Nyhedsbrev nr. 1 november 2000 – Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev November 00

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev

November 2000

Nyt fra redaktionen Kære medlemmer afBlindehistorisk Selskab

denne udgave af Nyhedsbrevet kan I læse en beretning om Peter Jensen (født 1802 og død 1946), der var den første blinde, der blev ansat i en officiel stilling. Peter Jensen blev i 1828 ansat som organist ved Set. Petri Kirke i København. Beretningen er skrevet af afdøde lærer og inspektør på Blindeinstituttet i København, Folke Johansen, og den findes i Blindehistorisk Museums arkiver. Endvidere kan I læse om tanker vedrørende Refsnæsskolens Historiske Samling skrevet af lærer Else Ahrens, Refsnæsskolen. Der er også meddelelser fra Jørgen Eckmann, Selskabets formand. Henning Eriksen (Dollerup), LeifHaal og Karsten Ahrens

Bestyrelsens sammensætning

Jørgen Eckmann, formand.

Bogensegade 8,2100 København Ø.

Telefon 35 26 70 35 (arbejde), 35 26 97 90 (privat).

Fax. 35 26 70 36.

Henning Eriksen, kasserer.

Ørnens Kvarter 17 B, 2620 Albertslund.

Giro 050 1697. Telefon 43 64 13 90.

Karsten Ahrens, næstformand. Højvangen 15,4470 Svebølle. Telefon 59 57 01 51 (arbejde), 59 29 32 92 (privat).

Arne Krogh. Telefon 45 85 94 19. LeifHaal, sekretær. Telefon 45 86 98 46.

Suppleanter:

Bente Krogh. Telefon 45 85 94 19. Else Ahrens. Telefon 59 29 32 92.

ISSN: 1398-0238. Nøgletitel: Nyhedsbrev. Blindehistorisk Selskab

Nyt fra bestyrelsen

Bestyrelsen har taget initiativ til, at Dansk Blindesamfund har nedsat en gruppe af medlemmer med indsigt i dele af Dansk Blindesamfunds historie. Gruppen skal have sit første møde 10. november på hovedkontoret (DBS).

Formålet med denne gruppes arbejde er at få sat gang i skrivningen af Dansk Blindesamfunds historie. Det er ofte sagt, at det ikke er muligt at skrive denne historie, fordi en del af arkivet er gået tabt. Derfor vil det nu blive forsøgt at tage fat i et hjørne, nemlig Dansk Blindesamfunds indsamlingsvirksomhed. Hvad det så kan udvikle sig til, må tiden vise.

Projekt registrering af de handicaphistoriske samlinger

Dette projekt har været under forberedelse gennem de seneste 5 år. Der har været mange problemer med at skaffe de nødvendige økonomiske midler. Det er nu lykkedes at skafe så mange penge, at projektet kan sættes i gang.

Etnologen Edith Mandrup Rønn er nu gået i gang med at registrere, hvilke samlinger der findes, således at vi kan få et kvalificeret bud på, hvor de findes, hvad de indeholder, hvordan genstandenes tilstand er, og hvordan vi kan sikre dem for fremtiden.

Samarbejde med andre handicaphistoriske foreninger

Bestyrelsen har besluttet at tage initiativ til et møde mellem eksisterende handicaphistoriske foreninger og selskaber. Formålet med dette initiativ er at drøfte, om det vil være hensigtsmæssigt at indlede et formelt samarbejde på tværs af handicapgrupper og andre interesser, idet alt tyder på, at de enkelte foreninger og selskaber ikke kan komme igennem med løsninger på problemerne om bevaring af vores historie. Jørgen Eckmann

PETER JENSEN

-første blinde i officiel stilling

Peter Jensen blev i 1828 ansat som organist ved Set. Petri kirke i København.

Niels Peter Jensen blev født 1802 i København, og da han var blind, blev han 1811 optaget i den lille private blindeskole med det pompøse navn ”Det kongelige Blindeinstitut”. Det filantropiske selskab Kj æden havde oprettet skolen samme år, den lå på hjørnet af Tugthusporten og Store Helliggeiststræde. I dag har sparekassen SDS hovedsæde i den samme bygning, som udvendig er omtrent uændret, men gadernes navne er ændret til Niels Hemmingsensgade og Valkendorfsgade. Bygningen ligger bag Helligåndskirken ved ”Strøget”.

