Oktober 2014: Refsnæsminder

"Refsnæsminder" Af Laus Klüwer - skrevet oktober 2014.

Forhistorie: Jeg blev født i et fattigt men trygt hjem i 1948. Mine forældre drev en fugle- og akvariehandel, far var desuden biologisk konservator, han udstoppede dyr. Deraf kom den virus som tog mit syn. Jeg blev indlagt i en alder af 1 1/2 år i 14 dage på Militærhospitalet i Århus. Ingen besøg. Efterfølgende havde jeg utroligt svært ved at være væk fra mine forældre. Det første besøg på Refsnæs fandt sted, da jeg var 3 år. Det endte i gråd og tænders gnidsel, da jeg var efterladt på børnehjemmet, mens mine forældre var til en samtale. Mine Forældre forsøgte at få mig i børnehave der hjemme, så jeg kunne vænne mig til at være sammen med andre børn. Det kunne ikke lade sig gøre. Jeg var enebarn, til min lillebror blev født da jeg var 4 år. Ellers var jeg ikke vant til børn på min egen alder, men havde god voksenkontakt. Både familie og øvrige omgivelser viste både forståelse og var villige til at vise og forklare ting for mig.

Min skolegang begyndte 3. august 1955 på Refsnæs efter loven. Blinde børn skulle undervises på et blindeinstitut, i realiteten det kgl. blindeinstitut på Refsnæs. Jeg havde glædet mig, det var jo nyt og spændende. Mor havde læst op for mig, hvad jeg skulle have med af tøj bl.a. et rigtigt sæt tøj, mit første jakkesæt samt 6 lommetørklæder, resten har jeg glemt. Jeg husker dog, at det var dyrt.

Vi ankom til Kalundborg den 30. om aftenen efter en lang rejse. Der var langt fra Fredericia dengang. Næste dag fik vi en venlig modtagelse på Refsnæs. Mine forældre var til stede indtil om aftenen hvor de pludselig var væk, uden at sige farvel til mig, efter råd fra personalet. Jeg blev dybt chokeret, og græd som pisket. Det blev den første nat, hvor jeg græd mig i søvn, men det blev ikke sidste gang. De næste dage står for mig som i en tåge. Jeg husker dog, at jeg tænkte, at det måtte være nogle forfærdelige børn, som skulle tales så hårdt til. Selv blev jeg talt venligt til i 2 dage, den tredje gik sandheden op for mig, sådan blev der talt til alle børn. kom så i gang! spis så op! se så at blive færdig! osv.

Det blev hurtigt hverdag. Refsnæs bestod af Øst- og Vestskolen. På Øst boede alle pigerne, og de små drenge, dvs. indtil 4. klasse. På Vestskolen boede de store drenge fra 10 til 14 år. Skolebygningen med klasseværelser, gymnastiksal og svømmehal, faktisk 2 gymnastiksale pigernes og drengenes. Ved festlige lejligheder kunne de slås sammen ved at skyde en væg til side, som gik på ruller hen ad en skinne. Den var så tyk, at man kunne gå ind i mellemrummet, hvor den skulle være, når begge gymnastiksale blev slået sammen. Mere herom senere. Desuden var der et børnehjem, hvor børn kunne være, fra de var 14 dage gamle. Værnehjemmet hvor nogle voksne kvinder boede, som måske havde svært ved at klare sig selv. De kaldtes aldrig andet end værnekonerne.

Længere henne ad Kystvejen lå Kærhus. Et meget skræmmende sted, hvor nogle børn, som enten var meget syge eller måske mindre begavede, blev opbevaret. Kærhus var en mindre afdeling med 10 til 20 børn. En ofte gentaget trussel var, at hvis vi ikke tog os sammen kom vi på Kærhus.

Hvis vi blev syge, blev vi indlagt på sygeafdelingen. Her herskede sygeplejersken frk. Jakobsen. En lidt spøjs type. Foruden frk. Jakobsen var der fru Pedersen, som var gift med pedellen. Hun var et elskeligt menneske, som vi alle holdt af. Jeg blev indlagt adskillige gange det første år med forkølelse. Jeg var dog ikke mere syg, end at jeg kunne nyde freden og den gode behandling Vi kunne oven i købet, ved hjælp af hovedtelefoner, høre radio, hvis frk. Jakobsen altså havde tændt sin radio. Det var vist under en mæslingeepidemi, at vi var rigtig mange indlagte, og fandt ud af, at hvis vi talte, råbte i den ene øreklap på een stue, kunne det faktisk høres i hovedtelefonerne på de andre stuer. Det gik den eftermiddag så med, indtil Frk. Jakobsen hørte det i sin højttaler. Så blev der godt nok ballade. Når vi var indlagte, holdtes der styr på vores kropsfunktioner. Havde vi et stort ærinde på toilettet, måtte vi ikke trække ned. Efterfølgende stod frk. Jakobsen så på gangen og råbte "hvem har lavet"! Når vi så gik til bekendelse, blev det ført til protokols, intet blev overladt til tilfældet. Skulle vi have medicin eller have dryppet øjne, skulle vi møde på medicinstuen. Der var medicinstue morgen, middag og aften inden aftensmaden. Jeg husker endnu, hvordan vi stod i flok og rad og ventede på, at det blev vores tur. Til at hjælpe på medicinstuen var der et par af de store piger, de såkaldte medicinpiger. Et særligt indslag var de børn, som skulle dryppes med noget, der hed Pilokopin. Det fandtes i forskellige opløsninger som for 2 eller 4 %. Når frk. Jakobsen så råbte 2 %! skulle de pågældende så træde et skridt frem, hvorefter de blev dryppet, hvorefter det lød, 4 %, hvorefter det gentog sig. Man ventede nærmest, at de så fik lov til at stå rør.

I det første år på Refsnæs, trivedes jeg så dårligt, at jeg vist var ved at ende i en slags psykose. Jeg flygtede vel nærmest fra hverdagen, og fungerede langsommere og langsommere både i skolen og i hverdagen, hvad enten det gjaldt at spise eller få tøj på om morgenen. De gentagne trusler om Kærhus hjalp absolut heller ikke. Morgenerne på Refsnæs var svære at klare. Vi blev vækket kl. 7.00. Måtte vaske os i koldt vand, klæde os på, og så var det tid til morgenmaden. Jeg var som barn tynd og splejset, nærmest et lille skravl, det ses ikke i dag, og derfor var jeg de første år nærmest på en slags fedekur. Det indebar, at jeg fik et æg hver aften, fint nok. Men til gengæld skulle jeg spise en portion øllebrød med klumper og det hele hver morgen. Desuden fik vi et kvart stykke brød med leverpostej og 1/2 stykke sigtebrød med marmelade. Det kunne jeg slet ikke klare, så det endte med, at jeg kastede op i tallerkenen hver dag. Så var jeg naturligvis stædig, og en af assistenterne havde sin daglige fornøjelse af at tage skeen ud af hånden på mig, og proppe det hele ind igen. Da jeg mange år senere mødte en pige, som havde gået i klassen over mig, var hendes første spørgsmål til mig, om det ikke var mig der kastede op hver morgen. Da jeg kom hjem på ferie, prøvede jeg naturligvis at fortælle mine forældre om det, men de troede mig ikke. Hvem ville også tro på sådan en røverhistorie. De mente, det var noget, jeg fandt på for at undgå at skulle tilbage igen. Men da jeg i en ferie fik ondt i halsen og mor skulle se mig i halsen, kunne hun jo se mærkerne efter skeen, og så skete der ting og sager. Pludselig måtte jeg selv bestemme, hvad jeg ville spise og hvor meget. Vi kunne vælge mellem havregryn med mælk, havregrød eller altså øllebrød.

Personalet var et kapitel for sig. Udover lærerne var der på Østskolen en afdelingsleder kaldet plejemor, 2 assistenter samt diverse barnepiger. Så var der naturligvis køkken– og stuepiger, som ikke betød så meget for os børn. De var absolut nederst i hakkeordenen. Over hele skolen regerede forstanderen Poul Petersen, som var et ordentligt menneske men ingen karismatisk leder. I min tid på Østskolen var frk. Zwicky afdelingsleder "plejemor" og Inga Bloch var første assistent. Hun skulle være fradømt retten til at omgås børn! Hun var vel nærmest en art sadist, ondskabsfuld var hun i hvert fald. Utroligt hvor meget skade et enkelt menneske kan volde et barn. Den anden assistent hed fru Thomsen. Der forelå ikke noget om en hr. Thomsen, det kan jeg godt forstå. De to regerede med hård hånd over os børn. Det varede ikke længe før jeg, for første gang, i spisestuen hørte ordren: "Tag brillerne af!" og slask, faldt der en kontant lussing. Brillerne som kostede penge måtte jo ikke komme noget til.

Midt i elendigheden det første år, kom der dog et lyspunkt, nemlig en ny barnepige. Hun var datter af en af lærerne, og hed Lotte Neergaard. Hun kom lynhurtigt til at betyde meget for os, og ikke mindst for mig. Tænk sig, hun holdt faktisk af børn! Hun var kun 18 år gammel og havde vel ingen uddannelse, men hvor var hun god til at omgås børn. Til trods for sin unge alder og venlige, for ikke at sige kærlige væsen, havde hun aldrig problemer med disciplinen. Vi respekterede hende langt højere end alle de andre voksne. Jeg har tit tænkt på, hvad der mon er blevet af hende. Jeg håber det er gået hende godt Det har hun i allerhøjeste grad fortjent. Hun har en stor del af æren for at jeg ikke gik helt til fra starten.

Da der var gået et år på den måde, var jeg nærmest gået i stå. Jeg glemmer aldrig en morgen i min første sommerferie. Far havde kaldt på mig, men efter 1/2 time havde jeg endnu ikke fået alt tøjet på. Far spurgte mig hvorfor, og jeg fortalte, at jeg var så bange for at bliver sendt på Kærhus. Far blev meget opbragt og lovede mig, at det aldrig ville ske, det ville han aldrig tillade. Jeg følte en stor vægt blive lettet fra mine skuldre, og fra da af gik det langsomt fremad.

Ferierne var naturligvis de helt store højdepunkter. Vi kom hjem 4 gange om året, efterårsferie, juleferie, påskeferie og sommerferie. I de første år på Refsnæs havde jeg det så dårligt, at jeg ville adskille ferierne totalt fra tiden på Refsnæs. Jeg ville ikke tale om Refsnæs, ikke høre musik, som jeg først havde hørt på Refsnæs og jeg blev meget fortørnet, da en skolekammerat fra en af de højere klasser, sammen med sine forældre kom på besøg i en sommerferie. Der skulle være vandtætte skodder imellem. Den sidste dag i ferien var ganske forfærdelig. Nu kunne jeg ikke længere skjule for mig selv, at ferien var slut. Mine forældre vidste godt, hvordan det var fat, og prøvede at mildne det på alle måder. Jeg har bestemt fået mine livretter til middag osv., men jo kærligere de var, jo forfærdeligere fik jeg det. Selve rejsedagen var forfærdelig ud over alle grænser det gør næsten ondt at genkalde mig det. Jeg fattede simpelthen ikke, at verden bare gik videre, der var kunder i butikken som sædvanligt, der kørte biler ude på gaden også som sædvanligt, musikken i radioen var den samme som altid osv. Jeg håbede til det sidste på en eller anden katastrofe, så jeg kunne blive hjemme, men forgæves. Vi kørte i taxa til banegården. Vognmanden vidste også godt, at det ikke lige var min dag. Han kørte altid selv, kom i sin nyeste bil, og prøvede at fortælle mig om den. Hvor har jeg dog mødt megen venlighed. Turen kostede dengang den fyrstelige sum af 3,65 Kr. Far betalte med en 5-kronesedel, fik penge tilbage, og så fik jeg sedlen. Jeg glemmer det aldrig. Rejsen tilbage til Refsnæs var aldeles rædselsfuld. Hvordan jeg skulle holde ud til næste ferie var ganske enkelt umuligt at forstå. Til gengæld var dagen før en ferie helt i top. Vi var nærmest euforiske. Sådan oplevede jeg det i det mindste. Senere har jeg forstået, at ikke alle var lige så glade som jeg. Husk at børn kunne være på børnehjemmet fra de var 14 dage gamle. Så var der jo kun lidt eller ingen kontakt til deres forældre. Der blev vist ikke gjort mange forsøg på at undervise os den dag. Vi havde andet i hovedet, i morgen skal vi hjem!! Jeg tror det var til påske 1956, der var Suez-krise og på grund af brandstofmangel fik vi en dag til morgensang at vide, at vi blev sendt hjem en dag tidligere. Jublen var endeløs! Der var en helt særlig stemning sådan en dag. Jeg tror vi fik længere snor end sædvanligt. I dag ville man nok sige at vi var udenfor pædagogisk rækkevidde. Jamen hvad kunne de gøre os, vi skulle jo hjem i morgen.

Og så kom selve rejsedagen. Vi blev sendt af sted i 3 hold, mod København, mod Århus og videre op i Jylland og så os som skulle til Fyn og det øvrige Jylland. Sikken en dag! Den kunne man leve længe på. Vi havde en reserveret vogn i toget, og blev endda rangeret ombord på storebæltsfærgen. Hvilken luksus! Men hvor var den rejse dog lang!

Senere har mine forældre fortalt om den bekymring, de havde angående misundelse hos mine yngre brødre. Min ældste lillebror blev født i 1952 og den yngste i 1956. Det var jo nok sådan at alt det spændende såsom familiebesøg osv. Foregik, når jeg var hjemme. Det gik nu fint nok. Vi var jo oppe at toppes ind imellem som alle andre unger, men vi havde bestemt også mange gode stunder. Min ældste lillebror Ole læste bl.a. Zarens kurer for mig. Senest var det Carsten som læste Asterix, så vi var ved at dø af grin. Der kunne NOTA lære noget.

Mit første skoleår var som sagt ikke nogen succes. Udover de almindelige skolefag, havde vi noget, som blev kaldt praktiske øvelser. Her skulle vi lære forskellige ting, såsom at sætte snørebånd i og binde sløjfer. Vi fik også et fag kaldet anskuelse. Det gik ud på at få en fornemmelse af, hvordan forskellige ting så ud. Jeg husker, at vi så en model af en landsbykirke, og Kalundborg kirke med de 5 tårne. Senere lærte vi bl.a. om en smedje, en mølle osv. Det var faktisk rigtig vigtigt for os, som var født blinde. Det gav os et godt begreb om, hvordan forskellige ting så ud, som var for store til at vi kunne overskue dem.

I naturhistorie havde vi udstoppede dyr. Der var endda et rigtigt menneskeskelet. I de første år stod det opstillet i sangsalen som det hed, hvor vi også havde morgensang. Senere kom der et fint skab, det kunne stå i. I sangsalen stod også løven. Det var faktisk en fuldvoksen udstoppet løve, som også blev brugt i naturhistorie. Mange brugte den til at ride på, hvilket forargede mig, jeg vidste jo alt om at omgås udstoppede dyr.

Vi skulle jo lære at læse og regne. Det foregik på punktskrift, som blev vores naturlige skriftsprog. Vi brugte nogle blyklodser som skulle vendes rigtigt og anbringes i en tavle, som var en slags kasse med en form for rist som skulle holde styr på klodserne. Jeg blev aldrig god til de klodser. Punktskrift bestod dengang af 6 prikker som giver 63 variationsmuligheder. Først skulle vi lære bogstaverne fra a til j, hvorefter de næste 10 bogstaver er de samme, her er der så sat en prik til nedenunder. Vi havde også en klods med 6 trækugler som kunne fjernes eller placeres efter behov, så vi kunne se, hvordan de enkelte bogstaver så ud. Tallene bestod af de samme tegn som bogstaverne fra a til j, bare med et taltegn foran. Her brugte vi også nogle gamle blyklodser og en lignende tavle. Det blev jeg heller aldrig god til. Jeg sad tit og faldt i staver i regnetimerne, hvorefter vores "gamle" tykke regnelærerinde frk. Kjellerup råbte "Laus du skal regne"! Gud hvor var det kedeligt. Men på en eller anden måde lykkedes det mig at lære at læse. Jeg blev faktisk meget glad for det. Allerede dengang blev bøger en stor del af mit liv. Jeg husker især en forfatter Niels K. Kristensen, som skrev nogle meget spændende bøger bl.a. fra de slesvigske krige.

