Nyhedsbrev Juni 97

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev

Juni 1997

Medlemmer på besøg i Hjemsted Oldtidspark

INDHOLD

Ordinær generalforsamling ……………………………………………….. 4

Nordisk konference i handicaphistorie ………………………………. 7

Den blinde og malerierne ………………………………………………….. 11

Glaucomets historie – specielt i Danmark ………………………… 13

Det sku’være så godt, men det blev faktisk skidt …………….. 14

Redaktion: Anne-Grethe Munch-Petersen, Leif Haal og Karsten Ahrens.

Blindehistorisk Selskab

Jørgen Eckmann, formand. Bogensegade 8, l.t.h.
2100 København Ø. Telf. 35 26 97 90 (priv.)
35 26 70 35 (arb.) Fax. 35 26 70 36.

Henning Eriksen, kasserer. Ørnens Kvarter 17 B.
2620 Albertslund. Telf. 42 64 13 90 (priv.) Giro 050 1697.

Karsten Ahrens, næstformand. Højvangen 15. 4470 Svebølle. Telf. 59 29 32 92 (priv.) 59 57 01 51 (arb.)

Jørn Ebdrup Clausen, bestyrelsesmedl. Favrholmsvænget 36.
3400 Hillerød. Telf. 48 24 15 80. Fax. 48 24 15 80.

Jytte Durhuus, bestyrelsesmedlem. Ved Vejgården 30.
5270 Odense N. Telf. 66 18 29 48. Pax. 66 18 29 48.

Anne Bente Rosenkilde, suppleant. Udbyvej 15. 4780 Stege Telf. 55 81 58 08 (priv.)

Leif Haal, suppleant. Opnæsgård 59, 3. t.v. 2970 Hørsholm. Telf. 39 27 44 44 (arb.) 42 86 98 46 (priv.)

Nye tiltag fra bestyrelsen

Blindehistorisk Selskab kan endnu en gang udsende »Nyhedsbrev« til medlemmee. Vi har valgt at lade referatet af generalforsamlingen indgå i bladet, for at alle medlemmer – også de der ikke kunne deltage – kan følge med i, hvad der sker i selskabet. Bestyrelsen vil gee opfordre medlemmerne til at fortælle andre om Blindehistorisk Selskabs eksistens ved f.eks. at vise selskabets publikationer frem. Hensigten er naturligvis, at der er plads til flere medlemmer i selskabet.

Blindehistorisk Selskab er repræsenteret i den arbejdsgruppe, der planlægger den blindehistoriske festival på Fuglsangcentret ved ved Jytte Durhuus og undertegnede. Det tegner til at blive et meget spændende arrangement. Vi opfordrer til, at I holder jer underrettet bl.a. via Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Bestyrelsen vedtog på sit møde 29. april 1997 at gennemføre nogle medlemsaktiviteter henholdsvis i Odense og København. Der vil muligvis blive gennemført en rejse til Stockholm hvor der nu er etableret ikke mindre end to blindehistoriske samlinger henholdsvis i blindeorganisationen og på den tidligere blindeskole »Tomteboda«. Disse arrangementer omtales nærmere senere.

Vi benytter lejligheden til at viderebringe en særlig tak til Refsnæsskolen, som yder Blindehistorisk Selskab en meget stor praktisk bistand ved at producere og udsende alt skriftligt materiale til vore medlemmer. Uden denne bistand ville vi formentlig ikke være i stand til at udsende vort nyhedsbrev og øvrige publikationer.

Jørgen Eckmann

Ordinær generalforsamling

LØRDAG DEN 22. MARTS 1997 PÅ

FUGLSANGCENTERET, FREDERICIA

Formanden bød velkommen til de 25 deltagere.

. Valg af stemmetællere og dirigent.

Stemmetællere: Hanne Eriksen, Bente Eckmann og Anne Sparre.

Dirigent: Karen Marie Pedersen.

2. Godkendelse af dagsorden.

Rettelse til punkt 6 b. Valg af bestyrelsesmedlemmer: Der skal kun vælges ét bestyrelsesmedlem (ikke to). Tage Poulsen optog mødet på bånd. Dagsordenen blev herefter godkendt.

3. Bestyrelsens beretning.

1996 har været et travlt år. I selskabets vedtægter står der, at man bl.a. arbejder for Den blindehistoriske Samling på Instituttet. Denne bestemmelse opfatter bestyrelsen således, at den også omfatter den historiske samling på Refsnæsskolen.

4

Selskabet har udsendt en lille bog »En blind håndværker, en rebslager« som en nytårsgave til medlemmerne. Dette var – ud over Nyhedsbrevet – selskabets første udgivelse. Der vil komme flere.

Selskabet afholdt som bekendt en international blindehistorisk konference i oktober 1996. Det var en stor succes. Der var cirka 80 deltagere fra 15 forskellige lande.

Formanden takkede alle, der hjalp – både med det økonomiske og det praktiske. Især tak til Instituttet, DBS og Kjæden. Konferencens resolution er sendt til World Blind Union med opfordring til at arbejde og varetage de historiske forhold overalt. Unionen har reageret positivt på resolutionen. Fuglsangcenteret har lavet en tradition med en årlig festival. Indeværende år vil have det blindehistoriske aspekt som sit tema. Der er etableret et socialhistorisk museum i Svendborg (sygekassernes historiske forhold). Helsefonden har frigivet penge til museet. Jørgen Eckmann indgår i en styregruppe via DSI. Blindehistorisk Selskab har nu holdt fire generalforsamlinger: Den stiftende på Kastelsvej i 1994 – i 1995 på Refsnæsskolen – i 1996 i Brandts Klædefabrik i Odense og i skrivende stund i Fredericia. Næste generalforsamling kan måske afholdes i Svendborg?

Spørgsmål til formandens beretning

– Har konferencen i oktober 1996 skabt kontakter? Ja, bl.a. deltager formanden i planlægningen af den næste internationale konference i Paris i 1998.

– Projektet med en registrering m.v. af de handicaphistoriske forhold i Danmark?

Arbejdsgruppen havde ønsket 3 mill. kr. Man havde fået 395.000 kr. Disse penge vil blive anvendt til registrering og ikke til vedligeholdelse.

– Kan der afsættes beløb til de to museer på Instituttet og på Refsnæs?

Det er hensigten. Bestyrelsen for Helsefondet har besøgt museet i København og er blevet orienteret om museets vilkår på Refsnæsskolen.

Der blev debat vedrørende museernes placering og rolle. Nogle pegede på, at man kunne samle det hele i København. Andre mente, at der fortsat skal være to samlinger. Refsnæsskolens 100 års jubilæum blev nævnt. Der blev spurgt, om selskabet kan overtage de to samlinger. Døvehistorisk Selskab har gjort det. Alt vil indgå i bestyrelsens overvejelser. Beretningen blev godkendt.

4. Forelæggelse af det reviderede regnskab for 1996. Henning Eriksen gennemgik det på generalforsamlingen omdelte regnskab. Det blev fremhævet, at årsagen til det lave omkostningsniveau skyldes Refsnæsskolens meget flotte ydelser i forbindelse med trykning og forsendelse af selskabets materialer.Generalforsamlingen sender en stor tak til forstander Keld Stochholm og personalet i materialelaboratoriet. Endvidere takkede man Instituttet og Danmarks Blindebibliotek for hjælp og assistance.

5. Fastsættelse af kontingent Uændret kontingent på 100 kr. årligt.

6. Valg til bestyelsen

Kasserer Henning Eriksen blev genvalgt. Som nyt bestyrelsesmedlem valgtes Jytte Duurhus med 9 stemmer. Leif Haal fik 8, Brahim Talibi 3 og Anne Bente Rosenkilde 2 stemmer. Som l. suppleant valgtes Leif Haal med 18 stemmer. 2. suppleant blev Anne Bente Rosenkilde med 16 stemmer. Brahim Talibi fik
6 stemmer.

Revisorer blev Else Ahrens og Brahim Talibi. Esther Seierup genvalgtes som revisorsuppleant.

7. Eventuelt.

Jørn Clausen berettede om sin deltagelse i en konference i august
1996 i Helsingfors. Det blev foreslået, at bestyrelsen arrangerer en rejse til Tomteboda i efteråret.

Karsten Ahrens, referent

Anne-Grete Munch-Petersen og Jørn Clausen i Finland:

Nordisk konference i handicaphistorie

I de varme sommerdage 9.-11. august 1996 afholdtes i Helsingfors i Finland den tredje nordiske konference i handicaphistorie. En hel del af programmet så relevant ud – også set fra en blindehistorisk vinkel. I Blindehistorisk Selskabs bestyrelse besluttede vi at sende to repræsentanter til konferencen – nemlig Jørn Clausen og undertegnede, som også fungerede som ledsager for Jørn.

Det blev nogle meget spændende dage, og det skadede jo ikke, at vejret var strålende og viste Helsingfors og omegn fra sin allermest charmerende side.

Lørdag aften var Finsk Blindesamfund værter for konferencedeltagerne i »Synsskadades Sommerhem« på en dejlig skærgårdsø, og vi kunne komme i badstue og springe i vandet bagefter – her-

ligt. Men nu til det faglige.

Der var især tre indlæg, som gjorde indtryk på mig, hvorfor jeg vil

„ omtale dem i det følgende.

Dr.phil. Karin Paulsson fra Stockholm Universitet holdt foredrag med titlen (oversat fra svensk) »Man siger, at jeg ser normal ud med benproteser« – om samfundskrav kontra børns behov.

Foredraget omhandlede Karin Paulssons undersøgelse, som forsøger at belyse, hvordan det har været at vokse op i perioden 1960 til 1990 med svære ekstremitetsskader. Det vil sige manglende eller misdannede arme ogeller ben. Skader som f.eks. medicinen thalodomid forårsagede i 60erne på gravide kvinders børn. Hvad har det betydet for børnenes identitetsudvikling at vokse op under de livsbetingelser, som de medicinske og protesetekniske habiliteringsindsatser medførte i denne tid – vores umiddelbare fortid så at sige.

Undersøgelsen virkede som en grundig og kvalitativ undersøgelse, man kunne fæste lid til.

I børnenes habiliteringsprogram havde der været lagt stor vægt på normalitet (så normal som mulig) og uafhængighed. Dette var lykkedes så godt (for godt?), at børnene, som på undersøgelsestidspunktet var unge voksne, nærede en stærk rædsel for og ubehag ved afhængighed af andre, og det at behøve andres hjælp. Det var blevet en trussel mod selvfølelse og identitet at behøve hjælp. Nogle overanstrengte sig ofte i bestræbelserne på at kunne alting selv.

Et andet gennemgående tema var de unges oplevelse af igennem barndommen at have været blevet gjort til objekter i normaliseringens navn. Man skulle træne og kæmpe med proteser på arme og eller ben for at se så normal ud som mulig. I den forbindelse citeres en ung mand for at sige at »personale og forældre forsøgte at gøre os til noget, som vi ikke var«.

Der var meget i dette foredrag, som jeg kunne genkende fra mit arbejde som psykolog med unge blindfødte mennesker. Også her har normalisermgsbestræbelseme gennem barndommen ikke altid været på barnets præmisser, og det har givet sår på sjælen, som man har med sig ind i voksenalderen.

Et andet interessant indlæg var Inger Marcussens om »Handicap og ægteskab i Norden«. Hun ser på hvad samfundet fra reformationen til vor tid har defineret som handicap i relation til ægteskab, og i den forbindelse har definitionen af et handicap ændret sig meget. For eksempel nævnes i ægteskabsloven fra 1882 visse forudsætninger for at kunne forlove sig og indgå ægteskab. Her

står bl.a., at man har ret til at ophæve en forlovelse, hvis en af parterne »mister et øje, næsen eller anden skændighed«. Derimod havde man ikke ret til at opløse et ægteskab af ovennævnte grunde, eller hvis ægtefællen fik et (andet) handicap.

I 1736 indførtes konfirmationsforordmngen i Danmark, hvilket indebar, at man for at kunne blive konfirmeret skulle kunne lære

’ sig Luthers Katekismus, Pontoppidans Katekismusforklaring og en del salmer udenad. Man skulle kunne demonstrere en vis forståelse for det læste. Kunne man ikke det (f.eks. på grund af synshandicap, ordblindhed, dårlig begavelse – min kommentar), var man udelukket fra at blive forlovet, gift og leje eller købe fast ejendom – og for drengenes vedkommende at blive soldat. I 1938 blev fattigdom gjort til et handicap i ægteskabelig henseende, idet »den mand, som er under fattigvæsenets forsørgelse her i landet, ikke må indgå ægteskab uden samtykke fra sin forsørgelseskommune«.

Jeg syntes, det var ganske spændende at se samfundets definition på handicap i relation til ægteskab gennem århundrederne og få Inger Marcussens forklaring og overvejelser desangående. Endelig vil jeg fremhæve Erik Nørrs (arkivar ved Landsarkivet i København) foredrag om den finske lærerinde Frieda Grahns rejseberetning fra et besøg på Det Kongelige Blindeinstitut i København 1878.

Instituttets daværende forstander Johannes Moldenhawer havde mange internationale og især nordiske kontakter, og det medførte bl.a., at den finske blindelærer Frieda Grahn besøgte Instituttet i cirka tre måneder.

Foredraget gav et spændende og underholdende billede af Instituttets virke set med den finske lærerindes øjne. Hendes rapport fra besøget til sin arbejdsgiver skolebestyrelsen ved det finske blin-

| deinstitut i Kupio kom til at danne grundlag for ny lovgivning

j inden for hele handicapområdet i inland i slutningen af sidste år-

l hundrede.

Anne-Grete Munch-Petersen

I forlængelse afAnne-Grete Munch-Petersens artikel har jeg (Jø Clausen) nogle overordnede betragtninger at tilføje. Anne-Grete kommenterer tre af indlæggene på konferencen, men konferencen set i helhed var meget inspirerende og gav et grundigt indblik i hvad der rører sig i den handicaphistoriske forskning i de nordiske lande.

Set i bakspejlet har konferencen også vist, at der er mange aspekter af de handicappedes historie, der stadig trænger til en mere dybtgående forskning.

Et indlæg af en norsk forsker handlede om etableringen af handicaporganisationer i de nordiske lande. Vægten i oplægget var lagt på forskellene og de forskellige vilkår, som de enkelte handicapgrupper havde for etablering i de forskellige lande. Dette oplæg fik mig til at tænke på at vor viden omkring oprettelsen af Dansk Blindesamfund udelukkende beror på en journalistisk og personhistorisk tilgang til emnet. Det, der mangler, er at belyse, hvilke samfundsmæssige betingelser, der skulle være til stede, for at etableringen af f.eks. Dansk Blindesamfund overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg mener, at man burde sætte fokus på følgende emner. Blindes uddannelsesmæssige forhold, blindes sociale og økonomiske forhold, etableringen af blindeinstitutteme, folkestyret, andelsbevægelsen, de politiske og religiøse bevægelser samt sikkert meget andet.

En anden overvejelse, jeg har gjort mig, er, at handicaphistorien oftest bliver historien om institutionerne og historien om behandlingen af de handicappede.

Historien om de tanker, der rørte og rører sig blandt de handicappede, kommer kun sjældent frem. Og hvis disse tanker forsøges nedskrevet, er det som oftest sket, at de handicappede er blevet gjort til studiets objekter. For at bryde dette mønster mener jeg, at vi selv i langt højere grad skal medvirke aktivt i udforskningen af vor egen historie.

Jørn Clausen

10

Den blinde og malerierne!

Et besøg på Athenæum-museet i Helsingfors

Ud over at deltage i den handicaphistoriske konference blev der også tid til lidt almindelig turisme. Blandt andet fik jeg her lejlighed til sammen med Mogens Bang at aflægge Athenæum-museet et besøg.

Museet er et kunstmuseum der har en udstilling af finsk nationalkunst fra slutningen af forrige århundrede. Der er blevet brugt endog rigtig mange ressourcer på denne udstilling for at gøre den tilgængelig for blinde. Mogens og jeg henvendte os på billetkontoret og bad om at få udleveret handsker, så vi kunne føle på skulpturerne, og dem fik vi uden problemer. Men da vi bad om mappen med relief-billeder af de udstillede malerier samt båndoptager og bånd med de dertil hørende lydbilleder, gik det helt galt. Først fik vi at vide, at det slet ikke var på Athenæum-museet, at man var i besiddelse af disse »hjælpemidler«, men da vi insisterede, lykkedes det langt om længe at fremskaffe de ønskede »hjælpemidler«. Her opstod så endnu et problem. Batteriet i båndoptageren var tomt, og servicen på museet rakte ikke til at fremskaffe et nyt batteri.

Med handsker og mappe med relief-billeder begav vi os så ind på udstillingen. Alle skulpturer måtte berøres med de gazehandsker, vi havde fået udleveret. Handskerne er gode, da materialefomemmelsen ikke går helt tabt.

