Indhold:
1. Hilsen fra formanden
2. En undskyldning fra regeringen til anbragte under særforsorgen har allerede trukket alt for længe ud Af Ove Gibskov
3. Hvad en blind ser – artikel i bladet Frem fra 1925
4. Billeder og billedtekster til forrige artikel
5. Blindemuseet og dets skaber Af Poul Glygård, artikel fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad 1982
6. Pistolstræde på Blindeinstituttet i Hellerup Af Peter Frederik Hansen
7. Omtale af Ulla Bruuns novellesamling Alvin, Underhunden og andre fortællinger
8. Bestyrelsens kontaktoplysninger
1. Hilsen fra formanden af Poul Lüneborg
Gennem de godt 6 år, som jeg har varetaget hvervet som selskabets formand har jeg fra tid til anden spurgt mig selv, hvem interesserer sig for blindes historie? Hvilken betydning har det, at der er nogle, som bruger tid og kræfter på at belyse forskellige sider af blindes tilværelse i de forløbne 250 år, som er den periode, hvor det giver mening at tale om blinde som en social gruppe og deres historie? Det ligger langt udenfor rammerne af et nyhedsbrev at besvare disse spørgsmål. Men jeg mener, at flere af bidragene nedenfor fortæller hvorfor selskabets virke giver mening.
”Det var gennem oplysningstænkningen, at et særligt menneskesyn blev til, hvor alle de, der befandt sig uden for det nyligt etablerede samfundsbegreb, karakteriseredes negativt i forhold til det ideale oplyste menneske. Dette var et menneske, der kunne se verden, som den i sandhed var, eller om ikke det, så i hvert fald kunne blive oplyst om de nyfundne sandheder, den nye videnskab havde bragt frem i lyset. Med øjet og synet som tidens fremmeste symboler var det i bogstaveligste forstand indlysende, at det var let at få øje på blindheden som en fysisk vrangspejling. Således karakteriseredes blindhed som mennesker, der ikke kunne se, døvhed som mennesker, der ikke kunne høre i lighed med fattigdom – mennesker der ikke havde penge, eller sygdom – mennesker der ikke var raske”, citat fra Pia Lundbergs Ph.d. afhandling under afsnittet ”Tilblivelse af blindes verden” ”Blindhed” fra maj 2005. Kategorisering og beskrivelse af sociale grupper spiller en fremtrædende rolle blandt oplysningstidens filosoffer. Blinde som gruppe indtog i lyset heraf en særlig rolle, som gav anledning til en række spekulationer. Den franske forfatter Denis Diderot udgav i 1749 ”Brev om blinde til brug for dem, der ser”. Det var i lyset af disse tendenser i sidste halvdel af 1700-tallet, at en medarbejder i det franske udenrigsministerium ved navn Valentin Hauy i 1784 tog initiativ til at oprette en skole for blinde. Den vigtigste begivenhed i blindes historie fastslår Gerhardt Kaimer på side 122 i sin kulturhistoriske fremstilling ”Blindes Verden” fra 2002.
I dette nyhedsbrev bringes en artikel fra tidsskriftet Frem fra 1925 med titlen ”Hvad en blind ser”. Efterlæsningen af denne beskrivelse sidder man tilbage med spekulationer om, hvorvidt der overhovedet i vor tid er plads og overskud til at gøre sig lignende tanker. Fortrænger nutidens bestræbelser på medicinsk / kirurgisk at eliminere blindheden i vores tid sådanne analyser og overvejelser? Artiklen er i det originale optryk ledsaget af en række billeder med beskrivende tekster, som giver en fin fortælling af den hjemlige blindesag, som den tog sig ud 14 år efter stiftelsen af Dansk Blindesamfund i 1911. I forlængelse heraf kan man med udbytte læse Poul Glygaards beskrivelse af hvorledes Den Blindehistoriske Studiesamling ved Blindeinstituttet blev til på initiativ af instituttets fhv. inspektør Folke Johansen i 1980. Poul Glygaard strejfer i sin artikel indledningen til blindesagens historie, som jeg har beskrevet ovenfor.
Man kan med rette sige, at vi bevæger os fra fortiden til noget nær nutiden i Peter F. Hansens redegørelse om hvorfor en fløj i det nye blindeinstitut i Hellerup fik navnet ”Pistolstræde”.
En hel anden vinkel på blindes historie trækker selskabets redaktør Ove Gibskov frem i sin fortsatte omtale af den igangværende behandling af den omfattende redegørelse, som Forsorgsmuseet i Svendborg på regeringens vegne har tilvejebragt for at belyse, om der er anledning til, at Særforsorgens klienter fra årene 1933-1980 bør gives en undskyldning for den behandling, som de blev til del.
Blandt selskabets for tiden 126 medlemmer er der flere som har givet sig i kast med forfattergerningen. Det er Ulla Bruun, som står bag den seneste bogudgivelse fra maj i år med titlen ”Alvin, Underhunden og andre fortællinger”, som præsenteres sidst i nyhedsbrevet gennem Marianne Olsens anmeldelse fra netmagasinet Sameksistens. Bogen vil i den nærmeste fremtid kunne læses i en tilgængelig version, som der ifølge præsentationen er grund til at glæde sig til.
Til slut vil jeg minde om, at selskabet afholder sin generalforsamling på Fuglsangscentret i dagene lørdag den 4. til søndag den 5. marts 2023. Sæt allerede nu kryds i næste års kalender. Næste nyhedsbrev vil indeholde beretning, regnskab program m.v. til generalforsamlingen, som også vil præsentere 2 blindehistoriske programpunkter, som der er grund til at glæde sig til.
På gensyn i begyndelsen af marts næste år, hvor bestyrelsen håber at se rigtig mange medlemmer.
2. En undskyldning fra regeringen til anbragte under særforsorgen, har allerede trukket alt for længe ud
Af Ove Gibskov
Der er nu gået et halvt år, siden Social- og Ældreministeriet 8. april offentliggjorde den historiske udredning vedr. anbragte i særforsorgens institutioner, som jeg har skrevet ret udførligt om i adskillige nyhedsbreve og også omtalt i flere af Dansk Blindesamfunds medlemsblade.
For næsten to måneder siden kunne man så 12. august i P1 Morgen høre socialminister Astrid Krag sige, at der vil blive givet en undskyldning for de overgreb og den manglende omsorg, mange af de anbragte var udsat for. Om dette muligvis siden er sket ved jeg naturligvis ikke her 23. september, hvor der var deadline på indlæg til Nyhedsbrevet. Men umiddelbart inden havde Sarah Smed, der er leder af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, som har stået for udredningen, ikke hørt noget fra ministeriet. Det samme gælder journalist Ulrik Dahlin, som for Dagbladet Information har fulgt sagen tæt.
Det var den nuværende regering, der i begyndelsen af 2020 besluttede, at der skulle gennemføres en historisk udredning for at vurdere, om nogle af dem, der havde været anbragt under særforsorgen burde have en undskyldning. Oprindeligt var det hensigten, at udredningen skulle være færdig i løbet af halvandet år, men pga. covid-19 blev afslutningen ret hurtigt udsat til november og senere til marts 2022.
I øvrigt er det en generel opfattelse blandt forskere, at halvandet år er kort tid til en så omfattende udredning, Men det har i den her sammenhæng været afgørende at tage et væsentligt hensyn til målgruppen, hvoraf mange af dem, der stadig lever, jo er godt oppe i årene og gerne skulle kunne nå at modtage en undskyldning, hvis de bliver omfattet af regeringens beslutning.
Man kan derfor undre sig dybt over, at der endnu ikke er sket noget, når socialministeren altså 12. august gjorde det klart, at der vil komme en undskyldning.
Hvis det overhovedet sker, inden der bliver udskrevet folketingsvalg, er det min opfattelse ud fra interviewet med Astrid Krag i P1 Morgen, at alle, som var anbragt under særforsorgen i hele perioden fra 1933 til 1980 vil få en undskyldning, selv om i hvert fald en hel del synshandicappede har erklæret, at de ikke har behov for det. Det fremgik bl.a. af en paneldiskussion, som Blindehistorisk Selskab arrangerede i 2020. Man kan dog ikke læse i udredningen, om det også er tilfældet for dem, der er blevet interviewet, da ordet undskyldning slet ikke er nævnt i denne. Men med udgangspunkt i de møder, jeg som repræsentant for Dansk Blindesamfund har deltaget i på Forsorgsmuseet, er det min klare opfattelse, at det i høj grad er mennesker anbragt under åndssvageforsorgen, som udtrykker ønske om en undskyldning.
Men uanset hvornår og til hvem, den bliver givet, bør en undskyldning kun være første skridt i en proces. For en kommende regering må give det høj prioritet at få ændret de vilkår, velfærdssamfundet i dag byder mange mennesker med handicap og deres pårørende. Danske Handicaporganisationer har i forskellige sammenhænge påpeget behovet for markante forbedringer, og vi skulle jo nødig om 25 år læse endnu en beskæmmende udredning. Derfor må der gennemføres en reform, der både retter op på den retsløshed, som mange mennesker med handicap er udsat for, og som sikrer, at der bliver tilført betydeligt flere ressourcer til området. Men regeringens lovede Undskyldning må i hvert fald komme nu.<
3. Hvad en blind ser – artikel i bladet Frem fra 1925
Denne artikel er fundet i det populærvidenskabelige tidsskrift Frem fra 1925 og handler om en ung blind mand, som sammen med artiklens forfatter får aflivet adskillige fordomme om blindes begrænsninger. Da Frem aldrig oplyste navne på hverken forfattere eller medvirkende, har vi i bestyrelsen trods ihærdige forsøg endnu ikke fundet ud af, hvem der udtaler sig i artiklen og vil da gerne høre, om nogen ud fra indholdets oplysninger har bud på, hvem det evt. kan være.
Næste artikel hører sammen med den første og indeholder foruden billeder en række interessante faktuelle billedtekster, som altså nu er næsten 100 år gamle.
Den originale retskrivning er bevaret i begge artikler.
Når blind leder blind, falder alle i Grøften. Mundheldet siger det, og man skulde tro, at sådan måtte det altid gå. Bondebreughels berømte Maleri giver en gribende Illustration til Sætningen, og vi seende er nok tilbøjelige til at tillægge den en Gyldighed omtrent som en matematisk sætnings.
Henleder man Folks Opmærksomhed på, hvor sikkert blinde kan bevæge sig, selv i Københavns Gader, eller på, hvor godt Arbejde de kan yde, er de seende nær ved at tro sig stillet over for Brud på Naturlovene. Men hør nu.
Hvis jeg ikke vidste, at jeg har to glasøjne, vilde jeg sværge på, at jeg kunde se. Det Svar fik jeg af en meget intelligent blind, da jeg spurgte ham, hvordan det gik til, at han kunde færdes som han gjorde og stadig være behørig klar over de Ting, der omgav ham. Lys, sagde han, har jeg selvfølgelig aldrig Indtryk af; det er mig forsåvidt ligegyldigt, om jeg kommer hjem Kl. 2 Eftermiddag eller Klokken 2 Nat, selv om der er Forskel på Støj og Stilhed, Luftens Skarphed o. s. v. Men i dette, der hverken er lyst eller mørkt, møder Tingene mig som mørke Skygger. På en Afstand af nogle Skridt — altså for jeg kan nå den — virker de som en smal Streg; og når jeg nærmer mig, ser jeg, om Skyggen er høj eller bred. Men Skyggen er kun et Forvarsel om Tingen. Når jeg ved, eller tror at vide, hvad Tingen er, forsvinder Skyggen. Så er det, som om Tingen er stillet ind i Hjernen på en.
Dette, at man kunde se med Glasøjne«, måtte selvfølgelig nærmere undersøges, og det på et Sted og ved en Lejlighed, når det var sikkert, at han på Forhånd intet vidste om Omgivelserne. Så havde vi en Dag været på Langelinie. Vi havde gået i Samtale, og han havde glemt at lægge Mærke til, hvor vi gik. På Hjørnet af Grønningen og Kastelsgraven spurgte han så, hvor vi var. Han tænkte sig da, at vi kunde være et Sted i Gaderne uden for Østbanegården. I Stedet for at svare ham, spurgte jeg: Ja, hvad ser du selv? Han står lidt og vender Hovedet i forskellige Retninger, der, siger han så og peger ud over Kastelsgraven, er der tomt. Men lige ved os står der noget lavt, vistnok et Stakit i min Brysthøjde —det var en Tjørnehæk i Hoftehøjde, ca. 3/4m fra os. Langs Vejen står der Træer«, fortsætter han rigtigt; vi stod ud for et tyndt et, i ca. 2 m’s Afstand. Han vender sig igen og står nu med Ansigtet mod Bredgade. Her er der åbent, men der står vist store Huse på den anden Side af Pladsen. Der hørtes Færdsel, og det må have forklaret ham en Del. På så stor Afstand, fortsætter han, ser jeg ikke Skygger, men aner en Forskel mellem massivt og tomt. Stadig vidste han ikke, hvor vi var, det fik han overhovedet først opklaret, da jeg til sidst fortalte ham det. Havde han været alene, havde han jo spurgt sig for og havde på en Oplysning kunnet finde sig til Rette. Han var ikke faldet i Grøfter af nogen Art. — Fra vort første Stands gik vi nu videre mod Østerbro. Men allerede ved den store Tjørnebusk på Voldskrænten standsede han: Nu er der ikke mere åbent til højre. Der står en Busk. Hvorfor kalder du det en Busk? Jo, jeg ser en Skygge, der hverken ligner Træ eller Pæl, en ulden Skygge, mørk i Forhold til Omgivelserne, en Skygge af noget, der ikke er massivt. Vi gik da langsomt og på Grus, han mente absolut ikke at have hørt nogen Genlyd. Vi går så forbi den afskårne Del af Volden, der er bevokset og kun fornemmes som Buskads. Ud for det næste Stykke af Voldgraven siger han: Her bliver der åbent, men han kan ikke opfatte, at Voldgraven rammer Gaden i en stump Vinkel. Det første Træ, vi dernæst kommer forbi, udpeger han i en Afstand, der er så stor, at han rører det med Spidsen af sin Stok, idet han viser henimod det. Det er tykt, jeg kan knap spænde om det, forklarer han rigtigt. Ved andre Lejligheder har jeg senere bedt ham lade Hænderne glide op og ned i Luften foran sig, som han forestillede sig, de måtte gøre, hvis de skulde forestille Tingens Sider. Han har da gjort det omtrent rigtigt, og en Gang forklarede han: Jeg fulgte den Skygge, som advarede mig om, at der står noget foran mig. Vi fortsætter Turen fra før. Vi kom til det Sted, hvor der fra Fortovet går en Sti ned langs Voldgravens Bred. Jeg drejer vor Kurs mod Stien, men før vi har nået den, standser han: Er der en Trappe her? og jeg så ham spærre øjnene op for at iagttage. Han forklarede: Jeg prøvede at se frem. Jordens Overflade forsvandt foran mig, der blev tomt, og så tænkte jeg, at du vilde føre mig hen til en Trappe nedad. Jeg huskede ham på, at der var kommet to Damer op ad Stien i Samtale. Han mente ikke at have lagt Mærke til dem, men indrømmede at dette, hørte, kunde have medvirket til, at han fik sin Trappefornemmelse. I øvrigt er det hændt ham, at han er standset, idet han ville træede ud på en Gade, fordi han fik den Fornemmelse, at Gadens Midte buede opad som en ret høj Vold. Han så den da meget mørk, ligesom han ser andre Former træde mørke imod sig. Forklaringen på Gadens mørke Runding har han da fundet i, at den var våd, og derfor bevirkede et stærkt indtryk. — Vi går nu videre ad Stien mellem Træerne. Ved et tyndt Træ, der står i Græsset, ca. 4 m fra os, standser jeg og spørger, om han ser noget. Han peger i den rigtige Retning og mener, at der er noget, et eller andet. Nedadtil når Synskredsen Jorden. Stakitter giver Fornemmelsen af noget forneden og intet foroven. Og det forneden kommer forbi i Striber, når man går. Åbne Ståltrådsfletninger opfattes ikke. Opadtil synes Opfattelsesevnen ikke at nå ret meget over Hovedhøjde, uden for så vidt der høres Susen i Blade eller lignende. For Eksempel kom vi en Dag forbi Plankeværket om Blegdamshospitalets Have, der er et Par Håndsbredder højere end ham. Han mente, det var et højt Hus og undredes, da han fik at vide, hvad det var. Lidt efter, ud for det næste Stykke af samme Plankeværk, der fortsætter efter Afbrydelsen ved Porten, antog han igen, at vi gik forbi høje Huse. Og hvorvidt Lygtepælene eller Standerne til det elektriske Sporvognsnet var højest, kunde han ikke afgøre.
Vi har da nu afgrænset den Del af Omverdenen, som den blinde kan opfatte. Opfattelsen af Tingenes Form danner han sig selvfølgelig ved Beføling. Hvad der sanses på Afstand får et Navn efter en Ting, man har stiftet nærmere Bekendtskab med ved sine Fingres Hjælp. Og så står den Ting i ens Hjerne, indtil man måske når til en rigtigere Forklaring på, hvad det er, som findes der foran en. Også vi seende har jo vore Formbegreber fra vore Fingre. Og der er ingen væsentlig Forskel på, hvad blinde og seende Børn i Skolerne kan modellere, når da ikke Forbilledet er for omfattende.
Hvordan har det sig nu med blindes Evne til at opfatte Rum? Der er Tænkere og også Blindekendere, som mener, at Begrebet Rum ligger uden for blindes Fatteevne. Vi kan jo gøre en Prøve. Først skal jeg berette et Forsøg, der synes at give Tvivlerne Ret. En Dag gik jeg med den samme unge Mand, der før var Tale om, hen til en fritliggende Kuppelkirke, i hvis Indre der netop da var rejst Stilladser og Stiger. Jeg mente da, at et Par Ture uden om Bygningen kunde give Klarhed over Grundplanen — et græsk Kors med lige lange Arme, Kuplen over Midten — medens jeg senere kunde illustrere det indre Rums Form ved at tale ned fra Stilladserne under Kuplen og Skibenes Tøndehvælvinger. Imidlertid, Turene uden om Kirken — han gik to Gange alene og en Gang med mig gav ingen Klarhed, og i det indre var vi ikke mere heldige. Skønt jeg lod ham tale fra Midten ud i alle 4 Korsarme og gå ad Midtergangen op i dem alle, skønt jeg klatrede til Vejrs og lod min Stemme give Genlyd under Hvælvingerne, og skønt han forstod, at der var en Kuppel, var han dog ude af Stand til at give nogen Redegørelse for Rummets Form. — Men en anden Gang åbenbarede et uvilkårligt Udbrud med et, hvordan det forholdt sig med hans Rumsans. Han besøgte mig første Gang efter en Flytning. Den Stue, jeg tidligere havde beboet, havde han kendt ud og ind: et Kvistkammer med Indgang på den ene Langvæg, lige over for den stærkt fremhældende Skråvæg. Og mit nye Værelse var af næsten nøjagtig samme Karakter — men det vidste han intet om på Forhånd. — Idet han nu stod på Dørtærskelen, og inden han var trådt over den, brød det ud af ham: Men dette er jo Magen til dit forrige værelse. Ingen seende kunde mere hurtigt og træffende have udtrykt Rummets Form. Han forklarer selv: Jeg ved ikke af, at jeg havde nogen Fornemmelse af Genlyd, men den skrå Væg kom frem over mig som en mørk Virkning af store Skygger. Jeg er altid klar over Formen af de Stuer, jeg kommer ind i, og jeg ser det lyst og mørkt, men denne Fornemmelse er uden Forbindelse med Vinduerne og det virkelige Lys, selv om jeg ved, hvor det kommer fra! — En anden blind sagde engang til mig: Når jeg skal tænke, skal jeg være i et lille Værelse, hvor jeg mærker Væggene rigtig tæt om mig.— Hvor mange seende har så levende en Rumsans? Om blindes Rumsans i Almindelighed kan man vist sige: Et lille Rum føles stærkt, medens Rum, hvis Udstrækning går meget ud over, hvad vi før kaldte Synskredsen«, ikke lader sig opfatte.
Vi har nu en Ide om, hvordan Rum og Tingene i Rummet virker på en blind. Spørger man ham, med hvilke Sanser — Hørelse, Fingerfølelse eller andet — det er, han modtager disse Indtryk, kan han ikke svare ligetil og selvfølgeligt, men må forsøge sig med Ræsonnementer. — Hvorfra ved i øvrigt vi seende så sikkert, hvor meget af vore Indtryk der skyldes Øjet? Blot derfra, at, når vi lukker Øjnene, så ser vi ingenting. Om denne Målestok, som vi altid retter os efter, er tilstrækkelig, er en Sag for sig. Men selv en sådan har den blinde ikke; han kan ikke vilkårligt åbne og lukke for de Sanser, han bruger, og derfor har han meget svært ved at erfare, hvor meget hver af dem betyder. — Som nu Hørelsen. Hvilken Rolle spiller den ved Dannelsen af de Forestillinger, vi talte om: de uvilkårlige Synsbilleder hos ham med de to Glasøjne? Man kunde tænke sig, at han — der oven i Købet er uddannet som Musiker — havde en særlig fin Fornemmelse for Tingenes Genlyd. Men kun over for store Hulheder som Porte og Døre er det ham muligt at iagttage, at Indtrykkene kommer til ham gennem Øret. En Gang, vi var ude for at se Skygger, sagde han: Det kunde aldrig falde en ind at vende øret til den Genstand, man vil opfatte. Man nidstirrer, og da så jeg små blå Årer om Øjnene træde tydeligt frem, medens han stirrede på Træet, der stod 3-4 Skridt fra ham. Så gav han rigtig Besked som Resultat af Nidstirringen, derefter stillede han sig op med Siden, øret, vendt mod Træet, og lo ad den meningsløse Stilling. Og jeg har set andre blinde standse op foran en Rendestenskant, bøje Hovedet fremover, og, efter gjort Iagttagelse, forsigtigt føre Foden ud på Gaden. Simpelthen en Hørekunst er den blindes Orientering ikke. Det viste sig allerede i Kirken, da de stærke og for en seende så malende Ræsonnanser ikke gav ham forestilling om Rummet. Og engang gik vi i en Gade langs Villaer, medens der på den anden Side lå høje Huse. En Arbejdsvogn rumlede forbi, og jeg indbildte mig at kunne høre Husene på Genlyden, men han sagde: vent til der bliver mere stille. Spektaklet blænder mig. Jeg kan ikke opfatte noget. Men øret, Egnen om øret og i hele Ansigtets Nerver er det, der er virksomt. Han fortæller: Når Forkølelse gør mig døv, så først er jeg rigtig blind. Når jeg er stærkt forkølet, kan jeg ikke orientere mig, selv i vore egne Stuer, hvor jeg jo ellers færdes fuldkommen sikkert. Men så er jeg hele Tiden ved at vælte Møbler og rende Familiens Medlemmer over Ende.
Et klart Indtryk af, hvilken Fornemmelse der er Grundlaget for Afstandsdannelsen af Forestillinger, kan også vi seende få. Før en Hånd hen forbi Kind og Øre uden at røre: man mærker den, og man hører måske en svag Kogen i Øret. Dette er, hvad de blinde kalder deres Ansigtsfornemmelse«. På den reagerer Hjernen, og Forestillingerne dannes, som om de var Synsbilleder«.
Det var Rum og Form. Men nu den særlige og rigt nuancerede Del af Formverdenen, der udgøres af ens Medmenneskers Legemer og disses Stillinger og Bevægelser, hvorledes opfatter den blinde dette? Et Eksempel vil vise det, hentet fra mine Samtaler med den samme, der var Hovedpersonen i det foregående. — Vi er i hans Fætters Værelse. Men Fætteren tager ikke Del i Forsøgene, han bare undrer sig, da jeg pludselig spørger: Ser du, hvordan jeg sidder her i Sofaen? Ja, svarer han, det har jeg hele Tiden været klar over. Og han, der har gået op og ned i den anden Ende af Stuen, 3-4 Skridt fra mig, ikke nærmere end 3 Skridt, anbringer sig straks i Stuens anden Sofa i en Stilling, der i Hovedtrækkene så slående ligner min, at hans Fætter og jeg ser på hinanden med Forbavselse: så sikkert og selvfølgeligt efterligner han mig. Han siger: Du sidder tilbagelænet, i en henslængt Stilling, men Overkroppen bøjer noget fremover, og efterhånden, som han sætter sig til Rette, føjer han rigtigt til: Du hviler dig vistnok på den ene Albue — hvilken ved jeg ikke — og Benene ligger vel henad Gulvet; disse sidste Træk kom med som naturlige Følger af Opfattelsen af Stillingens egentlige Motiv. Og denne sin Opfattelse havde han øjensynligt dannet sig rent uvilkårligt. Mit Spørgsmål var kommet aldeles overrumplende, noget sådant er en blind næppe før blevet spurgt om. — Da vi bagefter taler om, hvordan hans Forestilling kan være dannet, ved han det ikke umiddelbart, sådan som vi ved: det så vi, eller: det hørte vi. Han fremhæver: Hovedpunktet er, at selve Forestillingen hverken er Høre- eller Føleforestilling og heller ikke skyldes et Tankeeksperiment. Den opstår af sig selv, som om jeg så. Ved fælles Eftertanke finder vi så ud af, at følgende kan have haft Betydning: for det første, og vistnok mest, at min Stemme kom fra en Højde over Gulvet, der hverken svarede til en oprejst, siddende eller til en helt liggende Stilling; dernæst at jeg talte fremad i Stuen og ikke opad mod Loftet, og endelig, at min Stemme måske ved Stillingen er kommet til at lyde noget presset. I sit eget Muskelsystem har han uvilkårligt følt min Stilling. Og disse Muskelfornemmelser er blevet meldt til Hjernen, der former dem til en Forestilling, der har haft Karakter af et Synsbillede.
Endelig er der jo det gammelkendte Problem: Den blinde og Farverne. Vi vil se på det ud fra den samme Persons Standpunkt. Da må vi først behandle hans Erindringer fra Tiden, før han helt mistede sit Syn. At han ikke er aldeles blindfødt vil være fremgået af næsten alt det foregående. Han ved, hvad det betyder, når han siger: lyst og mørkt, eller når han karakteriserer en Forestilling som Synsbillede. Den absolut blindfødtes Forestillingsverden vil vi aldrig kunne direkte sammenligne med vor egen, thi om mange af vore vigtigste Begreber er der det, at han enten ikke kender deres hold og Betydning, eller at vi ikke kan vide, hvad han lægger i dem. Der er blindfødte, som siger, at de ser, når de drømmer; men hvad de mener dermed, kan vi aldrig få at vide. Så meget kan dog siges, at der næppe er nogen Væsensforskel på den blindfødtes Verden og den, hvori et Menneske lever, der som han, vi her taler om, i de sidste 15 af sit Livs 25 År har været absolut udelukket fra lyset. Og fra ham fører der til vor Verden den Bro for Forståelse, som bygges af Erfaring med Hensyn til Ordenes Indhold.
Hans Erindringer fra Tiden før Synet helt svandt, er meget få. Efter at han i en Uge havde tænkt over dem, var følgende Hovedindholdet af, hvad han havde at fortælle derom: Der er to Perioder. Den ene går til jeg 4-5 År gammel ved en Operation mistede Synet på mit bedste Øje; den anden Periode går fra da, indtil jeg i 10 Års Alderen mistede Synet helt. Jeg har aldrig været andet end meget svagtsynet. Jeg har aldrig kunnet kende Mennesker på Udseendet, har aldrig set Trækkene i et Ansigt. Fra den første Periode husker jeg kun et enkelt Synsindtryk: en Udsigt fra Vinduet over vor Gårdsplads. Og så ved jeg, at jeg har set Huse og Træer, Heste og Køer, men det var vist senere, da jeg kun så Tingene som farvede Masser. I den anden Periode havde jeg kun Lysfølsomhed og Farvesans. Min Verden var broget. Jeg havde en Æske Farveklodser, som jeg legede med, og af dem kunde jeg danne Flag og Stjerner og sligt. Jeg havde også en Farvelade, der beredte mig store Nydelser; navnlig havde jeg Fornøjelse af at smøre Papirstykker over med blåt; så kunde jeg sidde og betragte det i lange Tider. Lige til det sidste kunde jeg se Himlens blå Farve, og det stærkeste Synsindtryk, jeg overhovedet mindes, er Erindringen om en lille Pige i en rød Kjole. Hans Moder husker, hvordan han kunde beundre de grønne Trækroner mod den blå Himmel.
Vi vender nu tilbage til et Forsøg af samme Art som de første. Han og jeg går i Udkanten af Fælledparken en Sommerdag. Der står et Buskads, siger han, vi er 1½ — 2 m. fra det. Hvorfor tror du, det er et Buskads? Jo, når jeg fornemmer til højre, er det der, og ligeså når jeg fornemmer til venstre. Det har altså en stor Udstrækning i Bredden. Når jeg siger, det er et Buskads og ikke f. Eks. en Mur, er det vel, fordi det ikke er massivt. Jeg synes, der er mørkt i den Retning. Jeg ser en mørk, massiv Masse. — Men når du nu siger jeg, ser dette Buskads, ser du det så grønt? Nej. Han ser aldrig Farver på Ting. Her går vi i det klareste ubrudte Solskin, og skønt den blå Farve er fast sammenknyttet med hans Barndomserindringer om et sådant Vejr, ser han dog ikke Himlen blå. Her går vi i blødt, dejligt Græs, og skønt han det meste af sin Barndom har leget i det grønne, får han dog ikke Fornemmelsen af grønt ved at træde i Plænerne. Men, siger han, jeg må passe på, når jeg skal beskrive disse Fornemmelser; jeg kan let forestille mig Græsset grønt; men den uvilkårlige Fornemmelse er der aldrig.
Heraf må det fremgå, og han selv føler det umiddelbart, at de mørke Skygger, der advarer ham om, at han nærmer sig Ting, ikke opstår som Mindelser fra en seende Tid. Gjorde de det, vilde de rimeligvis være farvede. Men ligesom den seendes Synsnerve giver Lysindtryk for enhver Påvirkning f. Eks. for Slag, vi ser Stjerner — således kunde man tænke sig, at den Del af Hjernen, der danner Formforestillinger, altid danner dem af Fornemmelserne lyst og mørkt, selv om to Glasøjne hindrer selve det virkelige Lys i at påvirke Bevidstheden.
Angående Farverne har vi endnu kun nået det negative: at der ikke til Indtryk af Ting knytter sig uvilkårlige Farvefornemmelser. Og dog har den blinde sådanne Farver, siger vor Hjemmelsmand, der hører fast sammen med Stemninger, Lyde og Klange. Medens jeg f. Eks. aldrig tænker på en Plæne som grøn, er D-Duren for mig altid blå. På Blindeinstituttet taler man om gule Operaer, om brune og blå Stemmer. Og en blind Musiker af mit Bekendtskab forklarede mig engang, at når han skulde lære et Koncertprogram udenad, var det ikke Noderne, han indprentede i sin Hukommelse, men derimod de brogede Farverækker, som Tonerne kaldte frem for ham. Huskede han dem præcist, kunde han også spille sine Stykker, som var han en seende Musiker foran en Nodestol. — Som med Fornemmelserne lyst og mørkt, således ser vi da også, at Farvefornemmelserne skyldes en Hjernevirksomhed, der ikke behøver at standse, fordi Øjet svigter.
Når da nu den blinde er i Stand til at danne sig Forestillinger, som vi troede afhængige af Øjets Evne: Rum, Form, andres Stilling endog Farve, så vilde det unægtelig være af Interesse, om en blindfødt — for vi mener jo at måtte betragte den blindfødte som hørende til samme Kategori som den omtalte Mand — om en blindfødt, der med et var blevet seende, kunde fortælle os, hvorvidt hans Blindeforestillinger svarede til dem, han dannede sig af Tingene, nu han kunde se. — Sådanne Tilfælde er imidlertid så godt som ukendte. Dog fortælles det, at engang skal en blindfødt ved at løbe Hovedet mod en Lygtepæl pludselig have fået Synet. Noget inde i øjet var faldet til rette, og Organismen var nu brugbar. — Mandens Skuffelse ved at være blevet seende skal have været uhyre. Nu først var han hjælpeløs og famlende. Intet kunde han genkende, det var knapt han turde røre sig.
Historien lyder sandsynlig. Vi kan selv opleve Paralleller til den ved pludselig Opvågnen. Jeg selv havde en Morgen en Oplevelse, der i det væsentlige må svare til denne blindfødtes. Jeg lå hensunken i en Morgensøvns Bedøvelsestilstand, da min Stuekammerat, en ung Dreng, kom stormende ind fra sit Styrtebad for at hente noget. Han var splitternøgen og væltede i Skyndingen en Stol. Braget vækkede mig. Det vil sige: Jeg slog Øjnene op, men var endnu bevidstløs. Synsindtrykkene vakte ingen Forestillinger, jeg kunde ikke opfatte, hvad jeg så. Fornemmelsen kunde måske sammenlignes med den, man vilde have foran et kubistisk Pakkassemaleri, når man kom til det med Forventning om, at det skulde forestille noget. Jeg følte Øjet bogstavelig talt fyldt til Trængsel af Indtryk, der ikke kunde komme videre, ikke kunde henføres til noget, og jeg blev grebet af Angst: jeg var ligesom kommet til en ukendt, fjendtlig Verden. Jeg fornemmede noget, der var koldt rødt (det var min Dyne), og noget, der var varmt rødt (det var Væggen) og derimellem noget, som skinnede grønligt (det var Lagenet, der selv farveløst antog Komplementfarven til rødt), og midt i alt dette kæmpede noget mærkeligt kødfarvet noget for at gøre sig gældende. Alt var mystiske Farveflader, lige nære og lige fjerne. Først dæmrede det så for mig, at det kødfarvede måske havde med Menneskehud at gøre. Men jeg så det ikke som en Ryg, der et Par Alen borte var bøjet væk fra mig. En kraftig Skygge langs Rygraden og om Skulderbladene delte Figuren for mig, og jeg tumlede vagt med Forestillinger om et Bundt Arme, der blev holdt sammen som Hjuleger eller lignende. Alt eksisterede for mig inde i mit Øjeæble, der var, som skulde det sprænges, indtil jeg pludselig i min Vånde slog ud med den ene Hånd. Håndbevægelsen bevirkede en pludselig og mirakuløs Sceneforandring: fra et ukendt uhyggeligt Land var jeg hensat i min egen Stue. Nu så jeg alt, d. v. s. jeg vidste, hvad jeg så. Ved Håndens Berøring af Sengekanten og en Stol fandt Øjets Indtryk sammen med Hjernens Fond af Forestillinger om Ting og Rum. Og før det er Tilfældet, er ingen seende.
Et Sted i Dantes Paradiso er en sådan pludselig Opvågnen benyttet i en Lignelse. Der står: ligesom man vågner op ved det skarpe Lys, idet Glansen går igennem Øjets Væv, og den vækkede — så bevidstløs er hans pludselige Opvågnen — fatter Rædsel for det han ser, indtil Dømmekraften kommer ham til Hjælp, således o. s. v.
Den blindfødte, der med eet blev seende, fattede ved sin pludselige Opvågnen Rædsel for de Indtryk, der fyldte hans Øje i smertelig Trængsel, indtil Dømmekraften kom ham til Hjælp, d. v. s. indtil der kom Forbindelse mellem hans Hjernes Forestillinger og de nye Indtryk i Øjet. Dette kunde for mig hin Morgen ske ved en enkelt Håndbevægelse, men han har Skridt for Skridt måttet fæste Synsindtrykkene sammen med sine Begreber om Form og Rum o. s. v. Først når han har kontrolleret sine Synsbilleder ved Beføling af Genstandene, har han kunnet genkende Tingene og sætte dem på Plads alene ved Synets Hjælp. — Og en tilsvarende Udvikling har vi alle gennemgået, som små Børn.
Vi har nu skridtvis fået Forbindelse mellem den blindes Verden og vor egen; og vi skulde så bedre kunne sætte os ind i, at man uden Synet kan færdes, kan gøre et Menneskes Arbejde og være Menneske som andre.
4. Billeder og billedtekster til forrige artikel
Billedtekst: Bondebreughel (1525-69, Hollander) : Når blind leder blind. Maleri, nu i Neapel.
Billedtekst: Der findes i Danmark ca. 1500 blinde. De uddannes eller er uddannet på Statens to Blindeinstitutter. Indtil sit tiende År er den blinde på Forskolen på Refsnæs, derefter ca. 8 År på Instituttet i København. Dette, der rummer ca. 100 Elever ad Gangen, er dels som en almindelig Barneskole med Undervisning i Folkeskolens Fag, dels en Håndværkerskole for de Håndværk, der egner sig for blinde, dels endelig Musikkonservatorium. Denne brogede Sammensætning af Fag giver Blindeinstituttet et for det særligt og tiltalende Præg af mangesidigt Liv. Efter Instituttiden er de gamle Elever i ca. 3 År på Konto, de får en videre Uddannelse ude i Byen og på Landet, hos Mestre og Lærere. Derefter skulde de fleste være i Stand til at klare sig selv. Forskellige Foreninger har det Formål at støtte dem i Kampen for at nå dette. Mange evner helt at stå på egne Ben. Vort første Billede viser en blind Børstenbinder, der skærer en Fejekost til. Børstenbinderiet er det Fag, der ernærer de fleste blinde. I Konkurrencen med de seende hæmmer det dem, at de arbejder langsommere, men deres Produkter er fuldt ud på Højde med andres.
Billedtekst: Her ser vi en blind Kurvemager, der bevikler Stolens Armlæn. Næst Børstenbinderiet er Kurvemageriet de blinde Mænds vigtigste Erhverv. Mange ernærer sig desuden som Tøffel- og Skomagere. Med den fyldige Uddannelse, de har fået som Elever og Konto-Elever, er de ofte fortrinlige Håndværkere. Såvidt som ved Børstenbinderiet ligger Vanskelighederne i disse Fag ikke i Produkternes Kvalitet, men i en vis Langsomhed ved Arbejdet og — for de mange selvstændige blinde Småmestre — i Varernes Afsætning. Det gammeldags Salg ved Folks Døre er tidsspildende og føles nedværdigende, og den enkelte kan vanskeligt holde en Butik gående. Derfor har man allerede forlængst samlet en Del af de blinde Håndværkere i Fælles-Værksteder med egen Butik, det velkendte De Blindes Udsalg i Store Kongensgade. Desuden har i den sidste Tid de blindes egen Organisation Dansk Blindesamfund oprettet Butikker i Ålborg og København, hvor man søger at centralisere Salget fra de mange Småvirksomheder. Den flittige og dygtige blinde Håndværker, der ofte må føle sig hårdt handicappet i Kampen for Tilværelsen og som ofte kan føle sig fristet til i selvopgivende Mismod at lade Hænderne synke, fortjener ikke blot vor filantropiske Medlidenhed, men han er værdig til den medborgerlige Støtte, der udtrykker sig deri, at vi Køber hans Varer som det de er: gode og konkurrencedygtige.
Billedtekst: Blandt de kvindelige Håndværk indtager naturligvis Syning og Strikning en Hovedplads. Billedet her viser. at de blinde Piger ikke blot kan sysle med Håndarbejder, men kan drive Arbejdet erhvervsmæssigt med Anvendelse af Maskiner. Det er Strikkemaskiner, der er skruet til det store hvide Bord. Den unge Pige nærmest os spoler, hun i Krogen strikker. Forrest ses den enkle, men fintfølende Strikkemaskine. — I Skelskør har en nu Ældre, blind Mand i mange År ledet et Maskinstrikkeri, hvor han anvender blinde Piger til Maskinernes Betjening.
Billedtekst: Interiør fra den ene af Blindeinstituttets to Vævesale. 18 Væve er her i Gang, og rundt i Landet findes 29 blinde Væversker, som får deres meste Arbejde gennem Instituttets Lærerinde i Faget, Frk. Marie Bentzen, der foruden Undervisningen også leder Erhvervets forretningsmæssige Side. Gennem hende er således, foruden mange private Bestillinger, effektueret store offentlige Bestillinger, f. Eks. alle Gardiner til det nye Finsen-Hospital på Strandboulevarden. Så fortrinligt er endog de blinde Væverskers Arbejde, at man har indbudt dem til Deltagelse i den internationale Kunstindustriudstilling i Paris, hvor de således nu er med til at repræsentere Blomsten af dansk Håndværk.
Billedtekst: Dette Billede viser de blindes smukke Udstilling på Købestævnet i Fredericia i Sommeren 1924. Kraftige Indskrifter reklamerer for Dansk Blindesamfunds Butikker.
Billedtekst: Vi har alle hørt om de blindes følsomme Hænder. Mange af os kender den nænsomme Strygen, den fine Måde, hvorpå den blinde føler sig for, idet han med Hænderne ligesom udtrykker sin Forståelse af sin Genstand. Den blindes Greb om ens Hånd eller Arm påvirker en derfor ofte som Behag. Selve Hudens Følsomhed er næppe — efter videnskabelige Iagttagelser — større end hos seende. Men den Lange Træning under Nødvendighedens Pres har opøvet Forbindelsen mellem Hudsanserne og Hjernen til en Præcision og en Nuancering, der ligger uden for det seende Gennemsnitsmenneskes Muligheder. At mange blinde har Betingelser for at blive fortrinlige Massører, er således indlysende. Der findes her i Landet cirka 20 blinde Massører og Massøser, og de hævder en smuk Plads inden for deres Fag.
Billedtekst: Ganske vist er det en Fejltagelse, når Folk almindeligvis tror, at blinde er særligt musikalske, men dels tvinger Manglen på Syn enhver velbegavet blind til ganske stædigt at træne sin Hjerne til Opfattelse af de Indtryk, Øret giver, og dels gennemgår alle de blinde, der af Naturen er musikalske, en særlig omhyggelig Uddannelse. Denne begynder i 8-Års Alderen på Forskolen, drives i hele Instituttiden og afsluttes efter yderligere 3-4 Års Uddannelse med Organisteksamen. Således rustet står den blinde Musiklærer og Organist blandt sit Fags sikreste Folk. Han spiller alt udenad. Hidtil ukendt Musik indstuderer han ved først at lære sine Noder, som han læser med Fingrene, og ved Stykke for Stykke at indøve, hvad han har lært. En øvet blind Organist kan på denne Måde lære en ham hidtil ukendt Koral i flerstemmig Udsættelse for Kor eller Orgel på et Kvarter eller en halv Time og kan på Grund af denne Hurtighed holde Trit med alle de Krav, Kirketjeneste eller Elever stiller. Skal han spille til Gudstjeneste, skal han således blot — som enhver seende — Dagen før have opgivet Salmenumrene. Han er fra Instituttet udstyret med alt det gængse Nodemateriale, og hvad han derudover vil få Brug for, kan han rekvirere. Nogle Præster nærer en meningsløs — og næppe helt kristelig — Angst for at få blinde Organister til Medarbejdere. De, der har prøvet det, udtaler dog alle, at de praktiske Vanskeligheder er uden Betydning; fra over 50 Præster foreligger der herom skriftlige Vidnesbyrd. I Øjeblikket er 29 af Landets Organistembeder besat med blinde, men der er en halv Snes uddannede Organister, der ikke har fundet Ansættelse, og det er meget beklageligt, både på Grund af det personlige Arbejde, de har lagt i deres Uddannelse, og på Grund af de store Summer, denne har kostet Staten. Vort Billede viser unge Elever foran Instituttets Kirkeorgel (3 Manualer og Pedal), ved hvilket Uddannelsen og de daglige — gennem År fortsatte — Øvelser foregår. Foruden i Orgelspil undervises i Sang, Klaver, Violin og Violoncel, samt Musikteori, Harmonilære, Kontrapunkt og Komposition.
Billedtekst: Alle de blinde Musikere lærer Klaverstemning. Mange er ansat hos de store Pianofabrikanter. En af disse — Hr. Hermann Petersen — udtaler til os, at blandt Fagets dygtigste Folk er der flere blinde. En blind har i 50 År været hans Firmas første Kraft på Klaverstemningens Område.
Billedtekst: For de blinde er Forsyningen af Punktskriftbøger Litteratur og Noder af stadig aktuel Betydning. Skriftsystemet — der er opfundet 1828 af Franskmanden Louis Braille, selv blind — består af 6 ophøjede, let Følelige Punkter, der ved Omstilling i forskellige Figurer kan danne Tegn for alle Bogstaver, Tal og Noder. Der prentes på tykt, elastisk Papir, fra højre til venstre, og man læser, idet man lader Fingrene glide hen over Papirets modsatte Side, fra venstre mod højre. Billedet forestiller den kendte blinde Digter P. Ommerbo i Færd med at skrive. I højre Hånd holder han Pennen, foran ham ligger Skrivetavlen med Papiret, der af en Ramme holdes fast mod et Læderunderlag. I Rammen kan en Metallineal skydes op og ned, i den er hugget 16 Rækker Huller af denne Form. Man skriver ved at trykke Pennen i Papiret ud for en eller flere af de 6 Bugter. Småt kan der ikke skrives, og da Papiret må være tykt, bliver Bøgernes Format vældigt. De tre Folianter er — Psalmebogen, den, der ellers kan blive borte i en Dames Kåbelomme. Mange, men ikke tilstrækkeligt mange, seende erhverver de blindes Taknemmelighed ved i deres Fritid eller Otium at skrive gode Bøger af i Punktskrift og skænke dem til Blindebibliotekerne. Det er en let og tilfredsstillende Syssel, og der er en stor Litteraturhunger at tilfredsstille. Har man Tid og Lyst, henvender man sig til Blindeinstituttet, Kastelsvej 60, Kbhvn. Ø. Om Skrivetavler, Papir etc.
Billedtekst: Punktskriftsbøger kan også fremstilles på Trykkerier. Den Mand, der her sidder ved Prentemaskinen, Hr. Tindrup, er herhjemme den opfindsomme Foregangsmand på dette Område. Selv blind har han i mange År efter egne Metoder fremstillet trykte Bøger, indtil han nu har fået den moderne Maskine, han her betjener. Ved Hjælp af den skriver han Bøger i Blikplader, hvorover der så kan tages Aftryk i Papir. — Der findes tre Punktskriftstrykkerier. Dette er Instituttets, der fremstiller Skolebøger, Bibler og Salmebøger samt Noder. Mange er de Værker selvfølgelig ikke, der efterspørges så stærkt, at der er Mening i at fremstille dem på denne kostbare Måde. Afskrivningen med Hånden overflødiggøres ingenlunde. Det andet Trykkeri tilhører Foreningen Danmarks Blinde, og det er optaget af Udsendelsen af Ugebladet De Blindes Budstikke’ hvis Indhold er underholdende og oplysende. Det tredje Trykkeri tilhører Dansk Blindesamfund; det udsender dets Medlemsblad og det er Hensigten at udgive enkelte Bøger at almen Betydning. Der arbejdes for Tiden på Munchs Samfundslære. Men med de indskrænkede Midler er Arbejdet langsomt.
Billedtekst: Dansk Blindesamfunds Hus, Bogensegade 4. To Ældre Foreninger tager sig hver af sin Side af Blindesagen. Danmarks Blinde er en Oplysningsforening; Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed arbejder efter sit Navn og er kendt ved sin Forretning i Store Kongensgade, Blindes Udsalg. Dansk Blindesamfund er de blindes egen Organisation. Det kunde i December 1924 indvie denne Bygning, som det kaldte Folkets Gave, fordi Midlerne var indkommet ved Mærkedage. Her bortgives nu 3 Friboliger til gamle blinde, medens man til andre 26 kan udleje Lejligheder med en årlig Moderation af 250 Kr. til hver. Det store Håb er, at Legatstiftere vil tænke på dette Hus og skænke flere af de Friboliger, der så hårdt tiltrænges.
Redaktionel bemærkning: Det fremgår af artiklen, at punktskriften blev opfundet i 1828. Men ifølge bl.a. Den Store Danske og Wikipedia skete det i 1825.
5. Blindemuseet og dets skaber – artikel fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad 1982
af Poul Glygård.
Denne artikel, som her bringes i en let redigeret udgave, stammer fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 5 1982, og dens forfatter var blandt meget andet redaktør af Medlemsbladet fra 1940 til 1968.
Sommeren 1968 blev en travl tid på det gamle blindeinstitut på Kastelsvej. Alt skulle ud og flyttes til det nye på Rymarksvej. Igennem 110 år havde der samlet sig meget i skabe, i kældre og på lofter. Der blev en stor bunke, som blev dømt til destruktion.
Lykkeligvis var der nogle mennesker – i første række ægteparret Folke og Anna Johansen, som forstod, at denne bunke indeholdt helt uerstattelige, historiske værdier, og de reddede, hvad reddes kunne fra tilintetgørelsen. Alt lykkedes det dog ikke at få med. Siden har Folke Johansen med støtte fra mange sider sorteret, identificeret og registreret mange af de ting, som i 150 år var blevet anvendt i blindeundervisningen. Det er blevet til 2000 forskellige genstande og skrifter, som er blevet suppleret med, hvad man har kunnet finde i arkiver, antikvariater og på anden måde.
Det hele er samlet i et kælderlokale på Blindeinstituttet på Rymarksvej og er blevet til et af de bedste blindemuseer i Europa, ja, antagelig i verden. Kun Wien har et mere righoldigt museum, men det er mindre velordnet.
Ved hjælp af reoler er rummet delt op i afsnit, som tilsammen viser meget fra blindes liv og undervisning gennem 200 år, endog et værkstedsmiljø fra det gamle institut på Kastelsvej.
De ting, der vil blive nævnt i det efterfølgende, findes på museet.
Folke Johansen, der jo som bekendt er instituttets tidligere inspektør, er udmærket klar over, at blinde ikke bare bliver grebet af nostalgi, når de besøger ham på museet, men af en ægte interesse for den udvikling, som vi i dag bygger videre på. Der er da ikke noget, han hellere ville end at give fri adgang til museet, men endnu mangler der en del, før man er klar til en større invasion. For øvrigt får man nok mere ud af at besøge museet i mindre grupper.
Når man stiger ned til ham, føres man 200 år tilbage i tiden, til den tid, hvor blinde var henvist til arnekrogen eller til tiggerskålen med eller uden musik.
Den franske embedsmand Valentin Haüy oplevede blinde musikanter på gader og cafeer og fik den tanke, at de da vist godt kunne lære andet og mere, og han oprettede i 1784 en skole i Paris – siden også i Sct. Petersborg og Berlin.
Herhjemme gik Kjæde-ordenen i spidsen ved at lave en lille blindeskole bag Helligåndskirken i 1811. I 1825 indrettede ordenen en arbejds- og forsørgelsesanstalt, som kom ud for nogen kritik, også fra lægelig side. De »blinde subjekter« sad for tæt sammenpresset, blev for sjældent vasket og undertøjet burde skiftes tiere.
Man fandt det også uheldigt, at kvinder og mænd blandedes. Det klarede man senere ved at skille sig af med mændene. For øvrigt førte det til, at ordenen samlede penge ind til et egentligt blindeinstitut, som kunne drives af staten. Det kgl. blindeinstitut kom til verden 1858, men ordenen havde ikke derved mistet pusten. I 1861 opførtes et asyl for blinde børn.
Der var 3 ansøgere til stillingen som forstander på det nye institut på Kastelsvej. Den ene døde. Otto Ottesen forberedte sig til stillingen ved nogle rejser i udlandet. Fra England hentede han Moonskriften hjem. Den bygger ligesom den hidtil anvendte reliefskrift på ophøjede trykte bogstaver. Moonskriften anvendes for øvrigt endnu af ældre blinde i England. Fra Paris hentede han Louis Brailles punktskriftsystem hjem. Han nåede dog kun at blive førstelærer, idet den tredje ansøger cand.theol. Johannes Moldenhawer fik stillingen. Han var en meget dygtig mand. Talte og skrev engelsk, tysk, fransk og latin flydende, men han synes at have været noget af en despot. Nogen tilhænger af punktskriften var han ikke. Han fandt, det var rart for lærerne, hvis de umiddelbart kunne læse den skrift, de skulle undervise i. Vel kunne eleverne læse reliefskriften meget langsomt, men de kunne ikke skrive den, så det blev nu alligevel nødvendigt at indføre punktskriften, og det var eleverne glade for. De fandt øjensynligt, at det var rart, at også de kunne læse og skrive, hvad de lærte
I den kommende tid spillede to mænd en stor rolle i undervisningen. Det var cand. theol. C. F. Guldberg, der satte sig et minde med opfindelsen af blyantapparatet, som satte blinde i stand til at skrive almindelige blokbogstaver med blyant. Der undervistes i brugen af dette apparat helt op til 1928.
Hans bror, cand.polyt. Friborg Guldberg, kunne ikke blive lærer Det krævede dengang, at man var cand.theol.
Han blev leder af instituttets hjælpemiddellaboratorium og lavede mange værdifulde ting til undervisningsbrug. Han fremstillede skindtavlen, den såkaldte dansktavle, fine kort til geografiundervisningen, insekter og sjældne skabninger i en størrelse, så blinde kunne få indtryk af disse væsener. Han lavede regnetavler, tegnebestik til geometriundervisningen og mange andre ting, som ikke siden har været overtruffet. Mens broderen fik fortjenstmedaljen i guld for sit blyantapparat, måtte Friborg Guldberg ende sine dage på Sct. Hans.
Almindeligvis endte eleverne, når de forlod instituttet, i en krog et eller andet sted, hvor de ikke kunne bruge, hvad de havde lært. Derfor oprettede en kreds af mennesker i 1862 «Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed«. Den oprettede værksteder og hjalp selvstændige blinde i deres erhverv.
I 1883 etableredes foreningen Danmarks Blinde, De Blindes Læse- og understøttelses-forening, som blev ledet af den blinde pianostemmer Johannes Wulff.
Fremstilling og mangfoldiggørelsesmetoderne af punktskriften var dengang uhyre primitiv. Først brugte man løse typer, som blev stillet sammen til en sats. Herefter lagde man fugtigt papir over og rullede over papiret med en gummirulle, indtil prikkerne var så tydelige, at de kunne læses, men meget snart gik man over til zinkklicheer, fremstillet på en stereotyperingsmaskine, og mange vil huske »Wulfftavlen«, som også var hans værk. Wulff udviklede den første egentlige punktskrivemaskine. Han udviklede ligeledes sammen med den senere inspektør Wildau på instituttet det første forkortelsessystem. I det betyder et »G« ikke gør, men Gud. Dette hænger sammen med, at der i starten væsentligst overførtes religiøse skrifter.
Disse historiske kendsgerninger fortalte museet mig, da jeg besøgte Folke Johansen, ja, det fortalte meget mere.
Jeg kunne nævne den danske købmand, Daniel Fürst, som i 1805 besluttede at blive blindelærer. Det blev han på et halvt år i Paris, og ved sin hjemkomst fik han ansættelse ved Kjædens skole. Eller Frederik den 6., som lod sin nådes sol skinne over alumnerne på skolen, da han i 1814 vendte hjem fra Wiener-kongressen med adskillige ting til dem fra blindeinstituttet i Wien. Jeg kunne også fortælle om den blinde fløjtenist Peter Jensen, som blev ansat som organist i 1828 ved Sct. Petri kirken, og som har efterladt sig en række kompositioner, der findes i museet. Også det gamle orgel er efter en omflakkende tilværelse endt på instituttet.
Jeg viger ikke tilbage for at sige, at Folke Johansen har reddet væsentlige dele af vor fortid fra glemslen.
Redaktionel bemærkning: Folke Johansen døde i 1986, og museet eksisterede indtil 2011, og dets indhold opbevares nu på Medicinsk Museion, som er en del af Københavns Universitet.
6. Pistolstræde på Blindeinstituttet i Hellerup
af Peter Frederik Hansen
Bestyrelsen får ofte vidt forskellige spørgsmål med relation til blindes historie. F.eks. har et af selskabets medlemmer, Allan Fohlmann med reference til den gamle gade Pistolstræde i København spurgt, hvorfor en af gangene med elevværelser på Blindeinstituttet i Hellerup ret tidligt også fik navnet Pistolstræde.
Ingen i bestyrelsen vidste dette, men det gjorde et andet af vores medlemmer, Peter Frederik Hansen. Her kommer i en let redigeret udgave hans beretning, som også indeholder mange af de øvrige minder, han har fra sin tid på instituttet.
Da jeg er en af ophavsmændene til nævnte stræde og har boet på Pistolstræde i flere år, må jeg vel hellere fortælle historien.
Samtidig får I også nogle af mine erindringer fra en, for mig, gylden tid på det dengang nye Blindeinstitut.
Værelsesgangene på første sal på Statens Institut for Blinde og Svagsynede i Hellerup havde i 1968 følgende betegnelser:
A-gangen, hvor de unge piger boede under behørigt opsyn af Dagny Olesen. B-gangen var for senblindekursisterne, og hvor frk. Fangel huserede. C-gangen havde Helle Harder, som socialpædagog, og her boede elever, som man forventede kunne klare sig selv. D-gangen havde Gudrun Vestergård og flere andre socialpædagoger. Her boede også yngre og elever, der kunne have brug for ekstra støtte. F-gangen var for stue- og køkkenpigerne.
Her havde de mandlige tut-elever det uofficielle opsyn.
I august 1968 flyttede jeg ind på det splinternye blindeinstitut.
Jeg fik et værelse på afdeling C, og det gjorde Steen Allan Jensen også. Han og jeg tilbragte en stor tid af vor fritid sammen. En dag undersøgte vi Strøget i København. Vi var inde i en butik, der solgte alle mulige plakater og livagtige skilte af gadenavne. Vi faldt over skiltet ”Pistolstræde”. Vi syntes, det kunne være sjovt at omdøbe C-gangen til Pistolstræde.
Skiltet satte vi fast med fire tegnestifter over døren ind til C-gangen. Da det var i de gode gamle tressere, fik skiltet lov til at hænge der og endda i mange år. Derfor er der mange tidligere elever, der har boet på Pistolstræde.
Om lørdagene mødtes på mit værelse fire af mine venner til Svend Nicolaisens Orkesters koncert i radioen, sammen med en stor pose øl. Det var Jan Espersen, Steen Allan Jensen, Søren Markusen, Freddy Petersen og undertegnede. Måske var vi med til at præge livet på gangen og vi fandt, at navnet Pistolstræde var passende.
Da jeg som tyve-årig flyttede ind på instituttet, fik jeg for første gang mit eget værelse, og jeg boede der i omkring fire år. Det blev en helt fantastisk og dejlig tid.
Instituttet kogte af liv og foretagsomhed. Alt var nyt, og alt kunne lade sig gøre.
Blindeinstituttet var i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne en hel unik og spændende institution. Vi fik mange gode tilbud.
Ungdomsoprøret var mest noget, vi hørte om i radioen.
Instituttet rummede Skole, Statens Øjenklinik, sygeafdeling, tandlæge og en skomager. Da gangtunnelen under Tuborgvej endnu ikke var etableret, kom Møgelhøj, købmanden på Tuborgvej, om aftenen med et lille udsalg af købmandsvarer i hallen. Skulle man have en hel kasse øl, måtte man dog bestille den dagen i forvejen.
Der var sportsfaciliteter som udendørs løbebane, springgrav, gymnastiksal og svømmehal. Der var altid efter skoletid en skolevagt, der kunne hjælpe med lektier. Der var musikundervisning, hobby-musik, eller bands. Jeg gik nogle år til harmonikaundervisning hos den blinde musiklærer Torkild Nielsen.
Han hjalp mig med at købe en meget fin brugt harmonika, som jeg fortsat har og spiller lidt på en gang imellem, altså når jeg er alene.
Der var aftenskole med sprogundervisning, keramik samt et træværksted, hvor man fik hjælp til at snedkerere.
Mine synshandicappede venner Søren Marcussen, Steen Jensen, Freddy Pedersen og jeg byggede en båd i løbet af en vinter. Det var under kyndig ledelse af Børge Vestergaard, lederen af materialelaboratoriet. Tegningerne, der lå til grund for bådens bygning, var til en snipe, som er en klasse-jolle. Længde 4,7 meter, bredde 1,52 meter, sejlareal: 12 kvadratmeter og vægt 173 kilo.
Vi ønskede ikke, at den skulle have sejl, men at den skulle drives frem ved hjælp af en påhængsmotor. Den blev bygget med bunden opad på egespanter og belagt med vandfaste plader.
Min bror og jeg fiskede fra båden i flere år, så kom den til Søren Markusen i Karrebæksminde og endte til sidst efter mange år på en legeplads i Viby.
I et af instituttets kælderrum lå ”Klubben”. Her var åbent hver aften, og den var bemandet med pædagoger. Der var bowlingbane, bordtennis, træsløjd eller bare almindelig hygge med kaffe eller te.
I weekenden kunne man køre en tur i instituttets røde bil, ”Lynet”, hvis der var en pædagog på arbejde, som havde kørekort.
Instituttets festsal var rammen om mange gode oplevelser. Der blev afviklet teaterstykker, ikke mindst af Dansk Blindesamfunds Amatørteater. Der blev afholdt juletræsfester, karneval og sommerfester, koncerter med klassisk musik og med beatmusik. Store fester, møder og revyer er blevet afholdt her.
Eleverne havde ikke nøgle til instituttets hoveddør, da det var slotsvagten, der om natten passede på ”Statens Institut for Blinde og Svagsynede”. Kom vi sent hjem, måtte vi nogle gange vente udenfor, når vagten var på rundering. Men på et tidspunkt kom han forbi hovedindgangen og lukkede os ind.
Der blev udleveret rent sengetøj og håndklæder af socialpædagogerne, og der var vækning om morgenen ved ”et alle kald” igennem en højtaler, som hang på væggen i hvert værelse. Man kunne også blive kaldt op enkeltvis via højtaleren på værelset, hvis der var en privat meddelelse eller telefon til en. Vi kunne så svare på opkaldet ved at holde en knap inde på højtaleren. Var det et telefonopkald til os, skulle vi gå ud i afdelingens telefonboks og tage samtalen der.
Der var til hver afdeling en dagligstue med fjernsyn og et køkken med et aflåseligt skab til hver beboer. Der var vaskerum med vaskemaskine, et tørrerum og et rengøringsrum.
Kaffeautomaten i hallen var et samlingssted, hvor man altid kunne møde andre, hvis det var det, man havde lyst til.
Mine venner Steen, Freddy og jeg blev medlem af Hellerup Roklub. Vi roede i en toer med styrmand eller en fire med styrmand. Det kunne være en aftentur langs med kysten til Skovshoved. Vi blev taget godt imod af de andre i klubben og blev ”døbt” efter klubbens traditioner af Neptun, og hvad der her til hørte af sennep, tomatketchup og en tur i vandet med tøj på.
Steen og jeg var med roklubben på en uforglemmelig tur til en venskabsklub i Greenwich London. Vi var indkvarteret privat hos klubbens medlemmer.
Vi roede om kap på Themsen og blev Inviteret til middag i House of Commons, da en af gæsteroklubbens venner var medlem af Underhuset og var vært ved middagen.
Det første år jeg var på instituttet, var målet med min skolegang en genopfriskning af mine skolekundskaber. En dag om ugen tog den gruppe i skolen, jeg var sammen med, ud af huset. Det var ekskursioner, der blev kaldt ”kend din by”. Vi tog afsted for at besøge en institution, en virksomhed eller andet, det kunne være interessant at opleve. Eksempelvis besøgte vi Flyvestation Værløse, hvor vi fik en tur i en redningshelikopter. Sojakagefabrikken på Islands Brygge, som senere sprang i luften. Folketinget, hvor jeg i folketingssalen ubemærket stillede mig op på landets fornemste talerstol, jeg skulle lige se, om det var noget for mig. Eller i Zoologisk Have for at kikke på søløverne sammen med en af mine blinde kammerater, der var født uden øjne. Det var med til at sætte min nye tilværelse som synshandicappet i et særligt perspektiv.
Jeg er i øvrigt sikker på, at ”Pistolstræde” fortsat lever i mange tidligere Tut-elevers hjerter.
7. Omtale af Ulla Bruuns novellesamling ”Alvin, Underhunden og andre fortællinger.”
Når medlemmer af selskabet får udgivet bøger, er der tradition for at omtale dem her i Nyhedsbrevet, og i slutningen af maj udkom Ulla Bruuns novellesamling ”Alvin, Underhunden og andre fortællinger”.
Som redaktør af Nyhedsbrevet afstår jeg fra at omtale bogen, da jeg er gift med forfatteren. I stedet for bringes en forkortet version af cand.mag. Marianne Olsens anmeldelse, bragt i Netmagasinet Sameksistens:
””Kun vi fornemmer nuet som et punkt i en uendelig kæde af nuer. Oplevelsen af tid adskiller os fra alle andre arter, der kun kender væren i sig selv i nuet. Sjovt nok er det denne væren i sig selv i nuet, som er det mystikerne stræber efter.”
Citatet er taget fra Ulla Bruuns epilog i samlingen af fortællinger: På kosmisk togrejse, og netop denne meditation står som et credo, en slags trosbekendelse over alle fortællingerne, som med deres indre syn er blevet kædet sammen med en skarp ydre iagttagelse. De skaber på den måde et enestående fortættet, somme tider skræmmende nærvær. Det er et nærvær, der uden at vrænge ad læseren afslører destruktive fordomme og råber på forsoning i det levede liv.
Handlinger
Der er historien om voldtægtsofferet, der får skylden for den forbrydelse, som hendes forsvar har afstedkommet, og som må finde sig i en skam, som hun ikke er i stand til at udtrykke.
Historien om en god bonde, der fører os gennem det fattigste København på eftersøgning efter sin kone, som han har hentet i østen. Da hun rejser fra gården, tror han det værste om hende, men det er også læserens fordomme, fortællingen skildrer over politistation og bordel uden at finde hende.
Mange fortælle-lag
Historierne handler om noget andet, end det man tror ved begyndelsen af sin læsning. Det er det spændende. Senere sidder teksterne i en som et manende pålæg om at lade være med at tage de umiddelbare indtryk for hele sandheden.
Sproget
Dertil hjælper sproget, som er sanseligt på forfatterens helt særegne måde: Den nederdrægtige drilagtighed, der har døden i sig, lader Henrik lyve om Majbritts glemsomhed og anklage hende for at have ansvaret for den nøgle, som han selv har taget: ”Imens lader Henrik sin hånd glide dybt ned i den venstre bukselomme og griber om den [nøglen]. Han stak den til sig, mens han irriteret stod i butikken og ventede….” (Guldhjertet)
Det går meget voldsomt til både i trafikken mellem mennesker i løb og på vejene: ”Føler mig tryg i læ af hendes brede krop. Så løber vi igen, og suset fra en lastbil rammer mig, da jeg når vejkanten på den modsatte side. (Tante)
Indvielsen er en glad fortælling om et par der finder hinanden mod alle odds. Her har forfatteren tydeligt nydt floraverden og bruger de fineste vækster i sine billeder. Den unge mand, der er genert og i egen mening uden noget værd, føler sig som en hængebirk, fordi han ikke er rank nok, men den læser, som kender hængebirken vil straks, måske ubevidst, få fornemmelsen af noget indtagende, hvad hele historien også udfolder, og han ”nyder den spinkle overkrop med ryghvirvler som knæ på en græsstængel, mens hun bøjer sig over højbedet.”
Skabelsesfortælling med tegninger
Endelig skal naturligvis også omtales den sidste fortælling, Odins Øje – en skabelsesfortælling om Anholt, som Ulla Bruun før har udgivet. Det er en fortælling, hvor guden fra Bibelen optræder sammen med de nordiske guder på fornøjelig og underfundig vis, en fortælling, der er illustreret med forfatterens dejlige tegninger. Den kan givetvis more børn, og i sit raffinement er den for folk i alle aldre.
Anbefaling
Det ville være dumt i en omtale at ødelægge handlingernes pointer. Det dybere budskab skal man desuden selv læse sig til og blive forandret af. Ulla Bruuns korte fortællinger er i sig selv nuer.
Der er en særlig meningsfylde ved litteratur, der ikke blot er om noget, men også er det, den handler om. Det bliver en slags mystik, en meditation.
Alvin, Underhunden og andre fortællinger er en absolut læseværdig bog – for den der tør!”
Den er udkommet på Forfatterforlaget Attika.
Det skal lige tilføjes, at forlaget nu også har udgivet den som E-bog, og at Nota er i gang med at producere en lydudgave.
8. Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg, Kålundsvej 6A, 3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72, Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com
Næstformand Lena Bang, Solnavej 19, st. th, 2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67, Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com
Kasserer John Heilbrunn, Gyldenløvesgade 16 3.tv, 1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00, Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk
Redaktør Ove Gibskov, Brombærhaven 31, 8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk
Sekretær Thorvald Kølle, Clermontgade 29. st. th., 4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk
Suppleant
Leif Martinussen, Bryrupvej 55, 2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk