København den 9. marts 2022.
Referat af Blindehistorisk Selskabs generalforsamling afholdt 5. marts 2022.
Mødet fandt sted på Fuglsangscentret i Fredericia og indledtes kl. 13.30 og afsluttedes kl. 16.00.
1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg
Formanden bød hjertelig velkommen. Han kunne konstatere, at der er et vist mandefald, idet vi er udfordret af covid 19, udbrud og nervøsitet for at blive smittet, og af andre grunde.
Vi kunne glæde os over, at deltagerlisten og programmet var udarbejdet af fuglsangcentrets personale i punktskrift og i trykt tekst. Det er rigtig glædeligt.
Der henvises for så vidt angår dette møde til oplysninger givet i nyhedsbrev nr. 1 2022.
2. Navneopråb, præsentation af deltagerne
Følgende personer deltog:
Poul Lüneborg, Rudi Geert-Jørgensen, Leif Martinussen, Anne Sparre, John David Heilbrunn, Thorvald Kølle, Lena Bang, Ebbe Olesen, Hanne Eriksen, Elin Johansson, Allan Andresen, Mogens Nielsen, Henrik Olsen, Hans Erik Olsen, Heidi Madsen, Tommy Simonsen, Kirsten Koed Hansen, Thorben Koed Thomsen, Erik Vind Frost, Karen Marie Pedersen.
Der er således 20 personer til stede, alle medlemmer af selskabet.
3. Valg af dirigent
Erik Vind Frost blev foreslået og blev valgt.
Erik konstaterede, at mødet er lovligt indkaldt i henhold til vedtægternes krav om varsel, mødets tidsmæssige placering samt udsendelse af materiale på behørig vis.
Valg af stemmetællere: Valgt blev Anne Sparre (punktlæser), og Thorben Koed Thomsen (som har en synsrest).
Valg af referent: John Heilbrunn blev valgt.
4. Godkendelse af dagsorden
Dagsorden blev gennemgået og godkendt uden tilføjelser.
5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 20. juni 2021 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 3/ 2021
Der var ingen kommentarer.
6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2021/2022 til godkendelse, beretningen blev offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2022
Indledning.
Samarbejdet i bestyrelsen har været godt og konstruktivt, og Ole Brun Jensen har også bidraget i forhold til hjemmesiden.
Der har været afholdt tre fysiske møder og et Zoom møde.
På trods af Corona er det lykkedes at gennemføre de ønskede aktiviteter.
Medlemsstatus.
Freddy Nielsen, som har været et aktivt medlem inden for sundhedsområdet og rehabilitering Danmark, og Niels Eskær, som har været aktiv som pianist, organist og aktiv i teaterkredsen, oprindelig uddannet Telefonist, er gået bort i beretningsperioden.
Jørgen Eckmann er også afgået ved døden, jf. artikel bragt om hans livslange arbejde i DBS’s medlemsblad nr. 9/2021 og i BHS nyhedsbrev nr. 3/2021. Formanden benyttede lejligheden til at mindes disse medlemmer for deres indsats.
Desuden er Jan Fristrup, som ikke var medlem af BHS, gået bort, hvilket bør nævnes, fordi han har været en kerneanalytiker i forhold til blindes beskæftigelses- og uddannelsesforhold.
Poul tilføjede, at en liste over forestillinger optaget i amatørteatret vil blive lagt op på hjemmesiden og vil kunne rekvireres, hvor bl.a. Niels Eskjær optræder.
Antallet af nye medlemmer har været begrænset, nogle har ikke ønsket at forny medlemskabet. Status udgør ca. 125 stk. idet der er foregået en resultatgivende rykkerprocedure.
Det er ønskeligt at nå ud til personer uden for Dansk Blindesamfunds medlemskreds, som har interesse i blindes forhold og til visse institutioner og virksomheder. Selskabet tæller 5 sådanne medlemmer. Andre medlemmer af Synsdanmark har ikke responderet på opfordringer om at blive medlem.
En hvervefolder har ikke givet respons. Museumsdagbogen har ej heller været et aktivt værktøj i rekrutteringsarbejdet.
Selskabets medlemsliste.
Den er kommet ind i en god gænge, og når vi kender det endelige antal medlemmer, bliver den udsendt i trykt, punkt og daisyformat. De, som ønsker at stå med begrænsede kontaktoplysninger, bliver respekteret. Vi har dog fået enkelte “yngre” medlemmer, hvilket er glædeligt.
John nævnte behovet for at overveje aktiviteter, som i højere grad kunne tiltrække unge personers opmærksomhed.
Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.
Arbejdet foregår i et samarbejde mellem medlemmer af bestyrelsen og medlemmer af DBS Fritids- og kulturpolitiske udvalg. Der er pt usikkerhed om viljen hos Medicinsk Museion til eventuelt at overtage de tilbageværende blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs, en sag som gruppen prioriterer en afklaring af.
Medlemsbladene fra 1916-2006 er nu fuldt digitaliseret, dog mangler blade for 1956 -1957.
Hvad angår interviewundersøgelser, er der udført flere interviewundersøgelser med informatørerne som respondenter (det gælder blandt andet forholdene for blinde efter 2. verdenskrig). Disse knap 90 interview er nu alle digitaliserede.
Sikring af lydoptagelserne er et emne, som drøftes med DBS. Nye begivenheder bør i den sammenhæng dokumenteres.
En udløber af medlemsmødet om undskyldning til Godhavnsdrengene, samt eventuelt i forhold til andre grene af særforsorgen blev også omtalt. Rapport fra forsorgsmuseet i Svendborg, med tre videoer, forventes leveret til regeringen 14. marts 2022. Der var ingen af dem, som deltog i et møde den 16. februar 2020, om forhold inden for blindeforsorgen, som mente, at blinde som elever på Refsnæsskolen har behov for at modtage en undskyldning. Formanden henviste i den forbindelse til en artikel om denne periode udarbejdet af Ove Olsen. Det var formandens opfattelse, at beskrivelsen i artiklen gav et ganske godt billede på godt og ondt af forholdene.
Selskabets egne projekter i det forløbne år.
Projektregistrering af blindehistoriske effekter vil nu da covid19-epidemien er ved at være overstået, forhåbentlig kunne afsluttes sammen med Medicinsk Museion og Blindeinstituttet.
Der arbejdes på at få indsamlet registrerede effekter, noget som drøftes med Medicinsk Museion. Registraturen på Medicinsk Museions hjemmeside kan anvendes til at se, om en tilbudt effekt allerede findes (dubletter).
Projekt “Blindes levevilkår i 1960-1970-erne”:
John Heilbrunn har tilbudt at være tovholder for projektet. Han gav en redegørelse for baggrund, samt omtalte et møde som netop er afholdt med de 5 personer, som har indvilget i at ville gennemføre interview af 25 udvalgte personer. Det er et projekt, som er opstået efter ønske fra Medicinsk Museion omkring 2015 med inspiration af levnedsbeskrivelser indleveret af PTU – Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede. Der er i tiden frem til 2020 afholdt diverse møder og udarbejdet et bud på en interviewguide. Under det møde som netop er afholdt blev det konstateret, at spørgsmålene går langt dybere og bredere end blot at beskrive uddannelses- og beskæftigelsesmulighederne på basis af den udvikling, som spirede frem i 60’erne som et slags “oprør” fra elevforeningen på blindeinstituttet samt en øget integration af elever i den almindelige folkeskole.
Erik Vind Frost pegede på muligheden af eventuelt at lade en studerende bearbejde det indsamlede materiale som et projekt.
Dansk Blindesamfunds amatørteater.
Amatørteatret: Eksisterede i 60 år og har haft stor betydning samt har efterladt en lang række optagelser af forestillinger på lydbånd. Både materialet og selve aktiviteterne bør varetages respektfuldt og relevant.
Ønsker om at modtage forestillinger fra medlemmer vil blive honoreret. Materialet vil ikke blive lagt ud på hjemmesiden af copyright-hensyn. En liste over forestillingerne kan på anmodning tilsendes til interesserede. Formanden vil kunne bistå med udsendelse, såfremt man har en dropboks, hvortil større filer kan overføres. Kopier på CD og på anden vis vil ikke kunne honoreres.
Registrering af blindes sport- og idrætsaktiviteter.
Oprettelsen af et menupunkt på hjemmesiden var oprindelig en ide fremlagt af Henning Eriksen. Leif Martinussen har udarbejdet en omfattende Redegørelse om blindes deltagelse i sport og idræt dækkende perioden fra 1950-erne til 1980-erne. Grundet redegørelsens størrelse (mange billeder) vil den ikke kunne lægges på hjemmesiden, men den vil kunne tilsendes efter anmodning via Dropbox eller lignende.
Der foreligger nu tre optagelser om de første tandemklubbers aktiviteter. Hans Erik Olsen vil blive kontaktet, såfremt der fremsættes ønske om at få adgang til en bog om Midtsjællands Tandemklub.
Jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023.
Jubilæumsskrift i anledning af Synscenter Refsnæs’ 125-års jubilæum, foreslået af Thorvald Kølle, er i proces, forestået af en arbejdsgruppe bemandet af Rudi Geert-Jørgensen, Thorvald Kølle og Leif Martinussen. En dispositionsplan er udarbejdet af sidstnævnte. Leif fortalte, at skriftet skal omfatte tre hovedområder: Baggrund, socialpolitiske ændringer og erindringer fra tidligere elever. Bogen ønskes publiceret i løbet af jubilæumsåret.
Erik Vind Frost bemærkede, at der også foregik en omfattende kursusvirksomhed rettet mod eksterne elever og aktører, altså som ikke har boet på skolen. Poul nævnte, at opmærksomhed bør rettes mod perioden efter blindeforsorgens nedlæggelse i 1980 og frem. Bidrag hertil vil blive modtaget med glæde.
Selskabets informationsvirksomhed.
Udsendte nyhedsbreve.
Der blev opfordret til at benytte elektroniske formater, som letter den enkelte læsers mulighed for at navigere mellem overskrifter (word eller Html format).
Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk. Den bør i endnu højere grad holdes levende og er selskabets “ansigt” udadtil.
Andre informationskanaler.
Her indeholder beretningen henvendelser, som modtages med anmodning om belysning af diverse problemstillinger, fx om forhold organisatorisk mellem DBS og Den organisatoriske indretning på Færøerne, Springvand i Kalundborg med punktmarkering og dets oprindelse og m.m.
Selskabets elektroniske arkiv.
Henrik og Hans Erik Olsen har gennem beretningsåret bidraget rundhåndet til afsnittet med lydoptagelser. Fx findes 89 filer med udsendelser med Carl Bjarnhof.
Heidi Madsen bemærkede, at der er behov for en oversigt over alle lydfiler? Og hun spørger også til indholdet af materiale på hjemmesiden.
Svaret herpå var, at da der er mere end 1.000 filer, vil arbejdet med en gennemgribende kategorisering være et meget omfattende arbejde.
Har Blindeforsorgens elever krav på en undskyldning?
Der henvises til tidligere bemærkning herom under omtalen af “Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe”.
Administrative og økonomiske forhold.
Coronaepidemien har medført, at der er kommet flere penge ind, end der er gået ud. Således er selskabets likvide midler kun reduceret med ca. 7.000 kr. gennem de seneste 5 år på trods af 3 store udgiftsposter – ny hjemmeside, 25 års jubilæum og udgivelse af Museumsdagbogen.
Afsluttende bemærkninger.
Intet at tilføje.
Beretningen blev godkendt enstemmigt.
7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2021 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse, regnskab og revisionsprotokol blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2022.
John redegjorde for regnskab, resultatopgørelse og balance, og revisor Hanne oplæste revisionens bemærkninger.
Især forøgelse af likvide midler blev fremhævet.
Afvigelsen på kr. 172 blev ikke set som afgørende i forhold til selskabets samlede økonomi. Billedet af økonomien er retvisende.
Der var ikke bemærkninger til regnskabet, som blev enstemmigt godkendt.
8. Fastsættelse af kontingent.
Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.
Dette blev enstemmigt vedtaget.
9. Indkomne forslag.
Der var ikke modtaget forslag.
10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.
Følgende medlemmer af bestyrelsen – på valg:
a. Formand Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2020. Han genopstiller og blev valgt med akklamation.
b. Lena Bang, valgt i 2021 for 1 år. Hun ønsker at genopstille.
c. Ove Gibskov, valgt i 2021 for 1 år. Han ønsker også at genopstille “jf. skriftlig tilkendegivelse).
Der var ikke tilkendegivelser om yderligere kandidater, og de to opstillede blev dermed valgt med akklamation.
d. Suppleanterne Leif Martinussen og Ole Brun Jensen , valgt for et år i 2021.
De 2 suppleanter er begge villige til at modtage genvalg. Ole Brun Jensen, der ikke var til stede, havde skriftligt tilkendegivet villighed til genvalg.
De blev genvalgt med akklamation.
e. Revisorerne Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen, blev valgt i 2021 for 1 år – de er begge villige til genvalg. Kurt Nielsen var forhindret i at give møde, men han har skriftligt tilkendegivet, at han er villig til genvalg som revisor).
De blev begge valgt med akklamation.
f. Revisorsuppleant, Nete Parkov, blev valgt for 1 år i 2021. Nete Parkov var forhindret i at give møde, hun har skriftlig tilkendegivet, at hun er villig til genvalg som revisorsuppleant). Hun blev også genvalgt med akklamation.
11. Eventuelt.
Rudi Geert-Jørgensen spurgte til medlemslisten, om den må ligge på hjemmesiden. Generalforsamlingen har besluttet, at oplysningerne om medlemmer er personlige og ikke må publiceres. Bestyrelsen er altid villig til at bistå med kontaktoplysninger i passende omfang.
John Heilbrunn spurgte, hvordan man kan fremme blindehistorien især i forhold til de yngre med et synshandicap.
Rudi Geert-Jørgensen spurgte i den forbindelse, hvad de blinde yngre “mangler” fx i forhold til håndtering af pc-udstyr.
Karen Marie Pedersen mente, at et møde med DBSUs ledelse muligvis kunne føre til fællesarrangementer. De unges historie er noget andet end vores. Man må hægte vores historie op på deres? Sofie Monggaard Christensen, som er nyt ungt medlem, kunne måske komme med ideer og indspil.
Heidi Madsen, spurgte om man kunne lave blindehistoriske podcasts.
Poul har modtaget henvendelser om interesse for Refsnæsskolens historie. Hvorfor er institutionen i dag havnet i en fastlåst situation på basis af tidens udvikling?
Offentliggørelse af lydfiler på hjemmesiden er begrænset af reglerne om ophavsret og privatlivshensyn.
Ideer til systematisering af området blindehistorie modtages gerne.
Erik Vind Frost sagde, at DBSU nu har digitaliseret deres ungdomsblade.
2021 bød på jubilæum i Interessegruppen (50 år) og KABB (100 år). Disse områder burde også indtænkes i blindehistorisk perspektiv.
John Heilbrunn, referent.
Farum, den 9. marts 2022
På bestyrelsens vegne
Poul Lüneborg
Mødets dirigent
Erik Vind Frost, den 14. marts 2022