11

Ved skulpturee var der opsat skilte på punktskrift med skulpturens og kunstnerens navn. Problemet var, at det var en forudsætning, at man kunne se for at finde skiltene. Nogle steder var de placeret mere end én meter fra de skulpturer, som de henviste til, ligesom de kunne være placeret helt nede ved gulvet. De udstillede malerier er forsøgt gengivet i nogle relief-tegninger samt på bånd i nogle lydbilleder. Altsammen for at give den blinde et indtryk af, hvad der er på maleriet. Det bør understreges, at de følgende betragtninger er mine helt personlige. Et maleri kan kun opleves visuelt og henvender sig i dets natur ikke til nogen som helst andre sanseoplevelser. Jeg mener derfor, at når billedets indhold forsøges ændret til en taktil eller auditiv oplevelse, ja så er det den person, der udarbejder relieffet eller lydbilledet, der tolker og ændrer kunstværkets natur. At forestille sig begreber som farver, lys- og skyggevirkning samt perspektiv gjort tilgængelige for blinde må være en tanke, der er opstået hos de seende. Måske er forsøget herpå når alt kommer til alt, et udtryk for de seendes egen angst for blindheden. Lydbillederne har jeg hørt, efter jeg er kommet hjem. De er smukke og stemningsfulde, men de er og bliver lyde og ikke malerier. Hvis din vej falder forbi Helsingfors, synes jeg alligevel at det er værd at aflægge Athenæum-museet et besøg. Bed om mappe og lydbånd og gør dine egne erfaringer om denne måde at formidle malerkunst på. Husk blot selv at medbringe en funktionsdygtig båndoptager.

Jeg holder meget af at gå på maleriudstilling sammen med mine gode venner, hvor vi taler om hvad der er på maleriet, brug af farver osv. Men først og fremmest går jeg på maleriudstilling for at have en oplevelse sammen med gode venner og for at få en almen viden om malere og deres kunst. Jeg bilder mig ikke ind at jeg får en oplevelse af malerierne.

Jørn Clausen

12

BOGANMELDELSE:

Professor dr. med. Mogens Stig Nom

Glaucomets historie – specielt i Danmark

Temabog udgivet af Løvens Kemiske Fabrik

Professor Mogens Nom er konsulent ved Øjensamlingen, Medicinsk-historisk Museum, Københavns Universitet, og en kendt øjenlæge gennem mange år.

Fra sit virke har han et grundigt kendskab til glaucom og som den historisk interesserede – og kyndige mand – han også er, er det en fin idé at udgive en lille bog om glaucomets historie skrevet af ham. Glaucom er jo en ret hyppigt forekommende øjensygdom hvor det er meget vigtigt, at patienten forstår sygdommens art og ved, hvilke symptomer han skal reagere på. Mogens Nom skriver i indledningen, at »der findes mange myter og forkerte forestillinger om glaucom hvilket dels skyldes historiske overleveringer fra en tid, hvor man kun delvis forstod sygdommens natur – dels at glaucom-betegnelsen i virkeligheden dækker flere meget forskellige øjensygdomme. Det er ikke underligt, at glaucom-patienter kan blive forvirrede«.

Som psykolog på Instituttet for Blinde og Svagsynede gennem snart 20 år har jeg mødt mange glaucom-patienter, og det er også mit indtryk, at myter og gamle forestillinger om glaucom af og til stiller sig hindrende i vejen for et vellykket glaucom-behandlingsforløb. Derfor synes jeg, det er uhyre interessant at få en grundig og læselig fremstilling af, hvordan læger og lægfolk gennem tiderne har forholdt sig til glaucom.

Jeg vil tro, at bogen primært er skrevet til øjenlæger og øjenafdelingspersonale; i al fald måtte jeg undervejs slå en del fagudtryk op
– men det har man jo ingen skade af! Bogen er lækkert lavet, er overkommelig (56 sider) og overskuelig med gode billeder og en fyldig litteraturliste. En anbefalelsesværdig bog.

Anne-Grete Munch-Petersen

psykolog på Instituttet for Blinde og Svagsynede

13

Anne Bente Rosenkilde:

»Det sku’ være så godt, men det blev faktisk skidt«

Lørdag den 22. marts afholdt Blindehistorisk Selskab generalforsamling på Fuglsangcentret. Efter frokosten kørte vi med bus til Oldtidsparken i Skærbæk, Sønderjylland. Da vi ankom, stod et veldækket kaffebord parat til os. Under kaffen blev der fortalt en masse om parken og dens seværdigheder, imens der blev sendt forskellige remedier rundt, som egentlig ikke sagde mig noget.

Bagefter blev vi vist rundt på museet. Den første del af turen var efter min mening virkelig kedelig. Som total blind får man intet ud af at gå rundt ved en masse plancher, glasmontrer samt udgravninger med glasgulve over, som min førerhund ikke brød sig om at gå på.

Senere kom vi heldigvis til et område, der var noget ved som blind, nemlig det de kaldte »Berøringsmuseet«. Der var bl.a. en stald med udstoppede dyr. Der var oven i købet duft ved, hvortil Jørgen Eckmann udbrød: »Nej, hvor her lugter afhestetis«.Vi var også inde et sted som vist skulle forestille et stuehus, hvor der hang røgede skinker og spegepølser. Der stod også en alkove beklædt med skindstykker, som jeg rigtig var henne og rode ved. Efter rundvisningen gik vi tilbage til kaffestedet, hvor der blev uddelt øl og vand, og hvor ejerne spurgte om hvordan man kunne gøre museet mere egnet for blinde.

I mellemtiden var jeg blevet så dårlig, at jeg måtte gå på toilettet. Der var gud hjælpe mig intet toiletpapir på nogen af toiletterne. Det, syntes jeg, simpelt hen var for dårligt. Hvis ikke der havde været en rar hjælper med mig, kunne jeg have siddet kønt i det. Der var også en butik, hvor man kunne købe nogle af de remedier, vi så inde ved bordet, men det havde jeg ikke lyst til. Forhåbentlig har andre fået en masse ud af turen, men af personlige årsager blev turen en kæmpe fiasko for mig.

14

Hjemsd Banke ved Skæræk hlcv udgrvet fra iuinincn uf 7()’rn li mid i 8(>ernc. Der hu r i oliden iW! c/ landsby beboet af jernalderbønder. Der er nu opført tro kopier afjernalderhuse. Underjorden er en museumshule, hvor man kan se jernalderfolket ligge, som den dag de blev begravet for 1500-2000 år siden.

S

ito

• 1..11’?1

Rrfsnacsskolens trykkeri

Nyhedsbrev August 96

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev

August 1996

Formand Jørgen Eckmann har ordet

INDHOLD

Forord ved Jørgen Eckmann

Besøg på Grafisk Museum i Odense ved Jytte Durhuus ………………………….

Portræt af Jens Sørensen Dyrholm ved Anne-Grethe Munch-Petersen ..

Blindehistorisk Museum ved Mogens Bang ……….

Selskabets bestyrelse og tiforordnede

Redaktion

Anne-Grethe Munch-Petersen

LeifHaal

Karsten Ahrens

Refsnæsskolens trykkeri – 9 96 – 90 – A1850

Forord

Så udsender vi endnu et nyhedsbrev. Enkelte af selskabets medlemmer har kritiseret, hvad vi hidtil har udsendt. Kritikken drejer sig om udstyr, layout og lignende. Bestyrelsen er af den opfattelse, at vi har det nyhedsbrev, der for tiden er økonomi og mandskabsressourcer til. Vi vil naturligvis efterhånden udvikle »produktet«.

Der synes for tiden at være en ikke ubetydelig interesse for historie og historiske samlinger. I hvor høj grad det gælder inden for handicapområdet, forbereder vi os i øjeblikket på at få undersøgt nærmere. Historisk Selskab for Handicap og Samfund, Center for Handicaphistorisk Forskning og De Samvirkende Invalideorganisationer er gået sammen om et projekt, der har til formål at registrere allerede eksisterende samlinger af handicaphistorisk interesse med henblik på at finde frem til måder, hvorpå disse samlinger kan sikres bedst muligt i fremtiden. Kulturminister Jytte Hilden har givet udtryk for, at hun finder det projekt så vigtigt og interessant, at hun har ydet et tilskud på 300.000 kr. Projektet har et budget på cirka 3 mill. kr., og vi er nu i gang med at søge yderligere midler dels hos amtskommunerne dels hos fonde.

Bestyrelsen er i disse måneder stærkt optaget af at arrangere en international konference om blindes historie – blindehistorie, som vil blive afholdt i dagene 7.-9. oktober 1996 på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup. Vi håber, at vi med denne konference bl.a. kan få etableret et internationalt netværk af personer og institutioner, som er engageret i bevarelsen af vore historiske kilder og udbredelsen af kendskabet til blindes historie.

Jørgen Eckmann, formand.

Besøg på Grafisk Museum i Odense

Søndag den 3. marts 1996 blev der afholdt generalforsamling i Blindehistorisk Selskab. Rammerne omegivenhedenvar Brandts Klædefabrik i Odense, hvor også Grafisk Museum har til huse.

Efter generalforsamlingen var der arrangeret et besøg på museet, og det følgende er en helt igennem subjektiv beskrivelse af, hvordan jeg som blind har oplevet besøget. Jeg har tilstræbt oprigtighed frem for faktuel nøjagtighed.

Grafisk Museum, hvad siger ordene mig? Museum, et velkendt ord, noget med gamle ting, der vises frem, så vi kender fortiden. Men grafisk, et luftigt uhåndgribeligt ord. Et ord jeg kan sige, men som ikke har nogen egentlig mening for mig. Det er noget med skrift og billeder. Jeg mindes mine første erfaringer med grafik. Det er lidt ligesom det med farverne, noget som andre kender til men som for mig forblev eventyr. Jeg husker Pixibogen. Den lille, helt glatte bog med den silkebløde plastoverflade, som måtte op til kinden. Jeg tænker på en avis, papiret er støvet, ru, ubehageligt i fingrene. Dens tunge livløse substans, som giver en slap opgivende lyd, når man lægger den fra sig. Og Bibelen, som var så fuld af grafik, at den måtte holdes sammen med et spænde. Når man åbnede spændet, var der stukket små papstykker med broderede bogstaver på ind mellem de fine, tynde sider. Og nu skulle jeg altså på Grafisk Museum.

Her var ingen Pixibøger, men derimod store, hårde maskiner af jern med den særlige oveflade, der på en gang føles fedtet og støvet, og som afgiver en sur metallugt på huden. Der var skarpe kanter og fremspring, men nu og da også et mere hudvenligt træhåndtag.

Det hele fik dog mening, nåir der dukkede et menneske op og fortalte om maskineriet. Jeg trak hænderne til mig og slog ørerne ud. Under hele besøget blev der givet en fin information af tidligere fagfolk inden for det grafiske område. Det var behageligt at bevæge sig rundt i de gamle fabrikslokaler.

Der var høj lyd til loftet, og trægulvene gav den karakteristiske bløde akustik, som mangler i moderne byggeri.

Vi var fire blinde og én med lidt syn, som sammen gik på opdagelse. Det var lidt tilfældigt, hvor vi havnede. Vi gik henimod den nærmeste genstand eller tog fat i det, vi tilfældigt ramlede ind i.

På et tidspunkt fandt vi en cirka 45 cm høj statuette. Den var fint udformet, fordi den var så lille. Der var én som foreslog, at det muligvis kunne være selveste hr. Gutenberg. I vores selskab var der imidlertid en historiekyndig, som belærte os om at klædedragten ikke passede med tiden. Han mente ikke, at Gutenberg gik rundt i jakke og bukser. Ærgerligt nok. Det kunne ellers have været sjovt, om det havde været ham. Vi satte os straks for at finde Gutenberg. Han måtte være et eller andet sted i dette mausoleum for hans opfindelser.

Efter at have klappet på adskillige maskiner – det blev efterhånden lidt ensformigt – skete der pludselig noget helt nyt – en lugt.

Lugten af vand. Var det mon en vandskade? Det var jo et gammelt hus. Det kunne være en vandskade. Men nej, alt var i den skønneste orden. Her blev fremstillet papir. Det føltes som at være i et badeværelse efter et brusebad. Men lugtene var skarpe, moseagtige og sumpede. Der lugtede også af lim. Jeg tror, der var et kar med papirmasse. Nogen rørte rundt i den, så der lød en svuppende, sjuppende lyd. Det mindede mig om bølger, og lyden var et fint akkompagnement til forklaringen om hvordan man fremstiller papir. Jeg havde ingen trang til at tage hænderne frem og mærke. Jeg var tilfreds med at lytte og lugte. Jeg har det sådan, at jeg ikke har lyst til at røre ved hvad som helst. Ikke af mangel på interesse, men fordi følesansen er så intim. Man kan ligesom ikke selv justere afstanden. Det er lige på og her. Jeg kan f.eks. ikke lide, når man viser mig en statue, der ofte åbenbarer sig som nøgen. Jeg vil gerne vide det på forhånd, så jeg selv kan vælge.

Et sted mødte vi et bord, hvor der stod en kasse med bogstaver typer. De var så små at jeg ikke kunne opfatte de enkelte former. Vi blev klar over, at det var et stort arbejde at sætte en tekst op efter denne metode. Noget i retning af at skrive på prentavle.

Johann Gutenberg er her gengivet efter et gammelt kobberstik fra Det Kongelige Bibliotek i Stockholm.

Vi kom endnu en gang til en stor pressemaskine. Den lignede de

øvrige – og dog. Pludselig åbenbaredes det nemlig, at øverst oppe

på monstromet stod en statuette af Gutenberg.

Begejstrede udbrud: »Næh, er det rigtigt. Kan han løftes ned?«

Det kunne han, og der kom liv i stemmerne. Gutenberg gik fra

hånd til hånd, og han blev klappet, og han blev strøget, og han fik

masser af smil. Stemmerne var lyse og glade: »Prøv og mærk her.

Han har slag og kappe på. Så det er ham«. »Hvor er han sød«.

»Hvad mon han er lavet af? Han er meget tung«.

Så blev bogtrykkunstens fader Johann Gensfleisch Gutenberg

(1397-1468) igen anbragt på toppen af den meget vigtige, meget

historiske maskine, som havde præsteret så vældigt meget i sin

tid.

Jeg synes, besøget på Grafisk Museum var godt. Jeg er glad for at

have været der. Jeg vil ikke betegne oplevelsen som spændende,

men den lille private oplevelse omkring Gutenberg vil helt sikkert

overleve i erindringen.

Odense, 15. april 1996.Jytte Durhuus

Portræt af Jens Sørensen Dyrholm

1810-1875 – Født blind

Anna Johansen, der siden 1940 har været lærer på Blindeinstituttet, har blandt mange spændende sager på Blindehistorisk Museum fundet dette lille mindeskrift om Jens Sørensen Dyrholm, som hermed præsenteres for Nyhedsbrevets læsere.

Jens Sørensen Dyrholm blev født i Horsens i 1810. Dåbsdagen var en sorgens dag for forældrene, fordi de nu var klar over, at deres lille søn var blind. Med højre øje kunne han dog opfatte sollys, men lyssansen forsvandt, da han var syv år. En lidt ældre søster gik i skole og skulle lære Luthers lille Katekismus. Jens var god til at lære udenad, og snart kunne han disse mærkelige sætninger udenad – uden at kunne forstå dem. Han fik lov at gå med søsteren i skole for at høre på undervisningen.

Tilegnelse af religiøse og boglige kundskaber
1821 fik faderen ansættelse som arrestforvarer i Rudkøbing, og familien flyttede til Langeland. Her fik Jens også lov til at gå i skole, og læreren anstrengte sig for at bibringe ham kundskaber – især i religion. Jens fik også arresthusets fanger til at læse højt for sig af biblen og salmebogen. Han kunne efterhånden store dele af biblen og mange salmer udenad. 1824 besøgte prins Kristian (senere Kristian den Ottende, men dengang guvernør på Fyn) skolen i Rudkøbing. Jens blev fremstillet for ham, og det bevirkede, at Jens kom på Det Kgl. Blindeinstitut i København i 2/2 år 1824-26.

På Det Kgl. Blindeinstitut

I begyndelsen var Jens forundret over de blinde kammeraters dygtighed og tænkte, at her kunne han ikke klare sig. Det gik nu meget godt for Jens. Musik måtte han ganske vist opgive, fordi han var

tonedøv, men han lærte at strikke og spinde og blev undervist i

religion og fædrelandshistorie, og især var han glad for at lære

mange smukke digte af danske digtere.

l. oktober 1826 blev Jens konfirmeret i Garnisonskirke af pastor

Brorson. Senere i livet udtaler Jens om pastor Brorson: »Han var

ikke – efter den forstand, jeg senere fik ved Herrens nådes lys –

nogen rettroende lærer.Han underviste os i, at der ingen djævel var J

til, at helvedsstraffen ikke var evig«. .

Tre måneder efter konfirmationen blev Jens udskrevet og rejste l

hjem til Langeland Han fortsatte med at strikke og spinde, som

han havde lært, men han måtte også understøttes af fattigvæse-

net. Faderen var på grund af alder blevet pensioneret.

Tilknytning til »de hellige«

Da Jens var 27 år, blev han meget syg og var bange for at dø. Hans religiøsitet vågnede op. Da han blev rask, begyndte han at skrive gudelige sange til konfirmationer, bryllupper og begravelser. Han tjente lidt ved det, men levede stadig i stor fattigdom. Han begyndte at komme hos »de hellige«. Der blev holdt gudelige forsamlinger i hjemmene. Nytårsdag 1838 oplevede Jens »en salig forandring«. Så kom »gendøberne« til Langeland. Det var en udløber af den hamborgske baptistmenighed. 1839 fik de Jens overtalt til at lade sig gendøbe. Tvivlen kom dog til ham, måske havde han syndet mod den helligand. Det endte med, at han vendte tilbage til de hellige, og her faldt han åndeligt til ro. Han følte sig kaldet til at forkynde evangeliet og begyndte at rejse ud for at holde møder.

Ægteskab ved lodtrækning i

På sine rejser kom han også til brødremenigheden i Kristiansfeld

og hørte om, hvordan de lod deres ægteskaber bestemme af Her- |

ren ved lodtrækning. Ægteskaberne i brødremenigheden virkede

lige så lykkelige som ægteskaber, hvor hjertet havde bestemt – og

når han nu ikke havde synet til hjælp.

Han lavede tre lodder og tænkte på tre af de hellige søstre. Han

kastede tre gange, og hver gang pegede loddee på den samme pige. Pigen sagde ja, og de blev gift 1843. Ægteparret flyttede til Sjælland, hvor de købte en lille ejendom. De fik to sønner. Johannes, der som voksen overtog ejendommen, og Martin Dyrholm, der blev friskolelærer.

Tilknytning til Indre Mission

Den egn på Sjælland, hvor Jens Dyrholm og hans kone nu boede, blev i folkemunde kaldt »Det hellige Land«.Grev F.A.Holstejn på Holstejnsborg beskyttede de gudelige forsamlinger mod den forfølgelse, der var sat ind mod dem. Det var på denne egn Indre Mission begyndte at fremstå Foreningen blev stiftet 1853. Jens Dyrholm sluttede sig til Indre Mission i 1859,og 1861 blev han antaget som indremissionær. Missionærerne rejste rundt i landet og prædikede og solgte gudelige småskrifter. Jens Dyrholm havde allerede tidligere haft indenrigsministeriets tilladelse til at sælge sine egne sange og gudelige småskrifter, og nu kunne han ikke affinde sig med, at Indre Mission ville bestemme, hvad han måtte sælge.
1866 trådte han ud af Indre Missions tjeneste.

Oprettelse af egen friskole

Jens Dyrholm fulgte med i tidens rørelse. Skole- og højskolemanden Kristen Kold (Ryslinge Højskole 1851) kom på egnen og holdt foredrag. Jens Dyrholm mødte op, og efter møderne talte og diskuterede han med skolemanden. Han blev så påvirket af nye skoletanker, at han ikke havde lyst til at sende sine sønner i en skole, hvor der blev krævet udenadslæsning. Det endte med, at han oprettede sin egen friskole,hvor han med sin kone til hjælp underviste sine egne to børn plus tre nabobøm. Præsten, der havde stor agtelse for Jens Dyrholm, tillod dette og fulgte undervisningen med interesse.

Da den yngste søn var 12 år, blev der oprettet en friskole i Forlev, og dertil sendte han denne søn, og så blev den private lille friskole opløst.

Selv om Jens Dyrholms sind åbnede sig for den nye folkelige vækkelse i Grundtvigs ånd med friskoler og højskoler, havde han dog betænkeligheder ved højskolerne, fordi han mente, det folkelige fortrængte det gudelige. Kristen Kold inviterede ham da på højskole, og en hel måned sad han på skolebænk. Han blev så begejstret, at begge sønner kom på højskole.

Rejser i landet

Jens Dyrholm kom langt omkring i landet på sine rejser. Fra sit hjem havde han ti mil til Fårevejle. Den strækning kunne han gå på to dage. Han havde venner rundt omkring i landet, som han kunne bo hos. Han blev et par måneder og gik ud og prædikede næsten hver aften. Han var kendt i Odsherred, på Samsø, i Østjylland og på den jyske hede.

Når han kom til en by, kunne han forhøre sig, om der fandtes nogen hellige i byen. Når han fik nogen anvist, gik han hen og besøgte dem og hvilte sig. Han besøgte høje og lave, følte sig ikke trykket ved at besøge højtstillede i samfundet og ikke for god til at besøge den simpleste hytte.

Møde med Grundtvig

Han ville gerne deltage i kirkelige møder. Han deltog i det store nordiske kirkemøde i Oslo 1861, og han deltog i vennemøder i København, hvor han gerne talte med Grundtvig. Engang besøgte han Grundtvig en hel eftermiddag. De talte om den hellige nadver.

Da Grundtvig døde 1872, rejste Jens Dyrholm til København for at deltage i det store vennemøde, som afholdtes de dage, og han var med i den store skare, der fulgte Grundtvigs båre. Jens Dyrholm døde 1875. Han er begravet påVemmelev Kirkegård. Et lille mindeskrift sælges for l kr. (indb. 2 kr.) til fordel for et mindesmærke til hans grav.

Anne-Grete Munch-Petersen

10

Blindehistorisk Museum

AF MOGENS BANG

»Det er et flot museum. Jeg har gået herigennem mange gange om natten.

Tak«

Vægter 645

Når Ella Fitzgerald og Louis Armstrong på skift synger »British Museum has lost it’s charm« (i »A Foggy London Town«) bliver man mindet om, at museer er offentlige rum som tjener mange andre formål end de rent museale, både stævnemøder og nysgerrighed eller tidsfordriv på en regnvejrsdag. Tilskyndelsen til at gå på museum og udbyttet af besøget er værdifulde komponenter, som er lige væsentlige, hvad enten det drejer sig om British Museum eller Blindehistorisk Museum. Tilskyndelsen er det mest spændende og sværest forklarlige, når vi ser bort fra de »naturlige« og vigtigste målgrupper: synshandicappede og beskæftigede inden for dette handicapområde. Skønt Blindehistorisk Museum er lille, er det ikke ukendt I »Museumsfortegnelsen for København og Omegn« har det optrådt i adskillige år, og i en af Piet van Deurs tv-udsendelser i serien »Hvad er det?« var Blindeinstituttet og Museet rammen om udsendelsen, og den blev sendt tre gange. På daværende tidspunkt (dvs. førTV2) var »Hvad er det?« udsendelserne det fjerde mest sete program i konkurrence med både tv-avisen og »Dallas«. Og på nogenlunde samme tidspunkt fik vi
– en ganske vist mindre – artikel i Danmarks mest læste tidsskrift »Samvirke«.

11

Skomagerlcest specielt konstrueret til svagsynede skomagere – ca. 1925. Tegnet af Michael Hjelmborg.

Gennemslagskraften og tilskyndelsen til at besøge museet efter disse ret markante »reklameindslag« viste sig som tre henvendelser: en gruppe fra Dansk Blindesamfund, en slentretur med »Guideringen«, som skulle i Mindelunden alligevel, samt en gruppe »oldboys« fra et spejderkorps.

Der er helt åbenbart ikke den store overensstemmelse mellem mediedækning og publikumsinteresser.

12

Blindehistorisk Museum appellerer ikke til den almindelige museumsgæst, hvilket ikke kan forundre. Det er ikke og bliver aldrig et alment udflugtsmål, selv om der er offentlig adgang og fast åbningstid to timer én gang om ugen.

Hvorfor skal et specialmuseum om et handicap så overhovedet beskæftige sig med offentligheden? kunne man spørge. Og hertil kan der svares, at næsten hver eneste gang Blindehistorisk Museum får gæster, for hvem blinde er en ukendt eller diffus verden, bliver besøget starten på en forståelse af og en bevidsthed om synshandicappedes liv, af en handicapkultur og et stykke socialpolitik.

Kort sagt: de historiske fortællinger og dialogen med den besøgende, som tager udgangspunkt i genstandene, giver gode muligheder for, at der kan trækkes linier op til den synshandicappedes hverdag anno 1996.

Når et par udstillede isskøjter kan skabe det undrende og skeptiske spørgsmål, om det virkelig er blinde, der kan løbe på skøjter? Og man så kan svare, ja, men kun om vinteren, om sommeren står de på vandski. Den slags formidling er det nok værd at fastholde.

Offentligheden er også den øvrige museumsverden, som museet gennem medlemskab af museumsforeninger og deltagelse i mødeog konferencevirksomhed etablerer samarbejde med. Danske museer er ved flere lejligheder blevet mindet om synshandicappedes meget sparsomme muligheder for at bruge museerne. Blindehistorisk Museum har medvirket til udstillinger på Nationalmuseet, Grafisk Museum, Odense,Teknisk Museum, Ålborg, og Arbejdermuseet, udstillinger som har forbedret synshandicappedes museumsbesøg og ved samme lejlighed givet et temmelig stort museumspublikum indblik i blinde og svagsynedes livsvilkår. Museet har sit publikum, der fra år til år svinger mellem 300-500 personer. Og det er efter omstændighederne meget forventeligt og i grunden slet ikke så ringe endda.

13

Punktskriftmaskine. Berlin ca. 1900.

