Ved et arrangement den 11. september 2023 i Comwell Bygholm park i Horsens fremførte social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil på regeringens vegne den længe ventede undskyldning til tidligere anbragte i særforsorgen 1933-80. Hendes tale kan høres her.
5. marts 2023 Blinde og svagsynedes båndklub med John Heilbrunn og Henrik Olsen
Efter Blindehistorisk Selskabs generalforsamling på Fuglsangcentret d. 5. marts 2023 fortalte John Heilbrunn og Henrik Olesen om Blinde og svagsynedes båndklub. Arrangementet varede 1 time og 40 minutter og var krydret med mange eksempler fra båndklubbens aktiviteter, herunder hørespil, lavet af klubben og møder optaget af klubben.
Henrik Olsen har foretaget optagelsen samt de mange klip fra båndklubbens aktiviteter.
Nyhedsbrev nr. 2 / 2023
Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2/2023.
Indhold:
1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg
2. Referat af generalforsamlingen afholdt på Fuglsangcentret 4. marts 2023, ved Lena Bang
3. Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede – 26 levnedsløb fra blinde, som dengang var unge, ved John Heilbrunn og Poul Lüneborg
4. Barndomserindringer: om at være vokset op som integreret blindfødt ved Lena Bang.
5. Anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog: ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”, ved Karen Marie Pedersen
6. Anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog: ”Gennem krattet”, ved Jytte Nielsen
7. Bestyrelsens kontaktoplysninger
1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg
Dette er i sandhed et nyhedsbrev, som fokuserer på blindes historie. Forskellige momenter af denne historie går som en rød tråd gennem nyhedsbrevets artikler fra 1700-tallet til udgangen af det 20. århundrede.
Selskabets næstformand Lena Bang tager i sin artikel læseren med gennem hendes barndom, fra hendes erindringer fra tiden i vuggestuen, til hun forlader folkeskolen. De mange detaljer, småhistorier og oplevelser med forældre, kammerater, lærere, synskonsulenter m.m. giver et levende indtryk af, hvad det på godt og ondt betyder at vokse op som integreret elev i Danmark i slutningen af 1970-erne og i 1980-erne.
Karen Marie Pedersens anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer” fortæller, hvorledes det, når det går bedst, kan forløbe, når en voksen i samme periode rammes af et alvorligt synshandicap, og må lade sig revalidere til en helt anden vej i livet. Peter forstod at bruge de nye muligheder, som lovgivningen og det nye Blindeinstitut i 1968 åbnede op for.
Overfor Peter Hansens fortælling står Jytte Nielsens anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog ”Gennem krattet”. Peter Nielsen mister synet 14 år gammel og kommer på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet, hvor han erhverver sig de nødvendig forudsætninger for at bestå præliminæreksamen efterfulgt af uddannelsen som fysioterapeut. Han lægger ikke skjul på sin kritiske holdning til kvaliteten af den undervisning, han har modtaget. For ham er arbejdet som fysioterapeut ikke tilfredsstillende, og han kaster sig over psykologistudiet ved Københavns Universitet. Hans fortælling dokumenterer begrænsningerne i blindes uddannelsesmuligheder, som Blindeinstituttet kunne tilbyde frem til sidste halvdel af 1960-erne. Det er et imponerende gå på mod og iderigdom Peter Nielsen lægger for dagen i sine bestræbelser på at nå sit mål. Peter Nielsens uddannelsesforløb er en fornem beskrivelse, af vilkårene for blindes uddannelsesmuligheder frem til de nye tendenser, som langsomt så dagens lys i løbet af 1960- og 70-erne, som er beskrevet i den rapport, som John Heilbrunn og jeg selv fortæller om i en artikel som er en gengivelse af vore oplæg på arrangementet den 18. november 2022, hvor selskabet fejrede sin 28 års fødselsdag.
Indledningsvis giver jeg et historisk overblik over blindes forsørgelses- og beskæftigelsesmuligheder gennem de sidste 200 år. Efterfølgende præsenterer John Heilbrunn rapporten baseret på 26 interview med blinde som gjorde brug af de nye uddannelsesmuligheder, som lovgivningen og administrativ praksis åbnede op for i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede.
Ud over de her omtalte 4 artikler, indeholder dette nyhedsbrev referatet af selskabets generalforsamling den 4. marts i år.
Jeg håber, at anmeldelserne af de 2 bøger giver mange af selskabets medlemmer lyst til at læse dem. De er begge hver på sin måde meget læseværdige. Jeg kan allerede nu afsløre, at der venter yderligere anmeldelser af bøger skrevet af blinde i kommende nyhedsbreve. Det er en markering af blindes historie, som vi i bestyrelsen i høj grad påskønner.
Til slut vil jeg ønske alle en god sommer og på forhåbentlig snarlig gensyn ved et kommende medlemsarrangement, som vil blive omtalt i næste nyhedsbrev.
2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk selskab afholdt på Fuglsangcentret 4. marts 2023, ved Lena Bang
Ad pkt. 1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.
Formanden bød velkommen.
Ad pkt. 2. Navneopråb, præsentation af deltagerne.
Der var 26 deltagere tilstede.
Ad pkt. 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent.
Erik Vind Frost blev foreslået og valgt som dirigent uden modkandidater. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.
Som stemmetællere valgtes Helle Riley og Frans Lynglund, og Lena Bang blev valgt som referent. Alle blev valgt uden modkandidater.
Ad pkt. 4. Godkendelse af dagsorden.
Dagsordenen blev godkendt.
Ad pkt. 5. Godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling.
Dette blev taget til efterretning.
Ad pkt. 6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2022 / 2023 til godkendelse.
Poul Lüneborg gennemgik hovedpunkterne i årsberetningen, idet den havde været bragt i nyhedsbrev nr. 1 2023. I det forgangne år har bestyrelsen bestået af følgende:
Formand Poul Lüneborg
Næstformand Lena Bang
Kasserer John Heilbrunn
Redaktør Ove Gibskov
Sekretær Thorvald Kølle
1. suppleant Leif Martinussen
2. suppleant Ole Bruun Jensen.
Desværre afgik Ole Bruun Jensen ved døden den 10. juli 2022 efter længere tids sygdom.
Bestyrelsen har afholdt fire fysiske møder på henholdsvis Fuglsangcentret og Handicaporganisationernes Hus, og samarbejdet har været godt og konstruktivt.
Selskabet havde ved udgangen af 2022 126 medlemmer, men i skrivende stund tæller selskabet 123 medlemmer, idet der er tre, der er afgået ved døden. Vi har fem kollektive medlemmer, som er Synscenter Refsnæs, Instituttet for Blinde og Svagsynede, Nota, den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde samt Bredegaard. Resten er enkeltmedlemmer. Vi forsøger i blindehistorisk selskab at rekruttere flere medlemmer ved bl.a. at bringe artikler i medlemsbladet. Fra generalforsamlingen kom der også forslag til, hvordan der kunne skaffes flere medlemmer. Det er vigtigt, at få fat i gruppen af yngre medlemmer, der også har været integreret i skolesystemet. I den forbindelse kunne det være en ide at kontakte DBSU for at høre, hvad der historisk interesserer unge mennesker. Desuden kunne der laves et medlemsarrangement om DBSU’s historie. Det blev også foreslået, at lave små podcasts med historisk indhold.
Vores medlemsliste var i 2022 desværre længe undervejs. Det skyldtes, at det tog lidt tid med indbetalingen af medlemskontingenterne. Den blev således først udsendt til de medlemmer, der ønskede listen på mail, den 3. august og herefter på punkt, Daisy og sort. Bestyrelsen vil fremover bestræbe sig på at udsende medlemslisten så hurtigt som muligt efter generalforsamlingen. Det er vigtigt, at medlemslisten er så ajourført som muligt.
Den blindehistoriske arbejdsgruppe består af to repræsentanter fra henholdsvis Blindehistorisk Selskab og Fritids og Kulturpolitisk Udvalg. I det forgangne år har gruppen bestået af Poul Lüneborg og Ove Gibskov fra Blindehistorisk Selskab samt Karen Marie Pedersen og Dennis Bonet Aabank fra Fritids og Kulturpolitisk Udvalg. Der blev sidst afholdt møde den 10. december 2022, hvor samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion samt Jesper Holten, fra DBS’s forretningsudvalg, også deltog. Mødet havde været godt og konstruktivt. Der arbejdes stadig på at sikre de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. De blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet har været opbevaret på Medicinsk Museion siden 2013. Formanden understregede desuden vigtigheden af, at betydningsfulde personligheder inden for den danske blindesag, der afgår ved døden bør markeres f.eks. med mindeord i medlemsbladet.
2022 var også året, hvor interviewundersøgelsen, omhandlende blinde og svagsynedes levevilkår i 60’erne og 70’erne, blev gennemført og afsluttet. Interviewgruppen bestod af John Heilbrunn som tovholder samt Kurt Nielsen og Helle Riley, der har stået for at gennemføre de 26 interviews samt Thorvald Kølle og Lena Bang. Der er således blevet udarbejdet en konkluderende rapport, som blev afleveret til Medicinsk Museion ved en reception i Handicaporganisationernes Hus, den 18. november 2022. Der deltog 40 medlemmer og indbudte gæster i arrangementet.
Selskabet har i løbet af 2022 udgivet tre nyhedsbreve. Bestyrelsen benyttede lejligheden til at takke alle, der havde bidraget til disse med artikler. Derudover opfordrede formanden til fortsat at komme med indlæg ved at kontakte redaktør Ove Gibskov. Det er stadig muligt at abonnere på nyhedsbrevet på henholdsvis punkt, mail, sort og som Daisy.
Der blev på generalforsamlingen givet udtryk for stor tilfredshed med punktudgaven, men, at det ville være rart med sidetal.
Rita Ilsted Smith er efter Ole Bruun Jensens død blevet selskabets nye webmaster. Hun vil fremover sørge for, at vores hjemmeside løbende bliver opdateret.
I forbindelse med Synscenter Refsnæs 125-års jubilæum, er der blevet udarbejdet et jubilæumsskrift. Der blev i 2020 nedsat en redaktionsgruppe bestående af Leif Martinussen som tovholder plus Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen. Vi vil lave aftaler med Dansk Blindesamfund og Synscenter Refsnæs, om at få jubilæumsskriftet præsenteret for offentligheden på jubilæumsdagen den 1. november 2023.
Endvidere kan det nævnes, at vores nye webmaster Rita Ilsted Smith er gået i gang med en grundig gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet, der fungerede fra år 1900 til 1973, som hjem for arbejdsføre blinde kvinder.
Angående sagen om undskyldninger, til anbragte indenfor særforsorgen fra 1933 til 1980, vides det i skrivende stund ikke, hvornår en undskyldning fra regeringen vil komme. På generalforsamlingen blev det også foreslået, at få belyst Notas historie. Efter gennemgang og drøftelser blev årsberetningen enstemmigt godkendt.
Ad pkt. 7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2022 til godkendelse.
Kasserer John Heilbrunn gennemgik regnskabet. Dette blev enstemmigt godkendt.
Ad pkt. 8. fastsættelse af kontingent.
Bestyrelsens forslag om at fastholde kontingentet på 150 kr. blev enstemmigt godkendt.
Ad pkt. 9. Indkomne forslag.
Der var ingen indkomne forslag.
Ad pkt. 10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer samt revisorsuppleant.
Følgende medlemmer af bestyrelsen var på valg:
Kasserer John Heilbrunn for en 2- årig periode, er villig til genvalg. Han blev genvalgt med applaus og uden modkandidater.
Bestyrelsesmedlem Thorvald Kølle ønskede ikke genvalg, så der skulle vælges et nyt bestyrelsesmedlem for en 2-årig periode. Jytte Nielsen ønskede at opstille, og blev valgt med applaus. Der var ikke andre, der ønskede at stille op.
Derudover skulle der vælges to suppleanter for et år. Leif Martinussen blev genvalgt som 1. suppleant. Som 2. suppleant valgtes Thorvald Kølle uden modkandidater.
Som revisorer blev Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen genvalgt for et år. Som revisorsuppleant genvalgtes Nete Parkov for et år.
Ad pkt. 11. Eventuelt
Jytte Nielsen blev budt velkommen i bestyrelsen. Ellers ingen bemærkninger.
Onsdag den 10. maj.
Referent: Lena Bang.
Den 11. maj 2023
Godkendt på bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, Formand
Den 16. maj 2023
Godkendt Erik Vind Frost, dirigent på mødet
3. Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede – 26 levnedsløb fra blinde, som dengang var unge, ved John Heilbrunn og Poul Lüneborg
Indledende oplæg ved Poul Lüneborg, formand for Blindehistorisk Selskab.
Ved selskabets 28. års fødselsdagsreception den 18. november 2022 fik Medicinsk Museion, ved samlingschef Ion Meyer, overdraget rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” Rapporten blev præsenteret af cand. Jur. John Heilbrunn, som havde været tovholder for den arbejdsgruppe, der stod bag denne publikation.
Forinden præsentationen af rapporten havde jeg påtaget mig at sætte rapportens resultater ind i et historisk perspektiv. Jeg har tilladt mig at omskrive mit mundtlige oplæg til nærværende fremstilling, som er suppleret med nogle faktuelle oplysninger for at give en mere fyldestgørende beskrivelse af udviklingen.
Jeg vil i det følgende bevæge mig op i den historiske helikopter og fremhæve en række forhold som belyser udviklingen af blindes forsørgelses- og beskæftigelsesmæssige forhold gennem de sidste 200 år.
For at få et begreb om den historiske udvikling på dette område, må man forstå, at der er en tæt sammenhæng mellem disse 2 begreber.
Den første afhandling jeg vil pege på er Jeanne G. Christensen: “Mestendels blind. – Blinde i det mønske landbosamfund 1645-1800”, speciale i etnologi, Københavns Universitet, 2000.
I denne periode må blinde forlade sig på familien, på betleri og i yderste tilfælde på kirkens såkaldte ”milde institutioner”.
Første gang blinde optræder i lovgivningen, finder vi i Forordningen af 24. september 1708 om Betlere i Danmark, såvel på Landet som i Købstæderne udstedt af Kong Frederik den 4. Denne forordning etablerede et offentligt forsørgelsesvæsen. Forordningen havde to formål nemlig
1) at få udskilt uværdige fattige og standset deres betleri, og
2) at få etableret en ordning til forsørgelse af de ‘værdige’ fattige. Som værdi til at modtage hjælp af det offentlige, betragtede forordningen først og fremmest blinde sengeliggende og de, som slet intet kan fortjene, samt små forældreløse børn. Denne nye lovgivning inddelte personer med behov for forsørgelse i forskellige klasser, helt i overensstemmelse med de tanker som blev udtrykt af oplysningstidens filosoffer. Blinde blev placeret i gruppen som hørte til de mest værdigt trængende.
Oplysningstiden satte sit præg på udviklingen med ”Den store Fattigkommission af 1787” omtrent samtidig med ”Den store Skolekommission” og med ”Landbokommissionen”. Fattigkommissionens midlertidige love resulterede i en yderligere systematisering af de behovstrængende i 3 klasser. De blinde henførtes til den første klasse, som havde krav på at blive forsørget. Denne midlertidige lovgivning fungerede frem til 1891, hvor fattigloven blev revideret på grundlag af grundlovens bestemmelser.
En form for almindelig undervisningspligt blev indført i alle landets sogne i 1739, men denne pligt blev af økonomiske grunde ikke fuldt ud gennemført overalt i landet og omfattede ikke blinde.
Med oplysningstiden blev der for alvor fokuseret på undervisning af blandt andet blinde. I Frankrig oprettede Valentin Haüy, medarbejder i det franske udenrigsministerium, et blindeinstitut i Paris i 1785. Dette initiativ inspirerede Frederik Christian Brorson, kapellan ved Garnisonskirken og hans kolleger i Selskabet Kjæden til at skabe gehør for oprettelse i 1811 af et privat blindeinstitut i København. Kjædens initiativ fik kong Frederik 6’s velsignelse, hvilket betød, at institutionen blev benævnt Det Kongelige Institut for Blinde. Til trods for at undervisningen var baseret på frivilligt arbejde, leveret af medlemmer af Kjæden, resulterede deres indsats i, at instituttets første ”20 duelige subjekter” – datidens omtale af de udvalgte elever – og de efterfølgende elever blev bibragt en ikke ubetydelig indlæring. Herom vidner en af instituttets første elever Niels Peter Jensen, som blev et fremtrædende medlem af det kunstneriske miljø i København i første halvdel af 1800-tallet. Niels Peter Jensen var den første blinde herhjemme som opnåede ansættelse i et offentligt embede, idet han i 1838 blev ansat som organist ved Sct. Petri kirke i København. I kraft af hans talent som fløjtenist, organist og komponist havde han kontakt til blandt andet Friedrich Kuhlau, J.P.E. Hartmann, B.S. Ingemann, Adam Oehlenschlæger og andre repræsentanter af datidens kunstneriske miljø, nogle af hans kompositioner spilles den dag i dag.
Det Kongelige Institut for Blinde nåede at uddanne 174 blinde i årene 1811-1858. Driften af en undervisningsinstitution for blinde viste sig med tiden at overstige Kjædeselskabets kræfter. På initiativ af flere af selskabets medlemmer nedsatte regeringen en kommission, hvis arbejde resulterede i indvielsen af Det Kongelige Blindeinstitut den 5. november 1858. Kjædeselskabet bekostede bygningens opførelse og indretning, mens staten påtog sig driften, finansieret gennem statslige midler og skolepenge fra de indskrevne elever. Instituttet havde 60 pladser som i 1880 blev udvidet til 100.
Instituttets kapacitet skal ses på baggrund af, at man i 1892 havde opgjort antallet af blinde til 1400, heraf skønnedes 550 at være under 60 år, som var aldersgrænsen for opnåelse af aldersrente efter aldersrenteloven fra 1891.
Det var Blindeinstituttets første forstander Johannes Moldenhawer, som for alvor satte system i uddannelsen af blinde indenfor de klassiske håndværk, såsom børstenbinderi, kurvemageri, rebslagning, skomageri, vævning, klaverstemning og uddannelse som musiker – navnlig som organister til landets kirker.
I slutningen af 1800-tallet etableredes i København en række skoler, der uddannede massører. Det blev et nyt fag som flere blinde kastede sig over. Deres karriere indenfor massørfaget blev dog kortvarigt, da de praktiserende læger i 1914 besluttede kun at ville henvise patienter til lægeeksaminerede massører. Dette krav kunne kun ganske få blinde honorere, hvorfor grundlaget for flertallets erhverv gradvist svandt hen i løbet af 1920-erne. Efter 2. Verdenskrig blev det dog muligt på ny for blinde at blive uddannet som fysioterapeut og ernære sig indenfor dette fag.
I 1930-erne oprettede Dansk Blindesamfund fabrikken BLIFA, som blev starten på blindes mulighed for at arbejde i årene frem til 1970-erne, indenfor industrien ved blandt andet stansemaskiner. Efter 2. Verdenskrig udviklede Blindeinstituttet nye beskæftigelsesmuligheder for blinde indenfor kontorarbejde og ved telefonomstilling. Ved indvielsen august 1968 af det nye Blindeinstitut i Hellerup, havde dette plads til 104 interne elever. Arbejdet som telefonist skulle vise sig, frem til slutningen af 1900-tallet, at blive det største beskæftigelsesområde for blinde med mere end 300 ansatte. De klassiske blindefag og de nye arbejdsområder udviklet efter 2. Verdenskrig er blevet belyst i 1993, hvor Dansk Blindesamfunds informatører gennemførte 51 interview med blinde som sluttede deres erhvervsuddannelse i løbet af 1940-50-erne. Disse interview blev lavet i anledning af EU’s Ældreår og blev efterfølgende afleveret til Nationalmuseet til belysning af, hvorledes det var gået de blinde, som påbegyndte deres arbejdsliv i årene efter krigen og som i 1993 nærmede sig pensionsalderen.
På et møde i 2016 foreslog samlingschef Ion Meyer fra Medicinsk Museion, at et væsentligt bidrag til Den Blindehistoriske Samling ved museet ville være en række personberetninger til belysning af de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder for blinde, som så dagens lys i løbet af 1960-70-erne. Baggrunden for disse nye muligheder var den udvikling, som fulgte i kølvandet på vedtagelsen af Lov nr. 117 af 11. maj 1956, om foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagsynede, populært benævnt Blindeloven. Denne lov var et resultat af Blindekommissionen fra 1955. Med denne lov i hånden oprettedes Blindenævnet, som blev kulminationen på tanken om en totalforsorg, som varetog blindes forhold fra vugge til grav.
Blindeloven var næppe trådt i kraft før dispensationer fra kravet om skolepligt på Refsnæsskolen begyndte at melde sig. Disse var et tydeligt tegn på den udvikling, som i løbet af de følgende 20 år førte frem til 1970-ernes socialreform med Bistandsloven og Særforsorgens efterfølgende udlægning til Amtskommunerne og Kommunerne.
Nu har vi gjort en slags status over den udvikling, som blev sat i gang i 1960-70-erne, og som åbnede mulighed for, at blinde kunne uddanne sig til blandt andet lærer, socialrådgiver, jurist, præst og psykolog. Der er på baggrund heraf grund til at se frem. Her kan vi allerede i dag øjne et nyt vendepunkt med informationsteknologiens indtog i 1990-erne og begyndelsen af det nye århundrede. En belysning af denne seneste udvikling bliver en fremtidig opgave.
Med dette forsøg på et historisk rids over udviklingen gennem de sidste 200 år, overlader jeg ordet til John Heilbrunn, som vil fortælle om rapporten baseret på 26 interview.
”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede”
Præsentation af rapporten ved John Heilbrunn, bestyrelsesmedlem i Blindehistorisk Selskab.
Muligheder og udvikling af synshandicappedes uddannelses- og erhvervsmuligheder har, som det vil ses af det foregående, været en kernesag for Dansk Blindesamfund. Dette er udtrykt i foreningens vedtægter og er tillige af stor interesse for Blindehistorisk Selskab.
Som et supplerende bidrag til illustration af dette område, til de fysiske genstande, værktøj, billeder og fortællinger, som er opsamlet af Blindehistorisk Museum fra 1980 og frem, og nu overleveret til medicinsk Museion, blev ideen til en række konkrete levnedsbeskrivelser drøftet mellem ovennævnte parter i 2015. Tanken var, at forskellige perioder har været karakteriseret af forskellige tendenser, både hvad angår uddannelsesmuligheder, erhvervsretning og støtte både inden for blindeforsorgen og det almindelige socialretlige system uden for den egentlig blindeforsorg.
Det blev derfor besluttet at gennemføre en række interviews af personer med et synshandicap, som var født i tiden 1941 – 1960, som således havde gennemgået uddannelsesforløb og erhvervsvalg i 1960-erne og 1970-erne. Disse interviews skulle i en række kortfattede levnedsbeskrivelser anskueliggøre udviklingen i og mulighederne for personer med et synshandicap, med hensyn til uddannelsesvalg og -muligheder og efterfølgende erhvervsplacering i en periode, som var karakteriseret ved, på den ene side en klar og forholdsvis rigid lovgivning, nemlig Blindeloven fra 1956, og på den anden side etablering af mere progressive institutioner, karakteriseret ved en åbenhed og vilje til at støtte op omkring nye muligheder, eksperimenter hvad angik uddannelsesretninger og erhvervsplacering. Samtidig blev denne periode af mange inden for pædagogik og initiativrigdom betegnet som ”blindes moderne guldalder”.
De foretagne interviews skulle dels beskrive de levevilkår og familiemæssige omstændigheder, de interviewede personer blev budt som børn og unge, i hvilket omfang deres familier kunne, ville eller i det hele taget måtte byde ind og træffe valg om deres børns fremtid samt de tilbud og kompetencer, som de interviewede valgte personer modtog og kunne gøre brug af i deres videre livsforløb, såvel på det tekniske som på det sociale område.
Valg af interviewere og interviewpersoner
De 26 interviews blev foretaget i august og september måned 2022 ved personlige møder og samtaler, som blev optaget til bearbejdning. De tre interviewere er alle tre selv synshandicappede, hvilket har betydet, at de i en dialog med interviewpersonerne har kunnet skabe et rum af spejling og genkendelse, og interviewene, som har været baseret på en interviewguide med tyve spørgsmål, var karakteriseret som en forløsende fortælling, som både i store linjer og små detaljerede historier har vist en uproblematisk forløsning og beretning, som samtidig har dækket følgende områder:
Stamdata
- Skole og ungdomsliv
- Uddannelse
- Hjælpemidler m.v.
- Arbejdslivet
- Det sociale liv med familie, seende venner og med andre blinde i barndoms- og ungdomsårene
- Tiden som voksen
Under hvert hovedafsnit er der stillet mere detaljerede spørgsmål og i nogle tilfælde eksempler på områder eller indsatser, som kunne vælges eller inspirere i fortællingen. (Interviewspørgsmålene er gengivet som bilag 2 til rapporten)
Interviewpersonerne var udvalgt blandt en lang række kendte personer, som i den beskrevne fokusperiode kunne tænkes at bidrage til et samlet billede. Ved udvælgelsen er det tilstræbt at sikre dels så ligelig en kønsbalance som muligt, en balance mellem personer bosiddende øst og vest for Storebælt dels – så vidt muligt – også mellem blinde og svagsynede.
På grund af både tidsmæssige og ressourcemæssige begrænsninger er langt fra alle de personer interviewet, som kunne være bragt i spil, ligesom der er uddannelses- og erhvervsretninger, som ikke er afspejlet i rapporten. Eksempelvis er områder som fysioterapeuthvervet, juristerhvervet, hvervet som journalist og andre områder ikke repræsenteret i denne undersøgelse, men det er vurderet, at de generelle tendenser og beskrivelser, som er fremkommet under interviewene, har haft en generel gyldighed for området bredt set.
Nedenfor følger en række generelle nedslag og betragtninger, som ud fra et overordnet vue kan uddrages af de 26 interviews. Disse repræsenterer dog hver især nuancer af personlig art, i forhold til baggrund og familie, uddannelsesvalg og job og karriere efterfølgende, som er mere nuanceret.
Mødet med de særlige institutioner inden for blindeforsorgen.
Jo senere i årtierne 60-erne og 70-erne en blind (her forstået som blind eller svagsynet) barn eller ung kom i den skolepligtige alder (7 år), jo større har tendensen været, at denne person gennemførte grundskoleuddannelsen helt eller delvis uden for Refsnæsskolen, den dedikerede institution under blindeforsorgen beliggende i Kalundborg for børn op til og med 7-klasses niveauet.
Der er ikke blevet registreret nogen markant forskel på muligheder, karriere eller begrænsninger ud fra et kønsperspektiv.
Forældrene udgjorde i en række tilfælde et trygheds-backup for barnet i førskolealderen, men når det gjaldt valg af uddannelse, karriere m.v. synes forældrenes påvirkning at have været minimal.
Udflytning fra familie og hjem til Refsnæsskolen og / eller Blindeinstituttet
I levnedsbeskrivelserne er beskrivelsen af, hvorledes det enkelte barn og dettes familie reagerede på at skulle forlade hjemmet, og bosætte sig på en af blindeforsorgens institutioner, meget forskellig.
Som udgangspunkt skal vi huske på, at der både før 1956, og ikke mindst med vedtagelse af Blindeloven i 1956, forelå en grundholdning om og en forpligtelse til, at det blinde eller stærkt svagsynede barn skulle lade sig indmelde på Refsnæsskolen typisk ved 7-års alderen, måske før, hvis de tilsynsførende vurderede, at placering på Børnehjemmet ved en tidligere alder, ville være hensigtsmæssig fx ud fra barnets modenhed.
Disse omstændigheder betød, at de interviewpersoner og disses familier, i udgangspunktet ikke havde nævneværdig anledning eller fantasi til at modsætte sig denne anbringelse. Nogle af interviewpersonerne har givet udtryk for, at såfremt forældrene modsatte sig påbud fra de omrejsende tilsynsførende, så kunne barnet blive forflyttet ved magt (eventuelt via børneværnets eller politiets hjælp) og altså mod forældrenes vilje.
Samtidig må det formodes, at en række af forældrene var sat i en situation, hvor de på den ene side ønskede forsat at yde omsorg og kærlighed over for det synshandicappede barn, og på den anden side nok følte, og bestemt fik at vide, at det var til barnets bedste, at det begyndte skolegang på Refsnæsskolen, hvor der var den specialviden og de særligt udviklede metodikker, som forældrene ”nok kunne se,” de ikke var vidende om, og derfor ikke kunne tilbyde deres barn.
De synshandicappede børns holdning til udplacering er i interviewene meget forskellig fra person til person, idet mange blot accepterede omstændighederne, mens andre uden tvivl kunne fornemme forældrenes modstand og derfor var uvillige, triste eller bange for dette skift i en ung alder.
Tiden på Refsnæsskolen.
Hvor tiden på Refsnæsskolen kan deles op i undervisningsdelen og børnehjems- / bodelen, tyder beskrivelserne på, at den første del af mange blev betragtet som positiv og stimulerende, særligt tilrettelagt og opdragende, mens den anden del i lidt højere grad er beskrevet mere ”blandet” og – helt naturligt – med flere følelsesmæssige variationer fra sorg og savn til accept, glæde og gode minder.
Indlæring af punktskrift til læsning og skrivning.
For de helt eller næsten blinde, er der hos mange givet udtryk for, at punktskrift, det at lære dette ordentligt til læsning og skrivning, var om ikke en grundsten, så meget vigtig i deres karrierer senere i livet. At lære og komme til at beherske punktskrift har for en del af vores interviewpersoner været en kompetence som i skole- og uddannelsestiden dannede en solid platform for deres muligheder, for at kunne få deres lærebøger i et tilgængeligt format. Det gav ”blod på tanden”, og for en række af de interviewede blev en videregående uddannelse pludselig en mulighed.
Gruppen af børn og unge med en synsrest.
Hvad angår personer, som i deres barndom og ungdom havde en større eller mindre synsrest, var adgangen til specialoptik begrænset, indtil mere specielt tilvirkede løsninger i slutningen af 1950-erne kunne tilbydes. Svagsynede elever har dermed typisk været henvist til eventuelt forbedret belysning, materialer med forstørret skrift og placering tættere ved tavlen. Løsninger baseret på EDB / IT som fx CCTV og storskærme m.v. er først blevet introduceret i anden halvdel af firserne, hvor den tekniske udvikling og omkostningerne til sådant udstyr samt ekspertise i tilpasning åbnede for en mere generel tilgang til sådanne løsninger.
Familiemæssige forpligtelser og konsekvenser.
For nogle af de interviewede kvinder betød graviditet og fødsler – som det også gælder for seende piger / kvinder – en prioritering eller særlig tilrettelæggelse af deres liv, for at kunne leve op til moderskabet og ønsket om at tage sig af sit / sine børn som det vigtigste – så længe børnene var mindreårige. Uddannelses- eller jobforløb blev sat i bero, indtil børnene voksede til, hvorefter forældrene kunne se muligheder for at genoptage, udvikle eller på anden måde aktivere deres uddannelses- eller jobkarriere.
Musikudøvelse som en vej til samvær, udvikling, indtjening og kreativitet.
Musikken var for mange af stor betydning. Det være sig i form af uddannelse (typisk organist) eller i kraft af samspil, orkesterdannelse eller individuelle interesser, herunder optræden og deraf følgende indtjening.
Fællesskabet med andre blinde og svagsynede.
Samværet med og støtten fra ligesindede / ligestillede og grundlaget, som andre blinde har udgjort i mange personers liv, er beskrevet som meget afgørende og tryghedsskabende for et stort flertal af de interviewede.
For en mindre del af de interviewede var den ”seende verden” af større betydning for den enkelte end samværet med blinde. Nogle har bevaret tilknytningen til og samværet med deres blinde kammerater / venner fra fortiden som noget helt primært, mens andre med tiden har fjernet sig fra ”blindeverden” og har knyttet sig og skabt et liv i højere grad sammen med seende, ikke mindst i tilfælde, hvor de har dannet par med en seende ægtefælle.
For så vidt angik overflytning fra Refsnæsskolen til Blindeinstituttet, institutionen med klassetrin over 7. klasses niveau, af helt blinde børn, og placering på Blindeinstituttet, for børn med en rimelig synsrest, er der ikke udtrykt at være de samme mere negative følelser og holdninger involveret. For de helt blinde børn eller børn som var meget svagsynede, var overflytningen en ”naturlig” del af forløbet, og samtidig for mange oplevedes dette som noget spændende, som involverede langt større frihedsgrader og muligheder og en forløsning, som også indebar kammeratskaber, udfoldelse af faglige og musikalske interesser og samvær.
For de svagsynede, som havde gået i den lokale folkeskole eller i en særlig svagsynsklasse, uden for blindeforsorgens rammer, var der en vis tendens til, at børnene oplevede en lettelse og en følelse af at møde ligesindede, som ville kunne føre til en konstruktiv udvikling.
Udvikling mod uddannelser uden for den dedikerede blindeforsorg.
I tiden op gennem sidste del af 60-erne, begyndte andre strømninger i retning af integration, og dermed udplacering af barnet i den lokale folkeskole, at være en mere realistisk mulighed.
På det tidspunkt, hvor integration af børn i folkeskolen nærmest var blevet ”state of the art”, blev kurser på eller et længere ophold på Blindeinstituttet – typisk på Rymarksvej, oplevet som nyttig, idet man her lærte en række færdigheder af kompenserende og færdensmæssig art, som gjorde det lettere at håndtere hverdagen, en uddannelses- eller erhvervssituation. Ledelsen på Blindeinstituttet, med en fremsynet holdning og tro på nye veje og muligheder, samt udvikling af nye erhvervsretninger og etablering af studievejledning og et studiebogsbibliotek i 1971, som en integreret del af institutionen, var medvirkende til en oplevelse af opdrift og en ny form for støtte og nytænkning.
Valg af uddannelse og efterfølgende erhvervskarriere.
Mens valg af uddannelse og karriere for nogle var karakteriseret ved personligt drive, en følelse af kald, en tidlig beslutning – eventuelt inspireret af en ”helt / mentor” eller personlighed – så har mange andre truffet et valg ud fra, hvad der nu var muligt, måske tilfældigt, måske ud fra læreres og rådgivers gode råd og forslag.
Især i 70-erne har tilbud om revalidering været af afgørende betydning, eventuelt med en forrevalidering, hvor en person kunne ”smage” på mulighederne, afprøve forskellige muligheder inden for uddannelsesområdet, og efter uddannelse afprøve sin erhvervede færdigheder på jobmarkedet, hvor revalideringsstøtten i en periode (omkostningsfrit for arbejdspladsen) afholdt udgifterne til løn til den synshandicappede.
Perioden 1960-70-erne fik af mange grunde, uddannelsespolitiske, socialpolitiske og i kraft af personlige ambitioner en stor betydning for synshandicappede personers muligheder for og tro på det realisable i at tage boglige uddannelser, og herefter følge en vej som beskæftiget inden for det valgte fag.
Tiden efter 1980
Med opløsning af den såkaldte Særforsorg i 1980 og dermed med en udflytning af tilbud og kompetencer fra et statsligt til et amtskommunalt / kommunalt regi, tog en decentralisering af tilbud sin begyndelse. Samtidig begyndte de første tendenser til en afspecialisering at se dagens lys, der dog var af mindre omfang, indtil struktur- og kommunalreformen i 2007 helt slog bunden ud af vidensopsamling, og bevarelse af specialkompetencer og relevante specialiserede tilbud.
Fra sidste del af 80-erne mødtes synshandicappede af nye tilbud og muligheder i form af hidtil ukendte teknologiske løsninger inden for optik, synsforstørrelse og IT-teknologi. Det blev muligt at lagre, udskrive og håndtere punktskrift på nye og fleksible måder, og PC-udstyr med syntetisk tale forøgede – i den periode – i høj grad tilgængeligheden til materiale i trykt tekst. Samtidig med denne udvikling afvikledes de klassiske blindeerhverv, som blev overladt til Den selvejende erhvervsfond Blindes Arbejde at videreføre. Det særlige musikmiljø på blindeinstituttet i København, som var grundlaget for organist- og klaverstemmeruddannelserne forsvandt gradvist i løbet af disse år. Disse særlige uddannelser blev som følge heraf gradvist afviklet.
4. Barndomserindringer: om at være vokset op som integreret blindfødt, ved Lena Bang.
Jeg ønsker hermed at bidrage til nyhedsbrevet med mine erindringer fra min barndom som integreret blindfødt.
Jeg blev født på Rigshospitalet den 23. december 1973, og jeg er født blind, fordi jeg er født med for små øjne. Min mor har fortalt mig, at lægerne allerede få timer efter min fødsel opdagede, at jeg ikke kunne se. Mit venstre øje var bare på størrelse med et knappenålshoved, så lægerne kunne først ikke finde det. Mit højre øje var så skadet, så jeg da jeg var fem måneder gammel fik det opereret væk og fik glasøje. Man kender ikke årsagen til, at jeg blev født sådan, og jeg er da også den eneste i min familie, der er blind. Min mor, der hedder Erna, var 20 år og alene, da hun fik mig, og jeg har fået at vide af hende, at min mormor mente, at hun ikke skulle have mig, når jeg nu var blind, fordi hun var så ung og for umoden til at klare den opgave. Heldigvis var der en sygeplejerske på hospitalet, der klart og tydeligt sagde til min mormor, at det skulle hun ikke bestemme, og der var også min morfar, der bakkede min mor op. Så sådan blev det, at jeg heldigvis kom til at vokse op hos min mor. Hendes indstilling har altid været, at jeg skulle have samme muligheder som alle andre, selvom jeg var blind. F.eks. sagde hun engang til mig, at der kun var tre ting her i verden, jeg aldrig ville komme til: at spille fodbold, blive pilot samt at få kørekort. I dag ved jeg godt, at det jo ikke passer helt, men min mors indstilling har uden tvivl gjort, at jeg er en person med en god portion stædighed og kæmper for at opnå mine mål.
I starten boede vi hos min mormor og morfar i deres lille lejlighed på Vilhelm Thomsens Allè i Valby, fordi vi ikke havde andre steder at bo, men senere flyttede min mor og jeg i vores egen lejlighed, som lå på Vigerslev Allè også i Valby. Ret hurtigt kom vi i kontakt med Refsnæsskolen, som i dag hedder Synscenter Refsnæs. De sørgede for, at vi fik en småbørnskonsulent, der kom og besøgte os for at vejlede min mor i, hvordan man skulle stimulere et blindt barn. Hende vi havde hed Jette Hasselstrøm. Da jeg var et år gammel begyndte jeg i Henriksgårdens vuggestue. Den stue, jeg kom til at gå på, hed Nuser, og der var der en pædagog, der hed Ruth Rasmussen. Jeg havde ingen speciel støttepædagog, fordi man fra vuggestuens side mente, at de godt selv kunne klare opgaven med et blindt barn, og det selvom de aldrig havde prøvet det før. Der var ikke så mange børn på stuen kun en 6 – 7 stykker, og det har sikkert været grunden til, at personalet havde overskud til at støtte en lille blind pige som mig. Jeg kan ikke huske noget specielt fra vuggestuen, men jeg har fået at vide, at jeg var glad og godt kunne lide at være der. Jeg kunne godt lide, når vi sang og at gynge. Jeg kunne også godt lide at hjælpe med at hente mad fra køkkenet med madvognen. Desværre måtte jeg stoppe der pga., at vi flyttede til Gladsaxe.
Det gjorde vi, fordi min mor mødte sin mand Per, som også blev min far. Jeg har været omkring 2½ år gammel, da vi flyttede ind i hans lejlighed på Buddinge Hovedgade, og kort tid efter fik jeg min lillebror Peter. Min far var købmand og i mange år havde mine forældre et lille supermarked på Vester Voldgade i København. Det var ved den tid, hvor jeg skulle til at starte i børnehave og således startede jeg i børnehaven Bindeledet, men jeg gik der ikke ret længe. Jeg befandt mig ikke godt der, fordi personalet ikke tog sig af mig. Derfor blev jeg flyttet til Lupinmarkens børnehave, som var en lille børnehave med ca. 20 børn, og jeg fik en støttepædagog. Det var noget som småbørnskonsulenten sørgede for.
Da vi flyttede til Gladsaxe fik vi en ny småbørnskonsulent, der hed Kirsten Eskildsen. Hende kunne jeg rigtig godt lide, og jeg husker, at hun jævnligt kom og besøgte os for at tale med mine forældre om, hvordan det gik med mig derhjemme og i børnehaven. Jeg viste hende altid mine dukker og dukkehus eller også skulle vi spille fiskespil. Det var et spil, der bestod af en stor firkantet plade med et stykke pap over, hvor der var et lille hul i hvert hjørne, og en række med fire små rum i den ene side, en fiskestang med en slags magnet i den ene ende samt små plastikfisk, der var formet som ål, rødspætter og makreller. Derudover var der en hummer og en gammel støvle. Det gjaldt så om at fange fiskene, der var placeret under pappladen og så lagde man dem ned i sit rum, så man havde styr på, hvad man havde fanget. Hvis man fik hummeren havde man vundet og fik man den gamle støvle havde man tabt. Dette spil spillede jeg også med mine venner og min lillebror. Jeg kan huske en anden gang, hvor Kirsten Eskildsen besøgte mig, hvor hun havde en bog med, der hed Rulle på eventyr. Det var min første punktbog, og derudover var der følbare figurer i. Hun havde også nogle små klodser med, som lå i rækker, hvor der var skrevet tallene i punkt. Det var så meningen, at man skulle lægge en klods ved tallet 1 og to klodser ved tallet 2. Det kunne man gøre op til 10.
Min mor havde som regel bagt kage eller boller, og jeg hjalp ofte til. Min støttepædagog hed Helle Melander. Hende var jeg meget glad for, fordi jeg syntes hun havde sådan en rar og behagelig stemme. Hun gik også med sådan nogen bløde fløjlsbukser og så havde hun et sjovt armbånd som jeg elskede at røre ved, når jeg sad på hendes skød. Det hændte, at jeg overnattede hjemme hos hende og så legede jeg med hendes børn. Hun havde tre. En dreng, der hed Jakob, en pige, der hed Cecilie og en dreng, der hed Jonas. Ham havde de adopteret fra Korea. Hendes mand hed Torben, men ham husker jeg ikke så meget om. Vi kom altid i badekar om aftenen og, når Helle sagde, at nu skulle vi op skyndte vi os at dykke ned under vandet, så vi ikke hørte, hvad der blev sagt.
Jeg gik også til gymnastik sammen med tre andre blinde børn, der ligesom jeg gik i børnehave. Vi mødtes med hver vores støttepædagog samt nogle småbørnskonsulenter. Jeg var meget glad for min børnehavetid og en af de første ting jeg husker, var da lederen, der hed Grete, præsenterede sig og bød mig velkommen. Jeg elskede at lege med de andre børn. F.eks. kunne vi godt lide at lege inde på sovestuen, hvor der både var puder, tæpper og brædder til at bygge huler af. Der måtte kun være fire børn ad gangen derinde, og vi kunne kun lege der, når der ikke var nogen børn, der skulle sove til middag. Jeg holdt nu mest af at lege i dukkekrogen, hvor der var en rigtig sød slaskedukke. Jeg legede tit, at den var min baby. Jeg elskede at lege med dukker også derhjemme. Jeg havde en dukke, der kunne græde og grine, når man trak sutten ud af munden. Man kunne også få den til at synge forskellige sange og sige forskellige rim og remser. Bl.a. sagde den et rim, der lød sådan:
”Jeg gik mig en tur i kongens mave, sludder og vrøvl i kongens have.”
Jeg havde også en stor tøjdukke, der havde noget dejlig langt hår, som jeg godt kunne lide at ordne. I børnehaven var der en pædagog, der hed Pia, der fik en baby. Det var en lille pige, som hed Diana, og jeg husker, da hun kom i børnehaven for at hilse på og vise hende frem. Pia hentede mig ind i personalestuen, hvor jeg fik lov til at røre ved hende. Jeg syntes det var helt fantastisk at se, hvor lille hun var, og Pia fortalte mig, at hun fik mælk at spise fra hendes bryst, og at hun ikke havde tænder. Jeg husker en anden dag, hvor jeg legede med den store slaskedukke, hvor Pia hjalp mig med at vaske den, og hun lærte mig også at give den ble på.
Der var også engang, hvor jeg blev passet hjemme hos Pia, fordi mine forældre skulle til en fest. Der fik jeg bl.a. set Dianas babystol, spilledåse og vugge. Alt dette har uden tvivl gjort, at jeg tidligt blev klar over, at jeg, når jeg blev voksen gerne ville have mine egne børn, og at jeg godt kunne klare det selvom jeg var blind.
Jeg ved, at nogle af de voksne også var på kursus på Refsnæs, så de lærte at give mig den rigtige støtte. F.eks. sørgede lederen for, at der blev fremstillet et taktilt billedlotteri som et par af børnene og jeg selv var med til at lave. Det bestod af en tyk papplade med tilhørende kort, hvor der var limet forskellige ting på så som knapper, garn, en møtrik eller filt. Mit yndlingskort var en blå plastikmand. Der var også en anden voksen, der hed Birgit, der lavede et par taktile billedbøger til mig. Den ene handlede om en pige, der hed Majbrit. Det hed hun, fordi det var et af mine yndlingsnavne. Teksten stod på sort, så mine forældre eller de voksne i børnehaven kunne læse højt for mig mens jeg mærkede de taktile billeder. F.eks. var der billeder af et hus og Majbrit i en seng med natkjole på. Den anden bog var med billeder af forskellige dyr, mennesker og ting. Ud fra hvert billede havde Birgit lavet punktbogstaverne af sandpapir. Eksempelvis var der ud for billedet af en kat lavet et k og ud for billedet af en and var der et a. Jeg tror ikke, at jeg på det tidspunkt forstod, at der var tale om punktskrift, men tanken har helt sikkert været at give mig en introduktion til dette.
Hver formiddag havde vi noget vi kaldte samlingsstund, hvor alle børn og voksne sad sammen og sang en masse sange eller talte om forskellige emner. Det foregik altid på den stue, hvor vi også kunne bygge huler. Jeg elskede at synge, og det skete tit, at jeg fik lov til at synge for pga. at de voksne syntes, jeg sang godt og samtidig var god til at huske sangene.
Vi børn fortalte også tit, hvad vi havde oplevet derhjemme eller vi fik læst historie. En gang om måneden var der legetøjsdag, hvor alle børn måtte tage et stykke legetøj med hjemmefra som vi kunne vise frem, når vi havde samlingsstund. Jeg havde som regel en dukke med. Jeg kunne også godt lide at lege med nogle klodser, der var lavet af plastik med små pikke på, så de kunne sættes sammen. Der var også andre klodser i forskellige farver og størrelser man kunne bygge tårne med.
Vi havde også en madmor, der hed Ruth, og jeg elskede hendes mad. Vi børn skulle skiftes til at være med til at dække bord. Det foregik på den måde, at der var en skål med navnesedler, og så var der et barn, som trak lod om, hvem der skulle have tjansen den dag. Før vi spiste, fik vi altid en vitaminpille. Efter frokost skulle alle børn børste tænder. Vi havde hver vores tandbørste, tandkrus samt håndklæde, hvor der var et billede. Jeg havde klokkeblomsten og da min lillebror Peter startede i børnehaven fik han kaffekanden. Jeg holdt også meget af at være på legepladsen, hvor der var små trehjulede cykler, hvor der kunne sidde to. En kørte og den anden sad bagpå. Der var også et klatrestativ, hvor man kunne klatre op i et tårn og rutsje ned af en rutsjebane. Senere kom der også en hængebro, der var vældig sjov at hoppe på. Det jeg dog holdt allermest af var at gynge både alene og sammen med andre. Det var så godt at snakke og pjatte, når man gyngede og vi sang også en masse sange. Jeg husker især, at vi sang boom, boom, fra Dansk Melodi Grandprix, men bare med en anden tekst, som lød sådan: ”og det sae boom, boom og bombemanden sprang, han mistet fire fingre på højre arm”. Vi kunne også godt lide at synge sangen fra Pippi Langstrømpe eller sange fra Vesterbro Ungdomsgård. I det hele taget lærte jeg mange børnesange som jeg stadig husker. Der var en dreng, der hed Frederik, som lærte mig sangen ”I alle de riger og lande”. Det endte med, at mange af de andre børn også lærte den, og så gik vi i en lang række rundt på legepladsen og sang: ”I alle de riger og lande, hvorhen jeg i verden fo’r, jeg fægtet med åben pande for, hvad jeg for alvor tror”. Pædagogerne havde sørget for, at der var blevet sat en bjælle på gyngen, så jeg kunne høre om der var nogen af de andre børn, der gyngede. Dette for at undgå, at jeg blev ramt af den, hvis jeg kom for tæt på. Hvis der var en, der gyngede alene og man gerne ville have en anden med råbte man mens man gyngede ”hvem vil gynge med mig!” Så skete det tit, at der kom en kammerat hen for at være med. Vi havde også noget, vi kaldte en ballongynge, der var et tov, hvor der hang en stor bold, der var lavet af gummi som man sad over skrævs på og gyngede. Det var især sjovt, hvis man kunne få en af de voksne til at give et ordentligt skub, så gjaldt det bare om at holde godt fast, for så kunne man gynge rigtig højt.
Jeg havde rigtig mange venner fra børnehaven både piger og drenge og det skete tit, at jeg var hjemme hos en af dem. De kom også ofte på besøg hos mig. Det var altid mægtig skægt, når vi havde legeaftaler. Jeg husker engang, hvor jeg havde Jacob med hjemme og sove hos mig. Vi vågnede meget tidligt, så til at starte med forsøgte vi virkelig at være stille, for ikke at vække mine forældre og lillebror, men efterhånden syntes vi, der skulle ske lidt mere, så vi begyndte at snakke og høre musik på min lille kassettebåndoptager. Senere gik vi ind i stuen og der fandt vi på at ringe med en skibsklokke som min far og mor havde hængende på væggen. Til sidst kom min far og sagde meget bestemt, at vi godt kunne være stille og gå ind på værelset. Han skulle heldigvis på arbejde i sin købmandsbutik, så han var ikke vred på os ret længe.
Når jeg var på besøg hos bl.a. venner fra børnehaven lagde jeg mærke til, hvordan der lugtede i deres hjem. Jeg kunne især godt lide at komme hjem og lege enten hos Puk eller hos Nynne. Begge steder var der bare sådan en sød og dejlig duft, som jeg ikke kan beskrive, men jeg ved, at jeg kan genkende duftene, hvis jeg møder dem. Jeg elskede også at komme hjem til nogen, hvor der ikke var tæpper på gulvene. Det var bare så hyggeligt og rart at mærke det bare gulv, og jeg syntes især det var helt fantastisk, når der var klinkegulv, og det var der bl.a. hos Nynne. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fandt det så dybt fascinerende, men måske var det, fordi der hjemme hos os var gulvtæpper over hele huset, så da vi i 1981 skulle flytte i rækkehus, da jeg var omkring otte år, plagede jeg mine forældre, om vi ikke nok kunne lade være med at have gulvtæpper på og sådan blev det, men vi fik desværre ikke klinkegulv.
