Februar 1937: Interview med Carl Andreas Jørgensen, der startede BLIFA

interwiev med Carl Andreas Jørgensen, der startede BLIFA. Carl Jørgen, som han blev kaldt, boede Bogensegade 6 st. th. indtil sin død i oktober 1964. Fyns Tidende 1937.

Det nye byggeri som han omtaler snart vil blive bygget, menes at være Bogensegade 6-8.

Strejflys over skæbner

“En blind mand ser på verden”. Man behøver slet ikke være flyver for at leve livet farligt, sagde en blind mand forleden til mig. Tænk blot på kælderhalse, trapper, åbne vinduer eller flagstænger. Det er vores stadige risiko når vi med vor stok famler os hen ad fortovet. Vi sad og kom i snak om, hvordan det blinde menneskes liv former sig. Jeg var kun 1½ år, da mit ene øje blev fjernet, fortæller han og det var vel endda for sent, for det andet øje var allerede blevet smittet, så jeg blev svagtseende indtil mit 16-17 år. Min ulykke er således kommet i afdelinger, som når en faldskærmudspringer benytter flere skærme!

Ikke give sig….

Den blinde er en mand i trediverne. Han er både gemytlig og slagfærdig, har ualmindelig let ved at udtrykke sig og bruger ofte rammende sammenligninger. Jeg har – fortsætter han – prøvet at gå i en almindelig skole for seende børn og har i min barndom leget med seende drenge, som var endog meget raske på det. Da kunne det jo nok knibe for mig, når legen blev alt for voldsom på dunkle kornlofter med sække og loftsluger, over købmandsgårdenes vogne og kasser eller i moser, enge og ved stranden. Men selvfølgelig ville jeg ikke give mig eller langt mindre lade mine kammerater mærke, at jeg havde svært ved at følge dem. Ikke for alt i verden ville jeg være dem til besvær.

Hvordan gik det i skolen?

Det gik overhovedet kun et par år, og det gik ikke særlig godt. Jeg måtte bruge et forstørrelsesglas når jeg læste, så det kunne endda gå an, men vi havde jo kun et normalt landkort, og det var for mine øjne kun en marmoreret flade

Selvom jeg fik lov at komme helt hen til det. Jeg husker at jeg en gang i en skrivetime var kommet til at sidde på en mørk plads i klassen og jeg havde da skrevet på tværs af linjerne, så mit syn var meget svagt. Efterhånden blev mit syn ringere, og jeg kom på Refsnæs Blindeinstitut. Det var en drøj overgang fra det frie liv med mine kammerater til livet på instituttet, hvor alt jo var anderledes klosteragtigt i sammenligning. Det var hårdt at blive sendt i seng ved 8 tiden mens solen stod på himmelen og man kunne have nået en mængde gavtyvestreger endnu inden normal sengetid.

De få muligheder….

Da jeg var 11 år, blev jeg sendt til blindeinstituttet i København og her har jeg egentlig oplevet det tristeste afsnit i mit liv. Vi havde det godt og frit. Det triste lå i at jeg der blev klar over hvor få muligheder en blind har i livet. Man har valget mellem at blive musiker, børstenbinder eller kurvemager og er man ikke musikalsk, svinder mulighederne til kun to og selv om man er blind har man dog som andre mennesker anlæg og interesser som man gerne vil følge.

  • Hvor lå Deres naturlige anlæg?
    Mine anlæg er jo egentlig aldrig blevet prøvet. Jeg blev kurvemager, fordi jeg ikke havde andet valg – ikke fordi jeg havde lyst. Men jeg vil dog samtidig tilføje at jeg ikke daglig går og græmmer mig over mit arbejde,- slet ikke.

  • er der ikke flere erhverv at vælge imellem nu?
    jo, både gennem instituttet og foreningen har man forsøgt at skabe ny muligheder, navnlig inden for industrien og vi har fået oprettet et forsøgsværksted. Også inden for handelen gør vi forsøg med at skaffe beskæftigelse for blinde.

  • vil det ikke være vanskeligt for en blind ekspedient at ordne betalingen med kunderne?

  • nej, man kender pengene, når man holder dem mellem fingrene, mønterne kan man føle sig til rette med og sedlerne er af forskellig bredde. I de 20 år jeg har haft forretning, har jeg aldrig taget fejl.

  • har De altid haft nok at bestille?

  • ja, efter at jeg har fået forretning, men da jeg i 1917 var tildels udlært, var jeg så uheldig at blive arbejdsløs et par gange. Jeg søgte yderligere uddannelse hos et par seende mestre, men i krigsårene kneb det at skaffe materialer og jeg blev ledig. Netop i samme periode mistede jeg helt synet og fik det andet øje fjernet.
  • Da kneb det med at føle glæde og tilfredshed, for jeg syntes, livet gled mig ud af fingrene.
  • når jeg en sommersøndag sad i min stue og hørte den ustandselige strøm af glade mennesker ile forbi på vej til skov og strand, kunne jeg ikke lade være med at måle min tilværelse og mine muligheder med andres, og det tog mit. humør. Men efterhånden som jeg vænnede mig til at klare mig også udendørs ved hjælp af min hørelse og følelse, hjalp det igen. Men er det ikke menneskeligt om det virker deprimerende, når man foruden professionelle vanskeligheder tillige under stadige fysiske smerter mister synet?
    Naturens skønhed

kan De huske farverne?
– ja og derfor har jeg vel heller ikke så svært ved at opfatte ting der bliver forklaret. Seende mennesker vil knap kunne sætte sig ind i hvad det betyder ikke længere at kunne se naturens skønhed. Det må man have prøvet for rigtig at kunne forstå det gode man har haft. I denne forbindelse kan jeg nævne at der hvert forår er en indsamling til Dansk Blindesamfund, og man har netop valgt foråret som tidspunktet fordi seende på den årstid har så meget at glæde sig over og vi føler savnet størst.

Er der noget De specielt gerne ville se?

Et lille underfundigt smil spiller om den blindes mund, da han svarer: Nu kunne jeg jo være galant og sige, at jeg meget gerne ville se den dame hvis stemme jeg har siddet og lyttet til. Det ville jeg naturligvis gerne – men jo ældre man bliver, des tydeligere går det op for en at det er i det praktiske erhverv man mest savner evnen til at kunne se.

De danner Dem vel et indtryk af personer ved at høre stemmerne?

Ja naturligvis, men det er langtfra nogen sikker vejledning. Hvis et menneske har en lys og livlig stemme, er det meget svært at bedømme vedkommendes alder og udseendet kan man slet ikke beregne efter stemmens klang.

Hvordan kan blinde som helhed holde humøret så højt?

Der kan vel være flere grunde. En syg har kun en tanke: At blive rask. Alt andet bliver til småtterier for ham. For den raske derimod bliver småting let til store betydningsfulde ting der gnaver på hans humør.

Jeg kan huske den mørkhedsfølelse der fulgte med når jeg i sin tid lukkede øjnene. Seende mennesker har den vrangforestilling at vi blinde går rundt i konstant mørke, men det er ikke rigtigt. Det er hverken lyst eller mørkt for os, det er simpelthen ingenting – noget fuldstændigt uforklarligt, men var det hele tiden sort foran os, tror jeg, det ville være generende og knibe mere med humøret end det nu gør.

Er der ikke svært at begå sig ved bordet?

Jo, det er i virkeligheden noget af det sværeste for os og synet af en blind der spiser giver ofte indtryk af større ubehjælpsomhed end tilfældet er.

Fornøjelserne

Er radioen ikke til glæde for Dem?

Jo gennem den får jeg min avis og hører mange gode foredrag. I 1907 – tror jeg det var- så jeg noget man kaldte levende billeder, så vidt jeg husker var det noget meget usammenhængende og springende noget, så det savner jeg ikke. Men filmene nu om dage er vel også helt anderledes, for øvrigt har vi blinde også vore fornøjelser. Vore unge danser f.eks. lige så gerne som alle andre unge og fornøjer sig meget med det. Selvfølgelig går det ikke af uden sammenstød, men det gør det jo heller ikke i en almindelig balsal!

Jeg hørte engang en blind taler fortælle om noget han havde set -?

  • Ja det er ganske almindeligt at vi bruger det udtryk. Hvis f.eks. en blind beder en anden om hjælp til et arbejde: Ja, nu skal jeg komme og se på det! Og jeg tror det er en fordel, om vi passer på så lidt som muligt at adskille os fra andre.

Er blinde i almindelighed ømfindtlige over for folks opmærksomhed?

  • Måske nok lige straks efter at vi er kommet ud fra blindeinstituttet og endnu ikke har vænnet os til at bevæge os frit, men vi har jo den fordel frem for andre invalider at vi ikke ser det, hvis vi vækker opmærksomhed. Og for øvrigt er de fleste meget elskværdige og behjælpsomme over for os, når vi har vores blindemærke på.

Organisationsarbejdet

Er sammenholdet inden for blindsamfundet ikke en stor værdi for den enkelte?

Jeg følte mig isoleret og ensom og levede tilbagetrukket indtil jeg blev medlem. Så kommer man sammen med ligestillede bliver optaget af organisationsarbejdet der fylder de ledige timer. Det virker opmuntrende. Der er en ting vi meget gerne vil have gennemført inden for blindesamfundet: at få bygget et hus til de dårligst stillede af vore medlemmer. Det er ikke meningen at vi vil isolere os, men den dygtigere kunne så hjælpe den mindre dygtige og den modige sætte mod i den forsagte. Også rent praktisk og økonomisk vil det få stor betydning for mange. Hvor megen kostbar arbejdstid spilder en blind ikke med f.eks. selv at skulle rense sin kakkelovn og gøre ild. Dertil kommer desuden risikomomentet og griseriet, som er uundgåeligt. Disse forskellige ulemper vil svinde for manges vedkommende, den dag vi har vor egen bygning med moderne installationer. Forhåbentlig får vi det inden alt for længe

Gudrun Schak Arnvig.

(Fyns tidende – ca. 1937)