Museet har imidlertid endnu ikke fået kontakt med forskere eller historiestuderende, som har villet kaste sig over det store materiale, der ligger og venter på at blive udforsket! Her er vi tilbage ved tilskyndelsen. Det er et standende spørgsmål, hvordan man får etableret kontakten til ikke alene forskerverdenen – den er der for så vidt – men personer som vil dykke ned i den guldgrube, som blindesagens historie uden overdrivelse kan karakteriseres som.

Landsarkivet for Sjælland har for flere år siden ordnet arkivet og udarbejdet en registratur. Og arkivet er bemærkelsesværdigt komplet og særdeles righoldigt helt fra 1858 til 1970. Med hensyn til bøger og genstande kan museet snart tælle 5000 numre, hvoraf de cirka 3500 er registreret. Denne tornerosesøvn vil vi gerne have brudt, og her hjælper vægter 645 eller Piet van Deurs desværre heller ikke.

Louis og Ella synger sig frem til et stævnemøde på British Museum efter først at have spurgt: »hvor længe kan det vare ved?« og »miraklernes tid er ikke forbi«.

Lad os mødes på Blindehistorisk Museum.

14

Blindehistorisk Selskab Bestyrelse m.v.

Adresseliste marts 1996

Jørgen Eckmann, formand. Bogensegade 8, l. t.h. 2100 København Ø. Telf. 35 26 97 90 (priv.) – 35 26 70 35 (arb.) Fax. nr. 35 26 70 36.

Anne-Grethe Munch-Petersen, næstformand. Lyngbyvej 357.
2820 Gentofte. Telf. 39 68 23 20 (priv.) – 39 62 41 00, lokal 255 (arb.)

Henning Eriksen, kasserer. Øens Kvarter 17 B. 2620 Albertslund. Telf. 42 6413 90 (priv.) Giro 050 1697.

Karsten Ahrens, sekretær. Højvangen 15.4470 Svebølle. Telf. 59 29 32 92 (priv.) – 59 57 01 51 (arb.)

Jørn Ebdrup Clausen, bestyrelsesmedlem. Favrholmsvænget 36.
3400 Hillerød. Telf. 48 24 15 80. Fax. 48 24 15 80.

Jytte Durhuus, suppleant. Ved Vejgården 30. 5270 Odense N. Telf. 66 18 29 48. Fax. 66 18 29 48.

Anne Bente Rosenkilde, suppleant. Udbyvej 15.4780 Stege. Telf. 55 81 58 08 (priv.)

Særligt sagkyndige Else Ahrens, Højvangen 15,4470 Svebølle. Telf. 59 29 32 92.

Mogens Bang, Søndergårdsvej 46. 2860 Søborg. Telf. 31 67 11 92 (priv.) – 39 62 41 00 (arb.)

Jeanne Christensen, Vordingborggade 98, l. t.h. 2100 København Ø. Telf. 31 42 32 98 (priv.)

Leif Haal, Opnæsgård 59,3. tv. 2970 Hørsholm. Telf. 39 27 44 44 (arb.) – 42 86 98 46 (priv.)

15

GENERALFORSAMLING 1996

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev december 1995

Refsnæsskolens trykkeri december 1995

Indholdsfortegnelse:

Nyt om Blindehistorisk Selskab ved Jørgen Eckmann 1

Nekrolog 1

Blindehistorisk Selskab i tal og kendsgerninger ved Henning Eriksen 2

Brugere og klienter – brugere af klienter ved Birgit Kirkebæk 3

Referat af den ordinære generalforsamling 8

Nyt om Blindehistorisk Selskab ved Jørgen Eckmann

Hermed udsender vi første nummer af Nyhedsbrevet. Det har taget lang tid at få det på gaden, men her er det altså, og vi håber, at indholdet vil interessere selskabets medlemmer.

Det er bestyrelsens plan at udsende nyhedsbrevet to gange om året, forår og efterår. Det vil dels indeholde aktuelle nyheder, dels forskellige historiske artikler. For tiden arbejder vi med at få artikler om øjenkirurgiens historie, senblindeundervisningen i Danmark i historisk belysning og lignende emner.

Bestyrelsen modtager meget gerne eventuelle reaktioner, ideer og forslag til det fremtidige indhold. Forslag bedes sendt til undertegnede.

God fornøjelse!

På bestyrelsens vegne Jørgen Eckmann

Nekrolog

Lørdag den 12. august fik vi over telefonen meddelelse om, at Valdemar Paaske natten forinden var afgået ved en rolig og fredelig død.

Valde blev født i Århus den 16. juni 1919 Han tog lærereksamen fra Haderslev Statsseminarium og efter nogle år i folkeskolen blev han ansat som lærer ved Statens Institut for blinde og svagsynede i København i 1957

Valde var humanist i dette ords bedste betydning og han havde en dyb og ægte interesse i og omsorg for de mennesker han mødte på sin vej.

Denne egenskab og Valdes mange andre gode egenskaber kom i Eckmanårenes løb mange blinde og svagsynede enkeltpersoner og grupper til gode. Han var altid parat med råd og ikke mindst med dåd. Det vil føre for vidt her at give en bare nogenlunde fyldestgørende beskrivelse af Valdes indsats inden for blindeområdet. Nævnes skal det, at han var stærkt optaget af at fremme blinde og svagsynedes integration i uddannelsesystemet og i samfundet i øvrigt. Han deltog meget aktivt i punktskriftreformen i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne og satte et tydeligt fingeraftryk på punktskriften, som han havde skaffet sig et grundigt kendskab til blandt andet med henblik på at bringe den nye teknologi i anvendelse for at øge produktionen og læsbarheden.

I Blindehistorisk Selskab vil Valde blive husket som en meget aktiv deltager i selskabets stiftelse og som et meget engageret og flittigt bestyrelsesmedlem. Det er således i høj grad hans fortjeneste, at vi nu kan udsende vort nyhedsbrev.

Æret være Valdemar Paaskes minde.

Jørgen Eckmann

Blindehistorisk Selskab i tal og kendsgerninger ved Henning Eriksen

Pr. 30. august er vi 146 medlemmer. De fleste af disse er blinde eller svagsynede. Den frygt, vi havde i starten, for at selskabet ville blive en københavnerforening er heldigvis forsvundet. Vi har medlemmer overalt i landet. København er ligefrem ved at være et af de områder, der ikke er så rigt repræsenteret i foreningens medlemskartotek. Der er indtrådt en stilstand i foreningens medlemstilgang. Lad os håbe, at denne stilstand kun er af midlertidig karakter.

Her er lidt aktuelle regnskabstal. Tallene stammer fra det regnskab, jeg kørte 19. august 1995

I kontingenter har vi haft en indtægt på 14.600 kroner. Vi har modtaget girorenter – såre beskedent 40,92 kroner, men vi har jo heller ikke haft penge på kontoen mere end et halvt år. Vi har modtaget to gaver til fri rådighed på et samlet beløb på 550 kroner. Vi har ikke haft så mange udgifter endnu. Men det kommer. Vi har haft udgifter til afholdelse af vore møder. Til dette formål har vi brugt 3.196,25 kroner. Vi giver ingen diæter, men bestyrelsesmedlemmerne får deres dokumenterede udgifter for at deltage i møderne dækket. På vores diversekonto har vi haft en udgift på 200 kroner. Vi har p.t. et driftsoverskud på 11.844 kroner. Foreningen har nu en økonomi, så vi kan påbegynde at realisere de opstillede tiltag.

I øjeblikket er jeg ved at komplettere vort medlemskartotek. Foruden medlemmernes navn og adresse vil vi gerne vide følgende: telefonnummer, i hvilket medium post fra os ønskes modtaget og fødselsdato. Vi registrerer derimod ikke medlemmernes cpr.nr. Vort kartotek er stadig såre ufuldkomment, så jeg opfordrer medlemmerne til at meddele mig de ønskede oplysninger. Det er også vigtigt, at jeg får at vide, hvis medlemmerne flytter, skifter telefonnummer eller på anden måde gør forandringer. Jeg har ingen overnaturlige evner med hensyn til at skaffe mig informationer, så jeg ved kun det, medlemmerne fortæller mig.

Med venlig hilsen Henning Eriksen, kasserer.

Brugere og klienter – brugere af klienter ved Birgit Kirkebæk

Jeg vil i denne forelæsning prøve at trække linierne op mellem omsorg og overtagelse. Den vanskelige balance mellem positionen som professionel, der traditionelt bestemmes som det at være vidende og til hjælp – og positionen som klient, der traditionelt bestemmes som det at være u-vidende og u-hjulpet. Som baggrundstænkning vil jeg bruge de fire kriterier, som afdøde Sven Ellehammer opstillede for, hvad der er af vigtighed for mennesker i en kliensiseret situation – nemlig:

At bevare og/eller opbygge sin menneskelige identitet.

At bevare og/eller udvikle sin selvtillid.

At bevare sin menneskelige værdighed.

At være herre i eget hus.

Dette vil jeg supplere med ordet selvværd, der i Jesper Juuls og Helene Helledis terminologi ikke er det samme som selvtillid. Selvtilliden går her på de indlærte færdigheder, hvor selvværdet går dybere, vores opfattelse af, hvad vi som menneske er værd under alle omstændigheder i andres øjne. Om vi betyder noget, selv om kræfterne og de indlærte færdigheder skulle svinde. Alle mennesker har brug for at være nogen – og at kunne være noget for nogen. Det er i dette forhold ikke nok alene at skulle indtage rollen som modtagende part.

I dag har vi erstattet ordet klient med bruger. Har vi også erstattet ordet ekspert med forbruger? Forbruger af klienter er en anden måde at karakterisere profession på. Selv om dette perspektiv er provokerende, kan det give tankevækkende perspektiver med hensyn til: Profession og egenidentitet: Problemet med at vi som professionelle har bedre gennemslagskraft, når vi fremhæver det specifikke ved “klienterne” frem for det almene. – Profession og magt: Problemet med at vi som professionelle altid vil stå i en magtrelation til den, vi yder hjælp til, uanset om vedkommende betagnes som klient eller bruger. – Profession og tidsånd: Problemet med at vi som professionelle er bundet ind i tidens diskurs, og at vores såkaldte objektive sandheder må ses i et historisk perspektiv. Hver historisk periode konstruerer sine egne sandheder og afstikker grænseflader mellem normalitet og afvigelse med de politiske konsekvenser, dette kan have. Som professionelle er vi agerende og ansvarlige i tiden – men har – naturligvis – svært ved at træde ud af tiden.

Den eneste sikkerhed, vi som professionelle kan have for ikke at gribe helt forkert, er den sikkerhed som klienten eller brugeren selv kan give os. Med den amerikanske filosof Nel Noddings ord, er omsorg ikke omsorg, før det er defineret som sådan af den, der modtager omsorgen. Modtages omsorgen er det en gave, som aldrig kan fordre modydelser af nogen art.

Samtidig kan heller ikke “brugeren” bestemme alt. “Det informerede samtykke”, som i dag entydigt flytter den etiske vurdering af tilbud inden for sundhedssektoren over på brugeren, er ikke i sig selv garanti for, at der bliver handlet rigtigt. Vi må med den danske filosof Uffe Juul Jensens ord handle på en måde, som hele tiden medtænker den svage parts perspektiv (2).

Samlet betyder det, at alt står til diskussion – og at de stærke i diskussionen må medinddrage de svage som reelle diskussionspartnere med alt, hvad dette indebærer kommunikativ etik.

Den bedste “abnorme” og den værste. Læser man hen over indholdsfortegnelserne i “Nyt tidsskrift for Abnormvæsenet”, er det slående, hvor stærkt abnormhierakiet slår igennem i de opsatte artikler. Det er tydeligt, at de professionelle forventninger til henholdsvis åndssvage, blinde og vanføre er forskellige, og at de professionelle inden for de tre kategorier formidler forskellige billeder af de pågældende persongrupper til hinanden og offentligheden.

Suppleres denne indsigt med det, der andre steder skrives om døve, er det tydeligt, at de professionelle opfatter blinde som mere ligestillede eller menneskelige end døve og åndssvage:

Åndssvage havde, ifølge den opfattelse der formidles i “Nyt tidsskrift for abnormvæsenet”, ingen ånd, hvorfor indsatsen blev rettet mod håndens oplæring og adfærdens disciplinering. Arbejde ses som disciplinerende behandling, som de åndsvages “afbigt” for samfundsmæssig et-nytte og som levevej for de få. Det åndelige, som på den tid blev målt på religiøs indsigt og indstilling, blev vurderet til kun at betyde noget på overfladen. Åndssvage var ifølge den herskende traditionelle opfattelse på forhånd afskåret fra åndelig udvikling, da deres følelser ikke kunne være af særlig dyb natur. Døve kunne gennem opdragelse, undervisning og oplæring få ånd og dermed adgang til religionen og det menneskelige fællesskab, men mange døve ville fortsat være på et mere barnligt stade end andre. De kunne oplæres til arbejde og til selvstændig virksomhed.

Blinde havde ånd fra begyndelsen. De kunne høre både menneskets og guds ord, og de kunne give udtryk for deres tanker og følelser på samme måde som andre. Opgaven var at hjælpe dem til at lære et arbejde særlig egnet for blinde og at udvikle hjælpemidler, som kunne sætte dem i stand til at modtage undervisning på lige fod med andre. Det var en professionel pligt at kæmpe for blindes ret til at arbejde i samfundet – kæmpe for deres borgerlige rettigheder.

Lad os eksempelvis se på “Nyt tidsskrift for abnormvæsenet” årgang 1899 hvor der under rubrikken åndssvage i 1899 er artikler som “en antisocial åndssvag” og “nogle tilfælde af drøvtygning hos mennesket” fremhæves under rubrikken blinde blandt andet “digte af en blind” og “sang af en blind”. Dette er tankevækkende. Af blinde kunne man forvente selvstændige udtryk, som havde med følelseslivet at gøre – mens åndssvage blev beskrevet som personer ledet af dyriske drifter og instinkter.

De blinde havde ånd. De havde ånd, men manglede det materielle. Med hensyn til det materielle måtte de hjælpes af professionelle. Oplæring til arbejde – hjælp til at nedsætte sig og blive accepteret som almindelig håndværker og arbejder er det tema, som eksempelvis forstander Moldenhawer igen og igen tager op i tidsskriftets spalter:

“Saaledes staar altsaa den blinde der som et menneske, der vel ikke som den døvstumme paa en maade staar udenfor samfundet, indtil han ved undervisning føres ind i det, men som træder os i møde som et passivt uvirksomt medlem, indtil han ved vejledning og øvelse føres ind i det aktive liv” ©.

“Formaalet for blindeopdragelsen er nu, i den størst mulige udstrækning at sætte borgerlig agtelse i stedet for medlidenhed, selvstændigt erhverv i stedet for den taalte beskæftigelse” (D). Dette skrev Moldenhawer i et foredrag, som man kaldte “De blindes stilling i verden”, holdt som åbningsforedrag ved den 9. blindelærerkongres i Berlin 1899

Moldenhawer indtog her som professionel en solidarisk position: Han kæmpede for de blindes accept som ligeværdige borgere – og hans fokus var rettet mod de blindes materielle vilkår. Dette fordi hans udgangspunkt var, at blinde med hensyn til åndelig dannelse ikke stod tilbage for seende.

Samtidig var det kun de såkaldt udviklingsdygtige blinde, som indgik i hans univers. Svagtbegavede blinde, mente han, hørte til på en åndssvageanstalt. “Det fordres, at et barn for at optages skal, bortset fra blindheden, i øvrigt være sundt paa sjæl og legeme og ikke moralsk fordærvet” skrev han ved en anden lejlighed. €.

Moldenhawer var ikke i tvivl om, at han som professionel vidste, hvad der var bedst for de blinde – nemlig at opdragelse, undervisning og oplæring af blinde skulle foregå i institutionsregi. Han var så lidt som andre anstaltsledere på sin tid ikke i tvivl om, at han havde retten og ekspertisen til at vurdere og definere: Hvem af de blinde, der var udviklingsdygtige. Hvad de skulle lære. Hvad der var bedst for dem.

Samtidig arbejdede han på, at de udviklingsdygtige blinde med tiden selv skulle blive “herre i eget hus” – bestemme over egne forhold. Han frakendte dem ikke på forhånd habilitet. Dette er måske en vigtig nøgle til at opnå de øvrige kvaliteter, som Ellehammer henviste til: Identitet, selvtillid og værdighed.

Reklame for at alle er som andre – og samtidig sig selv.

På blindekongressen i Breslau 1902 blev de delegerede enige om, at understøttelsesforeningerne for blinde skulle “beskæftige sig virksomt med at skaffe de blinde arbejde, ved hjælp af bekendtgørelser, reklamer af enhver art og ved alle de midler, der staa til deres raadighed, med at udfinde nye beskæftigelser for de blinde og benytte deres indflydelse overfor autoriteter for at skaffe dem adgang”. (6).

Der skulle med andre ord reklameres for, at blinde på trods af deres handicap var som andre og derfor skulle have rettigheder og ansvar som andre.

Hvis vi med baggrund i, hvad jeg tidligere har fortalt om Moldenhawers syn på blindesagen prøvede at overføre Moldenhawers holdning til de såkaldt udviklingsdygtige blinde til “klienter” generelt – hvad enten klientpositionen skyldes handicap, sygdom eller social arv – ville det for mig at se blive muligt at tilgodese alle krav, der ligger i Ellehammers opstilling: Hvis et menneske i en svag og afhængig position skal bevare selvværd, selvtillid og identitet, kræver det, at vi som professionelle på forhånd anser ham eller hende for at være et ligeværdigt menneske: Som et menneske, der er nogen fra begyndelsen – har ånd! Fordi vi har tillid til dette menneske, vil vi også prøve at tage vare dets værdighed.

Det betyder, dels at vi må inddrage vedkommendes erfaringer og perspektiver i diskussionen, dels at vi som professionelle må kæmpe for vedkommendes ret til at komme til orde.

Retten til at blive hørt og menneskelige rettigheder hænger stadig sammen. Og professionelle er stadig den stærke part i forholdet. Vi må arbejde for, at “klienten” selv oplever at kunne bruge vor indsats med selvværdet i behold. I samme takt som det lykkes, nedtones det professionelle forbrug af klienter.

Birgit Kirkebæk.

Lektor Birgit Kirkebæk, Danmarks Lærerhøjskole, er leder af “Center for Handicaphistorisk forskning”.

Ovenstående artikel er en festforelæsning i anledning af Mogens Bangs 50-års dag den 4. november 1994

Kildehenvisninger:

1. Uddannelse, nr. 2, 1928

2. Uffe Juul Jensen: moralsk ansvar og menneskesyn. Munksgaard 1984

3. J. Moldenhawer: De blindes stilling i verden. Nyt tidsskrift for abnormvæsenet 1899:49

4. J. Moldenhawer: De blindes stilling i verden. Nyt tidsskrift for abnormvæsenet 1899:54

5. J. Moldenhawer: Blindesagen i Danmark ved det 19’de aarhundredes slutning. Nyt tidsskrift for abnormvæsenet 1901:267

6. J. Moldenhawer: Den 10’de blindelærer-kongres. Nyt tidsskrift for abnormvæsenet 1902:246

Referat af den ordinære generalforsamling

Ordinær generalforsamling søndag, den 26. februar 1995

Dagsorden:

1. Valg af stemmetællere og dirigent.

2. Godkendelse af dagsorden.

3. Bestyrelsens beretning.

4. Orientering om den øjeblikkelige økonomiske stilling.

5. Fastsættelse af kontingent for 1996

6. Valg af A: Kasserer. B: Et bestyrelsesmedlem. C: To suppleanter. D: To revisorer. E: En revisorsuppleant.

7. Eventuelt.

Ad 1. Valg af stemmetællere og dirigent.

Jørgen Eckmann bød velkommen og foreslog følgende valg. stemmetællere: Bent Størup, Kjeld Stochholm og Ingfred Skogstad. Som dirigent: Niels Eskjær. Der var ikke opstillet andre kandidater. Valgene blev godkendt.

Ad 2. Godkendelse af dagsordenen.

Dagsordenen blev godkendt.

Ad 3. Bestyrelsens beretning.

Jørgen Eckmann sagde: Selskabets stiftende generalforsamling fandt sted 18. november 1994 med 70 tilstedeværende. Den efterfølgende korte tid er gået med at få det administrative arbejde på plads. Derfor bliver der tale om en kort beretning. Nu begynder det egentlige arbejde. Der er i vedtægterne ikke taget højde for foreningsmedlemskab. Men har generalforsamlingen ikke noget herimod, kan der tegnes foreningsmedlemskab. Dette blev accepteret.

Der bliver måske afholdt et historisk træf i efteråret.

Der er planer om at udgive et nyhedsbrev nogle gange om året. Blandt andet med personhistorier om blinde.

Der blev talt om museets beståen. En plan herfor er ikke klar. Vi har rettet henvendelse til instituttet, som har fundet to ugentlige timer til Mogens Bang til at modtage og registrere indkomne materialer. En løsning på længere sigt bør ikke være i Amtsrådsforeningen, men kulturministeriel. Endemålet bør være et handicaphistorisk museum eller selskab. Tanken er, at hver samling forbliver sin egen, men at man har en fælles ramme. For eksempel på det gamle institut.

Jørgen Eckmann gjorde opmærksom på, at Tage Poulsen havde optaget gårsdagens historiske træf. Båndet vil blive mangfoldiggjort. I øvrigt er Tage Poulsen ved at gennemgå sit arkiv.

Folke Johansens bog “Således fik blinde et skriftsprog” blev uddelt. Referatet fra den stiftende generalforsamling ligeledes uddelt.

Fra forsamlingen kom følgende spørgsmål og kommentarer:

Kunne en del af samlingen, i hvert fald dubletter, ikke komme til Fuglsangcentret?

Et egentligt tidsskrift er bedre end nyhedsbreve. Bør også komme på punkt.

Skuffet over Dansk Blindesamfunds manglende moralske støtte.

Der bør udarbejdes en biografi over blindehistorien.

Vil vedtægterne komme på bånd?

Jørgen Eckmann svarede: Tanken om at sende dubletter til Fuglsangcentret noteret. Men man skal være forsigtig med at splitte samlingen. En vandreudstilling er måske en god idé.

Et medlemsblad er mere forpligtende end nyhedsbreve.

Alle informationer vil også komme på bånd.

Håber på en positiv holdning fra Dansk Blindesamfund.

En biografi over blindehistorien findes ikke. Vi vil prøve at realisere tanken.

Yderligere kommentarer fra forsamlingen:

Hvilke institutioner vil støtte os?

Rystet over, hvorledes tingene opbevares på Rymarksvej. Måske er forholdene bedre på Fuglsangcentret.

Hvorfra får vi penge? Kan vi finde sponsorer? Hvad koster den kortsigtede løsning?

Den kortsigtede løsning koster 250.000 til 300.000 kroner.

Kjæden og Refsnæsskolen vil gerne tegne foreningsmedlemskab.

Beretningen blev godkendt.

Ad 4. Orientering om den øjeblikkelige økonomiske stilling.

Henning Eriksen: Der er nu tegnet 96 medlemskaber. Og der indgår 6-7 nye hver dag.

Girokort er ikke udsendt, da det ikke er indlysende, hvem der vil tegne medlemskab. Ønsker flere oplysninger fra medlemmerne af hensyn til tilskud fra Dansk Blindesamfund. Blant andet telefonnummer og fødselsdato. Der er indkommet kroner 9.600,00 i kontingenter. En indsender har sendt kroner 50,00 ekstra.

Der har været følgende udgifter: Kontorartikler kroner 611,25 Afholdelse af møder: kroner 1.830,56 Sammenlagt kroner 2.441,81 Kapitalen er kroner 7.208,19 Tallene er ikke godkendt af revisor.

Henning Eriksen oplyste, at girokonto giver bedre renter, men checkkonto er billigere at betale fra. Det er altså en afvejning, hvor pengene er bedst placeret.

Kjæden har givet kroner 5.000,00 til aktiviteter for museet. De kan altså ikke indgå som driftsomkostninger. Kassererens orientering blev godkendt.

Ad 5. Fastsættelse af kontingent for 1996

Jørgen Eckmann foreslog uændret kontingent. Vedtaget.

Leif Haal foreslog, at kontingentet blev ændret. Det er svært 9 til 12 måneder før et kontingentår at tage stilling til kontingentets størrelse.

Jørgen Eckmann vil drøfte dette forslag i bestyrelsen.

Ad 6. Valg.

Alle valg var genvalg fra den stiftende generalforsamling.

A. Kasserer Henning Eriksen.

B. Bestyrelsesmedlem Anne-Grethe Munch-Petersen.

C. Suppleanter Kjeld Andersen og Karsten Ahrens.

D. Revisorer Ole Jørgensen og Mogens Bang.

E. Revisorsuppleant Esther Seierup.

Ad 7 Eventuelt.

Følgende emner blev bragt på bane:

Bedre information ved lignende arrangementer.

Hvem skal lave nyhedsbrev. Er det bestyrelsen?

Ønske om en vandrende, trådløs mikrofon ved de kommende generalforsamlinger.

Tage Poulsen gjorde opmærksom på, at han privat havde optaget den stiftende generalforsamling og gerne vil give optagelsen til selskabet.

Dirigenten udbragte et leve for selskabet.

Jørgen Eckmann takkede Tage Poulsen for båndene. Han sagde videre, at bestyrelsen vil prøve at blive dygtigere til at tilrettelægge og informere ved kommende arrangementer. Vedrørende nyhedsbrev sagde han, at det foreløbig er bestyrelsen, der udsender nyhedsbrevene. Men man vil kalde på assistance hvis der bliver brug herfor.

Generalforsamlingen sluttede kl. 10,05

Referent: Leif Haal.

I øvrigt kan det oplyses, at den ordinære generalforsamling blev optaget på bånd (i alt tre bånd). Disse kan købes for kroner 50,00 plus forsendelse ved henvendelse til Refsnæsskolen.

Anne-Grethe Munch-Petersen