Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2/2024.
Indhold:
1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg
2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk selskab,
lørdag den 9. marts 2024 på Fuglsangcentret, af Lena Bang
3. Adresselisten 2024
4. ”Hjem for arbejdsføre blinde kvinder”– kvindeliv 1900 – 1976, af Rita Ilsted Smith
5. Adolf Andersen –stærkt svagsynet og forhenværende trykkerileder på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, af Allan Andersen
6. Braille Elektromaten – opfundet af Kurth Andersen, artikel Fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 5 1967, af Poul Glygaard – side 16
7. Tiggeri i historisk og nutidig belysning, af John Heilbrunn, Jytte Nielsen og Lena Bang
8. Anmeldelse af Leif Martinussens bog: ”Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, Erindringer fra elever på Børnehjemmet, Østskolen og Vestskolen, af Birgit Kirkebæk
9. ”Vi blev statens børn” – erindringshistorie om Refsnæsskolen på lyd, af Rikke Houd
10. Bestyrelsens kontaktoplysninger
1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg
Jeg skriver denne hilsen de sidste dage i maj måned oven på nogle fantastiske sommerdage i familiens sommerhus i Nordsjælland.
Indledningsvis tillader jeg mig i al beskedenhed at fortælle om en bogudgivelse, som jeg selv står som forfatter af. Det drejer sig om en historisk beskrivelse på 75 sider af “Foreningen Aarhus Blinde”, som blev stiftet i 1893 og som i 1982 forvandledes fra en klassisk filantropisk forening til fordel for blinde i Aarhus til “Blindes Støtteforening i Aarhus”. Det er foreningens bestyrelse, som har opfordret mig til at beskrive foreningens historie gennem 130 år. Bogen udkom i april måned i år på forlaget Kahrius og kan lånes på Nota.
Bogens vigtigste budskab er fortællingen om filantropiske foreningers betydning for blinde efter oprettelsen af Det Kongelige Blindeinstitut i 1858. Dansk Blindesamfund blev som bekendt stiftet i 1911. Pionererne bag foreningens stiftelse lagde afgørende vægt på, at denne skulle være blindes egen forening, hvor kun blinde og stærkt svagsynede kunne optages som medlemmer. Der var således tale om et opgør med de foreninger, der siden populært er blevet benævnt hattedameforeninger eller mere nøgternt velgørende eller filantropiske foreninger.
Med Dansk Blindesamfund fik blinde deres helt eget talerør, men afhængighed af støtte og forståelse fra det omgivende samfund, var fortsat en uomgængelig forudsætning for at forbedre blindes sociale vilkår. Ordet filantropi kommer af filo-, se -fil, og græsk anthropos ‘menneske’, dvs. ‘menneskekærlighed’. Herhjemme er filantropi nu overvejende et historisk begreb, som betegner 1800-tallets organiserede private velgørenhed.
“Foreningen Aarhus Blinde” er et fint eksempel på realiseringen af den filantropiske tanke, gennem stiftelsen af en velgørende forening, der havde som sit primære oprindelige mål at yde økonomisk støtte til især ældre blinde. Det er denne filantropiske tanke som ligger til grund for den omfattende økonomiske støtte, som blindesagen i Danmark har modtaget igennem de seneste godt 160 år i form af bidrag i forbindelse med indsamlinger og gennem oprettelse af legater og fonde.
Filantropien er et gennemgående underliggende tema i flere af artiklerne i dette nyhedsbrev.
Rita Ilsted Smith giver i sit strejftog gennem historien om ”Hjemmet for arbejdsføre Blinde Kvinder”, i årene 1900-1976, en tankevækkende belysning af, hvordan velmenende borgeres indsats kom mange blinde kvinder til undsætning, og hvorledes samfundsudviklingen gennem de beskrevne år prægede udviklingen af livsvilkårene for denne gruppe.
Man får et indtryk af rækkevidden af denne udvikling gennem to fremstillinger, som rummer positive beskrivelser af udviklingen fra oprettelsen af Det Kongelige Blindeinstitut i slutningen af 1800-tallet frem til forholdene på det nye blindeinstitut i Hellerup, som blev indviet i 1968. Jeg tænker her på Jørgen Marius Hansens bog fra 1916 ”Barndomsminder fra Det kongelige Blindeinstitut” og på Peter Frederik Hansens bog fra 2023 ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”. Det er den samme historiske udvikling, som professor Birgit Kirkebæk belyser i sin anmeldelse af Selskabets udgivelse “Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord” fra 2023 til markering af Refsnæsskolen 125-års jubilæum. En beskrivelse som følges op i Rikke Houds artikel ”Vi blev statens børn” – erindringshistorie om Refsnæsskolen på lyd.
En mere dyster side af begrebet filantropi på godt og ondt tages op i 3 artikler med omtale af temaet Blinde og tiggeri, som Jytte Nielsen, Lena Bang og John Heilbrunn præsenterede søndag formiddag efter generalforsamlingen den 9. marts i år, disse indlæg kan i deres helhed aflyttes på selskabets hjemmeside.
Ønsket om på anden måde, at gøre en indsats for at komme blinde til undsætning og lette deres livsvilkår kommer eksempelvis til udtryk i Allan Andersens artikel om hans bedstefar Adolf Andersen – stærkt svagsynet og forhenværende trykkerileder på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, og i Poul Glygaards artikel om Braille Elektromaten – opfundet af Kurt Andersen.
Ud over ovenstående artikler indeholder nyhedsbrevet Lena Bangs fine referat af generalforsamlingen den 9. marts 2024 og et notat om udsendelse af årets Medlemsliste, som hvert år er blevet udsendt siden 2016.
God læselyst i de kommende sommerdage, som forhåbentlig bliver lige så fine som de sidste uger i maj.
2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk selskab, lørdag den 9. marts 2024 på Fuglsangcentret, af Lena Bang
Dagsordenen var som følger:
Punkt 1. Åbning og velkomst ved formand Poul Lüneborg
Formanden bød velkommen til dette års generalforsamling.
Punkt 2. Navneopråb og præsentation af deltagerne
Alle deltagerne blev råbt op, men der var nogle, der først dukkede op senere. Vi endte med at være 27 stemmeberettigede medlemmer til stede.
Punkt 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent
Som dirigent blev Susanne Nolsøe foreslået og valgt uden modkandidater. Hun konstaterede, at generalforsamlingen var blevet lovligt indkaldt, idet invitationen havde været bragt i årets første nyhedsbrev samt i medlemsbladet. Som stemmetællere valgtes Nete Parkov og Merete Meincke og Lena Bang blev valgt som referent. Alle tre blev ligeledes valgt uden modkandidater.
Punkt 4. Godkendelse af dagsorden
Denne blev enstemmigt godkendt.
Punkt 5. Godkendelse af referatet fra generalforsamlingen, afholdt lørdag den 4. marts 2023
Dette havde været offentliggjort i nyhedsbrev nr. 2 2023. Forsamlingen tog herefter referatet til efterretning.
Punkt 6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2023/2024 til godkendelse
Formanden gennemgik hovedpunkterne i årsberetningen, idet den havde været bragt i nyhedsbrev nr. 1.
I det forgangne år har bestyrelsen haft følgende sammensætning:
Formand Poul Lüneborg, næstformand Lena Bang, kasserer og sekretær John Heilbrunn, redaktør Ove Gibskov, bestyrelsesmedlem Jytte Nielsen samt suppleanterne Leif Martinussen og Thorvald Kølle.
Der er blevet afholdt fire møder, der har fundet sted på henholdsvis Fuglsangcentret og i handicaporganisationernes hus i Høje Taastrup. Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith har også deltaget i de fleste bestyrelsesmøder. Samarbejdet i bestyrelsen har været godt og konstruktivt. Medlemstallet har været stabilt. I 2023 havde selskabet 123 medlemmer. Både synshandicappede og seende kan blive medlemmer af Blindehistorisk Selskab. Vi har stadig fem kollektive medlemmer, som er: Bredegaard, den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde, IBOS, Nota og Synscenter Refsnæs.
Vi ønsker, at flere også yngre mennesker bliver interesseret i blindehistorie og derved får lyst til at melde sig ind i selskabet, så derfor gør vi stadigvæk opmærksom på vores eksistens via medlemsbladet. Forsamlingen diskuterede også andre måder, hvorpå vi kunne udbrede kendskabet til foreningen. F.eks. ved hjælp af omtale på sociale medier såsom Facebook. Dette var der allerede medlemmer, der havde gjort. Det blev også foreslået at tage kontakt til P1-programmet Kampen om historien, med henblik på eventuelt at få lavet en udsendelse, der kunne handle om krigsinvalider efter 1. Verdenskrig. Der vil blive udarbejdet en sådan afhandling om dette emne. Derudover blev det foreslået at lave podcasts med blindehistorisk indhold.
Vores medlemsliste skal være så opdateret som muligt, så bestyrelsen lettest kan respektere GDPR-reglerne. Alle rettelser skal således tilgå kassereren. Den blindehistoriske arbejdsgruppe har også i det forgangne år bestået af Ove Gibskov og Poul Lüneborg fra Blindehistorisk selskab samt Karen Marie Pedersen og Dennis Bonet Åbank fra Fritids- og Kulturpolitisk Udvalg. Ove Gibskov supplerede beretningen med at fortælle, at arbejdsgruppen er gået i gang med at undersøge, hvilke effekter fra anskuelsessamlingen på Synscenter Refsnæs, der kan bevares. Dette gør de i samarbejde med Kurt Nielsen, Thorvald Kølle, Niels Ove Jørgensen og tidligere synskonsulent Winnie Ankerdal. Angående registreringsprojektet, der omhandler blindehistoriske effekter, er der blevet udarbejdet en rapport i 2020. Et af vores afdøde medlemmer Niels Eskjær, har inden sin bortgang fået Inge Eskjær til at indsamle hjælpemidler, der har været opmagasineret, så disse kan indgå i registreringsprojektet. Via Medicinsk Museions registratur kan det ses, om en bestemt genstand allerede findes, eller kan matches med et bedre eksemplar. IBOS har ligeledes leveret en del elektroniske notatapparater til projektet. Rapporten, som omhandler blindes levevilkår i 60erne og 70erne har været omtalt i Handicaphistorisk Tidsskrift.
2023 var også året, hvor selskabet udgav jubilæumsskriftet med titlen “Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, i anledning af at Synscenter Refsnæs fyldte 125 år. Dette blev markeret i Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup fredag den 27. oktober, hvor selskabet var vært ved en reception, hvor der blev holdt flotte taler bl.a. af Jesper Holten fra Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg og fra selskabets formand Poul Lüneborg. Alle medlemmer af Blindehistorisk Selskab har desuden modtaget et eksemplar af bogen, både som trykt udgave og som DAISY-lydfil. Leif Martinussen, Poul Lüneborg samt Thorvald Kølle deltog også i fejringen af jubilæet på Synscenter Refsnæs, der fandt sted den 1. november. Synscenter Refsnæs købte 25 eksemplarer og Nota købte 50. Forlaget Kahrius har stadig en del trykte eksemplarer, der endnu ikke er blevet solgt. CD-udgaven kan også lånes på Nota. I forbindelse med jubilæumsskriftet har vi fået dækket alle omkostninger via fondsmidler på 119.000 kr.
Vores nyhedsbrev udkommer tre gange om året i alle medier. Bestyrelsen har desværre måttet opgive, at udgaverne på CD, punkt og sort skal udkomme på samme tid som mailudgaven. Det skyldes Post Nords langsomme leveringstid. Alle nyhedsbreve kan i øvrigt også læses på selskabets hjemmeside. Redaktør Ove Gibskov opfordrede alle medlemmer til fortsat at sende indlæg til nyhedsbrevet. Der efterlyses især indlæg fra medlemmer, der har været integreret i folkeskolen. Ove Gibskov fortalte desuden om et omfattende materiale, der omhandler en sag fra 1937, hvor Retslægerådet ikke kunne anbefale sterilisation af blinde og dermed heller ikke fratagelse af deres ret til at indgå ægteskab. Dette arbejde vil munde ud i mindst én stor artikel i et kommende nyhedsbrev samt et foredrag.
Rita Ilsted Smith har overtaget redigeringen samt udformningen af hjemmesiden. Det har vist sig muligt at registrere, hvor mange og hvem, der søger informationer på hjemmesiden. Websiden indeholder blandt meget andet generalforsamlingsreferater tilbage fra 1994. Samtlige bestyrelsesmedlemmer har fået en kopi af en ekstern harddisk med selskabets lydarkiv, der løbende bliver opdateret. Det indeholder over 1000 lydfiler. Pga. Copyright hensyn kan lydarkivet kun anvendes offentligt til opgaveskrivning og analyser.
Herefter blev årsberetningen sat til afstemning, og den blev enstemmigt godkendt med applaus.
Punkt 7. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
Kasserer John Heilbrunn gennemgik regnskabet. Indtægterne var på 152.850 kr. Udgifterne var på 135.319 kr. Selskabet kom ud af 2023 med et overskud på 17.531 kr. Revisionen havde godkendt regnskabet uden yderligere bemærkninger. Herefter blev regnskabet også enstemmigt godkendt af forsamlingen.
Punkt 8. Fastsættelse af kontingent
Bestyrelsens forslag om at fastholde kontingentet på 150 kr. blev vedtaget med applaus.
Punkt 9. Indkomne forslag
Der var ingen.
Punkt 10. Valg af bestyrelse
- Valg af formand. Poul Lüneborg ønskede at genopstille, og blev enstemmigt genvalgt med applaus, for en toårig periode.
- Valg af øvrig bestyrelse. Lena Bang og Ove Gibskov genopstillede begge, og Lena Bang blev genvalgt uden modkandidater for en toårig periode. Ove Gibskov ønskede foreløbigt at genopstille for en etårig periode. Han blev ligeledes enstemmigt genvalgt med applaus.
- Valg af to suppleanter. Leif Martinussen og Thorvald Kølle ønskede begge at genopstille, og de blev genvalgt uden modkandidater for et år.
- Valg af to revisorer. Kurt Nielsen havde skriftligt tilkendegivet, at han ønskede at genopstille til denne post. Derudover genopstillede Nete Parkov. Begge blev genvalgt som revisorer uden modkandidater.
- Valg af revisorsuppleant. Hanne Skipper blev foreslået og enstemmigt valgt med applaus.
Punkt 11. Eventuelt.
Dirigenten takkede for god ro og orden og herefter takkede formanden for en god generalforsamling. Ellers ingen bemærkninger.
Onsdag den 15. maj 2024. Referent Lena Bang.
Formand Poul Lüneborg kunne den 15. maj med sin underskrift godkende nærværende referat på vegne af selskabets bestyrelse, som ikke havde bemærkninger til dette.
Efterfølgende har mødets dirigent Susanne Nolsøe med sin underskrift ligeledes godkendt referatet, som opbevares i selskabets arkiv.
3. Adresselisten 2024
Det kan oplyses, at kasserer John Heilbrunn har færdigredigeret selskabets adresseliste. Den vil blive udsendt på mail til alle, som hidtil har modtaget den på denne måde men naturligvis også til andre, der ønsker det. Som tidligere år kommer den også på punkt, DAISY og i storskrift, når man på Dansk Blindesamfunds hovedkontor har fået den produceret i disse formater. Det er muligt, at disse udgaver først vil blive udsendt senere i juni, da der blandt andet vil være belastning på produktionen i forbindelse med hovedbestyrelsesmødet i slutningen af juni.
Det er vigtigt, at alle kontrollerer deres egne kontaktoplysninger og melder tilbage til John Heilbrunn, hvis der er sket ændringer, som ikke er kommet med i den nye adresseliste.
4. ”Hjem for arbejdsføre blinde kvinder”– kvindeliv 1900 – 1976, af Rita Ilsted Smith
På Mariendalsvej 30 på Frederiksberg ligger en statelig bygning på fire etager, der i dag huser bostedet Thea for psykisk sårbare. Bygningen er opført i 1900 og udgjorde frem til 1976 ’Hjem for arbejdsføre blinde kvinder’, populært kaldet Mariendalshjemmet.
Hundredvis af synshandicappede kvinder har passeret igennem denne bygning i et spænd på 76 år. Undervejs har Mariendalshjemmet ændret karakter adskillige gange, alt efter de skiftende samfundsmæssige vilkår. Her vil jeg give nogle glimt af hjemmets historie.
Optakten
I starten af 1900-tallet var vilkårene vanskelige, for synshandicappede voksne kvinder, når de havde afsluttet forløbet på Blindeinstituttet. Hvordan skulle de sikre sig et udkomme? De kunne blive gift og dermed forsørget, eller de kunne tage tilbage til deres hjemegn og udføre håndarbejde, som de kunne forsøge at afsætte. Var ingen af delene mulig, kunne det være den direkte vej til fattiggården eller et plejeforhold.
De dårlige udsigter bekymrede Blindeinstituttets lærere og lærerinder, der hvert år skulle sende de unge kvinder ud i verden til en uvis skæbne. Derfor foreslog lærerinde på Blindeinstituttet Methea Hoffmann, i 1895 foreningen Danmarks Blinde at oprette et hjem for arbejdsføre blinde kvinder, hvor enligtstillede kvinder kunne bo og arbejde. Hun havde rejst i udlandet og set sådanne arbejdshjem for blinde. Danmarks Blinde, dannet i 1883, var en forening af blinde og seende, som producerede bøger og blade i punktskrift og donerede midler til understøttelse af blinde. Efter et års tøven gik foreningen ind på tanken. Derefter samarbejdede Methea Hoffmann og foreningen om at skaffe en byggegrund til formålet. I 1896 tilbød Justitsråd Niels Josephsen, efter et møde om sagen, en af sine udstykkede grunde af godset Mariendal. Et udvalg besigtigede den tilbudte grund og fandt den sanitært tilfredsstillende. Nu manglede der bare midler til at opføre et hus på grunden.
1896 – 1900 foregik et storstilet indsamlingsarbejde. Der blev indrykket annoncer i aviserne, holdt en 3-dages fest i Kongens Have og arrangeret en velgørenhedskoncert i Odd Fellow palæet. Indsamlingsarbejdet blev organiseret af en komite på 24 medlemmer, alle fremtrædende borgere i København. Der blev samlet ind over hele landet og i 1899 var der indkommet 50.000 kr. – nok til at gå i gang med byggeriet. Indsamlingskomiteen blev omdannet til en bestyrelse på 11 medlemmer, der konstituerede sig 1. maj 1900. Fast sæde i bestyrelsen fik 4 repræsentanter for Danmarks Blinde, forstanderen for Blindeinstituttet, 2 lærerinder fra Blindeinstituttet samt et eller flere medlemmer af andre foreninger til blindes vel.
Beboerne flytter ind
10. december 1900 stod bygningen færdig til brug og blev indviet ved en højtidelighed. Huset var tegnet af arkitekt David Wilhelm Leerbeck og opført i palæstil i røde mursten og sandsten, med en fladbuet udsmykning øverst oppe, hvor institutionens navn stod prentet. Huset var i 4 etager, topmoderne, vinduer med stort lysindfald, indlagt centralvarme og eget værelse til beboerne.
Bestyrelsen ansatte en bestyrerinde, frk. Caroline Hendrikke Krebs, som fik bopæl i huset og var bestyrerinde helt frem til 1932.
De første 5 beboere rykkede ind 1. april 1901. Huset var dimensioneret til 30 beboere, og blev langsomt fyldt op de følgende år. I 1909 blev den uudnyttede tagetage inddraget, så der blev plads til 35 beboere.
For at blive optaget på hjemmet skulle man være enligtstillet kvinde mellem 20 og 45 år (senere blev den nedre aldersgrænse 18 år). Man skulle være arbejdsfør og rask, bortset fra øjenlidelsen. Desuden skulle man mestre en eller flere færdigheder: rørsædefletning, børstenbinderi, håndstrikning, håndsyning, fletning af listegulvtæpper og måtter, filering af bærenet.
Beboerne havde fælles arbejdssal i stueetagen, hvor de udførte det daglige arbejde. For arbejdet fik kvinderne en lille sum om måneden, som skulle bruges til at betale deres tøj og andre personlige fornødenheder. Det var akkordarbejde, lønnet pr. stk. Jo hurtigere man arbejdede, jo mere tjente man – fra et par kroner til 20 – 25 kr. om måneden. Arbejdsdagen var kl. 8 – 19 med en spisepause en time midt på dagen og en kaffepause kl. 15. I løbet af arbejdsdagen småsnakkede man og hørte oplæsning, brød måske ud i sang, mens arbejdet gled gennem de rutinerede hænder. Kl. 19 var der aftensmad.
Bestyrerinden uddelte materialer, kontrollerede arbejdets kvalitet og sørgede for, at husordenen blev overholdt. Beboerne havde lydighedspligt overfor bestyrerinden.
De havde pligt til at deltage i husarbejdet, tøjvask, rengøring og køkkenarbejde, samt holde deres værelser. De skulle have tilladelse til at forlade huset, og fik ikke stillet ledsager til rådighed – kun om søndagen, når der var kirkegang. Man kunne hjælpe hinanden – nogle beboere så godt nok til at finde vej – eller blive fulgt af store børn, som gerne ville tjene en skilling. Man kunne tage med sporvognen på den anden side af vejen, spadsere en tur på Frederiksberg, besøge venner og familie – måske en forlovet – som boede i nærheden. Der kom ofte gæster til hjemmet, der underholdt på forskellig måde, ved klaverspil, oplæsning, sang. Beboerne sang og spillede også selv, flere havde instrumenter på værelset og i arbejdssalen stod et flittigt benyttet orgel og et klaver. Beboerne kunne se frem til den årlige skovtur med hjemmet, og fødselsdagsfesten hvert år d. 10. december på husets indvielsesdag.
Beboernes værelser
Beboernes rummelige værelser på 13,19 m2 var møbleret på forhånd, det krævede særlig tilladelse at medbringe egne møbler. Det faste møblement bestod af 1 klædeskab, 1 kommode, 1 servante, 2 stole, 1 kurvestol, 1 seng m. tilbehør, 1 sengetæppe, 1 bord, håndklæder (syet af beboerne selv). Desuden fandtes remedier til rengøring af værelset – klude, skind, sæbeskål, børste.
Beboerne kunne pynte deres værelser op med billeder, planter og nips. Enkelte ønskede og fik lov til at holde en kanariefugl. Lyset på værelset skulle slukkes kl. 10. På det tidspunkt skulle alle beboere være kommet hjem, ingen måtte forlade huset derefter – medmindre der forelå en særlig tilladelse. Der var slå indvendig på hoveddøren, man kunne ikke komme ind igen ved egen hjælp efter kl. 22.
Det var ikke tilladt at have herrebesøg på værelset, og i hjemmets start var forlovelser ikke velsete – det betød udsigt til ægteskab og dermed forsørgelse, og så hørte man ikke hjemme på Mariendalsvej. Efterhånden var forlovelser dog i orden, man måtte blot flytte ud ved giftermål, og ikke modtage besøg af den forlovede på værelset. Hjemmet lagde af og til hus til bryllupsfesten, og skænkede altid de nygifte en gave. Det første bryllup på hjemmet blev afholdt i 1914.
Besøg af journalister 1920
I 1920 iværksatte frk. Hoffmann og frk. Krebs en indsamlingskampagne, med det formål at oprette et hvilehjem for udtjente beboere, der ikke længere kunne klare arbejdet på hjemmet.
I anledning af indsamlingen besøgtes hjemmet i 1920 af journalister fra flere aviser.
De besøgende journalister begejstredes over kvindernes flittige fingre i arbejdssalen og deres indsats i husarbejdet. Således hedder det i en artikel i Nationaltidendes sektion ’Kvinden og hjemmet’ 3. marts 1920 (moderne retskrivning):
Køkkenet stråler af renhed! Gryderne er skuret på undersiden og lige så blanke som da de for – hør I husmødre og husassistenter – 10 år siden udgik fra køkkenudstyrsmagasinet! Karkludene hænger akkurat på en lille snor og ligner servietter til tørring!
…
Så går vi ind i salen, det store lyse rum, hvor de kvinder, som ernærer sig ved stolefletning, børstenbinderarbejde, strikning, knipling, måtte- og tæppefletning, arbejder. Det er overordentlig interessant at stå og se på disse flittige, følsomme fingre, der arbejder så rapt som nogen seendes!
Hvilehjemmet blev en realitet i 1921. I løbet af et år blev der indsamlet godt 16.000 kr. Grosserer Stau, en af blindesagens faste støtter, stillede en villa til rådighed i Lyngby, og hvilehjemmet blev oprettet med hans afdøde kones navn: Elisabeth Staus Hvilehjem i Lyngby.
Elevernes indtog
I 1917 begyndte hjemmet som noget helt nyt at optage elever til at lære ’blindearbejde’ dvs. rørsædefletning, børstenbinderi, måttefletning m.m.
I 1923 oprettedes med statsstøtte en egentlig elevskole. Målgruppen for elevskolen var kvinder, der var blevet blinde som voksne og dermed ikke havde haft mulighed for at blive oplært på Blindeinstituttet, hvor man som hovedregel kun kunne være indtil man var 18 år. Hjemmet modtog et årligt tilskud pr. elev fra staten samt midler til at ombygge huset til sit nye formål.
Eleverne skulle oplæres i enten vævning eller maskinstrikning – ikke i det traditionelle blindearbejde. Vævning havde været et fag for pigerne på Blindeinstituttet siden 1909, og kunne nu også læres på Mariendalsvej. Maskinstrikning var på vej som et egnet fag for synshandicappede kvinder, rundt om i Europas blindeinstitutioner havde man gode erfaringer.
Der blev indrettet en vævestue og en strikkestue med tilhørende systue i tagetagen. Her indrettedes også værelser til eleverne – et fåtal var eksterne elever, der ikke boede på hjemmet. Også unge kvinder, der havde afsluttet deres forløb på Blindeinstituttet, søgte optagelse som elever på Mariendalshjemmet. De kunne færdiggøre deres væveuddannelse på hjemmet som 3. års elever, og maskinstrikning kunne kun læres på Mariendalsvej.
Oprettelsen af elevskolen var startskuddet til en række processer, som i løbet af 10 – 15 år ændrede Mariendalshjemmet fuldstændig. I spidsen for ændringerne stod Blindeinstituttets forstander Otto Wüstenberg, der indtrådte i Mariendalshjemmets bestyrelse i 1922. Frem til 1933 var han formand for forretningsudvalget og næstformand for bestyrelsen, fra 1933 til 1946 var han formand for bestyrelsen efter den hidtidige formand Carl Lehmanns død.
I et tæt samarbejde med bestyrerinde, forretningsudvalg og bestyrelse omstillede han i løbet af 10 – 15 år Mariendalshjemmet til en moderne erhvervsvirksomhed, der producerede vævede og maskinstrikkede tekstiler.
Erhvervsvirksomheden konsolideres
I begyndelsen fortsatte de faste beboere deres traditionelle blindearbejde i arbejdssalen, uanfægtet af den nye elevskole på 3. sal. Men også beboernes arbejde ændredes efterhånden til vævning og maskinstrikning. Det skete ved naturlig afgang, ved omskoling af de faste beboere og ved at hjemmet optog en stor del af de færdiguddannede elever som nye beboere.
I 1932 foreslog Wüstenberg en større omrokering af hjemmets lokaler med henblik på at styrke erhvervsvirksomheden. Bestyrelsen vedtog hans forslag. Den hæderkronede arbejdssal blev omdannet til vævestue for de faste beboere, børstenbinderne og rørfletterskerne fik lokaler ovenpå. Tørreloftet blev nedlagt og indrettet til ny vævesal til eleverne. Storvasken blev sendt ud af huset. Den tidligere rullestue blev omdannet til strikkeri og et tilstødende lokale blev indrettet til systue. Kvinderne blev fritaget for husarbejdet, så de kunne lægge alle kræfter i produktionen; der ansattes en ekstra husassistent. Der investeredes 7000,- kr. i indkøb af strikkemaskiner.
Som et forsøg blev der ansat seende invalider på systuen – det gik så godt, at det blev praksis fremover. Samtidig åbnedes en ny mulighed for synshandicappede kvinder i form af frie arbejdspladser til eksterne arbejdersker. Hjemmet tilbød synshandicappede kvinder i Storkøbenhavn, at de kunne få en væve- eller strikkeplads på hjemmet, hvis de ikke havde plads til væv eller strikkemaskine i eget hjem. Det kunne både være udefra kommende kvinder og også beboere, der gerne ville indgå ægteskab, og samtidig arbejde videre på Mariendalshjemmet.
Oprettelsen af strikke- og væveværksteder havde sine omkostninger for beboerne. Værkstederne krævede plads og det var nødvendigt at inddrage beboerværelser. Man kunne som beboer ikke længere påregne eget værelse, eleverne og nogle af de faste beboere måtte bo sammen to og to.
Pladsproblemerne løstes i 1936 med rejsningen af en ny bygning, der rummede vævestuer, strikkestuer og systuer samt værelser til eleverne. Bygningen blev forbundet med den ældre bygning via en mellembygning. Det blev igen muligt at få eget værelse som beboer i den ældre bygning. Elevværelserne i den nye bygning var små og smalle, der var lige plads til en sofa, et klædeskab, et bord og to stole. Der blev indrettet dagligstuer i den tidligere arbejdssal i den ældre bygning. Måltider fandt for alle grupper sted i spisesalen i kælderen i den ældre bygning. Eksterne arbejdersker kunne spise med mod en betaling på 50 øre.
I et interview i Aftenbladet 10. januar 1936 omtaler Wüstenberg den kommende bygning således under overskriften ’Det store fremstød for blinde kvinder kommer nu’ (moderne retskrivning):
Vævning og maskinstrikning er de hovedbeskæftigelser, man kan anvende for kvindernes vedkommende. I øjeblikket sidder der mange blinde kvinder og fremstiller udmærkede ting på vævningens og strikningens område som håndarbejde (artiklens fremhævning) – men nu vil vi søge at tage sagen op på en bredere basis på samme måde som det allerede er sket i fx England, Tyskland og Italien: ved oprettelse af et stort strikkeri for blinde kvinder (artiklens fremhævning), hvilket vil kunne give en ganske god fortjeneste.
Maskinstrikningen var tydeligvis Wüstenbergs hjertebarn hvad angik kvindearbejde – men var det også kvindernes? Både vævning og maskinstrikning var krævende arbejde, der fordrede koncentration og gav støj. Især maskinstrikning var anstrengende, det var stående arbejde, som ikke alle kunne tåle. Det var slut med den gamle arbejdskultur med hyggelig passiar, oplæsning og sang under arbejdet.
To af de gamle husflidsfag eksisterede stadig på Mariendalshjemmet; den nye bygning rummede et værksted til børstenbinderi og rørsædefletning. Udøverne svandt kraftigt ind i antal. Pr. 15. november 1936 fandtes der 48 beskæftigede kvinder på hjemmet, 28 udlærte kvinder (21 faste beboere og 7 eksterne arbejdersker) og 20 elever (14 interne og 6 eksterne). Beskæftigelsen blandt kvinderne fordelte sig som følger: 14 udlærte kvinder vævede, 10 strikkede på maskine, 1 strikkede i hånden, 1 bandt børster og to flettede rørsæder. 8 elever vævede, 10 strikkede på maskine, 1 bandt børster, 1 flettede rørsæder.
Beboerprotester!
De restriktive forhold på Mariendalsvej blev lempet en anelse med tiden. Slåen for hoveddøren var blevet afskaffet i 1927, og erstattet af nøgler. Hver beboer fik en nøgle, og kunne låne en natnøgle, som skulle afleveres igen næste morgen. I 1935 var arbejdstiden 9-17, på linie med det øvrige samfund. Fra 1936 skulle lyset først slukkes kl. 22.30 – var der opera i radioen måtte man gerne høre den færdig efter kl. 22.30. Radioen havde holdt sit indtog på hjemmet i 1926 og var nu fast inventar på alle værelser.
Ernst Jørgensen, Dansk blindesamfunds forretningsfører 1928 – 51, trådte ind i Mariendalshjemmets bestyrelse og forretningsudvalg i 1934 og søgte fra starten at tilgodese beboernes interesser. Han foreslog, at der valgtes to repræsentanter for beboerne. Det blev enstemmigt vedtaget.
17. december 1942 modtog Wüstenberg denne skrivelse fra beboerne:
Da der tidligere er spurgt frk. Grotum Holm [forstanderinde for hjemmet fra 1935] om vi kan få udbetalt kostpenge for de dage, vi er bortrejst, men uden resultat fra bestyrelsen, retter vi denne gang vor forespørgsel til dem hr. forstander Wüstenberg og beder dem behandle sagen.
Vi mener at være berettiget til både kostpenge og rationeringsmærker, når vi rejser til højtiderne. Vi håber, der må træffes en for alle parter tilfredsstillende ordning, i modsat fald vil sagen blive genoptaget.
Disse formuleringer lyder svagt truende, og er meget langt fra den lydighedspligt, beboerne blev indskærpet i hjemmets tidlige år. Det taknemmeligheds- og underordningsforhold, der karakteriserer filantropen over for den, der er genstand for hjælpen, var ved at blive afløst af et forhold, der mere mindede om forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver. 1930’erne genlød af arbejdskampe og fokus på rettigheder. Disse rørelser havde også nået Mariendalshjemmet.
Bestyrelsen vedtog at yde godtgørelse i juleferiens 16 dage på 2 kr. pr. dag, det samme i påskeferien (8 dage). Rationeringsmærker havde beboerne allerede.
Flere lignende henvendelser fra beboerne fremkom i 1940’erne – fx om fri medicin og ret til herrebesøg. I 1947 blev ’Hjem for arbejdsføre blinde kvinders elev- og beboerkreds’ dannet. ’Der skal føres forhandlinger med beboerkredsen om ny dagplan og ordensbestemmelser’, hedder det i bestyrelsesreferatet 24. april 1947 – samme dag som kredsen var blevet dannet.
Besættelsestiden
Besættelsen 1940 – 45 bragte særlige vilkår for Mariendalshjemmet. Der var mangel på garn og dermed på beskæftigelse af hjemmets kvinder, og det krævede opfindsomhed og initiativ at beskæftige hjemmets mange brugere. Fletning af julehjerter for maskinstrikkerne virkede lovende, men måtte opgives. Andre firmaer tog ideen op, der var ikke efterspørgsel nok. Arbejdstiden blev sat drastisk ned; som beskæftigelsesmulighed tilbød hjemmet kurser i dansk, engelsk, punktskrift, klaverspil, maskinskrivning, husholdning. Der var god søgning til kurserne. En beboer blev så interesseret i engelsk, at hun skaffede sig engelske pennevenner. I sommeren 1950 kom pennevennerne til København og boede på Mariendalshjemmet under besøget.