På Refsnæs var der et bibliotek, hvor vi en aften om ugen, kunne låne et bind på punktskrift. Det forslog hverken helt eller halvt. Det var hr. Ellebæk, som også var vores klasselærer, som stod for biblioteket. Jeg har mange gange næsten plaget livet af ham for at få bare lige et bind mere i løbet af ugen. Jeg var faktisk meget vedholdende. Ellebæk, som vi alle holdt af, trods hans undertiden voldsomme temperament, var naturligvis glad for min interesse. På den anden side kunne han jo ikke gøre forskel. Det endte med, at han forklarede mig det, samtidig med at han viste mig hvor nøglen til biblioteket hang. Jeg fik dog strenge ordre til kun at liste mig derind alene, og jeg måtte ikke gå ind i det inderste rum, hvor der stod film– og lysbilledfremviser. Fint med mig, jeg kom fra da af troligt hver biblioteksaften og fik mit reglementerede bind, og supplerede så op efter behov resten af ugen. Og så læste jeg ellers af hjertens lyst.

Ellebæk var også den der stod for skolehaverne, som mange var glade for. Det var et stykke jord, som var opdelt i et antal bede, som eleverne så, under Ellebæks kyndige ledelse, selv dyrkede. Græskar og rødbeder blev dyrket og senere syltet af frk. Brygger, som stod for skolekøkkenet. Ærter og radiser osv. blev naturligvis også dyrket.

Som klasselærer brugte Ellebæk båndoptageren i undervisningen. Der blev købt 2 drabelige Eltra båndoptagere, samt installeret et radioanlæg i skolebygningen, med en højttaler i hver klasse. De enkelte lærere kunne så bestille optagelser af forskellige programmer i skoleradioen, som hr. Ditmann så optog. Disse kunne så afspilles via højttaleren i klassen. Men man kunne også selv optage. Vi læste f.eks. H. C. Andersens Svinedrengen, som så blev optaget.

Den sjoveste og mest dramatiske optagelse blev dog foretaget dagen før en juleferie. Det var skik at de enkelte klasser holdt julestue, og klasselærerne hyggede så om os. Udover hvad vi fik af slik osv., husker jeg, at Ellebæk læste højt for os. En af mine klassekammerater, Anne-Grethe, var blevet syg, og var blevet hjemme hos sine forældre, og for at hun ikke skulle gå glip af det hele, blev hele seancen optaget på bånd. Vi havde en adventskrans i klassen og alle lys var naturligvis tændt. Pludselig gik der ild i båndene som den hang i, og den faldt ned i hovedet på Inge, og der var ved at gå ild i hestehalen. Ellebæk fo'r op midt i en sætning og råbte højt at der var gået ild i Inges hår, det blev dog slukket før der skete noget alvorligt. Inge blev senere kredsformand i Århus. Ingen tvivl om at Ellebæk blev forskrækket. Det var en mindeværdig optagelse, og vi hørte episoden adskillige gange. En fast tradition ved juletid var pebernøddedagen. Den dag lavede vi alle et kræmmerhus af punktpapir. Det kunne blive ganske stort, hvorefter vi i flok og rad gik over i det store køkken hvor pebernøddesangen blev afsunget. Så fik vi pebernødder i kræmmerhusene, rigtig mange som jeg husker det. Ethvert afbræk i en kedelig hverdag var jo kærkomment. Ellebæk var også ejer af en Ford A, da vi gik i de mindre klasser, og vi kunne faktisk være i den alle 6 i klassen. På den måde kunne vi besøge en keramikfabrik og flere andre virksomheder. Senere blev den erstattet af en mindre Renault Dauphine. Så måtte vi deles op, men jeg husker dog, at vi besøgte Tersløsegård, hvor Holberg som bekendt har boet.

Som tiden gik, rykkede vi op i klasserne, og da jeg kom i 4. klasse skulle jeg over og bo på Vestskolen. Her havde vi det lidt friere, og jeg trivedes meget bedre. Det er nok derfor, mine erindringer bliver tydeligere fra den tid.

I det meste af min tid på vest, regerede frk. Høtoft som afdelingsleder. Jeg har aldrig hørt nogen kalde hende plejemor, men hun var nu ellers rigtig sød. Det har ikke været let at holde styr på os store knægte. Slet ikke aftenen før en sommerferie. Jeg stod efter aftensmaden i stengangen, som kældergangen hed udenfor spisestuen, da Høtoft kom gående forbi, som sædvanlig, efter vores mening, duftende lidt rigelig af parfume. Jeg stod i mine egne tanker "Hurra i morgen skal vi hjem" osv. og mumlede, nærmest pr. refleks stinkdyr. Hvorefter hun vendte sig og ophidset spurgte mig "hvad sagde du" Husk det var dagen før sommerferien, så jeg svarede frejdigt, at det egentlig ikke var min mening, at alle og enhver skulle høre det, men hvis det var sådan, hun ville have det, så sagde jeg altså stinkdyr. Jeg kunne godt tale højt, hvis det skulle være. Så blev hun sur! og smed mig udenfor. Jamen hvad var problemet? En lun sommeraften i juni, og så skulle vi jo altså hjem i morgen? Nå men jeg skred ud af den forbudte hoveddør, men den var jo nærmest, og satte mig på siddegyngen, hvor man kunne sidde og gynge og snakke, hvis man var flere. Denne gang var jeg alene og sad og nød den lune sommeraften. Det var skik dengang, at der blev holdt lidt afslutning den aften, med kaffe og bankospil osv., hyggeligt nok. Da tiden kom, blev jeg dog siddende. Var jeg smidt ud eller hvad? Høtoft sendte en af assistenterne ud efter mig, men jeg holdt mig til at Høtoft havde smidt mig ud. Ville hun have mig ind igen, måtte hun selv komme og hente mig, og det måtte hun så til sidst, hvem vandt! Men det var nu næsten synd, som sagt var hun bestemt god nok.

Udover Høtoft, kom en Lillian Krogh Jørgensen som assistent. Hende kom vi også til at holde meget af. Under et højskoleophold havde hun mødt sin forlovede Mads Finn, hvis forældre drev en gård på den anden side af Kalundborg. Mange lørdag eftermiddage samlede Frk. Krogh, en del af os. Så gik vi ind til Kalundborg, hvor vi mødte Mads Finn eller en af hans forældre, som var tilsagt med bilen, hvorefter vi kørte resten af vejen til deres gård, hvor vi så blev sluppet løs. Vidunderlige dage, hvor vi stiftede bekendtskab med dyrene, traktoren osv. Mads Finn blev en gang sat til at køre en tur med Børge Hest og mig i sidevognen på Nimbussen. Ingen tvivl om at han holdt meget af sin Lillian. De blev da også gift til sidst, og en tid kom frk. Krogh kørende på Nimbussen i flyverdragt og det hele, når hun skulle på arbejde, men en dag gav hun os den sørgelige meddelelse, at hun rejste. Det måtte jo komme, men hvor var vi kede af det. Men hun var jo altså blevet gravid, og dengang var der ingen barselsorlov. Hun vendte senere tilbage og blev en slags rådgiver for integrerede børnehavebørn, så hun gik ikke helt til spilde. Mads Finn blev afdelingsleder på vest, men det var efter min tid.

Efter frk. Krogh kom Dagny Olesen. Det har ikke været let at følge efter Lillian, men jeg blev også glad for hende. Til al overflod kom også en frk. Kammer, hun var fra Århusegnen med dialekt og det hele, så hende tog vi vist ikke så alvorligt, selvom hun ikke har gjort nogen noget. Dagny blev senere afdelingsleder og mobilitylærer på instituttet på Rymarksvej. Jeg fik mange kopper kaffe hos hende dengang. Der var altid en voksen til stede for at holde øje med os. Vi var selvfølgelig lede ved altid, at skulle gøre rede for vores gøren og laden, men de havde jo ansvar for os, og engang, før min tid, var der faktisk en, der druknede i fjorden. En af lærerne havde "inspektion" på vest hver aften. Så blev der tit læst højt for os. Ingen kan glemme hr. Neergaards oplæsning af Melvilles Moby Dick eller hr. Emborg som læste Walter Scot' Helvedeshunden.

Det var først på vest, at jeg for alvor fik venner på Refsnæs. Jeg har aldrig været god til de større kliker med deres intriger. Det gad jeg simpelthen ikke. Per Jørgensen og jeg mødtes i vores fælles sorg efter en ferie. Det var sådan, at det var svært at finde et sted, hvor man kunne være sig selv. Udover skoletiden var der de store opholds- eller legestuer, og om natten lå vi mange sammen på store sovesale. Per og jeg mødtes i lille klaverstue, hvor der lige var plads til klaveret og et par stole. Her havde jeg ofte held til at få lidt kvalitetstid for mig selv, men altså ikke denne gang. Vi faldt dog i snak, og det viste sig, at vi havde mange tanker til fælles. Ingen af os var særlig fysisk aktive, men holdt meget af at tænke over tingene. I resten af min tid på Refsnæs var vi uadskillelige og brugte mange, mange timer på at snakke om alt muligt. Det var Per som anbefalede mig at læse Gustav Wieds Livsens ondskab. Det var en pine, som 13-årig at læse om ædedolkenes klub. Jeg var altid sulten. Per kom fra København og kom hjem i weekenderne, hvilket jeg var lidt misundelig over, men jeg var faktisk med ham hjemme flere gange og blev venligt modtaget i hans forældres hjem på Nørrebro. Sikke weekender vi så havde! Alt det kaffe vi kunne drikke, alt hvad vi kunne spise, og så havde Per en af de første B & O spolebåndoptagere, som vi brugte meget tid på at lege med. Tænk en hel weekend i et almindeligt hjem med en almindelig familie. Og så købte vi ildpastiller, som smagte af både æter og chloroform og ja, brændte som ild i munden på os. Det tænker jeg tilbage på med stor taknemmelighed. Maden på Refsnæs var lige så god, som den var tiltrængt. Jeg kunne ikke lide fisk, men da økonomaen frk. Sørensen en dag, efter kogt torsk, spurgte mig hvad jeg syntes om middagsmaden, måtte jeg jo sige, at den syntes jeg ikke om. Det blev hun ked af at høre, men da jeg sagde, at hun jo ikke kunne gøre for, at jeg ikke kunne lide fisk, var vi straks gode venner igen. Mange gange, i det store frikvarter, gik jeg over i det store køkken for at få at vide, hvad vi skulle have til middag. Jeg fik tit en frikadelle eller en skefuld budding el. lign. ved de lejligheder. Udover skolen, havde vi naturligvis en del fritid, som jo skulle bruges fornuftigt. Der var på Refsnæs dengang en æbleplantage. Jeg røber nok ikke de store hemmeligheder, når jeg fortæller at vi naturligvis gik på rov der af og til. Det gik også godt i de fleste tilfælde, men en gang imellem... Pludselig stod gartner Rasmussen foran os som skudt op af jorden, og så blev der ballade. Han kunne skælde ud! Sjovt nok fik vi lov at beholde, hvad vi havde i lommer og under bluser. Jeg har senere tænkt, at han nok tit så os, men kun en gang imellem måtte træde i karakter. Jeg har ham mistænkt for at have fået mangt et godt grin. Helt galt gik det først da vi fandt ud af at æblerne blev gemt i kasser i en stråtækt kælder. De største og saftigste lå i den nederste kasse, så jeg satte de andre til at flytte kasser så vi kunne komme til, og så kom gartner Rasmussen. Den dag fik vi en skideballe, som virkelig kom fra hjertet. Ingen tvivl om at da var vi gået over stregen. Vi blev ved med at hærge i æbleplantagen, men kælderen holdt vi os fra. Egentlig var det jo uskyldigt nok, vi skulle jo have haft de æbler alligevel, men enhver ved jo at stjålne æbler smager bedst. Rasmussen var god nok, og jeg husker ham med glæde, møgfald eller ej.

Mange af de andre elever brugte fritiden på at løbe på rulleskøjter og andre vilde gerninger. Jeg læste. Hvordan det kunne lade sig gøre at løbe på rulleskøjter som helt blind er mig stadig en gåde, men så vidt jeg husker kom ingen noget til. Rundt om skolegården var pergolaen, et halvtag som lå på runde træsøjler, som så stod hele vejen rundt, og også hen til skolebygningen. Så kunne man gå der i tørvejr. Selvom mange havde en synsrest, var der dog også mange helt blinde. De klarede sig lige så godt på rulleskøjter uden at ramme søjlerne.

Refsnæs er et sted med en dejlig natur, selvom det tit blæser en del. Luften var frisk, lidt for frisk til mig det første år. Hvis vi ikke var ude, var der på Vest mulighed for at spille skak, mølle og endda bordtennis, hvis man kunne se til det. En af lærerne hr. Ditmann organiserede årlige konkurrencer i skak, bordtennis, kuglespil og fodbold.