I 1980 skulle jeg begynde i børnehaveklasse på Egegård skole, der lå tæt på, hvor vi boede på det tidspunkt. Desværre kom jeg ikke til at gå i klasse med nogen fra min børnehave, idet de skulle gå på andre skoler. Dengang gik man i børnehaveklasse enten fra morgen til middag eller fra middag til ud på eftermiddagen. Jeg gik på eftermiddagsholdet. Det foregik på den måde, at jeg blev afleveret i børnehaven om morgenen sammen med Peter, blev hentet i taxa lidt over 11 og kørt i skole, og når skolen var forbi blev jeg kørt tilbage til børnehaven i taxa. Jeg havde meget svært ved at vende mig til alt det, og jeg savnede mine kammerater fra børnehaven. Jeg hadede, når jeg skulle i skole, fordi jeg skulle væk fra det jeg kendte, og over til nye kammerater samt nye voksne. Flere af mine nye klassekammerater havde gået i samme børnehave og kendte således hinanden. Jeg fik ellers hurtigt en ny veninde, som hed Pia, men hun flyttede desværre skole. Det var helt tydeligt, at mange af mine klassekammerater og deres familier ikke var vant til at være sammen med et blindt barn. Jeg husker engang, hvor alle pigerne var inviteret til fødselsdag hjemme hos en pige, der hed Sanne. Jeg var også inviteret med, men på min indbydelse stod der, at min mor også skulle deltage. Jeg havde tidligere været til mange børnefødselsdage hos mine kammerater fra børnehaven uden, at min mor var med. Derfor kontaktede min mor Sannes forældre og forklarede, at hun ikke behøvede at deltage, fordi jeg var vant til at klare mig selv, når jeg var på besøg hos andre børn, så jeg fik alligevel lov til at komme til fødselsdagen alene, hvilket også gik fint.
Min børnehaveklasselærer hed Hanne, og der var også en, der hed Mette, men hun var vist mest i A-klassen. Jeg gik i B-klassen. Jeg fik også en støttelærer, der hed Britta, og min synskonsulent hed Hanne Lindau. Jeg tror, det var hende, der sørgede for, at jeg fik en punktmaskine derhjemme. Jeg syntes, den var virkelig sjov at skrive på. Jeg legede, at jeg lavede lektier selvom jeg kun kunne skrive prikker, indtil jeg lærte bogstaver, forkortelser og tal. Jeg begyndte at lære punktskrift i 1. klasse, hvor mine lærere hed Ole og Birgit, og Britta var stadig min støttelærer. De havde alle tre været på kursus på Synscenter Refsnæs for bl.a. at lære punktskrift. Det første bogstav jeg lærte var et i. Jeg lærte også forkortelser, men i starten fandt jeg det svært og helt uforståeligt. Jeg forstod f.eks. ikke, hvordan et ord som her ikke bare skulle skrives h e r, i stedet for et h og så tegnet for er. Det endte med, at mine lærere omskrev min læsebog til fuldskrift, så jeg kunne komme bedre i gang med at læse og skrive. Lidt efter lidt blev jeg introduceret til forkortelserne og så gik der ikke lang tid, før jeg lærte dem. Jeg er mine lærere meget taknemmelig for, at de ikke opgav at lære mig forkortelserne, fordi jeg den dag i dag både læser og skriver stor og lille forkortelse, og jeg kan slet ikke undvære dem. Det skal nævnes, at lærerne også var gode til at svare på mine spørgsmål, når der var et tegn, jeg ikke vidste, hvad var. Senere lærte jeg at skrive på skrivemaskine. Det foregik på den måde, at jeg sammen med min støttelærer sad og skrev efter et kassettebånd.
Jeg brød mig ikke altid om min støttelærer Brita. Hun var helt sikkert dygtig, men jeg vidste aldrig, hvor jeg havde hende. Nogle gange var hun rigtig glad og sød, men andre gange var hun rigtig sur. Det var hende, der også underviste mig i abacus, ( japansk kugleramme, som mange blinde bruger til at regne på), og jeg har aldrig været god til matematik. Hun skældte mig tit ud, når jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg holdt derimod meget af de sproglige og musiske fag. Der var desværre også andre gange, hvor jeg syntes, at mine lærere pylrede for meget. F.eks. var der engang en fredag før efterårsferien, hvor hele skolen skulle gå skolemarch, hvor man kunne vælge mellem tre, fem og ti kilometer. Jeg ville gerne gå fem kilometer, men desværre skulle jeg til øjenlægen dagen før, og da jeg kom i skole dagen efter, hvor skolemarchen skulle foregå, var jeg blevet sat på tre kilometer, og det blev ikke meget bedre af, at jeg fandt ud af, at det kun var børnehaveklasserne, som var på det hold. Jeg fulgtes med min lærer Birgit, og jeg har sidenhen tænkt på, om det i virkeligheden var hende, der ikke orkede at gå så langt og det var derfor, at jeg blev sat på trekilometerruten.
Jeg var meget alene i frikvartererne, fordi mine klassekammerater for det meste spillede forskellige boldspil. Dog var jeg ofte med, når pigerne sjippede eller legede sanglege, men efterhånden som vi blev ældre blev det mere og mere noget med at sidde og se billeder eller spille bold. Heldigvis blev jeg ven med en pige, der hed Lotte og nogen gange gik vi ture og snakkede. I femte klasse kom der en afrikansk pige fra Zaire, der hed Ivrine som jeg blev rigtig gode venner med.
Anderledes var det hjemme, hvor jeg boede. Vi var som tidligere skrevet flyttet i rækkehus, hvor der boede mange andre børn, og jeg fik hurtigt en masse veninder. Mine bedste veninder hed Anne, Mette, Thilde og Tina, og vi havde det bare så sjovt sammen. Vi stod meget på rulleskøjter og en dag fandt vi på, at en skulle cykle, mens en anden skulle køre på rulleskøjter, mens man holdt fast i bagagebæreren og så sammen køre ned af en meget stejl bakke. Der gjaldt det bare om at holde balancen, så man ikke væltede. Vi syntes også, det var morsomt, at ringe på folks døre og så ellers bare spæne, inden de kom og lukkede op. Vi elskede også at lave telefonfis især, hvis der var en vi ikke kunne lide eller var blevet uvenner med. Vi kunne f.eks. finde på at ringe op til nogen og stønne i røret eller sige ”goddag, det er kussen, må jeg tale med fissen”, og hurtigt smide røret på. Vi havde også soveaftaler hos hinanden og, når det var påske mødtes vi tidligt om morgenen hos en af os og spiste alle de påskeæg vi havde fået.
Jeg havde også mobility med en synskonsulent, der hed Lis Strømstad. Der lærte jeg at gå med stok. Vi øvede forskellige ruter på skolen samt hjemme på området, hvor jeg boede. Desværre fortsatte jeg med at blive kørt i taxa til og fra skole gennem hele min folkeskoletid. Det skyldtes, at vi var flyttet længere væk fra Egegård skole, hvor jeg allerede var startet. Min bror kom til at gå på Buddinge skole, som lå over for, hvor vi boede. Grunden til, at mine forældre valgte at lade mig blive på Egegård skole var vist noget med, at Buddinge skole på daværende tidspunkt ikke ville integrere et blindt barn.
Inden jeg lærte at gå med stok, gik jeg med det gule armbind med de tre sorte prikker, eller jeg brugte et batch, hvor der stod ”Synshæmmet”. I starten brugte jeg ikke stokken indendørs, og jeg var faktisk ikke særlig glad for at gå med den. Jeg syntes det var pinligt, men da jeg var blevet lidt ældre havde jeg en oplevelse. Min familie og jeg var på pinseskovtur sammen med nogle venner. Dette gjorde vi hvert år, og vi sluttede altid af på Dyrehavsbakken. Mine veninder og min bror stillede sig op på en bænk, fordi de skulle se på et eller andet. Jeg ville også gerne stå på den, så jeg trådte op på bænken. Desværre skete det, at jeg kom til at træde op på en dames lår, og hun blev selvfølgelig vred. Efter den ubehagelige oplevelse fandt jeg ud af, at det nok var en meget god ide med den stok. Da jeg var startet i skole begyndte jeg at gå til noget, der hed børnemøde sammen med andre integrerede blinde skolebørn. Det var bl.a. Hanne Lindau og Lis Strømstad og et par andre synskonsulenter, der tog initiativ til, at vi kunne mødes en gang om måneden. Jeg holdt meget af at være der. Der var et puderum, hvor vi rigtig kunne tumle rundt. Vi lavede også aftensmad sammen, og det foregik på den måde, at vi sad sammen ved et stort bord, og så fik vi lov at føle på de madvarer vi skulle bruge, og bagefter skulle vi gætte, hvad det var. Jeg var vant til at være med til at lave mad derhjemme sammen med min mor, så jeg kendte allerede til mange fødevarer, og jeg havde også prøvet at skære med kniv samt bage og stege på pande.
Der var altid god tid til at lytte til og tale med hinanden, og jeg syntes det var spændende at lytte til, hvad de ældre blinde børn fortalte. Der var især en af de større drenge, der hed Kim. Han var rigtig sjov at tumle med i puderummet og så sang han: ”Jeg kan hoppe, hoppe, hoppe som en loppe, loppe, loppe”. Min familie og jeg var engang hjemme og besøge ham og hans familie, og han spillede eventyr på kassettebånd for mig. Han viste mig også, hvordan han havde afmærket sine bånd med punktskrift. Han kunne både spille på harmonika og klaver og så sang vi andre med.
I den første tid var jeg den eneste pige, men senere kom der en pige, der hed Gitte, som jeg blev veninde med. Hun var min første blinde veninde, og jeg har vel været otte år på det tidspunkt. Vi besøgte også hinanden og lavede mange sjove ting sammen. Hun kom til at kende mine seende veninder og jeg hendes. Vi kunne også godt lide at synge og sjippe. Desuden havde vi begge fået en kanin, som vi kælede med, når vi besøgte hinanden. Jeg husker også engang, hvor jeg havde inviteret min afrikanske veninde fra klassen med til børnemøde, fordi vi fik besøg af to lærere fra Kenya, som var i Danmark for at lære mere om undervisning af blinde børn. Den dag fik vi afrikansk mad som de havde lavet, og vi skulle spise med fingrene.
I 1984 arrangerede synskonsulenterne en skitur til Norge for vores børnegruppe. Vi var således ti blinde børn i alderen 10 til 14 år, der deltog samt seks synskonsulenter. Vi skulle sejle fra København til Oslo og derefter køre med bus op til hytten, hvor vi skulle bo og stå på ski. Jeg syntes, det var vældig spændende at være om bord på en færge og sove i kahyt. Vi børn blev inddelt i små grupper med hver en voksen. Jeg var i gruppe sammen med Gitte og en dreng, der hed Joachim, og vi havde Lis Strømstad som vores faste voksen. Hun viste os, hvordan kahytten så ud. F.eks. at sengene, som var køjesenge skulle vippes ned fra væggen, når vi skulle sove og, hvordan vinduerne kunne åbnes, og hun fortalte os, at det hed et koøje på et skib. Ude på badeværelset lå der små indpakkede stykker håndsæbe. Jeg kan huske, at vi rejste en fastelavnssøndag, så der var arrangeret tøndeslagning på færgen, så vi var også med til at slå katten af tønden. Vi fik også lov til at købe slik for vores medbragte lommepenge. Da vi endelig ankom til vores hytte, blev vi præsenteret for to norske medhjælpere samt et par unge norske blinde fyre. Desuden havde vi to norske damer, der lavede dejlig mad til os. Vi var ude at stå på ski hver dag, og der var heldigvis masser af sne. Om aftenen hyggede vi os med forskellige lege og en af synskonsulenterne, der hed Bo, læste en sjov godnathistorie for os, der hed ”Balladen om den forsvundne mumie”. Den sidste aften holdt Hanne Lindau en tale for hver af os og vi fik alle en pris. En blev f.eks. udnævnt til ekspert i skiløb uden stave, en anden blev kåret som løjpefræseren og en som den flyvende pil. Da det blev min tur til at blive kåret, spurgte Hanne Lindau mig først ”Lena, tror du ikke, at du er den af alle børnene, der er faldet flest gange?” Jeg svarede, at det vidste jeg ikke. Jeg troede først, at hun var vred på mig, men hun talte videre om, hvor flot jeg havde kæmpet, så derfor blev jeg kåret til at være løjpernes faldeekspert. Nogle af de andre børn råbte åhja! Men Hanne forklarede, at det ikke var det, at man faldt, men det, at jeg havde fortsat uden at give op. Først var jeg meget flov over min titel, men i dag forstår jeg godt, hvad hun mente nemlig, at det handler om at kæmpe.
Jeg var senere på andre skiture, som Synscenter Refsnæs arrangerede – også for integrerede elever, og jeg må indrømme, at jeg aldrig blev god til at stå på ski. Jeg vil sige, at jeg har været glad for at være integreret, men jeg er ret sikker på, at min skolestart og i det hele taget mit skoleforløb havde været anderledes, hvis jeg var kommet i klasse med nogle jeg kendte fra børnehaven. Det ville have givet mig et bedre fundament, så jeg måske var kommet bedre ind i klassefællesskabet. Jeg er heller ikke særlig stolt af, at jeg blev transporteret til og fra skole gennem hele min folkeskoletid. Jeg synes faktisk, at det skulle have været ordnet sådan, at jeg blev flyttet til Buddinge skole, hvor jeg havde alle mine veninder.
5. Anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog: ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”, ved Karen Marie Pedersen
Bogen er udkommet på forlaget Kahrius i 2022. Udgivet som lydbog med tekst af NOTA med bognummer 49970.
Appetitvækkeren på bogens bagside er historien om dengang, da Peter, sammen med sin gode ven, Jørn Clausen, i rask tempo gik direkte ud i hotellets swimmingpool, med alt tøjet på og med deres hvide stokke. De troede, de var på vej til havet, og fik på den måde overbevisende fortalt de øvrige hotelgæster, at de var blinde. Historien er kendt blandt os, som er jævnaldrende med Peter, og den er et godt udtryk for Peters humør og optimistiske livssyn, der er gennemgående i hele bogen. Trænger du til et godt grin af blindhedens mange finurlige tildragelser i hverdagen, så kan denne bog anbefales.
Bogen består af to dele:
1. del er fortællinger fra Peters barndom, ungdom, uddannelse, beskæftigelse og fritidsliv. Her får vi et rigtig godt indtryk af Peters baggrund, miljø og livssyn, og ikke mindst af uddannelses- og beskæftigelsesmulighederne i 1970’erne og 1980’erne.
2. del bygger på nogle af Peters rejsedagbøger fra ind- og udland.
Som det fremgår af bogens titel, foretog Peter et totalt sporskifte med hensyn til uddannelse og beskæftigelse. Det lod sig gøre, fordi der var al den tid til revalidering, der behøvedes, og fordi målet alene var, at unge blinde skulle have mulighed for uddannelse og beskæftigelse. Peter var 19 år, da han kom til Blindeinstituttet, og han var under revalidering i 10 år. Han kom med en identitet som ung håndværker, og han skulle ikke gå i skole mere end højst nødvendigt. Han endte med en identitet som blind lærer, og efter endt revalidering mødte Peter den åbenhed og tillid, der gjorde det muligt for ham at bruge sin uddannelse, og blive ansat som folkeskolelærer. Sådan et forløb ville være utænkeligt i dag. Peter mener i bogen, at de gode muligheder dengang i 1970’erne skyldtes, at det var staten, der var ansvarlig for tilbuddene. Det er der nok noget om, fordi distancen til staten var så stor, at det blev medarbejdernes faglighed og idealer, der formede tilbuddene til den enkelte. Staten blandede sig ikke i detaljerne.
Der var jo imidlertid en anden side af statens særforsorg, som Peter ikke har mærket, men som nu betyder, at regeringen må give en undskyldning for overgreb og nedværdigende behandling til mange andre mennesker, som staten tog sig mindre kærligt af. Det hører desuden med til historien om Blindeinstituttet og statens særforsorg, at vi, der var elever lige før Peter og hans kammerater, dvs. som de sidste på det gamle Blindeinstitut på Kastelsvej, måtte kæmpe hårdt for retten til uddannelse. Det lykkedes for mange af os, og de gyldne muligheder, som Peter fik glæde af i 70’erne byggede på de sejre, vi havde vundet, samt på optimisme og nye rammer, som flytningen til det nye blindeinstitut i Hellerup medførte.
Peter nævner i sin efterskrift i bogen, at han har været heldig på en lang række områder. Det er sandt. Han fik brug for revalidering og beskæftigelse på det allerbedste tidspunkt, da vejen var banet, og stemningen i samfundet var præget af åbenhed og tro på muligheder for alle. Peter har været god til at række ud efter mulighederne og gribe det held, han fik. Han blev som lærer og som person en rollemodel for mange nyblinde, og han var med til at give punktskriften videre som blindes eget skriftsprog. Han var også med til at vise den frihed og selvstændighed, man kan få som blind, når man er opfindsom, og når man kaster sig ud i det sammen med andre blinde. Peter blev ikke håndværker, men han tog sit praktiske håndelag med, og bogen rummer mange eksempler på, hvor værdifuldt det er for blinde at have et godt praktisk håndelag. Dette burde afspejle sig i al habilitering og rehabilitering af blinde, men det er langt fra tilfældet, – nærmest tværtimod.
I 2. del af bogen fortæller Peter, med stor detaljerigdom, om en række forskellige rejseoplevelser. Det usædvanlige er, at oplevelserne primært beskrives med de sanser, som vi blinde bruger. Så vi skal altså ikke “oversætte” fra synsbeskrivelser. Derved får vi mulighed for at leve helt med, når udfordringer skal overvindes. Der er ingen tvivl om, at Peter er kreativ og opfindsom med hensyn til at finde praktiske fremgangsmåder, som kompenserer for det manglende syn. Og Peter går ikke af vejen for noget. Han overlader ikke bare ansvaret for det praktiske til sine seende rejsefæller. Han tager sin del. Den holdning til fællesskabet med andre har jeg dyb respekt for, og det er måske det allermest håbefulde, som bogen kan give til de næste generationer af blinde. Vi kan på vore egne præmisser som blinde, bidrage ligeværdigt til fællesskab med både blinde og seende, hvis vi virkelig vil.
Peter fortæller sine erindringer med megen humor og med et positivt livssyn. Der er mange situationer, som er genkendelige for os blinde, eller som er lette og sjove at forestille sig. Jeg tror virkelig, at Peter har hygget sig med at skrive bogen, og derfor er den også hyggelig at læse.
6. Anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog: ”Gennem krattet”, ved Jytte Nielsen
Udkommet på eget forlag i 2022. Bogen kan fås hos NOTA i lyd og på punktskrift.
Den er først og fremmest beregnet for efterkommere og nære venner, men kan med stort udbytte læses af andre. Der er også et billedmateriale af familiær interesse.
Som bogens titel antyder, følger vi Peter gennem tilværelsens filtrede krat og snørklede veje. Med gåpåmod lykkes rigtig meget for ham. Indledningsvis får vi et tilbageblik på familiens historie, Peters far havde en gørtlervirksomhed i Randers, og der har været gode kår socialt og økonomisk i hjemmet. Peter blev født juleaften 1936 og forblev eneste barn.
I 1950 sker ulykken, som bliver det store vendepunkt i Peters liv. Dette år mister han synet og bliver helt blind. Sammen med en jævnaldrende kammerat var han i gang med at bygge en hytte. De to drenge huggede tømmer til byggeriet ud af skovens træer, væltede stammer og grene, men da Peter er i færd med at befri en træstamme for sidegrene, hvor han hugger til med sin økse, springer der en torn op i venstre øje. Han kommer alt for sent i behandling, og den betændelse, som er opstået, spreder sig til det højre øje. Det ender med, at begge øjne må fjernes, og Peter får øjenproteser. Det er nu tilværelsens filtrede krat begynder, for før dette dramatiske vendepunkt, var Peters liv et helt andet.
Peter brød sig ikke om at gå i skole, han var et friluftsbarn, som helst ville være på havnen og ved fjorden. Han kunne bruge sav og økse, han bygger en båd, laver bål og er spejder, og udvikler fysik og personlighed, noget der kommer ham til gode fremover.
I 1951 kom Peter på blindeskole, Refsnæsskolen ved Kalundborg. Han skulle bo på skolen, og det var naturligvis tungt for forældrene at sende deres eneste barn afsted til en helt anden egn af landet. De gør deres bedste for at sikre sønnen værdighed og respekt i den nye situation. De sender ham rigeligt med cigaretter, penge og andet godt.
Enebarnet Peter bliver nu kastet hovedkulds ind i en børneflok, som ikke tager på ham med blide hænder. Peter kom efter det, og hans aktive liv som barn i Randers, giver ham mange fortrin, og heldigvis bliver han både glad for og god til at gå i skole.
Blindeskrift er et skræmmende ord, men det kan læres, og vi får fortalt om de underlige og fremmede pædagogiske redskaber, man bruger her. Peter har nok været lidt beklemt ved hele situationen, så en behjertet lærerinde, Ellen Gyldenbjerg, trøster ham med, at gud godt kan lide blinde.
Efter skoletiden på Refsnæs kom Peter til Blindeinstituttet i København. Han havde nu så gode boglige færdigheder, at han tog en præliminæreksamen på kursus sammen med seende. Da han havde familie i København udvidedes hans bevægelsesradius også. Peter blev optaget på Teilmanns kursus for uddannelse af fysioterapeuter, og uddannelsen afsluttes tre år senere.
Som eneste mand i klassen har han sikkert haft en god tid der. Noget sjovt for os i dag er, at man finder det upassende, hvis han kommer i fysisk kontakt med de kvindelige elever, når der skal øves praktisk fysioterapi på kroppe, og ligeledes hvis de kvindelige elever skulle øve sig på ham. For at løse problemet måtte man optage endnu en mandlig elev i klassen. Peter omtaler i øvrigt striden med Teilmanns kursus, vedrørende uddannelse af blinde fysioterapeuter, som begyndte i 1971, og som strakte sig på en opslidende og ødelæggende måde over flere år. Skolen havde en lovbestemt forpligtelse til at optage og uddanne blinde elever, men skolens leder, Inga Denver, ignorerede denne forpligtelse. Hun ønskede ikke blinde elever på sin skole. Den langstrakte sag endte med, at Inga Denver blev afskediget, der kom så en ny leder, som overholdt loven, så blinde igen kunne optages på skolen.
Bogen ”Gennem krattet” er en imponerende række af uddannelsesforløb, oplevelser og udfordringer, som Peter giver sig i kast med. Han rejser bl.a. på egen hånd til Spanien, uden at kunne spansk, og senere til London. Han beretter om dejlige oplevelser fra disse rejser.
Tilbage i Danmark møder han sin kommende hustru, Inger, som også er fysioterapeut. De bliver sammen resten af livet, og de flytter sammen med deres to døtre, Kirsten og Ditte, til Nordjylland, men før det sker der mere i Peters liv. Han keder sig i sit arbejde som fysioterapeut, der er ikke udfordringer nok i de arbejdsopgaver, han kan få. Psykologien bliver det næste område, der skal studeres. Sammenhængen mellem krop og sind bliver fremover hans helt store interesse. Peter deltog på et tidspunkt i en verdenskongres om psykologi, og møderne foregik på Christiansborg. Her kom han i kontakt med den japanske psykologiprofessor, Owaki, som demonstrerede sin intelligenstest udarbejdet til blinde, Owaki-testen. Det var en taktil udgave af block-design-tests, som er visuelle tests for seende. Professor Owaki var interesseret i at få sin test afprøvet og udbredt. Peter fik overdraget materialet, og fik aftale med Refsnæsskolen om at komme der og møde elever, som således blev testpersoner.
Testen viste sig desværre at være ubrugelig, for mange testpersoner bestod hele testen. Det må ikke kunne lade sig gøre. En test skal være så svær, at den ikke kan løses i sin helhed. Man får så ikke afdækket testpersonens fulde intelligenspotentiale.
På dette tidspunkt er Peter færdig med sin studentereksamen, og vejen til universitetet skulle således være åben for ham. For at afprøve sin teoretiske viden i praksis, bliver han ansat som medarbejder i den anonyme telefontjeneste, Nicolaitjenesten, en gratis rådgivning for mennesker med sjælelige og sociale problemer.
I 1960 blev Peter optaget på psykologistudiet ved Københavns Universitet. Det kommer til at tage 12 år at gennemføre dette studie med en bestået magistergrad. Hans studiebetingelser er mildes talt vanskelige. Blindeinstituttet vil ikke forsyne ham med punktskriftbøger, han får dækket udgifter til bånd og papir. Han tager noter på prentavle, og det lykkes for ham at skaffe studierelevant materiale på bånd fra England og USA. Han skriver speciale over emnet ”Blindes udfordringer ved at færdes”, mobility også kaldet. Det var helt nye og moderne betragtninger på blindes tilværelse, som kom fra USA.
For at tjene til dagen og vejen arbejdede Peter i ”De Gamles By”, hvor han var med til at afprøve og udvikle nye fysiurgiske behandlingsmetoder.
Peter og Inger havde længe haft lyst til at få egen klinik og hele familien flytter til Års i Nordjylland i 1977, og her har Peter og Inger boet lige siden. Døtrene er gået deres egne veje. De får nu deres egen fysioterapeutiske klinik og dermed frihed til at arbejde med og udvikle behandlingsmetoder, hvor krop og psyke bliver set i en større sammenhæng. Peter videreuddanner sig til kranio-sakral-terapeut, men hans helt store interesse opstår, da han stifter bekendtskab med den psykologiske teori kaldet Bodynamic-systemet. Bodynamic-systemet beskriver de mentale, karakteristika og kropslige kendetegn, for de forskellige udviklingstrin et barn gennemgår. Det er især det første udviklingstrin: Behovsfasen. Denne fase har ved siden af sit psykiske særkende også et kropsligt særkende. En sammensunket holdning, hvor rygsøjlen er krummet mod højre eller venstre, skoliose. At finde denne sammenhæng mellem behovsfasens karakterstruktur og skoliose syndromet, og kunne afhjælpe generne for patienterne med denne krydsdiagnose, ser han som sit livsværk.
Peter har mange interesser, han holder af musik og spiller selv guitar. Han går til undervisning og går til foredrag i idehistorie, han er i det hele taget et meget aktivt og nysgerrigt menneske. Han er optaget af Blindesagen, hvad jo også fremgår af hans emnevalg til specialet på psykologistudiet.
I Peters ungdom kendte man ikke den lange hvide mobilitystok. Nogen gik med en almindelig spadserestok, og det gule armbind med de tre sorte prikker var blindes helt almindelige udstyr. Det var et signal til seende om, at her kommer en blind, pas på, giv din hjælp om nødvendigt. Med stokken kan blinde færdes, kun sne, som er en slags tåge for blinde, udvisker kendemærker og faste holdepunkter. Hørelsen er vigtig for at færdes som blind, men desværre får Peter et hørerhandicap, som naturligvis generer ham meget. Han er dog med i Dansk Blindesamfunds Fuglsangkor, hvor han synger en smuk tenor, det ved jeg, for jeg var selv med i koret.
Bogen afsluttes med en afrunding af familiens historie. Bagest i bogen er der et apendiks med øvelser til forbedring af kropsholdning, som læseren kan kaste sig ud i.
Det er en skøn bog, sproget er flydende og levende. Der er på intet tidspunkt tomgang i fortællingen, der sker noget hele tiden. Et godt levet liv, hvor krattet på intet tidspunkt får lov til at spænde ben. Det er en beretning om en blind mands liv, men først og fremmest en fortælling om en stor og stærk personligheds vilje til at leve. Tak for din bog Peter, den er et fornemt bidrag til blindes historie. Dine efterkommere kan være stolte af dig.
Dette er jo en boganmeldelse, og ikke et referat af bogen. Der er mange situationer, jeg ikke omtaler, jeg har omtalt det, som giver et indtryk af det gennemgående tema, at komme gennem krattet.
7. Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com
Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com
Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk
Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk
Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk
1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk
2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk
Nyhedsbrev nr. 1 2023
Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1/2023.
Indhold:
1. Hilsen fra formanden
2. Kontingentindbetaling 2023 ved kasserer John Heilbrunn
3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 4. – 5. marts 2023
4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2023
5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2022/2023 ved Poul Lüneborg
6. Regnskab 2022 samt revisionsprotokol ved kasserer John Heilbrunn
7. Brailleskriftens konge er ikke iblandt os længere. Nekrolog om Svend Thougaard af Hans Erik Olsen
8. Du må aldrig give op – omtale af en bog om Kurt Videbæk af Allan Fohlmann
9. Den tidligere regering holdt ikke sit løfte om en undskyldning til anbragte under særforsorgen af Ove Gibskov
10. Bestyrelsens kontaktoplysninger
1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg
I skrivende stund er det en måned siden vi fejrede juleaften. Det betyder, at vi har lagt 2022 bag os og ser frem på 2023.
Der blev i det forgangne år sat fokus på blindes historie gennem nogle vigtige erindringsudgivelser. Fysioterapeut og psykolog Carl Peter Nielsen udgav i september bogen ”Gennem krattet”. Han var en pioner, idet han i 1972, som den første blinde i Danmark, forsvarede sin afhandling som afslutningen på sit cand. mag. studie i psykologi ved Københavns Universitet. Nogle måneder senere udgav Peter Frederik Hansen sine erindringer ”Fra håbefuld Bliktud til blind overlærer”. Han var blandt de første elever, som i august 1968 flyttede ind i et af værelserne på det nye Blindeinstitut på Rymarksvej i Hellerup. Disse 2 livsforløb tager udgangspunkt midt i en markant omstillingstid for blindes muligheder for at gennemføre en boglig uddannelse. Det er denne omstilling, som selskabet har søgt at belyse i rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede”, som Medicinsk Museion fik overrakt på foreningens 28. års fødselsdag den 18. november 2022. De 2 bogudgivelser på hver ca. 300 sider inklusiv illustrationer vil forhåbentlig snart kunne lånes gennem Nota, medens rapporten vil blive præsenteret af John Heilbrunn på selskabets forestående generalforsamling. Det næste Nyhedsbrev vil indeholde en præsentation af rapporten, som er baseret på 26 interview med synshandicappede, der har afsluttet en uddannelse i den nævnte periode. Rapporten vil desuden blive omtalt i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49, som forventes udsendt i slutningen af årets 2. kvartal.
Ud over disse væsentlige bidrag til belysning af blindes historie kunne vi i bestyrelsen glæde os over, at interessen for vores historie i 2022 blev taget op af læge Jesper From fra Dansk Medicinskhistorisk Selskab. Jesper From stod bag en artikel på ca. 50 sider i selskabets årbog fra 2021 med titlen ”Socialoftalmologiens og blindesagens historie i Danmark”, som jeg anmeldte i sidste års Nyhedsbrev nr. 2.
I selskabets bestyrelse glæder vi os over disse udgivelser, som vil blive fulgt op af en række bidrag i løbet af 2023. Vi er vidende om, at flere erindringsudgivelser er på vej sammen med en række artikler og historiske beretninger baseret på ny forskning.
I dette nyhedsbrev fortæller Allan Fohlmann om Kurt Videbæks erindringsudgivelse fra 2019 ”Du må aldrig give op”. Det er en omtale, som vi længe har haft lyst til at informere om. Derudover bringer selskabets redaktør Ove Gibskov endnu et bidrag til belysning af den lange proces, om en eventuel undskyldning fra regeringen til personer, der har været inddraget under Særforsorgen i årene 1933 – 1980.
I løbet af 2022 sagde vi farvel til 3 markante medlemmer af selskabet. Disse dødsfald har berørt os dybt i bestyrelsen. Det gælder ikke mindst selskabets tidligere webmaster og kasserer Ole Brun Jensen, som frem til sin død fortsat var et aktivt medlem af bestyrelsen. Organist Erik Kiørby og medarbejder ved Synscenter Refsnæs Svend Thougaard var de 2 andre personligheder og tidligere aktive medlemmer af selskabet, som vi tog afsked med. Min forgænger i formandsstolen Hans Erik Olsen har til nærværende nyhedsbrev skrevet en meget læseværdig nekrolog om Svend Thougaard, baseret på hans mangeårige venskab med ham.
Selskabets ordinære generalforsamling afholdes i år i forbindelse med et arrangement i weekenden 4. – 5. marts 2023 på Fuglsangscentret. Nyhedsbrevet indeholder invitation, program og forslag til dagsorden til generalforsamlingen samt beretning og regnskab for 2022.
Det er mit håb, at rigtig mange af selskabets medlemmer vil tage imod opfordringen til at deltage i denne begivenhed og de 2 spændende blindehistoriske programpunkter, som er forberedt til lørdag eftermiddag og søndag formiddag.
God læselyst og på forhåbentlig gensyn i weekenden 4. – 5. marts 2023.
2. Kontingentindbetaling 2023 ved kasserer John Heilbrunn
Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet på 150 kr. til Blindehistorisk Selskab.
Du kan indbetale via bankoverførsel til reg 1551 0501697. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel, så jeg kan identificere indbetalingen.
Du kan også indbetale kontingentet via mobilepay på nummer 44678.
Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på 23 40 92 18, så vi sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.
Jeg vil opfordre alle medlemmer til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar i år. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 4. marts 2023, hvis du agter at deltage i denne.
3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 4. – 5. marts 2023
Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, endnu engang at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 4. til søndag den 5. marts 2023.
Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 12.30.
Program for lørdag den 4. marts 2023:
Kl. 13.30 – 16.30 Generalforsamling, afbrudt af kaffe / te pause
Kl. 16.30 – 18.00 Rapport om ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” udgivet af Blindehistorisk Selskab oktober 2022. John Heilbrunn fortæller om rapportens tilblivelse og resultater.
Tre af selskabets medlemmer har interviewet i alt 26 synshandicappede personer som i 50-70-erne har haft kontakt af forskellig art og omfang med blindeforsorgen, institutionerne og inspirerende enkeltpersoner. Denne periode var en brydnings- og omstillingstid både af personlig art og i forhold til de interviewedes valg af livsbane, uddannelse, erhvervsvalg og personlig udfoldelse.
Rapporten blev overrakt til Medicinsk Museion ved en reception på selskabets fødselsdag den 18. november 2022 i Handicaporganisationernes Hus i Taastrup med deltagelse af ca. 40 medlemmer og gæster.
Afslutning ved formand Poul Lüneborg
Kl. 19.00 Middag i separat lokale
Kl. 21.00: Kaffe / te + kage
Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program
Program søndag den 5. marts 2023:
Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant
Kl. 9.00 Blindehistorisk temaarrangement:
John Heilbrunn og Henrik Olsen præsenterer et historisk oplæg om Blinde og Svagsynedes Båndklub – BSBK.
”Hvor fotoalbums og tidligere smalfilm var en af de måder, hvor seende mindes begivenheder og sammenkomster, har blinde og svagsynede ikke haft stor glæde af dette, men har brugt båndoptageren og båndoptagelser som en slags ”kamera”, hvor mikrofonholderen kunne opfange stemninger, fortællinger og dermed videregive disse både til de, som har deltaget som et ”memoirerbillede” og samtidig har andre, som ikke har været til stede, også kunnet få del i oplevelserne.
Blindes og Svagsynedes Båndklub har siden stiftelsen den 7. februar 1969 på det første båndkursus på feriehjemmet i Hobro været vidt omkring i ind- og udland.
Henrik Olsen og John Heilbrunn vil i en dialog med forskellige eksempler illustrere, hvordan bånd- / optagemediet fra spole til digitalt medie har haft en stor betydning.
Henrik og Johns oplæg vil vare ca. halvanden time. Det vil midt på formiddagen blive afbrudt af kaffe / te pause.
Der vil være mulighed for spørgsmål og supplerende kommentarer undervejs.
Kl. 11.45 Afslutning med fællessang.
Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen. Teksten blev første gang offentliggjort i Medlemsblad nr. 52 fra oktober 1915, medens melodien første gang omtales i medlemsblad nr. 6 fra den 24. marts 1923 – forud for Laurids Lauridsens melodi benyttedes melodien til “Danmark dejligst vang og vænge” komponeret 1811 af P.E. Rasmussen fra Farum.
Kl. 12.00 Frokost i centrets restaurant og derefter afrejse
Bestyrelsen beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 475 kr. sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets punkt om tilmelding til generalforsamlingen.
Forslag til dagsorden til generalforsamling 2023
Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018. De findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.
Dagsordensforslag:
1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg
2. Navneopråb, præsentation af deltagerne
3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent
4. Godkendelse af dagsorden
5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 5. marts 2022 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/ 2022. Nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.
6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2022 / 2023 til godkendelse. Beretningen offentliggøres i nærværende nyhedsbrev.
7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2022 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse. Regnskab og revisionsprotokol offentliggøres i nærværende Nyhedsbrev.
8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.
9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest lørdag den 18. februar 2023.
10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.
Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:
a. Kasserer John Heilbrunn for en 2-års periode, er villig til genvalg.
b. Bestyrelsesmedlem for en 2-års periode, Thorvald Kølle har meddelt, at han ikke stiller til genvalg.
c. 2 suppleanter for et år, Leif Martinussen blev sidste år valgt som 1. suppleant, han genopstiller.
d. Posten som 2. suppleant skal nybesættes – Thorvald Kølle har meddelt, at han er villig til at modtage valg til dette hverv.
e. Revisorer:
Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen, der blev valgt i 2022 for 1 år, er begge villige til genvalg.
f. Revisorsuppleant:
Nete Parkov valgt for 1 år i 2022, hun er indstillet på genvalg.
11. Eventuelt.
4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2023
Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia, fra lørdag den 4. til søndag den 5. marts 2023, beder jeg dig om at kontakte kasserer John Heilbrunn senest fredag den 10. februar 2023. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 30 værelser på centret, en del af disse er allerede booket, så skynd dig med din tilmelding!
Kasserer John Heilbrunn kan kontaktes på tlf. 23 40 92 18 eller på mail heilbrunn@mail.dk.
Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.
Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551 0501697. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel, så kassereren kan identificere indbetalingen.
Du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44678.
Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til John Heilbrunn på tlf. 23 40 92 18, mail: heilbrunn@mail.dk, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.
Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.
Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 eller på mail: fuglsang@blind.dk
Bestyrelsen glæder sig til at se rigtig mange til årets generalforsamling.
På gensyn på Fuglsangscentret.
Bestyrelsen
5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2022/2023 ved Poul Lüneborg
Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 5. marts 2022 til dette års generalforsamling den 4. marts 2023.
1. Indledning.
I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende medlemmer, som blev valgt på generalforsamlingen den 5. marts 2022:
Poul Lüneborg, formand
Lena Bang, næstformand
John Heilbrunn, kasserer
Ove Gibskov, redaktør
Thorvald Kølle, sekretær
Leif Martinussen, 1. suppleant
Ole Brun Jensen, 2. suppleant
Den 10. juli 2022 modtog vi den meget triste meddelelse om, at Ole var gået bort efter længerevarende sygdom på grund af kræft, jf. omtalen af hans indsats nedenfor under pkt. 11.
Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der forventes i skrivende stund afholdt 4 møder i beretningsperioden. I denne periode har det været muligt, at afholde alle møder som fysiske møder enten på Fuglsangscentret eller i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup.
Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde den 6. marts 2022 efter generalforsamlingen.
Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål og bidrage til gennemførelsen af trufne beslutninger. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder – Ole deltog i de 2 første møder via elektronisk opkobling til disse.
2. Medlemsstatus.
Ved starten af 2022 talte selskabet 127 medlemmer, heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.
Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.
Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke artikler under rubrikken Meddelelser. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde.
Vi har i 2022 kunnet glæde os over, at 3 har tegnet medlemskab, 2 medlemmer har ikke ønsket at opretholde deres medlemskab, og hertil kommer, at 2 medlemmer er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2022 har medført, at der ved årets udgang var 126 medlemmer, som havde betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2023 tæller 123 medlemmer, idet vi i årets løb har registreret 3 dødsfald i medlemskredsen. Det drejer sig om følgende 3 markante medlemmer af selskabet:
– Ole Brun Jensen, jf. mindeord i MB nr. 11/2022
– Erik Otto Kiørby, jf. mindeord i MB nr. 16/2022
– Svend Aage Høegh Thougaard, jf. mindeord i MB nr. 16/2022 og Hans Erik Olsens nekrolog i Nyhedsbrev nr. 1/2023.
Desuden skal her nævnes nekrologen i MB nr. 15/2022 i anledning af meddelelsen om Jørgen Svendsens død – et mangeårigt medlem af selskabet frem til udgangen af 2021.
Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er beklageligvis på ingen måde rykket nærmere i løbet af denne beretningsperiode.
Bestyrelsen glæder sig over, at der stadig er mennesker med interesse for blindes historie som tegner medlemsskab af selskabet.
Jeg har sammen med den til enhver tid siddende bestyrelse i gennem de seneste 6 år bestræbt mig på at udtænke idéer og tage initiativer til at rekruttere nye medlemmer udenfor Dansk Blindesamfunds medlemskreds. Disse bestræbelser har desværre kun haft ringe succes. Derfor opfordrer jeg endnu engang alle medlemmer af selskabet til at fremkomme med forslag på dette område.
3. Selskabets medlemsliste.
Selskabet udsendte den 3. august 2022 Medlemslisten for 2022 til alle medlemmer med en mailadresse. Denne blev efterfølgende udsendt i sort punkt og som daisylydfil efter det enkelte medlems eget valg. Bestyrelsen beklager, at årets medlemsliste blev udsendt så sent. Dette skyldtes først og fremmest problemer med at tilvejebringe en endelig afklaring af i hvilket omfang medlemmer i restance med kontingentbetalingen ønskede at opretholde deres medlemskab eller ej. Disse udfordringer er forhåbentlig afklaret, når vi når slutningen af beretningsperioden. Bestyrelsen planlægger i 2023 at udsende medlemslisten kort tid efter generalforsamlingen.
På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den årlige generalforsamling. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.
Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og i givet fald med hvilke personlige kontaktoplysninger.
Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer videregivet til kassereren.
Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter et årsskifte at indbetale kontingentet og samtidig give meddelelse om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår af den sidst udsendte medlemsliste.
Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 7 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.
4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.
Denne gruppe, som består af 2 repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg og 2 repræsentanter fra Blindehistorisk selskab, har i 8-års perioden 28. november 2014 – 10. december 2022 afholdt 14 møder. Blandt disse møder har 4 møder været med repræsentanter fra Medicinsk Museion og 3 møder med repræsentanter fra Post-, Tele- og Kommunikationsmuseet – nu museet Enigma. Til et flertal af møderne har repræsentanter for Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg været inviteret. Således deltog Jesper Holten fra DBSs forretningsudvalg i gruppens seneste møde den 10. december 2022.
Ove Gibskov og formanden har i den forgangne periode været selskabets repræsentanter i gruppen.
Karen Marie Pedersen og Dennis Bonnet Aabank har repræsenteret DBSs Fritids- og Kulturpolitiske udvalg i gruppen i beretningsperioden.
Det fremgår af selskabets beretninger gennem årene, at arbejdet i gruppen først og fremmest har haft som mål at sikre de blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet og Synscenter Refsnæs. Den Blindehistoriske Samling overgik som bekendt i 2013 til Medicinsk Museion. Arbejdet i gruppen har derfor været koncentreret om samlingerne ved Synscenter Refsnæs.
På mødet den 10. december 2022, hvor såvel repræsentanter fra Medicinsk Museion som fra Synscenter Refsnæs deltog, var der enighed om, at det var af afgørende vigtighed, at få afklaret situationen for samlingerne ved Synscenter Refsnæs. Deltagerne i mødet besluttede, at der bør tilvejebringes en vurdering af de tilbageværende samlinger og økonomiske ressourcer, der kan sikre en overflytning af de bevaringsværdige dele af samlingerne til Medicinsk Museion, idet Synscenter Refsnæs har planer om at anvende lokalerne, hvori samlingerne nu befinder sig, til andre formål. Der var i gruppen stor tilfredshed med den beredvillighed, der fra såvel Medicinsk Museion som fra Synscenter Refsnæs blev lagt for dagen på mødet med henblik på at finde en endelig løsning af usikkerheden om fremtiden for samlingerne ved Synscenter Refsnæs.
Samlingschef Ion Meyer gav på mødet tilsagn om at udarbejde et notat, til brug for det videre arbejde med samlingerne ved Synscenter Refsnæs og såvel Jesper Holten som undertegnede stillede sig positiv til spørgsmålet om at bidrage til fremskaffelse af nødvendige økonomiske midler til det videre arbejde.
På mødet gav gruppens medlemmer en gensidig orientering om aktuelle sager på gruppens område indenfor DBS og selskabet, herunder gav Ove Gibskov en status over kontakten til museet Enigma.
Dansk Blindesamfunds sekretariat er som anført i de seneste beretninger indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer er blevet opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBSs hovedkontor og / eller selskabets bestyrelse. Denne opfordring, som var indeholdt i den seneste beretning, gentages for at minde enhver om, at historiske begivenheder kun optages, hvis der er nogen som hjælper med til at identificere disse.
Opgaverne i Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe kan kun løses i et samarbejde med DBSs forretningsudvalg. Da forretningsudvalgets sammensætning i begyndelsen af 2022 endnu engang undergik markante forandringer, står gruppen overfor nye udfordringer med hensyn til at fremme forståelsen for løsningen af disse opgaver.
På mødet drøftedes det hvorledes det sikres, at markante personligheder indenfor den danske blindesag mindes, når de dør. Forretningsudvalgets nuværende aldersmæssige sammensætning kan medføre, at en meddelelse om et dødsfald blandt ældre tillidsvalgte og ansatte overses. Her bør gruppen bidrage, til at disse personer mindes på passende måde i blandt andet Medlemsbladet.
De bekymringer, som lå til grund for denne drøftelse, var blandt andet baggrunden for, at jeg i Medlemsblad nr. 1/2023 skrev mindeord om fhv. kredsformand og blindekonsulent Jan Diemer, som døde den 13. december 2022.
5. Selskabets egne projekter i det forløbne år
5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.
Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets beretninger. I beretningen for 2018 / 2019 findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.
Registreringsprojektet blev afsluttet den 14. maj 2020 med udarbejdelsen af en endelig rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.
Selskabets bestyrelse besluttede allerede på sit møde den 16. februar 2020, at der skulle fastlægges en plan for projektets afslutning. Projektets hovedformål har som bekendt været at inspirere medlemmer af Dansk Blindesamfund og professionelle, indenfor det synsfaglige område, til at medvirke til at lade registrere genstande m.v. som kunne bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling. Selskabet har med projektrapporten ydet et væsentligt bidrag til at opfylde dette formål.
Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside. Samtlige registrerede genstande er systematiseret i 5 hovedkategorier. Registraturen over samlingen indeholder 142 emneord, der hver åbner adgang til de registrerede genstande under det pågældende emne.
På selskabets generalforsamling den 17. februar 2018 anførte museumsinspektør Jacob Kjærgaard, at samlingen omfatter godt 3.500 genstande og ca. 800 billeder. Hertil kommer omkring 700 punktbøger, 100 reliefbøger, 700 sortbøger samt en samling kassettebånd, disse bøger og lydoptagelser er endnu ikke digitaliseret.
Samtlige henvendelser til registreringsprojektet er i rapporten sammenlignet med registraturen. Ved denne gennemgang af modtagne henvendelser har det kunnet konstateres, at samlingen allerede indeholder en betydelig del af de registrerede genstande. Rapporten oplister 108 genstande, som ikke findes i Den Blindehistoriske Samling. Der er i alt tilgået registreringsprojektet 154 genstande, dvs. at 46 er identificeret som værende genstande som allerede findes i samlingen.
Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.
I betragtning af, at projektet nu har strakt sig over godt 7 år, er der et betydeligt hensyn at tage til de mange som har henvendt sig.
Den 4. juni 2020 meddelte samlingsleder Ion Meyer ved Medicinsk Museion, at museet som udgangspunkt var interesseret i alle de registrerede genstande. Det ville dog være nødvendigt at foretage en yderligere belysning af enkelte genstande, inden endelig stillingtagen til disse. Samlingsmedarbejder Maria Thode Jensen forelagde, i en mail fra den 1. juli 2020, en plan til det videre arbejde, for indsamling og indlevering af de registrerede genstande.
Arbejdet med projektet gik på grund af coronarestriktionerne helt i stå i forrige beretningsperiodes sidste halvdel, da det ikke skønnes forsvarligt, at iværksætte en indsamling af tilbudte genstande, så længe covid19-epidemien gjorde sig gældende.
I den endelige projektrapport fra maj 2020 oplistes 154 genstande. 46 af disse er allerede registreret i ”Den blindehistoriske samling”. I det omfang det vil være muligt at indsamle de registrerede genstande, er Medicinsk Museion som anført interesseret i dem alle, dels for at supplere samlingen dels for at vurdere om de tilbudte eksemplarer er af en bedre kvalitet en de allerede registrerede, disse dubletter vil derudover kunne indgå i museets undervisnings- og udstillingsaktiviteter.
Blindehistorisk selskab står for indsamling af 28 tilbudte genstande samt for opgaven med at indhente yderligere oplysninger om 3 genstande. De øvrige genstande kræver ikke indsamling på initiativ af selskabet, idet disse er tilbudt af IBOS og andre lignende aktører.
Bestyrelsen vil forsøge at gennemføre indsamlingen af de registrerede genstande i løbet af første kvartal af 2023. Der vil i forbindelse med indsamlingen blive foretaget en registrering af identiteten på vedkommende, som har tilbudt den pågældende genstand samt en beskrivelse af vedkommendes anvendelse af denne.
5.2. Projekt ”Blindes levevilkår i 1960-70-erne”.
Selskabet blev i 2016 af Medicinsk Museion opfordret til at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.
Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, som blev en følge af de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-70-erne.
En gruppe, oprindelig bestående af John Heilbrunn som tovholder, Helle Reily, Lena Bang, Kurt Nielsen og Thorvald Kølle, har i beretningsperioden været beskæftiget med dette projekt. Den endelige rapport er baseret på 26 interview med et repræsentativt udvalg af medlemmer af Dansk Blindesamfund, interviewene er foretaget af John Heilbrunn, Helle Reily og Kurt Nielsen. Bestyrelsen besluttede efterfølgende at bede John Heilbrunns konsulentfirma ”Øjenhøjde” om at afskrive interviewene og sammenskrive en konkluderende rapport på baggrund af disse. Rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” på 117 sider blev afleveret til Medicinsk Museion ved en reception den 18. november 2022 i Handicaporganisationernes Hus. Der deltog ca. 40 medlemmer og indbudte gæster i selskabets fødselsdagsreception, som blev indledt af formanden med et historisk helikopterperspektiv over blindes beskæftigelses- og forsørgelsesmuligheder gennem de seneste 200 år for at placere rapporten i et historisk udviklingsforløb. Derefter gav John Heilbrunn en præsentation af rapporten. Receptionen afsluttedes med et inspirerende oplæg ved samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion om museets aktuelle situation, ”Den blindehistoriske samling” og fremtiden for denne, gennem samarbejde med selskabet.