50-års jubilæet i 1950
50-års jubilæet i 1950 gav anledning til status og tilbageblik i hjemmets årsberetning 1950 -51. Af beretningen fremgår, at 198 kvinder var blevet optaget på hjemmet, 48 havde indgået ægteskab, 28 var flyttet til hvilehjem, 13 afgået ved døden, 68 havde af anden grund forladt hjemmet. 35 eksterne elever har modtaget erhvervsmæssig oplæring, 33 eksterne vævere og maskinstrikkere havde haft fri arbejdsplads.
Disse nøgterne tal dækker over meget varierede forløb. En del af beboerne opholdt sig på hjemmet det meste af deres liv. Allerede før 1950 havde flere beboere kunnet fejre 25- og 40-års jubilæum. Senere hen var der både 25-, 40- og endda et enkelt 50-års jubilæum blandt beboerne.
Mariendalshjemmet var ikke længere primært et hjem for ældre frøkner. Efter elevskolens indførelse i 1923 boede de fleste kvinder i kortere tid på hjemmet. En del drog af efter endt uddannelse, medbringende en væv eller en strikkemaskine. Det forekom ikke sjældent, at et ophold på Mariendalsvej sluttede mere eller mindre pludseligt med et ægteskab, somme tider efter nogle få måneder på hjemmet, andre gange efter adskillige år.
Nogle beboere måtte forlade hjemmet pga. sygdom. Det kunne være sindslidelser eller fysiske lidelser, der gik ud over arbejdsevnen. Ikke alle ønskede at forlade hjemmet, nogle bønfaldt om at komme tilbage efter overstået sygdom – hvilket ikke altid blev imødekommet. Nogle få blev erklæret uegnede og bedt om at forlade hjemmet pga. genstridighed eller overtrædelse af husordenen.
Det er et genkommende tema, at en beboer ’ønsker at klare sig selv’ i egen lejlighed, hvis hun ikke længere er ønsket på hjemmet – især efter Dansk Blindesamfunds hus ’Folkets Gave’ blev opført i 1924. Flere gange modsatte hjemmet sig et sådant ønske, overbevist om at det var den pågældende beboer slet ikke i stand til.
Hvad der siden hændte –
Efterkrigstiden bragte nye udviklinger på Mariendalshjemmet. Der uddannedes stadig vævere og maskinstrikkere, men nye grupper kom til: studerende elever og beboere med arbejde uden for hjemmet. Det blev muligt for synshandicappede at uddanne sig i forskellige fag – kommende fysioterapeuter, socialrådgivere, telefonpassere, organister rykkede fra sidst i 1940’erne ind på Mariendalshjemmet. Disse grupper benævntes pensionærer, og var i sagens natur uden arbejdspligt.
I 1958 blev Mariendalshjemmets erhvervsvirksomhed overtaget af A/S Blindes Arbejde og adskilt fra hjemmet. Blindes Arbejde, dannet i 1929, drev værksteder for blinde mænd og sørgede for afsætning af varerne. Lige siden 1938 havde selskabet fungeret som Mariendalshjemmets salgscentral.
Samtidig erstattedes hjemmets selvsupplerende bestyrelse af et tilsynsråd. Rådet bestod af direktøren for Blindes Arbejde, formanden for Dansk Blindesamfund, formanden for Dansk Blindesamfunds Københavnerkreds, administrationschefen for blindeforsorgen, og en folketingspolitiker som formand.
Denne udvikling var et resultat af to forhold: længere tids tovtrækkeri med Socialministeriet om, hvordan en økonomi med stigende underskud skulle håndteres. Og et længe næret ønske i Blindes Arbejde og Dansk Blindesamfund om at slå de forskellige erhvervsmuligheder for synshandicappede sammen. Tilsynsrådet var et krav fra staten for at levere permanent underskudsdækning. De interesserede parter kom begge til at sidde i tilsynsrådet og var dermed tilfredse. Formanden for bestyrelsen, som repræsenterede Danmarks Blinde, gik af i protest.
Fra nybygningen i 1936 frem til afhændelsen af produktionen i 1958 svingede hjemmets brugerantal mellem 40 og 56 personer. Med produktionen forsvandt de eksterne arbejdersker og eleverne, hjemmets brugere var nu faste beboere, pensionærer og studerende. Mænd fik adgang til hjemmet som pensionærer i 1961.
Antallet af brugere faldt gradvis i løbet af 1960’erne. I 1971 rummede hjemmet kun 15 faste beboere, 2 pensionærer og 1 studerende. Tilsynsrådet mente ikke, at hjemmet kunne drives videre på det grundlag. Rådet udkastede en plan om at ombygge hjemmet og omdanne det til et pensionat. Det var det jo næsten allerede, men sanitære ombygninger var nødvendige. I maj 1971 søgte rådet Socialstyrelsen om en bevilling på 1.850.000 til formålet. Socialstyrelsen sendte ansøgningen videre til Socialministeriet. I februar 1973 indløb et afslag fra socialministeren; hjemmet måtte lukke. Beboerne flyttede ud i løbet af 1973. Med sig fik de et udstyr af hjemmets linnedbeholdning samt benyttede båndoptagere og inventar. Det øvrige inventar fordeltes blandt blindeinstitutionerne. Legatformuen samledes i fælles legat til gavn for synshandicappede. Bygningen solgtes til anden side i februar 1976.
————————
Undertegnede er i gang med at undersøge Mariendalshjemmets historie 1900 – 1976, med økonomisk støtte og opbakning fra Blindehistorisk Selskab og Dansk Blindesamfund. Min undersøgelse skal munde ud i en bog med titlen ’Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder’. Ovenfor har jeg givet nogle prøver på bogens indhold; i den kommende bog vil hjemmets historie blive foldet ud og dokumenteret.
Mariendalshjemmet førte ikke journal over de enkelte beboere, så materialet om beboerne er sparsomt. Men noget kan dog lokkes frem af Mariendalshjemmets arkiv på Rigsarkivet. Hjemmets brugere dukker op i protokoller, åbne brevkort, små lapper, breve mellem forstanderinden og beboerne, jubilæumstaler, henvendelser fra forældre og pårørende, institutionens registrering af brugernes kommen og gåen. Der eksisterer også enkelte interviews, udført af DBS’ informatører i 1993. Jeg foretager selv interviews i forbindelse med bogen – der findes stadig kvinder, som husker Mariendalsvej.
Jeg vil bestræbe mig på så vidt muligt at afdække træk af disse levede kvindeliv. Samt træk af den institutionelle praksis, disse kvinder levede under. Jeg synes, det er vigtigt at bevare og belyse dette hedengangne stykke kvinde- og blindehistorie.
Har nogen blandt Nyhedsbrevets læsere nærmere oplysninger om Mariendalshjemmet, vil jeg være glad for en henvendelse. Jeg kan kontaktes på mail: rita_ilsted_smith@hotmail.com eller telefon: 30129298.
Rita Ilsted Smith, historiker og webmaster i Blindehistorisk Selskab
Anvendte kilder: Mariendalshjemmets arkiv, Danmarks Blindes arkiv, årsberetninger, avisartikler, Gerda Thastum-Leffers: Barndommens oase, Institut for blinde og svagsynede 1858-1958.
5. Adolf Andersen – stærkt svagsynet og forhenværende trykkerileder på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, af Allan Andersen
Jeg er blevet opfordret til at fortælle om min farfar Sigurd Adolf Andersens virke som leder af trykkeriet for Blinde – en stilling, han fik i 1938. Jeg kan desværre ikke fortælle meget om hans arbejde i de første mange år. Men senere kom hele familien tæt på udviklingen af trykkeriet og stereotyperingsmaskinerne til trykning af punktskrift, som farfar var meget involveret i at få automatiseret.
Sigurd Adolf Andersen blev født d. 26. september 1904 omkring Faaborg på Sydfyn, hvor hans far havde et bådebyggeri. Jeg har desværre ikke kunnet finde ud af, hvordan min farfars opvækst har været. Det minder mig om, at vi alle skal huske at spørge vores ældre familiemedlemmer om, hvordan det var, da de var unge.
Farfar mistede det meste af synet under sin opvækst, sandsynligvis på grund af grøn stær. Jeg kan ud fra breve læse mig frem til, at han kom på blindeskolen i København i midten af 1920’erne, og her har jeg hans eksamenspapir år efter år, hvor han blev rost for sin indsats og fremgang, og han endte med en organisteksamen. Han har også modtaget undervisning i violin- og klaverspil.
Farfar boede i begyndelsen på instituttet, men flyttede senere på et værelse hos Victor Borges farbror, og han mødte også i disse år Wandy Tworek, så han har her været under masser af indflydelse til at udvikle sit violinspil.
På et tidspunkt spillede farfar også i Danmarks Radios Underholdningsorkester, og jeg forestiller mig, at det har været en af de musikalske venner, der har fået ham ind i orkestret. Farfar supplerede også indtægterne ved at spille rundt på diverse underholdningssteder i København.
Han mødte min farmor på Blindeinstituttet, hvor hun var ansat som stuepige. Hun gav ham et klaver, da han havde bestået eksamen – købt på afbetaling.
Farmor og farfar flyttede til Sjællandsgade, hvor de fik to drenge – Kurth (min far) i 1930 og Viggo i 1933.
Før farfar i 1938 blev leder af trykkeriet, kan jeg se af de breve, han modtog, mens han var på Blindeinstituttet, at han blev tituleret ”Trykker Sigurd Adolf Andersen”, så han har nok allerede dengang arbejdet med trykning af punktskrift.
Mine minder om farfar
Jeg husker mange hyggelige juleaftener, som i min barndom altid blev holdt hos farmor og farfar, hvor farmor stod for maden. Efter spisningen i spisestuen blev fløjdørene ind til dagligstuen lukket, og min søster og jeg blev sendt ud i gangen. Farmor ryddede af i køkkenet, og så stod vi derefter sammen med hende klar ved fløjdørene. Når dørene blev åbnet, skinnede vores øjne om kap med juletræet, som nu stod tændt lige midt i stuen. Efter en masse ”ih og åh” hvor er det bare flot i år, blev der danset omkring træet, mens vi sang. Farmor, mor og far kunne alle sangene udenad, og imens spillede farfar på klaveret.
Derefter var der uddeling af julegaver, altid en masse hjemmesyet tøj fra farmor og lidt legetøj fra mor og far. Mens de voksne drak kaffe, legede vi på gulvet med det nye legetøj, men husk at der som regel kun var ét stykke legetøj og ikke som i dag, hvor børn næsten får det, som vi dengang ville have oplevet som en hel legetøjsbutik.
Efter kaffen satte far sig ved klaveret og farfar tog violinen og så blev der spillet megen god musik.
I hverdagene var farfar jo på arbejde, men kom hjem for at spise frokost, og så afsted igen. Dengang lå Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde i Randersgade i en stor bygning med et flot haveanlæg. Jeg var ofte på besøg med min far, da han jævnligt udførte forskelligt arbejde på trykkeriet. Han var uddannet som teknisk tegner og kunne se muligheden for, at de maskiner, som man skrev punktskriften på, måtte kunne gøres bedre. Når man havde trykket tasterne til det enkelte bogstav, trådte man på en stor pedal, og nålene markerede så punktskrifttegnene i metalplader. Far kastede sig over at tegne en konstruktion, hvor maskinerne blev udstyret med motor, så der skulle færre kræfter til, og der kunne skrives hurtigere. Det syntes man godt om, så far fik en gammel maskine til trykning af punktskrift med hjem i vores lejlighed. Den optog så halvdelen af stuen, mens der blev monteret motor, og hele konstruktionen blev bygget op. Mange af delene lavede far selv på en drejebænk, han havde anskaffet, og som stod i gangen. Jo, der var meget omkring blinde i vores lejlighed. Far lavede også små prene til punktskrifttavler. Disse prene har jeg pudset mange af og lakeret og pudset igen. Mor sad tit og mærkede spillekort med disse prene, så de kunne bruges af blinde. Senere byggede min far en maskine, som kunne mærke kortene.
