Forfatter: Webmaster

NORDVESTFYNS TRYKKERI, BOGENSE
Laust JENSEN
FØRERHUNDENS BEDRIFTER
En blind Mands Oplevelser med Førerhund
UDGIVER: Laust JENSEN ‑ GRINDLØSE PR. JULLERUP MCMXXXVII

Lys i mørket

Jeg har altid elsket Hunde, og som ung gav jeg mig af med Hundedressur, når Lejlighed gaves, det kan vel derfor næppe undre nogen, at jeg tog Hunden i min Tjeneste, da jeg for mange År siden mistede Synet; hvad mine Medborgere tænkte om denne min nye Hjælper, er jeg ikke ganske klar over, men mine nærmeste Slægtninge i Almindelighed fandt i det mindste, at jeg ikke måtte være helt velforvaret, men det tog jeg mig let; i Udlandet havde jeg set blinde anvende Førerhunde med et ual­mindeligt godt Resultat. Når jeg som Førerhunde anvender Schæferhunde, så er det ikke alene ud fra egen Erfaring i, at denne Hund er den bedst egnede, men det var også en Byg­gen videre på andres Erfaring, idet man også i Udlandet næsten altid anvender Schæferhun­de til dette Formål. Schæferen er sikkert den intelligenteste Hunderace, vi har her i Landet, dertil er Schæferen a£ passende Størrelse, meget smidig og meget hårdfør, men først og sidst bliver det her Intelligensen, der bliver det afgørende, Schæferen kan nemlig mere end nogen anden Hund handle på eget Initiativ. Hvad det vil sige forstår kun den, der anvender Fører­hund, men man må forstå, at en Hund, der under denne Dressur har været ude for mange Hændelser, der daglig møder den blinde i hans Liv og Færden, dog aldrig vil kunne klare sine mange Opgaver, dersom den ikke selv kunde se og klare en Situation på rette Måde; forestil Dem Situationen tre eller flere Biler i et Vej­kryds samt nogle andre Trafikanter, denne Si­tuation vil aldrig være ens, selv om det for det menneskelige Øje ser således ud. Hunden stilles derfor daglig over for Opgaver, som den ikke under Oplæringen har været ude for på helt samme Måde, den må derfor overveje, hvordan den opståede Forhindring skal klires, og således handle efter egne Impulser.
Min første Hund hed Ulla, hun var en stor gulbrun Tæve med sort Saddel, gule Ben og gult An­sigt. Da jeg købte Ulla var hun meget mager og noget vanskelig på Grund af Forsømmelse, men der gik syv Måneder, så var Ulla velnæret, hendes gulbrune Pels lå nu som et Panser om hendes kraftige Krop, skinnende blank var dette Hårpanser. Ulla var en Øjnenes Lyst for dem, der så hende, og så var hun vældig fint dresseret. Jeg skal ikke komme nærmere ind på Dressuren, den var i første Instans Politi hundedressur, da jeg syntes, dette også hører til en Førerhunds Oplæring, dette Forhold om­tales nærmere senere i Bogen, og så var Ulla den helstøbte Førerhund, og det morsomste ved det er, at ingen rigtig havde lagt Mærke til, at jeg gik og oplærte en så fabelagtig dygtig Hund. Først da man pludselig opdagede, at man kunde møde mig med min Hund som Fører bå­de ti og tyve Kilometer fra mit Hjem forstod man, at der var sket noget særligt, men det var altsammen forløbet så stille og roligt, ikke Spor af Råben eller Gestikuleren, ingen Smælden med Pisk, men kun i enkelte Tilfælde et Revol­verskud, når Ulla skulde lære at tage den sky­dende Forbryder ( en udklædt Mand, der figu­rerede for mig), men sådanne Småting lagde ingen Mærke til, men Ulla var og blev en Kendsgerning, og min første virkelige Triumf skulde hun fejre allerede sin første Vinter som Førerhund.
Min Svigerfar skulde nemlig en Vinterdag med forrygende Snestorm have to Ænder bragt til en Naboby, hvor de så skulde videresendes med en Rutebil. Svigerfar var syg og kunde ikke selv bringe Ænderne til Bilen, og ingen andre vilde gå ud i det forrygende vejr. I sin Nød spurgte Svigerfar, om jeg og Ulla muligvis kunde bringe Ænderne til Bilen. Der gled sikkert et noget tvetydigt Smil over mit Ansigt ved Svigerfars Spørgsmål, for Svigerfar havde nemlig, da jeg begyndte at tale om at oplære en Førerhund, rent ud sagt til mig, at jeg da vel ikke var så tosset, at jeg troede, at jeg kunde oplære en sådan Hund. Nu havde jeg altså oplært Hunden, og min Triumf skulde blive så meget større derved, at det netop var Svigerfar, der i sin vanskelige Situation måtte søge Hjælp hos mig og min Hund. Dis­se Tanker holdt jeg imidlertid hos mig selv og lovede Svigerfar at forrette det for ham så vigtige Ærinde. Jeg fik Ænderne i en Kurv, tog den i Hånden, gav Ulla sin Sele på og så gik vi to ud i Snestormen. Jeg husker, som var det i Går, denne forrygende Storm, og på de mindre Kommuneveje lå Sneen i så høje Dri­ver mange Steder, så Hunden bogstavelig ikke kunde gå igennem den løse Sne. Den sprang formelig frem, blev så siddende et Øjeblik, og tog så igen et Spring; men Turen gik godt, og jeg var dobbelt stolt af min Hund, den havde vist mig og alle andre, at den var fuldtud pålideligheden selv ude i det værste Vejr, og ikke nok med føre mig vel gennem de Farer, som at sneen er for os blinde. I et sådant Vejr vilde selv den mest stedkendte blinde være uhjælpe­lig prisgivet Døden i Sneen, om han vovede sig ud uden seende Hjælp. Men ikke nok med at Ulla førte mig sikkert ud og hjem, på Hjem­vejen fløj min Hat af ved et særligt slemt Vindstød, jeg slap Ulla løs med Ordre til at bringe Hatten, og det varede kun et Øjeblik, så sad Ulla ved min Side med Hatten i Munden. Men i det Øjeblik, da jeg stod alene på den øde Vej, mens min tro Hund kæmpede sig frem over Markerne for at finde min Hat, fo’r den Tanke gennem min Hjerne: din Hund er dog din bedste Ven og Hjælper, hvem vilde følge dig i den snestorm og løbe Kapløb med din flagrende Hat uden netop den tro Hund.
Snart løb Rygtet om min gode Hund viden om, alle var højlig forbavset, selv var jeg imponeret, for Resultatet havde fuldstændig overskredet mine dristige Forhåbninger. Alle var enige om, at Resultatet var enestående, men enkelte syntes tillige, det var for vovelige Udflugter, jeg foretog med min Hund. En Gang sagde en Stationsforstander på Jernbanen til Svigerfar, at det var fuldstændigt uforsvarligt, at jeg rejste med Toget med Hunden som Fø­rer, men Svigerfar smilte og svarede: det skal nok gå godt, Ulla er en dygtig Hund. Ja, Ulla var enestående. Der kunde skrives lange Bø­ger om hende i de År, hun var min Førerhund, men i denne lille Bog skal Ulla kun være Ind­ledningen, og min nuværende Hund det egent­lige Emne.
Ulla er død for mange År siden, og hun so­ver sin sidste Søvn i min Have i en Stenhøj un­der Tusind Blomsters Flor, men Mindet om Ul­la vil aldrig dø, dertil har det fæstnet sig for stærkt i min Bevidsthed. I dette lille korte Glimt skal Ulla mindes.
Jeg har skildret hendes nyttige Hjælp, men kun få forstår vel, hvad en Førerhund egent­lig vil sige. Lad os derfor foretage et lille Tan­keeksperiment og tilsidesætte alt det fuldstæn­dig nødvendige, når man mister Synet eller rammes af en anden Ulykke, da er det ikke sjældent, men hyppigt, at man også mister sine Venner, og de få, der bliver tilbage, gør man klogt i ikke at afkræve for store Tjenester. Man sidder alene en strålende Sommerdag og vil så gerne ud, men man tør ikke forlange en af Vennerne til at gå med, men i heldigste Tilfæl­de få et Barn som Ledsager; der må jo straks en Halvtredsøre til, og det smarte Barn spørger straks: er det langt, vi skal?
Vi går lidt, så når vi til et Udsalg af Is­pinde, vor Ledsager siger, at man der har så gode Ispinde; der må trakteres, det er uund­gåeligt, et lille Stykke Chokolade skal der og­så helst til. Når disse forskellige Indkøb er bragt i Orden, går vi ud ad Vejen, det kan vol­de nogen Vanskelighed at finde et Emne at ta­le om som interesserer det unge Menneske, der af og til spørger, om vi snart skal længere. Til sidst er man ør og ærgerlig, men ked af at ven­de om uden særlige Årsager, men Årsagen lader ikke vente længe på sig. Der lyder Brummen, nu ser Ledsageren, hvad det er og udbryder: uha! der står en stor Tyr og skra­ber og brummer af os, den tør jeg ikke gå for­bi. Man ånder uvilkårlig lettet op ved Tan­ken om at nu er der jo i det mindste en Grund til at afbryde Spadsereturen, der egentlig ikke har været nogen Fornøjelse. Sådan er det fremmede Barn som Ledsager for den blinde. Nej, må jeg så bede om min Førerhund; blot jeg lige hvisker: vil du med Far? så lyder der en glad Prusten, og Stuen er fyldt at viftende Hundelabber og buskede Haler, det hele er et dansende Virvar af Glæde, og så går man ud i Entreen og tager Hundens Førersele ned, gi­ver Hunden den på, og Hunden kan næppe styre sin Glæde og Forventning, indtil Døren lukkes op. En sagte Klynken siger os alt; der er Glæde, ingen Penge at betale for trofast Følge­skab, der kræves heller ingen Ispinde eller Cho­kolade, og Førerhunden er ikke Spor af bange for brummende Tyre. Glad fører den sin blinde Herre ude i den herlige og frie Natur til Skov eller Strand, alt som han nu selv ønsker det. Så­ledes er Førerhunden.

Elly.
Der gik en Del År, hvor jeg ingen Fører­hund havde, som jeg var rigtig glad for, ganske vist havde jeg Førerhunde, endda flere, nogle meget dygtige, og et Par af dem blev solgt til andre, der havde Brug for en Hund, i dette Tilfælde to Damer. Når jeg ikke selv var tilfreds med disse Hunde, skyldtes det ikke Mangler ved Dressuren, men jeg nærede det brændende Øn­ske at blive Ejer af en virkelig fin Racehund, som jeg kunde anvende til Opdræt, og en sår dan Opgave lå ikke lige uden for Døren, jeg måtte pænt vente, til der kom en rigtig Hund, og dette med at vente har aldrig været min stær­ke Side. Men endelig kom Elly. jeg skal ikke be­skrive hende her, da så godt som alle Menne­sker kender Elly fra Udstillingerne og Billeder­ne i forskellige Dag‑ og Ugeblade, men jeg skal dog lige antyde, at Elly den Gang ikke helt så ud som nu; hun var mager med en tottet Pels, så der var slet intet andet for mig at gå efter i mit Valg af hende end en god Bygning og en god Stamtavle. Hvilke Muligheder, der lå i Elly som Førerhund, anede jeg aldeles intet om, men jeg håbede, lykken vilde stå mig bi, og det gjorde den sandelig også. At oplære Elly blev en Leg for mig, det, der før havde taget mig måneder at lære andre Hunde, lærte Elly på Uger, og det varede kun kort Tid, så var Elly og jeg viden om.
At skildre, hvad Elly kan præstere, er næsten umuligt, så alsidig er hun; lettere vilde det være at skildre, hvad hun ikke kan. Hvad Elly betyder for mig og for min Kone tillige vil være ganske umuligt at udtrykke i Ord; ofte når min Kone kæler med Elly, si­ger hun: Elly, gamle Elly, du er Verdens bed­ste Hund! og selv om jeg er en Modstander af at rose egne Ting, så må jeg dog give min Kone Ret. Jeg er ganske klar over, at mange Hunde har uvurderlig Betydning for deres Ejere, men alligevel, det at kunne være Fører og Be­skytter for to ensomme, blinde Mennesker og være dem til Hjælp på utallige måder, dette måtte sikkert kunne siges at være den største og smukkeste Opgave, som nogen Hund her i Landet og i andre Lande med kan siges at have.

Jeg skal nu i det følgende vise nogle Træk af en Hunds Liv, Træk, som vil få selv den barmhjertigste Søster til at skælve af misundelse, for ikke at tale om vi andre almindelige dagligdags Mennesker; man siger jo, at Mennesket er Skabningens Herre, men, ak, hvor mangelfuld er dog ikke denne Skabningens Herre, når man undersøger ham nøje; han kan ikke nær stå mål med sin Hund i sjælelige Egenskaber. Ondskab og Løgn behersker ham, en evig Jagen efter Rigdom behersker ham og plager ham Dag og Nat. Vi ser hans mesterlige Kulturværk, men hvad er Følgen blevet af dette mægtige Kultur­værk? Nød, Savn, Forbrydelse og Ulykker. Hvor er Næstekærligheden, når den tiltræn­ges? Man må spørge om den; i Stedet ser man Hadet og Misundelsen. Hvad om vi gik til Dyrene og lærte lidt af dem; vi kunde lære en Mængde. Hunden taget som Eksempel, da vilde vi af den lære Trofasthed, Mod og oprigtig Hengivenhed, to af de vigtigste Grundpiller, hvorpå Menneskeheden skulde bygge. Kan Dyr da tænke? Videnskaben siger Nej. I nedenstående skal jeg fremdrage nogle Eksempler, der modsiger dette; døm så selv.
En stormfuld Dag sidste Forår var Elly og jeg på Farten, og da jeg syntes, Elly skulde have lidt Frihed, slog vi ind på en Markvej, der fører over en stor Herregårdsmark, her er Fred og Ro, og jeg kan godt klare mig selv; jeg tager derfor Selen af Elly og siger: Bis så, tøs! at bisse er Hundens kendingsord for, at nu må og skal den løbe omkring. Elly løb, men et Øjeblik efter kom hun tilbage, stødte til min Hånd, og med mange Gebærder lod hun mig forstå, at nu vilde hun igen have sin Sele på; men da jeg syntes, hun kunde have godt af at løbe lidt mere omkring, sagde jeg atter: Bis! Hunden forsvandt igen, men kun for et Øjeblik, så kom den atter tilbage og var nu helt ustyr­lig, sprang op af mig, slikkede og gjorde alt for at standse mig; lidt utålmodig kommanderede jeg atter: bis nu, Tøs! og Elly forsvandt meget modvillig. Et Øjeblik efter fik jeg en vældig Bule i Panden! På Herregården var man net­op i Færd med at så Korn i den til Vejen græn­sende Mark og havde i den Anledning stillet en Vogn med Korn på Vejen; jeg var altså tør­net mod Vognen. Det var altså det, Hunden vilde have forskånet mig for.
Jeg tog mig til Hovedet, ved min Side stod Elly, hun havde drejet sit Hoved opad og så på mig, som hun vilde sige: Der kan du se, Far, havde du givet mig Selen på, havde du ikke fået den Bule. Jeg klappede min trofaste Hund, gav hende Selen på, og beskæmmet gik jeg vi­dere under min tro Hjælpers sikre Førerskab.
For nogen Tid siden var man over samme Marker i Færd med at nedtage en Telefonled­ning, jeg kom spadserende, mens Elly dyrkede sine små Glæder i Frihed; pludselig stod Elly hos mig og forlangte at få sin Sele på. Hvad mon der nu er på Færde, tænkte jeg, idet jeg gav Elly Selen på. Jo, der var den jo; ikke så snart havde vi gået et halvt Hundrede Skridt, før nogle Stemmer hørtes. ‑ Pas nu på Vor Vogn står længere nede på Vejen og der ligger også nogle ma­ster og en Del Tråd, sagde en Mand til mig.
‑ Tak for det, svarede jeg, det er elskvær­digt af Dem at gøre mig opmærksom derpå, men Hunden klarer let sådanne Småting.
Da Forhindringerne var passeret, fik Elly at­ter sin Frihed.
På Tilbagevejen gentog Scenen fra før sig; da udbrød en af Telefonarbejderne, som var ble­vet opmærksom på Hundens Adfærd:
‑ Nej nu har jeg aldrig set noget lignende, Hunden standser og venter på Dem for at få sin Sele på og følge Dem forbi alt vort Ra­gelse.
Ja, jeg kunde fortælle Tusinde af lignende Tilfælde, de er både rørende og morsomme, men alle er de dog et talende Bevis for et tro­fast Dyrs Hengivenhed.

Elly og Trafikken.
For den, der ikke har Kendskab til Førerhunde, kan dennes Arbejde jo nok se noget problematisk ud. Jeg skal nu redegøre for det prakti­ske Grundlag, der betinger Førerhundens Hjælp. Der kan skelnes mellem to Grupper af Førerhunde, den, der er oplært på de store Dressuranstalter i Tyskland, og så Hunde som Elly. Den tyske Førerhund er hovedsagelig ba­seret på Anvendelse i Storbyens myldrende Trafik, Elly derimod er hovedsagelig dresseret til Brug på Landet, men hun kan også gøre Fyldest i de almindelige Købstæder og i enhver Landsby. Derimod tør jeg ikke i større Omfang anvende hende i Storbyer med Sporvognstrafik. Dette er nemlig fuldstændig fremmed for hende, og det vil af den Grund være uforsvarligt at an­vende hende der, men fælles for alle Førerhun­de er, at deres Anvendelse er ret lokal bestemt, det vil sige, de kan kun anvendes, hvor den, der anvender dem, er kendt i den Udstrækning, der nødvendiggør, at han kan give Hunden en korrekt Ordre, men man kan selvfølgelig ikke komme til en fremmed By og sige til Hunden: så går vi hen i Vestergade Nr. 73. Så fuldkommen er Førerhunden ikke; nej, der må andre Kendingsnavne til.
Jeg skal nu i det følgende forklare Ellys Ar­bejdsmetoder og i hvilken Udstrækning, hun kan anvendes. Jeg var fuldstændig blind, da jeg for mange År siden kom til Egnen her, havde aldrig været her som seende, og havde således in­gen Forudsætning for at kunne vejlede en Fø­rerhund, men ved energisk Studium af Omegnen, ved Samtaler med Folk og senere ved Selvstu­dium ved Førerhundens Hjælp er jeg nu så kendt med Vejenes Retninger, så jeg kan færdes overalt i en meget vid Udstrækning, der er næsten ingen Grænser i den Retning, men der­til kan jeg tillige færdes frit med Førerhunden på de Egne, hvor jeg har været som seende og således er Stedkendt.
Førerhunden arbejder næsten bedst i en for den fremmed Egn; her, hvor den går til daglig, anlægger den sig en mere ligegyldig Optræden og slentrer mere skødesløst afsted i Tillid til sit eget Kendskab til Omgivelserne. I en fremmed Egn er den derimod mere opmærksom på Kommandoerne, da den jo nødig vil begå Dumhe­der og gå andre Steder hen, end den skal. Elly kan gå på direkte Kommando til de almindelige Indkøbssteder her i Byen, såsom til Køb­mand, i Brugsforeningen, til Bager, til Barbe­ren, på Mejeriet, i Kirke og mange andre Steder. Grundlaget i Dressuren for Brug på læn­gere Afstande er, at Elly forstår Ordrer, før­ste Vej til højre og venstre, første Hus til højre og venstre; man vil deraf indse, at Muligheder­ne for Anvendelse af Førerhund helt er afgørende set af Ejerens Evne til at lokalisere sig; man kan med andre Ord færdes utrolig med sin Hund. Dette gør jeg også og i mange Tilfælde i Selskab med min Kone, ofte besøger vi fjernt­boende Slægtninge og Venner til fods med Fø­rerhunden som Vejleder; ingen af os kan se den mindste Smule.
Ofte har jeg foretaget Ture med Førerhund, hvor jeg har suppleret Spadsereturen med Afstikkere med Jernbane og Rutebiler, men da jeg dårligt tåler at køre, foretrækker jeg Fodture alene, hvor det er gørligt. Jeg skal nu skildre en sådan Fodtur. Vi tager til Bogense, det er en halv Snes Kilometer herfra, jeg er i et pænere Sæt Tøj end vanlig, det ser Elly, og hun forstår derfor, at vi skal mere end på de almindelige Spadsereture, og hun er livlig. Så snart vi er vel ude på Vejen, besørger hun sine små Fornødenheder, og så stikker hun Hovedet højt i Vejret og går frejdig fremad. Jeg giver endnu ingen Ordre, Elly går derfor lige mod Vester Egense, det gør hun nemlig altid, når hun ingen Ordre får. Lidt før Vester Egense kommanderer jeg første Vej til venstre, Førerlinen strammes, javel, vil Elly dermed sige, og Farten forøges en Del. Så drejer vi ind på Landevejen Odense Bogense over Otterup, og nu går det rask fremad. Solen skinner, og jeg hører Ellys taktfaste Pusten. Jeg ved, hun går med Tungen ud af Halsen og sveder, men smiler dog til de forbipasserende; vi går hur­tigt, men nu synes jeg, Elly skal have noget at drikke.
‑ Gå ind i det første Hus og få noget at drikke!
‑ Javel! svarer Elly med et Ryk i Fører­linen.
Nå, men jeg aner ikke, hvor det første Hus ligger, måske er der en Kilometer, før vi når til det, måske mere, men det gør intet, Elly glemmer ikke en given Ordre, snart svinger vi fra Landevejen ind ad en Havelåge, og snart står vi foran Husets Indgangsdør. Elly står selvfølgelig på Trappestenen med Snuden oppe ved Dørhåndtaget, så jeg ved, hvor jeg skal tage hen, bare følge Ellys Kropstilling. Jeg tager i Døren, så for Pokker, mumler jeg. Dø­ren er låset. Elly vender sin Snude helt op mod mig, hun forstår Situationen, men jeg siger intet, og det er heller ikke nødvendigt. Liden en Ordre eller en Bevægelse fra mig går Elly ned af Trappestenen og opsøger Husets Bagdør. Her er vi mere heldige. Snart står vi i Køkke­net og beder om lidt Vand. Husets Frue er lut­ter Smil. Vand, jo så inderlig gerne, men om jeg da ikke hellere vil have et Glas Øl eller i nogle Tilfælde Saftevand. Jo, tak, siger jeg, men det er da alt for elskværdigt af Fruen. Al­deles ikke. Og snart har både Elly og jeg fået en forfriskende Drik, og Elly nogle beundren­de Ord og masser af Kærtegn af Husets interesserede Beboere, og vi byder Farvel og Tak, og Elly genoptager sin Fart mod Bogense.
Snart passeres Grevskabet Gyldensten, og inden længe er vi i Bogense, vi forretter vore få Ærinder, det går let, Elly er jo nu kendt med de få Forretninger, vi plejer at besøge, og Ud­flugten afsluttes med en Kop Kaffe på en Re­stauration. Elly trakteres atter med Vand, og da hun jo er vellidt vanker der i Reglen altid noget Wienerbrød hos Serveringsdamen, og efter et lille Hvil begynder vi på de næste ti Ki­lometer hjemefter. Nu skal der slet ingen Ordrer til, Elly kender jo Forløbet af Turen så nøje, så hun ved, at når vi har fået Kaffen, skal vi hjem, og ganske sindigt marcherer hun ud ad de smalle Gader, lidet ænsende de sprut­tende Biler og andre Trafikanter.
Det varer os småt halvanden Time, så er vi atter hjemme, og en vellykket Spadseretur er endt uden Uheld af nogen Art til lige stor Glæ­de for begge Parter.

I Biltrafikken klarer jeg mig altid godt med Elly, Bilisterne i vid Omkreds kender os jo, og til deres Ros skal jeg sige, at de altid er meget opmærksomme og giver Signal, når de kommer bagfra, hvilket må siges at være meget pænt, men aldeles ikke nødvendigt, da Elly jo altid holder helt ind til Vejkantens yderste Si­de. Ganske vist har jeg nogle Gange været irriteret af forfærdelig Biltuden, oftest når Bilerne var helt inde på Siden af os. Jeg er jo ganske klar over, at det her har været ungdomme­lige Bilister, der lige har fået Kørekort, som gerne vilde prale med denne Begivenhed, og på en noget upassende måde demostrere Sig­nalhornet. Den Slags er jo ikke passende, men de pågældende har sikkert ikke tænkt over de eventuelle Følger, slige Drengestreger kunde få; der er nogen Forskel på at sidde godt og forholdsvis sikkert i en Bil og så at gå om­kring på Landevejen og slet intet kunne se, men med en Schæferhund som Fører. Man sæt­ter hele sin Lid til Hunden, og det går jo godt, om man ikke ligefrem kommer ud for Automobilbøller; men det med at ville skræmme Hun­den med unødig Tuden kan i og for sig også nok rumme en Fare. Nu er Elly jo en ualminde­lig rolig Hund, ikke Spor nervøs, men tænk nu en anden med en mindre nervefast Hund, denne kunde godt fare ind mod en fra anden Side kommende Bil; om Situationen f. Eks. forekom på en Korsvej, da vilde det jo knap være så hel­digt, heller ikke for den skyldige, thi Ulykken vilde da være der, både med Blod og Sorg.
Jeg har i to Tilfælde været ude for en Slags Motorbøller, den ene Gang på Odense‑Bogense Landevej, da kom en Bil i rasende Fart lige ind mod mig; havde Hunden ikke været re­solut og i sidste Øjeblik var sprunget op på en Skærvebunke, hvorpå jeg også kastede mig, var vi begge bleven maset af Bilen, der fortsatte i rasende Fart; der skete intet, uden at jeg fik Tøjet lidt snavset og Hænderne en del forrevet i Skærvebunken. Det har jo sikkert været en stærkt beruset Bilist, jeg her var kom­men ud for.
Det andet Tilfælde hændte mig forrige Som­mer. Jeg var på Vej til en Politihundeøvelse, der foregik ved Stranden. Med Elly som Fører gik vi glade hen ad Vejen i det dejligste Sommervejr, jeg lagde ikke særlig Mærke til en for­an kommende Bil, før den var lige nær ved, da den så pludselig drejede ind mod Elly, der måtte springe op på en Stenstak for at und­gå at blive påkørt, jeg sprang af bedste Evne ind til Siden og undgik også Bilen; en ung Pi­ge, som netop passerede, fortalte mig, at Bilen var fyldt med unge Mennesker, der grinede godt af mine og Hundens Anstrengelser for at redde Livet; desværre var det ikke den unge Pige muligt at konstatere Bilens Nummer, før den forsvandt bag en høj Kornmark ad en Si­devej, i modsat Fald vilde jeg dog nok have hilst lidt på de glade unge Mennesker.
Men i det store og hele har jeg intet at klage ­over Bilisterne, dog kan jeg ikke undlade at omtale deres ofte store Mangel på Færdselskul­tur; man regner jo altid med, at Bilerne kører i Kørselsretningens højre Side af Vejbanen, men, dette er så langt fra Tilfældet i mange Tilfælde; jeg selv går næsten altid i modsatte Side af Kørebanen, det er en Slags praktisk Foranstaltning, idet Hunden altid standser, når en Bil kommer bagfra i stærk Fart, når vi går i sam­me Side, som Bilerne kører. Hunden vil nemlig gerne se den bagfra kommende Bil og deraf be­dømme eventuelle Faremomenters Tilstedeværel­se. For at undgå disse Standsninger fra Hundens Side har jeg vænnet mig til altid at gå i Kørebanens venstre Side i det Håb at være de bagfra kommende Biler på Afstand, men i dette Håb er jeg mange Gange blevet frygtelig skuf­fet, thi ikke få følger mit Eksempel og kører i Banens venstre Side, og det endda så nær, at de pågældende Biler er lige ved at berøre Albue og Skulder, når de farer forbi; ikke for­di jeg er bange, men jeg synes dog nok i alle Tilfælde, hvad nu enten Bilerne kører i rigtig eller forkert Side, så burde de dog aldrig kom­me de spadserende nærmere, end at disse kunde føle sig fuldt sikre for Påkørsel hvad nu en­ten den spadserende er en seende eller blind, der traver hen ad Vejen med sin Førerhund. Hvor­dan Bilister opfatter en blind med Førerhund, ved jeg i al Almindelighed ikke. Personlig anvender jeg ikke det autoriserede Færdselsmær­ke for blinde og døve samt andre Invalider. Jeg
har derimod Røde Kors på Førerhundens Sele, det er jo det internationale Tegn på Førerhunde; i Tillid til dette Tegn håber jeg, at Trafikanter af enhver Slags forstår, at det ikke er en almindelig Mand, der er ude at lufte sin Hund, derfor har jeg aldrig tænkt mig Nødven­digheden af at have andet Færdselsmærke, og dertil kommer så Hundens Sikkerhed; dersom Bilister eller andre Trafikanter ikke ligefrem gør
agt på min Hund og mig, når vi færdes på Vejene, og det kan man jo roligt gå ud fra ikke vil ske, så kan jeg under normale Forhold ikke tænke mig Muligheden af en Påkørsel; fremkommer der derimod uforudsete Ting, ja, så kan det gule Færdselsmærke sikkert heller ikke hjælpe, thi under visse slige Forhold ram­mer Ulykken jo Folk, enten de så kan se eller ej; men dette Spørgsmål er jo et Kapitel helt for sig selv, et Kapitel, som jeg roligt kan lade ude af Betragtning og til Slut konstatere, at jeg og min Hund i det store og hele klarer os godt i Trafikken i god Forståelse med Bilister og andre Trafikanter, jeg vil i det mindste ikke klage.
Noget af det værste, jeg kommer ud for, når jeg er ude med Førerhund, er Landsbyernes kamplystne Hunde; nu vil en og anden måske tænke, at en Førerhund ikke må reagere over­for andre Hunde, men på den Basis kan man ikke anlægge Førerhundedressur; der findes ganske vist store Hunde, der er så flegmatiske, så de fuldstændig ignorerer alle andre Hunde, men de er så sjældne og fåtallige, at man, om man skulde vælge udelukkende sådanne Hunde til Førerhunde, let kom til at afprøve fle­re Hundrede Hunde, før man fandt en, der var anvendelig. Dette med den flegmatiske Hund er nemlig medfødt og kan ikke helt tillæres, om­end der kan gøres en Del i den Retning, men det er iøvrigt naturligt, at en Hund forsvarer sig, når den bliver angrebet, og dette gælder selvfølgelig også Førerhunde.
Vel er Interessen for Hunde stor her i Lan­det, men der savnes Kultur blandt Hundeholder­ne, det er nemlig forkasteligt, som Forholdene nu er i alle Landsbyer, så snart Byens Hunde ser en fremmed med Førerhund eller en anden Hund, hvad nu denne enten er i Line eller fri, straks kaster sig glammende og bidende over den fremmede og hans Hund. Jeg har mange Gange været lige på Nippet til at blive kørt ned af Automobiler i slige Situationer. Hunden søger at værge sig, men kommer derved uden at den selv eller jeg bemærker det ud på Kørebanen, og så er der jo ikke langt til ulykken; i Reglen har jeg en Hundepisk i Lommen, den kan gøre nogen Fyldest ved at jage kamp­lystne Hunde bort, men ofte har jeg ikke Pisken hos mig, og da kan Situationen ofte være irriterende for ikke at sige farlig. Nu havde man jo den Udvej at slippe Førerhunden løs med Ordre til at tage for sig, alt hvad den ønsker. Jeg har i nogle få Tilfælde været nødt til det, men gør det dog meget nødigt, idet jeg jo ved, at de Mennesker, hvis Hund det går ud over, ofte bliver kede af det og i alle Tilfælde vrede, men irriterende kan den Slags nu virke.
Således husker jeg bl. a. et Optrin for et Par År siden. Jeg skulde til en Landsby ret fjernt beliggende fra mit Hjem, jeg måtte passere fle­re fremmede Landsbyer, og i en af dem var Hundene ualmindelig pågående; på udtu­ren gik det endda tåleligt, men på Hjemtu­ren var det nær gået galt. Jeg var midt i den pågældende Landsby, ti, femten Hunde fo’r bjæffende rundt om Elly, det foregik på et Vejsving med dårlig Udsigt, Elly var gået lidt ud på Kørebanen, det samme var jeg for at jage de halsende Hunde bort, Pisken havde jeg glemt, så jeg var ret magtesløs i mine Bestræ­belser, da en Bil pludselig kom bagfra; der var ikke langt fra en Påkørsel, da Føreren af Bi­len ikke kunde overse Skuepladsen, før han var inde på den. Omkring i Dørene stod Ejerinder­ne til en Del af Hundene og kaldte på deres Delle og Bob> og hvad de nu hed alle sammen, men tilsyneladende uden Held. Nu blev jeg imidlertid ærgerlig og råbte til de forskellige Damer: Kan I så se at få fat i jeres Køtere, for ellers skal min Hund få Lov til at gøre En­de på Legen! Det hjalp. I Løbet af et Øjeblik var Gaden fri for Hunde; det viste sig altså, at man godt kunde kalde Hundene ind, når det skulde være nødvendigt, men man har formo­dentlig tænkt, at de dejlige Hunde kunde have godt af denne Motion, uden at tænke over hvil­ke Ubehageligheder og Farer, man derved udsatte mig og min Hund for. En offentlig Lande­vej er nu til Dags ingen Kampplads for Hunde; dette burde alle vide og handle efter.

Elly i Hjemmet.
Jeg har tidligere omtalt, at mine Hunde hav­de Politihundedressur. Jeg skal i dette Kapitel forsøge at gøre rede for denne Politihundedres­sur såvel i som udenfor Hjemmet. Begrebet Dressur er ofte en misforståelse for de fleste, man resonnerer som så, at dersom ens Hund har Unoder, såsom at den vil løbe efter Fjer­kræ og lignende, så skal den have Dressur, li­geledes dersom den vil bide i Utide, men dette er en fuldstændig misforståelse, den Slags er kun noget, der afrettes ved Opdragelse. Dres­sur i egentlig Forstand kan man kalde det, når en Hund har lært noget, så den kan yde Mennesker Hjælp. Med Politihunden i Almindelig­hed forbinder Folk gerne en glubsk Hund, der vil bide; det er en lige så stor Fejltagelse. Poli­tihunden skal netop være fredelig og af god Ka­rakter, det vil navnlig sige, at den har gode Ner­ver, så den ikke bider uden i absolut nødven­dige Tilfælde. For det vigtigste ved Politihundens Dressur er nemlig Forbryderarbejdet. Det vil kortest fortalt sige, at Hunden oplæres til at bide og uskadeliggøre en farlig Forbryder, men altså på den rette måde og i det rette Øjeblik.
Ja, men er en sådan Hund da påkrævet som Førerhund for blinde, vil mange måske spør­ge? Ja, i mange og særlige Tilfælde, må jeg svare. Efterkrigstiden har grundig vist os, at natlige Overfald med Mord som Udgang of­test foregår på ensomme, gamle eller syge Mennesker, og i Reglen på Steder, hvor der kun kan påregnes ringe Udbytte, men til Gengæld ved Forbryderne, at på sådanne Steder er der ingen større Risiko for dem for, at Of­ret sætter sig til Modværge. Sådan er det fak­tiske Billede af Forholdet. Man kan vel derfor godt ræsonnere som så, at to ensomme blinde lige så let kan blive Genstand for et natligt Overfald. Men her behøves ingen Ræsonnemen­ter, Kendsgerningerne har talt. Vi har haft Be­søg af en natlig Forbryder, der blev forpurret i sine Planer, hvad disse så end gik ud på. Nu ved jeg jo godt, at en og anden vil sige, at en almindelig skrap Hund kan være til samme Nytte, men det er absolut en Vildfarelse. De fle­ste Hunde, selv om de er skrappe, vil, når det kommer til Stykket, i de fleste Tilfælde være bange, og dertil kommer, at de intet har lært og vil således være temmelig lette at uskadeliggøre for en farlig Forbryder.
Politihunden har ikke alene gennem sin Dres­sur lært at angribe på rette måde og i rette øjeblik, men den har tillige lært at tage sig i Vare for Slag af Stok og Pisk samt Stenkast og Skud af en Revolver, derfor vil en god Poli­tihund være meget vanskelig at aflive i en så­dan Situation, som her tænkes på. Vilde en Forbryder forsøge at skyde Hunden med en Revolver, et Forsøg, der vanskelig lod sig udføre, om han da er Hunden inde på Skud, da vilde han, om han da ikke dræbte Hunden ved første Skud, være prisgivet. Revolveren vilde da ved næste Forsøg falde kraftløs til Jorden, det skul­de Hunden nok sørge for. Dette blot for at give et Eksempel.
Men vi forlader dette dramatiske Emne i Håb om, at vi aldrig skal komme ud for den Slags Oplevelser, og så ser vi på Hundens Bevogtning i al Almindelighed. Nu tager vi altså Hjemmet her som Udgangspunkt for disse Betragtninger og tænker ikke på andre Hjem i Almindelighed. Vi ser i vore Dage en Masse Handelsfolk af alle Slags husere, de er i alle eller de fleste Tilfælde flinke Mennesker, men der er jo et gammelt Ord, der siger, at Lejlighed gør Tyve, selv om jeg nu slet ikke er mistroisk, så lader vi alligevel Ordsproget stå ved Magt. Her i Huset, hvor der til daglig ingen seende Mennesker findes, vilde der jo let opstå Lejligheder for mindre stærke Karakterer, her er Elly jo den sikre forebyggende Hjælper. Hun er det venligste Dyr, noget Menneske kan træf­fe, når man kommer ind til os, hun ved intet bedre, end når fremmede vil kæle for hende (ja, jeg må i Parantes bemærke, dette gælder kun Folk af normalt Udseende, rene Vagabonder stiller hun sig lidt anderledes overfor). Men vi holder os til Borgere af den almindelige Ty­pe. Disse deler Elly så igen i flere Grupper: dem, hun slet ikke kender, og dem, hun kender meget godt, og så dem, der er hendes specielle Venner. Helt fremmede Mennesker er Elly jo selvfølgelig også glad for og vil gerne have, at de skal kæle lidt for hende, men deres Bevægelsesfrihed er mere end skarpt afgrænset her, navnlig når Elly er alene med de pågældende. Elly kan være fuld Ven med dem, men vil de fremmede bare rejse sig og gå hen og f. Eks. benytte et afsides stående Askebæger eller studere et Billede, der hænger på Væggen, nøjere, da er Venskabet øjeblikkeligt forbi. Den fremmede har at blive siddende på sin Stol og ikke røre andet end det, han kan nå fra denne Plads, og kun, hvad der står på Bordet. Den, Elly derimod kender noget, kan nok i de fleste Tilfælde forlade sin Stol, selv om han er alene i Stuen med Elly, men hun skal dog nok passe på, at intet hænger ved vedkommendes Fingre. Men selv Ellys særlig gode Venner kan ikke tillade sig ret vidtgående Handlinger, når de er alene i Stuen med hende, og der skal i alle Tilfælde tages visse Hensyn, om min Ko­ne eller jeg er i Stuen; herom skal jeg nu fortælle nogle morsomme Træk.
En Dag havde vi Besøg af en ung Mand, han stod lænet op mod Radioskabet, uden at
tænke på noget tog han en Æske Tændstikker i Hånden, Æsken lå på Skabet. Elly lå ved Kakkelovnen, hun så Manden tage Tændstikkerne, rejste sig ganske rolig, gik hen til den unge Mand og tog lempelig, men bestemt Tændstikæsken ud af hans Hånd og kom hen til mig med dem. Den unge Mands Benovelse var kolossal, han kendte nemlig ikke Elly så godt. Jeg lagde så Æsken tilbage, men den un­ge Mand fik igen tilfældig fat i Æsken, og Elly måtte atter forlade sin Plads og hen og sikre sig Æsken, og det skete med så værdig en Mine, så selv en Grevinde ikke kunde anlægge en mere værdig Mine.
En anden Gang havde jeg Besøg af en Forretningsmand, han fik fat i en Hundepisk, der tilfældig var kommen ind i Stuen. Elly så det, gik hen og tog Pisken ud af hans Hånd og lagde den tilbage på Sofaen. Men nu var Mandens Interesse vakt, han gik øjeblikkelig hen og tog Pisken igen. Elly var der straks, Manden måtte atter af med sit uretmæssigt erhvervede Gode, og nu gik Elly om bag ved min Stol med Pisken og lagde sig med den mellem Forpoter­ne. Manden var atter på Spil, men nu blande­de jeg mig i Legen. Thi vel er Elly fredelig, men en Spøg kan dog også overfor hende drives for vidt, og nu hørte jeg hende knurre advarende. Jeg sagde derfor til Manden:
‑ Ja, nu må du holde op med dine Narre­streger, i det mindste bliver det på eget Ansvar, om du forsøger oftere, jeg betaler hverken dit Tøj eller din Lægeregning, for jeg vil nemlig gøre dig opmærksom på, at du om du forsøger endnu en Gang, både vil komme til at søge Skrædder og Lægehjælp, og du må desuden forstå, at min Hund er veldresseret, så den er i fulde Ret. Så forsøger du igen, og den bider dig, hvad den selvfølgelig gør, da får du ikke engang den Fornøjelse at høre mig skælde Hunden ud. Tværtimod vil jeg i din Nærværel­se rose den, hvordan du så end bliver tilredt, thi Hunden har gjort sin Pligt, mens du har bå­ret dig mere end dumt ad.
Efter denne Forklaring viste min Gæst ikke yderligere Lyst til at låne Ellys Pisk.

Her er jo et af de Punkter, hvor man må passe på, om man har en Politihund. Folk er ikke nær så kloge som Hunden, man vil gerne prøve sig frem med denne. Her i Huset er der nu aldrig forefaldet noget Uheld af den Grund, dette skyldes for det meste, at Elly er sjælden af Karakter, har glimrende Nerver, hun bider aldrig, før det er strengt påkrævet, og vilde aldrig forfølge en letvunden Sejr. Men jeg er tillige også altid på Vagt overfor eventuelle Gæsters eller andres Ubesindigheder overfor min Hund, det er man nødt til at være. Hunden kan nemlig være nok så god og være i sin so­leklare Ret, men misbruger nogen den, og går den hen og bider vedkommende, da får Hun­den jo altid Skylden. Den offentlige Mening vil da være vendt mod Hunden, og den vil da blive stemplet som værende bidsk, skønt en anden og den virkelig skyldige skulde have en ekstra Straf mere end den, Hunden allerede har tilføjet ham.
Men jeg kunde vedblive at berette om pudsi­ge Hændelser, som min Hund har været Delta­ger i. Således havde jeg en Dag været hos Købmanden og havde Elly som Fører. Da vi var nær Hjemmet, slog jeg Elly løs, gav hende en lille Pakke og bad hende skynde sig hjem med den. Der var kun et lille Stykke, men på Vejen mødte Elly en Mand, der vilde se, om han kunde få Pakken fra Elly. Jeg kom tidligt nok til at gribe ind i Begivenhedernes Gang. Elly havde nemlig lagt Pakken og gik allerede frem mod Manden, men kun et Ord til begge Parter, så var den Strid bilagt.
‑ Jeg vilde bare se, om jeg kunde få Pak­ken sagde Manden til mig.
Men den Slags skal man nu aldrig indlade sig på, det kan som i dette heldige Tilfælde gå godt, men havde jeg ikke været så nær efter Elly, var den Episode knapt forløbet så lemfældig af.
Men begår man ikke åbenlys Brud på al Etikette, så ser Elly altid stort på Småting. Således skulde jeg en Dag for nogle År til­bage til en Naboby og hente nogle Stenhøjsplanter, men Elly var ikke Fører, hun løb fri, idet jeg havde andet Følgeskab den Dag, derfor mente jeg, at Elly passende kunde løbe med Kurven. Det gjorde hun også gerne, men i den anden Ende af Byen kom der en Hund, der ger­ne vilde slås. Elly satte Kurven ind til Siden, og så gik det løs. Min Ledsager og jeg gik vi­dere, den fremmede Hund havde jo selv indledet Klammeriet, og jeg mente så, den selv måtte tage Følgerne. En lille Dreng havde imidlertid set Elly sætte Kurven, han råbte efter os, at Hunden glemte Kurven, tog Kurven og løb bag efter os med den. Det var jo pænt af den unge Mand, men iøvrigt overflødigt, da jeg vidste, at Elly nok skulde tage Kurven, når den anden Hund ikke mere havde Kløe i Pelsen. Elly var nu færdig med Opgøret med den anden Hund, hun så, at Drengen gik med hendes Kurv, hun løb i stærk Fart lige hen forbi Drengen, og i Forbifarten greb hun Kurven ud af hans Hånd. Det hele skete så hurtigt og uventet, at Drengen blev ganske forbløffet, men Elly var allerede langt forbi min Ledsager og mig på Vej mod Vester Egense.
Der kunde berettes om Hændelser af denne Art i massevis. En af de sidst passerede er følgende: Vi havde lige fået Brændsel, og Vogn­manden, forresten min Nabo, og såvel Ellys som min gode Ven, havde netop tilendebragt Opbæringen og sad og nød en Kop Kaffe, bød så Farvel og gik, men kom straks efter tilbage, idet han havde glemt nogle Sække ude ved Trappen.
‑ Er Elly derude? spurgte Vognmanden.
‑ Ja, svarede jeg, men gå du bare ud og tag dine Sække, du og Elly er jo fine Venner, fortsatte jeg.
‑ Jeg tror ikke, det går, sagde min Nabo.
‑ jo, såmænd gør det så, svarede jeg, selv overbevist om at det nok skulde gå, min Nabo og Elly taler sammen flere Gange daglig.
Vognmanden gik så ud for at samle sine Sække op, men det gik ikke, jeg hørte straks Ellys Knurren. Så længe Vognmanden stod op og snakkede med Elly, var de fine Venner, men det med at Vognmanden forsøgte at bukke sig og tage Sækkene, det tillod Elly ikke. Jeg gik nu ud til de to, der stod og parlamenterede om Vognmandens Sække.
‑Manden må da nok få sine Sække, sag­de jeg til Elly. Hun stod ved min Side, da jeg samlede Sækkene sammen og gav Vognmanden dem, men da han vilde gå med dem, knurrede Elly endnu svagt, hun forstod ikke helt, at Manden skulde komme igen og hente noget, hun mente nok, nu var han gået, og hvad der nu lå inden for Hjemmets fire Vægge, var vort.
Hvad jeg her har skildret er jo kun en sær­lig Form for Bevogtning af Ejendele. Tale om nogen Beskyttelse eller Forsvar af Liv har jeg ikke helt sikre Beviser på har fundet Sted, men ingen kan jo afgøre, hvad Hunden i det skjulte har udrettet blot ved sin Tilstedeværelse. Men under det direkte Arbejde som Førerhund har Hunden jo i utallige Tilfælde reddet mig fra Ulykker og i det hele taget bevirket, at det er blevet mig muligt at færdes, hvor jeg ønskede.
Vi kommer nu til en anden Del af Politihun­dedressuren, der er af allerstørste Betydning og ganske uvurderlig for os i det daglige Liv. Denne Del er Aport og Sporsøgning. Ikke i særlig Grad Sporsøgning af forsvundne Personer i den Forstand, men Sporene, der her er Tale om, fø­rer ret og slet til bortkomne Ting, som vi uden Hundens Hjælp aldrig vilde finde.
Den, der ejer Synets Gave, aner ikke hvor irriterende det er, når man ikke kan se og så taber en eller anden lille Genstand på Gulvet. Det er ikke mindst ved sådanne Lejligheder, man føler sin Afmagt. Man kan komme til at ligge på Gulvet og rode forgæves i lange Tider og dog ikke finde det tabte. Her er Hundens hjælp enestående, og jeg forsikrer, at Elly her er mere end enestående. Somme Tider ved man næppe, om Hunden er klogere end Mennesket og opfatter hurtigere end Mennesket, men man fristes ofte til at tro det sidste. Jeg skal blot nævne et lille Træk, som egentlig er et Vidnesbyrd om det sidste.
En Dag havde min Kone ryddet lidt op mel­lem mine Hunderekvisitter, jeg skal nu ikke sige, at jeg var ligefrem begejstret for det. Jeg spurgte derfor min Kone, hvor hun havde gjort af Ellys Førerline. Min Kone huskede det ikke i Øjeblikket, men tænkte sig et Øjeblik om, men inden hun fik svaret, kom Elly selv med sin snor, hun havde taget den i Brændekassen, hvor den tilfældig var falden ned. Jeg blev jo noget overrasket, thi Spørgsmålet var jo stillet til min Kone og aldeles ikke til Elly, men Elly opholdt sig imidlertid i Køkkenet, uden at jeg vidste det. Hun hørte mit Spørgsmål og handlede så ef­ter egen Indskydelse, det gør hun for Resten ofte som Aportør.
En Dag, da min Kone stod og netop var færdig med at pille Kartofler til Middagen, tabte hun Kniven. Elly lå i Bryggerset og gnavede på et Kødben, hun hørte Kniven falde, lod sit Kødben ligge og gik ind og samlede Kniven op.
Hvor mange Børn vilde mon være så opmærk­somme?
En anden Dag sad min Kone inde i Stuen og syede nogle små Pynteknapper på en Kjole, en Knap så stor og af samme Form som en halv Ært faldt på Gulvet, Elly rejste sig fra sin Plads ved Kakkelovnen, gik hen og samlede Knappen op. Nu behøvede min Kone kun at strække Hånden frem, og Elly lod Knappen falde ned i min Kones Hånd.
En anden Dag havde min Kone været i Går­den for at gøre Forberedelse til Vask, hendes Hårnet var på en eller anden måde faldet af og hængte i et Stykke Ståltråd. Elly fandt omgående Hårnettet. Og sådan kunde jeg blive ved i en Uendelighed. Men ikke nok med, at Elly kan finde Ting, der er bortkommen for Øjeblikket. Sådan var min Kone også engang i Færd med at tage Vasketøj ind fra Klædesnoren, en tøjklemme faldt på jorden, min Kone kaldte på Elly, men Elly kom ikke, hun havde nem­lig små Hvalpe og var inde hos dem i et nød­vendigt Ærinde, som hun ikke kunde opsætte. Men da min Kone nogle Timer senere kom i Tanker om Tøjklemmen, kaldte hun Elly ud, og det varede kun et Par Sekunder, så havde El­ly fundet den.
En anden Gang var jeg i Færd med noget Havearbejde, jeg havde lagt min Pibe fra mig, men hvor, det huskede jeg ikke. Her måtte El­ly også ud og træde hjælpende til. En anden Gang havde min Kone tabt sit Ur i Haven, men også det var en let Sag for Elly at finde. Og så er der det ved Elly, hun er altid villig; hører hun noget falde på Gulvet, da kommer hun af sig selv og samler det op. Man vil kunne forstå, hvad denne Hjælp betyder for os, hvor me­get Besvær Elly sparer os for, for slet ikke at tale om alle de Ærgrelser, dette Besvær vilde være forbundet med. Her går nu alt så let, og man mærker i meget mindre Grad, hvor stort et Savn det er at mangle sit Syn. Der er mange Ting, der ikke kan erstattes, blandt dem er i første Række Synet, men har man endelig mistet Synet, da bliver Førerhunden den vanskeligste Ting at erstatte. En god Førerhund letter i høj Grad Blindhedens knugende Åg.

Elly opdrager Menneskebørn.
Elly har ualmindelig mange Venner, alle ved, at hun er en Hund med stor Livserfaring, en Hund, der kan næsten alt, hvad der kan forlan­ges af et Dyr. Alle kender Ellys myndige Optræden, man ved, at hun er en Hund, som man ­ikke kan jage med som en anden Køter, men en Hund, der respekterer andre, men til Gengæld ­også ønsker at blive respekteret, men den Tan­ke, at nogen vilde forsøge at jage Elly bort med Stenkast eller Stokkeslag, når hun færdes ale­ne, falder ingen ind, men sådan noget vilde også være en stor Letsindighed. Dog gives der visse Undtagelser, hvorom dette skal berette, men i al Almindelighed er Elly ualmindelig højt skattet af alle, alle vil gerne kæle lidt for den smukke Hund, når hun viser sig på Vejen med sin Sele på, det er særlig Børn og helt gamle Mennesker, der går hen til Elly og gi­ver hende et Klap, når hun passerer. I et Glimt vil jeg nu tegne et Billede af Hunden med den ­helt rigtige Karakter.
Åh, nej! se hvor kærligt hun ser på ham! Den gamle Mor, disse Ord kom fra, var en Husmandskone, som jeg netop stod og talte med. Elly og jeg passerede Huset for hjemgående fra en Tur til Bogense. Hvad mente Konen? Jo, hendes to‑årige lille Søn lå på alle fire på Jorden foran Elly ivrigt ifærd med at undersø­ge Ellys Klør, det var ham, Elly så så kærligt på, mens han var ivrigt optaget af det for ham så interessante Arbejde. Jeg havde nok bemær­ket Purken for et Øjeblik siden stå ved Siden af Elly, holdende hende i en tot Nakkehår, ivrigt hoppende og pludrende, men hans Eks­periment med Ellys Klør havde jeg jo af gode Grunde ikke bemærket, men den jublende, glad­e Klang i Moderens Stemme var det, der mest vakte mig til Eftertanke.
‑ Ja, Elly er god, sagde jeg stille. Ved mig selv tænkte jeg, ja, her står nu to Mødre over­for hinanden, hvordan mon Billedet vilde blive, om det skiftede om. Mon denne menneskemoder nu vilde tage lige så vel imod en af Ellys Børn, dersom denne fik Lyst til at pille lidt ved hendes Tæer, hvem kunde sige det. Problemet Menneske eller Dyr, belyst psykologisk, er ikke nemt at granske. Jo, sandelig, Elly er god ved menneskenes Børn, men det kan man ikke altid sige, at Menneskebørn er overfor hende. Jeg har ofte konstateret, at det samme Barn, der for et Øjeblik siden kærtegnede Elly i næste Øjeblik slår hende med et Ris, men den Slags finder Elly sig ikke i, hun tager ganske roligt Synderen i Armen. Men hun er jo stadig den kloge Elly, der også kender det svage Menneskekryb lige til dets inderste Kærne, derfor bider hun aldrig til, når det er et Barn, der skal afstraffes, gan­ske lemfældig tager hun fat, så der intet kan ses, hverken på Tøjet eller Armen, men Virkningen er lige god. Jeg har mange Gange moret mig over den Slags små Mellemværender spogørelse, det grædende Barns Klagen over, at Elly vil bide, men når jeg så siger til misdæ­deren: Ja, men der er jo intet at se! falder Gråden straks over i en sagte Snøften, når den lille får Ærmet smøget op, og det viser sig, at der intet som helst er sket. Jeg skal jo vel vogte mig for at sige noget til Elly om disse hendes små Irettesættelser, jeg er nemlig klar over, at disse altid er velfortjente og ikke i mindste må­de uretfærdige, derfor finder jeg dem fuldkommen berettigede, og hvem kunde vel ordne den Slags bedre end den ene, men heldigvis den klogeste Part i Mellemværendet. Vel er Elly en hund, men derfor skal hun alligevel behandles retfærdigt.
En Dag for et Par År siden gik jeg over en Herregårdsmark, hvor nogle Arbejdere netop var ifærd med at luge Roer på den ene Side af Markvejen, hvorpå jeg gik. Jeg er godt kendt på denne Vej, og Elly havde derfor som sædvanlig fri for i Ro og Mag at dyrke sine små private Fornøjelser, men da Elly skulde føde et Kuld Hvalpe om et Par Dage, var hun jo ikke særlig let tilbens. Hun luntede rolig bag efter mig, nu og da snusende i Vejgræsset. Pludselig hørte jeg Elly stikke i Løb ind over Roemarken. Jeg smilte lidt og tænkte ved mig selv, ja, så kan du da endnu løbe, gamle Pige, men hvad mon du nu løber efter. Da lød der Rædselsskrig fra et Barn blandet med stærk Halsen fra Elly. Hvad Pokker, tænkte jeg, er der mon nu på Færde. Men jeg kaldte ikke på Elly, jeg stolede jo fuldstændig på hende i sikker Forvisning om, at hun ikke gjorde noget, der var galt. Snart kom Elly igen og optog sin rolige Gangart og snusede videre i Græskanten ved Vejen. Jeg sagde intet til hende om det pas­serede, men lod som intet var sket, det samme gjorde Elly, hun holdt jo lige som jeg vort Kom­promis, så der var ingen Spørgen eller Skælden fra min Side og ingen Skulen fra Ellys Side. Da jeg kom lidt længere frem, fik jeg Løsningen på Gåden. En Mand, som arbejdede i Roe­marken, fortalte mig, at en Dreng på seks, syv År havde fundet Fornøjelse i at kaste Sten ef­ter Elly. Det gik altså ikke trods Ellys ikke særlig fine mobile Tilstand, den lille Synder måtte jo trods alt have sin Straf, som han jo sikkert opfattede det, skønt det jo i Virkeligheden kun var en Advarsel fra Ellys Side om det farlige i en Gentagelse af så dårlig Opførsel.
Der gik nogle Dage, så var jeg atter på samme Vej, Elly havde i Mellemtiden født et Kuld Hvalpe. jeg traf en ung Pige, der fortalte mig, at den ovenfor omtalte Dreng havde lovet at slå Elly ihjel. Jeg gav øjeblikkelig Elly fri, da Drengen også denne Dag var i Roemarken, men der skete absolut intet. Elly løb lidt ind i Roemarken, men tog aldeles ikke Notits af Drengen, der på sin Side slet ikke gjorde Mine til at vilde gøre Alvor af sin Trussel, hvilket sikkert var klogt af Hensyn til hans egen Sikkerhed, for det er jo ikke afgjort, at Elly i Gentagelsestilfælde vilde være lige så lemfældig, som første Gang hun advarede, og dette kunde vel heller ikke med Rimelighed forlanges.

Når man rejser med Førerhund.
Det var en tidlig Morgen med Støvregn, min Hund (Elly) og jeg tog med Rutebilen. Jeg vil­de besøge nogle Venner på Kertemindeegnen. På Sædet ved Siden af mig stod en Spånkurv indeholdende en Hane. Kurven var imidlertid så lille, at Hanens Hale stak uden for, Elly så det, snusede til den og vippede lidt med den.
‑ Gok, gok, gok, gok, gæ‑æk, lød det inde fra Kurven.
‑ Nå, nå! ikke gøre Kokkefar bange, for­manede jeg. Kælen som en Kat gned Elly sit Hoved mod mit Knæ som vilde hun sie: Det kan da ikke gøre noget, jeg snuser til den pragtfulde Fjerbusk. Men jeg var ubønhørlig i dette Stykke og kommanderede: Dæk! Med et Suk lagde Elly sig for mine Fødder, og med Hove­det hvilende på sine Forpoter betragtede hun interesseret Passagererne, efter som de steg ind i Bilen. Det varede tre Kvarter, så var vi ved Kappendrup St. Som Rejsende altid gør det, styrtede vi alle som Bier ud af en Kube for at komme ind i Ventesalen og løse Billet til Toget. I Skyndingen tabte jeg min Hundepisk, da jeg vilde gå hen til Billethullet. På Rejser har jeg altid en Pisk med for med den at jage kamp­lystne Hunde, der vil overfalde min Hund, bort. Nå, jeg lod Pisken ligge, idet jeg tænkte, at Elly nok skulde tage den med, når vi gik ud på Perronen. Imidlertid kom Stationsforstan­deren igennem Ventesalen, så Pisken, tog den op sikkert i den Tro, at Ejeren nok senere vilde spørge efter den inde på Kontoret, men Elly så den brave Mand gå med vor Pisk, hun sprang øjeblikkelig op ad ham for at få Pisken, men Stationsforstanderen var sikkert ikke klar over den rette Sammenhæng og værgede vold­somt for sig, og jeg stod der og anede i Virke­ligheden ikke, hvad der foregik, før jeg hørte Folk sige: Det er Hundens Pisk. Men Stations­forstanderen forstod endnu ikke det hele, og værgede bravt for sig, da jeg endelig råbte lidt højt: Giv Hunden Pisken! Det var nemlig hel­ler ikke for tidligt, for vel er Elly et sjældent godmodigt Dyr, men der er jo Grænser. Nu havde hun jo længe, men forgæves søgt at få Pisken med det gode, men jeg mærkede tydeligt på hendes begyndende Knurren, at nu var hun ved at blive vred over således at skulde kræn­kes i sin åbenlyse Ret. Med Pisken i Munden førte Elly mig sikkert ud på Perronen og ind i Toget, der imidlertid var kørt ind foran Statio­nen. Turen til Odense forløb uden Hændelser af nævneværdig Art. I Odense måtte jeg jo op i Banegårdshallen for at købe Billet til Kertemindetoget> det gik godt, og snart dampede vi afsted. Ja, dampe var nu ikke rigtigt, det var nemlig Motortog. Vognen var delt i to Rum. Som ivrig Ryger opsøgte jeg straks Rygekupe­en, og Rejsen mod Kerteminde tog sin Begyn­delse. Der var straks ret stille i Kupeen. overfor mig sad en Herre fordybet i nogle Papirer, og på Gulvet mellem os lå Elly og kikkede frem, så hun kunde overse Vognen og sees af alle Passagererne. Jeg mærkede snart, at alles Inter­esse samlede sig om min hund, det er jo heller ikke så almindeligt her i Landet at se blinde ifølge med deres Førerhund på Rejse i Toget, der var i alle Tilfælde livlig omend svag Diskus­sion om denne smukke Schæfer med de røde Kors på Seletøjet. Til mig var der ingen, der henvendte sig, og jeg havde således god Lej­lighed til at lytte til Diskussionen og morede mig forresten i Stilhed over de forskellige Bemærkninger. Pludselig blev Døren ind til Kupeen åbnet, og en ængstelig Damestemme sagde:
‑ Der tør jeg ikke gå ind, der ligger en stor Hund på Gulvet.
Nu kommer en anden Dame frem i Døren og sagde opmuntrende:
‑ Åh! den gør såmænd ikke noget, den bærer jo røde Kors, det er da Fredens Tegn.
Jeg nikkede opmuntrende hen mod den for­nuftige Dame og sagde:
De skal ikke være bange for Hunden, den er absolut fredelig.
‑ Det tænkte jeg nok, svarede Damen, og ind trådte flere Damer.
Rejsen gik videre, og Diskussionen om min Hund blev højere og livligere. En af Herrerne sagde således:
‑ Jeg gad vide, om den nu er fredelig, eller om den vil tage Får? En anden sagde:
‑ Hvad mon der sker, dersom jeg går hen og tager Manden i Nakken?
Det kneb mig meget at bevare Alvoren ved denne Udtalelse, og jeg smilede endog svagt ved Tanken, for jeg vil jo nok sige, det vilde ik­ke have blevet nogen behagelig Overraskelse, den arme Mand var kommen ud for, om han havde indladt sig på et Forsøg. Den Slags straffer Elly omgående og hårdt. Jeg holdt mig stadig passiv, men i mit stille Sind tænkte jeg: ja, vent nu lidt, der bliver lidt at se.
‑ Kølstrup! ‑ Ladby! ‑ hørte jeg Togbe­tjenten råbe uden for Kupeerne. Næste Gang skulde jeg stige ud. Jeg rejste mig, tog mine Ej­endele ned fra Nettet og lagde dem på Sædet, tog så Frakken på, strakte Hånden frem, El­ly var der med min Hat, så kom hun med Førerlinen. Nu var Toget ved at standse, og vi trådte ud mellem Bænkene. Da sprang Elly pludselig tilbage, greb en tom Tændstikæske, som jeg i Tankeløshed havde lagt i Vinduet, den mente hun også, vi skulde have med. Ved denne sidste Manøvre gik der som et sagte Suk af Overraskelse gennem Kupeen. Nu holdt To­get, jeg lettede på Hatten og forlod Kupeen, et Øjeblik stod jeg stille ude på Perronen for at vænne mig til de ændrede Omgivelser. Spektak­let fra Motorvognen sled endnu i mine Ører. Under mit lille Ophold lagde jeg Mærke til, at en Masse Vinduer i Toget blev trukket ned, man ønskede sikkert at overvære, hvorledes jeg nu yderligere kunde klare mig, men i dette Håb skuffede jeg imidlertid mine Medrejsende, jeg forlod ikke Perronen, før Toget var kørt videre. Så gik det støt og sikkert gennem Stationsbyen, en Landsby nogle Kilometer længere borte pas­seredes også, jeg vilde nemlig først besøge en Bekendt, der boede ret afsides på Landet. Snart var jeg kommen så langt, at jeg mente, nu var det på Tide at give Elly den sidste Ord­re og kommanderede derfor: første Vej til højre. Hun lystrede som sædvanlig, og snart slog vi ind på en Sidevej, den forekom mig frem­med, idet den både var for lang og skrånede tilmed nedad, jeg var godt klar over, at det var forkert, men ønskede dog at vide, hvor denne Vej førte hen. Snart mærkede jeg noget højt tårne sig op foran mig, jeg var straks klar over, at det ikke var et Hus, og strakte derfor Hånden frem for at føle, hvad det kunde være. Det var en Grusgrav med stejle Skrænter, jeg var kommen ind i. Nå, det var noget nyt, tænkte jeg, den var her ikke sidst, da jeg var på den­ne Egn. Jeg klappede Elly, for at hun ikke skul­de føle det som en Bebrejdelse.
‑ Det er godt, gamle Tøs, kan du gå til før­ste Hus til højre! Det gjorde Elly, og snart stod vi i Huset hos min Bekendt, hos ham var min Førerhund ingen Overraskelse, jeg havde nemlig tidligere besøgt ham med Førerhund, men velkommen det var selvfølgelig både jeg og Hunden.
På denne Tur besøgte jeg mange Mennesker på flere forskellige Steder. Turene tilbagelag­des alle til Fods, det var mig en Fornøjelse uden Lige. Størst Interesse vakte min Hund hos en Gårdmandsfamilie, navnlig Konen og Børnene var imponeret af denne Hund, der med så stor Færdighed kunde finde Ting, som de havde nedgravet på forskellige Steder og ofte i ret stor Dybde. Der anrettedes rene Festmåltider for Elly, og disse Måltider kom også Går­dens egen Hund til Gode. Sammen lå de to store Hunde inde på Gulvet og gnavede dej­lige syltede Grisetæer og andre gode Sager i sig. Et Par Dage, så var Ferien forbi, og Rej­sen gik atter hjemad. På Hjemturen hændte intet særligt, kun var en af de Medrejsende svært videbegærlig. Da han spurgte mig i den mest selvfølgelige Tone: Ja, den Hund kender da Færdselsloven? voldte det mig nogen Vanskelighed at bevare Alvoren. Svaret udelader jeg. Det var ved Midnatstide, at min Jernbane­rejse var afbrudt, nu var der ingen Rutebil, men jeg og Elly tog Resten af Turen til Fods i den stille Nat, det var kun seks, syv Kilometer, et forfriskende Supplement til Rejsen at gå der i den stille Nat.

Ud i det Blå.
Novemberdagens Støvregn falder let og fug­ter Tøjet, Naturen spiller sin sagte Symfoni, i denne Symfoni danner enkelte Vanddråber, Vejtræer og Telefonledninger en noget fastere Akkompagnement. Jeg trasker hen ad den tjærede Landevej; hvor vil jeg hen? jeg ved det endnu ikke, og Elly går foran mig med svagt ­strammet Førerline, hun ved heller intet, har endnu ingen Ordre fået, hun går bare lige ud ad Landevejen, mens de forbihastende Bilers Ringe sender hende Vandsprøjt op ad Siderne og ned ad Benene. Nu når vi en Granskov, den er lige så tavs som den grå Novem­berdag.
‑ Lad os gå ind i Skoven, gamle Tøs! siger jeg. Øjeblikkelig strammer Elly Førerlinen, det: er hendes Måde at meddele mig, at hun har forstået min Ordre, og nu går det rask fremad; snart drejer Elly fra Landevejen, ind over en Overkøring og standser foran Bommen, der spærrer for Indgangen til Skoven. Jeg bøjer mig ned og går under bommen, og så står vi mellem de tavse, mørke Granstammer.
‑ Vi må ud og se lidt på Vildtet, siger jeg til Elly, lige frem! Vi går op ad en høj Bakke, jeg tror, den er halvtreds Meter høj, men der er intet særligt heroppe.
‑ Så går vi til højre! siger jeg, og snart drejer Elly ind på en meget smal Sti, der går på langs af Højdedraget; her er eventyrligt. Stien er så smal, at kun et Menneske kan gå der, den snor sig ud og ind, og Stubbene af de fældede Træer står der endnu, så der må passes på, ellers falder man let, men jeg tager det hele med stor Glæde, Elly er jo Pålidelig­heden selv, så der sker mig intet ondt, det kan jeg trygt stole på; men at færdes her er, allige­vel noget af et Kunststykke. Træernes Rødder ligger helt blotte som vældige Uhyrer, forvred­ne i Dødskamp kryber de mellem hinanden, de er meget glatte af den sivende Støvregn, så Spadsereturen her bliver noget af en Balance­kunst med de glatte Gummistøvler, som jeg bæ­rer på Fødderne, snart er Stien dog forbi, og jeg står ude på et græsklædt Plateau; jeg ved det, jeg kender Stedet godt og har ofte været her før med Elly. Foran mig er de store Grusgrave med de meterhøje, stejle Skrænter, men jeg er ikke bange.
‑ Nå, her er nok intet spændende, siger jeg til Elly, lad os så gå tilbage igen. Og snart er vi igen ude på mere farbar Vej.
‑ Så går vi igen til højre! siger jeg. Nu tager vi omtrent hele Skoven på langs, det er morsomt, jeg nyder Turen på min Vis, det sam­me gør sikkert Elly> hun standser engang imel­lem og snuser til et eller andet, jeg formener hende ikke deri, hvorfor skulde jeg dog også det, vi er jo begge ude for at more os, og Elly skal da også have sin Del af Fornøjelsen; nu går vi ind mellem nogle mere end mandshøje Brændenælder, der spærrer vor Vej; de er nu så visne, at de ikke mere kan brænde i Ansig­tet, så det gør ikke noget af den Grund at for­cere dem, men våd det bliver dog både Hun­den og jeg; nå, det gør ikke noget, ingen af os er censible, vi er jo ude for Morskabs Skyld, så vi maser bare videre i godt Humør. Så for, mumler jeg, idet jeg falder, mens min hat ryger langt bort. Jeg skal lige til at give ondt af mig til Elly, der med det samme tager min Hat op, men nu besinder jeg mig, Elly er nemlig ganske uskyldig i mit Fald, hun har som sædvanlig forceret Træstammen, som jeg faldt over, i passende Afstand, men det er bare mig, der optaget af mine egne Betragtninger, så jeg ikke bemærkede Ellys Manøvre, men bare gik lige ud, frem for at følge Førerlinen, som jeg burde, særlig i et så farligt Terræn. Men den lille Tur i Græsset gør ingen Skår i Glæden, vi går atter videre, snart når vi en bar Plet i Skovens Udkant, her er stejle Skrænter, et her­ligt forrevent Landskab, lige noget for den Na­turbegejstrede, jeg nyder Stilheden og tripper’ lidt rundt, da lyder en forfærdelig Snurren og Spektakel, det er en Flok Fasaner, der letter og flyver ind mellem Stammerne. Underligt, ­ler jeg ved mig selv, at det skulde være det før­ste Vildt, vi skulde lette, her er nemlig Vildt i: utrolig Mængde; vi går videre, snart står vi ved en stejl Udgravning, en ny Landevej er ført. igennem Skoven på dette Sted, vi kravler ned­ad Udgravningen.
‑ Til højre kommanderer jeg, og vi går ad Landevejen til Vester Egense, drejer der igen til højre, og endnu engang til højre, og vi er på_ Vej mod Jersore, jeg vil en lille Tur til Stranden; snart når vi Jersore By, vi passerer smedien jeg hører Hammerslagene, idet jeg passe­rer, og i Ånden kan jeg se Skæret fra den flam­mende Esse. Hvilken Idyl rummer det smukke danske Land dog ikke, tænker jeg ved mig selv, idet jeg går videre mod Lindø, snart er vi ude på denne landfaste Ø, vi går langs Stranden, her er nogle Træhuse, der beboes af nogle Skallegravere inde fra Bogense, jeg lytter, idet jeg går forbi Husene, men hører ingen. Så rosa Mændene være ude pas Vandet og grave Skal­ler op, tænker jeg, idet jeg passerer Husene, snart står jeg ude på Øens yderste Pynt, med Ansigtet vendt ud mod det stille Hav lytter jeg, foran mig ligger Øerne Drejet Langø, og lidt til højre Ejlinge, Æbeløholme samt Æbelø. Hvor er her stille, en enkelt Motorbåds Tøffen afbryder Stilheden, en Fisker roer hjem over det blanke Fladvand, jeg hører hans rolige Åreslag, der falder sammen med Motorbå­dens Tøffen. Motorbåden er vel sagtens også på Vej mod sit Hjemsted, tænker jeg. Alt er omtrent stille omkring mig, nu og da hører jeg en lille Hund gø ovre på en af de små Øer, ellers er alt så utroligt stille. Jeg står længe og lytter, så længe, at jeg begynder at mærke Kulden. Tøjet er også snart gennemblødt af den sagte Støvregn, og Vandet fra Brændenæl­derne i Skoven har jo også gjort sit til at gennembløde mig. Der lyder Kirkeklokker, det er vist fra Klinte, tænker jeg, eller måske fra Borgese, af Lyden kan jeg ikke helt bestemme Ste­det; jeg hører enkelte Flokke af Ænder begynde at trække ind ude fra Havet. Nu må jeg hjem, jeg kalder på Elly, hun har haft fri, men er måske allerede ked af sin Gåen omkring på egen Hånd, for hun er lige ved Siden af mig; nu går det rask hjemad, snart passeres Skallergravernes Huse, nu er Mændene hjemme, jeg hører deres Stemmer derinde, hører dem rumstere med Husgeråd, Jersore er snart nået, nu lyder Smedens Hammer ikke mere, han hyg­ger sig nu efter endt Dagværk i Familiens Skød, en Hunds Gøen, et Barns sagte Gråd er det eneste, der fortæller mig, at der er Liv i denne Landsby, så stille er her, jeg passerer de store Broer over Inddæmningskanalerne ved Grev­skabet Gyldenstens Enge, jeg hører en vældig flok Vildgæs gå der ude og snakke sammen. Hvad mon de nu siger til hinanden, tænker jeg ved mig selv, idet jeg går videre. Store Flokke af Vildænder flyver over mit Hoved, de skal nok ind på de endnu upløjede Stubmarker på Grevskabet, stadig hører jeg Ændernes pibende Vingeslag, der må være mange Tusinde, snart når jeg Landevejen i Vester Egense, og så går det rask hjemad, nu passeres min gamle Ven Granskoven, og et Øjeblik senere er jeg hjemme. Turen ud i det Blå er endt, min Kone har beredt en dejlig Middag for Elly og mig, der nu hygger os i Stuens Varme, mens Natten sænker sit Mørke over Landet.

Den sportslige Glæde ved Førerhunden.
Hvad jeg ovenfor har skildret er kun de rent praktiske Arbejdsresultater, skildret i korte Glimt, men ganske nøgternt og i få spredte Træk og aldeles fri for Fantasi og Overdrivelse af enhver Art. Der kunde skrives meget mere og i enkelte Tilfælde af mere humoristisk Karakter, men Formålet med denne lille Bog er ikke at tilstræbe Sensation, men kort og redeligt at skildre Betydningen af Førerhunden på en sådan måde, at alle kan få Forståelse deraf. Før jeg går over til at skildre den sportslige Glæde ved Førerhunden, vil jeg ligefrem komme med et Par Oplysninger om mine Dressurmeto­der, jeg kan nemlig godt forstå, at Folk van­skeligt kan tænke sig, at jeg, som ikke kan se, kan oplære en Hund med så enestående Kvalifikationer, især vil den, der kender til Dressur forbavses. At jeg har ganske specielle Me­toder at arbejde efter er jo ganske givet, thi med de af andre, specielt Politifolk, anvendte Metoder, vilde det være umuligt for en blind at op­lære en Hund. Men at komme ind på mine Dressurmetoder i større Udstrækning vilde fø­re for vidt, jeg skal blot kort anskueliggøre en Del af Dressuren ved den Metode, jeg anven­der, nemlig Sporsøgning og Rondering. Vanskelighederne ved denne Øvelse, om den skulde øves på almindelig Vis, behøver jeg vist ikke at påpege, men Resultatet bliver jo det samme, på hvilken Måde man så end når det. Vi ser altså lidt på Sporsøgning, nu er der jo in­tet til Hinder for, at jeg, når jeg færdes hen ad en Vej, kunde gå lidt ind i en Mark og ud­lægge et Spor for den unge Hund og få Hun­den sat på Sporet på en nogenlunde ordent­lig Måde, men denne Metode kunde aldrig fø­re til et Resultat, thi den unge Hund vilde i ni og halvfems af hundrede Tilfælde komme ind uden at have fundet Genstanden, og jeg, der nu intet havde at rette mig efter, kunde ikke vejle­de Hunden, så den fandt Genstanden, selv vil­de jeg jo ikke kunde finde den. En sådan Øvel­se vilde være værdiløs, ja, ringere end ingen Øvelse at holde, Hunden må nemlig aldrig i den første Tid især komme ind fra et Spor uden Resultat, hellere må man sørge for, at Sporet er så let, at Fejltagelser fra Hundens Side er udelukket, et resultatløst Spor vil kunne svække Hundens Arbejdsinteresse, hvorimod et Resul­tat, det være sig nok så ringe, dermed mener jeg let at opnå, altid forøger Hundens Interesse og får den til at tro, at den er en farlig Karl, altså giver den Tillid til egne Evner, og det er nemlig altid det, man skal tilstræbe. Nu kunde jeg jo nok på en sådan Øvelse lægge et Spor ud og kunde den unge Hund så ikke klare Vanskelighederne, have en erfaren Hund med, som jeg så kunde sætte ind på Sporet til Hjælp for den unge Hund, men denne metode har også sine Mangler derved, at det så altid bliver den erfarne Hund, der finder Gen­standen. Følgen vil bare blive, at den unge Hund på Vejen ind vilde forsøge at nappe Aporterdukken, eller hvad man nu anvender ‑ jeg anvender altid en lille genstand ‑ fra den ældre Hund, og i ganske enkelte Tilfælde vilde den unge Hund finde Genstanden anime­ret af den ældre Hund, men alt dette vilde kun få Tilfældighedernes Præg, og hele Øvelsen vilde blive et Tilfældighedsobjekt. Dressur må aldrig være præget af Tilfældigheder, det skal være Kendsgerninger, derfor må enhver Øvelse indøves, til den har Præcisionens faste, sikre Kendetegn, først da er den noget værd. Jeg vælger imidlertid en hel anden Måde, den eneste, der fører til et tilfredsstillende Resultat for mig, man må jo stadig erindre, at jeg ikke er den seende Dressør. Jeg har en lang Snor fastgjort på et Kosteskaft og viklet op på denne, Snorens løse Ende fastgør jeg nu ved et Vejtræ el­ler lignende, så går jeg ind over Marken med Kosteskaftet, efter at jeg er nået ud så langt, som Snoren kan nå, stikker jeg Kosteskaftet i jorden; jeg kan nu følgende Snoren finde ind til mit Udgangspunkt. Mens disse Forberedelser har stået på, ligger Hunden i dæk i Lande­vejsgrøften, den har altså intet set. Så lægger jeg Sporet ud, følgende Snoren. I Begyndelsen lægger jeg altid Genstanden på et nærmere af­mærket Sted enten lige under Snoren eller helt ude ved Kosteskaftet, dette sker af Hensyn til Hunden, thi kan denne ikke finde Genstanden, hvad jo ret hyppigt hænder, må man jo huske, det er Øvelsens første Stadium, så kan jeg hjælpe Hunden og føre den hen i Nærheden af Genstanden og på den måde bibringe den Forståelse af, hvad dens Opgave er. På den­ne måde opnår jeg altid det ønskede Resultat. Når denne Øvelse er indøvet tilstrækkeligt til, at den kan betragtes som siddende fast i Hun­dens Bevidsthed, går jeg igen ud langs Snoren og kaster Genstanden ud, så til den ene Side og derefter til den anden Side, jeg har stadig Snoren at rette mig efter, og jeg sender nu Hun­den ud på Runderingen efter Genstanden. Selv vejledet af Snoren kan jeg vejlede Hunden, idet jeg altid kan høre dens Puslen rundt, derved kommandere til at rondere til højre eller venstre, alt som Øvelsen er. Jeg kan godt tænke mig, at man synes, det med at gå langs denne Snor giver Øvelserne en noget ensartet Karakter, men for det første flytter jeg Kosteskaftet og får på den måde et ret stort Stykke Land, ganske vist i Vifteform, at arbejde på, men det gør nu ikke noget, men dertil behøver Øvelserne jo ikke at foregå på samme Sted hver Gang, man kan jo så udmærket forlægge Øvelserne til fremmede Omgivelser, så den unge Hund lærer at arbejde i Terræn af forskellig Beskaffenhed. Jeg øver selvfølgelig min Hund ikke alene i Førerhundedressuren, det bliver jo en selvfølgelig Sag i Kraft af det daglige Arbejde, men også Poli­tihundeøvelser foranstalter jeg, ofte i Selskab med andre, men i de fleste Tilfælde alene for min egen Fornøjelses Skyld, og især for at Hunden ikke skal glemme sine Færdigheder. Øvel­serne afholder jeg fortrinsvis, når Talen er om en ung Hund, den ældre Hund derimod gør jeg ikke så meget ud af i den Retning, men allige­vel kan jeg ikke helt lade være uden at en eller flere Øvelser med alt dertil hørende løber af Stablen et Par Gange om Sommeren, men så er det også Sjov for Hundene, idet der hver­ken mangler Figurant eller noget andet. Hunden føler sig helt forynget på en sådan Dag, den er ikke Spor af ked af de Rap, der vanker af Forbryderens Stok, ej heller generer Krudtrøgen fra Revolveren den. Tværtimod, den er Fyr og Flamme og går op i Øvelsen, som var det den rene Alvor, og dog, den ved lige så godt som vi andre, at det hele er en Film, men den forstår at spille sin Rolle i denne Film og det på en måde, så ingen Skuespiller kan gøre det bedre. Mindre Øvelser forekommer næsten dag­lig, der lægges en Snor ud over en Mark, eller jeg taber et eller andet hen ad Vejen, som Hun­den så må løbe tilbage og hente. Ofte har min Hund fundet Pengestykker, der var udlagt i Græsmark, men denne Øvelses Farlighed har fået mig til at holde inde med den. Hunden har nemlig i to Tilfælde slugt Pengestykker, og det­te kan jo blive katastrofalt, den Slags kan let ske, når Hunden er så rask og tjenstvillig som El­ly, hun kender slet ingen Grænser for den Fartg hvori hun skal udføre sit Arbejde; men det er morsomt med en sådan Hund, der er så lydig og kan en Masse Finesser; for Eksempel løber Elly fri, og jeg støder to korte Fløjt, da kommer hun i fuld Fart inde fra Marken, farer for bi mig og søger ind på mit Spor ofte langt tilbage, hun ved, to korte Stød i Fløjten betyder, at jeg har tabt noget, og det er derfor, hun fa­rer forbi mig for at finde det tabte. Mange Bilister er i Årenes Løb standset for at se min Hund i Arbejde, dette Tælder ikke alene Fører hundearbejdet, men også Politihundeøvelserne. Ofte lægger jeg Elly i Dæk, lægger min Hat ved Siden af hende og går så videre. Kommet et Stykke bort fløjter jeg, straks kommer Elly springende og bærer min Hat i Munden, denne Øvelse har imponeret mange, for den, der ikke er kendt med Hunde og disses Dressur, ser det jo vældig flot ud, men i Sammenligning med mange andre af de Ting, en god Hund kan præ­stere, er det jo kun Småting, men der er for Resten det morsomme ved denne Øvelse, at når jeg lader Elly foretage den, og jeg så er i Føl­ge med en Person, som Elly ikke kender særlig vel, da bliver hun ikke liggende, men rejser sig og tager Hatten i Munden, og stiller sig ude på Vejen og ser efter mig. Hun er jo nemlig nok Politihund, men hun er dog først og fremmest min Førerhund, og hun føler, at hun har Ansvar for mig, derfor vil hun se, om den fremmede nu opfører sig ordentlig over for mig, for skulde dette ikke vise sig at være Tilfældet, så kunde hun jo, når hun står der midt på Vejen og lige parat til Start, hurtigt komme mig til Hjælp. Jeg tror nu nok, denne særlige Årvågenhed overfor min Sikkerhed skyldes, at Elly har set mig blive overfaldet et Par Gange, dette har jo kun været Spøg foretaget under Politihunde­øvelserne, men den Slags bundfælder sig nu i den trofaste Hunds Bevidsthed, og ret beset så er det vel ikke helt rigtigt at tage sådanne Øvelser med, Elly er jo nu Førerhund, og det er hendes helligste Pligt og Ønske at passe på mig i alle Forhold, men Øvelsen, den spejdende Hund midt på Landevejen med en Hat i Mun­den, ser flot ud og har vundet meget Bifald og Forundring hos alle, der har set det, men trods alt, Elly kunde aldrig finde på at komme af sig selv, medmindre der skete mig noget, men så er hun der også i rasende Fart og halsende af fulde Bryst, og var det så ikke Spøg og en udklædt Mand, det gjaldt, men en virkelig Voldsmand, da vilde jeg nødig være i Synde­rens Sted.

På natlige Farter.
Man bliver så nervøs i vor forcerede Tidsal­der, dette er en Talemåde, som man næsten daglig hører, en mere nøgtern Iagttager af Tingenes Tilstand må uvilkårlig spørge hvorfor, er Verden da ikke bleven bedre, er Kulturens Goder da ikke til Gavn for Menneskerne? og hvad jager de da efter? Livet bliver jo ikke længere fordi man skynder sig, og Lykken fanger man sikkert ikke i Hurtigløb, med alle Livets Go­der var der jo Grund til at antage, at menneskerne kunde få det bedre og tage Livet lette­re, men dette synes ikke at være Tilfældet, tvært­imod, er jeg da nervøs, Lægerne siger ja, men jeg tror ikke selv på det, mine Farter tyder ikke på Nervøsitet, ganske vist har jeg i enkelte Til­fælder været udsat for Hændelser, der for et Øjeblik ligesom fik det til at blive uroligt i Brystet, og en Kildren under Hårrødderne har jeg også følt, men kun for et Øjeblik, så var jeg igen nøgtern og rolig.
Jeg skal nu fortælle en af disse hårkildrende Hændelser. En Vinterdag, for et Par År siden, gik jeg ad Markvejen over Herregårdens Mark, Herregårdens unge He­ste gik på denne Årstid løse, det anede jeg nu ikke, om så var, havde jeg vel næppe tillagt denne Omstændighed nogen Betydning. Jeg kom rolig slentrende, foran mig gik Elly i et lige så roligt Tempo, nu og da snusede hun til en Græstot ved Vejkanten, alt var Fred og Idyl, da min Opmærksomhed blev vakt af en gungrende Lyd, jeg var straks klar over hvorfra Lyden hidhørte, det var Heste i strakt Galop, mon de kommer her tænkte jeg, jo, der var ikke så lang Tid til Omtanke, de galoperende Dyr nærmede sig i en foruroligende Grad, ligefrem glad for dette Møde var jeg nu ikke, og lang Tid til Overvejelse af sikkerhedsforanstaltningerne var
der jo heller ikke. Min første Tanke var, når Hestene var inde på os, da at slippe Elly løs, og se om hun kunde jage dem ind over Marken, Men den Tanke opgav jeg omgående, idet jeg indså, at et sådant Eksperiment kunde blive farlig for Elly, derved, at der var så mange, og kom hun ind mellem dem, da kunde en af dem muligvis få Lejlighed til at sparke hende. Det var jo ikke let selv for den skarpsindige Hund, at kontrollere så mange Dyrs Handlinger, derfor blev denne Plan opgivet, men der var nu ikke Tid til Overvejelse. Hestene var nu så nær in­de på os, at jeg tydelig hørte deres prustende Ånde. Nu løber de både mig og Hunden ned, var min sidste Tanke, og i dette Glimt af Farens Forfærdelighed gav jeg Elly lang Line. (Min Førerline er nemlig således indrettet, netop med lignende Situationer for Øje, at den kan forlænges til det dobbelte). I samme Øjeblik, som Hestene var inde på Livet af os, sprang Elly til med en Snærren. Resultatet udeblev ik­ke, Hestene drejede ind over Marken, og vi undgik at blive trampet ned af de galoperende Dyr. Senere fik jeg af en Dreng at vide, at Blodet flød fra den forreste Hests Bringe. Elly havde altså set Faren i hele sin Omfang og handlet med fuldt Overlæg, i sikker Forvisning om, at dersom hun sårede Anføreren for Flokken, vil­de denne dreje ind over Marken, og de andre Heste vilde følge den, derfor var hun sprunget frem og havde bidt Anføreren lige i Bringen, og Resultatet havde den tilsigtede Virkning. Da Hesteflokken var vel borte, klappede jeg Elly og sagde nogle opmuntrende Ord til hende, jeg er ganske klar over, at hun forstod mig, hun gik et Par Gange rundt om mig, jeg mærkede hendes svære, buskede Hale slå fast mod mine Ben, så standsede hun foran mig, så op på mig og prustede, men rolig og behersket som al­tid i kritiske Situationer, der var slet intet hos hende der tydede på, at hun havde Lyst til at forfølge Hestene, hun havde bare fuldført sin Mission og befriet os begge for at blive rendt over Ende, og muligvis trådt til Døde af de unge, kåde Dyr.
Jeg kunde berette om mange Hændelser, som jeg har været ude for. Hændelser, som man skulde tro vilde nedbryde ens Nerver, men jeg tror ikke de skader. Derimod skal jeg fortælle et lille Træk, som øjensynligt har virket en Del mere på Iagttagerne end på mig. For et Års Tid siden blev der sat et større Kloakanlæg i Gang her i Byen, og næsten samtidig fik vi et nyt Vandværk, som Følge heraf var alle Veje og Gyder opgravet for Nedlægning af disse Rør. Nu skulde man jo tro, at jeg under slige Forhold var tvungen til at holde mig indendørs, men dette var så langt fra Tilfældet, havde jeg kunnet se Farerne, var jeg måske ikke gået ud, men det kunde jeg jo nu ikke, men andre var mere opmærksomme på dette Område. En Dame, af min Kones Bekendtskab, har sene­re sagt til min Kone, at hun slet ikke turde se på mig, når jeg kom gående mellem de dybe og stejle Udgravninger, men jeg opdagede in­gen Farer, Elly førte mig lige så sikkert rundt i mine Ærinder, som om Gaden var hel og gan­ske uberørt, men opmærksom, det var Elly, det mærkede jeg nok.
En Dag passerede jeg en smal Gyde, på den ene Side af mig var en høj Tjørnehæk, og på den anden Side en ret dyb Kanal, jeg anta­ger, at Bredden på den Strimmel faste Vej hvorpå jeg gik, var fyrre til halvtreds Centi­meter, i denne farlige Passage kom en fire, fem Hunde af forskellig Størrelse og Race, Hunde, som altid er Elly fjendtlige, de holdt en farlig Spektakkel. Elly, der ellers under normale For­hold hellere end gerne vil have i Skindet på dem, så dem overhovedet slet ikke den Dag, i det mindste lod hun sig slet ikke mærke med noget, hun gik rolig og støt, sikkert fuld bevidst, at Situationen her let kunde blive kritisk for mig, og at det var hende, der her havde dobbelt An­svar og Pligt. Men man kan sikkert gå ud fra, at Ellys Øjne overfor de andre Hunde har udtrykt noget lignende som så: ja, bi i bare, når jeg en anden Dag kommer her, skal i få Bank, så det kan forslå.
Alle sådanne Hændelser gør mig tilsynela­dende intet, og dog, ofte kan jeg i lange Perioder ikke sove om Natten, men dette kan jo have andre Årsager end netop dårlige Nerver, måske er det ret og slet Anstrengelse, man må jo erindre, at den, der ikke kan se, må udfolde en kolosal Tankekonsentration. Prøv at foretage et lille Tankeeksperiment. Tænk, at skulde finde og vide hvor hver enkelt Ting fin­des, blot i en ganske lille Husstand, tænk blot de aller simpleste Ting, for ikke at gå i Detail­ler, og man må jo forstå, at selv om man ikke kan se, har man dog ikke af den Grund truffet nogen særlige Foranstaltninger, hos os ser det ud som hos alle andre Mennesker, Tingene an­bragt i mere eller mindre Forvirring, det er Tingene i en mere konkret Opstilling, men derudover fører jeg en ret omfattende Korrespondance. Gør nu her en lille Forestilling. Jeg sidder i det­te Øjeblik ved en ganske almindelig Skrivema­skine, Fingrene farer over Tangenterne med ra­sende Fart, dette er egentlig kun en Leg for mig, jeg ved nøjagtigt hvad jeg skal skrive, jeg bli­ver aldeles ikke træt, Piben bliver ganske vist kold mellem mine Tænder, men det er kun gammel Vane når jeg arbejder.
Dette her med Skrivemaskinen er jo bare Sjov, men en Dag skal jeg besvare en fire fem Breve, nogle af dem skal være på fire Sider, andre på een eller to Sider, nogle af dem omhandler Udstillinger i Udlandet, andre af Brevene er Fo­respørgsler om Hundepleje eller Hundedressur, hver enkelt Brev er dertil isprængt private Ting. De fire fem Breve som jeg nu skal besvare, har jeg kun hørt een Gang og det endda for omtrent en Uge siden. Nu gælder det om at holde Hjernen klar, for Brevene skal jo besvares uden Sammenblanding af de forskelliges Spørgsmål osv. Nu var det jo lettere, om jeg fik Brevene læst en Gang til før jeg besvarede dem, men det er nu ikke altid så let, man må jo have en seende Person til det, og det kan i dette Tilfælde have sine Vanskeligheder, man kan jo for det første ikke lade alle og enhver læse sine Breve, og ens Privatsekretær, ( som jeg højttravende kalder den, der læser mine Breve), er jo ikke altid ved Hånden, og selv har jeg den Fejl, jeg kan ikke godt gå og vente, når jeg har, no­get for, da skal det udføres omgående. Over­anstrengt eller nervøs kan jo i og for sig være ligegyldigt, men ofte kan jeg ikke sove om Nat­ten, og det vil jo ikke sige, det er en enkelt Nat nej. Når en sådan Periode kommer kan jeg godt ligge vågen mange Nætter, og så bliver man ærgerlig over der at ligge i Sengen til in­gen Nytte, ofte står jeg op, og udfører et eller andet Arbejde, i Regelen skriftlig, men til de fleste Tider går jeg ud, jeg står da rolig op og klæder mig på, så hvisker jeg stille til Elly: vil du med Far. Hun ligger jo på sin madras ved Radiatoren i Soveværelset; der bliver Liv i den Pelsklædte, snart er hun ved Døren, og i Entreen gives Selen på, og vi vandrer ud i Natten. Hvor er det en underlig Følelse, således at vandre ud mens hele Landsbyen sover, hvad enten det nu er den milde, lyse Sommer­nat man træder ud i, eller det er Vinternattens kolde Stjerneskær der lyser over ens Hoved, da føler man alligevel en underlig Erkendelse af sin egen Lidenhed der ude i Naturens store Al­magt. Man er jo heller kun et Støvgran i Uni­verset, selv om man synes både det ene og det andet, så er vi dog kun en Gæst, en Gæst på et kort Besøg på jorden. Vel er Menneskets Spor synlige i Ordets egentlige Betydning, men selve Livet og Jorden har ikke ændret sig syn­derlig og ændres ikke synlig i mangfoldige Slægtled. Sejl en Sommerdag op ad Oslofjor­den, og se på Klipperne, kom igen om Halvtreds eller Hundrede År, de samme Klipper vil være ganske uforandret, kun Mennesket selv forandres.
Jeg vandrer ud i den stille Nat, hvor vil jeg hen, ja, det er jo ligegyldigt, hvorfor ikke lige så godt gå til en anden Landsby, som noget andet Sted. Jeg går der hen, også det samme, den stille underlige knugende Stilhed, som var man alene mellem Døde. Nu galer en Hane, Lyden er så kendt, men den virker dog så vel­gørende her i denne Stilhed. Man går videre, og hører flere Hanegal. Nå! tænker man uvil­kårlig, så nærmer vi os vel igen en ny Dag. Det er en bidende kold Vinternat med klare Stjerner og Frostsne der knirker under Støvler­ne, der er absolut intet indbydende ved en så­dan Nattevandring, jeg mærker det også på Elly, hun går rolig men hurtigt foran mig strammende Førerlinen kraftig, for hende er der heller intet ved Turen, Sneen dækker jo alt, næppe nok en Musebo er åben så Lugten fra den for et Øjeblik kan fryde hendes Sanser. En ugles skrig får Elly til at dreje Hovedet, men ganske ligegyldig, denne Vrælhals kender hun så godt, så det kan næppe fryde hende; men nu bliver hun dog interesseret, selv Sneen kan være interessant. Elly snuser ivrig, jeg standser, hun skal jo også have lidt Morskab; det er nok en Hare der har været her, eller måske en Ræv, jeg kan jo ikke vide noget om det da jeg ikke kan se Sporet, og heller ikke som Elly kan lugte hvilket Dyr det er, der her har trådt; jeg står og bliver helt misundelig her står jeg og ved intet, aner intet om, hvad det er min Hund er så ivrig i at undersøge, selv kan jeg intet se, og intet lugte. Hvor er Mennesket dog egentlig en ufuldkommen Skabning, her står min Hund, den ved nøjagtig hvad det er for et Dyr der har trådt her, og den ved sikkert også hvor læn­ge det er siden dette Dyr har været her, men Hunden kan bare ikke sige mig, dens nysgerri­ge Herre det; jeg bliver utålmodig. Elly! mener du ikke vi skal hjem? Elly tager sin Snude fra Jorden, i dette Tilfælde Sneen, og vender forundret sit Ansigt op mod mig, som vilde hun sige: Jamen kæreste, jeg har jo aldrig nægtet at gå hjem, så sjokker hun rolig videre mens jeg tankefuld følger efter.
Jeg er iført Lærredstøj og dito Sko, stille li­ster jeg mig ud i Entreen, med Elly ved min Side, jeg giver hende et Halsbånd på og spænder deri en længere Line end den sædvan­lige, hvorfor jeg gør det ved jeg ikke, det er en pludselig Indskydelse i stedet for som sædvanlig at give hende Selen på, så åbner jeg Døren, og vi går ud i den lune Sommernat. Stille lister såvel jeg som Hunden os gennem den sovende Landsby, det er som en overenskomst mellem os, om at vi skal gå stille for ikke at vække nogle af Landsbyens Hunde, så de ved deres Gøen skal vække den endnu trygt sovende By. Snart er vi ude af Byen, og slår ind på Lan­devejen Odense‑Bogense over Bladstrup, denne Vej går mod Vester Egense, vi vælger foreløbig denne By som mål. Snart passerer vi Granskoven, Elly ligesom slappes Linen, hun vil dermed gøre mig opmærksom på Skoven, og spørge om vi ikke skal derind, men jeg svarer nej! derved at jeg kommanderer videre gamle; så strammer Elly atter Linen, hun har nu forstået, at vi skal videre på den, og hun ryster sig nu, som for at ryste den sidste Rest af Søv­nen af sig, så går det i ret stærk Fart mod Egense. Elly snuser nu og da i Vejgræsset, be­sørger et nødvendigt Ærinde, og Farten forøges, Elly går lidt ind til Siden, hun tager no­get op, det varer kun et Brøkdel af et Sekund, jeg smiler ved mig selv, jeg ved godt hvad det er, men siger intet, Elly går nu raskere, og jeg føler af Førerlinens Stilling, at hun bærer sit Hoved højt. Snart synes jeg at vi er nået langt nok frem, og giver Elly Ordre til at vende, hun gør det villig, men nu synes jeg det er på Tide at se på det Elly tog op for nogen Tid siden, jeg siger nu: kom her Tøs, lad mig se hvad det er du har, hun kommer villig, jeg føler hun vender sit Hoved op mod mig og ser bedende på mig, jeg strækker Hånden frem og føler mig for, jo jeg havde Ret, det var et Pindsvin, dybt begravet mellem Ellys lange Kæber sidder det lille Dyr, fast sammenrullet, det er selvfølgelig ganske uskadt, Elly har jo endnu slet ikke få­et Lejlighed til at bide i det. Læg det, kommanderer jeg, Elly tøver lidt, hun vil så nødig af med Pindsvinet, men jeg er ubøjelig, jeg tåler ikke noget af den Slags Dyrplageri, selv om den forekommer mellem Dyr afværger jeg altid når det står i min Magt, og jeg ved jo, at El­ly slet ikke vil æde Pindsvinet, hun trænger hel­ler ikke til det, da hun til daglig får Kød, og er mere fed end det egentlig klæder hende, det er bare, den Følelse af Spænding der kildrer hen­de ved at have dette levende, stikkende Dyr i Flaben, måske har hun i sine yngre Dage stuk­ket sin Næse på Pindsvin, siden hun nu såle­des erklærer disse Dyr Krig, for Elly vil ellers ikke gøre andre Dyr fortræd, undtagen netop Pindsvin og Skovmus. Vi står og parlamente­rer en Stund, så lægger Elly Pindsvinet, sik­kert nok med et Suk, men jeg er ubøjelig i dette Stykke, og vi går atter videre, men Elly har endnu ikke helt slået Byttet ud af Tankerne, hun vender sig halvt omkring og ser hen på Pindsvinet, der sikkert endnu ligger sammenrul­let efter denne Forskrækkelse. Snart er Pindsvinet ude af Syne, og vi nærmer os Gransko­ven. Gå derind siger jeg, jeg ved, at vi er i Nærheden af en høj Skrænt, og den må vi pas­sere. Landevejen er her gravet dybt ned inde mellem Skovens Træer, Elly er vant til mine Ordre, og tillige vant til, at vi går ind i Skoven på alle mulige Steder enten der er Vej eller ej; vi er nemlig vant til at tage Skoven også di­rekte mellem Stammerne. Snart er vi der oppe under de kuplede Træer, vi kommer om på en afsides men åben Plads, Elly snuser lidt rundt, som om hun søgte noget; jeg er såmænd lige så nysgerrig som Elly, og følger derfor villig med hende, hun basker med sin tykke Hale op mod Førerlinen, det er som vil hun sige: kom kun Far, så skal du se. Jeg er nysgerrig, men venter egentlig, at Elly kun vil vise mig et Pind­svin, og det interesserer mig ikke så meget, men jeg opdager at Elly har helt andre Hensigter, hun bliver nu helt ivrig, og mens de små Gra­ners duggede Grene dasker mod mine Kinder og mit Tøj, farer Elly stærkt frem halende mig efter sig. Nu giver Elly Hals, og hun er nu så ivrig, at jeg må holde kraftig igen; jeg aner endnu ikke hvilken Vending dette Skuespil vil tage, men jeg skal snart erfare Sammenhænget. Nu farer en Mand op, og løber stærkt banden­de ind mellem Stammerne, mens flere Stemmer tager Del i Forbandelserne, over mig samt min forbandede Køter og hvad der nu således kun­de falde for, jeg var altså kommen lige ind i en Klynge af sovende Vagabonder, det var dem Elly vilde vise mig; jeg skal ikke nægte, at det kildrede lidt under Hårrødderne ved dette Møde, og jeg vil heller ikke påstå, at jeg var alt for ivrig til at holde igen på Elly, man vidste jo dog aldrig hvad der kunde ske, jeg var jo alene med min Hund overfor disse Mennesker, og hvor mange der var, vidste jeg jo egentlig ikke, lige så lidt hvad de kunde finde på at fore­tage sig overfor mig, dersom jeg ikke havde haft Elly ved min Side eller rettere sagt foran mig, nu følte jeg mig helt rolig og forsøgte derfor at berolige de vrede Mennesker, det lykkedes hur­tigt, ikke mindst fordi Elly var der, hende var de nemlig mere end bange for. Jeg har været ude for adskillige Situationer, hvor farende Folk af en eller anden Katagori har været Deltager, og i alle disse Situationer har Ellys Klogskab og virkelige Politihundeegenskaber vist sig. Når vi holder Øvelse med den udklædte Forbryder, da vil jeg ikke sige Elly altid er lige ivrig på at bide, ivrig er hun nu slet ikke, men hun delta­ger med Liv og Sjæl som en anden god Skue­spiller, fuldstændig klar over, at dette her er en Film hvori hun skal og må spille med. Billedet er et helt andet når vi møder en af Landevejens farende Folk, hermed regner jeg ikke den almin­delige Arbejdsløse, men pæne Mand. Nej, Ty­pen er dem med Spånkurven, og stærkt duften­de af Kogesprit; går Elly løs og vi møder en Mand af denne Slags, da bliver han omgåen­de standset, og det er forbavsende at se hvilken Forståelse der findes mellem disse Mennesker og Politihunden. Man har sikkert gensidige Er­faringer, Manden standser nemlig altid uden mindste Tegn på at vilde værge for sig eller på nogen anden måde protestere; selvfølge­lig fløjter jeg altid Elly inde øjeblikkelig når den Slags Episoder indtræffer, og hun kommer omgående, hvad der jo er så lige til, hverken hun eller jeg har ret til at standse Folk, men mærkelig er det, og nu går vi jo så ofte på samme Vej, men en Roearbejder, han værer sig nok så løjerligt påklædt, ham skænker Elly dog aldrig en Tanke. Vi forlader atter dette lil­le Sidespring, og vender tilbage til vort lille Sel­skab i Skoven, men forlader dem straks, de er nu falden til Ro, og Elly og jeg skal ikke mere forstyrre dem, vi har fået vor Videbegærlighed tilfredsstillet og opsøger en rolig Plads i Sko­vens Udkant, vi sætter os ned og nyder Nat­tens Trylleri som den her udfolder sig ved Sommertid; Fuglene har begyndt at synge og snart stemmer hele det store Symfoniorkester i. Vi sid­der en Stund og hører på det, det pusler i Græsset, det var nok en Skovmus, Elly er derhenne, og jeg hører et Par Smask fra hende, et Drama ude i Naturen har fundet sin Afslutning, her midt i den stille, fredelige danske Granskov. En Time er gået, der går to, Solen er allere­de for længst stået op, nu står Elly og jeg også op, og vandrer hjemad, for at nyde Morgenkaffen og den kommende Dag.

Ved stranden.
Alle Mennesker dyrker Friluftslivet, er det som følge af en stærk indre Trang til foren Stund at rive sig løs fra Kulturens Slaveri, og kaste sig i moder‑Naturs milde Favn? ja hvad ved jeg, og hvad ved andre? men selv føler jeg som andre Mennesker i den Retning, ud i Na­turen, til Skov og Strand, til rolige og ensomme Steder, en Flugt fra de travle Mennesker og Kulturens Storværk. Ved Stranden har Elly ydet os uvurderlig Hjælp, ikke således at for­stå, at min Kone eller jeg går i Vandet med Hunden som Fører, noget sådant vilde være for Hasarderet, men der er den Ting foruden adskillige af Opgaver foren Førerhund, går man for Eksempel langs Strandkanten, da er Hunden langt at foretrække som Ledsager fremfor det seende Menneske, jeg taler af Er­faring, jeg har mange Gange haft et Menneske som Ledsager langs Stranden, dette er jo så naturligt når man har et Menneske med, netop med det for Øje, at Vedkommende skal være en Hjælper enten ved Rejefiskeri, eller Badning, man får ofte det Indtryk at Tangbunkerne er, usædvanlig store, under en sådan Spadsere­tur, og man fristes til at kalde Hunden ind, og lige kaste Karabinhagen i Ringen på dens Førersele, når den svære Hund kommer og stiller sin Krop og hele Liv og Sjæl til Disposition, ofte gør man det, og da er der ikke noget der hedder Tangbunker. Hunden går ind imellem dem, og undgår dem på den Måde, og skal en Tangbunke endelig forceres, da mærkes det ikke synderlig gennem Hundens Førerline, er man på Forhånd bleven aviseret om, at nu går det op og nu går det nedad, og så falder det hele så let, man farer ikke lige ned i Dybet i en Fart, og med en Følelse som man var ved at ryste Hovedet fra Kroppen.
Mange muntre Minder har vi fra vore Strandophold i Selskab med Elly, snart var det det ene og snart var det det andet der var bleven borte, og Elly fandt det altid altsammen, kun en Gang glippede hun, det var for et Par År siden, vi havde et lille Strandophold i et lille Træhus en Mils Vej fra Hjemmet, vi havde den Gang en ung Pige af Familien hos os, hun skulde dels gå Ærinder og dels hjælpe min Kone med den daglige Madlavning, og mig hjalp hun med Fiskeri af Rejer og andre Fisk hvad der nu kunde fanges, jeg var netop gået hjem for at skrive nogle Breve, og havde taget Elly med som Fø­rer, min Kone og den unge Pige var således alene, de var gået op til den Gård hvor vi hen­tede Vand og købte Mælk, og hvor Bageren kom og lagde de Brød, som vi bestilte, min Ko­ne havde taget en Tokrone med som hun gik med løs i Hånden> Pengene var beregnet til Betaling af forskellige Varer, men Mønten faldt på en eller anden Måde min Kone ud af Hånden uden at hun straks mærkede det, der blev ledt længe men forgæves, så ringede man hjem til mig, og i Løbet af et Par Timer var jeg på Pladsen med Elly, hun blev sat på Efter­søgning, og arbejdede også godt, og fandt også Tokronen, hun var netop gået hen ved min side for at aflevere den, jeg hørte den klirre mel­lem hendes Tænder, da lød der et stort Tordenskrald, Tokronen fik jeg aldrig, om Elly har slugt den af Skræk, eller hun har tabt den bli­ver aldrig opklaret, Elly er nemlig meget bange i Tordenvejr, så få hende til at søge videre efter Pengestykket var umuligt, i Tordenvejr vil Elly kun foretage det allernødvendigste Arbejde som Førerhund, noget som helst i Retning af Eftersøgninger på Marker indlader hun sig ikke på i Tordenvejr. Jeg kunde fortælle Oplevel­ser med Elly ved Stranden i massevis, om Ba­deture i det klare Vand, om Ture langs Stranden, her har vi moret os mest, for vel var vi ved Vandet, men ligge i det flere Gange om Dagen, nej, det hørte nu ikke med til mine Fornøjelser, Vandet er altid vådt, og oftest koldt, nej, må jeg bede om i det væsentligste at have mine Strandture på det tørre, ligge i Græsset og høre Insekternes Summen, det giver en følelse af Fred for Sind og Legeme, og Ture i det bløde varme Sand, nydende Naturens glade Symfoni, høre de hvide Mågers Skrig over det blanke Vandspejl, høre Hundens Puslen omkring når den er fri, høre dens Plasken i Vandet, dens ivrige jagt på Mus og Lækatte i Strandens Lerbrinker. Naturen er ikke lutter Fuglesang og svirrende Vingeslag, der leves og jages, der ædes og der bliver ædt, Kampen er ofte hård, selv i det små og for Mennesker skjulte, ofte er der kun to Faktorer der gælder, æde en an­den, eller selv blive ædt, man ser det på sin Hund, den være sig nok så fredelig, Mus vil den dog i Regelen tage, også dette er en Hil­sen til os fra selve Naturen, Hunden selv er os Menneskers kærlighed at forvanske den, en Hilsen fra selve den levende frie men vilde Natur, en Jæger af høj Potens, alene dens Musejagt viser os det.

Laust Jensen.