Interview med Ebba

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Ebba den 5. maj 1999

Interviewer Heike Michelsen

Jeg er født i København på Rigshospitalet d. 1. april 1904, og det er efterhånden nogle år siden.

Så du er blevet 95

Ja, og så var jeg hos min morbror en måneds tid.
Så kom jeg hjem til mine bedsteforældre, der dengang boede i Gl. Jyderup.
Så flyttede de derfra op på Ellebjerg og vi boede så der i 24 år.
Bedstefar døde i 1918. Og selv om jeg kom ud at tjene, boede jeg alligevel hjemme hos bedstemor. Det ville jeg helst.

Hvornår kom du i skole?

Det gjorde jeg da jeg var 5 år. Og det var på en privat skole i Jyderup, for bedstemor gjorde rent hos lærerinden. Jeg havde et stykke tid været hos en gammel kone, mens bedstemor gjorde rent. Men så døde den kone, der passede mig. Bedstemor sagde så til lærerinden, at hun ikke kunne gøre rent mere, for hun skulle passe mig. Men jeg kunne bare komme med på skolen. Så jeg var ikke mere end 5 år, da jeg begyndte i skole.
Den gamle kone havde lært mig at strikke, og jeg kunne strikke rundt, strikke strømper og det kunne børnene ikke.

Var det på 4 pinde?

Ja. Så jeg måtte lære dem at strikke grydelapper da jeg var 5 år og de var så irriterende.
Skolen var inddelt i 3 klasser og vi kunne gå der, til vi var 10 år. Så skulle vi enten på Realskolen eller på Kommuneskolen. Men fordi bedstemor gjorde rent dernede kunne jeg blive der til jeg var 14 år. Og kunne gøre rent, feje gulve, tørre borde af sammen med bedstemor.
Så da jeg blev konfirmeret kom præstens og ville gerne have, at jeg skulle derned og ind hos dem som stuepige. Og det var ikke altid lige sjovt!

Hvad skulle du lave?

Jeg skulle varte op og gøre stuepige gerninger. Og præstekonen tænkte ikke på at jeg kun var 14 år og en lille pjort. Og jeg kunne jo ikke nå alt det, jeg skulle. I det år jeg var der, boede jeg der også. Når jeg ikke kunne nå alt det, hun ville have, jeg skulle, skrev hun en liste om, at jeg skulle være der og der på klokkeslæt. Puh ha. Men præsten var flink, et meget fint menneske. Hun var da dygtig, ualmindelig dygtig, men hun var jo ….

Hvordan slap du derfra?

Det var det år under den Spanske Syge. Jeg havde en fætter som jeg holdt så forfærdelig meget af. Han døde, og jeg ville så gerne med til begravelsen. Det måtte jeg ikke. På en måde kan jeg godt se det nu. For de havde en pige på ½ snes år, og kom jeg med til begravelsen kunne jeg blive smittet. Men jeg blev smittet, så jeg lå hjemme i en måneds tid. Og på grund af det kom jeg derfra.
Så kom jeg ned på noget der hed Villa Bakken. Der boede købmand Chr. Jensen. Han var gift anden gang. Han havde en datter på 5 – 6 år, og hendes moder var også død under den Spanske Syge. Der var jeg så et år.
Men bedstemor syntes jeg skulle lære at sy. Og kom i lære her i byen. Men jeg var sådan stillet, at jeg ikke kunne se lige – jeg kunne ikke sy en søm lige, og jeg kunne heller ikke slå en streg lige.

Hvorfor kunne du ikke det?

Ja, det må være noget med øjnene, men dengang var der jo ikke noget der hed øjenlæger. Men det var også galt i skolen. For dengang havde vi jo tavler, og der skulle vi også slå streger. Og jeg kunne heller ikke rette dem.

Fik du det at vide, eller kunne du godt se det selv?

Jeg kunne godt se det selv.
Men jeg var på systuen ½ år, og ville så gerne på tilskærerskole, men det kunne jo ikke nytte noget, når jeg ikke kunne se lige.

Var du klar over, at det var fordi du ikke kunne se?

Nej, jeg kunne bare ikke lave det lige. Med min bedste vilje kunne jeg ikke.
Så var jeg hjemme og havde en del at sy nede fra Svend Larsen. Pudebetræk, dynebetræk, sømmede lagner og satte bændler i viskestykker.
Derefter kom jeg til en dameskrædder og hjalp hende. Men der var det også galt.
Bedstemor gik ud og stoppede og lappede forskellige steder. Så kom hun ned til en købmand, og de ville gerne have mig som stuepige. Det var et dejligt sted og der var jeg i 3 år. Men jeg boede altså hjemme hos bedstemor.

Og der havde du ikke nogle problemer med at se?

Nej det var der ikke, der var jo heller ikke noget, der skulle være lige. Men når jeg i dag går i haven bliver alting skævt, så det har altid generet mig.
Men så blev jeg syg, og havde nogle problemer med maven og kom på sygehuset. Så da jeg kom hjem, havde jeg en veninde der tjente på en kro. Det var en søster og en bror der havde den. Min veninde blev syg, og da jeg ikke havde noget, spurgte hun om jeg ikke kunne tage pladsen for hende en måneds tid. – Men hun kom ikke igen, så der var jeg i 1½ års tid. Men det var hårdt, alt for hårdt. Jeg måtte faktisk gøre karlearbejde, for nogle gange, når vi skulle vække ham om morgenen, så var han der ikke. Vi havde jo mælkejunger dengang. Og dem skulle jeg køre oppe fra vejen og så løfte dem op i en stor beholder. Så det bevirkede jeg blev syg igen.

Kan du huske hvor meget du fik i løn?

Ja, der fik jeg 60 kr. om måneden. I Præstegården havde jeg fået 12 kr. for ½ år.

Du blev syg igen?

Ja, og var på Kalundborg Sygehus i ½ år. Jeg kom ind Pinselørdag og blev udskrevet til november. Det var også med maven. Jeg skulle ellers have været hjem tidligere. Men så en dag fik jeg en forfærdelig hovedpine. Jeg fik et par piller og gik ind for at sove til middag. Det skulle man dengang. Så skulle jeg på toilettet og ved ikke mere. Da jeg vågnede sad en sygeplejerske ved siden af mig. Så måtte jeg begynde på mavekuren forfra igen.

Var det mavesår du havde?

Ja det var. Men kom så hjem og gik derhjemme. Juleaften og nytårsaften var vi gerne hos min moster. Og jeg gik på Kirkegården. Så da jeg kom tilbage ville jeg lægge frakken, men bedstemor sagde, at det behøvede jeg ikke, for vi skulle snart afsted. Så sidder vi lidt og så siger hun: “Hvad er det for en røg der er her?”. Så var det huset skrådt overfor der brændte.
– Og det kunne jeg slet ikke ta, og så blev det galt med maven igen, og jeg fik 3 måneder til. Så da jeg kom hjem, havde bedstemor fået brænde hjem, og det skulle saves. Hun gik i gang , men kunne slet ikke klare det. Hun var over 80 år. – Så var der en karl der forbarmede sig over hende, og savede det – og ja, det endte med bryllup. For han kom jo stadigvæk og skulle hjælpe bedstemor med brændet og andre ting. Vi blev gift i 1928.

Boede du stadig hos din bedstemor, også efter du blev gift?

Ja vi boede i huset, for vi fik bedstemors lejlighed. Vi boede ude i et hus der tilhørte Agersvold. Der var stråtag på dengang, og det skulle laves om. Der boede 4 familier. De to familier boede i det gammeldags, hvor der var åben skorsten. Der var ikke noget køkken. De lavede mad i skorstenen. Og så var der en stue, et lille spisekammer og så en gang. Det var alt hvad der var. Så de to lejligheder skulle slås sammen til en. Så fik vi den, for bedstemor ville ikke bo sammen med os. Hun ville ind på alderdomshjemmet.
Der boede vi i 1½ års tid, for det var svært at komme derfra om vinteren. Det lå sådan langt nede. Så flyttede vi ind til Gl. Jyderup og boede oppe over en barbersalon. Det vil sige, der var stue nede, soveværelset var oppe, og køkkenet var i kælderen. Så det blev min mand ked af. Vi havde fået Ruth og jeg ventede Erik. Samtidig var jeg syg hele tiden og måtte have indsprøjtninger.
Så fandt vi en lejlighed hos en gammel dame, hvis mand var død. Der havde vi stue og soveværelse, men vi havde fælles køkken og spisekammer. – Det var ikke nemt altid. Og vi havde 2 børn og jeg ventede Mogens.
Så en nat vågnede jeg ved at Erik græd og soveværelset var fyldt af røg. Og jeg kunne se ud gennem soveværelset at det brændte udenfor. Det var huset ved siden af der brændte, men der var også gået ild i vores. Og der fik jeg et chok. Og hvordan jeg fik børnene ud, det ved jeg altså ikke.

Det gør man

Ja, men jeg turde ikke ligge der mere, selv om min mand lå der. Jeg turde ikke være i huset. Så jeg kom hjem til mine svigerforældre og det var meget godt. Jeg havde ikke børnene med. De var kommet ud til en familie, der boede i Præstemarken.
Men jeg turde ikke ligge alene, så jeg lå inde hos svigermor til at begynde med. Kom så hjem igen, men da jeg kom hjem, havde det regnet og blæst. Og så lå alt det brændte, og det lugtede jo. – Så var den gal igen. Og kom ud til svigermor og svigerfar igen og fik min egen stue. Men sommetider når de var gået i seng stod jeg op, for jeg kunne blive ved at høre den der knitren. Det har da været hestene og køerne der rørte sig i stalden. Men turde ikke lægge mig til at sove før bedstemor stod op. Og det var hårdt. Så en dag kom min svigerinde for at besøge dem, og fortalte at min mand havde fået en lejlighed ved fabrikken. Og jeg blev så glad for at jeg kunne komme hjem. Men kom så og så det. – Og ih hvor blev jeg tosset. For det første var der stråtag og der var 2 små stuer og et stort soveværelse. Men der gik et kakkelovnsrør fra stuen gennem soveværelset og så ud. Og det hang i nogle kæder. – En aften var der en stor ildebrand nede ved stationen. Min mand var den aften ude og spille kort. Så jeg slukkede alt lyset og slukkede ilden i kakkelovnen. Jeg var så bange for ild. Det var noget pjat, for der boede 2 andre familier til i huset.

Men du havde det i dig, og det blev ligesom ikke behandlet?

Nej, bare jeg lugter røg, så kommer det igen med minderne.
Men vi boede der i 5 til 6 år, og så byggede vi huset her. Og hvor længe vi var om det, ved jeg såmænd ikke.

Var din mand murer?

Han var hos to gamle murere, så han havde lært det og lavede selv meget af det, og så var de også med til det.
Og dengang måtte vi ikke have vinduer som vi gerne ville have dem. Og vi skulle have en lukket trappe til førstesalen. Men min mand havde været hos en tømrer, som vi kendte godt. Og så fik ham lokket til at at sætte en åben trappe op og nogle lange smalle vinduer. Vi måtte heller ikke have dør fra køkkenet og ind til stuen. Så der var lukket af til at begynde med. Vi måtte gå udenom gennem et andet værelse.
Men så var det at vi fik min svigermor til at bo her. Og hun boede inde i værelset ved siden af køkkenet, og hun kunne jo ikke noget selv. Hun bankede i gulvet med stokken, når hun skulle flyttes eller på toilettet. Og så skulle jeg hele vejen rundt. Men så satte far selv døren i! Og så kom hun ind i stuen. Og det var heller ikke så nemt med børnene, for hun ville gerne ind imellem have lidt fred.

Hvor mange år boede hun her?

Hun boede her i flere omgange. Først boede hun her et stykke tid. For først havde de en gård oppe ved Kaldred og bedstefar havde bygget et hus ved flyvepladsen. Og min svigerinde og hendes mand var flyttet op på stedet. Og så flyttede hun derop. Men han blev dræbt. Han havde en plads hos en brøndgraver. Så var der en ny brønd, de skulle grave, og den styrtede sammen. Min svigerinde sad tilbage med 5 børn, så hun måtte ud og arbejde og kunne så ikke passe farmor.
Men jeg sagde til min mand: “Nu kan det ikke nytte noget at I bestemmer – for jeg kan ikke have farmor en gang til!” For der ventede jeg Poul Erik, og havde haft hende dengang jeg fik Gunner, og kunne gå og slæbe på hende. Så var han en dag taget hjem til hende, og kom tilbage og sagde: “Mor vil så gerne snakke med dig, og jeg synes du skal køre derud i morgen.” “Men jeg kan ikke have hende en gang til!” – Men jeg lånte en cykel dagen efter og jokkede derud. Og jeg kunne ikke lade hende være derude. Hun kunne ingen ting. Hun lå og havde svinet sengen til. – Og så dagen efter så lå bedstemor her igen.

Nej, når man ser det – så kan man ikke

Nej, jeg kunne ikke. Og har heller ikke været ked af det. Men havde 3 små børn så det var hårdt. Så en søndag, spurgte hun om hvor min mand Viggo var henne. Ja, han var i haven og hun ville gerne snakke med ham. Og hun kaldte børnene ind til sig og de sang deres morgensang. Og så sagde hun til mig: “Du skal være her i dag, for det er sidste søndag jeg er her!” Så om aftenen da jeg havde fået ryddet op i køkkenet, var jeg inde hos hende. Og syntes hun var så underlig, så jeg for op til min mand, der var gået i seng, og sagde: Du kommer til at komme ned, og så på vej ned ad trappen var der en lyd som var der en ballon der sprang. Og da jeg kom ind til hende var hun død. Og jeg synes det er underligt, at når jeg nu havde siddet der en hel dag, så døde hun lige der, hvor jeg var væk et øjeblik.

Hun har sikkert vidst det!

Ja, men jeg ikke kunnet forstå, hvorfor et menneske skulle lide så meget. Hun havde leddegigt og kunne ikke tage noget selv. Og det var også derfor, de solgte gården, for hun kunne ikke malke.
Så da hun var død, og børnene var kommet i skole, begyndte jeg at luge roer, for dengang var pengene ikke så store. Og det var i krigstiden, og det var ikke nemt at få alt.

Ja der skulle noget til for at forsørge 8 børn. Var der noget dengang der hed børnetilskud eller anden hjælp?

Nej det var der ikke. Man kunne da få noget på kommunen, men det var en skandale at få noget derfra. Så vi klarede os selv. I haven havde vi kartofler og alt. – Der var ikke meget blomster. Og så havde vi en gris. Og bagte alt selv. Mest rugbrød, for der var ikke meget til franskbrød. Og om vinteren tog min mand ud i skoven og slog stød op. For de var billigere. Men de skulle jo køres hjem og flækkes. Så han arbejdede hårdt for føden. Om sommeren var han mange gange oppe kl. 4 om morgenen og så på arbejde.

Så du sørgede alene for de 8 børn, med mad, vask og tøj?

Ja, og vask det var jo gammeldags i bryggerset, så jeg var også oppe med min mand om morgenen.
Så om morgenen fik alle rugbrød med margarine og måske lidt sukker. Men alle fik mad, og børnene er aldrig gået sultne i seng. – Undtagen hvis de ikke var hjemme til måltiderne. For var de ikke hjemme til spisetid, så fik de ikke noget. De største af dem havde bypladser, men så fik de aftensmad, når de kom hjem. Men var de bare ud og lege, så vankede der ikke noget!
Og børnene var jo hjemme hele dagen til de begyndte at gå i skole, og så havde de bypladser. Poul Erik var ikke mere end 8 år da han blev mælkedreng og kørte med mælkemanden. Dengang kørte han jo med hestevogn. Så Poul Erik måtte rende efter flasker og hente kander ud til mælken. Han var altid været den der var mest til bypladser. Han gik også med Jyderup-Posten. Så det var til stor hjælp. Det de selv tjente, fik de lov til selv at købe tøj for. Jeg syntes ikke de havde nogen skade af at arbejde, for så ved de, hvor pengene kommer fra. Det her med at de bare får ….

Så I klarede det!

Ja, det gik da.
Så da min mand døde, så havde jeg hjemmearbejde for Sprængstoffabrikken. Til at begynde med fik jeg 5 kr. for 1000 hylstre der skulle rulles og der skulle helst rulles 3 kasser om dagen og det var 3000 hylstre. Så det var ikke meget jeg fik. Men inde ved siden af boede der et ældre ægtepar, og hun var syerske og hende måtte jeg somme tider hjælpe med at sy skjorter. Hun havde klippet og jeg syede. – Så det kunne lige gå rundt og jeg kunne beholde huset.
Og da havde jeg fået mit barnebarn hjem på 2 år fra et børnehjem i Brede.
Men da havde jeg kun 2 af mine sønner hjemme endnu. De var i lære. Gunnar den næstyngste var ikke hjemme, for han var en overgang på Andersvænge, men er kommet hjem for 26 år siden og bor her nu og klarer sig fint.

Så du har haft noget at lave hele tiden! – Hvor gammel var du dengang?

Der var jeg 60 år. Men jeg havde også meget hjælp fra den daværende Sognerådsformand. Han sørgede for at jeg fik enkepension indtil jeg fik folkepension. Men det var småt. – Men man jo sætte stævne efter evne som det hedder. Og har da været heldig – for indimellem fik jeg noget gammelt tøj, som jeg kunne sy om.
Men siden Gunnar kom hjem, er det gået godt. For det ville han gerne og jeg havde jo plads nok. Og vi hjælpes ad.

Og du laver mad stadigvæk?

Ja, for hvorfor skal vi give 40 kr. for et måltid mad fra kommunen, når man kan få det for 20 kr. ved at lave det selv? Og det mad jeg laver, har mere smag, og jeg kan selv bestemme, hvad vi skal have.

Så blev du svagtsynet, kan du huske hvornår?

Det må vel være 5-6 år siden. Det var en optiker, der sendte mig til en øjenlæge, selv om jeg hele tiden ikke kunne se ret godt. Jeg har haft briller fra jeg var nogle og 20 år. Men så blev jeg gift og vi havde ikke råd til nye briller. For det var ikke altid min mand havde arbejde. Og den understøttelse, de fik dengang, gav ikke råd til briller. Og jeg havde heller ikke tid til hverken at hækle eller brodere og den slags.
Men det er sådan kommet lidt efter lidt. For ellers ville de have opdaget, at jeg slet ikke kunne se på det højre øje og kan kun se lidt på det venstre. Men det kneb med at hækle og sy da jeg fik tid til det, efter børnene var kommet hjemmefra. Og det sidste billede jeg syede, måtte jeg have hjælp til at gøre færdigt. – Og det er vel 6 år siden. Så siden har jeg ikke syet noget. – Så det er gået ned ad bakke.

Hvor gammel var du dengang?

Der var jeg 90 år. Og var så ude og få opereret øjet for Grå Stær, men det har ikke hjulpet. Men så længe jeg kan færdes, og læse lidt så …
Og jeg tør ikke gå ud alene. For der var en overgang, hvor jeg faldt så tit.

Og så kom du med i Dansk Blindesamfund!

Ja, og det har jeg været så glad for! – Alle de gode bøger, lydbånd o.s.v. Og har også været med til nogle af udflugterne og festerne. Og har haft Gunnar med. Og det er han meget glad for. Jeg har også været i klubben i Kalundborg.
Men ellers kommer vi ikke ud. Heller ikke til børnenes fester. For det er for besværligt. Vi havde invitation til 2 konfirmationer her i foråret og jeg har 3 tresårs fødselsdage og jeg har lige fået invitation til min søn der bliver 60 år, hvor de også har bryllupsdag. Det er inde i Måløv. Det er det, at når man skal med toget og skifte mange gange – det er for besværligt. Og så når der er så mange mennesker til fester, og jeg har høreapparat – det er en summen. Og så er der ikke noget ved det, for man får ikke noget ud af det.

Men det går godt nok med høreapparater når du er herhjemme?

Ja, og når vi kun er et par stykker.

Du har også fået en kontaktperson fra kommunen?

Ja, og hun er meget sød. Hende er jeg glad for og hun kommer 2 dage om ugen et par timer. For hun kan ikke være hjemmefra mere end det, da hendes mand er syg. Jeg ville gerne have haft hende med på Fuglsangcenteret, men så længe kunne hun ikke være hjemmefra. Jeg ved godt at jeg må have hende i 6 timer – men det kan hun ikke.

Men meningen med en kontaktperson er at hun skal kunne det, for hun får løn af kommunen. – Det er jo ikke en frivillig besøgsven!

Ja, hun var også med en dag til lægen og optikeren i Kalundborg, men hvis jeg f.eks. en dag gerne vil en tur til Holbæk for at købe et eller andet – det tror jeg ikke.

Du klarer altså dagen og vejen med briller og høreapparat?

Ja, bare det går stille og roligt.
Også med besøg af børnene. Bare de kun kommer et par ad gangen. For ellers kan jeg ikke høre hvad de siger. Nu dem fra Næstved, min ældste søn har jeg mest at gøre med. Han bliver 67 år nu her til sommer. Så jeg har en pensionist søn. Min datter, hun var blevet 70 her til november. – Det er underligt når de kommer hjem de gamle drenge.

Hvor mange har du af drenge, børn og børnebørn?

Jeg har 5 drenge og 16 børnebørn og nogle og 20 oldebørn og 3 tipoldebørn. Så det er blevet en stor familie.
Men der er ingen af børnene der har mere end 3 børn. – Og havde det stået til mig, havde jeg heller ikke haft mere end 3 børn. Men de er dejlige allesammen. De kom bare, og der løb nogle tårer, når jeg opdagede det. Og så har jeg endda haft 4 aborter.

Så du har haft 8 fødsler og 4 aborter – det er da noget at gennemgå for en kvinde

Ja, og det undrer mig også at man er blevet så gammel. Men der må jo være noget der holder mig oppe.
Nu har jeg jo også Gunnar hjemme, og behøver ikke at stå op om morgenen. Han kan sagtens selv. Men jeg står op kl. 6, når jeg har hørt Radioavisen. Og det gør jeg så længe jeg kan. Og så laver jeg mad og kaffe, og så kommer han ned. Og så snakker vi om det forskellige – om der er noget han skal købe ind på vejen.

Så når han er taget afsted – hvad laver du så?

Så rydder jeg køkkenet og går ud og vasker mig og reder senge. Og så en tur i haven og se på den og så ind og ordne det sidste herinde. Så hører jeg avisen, og hvis jeg har en særlig god bog, hører jeg den. Om eftermiddagen går jeg ud i haven, og så er det snart tid til at tænke på mad. Og så mens jeg laver mad, smører jeg Gunnars madpakke til dagen efter. – Og maden er gerne færdig når han kommer.

Har du nogle livretter?

Ja, jeg holder meget afgGrønkål og suppe. Om vinteren skifter jeg mellem grønkål, suppe og gule ærter. Og så koger jeg, så jeg har til 2 dage og springer en dag over. – Det har vi været vant til hjemmefra. Nu i går fik vi øllebrød og en flæskeæggekage

Du har også haft brændekomfur!

Ja, da vi flyttede herned, havde vi et fritstående. Det var en pine, når vi skulle slagte, eller jeg skulle bage. Jeg skulle fyre og fyre. Ovnen den var ikke god. Men min mand købte et lille komfur, som skulle mures ind. Og hvor var jeg glad for det.
Og der var altid varmt vand. Vi fyrede med brænde om dagen og lagde så briketter på om aftenen. Og, hvor var det dejligt at komme ned om morgenen. Inde i stuen havde vi en pragtfuld ovn, hvor der kunne stå en kedel med vand. Men oppe ovenpå der måtte vi ikke have varme, for det ville min mand ikke. Så det var koldt at komme op om vinteren når vi skulle i seng.

Men nu har du radiatorer!

Ja, det kom sig af, at vi havde en vognmand, der boede omme bagved. Han handlede med brændsel. Men så en dag ville han ikke mere og tænkte på at sælge forretningen. Og det var jeg ked af og snakkede om det med drengene. Så ville de samle sammen og sætte oliefyr ind. Og en af drengene sagde: “Du må være klar over, at du ikke må slukke for det når du tager hjemmefra!” – Ja tak, så skulle jeg ikke have oliefyr. Så ham fra Fåborg sagde at det vel ikke kunne blive så dyrt at få fjernvarme ind. Rørene lå ude i fortovet. Så det fik jeg ind, og åh hvor var jeg glad da jeg fik det.

Så lidt af hver har jeg da prøvet.

Interview med Birthe Person

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Birthe Persson
V/ Birthe Hermansen.

Jeg blev født den 19. maj 1942 på Rigshospitalet i København. Mine forældre boede i Dybbølsgade, hvor min far var møbelpolstrer og møbelsnedker, men han var også frihedskæmper og med i modstandsbevægelsen. Det var jo under besættelsen.
Min far havde rejst rundt som naver i Europa sammen med min mor, min moster og onkel. De havde rejst rundt siden min mor var 18. De blev først gift da hun var 29 år, hvor de så fik mig.
Jeg var tvilling, men jeg var også født albino med alle tre ting på både hud, hår og øjne. Så jeg var blindfødt, og kom først til at se da jeg var 3 år. Min tvillingebror var lige så mørk som jeg var lys. Han døde kort efter, fordi han var meget lille og ikke kunne overleve, så jeg var blindfødt og kom først til at se, da jeg var 3-4 år.
Jeg har selv senere fundet ud af, at det var på grund af lysfølsomhed, for min mor opdagede at jeg godt kunne se i mørke.

Jeg kan ikke huske så meget fra den tid, men jeg kan huske de kom og ransagede lejligheden for at finde min far. Min mor stod op ad væggen splitternøgen og jeg sad på kommoden og skreg som et vildt dyr, og den tyske soldat med maskinpistol, og det hele, det var frygteligt.

Så flyttede min mor og jeg til Langeland. De fandt ham ikke ved denne lejlighed, men sidst på krigen blev han skudt.
Min mor og jeg flyttede så til Langeland og kort efter til Samsø, og så til København, hvor min søster blev født i 1946. Min far nåede at blive skudt af tyskerne lige inden fødslen.
Jeg var i mellemtiden kommet på børnehjem.
Jeg kan huske en af de store piger på børnehjemmet, hun ødelagde alt for de små. Så det var de små der fik nogen over fingrene, selv om det var hende, der havde lavet ulykkerne, og vi små var så bange for hende. Madmoder var sådan en stor frygtindgydende dame, og jeg græd meget, og det fik jeg nogen på ørerne for. Det var forfærdeligt.

Min mor flyttede så til Køge, hvor hun blev husbestyrerinde og i 1947 flyttede vi så til Ølsemagle, hvor min yngste søster blev født. Jeg husker det tydeligt, en mælkebøttemark med gule mælkebøtter. Det blev et forfærdeligt uvejr, den dag min lillesøster Anne Grethe blev født.
I den tid vi boede i Ølsemagle gik jeg til øjenlæge hos professor Ehlers hver tredje måned. Man var i tvivl om jeg skulle på blindeskolen på Refsnæs, eller jeg skulle i normalskolen, så min skolegang blev udsat et år, hvor jeg begyndte i april måned i forskolen hos frk. Christensen, men så kom min onkel fra Hobro og hentede mig og min søster, hvor vi så gik i skole i et år. Han var skolelærer og overlærer på en lille skole i Brøndum, hvor vi gik i skole hver anden dag fra kl. 8 til 15, også om lørdagen. Og det var en rigtig god tid. Jeg kom så tilbage og kom i 2. klasse, men sprang så tredje klasse over og kom i fjerde klasse og sprang så femte klasse over og gik så i sjette og syvende. Så jeg har kun gået i folkeskolen i 5 år. Så kom jeg på et realkursus i København, hvor jeg tog realeksamen på 2 år. Jeg har slet ikke haft mellemskolen, som man havde den gang.

Hvorfor måtte du springe klasser over?

Jeg tror der var fordi jeg var for dygtig.
Det gik imidlertid ikke så godt derhjemme, så jeg flyttede til Gårslev i Jylland, som ligger mellem Børkop og Fredericia, da jeg var 17. Jeg kom i huset, og der var 5 børn og det var et rigtig gammeldags landbrug. Der var jeg ellers rigtig glad for at være, men så fik jeg en kæreste og blev gravid. Vi blev ikke gift, det var på grund af et par mødre og en søster. Så jeg flyttede tilbage igen og kom op på Mødrehjælpen på Nebbegård i Hørsholm, hvor jeg var til jeg havde fået min datter. Så flyttede jeg hjem, og da hun var en måned gammel havde jeg hende med på arbejde. Der var jo ikke noget der hed barselsorlov dengang. Jeg fik arbejde i et gartneri hvor jeg kunne have hende med, så jeg tog af sted hver morgen med barnevogn og min unge.
Min stedfar kunne ikke lide det her, så jeg blev smidt ud, og en aften jeg kom hjem fra arbejde kl. 21, stod mine ting uden for døren og låsene var blevet skiftet ud. – Så var gode råd jo dyre.

Gartnerens søn, som jeg arbejdede for, havde købt en gård uden for Køge ved Gl. Hastrup. Der kunne jeg få lov til at leje 2 værelser, og det endte så med at jeg fik 2 børn med ham. Og det var så meningen at vi skulle giftes, men da han var voldelig ville jeg ikke, så jeg flyttede over hals og hoved til Roskilde.
Jeg havde reageret på en annonce i avisen, hvor en mand søgte en plejemor til sin søn. Han og hans kone havde fået en lille søn, og skulle have barnedåb, men så fik moderen en blodprop og døde, så det blev til begravelse og barnedåb samtidig.
Jeg skulle så bo i lejligheden, og passe Tom som han hed, sammen med mine egne, og så boede manden hos sin mor. Betalingen var at jeg boede gratis i lejligheden og vi hjalp hinanden med at passe børnene. Når han var ude passede jeg børnene og omvendt.
Faderens mor fik et lille plejehjem oppe ved Nykøbing Sjælland, og så købte han hus i Højby. Så vi flyttede derop, og han boede stadig hjemme hos sin mor. Han var ejendomsmægler, så jeg begyndte at lave noget kontorarbejde for ham. For vi skulle jo have mad på bordet, og der gik lang tid før jeg fik børnepenge til mine børn. Det skulle jo først gå gennem Mødrehjælpen. Det var noget turbulent noget.
Men da Toms far og mor ikke var nået at blive gift, havde han ikke forældreretten og hendes forældre ville have drengen. Så der gik 4 år, inden han fik forældremyndigheden over drengen. Det var noget meget ondt noget.
Jeg tror vi hjalp hinanden, han hjalp mig op og jeg hjalp også ham op. Det var en hård tid.

Anders, som Toms far hed, fik nu arbejde i Røde Kors og flyttede til Congo, hvor han blev regnskabschef på et undervisningshospital, og han tog Tom med.
Det var ligesom at få hjertet revet ud af kroppen. Jeg havde jo haft ham i 7 år, men så flyttede jeg til Roskilde, hvor jeg fik en lejlighed. Jeg begyndte at læse. Jeg tog en handelsskoleuddannelse, jeg havde jo prøvet det lidt igennem det kontorarbejde jeg lavede for Anders.
Jeg kom i 1973 på Blindeinstituttet på telefonskolen og blev udlært som telefonist, samtidig med at jeg fik job i Socialstyrelsen.
På det tidspunkt blev jeg så overfaldet. Jeg ved ikke hvordan det skete, men jeg tror jeg har fundet ud af, hvem det var. – Der boede en ung mor ovenpå med en dreng, og hun havde fundet sig en kæreste der læste til præst. Der må være sket det, at han ringede på om natten, medens mine to børn var hjemme hos deres farmor. Lene var hjemme, og hun sagde hun fandt mig ude i gangen, og blodet stod ud til alle sider. Jeg kan ikke huske det, men jeg ved, at da jeg kom til mig selv ude på sygehuset, da var jeg gul og grøn og blå over hele kroppen. Det der må være sket det, er at han har ringet på, og jeg så gået ud for at lukke op, og så husker jeg ikke mere.

Jeg stoppede i Socialstyrelsen i 1977, efter særforsorgens udlæggelse til amterne, og blev ansat i Københavns kommune som telefonist og kontorist, hvor jeg arbejdede med hjemmehjælpen og senere som sagsbehandler, og var der indtil jeg måtte holde op med at arbejde i 1983.

Jeg blev i 1977 gift med en stor tømmerhandlers søn inde fra København. Hvad jeg ikke var klar over på det tidspunkt var, at manden var alkoholiker, det var jeg meget længe om at finde ud af. Jeg havde verdens dejligste svigerfar, som havde en lystgård ved Ganløse Mørke, der flyttede vi så op. Hvad jeg heller ikke var klar over på dette tidspunkt var, at mine svigerforældre flyttede med. Der var to lejligheder, den ene var helårsbolig og den anden kun en sommerbolig, hvor de så boede. Min svigermor var syg på dette tidspunkt, og det havde jeg slet ikke kræfter til, og hun døde så i 1984.
Jeg har været meget syg i den mellemliggende tid, og jeg er blevet opereret flere gange i min ryg. Min yngste datter fik som 17 årig en datter i 1981. Og hun boede hjemme hos os med dette barn, og i 1982 fik hun så en lejlighed. Men jeg havde så barnebarnet, og hende havde jeg faktisk til hun skulle i skole, det var som at have en efternøler.

Nu begyndte min mand for alvor at drikke. Jeg havde så fået min pension, og flyttede tilbage til Roskilde, til Himmelev, hvor jeg havde fået mig en to værelsers lejlighed. Men jeg kom stadig oppe på gården, for på en eller anden måde følte jeg mig forpligtet overfor én, som ikke rigtig kunne passe på sig selv. Svigerfaderen var der jo også, og det var nok lidt på grund af ham, at ægteskabet holdt 5 år mere end det skulle have gjort. Men vi boede hver for sig og blev skilt i 1988.

Jeg har heller ikke fået fortalt, at min søn har været ude for en trafikulykke. Han var lige begyndt at gå i skole i 1969, han var knap 7 år, og lå bevidstløs i 19 dage. Der var ingen der vidste om han ville klare den eller ej. Det var hårdt. Jeg var alene med børnene på dette tidspunkt, og min yngste datter havde set ulykken, og hun havde fået chok, så hun sad og stirrede ud i luften, så jeg måtte se at finde ud af, hvad jeg skulle gøre med hende.
Der var 5 biler impliceret i ulykken. Han gik bag ud efter en lastbil sammen med en kammerat. Kammeraten nåede at komme over, men det gjorde han ikke. Jeg nåede at se ham inden ambulancen kom, det kan stadigvæk forfølge mig lidt i drømme.
Han kom sig nogenlunde, uden nogen videre mén, men han blev psykisk syg. Han fik smadret den ene lunge og hele ansigtet i den ene side, men det er lavet pænt. Hvis man ikke ved det, så ser man det ikke. Jeg tror han har fået psykiske mén, han kan ikke klare sig mellem andre, han lider af tvangstanker i lange perioder. Det en stor sorg.

Efter jeg blev skilt, flyttede jeg til Sønderjylland, hvor jeg købte mig en lille ejendom, hvor jeg boede helt alene på marken i Rurup mellem Toftlund og Løgumkloster. Der boede jeg så i 4 år alene med mine to hunde. Det havde jeg meget godt af, jeg har altid haft brug for fred og ro omkring mig. Og jeg havde barnebarnet i weekender og ferier, og jeg tog over og hentede hende. Og når min familie kom, var de her gerne en uge ad gangen. Det var meget rart, der var man i fred og ro. Men så begyndte familien: ”Flytter du ikke tilbage til Sjælland? Du bor så langt væk, og det er jo dyrt!”

Så flyttede jeg tilbage til Sjælland. Det var et kulturchok der ville noget. Så flyttede jeg til Skafterup som ligger omkring Bisserup i Fuglebjerg kommune, og derfra til Førslev, ved fodermesterboligen, som hørte under Førslevgård hos Nic Neergård. Der boede jeg ved siden af kirken, og der var jeg meget glad for at bo, der var også fred og ro. Men så var der det, at jeg havde lejekontrakt i 5 år, og han skulle bruge fodermesterboligen, da jeg havde boet der i 2 år, og det var jeg grumme ked af. Men jeg måtte så flytte, for han havde et hus oppe i Fuglebjerg, som jeg så fik sat i stand med gode venners hjælp. Han leverede alle materialerne, så jeg fik det ordnet. Jeg har altid været heldig, at have nogle utrolige gode venner, og dem har jeg haft lige fra mine unge år. Det har meget at sige, at man kender hinanden.

De havde nogle værksteder nede på plejehjemmet, hvor man kunne komme udefra som pensionist og bruge værkstederne, og det benyttede jeg mig så lidt af. Og jeg gik til hånde som frivillig hjælp, så fik jeg rodet mig ind i noget kommunalpolitik. Det startede med at Fuglebjerg ville lave nogle nedskæringer på plejeområdet. De havde fået tilkendt nogle penge over fem år fra Socialministeriet, som forsøg til at få pensionister ude fra til at komme dels som frivillige, og dels for at køre nogle af de værksteder. Og det ville de så skære ned og lukke. Og det var noget som blev trukket ned over hovedet på os og på dem som arbejdede der. Det kom som en bombe lige fra den ene dag til den anden, så var man nød til at reagere. Så gik jeg i gang, og deltog i nogle kommunalbestyrelsesmøder, og fandt ud af, hvad det var for nogle rævekager de rendte og lavede, og så kan man ikke stoppe der, men så rendte jeg ind i Gert, og jeg tror at Fuglebjerg kommune var glade for at komme af med mig.

Jeg havde været til noget afprøvning på Synscentralen hos Ole Steen og Jan Friis, og jeg fik tildelt min computer og CCTV, og så underviste Gert mig, og han havde det af helvede til, og havde brug for nogen at snakke med. Det er 3 år siden nu, så købte vi så det her hus. Det er gået godt, og så er han den, som jeg gerne vil blive gammel sammen med. Nu må vi ses om det lykkes.

Nu har jeg efterhånden fået foden inden for i Dansk Blindesamfund, hvor jeg har taget 4 moduler af tillidsmandskurset, så har jeg været på voksenpædagogisk kursus, og med på de kvindeseminarer som der har været. Jeg er så med i ”Blinde kvinders kultur gennem 90 år”, sammen med Heike, Jytte, Bente, Birthe og Gerda som vi desværre ikke ser så meget, da hun skal passe sine børnebørn. Det er rigtig spændende.
Jeg har interviewet 2 blinde kvinder, Birthe Bille Hansen og Karen Marie Petersen fra Præstø, og jeg er så startet op med en privat netværksgruppe efter jul, hvor vi er 5 eller 6 piger hver gang. Og det starter med, at vi mødes her kl. 12.30 og får frokost og kaffe. Og så hygger vi os, hvor nogle strikker og så diskuterer vi verdenssituationen. Eller én kan have et personligt problem oppe og vende. Det er gået udmærket, og det er meningen at vi skal starte op med det igen, og det skal så være hver 14. dag.
Jeg er også blevet formand for Sydsjællands Tandemklub og elektronskydning, og det synes jeg er spændende, det blev jeg i marts måned til generalforsamlingen.

Vi holder klubmøderne på ”Synsnet”, hvor jeg så har dækket bord og lavet kaffe med hjemmebagt kage som står parat, når de vender hjem fra cykelturen. Det er hyggeligt, og der bliver snakket, og det giver sammenhold i klubben.
Jeg kan godt lide at lave mad, og her i foråret havde vi en frokost herhjemme med tandemklubben. Vi holdt en lille fest, hvor jeg lavede al maden, og så betalte de 100 kr. for en tre retters menu og drikkevarer, det var en succes, det nyder jeg meget.
Jeg har samtidig overtaget al salg af børster fra Blindes Arbejde, og det skal foregå fra Synsnet på Tommerupvej hver torsdag formiddag.
Jeg sidder ligeledes som repræsentant for Dansk Blindesamfund i den sociale brugergruppe her i Næstved. Der er noget rod i det for tiden, og formanden går til generalforsamlingen i november, og de har spurgt om det ikke var noget for mig. Men jeg syntes ikke jeg er nok inde i det, så jeg har sagt nej. Det er spændende, om det ikke har overlevet sig selv, og det bliver nedlagt til generalforsamlingen.
Jeg vil sige, at jeg har været meget glad for at være med i de ting i Dansk Blindesamfund, jeg syntes det er spændende mange af tingene, og det er svært at sortere hvad man helst vil. Man vil jo gerne det hele, men det kan ikke lade sig gøre.

Hvordan går det med dit syn?

Jeg kan læse lidt med optik, men mit læsesyn er blevet meget dårligere de sidste 4-5 år, og om aftenen kan jeg slet ikke læse. Jeg skal have meget lys, men jeg skal også passe på ikke at blive blændet, og om dagen har jeg nogle rigtig gode solbriller, som min mor har købt i USA, som jeg ikke kan få magen til herhjemme. Jeg hæger om de stakkels solbriller, at de ikke skal blive væk. Jeg har fået et par med Corning glas, men de er ikke nær så gode, og dem kan jeg kun bruge, når lyset er på en bestemt måde. Det er noget med at prøve sig frem i løbet af dagen.
Jeg har lige fået udskiftet mit CCTV til et LVI-idea med stativkamera, som er en form for CCTV, men det er bedre, for jeg får det hele op på skærmen, så jeg ikke skal flytte mig, når jeg skal skrive samtidig. Forstørrelserne er også mere skarpe.

Jeg har også fået sukkersyge og grå stær, som følger med sukkersygen, og det gør, at jeg ikke kan se om aftenen.. Det værste er, at jeg ikke kan tåle insulinen, så jeg prøver mig selv frem med kosten.

Jeg har også en kolonihave, som jeg har sammen med Gerts søn Allan, og vi hjælpes ad i den.

Jeg må også hellere sige at jeg har fire børnebørn, 2 piger og 2 drenge, og Gert har 3 børnebørn. Så det er dejligt, og der går også en del tid med det. Især med den sidste, hun har dårlig nyre, hun er meget urolig og græder meget. Så jeg aflaster, når de unge trænger til at have lidt ro, og Merete har så yderligere Jakob, og Minna har så Sara og Mette som er autist.

Mine børnebørn er Philip på 15 måneder, der lige er begyndt at gå og at snakke og er en superlækker knægt. Så er der Jeannie, hun er en madonna, der vil noget, hun er en bevidst og selvstændig lille dame, som er startet her i første klasse og bliver 7 år her til januar. Så er der Jonatan som er 9 år, og han er lige startet på Rudolf Steiner skole i Roskilde. Og det er meget spændende, og han er meget, meget kreativ, og det er helt utroligt, hvad han kan lave med sine hænder. Så er han meget interesseret i alt med dyr, hvad han ikke ved om slanger, krokodiller, øgler og meget mere, det er ikke værd at vide. Den lærer han har på skolen, han har ikke turdet fortælle de andre noget, før han har konfereret med Jonatan, om han nu sagde det rigtige, han bliver nemlig rettet, hvis han siger noget forkert. Det er helt fantastisk, og det er godt han er kommet på sådan en skole. Han har også en utrolig hørelse, han kan ikke tåle støj, og ikke i det niveau der er på en SFO og i en klasse med 32 børn, så han er kommet på en Rudolf Steiner skole, hvor de kun er 15 i klassen, hvor de ikke er så mange børn i det hele taget. Den er bygget op med 4 klasser indtil nu, og de bygger på hvert år med en ny.
Så er der den store, som nu er 18 år, og er i lære hos Matas i Stenløse, og hun har fundet sig en kæreste som hun skal flytte sammen med. Det er meget underligt, at hun nu er blevet så stor.

Begge mine piger har det godt, og den ældste arbejder hos Tele Danmark som teknisk assistent, hendes mand er driftsleder på et firma i Herfølge, og Helle er EDB ansvarlig i et forsikringsselskab, hvor hun er fastansat i Ballerup, og hendes mand er murer, og de er godt i vej. Så er der min søn, som ikke rigtig er kommet i vej. Han bor i en lejlighed i Køge. Han er lynende intelligent, men han kan ikke bruge det. Han er noget af et matematisk geni, og læser tykke leksika med matematik og fysik, men han kan ikke bruge det til noget. Men det er godt, han kan bruge sin tid på det.
Jeg havde som ung en gammel nabo kone, som sagde: ”Vorherre Gud lægger ikke mere på dine skuldre end du kan bære!”, og det er nok lidt rigtigt.

Men jeg har det godt i dag.

Jeg vil lige fortælle om min mor, hun har aldrig kunnet fordrage mig. Og det er jo den historie med, at hvis du får et handicappet barn, så knytter du dig meget til det, eller du skubber det helt fra dig, og jeg er så en af dem, som er blevet skubbet totalt fra, og det er jeg stadigvæk. Min mor lever endnu, og jeg tror også at det var derfor jeg kom på børnehjem. For min søster havde så en plejefamilie, og det er nok det vi har overlevet på, hvor vi også som voksne har holdt sammen, og det gør vi stadigvæk, fordi min mor har altid prøvet på at spille os ud imod hinanden. Og på en måde, så vi ikke skulle have nogen kontakt med hinanden, og det er så ikke lykkedes hende.
Det må også være hårdt for hende, for hun kender ikke nogen af sine børnebørn, og vi har ikke haft vores bedsteforældre os fire. De var døde inden vi blev født, og vi havde så håbet, at vores mor ville gå ind og være bedsteforældre til vore børn, og det har hun aldrig været for nogen af dem, og i dag har de alle vendt hende ryggen. Vi andre snakker med hende i ny og næ, men de unge vil ikke have noget med hende at gøre, og hun kender slet ikke sine oldebørn.

Min mor bor nu i Kalundborg, hvor hun har haft hus til for 3 år siden, og nu bor hun i en pensionistlejlighed.

Interview med Birthe Hermansen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Birthe Hermansen, Vordingborg. Født den 21.8.38 i Holbæk.

Interviewer Birthe Person.

Jeg er født i Holbæk i 1938, min far hed Frederik Hansen og var billedskærer, og søn af snedkermester Peter Hansen i Nakskov. Min mor hed Fanny Hansen, og datter af forvalter Laurits Andreasen i Nykøbing Falster.

Mine forældre var lige blevet gift og var flyttet til Holbæk, hvor min far var ansat hos Billedskærermester Valter Hvid, og jeg blev født på Centralsygehuset i Holbæk. Jeg var en sædefødsel, så min mor og jeg var indlagt en måned, inden vi fik lov til at komme hjem.

Vi flyttede så til Østerstræde, hvor mine forældre havde lejet et halvt hus hos murermester Emil Petersen, og vi måtte bruge haven, hvor jeg kan huske, at der var en dejlig græsplæne og et stort pæretræ, som var rigtig lækker, når det stod fuld af pærer. Vi havde toilet og vaskehus i gården. Der boede også en familie ovenpå med en mor og to døtre Åse og Grete, som jeg havde meget sammen med, og de var somme tider barnepige for mig.

Tre år efter fik jeg så en lillebror, som hedder Leo Kjeld, og ca. tre år efter, flyttede vi ind i en hel ny lejlighed i et nyopført boligkompleks Fjordgårdsvej 3, hvor vi boede på 2. sal. Det var en dejlig 2 værelsers lejlighed med badeværelse og køkken og en dejlig altan med udsigt over fjorden.

Seks år senere fik jeg endnu en lillebror, som hedder Peter Frederik, og han har samme øjensygdom som jeg. Mine forældre lovede, at jeg skulle få ham i fødselsdagsgave, men jeg fik ham en måned før. Tre år senere fik jeg så min lillesøster Anne Margot.

Medens vi boede i Fjordgården kom jeg så i skole, og det var under besættelsen. Vi startede på Klosterskolen, hvor der var 1., 2. og 3. klasse, og det var meget spændende. Det jeg mest kan huske derfra, var at vores lærer var så imponeret over mine blyanter, de var altid spidsede så flot. Han spurgte mig, hvem der dog spidsede mine blyanter. Ja, men det gjorde jo min far. Han spidsede dem med sit billedskærerjern, det var jeg meget stolt over.

Jeg havde en veninde, som hed Kirsten, og hun boede også i Fjordgården men i den gamle del, som hed Labæk 33, hvor vi så senere flyttede op i nr. 37. Der fik vi så et værelse mere, men også med altan ud imod gaden, men vi havde også udsigten ud over vandet.

Jeg mærkede ikke så meget til besættelsestiden, den hørte op kort efter, jeg begyndte skolen.

Jeg oplevede, da de første tyske flyvere kom, de fløj meget lavt over vort hus. Jeg mærkede også mine forældre var meget nervøse. Kasernen blev overtaget af tyskerne, og der var lidt tale om, at de ville bruge vores boligkompleks til de tyske flygtninge, men det skete heldigvis ikke. Alle vores værdigenstande kom ud til nogle venner, som havde en villa, så de opbevarede vores værdigenstande i deres kælder. Det er det værste jeg kan mindes.

Jeg kan også fortælle en lille sjov historie. Min bror var meget imponeret over de tyske soldater, med deres geværer og uniformer. Han sagde så nede på gaden, da der gik en tysk soldat forbi, “Mor, når jeg bliver stor, så vil jeg også være tysker”. Og min mor tyssede på ham.

Jeg kan også lige huske, da krigen sluttede, og de stakkels tyskere marcherede hjemad, de så meget sølle ud i noget skrækkeligt tøj.

Da jeg skulle op i fjerde klasse, kom jeg så på Østre skole, som var en forholdsvis ny moderne skole, med grundskole og mellem og realskole.

I fjerde klasse var vi til skolelæge, hvor vi blev undersøgt, og vi skulle også have undersøgt vort syn.

Vi skulle først klæde os af og vi måtte kun have vores undertøj på. Vi stod så i en lang række og kom op til lægen en ad gangen. Jeg spurgte så de andre, hvad vi skulle, og vi skulle bl.a. andet læse nogle bogstaver, som stod på en tavle, med nogle store bogstaver øverst, og så blev de mindre linie for linie. Jeg kunne ikke rigtig læse dem, men mine kammerater læste dem op, så jeg lærte dem udenad, så da jeg kom op til lægen, og han bad mig om at læse bogstaverne, så kunne jeg dem udenad. De opdagede ikke, jeg havde dårlige øjne.

I fjerde klasse, skulle vi også i gymnastiktimerne lære at spille rundbold og langbold, og da oplevede jeg tit, at jeg ikke altid kunne se bolden. Den kunne ramme mig i brystet, eller flyve lige forbi mit hoved, og jeg havde ikke set den. Så blev mine kammerater sure på mig, for så kunne vi jo ikke vinde. Vi brugte meget dengang, at der blev valgt to, som skiftevis hver skulle tage en kammerat, og vi blev delt op på to hold på denne måde. Der kunne jeg godt blive taget som en af de sidste, og det var ikke så sjovt.

Hvis det var min veninde Kirsten, som skulle udtage hold, så kunne jeg godt blive taget først.

Jeg kunne ikke forstå, hvad det var, der skete den gang. Nu ved jeg, at min øjensygdom havde udviklet sig så meget, at jeg nu havde fået kikkertsyn, og jeg skulle derfor bruge mine øjne som en kikkert. Hvis jeg havde fået stillet synet ind, så jeg kunne se bolden, så kunne jeg se den klart og følge den, men hvis den kom ude for kikkertsynet, havde jeg ikke set den.

Jeg havde et godt forhold til kammeraterne, og jeg blev heldigvis ikke mobbet, og det har tit undret mig.

I femte klasse, skulle det så afgøres, om man skulle i mellemskolen, eller man skulle fortsætte i fri‑mellem til ottende klasse.

Jeg var ikke så god til at læse og stave. Fru Markvardsen, som vi havde til dansk, var ikke så glad for mig. Jeg blev tit sat uden for døren, og jeg blev kaldt for frk. næsvis.

Jeg er ikke helt klar over, hvordan det er gået til, men jeg blev sendt til ekstralæsning i 5. klasse, hvor læreren var lærer Ernst Hansen, som fandt mig sat uden for døren en dag, og jeg tror han havde en finger med i spillet. Det var den samme lærer, som jeg havde i de første klasser, og ham som roste mine spidsede blyanter. Han trænede mig meget i staveord, så jeg blev rigtig god til at stave, og jeg fik lektier for hjemme. Jeg havde en tekst, hvor jeg skulle sætte prikker under vokalerne, og streger mellem konsonanterne. Det gjorde, at jeg automatisk lærte at styre mit kikkertsyn, så jeg blev meget bedre til at læse. Jeg klarede derefter optagelsen til mellemskolen.

Ernst Hansen har nok undret sig meget over mig, og han fik lyst til at lave en intelligensprøve på mig, så han inviterede mig hjem privat en søndag formiddag, hvor han stillede mig en masse sjove opgaver, som jeg skulle svare på, og jeg skulle fortælle hvad billederne viste o.s.v., det var rigtig sjovt og spændende, og han fortalte, at min intelligens svarede til 7. klasse, så det var dejligt at få at vide.

Han har sikkert undret sig over, at jeg ikke altid kunne læse og stave, og jeg tror heller ikke, at han fandt ud af, at jeg så dårligt, men det ved jeg jo ikke, for det snakkede man jo ikke om.

Jeg kom så i mellemskolen, og i første mellem skulle vi til at lave noget nyt i Håndarbejdstimerne. Håndarbejde var et fag, som jeg vidste, jeg var god til. Vi havde strikket, og vi havde syet korssting på noget ternet stof, og nu skulle vi til at lære at sy hulsøm, og vi fik udleveret noget hørlærred, hvor vi skulle trække nogle tråde ud. Mine kammerater fik hurtigt trukket trådene ud, men jeg sad stadig og stak med min nål, og jeg kunne ikke rigtig finde trådene, men så hjalp Kirsten mig, og så skulle jeg også til at sy hulsøm, og det var noget med at gå om tre tynde tråde, og ned om to, og det blev rigtig grimt, det jeg fik lavet. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke kunne lave det. Lærerinden kunne heller ikke forstå det, og jeg blev sur på hende, og begyndte at drille hende og være urolig. Jeg kan ikke huske hvad jeg lavede, men jeg har ikke været sød, for hun skrev mig op i en lille sort bog, hver gang jeg havde gjort noget forkert, og klagede over mig til klasselæreren.

Klasselæreren hed Otto Hansen, og ham havde jeg det rigtig godt med. Jeg havde ham til regning, matematik og fysik, og det var nogle fag, som jeg klarede mig rigtig godt i.

En dag trak han mig så til side, og spurgte, hvorfor jeg ikke kunne opføre mig pænt i Håndarbejds timerne. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, og om jeg i det hele taget turde sige noget, men hvis jeg havde sagt, hvad jeg mente, der var galt, ville jeg have sagt, at jeg syntes lærerinden var rigtig dum, det var det eneste jeg kunne sige, for jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke kunne lave det samme, som de andre.

Da jeg havde talt med ham, skulle jeg så ud i skolegården til min klasse, men da jeg kom derud, kunne jeg ikke se dem. Jeg kunne se der var en masse børn, men hvor var min klasse henne? Nu var mine øjne så dårlige, så jeg ikke kunne kende mine skolekammerater længere, Jeg kunne ikke kende ansigter længere, og det var meget pinligt, for hvis jeg var gået hen til en forkert klasse, ville jeg bare være blevet drillet. Men jeg fandt ud af at klare det ved enten at følges med Kirsten til skole, og at følges med klassekammeraterne ud i skolegården, for så lagde jeg bare mærke til, hvad tøj de havde på, og hvordan deres hår sad, om det var kort eller langt eller om de havde fletninger, og om de havde briller, det kunne jeg godt se, og så sammen med deres stemmer, så kunne jeg godt kende dem og lege med dem.

Jeg mindes ikke, at jeg blev drillet eller mobbet, og min status i klassen var rigtig god. Jeg blev altid indbudt til fødselsdage, også hos dem, som hørte til de lidt finere, hvis forældre havde en højere status.

Jeg har lige et par ting mere fra min skoletid. Min far var billedskærer og min mor gik hjemme, og vi var fire søskende, så de store penge var der ikke. Der var så en dreng, som havde været bybud om eftermiddagen på kommunekontoret, og han skulle nu i lære, så hans forældre spurgte mine, om det ikke var noget for mig at overtage hans job, så jeg blev bybud på kommunekontoret i 4 år. Jeg skulle bringe og samle post på de forskellige kontorer, og jeg skulle ligeledes med post på skattekontoret, socialkontoret stadsingeniørkontoret og Amtskontoret, som lå forskellige steder i Holbæk, og hver fjortende dag, skulle jeg rundt med post til alle byrådsmedlemmerne, så der lærte jeg mange indflydelsesrige personer at kende, og bl.a. skatteinspektør Viggo Hougård, som var formand for skolekommissionen. Han kom en dag til min klasse og overværede en undervisningstime.

På den måde som bybud, lærte jeg også Holbæk rigtig godt at kende, og sommetider skulle jeg langt, for nogen af byrådsmedlemmerne boede i byens udkanter.

Jeg fik flere og flere problemer i skolen. Jeg havde ellers en sød lærer til Geografi og naturhistorie, men en dag gav han mig en eftersidningstime, fordi jeg ikke kunne mine lektier i geografi. Vi havde byerne i Sydafrika, og når man kigger på landkortet, så er det meget mørkt, på grund af de høje bjerge. Jeg kunne ikke rigtig læse byerne, på grund af noget af skriften stod ude i det blå farve, og resten stod inde i det sorte. Jeg kunne ikke få rigtig fat på, hvad byerne hed og pege på dem, så jeg måtte sidde efter.

Jeg kan også huske min engelsklærer Leif Paaschburg, som gjorde nar ad mig en dag, fordi jeg ikke kunne læse en engelsk tekst i min engelskbog, og han sagde, der står skotskternede skrubtudser, det var ikke pænt af ham, men han vidste jo heller ikke, at det var fordi, jeg ikke kunne se så godt.

I tredje mellem skulle vi til skolelæge igen, og der skulle vi have afprøvet farvesynet. Vi fik udleveret nogle firkantede kort med en hel masse farveprikker, som inde i midten dannede et tal. Der kunne jeg ikke læse et eneste af disse tal. Jeg blev så sendt til øjenlægen, som fandt ud af, at jeg havde øjensygdommen “retinitis pigmentosa”. Han sendte mig videre ind til Kommunehospitalet i København, hvor jeg var inde med mine forældre. De fik ikke ret meget at vide, kun at jeg havde en øjensygdom.

Jeg tror skolen har fået noget at vide, for jeg skulle sidde oppe på første række, så jeg bedre kunne se tavlen. Kirsten havde ikke lyst til at sidde deroppe. Det havde jeg da heller ikke, så vi blev siddende nede bag i klassen, det var ikke så godt.

Jeg har også været spejder. Da jeg var 7 år, var det meget populært at være blå spejder, og Kirsten og jeg gik ud for at melde os ind, men der var overtegnet, så vi blev K.F.U.K. spejdere i stedet for.

Vi startede som grønsmutter, og blev store spejdere, og jeg blev senere patruljefører og sidst flokfører for grønsmutterne. I syvårsalderen var jeg blevet natteblind så jeg skulle altid følges med nogen, hvis det nåede at blive mørkt. De fleste gange havde jeg jo Kirsten, men hvis hun ikke var der, fulgtes jeg med nogle andre, og når jeg bare nåede ned til hovedgaden, så kunne jeg godt se at finde hjem. Jeg gik så efter de lys, som kom fra butiksvinduerne og gadelygterne. Det var nok til at jeg kunne færdes, men hvis jeg kom ud på villaveje, hvor der var langt mellem gadelygterne, eller jeg kom helt ud på landet, så var jeg afhængig af at følges med nogen.
Det blev ikke det helt store problem, jeg lærte at leve med det. Der var et par gange, hvor det gik galt, men jeg er heldigvis ikke blevet bange for det.

Jeg tog så min realeksamen, og kom ud med et pænt Mg. Derefter skulle jeg så finde en læreplads.

Min mor og jeg var en tur hos øjenlægen, og vi spurgte ham, hvad han ville foreslå. Han sagde, at jeg skulle tage en plads i huset, og lære at passe børn og gøre rent. Det havde jeg da ikke lyst til, og skatteinspektør Viggo Hougård fortalte mig, at der var en læreplads på administrationskontoret på Centralsygehuset, og der ville han gerne hjælpe mig ud. Jeg kom så i lære på kontor. Jeg var så heldig, at min veninde Kirsten også kom i lære og en anden veninde fra klassen, hvis far var byrådsmedlem, så vi var tre der startede samtidig.

Det var en god tid, men samtidig også en svær tid. Det var lidt svært for mig en gang imellem, for på den tid skrev man endnu med blækstift, og lavede kopi med karbonpapir. Det, der var skrevet med blyant, havde jeg meget svært ved at se, men det der var skrevet med carbon, kunne jeg godt læse. Skriften på skrivemaskinen var også udemærket, når bare farvebåndet var i orden.

Som kontorelev skulle man rundt på de forskellige afdelinger. Jeg var i indkøbsafdelingen, hvor man havde alt med indkøb at gøre, jeg var i bogholderiet, på kassererkontoret og i modtagelsen.

Det var en god uddannelse, men nogen af opgaverne havde jeg meget svært ved at udføre. Så spurgte jeg nogen af de andre, hvad der stod, og hvis jeg kunne gætte mig til det, ved at læse det der var skrevet med karbonpapir, så gjorde jeg det. Det gik selv om det var svært. Jeg var god til at få de andre til lige at se, hvis der var noget. Stadigvæk troede jeg ikke, der var nogen, som vidste jeg så dårligt.

Jeg kan som eksempel trække en rigtig svær opgave frem. Det var, når der skulle udleveres lønningsposer. Jeg var med til at tælle pengene op og lægge den i cellofan poserne. Der blev hæftet en seddel inde i posen med navn, kontonummer og beløb. De blev derefter sat i en kasse i alfabetisk orden. Når jeg så skulle udlevere poserne, kom personalet og hentede dem. De skulle skrive under på en lønningsliste. Det var utroligt svært for mig at klare den opgave.

Jeg var ansat på sygehuset i 7 år, så jeg kendte det meste af personalet, men når de kom til skranken, kunne jeg ikke se hvem det var, så jeg måtte som reglen spørge, hvis de ikke lige fik det sagt selv. Når jeg så skulle finde posen, var det nogenlunde nemt, hvis navnet var Asta Jacobsen, for så var det sikkert den første pose under J, men hvis hun hed Vera Jensen, så kunne den godt være svær at finde. Når jeg tog posen op og lagde den på skranken, så sagde jeg på en humoristisk måde, “Nu er det spændende, om jeg har trukket det rigtige nummer i lotteriet”. På den måde kunne jeg være heldig, at de selv kiggede efter, om de havde fået den rigtige pose. Det var forfærdeligt, hvis de først opdagede det, når de var kommet hjem.

Det var jo et frygteligt pres, og hvorfor sagde jeg så ikke, at dette kunne jeg ikke klare. Hvis jeg sagde det, hvad skulle jeg så gøre. Jeg kunne ikke selv se nogen udvej, så jeg måtte bare prøve at gøre det så godt jeg kunne.

Jeg gik også i handelsskole. Det var om aftenen, hvor lyset ikke var så godt, så jeg kunne se at læse og skrive. I bogføringstimerne, hvor vi skulle skrive på linier og i kolonner, måtte jeg helt opgive. Læreren sagde bare, at så måtte jeg følge med så godt jeg kunne. Jeg fik trods alt min handelsskoleeksamen, og den var pæn nok.

Da jeg var udlært og blevet kontorassistent, blev jeg kaldt ind til Administrationschef Michael Andersen, “Kong Michael”, som vi kaldte ham. Han var meget streng og vi var alle bange for ham. Der blev jeg godt nok nervøs.

Men det viste sig, at han var rigtig flink og rar. Han ønskede mig tillykke med min uddannelse, og sagde, at vi ved godt, at du ser dårligt, og han fortalte, at hans kone heller ikke så godt, men nu ville de finde et område, som jeg bedst ville kunne udføre, og det blev bogholderiet.

Min bror havde fået en knallert, og den skulle jeg da prøve. Det gik vældig godt, og det var rigtig lækkert. Det var lige på det tidspunkt, hvor Audrey Hepburn spillede prinsessen holder fridag. Hun kørte på scooter, så enhver pige på den tid, som ville være med på noderne, skulle også have en. Jeg var godt nok en pige, der altid var med på moden, og jeg havde altid flot tøj, og ikke bange for at prøve noget nyt, så jeg skulle også have en scooter.

Jeg skulle så have kørekort, og begyndte at gå til undervisning. Det gik meget godt, men så skulle jeg også have køretimer om aftenen. Vi skulle have en time i natkørsel, da blev jeg godt nok nervøs. Den aften vi skulle køre, viste det sig, at vi skulle køre efter hinanden, så jeg kørte bare efter baglygten foran, så det gik fint nok..

Det næste var så, at jeg skulle have mine kørekortpapirer i orden. Jeg skulle til lægen og have en underskrift, og da blev jeg godt nok igen nervøs. Min læge spurgte mig altid om, hvordan det gik med mine øjne, men der var jo ikke noget at gøre, jeg måtte op til ham. Da jeg kom derop, stod der uden på døren, at han havde ferie, og at man skulle henvende sig til nabolægen. Han vidste ikke noget om min øjensygdom, men han kunne godt se, at jeg ikke så det hele. Jeg havde briller den gang, men de var ikke ret stærke. Han spurgte mig så, om det ikke var længe siden jeg havde været til øjenlæge. Det var det, så han skrev en henvisning til øjenlægen, og samtidig skrev han under på papirerne, så jeg fik mit kørekort.

Jeg købte så en rigtig lækker Vespa‑scooter, men jeg kørte kun om sommeren, om vinteren var den staldet op. Jeg prøvede så vidt muligt at komme hjem, før det blev mørkt, men nogle få gange lykkedes det ikke.

En dag var vi nogle piger, som skulle til et stævne i Dianalund. Der var også en anden pige, som hed Ester, og som havde scooter, og vi aftalte at køre, men på den betingelse at jeg var hjemme inden det blev mørkt. Men så snød det os alligevel, så det nåede at blive mørkt. Ester sagde, at jeg kunne da bare køre bag efter hende, men det viste sig, at hendes baglygte ikke virkede. Jeg måtte nu køre hele vejen, hvor Eddy, som sad bag på, styrede mig, ved at sige lidt længere til højre og mere til venstre o.s.v. Det var farligt, men vi klarede den.

Der var også en anden gang, hvor jeg var ude at være babysitter, hvor jeg måtte køre hjem om natten. Det var en dumhed fra min side, men det gik heldigvis også godt. Der var jo ikke så meget trafik dengang.

Så lærte jeg min mand Per at kende. Per var F.D.F.’er, og vi som spejder havde tit nogle løb og andre arrangementer sammen. På et tidspunkt fik vi indrettet nogle nye lokaler på K.F.U.M., hvor vi havde fælles mødelokaler, og der lærte vi hinanden at kende.

Per og jeg startede en klub for førerne inden for F.D.F., K.F.U.K. og K.F.U.M.‑spejderne. Den hed Blå/grøn klub, og der havde vi et virkelig godt socialt samarbejde i flere år.

Per vidste godt, jeg så dårligt, men han vidste ikke jeg ville blive blind, og det vidste jeg jo heller ikke selv. Per var blikkenslager, og arbejdede for en mester, som havde noget arbejde på Centralsygehuset, så der kendte jeg ham også fra.

Vi blev så forlovet og gift. Jeg holdt op med at arbejde, og det var der ikke noget underligt i, det var sædvane den gang. Der var oven i købet en skatteregel, at hvis en pige holdt op med at arbejde, når hun blev gift, blev hun fri for at betale skat for hele det sidste kalenderår, og da vi blev gift i november, var det bare flot.

Mit syn var også rigtig dårligt nu, jeg kunne ikke rigtig læse længere, men jeg kunne stadig færdes.

Brylluppet var i Holbæk Kirke, hvor alle spejderne og F.D.F.’erne var mødt op med faner og blomster. Der skete et lille uheld, for taxaen, som skulle komme og hente min far og mig, kom af en eller anden grund ikke. Da jeg havde hørt kirkeklokkerne begynde at ringe og holde op igen, ringede vi så til taxa. Det gjorde nu, at jeg sammen med min far havde travlt op ad kirkegulvet, hvor Per tog imod mig oppe ved alteret. Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke kom, og jeg nåede kun at sige, at taxaen kom ikke. Per forestillede sig så, at jeg var løbet hele vejen med hvid kjole og brudebuket op ad gaden med min far bagefter. Det har vi tit grinet af.

Vi flyttede så ned på Lindevej 18, der hvor spejderlokalerne havde været før, så vi fik vores lejlighed i de gamle spejderlokaler. Der var et lille køkken og toilet, men ingen bad.

Jeg havde en dejlig cykel, som stod i cykelstativet nede på gaden, og en morgen var den væk. Jeg gjorde ikke noget ved det, jeg ringede ikke til politiet, jeg tog det som et tegn, at jeg ikke skulle køre mere.

Jeg kunne ikke læse længere, men jeg kunne godt gå ned i byen og handle. Jeg kunne godt kende forskel på de forskellige butikker, men når jeg kom ind i et supermarked, følte jeg mig dum. Jeg skulle hele tiden spørge nogle andre, hvor tingene lå, og de var heller ikke altid så flinke. Når jeg kom hjem, kunne jeg ikke tage en kogebog og læse, hvordan man lavede de forskellige retter. Jeg ringede så til min mor, og fik det at vide. Hvis jeg så skulle bruge en dåse tomater, kunne jeg ikke finde den. Jeg købte altid rigeligt af dåser og andre ting, og når jeg skulle bruge dem, kunne jeg ikke læse, hvad der var i emballagerne, for jeg havde jo ikke lært at holde orden og mærke tingene.

I starten af vort ægteskab var Per ansat på et B.P. gasfirma i Køge. Så blev han headhuntet som leder af et kooperativt blikkenslager firma i Holbæk. Der hørte en 3 værelsers lejlighed til, så vi flyttede ud på Munkholmvej. Der fandt vi ud af, at jeg godt kunne hjælpe ham lidt på kontoret. Jeg kunne passe telefonen, og så købte vi en spolebåndoptager, hvor Per læste breve og regninger ind, og derefter kunne jeg skrive dem på maskine. Det følte jeg mig godt tilpas ved.

Da kom jeg så i tanker om, at der var nogle blinde, som havde fået nogle bøger indlæst på bånd. Tænk hvis jeg kunne låne sådanne bøger. Jeg var tit begyndt at læse en bog, men det var meget svært for mig at læse den færdig. Vi prøvede at finde ud af, hvor man kunne låne sådanne bøger, og vi fandt ind til Statens Bibliotek for Blinde i København, og ringede derind. De bad mig gå til min øjenlæge, så han kunne melde mig ind i Dansk Blindesamfund.

Det gjorde jeg så, og en dag kom blindekonsulent Carl Vilhelm Andersen sammen med sin kone Gerda. Han var helt blind, og hun svagsynet. Jeg var lidt bange for, hvordan det skulle gå.

Det gik jo bare rigtig godt. Per var hjemme, og vi fik os en god snak. Han syntes jeg skulle have en Tandberg båndoptager, som kunne stå i stuen. Den ville jeg få over Bistandsloven, og han sørgede for, at jeg kom i gang med at låne båndbøger. Så sagde han også, at jeg skulle søge pension. Det mente vi ikke var nødvendigt, for vi klarede os jo meget godt. Han fortalte mig, at det var min ret, nu hvor jeg ikke kunne arbejde længere. Jeg har været ham meget taknemmelig, at han hjalp mig til pension dengang. Det har jo også givet mig selvtillid, at jeg vidste, at jeg også var med til at opretholde økonomien i hjemmet.

Han kom også med et kedeligt råd. Han mente ikke, at det var en god ide at få børn, for min øjensygdom var jo arvelig. Det gjorde mig meget ulykkelig, og jeg tudede meget, da han var gået. Det at få børn var noget jeg virkelig ønskede mig, og jeg ville heller ikke høre efter ham, så vi har fået 2 dejlige drenge, som heldigvis ikke har fået øjensygdommen. Det viste sig, at arvegangen i min sygdom, var betinget af, at begge forældre skulle have sygdommen, og da den ikke var i Pers familie, slap vi fri.

Han fortalte også, at Dansk Blindesamfund havde et kursus og feriehjem i Hobro, og der afholdt man nogle 3 ugers senblindekurser. Han syntes, jeg skulle tage med på sådan et kursus.

Der gik lidt tid inden kurset skulle starte, og Carl Vilhelm sørgede for, at jeg fik kontakt med 2 andre piger, som også skulle deltage. Vi mødtes nogle gange inden kurset, så vi kunne lære hinanden at kende.

Vi kom så derover hos Tine og Jens Sejersen, som var et herligt værtspar. Det bedste af det hele, var at jeg mødte 20 andre, som var i samme situation, og nogle havde det oven i købet værre end mig.

Der var også blinde lærere, der var Inger Kammer, som jeg havde til punktskrift, og Kaj Agerbæk til hjælpemidler. Han var ti år ældre end jeg, og helt blind. Vi havde samme øjensygdom, men det forskrækkede mig ikke. Jeg sagde til mig selv, at blind ville jeg ikke blive, men det skete jo alligevel.

Vi kunne lære at skrive på maskine, men det kunne jeg jo godt. Jeg fik derfor lov at bruge lidt mere tid på at læse punktskrift. Det var rigtig spændende at lære. Jeg lærte at afmærke mine dåser og krydderier, og jeg kunne skrive mine opskrifter og telefonlister. Jeg kom ret godt i gang med punktskriften, og jeg lærte mere, da jeg kom hjem.

Jeg lærte også at lave håndarbejde, og den gang arbejde vi meget i peddigrør. Det var rigtig dejligt, og vi lærte at hækle og strikke og knytte. Det var helt fantastisk at komme i gang med det håndarbejde igen. Jeg var hel ellevild, for det havde jeg jo helt opgivet.

Vi lærte også at bruge hjælpemidler. Vi lærte, hvordan man skulle klare sig i sit køkken, og lærte at bruge vægte og stopure og forskellige måleredskaber. Jeg lærte at man skulle have orden i sine køkkenskabe, og at alt skulle have sin faste plads. Jeg lærte at skære brød i skiver, og ordne grøntsager, og lærte at bruge komfuret. Det var en god ide at lave ovnretter, men sammenkogte retter var også velegnede. Vi lærte at stege på stegepande, og vi lærte at høre når margarinen var brun. Først syder den, og på et tidspunkt bruser den op, og lige derefter er margarinen brun. Man skulle så ikke lægge flere stykker kød på end man kunne styre at vende.

Vi øvede os også i spiseteknik. Det var nemlig blevet et stort problem, når min mand og jeg blev inviteret i byen, og vi skulle spise. Jeg følte ikke længere, at jeg kunne spise pænt. Det er forfærdeligt ydmygende. Men nu lærte vi, at jeg skulle forestille mig tallerkenen som en urskive, og på den måde var det nemmere at få seende til at forklare, hvor maden var placeret på tallerknen. Vi lærte også systematik, når vi skulle skære med kniv, så vi fik et tilpas stykke i munden ad gangen. Det var heller ikke lige meget, hvordan man tog glasset. Det var bedre at finde det nede ved bordet i stedet for oppe i luften, og vi lærte at hælde op. Ja vi lærte alle de ting som var svære.

Vi fik også at vide, at når vi blev inviteret i byen, så var det en god ide at komme 10 minutter før de andre. På den måde kunne vi orientere os om, hvordan bordet stod og hvor toilettet var. Vi skulle så heller ikke gå rundt og hilse, men lade de andre komme til os.

Vi skulle også tænke på, hvad tøj vi tog på. Det var ikke smart med flæser og tørklæder, som kunne falde ned i tallerknen, når man skulle rejse og sætte sig under festmåltidet.

Jeg lærte også at når jeg skulle gå på gaden, så skulle jeg tage den hvide stok med. Så kunne andre se, at jeg havde synsproblemer.

Da jeg kom hjem fra kurset, var jeg blevet et helt andet menneske, og jeg havde rigtig mod på tilværelsen igen.

Jeg fik mere undervisning i punktskrift, og jeg gik til fritidsundervisning i håndarbejde og sprog på blindehold. Jeg blev sat i gang med at undervise Grete Tinglef med lidt punktskrift, indtil hun kunne komme på senblindekursus. Hun var blevet pludselig blind på grund af sukkersyge, og hun havde det rigtig svært, men det var en god opgave for mig.

Jeg kunne ikke lide at bruge den hvide stok på gaden, men den kunne da heldigvis slås sammen, og kommes i tasken. Så havde jeg da taget den med, som jeg havde lovet.

En dag tog jeg mod til mig, og slog den ud i supermarkedet. Det gav jo succes, og jeg fik hjælp. Per sagde også, at jeg skulle bruge stokken, for tænk hvis jeg var årsag til en ulykke. Der var også tit folk, som blev sure på mig på gaden, når jeg gik ind i dem, eller jeg gik ud foran en cykel, som jeg ikke havde set. Efterhånden brugte jeg den også.

Per fik nu et nyt job. Han blev Blikkenslagermester i et byggefirma i Ølstykke, som hed F.B.I.

Vi flyttede til Ølstykke i 1964, og der måtte de godt lære mig at kende som blind, men når jeg kom til Holbæk, og skulle besøge mine forældre, så røg stokken i tasken oppe på stationen.

Vi flyttede først op på Svendsvej i Gl. Ølstykke, hvor vi kun skulle bo midlertidigt, til vi fik bygget vort eget hus.

Vi havde fået nogle rigtig gode blinde venner. Blandt andet blindekonsulent Preben Christiansen og Ruth, og Kaj Agerbæk, som jeg lærte at kende på senblindekurset, og hans kone Inga. Dem har vi haft meget glæde af, jeg brugte dem som forbilleder. Det var dygtige blinde, og da det viste sig, at mit syn blev dårligere og dårligere, tænkte jeg bare på dem. Når de kunne gøre tingene alligevel, så kunne jeg vel også. Det har hjulpet mig meget.

Jeg var stadig hjemmegående og Per gik på arbejde, så jeg fik tanken, om jeg ikke kunne blive uddannet som socialrådgiver eller fysioterapeut. Jeg tog forbindelse til Den Sociale skole i København og til Teilmans Kursus, som jeg mener lå i Gentofte, og søgte om optagelse. Jeg fik afslag begge steder. Blindekonsulenten anbefalede mig det heller ikke, han mente, det var bedre at komme på telefonskolen og lære at passe et omstillingsbord.

Det hoppede jeg så på, og jeg begyndte på telefonskolen inde på blindeinstitutet. Der var ikke noget at lære for mig, for jeg var jo kontoruddannet, så jeg kom på G.T.O. i praktik hos Ole Jørgensen og Åge Christensen. Det var nogle festlige fyre, og jeg havde det rigtig skægt. Jeg lærte også at passe telefonbordet, og afløste i sommerferien. Så blev jeg gravid, og holdt op.

Vi havde købt en byggegrund i Ny Ølstykke, og jeg var med til at grave grunden ud. Vi fik så vort hus fra F.B.I.

Det kom færdigt værelse for værelse, og blev samlet på en dag, og vi kunne flytte ind i det samme dag. Bagefter blev der så sat mursten på og lagt tegltag, så vi fik et rigtigt dejligt hus.

Der fik vi så vor første søn Lars i 1966, og det var en hjemmefødsel, hvor kun Per, lægen og jordmoderen var til stede. Det var en kæmpeoplevelse, og Estrid Hansen, som var Pers chefs kone, kom og ønskede til lykke. Estrid bor nu i Sønderjylland, og hun er også blevet medlem af Blindesamfundet.

Nu var mit syn også blevet så dårligt, at jeg ikke havde færdselssyn længere, så nu kunne jeg ikke gå uden at følges med nogen. Jeg lærte alligevel at gå med barnevognen foran mig. Jeg kunne bruge den som stok på kendte steder, og da Lars blev så stor, at han kunne gå, kunne jeg tit bruge ham som ledsager.

Når Lars og jeg skulle læse billedbøger sammen, så vendte han bogen om, hvis jeg havde vendt den på hovedet, og så snakkede vi om billederne. Nogle bøger havde jeg skrevet punktskrift i, så jeg også vidste, hvad bogen handlede om.

Jeg har brugt børnene meget uden at vide af det, og de har været en fantastisk hjælp, og Lars blev hurtig god til at se farver og se på ur, og da han var 11 måneder gammel kunne han gå, men han gik med hænderne op over hovedet, for jeg plejede, at gå med ham foran mig og holde i hans hænder.

Vi boede ikke så længe i vort hus, kun ca. halvanden år. Der var nemlig bygget et nyt Blindeinstitut ude på Rymarksvej i Hellerup. En dag kom administrationschef Bøgh Christensen og besøgte os, og han spurgte Per, om han ikke kunne tænke sig at blive pedel og varmemester på det nye institut. De skulle nemlig bruge en, som havde gas- og vandmestereksamen, og det havde han jo. Vi talte en del om det, men da vi nu havde fået Lars, kunne det jo være praktisk at vi skulle bo lige ved siden af Pers kontor og arbejdsplads, for så havde jeg jo nemmere ved at kalde på Per, hvis jeg havde brug for hjælp.

Vi sagde ja, og vi flyttede ind på Blindeinstitutet i 1967 før det blev helt færdigt.

Vi flyttede ind i en dejlig moderne lejlighed med terrasse og have, og vi var der i 5 år, det var en rigtig god tid.

H.C. Sejerup var forstander, og Kirsten Jansbøl, som var Mobilitylærer, havde lige været i England for at lære en ny Mobility teknik, og hun skulle så have en prøveelev, og det blev mig. Jeg lærte at færdes med den lange hvide stok, og det gav mig en dejlig frihed.

Kaj Agerbæk havde lavet et korrespondancekursus på punktskrift, og det blev jeg sat til at styre, og jeg underviste blinde i hele landet hjemme fra mit køkkenbord. Jeg havde elever i Vejle og på Bornholm og mange andre steder.

Det var også i de år, hvor Dansk Blindesamfund startede omsorgskonsulentordningen, og jeg blev opfordret til at blive omsorgskonsulent. Mit arbejdsområde blev Østerbro, Hellerup, Klampenborg og Lyngby.

Det var lige noget for mig at være omsorgskonsulent, det blev jeg rigtig glad for. Det passede godt, at jeg havde lært at færdes med den lange hvide stok, så jeg selv kunne tage af sted.

Jeg kom også i klubben i Bogensegade, hvor DBS havde dagcenter. Der kunne vi lave håndarbejde, og der lærte jeg mange spændende mennesker at kende.

På Blindeinstitutet var der en dejlig svømmehal, som jeg brugte flittigt, og der var også en dejlig idrætsplads, hvor jeg var med i noget blindeidræt. Der skulle være Nordisk Blindeolympiade i København, og der deltog jeg i svømning, 100 meter løb, stående højdespring og slyngkast, og jeg blev nordisk mester i svømning for blinde, det var sjovt.

Vi havde jo solgt vort hus i Ølstykke, og var lige pludselig blevet rige. Vi ejede nu 100.000 kr., og for dem købte vi en dejlig nedlagt bindingsværksgård med brosten på gårdspladsen. Gården lå i Balle i Langebæk kommune, og den var fra ca. 1780. Den brugte vi som fritidshus, og vi nød meget at være der i weekender og ferier.

Hvis man skulle lære Mobility dengang, kunne det kun lade sig gøre på Blindeinstitutet i København. Nu ville man uddanne lærere, som kunne undervise hjemme, hvor man boede. Kirsten Jansbøl, som nu var blevet forstander, spurgte Per, om det ikke var noget for ham. Det var det, så han blev uddannet til Mobilitylærer, og vi flyttede ned til Balle i vort hus.

Per fik arbejdsområde i Storstrøms amt og Vestsjællands amt, hvor han i starten arbejdede under fritidsloven. Senere blev han så ansat på Synscentralen i Vordingborg.

Det viste sig nu, at der ikke var nogen omsorgskonsulent i området. Jeg blev så ansat som omsorgskonsulent i det gamle Præstø amt, som dækkede Haslev, Fakse, Næstved, Præstø, Vordingborg og Møn. Jeg blev samtidig punktlærer, og jeg startede en blindeklub i Hollænderhaven i Vordingborg, hvor vi lavede håndarbejde. Klubben flyttede senere til Brænderigården, hvor jeg også var leder, men så holdt jeg en pause på en del år, og nu er jeg så leder af klubben igen. Nu går det ikke på håndarbejde mere, men mere med foredrag, banko og lignende.

Jeg var også aktiv lokalt mellem seende i Langebæk kommune, hvor jeg gik til afspænding, madlavning og sprog under aftenskolen. Så havde vi et meget interessant sted, som hed Stålvængegård. Det var et kollektiv, som var meget almindeligt i 70’erne.

Bodil Marie, som boede der, var keramiker, og hendes søn Tobias, gik i klasse med min Lars.

Bodil Marie startede en kvindegruppe, som jeg var med i. Vi lavede keramik og der var foredrag med mange kendte mennesker. En gang var Lone Kellerman dernede og synge og fortælle. Jeg kan huske, at hendes betaling, var alle de elefantøl, som hun kunne drikke. Jeg drak dengang kun selv lys øl, så jeg var godt nok imponeret over, at hun kunne drikke så mange, men senere kom jeg også til at sætte pris på elefantøl. En dag, hvor mine børn og jeg var ved stranden, skulle Lars op og købe sodavand og en øl til mig. Da kom han tilbage med en elefantøl til mig, han syntes den så flot ud, så jeg kunne nok lide sådan en.

I kvindegruppen foregik der mange spændende og udfordrende oplevelser. Vi arbejdede i ler, og vi lavede engang en film, som kom i fjernsynet. Vi var på nattergaleture, og flere af pigerne har jeg stadig kontakt med. Flere af dem er udøvende kunstnere nu.

Det var en rigtig skøn tid, og det var en tid, som modnede mig meget. De fik mig til at holde foredrag en aften om min blindhed. Det gjorde, at der var andre, som spurgte om jeg ikke også ville komme hos dem og fortælle, og jeg blev anbefalet ned til Beskæftigelsesvejlederskolen i Nykøbing F.

På det tidspunkt var informatørordningen lige startet under Dansk Blindesamfund. Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte holde foredrag. Det var der uddannede til.

En dag fik jeg henvendelse fra forstanderen på Beskæftigelsesvejlederskolen, om jeg ville undervise et hold om min situation som blind, og om hvordan man underviser blinde. Jeg fortalte, at det måtte jeg ikke, for der var en informatør i det område, så hun skulle kontakte ham. Det kunne hun ikke forstå, vi levede vel i et frit land, så hun måtte vel selv bestemme, hvem hun ville have som lærer.

Jeg satte min kredsformand ind i situationen, og jeg fik lov. Jeg kom der på hvert eneste hold, indtil skolen blev nedlagt.

Dette arbejde holdt jeg meget af, og jeg fik også selv meget ud af at lære andre om, hvad det vil sige at være blind, og om hvordan man skal omgås og undervise blinde.

Informatørordningen startede i 1974, og informatørerne dækkede hvert sit område. Så blev det bestemt, at der skulle være en informatør i hver kreds, og vi havde ingen i vores. Jeg søgte om at blive informatør og fik stillingen, og jeg er stadig informatør, og er meget glad for det.

Da vi flyttede ned på landet, opdagede jeg, at det ikke var så nemt at gå med den lange hvide stok, for der var jo ikke kendemærker i asfalten, og man havde jo ikke fortorve. Jeg begynde at tænke på, om det ikke var bedre med en førerhund, og jeg ringede til Preben Christiansen, som var blindekonsulent, og han sørgede for, at førerhundekonsulent Otto Krogsgård kom ned og snakkede med mig, og fortalte hvad det indebar at få førerhund, og vi blev enige om, at det måtte være en god hjælp for mig, så der blev søgt en hund over bistandsloven.

Dengang kunne vi ikke selv træne alle de førerhunde, som der skulle bruges, så mange blev købt færdigtrænet i Østtyskland, Jeg fik en dejlig schæferhund, som hed Illona, og der kom en politimand, som var instruktør, og han var hos mig i tre dage, og lærte mig at bruge den. Jeg skulle give den tyske ordrer, men det var ikke så svært.

Efter tre dage, var jeg så alene med en stor schæferhund, og jeg kendte ikke meget til hunde. Vi havde godt nok haft en lille puddel. Der er lidt forskel, og den skulle have det rigtig godt hos mig, og jeg behandlede den som et lille barn. Folk fik lov at klappe den og give den hundekiks, og det blev så galt til sidst, at når jeg mødte skolebussen, så kunne chaufføren godt standse og komme ud, og så havde han en lille hundekiks til Illona.

Illona kunne ikke lide katte, så en dag vred han sig ud af min hånd, og løb efter katten. Han kom også ind til naboen og raserede hønse og andegården, det var forfærdeligt, der var et par høns, der døde, og ligesådan nogle ænder, men det var nogle gode og forstående naboer vi havde, så de slagtede dem, og vi fik også nogen til fryseren.

Lars snakkede meget om at få en søster eller lillebror, og det syntes Per og jeg også kunne være rart, så i 1975 fik jeg Anders, ham har jeg aldrig set, Jeg var ikke spor bange for, at jeg ikke skulle klare det, og det er jo også gået rigtig flot.

Vi var ikke færdige med at bygge vort hus om, så vi udvidede nu med et alrum og soveværelse og et stort badeværelse, hvor puslebordet også kunne stå, så jeg nemt kunne nå vand og bleer, og stadig have en hånd på babyen, så han ikke smuttede fra mig. Alrummet indrettede vi, så der ikke var noget farligt, som han kunne komme til skade med.

Det kom til at gå meget bedre med den lille baby, end jeg overhovedet havde forestillet mig. Når vi skulle kommunikere, opdagede han ret hurtigt, at jeg reagerede på lyd.

Han fik bryst til han var ni et halvt måned, så jeg var fri for at ordne sutteflasker. Når han skulle have mos, lavede jeg det til, og vi satte os hen til bordet, hvor jeg satte skeen ned i tallerkenen, og op imod hans ansigt. Så tog han selv munden imod skeen, og hjalp på den måde til. Så det var der heller ikke noget problem i. Jeg havde lånt en bærestol, som jeg havde på ryggen. Der sad han og kunne følge med i hvad jeg lavede, og da han kravlede rundt, satte jeg en lille klokke i hans skulder, så kunne jeg altid høre hvor han var og ligesådan da han begyndte at gå rundt. På et tidspunkt vil man jo gerne prøve at kravle op på møbler og borde, når jeg så kunne høre, at nu er han ved at kravle op, så gik jeg hen og lagde min hånd på hans ryg, og så lod jeg ham kravle videre, så kunne jeg gribe ham, hvis han skulle snuble.

Det gjorde ham ikke spor, han var helt rolig, han vidste, at det gjorde jeg kun, for at jeg ville se hvad han lavede, andre børn ville have skyndt sig med deres forehavende, så mor ikke tog dem, men han vidste det var kun for at følge med i hvad han lavede.

Hvis jeg sad og strikkede eller læste punktskrift, så kom han også med sit legetøj og lagde det på mine hænder, så jeg kunne se, hvad han legede med. Vi havde et skønt forhold, og det var dejligt efterhånden som han blev større, når vi var ude at gå, samlede han ting op, og viste mig dem, og han var god til at ledsage mig.

Det har jo været ens med dem begge, og da de kom i skole, var jeg lidt bange for at de skulle blive drillet, for at de havde en blind mor. Jeg prioriterede meget, at når forældrene blev inviteret til skolen, så mødte jeg altid op, så børnene lærte mig at kende. Der har aldrig været noget med drilleri. Når børnene havde fødselsdag, inviterede vi altid hele klassen hjem til fødselsdag, så de alle kom hjem og oplevede, at vi bare var en almindelig familie, hvor moderen bare ikke kunne se. Det fungerede jo alligevel, og ligesådan havde de altid kammerater med hjemme, og jeg kan ikke huske, at det nogensinde er blevet udnyttet, at jeg ikke kunne se.

Jeg har en lille sjov historie fra Anders børnehaveklasse. En dag havde en af kammeraterne spurgt ham, om det ikke var underligt at have en blind mor, så havde han kikket lidt, og så sagde han, nej hun er da meget sød, og så laver hun nogle smadder gode bøffer.

For børnene var det ikke underligt at have en blind mor. Jeg kan huske fra Lars, han gik i 8. klasse, og jeg havde været i avisen af en eller anden grund, og så var der en af hans kammerater, der havde sagt til ham, tror du ikke også du bliver blind, når din mor er blind, Nåh! det kan da godt være. Hun klarer sig da meget godt, så det gør jeg vel også. Det fik jeg så på en eller anden måde at vide, så jeg sagde til ham, om han ikke vidste, at han ikke ville blive blind. Både du og Anders er blevet undersøgt, og i har ikke fået øjensygdommen. Så let tog børnene på det, det har været dejligt for mig.

Lige så snart de blev store nok til at køre tandem, så har vi kørt mange dejlige ture, og de har begge været så gode til at fortælle hvad vi kørte forbi, og hvad vi så, hvis der var noget spændende, fik jeg det i hånden, og kom vi forbi et vandløb, så smed de en sten i, så kunne jeg høre hvor dybt og bredt det var.

Nu da jeg havde fået baby, brugte jeg ikke min førerhund så meget, og jeg var også blevet lidt bange for den, for den gøede meget, og den passede meget på, når der kom nogen, og jeg fik også senere at vide, at både postbudet og brugsmanden var bange, og selv dyrlægen, når han skulle undersøge den, gav han den mundkurv på.

Jeg passede nogle børn og deres “Lassi” hund i en sommerferie, og børnene og hundene var oppe ved huset, og jeg gik nede på græsplænen med Anders i barnevognen, for at han skulle sove. Pludselig hørte jeg skrål og skrig og hundegøen der oppe fra. Jeg blev bange for, at hunden havde bidt et af børnene, men så var det min hund, der havde overfaldet “Lassi” hunden. Jeg stolede ikke på den længere, så jeg lukkede den udi hundegården, og ringede til førerhundekonsulenten, og sagde, at jeg ikke turde have ham længere. Jeg havde heller ikke brug for ham, sålænge Anders var lille, hvis jeg skulle nogle steder, så var Anders altid med, og så blev vi kørt.

Han kom så samme aften og hentede den, og det var jo så et nederlag for mig, men jeg fik at vide, da Illona var død, at den var blevet genoptrænet og kommet over til en ung mand i Odense, og at det var gået meget godt. Det var rart at høre.

Nu havde jeg ikke førerhund i nogle år, men da Anders blev så stor, så han skulle i børnehave, så havde jeg brug for førerhund igen. På det tidspunkt, havde Lions Klub i Amerika tilbudt Danmark 10 førerhunde, men på den betingelse, at den blinde selv kom med over på førerhundeskolen i Detroit, og lærte at bruge den, og var med til at træne den færdig.

Det var i 1977 og det var en kæmpeoplevelse. Vi fløj fra Kastrup Lufthavn til Chicago og videre til Detroit i staten Michigan, hvor vi først blev indkvarteret hos en dansk familie, som viste os lidt rundt, og kørte os til førerhundeskolen,

Vi blev rigtig gode venner, og de kom også og besøgte mig en gang, medens jeg boede i Balle.

Det var en kæmpe oplevelse at være på førerhundeskolen, og jeg boede sammen med Alice fra Stenløse. Vi fik ikke hund de første dage, for trænerne skulle lige lære os at kende, og finde den rette hund, som passede til os.

Hun fik en Schæferhund, som hed Alex, og jeg fik en dejlig Golden Retriever, som hed Prince. Den skulle vi så lære at give engelske ordrer, og vi trænede meget i byen, men også på landevej.

Da vi så skulle gå vores første tur herhjemme i Balle, så gik Prince midt på landevejen, og det kunne jeg ikke rigtig forstå, for det var en af de ting, som jeg selv havde været med til at lære den, at når man skulle gå på landevej skulle man holde sig i venstre side. Når man gik på fortorv eller gangsti, skulle man holde sig på midten, så jeg tror Prince mente, at vores landevej var en gangsti. Han fandt hurtigt ud af, at vi havde lidt mindre forhold herhjemme, og det kom til at gå rigtig godt med ham, vi kunne tage busser og tog, og selv flyveren til Bornholm tog vi alene, en dag, jeg skulle over og undervise på et kursus.

Jeg var begyndt at undervise på hensyntagende specialundervisning for lærere i blindeområdet. Det gjorde jeg i Vestsjællands amt og Storstrøms amt, og jeg var også på Fyn og i Jylland og undervise. Det var meget spændende.

Men Prince blev kun syv et halvt år gammel, så fik han leverkræft og døde. Det var ganske forfærdeligt, han var syg temmelig længe. Så fik jeg en Dansk førerhund. Nu kan man godt træne de førerhunde man skal bruge, og Chico var trænet af Preben Christensen i Hirtshals. Han kom hos mig en uges tid, hvor vi samtrænede med førerhunden. Senere kom jeg på en uges kursus i Hobro. Nu bliver vi anderledes hjulpet i gang med førerhunden end i starten.

Chico blev dejlig gammel, han blev 13 år.

I mellemtiden var vi flyttet til Vordingborg, og da Chico ikke kunne føre længere fik jeg Gipsy. Jeg fik altså ny førerhund medens jeg havde Chico, fordi jeg havde meget brug for den. Jeg blev aldrig kørt, uden det var steder jeg ikke kendte. Jeg meddelte nu førerhundeordningen, at det var galt med Chico, og at han ikke kunne komme op i busser og tog, så nu skulle vi tænke på ved lejlighed at få ny hund.

Så en dag blev der ringet, at nu var der en sort Labrador, som hed Gipsy, som var trænet af Verner Andersen i Køge.

Vi havde aftalt, at Chico ikke skulle aflives, for Lars ville gerne overtage den i den sidste tid. Nu viste det sig bare, at Lars var på ferie på dette tidspunkt, men det gik fint med at have begge to. Chico var begyndt at være alene hjemme, når jeg skulle af sted, og den nye hund respekterede den gamle, for den boede der jo. Der var ingen problemer, så jeg havde dem begge 14 dage sammen. Chico levede et år længere ovre hos Lars, og den faldt rigtig godt til. Der var ingen problemer, når jeg besøgte dem eller de os. Hunden vidste godt, at den nu tilhørte Lars.

Efter vi havde boet i Balle i 12 år, begyndte vi som sagt at overveje, om det ikke var bedre at flytte ind til Vordingborg. Jeg skulle meget tit af sted, og det tog tid, når jeg skulle skifte bus. Vi satte vores gård til salg og flyttede til Vordingborg i 1985, hvor vi fandt et dejligt hus på Platanvej.

Vi blev rigtige gode venner med Bent og Bodil, som solgte os huset, og vi overtog også deres vennekreds, så det har ikke været så svært at flytte.

I starten var jeg lidt bange for, om det var forkert, at vi havde valgt et hus med trapper. Vi havde altid boet i et plans huse, men det har ikke været noget problem. De trapper vi har er fine, jeg kender dem, og så får jeg jo også lidt motion på den måde.

Det var også godt at komme til Vordingborg, for nu fik jeg en større frihed. Jeg kunne selv gå op i byen og handle, og jeg kunne selv tage bus og tog, og på den måde spare tid.

Jeg oplevede også, at der var undervisningsinstitutioner. Der var bl.a. et Seminarium, og der ville man afholde et årskursus i Ældrepædagogik. Da jeg var omsorgskonsulent, og de fleste blinde er ældre, så kunne det være rigtig spændende, hvis jeg kunne deltage i sådan et kursus. Jeg søgte om optagelse, og jeg gik der en hel vinter. Jeg lærte en masse rigtige dejlige mennesker at kende.

Da vi skulle have afslutning, bestemte vi, at gå sammen på den Kinesiske restaurant. Da vi gik ind på restauranten, så tjeneren min førerhund. Han sagde, at den havde ingen adgang, for det ville genere de andre gæster, hvis der opholdt sig hunde i restauranten. Vi besluttede så alle at gå et andet sted hen.

Jeg har oplevet flere gange, at jeg og min førerhund er uønsket, ja selv i Tivoli, da børnene var små, blev vi nægtet adgang. Det er noget af det værste at opleve, at man ikke har samme ret som andre til at komme alle steder.

En dag skulle Anders og jeg til et forældremøde oppe på skolen, og vi havde bestemt, at vi først ville gå på restaurant og spise pizza. Vi gik forventningsfulde ind på en nyåbnet restaurant Santos her i Vordingborg. Da vi kom ind, blev vi nægtet adgang. De sagde det var på grund af levnedsmiddelkontrollen. Jeg argumenterede meget imod, og sagde, at min hund ikke var mere snavset end andres sko og tøj. Der var ikke noget at gøre, så vi måtte gå. Det er en ganske forfærdelig følelse. Jeg føler det ligesom Negrene under apartheid, hvor man ikke er velkomne.

Normalt finder jeg mig i meget, men når det går hen og bliver urimeligt, så kæmper jeg.

Jeg undersøgte først sagen hos levnedsmiddelkontrollen. Jeg fik et brev, som jeg kunne vise, hvis det skulle ske en anden gang. Der står, at førerhunde ikke må nægtes adgang med begrundelsen, levnedsmiddelkontrollen. Nu må vi have hund med alle steder. Man kan ikke nægte os det. Kun hvis der er rum for allergikere, så kan vi nægtes adgang, og det er kun rimeligt.

Da jeg havde gennemført ældre pædagogik kurset, havde jeg lyst til at få noget mere undervisning. Jeg fandt ud af, at man tilbød enkeltfagskurser på H.F.. Dette år tilbød de Psykologi, og da Psykologi er et fortællefag, søgte jeg om optagelse. Det var utroligt spændende. Det viste sig nemlig, at alle de bøger vi skulle bruge det år var indlæst på bånd.

Unge blinde, der går på gymnasium, H.F., universitetet eller andre steder får deres bøger indlæst på bånd, og alle de bøger vi skulle bruge dette år var indlæst, så jeg kunne gå med på lige fod med andre, og jeg gik til eksamen, og klarede mig fint, næste år prøvede jeg religion, og det gik lige så godt.

Næste år tog jeg samfundsfag, men da viste det sig, at jeg kun kunne få samfundsfag 1 og 3. Nr. 2 kunne jeg ikke få, på grund af, at masteren var ødelagt. Så spurgte jeg, om de unge blinde, heller ikke kunne få bogen. Jo det kunne de godt, den var nyindlæst på Studiebogsbiblioteket, men jeg kunne ikke låne den. Kun hvis jeg ville få min kommune til at betale. Det syntes jeg var underligt, så jeg skrev til Ole Vig Jensen, som var undervisningsminister. Han ændrede det, så vi også kunne låne de bøger på Danmarks Blindebibliotek på samme måde som de andre, jeg havde lånt.

Næste år meldte jeg mig til Dansk. Danskkurset er to årigt, og man skulle også skrive stil. Året før i 1989 havde jeg fået en Log‑text, som var en punktskrift computer, og der kunne jeg skrive min stil på punktskrift, og rette og tilføje tekst. Når jeg syntes den var færdig, så kunne jeg printe den ud på sortskrift, så læreren kunne læse den.

Hvis vi fik noget skriftligt materiale som fotokopier udleveret, kunne jeg gå ned på synscentralen, og de læste det ind på bånd, så jeg klarede også eksamen i Dansk.

Året efter tog jeg Filosofi, og så har jeg ikke taget mere, for det kniber også med tiden, men jeg har gået på et kjolesynings hold for blinde.

Jeg havde en elektrisk symaskine, som vi havde købt, da børnene var små. Der var sommetider noget, der skulle repareres, og det var tit nemmere at få hjælp, når vi havde maskinen.

Jeg havde nemlig hjemmehjælp, da Anders var nyfødt, og hun hjalp mig sommetider at sy, hvis der var noget, som skulle repareres.

Jeg tog så den maskine med til syning, og det viste sig, at jeg godt kunne sy. Jeg fik sat en lille skærm foran nålen, så jeg ikke fik fingrene i nålen, og så fik jeg sat en lille lineal på siden, som jeg kunne indstille efter hvor stort sømrummet skulle være. Jeg skulle bare holde tøjet ind til linealen, og træde på pedalen, og så kunne jeg da godt sy.

Jeg prøvede også at klippe mønster ud. Når læreren lagde sit silkepapir mønster på stoffet, kunne jeg godt mærke forskel, men når jeg skulle klippe, kom jeg til at klippe ind i mønsteret. Vi fandt så ud af at tage noget kraftigt indpakningspapir og lægge det dobbelt.
Læreren klippede så mønsteret ud og klistre tape på kanten. På den måde var mønsteret ikke kraftigere end man kunne sætte det på stoffet med knappenåle, og så kunne jeg køre min venstre pegefinger langs mønsteret og klippe med saksen på den anden side af fingeren. Jeg kunne også selv klippe mønster ud. Det var helt fantastisk at opleve, at en ting som jeg ikke troede jeg kunne, at det kunne jeg da godt. Det var fantastisk, og jeg har syet flere jogging dragter, bluser og nederdele til mig selv.

Jeg er ikke omsorgskonsulent mere, men jeg er stadigvæk informatør, og jeg leder Blindeklubben på Brænderigården, Jeg har undervist i håndarbejde nogle gange på Synscentralen, når de har haft senblindekurser, Jeg underviser voksne blinde i punktskrift og i båndoptageren som kommunikationsmiddel,

Jeg deltager også i kurser på Fuglsangscentret, det er så dejligt, for man er jo kendt med forholdene, så man skal ikke først til at lære, hvor undervisningslokalerne er og hvor spisestuen er, og hvor man kan lufte sin førerhund, og man er kendt med værelser og det hele, der slapper man rigtig af.

Jeg kommer på kursus en gang om året som informatør og punktlærer, og som håndarbejdslærer, har vi fagmetodiske kurser, ide og fagtekniske kurser, og kvindegruppen inden for Dansk Blindesamfund afholder også spændende kurser inden for forskellige emner.

Jeg sidder som repræsentant for DSI i flere udvalg, bl.a. Vordingborg Sociale Brugergruppe, hvor jeg er sekretær, i STS og i Radio- og TV‑ Nævnet for Vordingborg. Jeg har også startet Lokal DSI Sydsjælland, Møn, hvor jeg var formand i 2 perioder, men jeg valgte at stoppe, nu hvor det kørte fint.

I øjeblikket går jeg en del til foredrag og kurser omkring det alternative, helseemner og det spirituelle, men også kristendommen. Jeg er en del søgende omkring livets mening, og meningen med mit liv her på jorden.

Jeg er også med i kvindegruppen som har et projekt kørende hvor vi interviewer blinde kvinders kultur gennem 90 år, og det skal munde ud i et tidsskrift.

Jeg har interviewet 4 kvinder, og dem har jeg haft samlet, efter de har læst hinandens interview, og det var spændende for dem at møde hinanden bagefter.

Jeg har ikke fået lavet en netværksgruppe, for jeg tror ikke mine interview personer mangler det, og jeg har heller ikke selv overskud til at starte en udenom, da jeg har meget travlt.

Jeg har jo også mine børn og børnebørn, som jeg gerne vil følge og være noget for.

Lars bor i Odense, og har et firma, som har specialiseret sig i netværker, og han har i øjeblikket 3 ansatte, så der er nok at gøre, han har en meget dejlig kone Jette og 2 børn, Andrea på snart 6 år og Mikkel på 3 år, og de trives rigtig godt, og de kan lide deres farmor, de synes hun er skør, og det har jeg det godt med.

De er også ved at bygge hus, og vi prøver at hjælpe dem så meget vi har tid til. Per er gået på efterløn, men han har også så mange interesser. Han er formand for Visens Venner her i Vordingborg, og han er regissør for amatørteatret, og er i gang med et stykke, som skal opføres her i efteråret, det hedder “På Vippen”, og handler om årtusindskiftet. Han har også stadig timer på Synscentralen, så det kniber med, at han har tid til sin blinde kone.

Jeg har det også godt med at kunne selv, og kun blive hjulpet med det, jeg ikke kan.

Anders læser til elektroingeniør, og han bor på Kampsax kollegiet i Lyngby. Han er også en rigtig dejlig dreng, og han er rigtig social, og har lavet en bolcheklub, hvor de selv laver bolsjer. Den hedder “Den Søde Tand”, og han har lave spiseklub på kollegiet, og har mange gode venner. Hans gymnasieklasse mødes stadig, og han har haft et års orlov hvor han har deltaget i det politiske omkring universitetet. Han arbejder meget i sin fritid hvor han har computerarbejde på Universitetet, så han har endnu ikke startet studielån.

Interview med Birthe Bille Hansen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Birthe Bille Hansen, Ammendrup, 4720 Præstø.

Interviewet af Birthe Person Næstved den 22.1.1999.

Jeg hedder Birthe Bille Hansen født Petersen den 2.6.32 i Hadsten, en stationsby, som ligger mellem Århus og Randers.

Min far var dyrlæge, og min mor var hjemmegående husmor, så jeg har haft en barndom, hvor jeg havde mor hjemme, når der var brug for det.

Jeg gik i børnehave 3 timer om formiddagen, og der fra har jeg en sjov episode. Når jeg skulle i børnehave, skulle jeg over en gade, men min far sagde, at hvis det havde været senere, så ville jeg aldrig været kommet over gaden, for hvis jeg så en hestevogn på lang afstand, så ventede jeg til den var kommet forbi. Den havde jo ikke rigtig gået i dag.

En dag jeg gik i børnehave, mødte jeg en pige. Der var nemlig langt til børnehave, jeg skulle nok gå det meste af en halv time. Så spurgte jeg hende, om hun ikke gerne ville med i børnehave, og det ville hun da gerne.

Da vi så kom op i børnehaven, så spurgte børnehavelærerinden, hvem hun dog var. Det vidste jeg ikke, og hun vidste det heller ikke, jamen hvad hedder du, og det vidste hun også dårligt, hun hed Bitte, men hendes far var en tyk ostemand, og det var alt hvad hun vidste.

De ringede så til min mor, og min mor anede jo ikke hvem jeg havde slæbt med i børnehaven. Det viste sig, at hun slet ikke boede der i nærheden, men de fandt altså frem til det, så hende havde jeg fået taget med i børnehave—

Jeg kom så i skole, og der havde jeg ikke ret langt, og det var den almindelige kommuneskole.

Jeg kunne se den gang. Min øjensygdom er Retinitis Pigmentosa, d.v.s. jeg var natteblind, og jeg havde ikke så stort et synsfelt. Det var jeg ikke selv klar over dengang, jeg troede alle så, som jeg gjorde.

Jeg var jo barn under krigen, der var der ikke meget gadelys, der var stort set ikke noget. Min far havde ingen benzin, vi kørte i generator biler, så vi cyklede. Jeg havde en faster, som boede 2 en halv kilometer væk ude på landet. Så en gang var det blevet tusmørke, da vi skulle cykle hjem, og så kører vi over en å med rækværk for. Der var jeg lige ved at køre ned på siden af rækværket, jeg har været en 10 11 år. Der greb far mig og ruskede mig sådan meget, og sagde, at jeg skulle se mig for. Men han havde vist alligevel fat i kraven på mig resten af vejen hjem, og det er noget, vi aldrig rigtig har kunnet snakke om. Min mor siger, at far kunne vågne op, og at han havde drømt om, at han var så ked af det der.

Senere skulle jeg så absolut lære at spille tennis. Fordi, far og mor var jo meget dygtige tennisspillere begge to, både til tennis og badminton. Hele min barndom har jeg holdt mange søndage på tennisbanen, men det var nu ikke kedeligt, vi var mange børn, der var med derude. Jeg skulle også lære det, og far indkøbte en juniorketcher til mig, og jeg var meget stolt af den.

Dvs. det var jeg ikke helt, for når jeg var så dum i skolen til rundbold og høvdingebold i gymnastiksalen, så var jeg nok også dum til at spille tennis. Og det var jeg jo, for jeg så ikke bolden. Den skulle komme sådan lige imod mig, for at jeg kunne slå til den, og det blev min far lidt irriteret over, for han var jo ude og skulle træne med mig på tennisbanen.

Så kom der en af mine skolekammerater, og han hed Jens Mikael, og han stod og kiggede ind ad hegnet. Så råbte far, vil du prøve Jens Mikael, og det ville han gerne, og han var så god til det, og enden på det var, at far sagde, du kan ligeså godt give den ketcher til Jens Mikael.

Det bevirkede så, at min søster og min bror aldrig kom til at spille tennis. Min bror gør nu, men de blev aldrig budt det, for det var så mislykket med mig, det ville de ikke udsætte sig selv for igen. I den retning har far og mor været nogle sjove nogen, fordi det kunne jo godt være, at de kunne.

Nethe var nu lykkelig for, at hun slap. Fordi hun havde også Retinitis Pigmentosa, og blev blind. Hun havde nøjagtig samme forløb som jeg, altså blev blind 5 år senere end mig, da hun er 5 år yngre.

Ligesådan skulle jeg også gå til spil, og jeg har spillet klaver i fem år. Jeg kunne måske godt se noget, men jeg var doven, det interesserede mig ikke særligt meget. Jeg kunne lære udenad, men jeg kunne ikke spille efter gehør. Det var en plage, jeg skulle øve mig, og jeg skulle øve mig, og jeg havde ikke lyst til at øve mig, og spillelærerinden både lokkede mig, og truede mig, og gav mig gaver, hvis jeg ville øve mig, ja, jeg ved ikke hvad. Nethe og Richard siger altid, at vi har aldrig fået lov at spille klaver, fordi Birthe ikke gjorde det ordentligt. Det er også rigtigt, klaveret blev solgt på trods, fordi jeg ikke ville spille klaver.

Al det min mor havde gjort, det skulle jeg også gøre, og det havde jeg ikke spor lyst til. Jeg spillede næsten 5 år hos spillelærerinden.

Så var der til gengæld det med dansen, det var så mere vellykket. Min far og mor gik nemlig også til dans, de dansede dog ikke turnering, de gik kun til dans.

Jeg blev spejder, og det gik faktisk rigtig godt, bortset fra når der var natøvelser. Jeg skvattede over bardunerne og teltene, men det var jo ikke fordi jeg ikke kunne se, det var fordi jeg var dum og klodset, og det fik jeg meget tit at vide.

Det samme var i skolen, når vi spillede bold, så blev man valgt til rundbold, og jeg blev altid valgt sidst, fordi jeg kunne aldrig finde bolden, når den kom. Derfor sagde de ofte, ”Drømmer du nu igen” og hvad tænker du på? osv., osv. Det har alt sammen været, fordi jeg ikke så, så godt.

Da jeg var 10 år, kom jeg til øjenlæge, fordi man i skolen havde sagt til far og mor, at der måtte være et eller andet i vejen med mine øjne. Jeg så altså ikke så godt.

Dengang kunne de godt have fortalt mig, hvad det var. Det gjorde øjenlægen ikke, han sagde bare, at jeg skulle have en hel masse A-vitaminer, og jeg fik briller, men det hjalp ikke særligt meget.

Jeg sad altid på det første bord i skolen, det var lidt kedeligt, men det var jeg nødt til, for at kunne følge med på tavlen. Men bortset fra det, havde jeg ikke de store kvaler med, at jeg ikke kunne se.

Jeg var som sagt barn under krigen. Jeg gik i første mellem, da befrielsen kom, og i lokalarkivet derhjemme, er der et billede, hvor jeg og Eva, som nu bor i Florida, går forrest med et flag i hånden over til kirken den 5. maj 1945, hvor min far i øvrigt blev 40 år, og man kan se, det er Hadsten bank, der står på stangen. Dem havde de jo færdige, så de blev ellers kørt ud om natten mellem den 4. og 5. maj.

Jeg blev så konfirmeret den 13. april 1947, det var så i 3. mellem, man blev konfirmeret. Der var næsten ikke tøj at få endnu, selv om vi var nået frem til 47. Jeg kan huske min konfirmation, der var meget, meget få rynker i nederdelen, og den var så enkel, som den overhovedet kunne være, fordi vores syerske skulle have så meget ud af det stof som muligt. Trods det, at min mor og far kom meget sammen med manufakturhandleren, så var det stadigvæk sådan, det var næsten ikke til at få noget. Det var lagt under disken, men alle havde trods alt hvid konfirmationskjole på, hvordan de så end havde fået fat i det. Det var ikke nogle flotte kjoler vi præsterede der i krigsårene og lige efter krigen.

Jeg fik en salmebog til min konfirmation, jeg fik den af far og mor, og så var der med guld trykt mit navn bag på, og præsten skrev ind på den første side, hvad han havde sagt i kirken, det ord man havde fået med. Mor havde så købt sådan en lille salmebog, jeg kunne faktisk ikke se, hvad der stod i den, det var så små bogstaver, og far sagde, det var noget tumpet, men mor holdt med mig, at den skulle ikke se anderledes ud end de andres. Den er ikke ret stor min salmebog, jeg har den også endnu, jeg har aldrig rigtigt læst salmerne i den. Det var et tegn på, at det måtte ikke være, at jeg ikke kunne se så godt, det ville min mor ikke have, men det kunne jo ikke rigtig være anderledes, og det forfulgte hende sådan set.

De første år jeg kom hjem, efter jeg var blevet gift, og efter jeg var begyndt at se rigtig dårligt og gik med hvid stok, så sagde mor altid, at jeg ikke behøvede at have stokken med, når hun var med, hun kunne ligesom ikke lide det. Det sagde Nethe altid, at du har altså banet vejen, for jeg har ikke haft nær så mange problemer med mor, som du har haft. Det er nok rigtigt, min mor forstod det nok ikke sådan rigtigt, men hun kom til det, og hun nåede også til at synes, at jeg kunne mange ting, men hun var meget pylret med mig, utrolig meget. Hun var også min mor, og det er nok lidt svært at sætte sig ind i det der.

Omkring min konfirmation kan jeg ikke huske ret meget, andet end at det gjorde mig så ondt, at jeg ikke kunne se om aftenen, og nu skulle jeg til at gå til ungdomsgilder. Det ville jeg nok få lidt svært ved, der var så lidt lys alle vegne, og det havde jeg altså ondt ved. Jeg har aldrig kunnet lide sådan noget hyggebelysning . Men stadigvæk var det sådan, at jeg havde godt nok været til øjenlæge, men jeg kunne alligevel ikke forstå, at jeg skulle have sådan et besvær, men det havde jeg jo altså.

Jeg husker, da jeg fik realeksamen, der skiftedes vi til at holde fester de her sommer aftener, og der var en sommeraften, hvor vi skulle ud på landet til en af vore skolekammerater, og det blev jo tidlig lyst der sidst i juni måned, hvor vi havde fået vores eksamen. Vi cyklede derud, og vi regnede også med, vi skulle blive ved, men så da klokken den blev 1, så blev vi inviteret ud i haven. Der var hængt kulørte lamper op, og jeg kan huske det endnu, og så Kaj Damgårds far og mor de var rigtige højskolefolk. Så satte de i med “Fred hviler over land og by”. Det var meget flovt, for der var ikke ret mange af os der kendte den ,vi sang med så godt vi kunne, og så blev der sagt tak for i aften.

Der stod jeg jo med cyklen, og kunne ikke komme hjem, så jeg måtte på stang hos en af drengene, og en anden tog så cyklen med, sådan var det. Man lod ikke nogen i stikken, og det har jeg tit tænkt på, sådan er det vel også stadigvæk at man er en god kammerat, når det sådan kniber.

Så kom jeg på Hadsten realskole, og der tog jeg realeksamen i 1949. Dengang var det sådan, at man skule være rustet til at komme ud. Vi havde ung pige derhjemme, så jeg skulle være ung pige der hjemme et stykke tid, for min mor ville være sikker på, at jeg kunne noget, for det havde jo ikke været de store ting jeg havde lavet. Jeg havde altid fået mine sko pudset, og mine madpakker smurt. Det gjorde vores mor for os søskende.

Min plan var, at jeg ville være husholdningslærerinde, og det har jeg faktisk vidst altid.

Da jeg var 8 år, skrev jeg til Husholdningsseminariet Ankerhus i Sorø, og spurgte om, hvordan man blev husholdningslærerinde, og jeg fik en flot brochurer der ovre fra.

Da jeg så senere kom til Ankerhus, fortalte kontordamen, som var en meget ældre dame, at det brev har vi da endnu, det havde de gemt.

Jeg kom så på en gård ovre på Mols som husholdningselev. Det var et mindre gods, hvor vi var 2 husholdningselever, der skiftede mellem stue og køkken. Det var et meget spændende sted, hvor vi fik lært meget. Jeg var der fra maj til november i 1950.

Det lå lige ud til vandet, så jeg var i vandet der lige først i maj, det var noget koldt noget, men de andre var jo begyndt at bade der. Vi havde spændende store jagtselskaber, og store selskaber i det hele taget, jeg lærte utroligt meget på den gård . Det var nemlig sådan dengang, for at blive husholdningslærer, så skulle man have været et halvt år i huset på landet, og et halvt år i huset i byen, og så skulle man have et 5 måneders ophold på en husholdningsskole, inden man begyndte på seminariet.

Nu havde jeg så taget min tid på den gård på landet. Jeg længtes forfærdeligt hjem, det har jeg altid lidt utroligt meget af, og jeg kunne kun komme hjem en gang om måneden, når jeg havde fridag. Men jeg fik så 3 fridage fordi der var så langt hjem.

Da jeg så var færdig der til november, tog jeg på husholdningsskolen i Hadsten hvor der var en statsanerkendt husholdningsskole. Når jeg gjorde det derhjemme, var det ikke fordi jeg længtes hjem. Min far og mor ville have det, fordi min far havde været i Sorø, og tale med forstanderen om jeg kunne komme ind på Ankerhus.

Jeg har som sagt fødselsdag den 2.6., og skoleåret begyndte første maj, og man skulle være fyldt 20 år.

Jeg ville så være fyldt 21 år inden jeg kunne begynde, så far tog til Sorø, og spurgte forstanderen om jeg kunne begynde det år før. Det kunne der ikke være tale om, det var staten, som bestemte sådan noget, og så kunne man jo også, hvis man havde fødselsdag 2 måneder senere og 3 måneder senere, så jeg måtte altså vente.

Forstanderen foreslog så, at jeg tog en tur til udlandet, og lærte noget sprog, fordi det kunne jeg jo altid bruge på seminariet.

Jeg tog så husholdningsskole ophold der i Hadsten, fordi vi havde håbet, at den forstanderinde der, kunne have gjort noget for, at jeg kunne komme ind lidt før, men det kunne hun altså ikke.

Der var jeg jo så tæt hjemme ved, og jeg lærte jo selvfølgelig også en masse der på Husholdningsskolen. Det har altid interesseret mig med mad og sådan noget. Det har jeg nok fra min mor, det har hun også altid gjort.

Da vi så nåede til foråret, manglede jeg det ophold med byhusholdning, og så fik jeg plads i København på Frederiksberg hos et tandlægepar, som havde 2 små børn, og der var jeg så et helt år. Det var jeg utroligt glad for.

Så kom jeg så hjem igen året efter, og så er vi nået frem til 52.

I 1952 rejste jeg så til England, sammen med en skoleveninde, og vi skulle begge over og være Au-pair piger. Der hvor jeg skulle være, var et sted, hvor der havde været flere piger fra Hadsten før. Nej, jeg var vist nummer 2, men der kom så en hel række i den plads, det var et rigtig godt hjem, og jeg fik lært en masse engelsk. Det gør man jo, når der er to børn.

Min veninde Eva var hos noget familie til dem, men et godt stykke derfra. Jeg oplevede en masse i London. Synsproblemerne begyndte lidt småt at tage til, fordi jeg ikke rigtig kunne færdes om aftenen. Jeg kunne se gadelygterne, og på den måde kunne jeg så finde hjem.

Der var så meget tåge i London, og det var rigtig slemt den vinter.

Eva og jeg var en aften ude og danse, og da vi kom til busstoppestedet, og skulle hjem. Alle sådanne danserestauranter standsede meget tidligt, fordi folk skulle nå undergrunden, busser og sådan noget hjem, så de stoppede kl. 10 eller aller senest kl. 11, men det var også sådan, at man begyndte kl. 7, og så var alle der. Det var en kæmpe dansehal, den var lige så stor som en fodboldbane, og der var alle nationaliteter, det var meget, meget spændende.

Vi gik der i små sko, og vi stod oppe ved busstoppestedet, og tænkte, det var da mærkeligt, at der ikke stod mere end os. Så gik vi over for at ville have en taxa, for der kom ingen bus. Ham der holdt der sagde, at han kørte ikke ud, for det var så tåget, så det turde han altså ikke.

Når man så kører i bus sådan til daglig, så lægger man ikke rigtig mærke til alle de veje, så vi var rigtig på den Eva og jeg. Selv om hun var fuld seende. var vi rigtig på den, men vi havnede ved den station indtil flere gange, og endelig kom der en mand med en flagermuslygte, spadserende med sin hund, og så spurgte vi, om han ikke kunne hjælpe os.

Jo! Jo! det kunne han godt, det var da forfærdeligt, at sådanne to unge piger gik ude i den tåge. Da var klokken 1 om natten.

Han gik med os, og vi var ikke så langt hjemme fra. Jeg tænkte, hvad er han mon ude på, for det var slet ikke de veje , jeg kendte, men lige pludselig var vi ved havelågen.

Da vi gik ind ad havelågen, Eva skulle sove hos os om natten, så kom Mr. John ud ad døren. De havde lagt mærke til, at vi ikke var kommet, så han var klædt på og tændt sin flagermuslygte, og skulle ud og lede efter os. Det gjorde vi ikke mere, når det var tåget, men det kunne komme meget, meget pludseligt.

Jeg holdt jul i K.F.U.K. Det med at holde jul hjemmefra var slemt, det syntes jeg ikke rigtig jeg kunne klare.

Eva og jeg var altså i K.F.U.K. og holdt dansk jul der mellem en masse vrælende danske piger, fordi vi alle længtes hjem, men vi havde altså en god jul.

Vi var først i den danske kirke, og det år lå dronning Alexandrine for døden, og hun døde enten mellem jul og nytår, eller var det lige først ind i 1953. Der blev bedt for hende, og der var mange danske i kirken, og det var meget hyggeligt.

Så tog jeg med Eva hjem, vi skulle holde juledag hjemme hos hende, og det var en ganske forfærdelig tur med bus derop til, hvor hun var.

Folk var så fulde der juleaften, det er man jo i de lande, hvor man holder julefest den 25., så bussen skulle stoppe, hvis der var en, der skulle ud og brække sig, og det tog altså hele fornøjelsen fra vores juleaften, som havde været så dejlig, men det var godt, at vi var to.

Vi var i teater. Eva holdt fødselsdag derovre, og hun fik et par teaterbilletter i fødselsdagsgave til Drue Elaine. Vi var inde at se South Pacific, det var jo meget spændende. Jeg havde fået ny kjole, og det havde Eva også, og jeg havde fået et par lange mørkeblå hansker, af fruen der hvor jeg var. Vi var rigtig udstyret med højhælede sko, og hele balladen, og så kom jeg til at sidde ved siden af en i en uldsweater med langt hår og en beskidt cottoncoat, det passede ikke sådan helt sammen. Det var vi noget forarget over, vi mente, at når folk gik i teater i Danmark, så var de pænt klædt på, men det har vist også ændret sig herhjemme.

Vi havde også fjernsyn, og når jeg så skrev hjem og fortalte, at når der kom gæster derovre hos os, så slukkede man ikke fjernsynet. Det var man vildt forarget over herhjemme, for der slukkede man da radioen, når der kom gæster.

Men jeg ved ikke rigtig, nu tror jeg også, folk kan slukke for fjernsynet, men det var en overgang, det kunne man bestemt heller ikke herhjemme, det gjorde man ikke, man fortsatte bare. Det var ikke noget de gjorde meget ud af, når de sådan fik gæster.

Det eneste jeg skulle var at passe de her børn, og når jeg så var kommet i seng om aftenen, så bankede det på døren, og så kom Mr. John, og spurgte: “Are you in bed?” Så kom han ind med en stor kop dampende chokolade, som jeg skulle have på sengen, så jeg var rigtig møg forkælet.

Resultatet var også, at jeg var fuldstændig uformelig, da jeg kom hjem.

Jeg havde også en meget sjov oplevelse. Jeg ville så gerne møde Churchill, og jeg skrev så til Downing Street 10, om jeg kunne få lov at møde Churchill. Jeg tænkte, jeg kan da være ligeglad, jeg er da udlænding, så de kan da bare svare.

Jeg har et brev endnu, hvor afsenderen er Ten Downing Street, hvor parlamentet skrev, at det kunne jeg godt, jeg kunne få en billet til parlamentet, men så kunne jeg ikke være sikker på, at det var Churchill, der var der.

Jeg nåede faktisk aldrig at komme ind i parlamentet, det kunne ellers have været meget spændende.

Men så tænkte jeg, nu havde jeg fået blod på tanden. Jeg skrev til dronning Elisabeth, det var i øvrigt i kroningsåret, jeg var der.

Hun skulle krones på min fødselsdag den 2. juni 1953, så de havde meget travlt med at stille op med bænke og stilladser, og jeg ved ikke hvad, der om efteråret. Jeg skrev til dronning Elisabeth på Buckingham Palace, om jeg kunne få lov at se dronning Elisabeth. Jeg fik et brev, som jeg også har endnu, fra hendes “lady in waiting”, altså hendes første hofdame, at den og den dag, der kunne jeg stå inde ved lågen på Buckingham Palace, så ville dronning Elisabeth og hendes børn passere der.

Jeg startede op til London, jeg havde fået et fotografiapparat, et kasseapparat til min 18 års fødselsdag, det havde jeg jo med. Jeg gik jo op foran, men der blev jeg bremset. Så gik jeg hen til en politimand, og sagde, at jeg ville op og se dronningen, ja, men det kunne jeg ikke sådan komme.

Jeg hev brevet op ad lommen, og han grinede lidt, og så sagde han, ” kom så her”, så tog han mig med, så kom jeg op og stå ved pressefolkene.

Jeg nåede også at se hende, men jeg var mere optaget af, at få taget det her billede af hende. Jeg så hende passere lågen ind til Buckingham Palace, med det resultat, at da jeg senere gik op i byen, og købte en avis, så var der et stort billede på forsiden, af dronningen og børnene, så jeg havde ikke behøvet at gøre så meget ud af det, jeg fik næsten heller ikke noget på filmen.

Sådan gjorde jeg en masse, for at opleve noget i London, og der sinkede mit syn mig egentlig ikke meget. Jeg havde jo et godt centralt syn, og jeg var altid ude om dagen, jeg passede på ikke at gå ud om aftenen.

Så kom Eva og jeg så hjem den første april, og så skulle jeg til at begynde at læse. Nu havde jeg min foruddannelse færdig. Der var rykket for en helbredsattest, som jeg skulle have, og min far havde så svaret, at den kunne de få, lige så hurtig jeg var kommet hjem fra England. Der stod på den “temmelig kraftig”, og det har vi sådan grinet af siden, for jeg var også tyk, jeg ved ikke hvor mange dobbelt hager der var, vi spiste biskuits og store chokoladekiks i lange baner, så vi var også enige om, at der var nok nogle af fabrikkerne, som nu var nød til at lukke. Engelsk mad er fed mad. Det var rigtig hvedebrød og fed stegt mad, vi levede altså godt.

Jeg var jo ovre for at lære noget, og det gjorde jeg virkelig også, og vægten fik jeg hurtig på plads igen.

Jeg mødte på Ankerhus i Sorø den 3. maj, og det var altså meget spændende, og det blev så starten på min uddannelse, som skulle vare i to år.

Det første, jeg stødte på, som jeg ikke kunne klare, det var, at vi havde Botanik. Vi skulle kende, jeg ved ikke hvor mange græsarter, det var næsten 100 græsarter.

De havde plukkede græs sat i glas, og så kunne vi gå rundt og kigge på det og skrive op, men jeg kunne ikke se det.

Det skulle vi kunne som husholdningslærer, og vi havde også lige så meget kemi, som man har til første del af lægeeksamen. Vi havde mange fag, og vi skulle have en regne- og danskkarakter, som svarede til et MG i realeksamen, så hvis man ikke havde den realeksamen, så måtte man tage et kursus i dansk og regning, de to karakterer skulle være der.

Jeg måtte så gå til forstanderen, og sige, at jeg ikke kunne tælle de her støvdragere og sådan noget på de blomster, det var mig altså umuligt.

Det blev der så taget hensyn til, jeg fik ikke den store karakter, jeg var ikke nogen ørn til det der, men det var heller ikke det, der var det vigtigste.

Der, hvor jeg klarede mig bedst, var demonstrationer i madlavning og bagning og undervisningsøvelser osv.

Vi havde også alle mulige mærkelige fag. Da vi så skulle op til kemieksamen, så blev jeg syg. Jeg havde influenza, og jeg var meget syg. Jeg havde høj feber, og der kunne ikke være tale om, at jeg gik til eksamen. Så skulle jeg til sygeeksamen, og det var jeg jo heller ikke særlig stolt af, for så skal man til at læse det op en gang til 3 måneder efter. Jeg var møg nervøs, det var jo ikke et fag, jeg var særlig god til, jeg havde stået flere nætter ved tavlen, og tegnet cykliske ringe .

Vitaminerne har nogle formler så lange, så lange, jeg kan endnu få mareridt over B-vitaminer, det har nogle tegninger, nogle sidekæder med alle mulige mærkelige bogstaver, og jeg måtte simpelthen lære det udenad, for jeg forstod det simpelthen ikke.

Forstanderen kom så op og snakkede med mig ved sygesengen, og sagde, at jeg godt måtte gå op til eksamen. Jeg kunne jo godt tåle en negativ karakter, for efter de andre fag at dømme.

Jeg kunne selv vælge, og så kunne jeg nok gå ned i dagligstuen, der hvor vi boede på seminariet.

Det kunne jeg imidlertid ikke, jeg kunne simpelthen ikke stå på mine ben, men læreren, som var en lektor inde fra Akademiet, ville godt komme op og eksaminere mig.

Jeg sad oppe i min seng, og fik en bakke med alle de her sedler på, og der var sensor og det hele med, og så trak jeg heldigvis sådan et nogenlunde rimeligt spørgsmål og fik et fint MG, og det var jeg udmærket tilfreds med.

Det var et ret svært fag for mig, og jeg har heller ikke brugt det siden, så det gjorde ikke så meget.

Det pudsige er, at jeg senere i mit arbejde i Dansk Blindesamfund traf lektor Nordal Svendsen, som blev medlem af Dansk Blindesamfund, han så også elendigt dengang, han havde nogle tykke brilleglas, og han kunne slet ikke se os nede på rækkerne, så vi kunne lave al den ballade med ham vi ville, for han kunne simpelthen ikke se os. Så han kiggede det bedste han havde lært ud af de tykke brilleglas, og jeg fik min eksamen, og da jeg så senere traf ham, så skulle vi have ham til en studiekreds i Næstved. Så gik jeg hen og sagde goddag Norddal Svendsen, jeg er gammel elev 53/55 fra Ankerhus, og tænk, så kunne han huske næsten alle dem jeg havde været sammen med. Så sagde han, “Ja, men det var jo dig, der fik eksamen på sengen i den lyserøde natkjole!” Og jeg har aldrig ejet en lyserød natkjole. Det mente han nu altså det var, så det var jo egentlig meget sjovt, så fik vi frisket det lidt op igen. Han blev helt blind, og jeg besøgte ham også senere hen.

Så havde vi også almindelig husførelse, rengøring, vask og alt sådan noget. Vi havde jo mange fag, man var faktisk all round uddannet. Den gang hed det Statsautoriserede husholdningslærerinde.

Det var dengang, da det hed lærer og lærerinder. Men vi havde ingen mandlige elever den gang. Vi havde 5 nordmænd, for de havde ikke noget Husholdningsseminarium dengang i Norge, så de kom til Danmark, når de skulle i lære.

Jeg har kendt den gamle Magdalene Lauritsen, som der har været skrevet nogle bøger om, hun var ældgammel, da jeg var der, og døde året efter. Hun underviste ikke, men vi havde hende til nogle foredrag. Hun havde startet hele husholdningssagen i Danmark sidst i 1800 tallet.

Vi skulle så søge job, da vi var ved at være færdige på Ankerhus. Nu syntes jeg snart, at jeg havde været længe nok hjemme fra, så nu ville jeg lidt hjem igen. Jeg søgte på Klank efterskole i Jylland, som ligger mellem Århus og Silkeborg, og det var en lille efterskole, som simpelthen ikke havde penge. De havde 15 elever, 15 piger om sommeren, og 15 drenge om vinteren, så det var en sommerskole for mit vedkommende.

Jeg kan endnu se forstanderen gå forbi køkkenvinduet om formiddagen. Han havde også noget landbrug, og så kunne han sige: “Kan du bruge majroer i dag Birthe?”, og så skulle man bruge det, vi havde ikke noget at gøre med. Der var to gammeldags komfurer nede i køkkenet, og hvidskuret bord og skuret gulv. Det var et skrækkeligt lille køkken, og ikke noget rigtig sted at sidde og spise, men det gik jo meget godt.

Jeg troede, at nu hvor jeg var blevet færdig, så skulle jeg ikke lave al den autoritet, som var på Ankerhus, det ville jeg lave om på, jeg ville være kammerat med mine elever. Jeg startede ud med Birthe og du og al det der, og det tog fuldstændig magten fra mig.

De kom ind på mit værelse, og så havde de været inde og hente ugeblade, og så havde de været inde og gøre dit og dat, det kunne jeg faktisk ikke styre, så jeg lærte, at lidt afstand, er der nød til at være.

Så havde jeg en elev, hun havde det sådan med at gå, når vi havde spist. Så skulle hun ud og hente brænde, eller så skulle hun på toilettet eller et eller andet. Så var der een, der sagde, at Anny ligger omme ved brændeskuret og tager solbad. Det er fint, lad hende bare ligge, og så sagde jeg til de andre, at nu måtte de gerne gå fra køkkenet og op og holde middag. De stillede sig så oppe på trappen, bare op med jer, sagde jeg, og luk dørene.

Så kom hun også svingende ind med den her brændekurv. Så sagde jeg, det er i orden, nu sætter jeg mig her, så nu kan du godt begynde at vaske op og skrubbe. Det var gryder med sort sæk, altså den der skulle ned i komfuret. “Du skal skrubbe gryder og gøre komfur rene”. Og i mellemtiden havde jeg været ovre og sige til forstanderen, at hun kom ikke til undervisning den første time, den skulle jeg nok tage om aftenen. Jeg tror de skulle have dansk, hun skulle altså blive færdig i køkkenet.

Nej, hvor var hun sur, men det skete jo aldrig mere, selvfølgelig. Så det var en måde, jeg fik hende kureret på. Det var meget skægt.

Den sommer den gik, og jeg cyklede hjem, og det gik faktisk utroligt godt med at cykle, det kan jeg ikke forstå i dag.

Mit syn begyndte så småt at drille mig, mit synsfelt blev jo mindre, men jeg cyklede altså hjem, jeg havde en 25 km. hjem til far og mor.

Så tog jeg til Århus, og så ville jeg prøve at undervise i aftenskolen om vinteren. Der havde jeg 2 herrehold og 3 damehold i F.O.F., Folkeligt Oplysningsforbund. Det var rundt på skolerne i Århus, foruden at jeg meldte mig som vikar ved skolevæsenet, sådan at jeg kunne tage nogle dagtimer, i folkeskolen og være vagt ved terminsprøver eller et eller andet. og jeg var meget glad for de aftenskolehold, bortset fra, at jeg var ikke så glad, når jeg skulle hjem om aftenen. Jeg skulle igen gå efter de her gadelygter, jeg var ikke så stolt af det, men jeg tænkte måske ikke så meget. Jeg troede nok folk kunne se bedre end jeg, men alligevel, de kunne nok heller ikke se så meget, når det var mørkt. jeg var ikke rigtig klar over alvoren i det der.

Jeg begyndte så småt at søge øjenlæge, og fik også at vide, at det var ikke så godt.

Jeg prøvede så at søge ned på Sundhedslaboratoriet i Århus, fordi min far kendte den overdyrlæge, der var dernede, og jeg kunne godt tænke mig at gå laboratorie vejen. Men det måtte jeg hurtig opgive, det kunne jeg slet, slet ikke klare.

Jeg blev klar over, at jeg skulle lave noget, hvor jeg ikke skulle bruge synet mere end højst nødvendigt. Da sagde overdyrlægen til mig, at jeg skulle være glad for, at jeg kunne se at stege frikadeller.

Han måtte simpelthen, inden jeg selv fik sagt op, kalde mig ind og sige, at det kunne ikke nytte noget, jeg kunne ikke se numrene på de mælkeprøver, der kom ind, kødprøver og sådan noget, Det var altså spændende, men det duede altså ikke.

Det var et nederlag, som jeg har det dårligt med,

Da jeg så var færdig i Århus den vinter, så tænkte jeg, at nu ville jeg gerne tilbage til Sjælland igen, og så søgte jeg til Sydsjælland.

Så i foråret 1956 der tog jeg så til Sydsjælland til Lekkende ungdomsskole. Det med at finde her ned til Sydsjælland, var noget af en opgave, men jeg havde undersøgt det, og fået at vide, at jeg skulle med “Merngrisen”, en privatbane, som gik fra Næstved til Mern, og jeg skulle stå af i Allerslev.

Jeg havde ringet til forstander Hvid Petersen, at jeg kom ved den og den tid. Ja, men jeg kunne få telefonnummeret på en taxa, og så kunne jeg komme derop.

Det var mit første indtryk, og ham syntes jeg ikke, jeg kunne lide. Når man kommer så lang vej væk fra, så kunne man ikke engang hente en, så tænkte jeg, det klarer jeg vel nok også.

Jeg kom herned med toget, og jeg havde så ringet og bestilt den her bil, og så kom taxachaufføren ind, og sagde go´daw. Så sagde jeg, hvordan kunne du vide det var mig, Jo, for du var den eneste, jeg ikke kendte. Så jeg tænkte, nu er jeg da kommet på landet. Jeg skal også have min kuffert med! Den har jeg taget, sagde han. Nåh, men ork dog, det var jo alt i orden, det var jo også den eneste kuffert, der stod der. Vi kørte, og vi kørte rundt og rundt og rundt, og det gør man omkring den hovedbygning deroppe på Lekkende. Jeg sagde, her finder jeg aldrig fra igen, så skal du bare ringe til Enghave 101, så kommer jeg og henter dig!

Jeg kom så op på skolen, og det første jeg blev sat til, det var at sætte kartofler sammen med forstanderen, de første par dage. Jeg tænkte, Hvad er det her for noget, men jeg kom i gang med at undervise.

Så gik jeg tur med forstanderens kone i dyrehaven, det er jo en smuk egn, en ganske dejlig egn. Lekkende ungdomsskole var dengang hovedbygningen, der hørte til herregården Lekkende, og som igen hørte under Ålholm på Lolland.

Der var nu efterskole, der var pigeskole hele året,. Vi gik så en tur i dyrehaven, og hun spurgte så om jeg var forlovet, nej, det var jeg så ikke, ja fordi gartneren havde altså en søn. Så jeg sagde, i leger måske Kirsten Giftekniv, så snart man kommer ind her? Nej, det gjorde hun altså ikke. Det blev så gartnerens søn alligevel.

Der var ikke meget liv der på Lekkende. Der var en skytte, og der var en bestyrer og der var gartneren, og vi var 3 lærerinder. Jeg var i køkkenet, og havde dansk, regning og engelsk, som fag ved siden af skolekøkkenet, og så var der 2 håndarbejdslærere, som også havde nogle andre fag, som gymnastik o.l. Vi havde det rigtig skægt, og sommeren gik, og der var som sagt pragtfuldt der, og så kom vi frem til de skulle hjem.

Jeg lod mig så overtale til at blive den næste vinter, og der traf jeg så Ib. Jeg havde en læsekammerat, som var på Vordingborg husmoderskole som lærer, og hun havde sagt, at hun havde sendt så mange hilsener til mig, og dem havde jeg aldrig fået. Så en dag jeg var nede i gartneriet, så spurgte jeg Ib, om det var ham, der kom på Vordingborg Husmoder skole, og det var det. Så sagde jeg, om han ikke havde nogle hilsener til mig. Jo, det havde han vist egentlig. Nå, det havde jeg så fået at vide. Så det var så det. Så snakkede vi om hvor gammel hun mon var, og det væddede vi faktisk et kilo appelsiner om.

Det var så med at få at vide, hvor gammel hun var, for jeg kunne ikke huske det, jeg vidste hun var ældre end jeg, men jeg tabte væddemålet, i hvert fald, og jeg måtte så aflevere de her appelsiner, så nu har vi snart været gift i de her 41 år, så vi har altså holdt sammen siden.

Ib kom så op på skolen i fuld åbent lys, så det vidste forstanderen godt, så jeg fæstede mig så for det næste halve år, nu trak det jo med, at jeg havde Ib derovre.

Man havde så fri til det nye hold elever kom til april, og så spurgte jeg forstanderen, om jeg kunne få noget arbejde der. Der skulle gøres hovedrengøring og forskelligt her på skolen, ellers skulle jeg være uden løn en hel måned, og det havde jeg ikke rigtig råd til, og så sagde han, at det skulle han lige snakke med sin kone om, og så sagde han, at det kunne jeg godt, og lønnen var, at jeg skulle ikke give noget for at bo der. Så sagde jeg, jeg kan også bo gratis hjemme hos min far og mor, så det havde ingen interesse.

Jeg tog hjem, og jeg var så mænd ikke mere end kommet hjem, så fik jeg et brev fra forstanderen, at de ikke ønskede jeg kom på skolen, for når deres lærere havde omgang med egnens beboere, så havde det ikke nogen interesse mere.

Far blev så vred, så han sagde, at du tager ikke derover mere, jeg har altid haft et godt og trygt hjem, jeg har altid kunnet snakke med far og mor om alle ting, og far sagde, at der skal du ikke tage over, det er da en kedelig karl.

Ja, men jeg havde jo Ib derovre, og jeg tog altså også derover igen, og Ib sagde, skal jeg gå med dig op og snakke med forstanderen. Nej det skal jeg nok selv klare, og det gjorde jeg også. Jeg sagde så bare, at det blev ikke anderledes, jeg ville så have nogle fridage om aftenen , nogle fri aftener om ugen, så jeg kunne gå ned til Ib, når han ikke måtte komme på skolen. Ja, men han var meget velkommen nede i dagligstuen, Ja, men jeg tror han betakker sig for at komme her mere.

Det blev så en kedelig sommer der. Så blev vi enige om at ringforlove os til min 25 års fødselsdag, for så var det også mere åbent overfor eleverne.

Min far og mor var derovre, da vi blev forlovet, og jeg kan endnu huske, at forstanderen gik og slog græsplæne, og far gik op over græsplænen, over imod forstanderen for at hilse på ham. Men han stoppede plæneklipperen, og gik sin vej. Det var ikke det helt gode forhold den sommer der.

Jeg begyndte at søge efter noget andet, og jeg fik et vikariat i folkeskolen. Der var en landsbyskole, som hed Faksinge skole, den ligger mellem Næstved og Præstø, ikke så langt fra Præstø, og de søgte en vikar, og jeg tænkte, det prøver jeg.

Det skulle så stå sin prøve, for det var så der, det begyndte at blive rigtig svært. Men jeg fik vikariatet, og jeg var der altså i 5 et halvt år, til skolen i Præstø byggede den store skole, og jeg var der fra oktober 57 , hvor man skulle fyre i kakkelovn, jeg skulle op næsten midt om natten, for at få varme i den store skolestue, en kæmpe kakkelovn med en stor kappe omkring. Jeg skulle hugge pindebrænde, og jeg var så ræd for at få hugget i mine fingre, så det endte med, at Ib måtte hugge pindebrænde for mig, når han kom ud og besøgte mig.

Dengang var det sådan, at når lærerinden ikke var gift, så havde hun ingen mandfolk, så jeg cyklede hjem til mine svigerforældre hver lørdag. Vi sluttede først lørdag kl. 3 på skolen. Jeg havde 2 årgange sammen, det havde jeg jo heller aldrig prøvet før, sådan havde jeg ikke selv gået i skole. Anden og tredje årgang gik sammen, og første klasse gik alene om eftermiddagen.

Jeg cyklede jo hjem, for man skulle jo ikke sige lærerinden noget på. Ib overnattede aldrig på Faksinge skole, Det havde vi altså besluttet, at mit gode navn og rygte, det skulle vi da bevare, men det var også vores vilje, at vi skulle giftes til foråret.

Vi blev så gift den 3. april 1958, og jeg fortsatte så i skolen, og jeg måtte op og spørge sognefogeden, om Ib måtte flytte ind på skolen, og det skulle de også lige holde et lille møde om, men det havde man så ikke noget imod. Det gik meget på det dengang, tænk på, det er da ikke så mange år siden.

Vi havde vandpost i gården, vi havde lokum i gården, og jeg havde en kæmpe skolehave, så hvis jeg ikke havde haft Ib, så havde den set forfærdelig ud. Jeg kunne jo ikke lave ret meget i haven, det var jeg ikke vant til, og jeg kunne faktisk heller ikke rigtig se ukrudtet længere. Til sidst måtte Ib også hjælpe mig med at rette opgaver, jeg kunne rent faktisk ikke selv.

Medens jeg var i Faksinge Skole, fik vi undersøgt arveligheden, og fik at vide, både på Øjenklinikken på Blindeinstitutet og fra øjenlægen i Næstved, at min øjensygdom var arvelig, og de frarådede os at få børn.

Det blev så ikke til noget med at få børn, Ib passede hus og have der, og jeg gik med overfrakke på i det store køkken om vinteren, og vi måtte slå hul på isen i spanden, når vi skulle vaskes om morgenen, det er ikke en gang lyv, der kunne ligge et lille lag is oven på vandspanden, så det var noget med at få isflager i ansigtet. Vi lavede vandkamp, og løb hen over skolegården med vandspanden, det var jo herligt alt det der.

Vi fik mange gode venner derude, og mange af dem har vi også endnu, og det var nogle rigtige gode år. Jeg elskede de skolebørn, og jeg tror egentlig også, de var glade for mig. Jeg har da haft forbindelse med flere, efter jeg har forladt skolen.

Så skulle Præstø skole bygges, så var det også på tide, jeg holdt op.

Vi tog til en øjenlæge i København, som hed Jens Edmund, og han var den første, der havde mod til at sige til mig, at min prognose var dårlig. I løbet af en 5-6 år, så havde jeg nok ikke mere syn. Det var et ordentlig smæk, men på den anden side set, så vidste jeg, hvad jeg havde at rette mig efter.

Vi snakkede så småt om jeg skulle søge pension, men det skulle jeg i hvert fald ikke. Det vidste jeg også, at det ville min far og mor bestemt ikke synes om, vi skulle klare os selv.

Ib var gået i lære som smed, det havde han altid ønsket sig. Han kørte ellers for sin far og solgte grøntsager, men det gav ingen ting, så han gik i lære. Vi havde faktisk ingen penge, vi havde det meget småt. Vi skulle væk fra skolen i foråret 1963, og vi købte det her hus i Ammendrup, og havde min far med her ovre og min svigerfar som var gartner på Lekkende var med og kigge på det. Vi turde så købe det, for Ib var så praktisk, han kan lave alting, så derfor turde vi godt binde an med en gammel købmandsforretning, hvor der skulle laves en masse. Det kunne vi så tage efterhånden som vi fik råd til det.

Jeg havde en svigerinde, min mands søster, som var sygeplejerske på Rigshospitalet. Via hende kom vi i forbindelse med en veninde, som var blevet skilt, og ikke vidste, hvor hun skulle være henne med en dreng på 15 måneder og en pige på 2 et halvt år.

Vi ville jo gerne tjene nogle penge, så vi tog dem herned. Vi havde jo et stort hus, det så godt nok ikke særligt godt ud, men hun var også lige glad, når bare hun havde et sted, hun kunne være med sine børn. Hun flyttede herind, og gik på arbejde om natten som sygeplejerske, og børnene var her, og de boede hos os, indtil hun fandt noget andet. Det kunne give en lille skilling til husholdningen.

Det blev bare sådan en lykke for os, børnene har været meget hos os, de har også gået i skole her, og er blevet ved med at komme her, og som voksne betragter de os nærmest som forældre, og huset her som deres hjem, og det er Ib og jeg utrolig glade for, så vi fik ligesom alligevel børn

De er blevet vores plejebørn, vi har ikke adopteret dem, men det er fuldstændig vores. De har deres mor endnu, men det er ligesom os der tæller, og det kan vi så kun være glade for.

Der var ingen der kunne vide, det skulle gå sådan, som Marlene engang sagde til Ib, vi var ude at køre, og hun var ikke uden 8 9 år: “Ja, om nogle år, så kender vi måske nok ikke jer! “Det var jo egentlig ærligt sagt, det var jo ikke sikkert, de gjorde det, men det gør de altså endnu, det var jo dejligt nok.

Ib blev så udlært, og jeg søgte så min pension, fordi min far sagde, at selvfølgelig skulle jeg det, jeg har jo betalt skat altid, så selvfølgelig skulle jeg da søge min pension, og jeg fik den da også med det samme med højeste bistandstillæg.

Jeg havde jo i mellemtiden sat mig i forbindelse med Dansk Blindesamfund, det var heller ikke noget, der var så naturligt dengang. Jeg ville lære at skrive på maskine.

Jeg havde noget aftenskole hernede på plejehjemmet for unge piger og unge drenge, det var nærmest ungdomsskole, og jeg havde også noget undervisning ude i Præstø skole om aftenen, men der måtte Ib ud og hjælpe mig om aftenen med at gøre rent efter dem, for de løb jo om hjørner med mig, de smed rundt med tingene, så Ib måtte med ud og se, om skolekøkkenet var i orden.

Det var surt tjente penge, men jeg ville jo så gerne beholde noget arbejde i min uddannelse, men det var svært, og jeg ville ikke fortælle nogen, jeg så dårligt, det måtte de jo ikke vide. De har selvfølgelig vidst det alle sammen, men det ville jeg ikke vise at jeg så, så dårligt, som jeg gjorde.

Det var mit mål, at jeg ville lære at skrive på maskine. Jeg ringede til Blindes arbejde i Næstved, men det kendte de ikke noget til, men jeg kunne da prøve at ringe til Dansk Blindesamfund. Det gjorde jeg så, jeg ringede ind til Randersgade, og de kunne så fortælle mig, at der boede en blindekonsulent i Præstø, og hende kunne jeg så kontakte.

Det var så Karen Petersen oppe i Lundegård, og hun kom her med bussen. På det tidspunkt havde vi nogle låger, hvor der var en pind i midten, hvor de her låger skulle samles, og stoppe en pjårt ned i, og det snublede Karen over. Jeg kan huske det endnu, hun snublede over det, da hun gik ind, og så tænkte jeg — Nåh! det var da egentlig meget rart, at der var andre, der kunne sådan noget end lige mig. Jeg havde også dækket her, hvor vi nu sidder til kaffe til Karen og mig, og det var en hel lettelse at snakke med en, som også så dårligt og som havde de samme problemer, det troede jeg sådan set, jeg var helt alene om i denne Verden. Karen gik meget lempelig frem, hun kunne godt mærke, at jeg ikke var moden hverken til det ene eller det andet, jeg ville bare lære at skrive på maskine, det var det eneste, der stod mig i hovedet.

Hun sagde så, at det var helt ovre i Jylland, hvis jeg skulle lære at skrive på maskine, men det skulle jeg jo selv om, men jeg ville altid kunne ringe til hende, hvis det havde interesse.

Karen var meget diplomatisk, og jeg kan endnu huske, at Ib gik og malede vinduer heromme bagved, og så gik jeg om, da Karen var taget af sted. Ib spurgte, om jeg fik noget ud af det, ja, det gjorde jeg jo, jeg kan godt komme til at skrive på maskine, men så bliver det i Jylland. Nå, jamen det vil du da ikke.

Så tænkte jeg, han ved godt jeg er et pivehoved, og at jeg ikke vil ret meget, men nu skulle jeg vise ham. Jeg ringede så til Karen, og sagde, at det ville jeg gerne.

Jeg var i mellemtiden blevet opereret inde hos Boberg Ans. Han prøvede at operere ved at tage noget muskel inde bag ved øjet, og lægge ind genne synsnerven, og se om der ville komme næring til nethinden, og det blev godt en 14 dages tid, men så var det altså slut med det. Det kostede vi selv, og det var dyrt, og det var ophold på en privatklinik, men det måtte vi så suge lidt mere på lappen for, at jeg kunne komme derind.

Jeg fik nogle blokader inde hos en dr. Nandrup inde på Dalgas Boulevard. Jeg tog bus til Valby, og så travede jeg fra Valby til Dalgas Boulevard, og jeg fatter ikke i dag, at jeg ikke kom noget til, det er så ubegribeligt. Det var lige inden, jeg kom på senblindekursus, jeg havde hverken stok eller noget, og jeg måtte somme tider stå på gaden og lytte og finde ud af, om jeg nu var uden for den dør, jeg skulle ind ad, og så prøve om det var det dørhåndtag.

Vi kørte også sommetider derind, men vi havde faktisk ikke råd til køre derind ret meget, jeg var næsten nød til at tage bussen, det var altså billigere.

Så kom jeg op til ham, og han sagde til mig, har du slet ikke noget på dig, som viser at du ikke kan se? Nej, sagde jeg. Hvad du gør ude på Bøhlandet, sagde han, det er jeg ligeglad med, men prøv en gang og tænk på, hvis nogen kører dig ned herinde i København. Du kan blive ødelagt, det er så hvad det er, men du kan ødelægge et andet menneskes liv fuldstændigt, ved at have gjort det.

Det skal jeg love for, den sad, det fik mig virkelig til at tænke overtingene. Jeg har brugt den mange gange senere mine kursister, det er jo nemlig rigtig, det er jo ikke kun os selv, det går ud over.

Jeg drog til Hobro, og Ib kørte mig til København til Lyntoget, fordi dengang skulle man jo gå ombord på færgen, det var kun lyntoget, som blev færget med, og det kunne jeg jo slet ikke finde ud af, jeg kunne jo ikke ret meget.

Ib satte mig i Lyntoget, og foran os, da vi gik ned, kunne jeg gennem tårer se, at der gik nogen. Så sagde Ib, prøv at se der, det er måske også en , der skal derop.

Det var så Kaj Agerbæk og hans kone, der havde fulgt ham til Lyntoget. Kaj Agerbæk gik sådan lige med hånden op på sin kones Ingas skulder, sådan så han vidste, hvor hun var henne. Se der er nogen, som kan finde ud af det, sagde Ib men det var jeg fuldstændig ligeglad med.

Jeg satte mig ind i Lyntoget , og jeg troede ikke, jeg var gift, når jeg kom hjem igen, jeg troede ikke jeg havde min mand, for hvad skulle han beholde sådan et skrog til, der var jo ikke meget ved mig.

Jeg tog af sted, og så kom fru Dyssel fra Instituttet igennem toget, og så spurgte hun mig, om jeg skulle til Hobro. Ja, græd jeg, det skal jeg. Hun sagde, når vi kommer på færgen, så går vi op og får en kop kaffe, og hun prøvede at gøre alt muligt for mig, jeg var ikke mange sure sild værd, og så blev jeg så glad for at være deroppe.

Det vendte jo fuldstændig op og ned , så det blev næsten for voldsomt, da jeg så kom hjem, fordi så var jeg helt over i den anden grøft, så kunne jeg faktisk alting. Jeg kunne skrive på maskine, jeg kunne læse punktskrift, jeg kunne lave håndarbejde, jeg kunne gå med den hvide stok, jeg kunne det hele, indtil jeg sådan faldt lidt ned, hvor det så skulle være.

Det var tre uger, men jeg havde jo min far og mor ikke så langt væk, så jeg tog hjem dengang på weekend. Dengang måtte man godt forlade kurset, måske ikke så gerne, men jeg fik altså lov.

Jeg var meget glad for det ophold, og det gav mig stødet til at jeg nu kunne se, at det var indenfor den verden, at jeg skulle begå mig. Det var Karen også godt klar over, så det var bare sagen.

Jeg skulle gå Mobility på Senblindekurset i Hobro, det blev jeg så betaget af, der var jeg jo heller ikke hjemme i mit eget miljø, det kunne jo ikke sammenlignes, for der var jo ingen der kendte mig i Hobro by. Da jeg kom hjem, skulle jeg til Præstø med min lange hvide stok, jeg var ikke meget for det, men jeg havde jo en herhjemme, der ligesom skubbede til mig, at jeg skulle fortsætte med at bruge den stok.

Den første dag jeg gik i Præstø med den hvide stok, da gik jeg jo op ad gaden. Jeg var ikke meget for det, jeg mente jo ellers, jeg var ekspert i at bruge den, men den hang jo i fliserne derude i Præstø. Så kom der en lille pige cyklende på sin trehjulede cykel, og så siger hun, hvorfor går du med fiskestang på gaden? Så sagde jeg, at det var ingen fiskestang, og så fortsatte jeg, og så kom jeg i tanke om, at det ikke var noget særligt pænt svar, at give sådan en lille størrelse, så jeg vendte mig alligevel om og kaldte på hende, om hun ikke lige ville komme hen til mig. Så forklarede jeg hende hvad det var, at den hverken var magisk eller noget, hvis hun smed sin cykel osv. osv. så ville det være stokken, der ramte cyklen og ikke mine skinneben. Det havde vi en snak om, og så satte hun sig på cyklen, og så vendte hun sig om, og sagde nåh! Og jeg vidste jo godt, at nu skulle hun i hvert fald hjem til sin mor, og fortælle hvad hun havde mødt, og hun glemmer det naturligvis aldrig.

En anden gang mødte jeg en dreng, der gik i første klasse, det var sne, og det var inden jeg fik hund. Der var sne på gaden og på fortorvet, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af det. Jeg skulle hen til tandlægen, og jeg gik fra rutebilen, og der hjælper mobility ikke ret meget, når der først er sne, men der var skrabet nogle steder. Så kom der en knægt og sagde, om vi skulle følges ad. Det var meget fint, sagde jeg. Skal du også hen ad Jernbanegade, Ja det skulle han, og vi gik og snakkede, og så siger jeg, hvem har fortalt dig, hvad den her stok betyder? Det har vi lært i skolen! Det var sørme fint, det må du gerne sige oppe i skolen, det var flot, nu har du hjulpet en, der ikke kan finde ud af det. Pludselig kylede han tasken over havelågen. Du bor måske her? Ja, svarede han. Jamen jeg kan godt finde hen til tandlægen, nu er der kun 3 huse, Arh! jeg må hellere gå med, sagde han. Det gjorde han så, det var bare så sødt af ham, der er børn jo så dejlige og så umiddelbare, de har ikke lært at blive generte endnu. Voksne vil også gerne, men de ved ofte ikke hvordan, de skal takle de ting der.

Jeg blev medlem i sommeren 67, og så tog jeg på senblindekursus i efteråret 67, og så kom jeg i kredsbestyrelsen foråret 68.

I april 1968 holdt H.C.Seierup op som landsformand, og Svend Jensen blev hans efterfølger.

Sjællandskredsen kreds 2, som dækkede hele Sjælland, foruden København 1. kreds, skulle nu deles op, og der skulle nogle nye kredsbestyrelse til.

Jeg husker endnu, jeg lå med influenza herhjemme, og pludselig kom der en på cykel, det var Børge oppe fra Lundegård. Vi havde ikke telefon dengang, og han kom og bankede på. Han skulle hilse fra Karen, og sige, om jeg kunne tage med til Roskilde næste dag til et møde, for de var interesserede i at bruge mig til noget.

Da Ib kom hjem fra arbejde, var jeg klædt på og det hele. Jamen du godeste er du rask, spurgte han.

Ja, det var jeg, for nu kunne de bruge mig til noget, så nu var jeg meget, meget bedre, og jeg skulle til Roskilde næste dag. Ib sagde, mon jeg ikke skal se, om jeg kan få det lavet, så jeg kan køre for jer, så han kørte for Karen og mig derop.

Vi var så to nye , den anden hed Eigild Frank, og han havde været medlem noget længere end jeg, og så var der Karl Vilhelm Andersen, som var formand for Sjællandskredsen. Vi blev så lukket udenfor, for de skulle diskutere, hvem de skulle foreslå som kredsformand.

Det blev så Eigild Frank, og jeg blev opstillet som bestyrelsesmedlem. Jeg blev så valgt i Næstved, på det der hed Vises Hotel, det lå lige over for banegården, og der holdt vi alle vores bestyrelsesmøder, og vi holdt generalforsamling, vi lavede studiekreds, og dengang kunne man godt risikere, at komme til Næstved kl. 10 om formiddagen, og så begyndte mødet ikke før end kl. 12 eller halv tolv. Der var ikke så mange forbindelser, og vi sad over på banen, eller vi gik over på hotellet. Det var der ingen snakken om, der var ikke nogen fællestransport eller noget, men det var der jo ingen, der havde, alle prøvede at klare sig selv.

Senere holdt vi vores møder henne på Kvægtorvet, det er vist også ryddet alt sammen nu, jeg blev i hvert fald valgt deroppe, ingen kendte mig, jeg var helt ny. Der var nogen lidt ældre, der var opstillet, men Karl Vilhelm snakkede godt for mig, det var meget pænt af ham. Svend Jensen var nede og præsentere sig som den her mand, som skulle være landsformand. Han var blevet valgt, men skulle først tiltræde 1. april, det må så have været sidst i marts.

Jeg var så i bestyrelsen, og jeg fik ikke faktisk ikke rigtig nogen opgaver, det var jeg lidt sur over, for jeg syntes godt, at jeg kunne lave noget, så jeg sagde så, at hvis jeg ikke kom til at få noget arbejde, så syntes jeg ikke rigtig, at det var spændende at sidde som minister uden portefølje, så gad jeg ikke rigtig .

Så fik jeg noget med undervisning, aftenskoleundervisning, og vi måtte så også have telefon, og det hjalp Dansk Blindesamfund mig til, og det syntes jeg da var meget spændende, det kendte jeg da noget til. Så skete der et eller andet, med Eigild Frank noget uoverensstemmelse med en legatansøgning, det var vist ikke så forfærdeligt meget, det var i hvert fald nok til han blev vred, han gik sin vej.

Karen og jeg blev kaldt til Roskilde igen, fordi nu skulle der altså ske noget, og det var i efteråret 1969, og dvs., jeg blev så valgt på generalforsamlingen den 9. september som kredsformand i de gamle Præstø og Sorø amter.

Der skete en kredsomlægning senere i 1980, og det blev så 11. kreds Sydsjælland, og jeg vil så sige, at jeg gik så af som kredsformand i 1997, det skulle have været den 6. september, det var så min skyld, det ikke blev den dag, for vi blev inviteret til et bryllup. Det blev så 3 uger senere, det var den 28. september, jeg så gik af som formand, så det var 28 år jeg var kredsformand. Det er nok de år, der har været bedst. Jeg har mange gode barndoms og ungdomsminder, men det er nok der, hvor jeg har viet mit liv til Dansk Blindesamfund som tillidsmand, som har givet mest. Det må jeg nok sige.

Det var så ligesom jeg skulle have lidt andet end lige det at være kredsformand, selv om jeg synes det er et fuldtids job, hvis man skal gøre det godt, det håber jeg så, jeg har.

Jeg ville gerne undervise igen i husholdning, og jeg søgte i amtet, og jeg tog et A.V.G.-kursus, som det hed dengang. og så skulle man have H.S, men det mente jeg ikke var nødvendigt, når jeg havde eksamen som lærer, og det var det så heller ikke. Bent Vedsø var dengang i amtet, og han skrev en ansøgning til undervisningsministeren, om jeg kunne få lov til at undervise som blind i husholdning. Det fik jeg så lov til, så det var meget sjovt, jeg var nok den første og måske nok den eneste uddannet husholdningslærer, som har undervist som blind.

Jeg har undervist lokalt i Næstved på Kildemarksskolen der har jeg undervist i ca. 20 år. Andreas Andersen og jeg oprettede vores eget oplysningsforbund i 71 tror jeg, det første år havde vi Næstved kommunale aftenskole, men så fandt vi ud af, at vi ville lave vores eget. Vi var også et af de første amter, der lavede pårørendekurser, det var jeg også med til at lave. Det var meget spændende, det lavede vi på vandrehjemmet i Næstved bl.a.

Jeg har som sagt haft min egen undervisning og jeg har tilrettelagt megen undervisning i kredsen, og jeg har som følge deraf siddet i hovedbestyrelsen i alle de mange år.

Jeg har siddet i en masse udvalg, jeg har redigeret noget, det man den gang kaldte Husmoderbladet, det der hedder Den Sorte Gryde nu, og som hed Mad og Strik i mellemtiden, det redigerede jeg i mange år. Jeg har siddet 8 år i Den Sociale Ankestyrelse, som beskikket medlem. De første 8 år var jeg beskikket medlem, man kunne sidde to perioder a 4 år, og jeg kan huske, da Svend Jensen ringede og spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at blive indstillet til det gennem DSI, så sagde jeg, det er jeg da ikke klog nok til, med alle de paragraffer og al det. Nej, sagde han, du skal være beskikket medlem, og dvs. at du skal tage de menneskelige aspekt ind, og det er derfor vi spørger dig, og det var så rigtignok.

Så havde jeg en søster Agnethe Larsen, som blev almindelig folkeskolelærer med husholdning som speciale fra Gedved Seminarium. Hun var 5 år yngre end jeg, desværre fik hun lungekræft for nogle år siden. Hun boede i Kolind på Djursland. Hun oprettede sådan set senblindekurserne i Århus amt, det var hende, der startede de lokale senblindekurser op, som endnu går vældig godt, men hun døde for snart 4 år siden af lungekræft, og det var et stort tab for mig. 2 år i forvejen døde min far, Nethe døde i 95 og min far døde i 92, han var da godt nok gammel, han var født i 1905, men det var som jeg syntes, at far og mor dem kunne jeg da slet ikke undvære. Min mor overlevede så Nethe, og det rejste hun sig aldrig rigtig fra, at hun mistede sin datter, og det er der ikke spor at sige til, det har været meget svært for hende.

Jeg mistede så mor, det er snart et år siden, mor døde i februar 1998, men alligevel kan man sige, dengang var jeg 65 år, det er flot at have sin mor, når man er så gammel. Det har jeg så også nydt altid, men hun var gammel og svag, og det var godt mor slap.

Jeg har så en bror, der er 10 år yngre end jeg, og som ikke fejler noget på øjnene. Han er ingeniør, og har været ved Dansk Shell i mangfoldige år, han er nu i et andet firma. Ham og hans kone var udstationeret i Grækenland i 3 år først i halvfemserne, der var vores dreng Søren og hans kone og jeg nede at besøge Ulla og Richard, som min bror hedder og det var en stor oplevelse. Jeg blev slæbt på Akropolis og jeg ved ikke alle de steder hen. Det var meget spændende, og Søren er utrolig dygtig til det der, han har altid forstået at være ledsager, og ligesådan på Bornholm har vi haft ham med. Marlene er noget af det sødeste, men hun er ikke så god en ledsager som Søren. Søren er god til at man oplever en masse, man skal røre ved alting osv. Vi nærmest løb op og ned ad Akropolis, og det er kun ham, der kan det der. Han har bare sådan et styr på det hele, så jeg var glad for, at de var med dernede. Der er nemlig sket det inden for de sidste 8 10 år, at Ib har fået Sklerose, og går derfor ikke så godt. Det er trist, vi syntes vi har haft nok i handicap, det var det så ikke, så det må vi tage med også. Han kunne ikke døje at tage med til Athen, han havde slet ikke lyst, når han ikke kunne være med til al det her vandren, så ville han slet ikke med, så derfor tog de andre to med mig derned. Det var en stor oplevelse.

Jeg har også rejst utroligt meget for Dansk Blindesamfund. Jeg har været formand for det der hed udvalg 5, det var teknik og miljø i sin tid, da de her udvalg blev startet op.

Jeg har været i Italien, jeg har været i Strassburg, og jeg har været i Øst Berlin, i Vest Berlin, jeg har været i Stockholm, jeg har været i Norge ind til flere gange for Dansk Blindesamfund, både på Hurdal centret og på deres gamle center , ja jeg har rejst rigtig meget for Dansk Blindesamfund, og det har været meget, meget spændende.

Jeg har været på Island, det var første gang, jeg var ude at flyve. Torben Koed Thomsen var også med derop, vi var mange, og vi sad så i flyveren, og jeg fortalte ham så, at det var første gang, jeg var ude at flyve, og så ville han fortælle mig, at det her til venstre for mig var en nødudgang. Så kom der en stewardesse, og hun sagde, kan i ikke se? Nej, det kunne vi ikke. Gud! så må i ikke sidde her, og så sagde jeg, at nej, jeg tænkte nok, at vores liv ikke var så meget værd som andres . Det skulle jeg ikke have sagt, for det blev hun jo stødt over, men vi måtte ikke sidde der ved nødudgangen, så kan folk jo ikke komme ud hurtig nok, så det var min luftdåb. Det var smadder skægt at være deroppe i Island.

Jeg har truffet mange sjove blinde udlændinge, jeg har haft et utroligt rigt liv i Dansk Blindesamfund, det har jeg altså.

Jeg er ikke den, der har meget rejselyst, men for sagen gjorde jeg det. Der har jeg så altid haft ledsager med.

Senere blev jeg så formand for det udvalg, som hed 2, og det er det der hedder social og arbejdsmarkeds politik i Dansk Blindesamfund, det var også utrolig spændende. Åge Michelsen og jeg var så til kongres i Sverige, det var noget af det sidste jeg lavede.

Når man er kredsformand i Dansk Blindesamfund, så er man også formand for det eventuelle Solgave plejehjem, der ligger i ens kreds. Næstved var det anden sidste plejehjem, som Dansk Blindesamfund var bygherre for. Vi byggede i alt 6 plejehjem,
og Næstved var det anden sidste, og det blev taget i brug i 1976, så der er snart jubilæum.

Byggegrunden, som Dansk Blindesamfund købte, den blev beset og faktisk købt , den dag jeg kom ind i bestyrelsen sidst i marts 1968, så der gik jo altså en del år, hvor Kaj Kramer og jeg diskuterede om vi skulle dyrke kartofler på grunden og så sælge dem på torvet, og hvad vi ellers kunne finde på af sjov. For naboerne klagede over al det ukrudt, så de fik ukrudtsfrø ind i deres haver og sådan noget. Vi kunne ikke få byggetilladelsen i orden, og så kom der nogle restrektioner, så vi måtte tage noget fra byggeriet, og nogle andre konstruktioner, som ikke var lige så dyre. Så skulle vi have det tilbage igen, men det lykkedes så sådan, så vi kunne tage det i brug i 76.

Jeg var til adskillige byggemøder, det så man gerne i forretningsudvalget. Jeg tog op og viste mig, jeg havde ikke ret meget forstand på, det de snakkede om håndværkerne imellem, med arkitekten og konduktører og sådan noget, men jeg har skam siddet i skurvogn mange gange med alle de her håndværkere, og det var virkelig sjovt. De var nu altid søde og rare, og de viste mig rundt, når der var noget som der var så meget færdig, så man kunne opleve noget af det. så der har jeg så siddet som formand i den bestyrelse lige til jeg gik af som kredsformand.

Det er et meget velfungerende plejehjem, og vi har i hvert fald sagt i mange år, at det var flagskibet, det er et flot byggeri, og et velfungerende plejehjem.

Haslev hørte også med til de gamle Præstø Sorø amter, og derfor var jeg med dengang, vi byggede huset i Haslev, med de 24 lejligheder, og det var meget spændende. Jeg var med og mure grundsten, og det var i juni måned 1971. Der blev lagt mønter i et rør, og det blev loddet til og lagt ind, det var meget højtideligt, jeg havde aldrig været med til sådan noget før. Det regnede, og det regnede, der var trukket presenninger, nærmest som et telt henover, og medlemmer var inviteret til at komme med, og vi fik et eller andet at spise. Jeg tror det var socialudvalgsformanden i Haslev kommune, og så var det mig og så var det Svend Jensen, der murede grundstenen. Jeg kan huske Svend stod og sagde, om jeg kunne mure. Jeg aner det ikke, sagde jeg, jeg havde prøvet lidt herhjemme, for vi var ved at få lavet noget. Mureren var her, for vi var ved at få lavet en mur herude til vores terrasse, der fik jeg lov at prøve lidt med den. Det var ikke noget særligt effektivt, men Svend forklarede mig, at hans morfar var murerarbejdsmand, så han kunne i hvert fald mure.

Min sten sidder altså også skævt, Ib sagde bare, at den sidder smask skævt. Da jeg havde sat den på. Så skulle vi udtrykke nogle gode ønsker for byggeriet.

Det hjalp nu ikke ret meget, det har egentlig givet os ret mange kvaler i Dansk Blindesamfund, både økonomisk og med det flade tag, som var utæt. Ib og jeg har kørt derhen mange aftener, og har stillet baljer op og sådan noget.

Det var noget værre noget, men det er nogle dejlige lejligheder, det har det altid været. I hvert fald sad stenen pil skævt, vi kan ikke finde den nu, vi har været gået rundt om hele huset, og Ib ved også godt nøjagtig, hvor det foregik, men de må have rettet den , da vi var taget derfra. Det var måske også meget godt, for den var meget skæv. Så fik man prøvet det også, det var da meget morsomt.

Jeg har skam været til mange forhandlinger med Haslev kommune, og haft det hyggeligt og rart. Jo jeg har været i forbindelse med mange spændende mennesker.

Der gik jo også et 25 års jubilæum ind i mellem al det her, det slap jeg jo ikke rigtig for. Det var jeg da også glad for, at de gerne ville holde jubilæum for mig, så det var blevet 94. De havde sat alle sejl til den kære bestyrelse, det er jo klart, jeg har haft mange forskellige i bestyrelsen igennem så mange år. Det blev holdt nede på hotel Kirstine i Næstved med en reception, hvor jeg havde den glæde, at der kom kommunal og amtsfolk. Der kom selvfølgelig mange medlemmer, og det var jeg utrolig glad for og jeg var også glad for, der kom nogen officielle, som jeg har haft megen berøring med. Jeg har siddet i synscentralens bestyrelse i indtil flere perioder, og jeg har siddet i det amtslige brugerråd i 12 år, jeg har siddet i Ankeudvalget for trafikselskabet i 12 år, det var jeg i øvrigt med at starte op, så jeg har haft mange opgaver, det ene har været mere spændende end det andet.

Nu har jeg tilbage Folkeoplysningsudvalget i Præstø kommune, og så har jeg en lille omsorgsklub i Præstø, hvor vi er 12 14 stykker, og det nyder jeg meget ,det er meget hyggeligt.

Det er sådan, hvad jeg syntes, jeg har lyst til. Så har jeg mine senblindekurser på Fuglsangscentret i Fredericia, hvor jeg fortrinsvis underviser i det der hedder dagligdagen i køkkenet, det er der jeg har min styrke. Og det sociale med kursisterne, det er også noget , jeg er utrolig glad for. Men det lakker jo mod, at jeg skal se at tænke på, at trappe endnu mere ned. Jeg bliver som sagt 67 til sommer, og det kan de ikke være tjent med.

Jeg syntes, så længe jeg har det godt, har jeg ligesom også lyst til at blive ved, det er svært at holde op, når det er ens kæphest.

I øjeblikket arbejder vi meget med de nye ældre. Efterhånden som årene går, er de der bliver ældre nu meget anderledes, det kan vi allerede mærke, det slår igennem. Det er ældre, som kender deres ret for det første, men de kender også mål og deres muligheder, og de forstår at stille krav. Vi har ikke den der ydmyge type, så meget mere som vi har haft, fordi mange af dem har været på arbejdsmarkedet, og de ved godt hvad det handler om. De kommer og siger, jeg vil gerne lære det og det, og når de har lært det, så er det det, og det er en hel ny måde at undervise på. Det er meget spændende og en stor udfordring. Nu er det også kun på 14 dage, så er man altså også brugt.

Jeg har førerhund, jeg har nummer 3 førerhund nu, en schæferhund. Først fik jeg en Østtysker i 77, der hed Cati, og i 86, der fik jeg så Niki, en schæfer han, og så har jeg så Clyde nu, som jeg fik i 93, og han er så dejlig. Han er bare lidt gal på andre hunde en gang imellem, men han er ellers dejlig. Han er en kærlig hund, så jeg kommer godt omkring med førerhund, men de jo ikke sådan at have med til udlandet.

Apropos Ankerhus, der havde jeg 40 års jubilæum for snart 4 år siden. Så blev der skrevet til mig, at der var jubilæum. Det blev jeg forbavset over, for jeg havde droppet forbindelsen, kappet det hele over, fordi når jeg var blevet blind, så havde jeg ikke interesse i at snakke med nogen af dem , og det fik jeg aldrig taget op igen. Ja, det passer ikke helt, jeg havde haft forbindelse med en veninde ovre i Vestjylland, hvor Marlene rejste over med mig på Staby Efterskole, hvor vi besøgte Hilda der. Hun havde så samlet nogle få stykker af jyderne, hvor jeg så rejste mig og sagde, som det var gået mig, men det var kun nogle ganske få stykker, så var det ligesom jeg havde tabt det igen. Da var Marlene ikke andet end en stor pige 10 12 år eller sådan noget, da vi rejste derover.

Så havde jeg 40 års jubilæum, og så kom der bud rundt, om man havde lyst til at være med til det, og det blev så holdt på dagen før Ibs 65 års fødselsdag. Så sagde jeg, åh, det var ærgerligt Ib, men han svarede, at jubilæet kommer ikke igen, det gør mine fødselsdage forhåbentlig, så det skulle jeg tage af sted til.

Det skulle så holdes i Jylland, fordi en af vores kammerater er på en efterskole, Egå efterskole, og hun måtte låne hele skolen, bare hun ville lave det, når eleverne var taget på sommerferie. Vi lånte hele skolen gratis, det var jo pragtfuldt. Ud af 42 elever, der mødte 26, og det syntes jeg var flot. 6 7 stykker er døde, der var også nogle af nordmændene, der kom derned.

Jeg kørte sammen med en, der bor henne ved Gisselfeld, hende fik jeg så forbindelse med, og så tog jeg toget tilbage, for jeg skulle jo tilbage tidligt næste morgen, så jeg kunne komme hjem og holde fødselsdag.

Det jeg var spændt på, det jeg egentlig vil fortælle med det, det er hvordan ville mine kammerater møde mig, hvordan ville jeg møde dem, ville jeg kunne kende dem osv. osv.

Ved i hvad, jeg var stort set den der kendte flest, for stemmer forandre sig ikke ret meget, men det gør udseendet. Nogle var blevet tykke, nogle var blevet højere, nogle var blevet gråhåret, nogle var blevet hvidhåret, andre skiftet frisure og helt anden påklædning , og nogen lignede bare sig selv i påklædningen osv. osv., men stemmerne, det var ikke altid jeg kunne sætte navn på dem, jeg vidste hvor de havde boet henne på seminariet, og det havde vi meget sjovt med. Jeg kunne næsten ikke sige noget, da jeg kom hjem næste dag. Vi havde snakket og grinet, og snakket hele dagen og hele natten, det havde været så sjovt, og de andre åndede lettet op, at jeg var stadig dem Birthe, de kunne snakke med og grine sammen med.

Vi var blevet bedt om at tage albums med, og det sagde jeg med det samme, nu håber jeg ikke, i gør det for langvarigt, det med de album, for det gider jeg ikke at være med til. Og sådan kørte vi tonen hele tiden.

Vores gamle lærer fik en omgang. Nej, Nej, Nej, hvor var det sjovt, men det er pudsigt, at man så alligevel kan kende nogen, og man kan lære de andre at sige, du er godt nok blind og det er ikke særligt spændende, men det kan lade sig gøre, og være sammen med andre mennesker og al det der, og det syntes jeg var en rigtig dejlig oplevelse.

Så nu er jeg selvfølgelig på julekort og al det med dem, og da jeg havde været i Florida, havde Marlene sørget for, at det kom i avisen. Jeg måtte så lave et interview med mig om min Amerikarejse, fordi den havde været lidt kompliceret, og det avisudklip ringede hende fra Gisselfeld, om hun måtte tage kopier og sende dem rundt til alle de andre Ankerhusere, og det syntes jeg da var meget skægt, så det har jeg fået en masse reaktioner på til jul i år, så det er da sjovt.

Den her Eva, som jeg nævnte, jeg var i England sammen med, vi har haft forbindelse altid. Hun kom til Nato i Oslo, og blev forelsket i en amerikansk soldat, og giftede sig også med ham og flyttede til Florida. Hun har så tit spurgt, om jeg ikke kom til Florida, og jeg sagde ork jo, ork jo men det var jo slet ikke noget, jeg troede på. Da jeg så skulle holde op som formand, så sagde Ib til mig, Nu syntes jeg, medens du har kræfterne, og har mod på det, så vil jeg give dig turen, så du kan rejse over og besøge Eva.
Jeg skyndte mig at sende hende et bånd med det samme, “nu kommer jeg altså”, så hun havde også nær tabt båndoptager og det hele, det troede hun slet ikke på. Der rejste jeg så over lige efter min mors død i marts 98, og var i Florida i 14 dage, og rejste med en masse besvær, men jeg kom derover, og jeg rejste alene derover, og det syntes jeg nok også var noget af en udfordring, at jeg selv tog af sted, og måtte klare mig med det engelsk, jeg nu efterhånden ikke bruger så tit mere. Da det begyndte at knibe med forsinkelser, og mit fly var væk ved Amsterdam, og al sådan noget, så kunne jeg lige pludselig en masse engelsk, så måtte jeg til at brokke mig. De ville lokke mig på hotel, men det ville jeg ikke, for som blind kan man ikke tåle, at det som bliver planlagt ikke fungerer. Man har svært ved, at der lige pludselig sker en masse andre ting. Jeg har talt med en masse erfarne blinde, de ville også have nægtet det, så de måtte finde på en anden flyvemaskine. Jeg kom med een en anden vej og jeg nåede jo frem til hende med 7 en halv times forsinkelse.

Vi havde 14 pragtfulde dage derovre, og der ved de også godt, hvad den hvide stok er. Det er utroligt som den bliver respekteret, fuldt så meget som i Danmark, og de er utrolig opmærksomme på blindheden i Florida, det var de altså virkelig.

Da jeg kom hjem igen, stod vores barnebarn Marie Louise i Lufthavnen og tog imod mig med en langstilket rose, og sagde “welcome home Bedstemor”, og da var jeg endnu rigere på minder end jeg havde været hidtil, og det er dejligt.

Egentlig har jeg ikke så meget andet at sige, end jeg kan håbe på, at jeg stadigvæk kan blive ved med at lave noget for Dansk Blindesamfund, så jeg kan give noget mere væk af erfaring til andre. Jeg er ikke informatør, men der er af og til nogen der spørger fordi jeg er lokal, om jeg har lyst til at komme og fortælle, og nu her i februar måned, skal jeg ud og fortælle om, hvordan det har været at være tillidsmand , og hvordan det sådan i det hele taget er at være blind. Det er jo ikke noget, man kan sætte andre ind i, hvordan det er at være blind, men kun erfare ved selv at være det.

Det er jo rart, at der endnu er nogen som kan bruge en til noget.

Nyhedsbrev nr. 2, Maj 2021

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2 / 2021.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Tilmelding til generalforsamlingen 20. – 21. juni 2021.

3. Opdateret program og forslag til dagsorden til generalforsamlingen, ved Poul Lüneborg.

4. “Af den gamle skole” – om den bedste lærermester, pianostemmer Aksel Gleerup af Henrik Olsen

5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – første artikel af 4

6. Nekrolog over Arne Krogh ved Hans Erik Olsen.

7. Omtale og anmeldelse af Leif Martinussens ” Orgelkalender, orgelmusik til kirkeåret ” ved Poul Lüneborg og Monica Papazu.

8. Nyt om medlemmer

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden af Poul Lüneborg.

Vi er godt på vej ind i maj måned og foråret kommer os i møde i mere end én forstand. Maj / juni måneder er for mig den bedste tid på året. Hertil kommer i år, at vi kan begynde at se afslutningen på coronaepedimien og dens konsekvenser. Sidste år var vi i bestyrelsen meget heldige med at få afviklet generalforsamlingen inden samfundet blev lukket ned i begyndelsen af marts måned på grund af covid19 restriktionerne. I år har vi været knap så heldige. Hele 3 gange har vi forsøgt at finde et tidspunkt for afholdelsen af generalforsamlingen. Nu er vi i bestyrelsen overbevist om, at det er lykkedes. Mange andre presser på for at indhente det forsømte. Derfor kunne vi ikke få plads på Fuglsangscentret i en weekend til arrangementet inden Sankt Hans i år. Derfor har vi valgt det næstbedste, nemlig at lægge generalforsamlingen på søndag den 20. juni og fortsætte med et blindehistorisk arrangement dagen efter. Det er mit håb, at alle medlemmer som har lyst til at deltage i arrangementet kan få det til at passe med disse dage.

Den 13. maj i år døde selskabets mangeårige kasserer Arne Krogh. Hans Erik Olsen har skrevet en meget personlig og bevægende nekrolog om Arne Krogh og hans venskab med ham gennem 58 år. Arne Krogh var om nogen en fremragende amatørskuespiller og teatermand, hvilket selskabets medlemmer senest fik bevis for ved medlemsarrangementet den 23. november i 2017, hvor Arne fortalte om sit engagement indenfor Amatørteatret.

Når vi mødes til generalforsamlingen håber jeg at kunne præsentere en endelig oversigt over væsentlige punkter til belysning af Dansk Blindesamfunds Amatørteaters historie og over opførte forestillinger gennem årene 1946-2006.

På baggrund heraf og inspireret af Hans Erik Olsens nekrolog over Arne Krogh, har vi sammensat et program om formiddagen mandag den 21. juni, hvor der bliver lejlighed til at overvære en af Amatørteatrets ypperste forestillinger “Fred på jorden” af Svend Ringdom med Arne Krogh og Niels Eskær i hovedrollerne. Nyhedsbrevet indeholder et opdateret program samt information om tilmelding til arrangementet med en orientering om de retningslinjer, som skal følges grundet coronarestriktionerne. Vær opmærksom på, at alle deltagere skal medbringe et coronapas eller lignende. I bestyrelsen glæder vi os til at møde mange af selskabets medlemmer.

På generalforsamlingen vil min beretning for den seneste arbejdsperiode være omdrejningspunktet for diskussionen på mødet. Beretningen blev offentliggjort i sidste nyhedsbrev nr. 1 fra i år og kan desuden ses på hjemmesiden.

På generalforsamlingen skal vi i bestyrelsen sige farvel til René Ruby og Rita Cecilie Varmby, der begge har valgt at takke af efter flere års godt arbejde i bestyrelsen. De skal begge have stor tak for deres indsats gennem de sidste 5 år. Hertil kommer at vores kasserer Ole Brun Jensen grundet sit helbred har ønsket at blive fritaget fra opgaverne som kasserer for at koncentrere sig om andet arbejde i bestyrelsen, herunder ikke mindst opgaven som selskabets webmaster. Det er derfor mit håb, at flere af selskabets medlemmer vil overveje om deltagelse i bestyrelsens arbejde kunne være noget, som det er værd at overveje.

Ud over Hans Erik Olsens ovennævnte nekrolog over Arne Krogh, kan man i nyhedsbrevet læse en fascinerende artikel skrevet af hans bror Henrik Olsen om Aksel Gleerup, der var leder af Klaverstemmerskolen ved Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup fra 1968 til 1982. Henriks artikel er en fremragende opfølgning på Thorvald Kølles artikel om Karl Hansen i Nyhedsbrev nr. 4/2017, Aksel Gleerup efterfulgte Karl Hansen som Klaverstemmerskolens leder i 1968.

Ove Gibskov har bidraget til nyhedsbrevet med en munter erindringsartikel, som er første del af 4, Her fortæller han om sin første tid på Refsnæsskolen.

Også i dette nyhedsbrev præsenteres en udgivelse af et af bestyrelsens medlemmer. Leif Martinussen har i år udgivet en “Orgelkalender” som er blevet særdeles positivt modtaget af den danske musikverden og her ikke mindst de mange organister, som her har fået ny inspiration. Udgivelsen omtales med Leifs eget forord og en anmeldelse af Monica Papazu.

Endelig er der i nyhedsbrevet blevet plads til at hylde 2 medlemmer. Det drejer sig om fhv. hovedkasserer Kaj Cramer, som den 6. maj rundede 90 år og Hans Rasmussen, som den 11. maj fik overrakt Gentofte kommunes Ældrepris.

Med disse ord ønsker jeg alle medlemmer god læselyst og forhåbentlig ses vi på Fuglsangscentret søndag den 20. juni til generalforsamlingen.

2. Tilmelding til selskabets generalforsamling 20. – 21. juni 2021.


Kære medlem.

På grund af coronarestriktionerne har det været nødvendigt at udskyde datoen for årets generalforsamling flere gange, men nu mener bestyrelsen, at datoen ligger fast.

Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra søndag den 20. til mandag den 21. juni 2021, beder jeg dig om at kontakte mig senest mandag den 7. juni 2021. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 35 værelser på centret, en del af disse er allerede i skrivende stund booket, så skynd dig med din tilmelding!

Jeg kan kontaktes på tlf. 44 95 04 72, på mobil 23 31 05 21 eller på mail poul.luneborg@gmail.com.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551 0501697, du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller Mobilepay, så indbetalingen kan identificeres.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på ovennævnte telefonnumre, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret på ankomstdagen inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 Eller på mail: fuglsang@blind.dk

I skrivende stund den 19. maj 2021 skal du i disse coronatider være opmærksom på følgende retningslinjer, der indebærer at du enten:

– medbringer et coronapas, som er udstedt efter din 2. vaccination og mindst 14 dage før din ankomst til Fuglsangscentret.

– Medbringer dokumentation for, at du er testet negativ 72 timer før afrejse fra Fuglsangscentret, dvs. senest fredag den 19. juni kl. 13.00.

– Medbringer dokumentation for, at du er raskmeldt efter at have været smittet med corona.

Du skal bruge mundbind, når du bevæger dig rundt i centret.

Endelig skal det bemærkes at servering af drikkevarer slutter kl. 22.00.

Disse retningslinjer kan søndag den 20. juni være ændret, men det vil i givet fald være i form af en lempelse. Kontakt mig, hvis du er i tvivl om hvorledes du skal forholde dig.

Bestyrelsen glæder sig til at se rigtig mange til årets generalforsamling.

På gensyn på Fuglsangscentret.

Poul Lüneborg

3. Opdateret program og forslag til dagsorden til generalforsamlingen, ved Poul Lüneborg.

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra søndag den 20. til mandag den 21. juni 2021.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.


Program for søndag den 20. juni 2021:

Kl. 14.00 – 17.00 Generalforsamling afbrudt af kaffe / te pause

Kl. 17.00 – 17.30 oplæg og fællessang

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 18.30 Middag med efterfølgende hyggeligt samvær i samme lokale.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale, hvis dette er en mulighed i disse coronatider, for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Kl. 20.00 – 21.00 Oplæsning af uddrag af Carl Bjarnhofs erindringsbog “Kølvandsstriber” ved Lars Ringholm.

Kl. 22.00 slutter serveringen af drikkevarer som følge af coronarestriktionerne – aftenens officielle program slutter en time senere.

Program mandag den 21. juni 2020:

Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant.

Kl. 9.00 Blindehistorisk tema: Dansk Blindesamfunds Amatørteater.- Hans Erik Olsen indleder med et oplæg om Arne Krogh – Amatørskuespiller og teatermand.

1. del af teaterstykket “Fred på jord” af Svend Rindom med Arne Krogh og Niels Eskær i hovedrollerne.

Kl. 10.15 Kaffe/te pause.

Kl. 10.30 2 del af “Fred på jord” efterfulgt af et oplæg ved Poul Lüneborg om præsentation af Dansk Blindesamfunds Amatørteater på selskabets hjemmeside.

Kl. 11.45 Afslutning med fællessang.

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang”, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

Bestyrelsen beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 475 kr. sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets forrige punkt om tilmelding til arrangementet.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2021

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018, de findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 15. februar 2020 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/ 2020, nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse, beretningen blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2021.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse, regnskab og revisionsprotokol blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2021.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest søndag den 6. juni 2021.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019.

b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby og René Ruby blev begge valgt for 2 år i 2020. Både Rita og René har ønsket at udtræde af bestyrelsen for at koncentrere sig om andre opgaver. Der skal derfor vælges to medlemmer af bestyrelsen for et år.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.

De nævnte medlemmer og suppleanterne bortset fra Rita Cicilie Varmby og René Ruby er alle villige til at modtage genvalg. Lena Bang er endvidere villig til at kandidere til en af de ledige pladser i bestyrelsen.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år. Kurt har tilkendegivet, at han er villig til at kandidere på ny, Ove har meddelt, at han er villig til at kandidere til en af de ledige pladser i bestyrelsen.

f. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020 – Nete er villig til at modtage genvalg.

11. Eventuelt.

4. “Af den gamle” skole af Henrik Olsen.

Om den bedste lærermester, pianostemmer Aksel Gleerup.

Aksel Gleerup blev født i København den 2. november 1920.Hans forældre var begge blinde, og Aksel lærte meget hurtigt at begå sig som blind. Gik både på Refsnæs og instituttet på Kastelsvej. Han spillede eminent på klaver, og spillede violin i blinde musikeres orkester under ledelse af Otto Lington.

Aksel kom i lærer som pianostemmer på den gamle tut på Kastelsvej 60 under Carl Hansens ledelse, og startede på uddannelsen i 1939. Afsluttede med en fagprøve på et Hornung & Møller klaver i foråret 1942.

Da Aksel kom i lære var prisen for en stemning 2 kroner og steg til 4 kroner, da han var færdiguddannet. Han fik gennem årene opbygget en god og solid kundekreds, for han leverede altid et godt arbejde. Aksel havde en stor interesse for teknik, og efter besættelsen blev det mere og mere amatørradio som han brugte sin fritid på. Han opnåede at have A-licens. Startede med D-licensen. Han tog de forskellige prøver på almindelige vilkår. Aksels kaldesignal var OZ6AX. Hvornår Aksel fik licens, står hen i det uvisse, men noget siger mig en gang i 50’erne.

I 1968 blev Aksel ansat som lærer på pianostemmerskolen på blindeinstituttet Rymarksvej 1 i Hellerup, og den post bestred han til sommerferien 1982. Den første Aksel førte op til stemmerprøve var Jens Eigil Jensen fra Rødovre også kendt under navnet udgangrør. Jens Eigil var også radioamatør. Han var svagtseende da han gik på stemmerskolen, men fik så godt et syn så han kunne få kørekort og også køre bil. Jeg kom i praktik tirsdag, den 15. maj 1979, og fik at vide, at jeg gerne måtte være der til sommerferien. Det var ellers kun 14 dage man kom i praktik, men jeg fik en hel måned. Mens jeg var i praktik, kom skoleinspektør Mogens Klindt en dag ned på stemmerskolen, og fik så at vide at jeg var i praktik. “Det har vi da ikke fået noget at vide om”, sagde Mogens Klindt. Det havde jeg glemt at give besked om. Mogens Klindt gik til forstander Kirsten Jansbøl, og der kom et brev fra hende lige omkring 1. juni 1979.I brevet skrev Kirsten Jansbøl:

“Jeg hører, at Henrik Olsen er startet på pianostemmerskolen. Det undrer mig, da det ikke har været drøftet på samrådet.”

Men jeg fik lov til at fortsætte min praktikperiode frem til sommerferien. Jeg startede som elev på pianostemmerskolen mandag, den 9. august 1979. Aksel forklarede den første dag, hvordan man fandt ud af hvor de forskellige klaverer skilte, så vi lettere kunne tælle os frem på stemmenaglerne. Så skulle vi lave temperaturen, og Aksel satte en temperaturkile med 13 små gummikiler i de tretten toner som temperaturen strækker sig over. Den gummikile kaldte vi for riven. Han forklarede i mindste detalje hvordan temperaturen er bygget op med kvarter og kvinter, sekster og tertser, og når man kommer til sidste tone i temperaturen, skal det hele passe sammen som et puslespil.

Når vi så havde stemt de tretten enkeltstrenge, blev riven pillet ud, og vi skulle så bruge en enkelt gummikile til først at stemme de to strenge sammen, og til sidst den tredje og sidste streng. Det første flygel stemte jeg i begyndelsen af november 1979. Det var Petrof flyglet på gulvet til venstre for scenen i festsalen, og det skulle bruges til instituttets fødselsdagsfest 5. november. Allerede fra start lagde Aksel den hårde linje. Han forlangte det ypperste af os elever, når vi stemte. Blinde skal være mindst et hestehoved foran de seende, sagde han mange gange under uddannelsen, og det havde han så evig ret i. Det gælder stadig den dag i dag.

Aksel lyttede meget kritisk til temperaturen, for hvis der er fejl i den, så følger fejlen med over hele klaveret eller flyglet. Når han fandt en fejl, spurgte han tit, hvad er der galt? Vi skulle så forklare hvor fejlene var. Det var også for at træne vores øre. Hvis vi ikke havde hørt det, gentog han temperaturen igen, og spurgte hvor er fejlene? Hvis vi ikke kunne fortælle det, sagde han hvor fejlene var. Og vi vidste han havde ret. Først når Aksel havde sagt god for vores temperatur, stemte vi resten af klaveret. Aksel sagde gerne, ja, så mangler vi jo bare resten med disse kanter og wienerbrødene altså bassen.

Hvis han ikke var tilfreds med vores stemning, knaldede han hænderne ned i tangenterne og sagde: Jeg har set lort nok, og forlod straks lokalet. Når han kom ind igen, var alt glemt. Han bar aldrig nag. Den hårdhed gav os elever et spark bagi. Det første halve år betalte staten for prøvetiden. Jeg var den sidste elev der blev optaget på pianostemmerskolen mens staten betalte.

Fra 1. januar 1980 skulle ens hjemkommune bevilge uddannelsen, og det gjorde Køge kommune heldigvis. Bevillingen kom den 17. december 1979. Jeg havde i begyndelsen af december 1979 været til et halvårligt statusmøde med socialrådgiver Else Lange, reparationslærer Svend Munch og stemmerlærer Aksel Gleerup. Svend og Aksel synes begge jeg var en flittig elev, men Svend sagde: “Reparation er ikke din stærke side.”

Aksel var meget tilfreds med mig som klaverstemmer, og sagde: “Du skal nok blive en god klaverstemmer. Du kan sagtens stemme korrent, og temperaturen går næsten op hver gang, men den kan godt blive noget bedre.”

Jeg var utrolig glad for at være optaget som elev på stemmerskolen. Det var en drøm der gik i opfyldelse. Vi elever fik tit at vide, at oktaverne i diskanten skal altid være lidt for høje, men kun så du ved de er det. Aksel var god til at færdes i trafikken hovedsagelig med bus. Når han sad i bussen brugte han tiden til at snakke i amatørradio. For at få en del rutine blev vi elever sendt ud i en musikforretning som solgte klaverer og flygler. Da jeg havde gået på stemmerskolen i lidt over 7 måneder, blev jeg mandag, den 24. marts 1980 sendt ud til Brødrene Jørgensen på Amagerbrogade 31 i København. Det første klaver jeg stemte i forretningen, var et Bambino pianette. På stemmerskolen havde jeg kun prøvet at stemme et klaver på en dag, men den første dag hos Brødrene Jørgensen skulle jeg stemme to i forretningen og et kinesisk Nieer klaver hos en kunde i Hørsholm.

Stemningen hos kunden i Hørsholm måtte jeg efter et par uger lave om, for den var ikke god nok. Mindst en dag om ugen stemte jeg hos Brødrene Jørgensen på Amager, og fik ikke noget for stemningerne. Da Brødrene Jørgensens afdeling på Amager lukkede sammen med de andre afdelinger i Danmark i december 1980, måtte der findes en ny forretning til mig. Det blev Alfred Christensen musik i Lyngby Storcenter, hvor jeg begyndte i begyndelsen af februar 1981. Jeg stemte om torsdagen i Lyngby Storcenter, og fik til at begynde med ikke noget for stemningerne. Det var hovedsagelig østtyske og russiske klaverer de solgte. Et par måneder efter blev jeg kaldt ind til personalechef Erik Ross. Ross spurgte om jeg også ville stemme i deres to andre butikker i City 2 i Taastrup og Rødovre Centret. Det ville jeg da gerne, for det gav jo mere rutine. Jeg sagde til Ross, jeg skal lige spørge på stemmerskolen. Aksel Gleerup og Svend Munck synes det var helt i orden. Så jeg stemte mandag i Taastrup, tirsdag i Rødovre og torsdag i Lyngby. Da jeg nu stemte i alle tre forretninger, fik jeg 50 kroner pr. stemning.

Den sidste torsdag i måneden gik jeg ind til regnskabschef Anne-Grethe Kofoed i Lyngby med rekvisitionerne på stemningerne, og fik udbetalt min løn. En dag spurgte en af de ansatte hos Alfred Christensen i Lyngby om jeg kunne stemme hans fars pianette. Selvfølgelig kunne jeg det. Jeg tog ud og stemte faderens tokorede Andreas Christensen pianette med overliggende knast, og fortalte først Aksel det, da jeg kom tilbage på stemmerskolen efter frokost. Aksel sagde med det samme: Vi har jo sådan en pianette, så jeg vil da gerne høre den stemning du lavede ude hos kunden.

Jeg stemte pianetten, og Aksel kom ind og lyttede og spurgte: “Har du taget penge for den stemning?”

“Ja,” sagde jeg. “Så er jeg glad for jeg ikke var kunden,” sagde Aksel. Så havde han på sin egen måde sagt, hvad han mente om stemningen. Men jeg var da glad for at have fået 165 kroner for stemningen hos kunden.

Vi elever blev også sendt ud til kunder som ringede til stemmerskolen, og så kunne Aksel tit forklare helt nøjagtig, hvordan man kom ud til kunden. Vi skulle i hvert fald være halvandet år henne i uddannelsen før vi fik private kunder. Jeg har aldrig oplevet en, der kunne skrive så hurtigt på prentavle som Aksel. Det var en 6-linjers tavle han skrev på. Han brugte en hånd til at notere med, og det blev gjort mens han snakkede med kunden. Han skrev dato, tid, navn, adresse og telefonnummer ned på kunden. Og så kom han ind i lokalet, og gav mig sedlen i hånden, og sagde: “Den er til dig.” De sedler han skrev var altid fejlfri.

Jeg gjorde tit den fejl at tage en taxa ud til kunden, fordi så kunne jeg nå at drikke kaffe sammen med kammeraterne i spisestuen på tutten. Aksel sagde en eftermiddag til mig: “Hvis du bliver ved med det, så kan du til sidst ikke finde rundt mere.” Det slog jeg bare hen med bemærkningen: “Jo, da.”

Men den gamle fik jo ret. Da jeg onsdag, den 2. juni 1982 flyttede til Holmebækhuse i Herfølge, tog jeg taxa til og fra Holmebækhuse til Køge station. Den kostede 60 kroner hver vej. En dag kørte jeg med bussen, og kunne ikke finde fra stoppestedet og hjem, og jeg måtte da ringe til Aksel og sige, du havde jo ret. “Det vidste jeg da godt,” sagde han. “Det er for nem en løsning bare at sætte sig ind i en vogn, det møder man heller ikke udfordringer af.” Heller ikke bare at blive kørt eller fulgt rundt af seende.

Dengang havde man jo ikke de hjælpemidler som vi har i dag. Computer med tale, så vi kan søge på rejseplanen og brug af gps. Hvordan Aksel fandt ud af de forskellige ruter ved jeg ikke. Men jeg tror, at hans kone Edith nok har kigget på kort og fundet busserne i den store HT-køreplan.

Vi startede hver morgen klokken 8 med morgenkaffe, og her fortalte Aksel tit om hændelser ude hos kunder. Aksel havde undervisningen hele mandag, tirsdag, onsdag og torsdag eftermiddag og fredag formiddag. Svend Munck havde reparationstimer tirsdag, onsdag og torsdag formiddag og fredag eftermiddag. Reparation var ikke min styrke, og er aldrig blevet det. En dag bad Svend mig sætte en omløber på, og det var jeg ikke god til, så jeg spurgte Christian Skov, om ikke han kunne sætte den på for mig, inden Svend kom tilbage. Da Svend kom tilbage ville han se hvordan jeg havde sat omløberen på. Den sad perfekt, så Svends kommentar: “Meget fint arbejde Christian.”

Jeg var mere interesseret i at stemme, og jeg ville være lige så god klaverstemmer som Aksel. En dag sagde Aksel til Bent Bomholt og jeg, at nu havde han lavet en temperatur, og vi skulle så lave en der lignede Aksels. Vi sad i hver sit lokale og kunne hvis vi var i tvivl gå ind og lytte på, hvad Aksel havde lavet på et Hornung & Møller Skandia klaver som stod i stemmerrum 2. Det klaver kaldte vi ordbogen.

Cirka en gang om måneden afholdtes der aktion over ting som folk ville sælge. Der kom et par andre stemmere og et par radioamatører, og vi havde en hyggelig torsdag eftermiddag fra klokken 14. Der fik vi også en bajer. Aksel kiggede også tit efter, om vi elever glemte stemmenøglen i klaveret. Hvis vi havde glemt den, kom han ind og spurgte: “Hvad er klokken?” Vi så på uret og sagde tidspunktet. “Den er ti minutter over to,” sagde Aksel. Så det er øl efter eftermiddagskaffen. Aksel havde nogle specielle udtryk. Når vi skulle drikke kaffe, sagde han altid så krikker vi kaffe. Han elskede lyde, og det skete også, at der blev slået ting i stykker, og når det skulle ske, sagde han gerne, vi skal have en baldreng. De gule armbind med de 3 prikker kaldte han for fumleflag. Stemmetemperaturen kaldte han for tussen.

“Go disse go dasse. Skal du ha stemt en kasse”

Aksel sagde til os elever, at når i kommer ud til et rigtig gammelt klaver, så skal man jo bare skramle lidt med nøglen, hvis et klaver eller flygel var slemt, sagde han: “Den er jo zehr skummel.”

Kender du vejen? Det fik han til vender du kajen. Hvis nogen hostede sagde han altid, skal jeg rykke dig i dunken, i stedet for skal jeg dunke dig i ryggen. Aksel skulle den sidste uge i sommerferien stemme alle instituttets instrumenter. En dag i sommerferien 1981 ringede Aksel til mig og spurgte om ikke jeg kunne komme og hjælpe ham med stemningerne. Han synes åbenbart jeg havde godt styr på det stemningsmæssige, og så gav det jo noget ekstra rutine. Det var kun få af klavererne og flyglerne som jeg stemte i den uge, som Aksel kontrollerede.

Selv om han kørte den hårde linje holdt vi utrolig meget af ham for vi vidste, han havde den faglige stolthed. Der er nogle gange, når jeg sidder og stemmer og skal beslutte hvordan jeg vil udføre opgaven, så tænker jeg tit på, hvad ville Aksel have gjort i den situation som jeg er i nu. Og så finder jeg meget hurtigt ud af, hvad jeg skal gøre, for det er som om Aksel er til stede og siger hvad jeg skal gøre. Jeg var den sidste som Aksel Gleerup førte op til stemmerprøve. I januar 1982 blev det besluttet, at jeg godt kunne gå til prøve, og stemmerprøven blev bestilt hos Københavns pianostemmerforening, og sat til fredag, den 26. marts 1982 klokken 10. Allerede i efteråret 1981 begyndte Aksel at indføre et pointsystem, når der blev stemt. Det var også for at få mig ned i tid, så jeg kunne gennemføre prøven på de to timer som man må bruge.

Man kunne opnå 50 point. 10 point for tiden, 10 for kammer-aet, 10 for temperaturen, 10 for midterpartiet og 10 for resten af klaveret. Det skete aldrig at jeg nåede de 50 point, men altid omkring 42-45 point. Men ved min stemmerprøve fik jeg 48 point. Det var det højeste jeg nåede.

Onsdag, den 24. marts 1982 fandt min generalprøve sted. Den gik ikke særlig godt, der fik jeg virkelig en over nakken. Men så kom selve prøvedagen. Vi mødte op klokken 8 om morgenen, og der blev hentet tre kasser øl hos købmand Møgelhøj. Lidt i 10 kom de to sensorer Franz Fervolt og Palle Grøn, og på slaget 10 gik vi ind i stemmerrum 2, hvor fremgangsmåden blev gennemgået af de 2 censorer. Aksel var med inde i lokalet indtil prøven gik i gang. Jeg skulle først sætte kammer-aet, så skulle censorerne ind og høre det, og så skulle jeg stemme temperaturen, og den skulle de så også lytte på, inden jeg stemte hele klaveret. Det var kun censorerne der måtte komme ind i stemmerlokalet mens jeg var til prøve.

Heldigvis gik prøven godt, og da Franz og Palle havde sagt tillykke, kom Aksel ind og fandt de fejl som censorerne ikke havde fundet. Jeg har aldrig før eller siden sat kammer-aet så hurtigt som jeg gjorde til prøven. Efter prøven gav instituttet smørrebrød, og Aksel holdt en virkelig pæn tale for mig.

Den sidder jeg nogle gange og lytter til, for jeg optog min prøve på bånd, og har nu fået digitaliseret optagelsen. Aksel sagde i talen blandt andet, at der er i dag efter min mening aflagt en virkelig pæn stemmerprøve, faktisk noget pænere end de fleste. Jeg var utrolig glad for at jeg havde bestået stemmerprøven. Efter jeg havde bestået min stemmerprøve havde jeg til det sidste kontakt med Aksel Gleerup.

Aksel var en utrolig behagelig og vidende mand, som man altid kunne slå en hyggelig sludder af med. Aksel Gleerup døde natten mellem torsdag den 13. og fredag den 14. februar 1998 77 år gammel. Han var endda ude og stemme den sidste dag. Det er Aksels skyld at jeg er blevet den klaverstemmer som jeg er, og har været gennem alle årene.

5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – første artikel af 4

Med Kalundborgfærgen som blind passager, da min fart forsvandt, glæden ved bøger, og hvorfor jeg kom til at skyde en gris

Første del af Ove Gibskovs barndoms- og ungdomserindringer

For godt to år siden blev jeg opfordret til at skrive barndomserindringer i Optimisten – et pensionistblad, som udkommer i bl.a. Kolind på Djursland, hvor jeg er født. Det skulle egentlig blot have været en to-tre afsnit men er foreløbig blevet til otte med såvel barndoms- som ungdomserindringer.

Skriveforløbet har både været sjovt og meget tankevækkende, da det har givet mig en større bevidsthed om mine forældres betydning, og hvor værdifuldt det har været som blindfødt kostskoleelev at have haft seende kammerater i ferierne hjemme. Så jeg kan i den grad skrive under på Søren Kierkegaards ofte refererede udsagn, om at livet leves forlæns men forstås baglæns.

De otte afsnit bliver i en let redigeret version bragt to og to sammen i dette og kommende Nyhedsbreve; det skal lige nævnes, at alle personer, som er omtalt og stadig lever, har haft mulighed for at læse de afsnit, som de medvirker i.

Når man tændte for radioen i min barndom, kunne man tit høre, at der blev sagt ”Danmarks Radio København-Kalundborg; og noget af det, der kom ud af højttaleren var jo musik. Så da jeg som fireårig fik at vide, at jeg skulle til Blindeinstituttet på Refsnæs i nærheden af Kalundborg, var jeg sikker på, at jeg ville komme til at lære at spille musik, som man så kunne høre i radioen. Selv om det selvfølgelig ikke gik sådan, kom jeg faktisk alligevel til at tilbringe hele mit arbejdsliv som radiojournalist; men det er en ganske anden historie.

Jeg er født blind ligesom min to år yngre søster Inge, og det betyder bogstaveligt, at vi intet kan se – heller ikke lys eller mørke. Jeg kan nemlig opfatte lige så lidt lys og mørke med øjnene, som seende kan med deres næse eller ører.

Vi havde også en storesøster Henny, der var næsten seks år ældre end mig. Hun rejste som voksen til Australien, blev gift og fik to døtre men døde desværre allerede i 1994.

cid:A209F444-CAA3-49A4-9357-BB30C1272288@home
Det siger sig selv, at det var voldsomme oplevelser for vores forældre at få to blinde børn med to års mellemrum. Men selv om de først overtog deres slagterforretning og slagteri godt et halvt år efter Inges fødsel og på det tidspunkt næppe har haft ret mange penge, blev der ansat en pige, som først og fremmest skulle tage sig af os.

Billedtekst: Vores forældre behandlede Inge og mig som andre børn og gav os bl.a. hver en trehjulet cykel. Det er Henny, der står bagved Inge.

Vores mor, som ikke havde nogen uddannelse men virkelig var et naturtalent, stimulerede både Inge og mig på mange forskellige måder til at opdage verden. F.eks. lærte jeg at gå ved at støtte mig til et askebæger, der sad på en høj stang. Det havde jeg foran mig og kunne så hele tiden mærke, om jeg var ved at støde ind i noget.

Alligevel mente vores læge Jarsbæk, det var vigtigt, at jeg kom tidligt til Blindeinstituttet, hvor man også kunne gå i børnehave, indtil man var gammel nok til at fortsætte i skolen.

Og dengang var lægens forslag – om ikke ligefrem lov – så dog noget i den retning.

Så søndag den 20. august 1950 blev jeg, som jeg senere galgenhumoristisk har formuleret det, solgt til staten som slave. Sammen med min far, mor og Henny kørte jeg til Aarhus i vores gamle Opel og sejlede så 4 timer med færgen til Kalundborg.

Da vi åbnede døren til børnehjemmet, hvor de børn, som endnu ikke gik i skole, boede, sagde de i kor: ”Goddag Ove”, og jeg undrede mig over, hvordan de kunne vide, hvad jeg hed.

Min far og plejemoderen frk. Friis fandt hurtigt ud af, at de havde gået i skole sammen på Ryomgaard Realskole, og da jeg efter sigende tilmed var både charmerende og kvik, kom det til at betyde, at jeg skulle sove på de store drenges sovesal. Der var dog det problem, at alle sengene var optaget; men det løste plejemor på den måde, at Rudi, som ganske vist var halvandet år ældre en mig, blev flyttet ned på de smås sovesal, hvor man skulle i seng kl. seks, mens vi på den store måtte være oppe til halvsyv.

Og hvorfor var det så lige Rudis seng, jeg skulle have? Simpelthen fordi han var søn af en tysk soldat og en såkaldt feltmadras, og det var bestemt ikke i høj kurs i 1950.

Far og mor havde fået at vide, at de ikke måtte sige farvel til mig men bare skulle gå, for at afskeden ikke ville blive al for svær. Jeg lagde godt mærke til, at Henny græd men fik ikke at vide hvorfor.

En af assistenterne viste mig en levende skildpadde, som hed SkjoldPeter, og sammen med den blev jeg anbragt på en gyngehest, og da jeg lidt efter kaldte på min mor, var både hun, min far og Henny væk.

Hvad der skete de næste dage, har jeg ikke den mindste erindring om; men jeg fik uden tvivl en traumatisk oplevelse. Noget af det første, jeg derefter klart kan huske, er, at nogen snakkede om, at der snart var efterårsferie. Det glædede jeg mig naturligvis til; men den dag, hvor ferien skulle begynde, var vi fire, som ikke måtte komme hjem. Man havde nemlig den regel, at de børn, der var kommet til børnehjemmet senere end to måneder før en ferie, ikke kunne komme hjem på den første ferie, fordi man mente, at de så ikke havde vænnet sig nok til at være på børnehjemmet, så det derfor ville være meget svært for dem at komme tilbage, når de havde været hjemme. Jeg har aldrig mødt andre end nogen af de ansatte, som kunne forstå visdommen i denne afsindige bestemmelse.

En dag, mens de andre holdt ferie, tog to af assistenterne os fire med til København, hvor vi bl.a. kom i Zoologisk Have. Der fik vi lov til at røre ved nogle dværggeder, og jeg husker tydeligt, at jeg ikke gad klappe sådan nogle små geder men sagde, at vi havde store heste hjemme, og dem ville jeg meget hellere være sammen med.

Da de andre kom tilbage fra ferie, gik der ca. en måned, og så pludselig stod min mor en dag i legestuen og sagde goddag. Der var nemlig altid forældredag i slutningen af november, og jeg var jublende glad fra fredag eftermiddag til søndag formiddag, hvor hun igen skulle hjem.

Selv kom jeg for første gang igen til Kolind i juleferien. Min mor var nødt til at blive hjemme og passe butikken, men min far og Henny hentede mig i Aarhus på Kalundborgfærgen, som de næste ti år mindst fire gange om året sejlede mig frem og tilbage mellem Aarhus og Kalundborg – hver anden gang med glæde og hver anden gang med tårer, ikke mindst min mors.

Hjemme var de meget spændt på, om jeg stadig kunne finde rundt i hele huset og huske, hvor alle ting stod eller lå, og det kunne jeg. Vi havde en meget stor familie, og der kom mange på besøg i ferien for at høre, hvordan det gik med mig derovre på Refsnæs. Jeg kunne huske alles navne og stemmer, og det var de ret imponerede over. I den ferie blev jeg meget forkælet både med store julegaver og højtlæsning til langt ud på aftenen, og forkælet har jeg vist egentlig været stort set lige siden.

En dag spurgte min far, om jeg savnede noget fra børnehjemmet; ”ja”, sagde jeg, ”nogle af de store drenge. Men jeg vil alligevel meget hellere blive hjemme altid”.

De tre ugers ferie gik desværre lynhurtigt, og så var der gråd om bord på færgen.

Jeg havde ret tidligt fået en del kammerater blandt de store drenge på sovesalen, og noget af grunden var nok min fantasi og evne til at fortælle historier fra de bøger, jeg havde fået læst hjemme. Somme tider digtede jeg også selv nogen.

Der var ikke kun helt blinde men også svagsynede børn på Refsnæs. En af dem hed Helge, og han lå i sengen ved siden af mig. Men jeg kunne ikke forstå, at hans navn skulle nævnes hver aften, når vi var kommet i seng og i kor bad Fader vor. Det havde vi aldrig gjort hjemme, så jeg kendte ikke udtrykket ”helliget vorde dit navn” og undrede mig altså over, at det kun var Helge og ingen af os andre, som blev nævnt i aftenbønnen.

En af mine jævnaldrende hed Bjarne. Han sov på de smås sovesal og var desværre også en af dem, man kunne drille og det, der var værre, uden at de voksne ret tit blandede sig. Hans forældre var skilt, og selv om det ikke var nær så slemt at have en enlig mor, der tilmed ikke havde ret mange penge som at være barn af en tysk soldat, så tilhørte de fleste dengang alligevel en ”rigtig” familie med far, mor og børn. Så Bjarne var altså også en form for jaget vildt. Men mens de store på fem og seks år gik i børnehave tidligt om formiddagen, legede jeg næsten altid med ham og kunne faktisk godt lide ham. Når jeg så hørte mine store kammerater komme ned ad trappen fra børnehaven, væltede jeg tit det legetøj, vi havde leget med og lod, som om vi var oppe at slås. De andre skulle i hvert fald ikke tro, at jeg legede med Bjarne. Selvfølgelig var jeg på den måde med til en form for mobning og er bestemt ikke stolt over det. Alligevel vil jeg sige, at hovedansvaret lå hos de ansatte, der nærmest gav os frit lejde til at gøre, hvad vi ville overfor børn som Bjarne og Rudi.

I den sammenhæng vil jeg nævne et grelt eksempel på, hvad Bjarne engang gjorde for at få opmærksomhed og blive en slags helt i ganske få minutter.

Efter at have spist varm mad kl. 12 skulle vi hver dag sove til middag i liggehallen, som lå i en bygning udenfor børnehjemmet. Jeg har altid været god til at snakke, hvad der både har medført store ulemper men også fordele, og det vender jeg tilbage til.

Den dag, det her drejer sig om, havde jeg snakket meget af tiden, mens der blev spist og var den sidste, som forlod bordet og gik over mod liggehallen. Jeg hørte, at alle var ved at tælle, og at der blev sagt 91, 92 osv. Da jeg åbnede døren, var de nået til 100, og samtidig blev der knaldet en rude. Den assistent, som skulle være i liggehallen sammen med os, var der endnu ikke men kom styrtende, da hun hørte, at glassplinterne fløj til alle sider, mens der blev klappet og råbt. Hun fik fat i Bjarne, som blødte fra begge arme og hurtigt kom over på sygeafdelingen.

Der var sket det, at Bjarne, som i øvrigt havde en lille synsrest, ved et uheld var kommet til at ramme en rude, som splintrede, da han skulle åbne døren til liggehallen. Mange grinede og syntes, det var vældig sjovt; og så sagde stakkels Bjarne, at hvis alle talte til 100 i kor, ville han også stikke den anden arm gennem et vindue, når de var færdige.

Så desperat var en lille forsømt dreng for at komme i centrum, og det opnåede han jo altså kun i meget kort tid.

cid:65613305-8E3C-4B4F-9E75-3DD2F89E368D@home

Billedtekst: Om sommeren kørte vi tit til stranden og var dengang nogle af de forholdsvis få, der ejede en bil.

Mine forældre har altid givet udtryk for, at de ville gøre meget for at beholde mig hjemme, indtil jeg skulle i skole. Men læge Jarsbæk syntes jo altså ikke, det var en god idé. Han var dog også interesseret i at finde ud af, hvordan det gik med slagterens blinde søn, og på vej hjem fra en lægekongres på Sjælland besøgte han børnehjemmet og mig. Umiddelbart efter, at han var kommet til Kolind, kørte han ned til slagterbutikken og gav min mor en uforbeholden undskyldning og sagde, at hvis han havde kendt forholdene på Refsnæs bedre, skulle jeg være blevet hjemme, indtil jeg kunne begynde i skolen. Han var overbevist om, at min far og mor kunne have lært mig mindst lige så meget, som jeg lærte på børnehjemmet. Når man tænker på, at vi er tilbage i begyndelsen af 1950’erne, hvor lægen jo virkelig var en autoritet i lokalsamfundet, synes jeg, det er stort, at han overfor slagterkonen erkendte, at han havde taget fejl og ikke sat sig godt nok ind i forholdene.

cid:0C69CC01-4A52-4E1D-BC7B-36F3B192ECAD@home

Billedtekst: Inge, Ove og deres far Slagtermester Viktor Sørensen.

Som nævnt har jeg altid været god til at snakke, og det kom især i min barndom til at betyde, at jeg ofte talte så meget, at jeg ikke blev færdig med f.eks. at spise, tage tøj på eller rydde op samtidig med de andre.

En dag, hvor jeg stadig spiste, efter at alle havde forladt bordet, spurgte frk. Friis, hvorfor jeg altid skulle være så langsom, og jeg fortalte hende, at jeg havde glemt min fart derhjemme. Et par dage senere viste hun mig så en konvolut og sagde, at hun havde skrevet til Kolind efter farten, som nu altså var kommet tilbage. Det varede dog ikke længe, før jeg atter var nede i mit normale tempo; og da jeg igen blev bedt om at skynde mig lidt mere, sagde jeg, at min fart endnu en gang var stukket af og taget til Kolind, og at jeg meget gerne selv ville hente den. Faktisk troede min femårige hjerne, at det ville lykkes mig at komme en tur hjem, men det skete desværre først næsten to måneder senere, da juleferien begyndte.

En af dagene efter juleaften blev der udelukkende spillet sørgemusik i radioen, og min far fortalte, at det var fordi dronning Alexandrine, som havde været gift med Chr. d. 10., var død. Allerede dengang blev jeg heldigvis stimuleret til at være nysgerrig og spurgte, hvem der så nu var konge og dronning, hvem der havde været det før Chr. d. 10., og hvor mange konger Danmark havde haft.

Min far kunne naturligvis ikke på stedet svare på det alt sammen; men Henny, som gik i 5. klasse, havde en Danmarkshistorie, som han begyndte at læse for mig. Den blev jeg opslugt af med det samme, og hver aften i resten af juleferien, når slagteriet og butikken var lukket, læste han højt. Og da vi var færdige med Danmarkshistorien, ville jeg vide, hvad der havde været før, der var noget, som hed Danmark. Han tog så fat på Hennys Bibelhistorie, og den del, vi ikke nåede, inden turen gik tilbage til Refsnæs, fortsatte han så med i den næste ferie. Jeg kan stadig genkalde mig de intense og hyggelige oplevelser, som vi havde de aftner, og min gode hukommelse har sørget for, at jeg den gang fik et godt fundament at bygge videre på i både Danmarks- og bibelhistorie.

Der gik heller ikke lang tid, før mine nyerhvervede bibelkundskaber kom i brug. En søndag formiddag bankede det nemlig på døren hjemme i Kolind, og udenfor stod to damer fra Jehovas Vidner. De kom ind i køkkenet og konstaterede hurtigt, at to af familiens børn var blinde. De fortalte os, at man ville få sit syn, når man kom op til Gud i himlen, men at det kun var de udvalgte, som fik et evigt liv deroppe. Min nysgerrighed var ikke til at standse. Jeg spurgte og spurgte bl.a. om, hvad det ville sige at være udvalgt og sagde, at der i den Bibelhistorie, min far havde læst, ikke stod noget om, at man skulle være udvalgt. Jeg har sikkert heller ikke holdt mig tilbage for at fortælle om Samsons, Davids og Goliats bedrifter.

Min far og mor kunne ikke bare blive siddende i køkkenet men skulle foretage sig andre ting. Så det endte med, at jeg sad alene og talte med damerne. Til sidst bankede de dog på ind til stuen og sagde, at de var nødt til at gå videre. Min mor har senere sagt, at jeg talte med dem et par timer. Måske er det lidt af en overdrivelse, men i hvert fald var det både spændende og længe. Bagefter sagde hun, at med de talegaver, jeg havde, syntes hun, at jeg skulle være præst. Dengang var det dog brandmand, som var mit store ønske, skønt det jo ikke er det mest oplagte job, når man mangler synet. Men det skulle jeg nu nok klare, var jeg sikker på.

Mange har spurgt, hvornår det egentlig stod klart for mig, at jeg var blind. Jeg kan ikke sætte det i forbindelse med en bestemt begivenhed men var selvfølgelig fuldstændig klar over det, da jeg kom til Refsnæs. Jeg har altid brugt ordet ”se” ligesom de fleste andre, da det jo indgår i masser af sammenhænge, hvor det for mig ville være unaturligt ikke at bruge det. F.eks. siger jeg ikke, at jeg lige skal høre TV-avisen, men derimod at jeg skal se den, selv om jeg aldrig har set noget som helst. Men i det danske sprog hedder det altså at se TV-avis, og jeg bruger sproget på samme måde som alle andre.

Som lille skete det nogle gange, at jeg opfattede noget, jeg havde fået at vide på en anden måde end andre, og det har jeg senere betegnet som blindelogik. F.eks. fik jeg som 3- eller 4-årig at vide, at man kunne dø af at blive kørt over. Jeg havde også hørt, at vissent og dødt græs blev til hø og tænkte, at så kunne jeg da bare selv lave græs om til hø. Uden at fortælle, hvad jeg var ude på, gik jeg sammen med vores barnepige og min lille trækvogn ned på fodboldpladsen og kørte et par gange frem og tilbage. Så plukkede jeg noget af det græs, som var blevet kørt over og lagde det i trækvognen. Men da vi kom hjem, var der desværre ingen, som kunne se, at jeg havde lavet hø, og jeg troede vist, det skyldtes, at græsset ikke var blevet kørt grundigt nok over.

Både Inge og jeg legede med andre af byens børn, når vi var hjemme på ferie, og den store betydning, det fik, vender jeg tilbage til i et senere nummer.

Nogle af dem, jeg ud over fætre og kusiner tidligst kan huske, er dyrlæge Rasmussens to ældste døtre – Lone, som var et år ældre og Helle et år yngre end mig. Jeg har en erindring om, at vi både legede og snakkede godt sammen, men det kunne dog nær være gået galt. Jeg er nemlig født 13. april og fylder derfor ret tit år i påskeferien. Men en eller anden havde fortalt mig, at en stor dreng ikke har tøser med til sin fødselsdag, og det sagde jeg, da dyrlægen kort tid før min fødselsdag var nede i slagterhuset. Men heldigvis bestemte min far og mor, at de to piger skulle med. Når jeg skriver heldigvis, er det, fordi jeg i virkeligheden gerne ville have dem med men lå under for det, der blev sagt om store drenge og tøser. Jeg har altid befundet mig godt sammen med piger og senere kvinder, uden at jeg dog har noget imod mænd.

Somme tider faldt min fødselsdag også lige før eller efter påskeferien, og et af mine første år på Refsnæs var det samme dag, som ferien sluttede. Mine forældre syntes selvfølgelig, den skulle fejres i Kolind, og derfor kom jeg først tilbage dagen efter, hvor min mor så tog med. Men nærmest i det øjeblik, vi kom ind på børnehjemmet, blev hun kaldt over til forstander Paul Petersen, som meddelte hende, at jeg sandelig ikke kunne blive hjemme, når ferien var forbi. Hun fik dog fortalt ham, at så længe jeg endnu ikke gik i skole, skulle hun og min far nok selv bestemme, hvor min fødselsdag skulle holdes.

Efter 3 år i børnehaven kom jeg så endelig i skole. Det betød også, at jeg flyttede over på det, som hed Østskolen, hvor drengene fra 1. til 3. klasse og pigerne op til 7. klasse boede.

Der bliver ikke født ret mange blinde børn, og vi var kun 6, som det år begyndte i 1. klasse. Så lærerne havde gode muligheder for at koncentrere sig om hver elev.

Hjemme havde jeg ikke kun fået læst Danmarks- og Bibelhistorie men også mange andre bøger; og jeg glædede mig vildt til nu selv at komme til at læse og i det hele taget gå i skole. For nu ikke at gøre mig dygtigere, end jeg er, skal det siges, at der hverken er gået en stor eller lille matematiker eller for den sags skyld sportsmand tabt i mig, selv om man som blind kan være god til både sport, matematik og alle mulige andre fag. Derimod kastede jeg mig med glød over bogstaverne, og allerede inden juleferien havde jeg lært at læse så godt, at dansklæreren frk. Filstrup gav mig en bog med hjem.

Da jeg begyndte at læse op, var min far og mor så stolte, at mange af kunderne blev inviteret ind i stuen for at høre mig læse højt. Til sidst kunne jeg næsten de første sider udenad, og på et tidspunkt lukkede jeg bogen, så jeg nu rigtig kunne vise, hvor dygtig jeg var. Men det var jo ikke det, der var meningen, så jeg blev bedt om at åbne den igen. Så begyndte jeg selv at digte. Den første historie handlede om Lise, som skulle i byen for bl.a. at købe to æg og en øl til sin mor. Jeg havde hørt nogen sige om en, der drak rigtig mange øl, at han var et fordrukkent svin. Så efter ordet ”øl” i teksten sagde jeg højt: ”det fordrukne svin”. Men jeg måtte jo indrømme, at det var mig selv, som havde tilføjet det; og kunderne blev i hvert fald overbevist om, at den blinde dreng på 7 år faktisk var god til at læse.

Selvfølgelig kunne jeg ikke være med til at spille fodbold og flere andre ting sammen med børn i Kolind. Der findes boldspil for blinde, hvor der er en klokke i bolden, så man kan høre, hvor den er. Men det har jeg nu aldrig interesseret mig for, og det hænger jo nok sammen med, at jeg heller ikke var god til det.

Derimod kunne jeg være med til at fiske ligesom mange andre drenge i Kolind. Før jeg begyndte at gøre det sammen med nogle af dem, havde jeg fanget ål, skaller og aborre med min far og hans bror Erik. Sammen med ham kom jeg en søndag hjem og kunne stolt fremvise min første gedde, som vejede 6 pund. Vi havde gæster, og ingen skulle være i tvivl om, at jeg med mine 9 år var en gevaldig fisker.

cid:56488BC8-FAD1-4CBD-B74A-3EFD61D09D67@home

Billedtekst: Ove med den store gedde fanget i Kolindkanalen

Selv om det i dag er svært at forstå, var der den gang mange på min alder, som skød gråspurve og andre fugle med luftgevær, uden at nogen blandede sig i det. Der kunne jeg jo heller ikke gøre mig gældende, hvad jeg nok har været ked af. I hvert fald sagde min far en dag, at jeg nu kunne få lov til noget, som ingen af de andre havde prøvet. Der skulle slagtes en gris, og han tog sin salonriffel, sigtede men lod mig skyde. Der gik heldigvis heller ikke lang tid, før mange af byens børn vidste, at slagterens Ove havde skudt en gris, og jeg var dagens mand i skysovs, som man dengang sagde. For en gråspurv er jo altså ikke helt det samme som en gris.

I næste nummer giver jeg blandt meget andet vidt forskellige eksempler på, hvad der kun kan betegnes som børnemishandling på Blindeinstituttet.

6. Nekrolog over Arne Krogh af Hans Erik Olsen

Da vi som bestyrelse i foreningen Blindehistorisk Selskab i 2016 trådte tilbage, fordi vi mente, at der skulle nye kræfter til, havde vi fået et så godt og betydningsfuldt venskab, at vi ikke kunne sige: “Det var så det, og tak for nu”. Det venskab har vi heldigvis stadig.

Vi, jeg som formand for selskabet, kasserer Arne Krogh, næstformand Inge Gibskov, sekretær Svend Thougaard og redaktør af nyhedsbrevet Karsten Ahrens aftalte derfor, at vi en gang om året skulle mødes til en hyggelig komsammen på Fuglsangcentret i Fredericia, hvilket vi også har gjort, bortset fra corona-året 2020.

Det gjorde vi også i år i dagene 13. – 14. maj, og vi havde lige fået frokost 13. maj, da Arne Leif Nybo Krogh pludselig ikke mere var iblandt os.

Det var en højst ubehagelig oplevelse, men når det så er sagt, så var det godt, at han døde uden lidelser, og også at det skete på Fuglsangcentret, hvor han nød at komme i fulde drag.

Jeg vil i denne nekrolog til selskabets nyhedsbrev fortælle lidt om Arne Krogh, både hvad han betød for foreningerne Dansk Blindesamfunds Amatørteater og Danske døvblinde, men også om de personlige oplevelser jeg gennem 58 år har haft med Arne, hans kone Bente, og efter hun døde med Arnes veninde Linda.

Arne blev født 2. maj 1935, og blev uddannet blikkenslager og rørlægger og arbejdede som smed. I cirka fire måneder arbejdede han på Thulebasen i Grønland i 1957.

To år senere mistede Arne praktisk talt synet, men trods det for ham så store handicap mistede han aldrig humøret.

På en udflugt med Dansk Blindesamfund til Herthadalen ved Lejre, mødte han sin senere hustru gennem 54 år Bente Larsen, der på det tidspunkt havde et rimelig godt syn, men som hun desværre mistede nogle år senere. De blev gift 11. oktober 1961. Bente døde 3. maj 2015, dagen efter Arnes 80 års fødselsdag.

De fandt hurtigt deres fælles passion, der var teater og Arne kom hurtigt med i amatørteatret, hvor han debuterede i Kjeld Abells komedie i 11 billeder, Eva aftjener sin barnepligt.

Arne kom gennem de 45 år han var medlem af Amatørteatret til at betyde fantastisk meget for teatret, men det betød også meget for både ham og Bente. Han havde et stort talent for skuespillet, og udfyldte sine roller på bedste måde, og jeg mener, at han var en af de dygtigste skuespillere, Amatørteatret har fostret gennem de 60 år, teatret eksisterede.

Han udskrev sine roller i punktskrift, indtalte dem på kassettebånd på den måde, han nu syntes de skulle spilles, og lærte så på den måde replikkerne.

Han satte en ære i at kunne sine roller, så det var unødvendigt at give ham suffli, og jeg har gennem årene overværet mange forestillinger, og må sige, at den intention levede både han og Bente til fulde op til.

Et par forestillinger der gjorde virkelig indtryk på mig var da Amatørteatret 18. maj 1968 opførte Svend Rindoms folkeskuespil i fire akter “Fred på jorden”, et skuespil han skrev i 1915, hvor Arne spillede firmaindehaveren Emil Barning af firmaet Barning og Ernst. Rollen som Thomas Ernst blev lige så mesterligt spillet af Niels Eskjær. Det pyntede også på forestillingen at instruktionen blev forestået af Arnes nære ven gennem mange år Erik Faurschou.

Arne medvirkede også i Amatørteatrets sidste forestilling i 2006 hvor man opførte Karl Bjarnhofs Den korte dag er lang nok.

Han var gennem en årrække formand for amatørteatret, og deltog i teaterkurser, optræden rundt om i Danmark sammen med andre teaterforeninger, og det var ved en af disse turnéer, han mødte et ægtepar på Fyn, Niels og Kirsten, hvor han og Bente overnattede, og det ægtepar blev deres venner for livet, og sådan var det med Arne, han spredte glæde og hygge hvor han kom frem. Var man venner med Arne og Bente, glemte ingen af dem nogensinde venskabet.

Ægteparrets børn Lotte og Steffen var gennem nogle år feriebørn hos Arne og Bente i Lyngby, og de var også med i deres dejlige sommerhus i Jyllinge.

Som voksne var det en selvfølgelighed at de var med til de fester Arne og Bente holdt.

Han spillede desuden kabaret, hvor mange af teksterne var skrevet af min far, Ove Olsen. I disse kabaretter havde Arne roller i sketch, monologer og dialoger. Af sketch kan nævnes Du mangler perspektiv Johannes, hvor Lis Klausen var udearbejdende smed, og Arne hjemmegående husmor med barn.

Han medvirkede desuden i Københavnskredsens nytårsrevy 1964, hvor han blandt andet havde en rolle i Et bestyrelsesmøde som menigt bestyrelsesmedlem.

Så vidt jeg husker blev han aktiv i Teaterforeningen Teaterkatten i 1969, hvor han fungerede på lige vilkår sammen med seende skuespillere, og her spillede han teater i godt 45 år, og havde meget glæde af det, og også store roller der. Både Inge og jeg, Karsten og Svend, men også mange andre blinde har gæstet Teaterkatten for at se deres fremragende forestillinger.

En forestilling, der står mejslet i min erindring og hvor Arne havde en kæmperolle var da Teaterkatten opførte Tennessee Williams Kat på et varmt bliktag.

Men allerede 29. september 1967 optrådte Amatørteatret i Teaterkatten, Frederiksborggade 48, København med Friedrich Dührenmatts Fysikerne.

Her spillede Arne sammen med Paul Åved, Niels Eskjær, Inger Sørensen, Edith Nygaard, Bente Krogh, Lis og Knud Klausen, Benjamin Hansen, Bent Ebbe og Hans Olesen. Igen var Erik Faurschou instruktør.

Også her gjaldt det for ham at kunne sine ting, og ved et par lejligheder har jeg været så heldig at få lov til at være ham behjælpelig med at fremskaffe rollemanuskripter.

I 2007 opnåede Arne sin største succes som skuespiller, idet han blev kendt over det ganske land i Erik Clausen-filmen Ledsaget udgang i rollen som Fessor. Filmen kunne ses i mange biografer. Det er en film man heldigvis stadig for rimelige penge kan købe på DVD.

Igennem 40 år var han ansat som typograf på Statens Trykkeri og bibliotek for blinde i Rønnegade 1, København, hvor han stod og trykte bøger, punktblade, noder og kalendere til glæde og gavn for os punktlæsere.

Han var også gennem en årrække cyklist i Tandemklubben af 1971 København, og var blandt andet også med til flere af Dansk Blindesamfunds Solgaveløb.

I perioden 2001-2016 var han kasserer for Blindehistorisk Selskab, en post han bestred med flid og dygtighed. Der var altid til hvert bestyrelsesmøde udarbejdet et perioderegnskab så vi kunne få status på de likvide midler, og det var ham magtpåliggende, at det lå både i punkt og sort, og at der ikke måtte være fejl i tallene, og det var der aldrig.

Jeg blev inddraget i selskabets bestyrelsesarbejde i 2005, og nåede altså gennem 11 år at have den store lykke at få lov til at arbejde sammen med Arne. Han som kasserer, jeg først som suppleant og siden gennem 9 år som formand for selskabet.

I 1963 blev min far Ove Olsen ansat på Statens bibliotek og trykkeri, hvor han dels kontrollyttede bånd, men også passede omstillingsbordet og pakkede lyd- og punktbøger, der skulle sendes ud af huset.

Fra 1964 og til fars ansættelse sluttede i 1971, var jeg af og til med ham på arbejde, og hver gang skulle jeg da op i trykkeriet og hilse på min ven, Onkel Arne.

En af de første gange jeg mødte Arne var hos dem i Lyngby, hvor der var en del teaterfolk samlet, og derfor også mine forældre.

Arne sagde til mig: “Kom og gyng i onkel Arnes skæg”, og det var jo en glæde for mig, at han ville lege og pjanke med børn på den måde.

I 1977 var jeg så heldig at komme i praktik på Statens trykkeri hos Arne. Uden ledelsens vidende fik jeg lov til at være med til at trykke radioprogrammet og medlemsbladet på den store Heidelberg trykkemaskine, og et par dage stod jeg selv og trykte noder ved den lille Victoriapresse.

Pludselig kom administrator Gunnar Reisler ind ad døren og bemærkede, at det, at jeg stod ved trykkemaskinen ikke var tilladt, og det ved De godt, Krogh. Arne undskyldte og sagde, at det ikke skulle gentage sig. Men da Reisler var gået sagde Arne: “Så kører du nodetrykningen igen”. Det var da at vise mig tillid.

På mine forældres ferier på feriehjemmet i Hobro, var det ofte tit sådan, at Arne og Bente var med på disse ferier, og det var en fornøjelse at være sammen med dem. Jeg husker mangen en aften ved keglebanen og i pejsestuen, og det var sådan, at der var to hold keglespillere, og når de skulle vælge holdkaptajn, stod valget altid mellem min far og Arne.

Når det om formiddagen var godt vejr, stod Arne som regel i spidsen for at arrangere en rask fodtur til købmanden i Skellerup, en tur på godt 10 kilometer tur-retur, hvor de voksne fik en øl i købmandshaven og vi børn fik sodavand eller is. Vi var mange, der gik med på de ture. På disse ture gik jeg altid med Arne, for vi talte så godt sammen.

Mangen en eftermiddag lånte far og Arne feriehjemmets robåd Tine, og så gik turen fra feriehjemmet til Lystbådehavnen i Hobro, hvor arrangørerne selv sad ved årerne. Af og til allierede de sig med styrmanden Frank. En gang imellem fik jeg da også lov at sidde ved rorpinden under kyndig vejledning af Onkel Arne. Her fandt de så et listigt sted, og de fik en bajer, og vi unger fik en appelsinvand på deres regning.

En gang blev det et frygteligt tordenvejr og vi søgte havn, men måtte lade båd være båd, og så tage en taxa tilbage til feriehjemmet. Båden hentede vi så næste dag.

Min far og Arne arrangerede altid den sidste dag, inden vi skulle hjem fra ferie, en udflugt. Turene gik til Mariager, Klejtrup Sø og Rebild Bakker.

Gennem mange år holdt Arne og Bente ferie på Skælskør Folkehøjskole. Det var ophold, der var arrangeret af Dansk Blindesamfund.

Her fik de et meget nært venskab med lærerparret Ellen og Bernt Pedersen.

Når vi besøgte dem i deres sommerhus i Jyllinge, hvor vi af og til overnattede, var det en lykke for os unger at spille ringspil, og der var Arne selvfølgelig også med.

Arne og Bente besøgte naturligvis også mine forældre på Becksvej i Køge, og efter vores hus havde fået tilbygning i 1968, holdt far og mor en havefest, hvor der var over 50 mennesker med til indvielsen, mange af dem var fra Amatørteatret.

Når de var på weekend hos os, viste min far lysbilleder, og for at Arne bedre kunne få noget ud af billederne skulle han se dem fra bagsiden af lærredet.

Ved flere lejligheder har jeg først sammen med mine forældre, siden med min kæreste Inge deltaget i nogle rigtig flotte og må jeg have lov at sige, velarrangerede familiefester. Der var ofte arrangeret underholdning, og der var en toastmaster, der ledte slagets gang.

Vi er altid som synshandicappede blevet fuldt respekteret af Arnes familie, og det er en glæde for både Inge og jeg i dag at tænke på.

Allerede som barn havde jeg en stor respekt for Arnes stærke og viljefaste karakter, og på en af vore ferier i Hobro, en dag efter at min mor havde skældt mig ud, sagde jeg til Arne og Bente: “Bare I var mine forældre”. Det var selvfølgelig kun ment i nuet, men det er helt nagelfast, at jeg op gennem alle årene følte det sådan, at Arne var min far, så det var med store betænkeligheder, jeg sagde ja til at være formand for Blindehistorisk Selskab, for jeg skulle absolut ikke bestemme over min far.

Jeg ved Arne satte stor pris på den udmelding, for det har vi tit talt om, men gennem hele min formandsperiode følte jeg aldrig, at jeg kom til at bestemme over ham.

Vi har gennem årene holdt mange hyggelige bestyrelsesmøder hos Bente og Arne på Abildgaardsvej, og jeg følte det sådan, at jeg var i rigtig god stemning, når jeg tog toget fra Virum og hjem til Herfølge.

Når bestyrelsesmøderne blev holdt i Virum, hentede og fulgte Arne os sammen med hunden altid til og fra stationen.

Jeg lod mig råde og vejlede af ham og den øvrige bestyrelse, og det har givet mig så meget ballast her i mit senere liv.

Blandt meget lærte Arne mig at være konsekvent, og stå fast på den holdning man har til dette og hint.

På hjemmefronten fungerede Arne rigtig godt. Han sørgede for at få vasket tøjet, og stod da også af og til for tilberedningen af de kolde og varme måltider.

Da Arne stoppede med at være kasserer i Blindehistorisk Selskab, gik han med liv og sjæl ind i arbejdet i Danske døvblinde, hvor han fungerede som erfagruppeleder.

Samtidig var han telefonven, og på den måde lærte han sin nye veninde Linda Knudsen fra Ringsted at kende. Et hjertens godt menneske også, og de nåede at have fire gode og lykkelige år sammen.

Jeg vil slutte med at sige, at jeg priser mig lykkelig og glad for gennem 58 år at have hørt til Arnes indre vennekreds, og når vi var sammen eller under vore ofte lange telefonsamtaler, fik vi vendt mangt og meget.

Arne havde ligesom jeg et hjerte der bankede for cykelsporten og fodbolden, og det fik vi mange hyggelige samtaler om også. Vi glædede os, når det gik godt for Lyngby, og det modsatte når de tabte.

Mine tanker går selvfølgelig til Linda og til Arnes familie, og jeg ved med mig selv, at jeg ofte vil tænke på Arne som det favnende og kloge menneske Arne var.

Æret være Arnes minde.

7. Omtale og anmeldelse af Leif Martinussens “Orgelkalender, orgelmusik til kirkeåret”, ved Poul Lüneborg og Monica Papazu.

I selskabets bestyrelse har Leif Martinussen gennem nu mange år varetaget hvervet som 1. suppleant. Det betyder imidlertid ikke, at han kun deltager i arbejdet på opfordring. Han yder en stor indsats både indenfor bestyrelsen og udenfor denne.

Senest har Leif Martinussen i dette forår udgivet en orgelkalender, som her skal gives en kort omtale i form af forordet til udgivelsen og en anmeldelse Af Monica Papazu.

Forord

Udover enkelte nye satser er orgelmusikken i dette hæfte hentet fra min 43 år lange ansættelsesperiode i Allehelgens Kirke i København fra 1970 til 2012. Kirken med Marcussen-orglet fra 1932 (i 1982 ombygget af Frobenius & Sønner) og kirkerummets fornemme akustik, har gennem årene inspireret mig bl.a. til at komponere en mængde musik, der relaterer sig til kirkeåret. Det er mig en glæde at kunne præsentere et udvalg af disse i denne orgelkalender.

Denne orgelkalender bliver en pendant til de fra Edition Egtved tidligere udgivne Salmekalender 1, 2 og 3, der indeholder 39 salmemelodier med akkompagnement til tekster fra K.L. Aastrups 133 Evangeliesalmer, der udkom på Gads Forlag 1969. Salmer for solo (eller unisont kor) og orgel. Min intension er her at udtrykke en fra teksten afledt grundstemning i et lyrisk præget klangbillede.(Edition Egtved: 22 salmer MF 406, 10 salmer MF 534 ,7 salmer MF 586).

Nærværende hæfte præsenterer orgelkoralbearbejdelser i mange forskellige former og udtryk, der tager udgangspunkt i kirkeårets forløb og kirkelige karakter.

Imellem orgelstykkerne finder man en enkelt salmemelodi med orgel-akkompagnement. Teksten hertil er skrevet over evangelieteksten til 5. søndag efter helligtrekonger (I), men salmen kan benyttes i hele kirkeåret som motet eller lignende.

Postludiets undertitel er opstået efter det havde “været på rejse globalt” med opførelser i Europa, Sydamerika, Sydafrika og New Zealand, oftest spillet af min ven, den ungarske orgelvirtuos Lásló Attila Almásy, til hvem jeg har tilegnet orgelværket Templomi orgona, opus 42 fra 2017, hvis anden sats, Cantabile, her indgår som intermezzo. Af andre navne skal her tilføjes den polsk/ franske orgelvirtuos Lidia Ksiazkiewicz.

Leif Martinussen, 2021

www.leifmartinussen.dk

ANMELDELSE

ORGELMUSIK FRA EN MESTER I DEN KORTE FORM

Med Mixtur-samlingen Orgelkalender – orgelmusik til kirkeåret får man 13 af Leif Martinussens bedste stykker, som i de fleste tilfælde knytter sig til kirkeårets højtider.

Af Monica Papazu

Leif Martinussen, som i mange år har glædet landets organister og menigheder med sine fine kompositioner, har nu offentliggjort sin “Orgelkalender”, som er en frugt af hans 43 år som organist ved Allehelgens Kirke i København. Det er en ægte Martinussen-samling med udvalgt musik, som er grundig gennemtænkt, raffineret og effektfuld.

Samlingen består primært af 13 velkonstruerede og stemningsfulde stykker; som følger kirkekalenderen fra advent til allehelgen, og som er sat i en festlig ramme. I begyndelsen: Præludium i d-mol, som ud fra et simpelt motiv skaber et indtryk af tillidsfuld og glad barnetro; i afslutningen: den virtuositetskrævende, dansende Flying Toccata.

De 13 stykker er refleksioner over nogle af kirkeårets repræsentative salmetekster og melodier. Satserne et med én undtagelse, af små dimensioner (1-2 sider), hvilket gør dem velegnet som henholdsvis præludier og forspil. Leif Martinussen er en mester af den korte form, hvor meget kan siges med få noder.

Billedtekst: Leif Martinussen, Orgelkalender, Forlaget Mixtur 2o2o, 36 sider, 199 kr. på noder.dk

Her er nogle eksempler. Den valgte salme for jul er den folkekære Dejlig er jorden. Behandlingen er bemærkelsesværdig: Et orgelpunkt i pedalen, som varer hele stykket igennem; cantus firmus i venstre hånd; i højrehånd: et harmonisk broderi med de første fraser fra Julen har englelyd i sopran, hvilket er et billede på, at julesangen kommer oppefra. Sammensætningen af de to melodier tjener desuden til at understrege den tekstmæssige lighed mellem de to salmer; som har “paradis” som nøgleord og fortæller om engleskarernes sang, som menneskene slutter sig til. Orgelpunktet virker som et symbol på evighed, hvor den jordiske og den himmelske menighed smelter sammen.

Som salme for fasten finder vi her Hil dig, Frelser og Forsoner med Thomas Laubs inderlige melodi, som ved sin modale stemning og sin vekslende taktart (hemiol) foregriber passionens Jesus, dine dybe vunder. Ligheden mellem de to melodier sætter lidelsestemaet og den tekstmæssige sammenhæng i relief: “Jesus, dine dybe vunder” er en naturlig fortsættelse af “Dog jeg tror, af dine vunder / væld udsprang til stort vidunder”. Leif Martinussens komposition er enkel: Laubs frygisk-farvede melodi folder sig ud i sopran, understøttet af nedadgående kromatismer – barokkens lamento-gang – i de nederste stemmer. Afslutningen er en ustabil akkord i anden omvending som tegn på, at fasten er indledning til og forberedelse for påsken.

Opstandelsens fejring markeres ved en brillant, tre sider lang sats over Krist stod op af døde med den førreformatoriske melodi, som høres i alle stemmer; fra jordens dyb til himlen.

Disse få eksempler må tjene som en varm anbefaling af Martinussens liturgiske orgelstykker.

8. Nyt om medlemmer, af Poul Lüneborg.

Der er grund til at notere sig nogle markante begivenheder for 2 af selskabets medlemmer:

1. Kaj Cramer rundede den 6. maj 2021 90 år.

Dansk Blindesamfunds hovedbestyrelse påskønnede på sit møde den 11. september 1999 Kaj Cramers mangeårige indsats. Han blev ved den lejlighed tildelt foreningens hæderstegn, som den 3. modtager af denne udmærkelse. I anledning af jubilæet er der grund til at gentage begrundelsen for denne hædersbevisning. Begrundelsen lød:

Kaj Cramer har i perioden 1. september 1971 til 31. december 1998 ydet en uvurderlig indsats som foreningens hovedkasserer. I den forbindelse skal særligt fremhæves følgende:

  • I de mere end 27 år Kaj Cramer fungerede som hovedkasserer, blev foreningens økonomiske forhold gennemorganiseret på en måde som har aftvunget stor respekt såvel blandt foreningens medlemmer som generelt i det danske samfund.
  • Kaj Cramer vil blive husket som den hovedkasserer der forestod bygningen af fire plejehjem, to boligejendomme, ombygningen af hovedkontoret på Thoravej samt opførelsen af Fuglsangcentret.
  • Kaj Cramer repræsenterede på fornemmeste vis Dansk Blindesamfund i utallige møder hos advokater og i skifteretter. Denne indsats har skabt stor respekt om foreningens måde at forvalte betroede midler på og har bidraget til, at mange har ønsket at betro Dansk Blindesamfund betydelige testamentariske gaver.
  • Hovedkasserer Kaj Cramer havde, uanset de mange arbejdsopgaver som hovedkasserer, altid tid til at lytte til det enkelte medlems problemer samt energi og vilje til at yde en håndsrækning til enhver, der henvendte sig til ham.

Kaj Cramer bebor i dag en bolig i det nye Solgavehjem i Valby – Følagercentret. Den runde fødselsdag blev markeret ved en sammenkomst den 7. maj hos fysioterapeut Inge Jørgensen, der er en af hans bekendte fra deres tid som elever på Blindeinstituttet i1950-erne. Flere deltagere i denne markering nævnte, at sporene fra Kaj Cramers indsats som hovedkasserer fortsat kunne spores i Dansk Blindesamfunds økonomisk/administrative system, selv om at det er mere end 20 år siden han forlod posten.


I Blindehistorisk Selskab ønsker vi Kaj Cramer tillykke med den runde fødselsdag og glæder os over at han stadig er et aktivt interesseret medlem i indsatsen for at udbygge kendskabet til blindes historie.

2. Hans Rasmussen modtog tirsdag den 11. maj 2021 Gentofte kommunes ældrepris 2020

På kommunens hjemmeside den 21. april 2021 kunne man læse:

“Den tidligere mangeårige formand for Handicaprådet får Ældreprisen 2020 for sit store engagement for at sikre gode forhold for alle borgere.

Få har som Hans Rasmussen arbejdet utrætteligt for at sikre gode forhold for alle borgere i Gentofte Kommune: Hvad enten det gælder adgangsforholdene for gangbesværede til kommunens bygninger, tilgængeligheden af kommunens hjemmeside eller at give borgere med funktionsnedsættelser gode muligheder for et aktivt fritidsliv, har Hans Rasmussen med stor sandsynlighed haft en finger med i spillet.

Derfor tildeler kommunalbestyrelsen den tidligere mangeårige formand for kommunens handicapråd, Hans Rasmussen, kommunens Ældrepris 2020.

Hans Rasmussen, der er født med et synshandicap, flyttede til kommunen i 1990 og engagerede sig straks i arbejdet i lokalafdelingerne for Danske Handicaporganisationer og Dansk Blindesamfund. I 2006 var han med til at danne kommunens handicapråd, der fortsat arbejder tæt sammen med kommunen. Hans Rasmussen var i mange år også formand for handicaprådet og er i dag, selvom han er gået på pension, fortsat suppleant i rådet, ligesom han stadig er formand for Danske Handicaporganisationer Gentofte.

Oprindeligt skulle prisoverrækkelsen have fundet sted i december sidste år, men på grund af coronapandemien har ceremonien været udskudt.”

Borgmester Hans Toft forestod tirsdag den 11. maj 2021 overrækkelsen af ældreprisen på Gentofte Rådhus. Ud over æren fulgte skulpturen “Pas på de små” og er fremstillet af Hans Bølling, Gentoftekunstneren 2020.

Skulpturen består af en and og 4 ællinger drejet i teaktræ og placeret på en 58 cm træplade i eg,

Figurernes hoveder kan drejes fra side til side. Sammen med borgmesterens flotte og meget velmente tale fik Hans Rasmussen en kæmpe buket blomster og et guldindrammet diplom 40 x 32 cm stort.

Til prisoverrækkelsen havde Hans Rasmussen inviteret 14 repræsentanter for de forskellige afdelinger i kommunen, som han som formand for Handicaprådet gennem årene havde samarbejdet med.

“Fakta om Ældreprisen

Gentofte Kommunalbestyrelse besluttede i 1994 at uddele en Ældrepris én gang årligt til en person eller en gruppe af personer, der har ydet en ekstraordinær indsats i arbejdet for Gentofte Kommunes ældre. Med prisen følger, udover anerkendelsen, et værk af årets Gentoftekunstner.”

I Blindehistorisk Selskab kender vi Hans Rasmussen for hans store viden og erfaring på det informationsteknologiske område og fra hans engagement som tillidsmand indenfor Dansk Blindesamfund, hvor han gennem et langt liv har beklædt utallige poster. For tiden er han fortsat medlem af foreningens hovedbestyrelse som formand for foreningens uddannelses- og beskæftigelsespolitiske udvalg.

I Blindehistorisk Selskab ønsker vi Hans Rasmussen tillykke i anledning af anerkendelsen af hans indsats i Gentofte kommune, som tildelingen af den fornemme pris er udtryk for.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72 Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72 Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 Mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67 Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com

Sporten for blinde i Danmark. Leif Martinussen, memoirer

Min tilknytning til sporten for blinde

Memoirer v/ organist, kantor, komponist Leif Martinussen.

___________________________________________________________________________

Forord:

Synshandicappede børn og unge har, ligesom andre børn, også haft glæde ved udfoldelse af fysisk aktivitet, der være sig i leg, småløb m.m. Bare dette med at kunne bevæge sig frit og føle

en kropslig glæde, fører efterhånden til mere konkret udfoldelse. Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg – en institution for børn op til konfirmationsalderen – gav elever rig lejlighed til at dyrke aktiviteter såsom gymnastik, svømning, atletik og dans, og for svagsynede tillige fodbold og bordtennis.

Indhold:

1956: Min ankomst til Det Kgl. Blindeinstitut i København. Idrætsaktivitet på Blindeskolerne, der

står for at arrangere stævner og bekoster disse. Samarbejde med de øvrige nordiske landes

blindeskoler (afviklet på de nationale stadions):

1961 Stockholm, NM Atletik og Svømning.

1962 Oslo, NM Atletik og Svømning.

1963 København, NM Atletik og Svømning.

1964 Helsinki, NM Atletik og Svømning.

Sportssamarbejde med tyske byer, – og stævner i København:

1965 september: Stuttgart, Atletik.

1966 forår: København, Atletik og Rollball.

september: Stuttgart, Atletik og Torball (Goalball).

1967 forår: København, Atletik og Torball.

september: Stuttgart, Atletik Hold-4 kamp, Torball, Rollball.

1968 september: Stuttgart, Atletik, Hold-4 kamp, Torball.

1969 forår: København, Atletik, Hold-4 kamp, Torball.

september: Stuttgart, Rollball.

1970 maj: Berlin/Vest, Atletik og Rollball.

juni: København, NM i Atletik og Svømning.

Dansk Blindesamfund anbefaler blinde sportsudøvere at opretter sportsklubber:
Landsforeningen af Vanføre Indkalder til et møde med henblik på at skabe et
handicap-idrætsforbund i Danmark.
december: Oslo, møde i Nordisk Idræts Komite for Blinde (NIK f. Bl.)

1971 Tiltag til dannelse af handicap-idrætsforbund i de nordiske lande.

I Danmark stiftes Dansk Handicap Idræts Forbund (DHIF) den 31/10 i Vejlby-Risskovhallen.

1972 august: Helsinki, NM Atletik og Svømning, ledermøde.

december: København, møde i NIK f. Bl. med DHIF.

1973 oktober: Stockholm, møde i handicap-idrætsforbundene.

1974 september: Stockholm, NM Atletik og Svømning.

november: Oslo, møder i NIK f. Bl. og handicap-idrætsforbundene.

1975 april: Stockholm, møde med handicap-idrætsforbundene.

september: Stuttgart, Rollball.

november: Helsinki, møde i NIF f. Bl. og handicap-idrætsforbundene.

1976 maj: Bonn, Tyskland, Goalball jubilæumsstævne.

juni: ”Vöcklemarkt” Østrig, VM i Goalball for Herrer.

juni: Oslo, NM Atletik og Svømning.

august: Toronto, Canada, Para-Olympiske Lege.

1977 august: Poznan, Polen, 1. European Sports Games for the Blind, Atletik, Svømning, Rollball. 1978 maj: Berlin, Atletik, Svømning og Torball, Jubilæumsstævne.

juni: København, NM Atletik og Svømning.

1979 februar: Stockholm, møder i NIK f Bl. og Nordisk-HIF.

1980 august: Beitostølen, Norge, ”Ridderlekene”, Atletik.

november: Langenhagen, Hannover, Tyskland, Torball (herefter benævnt Goalball).

1981 august: Fulda, Vest-tyskland, 2. European Sports Games for the Blind, Atletik, Svm., Rollball.

1983 maj: Greve Hallen, Goalball for Damer.

1985 sommer: Calgary, Canada, World Cup, Goalball for Herrer.

1986 august: Rom, Europeans Games for the Blind, Atletik.

1988 oktober: Seoul, Sydkorea, Paralympic Games.

1992 september: Barcelona, Spanien, Paralympic Games.

1994 marts: Lillehammer, Norge, Paralympic Winter Games.

1996 august: Atlanta, USA, Paralympic Games.

1989: Gymnastik- og idrætsleder J.P. Svennesens erindringer fra perioden 1958-1980.

Tirsdag den I4. august 1956 tager jeg hul på en ny epoke i mit liv. Efter at have tilbragt 4 år på Det Kgl. Blindeinstitut i Kalundborg oprinder dagen, hvor jeg nu flytter til København til adressen Kastelsvej 60 på Østerbro. Området er en mindre park, i hvis midte en firlænget bygning i senitaliensk renæssance fra 1958, træder frem. En smuk bygning, der dog udefra godt kan se lidt tung og knugende ud. Selve indgangspartiet har en portåbning, hvor der på hver side er placeret 2 siddende statuer. I haven foran bygningen er der, udover en stor plæne med spredte træer også en stor ellipse-formet flisegang, der indbyder til traveture i dette åndehul på Østerbro. Og nær krattet til Kastelsvej er der placeret en pæl med et påmonteret ringspil, der er meget populært. En lang kæde påmonteret 3 jernringe skulle sættes i sving hen imod pælen og ramme en krog, hvilket ikke var helt let, men det kunne læres. Her søger man ofte hen til i frikvartererne for at spille og sludre.

Dagene mandag til fredag indledes med morgengymnastik kl. 8 frem til 8.35, hvorefter vi kunne nå et bad og omklædning inden vi skulle til morgensang i festsalen 8.50. Gymnastiklærer Alfred Rye (ansat i 1941), er en rar ældre herrer, der har et godt tag på alle os drenge. Der skulle være disciplin men på en respektfuld måde. Fra 1945-50 leder han sportsaktivitet, der indbefatter svømning, gang og gymnastik og lidt atletik, hvor man kunne tage idrætsmærker, der ofte resulterede i diplomer. Denne aktive gruppe havde dannet en klub med navnet “Olympia”.

Nogle gange kunne Alfred Rye finde på at sige: ”I dag skal vi i stedet for gymnastik gå en tur og få lidt frisk luft”. På tilbagevejen rundede vi så altid Bager Nagel, hvor han købte kager til os med hjem til omklædningsrummet. Engang sagde han også til os: ”Som I ved, har jeg også gymnastik med brandmændene på Østbanegade Brandstation, – hvor mange af jer spiller skak? Det lyder godt, – så skulle vi ikke sætte et hold på 10 skakspillere og lave en aftale med dem”. Det skete, så vi mødte op, spillede skak og stationen bød på kaffe med kage. Vi undgik brandudrykning i de timer. Vi tabte, men det blev en fin aften. Senere bliver holdet inviteret hjem til Alfred Rye privat, hvor hans kone gav middag, – lige noget for os drenge. Samtidig skulle vi denne aften hører radio fra OL i Melbourne i Australien, hvor Danmark fik guld i sejlsport ved Poul Elvstrøm. Præmieoverrækkelsen med nationalmelodi hørte vi så i radioen. Da ”Kong Kristian” så blev intoneret sagde Rye til os: ”Op at stå drenge”, vi røg op fra stolene og stod strunk og følte national stolthed i disse øjeblikke.

Den første weekend i september i 1956, har instituttet den traditionelle fællestur for alle ned til Borrevejle Vig ved Roskilde Fjord. Lørdag formiddag den 1/9 ruller 2 store røde busser af sted, godt proppet af elever fra skoleklasserne og en ikke ringe del af lærerstaben. Stedet, der ligger ned mod vigen, er en slags vandrerhjem, der også besøges af forskellige sportsforeninger, for her er et lille stadion, hvor omkring der en knap 400 m lang løbebane. Vi indkvarteres i nogle store træbarakker med store sovesale. Vi er forventningsfulde og ser frem til denne sommertur hertil. Vi er alle oplagte, er fuld af energi og gåpåmod, – der skal ske noget og opleves noget. Vores hverdag på Kastelsvej 60 er jo ret afsondret fra den ydre omverden, da alle vores daglige funktioner – skole, arbejde m.m. – befinder sig bag de tykke mure. Vi går så rundt på det store område og lokaliser os, træner lidt på stadion – og for nogles vedkommende – foretages der små ture i bådene ud på den lavvandede vig. Ved aftenens arrangement bydes der på mad og kaffe, hvorunder folketingsmand, den radikale Jørgen Jørgensen fra Lejre er til stede og holder et foredrag for os. Efter denne aften går der lang tid før der bliver helt ro i de store sovesale.

Sø 2/9 morgen er vi oppe kl. 7, hvor der kort tid efter er fælles morgengymnastik ude på den store plæne. Herefter er der flaghejsning. Her får jeg lov til at hejse flaget til tops mens alle synger den valgte morgensang. Over middag finder så det traditionelle idrætsstævne sted oppe på stadion, der er placeret lidt højere i terrænet. Udover konkurrencer i forskellige spring er der også det lange 400 m løb. Det hele afsluttes med en fodboldkamp, hvor 2 spændende udvalgte hold skal banke hinanden. Holdenes navne var Egypten og USA, hvor USA vinder 3-0. (Formentlig opkaldt efter den såkaldte Sues-krise samme år). Der er 10 der stiller op til 400 m løbet, også jeg, så denne dag får jeg mit første indtryk af atletik her blandt de nye venner i København. Om aftenen er der fest med underholdning og dans. Før sengetid er vi nogle stykker, der går en aftentur på et par kilometer.

Ma 3/9 Igen morgengymnastik, der denne gang foregår oppe på stadion. Herefter henter busserne os tilbage til Østerbro.

Lige før starten af 400 m løbet. Deltagere (fra venstre) Svend Åge kristensen,

Kurt Petersen, Vilhelm Rütz Jensen, Ejlif Hjort Johansen, Thorkild? og jeg selv.

Tidtager er pianisten Egil Harder, (som jeg få år senere får som klaverlærer)

Opløbet: Leif i tiden 1.01,5 min., herefter Kurt, Svend Åge, Vilhelm, Ejlif.

Alfred Rye stopper i 1958 og hans aftager bliver J.P. Svennesen, officer af reserven, der læste til lærer på aftenseminarium. Han finder hurtigt genklang i sin ansættelse på Instituttet, så udover gymnastik (og svømning i Øbro-Hallen lørdag formiddag) er vi i årets lyse tid, udenfor i haven, til lidt løb og atletik. Der er så gymnastik på plænen, hvorefter vi går over i et hjørne af haven (der senere bliver indhegnet og får navnet ”hønsegården”), hvor der er en lang løbebane frem til en sandgrav, så der kunne trænes i spring og kuglestød. Det udvikler sig til at skolen efterhånden får oparbejdet en lille dygtig sportsgruppe, der efterhånden fører til starten på et nordisk idrætssamarbejde i atletik og svømning mellem de 4 nordiske landes blindeskoler fra hovedstæderne. Et afprøvet stævne i Stockholm i 1961 fører til, at de næste stævner planlægges til afvikling i i Oslo 1962, i København 1963 og Helsinki 1964, og med håb om placering på nationalstadions. (Dette sker og med massemediernes bevågenhed).

12-13/8 1961 NM i Atletik og Svømning, Stockholm

DK-hold: svagsynede (sv.s.): Ernst Lundorff, Ejlif Hjort Johansen, blinde (bl.): Kurt Nielsen

Om stævnet:

Et forsøg, der forhåbentlig kunne indlede en nordisk turnus for idræt. Synsgrænsen var her 3/60 hvilket forhindrede svagsynede med et syn over 3/60 i deltagelse. Danmark bliver nr. 4. I et begrænset deltagerfelt klarede de sig godt. Ejlif får 7 præmier. Leder: J.P. Svennesen.

16-17/6 1962 NM i Atletik og Svømning, Oslo

10 sportsfolk + ledere fra hvert land.

DK-hold: sv.s.: Ernst Lundorff, Ejlif Hjort Johansen, Niels Ove Jørgensen, Jørgen Bjerring Sørensen, Jens Mogens Jensen, Leif Martinussen, Karin Beck Petersen, bl.: Hans Rasmussen,

Birte Jørgensen, Kirsten Kristoffersen. Ledere: J.P. Svennesen, Fr. I Stangerup.

Forsiden til det flotte stævneprogram.


De 4 landes hold til det første officielle NM for blinde og svagsynede.



Det danske hold + de 2 ledere på Bislett Stadion i Oslo.




Niels Ove i st. højdespring. Huseby off. skole, – stedet hvor vi bliver indkvarteret.

Avisen “Morgenposten bringer dette foto fra 100 m løbet, Niels Ove til højre.



Med svævebane op til “Kongens Udsikt”. Leif, Karin, Ejlif og Niels Ove

Om stævnet:

Indkvartering på Huseby off. Skole, institutionen, der svarer til instituttet på Kastelsvej. Sightseeing, og så træning på skolens lille sportsplads. (Norsk sommertid kl. 19 = kl. 18 dansk tid.)

Et professionelt opsæt. Adgangskriteriet havde flyttet synsgrænsen, så der nu også kunne deltage svagsynede. Holdet havde fået udleveret røde dragter, korte hvide bukser og røde bluser + gummisko, løbesko, pigsko. Dette med, at der på trøjens ryg stod DANMARK, fik os til at ranke ryggen ekstra meget.

Nationskonkurrencen med regelsæt:

Herrer: Holdet skal bestå af mindst 2 100 % synsskadede (blinde).

Holdet kan stille med op til 3 i hver disciplin, hvoraf 2 tæller i pointberegningen med henh. 9, 7, 6, osv. For de blinde i 60 m løb, kan kun 2 deltage og kun 1 tæller. Pointberegningen er her 5,3, 2, 1.

I disciplinerne kuglestød, længdespring uden tilløb, og i 100 m brystsvømning skal mindst 1 af de 3 deltagere være blind.

Damer: Kan stille med 3 deltagere. Pointberegningen er som hos herrerne.

Disciplinramme:

Atletik Herrer: 100 m og 1.000 m løb. højdespring, længdespring og trespring uden tilløb. kuglestød. (ved stående spring menes afsæt med samlede fødder. Hvis man forud for selve springet bevæger fødderne, medfører det diskvalifikation af det konkrete spring.) Officials på stadion var meget professionelle til opgaven. Alle stående øvelser var specielt konstrueret for blinde og svagsynede.

Svømning Herrer: 50 m fri, 100 m brystsvømning, 3 + 50 m fri stafet.

Atletik Damer: 60 m løb. længdespring uden tilløb, slyngbold, kuglestød.

Svømning Damer: 50 m fri.

(Antallet af discipliner øges, eller ændres, ved de kommende stævner)

Lø 16/6 Bislett Stadion med officiel åbning. Norsk radio og TV er her. Indmarchen med rækkefølgen Danmark, Sverige, Finland, Norge træder ind på midten og danner en lang lige række. DK med numrene 1-10. Vi er forventningsfulde og noget benovede over dette internationalt kendte atletikstadion. Herefter holder Kong Olav sin tale og erklærer mesterskaberne for åbnet. Som en gestus til sportsfolkene går kongen så hen og hilser på hver og en. Et orkester forøger stemningen og kaster glans over dette sceneri. Vi lytter, er lidt nervøse, for nu skal vi i gang. Da kongen nærmer sig det danske hold, træder holdet et skridt frem og J.P. Svennesen knalder hælene sammen, hvilket tydeligt høres. Tæt på disse hæle havde Svennesen placeret en lille båndoptager, der kunne optage denne festlige indledning.

Sø 17/6 Afvikling af de resterende discipliner i atletik og konkurrencerne i Togata Badet. DK vinder både atletik og svømning, og får flotte pokaler med hjem.

Slutresultat: Danmark 120 p. Finland 98,5 p. Sverige 83 p. Norge 79 p.

De helt store triumfatorer bliver Niels Ove Jørgensen og Karin Beck Petersen.

Erindringsgaven til alle deltagere: et lille norsk flag på en flagstang i Sterlingsølv.


DK-resultater: Atletik, Herrer sv.s.:

100 m løb nr. 1 Niels Ove 12,0 sek. nr. 3. Leif 12,3 nr. 5 Jens 12,8. 1.000 m løb nr. 3 Jens 3.03,7 min. Højdespring nr. 2 Niels Ove 1,34 m. Længdespring nr. 1 Niels Ove 2,87 m.

Trespring. nr. 1 Niels Ove 8,41 m, nr. 3 Ejlif 8,41 m.

Svømning: 50 m fri nr. 1 Niels 0ve 36,8 se0 m bryst nr. 2 Jens 1.41,5 min.

3 + 50 m stafet nr. 1 (Jens, Ejlif, Niels Ove) 2.00,8 min.

Atletik, Damer sv.s.:

60 m løb nr. 1 Karin Beck 9,7 sek. Slyngbold nr. 1 Karin 30,64 m, nr. 2 Birte Jørgensen 28,63 m.

Længdespring nr. 1 Karin 2,04 m. Kuglestød nr. 2 Karin 6,50 m. Svømning 50 m fri nr. 1

Slutresultat: Danmark 120 p. Finland 98,5 p. Sverige 83 p. Norge 79 p.

Afslutningsfesten bliver afholdt i skolens store festsal. Da Niels Ove og jeg havde et par års

erfaring – med trommer og bas – i spil til dans og med kendskab til jazzmusik -, får vi lov til at spille med i skolens orkester, hvilket vi havde meget lyst til. Resultatet blev dog ikke som vi havde håbet, da trommesættet og bassen ikke rigtig passede til os.

22-23/6 1963 NM i Atletik og Svømning, København


2 af de 4 landshold på række ved åbningen på Østerbro Stadion, i baggrunden Øbrohallen.

10 sportsfolk + ledere fra hvert land.

DK-hold: sv.s.: Ejlif Hjort Johansen, Niels Ove Jørgensen, Jens Mogens Jensen, Leif Martinussen, Karin Beck Petersen, Elin Andersen, bl.: Poul Erik Meincke, Kurt Nielsen, Hans Rasmussen, Karen Marie Pedersen. Leder: J.P. Svennesen.



Niels Ove svævende i sit st. højdespring.

Leif i landing efter st. længdespring

Kastelsvej 60: Festsalen, forstander Ditlev Ahrens åbner for uddeling af præmier og pokaler

Sportslegende Knud Lundberg uddeler medaljer i 100 m for herrer til

Jens Mogens, Leif og Niels Ove.

Idrætsleder J.P. Svennesen, pianist Willy Egmose, ryggen af Knud Lundberg,

Kjell Abrahamsen Norge, Forstander Ditlev Ahrens

Om stævnet:

Alle nordiske deltagere ankommer fredag formiddag. På sightseeingturen i København, bliver der også en officiel modtagelse på Københavns Rådhus af overborgmester Urban Hansen.

Lø 22/6 Åbningstalerne holdes af Gunnar ”Nu” Hansen, H.C. Seierup og forstander Ditlev Ahrens. Sidstnævnte kommenterer konkurrencerne over højttaleranlægget. Vi 3 fra løbene i Oslo, Niels Ove Jørgensen, Jens Mogens Jensen og jeg vinder igen vores heat i 100 m løb, hvilket giver Jens Mogens guld og Niels Ove og jeg sølv. 60 m løb for blinde foregår ikke på bane men inde på det store græsområde, hvor man havde målt banen op. 60 m fremme står der så en person, der ved

råb, klap eller en klokke kan tilkendegive om den løbende skal korrigere lidt til venstre eller til højre, for at fastholde løberetningen. Når løberen så nærmer sig mållinjen kan råb så oplyse om hvor mange meter der er igen. I forb. med st. højdespring observerer vi, at de andre lande havde skiftet til en anden springstil. Hidtil havde vi benyttet den velkendte stil med skråspring, der selvsagt havde sin naturlige begrænsning. Her ser vi, at der nu praktiseres en stil, hvor man står med siden til stangen. Armene har så samlet indledende sving, der lige før selve springet, sætter en rotation i gang, og herved trækker kroppen rygvendt med opdrift hen over stangen.

Dagen igennem har der ved radioavis 12.30, 18.30 og 22.10 været oplyst om disse konkurrencer. Om aftenen havde arrangøren aftalt med Tivoli, at sportsdeltagerne kunne få fri entré til alle forlystelser.

Sø 23/6 Svømmekonkurrencerne finder sted i Østerbro Svømmehal. Der som det ønskes, kan der også (under svømmeforløbet op mod vendepunktet), råbes fra bassinkanten, at ”nu er der så og så mange meter igen”. Dette af sikkerhedsmæssige grunde.

Slutresultat: Danmark 146½ p. Finland 134 p. Norge 127 p. Sverige 107 p.

DK-resultater:

Atletik, Herrer sv.s.:

100 m løb nr. 1 Jens 12,1 sek. nr. 2 Leif og Niels Ove 12,2 sek.

1.000 m løb nr. 3 Jens 3.01,6 min.

Højdespring nr.3 Ejlif 1,31 m.

Længdespring med tilløb nr. 2 Jens 5,39 m, nr. 3 Ejlif 5,35 m.

Længdespring uden tilløb nr. 2 Ejlif 2,77 m.

Højdespring med tilløb nr. 3 Ejlif og Jens 1,45 m.

Trespring nr. 3 Ejlif 8,53 m.

Herrer bl.:

60 m løb nr. nr. 3 Poul Erik 8,7 sek.

1.000 m løb nr. 2 Hans 3.17,8 min.

Længdespring uden tilløb nr. 1 Poul Erik 2,54 m.

Atletik Damer sv.s.:

Længdespring nr. 2 Karin 2,10 m.

Slyngbold nr. 1 Karin 30,02 m.

60 m løb nr. 1 Elin Andersen 9,6 sek.

Efter afslutningsmiddagen er der præmieoverrækkelse i festsalen ved redaktør og sportslegende Knud Lundberg. Jeg modtog ham ude ved indgangslågen fra Kastelsvej ind til haven og kunne der se, at han brød dress-kode ved aldrig at bære slips, hvilket viser hvor traditionelt vi andre altid var klædt, når der skulle være fest. Herefter underholdning. Til dansen spiller Willy Egmose, Thorkild Nielsen, Niels Ove og jeg.

14-15/8 1964 NM i Atletik og Svømning, Helsinki

10 sportsfolk + ledere fra hvert land.

DK-hold: sv.s.: Ejlif Hjort Johansen, Jens Mogens Jensen, Leif Martinussen, Carlo Dinesen, Elin Andersen, Jenny Sarka, bl.: Kurt Nielsen, Hans Rasmussen, Benny Sørensen, Inge Gibskov.

Ledere: J.P. & fru Svennesen



De 4 nordiske idrætshold til officiel modtagelse på Helsinki Rådhus. Det høje vartegn på stadion.


Vi indkvarteres på Den Kristelige Højskole, der ligger i et smukt område.uden for Helsinki.


Det danske hold på det imponerende olympiske stadion i Helsinki.


Leif i st. højdespring.


Ude ved svømmestadion: Svennesen, Jens Mogens, Ejlif, fr. Svennesen.


Det danske hold foran indgangen til den pompøse domkirke, der er opført i perioden 1830-52.

To 13/8 ankommer det danske hold med tog kl. ca. 12 til Helsinki. En bus bringer os ud til indkvartering på Den Kristelige Højskole. Kort efter fortsætter bussen til byens rådhus til officiel modtagelse. Borgmesteren byder de nordiske landes sportsfolk velkommen til byen og ønsker alle et godt stævne. Herefter indbydes vi til et flot madtraktement, der består af kalkun. Herefter sightseeing med bus. Vi når ca. 50 km udenfor byen til Det Finske Blindeforbunds kursus- og feriecenter, der er placeret i et smukt landskab med vidder, små søer og en masse birketræer. Her indbydes vi til et flot traktement af mad og drikke. Kører tilbage kl. 22.




Tidsplan for idrætsdagene i Helsinki.

Om stævnet:

Fr 14/8 Åbningen på det imponerende Olympiske Stadion har bevågenhed fra både radio og TV. Kort efter kl. 9 indledes atletikken, der afvikles i dag. Vejret er flot og befordrende for gode resultater. Vedr. løbebaner, havde vi i Oslo og København mødt forskellige materialer som belægning, der gav større eller mindre friktion omkring pigskoenes greb i banelegemet. Her i Helsinki møder vi for første gang det nye materiale tartan, næsten uden friktion (følelse af, at skoene glider lidt for hvert trin), hvilket giver en fantastisk følelse, da man her oplever en sikker kontakt til banen. Trods gode resultater er den danske dominans ikke mere til stede. Min 2. plads i mit 100 m løb rækker kun til en placering som nr. 5.

I atletikken får damerne en 1. plads og herrerne må nøjes med en 4. plads.

Om aftenen er der et arrangement på Købmandsskolen med underholdning og dans.

Lø 15/8 Mesterskaberne fortsætter med svømning på et udendørs svømmestadion.

Dagens resultater bliver for herrer: DK, N, S, F, og for kvinder: DK, N, S, F. Flot af de danske kvinder. Herefter på indkøb i byen, bl.a. I stormagasinet Stockmann. Om aftenen er vi atter med bus udenfor byen, denne gang ca. 30 km væk på et andet kursus- og feriecenter, en slags pendant til det velkendte feriehjem der tidligere var placeret i Hobro Østerskov. Efter en lang og meget festlig aften er bussen tilbage 01.30. Sidst på mandagen er vi atter i København.

Slutresultat: Finland 153 p. Norge 136,5 p. Sverige 126 p. Danmark 111,5 p.

DK-resultater:

Atletik Herrer sv.s.:

Højdespring nr. 1 Ejlif 1,40 m.

Svømning 100 m bryst nr. 3 Jens 1.43,4 min.

Atletik Damer sv.s.:

60 m løb nr. 1 Jenny og Elin 9,1 sek.

Længdespring nr. 1 Jenny 2,16 m. nr. 2 Elin 2,07 m.

Slyngbold nr. 3 Elin 25,60 m.

Svømning 50 m fri nr. 3 Jenny 1.04,1 min.

Sideløbende med Nordens sportssamarbejde, bliver der fra 1965 åbnet op for kontakt til flere tyske byer, først og fremmest Stuttgart, hvor DK sender hold til stævner. Discipliner i atletik og så et nyt spændende boldspil for blinde der hedder Torball (engelsk: goalball), hvoraf der senere udvikles Rollball. Denne kontakt fører også til invitationer til stævner her i København.

(information om disse boldspil: Torball (eller engelsk: Goalball) spilles i indendørs haller.

Et hold består af 3 blinde spillere. Banens mål 26 + 13 m. I hver ende er der anbragt 3 lidt tykke måtter hvorpå spillerne, siddende eller liggende, kan bevæge sig for at modtage bolden og kaste den tilbage mod modparten i den anden ende af banen. Hvis bolden går forbi spillerne og passerer baglinjen registreres det for mål. Rollball har samme opbygning. Et hold består af 5, idet der er tilgået 2 yderligere spillere (svagsynede), der fungerer som skytter, en placeret i hver sin side. Bolden, der spilles med, har en indvendig klokke, der afgiver lyd hver gang den rammer eller ruller hen ad banen frem mod modstanderne. Boldens vægt er på 2 kg eller lidt under. Spilletid: 2 halvlege á 8 minutter. Disse spil udfordrer spillerne både fysisk og mentalt og forbedrer deres motorik, styrke og orienteringsevne.)

I starten af 1960´erne var de blinde og svagsynede sportsfolks træningsfaciliteter meget begrænsede og tillige mangelfulde. Stedet var Instituttet på Kastelsvej 60. Her var en gymnastiksal med 4 bærende søjler midt i lokalet, ikke de bedste betingelser for boldspil, og især ikke Torball (hvor de blinde også er skytter). Men da entusiasmen var i højsædet, og der ikke fandtes alternativer, kæmpede man ufortrødent videre. Vedr. atletik var der i et hjørne af instituttets have en indhegning, hvor der ud over et græsstykke var en lang løbebane hen til en aflang sandkasse, hvor vi kunne træne i spring. Hvis der skulle trænes i løb, kunne vi så løbe (uden at forstyrre de gående) på en ret lang flisegang, der i haven var anlagt som en ellipse.

Vedr. afholdelse af de nordiske mesterskaber var det udelukkende blindeskolerne i de nordiske landes hovedstæder, der påtog sig denne opgave. Senere blev kontakten til DBS mere mærkbar med en foreløbig indstilling til at blive garant for at det kunne fortsætte. Men DBS ønskede nu, at sportsfolkene manifesterede sig i foreninger, så der kunne komme faste strukturer omkring aktiviteter også vedr. økonomi. Dette sker så. Dette manifesterer sig til organisatoriske rammer. Den første er ”Blinde og Svagsynedes Idrætsforening af 1968”, (BSI). Etableringsmødet finder sted den 11/11 i min lejlighed i Engelstedsgade 35 på Østerbro. Gruppen, der udarbejder et koncept til fremlæggelse på en senere afholdt stiftende generalforsamling, er Thomas Andersen, Egon Børgesen, Ingolf Andresen og jeg selv.

To 21/11 afholdes denne generalforsamling, hvorefter foreningen bliver stiftet. Vedr. valg kan her oplyses, at Thomas Andersen bliver formand, Palle Lykkeby kasserer og jeg selv sekretær. Kort tid efter etableres ”Tandemklubben af 1971”, der har Jørgen Krogh som formand. Herefter stiger antallet af klubber til også at omfatte ridning m.m.

Forår 1964 Bad Cannstadt, Stuttgart. Atletik

DK-hold: sv.s.: Ejlif Hjort Johansen, Niels Ove Jørgensen

bl.: Ole Berggren, Poul Erik Meincke, Kaj Møller, Kurt Nielsen, Hans Rasmussen, Benny Sørensen.

Om stævnet: Til den efterfølgende underholdning havde arrangøren ønsket bidrag fra Danmark.

Poul Erik (trompet), Kurt (altsax) og Ejlif (piano) opførte Kristian Thomsen: “Fun” og H.C. Lumbye: “Britta Polka”. En kæmpe succes, der førte til ekstra opførelser.

Septenber 1965 Bad Cannstatt, Stuttgart. Atletik

DK-hold: sv.s.: Ejlif Hjort Johansen, Jørgen Bjerring Sørensen, Orla Jacobsen, bl.: Thomas Andersen, Egon Børgesen, H.P. Christiansen, Preben Petersen, Hans Rasmussen, Benny Sørensen.

Forår 1966 København. Atletik og Rollball

DK-hold: sv.s.: Ejlif Hjort Johansen, Carlo Dinesen, Palle Petersen, bl.: Thomas Andersen,

Egon Børgesen, Ove Hansen, Kurt Nielsen, Preben Petersen, Hans Rasmussen, Benny Sørensen.


10-11/9 1966 Bad Cannstatt, Stuttgart. Atletik og Torball

DK-hold: sv.s.: Orla Jacobsen, Leif Martinussen, bl.: Thomas Andersen, Egon Børgesen, Bent Harder,

H.P. Christiansen, Kurt Nielsen. Indkvartering i Smetanastrasse 102.

Egon, Orla, Hans Peter, Kurt, Svennesen, Bent. Middagsbesøg på Stuttgart-Cannstatt Rostadion.

Om stævnet:

Lø 10/9 Atletikken består af 60 m løb, st. længdespring, kuglestød og medicinboldkast. I de 2 først discipliner bliver jeg nr. 1 af alle. I Torball havner vores hold i midten af resultatlisten. Aftenfest i den store Alt Cannstatt Kursaal i byens centrum.

Sø 11/9 Middagsbesøg på Stuttgart-Cannstatt Rostadion ved floden Neckar. Her er servering af mad og øl. Tillige et smukt sted med flot udsigt. Her underholder et stort amerikansk orkester fra en nærliggende base. Så tilbage til vores bosted. Denne aften har vores leder Svennesen været til fest for lederne. Vedr. sporten: et godt udbytte.

Forår 1967 København. Atletik og Torball

DK-hold: sv.s.: Ingolf Andresen, Gunnar Hansen, Orla Jacobsen, Leif Martinussen, Kurt Petersen,

bl.: Thomas Andersen, Egon Børgesen, H.P. Christiansen, Ove Hansen.




9-10/9 1967 Bad Cannstatt, Stuttgart. Atletik, Hold-4 kamp, Rollball, Torball

DK-hold: sv.s.: Gunnar Hansen, Orla Jacobsen, Ejlif Hjort Johansen, Leif Martinussen,

bl.: Thomas Andersen, Egon Børgesen, H.P. Christiansen, Hans Rasmussen.

Orla, Hans Peter, Hans, Ejlif, Thomas, Gunnar, Egon Foran bostedet, ventende på chaufføren

Hygge på bostedet. Hans, Gunnar, Thomas, Ejlif, Orla

Om stævnet:

I Stuttgart afhentes vi i et militærkøretøj, et ”folkevogns-rugbrød”, der kører os ud til samme bosted som sidste år på adressen Smetanastrasse 102, og i de samme værelser.

Lø 9/9 Selv om dagen nærmest drukner i regn, opnås der fine resultater i atletik. I Rollball kommer vi efter 1-6, 5-2 og 7-4 blandt de 8 bedste hold. Da de følgende kampe tabes 2-3, 3-4, 1-4 slutter vi som nr. 8.

Aftenfesten finder sted i den store Kursaal, hvor der trakteres med mad øl og vin, og senere dans hen til kl. 02. Udenfor er der en lille fontæne med kurvand, som vi alle skal smage på.

Sø 10/9 Som året før bliver der igen en udflugt til Stuttgart-Cannstadt Roklub ved Neckarfloden. Her middag og underholdning fra et stort band.

Orla og Leif i kuglestød.

14-15/9 1968 Bad Cannstatt, Stuttgart. Atletik, Hold-4 kamp, Torball

DK-hold: sv.s.: Per Andersen, Ingolf Andresen, Orla Jacobsen, Leif Martinussen, bl.: Bent Harder, H.P. Christiansen, Egon Børgesen

Om stævnet:

Da vi ankommer til HBH afhentes vi af sportskomiteens formand Hr. Rochhausen, der sørger for,

at vi i flere biler kan køre ud til vinfirmaet Hiling. Her bydes vi på mange smagsprøver: rødvin, hvidvin, lys og rød champagne. Da vi forlader stedet får vi alle en mindre flaske champagne med som gave. På et center i udkanten af byen bydes vi på varm mad og hertil et glas øl.



Smetanastrasse 102. Aftenhygge med guiderne Ulrikke og Juta, der synger for os


Ingolf, Per og Orla Bent med guiderne i TV-tårnet

Herefter køres vi ud til det gammelkendte bosted, hvor værtinden byder os på kaffe, kage og vin.

Vi sportsfolk er åbenbart lette at overtale til at indtage alkohol, for vi gjorde det. Men som optakt til et idrætsstævne med lidt ”buldrende hoveder” aftenen før, er jo ikke heldigt, men festligt og sjovt var det.

Lø 14/9 Kl. 09 er alle klar på Ruit Sportsskole. Der opnås fine resultater i atletik. I Torball bliver vores hold nr. 5. Aftenfest i den føromtalte Alt Cannstatt Kursaal.

Sø 15/9 er vi – som årene før – på rostadion. De 2 guides, der er tilknyttet vores hold, Ulrikke og Juta, ledsager Orla, Bent, Per og jeg med sporvogn ud til et besøg i det høje TV-tårn. Heroppefra kunne vi både se og hører larmen fra det store stadion tæt på, hvor byens Bundesligahold var i kamp. Herefter følger de 2 piger med os til vores bosted, hvor værtinden sørger for mad, vin og kaffe. På et tidspunkt synger de 2 piger for os, hvilket H.P. Christiansen, også kaldet Voldborg, optager.

( Danmark deltager ikke ved de Nordiske Mesterskaber i 1966 og 1968, da vi ikke kan stille et kvalificeret hold.)

Forår 1969 København. Atletik, Hold-4 kamp, Torball

DK-hold: sv.s.: Per Andersen, Ingolf Andreasen, Henning Eriksen, Gunnar Hansen, Orla Jacobsen, Leif Martinussen, bl.: Thomas Andersen, Egon Børgesen, H.P. Christiansen, Bent Harder, Kurt Nielsen.

27-28/9 1969 Bad Cannstatt, Stuttgart. Rollball

DK-hold: sv.s.: Per Andersen, Ingolf Andresen, Henning Eriksen, Gunnar Hansen, Orla Jacobsen, Leif Martinussen.

Leder for hold til disse stævner: J:P: Svennesen. (i 1964 + en ekstra: Kirsten Jansbøl).

Indkvartering på Ruit Sportsskole.

Om stævnet:

Lø 27/9 Vores hold er klar fra kl. 09. Her er 12 hold til fordeling i 2 haller, så der er kampe hele dagen. Resultaterne bliver 2-5, 4-4, 4-4, 1-5, 2-7. Også denne gang skal vi spille om pladserne 7-12. I de følgende kampe går det bedre: 11-2, 2-1, 0-0, 3-1,

1-6. Vores slutplacering bliver forbedret fra sidste år. Aftenfest i Kursaal.

Sø 28/9 Som annonceret bliver der ikke atletik i denne omgang. Vi tager ind til byen og fordriver timer på den store Folkefestplads, hvor der spises kylling og hertil store glaskrus, der kan rumme 1 liter øl, så tørsten bliver slukket. Trods oplysning om flere glade timer med alkohol, skal her pointeres, at når vi er på sportsbanen er motivationen i top.

Maj 1970 Berlin/Vest. Atletik og Rollball stævne

DK-hold: bl.: Egon Børgesen, H.P. Christiansen, Thomas Andersen. Leder?

24-26 /6 1970 NM i atletik og svømning, København

10 sportsfolk + ledere fra hvert land. Danmark er så med igen.

DK-hold: sv.s.: Preben Breed, Jens Mogens Jensen, Orla Jacobsen, Niels Ove Jørgensen, Bent Marcussen, Leif Martinussen, Karin Beck Petersen, Ole Østergård, bl.: Thomas Andersen, H.P. Christiansen.

Om stævnet:

I tiden op til bliver jeg af næsten alle opfattet som omdrejningspunktet, hvor alle aftaletråde samles. Det har jeg ikke noget imod, men der skal også briefes meget: telefonsamtaler med de nordiske lande og med Palle Lassen, (formand for Københavns Idrætsforbund, hvis team var fuldt forberedt på opgaverne ved stævnet) K.W. Andersen DBS og Instituttet i Hellerup (hvor de udenlandske sportsfolk + ledere bor).

On 24/6 Om formiddagen er der på instituttet et opfølgningsmøde med lederne, hvor jeg orienterer om alt praktisk vedr. stævnet.

Kl. 15.30 finder den officielle åbning sted på Østerbro Stadion. Efter opmarch af landenes mandskaber på linje og nationalmelodierne har lydt, bliver der åbningstaler af BSI´s formand Thomas Andersen og Dansk Blindesamfunds formand Svend Jensen.

Frokosten (medbragt fra Instituttet) indtages på pladsen. De danske resultater bliver gode med ”pil opefter”. Mit 100 m løb giver en fin tid, men ingen medaljer.

Senere fortæller Palle Lassen mig, at alt var fungeret godt. Senere får jeg foretaget fotokopier af dommersedlerne på Instituttet. Herefter aftentraktement med kaffe.

To 25/6 Den arrangerede udflugt med bus bliver aflyst, da deltagerne hellere ville på indkøb i byen. I dagens Ekstra bladet kan vi læse i tekst og billeder fra den 1. stævnedag.

2. dagens atletik slutter først ud på aftenen med de lange løb, hvor lysanlægget måtte tages i anvendelse. De fleste danske resultater er på det jævne.

(Kl. 16.30-17.30 blev der et komite-møde, der trods nogen voldsomhed alligevel blev fair. Årsag hertil var lidt spændinger omkring DK´s udebleven fra stævnerne i 1966 og 1968. Men som nu, Danmark er igen med fremover.)

Fr 26/6 Tidligt morgen kommer Palle Lassen forbi med de færdige atletikresultater, hvorefter vi herhjemme går i gang med at tjekke pointberegningen efter samt renskrive listerne for placering af 1., 2. og 3. pladser til præmieuddelingen. Kl. 11 møder jeg på instituttet Danmarks Radios sportskommentator John Idorn, hvor jeg i festsalen sætter ham ind i proceduren for præmieuddeling. Vi pakker det hele ud og placerer det på et langt bord, så det er klar. Kort efter modtager jeg dagens resultatlister fra konkurrencerne i Østerbro Svømmehal her i formiddag.

Slutresultatet: (herrer – Damer):

1: Norge 119 p. 2: Finland 99½ p. 3: Sverige 79 p. 4: Danmark 64½ p.

Når så hjem, hvor Palle Lassen igen briefer med mig.

Aftenfesten finder sted i lokalerne i Bogensegade 4, hvor middagen er kl. 18. Herunder modtager jeg et meget positivt brev om stævnet fra Palle Lassen, som jeg læser højt for forsamlingen. Arvo Karvinen fungerer som tolk, bl.a. oversætter han også en tale fra Thomas Andersen (formand for Idrætsforeningen af 1968). Herefter fornøjeligt samvær og dans frem til kl. 24. Da jeg under festen spørger John Idorn, hvad han skulle have i honorar for sin afsatte tid til os, svarer han: ”Kun betaling for en sporvognsbillet”.

Dagen efter får jeg renskrevet resultaterne fra svømning samt får redigeret en totalopgørelse fra stævnet. Desforuden gjort et brev klar til Palle Lassen med en liste over de danske rekorder indenfor blinde- og svagsynssport.

Lø 12/12 er jeg udsendt som DBS´s repræsentant til et møde i Nordisk Idræts Komite for Blinde, NIK f. Bl., der finder sted i Oslo. Mødet afholdes i ”De Blindes Hus” på adressen Bergliensgata 13.

Deltagerne er: DK: Leif Martinussen, Sverige: Nils Forsberg, Finland: Arvo Karvinen, Norge: Kjell Abrahamsen, Gunleik Bergrud. Abrahamsen hentede os i Fornabu Airport. De her nævnte er alle gode kendinge fra sportsstævner. Da mødets første del omhandler regler for nordiske mesterskaber i ski, holder jeg mig tilbage og siger: ”Danmark har ikke nogen erfaring og skal derfor heller ikke have indflydelse på dette område”. Denne udtalelse overrasker og aftvinger respekt (og som der blev sagt) udviser dømmekraft. Efter en pause flytter selskabet i biler 25 km udenfor Oslo til Kjell Abrahamsens bopæl på Myrebakken 25 i Asker. Her fortsætter mødet så med 2. del, der indeholder punktet atletik og svømning, og her holder jeg mig absolut ikke tilbage, men går frisk ind i dialogen. Efter det positive møde og et efterfølgende fint traktement, køres vi tilbage til Fornabu. Kort efter denne tur skriver jeg (som ved flere følgende mange møder i Norden) referat til K.V. Andersen i DBS.

Hvad denne udvikling fører til, vil fremgå af det følgende:

_ _ _ _ _ _ _

1971:

Hvis man ser på handicaporganisationerne over en bred kam, havde idræt på organisatorisk plan fortrinsvis været at se i Dansk Døve Forbund og i Landsforeningen af Vanføre. Sidstnævnte med idrætsorganisationen Lavia havde i flere år deltaget i sportslegene i Stoke Mandeville Games i England, (med tilknytning til Rygmarvs-klinikken ved Mandeville-sygehuset i Aylesbury).

Dansk Døve Forbund, der i flere årtier havde en god tradition for sport, også internationalt, kunne i virkeligheden klare sig selv, – men ønskede også at komme ind under denne store fælles handicap-idrætsparaply, så alle disse aktiviteter kunne stå samlet.

Her omkring årsskiftet til 1971 havde Allan Hein fra Landsforeningen af Vanføres idrætsudvalg, taget initiativ til indkaldelse til et orienteringsmøde med repræsentanter fra andre handicaporganisationer, for her at se om der kunne blive interesse for en fælles overbygning for handicapsport. Til dette møde var 4 organisationer mødt frem. Da interessen viste sig at være

bæredygtig, blev der etableret et arbejdsudvalg, der så skulle gå videre med et oplæg til et projekt.

Formand for udvalget blev projektets initiativtager Allan Hegn, der kort efter annoncerede møde nr. 2 til fredag den 19/2 på Vanførehjemmet i København. Til dette møde blev Dansk Blindesamfund også indbudt og mødte frem for at observere og tage stilling til denne idé.

Landsorganisationerne lod sig repræsentere af organisationsfolk og folk, der var tilknyttet idrætten.

De fremmødte var:

Foreningen for Spastisk Lammede v/ Leif Sørensen, Døves Idrætsforbund v/ Knud Søndergård, Dansk Blindesamfund v/ næstformand K.V. Andersen og Leif Martinussen, Landsforeningen af Vanføre v/ Allan Hein, Evnesvages Vel v/ Børge W. Olsen havde sendt afbud, men tilkendegav positiv indstilling til projektet, – desuden deltog Bent Agerskov fra Dansk Idræts Forbund.


Indkaldelse til møde nr. 2 angående oplæg til stiftelse af et handicapidrætsforbund.

I sin velkomst udtrykte Allan Hein glæde over, at de blinde nu også kom med til dette møde. Herved var der nu kontakt med 5 landsorganisationer, formentlig de mest oplagte at henvende sig til i første omgang. Allan Hein kunne herefter fremkomme med en slags dagsorden med emneliste til forhandling, der indeholdt: 1. Love, opbygning og vedtægter, 2. Økonomi, 3. Forslag til opbygning af et forbund:

Forbundsstyrelse (Komite for teknik og medicin / Udvalg for idræt og kursus)

Hovedsbestyrelse

Repræsentantskab (Landsregioner Jylland – Fyn – København med kredsudvalg)

Foreninger

Punktet vedr. økonomi måtte delvis udskydes til de følgende møder, der var berammet til 5/5 og 27/9, -så det blev til i alt 4 møder i arbejdsudvalget.

Ved at kunne fremstå samlet kunne et sådant DHIF også markerer sig stærkere overfor myndigheder, kommuner, amt, stat m.m.

Sporten for handicappede kunne blive mere synlig i det offentlige rum og herigennem fremme større forståelse for de mange handicapgruppers ønske om at kunne dyrke idræt. Dette ønske skulle vise sig senere at blive opfyldt. Jeg blev udpeget som Dansk Blindesamfunds repræsentant i dette arbejdsudvalg og varetog ”de blindes interesser” med fuldgyldigt mandat herfra. Min kontakt mellem DBS med Formand Svend Jensen og næstformand Karl Wilhelm Andersen fungerede fint. Grunden til at netop jeg blev DBS´s repræsentant skal ses i det faktum, at jeg var med til at arrangerer nordiske stævner i København i årene før, hvor jeg repræsenterede DBS i ”Den Nordiske Idrætskomite for blinde og svagsynede”.

Den 31/10 1971 stiftes så Dansk Handicap Idræts Forbund, DHIF i Vejlby Riskovhallen i Århus. Som landsformand vælges overlæge Bodil Eskesen. Fra min synsvinkel dog forinden lidt drama: 4 dage før får jeg den besked fra DBS, at de alligevel ikke vil lade mig repræsentere dem officielt, og at de ikke vil sende en anden til dette stiftende møde. Denne meddelelse chokerer mig. Jeg var tilmeldt og ville tage til Aarhus, så jeg giver mig selv den opgave at være observatør, hvorfra jeg senere kunne give DBS min vurdering fra mødet. Så da jeg er til stede, og fortsat var DBS´s mand i arbejdsudvalget til udarbejdelse af materiale til en sådan stiftelse, fremkom jeg så med oplysning om DBS´s opfattelse af de mange uklarheder omkring mandat og indmeldelse. Reaktionen på mit indlæg havde megen forståelse og sympati, der også viste min manglende handlekraft, da jeg ikke havde mandat.

Til trods for visse uklarheder, blev hovedholdningen fra generalforsamlingen alligevel et klart ja til at stifte DHIF. Jeg oplevede den tillid, at der var flere der ville stille mig op som emne til kasserer, hvilket jeg dog takkede nej til. 3 dage efter ringer jeg til K.V. Andersen i DBS, der reagerer meget positivt på min rapport.

To 25/11 indbydes jeg til at deltage i det første HB-møde i DHIF, hvor jeg får den 12. plads. Ud af de 12 pladser får de 5 invalideorganisationer hver et ”født sæde”. Jeg bliver fuldt ud respekteret som en ”værdig repræsentant for blindegruppen”, og forhåbentligt senere som officiel repræsentant for DBS. Dette bliver et langt møde, hvor man skal lære at kende hinandens forskellighed vedr. ståsted, mandatbredde m.m. Selvom et officielt referat senere ville tilgå DBS, sender jeg alligevel mine egne notater om mødet til Dansk Blindesamfund (DBS).

1972:

Sø 16/1 oplyses det så i radio og TV, at DHIF var blevet optaget i Dansk Idræts Forbund (DIF), hvor DIF´s generalsekretær Emanuel Rose havde sagt god for det. En bekendtgørelse fra Dansk Idræts Forbunds Hovedkontor, som jeg også fik mulighed for at deltage i. Hvilken sejr for handicapidrætten, der herved gav accept på, at handicappede også kunne møde respekt og anerkendelse på dette område.

Fr 21/4 I denne weekend er der DHIF-årsmøde i Odense, hvortil K.V. Andersen og jeg er tilmeldt. På turen fortæller han mig, hvor hans fødestavn var, hvilket der overrasker mig: han stammede fra min hjemegn, fra Mariager Hedegård. På lørdagens generalforsamling føler vi hurtigt, at der er spændinger i luften. Allan Hein ”lader bomben springe” ved selv at stille op mod formand Overlæge Bodil Eskesen. Herefter er balladen total. Jeg går ind i diskussionerne og gør, ifølge K. V. Andersen, en god figur. Jeg bliver opstillet til Hovedbestyrelsen, men mangler 2 st. i at kunne komme ind. Men jeg bliver i bestyrelsen på DBS´s sæde og nu som deres officielle repræsentant. Herefter udspiller der sig nærmest skandaløse scener, i den grad uværdigt for hele forbundets renommé. Uha, hvad nu? Civilforsvaret stod for forplejningen, hvor jeg husker, at den varme ret var: forloren skildpadde. At ambitionsniveauet i meget nyt ofte kan være højere end i realiteternes verden, blev også en lære, man i HB måtte sande, og endda lidt smerteligt, idet, der opstod så megen uro og turbulens i rammerne, at det måtte resultere i en form for kommende afklaring, men hvilken?

To 4/5 er der et DHIF-møde afholdt i Evnesvages Vel, hvor der fokuseres på alle fejlene fra årsmødet i Odense.

Lø 10/6 finder det ekstraordinære DHIF-landsmøde sted i Svendborg. Den tidligere landsformand, Bodil Eskesen, ”får sin plads tilbage” og der kommer god orden i rækkerne og i det, der før var resultatet fra et uværdigt møde i Odense. Forbundet kommer igen ”op på skinnerne” med kurs fremover. Problematikken vedr. min officielle DBS-plads i hovedbestyrelsen bliver klaret til vores fulde tilfredshed.

Ti 13/6 afholdes der HB-møde i DHIF på Vester Voldgade 11. Et godt møde der giver gode løfter for fremtiden. Kjeld Flemming (valgt på mødet i Odense) afgår som sekretær, en portofølge, der overtages af Leif Sørensen. Jeg bliver indvalgt i bladudvalget. Herefter har jeg opkald til K.V. Andersen med et mundtligt referat fra mødet, (der senere efterfølges af et skriftligt).

Ma 24/7 Grundet min placering bliver jeg et omdrejningspunkt vedr. planlægning og aftaler forud for rejsen til NM i Helsinki. Dagen har mange telefonsamtaler, bl.a. til Flyvestation Karup, hvor jeg aftaler rejsetider fra Flyvestation Værløse, Vi var meget heldige med, at Flyvevåbnet havde stillet en DC 3 til rådighed for idrætsholdet + ledsagere. Også snak med min gamle idrætsven fra Finland Arvo Karvinen DFB, der skulle godkende den danske delegation på i alt 20 personer. Herefter info til DBS. Alt skulle så være klar til deltagelse i NM i Helsinki.


4- 5/8 1972 NM i atletik og svømning i Helsinki

DK-hold: sv.s.: Preben Breed, Orla Jacobsen, Bent Marcussen, Leif Martinussen (+Kirsten), Ole Bull Petersen (+Ella), Leif Rasmussen, Ole Østergård, Karin Østergård (tidligere Beck Petersen),

bl.: Thomas Andersen (+Birgit), H.P. Christiansen.

Sportsledere: J.P. Svennesen, Birte Munkner. Holdleder: Thomas Andersen, Leif Martinussen.

Desuden: A. Clausen (DIF), Kaj Sørensen (instruktør), Gudrun Larsen, Rita Jørgensen fra Aalborg + H.L. Løkken (DHIF og journalist). Et fly til 20 personer, derfor også 3 fruer.

Om stævnet:

To 3/8 Vi er oppe kl. 05. DHIF-journalist Harry L. Løkken kommer i sin bil og kører Kirsten og mig til Hellerup Station, hvor jeg skaffer taxaer til holdet til Flyvestation Værløse. 07.30 går vi ud til det lille lyserøde fly. Vi har selv proviant med. Højt humør under den 5 timers lange flyvetur. Da vi ankommer, opstår der kaos, da tidsfaktoren snyder os: vi kommer en time for sent. Der er ingen til at hente os, så jeg må ringe og får foranstaltet, at der kommer en bus og bringer os til Helsinki Rådhus, hvor vi så kommer den omtalte 1 time for sent til den officielle modtagelse, ret pinligt, virkelig flovt, – jeg havde glemt tidszoneskift, havde ikke været omhyggelig nok.

Så med bus ud til Tapiola, et for mig kendt sted fra 1964. Videre til Invarlidarnes Yrkeskole i Westend til indkvartering. Her opstår en masse sjov omkring min indkvartering af 20 personer på 5

4-mandsstuer. Middag på rest. Tapionoppi, Pohjantie 3.

Luftvåbnets gamle DC 3 fra 1941 bringer os frem og tilbage fra Helsinki




Et besøg hos piloterne, der byder på kaffe Kirsten (ledsager) og sportsmand Ole



Leif i st. højdespring, – forløbet i 4 billeder:

Nyt blindeinstitut i København.

(I efteråret 1968 lukker det gamle Blindeinstitut på Kastelsvej 60 på Østerbro og det nye “Statens Institut for Blinde og Svagsynede” åbner på Rymarksvej 1 i Hellerup. Grunden er en nabogrund til Mindelunden. For sportsfolkene giver det en utrolig forbedring. En stor gymnastiksal – uden 4 bærende søjler i midten af rummet -, hvilket endelig giver optimale muligheder for boldspillene Torball og Rollball. I parkområdet bag Instituttet er der anlagt et mindre stadion med en oval løbebane på ca. 180 m (belagt med asfalt) og sandgrave til kuglestød, en for højdespring og en for længdespring med en tilløbsbane. Forud for stævner har sportsgruppen stadig mulighed for at benytte sportsfaciliteterne på Forsvarets Gymnastikskole i Ryvangen i Hellerup. Her er der en 400 m oval bane, hvilket giver mulighed for lange løb og 100 m løb på lige bane. Så siden 1968 har sportsfolkene haft gode vilkår for at kunne forberede sig til stævner, – således også her til Helsinki.

Som jeg husker det, har der altid været en entusiastisk tilgang til øveaftener omgærdet af et godt kammeratskab. Dette skyldes også den fine kemi os alle imellem og med vores leder Jens Peter Svennesen. Efterhånden opstår der en tradition med, at Svennesen lige før jul og igen lige før sommer, inviterer hele holdet til hygge med middag i privaten i huset på adressen: Langs Banen i Virum. En gestus, der også i høj grad bekræfter det fine sammenhold.)

Dansk Handicap Idræts Forbund får et informationsblad.

(I forb. med stiftelsen af Dansk Handicap Idræts Forbund (DHIF) etableres der også et bladudvalg, hvor jeg får sæde. Bladet skulle have et navn, men hvilket? I Hovedbestyrelsen gav dette spørgsmål anledning til stor diskussion. Her fremkom flere forsigtige bud på et navn, man fraveg ligesom direkte at antyde her, hvad sagen drejede sig om. På et tidspunkt kom der forslag om, at det kunne hedde Helse, som Sygekassernes blad. Begrundelsen var, at det på en maskeret måde oplyste om en sygdomsrelateret baggrund, uden dog at nævne ordet handicap. Problemet var dog bare, at denne bladtitel på ingen måde oplyste om dette forbunds hovedsigte: at præsentere sportsaktiviteter og problemstillinger indenfor handicapsport. Som den måske yngste i denne bestyrelse tillod jeg mig at opponere kraftigt mod denne forsigtige og noget uventede holdning til dette spørgsmål. Jeg slog til lyd for, at denne titel skulle være oplysende, – klar og direkte. ”Dette at vi opretter et forbund for handicappede sportsfolk ville kun få klar gyldighed og respekt, hvis vi tonede rent flag til det omgivende samfund”. Men man skal huske på, at på der tidspunkt var der mange der opfattede idræt i forhold til handicappede mere som noget i retning af et tidsfordriv eller en hobby, der selvfølgelig havde et motionsgivende element i sig, – men som seriøs konkurrencesport hen på linje med friskidrætten, det ville nok være for langt at gå! Efterhånden som debatten herom skred frem tippede holdningen mere og mere hen i retning af mit synspunkt. ”Den forsigtige attitude” afløstes af ”at tone rent flag” og endte med enighed om

at bladet skulle hedde: ”DHIF INFORMATION”. Undertitel og indhold kunne så her oplyse om forbundets sigte og mål.



Dagsprogram for idrætsdagene i Helsinki.

Herefter deltager J.P. Svennesen og jeg i et i ledermøde, hvor jeg fra svenske og norske ledere får anerkendelse for mine præcise fremførelser af danske synspunkter.

Fr 4/8 NM i atletik og svømning i Helsinki indledes på svømmestadion, hvor DK opnår 3 medaljer.

Kl. 17 finder den officielle åbning af ”Nordiske Mesterskaber for blinde og svagsynede” sted på det Olympiske Stadion med taler, nationalmelodier, blomsterpiger m.m. Kort efter drukner flere discipliner i regn. Min deltagelse i 100 m løb bliver ret så dramatisk, der skulle hele 3 starter til, før det første heat kunne godkendes. (en tyvstart, og en person på banen). Jeg vinder sikkert i tiden 12,5 sek. falder/glider over målstregen i en regulær maveplasker. Vinder bronze, DK´s eneste medalje på stadion. Om aftenen er der skandinavisk sammenkomst ude hos den finske leder Arvo Karvinen privat: en fantastisk aften med stor entusiasme for nordisk blinde/svagsynedes sport.




Fotos fra det olympiske stadion, regn på banerne, og min medalje

Svømmestadion, – Karin og Preben med deres medaljer. Preben og Karin

Lø 5/8 2. dag på stadion, der kun giver en medalje af bronze til Karin B. Petersen.

I mine andre discipliner bliver jeg den bedste dansker.

NM-resultatet: Finland 119,5 p., Norge 15 p., Sverige 99 p. og DK 35,5 p. Så det blev i princippet et opgør mellem de 2 dominerende parter Sverige og Finland.

Kl. 18 er der afslutningsmiddag i rest. Luolamies, Otaniemi, et fantastisk flot sted.

På det danske holds vegne modtager jeg 2 vaser og uddeler på DK´s vegne en vase i Kgl. Porcelæn til Helsingfors Blindeforening. Til Arvo Karvinen: 2 fl. Aalborg snaps. Aftenen slutter med dans.

Sø 6/8 Hjemrejse med ankomst i Værløse kl. 16. Trods køb, ingen toldere.

Slutresultat: Danmark bliver nr. 4.

DK-resultater:

Atletik Herrer sv.s. 100 m løb nr. 3 Leif 12,5 sek. Svømning 50 m fri nr. 3 Preben 41,7 sek.

Atletik Damer sv.s. Kuglestød nr. 3 Karin 7,17 m. Svømning 50 m bryst nr. 1 Karin 49,8 sek.

To 7/9 Generalforsamling i Idrætsforeningen BSI. Thomas Andersen går af som formand, og jeg vælges som ny formand.

Ma 11/12 Konference i NIK f. Bl, der afholdes i Bogensegade 8. Til dette møde deltager DHIF´s formand Bodil Eskesen. DBS giver en flot middag. Et vellykket møde. Senere er BSI (i vores bolig i Polensagde 49) vært ved en aftenfrokost.

On 13/12 er der DHIF HB-møde i Kildeskovhallen i Gentofte. Som medlemmer af bladudvalget forventedes det, at H.L. Løkken og jeg fremkom med en udtalelse om status quo. Da Løkken ikke havde forberedt sig grundigt nok, måtte jeg så stå for skud, hvilket passede mig udmærket, da jeg havde forberedt mig. Herved kom jeg til at uddybe min holdning til udgivelsen af et forbundsblad måske lidt for skarpt, men FU accepterede min holdning. Jeg havde ikke før på disse møder sagt så meget som ved denne lejlighed. Men mit lange indlæg fremtvang respekt, – heldigvis for det.

Et langt møde fra 16.30-22.30.

(Indtil nu har jeg koncentreret mig om sportsdiscipliner som jeg har haft kontakt til: gymnastik, atletik, svømning og boldspillene: Toreball (Goulball) og Rolball. Men viften af discipliner bliver større, der opstår også rideklubber og ikke mindst tandemcykling, hvor “Tandemklubben af 1971” på Østerbro, bliver den første klub. Senere oprettes der mange tandemklubber rundt omkring i Danmark. Udover disse klubbers daglige træning og forskellige konkurrencer, opstod der et landsløb med titlen “Solgaveløbet”.

Søndag den 14. maj 1972 finder det første løb sted. Løbet bliver startet af Aalborgs borgmester Marius Andersen på Vester Fjordvej i Aalborg. Her deltager et felt på 26 tandemer med en seende pilot på 1. sæde og en blind på bagsædet. Distancen var på 54,2 km og har rute ned gennem Himmerland mod Hobro. Opløbet finder sted ved Solgavehjemmet i Hobro Østerskov. Løbet bliver en succes der under afviklingen påkalder sig megen opmærksomhed fra pressen og massemedier, – hvilket jo er herligt. Dette fører naturligt til, at herved er starten på en tilbagevendende tradition sat i gang.)

1973:

On 31/1 får jeg skrevet en artikel om idrætskonferencen 11/12- 72 til DBS´s medlemsblad.

Ti 6/2 er der på DBS´s kontor et uformelt møde mellem K.V. Andersen, K.E. Paulsen og jeg med DHIF´s nye konsulent Svend Ohrt, for at alle parter kunne lære hinanden at kende. Konsulenten gjorde et fordelagtigt indtryk.

Forbundets start og første år forløb ikke uden gnidninger og problematikker – her skulle forskellige sportstraditioner og holdninger lige pludselig ind under samme fælles ordning – det var ikke let, og det tog nogen tid før man nåede frem til, at der under denne fælles sportsparaply skulle befinde sig suverænt adskilte sports-divisioner med de respektive grupper af handicappede som bestemmende eksperter indenfor deres eget område. Dette vil respektere de igennem årene indhøstede erfaringer, og styrke mulighederne for selv at skulle afstikke linjerne for den bedste udvikling og idrætsudøvelse. – Rent ud sagt, fagudvalg i en udadvendt fælles organisation. Forud var gået et år med tilrettelæggelse af rammen for en sådan organisation. Arbejdsudvalget bestod af en repræsentant fra 5 invalideorganisationer (hvor jeg varetog DBS’s mandat), og hele tiden havde sikret mig mit mandats spændvidde, hvilket dog aldrig blev et problem. I de første år havde disse 5 handicaporganisationer fast plads i hovedbestyrelsen, hvor udover skulle vælges 7 på det årlige landsmøde. Denne bestemmelse for at kunne sikre de handicappedes egen indflydelse på udviklingen. Senere udgik ”de fødte sæder”, hvorefter alle blev valgt på demokratisk vis. Forbundets egen struktur kunne nu fungere med sikkerhed for alle handicappedes idrætsudøvelse. Oven over disse særinteresser med egen styring, kom så hovedorganisationen DHIF til at fungere udadtil med større indflydelse, der skabte mere og mere respekt i det offentlige rum.

På nordisk plan får de andre lande også fælles handicap-sportsforbund der senere i 70’erne munder ud i et Nordisk Handicap Idræts Forbund. I tiden inden dette etableres, havde der fundet møder sted, afholdt i de nordiske hovedstæder, hvor de forskellige handicaporganisationer, blinde, døve, vanføre o.a. havde haft deres fællesmøder og justeringer omkring sportens udvikling. For mig blev dette uhyre interessant at deltage i alle disse møder i de nordiske hovedstæder, her må man forstå, at alt var i bevægelse og ganske uafklaret indtil man i 1978 endelig fik ro på ”alle fronter” til at kunne acceptere og stifte et Nordisk Handicap Idrætsforbund.

26-28/10 er jeg i Stockholm, hvor Nordisk Handicap Idræts Forbund (Nordisk-HIF) havde kaldt til møde, der også indeholdt en lægekonference. Fra DK deltog Bodil Eskesen (formand), Svend Ohrt (konsulent), Knud Adrian og jeg fra HB samt Claes Hellesen (læge). Sidst på ankomstdagen når jeg, efter aftale, ud til domorganist Gotthard Arnér i Storkyrkan (byens domkirke, hvor jeg studerede i april-maj) for at overrække ham noderne til min 2. toccata for orgel, opus 14 der er tilegnet ham.

Lø 27/10 Dagens møder er berammet fra 09-12 og 13.30-15.30. Ved det 2. møde kommer jeg på hårdt arbejde, da jeg forespørger om hvorfor man ikke kunne behandle de fra mødet den 11/12-72 stillede forslag til NIK f. Bl.? Trods fin støtte fra norsk og finsk side møder jeg svensk vaghed, så der kommer ikke svar vedr. denne anmodning. Herefter en udmærket debat. Så en hurtig tur ud i byen. Smørrebrød i restauranten og så omklædning. Så følger et lille whisky-møde hos islændingen Sigurdur Magnusson. Om aftenen er flere delegerede inviteret ud til den svenske læge Ulla Chöler. Jeg viser vej, da jeg kendte destinationen fra kortet. Det bliver til et selskab på knap 20 i den store lejlighed. Da 10 er gået inviteres de resterende 8 på en herlig middag. Her møder jeg Alf Nygren formand for Svensk Handicap Idrætsforbund (SHIF). Megen snak med alle. Det bliver en ”våd aften”. Tilbage på hotellet kl. 01.

Sø 28/10 Kl. 09 kører vi i taxa ud til et idrætsanlæg på Beckomberga vest for byen. Her får vi forevisning og instruktion i siddende volleyball. Fra siden ser vi 2 hold i kamp. Alle spillere i fint idrætstøj siddende på flade plader påsat rulleskøjtehjul, der med stor kampgejst dyster med bold over det ret flade net. Tankevækkende. Når jeg ser det, er det mennesker, der gerne vil dyrke kropslig aktivitet, og gør det handicappet eller ej. Og jeg tænker: endnu et bevis for, at handicapsport skal være kommet for at blive. Herefter ser vi svømmeundervisning af stærkt handicappede børn. Hjemturen i bil går via Gamla Stan for atter at se den smukke gamle bydel.

Middag hvorefter følge det afsluttende møde kl. 13. Her får jeg ført til protokols, at vores komite, Nordisk Idræts Komité for Blinde (NIK f. Bl.) ved mødet næste år i Oslo, skal have repræsentation, og ikke ”som jeg her i år, der har repræsentation indirekte via DHIF”. Herefter tager vi 4 taxa til Arlanda og fly hjem. På hjemrejsen til Kastrup tænker jeg på den gode kemi mellem mødedeltagerne, hvilket jo altid vil være en forudsætning for positive og gode samtaler.

1974:

26-28/6 I Helsinki Airport hentes jeg af Arvo Karvinen og hans kone i bil. Kører til deres hus i bydelen Tuusula. Til velkomst får jeg en whiskysjus, og straks efter får vi 2 mænd hver en kurv med et håndklæde og en øl til sauna og en lille svømmetur i en swimmingpool i kælderen. Så grillparty på terrassen og skøn middag. Så dukker en god ven op til en aften gåtur, – herefter igen gode drinks. Næste morgen hentes vi af gymnastiklærerinde Ritva Kuuskinen, der kører os til Träskända, hvor mødet skal holdes på et stort kursus- og feriecenter. Mødedeltagere fra nordiske handicap idrætsforbund og vores egen NIK f. Bl.

Vores egen komite ønskede et formøde inden mødet med handicapidrætsforbundene. Her genvælges Arvo som formand og jeg som næstformand.

31/8-1/9 1974 NM i atletik og svømning, Stockholm

10 sportsfolk + ledere fra hvert land.

DK-hold: (kun 7): sv.s.: Preben Breed, Leif Rasmussen, Ole Bull Petersen, Orla Jacobsen, Leif Martinussen, Else Andersen, bl.: H.P. Christiansen. Ledere: Orla J. og Leif M.

Herforuden 2 bevægelseshæmmede piger fra Aalborg: Lene Strøm Hansen, Lajla Götter + leder

Grethe Henriksen.

.

En omtale af blinde og svagsynede atletikfolk i avisen BT

Om stævnet:

Det danske hold er med tog til Stockholm, men på turen har vi betænkeligheder omkring indkvarteringsform og måde. Ikke om sportslig placering, vores hold kan kun forvente en 4. plads. Efter ankomst modtages vi af vores tildelte guide. Beril Karlsson. En SL-minibus bringer os ud til OK Motor hotel i Johannehov. Et stort dyrt hotel med farve-tv på værelserne. Alt for høje priser i forhold til aftalerne fra København. Trods dette et højt humør. Aftensmad for egen regning.

Lø 31/8 Tidlig busafgang til Torvalla Simhall og Idrotsplats i bydelen Handen 25 km. væk.

NM i atletik og svømning indledes. KL. 10.30 er der indmarch i svømmehallen med landsnavneskilte, flag efterfulgt af talere fra N, F. og S. DK markerede sig negativt ved ikke at komme til mikrofonen, noget som Orla og jeg bagefter følte os flove over, her svigtede vi begge.

Kl. 11 indledes konkurrencerne i svømmehallen, hvor der kun tilfalder DK en medalje i 100 m bryst til Leif Rasmussen. Efter frokost på en nærliggende skole bliver der et ledermøde, hvor jeg deltager. Det danske islæt står svagt, da vi i alle discipliner kun får pladser fra nr. 5 og nedefter. I atletik kommer jeg i min disciplin 100 m i 1. heat og bliver nr. 3 i pæn tid, der

giver en samlet 6. plads. Kl. 18-19 er der ”kammeratligt samvær”. Og så bus retur til hotellet,

hvor der bliver frit samvær og fest i restauranten.

Sø 1/9 Da det viser sig at vores lunch-billetter var meget dyre, smører vi i smug frokostpakker ved morgenbordet og tager det med til stadion. Trods enkelte lyspunkter med personlige rekorder (Preben Breed bliver nr. 5 i kuglestød), fortsætter den ret svage danske indsats.

Vores venner fra Aalborg klarer sig i deres discipliner i svømmehallen fornemt med 4 sølv og 1

bronze. Kl. 15.30 er der afslutningsceremoni i svømmehallen. Så farvel til venner fra F, bl.a. Arvo Karvinen inden bussen kører til Centralstationen. Her deler vores gruppe sig i 2, (det ene hold bliver på en restaurant), mens jeg viser de seende rundt i centrum, som jeg tydeligt husker fra mit studieophold i foråret 1973. Samlet igen så taxa ud til hotellet.

Ma 2/9 Vi er oppe kl. 05. Ved morgenbordet smører vi madpakker til togturen hjem. Søndag aften betalte jeg den store hotelregning. Under togturen tilbage til København, hjælper Orla Jacobsen mig med at få en kyndig og klar opstilling af regnskabet for denne tur. Kort efter jeg er helt hjemme, ringer telefonen. En journalist fra BT havde fra dagbladet Dagens Nyheder hørt om stævnet i Stockholm og ønskede et interview og ønskede at få det klaret her i aften. Senere dukker denne kvindelige journalist op sammen med en fotograf, da de også ville tage et billede af mig. Da de ønskede et af mig, hvor jeg stod på hænder, måtte jeg sige, at det ville jeg ikke, kun et ”normalt” billede.

DK-resultater: Ingen pladser i top3. De 2 gæster fra Aalborg, Lena og Laila henter i svømning en 2. og 3. plads.

Fr 22-24/11 Er med fly til Oslo, hvor jeg indlogeres på Hotel Viking tæt på Østbanegården. Fra 18- 22 er jeg i Norges Blindeforbunds bygning, hvor jeg sammen med vennerne i BIK f. Bl. har et formøde inden fællesmødet i morgen. Fra 22.30-02 er hele gruppen inviteret ud til sekretær Arne Husveg i dennes skønne villa, beliggende ca. 15 km udenfor Oslo. Både før og efter inviteres vi hen til husets bar, – den største i et privat hjem, som jeg har set. Husveg roser mig for min holdning og taleevne på mødet. Atter tilbage på hotellet, hvor de andre også bor, får vi en godnatdrink hos finske Aapo Koskinen. Før jeg lægger hovedet på puden, skuer jeg lige ud ad vinduet og ser et billede af aftenstemning over Oslo.

Lø 23/11 Er tidligt oppe, så jeg kan skrive et referat af gårsdagens møde. Efter en lille bytur indtages der morgenmad til 5 på v. 906. Her er 2 svenske, 2 finske og jeg. Et traktement, som jeg arrangerer på bordet, da jeg er den bedst seende.

Her kan vi så gøre os helt klar til mødet med landshandicaporganisationers delegerede. Kl. 11 møder jeg så fra DHIF Bodil Eskesen, Simonsen og Knud Adrian, der kom med båden fra København. Det store fællesmøde har så mødetiderne 11-14 og 15-18. Her har jeg mange indlæg og kommer ganske godt fra det, men situationen er vanskelig, da de nordiske landes handicap-idrætsforbund gerne vil ”sluge blindesporten” uden at denne gruppe kan beholde en vis selvbestemmelse, – men det accepteres ikke. Vi vil i en ”paraply” bevare egen profil. Vi i NIK f. Bl. er gode til at støtte hinanden, især Kjell Abrahamsen (Norge) og Arvo Karvinen (Finland) har fornemme indlæg.

Fra 18-19 skriver jeg referat fra dagens møder, der senere vil tilgå DBS.

Fra 20-24 er arrangøren vært for et aftenarrangement med pindemadder og drinks fra en fri bar. Trods uoverensstemmelser bliver det et fornøjeligt samvær, så barrieren så småt falder, så vi blander os og får det rart sammen. Det bliver også til lidt dans. Fra 00-01 nyder jeg et glas kampari hos finnerne på Arvos værelse, hvor han og jeg opsummerer dagens møderesultater. Også denne aften eller nu nat, kikker jeg ud over Oslo før jeg finder sengen.

Sø 24/11 Dagens møder er fra 09-14 med indlagte pauser til kaffe eller drinks.

Udover takketaler fra de forskellige komiteer, forholder jeg mig præcis til min rolle som observatør. Efter middagen siger jeg farvel til de 3 fra DHIF. Sammen med 5 svenskere er jeg i

taxa ud til lufthavnen kl. 16. Fin hjemtur.

1975:

Ti 15/4 K.V. Andersen og jeg er til handicap-idrætsforbundenes møde i Stockholm, hvor der igen tales om en endelig løsning på i verserende problemer. Der sker dog fremskridt. Enighed om, at

NIK f. Bl. stadig skal bestå, og have kompetence til at stå for stævner, turnus og valg af discipliner. Udtalelsen lyder meget godt, men hvad med realiteterne?

19-20/4 holder DHIF Landsmøde i Vingsted Centret ved Vejle. Et positivt møde, der nu giver håb for fremtiden.

September 1975 Rollball-stævne i Bad Canstadt, Stuttgart

DK-hold: sv.s.: Bent Marcussen, Bent Christensen, Preben Breed, Henning Eriksen, bl.: Preben Petersen, H.P. Christiansen, Egon Børgesen.

Fr 7/11 er jeg igen i Oslo, hvor der er møde i NIK f. Bl. Dagsordenen med 12 punkter, – et fint møde. Er tilbage kl. 23.

Fr 21/11 Bodil Eskesen, Knud Adrian og jeg fra DHIF flyver til handicapidræts-forbundenes sportsmøde i Helsinki. Indkvartering på Tapiola Garden Hotel.

Samtaler med delegerede, fra Norge og Island om emnerne til mødet i morgen. Først i seng kl. 03.

Lø 22/11 Selv efter få timers søvn bliver det en herlig morgen. Efter morgenmaden en lille gåtur til Tapiola Center. Dagens møder er 11-14 og 15-17. Dagsordenen viser tydeligt dagens problematikker, hvor man genoptager status quo fra mødet i Oslo. På trods af de kendte modsætningsforhold bliver det en god debat. Jeg er meget med og bliver kraftigt støttet af Arvo Karvinen F og Ebers S. Senere bliver det også til separate møder hos DHIF´s formand Bodil Eskesen og Ebers S. Selv om der skænkes drinks, løser det ikke den hårdknude, der er ved at opstå: skal der ved dette møde stiftes et Nordisk Handicap Idræts Forbund? Efter middagen er afsluttet er der fra kl. 19 frit samvær. Så går Knud Adrian og jeg systematisk i gang med at kontakte ”vores modpoler” og vi når dem alle. Det bliver til 6 timers hårdt arbejde. Aftenen var ellers lagt festligt an, men Adrian og jeg havde en mission der skulle udføres. Aftenens mulighed for dans gled os forbi, Adrian har jo dårlige ben og jeg prøvede det lige.

Efter Adrian og min runde sætter vi os ved vores bord og slapper lidt af. Her får vi komplimenter for vores ihærdige indsats, bl.a. fra islændingen Sigurdsson. Lokalet havde egen fri bar, så det bliver til flere whiskyer, min forkølelse tager til og stemmen bliver slidt. Til ro kl. 02.

Sø 23/11 Atter en fantastisk morgen. Udsynet fra hotellet over denne ret nye bydel og landskabet er meget fascinerende. Dagens møde bliver fra 10-12.30.

At der ikke bliver stiftet et Nordisk Handicap Idræts Forbund ved denne lejlighed bliver hurtigt en kendsgerning efter indlæg fra Adrian og Ebers, som aftalt lørdag aften. Selv om vores formand Bodil Eskesen ønskede det etableret, kunne vi andre ikke støtte det. I så fald skulle kommissoriet først have været besluttet i DHIF og ikke omvendt. Egentlig ret pinligt for vores formand, at komme her ”på udebane”, og ikke havde styr på dette ”hjemmefra”.

For vores NIK f. Bl. bliver dette lidt af en sejr over for handicaporganisationerne, da der, stadig – fra visse sider – kunne være tvivl om denne komités kompetenceområder. Arvo Karvinen og jeg, der har sæde i komiteen, kunne her sikre os, at ”de blindes område ikke blev løbet over ende”. En god 3-dages tur.

1976:

Sø 5/4 Her på min søn Peters 5-årsdag er der DHIF HB- møde i Idrættens Hus. Resultat fra mødet bliver, at DHIF´s konsulent afskediges, da han havde overskredet sin kompetence ved at udtale sig ”politisk”, hvad han ikke kunne. Herefter meddelte formanden Bodil Eskesen, at hun ikke stiller op ved næste landsmøde, da hendes forslag til strukturændring formentlig ikke godkendes. På dette møde havde jeg mange indlæg med stærke markeringer. Dagen efter giver jeg referat til Svend Jensen, der blev glad for min indsats på mødet.

24-25/4 DHIF Landsmøde i Idrættens Hus. Desværre kunne Knud Adrian ikke komme. Hovedpunktet – Strukturdebatten – kommer kl. 19. Her oplever jeg det fatale, at dirigenten og min HB-kollega Leif Sørensen, affejer den af mig fra 4 landsorganisationer fremlagte principbeslutning til struktur. Straks efter beder jeg dirigenten om at suspendere mødet i 5 minutter, hvor jeg lige kan ”sunde mig” og gøre klar til en vurdering til denne uventede drejning af mødet og fundere over Leif Sørensens mærkelige holdning, der var anderledes kort forinden. Hans anke var, og det er jo utroligt, at Svend Jensen, der havde udfærdiget skrivelsen ved en fejl var kommet til at benytte et ark brevpapir med ”DBS´s hoved” og ikke ”DSI´s hoved” (De Samvirkende Invalideorganisationer). Herefter påbegyndes B. Eskesens forslag, der går til afstemning og vedtages. Jens Bromann og jeg beder om at få dette materiale overført til Strukturudvalget, der dog ikke tillades. Herefter var vi virkelig kommet i klemme. Senere taler jeg meget med Knud Adrian i telefon. Ved morgenkaffen søndag får jeg en fin samtale med den svenske Bengt Hallén fra SHIF. På formiddagsmødet bliver der debat om Bodil Eskesens forslag.

Efter middagspausen skal der stemmes om forslaget. Forinden kommenterer både Jens Bromann og jeg problematikken i det. Afstemningen viser: 59 for, 9 imod. Herefter aftaler alle vi, der repræsenterer blindeidrætten, at vi afstår fra at stille op til valgene. Vedr. disse lod Bodil Eskesen sig genvælge. Knud Adrian, Ravn og jeg går. For mig – der har siddet i stiftelsen siden 31/10-71 – får jeg en opfattelse af, at DBS nu trækker sig helt ud. Da jeg kommer hjem, ringer jeg til Knud Adrian. Dagen efter kontakter jeg formand Svend Jensen med info om weekenden.

On 28/4 er jeg til møde i DBS med Svend Jensen, K.V. Andersen og Kaj Cramer. Et godt møde.

Maj 1976 Jubilæumsstævne Goalball i Bonn

DK-hold: sv.s.: Bent Christensen, Henning Eriksen, Orla Jacobsen,

bl.: Jens Bromann Jensen. Leder: J.P. Svennesen.

Ma 21/6 ringer jeg til Svend Jensen vedr. snak om DHIF. Hans kommentar er, at de stadig har fuld tillid til mig og tilføjer: ”Leif, du kan frit boltre dig”.

23-28/6 1976 NM i Atletik og Svømning i Oslo.

DK-hold: sv.s.: Inge Jørgensen, Else Hansen, Bodil Nielsen Orla Jacobsen, Leif Martinussen,

bl.: Jens Bromann Jensen og Birthe Narvi.

Om stævnet:

Da Orla Jacobsen og jeg er ledere på denne tur er vi også til møder, endda et par sene møder med spiritus, hvilket vi sportsfolk skulle holde os fra, men vi lod os friste. Resultaterne bliver derefter, – så jeg, der også er sportsdeltager, er langt svagere end ellers til NM. Den dalende danske interesse for atletik gjorde, at også dette stævne gav et svagt slutresultat. Eneste lyspunkter er i svømning:

Damer sv.s.: 5o m, bryst nr. 2 Else 1.03,0 min. nr. 3 Inge Jørgensen 1.03,3

Damer bl.: 50 m bryst nr. 2 Birte 1.41,1 Min.





Bislett Stadion. Torben, Leif, Arne, klar til at løbe 100 m. Sandgraven til springøvelser. Præmieoverrækkelse.



DHIF´s flotte LOGO



En hilsen til NM i Oslo fra Jan Molberg Norsk Handicap Idrætsforbund.

31/7 1976 Paralympic Games, Toronto i Canada

DK-hold: sv.s.: Orla Jacobsen, Henning Eriksen, Bent Christensen, bl.: Jens Bromann

Leder: J.P. Svennesen. Jeg kunne ikke komme med, da mit syn ”er for godt”.

Men jeg kunne glæde mig over, at de blinde sportsudøvere også nu havde fået adgang til Olympiade-niveau. I goalball hentede disse herrer bronze. Henning Eriksen fik bronze i kapgang.

1977:

21-22/2 er i Helsinki, hvor jeg modtages af Carl Lind og Riitva Kuukoski og den norske nygifte Britt Kjellstad. Vi kører i bil 15 km nord for byen til Onnela ved Tuusula til Det Finske Blindeforbunds Feriehjem; en samling huse beliggende i et smukt snelandskab. Her skal der være møde i NIK f. Bl. Her møder vi deltagerne fra Sverige: Ebers og Judenström. Til mødet fra 14-19 ser jeg også min gamle ven Arvo Karvinen. Så ned til en sauna ved søen, hvor nogle også gik ud og tog en dukkert i et hul i isen. Herefter er der en fin middag i en flot ramme, med vodka, øl og cognac. Her kommer talere og gode samtaler, hvor jeg også må markere mig. Arvo viser mig rundt i det smukke center. Vi kommer også til festsalen, hvor Arvo gerne ville have at jeg spiller Mendelssohns Bryllupsmarch på klaveret for den nygifte Britt. Herefter er vi igen i sauna, hvorefter vi går nøgne ud og ruller os sneen. Klokken var da blevet 01, kort efter i seng. Fra mit værelse har jeg i dagtimerne en fantastisk udsigt udover søen og landskaberne med de store vidder.

Den følgende dags møde fra 8.30-13 viser samme holdning til de mange spørgsmål: Vi er alle enige i synspunkterne omkring blindeidræt overfor handicap-forbundene. Under punktet valg, foreslår man fra norsk og svensk side mig som ny næstformand, hvilket jeg accepterer og takker for. Formand er jo Arvo Karvinen. Denne udnævnelse viser sig at blive historisk, da Danmark ikke tidligere har haft denne placering. Så en frisk travetur i landskabet. Så kommer der en oplysning om, at vejene hertil for øjeblikket var blokeret af sne, så vi må håbe på, at der senere bliver mulighed for taxaer til lufthavnen. Da vi befinder os på et feriested, foreslår de finske venner, at vi her efter frokost, deltager i fællesdans, hvilket vi gør. Det bliver en pragtfuld oplevelse, men også mærkelig fordi de finske piger ikke kunne et ord svensk eller engelsk. Efter dansen går vi igen i sauna. Ved 17-tiden er vejene igen farbare, så vi kan få taxaer til lufthavnen. En fornøjelig biltur med mine norske og svenske venner. Efter mellemstop i Arlanda, ankommer jeg til Kastrup 21.10, hvor jeg hentes hjem i bil. Dagen efter giver jeg Svend Jensen et telefonisk referat fra mødet. Hans reaktion er meget positiv, – for der er fælles holdning. Senere får han (som, vanligt) et skriftligt referat fra mig.

Lø 16/4 BSI (Blinde og Svagsynedes Idrætsforening) afholder et seminar på Raklevgården ved Kalundborg over emnet: BSI – DBS – DHIF. Her deltager DBS´s hovedkasserer Kaj Cramer og Orla Jacobsen fra BSI. Fra DHIF deltager Karl Vilhelm Nielsen, en gæv person, der altid har udvist forståelse for blindeorganisationen. Min fornemmelse af Kaj Cramers vurdering af mig under dette møde er, at jeg stadig er en støtte for DBS, (jeg har jo også repræsenteret dem siden etableringen til et DHIF tilbage i sommeren 1970).

Ti 17/5 Kl. 10-11 er jeg indkaldt til møde i DBS, hvortil også er Svend Jensen, Kaj Cramer og K.V. Andersen. Emnet er: Nordisk Komite og EM i Poznan i august i Polen. På denne tur skulle jeg være repræsentant for DBS, og som aktiv deltager ville jeg få mit deltagergebyr dækket. Stor tilfredshed til mit udkast til brev vedr. indbydelse til møde i København.

Ma 15/8 Nordisk Komitemøde her i København, emnet er turen til Polen. Inden det egentlige møde er der en orientering til repræsentanter fra tandemklubberne. For DBS deltager kvartetten Svend Jensen, K.V. Andersen, Kaj Cramer og jeg. Arvo Karvinen og Aapo Koskinen fra Finland. S. Jensen byder velkommen og foreslår mig som dirigent og Cramer som referent. Bag disse sidder Torben Langer og Jørgen Krogh (fra tandemklubberne) og Orla Jacobsen, Jens Bromann og Nils Ruberg, der skal lede turen. Et godt og velgennemført møde. Alle aftaler bliver som ønsket.

Herefter tager finnerne og jeg en taxa hjem til Kirsten, der byder på kaffe og cognac inden finnerne skal i lufthavnen. Herefter skriver jeg kladde til referat fra mødet.


24/8-31/8 1977 1. European Sport Games for the Blind, Poznan, Polen.
Atletik, Svømning, Torball,
(opdelt i bl. og sv.s.)

DK-hold: sv.s.: Arne Christensen, Bent Christensen, Jørgen Ulf Christensen, Henning Jacobsen, Orla Jacobsen, Palle Lykkeby Jensen, Niels Ove Jørgensen, Torben Kinderup, Leif Martinussen, Åse Sørensen, bl.: Jens Bromann Jensen, Kirsten Baltzen, Else Hansen.

Turleder: Niels Ruberg Larsen, + J.P. Svennesen, Birgit Storgård, Hans Pedersen.

Poznan Åbningen på stadion, – der ventes på indmarchen


Poznan-avisen “Gazeta Zachodnia” har den 27-28/8 på side 2 og 6 billeder og længere omtale af mesterskaberne. 1. billede er fra indmarchen, hvor der i nederste højre hjørne lige skimtes det danske hold. Overskriften er: “Repræsentation af 17 lande på Poznan stadion”. 2. billede er af manden med sportsflag, der med faldskærm lander på stadion. DLA KAZDEGO COS SPORTOWEGO er overskrift til artiklen, hvorunder der i oversættelse står: “Vi har i lang tid ikke haft så mange interessante sportsbegivenheder i byen. Dette er resultatet af People´s Tribune-festivalen, der for første gang bliver arrangeret i vores by”. (Nedenfor: Det danske hold ved indmarchen).



Det danske hold ved indmarchen



Orkester ved indmarch.


Ventetid før konkurrencer.


Orla, Else, Niels og Kirsten venter på at det skal begynde.


Min start på 100 m løbet.



Pokaler der venter på at blive uddelt.


– og her sker det.


Fra hallen, hvor der spilles Torbal (Goulball).

Om stævnet:

On 24/8 Min familie kører mig til Hellerup Station, hvor holdet skal mødes og stige ind i vores bus til Polen med afgang 06.30. Ankomst Varnemünde 13.40. Så grundig pas- og toldeftersyn af et ikke særligt venligt personale. Bussen fortsætter gennem Rostock, Braunschweig, Prenzlau til den polske grænse, hvor proceduren med stempler i mange papirer i et træskur tager 2 timer. Videre gennem Stettin til en landevejskro, hvor vi spiser mad. Så gennem Gorkow og frem til Poznan. På vejene har vi set mange lastbiler og traktorer, ikke så mange personbiler. Flere strækninger har været smukke alléer, rolige landskaber. Af nyt kun kæmpe boligblokke, ellers mest forsømte bygninger, der alle fremtræder farveløse og misligholdt. KL. 23 når vi til Poznan og kører meget rundt, inden vi finder den rigtige adresse. Akademischen Zentrum, Dozynkowa strasse. Vi indkvarteres i blok A på 2. sal. Får v. 239, hvor jeg deler værelse med Svennesen, Orla og Ulf. Dette er et meget trist sted, lidt dårlig lugt og dårlige toiletforhold med et begrænset antal toiletruller. Vaskeforholdene var også kritisable.

To 25/8 Her til morgen får vi at vide, at urene skal stilles 1 time frem. Morgenmaden indtages i en anden blok på 1. sal. Menuen: står på mælkesuppe, agurker, tomater, løg, hamburgryg, , brød, boller og te. I alt 17 deltagerlande, der hver får stillet 3 guides til rådighed. Vores er de 2 midaldrende Elizabeth og Kristina (der udover polsk også kan lidt tysk, – ikke engelsk), og den unge pige Rosa på 25 år, der kan engelsk. Da vi ser hende, har hun en rose med til vores leder Niels. Alle deltagere har modtaget en pose med forskelligt + en bluse. Formiddagstur til city hvor vi besøger ”Mercury Hotel”, der har en butik med vestlige varer: spiritus, parfume, kun vestlig valuta. Ingen adgang for ”almindelige polakker”? Så tilbage til middag, hvor alle have fået spisekuponer. Så ud i aftenen hen mod den gamle bydel med torvet. Niels Ove og jeg møder en polak, der gerne vil veksle til vestlig valuta. For at nå frem til en handel, går vi ned i en kælder, og ved et bord viser vi ”med hånden” hvilke tal, der skulle indgå. I tilfælde af, at “der sad én og iagttog os”, måtte der ikke blive beviser på nogen aftale, det var forbudt. Ser det monumentale torv, domkirken og teatret.

Her købes en dug af hør og lommeknive. Møder igen ”vores polske ven”, der vil købe valuta. Er med sporvognen tilbage. Herefter snak med lederen Niels til kl. 03.


Et fotostop fra en hyggelig gåtur.

Fr 26/8 Om formiddagen er der træning på forskellige steder. 2 stadions, svømmehallen og i en meget flot hal.

Deltagerne var inddelt i 3 grupper efter deres syns-kvalifikation, hvor klasse A, er totalt blinde.

Klasse B ((0-3/60) stærkt svagsynede. Klasse C (3/60- 6/60) svagsynede.

Kl. 15 finder den Officielle åbning sted på STARTS Stadion. En flot indmarch, hvor der foran hvert af de 17 hold er 2 piger, en med landsskiltet og en med flaget. En ceremoni med musikkorps og så tændes en fakkel med ild til ære for dette stævne. Et flot skue. Det store danske hold er alle i røde træningsdragter, og der er orden i rækken. Så brydes den solbeskinnede himmel af fly over stadion med en transparent, hvor der står Europsport. En helikopter dukker frem hvorfra der springer 2 mand ud med faldskærm. Det polske TV optager åbningen. Varighed ca. 2 timer. Tilbage i vores indkvartering, blok A, bliver der en orientering om de følgende dages program. Derefter på værelset lidt øl, vodka og kiks.



søen: Jezioro Rusalka torvet: Duzy torf



Lø 27/8 Til træning på stadion er der busser, der hele tiden pendler mellem frem og tilbage. Fra 14- 18 er turlederen Neils, den unge polske guide Rosa og jeg på indkøb i den gamle bydel. Vi når også op i det 10 etager høje runde varehus, hvor der øverst oppe er en Dollar-butik. Her køber jeg bl.a. sko til min Peter (6 år) til 200 zloty, der omregnet svarer til ca. 12 danske kroner. Der købes fine tørklæder, og naturligvis også et til Rosa. Lander på en restaurant, hvor snakken falder på traditioner: jul, nytår, påske m.m. Under snakken nyder vi is-sherry. Af oplysninger om landet hører vi, at officielt gifter 50 % af polakkerne sig i kirke, uofficielt langt flere.

Om aftenen inviteres vi til koncert på byens konservatorium, der netop havde fået indviet sin nye flotte koncertsal, der dog knap var helt færdig. Det musikalske program blev fremført af blinde og svagsynede musikere.

Sø 28/8 Konkurrencerne indledes kl. 09. Herunder får jeg lang snak med Rosa, der fortæller om dagens levevilkår i Polen. Hun ville gerne invitere nogle af os på besøg hos sig og sin mor, hvor hun stadig bor, men hun var lidt flov over, at vi skulle komme på et tidspunkt, hvor der var vaskedag, for så hang alt tøjet til tørre over stoleryggene i stuen. Hun fortæller også, at grunden til at hun havde taget dette job som guide var for at kunne skaffe sig goodwill hos staten og tjene penge til at købe sig et pas. Hun viser mig sit id-kort, Hun havde søgt om et pas i 4 år, endnu intet resultat. For at erhverve sig et pas, skulle der ske følgende: Skaffe sig 113 Dollar samt købe 24 Dollar af staten til en købspris á 70 zloty for 1 Dollar. Det store problem var bare, hvordan skaffede man sig illegalt Dollar? Vi befinder os i hallen, hvor vores Rollball hold spiller, og dem følger vi. Pludselig bliver hun nervøs, da hun fornemmer, at der er en ”stikker” i hallen, der følger os på afstand. Senere får jeg et møde med Arvo fra Finland. Han og jeg skal jo repræsentere nordisk regelsæt under dette stævne, så hvis der opstod problemer, skulle vi træde til. Regn om eftermiddagen. Til ro kl. 23.

Besøg i Kórnik, slottet med forskellig byggestil i de 4 verdenshjørner



Inde fra slottet: holdleder Niels Ruberg Niels Ove, Orla og guiden Rosa

Ma 29/8 Vi er tidligt oppe og vejret er fantastisk. For mig bliver det en spændende dag på stadion. På stadion varmer vi op, og jeg tripper lidt inden mit 100 m løb i gruppe B heat 5. Mit rygnummer er 113. I vores gruppe hersker der stor spænding om Torben kan slå mig tidsmæssigt, vi bliver placeret i forskellige heat, hvor vi. begge bliver nr. 4. Han løber på 13,0 sek. jeg på 12,8 sek. Mit løb er ellers godt, men taber fart på de sidste 20 m. Hos damerne opnår Åse igen en medalje, da hun får bronze i 60 m løb. Dagen før vandt hun også bronze i en svømmedisciplin. Vi fra Norden konstaterer, at her er mange dygtige atleter, så vores placeringer bliver ret beskedne. Sverige

og Finland holder dog fanen højt i nation konkurrencen.

Vi overværer ceremonien ved præmieoverrækkelserne med blæsefanfare, flaghejsning og nationalmelodier, hvor piger i nationaldragter kommer med medaljerne på en bakke, et meget festligt skue. Den officielle afslutning, hvor vi igen er opstillet i grupper, finder sted fra 15- 16.30. Efter udmarch begiver vi os alle hjem til et hvil på værelserne. Om aftenen er der så afslutningsfest, hvor vi deltager i diskoteket på 2 etager. Det bliver en festlig aften, hvor vi hygger os. Niels Ove og jeg slutter med en lang snak på gangen, – til ro kl. 03.

EM slutresultat:

Nationplacering i Svømning: 1. DDR 113 p. 2. Sverige 105 p. 3. Sovjet 91 p.

Nationplacering i Atletik: 1. Sovjet 222 p. 2. Polen 211 p. 3. Finland 105

Nationplacering i Atletik og Svømning: 1. Sovjet 312 p. 2. Polen 243½ p. 3. DDR 169 p.

Danmark fik 2 bronzemedaljer, begge gik til Åse Sørensen hentet i atletik og svømning.

Torben Kinderup satte personlig rekord i sine 3 discipliner: 100 m og 800 m løb og længdespring. Atletikholdets ældste Leif Martinussen løb et flot 100 m løb. Else Hansen satte også personlig rekord i svømning. Rollball-holdets forventninger lå ret højt men endte på en 5. plads. De kunne have håbet på mere, ikke mindst fordi 3 af spillerne sidste år ved Para-Olympiaden i Toronto i Canada i Goalball hentede bronze. Slutresultat i Poznan: Belgien guld, Bulgarien sølv og Polen bronze.

Om de 2 holdspil (som tidligere oplyst):

Goalball: 3 blinde spillere, der er målmænd, forsvarere og skytter.

Roll Ball: som i Goalball, + 2 svagsynede skytter.

Banen har målene 26 + 13 m. Bolden med en klokke har vægten: 2 kg.

Ti 30/8 Vi er allerede oppe kl. 06 for at kunne tage en bustur ca. 30 km. Syd for byen Kórnik. Vi ser den flotte slotspark, hvor vi konstaterer, at de 4 udvendige slotssider repræsenterer hver sin stilart. Inde i slottet ser vi et af Chopins klaverer. Tilbage i Poznan ser vi en mindelund med et stort mindesmærke for den for den ukendte soldat, – her er også et museum for krigsmateriel. Vores guider der er med pointerer, “at dette sted er et mindesmærke for faldne polske soldater, ikke russiske”. Alle ønskede fred i verden, ikke de store forsvarspagter, der står overfor hinanden.

Om eftermiddagen besøger Niels Ove og jeg lige et SUPER SAM, hvor vi køber vander, kiks og mandler. En slags ”brugs” , et sted med mange ansatte og kun delvis opfyldte hyller. Herefter gøres der klar til rejsen hjem i morgen. Svennesen, Niels Ove og jeg slutter dagen med at vi gæster diskoteket og deler en fl. Riesling den sidste aften i byen.

On 31/8 Oppe kl. 06 Guiderne Elizabeth, Kristina og Rosa kommer og siger farvel til os. Holdets gave til dem er en rigtig fransk parfume. Gaver der var næsten uopnåelig for de 2 ældre kvinder, da det skulle købes for vestlig valuta. KL. 08 forlader vores bus stedet, foran os venter mange kilometer hjemad. På turen sidder vi og falder sammen i sæderne og halvsover. Let grænseovergang til Østtyskland. Finder så igen en kro for at spise varm mad, der smager fortræffeligt. På færgeoverfarten spiser vi dansk bøf med Tuborg øl til. Da vi kommer til Gedser, glider vi let gennem tolden, grundet vores leder Niels Rubergs bemærkning om, ”at bussen indeholder det danske blindesportslandshold”. Hvilken uskyldig bemærkning. Men, hvis sandheden skal frem, så blev der smuglet voldsomt. Historien om en ekstra kuffert i bussen, hvor visse ejermænd havde et særligt indhold, vil jeg lade stå i det uvisse.

I Hellerup hentes jeg af min kone og 2 sønner hjem efter ugen i Polen.


Et madstop ved en østtysk landevejskro. Her får vi virkelig et dejligt måltid mad med øl til

Ti 4/10 er jeg til møde i DBS. Her er Svend Jensen, K.V. Andersen og folkene fra DHIF Steffen Andersen og Karl Vilhelm Nielsen. Emnet er ”Blindeidrætten og DHIF” forløber meget positivt. Efterhånden kan DHIF indse, at de blinde selv skal lede og styre ud fra en mangeårig erfaring. Vi vil dog gerne være under ”en fælles paraply” (En sætning vi tidligere har givet udtryk for).

Fr 11/11 Jeg ringer til Svend Jensen for at få præciseret min placering i ”nordisk idræt”. DBS ønsker fortsat at jeg skal sidde i ”Nordisk Idræts Komite for Bl.” uanset resultatet af mødet i morgen. Han var tilfreds med min rapport fra EM i Polen.

Lø 12/11 Fra 09.30-15 er der på Instituttet i Hellerup arrangeret et landsmøde med debat og beslutning om blindeidrættens tilknytning til DHIF. Her kommer også tanker frem vedr. at kunne etablere et Blindeidrætsforbund. Dagens debat forløber roligt og meget bliver afklaret. Da jeg er med ”som observatør for DBS” har jeg gode samtaler med Steffen Andersen og Karl Vilhelm Nielsen fra DHIF. DBS dækker mine vikarudgifter til 4 tjenester i min kirke.

1978:

Ma 20/3 Svend Jensen DBS beder mig om at udfærdige den officielle indbydelse til NM i atletik og svømning i København 23-24/6-78.

On 22/3 Møde i DBS, hvori også deltager Jens Bromann og Bent Christensen. Her bliver min indbydelsen til Norden + mine aftaler med firmaet DEKI vedr. køb af medaljer m.m. godkendt.

11-15/5 1978 Jubilæumsstævne, Atletik, Svømning Torball i Berlin.

To 11/5 sv.s.: DK-hold: Arne Christensen, Bent Christensen, Kirsten Christensen, Else Hansen, Orla Jacobsen, Leif Martinussen, bl.: Jens Bromann Jensen, Jeanet Høst Hansen, Heidi Nielsen.

Leder: J.P. Svennesen. Ledsagere: Karen Ellemann, Kirsten Martinussen. Discipliner i atletik, svømning og goalball.




Svennesen sammen med flere fra det danske hold


Om stævnet:


Togafgang kl. 22. Holdet på i alt 12 fordeler sig på 2 kupeer. Vi 2 deler kupe med Arne, Orla, Heidi og Jeanet. Fin togtur sydover mod Gedser- Varnemünde, hvor der ikke bliver så meget søvn, dertil er der for megen sjov og højt humør.

Fr 12/5 Det er en kold morgen, hvor vi kl. 08.48 ank. til Vest-Berlin til stationen Berlin ZOO, hvor vi anbringer vores bagage i bokse, og derefter ud i byen til en restaurant til morgenmad. Her bliver vi enige om at tage en smut over til Øst-Berlin. Vi benytter overgangen ved Friedrichsstrasse, hvilket giver en stærk og overraskende oplevelse. Da vi endelig kommer igennem den sidste sluse ind til Øst-Berlin oplever vi forskellen på øst og vest. I modtagerlokalet i Øst melder luften en duft af billige rengøringsmidler. Adgangsbilletten koster 5 D-mark + 6,5 Øst-mark.

Her er ventende mennesker, der står i kø for at komme den anden vej, alle har nærmest udslukte ansigtsudtryk, – farverne er triste og ikke særlig velholdte. Da vi så kommer op til gadeniveau, opdager vi hurtigt andre forskelle: langt færre biler, ret så farveløs, – en koldere atmosfære. Vi kommer ind på byens hovedstrøg ”Unter den Linden”, der ved grænselinjen på Brandenburg Tor på den anden side munder ud i ”Kurfürstendam”. På en café køber vi kaffe, cognac og lagkage, en god oplevelse. Så fortsætter vi ned mod Brandenburg Tor med den skarpe grænse. Tilbage igen og lige før overgangen tilbage til Vest, ser vi salgsboder med udstillede varer, der alle har dateringer, der minder os om ting og design for 15 år siden derhjemme. Så gennem slusen og hen at finde vores bagage. Vi tager med U-banen mod nord til vores adresse: ”Jugendhotel Nord” på Hochstrasse 3/4, 1000 Berlin 65, hvor vi bliver indkvarteret: Svennesen, Orla og jeg på v.501, Kirsten og Jeanet på v. 407. Efter aftensmaden der er spartansk, traver vi ud i byen, hvor vi i nabolaget køber varme pølser m.m., og så besøger vi værtshuset ”Fass”. Inden sengetid – samt efter og under hele turen – er der ”små bægre” med dram fra Svennesen og Orla. Kl. 22 er alle i deres senge.

Lø 13/5 Efter en rar nats søvn er vi alle oppe kl. 06. Efter morgenmaden tager vi ud til Herthas Stadion, hvor atletikken skal finde sted. Her føles vejret meget koldt, hvilket bestemt ikke bliver befordrende for gode resultater, desuden ser løbebanerne dårlige ud. Trods det giver det alligevel mange fine resultater. Mit 100 m løb, giver tiden 13,5 sek. Pigerne er generelt gode i noget svagt tilmeldte discipliner. I kvindernes 400 m løb, løber jeg med Jeanet, hvilket giver hende 1. pladsen. Derefter ind i klubhuset til vores madpakker og kaffe og noget varme. Mens pigerne er til konkurrencer i svømmehallen, er mændene + Kirsten tilbage på hotellet til lidt hvil. Efter aftensmaden 17.30 og efter et møde på v. 502 (hvor berlinerne havde givet os en kasse øl til hygge) deler gruppen sig. Nogle vælger værtshuset ”Fass”. Andre, dvs. Jens, Karen, Heidi, Kirsten og jeg tager med U-banen ind til ”Kurfyrstendam”, hvor der virkelig sker meget. Et sted med flotte forretninger og voldsomt liv i gaderne. Sikken en atmosfære. Her er storby med alt hvad der hører til. Da vi kommer tilbage, smutter vi lige forbi ”Fass” inden sengetid.

Sø 14/5 Kl. 07.30 afgår en dobbeltdækkerbus ind til sportshaller nær City, hvor kampene i Rollball skal finde sted. Der er tilmeldt 12, der fordeles på de 2 haller. Vores kampe fører til følgende resultater:

Marburg- Kbh: 1- 3. (jeg scorer det 1. mål). Langenhagen- Kbh: 1-2 (jeg scorer det 1. mål). London- Kbh. 3-11 (jeg scorer 6 mål). Braunschweig- Kbh. 2-1. Berlin- Kbh. 3-0.

Vi bliver nr. 2 i gruppen. Herefter omspil mellem 1´erne og 2´erne. Vores kampe.

Kbh.- Nürnberg 1-2 og Stuttgart- Kbh. 3-2. Slutstatus: Berlin, Nürnberg, Stuttgart, Kbh. Så hjem til hotellet til bad og omklædning. Så ud til et meget flot sted ”Marmorbanketsaal”. Præmieoverrækkelse, Traktement med ostebord, øl og kaffe.

Så spilles der op til dans. Er hjemme igen 02.30.

Ma 15/5 Oppe kl. 06. Er med U-banen til Centralstationen ZOO. Køber flere mærker til drengene. Afg. 08.42. Fin hjemtur, – på færgen køber vi lidt og smugler lidt. Jørgen henter os på Hovedbanegården. Drengene bliver glade for at se os.

11-17/6 1978 VM i Goalball for Herrer, ”Vöcklemarkt”, Østrig

DK-hold: sv.s.: Arne Christensen, Bent Christensen, Palle Lykkeby, Orla Jacobsen.

Ledere: Sven W. Jensen, J.P. Svennesen. Bronze til DK.

On 14/6 Bliver jeg færdig med det store og komplicerede papirarbejde, der omhandler hele projektet til atletik, svømning (fordeling i discipliner og placering i tid) + udarbejdet tale ved åbning (som jeg skal holde i stedet for Arvo Karvinen, der sender afbud). Og så kontakt til Københavns Atletikforbund v/ Ivan Holmqvist og Palle Lassen.

Ti 20/6 Skriver en rammebeskrivelse til NM-idrætsmødet om 2 dage. Svend Jensen ringer og fortæller, at Sverige alligevel ikke kan komme, og, at jeg til mødet kan udtale mig på vegne af NIK f. Bl. Skriver så min tale og en ”køreplan for åbningen” på Østerbro Stadion.

On 21/6 Mange telefonopkald, bl.a. fra Sportskommentator Poul-Erik Andersson fra DR TV-Sporten, der ville foretage optagelser + samtaler med sportsfolk og mig. Ringer også til Svend Jensen, så han kan høre min tale til åbningen, som han finder helt fin. Holdene fra Norge og Finland bor på instituttet i Hellerup, desværre afbud fra Sverige. Om aftenen er der briefing i Hellerup før NM i København, hvilket bliver 11. gang de afholdes. Her udleveres et meget flot stævnehæfte. I programmet kan man se farvesymbol vedr. de 4 grupper:

Damer blinde: mørkeblå. Damer sv.s. Lyseblå. Herrer blinde: sort. Herrer sv.s. grå. Dette for at skabe større overblik. Side 2 har en kolofon med info: Kontaktpersoner:

Bustransport: Else Hansen – Indkvartering: Bent Christensen – Finland, Norge: Inge A. Jørgensen – Afslutningsfesten: Ole Bull Petersen – Stævnets afvikling: Orla Jacobsen og Leif Martinussen

Københavns Idrætspark (Østerbro Stadion) Dommere: Københavns Atletikforbund. – Københavns Idrætspark (Øbrohallen) Dommere: Københavns Svømmeunion.

At programmet kunne få dette flotte ydre skyldes også, at der var indlagt flere reklamesider. Arrangør: Dansk Blindesamfund i samarbejde med Dansk Handicap Idræts Forbund.

23-24/6 1978 NM i Atletik og Svømning i København

DK-hold: sv.s.: Arne Christensen, Bent Christensen, Kirsten Christensen, Else Hansen, Torben Kinderup, Ellen Madsen, Jan Taiblom, Keld Vedel, bl.: Carsten Baltzen, Jeanet Høst, Henning Lohse, Heidi Nielsen, Gert Wulff. Ledere: Orla Jacobsen, Leif Martinussen, Else Hansen, Sven W. Jensen.



Fr 23/6 I Øbro-Hallen indledes konkurrencen i svømning, hvorefter, hvor Svend Jensen så uddeler medaljer, assisteret af mig. Den officielle åbning sker kl.15.30 på Østerbro Stadion. Holdene er placeret på linje og nationalmelodierne lyder. 3 talere, fra DHIF, Nordisk Komite ved mig, og Svend Jensen fra DBS, alt ud gennem det store lydanlæg på stadion.


Danmarks Radio´s sportskommentator Gunnar ”Nu” Hansen mellem mine drenge Morten og Peter

”På vegne af den nordiske idrætskomite for blinde, siger jeg i min tale:

Da formanden for den nordiske idrætskomite, Arvo Kavinen desværre ikke kan være til stede ved disse mesterskaber, har han bedt mig på nordisk idrætskomite´s vegne bringe en hilsen og herved udtrykke de bedste ønsker for disse mesterskaber.

Nordisk blindeidræt har siden dens formelle start med de første officielle mesterskaber 1961 i Stockholm oplevet og gennemlevet strømninger der har præget udviklingen siden da. Datidens mesterskabsramme, hvor karakteren og fællesskabet bar præg af næsten indadvendt hygge og rolig atmosfære, har ikke samme mulighed i dag, hvor vi fra nær og fjern konfronteres med andre tilbud indenfor blindeidrætten. Vi er nu begyndt at lytte til og imødekomme de invitationer, som vor mere udadvendte hverdag giver os mulighed for at realisere. Blindeidrætten er nu ikke mere kun et interskandinavisk fællesskab, men også præget af relationer i større målestok.

Vi har været med til at se de nordiske landes handicapidrætsforbund opstå og påtage sig de store opgaver der ventede indenfor det store og brede spektrum som handicapidrætten omfatter.
Vi har også set handicapidrætsforbundene manifestere sig mere og mere og glædet os over det store arbejde, der derved er blevet udført. – Men samtidig har vi også følt vores egen nordiske blindeidrætstradition taget op til fornyet overvejelse og vurdering for at se om de præmisser, hvorpå vores tradition bygger, fortsat kan og skal bestå. Denne problematik har i de senere år ført til prøvelser der ofte har haft konfliktens karakter over sig. Men selvom ofte skelsættende forskelle i vurderingerne stadig gør sig gældende, er der alligevel flere positive træk i udviklingen – ikke mindst her i Danmark – der giver håb for en endelig løsning vedr. blindeidrættens placering og udvikling fremover.

Til slut en tak til DHIF´s repræsentant der glæder os ved sit fremmøde til disse 11. nordiske mesterskabers officielle åbning.
Og ikke mindst en tak til Københavns Atletikforbund og Københavns Svømmeunion, der har bistået os med at få disse mesterskaber afviklet”.

Atletikken indledes og både Orla og jeg er speakere.

Til stævnet er der tilføjet en ny øvelse for idrætsudøvere over 40 år, en 5-kamp.

Herrer bl.: 60 m løb, 800 m løb kuglestød, højdespring og længdespring uden tilløb

Herrer sv.s. 100 m løb, 800 m løb, kuglestød, højdespring uden tilløb og længdespring med tilløb.

Lø 24/6 2. konkurrencedag indledes kl. 12. Sportskommentator Gunnar ”Nu” Hansen er her og uddeler medaljer sammen med Svend Jensen.

DR TV-Sporten får interview med brødrene Arne og Bent Christensen.

Senere foretager Gunnar ”Nu” Hansen interview med Jeanet Høst, Orla og jeg til hans udsendelse ”Gunnar Nu´s Dagbogblade”, der bliver udsendt på Københavns Radio. Mine drenge, Morten og Peter, er med og er hjælpere for GNH, der efterhånden var blevet ret gangbesværet. Og så tages der billeder af mine drenge med GNH i midten. Om aftenen er der en flot aftenfest på Instituttet i Hellerup. PR udadtil: fredag aften: TV-Avis, (hvor jeg er med), søndag aften: Sports-søndag med interview fra 3 deltagere. Onsdag (i kommende uge) ”GNH´s Dagbogblade” med 3 interview fra Jeanet Høst, Orla Jacobsen og jeg. (Se: Blindehistorisk Selskabs Hjemmeside under ”aktiviteter”.)

Fr 1/9 Ringer til Svend Jensen og læser mit forberedte materiale op, der skal bruges til formødet i dag før mødet i morgen i Idrættens Hus. Til mødet 17.30-20.30 her i huset kommer: G. Bergrud fra Norge, Max Stälnacke fra Sverige og Hannu fra Finland + en tolk. Alle havde en flaske med til os. Tilfredshed med mit oplæg, – et godt møde. Kirsten sørger for et traktement (betalt af DBS).

Lø 2/9 Til det store møde fra 09.30-16.30 kommer (dem fra i går) + repræsentanter fra DHIF, NHIF og SHIF. Mødet forløber godt og strukturforslaget, som jeg fremlægger, bliver godt modtaget. Et forslag som alle i princippet kan godtage. Gode traktementer. Sidst på dagen er der en drink hos Molberg (NHIF) hvor andre også er til stede. ”Isen er, og må nu være blevet brudt for en endelig løsning?”. En løsning, der kan accepteres mellem blindeorganisationer og handicaporganisationer. Alle i godt humør og smil på læben. Dagen efter skriver jeg referaterne til DBS.

22-24/9 1978 Jubil. stævne med Torball i Bad Canstatt, Stuttgart

DK-hold: sv.s.: Jørgen Ulf Christensen, Arne Christensen, Bent Christensen, Orla Jacobsen,

bl.: H.P. Christiansen. Ledere: Svend W. Jensen, J.P. Svennesen.

Sø 15/10 Grundet en dags forsinket hjemtur fra London kommer jeg først ud til Idrættens Hus til møde i Nordisk Handicap Idræts Forbund. Møde fra 09.30-14. Jeg indleder med at sanktionere den fælles principbeslutning fra i går. Min udtalelse bliver modtaget med tilfredshed og brede smil. Hertil kommer venlige ord fra DHIF´s formand Bodil Eskesen, Alf Nygren og Hollén fra Sverige. Også Molberg fra Norge har en positiv kommentar, hvilket også gælder de andre danske deltagere. Da alt dette er ”faldet på plads”, kan vi alle kun se positivt mod fremtiden.

Ti 17/10 Får skrevet referat + regning for min vikar i kirken til DBS.

On 25/10 Ringer min sportskammerat Bent Christensen og fortæller, at man blandt sportsudøverne gerne vil se mig som repræsentation i Nordisk Komite. En oplysning, der glæder mig, da jeg jo hidtil havde været udpeget af DBS. Nu var det sportsudøverne der ville have mig.

Fr 27/10 Ringer til Svend Jensen vedr. afklaringen mellem blindeorganisationerne og handicap-idrætsforbundene. Herefter siger jeg, at jeg gerne vil fratræde dette arbejde, – men gerne senere udfylde andre opgaver, dog gerne i andet regi, helst i musikken. – Men selvfølgelig vil jeg bistå i en overgangsperiode, hvor en anden så vil træde i mit sted. Hertil svarede Svend Jensen mig: ”At det som teknisk rådgiver, vil få stor betydning”. Han udtrykte også glæde over mit gennem mange år udførte arbejde for blindeidrættens struktur og målrettethed. Min sidste rapport var han også glad for, især for det fornemme i min formulering omkring ”fortolkninger”: Med min formulering ville blindeidrætten aldrig helt blive overtaget af handicap-sportsorganisationerne. En fin samtale.

Ti 7/11 Min sportskammerat Bent Christensen ringer til mig. Her giver jeg ham mit afslag til en plads i Nordisk Komite paragraf 12-udvalg, hvilket han bliver ked af at høre, da jeg lå inde med stor erfaring. Senere hører jeg, at Jens Bromann får denne plads. Når jeg her mange år senere ser tilbage på denne udvikling, hvor de handicappede nu arrangerer mangeartede stævner bl.a. EM, VM og OL, kan jeg glæde mig over denne fantastiske udvikling.


Min artikel i DHIF´s Information nr. 5 1978

1979:

Fr 9/2 Kl. 07 Afhentes jeg af Jens Bromann og Bent Christensen i taxa til Kastrup. Er så med jumbojetten til Arlanda: en enorm stor maskine, det føltes som om vi var på en færge Herfra bus til Centralstationen i Stockholm. Så over i en taxa, der kører os ca. 40 km sydøst ud mod Almåsa Kurs- og Rekreationsgård. Et rart sted, der ligger ret så isoleret i en skøn natur. Vi indkvarteres. Herefter frokost og møde med de andre: Alf Nygren, Sture D., Arvo Karvinen fra Finland og en nordmand. Så et formøde i den ”gamle komite” og start i den ”nye komite”. Det bliver et godt møde. Arvo Karvinen (min finske ven fra 1962) holder en fin tale for mig, hvor han omtaler mit engagement i idrætten. Jeg siger også nogle ord og takker for Arvos ord til mig. Henvender mig så til de svenske værter og giver dem en fl. Gl. Dansk. Dette var som en tak for, at de forskellige holdninger efterhånden havde fundet plads i en placering i et udvalg i regi af Nordisk Handicap-idrætsforbund og blindeorganisationerne. En fælles styring kunne nu etableres. Vi havde nået målet: blindeidrætten ville fremover blive forvaltet ud fra handicap-idrætsforbund, men med blindeidrættens indhøstede erfaring inkorporeret.

Dagens vejr byder på frostklart blå sol-fri himmel med masser af sne udenfor bygningerne, – indenfor hersker der varme og mange forlystende smil hos de delegerede til mødet. Så indbydes der på aftenmiddag, saunabesøg og en svømmetur i en næsten for varm svømmehal, hvor jeg gennem ruderne kunne se ud på en natur fyldt med sne: en stærk stemningsoplevelse. Og så bydes vi på en mellanöl. Resten af aftenen er der drinks hos Bent Christensen og Arvo, efterfulgt af værternes ostebord med vin. Højt humør i en dejlig stemning af tilfredse mødedeltagere.

Lø 10/2 Efter den vellykkede dag i går er det skønt at vågne her til morgen. Her ved dagens begyndelse nyder jeg udsynet udover den snedækkede sø midt i landskabet.

Kl. 09-10 afvikles mødets sidste punkter. Herefter igen en svømmetur.

Herefter følger en demonstration af en skydekonkurrence for blinde, hvor skytten har høretelefoner, der via en bevægelig, stigende lydfrekvens viser det rette sigte. En utrolig oplevelse. Når så igen i svømmehallen inden middagen. Pakker og gør klar til turen tilbage til Stockholm, hvor en bus bringer os til Arlanda. Lidt indkøb og fortæring inden vi kan tage et tidligere fly tilbage til Kastrup. 2 dage efter skriver jeg så rapport fra møderne i Sverige til Svend Jensen.

Lø 18/8 Vi er på Bagsværd Stadion, hvor der afvikles de første uofficielle danske mesterskaber i atletik for blinde og svagsynede, forbundsmesterskaber. Jeg var kun tilmeldt i st. højdespring, men stiller alligevel også op i 100 m løb for at Torben Kinderup ikke skulle løbe alene. Jeg vinder hårfint i tiden 12,9 sek., så Torben har stadig en revanche til gode! Mit resultat imponerer vores leder J.P. Svennesen, der siger: ” Torben er 19 år og Leif 38 år, fantastisk”. Løbet gør at jeg svækker mit venstre ben så derfor kun 1,30 m i højdespring og placering som nr. 2. Torben springer flot over 1,43 m og vinder disciplinen.

(Hvad jeg herefter noterer, er efter information set udefra og observeret på afstand, hvor jeg kan iagttage den gode udvikling indenfor blindesporten i regi af DHIF.)


6-11/8 1980 ”Ridderlekene 1980” i Beitostølen Norge, Atletik




Heidi med ledsager Leif i 400 m løb Her er fotografen til rapportens mange

på tartan-bane, en optimal løbebane. billeder selv kommet med.

DK-hold: sv.s.: Kirsten Christensen, Leif Martinussen, bl.: Birgit Hansen, Heidi Nielsen.

Leder: Steffen Andersen fra DHIF.

Om stævnet:

On 6/8 Ankommer til Oslo med tog, hvorfra 2 biler bringer os op til Beitostølen Helsesportscenter lidt syd for Fagernes.

To 7/8 En kold morgen med åbning på det lille stadion, der har tartan-belægning på løbebanerne. Jeg deltager i 100 m, der har 5 deltagere og bliver nr. 2 i tiden 12,5 sek. Mine modstandere var alle mellem 20 og 25 år. For dette resultat høster jeg megen anerkendelse.

Senere lokkes jeg til at prøve en 600 m lang træningsbane, der var fremstillet af træ med kanter til siderne, så man ikke kunne skride ud. Jeg tager rulleskiene på og går frisk til den, godt ned i knæene og stavre mig frem med skistokke. For mig blev denne bane næsten ulidelig lang. Den steg og faldt i terrænet. Efterhånden føltes mine knæ som gele, i den grad en grænseoverskridende oplevelse. Da jeg havde fart på var jeg flere gange ved at gå i panik, – jeg kunne ikke stoppe.

Fr 8/8 I 400 m løb for blinde kvinder, er jeg ledsager (med 30 cm lang snor mellem os) for Heidi. Vi vinder heatet i tiden 1.22,6 min.

Lø 9/8 Ved aftenfesten møder jeg den store skikkelse i norsk blindesport Erling Stordahl, der giver en øl og omtaler et stort ønskeprojekt, som han bad mig ventilere i Danmark hos DBS og DHIF.

Sø 10/8 er der et længere løb på stadion. Sidst på dagen påbegyndes tilbagerejsen til København.


Leif på rulleski på en 600 m lang træbane Holdet: Heidi, Birgit, Kirsten og Steffen

(en træningsbane for de norske skiløbere,

så de også kan træne om sommeren)


I DHIF s Informatikonsblad kunne man senere læse følgende:

13-17/11 1980 Sportsturen til Langenhagen ved Hannover, Goalball

Holdet består af 9 personer (heri 2 ledere) og deltagerne er flere af ”de gamle” fra turene til Stuttgart, bl.a. Orla Jacobsen + et par nye. Holdet har togafgang fra Hovedbanegården ved midnatstid.

Fr 14/11 Ankomst til Hannover HBH kl. 10.00, hvor vi afhentes af vores værter, der kører os til et særforsorgscenter, hvor vi kan ”morgenfriske os”. Herefter er vi på en mindre bytur, hvor vi ser ”Kröpcke-ur”, den centrale del af centrum med restaurerede bygninger og den ca. 6 km lange gågade i 2 etager. Slår os ned i et center, hvor vi spiser vores medbragte madpakker til øl, cognac og kaffe. Så vises vi ud til en restaurant i forstaden Langenhagen. Efter lang ventetid henter vi selv grillmad. Endelig kommer der en større bil, der kører os ud til vores indkvartering på en kaserne

for officerer. Jeg kommer i sovelokale sammen med Orla, Nikke og Martin. Er så ovre i officersmessen til en øl inden sengetid, et sted med ufattelig små priser. Vi er godt trætte, så selvom lokalet er koldt falder vi hurtigt i søvn.

Lø 15/11 Er så klar til at køre med et mindre militærkøretøj til en anden kaserne til en stor hal, hvor konkurrencen i Goalball finder sted. Resultater: 3-1 mod Salzburg,

0-2 mod Langenhagen II, 3-1 mod Berlin (hvor jeg som skytte, scorer på 11. skud), 2-1 mod Braunschweig. Taber 1-7 til Stuttgart. I en anden hal spilles om 5-6 pladsen, hvor vi vinder over Dortmund. Slutresultat: København nr. 5. Aftenfesten var blevet henlagt til vores officersmesse, hvor formen er lidt stiv i det. God mad og tyndt øl, og mange talere. Så mere snak, enkelte danser og så til ro.

Sø 16/11 Kl. 10 er vi klar til at køre væk. Vores chauffør tilbyder os en 2 timers rundtur, som vi

med tak tager imod. Første stop er ”Groser Garten” i Herrenhausen, slotsparken, hvor slottet blev bombet under krigen. Vi ser også rådhuset og den store håndgravede sø, et arbejdsprojekt fra før krigen. Så i toget og hjemefter.

Ma 17/11 Ankomst København H kl. 06.45. En herlig sportstur med gode venner.

August 1981 2. European Sports Games for the Blind, Fulda Vesttyskland.
Atletik, Svømning, Rollball, (bl. og sv.s.).

DK-hold: sv.s.: Arne Christensen, Svend Erik Smidemand, Niels Ove Jørgensen, flere?

bl.: Jørgen Krogh, Jørgen Ulf Christensen, Torben Langer.

Ledere: Svend W. Jensen, Martin Vestergaard.

Danmark vinder sølv i Rollball.

tid? 1982 WM i Goalball for herrer Indianapolis, USA

DK-hold: bl.: Torben Jensen, Jørgen Krogh, Hedin Nolsøe, Svend Erik Smidemand, Torben Langer.

Danmark bliver nr. 7


14-15/5 1983 EM i Goalball for blinde kvinder i Greve Hallen.

Danmark vinder guld.

Sommer: 1985 World Cup Goal Ball for herrer, Galgary, Canada

DK-hold: Niels Burgaard, Torben Langer, Hedin Nolsøe, Jørgen Krogh, Svend Erik Smidemand.

Ledere: Svend W. Jensen, Martin Vestergaard.

Danmark vinder guld.

August 1986 Rom, Italien, European Games for the Blind, Atletik, (bl. og sv.s.) DK-hold: sv.s.: Arne Christensen, Arne Petersen, Svend Erik Smidemand, Niels Ove Jørgensen

Om stævnet:

Konkurrencerne afvikles på det Olympiske Stadion fra 1960. Præsidenten for International Blind Sports Federation (BSA), Jens Bromann Jensen fra Danmark holder åbningstalen på engels/tysk.

Det danske hold + ledere inviteres ud til Pavens sommerresidens, hvor kun BSA´s præsident, Jens Bromann Jensen får lov til at hilse, med håndtryk, på Paven.

Oktober 1988 Paralympic Games, Seoul i Sydkorea

De danske kvinder vinder guld i Goulball. Leder: Orla S. Jacobsen.

Præsidenten for BSA, Jens Bromann Jensen, holder åbningstalen på koreansk, hvilken fornem gestus ved denne lejlighed.

1991:

Som en af de oprindelige bestyrelsesmedlemmer m.m. er jeg inviteret til forbundets 20-års jubilæum der afholdes i Idrættens Hus i Brøndby. Omkring 9 af ”os gamle” modtager hver en medalje. Ved et tilbageblik til forbundets etablerings år giver det flere af os anledning til at holde tale, hvilket også jeg gør. Hyggeligt at møde kendinge fra den gang.


September 1992 Paralympic Games, Barcelona, Spanien.

Dette bliver det hidtil største stævne for handicappede sportsudøvere. I forb. hermed havde firmaet JYSK v/ Lars Larsen ydet et stort sponsorart, som støtte til udstyr og rejseudgifter.

Lars Larsen udtaler: Det begyndte i 1988, hvor Dansk Handicap Idræts Forbund havde stor succes ved Paralympic Games i Seoul i Sydkorea, men manglede kapital til for alvor at udløse potentialet for at atleterne frem mod de næste Paraolympic Games. 1. juni 1989 trådte JYSK derfor ind som hovedsponsor for Dansk Handicap Idræts Forbund, i dag kaldet Parasport Danmark. Det er dermed et af Danmarks længstvarende sportssponsorater, og JYSK er stolt af at have været med på sidelinjen til at støtte atleterne og parasporten til at opnå store sportslige præstationer gennem årene. Siden er sponsoratet af parasporten blevet udvidet til flere lande i takt med JYSKs ekspansion med nye butikker rundt i verden. JYSK er i dag hovedsponsor af parasports-forbundene i Danmark og Norge, samt sponsor af de paralympiske komitéer i Sverige, Finland, Tjekkiet, Slovakiet og Rumænien. JYSKs franchise forretning er sponsor i Canada, Island og Færøerne.
JYSK er bygget op på en stor dedikation til forretningsidéen, en stærk fightervilje til at gøre idéerne til virkelighed. Den samme vindermentalitet, fightervilje og dedikation findes hos de mange dygtige paraatleter, og JYSK´s grundlæggelse og kultur har således mange værdier til fælles med parasportens verden.
Paraatleterne har taget en beslutning om ikke at lade sig begrænse af deres handicap. Sponsoratet bygger derfor på en fælles forståelse af, at viljestyrke og dedikation baner vejen for store resultater, succeser og muligheder. Atleternes drive og gåpåmod er en stor inspirationskilde for alle, og JYSK er stolt af samarbejdet med atleterne for at opnå deres mål og drømme, men derimod se det som en mulighed for at udfordre de fysiske grænser og opnå succes i parasportens verden- både personligt og professionelt.


– – – – – – –

Den ledende gymnastik- og sportslærer Jens Peter Svennesen – fra Kastelsvej 60 på Østerbro, og Rymarksvej 1 i Hellerup – dør den 10. juni. Blindesportens omdrejningspunkt gennem mange år.

I oktober 1989 modtog den her ofte nævnte sportsmand Orla S. Jacobsen en skrivelse med

J.P. Svennesens erindringer om sporten med overskriften:

“Tilbageblik over den frivillige gymnastik på Blindeinstituttet”
I 1958 blev jeg ansat på Blindeinstituttet og har fungeret som faglærer i gymnastik siden da, sideløbende med skoleundervisningen havde jeg også den frivillige gymnastik, som bragte mig megen fornøjelse, og jeg tror også, deltagerne har haft det fornøjeligt og gavn af disse timer og ture vi har haft sammen. Om det skal jeg i det følgende efter hukommelse og spontant prøve at fortælle om.

Det begyndte – og fortsatte.
“Kan vi stille med et hold eller nogle idrætsfolk til et stævne i Stockholm?” spurgte forstanderen mig? Der var kommet forespørgsel til instituttet fra Dansk Blindesamfund. DBS havde ingen idrætsfolk som sådan, men havde instituttet nogle, som havde interesse? Det havde vi, jeg spurgte blandt de største drenge og der var straks nogle som meldte sig. Med lidt ekstra træning og lidt forberedelse rejste jeg med det første hold blinde til idræts-konkurrence til udlandet. Stedet var Stockholm og året var 1961. Deltagerne var Ejlif, Kurt og Ernst. De gjorde sig vist nok ikke særlig bemærket vedr. sportslige resultater, men begyndelsen var lagt. Sverige havde her taget initiativ til og startet det første “nordiske idrætsstævne for blinde og svagsynede. Der blev holdt møde ved samme lejlighed angående sporten og idrættens fremtid – jeg fik indvirket, at skulle Danmark fortsat være med, måtte synsgrænsen for deltagere ændres. Her ved det første stævne var, som jeg husker det, var den sat til 3/60. Året efter inviterede Norge, og vi deltog med 10 aktive. Jeg har ikke ført eller gemt resultatlisterne fra stævnerne – jeg syntes, det vigtigste er at være med, at træne og holde sig i form, at måle sig med de andre. Jeg husker dog, at Danmark gjorde sig godt bemærket. Vi vandt stævnet pointmæssigt sammenlagt. Konkurrencerne for damer og herrer (piger og drenge) for det var jo skoleelever, vi deltog med. Mange præmier gik til de samme personer. Ved præmieuddelingen hørte vi ustandselig: “Nr. 1 Karin Beck Petersen, Danmark” og “Nr. 1 Niels Ove Jørgensen, Danmark”. Man måtte ligefrem skamme sig over det store antal præmier vi slæbte hjem. Et vellykket stævne, som overværedes af Kong Håkon, og med kongeligt håndtryk til alle. Året efter blev det så Danmarks til at afholde stævne. Man er lige ved at blive idealist, når alt går tilfredsstillende, eleverne var glade og interesseret. Forældrene (ved forældredagen) var glade og imponeret for arrangementerne, og jeg gik forventningsfuldt til DBS for at være tidligt på færde, (det havde været DBS der finansierede elevernes deltagelse). Men jeg fik koldt vand i blodet da jeg hørte DBS´s vurdering: Jeg fik at vide, at der ikke skulle skabes præcedens, at man ikke skulle tro og regne med, at DBS betalte rejse, fordi man tog et par sportsbukser på. Spørgsmålet var i det hele taget, om DBS skulle være med til at finansiere et sådant cirkus?

I 1963 afholdtes det 3. nordiske stævne i København, arrangeret i samarbejde mellem DBS og Statens Institut for og svagsynede. Det var et stort arrangement – vel nok større end man var klar over, – vi var vist nok alle begyndere på området. Vi havde dog udmærket hjælp fra “Københavns Atletikforbund” (formand Palle Lassen) og fra “Københavns Svømmeunion”. Forstander Ditlev Ahrens gjorde en stor personlig indsats under stævnets afvikling. Og så var der os gymnastiklærere frk. Kirsten Jansbøl og undertegnede J.P. Svennesen. Præmiemæssigt klarede vi os pænt, men vi måtte erfare, at de andre nordiske lande havde stor fremgang i præstationerne. Om ikke just tilbagegang, så stagnerede vore resultater. Og så må jeg vel nok sige, at det har det gjort lige siden.

Pæne og adskillige gode resultater opnåedes to år efter, hvor det var Finland der stod for stævnet i 1964. De nordiske blindeorganisationer havde imidlertid udvirket, at “Det nordiske stævne for blinde og svagsynede” nu fremover skulle finde sted hvert andet år. Vores træningsmuligheder var ikke de bedste. Til atletiktræning brugte vi kun “sandkassen” i tuthaven til kuglestød, højde- og længdespring. Forud for stævner tyede vi til Forsvarets Gymnastikskole i Ryvangen, hvor vi i særdeleshed trænede løbene. Svømmehal havde vi jo heller ikke, så vi måtte gå til Øbro-Hallen, fortrinsvis tidlig søndag morgen, da der ikke var så mange andre på det tidspunkt. Her fik vi mulighed for at træne start-spring og vendinger. Til Tor Ball og Rol Ball var vores sal på den “gamle tut” dårlig 12 + 14 m med 4 søjler i midten. Ofte drønede bolden mod en søjle og returnerede omgående. Også til dette spil måtte vi ty til Forsvarets Gymnastikskole i Ryvangen forud for stævner, for dog at prøve enkelte gange en bane af normal størrelse.

Noget nyt dukker op!

Fra den initiativrige formand for “Verscherten sportsverein Stuttgart” herr Rochhausen, modtog vi en invitation til et stævne der – arrangementet lykkedes og invitationen gentog sig år efter år. En gang imellem lykkedes det også, at vi kunne gøre os gældende. Den første tur til Stuttgart blev bemærkelsesværdig – ikke alene, at det var første tur sydpå, men vi var blevet opfordret til at yde bidrag til underholdning ved den festlige afslutning om aftenen i den store “Kurfyrstensal”. Jeg henvendte mig til dirigent og violinlærer på instituttet Lavard Friisholm, der yderst velvilligt var behjælpelig og på mit forslag udskrev nogle små H.C. Lumbye-stykker, der kunne bruges. Vi var nemlig så heldige, at vi havde sportsfolk, som også kunne spille, eller sagt på en anden måde, vi havde musikfolk, som også plejede deres kroppe med fysisk aktivitet. Joh – Ejlif Hjort Johansen – klaver, Poul Erik Meincke – trompet Kurt Nielsen – saxofon gjorde lykke med “Britta-polka” m.fl.
Fremkaldelser, da capo, gentagelser og klapsalver ville ingen ende tage.

Jeg syntes det er på sin plads at nævne Torball og Rolball. Det var ved et af de første stævner i Stuttgart, jeg så spillet og blev opfordret til at sætte det i gang i Danmark. Samtidig havde vi besøg af en skoleklasse med lærere fra Berlin. Lærerne fra Berlin påvirkede mig til at gå i gang med spillet, og da de efter deres hjemkomst til Berlin sendte os en “medicinbold” m/klokke i – gik jeg forsigtigt i gang med spillet for blinde. Ja, der var sandelig nogle elever der – efter at have prøvet spillet – spurgte om de måtte prøve igen. Det måtte de.

Spillet var begyndt – og det fortsatte.
Dette spil blev nu også indført ved den frivillige aftengymnastik, hvor nu også gamle elever kom og deltog. Gymnastik, boldspil og atletik var i god fremgang – ikke mindst fungerede samarbejdet med “tutelever” og gamle elever godt, hvilket bl.a. skyldtes en meget positiv indstilling fra instituttets side – gamle elever var altid velkomne på instituttet. Det var ikke den helt store flok, der virkede aktivt, men det var en stabil, trofast og interesseret lille skare, der holdt liv i den fysiske aktivitet. Uden den havde der nok ikke været en BSI-idrætsforening. lad mig her blandt adskillige andre i særdeleshed nævne Kaj Thomsen, Gunnar Hansen, Gunnar Andersen, Kaj Christiansen, H.P. Christiansen, (kaldet Voldborg), Egon Børgesen, Orla Simmelkær Jacobsen, Henning Eriksen (kaldet Dollerup), Leif Martinussen m.fl. Mange andre kunne nævne, som har deltaget mere eller mindre i kortere eller længere tid – spredt deltagelse bl.a. også pga. arbejde. Som det fremgår, kan læserne nok se, at jeg er blander skoleelever (interne) og gamle elever sammen. Der skete jo det, at mens deltagerne de første år til de første sportsarrangementer bestod af skoleelever (interne) – viste det sig snart, at de (eksterne elever) dvs. de gamle elever også blev interesseret, og det blev en gensidig praktisk foranstaltning, idet det er som om tilgangen til skolen fysisk stærke og sportslig henseende interesserede elever lader meget tilbage at ønske, og samtidig reduceres antallet af gymnastiktimerne i skolen , hvilket ikke befordrede udviklingen.

Det vil føre for vidt at komme ind på oplevelser og detaljer fra hvert stævne, men jeg tror, de har haft stor betydning, for som der blev talt: “Den som har overvundet sig selv og deltager, har vundet en sejr”- og som en af vore deltagere (jeg tror det var Kurt Nielsen), der i et svømmeheat i Finland var blandt de sidste spontant og begejstret råbte højt udover omgivelserne: “Hurra – personlig rekord”. Han havde forbedret sin rekord hjemmefra. Og så var der Thomas Andersen, der under omklædningen i omklædningsrummet i Stuttgart, der syntes, at sidemanden godt kunne give ham lidt mere plads – Thomas talte dansk, og den “fremmede” hummede sig ikke, efterhånden opdagede Thomas da, at det var en benprotese, der var efterladt på bænken ved siden af ham, der ikke ville “humme” sig. – den var jo efterladt af en ejermand, der humpede rundt på gumpen oppe i salen i en “sitzball-kamp”. En af vore deltagere havde pakket sin kuffert i omklædningsrummet (det var også i Stuttgart) – han spurgte mig, hvad det var der sad i klemme og flagrede i den lukkede kuffert – det var et par yndige små dametrusser – det så interessant ud, og jeg foreslog, at han godt kunne rejse hjem således – det ønskede han dog ikke – og under stor moro fjernede vi så trusserne fra den klemte tilstand de sad i. Sådan kunne der refereres til mange morsomme oplevelser og episoder. Når den frivillige sport for blinde og svagsynede har haft den gode fremgang, skyldes det det bl.a. og især den positive holdning, jeg i de 22 år der er gået, har mødt.
Jeg vil tillade mig at nævne Blindeinstituttet som helhed (forstander A. Søgård-Andersen, Ditlev Ahrens, lærer Folke Johansen, konstitueret H.C. Seirup og gymnastiklærer Kirsten Jansbøl) thi uden økonomisk støtte, “åbent hus”, og frihed til at sætte i gang, arrangere og gennemføre, ville det
ikke have gået så godt. I de år, hvor vi ikke havde sportsplads, stillede Forsvarets Gymnastikskole sine faciliteter velvilligt til rådighed til enkelte stævner og til for-træning, når vi skulle udenlands.
Flyvevåbnet har sørget for transporten enkelte gange, bl.a. til Finland, Stuttgart og nu til Holland.

Selvom pressen, radio og fjernsyn, ikke just har været overvældende energisk med udsendelser, bør dog nævnes, at bl.a. både Gunnar “Nu” Hansen og John Idorn har været meget positivt indstillet. John Idorns fjernsynsudsendelse (13 minutter) om gymnastik og boldspillet Tor Ball på instituttet fik megen ros og anerkendelse i særdeleshed udefra. Danmarks Højskole for Legemsøvelser har ydet alt, især skal nævnes Karen Inge Halkjær, der bl.a. for mange år siden var behjælpelig med at stille instruktører til rådighed (vordende gymnastiklærere). Københavns Atletikforbund og Københavns Svømmeunion var behjælpelig ved arrangementer med dommere og officials. De første år (1959-1964) var deltagere til stævner udelukkende skolens (instituttets) elever, herefter begyndte deltagerne at suppleres med “gamle elever”. Der var en periode, hvor jeg synes, at der var en manglende forståelse fra Dansk Blindesamfunds side for disse stævner – dette forhold var nok til at befordre dannelsen af BSI (Blinde og Svagsynedes Idrætsforening). Der skulle åbenbart nogle af deres egne til at overbevise DBS, at den side af tilværelsen også havde sin betydning for deres medlemmer. For ca. 11 år siden i 1968 dannedes så BSI. De forskellige bestyrelser havde vist nok ikke altid helt let, men det stabiliserede sig i de seneste år ved at have Dansk handicap Idræts Forbund (DHIF) i ryggen. Foreningen er blomstret op med ret stor tilgang af medlemmer. En stor udvidelse har fundet sted, så ikke alene gymnastik, atletik, svømning, tor ball finder sted, men cykelsporten, tandemkørsel og skisporten er også en meget eftertragtet aktivitet.

Foruden undertegnede beskæftigede foreningen andre instruktører som Sven Jensen, Martin Westergaard, Karen Ellermann, Lise Søndergaard, Birthe Nielsen og Orla S. Jacobsen. Orla, der har virket både som instruktør og vikar har været, og er en meget stabil, trofast og pligtopfyldende og hjælpsom deltage, til hvem man altid kunne henvende sig og få en “hjælpende hånd”, og alt bringes i orden efter endt brug. Nå, det var et lille sidespring. Det skal her slås fast, at det er den konstante, vedvarende træning – almindelig deltagelse i den fysiske aktivitet, der for sig er den vigtigste – således, at den blinde/svagsynede, der oftest er beskæftiget med stilsiddende aktivitet, får lejlighed til at røre sin krop. At man også deltager i konkurrencer skulle være med til at anspore og fremme interessen for fysisk aktivitet. Der kunne skrives meget om den fysiske aktivitets betydning, hvilket jeg skal afholde mig fra. Efter 22 års virksomhed med sport på Blindeinstituttet slutter jeg med at føre lister over deltagere i de forskellige arrangementer og stævner – det vil jeg nu overlade til andre.
Der har været udført gymnastik med blinde helt tilbage fra instituttets oprettelse i 1858. Den har været ledet af kendte og dygtige lærere. Jeg kan kun se tilbage på 22 års beskæftigelse med fritidssporten med glæde og fornøjelse. Vi har haft mange hyggelige timer og rejser sammen.
– – – – – – –

Lø 5/9 Hjemme ser vi i TV en transmission og optagelse fra Paralympic Games i Barcelona i 1992.

En værdig og respektfuld udsendelse, der er med til at udbrede kendskabet til handicappedes sportsudøvelse, og her bidrage med et forøget kendskab til disse gæve sportsfolk.

10-19 marts 1994 Paralympic Winter Games, Lillehammer, Norge.

For den danske deltager, Anne Mette Bredahl, blev det den helt store succes, da hun hjemførte 1 guld og 2 bronzemedaljer. Guldet kom i 7,5 km skiskydning med tiden 34,07,9 min. Skydningen foregår ved hjælp af lydsignaler. En tone i skyttens hovedtelefon fortæller hvornår sigtet peger mod centrum, hvorefter der så skydes. Hver forbier giver et ½ minuts tidsstraf. Af sine 10 skud blev det kun til en forbier. De 2 + bronze blev vundet i henh. 5 km og 10 km klassisk langrend.

15-25/8 1996 Paralympic Games, Atlanta, USA. 4.000 idrætsudøvere fra 122 nationer dyster om medaljer. Fra DK sendes 45 idrætsfolk, hvor de 10 er blinde, der deltager i svømning, ridning og goalball. Deltagere i svømning er Christian Bundgaard (der allerede har flere internationale sejre bag sig), Ivan B. Nielsen og Flemming Bertelsen. I ridning deltager Pia Jørgensen, der har vundet mange priser i handicap-dressurridning. Disse konkurrencer afholdes altid på lånte heste. Det er et forsøg på retfærdighed, da ikke alle ryttere har egen hest, og kun få har midler til at transportere en hest rundt i verden. I goal ball deltager kvindelandsholdet, der består af Anne Hansen, Inger Kehoe, Jannie Thomsen, Karina Kristensen, Susanne Have Nooyen og Ann Howaldt. Da spillet kan være hårdt, bærer alle sikkerhedsudstyr.

Afrunding:

Efter at jeg havde været repræsentant for Dansk Blindesamfund siden 1960´erne ønsker jeg at fratræde omkring 1980. Min efterfølger, Jens Bromann Jensen, fik en fornem placering i toppen af handicapidræt på verdensplan, hvilket fremgår af følgende notater:

1997-2002: International Olympic Committee (IOC) Member of the Sports and Law Committee.

1982-1997: International Paralympic Committee (IPC) Member of the executive Committee

!985-1993: International Blind Sports Association (IBSA) President

1988-1992: International Paralympic Organization (IPC) President,

President of the Paralympic Games in Seoul, 1988.

Når jeg tænker tilbage på blindesportens spæde start i 1960´erne, er det en utrolig udvikling der har fundet sted siden da. Nu her, 20 år inde i et nyt årtusind, kan vi med glæde konstatere, at handicappede sportsfolk nu har opnået “fuld ligeberettigelse”, da disse sportsfolk – på lige fod med “frisk-idrættens repræsentanter” nu også får glæde af tildelinger fra “Team Danmark”.

Arkiv til DHIF:

Primo maj 2009 fremsender jeg min store arkivmappe med referater fra HB-møder, FU-møder Strukturudvalgs-møder, landsmøder, nordiske møder, breve m.m. fra DHIF´s første år til opbevaring i forbundets arkiv. Dels fordi jeg ved, at DHIF´s eget arkiv gik tabt i forb. med flytningen ud til kontorerne i Idrættens Hus i Brøndby. Og dels fordi jeg føler, at materialet kun bør være på et centralt sted.

11/5 2009 Svarbrev fra DHIF, som jeg her gengiver:

Kære Leif Martinussen, Tak for det historiske materiale, som jeg blev glad for at modtage. Jeg skal sørge for at det bliver opbevaret sikkert og godt – også af hensyn til historieskrivningen. Tak for at du har passet godt på historien – og tænkte på DHIF, da du fandt anledning til at ”rydde op i privaten”. De bedste hilsner Karl Vilhelm

2011:

Jeg havde den glæde at modtage invitation til DHIF´s 40-års jubilæum i 2011, der blev afviklet i Assens på Fyn, hvor der samtidig afholdtes et internationalt sportsstævne. Vi var 2 tilbageværende fra hovedbestyrelsen fra 1971, udover mig var der Allan Hein, der repræsenterede De Vanføre. Æresgæst var HKH Prinsesse Benedikte, der er protektrice for DHIF.

– – – – – – –

Status januar 2020:

Dansk Handicap Idræts Forbund, DHIF, havde nu skiftet navn til Parasport Danmark. Hertil er knyttet ca. 400 medlemsklubber med tilsammen ca. 12.200 medlemmer. Parasports -klubber tilbyder aktiviteter inden for mere end 33 idrætsgrene, og inden for alle slags handicap, inkl. synshandicap, alle former for fysiske handicap, udviklingshandicap og hørehandicap. Klubberne er meget forskellige. Nogle har mange idrætter, andre kun en enkelt. Nogle tilbyder idræt for mange forskellige handicapgrupper, andre kun for få. Nogle er ”rene” handicap-idrætsklubber, andre såkaldte almen-klubber der også tilbyder idræt for handicappede. Til forskel fra frisk-idrætten har man i handicap-idrætten ofte discipliner med flere underopdelinger.

Tårnby den 1. maj 2020

Leif Martinussen

Nyhedsfunktion på hjemmesiden

Der er oprettet en nyhedsfunktion, hvor du kan holde dig orienteret omkring hvad der bliver lagt op af nye ting her på siden. Det kan f.eks. være referater, nyhedsbreve, lydoptagelser eller andre spændende ting, som har netop din interesse.

Denne nyhedsfunktion viser de seneste nyhedsindlæg i datoorden, så den nyeste bliver vist først. Formålet med funktionen er, at dette forhåbentligt vil give et bedre overblik over de nye ting på hjemmesiden.

Februar 2020 Paneldiskussion 16 02 2020 om Refsnæsskolen

Et panel med Ove Gibskov som ordstyrer og med Jytte Nielsen, Rita Cicilie Varmby, Thorvald Kølle og Aage Michelsen behandlede spørgsmålet om hvorvidt tidligere elever skal gives en undskyldning i lighed med undskyldningen til drengene fra Godhavnsinstitutionen samt et forslag om udgivelse af et jubilæumsskrift i 2023.

Afspilning af lydoptagelse.

Download lydoptagelse

November 2018: Instituttet på Rymarksvej i Hellerup 50 år

Den 29. november 2018 markeredes 50 året for ibrugtagningen af Det nye Blindeinstitut på Rymarksvej i Hellerup.
I foråret 1968 fik Peter Frederik Hansen, som den første elev ophold på det nye Blindeinstitut. På denne optagelse fortæller han om sin elevtid gennem 4 år efterfulgt af et foredrag ved arkitekt Sara Ettrup fra JJW Arkitekter, der i sit oplæg gør sig tanker om 1960-ernes arkitektur og instituttets bygninger. Indledningsvis afsynges Grundtvigs sang fra 1847 ”Skyerne gråner, og løvet falder” efterfulgt af en velkomst ved stabsmedarbejder Tina Tranberg.

Afspil lydoptagelse

Download lydoptagelse

Medlemsarrangement den 25. Oktober 2018

Torsdag den 25. oktober 2018 indbydes til et arrangement fra kl. 14.00- 17.30, hvor selskabets fhv. formand Hans Erik Olsen sammen med sin tvillingebror Henrik præsenterer et causeri med titlen “Fra børnehjemmet på Refsnæs til blinde forældre i Køge”. Imens de var på Refsnæsskolen blev de adopteret af Linda og Ove Olsen, som begge var blinde. Dengang var det usædvanligt at blinde ægtepar kunne adoptere. Det, samt meget andet, vil Hans og Henrik fortælle om suppleret med
lydoptagelser fra deres liv på Refsnæsskolen.
Arrangementet finder sted på Solterrasserne, Johan Krohns Vej 8, 3.sal, 2500 Valby. Der er elevator. Ved arrangementet vil der blive serveret kaffe/te og kage – øl og vand kan købes.
Frist for tilmelding er den 21. oktober til Rita Cisilie Varmby tlf. 36 17 14 10 – mail rcvarmby48@gmail.com eller til Thorvald Kølle tlf. 22 78 18 27 – mail: thorvald@cool.dk.
Gratis adgang for medlemmer med familie og venner.