Nyhedsbrev nr. 3 oktober 2001 – Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev Oktober 01

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev

Oktober 2001

Kære medlemmer :”

Hermed udsender vi endnu et eksemplar af „Nyhedsbrev” med informationer fra bestyrelsen samt to barndomserindringer skrevet af Jørgen Eckmann og Poul Glygård. De har tidligere været bragt i Refsnæsskolens tidsskrift „Refsnæs-Nyt” i 1989 og 1990.

Med venlig hilsen

p.b.v.

Aage Michelsen og Karsten Ahrens

Generalforsamling på Fuglsangcentret

Bestyrelsen har fastlagt datoen for næste års generalforsamling til lørdag den 16. februar.

Vi kan allerede nu oplyse, at bestyrelsen vil fremsætte forslag til nogle ændringer i selskabets vedtægter. Generalforsamlingen vil igen blive afholdt på Fuglsangcentret, selv om enkelte har givet udtryk for, at vi burde holde generalforsamling andre steder i landet. Bestyrelsen har fået henvendelser fra en del medlemmer, som føler det lettere at deltage i generalforsamlingen, når den foregår på et kendt sted. Der arbejdes i øjeblikket på at gennemføre et meget spændende arrangement i tilslutning til generalforsamlingen. Hvad det bliver, er indtil videre en stor hemmelighed.

Jørgen Eckmann

Adresseliste

På sidste års generalforsamling blev det foreslået, at bestyrelsen skulle udsende en medlemsliste med navn, adresse og telefonnummer på selskabets medlemmer.

Bestyrelsen har drøftet ideen, som vi for så vidt finder god. Vi har dog fået betænkeligheder og skal derfor opfordre de medlemmer, der ønsker at blive optaget på en sådan liste til at henvende sig til Arne Krogh på telefon 45 85 9419 eller undertegnede på 3526 703 5 så hurtigt som muligt og senest den l. december. Listen vil herefter blive udarbejdet og udsendt til selskabets medlemmer.

Jørgen Eckmann

Blindehistorisk Selskab: Formand Jørgen Eckmann, Bogensegade 8, 2100 København Ø, tif. 3526 7035. Fax 3526 7036, e-postje@dkblind.dk. Næstformand Karsten Ahrens, Højvangen 15, 4470 Svebølle, tif. 5929 3292. Kasserer Arne Krogh, Abildgårdsvej 16, 2830 Virum, tif. 4585 9419. Giro 050 1697. Sekretær René Ruby Larsen, Lyshøjgårdsvej 93, 2500 Valby, tif. 3630 7768. Bestyrelsesmedlem Aage Michelsen, tif. 9818 5288. l. suppleant Bente Krogh, tif. 4585
9419. 2. suppleant Else Ahrens, tif. 5929 3292.

Spredte badomsminder

Jørgen Eckmann skev i 1990 følgende om sin tid som elev på Refsnæsskolen i Kalundborg i perioden 1943-51.

Det blæste. Det var vist også mørkt, for jeg var søvnig, men søvnig på en mærkelig hvileløs måde. Jeg var spændt, usikker og ked af afskeden med far og søskende.

Jeg stod med min mor på Kalundborg Station. Vi havde vist rejst længe og kom dog kun fra Svendborg. Krigen besværliggjorde enhver rejse. Stormen piskede os i ansigtet, men pludselig var det helt stille, ingen vind kun mørke. Vi var ankommet til „Det kgl. Blindeinstitut” og stod nu bag de høje og – i mere end én forstand – beskyttende hække, som dengang omgav „skolen”. Det var først og fremmest dem udenfor, der trængte til beskyttelse. Vi var ikke blot beskyttede, vi var afsondrede. Stort set alt samkvem med omverdenen var udelukket. Vi var under særforsorg.

Rodløshed

Jeg kommer fra et arbejdermiljø (det besiddelsesløse byproletariat).

Min far var mølleriarbejder, min mor ekspeditrice. Jeg oplevede to

vidt forskellige normsystemer, og det gav naturligvis problemer,

for man kan ikke acceptere dem begge. Hvilket skulle jeg vælge.

Lad mig nævne det religiøse aspekt som et eksempel på normernes

forskelligartethed.

Mit barndomshjem var formentlig helt typisk for et arbejderhjem.

Man talte ikke om kristendom, og kirken var noget, der blev brugt

ved særlige begivenheder i familien.

Jeg mindes, at vi en periode – kort eller lang husker jeg ikke – bad

aftenbøn hjemme. Det skyldtes en af mine større søstre, som af en

eller anden grund pludselig „blev from”. Hun tvang os på knæ ved siden af sengen hver aften. Det førte i øvrigt til, at jeg den første aften på Refsnæs pr. refleks røg ned på knæ ved siden af sengen, da plejemor bad aftenbøn. Så blev jeg til grin. Om skolen havde en udpræget kristen holdning, skal jeg ikke kunne sige. Men at enkelte lærere – og navnlig lærerinder – var personlige kristne er der ingen tvivl om. Og at de gjorde, hvad de kunne for at hverve proselytter, er også uden for enhver tvivl. Jeg havde i flere år mine problemer med disse spørgsmål og fandt først en slags afklaring i 14-15 års alderen. Hvorom alting nu er, vi måtte vænne os til vidt forskellige kulturer. Spændingen mellem dem var af og til ubehagelig, og tid efter anden måtte vi vælge. Man må finde ud af, hvad der er én selv. Mange fandt aldrig ud af det.

Traditioner

Skolen – og måske især kostskolen – har sine traditioner. Således også på Refsnæs.

Vi havde indtil efteråret 1950 kun to ferier pr. år med betalt hjemrejse. Dog kunne de, der havde råd, få lov at rejse hjem til påske under behørig ledsagelse af en eller anden person, der var villig til at hente og bringe dem.

Den første særlige begivenhed efter skoleårets begyndelse var udflugten til „Fyrrebakken”. Med faner i spidsen ud og tilbage. Dagens indhold i øvrigt har jeg ingen erindring om. Det var vist ikke så populært at være fanebasrer. Jeg husker et år, hvor jeg fik opgaven pålagt – under store protester – på tilbagevejen. I november fejredes skolens fødselsdag. Hvorledes det skete, husker jeg ikke mere, kun at vi altid fik hakkebøf. Derimod har jeg en tydelig erindring om fødselsdagen i 1948, da skolen fyldte 50 år. Der var kongebesøg, radiotransmission og en masse tidligere elever kom kørende i busser fra København. Jeg husker endnu det

imponerende opbud af busser. Det var næsten det mest spændende. Højdepunktet var ceremonien i gymnastiksalen, hvor kongen og dronningen sad i skolens bedste stole – vist nok fra forstanderens kontor – på et gulvtæppe midt i salen. En pige og jeg var udset til at overrække kongen en slipsnål og dronningen en broche med inskription i punktskrift. Jeg må have været temmelig konfus i situationen, for jeg styrtede frem til dronningen, gav hende brochen og styrtede tilbage mod min plads med det resultat, hans majestæt, som åbenbart syntes, at jeg også skulle hilse på ham, løb efter mig ud over det fine tæppe for at hilse på.

Aksel Dahlerup, som stod for radiotransmissionen, fortalte lytterne, at to af skolens yngste elever overrakte majestæterne disse præsentér. Det var en grov fornærmelse. Jeg var på dette tidspunkt fyldt tretten år. Det morsomste ved hele denne ceremoni var i øvrigt indstuderingen af overrækkelsen, der foregik med administrationschefen som instruktør, Jørgen Emborg som konge og frk. Flensborg som dronning.

Tiden før og efter jul blev der gjort en del ud af. Det første tegn på jul var ophængningen af adventskransen i sangsalen. Herefter fulgte slag i slag afhentning af pebernødder i „Det store køkken”. Vi lavede et så stort kræmmerhus som muligt af punktpapir og mødte op med det og nogle julesange og fik fyldt kræmmerhuset. Senere kom så den søndag eftermiddag i sangsalen, hvor vi under sang og højtlæsning skulle ønske julegave. Plejemor sad med lange lister og noterede hver enkelts ønske. Drengene ønskede nasten altid lommelygter (syntes jeg), der kunne lyse hvidt, rødt og grønt. Disse julegaver blev uddelt vedjuletræsfesten kort efter juleferien.

Der kunne nævnes andre traditioner: Afdansningsballet, fastelavn, hvor vi – i hvert fald som små – med stor fryd risede de sengeliggende medarbejdere op. Uheldigvis havde de dyne over sig. Der var også den årlige „lejrskole” i spejderlejren på Asnæs, men bedst af alle årets begivenheder var dog slutningen før sommerferien.

Tiden op til den var præget af temmelig megen frihed og spænding i forbindelse med de eksaminer eller årsprøver, vi skulle op til. Ved selve afslutningen blev der som regel spillet skolekomedie.

Om lærerne og hvad de lærte os Der var mange lærere. Altid for mange. De var overalt til alle tider. Det var utroligt svært at lave noget, som var forbudt, uden at blive opdaget. Det lykkedes dog af og til. Det var faktisk både sjovt og spændende at være på forbudte veje, på æblerov i plantage eller frugtkælder, ryge i smug, kysse piger bag svømmehallen, det var vist ikke selve kysset, der var så meget ved, men omstændighederne.

Lærernes hovedopgave var dog trods alt at putte noget i hovederne på os. Og det var de fleste af dem vist ikke så værst til, selv om nogle af dem brugte metoder, som man i dag vil betegne som mindre velvalgte.

Jeg vil ikke her omtale enkeltpersoner bortset fra én, der fik afgørende betydning for min – og også flere af mine kammeraters senere udvikling.

Jørgen Emborg må være blevet ansat i 1947, da vi fik ham som klasselærer ved begyndelsen af fjerde klasse og som lærer i historie. Denne klasse var så stor, at den måtte deles i en A og en B klasse. Når klassen blev så stor, skyldtes det blandt andet, at vi var nogle „gamle” elever, der var kommet bagefter på grund af skolens delvise lukning fra sommeren 1944 til oktober 1945 – tyskerne skulle bruge størstedelen af skolen til flygtningelejr, tror jeg. Vi fik aldrig klar besked, idet de skriftlige ferieforlængelser, der med mellemrum sendtes til hjemmene, indeholdt forskellige – men aldrig de rigtige – forklaringer.

Blandt meget andet lærte Emborg os at sætte pris på litteratur. Han stimulerede os til at læse i fritiden og læste selv – i sin fritid – en lang række af litteraturens største forfattere. Jeg husker endnu de

mange timer, hvor vi sad, enten hos Emborg eller – sommerdage og aftener – i det lille anlæg foran „Væmehjemmet” – nu „Fjordhøj” – og hørte ham læse Nis Petersen, Karen Blixen, Oehlenschlægers „Aksel og Valborg”, Dickens, Blicher med mange flere. Han respekterede os ved at delagtiggøre os i de voksnes litteratur og åbnede en verden for os, som har betydet meget for flere af os siden.

Også som historielærer var han spændende, fordi han kunne fortælle noget, der ikke stod i historiebøgerne. Desværre blev han i sjette klasse afløst af den daværende forstander, som ikke nåede ham til knæene. Vi var på kanten af et oprør.

Vi fik mange almene kundskaber og særlige færdigheder. Mange af dem er naturligvis glemt, fordi vi ikke har haft noget at bruge dem til. Men vi fik dog en ballast, som – det er jeg sikker på – stod rimeligt på højde med den ballast, som folkeskolen dengang var i stand til at give sine elever. Et af problemerne var dog, at vi ikke forlod skolen med et brugbart bevis på det, vi kunne. Det betød, at mange af os måtte „gå om”, da vi ville have en uddannelse, hvor adgang var betinget af et eksamensbevis.

Der var i øvrigt – formentlig i 1950 – da jeg gik i sjette klasse tale om, at tre til fire af os måske kunne få lov til at komme i mellemskolen i Kalundborg. Forstanderen afviste dog i sidste instans tanken i en samtale med vor klasselærer, som vi overhørte. Jeg mindes det som en ubehagelig situation.

Disciplin – selvdisciplin

Der var på den tid en skrap disciplin på Refsnæs. Det hang naturligvis sammen med tidens almindelige krav om lydighed, velopdragenhed, og hvad de nu ellers kaldte det. Sådanne krav eller fordringer kan let nå deres ekstrem i en lukket verden som en kostskole, blandt andet fordi der ikke fandtes eksterne kontrollanter. Hænderne sad løst på skafterne hos de fleste voksne, så der van-

kede ofte et par på hovedet, eller der blev brugt andre midler (tidligt i seng, stuearrest eller lignende). For mig førte det til, at jeg, da jeg skulle i fjerde klasse og hermed overflyttes til Vestskolen (afdeling for de store drenge), besluttede at slå igen, når en voksen slog mig. Jeg gennemførte min beslutning til og med syvende klasse. Var de voksne barske, så kunne vi sandelig også være det over for hinanden.

Vi havde til eksempel en kammerat, der havde sine problemer med at kende forskel på dit og mit. Han havde engang held til – eller kom for skade – at stjæle vor chokoladeration aftenen før, den skulle udleveres. Vi dømte ham til korsfæstelse og havde tømret korset sammen og var i færd med at binde ham til det, da én af disse langøjede lærere pludselig var over os og bestemte – ganske diktatorisk
– at han skulle benådes. – Vi skummede af raseri og krænkelse.

Til København

I syvende klasse var vi meget optaget af, hvem der skulle til København og hvem ikke. København – det vil sige instituttet i København – stod for os som det forjættede land. Det viste sig nu senere at være stærkt overdrevet. Hvorledes afgørelsen blev truffet, ved jeg ikke, dog set i bakspejlet kan det godt virke, som om tilfældighedee i nogle tilfælde har spillet ind. Den sidste store begivenhed inden afrejsen var konfirmationen, hvor alle sejl blev sat til for at gøre dagen festlig. Vore forældre var naturligvis indbudt til at deltage. Jeg husker tydeligst morgenbordet i gymnastiksalen. Et orgie af luksus. Vi fk pålæg til morgenmaden. Med konfirmationen var badommen slut, følte vi, og til sommerferien forlod vi så Refsnæs for at drage ud i verden.

Jørgen Eckmann

Den lange skolevej

Poul Glygård skrev i 1989 følgende beretning om sin tid som elev på Refsnæsskolen i perioden
1919-22.

Når jeg som gammel opfordres til at skrive om min barndom på Refsnæsskolen i tiden 1919-22, står det mig hurtigt klart, at oplevelsernes styrke og friskhed, glædernes styrke og sorgees dybde er nivelleret så meget, at det nok ikke bliver den fulde sandhed. Der bliver alligevel så mange håndgribelige begivenheder tilbage, at efterfølgende vil give læsere, der slider sig igennem, indtryk af livet på skolen i denne periode.

Den lange rejse

Provsten i Klemensker på Bornholm havde set sig en hel del om i verden og bl.a. stiftet bekendtskab med døveskolen i Fredericia og undervisningen der. Han bemærkede, at landpostbudets yngste dreng, den 8-årige Poul, var blind. Han sås overalt i landsbyen med en af brødrene eller en af naboens børn i hånden. Alene færdedes han kun på de nærmeste veje. Var der tale om ture til skovene eller moserne i omegnen, råbte altid en eller anden: „Ta’r du Poul?”Når de spillede bold, blev Poul noget sur og ville hjem.

Slagterens 18-årige datter var lige kommet hjem med sin væv fra blindeinstituttet i København. Når kammeraterne gik i skole hveranden dag, kom hun og lærte Poul punktskrift. Det var vældig spændende syntes han, at man sådan kunne prikke ord og læse dem bagefter igen. Mor kom med på skolebænken.

Så en aften kom provsten, og han og forældrene gik ind i storstuen. Vi unger lurede i køkkenet. Hvad ville provsten dog? Poul blev

nævnt flere gange, men nogen sammenhæng i det fik vi nu ikke. Det fik vi først en aften, hvor mor fortalte, at på fredag skulle Poul rejse til en vældig god skole, hvor han kunne lære en masse. Far gik ud af stuen, og pludselig grad mor. Hvorfor?

Rejsen med forældrene blev et flimmer af sære indtryk. Et skib, der gyngede, et værelse med bløde tæpper over hele gulvet, og hvor der kom vand, når man drejede på et håndtag og en masse andet. Det hele endte med en lang togrejse og en tur med hestekøretøj, som dem derhjemme ud ad en grusvej, og så en dame, der talte et mærkeligt sprog ligesom dem i København.

Så fik de noget at spise og gik gennem et vældigt hus med stuer, hvor Poul fandt bænke og borde i nogle af stuerne, i andre senge og stole. Overalt var der råbende børn. „Skal jeg være her?” spurgte Poul. Mor tog ham ind til sig. Hun rystede. „Jamen, det var jo dig, der ville have ham herover”, sagde far, og damen skyndte sig hurtigt at kalde på Christian. Han var en lidt større, svagsynet dreng. Han skulle tage sig af Poul, tage ham med ud i haven og gå en tur med ham. Han kunne et morsomt vers, påstod han. Det begyndte:

„Birgitte, Birgitte Birgøje, hun havde et dårligt øje ..” Resten fik Poul nu ikke fat på, men tænkte: Mon det nu har noget med skolen her at gøre?

Ude i noget, Christian kaldte „bislaget”, en udgang, kom en hylende unge: „Møller har væltet mig ned af højen!” Her var altså en høj og en Møller at passe på. Poul kom ind i et rum sammen med alle andre, fik hagesmæk på og noget at spise. Så var der aftensang, og de kom i seng, men hvor var mor, og hvor var far? „Det taler vi om i morgen,” sagde barnepigen. „Det skal nok gå!” Dette blev det omkvæd, han fik at høre de kommende dage.

Den første tid

Efter en urolig nat og en morgenmad bestående af en skål rædselsfuld halvkold havregrød med skaller, lunken mælk og lidt sukker

blev morgensang med „Fader Vor” afviklet. Den frøken Jeg skulle have i klassen, forklarede mig, at mine forældre var rejst. Hun sagde noget mere om ferier, skrive osv., men jeg forstod ingenting. Havde mine forældre forladt mig? Skulle jeg være alene her? Der fødtes „ormen” i mig, i brystet, i halsen, ja helt op i hovedet pressede den på. Den gnavede og voksede, og til sidst kom tårerne, og det lettede da lidt.

Den „orm” måtte jeg kæmpe med ved slutningen af hver ferie. Jeg erfarede efterhånden, at kunne jeg tvinge tankerne væk fra dem derhjemme, specielt fra visse detaljer, sygnede uhyret væk i løbet af nogle få dage; men på lur lå den altid.

Jeg hørte til i de små drenges legestue. Det gjorde også et væsen, som kom samtidig med mig, og som talte et sprog, som var langt værre end andres.

Han udstødte en række lyde, tydeligvis henvendt til mig, men da det umuligt kunne opfattes som menneskelig tale, foretog jeg mig intet. Han slog mig i maven og gentog hele smøren. Den i maven forstod jeg og gengældte, og så oplevede jeg min første slåskamp, og det skulle ikke blive den sidste. Han tog mig i hovedet og trykkede til, og jeg bed i den arm, der lå så bekvemt lige over min mund. Han hylede, og de andre fik os skildt ad, men fastslog med gru, at jeg havde bidt. Efter flere bataljer forstod jeg, at der var tre ting, der ikke kunne tolereres: man måtte ikke bide, ikke slå i hovedet, og man måtte ikke sladre.

Efter at jeg havde fået bøvl med nogle af de store, var der en barnepige fra Bornholm, som tog mig med op på sit værelse, og vi frådsede i vort bornholmske ganske uhæmmet. Hun kendte skolens uskrevne love og meget til hakkeordenen. Hun rådede mig indstændigt til at prøve at tale som de andre – lægge det bornholmske af. Ret havde hun jo, for de fleste af mine skærmydsler skyldtes sproget.

Julen 1919

Jeg kom til skolen den l. november, og den første tid var ubeskrivelig kaotisk – alt var ukendt for mig, noget fjendtligt, noget mere venligt. Hen under jul begyndte nogle at tale om juleferie derhjem- | me, men mig forklarede man at jeg jo lige var kommet, og vejen „ hjem var lang og dyr. Staten, hvem det så var, betalte kun rejsen én gang om året. (Det ændredes det kommende år til to gange). Cirka halvdelen af de 60-70 elever rejste. For os, der blev tilbage, blev det et eventyr. „Ormen” rørte ganske vist på sig, men blev kvalt i slagtermad og julegaver og -godter hjemmefra. Forunderligt
– men der var tilsyneladende lige meget af alt til alle – også til dem, der intet hjem havde.

En af legestuerne var blevet til „julestue” med polstrede møbler, gulvtæppe, blanke borde med gran og lys, og her var højtlæsning og godteuddeling hver formiddag og hver eftermiddag. Der var intet, man skulle, men meget, man måtte – en helt uvirkelig tilstand.

Ved det store juletræ på selve aftenen fik jeg af skolen en postkasket med kokarde og en posttaske. Den fyldte en af barnepigerne og jeg hver morgen med dagens post, og så marcherede jeg stolt som en pave fra dør til dør hos personalet. Jeg var indtrådt i postetaten ligesom min far. Det blev den mest strålende jul i mit liv.

Personalet

Det var et rigtigt kvinderegime.Vore nærmeste kategorier var barnepigerne og frøknerne. Alle boede på skolen. Så var der forstanderen, som boede i sit eget hus, men som ligesom svævede over vandene. Han underviste kun i ny og næ. Det kan vel ikke passe, at han klarede alt kontorarbejdet selv, men sådan så det ud for os. » Sandt at sige hørte Store-Christian vel også til personalet, men han ( boede ligesom forstanderen uden for skolen, nemlig i to små stuer ovenover maskinhuset, som klarede skolens vandforsyning, bl.a.

med opvarmet fjordvand til badning. Hos ham boede Marie, der var hans kone, og hans søn Henry, der konsumerede kilovis af Kongen af Danmarks bolcher. Det lykkedes os aldrig at fange ham og få

del i herlighederne. Lidt længere ude i horisonten havde vi oldfruen, økonomaen og køkkenpersonalet og sygeplejersken for nu

v ikke at glemme hende.

Ja, og så var der Basse, en skikkelig foxterrier-lignende hund, der boede bag kedlerne og tilhørte Store-Christian.

Vi elskede Store-Christian, og her må ordet tages med sit fulde pålydende. Dette rokkedes end ikke af, at han badede os med arbejdsnæver, skurebørste, grøn sæbe og varmt og siden koldt saltvand. Man blev øm over hele kroppen, men formentlig ren. Så klippede han os plys-skaldede over hele hovedet.

Var man lækkersulten, og det var vi altid, for maden forekom os almindeligvis kedelig, så var der en idé i at besøge Store-Christian i maskinhuset. Det var, som om der groede æbler eller pærer der. Men kulminationen nåedes på hans fødselsdag, hvor han efter den obligate tur til stendysserne med omkring 15 drenge af de største tog os med ovenpå til de to små stuer, og der steg vor agtelse for Marie og sympatien for hendes arrangement. Mange års erfaring havde åbenbart lært hende, at man skal bage æbleskiver til 30 sultne drenge, når der kommer 15. Store-Christian læste højt og vi åd sådan kan det kun benævnes – og drak sodavand til.

Barnepigerne betragtede vi som vore søstre. Dem kunne vi drille og lege med. Frøknerne havde hver sin individualitet. Jeg havde for eksempel et forbund med min dansklærerinde. Ofte når vi mødtes, strøg hun mig gennem håret eller over kinden, og så kaldte hun mig Jesper. Jeg ved ikke, om hun var mig utro og strøg andre, men

( hun kaldte i hvert fald ikke andre for Jesper.

( Det vil føre for vidt at forsøge at karakterisere hver enkelt af frøknerne. Dog kan jeg ikke forbigå sygeplejersken. Jeg havde pådraget mig en tyk, bullen tommelfinger. Hun tog et

solidt tag om fingeren og jog en saks ned i djævelskabet. Jeg udstødte et hyl af smerte og sparkede uvilkårligt ud. Der havde ikke været tid til nogen reflektioner. Jeg ramte hendes ben, indkasserede en lussing og en forbinding.

Der var et eller andet galt med flere af børnenes blod, og mon ikke maden var medvirkende til det? Blandt disse børn var jeg. Vi fik noget rædsomt besk medicin, som man måtte skylle ned med vand. Jeg lod den gå i kummen sammen med vandet.

Kort tid efter blev jeg kaldt op til overlægen, som sygeplejersken gjorde bekendt med mine meriter plus det, at jeg klatrede i træer og havde flænget mine bukser. Han forstod lynhurtigt vinket, og jeg fik formentlig for symmetriens skyld to bragende øretæver, så hovedet vaklede uden dog at falde af- manden var jo højt uddannet, så han kendte vel grænserne. I sammenligning med de dametjat, vi var vant til, forstod jeg, at han var højt kvalificeret. Jeg ved naturligvis ikke, om hans kontrakt med skolen indeholdt en bestemmelse også om denne slags aktiviteter.

Svanekniven

Hver uge skrev jeg sammen med min mor – stærkt tilskyndet af frøknerne. Mit hjem var og blev jo i Klemensker, selv om jeg kom der så sjældent. Somme tider spurgte min mor, om der var noget, jeg savnede. Der var mode i legetøj, og i øjeblikket var det botaniserkasser og lommelygter, der stod øverst på ønskelisten. Jeg havde begge dele. Botanisere gjorde vi naturligvis ikke, og skulle jeg kontrollere, om der var lys i lygten, måtte jeg mærke på pæren med læberne; men lommen bugnede ligesom de andres så flot lige under kassen med dens rem over skulderen.

Så fik Svend en svanekniv, og da den ikke var spids, mente min mor nok, det gik an at forsyne mig med sådan én. Men så en skønne dag var kniven væk. Jeg ledte, spurgte og ventede. Men flere havde nu efterhånden fået svaneknive – bare ikke min.

Hjemmefra var jeg vant til at bede „Fader Vor”, men jeg syntes ofte, at det ikke rigtig dækkede netop det, jeg stod og havde brug for, så jeg lavede et lille p.s. om svanekniven. Dagene gik, og flere fik svaneknive, men min henvendelse til de højere magter forblev ubesvaret. Bebrejdelser endsige noget ultimatum var der jo ikke tale om, så da propbøsser kom på mode, droppede jeg kniven, dog ikke uden at min faste tro på almagten havde fået et knæk, som den aldrig rigtig siden har forvundet.

Undervisningen

Skolens dag begyndte kl.7 og sluttede kl.19 for de små, kl.20 for de store.Faste punkter for alle var tre måltider og eftermiddagens lunkne mælk med skind. Der var morgen- og aftensang, morgen- og eftermiddagstur så at sige uanset vejret – et kvarter mod højre eller venstre ad Kystvejen, hvor det gik ud på at undgå at få skrsellet huden af hælene af de bagvedgåendes skarpe træskosnuder. Der var ikke mange svagsynede til at føre.

I vinterhalvåret var indlagt faste håndgemingstimer og også fast højtlæsning. Højtlæsningen spillede i det hele taget en stor rolle, og jeg bør sikkert nævne frk. Banners oplæsning af„Troldebogen” med klaverledsagelse, som hun foretog hvert år umiddelbart før juleferien. Den var lige spændende hver gang.

Om sommeren blev disse timer erstattet af udendørs aktiviteter: leg på strandmarken, som ofte foregik på den måde, at vi brugte et par timer dernede til at bygge tanghytterved hjælp af rullesten og tang. Så havde vi de 12 små skolehaver, som vi også skulle tage os af. Hver skolehave var tildelt 3-4 af de største drenge eller piger (ingen sammenblanding af kønnene). Kun ejerne havde adgang til haven, som var omkranset af en lav buksbomhæk. Den var forsynet med bænk og flagstang. Her lærte vi fra grunden at tilberede jorden. – Vi gravede og rev, og så plantede vi karse, radiser, ærter og blomster og andet. Foråret var en enestående oplevelse for nogle af os.

Vi rodede i jorden, vandede, hejste flag og solede os på vore private bænke i vore korte lærredsbukser og halvstrømper.

Vi nød frugterne med rigelig tilsætning af sand, men ak, så kom den længselsfuldt ventede sommerferie og ødelagde hele tegningen. Haven var en jungle af ukrudt, når vi kom tilbage. Kun ærterne kunne vi undertiden grave frem. Men så kom jo tiden for æbleskud. Trods den var vi nu alligevel blevet jordbrugere sådan i det lille format.

Skolen savnede i pinlig grad undervisningsmaterialer, og derfor måtte de 5-6 frøkner med hver 12-14 elever mundtlig gennemgå stofet. Næste time indledtes så med overhøring. Resultatet gav karakter, så det gjaldt om at holde ørerne stive. Ved månedens afslutning fik man sit nummer i klassen.

Jeg satte alt ind på at fordreje mit sprog, og det lykkedes mig i en sådan grad at begå forræderi imod mit bornholmske, så de andre bæster holdt op med at kalde mig reservesvensker – et meget modbydeligt ord, fandt jeg.

Jeg begyndte i 2. klasse, fordi jeg hjemmefra havde lært at læse og skrive punkt. Jeg havde store ambitioner, men Per var altid nummer et. Det sidste år nåede jeg op på at blive nummer to. Det var svært, og jeg er lidt bange for, at mit hemmelige forbund med min dansklærerinde spillede ind Jeg kunne tæve Per hveranden gang, vi kæmpede, men hans førsteplads lykkedes det mig aldrig at erobre.

I de almindelige skolefag var der meget udenadslære, og det skal jeg ikke komme nærmere ind på. Derimod kan jeg ikke forbigå det særlige fag „anskuelsesundervisning”. – Der var åbenbart stor forståelse på højeste plan for, at vi var helt blanke med hensyn til de ting i verden, der omgav os. Vi fik naturligvis en masse legetøjsmodeller at føle på, og skolen rådede over en vindmølle, et havneanlæg, en bondegård og andet. Den havde også en stor samling af udstoppede dyr og fugle. Noget af det mest spændende var, når vi

skulle besøge omegnens erhvervsdrivende: bageren, gårdmanden, smeden, snedkeren, mureren osv. De var ikke alt for forbavsede over, at en snes unger endevendte deres værktøj og ville have alt at vide om, hvad det skulle bruges til og hvordan. De forstod, at vi ikke havde begreb om de ting, børn i almindelighed umiddelbart vidste. De fleste børn var naturligvis meget nysgerrige, mens nogle bare stod. Det var også dem, der pludselig ikke mere kom i klassen.