Farfar kom selvfølgelig tit hos os, især når maskinen skulle testes, og efter den blev leveret, fulgte der flere med. Blindeinstituttet i Norge viste også interesse, så da vi i 1960 skulle flytte til en moderne lejlighed i Husum, måtte far finde et lokale til at fortsætte produktionen af stereotyperingsmaskinerne; det blev i Landskronagade.
Far kunne ikke lade være med at videreudvikle maskinerne, og det var ikke altid nemt at få ledelsen af blindeforsorgen til at finde de ekstra penge, det ville koste.
Men der blev dog udviklet bedre og bedre løsninger, og der blev leveret maskiner både til Sverige og Norge, og hele vejen igennem var farfar med til at teste tingene. Når der var pres på, ville farfar frygtelig gerne hjælpe. Det var ikke altid nemt med hans dårlige syn, men han var klar, om det så bare var at slibe på nogle af maskindelene.
En lille sjov historie.
I 1961 havde jeg fået en idé om at trykke et skoleblad. Det havde jeg fortalt farfar, så en dag, vi var på trykkeriet, skulle vi en tur op på loftet; for her var måske noget, vi kunne bruge. Der gemte sig en kuffert med en stenciltrykmaskine, hvor man skulle lægge ét stykke papir i ad gangen og så spartle sværte ud over og derefter trække papiret ud, så var der et aftryk. Instituttet måtte ikke forære den væk, men jeg fik lov at låne den i 99 år. Den havde jeg meget sjov med, men skoleblad blev det nu ikke til.
Jeg mener, at der blev udfærdiget et stykke papir på lånet, men det kommer nok til at ligge lidt tungt, hvis de vil have den tilbage.
I 1962 flyttede vi i villa i Vangede, hvor der var plads til både værkstedet og familien. Omkring dette tidspunkt havde min far leveret en maskine til trykning af punktskrift i Oslo, og i 1963 skulle der også leveres en til Bergen. Den blev sendt derop i løsdele med fragtmand, og i sommerferien kørte vi så alle sammen farfar, farmor, mor, far og os børn en tur til Bergen, hvor vi boede i ca. en uge, mens far og farfar dagligt var på trykkeriet for at samle maskinen og få den testet.
Farfar havde på et tidspunkt klaget over, at rigtig mange af de spolebånd, der blev sendt ud med lydbøger og aviser, blev ødelagt undervejs af postvæsenet. Det var ellers nogle fine fiberkassetter, men de blev nogle gange kørt over af de store postbiler, og det kunne de ikke klare. Far, som altså var lidt af en opfinder, gik så i tænkeboks, og det førte til en specialfremstillet kassette i plastik. Far byggede en vakuumpresse, som kunne fremstille kassetten i en så hård plast, at den kunne holde. Den blev testet inde på hovedpostcentret, hvor flere af de største lastbiler kørte over kassetten, og båndet inden i havde ikke taget skade. Maskinerne blev installeret på trykkeriet, hvor man så selv kunne fremstille nye kassetter. Disse kassetter blev brugt, lige indtil de små kassettebånd overtog efter de gamle spolebånd.
På den måde havde far næsten sin daglige gang på trykkeriet, som var flyttet til Rønnegade. Jeg var stadig tit med, men var mest interesseret i at komme ind og hilse på Schandorff, som stod for hjælpemidler til blinde. Her havde jeg mulighed for at købe spolebånd i god kvalitet, og dem brugte jeg mange af i de år til at optage musik fra radioen.
Når der kom nye hjælpemidler, havde vi dem tit til test for at se, om det var noget, der var værd at indkøbe til blinde.
Vi havde i familien fået mange venner og bekendte bland blinde, og nogle få kom hos os i mange år. Det var ikke kun arbejdsmæssige venskaber, og da vi også kom til mange fester i Bogensegade, mødte vi jo rigtig mange blinde. Det var gode fester, fint stort lokale med mange borde, hvor vi sad tæt, og der var kun meget få, som kunne se. Men dejligt at opleve, hvor fint de blinde fandt rundt i lokalet og også flittigt brugte dansepladsen.
Det var altid meget vigtigt for farfar at gøre sit arbejde så perfekt som muligt. Det er mig derfor også en stor glæde at kunne referere og citere fra et brev, som administrationschefen Bøgh Christensen skrev til farfar, da han lå syg på Bispebjerg Hospital. Han skrev, at det gjorde ham ondt, at min farfar var alvorlig syg, og at han i den anledning vil sikre ham et af blindevæsenets legater. Bøgh understregede, at det ikke skulle opfattes som en hjælp, men som en anerkendelse af
“den store indsats, De har ydet igennem Deres mangeårige virke for Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde.
Hvis vi skulle betale Dem for al det arbejde, De har gjort udover, hvad De har pligt til, så fik vi nok at gøre, og jeg er fuldstændig klar over, at det har heller aldrig været Deres egen mening”.
Brevet er stilet til trykkerileder, organist Adolf Andersen, pt. Bispebjerg Hospital.
Farfar fik en blodprop i 1972, som han desværre døde af. Mange år senere arvede jeg hans klaver, som havde været turen omkring flere familiemedlemmer. Det trængte til at blive stemt, og vi fandt en blind klaverstemmer, som kom og stemte det. Han fortalte, at han kunne huske alle de steder, han havde været at stemme klaver, men mente ikke at have været på vores adresse tidligere. Da han havde arbejdet lidt med klaveret, kaldte han på mig og spurgte om, hvor klaveret var fra, for han var overbevist om, at det måtte være Adolfs klaver. Det kunne vi så glæde ham med, at det var, og jeg var forbløffet over, at han uden syn kunne genkende et klaver, som det var mange år siden, han sidst havde stemt.
(Artiklen er let redigeret af Ove Gibskov).
6. Braille Elektromaten – opfundet af Kurth Andersen, artikel Fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 5 1967, af Poul Glygaard
(Her fortsættes beretningen fra forrige artikel om Kurt Andersens engagement i forbindelse med punktskriftproduktion).
I sidste nummer af bladet kunne vi fortælle om forkortelsen af punktskriften. I dette nummer kan vi fortælle om verdens mest moderne stereotyperingsmaskine, som er udviklet af firmaet “K.V.A. Maskiner, Gentofte, hvilket dækker navnet Kurth V. Andersen. Det er ham, der har elektrificeret de gamle stereotyperingsmaskiner, og nu har han altså også givet sig i kast med at fremstille en impulsdrevet, hurtigtarbejdende maskine, som han har kaldt Braille Elektromaten.
Det sidste, men et af de væsentligste, led i en mere moderne fremstilling af punktskrift er en sådan hurtigt og sikkert virkende maskine, som kan levere manuskriptet enten i papir eller i trykplader, og den vil nu i løbet af få dage blive prøvekørt i Statens Trykkeri i Rønnegade.
Jeg har fået lejlighed til at stifte bekendtskab med maskinen på værkstedet på Mosegårdsvej, og man får et tydeligt indtryk af, at der her er tale om noget helt nyt på området. Kurth Andersen har den evne, som præger opfindere, at kunne arbejde i utraditionelle baner. En idé føder straks en ny, som forlanger at blive taget med ved løsningen af en opgave. Men han lider også under opfinderens forbandelse: utilstrækkelige pengemidler til at kunne realisere alle disse ideer. Med denne maskine er det dog lykkedes ham at realisere en del af dem, og vi beder ham fortælle lidt om Braille Elektromaten.
“For et års tid siden,” siger Kurth Andersen, fik jeg bestilling på to maskiner til Sverige og to til Statens Trykkeri. Jeg gav tilbud på manuelt betjente maskiner, men indså hurtigt efter samtaler med trykkeriets ledelse og dets tekniske konsulent, ingeniør H. C. Jørgensen, at maskinerne ville være forældede, før de var færdige, hvis man ikke var i stand til at styre dem ved hjælp af edb-fremstillede kodebånd eller -kort. Min opgave måtte være at fremstille en maskine, der både kunne betjenes manuelt og drives helautomatisk af kodebånd, og det er lykkedes. Men det har kostet mig 146.000 kr. at få prototypen frem, og det vil sige, at der ingen fortjeneste bliver til mig i første omgang. Alligevel er jeg glad for, at jeg ikke nøjedes med at lave de maskiner, jeg havde givet tilbud på.
Maskinen fremtræder som et skrivebord 1×1½ meter med en opbygning på langs, hvorunder trykpladen bevæges. I bordets sideskabe findes de fleste af de ca. 4000 komponenter og dele, som er samlet i sektioner således, at man ved maskinstop blot ved at trække et multistik ud kan skifte sektionen ud med en anden og arbejde videre, mens fejlen repareres.
Alt – anslag, returgang, linieskift og tilbagerykning er impulsstyret med fornødne sikkerhedsforanstaltninger, og en af de danske maskiner vil blive forsynet med den store type som i medlemsbladet.
For at nå frem til dette resultat har jeg måttet vove mig ind på en halv snes fagområder. Det har derfor været nødvendigt for mig at søge samarbejde med en række fagfolk og teknikere, og uden deres bistand var det vel næppe lykkedes at få realiseret de ideer, der ligger til grund for konstruktionen. Det er lykkedes os at fremstille en maskine, som kan nå op på en hastighed af 1000 tegn i minuttet. Til sammenligning tjener, at en amerikansk, hulkortstyret maskine kun når maksimalt 300 tegn, og en jævnt dygtig stereotypør omkring 250 tegn pr. minut. Elektromatens skrivehastighed kan varieres fra 500 til 1000 tegn pr. minut. Dette kræver et gennemført præcisionsarbejde, og da meget af arbejdet må udføres i hånden, skal der jo medgå megen tid dermed. Imidlertid er det helt nødvendigt, at en sådan maskine fremstilles, hvis man skal kunne få udbytte af teknikkens udvikling på andre områder.
Det næste skridt, som må gøres, er læsestationen, som på grundlag af kodebånd skal kunne afgive impulserne til stereotyperingsmaskinen, og rådede jeg over de fornødne midler, ville jeg ret hurtigt kunne løse også dette spørgsmål, men i øjeblikket har jeg absolut ikke råd til at ofre mere på sagen. Jeg har allerede sat tilstrækkeligt ind. Nu må andre træde til, hvis frugterne skal kunne høstes af det arbejde, der hidtil er udført, slutter Kurth Andersen.
Det ser således ud til, at vi herhjemme er ved at løse spørgsmålet om en mere moderne fremstilling af punktskriften bagfra.
Det første vigtige skridt er gjort, og lykkes det at få fremstillet en læsestation og en perforator til hulbåndene – eller fremskaffe et kodeskriveanlæg – ja, så har vi den første løsning, som vi kan kalde “den lille løsning”, men som på ingen måde foregriber en større ved hjælp af edb-anlæg eller ved udnyttelse af de kodebånd, som sorttrykkerier fremstiller.
Vi gratulerer Kurth Andersen med de imponerende resultater, han hidtil har nået, og tør måske føje det ønske til, at han sættes i stand til at udvikle en læsestation således, at det næste skridt gøres på vejen til en mere moderne fremstillingsmetode for punktskrift.
(Artiklen er let redigeret af Ove Gibskov).
7. Tiggeri i historisk og nutidig belysning, af John Heilbrunn, Jytte Nielsen og Lena Bang
Som tidligere omtalt blev der i forbindelse med årets generalforsamling gennemført et arrangement om dette tema. De tre oplægsholdere bidrager her med de centrale punkter fra deres indlæg, og hele arrangementet kan høres på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.
John Heilbrunn kom i sit indlæg bl.a. ind på historiske og juridiske aspekter, i forbindelse med tiggeri og nævnte indledningsvis de oplevelser, de fleste har, når andre i det offentlige rum beder om økonomisk bistand, i form af en mønt eller en skærv til mad og andet. Det er noget, man møder i toget, når man passerer forbi musikanter, folk som sælger et blad eller lignende. Mange kender sikkert den følelse af enten irritation eller et behov for at vise medfølelse og yde hjælp til sådanne personer, som vel må siges at falde ind under betegnelsen tiggere. Måske føler man også en lettelse over, at man betaler alt med kort i dag og med god samvittighed kan svare, at man (desværre) ikke har mønter eller sedler på sig?
John gennemgik den juridiske regulering af tiggeri (betleri) fra det første lovgivningsmæssige regelsæt, Forordning fra 1708 givet af Frederik d. 4. Her har man knyttet den manglende mulighed for at skabe sig en erhvervsmæssig indkomst til en lovliggørelse, for ikke mindst blinde til at udøve betleri. Denne forordning havde det formål dels at udskille ”uværdige fattige” For derved at sætte en stopper for deres betleri og på den anden side at få etableret en ordning til forsørgelse af de ”værdigt” fattige. Her fandt man ikke mindst de blinde, som værdige til at modtage forsørgelse fra det offentlige, netop fordi de ikke har haft mulighed ad anden vej, til at forsørge sig og familien. Adgangen til at betle var den måde, hvorpå de kunne skaffe sig midler til livets (meget nødtørftige) opretholdelse.
Dernæst blev en lov fra 1860 gennemgået, som vedrører straffen for ”løsgængeri og betleri”, og den straf i form af fængsel på vand og brød, som dette kunne medføre – Tvangsarbejde i arbejdshuse kunne efter en særlig målestok træde i stedet for fængselsophold.
I den nuværende straffelov § 197 findes regler om straf for betleri for den som selv, eller ved tilskyndelse af personer under 18 år i dennes husstand, betler og fortsætter hermed efter at have modtaget en advarsel fra politiet om at ophøre hermed. Trodser man advarslen, kan man idømmes fængsel op til 6 mdr.
En yderligere bestemmelse, indført i 2017, har tilføjet særlige regler om såkaldt utryghedsskabende betleri i gågader, på stationer og i butikscentre, hvor en forudgående advarsel ikke er en ”buffer”, før lovens lange arm slår til. Man talte i denne forbindelse om de såkaldte ”Roma-lejre”, som man igennem disse regler, og en række specifikke restriktioner, ønskede at komme til livs.
Herefter blev historikken gennem de seneste 100 år i Dansk Blindesamfund gennemgået, hvor forskellige tiltag og initiativer er blevet taget for at indsamle økonomiske midler til at supplere foreningens økonomiske grundlag og formue: Salg af blomster, solgaveindsamlinger, omtale af blindes arbejdsmuligheder på eksempelvis fabrikkerne BLIFA og Inerfa samt virksomheden Blindes Arbejde og omtale i radio m.v.
Siden 1980’erne har foreningen på forskellig vis gennemført landslotterier med andre handicaporganisationer, de såkaldte gigantspil og lotterier, som til tider har givet væsentlige indtægter, til andre tider er mislykkedes.
Indsamlingerne har været vigtige for en forøgelse af foreningens formue og etablering af såvel en række beboelsesejendomme til synshandicappede som særligt tilpassede plejehjem til synshandicappede flere steder i landet.
Efter etablering af et statslotto er profilen i Dansk Blindesamfund gradvis blevet ændret fra lotterier m.v. til indsamlinger og fundraising, på linje med en lang række andre velgørende organisationer til fordel for udsatte børn, bistand til arbejde i udviklingslande m.v.
Nu om dage udsendes jævnligt publikationer som Øjeblikket, og der er udsendt en række breve fra foreningens formænd, som en måde hvorpå at nå befolkningens interesse og medfølelse. Andre oplever sådanne breve som en slags ”tiggerbreve”. Man arbejder mere på at fortælle gode feel-good historier og appellerer til folk, fx via førerhundekalendere med attraktive billeder af førerhundehvalpe, for at nå folks hjerter og punge.
Nu om dage er der ikke så mange af foreningens kredse, men dog nogle, som sælger bladet Blindes Jul hvert år og dermed kompletterer kredsens formue og aktivitetspotentiale, samtidig med, at sælgerne – i lighed med Hus Forbi sælgerne – får en del af indtægterne ved salget. Er navnet på denne publikation ”Blindes jul” en måde at sætte særlige billeder i hovedet på køberne om de stakkels blinde, som sidder alene hjemme juleaften ved et enkelt stearinlys’ flamme, ensomme og glemte?
Foreningens indsamlingstiltag styres af en egentlig indsamlingsafdeling, og professionalisering og ny teknologi og effektive metoder til at segmentere profitable grupper anvendes i stigende grad i Dansk Blindesamfund som hos andre indsamlende velgørende organisationer.
Kritikken efter tidligere tiders indskrænkninger, af ubemidlede personers støtte fra det offentlige, førte til vrede hos visse personer, fordi dette at skilte med sin blindhed og dermed opnå støtte via tiggeri blev anset for uværdigt – individuelt tiggeri. Det var endda efter nogle tillidsfolks og medlemmers opfattelse rimeligt og anbefalelsesværdigt, at man skulle udstøde disse personer af Dansk Blindesamfund, hvilket andre afviste ud fra principper om empati og forståelse for disse personers meget vanskelige økonomiske situation.
Nu om dage er hele indsamlings- og fundraising-regimet blevet legitimeret og systematiseret på en måde, som i almindelighed anses for acceptabelt og nødvendigt og i det mest kritiske øjeblik kan betegnes som en slags ”kollektivt betleri”.
Jytte Nielsens tanker om blinde tiggere og gøglere i moderne tid.
Vi ved naturligvis godt, at blinde langtfra har haft et let liv på jorden. Der har været kamp for overlevelse og kamp for rettigheder. Blinde kunne ernære sig f.eks. ved at underholde som gøglere og gennem at få medlidenhed som tiggere. Det er først med velfærdsstaten, at blindes sociale og økonomiske situation løftes op. Men har denne udvikling også ændret på accepten af de blinde i den kollektive forestilling?
Vi møder nu ikke blinde på markedet, sådan fysisk, men det kan føles som om, vi stilles op på den mentale markedsplads. Når der f.eks. bruges udtryk som: ”det må da selv en blind kunne forstå ”. ”Eller man må da være både blind og døv for ikke at kunne fatte dette”.
Den nu afdøde leder af Det Konservative Folkeparti, Søren Pape, har flere gange sagt, at ”det må da selv en blind mand kunne mærke og forstå med sin blindestok”. Der var vel at mærke ikke tale om noget med tilgængelighed. Eller ”dette er som at forklare en blind, hvad en solnedgang er”. Man beklikker vores intelligens.
I mine forældres barndom, 1925, var det almindeligt, at der kom blinde gøglere til byen. De slog på grydelåg og var klædt i noget mærkeligt tøj med bjælder syet på. De larmede op og sang frække viser. Børnene drillede og løb efter dem gennem byen. Der var også den blinde lirekassemand, der med sit gule armbind var en umiskendelig blind person.
Man er blevet opmærksom på, at det ikke er lige meget, hvordan vi omtaler hinanden. Sprog kan skabe værdighed, og sprog kan ydmyge. Hvis man som eksempel sagde, at her er så mørkt, at man ikke kan få øje på en neger. Så ville det være upassende, og sådan skulle det også være at sige, selv en blind kan fatte dette. Det er her ordet ”selv”, som er det nedgørende.
På den offentlige, mentale markedsplads morer man sig stadigvæk over den blinde. Tiden er vel inde til at få den markedsplads gestalt udryddet. Er vi selv en del af publikum, spørger jeg. Jeg har kun mødt få blinde, som kan følge mine tanker. Får vi en slags valuta for at acceptere nedgørende og latterliggørende tale? Det tror jeg. Jeg har erfaret, at det at smile og grine med gør, at man bliver en del af gruppen, en del af de andre. Man kan opleve at blive lagt mærke til ved at gøre eller sige noget sjovt. Man bliver lagt mærke til, hvis man gør noget så sjovt som at tabe sin blindestok i hotellets swimmingpool, nogen fisker den op, og med smil tager man imod den. Omgivelsernes beundring over, at man sådan overhovedet bevæger sig rundt mellem andre, helt almindelige mennesker, vil ingen ende tage, og dagen efter er der nogen, der hilser genkendende på en.
En ellers velfungerende blind mand fortalte mig en gang, at når han var ude for at holde et takkeforedrag i en loge, som havde doneret penge til Dansk Blindesamfund, så gjorde han sig altid lidt mere hjælpeløs og klumrende, fumlede efter stolen, kaffekoppen og lignende. Som han udtrykte det: ”Det er det, de betaler for, de skal jo have noget for pengene”.
Jeg mener således, at disse forestillinger og forventninger kan godt leve videre også i blindes kollektive bevidsthed. Jeg er blevet mødt med mange kraftige reaktioner, når jeg har bragt dette på bane. Jeg går i små sko, jeg kan da vel forstå, det er bare sjov, vi skal da kunne tåle noget gas, og jeg kunne fortsætte, som om det var en forpligtelse at lade sig nedgøre for at blive accepteret i det gode selskab.
Mennesket er et socialt dyr, vi forbinder det med noget positivt, noget med at passe på hinanden. Men den psykiske struktur betyder også, at vi er hierarkiske med det til følge, at alle presser sig opefter i hierarkiet, andre presses ned. Det er ikke let at ændre på, men meget beror på sprog og generel respekt. Nogen vil bare ikke forstå, at sorte mennesker ikke vil kaldes negre, og der er mange ord og benævnelser, vi skal have til overvejelse i denne tid.
I bogen ”De blinde” fabulerer forfatteren Gert Hofmann, født 1932, over et maleri fra 1500-tallet. Billedet forestiller en flok blinde tiggere i al deres nød og elendighed. Forfatteren forestiller sig nu 400 år efter, hvordan maleren er kommet så tæt på. Han lader de blinde gå over en bro, hvor de skal lade sig falde i vandet, falde gang på gang, så maleren rigtig kan få deres skræk og rædsel frem. Det er i det hele taget nogen kummerformer.
Vi møder det i dag i litteraturen om blinde, også i den skrevet af blinde selv. Der skrives om alt det sjove, de dog kan komme ud for. Vi er en del af historien, og vi kender sympatiens lunende glæde, når vi med smil kan fortælle om vores sjove og underholdende oplevelser. Man skulle tro, det var den rene svir at være blind.
Jeg synes, det er umagen værd at tale om den blindes rolle på den moderne, mentale markedsplads. Tiden er parat til at tale værdigt om hinanden og også at forlange det. Psykisk vold er i øvrigt blevet anerkendt som skadelig og forbudt. Det faktum og den synliggørelse burde være til støtte for vores sag.
Lena Bang indledte sit indlæg med omkvædet af en sang skrevet til en af Dansk Blindesamfunds revyer, af en af foreningens tidligere markante sangskrivere – nemlig Ove Olsen. Omkvædet lyder sådan her:
”venner deroppe kast mønterne ned,
hvis I i hjerterne vil ha’ fred.
Hjemme jeg børn og kone har,
Sultne de venter far”
Hele sangen kan høres i Ove Gibskovs lydmontage ”100 år i lydglimt”, som blev udgivet i forbindelse med Dansk Blindesamfunds 100-års fødselsdag.
Efter denne indledning fortalte jeg om en oplevelse, jeg havde, da jeg i 2002 var på en fire måneder lang rejse i Ecuador, hvor jeg en dag stod ved et busstoppested og ventede på min veninde, som hedder Martha og er svagsynet. Jeg stod der med min hvide stok, nøjagtig som jeg plejede at gøre hjemme i Danmark, men pludselig kom der en dame og stak nogle penge i min hånd, mens hun sagde: ”Her frue”, hvorefter hun forsvandt. Da jeg fortalte det til Martha, grinede hun og sagde, at det var meget normalt, at mange mennesker troede, at når man var blind, ja, så var man helt sikkert også tigger.
I Ecuador får man som blind ingen overførselsindkomst, men må i mange tilfælde tjene penge ved tiggeri eller andre usle jobs såsom at sælge karameller, flasker med noget, der skulle forestille at være billige kopiparfumer eller hjemmebrændte cd’er af meget dårlig kvalitet. Et job, der ikke er helt ufarligt, idet mange blinde oplever at blive overfaldet af folk, der vil stjæle deres varer og penge.
Herefter nævnte jeg i mit indlæg et par eksempler fra litteraturen. Det ene var romanen ”En fortælling om blindhed” af den portugisiske forfatter Josè Saramago. Kort fortalt skildrer han i denne bog en masse mennesker, der pludselig bliver blinde. Personerne har ikke navne, men bliver beskrevet som eksempelvis pigen med solbrillerne eller den gamle mand med den sorte klap. Personerne er altså først og fremmest blinde, før de er mennesker, og de bliver desuden fremstillet som meget uhumske og primitive.
Jeg sluttede mit oplæg med en sang, jeg havde skrevet på melodien til ”Sådan er kapitalismen”:
Jeg er blind, og jeg er tigger,
for det er mit levebrød.
Jeg vil tigge hele livet
til den dag, hvor jeg er død.
Jeg er ikke nogen stakkel,
selvom jeg går tiggergang.
Det er derfor, jeg vil synge
denne enkle lille sang.
Jeg vil tjene mange penge
for at undgå fattigdom,
når jeg ej går rundt og tigger
bliver min pengepung så tom.
Jeg er ikke nogen stakkel,
Selv om jeg går tiggergang.
Det er derfor, jeg vil synge
denne enkle lille sang.
Men, hvis jeg skal være ærlig,
Ku’ det være ganske sjovt
at komme væk fra tiggeriet,
for det er da temmelig flovt.
Jeg er ikke nogen stakkel
Selv om jeg går tiggergang.
Det er derfor, jeg vil synge
denne enkle lille sang.
8. Anmeldelse af Leif Martinussens bog: ”Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, Erindringer fra elever på Børnehjemmet, Østskolen og Vestskolen, af Birgit Kirkebæk
Der er tale om artikler skrevet til Dansk Blindesamfunds Medlemsblad og til jubilæumsbøger for perioden 1907 – 1989 samt om bidrag og sammenfatninger frem til 2020. Ikke alle steder er det muligt at se, hvor de enkelte bidrag er bragt, men alderen på bidragyderne strækker sig fra mennesker født i 1899 til mennesker født i 1996. Der er en fin historisk redegørelse af Niels Strandsbjerg dækkende perioden 1898 – 1998 (kap. 5), et kapitel om etablering af Sommerskole og Efterskole på Refsnæs (kap. 8), og videre i kap. 9 og 10 er der mere historisk stof om instituttets skiftende navne (kap. 9) og om de første blindeskoler i verden (kap. 10).
Bogen er inddelt i kapitler, hvor kapitel 1 er en indledende og perspektiverende artikel af Thorben Koed Thomsen. Kapitel 2 omfatter 4 artikler fra før 1940, kapitel 3 omfatter 1 artikel fra 1948 samt diverse bidrag i jubilæumsbogen 1898 – 1948. Kapitel 4 omfatter 23 artikler fra 1940 – 1986, kapitel 5 forskellige bidrag vedrørende 100-års jubilæet 1898 -1998. Kapitel 6 bringer 1 artikel fra perioden 1982 – 1988, og i kapitel 7 er der 1 artikel for perioden 2000 – 2020. Kapitel 8 omhandler nutidige tiltag, det vil sige etablering af sommerskole og efterskole, kursusvirksomhed, og der omtales også det ændrede elevklientel, som blev et resultat af integrationen. De afsluttende kapitler 9 og 10 har et historisk og rammesættende indhold.
Kapitel 1: Indledning af Thorben Koed Thomsen er afklarende og velskrevet. Han placerer Refsnæsskolen historisk og dermed også de lovmæssige forudsætninger for institutionens oprettelse. “Vi taler om en lang periode (1926) til 1956 – 1980, som derfor er oplevet meget forskelligt af børnene / eleverne, ligesom børnene har været forskellige og derfor oplevet opholdet på Refsnæsskolen forskelligt”, skriver han (s. 16). Og det var netop noget, der slog mig, da jeg læste bogen. Vi skal helt frem til Jørgen Eckmann’s artikel “Disciplin – Selvdisciplin” på s. 80, før der bliver udtrykt kritik af de ansattes “løse hænder” og øvrige afstraffelsesmetoder. Han skriver:
“Hænderne sad løst på skafterne hos de fleste voksne, så der vankede ofte et par på hovedet, eller der blev brugt andre midler (tidligt i seng, stuearrest eller lignende). For mig førte det til at jeg, da jeg skulle i fjerde klasse og hermed overføres til Vestskolen (afdeling for store drenge), besluttede at slå igen, når en voksen slog mig. Jeg gennemførte min beslutning til og med syvende klasse” (s. 80).
Det ser ud til, at de første bidragsydere har lagt vægt på at beskrive de lyse sider ved opholdet, hvor der for perioden 1943 – 1986 kommer mere kritiske afsnit i artiklerne. På den baggrund forbavser det mig, at der i forordet står, at man på Blindehistorisk Selskabs årsmøde i 2020 har diskuteret, om staten burde give en undskyldning til tidligere elever på Refsnæsskolen, som det blev gjort til Godhavnsdrengene. “Debattens konklusion viste klart, “At det var der ikke” (s. 9). Når jeg blev overrasket, er det, fordi de beskrevne afstraffelser mindede om dem, der blev fremført i “Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933 – 1980”. Det var tilladt at slå i de danske skoler frem til 1967, men i disse beskrivelser synes der ind imellem at være tale om mere nedværdigende og raffinerede metoder end en simpel lussing: Hårde og “opfindsomme” slag som eksempelvis beskrevet af Thorvald Kølle (s. 92 og 96) og Ove Gibskov (s. 177 og 178). Meget sigende skriver Ove Gibskov, at han i 1. klasse troede, at morgensangen “Vågn op og slå på dine strenge” lød “Vågn op og slå på dine drenge”!
Tvangsfodring nævnes af flere – eksempelvis Elin Frank Andreasen på s. 101: ” vi skulle spise op, og kunne vi ikke få maden ned, blev vi tvangsfodret, og hvis man kastede op, skulle man spise det, som var kastet op”. Også Jytte Nielsen beskriver tvangsspisning af eget opkast på s. 232. De mange former for sengelægning som straf er et gennemgående mønster – især på Østskolen. Det har Elin Andreasen beskrevet på s. 102. Det at blive adskilt og dermed i nogle tilfælde fremmedgjort fra forældre og familie – og det at udvikle nære venskaber på Refsnæsskolen og klare sig i flokken betyder meget for skribenterne. Beskrivelsen af ansatte, der tog sig tid og indgik i relation til det enkelte barn, fremstilles som noget særligt. Men det er fortællinger om ensomhed og usikkerhed på den ene side og glæde ved venskaber, legene, påfund og kundskaber på den anden, der står frem. Det at lære punktskrift og dermed lære at læse er noget helt særligt i fortællingerne.
Det er taknemmelighed overfor den gode undervisning, eleverne fik, der står frem, og som begrunder, at det gode ved opholdet trods alt for de fleste overskygger den ensomhed, vold og uformåen fra de voksnes side, der beskrives. Mange af bidragyderne er mænd, og de kom fra Østskolen til Vestskolen fra 4. klasse. Og om Vestskolen og dens ansatte er der ikke meget dårligt at sige, mens de ansatte, der stod for Østskolen, næsten enslydende beskrives som et ufølsomt kvinderegime, der hvilede på kæft, trit og retning – og på ro, renlighed og regelmæssighed. Der var øjensynligt ikke megen trøst at hente for små bange børn, der ankom til skolen. Jeg kan godt forstå, at psykolog Jytte Nielsen, der var på Refsnæs i perioden 1957 – 1964 spørger, hvem disse kvinder egentlig var (s.232 – 234). Indtrykket er, at de i hvert fald ikke kunne lide børn! Pigerne slap aldrig ud af Østskolen, som drengene gjorde det. Østskolen blev nedlagt i 1974.
Det kan ikke undgås, at der er overlap i de mange bidrag og artikler. Hvordan Refsnæsskolens bygninger lå i forhold til hinanden og hele opbygningen af tilbuddet til henholdsvis blinde og svagsynede elever gennemgås mange gange. Også skolegang, fritid og ferier beskrives. Og længsel efter hjemmet, forældrenes kamp og det svære i at vende tilbage til skolen efter en ferie. Også højdepunkter som konfirmation beskrives af mange. Men alligevel er der forskel og nuancerigdom i de forskellige beretninger. Især de længere beretninger gør indtryk, fordi der skrives om noget fælles, men udtrykkene er alligevel så personlige og forskellige (Jf. Rita Varmby s. 106, Henning Eriksen s. 119, Ove Gibskov s.168, Leif Martinussen s. 195, Lars Klüver s. 221 og Susanne Melbye s. 248). Men også de få bidrag fra tidligere ansatte gør indtryk: De mange arrangementer økonoma Ester Sørensen stod for i en årrække (s. 288 – 289), hvordan undervisningen af de små børn i 1. og 2. klasse blev grebet an hos lærer Margrethe Filstrup og hendes sanseøvelser (s. 295 – 296) og Hjemrejseordninger af lærer Vagn Drejer (s. 297 – 306).
Sporadisk omtales blinde børn med multihandicap og det pres, der var lagt på eleverne på Refsnæs for ikke at klare sig så dårligt ved eksamen, at man endte i værnehjem eller noget lignende. Der er et begavelsesmæssigt hierarki, som også skinner igennem i artiklerne. De er alle skrevet af dem, der endte på “den rigtige side af målstregen”. De kunne komme til videre uddannelse på Blindeinstituttet og blev ikke stemplet som “uegnet til videre skolegang”- læs om den dimension hos Niels Strandsbjerg (s. 294) og hos Allan Gravesen (s. 272 – 276).
Når man har vænnet sig til at gå ind i bogens udpluk fra arkivet, er bogen en oplevelse at læse. Den er fuld af vigtig viden fortalt af de direkte berørte, men der kunne med fordel have været en opsamlende og analyserende perspektivering af de mange bidrags indhold.
Denne anmeldelse har oprindeligt været bragt i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 51.
9. ”Vi blev statens børn” – erindringshistorie om Refsnæsskolen på lyd, af Rikke Houd
I Dansk Blindesamfunds podcastredaktion indledte vi i efteråret 2022 arbejdet med en podcastserie om Refsnæsskolen ved Kalundborg. Den har fået titlen”Vi blev statens børn” og er en historisk dokumentarserie, der beskriver og fremkalder skolen og stedet gennem tiden frem til 1980, da forsorgen udlægges til amter og kommuner – for så lige i sidste afsnit at hoppe frem til 2023, da social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil på vegne af regeringen gav en undskyldning til de tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen, der har været udsat for svigt og overgreb.
Seriens titel, ”Vi blev statens børn”, stammer fra et interview med en tidligere elev og er valgt for at signalere, at dette er en kollektiv fortælling og er fortalt af de børn, der havde deres hverdag og skolegang på Refsnæs dengang.
Den historiske udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933 – 1980 udkom i april 2022. I indledningen til kapitel 18, der har titlen ”Erindret særforsorg” står der blandt andet:
”… beretninger fra de mennesker, som på krop og sjæl har oplevet særforsorgens institutionsliv, [har] generelt ikke fået meget plads i historieskrivningen. Dermed kan de mennesker, som har levet dele af eller måske hele deres liv på særforsorgens institutioner, komme til at fremstå tavse og passive.”
Siden vi tog hul på projektet i efteråret 2022, har vi interviewet godt 30 tidligere elever på skolen – og er i skrivende stund her i maj 2024 stadigvæk i gang. Vi har været i arkiverne og har også interviewet en række forskellige specialister. De fortæller blandt andet om forsorgs- og skolehistorie, erindret historie, skolens specifikke historie og om forråelse og overgreb.
Serien er i 8 afsnit og har dertil en prolog, der sætter rammerne for fortællingen.
Erindringshistorie og kollektiv fortælling
Da vi indledte arbejdet med denne serie, var der et væld af overvejelser og mange valg, der skulle træffes, og der er også løbende blevet gjort mange overvejelser og justeringer, som arbejdet er skredet frem. Men nogle helt centrale valg, vi traf i starten, var, at serien skulle være kollektivt fortalt og primært skulle være fortalt fra barnets og de tidligere elevers perspektiv. Endelig valgte vi at fortælle kronologisk, frem gennem tiden og i hvert afsnit forsøge at forstå lidt om den tid, vi er i.
Vi ønskede at lave en fortælling, hvor vi som lyttere kommer på en rejse i tid og sted og kommer tættest muligt på skolens elevers oplevelser, indtryk, følelser, tanker og sansninger. Hvordan var det for de børn, der gik der gennem forskellige tidsepoker, og hvad har tiden på Refsnæs betydet for dem senere?
Vi valgte den kollektive fortælling som narrativ form for på den ene side at give plads til de forskellige oplevelser og erfaringer, vi ved tidligere elever har haft, og på den anden side for at vise, at der var oplevelser og følelser, man som elev ikke var alene om. Den kollektive fortælling løber over lang tid, fra 1898 til 1980, og forbinder således også elever, der ikke kendte hinanden, på tværs af tid.
De mange erindringer er historiens krop, det primære materiale. Skolens to ældste elever er i 90´erne i dag, og deres tid på Refsnæsskolen ligger over 80 år tilbage i tiden omkring Anden Verdenskrig. Andre, vi har talt med, blev anbragt som 2- og 3-årige og deler deres første, glimtvise erindringer.
Erindringer kan være svære at faktatjekke, de kan være udokumenterbare, men for dem, der bærer dem med sig, er de en del af deres liv og virkelighed. Journalerne, der er gemt i skolens store arkiv, fortæller sjældent om børnenes oplevelser. Samtidig ved vi, at mange – især tidligt anbragte – er meget alene om deres erindringer og deres historie. De har ikke altid haft familien omkring sig til at holde sammen på minder, og de har ikke kunnet flette deres egne erindringer ind i familiens fælles historie. Nogle erindringer har måske endda været gemt helt væk – også selv om man havde nogen at dele dem med. Der er flere af dem, vi har talt med, der har været alene med voldsomme minder om overgreb og svigt. Nogle har taget det på sig, nogle har ikke ønsket at bekymre familien derhjemme eller har ikke følt, at det nyttede. Nogle har måske prøvet at fortælle om, hvad der skete dengang eller senere og er ikke blevet troet.
Refsnæs’ arkiver
Noget af det første, vi gjorde, da vi indledte arbejdet med serien, var at tage på Rigsarkivet. Vi ledte i første omgang efter børnenes vidnesbyrd i de tidlige arkiver, især fra 1898 og frem til tiden omkring Anden Verdenskrig.
Arkivet for Refsnæsskolen er omfangsrigt og fyldt med informationer om stort og småt fra 1898 og frem. Vi læste os gennem skolens tidlige år. Brune bøger fyldt ud med fyldepen og sirlig skråskrift, breve til og fra forældre, præster, lærere og læger ude i landet. Dokumenterne kunne handle om elever, man ikke anså som undervisningsegnede. Nogle af disse børn kom hjem igen til forældrene, mens andre kom videre til åndssvageforsorgen. Her er udpluk af nogle breve. Vi har anonymiseret ved at ændre navnene, og den retskrivning, der blev benyttet på det pågældende tidspunkt, er også bevaret. Det første uddrag er fra skolen til “Ellens” forældre:
“Efter at Ellen nu snart har været her i to Aar, gør det mig ondt at maatte meddele Dem, at hendes Evner er saa ringe, at hun ikke fremdeles kan blive her. Hun er en stilfærdig og rolig lille Pige, men hun kan desværre slet ikke paa Nogen Maade komme i Gang med Skolearbejdet, ligesom hun heller ikke kan være med i de jævnaldrende Elevers Leg eller tage Del i det, der optager dem. (….) jeg [ må] desværre nu indstille hende til Overflytning under Aandsvagevæsnet. Med det Kendskab jeg har til hende, tror jeg, at hun hurtigt vil vænne sig til at være paa en af Aandsvagevæsnets Anstalter – formentlig Den Kellerske Anstalt ved Brejninge – hvor hun ogsaa ved Hjælp af det Syn, hun har, hurtigt vil lære at færdes mellem de andre Børn”.
Der er mange breve fra forældre. Her er et adresseret til plejemor og lille “Hedvig”:
“Vi ser at det er bestemt at Hedvig skal flyttes saa er det vel bedst for hende at hun kommer til Ribe. Hvornår mener De hun skal afsted? Naar hun skal derned saa er det næsten godt, at hun ikke kan se de stakkels Mennesker”.
Et brev fra “Egons” forældre:
“… Angående det Forstanderen skriver med at faa Egon under Aandsvageforsorgen det kunde vi ikke tænke os.”
Og fra “Karls” forældre:
“Hr Forstander,
Ja, det er sørgeligt om Karl ikke kan lære noget. Jeg har frygtet for, den dag skulle komme jeg fik det at høre. Ja jeg ved ikke hvad De mener, men jeg synes ikke han mangler noget på Forstanden, saa jeg synes det er Synd at gøre imod Drengen hvis han skulde på en Andssvageanstalt, saa vil jeg tage ham hjem…”
Vidnesbyrd fra børnene selv er få i de tidlige arkiver. De opleves, som der står i udredningen, “passive og tavse”. Men nogle gange kommer vi tæt på og mærker omridset af dem – for eksempel i breve som disse fra børnenes forældre:
“København 1939
Hr. Forstander
Jeg vil spørge, om jeg kan få Anne hjem. Jeg har set, at Anne keder sig. Anne gik og græd hele søndag, mens vi var derude og sagde, at hun ville med hjem. Jeg er bange for, at Anne bliver syg, så jeg vil gerne have Anne med hjem.
Med venlig hilsen
Carl Svendsen“
Til det svarer forstanderen i øvrigt:
“Kære Glasværksarbejder Carl Svendsen
Tak for brevet. Jeg forstaar godt, hvor svær en Overgang det maa være ikke at have Anne hjemme, og at det i den første Tid må føles som et stort Savn. (…) Om Anne, der ikke har været vant til at lege med andre Børn, mulig kan kede sig lidt til at begynde med eller maaske rettere føle sig lidt fremmed ved at være sammen med saa mange andre Børn, er forstaaeligt. Men her er der i øvrigt ingen, der har Indtryk af, at tiden falder hende lang. I Skoletiden er hun optaget af, hvad der foregaar i Undervisningen, og i Fritiden ser man hende næsten altid sammen med et eller flere af de andre Børn, og efter hendes ansigtsudtryk at bedømme befinder hun sig godt derved. (…)”
Med venlig hilsen Forstanderen”
De allerførste elever bliver også fremkaldt gennem lærerinderne Frk. Graae og Frk. Mosolffs sirlige pen i den første elevbog fra 1898, som vi citerer fra i seriens første afsnit.
Noget, der gjorde indtryk i arkiverne fra skolens første tid, var en brun bog mærket ”Elevbog med billeder 1914 – 16. Blindhedens Aarsager”.
Bogen indeholder fotografier af skolens børn. Et barn på hver side – et nærbillede af ansigtet og så et billede af barnet, nøgent, i helfigur. Ved siden af billedet er der med skråskrift noteret en beskrivelse af blindhedens årsag på latin.
Det er et udtryk for tidens videnskabelige nysgerrighed, fortæller forsorgshistoriker Birgit Kirkebæk, som er en af de specialister, vi har interviewet til serien. Men de glemmer, at det er mennesker, de har med at gøre. De glemmer de etiske aspekter, siger hun.
Op gennem tiden bliver hver elevmappe tykkere, der dokumenteres mere og mere, men det er stadig primært institutionens perspektiv, der er dokumenteret i arkivet.
Andre kilder og greb
Som en del af researchen til denne serie har vi blandt andet lyttet til gamle lydoptagelser, radioudsendelser og læst tidligere elevers erindringer. Her har Blindehistorisk Selskabs arkiv været uvurderligt. Det samme har selskabets udgivelse “Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, redigeret af Leif Martinussen. Vi har brugt uddrag af nogle af disse erindringer i serien.
I første afsnit, som foregår fra 1898 til 1926, baksede vi med at etablere en sanselig nærhed til de elever, der gik på skolen dengang, og som for længst er væk. Vi bad en tidligere elev, Thorvald Kølle, om hjælp. Thorvald kom til børnehjemmet på Refsnæs i 1940´erne, altså næsten et halvt århundrede efter de første elever kom til skolen. Men han kender stedet, bygningerne, omgivelserne, lydene, og så kender han oplevelsen af at være anbragt. Som fortæller hjælper han os, der lytter med at forestille os, hvordan de første elever har haft det.
Lyd og musik kan også skabe nærhed, og vi har brugt disse auditive ingredienser bevidst i historien for at tage lytteren med på rejse i tid og sted og komme tæt på. Meget af det, der bliver fortalt om, ligger langt tilbage i tiden, men minderne lever stærkt i de tidligere elever, vi har talt med. Nogle af de skarpeste minder handler om naturen omkring Refsnæs. Havet, bølgerne, fuglene, træerne. Seriens lyddesigner har for at forstærke den sanselige, nære oplevelse, optaget omgivelserne med en binaural mikrofon, der giver følelsen af at høre lyden hele vejen omkring sig. Temamusikken til serien er indspillet på et klaver i en sal med trægulve. Andet musik er samplede lyde af trælegetøj, som fandtes på skolen dengang. Mange små, men bevidste valg i det lydlige udtryk, som er truffet for at skabe fortællingens rum og stemning, og som vi håber, kan være en vej ind i denne kollektive erindringshistorie.
En flig af historien
Refsnæsskolen har siden sin første start i 1898 som Det Kongelige Blindeinstituts Forberedelsesskole på Strandlyst ved Kalundborg haft mange navne, og mange børn med synshandicap har haft deres skolegang og hverdag der sammen med lærere, plejepersonale, pedeller, kogekoner, gartnere og mange flere.
Podcastserien ”Vi blev statens børn” beskriver en flig af skolens og stedets liv og historie frem til 1980. Materialet er enormt og har indebåret mange valg og fravalg, og alligevel kunne vi snildt have brugt et år eller to mere i arkiverne og endnu flere på landevejen for at besøge og tale med tidligere elever rundt omkring i Danmark. Hvert eneste møde med en tidligere elev og hvert interview har tilvejebragt nye nuancer og erindringer ind i denne kollektive fortælling, hvor mange har deres helt egne oplevelser og minder, men hvor der også er meget, man er fælles om. Alt sammen en del af en fælles erindring og en dokumentation for eftertiden.
”Vi blev statens børn” udgives ugentligt af Dansk Blindesamfund fra den 29. august 2024 og 8 uger frem.
10. Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6Ar3
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com
Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com
Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk
Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk
Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk
1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk
2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk