Nyhedsbrev nr. 1 / 2024

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1/2024.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

2. Kontingentindbetaling 2023 ved Ove Gibskov

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 9. – 10. marts 2023 ved Poul Lüneborg

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2024 ved Ove Gibskov

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2023/2024 ved Poul Lüneborg

6. Regnskab 2023 samt revisionsprotokol og supplerende bilag til intern orientering ved kasserer John Heilbrunn

7. Jazzkoncert 9. marts kl. 20.30

8. Fænomenet tiggeri i historisk, kunstnerisk og nutidigt perspektiv 10.03 kl. 9.00

9. Blind pioner har nået Sydpolen på ski ved Arne Christensen

10. Mindeord om Mogens Bang ved René Ruby

11. Afsløring af en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb i særforsorgen ved Ove Gibskov

12. Anmeldelse af Ulla Bruuns bog ” NU – Mens vi kan elske – Haiku og andre digte” ved Marianne Olsen

13. Kan nogen bidrage med oplysninger om den tidligere leder af Statens Trykkeri for blinde, Sigurd Adolf Andersen?

14. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

Det har for mig været en stor tilfredsstillelse og fornøjelse at sætte mig til tasterne efter at have læst bidragene til dette nyhedsbrev.

2024 er året hvor selskabet den 18. november kan fejre sin 30-års fødselsdag. Det er mit håb, at vi i tiden frem til årets afslutning, kan afslutte de sidste af de projekter, som jeg overtog, da jeg på generalforsamlingen i 2016 overtog formandshvervet. Tilbage står afslutningen af registreringsprojektet og arbejdet i den blindehistoriske arbejdsgruppe med at sikre de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. Jeg har tiltro til, at vi nok skal nå at afslutte registreringsopgaven, mens udfordringerne med Refsnæssamlingerne næppe når til vejs ende, men opgaveløsningen er på vej ind i en god gænge, som vil føre til et resultat svarende til de forhåbninger vi opstillede i 2014. Vi kan glæde os over, at selskabet selv har økonomi til at bidrage til løsningen af disse 2 opgaver i det omfang det ikke lykkes for os at få støtte til arbejdet fra anden side.

Selskabet har opbygget et omfattende arkiv indeholdende tekster, publikationer og lydoptagelser, hjemmesiden er blevet fornyet og indeholder en opdateret litteraturoversigt, det er lykkedes at offentliggøre mindst 3 nyhedsbreve pr. år, færdiggøre rapporterne om registreringsprojektet og de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960 – 70-erne og at udgive “Museumsdagbogen” samt jubilæumsbogen “Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord” i løbet af 8-årsperioden. Alt dette ligger i smuk forlængelse af de 3 formål, som er beskrevet i § 2 i selskabets vedtægter, hvor det hedder:

– At udbrede kendskabet til blindes historie.

-At udbrede kendskabet til og anvendelsen af eksisterende blindehistoriske samlinger og arkivalier.

– At støtte og medvirke til udbygningen og bevarelsen af blindehistoriske samlinger med henblik på en senere egentlig museumsdannelse til gavn for forskning og formidling.

Denne status er fra min side først og fremmest tænkt som et udgangspunkt, for en drøftelse på den forestående generalforsamling, af hvilke opgaver selskabet kan tænkes at skulle prioritere i den nærmeste fremtid. Ud over bestyrelsens opgave med at fastholde selskabet som et aktivt mødested, for alle med interesse for blindes historie, så har vi “på bordet” Rita Smiths spændende historiske projekt om “Hjemmet for Arbejdsføre Blinde Kvinder på Mariendalsvej på Frederiksberg” samt nogle artikler til kommende nyhedsbreve. Mange vil måske tænke, at disse udfordringer for en tid må være mere end nok. Ja, muligvis, men som formand håber jeg, at der på generalforsamlingen kan fremkomme nye ideer til overvejelse i den kommende bestyrelse. Det er der efter min bedste vurdering brug for, med henblik på at fastholde selskabets attraktionsværdi overfor nuværende- og kommende medlemmer.

Jeg håber mange medlemmer vil møde frem til generalforsamlingen den 9. marts og deltage i diskussionerne og nyde jazzmusikken lørdag aften.

2. Kontingentindbetaling 2023 ved Ove Gibskov

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet på 150 kr. til Blindehistorisk Selskab.

Du kan indbetale via bankoverførsel til reg. 1551 0501697 eller via MobilePay på 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel og i kommentarfeltet ved MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til John Heilbrunn på 23 40 92 18, så I sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Alle medlemmer opfordres til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 9. marts 2024, hvis du agter at deltage i denne.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen, ved Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, endnu engang at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 9. til søndag den 10. marts 2024.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 12.30.

Program for lørdag den 9. marts 2024:

Kl. 13.30 – 17.00: Generalforsamling, afbrudt af kaffe / te pause

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i separat lokale

Kl. 20.30: Jazz koncert – introduktion ved Thorvald Kølle

Musikere:

Flemming Nørgaard, bas
Heidi Madsen, trommer
Lars Bang Andersen, saxofon
Lars Svaneborg, vibrafon
Thorvald Kølle, trompet/flygelhorn

Kl. 21.00: Kaffe / te + kage

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program

Program søndag den 10. marts 2024:

Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant

Kl. 9.00 Blindehistorisk temaarrangement:

John Heilbrunn, Jytte Nielsen og Lena Bang præsenterer et historisk oplæg baseret på begrebet tiggeri i et historisk, kunstnerisk og nutidigt perspektiv.

Deres oplæg vil vare ca. halvanden time. Det vil midt på formiddagen blive afbrudt af kaffe / te pause.
Der vil være mulighed for spørgsmål og supplerende kommentarer undervejs.

Kl. 11.45 Afslutning med fællessang

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen. Teksten blev første gang offentliggjort i Medlemsblad nr. 52 fra oktober 1915, mens melodien første gang omtales i medlemsblad nr. 6 fra den 24. marts 1923 – forud for Laurids Lauridsens melodi benyttedes melodien til “Danmark dejligst vang og vænge” komponeret 1811 af P.E. Rasmussen fra Farum.

Kl. 12.00 Frokost i centrets restaurant og derefter afrejse

Bestyrelsen beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 541 kr. sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets punkt om tilmelding til generalforsamlingen.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2024

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018. De findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 4. marts 2023 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2023. Nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2023 / 2024 til godkendelse. Beretningen offentliggøres i nærværende nyhedsbrev.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2023 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse. Regnskab og revisionsprotokol offentliggøres i nærværende Nyhedsbrev.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest lørdag den 24. februar 2024.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Formand Poul Lüneborg for en 2-års periode, er villig til genvalg.
b. Næstformand Lena Bang for en 2-års periode, er villig til genvalg.
c. Redaktør Ove Gibskov er foreløbig indstillet på valg for det kommende år.
d. Suppleanter for et år, Leif Martinussen blev sidste år valgt som 1. suppleant, han genopstiller.
Thorvald Kølle blev sidste år valgt som 2. suppleant, han genopstiller.
e. Revisorer:
Kurt Nielsen blev valgt i 2023 for 1 år, er villig til genvalg.
Nete Parkov blev valgt for 1 år i 2023 som revisorsuppleant, er villig til genvalg.
f. Revisorsuppleant: Bestyrelsen efterlyser en kandidat.

11. Eventuelt.

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2024 ved Ove Gibskov

I medlemsblad nr. 1 blev der desværre opgivet en lidt for lav pris for deltagelse i generalforsamlingsweekenden 9. og 10. marts. I blad nr. 6 fra sidste år stod der nemlig, at hovedbestyrelsen med virkning fra 1. juni 2023 har besluttet at hæve døgnprisen på Fuglsangcentret til 524 kr. Det er jo den pris, vi har meldt ud i blad nr. 1; og først efter deadline er bestyrelsen ved et tilfælde blevet opmærksom på, at døgnprisen nu er steget med 17 kr. Dette har endnu ikke stået i Medlemsbladet, men da bestyrelsen på sit møde 5. oktober sidste år besluttede, at prisen for deltagelse i arrangementer skal følge prisstigningen på FSC, er deltagerprisen altså 541 kr. Vi beklager den forkerte oplysning men går ikke ud fra, at differencen på de 17 kr. vil afholde nogen fra at deltage i den ret så indholdsrige generalforsamlingsweekend.

De 541 kr. skal indbetales inden generalforsamlingen enten som bankoverførsel til reg.nr. 1551, konto 0501697 eller via MobilePay på 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel og i kommentarfeltet ved MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2023/2024 ved Poul Lüneborg

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 4. marts 2023 til dette års generalforsamling den 9. marts 2024.

1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende medlemmer, som blev valgt på generalforsamlingen den 4. marts 2023:

Poul Lüneborg, formand
Lena Bang, næstformand
John Heilbrunn, kasserer / sekretær
Ove Gibskov, redaktør
Jytte Nielsen, bestyrelsesmedlem
Leif Martinussen, 1. suppleant
Thorvald Kølle, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der forventes i skrivende stund afholdt 4 møder i beretningsperioden. I denne periode har det været muligt, at afholde alle møder som fysiske møder enten på Fuglsangscentret eller i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde den 5. marts 2023 efter generalforsamlingen.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål og bidrage til gennemførelsen af trufne beslutninger. Begge suppleanter har deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus.

Ved starten af 2023 talte selskabet 123 medlemmer, heraf var 118 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke artikler under rubrikken Meddelelser. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter.

Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde. Vi har i 2023 kunnet glæde os over, at 10 har tegnet medlemskab, 2 medlemmer har ikke ønsket at opretholde deres medlemskab, og hertil kommer, at 5 medlemmer er afgået ved døden. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2023 har medført, at der ved årets udgang var 126 medlemmer, som havde betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2024 tæller 121 medlemmer, idet vi som anført i årets løb har registreret 5 dødsfald i medlemskredsen. Det drejer sig om følgende:

Inge Andersen, Roskilde
Tommy Simonsen, Aalborg
Verona Nielsen, Valby
Palle Jacobsen, Karlslunde
Habba Egefelt, Farum

I anledning af Palle Tonni Jacobsens mangeårige engagement som tillidsmand i DBS har formanden i Medlemsblad nr. 1/2024 bragt nogle mindeord om hans indsats, ikke mindst som formand for Roskildekredsen fra 1982 til 2013.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Det må konstateres, at selskabet i beretningsperioden ikke er kommet dette mål nærmere. Det skal dog nævnes, at der i skrivende stund er flere som i 2024 har ønsket at tegne medlemskab.

Bestyrelsen glæder sig over, at der stadig er mennesker med interesse for blindes historie som tegner medlemskab af selskabet.

Jeg har, sammen med den til enhver tid siddende bestyrelse i gennem de seneste 7 år, bestræbt mig på at udtænke idéer og tage initiativer til at rekruttere nye medlemmer udenfor Dansk Blindesamfunds medlemskreds. Disse bestræbelser har desværre kun haft ringe succes. Derfor opfordrer jeg endnu engang alle medlemmer af selskabet til at fremkomme med forslag på dette område.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 23. maj 2023 Medlemslisten for 2023 til alle medlemmer med en mailadresse. Denne blev efterfølgende udsendt i sort punkt og som Daisy-lydfil efter det enkelte medlems eget valg. Den kritik, som blev fremført af flere medlemmer, i anledning af den valgte form for udsendelsen af den elektroniske udgave af listen, har bestyrelsen taget til efterretning.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den årlige generalforsamling. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og i givet fald med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer videregivet til kassereren.

Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter et årsskifte at indbetale kontingentet og samtidig give meddelelse om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår af den sidst udsendte medlemsliste.

Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 8 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.

4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.

Denne gruppe, som består af 2 repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg og 2 repræsentanter fra Blindehistorisk Selskab, har i 9-års perioden 28. november 2014 – 15. december 2023 afholdt 15 møder. Til et flertal af møderne har repræsentanter for Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg været inviteret. Det var Sofie Monggaard Christensen fra DBSs forretningsudvalg som deltog i gruppens seneste møde den 15. december 2023.

Ove Gibskov og formanden har i den forgangne periode været selskabets repræsentanter i gruppen, mens Karen Marie Pedersen og Dennis Bonnet Aabank har repræsenteret DBSs Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg. Den Blindehistoriske Samling overgik som bekendt i 2013 til Medicinsk Museion. Arbejdet i gruppen har derfor været koncentreret om samlingerne ved Synscenter Refsnæs.

På mødet den 10. december 2022, hvor såvel repræsentanter fra Medicinsk Museion som fra Synscenter Refsnæs deltog, var der enighed om, at det var af afgørende vigtighed, at få afklaret situationen for samlingerne ved Synscenter Refsnæs. Deltagerne i mødet besluttede, at der bør tilvejebringes en vurdering af de tilbageværende samlinger og tilvejebringes økonomiske ressourcer, der kan sikre en overflytning af de bevaringsværdige dele af samlingerne til Medicinsk Museion. Det vigtigste punkt på gruppens seneste møde var, på baggrund af disse konklusioner, en drøftelse af et notat, udarbejdet af samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion, indeholdende en beskrivelse og klassifikation af centrets samlinger. Arbejdsgruppen drøftede, hvorledes man kunne bidrage til en gennemgang og prioritering af ikke mindst anskuelsessamlingen. Denne er ganske omfattende og rummer dubletter mv. som kræver en stillingtagen af mennesker med viden og erfaring på området. Til løsningen af denne opgave blev det foreslået at nedsætte en mindre gruppe af tidligere elever og fhv. medarbejdere. Det lykkedes i løbet af januar 2024 at samle en gruppe som foreslået og opnå tilsagn fra Synscenter Refsnæs om, at den kunne påbegynde sit arbejde efter den 1. februar 2024. I arbejdsgruppen glæder vi os til at berette om resultatet af dette initiativ i næste års beretning.

På mødet gav gruppens medlemmer derudover en gensidig orientering om aktuelle sager på gruppens område indenfor DBS og selskabet.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er som anført i de seneste beretninger indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer er blevet opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBSs hovedkontor og / eller selskabets bestyrelse. Denne opfordring, som var indeholdt i den seneste beretning, gentages for at minde enhver om, at historiske begivenheder kun optages, hvis der er nogen som hjælper med til at identificere disse.

Fra beretningsperioden skal nævnes, at Henrik Olsen stod for at lave en lydoptagelse af arrangementet den 11. september 2023 i Horsens, hvor socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil på regeringens vegne gav en undskyldning til de mange personer, som havde været beboere på Særforsorgens institutioner i årene 1933 – 1980. På selskabets hjemmeside findes en omtale af begivenheden og et link til denne optagelse.

Opgaverne i Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe kan kun løses i et samarbejde med DBSs forretningsudvalg. Sofie Mongaard Christensen har siden hun fik tildelt opgaven som gruppens kontaktperson udvist stor interesse for arbejdet i denne.

Arbejdsgruppen har tidligere drøftet, hvorledes det kan sikres, at markante personligheder indenfor den danske blindesag mindes, når de dør. Forretningsudvalgets nuværende aldersmæssige sammensætning kan medføre, at en meddelelse om et dødsfald blandt ældre tillidsvalgte og ansatte overses. Her bør gruppen bidrage, til at disse personer mindes på passende måde i blandt andet Medlemsbladet. Formandens mindeord om fhv. kredsformand Palle Tonni Jacobsen i Medlemsblad nr.1/2024 skal ses i forlængelse heraf.

5. Selskabets egne projekter i det forløbne år

5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets beretninger. I beretningen for 2018 / 2019 findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

Registreringsprojektet blev afsluttet den 14. maj 2020 med udarbejdelsen af en endelig rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.

Selskabets bestyrelse besluttede allerede på sit møde den 16. februar 2020, at der skulle fastlægges en plan for projektets afslutning. Projektets hovedformål har som bekendt været at inspirere medlemmer af Dansk Blindesamfund og professionelle, indenfor det synsfaglige område, til at medvirke til at lade registrere genstande m.v. som kunne bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling. Selskabet har med projektrapporten ydet et væsentligt bidrag til at opfylde dette formål.

Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside. Samtlige registrerede genstande er systematiseret i 5 hovedkategorier. Registraturen over samlingen indeholder 142 emneord, der hver åbner adgang til de registrerede genstande under det pågældende emne.

På selskabets generalforsamling den 17. februar 2018 anførte museumsinspektør Jacob Kjærgaard, at samlingen omfatter godt 3.500 genstande og ca. 800 billeder. Hertil kommer omkring 700 punktbøger, 100 reliefbøger, 700 sortbøger samt en samling kassettebånd, disse bøger og lydoptagelser er fortsat endnu ikke digitaliseret.

Samtlige henvendelser til registreringsprojektet er i rapporten sammenlignet med registraturen. Ved denne gennemgang af modtagne henvendelser har det kunnet konstateres, at samlingen allerede indeholder en betydelig del af de registrerede genstande.

Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

Den 4. juni 2020 meddelte samlingsleder Ion Meyer ved Medicinsk Museion, at museet som udgangspunkt var interesseret i alle de registrerede genstande. Samlingsmedarbejder Maria Thode Jensen forelagde, i en mail fra den 1. juli 2020, en plan til det videre arbejde for indsamling og indlevering af de registrerede genstande.

Arbejdet med projektet gik på grund af coronarestriktionerne helt i stå i forrige beretningsperiodes sidste halvdel.

I den endelige projektrapport fra maj 2020 oplistes 154 genstande. 46 af disse er allerede registreret i ”Den blindehistoriske samling”. I det omfang det vil være muligt at indsamle de registrerede genstande, er Medicinsk Museion interesseret i dem alle dels for at supplere samlingen dels for at vurdere om de tilbudte eksemplarer er af en bedre kvalitet end de allerede registrerede, disse dubletter vil derudover kunne indgå i museets undervisnings- og udstillingsaktiviteter.

Blindehistorisk Selskab står for indsamling af 28 tilbudte genstande, samt for opgaven med at indhente yderligere oplysninger om 3 genstande. De øvrige genstande kræver ikke indsamling på initiativ af selskabet, idet disse er tilbudt af IBOS og andre lignende aktører.

Bestyrelsen arbejder på at indsamle de nævnte 28 registrerede genstande. Der vil i forbindelse med indsamlingen blive foretaget en registrering af identiteten på vedkommende, som har tilbudt den pågældende genstand, samt en beskrivelse af vedkommendes anvendelse af denne. En række medlemmer har tilbudt yderligere genstande til indlevering til samlingen på Medicinsk Museion. Blandt dem vil jeg nævne musiklærer Niels Eskjær(02 02 1933 – 27 11 2021). Boet efter ham har overdraget selskabet følgende genstande til vurdering:

Reliefkort(45×82) over Røsnæs, fremstillet i træ. Veje og byer er markeret.
Reliefkort(34×30) over Instituttet på Kastelsvej, 3 plastark.
Spil fremstillet til blinde: Reversi. Kryds og Bolle, fremstillet i træ. Brospil, fremstillet i træ.

Hjælpemidler: Vækkeur med punkmarkeringer. Stuetermometer med punktmarkeringer. Minutur med punktmarkeringer. Kompas med punktmarkeringer. Nøglering med punktfigur. Apparat til bestemmelse af lys / mørke f.eks. i forbindelse med beklædning. Dupper til hvide stokke. Prene. Badges med ”hvid stok” og ”Synshæmmet”. Mærkater til blindeforsendelse. Refleksmærker med ”hvid stok”. Skrivetavle til 1 linje punktskrift. Skrivetavle til 4 linjer punktskrift. Skrivetavle til 2-sidet punktskrift(2×10 linjer). Skrivetavle med linjemarkering (måske til alm. skrift?). Små metaletiketter med to punktbogstaver. Stor og meget lille kugleramme (Abacus?).
En mappe med udklip fra 1940’erne fra ugeblade og aviser om blindes hverdag og færden, samlet af Elise og Aage Ellebæk.

14 CD’er med blinde komponister eller blinde medvirkende:
Leif Ramløv Svendsen. Laurids Lauridsen. Jan Budin. Kirsten Hansen. Ernst Bruun Hansen. Rita Skov. Willy Egmose. Inger Kiørbye Bertelsen. + Braille my musical language / udg. af Nota.

Disse mange genstande vil sammen med en række andre tilbudte genstande, i den nærmeste fremtid blive vurderet, registreret og beskrevet før overdragelse til “Den blindehistoriske samling”.

5.2. Projekt ”Blindes levevilkår i 1960-70-erne”.

Rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” på 117 sider blev afleveret til Medicinsk Museion ved en reception den 18. november 2022.

Professor Birgit Kirkebæk, redaktør af Handicaphistorisk Tidsskrift, bad efterfølgende John Heilbrunn om at skrive en artikel til Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49 med en præsentation af rapporten. Jeg fik en tilsvarende opfordring om at skrive et indlæg indeholdende mine historiske betragtninger, som jeg fremførte ved overdragelsen af rapporten til Medicinsk Museion. Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49 udkom den 9. maj 2023 med disse indlæg. Det indeholder tillige en artikel af Ove Gibskov med en historisk gennemgang af givne officielle undskyldninger gennem tiderne, og en anmeldelse af Peter Frederik Hansens erindringsbog “Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”. Bidrag til belysning af blindes historie var således godt repræsenteret i denne udgivelse.

5.3. Jubilæumsskrift vedr. Refsnæsskolens 125-års jubilæum den 1. november 2023.

Denne udgivelse repræsenterer så absolut den største arbejdsopgave, som selskabet afsluttede i beretningsåret.

På generalforsamlingen den 15. februar 2020 behandledes et forslag fra Thorvald Kølle om at udgive et jubilæumsskrift skrevet af tidligere elever ved Refsnæsskolen i anledning af skolens 125-års jubilæum i 2023.

Der var bred tilslutning til at fremme dette forslag. Den nedsatte redaktionsgruppe, bestående af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen, har med Leif Martinussen som tovholder og pennefører afsluttet arbejdet med et manuskript med titlen “Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”. Det var forlaget Kahrius, som fik til opgave at forestå udgivelsen på selskabets vegne. Der er tale om en illustreret udgivelse med ca. 60 billeder på 340 sider, trykt i 500 eksemplarer og efterfølgende udgivet af Nota som Daisy-lydfil. Produktionen af den trykte udgave og Daisy-versionen forelå i så god tid, at et eksemplar af bogen sammen med en CD med lydfilen kunne udsendes til alle selskabets medlemmer i god tid før offentliggørelsen. Dette skete ved en reception den 27. oktober 2023 i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup med ca. 40 deltagere.

Der blev forud for receptionen udsendt ca. 140 bogpakker til medlemmerne og til alle de, som havde bidraget til bogudgivelsen.
De samlede udgifter til denne udgivelse, udsendelse og offentliggørelse har andraget 114.588,70 kr.

Projektet er blevet finansieret gennem støtte fra Veluxfonden med 20.000 kr, Blindes Støttefond med 50.000 kr. og DBS med 40.000 kr. Ud over disse fondsbevillinger vil salg af jubilæumsskriftet bidrage til dækning af udgifterne i regnskabsårene 2023 og 2024. Jubilæumsbogen kan købes i enhver boghandel og gennem forlaget til en pris af 250 kr. Frem til udgangen af 2023 er det lykkedes at sælge mere end 100 eksemplarer. Der kan derfor i løbet af 2024 forventes en mindre indtægt fra projektet.

Jubilæumsudgivelsen har fået en særdeles positiv modtagelse.

Jubilæumsskriftet blev overdraget til ledelsen af Synscenter Refsnæs ved et jubilæumsarrangement på centret den 1. november 2023. Både centerleder Ken Steen Andersen og vicecenterleder Berit Houmølle var begge særdeles glade og tilfredse med selskabets initiativ. De lovede at bistå med at sælge og udbrede kendskabet til denne bogudgivelse. Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 51, som forventes udgivet i foråret 2024 vil indeholde en anmeldelse af jubilæumsskriftet.

5.4. Forløbet i 1937 om særlige krav til blinde for at indgå ægteskab.

Ove Gibskov ansøgte og fik i slutningen af 2021 bevilget 12.000 kr. fra Blindes Støttefond til seende hjælp for at undersøge, hvorfor regeringen i 1937 fremsatte forslag om, at blinde ikke måtte indgå ægteskab, medmindre de lod sig sterilisere, og med hvilke begrundelser Retslægerådet fik forhindret dette.

Beløbet blev ret hurtigt anvendt til bl.a. at finde materiale om ændringer af ægteskabsloven og herunder behandlingerne i Lands- og Folketinget; ligesom pengene blev brugt til at vise, hvordan forskellige dele af dagspressen beskrev sagen. Der blev også investeret en hel del i at gennemgå årsberetninger og andre arkivalier fra Retslægerådet men desværre uden at få kendskab til den efterlyste argumentation.

I oktober 2023 blev der så fra selskabet bevilget yderligere 5.000 kr. De bliver bl.a. anvendt til arkivstudier i Justits- og Socialministeriet, hvor begrundelsen fra Retslægerådet muligvis findes. Uanset om det lykkes, er der dog nu samlet et meget omfattende materiale, som i hvert fald vil resultere i større artikler i både Handicaphistorisk Tidsskrift og Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev samt tilbud om foredrag i begge selskaber.

6. Informationsvirksomhed

6.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I beretningsperioden er der til dato udsendt 3 nyhedsbreve. I skrivende stund er der kun truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2024, med invitation, bilag m.v. forud for den ordinære generalforsamling den 9. marts 2024. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i den kommende beretningsperiode. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som Daisy-lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. DBSs sekretariat bistår mod betaling med at producere punktudgaven og Daisy-lydfilen, mens selskabet selv står for produktion og udsendelse af udgaven i almindelig tryk og som elektronisk fil.

Bestyrelsen har noteret sig ønsket om, at indholdsfortegnelsen i nyhedsbrevene forsynes med sidehenvisning, og at nyhedsbrevene pagineres for at lette opslag i disse. Dette ønske gælder ikke mindst den elektroniske udgave. Der arbejdes på at imødekomme dette ønske.

Bestyrelsen vil benytte lejligheden til, at takke alle, der gennem artikler m.v. har bidraget til nyhedsbrevenes indhold.

Bestyrelsen har i skrivende stund registreret i hvert fald 10 forslag og idéer til artikler m.m. til kommende nyhedsbreve. Mange af disse forslag og idéer har endnu ikke set dagens lys. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner, skal derfor ikke holde sig tilbage med at kontakte redaktør Ove Gibskov herom.

Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at selskabet til dato har udsendt 75 nyhedsbreve, som findes på hjemmesiden.

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith har i beretningsperioden med tilslutning fra bestyrelsen gennemført en rekonstruktion af hjemmesiden. Det bliver nu op til bestyrelsen og medlemmerne at komme med kritik og forslag til den videre udvikling af hjemmesiden. Jeg kan kun opfordre enhver, som læser denne beretning til at besøge hjemmesiden og vurdere indhold og tilgængelighed af denne.

Beretningen for 2017 / 2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele blev i oktober 2023 underkastet en omfattende opdatering, således at sidetallet steg fra tidligere 27 til nu 63. Denne udvidelse omfatter alle de artikler og udgivelser, som selskabet er blevet gjort bekendt med og som er indgået i vores arbejde i de forløbne 5 år. Der er tale om såvel tidligere som nye udgivelser.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har vi modtaget 10 henvendelser fra både medlemmer og andre med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.

6.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen den 5. marts 2022 har bestyrelsen udsendt et medlemsbrev vedrørende selskabets medlemsliste, jf. ovenfor under pkt. 3. Derudover blev der den 8. januar 2024 udsendt et medlemsbrev vedr. opkrævning af kontingent for 2024.

Det skal under dette afsnit bemærkes, at ud af de 121 medlemmer har 17 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 4 i almindeligt tryk og 5 som Daisy-lydfil.

De nævnte medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.

7. Andre aktiviteter til belysning af blindes historie.

Der er grund til at glæde sig over, at flere blinde også i denne beretningsperiode har følt sig inspireret til at udgive deres erindringer.

Birgit Cornelia Larsen udgav i oktober 2022 sin selvbiografiske bog “Bakspejlet” med en beskrivelse af, hvad det vil sige at høre til gruppen døvblinde. John Heilbrunn udgav i juni 2023 bogen ”Det bliver aldrig helt mørkt”. Begge bøger blev anmeldt i Nyhedsbrev nr.3/2023. Sidstnævnte bog af John Heilbrunn kan endvidere forventes anmeldt i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 51, som offentliggøres i indeværende forår.

Læge Jesper From, formand for Dansk Medicinskhistorisk Selskab, har i 2022 skrevet to artikler om hhv. Blindesagens historie udenfor Danmark og en kasuistik om Helen Keller. Disse artikler er offentliggjort i DMS’s årbog for 2022, som blev offentliggjort i marts 2023.

Til slut skal omtales det historiske projekt, som Rita Ilsted Smith arbejder på at realisere. Det drejer sig om en gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet på Frederiksberg – hjem for arbejdsføre blinde kvinder, oprettet i 1900 og som fungerede frem til 1973. Dansk Blindesamfund har bevilget 15.000 kr. til finansiering af researchfasen af projektet, mens selskabet har garanteret resten af det foreliggende budget på godt 18.000 kr. Det vil i første halvår af 2024 være nødvendigt at skaffe yderligere midler til færdiggørelsen af denne fremstilling, som i bedste fald kan forventes afsluttet i løbet af 2024.

8. Selskabets elektroniske arkiv.

Efter generalforsamlingen i 2016, fik jeg fra min forgænger, Hans Erik Olsen, overleveret et elektronisk arkiv indeholdende alle selskabets arkiverede dokumenter og lydfiler. Dette arkiv er i de efterfølgende år løbende blevet opdateret.

I beretningsperioden 2020 / 2021 er arkivet blevet underkastet en omfattende opdatering.

Arkivet består i sin nye systematik af 4 hovedafsnit:

Afsnit A indeholder dokumenter
Afsnit B indeholder lydfiler
Afsnit C indeholder publikationer m.v. fra DBS
Afsnit D indeholder blindehistoriske bøger, rapporter m.v.

På bestyrelsesmødet den 5. oktober 2023 fik medlemmerne af bestyrelsen en kopi, af det opdaterede arkiv, til personlig brug i deres arbejde i selskabet. Denne spredning af arkivet er tillige en sikring imod, at dette går til grunde ved et uheld eller på anden måde ved ændring af bestyrelsens sammensætning. Arkivet er opdateret frem til begyndelsen af januar 2024 og omfatter i alt 6782 filer.

Bestyrelsen har også i denne beretningsperiode kunnet glæde sig over, at Henrik Olsen har leveret mange nye lydoptagelser til arkivet.

9. Administrative og økonomiske forhold.

Regnskabet for 2023 udviser et overskud på 17.531 kr. Dette resultat skal sammenholdes med overskuddet på 12.795 kr. i 2022. Medlemstilskuddet fra DBS er i 2022 forhøjet fra 150 kr. til 250 kr. pr. DBS-medlem af selskabet. Dette tilskud på 26.750 kr. i regnskabet for 2023 bidrager til det gode resultat.
Der er i indeværende beretningsperiode kun afholdt 4 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 3 nyhedsbreve, hvilket har bidraget til at holde udgifterne nede.

Selskabets likviditet giver bestyrelsen en betydelig handlefrihed til at iværksætte nye initiativer ved at yde en økonomisk garanti. Denne mulighed er i beretningsåret benyttet i 2 tilfælde:

– 125-års jubilæumsskriftet “Et tilbageblik til det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord” manuskript ved Leif Martinussen.
– Projektet ” Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900 – 1976” ved Rita Ilsted Smith.

Disse garantier søges efterfølgende dækket gennem fondsansøgninger. Dette er heldigvis lykkedes i vid udstrækning, hvilket der er grund til at takke donatorerne for.

Produktionstiderne på DBS-sekretariat, sammenholdt med de usikre leveringstider hos PostNord, medfører at samtidig udsendelse af forskellige medier må definitivt opgives. Udgangspunktet er udsendelse af en elektronisk version, hvorefter punkt, sort og Daisy-versionerne følger snarest derefter.

10. Afsluttende bemærkninger.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.

Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på, at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

6. Regnskab 2023 samt revisionsprotokol og supplerende bilag til intern orientering ved kasserer John Heilbrunn

Resultatopgørelse for perioden 01-01-2023 til 31-12-2023

Indtægter (note 1) 152.850 kr.
Driftsudgifter (note 2) 135.319 kr.

Resultat før renter og afskrivninger 17.531 kr.
Småanskaffelser: 0 kr.
Finansielle indtægter: 0 kr.

Resultat efter renter og afskrivninger: 17.531 kr.

Årets resultat: 17.531 kr.

Balance:

Aktiver

Tilgodehavender (note 3) 40.000 kr.

Tilgodehavender i alt 40.000 kr.

Likvide beholdninger (note 4) 144.796 kr.

AKTIVER I ALT 184.796 kr.

Passiver

Foreningsformue (note 5) 184.796 kr.

Kortfristet gæld 0 kr.

PASSIVER I ALT 184.796 kr.

Noter til resultatopgørelsen:

Note 1 – Indtægter

Kontingent: kr 19.050 (127 medlemmer á kr. 150)

Andre Tilskud: kr. 90.000 (Udgivelsesstøtte fra Blindes Støttefond 50.000, Dansk Blindesamfund 40.000 (bevilget ultimo 2023 og indbetalt primo 2024),

Salg af publikationer: 3.400

Indtægter fra arrangementer og lign. 13.650 (deltagerbetaling generalforsamling marts 2022)

Andre indtægter: kr 0

Medlemstilskud Dansk Blindesamfund: kr. 26.750 (107 medlemmer à kr. 250)

Indtægter i alt: kr. 152.850

Bemærk: Bevilling fra Veluxfonden på kr. 20.000, til udgivelse af publikation om Synscenter Refsnæs, figurerer ikke i foreningens indtægter, eftersom beløbet er indbetalt direkte som tilskud til forlaget. Forlagets opkrævning til BHS er derfor reduceret tilsvarende.

Note 2 – Driftsudgifter

Kontorartikler og tryksager: kr. -877
Porto og gebyrer: kr. -1.549
Internet og webhotel: kr.- 835
Køb af software: kr. -2.125
Udgifter til advokat/revision: -2.250

Bestyrelseshonorar: kr- -5.000 (godtgørelse af udgifter til udredning af forhandlinger om (syns)handicappede i forhold til ægteskabslovgivning og sterilisation)

Transportudgifter: kr. -7.059 (bestyrelses- og andre møder)

Mødeudgifter: kr. -18.775 (herunder udgifter til generalforsamling 2023 og bestyrelsesmøder samt møde i samarbejdsgruppen om blindehistorie)

Diverse udgifter: kr. -13.732 (herunder assistance til udredning af medlemsdatabase (afdøde, nytilkomne m.v. kr.1688,75; udsendelse af nyhedsbrev (622,50); Årsgebyr Karius (250); konsulentydelse jubilæumsskrift (9.223,06; konsulentydelse (1.192,75), Betalingsløsning 753.57 (9 stk. ved brug af MobilPay)

Udgivelsesprojekter: kr -83.117 (korrekturarbejde, abonnement på legathåndbogen, emballage til forsendelse, portoudgifter, foldere, receptionsudgifter)

I alt: kr. -135.319

Note 3 – Tilgodehavender

Dansk Blindesamfund: 40.000

Note 4 – Likvide beholdninger

Danske Bank 144.796

Note 5 – Foreningsformue

Egenkapital primo: kr 167.263

Periodens resultat: kr 17.532

I alt: kr 184.796

John Heilbrunn Kasserer

Blindehistorisk Selskab. Revisionsprotokollat 2023.
Revisionen har afstemt konteringer i Resultatopgørelsen – Status på indtægter, driftudgifter, Balance, aktiver og pasiver, hvilket ikke har givet revisionen anledning til bemærkninger.

Revisionen har noteret følgende hovedtal i henhold til resultatopgørelsen 01.01.2023 – 31.12.2023: Indtægter: kr 152.850. Driftsudgifter: kr. 135.319. årets resultat: kr. 17.531. Selskabets formue pr. 31.12.2023: kr. 184.796.

Der fremlægges her et regnskab uden anmærkning. Således anser revisionen regnskabet for retvisende i forhold til selskabets økonomi.
Herefter har revisionen ikke yderligere bemærkninger at tilføje.

Revision 23-01-2024. Med venlig hilsen Revisorerne Nete Parkov – Kurt Nielsen.

Supplerende bilag til intern orientering.
Internt bilag til orientering ved Generalforsamling 9. marts 2024

Indtægter og udgifter ved udgivelsen af publikationen

”Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”

Indtægter:

Hoffmann & Husmanns Fond – afslag 13 06 2023 0,00 kr.
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse – afslag 01 12 2023 0,00 kr.
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond – afslag 06 12 2023 0,00 kr.
Knud Højgaards Fond – afslag 15 08 2023 0,00 kr.
Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond – afslag 30 08 2023 0,00 kr.
Veluxfonden – bevilling 06 06 2023 20.000,00 kr.
Blindes Støttefond – bevilling 07 11 2023 50.000,00 kr.
Blindehistorisk Selskab – afventer
Indtægter ved direkte salg af bøger pr. 30 11 2023 3.250,00 kr.
Salg via Forlaget – opgøres pr. 31 12 2023 0,00 kr.
Kompensation fra PostNord – reklamation afvist 22 11 2023 0,00 kr.

I alt 53.250,00 kr.

Udgifter:

Korrekturlæsning før trykkefil 25.340,63 kr.
Korrekturlæsning af trykkefil 11.315,63 kr.
Forlaget Kahrius trykning mv. 48.290,00 kr.
Abonnement Legatbogen.dk august – november 2023 396,00 kr.
Forsendelsesmapper 898,75 kr.
CD lommer 100 stk. 699,38 kr.
CD-er 95 stk. leveret af NOTA 0,00 kr.
Adresselabels 200 stk. 171,56 kr.
Følgebreve 150 stk. à 0,50 kr. 75,00 kr.
Papir, kuverter mv 50,00 kr.
Punktpapir, Faktura 101, 16 11 2023 1.193,75 kr.
Porto til fremsendelse og udsendelse af bøger mv (jf. note) 9.275,75 kr.
Informationsfolder – trykning 1.993,75 kr.
Administrativ bistand til udsendelse mv. 34 timer à 264,75 kr. (jf. note) 9.001,50 kr.
Reception 27 10 2023 – Faktura fra DBS 07 12 2023 4.384,00 kr.
Deltagelse i jubilæumsfest 01 11 2023 (3 deltagere) 1.503,00 kr.

I alt 114.588,70 kr.

7. Jazzkoncert 9. marts kl. 20.30

Som nævnt i programmet for weekenden bliver der spillet jazz lørdag aften. Gruppen, vi skal lytte til, kalder sig OK24 og vil spille jazz fra ca. 1940 og til op i 1960’erne.

Som supplement til programteksten giver Thorvald Kølle følgende oplysninger om gruppen:

Lars Svaneborg vibrafon. Uddannet i slagtøj ved Aarhus Musikkonservatorium.
Flemming Nørgaard bas. Har modtaget undervisning i bas ved Københavns musikkonservatorium.
Heidi Madsen trommer. Har modtaget undervisning af Niels Ove Jørgensen på Synscenter Refsnæs. Er delvis autodidakt.
Lars Bang Andersen saxofoner, (bariton, tenor og sopran). Lars er autodidakt og har fået nogle få tips i starten.
Thorvald Kølle trompet og flygelhorn. Har modtaget undervisning af Ernst Brunn Hansen, trompetlærer ved Blindeinstituttet på Kastelsvej i København og er desuden blevet undervist af emeritus kongelig musikus Søren Emtoft.

8. Fænomenet tiggeri i historisk, kunstnerisk og nutidigt perspektiv 10. marts kl. 9.00

Lidt introduktion om tiggeri, blinde betlere og det billede, som dette skaber i omverden.

Jytte Louison Nielsen, Lena Bang og John Heilbrunn vil tage hul på et ømtåleligt, mangesidet og for mange ganske personligt emne: Hvordan fremstår vi som blinde i et moderne indsamlingssamfund, hvor går og hvor gik grænsen mellem udøvende kunst, dette at faldbyde sine evner af varierende art og egentligt tiggeri? Kan vi i et moderne samfund leve med omgivelsernes opfattelse af blinde, er vi blevet mere hårdhudede?

Er man som blind en stakkel, som skal tiltrække sig godhjertethed, og varierer grænsen for hvor meget andre skal række hånden frem, alt efter hvor i verden, man færdes, hvor dygtig man er til at gebærde sig, og hvordan man finder grænsen mellem tilladelig appel om støtte, og den form for tiggeri, som ligefrem er strafbart efter den danske straffelov – eller efter den europæiske menneskerettighedskonvention?

I en tid, hvor det synes at blive stadig vanskeligere for vores yngre blinde at kunne tilbyde omverden deres evner og arbejdskraft, men hvor der dog er en form for socialt netværk, som dog varierer efter postnumre, er vi ved at være så arbejdsuføre, at vi nærmer os noget, som på sin vis ligner de tilstande, som i slut 1920’erne førte mange blinde ud i fattigdom og manglende mulighed for at brødføde sig selv og sin familie?

I en dialog efter hvert af de tre oplæg vil vi sammen arbejde for at få nogle af disse dilemmaer ventileret.

9. Blind pioner har nået Sydpolen på ski

Den 70-årige blinde langrendsløber Arne Christensen fra Virum nåede lørdag den 13. januar 2024 til Sydpolen. Her fortæller Arne kort om udfordringerne og om det fantastiske ved at have nået det store mål.
Ekspeditionen strakte sig over 8 dage og gik fra den 89. sydlige breddegrad og frem til den geografiske Sydpol. En distance på 111 km.

Fantastisk oplevelse
At løbe på ski på Antarktis, der er på størrelse med Australien, og hvor der ikke er andet end sne, er helt enestående. Der er ingen vegetation eller dyr på det indre af kontinentet. Kun sne og store vidder, frost og vind, og bjerge i det fjerne.

I 5 år har jeg sammen med min ledsager Claus Geleff forsøgt at løbe på ski til Nordpolen, men det er ikke lykkedes på grund af Covid-19 og krigen i Europa. Derfor ændrede vi i efteråret 2023 kurs og sigtede mod Sydpolen i stedet.

Det var en kæmpe sejr for mig, da vi efter 8 hårde døgn på ski og med pulk nåede Sydpolen. Jeg mærkede på forunderlig vis glæden brede sig i kroppen, da vi nærmede os polen, og især følte jeg den fede indre tilfredsstillelse det er, når man når et af sine store mål – får en drøm opfyldt.

Jeg er den første blinde dansker, som har stået på ski til Sydpolen, og jeg er muligvis den ældste af de blinde, som har gjort det. Jeg er glad og enormt lettet over, at det lykkedes.

Mine særlige udfordringer
Efter den lange rejse via Chile til Antarktis fik vi endeligt skiene på og satte kurs mod Sydpolen. Vi trak hver især en pulk med vores personlige udstyr, som vejede mellem 30 og 40 kg. Trods mange års fysisk træning og specifik træning hen imod ekspeditionen til Sydpolen, så slog forberedelserne ikke helt til.

Jeg blev overrasket over, hvor hårdt det var. Der lå mellem 5 og 10 cm løs, tør sne, og det gjorde, at pulken var en del tungere at trække, end jeg havde forventet. Den meget tørre og kolde sne bevirkede også, at der ikke var meget glid i skiene.

Det hårde arbejde medførte også en anden udfordring i forhold til kulden. Der var i gennemsnit minus 25 grader. Let vind 4 til 5 m/sek. Vi vidste godt, at det ville være sådan, og derfor skulle vi være særligt opmærksomme på, at vi ikke kom til at svede. Den inderste uldundertrøje må ikke blive våd af sved, da man dermed kan blive rigtig kold, og det kan være svært eller umuligt at blive varm igen. Det skete imidlertid flere gange, at jeg blev for varm, og min inderste uldundertrøje blev drivvåd, og jeg mærkede kulden brede sig i kroppen. Det betød, at jeg to gange måtte skifte undertrøje ude i det fri. Det var begge gange på en af de 4 – 5 pauser på ca. 10 minutter, som vi holdt hen over dagen for at spise og drikke. Jeg fik god hjælp til at skifte undertrøje af min ledsager Claus og guiden Taylor Sweitzer fra Polar Explorers. Jeg måtte af med pulk, træksele, jakke og undertrøje, for hurtigst muligt at få en tør undertrøje, jakke og træksele på igen. Der gik ca. 45 minutter, inden jeg havde fået varmen i kroppen tilbage. Da jeg var blevet varm, sagde Claus til mig, at det havde været en form for nødhjælp, som jeg havde fået. Det understregede det alvorlige i forhold til den kraftige kulde.

Det var også en overraskelse, at jeg havde meget svært ved at holde varmen om hænderne. Jeg har ikke tidligere haft problemer med det men måtte flere gange stoppe for at svinge med armene, så jeg fik blod ud i hænderne. Jeg brugte dagligt håndvarmere, og det var dem der reddede mig. Forfrysninger er alvorlige, og det er en af de faktorer, som ville have kunnet medføre, at ekspeditionen måtte stoppes. Men heldigvis gik det ikke så galt.

Jeg undgik dog ikke helt forfrysninger. Jeg fik overfladiske forfrysninger i overlæben og på næsetippen. Det skete på trods af, at ansigtet var dækket helt til, når vi var på ski, hvilket var vigtigt dels på grund af kulden og dels på grund af solen.

Jeg havde endnu en udfordring. Når jeg er blind, så er jeg vant til at bruge mine hænder til at finde mine ting, skelne det ene fra det andet osv. Vi blinde siger, at vi ser med hænderne. Dette var ikke muligt uden for teltet. Hænderne blev hurtigt kolde, så jeg ikke kunne mærke noget med dem. Det betød, at jeg måtte bede om mere hjælp fra Claus og Taylor.

Vi gik på ski 7 – 8 timer om dagen, og der var perioder, hvor jeg kæmpede med kulden næsten minut for minut. Når man har rigtig kolde hænder, så retter man al sin opmærksomhed på dem, og det påvirker den øvrige indsats: teknikken på skiene, tempo og at holde retningen. Der var flere perioder, hvor jeg virkelig følte, at det var en kamp mod kulden.

Eventyrlig tur trods strabadserne
Vi havde fantastisk godt vejr. 7 ud af 8 dage havde vi fuld sol hele døgnet rundt. Blå himmel, frost og klart vejr. Den gode sol var med til at varme vores lille telt op. Når vi havde besluttet os for at slå lejr, så kom teltet op at stå som det første. Efter en halv time inde i teltet var der rimeligt lunt og rart. Det var fedt at vågne op i et varmt telt, vel vidende at der var minus 25 grader udenfor.

Vi var nærmest euforiske, da vi efter 8 dages strabadser nåede Sydpolen. Da vi nåede frem, fik vi hurtigt noget varmt tøj på, fik krammet og takket hinanden for kampene undervejs, fik taget en masse fotos og fik skålet i champagne.

På Sydpolen var der mulighed for at komme på toilet, få et bad, og der var et stort opvarmet opholds- og spisetelt.

Og så det allerbedste: Vi fik ikke vabler på fødderne i de 8 dage, hvor vi var på ski. Det var en kæmpe ting at undgå. Under de fem års forberedelse har vi hvert år kæmpet med vabler.

Endelig vil jeg nævne det meget positive teamarbejde, som vi havde. Jeg kender min ledsager Claus Geleff som god kammerat og skiledsager i gennem mere end 30 år. Vores guide fra Polar Explorers havde vi kun mødt på forberedende online møder inden ekspeditionen. Vi fandt dog hurtigt sammen, og samarbejdet døgnet rundt om at nå Sydpolen fungerede rigtig godt i højt humør og god stemning.

Alt i alt en krævende men eventyrlig tur, som jeg vil bære i mig for altid. Se og læs mere på: www.blindpioner.dk Ski4Ever

Arne Christensen har naturligvis meget mere at fortælle om hele forløbet af denne udfordrende præstation, og noget af det kan man få kendskab til i et foredrag, han i løbet af efteråret vil holde i Blindehistorisk Selskab.

10. Mindeord om Mogens Bang ved René Ruby

Den 12. oktober afgik Mogens Bang ved døden efter lang tids alvorlig sygdom. Mogens blev 79 år gammel.

Det har nærmest symbolsk karakter, at han netop døde den 12. oktober, som i år var ”Verdens Synsdag” indstiftet af Verdenssundhedsorganisationen – WHO, herom vidner hans indsats indenfor arbejdet til fordel for blinde i Danmark.

Mogens Bang vil blive husket af mange for sit arbejde dels som lærer ved Instituttet for Blinde og Svagsynede fra 1974 til 2008 og dels som leder af Blindehistorisk Museum i årene 1986 til 2011.

Jeg kender Mogens fra min tid som elev på instituttet, og som en utrolig energisk ildsjæl indenfor bevarelsen og formidlingen af blindes historie.

Mogens var en af de pædagoger, der lagde stor vægt på at stimulere blindes begrebsdannelse, bl.a. gennem projektet ”Kend din by”, hvor man ugentligt besøgte steder i København for at få styr på lokaliteter og begreber. Der var afsat en hel dag om ugen til dette fag og faget fik derfra navnet onsdagsturene. Det er netop fra onsdagsturene jeg særligt husker Mogens. Det var små klasser og da jeg startede i 8. klasse var vi kun to elever. Det var foruden mig Søren Høg. Når vi af og til mødes falder snakken ikke sjældent på vores onsdagsture. Det kan ikke have været nogen ubetydelig opgave at holde styr på to 15 årige knægte, springfulde af energi og unoder. Vi har sikkert afprøvet grænser og ikke mindst grænsen for vores læres tålmodighed. Mogens taklede os med knusende ro.

Onsdagsturene førte os til mange steder herunder blandt andet til dommervagten, folketinget, lufthavnen mm. Når jeg i dag sætter mig op i et fly, har jeg stadig billedet af cockpittet i den jumbojet, som vi fik lov at studere og sætte os til rette i, på et besøg i lufthavnen. Vi fik en masse begreber, forestillinger og rumlige dimensioner på plads på de onsdagsture. Både Søren og jeg mener at huske, at vi vandrede umanerligt mange kilometer på de ture og i alt slags vejr. Vi husker Mogens som et utroligt roligt og tålmodigt menneske og som en voksen vi havde tillid til.

Mogens Bang overtog ansvaret for den Blindehistoriske Studiesamling kort efter inspektør Folke Johansens død i efteråret 1986, en opgave, han varetog frem til museets lukning den 1. juli 2011. Kort tid efter at jeg var startet på at læse historie i 1993 inviterede / lokkede Mogens mig ned i kælderen på instituttet, hvor studiesamlingen / Blindehistorisk Museum havde til huse. Mogens forsøgte at gøre mig interesseret i samlingen og blindes historie. Jeg var imidlertid til at begynde med ikke særligt interesseret. Bagerbørn er sjældent særlig vild med brød. Senere kom interessen og Mogens engagement og utrættelige energi for blindehistorien var smittende.

Mogens introducerede mig også for Birgit Kirkebæk og den handicaphistoriske kreds omkring hende.

Mogens Bang var en af initiativtagerne til stiftelsen af Blindehistorisk Selskab i 1994. Han var aktiv i Historisk Selskab for Handicap og Samfund og sad en årrække i selskabets bestyrelse og har desuden været medredaktør på flere numre af Handicaphistorisk Tidsskrift udgivet af Historisk Selskab for Handicap og Samfund med temaer inden for blindeområdet.

Mogens var en ildsjæl i opbygningen og bevarelsen af De Blindehistoriske Samlinger, ligesom i redningen og indsamling af blindehistoriske effekter til samlingen. Han fik gennemført en fuldstændig registrering af samlingens genstande ligesom en digitalisering af museets billedarkiv. Mogens var eminent til at engagere frivillige til museet og gjorde blandt andet studerende interesseret i museet og samlingen. Han stod bag symposier og møder med henblik på at skabe bredere interesse for bevarelsen af samlingen og specielt for etableringen af varige og ordnede udstillingsrammer frem for de midlertidige og noget kummerlige udstillingsfaciliteter i kælderen på Rymarksvej. Problemerne med og kampen for bevarelsen, udbygningen og registreringen af Den Blindehistoriske Samling er detaljeret beskrevet i den mangeårige medarbejder på museet Henning Eriksens Museumsdagbog, udgivet i 2019.

Dette brændende ønske for bevarelsen og skabelsen af gode og permanente udstillingsfaciliteter bragte ham ind i mellem på kant med såvel Dansk Blindesamfund som Blindehistorisk Selskab. Han mente ikke, at de gjorde noget eller gjorde nok. Mogens kæmpede for bevillinger til museet og for tilvejebringelse af et økonomisk grundlag for etablering af et egentligt museum og varige fysiske rammer for et sådant. Mogens Bang stillede sig som anført kritisk overfor DBS, for ikke at tage initiativ og bidrage til etableringen af et økonomisk grundlag for en sådan varig udstillingssamling. Dansk Blindesamfund har gennem hele perioden udtalt støtte til museet, men andet end formuleringen af gode hensigtserklæringer etc., er det ikke blevet til. Gode viljer og hensigtserklæringer er der ikke blevet bygget mange museer på.

Mogens kæmpede for at beholde en udstilling. I hele perioden lå der en trussel i luften for at Instituttet for Blinde og Svagtseende ikke længere ville huse samlingen, og samlingen ville blive spredt eller destrueret. Mogens Bang begyndte derfor at arbejde for, at samlingen kunne blive overtaget af et statsanerkendt museum, hvorved samlingen var reddet for eftertiden. I 2009 lykkedes det Mogens Bang at få skabt en aftale, således at samlingen blev overdraget til Medicinsk Museion under Københavns Universitet. Derved blev samlingen reddet komplet og intakt. I 2011 lukkede museet og samlingen nedpakket og bragt til Medicinsk Museion og her befinder samlingen sig stadig.

Det var naturligt med stor skuffelse og frustration fra Mogens side, at udstillingen af blindes historie måtte ophøre og nedpakkes mens Dansk Blindesamfund blot så passiv til.

Udover at have sat et varigt aftryk i sine elever har Mogens Bang sat et uafviseligt aftryk i blindes historie. Det er Mogens Bangs fortjeneste, at den blindehistoriske samling er bevaret. Havde han ikke arbejdet så ihærdigt for at bevare samlingen ved at overdrage den til Medicinsk Museion, så kunne man have risikeret, at den var blevet destrueret eller spredt for alle vinde. I stedet blev en samling som beskriver en helstøbt fortælling om blindes liv gennem 200 år bevaret for eftertiden.

11. Afsløring af en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb i særforsorgen ved Ove Gibskov

I Medlemsblad nr. 16 fra 2023 skrev jeg om den højtidelighed, hvor socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil 20. november afslørede en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb, mens de var anbragt under sær- og åndssvageforsorgen. Her kommer en lidt udvidet version, som der ikke var plads til i Medlemsbladet.

Begivenheden fandt sted på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, og det var ministeren, som havde taget initiativ til, at der skulle rejses en sten netop der.

Arrangementet blev indledt med, at museets leder Sarah Smed bad forsamlingen om at holde et minuts stilhed, hvorefter Pernille Rosenkrantz-Theil bl.a. sagde:

”Det er vigtigt, at vi mindes det, der er sket, og ikke glemmer de historier, som blev beskrevet med den store rapport, der kom blandt andet her fra Forsorgsmuseet… Nogle af jer har levet hele livet med ar på sjælen for de svigt og overgreb, I var udsat for. Derfor er det også på sin plads, at staten omsider undskyldte og erkendte sit ansvar.

Som en af de tidligere anbragte sagde, så kan skuldrene sænkes… Livet var præget af vilkårlig vold, af overgreb, af tvangssterilisationer og af ufrihed. Vi er nået rigtig langt siden de forhold, men jeg tror også, at det er tydeligt for enhver, der følger social- og handicapområdet, at vi slet ikke er nået så langt, som vi gerne ville i udviklingen af vores velfærdssamfund i forhold til borgere, der er afhængige af hjælp og støtte… Så der ligger en stor opgave foran os, men med undskyldningen lukker vi et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien. Og lad det blive startpunktet for udviklingen af et velfærdssamfund, som vi kan være bekendt på de her områder.

I forlængelse af den undskyldning rejser vi i dag en mindesten her ved Forsorgsmuseet i Svendborg. Den skal netop minde os om et af de mørke kapitler i vores historie, som mange nok har forsøgt at glemme, fortrænge og gemme væk.”

Mindestenen er 140 cm høj og 80 cm bred. Den er forsynet med en metalplade, hvor der står: ”Til minde om de børn, unge og voksne, der blev udsat for svigt og overgreb under deres anbringelse i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933 til 1980.

Hvad der overgik disse mennesker, skal vi aldrig glemme.

Rejst af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz Theil på vegne af regeringen i 2023”.

Museet havde engageret en violinist, som efter afsløringen af stenen spillede to eftertænksomme stykker. Blandt de ca. 35, som deltog, var Svendborgs borgmester, repræsentanter for pressen og ansatte i ministeriet og på museet. Men fra selve målgruppen var vi kun fem til stede – nemlig en døv, en blind, en svagsynet samt de to eneste kvinder af dem, der blev anbragt på Sprogø, som stadig lever. Jeg talte med flere, som gav udtryk for, at det ret beskedne fremmøde nok skyldtes tidspunktet for arrangementet, der allerede fandt sted 9.45 og kun var berammet til at vare tre kvarter. Sarah Smed tilbød dog derefter at give en rundvisning på museet, som er indrettet på landets længst eksisterende fattiggård. Under denne rundvisning blev der også stillet adskillige spørgsmål til de to Sprogøkvinder, der begge er over 90 år. De fortalte engageret om forskellige oplevelser både på Sprogø, og hvor de ellers havde været anbragt. Og det blev heldigvis videooptaget.

I begyndelsen af arrangementet, fik den ene af de to kvinder, Regine Løndorf, højt og utvetydigt fortalt ministeren, at hun ikke var tilfreds med den undskyldning, der blev givet 11. september. ”Den dag var du da rigtig glad for undskyldningen”, svarede Pernille Rosenkrantz-Theil, hvor til Regine Løndorf sagde, at det havde hun fortrudt og ville nu prøve at få en erstatning for det, hun havde været udsat for.

Når jeg deltog i denne begivenhed, hænger det bl.a. sammen med, at jeg for Dansk Blindesamfund har været med i en gruppe, der har fulgt hele processen med den omfattende udredning. Og selv om mange af de tidligere anbragte jo desværre ikke var med til denne markering, oplevede jeg den som en fin og væsentlig afslutning på et langt og til tider uskønt forløb, som jeg tidligere har skrevet om – bl.a. her i Nyhedsbrevet.

Hør talerne ved afsløringen af mindestenen ved at trykke på følgende link: Taler ved afsløring af mindesten.

12. Anmeldelse af Ulla Bruuns bog ” NU Mens vi kan elske – Haiku og andre digte” ved Marianne Olsen

Når medlemmer af selskabet får udgivet bøger, er der tradition for at omtale dem her i Nyhedsbrevet, og i december udkom Ulla Bruuns bog ”NU – Mens vi kan elske – Haiku og andre digte”

Som redaktør af Nyhedsbrevet afstår jeg fra at omtale bogen, da jeg er gift med forfatteren. I stedet for bringes cand.mag. Marianne Olsens anmeldelse fra Netmagasinet Sameksistens.

Ulla Bruun:
NU – Mens vi kan elske – Haiku og andre digte. 87 sider Attika

Med illustrationer som uddybende replikker til teksterne. I sin nye udgivelse fra 2023 har Ulla Bruun på 87 sider skabt syv store fortællinger eller små romaner fulgt af en epilog.

SAMEKSISTENS har tidligere anmeldt hendes fortællinger i Alvin, Underhunden og andre fortællinger fra 2022, hvor det allerede blev vist at form og indhold udgør en enhed, et NU. Denne bog er en udvidelse af den kunstneriske horisont.

Haiku – end indvandret åndsform
Haiku er en japansk digtform, der er indvandret til Danmark og har integreret sig hos os, samtidig med at det har beholdt sit eget særpræg. I trelinjede strofer på 5 – 7 – 5 stavelser får vi den stramme nøgterne form, der netop i denne tid med altfor mange tomme aggressive ord er velgørende i sit klarsyn uden noget mellem linjerne – intet at gætte sig til.

Det er læseren, der er hovedpersonen, som selv skal opleve. Allerede inden den rigtige begyndelse kastes dette haiku, der gælder Enhver, imod læseren:

Verden set gennem
Mit eget kalejdoskop
Knust og sammen sat.

Familie og nabo
Således er man suget ind i hverdagen og dens omgivelser, og hvis et enkelt haiku ikke slår til, kan flere danne fortællingens billeder: Ude i haven er vores familiemedlem solsorten:

Gul som solens ild
Sort som træet brændt til kul
Dybt klinger sødmen

Den er i sig selv
Med sang og krop et haiku
Spejlet i min sjæl (af Solsort s12)

Der er også en særlig nabo:

Træder ud og ser
En tudse bor ved min dør
Min grønne nabo (En Tudse, s. 17)

Inspiration
Husets omgivelser får tænkeren frem i os, og genopvækker gloser som ellers var gået i glemmebogen. Naturens metamorfoser optræder lige foran os:

Rosenblades fald
Lyserøde snart brune
Duft bliver til lugt

Forsvinder i jord
Svampe fortærer grådigt
Alt opstår igen (af Opstandelse, s.18)

Vi er senere indenfor i regnvejret:

Dagen klædt i gråt
Regn – tonedryp på ruden
Tæppesvøbt med bog (Råhygge, s. 23)

En anden variant af inklusion
Kærligheden har selvfølgelig sit udspring i digterens eget liv. Alligevel er læserens ’jeg’s erfaringer inkluderet med små forskelle:

Blindfødte yngling
Excellerer i humor
Med kløgt og udsyn (af Nyforelskede for 56 år siden, s 27)

Det gavmilde liv har givet børn og børnebørn. Vi lytter, taler og bygger bro over den så banalt omtalte generationskløft:

Om musik, lyrik
Livet og stjernerummet
Der er ingen kløft (af Generationsbro, s.38)

Så kom corona med sine indskrænkende bud. Blandt de 30 hvirvlende illustrationer er selv pigen med masken (s. 41) gennemblæst. Digteren tillader nok ro, men aldrig den stilstand som coronaen truede os med. For vi modstod med musik.

Hjerterodens lys
Øjne smil og sang i lyst
En virusfri tid (af Nedlukning, s.43)

Men i december 2020 bliver traditionerne brudt:

Indkøbscykletur
Forventningsfuld trods udsigt
Til tosomheds-jul (af december 20 s. 45)

Fortællingen om rejserne rundt i Danmark og i den store verden tager os med – også til lande der ellers er ukendte for læseren. I illustrationer og haiku følger vi fra et sted i nærheden af en svinefarm på Mors til Cuba, til Tenerife, Grønland og Aalborg og Aarhus. Det er ofte billedkunsten, der får læseren til at dvæle og glæde sig over digtformens skønhed: to sider af samme sag.

Flugt og krig
Vi bliver også tvunget til at se vores egen og menneskets værste side: hadet og frygten, som vi er ansvarlige for: skulle vi forarges over andres forbrydelser langt væk fra ’her’, bliver vi mindet, om det ansvar vi har for medmennesker på flugt, vores næste som vi svigter hver eneste dag:

Ofre for velfærd
Vores overflodssamfund
Med grænser af stål (af Flugt, s. 81)

Vi tvinges ind i en empati, der er umulig at undslippe.

Stop dette vanvid
Lad tårer løbe sammen
Til en flod af håb (af Gaza 2014)

En enkelt gang rettes fortvivlelsens vrede mod Putin – med en vellignende grotesk illustration:

Insekt i munden
Kalder Putin krigsprotest
Sommerfugle flyv! (af Putins krig, s. 84)

Krig, ufred og flugt er tåbeligheder uden indsigt
For vi som er våbenløse, har dog hver og én sorger nok at leve med:

Skal forbi huset
Se op mod vinduerne
Sorgen gentages. (Alice, s. 52)

Undtagelser
I enkelte tilfælde brydes formen, især i erindringsskitserne. De tekster må læseren opleve udefra, skønt der også her er genkendelse. Her et haiku til moderen:

Et stort menneske
I en yndig lille krop
Fødte mig engang (Mindeblomst s.76)

Dette Haiku er sat som centrum i digterens familieerindringer med andre former og en enkelt prosatekst. Om faderen hedder det bl.a.

Af indlysende grunde

Kendte jeg ikke
Min far da han var barn
Men barnet i min far har jeg kendt (af Et drømmersind, s. 74)

NU – mens vi kan elske er en usædvanlig rig bog, lille i omfang, så man let kan få den med, hvis eller når vandene skyller op om os, og vi bliver henvist til en øde ø ved vores egen klimadumhed.

Læserne bliver forhåbentlig mange. De skal have bogens bagsidehaiku med som en varm anbefaling:

Må læselysten
Gi’ frydefuld forventning
Til fordybelse

Det skal lige tilføjes, at forlaget er i gang med at producere bogen som E-bog, og at den muligvis også kommer som lydbog.

13. Kan nogen bidrage med oplysninger om den tidligere leder af Statens Trykkeri for blinde, Sigurd Adolf Andersen?

Jeg hedder Allan Andersen, og redaktøren af Nyhedsbrevet har bedt mig om at skrive lidt om min farfars virke som leder af Statens trykkeri for blinde. Jeg er derfor gået i gang med at indsamle informationer.

Sigurd Adolf Andersen blev ansat som leder den 1. november 1938, først i Randersgade og senere Rønnegade.

Jeg vil desuden fortælle om elektrificering af Braillemaskiner og hjælpemidler, som også min far var involveret i. Der er nok at fortælle om, og det bliver i næste nummer af Nyhedsbrevet; men skulle du have kendt eller hørt om min farfar eller min far Kurth Andersen, og har du noget, du gerne vil bidrage med, vil det glæde mig, hvis du vil sende det til mig pr. mail til allan@vangede.dk

 

14. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

Taler ved afsløring af en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb af af sær- og åndssvageforsorg

Taler afholdt ved en højtidelighed, hvor socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil 20. november 2023 afslørede en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb, mens de var anbragt under sær- og åndssvageforsorgen. Begivenheden fandt sted på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, og det var ministeren, som havde taget initiativ til, at der skulle rejses en sten netop der.

Arrangementet blev indledt med, at museets leder, Sarah Smed, bad forsamlingen om at holde et minuts stilhed, hvorefter Pernille Rosenkrantz-Theil bl.a. sagde:

” Det er vigtigt, at vi mindes det, der er sket, og ikke glemmer de historier, som blev beskrevet med den store rapport, der kom blandt andet her fra Forsorgsmuseet… Nogle af jer har levet hele livet med ar på sjælen for de svigt og overgreb, I var udsat for. Derfor er det også på sin plads, at staten omsider undskyldte og erkendte sit ansvar.”

Mindestenen er 140 cm høj og 80 cm bred. Den er forsynet med en metalplade, hvor der står: ”Til minde om de børn, unge og voksne, der blev udsat for svigt og overgreb under deres anbringelse i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933 til 1980″.

Download optagelsen

Afsløring af en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb i særforsorgen

 

Af Ove Gibskov

Efter aftale med Ask Abildgaard skriver jeg her om den højtidelighed, hvor socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil 20. november afslørede en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb, mens de var anbragt under sær- og åndssvageforsorgen. Begivenheden fandt sted på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, og det var ministeren, som havde taget initiativ til, at der skulle rejses en sten netop der.

Arrangementet blev indledt med, at museets leder, Sarah Smed, bad forsamlingen om at holde et minuts stilhed, hvorefter Pernille Rosenkrantz-Theil bl.a. sagde:

” Det er vigtigt, at vi mindes det, der er sket, og ikke glemmer de historier, som blev beskrevet med den store rapport, der kom blandt andet her fra Forsorgsmuseet… Nogle af jer har levet hele livet med ar på sjælen for de svigt og overgreb, I var udsat for. Derfor er det også på sin plads, at staten omsider undskyldte og erkendte sit ansvar.

Som en af de tidligere anbragte sagde, så kan skuldrene sænkes… Livet var præget af vilkårlig vold, af overgreb, af tvangssterilisationer og af ufrihed. Vi er nået rigtig langt siden de forhold, men jeg tror også, at det er tydeligt for enhver, der følger social- og handicapområdet, at vi slet ikke er nået så langt, som vi gerne ville i udviklingen af vores velfærdssamfund i forhold til borgere, der er afhængige af hjælp og støtte… Så der ligger en stor opgave foran os, men med undskyldningen lukker vi et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien. Og lad det blive startpunktet for udviklingen af et velfærdssamfund, som vi kan være bekendt på de her områder.

I forlængelse af den undskyldning rejser vi i dag en mindesten her ved Forsorgsmuseet i Svendborg. Den skal netop minde os om et af de mørke kapitler i vores historie, som mange nok har forsøgt at glemme, fortrænge og gemme væk”.

Mindestenen er 140 cm høj og 80 cm bred. Den er forsynet med en metalplade, hvor der står: ”Til minde om de børn, unge og voksne, der blev udsat for svigt og overgreb under deres anbringelse i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933 til 1980.

Hvad der overgik disse mennesker, skal vi aldrig glemme.

Rejst af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz Theil på vegne af regeringen i 2023”.

Museet havde engageret en violinist, som efter afsløringen af stenen spillede to eftertænksomme stykker. Blandt de ca. 35, som deltog, var Svendborgs borgmester, repræsentanter for pressen og ansatte i ministeriet og på museet. Men fra selve målgruppen var vi kun fem tilstede – nemlig, en døv, en blind, en svagsynet samt de to eneste kvinder af dem, der blev anbragt på Sprogø, som stadig lever. Jeg talte med flere, som gav udtryk for, at det ret beskedne fremmøde nok skyldtes tidspunktet for arrangementet, der allerede fandt sted 9.45 og kun var berammet til at vare tre kvarter. Sarah Smed tilbød dog derefter at give en rundvisning på museet, som er indrettet på landets længst eksisterende fattiggård. Under denne rundvisning blev der også stillet adskillige spørgsmål til de to Sprogøkvinder, som begge er over 90 år. De fortalte engageret om forskellige oplevelser både på Sprogø, og hvor de ellers havde været anbragt. Og det blev heldigvis videooptaget.

Når jeg deltog i denne begivenhed, hænger det bl.a. sammen med, at jeg for DBS har været med i en gruppe, der har fulgt hele processen med den omfattende udredning. Og selv om mange af de tidligere anbragte jo desværre ikke var med til denne markering, oplevede jeg den som en fin og væsentlig afslutning på et langt og til tider uskønt forløb, som jeg tidligere har skrevet om – bl.a. her i bladet.

Ovenstående artikel har været bragt i Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 16 2023.

27. oktober 2023: Udgivelsesreception i anledning af Refsnæsskolens 125 års jubilæum

Refsnæsskolen har den 1. november 2023 eksisteret i 125 år. I anledning af den runde fødselsdag har Blindehistorisk Selskab udsendt jubilæumsskriftet ’Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord. Erindringer fra elever på Børnehjemmet, Østskolen og Vestskolen’. Skriftet fylder 330 sider. Det er redigeret af Leif Martinussen og rummer en række vidnesbyrd fra tidligere elever om livet på skolen fra dens grundlæggelse i 1898 og frem.

Jubilæumsskriftet blev præsenteret for selskabets medlemmer og offentligheden ved en reception fredag den 27. oktober 2023 fra kl. 15.00-17.00 i mødelokale ”København” i Handicaporganisationernes Hus Blekinge Boulevard 2 i Tåstrup.

40 personer deltog i receptionen. Formand for Blindehistorisk Selskab Poul Lüneborg bød velkommen. Thorvald Kølle, bidragyder til bogen, forklarede, hvordan han i 2020 havde fået ideen til en bog om Refsnæsskolen. Værkets redaktør og bidragyder Leif Martinussen redegjorde for arbejdet med bogen, dens opbygning og hensigten med den. Medlem af forretningsudvalget for Dansk Blindesamfund Jesper Holten ønskede tillykke med udgivelsen og understregede betydningen af, at de erfaringer fra Refsnæsskolen, som bogen er udtryk for, aldrig må blive glemt. Herefter var der åbnet for andre indlæg om Refsnæsskolen, inden man gik over til hygge og samvær blandt de fremmødte.

Lydoptagelsen af receptionen er udført og redigeret af Henrik Olsen, varighed 1 time.

Download optagelsen

Nyhedsbrev nr 3 / 2023

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3/2023.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg
2. Officielle danske undskyldninger frem til 2023 og de forskellige måder, man har håndteret dem på, ved Ove Gibskov
3. Uddrag af kasserer i Kreds Fyn Torben Langers erindringer gennem 77 år
4. Anmeldelse af John Heilbrunns bog: ”Der bliver aldrig helt mørkt”, ved Jytte Louison Nielsen
5. Anmeldelse af Birgit Cornelia Larsens bog: ”Bakspejlet”, ved John Heilbrunn
6. Omtale af Jesper Froms artikel: ”Den døvblinde Helen Keller”, ved Lena Bang
7. Generalforsamling 2024 i Blindehistorisk Selskab, ved John Heilbrunn
8: Svend Thougaard sat i bronze med punktskrift, ved Kurt Nielsen
9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

Dette nyhedsbrev er det sidste i år, hvorfor der er grund til at notere sig nogle af årets vigtigste blindehistoriske begivenheder.

Der er for det første grund til at glæde sig over, at der siden september 2022 er udkommet 4 erindringsbøger skrevet af blinde. Et tilsvarende antal selvbiografiske bøger, udgivet i løbet af 10 måneder, med fokus på, hvad det vil sige at leve med et alvorligt synshandicap, kan jeg ikke mindes.

I september sidste år udgav Carl Peter Nielsen ”Gennem Krattet”. Måneden efter udgav Birgit Cornelia Larsen ”Bakspejlet”. Peter Frederik Hansen præsenterede et par måneder senere sin 2. udgivelse ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”. Såvel førstnævnte som sidstnævnte blev anmeldt i forrige nyhedsbrev.

John Heilbrunn har, til dette nyhedsbrev, anmeldt Birgit Cornelia Larsens selvbiografiske beskrivelse af, hvad det vil sige at høre til gruppen døvblinde. Jeg har selv læst bogen og de øvrige udgivelser, og kan fuldt ud tilslutte mig til Johns beskrivelse og anbefaling af bogen.

Den sidste af de 4 nævnte udgivelser, så dagens lys i juni måned i år. Jytte Nielsen har til dette nyhedsbrev anmeldt John Heilbrunns bog ”Det bliver aldrig helt mørkt”. Jeg er overbevist om, at alle der læser Jyttes engagerede anmeldelse får lyst til at læse denne bog, som i lighed med de 3 øvrige kan lånes på Nota.

Man kan med rette spørge, om der for selskabet er grund til at supplere disse udgivelser. Det har vi ikke desto mindre besluttet at gøre. Beslutningen om at udgive jubilæumsskriftet ”Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, redigeret af Leif Martinussen, blev imidlertid taget allerede ved generalforsamlingen den 15. februar 2020. Det tager tid og stiller store krav at udarbejde et manuskript på 340 sider inklusiv billeder i anledning af, at ”Synscenter Refsnæs” – tidligere Refsnæsskolen – den 1. november i år fylder 125 år. I bestyrelsen er vi meget stolte over, at det er lykkedes at kunne udsende festskriftet i såvel en trykt som i en Daisy udgave til alle medlemmer og særligt interesserede i god tid forud for jubilæumsdagen. Jubilæumsskriftet vil blive præsenteret ved en reception den 27. oktober og overleveret til ledelsen af ”Synscenter Refsnæs” på selve dagen ved et jubilæumsarrangement på centret.

Den sidste meget markante begivenhed, som der er grund til at dvæle ved, er regeringens undskyldning til alle, som i årene 1933 – 1980 har været inddraget under én af Særforsorgens institutioner. Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil gav, ved et arrangement den 11. september 2023, en sådan undskyldning på regeringens vegne. Ove Gibskov har i en omfattende artikel beskrevet forløbet op til arrangementet den 11. september og samtidig redegjort for begrebet ”undskyldninger”, og beskrevet sådanne givet af tidligere regeringer siden begyndelsen af 1950-erne. Artiklen er et væsentligt historisk bidrag til at forstå rækkevidden og karakteren af disse undskyldninger.

I bestyrelsen har vi ved flere lejligheder efterlyst beskrivelser fra nogle af de mange synshandicappede, som uagtet undervisningspligten under Blindeforsorgen efter den særlige blindelov fra 1956, har modtaget deres skoleundervisning i den almindelige Folkeskole. Både Birgit Cornelia Larsens og John Heilbrunns beretninger er eksempler herpå. I dette nyhedsbrev præsenteres desuden en artikel om Thorben Langers livsforløb. Alle 3 fremstillinger fortæller om de mange udfordringer som en tilværelse, som integreret i det danske samfund, indebærer grundet fordomme og uvidenhed. Der er gudskelov en lykkelig udgang i alle 3 beretninger. Men i en tid hvor vi diskuterer behovet for en eventuel undskyldning for tidligere ophold under Blindeforsorgen er disse beretninger tankevækkende.

Nyhedsbrevet afsluttes med nogle mindre bidrag. Næstformand Lena Bang anmelder læge Jesper Froms artikel om Helen Keller. Kurt Nielsen fortæller om ceremonien, hvor Stenen på gravstedet for Svend Thougaard blev forsynet med hans navnetræk i punktskrift sat i bronze. Endelig opfordrer kasserer John Heilbrunn til, at alle medlemmer sætter et kryds i kalenderen den 9. – 10. marts næste år, hvor vi afholder selskabets næste ordinære generalforsamling.

Inden jeg slutter denne introduktion til årets sidste nyhedsbrev, føler jeg anledning til at nævne, at Mogens Bang, tidligere lærer ved IBOS og leder af ”Blindehistorisk Museum” gennem 25 år, er død den 12. oktober efter længere tids sygdom. Næste nyhedsbrev vil indeholde mindeord i anledning af hans død. Mogens Bang var, lige siden han i 1970-erne afsluttede sin læreruddannelse, engageret i arbejde til fordel for blinde og svagtsynede. Den anden torsdag i oktober er af” Verdenssundhedsorganisationen – WHO indstiftet som Verdens Synsdag”. Jeg kan ikke undlade, at tillægge det symbolsk værdi, at Mogens gik bort på netop denne dag.

Jeg vil slutte med at sige alle medlemmer, som har bidraget til arbejdet i selskabet i 2023, tak for indsatsen. Jeg ser frem til at møde mange ved receptionen den 27. oktober kl. 15.00 – 17.00 i mødelokale ”København” i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup. Vel mødt og på gensyn!

2. Officielle danske undskyldninger frem til 2023 og de forskellige måder, man har håndteret dem på, ved Ove Gibskov

Den 7. marts meddelte social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at regeringen nu har besluttet at give en undskyldning til alle, som var anbragt under Særforsorgen, og hvoraf mange blev udsat for både seksuelle og andre former for uhyrlige overgreb.

Undskyldningen, der efter et meget langt forløb, endelig blev givet 11. september, vender jeg tilbage til; men først kommer her en kronologisk gennemgang af officielle beklagelser og undskyldninger og de forskellige måder, danske regeringer indtil nu har håndteret dem på.

Her i landet er der kun i få situationer givet en officiel undskyldning, mens det har været mere almindeligt i lande som Sverige, Tyskland, Canada og Australien, hvor statsledere f.eks. har undskyldt for statens rolle i bl.a. folkemord og tvangsfjernelse af oprindelige folks børn.

Lisa Storm Villadsen, som er professor i retorik ved Københavns Universitet, skriver følgende om undskyldninger:

”En undskyldning ændrer ikke fortiden, men kan få os til at føle anderledes, om dens betydning for nutiden. En god undskyldning kræver typisk:
At man tager ansvaret for at have gjort noget forkert og er konkret om, hvad det er.
At man udtrykker fortrydelse eller sorg over den skade, man har forvoldt.
At man siger undskyld og evt. beder om tilgivelse.
At man forpligter sig til ikke at gentage sit fejltrin.

Det har også betydning for officielle undskyldninger, at de bliver givet offentligt, evt. ved en ceremoni, så det omgivende samfund har mulighed for at opleve undskyldningen”.

Men det har ikke altid været tilfældet – f.eks. i forbindelse med den første officielle undskyldning. I en fælleserklæring, som den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Grønlands landsstyreformand Jonathan Motzfeldt udsendte i 1999, gav regeringen en undskyldning til befolkningen i Thule og resten af Grønland. Undskyldningen kom ikke i en tale men som et dokument, der blev læst op for formanden for Thuleboernes forening:

”I Rigsfællesskabets ånd og med respekt for Grønland og Thules befolkning, vil regeringen på den danske stats vegne overbringe en undskyldning til Thules befolkning og til hele Grønland for den måde, hvorpå beslutningen om flytningen blev truffet og gennemført i 1953”.

Årsagen til denne fælleserklæring var en dom fra Østre Landsret mod staten om, at Danmark handlede retsstridigt, da befolkningen i Thule blev tvangsflyttet i 1953, for at give plads til en amerikansk luftbase. Som baggrund for undskyldningen blev det også nævnt, at forholdet mellem Danmark og Grønland ”fra begyndelsen har bygget på ligeværd, gensidig respekt og samhørighed”, og at de to lande har en fælles historie, som man skal vedstå, også når den ”viser, at menneskers selvværd er blevet krænket.”

I erklæringen blev muligheden for erstatning afvist: ”Ingen kan i dag gøres ansvarlig for tidligere generationers handlinger for snart 50 år siden.”

Undskyldningen i Fælleserklæringen adskiller sig på flere måder fra de senere officielle undskyldninger. F.eks. er den afsendt af både statsministeren som repræsentant for den krænkende part og Grønlands landsstyreformand, der repræsenterer de krænkede. Jonathan Motzfeldt erklærede, at ”Undskyldningen til hele Grønlands befolkning er en god måde at afslutte sagen på”, mens Poul Nyrup Rasmussen ikke nævnte ordet undskyldning men dækkede sig ind under, at “fælleserklæringen har sit eget tydelige sprog.”

En undskyldning uden modtagere

Den 4. maj 2005 holdt daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen tale i Mindelunden nord for København i anledning af 50-året for Danmarks befrielse fra Nazitysklands besættelse. Talen handlede naturligt nok i høj grad om frihedskæmpernes indsats og ofre. Mod slutningen blev fokus dog vendt imod de tyske flygtninge, der i begyndelsen af krigen søgte tilflugt her i landet men blev afvist af de danske myndigheder og sendt tilbage til forfølgelse i Tyskland. Fogh Rasmussen betegnede udleveringerne som ”skamfulde begivenheder” og kaldte dem ”værre” end frihedskæmpernes ofre og “en plet på Danmarks i øvrigt gode omdømme”.

Senere i talen sagde statsministeren: ”Jeg vil derfor gerne …. på regeringens og dermed den danske stats vegne beklage og undskylde disse handlinger.”

Her er der på flere måder tale om en udvikling fra fælleserklæringen seks år tidligere, som offentligheden ikke fik meget kendskab til, mens undskyldningen i Mindelunden blev dækket af medierne, og statsministeren brugte ordet ”jeg”, ligesom de centrale ord ”beklage og undskylde” var klart betonet.

Denne undskyldning var jo heller ikke resultat af en dom men baseret på hans kritik af samarbejdspolitikken, og hvad han opfattede som rigtigt og forkert. Mange ser den også i sammenhæng med beslutningen om at sende Danmark i krig i Afghanistan og Irak. Der var ingen risiko for krav om erstatning fra nogen af dem, undskyldningen gjaldt, da de jo ikke længere levede.

En moralsk fordømmelse uden ordet undskyldning

I 2017 var det 100 år siden, USA købte De Vestindiske Øer, og det blev grundigt diskuteret, om Danmark burde undskylde for sin rolle i slavehandel og slaveri på øerne fra 1673 til 1848.

I forbindelse med markeringen på Skt. Croix 31. marts 2017, holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen en tale, hvor han lagde klar moralsk afstand til slaveri. Talen blev holdt på engelsk, og ifølge den officielle danske oversættelse sagde han bl.a.: ”Vi må anerkende, at det der skete i fortiden har påvirket, hvordan øerne er i dag. Vi kan ikke ændre fortiden. Hvad vi kan, er at ændre fremtiden.” Han flyttede altså fokus fra nutiden til fremtiden.

Talen blev holdt til lokale politikere og andre repræsentanter for samfundet. Så til forskel fra Anders Foghs undskyldning, som blev givet til en gruppe, der ikke længere eksisterede, talte Lars Løkke til bl.a. efterkommere af slavegjorte. Han udtrykte stor beklagelse over slavetiden, men sagde ikke undskyld. Derimod brugte han to gange ordet utilgiveligt. Men talen indeholder alligevel nogle af en officiel undskyldnings funktioner, med sin anerkendelse af overgreb i fortiden, deres betydning for nutiden og den moralske afstandtagen fra slaveri.

Statsministeren tilbød også et stipendium til lokale studerende som en lille symbolsk gestus, der understregede Danmarks ønske om at være i et positivt samarbejde med øerne i fremtiden.

Sagen om Godhavnsdrengene

Den undskyldning, som indtil nu har fået mest opmærksomhed, blev givet til en gruppe mennesker, der som børn i 1960-erne og 70-erne var anbragt på bl.a. drengehjemmet Godhavn i Nordsjælland, og her blev udsat for omsorgssvigt, misbrug og generel vanrøgt.

Godhavnsdrengene stiftede i 2005 en forening med det formål at få en undskyldning fra staten. Og i 2009 bevilligede velfærdsminister Karen Jespersen (V) en undersøgelse, der dokumenterede en række overgreb, hvoraf en del var i strid med lovgivningen.

Flere ministre er siden blevet opfordret til at give en officiel undskyldning men har afslået det. Først den 13. august 2019 skete det endelig, da statsminister Mette Frederiksen ved en ceremoni på Marienborg gav Godhavnsdrengene den undskyldning, de så længe havde ønsket.

I modsætning til de tidligere eksempler indeholder Mette Frederiksens tale i høj grad forventningerne til en officiel undskyldning. Hun nævner det, der undskyldes for ”alvorlige svigt, tæsk, ydmygelser og overgreb, afstraffelse, uhyrligheder”. ”samfundet skulle passe på jer. Men der skete det modsatte -I blev gjort fortræd”. Desuden bliver ordene undskyldning, undskylde, undskyld brugt flere gange.

Der var også den forskel fra de tidligere undskyldninger, at statsministeren forholdt sig til tre af de mest almindelige indvendinger, mod selve det at give en officiel undskyldning:

At man ikke kan påtage sig skylden for noget, andre har gjort, (nej, men hun kunne påtage sig ansvaret)

At svigtet foregik i en anden tid – (irrelevant ifølge Mette Frederiksen, for overgrebene på Godhavn var ”også forkerte dengang”)

At der ikke er tradition i Danmark for at give officielle undskyldninger”. Til sidstnævnte argument sagde hun, at det ”aldrig er for sent at gøre det rigtige”.

Talen forholdt sig dog hverken til spørgsmålet om erstatning, som heller ikke var et krav fra Godhavnsdrengene, eller til, hvad regeringen vil gøre for at sikre, at noget lignende ikke gentager sig.

Flere af Godhavnsdrengene har dog senere rejst erstatningssager, som er endt med et forlig, hvor hver af sagsøgerne fik tildelt 300.000 kroner. Dette blev muligt, fordi Folketinget I 2018 vedtog en lovændring, hvorefter sådanne krav mod offentlige myndigheder aldrig bliver forældet.

Undskyldning til de grønlandske eksperimentbørn

I forbindelse med undskyldningen til Godhavnsdrengene nævnte statsministeren muligheden for flere officielle undskyldninger, og det blev en realitet i 2020 og 2022. Da fik de 22 grønlandske såkaldte eksperimentbørn en undskyldning. De blev i 1951 som led i et socialt forsøg sendt til Danmark for at lære dansk og få gode skolekundskaber, så de kunne blive en del af den grønlandske elite og danne fortrop for udviklingen, når de vendte tilbage. Men mens de var i Danmark, mistede de bl.a. deres sprog og tilknytningen til deres familier. Flere blev bortadopteret, mens 16 vendte tilbage til Grønland, hvor de kom til at bo på et nybygget børnehjem i Nuuk. De danske myndigheder mente nemlig ikke, at børnene ville falde til hos deres familier, hvor de sociale forhold var meget forskellige fra det, de var vant til i Danmark. De havde kun lidt eller ingen kontakt med andre grønlandske børn. De fleste vendte tilbage til Danmark, og ca. halvdelen kom ud i stofmisbrug og / eller fik andre massive problemer.

I forbindelse med fejringen af Grønlands selvstyre i 2009, opfordrede grønlandske folketingsmedlemmer daværende statsminister Lars Løkke, til at give eksperimentbørnene en officiel undskyldning. Dette afviste statsministeren dog, og det har flere andre ministre også gjort, indtil 8. december 2020.

Da modtog de seks, som stadig levede, et brev fra statsminister Mette Frederiksen med en uforbeholden undskyldning. Den blev i marts 2022 givet mundtligt ved arrangementer i hhv. København og Nuuk. I sin tale sagde statsministeren bl.a.: ”I dag skal vi ansigt til ansigt sætte ord på det svigt, som 22 grønlandske børn blev udsat for…Mellem 4 og 9 år var I, da I måtte tage afsked med jeres familie og jeres land…Alle børn har brug for og fortjener tryghed og stabilitet. Det var de to ting, man tog fra jer…I var en del af noget, som aldrig skulle have været sket…Derfor siger Danmark i dag det eneste ord, der er det rigtige at sige: Undskyld”.

Efter undskyldningen er der blevet indgået forlig mellem staten og de seks overlevende, som hver har modtaget 250.000 kr. i kompensation.

Undskyldning til anbragte under Særforsorgen

Mette Frederiksen sagde jo i sin tale til Godhavnsdrengene, at der muligvis ville komme flere officielle undskyldninger, og kort tid efter tog regeringen initiativ til at få undersøgt, om nogle af dem, der oplevede svigt og overgreb, mens de var anbragt under Særforsorgen, som eksisterede fra 1933 til 1980, også skulle have en undskyldning.