Så forstod vi, at klokken var faldet i slag, – de var røget på „Bakkely”. Det var en skole for multihandicappede. Vi havde barskere udtryk og navne til dem. Vi traf disse bø under morgensangen, og når vi trods forbud invaderede deres område, som stødte op til vort. Deres videre skæbne kunne vi ikke følge med i. Børn, vi kendte meget godt, forsvandt ligesom ud i den blå luft, og med skam at melde var vi egentlig også ligeglade, ligesom mange andre også må have været det.

På undervisningsområdet skete der egentlig ingen mærkbar udvikling i de her omtalte tre år.

Fritiden

Skolens have var et eldorado, stort, syntes vi, gennemskåret af høje hække på kryds og tværs, så inspektionen umuligt kunne følge med i, hvad der foregik overalt.

Pigerne må have leget et eller andet. Jeg ved det ikke, og det var også egentlig bedøvende ligegyldigt, for de var underudviklede, hvad fysisk kraft angik. Kun én – en svagsynet – skulle man ikke genere. Hun havde små, men faste næver, som hun forstod at bruge hurtigt og præcist. En anden kunne vi bringe i krampegråd ved at hviske hende nogle meget avancerede, men strengt forbudte bandeord i øret. Det gav gevinst hver gang. Jeg prøvede det én gang, men gråden efterlod en underlig flov smag i munden, ligesom når man med vilje træder på en levende snegl.

Drengene derimod – de var ikke værgeløse. Alle havde sværd. Der kunne blive fem sværd af en hylde fra et legeskab, når den blev flækket på den rigtige måde. Sigurd, som var dobbelt så stærk som alle os andre, vist nok på grund af noget unormalt inde i hovedet, noget, som kun gav sig udslag i disse unormale kræfter (sådan forlød det), valgte sammen med Per på skift hver sine mænd. Det gjaldt naturligvis for hærføreren om at få fat i de stærkeste.

Det var den rå kraft, der afgjorde sagen. Når så den ene hær havde taget opstilling ved grisehuset, den anden ved højen, gik det løs. Krigsteknikken var ganske enkel. Man skulle fange en af modstanderne. Når begge havde råbt deres førers navn for at undgå alt for fæle misforståelser, hægtede de venstrearmene ind i hinanden med ansigterne hver sin vej, og så høvlede man løs på hinandens ender til den ene gav op. Så var han fange og skulle gå op til fjendens udgangspunkt.

Per havde fået en bestemmelse ind i vore uskrevne love, således at føreren kun skulle lede slaget. Jeg så ellers i ånden, hvordan den skikkelige Sigurd hurtigt ville lave Per til bankekød, hvis de skulle arbejde på vore vilkår. Ellers kunne ingen undslå sig. Når trillefløjterne lød, blev fangerne gjort op, og den der havde flest havde vundet.

Begge hære marcherede haven rundt under afsyngelse af: dansken (henholdsvis tysken) har sejren vundet, hurra, hurra. – Per havde dannet et orkester af en sælsom sammensætning. Det gik undertiden i spidsen.

Hele postyret tog dog temmelig lang tid, fordi der tit gik kludder i det, og derfor egnede en sådan krig sig bedst til weekenderne. Ellers gennemspillede vi de mere handlingsmættede bøger, vi havde hørt. Det var ofte Ingemanns romaner og Junglebogen, husker jeg. Jeg var både panteren Bagherajeg var ridder, greve, ja, endog høvedsmand engang. Til læsning i fritiden havde vi kun fem punktbøger. Jeg læste f.eks.

psalmebogen helt igennem, når alt andet var udelukket. Det var en oplevelse, at man selv kunne gennemlæse en bog. De voksne blandede sig forbløfende lidt i vore meritter. Per havde en ganske særlig udstråling. Han kunne dels gennem smiger, dels ved terror, fa de mindre til at aflevere tiende til sig af de slikpakker, de fik hjemmefra. Så blev de hans væbnere, og det var en stor ære, sagde han. Vi var kun fire, der ikke nød denne ære. Men det måtte vi kæmpe hårdt for.

Mærkværdigvis greb ingen voksne ind. Til sidst drev Per det så vidt, at det blev til åbent oprør på sovesalen. Der var gennem længere tid ophobet så meget had imod ham, at de blev ved at tæve ham sønder og sammen, før der skete noget. Frøknerne kom i panik, og han sov derefter på medicinstuen i 14 dage. Om dagen stenede vi ham i hans have, som vi ellers respekterede, men det fik Store-Christian sat en stopper for med fast hånd. Vi undrede os i og for sig over, at der ikke for længst var sat en stopper for hans virksomhed. – Så de voksne ingenting? Var det et led i vores sociale udvikling? Eller var de ligeglade? En anden episode står brændt ind i min hukommelse. Når fjorden blev varm nok, gik vi i strandbad. Dejligt! Men kun for nogle af os. Der var en halv snes stykker, der havde, hvad vi kaldte vandskræk. De blev stillet op på en række på badebroen, og den inspektionshavende vandede dem derefter eftertrykkeligt over med en vandkande med bruser. Der hævede sig et skrig som fra et af de mere veludrustede torturkamre. Vi dernede i bassinet var enige om, at hvis vi havde magt, som vi havde agt, ville vi drukne „bøddelen”. Endnu i 1988 kan adskillige sikkert genkalde sig skrigene fra badebroen, og måske husker de også pseudonymet Pers terror.

Flugten

En yndet beskæftigelse var det at spadsere rundt i haven og planlægge at flygte hjem. En af eleverne gjorde alvor af det, men han nåede nu end ikke ind til Kalundborg, før han blev fanget

Inderst inde troede jeg nu aldrig rigtigt på, atjeg ville nå Bornholm, men ikke desto mindre fik jeg Åge til at få en barnepige til at skrive efter to billetter til København. Vi havde alle detaljer klar, og han gik så vidt, at han forærede sit løbehjul væk trods mine advarsler. En søndag eftermiddag, mens de andre hørte grammofonmusik, „flygtede” vi ned til Jørgen Larsens låge, som var den mest skjulte udgang fra skolen.

Mens vi stod der og gennemgik vore komplicerede planer, kom forstanderen forbi og spurgte, hvad vi egentlig stod her efter. Vi skulle da meget hellere gå ind og høre grammofonmusik. Det gjorde vi så.

Den lykkelige ejer af Ages løbehjul ønskede nu ikke at skille sig af med det sådan lige med det samme, og Åge måtte hævde i modstrid med sandheden, at der kun havde været tale om et lån. Da sagen gik til „højesteret”, fik han medhold. Man forærede da ikke noget så værdifuldt væk som et løbehjul. Der måtte naturligvis være tale om en misforståelse, og nu havde fyren da også kunnet glæde sig over at låne det et par dage. Jeg rystede for, at sandheden skulle komme frem, men heldigvis havde både Åge og jeg holdt tand for tunge om flugten. Frøknernes snak om, at vi ikke måtte lyve, sandheden ville altid komme for en dag, var åbenbart her ude for en afvigelse – og godt det samme!

Lageret af oplevelser på skolen bugner endnu, men jeg er bange for, at de ikke er nær så interessante for læserne, som de har været for mig, og derfor lukker jeg nu butikken.

Slutningen på den lange rejse

En af årets mange fester var slut. Sankthansbålet var brændt ned, og beslutningen var truffet: jeg skulle som 11-årig fortsætte i København.

Men den lange sommerferie, som somme tider kunne forekomme lidt træls, når de andre havde så meget andet at lave, stod for døren.

Alle hjalp med at pakke vadsækkene. Derfor fik forstanderens 15årige datter den opgave at læse højt for os, så vi ikke gik så meget i vejen. Hun tog mange af os med ned på strandmarken, lagde sig på et tæppe, og vi pressede os – vor vane tro – sammen om hende i en klump. Tit havde oplæseren svært ved at få plads til at vende bladene i bogen.

Jeg nåede lige at få en plads ved hendes fødder. Anskuelsesundervisningen havde ikke været forgæves. Man måtte have noget i hænderne, hvis man ville hente nye indtryk ud af omgivelserne. Hvad var det for sko, hun gik med?

En sål med nogle tykke remme. Jeg kendte træsko og solide fjederog snøresko, men disse her! Og så havde hun ingen strømper på. Jeg kunne nå næsten helt op til hendes knæ, og den bløde hud og de runde lægge, der slet ikke lignede mine, var buttede og behagelige at føle på.

Mine undersøgelser nærmede sig vist kærtegn. Jeg syntes oven i købet, hun gav en slags kvittering ved at stramme lægmuskleme nu og da. For øvrigt rørte hun sig ikke, men læste roligt videre – om hvad ved jeg ikke, for luften var fuld af duften af tørt græs og tang, af strand, af sol og sommer. Fuglene og hendes stemme gik i et, og i morgen skulle jeg skilles fra alt dette, jeg trods alt var kommet til at holde af, men det opvejedes af, at jeg skulle vende tilbage til mit udgangspunkt: mit hjem. Poul Glygård

Kjædeordenens arkiv

Kjædeordenens arkiv er nu blevet registreret og befinder sig velforvaret i Landsarkivet.

Den unge historiker, der foretog registreringen, fandt så mange interessante dokumenter, at han er gået i gang med at skrive en bog, der dels beskriver Kjædeordenens historie fra 1774 og dels beskriver den periode afblindesagens historie fra 1811-1858, hvor Kjædeordenen havde „førertrøjen” på.

Blindehistorisk Selskab har støttet dette arbejde med 5.000 kr. Det kan endvidere oplyses, at projekt „Registrering af handikaphistoriske samlinger” nu kan ofentliggøre en redegørelse for det arbejde, der har stået på de sidste 4-5 år. Redegørelsen vil blive offentliggjort i Historisk Selskab Handikap og Samfunds tidsskrift, der vil være på gaden i slutningen af indeværende år eller begyndelsen af næste.

Jørgen Eckmann

ISSN: 1398-0238. – Nøgletitel: Nyhedsbrev. – Blindehistorisk Selskab