Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3/2024.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg
2. Historier fra et blindehus. I år kan Dansk Blindesamfunds første bygning for blinde, Bogensegade 2 – 4 / Randersgade 66 – 68, Østerbro, København, fejre 100-års jubilæum, af John Heilbrunn og Rita Ilsted Smith
3. Markering af Notas 100-års jubilæum. Bogforsyning til blinde og svagsynede gennem mere end 100 år, af John Heilbrunn
4. Anders Tindrup –en af de mest jyske jyder og den første leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, af Poul Lüneborg
5. Afskaffelse af fattiglovens retsvirkninger for blinde, af René Ruby
6. Invitation til 30 års jubilæumsarrangement 15. november, af Poul Lüneborg
7. Fra blindeforening til støtteforening: Anmeldelse af Poul Lüneborgs bog Foreningen Aarhus Blinde, af Finn Amby
8. Anmeldelse af Morten Bondes bog: ”Dømt blind – hva’ så?” En rejse fra Håbløshedsgade til Mulighedsvej, af Lena Bang
9. Markering af udgivelsen af podcastserien ”Vi blev statens børn”, af Ove Gibskov
10. Én af DBSs store personligheder, Kaj Cramer, er gået bort, af fhv. landsformand Poul Lüneborg
11. Professor Thomas Rosenberg er gået bort, Af fhv. landsformand Poul Lüneborg
12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

Året 2024 kan i sandhed siges at være et blindehistorisk jubilæumsår. Både Nota og Dansk Blindesamfunds ejendom på hjørnet af Randersgade / Bogensegade på Østerbro i København har i år eksisteret i 100 år. Hertil kommer, at det i år er 110 år siden blinde fik en særstilling i loven om fattighjælp, idet de gennem en særlig lov fra den 25. februar 1914 ikke længere skulle fratages deres borgerlige rettigheder i forbindelse med modtagelse af fattighjælp. Disse 3 begivenheder er fyldigt omtalt i dette nyhedsbrev.

Rita Smith og John Heilbrunn har i deres artikel ” Historier fra et blindehus ” givet en nuanceret beskrivelse af historien gennem 100 år bag Dansk Blindesamfunds første bebyggelse på Østerbro i København. Et område af hovedstaden, som siden fik tilnavnet ”de blindes bydel”, da Blindeinstituttet ikke lå langt fra ejendommen.

John Heilbrunn har tillige givet en redegørelse om Notas historie gennem 100 år. Notas forgænger var som bekendt Danmarks Blindebibliotek og endnu længere tilbage Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde.

Den første leder af ”Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde var Anders Tindrup. Forfatteren Peter Ommerbo, der redigerede Dansk Blindesamfunds medlemsblad fra 1919 – 1939, betegnede ham som en af de mest jyske jyder i København, hvilket jeg har valgt som titel for min artikel, om denne pioner indenfor blindes bogforsyning. Det er tankevækkende at han som 15-årig elev på Det Kongelige Blindeinstitut oplevede afslutningen af kampen om at vælge Louis Brailles punktskrift frem for reliefskrift til blinde. Herefter gør han tjeneste i bestræbelserne på at udbrede og udvikle punktskriften i gennem 45 år.

René Ruby markerer i en artikel 110 året for afskaffelsen af tabet af de borgerlige rettigheder for blinde, der modtager fattighjælp, datidens benævnelse for kontanthjælp.

Nyhedsbrevet omfatter endvidere 2 boganmeldelser og 2 nekrologer.

Det drejer sig om Finn Ambys omtale af min bog om ” Foreningen Aarhus Blinde” fra 1893 udgivet 2024 og næstformand Lena Bangs anmeldelse af Morten Bondes erindringsbog ”Dømt blind – hva’ så?” udgivet 2019. Mine mindeord om fhv. hovedkasserer i Dansk Blindesamfund Kaj Cramer og professor Thomas Rosenberg – er en hyldest til 2 personligheder af den allerstørste betydning for blindesagen i Danmark.

Afslutningsvis er der grund til at notere sig den historiske podcast serie om Refsnæsskolen ”Vi blev statens børn”, som repræsenterer en hel ny måde at fortælle blindes historie på.

De fleste medlemmer vil vide, at selskabet blev stiftet den 18. november 1994. Fredag den 15. november 2024 markeres 30-års dagen fra kl. 14.00 – 18.00, ved et arrangement i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup. Jeg håber at rigtig mange af selskabets medlemmer med familie og venner tager imod invitationen til at være med til at fejre den runde dag, hvor Arne Christensen fortæller om sin tur på ski til sydpolen, jf. programmet for dagen i dette årets sidste nyhedsbrev.

2. Historier fra et blindehus, af John Heilbrunn og Rita Ilsted Smith

I år kan Dansk Blindesamfunds første bygning for blinde, Bogensegade 2 – 4 / Randersgade 66 – 68, Østerbro, København, fejre 100-års jubilæum. I den anledning fortæller vi træk af bygningens historie.

Optakten
Dansk Blindesamfund blev dannet i 1911, og det var fra starten en af foreningens mærkesager at skaffe billige boliger til blinde. I 1913 ansøgte Dansk Blindesamfund Københavns Kommune om en byggegrund til opførelse af en bygning med boliger til blinde samt foreningslokaler. En grund blev i 1914 stillet gratis til rådighed af kommunen, med den klausul at grunden skulle bebygges inden fire år – hvis det ikke skete ville grunden blive inddraget. Grunden var beliggende på hjørnet af Randersgade og Bogensegade.

Det trak imidlertid ud med byggeriet, Dansk Blindesamfund manglede midler til opførelsen. Foreningen fik udskudt fristen flere gange, senest i 1920, hvor kommunen satte den endelige frist til 1925.

19. december 1923 lagdes grundstenen til den nye ejendom Bogensegade 2 – 4 / Randersgade 66 – 68. Der var stadig ikke midler nok til opførelse af bygningen. Foreningen rådede blot over en byggefond på 50.000 kr. Foreningen havde imidlertid fået tilladelse til at afholde en landsindsamling med henblik på at skaffe penge til byggeriet, og man satte sin lid til, at indsamlingen ville indbringe en betydelig sum.

Indsamlingen fandt sted 2. maj med salg af et 10-øres mærke. Der dannedes lokalkomiteer over hele landet, som organiserede indsamlingen. I dagene før indsamlingen gjordes en vældig propagandaindsats i landets aviser, med omtale af den kommende indsamling og opfordringer til at melde sig som indsamler. Et indlæg fra hovedkomiteen, der bragtes enslydende i en lang række aviser, beskriver indsamlingens formål således:

”Lejlighederne i den bygning, Dansk Blindesamfund lader opføre, skal nu og i fremtiden være hjem for de vanskeligst stillede blinde, og da det er blinde fra hele landet, der skal nyde godt deraf, har land og by forenet sig for at komme disse samfundets stedbørn til hjælp”.

Efter aftale med Dansk Postforbund medvirkede postbudene i indsamlingen. De falbød mærket på deres beboerruter, hvad der betød et kolossalt boost i indsamlingen. Postbudene indsamlede 75 % af beløbet.
Indsamlingen indbragte 276.000 kr. På grund af det flotte resultat fik bygningen navnet ’Folkets Gave’. Bygningen kostede 435.000 kr. den resterende sum skaffede man ved statslån.

Bygningen tages i brug
Bygningen stod færdig til indflytning 1. november 1924. Den indviedes ved en festlighed 2. december i den nye, store sal i bygningens kælderetage. I dagens anledning vajede flag foran bygningen og salen var pyntet op med stedsegrønne træer og blomster. Efter den rituelle indvielse med taler af foreningens forretningsfører Martinus Christiansen, forstander for Blindeinstituttet Otto Wustenberg, Københavns borgmester Jens Jensen og forsvarsminister Laust Rasmussen (som havde været formand for indsamlingskomiteen), var der kaffebord for foreningens medlemmer. Bagefter kunne medlemmerne svinge sig i dansen på det splinternye parketgulv frem til kl. 1.

Bygningen var på 5 etager + kælder og tagetage. Den rummede 40 lejligheder, hvoraf foreningen lagde beslag på den ene som kontor. Der var 39 lejligheder til udlejning: 10 etværelses, 10 etværelses med kammer, 10 toværelses og 9 toværelses med kammer. Lejlighederne havde centralvarme og toilet med varmtvandsbrusebad.
10 af de største lejligheder udlejedes til seende, som betalte 250 kr. mere i årlig husleje end de blinde beboere. Udlejningen til seende var en økonomisk disposition for at få foretagendet til at løbe rundt.
26 lejligheder udlejedes til blinde til reduceret pris. 3 boliger blev udbudt som friboliger for ældre blinde, en 1-værelses, en 1½ værelses og en 2-værelses. Ansøgere skulle være fyldt 50 år for at komme i betragtning, og skulle kun betale varmeafgift.
Til bebyggelsen hørte en velanlagt, lukket have, udstyret med hvide havemøbler. Haven benyttedes flittigt i det daglige, og beboerne samledes somme tider til havefester. I de tidlige år kunne man risikere, at der fløj sten hen over havens plankeværk ud til Bogensegade. Forbipasserende skoleungdom morede sig med at kaste sten ind over plankeværket, og kerede sig ikke om, hvorvidt nogen kom til skade.

Bortset fra de få friboliger, blev det ikke som ønsket de vanskeligst stillede blinde, der flyttede ind i bygningen, dertil var huslejerne, selv med den reducerede pris, for høje.
I årsberetningen 1924 skriver foreningen, at de 26 familier, der bor i bygningen, må betale en for blinde høj husleje, og udtrykker håb om, dette kan ændres ved gaver og legater fra behjertede medborgere.
Som et initiativ til at skaffe flere midler til bygningen udsendte Dansk Blindesamfund sidst i 1924 og i begyndelsen af 1925 et cirkulære til alle danske sagførere (bragt i foreningens medlemsblad 1925, nr. 22). Cirkulæret var stilet til ’Den danske sagførerstand’ og lyder indledningsvis:

”Vi anmoder om, at man ved oprettelse af testamenter, hvor juridisk bistand er medvirkende, og hvor vedkommende kunde tænke sig at ville betænke blinde med en part af deres formue, at man da vil have Dansk Blindesamfund i erindring”.

Derefter hed det:

”Trods megen velvilje såvel fra offentlige myndigheder som også fra befolkningen, er det relativt høje lejer, der må betales for lejlighederne i bygningen, og den kan derfor ikke blive det, der var hensigten: et fristed for gamle og trængende blinde.

Sagen er jo desværre den, at de fleste blinde er meget dårligt økonomisk stillede, og til trods for, at vi har strakt os så vidt som muligt med de midler, vi for tiden råder over, så kan lejen ikke komme så langt ned, at den i væsentlig grad vil hjælpe vore mange trængende medlemmer”.

Det var børnefamilier, hvor fædrene havde erhverv som kurvemagere, pianostemmere, børstenbindere, der flyttede ind i ejendommen. Nogle få kvinder med erhverv flyttede ind, en musiklærerinde og en væverske delte lejlighed.
I de følgende år lykkedes det at sætte huslejen ned med mindre beløb, og der blev oprettet enkelte nye friboliger.

Udlejningen til seende vakte kritik. I et harmdirrende indlæg i Arbejderbladet (ugeblad for Danmarks kommunistiske Parti) 19. december 1924 skriver en læser under overskriften: ’Hvad er meningen?’

”Kan det forsvares, at de ved offentlig indsamling tilvejebragte midler til hjælp til trængende blinde anvendes til behagelig komfort for velsituerede, seende mennesker, medens en fattig blind familiefader, som er ganske ude af stand til at orientere sig, hjælpeløs må blive i sengen eller famle sig omkring i sin stue, frysende og ængstelig for at anrette ulykker, han tør ikke tænde op i kakkelovnen af frygt for at anrette ulykker. … Var centralvarmelejligheden i Dansk Blindesamfunds bygning mon ikke tænkt anvendt til en sådan hjælpeløs familiefader”?

Også foreningsmedlemmer ytrede kritik. I Politiken 1. november 2024 kan man finde et indlæg med titlen: ’De blindes hus – en klage over udlejning til seende’. To blinde kurvemagere havde klaget til avisen over udlejningen til seende. De havde begge søgt en lejlighed, men var ikke kommet i betragtning. Avisen forelagde forretningsfører Martinus Christiansen klagen. Han forklarede, at blinde alligevel ikke kunne betale den høje leje til de største lejligheder. Derfor havde man fundet det bedst at leje dem ud til seende. Derved fremkom et overskud, som gjorde det muligt at nedsætte varmebidraget for blinde lejere. Martinus Christiansen gav samme forklaring i Medlemsbladet, og derefter var der ikke yderligere debat om emnet.
Et varmt emne vedr. bygningen, som kom til udtryk i mange indlæg i Medlemsbladet, og ofte blev diskuteret i foreningens ledelse, var forholdet til foreningens medlemmer i provinsen.
Af hensyn til den herskende bolignød i København, forbød kommunen indflyttere fra provinsen. Senere blev bestemmelsen dog ophævet, og blinde fra provinsen kunne frit flytte ind.

I de følgende år var bygningen genstand for tilbagevendende diskussioner blandt foreningens medlemmer. Nogle følte, at Københavnskredsen blev forfordelt, alene fordi huset lå i København. På det årlige møde i repræsentantskabet, foreningens øverste ledelse, blev i 1934 stillet forslag om, at i de næste 10 år skulle det fortrinsvis være provinsboere, der fik lejligheder i ejendommen. Forslaget blev nedstemt.

Kælderetagen
Det var et stort aktiv for foreningen, at man nu havde fået sin egen bygning. I kælderetagen var der lokaler, der på forskellig måde kunne benyttes til foreningsaktiviteter. Foruden den store sal var der nogle mindre lokaler med adgang til køkken, hvorfra der en årrække blev drevet restauration. Det var således muligt for beboerne at købe måltider, og der kunne serveres mad fra eget køkken til foreningsarrangementer. Der fandtes også et lokale med foreningens punkttrykkeri.
Der blev ofte arrangeret underholdning med musik og dans for Dansk Blindesamfunds medlemmer i den store sal. Et evt. overskud gik til forskellige formål, bl.a. lejerforeningen i bygningen. Salen blev fra 1946 brugt til forestillinger af Dansk Blindesamfunds nydannede amatørteater, som opførte såvel muntre revyer som mere klassiske stykker skrevet af medlemmer eller af eksterne forfattere. Også sangforeninger for blinde havde til huse i kælderetagen.

Det var tanken, at lokalerne i kælderetagen skulle være en indtægtskilde for foreningen, de blev lejet ud helt fra starten til andre foreninger og som selskabslokaler. Udlejningen kunne volde vanskeligheder for beboerne. Der var ikke isoleret til kælderen, og det gav en masse støj i stuelejlighederne. Sammenkomster kunne udarte til slagsmål, med tilkaldelse af politi og ambulance. 18. maj 1933 var den store sal lejet ud til ’Dansk Nationalsocialistisk forening’. Halvdelen af deltagerne i salen var kommunister, og ca. 300 kommunister demonstrerede ude på gaden. Det kom til håndgemæng inde i salen, hvor man tog stolene i brug. Politiet blev tilkaldt og ryddede salen (Politiken 18. maj 1933).

Måske i et forsøg på at dæmme op for sådanne vanskeligheder, og for at forøge indtægten, lagde foreningen en anden kurs for udlejningen. ’De skal have familiefest!’, hed overskriften i en annonce i Politiken 26. januar 1936. ’Lav selv Deres mad og lej vore lokaler med køkken og service til 50 personer. Stor sal med parketgulv. Pris 75 kr. Dansk Blindesamfund’.

Foreningen henvendte sig også til de faglige organisationer for at leje faciliteterne ud til foreningsmøder.
I starten stod forretningsudvalget selv for udlejningen, senere ansattes en bestyrer og endelig, i 1951, bortforpagtedes udlejningen. Forpagter blev Osvald Kausmann, som drev Glyptotekets restaurant og havde stor erfaring som restauratør. I hans tid blev lokalerne shinet op. Fra at være lidt triste, værtshuslignende lokaler, blev de luksusbetonede selskabslokaler. Kausmann var desuden skulptør og ophavsmand til Dansk Blindesamfunds vartegn Solpigen, som i dag står foran Fuglsangcentret, foreningens ferie- og kursuscenter i Fredericia.

Med tiden blev der skåret ned på udlejningen af lokalerne i kælderetagen, og flere lejligheder i stueetagen blev inddraget til kontorer. Der udviklede sig et helt kompleks af kontorer. En række konsulenter med specialopgaver i forhold til unge, idræt m.m. kunne træffes i bygningen, og regnskabsfolkene, under nøje opsyn af foreningens kasserer, var omhyggelige med at sikre, at kontingenter, overskud af indtægter fra solgaveindsamlinger blev bogført og afrapporteret til økonomiudvalg, repræsentantskab og senere hovedbestyrelsen. I en dyb kælder under kælderen opbevaredes foreningens værdier og hovedbøger i et brandsikret, mandshøjt pengeskab med et stort rat, som skulle drejes til højre og venstre efter et særligt system, før den tonstunge dør kunne svinges op.

Den nye bygning 1935
I 1931 lejede foreningen den ubebyggede grund i Bogensegade ved siden af bygningen af Københavns kommune og brugte den som have – med ønske om på længere sigt at bygge på grunden. I 1935 skænkede Københavns Kommune grunden til foreningen og en ny bygning blev opført. Finansieringen klaredes ved at sælge obligationer fra den gamle bygning, og optage lån i den nye.
Den nye bygning, Bogensegade 6 – 8, var ligesom den ældre bygning på 5 etager og fik fælles port med Bogensegade 2 – 4. Bygningen rummede 20 boliger, 10 1-værelses, fem 2-værelses, og fem 3-værelses lejligheder. Godt halvdelen af lejlighederne blev lejet ud til seende, på samme måde som i Bogensegade 2 – 4, resten blev lejet ud til blinde til reduceret pris.
Man indgik aftale med foreningen ”Danmarks Blinde” om leje af kælderlokalerne til bibliotek og trykkeri. Til gengæld skænkede ”Danmarks Blinde” 20.000 kr. til byggeriet. Biblioteket rummede 5000 bind i punktskrift. I bibliotekets velordnede punktkartotek kunne ivrige læsere stikke fingrene ind og finde attraktive titler, der kunne lånes.
Bygningen var topmoderne. Den var forsynet med runde altaner til gaden, og en gennemgående altan til gården. Altaner blev almindelige i etagebyggeri i 1930’erne. Trappeopgangene var forsynet med runde jernvinduer og skakter til køkkenaffald. Der var vaskekumme på toilettet, sædebadekar i de større lejligheder.
Beboerne kunne falde i snak hen over altanadskillelsen i den gennemgående altan til gården, og det var muligt at række ting hen over. Det illustrerer en anekdote, fortalt af Mogens Christensen i en samtale med Jørgen Eckmann i 2009.
”Mogens Christensen flyttede ind i huset som 4-årig sammen med sine svagsynede forældre i 1936.
Familien Christensen boede i en 3-værelses lejlighed i nr. 6, 4. sal th, over for Ernst Jørgensen, som var forretningsfører for Dansk Blindesamfund 1928 – 51. På et tidspunkt fik Ernst Jørgensen tilsendt en julegås fra Landbrugernes Sammenslutning. Foreningen havde nazistiske sympatier, og Ernst Jørgensens kone ville derfor ikke vide af gåsen. Den blev tilbudt naboen, som gerne ville have den. Så blev julegåsen resolut langet over altanadskillelsen og fortæret af familien Christensen med velbehag”.

Lokalradio 1959
Efter de første små 25 år med en meget fokuseret foreningsmæssig indsats for at få sat realiteter bag opførelse af beboelsesbygninger på de grunde, som foreningen fik stillet til rådighed af Københavns Kommune, svinder omtale og debat om ejendommen i Medlemsbladet ind. Man kan finde annonceringer af ledige lejligheder i ejendommen, men ellers var der stille om bebyggelsen.

I 1959 skete en vigtig begivenhed i ejendommen. I Medlemsbladet meddelte foreningens ledelse, under overskriften ’DBS får egen lokalsender’:
”Man har købt en radiosender, som med ringe effekt sender på 94,4 megahertz. Den kan praktisk talt kun tages i ejendommen, hvor den til gengæld går godt ind på apparater med FM. Senderen, der er blevet til ved et samarbejde med Statsradiofoniens laboratorium, er bekostet af Adolph Møller og Antoinette Mollers legat, som til dette formål har skænket 20.000 kr. Den blev præsenteret den 15. ds. for pressen og fjernsynet med en lydavis, redigeret og læst af Ritzaus Bureau. Samtidig har man fået et vældigt antenneanlæg, således at alle lejligheder nu er forsynet med førsteklasses antenne for FM-modtagelse og for fjernsyn. Der ud­sendes herefter den samme avis over denne sender som over kollektivhusets radioanlæg (en anden bygning ejet af Dansk Blindesamfund, red.), og om eftermiddagen vil man kunne høre en lydbog. Desuden vil kontoret over radioen kunne fortælle folk, hvad det er for reklamer, der dumper ind ad postkassen, og give andre praktiske oplysninger. Beboerne i foreningens ejendomme her i byen skulle herefter være godt dækket på dette område”.
Dermed var der føjet endnu en kvalitet til tilværelsen i Bogensegade / Randersgade.

Bygningen Randersgade / Bogensegade i dag
I dag hedder bygningen ikke længere ”Folkets Gave”. Den har for længst skiftet navn til ”RaBo”. Friboliger er en saga blot, velfærdsgoder som boligsikring har gjort dem overflødige.

Der er særligt indrettede fællesfaciliteter i ejendommen, en lukket gård, en hundegård, et vaskeri, en pergola til socialt samvær, skure til tandemcykler. Ejendommen har en atmosfære af tryghed, fordi der ikke stilles cykler op ad murene, og portene er lukkede om natten.

En beboer, som bor i ejendommen nu og kender blinde gennem mange år, finder det forunderligt, at der ikke er flere af de synshandicappede beboere, som benytter anledningen til socialt samvær. Hun mener det skyldes, at det miljø, som fandtes på Blindeinstituttet, i klubber og i de tidligere populære tandemklubber, ikke længere er der til at udgøre den lim, som holder folk sammen.

Beboere med småbørn rækker ud efter hinanden, og nogle af de personer, som har boet i ejendommen i mange år kender og hilser på bekendte, når de genkender folks stemmer, trav og udseende.

Måske nutidens hang til brug af sociale medier er en af grundene til, at det fysiske samvær inden for ejendommens rammer er meget reduceret i forhold til tidligere tider.

En selvejende fond?
Begge ejendomme har fra de blev bygget været beskyttet af en kommunal klausul, der hedder, at mindst 2/3 af lejemålene skal udlejes til synshandicappede. Dansk Blindesamfund undersøgte 2012 – 13 om ejendommene kunne konverteres til en selvejende fond, for at give ejendommene en mere selvstændig økonomisk status. Planen måtte opgives, fordi Københavns kommune ikke kunne acceptere, at klausulen – af hensyn til de lån, en kommende fond skulle optage i ejendommen – måtte rykke ned i rækkefølgen af hæftelser for ejendommen.

100-års jubilæet fejres
Dansk Blindesamfund og nogle beboere var enige om, at en fejring af hundred-året for ”Folkets Gave” ville være på sin plads.

Den 7. oktober var der stillet an til mad, drikke, samvær og musik i gården, hvor mere end tredive personer deltog. Jesper Holten fra Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg, formanden for Blindehistorisk Selskab Poul Lüneborg og formand for RaBos bestyrelse John Heilbrunn, dog in absentia, ærede RaBo med ord om ejendommens betydning, og en jubilæumssang forfattet af nogle beboere blev afsunget til akkompagnement af musikere fra ejendommen.

Anvendt materiale
Dansk Blindesamfunds Medlemsblad, årsberetninger og 25-års jubilæumsskrift; Folketællingen i København 1925; skøde for ejendommen Bogensegade 6 – 8, dateret 7/9 1935; Mediestreams avissamling; båndoptagelser med beboerne Mogens Christensen (2009) og Oda og Frederik Hansen (1964); samtale med nuværende beboer i ejendommen; materiale i Blindehistorisk Arkiv om Osvald Kausmann.

Alle citater er gengivet med moderne retskrivning.

3. Markering af Notas 100 års jubilæum, af John Heilbrunn

Bogforsyning til blinde og svagsynede gennem mere end 100 år

(I artiklen har jeg tilstræbt en kronologi, men for at belyse visse sammenhænge, forudsætninger og udviklingstrend, vil der forekomme forklaringer eller illustrationer, som fraviger en helt gennemført kronologisk gennemgang af udviklingen).

Nota 100 år, med de navneskift, som institutionen har undergået igennem så langt et tidsrum, handler om forsyning af bøger og undervisningsmateriale samt information – kort og godt om kultur og blindes adgang til viden om livet på alle niveauer. De politiske og sociale vinde, som har blæst har – set over denne periode – påvirket prioritering og det mindset, som har drevet og formet Nota. Hjælp og bistand, solidaritet, nysgerrighed, social ligestilling og internationale forpligtelser har været direkte eller indirekte drivkræfter. Opfattelsen af, at forsyning med information og viden, til borgere med et synshandicap, hviler på andet end de gode viljer og solidaritet, men faktisk er en offentlig forpligtelse, som politikere kan stilles til ansvar for, har været afgørende for de ændringer, langsomt eller i spring, som institutionen har foretaget. Fra personlige initiativer til offentlige og private bevillinger.

Udgangspunktet for 100 år siden var, at der ingen dedikeret og systematiseret produktion eller distribution fandtes af medier i et format, som kunne læses af blinde og stærkt svagsynede.

Før punktskriften og før teknologiens opsving var der, for de blinde og stærkt svagsynede, ingen mulighed for selvstændigt at læse bøger eller gøre sig bekendt med verden udover, hvad deres familie, pårørende og – for de, som boede på en institution, kunne få viden om fra personalet.

Punktskriften, som blev udviklet i Frankrig i 1825, blev først efter skepsis, og et reelt ønske om også at tilgodese senblinde, som før synsnedsættelsen havde gjort sig bekendt med de latinske bogstaver, blandt andet fra forstanderen på Det Kongelige Blindeinstitut, først fuldt ud anerkendt i 1905, efter at toneangivende havde opgivet at modsætte sig brugen af punktskrift som den primære læse- og skrivemåde – de blindes eget skrive- og læsemedium.

1904: Forstander Johannes Moldenhawer erkender, at Louis Braille’s punktskrift rummer så mange fordele, at alternative skriftsystemer for blinde må forkastes, hvilket indebærer, at Det Kgl. Blindeinstitut, året før hans afgang i 1905, overgår til alene at benytte Louis Braille’s punktskrift.” Siden 1883 lod Blindeinstituttet dog stort set kun trykke noder og bøger i den brailleske punktskrift til blinde til brug i forbindelse med undervisningen.

1883: Foreningen “Danmarks Blinde – De Blindes Understøttelses- og Læseforening af 1883” stiftes. Udover de blinde medlemmer omfattede foreningens medlemskreds mennesker, der ønskede at understøtte udviklingen af  blindes læsemuligheder. De blinde medlemmer havde kun begrænset indflydelse på foreningens virksomhed, hvilket forhold senere førte til en betydelig strid om vedtægternes bestemmelse herom. Få år efter foreningens stiftelse rådede denne over 40 punktskriftbøger, hvoraf størsteparten var produceret af frivillige afskrivere – en fremstillingsmåde som blev fastholdt frem til efter 2. verdenskrig.

1890: Det Kgl. Blindeinstitut anskaffer den første tyske stereotyperingsmaskine udviklet af rektor Kull i Berlin, der kan fremstille zinkplader til trykning af tekst i punktskrift på den ene side af en papirside.

1892: Den blinde klaverstemmer Johannes Wulff, der var bibliotekar ved det Trykkeri og bibliotek, som foreningen “Danmarks Blinde” havde oprettet, præsenterer i samarbejde med lærer E.T. Wildau og  husgerningslærerinde Methea Hoffmann – begge fra Det Kgl. Blindeinstitut – det første system til forkortelse af dansk punktskrift. Dette system blev taget i brug ved trykningen af de punktskriftbøger, som trykkeriet under foreningen “Danmarks Blinde” i de følgende år udgav.

Et af “Danmarks Blinde”s formål var at påbegynde udgivelsen af et tidsskrift trykt i punktskrift til alle landets blinde. Dette formål blev realiseret med udgivelsen af tidsskriftet “Meddelelsesblad for de blinde” senere “De Blindes Budstikke”. Bladet udkom første gang omkring påsken 1898. Der udsendtes i dette første år i alt 5 numre af bladet, der i de følgende år frem til 1912 udkom hver måned. I 1912 overgik “De Blindes Budstikke” til at udkomme ugentligt, indtil Danmarks BlindeBibliotek i 1997 besluttede at standse udgivelsen af tidsskriftet og erstatte dette med det nye tidsskrift “Kalejdoskop”. “De Blindes Budstikke” var det første tidsskrift i punktskrift i Danmark, der siden sin start kun er udsendt i dette medie.

Gennemgår man foreningen Danmarks Blindes årsberetninger fra 1884 – 1894 kan det konstateres, at afskrift af bøger ved hjælp af frivillige påbegyndes året efter foreningens stiftelse november 1883.

De afskrevne bøger udsendes til foreningens blinde medlemmer, som var organiseret i læsekredse.

I 1892 beslutter bestyrelsen at benytte det forelagte forkortelsessystem ved fremtidig afskrivning af bøger samtidig med, at der gives tilbud om undervisning i brugen af dette system.
Ifølge årsberetningen fra 1892 anføres, at alle henvendelser om dette undervisningstilbud og om lån af punktskriftbøger skal ske til foreningens formand Johan Wulff.

1924: Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde oprettes. Produktion af punktskrift var blevet en så omfattende opgave for Det Kgl. Blindeinstitut, at denne ikke længere kunne varetages som en del af den virksomhed, der blev finansieret over de midler, der var afsat til fremskaffelse af undervisningsmidler m.v. Virksomheden blev derfor henlagt til en selvstændig afdeling med eget budget.

I forbindelse med arbejdet i den såkaldte Blindekommission blev Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde oprettet som en selvstændig institution i 1952. Institutionens leder blev indtil 1968 Jørgen Plenge, der siden 1932 havde været ansat som lærer på Blindeinstituttet og samtidig også i mange år været leder af trykkeriet og biblioteket, mens det lå på instituttet. Man kan derfor sige, at den centrale institution for bogproduktion og -udlån af bøger i punktskrift tog sin begyndelse i 1924, men blev gjort til en selvstændig statslig institution i 1952, hvorfra udviklingen tog sin mere ”professionelle” og institutionelle begyndelse med udlån af punktskrift, senere indlæste tekster på spolebånd, senere kassettebånd og – i takt med den teknologiske udvikling, nu såvel på CD som i en række elektroniske formater.

1925: Statsradiofonien oprettes. Dansk Blindesamfunds daværende formand Martinus Christiansen skrev i den anledning: “Radiofonien er vel nok en af vor tids største opfindelser. Dette at man ad usynlige veje kan komme i forbindelse med omverden, lyder som et eventyr, men er en virkelighed, som jo nu allerede er almindelig kendt og benyttet”. Radio var blindes første alternative adgang til information efter introduktionen af punktskrift. Her fik man information og viden ind ikke via fingrene, men via ørerne.

1928: Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde indleder et samarbejde med statsfængslerne om at lade interesserede fanger forestå afskrift af bøger i punktskrift. Dette frivillige initiativ i Nyborg Statsfængsel udvikledes i statsfængslet Vridsløselille og i Horsens Statsfængsel til et egentligt arbejde for indsatte fanger med interesse herfor. Dette samarbejde fortsatte i mere end 50 år.

1956: “Indlæsningscentralen” på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde oprettes for at påbegynde produktionen af bøger på lydbånd, og Invalideforsikringsfonden uddeler de første spolebåndoptagere til blinde til afspilning af lydbøger. Dansk Blindesamfund havde allerede i 1930’erne, inspireret af udviklingen i USA, taget initiativ til produktion af lydbøger på grammofonplader. Disse bestræbelser løb imidlertid ind i vanskeligheder på grund af omkostningerne ved en sådan produktion og på grund af 2. verdenskrig. Med etableringen af “Indlæsningscentralen” påbegyndtes en helt ny epoke, der gav blinde og svagsynede helt nye muligheder for adgang til information efter punktskriftens og radioens introduktion, hhv. 100 år og 30 år forinden. Økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund havde muliggjort anskaffelse af det mest moderne produktionsudstyr til “Indlæsningscentralen”. Bevillingen af økonomisk støtte til dette udstyr var navnlig båret af ønsket om at muliggøre produktionen af en landslydavis.

Poul Glygård, en væsentlig personlig drivkraft i trykkerivirksomheden for blinde, skriver i jubilæumsskriftet i anledning af DBS’ 50 år:

”Den kolossale udbredelse af lydbogen og 40.000 udlån i 1960 mod punktskriftens cirka 4.000 betegner en helt ny æra i blindes adgang til litteraturens skatte. Rigtigt anvendt vil båndoptageren, som nu besiddes af knapt 2.000 blinde, uden at man derfor må overse punktskriftens blivende værdi, måske kunne blive det hjælpemiddel, der mere end noget andet kan hæve blindes intellektuelle og sociale niveau; men også på blinde lurer den fare, der ligger i den mekaniserede underholdningsindustri. Enhver af de her nævnte ting: Orkester, kor, klubber og andet, hvorom Dansk Blindesamfund har været rammen, har bygget på et stærkt, personligt initiativ. I det øjeblik, dette initiativ svækkedes, gik arbejdet i stå. Derfor kan der næppe være tvivl om, at Dansk Blindesamfund i de kommende år må lægge megen vægt på at opmuntre og støtte ethvert, fornuftigt initiativ, som tager sigte på at gøre blinde til aktivt ydende og ikke blot til passivt nydende mennesker. Dette vil være af afgørende betydning, hvis blinde som gruppe skal gøre sig håb om en bedre samfundsmæssig placering i forhold til de øvrige befolkningsgrupper.”

1959: I forbindelse med sammenlægningen af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde med  “Danmarks Blindes Bibliotek og Trykkeri – som tidligere nævnt oprettet april 1892 – blev Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde pålagt at fortsætte udgivelsen af “De Blindes Budstikke”. Dette tidsskrift, der gratis blev tilsendt alle blinde, der ønskede at modtage dette, indeholdt bl.a. det ugentlige radioprogram – Statsradiofonien ydede et årligt tilskud til offentliggørelse af radioprogrammet gennem tidsskriftet. I 1954 udgjorde dette tilskud 1.500 kr. “De Blindes Budstikke” offentliggjorde det ugentlige radioprogram frem til udgangen af 1961, idet Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde fra begyndelsen af 1962 påbegyndte udgivelsen af det ugentlige punktskrift magasin “Radio- og Bogorientering”. Danmarks BlindeBibliotek * (fortsatte med udgivelsen af radio- og TV-programmet) hver uge i såvel punktskrift som indlæst på lydbånd. I 2002 påbegyndtes arbejdet med udgivelsen af en digital version af samtlige radio- og TV-programmer.

1961: Den 8. juni markere Dansk Blindesamfund sit 50-års jubilæum. Der udgives i denne forbindelse et jubilæumsskrift, hvori landsformand H. C. Seierup udtaler: “I indeværende år må Statens Trykkeri og Bibliotek indstille sig på at præstere ca. 4000 udlån af punktbøger og hen ved 50.000 udlån af båndbøger. Det stiller os overfor i hvert fald to store problemer:

1) Hvad kan vi gøre for at hindre en letsindig underkendelse af punktskriften?

2) Hvad kan vi gøre for på bedste måde at udnytte den teknik, der med ét slag har sat et stort antal mennesker – formentlig flertallet af vore medlemmer – som hidtil har været afskåret fra bøgernes verden, i stand til at læse? Mon ikke i begge tilfælde løsningen vil medføre en udbygning for ikke at sige udvidelse af biblioteket, således at både punkt- og båndlæsere kan få de bøger og tidsskrifter, de har et naturligt krav på. Opfyldelsen af disse krav – det er vi fuldt og helt klar over – kan og vil betyde en sprængning af bibliotekets rammer, men et samfund, der ellers sikrer sine borgere praktisk talt gratis adgang til biblioteker, museer og andre kulturelle institutioner, kan ikke i længden vige tilbage for at sikre landets blinde et tidssvarende bibliotek”.

1964: Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde flytter til nye lejede lokaler i Rønnegade 1 på Østerbro i København. Ved indflytningen rådede man over 1.500 kvadratmeter, hvilket var en fordobling af den hidtidige lokalekapacitet. Indflytningen i disse nye lokaler gjorde det muligt at samle Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde med det tidligere af Foreningen Danmarks Blinde oprettede trykkeri og bibliotek – denne sidstnævnte virksomhed havde igennem de sidste godt 25 år haft til huse i Dansk Blindesamfunds ejendom Bogensegade 8 på Østerbro i København.

1969: Der træffes beslutning om at opdele Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde i 2 institutioner. Fra den 1. april 1969 udnævnes John Larsen som leder af Statens Bibliotek for Blinde. Fra samme dato udnævnes ingeniør Helge Moll som leder af Statens Trykkeri for Blinde. Denne opdeling af virksomheden skulle sikre en styrkelse af den voksende produktionsvirksomhed, som var et resultat af lydbogsproduktionen og den fremtidige ibrugtagning af edb-teknologi ved trykning af punktskrift.

Der opstod i de følgende år betydelige samarbejdsvanskeligheder mellem de to institutioner. Det var planen, at biblioteksudvalget, nedsat af Blindenævnet under Socialstyrelsen, skulle forestå den overordnede ledelse og koordination af virksomheden på de to institutioner. Biblioteksudvalget var tilsyneladende ikke i stand til at løse denne opgave. For at klarlægge og løse de opståede samarbejdsproblemer på de to institutioner blev der i 1973 med bistand fra afdelingen for arbejdsledelse på Teknologisk Institut i en rapport fra denne udarbejdet retningslinjer dels for driften af Statens Bibliotek for Blinde, dels for driften af Statens Trykkeri for Blinde. Opstillingen af disse retningslinjer førte imidlertid heller ikke til en løsning af samarbejdsproblemerne.

1975: I brev af 5. september 1974 rettede Dansk Blindesamfund skriftlig henvendelse til Socialstyrelsen med anmodning om at træffe foranstaltninger til løsning af samarbejdsvanskelighederne mellem Statens Bibliotek for Blinde og Statens Trykkeri for Blinde, idet samarbejdet gennem de seneste år havde fungeret særdeles dårligt til stor ulempe for blinde lånere. Socialstyrelsen pålagde i den anledning i januar 1975 konsulent Aage Valbak og fuldmægtig Erik Albrechtsen at gennemføre en undersøgelse af forholdene på de to institutioner. Resultatet af den gennemførte undersøgelse blev fremlagt i en rapport fra maj 1975. Rapportens anbefalinger resulterede i, at de to institutioner på ny blev sammenlagt under en fælles ledelse, og at ekspeditionssekretær Gunnar Reisler fra Socialstyrelsen pr. 1. august 1975 konstitueredes som administrator for den samlede virksomhed. Endvidere resulterede undersøgelsen i en anbefaling af en ændret udvalgsstruktur. Stillingen som administrator for Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde blev formelt stadfæstet ved normering af administratorstillingen pr. 1. januar 1979.

1972: Der træffes beslutning om, at produktion af bøger og andre undervisningsmaterialer i punktskrift og indlæst på lydbånd til brug ved undervisningen på Refsnæsskolen og på Instituttet for Blinde og Svagsynede i København overflyttes fra Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde til materialelaboratorierne ved de to institutioner. Denne overflytning førte til etableringen af Studiebogsbiblioteket ved Instituttet for Blinde og Svagsynede i København. Dette bibliotek forsynede integrerede studerende med undervisningsmaterialer.

1980: Efter vedtagelsen af lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægningen pr. 1. januar 1980 af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg besluttede Socialstyrelsen den 4. september 1980 at nedsætte et udvalg, der skulle undersøge rationaliseringsmulighederne m.v. på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde. Udvalgets formand var afdelingschef Svend Aage Wurr fra Socialstyrelsen. Dansk Blindesamfund var i udvalget repræsenteret ved næstformand K.V. Andersen. Det var i udlægningslovens §2, stk. 4 bestemt, at Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde skulle forblive under staten. Udvalget skulle undersøge institutionens forretningsgange med henblik på en rationalisering af produktionen og den daværende service uden at foregribe mulighederne for at realisere de anbefalinger som Bibliotekskommissionen fra 1979 havde fremlagt. Udvalget afgav sin rapport i december måned 1981, denne indeholdt en række anbefalinger til, hvorledes institutionens service kunne forbedres gennem brug af edb-teknologi i forbindelse med institutionens udlånsvirksomhed. Desuden anbefalede udvalget en ekstraordinær 3-årig bevilling med henblik på at afslutte overgangen fra spolebånd til kassettebånd i 1982.

1985: Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde overflyttes fra Socialministeriet til Kulturministeriet i overensstemmelse med princippet om sektoransvar, et princip der for alvor blev sat fokus på med FN’s internationale handicapår i 1981. Blindes biblioteksforsyning blev hermed tilstræbt sidestillet med den øvrige befolknings biblioteksbetjening.

1988: Bibliotekar Winnie Vitzanski konstitueres i stillingen som administrator med virkning fra den 1. april 1988 og blev endeligt udnævnt i denne stilling to måneder senere. Det blev Winnie Vitzanskis opgave at forestå tilpasningen af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde til de nye vilkår, der lå bag vedtagelsen af ændringerne af bibliotekslovgivningen.

1990: Danmarks BlindeBibliotek bliver det nye navn for Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde samtidig med, at institutionen får status som “overbygning” på det øvrige bibliotekssystem for så vidt angår lydbøger, hvilket muliggør lokalt udlån af disse. Direkte udlån til blinde gennem postvæsenet fastholdes.

Kulturministeriet godkendte februar 1994, at institutionens leder, benævnes direktør Winnie Vitzanski, forestod ledelsen af Danmarks BlindeBibliotek indtil udgangen af december 1997.

1995: Danmarks BlindeBibliotek indgår den første kontrakt med Kulturministeriet om udviklingen af virksomheden. Introduktion af den digitale teknologi påbegyndes med henblik på at forberede “den ny generation af lydbogen” i digital form, der ifølge den seneste fireårige kontrakt skal afløse kassettebåndet i den kommende kontraktperiode der begynder 1. januar 2004.

1998: Den 1. januar 1998 tiltrådte Elsebeth Tank stillingen som direktør for Danmarks BlindeBibliotek.

2005: Netbiblioteket E17 er forgængeren til nota.dk, som vi kender det i dag, og altså DBB’s første digitale bibliotek. E17 blev lanceret i forbindelse med at ordblinde nu også kunne blive medlemmer og gøre brug af institutionens service på lige fod med synshandicappede. Tanken bag navnet var at signalere en motorvej til tilgængelig litteratur.

2007: En række tidsskrifter, herunder Weekendavisen, udsendes nu i Daisy-format på CD til abonnenter, der allerede hidtil har modtaget denne ugentlige nyhedsformidlende publikation i kassetteformat.

2009: Fra den 1. juni skiftede Danmarks Blindebibliotek navn til Nota – Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder.

Baggrunden for navneskiftet var, at Nota ønskedes at være i konstant udvikling. Nota var dermed ikke længere et bibliotek kun for blinde og synshandicappede og derfor forlades navnet for institutionen ”Danmarks Blindebibliotek”. Også ordblinde fik adgang til Notas omfattende samlinger af bøger og tidsskrifter på lyd og andre alternative læsemedier.

Set i et historisk perspektiv, med fokus på ikke mindst de synshandicappede låneres adgang til bøger i tilgængeligt format, samt fra et efterfølgende økonomisk perspektiv, fik denne omlægning uventede og uønskede alvorlige konsekvenser, i form af et krav på betaling til forlagsbranchen af en 8-cifret størrelse.

Januar 2018: Det meddeles, at Nota, som led i regeringens beslutning om at flytte statslige arbejdspladser fra København til provinsen, skal flytte til Nakskov. Rådhuset i Nakskov blev ombygget og fra starten af 2019 blev en stor del af produktions- og administrationsopgaverne varetaget fra denne adresse. En række indlæsnings- og redaktionsfaciliteter blev bevaret i lokaler beliggende Teglværksgade 37, København Ø, hvor de stadig forefindes.

December 2021: Michael Karvø tiltræder som direktør for Nota.

Januar 2024: Pressemeddelelse kundgør, at Biblioteksbetjeningen af borgere med syns- og læsehandicap, som varetages af Nota, fremover skal løses i en sammenhæng med Kulturministeriets øvrige biblioteksfunktioner, inden for Det Kgl. Biblioteks organisation. De to biblioteker lægges sammen per 1. januar 2024.

Direktør for Nota bliver dermed vicedirektør i regi af Det Kgl. Bibliotek med Nota som ansvarsområde.

Afsluttende bemærkninger.
Jeg er personligt meget begejstret for Louis Brailles punktskrift, som har fulgt mig siden min skolegang i 1950-erne. Der er for mig, som dedikeret punktskriftbruger, derfor ingen tvivl om, at oprettelsen af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, som en afdeling under Det Kongelige Blindeinstitut i 1924, må være udgangspunktet for fastsættelsen af Notas alder.

Den tidligere ledelse, med direktør Michael Wright i spidsen, lagde imidlertid oprettelsen af den selvstændige institution pr. 1. august 1952 til grund for markeringen af institutionens 60-års jubilæum ved et storstilet arrangement den 9. november 2012.

Den spidsfindige læser af min historiske beskrivelse ovenfor vil muligvis hævde, at Notas alder bør regnes fra april 1892, idet Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde i 1959 blev sammenlagt med Foreningen Danmarks Blindes Trykkeri og Bibliotek, som kan daterer sit virke tilbage til dette tidspunkt.

Gennem Notas 100-årige historie har blindes og stærkt svagsynedes forsyning, med undervisningsmidler og litteratur, udviklet sig fra trykning af punktskrift, ved hjælp af stereotyperingsteknologien, til nutidens digitale informationsformidling, siden 1956 suppleret af lydbøger på spolebånd, kassettebånd og nu senest som daisylydfiler. Fremtiden vil afsløre om den teknologiske udvikling, baseret på kunstig intelligens, giver helt nye forbedringer af disse muligheder. Foreløbig er der grund til at afvente, hvilke muligheder sammenlægningen af Nota med Det Kongelige Bibliotek i de kommende år rummer for Blinde og svagsynede.

Kilder:
“Historiske noter om udviklingen af blindes adgang til information” fra 10 06 2002, v/ Poul Lüneborg.

Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 8 – Blindes læsning – et historisk rids med fremtidsperspektiv.

”Jørgen Plenge – en humanistisk ildsjæl med visionært vingefang i blindeverdenen”, artikel af Ove Gibskov i Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 4/2020.

Folke Johansens bog “Sådan fik danske blinde et skriftsprog”. København 1983.

Desuden en række drøftelser med tidligere og nuværende ansatte på nota.

4. Anders Tindrup –en af de mest jyske jyder og den første leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, af Poul Lüneborg

En artikel med denne overskrift, kan naturligvis ikke undgå at påkalde sig opmærksomhed.

Når der er grund til at interessere sig for Anders Tindrup i dag, skyldes det den omstændighed, at han i 1924 blev udnævnt til at lede Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde.

Behovet for undervisningsmaterialer og støtte til tidligere elever ved Det Kongelige Blindeinstitut stillede i begyndelsen af 1920-erne instituttet overfor betydelige udfordringer. Blandt disse skal anføres, at lærerinde Methea Hoffmann den 1. maj 1920 fratrådte sin stilling ved Blindeinstituttet efter 37 års tjeneste. Hun havde gennem de mange år været en drivende kraft i at udvikle og formidle punktskrift samt i at afskrive tekster og noder i punktskrift. Hertil kom, at instituttets forstander Johannes Ulrik Plesner, som blev ansat i 1905, pludselig afgik ved døden den 17. februar 1922. Han blev afløst af Otto Wustenberg, som kort tid efter sin ansættelse måtte erkende, at der var behov for en særlig indsats, for at imødekomme det stærkt stigende behov for tekster og noder i punktskrift til brug i instituttets undervisning, og ikke mindst til støtte for de mange blinde håndværkere og musikere, som var blevet uddannet gennem de forløbne 66 år siden Blindeinstituttets oprettelse i 1858.

Det var dette behov, som førte til, at Otto Wustenberg i 1924 tog initiativ til at oprette Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, som en selvstændig afdeling med eget budget under Blindeinstituttet. En begivenhed, som i år betyder, at Nota – Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder runder 100 år, idet Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde i 1990 blev videreført under navnet Danmarks Blindebibliotek, som pr. 1. juni 2009 antog institutionens nuværende navn Nota.

Hvem var Anders Tindrup?
Han blev født den 1. juni 1868. Hans forældre var Rasmus Christensen og Bodil Andersdatter, som var henholdsvis 46 og 41 år da han blev født. Hans far var husmand. Familien boede i landsbyen Tind som er en del af Gering Sogn som i dag er beliggende i Favrskov kommune. Om landsbyen Tinds navns oprindelse anfører provst Emer i sin fremstilling af Hvorslev og Gernings historie: ”Helt enestående bynavn, måske i slægt med Tindbæk. Man gætter, at Tind betyder tinde, bakke, da byen nok har en bakke – møllebakken, men byen faktisk ligger lavere end Gerning, synes den betydning at være misvisende, men hvad ellers?”

Ifølge Folketællingen fra 1870 bestod Tind af 10 gårde – en af disse havde en mølle – 7 huse og et fattighus. Anders Tindrups forældre boede i et af de 7 huse. Antallet af beboere i Gering sogn var på dette tidspunkt godt 300, som frem til 1901 voksede til knap 700. Det var et udpræget jysk landsbymiljø, han blev født ind i. Han fik ved sin dåb den 19. juli 1868 i Gering Kirke navnet Anders Peter Rasmussen Christensen. Et navn, som han i 1906 ændrede til Anders Peter Rasmussen Tindrup, et navneskifte som blev muliggjort mod betaling af et gebyr på 4 kr. i henhold til den første egentlige danske navnelov fra 1904.

I sin levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet anfører han om sit liv: ”Jeg var den næstældste af 3 Søskende.

Fra Fødslen var mit Syn svagt og da jeg kom i Gjerning Skole i 1875 kneb det for mig at følge Undervisningen, jeg forblev dog paa Skolen i 3 Aar, til min Lærer sørgede, for at jeg kom paa Kædens Børneasyl for Blinde i Klerkegade i København, herfra overflyttedes jeg i 1879 til Det Kgl. Blindeinstitut i København og fortsatte her min Skoleundervisning samtidig med, at jeg blev undervist i Skomageri og Violinspil. Jeg afgik fra Instituttet 1887 til mit Hjem, hvor jeg forblev til 1892, da jeg igen rejste til København.

I 1893 begyndte jeg at arbejde med Fremstilling af Blindeskrift paa det den Gang nyoprettede Blindetrykkeri under ”Danmarks Blinde”.

Den 1. september 1895 ansættes han som Sløjdlærer og Bogtrykker ved Det Kongelige Blindeinstitut i København.

Han blev gift den 4. juni 1899. Hans kone Magdalene Karoline, født 23. november 1875 i Nakskov, valgte sammen med ham hans nye efternavn. Parret etablerer sig på adressen Hvalsøvej 10 i Brønshøj. De får ifølge Folketællingen fra 1921 sammen 4 piger, der alle får Fauerskou som efternavn – Bodil Benedikte, f. 9.10 1898, telefonistinde, Ellen Magdalene, f. 3.12. 1899, kontoristinde, Sylvia Anina, f. 20.6. 1906, prøvetelefonistinde og Grethe Kirsten, f. 18.7. 1914.

Der foreligger fra Anders Tindrups tid som ansat ved Blindeinstituttet en række samstemmende udsagn om hans personlighed. Således blev mærkedage i hans liv markeret med artikler i Dansk Blindesamfunds Medlemsblad. I forbindelse med hans 70-års fødselsdag skriver bladets redaktør Peter Ommerbo: ” En af vore mest jydske Jyder i København fyldte den 1. Juni 70 Aar.

Det var saamænd Hr. Tindrup, af alle kendt saa godt, han er en ægte Jyde i baade stort og smaat; han har saa klar en Hjerne og ret et lunt Gemyt; naar rigtig han fortæller, kan gammelt blive nyt!”

Tidligere landsformand Ernst Jørgensen anførte i sine mindeord i anledning af hans pludselige død i en Alder af 73 Aar den 23. December 1941:

“Det vil bedrøve mange gamle Tutelever at faa denne Meddelelse, for hvem holdt ikke af Hr. Tindrup. Selv gammel Elev, forstod han som kun faa at anslaa den kammeratlige Tone, som gjorde, at vi fik Tillid til ham. Vi, der havde ham som Sløjdlærer, følte det altid, som havde vi aflagt et Besøg hos en ældre Bror, naar vi under hans kyndige og venlige Vejledning havde tilbragt en Time paa Sløjdværkstedet. Hans glimrende Hukommelse og særprægede Fortællerevne bragte os i Kontakt med Forhold og Personer fra tidligere Perioder i Instituttets Historie. Hans rent ud forbløffende Evne til Efterligning satte ham i Stand til at gengive sine pudsige Anekdoter i det rigtige Tonefald og med den oprindelige Dialekt.

Efterhaanden som Trykkerivirksomheden udvikledes, maatte Hr. Tindrup opgive Undervisningen for helt at hellige sig Trykkeriet, og vi skylder ham alle Tak for de mange Hjælpemidler og praktiske Forbedringer, hans Opfindersnilde har skabt, og som sikkert ogsaa langt ud i Fremtiden vil blive til Gavn og Glæde for vort Lands blinde.

Med Tindrup forsvandt mange Minder fra det gamle Institut, og vi mistede en god, gammel Ven, hvis Minde vi vil holde i Ære.”

Denne beskrivelse af Anders tindrup giver grundlag for at besvare spørgsmålet:

Hvilke forudsætninger havde Anders Tindrup for i 1924 at blive ansat som den første leder af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde?

Her vil jeg pege på 3 forhold:
1. Han var selv meget svagsynet og havde som følge heraf modtaget sin skolegang og erhvervsoptræning på Det Kongelige Blindeinstitut, hvor han tilegnede sig et indgående kendskab til Louis Brailles punktskriftssystem.

2. Han havde forud for udnævnelsen fra 1893 arbejdet som bogtrykker ved ”Danmarks Blindes Trykkeri og Bibliotek og fra 1895 været ansat som lærer og bogtrykker ved Blindeinstituttet i mere end 28 år, en periode hvor produktionen af tekster og noder i punktskrift undergik en enorm udvikling.

3. Han havde i kraft af sin personlighed og sit engagement indenfor arbejdet i Foreningen ”Danmarks Blinde” og siden i ”Dansk Blindesamfund ”vist, at han kunne løse komplekse opgaver og udtænke nye løsningsforslag overfor de udfordringer, som arbejdet som afdelingsleder stillede ham overfor.

Forstander Otto Wustenberg har i sin beretning for årene 1922 – 1933 for Det Kongelige Blindeinstitut givet en fin historisk skildring af de forudsætninger og vilkår, som lå til grund for arbejdet som leder af den nye afdeling med ansvar for trykkeri- og biblioteksfunktionerne ved Blindeinstituttet, samt en beskrivelse af Anders Tindrups virke som leder frem til udgangen af maj 1932, fra hvilket tidspunkt han fortsætter sit arbejde under cand. Mag. Jørgen Plenges ledelse. Han skriver:

”Med Det kgl. Blindeinstituts Oprettelse i 1858 begyndte den første systematiske Undervisning af blinde i Danmark. Den nærliggende Opgave at skaffe Eleverne Læse- og Lærebøger i de forskellige Undervisningsfag kom da hurtigt til at foreligge, og Instituttets første Leder, Forstander Moldenhawer var, som det fremgaar af Aarsberetningerne fra hans Tid, meget interesseret i dette Arbejde. Da han i 1905 tog sin Afsked, var der trykt over 50 Værker: Læse- og Lærebøger samt en Række bibelske Skrifter, de sidste med Understøttelse fra Bibelselskabet for Danmark og det norske Bibelselskab.
De første af disse Bøger blev trykt med latinske Reliefbogstaver, men snart gik man i Danmark over til den Brailleske Punktskrift, og siden 1883 lod Instituttet kun trykke Bøger med denne Punktskrift med Undtagelse af nogle Eventyr af H. C. Andersen og en A B C, af Hensyn til Mennesker, der bliver blinde i en senere Alder og til de Elever, der skulde lære at skrive de latinske Bogstaver, ansaa Forstander Moldenhawer det for rigtigst, at der stadig var et Par Bøger med dette Tryk. Nu trykkes udelukkende Bøger med Punktskrift.
De første Punktskriftbøger i Danmark fremstilledes ved Benyttelsen af Typer, men i 1887 gik man over til at anvende Stereotypplader, i hvilke Brailletegnene blev prægede ved Brug af Hammer og Staalpren mod et Underlag med de sædvanlige Fordybninger til Skrivning af Punktskrift. Senere fik man Stereotyperingsmaskiner forsynede med en Trædemekanisme, ved Hjælp af hvilken Punkterne præges i Zinkplader.
Fra 1905 og til nu og navnlig siden 1924, da Trykkeriet helt blev en Mands Arbejde, er Lærebøgernes Antal blevet stærkt forøget, og mange af de ældre Læse- og Lærebøger er blevet afløst af nye og tidssvarende.
Omkring 1880 blev de ovenfor nævnte Eventyr af H. C. Andersen trykt i et privat Trykkeri og uddelt til blinde ved Juletid og andre Lejligheder. Omkostningerne dækkedes ved private Bidrag. Med Aars Mellemrum blev et og andet mindre, litterært Værk trykt, men ud over Skolebøger var det yderst lidt, man helt op til Slutningen af Tyverne kunde overkomme at faa trykt. Instituttets Punktskriftsbibliotek fik siden 1890 nu og da en Bog af private Afskrivere, og de ældste Elever fik af Foreningen Danmarks Blinde Tilladelse til at laane denne Forenings Bøger, ligesom Instituttet fik de Bøger, Foreningen lod trykke, men alt i alt var Instituttets Elever dog uendeligt daarligere stillet end deres seende Kammerater i andre Skoler.

Først i 1928 blev der fundet en Vej til Løsning af hele dette vigtige Spørgsmaal.
I 1924 erfarede Instituttets daværende Bibliotekar, J. L. Varming, gennem en Samtale med Magister Johan Plesner, den tidligere Forstanders Søn, at denne havde skrevet en Artikel til »Frem«: »Hvad en blind ser« og i denne Artikel under Billedet af en blind Bogtrykker havde opfordret Mennesker, der havde Tid til Raadighed, til at afskrive Bøger til blinde. Johan Plesner havde oprindeligt henvist til Foreningen Danmarks Blinde, men da Varming netop havde erfaret, at Foreningen for Tiden havde Afskrivere nok, greb han Lejligheden og fik Johan Plesner til at forandre Henvisningen til Det kgl. Blindeinstitut.
Det var denne lille Notits, der i 1928 fik vidtrækkende Følger. Fangerne i Statsfængslet i Nyborg havde læst Artiklen i »Frem« og faaet Lyst til at forsøge at afskrive Bøger, og da Forstander Wustenberg i 1928 havde holdt et Foredrag for dem om de blinde, kom Sagen i Gang. En Række godt afskrevne Bøger kom efterhaanden til Instituttet, og man forsøgte at mangfoldiggøre Bøgerne ved med Staalpren og Hammer at præge dem paa Plader. Denne Fremgangsmaade, som man paa Instituttet forlængst havde forladt, viste sig dog at frembyde for store Vanskeligheder, og dette førte til, at man kom i Forbindelse med Vridsløselille Statsfængsel, idet man her lavede en ny Stereotyperingsmaskine efter Instituttets som Model.
I Nyborg havde Fangerne kun skrevet i deres Fritid; nu ansøgte man om, at nogle Mænd i Vridsløse maatte arbejde Dagen igennem med Overføring af Bøger.
Sagen gik i Orden, og der arbejdes nu med tre Stereotyperingsmaskiner i Vridsløse, og tre Mænd er Dagen igennem beskæftiget med Trykning og Overføring af Bøger under Tilsyn af Fængselets Overlærer, Hr. Ryge. Samtidig fortsættes Afskrivningsarbejdet i Nyborg. Dette Arbejde, som nu gøres under Tilsyn af Pastor Agnar Nielsen, er stadig af stor Værdi, idet det jo altid vil være begrænset, hvad der kan trykkes, og der her kan afskrives bøger til de enkelte elever, der går i mellemskolen eller gymnasiet ved andre skoler.
Der er, siden dette Samarbejde med Fængslerne er kommet i Stand, overført flere Bøger end i alle de andre Aar tilsammen, Instituttet har bestaaet, og hertil kommer, at Julehefter er blevet trykt i store Oplag og solgt for en billig Pris til alle, der har ønsket at købe dem. Instituttets Elever har faaet dem gratis tilsendt, ligesom de, de sidste Sommerferier har faaet tilsendt en Bog til Ferielæsning, saaledes sidste Sommers Bøger til de enkelte Elever, der gaar i Mellemskolen eller Gymnasiet ved andre Skoler. Af samme Grunde er Instituttet glad for det Arbejde, der stadig udføres af enkelte private Afskrivere: Fru Elisa Hornbech, Fru A. Levysohn, København, og Typograf Bech, Vejle.
Det store Arbejde, der saaledes fra forskellig Side gøres i Samarbejde med det paa Instituttet værende Trykkeri, er Aarsag til, at Instituttets Punktskriftsbibliotek i de sidste Aar er blevet stærkt forøget og til, at man nu har kunnet oprette Læsestuer saavel for Piger som Drenge. Til disse Læsestuer overføres der i Vridsløse og Nyborg Biografier, Haandbøger mm., og Drengenes Læsestue vil blive aabnet for ældre blinde, der maatte ønske at aflægge den Besøg. Der er saaledes i de sidste Aar sket en Mangedobling af Arbejdet for at fremskaffe Læsning, og det er at haabe, at det med Tiden kan blive alle blinde til Gavn og Glæde.
Ogsaa paa Trykkeriet paa Instituttet er Arbejdet blevet stærkt udvidet. Alle Bøger og Noder indbindes eller heftes her, og her overføres foruden Lærebøger til Skolen de for de blinde Organister og Musikere nødvendige Noder. Instituttet i København har altid lagt stor Vægt paa Musikundervisningen, og fra dets første Dage har man arbejdet med at overføre Noder med den Brailleske Nodeskrift. I Begyndelsen var det faa Noder, man kunde overkomme at trykke; de fleste maatte afskrives, og Hovedmængden af Instituttets Noder er stadig haandskrevne, selv om man nu saa godt som helt er gaaet over til at stereotypere og trykke Noderne.
Den svagtsynede Bogtrykker Tindrup, der gennem mange Aar med megen Indsigt har gjort et stort Arbejde, har nu foruden tre andre Medhjælpere faaet en fast Medarbejder i Bogtrykker Adolf Andersen, der ogsaa er svagtsynet, og som væsentligst er beskæftiget med at overføre Noder.
Et Musikudvalg med Komponisten Aksel Agerby som Formand afgør, hvilke Noder, der skal overføres, for saa vidt det ikke gælder Noder til Undervisningen paa Instituttet.
Det Maal, der nu stiles imod, er at skabe et Landsbibliotek af trykte Bøger med Læsestuer i større Byer, maaske i Forbindelse med de kommunale Folkebiblioteker.
Som Supplement til det ovenfor udviklede henvises til Kataloger, der i Efteraaret 1933 vil udkomme over trykte Noder og Bøger.”

Den udvikling, som Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde har undergået i dets første 11 år, følges op i de efterfølgende 11 år i beretningen for perioden 1933 til 1944. I denne beretning kan man desuden læse:

”Ud over den egentlige Biblioteksvirksomhed stod Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde for Fremskaffelse og Salg af Blindeskriftspapir, Tavler og Prene til Skrivning af Blindeskrift, Lommetavler, Sortskriftsskriveunderlag, forskellige Spil og lign. — ligesom enhver Bog, Trykkeriet overførte og producerede i punktskrift, kunne købes her.”

Det fremgår af beskrivelsen af Anders Tindrup, at han i kraft af opfindsomhed og snilde opfandt og udviklede forskellige hjælpemidler til blinde. Der foreligger stort set ingen konkrete beskrivelser af eksempler på disse. Der er imidlertid i denne forbindelse grund til at notere sig de tanker, som han gør sig i en artikel i Nordisk Tidsskrift for Blinde, som er gengivet i Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 7 fra 1935. I denne artikel filosoferer Anders Tindrup over spørgsmålet ”Billeder til blinde”, og illustrerer med et eksempel sin evne til at anskueliggøre det visuelle overfor en blind dreng. Der findes dog et eksempel på hans snilde. Det drejer sig om mærkede spillekort. Disse har en systematisk spejlvendt følbar mærkning på det enkelte korts forside, mens mærkningen ikke var synlig på kortets bagside for seende medspillere. Disse spillekort forhandles stadig.

Denne supplerende aktivitet under Anders Tindrups medvirken, skulle vise sig at blive starten på det tilbud, som efter 1985 blev til den selvstændige institution ”Statens Hjælpemiddelcentral for Blinde”.

Anders Tindrup kan, ved sin pensionering med udgangen af oktober 1938, se tilbage på et imponerende resultat, indenfor de 2 vigtigste arbejdsområder, trykning af bøger og noder i punktskrift, til brug for Blindeinstituttets undervisning, og ikke mindst til de mange blinde organister rundt om i landet, som løbende har brug for at få trykt noder til brug i deres arbejde.

Anders Tindrups opgaver blev overtaget af trykkerileder Adolf Andersen, der ligesom ham selv var stærkt svagsynet, jf. omtalen af ham i selskabets Nyhedsbrev nr. 2/2024. Den 1. august 1952 fik institutionen selvstændig status med Jørgen Vilhelm Plenge som forstander.

For at komplimentere beskrivelsen af Anders Tindrup, er der til slut grund til at hæfte sig ved en række forskellige opgaver, som han påtog sig, indenfor Foreningen Danmarks Blinde og Dansk Blindesamfund.

Den 5. december 1883 stiftedes ”Blindes Understøttelses- og Læseforening af 1883” af en gruppe lærere ved Blindeinstituttet og nogle tidligere elever, på opfordring af instituttets daværende forstander Johannes Moldenhawer. Foreningen ændrede i 1892 sit navn til ”Danmarks Blinde”. Det fremgår af foreningens årsberetninger, at Anders Tindrup blev medlem af foreningen i 1895, samme år som han blev ansat som lærer ved Blindeinstituttet, et medlemskab, som han fastholdt frem til 1911, hvor Dansk Blindesamfund blev stiftet. Han kom, gennem dette medlemskab, i tæt kontakt med instituttets inspektør Andreas Frederik Wiberg, lærerinde Methea Hoffmann og organist Johan Wulff, som i 1889 præsenterede det første forslag til et dansk forkortelsessystem af Louis Brailles punktskrift. Foreningen ”Danmarks Blinde” etablerede i april 1892 sit eget trykkeri og bibliotek, og påbegyndte i 1898 udgivelsen af punkttidsskriftet ”Blindes Budstikke”.

Anders Tindrup optræder ikke i årsberetningerne for ”Danmarks Blinde” efter stiftelsen af ”Dansk Blindesamfund”. Dog optræder han i juni 1937 sammen med overlærer Jørgen Plenge, som udpegede kontrollanter af valget til bestyrelsen for ”Danmarks Blinde”.

For så vidt angår hans virke indenfor ”Dansk Blindesamfund”, skal det nævnes, at han i 1918 og i 1926 optræder som repræsentant / repræsentantsuppleant, valgt af den københavnske lokalkreds. Anders Tindrup repræsenterer i forskellige sammenhænge ”Dansk Blindesamfund”. Blandt disse opdrag finder jeg anledning til at nævne, at han i sommeren 1920 deltog i det første Interskandinaviske Blindesagsmøde i København, med deltagelse af blindeorganisationerne fra Danmark, Norge og Sverige. Her deltog han aktivt i drøftelserne af mulige fremtidige beskæftigelsesmuligheder for blinde. Ifølge referatet fra mødet, henledte han deltagernes Opmærksomhed paa Agenturvirksomhed, og begrundede dette forslag på følgende måde: ”Da mange Mennesker lever af dette erhverv, og da Blinde tit har et umaadelig godt Snakketøj, vilde det sikkert være noget for dem”.

I februar 1937 udpeges han som en ud af 4 DBS-repræsentanter, som skal indgå i en møderække, om en revision af punktskriftforkortelsessystemet, indkaldt på initiativ af forstander Otto Wustenberg.

Jeg vil hermed slutte dette mit forsøg på at beskrive personen Anders Tindrup, og hans betydning for udviklingen af den danske blindesag, her 100 år efter, at han blev udnævnt, som den første leder af ”Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde”. Det er bemærkelsesværdigt, at han har været vidne til introduktion og udvikling af Louis Brailles punktskrift lige siden 1883, hvor Blindeinstituttet besluttede at fravælge reliefskrift til fordel for punktskrift.

Der er for mig ingen tvivl om, at han, i kraft af sin personlige integritet og sit positive livssyn, skabte betydelige resultater igennem årene, hvor han forestod dette meget vigtige arbejde. I forbindelse med hans fratræden blev han udnævnt til Dannebrogsmand, dvs. at han blev tildelt sølvkorset, som en påskønnelse for hans virke gennem 43 år ved Det Kongelige Blindeinstitut.

I hans samtid var han kendt af stort set alle blinde, mens han i dag er helt ukendt på trods af hans betydningsfulde indsats. Han fortjener så absolut en plads i den danske blindesags historie. Denne artikel bidrager forhåbentlig hertil.

 

Kilder:

Beretning om det kgl. blindeinstitut i København juli 1922 – november 1933
Beretning om det kgl. blindeinstitut i København november 1933 – januar 1944
Betænkning nr. 129 – ”Forsorgen for Blinde og Stærkt Svagsynede”, København 1955
”Dansk Blindesamfunds historie” ved Peter Ommerbo, København 1944
Dansk Blindesamfunds medlemsblade fra nr. 1-1911 til nr. 1-1942
Folketælling 1870, landdistrikter
Folketælling 1880 og 1921, København
Historiske noter om udviklingen af: ”Blindes adgang til information fra 1811 til 2004” – ved Poul Lüneborg, Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 8-2002 side 16 – 42
HVORSLEV-GERNINGS HISTORIE ved PROVST EMER. ANKER VESTERGAARD, 97 sider
Kirkebogen for Gerning sogn 1860 – 1891.
Levnedsbeskrivelse ved Anders Tindrup, indleveret 15. marts 1939 til Ordenskapitlet.
”Statens Institut for Blinde og Svagsynede i København”, 5. november 1858 – 1958 – 100-års jubilæumsskrift, København 1958.
SÅDAN FIK DANSKE BLINDE ET SKRIFTSPROG, af FOLKE JOHANSEN, København 1983.
Årsberetninger fra Danmarks Blinde for årene 1888 – 1937.

5. Afskaffelse af fattiglovens retsvirkninger for blinde, af René Ruby

I 1914 ændredes fattigloven, hvorefter blinde og kun blinde, kunne modtage offentlig hjælp uden tab af borgerlige rettigheder som valgret. Denne ændring har Dansk Blindesamfunds tidligere formand Svend Jensen betegnet som det største resultat Dansk Blindesamfund har opnået i bogen ”Det første Skridt mod Ligestilling”.

Med Grundloven fra 1849 blev fattighjælp en grundlovssikret rettighed. Samtidig blev det slået fast, at modtagelsen af fattighjælp resulterede i en række ikke nærmere definerede rettighedstab.

Op gennem 1700- og 1800-tallet oprettedes og steg antallet af fattighuse. Skammen og den sociale degradering, der blev vedhæftet fattig- og arbejdsanstalter, havde ikke mindst en præventiv funktion. Det samme blev tilfældet omkring fattighjælpsydelser generelt. I perioden op til Grundloven i 1849 var der indført en række sanktioner i forbindelse med modtagelsen af fattighjælp. Hvis man modtog fattighjælp, skulle man søge om tilladelse til at gifte sig, ligesom man mistede forældremyndigheden og retten til at bestemme, hvor man skulle bo. Rettighedstabet kulminerede i Grundloven, hvor den politiske valgret blev gjort afhængig af, at man ikke havde modtaget fattighjælp, som ikke var betalt tilbage. Den nye fattiglov fra 1891 videreførte de fleste af de konsekvenser, som modtagelsen af fattighjælp havde fået gennem 1800-tallet.

Blindeundervisningen blev påbegyndt af Kjæden i 1811, men først med oprettelsen af det nye blindeinstitut i 1858 blev blinde i større omfang målrettet uddannet i forskellige håndværk og musikfag med henblik på selvforsørgelse. Eleverne blev ofte uddannet i flere håndværk eller i musik og et supplerende håndværk. Dette skulle forbedre deres muligheder for selverhverv. Udover etablering i eget hjem eller fortsat ophold hos forældrene var mulighederne for de afgåede mandlige elever kun fattigvæsenet, det vil oftest sige fattiggården. De afgåede kvindelige elever havde derimod endnu en mulighed nemlig kvindehjem. Der blev i tidens løb oprettet flere hjem og pensionater for blinde kvinder. Opholdet her blev imidlertid også betalt af fattigvæsenet, hvorved disse ligeledes var underlagt fattighjælpsvirkning.

Kun organister og til en vis grad musikere havde en rimelig indtjening, mens håndværkere har haft en meget varierende og ofte utilstrækkelig indtægt og modtog ofte understøttelse. De afgåede elever kunne, udover at modtage hjælp fra fattigvæsenet, også modtage hjælp fra private velgørende foreninger, og det vil især sige Foreningen til at Fremme Blindes Selvvirksomhed. Det er særligt håndværkere og kvinder, som modtog bidrag fra Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed.

Den stiftedes i 1862. I 1860’erne voksede en omfattende filantropi frem i Danmark. Private havde altid hjulpet de fattige og givet almisser, ofte gennem kirken. Industrialisering og urbanisering i anden halvdel af 1800-tallet betød, at fattigdomsproblemerne især i København voksede. Her opstod diskussionerne om og behovet for filantropien. Filantropien var et redskab for den velstillede middelklasse til at påvirke samfunds-udviklingen og opdrage de fattige til at blive gode borgere.

I arkivmaterialet fra Blindeinstituttet er der utallige eksempler på afgåede elever som modtog fattigunderstøttelse. Omfanget af blinde under fattigforsørgelse kan aflæses af folketællingen fra 1890. Det fremgår blandt andet, at 1,8 % af den samlede befolkning hørte ind under fattigvæsenet. Af det samlede antal blinde var 18,4 % under fattigforsørgelse, af samtlige blinde uden for anstalter(1). Det vil sige, at godt ti gange så mange blinde var under fattigforsørgelse, i forhold til den øvrige befolkning samlet set.

Offentlig understøttelse kunne ske på tre måder, enten ved understøttelse i hjemmet, anbringelse i pleje hos private eller ved optagelse i forsørgelsesanstalter. Hvilken form og i hvilket omfang var overladt til den enkelte fattigbestyrelse at afgøre(2). De områder, inden for hvilke sognet ydede kontanthjælp til blinde, var værktøj, materiale og arbejdsrekvisitter. Mange hjemvendte håndværkere modtog pengebeløb til anskaffelse af værktøj og til at opstarte deres håndværksvirksomhed. Selvom de efterfølgende kunne forsørge sig selv, var de fortsat underlagt fattighjælpsvirkning, så længe etableringshjælpen ikke var tilbagebetalt. Herudover ydedes hjælp til klæder, senge og sengeklæder. Sognet understøttede tillige ved erhvervsmæssig videreuddannelse. Endelig har en meget benyttet form været et årligt pengebeløb til underhold.

Som allerede nævnt videreførte den nye fattiglov fra 9. april 1891 de fleste af de konsekvenser, som modtagelsen af fattighjælp havde fået gennem 1800-tallet. Men det vigtigste brud var måske bestemmelsen om, at visse typer af hjælp kunne ydes uden rettighedstab, og at visse grupper af mennesker skulle hjælpes uden rettighedstab. Det drejede sig eksempelvis om Støtte til begravelse, læge og jordemoder samt visse grupper af kronisk syge skulle kunne modtage hjælp uden tab af rettigheder. Dermed havde man taget det første skridt til at sige, at bestemte grupper i befolkningen kunne modtage offentlig hjælp uden rettighedstab.

Det første initiativ på også at fritage blinde fra fattighjælpsvirkning blev ligeledes foretaget i starten af 1890erne. Det blev foretaget af foreningen Danmarks Blinde. Foreningen stiftedes i 1883 med henblik på tilvejebringelse af litteratur for blinde, men foreningen påbegyndte også en understøttelsesvirksomhed i 1888. I 1892 udarbejdede foreningen en statistik over blinde i Danmark, som skulle bruges som redskab til en systematisk kortlægning af de sociale forhold for blinde, og dermed behovet for hjælp. Fra 1892 til 1894 gennemførte foreningen en række kampagner og en offentlig agitation med henblik på at gøre opmærksom på blindes situation. Det resulterede i en adresse, som blev indleveret til regeringen og Rigsdagen i februar 1894(3). Den havde da fået 126.822 underskrifter.

Det centrale punkt og den egentlige baggrund for underskriftindsamlingen var kravet om fast årlig understøttelse uden fattighjælpsvirkning. Som grund for understøttelseskravet fremhæves, ”… at kun et ringe Antal, og navnlig kun dem, der i Byerne opnår faste Stillinger som Organister eller Musikere, er i stand til at ernære sig selv, hvorimod Flertallet vil være afhængige af Hjælp fra Familie eller det Offentlige.”(4) Endelig understreges den private godgørenheds utilstrækkelighed, og som for den modtagende “… kan have sine pinlige Sider”(5).

Kravet om, at staten skulle understøtte blinde, samt kritikken af den private godgørenhed, var en udfordring af de ældre foreningers og særligt blindeinstituttets forstanders holdning på området, som netop var, at kun den private og individuelle understøttelse på den rette måde kunne fremme selvstændigheden og viljen til selverhverv. Foreningens store tilslutning, den offentlige opmærksomhed, underskriftindsamlingen m.v. må være blevet opfattet som en trussel mod disse sidste. Gennem Danmarks Blindes initiativer, havde disse udsigt til at miste deres frihed eller blive overflødiggjorte.

Danmarks Blindes planer blev da også tilintetgjort gennem en skandalisering af foreningens ledende skikkelse ritmester Allan Dahl. Samtidig underkendte og forkastede 239 blinde i en støtteindsamling til Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed reelt Danmarks Blindes underskriftindsamling til Rigsdagen. Baggrunden herfor har givetvis sammenhæng med de blinde håndværkeres helt basale afhængighed af støtte fra Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed og frygten for at miste støtten herfra. Det hele endte med et internt opgør mellem de blinde og de seende medlemmer i foreningen, og en delvis sprængning af Danmarks Blinde. Det resulterede i, at underskriftindsamlingen til Rigsdagen aldrig blev fuldt op men faldt til jorden.

I begyndelsen af det nye århundrede blev tanken om en underskriftindsamling til Rigsdagen med henblik på en understøttelse uden fattighjælpsvirkninger taget op igen. I bladet Budstikke, som var et blad i punktskrift, fremsattes sådanne tanker. Samtidig fremsattes tanken om stiftelsen af en ny forening for blinde og denne gang modsat Danmarks Blinde kun med og af blinde. I marts 1910 skrev Carl Cohn, som blev Dansk Blindesamfunds første formand, herom: “Der maa skaffes saa mange Penge til Veje, at enhver Blind, som er værdig trængende, kan faa en fast, aarlig Understøttelse, der ydes ham eller hende som Rettighed og ikke som Almisse. … de Blinde maa selv være med. Saa mange som vi er, maa vi underskrive en Adresse til Regeringen …”(6)

I maj 1910 fremlagde Cohn et udkast med en redegørelse for de blindes antal og forhold, og i juni 1910 blev underskrifter fra 233 blinde, overgivet til Alderdoms- og invaliditetskommissionen(7). Der var således pustet nyt liv i Danmarks Blindes krav til regeringen fra 1894.

Ved et stævne i juni 1911 stiftedes så Dansk Blindesamfund. Formålsformuleringen rummede en række specifikke opgaver med det Fælles, at de alle, i et eller andet omfang, var betinget af de sociale forhold. Disse forhold, samt måden hvorpå de ønskedes løst, var også helt centralt. Understøttelsessagen og stiftelsen af Dansk Blindesamfund var derfor sammenhængende. I en artikel i Politiken, dagen efter stævnets afslutning i juni 1911, trækkes den grundlæggende forskel mellem denne og de tidligere foreninger op: “… Navnet paa den nye Forening er Dansk Blindesamfund, og den adskiller sig fra de tidligere Foreninger derved, at den ikke har disses Velgører-Præg. Det er ikke en Kres af velmenende Borgere, der har sluttet sig sammen for at gøre godt mod de Blinde; det er disse selv, der vil tage Styrelsen af deres egne Sager. …”(8)Videre i artiklen interviewes foreningens første formand Carl Cohn: “Der eksisterer dog, indskød vi, forskellige Foreninger, der tager sig af de Blinde. – Det er rigtigt, svarede Hr. Cohn, og nogle af dem udretter en Del godt eller har i alt Fald gjort det for Aar tilbage. Men Velgørenheden forringer Menneskeværdigheden, jeg har set fattige Blinde, hvorledes de maatte krybe og ydmyge sig for at opnaa en ussel Understøttelse paa 10 Kr. Den ny Forening vil tage Velgørenhedspræget af, hjælpe og gøre de Blinde til frie og uafhængige Borgere.”(9)

I forbindelse med stævnet i juni 1911 afholdtes et diskussionsmøde om fast årlig understøttelse med deltagelse af rigsdagsmedlemmer, blindelærere og pressen. Mødet mundede ud i en resolution til regeringen og Rigsdagen med anmodning om, at blinde som ikke ved egen hjælp var i stand til at skaffe sig det nødvendigste til livets ophold, hvoraf der skønnedes at være 350 ud af 552 i alderen 18 til 60 år, ved lov fik ret til en fast årlig støtte.

I juni 1912 afholdtes et nyt agitationsmøde. Dette udmundede i en ny og mere konkret resolution til Indenrigsministeriet. Heri pegedes på en ændring af fattiglovens §61 til at opnå en fast årlig understøttelse uden fattighjælpsvirkning. Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet rettede i anledning heraf en forespørgsel til blindeinstituttet og de ældre foreninger vedrørende statsunderstøttelse og bortfald af fattighjælpsvirkning. Disse udtrykte betænkelighed, dels fordi denne ville svække de private foreninger, og dels fordi en fast årlig statsunderstøttelse uden fattighjælpsvirkning kunne mindske lysten til selverhverv. Blindeinstituttets forstander Plesner udtrykte dog støtte til bortfald af fattighjælpsvirkning, men kun for de som ydede en erhvervsmæssig indsats: “… Princippet bør være Hjælp til Selvhjælp. Gives Hjælpen til enhver Blind vil den hos nogle bevirke at de henfalder til Lediggang og Sløvhed, kort sagt i den Tilstand, hvorfra det er og altid har været Blindeinstituttets Opgave at hæve de Blinde. … Mister Kommunens Støtte Karakteren af Fattighjælp, er der jo intet ydmygende heri. …”(10)

En fast årlig understøttelse blev herefter opgivet og blev først delvist opnået med Invalideloven i 1921. Derimod søgtes bortfald af fattighjælpsvirkning opnået via tilsyn, som blindeinstituttet påtog sig at udføre. Dette blev imidlertid atter opgivet på grund af Dansk Blindesamfunds forbehold som anså ordningen for kun ren midlertidig,(11) hvorefter en ændring af fattiglovens §61 blev gennemført med lov af 25. februar 1914.

Årsagen til, at sagen ikke strandede som tidligere, var, foruden en ændret indstilling, generelt Dansk Blindesamfunds vedholdenhed og foreningens legitimitet. Under rigsdagsdebatterne fremhæves netop, at det er de blinde selv som “nu har organiseret sig” og “paa Foranledning af Henstillinger fra Blinde”,(12) ligesom der også henvises og citeres fra Dansk Blindesamfunds resolutioner.(13)

Dansk Blindesamfunds succes var en milepæl, som Svend Jensen skriver, men det var det også i forhold til, at Blinde, som den første handicapgruppe, kunne modtage offentlig hjælp uden fattighjælpens konsekvenser. Samtidig har dette dog også sammenhæng med en generel samfundsudvikling i årtierne op til.

I forlængelse af den nye fattiglovspolitik fra 1891 med, at bestemte grupper af befolkningen skulle kunne modtage hjælp uden rettighedstab, kom Alderdomsunderstøttelsesloven fra 1891 og Sygekasseloven 1892. Princippet med at fritage bestemte typer af hjælp fra fattighjælpens rettighedstab fortsatte ind i det nye århundrede. Det gjaldt bl.a. for folk, der blev ramt af smitsomme sygdomme. Blinde som den første handicapgruppe blev så fritaget i 1914. Her blev de første skridt til ophævelse af rettighedstabene taget. Tabet af valgret ved modtagelse af fattighjælp fortsatte dog grundlæggende med Grundloven af 1915. Først med Socialreformen i 1933 blev der for alvor taget et skridt, der i almindelighed gjorde op med rettighedstabet, forbundet med modtagelse af offentlig fattighjælp. De principper, fattighjælpen byggede på, ændrede sig grundlæggende hermed. Den offentlige hjælp skulle nu som hovedprincip gives uden rettighedstab. Kun de ”håbløse tilfælde”, f.eks. de åndssvage, blev fortsat anbragt på offentlige institutioner og udsat for tab af rettigheder.

Noter:

1. Danmarks Statistik 4. række A.8,a. Folketælling i Danmark 1. februar 1890, 1894; side 207.
2. Fattigloven af 9. april 1891 §29 og §43.
3. I 18- og 1900-tallet var en adresse en hyppigt benyttet henvendelsesform til Rigsdagen. En adresse dækker over en, af en række personer underskrevet skrivelse, der retter en henvendelse til en myndighed og som her Rigsdagen.
4. Danmarks Blindes 10. Aarsberetning 1893; side 27.
5. Danmarks Blindes 10. Aarsberetning 1893; side 28.
6. Ommerbo, Peter: ”Dansk Blindesamfunds Historie, udarbejdet efter Foreningens Blade og Protokoller” København 1944; side 9
7. Alderdoms- og invaliditetskommissionen blev nedsat i 1904 og afsluttede sit arbejde i 1914, men dette resulterede imidlertid først i et lovgivningsinitiativ i 1921.
8. Politiken den 11.6. 1911.
9. Politiken den 11.6. 1911.
10. Brev fra J. Plesner til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet den 3. september 1912. (Bestyrelsens kopibøger 1912 – 15).
11. Dansk Blindesamfund, Sorttrykte Meddelelse Nr. 2, december 1913.
12. Forhandlinger i Folketinget 1912 – 13; spalte 463 og 1913 – 14; spalte 1989 -1994.
13. Landstingets Forhandlinger 1913 – 14; spalte 539 – 56.

6. Invitation til 30 års jubilæumsarrangement 15. november, af Poul Lüneborg

I anledning af Blindehistorisk Selskabs 30-års jubilæum inviteres alle medlemmer med ledsagere til et eftermiddagsarrangement, den 15. november. Markeringen af jubilæet foregår fra kl. 14.00 – 18.00 i mødelokale “København” i Handicaporganisationernes Hus, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup.

Program:

Kl. 14.00 – 14.30 Ankomst

Kl. 14.30 Velkomst ved selskabets formand Poul Lüneborg

Kl. 14.45 Arne Christensen, som også er medlem af selskabet, fortæller detaljeret og besvarer spørgsmål om den tur på ski til Sydpolen, han som den første blinde dansker gennemførte i begyndelsen af året. Denne meget flotte præstation kan man læse om i artiklen ”Blind pioner har nået Sydpolen på ski”, der blev bragt i Nyhedsbrev nr. 1 fra i år.

Kl. 15.30 – 17.30 Socialt samvær

Her vil der blive mulighed for at høre en fin optagelse af nogle af de numre fra den jazzkoncert med blinde musikere, der fandt sted på Fuglsangcentret i forbindelse med årets generalforsamling 9. marts. Denne koncert er nærmere omtalt i Nyhedsbrev nr. 1.

Kl. 17.30 – 17.45 Afslutning ved Poul Lüneborg

Kl. 18.00 slutter markeringen af 30-års dagen.

Under hele arrangementet vil der være mulighed for forfriskninger i form af kaffe/te, øl, vin og vand samt snacks.

Det er ikke nødvendigt på forhånd at tilmelde sig, men hvis du er sikker på at dukke op, vil vi være glade for information herom, da det kan have betydning for bestilling af drikkevarer m.v.
Besked kan sendes til næstformand Lena Bang mobil 20 41 88 67 eller på mail lenabanglb@gmail.com

Bestyrelsen håber at mange vil tage imod opfordringen til at være med til at fejre selskabets fødselsdag.

7. Fra blindeforening til støtteforening: Anmeldelse af Poul Lüneborgs bog Foreningen Aarhus Blinde, af Finn Amby

Tak for opfordringen til at anmelde Poul Lüneborgs bog om udviklingen af Foreningen Aarhus Blinde gennem 130 år. Det har været en spændende opgave. Bogen bærer tydeligt præg af Pouls fantastisk store engagement i blindesagen, og der er ingen tvivl om, at Poul har ydet en meget stor indsats for at nå i mål med bogen under temmelig vanskelige vilkår. Det er på mange måder et imponerende resultat, der er kommet ud af anstrengelserne, som fortjener stor ros.

Ud over de indledende kapitler om baggrunden og dannelsen af Foreningen Aarhus Blinde er bogen opbygget kronologisk, hvor det er valgt primært at lade kapitelinddelingen styre af formandsperioderne. Bogen indeholder herunder grundige bibliografiske oplysninger om formændene og en del af bestyrelsesmedlemmerne. Der er tale om følgende perioder: 1893 – 1908, 1908 – 1932, 1932 – 1940, 1940 – 1964, 1964 – 1996 og 1996 og frem. Frem for at kommentere de enkelte kapitler vil jeg i det følgende fremdrage nogle temaer, som jeg finder væsentlige, for en karakteristik af foreningens udvikling gennem de mange år.

Medlemshvervning og julehjælp
I bogen dokumenteres det, at foreningen fra starten gjorde en ihærdig indsats for at få borgerne i Aarhus til at tegne medlemskab. Midlerne fra medlemmerne, indsamlingsvirksomhed og bidrag fra forskellige loger blev i de første mange år primært brugt på uddeling af julelegater til trængende blinde i byen. Uddeling af julelegater fortsatte ifølge bogen i hvert fald frem til omkring 1960, men det fremgår ikke, hvornår denne aktivitet er stoppet.

Flere steder i bogen lægges der vægt på samfundsudviklingens betydning for foreningens aktiviteter. I det lys kunne det måske have været på sin plads med et par betragtninger om, hvorfor der var behov for direkte økonomisk hjælp til blinde i form af julelegater, og hvorfor dette behov nok gradvist blev mindre og gav plads til at prioritere andre formål.

Boliger til blinde
Bogen indeholder en meget grundig og interessant beskrivelse af foreningens engagement, i at tilvejebringe billige boliger til blinde i Aarhus. Dette engagement strækker sig over en lang årrække og dermed også flere kapitler i bogen – fra ideen første gang kom på tale i 1937, til boligeventyret sluttede i 2001. Forslaget om at opføre en ejendom med lejligheder til byens blinde, blev i sin tid stillet af formanden Waldemar Tørsleff, og det førte til igangsætning af en række aktiviteter, for at skaffe økonomi, finde en egnet grund osv. Anstrengelserne resulterede i 1954 i købet af ejendommen Aldersrovej 40, 42 og 44 med 23 lejligheder for en købesum på 190.000 kr. I 2001 blev ejendommen solgt for 6.850.000 kr.

Ideen om en ejendomsinvestering kunne kun realiseres, fordi det lykkedes at skaffe økonomiske tilskud udefra i form af arv og gaver, og fordi der blev etableret et samarbejde med Dansk Blindesamfund om projektet. Dansk Blindesamfunds landsforening bidrog således med 30.000 kr., og den lokale kreds bidrog med 10.000 kr., da ejendommen skulle købes. Jeg vender tilbage til samarbejdet mellem de to foreninger nedenfor, men ejendomsprojektet var den direkte årsag til, at sammensætningen af bestyrelsen i Foreningen Aarhus Blinde i 1938 blev ændret, så der blev valgt 4 medlemmer på foreningens generalforsamling, mens Dansk Blindesamfunds lokalafdeling herudover udpegede 3 medlemmer til bestyrelsen. I forbindelse med ejendomskøbet skete der også en ændring af formålsparagraffen, så der nu kom til at stå: “at støtte værdigere trængende blinde eller svagtseende personer dels ved pengehjælp dels ved tildeling af lejligheder i ejendomme, som foreningen måtte erhverve”.

Fremstillingen i bogen illustrerer tydeligt, at ejendommen på Aldersrovej kom til at fylde meget i de følgende årtier. Det handlede både om daglig drift, vedligeholdelse og modernisering, efterhånden som der viste sig et behov for det. I 1960 blev der installeret fjernvarme i ejendommen, og året efter blev der indrettet tre badeværelser i kælderen. I løbet af 60’erne, 70’erne og 80’erne blev der gennemført store arbejder på ejendommen herunder renovering af taget og isætning af termovinduer, og der blev indrettet vaskehus med vaskemaskiner. Det blev også diskuteret, om lejlighederne skulle moderniseres med etablering af badeværelser, men planerne blev ikke til noget. I sidste halvdel af 90’erne var bestyrelsen også optaget af ejendommens drift og af at sikre kvaliteten for beboerne gennem istandsættelse af altanerne og forbedring af udendørsfaciliteterne.

Ud over drift og vedligeholdelse af ejendommen brugte foreningen også midler på at støtte de blinde beboere gennem reduktion af huslejen og tilskud til varmeregninger m.v. Disse vilkår blev dog efterhånden ændret i takt med de forbedrede muligheder for boligsikring fra det offentlige. Der er ingen tvivl om, at Foreningen Aarhus Blinde har ydet en stor indsats for at give blinde et billigt sted at bo. Men det kunne måske have været nyttigt, hvis bogen også havde indeholdt nogle bemærkninger om blindes generelle boligsituation, så man kunne få bedre forståelse for, at selve ideen overhovedet opstod.

Øvrige aktiviteter
Fra starten var julelegater som nævnt en væsentlig aktivitet for foreningen, og senere kom driften af ejendommen til som en anden hovedaktivitet. Men foreningen var også allerede ret tidligt engageret i andre opgaver.

Foreningen medvirkede sammen med Dansk Blindesamfunds lokalkreds i afholdelse af basarer hvert tredje år fra 1917 til 2. verdenskrig med salg af blindes produkter og et omfattende underholdningsprogram. Det var også på foranledning af foreningen, at Aarhus Teater fra 1924 stillede et antal billetter til rådighed for blinde i forbindelse med udvalgte forestillinger. Endelig var foreningen også involveret i bestræbelserne på at få gratis sporvognskørsel til de blinde i Aarhus.

I 1982 blev hjælpetjenesten oprettet, og der blev formuleret et regulativ for denne. 9 år senere var hjælpetjenesten bemandet med 37 hjælpere. I perioden 1996 – 97 blev hjælpetjenesten benyttet af 54 medlemmer af Dansk Blindesamfund, og der blev udført 147 engangstjenester. Hjælpetjenesten havde i en årrække et ret højt aktivitetsniveau, men det er stagneret de senere år. Også i denne sammenhæng kunne det have været interessant, hvis bogen havde indeholdt nogle betragtninger om, hvorfor der på denne måde var et udækket behov for hjælp, og hvordan de seneste års udvikling i den sociale lovgivning måske har påvirket dette behov.

Fra slutningen af 1990’erne blev foreningen stadig mere optaget af spørgsmålet om, hvordan aktiverne kunne anvendes til gavn for alle blinde i Aarhus frem for at satse på at stille boliger til rådighed for en mindre gruppe. Det førte i 2003 til investeringen i lokalerne i Sønder Allé 10 og er også fortsat baggrunden for, at der nu søges etableret gode lokalemæssige rammer et andet sted.

Filantropi og interessevaretagelse
Selve stiftelsen af Foreningen Aarhus Blinde fortaber sig lidt i tågerne, fordi dokumenterne fra de første år ikke findes mere. Det er sikkert en rimelig antagelse, som der også gives udtryk for i bogen, at foreningen blev dannet med afsæt i udviklingen omkring Danmarks Blinde og støttet af frimurerlogen m.fl. Det er nok også rimeligt at antage, at vedtægterne for den lokale forening i Aarhus på trods af løsrivelsen fra Danmarks Blinde i efteråret 1893 tog udgangspunkt i vedtægterne herfra, selv om der ifølge bogen senere er rejst tvivl om det. Under alle omstændigheder havde Foreningen Aarhus Blinde fra starten en konstruktion, hvor det var seende, der dominerede foreningens ledelse. Det var en forening, som havde til formål at gøre noget godt for blinde i Aarhus, og i bogen betegnes foreningen da også som en velgørende forening.

I bogen beskrives det, hvordan foreningen efter 1908 gjorde en indsats for at markere sig som repræsentant for byens blinde. Det skete bl.a., da foreningen efter ændringen af fattigloven i 1914 ansøgte byrådet om at forestå udbetalingen af fattighjælp til byens blinde, hvilket byrådet dog afslog. Senere forsøgte foreningen også at varetage de blindes interesser, ved, som beskrevet ovenfor, at arbejde for gratis sporvognskørsel til blinde.

Den udvikling der beskrives i bogen vidner imidlertid om, at dannelsen af Dansk Blindesamfund og oprettelsen af en lokalafdeling heraf i Østjylland udfordrede Aarhus Blindeforenings rolle som den primære varetager af blindes interesser. Karl Hansen, Jebjerg, var af den opfattelse, at det tilkom ham som lokalformand i Dansk Blindesamfund at repræsentere blinde overfor offentlige myndigheder i alle anliggender. Alligevel blev der i løbet af nogle år etableret et samarbejde mellem de to foreninger, og de stod i fællesskab som arrangører af en række begivenheder.

Samarbejdet mellem Foreningen Aarhus Blinde og Dansk Blindesamfund blev som nævnt formaliseret i 1938, hvorefter 3 medlemmer af blindeforeningens bestyrelse skulle udpeges af Dansk Blindesamfund.

I 1966 slog det tilsyneladende gnister mellem de to foreninger i forbindelse med uenighed om en indsamling til fordel for etablering af et sommerhus. Uenigheden betød, at nogle medlemmer af bestyrelsen trak sig tilbage, og i nogle år var der fare for, at foreningen ville blive opløst. Det skete ikke, men i 1982 blev der taget endnu et skridt i retning af, at Dansk Blindesamfund fik en afgørende indflydelse i foreningen. Nu skulle flertallet i bestyrelsen nemlig udpeges af Dansk Blindesamfund, idet dennes hovedbestyrelse også skulle have en repræsentant i bestyrelsen. Samtidig blev navnet ændret til Støtteforeningen for Blinde i Aarhus og formålet blev justeret. I 1998 fik Dansk Blindesamfunds lokalkreds en styrket position i støtteforeningen ved en vedtægtsændring. Nu skulle kredsformanden nemlig være født medlem af bestyrelsen. Endelig skal det nævnes, at der ikke var enighed i bestyrelsen om salget af ejendommen på Aldersrovej i 2001.

Når udviklingen betragtes på denne måde, bliver det tydeligt, at Foreningen Aarhus Blinde grundlæggende har skiftet både opgaver, struktur og rolle siden starten i 1893. Efter 1911 blev det hurtigt Dansk Blindesamfund, der påtog sig rollen som repræsentant for blinde i Aarhus, i de fleste anliggender. De aktive og engagerede formænd og bestyrelsesmedlemmer i Foreningen Aarhus Blinde spillede dog en helt central rolle i forhold til boligsagen, og det er således også en væsentlig del af årsagen til, at støtteforeningen har så gode økonomiske muligheder, som tilfældet er. Støtteforeningens fornemmeste opgave her i 2024 er at bidrage til, at blinde i Aarhus har gode rammer for de mange aktiviteter, som gennemføres af Dansk Blindesamfund og foreningens oplysningsforbund BOF. Interessevaretagelse i bred forstand er overladt til Dansk Blindesamfund. Det er desuden Dansk Blindesamfund, der formelt har den afgørende indflydelse i støtteforeningen, men der er heldigvis fortsat dygtige og engagerede seende som indgår i arbejdet. Spørgsmålet er dog, om og hvordan det igen kan lade sig gøre at få gjort nøglepersoner fra Aarhus Kommune, og byens erhvervsliv interesseret i blindesagen. Det kan der godt blive brug for, og denne problematik kunne måske med fordel have haft mere plads i bogen.

8. Anmeldelse af Morten Bondes bog: ”Dømt blind- hva’ så?” En rejse fra Håbløshedsgade til Mulighedsvej, af Lena Bang

Bogen er udgivet på Forlaget Vision og indlæst af forfatteren.

Den handler om Morten Bonde, der i 2002 får konstateret øjensygdommen retinitis pigmentosa(kaldet rp).

Bogen er inddelt i tre dele.

I første del fortæller forfatteren om sin barndom og ungdom, hvor han ofte har følelsen af ikke at være god nok, samt hvordan han bliver praktisk blind. Han beskriver bl.a. sin børnehave, som han ikke er særlig glad for at gå i. Han beskriver, hvordan han prøver at få forældrene til at køre væk fra børnehaven, når han skal afleveres om morgenen. Han fortæller også, at der sommetider blev uddelt præmier i form af en æske rosiner til de børn, der kunne sidde mest stille, men at han aldrig fik den.

Vi hører også om hans tid som røgdykker, hvor han kommer ud for en ulykke og mister sin finger. Derefter bliver forfatteren ansat i en butik, der sælger mobiltelefoner. Senere arbejder han i et reklamefirma, hvor han har en ledende stilling. Efter nogle år søger forfatteren nye udfordringer hos Lego, hvor han også får en ledende stilling. Endelig møder han sin kone Mette, og de får sammen to drenge. Kort sagt lever Morten Bonde et helt normalt liv, hvor han ikke skænker sin rp mange tanker. Første gang, Morten Bonde bliver konfronteret med sit synshandicap, er, da han ikke længere kan køre bil, når det er mørkt, fordi han er blevet natteblind.

Dog bliver han også konfronteret med sit synshandicap da han skal alene på en forretningsrejse til Finland, hvor han er lige ved ikke at nå sit fly, pga. toget mod København er forsinket. Det lykkes ham dog at nå flyet, men han må spørge om hjælp for at kunne finde vej til sit hotel. Hans syn bliver gradvist dårligere og dårligere, det bliver sværere for ham at klare sin dagligdag med arbejde og familieliv. Morten Bonde taler ikke med nogen om sit dårlige syn, hvilket også giver ham problemer. F.eks. kommer han tit til at smadre glas selvom de står foran ham, ligesom han en dag står i kø i kantinen og undrer sig over, hvor skiltet med menuplanen befinder sig og en kollega gjorde ham opmærksom på, at den var lige foran ham.

På det tidspunkt er forfatteren ansat hos Lego, men er sygemeldt med stress og depression. Derfor beslutter han sig endelig for at kontakte Kennedycentret i Glostrup. Der får han dommen: Morten Bonde er blevet praktisk blind med et synsfelt på fire grader. Morten Bonde synes det hele ser håbløst ud. Det er især svært for ham at acceptere, at han ikke mere kan køre bil, men må tage bussen på arbejde.

Den 28.07. 2017 om aftenen bliver et vendepunkt for forfatteren, idet han får et mærkeligt telefonopkald fra en hr. P, som opfordrer ham til at skrive en bog og ikke at give op. Hr. P advarer ham også mod to andre bogstavmænd hr. N og hr. F, der vil gøre alt for at bremse hans projekt. Disse tre bogstavmænd hører vi om gennem hele bogen. Som læser bliver man hurtig klar over, at bogstavmændene er de stemmer som forfatteren hører inde i sit eget hoved, og som vi nok generelt som mennesker genkender, når vi er i tvivl om, vi gør det rigtige. Hr. P er således den positive stemme, hr. N er den negative stemme og hr. F er stemmen, der udtrykker frygt.

Når Morten Bonde læser det, som bogstavmændene fortæller ham, er det indtalt med ekko og rumklang. Dette gør sig gældende, hver gang vi hører forfatterens tanker. I bogen bliver det også beskrevet, at Morten Bonde mødes med de tre bogstavmænd om natten på Koldinghus, hvor de giver ham råd. Forfatteren lytter helt klart mest til hr. P, der jo hele tiden siger, at han ikke skal give op.

Dette kommer helt tydeligt til udtryk en dag, hvor Morten Bonde er til møde på kommunekontoret, fordi det er planen, at Morten Bonde skal i flexjob. Til mødet er både socialrådgivere fra jobcentret, fra IBOS (Instituttet for Blinde og Svagsynede), og konsulenten fra Dansk Blindesamfund. Der blev talt meget om, hvor godt det var med flexjob, når man havde rp, fordi man jo blev hurtigere træt. Mødet endte med, at forfatteren rejste sig og udbrød ”nej, jeg skal ikke have noget flexjob”. Om forfatteren er kommet i flexjob den dag i dag får vi ikke at vide. I bogens første del er der desuden en meget grundig beskrivelse af, hvordan retinitis pigmentosa udvikler sig. Det begynder ofte med natteblindhed, og vi hører om det centrale syn, det perifere syn samt om de tappe og stave, der er i øjet.

I bogens anden del hører vi om, hvordan forfatteren forsøger at ændre sit tankemønster ved hjælp af eksempelvis meditation og mindfulness. Altså at leve i nuet. Han er meget optaget af ideen om, at man er, hvad man tænker. Han beskriver de forskellige energier, der er i hjernen samt om underbevidsthed og bevidsthed. Han fortæller om en oplevelse han havde, da han gik hos en psykolog, mens han var sygemeldt med stres og depression. Psykologen gik altid ture med ham i skoven, hvor de skulle gå museskridt, og det endte med, at de satte sig på en bænk, som altid var den samme. Senere forstod han, at det var for at blive bedre til at leve i nuet. Forfatteren henter også inspiration i bøger fra gamle religiøse skrifter såsom buddhisme, hinduisme og sagn fra de Nordamerikanske indianere.

Bogens tredje del beskriver, hvilke redskaber Morten Bonde konkret bruger til at ændre sine tanker, fra at være negative til at blive mere positive. Han anvender for det første et såkaldt ”dyt, byt”-tankesystem. Det kommer til udtryk på følgende måde: Hvis han tænker ”øv, nu er bussen igen kørt fra mig” skal han sige til sig selv ”Dyt, byt tanke” og så tælle til fem. Og så tænke noget positivt såsom, at så kan jeg bruge tiden på at høre lydbøger eller bruge tiden på at gå for på den måde, at få noget motion. Sådanne tankeeksperimenter skal han prøve i 30 dage. Et andet eksperiment er, at han skal springe i faldskærm fra 4000 meters højde, for at finde ud af, hvordan hans krop og sind reagerer. En tredje ting forfatteren prøver af er, at lægge sig fladt ned på ryggen midt på et fortorv i ca. 15 minutter. Det for at se, hvorledes andre folk reagerer. Det var et af de eksperimenter, der var sværest for ham at gennemføre. Det endte med, at han gjorde det sammen med sin søn, da familien var på en ferietur til London.

Grunden til disse eksperimenter er, fordi Morten Bonde synes, det er pinligt at være praktisk blind og at tage imod hjælp. Han skriver f.eks. at han helst ikke vil vække opmærksomhed. Derfor går forfatteren heller ikke med stok eller bærer noget badge, med manden med den hvide stok. I forhold til ikke at ville vække opmærksomhed fortæller Morten Bonde om en episode, hvor han har takket ja til at være med til at teste nogle specielle briller for nogle universitetsstuderende. Han ville derfor prøve at tage dem på, når han skulle handle i et supermarked. En ting forfatteren synes er blevet rigtig svært efter han er kommet til at se dårligt. Det lykkedes ham at finde de forskellige varer, men da han stod i køen for at betale, er der en dame, der spørger, hvad det er han har på hovedet. Han forklarer, at det er nogen briller til synshandicappede, hvorefter damen råber, ”hvor er det godt, at der bliver gjort noget for jer handicappede!” Det syntes forfatteren var meget pinligt, hvilket jeg godt forstår. Forfatteren mener selv, at han er kommet fra håbløshedsgade til mulighedsvej.

Som læser af denne bog synes jeg, at den er skrevet meget teknisk og meget detaljeret. Jeg vil faktisk sige, at bogen ikke handler så meget om at miste synet og at leve med et synshandicap, men egentlig handler mere om, hvordan man booster sit selvværd og ændrer tankemønstre. Som læser får man heller ikke ret meget at vide om, hvordan Morten Bonde klarer sig som praktisk blind. Jeg har svært ved at forstå, hvordan han kan møde sine bogstavmænd, når de bare skal forestille at være stemmer i hans hoved. Det er jo ikke rigtige mennesker, men selvfølgelig kan andre mennesker sige de samme ting som bogstavmændene gør, så måske er det forfatterens fantasi, der er på spil her.

Jeg tror helt sikkert, at man får mest ud af sin tilværelse, hvis man ser muligheder frem for at se begrænsninger samt at ændre sine tankemønstre fra de negative tanker til at tænke positivt, f.eks. ved at bruge ”dyt byt”-tanke. Man kan sikkert også bruge andre betegnelser. Alligevel tænker jeg, at det også handler om held. Med det mener jeg, at forfatteren har været utrolig heldig. Her tænker jeg på hans ansættelse i Lego. Jeg synes det er flot, at de ikke bare har sagt ham op, som det kan ske for andre med et synshandicap. Budskabet med denne bog kan måske være, at man ikke bare skal give op, selvom noget er meget svært, men det er der ikke meget nyt i.

Bogen kan bestilles på Nota.

9. Markering af udgivelsen af podcastserien ”Vi blev statens børn”, af Ove Gibskov

Ved en reception den 29. august i Handicaporganisationernes Hus blev podcastserien ”Vi blev statens børn”, præsenteret. I serien, som er på 8 afsnit, medvirker tidligere elever fra Refsnæsskolen.

Alle afsnittene er nu blevet sendt, og de kan høres på www.blind.dk/podcast, eller hvor man ellers foretræker at høre podcasts.

10. Én af DBS’s store personligheder, Kaj Cramer, er gået bort, af fhv. landsformand Poul Lüneborg

Mandag morgen den 16. september blev jeg ringet op af en af Kaj Cramers sønner, der kunne fortælle, at hans far var gået bort natten forinden, 93 år gammel.

Det er en nyhed, som berører mig personligt, og helt sikkert også mange andre af foreningens medlemmer, dybt. Jeg har kendt Kaj fra slutningen af 1960-erne, i hans tid som kredsformand i Aarhus. Siden lærte jeg for alvor Kaj at kende i gennem de 16 år, hvor vi var kolleger i foreningens forretningsudvalg.

Mine oplevelser sammen med Kaj er utallige. Vi rejste sammen til Vietnam på en officiel delegationsrejse i september 1986. At drage afsted, Kaj som svagsynet og jeg som blind, på en sådan rejse uden seende ledsagelse skabte et kammeratskab os 2 imellem, som har præget vores fælles indsats i foreningen i gennem de mange år.

Kaj Cramer var efter min bedste vurdering blandt foreningens væsentligste tillidsmænd, i sidste halvdel af forrige århundrede.

Jeg føler anledning til at gentage begrundelsen for, at han, på Hovedbestyrelsens møde september 1999, blev tildelt foreningens Hæderstegn.

Han har i perioden 1. september 1971 til 31. december 1998 ydet en uvurderlig indsats som foreningens hovedkasserer. I den forbindelse skal særligt fremhæves følgende:

I de mere end 27 år, hvor han fungerede som hovedkasserer, blev foreningens økonomiske forhold gennemorganiseret på en måde som har aftvunget stor respekt såvel blandt foreningens medlemmer som generelt i det danske samfund.

Han vil blive husket, som den hovedkasserer, der forestod bygningen af fire plejehjem, to boligejendomme, ombygningen af hovedkontoret på Thoravej samt opførelsen af Fuglsangcentret.

Han repræsenterede på fornemmeste vis Dansk Blindesamfund i utallige møder hos advokater og i skifteretter. Denne indsats har skabt stor respekt om foreningens måde at forvalte betroede midler på, og har bidraget til, at mange har ønsket at betro Dansk Blindesamfund betydelige testamentariske gaver.

Han havde, uanset de mange arbejdsopgaver som hovedkasserer, altid tid til at lytte til det enkelte medlems problemer samt energi og vilje til at yde en håndsrækning til enhver, der henvendte sig til ham.

Kaj var en særdeles vellidt tillidsmand i DBS, han tilbragte sine sidste år som beboer på Følagercentret – Solgaven i Valby.

Æret være Kaj Cramers minde.

11. Professor Thomas Rosenberg er gået bort, af fhv. landsformand Poul Lüneborg.

Det er med sorg jeg den 8. september modtog meddelelsen, om Thomas Rosenbergs bortgang i en alder af knap 86 år. Han blev født den 30. august 1938 i Gentofte. Han blev student fra Sct. Annæ Gymnasium og medicinsk kandidat fra Københavns Universitet. Efter endt speciallægeuddannelse blev han praktiserende øjenlæge i Svendborg, og fra 1979 ansat som overlæge på Statens Øjenklinik i Hellerup. En stilling han bestred indtil sin pensionering i 2002. Efter sin fratræden fortsatte han som forsker, han blev i efteråret 2013 adjungeret professor ved Københavns Universitet. Han var gennem alle årene en meget aktiv forsker, med flere hundrede publikationer bag sig, den sidste var fra så sent som sidste sommer.

Hans store interesse uden for oftalmologien var ornitologien, hvor han allerede som medicinsk studerende var medstifter af tidsskriftet Feltornitologen, og han fik senere Dansk Ornitologisk Forenings hæderspris for sit arbejde i foreningen.

Thomas Rosenberg var en markant personlighed indenfor dansk og international oftalmologi.

Som chef for Øjenklinikken var Thomas en drivende kraft i at tilbyde patienter på landsplan både udredning for sjældne øjensygdomme og rehabilitering af svært synshandicap. Thomas var en ildsjæl, der rejste land og rige (inklusive Færøerne) rundt og undersøgte patienter med genetiske øjensygdomme og indsamlede blodprøver fra dem.

Thomas Rosenberg var visionær, og et af resultaterne af hans store arbejde med at kortlægge genetiske øjensygdomme er Familiearkivet for Arvelige Øjensygdomme, som i dag rummer informationer om mange tusinde patienter.

De fleste med øjensygdommen retinitis pigmentosa vil være bekendt med RP-registret, som han tog initiativ til at skabe. Dette projekt blev muliggjort i kraft af en bevilling på 1 million kr. fra Dansk Blindesamfund til et 3-årigt projekt. Han var fra starten, af oprettelsen af Dansk Blindesamfunds RP-Gruppe i marts 1985, en stor støtte og en utrættelig fortaler for denne.

Thomas Rosenberg var gennem alle sine aktive år som øjenlæge en fantastisk støtte for og en god ven af Dansk Blindesamfund i arbejdet i Øjenfonden, og i arbejdet med enkeltsager hos sociale myndigheder.

Dansk Blindesamfunds nuværende landsformand, Ask Løvbjerg Abildgaard, føjer følgende karakteristik til beskrivelsen af ham: ”Som barn og ung, der kom som patient hos Rosenberg på Statens Øjenklinik, kan jeg kun sige, at han netop var en af den slags læger, der formåede at skabe afklaring, håb og give indtryk af forståelse af, hvad det vil sige at være stærkt svagsynet og blind”.

For mig personligt har det, som medlem af Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg fra 1987-2003, i gennem alle årene været en berigelse at arbejde sammen med Tomas Rosenberg. Med hans bortgang har den danske blindesag mistet en markant medspiller.

Æret være hans minde.

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1/2024.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

2. Kontingentindbetaling 2023 ved Ove Gibskov

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 9. – 10. marts 2023 ved Poul Lüneborg

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2024 ved Ove Gibskov

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2023/2024 ved Poul Lüneborg

6. Regnskab 2023 samt revisionsprotokol og supplerende bilag til intern orientering ved kasserer John Heilbrunn

7. Jazzkoncert 9. marts kl. 20.30

8. Fænomenet tiggeri i historisk, kunstnerisk og nutidigt perspektiv 10.03 kl. 9.00

9. Blind pioner har nået Sydpolen på ski ved Arne Christensen

10. Mindeord om Mogens Bang ved René Ruby

11. Afsløring af en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb i særforsorgen ved Ove Gibskov

12. Anmeldelse af Ulla Bruuns bog ” NU – Mens vi kan elske – Haiku og andre digte” ved Marianne Olsen

13. Kan nogen bidrage med oplysninger om den tidligere leder af Statens Trykkeri for blinde, Sigurd Adolf Andersen?

14. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden ved Poul Lüneborg

Det har for mig været en stor tilfredsstillelse og fornøjelse at sætte mig til tasterne efter at have læst bidragene til dette nyhedsbrev.

2024 er året hvor selskabet den 18. november kan fejre sin 30-års fødselsdag. Det er mit håb, at vi i tiden frem til årets afslutning, kan afslutte de sidste af de projekter, som jeg overtog, da jeg på generalforsamlingen i 2016 overtog formandshvervet. Tilbage står afslutningen af registreringsprojektet og arbejdet i den blindehistoriske arbejdsgruppe med at sikre de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. Jeg har tiltro til, at vi nok skal nå at afslutte registreringsopgaven, mens udfordringerne med Refsnæssamlingerne næppe når til vejs ende, men opgaveløsningen er på vej ind i en god gænge, som vil føre til et resultat svarende til de forhåbninger vi opstillede i 2014. Vi kan glæde os over, at selskabet selv har økonomi til at bidrage til løsningen af disse 2 opgaver i det omfang det ikke lykkes for os at få støtte til arbejdet fra anden side.

Selskabet har opbygget et omfattende arkiv indeholdende tekster, publikationer og lydoptagelser, hjemmesiden er blevet fornyet og indeholder en opdateret litteraturoversigt, det er lykkedes at offentliggøre mindst 3 nyhedsbreve pr. år, færdiggøre rapporterne om registreringsprojektet og de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960 – 70-erne og at udgive “Museumsdagbogen” samt jubilæumsbogen “Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord” i løbet af 8-årsperioden. Alt dette ligger i smuk forlængelse af de 3 formål, som er beskrevet i § 2 i selskabets vedtægter, hvor det hedder:

– At udbrede kendskabet til blindes historie.

-At udbrede kendskabet til og anvendelsen af eksisterende blindehistoriske samlinger og arkivalier.

– At støtte og medvirke til udbygningen og bevarelsen af blindehistoriske samlinger med henblik på en senere egentlig museumsdannelse til gavn for forskning og formidling.

Denne status er fra min side først og fremmest tænkt som et udgangspunkt, for en drøftelse på den forestående generalforsamling, af hvilke opgaver selskabet kan tænkes at skulle prioritere i den nærmeste fremtid. Ud over bestyrelsens opgave med at fastholde selskabet som et aktivt mødested, for alle med interesse for blindes historie, så har vi “på bordet” Rita Smiths spændende historiske projekt om “Hjemmet for Arbejdsføre Blinde Kvinder på Mariendalsvej på Frederiksberg” samt nogle artikler til kommende nyhedsbreve. Mange vil måske tænke, at disse udfordringer for en tid må være mere end nok. Ja, muligvis, men som formand håber jeg, at der på generalforsamlingen kan fremkomme nye ideer til overvejelse i den kommende bestyrelse. Det er der efter min bedste vurdering brug for, med henblik på at fastholde selskabets attraktionsværdi overfor nuværende- og kommende medlemmer.

Jeg håber mange medlemmer vil møde frem til generalforsamlingen den 9. marts og deltage i diskussionerne og nyde jazzmusikken lørdag aften.

2. Kontingentindbetaling 2023 ved Ove Gibskov

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet på 150 kr. til Blindehistorisk Selskab.

Du kan indbetale via bankoverførsel til reg. 1551 0501697 eller via MobilePay på 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel og i kommentarfeltet ved MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til John Heilbrunn på 23 40 92 18, så I sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Alle medlemmer opfordres til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 9. marts 2024, hvis du agter at deltage i denne.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen, ved Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, endnu engang at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 9. til søndag den 10. marts 2024.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 12.30.

Program for lørdag den 9. marts 2024:

Kl. 13.30 – 17.00: Generalforsamling, afbrudt af kaffe / te pause

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i separat lokale

Kl. 20.30: Jazz koncert – introduktion ved Thorvald Kølle

Musikere:

Flemming Nørgaard, bas
Heidi Madsen, trommer
Lars Bang Andersen, saxofon
Lars Svaneborg, vibrafon
Thorvald Kølle, trompet/flygelhorn

Kl. 21.00: Kaffe / te + kage

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program

Program søndag den 10. marts 2024:

Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant

Kl. 9.00 Blindehistorisk temaarrangement:

John Heilbrunn, Jytte Nielsen og Lena Bang præsenterer et historisk oplæg baseret på begrebet tiggeri i et historisk, kunstnerisk og nutidigt perspektiv.

Deres oplæg vil vare ca. halvanden time. Det vil midt på formiddagen blive afbrudt af kaffe / te pause.
Der vil være mulighed for spørgsmål og supplerende kommentarer undervejs.

Kl. 11.45 Afslutning med fællessang

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen. Teksten blev første gang offentliggjort i Medlemsblad nr. 52 fra oktober 1915, mens melodien første gang omtales i medlemsblad nr. 6 fra den 24. marts 1923 – forud for Laurids Lauridsens melodi benyttedes melodien til “Danmark dejligst vang og vænge” komponeret 1811 af P.E. Rasmussen fra Farum.

Kl. 12.00 Frokost i centrets restaurant og derefter afrejse

Bestyrelsen beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 541 kr. sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets punkt om tilmelding til generalforsamlingen.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2024

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018. De findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 4. marts 2023 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2023. Nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2023 / 2024 til godkendelse. Beretningen offentliggøres i nærværende nyhedsbrev.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2023 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse. Regnskab og revisionsprotokol offentliggøres i nærværende Nyhedsbrev.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest lørdag den 24. februar 2024.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Formand Poul Lüneborg for en 2-års periode, er villig til genvalg.
b. Næstformand Lena Bang for en 2-års periode, er villig til genvalg.
c. Redaktør Ove Gibskov er foreløbig indstillet på valg for det kommende år.
d. Suppleanter for et år, Leif Martinussen blev sidste år valgt som 1. suppleant, han genopstiller.
Thorvald Kølle blev sidste år valgt som 2. suppleant, han genopstiller.
e. Revisorer:
Kurt Nielsen blev valgt i 2023 for 1 år, er villig til genvalg.
Nete Parkov blev valgt for 1 år i 2023 som revisorsuppleant, er villig til genvalg.
f. Revisorsuppleant: Bestyrelsen efterlyser en kandidat.

11. Eventuelt.

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2024 ved Ove Gibskov

I medlemsblad nr. 1 blev der desværre opgivet en lidt for lav pris for deltagelse i generalforsamlingsweekenden 9. og 10. marts. I blad nr. 6 fra sidste år stod der nemlig, at hovedbestyrelsen med virkning fra 1. juni 2023 har besluttet at hæve døgnprisen på Fuglsangcentret til 524 kr. Det er jo den pris, vi har meldt ud i blad nr. 1; og først efter deadline er bestyrelsen ved et tilfælde blevet opmærksom på, at døgnprisen nu er steget med 17 kr. Dette har endnu ikke stået i Medlemsbladet, men da bestyrelsen på sit møde 5. oktober sidste år besluttede, at prisen for deltagelse i arrangementer skal følge prisstigningen på FSC, er deltagerprisen altså 541 kr. Vi beklager den forkerte oplysning men går ikke ud fra, at differencen på de 17 kr. vil afholde nogen fra at deltage i den ret så indholdsrige generalforsamlingsweekend.

De 541 kr. skal indbetales inden generalforsamlingen enten som bankoverførsel til reg.nr. 1551, konto 0501697 eller via MobilePay på 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet ved bankoverførsel og i kommentarfeltet ved MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

5. Beretning for Blindehistorisk Selskab 2023/2024 ved Poul Lüneborg

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 4. marts 2023 til dette års generalforsamling den 9. marts 2024.

1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende medlemmer, som blev valgt på generalforsamlingen den 4. marts 2023:

Poul Lüneborg, formand
Lena Bang, næstformand
John Heilbrunn, kasserer / sekretær
Ove Gibskov, redaktør
Jytte Nielsen, bestyrelsesmedlem
Leif Martinussen, 1. suppleant
Thorvald Kølle, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der forventes i skrivende stund afholdt 4 møder i beretningsperioden. I denne periode har det været muligt, at afholde alle møder som fysiske møder enten på Fuglsangscentret eller i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde den 5. marts 2023 efter generalforsamlingen.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål og bidrage til gennemførelsen af trufne beslutninger. Begge suppleanter har deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus.

Ved starten af 2023 talte selskabet 123 medlemmer, heraf var 118 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke artikler under rubrikken Meddelelser. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter.

Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde. Vi har i 2023 kunnet glæde os over, at 10 har tegnet medlemskab, 2 medlemmer har ikke ønsket at opretholde deres medlemskab, og hertil kommer, at 5 medlemmer er afgået ved døden. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2023 har medført, at der ved årets udgang var 126 medlemmer, som havde betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2024 tæller 121 medlemmer, idet vi som anført i årets løb har registreret 5 dødsfald i medlemskredsen. Det drejer sig om følgende:

Inge Andersen, Roskilde
Tommy Simonsen, Aalborg
Verona Nielsen, Valby
Palle Jacobsen, Karlslunde
Habba Egefelt, Farum

I anledning af Palle Tonni Jacobsens mangeårige engagement som tillidsmand i DBS har formanden i Medlemsblad nr. 1/2024 bragt nogle mindeord om hans indsats, ikke mindst som formand for Roskildekredsen fra 1982 til 2013.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Det må konstateres, at selskabet i beretningsperioden ikke er kommet dette mål nærmere. Det skal dog nævnes, at der i skrivende stund er flere som i 2024 har ønsket at tegne medlemskab.

Bestyrelsen glæder sig over, at der stadig er mennesker med interesse for blindes historie som tegner medlemskab af selskabet.

Jeg har, sammen med den til enhver tid siddende bestyrelse i gennem de seneste 7 år, bestræbt mig på at udtænke idéer og tage initiativer til at rekruttere nye medlemmer udenfor Dansk Blindesamfunds medlemskreds. Disse bestræbelser har desværre kun haft ringe succes. Derfor opfordrer jeg endnu engang alle medlemmer af selskabet til at fremkomme med forslag på dette område.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 23. maj 2023 Medlemslisten for 2023 til alle medlemmer med en mailadresse. Denne blev efterfølgende udsendt i sort punkt og som Daisy-lydfil efter det enkelte medlems eget valg. Den kritik, som blev fremført af flere medlemmer, i anledning af den valgte form for udsendelsen af den elektroniske udgave af listen, har bestyrelsen taget til efterretning.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den årlige generalforsamling. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og i givet fald med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer videregivet til kassereren.

Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter et årsskifte at indbetale kontingentet og samtidig give meddelelse om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår af den sidst udsendte medlemsliste.

Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 8 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.

4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.

Denne gruppe, som består af 2 repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg og 2 repræsentanter fra Blindehistorisk Selskab, har i 9-års perioden 28. november 2014 – 15. december 2023 afholdt 15 møder. Til et flertal af møderne har repræsentanter for Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg været inviteret. Det var Sofie Monggaard Christensen fra DBSs forretningsudvalg som deltog i gruppens seneste møde den 15. december 2023.

Ove Gibskov og formanden har i den forgangne periode været selskabets repræsentanter i gruppen, mens Karen Marie Pedersen og Dennis Bonnet Aabank har repræsenteret DBSs Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg. Den Blindehistoriske Samling overgik som bekendt i 2013 til Medicinsk Museion. Arbejdet i gruppen har derfor været koncentreret om samlingerne ved Synscenter Refsnæs.

På mødet den 10. december 2022, hvor såvel repræsentanter fra Medicinsk Museion som fra Synscenter Refsnæs deltog, var der enighed om, at det var af afgørende vigtighed, at få afklaret situationen for samlingerne ved Synscenter Refsnæs. Deltagerne i mødet besluttede, at der bør tilvejebringes en vurdering af de tilbageværende samlinger og tilvejebringes økonomiske ressourcer, der kan sikre en overflytning af de bevaringsværdige dele af samlingerne til Medicinsk Museion. Det vigtigste punkt på gruppens seneste møde var, på baggrund af disse konklusioner, en drøftelse af et notat, udarbejdet af samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion, indeholdende en beskrivelse og klassifikation af centrets samlinger. Arbejdsgruppen drøftede, hvorledes man kunne bidrage til en gennemgang og prioritering af ikke mindst anskuelsessamlingen. Denne er ganske omfattende og rummer dubletter mv. som kræver en stillingtagen af mennesker med viden og erfaring på området. Til løsningen af denne opgave blev det foreslået at nedsætte en mindre gruppe af tidligere elever og fhv. medarbejdere. Det lykkedes i løbet af januar 2024 at samle en gruppe som foreslået og opnå tilsagn fra Synscenter Refsnæs om, at den kunne påbegynde sit arbejde efter den 1. februar 2024. I arbejdsgruppen glæder vi os til at berette om resultatet af dette initiativ i næste års beretning.

På mødet gav gruppens medlemmer derudover en gensidig orientering om aktuelle sager på gruppens område indenfor DBS og selskabet.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er som anført i de seneste beretninger indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer er blevet opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBSs hovedkontor og / eller selskabets bestyrelse. Denne opfordring, som var indeholdt i den seneste beretning, gentages for at minde enhver om, at historiske begivenheder kun optages, hvis der er nogen som hjælper med til at identificere disse.

Fra beretningsperioden skal nævnes, at Henrik Olsen stod for at lave en lydoptagelse af arrangementet den 11. september 2023 i Horsens, hvor socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil på regeringens vegne gav en undskyldning til de mange personer, som havde været beboere på Særforsorgens institutioner i årene 1933 – 1980. På selskabets hjemmeside findes en omtale af begivenheden og et link til denne optagelse.

Opgaverne i Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe kan kun løses i et samarbejde med DBSs forretningsudvalg. Sofie Mongaard Christensen har siden hun fik tildelt opgaven som gruppens kontaktperson udvist stor interesse for arbejdet i denne.

Arbejdsgruppen har tidligere drøftet, hvorledes det kan sikres, at markante personligheder indenfor den danske blindesag mindes, når de dør. Forretningsudvalgets nuværende aldersmæssige sammensætning kan medføre, at en meddelelse om et dødsfald blandt ældre tillidsvalgte og ansatte overses. Her bør gruppen bidrage, til at disse personer mindes på passende måde i blandt andet Medlemsbladet. Formandens mindeord om fhv. kredsformand Palle Tonni Jacobsen i Medlemsblad nr.1/2024 skal ses i forlængelse heraf.

5. Selskabets egne projekter i det forløbne år

5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets beretninger. I beretningen for 2018 / 2019 findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

Registreringsprojektet blev afsluttet den 14. maj 2020 med udarbejdelsen af en endelig rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.

Selskabets bestyrelse besluttede allerede på sit møde den 16. februar 2020, at der skulle fastlægges en plan for projektets afslutning. Projektets hovedformål har som bekendt været at inspirere medlemmer af Dansk Blindesamfund og professionelle, indenfor det synsfaglige område, til at medvirke til at lade registrere genstande m.v. som kunne bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling. Selskabet har med projektrapporten ydet et væsentligt bidrag til at opfylde dette formål.

Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside. Samtlige registrerede genstande er systematiseret i 5 hovedkategorier. Registraturen over samlingen indeholder 142 emneord, der hver åbner adgang til de registrerede genstande under det pågældende emne.

På selskabets generalforsamling den 17. februar 2018 anførte museumsinspektør Jacob Kjærgaard, at samlingen omfatter godt 3.500 genstande og ca. 800 billeder. Hertil kommer omkring 700 punktbøger, 100 reliefbøger, 700 sortbøger samt en samling kassettebånd, disse bøger og lydoptagelser er fortsat endnu ikke digitaliseret.

Samtlige henvendelser til registreringsprojektet er i rapporten sammenlignet med registraturen. Ved denne gennemgang af modtagne henvendelser har det kunnet konstateres, at samlingen allerede indeholder en betydelig del af de registrerede genstande.

Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

Den 4. juni 2020 meddelte samlingsleder Ion Meyer ved Medicinsk Museion, at museet som udgangspunkt var interesseret i alle de registrerede genstande. Samlingsmedarbejder Maria Thode Jensen forelagde, i en mail fra den 1. juli 2020, en plan til det videre arbejde for indsamling og indlevering af de registrerede genstande.

Arbejdet med projektet gik på grund af coronarestriktionerne helt i stå i forrige beretningsperiodes sidste halvdel.

I den endelige projektrapport fra maj 2020 oplistes 154 genstande. 46 af disse er allerede registreret i ”Den blindehistoriske samling”. I det omfang det vil være muligt at indsamle de registrerede genstande, er Medicinsk Museion interesseret i dem alle dels for at supplere samlingen dels for at vurdere om de tilbudte eksemplarer er af en bedre kvalitet end de allerede registrerede, disse dubletter vil derudover kunne indgå i museets undervisnings- og udstillingsaktiviteter.

Blindehistorisk Selskab står for indsamling af 28 tilbudte genstande, samt for opgaven med at indhente yderligere oplysninger om 3 genstande. De øvrige genstande kræver ikke indsamling på initiativ af selskabet, idet disse er tilbudt af IBOS og andre lignende aktører.

Bestyrelsen arbejder på at indsamle de nævnte 28 registrerede genstande. Der vil i forbindelse med indsamlingen blive foretaget en registrering af identiteten på vedkommende, som har tilbudt den pågældende genstand, samt en beskrivelse af vedkommendes anvendelse af denne. En række medlemmer har tilbudt yderligere genstande til indlevering til samlingen på Medicinsk Museion. Blandt dem vil jeg nævne musiklærer Niels Eskjær(02 02 1933 – 27 11 2021). Boet efter ham har overdraget selskabet følgende genstande til vurdering:

Reliefkort(45×82) over Røsnæs, fremstillet i træ. Veje og byer er markeret.
Reliefkort(34×30) over Instituttet på Kastelsvej, 3 plastark.
Spil fremstillet til blinde: Reversi. Kryds og Bolle, fremstillet i træ. Brospil, fremstillet i træ.

Hjælpemidler: Vækkeur med punkmarkeringer. Stuetermometer med punktmarkeringer. Minutur med punktmarkeringer. Kompas med punktmarkeringer. Nøglering med punktfigur. Apparat til bestemmelse af lys / mørke f.eks. i forbindelse med beklædning. Dupper til hvide stokke. Prene. Badges med ”hvid stok” og ”Synshæmmet”. Mærkater til blindeforsendelse. Refleksmærker med ”hvid stok”. Skrivetavle til 1 linje punktskrift. Skrivetavle til 4 linjer punktskrift. Skrivetavle til 2-sidet punktskrift(2×10 linjer). Skrivetavle med linjemarkering (måske til alm. skrift?). Små metaletiketter med to punktbogstaver. Stor og meget lille kugleramme (Abacus?).
En mappe med udklip fra 1940’erne fra ugeblade og aviser om blindes hverdag og færden, samlet af Elise og Aage Ellebæk.

14 CD’er med blinde komponister eller blinde medvirkende:
Leif Ramløv Svendsen. Laurids Lauridsen. Jan Budin. Kirsten Hansen. Ernst Bruun Hansen. Rita Skov. Willy Egmose. Inger Kiørbye Bertelsen. + Braille my musical language / udg. af Nota.

Disse mange genstande vil sammen med en række andre tilbudte genstande, i den nærmeste fremtid blive vurderet, registreret og beskrevet før overdragelse til “Den blindehistoriske samling”.

5.2. Projekt ”Blindes levevilkår i 1960-70-erne”.

Rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” på 117 sider blev afleveret til Medicinsk Museion ved en reception den 18. november 2022.

Professor Birgit Kirkebæk, redaktør af Handicaphistorisk Tidsskrift, bad efterfølgende John Heilbrunn om at skrive en artikel til Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49 med en præsentation af rapporten. Jeg fik en tilsvarende opfordring om at skrive et indlæg indeholdende mine historiske betragtninger, som jeg fremførte ved overdragelsen af rapporten til Medicinsk Museion. Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 49 udkom den 9. maj 2023 med disse indlæg. Det indeholder tillige en artikel af Ove Gibskov med en historisk gennemgang af givne officielle undskyldninger gennem tiderne, og en anmeldelse af Peter Frederik Hansens erindringsbog “Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”. Bidrag til belysning af blindes historie var således godt repræsenteret i denne udgivelse.

5.3. Jubilæumsskrift vedr. Refsnæsskolens 125-års jubilæum den 1. november 2023.

Denne udgivelse repræsenterer så absolut den største arbejdsopgave, som selskabet afsluttede i beretningsåret.

På generalforsamlingen den 15. februar 2020 behandledes et forslag fra Thorvald Kølle om at udgive et jubilæumsskrift skrevet af tidligere elever ved Refsnæsskolen i anledning af skolens 125-års jubilæum i 2023.

Der var bred tilslutning til at fremme dette forslag. Den nedsatte redaktionsgruppe, bestående af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen, har med Leif Martinussen som tovholder og pennefører afsluttet arbejdet med et manuskript med titlen “Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”. Det var forlaget Kahrius, som fik til opgave at forestå udgivelsen på selskabets vegne. Der er tale om en illustreret udgivelse med ca. 60 billeder på 340 sider, trykt i 500 eksemplarer og efterfølgende udgivet af Nota som Daisy-lydfil. Produktionen af den trykte udgave og Daisy-versionen forelå i så god tid, at et eksemplar af bogen sammen med en CD med lydfilen kunne udsendes til alle selskabets medlemmer i god tid før offentliggørelsen. Dette skete ved en reception den 27. oktober 2023 i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup med ca. 40 deltagere.

Der blev forud for receptionen udsendt ca. 140 bogpakker til medlemmerne og til alle de, som havde bidraget til bogudgivelsen.
De samlede udgifter til denne udgivelse, udsendelse og offentliggørelse har andraget 114.588,70 kr.

Projektet er blevet finansieret gennem støtte fra Veluxfonden med 20.000 kr, Blindes Støttefond med 50.000 kr. og DBS med 40.000 kr. Ud over disse fondsbevillinger vil salg af jubilæumsskriftet bidrage til dækning af udgifterne i regnskabsårene 2023 og 2024. Jubilæumsbogen kan købes i enhver boghandel og gennem forlaget til en pris af 250 kr. Frem til udgangen af 2023 er det lykkedes at sælge mere end 100 eksemplarer. Der kan derfor i løbet af 2024 forventes en mindre indtægt fra projektet.

Jubilæumsudgivelsen har fået en særdeles positiv modtagelse.

Jubilæumsskriftet blev overdraget til ledelsen af Synscenter Refsnæs ved et jubilæumsarrangement på centret den 1. november 2023. Både centerleder Ken Steen Andersen og vicecenterleder Berit Houmølle var begge særdeles glade og tilfredse med selskabets initiativ. De lovede at bistå med at sælge og udbrede kendskabet til denne bogudgivelse. Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 51, som forventes udgivet i foråret 2024 vil indeholde en anmeldelse af jubilæumsskriftet.

5.4. Forløbet i 1937 om særlige krav til blinde for at indgå ægteskab.

Ove Gibskov ansøgte og fik i slutningen af 2021 bevilget 12.000 kr. fra Blindes Støttefond til seende hjælp for at undersøge, hvorfor regeringen i 1937 fremsatte forslag om, at blinde ikke måtte indgå ægteskab, medmindre de lod sig sterilisere, og med hvilke begrundelser Retslægerådet fik forhindret dette.

Beløbet blev ret hurtigt anvendt til bl.a. at finde materiale om ændringer af ægteskabsloven og herunder behandlingerne i Lands- og Folketinget; ligesom pengene blev brugt til at vise, hvordan forskellige dele af dagspressen beskrev sagen. Der blev også investeret en hel del i at gennemgå årsberetninger og andre arkivalier fra Retslægerådet men desværre uden at få kendskab til den efterlyste argumentation.

I oktober 2023 blev der så fra selskabet bevilget yderligere 5.000 kr. De bliver bl.a. anvendt til arkivstudier i Justits- og Socialministeriet, hvor begrundelsen fra Retslægerådet muligvis findes. Uanset om det lykkes, er der dog nu samlet et meget omfattende materiale, som i hvert fald vil resultere i større artikler i både Handicaphistorisk Tidsskrift og Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev samt tilbud om foredrag i begge selskaber.

6. Informationsvirksomhed

6.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I beretningsperioden er der til dato udsendt 3 nyhedsbreve. I skrivende stund er der kun truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2024, med invitation, bilag m.v. forud for den ordinære generalforsamling den 9. marts 2024. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i den kommende beretningsperiode. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som Daisy-lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. DBSs sekretariat bistår mod betaling med at producere punktudgaven og Daisy-lydfilen, mens selskabet selv står for produktion og udsendelse af udgaven i almindelig tryk og som elektronisk fil.

Bestyrelsen har noteret sig ønsket om, at indholdsfortegnelsen i nyhedsbrevene forsynes med sidehenvisning, og at nyhedsbrevene pagineres for at lette opslag i disse. Dette ønske gælder ikke mindst den elektroniske udgave. Der arbejdes på at imødekomme dette ønske.

Bestyrelsen vil benytte lejligheden til, at takke alle, der gennem artikler m.v. har bidraget til nyhedsbrevenes indhold.

Bestyrelsen har i skrivende stund registreret i hvert fald 10 forslag og idéer til artikler m.m. til kommende nyhedsbreve. Mange af disse forslag og idéer har endnu ikke set dagens lys. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner, skal derfor ikke holde sig tilbage med at kontakte redaktør Ove Gibskov herom.

Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at selskabet til dato har udsendt 75 nyhedsbreve, som findes på hjemmesiden.

6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith har i beretningsperioden med tilslutning fra bestyrelsen gennemført en rekonstruktion af hjemmesiden. Det bliver nu op til bestyrelsen og medlemmerne at komme med kritik og forslag til den videre udvikling af hjemmesiden. Jeg kan kun opfordre enhver, som læser denne beretning til at besøge hjemmesiden og vurdere indhold og tilgængelighed af denne.

Beretningen for 2017 / 2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele blev i oktober 2023 underkastet en omfattende opdatering, således at sidetallet steg fra tidligere 27 til nu 63. Denne udvidelse omfatter alle de artikler og udgivelser, som selskabet er blevet gjort bekendt med og som er indgået i vores arbejde i de forløbne 5 år. Der er tale om såvel tidligere som nye udgivelser.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har vi modtaget 10 henvendelser fra både medlemmer og andre med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.

6.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen den 5. marts 2022 har bestyrelsen udsendt et medlemsbrev vedrørende selskabets medlemsliste, jf. ovenfor under pkt. 3. Derudover blev der den 8. januar 2024 udsendt et medlemsbrev vedr. opkrævning af kontingent for 2024.

Det skal under dette afsnit bemærkes, at ud af de 121 medlemmer har 17 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 4 i almindeligt tryk og 5 som Daisy-lydfil.

De nævnte medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.

7. Andre aktiviteter til belysning af blindes historie.

Der er grund til at glæde sig over, at flere blinde også i denne beretningsperiode har følt sig inspireret til at udgive deres erindringer.

Birgit Cornelia Larsen udgav i oktober 2022 sin selvbiografiske bog “Bakspejlet” med en beskrivelse af, hvad det vil sige at høre til gruppen døvblinde. John Heilbrunn udgav i juni 2023 bogen ”Det bliver aldrig helt mørkt”. Begge bøger blev anmeldt i Nyhedsbrev nr.3/2023. Sidstnævnte bog af John Heilbrunn kan endvidere forventes anmeldt i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 51, som offentliggøres i indeværende forår.

Læge Jesper From, formand for Dansk Medicinskhistorisk Selskab, har i 2022 skrevet to artikler om hhv. Blindesagens historie udenfor Danmark og en kasuistik om Helen Keller. Disse artikler er offentliggjort i DMS’s årbog for 2022, som blev offentliggjort i marts 2023.

Til slut skal omtales det historiske projekt, som Rita Ilsted Smith arbejder på at realisere. Det drejer sig om en gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet på Frederiksberg – hjem for arbejdsføre blinde kvinder, oprettet i 1900 og som fungerede frem til 1973. Dansk Blindesamfund har bevilget 15.000 kr. til finansiering af researchfasen af projektet, mens selskabet har garanteret resten af det foreliggende budget på godt 18.000 kr. Det vil i første halvår af 2024 være nødvendigt at skaffe yderligere midler til færdiggørelsen af denne fremstilling, som i bedste fald kan forventes afsluttet i løbet af 2024.

8. Selskabets elektroniske arkiv.

Efter generalforsamlingen i 2016, fik jeg fra min forgænger, Hans Erik Olsen, overleveret et elektronisk arkiv indeholdende alle selskabets arkiverede dokumenter og lydfiler. Dette arkiv er i de efterfølgende år løbende blevet opdateret.

I beretningsperioden 2020 / 2021 er arkivet blevet underkastet en omfattende opdatering.

Arkivet består i sin nye systematik af 4 hovedafsnit:

Afsnit A indeholder dokumenter
Afsnit B indeholder lydfiler
Afsnit C indeholder publikationer m.v. fra DBS
Afsnit D indeholder blindehistoriske bøger, rapporter m.v.

På bestyrelsesmødet den 5. oktober 2023 fik medlemmerne af bestyrelsen en kopi, af det opdaterede arkiv, til personlig brug i deres arbejde i selskabet. Denne spredning af arkivet er tillige en sikring imod, at dette går til grunde ved et uheld eller på anden måde ved ændring af bestyrelsens sammensætning. Arkivet er opdateret frem til begyndelsen af januar 2024 og omfatter i alt 6782 filer.

Bestyrelsen har også i denne beretningsperiode kunnet glæde sig over, at Henrik Olsen har leveret mange nye lydoptagelser til arkivet.

9. Administrative og økonomiske forhold.

Regnskabet for 2023 udviser et overskud på 17.531 kr. Dette resultat skal sammenholdes med overskuddet på 12.795 kr. i 2022. Medlemstilskuddet fra DBS er i 2022 forhøjet fra 150 kr. til 250 kr. pr. DBS-medlem af selskabet. Dette tilskud på 26.750 kr. i regnskabet for 2023 bidrager til det gode resultat.
Der er i indeværende beretningsperiode kun afholdt 4 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 3 nyhedsbreve, hvilket har bidraget til at holde udgifterne nede.

Selskabets likviditet giver bestyrelsen en betydelig handlefrihed til at iværksætte nye initiativer ved at yde en økonomisk garanti. Denne mulighed er i beretningsåret benyttet i 2 tilfælde:

– 125-års jubilæumsskriftet “Et tilbageblik til det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord” manuskript ved Leif Martinussen.
– Projektet ” Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder 1900 – 1976” ved Rita Ilsted Smith.

Disse garantier søges efterfølgende dækket gennem fondsansøgninger. Dette er heldigvis lykkedes i vid udstrækning, hvilket der er grund til at takke donatorerne for.

Produktionstiderne på DBS-sekretariat, sammenholdt med de usikre leveringstider hos PostNord, medfører at samtidig udsendelse af forskellige medier må definitivt opgives. Udgangspunktet er udsendelse af en elektronisk version, hvorefter punkt, sort og Daisy-versionerne følger snarest derefter.

10. Afsluttende bemærkninger.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.

Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på, at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

6. Regnskab 2023 samt revisionsprotokol og supplerende bilag til intern orientering ved kasserer John Heilbrunn

Resultatopgørelse for perioden 01-01-2023 til 31-12-2023

Indtægter (note 1) 152.850 kr.
Driftsudgifter (note 2) 135.319 kr.

Resultat før renter og afskrivninger 17.531 kr.
Småanskaffelser: 0 kr.
Finansielle indtægter: 0 kr.

Resultat efter renter og afskrivninger: 17.531 kr.

Årets resultat: 17.531 kr.

Balance:

Aktiver

Tilgodehavender (note 3) 40.000 kr.

Tilgodehavender i alt 40.000 kr.

Likvide beholdninger (note 4) 144.796 kr.

AKTIVER I ALT 184.796 kr.

Passiver

Foreningsformue (note 5) 184.796 kr.

Kortfristet gæld 0 kr.

PASSIVER I ALT 184.796 kr.

Noter til resultatopgørelsen:

Note 1 – Indtægter

Kontingent: kr 19.050 (127 medlemmer á kr. 150)

Andre Tilskud: kr. 90.000 (Udgivelsesstøtte fra Blindes Støttefond 50.000, Dansk Blindesamfund 40.000 (bevilget ultimo 2023 og indbetalt primo 2024),

Salg af publikationer: 3.400

Indtægter fra arrangementer og lign. 13.650 (deltagerbetaling generalforsamling marts 2022)

Andre indtægter: kr 0

Medlemstilskud Dansk Blindesamfund: kr. 26.750 (107 medlemmer à kr. 250)

Indtægter i alt: kr. 152.850

Bemærk: Bevilling fra Veluxfonden på kr. 20.000, til udgivelse af publikation om Synscenter Refsnæs, figurerer ikke i foreningens indtægter, eftersom beløbet er indbetalt direkte som tilskud til forlaget. Forlagets opkrævning til BHS er derfor reduceret tilsvarende.

Note 2 – Driftsudgifter

Kontorartikler og tryksager: kr. -877
Porto og gebyrer: kr. -1.549
Internet og webhotel: kr.- 835
Køb af software: kr. -2.125
Udgifter til advokat/revision: -2.250

Bestyrelseshonorar: kr- -5.000 (godtgørelse af udgifter til udredning af forhandlinger om (syns)handicappede i forhold til ægteskabslovgivning og sterilisation)

Transportudgifter: kr. -7.059 (bestyrelses- og andre møder)

Mødeudgifter: kr. -18.775 (herunder udgifter til generalforsamling 2023 og bestyrelsesmøder samt møde i samarbejdsgruppen om blindehistorie)

Diverse udgifter: kr. -13.732 (herunder assistance til udredning af medlemsdatabase (afdøde, nytilkomne m.v. kr.1688,75; udsendelse af nyhedsbrev (622,50); Årsgebyr Karius (250); konsulentydelse jubilæumsskrift (9.223,06; konsulentydelse (1.192,75), Betalingsløsning 753.57 (9 stk. ved brug af MobilPay)

Udgivelsesprojekter: kr -83.117 (korrekturarbejde, abonnement på legathåndbogen, emballage til forsendelse, portoudgifter, foldere, receptionsudgifter)

I alt: kr. -135.319

Note 3 – Tilgodehavender

Dansk Blindesamfund: 40.000

Note 4 – Likvide beholdninger

Danske Bank 144.796

Note 5 – Foreningsformue

Egenkapital primo: kr 167.263

Periodens resultat: kr 17.532

I alt: kr 184.796

John Heilbrunn Kasserer

Blindehistorisk Selskab. Revisionsprotokollat 2023.
Revisionen har afstemt konteringer i Resultatopgørelsen – Status på indtægter, driftudgifter, Balance, aktiver og pasiver, hvilket ikke har givet revisionen anledning til bemærkninger.

Revisionen har noteret følgende hovedtal i henhold til resultatopgørelsen 01.01.2023 – 31.12.2023: Indtægter: kr 152.850. Driftsudgifter: kr. 135.319. årets resultat: kr. 17.531. Selskabets formue pr. 31.12.2023: kr. 184.796.

Der fremlægges her et regnskab uden anmærkning. Således anser revisionen regnskabet for retvisende i forhold til selskabets økonomi.
Herefter har revisionen ikke yderligere bemærkninger at tilføje.

Revision 23-01-2024. Med venlig hilsen Revisorerne Nete Parkov – Kurt Nielsen.

Supplerende bilag til intern orientering.
Internt bilag til orientering ved Generalforsamling 9. marts 2024

Indtægter og udgifter ved udgivelsen af publikationen

”Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”

Indtægter:

Hoffmann & Husmanns Fond – afslag 13 06 2023 0,00 kr.
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse – afslag 01 12 2023 0,00 kr.
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond – afslag 06 12 2023 0,00 kr.
Knud Højgaards Fond – afslag 15 08 2023 0,00 kr.
Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond – afslag 30 08 2023 0,00 kr.
Veluxfonden – bevilling 06 06 2023 20.000,00 kr.
Blindes Støttefond – bevilling 07 11 2023 50.000,00 kr.
Blindehistorisk Selskab – afventer
Indtægter ved direkte salg af bøger pr. 30 11 2023 3.250,00 kr.
Salg via Forlaget – opgøres pr. 31 12 2023 0,00 kr.
Kompensation fra PostNord – reklamation afvist 22 11 2023 0,00 kr.

I alt 53.250,00 kr.

Udgifter:

Korrekturlæsning før trykkefil 25.340,63 kr.
Korrekturlæsning af trykkefil 11.315,63 kr.
Forlaget Kahrius trykning mv. 48.290,00 kr.
Abonnement Legatbogen.dk august – november 2023 396,00 kr.
Forsendelsesmapper 898,75 kr.
CD lommer 100 stk. 699,38 kr.
CD-er 95 stk. leveret af NOTA 0,00 kr.
Adresselabels 200 stk. 171,56 kr.
Følgebreve 150 stk. à 0,50 kr. 75,00 kr.
Papir, kuverter mv 50,00 kr.
Punktpapir, Faktura 101, 16 11 2023 1.193,75 kr.
Porto til fremsendelse og udsendelse af bøger mv (jf. note) 9.275,75 kr.
Informationsfolder – trykning 1.993,75 kr.
Administrativ bistand til udsendelse mv. 34 timer à 264,75 kr. (jf. note) 9.001,50 kr.
Reception 27 10 2023 – Faktura fra DBS 07 12 2023 4.384,00 kr.
Deltagelse i jubilæumsfest 01 11 2023 (3 deltagere) 1.503,00 kr.

I alt 114.588,70 kr.

7. Jazzkoncert 9. marts kl. 20.30

Som nævnt i programmet for weekenden bliver der spillet jazz lørdag aften. Gruppen, vi skal lytte til, kalder sig OK24 og vil spille jazz fra ca. 1940 og til op i 1960’erne.

Som supplement til programteksten giver Thorvald Kølle følgende oplysninger om gruppen:

Lars Svaneborg vibrafon. Uddannet i slagtøj ved Aarhus Musikkonservatorium.
Flemming Nørgaard bas. Har modtaget undervisning i bas ved Københavns musikkonservatorium.
Heidi Madsen trommer. Har modtaget undervisning af Niels Ove Jørgensen på Synscenter Refsnæs. Er delvis autodidakt.
Lars Bang Andersen saxofoner, (bariton, tenor og sopran). Lars er autodidakt og har fået nogle få tips i starten.
Thorvald Kølle trompet og flygelhorn. Har modtaget undervisning af Ernst Brunn Hansen, trompetlærer ved Blindeinstituttet på Kastelsvej i København og er desuden blevet undervist af emeritus kongelig musikus Søren Emtoft.

8. Fænomenet tiggeri i historisk, kunstnerisk og nutidigt perspektiv 10. marts kl. 9.00

Lidt introduktion om tiggeri, blinde betlere og det billede, som dette skaber i omverden.

Jytte Louison Nielsen, Lena Bang og John Heilbrunn vil tage hul på et ømtåleligt, mangesidet og for mange ganske personligt emne: Hvordan fremstår vi som blinde i et moderne indsamlingssamfund, hvor går og hvor gik grænsen mellem udøvende kunst, dette at faldbyde sine evner af varierende art og egentligt tiggeri? Kan vi i et moderne samfund leve med omgivelsernes opfattelse af blinde, er vi blevet mere hårdhudede?

Er man som blind en stakkel, som skal tiltrække sig godhjertethed, og varierer grænsen for hvor meget andre skal række hånden frem, alt efter hvor i verden, man færdes, hvor dygtig man er til at gebærde sig, og hvordan man finder grænsen mellem tilladelig appel om støtte, og den form for tiggeri, som ligefrem er strafbart efter den danske straffelov – eller efter den europæiske menneskerettighedskonvention?

I en tid, hvor det synes at blive stadig vanskeligere for vores yngre blinde at kunne tilbyde omverden deres evner og arbejdskraft, men hvor der dog er en form for socialt netværk, som dog varierer efter postnumre, er vi ved at være så arbejdsuføre, at vi nærmer os noget, som på sin vis ligner de tilstande, som i slut 1920’erne førte mange blinde ud i fattigdom og manglende mulighed for at brødføde sig selv og sin familie?

I en dialog efter hvert af de tre oplæg vil vi sammen arbejde for at få nogle af disse dilemmaer ventileret.

9. Blind pioner har nået Sydpolen på ski

Den 70-årige blinde langrendsløber Arne Christensen fra Virum nåede lørdag den 13. januar 2024 til Sydpolen. Her fortæller Arne kort om udfordringerne og om det fantastiske ved at have nået det store mål.
Ekspeditionen strakte sig over 8 dage og gik fra den 89. sydlige breddegrad og frem til den geografiske Sydpol. En distance på 111 km.

Fantastisk oplevelse
At løbe på ski på Antarktis, der er på størrelse med Australien, og hvor der ikke er andet end sne, er helt enestående. Der er ingen vegetation eller dyr på det indre af kontinentet. Kun sne og store vidder, frost og vind, og bjerge i det fjerne.

I 5 år har jeg sammen med min ledsager Claus Geleff forsøgt at løbe på ski til Nordpolen, men det er ikke lykkedes på grund af Covid-19 og krigen i Europa. Derfor ændrede vi i efteråret 2023 kurs og sigtede mod Sydpolen i stedet.

Det var en kæmpe sejr for mig, da vi efter 8 hårde døgn på ski og med pulk nåede Sydpolen. Jeg mærkede på forunderlig vis glæden brede sig i kroppen, da vi nærmede os polen, og især følte jeg den fede indre tilfredsstillelse det er, når man når et af sine store mål – får en drøm opfyldt.

Jeg er den første blinde dansker, som har stået på ski til Sydpolen, og jeg er muligvis den ældste af de blinde, som har gjort det. Jeg er glad og enormt lettet over, at det lykkedes.

Mine særlige udfordringer
Efter den lange rejse via Chile til Antarktis fik vi endeligt skiene på og satte kurs mod Sydpolen. Vi trak hver især en pulk med vores personlige udstyr, som vejede mellem 30 og 40 kg. Trods mange års fysisk træning og specifik træning hen imod ekspeditionen til Sydpolen, så slog forberedelserne ikke helt til.

Jeg blev overrasket over, hvor hårdt det var. Der lå mellem 5 og 10 cm løs, tør sne, og det gjorde, at pulken var en del tungere at trække, end jeg havde forventet. Den meget tørre og kolde sne bevirkede også, at der ikke var meget glid i skiene.

Det hårde arbejde medførte også en anden udfordring i forhold til kulden. Der var i gennemsnit minus 25 grader. Let vind 4 til 5 m/sek. Vi vidste godt, at det ville være sådan, og derfor skulle vi være særligt opmærksomme på, at vi ikke kom til at svede. Den inderste uldundertrøje må ikke blive våd af sved, da man dermed kan blive rigtig kold, og det kan være svært eller umuligt at blive varm igen. Det skete imidlertid flere gange, at jeg blev for varm, og min inderste uldundertrøje blev drivvåd, og jeg mærkede kulden brede sig i kroppen. Det betød, at jeg to gange måtte skifte undertrøje ude i det fri. Det var begge gange på en af de 4 – 5 pauser på ca. 10 minutter, som vi holdt hen over dagen for at spise og drikke. Jeg fik god hjælp til at skifte undertrøje af min ledsager Claus og guiden Taylor Sweitzer fra Polar Explorers. Jeg måtte af med pulk, træksele, jakke og undertrøje, for hurtigst muligt at få en tør undertrøje, jakke og træksele på igen. Der gik ca. 45 minutter, inden jeg havde fået varmen i kroppen tilbage. Da jeg var blevet varm, sagde Claus til mig, at det havde været en form for nødhjælp, som jeg havde fået. Det understregede det alvorlige i forhold til den kraftige kulde.

Det var også en overraskelse, at jeg havde meget svært ved at holde varmen om hænderne. Jeg har ikke tidligere haft problemer med det men måtte flere gange stoppe for at svinge med armene, så jeg fik blod ud i hænderne. Jeg brugte dagligt håndvarmere, og det var dem der reddede mig. Forfrysninger er alvorlige, og det er en af de faktorer, som ville have kunnet medføre, at ekspeditionen måtte stoppes. Men heldigvis gik det ikke så galt.

Jeg undgik dog ikke helt forfrysninger. Jeg fik overfladiske forfrysninger i overlæben og på næsetippen. Det skete på trods af, at ansigtet var dækket helt til, når vi var på ski, hvilket var vigtigt dels på grund af kulden og dels på grund af solen.

Jeg havde endnu en udfordring. Når jeg er blind, så er jeg vant til at bruge mine hænder til at finde mine ting, skelne det ene fra det andet osv. Vi blinde siger, at vi ser med hænderne. Dette var ikke muligt uden for teltet. Hænderne blev hurtigt kolde, så jeg ikke kunne mærke noget med dem. Det betød, at jeg måtte bede om mere hjælp fra Claus og Taylor.

Vi gik på ski 7 – 8 timer om dagen, og der var perioder, hvor jeg kæmpede med kulden næsten minut for minut. Når man har rigtig kolde hænder, så retter man al sin opmærksomhed på dem, og det påvirker den øvrige indsats: teknikken på skiene, tempo og at holde retningen. Der var flere perioder, hvor jeg virkelig følte, at det var en kamp mod kulden.

Eventyrlig tur trods strabadserne
Vi havde fantastisk godt vejr. 7 ud af 8 dage havde vi fuld sol hele døgnet rundt. Blå himmel, frost og klart vejr. Den gode sol var med til at varme vores lille telt op. Når vi havde besluttet os for at slå lejr, så kom teltet op at stå som det første. Efter en halv time inde i teltet var der rimeligt lunt og rart. Det var fedt at vågne op i et varmt telt, vel vidende at der var minus 25 grader udenfor.

Vi var nærmest euforiske, da vi efter 8 dages strabadser nåede Sydpolen. Da vi nåede frem, fik vi hurtigt noget varmt tøj på, fik krammet og takket hinanden for kampene undervejs, fik taget en masse fotos og fik skålet i champagne.

På Sydpolen var der mulighed for at komme på toilet, få et bad, og der var et stort opvarmet opholds- og spisetelt.

Og så det allerbedste: Vi fik ikke vabler på fødderne i de 8 dage, hvor vi var på ski. Det var en kæmpe ting at undgå. Under de fem års forberedelse har vi hvert år kæmpet med vabler.

Endelig vil jeg nævne det meget positive teamarbejde, som vi havde. Jeg kender min ledsager Claus Geleff som god kammerat og skiledsager i gennem mere end 30 år. Vores guide fra Polar Explorers havde vi kun mødt på forberedende online møder inden ekspeditionen. Vi fandt dog hurtigt sammen, og samarbejdet døgnet rundt om at nå Sydpolen fungerede rigtig godt i højt humør og god stemning.

Alt i alt en krævende men eventyrlig tur, som jeg vil bære i mig for altid. Se og læs mere på: www.blindpioner.dk Ski4Ever

Arne Christensen har naturligvis meget mere at fortælle om hele forløbet af denne udfordrende præstation, og noget af det kan man få kendskab til i et foredrag, han i løbet af efteråret vil holde i Blindehistorisk Selskab.

10. Mindeord om Mogens Bang ved René Ruby

Den 12. oktober afgik Mogens Bang ved døden efter lang tids alvorlig sygdom. Mogens blev 79 år gammel.

Det har nærmest symbolsk karakter, at han netop døde den 12. oktober, som i år var ”Verdens Synsdag” indstiftet af Verdenssundhedsorganisationen – WHO, herom vidner hans indsats indenfor arbejdet til fordel for blinde i Danmark.

Mogens Bang vil blive husket af mange for sit arbejde dels som lærer ved Instituttet for Blinde og Svagsynede fra 1974 til 2008 og dels som leder af Blindehistorisk Museum i årene 1986 til 2011.

Jeg kender Mogens fra min tid som elev på instituttet, og som en utrolig energisk ildsjæl indenfor bevarelsen og formidlingen af blindes historie.

Mogens var en af de pædagoger, der lagde stor vægt på at stimulere blindes begrebsdannelse, bl.a. gennem projektet ”Kend din by”, hvor man ugentligt besøgte steder i København for at få styr på lokaliteter og begreber. Der var afsat en hel dag om ugen til dette fag og faget fik derfra navnet onsdagsturene. Det er netop fra onsdagsturene jeg særligt husker Mogens. Det var små klasser og da jeg startede i 8. klasse var vi kun to elever. Det var foruden mig Søren Høg. Når vi af og til mødes falder snakken ikke sjældent på vores onsdagsture. Det kan ikke have været nogen ubetydelig opgave at holde styr på to 15 årige knægte, springfulde af energi og unoder. Vi har sikkert afprøvet grænser og ikke mindst grænsen for vores læres tålmodighed. Mogens taklede os med knusende ro.

Onsdagsturene førte os til mange steder herunder blandt andet til dommervagten, folketinget, lufthavnen mm. Når jeg i dag sætter mig op i et fly, har jeg stadig billedet af cockpittet i den jumbojet, som vi fik lov at studere og sætte os til rette i, på et besøg i lufthavnen. Vi fik en masse begreber, forestillinger og rumlige dimensioner på plads på de onsdagsture. Både Søren og jeg mener at huske, at vi vandrede umanerligt mange kilometer på de ture og i alt slags vejr. Vi husker Mogens som et utroligt roligt og tålmodigt menneske og som en voksen vi havde tillid til.

Mogens Bang overtog ansvaret for den Blindehistoriske Studiesamling kort efter inspektør Folke Johansens død i efteråret 1986, en opgave, han varetog frem til museets lukning den 1. juli 2011. Kort tid efter at jeg var startet på at læse historie i 1993 inviterede / lokkede Mogens mig ned i kælderen på instituttet, hvor studiesamlingen / Blindehistorisk Museum havde til huse. Mogens forsøgte at gøre mig interesseret i samlingen og blindes historie. Jeg var imidlertid til at begynde med ikke særligt interesseret. Bagerbørn er sjældent særlig vild med brød. Senere kom interessen og Mogens engagement og utrættelige energi for blindehistorien var smittende.

Mogens introducerede mig også for Birgit Kirkebæk og den handicaphistoriske kreds omkring hende.

Mogens Bang var en af initiativtagerne til stiftelsen af Blindehistorisk Selskab i 1994. Han var aktiv i Historisk Selskab for Handicap og Samfund og sad en årrække i selskabets bestyrelse og har desuden været medredaktør på flere numre af Handicaphistorisk Tidsskrift udgivet af Historisk Selskab for Handicap og Samfund med temaer inden for blindeområdet.

Mogens var en ildsjæl i opbygningen og bevarelsen af De Blindehistoriske Samlinger, ligesom i redningen og indsamling af blindehistoriske effekter til samlingen. Han fik gennemført en fuldstændig registrering af samlingens genstande ligesom en digitalisering af museets billedarkiv. Mogens var eminent til at engagere frivillige til museet og gjorde blandt andet studerende interesseret i museet og samlingen. Han stod bag symposier og møder med henblik på at skabe bredere interesse for bevarelsen af samlingen og specielt for etableringen af varige og ordnede udstillingsrammer frem for de midlertidige og noget kummerlige udstillingsfaciliteter i kælderen på Rymarksvej. Problemerne med og kampen for bevarelsen, udbygningen og registreringen af Den Blindehistoriske Samling er detaljeret beskrevet i den mangeårige medarbejder på museet Henning Eriksens Museumsdagbog, udgivet i 2019.

Dette brændende ønske for bevarelsen og skabelsen af gode og permanente udstillingsfaciliteter bragte ham ind i mellem på kant med såvel Dansk Blindesamfund som Blindehistorisk Selskab. Han mente ikke, at de gjorde noget eller gjorde nok. Mogens kæmpede for bevillinger til museet og for tilvejebringelse af et økonomisk grundlag for etablering af et egentligt museum og varige fysiske rammer for et sådant. Mogens Bang stillede sig som anført kritisk overfor DBS, for ikke at tage initiativ og bidrage til etableringen af et økonomisk grundlag for en sådan varig udstillingssamling. Dansk Blindesamfund har gennem hele perioden udtalt støtte til museet, men andet end formuleringen af gode hensigtserklæringer etc., er det ikke blevet til. Gode viljer og hensigtserklæringer er der ikke blevet bygget mange museer på.

Mogens kæmpede for at beholde en udstilling. I hele perioden lå der en trussel i luften for at Instituttet for Blinde og Svagtseende ikke længere ville huse samlingen, og samlingen ville blive spredt eller destrueret. Mogens Bang begyndte derfor at arbejde for, at samlingen kunne blive overtaget af et statsanerkendt museum, hvorved samlingen var reddet for eftertiden. I 2009 lykkedes det Mogens Bang at få skabt en aftale, således at samlingen blev overdraget til Medicinsk Museion under Københavns Universitet. Derved blev samlingen reddet komplet og intakt. I 2011 lukkede museet og samlingen nedpakket og bragt til Medicinsk Museion og her befinder samlingen sig stadig.

Det var naturligt med stor skuffelse og frustration fra Mogens side, at udstillingen af blindes historie måtte ophøre og nedpakkes mens Dansk Blindesamfund blot så passiv til.

Udover at have sat et varigt aftryk i sine elever har Mogens Bang sat et uafviseligt aftryk i blindes historie. Det er Mogens Bangs fortjeneste, at den blindehistoriske samling er bevaret. Havde han ikke arbejdet så ihærdigt for at bevare samlingen ved at overdrage den til Medicinsk Museion, så kunne man have risikeret, at den var blevet destrueret eller spredt for alle vinde. I stedet blev en samling som beskriver en helstøbt fortælling om blindes liv gennem 200 år bevaret for eftertiden.

11. Afsløring af en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb i særforsorgen ved Ove Gibskov

I Medlemsblad nr. 16 fra 2023 skrev jeg om den højtidelighed, hvor socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil 20. november afslørede en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb, mens de var anbragt under sær- og åndssvageforsorgen. Her kommer en lidt udvidet version, som der ikke var plads til i Medlemsbladet.

Begivenheden fandt sted på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, og det var ministeren, som havde taget initiativ til, at der skulle rejses en sten netop der.

Arrangementet blev indledt med, at museets leder Sarah Smed bad forsamlingen om at holde et minuts stilhed, hvorefter Pernille Rosenkrantz-Theil bl.a. sagde:

”Det er vigtigt, at vi mindes det, der er sket, og ikke glemmer de historier, som blev beskrevet med den store rapport, der kom blandt andet her fra Forsorgsmuseet… Nogle af jer har levet hele livet med ar på sjælen for de svigt og overgreb, I var udsat for. Derfor er det også på sin plads, at staten omsider undskyldte og erkendte sit ansvar.

Som en af de tidligere anbragte sagde, så kan skuldrene sænkes… Livet var præget af vilkårlig vold, af overgreb, af tvangssterilisationer og af ufrihed. Vi er nået rigtig langt siden de forhold, men jeg tror også, at det er tydeligt for enhver, der følger social- og handicapområdet, at vi slet ikke er nået så langt, som vi gerne ville i udviklingen af vores velfærdssamfund i forhold til borgere, der er afhængige af hjælp og støtte… Så der ligger en stor opgave foran os, men med undskyldningen lukker vi et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien. Og lad det blive startpunktet for udviklingen af et velfærdssamfund, som vi kan være bekendt på de her områder.

I forlængelse af den undskyldning rejser vi i dag en mindesten her ved Forsorgsmuseet i Svendborg. Den skal netop minde os om et af de mørke kapitler i vores historie, som mange nok har forsøgt at glemme, fortrænge og gemme væk.”

Mindestenen er 140 cm høj og 80 cm bred. Den er forsynet med en metalplade, hvor der står: ”Til minde om de børn, unge og voksne, der blev udsat for svigt og overgreb under deres anbringelse i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933 til 1980.

Hvad der overgik disse mennesker, skal vi aldrig glemme.

Rejst af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz Theil på vegne af regeringen i 2023”.

Museet havde engageret en violinist, som efter afsløringen af stenen spillede to eftertænksomme stykker. Blandt de ca. 35, som deltog, var Svendborgs borgmester, repræsentanter for pressen og ansatte i ministeriet og på museet. Men fra selve målgruppen var vi kun fem til stede – nemlig en døv, en blind, en svagsynet samt de to eneste kvinder af dem, der blev anbragt på Sprogø, som stadig lever. Jeg talte med flere, som gav udtryk for, at det ret beskedne fremmøde nok skyldtes tidspunktet for arrangementet, der allerede fandt sted 9.45 og kun var berammet til at vare tre kvarter. Sarah Smed tilbød dog derefter at give en rundvisning på museet, som er indrettet på landets længst eksisterende fattiggård. Under denne rundvisning blev der også stillet adskillige spørgsmål til de to Sprogøkvinder, der begge er over 90 år. De fortalte engageret om forskellige oplevelser både på Sprogø, og hvor de ellers havde været anbragt. Og det blev heldigvis videooptaget.

I begyndelsen af arrangementet, fik den ene af de to kvinder, Regine Løndorf, højt og utvetydigt fortalt ministeren, at hun ikke var tilfreds med den undskyldning, der blev givet 11. september. ”Den dag var du da rigtig glad for undskyldningen”, svarede Pernille Rosenkrantz-Theil, hvor til Regine Løndorf sagde, at det havde hun fortrudt og ville nu prøve at få en erstatning for det, hun havde været udsat for.

Når jeg deltog i denne begivenhed, hænger det bl.a. sammen med, at jeg for Dansk Blindesamfund har været med i en gruppe, der har fulgt hele processen med den omfattende udredning. Og selv om mange af de tidligere anbragte jo desværre ikke var med til denne markering, oplevede jeg den som en fin og væsentlig afslutning på et langt og til tider uskønt forløb, som jeg tidligere har skrevet om – bl.a. her i Nyhedsbrevet.

Hør talerne ved afsløringen af mindestenen ved at trykke på følgende link: Taler ved afsløring af mindesten.

12. Anmeldelse af Ulla Bruuns bog ” NU Mens vi kan elske – Haiku og andre digte” ved Marianne Olsen

Når medlemmer af selskabet får udgivet bøger, er der tradition for at omtale dem her i Nyhedsbrevet, og i december udkom Ulla Bruuns bog ”NU – Mens vi kan elske – Haiku og andre digte”

Som redaktør af Nyhedsbrevet afstår jeg fra at omtale bogen, da jeg er gift med forfatteren. I stedet for bringes cand.mag. Marianne Olsens anmeldelse fra Netmagasinet Sameksistens.

Ulla Bruun:
NU – Mens vi kan elske – Haiku og andre digte. 87 sider Attika

Med illustrationer som uddybende replikker til teksterne. I sin nye udgivelse fra 2023 har Ulla Bruun på 87 sider skabt syv store fortællinger eller små romaner fulgt af en epilog.

SAMEKSISTENS har tidligere anmeldt hendes fortællinger i Alvin, Underhunden og andre fortællinger fra 2022, hvor det allerede blev vist at form og indhold udgør en enhed, et NU. Denne bog er en udvidelse af den kunstneriske horisont.

Haiku – end indvandret åndsform
Haiku er en japansk digtform, der er indvandret til Danmark og har integreret sig hos os, samtidig med at det har beholdt sit eget særpræg. I trelinjede strofer på 5 – 7 – 5 stavelser får vi den stramme nøgterne form, der netop i denne tid med altfor mange tomme aggressive ord er velgørende i sit klarsyn uden noget mellem linjerne – intet at gætte sig til.

Det er læseren, der er hovedpersonen, som selv skal opleve. Allerede inden den rigtige begyndelse kastes dette haiku, der gælder Enhver, imod læseren:

Verden set gennem
Mit eget kalejdoskop
Knust og sammen sat.

Familie og nabo
Således er man suget ind i hverdagen og dens omgivelser, og hvis et enkelt haiku ikke slår til, kan flere danne fortællingens billeder: Ude i haven er vores familiemedlem solsorten:

Gul som solens ild
Sort som træet brændt til kul
Dybt klinger sødmen

Den er i sig selv
Med sang og krop et haiku
Spejlet i min sjæl (af Solsort s12)

Der er også en særlig nabo:

Træder ud og ser
En tudse bor ved min dør
Min grønne nabo (En Tudse, s. 17)

Inspiration
Husets omgivelser får tænkeren frem i os, og genopvækker gloser som ellers var gået i glemmebogen. Naturens metamorfoser optræder lige foran os:

Rosenblades fald
Lyserøde snart brune
Duft bliver til lugt

Forsvinder i jord
Svampe fortærer grådigt
Alt opstår igen (af Opstandelse, s.18)

Vi er senere indenfor i regnvejret:

Dagen klædt i gråt
Regn – tonedryp på ruden
Tæppesvøbt med bog (Råhygge, s. 23)

En anden variant af inklusion
Kærligheden har selvfølgelig sit udspring i digterens eget liv. Alligevel er læserens ’jeg’s erfaringer inkluderet med små forskelle:

Blindfødte yngling
Excellerer i humor
Med kløgt og udsyn (af Nyforelskede for 56 år siden, s 27)

Det gavmilde liv har givet børn og børnebørn. Vi lytter, taler og bygger bro over den så banalt omtalte generationskløft:

Om musik, lyrik
Livet og stjernerummet
Der er ingen kløft (af Generationsbro, s.38)

Så kom corona med sine indskrænkende bud. Blandt de 30 hvirvlende illustrationer er selv pigen med masken (s. 41) gennemblæst. Digteren tillader nok ro, men aldrig den stilstand som coronaen truede os med. For vi modstod med musik.

Hjerterodens lys
Øjne smil og sang i lyst
En virusfri tid (af Nedlukning, s.43)

Men i december 2020 bliver traditionerne brudt:

Indkøbscykletur
Forventningsfuld trods udsigt
Til tosomheds-jul (af december 20 s. 45)

Fortællingen om rejserne rundt i Danmark og i den store verden tager os med – også til lande der ellers er ukendte for læseren. I illustrationer og haiku følger vi fra et sted i nærheden af en svinefarm på Mors til Cuba, til Tenerife, Grønland og Aalborg og Aarhus. Det er ofte billedkunsten, der får læseren til at dvæle og glæde sig over digtformens skønhed: to sider af samme sag.

Flugt og krig
Vi bliver også tvunget til at se vores egen og menneskets værste side: hadet og frygten, som vi er ansvarlige for: skulle vi forarges over andres forbrydelser langt væk fra ’her’, bliver vi mindet, om det ansvar vi har for medmennesker på flugt, vores næste som vi svigter hver eneste dag:

Ofre for velfærd
Vores overflodssamfund
Med grænser af stål (af Flugt, s. 81)

Vi tvinges ind i en empati, der er umulig at undslippe.

Stop dette vanvid
Lad tårer løbe sammen
Til en flod af håb (af Gaza 2014)

En enkelt gang rettes fortvivlelsens vrede mod Putin – med en vellignende grotesk illustration:

Insekt i munden
Kalder Putin krigsprotest
Sommerfugle flyv! (af Putins krig, s. 84)

Krig, ufred og flugt er tåbeligheder uden indsigt
For vi som er våbenløse, har dog hver og én sorger nok at leve med:

Skal forbi huset
Se op mod vinduerne
Sorgen gentages. (Alice, s. 52)

Undtagelser
I enkelte tilfælde brydes formen, især i erindringsskitserne. De tekster må læseren opleve udefra, skønt der også her er genkendelse. Her et haiku til moderen:

Et stort menneske
I en yndig lille krop
Fødte mig engang (Mindeblomst s.76)

Dette Haiku er sat som centrum i digterens familieerindringer med andre former og en enkelt prosatekst. Om faderen hedder det bl.a.

Af indlysende grunde

Kendte jeg ikke
Min far da han var barn
Men barnet i min far har jeg kendt (af Et drømmersind, s. 74)

NU – mens vi kan elske er en usædvanlig rig bog, lille i omfang, så man let kan få den med, hvis eller når vandene skyller op om os, og vi bliver henvist til en øde ø ved vores egen klimadumhed.

Læserne bliver forhåbentlig mange. De skal have bogens bagsidehaiku med som en varm anbefaling:

Må læselysten
Gi’ frydefuld forventning
Til fordybelse

Det skal lige tilføjes, at forlaget er i gang med at producere bogen som E-bog, og at den muligvis også kommer som lydbog.

13. Kan nogen bidrage med oplysninger om den tidligere leder af Statens Trykkeri for blinde, Sigurd Adolf Andersen?

Jeg hedder Allan Andersen, og redaktøren af Nyhedsbrevet har bedt mig om at skrive lidt om min farfars virke som leder af Statens trykkeri for blinde. Jeg er derfor gået i gang med at indsamle informationer.

Sigurd Adolf Andersen blev ansat som leder den 1. november 1938, først i Randersgade og senere Rønnegade.

Jeg vil desuden fortælle om elektrificering af Braillemaskiner og hjælpemidler, som også min far var involveret i. Der er nok at fortælle om, og det bliver i næste nummer af Nyhedsbrevet; men skulle du have kendt eller hørt om min farfar eller min far Kurth Andersen, og har du noget, du gerne vil bidrage med, vil det glæde mig, hvis du vil sende det til mig pr. mail til allan@vangede.dk

 

14. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk