August 1961: Dansk Blindesamfunds 50 års jubilæumsblad 8. juni 1961

Dansk Blindesamfunds
jubilæumsblad
8. juni 1961.
I anledning af foreningens 50 års jubilæum udsendes dette blad, som i format og indhold ikke ligner vort ordi­nære blad, men vor forenings virksomhed igennem de svundne 50 år har været af så stor betydning for nutidens blinde, at det må være ønskeligt at høre lidt om baggrun­den for dens tilbliven og opgaver i de forløbne år.
Jeg har derfor henvendt mig til nogle af dem, som i dag har tilknytning til forskellige områder indenfor foreningen, og bedt dem give en kortfattet skildring af udviklingen indenfor deres virkefelt. Alle lovede beredvilligt at yde de­res bidrag til belysning af den indsats, foreningen har øvet for at ændre og forbedre de forhold, som ofte var præget af bitter nød, en nød, som i dag heldigvis er mere sjælden.
Det er ikke muligt i korte beskrivelser at omtale alt det, som gennem årene har været arbejdsstof for ledelserne, men jeg håber, at læserne får indtrykket af, at de er medlemmer af en organisation, som har søgt at afbøde følgerne af blind­heden, og således vil det også være i fremtiden.
INGVARD NIELSEN,
formand for
Dansk Blindesamfunds repræsentantskab.

Tilbageblik ved jubilæet.
Den 8. juni 1911 stiftedes vor forening, og vi kan således i år fejre jubilæum. Kun få af pionererne er endnu imellem os og kan glæde sig ved den udvikling, der er sket i de mange år. Medlemstallet er i dag tidobbelt af, hvad det var det første år. De fleste kender kun lidt til foreningens op­rindelse og dens arbejde gennem de første år. Det kan derfor være naturligt at bringe en lille beretning om, hvad der foregik forinden og efter foreningens stiftelse.
I året 1909 skrev Karl Hansen, Jebjerg, og Peter Ommer­bo i Budstikken nogle artikler, hvor de slog til lyd for dan­nelsen af en forening udelukkende bestående af blinde. De­res tanker blev modtaget med begejstring landet over. I samme periode var der på et møde, som afholdtes i Køben­havn af herboende blinde, blevet nedsat en komité, der fik til opgave at indsamle bidrag til en gave (en mindetavle), der skulle overgives Selskabet Kjæden den 10. juni 1911 og være udtryk for blindes taknemmelighed, fordi Kjæden i 1811 havde påbegyndt arbejdet for at uddanne blinde. Denne komité, som havde Chr. Nielsen til kasserer, blev opfordret til at påtage sig arrangementet af et stævne, der skulle afholdes i forbindelse med 100 års jubilæet. Komi­teen løste denne opgave med bistand fra forskellig side. Blandt andet søgte Cohn-Haste banerne og dampskibssel­skaberne om frirejse og fik tilsagn herom, således at blinde i stort tal kunne deltage i stævnet. Endvidere var der i fe­bruar 1911 blevet nedsat et udvalg, som skulle forberede dannelsen af vor forening. Det udarbejdede et udkast til

love, som blev forelagt på mødet den 8. juni samme år, og de blev med enkelte ændringer godkendt som foreningens love. Ovennævnte udvalg bestod af Carl Cohn-Haste, P. Højlind, P. Ommerbo, J. M. Hansen og E. Rittgarn. Disse mænd blev valgt til den første bestyrelse sammen med frøknerne A. Melchior og J. Kjær.
På mødet drøftede man blandt andet understøttelsessagen og erhvervsmulighederne for blinde. Understøttelsessagen havde Cohn-Haste på eget initiativ rejst i 1910, idet han da havde indsendt en adresse til kommissionen, som arbejdede med alders- og invaliderente-problemer. Denne adresse var undertegnet af 233 blinde. Dette havde imidlertid ikke no­gen udsigt til at give noget resultat, da kommissionen først mange år senere skulle afslutte sit arbejde. Cohn-Haste søgte derfor at få en ændring af fattiglovens paragraf 61, således at hjælpen til blinde ikke mere fik fattighjælpskarakter, og efter et energisk arbejde og med bistand fra forskellig side – presse og politikere – lykkedes det at få vedtaget en æn­dring af ovennævnte paragraf i begyndelsen af 1914.
Erhvervssagen havde også den allerstørste interesse. Man­ge blinde havde stort besvær med at afsætte deres arbej­der, og det var derfor af vigtighed at finde muligheder for afsætning af de produkter, som de ikke selv var i stand til at sælge, eller at finde nye erhverv. Og herunder blev der på mødet peget på hønseavl og gulvkludevævning. Det sid­ste fag blev i slutningen af tyverne optaget af Blindes Arbejde A/S og har haft den største værdi for mange, som mistede synet i en senere alder.
Den på mødet i 1911 valgte bestyrelse konstituerede sig med Cohn-Haste som formand, P. Højlind som hovedkas­serer og sekretær blev P. Ommerbo. Bestyrelsen gik straks i gang med opbygningen af de 9 kredse, som foreningen dengang blev delt i, og opfordrede medlemmer, der var in­teresserede, til at melde sig som deltagere i kredsbestyrel­serne, og det lykkedes allerede i løbet af efteråret at få dannet kredsbestyrelser og valgt repræsentanter til repræsentantskabet. Bestyrelsen søgte ministeriet om tilladelse til at foretage en indsamling i første halvdel af september. Til­ladelsen blev givet og indsamlingen indbragte brutto seksten tusinde kroner. Formålet var at få midler til opførelse af et plejehjem for gamle og svagelige blinde. Indsamlings­resultatet gjorde det imidlertid ikke muligt at løse denne opgave, så man måtte nøjes med at båndlægge tolv tusinde kroner, indtil man fik tilstrækkelige midler til at kunne gå i gang med et byggeri.
I november måned samme år blev repræsentantskabet ind­kaldt. Det havde nemlig vist sig, at hovedbestyrelsen var ude af stand til at arbejde sammen. Der herskede en dyb uoverensstemmelse mellem formanden og de øvrige seks bestyrelsesmedlemmer, og denne uoverensstemmelse gjorde det nødvendigt, at repræsentantskabet tog sig af sagen. Re­præsentanterne afslog at tage parti for nogen af parterne og afsatte hele bestyrelsen og valgte en ny bestyrelse ud af de­res midte. Denne bestyrelses formand blev William Hansen, Odense, der fungerede til juni 1913. Hans afløser blev P. Ommerbo, som igen afløstes af J. P. Ørvig i 1915.
Københavns kommune gav i 1914, efter henvendelse fra foreningen, tilsagn om en byggegrund på Østerbro, og end­videre modtog man en bevilling til sporvognsbilletter for blinde i København. Senere, i 1916, forsøgtes en indsamling ved skriftlig henvendelse til private og institutioner, dog uden større held. Opførelsen af en bygning på den erhver­vede grund måtte derfor udsættes. Det var i det hele taget vanskeligt for foreningen at arbejde i krigsårene; en hen­vendelse til ministeriet om obligatorisk skolepligt for blinde børn og om bedre uddannelsesmuligheder for håndværkerne gav ikke de ønskede resultater.
I 1920 fratrådte Ørvig efter eget ønske, og Marius Han­sen valgtes i hans sted som formand. Hans funktionstid blev dog ikke lang. Allerede året efter måtte han forlade Køben­havn for at overtage et organist-embede på Lolland. Han nåede dog i sin korte formandstid at udrette et stort ar­bejde ved at arrangere et stævne i anledning af foreningens 10 års beståen. Endvidere havde han indgivet ansøgning til afholdelse af en mærkedag, for at få midler til forenin­gens almindelige formål.
Efter Marius Hansens fratræden viste det sig meget svært at finde frem til en ny formand. Ingen af de ældre og mere erfarne havde mod til at påtage sig dette hverv. Repræsen­tantskabet besluttede sig derfor til at bede Karl Bjarnhof om at påtage sig formandsposten. Til trods for sine kun 24 år var han kendt af mange for sin energi og dygtighed, som man håbede kunne komme foreningen til gavn. Karl Bjarnhof påtog sig hvervet og fik med det samme nok at gøre, blandt andet med at arrangere en indsamling, der ind­bragte omtrent hundred tusinde kroner. Karl Bjarnhof måtte på grund af sygdom trække sig tilbage i 1923, og i hans sted valgtes Martinus Kristiansen, som fungerede som for­mand til foråret 1928.
I den periode blev der afholdt en landsindsamling, der gav det store resultat af ca. to hundrede og fem og halvfjerds tusinde kroner, og dette medførte, at det nu var muligt at gå i gang med at bygge ejendommen på hjørnet af Bogensegade og Randersgade. Der kunne her ydes blinde lejere en be­tydelig huslejenedsættelse og enkelte kunne opnå fribolig. Det blev endvidere muligt at give huslejelegater til blinde boende i andre ejendomme end den nyopførte.
Der blev samtidig gjort en betydelig indsats for at løse det vanskelige spørgsmål om afsætning af blinde håndvær­keres arbejder.
Da repræsentantskabet i foråret 1928 ikke kunne tiltræde en lønforhøjelse, som var ønsket af formanden, nedlagde han sit formandshverv, og man valgte derefter Ernst Jørgensen, som fungerede til han fratrådte i foråret 1951 for at til­træde en stilling i FN’s hjælpearbejde.
Da han tiltrådte som forretningsfører, eksisterede der et konkurrenceforhold mellem de tre virksomheder, som be­skæftigede blinde. Det lykkedes ham ved et samarbejde med Foreningen til Fremme af Blindes Selvvirksomhed og ledelsen af det dengang nyoprettede erhvervsdepot at få en sammenslutning af de eksisterende virksomheder for blinde under navnet Blindes Arbejde A/S. Vi fik også i de første år af Ernst Jørgensens formandsperiode opført en ejendom til i Bogensegade og et feriehjem i Hobro. Når vi kunne op­føre et feriehjem i Hobro, skyldtes det i første række Hobros kommunalbestyrelse og borgernes offervilje, idet de skæn­kede grunden og halvdelen af, hvad det kostede at opføre hjemmet.
Der blev også forsøgt nye muligheder for at beskæftige blinde, for eksempel indenfor kontorfag og ved industri­arbejde.
I 1937 begyndte Ernst Jørgensen Solgaveindsamlingen, en indsamlingsform, der har været benyttet siden.
Som et led i det arbejde, der udførtes for at forbedre den sociale stilling, kan nævnes, at man i 1949 fik oprettet et hjem i Nærum for døve-blinde mænd.
Efter Ernst Jørgensens bortrejse tiltrådte H. C. Seierup som formand. I denne periode er feriehjemmet blevet ud­videt, så det kan tage det dobbelte antal gæster.
En ejendom med billige boliger er blevet opført i Vanløse (Kollektivhuset).
Vore færdselsproblemer med sporveje, baner og busser har fået en heldig løsning, og endvidere kan nævnes det kul­turelle gode, som båndoptageren jo er, samt etableringen af konsulentordningen. Den store forbedring af invalidepen­sionen må heller ikke forbigås – og nu ved foreningens ju­bilæum har vi den glæde at kunne indvi et plejehjem, som har været på foreningens ønskeseddel fra dens start.
Ved gennemlæsningen af foranstående vil man have lagt mærke til, at man i foreningens første 17 år havde 7 for­mænd og i de efterfølgende 33 år har haft 2. Formands­hvervet har været tidskrævende og lagt stærkt beslag på de enkeltes privatliv. Det har samtidig indtil 1923 været uløn­net eller kun givet en symbolsk erstatning for den store arbejdsindsats, som blev præsteret. I 1923 besluttedes det imidlertid at ansætte formanden med en fast årsløn, og dette er sikkert en af grundene til, at vi har fået mere stabilitet i foreningens ledelse, og dette har givet sig udtryk i flere og bedre resultater til gavn for medlemmerne.
Jeg har tidligere nævnt, at foreningen blev opdelt i 9 kredse, men ved genforeningen i 1920 blev Sønderjydsk kreds oprettet. Den omstændighed, at foreningen blev op­delt i kredse med deres egen bestyrelse, har sikkert været af den allerstørste værdi for vort foreningsliv. Kredsbesty­relserne kommer hvert år på de afholdte kredsmøder i kon­takt med mange medlemmer og får derved kendskab til de kår, hvorunder medlemmerne lever, og de vanskeligheder, de møder i det daglige. Det er vel nok i første række for­mændene i kredsene, som får kendskab til det enkelte med­lem, idet det meget ofte er ham, de henvender sig til om råd og bistand, når de er kommet i en vanskelig situation på grund af sygdom, arbejdsløshed eller andet.
Af de første kredsbestyrelsers medlemmer har vi endnu nogle få iblandt os, som kan se resultatet af det arbejde, de påbegyndte for 50 år siden. Deres navne er Lars Petersen, København, Marentine Christensen, Nakskov, Magnus Jep­pesen, Vester Skerninge, Harald Petersen, Esbjerg, Niels Hansen, Aarhus, Peter Skou, Fredericia, og Christian Da­nielsen, Agersted.
Af andre personer, der også har betydet meget for for­eningen, kan nævnes: Karl Hansen, Jebjerg – formanden for Aarhus-Randers-Viborg kredsen. Han var dens formand fra stiftelsen og til 1939. Han repræsenterede kredsen på alle repræsentantskabsmøderne, ind til han efter eget ønske trak sig tilbage fra tillidshvervet. Han var redaktør af vort med­lemsblad de første 9 år, et hverv, han bestred med dygtig­hed. Han var en meget flittig mand, som altid havde noget at virke med – meget ligevægtig i diskussioner og tolerant overfor andre. – Peter Hansen, Kolding, var medlem af kredsbestyrelsen fra stiftelsen og formand i sin kreds fra 1913 og til sin død i 1950, samt repræsentantskabets for­mand i 28 år. Han betød meget for medlemmerne i kredsen. Han omfattede dem alle med stor interesse og var altid pa­rat til at bistå, når der meldte sig vanskeligheder for dem.
De søgte ham gerne i hans hjem, hvor de blev modtaget gæstfrit af ham og fru Hansen. Nu har jeg nævnt en hel række mennesker, som har stået forrest i arbejdet, og der vil være grund til at nævne mange flere, men det vil være uover­kommeligt.
Gennem årene knyttede foreningen forbindelser til insti­tutioner og organisationer, som havde interesser og mål, der faldt sammen med Dansk Blindesamfund, og der udvikle­des et samarbejde mellem de interesserede parter om at løse større bevillingsspørgsmål i fællesskab. Det var f. eks. til etableringen af blinde håndværkere og musikere. Dette sam­arbejde førte sidst i trediverne til blindeinstitutionernes fæl­les oplysningsudvalg, som nu i 1960 er blevet ændret til et bevillingsråd. Man opnår herved at kunne yde hurtigere og mere effektiv hjælp, hvilket må siges at være en stor fordel.
I 1934 deltog Dansk Blindesamfund i stiftelsen af De Samvirkende Invalideorganisationer, som i alt omfatter 6 forskellige invalidegrupper. Denne organisation har med saglig styrke fremført invalidernes problemer og ønsker over for lovgivningsmagten, og har også haft held til at op­nå gode resultater af arbejdet. I 1960 blev der knyttet kon­takt mellem De Samvirkende Invalideorganisationer og Folkepensionisternes forening for ved fælles hjælp at opnå bedre kår.
Også uden for landets grænser har foreningen knyttet forbindelser. I 1920 arrangeredes således her i København det første møde af svenske, norske og danske repræsen­tanter. Der var i alt 9 deltagere. Tanken med dette møde var at udveksle erfaringer og drøfte mulighederne for at bistå hverandre i det almindelige blindesagsarbejde. Den forbindelse, der her blev skabt mellem Nordens blinde, har vi haft megen glæde og nytte af. Finland er forlængst ind­trådt i det nordiske fællesskab, som med årene har fået fastere former.
I 1949 stiftedes i England en verdensorganisation, omfat­tende blindeforeninger fra alle verdensdele. Hvad denne verdensforening kan komme til at betyde, kan jeg ikke spå om, men vi må håbe, at den med sin hjælp kan nå ud til de millioner af skæbnefæller, som vi ved, lever under de mest byrdefulde kår.
Frøken Nielsigne Sørensen, Hillerød, skrev den 20. juni 1911:

Vi plantet har en lille kvist med ganske fine blade.
Gid den må vokse op for vist og gøre mange glade.
Gid den må vokse til et træ og gode frugter bære
til blinde slægters ly og læ, til folkegavn og ære.
Og denne kvist vort samfund er, oh lad os om det værne.
Det er vor pligt hver især,
lad os det støtte gerne.
Gud — send du det din fredens ånd lad enigheden råde.
Tag du det i din stærke hånd
velsign det i din nåde.
I disse enkle ord har frk. Sørensen udtrykt det håb, som blinde nærede til fremtiden, og dette håb må vel i dag siges ikke at være gjort til skamme. Takket være den sympati og forståelse, vi har mødt fra den enkelte og fra myndighederne i vort land igennem årene, er det lykkedes at skabe bedre kår for blinde.
Ingvard Nielsen.

Dansk Blindesamfund
og
den sociale lovgivning gennem 50 år.
Når vi med det efterfølgende søger at give et indtryk af Dansk Blindesamfunds indsats på sociallovgivningens om­råde gennem de sidste 50 år, så er det ikke hensigten hermed at tiltage os æren for alt, hvad der er sket af forbedringer i denne periode. Vi erkender, at de meget betydelige frem­skridt, som har fundet sted, først og fremmest skyldes den politiske udvikling, men vi mener os berettiget til at hævde, at Dansk Blindesamfund gennem sit initiativ har været med til at fremskynde denne udvikling og til på ikke uvæsentlige punkter at præge dens resultater.
Det skal heller ikke forties, at meget af det, vi har opnået, skyldes samarbejde med de andre invalideorganisationer et samarbejde, som siden De Samvirkende Invalideorganisatio­ners stiftelse i 1934, har fået stadig stigende betydning, men det kan ikke være alt for ubeskeden en påstand at vi, inden for sammenslutningen har ydet vort rundelige bidrag i form af opfindsomhed og slid. Betydningen af det nyligt indledte samarbejde med folkepensionisterne skal også tages med i betragtning, når baggrunden for de seneste forbedringer skal vurderes.
Hvad vi skylder de politiske partiers velvilje, de samar­bejdende organisationers medvirken, enkelte politikeres og embedsmænds indsats, står os ganske klart, og vor begræn­sede opgave, nemlig at skildre Dansk Blindesamfunds forhold til og andel i udviklingen, må derfor ikke opfattes som en forglemmelse af vor gæld til andre.
Havde de ellers så populære tegneserier egnet sig for dette blads læsere, ville det have været fristende at starte med billedet af en lille, yderst fattigt klædt person, som med et forsultent og forkuet udtryk i ansigtet og med huen i hånden stod afventende udenfor en dør, hvorpå der var malet »Samfundet«. Når døren, efter gentagen banken blev åbnet, ville han kun modtage den allernødtørftige almisse, ledsaget af et foragteligt: »Pak dig bort«. Dette billede ville i al enkelthed udtrykke den blindes stilling i året 1911. Den eneste bistand det offentlige havde tilovers for ham, var fattighjælp, med dens virkning af tab af valgret og med dens størrelse udelukkende baseret på et personligt skøn.
Under disse omstændigheder var det naturligt, at Dansk Blindesamfund allerede i starten var ivrig for at få ændret den blindes stilling i samfundet. Man havde endog før starten indledt forhandling med regeringen, idet en kreds af blinde havde indsendt en anmodning om at få lovfæstet en understøttelse til økonomisk dårligt stillede blinde. På dette grundlag arbejdedes der videre, og på et vist tidspunkt var der planer fremme om at få gennemført en ordning, hvorefter den enkelte gennem staten kunne opnå støtte.
En forudsætning for denne hjælpeforanstaltning var det imidlertid, at den blev underlagt Kjædens eller Blindein­stituttets administration, (sidstnævnte var i øvrigt ikke villig til at påtage sig dette hverv), og da man ikke ønskede det foreslåede formynderskab, blev denne tanke opgivet. Det må til alle tider stå som en af de modigste beslutninger i vor historie, at ledelsen, på trods af den herskende nød, ikke lod sig friste til at sælge vor frihed.
I 1914 lykkedes det omsider at få ændret fattiglovens § 61, således at hjælp modtaget derigennem ikke længere havde fattighjælpsvirkning. Samtidig blev det rimelige i at støtte blinde understreget i et ministerielt cirkulære til kommu­nerne.
Vor lille mand uden for »Samfundet«s dør stod stadig med huen i hånden. Med hensyn til størrelsen af hjælpen kunne han ikke stille bestemte krav, men samfundet som sådan, viste ham ikke længere samme foragt som tidligere. Det var et stort fremskridt, og han blev lidt rankere i ryggen og lidt mindre forkuet i udtrykket.
Medens den første ledelse var uhyre vågen over for mulighederne af, fra det offentlige at få støtte til vanskeligt stillede blinde, syntes det som om man efter sejren i 1914 lagde sig trygt til ro på dette område. Man var end ikke opmærksomme på den store betydning, invalideforsikringsloven ville få for os og viste følgelig ingen interesse under dennes udformning, men for vor lille mand, som stadig skal symbolisere begivenhedernes virkning, var det et stort frem­skridt. Han tog huen på og trådte ind ad døren, han op­nåede en ret i stedet for en almisse. Han blev både rankere og friere.
Dansk Blindesamfund kan som sagt ikke rose sig af nogen medvirken ved invalideforsikringslovens tilblivelse. Når den alligevel nævnes her, skyldes det, at den, ved at tilsikre enlige invaliderede kr. 800,– og ægtepar kr. 1.200,–, betød en sådan landvinding, at den, hvor og når vor stilling skal gøres op, har krav på omtale, men også fordi Dansk Blindesam­funds indsats på dette område ville blive uforståeligt, hvis man undlod at pege på denne lovgivning, idet vore bestræ­belser i overvejende grad har drejet sig om at bevare og ud­bygge det her skabte grundlag.
Selvom det vel kan betragtes som et grænseområde til vort emne, bør det, ikke blot men også af hensyn til kronologien, her erindres, at loven om undervisningspligt for blinde, under kraftig medvirken fra Dansk Blindesamfunds side, gennemførtes i 1926.
I 1927 var der lige ved at hænde vor lille mand noget højst ubehageligt: Man skubbede til ham. Der var nogen, der mente, at han var kommet for langt ind i stuen, men det skal siges til hans ros, at han satte tæerne i og med en trodsig mine beholdt fodfæstet.
Der tænkes hermed på nedskæringen som for de fleste rentenydere, som de dengang kaldtes, betød en nedgang fra kr. 800,— til kr. 540,— for enlige og fra kr. 1.200,— til kr. 810,—for ægtepar. Ved en kraftanstrengelse fra Dansk Blindesam­funds daværende ledelses side lykkedes det imidlertid at gøre det, som det må formodes mere af politiske end humane grunde, indførte sværform-tillæg på henholdsvis kr. 260,—og kr. 370,— obligatorisk for blinde og svagtsynede og der­med at sikre status quo. Det ville være forkert kun at dvæle ved den økonomiske betydning af denne indsats. Den kends­gerning, at man her for første gang, indenfor den specielle invalidelovgivning, anerkendte blinde som en kategori med et særligt behov for hensyntagen, har siden vist sig at være af den største værdi, og selv om vi skal være de første til at erkende berettigelsen heraf, bør de bestræbelser, som førte til den første forståelse af vor gruppes homogene karakter, hvis særpræg navnlig ytrer sig i et udtalt bistandsbehov, aldrig glemmes.
I 1929 kom så forslag til den store socialreform. I det op­rindelige forslag var invaliditet og alderdom behandlet som sideordnede trangstilfælde, dog kunne invaliden under sær­lige bistandskrævende omstændigheder opnå et supplement gennem tilkendelsen af et hjælpeløshedstillæg. Børnetillæg­get til rentenydende forsørgere og tillægget til 80-årige, samt bestemmelsen om pristalsregulering må betegnes som for­slagets positive nydannelser, medens det ikke kan nægtes, at den af loven tilstræbte forenkling kompliceredes ved at gøre rentens størrelse afhængig af køn, bopæl og indtægt. Navnlig fradragsreglerne virkede urimelige. For det første medførte de et nærgående posekiggeri, som den invalide­rede hidtil havde været forskånet for, så længe hans indtægt ikke oversteg 1/3 af, hvad ikke-invaliderede fagfæller på samme egn kunne tjene. Endvidere satte disse fradragsregler ind på et meget tidligt tidspunkt.
Lad os for ikke at være urimelige her anføre, hvorledes disse regler virkede for en enligstillet mand i en købstad. Hvis hans indtægt stammede fra personligt arbejde, havde han lov til at tjene 690,—, før fradragsreglerne meldte sig. Var det ikke arbejdsindtægt, ville han allerede få dem at føle efter en indtægt på kr. 276,— årligt. For de første kr. 500,—, hvormed disse beløb blev overskredet, fradrog man 60 % i renten, yderligere indtægt blev fradraget med 100 %.
Dansk Blindesamfund må have lov til at notere sig sin andel i, at forslaget, inden det blev til lov, i sig havde op­taget et beskedent invaliditetstillæg, som markerede aner­kendelsen af invalidens større livsbehov sammenlignet med de gamles mere vegeterende indstilling, og som initiativtager til indførelsen af blindetillægget kan Dansk Blindesamfund føle sig fuldt ud berettiget.
Hvis man i 1933, da socialreformen trådte ud i livet, kunne have studeret ansigtsudtrykket hos vor lille illustration, ville vi have modtaget et højst forvirret indtryk, glæde og be­kymring blandede sig i hans minespil. Han var vel på en måde kommet lidt længere ind i samfundets hus, for så vidt som der vistes ham større opmærksomhed end før. Havde han forsørgerpligter, blev disse i nogen grad afhjulpet, og hans blindhed holdt man ham også til gode. Men denne op­mærksomhed havde også former, som han helst havde fra­bedt sig. Foruden de modstridende følelser, som afspejlede sig i hans ansigt, var der over det kommet et vist træk af forslagenhed. Hans beregninger over, hvor langt hans og hans ægtefælles indsats kunne lønne sig, måtte enten hæmme hans virketrang eller fremme hans underfundighed.
I forsorgslovens § 259 blev der optaget en bestemmelse om, at blinde, hvis erhvervsevne var for stor til at berettige til invaliderente, havde ret til et beløb svarende til det dob­belte af det i invalideforsikringen værende blindetillæg. Denne bestemmelse, som blev indført på Dansk Blindesam­funds foranledning, blev imidlertid gjort aldeles illusorisk, da man ved den endelige udformning gjorde retten trangsbetinget. Når den, til trods herfor, skal omtales, skyldes det, at kimen til de senere indførte særlige ydelser er at finde i de tanker, der lå bag ved udformningen af § 259. Med denne yderst nødtørftige beskrivelse af socialreformens invalidelovgivning er kun medtaget, hvad der for forståelsen af vore senere bestræbelser er strengt nødvendigt.
De første år efter socialreformens gennemførelse ville ingen høre tale om nye forslag. Det lykkedes dog i løbet af 30’erne at opnå visse mindre forbedringer.
Efter den 2. verdenskrig, som gennem 5 år havde lammet lovgivningsarbejdet, greb Dansk Blindesamfund, opmuntret af det almindelige ønske om at skabe et bedre samfund, atter ind. Ved aktiv deltagelse i de af De Samvirkende Inva­lideorganisationer arrangerede offentlige møder, henvendel­ser til regering og rigsdag, lykkedes det at opnå mindre for­bedringer i 1946, og hvad der var vigtigere, at blive repræ­senteret i et af socialministeren nedsat udvalg. På grundlag af dette udvalgs betænkning blev i 1950 gennemført mere væsentlige ændringer: Betingelserne for tilkendelse og ind­dragning af rente mildnedes, blinde- og hjælpeløshedstillæg­get erstattedes af det noget større bistandstillæg, et endnu større plejetillæg blev indført til gavn for særlig svært inva­liderede. Gennemførelsen af bistands- og plejeydelserne op­fyldte et længe næret ønske om, at svært invaliderede, hvis erhvervsevne oversteg betingelserne for opnåelse af rente, kunne få nogen dækning for de udgifter, som invaliditetens bistandsbehov medførte. Adgangen til ikke-erhvervsbetin­gede hjælpemidler udvidedes væsentligt. Det grundlag, der her skabtes, har navnlig senere bragt os mange goder, såsom førerhunde, skrivemaskiner, og de meget værdifulde bånd­optagere.
I 50’erne tog udviklingen yderligere fart, og en fortsæt­telse af opremsningen af de indvundne goder vil af plads­hensyn være nødvendig, såfremt det væsentlige skal med: Fradragsreglerne lempedes således, at den indtægt, som hidrører fra rentemodtagerens ægtefælles personlige arbejde nu bliver behandlet efter samme regler som invalidens egen arbejdsfortjeneste, den tilskudsordning vedrørende blindes rejser i erhvervsøjemed, som gennem adskillige år havde været gældende, blev udvidet til at gælde alle statsbane-rejser.

Den af socialministeren i 1949 nedsatte kommission til be­handling af foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagtsynede, fik i 1956 sine forslag ophøjet til lov. Denne rammelov giver ministeren vidtgående beføjelser til at gribe ind til fordel for blinde og stærkt svagtsynede, og blindenævnet, hvori Dansk Blindesamfund er stærkt repræsente­ret, oprettedes med den opgave at følge og fremme blindesagens udvikling. Konsulentordningen indførtes, hvorved det blev muligt langt mere systematisk end hidtil, at opsøge og bistå den blinde. Den nævnte rejseordning udvides til også at omfatte Københavns Sporveje. For blinde i Køben­havn og på Frederiksberg er dette et uvurderligt gode. Privatbanerne, de fleste bus- og skibsruter fulgte også lovens appel om at lette blindes transportproblemer. Denne lov (blindeloven), som pladsen her ikke tillader fortjent omtale, rummer for blinde meget af det, som den i 1960 vedtagne revalideringslov byder erhvervshæmmede i almindelighed.
Gennem den gentagne gange ændrede og udbyggede boliglovgivning, er boligforholdene blevet stærkt forbedret for mange enkeltpersoner og kollektive foranstaltninger blevet muliggjort.
Medens de ændringer i folkeforsikringen, som fandt sted i 1956, hvor ved alders- og invaliderente omdøbtes til pen­sion, vel nok nærmest var af teknisk art(forskellige tillæg indkorpereredes i grundbeløbet), så må resultaterne af den på den tid nedsatte invalidekommission, hvori Dansk Blindesamfund, gennem De Samvirkende Invalideorganisationer, også var repræsenteret, anses for meget væsentlige. De skranker, som hidtil har spærret adskillige invaliders adgang til forsikringen, blev ryddet af vejen. Vandelsbetin­gelserne afskaffedes, de forskellige tillæg forhøjedes, og en ny ydelse (invaliditetsydelsen) indførtes til lægeligt set in­validerede, som ikke erhvervsmæssigt opfylder betingelserne for at oppebære pension, og hvis krav på hensyn ikke be­rettiger til bistandsydelse, men dog har visse af invaliditeten betingede byrder.
Ved folketingsbeslutning af 1960 vil købstads- og landtaksterne for invalide- og folkepensionister blive hævet til hovedstadens niveau. Grundbeløbene og invaliditetstillæg­gene vil blive forhøjet, og en mulighed for større husleje-tilskud i hovedstadsområdet er skabt.
Selv med denne summariske gennemgang er det ikke lyk­kedes at få alt med. Enkelte forbedringer er uomtalt og mange detaljer ikke uddybet tilstrækkeligt, ligesom uop­fyldte ønsker, hvis fremførelse har lagt beslag på omtanke og tid, ikke skal berøres. Derimod vil vi ikke glemme den per­son, som fornam nøden på kroppen og naget i sjælen, som noterede sig glæde og tvivl. Vi forlod ham, da han, usikker på om han skulle le eller græde, stod overvældet af social­reformens fortrin og fejl. Det er nu længe siden, at dette lovkompleks på én gang glædede og skræmte ham, og siden da er det blevet ændret og forbedret ind til ukendelighed: Fradragsreglerne er blevet yderst lempelige, grundbeløb og tillæg meget væsentligt forhøjede, og ydelserne tilskynder og betrygger hans virketrang. I samfundets hus har han nu fået plads ved bordet, og selv om han sidder blandt dem, der er anbragt ved den nederste ende, bliver han dog bespist på en ikke alt for kummerlig måde. Han er stort set heller ikke utilfreds, men kunne han se, ville han af og til sende langelige blikke mod de fade med lækkerier, som går hans næse forbi. Selv om lagkagerne i det madglade Danmark bliver større og større, så bliver de stykker, der skæres ved de øverste borde tilsvarende store, han kunne godt ønske sig, at de bedre placeredes appetit holdtes så meget i tømme, at køkkenets større kapacitet en skønne dag også kom ham til gode.
Alt i alt kan jubilaren, Dansk Blindesamfund, godt være sin 50-årige fortid bekendt, og selv om det, som Storm P. siger, er vanskeligt at spå, navnlig om fremtiden, så føler vi os sikre på én ting, nemlig at organisationen ikke har den mindste tilbøjelighed til at hvile på sine laurbær, og vi ved, at det tilbageblik, som jubilæet giver anledning til, ikke for et øjeblik vil få ledelsen til at tabe fremtidens opgaver af syne.
Ernst Jørgensen.

Erhvervssagen.
Af de mange problemer, der møder den blinde gennem tilværelsen, er erhvervsproblemet måske det vanskeligste. Det fremgår da også tydeligt af diskussionen ved forenin­gens start, at en af den nye forenings hovedopgaver skulle være at hjælpe blinde på dette meget vanskelige punkt.
I årene omkring 1911 finder vi blinde beskæftiget på områder, der også i dag giver arbejde til mange blinde.
Børstenbinderiet, der er det fag, som beskæftiger flest blinde, er i disse år ude for store omvæltninger. I 1898 kommer de første maskiner til fremstilling af børster her til landet, og i de følgende år går det meget hårdt ud over håndarbejdet. Blinde kan ikke passe børstenbinderimaski­nen, men da man ikke kan anvise andre arbejdsmuligheder, fastholder man, trods de ugunstige vilkår, børstenbinderiet som erhverv for blinde.
Det andet gamle blindeerhverv kurvemageriet, er også af stor betydning for beskæftigelsen, men også her hører vi om store vanskeligheder med afsætningen af produktionen. Undervisningen af børstenbindere og kurvemagere afsluttes på den tid, som regel i 18-20 års alderen, men da man mente, at håndværkerne både var for unge og for uerfarne til at drive selvstændig virksomhed i denne alder, indførte man i 1907 den såkaldte kontoordning, hvorefter børstebinderne fik en yderligere uddannelse hos en blind mester i 2 år og kurvemagerne en tilsvarende i 3 år.
Kvinderne havde med hensyn til erhverv været forfordelt, ganske vist blev enkelte uddannet som børstenbindere, men i det store og hele modtog de på Instituttet kun undervisning i håndarbejde og husgerning, og de fleste blev derfor fra Instituttet sendt tilbage til deres hjem, for at gå til hånde, som det hed. 1 1909 påbegyndte Blindeinstituttet undervis­ning i vævning for kvinder. Faget har indtil de senere år været hovedbeskæftigelse for blinde kvinder, og omkring 1950 begyndte man også at uddanne mænd i faget.
Af mindre betydning var fag som måttevævning og sko­mageri samt tøffelmageri. Vi har endnu i dag enkelte måtte-vævere, og skomageriet har været et fag for stærkt svagt-synede helt op til vor tid, der findes endnu en 3-4 aktive skomagere, men uddannelsen på Blindeinstituttet er ophørt for et par år siden, idet erfaringerne har vist, at faget alligevel er for vanskeligt for svagtsynede. – Tøffelmageriet havde karakter af bifag, men er opgivet for mange år siden.
Rebslageriet, der var et gammelt erhverv for blinde, blev i årene omkring vor forenings stiftelse hårdt trængt af de nye maskiner og måtte i 1913 helt opgives.
Efter århundredskiftet påbegyndte man at uddanne blinde massører, og enkelte havde i en lang årrække god beskæf­tigelse ved faget, men da det blev umuligt at opnå læge­autorisation, måtte man opgive uddannelsen, og den blev først genoptaget en menneskealder senere.
Blindes tilknytning til musikken er af gammel dato. Alle­rede i forrige århundrede fandtes der flere kendte blinde organister rundt om i landet. I tiden omkring 1911 er musikken inde i en stærk udvikling, det blev mere og mere almindeligt, at Instituttets musikelever afsluttede deres ud­dannelse som organister med den officielle organisteksamen. Blandt musikerne finder vi både komponister og koncerte­rende kunstnere, mange blev uddannet som klaverstemmer og havde et godt bierhverv her, andre gav musikundervis­ning eller spillede til dans.
Et af de første store problemer, der mødte den ny forening, var håndværkernes dårlige erhvervsforhold. Foreningen til fremme af blindes selvvirksomhed havde siden 1872 drevet udsalg med blindes varer i København, til udsalget var knyttet værksteder i børstenbinderi og kurvemageri. I 1911 ar­bejdede her 14 kurvemagere og 6 børstenbindere. Virksom­heden aftog ikke hjemmearbejde. Håndværkerne uden for denne virksomhed var derfor henvist til selv at afsætte deres produktion. Det var derfor også et af hovedargumenterne for at stifte blindes egen forening, at man ved hjælp af for­eningen kunne understøtte håndværkerne på dette meget vanskelige punkt. Efterhånden som kredsen blev oprettet, gik man i gang med at arrangere salgsudstillinger rundt om i landet, og håndværkerne havde en ikke ubetydelig hjælp herigennem.
Som årene gik, blev det dog klart, at foreningen måtte gøre mere for at ophjælpe salget.
For at støtte kvinderne åbnede foreningen i 1922 et ud­salg, med det formål at sælge vævede og strikkede ting. Man solgte både håndstrikkede og maskinstrikkede varer, idet man på Mariendalsvej var begyndt at beskæftige blinde ved strikkemaskiner. Udsalget lå i Antoniegade i København.
Næste fremstød blev gjort det følgende år, da man åbnede en forretning i Ålborg, her forhandlede man børster og kurvevarer.
I 1925 foreslog Dansk Blindesamfund socialministeriet en nyordning af Blindes Erhvervsforhold. Efter en del forhand­linger mellem ministeriet, Foreningen til fremme af Blindes selvvirksomhed og Dansk Blindesamfund, enedes man om at oprette et erhvervsdepot for salg af blindes produkter. Depotet fik egen bestyrelse. Både Dansk Blindesamfund og Foreningen til fremme af Blindes selvvirksomhed var repræ­senteret. Depotet aftog varer, fremstillede såvel på selvvirk­somhedens værksteder som af blinde, der arbejdede på egne værksteder samt arbejder fra blinde væversker. For­uden at sørge for afsætningen af disse varer, beskæftigede depotet blinde ved gulvkludevævning og lidt madrasstop­ning. Udsalget i Antoniegade, der aldrig blev nogen succes, ophørte, og salget kom ind under depotet.
Der var nu tre virksomheder, der arbejdede for at afsætte blindes produkter og for ikke at sprede kræfterne, blev man enige om at starte A/S Blindes Arbejde. Det blev stiftet d. 1. april 1929 med en aktiekapital på kr. 5000,–, hvoraf Dansk Blindesamfund ejer den ene halvdel og Selvvirksomheden den anden. Aktieselskabet er en sammenslutning af De Blindes Udsalg i Store Kongensgade, Erhvervsdepotet og Ålborg afdelingen. Bestyrelsen består af 9 medlemmer, 3 fra ministeriet, 3 fra selvvirksomheden og 3 fra Dansk Blindesamfund. Der bevilges selskabet et årligt statstilskud på kr. 35.000,–.
Man overtog de forskellige produktionsgrene fra de gamle virksomheder. I 1947 påbegyndte man fremstillingen af smørepuder til jernbanevogne. Senere fulgte fremstilling af rørmøbler og malerpensler.
Da behovet for hjemmearbejde, særlig for børstenbinder­ne, stadig voksede, gjorde foreningen i 1956 et nyt fremstød, idet man startede Dansk Blindesamfunds Centrallager.
Centrallagerets agenter besøgte kunder på landet, hvor Blindes Arbejde ikke i forvejen var repræsenteret.
Den sidste sammenslutning af blindes erhvervsvirksom­heder fandt sted i 1958, da Blindes Arbejde overtog er­hvervsafdelingen på Mariendalsvej, Centrallageret og hjæl­peværkstedet for børstenbindere, der i nogle år havde været drevet af Selvvirksomheden, Instituttet og Dansk Blindesamfund.
Blindes Arbejde beskæftiger i dag 132 blinde og svagtsynede på værksteder og ved firmaets udsalg og 181 hjemmedarbejdere. Selskabet modtager i dag et statstilskud på kr. 255.000,– årligt.
Under indtryk af de dårlige konjunkturer i trediverne, der naturligvis ikke kunne undgå at indvirke på blindes er­hvervsforhold, søgte man nye veje for beskæftigelse. Fra udlandet, særlig fra de tidligere krigsførende lande, viste man, at blinde kunne arbejde i industrien. Efter mange undersøgelser herhjemme og i udlandet blev resultatet, at Dansk Blindesamfund i 1938 oprettede et læreværksted for blinde industriarbejdere under navnet BLIFA. Virksom­heden nåede hurtigt op på at beskæftige 12-15 blinde ved fremstilling af møbellåse. Efter krigen svigtede salget, og der viste sig store problemer ved at skaffe nye produktioner til virksomheden, hertil kom de store vanskeligheder med at få blinde udplaceret i den almindelige industri, og forenin­gen måtte derfor søge nye veje, for at kunne videreføre det her påbegyndte revalideringsarbejde. På forslag af Dansk Blindesamfund oprettede staten og foreningen i fællesskab en ny virksomhed under navnet ERFA, der fik til opgave at uddanne alle kategorier erhvervshæmmede til industrielt ar­bejde. I denne virksomhed, der i dag hedder INERFA ind­gik fabrikken BLIFA’s samlede aktiver, og Dansk Blindesam­fund er derfor stadig repræsenteret i bestyrelsen. I øjeblik­ket beskæftiges 30 blinde ved industriarbejde.
Samtidig med foreningens industrielle fremstød påbe­gyndte Blindeinstituttet, på initiativ af Dansk Blindesam­fund, uddannelsen af blinde kontorfolk med stenografi og maskinskrivning som speciale. Uddannelsen sluttede med eksamen på Købmandsskolen. Der er i øjeblikket en halv snes kontorfolk i arbejde.
I slutningen af tyverne ansatte Sygekassedirektoratet en blind telefonpasser, og skønt dette arbejde viste sig at være velegnet for blinde, skulle der gå mere end 10 år, før den næste blinde telefonpasser dukkede op, det skete i 1942, men siden da er det gået slag i slag med at placere blinde i dette fag. Undervisningen fandt sted ved Sygekassedirekto­ratets omstillingsbord. Nu er telefonpasning et undervis­ningsfag på Blindeinstituttet, og 60 blinde er i dag beskæf­tiget ved dette fag.
Efter tredive års pause kunne man i begyndelsen af fyr­rerne igen begynde at uddanne massører, som i dag hedder fysioterapeuter. I 1946 fik de første fysioterapeuter læge­autorisation under de nye betingelser, og siden er der ud­dannet 12 damer, som alle har opnået autorisation og alle er i arbejde.
Foreningen har gennem årene ydet en meget betydelig individuel erhvervshjælp. – Der er ydet hjælp til etablering af håndværkere, forbedring af værkstedslokaler, indkøb af materialer, køb af forretning, hønseri, kiosker og meget andet. Til støtte for håndværkerne udvidedes i 1951 den almindelige lånefond, hvor enhver håndværker, der er med­lem af Dansk Blindesamfund, uden kaution kan låne indtil kr. 500,– i tre måneder. Kassen udlåner ca. 35.000,– kr. årligt.
For at beskytte blindes produktion mod illoyal konkur­rence, lod Dansk Blindesamfund i 1953 indregistrere et fælles varemærke, der kan erhverves af enhver blind hånd­værker efter overenskomst med foreningens varemærkeud­valg. 120 medlemmer har i dag varemærke.
Allerede for halvtreds år siden spåede man børstenbinde­riets undergang, men det er dog stadig vort største fag med 250 beskæftigede, heraf er 84 beskæftigede uden for Blindes Arbejde, dels som selvstændige eller arbejdende for andre, her må man dog erindre, at mange hjemmearbejdere også har en del privatarbejde. – Antallet af unge, der uddannes i faget er meget ringe, men da børstearbejde er velegnet for senblinde og mennesker med svagheder ud over blindheden, gøres der en stor indsats for at bevare dette arbejde for blinde.
Kurvemageriet beskæftiger i dag 55 blinde, hvoraf 7 kan siges at være egentlige selvstændige, tilgangen til dette fag er imidlertid meget ringe, der er i de sidste halve snes år kun fuldt uddannet 7 kurvemagere, og hvis denne udvikling ikke ændres, vil det i løbet af få år ikke være muligt at få kurvemagerarbejde udført i det omfang, dette arbejde til­bydes blinde.
Vævningen synes i de senere år at have fået en renæs­sance, idet der praktisk taget har været fuld beskæftigelse for vore 49 kvindelige og 16 mandlige vævere. I 1959 ansat­tes på Blindes Arbejde en vævekonsulent, der ikke alene skulle tage sig af firmaets væveproblemer, men også være til rådighed for blinde vævere uden for Blindes Arbejde.
For alle 3 fag gælder, at arbejdsindtægten som regel ud­gør et supplement til invalidepensionen.
Anderledes ligger det for vore telefonpassere, industriarbejdere, kontorfolk og fysioterapeuter. De lønnes som deres seende kolleger og oppebærer som regel ikke invalidepen­sion. Samme forhold gør sig gældende hos organister, hvor­af der i de sidste 10 år er uddannet 9, og i øjeblikket er der 45 organister ansatte her i landet.
Trods de stigende vanskeligheder på det trafikale område, arbejder mere end 30 blinde i dag som klaverstemmere.
Mariendalsvej beskæftiger i dag 16 maskinstrikkersker, og enkelte forsøger maskinstrikning som hjemmeindustri.
Sammenligner man beskæftigelsen i 1911 med i dag, viser det sig, at antallet af beskæftigede i forhold til det samlede antal blinde her i landet, er nogenlunde uforandret. Medens det således ikke er lykkedes procentvis at bringe flere i ar­bejde, hvilket skyldes en noget ringere helbredstilstand hos blinde end tidligere, kan vi dog notere væsentlige fremskridt hvad angår arbejdsmuligheder, ganske vist uddanner Insti­tuttet stadig håndværkere, uden at sigte mod en stilling eller anden form for fast arbejde for de uddannede. Når vi allige­vel taler om god beskæftigelse for blinde håndværkere, skyldes dette udelukkende den kollektive indsats for frem­skaffelse af arbejde. I øjeblikket er 427 blinde beskæftiget ved håndværk. Heraf benytter 310 sig af de kollektive for­anstaltninger. Når man tager i betragtning, at vi i alt har ca. 640 blinde i erhverv, er det klart, at håndværksfagene i dag, halvtreds år efter vor forenings stiftelse, stadig er af af­gørende betydning for beskæftigelsen. Det er i praksis meget få erhvervsmuligheder, der står til rådighed for blinde, men vi har dog i de senere år kunnet udvide disse muligheder noget. Telefonpasning, industriarbejde, forskellige former for kontorarbejde og fysioterapi har givet blinde indtje­ningsmuligheder, man ikke før har kendt, og sidst men ikke mindst givet blinde nogen større mulighed for at vælge et felt, hvor han eller hun føler sig hjemme.
Ernst Wulff.

Dansk Blindesamfunds byggevirksomhed.
I Dansk Blindesamfunds årsberetning for 1917 læser man, at en af årsagerne til, at vi skulle have vort eget hus og vor egen have, var, at blinde så ikke behøvede at færdes så meget på de så stærkt trafikerede gader og veje. Det lyder måske i dag som en kuriositet, men der er dog den realitet i det, at boligen altid har haft og stadig vil have en særlig stor betydning for blinde.
Dette synspunkt var da også et fremtrædende træk i diskussionerne omkring foreningens start i 1911, ja, bolig­problemet blev endog omtalt i foreningens første formåls­paragraffer, og man kan vist med fuld ret fastslå, at spørgs­målet aldrig siden har været taget af dagsordenen, og det ser heller ikke ud til, at det bliver det i de første åringer.
Imidlertid, byggeri kostede også dengang penge, og den første landsindsamling i foreningens historie havde da også det formål at skaffe en byggefond, og i den indhentede til­ladelse til indsamlingen hed det derfor, at der »ved kongelig resolution blev erholdt tilladelse til at anstille kollekter både i købstæderne og på landet til fordel for oprettelse af hjem for gamle, svagelige eller enligtstillede blinde«. Indsamlin­gen gav et nettoudbytte på omkring 13.000 kroner, og selv i hine tider var dette ikke nok til bygning af et hus, hvorfor man måtte stille sagen i bero, indtil man fik samlet flere penge sammen til formålet.
Man arbejdede imidlertid videre med planerne, og i 1913 fik Københavnskredsen bemyndigelse til at søge Køben­havns kommune om en gratis grund, og i 1914 imødekom kommunen dette ønske ved at forære os grunden på hjørnet af det daværende Øresundsgade og Randersgade. Denne grund blev dog allerede i 1916 byttet med den hjørnegrund, vi har i dag.
Det var en betingelse for foræringen, at byggeriet skulle påbegyndes i løbet af de kommende fire år – altså inden 1918, men dels kneb det stadig med økonomien, og dels fulgte der jo mange vanskeligheder – også for foreningen – i krigsårene, og man måtte derfor flere gange søge om til­ladelse til at udskyde igangsætningen – en tilladelse man hver gang beredvilligt fik.
Endelig oprandt dog dagen, nemlig den 21.10. 1923. På denne dag begyndte arbejdet på vort første hus, og huset stod færdigt til indvielse den 2.12. 1924. Der var 39 lejlig­heder til udlejning. Heraf blev tre udlejet som friboliger, hvor lejeren kun skulle betale sit varmeforbrug, 26 lejlig­heder udlejedes til blinde til nedsat leje, og resten – 10 lej­ligheder – blev udlejet til seende til normal leje af hensyn til ejendommens rentabilitet.
Dette byggeri var en kæmpeopgave for vor unge forening, og de kommende år blev da også brugt til at konsolidere ejendommens økonomi, idet man stadig forfulgte det mål at skaffe så mange friboliger som muligt. Tanken om de egent­lige friboliger gik dog senere i baggrunden, efterhånden som blindes økonomiske kår ad anden vej blev forbedret, men det er dog stadig således, at der i den »gamle« ejendom årligt ydes en huslejenedsættelse på omkring 12.000 kroner.
Man havde altså om man så kan sige, hænderne fulde i de kommende år, men der opstod alligevel ret hurtigt tanker om nyt byggeri, denne gang i forbindelse med de brændende problemer omkring løsning af blindes feriebehov. Som et første skridt på vejen vedtog repræsentantskab og kreds­møder i 1931 at hensætte 10.000 kroner til løsning af pro­blemet.
I 1931 lejede man i øvrigt grunden i Bogensegade ved siden af den »gamle« ejendom, dels for at få udvidet havearealet og dels med det lønlige håb engang også at blive i stand til at bebygge denne grund.
Disse sidstnævnte byggeplaner tog allerede fart i 1935. Danmarks Blinde var på dette tidspunkt stærkt interesseret i et byggeri, fordi man arbejdede under meget dårlige lokaleforhold, og Dansk Blindesamfund, der jo som nævnt var interesseret i en udvidelse af boligkapaciteten, tilbød så at bygge og så udleje de nødvendige lokaler til Danmarks Blinde. Grunden havde man jo som sagt lejet, men man fik den nu foræret af Københavns kommune, hvilket selvsagt lettede financieringen meget, som det var tilfældet ved byg­geriet i 1923-24. Denne ejendom blev færdig til indflytning i 1936. Der blev her 20 lejligheder, og de 12 af dem blev straks udlejet til blinde til nedsat leje, medens resten måtte udlejes til seende til normal leje, også her af hensyn til renta­biliteten. Endvidere fik Danmarks Blinde de nødvendige lokaler til rådighed. I denne del af ejendommen ydes der nu et huslejetilskud årligt på omkring 2.000 kroner.
Man var næppe gået i gang med byggeriet i Bogensegade, før ferieproblemet påny meldte sig og nu til omgående løs­ning. Sidst i 1935 fik man nemlig fra Hobro kommune til­budt en gratis grund i Østerskoven, og samtidig tilbød Ambulancedagens Komité, at man ville give foreningen en gave til byggeriet på 23.000 kroner, dersom foreningen ville yde det samme og gå i gang med byggeriet så hurtigt som muligt. Dette smukke tilbud kunne foreningen naturligvis ikke sidde overhørig, og man gik straks i gang med at realisere byggeriet. I 1937 kunne man så indvi feriehjemmet i Hobro Østerskov, der var dengang plads til 17 gæster pr. hold fordelt på ni værelser.
Efter at disse to store byggeopgaver var overstået, skulle der gå en del år, før man igen gik i gang med noget nyt, men den anden verdenskrig gav jo også en hel række over­vældende problemer på andre fronter. Desuden fik man mange bryderier med det nye feriehjem, idet man jo dengang som til dels nu havde tomgang på hjemmet om vinteren, og da foreningen ikke var så velhavende dengang som nu, gav det anledning til mange spekulationer, idet man gerne ville finde frem til en mere rentabel drift, f. eks. ved at andre institutioner benyttede hjemmet om vinteren. Disse planer blev dog ikke til noget, og diskussionen førte endog med sig, at der fremkom forslag om at lukke hjemmet helt. Lykkelig­vis kom man dog igennem uden at gå til så drastisk et skridt, thi alle var jo enige om, at der her var skabt et uvurderligt gode for medlemmerne.
Da krigen var overstået, begyndte man igen at tænke på byggeri. Denne gang ville man bygge for blinde, der på grund af anden sygdom var særligt vanskeligt stillede, og dette byggeproblem løstes ved, at man i 1948 købte en ejen­dom i Nærum, som i det kommende år blev ombygget og indrettet til hjem for døve-blinde mænd. Hjemmet fik plads til 12 beboere, og man opnåede fra tid til anden en aldeles udmærket aftale med socialministeriet, hvorefter det offent­lige betaler driften af hjemmet, bortset fra et årligt tilskud fra foreningen på kr. 5.000,–.
Selv om feriehjemmet som tidligere nævnt havde givet anledning til talrige spekulationer, var alle enige om, at ferie­problemet for blinde stadig måtte have en central placering i foreningsarbejdet, og man var da også tidligt klar over, at selv om hjemmet var rigeligt stort om vinteren, så var det til gengæld alt for lille om sommeren, og efterhånden som foreningens økonomi bedredes, voksede derfor tanken om en udvidelse af hjemmet stærkere og stærkere frem. Ud­videlsen blev vedtaget i 1953, og i 1954 kunne man indvi det udvidede feriehjem, hvor man nu havde 11 dobbelt­værelser, 11 enkeltværelser og 3 familieværelser. Hjemmets kapacitet var herved mere end fordoblet, men selv denne fordobling slår jo ikke til.
Krigen havde jo som bekendt medført en overvældende boligmangel, og i 1951 fik man derfor en ny boligstøttelov. I denne lov var der også nogle vage formuleringer om støtte til byggeri for folke- og invalidepensionister, hvilket gav anledning til, at man så småt begyndte at spekulere over mulighederne for et nyt boligbyggeri, idet foreningens medlemmer vel nok i særlig grad var ramt af bolignøden. Sagen blev imidlertid først for alvor taget op efter boligstøttelovens ændring i 1955, idet loven i sin nye skikkelse åbnede mulig­hed for byggeri for vore folk på særdeles gunstige betin­gelser. Man optog nu et stadigt varende frugtbart samar­bejde med Københavns Almindelige Boligselskab, og efter et meget grundigt forarbejde blev byggeriet vedtaget på kredsmøder og i repræsentantskab i 1955, og i forsommeren 1956 nedlagde man grundstenen til vort kollektivhus i Van­løse. Huset stod færdigt i 1957 og indeholder ialt 63 lejlig­heder foruden klublokaler og hobbyrum. Dette byggeri, der altså praktisk taget betød en fordobling af foreningens bolig­masse, havde en helt anden karakter end vore tidligere byg­gerier. Man opnåede her takket være boligstøtteloven dels en meget lettere financiering, og dels undgik man proble­merne omkring ejendommens rentabilitet, idet alle lejerne kunne få huslejetilskud under hensyn til indtægten, og man kunne derfor udleje alle lejligheder til blinde straks fra starten.
De gode erfaringer ved byggeriet i Vanløse virkede yder­ligere opmuntrende på foreningens lyst til byggeri, og man gik i gang med et nyt projekt, nemlig et plejehjem. Et sådant byggeri havde man jo som tidligere nævnt allerede i tankerne i 1911, men der skulle altså næsten gå 50 år, før planerne for alvor trådte ud i livet. Efter alt at dømme vil vi så til gengæld nu få et plejehjem, der kan tilfredsstille selv de mest kræsne. Vi får her et hypermoderne plejehjem med plads til omkring 80 beboere. Foreningen får den fulde indflydelse på hjem­mets drift, medens vi takket være de store fremskridt på sociallovgivningens område, ikke kommer til at deltage i dækningen af driftsudgifterne. Financieringen af byggeriet sker også på meget gunstige vilkår, idet man, efter det nu foreliggende, må regne med, at foreningen kun skal investere omkring en halv mill, kroner i hele byggeriet.
Når dette læses, er plejehjemmet efter alle beregninger i fuld gang, og jeg skal derfor vel vogte mig for at sige for meget om forholdene på hjemmet, men jeg vil dog gerne understrege, at man fra foreningens side har bestræbt sig på her at skabe et virkeligt hjem for vore kammerater, der ikke længere har helbred til at bo for sig selv. Foreningen har jo igennem årene ofte udtalt sig om problemerne omkring diverse hjem for blinde, og man har derfor ønsket, at der her skulle skabes noget, der virkelig kunne stå som et mønster for, hvorledes et sådant hjem bør være. Forhåbentlig vil fremtiden vise, at sagen er grebet an på rette måde.
Som bekendt ligger plejehjemmet i Valby, og under for­beredelserne til dette byggeri viste der sig mulighed for at erhverve en grund lige ved siden af. På denne grund plan­lægges der nu opført et nyt kollektivhus indeholdende om­kring 140 lejligheder, og de forberedende arbejder til dette byggeri er nu ved at nærme sig afslutningen. Byggeriets påbegyndelsesdato ligger endnu ikke fast, men der er dog håb om at komme så småt i gang i indeværende år.
Når dette storbyggeri til sin tid er afsluttet, vil foreningen her i byen råde over ca. 260 lejligheder, hvoraf dog en del i det nye hus i første omgang vil blive udlejet til folkepen­sionister, men man kan dog vist sige, at boligproblemet stort set til den tid vil være løst her i hovedstadsområdet. Imid­lertid bor jo ikke alle blinde i København, og det er klart, at man også må løse boligproblemerne ude i landet. Man har da også allerede i Aalborg og Århus bidraget ved frem­skaffelse af lejligheder til blinde, idet man jo i begge byer har ejendomme med lejligheder til vore folk. Ellers er det næppe ad denne vej man skal løse problemerne, men løses skal de naturligvis, og foreningen arbejder da også i øje­blikket aktivt på at finde en farbar vej frem mod dette mål.
Vi bliver jo stadig flere og flere i foreningen, og vort ferieproblem – et af mange problemer – bliver derfor også stadig større. I de senere år har foreningen derfor sammen med Statens Blindevæsen arbejdet på et projekt om bygning af et hus ved Furesøen, hvor Instituttet skulle have lejrskole i for- og eftersæsonen, medens vi skulle bruge det som ferie­hjem i sommer- og juleferien. Som man vil se noget nær den ideelle løsning, idet man herved kan undgå de lange ledige perioder og derved få en meget mere rationel drift. Imidler­tid har det tilsyneladende lange udsigter med at komme i gang, til trods for at både tegninger, grund og penge er til rådighed. Der er her problemer, der først skal løses, som vi ikke rigtig har mulighed for at gribe ind i.
Det blev jo kun til en meget kort gennemgang af vor for­enings byggevirksomhed, men pladsen indskrænker bevæ­gelsesfriheden. Det ville nok have interesse at se nærmere på mange ting, men det får altså ligge til en anden gang.
Svend Jensen.

Det kulturelle arbejde.
I det følgende vil vi se lidt på, hvad blinde har anvendt deres – for manges vedkommende rigelige – fritid til i de forløbne 50 år, hvilke almindelige kulturgoder de har kunnet nyde godt af, og hvilke de har måttet skabe selv. Her er det straks iøjnefaldende, at radioens fremkomst ligesom deler denne periode i to dele. Man kan godt skelne mellem tiden uden og tiden med radio, så revolutionerende en betydning har denne tekniske opfindelse haft for blinde. Naturligvis er skellet mellem disse to perioder ikke skarpt; men da Dansk Blindesamfund i 1935 foretog sin første uddeling af radioapparater, var det det første målbevidste skridt i ret­ning af at forsyne alle blinde med radioapparater. Tidligere havde man klaret sig med krystalapparater, eller man havde været så heldig at få et apparat fra radio-hjælpefonden for blinde og vanføre, som den gang havde eksisteret nogle år. Grundet på teknikkens hurtige udvikling har Dansk Blindesamfund hvert år måttet yde fra 10.000 til 50.000 kr. hertil for så nogenlunde at kunne imødekomme behovet blandt medlemmerne.
Gennem radioen fik alle blinde adgang til den kunstart, der ifølge sagens natur har særligt bud til dem, nemlig musikken. Tidligt begyndte blinde som udøvende musikere, og allerede fra firserne til omkring 1915 eksisterede »Blindes Hornorkester«, som om sommeren havde engagement på »Alleenberg«, det senere »Lorry«, og om vinteren på »Told­bod-Vinhus«. Orkesteret bestod af amatørmusikere, som og­så tjente en tiltrængt ekstra skilling ved at spille til baller ofte langt uden for byen, og det var også dem, der i den årle morgen blæste i den gjaldende gård, når nogen ønskede en festlig optakt til et sølvbryllup.
I tyverne gjorde en trio sig landskendt bl. a. ved at spille Laurids Lauridsens »trio«. Oprindelig bestod denne trio af Aksel Agerby (klaver), Chr. Kjellerup (violin) og Carl Mathiesen (bratsch). Sidstnævnte afløstes dog senere af Karl Bjarnhof, som spillede cello.
I 1940 dannedes »Blinde Musikeres Orkester” på initiativ af kapelmester Otto Lington, som havde fået den tanke, at der måske blandt blinde musikere fandtes fremragende soli­ster, som ved orkesterets hjælp kunne nå frem i rampelyset. Det lykkedes at samle en lille snes mand, hvoraf mange organister, og ensemblet var aktivt i godt en halv snes år. Repertoiret var lødigere underholdningsmusik, og trods tek­niske brist var der over præstationerne en sådan spilleglæde, at både publikum og kritikere lod sig rive med. Orkesteret kunne indklæbe mange fine anmeldelser i sin scrapbog. Et par af højdepunkterne i orkesterets tilværelse var to lands­turneer, nemlig i 1945 og 1946, en række radioudsendelser og fremførelsen af Møller-Nielsens kantate med tekst af Ernst Jørgensen og Verner Clemmensen ved 50-års jubilæet på blindeinstituttet på Refsnæs.
Her medvirkede også »Dansk Blindesamfunds Sangkor«, hvori et betydeligt antal blinde i perioden 1939 til 1957 dyr­kede korsang først under ledelse af Johs. Jørgensen og senere bl. a. af Møller-Nielsen. Ved stævnet i 1946 opførte kor og orkester Laurids Lauridsens og Ludvig Holsteins korværk »Det er i dag et vejr«, som korets forgænger »Droslen«, også havde opført ved foreningens stiftelse i 1911.
»Droslen«, som også havde et særligt damekor på hjem­met på Mariendalsvej, startede sin virksomhed i 1910, havde en pause fra omkring 1914 til 1922, men var herefter over­ordentlig aktiv under Aksel Agerbys ledelse, indtil koret omkring 1930 sygnede hen. »Droslen«s sidste pip hørtes ved stævnet i 1931. Skal vi nævne et højdepunkt i »Droslen«s liv, så må det blive fremførelsen af Laurids Lauridsens og Jørgen Marius Hansens smukke kantate ved forstander Moldenhawers afgang som forstander for Blindeinstituttet i København i 1905. Genopførelsen fandt sted under stævnet i 1926. De årlige friluftskoncerter på »Pladsen« på instituttet samlede altid et stort Østerbro-publikum. Det var ved en af »Droslen«s skovture, »Johannesforeningen« blev startet af en kreds af skomagere og skotøjsfabrikanter, som påtog sig at stille deres biler gratis til rådighed for sådanne ture i det fri. Foreningen eksisterer og virker – omend mindre per­sonligt – den dag i dag.
De første 10-20 år af Dansk Blindesamfunds tilværelse er præget af den lange arbejdstid, ofte 10-12 timer daglig. Den satte en grænse for, hvor megen tid arbejdende blinde havde til rådighed til fritidssysler. På værkstederne i St. Kongensgade oplæstes et dagblad, ja, undertiden endogså Rigsdags­tidende, og som regel var der et månedligt medlemsmøde, hvor tidens store kunstnere f. eks. sangere som Emil Holm, Peter Cornelius og Helge Nissen og forfattere som Peter Freuchen, Ebbe Cornerup og andre medvirkede velvilligt. Disse aftener var meget velbesøgte, og det gjaldt også de juletræer og baller, som »Blindes Sygekasse af 1890« afholdt.
En særlig stor rolle for datidens blinde spillede »Hullet«, et par små rum med plads til en halv snes mennesker i hvert under scenegulvet og lige bag orkesteret i Det kgl. Teater. Ved en af teatrets sideindgange kunne man se en lille flok blinde – uanset vejret – samles næste hver aften, og når porten gik op, kunne de uden billetter eller andre formali­teter indtage deres pladser under scenegulvet. Man forlod hermed hverdagens grå prosa og lod sig opsluge af teatrets poetisk fortryllende verden. Med lethed kunne man følge begivenhederne på scenen, og parterrets festklædte publi­kum kunne ikke med større andagt følge spillet på scenen og kapellets musik. Blinde kan endnu i dag fortælle om den oplevelse, Herolds afskedsforestillinger beredte hans beun­drere både foran og under scenen. Fru Thalia udstrakte sin magt og herlighed også til »Hullet«, hvor hun – flittigt bistået af den lille dreng med pilekoggeret – udøvede sin magt over sindene – mangen en forlovelse blev grundlagt i disse ofte temmelig beklumrede kassematter.
»Hullet«s historie går helt tilbage til Christian den VIII’s tid. Det havde været coutume, at teatret gav en aften til fordel for »Kjædens Blindeinstitut«, og i denne forestilling medvirkede ofte de dygtigste af eleverne. Imidlertid må de ikke have været dygtige nok, for en sådan aften, hvor teatret havde besøg af majestæten, kørte en af eleverne fast i en replik. Denne »skandale« medførte – takket være et dag­blad – et forbud for de blinde imod at vise sig på scenen. Til gengæld fik de »Hullet«. En og anden mener vel nok at have set endnu et glimt af »Kjædens ansigt på scenen, da Karl Bjarnhofs skuespil »Den korte dag« i 1960 fik sin debut på Det kgl. Teater. Omkring 1930 udvidedes orkester­graven, og »Hullet« blev inddraget. De blinde blev dog ikke fordrevet fra teatret, idet de efter en overgangsordning nu har 12 bekvemme pladser ganske vist bagest på galleriet i de fhv. loger for herskabskuske.
Også andre teatre har blinde flittigt besøgt både i Køben­havn og i provinsen. Blinde har ikke blot på instituttet, men også senere, forsøgt sig som amatørskuespillere og det med ikke ringe held. »Dansk Blindesamfunds Amatørteater« har netop i år fejret sit 15-års jubilæum.
Andre klubber er i tidens løb blevet dannet af blinde. I 1942 blev således den første spæde spire lagt til »Blindes Skakklubs, som i dag er i stærk aktivitet både indadtil og udadtil, og det samme kan siges om den i 1958 startede bridgeklub. Halvtredserne har også været vidne til, at den næsten hensygnende esperanto-bevægelse har vundet stor tilslutning, og studiekredsarbejdet er så småt kommet i gang rundt i kredsene.
Også sport har blinde beskæftiget sig med. Adskillige har taget idrætsmærket, og nogle år i fyrrene roede en snes blinde i roforeningen »Kvik«. Vanskelighederne ved at skaf­fe styrmænd var årsagen til, at deltagerne efterhånden faldt fra. Selve roningen var en udmærket egnet sportsgren for blinde.
Ikke blot musikken, men også litteraturen har haft afgø­rende betydning for blinde gennem de forløbne 50 år. I den første periode, hvor foreningen »Danmarks Blinde«s biblio­tek havde et yderst beskedent omfang, var der mere eller mindre regelmæssig højtlæsning i mange hjem. Ja, selv om Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde i trediverne udvi­dede sin virksomhed fra kun at forsyne skolerne med bøger til også at trykke bøger, som kunne lånes eller købes til en billig pris af blinde i almindelighed, så var det dog stadig muligt for forstander Jørgen Plenge gennem 25 år at samle en betydelig kreds af blinde til ugentlige højtlæsningsaftener i sit hjem.
Ud over bibliotekernes sparsomme bogbestand har blinde haft adgang til nogle ganske få blade. Det ældste af disse er »Budstikke – meddelelsesblad for de blinde«, som det oprindelig hed. Dets første nummer udkom i 1898. Indtil 1912 udkom det som månedsblad. Derefter er det udkom­met med et ugentligt nummer. Det redigeredes og udsendtes fra foreningen »Danmarks Blinde« og var gratis. Til en be­gyndelse indeholdt bladet meget forskelligartet stof: blindesagsstof, mange sundhedsforskrifter, religiøst og politisk stof, gåder og andet. Der bragtes også en rubrik »Fra ud­landet«, som senere blev til »Hvad verden taler om«; men da Dansk Blindesamfund ved sin start fik sit eget beskedne medlemsblad, overgik blindesagsstoffet hertil.
Dansk Blindesamfunds medlemsblad har i forbløffende ringe grad, ændret karakter gennem årene. Det har altid bragt blindesagsstof fra ind- og udland med hovedvægten på stof fra foreningslivet, og derfor finder man ikke et bedre historisk kildemateriale end dette blad. De første par år blev trykpladerne til bladet fremstillet på instituttet med hammer og dorn og trykt på håndpresse. Det udsendtes gratis til alle medlemmer af Dansk Blindesamfund. I 1913 overtog Peter Ommerbo trykningen, og i 1919 efterfulgte han Karl Han­sen, Jebjerg, som redaktør af bladet.
Peter Ommerbo var en rolig og besindig mand med en stærkt religiøs indstilling. Det lykkedes ham at lede bladet gennem en række foreningspolitiske storme på en måde, der måtte aftvinge respekt. Foruden sin gerning som redaktør og trykker tog Ommerbo sig tid til at dyrke sin interesse for naturen og for fuglene, hvis stemmer han var fuldt fortrolig med. Sammen med sin søster Johanne, som trofast fulgte ham livet igennem, foretog han utallige spadsereture i Kø­benhavns omegn, og når han vendte hjem, fæstnede han sine indtryk i en række digte, som blev til ikke mindre end 5 digtsamlinger, og i 1944 satte han punktum for sit for­fatterskab ved at udgive »Dansk Blindesamfunds historie”, I 1939 afløstes Peter Ommerbo som redaktør af Poul Gly­gaard. Dansk Blindesamfunds medlemsblad udkom, fra 1916 også i sortskrift, og i år har det fået sin båndudgave.
Det religiøse stof flyttedes i 1921 fra »Budstikke« til bla­det »Lysglimt«, som for indsamlede midler blev udsendt af Katrine Lassen, Randers. Ved hendes død i 1927 videre­førtes bladet af Bodil Jensen, bistået af Peter Ommerbo, som trykte bladet. Ved stævnet i 1936 valgtes organist W. Bolø, Svendborg, som formand for bestyrelsen, og herefter udvidedes arbejdet meget betydeligt. Man oprettede en or­ganisation: »Kristeligt arbejde blandt blinde«, og bladet, som nu redigeredes af Ernst Sandberg, København, fik af praktiske grunde navnet »Kristeligt tidsskrift for blinde«. Efterhånden overtog man fra »Danmarks Blinde« tryknin­gen af salmebog, sangbog og bibel, og der afholdtes ofte landsmøder i provinsen og distriktsmøder, ligesom der se­nere ansattes rejsesekretærer, som holdt lokale møder rundt om i landet. Mens næsten alt hidtil var foregået i Køben­havn, kom man på denne måde i personlig kontakt med mange blinde, og også Dansk Blindesamfunds kredse kom efterhånden med ved at afholde selskabelige sammenkomster. Kredsenes generalforsamlinger har i hele perioden spil­let en meget betydelig rolle, og lidt efter lidt er der opstået lokale foreninger, kaldet »Blinde og Venner«, og med rejse­ordningens indførelse i begyndelsen af halvtredserne blev det lettere at rejse, og samkvemmet mellem blinde har de senere år været væsentligt større end tidligere. Mange be­kendtskaber er stiftet på Dansk Blindesamfunds feriehjem i Hobro, bekendtskaber, som er blevet holdt vedlige og ud­dybet senere hen.
Af blade må vi yderligere nævne tidsskriftet »Menneskelighed«, selv om det kun er udkommet meget uregelmæssigt siden midten af trediverne. Det har været redigeret af for­stander Jørgen Plenge, og dets indhold har ligget på et me­get højt niveau.
Dansk Blindesamfund påbegyndte i 1954 udgivelsen af et husmoderblad, og også de døve-blinde har fået deres eget ugeblad. Gennem en årrække har musikere i de nordiske lande modtaget Nordisk Musikblad, som gennem de senere år har haft dansk redaktør.
Endelig kan det nævnes, at der fra Statens trykkeri og bibliotek for blinde nu udsendes, foruden lydavisen med to bånd pr. uge, følgende fagblade på bånd: Fagblad for mu­sikere, for fysioterapeuter, for vævere og for esperantister, og flere vil sikkert efterhånden komme til.
Og hermed springer vi så fra radioens lige ind i fjernsy­nets – og for blindes vedkommende navnlig i båndenes – tidsalder. Den kolossale udbredelse af lydbogen – ca. 40.000 udlån i 1960 mod punktskriftens ca. 4000 – betegner en helt ny æra i blindes adgang til litteraturens skatte. Rigtigt an­vendt vil båndoptageren, som nu besiddes af knapt 2000 blinde – uden at man derfor må overse punktskriftens bli­vende værdi – måske kunne blive det hjælpemiddel, der mere end noget andet kan hæve blindes intellektuelle og so­ciale niveau. Men også på blinde lurer den fare, der ligger i den mekaniserede underholdningsindustri. Enhver af de her nævnte ting: orkester, kor, klubber og andet, hvorom Dansk Blindesamfund har været rammen, har bygget på et stærkt, personligt initiativ. I det øjeblik, dette initiativ svækkes, gik arbejdet i stå. Derfor kan der næppe være tvivl om, at Dansk Blindesamfund i de kommende år må lægge megen vægt på at opmuntre og støtte ethvert fornuftigt initiativ, som tager sigte på at gøre blinde til aktivt ydende og ikke blot til passivt nydende mennesker. Dette vil være af af­gørende betydning, hvis blinde som gruppe skal gøre sig håb om en bedre samfundsmæssig placering i forhold til de øvrige befolkningsgrupper.
Poul Glygaard.

På vej fremad.
Vi har nu hørt vor egen historie, en kort, men, forekom­mer det mig, opmuntrende fortælling om stadig fremgang, hvadenten vi tænker på det organisatoriske, det social-poli­tiske, det erhvervs- og boligmæssige eller det kulturelle ar­bejde, men hvad så? Vil og kan vi komme videre?
Vi har i et vist omfang sammenlignet forholdene i 1961 med forholdene i 1911, men er fuldt ud klar over, at så let slipper man ikke til en succes. Ingen finder på at hylde den 50-årige, bare fordi han er blevet lidt større, end da han lå i vuggen, nej, man sammenligner ham og hans udvikling med andre 50-årige og deres udvikling. Det samme forsøger vi, uden at det må føre til den opfattelse, at vi dermed øn­sker at reducere værdien af de resultater, vi har opnået i de forløbne år. Det er kun et forsøg på at ville forstå det virkelige omfang af vore fremskridt, hverken mere eller mindre.
Den 18. juni 1913 tilskrev forstanderen for Det Kgl. Blin­deinstitut i København Dansk Blindesamfunds repræsen­tantskab således: »Som det vil være Dem bekendt, afhold­tes der den 14. marts d. A. i Kultusministeriet et Møde i Nærværelse af Kultus- og Indenrigsministrene, hvor ogsaa Repræsentanter for Københavns Magistrat og Det kgl. Blin­deinstituts Bestyrelse var til Stede, til Forhandling om Dansk Blindesamfunds Andragende om Statsstøtte. Spørgsmålet om Invaliditetshjælp til Blinde mener man jo ikke at kunne tage op for Tiden, saa Forhandlingerne drejede sig udeluk­kende om den Del af Dansk Blindesamfunds Andragende, som gaar ud paa, at den Understøttelse, som trængende blinde faar af Kommunerne uden Fattighjælps-Virkning, maa kunne udstrækkes til andre blinde end dem, der er an­bragte paa »Hjem« og Anstalter. For Tiden gælder jo denne Ret kun de blinde, som ere anbragte paa statsanerkendte Anstalter samt dem, der af saadanne Anstalter ere anbragte i private Hjem. Men ved en efter nye og mere humane Principper ledet Gennemførelse af Fattiglovens § 61 mente man nu at kunne udstrække denne Ret til at faa Hjælp fra Kommunerne uden Fattighjælps-Virkning til ikke blot at gælde de i Pleje anbragte blinde, ogsaa de i deres egne Hjem boende Blinde skulle kunne nyde godt af denne Begunsti­gelse, paa den Betingelse, at de erklærede sig villige til at staa under vedvarende Tilsyn af Det kgl. Blindeinstitut« …
Repræsentantskabet akcepterede forslaget under forud­sætning af, at det var en ren midlertidig foranstaltning, men i dag ville noget sådant være utænkeligt, for i dag finder alle det naturligt, at vi er med i de nævn og udvalg, der beskæftiger sig med vore problemer, ja, visse administra­tive opgaver, som f. eks. ledelsen af konsulentordningen, fordelingen af hjælpemidler, udstedelse af rejse- og spor­vognskort, har man overdraget til os. Der er imidlertid for mig ingen tvivl om, at en yderligere udbygning af sam­arbejdet med de øvrige invalidegrupper og folkepensioni­sternes foreninger vil give os en væsentlig bedre forhand­lingsposition overfor regering og folketing. Det så vi, me­ner jeg, allerede i efteråret 1960, da man for alvor forstod, at vi, når alle tælles med, er mere end 400.000 vælgere. I po­litik – også i socialpolitik – har den store organisation en voksende indflydelse på selv rent politiske afgørelser.
Den 24. juni 1912 tilskrev Indenrigsministeriet Dansk Blindesamfund således: »I et hertil indgivet Andragende af 21. september f. A. har den ærede Bestyrelse anholdt om, at der ved Regeringens Foranstaltning søges tilvejebragt en Lov, som hjemler enhver værdig Mand eller Kvinde, der paa Grund af Blindhed ikke er i Stand til at ernære sig, Ret til en fast aarlig Støtte. – I denne Anledning skulde man til Efterretning tjenstlig melde, at Indenrigsministeriet i Til­slutning til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæse­net, med hvilken man har brevvekslet i Sagen, maa nære overvejende Betænkelighed ved at søge tillagt voksne Blinde en fast Statsunderstøttelse, hvorimod det vil blive taget un­der Overvejelse, om Staten maatte se sig i Stand til i noget større Omfang end hidtil at komme de voksne Blinde til Hjælp ved en Forhøjelse af de paa de aarlige Finanslove bevilgede Statstilskud til private Hjælpeforeninger« …
I dag er det anderledes. I dag er invalidepensionen en ret, selv om systemet endnu er behæftet med svagheder, der kan føres helt tilbage til 1891, hvor man opfandt begrebet: vær­digt trængende, et begreb, som i dag blandt andet spores i vore fradragsregler.
Årene har bragt os mange forbedringer, men netop på dette punkt er det nødvendigt at se indenfor hos naboen for virkeligt at vurdere vor egen udvikling.
Alle har fået det bedre i løbet af de 50 år, vi taler om. Spørgsmålet er derfor: er vi bare fulgt med de øvrige sam­fundsgrupper, er vi fulgt med i samme uafkortede og ærbø­dige afstand, for i så fald har vor indsats kun været i stand til at hindre tilbagegang, men ikke været i stand til at sikre os en virkelig landvinding.
Det er min personlige opfattelse, at forholdet de forskel­lige samfundsgrupper imellem ikke har ændret sig så for­færdelig meget i de forløbne år, men dog måske lidt til vor fordel. Det er derfor at ønske, at vi kan vinde tilslutning til den tanke, at pensionerne knyttes til lønsystemet, for alene derved sikrer vi os en automatisk regulering af pen­sionerne i takt med lønudviklingen. Tiden må også være inde til at se på spørgsmålet om en fast pension – evt, i for­bindelse med en pensionering gradueret i forhold til invali­diteten – og på spørgsmålet om retten til særtillæg for men­nesker, der er fyldt 67 år. Ude i verden arbejdes med disse problemer, og det bliver en af vore opgaver også at få taget dem op herhjemme indenfor en overskuelig fremtid.
Vi har alle mærket til Dansk Blindesamfunds arbejde. Det kan være i form af en økonomisk håndsrækning, et båndapparat, et rejsekort eller en forhøjelse i invalide­pensionen. Det kan også være i form af hjælp til uddan­nelse eller beskæftigelse, for meget få kan undvære en så­dan håndsrækning. Det er også berettiget i denne forbin­delse at tilføje, at praktisk talt ethvert fremskridt på det erhvervsmæssige område skyldes initiativ fra Dansk Blindesamfund.
Alligevel må det erkendes, at vi her står overfor et om­råde, hvor det kun i forholdsvis ringe grad er lykkedes at forbedre vor stilling i forhold til andre befolkningsgrupper i det øvrige samfund, og grundene hertil er flere.
Af de 4.503 blinde og stærkt svagtsynede, som vore kon­sulenter har opsøgt siden 1955, har 2.102 alvorligere lidelser ud over blindheden. Dette gælder således 469 af de 615, som er mellem 20 og 40 år. Det begrænser antallet arbejdssøgende, men det øger tilgangen til den gruppe, der har behov for beskyttede værksteder og hjemmearbejde. De yngre og de raske har imidlertid i dag flere og bedre erhvervsmuligheder, end blinde tidligere har kendt.
Vort erhvervsproblem – det kan ingen komme udenom – vil selv under en højkonjunktur ikke kunne løses uden hjælp udefra, uden hjælp fra det offentlige. Revalideringsloven af 1960 er i stand til at skaffe penge, men kan den ikke samti­digt skaffe arbejde, det være sig til de beskyttede værkste­der eller i form af forbeholdt arbejde, vil denne lov have forholdsvis ringe værdi for os. Også på dette punkt bliver der brug for en indsats fra vor side.
Den 19. september 1911 tilskrev Justitsministeriet Dansk Blindesamfund således: »At det paa Justitsministeriets der­om allerunderdanigst nedlagte Forestilling har behaget Hans Majestæt Kongen under 8. d. M. at bifalde, at den »Dansk Blindesamfund« under 4. f. MM. allernaadigst meddelte Tilladelse til i Tiden fra den 1. til den 14. d. M. at an­stille Kollekter saavel i Købstæderne, København dog und­taget, som paa Landet til Indsamling af Bidrag til Hjem for gamle, svagelige eller enligt stillede Blinde, maa blive udvidet til ogsaa at omfatte København, det skal man her­ved meddele« …
I dag, men også først i dag, er dette hjem blevet til no­get, og vi er allerede langt inde i forhandlinger om et nyt kollektivhus, hvorefter vi alene i Storkøbenhavn selv skulle komme til at råde over mere end 250 lejligheder. Mon ikke man i al forsigtighed kan sige, at vort boligproblem er godt på vej til at være løst i byerne, i hvert fald når man sam­menligner vore boligforhold med boligforholdene for den øvrige befolkning. Anderledes er det på landet, selv om det måske kan siges, at boligstandarden for blinde ingenlunde er ringere end for den øvrige landbefolkning. Det offent­lige yder en betydelig indsats på dette felt i form af pen­sionistboliger i byerne, men det offentlige er ikke i samme omfang nået ud på landet, og det bliver endnu en opgave, vi må tage op i den kommende tid.
I indeværende år må Statens trykkeri og bibliotek ind­stille sig på at præstere ca. 4000 udlån af punktbøger og henved 50.000 udlån af båndbøger. Det stiller os overfor i hvert fald to store problemer: 1) Hvad kan vi gøre for at hindre en letsindig underkendelse af punktskriften, 2) Hvad kan vi gøre for på bedste måde at udnytte den teknik, der med ét slag har sat et stort antal mennesker – formentlig flertallet af vore medlemmer – som hidtil har været afskåret fra bøgernes verden, i stand til at læse. Mon ikke i begge tilfælde løsningen vil medføre en udbygning, for ikke at sige udvidelse, af biblioteket, således at både punkt- og båndlæserne kan få de bøger og tidsskrifter, de har et natur­ligt krav på. Opfyldelsen af disse krav – det er vi fuldt og helt klar over – kan og vil betyde en sprængning af biblio­tekets rammer, men et samfund, der ellers sikrer sine bor­gere praktisk talt gratis adgang til biblioteker, museer og andre kulturelle institutioner, kan ikke i længden vige til­bage for at sikre landets blinde et tidssvarende bibliotek.
Vi har et fritidsproblem, der er større og alvorligere, end befolkningen som helhed kender det, selv om det spores overalt i det moderne samfund. Jeg er overbevist om, at vi bliver nødsaget til at tage dette problem op, eventuelt i for­bindelse med det omsorgsarbejde, der har sit udspring i konsulentordningen, som også af andre grunde kan og skal udvides til glæde og gavn for den enkelte.
Vi har al mulig grund til at glæde os over fremgangen i de forløbne 50 år, selv om det efter min og forhåbentlig de flestes mening endnu er for tidligt at lægge sig til hvile på laurbærrene.
Tilslutningen, det vil sige medlemskredsen, er vokset fra 265 til 3121, de årlige understøttelser er steget fra 622 til ca. 450.000 kr., mens vi samtidig er blevet ejere af værdier til et beløb af omkring 10 mill. kr.
Vi har al mulig grund til at takke vore stiftere og de mange tillidsmænd, der op igennem tiderne har trukket det store læs for at nå så langt, en beundringsværdig indsats, der forpligter os, der bærer ansvaret for arbejdet i dag, til at fortsætte anstrengelserne.
Den 10. marts 1915 tilskrev et nordjysk sogneråd Dansk Blindesamfund således: »Det meddeles herved, at sogne­rådet har forhøjet understøttelsen til frk. A. A. til 60 kr. mdl. fra 1. april d. å. foruden fri logi og medicin i sygdoms­tilfælde, når kommunens læge benyttes. Når sognerådet har vedtaget denne forhøjelse, er det ikke på nogen måde sket fordi man har følt trykket af den fra Dansk Blindesamfunds repræsentant modtagne skrivelse« …
Også i dag kender vil til folk, der finder det upassende, såfremt en blind rører på sig eller ønsker at blive akcepteret af det pænere selskab.
»Hvis nogen er utilfreds med at være her,« sagde en for­standerinde forleden, »er jeg selvfølgelig villig til at ud­fylde papirerne for dem til optagelse på Dansk Blindesam­funds nye plejehjem.« Ikke sandt, venligt og forstående! På samme tidspunkt tog personalet på et af vore offentlige kontorer sammen ud til fest, men undlod at sige det til den blinde telefonpasser. Ikke sandt, endnu mere venlighed, endnu mere forståelse!
Jeg nævner ikke disse ting for at kalde på utaknemmeligheden eller for at tirre utilfredsheden. Jeg nævner ikke disse ting for at formane nogen til at tage dem for tungt, selv om det i
øjeblikket kan svie lidt, når den slags opleves. Jeg nævner kun disse ting for at understrege, hvad der re­ster, som de siger i Vendsyssel.

Tekstboks: Onde tunger siger, at gode tider selv sørger for deres undergang. Vi har oplevet gode tider, og vi har opnået gode resultater, der gerne skulle fastholdes og forbedres, men intet i denne verden går af sig selv.
Dansk Blindesamfund har det ene formål at hjælpe den enkelte, men det opfyldes kun, såfremt den enkelte hjælper Dansk Blindesamfund.
Når vi nu skal fejre vort store jubilæum, er det først og fremmest sammenholdet, vi bør fejre. Uden det ingen fest, uden det ingen fortid og ingen fremtid.
H. C. Seierup.

Den 11. juni 1911 skrev dagbladet »Politiken« bl. a.: »Fest i Kæden. Kæden lå i mulm begravet. – Var der da bal i Kæden? Nej, ingenlunde! Det var, mine herskaber, en gan­ske anden og anderledes fornem fest, der i går gav gamle Klerkegade et helt forandret udseende … Kongen og Dron­ningen stod af udenfor ordenshuset. Også prinsesse Dag­mar og prins Gustav steg ud … De kongelige ledsagedes til deres pladser af kædeordenens guvernement med storme­steren, baron …… i spidsen.
Ja, var det nu også en fest for de blinde? Der var vel ingen tvivl om, at festens arrangører havde tænkt sig, at de blinde i en gennem et århundrede opsparet taknemme­lighedsgæld skulle føle det således … Men en uhildet iagt­tager kunne dog ikke undgå at lægge mærke til, hvorledes de blinde gæster adskiltes i en særlig sal fra de seende og fornemme indbudte … de blinde indtog anden plads beske­dent afsondret fra honoratiores, kædebrødre og snobber … Talerne var hovedsagelig en lovprisning af Kædens store og gode gerninger, og kun provst F. bemærkede til nogen skuffelse for de allerede voldsomt svulmende kædebrødres barmhjertige bryster, at der endnu langt fra var gjort nok for de nødlidende i samfundet.«
Ak ja, ridderkors! Har vi ikke kunnet gøre ret meget andet for vore medmennesker, så har vi ikke sjældent givet anledning til, at en og anden er blevet slået til ridder. Uden betydning for rang og stand her i landet har vi altså heller ikke været.
I dag kan vi more os over alt dette, more os over de til­pasningsvanskeligheder, en og anden kan have ved at akcep­tere os, for intet fornuftigt menneske er i 1961 længere i tvivl om, hvad det betød, at vi selv i 1911 tog fat på vore problemer.

Juni 1911: Stiftelsen af Dansk Blindesamfund.

Stiftelsen af Dansk Blindesamfund:

Denne artikel er fundet i “Blindehistorisk Museums” samling af punkttekster. Artiklen blev bragt i “Blindes Budstikke”. kort tid efter blindestævnet i 1911, hvor Dansk Blindesamfund blev stiftet. Artiklen er skrevet af Peter Ommerbo, der er omtalt i artiklen. Teksten fandtes kun i punktskrift. Henning Eriksen har derfor afskrevet den, så den nu også findes som en elektronisk fil.

Det første Danske blindestævne afholdtes i København den 8., 9. og 10. juni i SAS’ lokaler Linesgade 25 og var besøgt af et par hundrede deltagere.

Torsdag den 8. og fredag den 9. afholdtes hver dag to møder og desuden fagmøder for kurvemagere, børstenbindere og musikere. Lørdag den 10. afsluttedes stævnet om aftenen med en lille festlighed, indledt af sangforeningen “Droslen”, hvis koncert høstede stort bifald. Dernæst var der fællesspisning med taler og sange og til slutning dans for de dansende og hyggelig samtale for de øvrige.

Om fredagen overrakte komiteen Kædeordenen en adresse med navnene på alle dem, der havde givet til kædegaven og mindetavlen afsløredes. Det er en tavle af bremersten med ornamenter og inskription. Inskriptionen lyder: “I taknemmelig erindring om, hvad Kæden har udrettet i 100 år til fædrelandets hæder og blindes gavn, sattes denne ærestavle af danske blinde den 10. juni 1911”.

Om lørdagen overværede en del blinde efter indbydelse højtideligheden i “Kæden”.

Det første af stævnets drøftelsesmøder omhandlede dannelsen af en blindeforening. Rittgarn dirigerede. Kurvemager Højlind indledede i tilslutning til det af lovudvalget udarbejdede og i Budstikke offentliggjorte lovudkast. Karl Hansen Jebjerg fremsætter sine fra den foregående taler lidt afvigende meninger, og efter at forskellige har udtalt sig, vedtages det at danne foreningen. Dernæst foreslås at nedsætte et udvalg til at sammenarbejde de forskellige meninger. Men det vedtages, at det offentliggjorte lovudkast skal være gældende for Dansk Blindesamfund i det første år, dog, at kontingentet skal være to kr. årlig, og at bestyrelsen skal bestå af syv medlemmer. Til bestyrelse (valget også kun gældende et år) blev valgt lovudvalgets fem medlemmer: C Cohn, J M Hansen, P Højlind, P Ommerbo og E Rittgarn samt frøknerne J Kjær og A Melchior. Da bestyrelsen senere konstituerede sig, blev Cohn formand, Højlind kasserer og næstformand og Ommerbo sekretær.

Det andet møde dirigeredes af kurvemagerlærer Pedersen. (det er Ørvig) Blindeinstituttet. Under omtalen af erhverv og bierhverv blev der særlig slået til lyd for tøffelmageri og agentur, som noget, der egnede sig for blinde. Hønseavl omtaltes, og biavl og svinehold berørtes. Karl Larsen Helsinge: “Den blinde har brug for al sin arbejdskraft; måske det derfor ikke er heldigt med bierhverv”. Karl Hansen Jebjerg og Niels Pedersen Svinninge med flere holdt på, at det var godt for blinde at have bierhverv. Kurvemager N P Sørensen Hjørring: “Tag fat på flere ting! Kurvemageri alene duer ikke på landet”.

Under omtalen af vor understøttelse og vore hjælpekilder fremsattes fra mange sider ønske om, at Budstikke ville offentliggøre alle legater og lignende som kunde have interesse for blinde. Da spørgsmålet var fremme: “Hvad kan der gøres for, at man stadig kan være klar over de forandringer og fremskridt, der sker i ens fag”, omtalte Karl Hansen med flere fagskrifter, tilsendelse af vareprøver og en kort videreuddannelse. Karl Hansen talte om et centralkontor for blindes arbejde, men Karl Larsen kaldte det en vanskelig historie.

Til det tredje møde, der afholdtes om fredagen kl. 3 var indbudt rigsdagsmænd, blindelærere og pressens repræsentanter. I de øvrige møder deltog kun blinde. Hr. økonomiinspektør Schnitter, Blindeinstituttet, var dirigent. Musiklærer Carl Cohn fremlagde for forsamlingen den redegørelse, der var sendt til regeringen sammen med andragendet om fast, årlig understøttelse til trængende blinde. Han anslog de trængende blinde i vort land til 350, og når man da regnede, at hver fik kr. 200 i årlig understøttelse ville det andrage kr. 70.000, en sum, der måtte siges at være overkommelig for staten. Harald Olsen: “Den blinde kan lave lige så godt arbejde som den seende, men han arbejder ikke så hurtigt. Derfor må han have en fast årlig understøttelse: Et rygstød. Stat og kommune bør give de blinde arbejde, og materialer bør kunne frit tilsendes. Kirkeautoriteterne bør lade blinde musikere komme i betragtning som organister, i stedet for, at de skal nødes til at sidde på beværtningerne og spille”. Enevoldsen: “kr. 200 er for lille en sum”. Harald Olsen: “Tanken om en fast understøttelse til blinde er taget op i andre lande”. Karl Kristiansen: “Var det ikke en løsning at udsætte en præmie til den, der kan finde en industri for blinde alene? Vil forlystelsesskatten ikke skade de blinde restaurationsmusikere”? Organist Rosenqvist Esbjerg mente, at alle blinde burde støttes, selv om de ikke var trængende. Cohn: “Kr. 200 rækker langt på landet”. Højlind: “Det er ikke svært at være blind, men det er svært ikke at kunne klare sig”. Hr. forstander Plesner Blindeinstituttet var glad ved stævnet: “De blinde udgør ligesom en familie. Der vil måske blive sendt spørgeskemaer ud i landet til de blinde; man bør dog ikke male tingene sortere, end de er”. Inspektør Rytzow: “Hvis staten ikke vil, må vi ad andre veje skaffe støtte til de blinde”. Hr. Schnitter oplæste en af Hr. Cohn affattet resolution, der blev enstemmigt vedtaget. Den lød således:

I erkendelse af, at de blinde i de fleste tilfælde ikke ved egen hjælp, vil være i stand til at skaffe sig det nødvendigste til livets ophold, henvender de på mødet forsamlede blinde fra hele landet samt de til dette møde indbudte seende sig med en indtrængende bøn til den høje regering og rigsdag om, at der må blive vedtaget en lov, som hjemler enhver værdig mand eller kvinde, som på grund af blindhed ikke er i stand til at ernære sig, ret til fast årlig støtte. Vi anmoder om, at den høje regering og rigsdag gennem en sådan lov vil bidrage sit til at mildne blindhedens ulykke, således at den blinde ikke hele sit liv skal føle trykket ved at være afhængig af andre
mennesker eller simpelt hen lide nød.

På fjerde og sidste møde, hvor kurvemagerlærer Pedersen (Ørvig) var dirigent, holdt Frk. Agnes Melchior et interessant og livligt foredrag om Esperanto. Her dog lige kun et par pluk:

Esperanto skal selvfølgelig ikke erstatte modersmålet; det skal kun benyttes som hjælpesprog. Gennem Esperanto vil blindeverdenen virkelig blive en verden. Vi kan da have fællesblade og fagskrifter og gennem korrespondancer med blinde ude i den store verden kan man lære meget. Vi må have Esperanto indført på Instituttet.

Derefter taltes blandt andet om at skaffe blinde fri næring, så der kan forhandles varer, man ikke selv har forarbejdet. Det ansås dog for temmelig ugørligt. Næste blindestævne foresloges afholdt om fem år i 1916.