Nyhedsbrev August 96
Blindehistorisk Selskab
Nyhedsbrev
August 1996
Formand Jørgen Eckmann har ordet
INDHOLD
Forord ved Jørgen Eckmann
Besøg på Grafisk Museum i Odense ved Jytte Durhuus ………………………….
Portræt af Jens Sørensen Dyrholm ved Anne-Grethe Munch-Petersen ..
Blindehistorisk Museum ved Mogens Bang ……….
Selskabets bestyrelse og tiforordnede
Redaktion
Anne-Grethe Munch-Petersen
LeifHaal
Karsten Ahrens
Refsnæsskolens trykkeri – 9 96 – 90 – A1850
Forord
Så udsender vi endnu et nyhedsbrev. Enkelte af selskabets medlemmer har kritiseret, hvad vi hidtil har udsendt. Kritikken drejer sig om udstyr, layout og lignende. Bestyrelsen er af den opfattelse, at vi har det nyhedsbrev, der for tiden er økonomi og mandskabsressourcer til. Vi vil naturligvis efterhånden udvikle »produktet«.
Der synes for tiden at være en ikke ubetydelig interesse for historie og historiske samlinger. I hvor høj grad det gælder inden for handicapområdet, forbereder vi os i øjeblikket på at få undersøgt nærmere. Historisk Selskab for Handicap og Samfund, Center for Handicaphistorisk Forskning og De Samvirkende Invalideorganisationer er gået sammen om et projekt, der har til formål at registrere allerede eksisterende samlinger af handicaphistorisk interesse med henblik på at finde frem til måder, hvorpå disse samlinger kan sikres bedst muligt i fremtiden. Kulturminister Jytte Hilden har givet udtryk for, at hun finder det projekt så vigtigt og interessant, at hun har ydet et tilskud på 300.000 kr. Projektet har et budget på cirka 3 mill. kr., og vi er nu i gang med at søge yderligere midler dels hos amtskommunerne dels hos fonde.
Bestyrelsen er i disse måneder stærkt optaget af at arrangere en international konference om blindes historie – blindehistorie, som vil blive afholdt i dagene 7.-9. oktober 1996 på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup. Vi håber, at vi med denne konference bl.a. kan få etableret et internationalt netværk af personer og institutioner, som er engageret i bevarelsen af vore historiske kilder og udbredelsen af kendskabet til blindes historie.
Jørgen Eckmann, formand.
Besøg på Grafisk Museum i Odense
Søndag den 3. marts 1996 blev der afholdt generalforsamling i Blindehistorisk Selskab. Rammerne omegivenhedenvar Brandts Klædefabrik i Odense, hvor også Grafisk Museum har til huse.
Efter generalforsamlingen var der arrangeret et besøg på museet, og det følgende er en helt igennem subjektiv beskrivelse af, hvordan jeg som blind har oplevet besøget. Jeg har tilstræbt oprigtighed frem for faktuel nøjagtighed.
Grafisk Museum, hvad siger ordene mig? Museum, et velkendt ord, noget med gamle ting, der vises frem, så vi kender fortiden. Men grafisk, et luftigt uhåndgribeligt ord. Et ord jeg kan sige, men som ikke har nogen egentlig mening for mig. Det er noget med skrift og billeder. Jeg mindes mine første erfaringer med grafik. Det er lidt ligesom det med farverne, noget som andre kender til men som for mig forblev eventyr. Jeg husker Pixibogen. Den lille, helt glatte bog med den silkebløde plastoverflade, som måtte op til kinden. Jeg tænker på en avis, papiret er støvet, ru, ubehageligt i fingrene. Dens tunge livløse substans, som giver en slap opgivende lyd, når man lægger den fra sig. Og Bibelen, som var så fuld af grafik, at den måtte holdes sammen med et spænde. Når man åbnede spændet, var der stukket små papstykker med broderede bogstaver på ind mellem de fine, tynde sider. Og nu skulle jeg altså på Grafisk Museum.
Her var ingen Pixibøger, men derimod store, hårde maskiner af jern med den særlige oveflade, der på en gang føles fedtet og støvet, og som afgiver en sur metallugt på huden. Der var skarpe kanter og fremspring, men nu og da også et mere hudvenligt træhåndtag.
Det hele fik dog mening, nåir der dukkede et menneske op og fortalte om maskineriet. Jeg trak hænderne til mig og slog ørerne ud. Under hele besøget blev der givet en fin information af tidligere fagfolk inden for det grafiske område. Det var behageligt at bevæge sig rundt i de gamle fabrikslokaler.
Der var høj lyd til loftet, og trægulvene gav den karakteristiske bløde akustik, som mangler i moderne byggeri.
Vi var fire blinde og én med lidt syn, som sammen gik på opdagelse. Det var lidt tilfældigt, hvor vi havnede. Vi gik henimod den nærmeste genstand eller tog fat i det, vi tilfældigt ramlede ind i.
På et tidspunkt fandt vi en cirka 45 cm høj statuette. Den var fint udformet, fordi den var så lille. Der var én som foreslog, at det muligvis kunne være selveste hr. Gutenberg. I vores selskab var der imidlertid en historiekyndig, som belærte os om at klædedragten ikke passede med tiden. Han mente ikke, at Gutenberg gik rundt i jakke og bukser. Ærgerligt nok. Det kunne ellers have været sjovt, om det havde været ham. Vi satte os straks for at finde Gutenberg. Han måtte være et eller andet sted i dette mausoleum for hans opfindelser.
Efter at have klappet på adskillige maskiner – det blev efterhånden lidt ensformigt – skete der pludselig noget helt nyt – en lugt.
Lugten af vand. Var det mon en vandskade? Det var jo et gammelt hus. Det kunne være en vandskade. Men nej, alt var i den skønneste orden. Her blev fremstillet papir. Det føltes som at være i et badeværelse efter et brusebad. Men lugtene var skarpe, moseagtige og sumpede. Der lugtede også af lim. Jeg tror, der var et kar med papirmasse. Nogen rørte rundt i den, så der lød en svuppende, sjuppende lyd. Det mindede mig om bølger, og lyden var et fint akkompagnement til forklaringen om hvordan man fremstiller papir. Jeg havde ingen trang til at tage hænderne frem og mærke. Jeg var tilfreds med at lytte og lugte. Jeg har det sådan, at jeg ikke har lyst til at røre ved hvad som helst. Ikke af mangel på interesse, men fordi følesansen er så intim. Man kan ligesom ikke selv justere afstanden. Det er lige på og her. Jeg kan f.eks. ikke lide, når man viser mig en statue, der ofte åbenbarer sig som nøgen. Jeg vil gerne vide det på forhånd, så jeg selv kan vælge.
Et sted mødte vi et bord, hvor der stod en kasse med bogstaver typer. De var så små at jeg ikke kunne opfatte de enkelte former. Vi blev klar over, at det var et stort arbejde at sætte en tekst op efter denne metode. Noget i retning af at skrive på prentavle.
Johann Gutenberg er her gengivet efter et gammelt kobberstik fra Det Kongelige Bibliotek i Stockholm.
Vi kom endnu en gang til en stor pressemaskine. Den lignede de
øvrige – og dog. Pludselig åbenbaredes det nemlig, at øverst oppe
på monstromet stod en statuette af Gutenberg.
Begejstrede udbrud: »Næh, er det rigtigt. Kan han løftes ned?«
Det kunne han, og der kom liv i stemmerne. Gutenberg gik fra
hånd til hånd, og han blev klappet, og han blev strøget, og han fik
masser af smil. Stemmerne var lyse og glade: »Prøv og mærk her.
Han har slag og kappe på. Så det er ham«. »Hvor er han sød«.
»Hvad mon han er lavet af? Han er meget tung«.
Så blev bogtrykkunstens fader Johann Gensfleisch Gutenberg
(1397-1468) igen anbragt på toppen af den meget vigtige, meget
historiske maskine, som havde præsteret så vældigt meget i sin
tid.
Jeg synes, besøget på Grafisk Museum var godt. Jeg er glad for at
have været der. Jeg vil ikke betegne oplevelsen som spændende,
men den lille private oplevelse omkring Gutenberg vil helt sikkert
overleve i erindringen.
Odense, 15. april 1996.Jytte Durhuus
Portræt af Jens Sørensen Dyrholm
1810-1875 – Født blind
Anna Johansen, der siden 1940 har været lærer på Blindeinstituttet, har blandt mange spændende sager på Blindehistorisk Museum fundet dette lille mindeskrift om Jens Sørensen Dyrholm, som hermed præsenteres for Nyhedsbrevets læsere.
Jens Sørensen Dyrholm blev født i Horsens i 1810. Dåbsdagen var en sorgens dag for forældrene, fordi de nu var klar over, at deres lille søn var blind. Med højre øje kunne han dog opfatte sollys, men lyssansen forsvandt, da han var syv år. En lidt ældre søster gik i skole og skulle lære Luthers lille Katekismus. Jens var god til at lære udenad, og snart kunne han disse mærkelige sætninger udenad – uden at kunne forstå dem. Han fik lov at gå med søsteren i skole for at høre på undervisningen.
Tilegnelse af religiøse og boglige kundskaber
1821 fik faderen ansættelse som arrestforvarer i Rudkøbing, og familien flyttede til Langeland. Her fik Jens også lov til at gå i skole, og læreren anstrengte sig for at bibringe ham kundskaber – især i religion. Jens fik også arresthusets fanger til at læse højt for sig af biblen og salmebogen. Han kunne efterhånden store dele af biblen og mange salmer udenad. 1824 besøgte prins Kristian (senere Kristian den Ottende, men dengang guvernør på Fyn) skolen i Rudkøbing. Jens blev fremstillet for ham, og det bevirkede, at Jens kom på Det Kgl. Blindeinstitut i København i 2/2 år 1824-26.
På Det Kgl. Blindeinstitut
I begyndelsen var Jens forundret over de blinde kammeraters dygtighed og tænkte, at her kunne han ikke klare sig. Det gik nu meget godt for Jens. Musik måtte han ganske vist opgive, fordi han var
tonedøv, men han lærte at strikke og spinde og blev undervist i
religion og fædrelandshistorie, og især var han glad for at lære
mange smukke digte af danske digtere.
l. oktober 1826 blev Jens konfirmeret i Garnisonskirke af pastor
Brorson. Senere i livet udtaler Jens om pastor Brorson: »Han var
ikke – efter den forstand, jeg senere fik ved Herrens nådes lys –
nogen rettroende lærer.Han underviste os i, at der ingen djævel var J
til, at helvedsstraffen ikke var evig«. .
Tre måneder efter konfirmationen blev Jens udskrevet og rejste l
hjem til Langeland Han fortsatte med at strikke og spinde, som
han havde lært, men han måtte også understøttes af fattigvæse-
net. Faderen var på grund af alder blevet pensioneret.
Tilknytning til »de hellige«
Da Jens var 27 år, blev han meget syg og var bange for at dø. Hans religiøsitet vågnede op. Da han blev rask, begyndte han at skrive gudelige sange til konfirmationer, bryllupper og begravelser. Han tjente lidt ved det, men levede stadig i stor fattigdom. Han begyndte at komme hos »de hellige«. Der blev holdt gudelige forsamlinger i hjemmene. Nytårsdag 1838 oplevede Jens »en salig forandring«. Så kom »gendøberne« til Langeland. Det var en udløber af den hamborgske baptistmenighed. 1839 fik de Jens overtalt til at lade sig gendøbe. Tvivlen kom dog til ham, måske havde han syndet mod den helligand. Det endte med, at han vendte tilbage til de hellige, og her faldt han åndeligt til ro. Han følte sig kaldet til at forkynde evangeliet og begyndte at rejse ud for at holde møder.
Ægteskab ved lodtrækning i
På sine rejser kom han også til brødremenigheden i Kristiansfeld
og hørte om, hvordan de lod deres ægteskaber bestemme af Her- |
ren ved lodtrækning. Ægteskaberne i brødremenigheden virkede
lige så lykkelige som ægteskaber, hvor hjertet havde bestemt – og
når han nu ikke havde synet til hjælp.
Han lavede tre lodder og tænkte på tre af de hellige søstre. Han
kastede tre gange, og hver gang pegede loddee på den samme pige. Pigen sagde ja, og de blev gift 1843. Ægteparret flyttede til Sjælland, hvor de købte en lille ejendom. De fik to sønner. Johannes, der som voksen overtog ejendommen, og Martin Dyrholm, der blev friskolelærer.
Tilknytning til Indre Mission
Den egn på Sjælland, hvor Jens Dyrholm og hans kone nu boede, blev i folkemunde kaldt »Det hellige Land«.Grev F.A.Holstejn på Holstejnsborg beskyttede de gudelige forsamlinger mod den forfølgelse, der var sat ind mod dem. Det var på denne egn Indre Mission begyndte at fremstå Foreningen blev stiftet 1853. Jens Dyrholm sluttede sig til Indre Mission i 1859,og 1861 blev han antaget som indremissionær. Missionærerne rejste rundt i landet og prædikede og solgte gudelige småskrifter. Jens Dyrholm havde allerede tidligere haft indenrigsministeriets tilladelse til at sælge sine egne sange og gudelige småskrifter, og nu kunne han ikke affinde sig med, at Indre Mission ville bestemme, hvad han måtte sælge.
1866 trådte han ud af Indre Missions tjeneste.
Oprettelse af egen friskole
Jens Dyrholm fulgte med i tidens rørelse. Skole- og højskolemanden Kristen Kold (Ryslinge Højskole 1851) kom på egnen og holdt foredrag. Jens Dyrholm mødte op, og efter møderne talte og diskuterede han med skolemanden. Han blev så påvirket af nye skoletanker, at han ikke havde lyst til at sende sine sønner i en skole, hvor der blev krævet udenadslæsning. Det endte med, at han oprettede sin egen friskole,hvor han med sin kone til hjælp underviste sine egne to børn plus tre nabobøm. Præsten, der havde stor agtelse for Jens Dyrholm, tillod dette og fulgte undervisningen med interesse.
Da den yngste søn var 12 år, blev der oprettet en friskole i Forlev, og dertil sendte han denne søn, og så blev den private lille friskole opløst.
Selv om Jens Dyrholms sind åbnede sig for den nye folkelige vækkelse i Grundtvigs ånd med friskoler og højskoler, havde han dog betænkeligheder ved højskolerne, fordi han mente, det folkelige fortrængte det gudelige. Kristen Kold inviterede ham da på højskole, og en hel måned sad han på skolebænk. Han blev så begejstret, at begge sønner kom på højskole.
Rejser i landet
Jens Dyrholm kom langt omkring i landet på sine rejser. Fra sit hjem havde han ti mil til Fårevejle. Den strækning kunne han gå på to dage. Han havde venner rundt omkring i landet, som han kunne bo hos. Han blev et par måneder og gik ud og prædikede næsten hver aften. Han var kendt i Odsherred, på Samsø, i Østjylland og på den jyske hede.
Når han kom til en by, kunne han forhøre sig, om der fandtes nogen hellige i byen. Når han fik nogen anvist, gik han hen og besøgte dem og hvilte sig. Han besøgte høje og lave, følte sig ikke trykket ved at besøge højtstillede i samfundet og ikke for god til at besøge den simpleste hytte.
Møde med Grundtvig
Han ville gerne deltage i kirkelige møder. Han deltog i det store nordiske kirkemøde i Oslo 1861, og han deltog i vennemøder i København, hvor han gerne talte med Grundtvig. Engang besøgte han Grundtvig en hel eftermiddag. De talte om den hellige nadver.
Da Grundtvig døde 1872, rejste Jens Dyrholm til København for at deltage i det store vennemøde, som afholdtes de dage, og han var med i den store skare, der fulgte Grundtvigs båre. Jens Dyrholm døde 1875. Han er begravet påVemmelev Kirkegård. Et lille mindeskrift sælges for l kr. (indb. 2 kr.) til fordel for et mindesmærke til hans grav.
Anne-Grete Munch-Petersen
10
Blindehistorisk Museum
AF MOGENS BANG
»Det er et flot museum. Jeg har gået herigennem mange gange om natten.
Tak«
Vægter 645
Når Ella Fitzgerald og Louis Armstrong på skift synger »British Museum has lost it’s charm« (i »A Foggy London Town«) bliver man mindet om, at museer er offentlige rum som tjener mange andre formål end de rent museale, både stævnemøder og nysgerrighed eller tidsfordriv på en regnvejrsdag. Tilskyndelsen til at gå på museum og udbyttet af besøget er værdifulde komponenter, som er lige væsentlige, hvad enten det drejer sig om British Museum eller Blindehistorisk Museum. Tilskyndelsen er det mest spændende og sværest forklarlige, når vi ser bort fra de »naturlige« og vigtigste målgrupper: synshandicappede og beskæftigede inden for dette handicapområde. Skønt Blindehistorisk Museum er lille, er det ikke ukendt I »Museumsfortegnelsen for København og Omegn« har det optrådt i adskillige år, og i en af Piet van Deurs tv-udsendelser i serien »Hvad er det?« var Blindeinstituttet og Museet rammen om udsendelsen, og den blev sendt tre gange. På daværende tidspunkt (dvs. førTV2) var »Hvad er det?« udsendelserne det fjerde mest sete program i konkurrence med både tv-avisen og »Dallas«. Og på nogenlunde samme tidspunkt fik vi
– en ganske vist mindre – artikel i Danmarks mest læste tidsskrift »Samvirke«.
11
Skomagerlcest specielt konstrueret til svagsynede skomagere – ca. 1925. Tegnet af Michael Hjelmborg.
Gennemslagskraften og tilskyndelsen til at besøge museet efter disse ret markante »reklameindslag« viste sig som tre henvendelser: en gruppe fra Dansk Blindesamfund, en slentretur med »Guideringen«, som skulle i Mindelunden alligevel, samt en gruppe »oldboys« fra et spejderkorps.
Der er helt åbenbart ikke den store overensstemmelse mellem mediedækning og publikumsinteresser.
12
Blindehistorisk Museum appellerer ikke til den almindelige museumsgæst, hvilket ikke kan forundre. Det er ikke og bliver aldrig et alment udflugtsmål, selv om der er offentlig adgang og fast åbningstid to timer én gang om ugen.
Hvorfor skal et specialmuseum om et handicap så overhovedet beskæftige sig med offentligheden? kunne man spørge. Og hertil kan der svares, at næsten hver eneste gang Blindehistorisk Museum får gæster, for hvem blinde er en ukendt eller diffus verden, bliver besøget starten på en forståelse af og en bevidsthed om synshandicappedes liv, af en handicapkultur og et stykke socialpolitik.
Kort sagt: de historiske fortællinger og dialogen med den besøgende, som tager udgangspunkt i genstandene, giver gode muligheder for, at der kan trækkes linier op til den synshandicappedes hverdag anno 1996.
Når et par udstillede isskøjter kan skabe det undrende og skeptiske spørgsmål, om det virkelig er blinde, der kan løbe på skøjter? Og man så kan svare, ja, men kun om vinteren, om sommeren står de på vandski. Den slags formidling er det nok værd at fastholde.
Offentligheden er også den øvrige museumsverden, som museet gennem medlemskab af museumsforeninger og deltagelse i mødeog konferencevirksomhed etablerer samarbejde med. Danske museer er ved flere lejligheder blevet mindet om synshandicappedes meget sparsomme muligheder for at bruge museerne. Blindehistorisk Museum har medvirket til udstillinger på Nationalmuseet, Grafisk Museum, Odense,Teknisk Museum, Ålborg, og Arbejdermuseet, udstillinger som har forbedret synshandicappedes museumsbesøg og ved samme lejlighed givet et temmelig stort museumspublikum indblik i blinde og svagsynedes livsvilkår. Museet har sit publikum, der fra år til år svinger mellem 300-500 personer. Og det er efter omstændighederne meget forventeligt og i grunden slet ikke så ringe endda.
13
Punktskriftmaskine. Berlin ca. 1900.
Museet har imidlertid endnu ikke fået kontakt med forskere eller historiestuderende, som har villet kaste sig over det store materiale, der ligger og venter på at blive udforsket! Her er vi tilbage ved tilskyndelsen. Det er et standende spørgsmål, hvordan man får etableret kontakten til ikke alene forskerverdenen – den er der for så vidt – men personer som vil dykke ned i den guldgrube, som blindesagens historie uden overdrivelse kan karakteriseres som.
Landsarkivet for Sjælland har for flere år siden ordnet arkivet og udarbejdet en registratur. Og arkivet er bemærkelsesværdigt komplet og særdeles righoldigt helt fra 1858 til 1970. Med hensyn til bøger og genstande kan museet snart tælle 5000 numre, hvoraf de cirka 3500 er registreret. Denne tornerosesøvn vil vi gerne have brudt, og her hjælper vægter 645 eller Piet van Deurs desværre heller ikke.
Louis og Ella synger sig frem til et stævnemøde på British Museum efter først at have spurgt: »hvor længe kan det vare ved?« og »miraklernes tid er ikke forbi«.
Lad os mødes på Blindehistorisk Museum.
14
Blindehistorisk Selskab Bestyrelse m.v.
Adresseliste marts 1996
Jørgen Eckmann, formand. Bogensegade 8, l. t.h. 2100 København Ø. Telf. 35 26 97 90 (priv.) – 35 26 70 35 (arb.) Fax. nr. 35 26 70 36.
Anne-Grethe Munch-Petersen, næstformand. Lyngbyvej 357.
2820 Gentofte. Telf. 39 68 23 20 (priv.) – 39 62 41 00, lokal 255 (arb.)
Henning Eriksen, kasserer. Øens Kvarter 17 B. 2620 Albertslund. Telf. 42 6413 90 (priv.) Giro 050 1697.
Karsten Ahrens, sekretær. Højvangen 15.4470 Svebølle. Telf. 59 29 32 92 (priv.) – 59 57 01 51 (arb.)
Jørn Ebdrup Clausen, bestyrelsesmedlem. Favrholmsvænget 36.
3400 Hillerød. Telf. 48 24 15 80. Fax. 48 24 15 80.
Jytte Durhuus, suppleant. Ved Vejgården 30. 5270 Odense N. Telf. 66 18 29 48. Fax. 66 18 29 48.
Anne Bente Rosenkilde, suppleant. Udbyvej 15.4780 Stege. Telf. 55 81 58 08 (priv.)
Særligt sagkyndige Else Ahrens, Højvangen 15,4470 Svebølle. Telf. 59 29 32 92.
Mogens Bang, Søndergårdsvej 46. 2860 Søborg. Telf. 31 67 11 92 (priv.) – 39 62 41 00 (arb.)
Jeanne Christensen, Vordingborggade 98, l. t.h. 2100 København Ø. Telf. 31 42 32 98 (priv.)
Leif Haal, Opnæsgård 59,3. tv. 2970 Hørsholm. Telf. 39 27 44 44 (arb.) – 42 86 98 46 (priv.)
15
GENERALFORSAMLING 1996