Forholdene på institutionerne skulle kortlægges gennem en historisk udredning koordineret af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg. Det er sket i et samarbejde med bl.a. Rigsarkivet; og det var oprindeligt hensigten, at udredningen skulle være færdig i løbet af halvandet år.

I øvrigt er det en generel opfattelse blandt forskere, at halvandet år er kort tid til en så omfattende udredning, men det har i den her sammenhæng været afgørende at tage et væsentligt hensyn til målgruppen, hvoraf mange af dem, der stadig lever, jo er godt oppe i årene og gerne skulle kunne nå at modtage en undskyldning, hvis det blev besluttet at give en sådan. Pga. covid-19 blev arbejdet dog noget forsinket, men lige før påske sidste år offentliggjorde Socialministeriet en ca. 400 sider lang udredning, som i høj grad er baseret på interviews med tidligere anbragte og pårørende samt arkivstudier. Den giver en grundig dokumentation af mange både seksuelle og andre former for uhyrlige overgreb – herunder også tvangssterilisation.

12. august kunne man så i P1 Morgen på DR høre daværende socialminister Astrid Krag sige, at der vil blive givet en undskyldning for de overgreb og den manglende omsorg, mange af de anbragte var udsat for. Desuden understregede hun, at eventuelle krav om erstatning skal håndteres af retssystemet.

Men skønt der derefter gik mere end to en halv måned, inden der blev udskrevet folketingsvalg, gav regeringen ikke den lovede undskyldning. Det kan undre, da den jo selv satte den omfattende undersøgelse i gang og som nævnt var interesseret i, at den skulle afsluttes hurtigt.

I forbindelse med udredningen blev der både lavet en film om nogle af dem, der havde været anbragt, og et ret omfattende materiale til undervisningsbrug. Men begge dele måtte ifølge en beslutning fra Socialministeriet først offentliggøres, når undskyldningen var givet; og en ny og ændret regering kan jo ikke være forpligtet af et løfte fra dens forgænger.

7. marts kom så endelig det tilsagn fra SVM-regeringen, som mange længe havde håbet på. Det betød, at der ville blive givet en undskyldning til alle, som har været anbragt under Særforsorgen. Men først 21. april meddelte socialministeren, at det ville ske 8. maj på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg – altså med kun 17 dages varsel, og hvor der højst kunne deltage 175 inkl. ledsagere. Også Danske Handicaporganisationer fik denne oplysning lige så sent som resten af befolkningen; og mange af dem, der længe havde set frem til en undskyldning, var slet ikke inviteret med. Det gjorde handicaporganisationernes formand, Thorkild Olesen, meget vred, og han fik ministeren til at udsætte tidspunktet for undskyldningen og udvide kredsen af dem, der skulle inviteres.

Datoen blev herefter ændret til 11. september, hvor arrangementet så endelig kunne finde sted på Comwell Bygholm Park i Horsens med plads til ca. 500. Det var på forhånd bestemt, hvem der kunne få ordet; så inden undskyldningen blev givet, var der taler af lederen af Danmarks Forsorgsmuseum Sarah Smed, den polioramte Hanne Klitgaard, der selv har været anbragt under Særforsorgen og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, hvis far tilbragte syv år på Livø – stemplet som det, man kaldte moralsk åndssvag.

Derefter tog socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil ordet og sagde bl.a.:

”Det var ulovligt at slå de anbragte. Den historiske redegørelse viser, at der blev begået vold i hele perioden fra 1933 til 1980.

På samme vis var ethvert seksuelt forhold mellem ansatte og anbragte ulovligt i datidens lovgivning…Alligevel beskriver redegørelsen ikke blot helt upassende og ulovlige seksuelle forhold, men også deciderede seksuelle overgreb. Min pointe er, at forholdene var forbudt med DATIDENS briller. Og alligevel lykkedes det ikke at beskytte de anbragte i sær – og åndssvageforsorgen mod det. Det er et svigt fra statens side.

Staten havde i den periode tilsynspligten og har åbenlyst ikke gjort sit arbejde godt nok…Nogle af jer blev som helt små børn fjernet fra jeres familier. Det blev du, Hanne. Tak, fordi du har delt din historie i dag. Du har tidligere fortalt om at blive anbragt på et hjem, der ikke var et hjem. Om at blive overladt til kolde voksne, der aldrig skulle have haft med børn at gøre. I stedet for kærlighed og omsorg – blev I opdraget med kæft, trit og retning.

Børn, der ikke kunne spise op, blev tvunget til det. De fik stoppet havregrød og øllebrød i halsen. Til de kastede op. Og så blev de tvunget til at spise det. I stedet for tryghed og stabilitet – blev I udsat for trusler og straf. Børn med svære fysiske handicap blev tæsket på ryggen, når de ikke kunne følge med i idrætstimen. To piger blev engang straffet med otte dage i sengen. Fordi de havde vinket til en lastbilchauffør…

Kære alle. Jer, der er her i dag. Dem, der ikke er her mere. Tidligere anbragte. Pårørende. Alle, som blev svigtet, mens I eller jeres kære var i statens varetægt. Hvad der overgik jer er langt fra det Danmark, vi tror på. Hvad der overgik jer vil vi aldrig glemme. Hvad der overgik jer skal aldrig gentage sig.

På vegne af den danske stat, på vegne af den danske regering – UNDSKYLD”.

Talen kan i sin helhed høres på vores hjemmeside blindehistorisk.dk, og selskabet er desuden i besiddelse af en optagelse af hele arrangementet.

Hvor mange, der har haft behov for at få denne undskyldning, ved jeg naturligvis ikke. Men det er i hvert fald godt, at den nu langt om længe er blevet givet. F.eks. hørte jeg under arrangementet en sige, at det her var den største dag i hans liv.

Skønt talen var både meget dækkende og afleveret med engagement, har mange undret sig over, at den blev holdt af socialministeren. I alle tidligere tilfælde er det nemlig statsministeren, som har givet officielle undskyldninger. men trods adskillige henvendelser til Socialministeriet er det ikke lykkedes mig at få en begrundelse for denne ændring.

Uanset hvad årsagen så er til, at Mette Frederiksen ikke selv gav undskyldningen, bør den inspirere regeringen til at få ændret de vilkår, mange mennesker med handicap i dag lever under. Danske Handicaporganisationer har i forskellige sammenhænge påpeget behovet for markante forbedringer, og vi skulle jo nødig om 25 år læse endnu en beskæmmende udredning. Derfor må der gennemføres en reform, der både retter op på den retsløshed, mange med handicap er udsat for, og som sikrer, at der bliver tilført betydeligt flere ressourcer til området.

3. Uddrag af kasserer i Kreds Fyn Torben Langers erindringer gennem 77 år

Torben Langer voksede op med et alvorligt synshandicap, som mange af hans omgivelser først ret sent i hans liv tog seriøst. I skolen og i læreårene blev han drillet og mobbet i ganske alvorlig grad. Det førte til en selvdestruktiv adfærd i ungdomsårene, og først da han i begyndelsen af 1970-erne mødte sit livs kærlighed, Birgit, tog hans liv en ny og mere lykkelig retning. Men før den tid har Torben Langer dog også haft et meget aktivt liv, som erindringerne her giver mange eksempler på.

I 2019 blev han interviewet i forbindelse med Odense Stadsarkivs erindringsindsamling, og den følgende tekst er baseret på dette interview i en lidt forkortet udgave.

”Jeg er født den 15. juli 1946 på Frederiksberg Hospital. De første fem år boede vi på Dianavænget i Rødovre, og på det tidspunkt var ingen klar over, at jeg havde et synshandicap. Mine forældre havde ikke bemærket noget. De var unge. Hver gang jeg tog noget op til øjnene, fik jeg nogle klap over fingrene af min far: ”Hold op med det der”! Det hører jo ingen steder hjemme. Han mente, at jeg var et normalt barn. Men det var jeg ikke. De forstod ikke, at jeg ikke kunne se noget.

Noget af det første, jeg erindrer fra min barndom i Dianavænget, er, at jeg på et tidspunkt faldt ud af vinduet. Vi boede på 1. sal. Min far var på aftenarbejde og havde glemt sin madpakke, som mor var cyklet ud med. Far arbejdede som glassliber i Rødovre sammen med min onkel. Jeg havnede i underboens, fru Petersens, tulipanbed. Det eneste jeg sagde, var ”av, min fut, av min fut.” Andet kunne jeg ikke sige. Jeg var vist kun et par år.

Mine bedsteforældre, min farmor og farfar, som boede i Odense, kom af og til på besøg. De fik nok ondt af mig, og så hvordan jeg blev ved med at tage ting op til øjnene. De syntes, at det var synd, at min far blev ved med at skælde mig ud. Noget var der jo galt. Jeg har senere fået at vide, at min mor og far i foråret 1950 tog mig med til en undersøgelse på Rigshospitalet, og der fik oplyst, at jeg sikkert inden for få år ville blive blind. Det skete heldigvis ikke.

Min far sagde sit job op ved glasfirmaet for at køre mig rundt i hele København. Det er noget, han har fortalt mig senere, og som jeg selvfølgelig tror, er rigtigt. Årsagen var, at han syntes, jeg skulle nå at se alle tingene, inden jeg blev blind.

Mine forældre besluttede, at det nok var bedst at flytte til Odense, så vi kunne være i nærheden af min farmor og farfar. I 1951, da jeg var fem år, flyttede vi så til Dagmargade 6, 4. tv. Det var en lille lejlighed, vi flyttede ind i. Vi havde en bitte stue, hvor der kunne være to lænestole. Mellem stolene var der et lille bord, og i hjørnet stod dampradioen. Der var også et bord med fire stole og en kakkelovn. Der var et soveværelse med to senge og et garderobeskab. Mine forældre lå i den ene seng, mens min lillebror, Karsten, og jeg lå i den anden. Så var der et toilet, hvor vi næsten var nødt til at bakke ind, så lille var det. Der var et køkken, hvor vi puttede 25 øre i en automat til gas. I kælderen var der en stor zinkbalje. Den skulle en af os, enten min bror eller jeg, hente op i køkkenet, når det var store badedag.

På gaden var der mange drenge. Det var ikke altid lige sjovt for mig, fordi jeg ikke kunne gøre de samme ting, som de andre. Da jeg var 5 – 6 år gammel, kunne jeg dog stadig se med begge øjne, selv om synet var meget svagt. Hvad synsstyrken var på det tidspunkt, ved jeg ikke, for der var ingen, som havde undersøgt det. Jeg kom ikke til andre undersøgelser, end dem vi havde i skolen. Jeg fik sådan set aldrig skæld ud for, at jeg ikke kunne se. Men min familie og folk omkring mig forstod bare ikke, hvad der var galt. Så der skete intet.

De andre børn på gaden drillede af og til, f.eks. når jeg ikke kunne se bolden. Men det var ikke så slemt som i skolen. Det skete alligevel tit, at jeg kom op og græd, fordi jeg var ked af det.

Min barndoms største oplevelser var, når jeg om sommeren lavede ”seksdagesløb” i gaden. Det skete på den måde, at alle drengene og pigerne dannede par, og så blev der hver dag efter skole og om aftenen løbet rundt i den blinde gade. Hver aften mellem kl. 18 og 20 havde vi sendt sedler ud til alle beboerne og spurgt, om de ville hjælpe os med gaver og præmier. Det var mig, som stod for alt det praktiske i legen. Det har jeg altid godt kunnet lide, også i dag.

Vi skiftede partner, når vi kom over målstregen, og når vi kom tilbage igen. Dem, der kom først, fik point og omgange. Og det var mig, der holdt styr på pointene og omgangene.

Guderne må vide, hvordan jeg klarede alle de år, hvor jeg gik i skole. Det var absolut ikke sjovt. Ingen ville sidde ved siden af mig. Jeg havde fået nogle briller, hvor glassene var meget tykke, men der var stadigvæk ingen, som vidste præcist, hvad der var galt med mit syn, eller gjorde noget ved det. Jeg husker engang, hvor jeg blev spurgt, hvad der stod på tavlen. Det kunne jeg ikke se. Så blev lærerinden rimeligt vred, og kaldte mig helt op til tavlen. Jeg stak næsen helt ind i tavlen for at se, hvad der stod, men blev derved hvid på næsen af kridt. Det blev jeg drillet med.

Da jeg kom op i de ældre klasser, fik jeg en lærer, som endelig tog mig til sig. Det var overlærer Hjorth. Han fandt ud af, at der var noget galt. Gårdvagten var lærer Hansen. Uanset, hvad der skete i skolegården, så endte det altid med, at jeg fik skylden og blev sat op til væggen. Vi havde ham også som gymnastiklærer. Når vi havde redskabsgymnastik, sprang vi over pulte, men det kunne jeg ikke på grund af mit dårlige syn. Det endte med, at jeg sprang ved siden af eller ramte den. Hansen havde ikke erkendt mit synshandicap, og troede jeg var uartig. Han blev sur, og jeg blev kaldt ind bagved og fik tre slag i numsen med en pegepind. Det skete ofte.

I skolegården fangede de andre drenge mig og tog glassene ud af mine briller, så de kunne bruges som hinkesten. Når jeg kom hjem, vankede der ballade, for så havde jeg ingen briller i en hel måned. Brillerne blev lavet i Schweiz af et firma, som var det eneste, der kunne lave de brilleglas, som jeg brugte. Glassene var meget tykke, buede indad og havde en styrke på minus 40.

Jeg fortalte ikke om drillerierne derhjemme, da jeg var bange for at få flere øretæver i skolen, hvor jeg ikke kunne klare mig. Når min mor og far opdagede, at mine briller var væk, sagde jeg blot, at jeg havde tabt dem. Jeg turde ikke sige, at de var blevet taget fra mig. Glassene var hulens dyre!

De første gange jeg havde karakterbogen med hjemme, fik jeg 3.2 i skriftligt arbejde. Det blev min far vred over, for det var jo meget dårligt. Han lovede mig, at jeg måtte begynde at spille fodbold i B1913, som jeg altid havde ønsket mig, hvis jeg fik bedre karakterer. Jeg anstrengte mig, og fik så næsten de højeste karakterer, man kunne få dengang, 5.2. 5.1, 5.2 og også 6. Alt hvad jeg skrev i mine bøger og papirer blev simpelt hen så pænt. Det er kommet mig til gode senere i livet. Jeg har en ret god ordenssans. Jeg begyndte også at spille fodbold i B1913, men det gik knapt så godt. Efter en sæson måtte jeg stoppe igen på grund af mit dårlige syn.

I skolen var det dog også et problem, at når jeg ikke kunne følge med i timerne, fik jeg bare en eftersidning. I 5. klasse fik vi som sagt overlærer Hjorth. Det var ham, der fandt ud af, at der måtte være noget galt med mit syn, som brillerne ikke kunne hjælpe med. Når han kunne se, at jeg ikke kunne følge med i timen, sendte han mig hen til skolelægen, som skulle se på mine øjne. Det skete ikke hver dag, men det skete tit. Hver gang hun kiggede på mine øjne, var svaret, at der ikke var noget galt og jeg blev sendt tilbage i klasseværelset.

Det lykkedes mig at få en mellemskoleeksamen. Jeg lærte at regne og skrive blot ved at blive ved og ved. Jeg kunne akkurat lige se, når jeg sad med næsen helt nede i bogen. Det var meningen, at jeg skulle have haft en realeksamen og være fortsat i 1. real. Lærerinden Fru Stern fortalte dog, at der ikke var nogen mulighed for, at jeg kunne få den hjælp og bistand, som jeg havde brug for. Dermed var det afgjort, at jeg nu skulle ud af skolen.

Der var ikke meget godt i skoletiden. Jeg var ikke med til ungdomsgilder og den slags, og følte mig altid ensom og alene. Kun derhjemme på gaden i Dagmargade gik det rimeligt. Der kunne jeg nogenlunde være med. Vi flyttede til Pogestræde 31 i 1961. Det var en meget større lejlighed, hvor Karsten og jeg fik hver vores værelse. I Pogestræde boede der ikke lige så mange børn som i Dagmargade. Der boede en dreng lidt længere henne, men andre var der ikke. Skæbnen ville, at jeg en dag tilfældigt røg ind i to drenge i Tivoli. En af dem mødte jeg senere i Pogestræde. Han skulle tisse, og jeg tilbød, at han kunne låne vort toilet. Leif Kjærulf, som han hed, blev min første rigtige kammerat. Jeg kom meget ud til hans forældre. De havde seks børn, og de blev faktisk min ”anden familie”. Leif havde deltaget i de unges cykelløb, der ofte blev kørt i Hunderupskoven, tæt på Skovsøen. Han blev bidt af cykling, og meldte sig ind i Fyns Cykel Ring. Han spurgte, om jeg ikke ville med, og det ville jeg selvfølgelig gerne. Der oplevede jeg min næste gode periode. I 1964 blev jeg valgt som sekretær i Fyns Cykel Ring og lærte en masse jævnaldrende at kende. Her blev jeg værdsat for første gang.

I 1963 fik jeg en læreplads i Nørregade, lige over for Skt. Hans Kirke. Her begyndte jeg en kontor- og lageruddannelse, og jeg skiftede mellem at være på lageret for at sætte varer på plads, og være på kontoret for at lave fakturaer. Det gik nogenlunde. Når jeg skulle læse noget på lageret, så kunne jeg tage tingene op til øjnene. Men der var selvfølgelig nogle ting, som smuttede en gang imellem. Jeg var også sammen med svendene, når de kørte ud for at aflevere varer til kunder – f.eks. mel, sukker, og hvad man ellers havde på et købmandslager. På min 18-års fødselsdag i 1964 var vi på kundetur i Sønder Nærå. Som lærling bar jeg de store 100 kg sække med rugmel op på loftet hos bagerne, og det skete også her. Jeg havde forinden sagt til min mor, at der var noget galt med mit højre øje. Det føltes som om, jeg havde blærer i øjet. På vej hjem fra Sønder Nærå bad jeg chaufføren om at holde ind ved Sankt Joseph Hospital. Det skulle undersøges, hvad der var galt. Men chaufføren ville ikke stoppe, hvorfor jeg truede med at springe af lastbilen, hvis han ikke lukkede mig ud. Han ville sladre, når han kom tilbage og ikke havde mig med. Det måtte han gerne, jeg vidste bare, at jeg skulle have øjnene undersøgt. Anstrengelsen ved at bære de tunge sække havde gjort det værre i mit øje.

På Sankt Joseph hospital gik der ikke mere end fem minutter, før øjenlæge Poul Martin Jørgensen, fik mig lagt ned i en seng og fik mit hoved fastspændt i en særlig støtte. Nethinden var faldet ned. Det var først her, at man konstaterede, at jeg var så kraftigt nærsynet, at mine øjenlinser var længere end i et normaløje. Det gav et større tryk mod nethinden, og anstrengelserne ved løfteopgaverne havde medført så voldsomt et tryk, at nethinden var faldet ned. Jeg lå i ”spændetrøjen”, som jeg kaldte det, i to måneder. Dengang troede man, at hvis patienten lå stille og ikke rørte sig, faldt nethinden på plads. Bagefter blev jeg overført til Rigshospitalet, hvor jeg blev opereret af professor i øjensygdomme Holger Ehlers. Mellem september til december blev det til fire operationer, og min øjenlæge fra Skt. Joseph Hospital, Poul Martin Jørgensen, var med alle gangene. Men det var professor Ehlers, som stod for operationerne, som gik godt, og jeg blev udskrevet den 23. december 1964. Men der gik kun seks dage, før det gik galt igen. Jeg blev på ny indlagt, men fik besked om, at de ikke kunne redde øjet. Du er blind på højre øje fra dags dato, lød den nedslående besked.

Efter operationen stoppede jeg med at bruge briller. De kunne simpelt hen ikke finde en brille, som passede til mit venstre øje – jeg led også af nystagmus, som er en ufrivillig, rykvis bevægelse af øjet. Øjet drønede kort sagt rundt. Det blev senere opereret, men siden 1963 har jeg faktisk ikke båret briller. Da jeg endelig vendte tilbage på lærepladsen, var det med en besked om, at de ikke kunne bruge mig længere. Jeg var fyret på grund af mit handicap.

Det blev Blindeinstituttet på Kastelsvej i København, der skulle hjælpe mig videre. Jeg fik en lille lejlighed i et kollegium for blinde og svagtseende i Kongens Lyngby, lige ved Lyngby Station. Det var fuldstændigt vanvittigt. Det var en stor gul firkantet bygning og meget kringlet. Min mor tudbrølede, da hun så huset, der absolut ikke var egnet for blinde.

Jeg kom på Linnésgades Skole. Her var det meningen, at jeg skulle tage en realeksamen. Først tog jeg S-toget fra Kongens Lyngby til Nørreport Station, og herfra gik jeg ad Nørrebrogade til Linnésgade. Det var godt at gå på skolen, hvor alle var ligestillede. Desværre ”dummede” jeg mig. Jeg fik afsluttet 1. real, men ikke 2. real på Linnésgades Skole. Jeg mødte en pige, Else, og vi besluttede os for at flytte sammen. Turen gik hjem til Pogestræde i Odense, hvor jeg stadig havde mit eget værelse på 2. sal. Men det gik slet ikke. Mine forældre blandede sig alt for meget, og mit dårlige syn gjorde ikke tingene bedre. Jeg var sygeligt jaloux, og til tider ikke sjov at være i nærheden af. Alt gik galt, forholdet endte med at gå i stykker, og hun flyttede til sin familie i Vust i Nordjylland.

Det var noget rod, men heldigvis kom jeg tilbage til cykelsporten. Her blev jeg ikke mobbet. I 1966 fyldte jeg 20 år og kom med cykelrytterne rundt i hele landet. Dengang var der en A-klasse for alle de bedste ryttere, en B-klasse og klasser helt ned til drengerytterne. Når de kørte enkeltstart, stod jeg hver søndag morgen fra kl. 4 og frem til middag for at ”tage alle ryttere hjem” – det vil sige, jeg startede dem og tog tid, når de kom hjem. Jeg kom med til nogle store landevejsløb og seksdagesløb. Blandt andet var jeg med til at føre løbsprotokol ved et stort landevejsløb i Jylland, som foregik over seks dage. Ved løbet deltog flere store ryttere, eksempelvis Jørgen Emil Hansen, Leif Mortensen, Ole Ritter og Ole Pingel.

Efter at have gået arbejdsløs siden jeg kom tilbage fra København, fik jeg i 1966 arbejde på Haustrups Fabrikkers værktøjslager. Aftalen var kommet i stand efter, at min far havde fået kontakt med en journalist, og der blev lavet en artikel i Fyens Stiftstidende, hvor der blev efterlyst en arbejdsplads til en dreng med dårligt syn. Driftschefen hed Jørgen Mikkelsen. Han var også sportschef for OBs fodboldafdeling, som min far og bror var tilknyttet og helt forgabte i. Min far havde talt med Jørgen Mikkelsen, og på den måde fik jeg arbejde.

Her blev jeg også mobbet. De to andre på lageret sad bare på deres bagdel og hyggede sig. Det var mit arbejde at udlevere værktøj og bor til svendene, som fremstillede dåser efter skabeloner. Det kunne f.eks. være et bor, som skulle måle 0,07 mm, og jeg skulle så bruge en skydelære til at finde de rigtige. Men at måle noget, der var mindre end 1 mm., det kunne jeg slet ikke se. Der gik helt kage i det. Arbejdet foregik på akkord, så de blev tossede på mig, hvis jeg var for længe om det. Der var faktisk én, som kom helt op at køre, og som forsøgte at banke mig. Jeg kan egentlig godt forstå det, for jeg var jo skyld i, at de satte penge til. Det endte med, at jeg blev væk og blev fyret.

Min far var blevet udekørende mælkehandler med hestevogn. Da jeg ikke havde noget arbejde, fulgte jeg med som hjælpende arbejdsdreng, hvilket var meget sjovt. Min mor arbejdede som syerske og var førstedame på Odense Kamgarnsspinderi på Klosterbakken. Hun var dygtig til at sy og syede også tøj til os. Hun var i øvrigt også dygtig til at lave sange og var altid den, der lavede lejlighedssange, når vi havde fester. Og så var hun fantastisk dygtig til at synge. Ja, jeg syntes faktisk, at hun sang bedre end Katy Bødtger.

Mine forældres forhold var ikke altid lige godt. Far var ikke altid så sød ved mor, og i perioder drak han nok lidt rigeligt. Sådan var det i flere år, men det ændrede sig fuldstændigt den 23. februar 1969. Den dag kom min mor op på mit værelse og sagde, at nu kunne hun ikke mere! Det var deres bryllupsdag, men efter 23 års ægteskab var bægeret fuldt. ”Karsten og jeg flytter”. Min bror var lige fyldt 18 år, men hun vidste ikke, hvad jeg ville. Det vidste jeg heller ikke. Jeg var sur, gal og ked af det. Vendte ryggen til hende. Det var det, og så gik hun. Jeg tror nok, at hun græd.

Dagen efter var jeg til møde om aftenen. Da jeg kom hjem, var der lys i stuen. Jeg havde slet ikke talt med min far efter, at min mor var taget afsted. I stuen sad far med nogle af deres fælles venner og hans nye dame. Da gik det op for mig, hvad han havde gjort! Filmen knækkede for mig, og jeg forsvandt op på mit værelse. Jeg tudbrølede.

Det blev begyndelsen på en tid, hvor jeg drak meget. Jeg kom især på Restaurant Tårnet på Rugårdsvej, som to tidligere cykelryttere, Bendy Pedersen og Kurt Rasmussen, havde overtaget. Det var nogle fantastiske kammerater, som jeg kendte fra arbejdet i Fyns Cykle Ring. Da mor og Karsten flyttede, var far og jeg alene tilbage i Pogestræde. Der var problemer med at få huslejen betalt. Far drak det hele op, og mor var der ikke til at holde sammen på tingene. Med min sparsomme invaliderente, som jeg var begyndt at få, forsøgte jeg at hjælpe, men det var uholdbart i længden. Det gik også ud over min pladesamling – jeg havde ellers samtlige plader med Elvis Presley og Cliff Richard foruden en pladespiller. Da jeg kom hjem en aften, var plader og pladespiller væk. ”Hvor fanden er de henne?”, tænkte jeg og gik ned til far: ”Jeg har sgu’ haft indbrud. Alle mine plader er væk!” ”Nå”, svarede han så. ”Bruger du dem?” Han havde solgt hele molevitten for at få penge til husleje. Jeg blev naturligvis ked af det. Og mopset. Det var slut med at støtte ham økonomisk, og til sidst blev vi smidt ud af lejligheden. Det var i 1969. Jeg havde pludselig intet sted at bo, var arbejdsløs og levede af socialhjælp. Jeg røg ned i et hul og drak fra morgen til aften. Der blev stiftet gæld hos Bendy på Tårnet, som blev betalt, når jeg fik penge fra kommunen. Jeg sov i porte, kældre, garager, og hvor jeg ellers kunne få plads. Hvis tøjet skulle vaskes, gik jeg ind i vaskeriet i Pogestræde. Jeg tog på i vægt og vejede på et tidspunkt 128 kg.

En aften spurgte Bendy, hvor jeg skulle hen, da Tårnet lukkede? Udenfor regnede det. Jeg vidste det ikke, jeg skulle bare have et sted at sove. ”Læg du dig bare ned bagerst i vores selskabslokaler, når du så vågner op i morgen, så kan du vaske op”, svarede Bendy. Det blev ikke sidste gang, jeg overnattede på Restaurant Tårnet. Somme tider fik jeg også lidt spise, og jeg fandt heldigvis også andre steder, hvor jeg kunne få nattely. I Tårnet kom der både taxachauffører og lastbilchauffører, blandt andet fra GASA. Det hændte, at jeg fik lov til at køre med på en tur sydpå, Tyskland, Frankrig eller Italien. Der var jo soveplads og varme i lastbilen. Det var sjovt.

Jeg levede som hjemløs i to-tre år. I den tid passede jeg kun min cykelsport og ikke andet. De fleste inden for cykelsporten vidste sikkert, at jeg drak. Men ingen sagde noget. Jeg passede mit og var ædru, når jeg var til arrangementer eller til cykelløb. Årene gik med druk. I slutningen af 1971 havde Bendy fået nok. Da jeg bad om en bajer og noget at spise, lød svaret, at jeg ikke fik noget, før min gæld var betalt. Han vidste godt, at jeg var blank og ikke fik understøttelse foreløbig. Gælden lød på omkring 1.000 kr. Du kan låne penge i banken, sagde Bendy. Men banken ville naturligvis ikke låne mig penge. Bendy foreslog, at jeg prøvede at gå over til Poul Nielsen i Sparekassen Fyn, som lå på hjørnet af Rugårdsvej og Store Glasvej. Poul Nielsen ville gerne hjælpe på betingelse af, at jeg skaffede to kautionister. Tilbage til Tårnet – her sad Bendy, formanden fra Fyns Cykle Ring Alex Haxgart og Kurt, som nu var blevet taxachauffør, og en af hans kolleger. De ænsede mig ikke et blik. Ingen gav mig en øl. ”Nå hvordan gik det?”, spurgte Bendy til sidst. ”Jo, det gik lidt bedre”, sagde jeg. ”Men jeg kunne ikke låne, hvis ikke jeg fandt to kautionister”. Det vidste Bendy jo godt og sagde: ”For det første Torben, så skal du holde op med at drikke. For det andet skal du lære, hvad penge er. Vi er blevet enige om, at vi (hvilket var Bendy og Alex Haxgart) vil skrive under på et kautionistbevis, så du kan låne 2.000 kr. og betale, hvad du skylder”. Det lærte mig, hvad penge er. Når man kun har en krone, så nytter det ikke noget at bruge tre kroner.

Jeg havde mødt mor, som blev forskrækket. ”Hvad i alverden. Hvordan er det du ser ud, min dreng? Dit tøj er beskidt, du er tyk, fed og dit hår er tjavset” Jeg fortalte, at jeg ingen steder havde at tage hen. Hun tilbød, at jeg kunne komme ud at bo i Lærkeparken, hvor hun boede. Min mor havde mødt en ny mand, der hed Tage. Hun havde prøvet med kontaktannoncer, som Tage havde reageret på. Det blev en lykkerus for min mor, som fik et fantastisk liv over mere end 30 år. Det havde hun også fortjent. Tage blev faktisk en reservefar for mig, og han tog sig godt af mig. Jeg var desværre nogle gange et dumt svin over for ham, og tit hørte jeg ikke efter, når han ville hjælpe mig – måske fordi jeg var blevet negligeret hele min ungdom. Nu mærkede jeg, at jeg var ved at blive voksen. Jeg var i begyndelsen af tyverne, og der var ingen, som skulle bestemme over mig. Jeg fik et værelse hos min mor og Tage. Jeg drak stadigvæk, men hun fik ordnet mit tøj, jeg blev vasket regelmæssigt osv. Tage mente dog, at jeg skulle stå på egne ben. Han skaffede mig en lejlighed i Egeparken. Det var en 1-værelseslejlighed på 7. sal. Der havde jeg en ølkasse, en gammel sofa, en gammel stol og et lille bord. Jeg havde også et gammelt Rank Arena fjernsyn med radio / pladespiller i, som jeg havde fået af en onkel i København. Det var da en start. Der var også et lille køkken med to kogeplader, men jeg manglede et job. Lejligheden blev betalt af min socialhjælp. Her trådte min ”reservefar” Tage til med en hjælpende hånd. Vi henvendte os på kommunens områdekontor i Vollsmose, hvor jeg kom i kontakt med en sagsbehandler, der hed Finn Andersen. Skæbnen ville, at ham og jeg havde gået i parallelklasse på Munkebjergskolen. Jeg fik en enestående behandling og fik at vide, at jeg som følge af mit handicap kunne søge førtidspension. Den mulighed havde jeg aldrig hørt om. I slutningen af 1971 søgte og fik jeg førtidspension med virkning fra 1972.

Mor fik i 1972 en opringning fra Arne Vedel Eriksen, der var blindekonsulent i Dansk Blindesamfund. Han ville gerne besøge os. Da de dukkede op, blev jeg vred. De skulle ikke komme og fortælle mig, at jeg skulle være medlem af Dansk Blindesamfund. Jeg fejlede ikke noget. Så jeg smed dem ud til mors store vrede. Men de var standhaftige og kom igen et par gange, og så hørte jeg på dem. De havde hørt så meget om mig i forbindelse med cykelsporten. Og mit handicap var så stort, at jeg burde være medlem af Dansk Blindesamfund. Jeg havde fået foretaget en synstest, som viste, at mit syn var under 10 % af en normaltseende, hvilket var det, der krævedes for at blive medlem. Arne Vedel Eriksen fortalte, at de havde brug for en med forstand på cykelsport, da blindesamfundet gerne ville starte en tandemklub. Jeg måtte jo være den fødte til at lave sådan noget? Det kunne de godt glemme, men de var ihærdige og til sidst accepterede jeg. Jeg blev medlem af Dansk Blindesamfund, alt imens jeg havde fået et sted at bo, fundet én, som hjalp, Tage. Der var mad på bordet hver dag, og det snavsede tøj blev vasket. Jeg begyndte også at tabe mig, men den stod stadig på bajere hver dag, dog ikke i samme mængde.

I sommeren 1971 mødte jeg Birgit. Det var kærlighed ved første blik for os begge. Jeg fandt det lidt overraskende, at en pige kunne blive forelsket i mig. Hun var desværre gift og havde børn, så vores forhold blev temmelig kompliceret. Jeg havde det skidt med at skulle ødelægge et ægteskab, sådan som min far havde gjort det. Men det var svært at undvære hinanden, og en efterårsdag i september 1972 blev vores forhold opdaget, og godt for det.

Jeg kan huske, at vi bagefter lå og snakkede en hel nat. Jeg forklarede hende, at jeg måske ikke var værd at holde på. Jeg drak jo stadig. Hun svarede blot, at det kunne vel laves om. Og pludselig blev alt vendt på hovedet. Med Birgit havde jeg fundet én, som holdt af mig. Siden denne dag – den 15. september 1972 har jeg aldrig været på værtshus og holdt helt op med at drikke. Jeg blev ædru! Året 1972 blev altså et vendepunkt. Jeg fik også tilkendt invalidepension og blev medlem af Dansk Blindesamfund.

Mit engagement i Dansk Blindesamfund kom til at fylde meget. Som noget af det første blev jeg involveret i oprettelsen af en tandemklub, som blev en stor succes. I klubben kunne blinde og svagsynede komme ud i naturen og få oplevelser, mens en seende – kaldet en pilot – styrede cyklen. Der blev kørt løb både i Danmark og rundt om i Norden – og både almindelige motionsløb og mere eliteprægede. Jeg kom efterhånden med i flere udvalg og bestyrelser under Dansk Blindesamfund. I 1985 blev jeg kredskasserer, og det er en post, jeg stadig udfylder i dag. Jeg blev også meget aktiv inden for Dansk Handicap Idræts Forbund, ligesom jeg var med til at starte Blindes Idræts Klub Fyn op. Jeg har selv spillet meget goalball, som er et blindeboldspil. I 1981 deltog jeg i de uofficielle europamesterskaber i goalball i Fulda, Tyskland. Det blev til en samlet andenplads, og jeg fik den første medalje i mit liv. Senere blev det til store oplevelser ved de Olympiske Lege for handicappede i USA i 1984. Den helt store triumf kom ved de første officielle verdensmesterskaber i 1985, som blev holdt i Calgary i Canada. Sammen med det danske landshold vandt jeg VM med en finalesejr over Israel. Højdepunktet i min idrætskarriere blev dog De olympiske Lege i Seoul i Sydkorea i 1988. Det danske herrelandshold havde egentlig ikke kvalificeret sig til legene, men der blev plads til yderligere to europæiske nationer. Med støtte fra Odense Kommune og med baggrund i fejringen af Odenses 1.000 års fødselsdag, Dansk Blindesamfund og Dansk Handicap Idrætsforbund, fik jeg stablet en forolympisk kvalifikationsrunde på benene, hvor otte nationer deltog. Vi nåede finalen, og selv om vi her tabte mod Polen, blev vi udtaget til at deltage i Seoul. Det blev en helt ubeskrivelig oplevelse, som jeg vil huske så længe jeg lever.

Efter 42 fantastiske år med Birgit mistede jeg hende kort før jul i 2014. Livet var hårdt i årene efter. Savnet var stort, men jeg kom videre takket være mine arbejdsopgaver i Dansk Blindesamfund. Det er rart at have noget at stå op til hver morgen. I dag er synet stort set væk, men jeg klarer dagligdagen alene med alle de gøremål, der skal foretages. En ny operation vil ikke kunne lykkes, så på et tidspunkt må jeg se i, ja i øjnene, at jeg bliver helt blind. Heldigvis er jeg frisk, så jeg klør bare på. Livet er trods alt meningsfuldt!

4. Anmeldelse af John Heilbrunns bog: ”Der bliver aldrig helt mørkt”, ved Jytte Louison Nielsen

I bogens indledning er forfatteren på en togrejse, hvor han til sin rædsel opdager, at hans fingre er helt oprevne og opkradsede. Han havde glædet sig til at skulle sidde og læse på turen, han kan ikke nyde udsigten, da han er blind, John læser med fingrene, og punktskrift er en vigtig del af hans liv. Han havde for nylig været i gang med at nedrive et gammelt bræddeskur, som stod på sommerhusgrunden, planen var, at han ville bygge et nyt til bl.a. sin drejebænk.

Hænderne kan hele op, det ved han, men at netop bygningen af det nye skur i 2021 bliver et katastrofalt projekt for ham, kan han ikke vide. Det sker, da han er godt i gang med at save brædder ud til det nye skur, men i et øjebliks uopmærksomhed kommer fingrene for tæt på rundsaven. Fingerspidserne på venstre hånds pege- og langfinger bliver ramt og skæres løse. Det er meget slemt, venstre hånd er den han bedst kan læse med. På hospitalet får han den besked, at han aldrig vil få følesansen tilbage igen i fingrene, selv om de er syet på. Men der hvor der leves et aktivt liv, der kommer man også til skade.

Længe før denne togrejse, i bogens første kapitler, er John på en tur til New York. Han er på vej hjem til Danmark efter at have indkøbt udstyr til sit lydstudie, og han har også lige købt en elektrisk Vintageguitar. Alt dette, sammen med anden bagage, skal han have med til lufthavnen. John propper og pakker sammen i sin rygsæk. Det, der ikke kan være der, bliver hængt og bundet fast på kroppen, og så begiver han sig afsted til fods.

Det er næsten nat, før han kommer afsted, det regner og tordner og er et helt forskrækkeligt vejr. En taxa kan han ikke håbe på at få, han tror nok, at han er ved at gå forkert, han råber, men ingen svarer, bagagen er begyndt at løsne sig og falde fra ham, stokken må han holde i munden, ja man kan kun håbe på, at det er hukommelsens bakspejl, der overdriver for at fremme forståelsen. Endelig kommer han op at køre med en postbil, chaufføren hedder Bill, og således kommer de to mænd i snak med hinanden. Det bliver en lang tur til lufthavnen, Bill ved ikke noget om blinde, så han begynder at spørge om alt muligt, som seende mennesker så gerne vil vide. Først vil Bill gerne vide, hvordan John som blind forestiller sig ham, hvor gammel han er, om han er hvid eller farvet osv. Bill synes, at John ser noget hippieagtig ud og vil gerne vide mere om ham. John fortæller om sit liv i Danmark, at han er 27 år gammel, og han fortæller om det rockorkester, han har startet sammen med en ven, orkesteret hedder Kester. John fortæller videre, at han er født i Californien i 1952 og kom til Danmark som seksårig. Som barn var han spejder og dyrkede sport sammen med sin broder Bruce, som var et år ældre end ham. De cyklede også på tandem sammen og legede forskellige lege.

John blev født tre måneder for tidligt, men da han kom hjem fra hospitalet, stod det hurtigt klart, at der var noget galt med synet. Forældrene måtte indse, at deres lille dreng var blind. I 1952 kunne et kuvøseophold blive skæbnesvangert for det for tidligt fødte barn.

Vi får et indblik i, hvordan hans forældre oplevede det. Sådan et lille bitte barn, som skulle have omsorg, og en mor som var helt slået ud, der er i forvejen et lille barn. I dag ville man nok sige, at hun havde en fødselsdepression. Den så vigtige tilknytning mellem mor og barn ville ikke rigtig lykkes, men heldigvis havde hans far overskud og nærvær til at give babyen varme og berøring.

Samtalen med Bill snor sig rundt om forskellige emner vedrørende en blind mands verden. De taler om hørelsens betydning, og Bill fascineres af udtrykket lydskygger, det at blinde kan høre omgivelsernes tilbagekast og former. Bill er en enestående tilhører, han interesserer sig umætteligt for sin blinde passager. Mange erindringer kommer frem, hvordan John helt selv gik til købmanden, og om hvordan hans far lærte ham at svømme, og han lærte ham glæden ved at arbejde med træ, og han fik lov til at bruge værktøj, hammer og sav. Sommetider kunne det også godt gå lidt vildt for sig, som den gang han var lige ved at drukne, men heldigvis blev han reddet af storebror. Alt dette var naturlige ting i en rask drengs opvækst.

Det er et fint fortællergreb, at vi befinder os på en landevej midt om natten med Bill som tilhører, og forfatteren som fortæller. Der bliver virkelig spurgt ind til alt, også om noget, som John ikke rigtig synes kommer andre ved, selv en blind mand vil gerne have sit private rum. Pludselig sker der noget uhyggeligt, John syntes, at Bill var blevet så stille, han siger hans navn flere gange, men der kommer ikke en lyd fra ham. Er der sket noget med Bill, er han faldet i søvn, fået hjertestop, eller hvad? Nu siger jeg ikke mere, kære læser af denne anmeldelse, du må selv finde svaret, når du læser bogen.

Vi er dem, vi er vokset op på skuldrene af – forældre og hele familien.

Johns far hed Bruno Heilbrunn og var ud af en jødisk familie fra Norge. Bruno rejste som handelsrejsende i flere europæiske lande også i Tyskland, hvor han blev alvorligt skræmt over nasismens fremgang, så Bruno flytter med sine forældre til USA, hvor han melder sig til militæret som special intelligence. Han kunne tale flere forskellige sprog, så det var oplagt. Johns mor hed Agnes, hun var dansk og ikke jøde. Hun var ti år yngre end Bruno og født i 1920. Da de giftede sig, slog de sig ned i USA, der boede den lille familie i et hus med have. Johns forældre var klar over, at deres barn skulle lære noget. De vidste også, at blinde læste punktskrift, og da der var en konkurrence, den hed ”Dronning for en dag”, hvor kvinder kunne tilmelde sig, hvis man havde et stort ønske, som man ikke selv havde råd til. Johns mor meldte sig til med det ønske at kunne købe en punktskriftskrivemaskine til sin blinde søn, så hun kunne lære ham at skrive. Hun vandt og blev ”Dronning for en dag”. Der kom således en punktmaskine til huset, og dronningen for den dag fik andre dejlige ting med i købet.

Da tiden kom til, at John skulle i børnehaveklasse, opstod der problemer, man ville ikke uden videre optage et blindt barn i skolesystemet. Efter krigen modtog Bruno en tapperhedsmedalje, som han aldrig havde båret, men den kom nu på en måde til nytte, og på det møde, hvor forældrene fik den dårlige besked, kylede han sin medalje hen over bordet med ordene ”så kan I få min medalje tilbage”.

Da John var seks år gammel, flyttede familien til Danmark, og de kom til at bo i Gentofte Kommune, og han kom til at gå i skole på Tjørnegårdskolen som det første blinde barn i den danske folkeskole.

I postbilen sidder de to mænd nu lidt i egne tanker. John Tænker tilbage på sin skoletid med de problemer, der var med at få undervisningsmaterialer, og han skulle også lære at skrive på en almindelig skrivemaskine, regne på kugleramme osv. Han husker også, hvor gerne han ville være med til alt det, de andre børn gjorde, han var en både positiv og forventningsfuld dreng. Det gjorde ondt, når han blev lukket ude fra oplevelser som f.eks. da klassen skulle til Bornholm, skolen mente ikke, man kunne tage ansvaret for ham på sådan en tur. Skuffelsen var naturligvis stor. Han fortæller i øvrigt meget åbent og ærligt om sine oplevelser, det sociale liv i skolen er nok det vigtigste for et barn, men han må smerteligt erkende, at lige meget hvad han gør, så bliver han ikke den, der er efterspurgt, så han stiller op til lidt af hvert, voldsomme lege, hvor han næsten helt sikkert bliver taberen. Men han er i det mindste med, og der bor en gøgler i hver en blind, når der bare falder lidt småmønt i hatten. Mødet med Blindeinstituttet på Kastelsvej og mødet med andre blinde kommer på længere sigt til at udfylde det tomrum, han har følt til andre børn og unge. Han kom på Blindeinstituttet for at lære at spille på klaver, da han var åbenlyst musikalsk. Gennem et ophold på Askov Højskole, udvides hans horisont til nye og spændende emner, politik, kunst og litteratur. Han flyttede hjemmefra på kollegie. John afsluttede sit jurastudie og rejste til New York for at uddanne sig til lydtekniker, og overvejelserne gik nu på, om han skulle blive i New York eller vende tilbage til Danmark. John vendte hjem, og det blev arbejdet med musik og lyd, han fandt det gode fællesskab i. John havde eget studie, men lydarbejdet ændrede sig med tiden, da digitalisering og ny teknologi overflødiggjorde hans erfaringer og dygtighed.

Som færdiguddannet jurist havde John både gåpåmod og optimisme, han søgte mange jobs og fik lige så mange afslag, han blev mødt med fordomme og uvidenhed omkring sin blindhed. På et tidspunkt blev han dog ansat på ferielovskontoret og udnævntes til souschef og udpeget til sekretær for en ny ferielovskommission. Samtidig med arbejdet i ferielovskontoret, arbejdede han frivilligt for Dansk Blindesamfund, hvor han rejste ud til nogen af verdens fattigste lande for at hjælpe blinde til skolegang og uddannelse. Den fattigdom og armod han mødte på disse rejser gjorde et stort indtryk på ham.

I 1994 blev John fastansat i Dansk Blindesamfunds internationale afdeling, og i bogen beskriver han det bistandspolitiske arbejde, som jeg ikke kommer nærmere ind på her. Men for de interesserede kan jeg anbefale at læse bogen. Denne rejse til New York var den første udlandsrejse, som John gjorde på egen hånd, senere skulle der komme mange andre rejser. Mange år efter tænker John tilbage på Bill og forestiller sig et brev til ham. I dette fiktive brev fortsætter han beretningen om sit videre liv, og om hvordan han bærer sig ad med at færdes på egen hånd ved hjælp af GPS og blindestok, gør han det klogt, dristigt eller dumdristigt? Det er undervejs sket, at han kom ud for alvorlige hændelser. En dag trådte han ud over en perronkant og undgik på et hængende hår at blive ramt af et forbikørende tog. En gang styrtede han ned gennem et hul i kørebanen, da han gik over en gade med vejarbejde. Der skete en virkelig alvorlig ulykke, da han en dag blev ramt af en bil og fik det ene ben slemt beskadiget. Der fulgte et langt hospitalsophold, efterfølgende genoptræning og lang tids afhængighed af hjælp fra andre. Trods disse hændelser gik han uforfærdet videre på sin vej gennem livet.

Hvad kærligheden angik, så var den ikke så let at finde og slet ikke let at fastholde. Men i 1997 finder John sin nuværende kone, Nina, 20 år yngre end ham. De blev gift og som 51-årig blev han far til sin yngste søn, der var således to drenge i den lille familie. Jeg citerer her direkte fra bogen: ”Jeg lærte mig fra barns ben at klare mig som blind i de seendes verden”. Så må det føles som et pauvert resultat, i mødet med seende forældre i børnehaven. De andre forældre ser en blind far, som skal hjælpes af sin femårige søn både med at finde en stol, at aflevere bagværket på det rette sted og at sørge for, at far får noget at spise mm. Ser de andre forældre en blind, som er ligesom dem, fordi han er vokset op mellem seende? Er man en gang blind, er man altid blind. Erkendelser kommer til en af flere omgange. I sommeren 2021 sker den ulykke, som vi hørte om i bogens indledning. John er dygtig med sine hænder, han saver og hamrer, han drejer ting i træ, men der er altså lige den dag, hvor fingerspidserne på venstre hånd næsten saves helt af. Beskeden fra lægerne til ham var, at han aldrig ville få følesansen tilbage i fingrene, selv om de var syet på, men kroppen er forunderlig i sin evne til at regenerere. I dag har John fuld følsomhed i fingrene.

Forfatteren er meget åben vedrørende sin evne til nære relationer, han mangler evnen til at være stabil her. Det er en beskrivelse af en næsten gentagelsestvang, han udviser ved at afbryde med ellers både søde, kloge og helt passende kvinder. Har det noget med hans tidlige og så vanskelige spædbarnstid at gøre?

Og nu slutteligt, i begyndelsen af bogen omtales en familiehemmelighed, der vedrører Johns far, denne hemmelighed fik han først at vide efter faderens død. Om den havde betydning i Johns liv, ved vi ikke, men hvem vil ikke gerne kende en hemmelighed. Det vil du kære læser sikkert også gerne, så endnu engang, læs bogen og få svaret.

Det er en dejlig bog, godt skrevet og godt komponeret. Denne bog kan læses af alle med interesse for livshistorier, den indeholder meget vigtig materiale om at være menneske – altså ikke alene et blindt menneske.

Tak for din bog John, jeg tror, den bliver en klassiker indenfor litteratur skrevet af blinde om blinde.

Bogen er udkommet hos Skriveværkstedet 2023 med støtte fra Velux Fonden. Den er på 250 sider og kan lånes som e-bog og punktbog på Nota.

5. Anmeldelse af Birgit Cornelia Larsens bog: ”Bakspejlet”, ved John Heilbrunn

Jeg faldt over denne bog i en af Notas seneste udgaver af Inspiration.

Eftersom jeg som tillidsmand i DBS og tidligere samarbejdspartner med Birgit har arbejdet med hende i organisatoriske sammenhænge, samt i mange år har arbejdet med hendes søster Gerd, blev jeg nysgerrig efter at lære mere om Birgits liv at kende, især som døvblind, eftersom det fyldte en hel del i mit samarbejde med hende, især for at sikre en god og funktionel kommunikation mellem os som blinde / døvblinde og resten af det forum, vi arbejdede i af seende.

Bogen hedder jo ”Bakspejlet” og må derfor som udgangspunkt ses som et fortællende tilbageblik om liv og dermed grundlaget for Birgits privatliv og de præmisser hun har levet under og lever med i dag, siden hun blev født i 1954.

Bogen er meget detaljeret med mange fine beskrivelser af dagligdags gøremål og aktiviteter og navne, slægtsfortællinger, citater fra sange og masser af breve fra hendes forældre. Jeg har valgt at fokusere på de dele af bogen, som jeg vurderer har almen blindehistorisk interesse.

At der i familien på flere leder og kanter har foreligget genetiske forudsætninger, som har ført til grå stær, Retinitis Pigmentosa og nedsat hørelse med tilhørende nedsat balanceevne er tankevækkende og en rød tråd gennem fortællingerne, men ikke i min optik forudsætninger, som jeg nærmere har kunnet analysere på faglig rimelig vis.

I min gennemlæsning har jeg efter en begyndende gøren mig bekendt med del 1, som især formodes at være en del af fortællingen til Birgits familie, ment at denne del af hendes fortælling er af lokalhistorisk og slægtsforskningsmæssig snarere end af blindehistorisk interesse.

Afsnit 2 fortæller om Birgits barndom, som i høj grad var præget af hendes mange indlæggelser på Rigshospitalets øjenafdeling på Blegdamsvej i København. Her blev hun gang på gang opereret for grå stær. For et lille barn fremstår de strikse sygeplejersker, fastspænding af hænderne i tremmesengen for at forhindre hende i at klø sig i de nyopererede øjne og de daglige stuegange med voksne, fremmede mennesker som nærmest et endeløst mareridt. Adskillelsen fra moderen, der listede af, når børnene var afleveret i kælderen til omklædning til hospitalstøjet er gribende, og hendes søster, Gerd, som er den eneste trøst og opmuntring læses som det enestående lys i mørket.

Også skoletiden med alle de misforståelser, misfortolkninger, drillerier og følelser af udenforskab fremstår som en fortælling, som hun selv beskriver som en kamp for at bevare roen udvendig, mens hun indeni græd af ydmygelse og frustrationer.

Beskrivelsen af en familie, der ud fra et nutidigt perspektiv kunne karakteriseres som usentimental, hårdhændet og rå (eksempelvis faderens hang til både verbale og korporlige måder at afrette og afstraffe sin hustru, sine børn og sine jagthunde), skal vel sættes i perspektiv til krævende levevilkår på landet og et liv på grænsen af fattigdom og uden senere tiders mere pædagogiske og empatiske tankegang.

Forfatteren skriver, at ”det sværeste ikke var nedsat syn og hørelse, men det at blive holdt udenfor”, og at hendes barndom svingede imellem at føle sig lykkelig og at være meget ensom og forknyt. Omgangen med søskende og de daglige lege med dem, især med søster Gerd fremstår som drivkraften og de mindeværdigt gode sider af hverdagen.

Fortællingen er fuld af eksempler på, hvordan Birgit træffer valg i forhold til sin uddannelse, sine fritidsinteresser og sine dagligdagssysler. Hun kunne ikke deltage i nogen former for boldspil, fx badminton, fordi hun ikke kunne se og følge boldens flugt, så i stedet blev hun god til at cykle, endda mere end 12 kilometer hver vej til skolen, svømning og atletik.

Da hun kom i de store klasser, fik hun en knallert, og hendes livsudfoldelse kom både til at koste hende brækkede arme og ben.

Selv om høretabet var en realitet, som Birgit i barndommen led af, men ikke opfattede som et problem, fordi moderen også havde nedsat hørelse, hvorfor alle i hjemmet talte højt (i forvejen), var det først i 9. klasse, at man ved en høreprøve opdagede, at hun faktisk havde en alvorlig hørenedsættelse. Hun nægtede at underkaste sig den ydmygelse at skulle gå med et høreapparat.

At Birgit kom til at følge undervisningen i 10. klasse på Bogø Kostskole, på små hold med veltilrettelagt undervisning og brug af flere relevante hjælpemidler, fremstod for hende som et vendepunkt i ungdomsårene: At kunne mestre ”blindskrift” på skrivemaskine, høre og forstå alt, hvad der foregik i undervisningen og endda få rigtige venner og ikke blive udsat for mobning var helt nye præmisser for hendes liv. I dette miljø gik børn fra hjem med misbrug, hvor forældrene arbejdede i udlandet eller ret og slet, havde en eller flere funktionsnedsættelser. Hun beskriver denne omvæltning som en læringsproces, som førte til at blive en del af et fællesskab.

Et vendepunkt i det sociale liv – herunder i forhold til muligheden for at få en kæreste – indtraf, da de ”hinkestenstore” briller kunne afløses af kontaktlinser, som ikke virkede skæmmende og forbedrende hendes synsevne – deraf et afsnit i bogen med overskriften ”En dejlig sommer med kontaktlinser”.

Birgit beskriver uden filter de næste år på højskole og i samvær med unge mennesker som mere havde karakter af et slags ungdomsoprør, som involverede tyveri af køretøjer, hærværk, rygning af hash og fejlagtige oplysninger til forstanderen på den højskole, hvor hun var tilmeldt, men langtfra oplevede de succeser i kommunikation og indlæring, som hun havde håbet.

Birgits uddannelse på børnehaveseminariet beskrives både som spændende og meget besværligt. Hendes vurdering af de forskellige discipliner og aktiviteter blev målt ud fra, i hvilket omfang hun kunne håndtere, forstå, mundaflæse og suge udbytte ud af de mundtlige og sociale sammenhænge med de færdigheder, hun kunne gøre brug af. Her var gruppearbejdet med snak på kryds og tværs blandt de største udfordringer og ofte med musik i baggrunden. Hendes valg blev derfor at studere solo og gå op i emnet ”Integration af handicappede”.

Fortællingen centrerer sig herefter om Birgits to ægteskaber, først Leif, hendes børns fader, som hun giftede sig med i 1972 og blev skilt fra i 1991 og sit andet ægteskab med Jan, som blev til ved hjælp af en kvindelig ægteskabsformidler, som havde fundet 8 mulige matches, hvoraf Jan efter en periode med mange positive oplevelser, blev hendes nye ægtemand med en større familie til følge med både sammenbragte børn, bonusbørn og – naturligvis hendes egne døtre.

Ind imellem disse to detaljerede skildringer om livet som den af en kernefamilie, giver Birgit en nærmere, teknisk, men nyttig redegørelse for Den nordiske definition på døvblindhed (cirka 75 punktsider). En sådan definition blev først lanceret i 1980, og blev revideret til den nuværende gældende version fra 2016. I den forbindelse fortælles om etablering af handicaporganisationen Foreningen af Danske Døvblinde, som blev stiftet i 1987, og som har til formål at arbejde for en synliggørelse og inklusion i samfundet samt at være et ”livgivende samlingspunkt og netværk for organisationens medlemmer i hverdagen”. I dette afsnit beskrives ved mange eksempler, hvad et dobbelt handicap som døvblindhed går ud på, og hvorledes personer med døvblindhed af omverden kan være svære at forstå i detaljen.

Hun runder sin familiemæssige fortælling af med en fortælling om sin moders pensionistliv som døvblind – en slags sløjfe på familiefortællingen.

Før en tegning af sit omfattende stamtræ giver Birgit ordet til sine to døtre, der kort fortæller om deres syn på moderen, som de i høj grad opfatter som døtre ville opfatte en moder, dog med den forskel, at deres moder har været både blind og døv. Majken mener, at hun er langt mere beskyttende over for sin moder, end hun er i forhold til andre mennesker i sit liv.

Maria, den anden datter beskriver, hvor irriteret hun kan blive på andre mennesker, som agerer akavet eller tror, at hendes moder fx har drukket, fordi hun har problemer med sin balance eller i øvrigt har ondt af hende, når hun nu er så stærk og sej.

Her cementerer to livsvidner den nok så kendte sandhed, at personer, man er tæt på, opleves lige så fuldgyldige og kompetente, som andre, ja, måske endnu stærkere, selv om de udefra set har nogle store udfordringer at takle.

Bogen er udkommet hos Saxo Publish. Den er på 342 trykte sider inkl. billedmateriale, knap 500 punktsider ny stor forkortelse (bog nr. 422441) og indlæst af Milla Mølgaard.

6. Omtale af Jesper Froms artikel: ”Den døvblinde Helen Keller” ved Lena Bang

Helen Keller blev født den 27. juni 1880 i Tuscumbia, Alabama i USA i en velhavende familie. Hun udviklede sig normalt det første leveår. Var begyndt at gå og kunne også sige en del ord, men i februar 1882 fik Helen pludselig høj feber og havde ondt alle vegne. Lægerne var bange for, at hun ville dø, fordi hun nærmest var bevidstløs et stykke tid. Ingen vidste præcist, hvad sygdommen skyldtes, men formentligt meningitis eller skarlagensfeber. Feberen forsvandt, men efterfølgende kunne hun hverken høre eller se. Til gengæld følte, lugtede og smagte hun på alt. F.eks. følte hun på sine forældres læber, når de talte. Forældrene rejste rundt til forskellige læger i hele USA for at undersøge om der kunne gøres noget, men der var intet at stille op. Forældrene var meget fortvivlede, så de begyndte at forkæle deres lille datter, hvilket resulterede i, at hun udviklede sig til en udadreagerende tyran. Hun slog, bed og sparkede eller smed med ting, når hun ikke fik sin vilje, eller, hvis hun ikke forstod, hvad der skete omkring hende. Hun udviklede sin egen måde at kommunikere på. F.eks. når hun ville i hønsehuset og samle æg sammen med kokkepigens datter lavede hun bevægelser, som om hun samlede æg op, eller, når hun var sulten imiterede hun moderen, når hun skar brød. Der skete desværre også et par farlige situationer.

En dag kom hun til at vælte vuggen, hvor hendes lillesøster lå, og hun var en anden dag også ved at sætte ild til huset, fordi hun ville tørre noget vådt tøj på brændeovnen. Heldigvis fortsatte Helens liv ikke på den måde, idet hun senere fik sin lærer ved navn Anne Sullivan. Hun var en kvinde, der var vokset op hos en enlig alkoholiseret far, der udsatte hende og hendes søskende for omsorgssvigt. Indtil hun var godt 15 år havde Anne Sullivan været næsten blind, men fik det meste af sit syn tilbage pga. en øjenoperation. Hun havde derfor været elev på et blindeinstitut, hvor hun havde lært punktskrift, sortskrift samt det taktile håndalfabet for døvblinde. Alt dette lærte Anne Sullivan videre til Helen Keller. Dette medførte, at Helen Keller i høj grad fik udvidet sit ordforråd samtidig med, at hun fik brudt en stor del af den isolation hun levede i. Senere lærte hun også at tale, og hun læste filosofi på universitetet. Således var hun den første døvblinde i verden, der tog en universitetsuddannelse. Sammen med Anne Sullivan besøgte hun andre mennesker med forskellige handicaps især blinde, døve og døvblinde. Dette gjorde, at hun meldte sig ind i det amerikanske socialistparti og desuden blev en ivrig aborttilhænger. Helen Keller rejste også til flere lande. Bl.a. besøgte hun København i 1957, hvor hun modtog en statuette af H. C. Andersen. Hun har også skrevet bøgerne ”The Story of My Life” og ”My Life in Darkness”. Disse er oversat til flere sprog. ”Mit livs historie” findes som lyd- og punktbog på Nota, der også som lydbog har Hjørdis Varmers bog for børn: ”Helen kan – for hun vil”.

Helen Keller døde i 1968.

Jesper Froms artikel ”Den døvblinde Helen Keller” er offentliggjort i Dansk Medicinskhistorisk Årbog 2022. Den er på 16 sider og kan fås i en elektronisk udgave ved henvendelse til Blindehistorisk Selskab.

7. Generalforsamling 2024 i Blindehistorisk selskab

Sæt kryds i kalenderen lørdag – søndag d. 9. – 10. marts 2024 til årets generalforsamling og flere gode og spændende indslag i løbet af weekenden.

Alle medlemmer, som har betalt kontingent inviteres til dette årlige træf, hvor du for et deltagergebyr på kr. 524 vil få adgang både til generalforsamlingen, en festlig aften med jazzmusik, ved det meget velspillende ensemble af blinde musikere kaldet OK 24. Desuden – og ikke mindst en inspirerende søndag formiddag med oplæg og samtale om blinde menneskers fremtræden både som betlere, som personer i litterære værker og som aktører på den moderne mentale markedsplads. Det er jo med velfærdsstaten, at blindes sociale og økonomiske forhold løftes op, men har denne udvikling også ændret på accepten af de blinde i den kollektive forestilling?

8. Svend Thougaard sat i bronze med punktskrift, ved Kurt Nielsen

Svend Thougaard, medarbejder på Refsnæsskolen siden 1974, døde den 28. november 2022 efter længerevarende sygdom.

Punktskrift havde en helt afgørende plads i Svends professionelle liv. Svend var til stadighed optaget af at udbrede kendskabet til punktskrift og optaget af at medvirke til at udvikle punktskrift gennem sit medlemsskab af Det Danske Punktskriftnævn gennem mange år. Jeg har i punktskriftnævnet haft fornøjelsen af at samarbejde med Svend som en drivende kraft i nævnets virksomhed og i særdeleshed ved udarbejdelsen af reformen af punktskriften “Den Danske Punktskrift 1993”. Vidende og altid engageret i det efterfølgende arbejde gennem de mange år i Punktskriftnævnet. Derfor skal Svends navn sættes med punktskrift i bronze på hans gravsten i familiegravstedet på kirkegården ved Sorø Klosterkirke.

Idéen til at sætte en bronzeplade blev først formuleret af Niels Ove Jørgensen, svagsynet kollega til Svend gennem mange år på Refsnæsskolen.

Den praktiske opgave med fremstilling og montering af bronzepladen blev udført af Danske Stenhuggerier ved Malene F. Christensen, afdelingen i Kalundborg. Finansieringen blev skaffet dels gennem en betragtelig rabat fra det tyske Bronzestøberfirma, der støbte bronzepladen, dels gennem monteringen af bronzepladen uden beregning af Malene F. Christensen og endelig gennem en kontant bevilling fra Dansk Blindesamfund.

Ved et besøg på gravstedet, hvor Hans Erik Olsen, Niels Ove Jørgensen, Kurt Nielsen, som alle er medlemmer af Blindehistorisk Selskab, var tilstede sammen med Malene F. Christensen, kunne vi godkende resultatet. Svends fulde navn: Svend Aage Høeg Thougaard kan læses i korrekt og tydelig punktskrift på gravstenen.

Sammenkomsten sluttede vi af med kaffe og brød på Café Trekonger i Sorø. Den samme café, som vi tidligere havde besøgt ved et mindearrangement efter Svends bisættelse i Sorø Klosterkirke.

I Nyhedsbrev nr. 1 fra i år kan man læse Hans Erik Olsens nekrolog: ”Brailleskriftens konge er ikke iblandt os længere”.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

 

Regeringens undskyldning fra Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil 11. september 2023

Ved et arrangement den 11. september 2023 i  Comwell Bygholm park i Horsens fremførte social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil på regeringens vegne den længe ventede undskyldning  til tidligere anbragte i særforsorgen 1933-80. Hendes tale kan høres her.

Download optagelsen

5. marts 2023 Blinde og svagsynedes båndklub med John Heilbrunn og Henrik Olsen

Efter Blindehistorisk Selskabs generalforsamling på Fuglsangcentret d. 5. marts 2023 fortalte John Heilbrunn og Henrik Olesen om  Blinde og svagsynedes båndklub. Arrangementet varede 1 time og 40 minutter og var krydret med mange eksempler fra båndklubbens aktiviteter, herunder hørespil, lavet af klubben og møder optaget af klubben.

Henrik Olsen har foretaget optagelsen samt de mange klip fra båndklubbens aktiviteter.

Download optagelsen

Nyhedsbrev nr. 2 / 2023

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2/2023.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg
2. Referat af generalforsamlingen afholdt på Fuglsangcentret 4. marts 2023, ved Lena Bang
3. Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede – 26 levnedsløb fra blinde, som dengang var unge, ved John Heilbrunn og Poul Lüneborg
4. Barndomserindringer: om at være vokset op som integreret blindfødt ved Lena Bang.
5. Anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog: ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”, ved Karen Marie Pedersen
6. Anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog: ”Gennem krattet”, ved Jytte Nielsen
7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

Dette er i sandhed et nyhedsbrev, som fokuserer på blindes historie. Forskellige momenter af denne historie går som en rød tråd gennem nyhedsbrevets artikler fra 1700-tallet til udgangen af det 20. århundrede.

Selskabets næstformand Lena Bang tager i sin artikel læseren med gennem hendes barndom, fra hendes erindringer fra tiden i vuggestuen, til hun forlader folkeskolen. De mange detaljer, småhistorier og oplevelser med forældre, kammerater, lærere, synskonsulenter m.m. giver et levende indtryk af, hvad det på godt og ondt betyder at vokse op som integreret elev i Danmark i slutningen af 1970-erne og i 1980-erne.

Karen Marie Pedersens anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer” fortæller, hvorledes det, når det går bedst, kan forløbe, når en voksen i samme periode rammes af et alvorligt synshandicap, og må lade sig revalidere til en helt anden vej i livet. Peter forstod at bruge de nye muligheder, som lovgivningen og det nye Blindeinstitut i 1968 åbnede op for.

Overfor Peter Hansens fortælling står Jytte Nielsens anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog ”Gennem krattet”. Peter Nielsen mister synet 14 år gammel og kommer på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet, hvor han erhverver sig de nødvendig forudsætninger for at bestå præliminæreksamen efterfulgt af uddannelsen som fysioterapeut. Han lægger ikke skjul på sin kritiske holdning til kvaliteten af den undervisning, han har modtaget. For ham er arbejdet som fysioterapeut ikke tilfredsstillende, og han kaster sig over psykologistudiet ved Københavns Universitet. Hans fortælling dokumenterer begrænsningerne i blindes uddannelsesmuligheder, som Blindeinstituttet kunne tilbyde frem til sidste halvdel af 1960-erne. Det er et imponerende gå på mod og iderigdom Peter Nielsen lægger for dagen i sine bestræbelser på at nå sit mål. Peter Nielsens uddannelsesforløb er en fornem beskrivelse, af vilkårene for blindes uddannelsesmuligheder frem til de nye tendenser, som langsomt så dagens lys i løbet af 1960- og 70-erne, som er beskrevet i den rapport, som John Heilbrunn og jeg selv fortæller om i en artikel som er en gengivelse af vore oplæg på arrangementet den 18. november 2022, hvor selskabet fejrede sin 28 års fødselsdag.

Indledningsvis giver jeg et historisk overblik over blindes forsørgelses- og beskæftigelsesmuligheder gennem de sidste 200 år. Efterfølgende præsenterer John Heilbrunn rapporten baseret på 26 interview med blinde som gjorde brug af de nye uddannelsesmuligheder, som lovgivningen og administrativ praksis åbnede op for i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede.

Ud over de her omtalte 4 artikler, indeholder dette nyhedsbrev referatet af selskabets generalforsamling den 4. marts i år.

Jeg håber, at anmeldelserne af de 2 bøger giver mange af selskabets medlemmer lyst til at læse dem. De er begge hver på sin måde meget læseværdige. Jeg kan allerede nu afsløre, at der venter yderligere anmeldelser af bøger skrevet af blinde i kommende nyhedsbreve. Det er en markering af blindes historie, som vi i bestyrelsen i høj grad påskønner.

Til slut vil jeg ønske alle en god sommer og på forhåbentlig snarlig gensyn ved et kommende medlemsarrangement, som vil blive omtalt i næste nyhedsbrev.

2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk selskab afholdt på Fuglsangcentret 4. marts 2023, ved Lena Bang

Ad pkt. 1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

Formanden bød velkommen.

Ad pkt. 2. Navneopråb, præsentation af deltagerne.

Der var 26 deltagere tilstede.

Ad pkt. 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

Erik Vind Frost blev foreslået og valgt som dirigent uden modkandidater. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

Som stemmetællere valgtes Helle Riley og Frans Lynglund, og Lena Bang blev valgt som referent. Alle blev valgt uden modkandidater.

Ad pkt. 4. Godkendelse af dagsorden.

Dagsordenen blev godkendt.

Ad pkt. 5. Godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling.

Dette blev taget til efterretning.

Ad pkt. 6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2022 / 2023 til godkendelse.

Poul Lüneborg gennemgik hovedpunkterne i årsberetningen, idet den havde været bragt i nyhedsbrev nr. 1 2023. I det forgangne år har bestyrelsen bestået af følgende:
Formand Poul Lüneborg
Næstformand Lena Bang
Kasserer John Heilbrunn
Redaktør Ove Gibskov
Sekretær Thorvald Kølle
1. suppleant Leif Martinussen
2. suppleant Ole Bruun Jensen.

Desværre afgik Ole Bruun Jensen ved døden den 10. juli 2022 efter længere tids sygdom.

Bestyrelsen har afholdt fire fysiske møder på henholdsvis Fuglsangcentret og Handicaporganisationernes Hus, og samarbejdet har været godt og konstruktivt.

Selskabet havde ved udgangen af 2022 126 medlemmer, men i skrivende stund tæller selskabet 123 medlemmer, idet der er tre, der er afgået ved døden. Vi har fem kollektive medlemmer, som er Synscenter Refsnæs, Instituttet for Blinde og Svagsynede, Nota, den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde samt Bredegaard. Resten er enkeltmedlemmer. Vi forsøger i blindehistorisk selskab at rekruttere flere medlemmer ved bl.a. at bringe artikler i medlemsbladet. Fra generalforsamlingen kom der også forslag til, hvordan der kunne skaffes flere medlemmer. Det er vigtigt, at få fat i gruppen af yngre medlemmer, der også har været integreret i skolesystemet. I den forbindelse kunne det være en ide at kontakte DBSU for at høre, hvad der historisk interesserer unge mennesker. Desuden kunne der laves et medlemsarrangement om DBSU’s historie. Det blev også foreslået, at lave små podcasts med historisk indhold.

Vores medlemsliste var i 2022 desværre længe undervejs. Det skyldtes, at det tog lidt tid med indbetalingen af medlemskontingenterne. Den blev således først udsendt til de medlemmer, der ønskede listen på mail, den 3. august og herefter på punkt, Daisy og sort. Bestyrelsen vil fremover bestræbe sig på at udsende medlemslisten så hurtigt som muligt efter generalforsamlingen. Det er vigtigt, at medlemslisten er så ajourført som muligt.

Den blindehistoriske arbejdsgruppe består af to repræsentanter fra henholdsvis Blindehistorisk Selskab og Fritids og Kulturpolitisk Udvalg. I det forgangne år har gruppen bestået af Poul Lüneborg og Ove Gibskov fra Blindehistorisk Selskab samt Karen Marie Pedersen og Dennis Bonet Aabank fra Fritids og Kulturpolitisk Udvalg. Der blev sidst afholdt møde den 10. december 2022, hvor samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion samt Jesper Holten, fra DBS’s forretningsudvalg, også deltog. Mødet havde været godt og konstruktivt. Der arbejdes stadig på at sikre de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. De blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet har været opbevaret på Medicinsk Museion siden 2013. Formanden understregede desuden vigtigheden af, at betydningsfulde personligheder inden for den danske blindesag, der afgår ved døden bør markeres f.eks. med mindeord i medlemsbladet.

2022 var også året, hvor interviewundersøgelsen, omhandlende blinde og svagsynedes levevilkår i 60’erne og 70’erne, blev gennemført og afsluttet. Interviewgruppen bestod af John Heilbrunn som tovholder samt Kurt Nielsen og Helle Riley, der har stået for at gennemføre de 26 interviews samt Thorvald Kølle og Lena Bang. Der er således blevet udarbejdet en konkluderende rapport, som blev afleveret til Medicinsk Museion ved en reception i Handicaporganisationernes Hus, den 18. november 2022. Der deltog 40 medlemmer og indbudte gæster i arrangementet.

Selskabet har i løbet af 2022 udgivet tre nyhedsbreve. Bestyrelsen benyttede lejligheden til at takke alle, der havde bidraget til disse med artikler. Derudover opfordrede formanden til fortsat at komme med indlæg ved at kontakte redaktør Ove Gibskov. Det er stadig muligt at abonnere på nyhedsbrevet på henholdsvis punkt, mail, sort og som Daisy.

Der blev på generalforsamlingen givet udtryk for stor tilfredshed med punktudgaven, men, at det ville være rart med sidetal.

Rita Ilsted Smith er efter Ole Bruun Jensens død blevet selskabets nye webmaster. Hun vil fremover sørge for, at vores hjemmeside løbende bliver opdateret.

I forbindelse med Synscenter Refsnæs 125-års jubilæum, er der blevet udarbejdet et jubilæumsskrift. Der blev i 2020 nedsat en redaktionsgruppe bestående af Leif Martinussen som tovholder plus Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen. Vi vil lave aftaler med Dansk Blindesamfund og Synscenter Refsnæs, om at få jubilæumsskriftet præsenteret for offentligheden på jubilæumsdagen den 1. november 2023.

Endvidere kan det nævnes, at vores nye webmaster Rita Ilsted Smith er gået i gang med en grundig gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet, der fungerede fra år 1900 til 1973, som hjem for arbejdsføre blinde kvinder.

Angående sagen om undskyldninger, til anbragte indenfor særforsorgen fra 1933 til 1980, vides det i skrivende stund ikke, hvornår en undskyldning fra regeringen vil komme. På generalforsamlingen blev det også foreslået, at få belyst Notas historie. Efter gennemgang og drøftelser blev årsberetningen enstemmigt godkendt.

Ad pkt. 7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2022 til godkendelse.

Kasserer John Heilbrunn gennemgik regnskabet. Dette blev enstemmigt godkendt.

Ad pkt. 8. fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsens forslag om at fastholde kontingentet på 150 kr. blev enstemmigt godkendt.

Ad pkt. 9. Indkomne forslag.

Der var ingen indkomne forslag.

Ad pkt. 10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer samt revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen var på valg:
Kasserer John Heilbrunn for en 2- årig periode, er villig til genvalg. Han blev genvalgt med applaus og uden modkandidater.

Bestyrelsesmedlem Thorvald Kølle ønskede ikke genvalg, så der skulle vælges et nyt bestyrelsesmedlem for en 2-årig periode. Jytte Nielsen ønskede at opstille, og blev valgt med applaus. Der var ikke andre, der ønskede at stille op.

Derudover skulle der vælges to suppleanter for et år. Leif Martinussen blev genvalgt som 1. suppleant. Som 2. suppleant valgtes Thorvald Kølle uden modkandidater.

Som revisorer blev Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen genvalgt for et år. Som revisorsuppleant genvalgtes Nete Parkov for et år.

Ad pkt. 11. Eventuelt

Jytte Nielsen blev budt velkommen i bestyrelsen. Ellers ingen bemærkninger.

Onsdag den 10. maj.
Referent: Lena Bang.

Den 11. maj 2023
Godkendt på bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, Formand

Den 16. maj 2023
Godkendt Erik Vind Frost, dirigent på mødet

3. Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede – 26 levnedsløb fra blinde, som dengang var unge, ved John Heilbrunn og Poul Lüneborg

Indledende oplæg ved Poul Lüneborg, formand for Blindehistorisk Selskab.

Ved selskabets 28. års fødselsdagsreception den 18. november 2022 fik Medicinsk Museion, ved samlingschef Ion Meyer, overdraget rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” Rapporten blev præsenteret af cand. Jur. John Heilbrunn, som havde været tovholder for den arbejdsgruppe, der stod bag denne publikation.

Forinden præsentationen af rapporten havde jeg påtaget mig at sætte rapportens resultater ind i et historisk perspektiv. Jeg har tilladt mig at omskrive mit mundtlige oplæg til nærværende fremstilling, som er suppleret med nogle faktuelle oplysninger for at give en mere fyldestgørende beskrivelse af udviklingen.

Jeg vil i det følgende bevæge mig op i den historiske helikopter og fremhæve en række forhold som belyser udviklingen af blindes forsørgelses- og beskæftigelsesmæssige forhold gennem de sidste 200 år.

For at få et begreb om den historiske udvikling på dette område, må man forstå, at der er en tæt sammenhæng mellem disse 2 begreber.

Den første afhandling jeg vil pege på er Jeanne G. Christensen: “Mestendels blind. – Blinde i det mønske landbosamfund 1645-1800”, speciale i etnologi, Københavns Universitet, 2000.
I denne periode må blinde forlade sig på familien, på betleri og i yderste tilfælde på kirkens såkaldte ”milde institutioner”.

Første gang blinde optræder i lovgivningen, finder vi i Forordningen af 24. september 1708 om Betlere i Danmark, såvel på Landet som i Købstæderne udstedt af Kong Frederik den 4. Denne forordning etablerede et offentligt forsørgelsesvæsen. Forordningen havde to formål nemlig

1) at få udskilt uværdige fattige og standset deres betleri, og

2) at få etableret en ordning til forsørgelse af de ‘værdige’ fattige. Som værdi til at modtage hjælp af det offentlige, betragtede forordningen først og fremmest blinde sengeliggende og de, som slet intet kan fortjene, samt små forældreløse børn. Denne nye lovgivning inddelte personer med behov for forsørgelse i forskellige klasser, helt i overensstemmelse med de tanker som blev udtrykt af oplysningstidens filosoffer. Blinde blev placeret i gruppen som hørte til de mest værdigt trængende.

Oplysningstiden satte sit præg på udviklingen med ”Den store Fattigkommission af 1787” omtrent samtidig med ”Den store Skolekommission” og med ”Landbokommissionen”. Fattigkommissionens midlertidige love resulterede i en yderligere systematisering af de behovstrængende i 3 klasser. De blinde henførtes til den første klasse, som havde krav på at blive forsørget. Denne midlertidige lovgivning fungerede frem til 1891, hvor fattigloven blev revideret på grundlag af grundlovens bestemmelser.

En form for almindelig undervisningspligt blev indført i alle landets sogne i 1739, men denne pligt blev af økonomiske grunde ikke fuldt ud gennemført overalt i landet og omfattede ikke blinde.

Med oplysningstiden blev der for alvor fokuseret på undervisning af blandt andet blinde. I Frankrig oprettede Valentin Haüy, medarbejder i det franske udenrigsministerium, et blindeinstitut i Paris i 1785. Dette initiativ inspirerede Frederik Christian Brorson, kapellan ved Garnisonskirken og hans kolleger i Selskabet Kjæden til at skabe gehør for oprettelse i 1811 af et privat blindeinstitut i København. Kjædens initiativ fik kong Frederik 6’s velsignelse, hvilket betød, at institutionen blev benævnt Det Kongelige Institut for Blinde. Til trods for at undervisningen var baseret på frivilligt arbejde, leveret af medlemmer af Kjæden, resulterede deres indsats i, at instituttets første ”20 duelige subjekter” – datidens omtale af de udvalgte elever – og de efterfølgende elever blev bibragt en ikke ubetydelig indlæring. Herom vidner en af instituttets første elever Niels Peter Jensen, som blev et fremtrædende medlem af det kunstneriske miljø i København i første halvdel af 1800-tallet. Niels Peter Jensen var den første blinde herhjemme som opnåede ansættelse i et offentligt embede, idet han i 1838 blev ansat som organist ved Sct. Petri kirke i København. I kraft af hans talent som fløjtenist, organist og komponist havde han kontakt til blandt andet Friedrich Kuhlau, J.P.E. Hartmann, B.S. Ingemann, Adam Oehlenschlæger og andre repræsentanter af datidens kunstneriske miljø, nogle af hans kompositioner spilles den dag i dag.

Det Kongelige Institut for Blinde nåede at uddanne 174 blinde i årene 1811-1858. Driften af en undervisningsinstitution for blinde viste sig med tiden at overstige Kjædeselskabets kræfter. På initiativ af flere af selskabets medlemmer nedsatte regeringen en kommission, hvis arbejde resulterede i indvielsen af Det Kongelige Blindeinstitut den 5. november 1858. Kjædeselskabet bekostede bygningens opførelse og indretning, mens staten påtog sig driften, finansieret gennem statslige midler og skolepenge fra de indskrevne elever. Instituttet havde 60 pladser som i 1880 blev udvidet til 100.

Instituttets kapacitet skal ses på baggrund af, at man i 1892 havde opgjort antallet af blinde til 1400, heraf skønnedes 550 at være under 60 år, som var aldersgrænsen for opnåelse af aldersrente efter aldersrenteloven fra 1891.

Det var Blindeinstituttets første forstander Johannes Moldenhawer, som for alvor satte system i uddannelsen af blinde indenfor de klassiske håndværk, såsom børstenbinderi, kurvemageri, rebslagning, skomageri, vævning, klaverstemning og uddannelse som musiker – navnlig som organister til landets kirker.

I slutningen af 1800-tallet etableredes i København en række skoler, der uddannede massører. Det blev et nyt fag som flere blinde kastede sig over. Deres karriere indenfor massørfaget blev dog kortvarigt, da de praktiserende læger i 1914 besluttede kun at ville henvise patienter til lægeeksaminerede massører. Dette krav kunne kun ganske få blinde honorere, hvorfor grundlaget for flertallets erhverv gradvist svandt hen i løbet af 1920-erne. Efter 2. Verdenskrig blev det dog muligt på ny for blinde at blive uddannet som fysioterapeut og ernære sig indenfor dette fag.

I 1930-erne oprettede Dansk Blindesamfund fabrikken BLIFA, som blev starten på blindes mulighed for at arbejde i årene frem til 1970-erne, indenfor industrien ved blandt andet stansemaskiner. Efter 2. Verdenskrig udviklede Blindeinstituttet nye beskæftigelsesmuligheder for blinde indenfor kontorarbejde og ved telefonomstilling. Ved indvielsen august 1968 af det nye Blindeinstitut i Hellerup, havde dette plads til 104 interne elever. Arbejdet som telefonist skulle vise sig, frem til slutningen af 1900-tallet, at blive det største beskæftigelsesområde for blinde med mere end 300 ansatte. De klassiske blindefag og de nye arbejdsområder udviklet efter 2. Verdenskrig er blevet belyst i 1993, hvor Dansk Blindesamfunds informatører gennemførte 51 interview med blinde som sluttede deres erhvervsuddannelse i løbet af 1940-50-erne. Disse interview blev lavet i anledning af EU’s Ældreår og blev efterfølgende afleveret til Nationalmuseet til belysning af, hvorledes det var gået de blinde, som påbegyndte deres arbejdsliv i årene efter krigen og som i 1993 nærmede sig pensionsalderen.

På et møde i 2016 foreslog samlingschef Ion Meyer fra Medicinsk Museion, at et væsentligt bidrag til Den Blindehistoriske Samling ved museet ville være en række personberetninger til belysning af de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder for blinde, som så dagens lys i løbet af 1960-70-erne. Baggrunden for disse nye muligheder var den udvikling, som fulgte i kølvandet på vedtagelsen af Lov nr. 117 af 11. maj 1956, om foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagsynede, populært benævnt Blindeloven. Denne lov var et resultat af Blindekommissionen fra 1955. Med denne lov i hånden oprettedes Blindenævnet, som blev kulminationen på tanken om en totalforsorg, som varetog blindes forhold fra vugge til grav.

Blindeloven var næppe trådt i kraft før dispensationer fra kravet om skolepligt på Refsnæsskolen begyndte at melde sig. Disse var et tydeligt tegn på den udvikling, som i løbet af de følgende 20 år førte frem til 1970-ernes socialreform med Bistandsloven og Særforsorgens efterfølgende udlægning til Amtskommunerne og Kommunerne.

Nu har vi gjort en slags status over den udvikling, som blev sat i gang i 1960-70-erne, og som åbnede mulighed for, at blinde kunne uddanne sig til blandt andet lærer, socialrådgiver, jurist, præst og psykolog. Der er på baggrund heraf grund til at se frem. Her kan vi allerede i dag øjne et nyt vendepunkt med informationsteknologiens indtog i 1990-erne og begyndelsen af det nye århundrede. En belysning af denne seneste udvikling bliver en fremtidig opgave.

Med dette forsøg på et historisk rids over udviklingen gennem de sidste 200 år, overlader jeg ordet til John Heilbrunn, som vil fortælle om rapporten baseret på 26 interview.

Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede”

Præsentation af rapporten ved John Heilbrunn, bestyrelsesmedlem i Blindehistorisk Selskab.

Muligheder og udvikling af synshandicappedes uddannelses- og erhvervsmuligheder har, som det vil ses af det foregående, været en kernesag for Dansk Blindesamfund. Dette er udtrykt i foreningens vedtægter og er tillige af stor interesse for Blindehistorisk Selskab.

Som et supplerende bidrag til illustration af dette område, til de fysiske genstande, værktøj, billeder og fortællinger, som er opsamlet af Blindehistorisk Museum fra 1980 og frem, og nu overleveret til medicinsk Museion, blev ideen til en række konkrete levnedsbeskrivelser drøftet mellem ovennævnte parter i 2015. Tanken var, at forskellige perioder har været karakteriseret af forskellige tendenser, både hvad angår uddannelsesmuligheder, erhvervsretning og støtte både inden for blindeforsorgen og det almindelige socialretlige system uden for den egentlig blindeforsorg.

Det blev derfor besluttet at gennemføre en række interviews af personer med et synshandicap, som var født i tiden 1941 – 1960, som således havde gennemgået uddannelsesforløb og erhvervsvalg i 1960-erne og 1970-erne. Disse interviews skulle i en række kortfattede levnedsbeskrivelser anskueliggøre udviklingen i og mulighederne for personer med et synshandicap, med hensyn til uddannelsesvalg og -muligheder og efterfølgende erhvervsplacering i en periode, som var karakteriseret ved, på den ene side en klar og forholdsvis rigid lovgivning, nemlig Blindeloven fra 1956, og på den anden side etablering af mere progressive institutioner, karakteriseret ved en åbenhed og vilje til at støtte op omkring nye muligheder, eksperimenter hvad angik uddannelsesretninger og erhvervsplacering. Samtidig blev denne periode af mange inden for pædagogik og initiativrigdom betegnet som ”blindes moderne guldalder”.

De foretagne interviews skulle dels beskrive de levevilkår og familiemæssige omstændigheder, de interviewede personer blev budt som børn og unge, i hvilket omfang deres familier kunne, ville eller i det hele taget måtte byde ind og træffe valg om deres børns fremtid samt de tilbud og kompetencer, som de interviewede valgte personer modtog og kunne gøre brug af i deres videre livsforløb, såvel på det tekniske som på det sociale område.

Valg af interviewere og interviewpersoner

De 26 interviews blev foretaget i august og september måned 2022 ved personlige møder og samtaler, som blev optaget til bearbejdning. De tre interviewere er alle tre selv synshandicappede, hvilket har betydet, at de i en dialog med interviewpersonerne har kunnet skabe et rum af spejling og genkendelse, og interviewene, som har været baseret på en interviewguide med tyve spørgsmål, var karakteriseret som en forløsende fortælling, som både i store linjer og små detaljerede historier har vist en uproblematisk forløsning og beretning, som samtidig har dækket følgende områder:

Stamdata

  • Skole og ungdomsliv
  • Uddannelse
  • Hjælpemidler m.v.
  • Arbejdslivet
  • Det sociale liv med familie, seende venner og med andre blinde i barndoms- og ungdomsårene
  • Tiden som voksen

Under hvert hovedafsnit er der stillet mere detaljerede spørgsmål og i nogle tilfælde eksempler på områder eller indsatser, som kunne vælges eller inspirere i fortællingen. (Interviewspørgsmålene er gengivet som bilag 2 til rapporten)

Interviewpersonerne var udvalgt blandt en lang række kendte personer, som i den beskrevne fokusperiode kunne tænkes at bidrage til et samlet billede. Ved udvælgelsen er det tilstræbt at sikre dels så ligelig en kønsbalance som muligt, en balance mellem personer bosiddende øst og vest for Storebælt dels – så vidt muligt – også mellem blinde og svagsynede.

På grund af både tidsmæssige og ressourcemæssige begrænsninger er langt fra alle de personer interviewet, som kunne være bragt i spil, ligesom der er uddannelses- og erhvervsretninger, som ikke er afspejlet i rapporten. Eksempelvis er områder som fysioterapeuthvervet, juristerhvervet, hvervet som journalist og andre områder ikke repræsenteret i denne undersøgelse, men det er vurderet, at de generelle tendenser og beskrivelser, som er fremkommet under interviewene, har haft en generel gyldighed for området bredt set.

Nedenfor følger en række generelle nedslag og betragtninger, som ud fra et overordnet vue kan uddrages af de 26 interviews. Disse repræsenterer dog hver især nuancer af personlig art, i forhold til baggrund og familie, uddannelsesvalg og job og karriere efterfølgende, som er mere nuanceret.

Mødet med de særlige institutioner inden for blindeforsorgen.

Jo senere i årtierne 60-erne og 70-erne en blind (her forstået som blind eller svagsynet) barn eller ung kom i den skolepligtige alder (7 år), jo større har tendensen været, at denne person gennemførte grundskoleuddannelsen helt eller delvis uden for Refsnæsskolen, den dedikerede institution under blindeforsorgen beliggende i Kalundborg for børn op til og med 7-klasses niveauet.

Der er ikke blevet registreret nogen markant forskel på muligheder, karriere eller begrænsninger ud fra et kønsperspektiv.

Forældrene udgjorde i en række tilfælde et trygheds-backup for barnet i førskolealderen, men når det gjaldt valg af uddannelse, karriere m.v. synes forældrenes påvirkning at have været minimal.

Udflytning fra familie og hjem til Refsnæsskolen og / eller Blindeinstituttet

I levnedsbeskrivelserne er beskrivelsen af, hvorledes det enkelte barn og dettes familie reagerede på at skulle forlade hjemmet, og bosætte sig på en af blindeforsorgens institutioner, meget forskellig.

Som udgangspunkt skal vi huske på, at der både før 1956, og ikke mindst med vedtagelse af Blindeloven i 1956, forelå en grundholdning om og en forpligtelse til, at det blinde eller stærkt svagsynede barn skulle lade sig indmelde på Refsnæsskolen typisk ved 7-års alderen, måske før, hvis de tilsynsførende vurderede, at placering på Børnehjemmet ved en tidligere alder, ville være hensigtsmæssig fx ud fra barnets modenhed.

Disse omstændigheder betød, at de interviewpersoner og disses familier, i udgangspunktet ikke havde nævneværdig anledning eller fantasi til at modsætte sig denne anbringelse. Nogle af interviewpersonerne har givet udtryk for, at såfremt forældrene modsatte sig påbud fra de omrejsende tilsynsførende, så kunne barnet blive forflyttet ved magt (eventuelt via børneværnets eller politiets hjælp) og altså mod forældrenes vilje.

Samtidig må det formodes, at en række af forældrene var sat i en situation, hvor de på den ene side ønskede forsat at yde omsorg og kærlighed over for det synshandicappede barn, og på den anden side nok følte, og bestemt fik at vide, at det var til barnets bedste, at det begyndte skolegang på Refsnæsskolen, hvor der var den specialviden og de særligt udviklede metodikker, som forældrene ”nok kunne se,” de ikke var vidende om, og derfor ikke kunne tilbyde deres barn.

De synshandicappede børns holdning til udplacering er i interviewene meget forskellig fra person til person, idet mange blot accepterede omstændighederne, mens andre uden tvivl kunne fornemme forældrenes modstand og derfor var uvillige, triste eller bange for dette skift i en ung alder.

Tiden på Refsnæsskolen.

Hvor tiden på Refsnæsskolen kan deles op i undervisningsdelen og børnehjems- / bodelen, tyder beskrivelserne på, at den første del af mange blev betragtet som positiv og stimulerende, særligt tilrettelagt og opdragende, mens den anden del i lidt højere grad er beskrevet mere ”blandet” og – helt naturligt – med flere følelsesmæssige variationer fra sorg og savn til accept, glæde og gode minder.

Indlæring af punktskrift til læsning og skrivning.

For de helt eller næsten blinde, er der hos mange givet udtryk for, at punktskrift, det at lære dette ordentligt til læsning og skrivning, var om ikke en grundsten, så meget vigtig i deres karrierer senere i livet. At lære og komme til at beherske punktskrift har for en del af vores interviewpersoner været en kompetence som i skole- og uddannelsestiden dannede en solid platform for deres muligheder, for at kunne få deres lærebøger i et tilgængeligt format. Det gav ”blod på tanden”, og for en række af de interviewede blev en videregående uddannelse pludselig en mulighed.

Gruppen af børn og unge med en synsrest.

Hvad angår personer, som i deres barndom og ungdom havde en større eller mindre synsrest, var adgangen til specialoptik begrænset, indtil mere specielt tilvirkede løsninger i slutningen af 1950-erne kunne tilbydes. Svagsynede elever har dermed typisk været henvist til eventuelt forbedret belysning, materialer med forstørret skrift og placering tættere ved tavlen. Løsninger baseret på EDB / IT som fx CCTV og storskærme m.v. er først blevet introduceret i anden halvdel af firserne, hvor den tekniske udvikling og omkostningerne til sådant udstyr samt ekspertise i tilpasning åbnede for en mere generel tilgang til sådanne løsninger.

Familiemæssige forpligtelser og konsekvenser.

For nogle af de interviewede kvinder betød graviditet og fødsler – som det også gælder for seende piger / kvinder – en prioritering eller særlig tilrettelæggelse af deres liv, for at kunne leve op til moderskabet og ønsket om at tage sig af sit / sine børn som det vigtigste – så længe børnene var mindreårige. Uddannelses- eller jobforløb blev sat i bero, indtil børnene voksede til, hvorefter forældrene kunne se muligheder for at genoptage, udvikle eller på anden måde aktivere deres uddannelses- eller jobkarriere.

Musikudøvelse som en vej til samvær, udvikling, indtjening og kreativitet.

Musikken var for mange af stor betydning. Det være sig i form af uddannelse (typisk organist) eller i kraft af samspil, orkesterdannelse eller individuelle interesser, herunder optræden og deraf følgende indtjening.

Fællesskabet med andre blinde og svagsynede.

Samværet med og støtten fra ligesindede / ligestillede og grundlaget, som andre blinde har udgjort i mange personers liv, er beskrevet som meget afgørende og tryghedsskabende for et stort flertal af de interviewede.

For en mindre del af de interviewede var den ”seende verden” af større betydning for den enkelte end samværet med blinde. Nogle har bevaret tilknytningen til og samværet med deres blinde kammerater / venner fra fortiden som noget helt primært, mens andre med tiden har fjernet sig fra ”blindeverden” og har knyttet sig og skabt et liv i højere grad sammen med seende, ikke mindst i tilfælde, hvor de har dannet par med en seende ægtefælle.

For så vidt angik overflytning fra Refsnæsskolen til Blindeinstituttet, institutionen med klassetrin over 7. klasses niveau, af helt blinde børn, og placering på Blindeinstituttet, for børn med en rimelig synsrest, er der ikke udtrykt at være de samme mere negative følelser og holdninger involveret. For de helt blinde børn eller børn som var meget svagsynede, var overflytningen en ”naturlig” del af forløbet, og samtidig for mange oplevedes dette som noget spændende, som involverede langt større frihedsgrader og muligheder og en forløsning, som også indebar kammeratskaber, udfoldelse af faglige og musikalske interesser og samvær.

For de svagsynede, som havde gået i den lokale folkeskole eller i en særlig svagsynsklasse, uden for blindeforsorgens rammer, var der en vis tendens til, at børnene oplevede en lettelse og en følelse af at møde ligesindede, som ville kunne føre til en konstruktiv udvikling.

Udvikling mod uddannelser uden for den dedikerede blindeforsorg.

I tiden op gennem sidste del af 60-erne, begyndte andre strømninger i retning af integration, og dermed udplacering af barnet i den lokale folkeskole, at være en mere realistisk mulighed.

På det tidspunkt, hvor integration af børn i folkeskolen nærmest var blevet ”state of the art”, blev kurser på eller et længere ophold på Blindeinstituttet – typisk på Rymarksvej, oplevet som nyttig, idet man her lærte en række færdigheder af kompenserende og færdensmæssig art, som gjorde det lettere at håndtere hverdagen, en uddannelses- eller erhvervssituation. Ledelsen på Blindeinstituttet, med en fremsynet holdning og tro på nye veje og muligheder, samt udvikling af nye erhvervsretninger og etablering af studievejledning og et studiebogsbibliotek i 1971, som en integreret del af institutionen, var medvirkende til en oplevelse af opdrift og en ny form for støtte og nytænkning.

Valg af uddannelse og efterfølgende erhvervskarriere.

Mens valg af uddannelse og karriere for nogle var karakteriseret ved personligt drive, en følelse af kald, en tidlig beslutning – eventuelt inspireret af en ”helt / mentor” eller personlighed – så har mange andre truffet et valg ud fra, hvad der nu var muligt, måske tilfældigt, måske ud fra læreres og rådgivers gode råd og forslag.

Især i 70-erne har tilbud om revalidering været af afgørende betydning, eventuelt med en forrevalidering, hvor en person kunne ”smage” på mulighederne, afprøve forskellige muligheder inden for uddannelsesområdet, og efter uddannelse afprøve sin erhvervede færdigheder på jobmarkedet, hvor revalideringsstøtten i en periode (omkostningsfrit for arbejdspladsen) afholdt udgifterne til løn til den synshandicappede.

Perioden 1960-70-erne fik af mange grunde, uddannelsespolitiske, socialpolitiske og i kraft af personlige ambitioner en stor betydning for synshandicappede personers muligheder for og tro på det realisable i at tage boglige uddannelser, og herefter følge en vej som beskæftiget inden for det valgte fag.

Tiden efter 1980

Med opløsning af den såkaldte Særforsorg i 1980 og dermed med en udflytning af tilbud og kompetencer fra et statsligt til et amtskommunalt / kommunalt regi, tog en decentralisering af tilbud sin begyndelse. Samtidig begyndte de første tendenser til en afspecialisering at se dagens lys, der dog var af mindre omfang, indtil struktur- og kommunalreformen i 2007 helt slog bunden ud af vidensopsamling, og bevarelse af specialkompetencer og relevante specialiserede tilbud.

Fra sidste del af 80-erne mødtes synshandicappede af nye tilbud og muligheder i form af hidtil ukendte teknologiske løsninger inden for optik, synsforstørrelse og IT-teknologi. Det blev muligt at lagre, udskrive og håndtere punktskrift på nye og fleksible måder, og PC-udstyr med syntetisk tale forøgede – i den periode – i høj grad tilgængeligheden til materiale i trykt tekst. Samtidig med denne udvikling afvikledes de klassiske blindeerhverv, som blev overladt til Den selvejende erhvervsfond Blindes Arbejde at videreføre. Det særlige musikmiljø på blindeinstituttet i København, som var grundlaget for organist- og klaverstemmeruddannelserne forsvandt gradvist i løbet af disse år. Disse særlige uddannelser blev som følge heraf gradvist afviklet.

 

4. Barndomserindringer: om at være vokset op som integreret blindfødt, ved Lena Bang.

Jeg ønsker hermed at bidrage til nyhedsbrevet med mine erindringer fra min barndom som integreret blindfødt.

Jeg blev født på Rigshospitalet den 23. december 1973, og jeg er født blind, fordi jeg er født med for små øjne. Min mor har fortalt mig, at lægerne allerede få timer efter min fødsel opdagede, at jeg ikke kunne se. Mit venstre øje var bare på størrelse med et knappenålshoved, så lægerne kunne først ikke finde det. Mit højre øje var så skadet, så jeg da jeg var fem måneder gammel fik det opereret væk og fik glasøje. Man kender ikke årsagen til, at jeg blev født sådan, og jeg er da også den eneste i min familie, der er blind. Min mor, der hedder Erna, var 20 år og alene, da hun fik mig, og jeg har fået at vide af hende, at min mormor mente, at hun ikke skulle have mig, når jeg nu var blind, fordi hun var så ung og for umoden til at klare den opgave. Heldigvis var der en sygeplejerske på hospitalet, der klart og tydeligt sagde til min mormor, at det skulle hun ikke bestemme, og der var også min morfar, der bakkede min mor op. Så sådan blev det, at jeg heldigvis kom til at vokse op hos min mor. Hendes indstilling har altid været, at jeg skulle have samme muligheder som alle andre, selvom jeg var blind. F.eks. sagde hun engang til mig, at der kun var tre ting her i verden, jeg aldrig ville komme til: at spille fodbold, blive pilot samt at få kørekort. I dag ved jeg godt, at det jo ikke passer helt, men min mors indstilling har uden tvivl gjort, at jeg er en person med en god portion stædighed og kæmper for at opnå mine mål.

I starten boede vi hos min mormor og morfar i deres lille lejlighed på Vilhelm Thomsens Allè i Valby, fordi vi ikke havde andre steder at bo, men senere flyttede min mor og jeg i vores egen lejlighed, som lå på Vigerslev Allè også i Valby. Ret hurtigt kom vi i kontakt med Refsnæsskolen, som i dag hedder Synscenter Refsnæs. De sørgede for, at vi fik en småbørnskonsulent, der kom og besøgte os for at vejlede min mor i, hvordan man skulle stimulere et blindt barn. Hende vi havde hed Jette Hasselstrøm. Da jeg var et år gammel begyndte jeg i Henriksgårdens vuggestue. Den stue, jeg kom til at gå på, hed Nuser, og der var der en pædagog, der hed Ruth Rasmussen. Jeg havde ingen speciel støttepædagog, fordi man fra vuggestuens side mente, at de godt selv kunne klare opgaven med et blindt barn, og det selvom de aldrig havde prøvet det før. Der var ikke så mange børn på stuen kun en 6 – 7 stykker, og det har sikkert været grunden til, at personalet havde overskud til at støtte en lille blind pige som mig. Jeg kan ikke huske noget specielt fra vuggestuen, men jeg har fået at vide, at jeg var glad og godt kunne lide at være der. Jeg kunne godt lide, når vi sang og at gynge. Jeg kunne også godt lide at hjælpe med at hente mad fra køkkenet med madvognen. Desværre måtte jeg stoppe der pga., at vi flyttede til Gladsaxe.

Det gjorde vi, fordi min mor mødte sin mand Per, som også blev min far. Jeg har været omkring 2½ år gammel, da vi flyttede ind i hans lejlighed på Buddinge Hovedgade, og kort tid efter fik jeg min lillebror Peter. Min far var købmand og i mange år havde mine forældre et lille supermarked på Vester Voldgade i København. Det var ved den tid, hvor jeg skulle til at starte i børnehave og således startede jeg i børnehaven Bindeledet, men jeg gik der ikke ret længe. Jeg befandt mig ikke godt der, fordi personalet ikke tog sig af mig. Derfor blev jeg flyttet til Lupinmarkens børnehave, som var en lille børnehave med ca. 20 børn, og jeg fik en støttepædagog. Det var noget som småbørnskonsulenten sørgede for.

Da vi flyttede til Gladsaxe fik vi en ny småbørnskonsulent, der hed Kirsten Eskildsen. Hende kunne jeg rigtig godt lide, og jeg husker, at hun jævnligt kom og besøgte os for at tale med mine forældre om, hvordan det gik med mig derhjemme og i børnehaven. Jeg viste hende altid mine dukker og dukkehus eller også skulle vi spille fiskespil. Det var et spil, der bestod af en stor firkantet plade med et stykke pap over, hvor der var et lille hul i hvert hjørne, og en række med fire små rum i den ene side, en fiskestang med en slags magnet i den ene ende samt små plastikfisk, der var formet som ål, rødspætter og makreller. Derudover var der en hummer og en gammel støvle. Det gjaldt så om at fange fiskene, der var placeret under pappladen og så lagde man dem ned i sit rum, så man havde styr på, hvad man havde fanget. Hvis man fik hummeren havde man vundet og fik man den gamle støvle havde man tabt. Dette spil spillede jeg også med mine venner og min lillebror. Jeg kan huske en anden gang, hvor Kirsten Eskildsen besøgte mig, hvor hun havde en bog med, der hed Rulle på eventyr. Det var min første punktbog, og derudover var der følbare figurer i. Hun havde også nogle små klodser med, som lå i rækker, hvor der var skrevet tallene i punkt. Det var så meningen, at man skulle lægge en klods ved tallet 1 og to klodser ved tallet 2. Det kunne man gøre op til 10.

Min mor havde som regel bagt kage eller boller, og jeg hjalp ofte til. Min støttepædagog hed Helle Melander. Hende var jeg meget glad for, fordi jeg syntes hun havde sådan en rar og behagelig stemme. Hun gik også med sådan nogen bløde fløjlsbukser og så havde hun et sjovt armbånd som jeg elskede at røre ved, når jeg sad på hendes skød. Det hændte, at jeg overnattede hjemme hos hende og så legede jeg med hendes børn. Hun havde tre. En dreng, der hed Jakob, en pige, der hed Cecilie og en dreng, der hed Jonas. Ham havde de adopteret fra Korea. Hendes mand hed Torben, men ham husker jeg ikke så meget om. Vi kom altid i badekar om aftenen og, når Helle sagde, at nu skulle vi op skyndte vi os at dykke ned under vandet, så vi ikke hørte, hvad der blev sagt.

Jeg gik også til gymnastik sammen med tre andre blinde børn, der ligesom jeg gik i børnehave. Vi mødtes med hver vores støttepædagog samt nogle småbørnskonsulenter. Jeg var meget glad for min børnehavetid og en af de første ting jeg husker, var da lederen, der hed Grete, præsenterede sig og bød mig velkommen. Jeg elskede at lege med de andre børn. F.eks. kunne vi godt lide at lege inde på sovestuen, hvor der både var puder, tæpper og brædder til at bygge huler af. Der måtte kun være fire børn ad gangen derinde, og vi kunne kun lege der, når der ikke var nogen børn, der skulle sove til middag. Jeg holdt nu mest af at lege i dukkekrogen, hvor der var en rigtig sød slaskedukke. Jeg legede tit, at den var min baby. Jeg elskede at lege med dukker også derhjemme. Jeg havde en dukke, der kunne græde og grine, når man trak sutten ud af munden. Man kunne også få den til at synge forskellige sange og sige forskellige rim og remser. Bl.a. sagde den et rim, der lød sådan:

”Jeg gik mig en tur i kongens mave, sludder og vrøvl i kongens have.”

Jeg havde også en stor tøjdukke, der havde noget dejlig langt hår, som jeg godt kunne lide at ordne. I børnehaven var der en pædagog, der hed Pia, der fik en baby. Det var en lille pige, som hed Diana, og jeg husker, da hun kom i børnehaven for at hilse på og vise hende frem. Pia hentede mig ind i personalestuen, hvor jeg fik lov til at røre ved hende. Jeg syntes det var helt fantastisk at se, hvor lille hun var, og Pia fortalte mig, at hun fik mælk at spise fra hendes bryst, og at hun ikke havde tænder. Jeg husker en anden dag, hvor jeg legede med den store slaskedukke, hvor Pia hjalp mig med at vaske den, og hun lærte mig også at give den ble på.

Der var også engang, hvor jeg blev passet hjemme hos Pia, fordi mine forældre skulle til en fest. Der fik jeg bl.a. set Dianas babystol, spilledåse og vugge. Alt dette har uden tvivl gjort, at jeg tidligt blev klar over, at jeg, når jeg blev voksen gerne ville have mine egne børn, og at jeg godt kunne klare det selvom jeg var blind.

Jeg ved, at nogle af de voksne også var på kursus på Refsnæs, så de lærte at give mig den rigtige støtte. F.eks. sørgede lederen for, at der blev fremstillet et taktilt billedlotteri som et par af børnene og jeg selv var med til at lave. Det bestod af en tyk papplade med tilhørende kort, hvor der var limet forskellige ting på så som knapper, garn, en møtrik eller filt. Mit yndlingskort var en blå plastikmand. Der var også en anden voksen, der hed Birgit, der lavede et par taktile billedbøger til mig. Den ene handlede om en pige, der hed Majbrit. Det hed hun, fordi det var et af mine yndlingsnavne. Teksten stod på sort, så mine forældre eller de voksne i børnehaven kunne læse højt for mig mens jeg mærkede de taktile billeder. F.eks. var der billeder af et hus og Majbrit i en seng med natkjole på. Den anden bog var med billeder af forskellige dyr, mennesker og ting. Ud fra hvert billede havde Birgit lavet punktbogstaverne af sandpapir. Eksempelvis var der ud for billedet af en kat lavet et k og ud for billedet af en and var der et a. Jeg tror ikke, at jeg på det tidspunkt forstod, at der var tale om punktskrift, men tanken har helt sikkert været at give mig en introduktion til dette.

Hver formiddag havde vi noget vi kaldte samlingsstund, hvor alle børn og voksne sad sammen og sang en masse sange eller talte om forskellige emner. Det foregik altid på den stue, hvor vi også kunne bygge huler. Jeg elskede at synge, og det skete tit, at jeg fik lov til at synge for pga. at de voksne syntes, jeg sang godt og samtidig var god til at huske sangene.

Vi børn fortalte også tit, hvad vi havde oplevet derhjemme eller vi fik læst historie. En gang om måneden var der legetøjsdag, hvor alle børn måtte tage et stykke legetøj med hjemmefra som vi kunne vise frem, når vi havde samlingsstund. Jeg havde som regel en dukke med. Jeg kunne også godt lide at lege med nogle klodser, der var lavet af plastik med små pikke på, så de kunne sættes sammen. Der var også andre klodser i forskellige farver og størrelser man kunne bygge tårne med.

Vi havde også en madmor, der hed Ruth, og jeg elskede hendes mad. Vi børn skulle skiftes til at være med til at dække bord. Det foregik på den måde, at der var en skål med navnesedler, og så var der et barn, som trak lod om, hvem der skulle have tjansen den dag. Før vi spiste, fik vi altid en vitaminpille. Efter frokost skulle alle børn børste tænder. Vi havde hver vores tandbørste, tandkrus samt håndklæde, hvor der var et billede. Jeg havde klokkeblomsten og da min lillebror Peter startede i børnehaven fik han kaffekanden. Jeg holdt også meget af at være på legepladsen, hvor der var små trehjulede cykler, hvor der kunne sidde to. En kørte og den anden sad bagpå. Der var også et klatrestativ, hvor man kunne klatre op i et tårn og rutsje ned af en rutsjebane. Senere kom der også en hængebro, der var vældig sjov at hoppe på. Det jeg dog holdt allermest af var at gynge både alene og sammen med andre. Det var så godt at snakke og pjatte, når man gyngede og vi sang også en masse sange. Jeg husker især, at vi sang boom, boom, fra Dansk Melodi Grandprix, men bare med en anden tekst, som lød sådan: ”og det sae boom, boom og bombemanden sprang, han mistet fire fingre på højre arm”. Vi kunne også godt lide at synge sangen fra Pippi Langstrømpe eller sange fra Vesterbro Ungdomsgård. I det hele taget lærte jeg mange børnesange som jeg stadig husker. Der var en dreng, der hed Frederik, som lærte mig sangen ”I alle de riger og lande”. Det endte med, at mange af de andre børn også lærte den, og så gik vi i en lang række rundt på legepladsen og sang: ”I alle de riger og lande, hvorhen jeg i verden fo’r, jeg fægtet med åben pande for, hvad jeg for alvor tror”. Pædagogerne havde sørget for, at der var blevet sat en bjælle på gyngen, så jeg kunne høre om der var nogen af de andre børn, der gyngede. Dette for at undgå, at jeg blev ramt af den, hvis jeg kom for tæt på. Hvis der var en, der gyngede alene og man gerne ville have en anden med råbte man mens man gyngede ”hvem vil gynge med mig!” Så skete det tit, at der kom en kammerat hen for at være med. Vi havde også noget, vi kaldte en ballongynge, der var et tov, hvor der hang en stor bold, der var lavet af gummi som man sad over skrævs på og gyngede. Det var især sjovt, hvis man kunne få en af de voksne til at give et ordentligt skub, så gjaldt det bare om at holde godt fast, for så kunne man gynge rigtig højt.

Jeg havde rigtig mange venner fra børnehaven både piger og drenge og det skete tit, at jeg var hjemme hos en af dem. De kom også ofte på besøg hos mig. Det var altid mægtig skægt, når vi havde legeaftaler. Jeg husker engang, hvor jeg havde Jacob med hjemme og sove hos mig. Vi vågnede meget tidligt, så til at starte med forsøgte vi virkelig at være stille, for ikke at vække mine forældre og lillebror, men efterhånden syntes vi, der skulle ske lidt mere, så vi begyndte at snakke og høre musik på min lille kassettebåndoptager. Senere gik vi ind i stuen og der fandt vi på at ringe med en skibsklokke som min far og mor havde hængende på væggen. Til sidst kom min far og sagde meget bestemt, at vi godt kunne være stille og gå ind på værelset. Han skulle heldigvis på arbejde i sin købmandsbutik, så han var ikke vred på os ret længe.

Når jeg var på besøg hos bl.a. venner fra børnehaven lagde jeg mærke til, hvordan der lugtede i deres hjem. Jeg kunne især godt lide at komme hjem og lege enten hos Puk eller hos Nynne. Begge steder var der bare sådan en sød og dejlig duft, som jeg ikke kan beskrive, men jeg ved, at jeg kan genkende duftene, hvis jeg møder dem. Jeg elskede også at komme hjem til nogen, hvor der ikke var tæpper på gulvene. Det var bare så hyggeligt og rart at mærke det bare gulv, og jeg syntes især det var helt fantastisk, når der var klinkegulv, og det var der bl.a. hos Nynne. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fandt det så dybt fascinerende, men måske var det, fordi der hjemme hos os var gulvtæpper over hele huset, så da vi i 1981 skulle flytte i rækkehus, da jeg var omkring otte år, plagede jeg mine forældre, om vi ikke nok kunne lade være med at have gulvtæpper på og sådan blev det, men vi fik desværre ikke klinkegulv.

I 1980 skulle jeg begynde i børnehaveklasse på Egegård skole, der lå tæt på, hvor vi boede på det tidspunkt. Desværre kom jeg ikke til at gå i klasse med nogen fra min børnehave, idet de skulle gå på andre skoler. Dengang gik man i børnehaveklasse enten fra morgen til middag eller fra middag til ud på eftermiddagen. Jeg gik på eftermiddagsholdet. Det foregik på den måde, at jeg blev afleveret i børnehaven om morgenen sammen med Peter, blev hentet i taxa lidt over 11 og kørt i skole, og når skolen var forbi blev jeg kørt tilbage til børnehaven i taxa. Jeg havde meget svært ved at vende mig til alt det, og jeg savnede mine kammerater fra børnehaven. Jeg hadede, når jeg skulle i skole, fordi jeg skulle væk fra det jeg kendte, og over til nye kammerater samt nye voksne. Flere af mine nye klassekammerater havde gået i samme børnehave og kendte således hinanden. Jeg fik ellers hurtigt en ny veninde, som hed Pia, men hun flyttede desværre skole. Det var helt tydeligt, at mange af mine klassekammerater og deres familier ikke var vant til at være sammen med et blindt barn. Jeg husker engang, hvor alle pigerne var inviteret til fødselsdag hjemme hos en pige, der hed Sanne. Jeg var også inviteret med, men på min indbydelse stod der, at min mor også skulle deltage. Jeg havde tidligere været til mange børnefødselsdage hos mine kammerater fra børnehaven uden, at min mor var med. Derfor kontaktede min mor Sannes forældre og forklarede, at hun ikke behøvede at deltage, fordi jeg var vant til at klare mig selv, når jeg var på besøg hos andre børn, så jeg fik alligevel lov til at komme til fødselsdagen alene, hvilket også gik fint.

Min børnehaveklasselærer hed Hanne, og der var også en, der hed Mette, men hun var vist mest i A-klassen. Jeg gik i B-klassen. Jeg fik også en støttelærer, der hed Britta, og min synskonsulent hed Hanne Lindau. Jeg tror, det var hende, der sørgede for, at jeg fik en punktmaskine derhjemme. Jeg syntes, den var virkelig sjov at skrive på. Jeg legede, at jeg lavede lektier selvom jeg kun kunne skrive prikker, indtil jeg lærte bogstaver, forkortelser og tal. Jeg begyndte at lære punktskrift i 1. klasse, hvor mine lærere hed Ole og Birgit, og Britta var stadig min støttelærer. De havde alle tre været på kursus på Synscenter Refsnæs for bl.a. at lære punktskrift. Det første bogstav jeg lærte var et i. Jeg lærte også forkortelser, men i starten fandt jeg det svært og helt uforståeligt. Jeg forstod f.eks. ikke, hvordan et ord som her ikke bare skulle skrives h e r, i stedet for et h og så tegnet for er. Det endte med, at mine lærere omskrev min læsebog til fuldskrift, så jeg kunne komme bedre i gang med at læse og skrive. Lidt efter lidt blev jeg introduceret til forkortelserne og så gik der ikke lang tid, før jeg lærte dem. Jeg er mine lærere meget taknemmelig for, at de ikke opgav at lære mig forkortelserne, fordi jeg den dag i dag både læser og skriver stor og lille forkortelse, og jeg kan slet ikke undvære dem. Det skal nævnes, at lærerne også var gode til at svare på mine spørgsmål, når der var et tegn, jeg ikke vidste, hvad var. Senere lærte jeg at skrive på skrivemaskine. Det foregik på den måde, at jeg sammen med min støttelærer sad og skrev efter et kassettebånd.

Jeg brød mig ikke altid om min støttelærer Brita. Hun var helt sikkert dygtig, men jeg vidste aldrig, hvor jeg havde hende. Nogle gange var hun rigtig glad og sød, men andre gange var hun rigtig sur. Det var hende, der også underviste mig i abacus, ( japansk kugleramme, som mange blinde bruger til at regne på), og jeg har aldrig været god til matematik. Hun skældte mig tit ud, når jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg holdt derimod meget af de sproglige og musiske fag. Der var desværre også andre gange, hvor jeg syntes, at mine lærere pylrede for meget. F.eks. var der engang en fredag før efterårsferien, hvor hele skolen skulle gå skolemarch, hvor man kunne vælge mellem tre, fem og ti kilometer. Jeg ville gerne gå fem kilometer, men desværre skulle jeg til øjenlægen dagen før, og da jeg kom i skole dagen efter, hvor skolemarchen skulle foregå, var jeg blevet sat på tre kilometer, og det blev ikke meget bedre af, at jeg fandt ud af, at det kun var børnehaveklasserne, som var på det hold. Jeg fulgtes med min lærer Birgit, og jeg har sidenhen tænkt på, om det i virkeligheden var hende, der ikke orkede at gå så langt og det var derfor, at jeg blev sat på trekilometerruten.

Jeg var meget alene i frikvartererne, fordi mine klassekammerater for det meste spillede forskellige boldspil. Dog var jeg ofte med, når pigerne sjippede eller legede sanglege, men efterhånden som vi blev ældre blev det mere og mere noget med at sidde og se billeder eller spille bold. Heldigvis blev jeg ven med en pige, der hed Lotte og nogen gange gik vi ture og snakkede. I femte klasse kom der en afrikansk pige fra Zaire, der hed Ivrine som jeg blev rigtig gode venner med.

Anderledes var det hjemme, hvor jeg boede. Vi var som tidligere skrevet flyttet i rækkehus, hvor der boede mange andre børn, og jeg fik hurtigt en masse veninder. Mine bedste veninder hed Anne, Mette, Thilde og Tina, og vi havde det bare så sjovt sammen. Vi stod meget på rulleskøjter og en dag fandt vi på, at en skulle cykle, mens en anden skulle køre på rulleskøjter, mens man holdt fast i bagagebæreren og så sammen køre ned af en meget stejl bakke. Der gjaldt det bare om at holde balancen, så man ikke væltede. Vi syntes også, det var morsomt, at ringe på folks døre og så ellers bare spæne, inden de kom og lukkede op. Vi elskede også at lave telefonfis især, hvis der var en vi ikke kunne lide eller var blevet uvenner med. Vi kunne f.eks. finde på at ringe op til nogen og stønne i røret eller sige ”goddag, det er kussen, må jeg tale med fissen”, og hurtigt smide røret på. Vi havde også soveaftaler hos hinanden og, når det var påske mødtes vi tidligt om morgenen hos en af os og spiste alle de påskeæg vi havde fået.

Jeg havde også mobility med en synskonsulent, der hed Lis Strømstad. Der lærte jeg at gå med stok. Vi øvede forskellige ruter på skolen samt hjemme på området, hvor jeg boede. Desværre fortsatte jeg med at blive kørt i taxa til og fra skole gennem hele min folkeskoletid. Det skyldtes, at vi var flyttet længere væk fra Egegård skole, hvor jeg allerede var startet. Min bror kom til at gå på Buddinge skole, som lå over for, hvor vi boede. Grunden til, at mine forældre valgte at lade mig blive på Egegård skole var vist noget med, at Buddinge skole på daværende tidspunkt ikke ville integrere et blindt barn.

Inden jeg lærte at gå med stok, gik jeg med det gule armbind med de tre sorte prikker, eller jeg brugte et batch, hvor der stod ”Synshæmmet”. I starten brugte jeg ikke stokken indendørs, og jeg var faktisk ikke særlig glad for at gå med den. Jeg syntes det var pinligt, men da jeg var blevet lidt ældre havde jeg en oplevelse. Min familie og jeg var på pinseskovtur sammen med nogle venner. Dette gjorde vi hvert år, og vi sluttede altid af på Dyrehavsbakken. Mine veninder og min bror stillede sig op på en bænk, fordi de skulle se på et eller andet. Jeg ville også gerne stå på den, så jeg trådte op på bænken. Desværre skete det, at jeg kom til at træde op på en dames lår, og hun blev selvfølgelig vred. Efter den ubehagelige oplevelse fandt jeg ud af, at det nok var en meget god ide med den stok. Da jeg var startet i skole begyndte jeg at gå til noget, der hed børnemøde sammen med andre integrerede blinde skolebørn. Det var bl.a. Hanne Lindau og Lis Strømstad og et par andre synskonsulenter, der tog initiativ til, at vi kunne mødes en gang om måneden. Jeg holdt meget af at være der. Der var et puderum, hvor vi rigtig kunne tumle rundt. Vi lavede også aftensmad sammen, og det foregik på den måde, at vi sad sammen ved et stort bord, og så fik vi lov at føle på de madvarer vi skulle bruge, og bagefter skulle vi gætte, hvad det var. Jeg var vant til at være med til at lave mad derhjemme sammen med min mor, så jeg kendte allerede til mange fødevarer, og jeg havde også prøvet at skære med kniv samt bage og stege på pande.

Der var altid god tid til at lytte til og tale med hinanden, og jeg syntes det var spændende at lytte til, hvad de ældre blinde børn fortalte. Der var især en af de større drenge, der hed Kim. Han var rigtig sjov at tumle med i puderummet og så sang han: ”Jeg kan hoppe, hoppe, hoppe som en loppe, loppe, loppe”. Min familie og jeg var engang hjemme og besøge ham og hans familie, og han spillede eventyr på kassettebånd for mig. Han viste mig også, hvordan han havde afmærket sine bånd med punktskrift. Han kunne både spille på harmonika og klaver og så sang vi andre med.

I den første tid var jeg den eneste pige, men senere kom der en pige, der hed Gitte, som jeg blev veninde med. Hun var min første blinde veninde, og jeg har vel været otte år på det tidspunkt. Vi besøgte også hinanden og lavede mange sjove ting sammen. Hun kom til at kende mine seende veninder og jeg hendes. Vi kunne også godt lide at synge og sjippe. Desuden havde vi begge fået en kanin, som vi kælede med, når vi besøgte hinanden. Jeg husker også engang, hvor jeg havde inviteret min afrikanske veninde fra klassen med til børnemøde, fordi vi fik besøg af to lærere fra Kenya, som var i Danmark for at lære mere om undervisning af blinde børn. Den dag fik vi afrikansk mad som de havde lavet, og vi skulle spise med fingrene.

I 1984 arrangerede synskonsulenterne en skitur til Norge for vores børnegruppe. Vi var således ti blinde børn i alderen 10 til 14 år, der deltog samt seks synskonsulenter. Vi skulle sejle fra København til Oslo og derefter køre med bus op til hytten, hvor vi skulle bo og stå på ski. Jeg syntes, det var vældig spændende at være om bord på en færge og sove i kahyt. Vi børn blev inddelt i små grupper med hver en voksen. Jeg var i gruppe sammen med Gitte og en dreng, der hed Joachim, og vi havde Lis Strømstad som vores faste voksen. Hun viste os, hvordan kahytten så ud. F.eks. at sengene, som var køjesenge skulle vippes ned fra væggen, når vi skulle sove og, hvordan vinduerne kunne åbnes, og hun fortalte os, at det hed et koøje på et skib. Ude på badeværelset lå der små indpakkede stykker håndsæbe. Jeg kan huske, at vi rejste en fastelavnssøndag, så der var arrangeret tøndeslagning på færgen, så vi var også med til at slå katten af tønden. Vi fik også lov til at købe slik for vores medbragte lommepenge. Da vi endelig ankom til vores hytte, blev vi præsenteret for to norske medhjælpere samt et par unge norske blinde fyre. Desuden havde vi to norske damer, der lavede dejlig mad til os. Vi var ude at stå på ski hver dag, og der var heldigvis masser af sne. Om aftenen hyggede vi os med forskellige lege og en af synskonsulenterne, der hed Bo, læste en sjov godnathistorie for os, der hed ”Balladen om den forsvundne mumie”. Den sidste aften holdt Hanne Lindau en tale for hver af os og vi fik alle en pris. En blev f.eks. udnævnt til ekspert i skiløb uden stave, en anden blev kåret som løjpefræseren og en som den flyvende pil. Da det blev min tur til at blive kåret, spurgte Hanne Lindau mig først ”Lena, tror du ikke, at du er den af alle børnene, der er faldet flest gange?” Jeg svarede, at det vidste jeg ikke. Jeg troede først, at hun var vred på mig, men hun talte videre om, hvor flot jeg havde kæmpet, så derfor blev jeg kåret til at være løjpernes faldeekspert. Nogle af de andre børn råbte åhja! Men Hanne forklarede, at det ikke var det, at man faldt, men det, at jeg havde fortsat uden at give op. Først var jeg meget flov over min titel, men i dag forstår jeg godt, hvad hun mente nemlig, at det handler om at kæmpe.

Jeg var senere på andre skiture, som Synscenter Refsnæs arrangerede – også for integrerede elever, og jeg må indrømme, at jeg aldrig blev god til at stå på ski. Jeg vil sige, at jeg har været glad for at være integreret, men jeg er ret sikker på, at min skolestart og i det hele taget mit skoleforløb havde været anderledes, hvis jeg var kommet i klasse med nogle jeg kendte fra børnehaven. Det ville have givet mig et bedre fundament, så jeg måske var kommet bedre ind i klassefællesskabet. Jeg er heller ikke særlig stolt af, at jeg blev transporteret til og fra skole gennem hele min folkeskoletid. Jeg synes faktisk, at det skulle have været ordnet sådan, at jeg blev flyttet til Buddinge skole, hvor jeg havde alle mine veninder.

5. Anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog: ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”, ved Karen Marie Pedersen

Bogen er udkommet på forlaget Kahrius i 2022. Udgivet som lydbog med tekst af NOTA med bognummer 49970.

Appetitvækkeren på bogens bagside er historien om dengang, da Peter, sammen med sin gode ven, Jørn Clausen, i rask tempo gik direkte ud i hotellets swimmingpool, med alt tøjet på og med deres hvide stokke. De troede, de var på vej til havet, og fik på den måde overbevisende fortalt de øvrige hotelgæster, at de var blinde. Historien er kendt blandt os, som er jævnaldrende med Peter, og den er et godt udtryk for Peters humør og optimistiske livssyn, der er gennemgående i hele bogen. Trænger du til et godt grin af blindhedens mange finurlige tildragelser i hverdagen, så kan denne bog anbefales.

Bogen består af to dele:
1. del er fortællinger fra Peters barndom, ungdom, uddannelse, beskæftigelse og fritidsliv. Her får vi et rigtig godt indtryk af Peters baggrund, miljø og livssyn, og ikke mindst af uddannelses- og beskæftigelsesmulighederne i 1970’erne og 1980’erne.
2. del bygger på nogle af Peters rejsedagbøger fra ind- og udland.

Som det fremgår af bogens titel, foretog Peter et totalt sporskifte med hensyn til uddannelse og beskæftigelse. Det lod sig gøre, fordi der var al den tid til revalidering, der behøvedes, og fordi målet alene var, at unge blinde skulle have mulighed for uddannelse og beskæftigelse. Peter var 19 år, da han kom til Blindeinstituttet, og han var under revalidering i 10 år. Han kom med en identitet som ung håndværker, og han skulle ikke gå i skole mere end højst nødvendigt. Han endte med en identitet som blind lærer, og efter endt revalidering mødte Peter den åbenhed og tillid, der gjorde det muligt for ham at bruge sin uddannelse, og blive ansat som folkeskolelærer. Sådan et forløb ville være utænkeligt i dag. Peter mener i bogen, at de gode muligheder dengang i 1970’erne skyldtes, at det var staten, der var ansvarlig for tilbuddene. Det er der nok noget om, fordi distancen til staten var så stor, at det blev medarbejdernes faglighed og idealer, der formede tilbuddene til den enkelte. Staten blandede sig ikke i detaljerne.

Der var jo imidlertid en anden side af statens særforsorg, som Peter ikke har mærket, men som nu betyder, at regeringen må give en undskyldning for overgreb og nedværdigende behandling til mange andre mennesker, som staten tog sig mindre kærligt af. Det hører desuden med til historien om Blindeinstituttet og statens særforsorg, at vi, der var elever lige før Peter og hans kammerater, dvs. som de sidste på det gamle Blindeinstitut på Kastelsvej, måtte kæmpe hårdt for retten til uddannelse. Det lykkedes for mange af os, og de gyldne muligheder, som Peter fik glæde af i 70’erne byggede på de sejre, vi havde vundet, samt på optimisme og nye rammer, som flytningen til det nye blindeinstitut i Hellerup medførte.

Peter nævner i sin efterskrift i bogen, at han har været heldig på en lang række områder. Det er sandt. Han fik brug for revalidering og beskæftigelse på det allerbedste tidspunkt, da vejen var banet, og stemningen i samfundet var præget af åbenhed og tro på muligheder for alle. Peter har været god til at række ud efter mulighederne og gribe det held, han fik. Han blev som lærer og som person en rollemodel for mange nyblinde, og han var med til at give punktskriften videre som blindes eget skriftsprog. Han var også med til at vise den frihed og selvstændighed, man kan få som blind, når man er opfindsom, og når man kaster sig ud i det sammen med andre blinde. Peter blev ikke håndværker, men han tog sit praktiske håndelag med, og bogen rummer mange eksempler på, hvor værdifuldt det er for blinde at have et godt praktisk håndelag. Dette burde afspejle sig i al habilitering og rehabilitering af blinde, men det er langt fra tilfældet, – nærmest tværtimod.

I 2. del af bogen fortæller Peter, med stor detaljerigdom, om en række forskellige rejseoplevelser. Det usædvanlige er, at oplevelserne primært beskrives med de sanser, som vi blinde bruger. Så vi skal altså ikke “oversætte” fra synsbeskrivelser. Derved får vi mulighed for at leve helt med, når udfordringer skal overvindes. Der er ingen tvivl om, at Peter er kreativ og opfindsom med hensyn til at finde praktiske fremgangsmåder, som kompenserer for det manglende syn. Og Peter går ikke af vejen for noget. Han overlader ikke bare ansvaret for det praktiske til sine seende rejsefæller. Han tager sin del. Den holdning til fællesskabet med andre har jeg dyb respekt for, og det er måske det allermest håbefulde, som bogen kan give til de næste generationer af blinde. Vi kan på vore egne præmisser som blinde, bidrage ligeværdigt til fællesskab med både blinde og seende, hvis vi virkelig vil.

Peter fortæller sine erindringer med megen humor og med et positivt livssyn. Der er mange situationer, som er genkendelige for os blinde, eller som er lette og sjove at forestille sig. Jeg tror virkelig, at Peter har hygget sig med at skrive bogen, og derfor er den også hyggelig at læse.

6. Anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog: ”Gennem krattet”, ved Jytte Nielsen

Udkommet på eget forlag i 2022. Bogen kan fås hos NOTA i lyd og på punktskrift.

Den er først og fremmest beregnet for efterkommere og nære venner, men kan med stort udbytte læses af andre. Der er også et billedmateriale af familiær interesse.

Som bogens titel antyder, følger vi Peter gennem tilværelsens filtrede krat og snørklede veje. Med gåpåmod lykkes rigtig meget for ham. Indledningsvis får vi et tilbageblik på familiens historie, Peters far havde en gørtlervirksomhed i Randers, og der har været gode kår socialt og økonomisk i hjemmet. Peter blev født juleaften 1936 og forblev eneste barn.

I 1950 sker ulykken, som bliver det store vendepunkt i Peters liv. Dette år mister han synet og bliver helt blind. Sammen med en jævnaldrende kammerat var han i gang med at bygge en hytte. De to drenge huggede tømmer til byggeriet ud af skovens træer, væltede stammer og grene, men da Peter er i færd med at befri en træstamme for sidegrene, hvor han hugger til med sin økse, springer der en torn op i venstre øje. Han kommer alt for sent i behandling, og den betændelse, som er opstået, spreder sig til det højre øje. Det ender med, at begge øjne må fjernes, og Peter får øjenproteser. Det er nu tilværelsens filtrede krat begynder, for før dette dramatiske vendepunkt, var Peters liv et helt andet.

Peter brød sig ikke om at gå i skole, han var et friluftsbarn, som helst ville være på havnen og ved fjorden. Han kunne bruge sav og økse, han bygger en båd, laver bål og er spejder, og udvikler fysik og personlighed, noget der kommer ham til gode fremover.

I 1951 kom Peter på blindeskole, Refsnæsskolen ved Kalundborg. Han skulle bo på skolen, og det var naturligvis tungt for forældrene at sende deres eneste barn afsted til en helt anden egn af landet. De gør deres bedste for at sikre sønnen værdighed og respekt i den nye situation. De sender ham rigeligt med cigaretter, penge og andet godt.

Enebarnet Peter bliver nu kastet hovedkulds ind i en børneflok, som ikke tager på ham med blide hænder. Peter kom efter det, og hans aktive liv som barn i Randers, giver ham mange fortrin, og heldigvis bliver han både glad for og god til at gå i skole.

Blindeskrift er et skræmmende ord, men det kan læres, og vi får fortalt om de underlige og fremmede pædagogiske redskaber, man bruger her. Peter har nok været lidt beklemt ved hele situationen, så en behjertet lærerinde, Ellen Gyldenbjerg, trøster ham med, at gud godt kan lide blinde.

Efter skoletiden på Refsnæs kom Peter til Blindeinstituttet i København. Han havde nu så gode boglige færdigheder, at han tog en præliminæreksamen på kursus sammen med seende. Da han havde familie i København udvidedes hans bevægelsesradius også. Peter blev optaget på Teilmanns kursus for uddannelse af fysioterapeuter, og uddannelsen afsluttes tre år senere.

Som eneste mand i klassen har han sikkert haft en god tid der. Noget sjovt for os i dag er, at man finder det upassende, hvis han kommer i fysisk kontakt med de kvindelige elever, når der skal øves praktisk fysioterapi på kroppe, og ligeledes hvis de kvindelige elever skulle øve sig på ham. For at løse problemet måtte man optage endnu en mandlig elev i klassen. Peter omtaler i øvrigt striden med Teilmanns kursus, vedrørende uddannelse af blinde fysioterapeuter, som begyndte i 1971, og som strakte sig på en opslidende og ødelæggende måde over flere år. Skolen havde en lovbestemt forpligtelse til at optage og uddanne blinde elever, men skolens leder, Inga Denver, ignorerede denne forpligtelse. Hun ønskede ikke blinde elever på sin skole. Den langstrakte sag endte med, at Inga Denver blev afskediget, der kom så en ny leder, som overholdt loven, så blinde igen kunne optages på skolen.

Bogen ”Gennem krattet” er en imponerende række af uddannelsesforløb, oplevelser og udfordringer, som Peter giver sig i kast med. Han rejser bl.a. på egen hånd til Spanien, uden at kunne spansk, og senere til London. Han beretter om dejlige oplevelser fra disse rejser.

Tilbage i Danmark møder han sin kommende hustru, Inger, som også er fysioterapeut. De bliver sammen resten af livet, og de flytter sammen med deres to døtre, Kirsten og Ditte, til Nordjylland, men før det sker der mere i Peters liv. Han keder sig i sit arbejde som fysioterapeut, der er ikke udfordringer nok i de arbejdsopgaver, han kan få. Psykologien bliver det næste område, der skal studeres. Sammenhængen mellem krop og sind bliver fremover hans helt store interesse. Peter deltog på et tidspunkt i en verdenskongres om psykologi, og møderne foregik på Christiansborg. Her kom han i kontakt med den japanske psykologiprofessor, Owaki, som demonstrerede sin intelligenstest udarbejdet til blinde, Owaki-testen. Det var en taktil udgave af block-design-tests, som er visuelle tests for seende. Professor Owaki var interesseret i at få sin test afprøvet og udbredt. Peter fik overdraget materialet, og fik aftale med Refsnæsskolen om at komme der og møde elever, som således blev testpersoner.

Testen viste sig desværre at være ubrugelig, for mange testpersoner bestod hele testen. Det må ikke kunne lade sig gøre. En test skal være så svær, at den ikke kan løses i sin helhed. Man får så ikke afdækket testpersonens fulde intelligenspotentiale.

På dette tidspunkt er Peter færdig med sin studentereksamen, og vejen til universitetet skulle således være åben for ham. For at afprøve sin teoretiske viden i praksis, bliver han ansat som medarbejder i den anonyme telefontjeneste, Nicolaitjenesten, en gratis rådgivning for mennesker med sjælelige og sociale problemer.

I 1960 blev Peter optaget på psykologistudiet ved Københavns Universitet. Det kommer til at tage 12 år at gennemføre dette studie med en bestået magistergrad. Hans studiebetingelser er mildes talt vanskelige. Blindeinstituttet vil ikke forsyne ham med punktskriftbøger, han får dækket udgifter til bånd og papir. Han tager noter på prentavle, og det lykkes for ham at skaffe studierelevant materiale på bånd fra England og USA. Han skriver speciale over emnet ”Blindes udfordringer ved at færdes”, mobility også kaldet. Det var helt nye og moderne betragtninger på blindes tilværelse, som kom fra USA.

For at tjene til dagen og vejen arbejdede Peter i ”De Gamles By”, hvor han var med til at afprøve og udvikle nye fysiurgiske behandlingsmetoder.

Peter og Inger havde længe haft lyst til at få egen klinik og hele familien flytter til Års i Nordjylland i 1977, og her har Peter og Inger boet lige siden. Døtrene er gået deres egne veje. De får nu deres egen fysioterapeutiske klinik og dermed frihed til at arbejde med og udvikle behandlingsmetoder, hvor krop og psyke bliver set i en større sammenhæng. Peter videreuddanner sig til kranio-sakral-terapeut, men hans helt store interesse opstår, da han stifter bekendtskab med den psykologiske teori kaldet Bodynamic-systemet. Bodynamic-systemet beskriver de mentale, karakteristika og kropslige kendetegn, for de forskellige udviklingstrin et barn gennemgår. Det er især det første udviklingstrin: Behovsfasen. Denne fase har ved siden af sit psykiske særkende også et kropsligt særkende. En sammensunket holdning, hvor rygsøjlen er krummet mod højre eller venstre, skoliose. At finde denne sammenhæng mellem behovsfasens karakterstruktur og skoliose syndromet, og kunne afhjælpe generne for patienterne med denne krydsdiagnose, ser han som sit livsværk.

Peter har mange interesser, han holder af musik og spiller selv guitar. Han går til undervisning og går til foredrag i idehistorie, han er i det hele taget et meget aktivt og nysgerrigt menneske. Han er optaget af Blindesagen, hvad jo også fremgår af hans emnevalg til specialet på psykologistudiet.

I Peters ungdom kendte man ikke den lange hvide mobilitystok. Nogen gik med en almindelig spadserestok, og det gule armbind med de tre sorte prikker var blindes helt almindelige udstyr. Det var et signal til seende om, at her kommer en blind, pas på, giv din hjælp om nødvendigt. Med stokken kan blinde færdes, kun sne, som er en slags tåge for blinde, udvisker kendemærker og faste holdepunkter. Hørelsen er vigtig for at færdes som blind, men desværre får Peter et hørerhandicap, som naturligvis generer ham meget. Han er dog med i Dansk Blindesamfunds Fuglsangkor, hvor han synger en smuk tenor, det ved jeg, for jeg var selv med i koret.

Bogen afsluttes med en afrunding af familiens historie. Bagest i bogen er der et apendiks med øvelser til forbedring af kropsholdning, som læseren kan kaste sig ud i.

Det er en skøn bog, sproget er flydende og levende. Der er på intet tidspunkt tomgang i fortællingen, der sker noget hele tiden. Et godt levet liv, hvor krattet på intet tidspunkt får lov til at spænde ben. Det er en beretning om en blind mands liv, men først og fremmest en fortælling om en stor og stærk personligheds vilje til at leve. Tak for din bog Peter, den er et fornemt bidrag til blindes historie. Dine efterkommere kan være stolte af dig.

Dette er jo en boganmeldelse, og ikke et referat af bogen. Der er mange situationer, jeg ikke omtaler, jeg har omtalt det, som giver et indtryk af det gennemgående tema, at komme gennem krattet.

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

 

Nyhedsbrev nr. 1 2023

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1/2023.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Kontingentindbetaling 2023 ved kasserer John Heilbrunn

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 4. – 5. marts 2023

4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2023

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2022/2023 ved Poul Lüneborg

6. Regnskab 2022 samt revisionsprotokol ved kasserer John Heilbrunn

7. Brailleskriftens konge er ikke iblandt os længere. Nekrolog om Svend Thougaard af Hans Erik Olsen

8. Du må aldrig give op – omtale af en bog om Kurt Videbæk af Allan Fohlmann

9. Den tidligere regering holdt ikke sit løfte om en undskyldning til anbragte under særforsorgen af Ove Gibskov

10. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

I skrivende stund er det en måned siden vi fejrede juleaften. Det betyder, at vi har lagt 2022 bag os og ser frem på 2023.

Der blev i det forgangne år sat fokus på blindes historie gennem nogle vigtige erindringsudgivelser. Fysioterapeut og psykolog Carl Peter Nielsen udgav i september bogen ”Gennem krattet”. Han var en pioner, idet han i 1972, som den første blinde i Danmark, forsvarede sin afhandling som afslutningen på sit cand. mag. studie i psykologi ved Københavns Universitet. Nogle måneder senere udgav Peter Frederik Hansen sine erindringer ”Fra håbefuld Bliktud til blind overlærer”. Han var blandt de første elever, som i august 1968 flyttede ind i et af værelserne på det nye Blindeinstitut på Rymarksvej i Hellerup. Disse 2 livsforløb tager udgangspunkt midt i en markant omstillingstid for blindes muligheder for at gennemføre en boglig uddannelse. Det er denne omstilling, som selskabet har søgt at belyse i rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede”, som Medicinsk Museion fik overrakt på foreningens 28. års fødselsdag den 18. november 2022. De 2 bogudgivelser på hver ca. 300 sider inklusiv illustrationer vil forhåbentlig snart kunne lånes gennem Nota, medens rapporten vil blive præsenteret af John Heilbrunn på selskabets forestående generalforsamling. Det næste Nyhedsbrev vil indeholde en præsentation af rapporten, som er baseret på 26 interview med synshandicappede, der har afsluttet en uddannelse i den nævnte periode. Rapporten vil desuden blive omtalt i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49, som forventes udsendt i slutningen af årets 2. kvartal.

Ud over disse væsentlige bidrag til belysning af blindes historie kunne vi i bestyrelsen glæde os over, at interessen for vores historie i 2022 blev taget op af læge Jesper From fra Dansk Medicinskhistorisk Selskab. Jesper From stod bag en artikel på ca. 50 sider i selskabets årbog fra 2021 med titlen ”Socialoftalmologiens og blindesagens historie i Danmark”, som jeg anmeldte i sidste års Nyhedsbrev nr. 2.

I selskabets bestyrelse glæder vi os over disse udgivelser, som vil blive fulgt op af en række bidrag i løbet af 2023. Vi er vidende om, at flere erindringsudgivelser er på vej sammen med en række artikler og historiske beretninger baseret på ny forskning.

I dette nyhedsbrev fortæller Allan Fohlmann om Kurt Videbæks erindringsudgivelse fra 2019 ”Du må aldrig give op”. Det er en omtale, som vi længe har haft lyst til at informere om. Derudover bringer selskabets redaktør Ove Gibskov endnu et bidrag til belysning af den lange proces, om en eventuel undskyldning fra regeringen til personer, der har været inddraget under Særforsorgen i årene 1933 – 1980.

I løbet af 2022 sagde vi farvel til 3 markante medlemmer af selskabet. Disse dødsfald har berørt os dybt i bestyrelsen. Det gælder ikke mindst selskabets tidligere webmaster og kasserer Ole Brun Jensen, som frem til sin død fortsat var et aktivt medlem af bestyrelsen. Organist Erik Kiørby og medarbejder ved Synscenter Refsnæs Svend Thougaard var de 2 andre personligheder og tidligere aktive medlemmer af selskabet, som vi tog afsked med. Min forgænger i formandsstolen Hans Erik Olsen har til nærværende nyhedsbrev skrevet en meget læseværdig nekrolog om Svend Thougaard, baseret på hans mangeårige venskab med ham.

Selskabets ordinære generalforsamling afholdes i år i forbindelse med et arrangement i weekenden 4. – 5. marts 2023 på Fuglsangscentret. Nyhedsbrevet indeholder invitation, program og forslag til dagsorden til generalforsamlingen samt beretning og regnskab for 2022.

Det er mit håb, at rigtig mange af selskabets medlemmer vil tage imod opfordringen til at deltage i denne begivenhed og de 2 spændende blindehistoriske programpunkter, som er forberedt til lørdag eftermiddag og søndag formiddag.

God læselyst og på forhåbentlig gensyn i weekenden 4. – 5. marts 2023.

2. Kontingentindbetaling 2023 ved kasserer John Heilbrunn

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet på 150 kr. til Blindehistorisk Selskab.

Du kan indbetale via bankoverførsel til reg 1551 0501697. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel, så jeg kan identificere indbetalingen.

Du kan også indbetale kontingentet via mobilepay på nummer 44678.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på 23 40 92 18, så vi sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Jeg vil opfordre alle medlemmer til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar i år. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 4. marts 2023, hvis du agter at deltage i denne.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 4. – 5. marts 2023

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, endnu engang at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 4. til søndag den 5. marts 2023.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 12.30.

Program for lørdag den 4. marts 2023:

Kl. 13.30 – 16.30 Generalforsamling, afbrudt af kaffe / te pause

Kl. 16.30 – 18.00 Rapport om ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” udgivet af Blindehistorisk Selskab oktober 2022. John Heilbrunn fortæller om rapportens tilblivelse og resultater.

Tre af selskabets medlemmer har interviewet i alt 26 synshandicappede personer som i 50-70-erne har haft kontakt af forskellig art og omfang med blindeforsorgen, institutionerne og inspirerende enkeltpersoner. Denne periode var en brydnings- og omstillingstid både af personlig art og i forhold til de interviewedes valg af livsbane, uddannelse, erhvervsvalg og personlig udfoldelse.

Rapporten blev overrakt til Medicinsk Museion ved en reception på selskabets fødselsdag den 18. november 2022 i Handicaporganisationernes Hus i Taastrup med deltagelse af ca. 40 medlemmer og gæster.

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i separat lokale

Kl. 21.00: Kaffe / te + kage

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program

Program søndag den 5. marts 2023:

Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant

Kl. 9.00 Blindehistorisk temaarrangement:

John Heilbrunn og Henrik Olsen præsenterer et historisk oplæg om Blinde og Svagsynedes Båndklub – BSBK.

”Hvor fotoalbums og tidligere smalfilm var en af de måder, hvor seende mindes begivenheder og sammenkomster, har blinde og svagsynede ikke haft stor glæde af dette, men har brugt båndoptageren og båndoptagelser som en slags ”kamera”, hvor mikrofonholderen kunne opfange stemninger, fortællinger og dermed videregive disse både til de, som har deltaget som et ”memoirerbillede” og samtidig har andre, som ikke har været til stede, også kunnet få del i oplevelserne.

Blindes og Svagsynedes Båndklub har siden stiftelsen den 7. februar 1969 på det første båndkursus på feriehjemmet i Hobro været vidt omkring i ind- og udland.

Henrik Olsen og John Heilbrunn vil i en dialog med forskellige eksempler illustrere, hvordan bånd- / optagemediet fra spole til digitalt medie har haft en stor betydning.

Henrik og Johns oplæg vil vare ca. halvanden time. Det vil midt på formiddagen blive afbrudt af kaffe / te pause.

Der vil være mulighed for spørgsmål og supplerende kommentarer undervejs.

Kl. 11.45 Afslutning med fællessang.

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen. Teksten blev første gang offentliggjort i Medlemsblad nr. 52 fra oktober 1915, medens melodien første gang omtales i medlemsblad nr. 6 fra den 24. marts 1923 – forud for Laurids Lauridsens melodi benyttedes melodien til “Danmark dejligst vang og vænge” komponeret 1811 af P.E. Rasmussen fra Farum.

Kl. 12.00 Frokost i centrets restaurant og derefter afrejse

Bestyrelsen beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 475 kr. sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets punkt om tilmelding til generalforsamlingen.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2023

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018. De findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 5. marts 2022 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/ 2022. Nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2022 / 2023 til godkendelse. Beretningen offentliggøres i nærværende nyhedsbrev.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2022 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse. Regnskab og revisionsprotokol offentliggøres i nærværende Nyhedsbrev.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest lørdag den 18. februar 2023.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer John Heilbrunn for en 2-års periode, er villig til genvalg.

b. Bestyrelsesmedlem for en 2-års periode, Thorvald Kølle har meddelt, at han ikke stiller til genvalg.

c. 2 suppleanter for et år, Leif Martinussen blev sidste år valgt som 1. suppleant, han genopstiller.

d. Posten som 2. suppleant skal nybesættes – Thorvald Kølle har meddelt, at han er villig til at modtage valg til dette hverv.

e. Revisorer:

Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen, der blev valgt i 2022 for 1 år, er begge villige til genvalg.

f. Revisorsuppleant:

Nete Parkov valgt for 1 år i 2022, hun er indstillet på genvalg.

11. Eventuelt.

4. Tilmelding til selskabets generalforsamling 2023

Kære medlem.

Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia, fra lørdag den 4. til søndag den 5. marts 2023, beder jeg dig om at kontakte kasserer John Heilbrunn senest fredag den 10. februar 2023. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 30 værelser på centret, en del af disse er allerede booket, så skynd dig med din tilmelding!

Kasserer John Heilbrunn kan kontaktes på tlf. 23 40 92 18 eller på mail heilbrunn@mail.dk.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551 0501697. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel, så kassereren kan identificere indbetalingen.
Du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44678.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til John Heilbrunn på tlf. 23 40 92 18, mail: heilbrunn@mail.dk, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 eller på mail: fuglsang@blind.dk

Bestyrelsen glæder sig til at se rigtig mange til årets generalforsamling.

På gensyn på Fuglsangscentret.

Bestyrelsen

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2022/2023 ved Poul Lüneborg

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 5. marts 2022 til dette års generalforsamling den 4. marts 2023.


1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende medlemmer, som blev valgt på generalforsamlingen den 5. marts 2022:

Poul Lüneborg, formand

Lena Bang, næstformand

John Heilbrunn, kasserer

Ove Gibskov, redaktør

Thorvald Kølle, sekretær

Leif Martinussen, 1. suppleant

Ole Brun Jensen, 2. suppleant

Den 10. juli 2022 modtog vi den meget triste meddelelse om, at Ole var gået bort efter længerevarende sygdom på grund af kræft, jf. omtalen af hans indsats nedenfor under pkt. 11.

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der forventes i skrivende stund afholdt 4 møder i beretningsperioden. I denne periode har det været muligt, at afholde alle møder som fysiske møder enten på Fuglsangscentret eller i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde den 6. marts 2022 efter generalforsamlingen.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål og bidrage til gennemførelsen af trufne beslutninger. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder – Ole deltog i de 2 første møder via elektronisk opkobling til disse.

2. Medlemsstatus.

Ved starten af 2022 talte selskabet 127 medlemmer, heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke artikler under rubrikken Meddelelser. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde.

Vi har i 2022 kunnet glæde os over, at 3 har tegnet medlemskab, 2 medlemmer har ikke ønsket at opretholde deres medlemskab, og hertil kommer, at 2 medlemmer er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2022 har medført, at der ved årets udgang var 126 medlemmer, som havde betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2023 tæller 123 medlemmer, idet vi i årets løb har registreret 3 dødsfald i medlemskredsen. Det drejer sig om følgende 3 markante medlemmer af selskabet:

– Ole Brun Jensen, jf. mindeord i MB nr. 11/2022

– Erik Otto Kiørby, jf. mindeord i MB nr. 16/2022

– Svend Aage Høegh Thougaard, jf. mindeord i MB nr. 16/2022 og Hans Erik Olsens nekrolog i Nyhedsbrev nr. 1/2023.

Desuden skal her nævnes nekrologen i MB nr. 15/2022 i anledning af meddelelsen om Jørgen Svendsens død – et mangeårigt medlem af selskabet frem til udgangen af 2021.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er beklageligvis på ingen måde rykket nærmere i løbet af denne beretningsperiode.

Bestyrelsen glæder sig over, at der stadig er mennesker med interesse for blindes historie som tegner medlemsskab af selskabet.

Jeg har sammen med den til enhver tid siddende bestyrelse i gennem de seneste 6 år bestræbt mig på at udtænke idéer og tage initiativer til at rekruttere nye medlemmer udenfor Dansk Blindesamfunds medlemskreds. Disse bestræbelser har desværre kun haft ringe succes. Derfor opfordrer jeg endnu engang alle medlemmer af selskabet til at fremkomme med forslag på dette område.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 3. august 2022 Medlemslisten for 2022 til alle medlemmer med en mailadresse. Denne blev efterfølgende udsendt i sort punkt og som daisylydfil efter det enkelte medlems eget valg. Bestyrelsen beklager, at årets medlemsliste blev udsendt så sent. Dette skyldtes først og fremmest problemer med at tilvejebringe en endelig afklaring af i hvilket omfang medlemmer i restance med kontingentbetalingen ønskede at opretholde deres medlemskab eller ej. Disse udfordringer er forhåbentlig afklaret, når vi når slutningen af beretningsperioden. Bestyrelsen planlægger i 2023 at udsende medlemslisten kort tid efter generalforsamlingen.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den årlige generalforsamling. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og i givet fald med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer videregivet til kassereren.

Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter et årsskifte at indbetale kontingentet og samtidig give meddelelse om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår af den sidst udsendte medlemsliste.

Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 7 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.

4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.

Denne gruppe, som består af 2 repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg og 2 repræsentanter fra Blindehistorisk selskab, har i 8-års perioden 28. november 2014 – 10. december 2022 afholdt 14 møder. Blandt disse møder har 4 møder været med repræsentanter fra Medicinsk Museion og 3 møder med repræsentanter fra Post-, Tele- og Kommunikationsmuseet – nu museet Enigma. Til et flertal af møderne har repræsentanter for Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg været inviteret. Således deltog Jesper Holten fra DBSs forretningsudvalg i gruppens seneste møde den 10. december 2022.

Ove Gibskov og formanden har i den forgangne periode været selskabets repræsentanter i gruppen.

Karen Marie Pedersen og Dennis Bonnet Aabank har repræsenteret DBSs Fritids- og Kulturpolitiske udvalg i gruppen i beretningsperioden.

Det fremgår af selskabets beretninger gennem årene, at arbejdet i gruppen først og fremmest har haft som mål at sikre de blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet og Synscenter Refsnæs. Den Blindehistoriske Samling overgik som bekendt i 2013 til Medicinsk Museion. Arbejdet i gruppen har derfor været koncentreret om samlingerne ved Synscenter Refsnæs.

På mødet den 10. december 2022, hvor såvel repræsentanter fra Medicinsk Museion som fra Synscenter Refsnæs deltog, var der enighed om, at det var af afgørende vigtighed, at få afklaret situationen for samlingerne ved Synscenter Refsnæs. Deltagerne i mødet besluttede, at der bør tilvejebringes en vurdering af de tilbageværende samlinger og økonomiske ressourcer, der kan sikre en overflytning af de bevaringsværdige dele af samlingerne til Medicinsk Museion, idet Synscenter Refsnæs har planer om at anvende lokalerne, hvori samlingerne nu befinder sig, til andre formål. Der var i gruppen stor tilfredshed med den beredvillighed, der fra såvel Medicinsk Museion som fra Synscenter Refsnæs blev lagt for dagen på mødet med henblik på at finde en endelig løsning af usikkerheden om fremtiden for samlingerne ved Synscenter Refsnæs.

Samlingschef Ion Meyer gav på mødet tilsagn om at udarbejde et notat, til brug for det videre arbejde med samlingerne ved Synscenter Refsnæs og såvel Jesper Holten som undertegnede stillede sig positiv til spørgsmålet om at bidrage til fremskaffelse af nødvendige økonomiske midler til det videre arbejde.

På mødet gav gruppens medlemmer en gensidig orientering om aktuelle sager på gruppens område indenfor DBS og selskabet, herunder gav Ove Gibskov en status over kontakten til museet Enigma.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er som anført i de seneste beretninger indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer er blevet opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBSs hovedkontor og / eller selskabets bestyrelse. Denne opfordring, som var indeholdt i den seneste beretning, gentages for at minde enhver om, at historiske begivenheder kun optages, hvis der er nogen som hjælper med til at identificere disse.

Opgaverne i Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe kan kun løses i et samarbejde med DBSs forretningsudvalg. Da forretningsudvalgets sammensætning i begyndelsen af 2022 endnu engang undergik markante forandringer, står gruppen overfor nye udfordringer med hensyn til at fremme forståelsen for løsningen af disse opgaver.

På mødet drøftedes det hvorledes det sikres, at markante personligheder indenfor den danske blindesag mindes, når de dør. Forretningsudvalgets nuværende aldersmæssige sammensætning kan medføre, at en meddelelse om et dødsfald blandt ældre tillidsvalgte og ansatte overses. Her bør gruppen bidrage, til at disse personer mindes på passende måde i blandt andet Medlemsbladet.

De bekymringer, som lå til grund for denne drøftelse, var blandt andet baggrunden for, at jeg i Medlemsblad nr. 1/2023 skrev mindeord om fhv. kredsformand og blindekonsulent Jan Diemer, som døde den 13. december 2022.

5. Selskabets egne projekter i det forløbne år

5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets beretninger. I beretningen for 2018 / 2019 findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

Registreringsprojektet blev afsluttet den 14. maj 2020 med udarbejdelsen af en endelig rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.

Selskabets bestyrelse besluttede allerede på sit møde den 16. februar 2020, at der skulle fastlægges en plan for projektets afslutning. Projektets hovedformål har som bekendt været at inspirere medlemmer af Dansk Blindesamfund og professionelle, indenfor det synsfaglige område, til at medvirke til at lade registrere genstande m.v. som kunne bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling. Selskabet har med projektrapporten ydet et væsentligt bidrag til at opfylde dette formål.

Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside. Samtlige registrerede genstande er systematiseret i 5 hovedkategorier. Registraturen over samlingen indeholder 142 emneord, der hver åbner adgang til de registrerede genstande under det pågældende emne.

På selskabets generalforsamling den 17. februar 2018 anførte museumsinspektør Jacob Kjærgaard, at samlingen omfatter godt 3.500 genstande og ca. 800 billeder. Hertil kommer omkring 700 punktbøger, 100 reliefbøger, 700 sortbøger samt en samling kassettebånd, disse bøger og lydoptagelser er endnu ikke digitaliseret.

Samtlige henvendelser til registreringsprojektet er i rapporten sammenlignet med registraturen. Ved denne gennemgang af modtagne henvendelser har det kunnet konstateres, at samlingen allerede indeholder en betydelig del af de registrerede genstande. Rapporten oplister 108 genstande, som ikke findes i Den Blindehistoriske Samling. Der er i alt tilgået registreringsprojektet 154 genstande, dvs. at 46 er identificeret som værende genstande som allerede findes i samlingen.

Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

I betragtning af, at projektet nu har strakt sig over godt 7 år, er der et betydeligt hensyn at tage til de mange som har henvendt sig.

Den 4. juni 2020 meddelte samlingsleder Ion Meyer ved Medicinsk Museion, at museet som udgangspunkt var interesseret i alle de registrerede genstande. Det ville dog være nødvendigt at foretage en yderligere belysning af enkelte genstande, inden endelig stillingtagen til disse. Samlingsmedarbejder Maria Thode Jensen forelagde, i en mail fra den 1. juli 2020, en plan til det videre arbejde, for indsamling og indlevering af de registrerede genstande.

Arbejdet med projektet gik på grund af coronarestriktionerne helt i stå i forrige beretningsperiodes sidste halvdel, da det ikke skønnes forsvarligt, at iværksætte en indsamling af tilbudte genstande, så længe covid19-epidemien gjorde sig gældende.

I den endelige projektrapport fra maj 2020 oplistes 154 genstande. 46 af disse er allerede registreret i ”Den blindehistoriske samling”. I det omfang det vil være muligt at indsamle de registrerede genstande, er Medicinsk Museion som anført interesseret i dem alle, dels for at supplere samlingen dels for at vurdere om de tilbudte eksemplarer er af en bedre kvalitet en de allerede registrerede, disse dubletter vil derudover kunne indgå i museets undervisnings- og udstillingsaktiviteter.

Blindehistorisk selskab står for indsamling af 28 tilbudte genstande samt for opgaven med at indhente yderligere oplysninger om 3 genstande. De øvrige genstande kræver ikke indsamling på initiativ af selskabet, idet disse er tilbudt af IBOS og andre lignende aktører.

Bestyrelsen vil forsøge at gennemføre indsamlingen af de registrerede genstande i løbet af første kvartal af 2023. Der vil i forbindelse med indsamlingen blive foretaget en registrering af identiteten på vedkommende, som har tilbudt den pågældende genstand samt en beskrivelse af vedkommendes anvendelse af denne.

5.2. Projekt ”Blindes levevilkår i 1960-70-erne”.

Selskabet blev i 2016 af Medicinsk Museion opfordret til at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, som blev en følge af de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-70-erne.

En gruppe, oprindelig bestående af John Heilbrunn som tovholder, Helle Reily, Lena Bang, Kurt Nielsen og Thorvald Kølle, har i beretningsperioden været beskæftiget med dette projekt. Den endelige rapport er baseret på 26 interview med et repræsentativt udvalg af medlemmer af Dansk Blindesamfund, interviewene er foretaget af John Heilbrunn, Helle Reily og Kurt Nielsen. Bestyrelsen besluttede efterfølgende at bede John Heilbrunns konsulentfirma ”Øjenhøjde” om at afskrive interviewene og sammenskrive en konkluderende rapport på baggrund af disse. Rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” på 117 sider blev afleveret til Medicinsk Museion ved en reception den 18. november 2022 i Handicaporganisationernes Hus. Der deltog ca. 40 medlemmer og indbudte gæster i selskabets fødselsdagsreception, som blev indledt af formanden med et historisk helikopterperspektiv over blindes beskæftigelses- og forsørgelsesmuligheder gennem de seneste 200 år for at placere rapporten i et historisk udviklingsforløb. Derefter gav John Heilbrunn en præsentation af rapporten. Receptionen afsluttedes med et inspirerende oplæg ved samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion om museets aktuelle situation, ”Den blindehistoriske samling” og fremtiden for denne, gennem samarbejde med selskabet.

Alt i alt et arrangement som bestyrelsen glæder sig over.

Afslutningsvis skal det anføres at ”Blindes Støttefond” bevilgede 64.344,00 kr. til dækning af udgifterne til rapportens fremstilling. Der er grund til at takke fonden for denne generøse donation. Selskabet har derudover af egne midler afholdt 6.395,34 kr. til korrektur, formatering, trykning, brænding af CDere m.v. Herudover har selskabet dækket udgifter til afholdelse af receptionen.

I bestyrelsen glæder vi os over, at denne opgave, som vi har beskæftiget os med gennem mange år, nu kan betragtes som afsluttet. Rapporten vil blive præsenteret på dette års generalforsamling gennem et oplæg ved John Heilbrunn.

Afslutningsvis skal det under dette afsnit anføres, at professor Birgit Kirkebæk, redaktør af Handicaphistorisk Tidsskrift, har opfordret John Heilbrunn til at skrive en artikel til Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49, hvori han præsenterer rapporten. Jeg har fået en tilsvarende opfordring om at skrive et indlæg indeholdende mine indledende historiske betragtninger.

5.3. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget.

I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet.

Selskabets arkiv råder i dag over 40 lydoptagelser af Amatørteatrets forestillinger.

5.4. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.

Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.

På foreningens hjemmeside findes et menupunkt vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.

Leif Martinussen har, som tidligere omtalt, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der i tekst og billeder belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området.

Selskabets nye webmaster Rita Ilsted Smith har fundet udveje for at lægge redegørelsen på 92 sider på hjemmesiden.

5.5. Jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023.

På generalforsamlingen den 15. februar 2020 behandledes et forslag fra Thorvald Kølle om at udgive et jubilæumsskrift skrevet af tidligere elever ved Refsnæsskolen i anledning af skolens 125-års jubilæum i 2023.

Der var bred tilslutning til at fremme dette forslag. Den nedsatte redaktionsgruppe, bestående af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen, har med Leif Martinussen som tovholder og pennefører afsluttet arbejdet med et udkast til et manuskript på 266 sider uden fotos. Der er indarbejdet plads i manuskriptet til 56 billeder, som Leif Martinussen har udvalgt.

Det er bestyrelsens opfattelse, at selskabet bør stå alene som udgiver af jubilæumsskriftet med titlen “et tilbageblik til det kgl. blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”.

Det blev endvidere på bestyrelsens sidste møde i 2022 vedtaget, at det foreliggende udkast til manuskript skal underkastes en kritisk korrekturanalyse med henblik på at indhente tilbud på trykning af dette. Bestyrelsen besluttede samtidig at stille en garanti på ca. 20.000,00 kr. til løsningen af denne opgave. Så snart en endelig version af manuskriptet foreligger, vil der blive taget initiativ til at ansøge om fondsstøtte til dækning af udgifterne til korrektur, trykning m.v. På den kommende generalforsamling forventes det, at det vil være muligt at informere om planerne for afslutningen af dette projekt. Der skal i denne forbindelse træffes aftale med Synscenter Refsnæs og Dansk Blindesamfund om deres eventuelle medvirken ved præsentationen af jubilæumsskriftet overfor offentligheden på 125-årsdagen den 5. november 2023.

6. Informationsvirksomhed.

6.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I beretningsperioden er der til dato udsendt 3 nyhedsbreve. I skrivende stund er der kun truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2023, med invitation, bilag m.v. forud for den ordinære generalforsamling den 4. marts 2023. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2023. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som DAISY-lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. DBSs sekretariat bistår mod betaling med at producere punktudgaven og DAISY-lydfilen, medens selskabet selv står for produktion og udsendelse af udgaven i almindelig tryk og som elektronisk fil.

Bestyrelsen vil benytte lejligheden til, at takke alle, der gennem artikler m.v. har bidraget til nyhedsbrevenes indhold.

Bestyrelsen har i skrivende stund registreret i hvert fald 8 forslag og idéer til artikler m. m. til kommende nyhedsbreve. Mange af disse forslag og idéer har endnu ikke set dagens lys. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner, skal derfor ikke holde sig tilbage med at kontakte redaktør Ove Gibskov herom.

Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at selskabet til dato har udsendt 73 nyhedsbreve, som findes på hjemmesiden.

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i beretningsperioden 2019 / 2020. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende. Selskabets webmaster gennem flere år Ole Brun Jensen havde kun i meget begrænset omfang kræfter til at forestå hjemmesidens løbende opdatering på grund af alvorlig sygdom frem til hans død i juli 2022.

I bestyrelsen glæder vi os over, at Rita Ilsted Smith har tilbudt at overtage opgaven som webmaster. Hun har allerede gjort sig flere tanker om en opdatering af hjemmesiden. Det bliver derfor op til bestyrelsen og medlemmerne at komme med forslag til denne opdatering.

Beretningen for 2017 / 2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ej heller været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten. Det er imidlertid en opgave som er under forberedelse.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har vi modtaget en hel del henvendelser fra både medlemmer og andre med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.

Til belysning af karakteren og omfanget af denne virksomhed skal nævnes følgende henvendelser:

– Hvor kan man læse erindringsartikler skrevet af organist Erik Otto Kiørby?

– Hvorfor benævnes en af værelsesgangene på IBOS ”Pistolstræde” blandt beboerne?

– Hvor kan man læse artikler om blinde optaget i projektet ”Anbragt i historien”?

– Hvor kan man finde billeder af blinde kurvemagere og deres produkter til illustration af danske kurvemøblers historie?

– Hvornår begyndte DBS at træne førerhunde, og hvor kan man se eksemplarer af det seletøj, der dengang blev benyttet til brug ved en filmoptagelse?

– Er selskabet interesseret i ”Blindeskakkens historie”?

– Hvor kan man læse om de døvblindes historie?

– Er der nogen som bekymrer sig om ”Anskuelsessamlingen” ved Synscenter Refsnæs?

– Hvornår blev den hvide stok introduceret og officielt godkendt herhjemme?

– Hvor kan man læse interviewene fra projektet ”Blinde kvinders kultur”?

-Kan det passe, at Dagmar Lund, organist ved Gern kirke, er den blinde kvinde som maleren Ejner Nielsen i sin tid portrætterede læsende i en bog med punktskrift?

– Er selskabet bekendt med høringssvarene i forbindelse med Blindeforsorgens udlægning?

– Hvor findes et billede af hovedindgangen til IBOS fra tiden før 1980?

– Hvor kan man finde den vedtagne lovtekst til ”Blindeloven” fra 1956?

– Er selskabet fortsat interesseret i arkiverne efter DBSU og Blindes Skiunion?

– Hvem har adgang til selskabets arkiv?

– Hvor kan man læse Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 22 udgivet i forbindelse med, at IBOS på Rymarksvej i Hellerup rundede 50 år?

6.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen den 5. marts 2022 har bestyrelsen udsendt et medlemsbrev vedrørende selskabets medlemsliste, jf. ovenfor under pkt. 3. Derudover blev der den 6. januar 2023 udsendt et medlemsbrev vedr. opkrævning af kontingent for 2023.

Det skal under dette afsnit bemærkes, at ud af de 123 medlemmer har 18 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 5 i almindeligt tryk og 5 som Daisy-lydfil.

De nævnte medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.

Til slut skal det under dette afsnit bemærkes, at redaktør Stinna Brinch Christensen opfordrede selskabet til i DBS’s medlemsblad nr. 16/2022 at bringe en temaartikel om vore aktiviteter, denne blev skrevet af Ove Gibskov. Forhåbentlig kan artiklen bidrage til større synlighed om selskabet.

7. Andre aktiviteter til belysning af blindes historie.

Der er grund til at glæde sig over, at flere blinde har følt sig inspireret til at udgive deres erindringer i 2022.

Carl Peter Nielsen udgav september 2022 sine erindringer under titlen ”Gennem krattet”. Udgivelsen er på 200 siders tekst + 100 billedsider. Peter Nielsen er en pioner, idet han i 1972 ved Københavns Universitet forsvarede en magisterafhandling indenfor psykologi.

Peter Frederik Hansen præsenterede den 15. december, ved en reception på IBOS, sin 2. bogudgivelse ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer – selvbiografiske fortællinger fra et liv med et alvorligt synshandicap”. Bogen er udgivet på forlaget Kahrius og er på 293 sider.

Derudover forlyder det, at cand. Jur. John Heilbrunn også arbejder på at udgive sine erindringer.

Dernæst skal det under dette afsnit nævnes, at læge Jesper From i Dansk Medicinskhistorisk Selskabs Årbog for 2021 – udgivet april 2022 – har offentliggjort en artikel med titlen “Socialoftalmologiens og Blindesagens historie i Danmark” på 50 sider. Derudover har han i 2022 skrevet yderligere to artikler om hhv. Blindesagens historie udenfor Danmark og en kasuistik om Helen Keller. Disse artikler offentliggøres i DMS’s årbog for 2022, som forventes udsendt i første kvartal af 2023.

Endvidere er der grund til at nævne, at Jesper Vaczy Kragh sammen med historikeren Claus Bundgård Christensen planlægger at samarbejde om et forskningsprojekt, om de sønderjyske mænd, der deltog i Første Verdenskrig. Over 6000 af dem blev invalideret under krigen og kunne efter genforeningen i 1920 søge en erstatning / pension. Der findes et meget stort arkiv efter det såkaldte Invalidenævn i Sønderborg. Projektet tager sigte på at undersøge dette arkiv, ud fra en handicaphistorisk vinkel, herunder en undersøgelse af de veteraner, der havde mistet synet under krigen.

Til slut skal omtales det historiske projekt, som et af selskabets nye medlemmer historikeren Rita Ilsted Smith er gået i gang med at gennemføre. Det drejer sig om en detaljeret gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet på Frederiksberg – hjem for arbejdsføre blinde kvinder, oprettet i 1900 og som fungerede frem til 1973. Dansk Blindesamfund har bevilget 15.000,00 kr. til finansiering af researchfasen af projektet, medens selskabet har garanteret resten af det foreliggende budget på godt 18.000,00 kr.

8. Selskabets elektroniske arkiv.

Efter generalforsamlingen i 2016, fik jeg fra min forgænger, Hans Erik Olsen, overleveret et elektronisk arkiv indeholdende alle selskabets arkiverede dokumenter og lydfiler. Dette arkiv er i de efterfølgende år løbende opdateret.

I beretningsperioden 2020 / 2021 er arkivet blevet underkastet en omfattende opdatering.

Arkivet består i sin nye systematik af 4 hovedafsnit:

Afsnit A indeholder dokumenter.

Afsnit B indeholder lydfiler.

Afsnit C indeholder publikationer m.v. fra DBS.

Afsnit D indeholder blindehistoriske bøger, rapporter m.v.

På bestyrelsesmødet den 8. oktober 2020 fik medlemmerne af bestyrelsen en kopi af arkivet til personlig brug i deres arbejde i selskabet. Denne spredning af arkivet er tillige en sikring imod, at dette går til grunde ved et uheld eller på anden måde ved ændring af bestyrelsens sammensætning. Arkivet er opdateret frem til udgangen af 2022 og omfatter i alt 6461 filer.

Bestyrelsen har også i denne beretningsperiode kunnet glæde sig over, at både Hans Erik Olsen og Henrik Olsen – navnlig sidstnævnte – har leveret mange nye lydoptagelser til arkivet.

9. Har Blindeforsorgens klienter krav på en undskyldning fra regeringen?

Det var det spørgsmål, som selskabet rejste på et debatarrangement den 16. februar 2020 efter generalforsamlingen.

Regeringen bad i sensommeren 2019 Forsorgsmuseet i Svendborg, om at udarbejde en redegørelse om, hvorvidt der er grundlag for at give en undskyldning til tidligere børn, unge og voksne ved institutionerne under Særforsorgen i lighed med den undskyldning som drengene ved ungdomsinstitutionen Godhavn fik af statsministeren den 13. august 2019 for de overgreb, som de havde været udsat for.

Debatarrangementet blev dækket gennem flere artikler i Nyhedsbrev nr. 2/2020. Henrik Olsens lydoptagelse af debatarrangementet kan aflyttes på selskabets hjemmeside, det findes under menupunktet “Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”.

Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg opfordrede selskabet til at repræsentere blindeområdet ved Forsorgsmuseets møder i tilknytning til den bestilte udredning.

Ove Gibskov, der forestod hvervet som mødeleder ved debatarrangementet, blev af bestyrelsen bedt om at repræsentere selskabet ved disse møder.

Det var den helt overvejende stemning på debatmødet, at blinde elever indenfor Blindeforsorgen i årene 1933 – 1980 ikke havde behov for en undskyldning.

I april 2022 udsendte Forsorgsmuseet rapporten ”Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933-1980”, på ca. 400 sider.

Ove Gibskov har løbende i selskabets nyhedsbreve og i Dansk Blindesamfunds medlemsblade orienteret om projektredegørelsen.

Det er i skrivende stund fortsat uklart, hvilke konklusioner den nye regering agter at drage på grundlag af rapporten.

Rapporten og baggrunden for denne blev indgående behandlet på årsmødet den 25. november 2022 i Historisk Selskab for Handicap og Samfund. Temaet for Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49 bliver ”En mulig officiel undskyldning til tidligere anbragte”.

Redaktør professor Birgit Kirkebæk har i anledning heraf opfordret Ove Gibskov til at skrive et bidrag under titlen ”Hvorfor er officielle anerkendelser og undskyldninger for tidligere tiders overgreb vigtige?”

10. Administrative og økonomiske forhold.

Regnskabet for 2022 udviser et overskud på 12.795,00 kr. Dette resultat skal sammenholdes med overskuddet på 12.868,24 kr. i 2021. Medlemstilskuddet fra DBS er i 2022 forhøjet fra 150,00 kr. til 250,00 kr. pr. DBS medlem af selskabet. Dette tilskud på 27.750,00 kr. bidrager til det gode resultat.

Der er i indeværende beretningsperiode kun afholdt 4 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 3 nyhedsbreve, hvilket har bidraget til at holde udgifterne nede. Til gengæld har bestyrelsen brugt 6.598,00 kr. til afholdelse af fødselsdagsreceptionen, omtalt ovenfor under pkt. 5.

