Nyhedsbrev nr. 1 juni 1997

Nyhedsbrev Juni 97


Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev

Juni 1997

Medlemmer på besøg i Hjemsted Oldtidspark

INDHOLD

Ordinær generalforsamling ……………………………………………….. 4

Nordisk konference i handicaphistorie ………………………………. 7

Den blinde og malerierne ………………………………………………….. 11

Glaucomets historie – specielt i Danmark ………………………… 13

Det sku’være så godt, men det blev faktisk skidt …………….. 14

Redaktion: Anne-Grethe Munch-Petersen, Leif Haal og Karsten Ahrens.

Blindehistorisk Selskab

Jørgen Eckmann, formand. Bogensegade 8, l.t.h.
2100 København Ø. Telf. 35 26 97 90 (priv.)
35 26 70 35 (arb.) Fax. 35 26 70 36.

Henning Eriksen, kasserer. Ørnens Kvarter 17 B.
2620 Albertslund. Telf. 42 64 13 90 (priv.) Giro 050 1697.

Karsten Ahrens, næstformand. Højvangen 15. 4470 Svebølle. Telf. 59 29 32 92 (priv.) 59 57 01 51 (arb.)

Jørn Ebdrup Clausen, bestyrelsesmedl. Favrholmsvænget 36.
3400 Hillerød. Telf. 48 24 15 80. Fax. 48 24 15 80.

Jytte Durhuus, bestyrelsesmedlem. Ved Vejgården 30.
5270 Odense N. Telf. 66 18 29 48. Pax. 66 18 29 48.

Anne Bente Rosenkilde, suppleant. Udbyvej 15. 4780 Stege Telf. 55 81 58 08 (priv.)

Leif Haal, suppleant. Opnæsgård 59, 3. t.v. 2970 Hørsholm. Telf. 39 27 44 44 (arb.) 42 86 98 46 (priv.)

Nye tiltag fra bestyrelsen

Blindehistorisk Selskab kan endnu en gang udsende »Nyhedsbrev« til medlemmee. Vi har valgt at lade referatet af generalforsamlingen indgå i bladet, for at alle medlemmer – også de der ikke kunne deltage – kan følge med i, hvad der sker i selskabet. Bestyrelsen vil gee opfordre medlemmerne til at fortælle andre om Blindehistorisk Selskabs eksistens ved f.eks. at vise selskabets publikationer frem. Hensigten er naturligvis, at der er plads til flere medlemmer i selskabet.

Blindehistorisk Selskab er repræsenteret i den arbejdsgruppe, der planlægger den blindehistoriske festival på Fuglsangcentret ved ved Jytte Durhuus og undertegnede. Det tegner til at blive et meget spændende arrangement. Vi opfordrer til, at I holder jer underrettet bl.a. via Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Bestyrelsen vedtog på sit møde 29. april 1997 at gennemføre nogle medlemsaktiviteter henholdsvis i Odense og København. Der vil muligvis blive gennemført en rejse til Stockholm hvor der nu er etableret ikke mindre end to blindehistoriske samlinger henholdsvis i blindeorganisationen og på den tidligere blindeskole »Tomteboda«. Disse arrangementer omtales nærmere senere.

Vi benytter lejligheden til at viderebringe en særlig tak til Refsnæsskolen, som yder Blindehistorisk Selskab en meget stor praktisk bistand ved at producere og udsende alt skriftligt materiale til vore medlemmer. Uden denne bistand ville vi formentlig ikke være i stand til at udsende vort nyhedsbrev og øvrige publikationer.

Jørgen Eckmann

Ordinær generalforsamling

LØRDAG DEN 22. MARTS 1997 PÅ

FUGLSANGCENTERET, FREDERICIA

Formanden bød velkommen til de 25 deltagere.

. Valg af stemmetællere og dirigent.

Stemmetællere: Hanne Eriksen, Bente Eckmann og Anne Sparre.

Dirigent: Karen Marie Pedersen.

2. Godkendelse af dagsorden.

Rettelse til punkt 6 b. Valg af bestyrelsesmedlemmer: Der skal kun vælges ét bestyrelsesmedlem (ikke to). Tage Poulsen optog mødet på bånd. Dagsordenen blev herefter godkendt.

3. Bestyrelsens beretning.

1996 har været et travlt år. I selskabets vedtægter står der, at man bl.a. arbejder for Den blindehistoriske Samling på Instituttet. Denne bestemmelse opfatter bestyrelsen således, at den også omfatter den historiske samling på Refsnæsskolen.

4

Selskabet har udsendt en lille bog »En blind håndværker, en rebslager« som en nytårsgave til medlemmerne. Dette var – ud over Nyhedsbrevet – selskabets første udgivelse. Der vil komme flere.

Selskabet afholdt som bekendt en international blindehistorisk konference i oktober 1996. Det var en stor succes. Der var cirka 80 deltagere fra 15 forskellige lande.

Formanden takkede alle, der hjalp – både med det økonomiske og det praktiske. Især tak til Instituttet, DBS og Kjæden. Konferencens resolution er sendt til World Blind Union med opfordring til at arbejde og varetage de historiske forhold overalt. Unionen har reageret positivt på resolutionen. Fuglsangcenteret har lavet en tradition med en årlig festival. Indeværende år vil have det blindehistoriske aspekt som sit tema. Der er etableret et socialhistorisk museum i Svendborg (sygekassernes historiske forhold). Helsefonden har frigivet penge til museet. Jørgen Eckmann indgår i en styregruppe via DSI. Blindehistorisk Selskab har nu holdt fire generalforsamlinger: Den stiftende på Kastelsvej i 1994 – i 1995 på Refsnæsskolen – i 1996 i Brandts Klædefabrik i Odense og i skrivende stund i Fredericia. Næste generalforsamling kan måske afholdes i Svendborg?

Spørgsmål til formandens beretning

– Har konferencen i oktober 1996 skabt kontakter? Ja, bl.a. deltager formanden i planlægningen af den næste internationale konference i Paris i 1998.

– Projektet med en registrering m.v. af de handicaphistoriske forhold i Danmark?

Arbejdsgruppen havde ønsket 3 mill. kr. Man havde fået 395.000 kr. Disse penge vil blive anvendt til registrering og ikke til vedligeholdelse.

– Kan der afsættes beløb til de to museer på Instituttet og på Refsnæs?

Det er hensigten. Bestyrelsen for Helsefondet har besøgt museet i København og er blevet orienteret om museets vilkår på Refsnæsskolen.

Der blev debat vedrørende museernes placering og rolle. Nogle pegede på, at man kunne samle det hele i København. Andre mente, at der fortsat skal være to samlinger. Refsnæsskolens 100 års jubilæum blev nævnt. Der blev spurgt, om selskabet kan overtage de to samlinger. Døvehistorisk Selskab har gjort det. Alt vil indgå i bestyrelsens overvejelser. Beretningen blev godkendt.

4. Forelæggelse af det reviderede regnskab for 1996. Henning Eriksen gennemgik det på generalforsamlingen omdelte regnskab. Det blev fremhævet, at årsagen til det lave omkostningsniveau skyldes Refsnæsskolens meget flotte ydelser i forbindelse med trykning og forsendelse af selskabets materialer.Generalforsamlingen sender en stor tak til forstander Keld Stochholm og personalet i materialelaboratoriet. Endvidere takkede man Instituttet og Danmarks Blindebibliotek for hjælp og assistance.

5. Fastsættelse af kontingent Uændret kontingent på 100 kr. årligt.

6. Valg til bestyelsen

Kasserer Henning Eriksen blev genvalgt. Som nyt bestyrelsesmedlem valgtes Jytte Duurhus med 9 stemmer. Leif Haal fik 8, Brahim Talibi 3 og Anne Bente Rosenkilde 2 stemmer. Som l. suppleant valgtes Leif Haal med 18 stemmer. 2. suppleant blev Anne Bente Rosenkilde med 16 stemmer. Brahim Talibi fik
6 stemmer.

Revisorer blev Else Ahrens og Brahim Talibi. Esther Seierup genvalgtes som revisorsuppleant.

7. Eventuelt.

Jørn Clausen berettede om sin deltagelse i en konference i august
1996 i Helsingfors. Det blev foreslået, at bestyrelsen arrangerer en rejse til Tomteboda i efteråret.

Karsten Ahrens, referent

Anne-Grete Munch-Petersen og Jørn Clausen i Finland:

Nordisk konference i handicaphistorie

I de varme sommerdage 9.-11. august 1996 afholdtes i Helsingfors i Finland den tredje nordiske konference i handicaphistorie. En hel del af programmet så relevant ud – også set fra en blindehistorisk vinkel. I Blindehistorisk Selskabs bestyrelse besluttede vi at sende to repræsentanter til konferencen – nemlig Jørn Clausen og undertegnede, som også fungerede som ledsager for Jørn.

Det blev nogle meget spændende dage, og det skadede jo ikke, at vejret var strålende og viste Helsingfors og omegn fra sin allermest charmerende side.

Lørdag aften var Finsk Blindesamfund værter for konferencedeltagerne i »Synsskadades Sommerhem« på en dejlig skærgårdsø, og vi kunne komme i badstue og springe i vandet bagefter – her-

ligt. Men nu til det faglige.

Der var især tre indlæg, som gjorde indtryk på mig, hvorfor jeg vil

„ omtale dem i det følgende.

Dr.phil. Karin Paulsson fra Stockholm Universitet holdt foredrag med titlen (oversat fra svensk) »Man siger, at jeg ser normal ud med benproteser« – om samfundskrav kontra børns behov.

Foredraget omhandlede Karin Paulssons undersøgelse, som forsøger at belyse, hvordan det har været at vokse op i perioden 1960 til 1990 med svære ekstremitetsskader. Det vil sige manglende eller misdannede arme ogeller ben. Skader som f.eks. medicinen thalodomid forårsagede i 60erne på gravide kvinders børn. Hvad har det betydet for børnenes identitetsudvikling at vokse op under de livsbetingelser, som de medicinske og protesetekniske habiliteringsindsatser medførte i denne tid – vores umiddelbare fortid så at sige.

Undersøgelsen virkede som en grundig og kvalitativ undersøgelse, man kunne fæste lid til.

I børnenes habiliteringsprogram havde der været lagt stor vægt på normalitet (så normal som mulig) og uafhængighed. Dette var lykkedes så godt (for godt?), at børnene, som på undersøgelsestidspunktet var unge voksne, nærede en stærk rædsel for og ubehag ved afhængighed af andre, og det at behøve andres hjælp. Det var blevet en trussel mod selvfølelse og identitet at behøve hjælp. Nogle overanstrengte sig ofte i bestræbelserne på at kunne alting selv.

Et andet gennemgående tema var de unges oplevelse af igennem barndommen at have været blevet gjort til objekter i normaliseringens navn. Man skulle træne og kæmpe med proteser på arme og eller ben for at se så normal ud som mulig. I den forbindelse citeres en ung mand for at sige at »personale og forældre forsøgte at gøre os til noget, som vi ikke var«.

Der var meget i dette foredrag, som jeg kunne genkende fra mit arbejde som psykolog med unge blindfødte mennesker. Også her har normalisermgsbestræbelseme gennem barndommen ikke altid været på barnets præmisser, og det har givet sår på sjælen, som man har med sig ind i voksenalderen.

Et andet interessant indlæg var Inger Marcussens om »Handicap og ægteskab i Norden«. Hun ser på hvad samfundet fra reformationen til vor tid har defineret som handicap i relation til ægteskab, og i den forbindelse har definitionen af et handicap ændret sig meget. For eksempel nævnes i ægteskabsloven fra 1882 visse forudsætninger for at kunne forlove sig og indgå ægteskab. Her

står bl.a., at man har ret til at ophæve en forlovelse, hvis en af parterne »mister et øje, næsen eller anden skændighed«. Derimod havde man ikke ret til at opløse et ægteskab af ovennævnte grunde, eller hvis ægtefællen fik et (andet) handicap.

I 1736 indførtes konfirmationsforordmngen i Danmark, hvilket indebar, at man for at kunne blive konfirmeret skulle kunne lære

’ sig Luthers Katekismus, Pontoppidans Katekismusforklaring og en del salmer udenad. Man skulle kunne demonstrere en vis forståelse for det læste. Kunne man ikke det (f.eks. på grund af synshandicap, ordblindhed, dårlig begavelse – min kommentar), var man udelukket fra at blive forlovet, gift og leje eller købe fast ejendom – og for drengenes vedkommende at blive soldat. I 1938 blev fattigdom gjort til et handicap i ægteskabelig henseende, idet »den mand, som er under fattigvæsenets forsørgelse her i landet, ikke må indgå ægteskab uden samtykke fra sin forsørgelseskommune«.

Jeg syntes, det var ganske spændende at se samfundets definition på handicap i relation til ægteskab gennem århundrederne og få Inger Marcussens forklaring og overvejelser desangående. Endelig vil jeg fremhæve Erik Nørrs (arkivar ved Landsarkivet i København) foredrag om den finske lærerinde Frieda Grahns rejseberetning fra et besøg på Det Kongelige Blindeinstitut i København 1878.

Instituttets daværende forstander Johannes Moldenhawer havde mange internationale og især nordiske kontakter, og det medførte bl.a., at den finske blindelærer Frieda Grahn besøgte Instituttet i cirka tre måneder.

Foredraget gav et spændende og underholdende billede af Instituttets virke set med den finske lærerindes øjne. Hendes rapport fra besøget til sin arbejdsgiver skolebestyrelsen ved det finske blin-

| deinstitut i Kupio kom til at danne grundlag for ny lovgivning

j inden for hele handicapområdet i inland i slutningen af sidste år-

l hundrede.

Anne-Grete Munch-Petersen

I forlængelse afAnne-Grete Munch-Petersens artikel har jeg (Jø Clausen) nogle overordnede betragtninger at tilføje. Anne-Grete kommenterer tre af indlæggene på konferencen, men konferencen set i helhed var meget inspirerende og gav et grundigt indblik i hvad der rører sig i den handicaphistoriske forskning i de nordiske lande.

Set i bakspejlet har konferencen også vist, at der er mange aspekter af de handicappedes historie, der stadig trænger til en mere dybtgående forskning.

Et indlæg af en norsk forsker handlede om etableringen af handicaporganisationer i de nordiske lande. Vægten i oplægget var lagt på forskellene og de forskellige vilkår, som de enkelte handicapgrupper havde for etablering i de forskellige lande. Dette oplæg fik mig til at tænke på at vor viden omkring oprettelsen af Dansk Blindesamfund udelukkende beror på en journalistisk og personhistorisk tilgang til emnet. Det, der mangler, er at belyse, hvilke samfundsmæssige betingelser, der skulle være til stede, for at etableringen af f.eks. Dansk Blindesamfund overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg mener, at man burde sætte fokus på følgende emner. Blindes uddannelsesmæssige forhold, blindes sociale og økonomiske forhold, etableringen af blindeinstitutteme, folkestyret, andelsbevægelsen, de politiske og religiøse bevægelser samt sikkert meget andet.

En anden overvejelse, jeg har gjort mig, er, at handicaphistorien oftest bliver historien om institutionerne og historien om behandlingen af de handicappede.

Historien om de tanker, der rørte og rører sig blandt de handicappede, kommer kun sjældent frem. Og hvis disse tanker forsøges nedskrevet, er det som oftest sket, at de handicappede er blevet gjort til studiets objekter. For at bryde dette mønster mener jeg, at vi selv i langt højere grad skal medvirke aktivt i udforskningen af vor egen historie.

Jørn Clausen

10

Den blinde og malerierne!

Et besøg på Athenæum-museet i Helsingfors

Ud over at deltage i den handicaphistoriske konference blev der også tid til lidt almindelig turisme. Blandt andet fik jeg her lejlighed til sammen med Mogens Bang at aflægge Athenæum-museet et besøg.

Museet er et kunstmuseum der har en udstilling af finsk nationalkunst fra slutningen af forrige århundrede. Der er blevet brugt endog rigtig mange ressourcer på denne udstilling for at gøre den tilgængelig for blinde. Mogens og jeg henvendte os på billetkontoret og bad om at få udleveret handsker, så vi kunne føle på skulpturerne, og dem fik vi uden problemer. Men da vi bad om mappen med relief-billeder af de udstillede malerier samt båndoptager og bånd med de dertil hørende lydbilleder, gik det helt galt. Først fik vi at vide, at det slet ikke var på Athenæum-museet, at man var i besiddelse af disse »hjælpemidler«, men da vi insisterede, lykkedes det langt om længe at fremskaffe de ønskede »hjælpemidler«. Her opstod så endnu et problem. Batteriet i båndoptageren var tomt, og servicen på museet rakte ikke til at fremskaffe et nyt batteri.

Med handsker og mappe med relief-billeder begav vi os så ind på udstillingen. Alle skulpturer måtte berøres med de gazehandsker, vi havde fået udleveret. Handskerne er gode, da materialefomemmelsen ikke går helt tabt.

11

Ved skulpturee var der opsat skilte på punktskrift med skulpturens og kunstnerens navn. Problemet var, at det var en forudsætning, at man kunne se for at finde skiltene. Nogle steder var de placeret mere end én meter fra de skulpturer, som de henviste til, ligesom de kunne være placeret helt nede ved gulvet. De udstillede malerier er forsøgt gengivet i nogle relief-tegninger samt på bånd i nogle lydbilleder. Altsammen for at give den blinde et indtryk af, hvad der er på maleriet. Det bør understreges, at de følgende betragtninger er mine helt personlige. Et maleri kan kun opleves visuelt og henvender sig i dets natur ikke til nogen som helst andre sanseoplevelser. Jeg mener derfor, at når billedets indhold forsøges ændret til en taktil eller auditiv oplevelse, ja så er det den person, der udarbejder relieffet eller lydbilledet, der tolker og ændrer kunstværkets natur. At forestille sig begreber som farver, lys- og skyggevirkning samt perspektiv gjort tilgængelige for blinde må være en tanke, der er opstået hos de seende. Måske er forsøget herpå når alt kommer til alt, et udtryk for de seendes egen angst for blindheden. Lydbillederne har jeg hørt, efter jeg er kommet hjem. De er smukke og stemningsfulde, men de er og bliver lyde og ikke malerier. Hvis din vej falder forbi Helsingfors, synes jeg alligevel at det er værd at aflægge Athenæum-museet et besøg. Bed om mappe og lydbånd og gør dine egne erfaringer om denne måde at formidle malerkunst på. Husk blot selv at medbringe en funktionsdygtig båndoptager.

Jeg holder meget af at gå på maleriudstilling sammen med mine gode venner, hvor vi taler om hvad der er på maleriet, brug af farver osv. Men først og fremmest går jeg på maleriudstilling for at have en oplevelse sammen med gode venner og for at få en almen viden om malere og deres kunst. Jeg bilder mig ikke ind at jeg får en oplevelse af malerierne.

Jørn Clausen

12

BOGANMELDELSE:

Professor dr. med. Mogens Stig Nom

Glaucomets historie – specielt i Danmark

Temabog udgivet af Løvens Kemiske Fabrik

Professor Mogens Nom er konsulent ved Øjensamlingen, Medicinsk-historisk Museum, Københavns Universitet, og en kendt øjenlæge gennem mange år.

Fra sit virke har han et grundigt kendskab til glaucom og som den historisk interesserede – og kyndige mand – han også er, er det en fin idé at udgive en lille bog om glaucomets historie skrevet af ham. Glaucom er jo en ret hyppigt forekommende øjensygdom hvor det er meget vigtigt, at patienten forstår sygdommens art og ved, hvilke symptomer han skal reagere på. Mogens Nom skriver i indledningen, at »der findes mange myter og forkerte forestillinger om glaucom hvilket dels skyldes historiske overleveringer fra en tid, hvor man kun delvis forstod sygdommens natur – dels at glaucom-betegnelsen i virkeligheden dækker flere meget forskellige øjensygdomme. Det er ikke underligt, at glaucom-patienter kan blive forvirrede«.

Som psykolog på Instituttet for Blinde og Svagsynede gennem snart 20 år har jeg mødt mange glaucom-patienter, og det er også mit indtryk, at myter og gamle forestillinger om glaucom af og til stiller sig hindrende i vejen for et vellykket glaucom-behandlingsforløb. Derfor synes jeg, det er uhyre interessant at få en grundig og læselig fremstilling af, hvordan læger og lægfolk gennem tiderne har forholdt sig til glaucom.

Jeg vil tro, at bogen primært er skrevet til øjenlæger og øjenafdelingspersonale; i al fald måtte jeg undervejs slå en del fagudtryk op
– men det har man jo ingen skade af! Bogen er lækkert lavet, er overkommelig (56 sider) og overskuelig med gode billeder og en fyldig litteraturliste. En anbefalelsesværdig bog.

Anne-Grete Munch-Petersen

psykolog på Instituttet for Blinde og Svagsynede

13

Anne Bente Rosenkilde:

»Det sku’ være så godt, men det blev faktisk skidt«

Lørdag den 22. marts afholdt Blindehistorisk Selskab generalforsamling på Fuglsangcentret. Efter frokosten kørte vi med bus til Oldtidsparken i Skærbæk, Sønderjylland. Da vi ankom, stod et veldækket kaffebord parat til os. Under kaffen blev der fortalt en masse om parken og dens seværdigheder, imens der blev sendt forskellige remedier rundt, som egentlig ikke sagde mig noget.

Bagefter blev vi vist rundt på museet. Den første del af turen var efter min mening virkelig kedelig. Som total blind får man intet ud af at gå rundt ved en masse plancher, glasmontrer samt udgravninger med glasgulve over, som min førerhund ikke brød sig om at gå på.

Senere kom vi heldigvis til et område, der var noget ved som blind, nemlig det de kaldte »Berøringsmuseet«. Der var bl.a. en stald med udstoppede dyr. Der var oven i købet duft ved, hvortil Jørgen Eckmann udbrød: »Nej, hvor her lugter afhestetis«.Vi var også inde et sted som vist skulle forestille et stuehus, hvor der hang røgede skinker og spegepølser. Der stod også en alkove beklædt med skindstykker, som jeg rigtig var henne og rode ved. Efter rundvisningen gik vi tilbage til kaffestedet, hvor der blev uddelt øl og vand, og hvor ejerne spurgte om hvordan man kunne gøre museet mere egnet for blinde.

I mellemtiden var jeg blevet så dårlig, at jeg måtte gå på toilettet. Der var gud hjælpe mig intet toiletpapir på nogen af toiletterne. Det, syntes jeg, simpelt hen var for dårligt. Hvis ikke der havde været en rar hjælper med mig, kunne jeg have siddet kønt i det. Der var også en butik, hvor man kunne købe nogle af de remedier, vi så inde ved bordet, men det havde jeg ikke lyst til. Forhåbentlig har andre fået en masse ud af turen, men af personlige årsager blev turen en kæmpe fiasko for mig.

14

Hjemsd Banke ved Skæræk hlcv udgrvet fra iuinincn uf 7()’rn li mid i 8(>ernc. Der hu r i oliden iW! c/ landsby beboet af jernalderbønder. Der er nu opført tro kopier afjernalderhuse. Underjorden er en museumshule, hvor man kan se jernalderfolket ligge, som den dag de blev begravet for 1500-2000 år siden.

S

ito

• 1..11’?1

Rrfsnacsskolens trykkeri