Det kgl. Blindeinstitut optog kun fattige børn, og formålet var, som man udtrykte det i 1811: ”Vi ville i dem opdrage dydige og gavnende Borgere for Staten; de skulle ei længere være Samfundets byrdefulde Almisse-Lemmer: Enhver af dem lærer et eller flere Haandarbeide, hvorved de, i eller udenfor Institute, kunne fortiene deres Brød, om ikke gandske, saa dog tildeels. De med svagere Evner begavede bør allene – foruden Haandarbeider lære Religion og Regning. Skulde nogen blandt dem have udmærket Genie – man har stundom fundet hos Blinde – til nogen Konst eller Arbejde, da ville vi stræbe, at uddanne hensigtsmæsigen det sieldne Anlæg. Men
– blot det sieldne Talent tillader her en Undtagelse.”

Regneundervisningen var talbehandling ved hovedregning, og om Religionsundervisningen hedder der i den gamle undervisningsplan:

”Pastor Michelsen har til sit Foredrag valgt den dogmatiske Deel af Religionen, nemlig Kristendommens Grundlærdom, efter følgende Methode: naar han har gjort Eleverne bekiendte med Kilden selv,

de bibelske Bøger, og udledet Lærdommen deraf, søger han at overtyde om deres Uundværlighed, deres Indflydelse på Sindet, og paa Alles, især deres Liv, for hvem han taler. AfTexten selv udvikler han den rette Mening, renser den for alle Vildfarelser, og tilføier med personligt Hensyn dens praktiske Anvendelse.” Der var dengang kun mundtlig undervisning, lærebøger for blinde fandtes ikke.

Skolens leder, præst ved Garnisons kirke, professor Brorson har beskrevet hver enkelt elev i skriftet ”Journal udgiven til Fordeel for Blinde.” Peter er beskrevet i tredie bind, der udkom 18.7. Beskrivelsen lyder således:

”Han er Een af vore elskværdige Lærlinde, hvis Dannelse ved heldige Naturevner er blevet os let, og hvis Talenter ofte har skjenket os Glæde.

Sidste 23de Julii fyldte han sit 15de Aar. Hans Fader Nikolaj Jensen var Frimester ved Smedelauget, stod ved det saare agtværdige Brandkorps, og døde 45 Aar gammel for faae Maaneder siden af Brystsvaghed, som han under overdreven Anstrængelse ved en Sprøites Flytning havde paadraget sig. Hans Moder lever endnu. Fire Dage efter Fødselen bleve hans Øjne syge, og han blev blind. Dog ved vor uforglemmelige Winsløvs Hjelp bragtes han saavidt, at han kunne skimte med det høire Øje og nu begyndte lian at gaae i Skole hos en gammel Kone, som lærte ham at kiende Bogstaverne og lod ham læse i en Bog med stor Stiil; dog da Øjet ej taalede nogen Anstrængelse, maatte denne Øvelse afbrydes. – I sit lO.ende Aar havde han det Uheld ved en Forkjølelse der især kastede sig paa Øjet, at berøves Synet aldeles. Dog kan han endnu gjøre sig tydelige Forestillinger om synlige Gjenstande.

Hans første Barndom henrandt uden at Nogen tog sig af ham; og hans Dannelse indskrænkede sig til at lære nogle Bønner og Kathekismus, som den moderlige Ømhed meddeelte ham. Vel begyndte hun ogsaa at give ham Anviisning i at strikke, men det vilde ei

lykkes; hun havde desuden sjælden Tid; og den virkelystne Dreng hjalp sin Fader, at trække Blæsebælgen, eller skar nogle Træstumper efter balige Luner.

Ved vor Stiftelses Begyndelse, ønskede hans Forældre, at vi ville modtage deres Søn, hvis Underviisning og Opdragelse de, under trange Kaar, ej selv kunne besørge. Peter kom til os og blev ved sin Munterhed, Lærvillighed og Anlæg til Tonekonsten elsket af Alle. Den agtværdige, blinde Olding Hr. Pauli tilbød strax at give ham Undervisning i at spille paa Fløjte. I over tre Aar nød han denne Vejledning, og blev særdeles yndet af den gode, gamle Mand, der glædede sig ved endnu i sit Livs Aften, at kunne opklare Drengens Morgenstund. En uheldig Skjæbne forenede Barndommen med Alderdommen, og ej uden dyb Følelse kunne man see, den graahærdede, nedbøiede Gamle, venlig og ufortrøden, undervise den muntre, vakkre, opmærksomme Dreng. Vor Peter vil aldrig glemme, hvad han skylder sin første Lærer; og at den heldige Fremgang, han siden har gjort under en Seydlers og en Bruuns Anviisning, skyldes for en Deel Pauli. Han besøger ham ofte, og lader ham føle Glæde ved at høre, hvad han har lært.

Man har offentligen hyldet Peter som Fløjtespiller med højt Bifald. Han lærer med Lethed hele Conserter, og husker troligen, hvad han lærte. Han har endog selv komponeret en Tercet for Fløjte, Violoncel og Klarinet, som Musikkyndige have fundet god og ført til Papiret; ogsaa synger han tillige meget godt. Med Lyst og Held har han benyttet alle sine Læreres Underviisning, og har altid seet sig glædet ved vor Tilfredshed og Kjerlighed. Ogsaa i Haandarbejde: Spind, Strikning og Tæppeflætning afKlædelister har han megen Duelighed og Færdighed. Paa de Østrupske Spinderokker spinder han l Pund Hør i 5 Dage; næsten som paa den Rok, han tilforn brugte.

Ved medlidende Beklagelser bliver hans Hjerte blødt; han ynder dem ikke, og finder sig i sin Skjæbne.

I Drømme svæve for ham de Gjenstande, han engang med det ene Øje har bemærket, og hans Fantasie, der i vaagen Tilstand er meget levende, viser sig da særdeles virksom. Vedbliver Peter med utrættet Flid, at øve sig i sin Konst, saa vil han stedse vinde Bifald; og naar han med sit Talent forener Beskedenhed vil han stedse blive elsket, og fortjene at være det.” I samme Journal beretter professor Klingberg:

”Eleven Niels Peter Jensen er aldeles blind. Den gjennemsigtige Hornhinde er paa begge Øjnene ganske formørket, saa at ingen Lysstraale kan trænge igjennem den, og Øjenkugleme (bulbi) røbe ved deres sammenfaldne Form, og henvisnede Udseende, at det hele Syns Organ er sat ud af Virksomhed. Aarsagen til hans Blindhed har efter hans Sigende været den, desværre alt for hyppige frygtelige Øjenbetændelse, der ikke sjelden i Livets første Periode angriber Barnet med en Hæftighed, som inden faae Dage ødelægger Øjet, dersom ikke ufortøvet de kraftigste Lægemidler og den største Omhyggelighed afværge denne sørgelige Skjæbne.

Ikkuns 4 dage var han gammel, da han blev anfaldet af dette Tilfælde, og maatte med uigienkaldeligt Tab af sit Syn bøde for Mangel paa hurtig Hjelp. Med det venstre Øje kunde han endnu skimte i nogle Aar, men ogsaa denne svage Rest af Syn forsvandt ved en i den senere Tid paakommende hidsig Feber, under hvilken især Øjnene bleve angrebne, og det sygelige Anlæg, de fra hans Barndom af havde havt, blev udviklet til sin fuldkomne Modenhed.”

Som nævnt fandt man på blindeinstituttet hurtigt ud af, at Peter havde musikalske evner, selv om man jo nok til at begynde med mente, at det var ved håndens arbejde, han skulle tjene til livets ophold.

11817 spillede han en fløjtekoncert ved en velgørenhedsforestilling på Det kgl. Teater, en anden elev spillede en klarinetkoncert, og begge blev akkompagneret af teaterets orkester. ”En stille, medlidende Veemod hvilede over det talrige Publikum ved Synet af vore

Blinde. Man hørte dem med Opmærksomhed, opmuntrede dem med almindeligt Bifald. – En fæstelig Aften for de Blinde! og – saa haabe vi – der vakte mange fromme Følelser, stemte Hjerterne til Tak mod Forsynet og til velvillie og Veldædighed mod den lidende Menneskehed.”

Indtægten blev så stor, at instituttet kunne tilbyde nye elever ophold på Skolen.

Peter Jensen spillede senere ved flere velgørenhedsforestillinger på teateret, og i 1820 opførtes en kantate, han havde komponeret til tekst, som B. S. Ingemann havde skrevet til lejligheden. Han komponerede endvidere en korsang til forestillingen i 1821.

Peter blev undervist af andre musiklærere end de ovenfor nævnte, bl.a. afKuhlau i musikteori og August Vilhelm Hartmann i orgelspil. Hvorledes han lærte melodierne, ved vi i dag intet om, kun dette at nodeskrift for blinde fandtes ikke dengang.

Efterhånden blev han fuldt uddannet organist med erfaring, idet han et helt år, dog uden honorar, havde vikarieret i en vakant stilling ved Set. Petri Kirke og til alles tilfredshed. Men da han søgte stillingen, opstod der tvivl, om han nu kunne bestride embedet. Flere af datidens kendte komponister og musikere sagde god for ham bl.a. A. V. Hartmann, Kuhlau, Schall og Weyse samt overbibliotekaren ved Det kgl. Bibliotek E. C. Werlauf. Han fik stillingen og blev derved den første blinde, der har fået en officiel stilling i Danmark. Det var i året
1828. Men honoraret var ringe, og Peter Jensen måtte supplere sin indtægt ved andet arbejde.

Peter Jensen, der endnu var ugift, var en meget flittig mand. Han beherskede både tysk og fransk og i nogen grad hebraisk, men det var dog musikken og især fløjtespillet, som han begyndte hos den gamle Pauli, der optog ham, og hvorved han kunne tjene ekstra indtægter. Han underviste, komponerede og gav koncerter. Her nævnes 3 af hans elever: Vilhelm Holm senere kendt som bratschist ved Det kgl. Kapel, Herman Løvenskjold, der også senere blev kendt komponist, samt J. P. Hartmann, der fik undervisning i instrumentation.

Ved koncertee var det fløjtespil, især Kuhlaus kompositioner, han med held optrådte med.

Men det var dog som komponist hans navn blev kendt. Han skrev især for fløjte, men også en del for klaver: Sonater, dueter, transskriptioner, fantasier, variationer, etuder m.m. Men iøvrigt omfattede hans store produktion udover kammermusik også kantater. En opera ”Robinson” med tekst af G. Siesbye blev opført på Det kgl. Teater i 1834 og hans kantater benyttedes ved følgende lejligheder: universitetskantate i anledning af prins Frederiks formæling 1828, Polyteknisk Læreanstalts indvielse 1829, biskop i Sjællands Stift Misters begravelse 1830, Synagogens indvielse 1833 og Universitetsbygningens indvielse i 1836.

Peter Jensens musik gør et jævnt, men tiltalende indtryk, den er typisk for tiden omkring 1830. Højest når han, hvor han udtrykker sig ved sit hovedinstrument, fløjten. Hans to fløjtesonater opus
6 og opus 18 samt den store fløjtekoncert i A-mol er vardifulde. Men også hans Larghetto for orgel og 2 horn og hans Symfoni for orgel med blæsere kan regnes til hans bedste værker. Stilistisk er Peter Jensen nærmest viderefører af Kuhlau. Hans harmonik er fint udarbejdet, og som instrumentator er han blændende. Hans musik til Oehlenschlågers tragedie ”Væringee i Miklagård” er af en egen nordisk tone, og den virker som forløber for den stil, der senere skule blive karakteristisk for J. P. E. Hartmann. Musik fra ”Væringerne i Miklagård” har. været på Det kgl. Teaters repertoire indtil 1931. (Oplysningee om Peter Jensens musik er delvis hentet fra Dansk biografisk Leksikon, bd. XI, 1937).

I en alder af 36 år blev Peter Jensen gift med den 2 år ældre blinde pige Louise Ingeborg Nielsen, datter af soldat Lars Nielsen og Anna Cathrine Soderwald. Det vides, at ægteparret fik en datter, der blev døbt Ida. I blindeinstituttets studiesamling findes en usigneret blyantstegning af Peter Jensen, den har tidligere hængt på Frederiksborg museum. I studiesamlingen findes også en over

100 år gammel fotografisk gengivelse af denne tegning, begge dele foræret til instituttet af datteren.

Peter Jensen døde 1846, 44 år gammel. Han blev begravet på Set. Petri kirkegård. <[ Folke Johansen å

Blindehistorisk Selskab afholder sin ordinære generalforsamling ifølge selskabets love lørdag 24. februar 2001 kl. 13 på Fuglsangcenteret.

Efter afholdelsen af selve generalforsamlingen skal vi

høre nogle indlæg om

”Hvordan begyndte rejsevirksomheden for blinde?”

Det er naturligvis meningen, at andre deltagere også kan bedrage med oplevelser og synspunkter.

Dagsordenen vil blive udsendt til medlemmerne i løbet af uge 4 i år 2001, men bestyrelsen vil allerede nu meddele, at emner, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest den 10. februar 2001.

Med venlig hilsen

Jørgen Eckmann

Tanker omkring Refsnæsskolens historiske samling – Museum?

{ Mit navn er Else Ahrens, ansat som lærer på Refsnæsskolen siden
1969. Ide seneste år har j eg haft tilsyn med skolens historiske samling og i den forbindelse arrangeret udstillingen i forbindelse med skolens 100 års jubilæum.

I marts dette år blev jeg bedt om at give en redegørelse omkring denne samling til Refsnæsskolens ledelsesteam. Det er denne redegørelse om mine tanker, der i let redigeret form offentliggøres her, idet jeg naturligvis håber på, at Blindehistorisk Selskabs medlemmer vil melde tilbage til mig, om man er enig i mine betragtninger eller ej. Ligeledes hører jeg gerne om forslag til andre aktiviteter.

Formålet med Refsnæsskolens Museumstudiesamling (museum og arkiv) kan man gøre sig mange tanker om. Forstander Keld Stochholm mener, at der kun findes og skal findes et museum for blinde, nemlig „Blindehistorisk Museum” på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup. Jeg mener, at vi skal have vores eget museum ud fra, at dette sted har været barndomshjem for mange blinde og svagsynede børn igennem 100 år. Set fra Keld Stochholms standpunkt bør vores samling i denne sammenhæng ses som et lokalt supplement, som kan fungere som inspiration og appetitvækker til det etablerede og meget bredere blindehistoriske museum i Hellerup. Jeg mener som n[jvnt, at vi skal etablere vores eget museum. Stedet her har været forskole og børneskole til instituttet i København,

r og altså stedet, hvor de synshandicappede fik deres grundlæggende undervisning, som man byggede videre på i København.

v Derfor finder jeg, at formålet med Refsnæsskolens Studiesamlinglad os så kalde den det – eller historiske samling – er at indsamle, bevare, registrere og beskrive genstande med tilknytning til Refsnæs-

skolens undervisning og det sociale liv på institutionen, samt formidle viden via museumsgenstande og arkivalier til interesserede.

Som målgruppe tænker jeg på tidligere og nuværende elever, men nok i særlig grad på integrerede elever, der i historiens lys er historieløse, hvis ikke vi på stedet her forsøger at bibringe dem en opfattelse af, hvordan livet som blind og svagsynet har ændret sig igennem tiderne. Deres identitet som synshandicappet skabes efter min mening ikke alene med deltagelse i kurser og derved samvær med andre ligestillede. Min erfaring siger, at det er vigtigt at trække linien bagud i historien, så man ikke går rundt og tror, at man er den eneste, og at man fordi man ikke ser så godt også pr. definition er dårligt begavet.

Desuden tænker jeg på tidligere og nuværende medarbejdere, forældre, pædagoger og lærere på kursusophold samt lokale interesserede.

Udstillingen i forbindelse med institutionens 100 års jubilæum vakte stor interesse blandt ovennævnte, men nok især blandt de tidligere elever, der har haft deres barndomshjem her. Indtil 1920 kom børnene jo kun hjem en gang om året – på sommerferie. I 1920 blev der etableret betalt hjemrejse også til jul, mens hjemrejse til påske-og efterårsferie først blev indført i begyndelsen af 1950eme.Weekendhjemrejser blev først indført efter 1966. Når man således hører voksne blinde fortælle om deres barndom, er dette stedet, hvor det hele foregik. Ofte var det sådan, at børnene følte sig fremmede i deres egen familie. Alt foregik her. Selv konfirmationen, hvor de pårørende kom dagen før til aftensmad og aftenkaffe. Efter et stort morgenbord, blev børnene konfirmeret i Rakle v Kirke.

Gymnastiksalen var så indrettet til „små stuer” for hver familie, hvor konfirmationsfesten så blev holdt – først med stort frokostbord, senere med middag til aften.

Den historiske interesse viste sig også ved 100 årsjubilæet, dels ved, hvad tidligere elever kunne fortælle, men også stærk ved, at de fik mulighed for at gå rundt og se de steder, hvor de boede og gik i skole som børn, genkende stederne og „Kan du huske?”

Interessen for historien afspejler sig også i, at der for knap 6 år siden den 18. november 1994 blev holdt stiftende generalforsamling for et „Blindehistorisk Selskab”, der i dag tæller ca. 130 medlemmer. Selskabet nyder godt afRefsnæsskolens velvilje med hensyn til udgivelse af nyhedsbreve og diverse informationer, som trykkes dels på punkt og dels på sort, og udsendes til selskabets medlemmer uden omkostninger for selskabet.. Dette påskønner vi meget. Endvidere støttes selskabet økonomisk af Dansk Blindesamfund, der også på denne måde viser de blindes interesse for egen historie. Formålet med selskabet er at støtte begge samlinger.

I tilknytning til dette kan man opstille nogle overordnede spørgsmål:

Vil Refsnæsskolen have en historisk samling/et museum?

Hvilket formål skal samlingen have?

Hvilke arbejdsopgaver/funktioner skal varetages i forbindelse

hermed?

Hvilke fysiske rammer kan findes/stilles til rådighed?

Følgende arbejdsområder finder jeg relevante:

l. Indsamling

definering/afgrænsning af, hvad der skal indsamles (genstande, billeder, publikationer og småtryk, scrapbogsmateriale egt. arkivalier).

Research/opsøgende virksomhed

Afleveringsprocedure

Anbringelse af de indsamlede genstande

2. Registrering status d.d.: O

Hvem kan hjælpe? Kan vi få professionel hjælp?
– evt. en studerende, som man tidligere har haft det på Blinde historisk Museum.

Hvordan skal der registreres – manuelt eller via EDB? I hvilket omfang skal der registreres, hvor skal der startes, og hvordan skal der prioriteres?

3. Opbevaring

Finde velegnede systemer

Finde velegnede fysiske rammer (jeg har foreslået det gamle centralkøkken – det hus, der nu rummer vævelokaler. Det er jo i historisk perspektiv relevant.)

4. Formidling

Målgrupper (medarbejdere, elever, kursister, lokal befolkning,

gæster)

Egnede fysiske rammer/udstillingsfaciliteter

Permanent grundudstilling

Åbningstider, omvisning

Temaudstillinger, f.eks. i forbindelse med tematiske kurser.

Samlingen aktuelt i dag

Den har det ikke godt. Alle krav til opbevaring af historiske genstande kan ikke overholdes Her skal blot nævnes lys- og klimatiske forhold, hvor det er vigtigt, at genstandene opbevares under ensartede temperatur – og lysforhold. Det kan slet ikke tilgodeses oppe under loftet på Strandbo. Desuden er der alt for lidt plads, og arkivforholdene er ude under skunken. Endvidere er adgangsforholdene helt uhensigtsmæssige. Man skal hverken være synshandicappet eller have gangbesvær for at komme derop ad den meget stejle hønsestige.

Er man således heldig alligevel at være i stand til at komme derop, er der utrolig mange ting, der har stor interesse. Det var således nødvendigt i forbindelse med 100 års-jubilæet at udvælge temaer, da der slet ikke var plads til alt på udstillingen. Jeg valgte følgende temaer: Bygningshistorie belyst ved billeder med tilhørende tekst, punktundervisning fra Refsnæsskolens start til den sidste nye logtext, anskuelsesundervisning, matematikundervisning gennem 100 År og svagsynsundervisning belyst fra forstørrelser til vor tids nye elektroniske muligheder.

Inden for det seneste har der i Vestsjællands Amtskommune været udvist stor interesse for børns – herunder handicappedes – liv igennem tiderne – måske p.g.a. at politikere, bl.a. amtsborgmesteren var til stede og så udstillingen ved jubilæet. Der blev således i foråret
2000 etableret en udstilling af bl.a. lokalhistoriske foreninger, og Vestsjællands Amt havde bevilget 100.000 til formålet. Titlen var:

„Børn i de voksnes hænder” og skildrede børns – herunder handicappede børns vilkår gennem tiderne i Vestsjællands Amt. Vi blev kontaktet, udlånte billeder og diverse effekter, der indgik i udstillingen, som blev en vandreudstilling inden for amtet. Erfaringen fra samtaler og udkast til udstillingen siger mig, at det er vigtigt, at det er folk „indefra”, der deltager, for derved at få det mest realistiske billede af blinde børns forhold igennem tiderne. Denne lokalhistoriske interesse mener jeg også er begrundelse for, at Refsnæsskolen skal have sin egen historiske samling/museum.

Og så lidt om den rigtige historie

Den første blindeundervisning i Danmark var baseret på frivillig arbejdskraft og filantropi, idet Kjædeordenen allerede i 1811 påbegyndte den første blindeundervisning i Danmark. Kong Frederik VI gav tilskud og samtidig tilladelse til, at institutionen måtte få navnet „Det kongelige Blindeinstitut”. Dette private initiativ viste sig ikke at slå til, hvorfor der 1858 oprettedes et blindeinstitut på

Kastelsvej i København. Dette institut varetog dog først undervisningen, når eleverne var 10-12 år gamle, idet man ikke skønnede, at blinde var modne til undervisning tidligere. Der var dog stadig ikke undervisningspligt for blinde børn. Denne blev først indført i 1926 – for døve i 1817. Instituttet blev ledet af en forstander. Instituttets første forstander var Johannes Moldenhawer, der var forstander til 1905. Han gjorde en stor indsats for at forskolen blev oprettet, således at blinde børns undervisning blev påbegyndt samtidig med andre børns. I mellemtiden var ansvaret for blinde børns undervisning overtaget af staten. Efter mange diskussioner om placeringen af forskolen enedes man om at placere denne på Refsnæs, da 36 % af erhvervet blindhed på daværende tidspunkt skyldtes tuberkulose. Kysthospitalet var et tuberkulosehospital. Derfor valgte man at købe „Strandlyst”, der skulle være „Skole, hjem og Sanatorium” for blinde børn mellem 6 og ca. 10 år. Det åbnede l. november 1898 som Det kgl. Blindeinstituts Forskole”.

Der var plads til 20 børn, selv om ønsket havde været plads til 40 normaltbegavede og 20 svagtbegavede. Selv om det var frivilligt at sende sit blinde barn til forskolen, blev denne hurtigt for lille, og allerede i 1903 blev der bygget en østfløj til den eksisterende bygning. Nu var der så plads til 30 børn, men i 1909 blev endnu en fløj tilbygget, og bygningen fik da det udseende, den har i dag. Så var der plads til 50 børn.

Det er den bygning, der i dag rummer administration og materialelaboratorium. Som kuriosum kan nævnes, at viceforstanderens kontor og EDB-rummet var sovesal, at afdelingsforstanderens kontor var plejemors stue og at kontoret for afdelingslederen for skolen var hendes soveværelse. Man bør også lægge mærke til de små tal, der stadig sidder på dørkarmene. De er også historie. Fra starten havde man ønsket, at der også var plads til svagtbegavede børn, hvorfor man 1916 købte nabovillaen „Bakkely” (nu Vest),

som blev til hjælpeskole for 16 elever. Denne udvidedes i 1919 til at kunne rumme 30 elever.

Nu manglede man kun et børnehjem til de blinde børn, der af sociale grunde ikke kunne være hjemme, og igen hjalp velgørenhed, til idet grosserer Stau købte nabogrunden på 8 tdr. land, hvorpå der opførtes et børnehjem til 20 børn.

Denne bygning fungerede til det nye børnehjem blev bygget i 1970. Det gamle børnehjem er den nuværende kantine, og det nye fik navnet „Stausgård”.

Da der også dengang var problemer med udslusning af dårligere fungerende elever opførtes et væmehjem for 20 blinde piger. Det nuværende Fjordhøj. Da det i 1972 blev nedlagt som væmehjem, var en del af de beboere, der flyttede ud, de samme som i 1928 flyttede ind. Det er ret tankevækkende, og derfor ikke underligt, at mange føler en stærk tilknytning til stedet. I øvrigt var det sådan, at når man som ung lærer i slutningen af
60erne søgte stilling, var man til samtale med daværende forstander Kurt Kristensen en lørdag formiddag, hvor der var blevet tradition for, at han drak kafe derovre sammen med beboerne. Der blev man så inviteret med over. Det var et ret trist syn og et levn fra gamle dage.

Det er ikke min hensigt at forelægge hele Refsnæsskolens historie, men dette er medtaget for at illustrere, hvor mange elever, der var på stedet i slutningen af 20me og begyndelsen af 30me. Senere blev der endnu flere, da undervisningen på skolen, som nævnt blev udvidet til at strække sig til efter konfirmationen. Da Refsnæsskolen fra starten var underlagt instituttet i København som forskole til dette, var Moldenhawer således også Refsnæsskolens første forstander.

I hans forstandertid var der stor diskussion om læsemedium, og beslutningen blev, at de yngste elever skulle lære reliefbogstaver. Disse var klæbet på små træklodser. Først når eleverne havde lært

alfabetet, begyndte de at lære at skrive punktskrift-alfabetet. Denne skriftfbrm blev fra nu af brugt til alt skriftligt arbejde og foregik ved skrivning på tavle med pren spejlvendt fra højre mod venstre. Alt var således håndskrift. Man forlod først endelig relieflæsning ved Moldenhawers afgang i 1905.

Modsætninger er klar

I dag sidder eleverne med computere, – noget af en historisk udvikling.

Ved generalforsamlingen i 1999 i Blindehistorisk Selskab fik jeg overrakt nogle hovedtelefoner, der stammer fra forstander Riitzau. De er indkøbt i slutningen af 20me og var nødvendige, når man dengang lyttede på krystalapparat. Efter dennes død, havnede disse efter omveje igen på Refsnæsskolen hos frk. Filstrup, der lod sig overtale til at give dem til en daværende elev Tage Poulsen på den udtrykkelige betingelse, at han aldrig måtte overgive dem til andre. Tage Poulsen fandt imidlertid, at det at give dem til Refsnæsskolens samling, var at give dem tilbage til deres oprindelsessted. Senere modtog jeg et bånd fra ham, der beskriver disse, men på båndet er også et causeri, han blev opfordret til at holde i en af Dansk Blindesamfunds kredsklubber. Tage Poulsen er født i 1924 og var elev på skolen i perioden fra
1925 til 1937 – altså er han eksempel på et af de børn, der ikke havde mulighed for at va;re i sit hjem. Det er sådanne anekdoterbeskrivelser, der får mig til at mene, at Refsnæsskolen for mange blinde og svagsynede har været deres barndomshjem og dermed en vigtig del af deres liv. Dette har ført til, at jeg mener, at Refsnæsskolen måÆ)ør have sin egen selvstændige historiske samling.

Else Ahrens

Hvem er hun?

Kunstner?

Årstal?

Hvor er originalen?

Denne buste (gipsafstøbning) af en ung kvinde er lidt af et mysterium. Hverken modellen eller kunstneren har det været muligt at spore. Statens Museum for Kunst har givet op, og Ny Carlsberg Glyptoteket har udelukkende kunnet hjælpe med perioden 1900-
1930 og stilretningen florentinsk samt den antagelse, at busten er dansk.

Eftersøgningen har stået på i mere end l O år. Enhver, som kan bidrage med oplysninger om kunstner, model, tilblivelsesår og originalens placering kan påregne en hædersplacering i den blindehistoriske forskning og den blindehistoriske interessekreds. Det, der gør busten både interessant og let at identificere (tror man), er, at kvinden angiveligt er blind, og at den har stået på ”Hjem for arbejdsføre Blinde Kvinder” på Mariendalsvej på Frederiksberg. Institutionen blev grundlagt år 1900, og et godt gæt er, at busten er skænket hjemmet ved indvielsen. Det passer ganske godt med Ny Carlsberg Glyptotekets tidsangivelse. En portrætteret blind kvinde skulle det ikke være så svært at spore, hvis hun vel at mærke er dansk, fordi stort set alle blinde for hun-

drede år siden opholdt sig kortere eller længere tid på Blindeinstituttet eller Blindeskolen for børn. Disse institutioner fotograferede deres elever, og billederne blev opbevaret i journalen. Desuden stillede hele institutionen op til fotografering cirka en gang om året. På Landsarkivet for Sjælland opbevares Blindesagens arkiv, et meget velbevaret og næsten komplet arkiv fra 1858 og op til vore dage, som også indeholder inventarlister fra f.eks. Hjemmet på Mariendalsvej og de omtalte journaler fra blindeinstitutioneme. Desværre dukker vores unge kvinde ikke op her. Det gør hun derimod i Det kongelige Blindeinstituts 100 års jubilæumsskrift fra 1958. Et foto fra bogen viser administrationschefens kontor, hvor busten nok så nydeligt er anbragt. Det er fra denne embedsmand, som efterhånden var over halvfems, da han blev kontaktet i 1993, at oplysningen om bustens placering på blindehjemmet på Mariendalsvej stammede. Siden var den så overdraget Blindeinstituttet på Kastelsvej på Østerbro i København. I dag tilhører busten Blindehistorisk Museum, som har til huse på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup. Et kvalificeret gæt
– som desværre er manet i jorden – er, at busten forestiller Hellen Keller, som er en kendt amerikansk døvblind kvinde og blindepædagog (1881-1968).

En behjertet sjæl foreslog, at den unge kvinde bare havde lukket øjnene og måske befinder sig i en drømmende tilstand. Vi hælder dog mest til, at kvinden er blind og har et autentisk forlæg. Normalt har blinde dog ikke tillukkede øjne, men det kan være kunstnerens valg at angive blindhed på denne måde.