Alt i alt et arrangement som bestyrelsen glæder sig over.
Afslutningsvis skal det anføres at ”Blindes Støttefond” bevilgede 64.344,00 kr. til dækning af udgifterne til rapportens fremstilling. Der er grund til at takke fonden for denne generøse donation. Selskabet har derudover af egne midler afholdt 6.395,34 kr. til korrektur, formatering, trykning, brænding af CDere m.v. Herudover har selskabet dækket udgifter til afholdelse af receptionen.
I bestyrelsen glæder vi os over, at denne opgave, som vi har beskæftiget os med gennem mange år, nu kan betragtes som afsluttet. Rapporten vil blive præsenteret på dette års generalforsamling gennem et oplæg ved John Heilbrunn.
Afslutningsvis skal det under dette afsnit anføres, at professor Birgit Kirkebæk, redaktør af Handicaphistorisk Tidsskrift, har opfordret John Heilbrunn til at skrive en artikel til Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49, hvori han præsenterer rapporten. Jeg har fået en tilsvarende opfordring om at skrive et indlæg indeholdende mine indledende historiske betragtninger.
5.3. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.
Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget.
I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet.
Selskabets arkiv råder i dag over 40 lydoptagelser af Amatørteatrets forestillinger.
5.4. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.
Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.
På foreningens hjemmeside findes et menupunkt vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.
Leif Martinussen har, som tidligere omtalt, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der i tekst og billeder belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området.
Selskabets nye webmaster Rita Ilsted Smith har fundet udveje for at lægge redegørelsen på 92 sider på hjemmesiden.
5.5. Jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023.
På generalforsamlingen den 15. februar 2020 behandledes et forslag fra Thorvald Kølle om at udgive et jubilæumsskrift skrevet af tidligere elever ved Refsnæsskolen i anledning af skolens 125-års jubilæum i 2023.
Der var bred tilslutning til at fremme dette forslag. Den nedsatte redaktionsgruppe, bestående af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen, har med Leif Martinussen som tovholder og pennefører afsluttet arbejdet med et udkast til et manuskript på 266 sider uden fotos. Der er indarbejdet plads i manuskriptet til 56 billeder, som Leif Martinussen har udvalgt.
Det er bestyrelsens opfattelse, at selskabet bør stå alene som udgiver af jubilæumsskriftet med titlen “et tilbageblik til det kgl. blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”.
Det blev endvidere på bestyrelsens sidste møde i 2022 vedtaget, at det foreliggende udkast til manuskript skal underkastes en kritisk korrekturanalyse med henblik på at indhente tilbud på trykning af dette. Bestyrelsen besluttede samtidig at stille en garanti på ca. 20.000,00 kr. til løsningen af denne opgave. Så snart en endelig version af manuskriptet foreligger, vil der blive taget initiativ til at ansøge om fondsstøtte til dækning af udgifterne til korrektur, trykning m.v. På den kommende generalforsamling forventes det, at det vil være muligt at informere om planerne for afslutningen af dette projekt. Der skal i denne forbindelse træffes aftale med Synscenter Refsnæs og Dansk Blindesamfund om deres eventuelle medvirken ved præsentationen af jubilæumsskriftet overfor offentligheden på 125-årsdagen den 5. november 2023.
6. Informationsvirksomhed.
6.1. Udsendte nyhedsbreve.
Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.
I beretningsperioden er der til dato udsendt 3 nyhedsbreve. I skrivende stund er der kun truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2023, med invitation, bilag m.v. forud for den ordinære generalforsamling den 4. marts 2023. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2023. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som DAISY-lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. DBSs sekretariat bistår mod betaling med at producere punktudgaven og DAISY-lydfilen, medens selskabet selv står for produktion og udsendelse af udgaven i almindelig tryk og som elektronisk fil.
Bestyrelsen vil benytte lejligheden til, at takke alle, der gennem artikler m.v. har bidraget til nyhedsbrevenes indhold.
Bestyrelsen har i skrivende stund registreret i hvert fald 8 forslag og idéer til artikler m. m. til kommende nyhedsbreve. Mange af disse forslag og idéer har endnu ikke set dagens lys. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner, skal derfor ikke holde sig tilbage med at kontakte redaktør Ove Gibskov herom.
Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at selskabet til dato har udsendt 73 nyhedsbreve, som findes på hjemmesiden.
6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.
Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i beretningsperioden 2019 / 2020. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende. Selskabets webmaster gennem flere år Ole Brun Jensen havde kun i meget begrænset omfang kræfter til at forestå hjemmesidens løbende opdatering på grund af alvorlig sygdom frem til hans død i juli 2022.
I bestyrelsen glæder vi os over, at Rita Ilsted Smith har tilbudt at overtage opgaven som webmaster. Hun har allerede gjort sig flere tanker om en opdatering af hjemmesiden. Det bliver derfor op til bestyrelsen og medlemmerne at komme med forslag til denne opdatering.
Beretningen for 2017 / 2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ej heller været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten. Det er imidlertid en opgave som er under forberedelse.
Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har vi modtaget en hel del henvendelser fra både medlemmer og andre med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.
Til belysning af karakteren og omfanget af denne virksomhed skal nævnes følgende henvendelser:
– Hvor kan man læse erindringsartikler skrevet af organist Erik Otto Kiørby?
– Hvorfor benævnes en af værelsesgangene på IBOS ”Pistolstræde” blandt beboerne?
– Hvor kan man læse artikler om blinde optaget i projektet ”Anbragt i historien”?
– Hvor kan man finde billeder af blinde kurvemagere og deres produkter til illustration af danske kurvemøblers historie?
– Hvornår begyndte DBS at træne førerhunde, og hvor kan man se eksemplarer af det seletøj, der dengang blev benyttet til brug ved en filmoptagelse?
– Er selskabet interesseret i ”Blindeskakkens historie”?
– Hvor kan man læse om de døvblindes historie?
– Er der nogen som bekymrer sig om ”Anskuelsessamlingen” ved Synscenter Refsnæs?
– Hvornår blev den hvide stok introduceret og officielt godkendt herhjemme?
– Hvor kan man læse interviewene fra projektet ”Blinde kvinders kultur”?
-Kan det passe, at Dagmar Lund, organist ved Gern kirke, er den blinde kvinde som maleren Ejner Nielsen i sin tid portrætterede læsende i en bog med punktskrift?
– Er selskabet bekendt med høringssvarene i forbindelse med Blindeforsorgens udlægning?
– Hvor findes et billede af hovedindgangen til IBOS fra tiden før 1980?
– Hvor kan man finde den vedtagne lovtekst til ”Blindeloven” fra 1956?
– Er selskabet fortsat interesseret i arkiverne efter DBSU og Blindes Skiunion?
– Hvem har adgang til selskabets arkiv?
– Hvor kan man læse Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 22 udgivet i forbindelse med, at IBOS på Rymarksvej i Hellerup rundede 50 år?
6.3. Andre informationskanaler.
Siden generalforsamlingen den 5. marts 2022 har bestyrelsen udsendt et medlemsbrev vedrørende selskabets medlemsliste, jf. ovenfor under pkt. 3. Derudover blev der den 6. januar 2023 udsendt et medlemsbrev vedr. opkrævning af kontingent for 2023.
Det skal under dette afsnit bemærkes, at ud af de 123 medlemmer har 18 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 5 i almindeligt tryk og 5 som Daisy-lydfil.
De nævnte medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.
Til slut skal det under dette afsnit bemærkes, at redaktør Stinna Brinch Christensen opfordrede selskabet til i DBS’s medlemsblad nr. 16/2022 at bringe en temaartikel om vore aktiviteter, denne blev skrevet af Ove Gibskov. Forhåbentlig kan artiklen bidrage til større synlighed om selskabet.
7. Andre aktiviteter til belysning af blindes historie.
Der er grund til at glæde sig over, at flere blinde har følt sig inspireret til at udgive deres erindringer i 2022.
Carl Peter Nielsen udgav september 2022 sine erindringer under titlen ”Gennem krattet”. Udgivelsen er på 200 siders tekst + 100 billedsider. Peter Nielsen er en pioner, idet han i 1972 ved Københavns Universitet forsvarede en magisterafhandling indenfor psykologi.
Peter Frederik Hansen præsenterede den 15. december, ved en reception på IBOS, sin 2. bogudgivelse ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer – selvbiografiske fortællinger fra et liv med et alvorligt synshandicap”. Bogen er udgivet på forlaget Kahrius og er på 293 sider.
Derudover forlyder det, at cand. Jur. John Heilbrunn også arbejder på at udgive sine erindringer.
Dernæst skal det under dette afsnit nævnes, at læge Jesper From i Dansk Medicinskhistorisk Selskabs Årbog for 2021 – udgivet april 2022 – har offentliggjort en artikel med titlen “Socialoftalmologiens og Blindesagens historie i Danmark” på 50 sider. Derudover har han i 2022 skrevet yderligere to artikler om hhv. Blindesagens historie udenfor Danmark og en kasuistik om Helen Keller. Disse artikler offentliggøres i DMS’s årbog for 2022, som forventes udsendt i første kvartal af 2023.
Endvidere er der grund til at nævne, at Jesper Vaczy Kragh sammen med historikeren Claus Bundgård Christensen planlægger at samarbejde om et forskningsprojekt, om de sønderjyske mænd, der deltog i Første Verdenskrig. Over 6000 af dem blev invalideret under krigen og kunne efter genforeningen i 1920 søge en erstatning / pension. Der findes et meget stort arkiv efter det såkaldte Invalidenævn i Sønderborg. Projektet tager sigte på at undersøge dette arkiv, ud fra en handicaphistorisk vinkel, herunder en undersøgelse af de veteraner, der havde mistet synet under krigen.
Til slut skal omtales det historiske projekt, som et af selskabets nye medlemmer historikeren Rita Ilsted Smith er gået i gang med at gennemføre. Det drejer sig om en detaljeret gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet på Frederiksberg – hjem for arbejdsføre blinde kvinder, oprettet i 1900 og som fungerede frem til 1973. Dansk Blindesamfund har bevilget 15.000,00 kr. til finansiering af researchfasen af projektet, medens selskabet har garanteret resten af det foreliggende budget på godt 18.000,00 kr.
8. Selskabets elektroniske arkiv.
Efter generalforsamlingen i 2016, fik jeg fra min forgænger, Hans Erik Olsen, overleveret et elektronisk arkiv indeholdende alle selskabets arkiverede dokumenter og lydfiler. Dette arkiv er i de efterfølgende år løbende opdateret.
I beretningsperioden 2020 / 2021 er arkivet blevet underkastet en omfattende opdatering.
Arkivet består i sin nye systematik af 4 hovedafsnit:
Afsnit A indeholder dokumenter.
Afsnit B indeholder lydfiler.
Afsnit C indeholder publikationer m.v. fra DBS.
Afsnit D indeholder blindehistoriske bøger, rapporter m.v.
På bestyrelsesmødet den 8. oktober 2020 fik medlemmerne af bestyrelsen en kopi af arkivet til personlig brug i deres arbejde i selskabet. Denne spredning af arkivet er tillige en sikring imod, at dette går til grunde ved et uheld eller på anden måde ved ændring af bestyrelsens sammensætning. Arkivet er opdateret frem til udgangen af 2022 og omfatter i alt 6461 filer.
Bestyrelsen har også i denne beretningsperiode kunnet glæde sig over, at både Hans Erik Olsen og Henrik Olsen – navnlig sidstnævnte – har leveret mange nye lydoptagelser til arkivet.
9. Har Blindeforsorgens klienter krav på en undskyldning fra regeringen?
Det var det spørgsmål, som selskabet rejste på et debatarrangement den 16. februar 2020 efter generalforsamlingen.
Regeringen bad i sensommeren 2019 Forsorgsmuseet i Svendborg, om at udarbejde en redegørelse om, hvorvidt der er grundlag for at give en undskyldning til tidligere børn, unge og voksne ved institutionerne under Særforsorgen i lighed med den undskyldning som drengene ved ungdomsinstitutionen Godhavn fik af statsministeren den 13. august 2019 for de overgreb, som de havde været udsat for.
Debatarrangementet blev dækket gennem flere artikler i Nyhedsbrev nr. 2/2020. Henrik Olsens lydoptagelse af debatarrangementet kan aflyttes på selskabets hjemmeside, det findes under menupunktet “Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”.
Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg opfordrede selskabet til at repræsentere blindeområdet ved Forsorgsmuseets møder i tilknytning til den bestilte udredning.
Ove Gibskov, der forestod hvervet som mødeleder ved debatarrangementet, blev af bestyrelsen bedt om at repræsentere selskabet ved disse møder.
Det var den helt overvejende stemning på debatmødet, at blinde elever indenfor Blindeforsorgen i årene 1933 – 1980 ikke havde behov for en undskyldning.
I april 2022 udsendte Forsorgsmuseet rapporten ”Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933-1980”, på ca. 400 sider.
Ove Gibskov har løbende i selskabets nyhedsbreve og i Dansk Blindesamfunds medlemsblade orienteret om projektredegørelsen.
Det er i skrivende stund fortsat uklart, hvilke konklusioner den nye regering agter at drage på grundlag af rapporten.
Rapporten og baggrunden for denne blev indgående behandlet på årsmødet den 25. november 2022 i Historisk Selskab for Handicap og Samfund. Temaet for Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49 bliver ”En mulig officiel undskyldning til tidligere anbragte”.
Redaktør professor Birgit Kirkebæk har i anledning heraf opfordret Ove Gibskov til at skrive et bidrag under titlen ”Hvorfor er officielle anerkendelser og undskyldninger for tidligere tiders overgreb vigtige?”
10. Administrative og økonomiske forhold.
Regnskabet for 2022 udviser et overskud på 12.795,00 kr. Dette resultat skal sammenholdes med overskuddet på 12.868,24 kr. i 2021. Medlemstilskuddet fra DBS er i 2022 forhøjet fra 150,00 kr. til 250,00 kr. pr. DBS medlem af selskabet. Dette tilskud på 27.750,00 kr. bidrager til det gode resultat.
Der er i indeværende beretningsperiode kun afholdt 4 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 3 nyhedsbreve, hvilket har bidraget til at holde udgifterne nede. Til gengæld har bestyrelsen brugt 6.598,00 kr. til afholdelse af fødselsdagsreceptionen, omtalt ovenfor under pkt. 5.
Selskabets likviditet giver bestyrelsen en betydelig handlefrihed til at iværksætte nye initiativer ved at yde en økonomisk garanti. Denne mulighed er i beretningsåret benyttet i 3 tilfælde:
– Rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede”
– 125-års Jubilæumsskriftet “Et tilbageblik til det kgl. blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”.
– Projektet ” Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900-1976” ved Rita Ilsted Smith.
Disse garantier søges efterfølgende dækket gennem fondsansøgninger. Dette er heldigvis lykkedes i vid udstrækning, hvilket der er grund til at takke donatorerne for.
Overgangen fra Nem-ID til Mit-ID og oprettelsen af de forskellige elektroniske postbokssystemer har givet anledning til nye udfordringer, som forhåbentlig nu er overstået.
Produktionstiderne på DBS-sekretariat, sammenholdt med de usikre leveringstider hos Post Nord, medfører at samtidig udsendelse af forskellige medier må definitivt opgives. Udgangspunktet er udsendelse af en elektronisk version, hvorefter punkt, sort og DAISY versionerne følger snarest derefter.
11. Afsluttende bemærkninger.
Blandt de frivillige, som yder en aktiv indsats i selskabets bestyrelse, har vi oplevet, at alvorlig sygdom fra tid til anden pludselig gør sig gældende. Det indebærer at gode kolleger forlader os. Det oplevede vi med Henning Eriksens død den 22. december 2017, med Henning Backs død 26. maj 2018 og nu senest med Ole Brun Jensens død den 10. juli 2022. Det har i alle 3 tilfælde været med tungt hjerte, vi har modtaget disse meddelelser – de var alle 3 meget aktive medlemmer af bestyrelsen.
I bestyrelsen vil vi mindes Ole Brun Jensen for hans glade og optimistiske livssyn, altid parat til at påtage sig en opgave, som han mente at kunne løse – han vil blive savnet af os alle.
Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.
Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget.
Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på, at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.
På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.
6. Regnskab 2022 samt revisionsprotokol ved kasserer John Heilbrunn
Blindehistorisk Selskab, CVR-nr. 37497584
Årsregnskab for 2022
Indholdsfortegnelse
Virksomhedsoplysninger 3
Resultatopgørelse 4
Balance 5
Noter 7
Virksomhedsoplysninger
Blindehistorisk Selskab
Gyldenløvesgade 16, 3.tv
1369 København K
Telefon: 23 40 92 18
Web: www.blindehistorisk.dk
Mail: blindehistorisk@gmail.com
CVR-nr.: 37497584
Regnskabsperiode: 01-01-2022 til 31-12-2022
Resultatopgørelse for perioden 01-01-2022 til 31-12-2022
Note 2022 DKK
Indtægter (1) 127.714
Driftsudgifter (2) -110.966
Resultat før renter og afskrivninger 16.748
Småanskaffelser (3) -4.574
Finansielle indtægter (4) 621
Resultat efter renter og afskrivninger 12.795
Årets resultat 12.795
Balance:
AKTIVER Note 2022 DKK
Tilgodehavender (5) -150
Tilgodehavender i alt -150
Likvide beholdninger (6) 176.332
AKTIVER I ALT 176.182
PASSIVER Note 2022 DKK
Foreningsformue (7) 167.264
Kortfristet gæld (8) 8.918
PASSIVER I alt 176.182
Noter 2022 DKK
(note 1) Indtægter
Kontingent 18.900 (126 à 150)
Andre Tilskud 71.687 (tilskud fra coronapuljen: 7.343; udgivelsesstøtte fra Blindes Støttefond til projekt levnedsbeskrivelse: 64.344)
Sponsorindtægter 100 (for meget indbetalt kontingent, som ikke ønskedes tilbagebetalt)
Indtægter fra arrangementer og lign. 9.025 (deltagerbetaling generalforsamling marts 2022)
Andre indtægter 252 (salg for salg museumsdagbog: 200; Renter retur fra skatteforvaltningen: 49,61; Saldojustering: 2,25)
Medlemstilskud dansk Blindesamfund 27.750 (111 medlemmer à 250)
Indtægter i alt 127.714
(note 2) Driftsudgifter
Kontorartikler og tryksager -849
Porto og gebyrer -1.365
Internet og webhotel -3.640
Køb af software -537
Transportudgifter -4.592
Udgifter til arrangementer og lign. -6.598 (mødelokale og traktement jubilæumsarrangement 18.11 / lancering af levnedsbeskrivelse)
Mødeudgifter -21.346 (betaling for FSC for generalforsamling 2022 18.530; bestyrelsesmøder: 2.816)
Gaver og blomster -1.081
Diverse udgifter -70.958 (projekt levnedsbeskrivelse, firmaet Øjenhøjde APS + klargøring af rapport, korrektur, indpakning m.v. v / formanden: 70.457; Billede indkøbt til 125 års jubilæumsbog om Synscenter Refsnæs (billede fra Kgl. Bibliotek: 300; indkøb af læsestof, 200)
I alt -110.966
(note 3) Småanskaffelser
Småanskaffelser -4.574 (harddisks til bestyrelsesmedlemmer anskaffet af formanden)
I alt -4.574
(note 4) Finansielle indtægter
Finansielle Indtægter (øvrige) 621
621 (retur fra skattevæsen)
I alt 621
(note 5) Tilgodehavender
Medlemmer -150
I alt -150
(note 6) Likvide beholdninger
Den danske Bank 176.332
I alt 176.332
(note 7) Foreningsformue
Egenkapital primo 2022 154.469
Periodens resultat 12.795
I alt 167.264
(note 8) Kortfristet gæld
Kreditorer 8.098 (regning til DBS for fødselsdagsarrangement: 6.598; drift af hjemmeside 1.500)
Udlæg 820 (udlæg ej modtaget og derfor ej afregnet før årets afslutning: Rejseudgifter Ove Gibskov, udlæg Leif Martinussen for indkøbt billede)
I alt 8.918
John Heilbrunn Kasserer
Revisorer: Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen
Blindehistorisk Selskab – Revisionsprotokollat 2022.
Revisionen har afstemt konteringer i regnskabets resultatopgørelse for perioden 01-01-2022 til 31-12-2022 Herunder indtægter, driftudgifter samt konteringer i aktiver og passiver og i tilhørende noter.
Revisionen har noteret sig følgende 2 hovedtal i regnskabet: Årets resultat: kr. 12.795. Likvid beholdning i Danske Bank kr. 176.332.
Der er afholdt revisionsmøde 18. og 20. januar 2023 som telefonmøder. I møderne deltog revisorerne Hanne Tietgen Eriksen og Kurt Nielsen og kasserer John Heilbrunn. John Heilbrunn gennemgik regnskabet, og revisorerne fik lejlighed til at stille nødvendige afklarende spørgsmål med justering af materialet til følge.
Det er vores vurdering, at regnskabet 2022 giver et retvisende billede af økonomien 2022 i Blindehistorisk Selskab, og vi fremlægger protokollatet uden bemærkninger.
Revisorerne har ikke yderligere bemærkninger at tilføje.
Med venlig hilsen
Hanne Tietgen Eriksen – Kurt Nielsen
7. Brailleskriftens konge er ikke iblandt os længere. Nekrolog om Svend Thougaard af Hans Erik Olsen
Mandag, 28. november 2022 sov Svend Aage Høeg Thougaard stille ind på Holbæk Sygehus i en alder af 80 et halvt år efter længere tids sygdom. Begravelseshøjtideligheden fandt sted i Sorø Klosterkirke 6. december 2022, hvor vi var cirka 50 til at sige det sidste farvel.
Svend blev født i Vestjylland 8. juni 1942
Gennem syv år gik han på Sorø Akademi, og som 19-årig tog han matematisk studentereksamen.
Han flyttede til Christianshavn i Beatles-tiden, og påbegyndte her medicinstudiet. Under studiet arbejdede han på Rigshospitalet som ventilatør, og 1. april 1974 kom han sammen med seks andre ventilatører til Refsnæsskolen på et vikariat med den halvandet år gamle Anne, der var blind, og som havde vejrtrækningsproblemer. Her var han beskæftiget frem til 1983.
Ansættelsen lød oprindelig på tre uger, men det kom til at vare 48 et halvt år. For ikke så længe siden blev han spurgt, hvornår han ophørte med sit medicinstudie. Hertil svarede han: ”Ikke endnu”.
Ved siden af ventilatørarbejdet arbejdede han som picter, hvilket vil sige, at han skrev punktmateriale på perkinsmaskine til skolens elever og også til elever i folkeskolen. Senere kom han til at stereotypere, hvor man skrev på zinkplader, lagde et punktpapir imellem, og pressede så prikkerne fra pladerne ud på papiret.
Af Svends personalier fremgår det, at han havde flere titler som ansat på Refsnæsskolen.
Han var døgninstitutionsmedarbejder og institutionsfotograf. Han erhvervede kursusbeviser i mikrofonteknik og studieakustik.
Da Svend fejrede sin 70-års fødselsdag talte tidligere formand for punktskriftnævnet og næstformand i Dansk Blindesamfund Kurt Nielsen. Her fremhævede han Svends enorme indsats på punktskriftområdet og i Punktskriftnævnet gennem mange år. Han og Kurt har sammen deltaget i cirka 100 møder i punktskriftnævnet.
I forbindelse med Svends runde dag 8. juni 2012, skrev det hæderkronede dagblad Politiken, at der ikke er nogen i Danmark ja, i hele Europa, der ved mere om de blindes skriftsprog. Et synspunkt, jeg sammen med mange andre blinde helt og fuldt deler.
Svend var i stand til med øjnene at læse punktskrift på hovedet, hvilket ikke er mange beskåret.
I midten af 1980’erne stod han sammen med Refsnæsskolen og kyndige IT-folk for udviklingen af Logtext, hvor Svend tog rundt i landet og underviste mange folkeskoleelever. Senere kom punktskriftapparatet Pronto, og her var han en af hovedkræfterne, der sørgede for, at den havde det rigtige software og de rigtige punkttabeller.
Noget af det, Kurt og Svend var fabrikanter af, var ”Den danske punktskrift 1993”. En reform, hvor punktskriften blev tilrettet således, at man mente at den var mere skrivevenlig og mere læsevenlig.
Svend var meget stærk fortaler for, at vi skulle have en god og korrekt ottepunkt-standard i Danmark. Ottepunkt-standarden gør det muligt at fremstille Brailleskrift ved hjælp af moderne datateknik, og den er kommet for at blive. Og det er Synscenter Refsnæs, der gennem årene har været en stærk bannerfører for ottepunkt-systemet. Børn i folkeskolen lærer dette fordi opfattelsen var, at det også var den vej, udviklingen gik, og her så Synscenter Refsnæs rigtigt.
For ikke så mange år siden fortalte Svend mig ved en af vore hyggelige vennesammenkomster på Fuglsangcentret i Fredericia, at han har regnet sig frem til, at det er muligt at skrive 13 trilliarder kombinationer, hvilket er ganske imponerende. Med den matematiske evne Svend besad, er jeg ikke i tvivl om, at udregningen er korrekt.
Ligeledes også arbejdet med Robobraille har Svend været stærkt involveret i.
Også i Louis Braille Selskabet gjorde han en indsats. På selskabets rejse i Louis Brailles fodspor var han ledsager for to af medlemmerne, Gerhard Kaimer og Lis-Vibeke Wallin.
Han lagde et utrætteligt stykke arbejde i at få den blindehistoriske samling på Refsnæs registreret.
Men også i Blindehistorisk Selskab har vi meget at takke ham for. Fra 1995 og mange år frem fremstillede han selskabets nyhedsbreve i punktskrift, finansieret af Refsnæsskolen. Selskabet udsendte over 100 nyhedsbreve i punkt tre til fire gange årligt, og når punktproduktionen og tilrettelæggelsen af layoutet påbegyndte med ham som producer, gik der over et døgn før arbejdet var færdiggjort. I de år, jeg var formand for selskabet fik jeg inden udsendelsen nyhedsbrevet i punkt til korrekturlæsning, og det var meget, meget sjældent at der var fejl. Hæftet var forsynet med indholdsfortegnelse og siderne var behørigt nummererede.
I en årrække var han revisor i selskabet, og gennem en årrække havde jeg som selskabets formand den glæde at arbejde sammen med Svend i bestyrelsen.
Sammen med Inge Gibskov, Arne Krogh og Karsten Ahrens havde vi et godt team, og efter at vi trådte tilbage i 2016 mødtes vi cirka en gang om året på Fuglsangcentret til vennetræf. Det sidste vi nåede var i slutningen af maj i år, og jeg ved, at Svend satte stor pris på de sammenkomster.
Mit personlige venskab med Svend går helt tilbage til april 1974. På det tidspunkt blev elever fra København og omegn i forbindelse med weekendbesøg og ferier hos vore forældre samlet op af en bus i udkanten af København og kørt til Refsnæsskolen.
Jeg sad og læste i en punktbog, da Svend interesseret spurgte, hvad det var jeg foretog mig. Jeg fortalte ham, at det var punktskrift, jeg læste, og han har senere fortalt, at det var Henrik og jeg, der gjorde ham interesseret i de blindes skriftsprog.
Da Henrik og jeg blev konfirmeret den 6. april 1975, fik vi af de medicinstuderende en hilsen skrevet på fejlfrit punkt af dem, og det var Svend, der var mester for punktskrifttelegrammet.
De medicinstuderende arbejdede 12 timer ad gangen, nemlig fra kl. 6 morgen til 18, og så blev han afløst fra 18 til 6 næste morgen.
De havde deres base på Pilehuset i Byens Mose, cirka 1 kilometer fra Refsnæsskolen. Deres vagter var på småbørnsafdelingen Stausgaard. Her gik jeg ofte over om eftermiddagen og talte med Svend, og skønt han ikke var særlig fodboldinteresseret læste han troligt sportssiderne fra dagbladet BT højt for mig.
Havde han fri tog han mig ofte med i sin Citroën 2CV, som han kaldte Gyngehesten, på tur til Kalundborg, eller vi rundede Røsnæs Fyr.
I maj 1975 stiftedes tandemklubben på Refsnæs, hvor jeg var formand det første år, og når Svends tid tillod det, cyklede han onsdag aften med som pilot, og det var spændende at høre, hvad Svend kunne se, når vi kørte i landskabet.
I 1976 rejste vi fra Refsnæs og der gik nogle år, hvor min kontakt med Svend ikke var så stor, men da forkortelsesprogrammet Forkbra var i sin udvikling, arbejdede jeg meget sammen med ham om undtagelser til programmet, og det betyder, at ord, der stod i denne tabel, blev forkortet, som vi punktlæsere ønskede det. Da vore veje krydsede igen i Blindehistorisk Selskab, var vores venskab stadig som fra dengang.
Det var altid en glæde også at besøge Svend i privaten på Strandbakken i Kalundborg, hvor vi mangen en eftermiddag har talt om det, der begge optog os utrolig meget, nemlig punktskriften.
Nu har vi så måttet sige et sidste farvel, og vi er mange, der kommer til at savne Svend utrolig meget.
Den viden Svend havde tilegnet sig om vores skriftsprog, bliver næppe nogensinde overgået.
Havde man Svend som ven og kammerat, havde man det for livet.
Æret være Svend Thougaards minde.
8. Du må aldrig give op – omtale af en bog om Kurt Videbæk af Allan Fohlmann
For nogle år siden lovede jeg bestyrelsen i Blindehistorisk Selskab at skrive lidt om denne bog, når den kom på Nota – men der kom den desværre ikke!
Da vi talte om bogen i bestyrelsen, blev jeg inspireret af, at Kurt Videbæk havde arbejdet som telefonist / receptionist, en stillingsbetegnelse jeg selv har haft i en årrække. Kurt arbejdede allerede i den jobfunktion, før jeg selv blev uddannet, og det var især lærerigt for mig at læse om, hvordan man før i tiden håndterede de forskellige arbejdsopgaver.
Ove Gibskov gjorde mig opmærksom på, at bogen nu er indlæst hos KAbB (Kristeligt Arbejde blandt Blinde), og de var så venlige at stille et eksemplar til rådighed for mig, så jeg kunne skrive lidt om bogen.
Bogens forfatter er Egon Rasmussen, og den handler om Kurt Videbæk og hans tur gennem livet, først som svagsynet, senere som blind. Der er skrevet mange erindringsbøger af og om synshandicappede, og denne er blandt de mere læseværdige!
Kurt Videbæk er født i 1942 og fik som tiårig at vide, at han ville blive blind. Den besked kunne han overhovedet ikke håndtere, så derfor hører vi ikke meget om hans barndom på Refsnæs og hans første periode på Instituttet. Meget af det, har han simpelt hen fortrængt, hvilket er let at forstå!
Til gengæld hører vi meget om, hvordan det kunne lade sig gøre at arbejde som svagsynet i de gode tider i 60’erne og 70’erne. I begyndelsen arbejdede Kurt som ufaglært, og han bliver ofte fyret, når synet ikke helt står mål med arbejdsopgaverne.
Vi hører også om Kurts erkendelse af, at han efterhånden bliver nødt til at tage den snigende synsnedsættelse alvorligt, og hvordan han håndterer den fase i livet. Efter en alvorlig trafikulykke kommer han på Blindeinstituttet igen, hvor han bliver uddannet som telefonist / receptionist, og her finder han sin rette hylde. Desværre bliver hans arbejdsfunktion nedlagt på et tidspunkt, grundet den teknologiske udvikling indenfor området.
Herefter arbejder han som rådgiver i forbindelse med sin kristne tro, og her kommer han i kontakt med mange mennesker i den seende verden, hvor han færdes det meste af livet. Kurt virker som et meget vidende og inspirerende menneske, og jeg er ikke i tvivl om, at han har haft meget at byde på.
På et tidspunkt kommer Kurt dog i kontakt med blindeverdenen, og han har deltaget i blindeskak i mange år, blandt andet ved skak-OL i Grækenland.
Med denne bog får du heldigvis ikke endnu en selvhjælpsbog til bunken, men du får til gengæld en erindringsbog, der ærligt og sobert fortæller om at miste synet, og om at leve med det på godt og ondt.
Kurts både positive og realistiske livssyn præger bogen, og han er meget ærlig, når han skriver om både pudsige og mere bøvlede oplevelser i sit liv. Han lægger ikke fingrene imellem, når han erkender ting, han kunne have håndteret bedre.
Tilknytningen til Pinsekirken skinner meget tydeligt igennem, og for mig som ikketroende, er det ikke noget problem at håndtere. Jeg betragter ikke bogen som en religiøs bog, men som en bog, der er skrevet af en mand med en tro, der betyder meget i hans liv.
Dette er som nævnt ikke en anmeldelse men en omtale. Ønsker du at læse en længere omtale kan du finde en sådan her:
https://www.forlagetaadalen.dk/bog.php?bookID=291
Bogen kan som nævnt lånes hos KAbB, spilletiden er 3 timer 41 minutter, og den er indlæst af Lea Brøgger. Bogen er på 166 sider og blev i 2019 udgivet på forlaget Ådalen.
9. Den tidligere regering holdt ikke sit løfte om en undskyldning til anbragte under særforsorgen af Ove Gibskov
Det er bestemt ikke et ønskejob at fortsætte den her føljeton men desværre nødvendigt, da Mette Frederiksens socialdemokratiske regering jo ikke fik givet den undskyldning til anbragte under særforsorgen, som det ellers flere gange var blevet lovet af daværende socialminister Astrid Krag.
F.eks. sagde hun 12. august sidste år i P1 Morgen, at der ville blive givet en undskyldning for de overgreb og den manglende omsorg, mange af de anbragte var udsat for. Men selv om, der efter dette tilsagn, gik næsten to måneder, inden der blev udskrevet folketingsvalg, skete der intet. Og skønt statsministeren jo stadig hedder Mette Frederiksen, kan SVM-regeringen naturligvis ikke være forpligtet af et rent socialdemokratisk løfte.
I Dagbladet Information kunne man da også 10. januar læse, at regeringen ikke føler sig bundet af løfte om undskyldning til anbragte under særforsorgen. Og socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) udtaler i samme artikel, at regeringen endnu ikke ”har taget stilling til spørgsmål vedrørende den historiske udredning af sær- og åndssvageforsorgen”.
Så en undskyldning kan altså endnu godt nå at komme; men hverken jeg eller mange af dem, der har bidraget til udredningen med deres negative oplevelser, fatter, at det som lovet ikke allerede skete under den tidligere regering. Det var jo den, der tog initiativ til udredningen, som hurtigt skulle være færdig for at sikre, at dem, man vil give en undskyldning, hvoraf mange er godt oppe i alderen, kan nå at få den, mens de stadig lever.
I forbindelse med udredningen er der både lavet en film om nogle af dem, der var anbragt, og et ret omfattende undervisningsmateriale. Men begge dele må ifølge en beslutning fra socialministeriet først offentliggøres, når undskyldningen bliver givet. Så derfor er der altså flere særdeles gode grunde til, at det sker så hurtigt som overhovedet muligt.
Jeg har fulgt, og følger stadig, sagen med læserbreve i forskellige aviser og er i øvrigt af redaktøren for Handicaphistorisk Tidsskrift blevet bedt om at skrive en artikel til det kommende nummer om relevansen af undskyldninger i et historisk perspektiv. Den vil også blive bragt i et af selskabets næste Nyhedsbreve.
10. Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg, Kålundsvej 6A, 3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72, Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com
Næstformand Lena Bang, Solnavej 19, st. th, 2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67, Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com
Kasserer John Heilbrunn, Gyldenløvesgade 16 3.tv, 1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00, Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk
Redaktør Ove Gibskov, Brombærhaven 31, 8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk
Sekretær Thorvald Kølle, Clermontgade 29. st. th., 4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk
Suppleant
Leif Martinussen, Bryrupvej 55, 2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk
Nyhedsbrev nr. 3 2022
Indhold:
1. Hilsen fra formanden
2. En undskyldning fra regeringen til anbragte under særforsorgen har allerede trukket alt for længe ud Af Ove Gibskov
3. Hvad en blind ser – artikel i bladet Frem fra 1925
4. Billeder og billedtekster til forrige artikel
5. Blindemuseet og dets skaber Af Poul Glygård, artikel fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad 1982
6. Pistolstræde på Blindeinstituttet i Hellerup Af Peter Frederik Hansen
7. Omtale af Ulla Bruuns novellesamling Alvin, Underhunden og andre fortællinger
8. Bestyrelsens kontaktoplysninger
1. Hilsen fra formanden af Poul Lüneborg
Gennem de godt 6 år, som jeg har varetaget hvervet som selskabets formand har jeg fra tid til anden spurgt mig selv, hvem interesserer sig for blindes historie? Hvilken betydning har det, at der er nogle, som bruger tid og kræfter på at belyse forskellige sider af blindes tilværelse i de forløbne 250 år, som er den periode, hvor det giver mening at tale om blinde som en social gruppe og deres historie? Det ligger langt udenfor rammerne af et nyhedsbrev at besvare disse spørgsmål. Men jeg mener, at flere af bidragene nedenfor fortæller hvorfor selskabets virke giver mening.
”Det var gennem oplysningstænkningen, at et særligt menneskesyn blev til, hvor alle de, der befandt sig uden for det nyligt etablerede samfundsbegreb, karakteriseredes negativt i forhold til det ideale oplyste menneske. Dette var et menneske, der kunne se verden, som den i sandhed var, eller om ikke det, så i hvert fald kunne blive oplyst om de nyfundne sandheder, den nye videnskab havde bragt frem i lyset. Med øjet og synet som tidens fremmeste symboler var det i bogstaveligste forstand indlysende, at det var let at få øje på blindheden som en fysisk vrangspejling. Således karakteriseredes blindhed som mennesker, der ikke kunne se, døvhed som mennesker, der ikke kunne høre i lighed med fattigdom – mennesker der ikke havde penge, eller sygdom – mennesker der ikke var raske”, citat fra Pia Lundbergs Ph.d. afhandling under afsnittet ”Tilblivelse af blindes verden” ”Blindhed” fra maj 2005. Kategorisering og beskrivelse af sociale grupper spiller en fremtrædende rolle blandt oplysningstidens filosoffer. Blinde som gruppe indtog i lyset heraf en særlig rolle, som gav anledning til en række spekulationer. Den franske forfatter Denis Diderot udgav i 1749 ”Brev om blinde til brug for dem, der ser”. Det var i lyset af disse tendenser i sidste halvdel af 1700-tallet, at en medarbejder i det franske udenrigsministerium ved navn Valentin Hauy i 1784 tog initiativ til at oprette en skole for blinde. Den vigtigste begivenhed i blindes historie fastslår Gerhardt Kaimer på side 122 i sin kulturhistoriske fremstilling ”Blindes Verden” fra 2002.
I dette nyhedsbrev bringes en artikel fra tidsskriftet Frem fra 1925 med titlen ”Hvad en blind ser”. Efterlæsningen af denne beskrivelse sidder man tilbage med spekulationer om, hvorvidt der overhovedet i vor tid er plads og overskud til at gøre sig lignende tanker. Fortrænger nutidens bestræbelser på medicinsk / kirurgisk at eliminere blindheden i vores tid sådanne analyser og overvejelser? Artiklen er i det originale optryk ledsaget af en række billeder med beskrivende tekster, som giver en fin fortælling af den hjemlige blindesag, som den tog sig ud 14 år efter stiftelsen af Dansk Blindesamfund i 1911. I forlængelse heraf kan man med udbytte læse Poul Glygaards beskrivelse af hvorledes Den Blindehistoriske Studiesamling ved Blindeinstituttet blev til på initiativ af instituttets fhv. inspektør Folke Johansen i 1980. Poul Glygaard strejfer i sin artikel indledningen til blindesagens historie, som jeg har beskrevet ovenfor.
Man kan med rette sige, at vi bevæger os fra fortiden til noget nær nutiden i Peter F. Hansens redegørelse om hvorfor en fløj i det nye blindeinstitut i Hellerup fik navnet ”Pistolstræde”.
En hel anden vinkel på blindes historie trækker selskabets redaktør Ove Gibskov frem i sin fortsatte omtale af den igangværende behandling af den omfattende redegørelse, som Forsorgsmuseet i Svendborg på regeringens vegne har tilvejebragt for at belyse, om der er anledning til, at Særforsorgens klienter fra årene 1933-1980 bør gives en undskyldning for den behandling, som de blev til del.
Blandt selskabets for tiden 126 medlemmer er der flere som har givet sig i kast med forfattergerningen. Det er Ulla Bruun, som står bag den seneste bogudgivelse fra maj i år med titlen ”Alvin, Underhunden og andre fortællinger”, som præsenteres sidst i nyhedsbrevet gennem Marianne Olsens anmeldelse fra netmagasinet Sameksistens. Bogen vil i den nærmeste fremtid kunne læses i en tilgængelig version, som der ifølge præsentationen er grund til at glæde sig til.
Til slut vil jeg minde om, at selskabet afholder sin generalforsamling på Fuglsangscentret i dagene lørdag den 4. til søndag den 5. marts 2023. Sæt allerede nu kryds i næste års kalender. Næste nyhedsbrev vil indeholde beretning, regnskab program m.v. til generalforsamlingen, som også vil præsentere 2 blindehistoriske programpunkter, som der er grund til at glæde sig til.
På gensyn i begyndelsen af marts næste år, hvor bestyrelsen håber at se rigtig mange medlemmer.
2. En undskyldning fra regeringen til anbragte under særforsorgen, har allerede trukket alt for længe ud
Af Ove Gibskov
Der er nu gået et halvt år, siden Social- og Ældreministeriet 8. april offentliggjorde den historiske udredning vedr. anbragte i særforsorgens institutioner, som jeg har skrevet ret udførligt om i adskillige nyhedsbreve og også omtalt i flere af Dansk Blindesamfunds medlemsblade.
For næsten to måneder siden kunne man så 12. august i P1 Morgen høre socialminister Astrid Krag sige, at der vil blive givet en undskyldning for de overgreb og den manglende omsorg, mange af de anbragte var udsat for. Om dette muligvis siden er sket ved jeg naturligvis ikke her 23. september, hvor der var deadline på indlæg til Nyhedsbrevet. Men umiddelbart inden havde Sarah Smed, der er leder af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, som har stået for udredningen, ikke hørt noget fra ministeriet. Det samme gælder journalist Ulrik Dahlin, som for Dagbladet Information har fulgt sagen tæt.
Det var den nuværende regering, der i begyndelsen af 2020 besluttede, at der skulle gennemføres en historisk udredning for at vurdere, om nogle af dem, der havde været anbragt under særforsorgen burde have en undskyldning. Oprindeligt var det hensigten, at udredningen skulle være færdig i løbet af halvandet år, men pga. covid-19 blev afslutningen ret hurtigt udsat til november og senere til marts 2022.
I øvrigt er det en generel opfattelse blandt forskere, at halvandet år er kort tid til en så omfattende udredning, Men det har i den her sammenhæng været afgørende at tage et væsentligt hensyn til målgruppen, hvoraf mange af dem, der stadig lever, jo er godt oppe i årene og gerne skulle kunne nå at modtage en undskyldning, hvis de bliver omfattet af regeringens beslutning.
Man kan derfor undre sig dybt over, at der endnu ikke er sket noget, når socialministeren altså 12. august gjorde det klart, at der vil komme en undskyldning.
Hvis det overhovedet sker, inden der bliver udskrevet folketingsvalg, er det min opfattelse ud fra interviewet med Astrid Krag i P1 Morgen, at alle, som var anbragt under særforsorgen i hele perioden fra 1933 til 1980 vil få en undskyldning, selv om i hvert fald en hel del synshandicappede har erklæret, at de ikke har behov for det. Det fremgik bl.a. af en paneldiskussion, som Blindehistorisk Selskab arrangerede i 2020. Man kan dog ikke læse i udredningen, om det også er tilfældet for dem, der er blevet interviewet, da ordet undskyldning slet ikke er nævnt i denne. Men med udgangspunkt i de møder, jeg som repræsentant for Dansk Blindesamfund har deltaget i på Forsorgsmuseet, er det min klare opfattelse, at det i høj grad er mennesker anbragt under åndssvageforsorgen, som udtrykker ønske om en undskyldning.
Men uanset hvornår og til hvem, den bliver givet, bør en undskyldning kun være første skridt i en proces. For en kommende regering må give det høj prioritet at få ændret de vilkår, velfærdssamfundet i dag byder mange mennesker med handicap og deres pårørende. Danske Handicaporganisationer har i forskellige sammenhænge påpeget behovet for markante forbedringer, og vi skulle jo nødig om 25 år læse endnu en beskæmmende udredning. Derfor må der gennemføres en reform, der både retter op på den retsløshed, som mange mennesker med handicap er udsat for, og som sikrer, at der bliver tilført betydeligt flere ressourcer til området. Men regeringens lovede Undskyldning må i hvert fald komme nu.<
3. Hvad en blind ser – artikel i bladet Frem fra 1925
Denne artikel er fundet i det populærvidenskabelige tidsskrift Frem fra 1925 og handler om en ung blind mand, som sammen med artiklens forfatter får aflivet adskillige fordomme om blindes begrænsninger. Da Frem aldrig oplyste navne på hverken forfattere eller medvirkende, har vi i bestyrelsen trods ihærdige forsøg endnu ikke fundet ud af, hvem der udtaler sig i artiklen og vil da gerne høre, om nogen ud fra indholdets oplysninger har bud på, hvem det evt. kan være.
Næste artikel hører sammen med den første og indeholder foruden billeder en række interessante faktuelle billedtekster, som altså nu er næsten 100 år gamle.
Den originale retskrivning er bevaret i begge artikler.
Når blind leder blind, falder alle i Grøften. Mundheldet siger det, og man skulde tro, at sådan måtte det altid gå. Bondebreughels berømte Maleri giver en gribende Illustration til Sætningen, og vi seende er nok tilbøjelige til at tillægge den en Gyldighed omtrent som en matematisk sætnings.
Henleder man Folks Opmærksomhed på, hvor sikkert blinde kan bevæge sig, selv i Københavns Gader, eller på, hvor godt Arbejde de kan yde, er de seende nær ved at tro sig stillet over for Brud på Naturlovene. Men hør nu.
Hvis jeg ikke vidste, at jeg har to glasøjne, vilde jeg sværge på, at jeg kunde se. Det Svar fik jeg af en meget intelligent blind, da jeg spurgte ham, hvordan det gik til, at han kunde færdes som han gjorde og stadig være behørig klar over de Ting, der omgav ham. Lys, sagde han, har jeg selvfølgelig aldrig Indtryk af; det er mig forsåvidt ligegyldigt, om jeg kommer hjem Kl. 2 Eftermiddag eller Klokken 2 Nat, selv om der er Forskel på Støj og Stilhed, Luftens Skarphed o. s. v. Men i dette, der hverken er lyst eller mørkt, møder Tingene mig som mørke Skygger. På en Afstand af nogle Skridt — altså for jeg kan nå den — virker de som en smal Streg; og når jeg nærmer mig, ser jeg, om Skyggen er høj eller bred. Men Skyggen er kun et Forvarsel om Tingen. Når jeg ved, eller tror at vide, hvad Tingen er, forsvinder Skyggen. Så er det, som om Tingen er stillet ind i Hjernen på en.
Dette, at man kunde se med Glasøjne«, måtte selvfølgelig nærmere undersøges, og det på et Sted og ved en Lejlighed, når det var sikkert, at han på Forhånd intet vidste om Omgivelserne. Så havde vi en Dag været på Langelinie. Vi havde gået i Samtale, og han havde glemt at lægge Mærke til, hvor vi gik. På Hjørnet af Grønningen og Kastelsgraven spurgte han så, hvor vi var. Han tænkte sig da, at vi kunde være et Sted i Gaderne uden for Østbanegården. I Stedet for at svare ham, spurgte jeg: Ja, hvad ser du selv? Han står lidt og vender Hovedet i forskellige Retninger, der, siger han så og peger ud over Kastelsgraven, er der tomt. Men lige ved os står der noget lavt, vistnok et Stakit i min Brysthøjde —det var en Tjørnehæk i Hoftehøjde, ca. 3/4m fra os. Langs Vejen står der Træer«, fortsætter han rigtigt; vi stod ud for et tyndt et, i ca. 2 m’s Afstand. Han vender sig igen og står nu med Ansigtet mod Bredgade. Her er der åbent, men der står vist store Huse på den anden Side af Pladsen. Der hørtes Færdsel, og det må have forklaret ham en Del. På så stor Afstand, fortsætter han, ser jeg ikke Skygger, men aner en Forskel mellem massivt og tomt. Stadig vidste han ikke, hvor vi var, det fik han overhovedet først opklaret, da jeg til sidst fortalte ham det. Havde han været alene, havde han jo spurgt sig for og havde på en Oplysning kunnet finde sig til Rette. Han var ikke faldet i Grøfter af nogen Art. — Fra vort første Stands gik vi nu videre mod Østerbro. Men allerede ved den store Tjørnebusk på Voldskrænten standsede han: Nu er der ikke mere åbent til højre. Der står en Busk. Hvorfor kalder du det en Busk? Jo, jeg ser en Skygge, der hverken ligner Træ eller Pæl, en ulden Skygge, mørk i Forhold til Omgivelserne, en Skygge af noget, der ikke er massivt. Vi gik da langsomt og på Grus, han mente absolut ikke at have hørt nogen Genlyd. Vi går så forbi den afskårne Del af Volden, der er bevokset og kun fornemmes som Buskads. Ud for det næste Stykke af Voldgraven siger han: Her bliver der åbent, men han kan ikke opfatte, at Voldgraven rammer Gaden i en stump Vinkel. Det første Træ, vi dernæst kommer forbi, udpeger han i en Afstand, der er så stor, at han rører det med Spidsen af sin Stok, idet han viser henimod det. Det er tykt, jeg kan knap spænde om det, forklarer han rigtigt. Ved andre Lejligheder har jeg senere bedt ham lade Hænderne glide op og ned i Luften foran sig, som han forestillede sig, de måtte gøre, hvis de skulde forestille Tingens Sider. Han har da gjort det omtrent rigtigt, og en Gang forklarede han: Jeg fulgte den Skygge, som advarede mig om, at der står noget foran mig. Vi fortsætter Turen fra før. Vi kom til det Sted, hvor der fra Fortovet går en Sti ned langs Voldgravens Bred. Jeg drejer vor Kurs mod Stien, men før vi har nået den, standser han: Er der en Trappe her? og jeg så ham spærre øjnene op for at iagttage. Han forklarede: Jeg prøvede at se frem. Jordens Overflade forsvandt foran mig, der blev tomt, og så tænkte jeg, at du vilde føre mig hen til en Trappe nedad. Jeg huskede ham på, at der var kommet to Damer op ad Stien i Samtale. Han mente ikke at have lagt Mærke til dem, men indrømmede at dette, hørte, kunde have medvirket til, at han fik sin Trappefornemmelse. I øvrigt er det hændt ham, at han er standset, idet han ville træede ud på en Gade, fordi han fik den Fornemmelse, at Gadens Midte buede opad som en ret høj Vold. Han så den da meget mørk, ligesom han ser andre Former træde mørke imod sig. Forklaringen på Gadens mørke Runding har han da fundet i, at den var våd, og derfor bevirkede et stærkt indtryk. — Vi går nu videre ad Stien mellem Træerne. Ved et tyndt Træ, der står i Græsset, ca. 4 m fra os, standser jeg og spørger, om han ser noget. Han peger i den rigtige Retning og mener, at der er noget, et eller andet. Nedadtil når Synskredsen Jorden. Stakitter giver Fornemmelsen af noget forneden og intet foroven. Og det forneden kommer forbi i Striber, når man går. Åbne Ståltrådsfletninger opfattes ikke. Opadtil synes Opfattelsesevnen ikke at nå ret meget over Hovedhøjde, uden for så vidt der høres Susen i Blade eller lignende. For Eksempel kom vi en Dag forbi Plankeværket om Blegdamshospitalets Have, der er et Par Håndsbredder højere end ham. Han mente, det var et højt Hus og undredes, da han fik at vide, hvad det var. Lidt efter, ud for det næste Stykke af samme Plankeværk, der fortsætter efter Afbrydelsen ved Porten, antog han igen, at vi gik forbi høje Huse. Og hvorvidt Lygtepælene eller Standerne til det elektriske Sporvognsnet var højest, kunde han ikke afgøre.
Vi har da nu afgrænset den Del af Omverdenen, som den blinde kan opfatte. Opfattelsen af Tingenes Form danner han sig selvfølgelig ved Beføling. Hvad der sanses på Afstand får et Navn efter en Ting, man har stiftet nærmere Bekendtskab med ved sine Fingres Hjælp. Og så står den Ting i ens Hjerne, indtil man måske når til en rigtigere Forklaring på, hvad det er, som findes der foran en. Også vi seende har jo vore Formbegreber fra vore Fingre. Og der er ingen væsentlig Forskel på, hvad blinde og seende Børn i Skolerne kan modellere, når da ikke Forbilledet er for omfattende.
Hvordan har det sig nu med blindes Evne til at opfatte Rum? Der er Tænkere og også Blindekendere, som mener, at Begrebet Rum ligger uden for blindes Fatteevne. Vi kan jo gøre en Prøve. Først skal jeg berette et Forsøg, der synes at give Tvivlerne Ret. En Dag gik jeg med den samme unge Mand, der før var Tale om, hen til en fritliggende Kuppelkirke, i hvis Indre der netop da var rejst Stilladser og Stiger. Jeg mente da, at et Par Ture uden om Bygningen kunde give Klarhed over Grundplanen — et græsk Kors med lige lange Arme, Kuplen over Midten — medens jeg senere kunde illustrere det indre Rums Form ved at tale ned fra Stilladserne under Kuplen og Skibenes Tøndehvælvinger. Imidlertid, Turene uden om Kirken — han gik to Gange alene og en Gang med mig gav ingen Klarhed, og i det indre var vi ikke mere heldige. Skønt jeg lod ham tale fra Midten ud i alle 4 Korsarme og gå ad Midtergangen op i dem alle, skønt jeg klatrede til Vejrs og lod min Stemme give Genlyd under Hvælvingerne, og skønt han forstod, at der var en Kuppel, var han dog ude af Stand til at give nogen Redegørelse for Rummets Form. — Men en anden Gang åbenbarede et uvilkårligt Udbrud med et, hvordan det forholdt sig med hans Rumsans. Han besøgte mig første Gang efter en Flytning. Den Stue, jeg tidligere havde beboet, havde han kendt ud og ind: et Kvistkammer med Indgang på den ene Langvæg, lige over for den stærkt fremhældende Skråvæg. Og mit nye Værelse var af næsten nøjagtig samme Karakter — men det vidste han intet om på Forhånd. — Idet han nu stod på Dørtærskelen, og inden han var trådt over den, brød det ud af ham: Men dette er jo Magen til dit forrige værelse. Ingen seende kunde mere hurtigt og træffende have udtrykt Rummets Form. Han forklarer selv: Jeg ved ikke af, at jeg havde nogen Fornemmelse af Genlyd, men den skrå Væg kom frem over mig som en mørk Virkning af store Skygger. Jeg er altid klar over Formen af de Stuer, jeg kommer ind i, og jeg ser det lyst og mørkt, men denne Fornemmelse er uden Forbindelse med Vinduerne og det virkelige Lys, selv om jeg ved, hvor det kommer fra! — En anden blind sagde engang til mig: Når jeg skal tænke, skal jeg være i et lille Værelse, hvor jeg mærker Væggene rigtig tæt om mig.— Hvor mange seende har så levende en Rumsans? Om blindes Rumsans i Almindelighed kan man vist sige: Et lille Rum føles stærkt, medens Rum, hvis Udstrækning går meget ud over, hvad vi før kaldte Synskredsen«, ikke lader sig opfatte.
Vi har nu en Ide om, hvordan Rum og Tingene i Rummet virker på en blind. Spørger man ham, med hvilke Sanser — Hørelse, Fingerfølelse eller andet — det er, han modtager disse Indtryk, kan han ikke svare ligetil og selvfølgeligt, men må forsøge sig med Ræsonnementer. — Hvorfra ved i øvrigt vi seende så sikkert, hvor meget af vore Indtryk der skyldes Øjet? Blot derfra, at, når vi lukker Øjnene, så ser vi ingenting. Om denne Målestok, som vi altid retter os efter, er tilstrækkelig, er en Sag for sig. Men selv en sådan har den blinde ikke; han kan ikke vilkårligt åbne og lukke for de Sanser, han bruger, og derfor har han meget svært ved at erfare, hvor meget hver af dem betyder. — Som nu Hørelsen. Hvilken Rolle spiller den ved Dannelsen af de Forestillinger, vi talte om: de uvilkårlige Synsbilleder hos ham med de to Glasøjne? Man kunde tænke sig, at han — der oven i Købet er uddannet som Musiker — havde en særlig fin Fornemmelse for Tingenes Genlyd. Men kun over for store Hulheder som Porte og Døre er det ham muligt at iagttage, at Indtrykkene kommer til ham gennem Øret. En Gang, vi var ude for at se Skygger, sagde han: Det kunde aldrig falde en ind at vende øret til den Genstand, man vil opfatte. Man nidstirrer, og da så jeg små blå Årer om Øjnene træde tydeligt frem, medens han stirrede på Træet, der stod 3-4 Skridt fra ham. Så gav han rigtig Besked som Resultat af Nidstirringen, derefter stillede han sig op med Siden, øret, vendt mod Træet, og lo ad den meningsløse Stilling. Og jeg har set andre blinde standse op foran en Rendestenskant, bøje Hovedet fremover, og, efter gjort Iagttagelse, forsigtigt føre Foden ud på Gaden. Simpelthen en Hørekunst er den blindes Orientering ikke. Det viste sig allerede i Kirken, da de stærke og for en seende så malende Ræsonnanser ikke gav ham forestilling om Rummet. Og engang gik vi i en Gade langs Villaer, medens der på den anden Side lå høje Huse. En Arbejdsvogn rumlede forbi, og jeg indbildte mig at kunne høre Husene på Genlyden, men han sagde: vent til der bliver mere stille. Spektaklet blænder mig. Jeg kan ikke opfatte noget. Men øret, Egnen om øret og i hele Ansigtets Nerver er det, der er virksomt. Han fortæller: Når Forkølelse gør mig døv, så først er jeg rigtig blind. Når jeg er stærkt forkølet, kan jeg ikke orientere mig, selv i vore egne Stuer, hvor jeg jo ellers færdes fuldkommen sikkert. Men så er jeg hele Tiden ved at vælte Møbler og rende Familiens Medlemmer over Ende.
Et klart Indtryk af, hvilken Fornemmelse der er Grundlaget for Afstandsdannelsen af Forestillinger, kan også vi seende få. Før en Hånd hen forbi Kind og Øre uden at røre: man mærker den, og man hører måske en svag Kogen i Øret. Dette er, hvad de blinde kalder deres Ansigtsfornemmelse«. På den reagerer Hjernen, og Forestillingerne dannes, som om de var Synsbilleder«.
Det var Rum og Form. Men nu den særlige og rigt nuancerede Del af Formverdenen, der udgøres af ens Medmenneskers Legemer og disses Stillinger og Bevægelser, hvorledes opfatter den blinde dette? Et Eksempel vil vise det, hentet fra mine Samtaler med den samme, der var Hovedpersonen i det foregående. — Vi er i hans Fætters Værelse. Men Fætteren tager ikke Del i Forsøgene, han bare undrer sig, da jeg pludselig spørger: Ser du, hvordan jeg sidder her i Sofaen? Ja, svarer han, det har jeg hele Tiden været klar over. Og han, der har gået op og ned i den anden Ende af Stuen, 3-4 Skridt fra mig, ikke nærmere end 3 Skridt, anbringer sig straks i Stuens anden Sofa i en Stilling, der i Hovedtrækkene så slående ligner min, at hans Fætter og jeg ser på hinanden med Forbavselse: så sikkert og selvfølgeligt efterligner han mig. Han siger: Du sidder tilbagelænet, i en henslængt Stilling, men Overkroppen bøjer noget fremover, og efterhånden, som han sætter sig til Rette, føjer han rigtigt til: Du hviler dig vistnok på den ene Albue — hvilken ved jeg ikke — og Benene ligger vel henad Gulvet; disse sidste Træk kom med som naturlige Følger af Opfattelsen af Stillingens egentlige Motiv. Og denne sin Opfattelse havde han øjensynligt dannet sig rent uvilkårligt. Mit Spørgsmål var kommet aldeles overrumplende, noget sådant er en blind næppe før blevet spurgt om. — Da vi bagefter taler om, hvordan hans Forestilling kan være dannet, ved han det ikke umiddelbart, sådan som vi ved: det så vi, eller: det hørte vi. Han fremhæver: Hovedpunktet er, at selve Forestillingen hverken er Høre- eller Føleforestilling og heller ikke skyldes et Tankeeksperiment. Den opstår af sig selv, som om jeg så. Ved fælles Eftertanke finder vi så ud af, at følgende kan have haft Betydning: for det første, og vistnok mest, at min Stemme kom fra en Højde over Gulvet, der hverken svarede til en oprejst, siddende eller til en helt liggende Stilling; dernæst at jeg talte fremad i Stuen og ikke opad mod Loftet, og endelig, at min Stemme måske ved Stillingen er kommet til at lyde noget presset. I sit eget Muskelsystem har han uvilkårligt følt min Stilling. Og disse Muskelfornemmelser er blevet meldt til Hjernen, der former dem til en Forestilling, der har haft Karakter af et Synsbillede.
Endelig er der jo det gammelkendte Problem: Den blinde og Farverne. Vi vil se på det ud fra den samme Persons Standpunkt. Da må vi først behandle hans Erindringer fra Tiden, før han helt mistede sit Syn. At han ikke er aldeles blindfødt vil være fremgået af næsten alt det foregående. Han ved, hvad det betyder, når han siger: lyst og mørkt, eller når han karakteriserer en Forestilling som Synsbillede. Den absolut blindfødtes Forestillingsverden vil vi aldrig kunne direkte sammenligne med vor egen, thi om mange af vore vigtigste Begreber er der det, at han enten ikke kender deres hold og Betydning, eller at vi ikke kan vide, hvad han lægger i dem. Der er blindfødte, som siger, at de ser, når de drømmer; men hvad de mener dermed, kan vi aldrig få at vide. Så meget kan dog siges, at der næppe er nogen Væsensforskel på den blindfødtes Verden og den, hvori et Menneske lever, der som han, vi her taler om, i de sidste 15 af sit Livs 25 År har været absolut udelukket fra lyset. Og fra ham fører der til vor Verden den Bro for Forståelse, som bygges af Erfaring med Hensyn til Ordenes Indhold.
Hans Erindringer fra Tiden før Synet helt svandt, er meget få. Efter at han i en Uge havde tænkt over dem, var følgende Hovedindholdet af, hvad han havde at fortælle derom: Der er to Perioder. Den ene går til jeg 4-5 År gammel ved en Operation mistede Synet på mit bedste Øje; den anden Periode går fra da, indtil jeg i 10 Års Alderen mistede Synet helt. Jeg har aldrig været andet end meget svagtsynet. Jeg har aldrig kunnet kende Mennesker på Udseendet, har aldrig set Trækkene i et Ansigt. Fra den første Periode husker jeg kun et enkelt Synsindtryk: en Udsigt fra Vinduet over vor Gårdsplads. Og så ved jeg, at jeg har set Huse og Træer, Heste og Køer, men det var vist senere, da jeg kun så Tingene som farvede Masser. I den anden Periode havde jeg kun Lysfølsomhed og Farvesans. Min Verden var broget. Jeg havde en Æske Farveklodser, som jeg legede med, og af dem kunde jeg danne Flag og Stjerner og sligt. Jeg havde også en Farvelade, der beredte mig store Nydelser; navnlig havde jeg Fornøjelse af at smøre Papirstykker over med blåt; så kunde jeg sidde og betragte det i lange Tider. Lige til det sidste kunde jeg se Himlens blå Farve, og det stærkeste Synsindtryk, jeg overhovedet mindes, er Erindringen om en lille Pige i en rød Kjole. Hans Moder husker, hvordan han kunde beundre de grønne Trækroner mod den blå Himmel.
Vi vender nu tilbage til et Forsøg af samme Art som de første. Han og jeg går i Udkanten af Fælledparken en Sommerdag. Der står et Buskads, siger han, vi er 1½ — 2 m. fra det. Hvorfor tror du, det er et Buskads? Jo, når jeg fornemmer til højre, er det der, og ligeså når jeg fornemmer til venstre. Det har altså en stor Udstrækning i Bredden. Når jeg siger, det er et Buskads og ikke f. Eks. en Mur, er det vel, fordi det ikke er massivt. Jeg synes, der er mørkt i den Retning. Jeg ser en mørk, massiv Masse. — Men når du nu siger jeg, ser dette Buskads, ser du det så grønt? Nej. Han ser aldrig Farver på Ting. Her går vi i det klareste ubrudte Solskin, og skønt den blå Farve er fast sammenknyttet med hans Barndomserindringer om et sådant Vejr, ser han dog ikke Himlen blå. Her går vi i blødt, dejligt Græs, og skønt han det meste af sin Barndom har leget i det grønne, får han dog ikke Fornemmelsen af grønt ved at træde i Plænerne. Men, siger han, jeg må passe på, når jeg skal beskrive disse Fornemmelser; jeg kan let forestille mig Græsset grønt; men den uvilkårlige Fornemmelse er der aldrig.
Heraf må det fremgå, og han selv føler det umiddelbart, at de mørke Skygger, der advarer ham om, at han nærmer sig Ting, ikke opstår som Mindelser fra en seende Tid. Gjorde de det, vilde de rimeligvis være farvede. Men ligesom den seendes Synsnerve giver Lysindtryk for enhver Påvirkning f. Eks. for Slag, vi ser Stjerner — således kunde man tænke sig, at den Del af Hjernen, der danner Formforestillinger, altid danner dem af Fornemmelserne lyst og mørkt, selv om to Glasøjne hindrer selve det virkelige Lys i at påvirke Bevidstheden.
Angående Farverne har vi endnu kun nået det negative: at der ikke til Indtryk af Ting knytter sig uvilkårlige Farvefornemmelser. Og dog har den blinde sådanne Farver, siger vor Hjemmelsmand, der hører fast sammen med Stemninger, Lyde og Klange. Medens jeg f. Eks. aldrig tænker på en Plæne som grøn, er D-Duren for mig altid blå. På Blindeinstituttet taler man om gule Operaer, om brune og blå Stemmer. Og en blind Musiker af mit Bekendtskab forklarede mig engang, at når han skulde lære et Koncertprogram udenad, var det ikke Noderne, han indprentede i sin Hukommelse, men derimod de brogede Farverækker, som Tonerne kaldte frem for ham. Huskede han dem præcist, kunde han også spille sine Stykker, som var han en seende Musiker foran en Nodestol. — Som med Fornemmelserne lyst og mørkt, således ser vi da også, at Farvefornemmelserne skyldes en Hjernevirksomhed, der ikke behøver at standse, fordi Øjet svigter.
Når da nu den blinde er i Stand til at danne sig Forestillinger, som vi troede afhængige af Øjets Evne: Rum, Form, andres Stilling endog Farve, så vilde det unægtelig være af Interesse, om en blindfødt — for vi mener jo at måtte betragte den blindfødte som hørende til samme Kategori som den omtalte Mand — om en blindfødt, der med et var blevet seende, kunde fortælle os, hvorvidt hans Blindeforestillinger svarede til dem, han dannede sig af Tingene, nu han kunde se. — Sådanne Tilfælde er imidlertid så godt som ukendte. Dog fortælles det, at engang skal en blindfødt ved at løbe Hovedet mod en Lygtepæl pludselig have fået Synet. Noget inde i øjet var faldet til rette, og Organismen var nu brugbar. — Mandens Skuffelse ved at være blevet seende skal have været uhyre. Nu først var han hjælpeløs og famlende. Intet kunde han genkende, det var knapt han turde røre sig.
Historien lyder sandsynlig. Vi kan selv opleve Paralleller til den ved pludselig Opvågnen. Jeg selv havde en Morgen en Oplevelse, der i det væsentlige må svare til denne blindfødtes. Jeg lå hensunken i en Morgensøvns Bedøvelsestilstand, da min Stuekammerat, en ung Dreng, kom stormende ind fra sit Styrtebad for at hente noget. Han var splitternøgen og væltede i Skyndingen en Stol. Braget vækkede mig. Det vil sige: Jeg slog Øjnene op, men var endnu bevidstløs. Synsindtrykkene vakte ingen Forestillinger, jeg kunde ikke opfatte, hvad jeg så. Fornemmelsen kunde måske sammenlignes med den, man vilde have foran et kubistisk Pakkassemaleri, når man kom til det med Forventning om, at det skulde forestille noget. Jeg følte Øjet bogstavelig talt fyldt til Trængsel af Indtryk, der ikke kunde komme videre, ikke kunde henføres til noget, og jeg blev grebet af Angst: jeg var ligesom kommet til en ukendt, fjendtlig Verden. Jeg fornemmede noget, der var koldt rødt (det var min Dyne), og noget, der var varmt rødt (det var Væggen) og derimellem noget, som skinnede grønligt (det var Lagenet, der selv farveløst antog Komplementfarven til rødt), og midt i alt dette kæmpede noget mærkeligt kødfarvet noget for at gøre sig gældende. Alt var mystiske Farveflader, lige nære og lige fjerne. Først dæmrede det så for mig, at det kødfarvede måske havde med Menneskehud at gøre. Men jeg så det ikke som en Ryg, der et Par Alen borte var bøjet væk fra mig. En kraftig Skygge langs Rygraden og om Skulderbladene delte Figuren for mig, og jeg tumlede vagt med Forestillinger om et Bundt Arme, der blev holdt sammen som Hjuleger eller lignende. Alt eksisterede for mig inde i mit Øjeæble, der var, som skulde det sprænges, indtil jeg pludselig i min Vånde slog ud med den ene Hånd. Håndbevægelsen bevirkede en pludselig og mirakuløs Sceneforandring: fra et ukendt uhyggeligt Land var jeg hensat i min egen Stue. Nu så jeg alt, d. v. s. jeg vidste, hvad jeg så. Ved Håndens Berøring af Sengekanten og en Stol fandt Øjets Indtryk sammen med Hjernens Fond af Forestillinger om Ting og Rum. Og før det er Tilfældet, er ingen seende.
Et Sted i Dantes Paradiso er en sådan pludselig Opvågnen benyttet i en Lignelse. Der står: ligesom man vågner op ved det skarpe Lys, idet Glansen går igennem Øjets Væv, og den vækkede — så bevidstløs er hans pludselige Opvågnen — fatter Rædsel for det han ser, indtil Dømmekraften kommer ham til Hjælp, således o. s. v.
Den blindfødte, der med eet blev seende, fattede ved sin pludselige Opvågnen Rædsel for de Indtryk, der fyldte hans Øje i smertelig Trængsel, indtil Dømmekraften kom ham til Hjælp, d. v. s. indtil der kom Forbindelse mellem hans Hjernes Forestillinger og de nye Indtryk i Øjet. Dette kunde for mig hin Morgen ske ved en enkelt Håndbevægelse, men han har Skridt for Skridt måttet fæste Synsindtrykkene sammen med sine Begreber om Form og Rum o. s. v. Først når han har kontrolleret sine Synsbilleder ved Beføling af Genstandene, har han kunnet genkende Tingene og sætte dem på Plads alene ved Synets Hjælp. — Og en tilsvarende Udvikling har vi alle gennemgået, som små Børn.
Vi har nu skridtvis fået Forbindelse mellem den blindes Verden og vor egen; og vi skulde så bedre kunne sætte os ind i, at man uden Synet kan færdes, kan gøre et Menneskes Arbejde og være Menneske som andre.
4. Billeder og billedtekster til forrige artikel
Billedtekst: Bondebreughel (1525-69, Hollander) : Når blind leder blind. Maleri, nu i Neapel.
Billedtekst: Der findes i Danmark ca. 1500 blinde. De uddannes eller er uddannet på Statens to Blindeinstitutter. Indtil sit tiende År er den blinde på Forskolen på Refsnæs, derefter ca. 8 År på Instituttet i København. Dette, der rummer ca. 100 Elever ad Gangen, er dels som en almindelig Barneskole med Undervisning i Folkeskolens Fag, dels en Håndværkerskole for de Håndværk, der egner sig for blinde, dels endelig Musikkonservatorium. Denne brogede Sammensætning af Fag giver Blindeinstituttet et for det særligt og tiltalende Præg af mangesidigt Liv. Efter Instituttiden er de gamle Elever i ca. 3 År på Konto, de får en videre Uddannelse ude i Byen og på Landet, hos Mestre og Lærere. Derefter skulde de fleste være i Stand til at klare sig selv. Forskellige Foreninger har det Formål at støtte dem i Kampen for at nå dette. Mange evner helt at stå på egne Ben. Vort første Billede viser en blind Børstenbinder, der skærer en Fejekost til. Børstenbinderiet er det Fag, der ernærer de fleste blinde. I Konkurrencen med de seende hæmmer det dem, at de arbejder langsommere, men deres Produkter er fuldt ud på Højde med andres.
Billedtekst: Her ser vi en blind Kurvemager, der bevikler Stolens Armlæn. Næst Børstenbinderiet er Kurvemageriet de blinde Mænds vigtigste Erhverv. Mange ernærer sig desuden som Tøffel- og Skomagere. Med den fyldige Uddannelse, de har fået som Elever og Konto-Elever, er de ofte fortrinlige Håndværkere. Såvidt som ved Børstenbinderiet ligger Vanskelighederne i disse Fag ikke i Produkternes Kvalitet, men i en vis Langsomhed ved Arbejdet og — for de mange selvstændige blinde Småmestre — i Varernes Afsætning. Det gammeldags Salg ved Folks Døre er tidsspildende og føles nedværdigende, og den enkelte kan vanskeligt holde en Butik gående. Derfor har man allerede forlængst samlet en Del af de blinde Håndværkere i Fælles-Værksteder med egen Butik, det velkendte De Blindes Udsalg i Store Kongensgade. Desuden har i den sidste Tid de blindes egen Organisation Dansk Blindesamfund oprettet Butikker i Ålborg og København, hvor man søger at centralisere Salget fra de mange Småvirksomheder. Den flittige og dygtige blinde Håndværker, der ofte må føle sig hårdt handicappet i Kampen for Tilværelsen og som ofte kan føle sig fristet til i selvopgivende Mismod at lade Hænderne synke, fortjener ikke blot vor filantropiske Medlidenhed, men han er værdig til den medborgerlige Støtte, der udtrykker sig deri, at vi Køber hans Varer som det de er: gode og konkurrencedygtige.
Billedtekst: Blandt de kvindelige Håndværk indtager naturligvis Syning og Strikning en Hovedplads. Billedet her viser. at de blinde Piger ikke blot kan sysle med Håndarbejder, men kan drive Arbejdet erhvervsmæssigt med Anvendelse af Maskiner. Det er Strikkemaskiner, der er skruet til det store hvide Bord. Den unge Pige nærmest os spoler, hun i Krogen strikker. Forrest ses den enkle, men fintfølende Strikkemaskine. — I Skelskør har en nu Ældre, blind Mand i mange År ledet et Maskinstrikkeri, hvor han anvender blinde Piger til Maskinernes Betjening.
Billedtekst: Interiør fra den ene af Blindeinstituttets to Vævesale. 18 Væve er her i Gang, og rundt i Landet findes 29 blinde Væversker, som får deres meste Arbejde gennem Instituttets Lærerinde i Faget, Frk. Marie Bentzen, der foruden Undervisningen også leder Erhvervets forretningsmæssige Side. Gennem hende er således, foruden mange private Bestillinger, effektueret store offentlige Bestillinger, f. Eks. alle Gardiner til det nye Finsen-Hospital på Strandboulevarden. Så fortrinligt er endog de blinde Væverskers Arbejde, at man har indbudt dem til Deltagelse i den internationale Kunstindustriudstilling i Paris, hvor de således nu er med til at repræsentere Blomsten af dansk Håndværk.
Billedtekst: Dette Billede viser de blindes smukke Udstilling på Købestævnet i Fredericia i Sommeren 1924. Kraftige Indskrifter reklamerer for Dansk Blindesamfunds Butikker.
Billedtekst: Vi har alle hørt om de blindes følsomme Hænder. Mange af os kender den nænsomme Strygen, den fine Måde, hvorpå den blinde føler sig for, idet han med Hænderne ligesom udtrykker sin Forståelse af sin Genstand. Den blindes Greb om ens Hånd eller Arm påvirker en derfor ofte som Behag. Selve Hudens Følsomhed er næppe — efter videnskabelige Iagttagelser — større end hos seende. Men den Lange Træning under Nødvendighedens Pres har opøvet Forbindelsen mellem Hudsanserne og Hjernen til en Præcision og en Nuancering, der ligger uden for det seende Gennemsnitsmenneskes Muligheder. At mange blinde har Betingelser for at blive fortrinlige Massører, er således indlysende. Der findes her i Landet cirka 20 blinde Massører og Massøser, og de hævder en smuk Plads inden for deres Fag.
Billedtekst: Ganske vist er det en Fejltagelse, når Folk almindeligvis tror, at blinde er særligt musikalske, men dels tvinger Manglen på Syn enhver velbegavet blind til ganske stædigt at træne sin Hjerne til Opfattelse af de Indtryk, Øret giver, og dels gennemgår alle de blinde, der af Naturen er musikalske, en særlig omhyggelig Uddannelse. Denne begynder i 8-Års Alderen på Forskolen, drives i hele Instituttiden og afsluttes efter yderligere 3-4 Års Uddannelse med Organisteksamen. Således rustet står den blinde Musiklærer og Organist blandt sit Fags sikreste Folk. Han spiller alt udenad. Hidtil ukendt Musik indstuderer han ved først at lære sine Noder, som han læser med Fingrene, og ved Stykke for Stykke at indøve, hvad han har lært. En øvet blind Organist kan på denne Måde lære en ham hidtil ukendt Koral i flerstemmig Udsættelse for Kor eller Orgel på et Kvarter eller en halv Time og kan på Grund af denne Hurtighed holde Trit med alle de Krav, Kirketjeneste eller Elever stiller. Skal han spille til Gudstjeneste, skal han således blot — som enhver seende — Dagen før have opgivet Salmenumrene. Han er fra Instituttet udstyret med alt det gængse Nodemateriale, og hvad han derudover vil få Brug for, kan han rekvirere. Nogle Præster nærer en meningsløs — og næppe helt kristelig — Angst for at få blinde Organister til Medarbejdere. De, der har prøvet det, udtaler dog alle, at de praktiske Vanskeligheder er uden Betydning; fra over 50 Præster foreligger der herom skriftlige Vidnesbyrd. I Øjeblikket er 29 af Landets Organistembeder besat med blinde, men der er en halv Snes uddannede Organister, der ikke har fundet Ansættelse, og det er meget beklageligt, både på Grund af det personlige Arbejde, de har lagt i deres Uddannelse, og på Grund af de store Summer, denne har kostet Staten. Vort Billede viser unge Elever foran Instituttets Kirkeorgel (3 Manualer og Pedal), ved hvilket Uddannelsen og de daglige — gennem År fortsatte — Øvelser foregår. Foruden i Orgelspil undervises i Sang, Klaver, Violin og Violoncel, samt Musikteori, Harmonilære, Kontrapunkt og Komposition.
Billedtekst: Alle de blinde Musikere lærer Klaverstemning. Mange er ansat hos de store Pianofabrikanter. En af disse — Hr. Hermann Petersen — udtaler til os, at blandt Fagets dygtigste Folk er der flere blinde. En blind har i 50 År været hans Firmas første Kraft på Klaverstemningens Område.
Billedtekst: For de blinde er Forsyningen af Punktskriftbøger Litteratur og Noder af stadig aktuel Betydning. Skriftsystemet — der er opfundet 1828 af Franskmanden Louis Braille, selv blind — består af 6 ophøjede, let Følelige Punkter, der ved Omstilling i forskellige Figurer kan danne Tegn for alle Bogstaver, Tal og Noder. Der prentes på tykt, elastisk Papir, fra højre til venstre, og man læser, idet man lader Fingrene glide hen over Papirets modsatte Side, fra venstre mod højre. Billedet forestiller den kendte blinde Digter P. Ommerbo i Færd med at skrive. I højre Hånd holder han Pennen, foran ham ligger Skrivetavlen med Papiret, der af en Ramme holdes fast mod et Læderunderlag. I Rammen kan en Metallineal skydes op og ned, i den er hugget 16 Rækker Huller af denne Form. Man skriver ved at trykke Pennen i Papiret ud for en eller flere af de 6 Bugter. Småt kan der ikke skrives, og da Papiret må være tykt, bliver Bøgernes Format vældigt. De tre Folianter er — Psalmebogen, den, der ellers kan blive borte i en Dames Kåbelomme. Mange, men ikke tilstrækkeligt mange, seende erhverver de blindes Taknemmelighed ved i deres Fritid eller Otium at skrive gode Bøger af i Punktskrift og skænke dem til Blindebibliotekerne. Det er en let og tilfredsstillende Syssel, og der er en stor Litteraturhunger at tilfredsstille. Har man Tid og Lyst, henvender man sig til Blindeinstituttet, Kastelsvej 60, Kbhvn. Ø. Om Skrivetavler, Papir etc.
Billedtekst: Punktskriftsbøger kan også fremstilles på Trykkerier. Den Mand, der her sidder ved Prentemaskinen, Hr. Tindrup, er herhjemme den opfindsomme Foregangsmand på dette Område. Selv blind har han i mange År efter egne Metoder fremstillet trykte Bøger, indtil han nu har fået den moderne Maskine, han her betjener. Ved Hjælp af den skriver han Bøger i Blikplader, hvorover der så kan tages Aftryk i Papir. — Der findes tre Punktskriftstrykkerier. Dette er Instituttets, der fremstiller Skolebøger, Bibler og Salmebøger samt Noder. Mange er de Værker selvfølgelig ikke, der efterspørges så stærkt, at der er Mening i at fremstille dem på denne kostbare Måde. Afskrivningen med Hånden overflødiggøres ingenlunde. Det andet Trykkeri tilhører Foreningen Danmarks Blinde, og det er optaget af Udsendelsen af Ugebladet De Blindes Budstikke’ hvis Indhold er underholdende og oplysende. Det tredje Trykkeri tilhører Dansk Blindesamfund; det udsender dets Medlemsblad og det er Hensigten at udgive enkelte Bøger at almen Betydning. Der arbejdes for Tiden på Munchs Samfundslære. Men med de indskrænkede Midler er Arbejdet langsomt.
Billedtekst: Dansk Blindesamfunds Hus, Bogensegade 4. To Ældre Foreninger tager sig hver af sin Side af Blindesagen. Danmarks Blinde er en Oplysningsforening; Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed arbejder efter sit Navn og er kendt ved sin Forretning i Store Kongensgade, Blindes Udsalg. Dansk Blindesamfund er de blindes egen Organisation. Det kunde i December 1924 indvie denne Bygning, som det kaldte Folkets Gave, fordi Midlerne var indkommet ved Mærkedage. Her bortgives nu 3 Friboliger til gamle blinde, medens man til andre 26 kan udleje Lejligheder med en årlig Moderation af 250 Kr. til hver. Det store Håb er, at Legatstiftere vil tænke på dette Hus og skænke flere af de Friboliger, der så hårdt tiltrænges.
Redaktionel bemærkning: Det fremgår af artiklen, at punktskriften blev opfundet i 1828. Men ifølge bl.a. Den Store Danske og Wikipedia skete det i 1825.
5. Blindemuseet og dets skaber – artikel fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad 1982
af Poul Glygård.
Denne artikel, som her bringes i en let redigeret udgave, stammer fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 5 1982, og dens forfatter var blandt meget andet redaktør af Medlemsbladet fra 1940 til 1968.
Sommeren 1968 blev en travl tid på det gamle blindeinstitut på Kastelsvej. Alt skulle ud og flyttes til det nye på Rymarksvej. Igennem 110 år havde der samlet sig meget i skabe, i kældre og på lofter. Der blev en stor bunke, som blev dømt til destruktion.
Lykkeligvis var der nogle mennesker – i første række ægteparret Folke og Anna Johansen, som forstod, at denne bunke indeholdt helt uerstattelige, historiske værdier, og de reddede, hvad reddes kunne fra tilintetgørelsen. Alt lykkedes det dog ikke at få med. Siden har Folke Johansen med støtte fra mange sider sorteret, identificeret og registreret mange af de ting, som i 150 år var blevet anvendt i blindeundervisningen. Det er blevet til 2000 forskellige genstande og skrifter, som er blevet suppleret med, hvad man har kunnet finde i arkiver, antikvariater og på anden måde.
Det hele er samlet i et kælderlokale på Blindeinstituttet på Rymarksvej og er blevet til et af de bedste blindemuseer i Europa, ja, antagelig i verden. Kun Wien har et mere righoldigt museum, men det er mindre velordnet.
Ved hjælp af reoler er rummet delt op i afsnit, som tilsammen viser meget fra blindes liv og undervisning gennem 200 år, endog et værkstedsmiljø fra det gamle institut på Kastelsvej.
De ting, der vil blive nævnt i det efterfølgende, findes på museet.
Folke Johansen, der jo som bekendt er instituttets tidligere inspektør, er udmærket klar over, at blinde ikke bare bliver grebet af nostalgi, når de besøger ham på museet, men af en ægte interesse for den udvikling, som vi i dag bygger videre på. Der er da ikke noget, han hellere ville end at give fri adgang til museet, men endnu mangler der en del, før man er klar til en større invasion. For øvrigt får man nok mere ud af at besøge museet i mindre grupper.
Når man stiger ned til ham, føres man 200 år tilbage i tiden, til den tid, hvor blinde var henvist til arnekrogen eller til tiggerskålen med eller uden musik.
Den franske embedsmand Valentin Haüy oplevede blinde musikanter på gader og cafeer og fik den tanke, at de da vist godt kunne lære andet og mere, og han oprettede i 1784 en skole i Paris – siden også i Sct. Petersborg og Berlin.
Herhjemme gik Kjæde-ordenen i spidsen ved at lave en lille blindeskole bag Helligåndskirken i 1811. I 1825 indrettede ordenen en arbejds- og forsørgelsesanstalt, som kom ud for nogen kritik, også fra lægelig side. De »blinde subjekter« sad for tæt sammenpresset, blev for sjældent vasket og undertøjet burde skiftes tiere.
Man fandt det også uheldigt, at kvinder og mænd blandedes. Det klarede man senere ved at skille sig af med mændene. For øvrigt førte det til, at ordenen samlede penge ind til et egentligt blindeinstitut, som kunne drives af staten. Det kgl. blindeinstitut kom til verden 1858, men ordenen havde ikke derved mistet pusten. I 1861 opførtes et asyl for blinde børn.
Der var 3 ansøgere til stillingen som forstander på det nye institut på Kastelsvej. Den ene døde. Otto Ottesen forberedte sig til stillingen ved nogle rejser i udlandet. Fra England hentede han Moonskriften hjem. Den bygger ligesom den hidtil anvendte reliefskrift på ophøjede trykte bogstaver. Moonskriften anvendes for øvrigt endnu af ældre blinde i England. Fra Paris hentede han Louis Brailles punktskriftsystem hjem. Han nåede dog kun at blive førstelærer, idet den tredje ansøger cand.theol. Johannes Moldenhawer fik stillingen. Han var en meget dygtig mand. Talte og skrev engelsk, tysk, fransk og latin flydende, men han synes at have været noget af en despot. Nogen tilhænger af punktskriften var han ikke. Han fandt, det var rart for lærerne, hvis de umiddelbart kunne læse den skrift, de skulle undervise i. Vel kunne eleverne læse reliefskriften meget langsomt, men de kunne ikke skrive den, så det blev nu alligevel nødvendigt at indføre punktskriften, og det var eleverne glade for. De fandt øjensynligt, at det var rart, at også de kunne læse og skrive, hvad de lærte
I den kommende tid spillede to mænd en stor rolle i undervisningen. Det var cand. theol. C. F. Guldberg, der satte sig et minde med opfindelsen af blyantapparatet, som satte blinde i stand til at skrive almindelige blokbogstaver med blyant. Der undervistes i brugen af dette apparat helt op til 1928.
Hans bror, cand.polyt. Friborg Guldberg, kunne ikke blive lærer Det krævede dengang, at man var cand.theol.
Han blev leder af instituttets hjælpemiddellaboratorium og lavede mange værdifulde ting til undervisningsbrug. Han fremstillede skindtavlen, den såkaldte dansktavle, fine kort til geografiundervisningen, insekter og sjældne skabninger i en størrelse, så blinde kunne få indtryk af disse væsener. Han lavede regnetavler, tegnebestik til geometriundervisningen og mange andre ting, som ikke siden har været overtruffet. Mens broderen fik fortjenstmedaljen i guld for sit blyantapparat, måtte Friborg Guldberg ende sine dage på Sct. Hans.
Almindeligvis endte eleverne, når de forlod instituttet, i en krog et eller andet sted, hvor de ikke kunne bruge, hvad de havde lært. Derfor oprettede en kreds af mennesker i 1862 «Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed«. Den oprettede værksteder og hjalp selvstændige blinde i deres erhverv.
I 1883 etableredes foreningen Danmarks Blinde, De Blindes Læse- og understøttelses-forening, som blev ledet af den blinde pianostemmer Johannes Wulff.
Fremstilling og mangfoldiggørelsesmetoderne af punktskriften var dengang uhyre primitiv. Først brugte man løse typer, som blev stillet sammen til en sats. Herefter lagde man fugtigt papir over og rullede over papiret med en gummirulle, indtil prikkerne var så tydelige, at de kunne læses, men meget snart gik man over til zinkklicheer, fremstillet på en stereotyperingsmaskine, og mange vil huske »Wulfftavlen«, som også var hans værk. Wulff udviklede den første egentlige punktskrivemaskine. Han udviklede ligeledes sammen med den senere inspektør Wildau på instituttet det første forkortelsessystem. I det betyder et »G« ikke gør, men Gud. Dette hænger sammen med, at der i starten væsentligst overførtes religiøse skrifter.
Disse historiske kendsgerninger fortalte museet mig, da jeg besøgte Folke Johansen, ja, det fortalte meget mere.
Jeg kunne nævne den danske købmand, Daniel Fürst, som i 1805 besluttede at blive blindelærer. Det blev han på et halvt år i Paris, og ved sin hjemkomst fik han ansættelse ved Kjædens skole. Eller Frederik den 6., som lod sin nådes sol skinne over alumnerne på skolen, da han i 1814 vendte hjem fra Wiener-kongressen med adskillige ting til dem fra blindeinstituttet i Wien. Jeg kunne også fortælle om den blinde fløjtenist Peter Jensen, som blev ansat som organist i 1828 ved Sct. Petri kirken, og som har efterladt sig en række kompositioner, der findes i museet. Også det gamle orgel er efter en omflakkende tilværelse endt på instituttet.
Jeg viger ikke tilbage for at sige, at Folke Johansen har reddet væsentlige dele af vor fortid fra glemslen.
Redaktionel bemærkning: Folke Johansen døde i 1986, og museet eksisterede indtil 2011, og dets indhold opbevares nu på Medicinsk Museion, som er en del af Københavns Universitet.
6. Pistolstræde på Blindeinstituttet i Hellerup
af Peter Frederik Hansen
Bestyrelsen får ofte vidt forskellige spørgsmål med relation til blindes historie. F.eks. har et af selskabets medlemmer, Allan Fohlmann med reference til den gamle gade Pistolstræde i København spurgt, hvorfor en af gangene med elevværelser på Blindeinstituttet i Hellerup ret tidligt også fik navnet Pistolstræde.
Ingen i bestyrelsen vidste dette, men det gjorde et andet af vores medlemmer, Peter Frederik Hansen. Her kommer i en let redigeret udgave hans beretning, som også indeholder mange af de øvrige minder, han har fra sin tid på instituttet.
Da jeg er en af ophavsmændene til nævnte stræde og har boet på Pistolstræde i flere år, må jeg vel hellere fortælle historien.
Samtidig får I også nogle af mine erindringer fra en, for mig, gylden tid på det dengang nye Blindeinstitut.
Værelsesgangene på første sal på Statens Institut for Blinde og Svagsynede i Hellerup havde i 1968 følgende betegnelser:
A-gangen, hvor de unge piger boede under behørigt opsyn af Dagny Olesen. B-gangen var for senblindekursisterne, og hvor frk. Fangel huserede. C-gangen havde Helle Harder, som socialpædagog, og her boede elever, som man forventede kunne klare sig selv. D-gangen havde Gudrun Vestergård og flere andre socialpædagoger. Her boede også yngre og elever, der kunne have brug for ekstra støtte. F-gangen var for stue- og køkkenpigerne.
Her havde de mandlige tut-elever det uofficielle opsyn.
I august 1968 flyttede jeg ind på det splinternye blindeinstitut.
Jeg fik et værelse på afdeling C, og det gjorde Steen Allan Jensen også. Han og jeg tilbragte en stor tid af vor fritid sammen. En dag undersøgte vi Strøget i København. Vi var inde i en butik, der solgte alle mulige plakater og livagtige skilte af gadenavne. Vi faldt over skiltet ”Pistolstræde”. Vi syntes, det kunne være sjovt at omdøbe C-gangen til Pistolstræde.
Skiltet satte vi fast med fire tegnestifter over døren ind til C-gangen. Da det var i de gode gamle tressere, fik skiltet lov til at hænge der og endda i mange år. Derfor er der mange tidligere elever, der har boet på Pistolstræde.
Om lørdagene mødtes på mit værelse fire af mine venner til Svend Nicolaisens Orkesters koncert i radioen, sammen med en stor pose øl. Det var Jan Espersen, Steen Allan Jensen, Søren Markusen, Freddy Petersen og undertegnede. Måske var vi med til at præge livet på gangen og vi fandt, at navnet Pistolstræde var passende.
Da jeg som tyve-årig flyttede ind på instituttet, fik jeg for første gang mit eget værelse, og jeg boede der i omkring fire år. Det blev en helt fantastisk og dejlig tid.
Instituttet kogte af liv og foretagsomhed. Alt var nyt, og alt kunne lade sig gøre.
Blindeinstituttet var i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne en hel unik og spændende institution. Vi fik mange gode tilbud.
Ungdomsoprøret var mest noget, vi hørte om i radioen.
Instituttet rummede Skole, Statens Øjenklinik, sygeafdeling, tandlæge og en skomager. Da gangtunnelen under Tuborgvej endnu ikke var etableret, kom Møgelhøj, købmanden på Tuborgvej, om aftenen med et lille udsalg af købmandsvarer i hallen. Skulle man have en hel kasse øl, måtte man dog bestille den dagen i forvejen.
Der var sportsfaciliteter som udendørs løbebane, springgrav, gymnastiksal og svømmehal. Der var altid efter skoletid en skolevagt, der kunne hjælpe med lektier. Der var musikundervisning, hobby-musik, eller bands. Jeg gik nogle år til harmonikaundervisning hos den blinde musiklærer Torkild Nielsen.
Han hjalp mig med at købe en meget fin brugt harmonika, som jeg fortsat har og spiller lidt på en gang imellem, altså når jeg er alene.
Der var aftenskole med sprogundervisning, keramik samt et træværksted, hvor man fik hjælp til at snedkerere.
Mine synshandicappede venner Søren Marcussen, Steen Jensen, Freddy Pedersen og jeg byggede en båd i løbet af en vinter. Det var under kyndig ledelse af Børge Vestergaard, lederen af materialelaboratoriet. Tegningerne, der lå til grund for bådens bygning, var til en snipe, som er en klasse-jolle. Længde 4,7 meter, bredde 1,52 meter, sejlareal: 12 kvadratmeter og vægt 173 kilo.
Vi ønskede ikke, at den skulle have sejl, men at den skulle drives frem ved hjælp af en påhængsmotor. Den blev bygget med bunden opad på egespanter og belagt med vandfaste plader.
Min bror og jeg fiskede fra båden i flere år, så kom den til Søren Markusen i Karrebæksminde og endte til sidst efter mange år på en legeplads i Viby.
I et af instituttets kælderrum lå ”Klubben”. Her var åbent hver aften, og den var bemandet med pædagoger. Der var bowlingbane, bordtennis, træsløjd eller bare almindelig hygge med kaffe eller te.
I weekenden kunne man køre en tur i instituttets røde bil, ”Lynet”, hvis der var en pædagog på arbejde, som havde kørekort.
Instituttets festsal var rammen om mange gode oplevelser. Der blev afviklet teaterstykker, ikke mindst af Dansk Blindesamfunds Amatørteater. Der blev afholdt juletræsfester, karneval og sommerfester, koncerter med klassisk musik og med beatmusik. Store fester, møder og revyer er blevet afholdt her.
Eleverne havde ikke nøgle til instituttets hoveddør, da det var slotsvagten, der om natten passede på ”Statens Institut for Blinde og Svagsynede”. Kom vi sent hjem, måtte vi nogle gange vente udenfor, når vagten var på rundering. Men på et tidspunkt kom han forbi hovedindgangen og lukkede os ind.
Der blev udleveret rent sengetøj og håndklæder af socialpædagogerne, og der var vækning om morgenen ved ”et alle kald” igennem en højtaler, som hang på væggen i hvert værelse. Man kunne også blive kaldt op enkeltvis via højtaleren på værelset, hvis der var en privat meddelelse eller telefon til en. Vi kunne så svare på opkaldet ved at holde en knap inde på højtaleren. Var det et telefonopkald til os, skulle vi gå ud i afdelingens telefonboks og tage samtalen der.
Der var til hver afdeling en dagligstue med fjernsyn og et køkken med et aflåseligt skab til hver beboer. Der var vaskerum med vaskemaskine, et tørrerum og et rengøringsrum.
Kaffeautomaten i hallen var et samlingssted, hvor man altid kunne møde andre, hvis det var det, man havde lyst til.
Mine venner Steen, Freddy og jeg blev medlem af Hellerup Roklub. Vi roede i en toer med styrmand eller en fire med styrmand. Det kunne være en aftentur langs med kysten til Skovshoved. Vi blev taget godt imod af de andre i klubben og blev ”døbt” efter klubbens traditioner af Neptun, og hvad der her til hørte af sennep, tomatketchup og en tur i vandet med tøj på.
Steen og jeg var med roklubben på en uforglemmelig tur til en venskabsklub i Greenwich London. Vi var indkvarteret privat hos klubbens medlemmer.
Vi roede om kap på Themsen og blev Inviteret til middag i House of Commons, da en af gæsteroklubbens venner var medlem af Underhuset og var vært ved middagen.
Det første år jeg var på instituttet, var målet med min skolegang en genopfriskning af mine skolekundskaber. En dag om ugen tog den gruppe i skolen, jeg var sammen med, ud af huset. Det var ekskursioner, der blev kaldt ”kend din by”. Vi tog afsted for at besøge en institution, en virksomhed eller andet, det kunne være interessant at opleve. Eksempelvis besøgte vi Flyvestation Værløse, hvor vi fik en tur i en redningshelikopter. Sojakagefabrikken på Islands Brygge, som senere sprang i luften. Folketinget, hvor jeg i folketingssalen ubemærket stillede mig op på landets fornemste talerstol, jeg skulle lige se, om det var noget for mig. Eller i Zoologisk Have for at kikke på søløverne sammen med en af mine blinde kammerater, der var født uden øjne. Det var med til at sætte min nye tilværelse som synshandicappet i et særligt perspektiv.
Jeg er i øvrigt sikker på, at ”Pistolstræde” fortsat lever i mange tidligere Tut-elevers hjerter.
7. Omtale af Ulla Bruuns novellesamling ”Alvin, Underhunden og andre fortællinger.”
Når medlemmer af selskabet får udgivet bøger, er der tradition for at omtale dem her i Nyhedsbrevet, og i slutningen af maj udkom Ulla Bruuns novellesamling ”Alvin, Underhunden og andre fortællinger”.
Som redaktør af Nyhedsbrevet afstår jeg fra at omtale bogen, da jeg er gift med forfatteren. I stedet for bringes en forkortet version af cand.mag. Marianne Olsens anmeldelse, bragt i Netmagasinet Sameksistens:
””Kun vi fornemmer nuet som et punkt i en uendelig kæde af nuer. Oplevelsen af tid adskiller os fra alle andre arter, der kun kender væren i sig selv i nuet. Sjovt nok er det denne væren i sig selv i nuet, som er det mystikerne stræber efter.”
Citatet er taget fra Ulla Bruuns epilog i samlingen af fortællinger: På kosmisk togrejse, og netop denne meditation står som et credo, en slags trosbekendelse over alle fortællingerne, som med deres indre syn er blevet kædet sammen med en skarp ydre iagttagelse. De skaber på den måde et enestående fortættet, somme tider skræmmende nærvær. Det er et nærvær, der uden at vrænge ad læseren afslører destruktive fordomme og råber på forsoning i det levede liv.
Handlinger
Der er historien om voldtægtsofferet, der får skylden for den forbrydelse, som hendes forsvar har afstedkommet, og som må finde sig i en skam, som hun ikke er i stand til at udtrykke.
Historien om en god bonde, der fører os gennem det fattigste København på eftersøgning efter sin kone, som han har hentet i østen. Da hun rejser fra gården, tror han det værste om hende, men det er også læserens fordomme, fortællingen skildrer over politistation og bordel uden at finde hende.
Mange fortælle-lag
Historierne handler om noget andet, end det man tror ved begyndelsen af sin læsning. Det er det spændende. Senere sidder teksterne i en som et manende pålæg om at lade være med at tage de umiddelbare indtryk for hele sandheden.
Sproget
Dertil hjælper sproget, som er sanseligt på forfatterens helt særegne måde: Den nederdrægtige drilagtighed, der har døden i sig, lader Henrik lyve om Majbritts glemsomhed og anklage hende for at have ansvaret for den nøgle, som han selv har taget: ”Imens lader Henrik sin hånd glide dybt ned i den venstre bukselomme og griber om den [nøglen]. Han stak den til sig, mens han irriteret stod i butikken og ventede….” (Guldhjertet)
Det går meget voldsomt til både i trafikken mellem mennesker i løb og på vejene: ”Føler mig tryg i læ af hendes brede krop. Så løber vi igen, og suset fra en lastbil rammer mig, da jeg når vejkanten på den modsatte side. (Tante)
Indvielsen er en glad fortælling om et par der finder hinanden mod alle odds. Her har forfatteren tydeligt nydt floraverden og bruger de fineste vækster i sine billeder. Den unge mand, der er genert og i egen mening uden noget værd, føler sig som en hængebirk, fordi han ikke er rank nok, men den læser, som kender hængebirken vil straks, måske ubevidst, få fornemmelsen af noget indtagende, hvad hele historien også udfolder, og han ”nyder den spinkle overkrop med ryghvirvler som knæ på en græsstængel, mens hun bøjer sig over højbedet.”
Skabelsesfortælling med tegninger
Endelig skal naturligvis også omtales den sidste fortælling, Odins Øje – en skabelsesfortælling om Anholt, som Ulla Bruun før har udgivet. Det er en fortælling, hvor guden fra Bibelen optræder sammen med de nordiske guder på fornøjelig og underfundig vis, en fortælling, der er illustreret med forfatterens dejlige tegninger. Den kan givetvis more børn, og i sit raffinement er den for folk i alle aldre.
Anbefaling
Det ville være dumt i en omtale at ødelægge handlingernes pointer. Det dybere budskab skal man desuden selv læse sig til og blive forandret af. Ulla Bruuns korte fortællinger er i sig selv nuer.
Der er en særlig meningsfylde ved litteratur, der ikke blot er om noget, men også er det, den handler om. Det bliver en slags mystik, en meditation.
Alvin, Underhunden og andre fortællinger er en absolut læseværdig bog – for den der tør!”
Den er udkommet på Forfatterforlaget Attika.
Det skal lige tilføjes, at forlaget nu også har udgivet den som E-bog, og at Nota er i gang med at producere en lydudgave.
8. Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg, Kålundsvej 6A, 3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72, Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com
Næstformand Lena Bang, Solnavej 19, st. th, 2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67, Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com
Kasserer John Heilbrunn, Gyldenløvesgade 16 3.tv, 1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00, Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk
Redaktør Ove Gibskov, Brombærhaven 31, 8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk
Sekretær Thorvald Kølle, Clermontgade 29. st. th., 4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk
Suppleant
Leif Martinussen, Bryrupvej 55, 2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk
Interview med Solveig Christensen
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvindeprojekt gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet. Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Interview med Solveig Christensen
V/ Heike Michelsen
Mine oldeforældre kom op til Danmark fra Holland for at hjælpe bønderne med at dyrke deres jorde. For de danske bønder havde ikke forstand på grønsager. Det var før 1. Verdenskrig. Og kom i gang på Amager og fik en søn der hed Søren Carl Bastian van Bastian. Han voksede op på Amager og blev bromester. Og byggede et hus – ”Bastians-hus” ude på Amager med 4 etager. Der boede mine forældre på første sal og min farfar og farmor boede på anden sal sammen med min faster.
Vi stammer jo fra en familie der hedder Keefer der var kaptajner og søfolk. Og så er jeg i familien Ørsted – det var ham der med lyset. Og så med familien Broager, for det ligger på den anden side af Amagerbrogade. Og der blev også bygget huse til dem der hed Bastiansen.
Min far og mor blev gift og ville gerne have et barn. Men det varede 11 år før jeg kom. Så de ventede efterhånden slet ikke på at få nogen.
Min mor var bogbinder og min far var bogbindermester. Mor var hos Levison junior, og min far havde et bogbinderværksted i Linnésgade 22.
Så efter 11 år kom jeg som en solstråle af en pige i familien, som de alle sammen elskede. Jeg blev født Pinselørdag om formiddagen i 1926. Min mor ville ikke sige sit arbejde op, og min far kunne jo heller ikke. Men så havde jeg morforældre, og de havde en danserestaurant ude på Bakken der hed Figaro. Der kunne man købe the og kaffe, og man kunne købe ostemad, leverpostej- og spegepølsemad. Og så kunne man danse hele aftenen for 10 øre. Så min mormor og morfar, de tog mig hele sommeren, så jeg var hele sommeren ude hos dem på Bakken fra jeg var 1½ år. Min far og mor kom lørdag og søndag for at vaske op, og tog så hjem for at arbejde. Så jeg blev derude til september, hvor Bakken lukkede. Så skulle min farmoder og min faster passe mig, og jeg var blevet 2 år, og skulle jo ud og have noget frisk luft. Så min farmor gik en tur med mig på Hveensvej.
Og et stykke henne ad den vej, der lå sådan en losseplads, som der boede nogle sprittere på. Og dem var vi henne og besøge min farmor og jeg. Nu skal du regne med, at jeg kun var 2 år. – Jeg kunne nok tale lidt. Og de så mig, og min farmor har nok spurgt dem om de ville passe mig mod en betaling. Så jeg kom næste dag med en lille skoletaske, ½ halv flaske brændevin, ½ flaske hvidtøl og et par stykker mad til dem og et par stykker mad til mig selv. Så der kom jeg hen hver formiddag kl. 10 og farmor gik hjem. Og de passede mig hele dagen.
Derhenne på den losseplads var jeg indtil jeg var 6 år. Og jeg havde det godt, og det var en god tid. Og de passede mig, og der var ikke noget ondt.
Hun må jo have kendt dem, siden hun lod dem passe dig!
Jah, det ved jeg ikke. Men der var så meget.
Min far og hans bror blev meldt ind i en afholdsforening, for min farfader var slem til at drikke. Han havde et stambord nede på cafeen på hjørnet, hvor han kunne få brændevin og vand. Så det ville sønnernes mor ikke have, de også skulle blive. Og i afholdsforeningen var der karneval og mange forskellige ting. Og du ved, når et barn ikke må noget hos den ene, hos forældrene, så må det det hos de andre – hos bedsteforældrene.
Og jeg var ikke en uartig pige. Når jeg mødte folk på gaden, så hilste jeg på dem og nejede. Jeg lærte rigtig takt og tone. Jeg var ikke uforskammet og fræk – tværtimod.
Du oplevede da noget!
Ja.
Så var der karneval i Afholdsforeningen. Og min far og mor havde abonnement på Det Kgl. Teater. Og havde billetter til det hver 14. dag.
Var du også med der?
– 19 –
Nej, nej. Min farmor, farfar og min faster skulle passe mig. Og min far og mor havde sagt: ”Nu tager I ikke med til karneval! – For hun er kun 4 år!” ”Nej, nej” havde de sagt. Og så havde jeg tudet kan jeg forstå. Og så blinkede min farmor sådan til mig, og sagde det skulle jeg ikke være ked af. Vi skal nok finde på noget andet. Og så da min far og mor var taget af sted, gik vi ned på hjørnet. Der lå Sundby Messe, og der købte vi noget karnevalstøj til mig, så jeg kunne komme med til karneval i afholdsbevægelsen. Og jeg var fin og jeg var stolt og jeg var glad. Så næste dag – jeg sov jo altid nede hos min far og mor. Ikke oppe hos de gamle. Og da jeg vågnede og stod op, så siger jeg jo som børn gør, taler sandt: ”I kan tro jeg har noget pænt tøj oppe hos farmor”. ”Hvem har givet dig det tøj!”, sagde min far. ”Det har farmor.” – ”Så har du altså været til karneval?” – Ja, for jeg var jo ikke vant til at man måtte lyve. Men der blev ikke sagt mere, for det kunne jo ikke nytte noget at skælde ud.
Men det var vel ikke så farligt at gå til karneval i Afholdsforeningen!
Nej, men jeg var jo ikke så gammel at jeg skulle lære at gå ud og more mig.
Så kom tiden hvor jeg skulle til at gå i skole. – Det var det værste. Jeg fik jo fint tøj på og var 6½ år. Skolen lå henne i Frankrigsgade. En gammel grøn træskole. Og jeg kom derhen med min farmor og hun blev der lidt. Jeg gik hjem sammen med de andres forældre. – Jeg var der 3 gange, så kom lærerinden hjem og sagde, at de ville altså ikke have mig. For jeg sloges med alle ungerne. Og ikke nok med at jeg sloges med dem, men jeg var kejthåndet, så jeg stak dem en på den anden side af kinden. Så de ville slet ikke have noget med mig at gøre. Jeg skulle i børnehave, sagde lærerinden. For at lære at omgås andre børn, da jeg kun kendte gamle mennesker.
Min far og mor var meget kede af at jeg skulle i børnehave. For den gang var det kun fattige børn der kom i børnehave. – Vi kom hen og fik suppe. Jeg var derhenne 4 timer ad gangen, og der har de åbenbart fået dresseret mig. For jeg lærte at lege med andre børn, selv om jeg sloges med dem alle sammen.
– 20 –
Og kom i skole igen, men havde fået lært at det ikke kun var mig det drejede sig om.
Vi havde en læge der boede lidt længere henne. Han hed doktor Fasting Hansen. Jeg var en lille svag en. Havde så meget Bronchitis og hoste. Men alligevel en lille stærk en. Han sagde til mine forældre: ” I skal flytte med det barn fra den kakkelovn lejlighed. Hun bliver aldrig et ordentligt menneske; hun kan ikke tåle den fugt.”
Men når man bor på Amager og kommer over broen til København – så var det nærmest som at være i krig. Men vi fik en lejlighed ude på Bispebjerg. En dejlig hypermoderne lejlighed. Og der kom jeg så i skole ude. Det var igen nye børn jeg skulle lære at omgås. Og det var jeg ikke særlig stolt af. Men min far og mor sagde altid til mig: ”Du må lære at klare dig selv, for vi ældre. Og du ved ikke hvor længe du har os. – Så du skal lære at slå fra dig!”
Nu var jeg altså rødhåret, fregnet og kejthåndet. Så det hørte jeg meget for den gang. Men det bed jeg altså i mig.
Kan du huske hvor gammel dine forældre var dengang?
Nej, men jeg mener, at da jeg blev konfirmeret var de over 60.
Men jeg lærte at begå mig i skolen. Alt det der med, at fordi jeg var fregnet og rødhåret, så var jeg ”rendt bagefter en lortevogn med en si!” Men det stod jeg ikke model til. Jeg slog fra mig og så en ære i det.
I skolen tog jeg aldrig mine bøger op af skoletasken. Jeg brugte dem ikke. Min far og mor spurgte mig om, hvorfor jeg aldrig læste lektier. ”Nej, for det læreren har fortalt mig skal jeg bare huske til i morgen. Og alle de salmevers jeg skal lære dem har jeg fået ind på lystavlen.” Jeg hørte bare efter. Og i regning var jeg meget dygtig til hovedregning og dygtig til håndarbejde. Men gymnastik duede jeg ikke til. Jeg kunne ikke finde ud af det fordi jeg var kejthåndet. Oppe på alle de bomme og så skulle springe bagover kunne jeg slet ikke finde ud af – for jeg skulle have højre hånd fremover. Så i gymnastik der opgav de mig.
– 21 –
Var du den eneste der var kejthåndet?
Ja, og dengang måtte man slet ikke være kejthåndet. Og jeg har fået mange slag over fingrene fordi jeg var kejthåndet. Så jeg lærte aldrig at skrive med venstre hånd. Og skriver ikke pænt med højre hånd. For jeg er decideret ventrehåndet. Og så sidder hjernen i den anden side. Lærerinden forbød mig at være kejthåndet.
Men de kunne godt lide mig på skolen. Jeg var aldrig fræk, men har holdt mig til sandheden og til retfærdigheden.
Så skulle jeg konfirmeres og så rejser min far sig op til konfirmationen og siger: ”Ja Solvej, nu er du blevet 14 år, og du har fået en læreplads. Nu må du lære at stå på egne ben og klare dig selv. Du må slå fra dig så meget du kan – og det må du gerne gøre med venstre hånd!” – Så den tog jeg mig bag øret.
Så kom jeg i lære som typograf på et meget stort trykkeri inde på Lindevej 22, hvor Jens Peter Jensen – Uffe Ellemans far – var redaktør af Frederiksberg Bladet. Der blev trykt telefonbøger, vejvisere og blade. Direktøren havde den næststørste aktiepost i Tivoli, så der var meget at lave. Da jeg var 16 – 17 år skulle jeg op til vores værkfører og vise hvad jeg havde sat og om der var godkendt inden det var sat i gang. – Så skulle jeg op til Jens Peter Jensen for at høre om det var i orden. Der stod så en lille snottet unge! Hvor gammel han var kan jeg ikke huske, men en dum dreng. Så smed han et stykke papir på gulvet, og det skulle jeg samle op. – For en elev havde jo ikke noget at skulle have sagt, vi var nul og niks. Men jeg pillede det ikke op, for det var ikke mig der havde smidt det. Uffe gloede på mig og sagde: ”Skal du ikke pille det papir op?” Jeg havde ikke smidt det og sagde: ”Men du kan få en på skrinet!” Og jeg gjorde det. – Jeg fortrød det, for jeg vidste godt at hans far var Jens Peter Jensen. Men skyndte mig ned til værkføreren og sagde hvad jeg havde gjort. For jeg kunne jo miste min læreplads på grund af det jeg havde gjort der. Værkføreren sagde at det skulle jeg ikke tage mig af. – Det skulle han nok klare. Og det gjorde han så.
– 22 –
Ville du selv være typograf Solvejg?
Nej, min far bestemte det. Han spurgte mig om hvad jeg ville være, og jeg sagde at jeg ville være klovn. Men det mente han ikke der var nogen fremtid i. Så det blev jeg ikke. Og da det var svært at skaffe lærepladser blev jeg typograf. Og jeg blev der i hele læretiden. Og sad i 4 år omgivet af bly. For satserne var af bly. At jeg ikke har fået blyforgiftning er et under.
Var det meget usædvanligt at en kvinde blev typograf dengang?
Ja, det var ikke almindeligt. Men jeg sagde op da jeg var udlært. For mens jeg var i lære måtte jeg nogen gange ud i gården for at få luft. De vaskede jo valserne af med det rene giftstof. Om det var salmiak eller det var med æter ved jeg ikke. Men det var noget uhyggeligt noget i hvert fald.
Så jeg søgte ind i en tobaksforretning på Vester Voldgade der hed Løndorff. Og det fik jeg. Jeg har altid været heldig med at få en plads. Indehaveren havde en søn, men han kunne ikke li’ ham. Han havde altid villet have haft en datter. Så han var glad for mig. Der var ikke noget med kæresteri eller sådan noget. Jeg var jo gift dengang. Jeg blev gift i 1950.
Var det mens du var i lære?
Nej – jeg kom i lære i 1941 og blev gift lige efter jeg kom i tobaksforretningen i 1945.
Og den søn i tobaksforretningen kunne jeg ikke døje. Jeg syntes han var dum. Og han kunne ikke døje mig. Vi var som hund og kat. Og var der hele dagen sammen. Så han gjorde alt for at drille mig, og jeg gjorde alt for at drille ham tilbage. Så en dag kom han med en fluesmækker i frokostpausen og slog på en af glasmontrene – og den gik i stykker! ”Hvad vil De gøre ved det Løndorff? Spurgte jeg. Ja det vidste han ikke. Nu kom den gamle snart, og så måtte vi se at blive enige. Og den gamle opdagede straks da han kom, at glasmontren var revnet og kom hen til mig og spurgte: ” Er det Dem der har slået den i stykker?” ”Nej det er ikke mig!”
– 23 –
”Ja, men de må godt indrømme det. De kommer ikke til at betale det. Det gør forsikringen.” Men jeg indrømmer ikke noget når det ikke er mig. Så havde han fat i sønnen – og han sagde også nej. Så stod vi jo kønt i det. Så sagde jeg til den gamle: ”Nu er jeg spændt på hvem af os de tror på, hvem der taler sandt!” Det var han jo lidt i tvivl om. Og så fortalte jeg ham sandheden. Og så blev han tosset på sønnen.
Så var der en anden gang, for vi havde vandpiber og andre ting i forretningen som souvenir. Og de der vandpiber stod øverst oppe. Og en kunde skulle have sådan én. Og der skulle bruges en stige for at nå dem. Og jeg måtte ikke gå på stiger for den gamle. Så jeg hentede sønnen, og da han stod på stigen tænkte jeg. ”Bare han ville falde ned!” Jeg ønskede alt hvad jeg kunne – og selvfølgelig faldt han ned og brækkede benet. Og jeg var glad, for så var jeg fri for ham i så og så mange uger.
Du var rigtig ond?
Ja, det kan man godt sige. Men så blev jeg bange for mig selv, for at ønske noget og det kunne skade folk. For jeg troede ikke det virkede sådan. Men det gør det altså.
Det kan da have været tilfældigt!
Nej, det var det ikke. For du ved godt, at der er nogle mennesker som har kræfter, og du ved godt at der var hekse til som blev brændt på bålet i gamle dage. – Og der er jeg en af dem.
Har du prøvet og oplevet det senere?
Ja en gang. Det var til et bankospil. Jeg manglede 2 numre og så ønskede jeg det. Og vandt 4 Bayonneskinker.
Du har ikke prøvet det på andre mennesker?
Nej, for jeg blev så bange dengang med ham sønnen.
– 24 –
Men jeg kan fortælle dig, at min mand han døde nytårsaften. Han havde fået en blodprop i hjernen. Var bevidstløs og kom på hospitalet. Så sagde lægen da vi kom derind: ”Din mand kan ligge sådan fra 1 til 1½ år. Og du kommer aldrig til at tale med ham, og han kommer ikke til at spise selv. Du kommer aldrig til at være i kontakt med ham mere!” ”Kan der ikke gøres noget ved det?” – ”Nej han bliver som du ser ham nu!” – Så var jeg derinde næste dag, og da jeg gik hjem tænkte jeg: ” Nej, han skal ikke blive sådan – han skal ikke have lov til at ligge sådan der!” – Næste dag var han død. Man skal ikke ønske sådan noget.
Man skal måske kun ønske noget godt!
Ja, men det var jo også godt i det tilfælde!
Så fra Tobakshandleren ……
Ja, der var jeg i 8-9 år. Så søgte jeg ind i en anden tobaksforretning i Blågårdsgade nr. 5. Også en gammel kendt tobaksforretning. Han var norsk jøde, og der var en anden ung mand og jeg. Chefen han var tæt ved 80 og havde kræft. Det vidste vi godt, og vi arbejdede godt sammen. Jeg var der i 12 år.
Jeg har altid stået på egne ben og klaret mig godt. Og det jeg vil, skal jeg nok få gennemført.
Og det har du lært hjemmefra?
Ja, det er min far der har lært mig det. Jeg må og kan slå lige så meget fra mig som jeg vil – og det gør jeg den dag i dag. Jeg kan skælde ud, men kan glemme det i samme øjeblik. – Jeg bærer ikke nag til folk.
Så du er ikke bange for at gå på gaden?
Nej, jeg er blevet slået ned to gange dengang min mand og jeg boede inde på Bellahøj. Men det var dem der flygtede, det var ikke mig.
– 25 –
Hvor længe har du boet her i Grevinge?
Ja, vi havde en mindre landejendom her i 20 år, med 8 tdr. land til. Min mand var samtidig værkfører på Combi-Camp i Herrestrup. Og jeg hjalp nogen med rengøring og var pædagog oppe i Herrestrup fritidsklub. Var med til at starte den. Men så faldt jeg for aldersgrænsen da jeg blev 65. Det gjorde man dengang. Og ungerne var sgu kede af jeg holdt op.
Men så blev mine øjne dårligere. Og da det var mig der cyklede op i Brugsen dagligt efter varerne – der var 4½ km. op og 4½ km. hjem, så sagde jeg: ”Nu må vi flytte!” Og så fik vi hurtigt huset solgt, og fandt det oppe på Bakketoppen og købte det kontant. Men der blev min mand aldrig glad for at være. For han savnede alle de dyr vi havde haft. Så han var aldrig tilfreds med at være der. Men vi var der da i 4-5½ år. Men så døde han, og jeg stod med et hus på 200 kvadratmeter og en kæmpe have. – I starten hjalp min datter og mit barnebarn mig med at gøre rent og jeg havde en havemand, for det var en stor velholdt have. Barnebarnet kom hver søndag og slog græs for mig. Jeg gav dem penge for det, for de skulle ikke gøre noget gratis for mig. Men så sagde jeg en aften til mig selv: ” Nu flytter du”, for det der kunne jeg ikke blive ved at magte. Og ringede så næste dag til en ejendomsmægler inde i Holbæk, og 8 dage efter var det solgt. Så fik jeg denne her lejlighed. Jeg kendte Jørgen der har huset. Og så en dag jeg var inde i Brugsen med min datter, så jeg at han gik og rodede her i lejligheden. Så gik jeg over til ham og spurgte hvem der skulle have den her lejlighed. Jah, han skulle ringe til 3 om aftenen. Så spurgte jeg, om jeg måtte få den og det måtte jeg godt. Så sagde min datter: ”Har du nu tænkt dig om! For det er jo en lille bitte lejlighed, og du kommer fra 200 kvadratmeter. Skal du have møblerne stående oven på hinanden her?” – ”Næh, dem sælger jeg!” Og så ringede jeg til forskellige unge mennesker om de var interesseret i møbler, procelæn og malerier. Og så kom de, så på det og købte det. Jeg tror jeg fik solgt møbler og det hele for 16.000 kr. Dem der overtog huset fik også en masse med. Og så flyttede svigersønnen og barnebarnet på et par timer for mig – for der er jo ikke mere end det lille rum her. Jeg har aldrig fortrudt det. For jeg er sådan, at det skal være her og nu. Jeg har aldrig nogen betænkningstid.
– 26 –
Du har altid handlet hurtigt?
Ja, jeg er et mennesker der altid arbejder hurtigt. Og så har jeg noget af en klæbehjerne. Det jeg gider og det jeg interesserer mig for det bliver der. Det andet går ud gennem ørene, det hører jeg ikke efter.
Du har også altid været aktiv, hvad så da det begyndte med dine øjne?
Ja, der gik jeg op til øjenlægen og jeg kan godt sige dig, at da jeg kom ud fra ham, der græd jeg. Og der sagde min mand og datter: ” Gud – hvad er der sket!” – Ja, sagde jeg, jeg er blevet forkalket på øjnene, men bliver aldrig blind. Og det går aldrig over og jeg kan ikke få briller. Så havde de hørt om nogle piller fra ham der naturlægen Wolle. Det var nogen med noget Selleri i – Puh ha, jeg kan stadig huske lugten fra hver gang jeg lukkede æsken op. Jeg skulle have 6 om dagen og de hjalp ikke. Så dem smed jeg hurtigt væk, for jeg havde indset der ikke var noget at gøre. Jeg har bare sådan en vilje: Jeg vil og jeg skal nok. Og jeg klarer det hele selv, bortset når der kommer breve fra banken. Så min svigersøn hjælper mig med pengesager. Og jeg har aldrig manglet noget og tror heller ikke a jeg kommer til det. Jeg sidder godt i det, og det er ikke for at prale. For det vil jeg altså ikke. Det er slet ikke min type overfor folk.
Min mand og jeg havde over 500 sprællemænd der var 100 år gamle. Så ringede jeg til Nationalmuseet og spurgte om de ikke ville have dem. Og det ville de gerne, for sådan nogen havde de slet ikke. Så jeg sagde at de måtte komme og hente dem. For sende dem ville jeg ikke, og jeg kunne ikke finde ud af at tage toget derind. Så de kom og hentede dem.
Havde I samlet på dem?
Ja, min mand samlede på dem og fik en del af min far, der fandt dem antikvarisk. Så de er havnet på et godt sted. Vi havde også gamle Hollandske gobeliner der stammede fra den Bastianske familie. De hænger nu på Nationalmuseet.
– 27 –
Har du familie i Holland?
Det ved jeg ikke. Det er højst troligt. Men der er jo stadig nogle enkelte Bastianser herhjemme endnu. Men det er så langt ude i familien, at de lige så godt kunne hedde Pedersen eller Jensen for mig.
Og børnene fik lov til at tage hvad de ville have af møbler, malerier og porcelæn – resten solgte jeg jo. Og jeg har det jeg skal bruge.
Jeg er altid glad. Jeg er aldrig sur.
Interview med Kirsten Andersen
Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Interview med:
Kirsten Andersen
Født den 16. august 1907 i Randers. Født Mikkelsen og gift i 1936 med Arnold Andersen.
Interviewet af: Informatør Birthe Hermansen
Jeg blev født meget svagsynet i Randers i 1907, og mine forældre toldassistent Poul Vagner Mikkelsen og Ragnhild Mikkelsen besluttede, på grund af mine dårlige øjne, at flytte i nærheden af Blindeinstituttet, så vi flyttede ind på Østerbro i Marstalsgade, hvor vi boede til 1933.
Jeg havde nogle dejlige fornuftige forældre, der nok var klar over, at de på en vis måde skulle passe på mig, men de skulle heller ikke ødelægge mig, så jeg blev uselvstændig og ingen ting kunne.
Vi boede i en dejlig ejendom, med en pæn og rolig gård. I Gården sad gerne de store piger på 12-13 år med deres sytøj, og de ville gerne have småpiger omkring sig, som de kunne tage sig lidt af, så der fik jeg lov til at komme ned og være sammen med de andre børn fra ejendommen. Da vi blev lidt større, rendte vi også ud på gaden.
Hvor meget syn havde du den gang?
Jeg syntes selv, jeg så vældig godt, men øjenlægerne sagde, du må ikke kalde det syn, du har en stærk udvidet lyssans, som du har lært at benytte.
Jeg fik nogle knubs af og til, men det tog jeg ikke så tungt, og jeg har leget med andre børn lige siden jeg var helt lille.
Noget af det mest dramatiske ved min barndom var nok, en gang der var ildebrand. dengang kørte de med hestesprøjter, og så kom sprøjten ned af Ndr. Frihavnsgade, som er en meget befærdet gade, og de andre børn løb efter den, og det gjorde jeg også, og vi løb helt ned i Frihavnen, hvor jeg først krydsede Ndr. Frihavnsgade, så Strandboulevarden og Østbanegade og ind gennem porten til Frihavnen. Dernede var der nogle spor til godstogene, og der havde jeg en gang fået foden ned i sådanne spor, så det var jeg bange for, så da jeg nåede til disse spor, turde jeg ikke løbe med længere, og så gjorde jeg noget dumt, for jeg vendte om, og løb selv alene hele vejen tilbage.
Jeg var selv klar over, at det nok ikke var så godt, det jeg havde gjort, og jeg løb op til min mor, og hun spurgte forfærdet, hvad er der dog sket? Og jeg fortalte hende så det hele. Hun skældte heldigvis ikke ud, hun fortalte senere, at hun var så lykkelig over, at det var gået godt.
Var din far toldassistent nede i Frihavnen den gang?
Nej, han kunne godt have været der, men dengang var der mange toldsteder i København, og man skiftede ca. hvert kvartal, for ikke at blive ensidige.
Jeg var det første barnebarn i familien, og i 7 år var jeg alene om at være hele familiens kælebarn. Det gjorde nok, at jeg aldrig har følt mig til overs, det er jeg blevet klar over senere, at det er der mange blinde børn der har gjort. Efter 7 år fik jeg så en lillebror, og næsten samtidig fik min faster en søn, så var vi da 3 børn, men det har altid været en lille familie. Det er så mærkeligt, for jeg har rendt på gaden, og der er ikke sket noget, men da min lillebror var 5 år, blev han kørt ned og døde.
Det var ganske forfærdeligt, men livet skal jo gå videre.
Da jeg var 7 år skulle jeg i skole, men mine forældre ville meget nødigt have mig til at bo på Blindeinstituttet, men forstander Plesner sagde, at jeg skulle i hvert fald ned på Refnæsskolen, det var de ikke særligt glade for, for normalt var børnene der i 4 år, hvor man kun var hjemme i sommerferien.
Vi fik så gennem forstanderen på Blindeinstitutet fat på frøken Melcher, i øvrigt søsteren til sangeren Laurits Melcher. Hun var blind, og hun blev engageret til at komme og lære mig skolebegyndelsen. Hun lærte mig punktskrift, og hun fortalte mig en hel masse bibel- og Danmarkshistorie, og i det hele taget gav hun mig en masse grundlæggende skolelærdom til at leve videre på, så jeg kunne slippe med 2 år på Refnæs, og det gjorde hun så godt, at jeg kom på Refnæs i september 1916 hvor det var meningen, at jeg skulle gå i tredje klasse, men de blev hurtigt klar over, at jeg havde lært så meget, at jeg kunne begynde i 4. klasse,
Jeg var ellers glad for at være på Refnæsskolen. Mine forældre tog mig hjem i både i efterårsferien og i juleferien, men det var ikke normalt for de andre børn, de kom kun hjem, hvis forældrene betalte rejsen selv. Der var mange, som holdt jul dernede, de havde både juletræ og julefest, det var kun i sommerferien, at det var almindeligt at man kom hjem til forældrene.
Da det blev pinseferie, ville jeg ikke hjem i ferien. Jeg skulle dette år forlade Refnæsskolen for at komme på Blindeinstituttet, så nu var jeg jo på afgangsholdet, og der skulle ske en masse festligheder. Jeg ville holde pinse sammen med de andre. Vi skulle over og spise hos inspektør Rytchau, og vi skulle op til en af lærerinderne, og der var mange andre forskellige ting, vi skulle.
Jeg var kun et år på Refnæsskolen og efter pinse, skulle jeg så begynde på Blindeinstituttet i København. De 3 første måneder måtte jeg bo på Blindeinstituttet, for det var ikke så nemt at få lov til at bo hjemme og så gå på skolen om dagen, men mine forældre fik alligevel snakket så meget med instituttet, at jeg fik lov til at bo hjemme.
I den første tid sov jeg på Blindeinstituttet, men jeg blev ikke indlogeret på sovesalen, men kom til at bo sammen med nogle af de lidt større piger. Sovesalene lå på første sal. Når man kom ind ad hovedindgangen var der en meget flot opgang med en trappe op til hver side og en stor bred gang. Drengenes sovesal lå for enden ad den højre trappe, og pigernes ad trappen til venstre. På hver sovesal kunne der sove nogle og tyve elever, og resten af eleverne var delt ud på mindre stuer, med 5-6 senge på hver stue, de 3 ældste piger, havde et lille værelse for dem selv. Der boede man så, og man havde en seng, og ved siden af sengen stod der en lille stol, som kunne lukkes op, og der havde man tandbørste, sæbe og hvad man sådan skulle bruge, og det var det eneste man havde. Nede i opholdsstuen for pigerne stod der et meget stor skab, som havde 40 rum, med hver sin nøgle til, der kunne man have sine skoleting. Med hensyn til tøj, havde man kun en søndagskjole og en hverdagskjole, Hverdagskjolen gik man med til hverdag, og søndagskjolen hang helt oppe på kvisten, hvor der var en gammel blind dame, som udleverede dem til os lørdag aften. Hun havde levet hele sit liv på Blindeinstituttet, hun lærte bl.a. også pigerne at strikke, og det var hun forbavsende god til, det er ellers noget der kan være vanskeligt, for lærer og elev vil gerne føle på arbejdet samtidigt. Hun forstod sådan at forklare hvordan man skulle. Hun havde et lille værelse helt oppe på kvisten, og der sad hun og lavede sutsko, som hun syede af lister og solgte, og det tjente hun lidt ved.
Jeg havde det jo lidt anderledes, jeg fik ren kjole på, når min mor syntes det var nødvendigt.
Efter at jeg er blevet voksen, kan jeg godt se, at disse børn har haft en utrolig trist barndom. Hvis forældrene ikke havde vilje eller råd, til at få dem hjem i løbet af året, så kom de kun hjem i sommerferien. Det medførte jo, at de ikke rigtig kendte det at have voksenkontakt og omsorg. Lærerinderne havde godt nok inspektion, men det var jo ikke det samme. Om aftnerne, var der nogen af dem, som læste højt, men det for et barn at have nogen man trygt kunne søge til, det var der jo ikke, og det tror jeg jo nok, at det kom til at præge mange. Der er ingen tvivl om, at de børn, der voksede op i den tidsalder, de blev meget institutionspræget. Sådan er det heldigvis ikke mere, for nu går de fleste i normalskolen, så de lærer livet at kende som andre børn, og oplever hvordan man lever et familieliv.
Mine forældre skulle følge mig til skolen, og jeg skulle så være der hele dagen, for undervisningen var jo lagt til rette på den måde, at man boede der, så der var undervisning fra kl. 8 til kl. 18,30.
Det varede ikke længe, før jeg kunne gå til skolen selv, men om aftenen, når det var blevet mørkt, så hentede de mig.
Hvad brugte du af færdselsmarkering, brugte du hvid stok?
Nej jeg fik ikke stok før jeg var 22 år, og jeg brugte heller ikke armbind der var ingen, der kunne se, at jeg var næsten blind.
Der var ikke den trafik, som i dag, og jeg havde også den lille smule syn, som har en vældig betydning for orienteringen. der skete mig aldrig noget og det kan jeg ikke lade være at tænke på, at min lillebror, som havde normalt syn, skulle køres ned.
Jeg gik til præst hos pastor Storm sammen med de andre blinde børn, og jeg skulle konfirmeres i Kastelskirken hvor Blindeinstituttet hører til. Det var for svært at blive konfirmeret i Lutherkirken, som jeg hørte til, for det skulle jo passes til med undervisningen.
Jeg blev så konfirmeret i Kastelskirken, og jeg havde en lille konfirmationsfest bagefter, som det er normalt, og vi havde fri fra skole et par dage. I sommerferien, lige før min konfirmation, var jeg på ferie hos min familie i Randers, og der var en skarlagensfeber epidemi. Jeg havde ellers flere gange været udsat for smitte, men der var ikke sket noget, men på ferien blev jeg angrebet og kom på epidemi sygehuset i Randers. Det gjorde, at jeg ikke kom hjem og heller ikke til præst før midt i september, og da jeg skulle konfirmeres den 2. oktober, blev der ikke megen tid til at gå til præst, så den tid har jeg ikke nogen særlig strålende minder om. Da præsten skulle konfirmere mig i kirken, kunne han ikke kende mig, så han måtte spørge, om det var Kirsten Mikkelsen, og det havde jeg det ikke godt med, at han ikke kendte mig. Jeg kan huske, at jeg havde en flot hvid kjole, som var model efter en prinsesse Marie, som lige var blevet gift, og den havde to nederdele, hvor den ene sad uden på den anden, og min moster havde broderet nogle flotte små medaljoner, der blev sat ind på nogle små tunger i ærmet. Jeg fik også en flot andendagskjole.
Jeg var også ligesom andre børn med til at lave nogle gale streger. Da jeg var ca. 13 år, fik jeg en raptus at vi skulle ryge. I automaten på den anden side af Kastelsvej kunne man trække en pakke af de aller billigste cigaretter, “flag” tror jeg de hed, og sådan en pakke med 5 i kostede 5 ører. Om eftermiddagen havde vi et længere frikvarter, hvor lærerinderne drak kaffe, og der gik vi ned i haven, hvor vi så røg vore cigarretter. Efterhånden blev vi mere og mere frække, så en dag satte vi os ind i opholdsstuen og røg, og det gik ikke godt. Vi fik så at vide, at vi skulle gå op til inspektør Hviberg, han skulle så snakke med os og give os en eller anden straf, som i reglen bestod i, at man i en uge skulle gå i seng lige efter aftensmaden. Da jeg kom op til ham, vidste jeg, at den straf kunne han ikke give mig, men han var en flink og stilfærdig mand, og han havde en dejlig kone, som så aldeles frit på tilværelsen, så han sagde, at det kunne vi vel nok forstå, at det måtte vi ikke, og så sagde han, det gør i aldrig mere vel?
Og det lovede vi, og det gjorde vi heller ikke.
Vi havde også en høj vippe, som var sat op nede i haven, og den kunne man ikke nå at vippe ned, og der kunne så sidde en i den ene ende og tre i den anden, og så aftalte man at løbe på en gang, så den der sad tilbage, faldt ned i en susende fart, og det kunne godt være farligt. Men det kom vi da heldigvis godt fra.
En lille smule idræt blev det da også til, vi havde en lang alle, hvorpå der på siden kunne spændes to stålliner på 150 meter, og på hver af de liner sad et håndtag, som lignede en ketcher, og for at få nogen motion, kunne man løbe frit frem og tilbage. En af de dygtigste kunne løbe turen på 26 sekunder, så det var spændende, om man kunne komme til at løbe hurtigere. Der stod som regel en lærer, som tog tiden.
Vi havde også en gymnastiksal, hvor drengene og pigerne gjorde gymnastik hver for sig.
Adskillelsen gjaldt også i haven, der havde vi også hver sin afdeling. På et tidspunkt, da vi fik ny forstander, blev der lavet en lille fælleshave, som vi fik lov at benytte på visse tidspunkter. Før der blev lavet fælles have, skulle pigerne passere stien ind til drengenes afdeling, og der kunne det godt forekomme, at man stoppede op og snakkede, selv om det var forbudt.
Det samme skete inde i bygningen, hvor drengenes gang og pigernes stødte sammen i et hjørne og der stillede man sig også op og snakkede, det blev kaldt det glade hjørne men en dag var det slut, for så blev der sat en svingdør op. Der blev sagt, det var for trækkens skyld, men ‑‑‑‑
Vi skulle alle lære et eller andet stykke håndværk. Mandlige elever lærte som reglen at flette kurve, eller binde børster, og nogle enkle lærte skomagerfaget.
De mest fingerfærdige af pigerne lærte at væve, ellers lærte vi at strikke og senere, jeg tror jeg var omkring 17 år, da kunne vi også lære at strikke på maskine. Men der var jo ikke rigtig noget af det man kunne leve af. Nogle af væverne, blev virkelig dygtige, og vævelæreren på blindeinstituttet tog ud til de meget dygtige væversker, og hjalp dem med at sætte nye væve op. Jeg havde en meget god veninde Ella Buck, som først kom på Blindeinstituttet som 16-17 årig, for hun så noget, men alligevel ikke nok til at kunne klare sig, hun kom til at væve, og blev meget dygtig til det.
Var der ingen, der lærte musik?
Jo de mandlige elever lærte at spille klaver, og de fik en uddannelse, så de kunne tage en eksamen fra Københavns Organistskole. Men pigerne kunne ikke lære sådan noget.
Det var netop, da jeg var sådan en stor pige, at det blev bevilliget, at piger godt måtte få lidt musikundervisning. Vi fik en gammel lærer, han var egentlig orgellærer, han var rigtig gammel, og han kunne ikke kende forskel på os piger. Efter nogen tid fik han et apoplektisk tilfælde, og kom helt væk. Så kom jeg til at spille hos den lærer, som drengene ellers havde.
Da jeg var en 14-15 år, spurgte han mig om jeg var tilfreds med min erhvervsundervisning. Det var jeg ikke, for det første kunne jeg aldrig komme til at leve af at væve, og for det andet, boede vi i en stor etageejendom, og store væve laver jo en kæmpe spektakel, så vi vil blive sagt op, hvis jeg begyndte på det. Han spurgte mig så, om jeg ikke hellere kunne tænke mig at lære at synge og spille, og nu hvor vi havde klaver hjemme, behøvede jeg ikke at øve mig på instituttet, men kunne gøre det hjemme. Han sagde også, at jeg iøvrigt havde en god sangstemme, så han syntes jeg skulle interessere mig lidt mere for musik. Jeg skulle gå hjem og snakke med mine forældre, de ville ellers gerne have haft, at jeg blev massøse, for det var også et job, man kunne leve af, men på fysioterapeutskolen var man bange for de blinde massører, vi har nok haft den fordel, at vores hænder var mere følsomme, så de lukkede for tilgangen af blinde elever.
Jeg blev så enige med mine forældre om, at jeg skulle lære at spille klaver og også lidt orgel, og det ville blindeinstituttet betale, men sangundervisningen skulle mine forældre selv betale, for det kunne først startes, når man var omkring 18 år, for først i den alder er sangstemmen udviklet, og så var man jo ude af skolen.
Min spillelærer hed Cohn Haste, han var jøde, og han stammede fra Nakskov. Der har været en del jøder i Nakskov, for der var en Synagoge, det var der ikke i ret mange byer, og han var også blind.
Jeg begyndte så at lære at spille, og jeg spillede lidt orgel hos Mogens Wøldike, men efterhånden blev han så kendt, og han fik så meget arbejde, så han havde ikke tid til os. Vi fik en ny orgellærer Gotske Nielsen.
Efter et par år spurgte jeg min lærer, om jeg ikke ligesom drengene, kunne blive uddannet som organist, og få en konservatorieeksamen, og han sagde! Jo, hvorfor skulle du egentlig ikke også kunne det, så jeg fik en orgellære og CohnHaste som teorilærer, og det var han rigtig dygtig til. I den tid, hvor han lærte Blindeinstituttet elever op til konservatorie eksaminer, der tog de nogle utrolig flotte teorieksaminer, det har jeg også selv gjort, jeg fik UG‑minus.
Med hensyn til den praktiske orgelundervisning, fik jeg undervisning på blindeinstituttet, og jeg øvede mig hjemme om eftermiddagen. og jeg tog samtidig ud i byen til sangundervisning, så jeg havde nok at gøre.
Min første sanglærer var også blind, hun hed Vilhelmina Nielsen, men senere kom jeg til at gå til privatundervisning hos Kristina Lindemand, som var lærer inde på Konservatoriet. Den sidste tid, jeg var i København, gik jeg hos Poul Metling, hvis bror var skuespiller Svend Metling. Han var meget interesseret i det tekniske ved sangen, han havde været i Italien og studeret hvordan Italienerne brugte deres stemmer, hvad der gjorde, at deres sangstemmer lå så løst og let, og det er noget med vores strubehoved. Jeg ville en gang synge en sang for ham, så han kunne høre om den var rigtig sunget, men da sagde han, at det kunne jeg ligeså godt selv høre, for det var ikke det han tog sig af.
Jeg tog så min organisteksamen i 1932, Jeg var inde på konservatoriet 2 dage, hvor jeg skulle lave teoriopgaver, man fik stukket en opgave ud om morgenen når man kom, og den skulle så løses på nogle ganske bestemte måder, jeg skulle sidde på et værelse, som jeg ikke måtte forlade, og når jeg skulle på toilettet skulle jeg ledsages af portneren. Man kom ikke fra konservatoriet, før man havde afleveret sin opgave til portneren.
Konservatoriet lå inde på Vester Boulevard, det er omtrent nede ved Langebro.
Jeg fik så min organisteksamen, og jeg klarede den da meget fint, jeg fik som sagt UG‑minus i teori, MG i kirkespil, MG.minus i kunstspil, som er store orgelværker, og det har aldrig rigtig været mig, det har heller ikke interesseret mig. Jeg kunne vældig godt lide at spille til en gudstjeneste, men jeg bryder mig ikke om at lave soloorgel.
Min senere livsledsager Arnold, kom på blindeinstituttet som 22 årig i 1928, han var kommet til skade under sit arbejde som maler, hvor han havde fået kalk i øjnene, som tog hele hans syn.
Da han blev spurgt om, hvad han ville lære børstenbinderi eller kurvefletning, havde han den frimodighed at svare, at han kun ville lære at spille.
De mente, at det var han for gammel til, men han havde spillet kornet i Herning byorkester, så han var vant til musik, så hvis han ikke måtte lære at spille, ville han ikke være der, så skulle han nok selv finde ud af at sørge for at blive noget i tilværelsen.
Han lærte så at læse punktskrift og punktskriftsnoder og alt hvad der hører sig til det, og så begyndte han at spille, og der lærte jeg ham så at kende.
Vi mødtes tit på forskellig vis, og vi kom til at synes godt om hinanden. Jeg havde ellers bestemt, at jeg aldrig skulle giftes, for jeg ville ikke have en mand som var blind, og som hele sin tid havde boet på institution, og jeg ville heller ikke have en som kunne se, jeg ville så føle mig underlegen. Arnold var blind, og heldigvis ikke opvokset på institution, så en dag fortalte jeg mine forældre, at Arnold og jeg betragtede os som forlovede og vi ville følges ad i tilværelsen. Jeg tror nok de følte sig lidt betænkelige, fordi han var ikke kommet så forfærdeligt langt på dette tidspunkt, men han forklarede, at han ville også have en konservatorieuddannelse, men det kan jo godt vare nogle år, og han fik så sin eksamen i 1936.
Jeg fik som sagt min eksamen i 1932, jeg havde noget familie i Maribo, og jeg kendte domorganist Ringberg, som var domorganist i Maribo domkirke, og som også selv var blind.
Der var død en gammel lærer som havde passet organistembederne i 2 små landsbykirker ude imellem Maribo og Sakskøbing, Slemminge og Fjelde, og i den anledning havde min familie talt med præsten, som sagde, at de kunne ringe til deres niece, og sige, at hvis hun vil, så er embederne hendes.
Jeg spekulerede meget på det, for jeg havde ikke rigtig lyst til at flytte fra København. Jeg snakkede med mine musiklærere, og de forklarede, at på de små embeder inde i København på 2400 kr. om året, kunne der godt være op mod 100 ansøgere, og i sin tid, da vi kom til Nakskov, var der 46 ansøgere, jeg kunne godt se, at det ikke var så nemt at få det første det bedste organist embede. Min lærer sagde, at hvis jeg tog jobbet, ville jeg få nogen erfaring, som ville komme til at betyde noget for mig, så jeg sagde ja, og jeg havde jo familien, som jeg kunne ty til, hvis der var noget.
Jeg blev indlogeret hos en dame, hvis far havde haft embedet før. Han var gammel lærer, og han havde bygget huset, da han kom på pension. Han blev ved med at spille i kirkerne, indtil han døde, og hun stod så der med det hus, og det kunne hun ikke leve af, så jeg fik tilbudt 2 værelser, hvor jeg betalte husleje, så problemet med at bo, blev løst på denne måde. Hun sørgede også for mig med kost, så jeg boede i helpension hos hende.
Jeg passede så de to embeder, og jeg fik nogle elever i fritiden, så jeg klarede mig fint. og jeg var alene der i 3 år.
I 1936 fik Arnold sin konservatorieeksamen, og vi blev enige om at gifte os.
Vi lejede så hele huset, og frøken Rasmussen fik en stilling på håndværkerhøjskolen i Nykøbing, hvor hun sørgede for madlavning.
Vi fik en lille pige, som hed Elin, men som desværre ikke blev mere end 7 år, hun fik mæslinger, og der stødte noget andet til, som vi aldrig rigtig fik at vide hvad var, måske var det nok noget galopperende tuberkulose, og hun døde. Så fik vi Birgit, som jeg har endnu, jeg fødte dem begge på sygehuset i Sakskøbing, hvor jeg heldigvis havde en læge, som meget fornuftigt sagde, at jeg skulle ikke føde hjemme, det var alt for upraktisk, når min mand også var blind.
Birgit blev født i 1941 og Elin i 1939. I 1946 blev vores søn født i Nakskov, og han kom til at hedde Poul Wagner.
Omkring den tid med barnefødslerne, røg så mit sidste syn, så nu var jeg også helt blind.
Efterhånden var det mest Arnold, som passede organistembederne. For det første fordi vi havde fået børn, men vi var også enige om, at det blev ham, der skulle søge fremover, for det ville være fjollet, hvis jeg søgte organist embede, når jeg også havde en mand, som også kunne spille orgel. Med den tankegang man havde den gang, ville man finde det mærkeligt, hvis det var mig, der havde job.
Jeg har en sjov historie fra den tid. I Holbæk søgte de en organist, men der var 2 betingelser, det måtte ikke være en kvinde, og heller ikke en blind, så der ville jeg ikke have den ringeste chance. Det grinede mine kammerater meget af.
Så blev embedet i Sct. Nikolaj kirke i Nakskov ledigt. De havde gennem temmelig mange år haft en blind organist, helt fra 18 hundrede og nogen og firs, og i 1912, var der en gammel organist som hed Lowsou, efter ham kom der en seende organist, til 1926, så kom der igen en blind organist Marius Hansen, og han har været meget aktiv i med stiftelsen af Dansk Blindesamfund. Han døde ganske pludseligt i efteråret 1939, hvor Arnold så søgte, men han fik det ikke. Det var en seende, og det var noget med en minister, som havde en nevø, som skulle placeres. Det var ellers en trist historie, for det var under krigen, hvor der ikke var så megen varme, og han havde dårlige nyre, så han døde, og så blev embedet ledigt igen, og så fik Arnold det. i 1942, og der var han organist til 1975, han var der i 33 år. Det vil sige, at vi kom til at leve hele vores liv der, vi kom til at føre en fuldkommen normal tilværelse. Først boede vi i en lejlighed, i et stort nyopført hus med 16 lejligheder, på noget der hed Bregnevej i Nakskov. Det var en udmærket lejlighed, men for indkomstens skyld var vi nød til at have musikelever, det var lejligheden ikke rigtig indrettet til,og beboerne ovenpå, var også begyndt at gøre vrøvl, så det kunne vi godt se, vi kunne få en del problemer med.
Vi så os så om efter et hus, og i 1944 købte vi så vort dejlige hus, og jeg nåede lige at bo der i 50 år.
Det lå i Skovvænget 7, det ligger ud af Svingelsvej og man drejer til højre forbi kirkegården, så til venstre af Rosenvænget hvor der var en sti ad parkvænget til Skovvænget.
Huset var et velbygget hus fra 1937, det var bygget af noget godt materiale. Det var et udmærket hus, men det var i 2 etager, og der var 6 trin op, når man kom udefra. Der var en stenmur på hver sin side af trappen, og den første førerhund vi havde, kunne godt lide at få derud på muren og lægge sig, for der kunne den se ud over det hele.
Vores tilværelse skilte sig ikke meget ud fra andres, vi havde vore to døtre, og efter Elins død fik vi en søn.
Vi havde også en have, som vi skulle passe. Den fik vi indrettet, så der var mindst mulig pasning, men alligevel skulle den være et fristed for børnene, hvor de kunne lege, og vi fik sat en gynge og en trapez op. Vi havde 2 store træer og en del græs, det blev aldrig en prydhave men den var da meget pæn, og vi havde en mand til at komme og slå græsset og tage ukrudt op.
Vi fik også bygget en dejlig terrasse. Vort hus lå 6 trin op, og deroppe var der en åben terrasse, da vi købte det, og den fik vi lavet med tag over og vinduer i siden, som kunne lukkes op, så der kunne blive luftet igennem, og så var den altid åben fortil, og der sad vi meget,
Nogle år senere fik vi lavet badeværelse nede i kælderen, hvor jeg samtidig havde vaskekælder og fryser, og da vi fik centralvarme stod fyret også dernede, så der var dejligt tørt. Toilettet var i stueetagen, det var lidt besværligt til sidst, da soveværelset lå på første sal.
Arnold arbejdede så som organist, og jeg var hjemmegående med vore børn. I starten havde Arnold en del elever, men så startede Nakskov kommune en musikskole, skoleinspektøren var Cornelitse, som var neger. I starten var der kun violinundervisning af Cornelitse, men senere kom der klaverundervisning, og der blev min mand også knyttet til, og det gjorde så, at der blev så mange, så jeg også måtte overtage nogle af dem. Jeg kunne godt have et par elever hjemme, medens han var nede på musikskolen. Der var en overgang, hvor vi havde op til 30 elever.
Det gik desværre en del ud over børnene..Især i eftermiddagstimerne, hvor vi underviste begge to, forsømte vi dem. Når de kom hjem fra skole, vidste de, at vi var der, men de vidste også, at de skulle være stille, når vi havde elever. Det var mest børn, der kom og spillede om dagen, hvis det var voksne, var det gerne om aftenen. Da vores børn voksede til, og de blev jævnaldrende med eleverne, kunne der godt blive en værre palaver nede i gangen. Sommetider sloges de, og der var en snakken. Vi havde et dejligt musikværelse på første sal med klaver, og harmonium og stor gammeldags skrivebord, og store bogreoler, så musikeleverne behøvede ikke at komme ind i stuerne.
Udover musikelever, havde jeg også nogle voksne blinde, som skulle undervises i punktskrift, og der var også elever, som skulle lære punktnoder. Det var ikke altid de kunne komme til mig, så jeg måtte tage ud til dem.
I 1948 startede min mand et blandet sangkor, der var en som spurgte, om han ikke kunne starte et herrekor, men det sagde han nej til. Han ville gerne starte et blandet kor, og det dirigerede han selv i nogle og tyve år, så var der en fra koret Knud Hansen, som førte det videre, og det nåede at holde 40 års jubilæum, hvor vi også deltog.
Havde du tid til at dyrke andre interesser end børn, hjem og musikundervisning?
Nej, du ved lige som jeg, når man som blind skal lave noget, tager det altid længere tid, der kan jo gå megen tid, når man skal lede efter noget, som, som reglen ligger lige for næsen af en, og man skal også koncentrere sig mere om, hvad man gør og hvor man lægger de forskellige ting.
Vi fik ligesom andre mennesker en omgangskreds, som vi også sommetider spiste middag sammen med. Det ene ægtepar lærte vi allerede at kende, da vi flyttede i lejlighed. De kom fra Roskilde, hvor manden var landmåler hos en landinspektør, de havde en søn, som var på alder med vores Elin, og de begyndte at lege sammen, og så begyndte vi mødre også at snakke sammen. Det var under krigen, hvor der var en masse spærretider, hvor man ikke måtte gå nogen steder, så begyndte vi at komme sammen og drikke en kop erstatningskaffe, og igennem dem traf vi et andet ægtepar, hvor manden var assurandør og havde kontor ude på Rødbyvej, de to familier kom vi meget sammen med. Vi lærte så igennem dem at kende et andet ægtepar, hvor manden var ansat i sparekassen. Vi var 4 par, som kom en del sammen. Det kan være vanskeligt som blind at finde en omgangskreds. For nogen spiller det ingen rolle at være sammen med en blind, men andre kan slet ikke, de kunne ikke se bort fra det, det er ikke til at holde ud, at de hele tiden tænker på, at vi ikke kan se. Jeg siger altid til folk som udbryder, undskyld jeg glemte du ikke kan se, så siger jeg, åh hvor er det godt, jeg skal nok selv sige til, hvis jeg behøver hjælp.
Vi fik som sagt nogle ret gode venner, og senere hen blev vi venner med et ægtepar hvor manden var politimand, han hed Brant Jørgensen, og hans kone kommer jeg stadig sammen med. Vi kom også sammen med en maskinmester Petersen fra elektricitetsværket, og fru Petersens søster Emmy Bonde som ret tidligt blev enke har passet en gammeldags telefoncentral, og hende kommer jeg også stadig sammen med. Hun er også blevet meget dårligt seende, og hun søger også om at komme ind her på Solgaven. Hun har snakket med forstander Ingrid Fugl, som lovede hende plads, og hun sagde også, hvor var Ingrid Fugl dog et dejligt menneske at snakke med, og det gav jeg hende selvfølgelig ret i.
Mit syn forsvandt hel, da jeg fik børn, og jeg har faktisk hele tiden haft et menneske, som kom et par gange om ugen og hjalp med rengøringen for der er altid nogen ting, man ikke kan se, og en af de damer, som kommer og besøger mig her på hjemmet, er en som har hjulpet mig gennem 22 år, du kan godt tænke dig, det bliver noget andet en hushjælp.
Havde du noget med blindesamfundet at gøre?
Ja, det havde jeg jo en del. Det startede i 1937, hvor jeg ved et kredsmøde lod mig vælge til suppleant til bestyrelsen, det kunne jeg vel nok klare, det er vel ikke så farligt, men domorganist Ringberg i Maribo var kasserer, og der var et eller andet som han var blevet vred over, så han ville ikke være med længere, så blev en anden i bestyrelsen kasserer, og jeg måtte så ind. Dengang hed det 3. kreds, som dækkede Lolland Falster. Senere skete det, at Organist Marius Hansen, som var tidligere organist i Nakskov blev formand, og så blev jeg næstformand, og den nye kasserer hed Liljedal. Da Marius Hansen døde i 1939 om efteråret, så blev jeg formand, og var det et par år, det var medens vi boede i Slimminge, og krigen kom, med alle de vanskeligheder med transport, man kunne ingen steder komme, der var ingen ordentlige forbindelser, og det kunne jeg ikke klare, jeg havde jo et barn, da jeg blev formand og hurtigt efter fik jeg et til, så det var alt for svært. Der var så kommet et nyt bestyrelsesmedlem, som hed Peter Olesen Jensen, “Peter Ole”, som vi kender ham under, og han blev så formand. I 1945 ville kasserer Liljedal ikke mere, så min mand blev valgt til kasserer, og det var han til 1969, hvor Poul Beck afløste ham.
Jeg blev formand igen sidst i tresserne, hvor Peter Ole tog en pause, men jeg stoppede helt i 1970.
Vi havde dengang inde i København en forening, som var startet i 1891 det var en forening af blinde og seende, den kom til at hedde noget lignende som Danmarks blindes Læseforening, de begyndte at udgive et lille blad på punktskrift, som hed Budstikke, og det blev en temmelig velhavende forening. Der var så en bestyrelse for den, og der skulle være valg, så kom de fra hovedforeningen og spurgte mig, om jeg ikke ville lade mig opstille, Glygård var med til at presse mig. I 1958 fik vi den sammenlagt med Dansk Blindesamfund, og alle midlerne blev overført til legatfonden.
Efter at Danmarks Blinde var ophørt, og legaterne var overgivet til Dansk Blindesamfund, blev Blindenævnet oprettet.
Blindenævnet bestod af Særforsorgsdirektør Leuning og, som var leder. Så var der administrationschefen for de to blindeinstitutter Bøgh Christensen, og fra Dansk Blindesamfund H.C.Seierup, Carl Bjarnhof, Einer Wulf og Kirsten Andersen. Yderligere var der Forstanderne fra Blindeskolerne, forældrerepræsentanter, og Jørgen Plenge fra Statens Bibliotek for Blinde, restformand Hartmann fra Invalideretten plus embedsmænd, vi var i alt 14 medlemmer i Blindenævnet.
Blindenævnet var nedsat af Social ministeriet, men det var kun rådgivende, og det skulle tage nye initiativer. Det startede i 1956 og selv om vi ikke skulle være besluttende, havde vi alligevel fået en stor opgave, og det var at give dispensation for blinde børn, som ikke ville gå på blindeskolerne, men som ville gå i almindelige folkeskoler. Det var også i denne periode, hvor man besluttede at bygge det nye Blindeinstitut på Rymarksvej.
Nu kommer jeg i tanker om, at i 1938 startede vi noget som hed Blindes erhverv, og vi ville på en eller anden måde finde ud af, at bevise, at blinde kunne komme ud i erhverv, de behøvede ikke at hænge i de såkaldte blinde erhverv, man kunne godt lave noget andet. Vi fik så fat på nogle seende mennesker, som havde forstand på disse ting, vi fik fat på en værkfører og så kom der en ingeniør fra Siemens fabrikker, som var rådgivende. Af blinde var det var formand Ernst Jørgensen og Henry Rasmussen som havde været håndværker, så var der Andresen og mig. Vi fik startet et værksted, hvor man kunne lave låse, og det var lige på den tid, hvor man ikke kunne indføre låse på grund af krigen. Vi havde hidtil indført låse fra Belgien, som hed Difa, og så kaldte vi vores for Blifa, og vi blev så eksdimeret, vi solgte masser, og vi havde sådan håbet, at vi kunne føre det videre, men det var vi alligevel ikke stærke nok til. Da udlandet igen kunne sætte ind, så måtte vi altså opgive det, og så blev det lavet om til beskyttet værksted.
H.C. Seierup var i opposition, da han var ung, han ville gerne vælte Ernst Jørgensen, det havde været meget synd, for Ernst var en rigtig dygtig mand.
Du skal have en lille historie. Vi skulle have kredsmøde i 1940, og så skrev Seierup ned til mig, at han og en til ville komme til vort kredsmøde, for de ville vælte Ernst Jørgensen, men jeg skrev tilbage, at det skulle de ikke bryde sig om, de var ikke velkommen. Så senere sagde Sejerup, for vi blev meget fine venner, “Vi kom ikke derned, for Kirsten sagde fandeme nej”.
Men så gjorde Ernst Jørgensen noget klogt, du ved, at hvis man har en modstander, og man så kan trække ham ind i arbejdet, så lukker man jo munden på ham, så Ernst Jørgensen gjorde H.C.Seierup til Dansk Blindesamfunds hovedkasserer, og han blev i høj grad vores mand.
Hvor længe var du med i Dansk Blindesamfunds arbejde?
Jeg kan huske, at da jeg holdt op, havde jeg været med i 33 år. Foreningen havde været styret af repræsentanter fra kredsene. Store kredse havde et par repræsentanter, København havde 3 og små kredse havde kun 1 repræsentant. De mødtes en eller to gange om året til repræsentantskabsmøde, og de skulle drøfte foreningens arbejde, og beslutte hvilke initiativer, der skulle tages.
Den 1. april 1968 blev det lavet om til et forretningsudvalg med en hovedbestyrelse. Da jeg på det tidspunkt også var formand i Lolland Falsterkredsen, så kom jeg med i hovedbestyrelsen. Jeg var i hovedbestyrelsen et par år. Da vi så nåede op til 1970, og jeg selv ikke ville al det vrøvl mere, så holdt jeg op.
Hovedbestyrelsen var nu foreningens højeste myndighed, og der blev lavet flere kredse, så vores kreds blev nu 9. kreds, og senere er det blevet til 12. kreds. På den tid var Blindekonsulenterne også startet, og i 1968 blev omsorgskonsulentordningen oprettet.
Arnold stoppede også ved den tid med sit kassererjob i 9. kreds, og han blev efterfulgt af kasserer Beck, hvis kone led meget af gigt og sad i kørestol. Hun var vældig sød, men det var en svær sygdom, og hun er også død nu. Beck er kommet her på hjemmet, og i starten kom han og snakkede med mig, men han er nu meget dement, så jeg kan ikke komme i forbindelse med ham.
I 1946 døde vores ældste datter i januar måned, og så fik vi en lille søn inden jul. Vores datter har ikke helt uret når hun siger, at hvis Elin ikke var død, havde jeg aldrig fået min lillebror.
Hun kom til at holde forfærdelig meget af sin lillebror.
Poul Wagner, som han kom til at hedde, bor i Nykøbing Falster og er ansat i arbejdstilsynet under Amtet. Vores datter er sygeplejerske og bor i Solrød. Hun hedder Birgit Jacobik, og hendes mands familie stammer fra Polen. De kom herop før første Verdenskrig, hvor der kom en del Polske arbejdere til Lolland, og arbejdede med sukkerroer. Jan, som Birgits mand hedder, var gode venner med Poul, og kom meget i vort hjem som ung, Pludselig en dag i 1967 kom Birgit og sagde, at hun havde forlovet sig med Jan. På dette tidspunkt var hun færdig som elev, og var ansat på Glostrup sygehus. De blev så gift i 1969. Først boede de i København, til Jan var færdig udlært som maskinmester. Jan kom in i et vandværksfirma, og det endte med, at han blev bestyrer for alt hvad der hedder vand i Køge. Poul, som også var udlært som maskinmester, blev ansat i arbejdstilsynet i Nykøbing Falster.
Birgit og Jan har to børn, Kristina og Anders, og Poul har 3 børn, Josefine, som bor i London, en søn som hedder Jacob og Louise på 17 år. Så jeg har 5 dejlige børnebørn.
Arnold gik af som organist på grund af alder lige før han fyldte 70 år, hvor Henning Riiser overtog hans stilling.
I fyrrerne begyndte lægevidenskaben at transplantere hornhinder, og Arnold kom i forbindelse med professor Ehlers, som syntes, at han skulle prøve en hornhindetransplantation. Det ene øje var så ødelagt, at der ikke var noget at gøre, men det andet mente han godt, at det kunne transplanteres en ny hornhinde, og det fik han så gjort i 1947. Det lykkedes noget så fint, han kunne se så godt, at han kunne få kørekort, hvis han ville, men det holdt desværre kun i 3 måneder, så kunne han ikke se mere. Det var fordi, de endnu ikke havde lært at holde hornhinden levende, så den blev afstødt. Det var en frygtelig stor skuffelse.
Lige i starten kunne jeg ikke lide, at han pludselig kunne se, for han havde jo ikke set mig før, og hvad nu? Og det generede mig indtil det gik op for mig, at det ikke gjorde nogen forskel i vores forhold, Han fik også set Poul og Birgit.
En dag sagde øjenlæge Vesterlund her i Nykøbing, at nu var han ved at komme så vidt, at han godt kunne hjælpe Arnold. Man ved godt nu, hvad man skal gøre, for at få hornhinden til at leve. Så prøvede Arnold igen, og fik også et vældigt godt syn, set fra min side, men det blev altså ikke til kørekort. Han kom til at se så godt, at han cyklede rundt nede i Nakskov. Det holdt i ca. 14 år, men så kom der så mange komplikationer, at synet forsvandt igen.
Vi nød rigtig at Arnold kunne se, og vi tog ud at rejse, det var nogle skønne år. For det første var vi forskellige steder i Danmark, vi boede ovre ved Silkeborg, oppe ved Esrum sø, og så var vi en tur i Østrig med Dansk Blindesamfund, og vi var en tur i Italien med en familie, hvor manden var orgelbygger.
Vi havde lært orgelbygger Due at kende, de boede lige udenfor Nakskov i Græshave. Han var uddannet orgelbygger i et stor orgelbyggerfirma Robenius, og han havde rejst meget i Frankrig og i Sverige. Han kom fra en gård, og da hans far døde, og der ikke var nogen til at føre gården videre, opgav han sit orgelbyggeri og passede gården. Han fortsatte med at holde orgler ved lige i området hvor han boede.
Dem lærte vi så at kende, og vi rejste sammen med dem til Italien, og det var nogle rigtig dejlige venner. Nu kan han ikke høre mere, men jeg har dog forbindelse med dem. De bor jo helt i Nakskov, og sidst jeg så dem, var for 2 år siden, da de havde diamantbryllup, da var jeg derovre til fest.
I den periode, hvor Arnold kunne se, fik han overtalt menighedsrådet til at se efter et nyt og bedre orgel. Han rejste sammen med menighedsrådet rundt og så på orgler, og i 1968 fik vi så et nyt orgel. Det var et virkelig fint orgel, og når Henning Riiser var nede at besøge os, skulle han altid i kirken og prøve orglet, og han sagde, at når Arnold søger sin afsked, måtte vi endelig sige det til ham. Han var organist inde i Hellerup, men han ville så gerne ned og spille på det nye orgel. Det er det samme med den organist som kom efter Henning Riiser, han kom af samme grund.
Orglet blev indviet i juni 1968, og Arnold fratrådte til december 1975, og i de 7 år havde vi mange koncerter, og mange organister kunne lide at komme og spille, og der har været organister fra Frankrig, og Tyskland og endog Amerikanske organister. Det var meget spændende år.
Da Arnold holdt op med at arbejde, havde han også mistet sit syn, men jeg er lige ved at sige, jeg syntes næsten, at det blev den bedste tid af mit liv. Vi kunne ikke rejse længere, men vi fik en god tilværelse i mange år, så fik Arnold desværre en cancer i tarmen, og han blev opereret, og fik ført tarmen ud gennem siden, men selv med det levede han ganske godt i nogle år. Han var så dygtig til selv at skifte disse poser, så det gik i grunden udemærket indtil 1993.
Vi havde imidlertid fået førerhunde. Jeg fik den første i 1957, for på det tidspunkt var jeg begyndt at blive lidt usikker, nå jeg skulle færdes. Jeg havde hidtil fulgtes med mine børn, men de var der jo ikke altid, så derfor søgte jeg førerhund. førerhundekonsulent Krogsgård sagde også, at hvis jeg fik en førerhund, så var jeg ude over alle de problemer.
Jeg fik en dejlig labrador, som ikke var kastreret, men det gav kun problemer sommetider, jeg er ved at sige, at det er den dygtigste førerhund jeg har haft. Han var så fantastisk til at se sig til rette med mange ting, og tage en beslutning om et eller andet problem. Jeg kan huske en gang på Svingelsvej, hvor der var megen trafik, og jeg stod med Bulli, som min hund hed, og jeg skulle over på den anden side, så var der en buschauffør, som havde set mig, han fortalte Arnold: “Jeg vil sige dig, din kone og førerhunden, det var imponerende, der var sørme ingen tid, hvor man kunne komme over vejen, men der var lige et hul, hvis jeg havde stået der, så var jeg også gået over på dette tidspunkt.” Der viste Bulli mig så lige, at nu kan vi godt gå. Tænk, jeg havde sådan en tillid til ham. Han var så dejlig, han var ikke mere end halvandet år, da jeg fik ham, og jeg havde ham fra 1957 sidst på året til først på året 1969, så jeg havde ham længe. Men han ville aldrig gå med bøjle, jeg gik altid med ham i snoren. Han havde ikke bøjle på, for hvis han fik det, så trak han, så jeg ikke kunne følge med. Mine børn sagde, det er noget så dejligt, for du ser ud som enhver anden, der kommer gående med sin hund.
Bulli kunne godt lide at snuse langs hækkene, men hvis der så stod en trillebør, så gik han tæt hen til mig, og skubbede mig uden om. Ja, han var fantastisk, og han havde bare lært hos en politibetjent inde i København, der i øvrigt også hed Mikkelsen.
Efter Bulli fik jeg en meget smuk tysk Schæferhund, som hed Ola, Krogsgård sagde, du kan ganske roligt sige til dig selv, når i går nede i byen, at jeg går med Nakskovs smukkeste Schæferhund. Hun var bestemt også en dygtig hund, men hun havde haft syge mandler, så hun var opereret, og til at begynde med turde hun kun spise mad i meget små bidder. Det var fordi hun havde været så syg i halsen, de sagde, at hun havde været så syg, så hun en overgang kun måtte få vand. Hun blev også senere syg og blev opereret, og jeg havde hende da i 9 år, og hun ville godt gå med bøjlen. Jeg kan huske, at da jeg fik bøjle på hende, så sagde jeg, at jeg kunne godt mærke, at det var en lettelse, frem for at gå med hende i snoren. Hun blev syg, og vi måtte lade hende aflive i 1978. Så fik vi en tysk Schæfer til, der hed Dunja, og det var en meget stor type Schæferhund, men den var meget rolig, hun kunne tage en hånd helt ind i munden og slikke den, som om hun sagde, at jeg kan godt lide dig, hende har jeg savnet meget.
Da jeg havde Ola, forsvandt Arnolds syn, og jeg sagde til ham, at han skulle prøve at gå en tur med Ola, men det troede han ikke at det kunne lade sig gøre, men det gjorde han så alligevel. Han sagde selv, jeg tror, at lige til at begynde med, at hun kiggede op på mig, som om hun ville sige, det her skal du da ikke, men det accepterede hun meget hurtigt. Med den næste førerhund var det ikke noget problem, for den lærte jo lige med det samme, at han ikke kunne se.
Den sidste hund vi fik hed Kassan, vi blev trænet til at gå med os begge to.
Vi fik faktisk pensionistårene til at gå godt, også sammen med vore hunde. I 1986 havde vi guldbryllup, det var den bedste fest vi har haft. Der blev taget et billede af os, vore børn og børnebørn og hunden, og vi havde en æresport så flot, jeg kan ganske roligt sige det, for der var et par stykker i Nakskov der havde sagt til nogle andre, kør lige op og se æresporten hos Organisten, den er så flot. Det var børnene, som havde lavet den.
Vi nåede frem til 1994, så blev Arnold pludselig meget syg, og kom på Nykøbing sygehus, der var så ikke mere at stille op, så han kom hjem, og fik en EL‑seng og døde så 3 måneder senere,
så kom jeg på Solgaven her i Næstved i oktober måned. Vi havde begge 2 søgt om at komme herop, fordi Arnold ikke var rask og jeg havde efterhånden så svært ved at komme op og ned af trapperne, jeg havde fået slidgigt, og mine knogler var også begyndt at falde lidt sammen, så inden vi nåede at få plads, så døde Arnold.
Var det svært at flytte fra huset til Solgaven?
Jeg har egentlig ikke været særlig trist over flytningen og min tilværelse, og når jeg nu tænker tilbage på mit lange ægteskab og på vores alderdom, så er det alle de gode ting og alle de gode minder som jeg tænker på, efterhånden som der er mange ting man ikke kan, så kan man da altid prøve, jeg ved godt, at her kan jeg sige, at de skal komme og klæde mig af og på, men det gør jeg ikke, selv om jeg har svært ved det. Jeg kan jo ikke så godt stå, jeg er faldet nogle gange, men der er heldigvis ikke brækket noget.
Jeg tog ikke min førerhund med, og Jeg har også savnet ham, men han har det godt, og jeg har ikke set ham. En dag var han inde i huset sammen med fru Olsen, som har hjulpet mig, og hun fortalte, at så snart han var kommet ind ad døren, så sprang han hen til den sofa, som jeg plejede at sidde i, og da jeg ikke var der, så gik han lige så stille hen og lagde sig der, hvor han plejede at ligge, og der har han nok tænkt, hvor var jeg henne, så jeg syntes, det er lige så godt, vi ikke ses.
Så kom jeg på Solgaven i november 1994, og fik dette dejlige værelse, hvor jeg må indrømme, at det er en dejligt stor stue, og et dejligt badeværelse, men jeg syntes jo nok at der burde nok lige have været 2 rum, det ville man nok have bygget i dag, men det er 22 år gammelt, og det er jo fint indrettet. Her er jo så dejligt, og jeg går også med min rollator her på gangene, jeg har jo lært at finde rundt her, jeg kan gå op i terapien, og jeg kan gå op i kiosken, og spisestuen, og i pejsestuen og vinterhaven, og det hele er så dejligt indrettet, her er ingen trapper, ingen dørtrin, og der må ikke stå noget ude i siderne, alt bliver stillet midt på gangen, så vi kan gå langs væggene og håndtagene.
Kathe, som lige ringede, er en dame som jeg kender fra Nakskov. Hun har gået til musikundervisning hos mig, og hun er på alder med min datter. Hun er nu flyttet til Næstved, og hun ringede og spurgte, om jeg ville med til julekoncert i Sct. Peders kirke på søndag, hvor der skal opføres Backs jule ovatorium, hun har undersøgt om jeg kunne komme derned i kørestol, og det kan godt lade sig gøre, så kommer hun kl. 2 med en julekage, og så skal vi have kaffe inden vi tager af sted. Hun har som sagt spillet klaver hos mig, og den gang knyttede vi et godt venskab, fordi hun havde lidt forskellige bekymringer, og dem kom hun med, og drøftet dem med mig, det er som om jeg har fået en datter til.
Hvordan går din hverdag her på Solgaven?
Jeg har en væv i terapien, hvor jeg om formiddagen væver viskestykker, men da jeg var ganske ung, da begyndte jeg så småt at væve, og jeg syntes allerede dengang, det var et morsomt arbejde, men jeg kunne godt se det havde ingen fremtid. Nu har jeg en væv, som jeg skal betjene med hænderne, mine ben kan ikke holde til at træde, og den er heller ikke nær så stor, og så har jeg fundet ud af, hvis den bliver lavet til som på en stor væv, hvor der skal være mønster, så kan jeg altså godt væve mønster. Det er mest for min egen fornøjelses skyld, for om viskestykker har mønster eller ej, det kan være forholdsvis ligegyldigt.
Personalet kommer gerne ind ved 8 tiden med min mad, på det tidspunkt vil jeg meget gerne høre klassisk morgenmusik, og jeg hører til dem som helst skal have en kop kaffe, nå jeg begynder på min dag. Bagefter hører jeg morgenandagten, og så følger jeg gerne programmet indtil kl. 9. I øjeblikket handler det om Det Kongelige Teaters historie, det har jo 260 års jubilæum i denne tid. I morgen aften er der stor festkoncert inde i radiohuset, Det Kongelige Kapel kommer og spiller.
Det Kongelige Kapel fejrer 550 års jubilæum i år, det vil sige, du skal tilbage til 1448 det er før barokmusikken, det er ren middelaldermusik, der har været spillet dengang. Det er ganske vist heller ikke begyndt som det Kongelige Kapel, men det begyndte som et musikkorps, og så er det endt med at blive det Kongelige Kapel. Det er det ældste orkester i Verden, der har fungeret uafbrudt op gennem hele tiden. Der skal som sagt være stor jubilæumskoncert i morgen aften, og det bliver transmitteret i program 2.
Om formiddagen går jeg i terapien og væver, og så går jeg hjem kl. 12 og spiser, derefter tager jeg mig en middagslur. Ved 2 tiden får vi kaffe, så er der lidt forskellige aktiviteter. Mandag er der altid oplæsning, der kommer jeg ikke, men jeg ved de har læst om dronningen, om tirsdagen kommer præsten en gang om måneden, en tirsdag har vi fællesmøde, altså beboermøde, hvor vi kan snakke lidt om hvad der sker her. På de andre tirsdage er der noget quiz eller lignende, og om onsdagen er der 2 gange om måneden banko, det deltager jeg aldrig i, det interesserer mig ikke. Torsdag er det gerne noget med musik, det må jeg med skam melde, det deltager jeg heller ikke i, så vil jeg hellere lege med min egen musik. Om fredagen er her næsten altid fra september til juni foredrag, og det går jeg faktisk altid til.
Jeg kan godt lide at strikke, så jeg sidder og strikker sokker for tiden. Der er flere, som godt kan lide at gå med hjemmestrikkede sokker, og så hører jeg samtidig nogle af mine mange Cd‑plader, jeg har CD i min radio ved min seng, og ligesådan her ved min stol, og i aftes havde jeg taget en Cd med Schumans klaverkvintet, efter min mening et pragtfuldt stykke musik, og den ligger på min CD-afspiller ved min seng. Lå i morges, da der var klassisk morgenmusik, så spillede de den samme, medens den lå ovenpå Cd’en, det kunne jeg ikke lade være med at grine af.
Jeg spiser kun i spisesalen når der er fest. Jeg kan bedst lide at spise her på værelset, og jeg må selv vælge, hvor jeg vil spise. Sommetider tænker jeg, det er egentlig tosset, at de skal gå og bære mad ind til mig. Jeg kan jo sagtens gå op i spisesalen med min rollator. Men jeg sætter stor pris på samtidig at høre rådhusklokkerne i radioen, så jeg kan høre om mit ur går rigtigt, og jeg skal høre radioavisen.
Jeg kan også forstå, at somme tider har de lidt knurren på snoren oppe i spisesalen, for det er min plads, og det er ikke min plads, og så siger jeg, det gider jeg da ikke.
Den anden onsdag i hver måned har vi hyggeaften, og der går de fleste i spisestuen. Der får vi sommetider en lille sild, og andre gange en varm anretning, det er altid noget forskelligt, som vi sidder og hygger os med. I denne måned havde vi Mortens aften, og det var omtrent lige på dette tidspunkt, så springer vi det over, og i næste måned skal der være en stor julefrokost i tiden før jul, men når vi kommer over jul, så er der nogle måneder hvor der ikke sker så meget, så har vi vore hyggeonsdage igen.
Jeg er med i beboerrådet, og netop fordi jeg er formand for rådet, så er jeg også med i husets bestyrelse. Det er derfor, jeg fik sendt dette referat, som ligger her på bordet, fra Susanne Tarp som er med fra forretningsudvalget. Hun er en vældig sød pige, og Lone Gudmanson fra 11 kreds, som ligeledes er rar er også med. Det medførte, at jeg her i forsommeren var med på Fuglsangscentret, som repræsentant for en af de 6 beboerråd fra Blindesamfundets 6 plejehjem, og de mødes i Fredericia hvert år.
Hvordan kom du så derover?
Det var ganske nemt, Arthur, som er vores chauffør, kørte mig til Ringsted. Jeg var i kørestol, og der blev sendt bud til de forskellige stationer hvor jeg skulle skifte. Man bliver hejset op i toget af personalet, og det var jeg ikke spor betænkelig ved, og så havde jeg yderligere en plejeassistent, der hed Kirsten Hulbæk, som skulle sørge for mig, og i Fredericia kom der nogen og kørte os til Fuglsangscentret. Det var dejligt kan du tro, det var sjovt at komme derover igen, for jeg havde været der før. Medens Arnold endnu havde det helt godt, var vi over og holde ferie, sammen med vores søn Poul.
Her på Solgaven er personalet også flinke til at beskrive ting, og sige deres navn, når de kommer ind på værelset.
kl. 17,30 får vi så vores aftensmad, og ved 8 tiden får vi aftenkaffe, jeg kan godt klare selv at gå i seng og tage tøj på. Om sommeren kører vi som reglen på en tur ud i landet, hvis vejret tillader det. Jeg var også med på udflugt hos Birthe Bille, som har været kredsformand i 27 år. og jeg har været sammen med hende flere gange igennem arbejdet under Dansk Blindesamfund.
Jeg kan kun sige, at hvis folk skal på plejehjem, så tror jeg nok de kan stå sig ved at komme her.
Interview med Karen Petersen
Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Interview med Karen Petersen
V/ Birthe Person
Jeg hedder Karen Petersen og er født i Gelsted på Fyn den 7. juli 1932, og er den ældste af en søskendeflok på 5.
Jeg har alle mine søskende endnu, men mine forældre ligger begge begravede i Fredericia.
Det viste sig ret hurtigt, at jeg var født med en grå stær, fordi min mor havde ”røde hunde” da hun ventede mig.
Min far og mor var fodermestre på en stor gård, men da jeg var 10 måneder gammel flyttede vi til Fredericia. Men inden for de 10 måneder opdagede man, at jeg havde dårlige øjne. På det tidspunkt kendte man ikke til konsekvenserne ved røde hunde og svangerskab.
Jeg blev som helt lille, kun 7-8 måneder gammel indlagt i Odense og på en uge opereret 3 gange. Det ville man slet ikke gøre i dag og resultatet blev heller ikke så godt.
Vi flyttede så til Fredericia, hvor jeg kom til øjenlæge i Kolding, hvor jeg også blev opereret nogle gange for efterstær.
Da jeg skulle begynde at gå i skole, blev jeg meldt ind med den bemærkning at jeg så dårligt og skulle sidde forrest på bænkene i skolen. – Det hjalp ikke så meget for lyset skinnede ind på tavlen, så det var lige meget hvor jeg sad. Men det gik så i en-to-tre år eller lignende.
Det var under anden verdenskrig, og tyskerne tog alt hvad der var af skoler i Fredericia, så vi måtte gå i skole der hvor folk havde en stor stue. Så kan jeg huske en morgen jeg kom i skole, da var vi kommet op i et baglokale inde i en baggård hos en skomager. Jeg kom ind i klassen, og så sagde skolelæreren: ”Karen! Du kan godt gå hjem, der er ikke plads til dig.”
Det var lige som det der slog hovedet på sømmet, så mine forældre syntes, at når jeg blev konfirmeret, skulle jeg et sted hen hvor jeg kunne få min uddannelse. Vi rejste så til øjenlægen i Kolding igen. Det var ca. i 1943/44, og han sagde: ” at hvis de endelig ville af med mig, så kunne han godt skrive mig op til Blindeinstituttet, men jeg så nok for godt, så der ville de nok ikke have mig.” Det var jo ikke en besked at give en mor og far, men vi skrev så derover.
I mellemtiden, i 1945, var jeg blevet blind på det ene øje på grund af hornhindebetændelse, som ikke blev behandlet. Det var ved krigens afslutning, og netop i Kolding området blev en del læger skudt, og det gjorde at min øjenlæge ikke turde indlægge mig af skræk for alt det der.
Det endte så med at jeg kom på Refsnæsskolen som 13 årig, og de sagde til min mor, hvorfor jeg ikke var kommet noget før, og det måtte vi så forklare.
Det var for så vidt rart at komme i skole igen og komme i gang igen, og føle man var til noget, og at man ikke bare skulle sidde hen..
Jeg gik så i skole i 2 ½ år, hvor jeg så blev konfirmeret hjemme i Fredericia sammen med min søster. Efter konfirmationen kom jeg på Blindeinstituttet på Kastelsvej.
Der gik jeg i første og anden fortsættelse, og begyndte så i vævestuen.
Det interesserede mig ikke rigtig at komme på vævestuen, men det blev man ikke spurgt om den gang. Jeg ville så gerne have været bogbinder, men det kunne ikke lade sig gøre, for det blev man ikke spurgt om.
Jeg kunne bare gå ned i vævestuen, og noget der sådan er tvangsindlagt, det gider man altså ikke når man er 16 – 17 år, i hvert fald ikke! – Men jeg blev sådan set meget glad for det.
En dag fik jeg så et brev i hånden af en af mine kammerater. Det viste sig at være et frierbrev fra Børge.
Han var 4 år ældre end jeg. Jeg tænkte: Nej, han er da for gammel – det var ikke noget. Men hver gang jeg kom ud i hovedporten, hvem stod så derude – det gjorde Børge.
Jeg kunne ikke sige at jeg ikke kunne lide ham, for det kunne jeg ikke sige så meget om på dette tidspunkt. Men det endte så med at vi lærte hinanden at kende.
Dengang kunne vi se lidt begge to, og på Instituttet var der den regel at man ikke måtte holde hinanden i hånden, når der var to der kunne se lidt. Men hvis man gik sammen med en helt blind, så måtte man gerne. Der var en pigehave og en drengehave, og hvis en af dem som havde inspektion så, at vi gik med den anden i hånden, så kom pigen over i nonnehaven, som det hed, og der kunne vi gå omme et par dage til bedre tider.
Børge var blevet ekstern elev på dette tidspunkt, og havde et værelse ude i byen. Jeg måtte ikke komme ud og besøge ham – bestemt ikke.
Men så var der en ordning med, at hvis vi helt unge havde noget familie inde i byen, og hvis vi fik brev hjemme fra vores mor og far, at dem måtte vi gerne besøge, så måtte vi gerne.
Min mor havde en kusine og hendes mand inde i byen. Så jeg spurgte, om jeg måtte besøge Tove og dem, det måtte jeg så gerne.
Så gik jeg bare op til Børge i stedet for, og det blev aldrig nogensinde opdaget. Sådan var der nogle ting dengang. Vi syntes jo det var spændende sådan noget, og det blev i hvert fald spændende.
Så jeg lærte Børge at kende, og da jeg var 18 år havde jeg ikke lyst til at være på Instituttet mere. Så jeg flyttede på et hjem for arbejdsføre blinde kvinder på Mariendalsvej på Frederiksberg, ”Mariendalshjemmet”.
De måtte man ikke have mandfolk på værelset, før man havde boet der et år og var fyldt 21 år, så jeg tog ud og besøgte Børge på hans værelse. Jeg ville også gerne have haft det sådan, at han kom ud til mig så jeg ikke altid skulle farte ud om aftenen. Jeg havde så en veninde, som boede ved siden af mig. Og der fik jeg Børge til at sige når han ringede på, at han skulle besøge hende der boede ved siden af Karen. Sådan lavede vi mange numre, det blev vi simpelthen nød til. Men ellers vil jeg sige, at jeg faktisk kun har kendt Børge. Men nu var jeg altså også kun 16 år da jeg lærte ham at kende, og nu er jeg 67 år, så vi har kendt hinanden i mange år – over 50 år.
Jeg var så derude og vævede nogle år fra 1950-54 og boede der ca. 4 ½ år.
Vi fik ikke ret meget for det vi vævede, 15 øre pr. meter, og det kunne blive en månedsløn på ca. 10 kr. Det var selvfølgelig nogle flere penge dengang end i dag, men det var alligevel lidt.
Så fik jeg så meget vrøvl med mine arme, så jeg fik seneskedehindebetændelse i begge håndled, og jeg måtte holde op med at væve og var sygemeldt et stykke tid.
Så skulle jeg have noget at lave igen så jeg kom i huset hos en læge inde på Sortedamsdoseringen, og der var jeg i øvrigt glad for at være og jeg var der en del år. Om sommeren var vi i sommerhus nede ved Jersey Strand, hvor jeg var med.
Imidlertid blev jeg så gift, og skulle have Helene. Da jeg skulle til at føde holdt jeg op hos doktoren. Men efter den tid har jeg været der nogle gange, når de ikke havde nogen pige.
I 1952 var vi nede og besøge Børges far og mor som boede her i Præstø. Og så kunne vi godt tænke os at komme lidt rundt og cykle. Børge havde først lært at cykle da han var 20 år, for når man er svagtsynet kan man ikke som barn lære at cykle. Sådan var det også dengang, men han havde lært sig at cykle, og så fandt vi alligevel ud af, at vi godt kunne tænke os at få fat i en tandem, men den gang kunne man ikke få nye tandem, men vi fik fat i en brugt tandem oppe hos cykelmanden herude i Præstø. Han istandsatte den, og vi begyndte at køre på tandem.
I 1953 startede vi her fra Præstø en tidlig morgen kl. 4, og så var vi i Fredericia om aftenen kl. 8 og næste morgen kørte vi videre til Silkeborg. Der boede min mor. Børge havde en synsrest og det havde jeg også. Det er sådan en tur man sådan set næsten kan leve på resten af livet.
Det var en lang tur, og på det tidspunkt havde jeg ikke siddet på en cykel et helt år, og da vi kom til Lillebæltsbroen, så sagde jeg til Børge: ”Vi skal gå over!” og vi stod af. Det fortrød jeg, for jeg var nær aldrig kommet op på cyklen igen, da vi nåede over på den anden side af broen. Jeg havde simpelthen så ondt i min bagdel så jeg ved ikke hvad.
Så om aftenen, da vi var nede hos min søster og svoger hvor vi overnattede, så sagde jeg til Børge, ”at hvis jeg har så ondt i morgen, så kan du cykle til Silkeborg og jeg tager toget!” Men jeg stod altså på cyklen næste morgen og det gik jo også godt. Men det var en dejlig tur.
Vi har selvfølgelig også cyklet meget herhjemme omkring. Ikke så meget efter vi flyttede her til huset hvor vi bor nu, for det var ikke uden et par år efter, så mistede Børge sit syn, og jeg har aldrig set så meget så jeg kunne cykle.
Helene, vor datter, har også altid siddet bag på tandemen. Lige indtil hun var 7 ½ år, med de lange ben strittende ud til begge sider. Men det gik jo, og der var heldigvis ikke så meget trafik dengang. Børge var også opmærksom på hvordan han kørte, han kørte ordentlig. Det har vi også gjort en del ud af. Og vi har cyklet mange ture rundt her i Sydsjælland, når jeg var på ferie de år inden vi flyttede herned.
I 1957 flyttede vi så til Præstø, hvor vi har boet lige siden.
I 1960’erne, da vor daværende kredsformand i Dansk Blindesamfund, K.V. Andersen manglede nogle bestyrelsesmedlemmer i kredsen, blev jeg indvalgt i bestyrelsen.
Karl Vilhelm havde et kurveværksted henne i Sorø, og han kunne ikke rigtig klare at være konsulent og passe sin virksomhed samtidig, så han spurgte mig om jeg ikke havde lyst til at prøve, og det gjorde jeg så.
Jeg startede i 1962 som omsorgskonsulent, dengang hed det blindekonsulent, og det har jeg så arbejdet med i 13- 14 år.
I 1967 blev det ændret til omsorgskonsulent og socialkonsulent, og der skulle jeg have hele Sjælland og Lolland-Falster, og det var for meget for mig, når jeg skulle alene rundt med rutebiler, tog og sådan noget.
På det tidspunkt var vores datter, som er født i 1955, på Refnæsskolen. Hun er også født med dårlige øjne, og hun var på Refsnæs en kort overgang. Når jeg passede det område, så boede jeg på skolen og var der et par dage. Så var jeg hos Helene om aftenen og kunne sove der.
Men da det blev delt op i Socialkonsulent og Omsorgskonsulent, syntes jeg det blev for meget, og jeg holdt op.
Jeg havde været med i bestyrelsen en hel del år, og jeg har været med i repræsentantskabet i Dansk Blindesamfund indtil kredsene blev lavet om.
Efter den tid har jeg også været omsorgskonsulent en del år, hvor jeg dækkede Sorø amt, Slagelse, Ringsted og Præstø amt.
Børge og jeg har været kontaktpersoner på nogle højskoler da det startede, og sidst i 60’erne lavede vi nogle hobbykurser.
Dansk Blindesamfund var begyndt at starte studiekredse og hobbykurser rundt om i kredsene, og der havde jeg et hobbyhold oppe i Næstved.
Vi fik så ordnet med Næstved kommune, at der blev oprettet et dagcenter på Agora som jeg blev leder af, og det havde jeg en del år indtil plejehjemmet Solgaven blev bygget, hvor jeg blev ansat på fuld tid i ergoterapien.
I 1978 fik jeg vrøvl med mine øjne og synet forsvandt, og jeg holdt så op.
Siden 1974 har jeg så undervist på senblindekurser i Hobro og nu i Fredericia, som jeg så stadigvæk har.
Det er enormt spændende og det er jeg meget glad for. Jeg har også undervist beskæftigelsesvejledere og sådan noget – jeg skal af sted nu på fredag igen.
Man giver en masse af sig selv, og det synes jeg er dejligt, at man kan.
Er det ikke hårdt?
Ja, det er det selvfølgelig, men nu er det ikke 3 uger i træk mere. Det har hjulpet at det nu kun er 15 dage.
Har du nogle fritidsinteresser?
Ih ja, jeg har mange. Jeg har for det første en vævestue ovenpå med 4 store væve. En kæmpestor en på en meter og tres med 12 tramper på, som kan væve de store duge, som jeg i øvrigt laver meget af.
Så har jeg en mindre væv som kan væve smalle ting. Den har jeg uldne ting på, og så har jeg en lille væv med glider på, hvor jeg har dækkeservietter og halstørklæder på.
Jeg har også en meget gammel væv. Den er nærmest en museumsgenstand, den er over 100 år gammel. En stor klodset en. Det er en svensk som jeg har købt, jeg kunne ikke nære mig da jeg så den. Der er to tramper, som simpelthen er forbundet helt op, der er hverken det ene eller andet, siddeskammel eller noget som helst på den. Den tåler heller ikke så forfærdeligt meget, der sidder også noget på den. Den er ikke skrøbelig i den forstand, ikke selve rammen og chassiset, men den er over 100 år gammel. Det er meget spændende. Den har jeg så noget håndspundet garn på som jeg selv har lavet.
Jeg væver uldne plaider, halstørklæder, dækkeservietter, mundservietter, viskestykker, håndklæder og store duge med servietter, der passer til. Det er navnlig sådan noget jeg ekselerer i.
Jeg laver selv trendene og Børge og jeg sætter dem selv op, vi laver det hele selv.
Så er der det med at få kammet kammen. Jeg har en automatisk kamnål, men den kan svigte, og det er næsten ikke engang til at se. Jeg er lige ved bedre at kunne mærke det, end kunne se det. Det kan godt snyde mig en gang imellem så at jeg må pille det op igen, hvis jeg opdager en lille fejl. Du kan godt mærke, hvis der er to tråde der er lidt fra hinanden, eller der er to der er lidt tykke, så er der for mange i ridtet.
Jeg sælger alt det jeg væver. Det går fra mund til mund, det er på den måde jeg får det solgt.
Et år vævede jeg for Blindes Arbejde, da de forretninger eksisterede rundt om i landet. Jeg vævede meget dertil i perioder.
Jeg har en masse væveopskrifter på punktskrift, som jeg har haft i mange, mange år. Jeg er lige ved at sige, jeg nok er en af dem der har flest af de gamle væveopskrifter på punktskrift.
Jeg har en gammel vævebog fra 1935 og jeg har en strikkebog fra 1908 på punktskrift, som jeg havde med på blindehistorisk festival i Fredericia, og den skal Blindehistorisk museum have når jeg ikke er mere. Det er en meget gammel en som jeg har arvet. Jeg har også nogle gamle hæfter fra tyverne. Det er alt sammen strikkede lyseduge og flakoner og sådan noget. Det brugte man jo meget en overgang, og det synes jeg også er skægt at sidde og rode med. – Der er bare det med det strikkede, hvis man taber en maske, så er det altså meget svært. Normalt kan jeg fiske en maske op, men i de strikkede flakoner går det ikke.
Jeg elsker også at hækle lyseduge, men der taber du kun én maske og den er nemmere at samle op. Jeg var en stor pige, inden jeg lærte at hækle. For da jeg var barn kunne man kun lære at strikke, når man ikke kunne se. Det var filosofien den gang.
Vi går til korsang. Vi er med i Præstø koret, og det har vi været i 15-16 år efterhånden, og det er vi meget glade for. Vi er 50 stykker i det kor, og vi er med til det alt sammen, også til koncerter.
Vi bruger så vores båndoptager til at optage stemmerne på, når vi indøver noget. Og dem vi kører med, læser vores tekster op for os på båndoptageren, og så skriver vi det ind på computeren, og derfra bliver det skrevet ud på punkt, det fungerer altså godt.
Jeg vil sige, at den dag hvor vi indøver noget nyt, der kan vi selvfølgelig ikke så godt være med, når vi ikke kan læse det efter noderne, men så optager vi det og øver os hjemme. Vi tager en del rundt, og allerede på torsdag skal Børge til Karise og synge i Karise kirke, og det kan jeg desværre ikke komme med til, der har vi så lavet et program.
Søndag den 2. maj skal vi synge i Roskilde Domkirke, og der skal vi synge noget rekviem af Dvorak, som vi har indstuderet.
Vi skal allerede derhen fredag og lørdag og vi er 250 sangere, de fleste fra Sjælland og nogen fra Jylland og så Københavnsområdet som vi skal øve os med. Vi har været i Køge en hel lørdag og en hel søndag og en fredag aften for nogen tid siden, og det er et værk der varer 1½ time at synge.
Så skal vi synge i Præstø kirke den 9. maj, der skal være en forårskoncert. Vi synger for størstedelen store værker, vi synger også nogle danske sange, vi synger en del engelske og amerikanske sange. Så synger vi også Bach og vi har sunget noget jazz. Det er også spændende, det har vi også været glade for.
Jeg er meget glad for det kor, det giver os en masse, selvom vi ikke snakker så meget sammen nogen af os.
Når vi kommer der kl. 19 så går vi i gang med det samme, så holder vi ½ times pause, og når vi er færdige med det, så går vi op og forsætter. Og når vi er færdige ved 22-tiden, så skal vi alle sammen hjem igen.
Men vi har så en gang om året en weekend, hvor vi er sammen en hel weekend, og det får vi ligesom lidt mere ud af socialt set. Og så har vi selvfølgelig også vores afslutning om foråret, og en juleafslutning har vi også. Så vi har rimelig god social kontakt med hinanden på den måde.
Jeg har en førerhund, som er nr. 2, og han er ved at blive 12 år, så det lakker jo også af enden til med ham.
Derudover laver jeg meget håndarbejde. Jeg spinder og laver filtning, sølvarbejde, sprang, knytning og selvfølgelig hækling, strikning og vævningen.
Vi har også været en del ude at rejse. En af de første ture vi var med på, var Båndklubben i Dansk Blindesamfund, og da var vi med i Sverige og se på nogle svenske båndoptagerfabrikker i Motala. Det var meget spændende. Vi havde nogle gode dage, hvor vi så noget virkelig godt, og året efter var vi i Norge og se Tandbergs fabrikker, som fabrikerede de båndoptagere som man i mange år har brugt til lydbøger. Det var også en god tur.
Vi har også været på Færøerne med Dansk Blindesamfund. En meget spændende tur, hvor vi sejlede derop og sejlede hjem igen. Vi var en fyrretyve stykker på det hold, og vi var ude og trave. Vi var i Thorshavn på højskolen, og om formiddagen hørte vi så om Færøerne, om det kulturelle og om livet i det hele taget fra alle sider. Og om eftermiddagen var vi så rundt og opleve på ture i små busser og var ude at gå på fjeldet. Og vi var ude at sejle med den øverste. Han havde en lille båd, som vi sejlede med fra den ene ø til den anden. Og jeg kan godt sige jer, der vippede den, ja mere end vippede. Børge stod ude i stævnen og holdt fast ved en stang, vi andre lå nærmest, medens det væltede ind over os med vand. Det var jo en oplevelse da vi så kom ind på den her ø. Vi havde vores madpakker med, og der sad vi så og spiste. Vi var ikke så glade da vi var derude, og det hele væltede op og ned i den lille båd, men det var alligevel en oplevelse at se tilbage på.
Da vi så kom om bord igen, sejlede vi en anden vej hjem så vi ikke kom ud i Atlanterhavet med de store bølger. Det var en dejlig tur.
Vi var inde og se de lavede en handicapskole i Thorshavn. Vi så et museum de var ved at bygge derinde, og vi var ude at besøge nogle private, og vi så nogle fåreflokke og uld.
Vi har også været på Malta på ferie med båndoptagerklubben. Der var vi rundt på alle øerne. Det var også en vældig oplevelse. Og selv om man ikke kan se, så er det jo en oplevelse, atmosfæren osv.
Så har vi været i Wien. Ja, en gang nede og se på orgler og høre musik. Det var sådan en musikuge også med Dansk Blindesamfund. Vi var på Wiener Sängerknaben, som er et lukket sted. Du kan tro de drenge er disciplinerede! Ikke et øje vipper op fra noderne, du kan tro de gør det ikke. Vi var ude at se på vinmarker, og vi var rundt i kirkerne og høre på
orgler. Og til koncerter om aftenen de forskellige steder dernede. Det var vel nok en dejlig oplevelse.
Vi var med bus dernede, og da havde vi en ledsager med Børge og jeg, for da havde vi efterhånden begge to mistet synet.
Så har vi også været i Østrig på ferietur oppe i bjergene. Vi har været i Holland med båndoptagerklubben nede på Philips og se det dernede, Det sidste vi har været, det var i Letland her i 93 eller 94 og synge med vores sangkor. Der fløj vi over, og var derovre i 5 dage, og det var en kæmpe oplevelse. Inde i Riga sang vi i en stor domkirke, det var spændende.
Vi havde selvfølgelig også nogle koncerter derovre. Det var også derfor vi var derovre. Men der var hundekoldt. Jeg kan huske vi kom ind på et værelse, og Børge ville gå hen og finde en radiator, for at se om der var noget varme på. Der var ikke noget til at lukke op, og radiatoren var iskold og vinduerne var utætte. Det var i Letland ikke, og der var kun et syntetisk tæppe til at lægge over os. Det var alt hvad der var. Ingen varmt vand i vandhanen. Jeg kan godt sige at vi fik vore store trøjer ned om benene.
Da vi stod og sang i kirkerne, især i den ene kirke en søndag formiddag var det koldt. Og de gudstjenester derovre varer meget længe. Vi tog lige vores frakker af når vi skulle stå og synge – de andre kunne ikke se noderne for bare ånde, så koldt var der inde i kirken.
Når vi stod til en koncert, måtte Børge have fire par bukser på, lange bukser, uldne underbukser, underbukser, og hans kordress. Vi var klædt ud, men der var ikke noget at gøre ved det, men det var nogle dejlige dage, og de var søde derovre. De kunne jo ikke gøre for at de ingen varme havde. De mennesker som klarede sig bedst derovre var dem ude på landet, hvor de kunne have brænde og sådan noget. Men det var virkelig en oplevelse.
Så kunne jeg godt tænke mig at fortælle hvad alt det med håndarbejdet har ført til, at jeg var med til at starte en håndarbejdsgruppe. Vi var nogle stykker, der godt kunne tænke os, at prøve bare at hygge os lidt en sammen en gang imellem. Og det gjorde vi så en lørdag formiddag i Roskilde. Det udviklede sig jo så til at jyderne sagde: ”Hvorfor laver I sådan noget? Det gør vi ikke.”
Så sagde vi til dem, at det kunne de jo også gøre. Det er så endt med, vi alligevel har lavet den her faggruppe for håndarbejdslærere, det er smadder spændende.
Vi laver jo mange ting, fagtekniske og tekniske kurser, som man kan komme på, når man gerne vil bruge det til undervisning. Sådanne kurser har jeg også været på. Jeg har været på Husflidskolen i Kerteminde 2 somre i træk. Der meldte jeg mig til spindekursus. Jeg var den eneste blinde der var med derovre. Jeg havde min gamle førerhund med og det fungerede sørme godt. Der var godt nok nogle ting der faldt på jorden for mig det første år. Så tog jeg derover næste år igen, for ligesom at få samlet noget af det op, og så kendte jeg lokaliteterne og jeg skulle ikke bruge en masse tid til at finde rundt på den der store skole. Det er jo en stor skole, og man vil jo gerne selv, hvis man kan.
Det fik jeg enormt meget ud af. Så jeg har også en rok som jeg spinder på, når jeg har tid til det. Jeg har også brugt en del til at væve med.
I dag beskæftiger jeg mig med meget forskelligt. Jeg har gået til noget sølv her, men først efter jeg ellers kun har det på Fuglsangcentret. Jeg har altid haft lidt undervisning herhjemme også, men så blev jeg syg for 4 år siden, og så måtte jeg ligesom finde ud af hvad det var jeg ville, og jeg valgte så Fuglsangcentret. Når jeg er derovre, så har jeg kun det.
Jeg kunne også have valgt at sige all right, jeg vil gerne beholde den lokale undervisning, og det ville jeg såmænd gerne, men der er mange ting forbundet med at have noget undervisning herhjemme. På Fuglsangcentret har jeg kun det at tænke på, herhjemme skal det hele fungere samtidig. Så det valgte jeg fra, og det valg er jeg glad for. Men så har jeg jo sådan lidt mere fri på den måde, og har gået til noget sølvundervisning et par år, og det har jeg været glad for.
Så har vi herude i Præstø i kredsen sådan en lille klub ude på Varmecentralen. En gang om måneden, hvor vi mødes og hygger os, og hvor nogen kommer og underholder lidt.
Vi var nogle stykker der godt kunne tænke sig at have et sted, hvor vi kunne samles og lave lidt og nørkle lidt, uden at nogen skulle lede noget – altså bare give hinanden ideer, snakke og lave noget. Det har vi så også fået op og stå hver anden onsdag herude på biblioteket. Der har vi fået lov til at låne et lokale, og der er vi sådan en seks-syv-otte stykker, som vi nu kan til. Og nu på torsdag, skal vi med den rigtige klub op og se et plejecenter heroppe i Bårse, der hedder Aggerhus og så skal vi spise vores varme mad der. Det bliver hyggeligt og det glæder vi os til.
I vores egen lille klub slutter vi her i maj, og da er vi blevet enige om, at vi skal ud til Fog og spise. Det er et cafeteria ude på Købmandskroen. Så skal vi ikke på biblioteket den dag. Sådan også for at gøre noget socialt ud af det, så det ikke altid bare skal være undervisning og være effektivitet.
Nu, her i sommer, skal jeg på senblindekursus. Og så er Børge og jeg jævnligt ferieværter på Fuglsangcentret. Dette år skal vi fra den 12. juni til den 20. juli og i den anledning er vi, der er ferieværter så indbudt til et lille møde ovre på Fuglsangcentret den 3. maj, hvor så alle vi ferieværter skal mødes. Og det skal koordineres, så der bliver lidt mere styr over det, det bliver da også hyggeligt.
Vi skal også til festival her i begyndelsen af august.
Der sker jo noget selv om vi er herhjemme. Vi har også på Lundegården nogle beskyttede- og pensionistboliger på det gamle plejehjem. Der har man en lille beboerkreds, og Jungshoved pensionistforening som har lavet nogle sammenkomster hvor Børge og jeg har været henne et par gange og deltaget i julefrokost. Vi har været der og fortælle om os selv, og der er så kortspil og forskellige ting derhenne om eftermiddagen. Og det er jo egentlig også sjovt at komme derhen og komme ud sammen med nogen andre. Da vi var henne og fortælle, viste det sig at alle kender jo os, for vi har boet her så mange år. Og det var meget skægt, for da vi var færdige og var kommet til at snakke så siger de: ”Ja nu kører vi jo så tit forbi jeres hus, og tænker hvorfor har I lys derinde, hvorfor har I det, og hvad mon de laver og sådan! Nu har vi ligesom fået lidt fod på hvem I er og hvad I laver.” Det syntes jeg var spændende, det var meget positivt. Og det er vi egentlig glade for derhenne, for det er hyggeligt at vi på den måde kan få kontakt med nogle andre. Og de kan komme til os hvis der er noget vi kan gøre for dem.
Det er vores hverdag her, og det er fint nok.
Vi har så en stor have herude som er temmelig stor. Den er på 1400 kvadratmeter, men huset fylder selvfølgelig også en del. – Vi har sået græs i det meste, nogle frugttræer, nogle buske og blomsterbuske. Og så er der en stor flisegård.
Haven det er hundens. Den skal have lov til at være der og ikke foran, der må han ikke rende ud fordi der er hul i hækken – og hvis han ser en kat ude på vejen! Bilerne har jo ingen chance på den smalle vej her.
Inden vi går i seng, enten det er 12 eller 2 om natten, så skal vi ud og lege. Og det er udmærket nu han har været i byen med mig en dag. Og han er meget glad for at komme ud og gå, og han kan stadig gå de her 6-7 kilometer. Det er flot af sådan en gammel hund, for han fejler ikke noget, han er bare gammel.
Har du ham med på Fuglsangcentret?
Nej, det har jeg ikke. Dels har jeg ikke brug for ham derovre, overhovedet ikke. Jeg klarer mig ganske udmærket uden hund og for det andet er der så meget, og så lidt tid til at passe en hund samtidig, men for det allerførste har Børge ham derhjemme. Børge kan ikke komme nogen steder, hvis han ikke har Lucas. Vi bruger ham begge to, og det gjorde vi også med den gamle hund.
Det fungerer udmærket, og når vi går, især ude i byen, har jeg selvfølgelig fat i Lucas med min venstre hånd, og i min højre hånd der har jeg enden af Børges lange mobilitystok og har den så under armen. Så går Børge et stykke bagved og det fungerer godt, og så kan jeg med armen styre ham når han skal til højre, og lidt til venstre. Det fungerer altså, meget fint endda. – Hvis Børge skal gå med sin mobilitystok, så er jeg jo nede i den anden ende af byen inden Børge næsten får begyndt. Man går jo ikke helt så hurtigt som når man går med hunden, vel!
Vores datter Helene er selv født med Grå Stær, og hun blev opereret som lille og kom på Refsnæsskolen, da hun var 7 år. Jeg syntes det var barsk, at aflevere hende, det var meget barsk. Så syntes man fra Refsnæs, det var da integrationen begyndte at udvikle sig, at hun skulle hjem og gå i skole herhjemme. Og det kom hun så, og det var hun selvfølgelig glad for.
Hun begyndte i 4. klasse herhjemme. De første 3 år gik hun i skole på Refsnæs og hun syntes det var barsk, og vi snakkede somme tider om det. Man havde jo ingen at sladre til. Der var mange ting i det. Man havde ingen man kunne betro sig til der, for så vidt man ikke havde en mor og far du lige kunne gå hen og beklage dig til. Det var jo ånden på alle kostskoler, der stort set var sådan dengang. Det var ikke alene på Refsnæs.
Skoleundervisningen, den var fin.
Vi kunne nok rulle nogle historier ud fra vores tid på Refsnæsskolen, men på den anden side set ligner de nok hinanden alle sammen.
Jeg kan huske engang, da der var så megen is. Vi havde været nede at løbe på skøjter, så måtte vi ikke gå ned på stranden mere for den var ved at tø op. Men jeg var så en af dem, der rendte derned alligevel og der var isflager. Dem skulle vi så hoppe fra – den ene til den anden med en pind vi fandt nede på stranden, og så stak den ned i vandet og hoppede op på den næste isflage, og der røg jeg i! Det var jo hundekoldt, og jeg skulle ikke have sagt noget, for jeg vidste at jeg nærmest ville blive slået ihjel, når jeg kommer op og var drivvåd langt op ad lårene.
Jeg kan bare huske, jeg gik op med det drivvåde tøj, og det har måske været en 7-8 graders frost, men jeg blev ikke syg af det. Men jeg kan ikke rigtig huske hvordan jeg fik noget andet tøj på, jeg kan ikke rigtig mindes hvordan det gik til.
Vi har også lavet bål nede på stranden. Børge kan også fortælle en masse historier, og en gang imellem så ruller vi det hele ud.
Vi må også tænke på, at lige så snart jeg flyttede til instituttet blev det noget andet. Det er også der man har haft sin barndom, det er der man har udviklet sig, det må man sådan set ikke glemme. Vi har jo ikke selv bedt om at blive blinde. Selvfølgelig kunne jeg godt have undværet det, men på den anden side set – hvis jeg ikke var kommet af sted, hvad var man så blevet til? Hvor langt var man så nået?
Hvordan var ens udvikling så blevet,
Var der i det hele taget blevet udviklet noget?
Interview med Karen Margrethe Poulsen
Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Interview med
Karen Margrethe Poulsen
V/ Heike Michelsen og Gerda Pedersen.
Jeg hedder Karen Margrethe Poulsen og er født i Høng på Midtsjælland d. 2.11.1917. Der havde min far en mølle, som han, da jeg var fire-fem år, flyttede til Nykøbing Sjælland. Han rev den ned og opførte den igen på Grønnehave mølles tomt, da den var brændt ned.
Jeg var den yngste af 5 børn, og havde en fantastisk god barndom her i byen. Mange veninder og en god skolegang. Jeg fik realeksamen på Nykøbing Borger- og Realskole. Og fik ikke mere skolegang, for dengang kom man ikke på Stenhus Gymnasium. Det ligger i Holbæk, og det var helt nede i den anden ende af Sjælland – dengang.
Realskolen lå 10 minutters gang hjemmefra, og jeg havde mange veninder ude på Vesterbro, som jeg havde det sjovt med.
Jeg var den mest forkælede i klassen. Vi havde sådan en god lærer Bjørnskov, og han var glad for piger. Så vi tøser tævede ham hver dag. Så fik vi en ung vikar der hed Akselborg og han var fra Svinninge. Og alle pigerne var forelskede i ham. Så når han skulle med 4-toget nede fra Nykøbing station, så stod alle vi piger dernede med vores fedtede bolcher og bød ham. Vi vinkede til ham så længe vi kunne se toget. Det gentog sig en uges tid og så var det glemt, og vi fandt nye græsgange.
Var det en ren pigeskole?
Nej, nej. Der var nogle frække drenge også.
Der var en familie der havde 16 børn, så der var en i hver klasse på skolen. Og det var nogle banditter. De stak benene ud, så når læreren kom forbi kunne han falde over dem. Læreren slog dem så over fingrene med linealen, men de grinede bare og sparkede efter ham. Og det var også dem vi ikke måtte lege med. Jeg kan huske, at der var en sø ude på Vesterbro hvor vi løb på skøjter. Og så var der nogle drenge og tøser derudefra, som ikke havde andet end træsko, så vi ville ikke have dem derned for de ridsede vores is. Så det var nogle af dem vi ikke måtte lege med – for de bandede. Og så tog deres mor der stod bag en høj hæk hvor de boede, og smed en spand vand i hovedet på os, og så blev det endnu værre med de børn, for så kunne vi slet ikke lege med dem. Men sådan var det dengang. Hvis man var noget, så legede man med dem der også var noget. Hvis de var de fattige børn ude fra Østerlyng eller Vesterlyng så man henover hovedet på dem. Det var frækt.
Vores mor syede alt vores tøj. Og hun var fantastisk til at brodere. Så til eksamen og til juleafslutning fik vi nogle kjoler med småsyning i.
Hjalp du til derhjemme?
Nej, nej. Vi havde jo pige derhjemme og en gang om måneden kom der en kone og vaskede hele herligheden. Og hængte det ud på hækken så det kunne blege.
Jeg måtte ikke engang gå ud i køkkenet for ikke at komme til at svine mig til og gå i vejen, så hvad der kom i gryderne vidste jeg ikke spor om.
Jeg var overforkælet, og far sagde altid at jeg var hans øjesten og tænkte: ”Hvor er han dum! Jeg er ikke nogen sten og jeg er ikke inde i hans øje.” Jeg var også den eneste der måtte sidde på skødet af ham.
Jeg kan huske vi havde noget sjovt, for der var ikke mange der havde telefon. Men det havde vi i kraft af fars arbejde med møllen. Og så sad vi og ringede rundt til veninderne og lavede lektier. Og så havde vi samme fejl næste dag. Og det var gratis dengang at ringe indenbys.
Hjalp I børn aldrig til derhjemme – ikke engang med oprydning eller andet?
Vi 2 piger gjorde ikke, men mine 2 brødre hjalp til på møllen.
Min storebror skulle gå på en ordentlig skole. Så han kom til Høng hos mine bedsteforældre. Der var en kost- og realskole. Og så blev han uddannet translatør – det der i dag hedder tolk.
Hvad fik I til morgenmad?
Vi fik hjemmebagt franskbrød. Mor havde jo mel fra møllen, og far skulle hver dag have hjemmebagt brød. Og når vi kom hjem fra skole, fik vi friskbagt franskbrød for så havde mor bagt. Og veninderne kom med ind og fik friskbagt brød med smør og ost på.
Og så havde vi nogle flinke møllersvende og de skulle være barnepige for os, når far og mor skulle ud og spille kort om aftenen. Og så lavede vi rigtig ballade.
Men jeg kan også huske at mor sad hver aften og stoppede strømper for møllersvendene. De var jo næsten en del af familien, så mor sad altid med strikketøjet eller sytøjet.
Kan du huske nogle af de retter I fik?
Ja, vi fik mest bøf, stegt lever, frikadeller og medister. Så om søndagen fik vi kyllingesteg hele sommeren. Og vi fik altid 2 retter mad, for det ville far have. Og det var frugtgrød det meste af året. Men om søndagen var det budding eller fromage. For vi havde jo hønsene og æggene selv. Og vi havde jo folkene på kost, og så skal man leve godt.
Men så først i 30’erne hvor alt var så småt for bønderne, havde de ikke noget at betale med når de kom til møllen. Og så gik min far fallit og måtte sælge møllen. Men min mor havde været så klog at hun havde fået oprettet særeje og sparet noget op, da det begyndte at knirke. Så købte de en bondegård ved Eskebjerg nede ad Kalundborg til. Så kom jeg med derned. For far havde altid sagt, at jeg ikke skulle ud til fremmede mennesker før jeg var blevet 17 år. Så jeg gik og lavede sjov og ballade, og hyggede mig med de veninder jeg fik dernede.
Min søster var kommet op på Nykøbing sygehus og havde fået arbejde der. Og jeg ville hjemmefra, for de andre rendte ud om aftenen og gik til bal. Men jeg havde bare at komme hjem kl. 9. Men så fik jeg endelig trumfet igennem da jeg var 17-18 år, at jeg også kunne komme herop på hospitalet. Og der blev jeg plejerske elev som det hed dengang, og efter et år fik jeg eksamen og 2 år efter blev jeg fastansat.
Men i den periode gik den ellers meget med dans på Grønnehaven eller Palmehaven. Og ved siden af mig boede en ældre plejerske, der var gammeljomfru og halvreligiøs. Men hende kunne jeg altid låne penge af sidst på måneden. For hun vidste at hun altid fik dem til den første. – Og så kunne jeg da altid låne dem dagen efter.
Hvor meget fik du i løn dengang?
Jeg fik 40 kr. om måneden for jeg kunne ikke komme på fuld løn før jeg blev 21 og tjenestemand. Så fik jeg 80 kr.
For man kunne blive tjenestemand dengang, hvis man var gode venner med overlægen og kunne fedte lidt for de forskellige. Så blev man kaldt over og spurgt om man ville være tjenestemand. – Og det var lige som at vinde den store gevinst dengang.
Og der var jeg så i 40 år, fra jeg var 19 og til jeg blev 6o, for så kunne man få pension. Og så var det om at komme ud af røret og få den pension man kunne få. Men det var 40 gode år jeg havde mange gode venner og veninder.
Så da jeg var 23 år rendte jeg næsen ind i min mand. Og når man kunne få en lejlighed, så skulle man giftes, og det under krigen. Og man kunne ikke få en brudekjole i 1943 så det var i en ny spadseredragt fra Magasin vi blev gift. Og vi blev viet på Kalundborg Rådhus, for dernede boede mine forældre, og hele familien troppede op med gaver.
Kom du meget ud om aftenen mens du var i arbejde?
Skulle man i teater var det hos min søster og svoger i København, men der var en god biograf her i byen. Men det var vist mest baller dengang, indtil jeg blev gift.
Så der under krigen var vi 4 ægtepar, hvor man hverken kunne komme i teater eller komme ud af byen eller noget andet. Så blev vi enige om at gå til ægtepar dans hos Beckby Kjær, for så havde vi noget at gå ud til. Og det gjorde vi i mange år. Men vi fire ægtepar var sammen indtil mændene begyndte at falde fra.
Men jeg har slet ikke fået fortalt om mine ferier hos mine bedsteforældre i Høng. De boede på Alderdomshjemmet som dengang hed Finnerup Asyl, og det var en pragtfuld tid. Vi tog Slagelsebilen ned til Svinninge Bank og blev hentet af nogle af mors venner, og blev kørt op til Finnerup Asyl. Og det første vi skulle gøre var at gå ind og hilse på de andre som boede der. Og bedstemor sagde: ”I går hen til alle, banker på og nejer!” Men vi gik altid først hen til de to vi bedst kunne li’. For den ene syede dukketøj til os, og den anden havde nogle fedtede bolcher som hun gemte til sine børnebørn. Og så var der en ældre mand som var blevet hjemløs og var kommet ind og bo på Asylet. Han gik på arbejde og var en meget flink mand. – Vi havde fået strenge ordre på at vi ikke måtte gå i jordbærstykket for bærrene var til de gamle. Men så sagde Vilhelm: ”Når nu bedstefar sover til middag, så går jeg ind og finder nogle stykker til jer.”
Hvornår blev du dårligt seende?
Det er ikke ret længe siden. Det var i 1956, hvor vi var i Italien med min bror og svigerinde. Så en dag kom der en sort plet på øjet, og jeg gned og gned for at få den væk. – Så sagde min bror: ”Hvad er der i vejen med det øje? Nu har du i flere dage taget dig til det!” Jeg sagde der ikke var noget, ud over der var en sort plet. Da vi så kom hjem, og jeg arbejdede stadig på hospitalet, kom jeg til en specialist for det havde jeg hørt man kunne. Og kom så til en specialist på Rigshospitalet, professor Ehlert, der også havde en privatkonsultation. Da han havde undersøgt mig sagde han, at der var hul på min nethinde. Han havde lige været i USA og lært om laserstråler.
Allerede dengang!
Ja, det var i 1956 og han sagde det skulle svejses med Laserstråler. Og jeg var indlagt i 8 dage og han svejsede og svejsede. Så kom jeg hjem, men var derinde en gang om ugen. Så en dag jeg kom ind til kontrol var der en ung læge, og han sagde: ”De får altså ikke nogen ny hornhinde!” – Jeg sagde at det var nethinden der var noget i vejen med! ”Nå” sagde han så. – Og så sagde professoren at det var hornhinden der var noget i vejen med, og det kunne de ikke gøre noget ved. – Men det andet øje var jo også godt nok.
Så mange år senere da der også blev noget med det raske øje. Jeg kunne ikke se min hånd ude til den ene side. Så var jeg henne hos øjenlæge Højbjerg her i Nykøbing, og han sagde at der var noget med nethinden på det ellers raske øje. Så jeg blev undersøgt og undersøgt. Så sagde han, at på det andet øje var det hornhinden, så der skulle en ny hornhinde til. ”For alt hvad der kan bevares det skal bevares!”
Så kom jeg til Næstved og blev opereret. Og da jeg kom hjem fik jeg hjemmehjælp. For jeg måtte ikke bukke mig, måtte ikke løfte noget – ja slet ingen ting. Så snakkede jeg med professor Pedersen i Næstved, og spurgte om hvornår jeg skulle ha’ taget tråde. Han sagde, at de nok skulle sende et brev til Højbjerg og så ville han sende mig til Næstved. Så en dag spurgte jeg Højbjerg hvornår jeg skulle til Næstved og ha’ taget tråde! – ”Til Næstved – det skal du fanme ikke! Jeg har vist taget flere tråde end de har dernede, da jeg har været i flere år på Rigshospitalets øjenafdeling. Så de 25 små tråde skal jeg nok ta’!
Kom du så til at se bedre efter det?
Nej, men jeg kan da se lidt. Men det andet øje, det med nethinden – der kan jeg slet ikke se noget. Man kan jo ikke gøre noget ved nethinden endnu. Vi er nok født en generation for tidligt. Men det skal nok komme en skønne dag.
Så kom du ind i Dansk Blindesamfund!
Ja, Højbjerg sagde en dag til mig, at han havde meldt mig ind i Dansk Blindesamfund. Og så brokkede jeg mig, for jeg ville ikke leve som handicappet. Og da jeg kom hjem fra øjenlægen og han havde sagt, at jeg aldrig ville komme til at læse aviser, breve eller blade, sparkede jeg til møbler, tudede og gjorde ved. Men tænkte så – du må rette dig op! Der er mange der har det værre. For det gør jo ikke ondt at være svagtsynet.
Så kom der en blindekonsulent, Lars Nielsen, og fortalte mig om forskellige ting. Og så kom den daværende omsorgskonsulent Jonna Andersen og hende havde jeg utrolig megen glæde af. Hun har et glasøje og kan næsten ikke se på det andet. Og så tænkte jeg: ”Når hun kan – så kan jeg også!”
Så jeg kom i Dansk Blindesamfund, og det har jeg haft utrolig megen glæde af. Man har mange gode aktiviteter. Hver anden mandag er vi i klubben i Holbæk. Og så siger man: ” Goddaw, hvad hedder du Hvor meget kan du se og hvor kommer du fra?” For så er man på bølgelængde og kan snakke om det. For vi er i samme båd alle sammen. Og det gør mig godt.
Jeg kom så på Fuglsangcentret i Fredericia i 5 dage, og fik lært lidt om hvor meget jeg egentlig skulle kunne. Det var et særkursus for at opleve stedet. Jeg var der kun i 5 dage, for jeg kunne ikke rejse hjemmefra længere. Der var mine blomster som skulle vandes og min brevkasse der skulle tømmes og meget andet der skulle ordnes. Men Fuglsangcentret fik jeg nok af, for jeg mente at resten skulle jeg lære i Nykøbing.
Men alle de aktiviteter i Dansk Blindesamfund – de har hjulpet mig gennem meget. Alle de arrangementer og så de 3 dage jeg alligevel tager på Fuglsangcentret.
Har du gået til undervisning, f.eks. i båndteknik?
Nej, det kunne jeg godt selv finde ud af.
Så fik jeg en ny konsulent da Jonna Andersen holdt op. Det var Gerda Pedersen fra Grevinge, der var et meget sødt menneske. Hun kunne tage alle mine genvordigheder. For da jeg fik problemer med min ryg, der var det slemt. Jeg kunne ikke komme ud af sengen, for mine rygtapper var begyndt at skride. Og det blev værre og værre. Jeg gik til kiropraktor som gav mig en tur så der gik en tap til. Kom så til fysiurg, der sagde at det kunne man ikke gøre noget ved. – Tjah, så må man lære at leve med det. Det er en forkalkning, men det er godt at det sætter sig i ryggen og ikke i hovedet.
Du deltager meget i Dansk Blindesamfunds aktiviteter, deltager du også i andre ting?
Jeg går tit i Pakhuset, der er Nykøbings kulturcenter. Og deltager også når der er arrangementer i Ældresagen. Og så følges jeg med de 3 andre piger der bor her i ejendommen. Men jeg er ikke rigtig god til det om vinteren, for der vil jeg ikke gå ud om aftenen, for jeg ved ikke hvad jeg kan falde over. Og der er så mange mennesker. Og jeg vil ikke have at de skal rende med mig under armen, selv om de godt vil og slæbe mig hjem.
– Jeg vil klare mig selv.
Interview med Johanne Margrethe K Soerensen
Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Interview med: Johanne Margrethe K. Sørensen, født 15.juni 1912
Interviewet af Heike Michelsen november 1998 i forbindelse med Refsnæsskolens 100 Års Jubilæum.
Det er jeg ……
interview med Grethe optaget 1998,
Du venlige Hus ved den bakkede strand,
hvor Livet vi lærer at kende,
du dejlige Hus ved det brusende Vand,
til dig vil vor hilsen vende!
Ja, det var på festdagen for jubilæet, der fik vi frokost klokken 12. – Der var også nogen fra København der skulle synge deres kantate – fra 50-års jubilæet. Og så kom der Refsnæs historier frem. Og så fortalte Aksel en halv gyser. – Vi havde en køkkenassistent der hed Anna Henriksen, og hun kom til at skære en finger af i brødmaskinen. Så fik børnene noget Pålægsmad om aftenen, og det var noget de formodentlig ikke kunne li’, og de fandt ud af det var Annas finger.
Hvor meget kan du huske fra din barndom på Refsnæs?
Jeg kan huske mange ting. Jeg kan f.eks. huske at vores plejemoder frk. Filstrup fandt på, at vi skulle give Bøgekaffe. Det var sådan en tradition, de havde ude på Refsnæs, at den fra hvis vinduer man kunne se Bøgetræerne fra, de skulle give Bøgekaffe når Bøgen sprang ud. Og det var altid frk.. Filstrups gerning at give kaffe. Men så skrev vi breve hjem til vores forældre hver måned, og så da vi var blevet færdig i god tid – så ved jeg ikke hvordan vi kom til at snakke om, hvordan en indbydelse egentlig skulle formes. “Jamen ved I hvad”, sagde frk. Filstrup, “ Jeg foreslår at I inviterer til kaffe nede i de store pigers legestue, når Bøgen er sprunget ud.” – Og vi var lidt betænkelige ved det. Og så sagde hun: “Hermed inviteres I til Bøgekaffe i de store pigers legestue om aftenen kl. 8.” Og da havde vi en sanglærerinde der hed frk. Toft. Hun var kommet i November måned. Og hende havde vi to i min klasse der ikke kunne fordrage. – Så de ville ikke være med til bøgekaffe, når hun skulle med. Og frk. Filstrup forklarede os: “Jamen I er nød til at invitere dem alle sammen. Hvis hun så siger nej, så er det helt i orden.” Men det gjorde hun altså ikke. Så ville drengen og pigen ikke være med. Og så måtte de gå i seng til sædvanlig tid. Så det var kun os andre der fik lov til at være længe oppe den aften.
Hvor gammel var du der?
Der var jeg lige blevet 12 år. – Det var det år jeg skulle ind på Instituttet.
Hvornår kom du på Refsnæs?
Der kom jeg da jeg var 6. Den 19. januar så vidt jeg husker.
Så du fik lov til at blive hjemme til du var 6 år?
Nej, jeg blev sendt ud til frk. Melchiors børnehjem i Lyngby da jeg var 4 år Og det var lige en uge før Juleaften at det blev åbnet. Og Far og Mor var så kede af det. Og de spurgte om de ikke kunne få lov til at beholde mig til efter Jul. – Det var bare en notits der havde stået i bladene, at der blev åbnet et børnehjem i Ballerup. Det var en grosserer Stau der åbnede det. Hans hustru var selv blind. Hun hed Elisabeth Stau, og hun ville gerne gøre noget for blinde børn. Og tante Akker, som vi kaldte frk. Melchior – hun hed Agnes Melchior – hun syntes at hun skulle gøre noget for blinde børn, men havde altså bare ikke pengene til det. Nåh, men det havde grosserer Stau jo, og derfor blev det åbnet. Og der var plads til 6 børn i Ballerup, men der var så fugtigt så vi måtte flytte. Men vi børn syntes der var så morsomt at flytte, så vi spurgte da vi kom til Lyngby – skal vi ikke flytte i morgen igen?
Fik du så lov til at blive hjemme i Julen?
Nej, for de ville også gerne have nogen fornøjelse af nogen. – En der kunne sludre lidt med dem. Og jeg snakkede jo riv Jydsk, og jeg kunne jo efterligne alle de her koner, der kom og sladrede med Mor. Og det gjorde jeg. Og tante Akker kunne ikke li dialekter, så hun gjorde sådan lidt nar af mig når jeg sagde jeg skulle have et stykke sigtebrød. “ Jeg wil gjerne be om et styk Sejtebrød”. Og jeg sagde growbrød om Rugbrødet.
Jeg skulle lære at tale pænt.
Og der var jeg til jeg blev 6 år. Så kom den Spanske syge jo. Og så blev der så god plads ude på Refnæs skolen. De tog nye elever ind. Ellers plejede de at gøre det efter sommerferien. Men i 1919, tog de sådan hele året rundt. Og der var Bakkely jo med. Det var en villa der lå, så man kunne gå fra Refnæsskolen og derop ad en bakke. Og den ejedes til at begynde med af en frøken Wendelbroe, der havde hjem for svagelige børn. Men de kunne se. Og da hun så ikke ville have det længere, så købte skolen det, til hjem for dem der ikke så godt kunne gå alt for længe i skole. – Det var nærmest for svagelige børn og i særdeleshed for Epileptikere. – Og så kan jeg huske der var en der skulle der over, som jeg lå på sovesal sammen med. Og jeg var meget ked af det, men jeg kunne ikke være bekendt at tude mens barnepigen var deroppe og hjælpe os i seng. Så jeg ventede med at tude til hun var gået. Og så opdagede de store at jeg græd, og sagde:” Hvad er der dog i vejen Grethe?” Joh, sagde jeg. Det er da synd for Thora. Nu skal hun over på Bakkely og så bliver hun åndssvag. – Jeg troede det var noget der skete lige på vejen derover. Og de fik travlt med at få mig til at holde op med at græde, for der var frk. Thomassen plejemoder. Sigrid Thomassen. Hun var for øvrigt en god plejemoder. Men hun kom ind til København i sommeren 1919 og skulle være leder for pigeafdelingen på Instituttet. Og der var hun så en del år. For hun måtte da endelig ikke se jeg tudede.
Og der var du jo også kun 6 år
Jo der var jeg ved at blive 7.
Hvor tit kom du hjem på ferie?
Jeg kom hjem sommer, jul og påske. Men den gang kom de ikke allesammen på juleferie. Forældrene skulle selv betale jule, påske og pinseferie, hvis de ville have dem hjem. Og det havde far og mor jo ikke råd til. Men de ville da have mig hjem i Jul. Og den dag vi skulle hjem på juleferie, der gik vi i skole lige til vi skulle afsted.
Jeg sejlede jo til Århus, og så skulle far hente mig der, og så kørte vi med tog til Horsens.. Og så travede vi hjem.
Jeg var på Refsnæs til jeg fyldte 12, så jeg fik skolens 25 års jubilæum med
Vort Hjem og vor Skole, vor Travlhed, vor Fred,
du skænker os Arbejdets glæde.
Du værner os mildt mod alt ondt og Fortræd,
som over din Tærskel vil træde
Og så det sidste år jeg var der, så var der en dreng der kom syg hjem fra juleferie. Nu hed det sig altid, at hvis vi var syge, så skulle forældrene selvfølgelig beholde os hjemme til vi raske. Men jeg ved ikke hvorfor de ikke gjorde det. Men de har vel ikke kunnet klare det fordi de skulle på arbejde. I hvert fald kom han syg ind på Instituttet, og det var en rigtig gang Hjernebetændelse. Så han skreg når vi gik over gangen. Og jeg tog mine sko af, for jeg troede det gjorde så ondt i hans hovede, når vi gik der og gungrede på gangen. Så var der en der kom til at træde mig – så pev jeg jo lidt over det. Så blev der sagt: “ Du skal ikke tage skoene af Grethe, for han er syg. Det er derfor han skriger når I går forbi.” – Og jeg kan huske vi havde en der hed Maren. Hun sagde: Jeg skal høre når Ulrik skriger. Og jeg sagde,” Det er da ikke så sjovt Maren, han er jo syg!”
Og så havde vi en brandtrappe, der stod sådan midt i gangen når vi gik midt i huset udenfor. Og så fortalte man, at oppe på den brandtrappe, der boede en skolelærer. Og hvis nogen vovede sig ind i brandrummet, som de kaldte det rum der var der ved siden af sovesalen, så kom han ud og tævede os. Men han havde ingen timer. Han skulle ikke bestille andet end tæve dem der rendte på brandtrappen. – Jeg er nu sikker på at det var en Forstanderhistorie for at holde os derfra.
Men fra 6 – 12 år – det var næsten grundskolen?
Ja, det var forskolen dengang. (Jeg har da for øvrigt programmet fra dengang – så kan du se hvad der er foregået.)
Så var der en aften, at Ulrik var rigtig syg. Og jeg lå på den sovesal overfor sygestuen. Så vi der lå derinde – vi kunne rigtig høre hvad der foregik. Hele personalet var inde for at holde ham i sengen. Og så kom frøken Filstrup ind og sagde: “ I skal ikke være bange alle vi voksne er hos os!”
Så var der en der skulle ringe efter overlægen, og det var overlæge Hertz fra Kysthospitalet vi havde. Og han kom også, men de havde glemt at lukke op for ham. Og så kom der en ung pige hjem, hun blev fulgt hjem af sin kæreste. Og så kom han ind på den måde. Og han skældte dem ud. Og så var lærerinderne så overtrætte. De kom til at græde. Så sagde frk. Filstrup: Jeg ved godt at overlægen har ret, men vi regnede med at den der ringede til overlægen, også sørgede for at døren var åben. – Nåh, da han så havde fået en kop kaffe og en cigar og havde fået givet Ulrik en sprøjte, så var han mild igen. Og forstanderen fortalte så næste morgen, at Ulrik skulle på hospitalet i Roskilde. Og det var altså Sct. Hans om eftermiddagen. Og så fik vi fri for skole, for der var nogle af de store piger, der ikke havde haft det så godt om natten. Og personalet havde heller ikke haft det godt på skolen. Vi havde nemlig ikke nattevagt. Barnepigen hun sov inde hos os.
Hvor mange lå I sammen?
Ja, på den sovesal overfor sygestuen, der lå vi 7, ellers lå vi henholdsvis 8 og 9 piger.
Så I havde det sjovt Jer piger?
Ja, ja, men ikke den aften Ulrik var syg!.
Men dengang var det stadig pige og drengesovesale? Og måtte I slet ikke besøge hinanden?
Joh, vi sad sammen i klasserne, men vi måtte ikke rende ind til hinanden på sovesalene. Men mærkelig nok, havde vi fælles toilet om natten.
Men det var også kun fra 6 til 12 år I var der – jeg synes det var tidligt I kom til København.
Ja, men der var kun 5 klasser dengang. – Det var senere det blev udvidet. Det var Rytsow der var forstander dengang.
Og der skulle I både lære at læse, skrive og regne?
Ja, men jeg havde lært det hos tante Akker. Og jeg havde også lært at spise med gaffel. Men når man var 6 år, var man for lille til at spise med gaffel på skolen. Man skulle spise al sin mad med ske. – Og det værste for mig, det var altså, når vi fik Grød. Risengrøden hældte de f.eks. Øllet på, og hældte mælk på havregrøden om morgenen. Jeg kunne næsten ikke få det ned. Og der var skaller i. Det var fæle havregryn vi fik.
Filstrup, hun kom i 1919 som plejemor. Til at begynde med kunne vi ikke li hende. Hun gik altid rundt med en fløjte, og når vi så gjorde et eller andet som vi ikke måtte, så fik vi et dask af fløjten i hovedet. Så vi kaldte hende for Fløjtedask. Og hun skulle ikke være plejemor før efter sommerferien. – Så skulle vi begynde at sige plejemor til hende. Og hun var ked af det, da vi sådan blev 11 – 12 år var der nogen der syntes vi var for store til at sige plejemoder til hende. Så skulle vi sige frøken Filstrup. Og da hun kom, da var der en dreng der sagde: “Filstrup – er det en Fil med strop i?” Så sagde hun: “Du er vel ikke uartig Jeppe?”
Vil det sige, at plejemoderen skulle sørge for Jer når I kom fra skolen og resten af dagen?
Ja, men jeg syntes at alle lærerinderne var flinke til at tage sig af os.
Var du godt forberedt da du skulle videre til København?
Jooh – jo det var vi. Men vi fik jo en med i vores klasse, som kom over i en klasse for dem der ikke så godt kunne følge med. Da jeg kom på Instituttet hed de ekstraklasser. Der var 3. Vi andre skulle have 4 skoleår, men ekstraklasserne skulle kun have 3. Og der havde vi en med fra vores klasse. Og vi havde en dansklærerinde, der hed fru Wiberg. Hun var vældig dygtig. Og hende Gertrud gik vi kun sammen med en uge. Så kom hun over i ekstraklassen. Og så sagde fru Wiberg: “Jeg kan ikke forstå at frøken Filstrup, som ellers er en dygtig lærerinde, ikke var klar over at Gertrud faktisk ikke skulle ha været ind på instituttet. Men det var altså noget med at forældrene blev spurgt om de ville have dem på Bakkely. – Og dem der sagde nej, der blev børnene så betragtet som egnet til at komme på instituttet. Og der kom mange ind i min tid, som ikke skulle have været der.
Hvor lå instituttet dengang?
På Kastelsvej, og der gik jeg i skole til jeg var 16 år. Og så havde de noget man kaldte for fortsættelsesklasserne. Men fra vores konfirmation, som foregik i 1928, der skulle man til at begynde på en uddannelse. Og den varede så 2 til 3 år ligesom man kunne lære til.
Blev du også konfirmeret på Instituttet?
Jeg gik til præst på Instituttet, men Justenberg ville ikke så gerne holde konfirmation. Han syntes det var hjemmets fest. Og så skulle man hjem til nogen man slet ikke kendte, og gå til præst der i 14 dage og konfirmeres sammen med dem. Og det var altså ikke lige rart altid.
Og så blev du 16 år?
Ja, og skulle jeg væve hos frøken Bentzen. Der blev ikke spurgt hvad man ville. Der blev bare sagt nu skal du gå over i vævestuen. Og frøken Bentzen havde så meget at gøre, for hun skulle sørge for at de der skulle fra Instituttet det år, de var velegnede til at klare sig ude. Så hun havde faktisk ikke tid til at tage sig af os. Og så fandt hun ud af, at jeg kunne ikke væve. Nåh, så jeg sad der et år fordi hun ikke havde tid til at lære os det. Vi skulle til dels selv finde ud af det.
Og så viste det sig den ene gang efter den anden, at det år de skulle udskrives fra Instituttet der rejste frk. Bentzen og hr. Grove-Rasmussen rundt for at undersøge om de havde plads til en væv i deres hjem. Og de fleste de boede jo i lejlighed dem der var fra byerne. Og de kunne ikke have en væv. For de boede jo sammen med andre mennesker.
Når Morgenen kommer, vor Arbejdsstund slaar:
Hej op! Nu skal Kurvene flettes!
Vi skriver, vi væver og Skytterne gaar.
Nej, her kan vi skam ikke trættes!
Hvad kom du i gang med?
Jeg kom i gang med at sidde og strikke. For frøken Tomassen var ikke ivrig for at lære nogen at bruge en strikkemaskine. Fordi strømperne de skulle maskes op når de blev taget af. De blev strikket helt på maskinen. Så når de var lukket af, så skulle de maskes op for at maskerne ikke skulle rende. Der blev lagt en stor søm på dem. Det var jo tykke uldne strømper.
Og så lærte du at strikke – og det er derfor du er så dygtig til at strikke?
Ja, men det tog sin tid! Jeg kan godt sige dig, jeg havde så svært ved at bruge mine hænder, og jeg ved ikke hvorfor. – Sådan til håndarbejde. Jeg kunne faktisk ikke strikke ordentlig før jeg var 16 år. Så fik jeg klippet mit hår, og pludselig gik alting for mig. Jeg kan huske jeg havde en lærerinde der sagde.” Man skulle næsten tro der var noget i dit lange hår der hindrede dig.” Jeg havde fletninger og fik klippet dem i juleferien da jeg var hjemme. Og så kunne jeg pludselig. Jeg kunne alting. Så havde jeg ingen vanskeligheder med hænderne. Så jeg blev ved med at strikke – og det gør jeg den dag i dag.
Hvor længe var du så der?
Ja, på instituttet var jeg fra jeg var 12 til jeg var 19. Så blev man udskrevet. Og det var ikke så pænt. Der var en pige som frk. Bentzen spurgte om hun havde plads til en væv der hjemme? “Nej – det har jeg ikke! – Jeg vil hellere være luder.”
Men når I blev udskrevet – hvortil blev I så udskrevet?
Til vores hjem. Og nogen der ikke havde noget hjem, de kom med en kammerat hjem. Så måtte de selv se at klare sig som de bedst kunne. Og de få der lærte at strikke på maskine, de fik aldrig nogen strikkemaskine. Derfor var der så mange der tog ind på Mariendalshjemmet.
Hvad lavede de der?
Der arbejdede de – de hed arbejdsføre kvinder dem der boede der. Og de strikkede og de vævede og flettede kurve og lavede kurvestole. Og der kunne de blive til de var 70. Og så skulle de se at komme et eller andet sted hen – på et hjem i København
Men du blev sendt hjem til Horsens?
Ja, og der blev jeg så et år. Der var sådan forskellige ting jeg ikke kunne godtage. Jeg kendte jo kun mit hjem som et fælles sted, og kom aldrig sammen med nogen. Så derfor tog jeg ud på Værnehjemmet på Refsnæs. Og der har jeg så været fra 1932 til 1973. Og på Værnehjemmet der vævede vi.
Så fik du lov til at væve igen?
Ja, vi vævede gulvklude og køkkenhåndklæder med border. Og vi både brugte og solgte dem. Men det var mest håndklæderne vi solgte. For det var kun os på Værnehjemmet der kunne bruge gulvkludene vi vævede. Fordi vi vævede dem sådan at vi kunne vikle dem om gulvskrubben når vi vaskede vores værelser. Det skulle vi jo selv ordne. Og så hver 14 dag blev der sæbevasket på værelset.
Og de der kunne måtte hjælpe til i køkkenet. Og det kunne jeg altså godt. Og der arbejdede man og boede der.
Og da det blev bygget i 1928 kom forstander Rytsow og lovede at dem der ville flytte med derover, at de kunne blive der hele deres liv. Men det kunne de altså bare ikke. For der var jo mange der efterhånden ikke kunne gå på trapper mere. Det var ikke indrettet – det skulle have været et et-plans hus. For der var nogen der boede ovenpå. Og efterhånden som de blev ældre, fik de forskellige skrøbeligheder.
Og der var du så til 1973?
Ja, så flyttede jeg ud, fordi at Kurt Kristensen som var forstander dengang, han ville ikke ha Værnehjemmet. Og så blev der lovet at de forskellige kunne komme hjem til deres hjemkommune.
Jeg sagde:” I skal ikke regne med at jeg kan komme til min søster og svoger!” For jeg havde prøvet på det, og de ville altså ikke ha mig til stadighed.
Har du kun en søster?
Jeg har ingen mere. Jeg havde 5 brødre og 1 søster. Men de har alle sammen forladt mig. De er ikke mere.
Og så Nutte, hun hørte til på et børnehjem i Holmendrup ovre på Fyn. Hendes plejemor hed Signe. Hun var kommet der, da hun var 10 måneder. Og så fik hun dårlige øjne. Hun kunne se med det ene øje. Så kom hun på Sct. Joseph Hospital i Odense, og der tog de det forkerte øje, og så måtte hun have fået taget det dårlige. Da hun kom hjem til Svendborg igen. Sådan blev hun blind.
Var hun også på Værnehjemmet?
Ja, det var jo hende jeg boede sammen med i Olaiparken. Fordi den tid hvor de arbejdede med at finde et sted til de forskellige, – så blev jeg sur og sagde: “Nu er jeg rystende ligeglad, med hvordan det går. For Jeg vil ikke være kastebold. Nu vil jeg have en lejlighed. Og så ville Nutte gerne med. Og jeg vidste godt at Nutte ikke var rask nok til det. Og de synes alle sammen det var så udmærket. Jeg sagde: “Jamen altså, jeg tør ikke tage ansvaret for andre end mig selv! – “Nej, men så ringe var Nutte da heller ikke.” Men det var hun altså. Det var kun en tid hun kunne holde ud. Så faldt hun mere og mere af. Og så en morgen fandt jeg hende død inde i sengen.
Hvor længe boede I sammen?
Vi boede sammen i 1½ år. Og så skulle vi flytte herover i Munkesøparken. Jeg var ikke meget for det, for det var i Olaiparken vi var startet. Nåh, men Nutte ville gerne have sin egen lejlighed, for hun trængte sådan til lidt fred og ro. Og så kunne vi tage ind og besøge Grethe Nielsen. Hun var på Amtsplejehjemmet. Og det gjorde jeg så indtil Grethe døde.
Men mens du var på Værnehjemmet havde du en slags arbejde. Og da I tog ud i Olaiparken, hvor arbejdede I så?
Så havde Refnæsskolen fået oprettet et værksted inde i Skibbrogade. Og der arbejdede vi så. Gerda har også været der. Man kunne være der hele dagen, og vi kørte med bus fra Olaiparken. Men da vi så flyttede i Munkesøparken, så syntes vi at vi hellere ville ha eftermiddagen fri. Og det kunne vi også godt få. Så kørte vi hjem til middag, for til at begynde med var vi ikke flere i Skibbrogade end de selv kunne hente og bringe os i en almindelig privatbil.
Hvad arbejdede I med?
Til at begynde med arbejde vi med Carmen Curler. Men da så fabrikken holdt op, så puttede vi reklamer i konvolutter.
Kan du huske hvad I fik for det?
Ja, jeg kan ikke helt huske det, men vi fik da sådan at vi kunne komme med i ATP-ordningen. Til at begynde med, var arbejdet på Værnehjemmet ulønnet. Men så da Grove-Rasmussen blev forstander, sagde han at vi skulle have lidt lommepenge for det kunne man ikke byde voksne mennesker. Så fik vi først 6 kr. om måneden, så blev det forhøjet til 17 kr., og til sidst til 100 kr.
Og så var der alt det der, da Kurt Kristensen kom. De skulle hjem i weekenderne. Da var de faktisk hjemme den meste tid. Vinterferie begyndte når vi rejste hjem til Fastelavn. Påskeferien begyndte sådan at vi kunne være hjemme til Palmesøndag. Og Pinseferien varede også i 10 dage. Og så var der Kristi Himmeldagsferien. Så i hans tid var de ikke ret meget på skolen.
Men det var da også godt at være hjemme nogle dage?
Nej det var ikke lige morsomt for de halvvoksne elever. De kunne godt mærke det var en belastning for deres forældre at skulle ud og hente dem.
Og til sidst opløstes det værksted i Skibbrogade, fordi Carmen gik neden om og hjem. Bygningerne er der vist endnu, men hvad de laver i dem nu, ved jeg ikke. Men vi kunne ikke arbejde for dem mere.
Så kom vi hen på Kærhus. Og der arbejdede vi så til vi ikke kunne mere.
Også med vævning?
Nej, ikke med vævning. Vi sad bare og ordnede de der Curlere og Reklamer, og små vogne og puttede tre kort i kuverter
Hvornår var det i sang kantaten første gang
Ja, hvornår vi sang? – Det var den 1. november 1923. Men kantaten var skrevet før, for den blev brugt første gang i 1921, til noget de kaldte blindestævne. Det var kun for de elever der havde været på Instituttet. Man mødtes hver 4. eller 5. år. – Det kan jeg ikke huske så nøje. De boede på instituttet, og hos venner og bekendte og hos kammerater som de bedst kunne.
Men dem der havde været sammen med mig, de sagde det var slet ikke det samme at komme på Instituttet igen i København. De troede de skulle regere med dem som da de var børn. De skulle bestemme over dem. Så det var sådan en blandet fornøjelse. Men vi sang den 1. November 1923 på Refsnæsskolen.
Der var du stadig på Værnehjemmet?
Der var så mange ting som ikke var godt!. Da den første leder var rejst, der kom så meget sladder mellem os indbyrdes. Man skulle holde sig meget fri for at undgå det! Og så engang fik jeg besøg af min broder, og han har jo ikke levet som man følte man skulle dengang, men derfor var han alligevel min bror. Men frøken Olsen som vores leder hed dengang, hun var så uvenlig mod ham.
Han var kommet for at glæde mig til min fødselsdag, og jeg kan godt sige dig – Jeg var grædefærdig. – Og så kom jeg hjem på sommerferie. Og jeg syntes jeg sådan trængte til at komme væk fra det hele. Og så ville jeg så gerne have været hos min søster og svoger. Men det gik ikke. Hun troede at jeg ville ta Villy fra hende. Og så ville jeg selvfølgelig ikke være der. Og så måtte jeg ikke komme på sommerferie derovre. Mor døde jo i 1937, og Far opløste hjemmet temmelig hurtigt – for hvad skulle han gøre? Så han kom på Alderdomshjem i Horsens. Og Aksel gjorde meget for at invitere mig på ferie. Men nej, det kunne ikke lade sig gøre. Men frk. Olsen vidste jeg godt ville derfra. Men, hun måtte da vide, at jeg ikke var så dum, at jeg ville blande Aksel og hans familie ind i det.
Hvad er det for en Aksel du snakker om?
Det er Aksel Andersen fra Instituttet og derfra kender jeg ham.
Nåh, men frk. Olsen var ikke særlig glad for at Værnehjemmet skulle opløses. Det var på tale, men det blev det ikke mens hun var der. – Ja, og hun havde faktisk en rigtig elendig død. Hun brækkede begge arme. Hun havde brækket den ene for år tilbage, og fået sølvplade i. Men selv den faldt hun og brækkede. Og så vendte hendes håndled helt forkert. Hun kom på Diakonissestiftelsen, og de kunne ikke hjælpe hende med at få armene i orden igen. Håndledene havde helt drejet sig. Og så blev hun bevidstløs og døde. Hun skulle blive 72 år det år hun døde. Det var det år i 1968, da Gottlieb trådte til, at vi skulle flytte. Og så der i 1972, da blev det helt galt. Da skulle vi ud på Klintegården. Og det var der nede ved Nostrup Mølle. Og det var meget øde. Der kom fiskermand en gang om ugen, brødmand en gang om ugen. Der var ingen mulighed for at gå til købmand og sådan noget. – Det var alt for langt væk. Så begyndte hun og Berger at rejse rundt og tale med de forskelliges familier. For Klintegården – det fik vi at vide den dag vi var flyttet derud, det var ikke noget blivende sted. Og så var det jeg sagde: Nåh, så er det også ligemeget. Så vil Jeg prøve en lejlighed, og så må det gå som det kan! – Og så ville Nutte med. Grethe var kommet på Amtsplejehjemmet dengang. Og vi havde hjulpet hende med at finde sig tilrette. Og vi tog ind til hende et par gange om ugen i den første tid. Indtil vi vidste, at nu var hun faldet til. Så tog vi kun der ind en gang om ugen. For hun gik jo over til Jehova Vidner. Og så havde hun så meget med dem at gøre.
Nutte og jeg var jo flyttet. Vi flyttede ud i 1973 til Olaiparken. Og vi havde det meget godt, men der var sådan nogen der udnyttede os lidt, men det vil der vel altid være. Og så flyttede vi her op i Munkesøparken i 1976.
Kan du huske hvorfor I gjorde det?
Det var bare det at sagsbehandleren i kommunen (Jan Brunholdt) syntes vi skulle flytte derop. Jeg havde ingen lyst til at forlade Olaiparken. For der kunne vi jo alligevel komme sammen med Gerda og Leif. Og så tog Gottlieb op på Raklevgården, og skulle hjælpe til deroppe. For hr. Ø(?) var syg og lå den meste tid i sengen. Og så så de ikke meget til hende mere ude på Fjordhøj, som Værnehjemmet kom til at hedde. Og så i 1974, tror jeg det var, da ringede en til mig der hed Laura og sagde: ”Nu skal Thea rejse til Farum i næste uge, og vi skal rejse i 2 afdelinger. Og der var nogen der kom på Hobrohjemmet. Det gjorde Hanne, for hun ville gifte sig med Thorkild fra Bredegård. De var yngre end mig. De var på alder med Nutte. Og så rejste det første hold afsted om mandagen, det sidste hold om onsdagen – og Gottlieb var syg. Hun havde ellers højt og helligt lovet hun nok skulle følge dem til Farum. Men det var hun ikke rask nok til. Det var denne her diskus prolaps.
Så I blev fordelt rundt omkring?
Jah, men det var efter eget ønske, men vi havde en der boede oppe i Nordjylland. Hun var på ferie oppe hos sin søster og svoger. Og hendes søster sagde med det samme, at der var et hjem deroppe der hed Klokkeholm og der ville hun gerne være. For vi troede at de kunne komme i deres hjemkommune. Neej sagde hendes søster – det skulle hun da endelig ikke. Så siger Berger: “Der er da Hobrohjemmet”, nej, der skulle hun ikke på. Hun skulle følges med de andre til Farum på Solgavehjemmet.
Men der er kun en tilbage af dem der flyttede ud dengang. De andre er døde med årene.
Det vil sige, der var ikke så mange der flyttede i lejlighed?
Nej, det var kun Nutte og mig. Hanne og Thorkild var kommet på Hobrohjemmet. Vi havde på den tid en administrationschef der hed Bøgh Christensen der sagde: “De kan ikke bo på Fjordhøj når de er gift. Det er det slet ikke indrettet til.” Det var det jo heller ikke. Så måtte de på Hobrohjemmet. Da var Farum ikke færdig med at blive bygget.
I fik så lejligheden hernede?
Ja, vi fik lejligheden i 1976. Og vi havde jo lånt til indskuddet. Jamen hvordan skal vi betale det? Det skal I ikke tænke på – det ordner sig selv sagde sagsbehandleren. Og så sidste år i 1997 fik jeg et brev i 2 måneder at jeg skyldte for det der indskud, og så ringede jeg til sagsbehandleren og sagde: “Hvad er det for noget”. Og han sagde det betyder ikke noget, det skal du ikke betale. “Joh Selvfølgelig skal jeg betale”, og det har jeg så betalt af på. Det var 6.000 kr. vi havde givet i indskud.
Og indskuddet til Olaiparken havde vi fået fra skolen. Så jeg blev helt paf da jeg fik de her breve, og selvfølgelig skal kommunen da have deres penge, Så det har jeg betalt af på siden marts sidste år.
Men vi fik jo aldrig rigtig besked på noget.
Men da I flyttede hertil – da gik I også på arbejde?
Ja, det gjorde vi. Da var det flyttet ud på Kærhus. Jeg ved ikke hvorfor de ikke kunne have det i Skibbrogade mere. Så da Fjordhøj blev opløst, blev Nutte og jeg enige om, så ville vi hellere arbejde på Solgården (plejehjem i Kalundborg). Det var på den måde vi kom på Dagcenter i terapien, og hvor havde vi det godt på Solgården. Vi var der indtil centret her blev færdigt. Og jeg sagde: “Må vi da ikke blive her på Solgården!”. Nej sagde de. Jeg ville så gerne være blevet på Solgården.
Men Hverdagen brydes af Søndag og Lov;
så lukker vi hele butikken,
saa holder vi Hvile, så holder vi Sjov
og glemmer helt Hverdagsmusikken
Vi strikkede og vævede, og fik solgt to slumretæpper mens jeg var der. Det vil sige jeg fik ikke noget for dem. Det var en der hed Alice, hun var så sød imod os. Så fik hun først det ene. Og så da hun kom på Amtsplejehjemmet sagde hun. “Åh Grethe, vil du ikke lave et tæppe til?” Ah, det vidste jeg nu ikke – men det forstod hun ikke. Hun havde sklerose. Men hun fik et til. For vi havde givet hende et varmetæppe, men det lavede kortslutning på Amtsplejehjemmet, og så måtte hun ikke bruge det. Så hun fik et til. Hun kunne ikke holde varmen på nogen måder.
Så det var på Solgården – hvor I også måtte væk fra
Ja, det blev vi tvunget til, fordi centret her blev bygget. Det er kun dem der bor på Solgården som må komme der. Det blev bygget i 1980, og jeg har kommet der siden. Jeg har prøvet at bo på Solgården en uge, fordi jeg havde brækket mit ben. – Men det kunne jeg altså ikke li’. Vi skulle altid sidde i spisestuen og høre radio. Når de så skulle se Fjernsyn sad de i dagligstuen. Man kunne aldrig snakke hyggeligt.
Da I kom på Dagcenteret, varede det længe inden I faldt til?
Neej, men vi opdagede hurtigt, at vi aldrig kunne lære selv at gå rundt på det Dagcenter. Der var alt for mange småhuller, og der bliver stadigvæk lavet nogen. Og da de seende heller ikke alle sammen selv kan gå rundt, er der noget mærkeligt ved det. Jeg sidder og strikker.
Du må have lært mange mennesker at kende der på 18 år?
Ja da. Mange af dem kan jo slet ikke huske. Det var noget helt andet på Solgården. Dem man var sammen med, de var friskere end dem man er sammen med på Centeret.
Og nu sidder jeg her, og det bliver jeg nok ved med.
Men man ser jo næsten aldrig et menneske, ud over når hjemmehjælperen kommer.
Du ser ikke dine naboer?
Nej. Hun i nr. 28 og jeg er blevet enige om, at hun må låne nøglen til mit pulterrum når hun har gæster. Vi har jo pulterrum både inde i soveværelset og på svalegangen. Og jeg har en altan, men jeg føler mig så ensom når jeg sidder derude. Så jeg bruger den faktisk ikke.
Så savner jeg Nutte og snakke med. Altanen den er for 2.
Jeg er på Dagcentret 2 gange om ugen, og der får jeg da snakket med nogen. Nu skal jeg til at læse for dem, mens deres oplæser er væk. Jeg læser fra Novellebladet. Det kan jeg så godt li. Der står så mange gode ting. Så læser jeg de bedste historier for dem. Jeg læser bladene på punktskrift, og det skal helst være små afsluttede historier.
Og du har lige været til 100 års jubilæumsfesten på Refsnæsskolen?
Ja, men der var sådan en larm. Ham der spillede klaver, han slog så hårdt i klaveret, så jeg sansede faktisk ingenting. Jeg gik bare fra det ene rum til det andet, og snakkede hyggeligt med alle de kammerater der var der.
Og du skulle synge den gamle kantate fra 50 års jubilæet, sammen med Aksel? Var du nervøs?
Ja. Det var ikke teksten jeg var nervøs for. Men for at jeg skulle optræde for så mange. Og så da jeg hørte ham der spillede klaver, sagde jeg: “Aksel det går aldrig!” – “Åh, det må blive som det kan”, sagde Aksel.
Jeg tror nok det var fordi Niels Eskær sagde, at han skulle lade være med at spille klaver. Jeg lærte ham forspillet til “Du venlige hus”. Så spillede han det, og så sang vi. – Og han klimprede kun med engang imellem. Man kan ikke sige han akkompagnerede os
Og så fra kl. 3 så gik det slaw i slaw. Man sansede ingenting andet end de forskellige talere. Men de stod så langt væk så man hørte næsten ingenting. Jeg turde ikke tage høreapparatet med i den larm, for det gør det endnu værre.
Sang ind her.
Du venlige Hus ved den bakkede Strand,
hvor livet vi lærer at kende,
du dejlige Hus ved det brusende Vand,
til dig vil vor Hilsen vi vende!
Vort Hjem og vor Skole, vor Travlhed, vor Fred,
du lærer os Arbejdets Glæde.
Du værner os mildt mod alt ondt og Fortræd,
som over din Tærskel vil træde.
Når Morgenen kommer, vor Arbejdsstund slaar:
Hej op! nu skal kurvene flettes!
Vi skriver, vi væver og Skytterne gaar.
Nej, her kan vi slet ikke trættes!
Men Hverdagen brydes af Søndag og Lov;
saa lukker vi hele Butikken,
saa holder vi Hvile, saa holder vi Sjov
og glemmer Helt Hverdagsmusikken!
Her samles vi alle til Sang og til Fest,
naar Højtidsklokkerne kimer.
Her samles vi glade og hilser vor gæst
velkommen til festlige Timer.
Du venlige Hus med din Havvind, din Sang,
du gaar os ret aldrig af Glemme.
Thi hvorhen saa Livet os fører engang,
vi kender din hjemlige Stemme!
Det er jo rigtig nok som der står i teksten, men der er bare sket en hel anden udvikling på Refsnæsskolen nu.
Men når vi andre sidder og fletter på et kursus, så kan vi godt bruge den sang. Og der kan vi sige: Vil det ikke være dejligt at høre den sang. Hvordan startede det hele!
Ja, ja. Og dem der boede på Bakkely, de vævede jo. Derfor kan man sige Skytterne går. – For vi på Skolen, vi lærte at strikke.
Så kan jeg huske, at Juleferien den blev først obligatorisk i 1920. Der skulle vi allesammen rejse hjem på Juleferie. – Så var der en Jul hvor det sådan blæste. Og Gertrud sagde aftenen før vi skulle afsted: ” Bare vi dog kommer afsted i morgen!” Ah, ja, det skal vi jo sagde vi andre. Og de første kom afsted. De der skulle til Sønderjylland – altså de der skulle over Storebælt, de kom af sted.. Og dem der skulle ned syd på, til Falster og der omkring. De kom også afsted. Men så kom turen til os. Og vi kom op ovenpå efter at have spist en lille middag, så dan noget Biksemad. – Og så kom vores rejsefører og sagde: “ Vi bliver til på Tirsdag!” Vi troede bare det var pjat, og sagde: Vel gør vi da ej. Vi skal hjem i dag. Så Oldfruen hun stod deroppe, og hun sagde: “ Jamen frøken Kamme Ringe, er det rigtigt at børnene skal blive?” Ja, sagde hun. Vi stod alle sammen som var vi fuldkommen lammede! Og, så listede vi ned ad trappen. Jeg kan love dig for, at der er aldrig blevet gået så stille på trappen som den dag. Men så kunne vi jo høre at der sad nogen inde i Spisestuen. Det var drengene og de største af pigerne. Så Astrid og Gertrud, Agnes og Jeg, vi græd og ville ikke se at de store skulle se at vi græd. Så vi gik ind i en kold legestue, og gik med hinanden i hånden og græd. Så var der da endelig nogen der fandt på: “Jamen, hvor er de 4 blevet af?” Så åbnede de døren til legestuen, og så kom vi ud til de andre. Og så når vi kom til at snakke om det senere, sagde drengene: Vi bandede og slog i bordene, men tøserne de brølede som køer. Og vores økonoma, hun hed frøken Vuns, det var sådan en ældre dame. Faktisk var hun dement, hun sagde til mig, da var jeg begyndt at strikke: En stor strikkepige tuder ikke! – Nåh syntes de andre – det skulle jeg nu have lov til.
Men så blev lærerinderne ellers sat til at skrive Telegrammer. De skulle jo sende besked til de forældre, der skulle hente os, i Århus og dem der skulle Nordpå, at vi altså ikke kom før Tirsdag. – Så den dag blev nærmest en slags tidsregning: Kan I huske den Jul vi ikke kom hjem sammen med de andre! Men vi havde det ellers godt. Vi fik Æbler og småkager. Vi var ovre og besøge forstanderen mandag aften.
Men vi kom da afsted tirsdag aften, selv om det blæste.
Hvordan holdt du Jul her i lejligheden?
Det gjorde vi aldrig. Vi kom altid ud, så længe Nutte levede. For der var jo feriehjemmet i Hobro. Det brugte vi meget. Og så kendte vi en dame i Hillerød, der hed Valborg. Der var vi gerne om sommeren. For Nutte mistede sin plejemoder, der hed Signe. Alle kaldte hende Signe på hele Refsnæsskolen. Og så sagde frøken Olsen til os: I må da ikke sige Signe!
“ Jo, vel må de da så “ sagde Signe, det er jeg altid blevet kaldt. Hun hed Signe Schlyngsjen.
Da Hobrohjemmet lukkede, hvor tog I så hen?
Så tog vi til Valborg. Så holdt vi Jul med fru Gottlieb. Vi var aldrig alene. I år skal jeg holde Jul med hende, fordi de får familiebesøg fra England i Kallerup. Og så bliver de så mange. Og så synes Gottlieb og jeg, at vi hellere vil holde gammel Jul for os selv.
Du kunne ikke tænke dig at tage på Fuglsangcentret?
Nej, der kan jeg jo ikke til at få nogen med. Det kunne da godt være engang. Men det bliver aldrig det samme som Hobrohjemmet. Det var altså hyggeligt. Vi var der dengang Tina Sejersen var der; og – så da Annelise Christensen fik det. De havde det indtil hjemmet i Fredericia blev bygget. Og så var det jo det, for Nutte og mig – så besøgte vi Hanne og Thorkild og Gertrud, når vi var på Hobrohjemmet. Vi måtte bare ikke komme over juleaften og juledag. For de holdt en meget lang juleaften, og juledag, der skulle de hvile ud.
Du læser meget?
Ja, jeg afløser oplæseren, der hedder Herdis, på Dagcenteret et stykke tid. Og jeg læser min punktblade. Det skal helst være små afsluttede fortællinger.
Har du nogen sinde læst den Inge Stidsen har skrevet om Thomas?
Den kunne jeg ikke holde ud! Den var alt for tung. Og jeg må indrømme, at jeg ikke kunne li den artikel de havde skrevet i Folkebladet. – Fordi vi kom da aldrig i Badekarret på Refsnæs mens jeg var der. Det var de voksnes. Der havde vi ikke noget at gøre. Vi blev badet under bruser. – Ja, og da Nutte kom på Børnehjemmet, da var hun 7 år. Så kom hun under bruseren. Og hun snakkede rent Fynsk, så hun sagde til frøken Mikkelsen som var leder dengang, “Nææh plejemor, der er da lige godt meget som du kan få det til at røvne herinde!” Nu skal du bare se Nutte, hvordan jeg kan få det til at regne herinde. – Og så viste hun Nutte det, ved at lukke hanerne op. Og Nutte kunne ikke sige: Frøken Krumerinke, hun sagde frøken Peter Ranke. Men frøken Krummerinke var en dygtig sanglærer. Hun lærte os salmevers. Vi skulle jo kunne salmevers, så vi kunne synge morgensang. Så når vi kunne verset, så gennemgik hun hvert enkelt vers med os. Hvad den og den digter havde tænkt sig med de vers. De Salmer glemmer man aldrig.
Nej, det man har lært som barn, det glemmer man aldrig. Og I der har gået på Refssnæskolen har lært så meget alligevel, som de der ikke har gået der aldrig har lært?
Ja, da.
Så det var flot at du lige var med til Jubilæet, og fik sunget sammen med Aksel. Og den Kantate kan du udenad?
Ja, men der skal kræfter til at synge den synes jeg. Nu må du huske på, at vi på skolen var vant til at Koefods orkester ledsagede os. Det er simpelthen det – jeg savner orkester når jeg synger den.
Kan du give mig en lille melodi af den her på båndet?
Ja, det kan jeg da godt:
Livslys lød det ord fra den Himmelske sal,
og lyset blev til i det samme,
“Bliv Lys”, lød Guds røst over skyggernes dal,
og tændt blev den evige flamme.
Den tændtes med Vælde i jordens glød,
den strømmed fra Himlen og mulmet den brød
og sprængte vor Jordklodes ramme.
I Menneskers hjerter, det sælsomme skær,
har luet fra tidernes morgen,
men hvor selv løvsindets tændede skær
sad længe på borgene.
Her stråler jo Lyset, her har vi jo alt,
lad ligge de stakler, der famlet og faldt
i smudset, i mørket og sorgen.
Men Faklen steg over landenes kyst,
og smeltede hårdhedens veje,
med følsomheds hånd kom til Menneskets bryst
og brød gennem mørkernes skjolde
men Nåden med Lyset den sat
i armod og sang, uvidenheds nat
og tinderne rinde så kolde.
Fra Frankrig steg tanken og grunden blev lagt
til Braille, og sporen og lyset sig bredte
med sejrende magt, til også det stråled i Norden,
Den blinde til overs, forskudt i sin krog,
blev ledet mod livet og ført til sin bog,
han følte sig hjemme på Jorden
Det var begyndelsen af den. Men den synger Aksel jo også, men så ved jeg ikke, om han også synger slutningskoret.
Det er efter “Du venlige hus”.
Bliv Lys lød det ord fra den Himmelske sal,
og lys kom til glæde og smerte,
Thi mørket vil bort over skyggernes dal,
og tænde den evige kærte.
Guds lys skal bestå, gennem tidernes hav,
vil våge ved vugge, vil våge ved grav,
og komme med kraft til vort hjerte.
——-
Det var den !
Det er godt nok nogle stærke ord. Jeg kan godt forstå de blev bevægede af det. Men det er også godt i dag, at folk hører om det.
Ja, det er det. Og så var der en som tante Agger sang alene. Men det var dengang at Børnehjemmet var kommet med. Men det er der jo slet ikke mere.
Kan du også huske den?
Jah, det tror jeg nok. Men den er svær at synge. Men jeg kan ordene.
Kom lille barn til denne plet,
her er godt at være,
her bliver gangen gjort dig let,
her kan du bo og lære.
Jeg kalder dig med livets røst
med Moders målets klange,
kom barn og hvil dig ved mit bryst
og lyt til mine sange.
En hjælpsom hånd, et kærligt ord,
det har jeg altid rede,
Jeg er dig søster, far og mor
og vil dig stille Freden.
Min mor blev rejst ved folkets hånd
bag Bæltets blanke vove,
min magt jeg fik ved retfærdsånd
i ly af Danmarks nåde.
Kom lille barn, fra fjern og nær,
det bedste jeg dig giver,
thi kundskabs ord dig bringes her,
og her et barn du bliver,
Jeg skænker dig i barndomsvår
Den grund du skal bebygge,
så du kan føle hjertet slå,
i Sollys som i skygge.
Og du kan huske den gennem alle de år? Det må jo have været mellem du var 6 og 12 år.
Men den sang kommer altså ind imellem “Bliv lys” og “Det venlige Hus”, så kommer venlige hus. Og så når vi har sunget den, så kommer “Bliv lys ved Guds ord, og lys blev til glæde og smerte.”
Hvem har dog skrevet de sange?”
Det er vist Bjørn Haste der har skrevet kantaten. Cohn Hastes søn. Jeg mener det var i 1921. Der var et Blindestævne, og der blev den sunget første gang. Og så blev den ellers sunget hvert år til skolens fødselsdag.
Og det er derfor du kan den stadigvæk – og det er der vel mange der kan?
Jah, men der er jo ikke så mange af dem der lever mere. Alle dem jeg har gået i klasse med, de er jo væk.
Det er lige før du skal komme med over på Kvindeseminar i December og synge for os – så kan du synge de sange for os?
Ja, og så kan jeg synge de julesange vi havde. – Men er det på Fuglsangcentret, så vil jeg ikke med. Det er for langt.
Men sangene, Aksel synger dem nok bedre. For han spiller til. I gamle dage der blev den spillet på klaver eller orgel. Og forstanderen var en dygtig violinspiller og så Koefods orkester, da var den altså flot. Og det er det jeg mindes når jeg synger den.
Det må da have været en dejlig oplevelse for dig, da du sang den for Dronningen!
Ja, det havde jeg aldrig troet. Og hun hilste på mig, og sagde tak for sangen. Men det efter hun havde hilst på Aksel. Vi stod sammen da vi sang, men man skal jo på toilettet engang imellem. Og så blev vore veje skilt. Og så da vi kom over i gymnastiksalen – der tog forhenværende forstander Kurt Christensen mig med over – så mødtes vi igen, men der ville Aksel ud og have noget at spise, fordi det her pindemad, det var der ingen der rigtig brød sig om. Vi fik jo en vældig pæn frokost. Man kunne vælge mellem pølser og kartoffelsalat og så madder. Og jeg valgte madderne. For jeg var bange for at vi skulle spise med de her små plasticgafler og knive.
Var I mange til frokost?
Ja, jeg kan ikke huske hvor mange der var med, men jeg har et program:
14.45 Gæster er ankommet
14.50 Socialministeren ankommer.
15.00 Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. ankommer
Og så bliver der budt velkommen ved forstander Keld Stochholm, og så var der fællessang: “Blomstre som en rosengård.”
Og så tale af socialminister Karen Jespersen.
Kantate fra 25 års jubilæet.
Johanne Margrethe Sørensen, tidligere elev og Aksel Andersen, tidligere elev. – Og så kommer “Hele du venlige hus”.
Og så kommer kantaten fra 50 års jubilæet: Dagens gang. Og det er Ruth Hellesen der synger den. Det er også en tidligere elev. Bente Krogh, tidligere elev Edith Bøgh Nygaard – det var hende der var gift med Nordmand, men de er altså skilt – tidligere elev Ole Jørgensen, det er også en tidligere elev, og så skulle Jørgen Eckmann også være kommet. Men hans bror – enten blev han syg, eller også er han død. Det ved jeg ikke rigtigt. Så han kom altså ikke. Men den kantate kan jeg ikke melodien til. Men jeg kan læse den for dig. Den hedder Dagens gang.
Hver Morgenstund vi letter os,
vi bader og vi tvætter os,
vi pudser, og vi netter os,
og Plejemor, hun retter os,
vi kommer pænt i Tøjet.
Saa faar vi vores Morgenmad,
og den, som ej er morgenglad,
men er en sær forborgen Rad,
faar snart dog splittet Sorgen ad
med Morgensang fornøjet.
– 29 –
Saa starter vi vor skolegang
med Lektiesliddet Dagen lang,
og føles Skolestuen trang,
vi med lidt Gymnastik og Sang
adspreder vore Tanker.
Og sommetider traver vi,
og ind imellem har vi fri.
Da løber vi ad sandet Sti,
hvor Aarhusbaaden gaar forbi
for snart at kaste Anker.
Af sten vi bygger Bro saa flot,
men det gaar ikke altid godt,
for glider Benet, blir det vaadt,
men det vi sagtens klarer, blot
vi hurtigt Sokken tørrer.
Og der er Dyr i vores Gaard,
og vi dem alle ret forstår.
De har som vi kun gode Kaar,
og vi vor egen Have faar,
naar vi er blevet større.
Og rundt i Haven tripper vi,
ja, vi er værd at slippe fri,
for med hinanden vipper vi,
og mod hverandre sjipper vi
til Kappestrid blir Legen.
På Engen stundom drømmer vi,
og uden Hæmning svømmer vi,
med Pjask Bassinet tømmer vi,
ja, det kan ske, indrømmer vi,
at vi gaar over Stregen.
Vi alle gerne lære vil
om alt det, som kan være til.
Vort Køkken, Sløjd og kære Spil,
ja, for vor Skoles Ære, vil
vi rigtig os anstrenge.
Ved Aftenstid vi sætter os,
for fjerde gang vi mætter os,
vi leger, til det trætter os,
for sidste gang vi tvætter os
og sover inden længe.
Ja, det var den! Og så kommer der en fællessang der hedder: “Solen titter i mit lille kammer ind.”, men melodien, den kender jeg ikke. Og det er den der bliver spillet på flygel af Knud Skogstad – det var ham der tæskede sådan i klaveret. Melodi af Jacob Vogel, tidligere medarbejder. Jeg kender ikke melodien til den, men kan læse den op.
(Grethe har også den på punktskrift og læser)
Solen titter i mit lille kammer ind,
siger til mig, jeg må ikke sove,
hvisker, jeg skal ud i sommervind,
lover mig, jeg bliver brun om kind,
mens den lyser over alle skove.
Op jeg springer glad og tager tøjet på,
skynder mig ud i den friske have,
himlen er så dejligt lyseblå,
å, der er så meget, jeg skal nå,
jeg skal over grønne marker trave.
Til min mor jeg plukke vil en fin buket,
af de mange blomster, gule, røde,
den skal være både stor og net,
derfor løber jeg så glad og let,
mor hun synes, blomster er så søde.
Når jeg kommer hjem igen med dem til mor,
si’r hun tak og klapper mig på kinden,
de skal stå på hendes lille bord,
de er vokset op i Danmarks jord,
mens de vuggede i sommervinden.
Så er den færdig, og så var der hilsen fra formand Poul Lüneborg, Dansk Blindesamfund, og hilsen fra formand Henrik Behrendt, Landsforeningen af Forældre til Blinde og Svagsynede. – Og hilsen fra de nordiske blindeinstitutter og det var ved rektor Gunilla Stenberg Stuckey, og det er fra Tomtebodaskolanns Resurscenter i Sverige. Så kommer den kantate som skolen selv har komponeret. Teksten er af Kai Otto Jensen, nuværende medarbejder. Og det synges af Kor-U, Kalundborg, under ledelse af Trine Lerche Hjelholt, klaver: Lene Wittrup.
Og den første på melodien: “En lærke letted.”
Det må have været smukt!
Stedet.
Mod vest på Sjælland i Danmarks midte,
hvor fortid tegnes af tårne fem,
og nutid koger med store faner,
og bringer velfærd til mange hjem.
Der tæt ved byen en skole er,
den hylder vi, som er samlet her.
Da den blev bygget i forne tider,
man tænkte meget på lys og luft,
og mellem Asnæs og Røsnæs dyder
her fødtes skolen i bølgens duft.
Der har den levet i 100 år,
skabt for de blinde så trygge kår.
Og så kom der en ny sang, og det er melodi:
Blæsten går frisk over Limfjordens vande. – Den sang koret også.
Vejret
På Refssnæsskolen kan vejrliget smile,
bølgen er flad og himlen høj,
træerne strutter og fuglene pile,
børnene tumler i vild halløj.
Så trives vi alle i godt humør,
og livet det leves med fuldt gehør.
Men andre dage kan guderne støje,
luften er fyldt med regn og gus,
væksterne ydmygt mod jorden sig bøje,
strid er al færden, børn i hus.
Thi blind er på ørene alle mand,
vi kryber i lyet for blæst og vand.
Nej, der skal ikke stå ørene – der skal stå øjnene. Det må være en trykfejl i programmet.
Så kommer der en ny sang. Det er altså den kantate. Melodien er: “Se hvilken Morgenstund.” Den melodi kender jeg altså heller ikke!
Fritiden
Når klokken ringer ud,
det er for sindet lud,
efter lidt føde og mad,
friheden nydes glad.
Børn er da børn, uanset hvem de er,
de har altid legen kær.
Børn spiller høj musik,
en melodibutik,
kommer ens tanke let på,
når mange anlæg gå.
Ruderne dirrer og bassen er hård,
med rocken tiden går.
Stranden er luft og vand,
slut på det faste land,
svævet skal ende med gys,
en eksplosion i lys.
Herligt at gynge og mærke sig selv,
blive krystet i bølgens hvælv.
Hvis sneen vælter ned,
straks alle ved besked,
et blik ad vinduet klar,
strandbakken altid klar.
Kulden og suset og bumpene med,
er et ganske andet sted.
Farlig er altid fart,
man ej må være sart,
om man med go-cart er gal,
bli’r man en vældig karl.
Larmen og osen gør simpelthen høj,
hvor vi andre siger pøj.
Børn giver altid liv,
(tit også vist lidt kiv),
når man for dem læser op,
koncentration i top,
monstre og feer let flyver i mål,
næppe høres falden nål.
Den sang er noget de selv har strikket sammen.
Så kommer der en ny. Den danske sang er en ung blond pige – det er altså melodien.
Gæster
En hverdag kender vi næsten ikke,
for frem vi møder blot alle mand,
fra hele verden man ind her kigge,
men flest de kommer fra Danemarks land,
vi nyder gæster og stolt fremviser
vor gamle skole som stadig er ung,
at rammerne ikke højt vi priser,
det skyldes, byrden er blevet for tung.
Når mange kurser, vor skole holder,
ej stedet bliver en jammerdal,
næh, smil og latter let ud sig folder,
og skolestuen er åndernes sal.
Der tåges rundt med de sorte briller,
og morgensangen er fuld af lyd.
Vi lever, ånder, er fyldt med griller,
en del af helet, som ynder vor fryd.
Men atmosfæren er bedst på tinge,
når varmen bider, og solen ler,
for så vil sommerens skole klinge,
og alle vegne man børnene ser.
Da koger sporten, og telte lyser,
og røgen bølger som søens siv,
de kommer flittigt, og ingen fryser,
for hektisk leves det levende liv.
– Og så kommer der en sang på melodien: Jeg er havren, jeg har bjælder på:
Hverdagen
Alle møder op til morgensang,
synger om vort land og hver en vang,
hører lidt, om hvad i dag der sker,
og så ud i klassen – lære mer.
Dansk og regning, gym og så musik,
formning, engelsk, svømning, ny teknik,
så kommer det, de børn kan li’,
tale/høre, fys, mobility
Når så alle hjem fra skole gå,
er der igen meget, de skal nå,
hvis i livet man vil trives godt,
må der trænes både stort og småt.
Først skal øves megen ADL,
man skal kunne klare alting selv,
men da også være bedste ven,
ellers mangler det jo sidenhen.
Og så ud til spejder, ridning, sport,
det er vigtigt at komme bort,
ikke hænge, dovne, se TV,
ud at leve, andre børn at se.
Og så kommer der en sang på: “ Jeg ved en Lærkerede.”
Fester
En fest er for os solen,
den sag er ganske klar,
den første dag i skolen,
vi straks et gilde har.
Når høsten så er inde,
vi pynter op med korn,
og alle kranser binde,
vi blæser højt i horn.
På skolens fødselsdage
da slår vi gækken løs,
god mad vi også smage,
og glæden får et kys.
Vi hygger os i Julen,
i skole og i hus,
der proppes ind i mulen,
det er en kæmpe rus.
I fasten er det tønden,
der drager os til fest,
fra norden og fra sønden
forklædt hver en gæst.
Hvis år så nogen fylder,
en sang vi synge vil,
og huset også hylder,
– lagkage er der til.
Jo, her på Refsnæsskolen,
vi har det rigtig rart,
for alle er den molen,
som sikrer livets start.
Så kom der en tale af forstander Keld Stochholm, Refsnæsskolen, Institut for Blinde og Svagsynede Børn og Unge i Danmark.
Så kommer der en fællessang. Og den har Jørgen Emborg, en tidligere lærer, skrevet. Det var oprindelig en konfirmationssang. Men nu er den altså blevet almindelig Refsnæs sang. Og da han lavede den, sang vi: Er luften karsk. Men så lavede Viggo Wøhlk en melodi til, men den kan jeg ikke huske. Men det er en skam at de ikke skriver tidligere lærer, men skriver tidligere medarbejder i programmet.
På Refsnæsskolen er luften karsk,
og der er læ bag skolemure,
når fjorden vælter sig jævndøgnsbarsk,
og stormen blæser i Lurer.
I forårsnætter med fugletræk
blandt blege stjerner bli’r tanken væk.
Den barndomsstrand
du aldrig kan
forglemme, hvor du end færdes.
Du lærte sange og eventyr;
selv kunne du bedre digte.
En sten, du fandt, var et elsket dyr,
en ven, du aldrig turde svigte.
Men ingen, ingen dig helt forstod
– din vilde glæde, din trods, dit mod.
Den barndomstid
– snart hård, snart blid –
du skal bestandig erindre.
Tag, når du rejser fra dette sted,
(en trækfugl vender tilbage)
dets egen hilsen og ønske med
ud i de ukendte dage:
Om skæbnen truer med sorg og skræk
da husk de jublende forårstræk:
Hvem førte dem
i mørket frem
og gennem stormfulde dage?
Det var den – og det var alle de sange der blev sunget.
Det var meget flot, og det er vel også godt at læse dem op – og få sat dem på plads.
Og jeg synes at du fortæller lidt om hvad det har betydet for dig! Din skolegang på Refsnæs, i forhold til det de unge oplever i dag.
Ja. Jah, vi mennesker er jo sådan indrettet, at vi altid synes bedst om den tid, hvor vi selv var med! Og jeg synes, at min tid på Refsnæsskolen den var god. Vi oplevede mange ting. Og selvfølgelig var der også mange ubehageligheder. Men dem grinede man af når man havde sundet sig lidt.
Og jeg ville ikke have undværet Refsnæsskolen. Så det er lidt svært for mig at se, hvordan den har udviklet sig. Selv om jeg godt ved, at eleverne er under samme vilkår som vi var i min tid. Vi er i samme båd, fordi vi ikke ser. Men det er alligevel på en helt anden måde, at skolen har udviklet sig. Det kan man ikke undgå at mærke når man kommer der.
Hvad er den forskel du egentlig kan mærke når du kommer der nu?
Det, at man så ikke noget til børnene til jubilæet. De sad i et lille telt for sig selv. Og der var noget med at der kom en byge, og vandet var ved at trænge ned til dem. Så måtte personalet ta fat med kost for at redde dem. – Men i min tid – jeg kan jo ikke sige hvordan beboerne føler det nu -, men vi følte altid vi var en stor familie. Og hvis et barn blev sygt, og sådan skulle have vagt om sig hele døgnet, så brugte lærerinderne trods deres skoletimer, hvis de havde en time fri, at afløse sygeplejersken oppe på sygestuen hos den syge, der trængte til hjælp og vagt. – Det ved jeg ikke om eksisterer mere.
Det er ikke sikkert at lærerne er hos børnene i dag – det er måske nogle pædagoger der tager sig af børnene i fritiden.
Men tror du ikke at dine aktiviteter i dag – f.eks. at du læser på Dagcentret, er udsprunget af din tid på Refsnæsskolen?
Joh, men vi blev ikke uddannet på Refsnæsskolen. Vi fik bare grunduddannelsen, og den var også vigtig.
Men nogle skarn kunne vi godt være.
Kunne I det?
Ja, der var engang nogle piger, der havde drillet en kammerat der ikke var så godt begavet som vi andre. Men det kunne hun nu i og for sig ikke gøre for. Hun havde en stor forkærlighed for marmorkugler. Og hvis hun mistede en marmorkugle, græd hun over den som var det en dukke der havde fået hovedet revet af. Og det morede jo nogle af pigerne. Og så var det en aften hun kom grædende til aftensang. Så spurgte vagten jo hvad der var i vejen. Og det fortalte hun så. Og så fik vi store piger en ordentlig opsang nede i vores legestue. Men Gertrud og jeg – vi havde ikke drillet hende, så vi syntes ikke det kom os ved. Men så da lærerinden kom til at sige: “Jeg skal slå jeres små bagdele både røde og blå næste gang i driller Dagny!” – så kunne jeg ikke dy mig, og sagde ganske stille og sagte til Gertrud, der stod ved siden af mig og kunne se farver: “Hvordan ser de to farver ud sammen?” – Og så var det ellers os der fik tævene og kom i seng. Så kunne vi ligge og filosofere over Verdens retfærdighed. Men det var da ikke værre end da vagten kom op til os og sagde godnat, så fik vi en lille rask diskussion om vi nu også var helt så gode som vi troede. – Og da vi godt kunne li hende, blev vi hurtigt enige.
Men der vankede lidt tæsk en gang imellem?
Ja, det gjorde der. Det kan ikke nægtes. Hænderne sad lidt løse. Det gjorde de dengang. Nu må de jo ikke engang rette dem. Og det er også forkert synes vi.
Men det er jo nok lidt af din baggrund der gør at du er så aktiv i dag?
Ja, det er det. Og jeg håber da også jeg kan blive ved sådan altid.
Og så Aksels historie med fingeren da de fandt på at det var assistentens finger de havde fået til aftensmad. Joh, vi kunne da godt være uartige.
Men kunne du godt have tænkt dig at blive på Værnehjemmet, eller Refsnæsskolen hvis der havde været gode forhold?
Jeg er ikke sikker på det.
Se den gang jeg var på Instituttet, da havde vi en gammel dame boende der havde været elev på instituttet. Og hun var oppe i firserne. Vi unger var nærmest bange for hende, for hun havde sådan en agtværdig stemme. Og hun kom kun ned, når vi var på ferie. Så bar de hende ud i haven. Og hun døde på instituttet mens jeg var der. Og dem der sad oppe – dengang havde vi en systue hvor man reparerede tøj -, de kiggede altid ind til hende om morgenen når de kom, og inviterede hende ind på systuen hvor hun kunne sidde og hygge sig med dem. Men så en nat blev hun syg. Hun var oppe i et lovligt ærinde – ikke sandt -, og tænke sig, så kunne hun ikke komme op fra potten hun sad på lige pludselig. Nu kiggede de jo altid ind til hende fra systuen, og så fik de lagt hende i seng og fik meldt det til sygeplejersken. Så kom der en sygeplejerske og passede hende de dage hun levede. Men hun var bevidstløs den sidste uge hun levede. Og Esther Seirup, jeg sagde til hende: “Ih Esther, du må da rigtig kunne have været noget for de nye der kommer ude fra Refsnæs og var lidt usikre!” “Det ville jeg så gerne Grethe” sagde hun. “Men for dem var jeg jo forstanderens kone.”
Ja det ved jeg godt – jeg har haft hende med på Højskole. Og nu bor hun i Bogensegade?
Og så blev hun gift med Seirup og nu ved jeg ikke hvad hun laver. Og hun var en virkelig sød pige. En virkelig god kammerat. Hun var senblind. Hun var blevet blind under et ferieophold. De var ude at køre hø ind. Så var der en der kom til at jage en fork op i øjet på hende. Og hendes forældre gjorde alt for at holde forbindelse hvor det var sket. Men da de ikke fik svar på hvor godt det gik Esther, så holdt de altså op.
Så det var godt du kom til bo her, i stedet for Farum eller et andet sted?
Ja, det var det. Og det vil jeg også lige så længe jeg kan. Og komme på dagcentret. Men nogen gange er jeg træt af det. For der er mange, mange der er meget sølle. Og de skal næsten alle hjælpes på toilettet.
I mange år besøgte du jo også Grethe oppe på amtsplejehjemmet!
Ja, hvor mange år, lad mig nu se. Hun var der da i over 25 år, og vi besøgte hende hver uge. Til at begynde med var det hver søndag, men så skulle hun ud med Jehovas vidnerne så længe hun var rask og kunne komme op af sin seng. Og så blev det til om lørdagen.
Hun var på Værnehjemmet og kom over på sygestuen da hun begyndte at klage over smerter i sit ben. Så var der Nutte og et par andre kammerater de var at besøge hende. Og pludselig gav Grethe et skrig fra sig, og det knasede henne fra hende. – Så var hendes ryg brækket tre steder. Og så kom hun på sygehuset, og lægen der sagde til hende: “hvis de ikke kommer når du ringer, så må du skrige sygehuset ned. For de skal hjælpe dig.” Og så da hun kom fra Sygehuset, ville de ikke så gerne have hende på Skolen, for så kunne de ikke få efterårsferie. For de sendte børnene så syge de end var i ferierne.
Så hun kom på amtsplejehjemmet.
Og så besøgte du hende der ?
Ja, Nutte og jeg. For hun havde jo ingen familie, der tog sig af hende. Og der var en mand der hed Regnar, ham kom jeg altid ind til og sang fødselsdagssang for, hvis jeg var der på hans fødselsdag. Det kunne han altså godt li. Og vi kom også til Grethes fødselsdag, men så da hun blev Jehovas Vidne, holdt hun ikke fødselsdag mere.
Så det blev lidt af et savn?
Ja, for os. Men jeg tror ikke for hende. Jeg blev ved med at komme der. Jeg var der den sidste aften hun levede. Hun var rask og blev syg mens jeg var der. Hun var blevet lagt på Bækken. Og så da de skulle løfte hende af, gav hun sig til at skrige. Ja, men du kan ikke blive liggende sådan, sagde sygeplejersken. Vi må jo ha dig af. Vær nu bare rolig. Slap af. – Men Grethe hun skreg. Det var nok fordi, – ja hun vidste at jeg var der. Og af mig fik hun lidt medfølelse. Jeg vidste da godt, at de ikke var onde ved hende. Men jeg fik sandelig tårer i øjnene ved at høre hende skrige. Så gik der en uge hvor jeg ringede til Amtsplejehjemmet. Og de begyndte så efter den tid at give hende de piller som kunne få hende til at dø ganske stille. Og så en dag ringede hun selv til mig: “ Du skal ikke komme på lørdag, og du skal ikke ringe mer’. Nå så lader jeg være med det, sagde jeg. Men de sagde på hjemmet til mig, at jeg havde lov til at ringe hver dag, og spørge hvordan hun havde det. Hun lå 10 dage på den måde med piller. Og hvis hun ikke havde fået piller, var hun blevet en af dem der lå og råbte hele tiden. Og Jehovas vidner var der hver dag, for de måtte jo endelig ikke give hende blodoverførsel. Men det var der ingen der tænkte på at gøre.
Men du var trofast i mange år?
Ja heldigvis da. Og den sidste dag Nutte levede var vi hos hende. Der sov Nutte den meste tid. Det var d. 24. september at Nutte døde. Hun ville være blevet 71. Og så den sidste aften, da vi var kommet hjem fra Grethe – vi skulle sætte urene til Vintertid – så siger Nutte: “ Åh Grethe, skal vi ikke blive oppe og snakke!
– Joh men Nutte sagde jeg, du ved at vi står op efter sommertid og går i seng ved sommertid. Så må vi også gå i seng, så vi får en time længere i morgen. “Nåh ja,” sagde Nutte. Men jeg vil godt blive hos dig, sagde jeg. For du har jo sovet det meste af eftermiddagen. Så det kan godt være du ikke kan sove. “Nej, men det skal du ikke. – Du må godt gå i seng.” – Og så gik jeg i seng. Og så da jeg kom ind Søndag middag kl. 1, og jeg havde hørt avisen så sagde jeg: “ Så Nutte, nu er frokosten serveret!” – så fik jeg ikke noget svar. Og så begyndte jeg at gå rundt i huset. Jeg kiggede efter hende i køkkenet, jeg kiggede efter i badeværelset. Og der var ingen Nutte at finde nogen steder. Så kom jeg ind i soveværelset, og det første jeg lagde hånden på – det var hendes kolde
pande. Og jeg tænkte på: Hvor var det synd at jeg ikke blev hos hende den sidste aften. Men de sagde alle sammen: Det skal du ikke være ked af Grethe, for hun er sovet lige så stille ind.
Men hun var også meget syg. Men det var der ikke nogen der ville tro på. Fordi hun havde en glubende appetit til det sidste.
Hvad fejlede hun?
Det var noget med vand i kroppen. Og så var der også lidt med hovedet. Hun faldt i søvn allerbedst som jeg sad og snakkede med hende. – Det var derfor at vi holdt op med at tage på feriehjem, for de sagde: I sidder og sover! Så sagde jeg: “Nej jeg sover ikke. Men hvis jeg begynder at snakke med mig selv ville I først for alvor begynde at tro, jeg ikke er rigtig klog.”
Så sagde jeg til Nutte: Vi rejser ikke ud mere! – Nej vel Grethe, sagde Nutte. Og jeg var glad for at jeg tog den beslutning, at vi ikke skulle rejse ud mere.
Men det kan godt være, at du i dag vil synes om at komme på Fuglsang centeret?
Joh det kan da godt være. Men der er meget klike-væsen.
Du er født blind – du har aldrig kunnet se noget som helst?
Ja, jeg er født total blind. Og jeg er den eneste af vi søskende. Min søster endte som helt dement. Hun kom på Halmsted Hospital. Og de spurgte mig om jeg ikke kunne tænke mig at komme der. Altså – på en måde kunne jeg godt. Fordi det var i nærheden af Horsens. Men så sagde jeg: Jeg har på fornemmelsen at min søster ikke lever ret længe. Og så ville jeg jo alligevel blive ene. For hendes børn de ville ikke tage sig af mig.
Og du har jo også din kultur her.
Ja det har jeg, og har da også været i Farum og besøge dem der. Fordi de andre kom så hovedkuls afsted dertil. Det er forfærdeligt at måtte sige det, men fru Gottlieb blev jo syg. Og hendes hjælpere, de var ikke interesseret i at hjælpe damerne. Så det var Berger og Niels der måtte pakke deres ting sammen, da de skulle til Farum.
Og dem der ikke kom til Hobro, de kom op på Raklevgården.
Og jeg tror ikke alle pigerne der kom fra Værnehjemmet, befandt sig lige godt i Farum. F.eks. Rasmine – hende kaldte vi altid Ras, hun var 70 da hun blev flyttet. Og hun havde været på Refsnæs siden hun var 7 år.
Så var de ude at besøge fru Gottlieb hele flokken. De havde lederen fra Dagcentret med. Hun hed Bente. Vi ville så gerne have at de skulle synge for os, men det ville de ikke. “Nåh, men så synger vi for Jer her”, sagde jeg. Så sang vi nogle af de sange vi havde sunget her. – Så sagde hun: “Nu kan jeg godt forstå pigerne ikke ville synge, for de kan ikke undvære at I er med i koret”.
Du har altid været glad for at synge – og det lærte du på skolen?”
Ja det gjorde jeg. Tante Agger var egentlig koncertsangerinde. Men jeg ved ikke hvorfor hun opgav det. Hun sang jo denne her: Kom lille Barn til denne plet.
Og så da hun blev ældre, ville hun gøre det andet vers rigtig sørgeligt. Der hvor der står: “Lad ligge de stakler der famled og faldt/ i smudset i mørket og sorgen”. I stedet for smudset, i mørket og sorgen, sang hun: I smudset i mørket og døden.
Så sagde forstander Rytow: “Åh tante Agger, lad nu være med at slå os for tidligt ihjel.”
Så det var egentlig sjovt når vi øvede kantaten. Dengang var alle i personalet med som kunne synge. Og øvede stemmerne med os. Og det var altså en hyggelig tid, når vi øvede til kantaten. Vi sang den jo sammen.- Ja, det var til stævnet den skulle opføres i 1921. Så var der en dreng der hed Poul, han blev lidt træt af at synge kantate. Vi havde sunget den 3 gange. Så skulle vi synge den igen. Så blev han lidt træt. Så da de spillede mellemspil, så sang han: “Jeppe min ven, Jeppe min ven.” Så sagde forstanderen: Nu må vi vist hellere holde op, og få børnene ud og lege i det gode sommervejr.
Og hvad man end kan sige om frøken Olsen, så lærte hun os at vi skulle synge tydelig tekst, og vi skulle synge blødt.
Kan du slet ikke forestille dig at i boede i en slags bofællesskab hvor man igen blev samlet?
Æhh’m, det er ligesom vi kun snakker sammen når vi mødes. Jeg ringer og snakker med Gerda en gang imellem. Men der er ikke sådan samlet kontakt.
Vi har hver fået hvert vores liv. Og skulle jeg flytte herfra ville jeg nok blive lidt ked af det. – Jeg ved jeg var ked af det da jeg skulle flytte fra Olaiparken. Jeg kunne da være blevet der, men ville ikke skilles fra Nutte.
Og nu er du da glad for at bo her, og ved du kan få den hjælp du har behov for! – Og du kender stedet.
Ja, men det er nu knap og nap man kan få den hjælp man har behov for når der er afløser på. Ja, jeg sagde til Rita i dag, min faste hjemmehjælper: Ved du hvad, jeg havde en anden i går. Og jeg havde hængt min kjole frem, for hun skulle se om der var spildt Vin på den. Og den hang ude i gangen, så hun kunne ikke undgå at se den. Jeg satte kaffedåse og pose frem fordi jeg skulle ha hældt kaffe på. Det stod urørt da hun gik. – Så jeg sagde: Jeg behøver altså ikke en blind hjemmehjælper, for jeg er selv blind.
For jeg benytter enhver lejlighed til at sige hvad jeg mener om dette kollektiv.
Og det går jo også meget godt når Rita kommer. Og så en der hedder Esther. Hun hjælper mig med badet, for det tør jeg ikke mere stå med selv.
Jeg kan da høre nogen inde ved siden af!
Uh ja, det er et vældigt lydt hus.