Selskabets likviditet giver bestyrelsen en betydelig handlefrihed til at iværksætte nye initiativer ved at yde en økonomisk garanti. Denne mulighed er i beretningsåret benyttet i 3 tilfælde:

– Rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede”

– 125-års Jubilæumsskriftet “Et tilbageblik til det kgl. blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”.

– Projektet ” Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900-1976” ved Rita Ilsted Smith.

Disse garantier søges efterfølgende dækket gennem fondsansøgninger. Dette er heldigvis lykkedes i vid udstrækning, hvilket der er grund til at takke donatorerne for.

Overgangen fra Nem-ID til Mit-ID og oprettelsen af de forskellige elektroniske postbokssystemer har givet anledning til nye udfordringer, som forhåbentlig nu er overstået.

Produktionstiderne på DBS-sekretariat, sammenholdt med de usikre leveringstider hos Post Nord, medfører at samtidig udsendelse af forskellige medier må definitivt opgives. Udgangspunktet er udsendelse af en elektronisk version, hvorefter punkt, sort og DAISY versionerne følger snarest derefter.

11. Afsluttende bemærkninger.

Blandt de frivillige, som yder en aktiv indsats i selskabets bestyrelse, har vi oplevet, at alvorlig sygdom fra tid til anden pludselig gør sig gældende. Det indebærer at gode kolleger forlader os. Det oplevede vi med Henning Eriksens død den 22. december 2017, med Henning Backs død 26. maj 2018 og nu senest med Ole Brun Jensens død den 10. juli 2022. Det har i alle 3 tilfælde været med tungt hjerte, vi har modtaget disse meddelelser – de var alle 3 meget aktive medlemmer af bestyrelsen.

I bestyrelsen vil vi mindes Ole Brun Jensen for hans glade og optimistiske livssyn, altid parat til at påtage sig en opgave, som han mente at kunne løse – han vil blive savnet af os alle.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.

Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på, at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

6. Regnskab 2022 samt revisionsprotokol ved kasserer John Heilbrunn

Blindehistorisk Selskab, CVR-nr. 37497584

Årsregnskab for 2022

Indholdsfortegnelse

Virksomhedsoplysninger 3
Resultatopgørelse 4
Balance 5
Noter 7

Virksomhedsoplysninger

Blindehistorisk Selskab
Gyldenløvesgade 16, 3.tv
1369 København K
Telefon: 23 40 92 18
Web: www.blindehistorisk.dk
Mail: blindehistorisk@gmail.com
CVR-nr.: 37497584

Regnskabsperiode: 01-01-2022 til 31-12-2022

Resultatopgørelse for perioden 01-01-2022 til 31-12-2022

Note 2022 DKK

Indtægter (1) 127.714

Driftsudgifter (2) -110.966

Resultat før renter og afskrivninger 16.748

Småanskaffelser (3) -4.574

Finansielle indtægter (4) 621

Resultat efter renter og afskrivninger 12.795

Årets resultat 12.795

Balance:

AKTIVER Note 2022 DKK

Tilgodehavender (5) -150

Tilgodehavender i alt -150

Likvide beholdninger (6) 176.332

AKTIVER I ALT 176.182

PASSIVER Note 2022 DKK

Foreningsformue (7) 167.264

Kortfristet gæld (8) 8.918

PASSIVER I alt 176.182

Noter 2022 DKK

(note 1) Indtægter

Kontingent 18.900 (126 à 150)

Andre Tilskud 71.687 (tilskud fra coronapuljen: 7.343; udgivelsesstøtte fra Blindes Støttefond til projekt levnedsbeskrivelse: 64.344)

Sponsorindtægter 100 (for meget indbetalt kontingent, som ikke ønskedes tilbagebetalt)

Indtægter fra arrangementer og lign. 9.025 (deltagerbetaling generalforsamling marts 2022)

Andre indtægter 252 (salg for salg museumsdagbog: 200; Renter retur fra skatteforvaltningen: 49,61; Saldojustering: 2,25)

Medlemstilskud dansk Blindesamfund 27.750 (111 medlemmer à 250)

Indtægter i alt 127.714

(note 2) Driftsudgifter

Kontorartikler og tryksager -849

Porto og gebyrer -1.365

Internet og webhotel -3.640

Køb af software -537

Transportudgifter -4.592

Udgifter til arrangementer og lign. -6.598 (mødelokale og traktement jubilæumsarrangement 18.11 / lancering af levnedsbeskrivelse)

Mødeudgifter -21.346 (betaling for FSC for generalforsamling 2022 18.530; bestyrelsesmøder: 2.816)

Gaver og blomster -1.081

Diverse udgifter -70.958 (projekt levnedsbeskrivelse, firmaet Øjenhøjde APS + klargøring af rapport, korrektur, indpakning m.v. v / formanden: 70.457; Billede indkøbt til 125 års jubilæumsbog om Synscenter Refsnæs (billede fra Kgl. Bibliotek: 300; indkøb af læsestof, 200)

I alt -110.966

(note 3) Småanskaffelser

Småanskaffelser -4.574 (harddisks til bestyrelsesmedlemmer anskaffet af formanden)

I alt -4.574

(note 4) Finansielle indtægter

Finansielle Indtægter (øvrige) 621

621 (retur fra skattevæsen)

I alt 621

(note 5) Tilgodehavender

Medlemmer -150

I alt -150

(note 6) Likvide beholdninger

Den danske Bank 176.332

I alt 176.332

(note 7) Foreningsformue

Egenkapital primo 2022 154.469

Periodens resultat 12.795

I alt 167.264

(note 8) Kortfristet gæld

Kreditorer 8.098 (regning til DBS for fødselsdagsarrangement: 6.598; drift af hjemmeside 1.500)

Udlæg 820 (udlæg ej modtaget og derfor ej afregnet før årets afslutning: Rejseudgifter Ove Gibskov, udlæg Leif Martinussen for indkøbt billede)

I alt 8.918

John Heilbrunn Kasserer

Revisorer: Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen

Blindehistorisk Selskab – Revisionsprotokollat 2022.

Revisionen har afstemt konteringer i regnskabets resultatopgørelse for perioden 01-01-2022 til 31-12-2022 Herunder indtægter, driftudgifter samt konteringer i aktiver og passiver og i tilhørende noter.

Revisionen har noteret sig følgende 2 hovedtal i regnskabet: Årets resultat: kr. 12.795. Likvid beholdning i Danske Bank kr. 176.332.

Der er afholdt revisionsmøde 18. og 20. januar 2023 som telefonmøder. I møderne deltog revisorerne Hanne Tietgen Eriksen og Kurt Nielsen og kasserer John Heilbrunn. John Heilbrunn gennemgik regnskabet, og revisorerne fik lejlighed til at stille nødvendige afklarende spørgsmål med justering af materialet til følge.

Det er vores vurdering, at regnskabet 2022 giver et retvisende billede af økonomien 2022 i Blindehistorisk Selskab, og vi fremlægger protokollatet uden bemærkninger.

Revisorerne har ikke yderligere bemærkninger at tilføje.

Med venlig hilsen

Hanne Tietgen Eriksen – Kurt Nielsen

7. Brailleskriftens konge er ikke iblandt os længere. Nekrolog om Svend Thougaard af Hans Erik Olsen

Mandag, 28. november 2022 sov Svend Aage Høeg Thougaard stille ind på Holbæk Sygehus i en alder af 80 et halvt år efter længere tids sygdom. Begravelseshøjtideligheden fandt sted i Sorø Klosterkirke 6. december 2022, hvor vi var cirka 50 til at sige det sidste farvel.

Svend blev født i Vestjylland 8. juni 1942

Gennem syv år gik han på Sorø Akademi, og som 19-årig tog han matematisk studentereksamen.

Han flyttede til Christianshavn i Beatles-tiden, og påbegyndte her medicinstudiet. Under studiet arbejdede han på Rigshospitalet som ventilatør, og 1. april 1974 kom han sammen med seks andre ventilatører til Refsnæsskolen på et vikariat med den halvandet år gamle Anne, der var blind, og som havde vejrtrækningsproblemer. Her var han beskæftiget frem til 1983.

Ansættelsen lød oprindelig på tre uger, men det kom til at vare 48 et halvt år. For ikke så længe siden blev han spurgt, hvornår han ophørte med sit medicinstudie. Hertil svarede han: ”Ikke endnu”.

Ved siden af ventilatørarbejdet arbejdede han som picter, hvilket vil sige, at han skrev punktmateriale på perkinsmaskine til skolens elever og også til elever i folkeskolen. Senere kom han til at stereotypere, hvor man skrev på zinkplader, lagde et punktpapir imellem, og pressede så prikkerne fra pladerne ud på papiret.

Af Svends personalier fremgår det, at han havde flere titler som ansat på Refsnæsskolen.

Han var døgninstitutionsmedarbejder og institutionsfotograf. Han erhvervede kursusbeviser i mikrofonteknik og studieakustik.

Da Svend fejrede sin 70-års fødselsdag talte tidligere formand for punktskriftnævnet og næstformand i Dansk Blindesamfund Kurt Nielsen. Her fremhævede han Svends enorme indsats på punktskriftområdet og i Punktskriftnævnet gennem mange år. Han og Kurt har sammen deltaget i cirka 100 møder i punktskriftnævnet.

I forbindelse med Svends runde dag 8. juni 2012, skrev det hæderkronede dagblad Politiken, at der ikke er nogen i Danmark ja, i hele Europa, der ved mere om de blindes skriftsprog. Et synspunkt, jeg sammen med mange andre blinde helt og fuldt deler.

Svend var i stand til med øjnene at læse punktskrift på hovedet, hvilket ikke er mange beskåret.

I midten af 1980’erne stod han sammen med Refsnæsskolen og kyndige IT-folk for udviklingen af Logtext, hvor Svend tog rundt i landet og underviste mange folkeskoleelever. Senere kom punktskriftapparatet Pronto, og her var han en af hovedkræfterne, der sørgede for, at den havde det rigtige software og de rigtige punkttabeller.

Noget af det, Kurt og Svend var fabrikanter af, var ”Den danske punktskrift 1993”. En reform, hvor punktskriften blev tilrettet således, at man mente at den var mere skrivevenlig og mere læsevenlig.

Svend var meget stærk fortaler for, at vi skulle have en god og korrekt ottepunkt-standard i Danmark. Ottepunkt-standarden gør det muligt at fremstille Brailleskrift ved hjælp af moderne datateknik, og den er kommet for at blive. Og det er Synscenter Refsnæs, der gennem årene har været en stærk bannerfører for ottepunkt-systemet. Børn i folkeskolen lærer dette fordi opfattelsen var, at det også var den vej, udviklingen gik, og her så Synscenter Refsnæs rigtigt.

For ikke så mange år siden fortalte Svend mig ved en af vore hyggelige vennesammenkomster på Fuglsangcentret i Fredericia, at han har regnet sig frem til, at det er muligt at skrive 13 trilliarder kombinationer, hvilket er ganske imponerende. Med den matematiske evne Svend besad, er jeg ikke i tvivl om, at udregningen er korrekt.

Ligeledes også arbejdet med Robobraille har Svend været stærkt involveret i.

Også i Louis Braille Selskabet gjorde han en indsats. På selskabets rejse i Louis Brailles fodspor var han ledsager for to af medlemmerne, Gerhard Kaimer og Lis-Vibeke Wallin.

Han lagde et utrætteligt stykke arbejde i at få den blindehistoriske samling på Refsnæs registreret.

Men også i Blindehistorisk Selskab har vi meget at takke ham for. Fra 1995 og mange år frem fremstillede han selskabets nyhedsbreve i punktskrift, finansieret af Refsnæsskolen. Selskabet udsendte over 100 nyhedsbreve i punkt tre til fire gange årligt, og når punktproduktionen og tilrettelæggelsen af layoutet påbegyndte med ham som producer, gik der over et døgn før arbejdet var færdiggjort. I de år, jeg var formand for selskabet fik jeg inden udsendelsen nyhedsbrevet i punkt til korrekturlæsning, og det var meget, meget sjældent at der var fejl. Hæftet var forsynet med indholdsfortegnelse og siderne var behørigt nummererede.

I en årrække var han revisor i selskabet, og gennem en årrække havde jeg som selskabets formand den glæde at arbejde sammen med Svend i bestyrelsen.

Sammen med Inge Gibskov, Arne Krogh og Karsten Ahrens havde vi et godt team, og efter at vi trådte tilbage i 2016 mødtes vi cirka en gang om året på Fuglsangcentret til vennetræf. Det sidste vi nåede var i slutningen af maj i år, og jeg ved, at Svend satte stor pris på de sammenkomster.

Mit personlige venskab med Svend går helt tilbage til april 1974. På det tidspunkt blev elever fra København og omegn i forbindelse med weekendbesøg og ferier hos vore forældre samlet op af en bus i udkanten af København og kørt til Refsnæsskolen.

Jeg sad og læste i en punktbog, da Svend interesseret spurgte, hvad det var jeg foretog mig. Jeg fortalte ham, at det var punktskrift, jeg læste, og han har senere fortalt, at det var Henrik og jeg, der gjorde ham interesseret i de blindes skriftsprog.

Da Henrik og jeg blev konfirmeret den 6. april 1975, fik vi af de medicinstuderende en hilsen skrevet på fejlfrit punkt af dem, og det var Svend, der var mester for punktskrifttelegrammet.

De medicinstuderende arbejdede 12 timer ad gangen, nemlig fra kl. 6 morgen til 18, og så blev han afløst fra 18 til 6 næste morgen.

De havde deres base på Pilehuset i Byens Mose, cirka 1 kilometer fra Refsnæsskolen. Deres vagter var på småbørnsafdelingen Stausgaard. Her gik jeg ofte over om eftermiddagen og talte med Svend, og skønt han ikke var særlig fodboldinteresseret læste han troligt sportssiderne fra dagbladet BT højt for mig.

Havde han fri tog han mig ofte med i sin Citroën 2CV, som han kaldte Gyngehesten, på tur til Kalundborg, eller vi rundede Røsnæs Fyr.

I maj 1975 stiftedes tandemklubben på Refsnæs, hvor jeg var formand det første år, og når Svends tid tillod det, cyklede han onsdag aften med som pilot, og det var spændende at høre, hvad Svend kunne se, når vi kørte i landskabet.

I 1976 rejste vi fra Refsnæs og der gik nogle år, hvor min kontakt med Svend ikke var så stor, men da forkortelsesprogrammet Forkbra var i sin udvikling, arbejdede jeg meget sammen med ham om undtagelser til programmet, og det betyder, at ord, der stod i denne tabel, blev forkortet, som vi punktlæsere ønskede det. Da vore veje krydsede igen i Blindehistorisk Selskab, var vores venskab stadig som fra dengang.

Det var altid en glæde også at besøge Svend i privaten på Strandbakken i Kalundborg, hvor vi mangen en eftermiddag har talt om det, der begge optog os utrolig meget, nemlig punktskriften.

Nu har vi så måttet sige et sidste farvel, og vi er mange, der kommer til at savne Svend utrolig meget.

Den viden Svend havde tilegnet sig om vores skriftsprog, bliver næppe nogensinde overgået.

Havde man Svend som ven og kammerat, havde man det for livet.

Æret være Svend Thougaards minde.

8. Du må aldrig give op – omtale af en bog om Kurt Videbæk af Allan Fohlmann

For nogle år siden lovede jeg bestyrelsen i Blindehistorisk Selskab at skrive lidt om denne bog, når den kom på Nota – men der kom den desværre ikke!

Da vi talte om bogen i bestyrelsen, blev jeg inspireret af, at Kurt Videbæk havde arbejdet som telefonist / receptionist, en stillingsbetegnelse jeg selv har haft i en årrække. Kurt arbejdede allerede i den jobfunktion, før jeg selv blev uddannet, og det var især lærerigt for mig at læse om, hvordan man før i tiden håndterede de forskellige arbejdsopgaver.

Ove Gibskov gjorde mig opmærksom på, at bogen nu er indlæst hos KAbB (Kristeligt Arbejde blandt Blinde), og de var så venlige at stille et eksemplar til rådighed for mig, så jeg kunne skrive lidt om bogen.

Bogens forfatter er Egon Rasmussen, og den handler om Kurt Videbæk og hans tur gennem livet, først som svagsynet, senere som blind. Der er skrevet mange erindringsbøger af og om synshandicappede, og denne er blandt de mere læseværdige!

Kurt Videbæk er født i 1942 og fik som tiårig at vide, at han ville blive blind. Den besked kunne han overhovedet ikke håndtere, så derfor hører vi ikke meget om hans barndom på Refsnæs og hans første periode på Instituttet. Meget af det, har han simpelt hen fortrængt, hvilket er let at forstå!

Til gengæld hører vi meget om, hvordan det kunne lade sig gøre at arbejde som svagsynet i de gode tider i 60’erne og 70’erne. I begyndelsen arbejdede Kurt som ufaglært, og han bliver ofte fyret, når synet ikke helt står mål med arbejdsopgaverne.

Vi hører også om Kurts erkendelse af, at han efterhånden bliver nødt til at tage den snigende synsnedsættelse alvorligt, og hvordan han håndterer den fase i livet. Efter en alvorlig trafikulykke kommer han på Blindeinstituttet igen, hvor han bliver uddannet som telefonist / receptionist, og her finder han sin rette hylde. Desværre bliver hans arbejdsfunktion nedlagt på et tidspunkt, grundet den teknologiske udvikling indenfor området.

Herefter arbejder han som rådgiver i forbindelse med sin kristne tro, og her kommer han i kontakt med mange mennesker i den seende verden, hvor han færdes det meste af livet. Kurt virker som et meget vidende og inspirerende menneske, og jeg er ikke i tvivl om, at han har haft meget at byde på.

På et tidspunkt kommer Kurt dog i kontakt med blindeverdenen, og han har deltaget i blindeskak i mange år, blandt andet ved skak-OL i Grækenland.

Med denne bog får du heldigvis ikke endnu en selvhjælpsbog til bunken, men du får til gengæld en erindringsbog, der ærligt og sobert fortæller om at miste synet, og om at leve med det på godt og ondt.

Kurts både positive og realistiske livssyn præger bogen, og han er meget ærlig, når han skriver om både pudsige og mere bøvlede oplevelser i sit liv. Han lægger ikke fingrene imellem, når han erkender ting, han kunne have håndteret bedre.

Tilknytningen til Pinsekirken skinner meget tydeligt igennem, og for mig som ikketroende, er det ikke noget problem at håndtere. Jeg betragter ikke bogen som en religiøs bog, men som en bog, der er skrevet af en mand med en tro, der betyder meget i hans liv.

Dette er som nævnt ikke en anmeldelse men en omtale. Ønsker du at læse en længere omtale kan du finde en sådan her:

https://www.forlagetaadalen.dk/bog.php?bookID=291

Bogen kan som nævnt lånes hos KAbB, spilletiden er 3 timer 41 minutter, og den er indlæst af Lea Brøgger. Bogen er på 166 sider og blev i 2019 udgivet på forlaget Ådalen.

9. Den tidligere regering holdt ikke sit løfte om en undskyldning til anbragte under særforsorgen af Ove Gibskov

Det er bestemt ikke et ønskejob at fortsætte den her føljeton men desværre nødvendigt, da Mette Frederiksens socialdemokratiske regering jo ikke fik givet den undskyldning til anbragte under særforsorgen, som det ellers flere gange var blevet lovet af daværende socialminister Astrid Krag.

F.eks. sagde hun 12. august sidste år i P1 Morgen, at der ville blive givet en undskyldning for de overgreb og den manglende omsorg, mange af de anbragte var udsat for. Men selv om, der efter dette tilsagn, gik næsten to måneder, inden der blev udskrevet folketingsvalg, skete der intet. Og skønt statsministeren jo stadig hedder Mette Frederiksen, kan SVM-regeringen naturligvis ikke være forpligtet af et rent socialdemokratisk løfte.

I Dagbladet Information kunne man da også 10. januar læse, at regeringen ikke føler sig bundet af løfte om undskyldning til anbragte under særforsorgen. Og socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) udtaler i samme artikel, at regeringen endnu ikke ”har taget stilling til spørgsmål vedrørende den historiske udredning af sær- og åndssvageforsorgen”.

Så en undskyldning kan altså endnu godt nå at komme; men hverken jeg eller mange af dem, der har bidraget til udredningen med deres negative oplevelser, fatter, at det som lovet ikke allerede skete under den tidligere regering. Det var jo den, der tog initiativ til udredningen, som hurtigt skulle være færdig for at sikre, at dem, man vil give en undskyldning, hvoraf mange er godt oppe i alderen, kan nå at få den, mens de stadig lever.

I forbindelse med udredningen er der både lavet en film om nogle af dem, der var anbragt, og et ret omfattende undervisningsmateriale. Men begge dele må ifølge en beslutning fra socialministeriet først offentliggøres, når undskyldningen bliver givet. Så derfor er der altså flere særdeles gode grunde til, at det sker så hurtigt som overhovedet muligt.

Jeg har fulgt, og følger stadig, sagen med læserbreve i forskellige aviser og er i øvrigt af redaktøren for Handicaphistorisk Tidsskrift blevet bedt om at skrive en artikel til det kommende nummer om relevansen af undskyldninger i et historisk perspektiv. Den vil også blive bragt i et af selskabets næste Nyhedsbreve.

10. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg, Kålundsvej 6A, 3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72, Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang, Solnavej 19, st. th, 2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67, Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer John Heilbrunn, Gyldenløvesgade 16 3.tv, 1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00, Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov, Brombærhaven 31, 8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Sekretær Thorvald Kølle, Clermontgade 29. st. th., 4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

Suppleant

Leif Martinussen, Bryrupvej 55, 2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

 

Nyhedsbrev nr. 3 2022

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. En undskyldning fra regeringen til anbragte under særforsorgen har allerede trukket alt for længe ud Af Ove Gibskov

3. Hvad en blind ser – artikel i bladet Frem fra 1925

4. Billeder og billedtekster til forrige artikel

5. Blindemuseet og dets skaber Af Poul Glygård, artikel fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad 1982

6. Pistolstræde på Blindeinstituttet i Hellerup Af Peter Frederik Hansen

7. Omtale af Ulla Bruuns novellesamling Alvin, Underhunden og andre fortællinger

8. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden af Poul Lüneborg

Gennem de godt 6 år, som jeg har varetaget hvervet som selskabets formand har jeg fra tid til anden spurgt mig selv, hvem interesserer sig for blindes historie? Hvilken betydning har det, at der er nogle, som bruger tid og kræfter på at belyse forskellige sider af blindes tilværelse i de forløbne 250 år, som er den periode, hvor det giver mening at tale om blinde som en social gruppe og deres historie? Det ligger langt udenfor rammerne af et nyhedsbrev at besvare disse spørgsmål. Men jeg mener, at flere af bidragene nedenfor fortæller hvorfor selskabets virke giver mening.

”Det var gennem oplysningstænkningen, at et særligt menneskesyn blev til, hvor alle de, der befandt sig uden for det nyligt etablerede samfundsbegreb, karakteriseredes negativt i forhold til det ideale oplyste menneske. Dette var et menneske, der kunne se verden, som den i sandhed var, eller om ikke det, så i hvert fald kunne blive oplyst om de nyfundne sandheder, den nye videnskab havde bragt frem i lyset. Med øjet og synet som tidens fremmeste symboler var det i bogstaveligste forstand indlysende, at det var let at få øje på blindheden som en fysisk vrangspejling. Således karakteriseredes blindhed som mennesker, der ikke kunne se, døvhed som mennesker, der ikke kunne høre i lighed med fattigdom – mennesker der ikke havde penge, eller sygdom – mennesker der ikke var raske”, citat fra Pia Lundbergs Ph.d. afhandling under afsnittet ”Tilblivelse af blindes verden” ”Blindhed” fra maj 2005. Kategorisering og beskrivelse af sociale grupper spiller en fremtrædende rolle blandt oplysningstidens filosoffer. Blinde som gruppe indtog i lyset heraf en særlig rolle, som gav anledning til en række spekulationer. Den franske forfatter Denis Diderot udgav i 1749 ”Brev om blinde til brug for dem, der ser”. Det var i lyset af disse tendenser i sidste halvdel af 1700-tallet, at en medarbejder i det franske udenrigsministerium ved navn Valentin Hauy i 1784 tog initiativ til at oprette en skole for blinde. Den vigtigste begivenhed i blindes historie fastslår Gerhardt Kaimer på side 122 i sin kulturhistoriske fremstilling ”Blindes Verden” fra 2002.

I dette nyhedsbrev bringes en artikel fra tidsskriftet Frem fra 1925 med titlen ”Hvad en blind ser”. Efterlæsningen af denne beskrivelse sidder man tilbage med spekulationer om, hvorvidt der overhovedet i vor tid er plads og overskud til at gøre sig lignende tanker. Fortrænger nutidens bestræbelser på medicinsk / kirurgisk at eliminere blindheden i vores tid sådanne analyser og overvejelser? Artiklen er i det originale optryk ledsaget af en række billeder med beskrivende tekster, som giver en fin fortælling af den hjemlige blindesag, som den tog sig ud 14 år efter stiftelsen af Dansk Blindesamfund i 1911. I forlængelse heraf kan man med udbytte læse Poul Glygaards beskrivelse af hvorledes Den Blindehistoriske Studiesamling ved Blindeinstituttet blev til på initiativ af instituttets fhv. inspektør Folke Johansen i 1980. Poul Glygaard strejfer i sin artikel indledningen til blindesagens historie, som jeg har beskrevet ovenfor.

Man kan med rette sige, at vi bevæger os fra fortiden til noget nær nutiden i Peter F. Hansens redegørelse om hvorfor en fløj i det nye blindeinstitut i Hellerup fik navnet ”Pistolstræde”.

En hel anden vinkel på blindes historie trækker selskabets redaktør Ove Gibskov frem i sin fortsatte omtale af den igangværende behandling af den omfattende redegørelse, som Forsorgsmuseet i Svendborg på regeringens vegne har tilvejebragt for at belyse, om der er anledning til, at Særforsorgens klienter fra årene 1933-1980 bør gives en undskyldning for den behandling, som de blev til del.

Blandt selskabets for tiden 126 medlemmer er der flere som har givet sig i kast med forfattergerningen. Det er Ulla Bruun, som står bag den seneste bogudgivelse fra maj i år med titlen ”Alvin, Underhunden og andre fortællinger”, som præsenteres sidst i nyhedsbrevet gennem Marianne Olsens anmeldelse fra netmagasinet Sameksistens. Bogen vil i den nærmeste fremtid kunne læses i en tilgængelig version, som der ifølge præsentationen er grund til at glæde sig til.

Til slut vil jeg minde om, at selskabet afholder sin generalforsamling på Fuglsangscentret i dagene lørdag den 4. til søndag den 5. marts 2023. Sæt allerede nu kryds i næste års kalender. Næste nyhedsbrev vil indeholde beretning, regnskab program m.v. til generalforsamlingen, som også vil præsentere 2 blindehistoriske programpunkter, som der er grund til at glæde sig til.

På gensyn i begyndelsen af marts næste år, hvor bestyrelsen håber at se rigtig mange medlemmer.

2. En undskyldning fra regeringen til anbragte under særforsorgen, har allerede trukket alt for længe ud

Af Ove Gibskov

Der er nu gået et halvt år, siden Social- og Ældreministeriet 8. april offentliggjorde den historiske udredning vedr. anbragte i særforsorgens institutioner, som jeg har skrevet ret udførligt om i adskillige nyhedsbreve og også omtalt i flere af Dansk Blindesamfunds medlemsblade.

For næsten to måneder siden kunne man så 12. august i P1 Morgen høre socialminister Astrid Krag sige, at der vil blive givet en undskyldning for de overgreb og den manglende omsorg, mange af de anbragte var udsat for. Om dette muligvis siden er sket ved jeg naturligvis ikke her 23. september, hvor der var deadline på indlæg til Nyhedsbrevet. Men umiddelbart inden havde Sarah Smed, der er leder af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, som har stået for udredningen, ikke hørt noget fra ministeriet. Det samme gælder journalist Ulrik Dahlin, som for Dagbladet Information har fulgt sagen tæt.

Det var den nuværende regering, der i begyndelsen af 2020 besluttede, at der skulle gennemføres en historisk udredning for at vurdere, om nogle af dem, der havde været anbragt under særforsorgen burde have en undskyldning. Oprindeligt var det hensigten, at udredningen skulle være færdig i løbet af halvandet år, men pga. covid-19 blev afslutningen ret hurtigt udsat til november og senere til marts 2022.

I øvrigt er det en generel opfattelse blandt forskere, at halvandet år er kort tid til en så omfattende udredning, Men det har i den her sammenhæng været afgørende at tage et væsentligt hensyn til målgruppen, hvoraf mange af dem, der stadig lever, jo er godt oppe i årene og gerne skulle kunne nå at modtage en undskyldning, hvis de bliver omfattet af regeringens beslutning.

Man kan derfor undre sig dybt over, at der endnu ikke er sket noget, når socialministeren altså 12. august gjorde det klart, at der vil komme en undskyldning.

Hvis det overhovedet sker, inden der bliver udskrevet folketingsvalg, er det min opfattelse ud fra interviewet med Astrid Krag i P1 Morgen, at alle, som var anbragt under særforsorgen i hele perioden fra 1933 til 1980 vil få en undskyldning, selv om i hvert fald en hel del synshandicappede har erklæret, at de ikke har behov for det. Det fremgik bl.a. af en paneldiskussion, som Blindehistorisk Selskab arrangerede i 2020. Man kan dog ikke læse i udredningen, om det også er tilfældet for dem, der er blevet interviewet, da ordet undskyldning slet ikke er nævnt i denne. Men med udgangspunkt i de møder, jeg som repræsentant for Dansk Blindesamfund har deltaget i på Forsorgsmuseet, er det min klare opfattelse, at det i høj grad er mennesker anbragt under åndssvageforsorgen, som udtrykker ønske om en undskyldning.
Men uanset hvornår og til hvem, den bliver givet, bør en undskyldning kun være første skridt i en proces. For en kommende regering må give det høj prioritet at få ændret de vilkår, velfærdssamfundet i dag byder mange mennesker med handicap og deres pårørende. Danske Handicaporganisationer har i forskellige sammenhænge påpeget behovet for markante forbedringer, og vi skulle jo nødig om 25 år læse endnu en beskæmmende udredning. Derfor må der gennemføres en reform, der både retter op på den retsløshed, som mange mennesker med handicap er udsat for, og som sikrer, at der bliver tilført betydeligt flere ressourcer til området. Men regeringens lovede Undskyldning må i hvert fald komme nu.<

3. Hvad en blind ser – artikel i bladet Frem fra 1925

Denne artikel er fundet i det populærvidenskabelige tidsskrift Frem fra 1925 og handler om en ung blind mand, som sammen med artiklens forfatter får aflivet adskillige fordomme om blindes begrænsninger. Da Frem aldrig oplyste navne på hverken forfattere eller medvirkende, har vi i bestyrelsen trods ihærdige forsøg endnu ikke fundet ud af, hvem der udtaler sig i artiklen og vil da gerne høre, om nogen ud fra indholdets oplysninger har bud på, hvem det evt. kan være.

Næste artikel hører sammen med den første og indeholder foruden billeder en række interessante faktuelle billedtekster, som altså nu er næsten 100 år gamle.

Den originale retskrivning er bevaret i begge artikler.

Når blind leder blind, falder alle i Grøften. Mundheldet siger det, og man skulde tro, at sådan måtte det altid gå. Bondebreughels berømte Maleri giver en gribende Illustration til Sætningen, og vi seende er nok tilbøjelige til at tillægge den en Gyldighed omtrent som en matematisk sætnings.

Henleder man Folks Opmærksomhed på, hvor sikkert blinde kan bevæge sig, selv i Københavns Gader, eller på, hvor godt Arbejde de kan yde, er de seende nær ved at tro sig stillet over for Brud på Naturlovene. Men hør nu.

Hvis jeg ikke vidste, at jeg har to glasøjne, vilde jeg sværge på, at jeg kunde se. Det Svar fik jeg af en meget intelligent blind, da jeg spurgte ham, hvordan det gik til, at han kunde færdes som han gjorde og stadig være behørig klar over de Ting, der omgav ham. Lys, sagde han, har jeg selvfølgelig aldrig Indtryk af; det er mig forsåvidt ligegyldigt, om jeg kommer hjem Kl. 2 Eftermiddag eller Klokken 2 Nat, selv om der er Forskel på Støj og Stilhed, Luftens Skarphed o. s. v. Men i dette, der hverken er lyst eller mørkt, møder Tingene mig som mørke Skygger. På en Afstand af nogle Skridt — altså for jeg kan nå den — virker de som en smal Streg; og når jeg nærmer mig, ser jeg, om Skyggen er høj eller bred. Men Skyggen er kun et Forvarsel om Tingen. Når jeg ved, eller tror at vide, hvad Tingen er, forsvinder Skyggen. Så er det, som om Tingen er stillet ind i Hjernen på en.

Dette, at man kunde se med Glasøjne«, måtte selvfølgelig nærmere undersøges, og det på et Sted og ved en Lejlighed, når det var sikkert, at han på Forhånd intet vidste om Omgivelserne. Så havde vi en Dag været på Langelinie. Vi havde gået i Samtale, og han havde glemt at lægge Mærke til, hvor vi gik. På Hjørnet af Grønningen og Kastelsgraven spurgte han så, hvor vi var. Han tænkte sig da, at vi kunde være et Sted i Gaderne uden for Østbanegården. I Stedet for at svare ham, spurgte jeg: Ja, hvad ser du selv? Han står lidt og vender Hovedet i forskellige Retninger, der, siger han så og peger ud over Kastelsgraven, er der tomt. Men lige ved os står der noget lavt, vistnok et Stakit i min Brysthøjde —det var en Tjørnehæk i Hoftehøjde, ca. 3/4m fra os. Langs Vejen står der Træer«, fortsætter han rigtigt; vi stod ud for et tyndt et, i ca. 2 m’s Afstand. Han vender sig igen og står nu med Ansigtet mod Bredgade. Her er der åbent, men der står vist store Huse på den anden Side af Pladsen. Der hørtes Færdsel, og det må have forklaret ham en Del. På så stor Afstand, fortsætter han, ser jeg ikke Skygger, men aner en Forskel mellem massivt og tomt. Stadig vidste han ikke, hvor vi var, det fik han overhovedet først opklaret, da jeg til sidst fortalte ham det. Havde han været alene, havde han jo spurgt sig for og havde på en Oplysning kunnet finde sig til Rette. Han var ikke faldet i Grøfter af nogen Art. — Fra vort første Stands gik vi nu videre mod Østerbro. Men allerede ved den store Tjørnebusk på Voldskrænten standsede han: Nu er der ikke mere åbent til højre. Der står en Busk. Hvorfor kalder du det en Busk? Jo, jeg ser en Skygge, der hverken ligner Træ eller Pæl, en ulden Skygge, mørk i Forhold til Omgivelserne, en Skygge af noget, der ikke er massivt. Vi gik da langsomt og på Grus, han mente absolut ikke at have hørt nogen Genlyd. Vi går så forbi den afskårne Del af Volden, der er bevokset og kun fornemmes som Buskads. Ud for det næste Stykke af Voldgraven siger han: Her bliver der åbent, men han kan ikke opfatte, at Voldgraven rammer Gaden i en stump Vinkel. Det første Træ, vi dernæst kommer forbi, udpeger han i en Afstand, der er så stor, at han rører det med Spidsen af sin Stok, idet han viser henimod det. Det er tykt, jeg kan knap spænde om det, forklarer han rigtigt. Ved andre Lejligheder har jeg senere bedt ham lade Hænderne glide op og ned i Luften foran sig, som han forestillede sig, de måtte gøre, hvis de skulde forestille Tingens Sider. Han har da gjort det omtrent rigtigt, og en Gang forklarede han: Jeg fulgte den Skygge, som advarede mig om, at der står noget foran mig. Vi fortsætter Turen fra før. Vi kom til det Sted, hvor der fra Fortovet går en Sti ned langs Voldgravens Bred. Jeg drejer vor Kurs mod Stien, men før vi har nået den, standser han: Er der en Trappe her? og jeg så ham spærre øjnene op for at iagttage. Han forklarede: Jeg prøvede at se frem. Jordens Overflade forsvandt foran mig, der blev tomt, og så tænkte jeg, at du vilde føre mig hen til en Trappe nedad. Jeg huskede ham på, at der var kommet to Damer op ad Stien i Samtale. Han mente ikke at have lagt Mærke til dem, men indrømmede at dette, hørte, kunde have medvirket til, at han fik sin Trappefornemmelse. I øvrigt er det hændt ham, at han er standset, idet han ville træede ud på en Gade, fordi han fik den Fornemmelse, at Gadens Midte buede opad som en ret høj Vold. Han så den da meget mørk, ligesom han ser andre Former træde mørke imod sig. Forklaringen på Gadens mørke Runding har han da fundet i, at den var våd, og derfor bevirkede et stærkt indtryk. — Vi går nu videre ad Stien mellem Træerne. Ved et tyndt Træ, der står i Græsset, ca. 4 m fra os, standser jeg og spørger, om han ser noget. Han peger i den rigtige Retning og mener, at der er noget, et eller andet. Nedadtil når Synskredsen Jorden. Stakitter giver Fornemmelsen af noget forneden og intet foroven. Og det forneden kommer forbi i Striber, når man går. Åbne Ståltrådsfletninger opfattes ikke. Opadtil synes Opfattelsesevnen ikke at nå ret meget over Hovedhøjde, uden for så vidt der høres Susen i Blade eller lignende. For Eksempel kom vi en Dag forbi Plankeværket om Blegdamshospitalets Have, der er et Par Håndsbredder højere end ham. Han mente, det var et højt Hus og undredes, da han fik at vide, hvad det var. Lidt efter, ud for det næste Stykke af samme Plankeværk, der fortsætter efter Afbrydelsen ved Porten, antog han igen, at vi gik forbi høje Huse. Og hvorvidt Lygtepælene eller Standerne til det elektriske Sporvognsnet var højest, kunde han ikke afgøre.

Vi har da nu afgrænset den Del af Omverdenen, som den blinde kan opfatte. Opfattelsen af Tingenes Form danner han sig selvfølgelig ved Beføling. Hvad der sanses på Afstand får et Navn efter en Ting, man har stiftet nærmere Bekendtskab med ved sine Fingres Hjælp. Og så står den Ting i ens Hjerne, indtil man måske når til en rigtigere Forklaring på, hvad det er, som findes der foran en. Også vi seende har jo vore Formbegreber fra vore Fingre. Og der er ingen væsentlig Forskel på, hvad blinde og seende Børn i Skolerne kan modellere, når da ikke Forbilledet er for omfattende.

Hvordan har det sig nu med blindes Evne til at opfatte Rum? Der er Tænkere og også Blindekendere, som mener, at Begrebet Rum ligger uden for blindes Fatteevne. Vi kan jo gøre en Prøve. Først skal jeg berette et Forsøg, der synes at give Tvivlerne Ret. En Dag gik jeg med den samme unge Mand, der før var Tale om, hen til en fritliggende Kuppelkirke, i hvis Indre der netop da var rejst Stilladser og Stiger. Jeg mente da, at et Par Ture uden om Bygningen kunde give Klarhed over Grundplanen — et græsk Kors med lige lange Arme, Kuplen over Midten — medens jeg senere kunde illustrere det indre Rums Form ved at tale ned fra Stilladserne under Kuplen og Skibenes Tøndehvælvinger. Imidlertid, Turene uden om Kirken — han gik to Gange alene og en Gang med mig gav ingen Klarhed, og i det indre var vi ikke mere heldige. Skønt jeg lod ham tale fra Midten ud i alle 4 Korsarme og gå ad Midtergangen op i dem alle, skønt jeg klatrede til Vejrs og lod min Stemme give Genlyd under Hvælvingerne, og skønt han forstod, at der var en Kuppel, var han dog ude af Stand til at give nogen Redegørelse for Rummets Form. — Men en anden Gang åbenbarede et uvilkårligt Udbrud med et, hvordan det forholdt sig med hans Rumsans. Han besøgte mig første Gang efter en Flytning. Den Stue, jeg tidligere havde beboet, havde han kendt ud og ind: et Kvistkammer med Indgang på den ene Langvæg, lige over for den stærkt fremhældende Skråvæg. Og mit nye Værelse var af næsten nøjagtig samme Karakter — men det vidste han intet om på Forhånd. — Idet han nu stod på Dørtærskelen, og inden han var trådt over den, brød det ud af ham: Men dette er jo Magen til dit forrige værelse. Ingen seende kunde mere hurtigt og træffende have udtrykt Rummets Form. Han forklarer selv: Jeg ved ikke af, at jeg havde nogen Fornemmelse af Genlyd, men den skrå Væg kom frem over mig som en mørk Virkning af store Skygger. Jeg er altid klar over Formen af de Stuer, jeg kommer ind i, og jeg ser det lyst og mørkt, men denne Fornemmelse er uden Forbindelse med Vinduerne og det virkelige Lys, selv om jeg ved, hvor det kommer fra! — En anden blind sagde engang til mig: Når jeg skal tænke, skal jeg være i et lille Værelse, hvor jeg mærker Væggene rigtig tæt om mig.— Hvor mange seende har så levende en Rumsans? Om blindes Rumsans i Almindelighed kan man vist sige: Et lille Rum føles stærkt, medens Rum, hvis Udstrækning går meget ud over, hvad vi før kaldte Synskredsen«, ikke lader sig opfatte.

Vi har nu en Ide om, hvordan Rum og Tingene i Rummet virker på en blind. Spørger man ham, med hvilke Sanser — Hørelse, Fingerfølelse eller andet — det er, han modtager disse Indtryk, kan han ikke svare ligetil og selvfølgeligt, men må forsøge sig med Ræsonnementer. — Hvorfra ved i øvrigt vi seende så sikkert, hvor meget af vore Indtryk der skyldes Øjet? Blot derfra, at, når vi lukker Øjnene, så ser vi ingenting. Om denne Målestok, som vi altid retter os efter, er tilstrækkelig, er en Sag for sig. Men selv en sådan har den blinde ikke; han kan ikke vilkårligt åbne og lukke for de Sanser, han bruger, og derfor har han meget svært ved at erfare, hvor meget hver af dem betyder. — Som nu Hørelsen. Hvilken Rolle spiller den ved Dannelsen af de Forestillinger, vi talte om: de uvilkårlige Synsbilleder hos ham med de to Glasøjne? Man kunde tænke sig, at han — der oven i Købet er uddannet som Musiker — havde en særlig fin Fornemmelse for Tingenes Genlyd. Men kun over for store Hulheder som Porte og Døre er det ham muligt at iagttage, at Indtrykkene kommer til ham gennem Øret. En Gang, vi var ude for at se Skygger, sagde han: Det kunde aldrig falde en ind at vende øret til den Genstand, man vil opfatte. Man nidstirrer, og da så jeg små blå Årer om Øjnene træde tydeligt frem, medens han stirrede på Træet, der stod 3-4 Skridt fra ham. Så gav han rigtig Besked som Resultat af Nidstirringen, derefter stillede han sig op med Siden, øret, vendt mod Træet, og lo ad den meningsløse Stilling. Og jeg har set andre blinde standse op foran en Rendestenskant, bøje Hovedet fremover, og, efter gjort Iagttagelse, forsigtigt føre Foden ud på Gaden. Simpelthen en Hørekunst er den blindes Orientering ikke. Det viste sig allerede i Kirken, da de stærke og for en seende så malende Ræsonnanser ikke gav ham forestilling om Rummet. Og engang gik vi i en Gade langs Villaer, medens der på den anden Side lå høje Huse. En Arbejdsvogn rumlede forbi, og jeg indbildte mig at kunne høre Husene på Genlyden, men han sagde: vent til der bliver mere stille. Spektaklet blænder mig. Jeg kan ikke opfatte noget. Men øret, Egnen om øret og i hele Ansigtets Nerver er det, der er virksomt. Han fortæller: Når Forkølelse gør mig døv, så først er jeg rigtig blind. Når jeg er stærkt forkølet, kan jeg ikke orientere mig, selv i vore egne Stuer, hvor jeg jo ellers færdes fuldkommen sikkert. Men så er jeg hele Tiden ved at vælte Møbler og rende Familiens Medlemmer over Ende.

Et klart Indtryk af, hvilken Fornemmelse der er Grundlaget for Afstandsdannelsen af Forestillinger, kan også vi seende få. Før en Hånd hen forbi Kind og Øre uden at røre: man mærker den, og man hører måske en svag Kogen i Øret. Dette er, hvad de blinde kalder deres Ansigtsfornemmelse«. På den reagerer Hjernen, og Forestillingerne dannes, som om de var Synsbilleder«.

Det var Rum og Form. Men nu den særlige og rigt nuancerede Del af Formverdenen, der udgøres af ens Medmenneskers Legemer og disses Stillinger og Bevægelser, hvorledes opfatter den blinde dette? Et Eksempel vil vise det, hentet fra mine Samtaler med den samme, der var Hovedpersonen i det foregående. — Vi er i hans Fætters Værelse. Men Fætteren tager ikke Del i Forsøgene, han bare undrer sig, da jeg pludselig spørger: Ser du, hvordan jeg sidder her i Sofaen? Ja, svarer han, det har jeg hele Tiden været klar over. Og han, der har gået op og ned i den anden Ende af Stuen, 3-4 Skridt fra mig, ikke nærmere end 3 Skridt, anbringer sig straks i Stuens anden Sofa i en Stilling, der i Hovedtrækkene så slående ligner min, at hans Fætter og jeg ser på hinanden med Forbavselse: så sikkert og selvfølgeligt efterligner han mig. Han siger: Du sidder tilbagelænet, i en henslængt Stilling, men Overkroppen bøjer noget fremover, og efterhånden, som han sætter sig til Rette, føjer han rigtigt til: Du hviler dig vistnok på den ene Albue — hvilken ved jeg ikke — og Benene ligger vel henad Gulvet; disse sidste Træk kom med som naturlige Følger af Opfattelsen af Stillingens egentlige Motiv. Og denne sin Opfattelse havde han øjensynligt dannet sig rent uvilkårligt. Mit Spørgsmål var kommet aldeles overrumplende, noget sådant er en blind næppe før blevet spurgt om. — Da vi bagefter taler om, hvordan hans Forestilling kan være dannet, ved han det ikke umiddelbart, sådan som vi ved: det så vi, eller: det hørte vi. Han fremhæver: Hovedpunktet er, at selve Forestillingen hverken er Høre- eller Føleforestilling og heller ikke skyldes et Tankeeksperiment. Den opstår af sig selv, som om jeg så. Ved fælles Eftertanke finder vi så ud af, at følgende kan have haft Betydning: for det første, og vistnok mest, at min Stemme kom fra en Højde over Gulvet, der hverken svarede til en oprejst, siddende eller til en helt liggende Stilling; dernæst at jeg talte fremad i Stuen og ikke opad mod Loftet, og endelig, at min Stemme måske ved Stillingen er kommet til at lyde noget presset. I sit eget Muskelsystem har han uvilkårligt følt min Stilling. Og disse Muskelfornemmelser er blevet meldt til Hjernen, der former dem til en Forestilling, der har haft Karakter af et Synsbillede.

Endelig er der jo det gammelkendte Problem: Den blinde og Farverne. Vi vil se på det ud fra den samme Persons Standpunkt. Da må vi først behandle hans Erindringer fra Tiden, før han helt mistede sit Syn. At han ikke er aldeles blindfødt vil være fremgået af næsten alt det foregående. Han ved, hvad det betyder, når han siger: lyst og mørkt, eller når han karakteriserer en Forestilling som Synsbillede. Den absolut blindfødtes Forestillingsverden vil vi aldrig kunne direkte sammenligne med vor egen, thi om mange af vore vigtigste Begreber er der det, at han enten ikke kender deres hold og Betydning, eller at vi ikke kan vide, hvad han lægger i dem. Der er blindfødte, som siger, at de ser, når de drømmer; men hvad de mener dermed, kan vi aldrig få at vide. Så meget kan dog siges, at der næppe er nogen Væsensforskel på den blindfødtes Verden og den, hvori et Menneske lever, der som han, vi her taler om, i de sidste 15 af sit Livs 25 År har været absolut udelukket fra lyset. Og fra ham fører der til vor Verden den Bro for Forståelse, som bygges af Erfaring med Hensyn til Ordenes Indhold.

Hans Erindringer fra Tiden før Synet helt svandt, er meget få. Efter at han i en Uge havde tænkt over dem, var følgende Hovedindholdet af, hvad han havde at fortælle derom: Der er to Perioder. Den ene går til jeg 4-5 År gammel ved en Operation mistede Synet på mit bedste Øje; den anden Periode går fra da, indtil jeg i 10 Års Alderen mistede Synet helt. Jeg har aldrig været andet end meget svagtsynet. Jeg har aldrig kunnet kende Mennesker på Udseendet, har aldrig set Trækkene i et Ansigt. Fra den første Periode husker jeg kun et enkelt Synsindtryk: en Udsigt fra Vinduet over vor Gårdsplads. Og så ved jeg, at jeg har set Huse og Træer, Heste og Køer, men det var vist senere, da jeg kun så Tingene som farvede Masser. I den anden Periode havde jeg kun Lysfølsomhed og Farvesans. Min Verden var broget. Jeg havde en Æske Farveklodser, som jeg legede med, og af dem kunde jeg danne Flag og Stjerner og sligt. Jeg havde også en Farvelade, der beredte mig store Nydelser; navnlig havde jeg Fornøjelse af at smøre Papirstykker over med blåt; så kunde jeg sidde og betragte det i lange Tider. Lige til det sidste kunde jeg se Himlens blå Farve, og det stærkeste Synsindtryk, jeg overhovedet mindes, er Erindringen om en lille Pige i en rød Kjole. Hans Moder husker, hvordan han kunde beundre de grønne Trækroner mod den blå Himmel.

Vi vender nu tilbage til et Forsøg af samme Art som de første. Han og jeg går i Udkanten af Fælledparken en Sommerdag. Der står et Buskads, siger han, vi er 1½ — 2 m. fra det. Hvorfor tror du, det er et Buskads? Jo, når jeg fornemmer til højre, er det der, og ligeså når jeg fornemmer til venstre. Det har altså en stor Udstrækning i Bredden. Når jeg siger, det er et Buskads og ikke f. Eks. en Mur, er det vel, fordi det ikke er massivt. Jeg synes, der er mørkt i den Retning. Jeg ser en mørk, massiv Masse. — Men når du nu siger jeg, ser dette Buskads, ser du det så grønt? Nej. Han ser aldrig Farver på Ting. Her går vi i det klareste ubrudte Solskin, og skønt den blå Farve er fast sammenknyttet med hans Barndomserindringer om et sådant Vejr, ser han dog ikke Himlen blå. Her går vi i blødt, dejligt Græs, og skønt han det meste af sin Barndom har leget i det grønne, får han dog ikke Fornemmelsen af grønt ved at træde i Plænerne. Men, siger han, jeg må passe på, når jeg skal beskrive disse Fornemmelser; jeg kan let forestille mig Græsset grønt; men den uvilkårlige Fornemmelse er der aldrig.

Heraf må det fremgå, og han selv føler det umiddelbart, at de mørke Skygger, der advarer ham om, at han nærmer sig Ting, ikke opstår som Mindelser fra en seende Tid. Gjorde de det, vilde de rimeligvis være farvede. Men ligesom den seendes Synsnerve giver Lysindtryk for enhver Påvirkning f. Eks. for Slag, vi ser Stjerner — således kunde man tænke sig, at den Del af Hjernen, der danner Formforestillinger, altid danner dem af Fornemmelserne lyst og mørkt, selv om to Glasøjne hindrer selve det virkelige Lys i at påvirke Bevidstheden.

Angående Farverne har vi endnu kun nået det negative: at der ikke til Indtryk af Ting knytter sig uvilkårlige Farvefornemmelser. Og dog har den blinde sådanne Farver, siger vor Hjemmelsmand, der hører fast sammen med Stemninger, Lyde og Klange. Medens jeg f. Eks. aldrig tænker på en Plæne som grøn, er D-Duren for mig altid blå. På Blindeinstituttet taler man om gule Operaer, om brune og blå Stemmer. Og en blind Musiker af mit Bekendtskab forklarede mig engang, at når han skulde lære et Koncertprogram udenad, var det ikke Noderne, han indprentede i sin Hukommelse, men derimod de brogede Farverækker, som Tonerne kaldte frem for ham. Huskede han dem præcist, kunde han også spille sine Stykker, som var han en seende Musiker foran en Nodestol. — Som med Fornemmelserne lyst og mørkt, således ser vi da også, at Farvefornemmelserne skyldes en Hjernevirksomhed, der ikke behøver at standse, fordi Øjet svigter.

Når da nu den blinde er i Stand til at danne sig Forestillinger, som vi troede afhængige af Øjets Evne: Rum, Form, andres Stilling endog Farve, så vilde det unægtelig være af Interesse, om en blindfødt — for vi mener jo at måtte betragte den blindfødte som hørende til samme Kategori som den omtalte Mand — om en blindfødt, der med et var blevet seende, kunde fortælle os, hvorvidt hans Blindeforestillinger svarede til dem, han dannede sig af Tingene, nu han kunde se. — Sådanne Tilfælde er imidlertid så godt som ukendte. Dog fortælles det, at engang skal en blindfødt ved at løbe Hovedet mod en Lygtepæl pludselig have fået Synet. Noget inde i øjet var faldet til rette, og Organismen var nu brugbar. — Mandens Skuffelse ved at være blevet seende skal have været uhyre. Nu først var han hjælpeløs og famlende. Intet kunde han genkende, det var knapt han turde røre sig.

Historien lyder sandsynlig. Vi kan selv opleve Paralleller til den ved pludselig Opvågnen. Jeg selv havde en Morgen en Oplevelse, der i det væsentlige må svare til denne blindfødtes. Jeg lå hensunken i en Morgensøvns Bedøvelsestilstand, da min Stuekammerat, en ung Dreng, kom stormende ind fra sit Styrtebad for at hente noget. Han var splitternøgen og væltede i Skyndingen en Stol. Braget vækkede mig. Det vil sige: Jeg slog Øjnene op, men var endnu bevidstløs. Synsindtrykkene vakte ingen Forestillinger, jeg kunde ikke opfatte, hvad jeg så. Fornemmelsen kunde måske sammenlignes med den, man vilde have foran et kubistisk Pakkassemaleri, når man kom til det med Forventning om, at det skulde forestille noget. Jeg følte Øjet bogstavelig talt fyldt til Trængsel af Indtryk, der ikke kunde komme videre, ikke kunde henføres til noget, og jeg blev grebet af Angst: jeg var ligesom kommet til en ukendt, fjendtlig Verden. Jeg fornemmede noget, der var koldt rødt (det var min Dyne), og noget, der var varmt rødt (det var Væggen) og derimellem noget, som skinnede grønligt (det var Lagenet, der selv farveløst antog Komplementfarven til rødt), og midt i alt dette kæmpede noget mærkeligt kødfarvet noget for at gøre sig gældende. Alt var mystiske Farveflader, lige nære og lige fjerne. Først dæmrede det så for mig, at det kødfarvede måske havde med Menneskehud at gøre. Men jeg så det ikke som en Ryg, der et Par Alen borte var bøjet væk fra mig. En kraftig Skygge langs Rygraden og om Skulderbladene delte Figuren for mig, og jeg tumlede vagt med Forestillinger om et Bundt Arme, der blev holdt sammen som Hjuleger eller lignende. Alt eksisterede for mig inde i mit Øjeæble, der var, som skulde det sprænges, indtil jeg pludselig i min Vånde slog ud med den ene Hånd. Håndbevægelsen bevirkede en pludselig og mirakuløs Sceneforandring: fra et ukendt uhyggeligt Land var jeg hensat i min egen Stue. Nu så jeg alt, d. v. s. jeg vidste, hvad jeg så. Ved Håndens Berøring af Sengekanten og en Stol fandt Øjets Indtryk sammen med Hjernens Fond af Forestillinger om Ting og Rum. Og før det er Tilfældet, er ingen seende.

Et Sted i Dantes Paradiso er en sådan pludselig Opvågnen benyttet i en Lignelse. Der står: ligesom man vågner op ved det skarpe Lys, idet Glansen går igennem Øjets Væv, og den vækkede — så bevidstløs er hans pludselige Opvågnen — fatter Rædsel for det han ser, indtil Dømmekraften kommer ham til Hjælp, således o. s. v.

Den blindfødte, der med eet blev seende, fattede ved sin pludselige Opvågnen Rædsel for de Indtryk, der fyldte hans Øje i smertelig Trængsel, indtil Dømmekraften kom ham til Hjælp, d. v. s. indtil der kom Forbindelse mellem hans Hjernes Forestillinger og de nye Indtryk i Øjet. Dette kunde for mig hin Morgen ske ved en enkelt Håndbevægelse, men han har Skridt for Skridt måttet fæste Synsindtrykkene sammen med sine Begreber om Form og Rum o. s. v. Først når han har kontrolleret sine Synsbilleder ved Beføling af Genstandene, har han kunnet genkende Tingene og sætte dem på Plads alene ved Synets Hjælp. — Og en tilsvarende Udvikling har vi alle gennemgået, som små Børn.

Vi har nu skridtvis fået Forbindelse mellem den blindes Verden og vor egen; og vi skulde så bedre kunne sætte os ind i, at man uden Synet kan færdes, kan gøre et Menneskes Arbejde og være Menneske som andre.

4. Billeder og billedtekster til forrige artikel

Billedtekst: Bondebreughel (1525-69, Hollander) : Når blind leder blind. Maleri, nu i Neapel.


Billedtekst: Der findes i Danmark ca. 1500 blinde. De uddannes eller er uddannet på Statens to Blindeinstitutter. Indtil sit tiende År er den blinde på Forskolen på Refsnæs, derefter ca. 8 År på Instituttet i København. Dette, der rummer ca. 100 Elever ad Gangen, er dels som en almindelig Barneskole med Undervisning i Folkeskolens Fag, dels en Håndværkerskole for de Håndværk, der egner sig for blinde, dels endelig Musikkonservatorium. Denne brogede Sammensætning af Fag giver Blindeinstituttet et for det særligt og tiltalende Præg af mangesidigt Liv. Efter Instituttiden er de gamle Elever i ca. 3 År på Konto, de får en videre Uddannelse ude i Byen og på Landet, hos Mestre og Lærere. Derefter skulde de fleste være i Stand til at klare sig selv. Forskellige Foreninger har det Formål at støtte dem i Kampen for at nå dette. Mange evner helt at stå på egne Ben. Vort første Billede viser en blind Børstenbinder, der skærer en Fejekost til. Børstenbinderiet er det Fag, der ernærer de fleste blinde. I Konkurrencen med de seende hæmmer det dem, at de arbejder langsommere, men deres Produkter er fuldt ud på Højde med andres.


Billedtekst: Her ser vi en blind Kurvemager, der bevikler Stolens Armlæn. Næst Børstenbinderiet er Kurvemageriet de blinde Mænds vigtigste Erhverv. Mange ernærer sig desuden som Tøffel- og Skomagere. Med den fyldige Uddannelse, de har fået som Elever og Konto-Elever, er de ofte fortrinlige Håndværkere. Såvidt som ved Børstenbinderiet ligger Vanskelighederne i disse Fag ikke i Produkternes Kvalitet, men i en vis Langsomhed ved Arbejdet og — for de mange selvstændige blinde Småmestre — i Varernes Afsætning. Det gammeldags Salg ved Folks Døre er tidsspildende og føles nedværdigende, og den enkelte kan vanskeligt holde en Butik gående. Derfor har man allerede forlængst samlet en Del af de blinde Håndværkere i Fælles-Værksteder med egen Butik, det velkendte De Blindes Udsalg i Store Kongensgade. Desuden har i den sidste Tid de blindes egen Organisation Dansk Blindesamfund oprettet Butikker i Ålborg og København, hvor man søger at centralisere Salget fra de mange Småvirksomheder. Den flittige og dygtige blinde Håndværker, der ofte må føle sig hårdt handicappet i Kampen for Tilværelsen og som ofte kan føle sig fristet til i selvopgivende Mismod at lade Hænderne synke, fortjener ikke blot vor filantropiske Medlidenhed, men han er værdig til den medborgerlige Støtte, der udtrykker sig deri, at vi Køber hans Varer som det de er: gode og konkurrencedygtige.


Billedtekst: Blandt de kvindelige Håndværk indtager naturligvis Syning og Strikning en Hovedplads. Billedet her viser. at de blinde Piger ikke blot kan sysle med Håndarbejder, men kan drive Arbejdet erhvervsmæssigt med Anvendelse af Maskiner. Det er Strikkemaskiner, der er skruet til det store hvide Bord. Den unge Pige nærmest os spoler, hun i Krogen strikker. Forrest ses den enkle, men fintfølende Strikkemaskine. — I Skelskør har en nu Ældre, blind Mand i mange År ledet et Maskinstrikkeri, hvor han anvender blinde Piger til Maskinernes Betjening.


Billedtekst: Interiør fra den ene af Blindeinstituttets to Vævesale. 18 Væve er her i Gang, og rundt i Landet findes 29 blinde Væversker, som får deres meste Arbejde gennem Instituttets Lærerinde i Faget, Frk. Marie Bentzen, der foruden Undervisningen også leder Erhvervets forretningsmæssige Side. Gennem hende er således, foruden mange private Bestillinger, effektueret store offentlige Bestillinger, f. Eks. alle Gardiner til det nye Finsen-Hospital på Strandboulevarden. Så fortrinligt er endog de blinde Væverskers Arbejde, at man har indbudt dem til Deltagelse i den internationale Kunstindustriudstilling i Paris, hvor de således nu er med til at repræsentere Blomsten af dansk Håndværk.

Billedtekst: Dette Billede viser de blindes smukke Udstilling på Købestævnet i Fredericia i Sommeren 1924. Kraftige Indskrifter reklamerer for Dansk Blindesamfunds Butikker.


Billedtekst: Vi har alle hørt om de blindes følsomme Hænder. Mange af os kender den nænsomme Strygen, den fine Måde, hvorpå den blinde føler sig for, idet han med Hænderne ligesom udtrykker sin Forståelse af sin Genstand. Den blindes Greb om ens Hånd eller Arm påvirker en derfor ofte som Behag. Selve Hudens Følsomhed er næppe — efter videnskabelige Iagttagelser — større end hos seende. Men den Lange Træning under Nødvendighedens Pres har opøvet Forbindelsen mellem Hudsanserne og Hjernen til en Præcision og en Nuancering, der ligger uden for det seende Gennemsnitsmenneskes Muligheder. At mange blinde har Betingelser for at blive fortrinlige Massører, er således indlysende. Der findes her i Landet cirka 20 blinde Massører og Massøser, og de hævder en smuk Plads inden for deres Fag.


Billedtekst: Ganske vist er det en Fejltagelse, når Folk almindeligvis tror, at blinde er særligt musikalske, men dels tvinger Manglen på Syn enhver velbegavet blind til ganske stædigt at træne sin Hjerne til Opfattelse af de Indtryk, Øret giver, og dels gennemgår alle de blinde, der af Naturen er musikalske, en særlig omhyggelig Uddannelse. Denne begynder i 8-Års Alderen på Forskolen, drives i hele Instituttiden og afsluttes efter yderligere 3-4 Års Uddannelse med Organisteksamen. Således rustet står den blinde Musiklærer og Organist blandt sit Fags sikreste Folk. Han spiller alt udenad. Hidtil ukendt Musik indstuderer han ved først at lære sine Noder, som han læser med Fingrene, og ved Stykke for Stykke at indøve, hvad han har lært. En øvet blind Organist kan på denne Måde lære en ham hidtil ukendt Koral i flerstemmig Udsættelse for Kor eller Orgel på et Kvarter eller en halv Time og kan på Grund af denne Hurtighed holde Trit med alle de Krav, Kirketjeneste eller Elever stiller. Skal han spille til Gudstjeneste, skal han således blot — som enhver seende — Dagen før have opgivet Salmenumrene. Han er fra Instituttet udstyret med alt det gængse Nodemateriale, og hvad han derudover vil få Brug for, kan han rekvirere. Nogle Præster nærer en meningsløs — og næppe helt kristelig — Angst for at få blinde Organister til Medarbejdere. De, der har prøvet det, udtaler dog alle, at de praktiske Vanskeligheder er uden Betydning; fra over 50 Præster foreligger der herom skriftlige Vidnesbyrd. I Øjeblikket er 29 af Landets Organistembeder besat med blinde, men der er en halv Snes uddannede Organister, der ikke har fundet Ansættelse, og det er meget beklageligt, både på Grund af det personlige Arbejde, de har lagt i deres Uddannelse, og på Grund af de store Summer, denne har kostet Staten. Vort Billede viser unge Elever foran Instituttets Kirkeorgel (3 Manualer og Pedal), ved hvilket Uddannelsen og de daglige — gennem År fortsatte — Øvelser foregår. Foruden i Orgelspil undervises i Sang, Klaver, Violin og Violoncel, samt Musikteori, Harmonilære, Kontrapunkt og Komposition.

Billedtekst: Alle de blinde Musikere lærer Klaverstemning. Mange er ansat hos de store Pianofabrikanter. En af disse — Hr. Hermann Petersen — udtaler til os, at blandt Fagets dygtigste Folk er der flere blinde. En blind har i 50 År været hans Firmas første Kraft på Klaverstemningens Område.

Billedtekst: For de blinde er Forsyningen af Punktskriftbøger Litteratur og Noder af stadig aktuel Betydning. Skriftsystemet — der er opfundet 1828 af Franskmanden Louis Braille, selv blind — består af 6 ophøjede, let Følelige Punkter, der ved Omstilling i forskellige Figurer kan danne Tegn for alle Bogstaver, Tal og Noder. Der prentes på tykt, elastisk Papir, fra højre til venstre, og man læser, idet man lader Fingrene glide hen over Papirets modsatte Side, fra venstre mod højre. Billedet forestiller den kendte blinde Digter P. Ommerbo i Færd med at skrive. I højre Hånd holder han Pennen, foran ham ligger Skrivetavlen med Papiret, der af en Ramme holdes fast mod et Læderunderlag. I Rammen kan en Metallineal skydes op og ned, i den er hugget 16 Rækker Huller af denne Form. Man skriver ved at trykke Pennen i Papiret ud for en eller flere af de 6 Bugter. Småt kan der ikke skrives, og da Papiret må være tykt, bliver Bøgernes Format vældigt. De tre Folianter er — Psalmebogen, den, der ellers kan blive borte i en Dames Kåbelomme. Mange, men ikke tilstrækkeligt mange, seende erhverver de blindes Taknemmelighed ved i deres Fritid eller Otium at skrive gode Bøger af i Punktskrift og skænke dem til Blindebibliotekerne. Det er en let og tilfredsstillende Syssel, og der er en stor Litteraturhunger at tilfredsstille. Har man Tid og Lyst, henvender man sig til Blindeinstituttet, Kastelsvej 60, Kbhvn. Ø. Om Skrivetavler, Papir etc.

Billedtekst: Punktskriftsbøger kan også fremstilles på Trykkerier. Den Mand, der her sidder ved Prentemaskinen, Hr. Tindrup, er herhjemme den opfindsomme Foregangsmand på dette Område. Selv blind har han i mange År efter egne Metoder fremstillet trykte Bøger, indtil han nu har fået den moderne Maskine, han her betjener. Ved Hjælp af den skriver han Bøger i Blikplader, hvorover der så kan tages Aftryk i Papir. — Der findes tre Punktskriftstrykkerier. Dette er Instituttets, der fremstiller Skolebøger, Bibler og Salmebøger samt Noder. Mange er de Værker selvfølgelig ikke, der efterspørges så stærkt, at der er Mening i at fremstille dem på denne kostbare Måde. Afskrivningen med Hånden overflødiggøres ingenlunde. Det andet Trykkeri tilhører Foreningen Danmarks Blinde, og det er optaget af Udsendelsen af Ugebladet De Blindes Budstikke’ hvis Indhold er underholdende og oplysende. Det tredje Trykkeri tilhører Dansk Blindesamfund; det udsender dets Medlemsblad og det er Hensigten at udgive enkelte Bøger at almen Betydning. Der arbejdes for Tiden på Munchs Samfundslære. Men med de indskrænkede Midler er Arbejdet langsomt.


Billedtekst: Dansk Blindesamfunds Hus, Bogensegade 4. To Ældre Foreninger tager sig hver af sin Side af Blindesagen. Danmarks Blinde er en Oplysningsforening; Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed arbejder efter sit Navn og er kendt ved sin Forretning i Store Kongensgade, Blindes Udsalg. Dansk Blindesamfund er de blindes egen Organisation. Det kunde i December 1924 indvie denne Bygning, som det kaldte Folkets Gave, fordi Midlerne var indkommet ved Mærkedage. Her bortgives nu 3 Friboliger til gamle blinde, medens man til andre 26 kan udleje Lejligheder med en årlig Moderation af 250 Kr. til hver. Det store Håb er, at Legatstiftere vil tænke på dette Hus og skænke flere af de Friboliger, der så hårdt tiltrænges.

Redaktionel bemærkning: Det fremgår af artiklen, at punktskriften blev opfundet i 1828. Men ifølge bl.a. Den Store Danske og Wikipedia skete det i 1825.
5. Blindemuseet og dets skaber – artikel fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad 1982
af Poul Glygård.
Denne artikel, som her bringes i en let redigeret udgave, stammer fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 5 1982, og dens forfatter var blandt meget andet redaktør af Medlemsbladet fra 1940 til 1968.

Sommeren 1968 blev en travl tid på det gamle blindeinstitut på Kastelsvej. Alt skulle ud og flyttes til det nye på Ry­marksvej. Igennem 110 år havde der samlet sig meget i skabe, i kældre og på lofter. Der blev en stor bunke, som blev dømt til destruktion.

Lykkeligvis var der nogle mennesker – i første række ægteparret Folke og Anna Johansen, som forstod, at denne bunke inde­holdt helt uerstattelige, historiske værdier, og de reddede, hvad reddes kunne fra tilintetgørelsen. Alt lykkedes det dog ikke at få med. Siden har Folke Johansen med støtte fra mange sider sorteret, identificeret og registreret mange af de ting, som i 150 år var blevet anvendt i blindeundervisningen. Det er blevet til 2000 forskellige genstande og skrifter, som er blevet suppleret med, hvad man har kunnet finde i arkiver, antikvariater og på anden måde.

Det hele er samlet i et kælderlokale på Blindeinstituttet på Rymarksvej og er blevet til et af de bedste blindemuseer i Europa, ja, antagelig i verden. Kun Wien har et mere righoldigt museum, men det er mindre velordnet.

Ved hjælp af reoler er rummet delt op i afsnit, som tilsammen viser meget fra blindes liv og undervisning gennem 200 år, endog et værkstedsmiljø fra det gamle institut på Kastelsvej.

De ting, der vil blive nævnt i det efterfølgende, findes på museet.

Folke Johansen, der jo som bekendt er instituttets tidligere inspektør, er ud­mærket klar over, at blinde ikke bare bliver grebet af nostalgi, når de besøger ham på museet, men af en ægte interesse for den udvikling, som vi i dag bygger videre på. Der er da ikke noget, han hellere ville end at give fri adgang til museet, men endnu mangler der en del, før man er klar til en større invasion. For øvrigt får man nok mere ud af at besøge museet i mindre grupper.

Når man stiger ned til ham, føres man 200 år tilbage i tiden, til den tid, hvor blinde var henvist til arnekrogen eller til tiggerskålen med eller uden musik.

Den franske embedsmand Valentin Haüy oplevede blinde musikanter på gader og cafeer og fik den tanke, at de da vist godt kunne lære andet og mere, og han oprettede i 1784 en skole i Paris – siden også i Sct. Petersborg og Berlin.

Herhjemme gik Kjæde-ordenen i spidsen ved at lave en lille blindeskole bag Helligåndskirken i 1811. I 1825 indrettede ordenen en arbejds- og forsørgelsesanstalt, som kom ud for nogen kritik, også fra lægelig side. De »blinde subjekter« sad for tæt sammenpresset, blev for sjældent vasket og under­tøjet burde skiftes tiere.

Man fandt det også uheldigt, at kvinder og mænd blandedes. Det klarede man senere ved at skille sig af med mændene. For øvrigt førte det til, at ordenen samlede penge ind til et egentligt blindeinstitut, som kunne drives af staten. Det kgl. blindeinstitut kom til verden 1858, men ordenen havde ikke der­ved mistet pusten. I 1861 opførtes et asyl for blinde børn.

Der var 3 ansøgere til stillingen som for­stander på det nye institut på Kastelsvej. Den ene døde. Otto Ottesen forberedte sig til stillingen ved nogle rejser i udlandet. Fra England hentede han Moonskriften hjem. Den bygger lige­som den hidtil anvendte reliefskrift på ophøjede trykte bogstaver. Moonskriften anvendes for øvrigt endnu af ældre blinde i England. Fra Paris hentede han Louis Brailles punktskriftsystem hjem. Han nåede dog kun at blive førstelærer, idet den tredje ansøger cand.theol. Johannes Moldenhawer fik stillingen. Han var en meget dygtig mand. Talte og skrev engelsk, tysk, fransk og latin flydende, men han synes at have været noget af en despot. Nogen tilhænger af punktskriften var han ikke. Han fandt, det var rart for lærerne, hvis de umiddelbart kunne læse den skrift, de skulle undervise i. Vel kunne eleverne læse reliefskriften meget langsomt, men de kunne ikke skrive den, så det blev nu alligevel nødvendigt at indføre punktskriften, og det var eleverne glade for. De fandt øjensynligt, at det var rart, at også de kunne læse og skrive, hvad de lærte

I den kommende tid spillede to mænd en stor rolle i undervisningen. Det var cand. theol. C. F. Guldberg, der satte sig et minde med opfindelsen af blyant­apparatet, som satte blinde i stand til at skrive almindelige blokbogstaver med blyant. Der undervistes i brugen af dette apparat helt op til 1928.

Hans bror, cand.polyt. Friborg Guld­berg, kunne ikke blive lærer Det krævede dengang, at man var cand.theol.

Han blev leder af instituttets hjælpemiddellaboratorium og lavede mange værdifulde ting til undervisningsbrug. Han fremstillede skindtavlen, den så­kaldte dansktavle, fine kort til geografiundervisningen, insekter og sjældne skabninger i en størrelse, så blinde kunne få indtryk af disse væsener. Han lavede regnetavler, tegnebestik til geometriundervisningen og mange andre ting, som ikke siden har været overtruffet. Mens broderen fik fortjenstmedaljen i guld for sit blyantapparat, måtte Friborg Guldberg ende sine dage på Sct. Hans.

Almindeligvis endte eleverne, når de forlod instituttet, i en krog et eller andet sted, hvor de ikke kunne bruge, hvad de havde lært. Derfor oprettede en kreds af mennesker i 1862 «Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksom­hed«. Den oprettede værksteder og hjalp selvstændige blinde i deres er­hverv.

I 1883 etableredes foreningen Danmarks Blinde, De Blindes Læse- og understøttelses-forening, som blev ledet af den blinde pianostemmer Johannes Wulff.

Fremstilling og mangfoldiggørelsesmetoderne af punktskriften var dengang uhyre primitiv. Først brugte man løse typer, som blev stillet sammen til en sats. Herefter lagde man fugtigt papir over og rullede over papiret med en gummirulle, indtil prikkerne var så tydelige, at de kunne læses, men meget snart gik man over til zinkkliche­er, fremstillet på en stereotyperingsmaskine, og mange vil huske »Wulfftavlen«, som også var hans værk. Wulff udviklede den første egentlige punktskrivemaskine. Han udviklede ligeledes sammen med den senere inspektør Wildau på instituttet det første forkortelsessystem. I det betyder et »G« ikke gør, men Gud. Dette hænger sammen med, at der i starten væsentligst overførtes religiøse skrifter.

Disse historiske kendsgerninger fortalte museet mig, da jeg besøgte Folke Johansen, ja, det fortalte meget mere.

Jeg kunne nævne den danske købmand, Daniel Fürst, som i 1805 besluttede at blive blindelærer. Det blev han på et halvt år i Paris, og ved sin hjem­komst fik han ansættelse ved Kjædens skole. Eller Frederik den 6., som lod sin nådes sol skinne over alumnerne på skolen, da han i 1814 vendte hjem fra Wiener-kongressen med adskillige ting til dem fra blindeinstituttet i Wien. Jeg kunne også fortælle om den blinde fløjtenist Peter Jensen, som blev ansat som organist i 1828 ved Sct. Petri kirken, og som har efterladt sig en række kompositioner, der findes i museet. Også det gamle orgel er efter en omflakkende tilværelse endt på instituttet.

Jeg viger ikke tilbage for at sige, at Folke Johansen har reddet væsentlige dele af vor fortid fra glemslen.

Redaktionel bemærkning: Folke Johansen døde i 1986, og museet eksisterede indtil 2011, og dets indhold opbevares nu på Medicinsk Museion, som er en del af Københavns Universitet.

6. Pistolstræde på Blindeinstituttet i Hellerup

af Peter Frederik Hansen

Bestyrelsen får ofte vidt forskellige spørgsmål med relation til blindes historie. F.eks. har et af selskabets medlemmer, Allan Fohlmann med reference til den gamle gade Pistolstræde i København spurgt, hvorfor en af gangene med elevværelser på Blindeinstituttet i Hellerup ret tidligt også fik navnet Pistolstræde.

Ingen i bestyrelsen vidste dette, men det gjorde et andet af vores medlemmer, Peter Frederik Hansen. Her kommer i en let redigeret udgave hans beretning, som også indeholder mange af de øvrige minder, han har fra sin tid på instituttet.

Da jeg er en af ophavsmændene til nævnte stræde og har boet på Pistolstræde i flere år, må jeg vel hellere fortælle historien.

Samtidig får I også nogle af mine erindringer fra en, for mig, gylden tid på det dengang nye Blindeinstitut.

Værelsesgangene på første sal på Statens Institut for Blinde og Svagsynede i Hellerup havde i 1968 følgende betegnelser:

A-gangen, hvor de unge piger boede under behørigt opsyn af Dagny Olesen. B-gangen var for senblindekursisterne, og hvor frk. Fangel huserede. C-gangen havde Helle Harder, som socialpædagog, og her boede elever, som man forventede kunne klare sig selv. D-gangen havde Gudrun Vestergård og flere andre socialpædagoger. Her boede også yngre og elever, der kunne have brug for ekstra støtte. F-gangen var for stue- og køkkenpigerne.

Her havde de mandlige tut-elever det uofficielle opsyn.

I august 1968 flyttede jeg ind på det splinternye blindeinstitut.

Jeg fik et værelse på afdeling C, og det gjorde Steen Allan Jensen også. Han og jeg tilbragte en stor tid af vor fritid sammen. En dag undersøgte vi Strøget i København. Vi var inde i en butik, der solgte alle mulige plakater og livagtige skilte af gadenavne. Vi faldt over skiltet ”Pistolstræde”. Vi syntes, det kunne være sjovt at omdøbe C-gangen til Pistolstræde.

Skiltet satte vi fast med fire tegnestifter over døren ind til C-gangen. Da det var i de gode gamle tressere, fik skiltet lov til at hænge der og endda i mange år. Derfor er der mange tidligere elever, der har boet på Pistolstræde.

Om lørdagene mødtes på mit værelse fire af mine venner til Svend Nicolaisens Orkesters koncert i radioen, sammen med en stor pose øl. Det var Jan Espersen, Steen Allan Jensen, Søren Markusen, Freddy Petersen og undertegnede. Måske var vi med til at præge livet på gangen og vi fandt, at navnet Pistolstræde var passende.

Da jeg som tyve-årig flyttede ind på instituttet, fik jeg for første gang mit eget værelse, og jeg boede der i omkring fire år. Det blev en helt fantastisk og dejlig tid.

Instituttet kogte af liv og foretagsomhed. Alt var nyt, og alt kunne lade sig gøre.

Blindeinstituttet var i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne en hel unik og spændende institution. Vi fik mange gode tilbud.

Ungdomsoprøret var mest noget, vi hørte om i radioen.

Instituttet rummede Skole, Statens Øjenklinik, sygeafdeling, tandlæge og en skomager. Da gangtunnelen under Tuborgvej endnu ikke var etableret, kom Møgelhøj, købmanden på Tuborgvej, om aftenen med et lille udsalg af købmandsvarer i hallen. Skulle man have en hel kasse øl, måtte man dog bestille den dagen i forvejen.

Der var sportsfaciliteter som udendørs løbebane, springgrav, gymnastiksal og svømmehal. Der var altid efter skoletid en skolevagt, der kunne hjælpe med lektier. Der var musikundervisning, hobby-musik, eller bands. Jeg gik nogle år til harmonikaundervisning hos den blinde musiklærer Torkild Nielsen.

Han hjalp mig med at købe en meget fin brugt harmonika, som jeg fortsat har og spiller lidt på en gang imellem, altså når jeg er alene.

Der var aftenskole med sprogundervisning, keramik samt et træværksted, hvor man fik hjælp til at snedkerere.

Mine synshandicappede venner Søren Marcussen, Steen Jensen, Freddy Pedersen og jeg byggede en båd i løbet af en vinter. Det var under kyndig ledelse af Børge Vestergaard, lederen af materialelaboratoriet. Tegningerne, der lå til grund for bådens bygning, var til en snipe, som er en klasse-jolle. Længde 4,7 meter, bredde 1,52 meter, sejlareal: 12 kvadratmeter og vægt 173 kilo.

Vi ønskede ikke, at den skulle have sejl, men at den skulle drives frem ved hjælp af en påhængsmotor. Den blev bygget med bunden opad på egespanter og belagt med vandfaste plader.

Min bror og jeg fiskede fra båden i flere år, så kom den til Søren Markusen i Karrebæksminde og endte til sidst efter mange år på en legeplads i Viby.

I et af instituttets kælderrum lå ”Klubben”. Her var åbent hver aften, og den var bemandet med pædagoger. Der var bowlingbane, bordtennis, træsløjd eller bare almindelig hygge med kaffe eller te.

I weekenden kunne man køre en tur i instituttets røde bil, ”Lynet”, hvis der var en pædagog på arbejde, som havde kørekort.

Instituttets festsal var rammen om mange gode oplevelser. Der blev afviklet teaterstykker, ikke mindst af Dansk Blindesamfunds Amatørteater. Der blev afholdt juletræsfester, karneval og sommerfester, koncerter med klassisk musik og med beatmusik. Store fester, møder og revyer er blevet afholdt her.

Eleverne havde ikke nøgle til instituttets hoveddør, da det var slotsvagten, der om natten passede på ”Statens Institut for Blinde og Svagsynede”. Kom vi sent hjem, måtte vi nogle gange vente udenfor, når vagten var på rundering. Men på et tidspunkt kom han forbi hovedindgangen og lukkede os ind.

Der blev udleveret rent sengetøj og håndklæder af socialpædagogerne, og der var vækning om morgenen ved ”et alle kald” igennem en højtaler, som hang på væggen i hvert værelse. Man kunne også blive kaldt op enkeltvis via højtaleren på værelset, hvis der var en privat meddelelse eller telefon til en. Vi kunne så svare på opkaldet ved at holde en knap inde på højtaleren. Var det et telefonopkald til os, skulle vi gå ud i afdelingens telefonboks og tage samtalen der.

Der var til hver afdeling en dagligstue med fjernsyn og et køkken med et aflåseligt skab til hver beboer. Der var vaskerum med vaskemaskine, et tørrerum og et rengøringsrum.

Kaffeautomaten i hallen var et samlingssted, hvor man altid kunne møde andre, hvis det var det, man havde lyst til.

Mine venner Steen, Freddy og jeg blev medlem af Hellerup Roklub. Vi roede i en toer med styrmand eller en fire med styrmand. Det kunne være en aftentur langs med kysten til Skovshoved. Vi blev taget godt imod af de andre i klubben og blev ”døbt” efter klubbens traditioner af Neptun, og hvad der her til hørte af sennep, tomatketchup og en tur i vandet med tøj på.

Steen og jeg var med roklubben på en uforglemmelig tur til en venskabsklub i Greenwich London. Vi var indkvarteret privat hos klubbens medlemmer.

Vi roede om kap på Themsen og blev Inviteret til middag i House of Commons, da en af gæsteroklubbens venner var medlem af Underhuset og var vært ved middagen.

Det første år jeg var på instituttet, var målet med min skolegang en genopfriskning af mine skolekundskaber. En dag om ugen tog den gruppe i skolen, jeg var sammen med, ud af huset. Det var ekskursioner, der blev kaldt ”kend din by”. Vi tog afsted for at besøge en institution, en virksomhed eller andet, det kunne være interessant at opleve. Eksempelvis besøgte vi Flyvestation Værløse, hvor vi fik en tur i en redningshelikopter. Sojakagefabrikken på Islands Brygge, som senere sprang i luften. Folketinget, hvor jeg i folketingssalen ubemærket stillede mig op på landets fornemste talerstol, jeg skulle lige se, om det var noget for mig. Eller i Zoologisk Have for at kikke på søløverne sammen med en af mine blinde kammerater, der var født uden øjne. Det var med til at sætte min nye tilværelse som synshandicappet i et særligt perspektiv.

Jeg er i øvrigt sikker på, at ”Pistolstræde” fortsat lever i mange tidligere Tut-elevers hjerter.

7. Omtale af Ulla Bruuns novellesamling ”Alvin, Underhunden og andre fortællinger.”

Ulla Bruun: Alvin, Underhunden og andre fortællinger

Når medlemmer af selskabet får udgivet bøger, er der tradition for at omtale dem her i Nyhedsbrevet, og i slutningen af maj udkom Ulla Bruuns novellesamling ”Alvin, Underhunden og andre fortællinger”.

Som redaktør af Nyhedsbrevet afstår jeg fra at omtale bogen, da jeg er gift med forfatteren. I stedet for bringes en forkortet version af cand.mag. Marianne Olsens anmeldelse, bragt i Netmagasinet Sameksistens:

””Kun vi fornemmer nuet som et punkt i en uendelig kæde af nuer. Oplevelsen af tid adskiller os fra alle andre arter, der kun kender væren i sig selv i nuet. Sjovt nok er det denne væren i sig selv i nuet, som er det mystikerne stræber efter.”

Citatet er taget fra Ulla Bruuns epilog i samlingen af fortællinger: På kosmisk togrejse, og netop denne meditation står som et credo, en slags trosbekendelse over alle fortællingerne, som med deres indre syn er blevet kædet sammen med en skarp ydre iagttagelse. De skaber på den måde et enestående fortættet, somme tider skræmmende nærvær. Det er et nærvær, der uden at vrænge ad læseren afslører destruktive fordomme og råber på forsoning i det levede liv.

Handlinger

Der er historien om voldtægtsofferet, der får skylden for den forbrydelse, som hendes forsvar har afstedkommet, og som må finde sig i en skam, som hun ikke er i stand til at udtrykke.

Historien om en god bonde, der fører os gennem det fattigste København på eftersøgning efter sin kone, som han har hentet i østen. Da hun rejser fra gården, tror han det værste om hende, men det er også læserens fordomme, fortællingen skildrer over politistation og bordel uden at finde hende.

Mange fortælle-lag

Historierne handler om noget andet, end det man tror ved begyndelsen af sin læsning. Det er det spændende. Senere sidder teksterne i en som et manende pålæg om at lade være med at tage de umiddelbare indtryk for hele sandheden.

Sproget

Dertil hjælper sproget, som er sanseligt på forfatterens helt særegne måde: Den nederdrægtige drilagtighed, der har døden i sig, lader Henrik lyve om Majbritts glemsomhed og anklage hende for at have ansvaret for den nøgle, som han selv har taget: ”Imens lader Henrik sin hånd glide dybt ned i den venstre bukselomme og griber om den [nøglen]. Han stak den til sig, mens han irriteret stod i butikken og ventede….” (Guldhjertet)

Det går meget voldsomt til både i trafikken mellem mennesker i løb og på vejene: ”Føler mig tryg i læ af hendes brede krop. Så løber vi igen, og suset fra en lastbil rammer mig, da jeg når vejkanten på den modsatte side. (Tante)

Indvielsen er en glad fortælling om et par der finder hinanden mod alle odds. Her har forfatteren tydeligt nydt floraverden og bruger de fineste vækster i sine billeder. Den unge mand, der er genert og i egen mening uden noget værd, føler sig som en hængebirk, fordi han ikke er rank nok, men den læser, som kender hængebirken vil straks, måske ubevidst, få fornemmelsen af noget indtagende, hvad hele historien også udfolder, og han ”nyder den spinkle overkrop med ryghvirvler som knæ på en græsstængel, mens hun bøjer sig over højbedet.”

Skabelsesfortælling med tegninger

Endelig skal naturligvis også omtales den sidste fortælling, Odins Øje – en skabelsesfortælling om Anholt, som Ulla Bruun før har udgivet. Det er en fortælling, hvor guden fra Bibelen optræder sammen med de nordiske guder på fornøjelig og underfundig vis, en fortælling, der er illustreret med forfatterens dejlige tegninger. Den kan givetvis more børn, og i sit raffinement er den for folk i alle aldre.

Anbefaling

Det ville være dumt i en omtale at ødelægge handlingernes pointer. Det dybere budskab skal man desuden selv læse sig til og blive forandret af. Ulla Bruuns korte fortællinger er i sig selv nuer.

Der er en særlig meningsfylde ved litteratur, der ikke blot er om noget, men også er det, den handler om. Det bliver en slags mystik, en meditation.

Alvin, Underhunden og andre fortællinger er en absolut læseværdig bog – for den der tør!”

Den er udkommet på Forfatterforlaget Attika.

Det skal lige tilføjes, at forlaget nu også har udgivet den som E-bog, og at Nota er i gang med at producere en lydudgave.

8. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg, Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72, Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang, Solnavej 19, st. th, 2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67, Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer John Heilbrunn, Gyldenløvesgade 16 3.tv, 1369 København K

Tlf. +45 33 93 33 00, Mobil +45 23 40 92 18

Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov, Brombærhaven 31, 8520 Lystrup

Tlf. +45 26 17 98 80

Mail: ove@gibskov.dk

Sekretær Thorvald Kølle, Clermontgade 29. st. th., 4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

Suppleant

Leif Martinussen, Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk