Blindehistorisk Selskab
Nyhedsbrev juni 2001
Kære medlemmer af selskabet.
Hermed sender vi lidt læsning til sommeren. Helt præcist sender vi to artikler. Den ene er en levnedsbeskrivelse af og om Einar Jakobsen, og den anden er Karen Marie Pedersens indlæg på blindehistorisk festival i 1997
På bestyrelsens vegne Aage Michelsen og Karsten Ahrens
Einar Jakobsens levnedsbeskrivelse:
En dejlig tid i Sorø
Einar Jakobsen født 1931 fortæller om sin tid på Blindeinstituttet på Kastelsvej i København og om sin senere uddannelse som kurvemager i Sorø. Einar fortalte til sin kone Helene Krog Jakobsen, som talte det ind på bånd, da Einar på grund af afasi efter en hjerneblødning i 1993 ikke selv kunne indtale sin historie. Einars niece Berit Krog har skrevet efter båndet.
Einar blev konfirmeret i april 1945 og tog den 7. august samme år til Blindeinstituttet eller Det Kongelige Blindeinstitut, som det hed dengang, på Kastelsvej 60 i København. Hans mor tog med ham fra hans hjem i Svostrup ved Silkeborg, og de gik de fire kilometer til Smenge Station en dejlig sommermorgen. Rejsen til København tog dengang 11 timer. De rejste over Århus-Kalundborg. For at komme med færgen skulle man have et nummer hængende om halsen. Dette nummer fik man udleveret, når man købte billet. Der var vældig trængsel ved båden, og alle kneb blev brugt for at komme om bord. På grund af de mange rejsende havde Einars morbror Richardt, som boede i Kalundborg, sat sig ind i toget til København for at holde et par pladser til Einar og hans mor. Einars mor havde også en bror i København, som de overnattede hos.
Denne morbror tog næste dag med ind på Blindeinstituttet, hvor de i hovedporten mødte lærer Heinrich Meyer, som morbroren kendte fra deres fælles tid i Kalundborg. Morbroren var også med til det efterfølgende møde med forstander Jørgen Plenge sammen med Einar og hans mor, hvor det blev aftalt, at Einar skulle gå i 1. fortsættelsesklasse, hvor man havde almindelige skolefag. Han skulle også lære punktskrift og uddannes på et af værkstederne. Efter samtalen med forstanderen tog Einars mor og morbror af sted, og Einar var alene tilbage på instituttet. Han havde fået tildelt et værelse på 1. sal, hvor han skulle sove sammen med tre andre drenge. Værelset lå lige over for lærer Folke Johansens lejlighed.
Instituttet var en firlænget bygning med en gård i midten og indgangsparti ud mod en have. Når man kom ind gennem hovedporten, havde man på højre side drengefløjen med sovesale og opholdsstuer i stuen og på 1. sal. Gik man lige frem, kom man til spisestuen og over den festsalen, som til daglig blev brugt til gymnastiksal. Disse to rum var i hele husets bredde, så der var vinduer dels til gården og dels til baghaven. Andensalen var udnyttet til værksteder til optræning og uddannelse i forskellige håndværk. Her fandtes også et bogvinderværksted, hvor der blev produceret punktskrift. Forstanderen og en del af personalet boede på instituttet, og i hovedbygningen var der nogle lokaler til administration.
Instituttets indretning og rytme lærte Einar at kende ved at lytte til, hvad de andre elever talte om og ved at lægge mærke til deres færden. En af de første dage gik Einar uden for instituttets grund for at få lidt fornemmelse af gaderne. Han hørte så et barn spørge sin mor, om de ikke skulle gå på Langelinie. Einar, som jo slet ikke kendte byen, fulgte efter dem og fik på den måde en dejlig tur ud på Langelinie.
Dagen efter sin ankomst til Blindeinstituttet startede Einar i 1. fortsættelsesklasse. Einar kunne læse almindelig skrift. Hans synsnedsættelse skyldtes Retinitis Pigmentosa, som er en medfødt øjensygdom, som giver indskrænket synsfelt og natteblindhed. Instituttet forlangte, at Einar lærte punktskrift, sikkert fordi de kendte prognosen for hans øjensygdom.
De få timer, som ikke var optaget af skolegang, undervisning i punktskrift, gymnastik, rengøring, skopudsning og lignende skulle tilbringes på et af værkstederne. Der var 22 mandlige og 14 kvindelige elever på instituttet i alderen 14-18 år. Einar var fyldt 14 år i juni 1945
Alle eleverne fik skoleundervisning og uddannelse, mest inden for værkstedsfag som kurvemager, børstenbinder, tøffelmager, væver, skomager samt klaverstemmer og organist.
Einar sagde ikke så meget i den første tid på instituttet, hvor han prøvede at få et indtryk af de andre elever og lærerne ved at lytte til, hvad de sagde. På den måde fandt han ud af, hvad de forskellige stod for, hvad han eventuelt kunne bruge dem til, og hvem han kunne knytte sig til.
Einar havde kun været på instituttet en måneds tid, da han fik en alvorlig lungebetændelse og måtte indlægges på Bispebjerg Hospital, hvor han måtte blive i fire uger. Hans eneste besøg i den tid var af en sygeplejeelev, der var sendt ud fra Blindeinstituttets sygeafdeling for at se til ham. Selv om han dårligt nok kendte hende, var Einar meget glad for besøget. Først efter hospitalsopholdet fik Einar et nærmere forhold til sine kammerater og følte sig accepteret.
Om aftenen havde eleverne fri, og tiden skulle jo fordrives med et eller andet. De eneste aftener, hvor der var noget, man kunne deltage i, var, når lærer Hjort havde inspektion, og der blev læst højt. Om søndagen måtte man også selv finde noget at bruge tiden til, og det blev tit lange gåture for eksempel til Dragør og tilbage igen eller til Klampenborg og hjem igen. Eller man gik først til højre ad en gade, så til venstre ad den næste uden at vide, hvor man endte, og man måtte så prøve at finde tilbage igen. Det har givet Einar et utroligt kendskab til byen, som han har haft meget glæde af siden. Einar havde ingen penge til fritidsaktiviteter, for hans forældre var ikke sådan stillet, at de kunne forstrække ham med lommepenge. Først efter at Einar havde været på instituttet i to år, begyndte man at få lommepenge. Man fik fem kroner om måneden, hvis man havde tilfredsstillende opførsel og karakterer. For Einars vedkommende var det, der som regel trak ned i lommepengene, at han altid stod op i sidste øjeblik.
Einar begyndte at ryge. En pakke tobak kostede to kroner, og han strakte den over 14 dage. Det var i 1947, og det var svært at skaffetobak. Einar fortæller, at han engang måtte ind i 15 tobaksforretninger for at få en pakke tobak. Einar tjente lidt ekstra penge ved at bære snavsetøj ned fra linnedstuen, som lå på anden sal, og ved en gang imellem at skovle kul for pedellen. Han tjente også lidt ved at gå byærinder for de af de blinde, som havde svært ved at færdes og ved at ledsage nogle af dem som skulle på arbejde. Ledsagelsen til arbejde blev betalt af instituttet. Desuden vandt Einar lidt i kortspil ved at “holde en lav profil”.
Det var lidt af en tilfældighed, at Einar blev elev på kurvemagerværkstedet. Han kom til instituttet en dag senere end de andre elever i august 1945, og de havde brugt den første dag på at se de forskellige værksteder for at vælge, hvor de ville være. Da Einar så, den første morgen han er der, kommer op på kurvemagerværkstedet for at se, hvor han vil være, tror kurvemagermester Ingvar Nielsen, at Einar kommer, fordi han har besluttet sig for at være der, og da Einar ikke kendte nogen af fagene, tænkte han, at han lige så godt kunne blive der. Det drejede sig jo kun om en time eller to om ugen. Han fik nu en fast plads på værkstedet med en bænk, som indeholdt en værktøjskasse med fagets værktøj, søm og lignende. Til pladsen hørte også en balje med vand til at fugte materialerne. Einars første opgave var at lave en hundekurv, og den næste var en indkøbskurv. Men det blev ikke til meget arbejde på værkstedet i de to år, Einar gik i skole.
Første fortsættelsesklasse lå på 1. sal over pigefløjen. Der var cirka 10 elever i klassen. Disse elever var lige kommet ind fra børneskolen på Refsnæs ved Kalundborg. Det meste af undervisningen foregik i dette klasselokale med forskellige lærere i de enkelte fag. Der var undervisning fire timer om dagen og derudover en times lektielæsning og en times gymnastik. Skoledagen sluttede kl. 16,30, hvorefter man havde fri. Einars klassekammerater var noget ældre end han, da deres skolegang havde været afbrudt i nogen tid på grund af krigen. Han følte, den undervisning, han havde fået i sin skole, svarede nogenlunde til, hvad de andre elever havde lært på Refsnæs.
2. fortsættelsesklasse, hvor Einar gik året efter, var knapt så skolepræget, og der var ikke tvungen lektielæsning.
De kvindelige elever gik også i 1. og 2. fortsættelsesklasse. Resten af tiden tilbragte de på vævestuen, hvor de fik en væveuddannelse. Nogle af dem, som havde en del syn, gik på en husholdningsskole ude i byen, hvor de lærte børnepasning og husholdning. Desuden var der elever af begge køn som uddannede sig inden for musik, især som organister.
De to køn boede i hver sin fløj, men i det første år, Einar var der, måtte de være sammen i en fælles opholdsstue og i haven, hvor man gik tur. Efter instituttets opfattelse var der en del elever, som ikke overholdt reglerne, som derfor blev strammet mere og mere. I 1948 skulle mænd og kvinder opholde sig i hver sin have, undtagen i middagsstunden, hvor man måtte mødes i mændenes have foran hovedindgangen. Det var dog en betingelse, at man hele tiden gik rundt uden at standse. På grund af noget “vandsjaskeri” lev julefesten aflyst. Einar var dog så heldig at komme til julefest på sygeafdelingen, hvor han lå på grund af Influenza.
En aktivitet, som optog især de mandlige elever meget, var ringspillet. Ringspillet, som var placeret ud mod Kastelsvej over for hovedporten, bestod af en 2½ meter høj stander med en vandret bjælke som på en galge. Ned fra denne hang en metalkæde med tre ringe. Ringene skulle så kastes ind mod standeren og hænge sig fast på en krog.Einar fortæller, at han opnåede stor færdighed i at kaste ringene på, og engang lykkedes det ham 72 gange i træk. Der blev holdt mange dyster i ringspil.
I 1947 var Einar med til at starte en sportsklub. Her var det blandt andet muligt at tage idrætsmærke, og det var de fire mandlige elever, der gjorde. Sportsgrenene var kuglestød, spydkast, 100 meter løb, 400 meter løb og 1500 meter løb. Og derudover skulle man enten svømme 400 meter, eller man skulle gå 20 kilometer på under tre timer. Einar valgte at gå og klarede det på to timer og 44 minutter. Sportsklubben arrangerede også traveture, mest om søndagen, og et orienteringsløb i Dyrehaven for seks helt blinde, hvor der stod svagsynede elever på posterne og guidede deres blinde kammerater videre. Der var meget aktivitet i sportsklubben og stor interesse for den.
Einars ophold på instituttet blev betalt af det offentlige. Ved ankomsten skulle man have en rimelig mængde tøj med, og alle mændene gik i jakkesæt hele tiden. Da Einar i løbet af de første to år voksede 20 centimeter, blev hans tøj alt for stort. Det var svært at få linnedstuen til at udlevere noget tøj, der passede. Så til sidst satte han sig derop og sagde, at han ikke gik derfra, før han havde fået noget tøj, han kunne passe. Hvilket han så endelig fik.
Det første år Einar var på instituttet, var der kun betalt hjemrejse to gange – til jul og sommerferie. De følgende år også til påske. Einar nød meget at komme hjem, især i sommerferien, som var på syv uger, hvor han helt kunne glide ind i det daglige arbejde i sit hjem.
Efter 2. fortsættelsesklasse skulle Einar være mere på kurvemagerværkstedet. Men det blev ikke til så mange timer, fordi han også gik til musikundervisning og gymnastik og dyrkede sport og ledsagede flere til og fra arbejde eller deres hjem. Einar kom på kurvemagerværkstedet i fem år og fik en optræning, som skulle være grundlaget for en videre uddannelse som kurvemager.
Det blev aftalt fra instituttet, at Einar skulle have sin uddannelse hos kurvemager Karl Vilhelm Andersen i Sorø, som selv var synshandicappet. Einar skulle være kontoelev på instituttet i de tre år, uddannelsen varede. Einar mener, han måske er den sidste elev fra Blindeinstituttet, der har fået sin uddannelse som kontoelev. Det indebar, at han fik 215 kroner om måneden til bolig og kost. Vasketøjet blev ordnet ved at sende det ind til instituttet. De penge, Einar tjente, havde han til sine andre fornødenheder og lommepenge. Instituttet sørgede for, at man fik en seng, et bord, en stol og et klædeskab. Einars mester havde skaffet ham et værelse i Sorø på cirka 14 kvadratmeter med lokum i gården, hvilket ikke var ualmindeligt på den tid. På dette værelse boede Einar i fire år og spiste på et pensionat.
Kurvemagerværkstedet lå i Priorgade i nogle kælderlokaler, som varmedes op med en kakkelovn. Da Einar begyndte på værkstedet, var der mester, en arbejdsmand, som også lavede kurve, og Einar som elev. Han skulle møde hver dag kl. 8 og arbejdsdagen sluttede kl. 17 på hverdage og kl. 12 om lørdagen. Einar lavede først dækketøjskurve og tjente 20 kroner ved at lave 2½ kurv den første uge. Uddannelsen varede tre år. Det første år fik Einar 1/4 løn, det andet år ½ løn og det sidste år 3/4 løn.
Einar kendte ingen i Sorø, da han kom dertil. Men hans mester Karl Vilhelm Andersen var flink til at invitere ham ud at gå tur af og til om aftenen, og næsten altid lørdag og søndag eftermiddag, hvor mester og konen og deres 10-årige datter tit kom forbi Einars vinduer og bankede på og spurgte, om han ville med ud i skoven og gå en tur. Bagefter var han altid med hjemme og drikke en kop kaffe. Han kom også meget i deres kolonihavehus. Efter et års tid kom Einars søster Ruth på Ankerhus Husholdningsskole og kom tit på besøg hos ham. Desuden havde en morbror i Sorø, som han havde nogen kontakt med, og som på et tidspunkt fik arbejde på kurvemagerværkstedet.
Efter læretiden aflagde Einar svendeprøve på instituttet, hvor han lavede en dækketøjskurv og en kurvekuffert, som han stadig har. Han var nu ikke længere kontoelev, men fik pension. Einar arbejdede på værkstedet i Sorø i yderligere syv år. Aflønningen var efter akkord, og der skulle arbejdes hårdt for at tjene, hvad der svarede til en halv almindelig løn. Med sin pension havde Einar 800-900 kroner om måneden, hvilket han sagtens kunne klare sig for. Værkstedet udvidedes efterhånden, så der på et tidspunkt arbejdede ni, hvoraf kun Einar og mester var uddannede kurvemagere. De øvrige lavede specialopgaver.
I 1954 fik Einar en lille 2-værelses lejlighed i Rolighed nummer 1 hvor han bedre havde plads til at få besøg. I 1955 kom endnu en svagsynet elev, Egon Sørensen, til Sorø. Han startede som skomager, men skiftede til kurvemageri og kom på samme værksted som Einar og tog sin uddannelse der. Einar og Egon blev venner og cyklede meget i området på tandem, hvor Egon havde syn nok til at sidde foran.
I 1956 flyttede Einar til en 3-værelses lejlighed i Storegade oven over sin mester. Her flyttede hans bror Ernst ind hos ham i 1957 og fik også arbejde på værkstedet. Ernst, Egon og Einar havde i de følgende år meget fornøjelse af hinandens selskab. Einar ser tilbage på sin tid i Sorø som en dejlig tid.
De ser os! At se os selv med andres øjne – eller med vores egne øjne
Indlæg ved åbningen af Blindehistorisk Festival på Fuglsangcentret den 30. juli 1997
Af Karen Marie Pedersen
Se! – Nå, det er måske lige det, I ikke kan? – Men jeg står altså her fuldt synlig i smukt tøj, men med et armbind på, – det værste tegn på stempling jeg kender, og med en Braille Lite foran mig med mit indlæg på – det mest frisættende hjælpemiddel for blinde jeg har haft.
Titlen på mit indlæg er: Allerøverst i døren er der en rude – i legestuen, i sovesalen. Den sidder så højt oppe, at et blindt barns hænder ikke tilfældigt får øje på den. Men vi ved, den er der, for vi får at mærke, hvad den kan bruges til af de seende. Pludselig står inspektionen inde i legestuen og siger mit navn: Du er opdaget, du er afsløret! Skam dig! Du driller. Du sidder for dig selv og er uden for de andres leg, – hvad laver du? Du gør noget, du ikke må. Du rokker, du har fingrene i øjnene. Løft hovedet. Tudeprinsesse. – I spisestuen er ruden ikke nødvendig, for der holder de vagt over os inde i rummet. Pludselig står der en over mig: Du spiser grimt. Du holder forkert på kniven. Jeg så, du snakkede.
Andre børn bliver set, fordi de er søde, dejlige, elskede. Blinde børn bliver set, fordi vi er afslørede og skal tilrettes. Ser han aparte ud?
Ser hun blind ud? For det må vi jo ikke. Andre børn kan nyde at blive set, fordi de kan kigge tilbage og mærke varmen gennem blikket. Blinde børn kan aldrig glo igen.
Som voksen lever jeg med den rude i døren. Jeg bliver hele tiden opdaget, afsløret. Ofte får jeg det ikke at vide. De kigger bare, bliver stille og tænker deres. Men af og til hører jeg det. Hun er blind, – det må være det værste af alt. Hun klarer sig godt. Hun var lige ved at gå ind i den cykel. Hun er nok ved at lære det. Du ser ikke blind ud sådan som nogle af de andre. De glor på min kamp og koncentration for at færdes, spise, lave mad, klæde mig og så videre. De kommenterer mit udseende og kropssprog. De vurderer det uden at have en eneste forudsætning for det. De sammenligner mig med andre blinde og med seende efter forgodtbefindende.
Nogle gange bliver ruden i døren rykket ned, så jeg kan nå den. Så bliver jeg kigget på med interesse, – studeret ligefrem. Jeg kan bruges til noget, når seende pædagoger kan lære mine metoder, så de kan undervise andre blinde i dem. Når håbefulde studerende skal skrive et interessant speciale. Når seende vil prøve, hvordan det er at være blind for at få en bevidsthedsudvidende oplevelse. Når gode mennesker vil sole sig i deres indlevelsesevne.
Engang troede jeg, at vi blev mere lige, når jeg kunne nå ruden i døren, – at det var det samme som åbenhed og solidaritet. Men det er i virkeligheden intimidering for penge, status og oplevelser. Det er ikke et fag eller en oplevelse at være blind. Det er et livsvilkår. De er snyltere, der bare kommer og suger næring og går igen.
Alle de reaktioner med andres øjne bygger sig op omkring mig som en mur og forstyrrer i at se mig selv med mine egne øjne. Jeg må hele tiden forholde mig til det pinagtige og skamfulde i at blive afsløret, opdaget, udpeget, stemplet, intimideret og fortolket. Jeg må hele tiden tage hensyn til ruden i døren, for den er umulig at flygte fra. Men når jeg så alligevel prøver at se mig selv med mine egne øjne, hvad ser jeg så?
Jeg ser et barn, der var noget i vejen med, som ikke var sådan, som dets forældre kunne ønske sig. Jeg ser et barn, der blev sendt væk til et hårdt og koldt sted. Jeg ser et barn, som stod forladt en søndag eftermiddag på strandmarken, mens solen skinnede, og alle de andre børn legede rundt omkring.
Men jeg ser også et barn, som blev god til at klare sig og overleve på sin egen måde. Som lærte at beskytte sin familie mod problemerne og smerten og bære det alene. Et selvstændigt og ukueligt barn med fantasi og følelser inde bag den hærdede skal. Et barn, der både kunne forsvare sig og give trøst og omsorg. Et barn der fik alt for lidt voksenstøtte, omsorg og kærlighed og alt for meget svigt, ydmygelse og ligegyldighed. Alt for meget farvel, og alt for lidt vedholdenhed. Alt for meget længsel og sorg og alt for lidt ægte glæde.
Jeg ser et voksent menneske, der har overlevet, men som bærer den svære opvækst og skammen over at være anderledes med sig i rygsækken som en dødvægt. Et voksent menneske, som er latent bange for at blive forladt og miste det gode. Som har svært ved at stole på andre end sig selv. Som ikke er sikker på at høre til og være god nok i det samfund og de fællesskaber, hun lever i.
Men jeg kan også få øje på, at jeg som blind er et voksent, helt og værdigt menneske, som trods alt stadig er i stand til både at tænke, føle og handle. Jeg vil se det og sige det, uanset hvad de seende ser og siger, for jeg vil være her. Jeg vil have plads til at leve og være et blindt og værdigt menneske.
Blindehistorisk Selskab: Formand Jørgen Eckmann, Bogensegade 8, 2100 København, tlf. 35 26 70 35 Fax 35 26 70 36, e-post jeje@dkblind.dk. Næstformand Karsten Ahrens, Højvangen 15, 4470 Svebølle, tlf. 59 29 32 92 Kasserer Arne Krogh, Abildgårdsvej 16, 2830 Virum, tlf. 45 85 94 19 Giro 050 1697. Sekretær René Ruby Larsen, Lyshøjgårdsvej 93, 2500 Valby, Tlf. 36 30 77 68. Bestyrelsesmedlem Aage Michelsen, tlf. 98 18 52 88. 1. suppleant: Bente Krogh, tlf. 45 85 94 19. 2. suppleant Else Ahrens, tlf. 59 29 32 92