Referat af generalforsamling 20 06 2021

Valby, den 28. juni 2021.

Generalforsamlingsreferat

Den 20. juni 2021 afhold Blindehistorisk Selskab generalforsamling på Fuglsangscentret i Fredericia.

Dagsordenen var som følger:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Godkendelse af referatet fra sidste års generalforsamling

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse

8. Fastsættelse af kontingent

9. Indkomne forslag

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019.

b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år.

c. René Ruby blev valgt for 2 år i 2020. Han ønsker ikke at fortsætte pga. andre opgaver.

d. Rita Cecilie Varmby, valgt i 2020 for 2 år, har på grund af helbredsforhold besluttet at udtræde af bestyrelsen.

e. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.

f. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år.

g. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020.

11. Eventuelt

Ad 1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

Poul Luneborg bød de 26 deltagere velkommen til årets generalforsamling. Poul beklagede, at centrets reception kun havde produceret et enkelt eksemplar af deltagerlisten i punkt. Han havde som formand sikret sig, at forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen blev sendt til ham i et tilgængeligt medie senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Alle deltagere havde den 9. juni 2021 fået tilsendt bilag til behandling under punkterne 7 og 9.

Ad 2. Navneopråb samt præsentation af deltagerne.

For at vide, hvem der var til stede, var der navneopråb af deltagerne.

Ad 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

Thorben Koed Thomsen blev valgt som dirigent. Der var ingen modkandidater. Erik Kiørby, Henrik Olsen og Dorthe Andersen blev valgt som stemmetællere. Rita Cecilie Varmby blev valgt som referent.

Mødedeltagerne accepterede, at generalforsamlingen blev optaget til brug for skrivning af referatet, Henrik Olsen stod for optagelsen af mødet.

Ad 4. Godkendelse af dagsorden

Dagsordenen blev godkendt.

Ad 5. Godkendelse af referatet fra sidste års generalforsamling

Referatet fra sidste års generalforsamling til godkendelse. Poul Lüneborg fortalte i den anledning, at referatet fra sidste års generalforsamling er godkendt af dirigenten og bestyrelsen efter reglen i vedtægternes § 7 stk. 16. Derfor er punktet ikke til videre drøftelse.

Ad 6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse

For at beretningen kunne blive overskuelig, blev den gennemgået punkt for punkt.

Bestyrelsen har haft et godt samarbejde igennem de sidste 18 måneder på trods af Corona. Antal af medlemmer var i 2020 på 133 medlemmer. Nu er antallet af medlemmer faldet til 129. Ud af dem er der 5 kollektive medlemmer samt et antal seende, hvoraf de resterende er synshandicappede. I årets løb har vi taget afsked med 2 af vore aktive medlemmer. Det drejer sig om Jørgen Eckmann og Arne Krog. Poul Lüneborg omtalte førstnævntes liv og virke i blindesagen gennem mange år. Jørgen Eckmann var med til at stifte Blindehistorisk Selskab i 1994 og var dets formand i de første 8 år. Arne Krog blev mindet på søndagens arrangement.

5 af vore medlemmer har ikke ønsket at forlænge deres medlemskab.

Adresselisten med vore kontaktoplysninger er blevet udsendt siden 2016 til alle medlemmer. De enkelte medlemmer har i den forløbne tid selv kunnet vælge at stå i adresselisten. Adresselisten er udsendt efter kontingentopkrævningen. Vi er endnu ikke helt i mål med opkrævningen, men de, som mangler at betale skal nok få det gjort snarest muligt. Vi skal alle være opmærksomme på, at kontaktoplysningerne er korrekte og melde tilbage i tilfælde, at noget er ukorrekt.

Adresselisten er pt udsendt i elektronisk format. Pt. er der indkommet 5 tilbagemeldinger om behov for ændringer af kontaktoplysninger.

Punktudgaven vil blive udsendt, når DBSs nye punktprinter er installeret og taget i brug i løbet af august måned i år.

Ove Gibskov roste Poul Lüneborg for de mange resultater, som indtil nu er nået. Desuden ville han godt høre, om DBS har givet en begrundelse for, hvorfor selskabet trods flere henvendelser ikke har fået en eneste artikel optaget i tidsskriftet ”Øjeblikket”. Desværre er 25-års jubilæet og Henning Eriksens dagbog ikke blevet omtalt i andre sammenhænge.

Rudi Kurt Geert-Jørgensen kom med et forslag, om man fremover kan lave en automatisk abonnementsordning. Poul svarede, at det vil blive dyrt, da bankernes Betalingsservice opkræver et gebyr for hver transaktion, hvilket vil belaste et kontingent på 150 kroner. Desuden er bankernes Betalingsservice ikke særlig tilgængelig for en blind kasserer som benytter et skærmlæserprogram.

Bestyrelsen bør undersøge, om man fremover kan etablere et automatisk system via MobilePay.

Den blindehistoriske arbejdsgruppe har haft møder siden 2014, gruppen består af repræsentanter fra DBSs FRIKULT og Blindehistorisk Selskab. Det har ikke kunnet lade sig gøre at afholde møde i gruppen i de seneste 18 måneder grundet coronarestriktionerne.

I 2021 har DBS afsluttet digitaliseringen af medlemsbladene fra 1916-2006. (Henning Eriksen afskrev bladene fra 1911-1916). Det er et enestående kildemateriale om blindes historie, idet materialet over hele perioden nu er tilgængeligt.

Bestyrelsen vil få et USB-stik med dette materiale, og enkelte medlemmer vil også kunne opnå adgang efter henvendelse til formanden.

Desuden har DBS afsluttet digitaliseringen af 51 interviews foretaget af informatørerne i 1990’erne.

Arbejdsgruppens vigtigste opgave er nu at bekymre sig om samlingerne på Refsnæsskolen af de effekter, som ikke allerede er overført til Den Blindehistoriske Samling på Medicinsk Museion. Disse registreringer er desværre stoppet midtvejs.

I forbindelse med gruppens arbejde nævnte Poul Lüneborg interviewprojektet om blindes uddannelses- og arbejdsforhold i 1960-70-erne, som omtales nedenfor. Han nævnte i forlængelse af dette projekt, at der bør udarbejdes en oversigt over de mange interviews, som er optaget igennem tiden og som findes i selskabets lydarkiv. Det blev i denne forbindelse nævnt, at der er mange nulevende medlemmer, som vil kunne fortælle meget fra deres aktive tid som HB-medlem. Henrik Olsen anførte, at det for eksempel gælder Anvör Poulsen, der tillige har været blindekonsulent. Henrik Olsen nævnte, at han vil fortsætte med at foretage interview indenfor konceptet “Blindes færden”. Interview fra dette initiativ findes i selskabets lydarkiv.

Selskabet efterlyser en udgave af punktnoderne til “Danske Blindes Nationalsang”.

Alt abonnementsmateriale på hovedkontoret blev tidligere bragt i uddrag i båndtidsskriftet “DBS Information”, men masterbåndene af disse udgivelser er ikke blevet gemt og digitaliseret.

Registreringsprojektet er afsluttet og en rapport er afgivet med ros fra Medicinsk Museion, som på sin hjemmeside har lagt en registratur over Den Blindehistoriske Samling.

René Ruby har klargjort grundlaget for interviewprojektet om levevilkårene i 1960-erne og 1970-erne. Grundlaget for projektets iværksættelse er derfor nu til rådighed med henblik på afslutning af dette. De som vil være med i styregruppen forestår interview af de mennesker, som har tilmeldt sig til projektet. De som ønsker at blive interviewet, må gerne opretholde deres tilsagn. Det hele hviler på frivillighedsprincippet.

Poul Lüneborg har lavet en omhyggelig liste over de stykker, som amatørteatret har opført, som selskabet har modtaget. Alle forestillinger og andre lydoptagelser kan – efter anmodning – tilsendes i kopi til udlån, når den er markeret med et X. De må ikke blive frigjort til den bredere offentlighed, fordi der skal tænkes på lovligheden af kopiering. (Amatørteatret overlod alle optagelserne og Amatørteatrets formue til Blindehistorisk Selskab i 2007).

En redegørelse om blindes sport og idræt fra 1950-1980 er udarbejdet af Leif Martinussen på ca. 92 sider med billeder. Redegørelsen er forsøgt gjort egnet til at blive lagt på hjemmesiden.

Der er ønske om i 2023 at lave et jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum, hvor tidligere Refsnæselever kan bidrage med deres erindringer fra deres ophold på skolen. Arbejdet er kommet ind i en konstruktiv gænge. Thorvald Kølle fremlagde i sin tid ideen. Rudi Kurt Geert-Jørgensen vil stå for at samle de artikler arbejdsgruppen får tilsendt. Leif Martinussen har taget initiativ til at få samlet de involverede bidragydere. Strukturen og omfanget bør være på plads. Nyhedsbrevene må højst være på 30 sider i Arial 12-format. De skal ikke blive for lange og uoverskuelige for læserne.

Hjemmesiden er lavet af Søren Jensen i samarbejde med bestyrelsen ud fra det, som man må betragte som nødvendigt som skærmlæserbruger. Den visuelle præsentation af hjemmesiden, har derfor ikke været givet første prioritet. Hjemmesiden er at betragte som et blindehistorisk arkiv.

Hjemmesidens nuværende struktur blev drøftet, hvorefter det blev taget til efterretning og man samtidig ønsker forslag om, hvordan den kan gøres mere anvendelig.

Vigtige meddelelser, som bringes i medlemsbladet, når desværre ikke ud til institutioner og seende læsere. Derfor må nyhedsbrevene suppleres med medlemsbreve for at bringe invitationer, nekrologer mv. som ikke kan afvente næste nyhedsbrev. ”Øjeblikket” har ikke i de seneste år optaget artikler af blindehistorisk interesse. Arkivet over lydoptagelser er meget righoldigt, spændende og er af en betydelig størrelse.

Poul Lüneborg nævnte endelig den sag som omhandlede Godhavnsdrengene og den undskyldning, som nogle af dem har fået. Ove Gibskov nævnte, at der stort set ikke var nogen, som mente, at vi burde stille krav om en undskyldning inden for vores område. Han har været i kontakt med projektinvolverede fra Forsorgsmuseet.

Sagen vil blive fulgt op i et kommende nyhedsbrev.

I 2020 er der registreret et pænt overskud i sammenligning med et underskud i 2018 og 2019. Poul Lüneborg omtalte nogle administrative belastende processer, som i høj grad opleves som tunge og uoverskuelige for administrationen i en lille forening som denne. Betaling via MobilePay opleves af mange medlemmer som en lettelse. Der skal her betales 0,75 kr. pr. transaktion. Desuden skal selskabet betale et månedligt gebyr på 49,00 kr. Det giver problemer for selskabet, når der ikke løbende indbetales penge til deres system. De digitale systemer kan tvinge foreninger tilbage til mere uformelle systemer.

Beretningen blev godkendt med applaus.

Ad 7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse

Der er udarbejdet en analyse ud fra alle kontoudtog, samtlige indtægter og udgifter og sammenlignet dem med kasserer Ole Brun Jensens tal. Der er sket nogle fejlposteringer. Poster er overset, som fører til en endelig konklusion om, at der er 150 kr. ekstra, som der ikke kan gøres rede for. Denne analyse blev oplæst af John Heilbrunn.

Regnskabet blev herefter betragtet som godkendt enstemmigt.

Ad 8. Fastsættelse af kontingent

Kontingentet på de 150 kroner fastholdes. Der lød et stort bifald fra de 26 deltagere.

Ad 9. Indkomne forslag

Forslag fra bestyrelsen: Ole Bruns sygdom giver anledning til bekymring. Bestyrelsen har derfor ønsket at sikre sig muligheden for at skaffe professionel bistand, hvorfor det foreslås, at bestyrelsen bemyndiges til at træffe aftale herom, hvis det bliver nødvendigt. Forslaget ønskes fasthold for en sikkerheds skyld, selv om der har meldt sig en kvalificeret kandidat til kassererposten. Forslaget blev tiltrådt enstemmigt.

Ad 10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

Ad a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019.

Ole Brun Jensen ønsker stadig at stå til rådighed for bestyrelsen som webmaster eller på anden måde, og som suppleant.

”Ud af intetheden” har John Heilbrunn meldt sig som mulig kasserer efter drøftelse med Poul Lüneborg.

Han blev valgt som kasserer uden modkandidater for en 2-årig periode.

Ad b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år.

Han blev genvalgt for to år uden modkandidater.

Ad c. René Ruby blev valgt for 2 år i 2020.

Han ønsker ikke at fortsætte pga. andre opgaver. René Ruby har ønsket at udtræde af bestyrelsen for at koncentrere sig om andre opgaver.

Ad d. Rita Cecilie Varmby, valgt i 2020 for 2 år, har på grund af helbredsforhold besluttet at udtræde af bestyrelsen.

Hun ønsker fortsat at stå til rådighed, når der er spændende opgaver i selskabet.

Der skal derfor vælges 2 medlemmer af bestyrelsen for et år.

Lena Bang blev uden modkandidater valgt ind i bestyrelsen.
Ove Gibskov blev også valgt for et år. Han ønsker at overtage redaktørposten og begrundede sin opstilling med, at han blandt andre blindehistoriske aktiviteter i forbindelse med DBS’s 75- og 100-årsjubilæum har lavet lydmontagerne ”75 og 100 år i lydglimt”.

René Ruby og Rita Cecilie Varmby fik en stor tak af formanden for deres engagement i bestyrelsen.

Ad e. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.

Lena Bang blev som nævnt bestyrelsesmedlem for et år.

Leif Martinussen fortsætter som suppleant sammen med Ole Brun Jensen.

Ad f. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år.

Kurt Nielsen er villig til genvalg, hvilket er sket uden modkandidater. Hanne Titgen Eriksen tiltrådte som revisor i stedet for Ove Gibskov.

Ad g. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020.

Nete Parkov opstiller gerne og blev genvalgt uden modkandidater.

Ad 11. Eventuelt

John Heilbrunn præsenterede sig og redegjorde for sin baggrund igennem sine mange år fra den første integrerede elev i folkeskolen, som erhvervsbeskæftiget i 42 år og tillidsvalgt i DBS og ansat sammesteds i 26 år.

Der blev spurgt, om der kan bidrages til viden om oprettelse af forskellige tandemklubber. Formanden nævnte, at han agter at færdiggøre forskellige igangværende projekter om Amatørteateret, litteraturoversigten, analyse af blindes og svagsynedes uddannelses- og beskæftigelsesforhold, for nu at nævne de største opgaver.

Mødet sluttede i god ro og orden.

Tak til Henrik Olsen for teknisk assistance i form af lydoptagelse af mødet og til John Heilbrunn for notatassistance samt til Dorthe Andersen for korrekturlæsning. Færdiggjort den 28. juni 2021.

Referent Rita Cicilie Varmby.

Nærværende referat godkendes hermed på Bestyrelsens vegne – Farum den 7. juli 2021

Poul Lüneborg

Viborg den 8. juli 2021

Thorben Koed Thomsen, dirigent