Stiftelsen af Dansk Blindesamfund:
Denne artikel er fundet i “Blindehistorisk Museums” samling af punkttekster. Artiklen blev bragt i “Blindes Budstikke”. kort tid efter blindestævnet i 1911, hvor Dansk Blindesamfund blev stiftet. Artiklen er skrevet af Peter Ommerbo, der er omtalt i artiklen. Teksten fandtes kun i punktskrift. Henning Eriksen har derfor afskrevet den, så den nu også findes som en elektronisk fil.
Det første Danske blindestævne afholdtes i København den 8., 9. og 10. juni i SAS’ lokaler Linesgade 25 og var besøgt af et par hundrede deltagere.
Torsdag den 8. og fredag den 9. afholdtes hver dag to møder og desuden fagmøder for kurvemagere, børstenbindere og musikere. Lørdag den 10. afsluttedes stævnet om aftenen med en lille festlighed, indledt af sangforeningen “Droslen”, hvis koncert høstede stort bifald. Dernæst var der fællesspisning med taler og sange og til slutning dans for de dansende og hyggelig samtale for de øvrige.
Om fredagen overrakte komiteen Kædeordenen en adresse med navnene på alle dem, der havde givet til kædegaven og mindetavlen afsløredes. Det er en tavle af bremersten med ornamenter og inskription. Inskriptionen lyder: “I taknemmelig erindring om, hvad Kæden har udrettet i 100 år til fædrelandets hæder og blindes gavn, sattes denne ærestavle af danske blinde den 10. juni 1911”.
Om lørdagen overværede en del blinde efter indbydelse højtideligheden i “Kæden”.
Det første af stævnets drøftelsesmøder omhandlede dannelsen af en blindeforening. Rittgarn dirigerede. Kurvemager Højlind indledede i tilslutning til det af lovudvalget udarbejdede og i Budstikke offentliggjorte lovudkast. Karl Hansen Jebjerg fremsætter sine fra den foregående taler lidt afvigende meninger, og efter at forskellige har udtalt sig, vedtages det at danne foreningen. Dernæst foreslås at nedsætte et udvalg til at sammenarbejde de forskellige meninger. Men det vedtages, at det offentliggjorte lovudkast skal være gældende for Dansk Blindesamfund i det første år, dog, at kontingentet skal være to kr. årlig, og at bestyrelsen skal bestå af syv medlemmer. Til bestyrelse (valget også kun gældende et år) blev valgt lovudvalgets fem medlemmer: C Cohn, J M Hansen, P Højlind, P Ommerbo og E Rittgarn samt frøknerne J Kjær og A Melchior. Da bestyrelsen senere konstituerede sig, blev Cohn formand, Højlind kasserer og næstformand og Ommerbo sekretær.
Det andet møde dirigeredes af kurvemagerlærer Pedersen. (det er Ørvig) Blindeinstituttet. Under omtalen af erhverv og bierhverv blev der særlig slået til lyd for tøffelmageri og agentur, som noget, der egnede sig for blinde. Hønseavl omtaltes, og biavl og svinehold berørtes. Karl Larsen Helsinge: “Den blinde har brug for al sin arbejdskraft; måske det derfor ikke er heldigt med bierhverv”. Karl Hansen Jebjerg og Niels Pedersen Svinninge med flere holdt på, at det var godt for blinde at have bierhverv. Kurvemager N P Sørensen Hjørring: “Tag fat på flere ting! Kurvemageri alene duer ikke på landet”.
Under omtalen af vor understøttelse og vore hjælpekilder fremsattes fra mange sider ønske om, at Budstikke ville offentliggøre alle legater og lignende som kunde have interesse for blinde. Da spørgsmålet var fremme: “Hvad kan der gøres for, at man stadig kan være klar over de forandringer og fremskridt, der sker i ens fag”, omtalte Karl Hansen med flere fagskrifter, tilsendelse af vareprøver og en kort videreuddannelse. Karl Hansen talte om et centralkontor for blindes arbejde, men Karl Larsen kaldte det en vanskelig historie.
Til det tredje møde, der afholdtes om fredagen kl. 3 var indbudt rigsdagsmænd, blindelærere og pressens repræsentanter. I de øvrige møder deltog kun blinde. Hr. økonomiinspektør Schnitter, Blindeinstituttet, var dirigent. Musiklærer Carl Cohn fremlagde for forsamlingen den redegørelse, der var sendt til regeringen sammen med andragendet om fast, årlig understøttelse til trængende blinde. Han anslog de trængende blinde i vort land til 350, og når man da regnede, at hver fik kr. 200 i årlig understøttelse ville det andrage kr. 70.000, en sum, der måtte siges at være overkommelig for staten. Harald Olsen: “Den blinde kan lave lige så godt arbejde som den seende, men han arbejder ikke så hurtigt. Derfor må han have en fast årlig understøttelse: Et rygstød. Stat og kommune bør give de blinde arbejde, og materialer bør kunne frit tilsendes. Kirkeautoriteterne bør lade blinde musikere komme i betragtning som organister, i stedet for, at de skal nødes til at sidde på beværtningerne og spille”. Enevoldsen: “kr. 200 er for lille en sum”. Harald Olsen: “Tanken om en fast understøttelse til blinde er taget op i andre lande”. Karl Kristiansen: “Var det ikke en løsning at udsætte en præmie til den, der kan finde en industri for blinde alene? Vil forlystelsesskatten ikke skade de blinde restaurationsmusikere”? Organist Rosenqvist Esbjerg mente, at alle blinde burde støttes, selv om de ikke var trængende. Cohn: “Kr. 200 rækker langt på landet”. Højlind: “Det er ikke svært at være blind, men det er svært ikke at kunne klare sig”. Hr. forstander Plesner Blindeinstituttet var glad ved stævnet: “De blinde udgør ligesom en familie. Der vil måske blive sendt spørgeskemaer ud i landet til de blinde; man bør dog ikke male tingene sortere, end de er”. Inspektør Rytzow: “Hvis staten ikke vil, må vi ad andre veje skaffe støtte til de blinde”. Hr. Schnitter oplæste en af Hr. Cohn affattet resolution, der blev enstemmigt vedtaget. Den lød således:
I erkendelse af, at de blinde i de fleste tilfælde ikke ved egen hjælp, vil være i stand til at skaffe sig det nødvendigste til livets ophold, henvender de på mødet forsamlede blinde fra hele landet samt de til dette møde indbudte seende sig med en indtrængende bøn til den høje regering og rigsdag om, at der må blive vedtaget en lov, som hjemler enhver værdig mand eller kvinde, som på grund af blindhed ikke er i stand til at ernære sig, ret til fast årlig støtte. Vi anmoder om, at den høje regering og rigsdag gennem en sådan lov vil bidrage sit til at mildne blindhedens ulykke, således at den blinde ikke hele sit liv skal føle trykket ved at være afhængig af andre
mennesker eller simpelt hen lide nød.
På fjerde og sidste møde, hvor kurvemagerlærer Pedersen (Ørvig) var dirigent, holdt Frk. Agnes Melchior et interessant og livligt foredrag om Esperanto. Her dog lige kun et par pluk:
Esperanto skal selvfølgelig ikke erstatte modersmålet; det skal kun benyttes som hjælpesprog. Gennem Esperanto vil blindeverdenen virkelig blive en verden. Vi kan da have fællesblade og fagskrifter og gennem korrespondancer med blinde ude i den store verden kan man lære meget. Vi må have Esperanto indført på Instituttet.
Derefter taltes blandt andet om at skaffe blinde fri næring, så der kan forhandles varer, man ikke selv har forarbejdet. Det ansås dog for temmelig ugørligt. Næste blindestævne foresloges afholdt om fem år i 1916.