevaldig snekamp mellem de to borge. Det gik ganske hårdt til, idet kasteskytset også kunne bestå af isklumper. Flere måtte til behandling på medicinstuen hos sygeplejerske frøken Jacobsen, der bestemt ikke havde ondt af nogen med skrammer, uanset hvor grimme disse skrammer end var. Pev man lidt, kunne man nemt risikere at få en lussing oven i det hele. Raske drenge hyler ikke for sådan noget pjatteri, kunne hun iskoldt udtale.

Værst ved disse vintre var, at frosten bed så djævelsk i de bare knæ. Tøj var noget af en mangelvare, derfor var der kun mulighed for at udstyre os med korte bukser, sommer såvel som vinter. Godt at det var påbudt, at man skulle have kedeldragt på, når man legede ude, men megen varme var der ikke i den kedeldragt. Et middel mod de ru blåfrosne knæ og lår var glyserin, som også blev udleveret på medicinstuen hos den før omtalte frøken Jacobsen. Jeg husker også enkelte spændende vintersøndage, hvor hr. Øhr forbarmede sig over de store drenge på Vestskolen og gav lov til at

15

vi måtte opstille den modeljebane med tilhørende lokomotiver og vogne, som skolen havde arvet efter en drenge inde i Kalundborg, der var afgået ved døden.

Jeg mener at kunne huske, at der på låget af den kiste, hvori toget var pakket ned, stod malet Jørgen og så et efternavn, der begyndte med O, muligvis var det Olsen. Det var bestemt ikke noget, man sådan bare fik lov at lege med.

Det tog mange timer at udlægge skinnelegemet og få sat elektrisk strøm til. Når banen var udlagt i fuld længde, fyldte den hele gulvet i den store opholdsstue kaldet Børsen. Lige som legen gik allerbedst, måtte vi igen pakke banen sammen, der var ikke længe til aftensmaden, der blev slået på gongonen, vi måtte stille op på række uden for spisesalen.

Derefter var der ikke længe til, der skulle synges aftensang. Fred hviler over land og by, sang vi med lyse drengestemmer iblandet brummen fra dem, der allerede var gået i overgang. Uden for i verden rasede krigen videre på fuld styrke.

Finale

Det var så, hvad vi havde valgt at bringe i dette nummer af Nyhedsbrevet. Har stofet givet anledning til, at du har lyst til at udtrykke dig i det næste nummer, så kontakt redaktøren.

Nyhedsbrevet har deadline 15. november og vil udkomme primo januar 2003 (dermed blad nr. l).

ISSN: 1398-0238. – Nøgletitel: Nyhedsbrev. – Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev Maj 2012

Danmarks Blindehistoriske Selskab

Nyhedsbrev

MAJ 2002

INDHOLD

Redaktionelt

Aage Michelsens erindringer fra krigsårene på Refsnæsskolen

Referat af Blindehistorisk Selskabs ordinære generalforsamlin

Formanden har ordet

Nyt om selskabets aktiviteter i den nærmeste fremtid

Finale

Kære læser!

Hermed har vi fornøjelsen at bringe dig Nyhedsbrev nr. 2 i 2002. Dette nummer er det første Nyhedsbrev med en fast redaktør. Bestyrelsen har fundet det vigtigt, at man har én person at forholde sig til, når det drejer sig om Nyhedsbrevet. Valget af redaktør er faldet på Aage Michelsen, som udtaler følgende:

Det er mit håb at kunne gøre Nyhedsbrevet mere læseværdig, at

gøre det mere levende og aktivt. For at det skal kunne lykkes, må

jeg bede dig kære læser om at være mig behjælpelig. Du skal være

med til at give Nyhedsbrevet liv og indhold.

Det er i dette forum, der bl.a. skal foregå en debat om Blindehistorisk

Selskabs liv og færden. Det er også her, vi skal bringe aktuelt og

historisk stof, som relaterer sig til vort område. Vær derfor selv

med til at skabe Nyhedsbrevets profil.

Med venlig hilsen Bestyrelse

REDAKTIONELT

Goddag kære læser. Ja, det er så faldet i min lod at have den store fornøjelse at skulle redigere Nyhedsbrevet fremover. Du er altid velkommen til at indsende relevant stof til mig. Du er også velkommen til at ringe til mig, så kan jeg måske være dig behjælpelig med at formulere stofet.

Min adresse er Drastrup Skovvej 43 A. 9200 Aalborg SV. Telefon 98 18 52 88.

Aage Michelsen

Budt op til „runddans midt under luftalarm!

En beretning om de spændende brandprøver, der årligt blev afholdt på Refsnæsskolen i årene under 2. verdenskrig.

AF AAGE MICHELSEN

Det er tidligt forår 1944. Tyskernes favntag om Danmark blev fastere og fastere. På Refsnæsskolen mærkede vi elever mest til krigen gennem mangel på tøj og så de hyppigere og hyppigere luftalarmer.

Om dagen når vi opholdt os i skolebygningen, var ingen i tvivl, når sirenen gik i gang. Den stod nemlig lige midt for denne bygning. Når sirenen lød blev undervisningen straks afbrudt, og vi fik besked på hurtigst muligt at søge til vore respektive afdelingers beskyttelsesrum.

Vestskolen var en af de bygninger, der lå længst fra skolebygningen, så vi skulle løbe så hurtigt, vi kunne dertil. På Vestskolen var beskyttelsesrummet indrettet i spisesalen, som var beliggende i kælderetagen. Der var sat sandsække foran vinduerne i lyskassen, og loftet var afstivet med noget kraftigt tømmer. Gad vide om det ville have hjulpet, hvis ulykken havde været ude? Om natten var det slemt at komme ud af den dejlige varme seng, ud på det iskolde gulv og videre ad lange kolde gange og trapper ned i beskyttelsesrummet, som dog var nødtørftigt opvarmet. Der sov de fleste af os videre med hovedet på armene hen over de voksdugsbeklædte borde.

Om dagen kunne det være ganske svært at holde styr på 30-35 aktive drenge i forskellige aldre. Under en sådan luftalarm – vi havde netop spist – kom skolens oldfrue frøken Overgaard ind i spisesalen = beskyttelsesrummet. Lidt højrystet udbad hun sig lov til hos den inspektionshavende lærer at måtte tage mig med til forstander Grove Rasmussens kontor. Hr. Ellebæk, som var læreren, protesterede og gjorde opmærksom på, at der var luftalarm.

Frøken Overgaard stampede i gulvet og holdt på sit. Der var ikke noget at gøre, jeg måtte gå med. På turen fra Vestskolen til Østskolen, hvor forstanderens kontor lå, foreholdt hun mig, at jeg havde slidt huler i fem par sokker, og det kunne hun under ingen omstændigheder tolerere.

Efter at have banket på kontordøren et par gange, lød der et brøsigt: „kom ind” Jeg fik besked på at stå midt på gulvet, og frøken Overgaard berettede om min alvorlige forseelse. Derefter rejste den store mand sig op, nærmede sig truende min lille person, tog fat i mine overarme, og så dansede vi rundt i kontoret under prusten og stønnen og med besked til mig om, at i denne for vort land så alvorlige situation måtte jeg passe bedre på mine sokker.

Runddansen var slut, og jeg fik besked på omgående at gå tilbage til beskyttelsesrummet på Vestskolen. Jeg spurgte forsigtigt, om jeg ikke måtte forklare, hvorfor jeg havde huller på sokkerne. Det mente forstanderen ikke, der var nogen mening i. Jeg fastholdt imidlertid stædigt mit ønske og fik forklaret årsagen til hullerne.

Jeg var udset til at kravle op på taget af det nye badehus, som vi store drenge var ved at bygge under kyndig vejledning af sløjdlærer Aage Ditmann. Af sikkerhedsmæssige grunde måtte jeg ikke have træsko på, når jeg opholdt mig på taget. Derfor kom der store huller på sokkerne, når jeg kravlede på det ru træ og tagpap. Badehuset blev opført på Strandmarken neden for Værne hjemmet ved siden af det ene hus, der stod der i forvejen, således at piger og drenge kunne få hver sit badehus at klæde om i.

Jeg fik ikke nogen undskyldning for revselsen, hverken af forstanderen eller oldfruen. Nå, jeg overlevede også uden den og fik oven i købet lov til at forlade beskyttelsesrummet midt under en luftalarm.

Brandprøver sluttede med køretur i brandbil

De årlige brandprøver var i høj grad noget, vi drenge så hen til med den største forventning. Kalundborg brandvæsen mødte frem med en brandbil og rigtige brandmænd udstyret med flotte hjelme med blankpudsede messingkamme.

Først blev vi elever samlet ved Østskolens udvendige trætrappetåm, der netop i anledning af krigen var opført som en flugtvej. Trappetåmet blev fuldstændig oversprøjtet med skum, så det næsten lignede en kæmpemæssig flødeskumskage.

Derefter fik vi – de af os der turde – lov til at glide gennem en lang sækkelignende genstand, vist nok kaldet en brandsæk, der blev fastgjort i en vindueskarm på l. sal.Vi skulle kravle ned i åbningen med benene først og sørge for at holde arme og ben tæt ind til kroppen. Det gik temmelig stærkt ned gennem sækken. I skolegården stod der brandfolk og tog imod os og fik os halet ud af sækken, inden den næste kom farende.

Så var der saftevand og kager til alle, og dagen sluttede af med en køretur i brandbilen hen ad Kystvejen med fuld udrykning. Det bedste var naturligvis, hvis man blev den heldige, der skulle betjene hornet, som skulle trækkes ud og ind med håndkraft.

Skolen havde også sin egen brandsprøjte, som stod parkeret i vognporten ved stalden. Det var en model „l 800 og hvidkål” med en håndbetjent pumpe midt på køretøjet, som i øvrigt blev trukket og skubbet af os elever. Der blev hældt vand i den store træbalje, og så var vi nogle drenge, der fik lov til at prøve kræfter ved pumpestængeme. Jo, det skulle nok have hjulpet, hvis der havde væet ildløs. Aage Michelsen

Referat:

Generalforsamling i Blindehistorisk Selskab

Den 16. februar 2002 på Fuglsangcentret.

Dagsorden:

Velkomst samt valg af stemmetællere og dirigent.

2 Godkendelse af dagsordenen.

3 Godkendelse af referatet fra 2001.

4 Bestyrelsens beretning.

5 Forelæggelse af det reviderede regnskab for 2001 til godkendelse.

6 Kontingent.

7 Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer.

8 Indkomne forslag.

9 Valg af A: formand B: to bestyrelsesmedlemmer, C: to suppleanter, D: to revisorer E: en revisor-suppleant. l O Eventuelt.

l. Velkomst samt valg af stemmetællere og dirigent:

Jørgen Eckmann bød velkommen og konstaterede, at der var 26 stemmeberettigede tilstede, og herunder bestyrelsen bestående af:

Karsten Ahrens, Jørgen Eckmann, Arne Krogh, René Ruby Larsen, Åge Michelsen og suppleanterne Else Ahrens og Bente Krogh. Som stemmetællere valgtes Gitte Michelsen, Kirsten Hansen og Mikolina Bastholm. Der var ikke flere kandidater. Som dirigent valgtes Torben Koed Thomsen uden modkandidater. Dirigenten konstaterede herefter, at indkaldelsen til generalforsamlingen var lovligt varslet.

2. Godkendelse af dagsordenen:

Dagsordenen godkendtes uden bemærkninger.

3. Godkendelse af referatet fra 2001:

Alle havde modtaget referatet og dette godkendtes uden bemærkninger.

4. Bestyrelsens beretning:

Jørgen Eckmann gennemgik, hvad der er sket det forløbne år, og konstaterede en stigende aktivitet på det historiske område. Herunder nævntes registreringen af de handicaphistoriske samlinger og igangsættelsen af „Projekt Danmarks virtuelle museum”, som forventes iværksat 2003 og omfatter registreringen af 20 handicaphistoriske samlinger. Endvidere er Kjædeordenens arkiv indleveret til Landsarkivet, og er her under registrering. Til foråret 2002 forventes endvidere en bogudgivelse om Kjædeordenen og Blindesagen.

Jørgen Eckmann omtalte også etableringen af en hjemmeside. Der har i forbindelse hermed været forskellige praktiske problemer, men den er nu under tilrettelæggelse og vil blive etableret snarest. Vedrørende udsendelse af en adresseliste, som der blev ytret ønske om på generalforsamlingen 2001, er der i nyhedsbrevet blevet annonceret efter tilkendegivelser fra de medlemmer, som måtte ønske at blive påført en sådan. På grund af for få tilkendegivelser er denne imidlertid bortfaldet.

Endelig nævntes rejsegodtgørelse, som bestyrelsen enstemmigt har fundet, at der ikke er økonomisk grundlag for, med mindre denne følges op af en kontmgentforhøjelse, men hvorved denne ingen reel betydning vil få.

Bemærkninger til beretningen:

Hanne Skipper stillede spørgsmål, om hvad bestyrelsen har foretaget sig det seneste år, og hvor mange møder, der er afholdt. Ove Gibsskov bemærkede, at bestyrelsen på sidste års generalfor-

samling var blevet pålagt at fremkomme med et forslag vedrørende rejsegodtgørelse, således som det var blevet besluttet på baggrund af Svend Jensens forslag. Gibsskov afviste, at der skulle være noget, der taler imod og spurgte videre, om bestyrelsen får dækket deres rejsegudgiftertil generalforsamlingen? Foreslog endelig, at der arbejdes videre med en rejseudligning. Arne Krogh svarede, at bestyrelsen får dækket rejsen. Poul Villadsen bemærkede, at han på sidste generalforsamling var imod en rejsegodtgørelse og fortsat er imod en sådan. Foreslog at selvbetalingen også kommer til at omfatte bestyrelsen. Åge Michelsen oplyste, at bestyrelsen det seneste år har afholdt fire møder foruden flere udvalgsmøder. Michelsen vidste endvidere ikke af, at bestyrelsens rejseudgifter blev betalt, da han stillede op og fremhævede, at det er interessen, der er det drivende. Endelig, da foreningen ikke råder over en stor kassebeholdning, vil en rejseudligning betyde en kontingentforhøjelse og dermed ingen reel betydning få.

Poul Villadsen foreslog, at Gibsskovs forslag bortfalder, og at ingen, heller ikke bestyrelsen, får dækket rejseudgiftene. Tage Poulsen beklagede, at en økonomisk disposition manglede i indkaldelsen, og foreslog en kontingentforhøjelse. Arne Krogh afviste en kontingentforhøjelse. Tilstede ved generalforsamlingerne møder ca 30 ud afca 120 medlemmer, og hvis alle
120 stiger i kontingent for, at de 30 fremmødende kan få rejsen dækket, kan det muligvis medføre tab af medlemmer. Ove Gibssskov ønskede, at fastholde forslaget om rejseudligning. Dirigenten konkluderede, at der forelå to forslag, et vedrørende en rejseudligning og Poul Villadsens forslag om bortfald af forslaget og gældende for alle. Forslagene sattes til afstemning ved håndsoprækning. 20 var imod en rejseudligning og 4 for. Forslaget er derfor bortfaldet og bestyrelsens rejseudgifter til generalforsamlingen er fremtidig for egen regning. Hanne Skipper nævnte adresselisten og mente, at denne ville

fremme sagen.

Jørgen Eckmann oplyste, at det ikke er muligt at påføre medlemmernes adresser en liste, med mindre hvert enkelt medlem har givet tilladelse, og da kun 4 medlemmer foruden bestyrelsen har besvaret henvendelsen i nyhedsbrevet er denne bortfaldet. Hanne Skipper foreslog, at kontakte medlemmerne telefonisk. Åge Michelsen afviste dette, da det drejer sig om voksne mennesker.

Ove Gibsskov omtalte den kritik, som han har rettet i medlemsbladet. Denne har været foranlediget af nogle relevante kritikpunkter, eksempelvis omkring udsendelsen af indkaldelsen, hvor det, af dagsordenen, ikke fremgik, hvem der genopstiller, og hvem der ikke gør.

Karsten Ahrens bemærkede, at han har fuldt Gibsskovs skriverier, men har kun fundet kritik af det der ikke er i nyhedsbrevet, og ikke af hvad nyhedsbrevene faktisk indeholder. Således har ingen givet udtryk for at indlæggene i nyhedsbrevene er interessante. Kritikken kunne endvidere udformes som indlæg i nyhedsbrevene og ikke i medlemsbladene, hvor størstedelen er udenforstående. Ove Gibsskov omtalte, at han har rost indlægget af Karen Marie Pedersen. I sommer-nyhedsbrevet var der imidlertid så. mange fejl, at dette måtte påtales.

Åge Michelsen beklagede fejlene. Der er nedsat et redaktionsudvalg til korrekturlæsning. Dette har betydet, at de sidste tre numre er forbedret meget. Michelsen støttede endvidere, at fremtidig kritik bringes i nyhedsbrevene.

Tage Poulsen beklagede, at han ikke har hørt noget vedrørende båndoptagelsen af Svend Jensens foredrag fra generalforsamlingen 2001. Tage Poulsen har sendt båndkopien til Jørgen Eckmann. Tage Poulsen stiller i øvrigt sin tekniske kunnen til fremtidig rådighed.

Jørgen Eckmann udtalte, at han aldrig har modtaget båndet. Tage Poulsen afviste dette, men vil sende det igen. Hanne Skipper spurgte, om båndet med Svend Jensens foredrag vil blive udsendt.

Ove Gibsskov udtrykte ønske om, at bidrage med historiske indlæg til nyhedsbrevet.

Aktiviteter:

Bestyrelsen har nedsat et aktivitetsudvalg, bestående af Bente Krogh og René Ruby Larsen, for at udarbejde forslag om medlemsarrange- l menter. René Ruby Larsen havde udarbejdet en redegørelse for udvalgets forslag til forelæggelse for generalforsamlingen. Forslagene omhandlede dels medlemsarrangementer med besøg på historiske institutioner eller lignende med rundvisning, foredrag og spisning, og dels et forslag vedrørende et weekendseminar. Der forelå 5 konkrete forslag omkring medlemsarrangementer. Disse var for det første et besøg i Kjædeordenen til foråret i forbindelse med bogudgivelsen om denne, for det andet et besøg på Danmarks Blindebibliotek til efteråret i forbindelse med bibliotekets
50 års jubilæum som selvstændig institution og desuden besøg på Refsnæsskolen, det gamle Blindeinstitut samt et arrangement omkring Blindes Arbejde.

Vedrørende weekend-seminaret fremsattes et tema-forslag, omhandlende identitet og rammer for identitetsskabelse under skiftende historiske betingelser belyst udfra forskellige sider af forholdene før integrationsbølgen og udlægningen af Særforsorgen i 1980, og modstille med udviklingen efter denne, trukket op til nutiden.

Tilføjelser til redegørelsen:

Bente Krogh oplyste, at Danmarks Blindebibliotek er kontaktet og er imødekommende. Arrangementet på DBB forventes således, at ville finde sted omkring starten af september. Jørgen Eckmann har kontaktet Kjædeordenens stormester vedrørende arrangementet her. Denne vil tage det op på ordenens førstkommende bestyrelsesmøde. Arrangementet håbes afholdt omkring slutningen af maj eller starten af juni. Bemærkninger til redegørelsen:

Ove Gibsskov udtalte, at han så positivt på fremtiden vedrørende

10

de nye aktiviteter, og så med forventning frem til arrangementet

omkring Kjæden og DBB.

Herefter godkendtes bestyrelsens beretning.

i 5. Forelæggelse af det reviderede regnskab for 2001 ti godken-

/ delse:

Arne Krogh gennemgik regnskabet, som er godkendt og påtegnet af begge revisorer, og udsendt med indkaldelsen. Herudover tilføjedes, at Blindehistorisk Selskab har givet tilsagn om at støtte „Projekt Danmarks virtuelle handicaphistoriske museum” med 10.000 kr. og bogudgivelsen om Kjædeordenen og Blindesagen med 5.000 kr. Disse beløb er imidlertid endnu ikke kommet til udbetaling og figurerer derfor ikke på regnskabet.

Åge Michelsen nævnte, at i det kommende år må der påregnes udgifter til aktiviteter, etableringen af hjemmeside ligesom ti l hjemmesidens opretholdelse. Herefter godkendtes regnskabet.

6. Kontingent:

Kontingentet vil være uændret 100 kr.

7. Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer:

Jørgen Eckmann beklagede, at de gamle vedtægter ikke var udsendt med indkaldelsen.

Ove Gibsskov fremførte, at der manglede en præcisering af hvilke paragraffer, man ønsker ændret og hvorfor. Gibsskov havde talt med flere som er enige i at forslaget, således som dette foreligger, er uacceptabel. Gibsskov foreslog derfor, at forslaget om vedtægtsændringer udskydes til næste år, og at der kommer en grundig debat i det kommende år.

( Jørgen Eckmann erklærede sig enig. Det har intet hastværk. / Åge Michelsen tilsluttede sig, på grund af de procedurermæssige fejl, og foreslog, at det udlægges i nyhedsbrevet. Da ingen havde noget at indvende blev vedtægtsændringerne udskudt til generalforsamlingen 2003.

11

8. Indkomne forslag:

Der var ingen indkomne forslag.

9. Valg:

A: Formand:

Jørgen Eckmann ønskede ikke at genopstille. Bestyrelsen foreslog Thorkild Olesen. Thorkild Olesen var på grund af sygdom ikke tilstede, men havde givet skriftligt tilsagn. Thorkild Olesen blev herefter valgt uden modkandidater.

B: To bestyrelsesmedlemmer:

Karsten Ahrens og René Ruby Larsen var på valg. Begge ønskede at genopstille og blev valgt: uden modkandidater.

C: To suppleanter:

Bente Krogh og Else Ahrens genopstillede, og blev valgt uden modkandidater.

D: To revisorer:

Edith Nygaard og Svend Tougård genopstillede og blev valgt uden modkandidater.

E: En revisorsuppleant:

Bente Eckmann var ikke tilstede og havde ikke tilkendegivet ønske om genvalg. I stedet valgtes Gitte Michelsen uden modkandidater.

10. Eventuelt:

Arne Krogh meddelte, at bestyrelsen har foranlediget, at nyhedsbrevet nu udsendes på bånd til dem der har tilkendegivet ønske herom. Nyhedsbrevet udsendes således på både sort, punkt og bånd. Jørgen Eckmann omtalte arbejdet med at få Danmarks Blindebibliotek til at udarbejde en bibliografi over litteratur vedrørende blindes forhold og blindehistorie. Dette startede for flere år siden, men først i efteråret lykkedes det at formå DBB til at udarbejde den, som blev bragt i lyd og punkt i januar. DBB har lovet, at bib-

12

liografien vil blive mere udførlig, når der gives ressourcer. Der eksisterer således en del stof, som er indlæst på Studieservice, men som ikke er medtaget.

Åge Michelsen præsenterede et udkast til udseendet af hjemmesiden med links m.v., og bad om input og ideer. Poul Villadsen nævnte, at der på en lokalradios hjemmeside, er etableret et sted, hvor man kan skrive sine erindringer, og foreslog noget tilsvarende på den fremtidige hjemmeside. Ove Gibsskov nævnte, at der er paralleller mellem 30mes sterilisationspolitik og ægteskabslovgivning og fosterdiagnostikken i dag. Blinde var også tæt på at blive omfattet af 30mes lovgivning, hvilket er berørt i historikeren Lene Kochs disputats. Denne sammenligning mellem 30me og i dag kunne være interessant at tage op. René Ruby Larsen nævnte, at Lene Kochs disputats er indlæst på Studieservice. Vedrørende 30mes sterilisations- og ægteskabslovgivning omkring blinde-, døve- og talelidende er dette behandlet i en artikel af Steen Fibiger i Handicap og Samfund nr. 10, som er indlæst på DBB.

Åge Michelsen takkede Jørgen Eckmann for hans arbejde for foreningen fra stiftelsen i 1994 og som formand for denne gennem de forløbne 8 år.

Jørgen Eckmann takkede alle, som har været med de 8 år, og udtrykte tilfredshed med, at det er Thorkild Olesen, der er valgt. Bevidstheden omkring blindes historie er en følge af en stigende bevidsthed i samfundet. Selskabets stiftelse har betydet, at der også har været andre, som har følt, at der her er noget, der skulle tages fat i. Eckmann ønskede endelig bestyrelsen og den nye formand held og lykke i fremtiden.

Dirigenten afsluttede herefter og takkede for god ro og orden.

Dirigent Torben Koed Thomsen og referent René Ruby Larsen.

Formand Thorkild Olesen:

Nok arbejde at se frem til –

Jeg blev, som det fremgår af referatet fra generalforsamlingen andetsteds i dette nyhedsbrev, valgt som selskabets nye formand. Man kan vist godt sige, at generalforsamlingen valgte katten i sækken, idet jeg jo desværre på grund af sygdom ikke kunne være til stede, så jeg er utrolig beæret over den tillid, man har vist mig ved at vælge mig in absentia.

Til de af jer, som ikke kender mig, kan jeg oplyse, at jeg er 31 år, født svagsynet og siden blevet helt blind. Jeg bor i Århus, men er oprindeligt fra egnen omkring Ringkjøbing, rødder jeg ikke helt er vokset fra. Jeg er ved at færdiggøre mit historiestudium, idet jeg skriver speciale om nationalisme med udgangspunkt i en kroatisk biskop i slutningen af 1800-tallet.

Jeg er ikke foreningsmæssigt helt nogen novice længere. Jeg har været formand for DB SU, er aktiv i DBS’ stående udvalg 2 og er også p.t. formand for Blinde og Svagsynedes Interessegruppe for Erhverv og Uddannelse.

I denne sammenhæng er det dog vigtigst, at jeg for tiden er medlem af DBS’ arbejdsgruppe vedrørende bevarelse afblindes historie, et arbejde som først og fremmest går ud på at bevare de samlinger af historiske remedier og tekster, som findes på hhv. Instituttet for Blinde og Svagsynede og på Refsnæsskolen. Vi arbejder endvidere på at finde måder at opbevare båndsamlinger fra medlemmer, som har samlet store arkiver, og på at lave et korps af frivillige medlemmer af DBS, som vil formidle blindes historie til blinde og andre interesserede.

Som det har været nævnt i DBS’ Medlemsblad har bestyrelsen afholdt sit første møde efter generalforsamlingen. Mødet var dels et

14

konstituerende møde, og dels et møde, hvor vi så fremad og planlagde aktiviteterne i det kommende år. Mødet var endelig en mulighed for mig for at blive sat lidt ind i selskabets arbejde, ud over det jeg på forhånd kunne finde ud af via referater og samtaler med andre bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen besluttede på sit møde at konstituere Karsten Ahrens som næstformand, og at konstituere René Ruby Larsen som sekretær.

Det blev endvidere besluttet, at Aage Michelsen – som det ses i dette nyhedsbrev – fremover skal være redaktør af nyhedsbrevet. Dermed har I som medlemmer en person, som I kan sende jeres indlæg til, såfremt der er noget, I ønsker at debattere. Og det bliver der forhåbentlig, idet vi i et af de kommende nyhedsbreve vil fremlægge vedtægtsændringerne, som blev trukket tilbage på generalforsamlingen, til fornyet debat.

Som det også er fremgået af Medlemsbladet vil selskabet afholde to arrangementer i år, nemlig et besøg hos ”Kjæden” og et besøg på Danmarks Blindebibliotek i 50-året for dets etablering som egen institution.

Til næste år arbejder bestyrelsen på at kunne afholde et seminar om Blindes historie og denne histories rolle som identitetsopbygger. Det lyder måske lidt kedeligt, men jeg tror, at vi kan fa meget ud af et sådant arrangement. I denne tid, hvor integrationen af blinde og svagsynede har været i gang i 25-30 år er det i hvert fald klart for mig, at en identitet som blind, der er forankret i vores historie, er vigtig, fordi man ellers kan risikere at blive rodløs og miste pejlingen i en verden, der er så utrolig visuelt fokuseret.

Bestyrelsen er desuden i gang med at udbrede kendskabet til selskabet. Det gøres ved at oprette en hjemmeside under DBS’ hjemmeside, hvor man – forhåbentlig i september måned – kan finde frem til oplysninger om selskabet, referater fra bestyrelsens møder, fra generalforsamlingerne siden 1994, samt finde vore

15

nyhedsbreve fra selskabets start. Vi vil endvidere lave links til samarbejdspartnere og finde ud af, om vi kan lave links til litteratur af og om blinde og svagsynede gennem historien.

På tidligere generalforsaminger er der blevet udtrykt ønske om, at der skal laves en adresseliste over medlemmer af selskabet. Bestyrelsen diskuterede dette på sit møde, og det blev her oplyst, at lovgivningen ikke levner mulighed for at udsende en adresseliste, med mindre man skriftligt har forespurgt alle medlemmer og ligeledes skriftligt har fået en positiv tilbagemelding fra de medlemmer, som gerne vil vasre med på en adresseliste. Det ser altså umiddelbart ud til at være en større opgave, som involverer udsendelse til alle medlemmer, hvilket bestyrelsen p.t. ikke vil gøre.

Jeg vil gerne afslutningsvis sige, at jeg ser meget frem til arbejdet med at være formand for dette selskab. Jeg vil søge at gøre Blindehistorisk Selskab til et endnu mere fremtrædende selskab, der har indflydelse på bevarelsen og fremstillingen afblindes historie, og jeg vil arbejde for flere aktiviteter til gavn for medlemmerne af selskabet.

Blindehistorisk Selskab er et selskab under Dansk Blindesamfund, og DBS nærmer sig de 100 år. Efter min mening er der gode aktiviteter i gang for at fejre dette, herunder en historisk fremstilling, men vi skal fra selskabets side også arbejde meget på at bevare den historie, som allerede findes, og som lige nu behandles mindre godt. Jeg tænker naturligvis på samlingerne på instituttet og Refsnæsskolen, og på andre arkivalier. Der er altså arbejde nok at se frem til…

16

Nyt om

Selskabets aktiviteter i den nærmeste tid

Egentlig havde vi planlagt et arrangement i maj måned. Det drejede sig om et besøg i Kjæden. Det har imidlertid ikke været muligt at fa aftalt en endelig dato. I stedet forsøges arrangementet afviklet en gang til efteråret. Læs nærmere herom i næste Nyhedsbrev.

Besøg på Danmarks Blindebibliotek

I august 2002 kan DBB fejre sit 50 års jubilæum. Begivenheden vil blive markeret på mange måder af DBB. Blindehistorisk Selskab vil gerne være med til at festliggøre jubilæet. Netop det at kunne tilegne sig litteratur har været en uvurderlig landvinding for blinde. Derfor arrangeres i samarbejde med DBB en spændende eftermiddagdag for medlemmer af Blindehistorisk Selskab. Arrangementet finder sted fredag den 6. september 2002 med mødested DBB, Teglværksgade 37, 2100 København Ø. Arrangementet starter kl. 12.30 med en let frokost. Kl. 13.15-14.30 rundvisning i huset. Kl. 14.30 kaffe og te.

Kl. 15-17.15: 3-4 spændende foredrag om tiden, der gik og et lille blik ind i fremtiden. Derefter serveres der smørrebrød. Arrangementet er gratis, dog skal der betales for drikkevarerne. Der er af praktiske grunde kun plads til cirka 40 deltagere. Det er derfor nødvendigt at tilmelde sig senest den 23. august til Arne Krogh, telefon 45 85 94 19. Tilmelding sker efter „først-til-mølle-princippet.”

Adresseliste over bestyrelsen i Blindehistorisk Selskab

Formand:

Thorkild Olesen,

Bogfmkevej 23, st. tv., 8210 Århus V.

Tif.nr.: 86 16 19 08. E-post: th.olesen@stofanet.dk

Kasserer:

Arne Krogh,

Abildgårdsvej 16, 2. th., 2830 Virum.

Tif.nr. 45 85 94 19. E-post: abkrogh@mail.dk

Næstformand:

Karsten Ahrens,

Høj vangen 15,4470 Svebølle.

Tif.nr.: 59 29 32 92. E-post: karsten.ahrens@get2net.dk

Sekretær:

René Ruby Larsen,

Lyshøjgårdsvej 93,2. l, 2500 Valby. Tif.nr.: 36 30 77 68.

Redaktør:

Aage Michelsen,

Drastrup Skovvej 43 A, Drastrup, 9200 Aalborg SV.

Tif.nr.: 98 185288.

Suppleanter:

Bente Krogh og Else Ahrens.

18

Nyhedsbrev Januar 02

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev

Januar 2002

Hermed ønsker bestyrelsen medlemmerne godt nytår!

Endvidere indeholder dette hefte dagsordenen til Selskabets ordinære generalforsamling 16. februar. Se dagsorden side 2.

Derudover er der to artikler i den serie, vi har været så heldige at få lov til at udsende med erindringsbilleder forfattet af synshandicappede.

Generalforsamling 16. februar 2002 på Fuglsangcentret i Fredericia

Generalforsamlingen åbnes kl. 13, og der vil være kafe m.v. kl. 14.30. Der vil være et spandende/interessant foredrag kl. 16 ca. kl. 17 og middag kl. 18.

I forbindelse med generalforsamlingen er der bustransport fra Fredericia Banegård kl. 12.15 til Fuglsangcentret og fælles bustransport fra centret til banegården kl. 19.45.

DAGSORDEN

. Velkomst samt valg af stemmetællere og dirigent.

2. Godkendelse af dagsordenen.

3. Godkendelse af referat fra 2001. (Se side 12)

4. Bestyrelsens beretning.

5. Forelæggelse af det reviderede regnskab for 2001 til godkendelse.

6. Kontingent.

7. Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer.

8. Indkomne forslag.

9. Valg – A: formand. B: to bestyrelsesmedlemmer.

C: to suppleanter. D: to revisorer. E: en revisorsuppleant.

10. Eventuelt.

Tilmelding til undertegnede senest fredag l. februar 2002.

Telf. 3526 7035, fax. 3526 7036 ellerje@dkblind.dk

Jørgen Eckmann, formand

Blindehistorisk Selskab: Formand Jørgen Eckmann, Bogensegade 8, 2100 København Ø, tif. 3526 7035. Fax 3526 7036, e-postje@dkblind.dk. Næstformand Karsten Ahrens, Højvangen 15, 4470 Svebølle, tif. 5929 3292. Kasserer Ae Krogh, Abildgårdsvej 16, 2830 Virum, tif. 4585 9419. Giro 050 1697. Sekretær René Ruby Larsen, Lyshøjgårdsvej 93, 2500 Valby, tif. 3630 7768. Bestyrelsesmedlem Aage Michelsen, tif. 9818 5288. l. suppleant Bente Krogh, tif. 4585
9419. 2. sppleant Else Ahrens, tif. 5929 3292.

En beretning 60 år efter:

Da verden væltede

Om tiden før det blev almindeligt at integrere synshandicappede børn i det almindelige skolesystem.

AF AAGE MICHELSEN

Året er 1941. Jeg var 10 år gammel. Danmark havde i et års tid været besat af tyskerne. Jeg gik i skole på Bakkegårdsskolen i Gentofte, hvor jeg så småt blev konfronteret med mit synshandicap. Jeg var ikke selv klar over, jeg var dårlig til at se. Hvor skulle jeg vide det fra?

Jeg troede, alle børn så lige som jeg gjorde. Jeg kunne godt læse, hvad der stod på tavlen, blot ikke ret mange bogstaver ad gangen.

Jeg var sandt at sige ikke god til at spille fodbold. Netop som jeg havde fået øje på bolden, kom der en løbende ude fra siden og sparkede til den, og det nåede jeg slet ikke at få øje på.

Vi gider ikke have dig med Aage. Du er så dum, du kan ikke engang få øje på bolden! sagde de. Det blev jeg naturligvis ked af at høre og græd nok også lidt, når de andre ikke så det.

En dag kom min regnelærer og sagde: Du er blind Aage! Det protesterede jeg naturligvis voldsomt imod. Jeg kunne godt se skoletasken helt nede i den anden ende af klassen.

Hvorfor faldt du så over den, der står lige der? spurgte han og pegede på en taske på gulvet lige foran mig. Ganske rigtigt, den havde jeg ikke set.

Senere fortalte de voksne mig, at den måde jeg så på kaldtes kikkertsyn, og først mange år senere fik jeg at vide, at det hidrørte fra en arvelig øjensygdom, som blev kaldt retinitis pigmentosa.

En dag kom der besked fra skolen om, at j eg skulle på blindeskolen efter sommerferien. Blindeskole – et af de mange nye ord jeg skulle møde i min kommende tilværelse. Jeg fik forklaret, at jeg skulle sendes hjemmefra og kun kom hjem tre uger til jul og syv uger til sommer.

Jeg følte, jorden skred under mig. Verden bogstavelig talt væltede. Nå, der var heldigvis længe til efter sommerferien. Men ugerne, dagene gik hurtigt og pludselig var afrejsedagen der. Min far skulle følge mig til Det kgl. Blindeinstitut på Refsnæs. Jeg gik og spekulerede på, om jeg blev kongelig, når jeg ankom til den blindeskole.

Vi kørte fra Københavns hovedbanegård med damptog til Kalundborg. Selvfølgelig havde jeg, som en rask 10 års dreng, forinden været helt fremme ved lokomotivet, der prustende stod og lukkede røg og damp op af skorstenen. Jeg måtte hen og røre ved det, og selvfølgelig fik jeg skældud, fordi jeg nu havde sorte fingre. Men jeg så nu tingene bedre, når jeg først havde rørt ved dem.

Det var mørkt, da vi ankom til skolen. I døren ved Vestskolen stod en dame med briller og knold i nakken. Hun præsenterede sig over for min far som frøken Zwichy – Rigmor Zwichy.

Henvendt til mig sagde hun: Goddag lille ven, jeg er din plejemor.
– Endnu et nyt ord. – Tænk, at man, når man ikke længere havde sin egen mor, havde en plejemor. I øvrigt blev jeg lidt sur på hende, fordi hun sagde „lille ven.”

Havde jeg ikke tit nok fået at vide, at nu var jeg ved at blive stor, og så hylede man ikke fordi man faldt over noget og slog hul på knæene.

Min far og plejemor talte længe sammen over en kop te og noget kage. Der var krig og mørkelægning og deraf følgende dunkel belysning. På etagen oven over fik jeg anvist min sovesal.

Igen et af de nye ord, en sovesal. Det viste sig, at der i det sparsomt oplyste rum stod fire senge. De tre lå der allerede nogen i. Den fjerde var den, jeg skulle sove i. Ved siden af den stod en lille stol, hvor sædet kunne slås op. Den kunne man lægge sit tøj på, og under sædet var der et ganske lille rum, hvor man kunne have sine personlige toiletting.

Naturligvis græd jeg, da min far sagde farvel. Jeg hulkede vist temmelig længe. Pludselig lød der en stemme ovre fra en af de andre senge: „Du skal ikke være ked af det, vi skal nok hjælpe dig.”

Det var en af mine kommende klassekammerater, der bragte mig tilbage til livet.

Verden var væltet, men jeg var på vej til at finde en ny verden, finde en ny identitet.

På Refsnæsskolen fandt jeg hurtigt ud af, at selvfølgelig driller synshandicappede børn også hinanden. Men der fik man ikke at vide, at man var dum, bare fordi man var dårlig til at se.

(Fortsættelse følger)

KIRSTENS HISTORIE

Interview med Kirsten Andersen, Nakskov

AF MICHALA WEINCKE

Bearbejdet af Svend Jensen (tidligere hovedkasserer og formand for Dansk Blindesamfund),gennemgået og korrigeret af Kirsten Andersen.

Da jeg i 1959 tiltrådte som hovedkasserer i Dansk Blindesamfund, var tiden og vilkårene ganske anderledes end i dag. Jeg havde tid til at læse alle Dansk Blindesamfunds medlemsblade, og jeg fik derved en stor appetit på yderligere viden om historien siden blindesagen startede i Danmark.

Desværre viste det sig, at Dansk Blindesamfunds arkiv var blevet totalt ryddet omkring 1947, så der var ikke meget at hente til belysning af blindes vilkår i tiden forud.

Nå, men tiden gik jo med at klare dagen og vejen, og det med historien gled i baggrunden.

I 1993 blev jeg imidlertid bevidst om, at tiden var ved at rinde ud, hvis det skulle lykkes at bevare noget af den viden, der lå gemt i mange blindes erindring om tiden i gamle dage, og Dansk Blindesamfund satte derfor et projekt i gang, hvor nogle af vore informatører gik ud med mikrofonen og snakkede med folk, der kunne huske „de gode gamle dage.”

Vi fik mere end 50 interview ud af denne aktion, og vi deponerede et komplet sæt bånd i Nationalmuseets Folkemindesamling. En ting er jo imidlertid at have sikret disse mange minder for eftertiden i form afbåndinterviewene, noget andet er selvfølgelig, at få alle disse mange informationer spredt, så vi alle kan få glæde af dem.

Efterfølgende har jeg forsøgt mig med en beskrivelse af et af de mange interview, der fortælles noget om tiden under og efter l. verdenskrig.

Jeg ser nu til min store glæde, at vores hovedbestyrelse i Dansk Blindesamfund har taget spørgsmålet om „vores historie” op, og det kunne måske føre til, at flere fik lyst til at dykke ned i de mange bånd for at viderebringe de mange informationer, der ligger gemt. Hermed altså en smagsprøve.

Lidt af historien om Kirsten

Den 16. august 1907 var en glædens dag hos toldassistent Mikkelsens i Randers.

Familiens førstefødte så nemlig dagens lys. Ja, det troede man i hvert fald – også i de følgende måneder. For da pigen, for den førstefødte var altså en pige, var omkring 5 måneder gammel, blev man klar over, at synet nok ikke var det bedste, og en nærmere undersøgelse godtgjorde så, at pigen var næsten blind. Det måtte nu forudses, at Kirsten, som pigen var døbt, ikke ville få en helt let gang på jorden, og forældrene må have haft mange og tunge overvejelser om hendes fremtid. Overvejelserne endte med en beslutning om at flytte til København, hvor adgangen til dygtige øjenlæger nok var lettere, og hvor mulighederne for en lille blind pige i det hele taget nok var meget større end i den lille provinsby.

Toldbetjent Mikkelsen søgte så og fik forflyttelse til København i en stilling svarende til den, han havde i Randers, og flytningen fandt sted, da Kirsten var 15 måneder gammel. „Vi kom så til København, og vi fik en lejlighed på Østerbro. Mine forældre viste stor forståelse for, at et blindt barn også skulle have udfoldelsesmuligheder, så jeg fik, da tiden til det kom, lov til at lege med ejendommens andre børn i gården og på gaden. Jeg faldt godt til blandt de andre børn, og jeg tænkte såmænd ikke så meget på, at jeg ikke kunne se, som de andre.

Jeg kan dog huske, at jeg ikke kunne være med, når der skulle hinkes. Jeg havde min egen hinkesten – en stor sort en – og min egen hinkerude. Da en pige en dag tog hinkestenen fra mig, gav jeg hende en ordentlig lussing, men ellers var der ingen, der drillede eller på anden måde generede mig, eller mobbede mig, som det hedder nu om stunder.

Jeg husker også en dag, hvor brandudrykningen kom drønende ned gennem Ndr. Frihavnsgade på vej til en brand nede i Frihavnen. En af pgerne tog mig i hånden, og vi løb alt, hvad vi kunne ned over Strandboulevarden og gennem porten ind i Frihavnen. Der fik jeg en fod i klemme i etjembanespor, og da jeg en gang tidligere havde prøvet det og var faldet, blev jeg bange og løb hjem – alene. Jeg havde som nævnt lidt lyssans, men alligevel. Min far var meget interesseret i organisationsarbejde, og i vores ejendom boede en blind mand, der havde været med til at stifte Dansk Blindesamfund. De to mænd fik sig mangen en passiar om organisationsproblemer. Jeg blev senere klar over, at manden var P. Høj lind.

Nå, men vi børn voksede jo til og skulle i skole, og det skulle jeg jo også. Der var ganske vist ikke undervisningspligt for blinde børn, så mine forældre kunne bare have beholdt mig hjemme, men det ønskede de heldigvis ikke.

På Refsnæs ved Kalundborg fandtes en forskole for blinde børn. Her kunne man få undervisning indtil det 11. år, så blev man overflyttet til instituttet i København.

Mine forældre var ikke begejstrede for at sende mig til Refsnæs, og efter nogle samtaler med forstander Johannes Plesner på instituttet, blev det til, at jeg skulle have privatundervisning hjemme. Jeg fik så en ung blind lærerinde Agnes Melchior. Hun lærte mig at læse og skrive punktskrift. Undervisningen startede lige efter nytår
1916 og løb frem til sommerferien.

Jeg blev så indskrevet i skolen på Refsnæs og startede i begyndelsen af september 1916.

Agnes Melchiors undervisning havde imidlertid været så god og efektiv, at jeg allerede året efter i juni måned 1917 blev overflyttet til instituttet i København.

Når tiden var inde til overflytning til København, blev man sendt fra Refsnæs efter pinse.

På instituttet blev man så placeret i ens kommende klasse, og her var man så indtil sommerferien. Efter ferien startede så den alvorlige del af festen med den egentlige undervisning. Da jeg kom til København, opstod der imidlertid igen et problem, for mine forældre ønskede, at jeg skulle bo hjemme. Det var instituttet absolut ikke indstillet på, hvorfor ved jeg ikke. En skønne dag skete der så det, at jeg kom hjem med hovedet fuldt af lus, og en nærmere undersøgelse viste, at faktisk alle eleverne havde lus.

Nu blev mor virkelig vred og truede med at gå til aviserne om sagen. Det ville forstander Plesner naturligvis for enhver pris undgå, så da det nye skoleår begyndte efter sommerferien 1917 boede jeg hjemme i Marstalsgade.”

Hvordan var så det hus, hvor den lille Kirsten nu skulle have sin gang i en længere årrække?

Da instituttet i 1958 fejrede 100 års fødselsdag, blev der udgivet et større jubilæumsskrift. Forstander Jørgen Plenge stod for det i øvrigt meget omfattende historiske afsnit. Jørgen Plenge skriver her bl.a.:

„Allerede i 1856 blev der indbudt til en konkurrence om den bedste tegning og plan til det nye blindeinstitut, og det kgl. kunstakademi påtog sig at bedømme de indsendte forslag. Af de indsendte forslag fik 3 præmie, men arbejdet blev overdraget til en arkitekt, der ikke havde deltaget i konkurrencen nemlig Ferdinand Mehldahl, der i 1853 havde vundet Akademiets store guldmedalje.

Instituttet opførtes herefter i 1857-58 og kom til at bestå af en bygning (nordfløjen) og to sidefløje med plads til 60 interne elever. I

1880 blev der i samme stil opført en sydfløj, og instituttet fik dermed plads til 100 elever.

Huset anses af nogle for at være et afMehldahls smukkeste arbejder, og hele anlægget er fredet. / Ikke alle har kunnet anerkende skønheden, og fra lægelig side er der faldet følgende hårde dom af instituttets øjenlæge og huslæge i mereend30årstabslægeGordonNorrie i hans erindringer (l 931). „Da jeg kom til Blindeinstituttet (1903), troede jeg, det var en anstalt, som i enhver henseende var udmærket, for således fremstilledes det altid, men jeg havde ikke været der længe, før jeg var forfærdet over den dårlige hygiejne. Bygningen var så slet som mulig, og det forbavsede mig derfor ikke, at sygeligheden var stor, og at de blinde døde i forbavsende grad af tuberkulose få år efter, at de havde forladt instituttet.

Selve bygningen, der betragtes som et af Mehldahis betydeligste værker, er bygget uden nogen hensyn til hygiejne. I den store hovedbygning ligger korridorerne, hvor det er muligt, mod syd, ellers som mørke midterkorridorer. Lærerboliger lå mod nord, sovesalene tildels. Der var en urimelig højde til loftet, og vinduerne var alt for små, for få og lave, eller rettere, der var nogle forkastelige rør, som antoges at ventilere. Opvarmningen skete ved kakkelovne, der gav alt for stor varme for de nærmeste, for lidt til de fjerneste. På gangene var der utålelig træk og kulde om vinteren. Dertil kom, at fugtigheden stod op i murene til mellem stuen og første sal, for der var ikke drænet under bygningen, og i reglen stod der vand i kælderen.

I den nye bygning, der var bygget i 1880, var det ganske snurrigt at se, at ikke en eneste af de fordringer, som Mehldahl i et foredrag i medicinsk selskab i 1879 havde opstillet som minimumsfordringer for lys i skolebygninger, var opfyldt. Det var, som om han havde (| resoneret, at da de blinde ikke kunne se, behøvede de heller ikke vinduer. Han synes ikke at have haft anelse om, at sollys også har betydning for blinde.

10

I tiden efter 1880 er der naturligvis sket forbedringer på en lang række områder. Eksempelvis blev der installeret elektrisk lys 1917, og i 1926 fik man centralvarme.”

11

REFERAT:

Generalforsamling i Blindehistorisk Selskab

Lørdag 24. februar 2001 kl. 13 i Fuglsangcentret

Til stede

Bestyrelsen: Karsten Ahrens, Jørgen Eckmann, Henning Eriksen,

LeifHaal, Arne Krogh.

Suppleanterne: Else Ahrens, Bente Krogh.

I alt 33 tilstedeværende. Heraf 28 stemmeberettigede.

Dagsorden:

. Valg af stemmetællere og dirigent.

2. Godkendelse af dagsorden.

3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2000.

4. Bestyrelsens beretning.

5. Forelæggelse af det reviderede regnskab for 2000 til godkendelse.

6. Fastsættelse af kontingent.

7. Indkomne forslag (nyt i forhold til indkaldelsen).

8. Valg af

a. kasserer (Henning Eriksen ønsker ikke genvalg) b. et bestyrelsesmedlem (LeifHaal ønsker ikke genvalg) c. to suppleanter d. en revisor e. en revisorsuppleant

9. Eventuelt.

Ad l. Valg af stemmetællere og dirigent.

Som dirigent foreslog bestyrelsen Torben Koed Thomsen. Fra salen blev foreslået Henning Riiser, som ikke ønskede valg. Der var ikke flere kandidater. Som stemmetællere valgtes Karen Marie

12

Pedersen, Gitte Michelsen og Johanne Riiser. Der var ikke flere

kandidater.

Dirigenten konstaterede, at indkaldelsen var lovligt varslet.

Ad 2. Godkendelse af dagsorden

Dagsordenen blev godkendt med det tilføjede punkt 7 og „en revisor” ændret til „to revisorer.”

Ad 3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2000

Mange har ikke set referatet, der ifølge Karsten Ahrens er udsendt i maj 2000. Karsten Ahrens læste referatet op. Referatet blev godkendt.

Ad 4. Bestyrelsens beretning

Vedlagt som bilag til nærværende referat. Bemærkninger:

Ove Gribskov konstaterede, at bestyrelsen ikke har været voldsomt aktiv, og at selskabet ikke er tilstrækkeligt synligt. Hvorfor begynde historien med indsamlingsvirksomheden, et emne som ikke er behandlet af bestyrelsen, men kun sat i værk på formandens initiativ. Jørgen Eckmann svarede, at blindes historie generelt er interessant, men et sted skal man begynde. Svend Jensen syntes, det var en god start, da emnet er rimeligt godt belyst. Freddy Nielsen er en af de mange, som ikke har modtaget referat fra sidste års generalforsamling, og savnede derfor sammenhæng mellem dette referat og denne generalforsamlings beretning. Arne Krogh mente, at miseren med manglende referater måske skyldes fejl i medlemskartoteket.

Det blev foreslået at udsende en adresseliste for at etablere et netværk.

Jørgen Eckmann var enig i, at kommunikationen ikke er tilstrækkelig. Dog har selskabet haft sin betydning.

13

Aage Michelsen bad de menige medlemmer være aktive. Henning Eriksen beklagede kartotekets tilstand. Tilsluttede sig Aage Michelsens ønske om medlemsaktivitet. Henning Eriksen sagde, at han to gange i den seneste tid var ude at fortælle om selskabet. Glad for at Tage Poulsens båndsamling nu bliver registreret. Foreslog at der oprettes et lydarkiv i forbindelse med museet.

Ove Gibskov spurgte om det var rigtigt, at Jørgen Eckmann havde tanker om at oprette et museum på Fuglsangcentret, eller er det et rygte. Mente i øvrigt, at Selskabet burde præcisere sit formål bedre. Sagde videre, at han også gerne vil holde foredrag om blindes historie.

Jørgen Eckmann mener personligt, at hovedmuseet for blinde skal være på Fuglsangcentret. Instituttets og Refsnæs’ museer bør være skolemuseer.

Karen Marie Pedersen sagde, at ting der drøftes ikke nødvendigvis skal tolkes som rygter.

Aage Michelsen spurgte, om det ville være hensigtsmæssigt at ændre formålsparagraffen. Beretningen blev godkendt.

Forelæggelse af det reviderede regnskab for 2000 Henning Eriksen gennemgik regnskabet, som vedlægges som bilag.

LeifHaal konstaterede, at revisors underskrift mangler. Henning Eriksen: Revisors godkendelse er på grund af en misforståelse først fremkommet denne dags formiddag. Endvidere skal revisorsuppleanten, som er trådt til efter revisor Knud Klausens bortgang, underskrive regnskabet før endelig godkendelse. Ove Gibskov: Der bør bruges flere penge til publikationer. Tage Poulsen: Båndudgivelse kopieret hos DBB har været kostbar. Enighed om ikke oftere at bruge Domino. Regnskabet godkendt med forbehold for revisorpåtegning.

14

Ad 6. Fastsættelse af kontingent

Bestyrelsen foreslog uændret kontingent på 100 kr. for år 2002.

Godkendt.

Ad 7. Indkomne forslag (nyt)

Ove Gibskov foreslog dækning af udgifter til biligste transport til generalforsamling og andre indenlandske arrangementer. Gerne med virkning fra denne generalforsamling. Jørgen Eckmann mente, at man på denne måde hurtigt vil nå bunden af kassebeholdningen. Bestyrelsen foretrækker at betale for fortæring i forbindelse med et socialt arrangement. Svend Jensen sagde, at dette emne burde være behandlet før fastsættelse af kontingent. Foreslog at man betaler et grundbeløb selv og får dækket beløb derudover. Ove Gribskov kunne gå ind for dette forslag. Jørgen Eckmann foreslog, at bestyrelsen arbejder for dette eller et lignende forslag. Herfor stemte 18, imod 9.

Ad 8. Valg

a. Kasserer Henning Eriksen ønskede ikke genvalg. Som ny kasserer valgtes Arne Krogh. Der var ikke flere kandidater.

b. Da Arne Krogh er valgt som kasserer, skal der vælges to bestyrelsesmedlemmer. LeifHaal ønsker ikke genvalg. Foreslået blev Aage Michelsen, René Ruby Larsen og Ove Gibskov. Ove Gibskov afslår. Der var ikke flere kandidater. Aage Michelsen valgt for 2 år og René Ruby Larsen for l år.

c. Som bestyrelsessuppleanter valgtes Else Ahrens og Bente Krogh.

d. Som revisor genvalgtes Svend Thougaard (ikke til stede) og Edith Nygaard.

e. Som revisorsuppleant valgtes Bente Eckmann.

For c., d. og e. var der ikke opstillet flere emner.

15

A d 9. Eventuelt

Jørgen Eckmann: Næste nyhedsbrev vil indeholde en artikel om

Ejnar Jakobsen (kurvemager, kontorelev).

Arne Krogh takkede for valget.

Henning Riiser var rystet over prisen på kopiering hos Domino.

Find et andet sted at få løst kopieringsopgaver.

Ove Gibskov henstillede, at man fik gennemgået adresseliste og

vedtægter.

Bente Krogh vil lave en artikel med Karen Marie Pedersen.

Karen Marie Pedersen sagde, at det som i dag er nyt også bliver

historie. Som for eksempel e-post. Vær opmærksom herpå.

Allan Fohlmann foreslog at bruge internet.

Jørgen Eckmann sagde, at bestyrelsen vil drøfte at oprette en

hjemmeside.

Jørgen Eckmann sluttede med at rette en tak til mødets dirigent

samt til de afgåede bestyrelsesmedlemmer Leif Haal og Henning

Eriksen.

Torben Koed Thomsen, dirigent Leif Haal, referent

16

Forslag til ny vedtæ

§ l. Foreningens navn er Danmarks Blindehistoriske Selskab.

§ 2. Selskabets formål er:

a) At udbrede kendskabet til blindes historie.

b) At udbrede kendskabet til og anvendelsen af eksisterende blindehistoriske samlinger og arkivalier.

c) At støtte og medvirke til udbygningen og bevarelsen af blindehistoriske samlinger med henblik på en egentlig museumsdannelse til gavn for forskning og formidling.

§ 3. Selskabet udsender et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

§ 4. Som medlem kan optages enhver, der kan støtte selskabets formål.

§ 5. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar kvartal. Den ordinære generalforsamling indkaldes med 4 ugers varsel. Stk. 2. Generalforsamlingen, der er selskabets højeste myndighed, vælger en bestyrelse på fem medlemmer. Formand og kasserer vælges ved særskilt valg. Formand og to bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år. Kasserer og et bestyrelsesmedlem vælges i ulige år. Endvidere vælges hvert år to suppleanter, to bilagskontrollanter og en suppleant for disse.

I øvrigt konstituerer bestyrelsen sig på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.

Formanden indkalder til bestyrelsesmøder ved udsendelse af en dagsorden, så ofte han skønner det nødvendigt dog mindst fire gange årligt.

17

Stk. 3. Formanden og mindst to bestyrelsesmedlemmer skal opfylde betingelserne for medlemskab af Dansk Blindesamfund. Stk. 4. Kontingentets størrelse fastsættes på den ordinære generalforsamling.

§ 6. Selskabets regnskabsår følger kalenderåret.

§ 7. Selskabet tegnes af formand og kasserer i forening.

§ 8. Der skal afholdes ekstraordinær generalforsamling, hvis bestyrelsen eller mindst 10 pet. af medlemmerne anmoder herom. Stk. 2. Anmodningen skal være skriftlig og indeholde en kort beskrivelse af den problemstilling, der ønskes behandlet. Stk. 3. Den ekstraordinære generalforsamling skal indkaldes med mindst fire ugers varsel.

§ 9. Forslag til vedtægtsændringer til behandling på den ordinære generalforsamling sendes til bestyrelsen inden l .januar. Forslag til vedtægtsændringer udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.

Stk. 2. Vedtægtsændringer skal vedtages med mindst to tredjedele af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

§ 10. Opløsning af selskabet kan kun ske, når forslag herom er udsendt til medlemmerne efter samme regler som nævnt i § 9, stk. l og vedtaget på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst fem sjettedele af de stemmeberettigede medlemmer. Stk. 2.1 tilfælde af opløsning tilfalder selskabets midler Dansk Blindesamfund til anvendelse inden for selskabets formål.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling fredag den 18. november 1994 med senere ændringer den

18

Nyhedsbrev Oktober 01

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev

Oktober 2001

Kære medlemmer :”

Hermed udsender vi endnu et eksemplar af „Nyhedsbrev” med informationer fra bestyrelsen samt to barndomserindringer skrevet af Jørgen Eckmann og Poul Glygård. De har tidligere været bragt i Refsnæsskolens tidsskrift „Refsnæs-Nyt” i 1989 og 1990.

Med venlig hilsen

p.b.v.

Aage Michelsen og Karsten Ahrens

Generalforsamling på Fuglsangcentret

Bestyrelsen har fastlagt datoen for næste års generalforsamling til lørdag den 16. februar.

Vi kan allerede nu oplyse, at bestyrelsen vil fremsætte forslag til nogle ændringer i selskabets vedtægter. Generalforsamlingen vil igen blive afholdt på Fuglsangcentret, selv om enkelte har givet udtryk for, at vi burde holde generalforsamling andre steder i landet. Bestyrelsen har fået henvendelser fra en del medlemmer, som føler det lettere at deltage i generalforsamlingen, når den foregår på et kendt sted. Der arbejdes i øjeblikket på at gennemføre et meget spændende arrangement i tilslutning til generalforsamlingen. Hvad det bliver, er indtil videre en stor hemmelighed.

Jørgen Eckmann

Adresseliste

På sidste års generalforsamling blev det foreslået, at bestyrelsen skulle udsende en medlemsliste med navn, adresse og telefonnummer på selskabets medlemmer.

Bestyrelsen har drøftet ideen, som vi for så vidt finder god. Vi har dog fået betænkeligheder og skal derfor opfordre de medlemmer, der ønsker at blive optaget på en sådan liste til at henvende sig til Arne Krogh på telefon 45 85 9419 eller undertegnede på 3526 703 5 så hurtigt som muligt og senest den l. december. Listen vil herefter blive udarbejdet og udsendt til selskabets medlemmer.

Jørgen Eckmann

Blindehistorisk Selskab: Formand Jørgen Eckmann, Bogensegade 8, 2100 København Ø, tif. 3526 7035. Fax 3526 7036, e-postje@dkblind.dk. Næstformand Karsten Ahrens, Højvangen 15, 4470 Svebølle, tif. 5929 3292. Kasserer Arne Krogh, Abildgårdsvej 16, 2830 Virum, tif. 4585 9419. Giro 050 1697. Sekretær René Ruby Larsen, Lyshøjgårdsvej 93, 2500 Valby, tif. 3630 7768. Bestyrelsesmedlem Aage Michelsen, tif. 9818 5288. l. suppleant Bente Krogh, tif. 4585
9419. 2. suppleant Else Ahrens, tif. 5929 3292.

Spredte badomsminder

Jørgen Eckmann skev i 1990 følgende om sin tid som elev på Refsnæsskolen i Kalundborg i perioden 1943-51.

Det blæste. Det var vist også mørkt, for jeg var søvnig, men søvnig på en mærkelig hvileløs måde. Jeg var spændt, usikker og ked af afskeden med far og søskende.

Jeg stod med min mor på Kalundborg Station. Vi havde vist rejst længe og kom dog kun fra Svendborg. Krigen besværliggjorde enhver rejse. Stormen piskede os i ansigtet, men pludselig var det helt stille, ingen vind kun mørke. Vi var ankommet til „Det kgl. Blindeinstitut” og stod nu bag de høje og – i mere end én forstand – beskyttende hække, som dengang omgav „skolen”. Det var først og fremmest dem udenfor, der trængte til beskyttelse. Vi var ikke blot beskyttede, vi var afsondrede. Stort set alt samkvem med omverdenen var udelukket. Vi var under særforsorg.

Rodløshed

Jeg kommer fra et arbejdermiljø (det besiddelsesløse byproletariat).

Min far var mølleriarbejder, min mor ekspeditrice. Jeg oplevede to

vidt forskellige normsystemer, og det gav naturligvis problemer,

for man kan ikke acceptere dem begge. Hvilket skulle jeg vælge.

Lad mig nævne det religiøse aspekt som et eksempel på normernes

forskelligartethed.

Mit barndomshjem var formentlig helt typisk for et arbejderhjem.

Man talte ikke om kristendom, og kirken var noget, der blev brugt

ved særlige begivenheder i familien.

Jeg mindes, at vi en periode – kort eller lang husker jeg ikke – bad

aftenbøn hjemme. Det skyldtes en af mine større søstre, som af en

eller anden grund pludselig „blev from”. Hun tvang os på knæ ved siden af sengen hver aften. Det førte i øvrigt til, at jeg den første aften på Refsnæs pr. refleks røg ned på knæ ved siden af sengen, da plejemor bad aftenbøn. Så blev jeg til grin. Om skolen havde en udpræget kristen holdning, skal jeg ikke kunne sige. Men at enkelte lærere – og navnlig lærerinder – var personlige kristne er der ingen tvivl om. Og at de gjorde, hvad de kunne for at hverve proselytter, er også uden for enhver tvivl. Jeg havde i flere år mine problemer med disse spørgsmål og fandt først en slags afklaring i 14-15 års alderen. Hvorom alting nu er, vi måtte vænne os til vidt forskellige kulturer. Spændingen mellem dem var af og til ubehagelig, og tid efter anden måtte vi vælge. Man må finde ud af, hvad der er én selv. Mange fandt aldrig ud af det.

Traditioner

Skolen – og måske især kostskolen – har sine traditioner. Således også på Refsnæs.

Vi havde indtil efteråret 1950 kun to ferier pr. år med betalt hjemrejse. Dog kunne de, der havde råd, få lov at rejse hjem til påske under behørig ledsagelse af en eller anden person, der var villig til at hente og bringe dem.

Den første særlige begivenhed efter skoleårets begyndelse var udflugten til „Fyrrebakken”. Med faner i spidsen ud og tilbage. Dagens indhold i øvrigt har jeg ingen erindring om. Det var vist ikke så populært at være fanebasrer. Jeg husker et år, hvor jeg fik opgaven pålagt – under store protester – på tilbagevejen. I november fejredes skolens fødselsdag. Hvorledes det skete, husker jeg ikke mere, kun at vi altid fik hakkebøf. Derimod har jeg en tydelig erindring om fødselsdagen i 1948, da skolen fyldte 50 år. Der var kongebesøg, radiotransmission og en masse tidligere elever kom kørende i busser fra København. Jeg husker endnu det

imponerende opbud af busser. Det var næsten det mest spændende. Højdepunktet var ceremonien i gymnastiksalen, hvor kongen og dronningen sad i skolens bedste stole – vist nok fra forstanderens kontor – på et gulvtæppe midt i salen. En pige og jeg var udset til at overrække kongen en slipsnål og dronningen en broche med inskription i punktskrift. Jeg må have været temmelig konfus i situationen, for jeg styrtede frem til dronningen, gav hende brochen og styrtede tilbage mod min plads med det resultat, hans majestæt, som åbenbart syntes, at jeg også skulle hilse på ham, løb efter mig ud over det fine tæppe for at hilse på.

Aksel Dahlerup, som stod for radiotransmissionen, fortalte lytterne, at to af skolens yngste elever overrakte majestæterne disse præsentér. Det var en grov fornærmelse. Jeg var på dette tidspunkt fyldt tretten år. Det morsomste ved hele denne ceremoni var i øvrigt indstuderingen af overrækkelsen, der foregik med administrationschefen som instruktør, Jørgen Emborg som konge og frk. Flensborg som dronning.

Tiden før og efter jul blev der gjort en del ud af. Det første tegn på jul var ophængningen af adventskransen i sangsalen. Herefter fulgte slag i slag afhentning af pebernødder i „Det store køkken”. Vi lavede et så stort kræmmerhus som muligt af punktpapir og mødte op med det og nogle julesange og fik fyldt kræmmerhuset. Senere kom så den søndag eftermiddag i sangsalen, hvor vi under sang og højtlæsning skulle ønske julegave. Plejemor sad med lange lister og noterede hver enkelts ønske. Drengene ønskede nasten altid lommelygter (syntes jeg), der kunne lyse hvidt, rødt og grønt. Disse julegaver blev uddelt vedjuletræsfesten kort efter juleferien.

Der kunne nævnes andre traditioner: Afdansningsballet, fastelavn, hvor vi – i hvert fald som små – med stor fryd risede de sengeliggende medarbejdere op. Uheldigvis havde de dyne over sig. Der var også den årlige „lejrskole” i spejderlejren på Asnæs, men bedst af alle årets begivenheder var dog slutningen før sommerferien.

Tiden op til den var præget af temmelig megen frihed og spænding i forbindelse med de eksaminer eller årsprøver, vi skulle op til. Ved selve afslutningen blev der som regel spillet skolekomedie.

Om lærerne og hvad de lærte os Der var mange lærere. Altid for mange. De var overalt til alle tider. Det var utroligt svært at lave noget, som var forbudt, uden at blive opdaget. Det lykkedes dog af og til. Det var faktisk både sjovt og spændende at være på forbudte veje, på æblerov i plantage eller frugtkælder, ryge i smug, kysse piger bag svømmehallen, det var vist ikke selve kysset, der var så meget ved, men omstændighederne.

Lærernes hovedopgave var dog trods alt at putte noget i hovederne på os. Og det var de fleste af dem vist ikke så værst til, selv om nogle af dem brugte metoder, som man i dag vil betegne som mindre velvalgte.

Jeg vil ikke her omtale enkeltpersoner bortset fra én, der fik afgørende betydning for min – og også flere af mine kammeraters senere udvikling.

Jørgen Emborg må være blevet ansat i 1947, da vi fik ham som klasselærer ved begyndelsen af fjerde klasse og som lærer i historie. Denne klasse var så stor, at den måtte deles i en A og en B klasse. Når klassen blev så stor, skyldtes det blandt andet, at vi var nogle „gamle” elever, der var kommet bagefter på grund af skolens delvise lukning fra sommeren 1944 til oktober 1945 – tyskerne skulle bruge størstedelen af skolen til flygtningelejr, tror jeg. Vi fik aldrig klar besked, idet de skriftlige ferieforlængelser, der med mellemrum sendtes til hjemmene, indeholdt forskellige – men aldrig de rigtige – forklaringer.

Blandt meget andet lærte Emborg os at sætte pris på litteratur. Han stimulerede os til at læse i fritiden og læste selv – i sin fritid – en lang række af litteraturens største forfattere. Jeg husker endnu de

mange timer, hvor vi sad, enten hos Emborg eller – sommerdage og aftener – i det lille anlæg foran „Væmehjemmet” – nu „Fjordhøj” – og hørte ham læse Nis Petersen, Karen Blixen, Oehlenschlægers „Aksel og Valborg”, Dickens, Blicher med mange flere. Han respekterede os ved at delagtiggøre os i de voksnes litteratur og åbnede en verden for os, som har betydet meget for flere af os siden.

Også som historielærer var han spændende, fordi han kunne fortælle noget, der ikke stod i historiebøgerne. Desværre blev han i sjette klasse afløst af den daværende forstander, som ikke nåede ham til knæene. Vi var på kanten af et oprør.

Vi fik mange almene kundskaber og særlige færdigheder. Mange af dem er naturligvis glemt, fordi vi ikke har haft noget at bruge dem til. Men vi fik dog en ballast, som – det er jeg sikker på – stod rimeligt på højde med den ballast, som folkeskolen dengang var i stand til at give sine elever. Et af problemerne var dog, at vi ikke forlod skolen med et brugbart bevis på det, vi kunne. Det betød, at mange af os måtte „gå om”, da vi ville have en uddannelse, hvor adgang var betinget af et eksamensbevis.

Der var i øvrigt – formentlig i 1950 – da jeg gik i sjette klasse tale om, at tre til fire af os måske kunne få lov til at komme i mellemskolen i Kalundborg. Forstanderen afviste dog i sidste instans tanken i en samtale med vor klasselærer, som vi overhørte. Jeg mindes det som en ubehagelig situation.

Disciplin – selvdisciplin

Der var på den tid en skrap disciplin på Refsnæs. Det hang naturligvis sammen med tidens almindelige krav om lydighed, velopdragenhed, og hvad de nu ellers kaldte det. Sådanne krav eller fordringer kan let nå deres ekstrem i en lukket verden som en kostskole, blandt andet fordi der ikke fandtes eksterne kontrollanter. Hænderne sad løst på skafterne hos de fleste voksne, så der van-

kede ofte et par på hovedet, eller der blev brugt andre midler (tidligt i seng, stuearrest eller lignende). For mig førte det til, at jeg, da jeg skulle i fjerde klasse og hermed overflyttes til Vestskolen (afdeling for de store drenge), besluttede at slå igen, når en voksen slog mig. Jeg gennemførte min beslutning til og med syvende klasse. Var de voksne barske, så kunne vi sandelig også være det over for hinanden.

Vi havde til eksempel en kammerat, der havde sine problemer med at kende forskel på dit og mit. Han havde engang held til – eller kom for skade – at stjæle vor chokoladeration aftenen før, den skulle udleveres. Vi dømte ham til korsfæstelse og havde tømret korset sammen og var i færd med at binde ham til det, da én af disse langøjede lærere pludselig var over os og bestemte – ganske diktatorisk
– at han skulle benådes. – Vi skummede af raseri og krænkelse.

Til København

I syvende klasse var vi meget optaget af, hvem der skulle til København og hvem ikke. København – det vil sige instituttet i København – stod for os som det forjættede land. Det viste sig nu senere at være stærkt overdrevet. Hvorledes afgørelsen blev truffet, ved jeg ikke, dog set i bakspejlet kan det godt virke, som om tilfældighedee i nogle tilfælde har spillet ind. Den sidste store begivenhed inden afrejsen var konfirmationen, hvor alle sejl blev sat til for at gøre dagen festlig. Vore forældre var naturligvis indbudt til at deltage. Jeg husker tydeligst morgenbordet i gymnastiksalen. Et orgie af luksus. Vi fk pålæg til morgenmaden. Med konfirmationen var badommen slut, følte vi, og til sommerferien forlod vi så Refsnæs for at drage ud i verden.

Jørgen Eckmann

Den lange skolevej

Poul Glygård skrev i 1989 følgende beretning om sin tid som elev på Refsnæsskolen i perioden
1919-22.

Når jeg som gammel opfordres til at skrive om min barndom på Refsnæsskolen i tiden 1919-22, står det mig hurtigt klart, at oplevelsernes styrke og friskhed, glædernes styrke og sorgees dybde er nivelleret så meget, at det nok ikke bliver den fulde sandhed. Der bliver alligevel så mange håndgribelige begivenheder tilbage, at efterfølgende vil give læsere, der slider sig igennem, indtryk af livet på skolen i denne periode.

Den lange rejse

Provsten i Klemensker på Bornholm havde set sig en hel del om i verden og bl.a. stiftet bekendtskab med døveskolen i Fredericia og undervisningen der. Han bemærkede, at landpostbudets yngste dreng, den 8-årige Poul, var blind. Han sås overalt i landsbyen med en af brødrene eller en af naboens børn i hånden. Alene færdedes han kun på de nærmeste veje. Var der tale om ture til skovene eller moserne i omegnen, råbte altid en eller anden: „Ta’r du Poul?”Når de spillede bold, blev Poul noget sur og ville hjem.

Slagterens 18-årige datter var lige kommet hjem med sin væv fra blindeinstituttet i København. Når kammeraterne gik i skole hveranden dag, kom hun og lærte Poul punktskrift. Det var vældig spændende syntes han, at man sådan kunne prikke ord og læse dem bagefter igen. Mor kom med på skolebænken.

Så en aften kom provsten, og han og forældrene gik ind i storstuen. Vi unger lurede i køkkenet. Hvad ville provsten dog? Poul blev

nævnt flere gange, men nogen sammenhæng i det fik vi nu ikke. Det fik vi først en aften, hvor mor fortalte, at på fredag skulle Poul rejse til en vældig god skole, hvor han kunne lære en masse. Far gik ud af stuen, og pludselig grad mor. Hvorfor?

Rejsen med forældrene blev et flimmer af sære indtryk. Et skib, der gyngede, et værelse med bløde tæpper over hele gulvet, og hvor der kom vand, når man drejede på et håndtag og en masse andet. Det hele endte med en lang togrejse og en tur med hestekøretøj, som dem derhjemme ud ad en grusvej, og så en dame, der talte et mærkeligt sprog ligesom dem i København.

Så fik de noget at spise og gik gennem et vældigt hus med stuer, hvor Poul fandt bænke og borde i nogle af stuerne, i andre senge og stole. Overalt var der råbende børn. „Skal jeg være her?” spurgte Poul. Mor tog ham ind til sig. Hun rystede. „Jamen, det var jo dig, der ville have ham herover”, sagde far, og damen skyndte sig hurtigt at kalde på Christian. Han var en lidt større, svagsynet dreng. Han skulle tage sig af Poul, tage ham med ud i haven og gå en tur med ham. Han kunne et morsomt vers, påstod han. Det begyndte:

„Birgitte, Birgitte Birgøje, hun havde et dårligt øje ..” Resten fik Poul nu ikke fat på, men tænkte: Mon det nu har noget med skolen her at gøre?

Ude i noget, Christian kaldte „bislaget”, en udgang, kom en hylende unge: „Møller har væltet mig ned af højen!” Her var altså en høj og en Møller at passe på. Poul kom ind i et rum sammen med alle andre, fik hagesmæk på og noget at spise. Så var der aftensang, og de kom i seng, men hvor var mor, og hvor var far? „Det taler vi om i morgen,” sagde barnepigen. „Det skal nok gå!” Dette blev det omkvæd, han fik at høre de kommende dage.

Den første tid

Efter en urolig nat og en morgenmad bestående af en skål rædselsfuld halvkold havregrød med skaller, lunken mælk og lidt sukker

10

blev morgensang med „Fader Vor” afviklet. Den frøken Jeg skulle have i klassen, forklarede mig, at mine forældre var rejst. Hun sagde noget mere om ferier, skrive osv., men jeg forstod ingenting. Havde mine forældre forladt mig? Skulle jeg være alene her? Der fødtes „ormen” i mig, i brystet, i halsen, ja helt op i hovedet pressede den på. Den gnavede og voksede, og til sidst kom tårerne, og det lettede da lidt.

Den „orm” måtte jeg kæmpe med ved slutningen af hver ferie. Jeg erfarede efterhånden, at kunne jeg tvinge tankerne væk fra dem derhjemme, specielt fra visse detaljer, sygnede uhyret væk i løbet af nogle få dage; men på lur lå den altid.

Jeg hørte til i de små drenges legestue. Det gjorde også et væsen, som kom samtidig med mig, og som talte et sprog, som var langt værre end andres.

Han udstødte en række lyde, tydeligvis henvendt til mig, men da det umuligt kunne opfattes som menneskelig tale, foretog jeg mig intet. Han slog mig i maven og gentog hele smøren. Den i maven forstod jeg og gengældte, og så oplevede jeg min første slåskamp, og det skulle ikke blive den sidste. Han tog mig i hovedet og trykkede til, og jeg bed i den arm, der lå så bekvemt lige over min mund. Han hylede, og de andre fik os skildt ad, men fastslog med gru, at jeg havde bidt. Efter flere bataljer forstod jeg, at der var tre ting, der ikke kunne tolereres: man måtte ikke bide, ikke slå i hovedet, og man måtte ikke sladre.

Efter at jeg havde fået bøvl med nogle af de store, var der en barnepige fra Bornholm, som tog mig med op på sit værelse, og vi frådsede i vort bornholmske ganske uhæmmet. Hun kendte skolens uskrevne love og meget til hakkeordenen. Hun rådede mig indstændigt til at prøve at tale som de andre – lægge det bornholmske af. Ret havde hun jo, for de fleste af mine skærmydsler skyldtes sproget.

11

Julen 1919

Jeg kom til skolen den l. november, og den første tid var ubeskrivelig kaotisk – alt var ukendt for mig, noget fjendtligt, noget mere venligt. Hen under jul begyndte nogle at tale om juleferie derhjem- | me, men mig forklarede man at jeg jo lige var kommet, og vejen „ hjem var lang og dyr. Staten, hvem det så var, betalte kun rejsen én gang om året. (Det ændredes det kommende år til to gange). Cirka halvdelen af de 60-70 elever rejste. For os, der blev tilbage, blev det et eventyr. „Ormen” rørte ganske vist på sig, men blev kvalt i slagtermad og julegaver og -godter hjemmefra. Forunderligt
– men der var tilsyneladende lige meget af alt til alle – også til dem, der intet hjem havde.

En af legestuerne var blevet til „julestue” med polstrede møbler, gulvtæppe, blanke borde med gran og lys, og her var højtlæsning og godteuddeling hver formiddag og hver eftermiddag. Der var intet, man skulle, men meget, man måtte – en helt uvirkelig tilstand.

Ved det store juletræ på selve aftenen fik jeg af skolen en postkasket med kokarde og en posttaske. Den fyldte en af barnepigerne og jeg hver morgen med dagens post, og så marcherede jeg stolt som en pave fra dør til dør hos personalet. Jeg var indtrådt i postetaten ligesom min far. Det blev den mest strålende jul i mit liv.

Personalet

Det var et rigtigt kvinderegime.Vore nærmeste kategorier var barnepigerne og frøknerne. Alle boede på skolen. Så var der forstanderen, som boede i sit eget hus, men som ligesom svævede over vandene. Han underviste kun i ny og næ. Det kan vel ikke passe, at han klarede alt kontorarbejdet selv, men sådan så det ud for os. » Sandt at sige hørte Store-Christian vel også til personalet, men han ( boede ligesom forstanderen uden for skolen, nemlig i to små stuer ovenover maskinhuset, som klarede skolens vandforsyning, bl.a.

12

med opvarmet fjordvand til badning. Hos ham boede Marie, der var hans kone, og hans søn Henry, der konsumerede kilovis af Kongen af Danmarks bolcher. Det lykkedes os aldrig at fange ham og få

del i herlighederne. Lidt længere ude i horisonten havde vi oldfruen, økonomaen og køkkenpersonalet og sygeplejersken for nu

v ikke at glemme hende.

Ja, og så var der Basse, en skikkelig foxterrier-lignende hund, der boede bag kedlerne og tilhørte Store-Christian.

Vi elskede Store-Christian, og her må ordet tages med sit fulde pålydende. Dette rokkedes end ikke af, at han badede os med arbejdsnæver, skurebørste, grøn sæbe og varmt og siden koldt saltvand. Man blev øm over hele kroppen, men formentlig ren. Så klippede han os plys-skaldede over hele hovedet.

Var man lækkersulten, og det var vi altid, for maden forekom os almindeligvis kedelig, så var der en idé i at besøge Store-Christian i maskinhuset. Det var, som om der groede æbler eller pærer der. Men kulminationen nåedes på hans fødselsdag, hvor han efter den obligate tur til stendysserne med omkring 15 drenge af de største tog os med ovenpå til de to små stuer, og der steg vor agtelse for Marie og sympatien for hendes arrangement. Mange års erfaring havde åbenbart lært hende, at man skal bage æbleskiver til 30 sultne drenge, når der kommer 15. Store-Christian læste højt og vi åd sådan kan det kun benævnes – og drak sodavand til.

Barnepigerne betragtede vi som vore søstre. Dem kunne vi drille og lege med. Frøknerne havde hver sin individualitet. Jeg havde for eksempel et forbund med min dansklærerinde. Ofte når vi mødtes, strøg hun mig gennem håret eller over kinden, og så kaldte hun mig Jesper. Jeg ved ikke, om hun var mig utro og strøg andre, men

( hun kaldte i hvert fald ikke andre for Jesper.

( Det vil føre for vidt at forsøge at karakterisere hver enkelt af frøknerne. Dog kan jeg ikke forbigå sygeplejersken. Jeg havde pådraget mig en tyk, bullen tommelfinger. Hun tog et

13

solidt tag om fingeren og jog en saks ned i djævelskabet. Jeg udstødte et hyl af smerte og sparkede uvilkårligt ud. Der havde ikke været tid til nogen reflektioner. Jeg ramte hendes ben, indkasserede en lussing og en forbinding.

Der var et eller andet galt med flere af børnenes blod, og mon ikke maden var medvirkende til det? Blandt disse børn var jeg. Vi fik noget rædsomt besk medicin, som man måtte skylle ned med vand. Jeg lod den gå i kummen sammen med vandet.

Kort tid efter blev jeg kaldt op til overlægen, som sygeplejersken gjorde bekendt med mine meriter plus det, at jeg klatrede i træer og havde flænget mine bukser. Han forstod lynhurtigt vinket, og jeg fik formentlig for symmetriens skyld to bragende øretæver, så hovedet vaklede uden dog at falde af- manden var jo højt uddannet, så han kendte vel grænserne. I sammenligning med de dametjat, vi var vant til, forstod jeg, at han var højt kvalificeret. Jeg ved naturligvis ikke, om hans kontrakt med skolen indeholdt en bestemmelse også om denne slags aktiviteter.

Svanekniven

Hver uge skrev jeg sammen med min mor – stærkt tilskyndet af frøknerne. Mit hjem var og blev jo i Klemensker, selv om jeg kom der så sjældent. Somme tider spurgte min mor, om der var noget, jeg savnede. Der var mode i legetøj, og i øjeblikket var det botaniserkasser og lommelygter, der stod øverst på ønskelisten. Jeg havde begge dele. Botanisere gjorde vi naturligvis ikke, og skulle jeg kontrollere, om der var lys i lygten, måtte jeg mærke på pæren med læberne; men lommen bugnede ligesom de andres så flot lige under kassen med dens rem over skulderen.

Så fik Svend en svanekniv, og da den ikke var spids, mente min mor nok, det gik an at forsyne mig med sådan én. Men så en skønne dag var kniven væk. Jeg ledte, spurgte og ventede. Men flere havde nu efterhånden fået svaneknive – bare ikke min.

14

Hjemmefra var jeg vant til at bede „Fader Vor”, men jeg syntes ofte, at det ikke rigtig dækkede netop det, jeg stod og havde brug for, så jeg lavede et lille p.s. om svanekniven. Dagene gik, og flere fik svaneknive, men min henvendelse til de højere magter forblev ubesvaret. Bebrejdelser endsige noget ultimatum var der jo ikke tale om, så da propbøsser kom på mode, droppede jeg kniven, dog ikke uden at min faste tro på almagten havde fået et knæk, som den aldrig rigtig siden har forvundet.

Undervisningen

Skolens dag begyndte kl.7 og sluttede kl.19 for de små, kl.20 for de store.Faste punkter for alle var tre måltider og eftermiddagens lunkne mælk med skind. Der var morgen- og aftensang, morgen- og eftermiddagstur så at sige uanset vejret – et kvarter mod højre eller venstre ad Kystvejen, hvor det gik ud på at undgå at få skrsellet huden af hælene af de bagvedgåendes skarpe træskosnuder. Der var ikke mange svagsynede til at føre.

I vinterhalvåret var indlagt faste håndgemingstimer og også fast højtlæsning. Højtlæsningen spillede i det hele taget en stor rolle, og jeg bør sikkert nævne frk. Banners oplæsning af„Troldebogen” med klaverledsagelse, som hun foretog hvert år umiddelbart før juleferien. Den var lige spændende hver gang.

Om sommeren blev disse timer erstattet af udendørs aktiviteter: leg på strandmarken, som ofte foregik på den måde, at vi brugte et par timer dernede til at bygge tanghytterved hjælp af rullesten og tang. Så havde vi de 12 små skolehaver, som vi også skulle tage os af. Hver skolehave var tildelt 3-4 af de største drenge eller piger (ingen sammenblanding af kønnene). Kun ejerne havde adgang til haven, som var omkranset af en lav buksbomhæk. Den var forsynet med bænk og flagstang. Her lærte vi fra grunden at tilberede jorden. – Vi gravede og rev, og så plantede vi karse, radiser, ærter og blomster og andet. Foråret var en enestående oplevelse for nogle af os.

15

Vi rodede i jorden, vandede, hejste flag og solede os på vore private bænke i vore korte lærredsbukser og halvstrømper.

Vi nød frugterne med rigelig tilsætning af sand, men ak, så kom den længselsfuldt ventede sommerferie og ødelagde hele tegningen. Haven var en jungle af ukrudt, når vi kom tilbage. Kun ærterne kunne vi undertiden grave frem. Men så kom jo tiden for æbleskud. Trods den var vi nu alligevel blevet jordbrugere sådan i det lille format.

Skolen savnede i pinlig grad undervisningsmaterialer, og derfor måtte de 5-6 frøkner med hver 12-14 elever mundtlig gennemgå stofet. Næste time indledtes så med overhøring. Resultatet gav karakter, så det gjaldt om at holde ørerne stive. Ved månedens afslutning fik man sit nummer i klassen.

Jeg satte alt ind på at fordreje mit sprog, og det lykkedes mig i en sådan grad at begå forræderi imod mit bornholmske, så de andre bæster holdt op med at kalde mig reservesvensker – et meget modbydeligt ord, fandt jeg.

Jeg begyndte i 2. klasse, fordi jeg hjemmefra havde lært at læse og skrive punkt. Jeg havde store ambitioner, men Per var altid nummer et. Det sidste år nåede jeg op på at blive nummer to. Det var svært, og jeg er lidt bange for, at mit hemmelige forbund med min dansklærerinde spillede ind Jeg kunne tæve Per hveranden gang, vi kæmpede, men hans førsteplads lykkedes det mig aldrig at erobre.

I de almindelige skolefag var der meget udenadslære, og det skal jeg ikke komme nærmere ind på. Derimod kan jeg ikke forbigå det særlige fag „anskuelsesundervisning”. – Der var åbenbart stor forståelse på højeste plan for, at vi var helt blanke med hensyn til de ting i verden, der omgav os. Vi fik naturligvis en masse legetøjsmodeller at føle på, og skolen rådede over en vindmølle, et havneanlæg, en bondegård og andet. Den havde også en stor samling af udstoppede dyr og fugle. Noget af det mest spændende var, når vi

16

skulle besøge omegnens erhvervsdrivende: bageren, gårdmanden, smeden, snedkeren, mureren osv. De var ikke alt for forbavsede over, at en snes unger endevendte deres værktøj og ville have alt at vide om, hvad det skulle bruges til og hvordan. De forstod, at vi ikke havde begreb om de ting, børn i almindelighed umiddelbart vidste. De fleste børn var naturligvis meget nysgerrige, mens nogle bare stod. Det var også dem, der pludselig ikke mere kom i klassen.

Så forstod vi, at klokken var faldet i slag, – de var røget på „Bakkely”. Det var en skole for multihandicappede. Vi havde barskere udtryk og navne til dem. Vi traf disse bø under morgensangen, og når vi trods forbud invaderede deres område, som stødte op til vort. Deres videre skæbne kunne vi ikke følge med i. Børn, vi kendte meget godt, forsvandt ligesom ud i den blå luft, og med skam at melde var vi egentlig også ligeglade, ligesom mange andre også må have været det.

På undervisningsområdet skete der egentlig ingen mærkbar udvikling i de her omtalte tre år.

Fritiden

Skolens have var et eldorado, stort, syntes vi, gennemskåret af høje hække på kryds og tværs, så inspektionen umuligt kunne følge med i, hvad der foregik overalt.

Pigerne må have leget et eller andet. Jeg ved det ikke, og det var også egentlig bedøvende ligegyldigt, for de var underudviklede, hvad fysisk kraft angik. Kun én – en svagsynet – skulle man ikke genere. Hun havde små, men faste næver, som hun forstod at bruge hurtigt og præcist. En anden kunne vi bringe i krampegråd ved at hviske hende nogle meget avancerede, men strengt forbudte bandeord i øret. Det gav gevinst hver gang. Jeg prøvede det én gang, men gråden efterlod en underlig flov smag i munden, ligesom når man med vilje træder på en levende snegl.

17

Drengene derimod – de var ikke værgeløse. Alle havde sværd. Der kunne blive fem sværd af en hylde fra et legeskab, når den blev flækket på den rigtige måde. Sigurd, som var dobbelt så stærk som alle os andre, vist nok på grund af noget unormalt inde i hovedet, noget, som kun gav sig udslag i disse unormale kræfter (sådan forlød det), valgte sammen med Per på skift hver sine mænd. Det gjaldt naturligvis for hærføreren om at få fat i de stærkeste.

Det var den rå kraft, der afgjorde sagen. Når så den ene hær havde taget opstilling ved grisehuset, den anden ved højen, gik det løs. Krigsteknikken var ganske enkel. Man skulle fange en af modstanderne. Når begge havde råbt deres førers navn for at undgå alt for fæle misforståelser, hægtede de venstrearmene ind i hinanden med ansigterne hver sin vej, og så høvlede man løs på hinandens ender til den ene gav op. Så var han fange og skulle gå op til fjendens udgangspunkt.

Per havde fået en bestemmelse ind i vore uskrevne love, således at føreren kun skulle lede slaget. Jeg så ellers i ånden, hvordan den skikkelige Sigurd hurtigt ville lave Per til bankekød, hvis de skulle arbejde på vore vilkår. Ellers kunne ingen undslå sig. Når trillefløjterne lød, blev fangerne gjort op, og den der havde flest havde vundet.

Begge hære marcherede haven rundt under afsyngelse af: dansken (henholdsvis tysken) har sejren vundet, hurra, hurra. – Per havde dannet et orkester af en sælsom sammensætning. Det gik undertiden i spidsen.

Hele postyret tog dog temmelig lang tid, fordi der tit gik kludder i det, og derfor egnede en sådan krig sig bedst til weekenderne. Ellers gennemspillede vi de mere handlingsmættede bøger, vi havde hørt. Det var ofte Ingemanns romaner og Junglebogen, husker jeg. Jeg var både panteren Bagherajeg var ridder, greve, ja, endog høvedsmand engang. Til læsning i fritiden havde vi kun fem punktbøger. Jeg læste f.eks.

18

psalmebogen helt igennem, når alt andet var udelukket. Det var en oplevelse, at man selv kunne gennemlæse en bog. De voksne blandede sig forbløfende lidt i vore meritter. Per havde en ganske særlig udstråling. Han kunne dels gennem smiger, dels ved terror, fa de mindre til at aflevere tiende til sig af de slikpakker, de fik hjemmefra. Så blev de hans væbnere, og det var en stor ære, sagde han. Vi var kun fire, der ikke nød denne ære. Men det måtte vi kæmpe hårdt for.

Mærkværdigvis greb ingen voksne ind. Til sidst drev Per det så vidt, at det blev til åbent oprør på sovesalen. Der var gennem længere tid ophobet så meget had imod ham, at de blev ved at tæve ham sønder og sammen, før der skete noget. Frøknerne kom i panik, og han sov derefter på medicinstuen i 14 dage. Om dagen stenede vi ham i hans have, som vi ellers respekterede, men det fik Store-Christian sat en stopper for med fast hånd. Vi undrede os i og for sig over, at der ikke for længst var sat en stopper for hans virksomhed. – Så de voksne ingenting? Var det et led i vores sociale udvikling? Eller var de ligeglade? En anden episode står brændt ind i min hukommelse. Når fjorden blev varm nok, gik vi i strandbad. Dejligt! Men kun for nogle af os. Der var en halv snes stykker, der havde, hvad vi kaldte vandskræk. De blev stillet op på en række på badebroen, og den inspektionshavende vandede dem derefter eftertrykkeligt over med en vandkande med bruser. Der hævede sig et skrig som fra et af de mere veludrustede torturkamre. Vi dernede i bassinet var enige om, at hvis vi havde magt, som vi havde agt, ville vi drukne „bøddelen”. Endnu i 1988 kan adskillige sikkert genkalde sig skrigene fra badebroen, og måske husker de også pseudonymet Pers terror.

Flugten

En yndet beskæftigelse var det at spadsere rundt i haven og planlægge at flygte hjem. En af eleverne gjorde alvor af det, men han nåede nu end ikke ind til Kalundborg, før han blev fanget

19

Inderst inde troede jeg nu aldrig rigtigt på, atjeg ville nå Bornholm, men ikke desto mindre fik jeg Åge til at få en barnepige til at skrive efter to billetter til København. Vi havde alle detaljer klar, og han gik så vidt, at han forærede sit løbehjul væk trods mine advarsler. En søndag eftermiddag, mens de andre hørte grammofonmusik, „flygtede” vi ned til Jørgen Larsens låge, som var den mest skjulte udgang fra skolen.

Mens vi stod der og gennemgik vore komplicerede planer, kom forstanderen forbi og spurgte, hvad vi egentlig stod her efter. Vi skulle da meget hellere gå ind og høre grammofonmusik. Det gjorde vi så.

Den lykkelige ejer af Ages løbehjul ønskede nu ikke at skille sig af med det sådan lige med det samme, og Åge måtte hævde i modstrid med sandheden, at der kun havde været tale om et lån. Da sagen gik til „højesteret”, fik han medhold. Man forærede da ikke noget så værdifuldt væk som et løbehjul. Der måtte naturligvis være tale om en misforståelse, og nu havde fyren da også kunnet glæde sig over at låne det et par dage. Jeg rystede for, at sandheden skulle komme frem, men heldigvis havde både Åge og jeg holdt tand for tunge om flugten. Frøknernes snak om, at vi ikke måtte lyve, sandheden ville altid komme for en dag, var åbenbart her ude for en afvigelse – og godt det samme!

Lageret af oplevelser på skolen bugner endnu, men jeg er bange for, at de ikke er nær så interessante for læserne, som de har været for mig, og derfor lukker jeg nu butikken.

Slutningen på den lange rejse

En af årets mange fester var slut. Sankthansbålet var brændt ned, og beslutningen var truffet: jeg skulle som 11-årig fortsætte i København.

Men den lange sommerferie, som somme tider kunne forekomme lidt træls, når de andre havde så meget andet at lave, stod for døren.

20

Alle hjalp med at pakke vadsækkene. Derfor fik forstanderens 15årige datter den opgave at læse højt for os, så vi ikke gik så meget i vejen. Hun tog mange af os med ned på strandmarken, lagde sig på et tæppe, og vi pressede os – vor vane tro – sammen om hende i en klump. Tit havde oplæseren svært ved at få plads til at vende bladene i bogen.

Jeg nåede lige at få en plads ved hendes fødder. Anskuelsesundervisningen havde ikke været forgæves. Man måtte have noget i hænderne, hvis man ville hente nye indtryk ud af omgivelserne. Hvad var det for sko, hun gik med?

En sål med nogle tykke remme. Jeg kendte træsko og solide fjederog snøresko, men disse her! Og så havde hun ingen strømper på. Jeg kunne nå næsten helt op til hendes knæ, og den bløde hud og de runde lægge, der slet ikke lignede mine, var buttede og behagelige at føle på.

Mine undersøgelser nærmede sig vist kærtegn. Jeg syntes oven i købet, hun gav en slags kvittering ved at stramme lægmuskleme nu og da. For øvrigt rørte hun sig ikke, men læste roligt videre – om hvad ved jeg ikke, for luften var fuld af duften af tørt græs og tang, af strand, af sol og sommer. Fuglene og hendes stemme gik i et, og i morgen skulle jeg skilles fra alt dette, jeg trods alt var kommet til at holde af, men det opvejedes af, at jeg skulle vende tilbage til mit udgangspunkt: mit hjem. Poul Glygård

21

Kjædeordenens arkiv

Kjædeordenens arkiv er nu blevet registreret og befinder sig velforvaret i Landsarkivet.

Den unge historiker, der foretog registreringen, fandt så mange interessante dokumenter, at han er gået i gang med at skrive en bog, der dels beskriver Kjædeordenens historie fra 1774 og dels beskriver den periode afblindesagens historie fra 1811-1858, hvor Kjædeordenen havde „førertrøjen” på.

Blindehistorisk Selskab har støttet dette arbejde med 5.000 kr. Det kan endvidere oplyses, at projekt „Registrering af handikaphistoriske samlinger” nu kan ofentliggøre en redegørelse for det arbejde, der har stået på de sidste 4-5 år. Redegørelsen vil blive offentliggjort i Historisk Selskab Handikap og Samfunds tidsskrift, der vil være på gaden i slutningen af indeværende år eller begyndelsen af næste.

Jørgen Eckmann

ISSN: 1398-0238. – Nøgletitel: Nyhedsbrev. – Blindehistorisk Selskab

24

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev juni 2001

Kære medlemmer af selskabet.

Hermed sender vi lidt læsning til sommeren. Helt præcist sender vi to artikler. Den ene er en levnedsbeskrivelse af og om Einar Jakobsen, og den anden er Karen Marie Pedersens indlæg på blindehistorisk festival i 1997

På bestyrelsens vegne Aage Michelsen og Karsten Ahrens

Einar Jakobsens levnedsbeskrivelse:

En dejlig tid i Sorø

Einar Jakobsen født 1931 fortæller om sin tid på Blindeinstituttet på Kastelsvej i København og om sin senere uddannelse som kurvemager i Sorø. Einar fortalte til sin kone Helene Krog Jakobsen, som talte det ind på bånd, da Einar på grund af afasi efter en hjerneblødning i 1993 ikke selv kunne indtale sin historie. Einars niece Berit Krog har skrevet efter båndet.

Einar blev konfirmeret i april 1945 og tog den 7. august samme år til Blindeinstituttet eller Det Kongelige Blindeinstitut, som det hed dengang, på Kastelsvej 60 i København. Hans mor tog med ham fra hans hjem i Svostrup ved Silkeborg, og de gik de fire kilometer til Smenge Station en dejlig sommermorgen. Rejsen til København tog dengang 11 timer. De rejste over Århus-Kalundborg. For at komme med færgen skulle man have et nummer hængende om halsen. Dette nummer fik man udleveret, når man købte billet. Der var vældig trængsel ved båden, og alle kneb blev brugt for at komme om bord. På grund af de mange rejsende havde Einars morbror Richardt, som boede i Kalundborg, sat sig ind i toget til København for at holde et par pladser til Einar og hans mor. Einars mor havde også en bror i København, som de overnattede hos.

Denne morbror tog næste dag med ind på Blindeinstituttet, hvor de i hovedporten mødte lærer Heinrich Meyer, som morbroren kendte fra deres fælles tid i Kalundborg. Morbroren var også med til det efterfølgende møde med forstander Jørgen Plenge sammen med Einar og hans mor, hvor det blev aftalt, at Einar skulle gå i 1. fortsættelsesklasse, hvor man havde almindelige skolefag. Han skulle også lære punktskrift og uddannes på et af værkstederne. Efter samtalen med forstanderen tog Einars mor og morbror af sted, og Einar var alene tilbage på instituttet. Han havde fået tildelt et værelse på 1. sal, hvor han skulle sove sammen med tre andre drenge. Værelset lå lige over for lærer Folke Johansens lejlighed.

Instituttet var en firlænget bygning med en gård i midten og indgangsparti ud mod en have. Når man kom ind gennem hovedporten, havde man på højre side drengefløjen med sovesale og opholdsstuer i stuen og på 1. sal. Gik man lige frem, kom man til spisestuen og over den festsalen, som til daglig blev brugt til gymnastiksal. Disse to rum var i hele husets bredde, så der var vinduer dels til gården og dels til baghaven. Andensalen var udnyttet til værksteder til optræning og uddannelse i forskellige håndværk. Her fandtes også et bogvinderværksted, hvor der blev produceret punktskrift. Forstanderen og en del af personalet boede på instituttet, og i hovedbygningen var der nogle lokaler til administration.

Instituttets indretning og rytme lærte Einar at kende ved at lytte til, hvad de andre elever talte om og ved at lægge mærke til deres færden. En af de første dage gik Einar uden for instituttets grund for at få lidt fornemmelse af gaderne. Han hørte så et barn spørge sin mor, om de ikke skulle gå på Langelinie. Einar, som jo slet ikke kendte byen, fulgte efter dem og fik på den måde en dejlig tur ud på Langelinie.

Dagen efter sin ankomst til Blindeinstituttet startede Einar i 1. fortsættelsesklasse. Einar kunne læse almindelig skrift. Hans synsnedsættelse skyldtes Retinitis Pigmentosa, som er en medfødt øjensygdom, som giver indskrænket synsfelt og natteblindhed. Instituttet forlangte, at Einar lærte punktskrift, sikkert fordi de kendte prognosen for hans øjensygdom.

De få timer, som ikke var optaget af skolegang, undervisning i punktskrift, gymnastik, rengøring, skopudsning og lignende skulle tilbringes på et af værkstederne. Der var 22 mandlige og 14 kvindelige elever på instituttet i alderen 14-18 år. Einar var fyldt 14 år i juni 1945

Alle eleverne fik skoleundervisning og uddannelse, mest inden for værkstedsfag som kurvemager, børstenbinder, tøffelmager, væver, skomager samt klaverstemmer og organist.

Einar sagde ikke så meget i den første tid på instituttet, hvor han prøvede at få et indtryk af de andre elever og lærerne ved at lytte til, hvad de sagde. På den måde fandt han ud af, hvad de forskellige stod for, hvad han eventuelt kunne bruge dem til, og hvem han kunne knytte sig til.

Einar havde kun været på instituttet en måneds tid, da han fik en alvorlig lungebetændelse og måtte indlægges på Bispebjerg Hospital, hvor han måtte blive i fire uger. Hans eneste besøg i den tid var af en sygeplejeelev, der var sendt ud fra Blindeinstituttets sygeafdeling for at se til ham. Selv om han dårligt nok kendte hende, var Einar meget glad for besøget. Først efter hospitalsopholdet fik Einar et nærmere forhold til sine kammerater og følte sig accepteret.

Om aftenen havde eleverne fri, og tiden skulle jo fordrives med et eller andet. De eneste aftener, hvor der var noget, man kunne deltage i, var, når lærer Hjort havde inspektion, og der blev læst højt. Om søndagen måtte man også selv finde noget at bruge tiden til, og det blev tit lange gåture for eksempel til Dragør og tilbage igen eller til Klampenborg og hjem igen. Eller man gik først til højre ad en gade, så til venstre ad den næste uden at vide, hvor man endte, og man måtte så prøve at finde tilbage igen. Det har givet Einar et utroligt kendskab til byen, som han har haft meget glæde af siden. Einar havde ingen penge til fritidsaktiviteter, for hans forældre var ikke sådan stillet, at de kunne forstrække ham med lommepenge. Først efter at Einar havde været på instituttet i to år, begyndte man at få lommepenge. Man fik fem kroner om måneden, hvis man havde tilfredsstillende opførsel og karakterer. For Einars vedkommende var det, der som regel trak ned i lommepengene, at han altid stod op i sidste øjeblik.

Einar begyndte at ryge. En pakke tobak kostede to kroner, og han strakte den over 14 dage. Det var i 1947, og det var svært at skaffetobak. Einar fortæller, at han engang måtte ind i 15 tobaksforretninger for at få en pakke tobak. Einar tjente lidt ekstra penge ved at bære snavsetøj ned fra linnedstuen, som lå på anden sal, og ved en gang imellem at skovle kul for pedellen. Han tjente også lidt ved at gå byærinder for de af de blinde, som havde svært ved at færdes og ved at ledsage nogle af dem som skulle på arbejde. Ledsagelsen til arbejde blev betalt af instituttet. Desuden vandt Einar lidt i kortspil ved at “holde en lav profil”.

Det var lidt af en tilfældighed, at Einar blev elev på kurvemagerværkstedet. Han kom til instituttet en dag senere end de andre elever i august 1945, og de havde brugt den første dag på at se de forskellige værksteder for at vælge, hvor de ville være. Da Einar så, den første morgen han er der, kommer op på kurvemagerværkstedet for at se, hvor han vil være, tror kurvemagermester Ingvar Nielsen, at Einar kommer, fordi han har besluttet sig for at være der, og da Einar ikke kendte nogen af fagene, tænkte han, at han lige så godt kunne blive der. Det drejede sig jo kun om en time eller to om ugen. Han fik nu en fast plads på værkstedet med en bænk, som indeholdt en værktøjskasse med fagets værktøj, søm og lignende. Til pladsen hørte også en balje med vand til at fugte materialerne. Einars første opgave var at lave en hundekurv, og den næste var en indkøbskurv. Men det blev ikke til meget arbejde på værkstedet i de to år, Einar gik i skole.

Første fortsættelsesklasse lå på 1. sal over pigefløjen. Der var cirka 10 elever i klassen. Disse elever var lige kommet ind fra børneskolen på Refsnæs ved Kalundborg. Det meste af undervisningen foregik i dette klasselokale med forskellige lærere i de enkelte fag. Der var undervisning fire timer om dagen og derudover en times lektielæsning og en times gymnastik. Skoledagen sluttede kl. 16,30, hvorefter man havde fri. Einars klassekammerater var noget ældre end han, da deres skolegang havde været afbrudt i nogen tid på grund af krigen. Han følte, den undervisning, han havde fået i sin skole, svarede nogenlunde til, hvad de andre elever havde lært på Refsnæs.

2. fortsættelsesklasse, hvor Einar gik året efter, var knapt så skolepræget, og der var ikke tvungen lektielæsning.

De kvindelige elever gik også i 1. og 2. fortsættelsesklasse. Resten af tiden tilbragte de på vævestuen, hvor de fik en væveuddannelse. Nogle af dem, som havde en del syn, gik på en husholdningsskole ude i byen, hvor de lærte børnepasning og husholdning. Desuden var der elever af begge køn som uddannede sig inden for musik, især som organister.

De to køn boede i hver sin fløj, men i det første år, Einar var der, måtte de være sammen i en fælles opholdsstue og i haven, hvor man gik tur. Efter instituttets opfattelse var der en del elever, som ikke overholdt reglerne, som derfor blev strammet mere og mere. I 1948 skulle mænd og kvinder opholde sig i hver sin have, undtagen i middagsstunden, hvor man måtte mødes i mændenes have foran hovedindgangen. Det var dog en betingelse, at man hele tiden gik rundt uden at standse. På grund af noget “vandsjaskeri” lev julefesten aflyst. Einar var dog så heldig at komme til julefest på sygeafdelingen, hvor han lå på grund af Influenza.

En aktivitet, som optog især de mandlige elever meget, var ringspillet. Ringspillet, som var placeret ud mod Kastelsvej over for hovedporten, bestod af en 2½ meter høj stander med en vandret bjælke som på en galge. Ned fra denne hang en metalkæde med tre ringe. Ringene skulle så kastes ind mod standeren og hænge sig fast på en krog.Einar fortæller, at han opnåede stor færdighed i at kaste ringene på, og engang lykkedes det ham 72 gange i træk. Der blev holdt mange dyster i ringspil.

I 1947 var Einar med til at starte en sportsklub. Her var det blandt andet muligt at tage idrætsmærke, og det var de fire mandlige elever, der gjorde. Sportsgrenene var kuglestød, spydkast, 100 meter løb, 400 meter løb og 1500 meter løb. Og derudover skulle man enten svømme 400 meter, eller man skulle gå 20 kilometer på under tre timer. Einar valgte at gå og klarede det på to timer og 44 minutter. Sportsklubben arrangerede også traveture, mest om søndagen, og et orienteringsløb i Dyrehaven for seks helt blinde, hvor der stod svagsynede elever på posterne og guidede deres blinde kammerater videre. Der var meget aktivitet i sportsklubben og stor interesse for den.

Einars ophold på instituttet blev betalt af det offentlige. Ved ankomsten skulle man have en rimelig mængde tøj med, og alle mændene gik i jakkesæt hele tiden. Da Einar i løbet af de første to år voksede 20 centimeter, blev hans tøj alt for stort. Det var svært at få linnedstuen til at udlevere noget tøj, der passede. Så til sidst satte han sig derop og sagde, at han ikke gik derfra, før han havde fået noget tøj, han kunne passe. Hvilket han så endelig fik.

Det første år Einar var på instituttet, var der kun betalt hjemrejse to gange – til jul og sommerferie. De følgende år også til påske. Einar nød meget at komme hjem, især i sommerferien, som var på syv uger, hvor han helt kunne glide ind i det daglige arbejde i sit hjem.

Efter 2. fortsættelsesklasse skulle Einar være mere på kurvemagerværkstedet. Men det blev ikke til så mange timer, fordi han også gik til musikundervisning og gymnastik og dyrkede sport og ledsagede flere til og fra arbejde eller deres hjem. Einar kom på kurvemagerværkstedet i fem år og fik en optræning, som skulle være grundlaget for en videre uddannelse som kurvemager.

Det blev aftalt fra instituttet, at Einar skulle have sin uddannelse hos kurvemager Karl Vilhelm Andersen i Sorø, som selv var synshandicappet. Einar skulle være kontoelev på instituttet i de tre år, uddannelsen varede. Einar mener, han måske er den sidste elev fra Blindeinstituttet, der har fået sin uddannelse som kontoelev. Det indebar, at han fik 215 kroner om måneden til bolig og kost. Vasketøjet blev ordnet ved at sende det ind til instituttet. De penge, Einar tjente, havde han til sine andre fornødenheder og lommepenge. Instituttet sørgede for, at man fik en seng, et bord, en stol og et klædeskab. Einars mester havde skaffet ham et værelse i Sorø på cirka 14 kvadratmeter med lokum i gården, hvilket ikke var ualmindeligt på den tid. På dette værelse boede Einar i fire år og spiste på et pensionat.

Kurvemagerværkstedet lå i Priorgade i nogle kælderlokaler, som varmedes op med en kakkelovn. Da Einar begyndte på værkstedet, var der mester, en arbejdsmand, som også lavede kurve, og Einar som elev. Han skulle møde hver dag kl. 8 og arbejdsdagen sluttede kl. 17 på hverdage og kl. 12 om lørdagen. Einar lavede først dækketøjskurve og tjente 20 kroner ved at lave 2½ kurv den første uge. Uddannelsen varede tre år. Det første år fik Einar 1/4 løn, det andet år ½ løn og det sidste år 3/4 løn.

Einar kendte ingen i Sorø, da han kom dertil. Men hans mester Karl Vilhelm Andersen var flink til at invitere ham ud at gå tur af og til om aftenen, og næsten altid lørdag og søndag eftermiddag, hvor mester og konen og deres 10-årige datter tit kom forbi Einars vinduer og bankede på og spurgte, om han ville med ud i skoven og gå en tur. Bagefter var han altid med hjemme og drikke en kop kaffe. Han kom også meget i deres kolonihavehus. Efter et års tid kom Einars søster Ruth på Ankerhus Husholdningsskole og kom tit på besøg hos ham. Desuden havde en morbror i Sorø, som han havde nogen kontakt med, og som på et tidspunkt fik arbejde på kurvemagerværkstedet.

Efter læretiden aflagde Einar svendeprøve på instituttet, hvor han lavede en dækketøjskurv og en kurvekuffert, som han stadig har. Han var nu ikke længere kontoelev, men fik pension. Einar arbejdede på værkstedet i Sorø i yderligere syv år. Aflønningen var efter akkord, og der skulle arbejdes hårdt for at tjene, hvad der svarede til en halv almindelig løn. Med sin pension havde Einar 800-900 kroner om måneden, hvilket han sagtens kunne klare sig for. Værkstedet udvidedes efterhånden, så der på et tidspunkt arbejdede ni, hvoraf kun Einar og mester var uddannede kurvemagere. De øvrige lavede specialopgaver.

I 1954 fik Einar en lille 2-værelses lejlighed i Rolighed nummer 1 hvor han bedre havde plads til at få besøg. I 1955 kom endnu en svagsynet elev, Egon Sørensen, til Sorø. Han startede som skomager, men skiftede til kurvemageri og kom på samme værksted som Einar og tog sin uddannelse der. Einar og Egon blev venner og cyklede meget i området på tandem, hvor Egon havde syn nok til at sidde foran.

I 1956 flyttede Einar til en 3-værelses lejlighed i Storegade oven over sin mester. Her flyttede hans bror Ernst ind hos ham i 1957 og fik også arbejde på værkstedet. Ernst, Egon og Einar havde i de følgende år meget fornøjelse af hinandens selskab. Einar ser tilbage på sin tid i Sorø som en dejlig tid.

De ser os! At se os selv med andres øjne – eller med vores egne øjne

Indlæg ved åbningen af Blindehistorisk Festival på Fuglsangcentret den 30. juli 1997

Af Karen Marie Pedersen

Se! – Nå, det er måske lige det, I ikke kan? – Men jeg står altså her fuldt synlig i smukt tøj, men med et armbind på, – det værste tegn på stempling jeg kender, og med en Braille Lite foran mig med mit indlæg på – det mest frisættende hjælpemiddel for blinde jeg har haft.

Titlen på mit indlæg er: Allerøverst i døren er der en rude – i legestuen, i sovesalen. Den sidder så højt oppe, at et blindt barns hænder ikke tilfældigt får øje på den. Men vi ved, den er der, for vi får at mærke, hvad den kan bruges til af de seende. Pludselig står inspektionen inde i legestuen og siger mit navn: Du er opdaget, du er afsløret! Skam dig! Du driller. Du sidder for dig selv og er uden for de andres leg, – hvad laver du? Du gør noget, du ikke må. Du rokker, du har fingrene i øjnene. Løft hovedet. Tudeprinsesse. – I spisestuen er ruden ikke nødvendig, for der holder de vagt over os inde i rummet. Pludselig står der en over mig: Du spiser grimt. Du holder forkert på kniven. Jeg så, du snakkede.

Andre børn bliver set, fordi de er søde, dejlige, elskede. Blinde børn bliver set, fordi vi er afslørede og skal tilrettes. Ser han aparte ud?

Ser hun blind ud? For det må vi jo ikke. Andre børn kan nyde at blive set, fordi de kan kigge tilbage og mærke varmen gennem blikket. Blinde børn kan aldrig glo igen.

Som voksen lever jeg med den rude i døren. Jeg bliver hele tiden opdaget, afsløret. Ofte får jeg det ikke at vide. De kigger bare, bliver stille og tænker deres. Men af og til hører jeg det. Hun er blind, – det må være det værste af alt. Hun klarer sig godt. Hun var lige ved at gå ind i den cykel. Hun er nok ved at lære det. Du ser ikke blind ud sådan som nogle af de andre. De glor på min kamp og koncentration for at færdes, spise, lave mad, klæde mig og så videre. De kommenterer mit udseende og kropssprog. De vurderer det uden at have en eneste forudsætning for det. De sammenligner mig med andre blinde og med seende efter forgodtbefindende.

Nogle gange bliver ruden i døren rykket ned, så jeg kan nå den. Så bliver jeg kigget på med interesse, – studeret ligefrem. Jeg kan bruges til noget, når seende pædagoger kan lære mine metoder, så de kan undervise andre blinde i dem. Når håbefulde studerende skal skrive et interessant speciale. Når seende vil prøve, hvordan det er at være blind for at få en bevidsthedsudvidende oplevelse. Når gode mennesker vil sole sig i deres indlevelsesevne.

Engang troede jeg, at vi blev mere lige, når jeg kunne nå ruden i døren, – at det var det samme som åbenhed og solidaritet. Men det er i virkeligheden intimidering for penge, status og oplevelser. Det er ikke et fag eller en oplevelse at være blind. Det er et livsvilkår. De er snyltere, der bare kommer og suger næring og går igen.

Alle de reaktioner med andres øjne bygger sig op omkring mig som en mur og forstyrrer i at se mig selv med mine egne øjne. Jeg må hele tiden forholde mig til det pinagtige og skamfulde i at blive afsløret, opdaget, udpeget, stemplet, intimideret og fortolket. Jeg må hele tiden tage hensyn til ruden i døren, for den er umulig at flygte fra. Men når jeg så alligevel prøver at se mig selv med mine egne øjne, hvad ser jeg så?

Jeg ser et barn, der var noget i vejen med, som ikke var sådan, som dets forældre kunne ønske sig. Jeg ser et barn, der blev sendt væk til et hårdt og koldt sted. Jeg ser et barn, som stod forladt en søndag eftermiddag på strandmarken, mens solen skinnede, og alle de andre børn legede rundt omkring.

Men jeg ser også et barn, som blev god til at klare sig og overleve på sin egen måde. Som lærte at beskytte sin familie mod problemerne og smerten og bære det alene. Et selvstændigt og ukueligt barn med fantasi og følelser inde bag den hærdede skal. Et barn, der både kunne forsvare sig og give trøst og omsorg. Et barn der fik alt for lidt voksenstøtte, omsorg og kærlighed og alt for meget svigt, ydmygelse og ligegyldighed. Alt for meget farvel, og alt for lidt vedholdenhed. Alt for meget længsel og sorg og alt for lidt ægte glæde.

Jeg ser et voksent menneske, der har overlevet, men som bærer den svære opvækst og skammen over at være anderledes med sig i rygsækken som en dødvægt. Et voksent menneske, som er latent bange for at blive forladt og miste det gode. Som har svært ved at stole på andre end sig selv. Som ikke er sikker på at høre til og være god nok i det samfund og de fællesskaber, hun lever i.

Men jeg kan også få øje på, at jeg som blind er et voksent, helt og værdigt menneske, som trods alt stadig er i stand til både at tænke, føle og handle. Jeg vil se det og sige det, uanset hvad de seende ser og siger, for jeg vil være her. Jeg vil have plads til at leve og være et blindt og værdigt menneske.

Blindehistorisk Selskab: Formand Jørgen Eckmann, Bogensegade 8, 2100 København, tlf. 35 26 70 35 Fax 35 26 70 36, e-post jeje@dkblind.dk. Næstformand Karsten Ahrens, Højvangen 15, 4470 Svebølle, tlf. 59 29 32 92 Kasserer Arne Krogh, Abildgårdsvej 16, 2830 Virum, tlf. 45 85 94 19 Giro 050 1697. Sekretær René Ruby Larsen, Lyshøjgårdsvej 93, 2500 Valby, Tlf. 36 30 77 68. Bestyrelsesmedlem Aage Michelsen, tlf. 98 18 52 88. 1. suppleant: Bente Krogh, tlf. 45 85 94 19. 2. suppleant Else Ahrens, tlf. 59 29 32 92

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev april 2001

Nyt fra bestyrelsen.

Kære medlemmer.

Hermed sender vi:

1. Referatet fra generalforsamlingen den 24. februar 2001

2. Resultatet af konstitueringen i bestyrelsen den 5. april.

3. Samt et giroindbetalingskort.

Formand: Jørgen Eckmann, Bogensegade 8, 2100 København Ø, Tlf. 35 26 70 35, fax 35 26 70 36, E-post jedkblind.dk.

Næstformand: Karsten Ahrens, Højvangen 15, 4470 Svebølle. Tlf. 59 29 32 92, E-post karsten.ahrens@get2net.dk.

Kasserer: Arne Krogh, Abildgårdsvej 16, 2830 Virum, Tlf. 45 85 94 19, giro 050 1697

Sekretær: René Ruby Larsen, Lyshøjgårdsvej 93, 2. 2500 Valby, Tlf. 36 30 7768

Bestyrelsesmedlem: Aage Michelsen, tlf. 98 18 52 88

1. suppleant: Bente Krogh, tlf. 45 85 94 19

2. suppleant: Else Ahrens, tlf. 59 29 92 32

På bestyrelsens vegne Jørgen Eckmann.

Blindehistorisk Selskab

Generalforsamling, lørdag 24. februar 2001 kl. 13,00 på Fuglsangcentret.

Til stede: Bestyrelsen: Karsten Ahrens, Jørgen Eckmann, Henning Eriksen, Leif Haal, Arne Krogh, suppleanter: Else Ahrens, Bente Krogh.

I alt 33 tilstedeværende, heraf 28 stemmeberettigede.

Dagsorden:

1. Valg af stemmetællere og dirigent.

2. Godkendelse af dagsorden.

3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2000

4. Bestyrelsens beretning.

5. Fremlæggelse af det reviderede regnskab for 2000 til godkendelse.

6. Fastsættelse af kontingent.

7. Indkomne forslag. (Nyt i forhold til indkaldelsen).

8. Valg af:

A kasserer. (Henning Eriksen ønsker ikke genvalg).

B: Et bestyrelsesmedlem. (Leif Haal ønsker ikke genvalg).

C: To suppleanter.

D: En revisor.

E: En revisorsuppleant.

9. Eventuelt.

Ad 1. Valg af stemmetællere og dirigent.

Som dirigent foreslog bestyrelsen Thorben Koed Thomsen, Fra salen blev foreslået Henning Riiser, som ikke ønskede valg. Der var ikke flere kandidater.

Som stemmetællere valgtes Karen Marie Pedersen, Gitte Michelsen og Johanne Riiser. Der var ikke andre kandidater.

Dirigenten konstaterede at indkaldelsen var lovligt varslet.

Ad 2. Godkendelse af dagsorden.

Dagsordenen blev godkendt med det tilføjede punkt punkt 7 og “en revisor” ændret til “to revisorer”.

Ad 3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2000

Mange har ikke set referatet, der ifølge Karsten Ahrens er udsendt i maj 2000 Karsten Ahrens læste referatet op. Referatet blev godkendt.

Ad 4. Bestyrelsens beretning.

Bemærkninger til beretningen:

Ove Gibskov konstaterede at bestyrelsen ikke har været voldsomt aktiv, og at selskabet ikke er tilstrækkeligt synligt. Hvorfor begynde historien om indsamlingsvirksomheden, et emne, som ikke behandlet af bestyrelsen, men kun sat i værk på formandens initiativ. Jørgen Eckmann svarede at blindes historie generelt er interessant, men et sted skal man begynde. Svend Jensen syntes det var en god start, da emnet er rigeligt godt belyst.

Freddy Nielsen er en af de mange som ikke har modtaget referatet fra sidste års generalforsamling, og savnede derfor sammenhæng mellem dette referat og denne generalforsamlings beretning.

Arne Krogh mente at miseren med manglende referater måske skyldes fejl i medlemskartoteket.

Det blev foreslået at udsende en adresseliste for at etablere et netværk.

Jørgen Eckmann var enig i, at kommunikationen ikke er tilstrækkelig. Dog har selskabet haft sin betydning.

Aage Michelsen bad de menige medlemmer være aktive.

Henning Eriksen beklagede kartotekets tilstand. Tilsluttede sig Aage Michelsens ønske om medlemsaktivitet.

Henning Eriksen sagde at han to gange i den seneste tid har været ude at fortælle om selskabet. Han var glad for at Tage Poulsens båndsamling nu bliver registreret. Foreslog at der oprettes et lydarkiv i forbindelse med museet.

Ove Gibskov spurgte om det var rigtigt, at Jørgen Eckmann havde tanker om at oprette et museum på Fuglsangcentret, eller er det et rygte. Han mente i øvrigt at selskabet burde præcisere sit formål bedre. Sagde videre at han også gerne vil holde foredrag om blindes historie.

Jørgen Eckmann mener personligt, at hovedmuseet for blinde skal være på Fuglsangcentret. Instituttets og Refsnæs’ museer bør være skolemuseer.

Karen Marie Pedersen sagde, at ting der drøftes ikke nødvendigvis skal tolkes på rygter.

Aage Michelsen spurgte om det ville være hensigtsmæssigt at ændre formålsparagraffen.

Beretningen blev godkendt.

Ad 5. Fremlæggelse af det reviderede regnskab for 2000

Henning Eriksen gennemgik regnskabet.

Leif Haal konstaterede, at revisors underskrift mangler.

Henning Eriksen: Revisors godkendelse er på grund af en misforståelse først fremkommet denne dags formiddag. Endvidere skal revisorsuppleanten som er trådt til efter revisor Knud Klausens bortgang, underskrive regnskabet før endelig godkendelse.

Ove Gibskov: Der bør bruges flere penge på publikationer.

Tage Poulsen: Båndudgivelse kopieret hos Danmarks Blindebibliotek har været kostbar. Enighed om ikke oftere at bruge Domino.

Regnskabet godkendt med forbehold for revisorpåtegning.

Ad 6. Fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsen foreslog uændret kontingent på kroner 100,00 for år 2002 Godkendt.

Ad 7. Indkomne forslag (Nyt).

Ove Gibskov foreslog dækning af udgifter til billigste transport til generalforsamling og andre indenlandske arrangementer. Gerne med virkning fra denne generalforsamling.

Jørgen Eckmann mente, at man på denne måde hurtigt vil nå bunden af kassebeholdningen. Bestyrelsen foretrækker at betale for fortæring i forbindelse med et socialt arrangement.

Svend Jensen sagde at dette emne burde være behandlet før fastsættelse af kontingent. Foreslog at man betaler et grundbeløb selv og får dækket beløb derudover.

Ove Gibskov kunne gå ind for dette forslag.

Jørgen Eckmann foreslog at bestyrelsen arbejder for dette eller et lignende forslag. Herfor stemte 18, imod 9

Ad 8. Valg.

Kasserer Henning Eriksen ønskede ikke genvalg. Som ny kasserer valgtes Arne Krogh. Der var ikke flere kandidater. Da Arne Krogh er valgt som kasserer, skal der vælges to bestyrelsesmedlemmer. Leif Haal ønsker ikke genvalg. Foreslået blev Aage Michelsen, René Ruby Larsen og Ove Gibskov. Ove Gibskov afslår. Der var ikke flere kandidater. Aage Michelsen valgt for 2 år og René Ruby Larsen for 1 år.

Som bestyrelsessuppleanter valgtes Else Ahrens og Bente Krogh.

Som revisorer genvalgtes Svend Thougaard (ikke til stede) og Edith Nygaard.

Som revisorsuppleant valgtes Bente Eckmann.

For C, D og E var der ikke opstillet flere emner.

Ad 9. Eventuelt.

Jørgen Eckmann: Næste nyhedsbrev vil indeholde en artikel om Ejnar Jakobsen, (kurvemager, og kontoelev).

Arne Krogh takkede for valget.

Henning Riiser var rystet over prisen på kopiering hos Domino. Find et andet sted at få løst kopieringsopgaver.

Ove Gibskov henstillede at man fik gennemgået adresseliste og vedtægter.

Bente Krogh vil lave en artikel om og med Karen Marie Pedersen.

Karen Marie Pedersen sagde at det som i dag er nyt også bliver historie. Som for eksempel E-post. Vær opmærksom herpå.

Allan Fohlmann foreslog at bruge internet.

Jørgen Eckmann sagde at bestyrelsen vil drøfte at oprette en hjemmeside.

Jørgen Eckmann sluttede med at rette en tak til mødets dirigent samt til de afgåede bestyrelsesmedlemmer Leif Haal og Henning Eriksen.

Leif Haal, referent.

Thorben Koed Thomsen, dirigent.

Nyhedsbrev November 00

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev

November 2000

Nyt fra redaktionen Kære medlemmer afBlindehistorisk Selskab

denne udgave af Nyhedsbrevet kan I læse en beretning om Peter Jensen (født 1802 og død 1946), der var den første blinde, der blev ansat i en officiel stilling. Peter Jensen blev i 1828 ansat som organist ved Set. Petri Kirke i København. Beretningen er skrevet af afdøde lærer og inspektør på Blindeinstituttet i København, Folke Johansen, og den findes i Blindehistorisk Museums arkiver. Endvidere kan I læse om tanker vedrørende Refsnæsskolens Historiske Samling skrevet af lærer Else Ahrens, Refsnæsskolen. Der er også meddelelser fra Jørgen Eckmann, Selskabets formand. Henning Eriksen (Dollerup), LeifHaal og Karsten Ahrens

Bestyrelsens sammensætning

Jørgen Eckmann, formand.

Bogensegade 8,2100 København Ø.

Telefon 35 26 70 35 (arbejde), 35 26 97 90 (privat).

Fax. 35 26 70 36.

Henning Eriksen, kasserer.

Ørnens Kvarter 17 B, 2620 Albertslund.

Giro 050 1697. Telefon 43 64 13 90.

Karsten Ahrens, næstformand. Højvangen 15,4470 Svebølle. Telefon 59 57 01 51 (arbejde), 59 29 32 92 (privat).

Arne Krogh. Telefon 45 85 94 19. LeifHaal, sekretær. Telefon 45 86 98 46.

Suppleanter:

Bente Krogh. Telefon 45 85 94 19. Else Ahrens. Telefon 59 29 32 92.

ISSN: 1398-0238. Nøgletitel: Nyhedsbrev. Blindehistorisk Selskab

2

Nyt fra bestyrelsen

Bestyrelsen har taget initiativ til, at Dansk Blindesamfund har nedsat en gruppe af medlemmer med indsigt i dele af Dansk Blindesamfunds historie. Gruppen skal have sit første møde 10. november på hovedkontoret (DBS).

Formålet med denne gruppes arbejde er at få sat gang i skrivningen af Dansk Blindesamfunds historie. Det er ofte sagt, at det ikke er muligt at skrive denne historie, fordi en del af arkivet er gået tabt. Derfor vil det nu blive forsøgt at tage fat i et hjørne, nemlig Dansk Blindesamfunds indsamlingsvirksomhed. Hvad det så kan udvikle sig til, må tiden vise.

Projekt registrering af de handicaphistoriske samlinger

Dette projekt har været under forberedelse gennem de seneste 5 år. Der har været mange problemer med at skaffe de nødvendige økonomiske midler. Det er nu lykkedes at skafe så mange penge, at projektet kan sættes i gang.

Etnologen Edith Mandrup Rønn er nu gået i gang med at registrere, hvilke samlinger der findes, således at vi kan få et kvalificeret bud på, hvor de findes, hvad de indeholder, hvordan genstandenes tilstand er, og hvordan vi kan sikre dem for fremtiden.

Samarbejde med andre handicaphistoriske foreninger

Bestyrelsen har besluttet at tage initiativ til et møde mellem eksisterende handicaphistoriske foreninger og selskaber. Formålet med dette initiativ er at drøfte, om det vil være hensigtsmæssigt at indlede et formelt samarbejde på tværs af handicapgrupper og andre interesser, idet alt tyder på, at de enkelte foreninger og selskaber ikke kan komme igennem med løsninger på problemerne om bevaring af vores historie. Jørgen Eckmann

PETER JENSEN

-første blinde i officiel stilling

Peter Jensen blev i 1828 ansat som organist ved Set. Petri kirke i København.

Niels Peter Jensen blev født 1802 i København, og da han var blind, blev han 1811 optaget i den lille private blindeskole med det pompøse navn ”Det kongelige Blindeinstitut”. Det filantropiske selskab Kj æden havde oprettet skolen samme år, den lå på hjørnet af Tugthusporten og Store Helliggeiststræde. I dag har sparekassen SDS hovedsæde i den samme bygning, som udvendig er omtrent uændret, men gadernes navne er ændret til Niels Hemmingsensgade og Valkendorfsgade. Bygningen ligger bag Helligåndskirken ved ”Strøget”.

Det kgl. Blindeinstitut optog kun fattige børn, og formålet var, som man udtrykte det i 1811: ”Vi ville i dem opdrage dydige og gavnende Borgere for Staten; de skulle ei længere være Samfundets byrdefulde Almisse-Lemmer: Enhver af dem lærer et eller flere Haandarbeide, hvorved de, i eller udenfor Institute, kunne fortiene deres Brød, om ikke gandske, saa dog tildeels. De med svagere Evner begavede bør allene – foruden Haandarbeider lære Religion og Regning. Skulde nogen blandt dem have udmærket Genie – man har stundom fundet hos Blinde – til nogen Konst eller Arbejde, da ville vi stræbe, at uddanne hensigtsmæsigen det sieldne Anlæg. Men
– blot det sieldne Talent tillader her en Undtagelse.”

Regneundervisningen var talbehandling ved hovedregning, og om Religionsundervisningen hedder der i den gamle undervisningsplan:

”Pastor Michelsen har til sit Foredrag valgt den dogmatiske Deel af Religionen, nemlig Kristendommens Grundlærdom, efter følgende Methode: naar han har gjort Eleverne bekiendte med Kilden selv,

de bibelske Bøger, og udledet Lærdommen deraf, søger han at overtyde om deres Uundværlighed, deres Indflydelse på Sindet, og paa Alles, især deres Liv, for hvem han taler. AfTexten selv udvikler han den rette Mening, renser den for alle Vildfarelser, og tilføier med personligt Hensyn dens praktiske Anvendelse.” Der var dengang kun mundtlig undervisning, lærebøger for blinde fandtes ikke.

Skolens leder, præst ved Garnisons kirke, professor Brorson har beskrevet hver enkelt elev i skriftet ”Journal udgiven til Fordeel for Blinde.” Peter er beskrevet i tredie bind, der udkom 18.7. Beskrivelsen lyder således:

”Han er Een af vore elskværdige Lærlinde, hvis Dannelse ved heldige Naturevner er blevet os let, og hvis Talenter ofte har skjenket os Glæde.

Sidste 23de Julii fyldte han sit 15de Aar. Hans Fader Nikolaj Jensen var Frimester ved Smedelauget, stod ved det saare agtværdige Brandkorps, og døde 45 Aar gammel for faae Maaneder siden af Brystsvaghed, som han under overdreven Anstrængelse ved en Sprøites Flytning havde paadraget sig. Hans Moder lever endnu. Fire Dage efter Fødselen bleve hans Øjne syge, og han blev blind. Dog ved vor uforglemmelige Winsløvs Hjelp bragtes han saavidt, at han kunne skimte med det høire Øje og nu begyndte lian at gaae i Skole hos en gammel Kone, som lærte ham at kiende Bogstaverne og lod ham læse i en Bog med stor Stiil; dog da Øjet ej taalede nogen Anstrængelse, maatte denne Øvelse afbrydes. – I sit lO.ende Aar havde han det Uheld ved en Forkjølelse der især kastede sig paa Øjet, at berøves Synet aldeles. Dog kan han endnu gjøre sig tydelige Forestillinger om synlige Gjenstande.

Hans første Barndom henrandt uden at Nogen tog sig af ham; og hans Dannelse indskrænkede sig til at lære nogle Bønner og Kathekismus, som den moderlige Ømhed meddeelte ham. Vel begyndte hun ogsaa at give ham Anviisning i at strikke, men det vilde ei

lykkes; hun havde desuden sjælden Tid; og den virkelystne Dreng hjalp sin Fader, at trække Blæsebælgen, eller skar nogle Træstumper efter balige Luner.

Ved vor Stiftelses Begyndelse, ønskede hans Forældre, at vi ville modtage deres Søn, hvis Underviisning og Opdragelse de, under trange Kaar, ej selv kunne besørge. Peter kom til os og blev ved sin Munterhed, Lærvillighed og Anlæg til Tonekonsten elsket af Alle. Den agtværdige, blinde Olding Hr. Pauli tilbød strax at give ham Undervisning i at spille paa Fløjte. I over tre Aar nød han denne Vejledning, og blev særdeles yndet af den gode, gamle Mand, der glædede sig ved endnu i sit Livs Aften, at kunne opklare Drengens Morgenstund. En uheldig Skjæbne forenede Barndommen med Alderdommen, og ej uden dyb Følelse kunne man see, den graahærdede, nedbøiede Gamle, venlig og ufortrøden, undervise den muntre, vakkre, opmærksomme Dreng. Vor Peter vil aldrig glemme, hvad han skylder sin første Lærer; og at den heldige Fremgang, han siden har gjort under en Seydlers og en Bruuns Anviisning, skyldes for en Deel Pauli. Han besøger ham ofte, og lader ham føle Glæde ved at høre, hvad han har lært.

Man har offentligen hyldet Peter som Fløjtespiller med højt Bifald. Han lærer med Lethed hele Conserter, og husker troligen, hvad han lærte. Han har endog selv komponeret en Tercet for Fløjte, Violoncel og Klarinet, som Musikkyndige have fundet god og ført til Papiret; ogsaa synger han tillige meget godt. Med Lyst og Held har han benyttet alle sine Læreres Underviisning, og har altid seet sig glædet ved vor Tilfredshed og Kjerlighed. Ogsaa i Haandarbejde: Spind, Strikning og Tæppeflætning afKlædelister har han megen Duelighed og Færdighed. Paa de Østrupske Spinderokker spinder han l Pund Hør i 5 Dage; næsten som paa den Rok, han tilforn brugte.

Ved medlidende Beklagelser bliver hans Hjerte blødt; han ynder dem ikke, og finder sig i sin Skjæbne.

I Drømme svæve for ham de Gjenstande, han engang med det ene Øje har bemærket, og hans Fantasie, der i vaagen Tilstand er meget levende, viser sig da særdeles virksom. Vedbliver Peter med utrættet Flid, at øve sig i sin Konst, saa vil han stedse vinde Bifald; og naar han med sit Talent forener Beskedenhed vil han stedse blive elsket, og fortjene at være det.” I samme Journal beretter professor Klingberg:

”Eleven Niels Peter Jensen er aldeles blind. Den gjennemsigtige Hornhinde er paa begge Øjnene ganske formørket, saa at ingen Lysstraale kan trænge igjennem den, og Øjenkugleme (bulbi) røbe ved deres sammenfaldne Form, og henvisnede Udseende, at det hele Syns Organ er sat ud af Virksomhed. Aarsagen til hans Blindhed har efter hans Sigende været den, desværre alt for hyppige frygtelige Øjenbetændelse, der ikke sjelden i Livets første Periode angriber Barnet med en Hæftighed, som inden faae Dage ødelægger Øjet, dersom ikke ufortøvet de kraftigste Lægemidler og den største Omhyggelighed afværge denne sørgelige Skjæbne.

Ikkuns 4 dage var han gammel, da han blev anfaldet af dette Tilfælde, og maatte med uigienkaldeligt Tab af sit Syn bøde for Mangel paa hurtig Hjelp. Med det venstre Øje kunde han endnu skimte i nogle Aar, men ogsaa denne svage Rest af Syn forsvandt ved en i den senere Tid paakommende hidsig Feber, under hvilken især Øjnene bleve angrebne, og det sygelige Anlæg, de fra hans Barndom af havde havt, blev udviklet til sin fuldkomne Modenhed.”

Som nævnt fandt man på blindeinstituttet hurtigt ud af, at Peter havde musikalske evner, selv om man jo nok til at begynde med mente, at det var ved håndens arbejde, han skulle tjene til livets ophold.

11817 spillede han en fløjtekoncert ved en velgørenhedsforestilling på Det kgl. Teater, en anden elev spillede en klarinetkoncert, og begge blev akkompagneret af teaterets orkester. ”En stille, medlidende Veemod hvilede over det talrige Publikum ved Synet af vore

Blinde. Man hørte dem med Opmærksomhed, opmuntrede dem med almindeligt Bifald. – En fæstelig Aften for de Blinde! og – saa haabe vi – der vakte mange fromme Følelser, stemte Hjerterne til Tak mod Forsynet og til velvillie og Veldædighed mod den lidende Menneskehed.”

Indtægten blev så stor, at instituttet kunne tilbyde nye elever ophold på Skolen.

Peter Jensen spillede senere ved flere velgørenhedsforestillinger på teateret, og i 1820 opførtes en kantate, han havde komponeret til tekst, som B. S. Ingemann havde skrevet til lejligheden. Han komponerede endvidere en korsang til forestillingen i 1821.

Peter blev undervist af andre musiklærere end de ovenfor nævnte, bl.a. afKuhlau i musikteori og August Vilhelm Hartmann i orgelspil. Hvorledes han lærte melodierne, ved vi i dag intet om, kun dette at nodeskrift for blinde fandtes ikke dengang.

Efterhånden blev han fuldt uddannet organist med erfaring, idet han et helt år, dog uden honorar, havde vikarieret i en vakant stilling ved Set. Petri Kirke og til alles tilfredshed. Men da han søgte stillingen, opstod der tvivl, om han nu kunne bestride embedet. Flere af datidens kendte komponister og musikere sagde god for ham bl.a. A. V. Hartmann, Kuhlau, Schall og Weyse samt overbibliotekaren ved Det kgl. Bibliotek E. C. Werlauf. Han fik stillingen og blev derved den første blinde, der har fået en officiel stilling i Danmark. Det var i året
1828. Men honoraret var ringe, og Peter Jensen måtte supplere sin indtægt ved andet arbejde.

Peter Jensen, der endnu var ugift, var en meget flittig mand. Han beherskede både tysk og fransk og i nogen grad hebraisk, men det var dog musikken og især fløjtespillet, som han begyndte hos den gamle Pauli, der optog ham, og hvorved han kunne tjene ekstra indtægter. Han underviste, komponerede og gav koncerter. Her nævnes 3 af hans elever: Vilhelm Holm senere kendt som bratschist ved Det kgl. Kapel, Herman Løvenskjold, der også senere blev kendt komponist, samt J. P. Hartmann, der fik undervisning i instrumentation.

Ved koncertee var det fløjtespil, især Kuhlaus kompositioner, han med held optrådte med.

Men det var dog som komponist hans navn blev kendt. Han skrev især for fløjte, men også en del for klaver: Sonater, dueter, transskriptioner, fantasier, variationer, etuder m.m. Men iøvrigt omfattede hans store produktion udover kammermusik også kantater. En opera ”Robinson” med tekst af G. Siesbye blev opført på Det kgl. Teater i 1834 og hans kantater benyttedes ved følgende lejligheder: universitetskantate i anledning af prins Frederiks formæling 1828, Polyteknisk Læreanstalts indvielse 1829, biskop i Sjællands Stift Misters begravelse 1830, Synagogens indvielse 1833 og Universitetsbygningens indvielse i 1836.

Peter Jensens musik gør et jævnt, men tiltalende indtryk, den er typisk for tiden omkring 1830. Højest når han, hvor han udtrykker sig ved sit hovedinstrument, fløjten. Hans to fløjtesonater opus
6 og opus 18 samt den store fløjtekoncert i A-mol er vardifulde. Men også hans Larghetto for orgel og 2 horn og hans Symfoni for orgel med blæsere kan regnes til hans bedste værker. Stilistisk er Peter Jensen nærmest viderefører af Kuhlau. Hans harmonik er fint udarbejdet, og som instrumentator er han blændende. Hans musik til Oehlenschlågers tragedie ”Væringee i Miklagård” er af en egen nordisk tone, og den virker som forløber for den stil, der senere skule blive karakteristisk for J. P. E. Hartmann. Musik fra ”Væringerne i Miklagård” har. været på Det kgl. Teaters repertoire indtil 1931. (Oplysningee om Peter Jensens musik er delvis hentet fra Dansk biografisk Leksikon, bd. XI, 1937).

I en alder af 36 år blev Peter Jensen gift med den 2 år ældre blinde pige Louise Ingeborg Nielsen, datter af soldat Lars Nielsen og Anna Cathrine Soderwald. Det vides, at ægteparret fik en datter, der blev døbt Ida. I blindeinstituttets studiesamling findes en usigneret blyantstegning af Peter Jensen, den har tidligere hængt på Frederiksborg museum. I studiesamlingen findes også en over

100 år gammel fotografisk gengivelse af denne tegning, begge dele foræret til instituttet af datteren.

Peter Jensen døde 1846, 44 år gammel. Han blev begravet på Set. Petri kirkegård. <[ Folke Johansen å

Blindehistorisk Selskab afholder sin ordinære generalforsamling ifølge selskabets love lørdag 24. februar 2001 kl. 13 på Fuglsangcenteret.

Efter afholdelsen af selve generalforsamlingen skal vi

høre nogle indlæg om

”Hvordan begyndte rejsevirksomheden for blinde?”

Det er naturligvis meningen, at andre deltagere også kan bedrage med oplevelser og synspunkter.

Dagsordenen vil blive udsendt til medlemmerne i løbet af uge 4 i år 2001, men bestyrelsen vil allerede nu meddele, at emner, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest den 10. februar 2001.

Med venlig hilsen

Jørgen Eckmann

10

Tanker omkring Refsnæsskolens historiske samling – Museum?

{ Mit navn er Else Ahrens, ansat som lærer på Refsnæsskolen siden
1969. Ide seneste år har j eg haft tilsyn med skolens historiske samling og i den forbindelse arrangeret udstillingen i forbindelse med skolens 100 års jubilæum.

I marts dette år blev jeg bedt om at give en redegørelse omkring denne samling til Refsnæsskolens ledelsesteam. Det er denne redegørelse om mine tanker, der i let redigeret form offentliggøres her, idet jeg naturligvis håber på, at Blindehistorisk Selskabs medlemmer vil melde tilbage til mig, om man er enig i mine betragtninger eller ej. Ligeledes hører jeg gerne om forslag til andre aktiviteter.

Formålet med Refsnæsskolens Museumstudiesamling (museum og arkiv) kan man gøre sig mange tanker om. Forstander Keld Stochholm mener, at der kun findes og skal findes et museum for blinde, nemlig „Blindehistorisk Museum” på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup. Jeg mener, at vi skal have vores eget museum ud fra, at dette sted har været barndomshjem for mange blinde og svagsynede børn igennem 100 år. Set fra Keld Stochholms standpunkt bør vores samling i denne sammenhæng ses som et lokalt supplement, som kan fungere som inspiration og appetitvækker til det etablerede og meget bredere blindehistoriske museum i Hellerup. Jeg mener som n[jvnt, at vi skal etablere vores eget museum. Stedet her har været forskole og børneskole til instituttet i København,

r og altså stedet, hvor de synshandicappede fik deres grundlæggende undervisning, som man byggede videre på i København.

v Derfor finder jeg, at formålet med Refsnæsskolens Studiesamlinglad os så kalde den det – eller historiske samling – er at indsamle, bevare, registrere og beskrive genstande med tilknytning til Refsnæs-

11

skolens undervisning og det sociale liv på institutionen, samt formidle viden via museumsgenstande og arkivalier til interesserede.

Som målgruppe tænker jeg på tidligere og nuværende elever, men nok i særlig grad på integrerede elever, der i historiens lys er historieløse, hvis ikke vi på stedet her forsøger at bibringe dem en opfattelse af, hvordan livet som blind og svagsynet har ændret sig igennem tiderne. Deres identitet som synshandicappet skabes efter min mening ikke alene med deltagelse i kurser og derved samvær med andre ligestillede. Min erfaring siger, at det er vigtigt at trække linien bagud i historien, så man ikke går rundt og tror, at man er den eneste, og at man fordi man ikke ser så godt også pr. definition er dårligt begavet.

Desuden tænker jeg på tidligere og nuværende medarbejdere, forældre, pædagoger og lærere på kursusophold samt lokale interesserede.

Udstillingen i forbindelse med institutionens 100 års jubilæum vakte stor interesse blandt ovennævnte, men nok især blandt de tidligere elever, der har haft deres barndomshjem her. Indtil 1920 kom børnene jo kun hjem en gang om året – på sommerferie. I 1920 blev der etableret betalt hjemrejse også til jul, mens hjemrejse til påske-og efterårsferie først blev indført i begyndelsen af 1950eme.Weekendhjemrejser blev først indført efter 1966. Når man således hører voksne blinde fortælle om deres barndom, er dette stedet, hvor det hele foregik. Ofte var det sådan, at børnene følte sig fremmede i deres egen familie. Alt foregik her. Selv konfirmationen, hvor de pårørende kom dagen før til aftensmad og aftenkaffe. Efter et stort morgenbord, blev børnene konfirmeret i Rakle v Kirke.

Gymnastiksalen var så indrettet til „små stuer” for hver familie, hvor konfirmationsfesten så blev holdt – først med stort frokostbord, senere med middag til aften.

12

Den historiske interesse viste sig også ved 100 årsjubilæet, dels ved, hvad tidligere elever kunne fortælle, men også stærk ved, at de fik mulighed for at gå rundt og se de steder, hvor de boede og gik i skole som børn, genkende stederne og „Kan du huske?”

Interessen for historien afspejler sig også i, at der for knap 6 år siden den 18. november 1994 blev holdt stiftende generalforsamling for et „Blindehistorisk Selskab”, der i dag tæller ca. 130 medlemmer. Selskabet nyder godt afRefsnæsskolens velvilje med hensyn til udgivelse af nyhedsbreve og diverse informationer, som trykkes dels på punkt og dels på sort, og udsendes til selskabets medlemmer uden omkostninger for selskabet.. Dette påskønner vi meget. Endvidere støttes selskabet økonomisk af Dansk Blindesamfund, der også på denne måde viser de blindes interesse for egen historie. Formålet med selskabet er at støtte begge samlinger.

I tilknytning til dette kan man opstille nogle overordnede spørgsmål:

Vil Refsnæsskolen have en historisk samling/et museum?

Hvilket formål skal samlingen have?

Hvilke arbejdsopgaver/funktioner skal varetages i forbindelse

hermed?

Hvilke fysiske rammer kan findes/stilles til rådighed?

Følgende arbejdsområder finder jeg relevante:

l. Indsamling

definering/afgrænsning af, hvad der skal indsamles (genstande, billeder, publikationer og småtryk, scrapbogsmateriale egt. arkivalier).

Research/opsøgende virksomhed

Afleveringsprocedure

Anbringelse af de indsamlede genstande

13

2. Registrering status d.d.: O

Hvem kan hjælpe? Kan vi få professionel hjælp?
– evt. en studerende, som man tidligere har haft det på Blinde historisk Museum.

Hvordan skal der registreres – manuelt eller via EDB? I hvilket omfang skal der registreres, hvor skal der startes, og hvordan skal der prioriteres?

3. Opbevaring

Finde velegnede systemer

Finde velegnede fysiske rammer (jeg har foreslået det gamle centralkøkken – det hus, der nu rummer vævelokaler. Det er jo i historisk perspektiv relevant.)

4. Formidling

Målgrupper (medarbejdere, elever, kursister, lokal befolkning,

gæster)

Egnede fysiske rammer/udstillingsfaciliteter

Permanent grundudstilling

Åbningstider, omvisning

Temaudstillinger, f.eks. i forbindelse med tematiske kurser.

Samlingen aktuelt i dag

Den har det ikke godt. Alle krav til opbevaring af historiske genstande kan ikke overholdes Her skal blot nævnes lys- og klimatiske forhold, hvor det er vigtigt, at genstandene opbevares under ensartede temperatur – og lysforhold. Det kan slet ikke tilgodeses oppe under loftet på Strandbo. Desuden er der alt for lidt plads, og arkivforholdene er ude under skunken. Endvidere er adgangsforholdene helt uhensigtsmæssige. Man skal hverken være synshandicappet eller have gangbesvær for at komme derop ad den meget stejle hønsestige.

14

Er man således heldig alligevel at være i stand til at komme derop, er der utrolig mange ting, der har stor interesse. Det var således nødvendigt i forbindelse med 100 års-jubilæet at udvælge temaer, da der slet ikke var plads til alt på udstillingen. Jeg valgte følgende temaer: Bygningshistorie belyst ved billeder med tilhørende tekst, punktundervisning fra Refsnæsskolens start til den sidste nye logtext, anskuelsesundervisning, matematikundervisning gennem 100 År og svagsynsundervisning belyst fra forstørrelser til vor tids nye elektroniske muligheder.

Inden for det seneste har der i Vestsjællands Amtskommune været udvist stor interesse for børns – herunder handicappedes – liv igennem tiderne – måske p.g.a. at politikere, bl.a. amtsborgmesteren var til stede og så udstillingen ved jubilæet. Der blev således i foråret
2000 etableret en udstilling af bl.a. lokalhistoriske foreninger, og Vestsjællands Amt havde bevilget 100.000 til formålet. Titlen var:

„Børn i de voksnes hænder” og skildrede børns – herunder handicappede børns vilkår gennem tiderne i Vestsjællands Amt. Vi blev kontaktet, udlånte billeder og diverse effekter, der indgik i udstillingen, som blev en vandreudstilling inden for amtet. Erfaringen fra samtaler og udkast til udstillingen siger mig, at det er vigtigt, at det er folk „indefra”, der deltager, for derved at få det mest realistiske billede af blinde børns forhold igennem tiderne. Denne lokalhistoriske interesse mener jeg også er begrundelse for, at Refsnæsskolen skal have sin egen historiske samling/museum.

Og så lidt om den rigtige historie

Den første blindeundervisning i Danmark var baseret på frivillig arbejdskraft og filantropi, idet Kjædeordenen allerede i 1811 påbegyndte den første blindeundervisning i Danmark. Kong Frederik VI gav tilskud og samtidig tilladelse til, at institutionen måtte få navnet „Det kongelige Blindeinstitut”. Dette private initiativ viste sig ikke at slå til, hvorfor der 1858 oprettedes et blindeinstitut på

15

Kastelsvej i København. Dette institut varetog dog først undervisningen, når eleverne var 10-12 år gamle, idet man ikke skønnede, at blinde var modne til undervisning tidligere. Der var dog stadig ikke undervisningspligt for blinde børn. Denne blev først indført i 1926 – for døve i 1817. Instituttet blev ledet af en forstander. Instituttets første forstander var Johannes Moldenhawer, der var forstander til 1905. Han gjorde en stor indsats for at forskolen blev oprettet, således at blinde børns undervisning blev påbegyndt samtidig med andre børns. I mellemtiden var ansvaret for blinde børns undervisning overtaget af staten. Efter mange diskussioner om placeringen af forskolen enedes man om at placere denne på Refsnæs, da 36 % af erhvervet blindhed på daværende tidspunkt skyldtes tuberkulose. Kysthospitalet var et tuberkulosehospital. Derfor valgte man at købe „Strandlyst”, der skulle være „Skole, hjem og Sanatorium” for blinde børn mellem 6 og ca. 10 år. Det åbnede l. november 1898 som Det kgl. Blindeinstituts Forskole”.

Der var plads til 20 børn, selv om ønsket havde været plads til 40 normaltbegavede og 20 svagtbegavede. Selv om det var frivilligt at sende sit blinde barn til forskolen, blev denne hurtigt for lille, og allerede i 1903 blev der bygget en østfløj til den eksisterende bygning. Nu var der så plads til 30 børn, men i 1909 blev endnu en fløj tilbygget, og bygningen fik da det udseende, den har i dag. Så var der plads til 50 børn.

Det er den bygning, der i dag rummer administration og materialelaboratorium. Som kuriosum kan nævnes, at viceforstanderens kontor og EDB-rummet var sovesal, at afdelingsforstanderens kontor var plejemors stue og at kontoret for afdelingslederen for skolen var hendes soveværelse. Man bør også lægge mærke til de små tal, der stadig sidder på dørkarmene. De er også historie. Fra starten havde man ønsket, at der også var plads til svagtbegavede børn, hvorfor man 1916 købte nabovillaen „Bakkely” (nu Vest),

16

som blev til hjælpeskole for 16 elever. Denne udvidedes i 1919 til at kunne rumme 30 elever.

Nu manglede man kun et børnehjem til de blinde børn, der af sociale grunde ikke kunne være hjemme, og igen hjalp velgørenhed, til idet grosserer Stau købte nabogrunden på 8 tdr. land, hvorpå der opførtes et børnehjem til 20 børn.

Denne bygning fungerede til det nye børnehjem blev bygget i 1970. Det gamle børnehjem er den nuværende kantine, og det nye fik navnet „Stausgård”.

Da der også dengang var problemer med udslusning af dårligere fungerende elever opførtes et væmehjem for 20 blinde piger. Det nuværende Fjordhøj. Da det i 1972 blev nedlagt som væmehjem, var en del af de beboere, der flyttede ud, de samme som i 1928 flyttede ind. Det er ret tankevækkende, og derfor ikke underligt, at mange føler en stærk tilknytning til stedet. I øvrigt var det sådan, at når man som ung lærer i slutningen af
60erne søgte stilling, var man til samtale med daværende forstander Kurt Kristensen en lørdag formiddag, hvor der var blevet tradition for, at han drak kafe derovre sammen med beboerne. Der blev man så inviteret med over. Det var et ret trist syn og et levn fra gamle dage.

Det er ikke min hensigt at forelægge hele Refsnæsskolens historie, men dette er medtaget for at illustrere, hvor mange elever, der var på stedet i slutningen af 20me og begyndelsen af 30me. Senere blev der endnu flere, da undervisningen på skolen, som nævnt blev udvidet til at strække sig til efter konfirmationen. Da Refsnæsskolen fra starten var underlagt instituttet i København som forskole til dette, var Moldenhawer således også Refsnæsskolens første forstander.

I hans forstandertid var der stor diskussion om læsemedium, og beslutningen blev, at de yngste elever skulle lære reliefbogstaver. Disse var klæbet på små træklodser. Først når eleverne havde lært

17

alfabetet, begyndte de at lære at skrive punktskrift-alfabetet. Denne skriftfbrm blev fra nu af brugt til alt skriftligt arbejde og foregik ved skrivning på tavle med pren spejlvendt fra højre mod venstre. Alt var således håndskrift. Man forlod først endelig relieflæsning ved Moldenhawers afgang i 1905.

Modsætninger er klar

I dag sidder eleverne med computere, – noget af en historisk udvikling.

Ved generalforsamlingen i 1999 i Blindehistorisk Selskab fik jeg overrakt nogle hovedtelefoner, der stammer fra forstander Riitzau. De er indkøbt i slutningen af 20me og var nødvendige, når man dengang lyttede på krystalapparat. Efter dennes død, havnede disse efter omveje igen på Refsnæsskolen hos frk. Filstrup, der lod sig overtale til at give dem til en daværende elev Tage Poulsen på den udtrykkelige betingelse, at han aldrig måtte overgive dem til andre. Tage Poulsen fandt imidlertid, at det at give dem til Refsnæsskolens samling, var at give dem tilbage til deres oprindelsessted. Senere modtog jeg et bånd fra ham, der beskriver disse, men på båndet er også et causeri, han blev opfordret til at holde i en af Dansk Blindesamfunds kredsklubber. Tage Poulsen er født i 1924 og var elev på skolen i perioden fra
1925 til 1937 – altså er han eksempel på et af de børn, der ikke havde mulighed for at va;re i sit hjem. Det er sådanne anekdoterbeskrivelser, der får mig til at mene, at Refsnæsskolen for mange blinde og svagsynede har været deres barndomshjem og dermed en vigtig del af deres liv. Dette har ført til, at jeg mener, at Refsnæsskolen måÆ)ør have sin egen selvstændige historiske samling.

Else Ahrens

18

Hvem er hun?

Kunstner?

Årstal?

Hvor er originalen?

Denne buste (gipsafstøbning) af en ung kvinde er lidt af et mysterium. Hverken modellen eller kunstneren har det været muligt at spore. Statens Museum for Kunst har givet op, og Ny Carlsberg Glyptoteket har udelukkende kunnet hjælpe med perioden 1900-
1930 og stilretningen florentinsk samt den antagelse, at busten er dansk.

Eftersøgningen har stået på i mere end l O år. Enhver, som kan bidrage med oplysninger om kunstner, model, tilblivelsesår og originalens placering kan påregne en hædersplacering i den blindehistoriske forskning og den blindehistoriske interessekreds. Det, der gør busten både interessant og let at identificere (tror man), er, at kvinden angiveligt er blind, og at den har stået på ”Hjem for arbejdsføre Blinde Kvinder” på Mariendalsvej på Frederiksberg. Institutionen blev grundlagt år 1900, og et godt gæt er, at busten er skænket hjemmet ved indvielsen. Det passer ganske godt med Ny Carlsberg Glyptotekets tidsangivelse. En portrætteret blind kvinde skulle det ikke være så svært at spore, hvis hun vel at mærke er dansk, fordi stort set alle blinde for hun-

19

drede år siden opholdt sig kortere eller længere tid på Blindeinstituttet eller Blindeskolen for børn. Disse institutioner fotograferede deres elever, og billederne blev opbevaret i journalen. Desuden stillede hele institutionen op til fotografering cirka en gang om året. På Landsarkivet for Sjælland opbevares Blindesagens arkiv, et meget velbevaret og næsten komplet arkiv fra 1858 og op til vore dage, som også indeholder inventarlister fra f.eks. Hjemmet på Mariendalsvej og de omtalte journaler fra blindeinstitutioneme. Desværre dukker vores unge kvinde ikke op her. Det gør hun derimod i Det kongelige Blindeinstituts 100 års jubilæumsskrift fra 1958. Et foto fra bogen viser administrationschefens kontor, hvor busten nok så nydeligt er anbragt. Det er fra denne embedsmand, som efterhånden var over halvfems, da han blev kontaktet i 1993, at oplysningen om bustens placering på blindehjemmet på Mariendalsvej stammede. Siden var den så overdraget Blindeinstituttet på Kastelsvej på Østerbro i København. I dag tilhører busten Blindehistorisk Museum, som har til huse på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup. Et kvalificeret gæt
– som desværre er manet i jorden – er, at busten forestiller Hellen Keller, som er en kendt amerikansk døvblind kvinde og blindepædagog (1881-1968).

En behjertet sjæl foreslog, at den unge kvinde bare havde lukket øjnene og måske befinder sig i en drømmende tilstand. Vi hælder dog mest til, at kvinden er blind og har et autentisk forlæg. Normalt har blinde dog ikke tillukkede øjne, men det kan være kunstnerens valg at angive blindhed på denne måde.

20

Nyhedsbrev Juni 99

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev

Juni 1999

Dronning Margrethe i Refsnæsskolens festsal ved 100 års jubilæet 4. november 1998.

Nyt fra redaktionen

Så lykkedes det endelig for redaktionen at få udsendt en ny udgave

af Nyhedsbrevet. I hørte fra os sidste gang i efteråret 1998. Så der

er desværre gået alt for lang tid. Det er stadig bestyrelsens mål at

udgive to nyhedsbreve om året, så det vil vi naturligvis bestræbe os

på at opfylde.

Denne gang kan I læse fortsættelsen på ”Marie Madsens historie”.

Hvis der er nogen, der ønsker første del – f.eks. nye medlemmer, er

meget velkomne til at henvende jer til os.

Endvidere kan I læse nyt fra formanden og referatet fra den årlige

generalforsamling. LeifHaal og Karsten Ahrens

Bestyrelsens sammensætning

Jørgen Eckmann, formand.

Bogensegade 8, 2100 København Ø.

Telefon 35 26 70 35 (arbejde), 35 26 97 90 (privat).

Fax. 35 26 70 36.

Henning Eriksen, kasserer.

Ørnens Kvarter 17 B, 2620 Albertslund.

Giro 050 1697. Telefon 43 64 13 90.

Karsten Ahrens, næstformand. Høj vangen 15, 4470 Svebølle. Telefon 59 57 01 51 (arbejde), 59 29 32 92 (privat).

Arne Krogh. Telefon 45 85 94 19.

Leif Haal, sekretær. Telefon 45 86 98 46.

Suppleanter:

Bente Krogh. Telefon 45 85 94 19. Else Ahrens. Telefon 59 29 32 92.

ISSN: 1398-0238. Nøgletitel: Nyhedsbrev. Blindehistorisk Selskab

2

Nyt fra selskabet

Blindehistorisk Selskab har afholdt sin ordinære generalforsamling søndag 21. marts på Fuglsangcentret. I tilslutning til generalforsamlingen havde vi en debat om selskabets fremtidige virksomhed. Deltagerne var enige om, at selskabet skal fortsætte sin virksomhed, men påpegede at der skal gøres mere for at synliggøre selskabet.

På den baggrund har bestyrelsen på sit møde den 28. april 1999 besluttet, at Nyhedsbrevet fremover skal produceres i punktskrift, på bånd og i sortskrift.

Medlemmer, der ønsker båndudgaven, bedes henvende sig til selskabets næstformand Karsten Ahrens på telefon 59 57 01 51 (arbejde) eller 59 29 32 92 (privat).

Endvidere besluttede bestyrelsen at forsøge at producere bånd med optagelser af historiske begivenheder og/eller lydoptagelser, der på én eller anden måde belyser blindes levevilkår.

Jørgen Eckmann

Blindehistorisk Selskabs generalforsamling på Fuglsangcentret 21. marts 1999 kl. 10.00

Der var 17 stemmeberettigede til stede. Fra bestyrelsen var der afbud fra Jytte Durhuus.

I forbindelse med generalforsamlingen var planlagt en uformel drøftelse af selskabets virke fremover. Formand Jørgen Eckmann (JE) foreslog at holde denne drøftelse om formiddagen og afholde generalforsamlingen efter frokost. Der var enighed herom.

Der blev nedsat tre grupper, som behandlede følgende emner:

. Skal vi fortsat have et selskab med den nuværende struktur.

2. Hvad skal selskabet bruges til? Andre opgaver end anført

i vedtægterne (interessegruppe?) BT (Brahim Talibi) mente, at årsberetningen burde behandles,

før man gik til gruppearbejdet. JE mente, det kunne blokere for en åben debat.

Der blev opnået enighed om gruppearbejde før frokost og behandling af resultaterne i forlængelse af bestyrelsens beretning. Den årlige ordinære generalforsamling blev påbegyndt kl. 13.00.

DAGSORDEN

. Valg af stemmetællere og dirigent.

2. Godkendelse af dagsorden.

3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 1998. Er udsendt, men vil blive læst op inden vedtagelse.

4. Bestyrelsens beretning.

5. Godkendelse af det reviderede regnskab for 1998.

6. Fastsættelse af kontingent for 2000.

7. Valg af tre bestyrelsesmedlemmer.

Nuværende medlemmer: a. Henning Eriksen b. Jytte Durhuus. c. Leif Haal. d. To suppleanter. Nuværende suppleant. Brahim Talibi. e. To revisorer: Lilian Krogh Larsen og Else Ahrens. f. En revisorsuppleant. Nuværende revisorsuppleant: Torben Koed Thomsen.

8. Indkomne forslag.

9. Eventuelt.

JE undskyldte, at indkaldelsen var udsendt for sent. Man vedtog at se bort herfra og betragtede generalforsamlingen som lovligt varslet.

Ad l. Valg astemmetællere og dirigent.

Stemmetællere: Edith Nygaard, Hanne Eriksen, Bente Eckmann.

Dirigent: Tage Poulsen.

Ad 2. Godkendelse af dagsorden. Godkendt.

Ad 3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 1998. KA (Karsten Ahrens) oplæste referatet, som blev godkendt.

Ad 4. Bestyrelsens beretning. JE oplæste beretningen, som indeholdt følgende emner:

Foreningens første år var travlt optaget med etableringen, men resultaterne fra det seneste år er magre. Udsendelse af sidste års nyhedsbreve var blevet ramt af konflikt og af travlhed på Refsnæsskolen. Efterlyste indlæg fra medlemmerne. Udtalte mindeord om Jørn Clausen, som døde i november. Refsnæsskolens 100 års dag: Selskabet var ikke direkte involveret, men havde arrangeret en tur. Over tredive deltog havde desuden arrangeret et ”børnekor”, hvis medlemmer i dag er omkring de 60. Etableret et endnu ældre ”bømekor”, dvs. Axel Andersen, som i dag er midt i firserne.

De handicaphistoriske samlinger: Et sejt og måske næsten umuligt

arbejde. Der er problemer med udløsningen af de 300.000 kr. fra

Kulturministeriet. Udbad sig ideer til at komme videre.

KA: Selskabet har givet museet på Refsnæsskolen en gave på 500

kr. i forbindelse med 100 års dagen.

EN (Edith Nygaard) spurgte, hvor mange bestyrelsesmøder, der var

afholdt.

JE: Fire og et telefonmøde.

Fra formiddagens gruppemøder

Gruppe l. Være bevidste om, at Selskabet har to arbejdsområder, det sociale og det politiske. Gøre mere ud af PRarbejdet.

Her og nu: Adresseliste, medlemsundersøgelse, ”hvorfor medlem”.

Gruppe 2. Selskabet skal bevares. Større aktivitetsniveau.

Motivere medlemmerne til aktivt historisk arbejde. Medlemsarrangementer.

Gruppe 3. Selskabet skal fortsætte. Spørgsmål om Selskabet skal være åbent eller forbeholdt synshandicappede. Sociale aktiviteter er ikke det primære. PR-virksomhed meget væsentlig. Spørgsmål om fremtiden, når næste generation de synshandicappede, som vokser integreret i folkeskolen og ikke har samme kontakt til blindeverdenen, som de nuværende generationer. Gruppernes indlæg blev drøftet.

JE fandt indlæggene opmuntrende. Det er en række gode forslag,

som er at betragte som pålæg.

HE (Henning Eriksen) har etableret samarbejde med udvalg 3.

AK (Arne Krogh) gjorde opmærksom på, at beretningerne fra ’97 og ’98 opridser problemer, som nu nævnes igen i gruppearbejdet.

EAn (Elin Andreasen) foreslog at afholde et weekendarrangement. BE (Bente Eckmann) foreslog, at generalforsamlingen blev afholdt på Sjælland hvert andet år.

Bestyrelsen tog de faldne bemærkninger til efterretning. Beretningen blev godkendt.

Ad 5. Godkendelse af det reviderede regnskab for 1998. HE gennemgik regnskabet. BT sagde, at regnskabet burde være udsendt med indkaldelsen. HE var enig heri og beklagede, at det ikke var sket. Regnskabet blev godkendt.

Åd 6. Fastsættelse af kontingent for år 2000 HE foreslog uændret kontingent på 100 kr. Vedtaget.

Ad 7. Valg

Kasserer Henning Eriksen blev valgt. Ingen andre kandidater. Som nye bestyrelsesmedlemmer valgtes Ame Krogh med 15 stemmer og LeifHaal med 13 stemmer. Brahim Talibi fik 4 stemmer. Jytte Durhuus genopstillede ikke.

Som l. suppleant valgtes Else Ahrens med 9 stemmer. 2. suppleant blev Bente Krogh med 7 stemmer. Brahim Talibi og Edith Nygaard fik hver 5 stemmer, og Elin Andreasen fik 4. En stemme var ugyldig.

JE gjorde opmærksom på, at man ikke kan benytte de sædvanlige regler for l. og 2. suppleant, da man må tage hensyn til DBS’ regler for tilskud.

Som revisorer valgtes Lilian Krogh Larsen og Edith Nygaard. Revisorsuppleant blev Bente Eckmann. JE takkede for en god og konstruktiv debat, som kan bringe selskabet videre. Konstituerende bestyrelsesmøde vil blive aftalt umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning. Generalforsamlingen sluttede kl. 15.20. LeifHaal, referent

Hvad blev der af dem?

Maria

ALIAS MADAM TOUCHER

Sidst vi hørte om Marie, var hun blevet for gammel til at fortsætte som elev på instituttet. Hun blev udskrevet og skulle nu til at stå på egne ben. Det var i året 1865. Det var spændende, om hun kunne tjene tilstrækkeligt til livets ophold ved det, hun havde lært på instituttet, eller om hun blev nødt til at flytte hjem til forældrene på husmandsstedet i Odsherred for at lade sig forsørge af dem eller evt. af sognet.

For at lette hende i overgangen fra det beskyttede liv på institutionen til det frie liv i København, blev hun støttet på forskellig vis. Midlertidig fik hun ophold på Kjædens ”Forsørgelsesanstalt for Blinde”. Normalt arbejdede de 12 blinde, der boede der, på anstaltens værksted, og indtægten gik til betaling for ophold m.m. Marie fik fri rådighed og vask. ”Foreningen til fremme af Blindes Selvvirksomhed”, der var blevet stiftet i 1862, ydede hende 20 rigsdaler til hjælp. Instituttet forsynede hende med ”en deel relieftrykte Musikalier”, og et fortepiano blev stillet til hendes disposition. Censor ved musikeksamen på instituttet gav hende en ”Attest for Duelighed for at undervise i Musik”.

Vi ved, at Marie i 1866 og 67 ernærede sig ved at undervise både seende og blinde børn i musik og ved at lave forskelligt håndarbejde for folk. Enkelte gange fik hun dog også nogen økonomisk støtte dels fra Kjæden og dels af instituttets små legatmidler. Vel

mest for at slå sit navn fast gav hun også koncerter bl.a. i Lyngby, på hotel Phonix i København og i Sorø. Sidste sted sammen med den da kendte Fr. Jacobsen fra Sakskøbing.

Hun boede kun et års tid i forsørgelsesanstalten, så lejede hun sig et værelse ude i byen, og ”efter en Tidlang at have havt den svagsynede Christine Priiskom hos sig, der var iden Kondition, da hendes Øine vare syge – har hun senere taget den svagsynede Dorothea Isaksen til sig”. Da hun flyttede fra forsørgelsesanstalten, skaffede instituttets musiklærer Valdemar Schiøtt hende et klaver. Syarbejdet for fremmede blev efterhånden til fast sy arbejde på instituttet. Det har formodentlig været lappe- og reparationsarbejde, hun har lavet, for i årsberetninger fortælles der om, at de kvindelige elever dengang syede alt linned, både drengenes og pigernes, alt dækketøj, lagner, pudevår og håndklæder samt strikkede alle de strikkevarer, der blev brugt på institutionen.

Men i 1868 skete der noget, der fuldstændigt ændrede hendes liv. Hun blev forlovet med den jævnaldrende xylograf August Toucher. Augusts far var også xylograf, men han var desuden en meget frisindet forfatter og journalist, der en overgang redigerede ”Corsaren” og senere ”Republikaneren”, begge kritiske blade. Han var meget stærkt politisk engageret, og på grund af politisk konflikt måtte han V år i fængsel, da August var en lille dreng. Moderen var da død. Far og søn levede i meget små kår, og August oplevede hver dag eksempler på knugende armod, pjaltede og underernærede naboer og megen druk. Men han hørte også hver dag faderens samtaler med adskillige af datidens betydende personer om politiske og sociale forhold. August blev selv meget politisk engageret.

I april 1871 udsendte løjtnant og postskriver Louis Pio nogle tryksager, der blev begyndelsen til socialismens indtog i Danmark, og han blev derved Socialdemokratiets grundlægger. August og hans far sluttede sig straks til bevægelsen, og i november samme år sad Marie en aften blandt tilhørerne, da August holdt sin første tale ved

et socialistisk møde, og hun blev senere ilhører til mange af hans taler. Samme år blev hun gift, og nu hed hun Madam Toucher.

I juni 1872 holdt August en tale, hvori han fastslog, at der skulle oprettes en ungdomssektion i ”Internationale”, som bevægelsen kaldtes, en tanke, der vakte den heftigste kritik i borgerskabet i København. Augusts ideer er dog senere virkeliggjort i Socialdemokratisk Ungdom. Det år fik Marie og August et barn. ”Det gaaer hende godt, og hun er tilfreds i sin Stilling. Hun har et B am, som hun selv passer”. Men lykken varede kun kort. Barnet døde ved etårs alderen, og August blev kort efter angrebet af tuberkulose. I et mindeskrift om ham kan man læse, at hans blinde hustru plejede ham med rørende omhu. Han døde 28 år gammel efter 3 års ægteskab.

Deltagende ved begavelsen var efter den tids forhold ganske overvældende, man har anslået, at deltagerantallet i processionen fra Helliggeistkirke og til Assistens-kirkegård var omkring 2000. Nu var det Augusts far, der havde pligt til at støtte Marie, men hans indtægt var lille, hvorfor hun flyttede sammen med ham og hans nye kone. Imidlertid kom han i unåde hos Prior i det socialistiske parti, og han blev udstødt af partiet, hvorved han mistede sin indtægt. Det resulterede i, at familien emigrerede til Kapstaden i Sydafrika, men Marie blev tilbage.

Marie var nu alene og uden synderlig indtægt, hun tjente kun lidt ved håndarbejde. I annalerne kan man læse: ”Hun har i de senere Aar havt det strengt, idet hendes Mands Slægt ikke have opfyldt deres pecuniaire Forpligtigelser imod hende. Hun har derfor paadraget sig Gæld til hvis Afbetaling hun har gjort sig store Anstrengelser. Af og til har hun faaet Hjælp af Foreningen til fremme afBlindes Selvhjælp, blandt andet til Anskaffelse af en Strikkemaskine”.

Marie var ikke bange for at prøve noget nyt, og i løbet af kort tid havde hun fast arbejde som husbestyrerinde for en svagelig musi

10

ker ved navn Hansen. Hun lavede mad for Hansen og hun gjorde rent i hans lejlighed, til gengæld fik hun kosten hos Hansen, og han lejede og betalte et værelse for hende. Marie var sikret både kost og logi. Af en samtidig oversigt over blindes erhvervsmuligheder fremgår det, at hun desuden har indtjent 2-3 kr. om måneden ved syarbejde, og det har sikkert været tilstrækkeligt til hendes små fornødenheder.

Senere gav hendes familie hende en mindre årlig understøttelse, og efter musiker Hansens død arvede hun hans møbler, hvorfor hun var i stand til at oprette Enkefru Touchers Pensionat for blinde unge kvinder på Frederiksberg. Det må formodes, at Marie nu havde mindst en halv snes gode år, førend hun i 1903 opgav pensionatet. Vi kender nogle få piger, der flyttede fra Instituttet til Maries pensionat, hvor de var beskæftiget med håndarbejde som strikning, knytning, syning og lignende. Der blev ydet støtte til dem på forskellige måder, som regel de 200 kr. årligt, det kostede at bo og spise hos Marie. Her nævnes bl.a. (ved fornavn): Johanne, der var forældreløs, Marie, hvis mor var ugift og derfor ikke kunne forsørge sin datter, og Gyda, der ikke ville bo hjemme hos sine forældre.

Man kender ikke meget til Marie efter pensionatets ophør, men det vides dog, at den nu 63-årige enke fortsat blev boende på Frederiksberg, idet hun mindst en halv snes år fik boligtilskud af legatmidler, ligesom hun også fik støtte til andre formål, f.eks. til en rekreationsrejse og et større beløb til tandbehandling. Hun har ikke haft bolig på Hjemmet for blinde Kvinder på Mariendalsvej eller på Kjædens hjem i Klerkegade. Marie Toucher døde 1917, hun var da 77 år gammel.

Marie må antages at være den første danske blinde pige, der har forsøgt at frigøre sig fra sin fattige familie og fra fattigvæsenet og selv har styret sin tilværelse efter de muligheder, der nu engang forelå. At det lykkedes for hende med de få indtjeningsmuligheder,

11

der var for en enlig kvinde af små kår, ja oven i købet en blind kvinde, skyldtes dog ikke alene hendes egen store indsats, men hun fik også megen menneskelig støtte fra andre. På den tid voksede der en social forståelse frem hos den almindelige borger i samfundet. Man ville meget gerne medvirke til, at dårligt stillede medborgere skulle føle, at de var nyttige borgere, og at de skulle have den tilfredsstillelse, det var at klare sig selv. Til dette formål var der for blinde bl.a. Det Kongelige Blindeinstitut, hjælpende foreninger og legatmidler. Altsammen foranstaltninger, der var startet på privat initiativ.

Marie var en af de første, der kom til at opleve noget, der var helt nyt for blinde, ja for alle stærkt handicappede. Det var blevet muligt at flytte fra et usselt og dårligt miljø til et helt andet miljø, hvor der var mulighed for meget større livsudfoldelse.

FOLKE JOHANSEN

4

Dronning Margrethe bliver vist rundt på den historiske udstilling 4. november 1998. På billedet ses også forstander Keld Stocholm, tidligere forstander Kurt Christensen og Else Ahrens, der stod for udstillingen, som var lavet i gymnastiksalen.

Nyhedsbrev September 98

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev

September 1998

TOMTEBODA 5. juni 997. – Museet bliver indviet med slag på en kopi af klokken på Tomtebodas tag.

Det er med dyb beklagelse, at bestyrelsen må konstatere, at det først nu er lykkedes os at få det nyhedsbrev sendt ud, som burde have været hos medlemmerne i maj måned. Vi blev dels ramt af storkonflikten på arbejdsmarkedet og dels af et stort arbejdspres på Refsnæsskolen. Vi beklager!

Konstituering

Efter generalforsamlingen har bestyrelsen konstitueret sig som følger:

Jørgen Eckmann, formand.

Henning Eriksen, kasserer.

Karsten Ahrens, næstformand.

Jørn Ebdrup Clausen, bestyrelsesformand.

Jytte Durhuus, bestyrelsesmedlem.

LeifHaal, l. suppleant, sekretær.

Brahim Talibi, 2. suppleant.

INDHOLD

Hvorfor være medlem? ……………………………………. 3

Refsnæsskolen 100 år………………………………………. 3

To blindehistoriske museer ……………………………… 4

Hvad blev der af dem? …………………………………….. 6

Generalforsamling …………………………………………. 11

Det var virkelig et besøg værd……………………….. 15

Redaktion: Karsten Ahrens, Jrn Ebdrup Clausen, LeifHaal og Anne Bente Rosenkilde.

ISSN: 1398-0238. Nøgletitel: Nyhedsbrev. Blindehistorisk Selskab

Hvorfor være medlem?

Betaling af kontingent for 1998

Blindehistorisk Selskab er en interesseforening omkring minderne om blindes fortid og bevarelse af disse minder for fremtiden. Med dit medlemskab er du med til at muliggøre, at synspunkter omkring bevarelsen af blindes historie kan blive hørt af beslutningstagerne i samfundet. Foreningen udsender flere nyhedsbreve til medlemmerne om året med interessant stof om blindes historie. Foreningen arrangerer lige-ledes møder, ture og lejlighedsvis også rejser for medlemmerne. Der er derfor god grund til at være medlem af Blindehistorisk Selskab.

Kasserer i Blindehistorisk Selskab: Henning Eriksen,

Ørnens Kvarter 17 B, 2620 Albertslund.

Telefon 43 64 13 90. Gironr. 050 1697.

Refsnæsskolen 100 år

Refsnæsskolen fylder 100 år den 5. november. I den anledning afholdes der bl.a. et ”åbent hus” arrangement, hvor blandt andre tidligere elever er velkomne.

Vi vil i den anledning forsøge at lave et fælles arrangement for de af selskabets medlemmer, der måtte være interesserede. Det betyder, at I bedes ringe både til Refsnæsskolen af hensyn til forplejningen og til undertegnede af hensyn til et eventuelt fælles arrangement.

Telefon til Refsnæsskolen: 59 57 02 11. Telefon til Jørgen Eckmann: 35 26 70 35.

Med venlig hilsen Jørgen Eckmann

Se program for ”åbent hus” på Refsnæsskolen side 10.

To blindehistoriske museer

Festligt arrangement i Stockholm 5.-6. juni 1997

I forbindelse med ombygningen afTomteboda lykkedes det at skaffe lokaler i kælderen, således at der dermed var blevet mulighed for at få samlet alle de gamle ting, man igennem årene havde passet på fra blindeskolens historie til et blindehistorisk museum. Museet blev efter forsinkelser indviet ved et meget flot og festligt arrangement, der strakte sig over to dage.

Indvielsen var med deltagelse af repræsentanter fra mange lande herunder også fra Danmark, hvor der var repræsentanter både fra Blindeinstituttet, Danmarks Blindebibliotek, Refsnæsskolen, synskonsulenteme og Blindehistorisk Selskab.

Indvielsen indledtes med en sammenkomst, hvor der var taler af bl.a. rektor Gunilla Stenberg og Torsten Andersn, der har haft en meget primær rolle ved tilblivelsen af dette nye museum. Han var i dagens anledning klædt i jaket!

Endvidere blev selve åbningen foretaget ved slag på en klokke, der var kopi af klokken i Tomtebodas tam. Også uddeling af medalje til en medarbejder, der havde været 30 år på Tomteboda, fandt sted ved denne anledning. Dernæst meget musikalske indslag ved tidligere elever fra Tomtebodaskolen – både orgel og sang ledsaget af guitar.

Efter selve åbningen var der frokost, hvorefter der var mulighed for at se det nye museum, som var meget flot indrettet – selvfølgelig med både punktskrifts- og storskriftsoplysninger om alle de udstillede genstande bekvemt anbragt både for punkt- og sortlæsere. Der var naturligvis også tænkt på hensigtsmæssig belysning.

Museet rummede især genstande fra undervisningen på Tomteboda i form af diverse udgaver af punktskriftbøger, men også et klasse-

4

værelse fra gammel tid var udstillet, ligesom der var vist aktiviteter fra vævning og kurvefletning. Ligeledes udstilledes også genstande fra elevernes hverdag, hvordan de spiste og boede på Tomteboda. Alt i alt en meget flot og spændende historisk samling. Første dag sluttede med en meget fin festmiddag.

Anden dag indledtes med et besøg på Vasamuseet, hvo man har en speciel service for synshandicappede. Museets opbygning og tilgængelighed for handicappede er foretaget i samarbejde med Tomtebodaskolen. En meget stor oplevelse, som kan anbefales for synshandicappede, hvis man besøger Stockholm.

Dernæst var der efter frokost besøg på Synskadades Museum, Synsskadades Riksforbund i Enskede. Museet beretter om svenske synshandicappedes historie og livsvilkår fra 1800-tallets begyndelse og fremad. I over 100 år har synshandicappedes organisationer aktivt påvirket udviklingen, hvorfor deres indsats også belyses. Museet vil ikke kun fortælle. Det vil også give den normaltseende besøgende dybere indsigt om det at være synshandicappet.

Det var to dage fulde af oplevelser og indtryk af, hvordan vi i Danmark også har behov for lignende tiltag både i form af bedre forhold for Blindehistorisk Museum i Hellerup i København, men især for at den historiske samling på Refsnæsskolen får tilgængelige forhold og i det hele taget bedre lokaler til gavn både for synshandicappede og normaltseende f.eks. anvendeligt i forbindelse med Refsnæsskolens kurser.

Det kunne være et stort fødselsdagsønske i forbindelse med Refsnæsskolens 100 års fødselsdag 4. november 1998.

Overlærer Else Ahrens, Refsnæsskolen.

Hvad blev der af dem?

Maria

Der blev stor glæde hos husmand Mads Jørgensen i Grevinge i nærheden af Nykøbing S den 11. januar 1840. Da fødtes hun. Få dage efter fik hun i dåben navnet Marie Madsen. Hun tegnede til at blive en sund pige, men i senere beretninger står der at læse: ”Hun blev blind i sit første Leveaar, har Lysfomemmelse, men ikke tilstrækkelig til derved at kunne veilede sig.” Maria trivedes godt derude på landet, men hun fik ikke nogen skolelærdom, som andre børn fik det. Først da hun var knap 14 år, gjorde hun den lange, lange rejse til Det kongelige Blindeinstitut i Helliggeiststræde i København. Det var i året 1853.

Pladsen var lille på instituttet, men der var kammerater, både drenge og piger, der var humør, men først og fremmest lærte hun noget nu. Desuden havde hun jo ikke kendt bedre før. Verden blev pludselig så stor for Marie.

Her gik hun i skole. Hun lærte katekismus, bibelhistorie og salmevers, men også hovedregning og historie. Alt lærte hun gennem øret, der fandtes ikke bøger, som blinde kunne læse. Undervisningen foregik ved, at gode Kjædebrødre gennemgik stoffet i fortælleform, og det blev senere repeteret af ældre elever, de såkaldte ”repetenter”, der var ansvarlige for hver sit kapitel af stoffet. Maries veninde Sophie måtte således svare for 5te kapitel af bibelhistorien. Men også sang og gymnastik blev der undervist i. Erhvervsfagene var ens for drenge og piger, der var kun strikning og spind på dette tidspunkt, hvor Marie var elev. Dog fik de fleste drenge

violinspil og ganske enkelte orgelspil. Men de sidste måneder, Marie var på instituttet, kom noget nyt til. ”Man modtog frk. Conradine Daus Tilbud om uden Godtgjørelse at vejlede de blinde Piger i Haandarbejde.” Hun indførte filering og var således med til ”at tilvejebringe nogen Afvexling i Arbejdet.” Der var dog ikke noget særligt ved, at frk. Dau ikke fik løn, for det var der ingen lærer, der fik.

Sundheden på instituttet var ikke altid helt god. Et par bekymrede læger skrev en snes år før Maries optagelse bl.a. her citeret fra en senere beretning: Blindheden er ”en tung, ulykkelig Skæbne, – saa synes dog Enkeltes altfor paafaldende blege Udseende, samt hyppige Krampetilfælde at henpege paa andre Aarsager, vi tillade os i denne Henseende at bemærke, at Luftens Renhed, som en nødvendig Betingelse for Sundhedens Vedligeholdelse, vanskeligen tilveiebringes, hvor flere Mennesker dagligen ere forsamlede i eet Værelse, og give os derfor den Frihed at foreslaae, at Eleverne under deres Arbeide fordeeltes i flere Værelser, fremdeles at det blev dem paalagt oftere at skifte Linned og i Særdeleshed Strømper, og at Bevægelse i den frie Luft anbefales dem, som en Nødvendighed, hvorfra ingen maatte fritages uden paa Grund af Sygdom.” Den citerede beretning fortsætter: ”Sluttelig omtales nogle formeentlige Ulemper ved Samlivet mellem de to Kjøn og en rimeligviis stedfindende sygelig Udvikling af Kjønslivet som medvirkende Aarsag til i det mindste Enkeltes sygelige Tilstand.”

Som før skrevet var der her på instituttet lidelsesfæller, mkring 20 drenge og piger, flest drenge samt 12 ældre blinde, der arbejdede på værkstedet. Der har været veninderne: Marn Hansen, Ane Hansen, Kam Pedersen, Caroline og Trine samt mange drenge, hvoraf skal nævnes: Hans, Rasmus, Michael Bech, Niels Madsen. Dette er ikke navne taget fra en protokol, men fra en over 120 år gammel lap papir, på hvilken eleverne har moret sig med at skrive ved hjælp af en speciel fransk maskine til sortskrift for blinde, opfundet af en

blind franskmand. Maskinen fandtes så sent som 1872 på instituttet, den er opgivet i den tids inventarliste. Der skal her nævnes et lille udpluk af sætningerne fra papirlappen: ”Helliggjæstes kjirketaam. Blinindstitutet i Kjøbenhavn. Abonnenten: Jeg maa gjøre Dem j opmærksom paa, at jeg ikke har faaet Corsaren. Ved Dagens glade , Brudebord vort Hjertes Sang skal lyde, mens Mythen sig om Panen snoer om. Carl – Marie. Carl mon amie bon jour petit garcon Marie” osv. Det kan vist kun være vor Marie, der er tale om. Marie blev konfirmeret sammen med seende 5te april 1857, flyttede hjem i maj, og hun skulle bidrage til føden ved at strikke. Der var brydningstid for blindesagen i Danmark, de år Marie var elev på instituttet i Helliggeiststræde. Man diskuterede, planlagde og lavede undervisningsforsøg, altsammen med henblik på den nye store institution, som Kjæden ville bygge på Kastelsvej. Marie sugede til sig. Vi ved, at hun var dygtig til håndarbejde, dvs. strikning og filering, men også andet har optaget hendes tanker. En af instituttets unge lærere, cand. theol. Otto Ottesen, havde været i Paris og der set en mærkelig skrift, som kunne sætte blinde i stand til på let måde at skrive til andre blinde, og man kunne trykke tykke letlæselige bøger med denne skrift. Den var konstrueret af en 16årig blind fransk dreng ved navn Louis Braille. Denne skrift skulle forsøges her i København, og Marie og hendes kammerater trænede. Hendes veninde Laura fik ikke sin parisiske tavle med sig, da hun forlod instituttet, den er der endnu. Fredag den 5te november 1858 blev det nye institut indviet, og næste dags formiddag vandrede den gamle, hvidhårede justitsråd Brorson, der var søn af instituttets første leder, den lange vej fra Helliggeiststræde og ud på landet til ”Citadelsvej” med 22 elever. Samme eftermiddag begyndte undervisningen. Dagen efter fandt den første andagt sted i den store bedesal, som i over 100 år har heddet ”Andagt- , salen”. Marie kunne ikke trives i Grevinge. Om hun var med til festlighe-

derne vides ikke, men hun er genoptaget som elev 6te november. Påny sidder hun på skolebænken, hvor hun lytter til det nye, de unge lærere fortæller om. Hun har siddet og prøvet at forstå pum| pemes mærkelige indretning ved hjælp af en relieftegning af træ, . som en af lærerne lavede i 1860, og som vel samtlige danske blinde skoleelever med forsigtighed har studeret i over 100 år. En anden lærer konstruerede et skriveapparat med hvilket hun kunne skrive breve med blyant til sine forældre i Grevinge. I skolen fik eleverne rigtige bøger at læse, de var ikke trykte med punktskrift, men med latinske bogstaver i relief. Det var svært at læse bøgerne, men der var tid nok ind imellem håndarbejdet i fritiden. Punktskrift blev ikke brugt i bøger, men det blev brugt ved diktatskrivning og indbyrdes mellem blinde samt til nodeskrivning.

Ret hurtigt udvides fagene for Marie, så hun får ”Tydsk” hos forstanderen, og hos musiklæreren får hun punktnodeskrift klaverspil og sang ”som Begyndelse til en videregaaende Uddannelse, hvortil hendes smukke Syngestemme, gode Gehør og musikalske Begavelse opfordrer.” Et par år efter udtaler den kendte komponist professor Brggreen, at hun foredrog ”Romancerne (afWeyse og Gade) med Ynde og sjælfulde Foredrag og Sang Solfeggien og Træffeøvelser med megen Sikkerhed.”

Men Marie får efterhånden også andre opgaver udover skole og musik. Allerede i begyndelsen af 1860, da hun er 20 år, assisterer hun lærerinden ved undervisningen af de små i håndarbejde og ved inspektionen i fritiden. Den blinde Maren Hansdatter fra en landsby på Stevns kommer ind som elev på instituttet, hun har aldrig lært noget, men er nu for gammel til at gå i skole, hvorfor Marie lærer hende den kunst at læse de bibelske skrifter skrevet med relief; skrift, hun lærer hende at læse og skrive punktskrift og at skrive i blyantskrift. Maren kan nu skrive til sine forældre. Marie begynder også at undervise Maren i strikning, men det er formodentlig blevet for meget, for det overgik til Sophie, eller måske Sophie skulle

prøve at undervise. Marie har holdt sommerferie i Marens hjem. Regnelærer Madsen bliver syg i januar 1864 og dør senere, men Marie træder til og vikarierer helt til august, hvor der ansættes en ny lærer. Hun eksaminerer også til årsprøven i marts måned. Men der kom den dag, hvor instituttiden var overstået for Marie, og ”hun udtraadte af Instituttet i 1865 Aar gi.)”

(Fortsættes i næste Nyhedsbrev) FOLKE JOHANSEN

Q ___

Åbent hus på Refsnæsskolen

Torsdag den 5. november kl. 10.00-18.00

10.00-11.30 Åbning med musikalske indslag.

12.00-13.30 Frokost

13.30-16.00 Alle døre er åbne for besøg. Se bl.a. vores udstilling arrangeret i anledning af fødselsdagen.

16.00 Teaterforestilling

Dyrene i Hakkebakkeskoven.

Blindehistorisk Selskab: Jørgen Eckmann, Bogensegade 8, 2100 København Ø. Henning Eriksen, Øens Kvarter 17 B, 2620 Albertslund. Karsten Ahrens, Højvangen 15, 4470 Svebølle. Jørn Ebdrup Clausen, Favrholmsvænget 36, 3400 Hillerød. Jytte Durhuus, Ved Vejgården 30, 5270 Odense N. LeifHaal, Opnæsgård 59, 2970 Hørsholm. Brahim Talibi, Stationsvej 6, Nyråd, 4760 Vordingborg.

10

Generalfors amiing

Blindehistorisk Selskab havde generalforsamling på Fuglsangcentret 21. marts 1998.

Der var 23 fremmødte. Referent: Leif Haal (LH). Dagsorden: l. Valg af stemmetællere og dirigent. 2. Godkendelse af dagsorden. 3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 1997.
4. Bestyrelsens beretning. 5. Godkendelse af det reviderede regnskab for 1997.6. Fastsættelse af kontingent. 7. Valg af formand (villig til genvalg). Valg af to bestyrelsesmedlemmer (Karsten Ahrens og Jørn Clausen er på valg. Begge er villige til genvalg.) Valg af to suppleanter. Valg af to revisorer og en revisorsuppleant. 8. Indkomne forslag. 9. Eventuelt.

Tage Poulsen spurgte om tilladelse til at optage generalforsamlingen på bånd. Ingen havde noget at indvende mod dette.

Åd l. Valg astemmetællere og dirigent.

Som stemmetællere valgtes Else Ahrens, Lilian Larsen og Edith

Nygaard. – Ingen andre kandidater.

Som dirigent valgtes Henning Riiser. – Ingen andre kandidater.

Ad 2. Godkendelse af dagsorden.

Brahim Talibi (BT) sagde, at han ikke havde modtaget indkaldelse

til generalforsamlings lovlige varsling blev til trods herfor godkendt.

Ad 3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 1997. BT gjorde opmærksom på, at han ikke var bekendt med dette referat. Jørgen Eckmann (JE) spurgte, om der var andre, som ikke modtog post fra Selskabet. LH oplæste referat, som blev godkendt.

11

Ad 4. Bestyrelsens beretning.

JE fortalte, at registrering af de små samlinger er en tung proces. Samarbejdet med Svendborg Museum er ikke et reelt samarbejde. Dette museum ønsker blot at få alt til sig. Og det er vi ikke interesserede i.

Der er indledt et positivt samarbejde med Historisk Selskab for Handicap og Samfund (HSHS), Center for Handicaphistorie og Sorø Amts Kulturhistoriske Samling. Alle de små samlinger, som fysisk skal forblive, hvor de er, bliver registreret. Andersvænge er base herfor, og ph.d. Edith Mandrup Rønn bliver knyttet til projektet. Dette kan udløse de 300.000 kr., som er indefrosset i Kulturministeriet.

Den anden internationale blindehistoriske konference afholdes i Paris i dagene 22.-24.juni.

I konsekvens af den første konference i København har WBU executiv committee meddelt, at man sætter blindes historiske meget højt. Det samme gælder på regionalt plan. Bestyrelsen arbejder på at arrangere en tur til de to blindemuseer i Stockholm i dagene 15.-16. maj.

Jørn Clausen (JC) talte om blindes muligheder for at komme på museer og samlinger – suppleret med oplysninger om en temadag om emnet, som afholdes på Instituttet 5. maj. JE: Refsnæsskolen fylder 00 år i år. I den anledning skal der udarbejdes en beretning. Arbejdet udføres af Niels Strandsbjerg, som kender området fra tidligere arbejde med at indsamle arkivalier fra Refsnæs og Instituttet til Landsarkivet i København. Konsekvenserne for Refsnæssamlingens fremtid kendes ikke. JE: Der er med Poul Liineborg aftalt et møde mellem Instituttets bestyrelse og Blindehistorisk Selskab. Tidspunkt dog ikke fastlagt, da den nydannede bestyrelse har mange opgaver her i begyndelsen. BT gjorde opmærksom på, at Rodin-museet i Paris er langt fremme i service for synshandicappede. JC bør tage kontakt.

12

JC svarede, at vi naturligvis bør drage nytte af andres erfaringer. Kjeld Andersen mente endvidere, at magasinopbevaringen på Rymarksvej ikke var forsvarlig.

Thorben Koed Thomsen (TKT) sagde, at materialer fra Videnscentret for Synshandicap vedrørende behandling af historisk materiale bør sendes ud til kredsene. Bestyrelsen bør overveje, hvordan materialer sikres bedst.

Anne Bente Rosenkilde (ABR) mente, at Selskabet bør være mere synligt. Det gælder både via nyhedsbreve og i andre publikationer. BT sagde, at franske tidsskrifter orienterer bedre om emnet. Henning Eriksen (HE) mente, at lokale formænd bare smider væk. Selskabet bør være ”opdragere”. Han har en aftale med Idrætsudvalget om, at Landsarkivet samler materialer herfra. JE gav HE ret vedrørende Selskabet opgave over for formændene. Til Kjeld Andersen sagde han, at opbevaring på magasin ikke er det bedste. Men det er et økonomisk spørgsmål. Andet trin af den store plan er at skaffe penge til bevaringsaktiviteter. Til TKT: ”Vi bør gøre en aktiv indsats over for kredsene”. Selv havde han en uge før denne generalforsamling reddet otte kasser fra en container. De indeholdt materiale om Seierups virke i 50erne og 60erne.

JE kunne ikke sige noget om Refsnæsskolens jubilæum. Else Ahrens (EA) fortalte, at hun er medlem af en arbejdsgruppe, der arbejder på jubilæumsarrangementerne. Hun redegjorde for det foreløbige program.

ABR efterlyste en annoncering af turen til Paris. JE svarede, at han først i begyndelsen af marts, havde modtaget materiale om konferencen. Der vil blive annonceret. Med ovenstående bemærkninger blev beretningen godkendt.

13

Ad 5. Godkendelse af det reviderede regnskab for 1997. Regnskabet blev uddelt og gennemgået. ABR spurgte, hvad den første inteationale blindehistoriske festival havde kostet selskabet.

HE svarede, at det ikke var selskabets arrangement. Edith Nygaard (EN) ville gee have regnskabet udsendt sammen med indkaldelsen.

Pia Norlund Hansen (PHN) var betænkelig ved, at der kun var indkommet 73 indbetalinger.

HE var ikke betænkelig. Der indkommer jævnt nye indbetalinger. At regnskabet ikke var udsendt med indkaldelsen skyldes, at det havde været svært at samle revisorerne. Generelt mente forsamlingen, at informationsniveauet var for lavt, og at der burde gøres en indsats for at gøre selskabet mere synligt. Karsten Ahrens (KA) var enig, men bemærkede, at det kunne være svært, når det skal gøres på et lavbudget. Med disse kommentarer blev regnskabet godkendt.

Ad 6. Fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsen foreslog uændret kontingent på 100 kr. Dette blev godkendt.

Ad 7. Valg.

Jørgen Eckmann genvalgtes som formand uden modkandidater. Til bestyrelsen genvalgtes Karsten Ahrens og Jørn Clausen efter afstemning. Afstemningsresultatet: Karsten Ahrens 16 stemmer, Jørn Clausen 14 stemmer, Anne Bente Rosenkilde 4 stemmer og Brahim Talibi 6 stemmer.

Som suppleanter til bestyrelsen valgtes Leif Haal og Brahim Talibi efter afstemning. Afstemningsresultat: Leif Haal 14 stemmer, Brahim Talibi 11 stemmer og Anne Bente Rosenkilde 8 stemmer. Som revisorer valgtes Lilian Larsen og Else Ahrens. Revisorsuppleant blev Thorben Koed Thomsen.

14

A d 8. Indkomne forslag Der var ikke indkommet forslag.

Ad 9. Eventuelt.

BT mente, at der blev skrevet for lidt om Paris-turen. Der er mange artikler i franske tidsskrifter. Hvorfor er der kun givet plads til tre deltagere.

JE svarede, at deltagerantallet er begrænset fra fransk side. Det gælder af pladsmæssige grunde også deltagelse i seve konferencen.

KA redegjorde for turen til Stockholm. JE afsluttede med at takke for god ro og orden og tog generalforsamlingens bemærkninger til efterretning.

Det var virkelig et besøg værd

Lørdag 21. marts afholdt Blindehistorisk Selskab sin ordinære generalforsamling på Fuglsangcentret.

Efter en dejlig frokost var vi 16 medlemmer, der kørte med bus til Kellers Mindes Museum i Brejning ved Vejle. Det var en kæmpestor institution for psykisk udviklingshæmmede eller åndssvage, som det hed tidligere. Da vi ankom, blev vi placeret rundt om et langt bord, hvor Henning Christensen, en pensioneret medarbejder (som for øvrigt selv er næsten blind, og som står for hele samlingen på museet) fortalte fremragende om hele åndssvageforsorgens historie – først og fremmest om manden dr. Keller, som startede hele projektet i slutningen af 1800-tallet. Dengang var der kun nogle få huse.

I midten af 1950erne havde institutionen 1750 beboere. 11980erne blev hele åndssvageforsorgen som bekendt udlagt til amterne og kommunerne, så der i stedet blev oprettet de bofællesskaber, som vi har hørt om, rundt om i landet.

15

Under hans beretning drak vi den medbragte kaffe. Senere var vi rundt og kigge på hele terrænet, men selve museet var nok det største trækplaster. Der var så sandelig også en masse ting, man rigtig kunne få lov at røre ved.

Der var f.eks. en kæmpebamevogn beregnet til handicappede børn, der hverken kunne stå eller sidde. Der var kørestole i alle mulige afskygninger, som beboerne selv havde fremstillet. Der stod bl.a. en gine påklædt i en blå uniformskjole med et stift hvidt forklæde. Det skulle forestille en nattevagt med sit ur. Der var et skomagerværksted, hvor remediee lå spredt på et bord. Henne i et hjørne i et af værelserne stod en meget høj kasse. Ja, det lignede nærmest en kæmpestor kommodeskuffe med spænder i. Vi troede først, at det var en torturkasse for de uvorne klienter, indtil der var en af de andre, der udbrød: Der er ingen pigge i. Henning fortalte, at det var en ståkasse for spastikere. I et andet rum stod en kasseformet seng, hvori der lå et uhyre af tøj. En af væggene var spækket med forskelligt fikseringsudstyr (bælter, fodremme og handsker), da jeg ville studere det nøjere, faldt det hele på gulvet.

Ja, jeg kunne blive ved, der var simpelt hen så meget at se på, men jeg vil til sidst sige Blindehistorisk Selskab tusind tak for et storartet arrangement. Det var virkelig et besøg værd. Til dem, som ikke deltog i arrangementet: Fortryd ikke, jeg vil prøve at få et museumsbesøg på Andersvænge op at stå til efteråret.

Anne Bente Rosenkilde

Refsnsskolens trykkeri

16