Så var der en opholdsstue, der hed læsestuen. Her sad bl.a. andre jeg og læste rigtig meget. Det var på den tid, jeg fik uofficiel adgang til biblioteket. Båndoptageren kom også på det tidspunkt. Det var med spolebånd, og på Vestskolen fik man en Tandberg 2, med 2 hastigheder. Vi skulle lære den at kende og faktisk have et "kørekort" til den for at få lov at låne den. Min klassekammerat Kaj Møller, fik en Philips Major med 4 spor og 3 hastigheder, kom ikke her! Et af de epokegørende forsøg vi lavede var, at optage i stereo, stereo! Det var det helt nye, så nyt at ingen af os faktisk havde kendskab til det. Men vi lavede en opstilling af begge båndoptagere, båndet løb fra den ene til den anden, og ved at optage på forskellige spor, lykkedes det os at lave vores første stereooptagelse. det var vildt! Senere købte Kaj en forlængerledning på 8 meter til mikrofonen. Det gav jo noget større bevægelsesfrihed og vi kunne gå i gang med det som skulle blive den mest dramatiske optagelse vi foretog. Som tidligere nævnt kunne skydeporten, som væggen hed, som adskilte gymnastiksalene, skydes ind i væggen. En eftermiddag fandt vi på, at den kunne køres lidt frem, så Kaj kunne gå ind i mellemrummet og trække kablet med sig, hvorefter et par af de andre så skulle rulle skydeporten ind efter ham. Når væggen så var helt inde, skulle Kaj så selv skubbe den ud igen, og til sidst klemme sig ud til vi andre. Det var Kaj selv, som havde udtænkt plottet, der var altså på ingen måde tale om tvang. Jeg skulle betjene båndoptageren, som stod på "forstærker" så vi havde kontakt med Kaj, mens han forsvandt ind i mørket med skydeporten efter sig. Da den var helt inde satte jeg den på optagelse, og vi havde ikke længere forbindelse med Kaj. Langsomt gik tiden, og langsomt, meget langsomt og i små ryk, kom skydeporten frem igen, og til sidst Kaj, heldigvis uden at være kommet noget til. Vi havde aftalt, at var han ikke kommet ud efter et kvarter, måtte vi hente hjælp og så tage skideballen. Både Kaj og vi andre var naturligvis nervøse, mens han kæmpede sig ud, hvad nu hvis kablet viklede sig om et af hjulene osv. Men alt gik jo godt og snart kunne vi, tilbage på Vest, sætte os og høre optagelsen, jeg citerer Kaj fra skydeportens mørke indre: "jeg tror sgu der er noget galt, jeg er bange for den har sat sig fast, nå, jeg prøver lige igen og sætter røven imod og trykker". Næste dag, som var en mandag, var vi endnu ikke færdige med at gå og smågrine af det. Vi spiste middagsmad sammen med lærerne, og Ellebæk spurgte hvad det var vi grinte af. Både Kaj og jeg påstod at der ikke var noget, men Ellebæk fik jo lokket historien ud af os. Det kneb for ham at holde masken, men faktisk fik han os til at tage båndet med til timen bagefter, hvor det blev afspillet under andægtig tavshed i klassen. Det viser noget om vores tillid til Ellebæk. Det lykkedes næsten for ham bagefter, meget alvorligt at forklare os, hvor farligt vi havde båret os ad, og få os til at love ikke at gentage eksperimentet, men det var en af de mere muntre dansktimer. Da vi kom i 7. klasse og jeg var 13 år, blev vi konfirmeret. Først gik vi til præst hos Pastor Norup. Det foregik på skolen, men vi blev konfirmeret i Raklev kirke, hvorefter der var konfirmationsfest for os på Refsnæs. Vores forældre var med, og den sammenlagte gymnastiksal dannede rammen. Der var også andendagsgilde dagen efter.

Og pludselig var det slut, vi skulle hjem på sommerferie og ikke tilbage på Refsnæs, men begynde i København på instituttet der, som lå på Kastelsvej, et både spændende og skræmmende perspektiv. Jeg kan huske at frk. Kammer var den sidste, som sagde farvel og på gensyn til mig. Mange tidligere elever plejede at besøge Refsnæs i en weekend, men ikke jeg. Jeg vendte mig bare om og forlod Refsnæs. Jeg har kun været der en gang siden, nemlig da der var 100 års jubilæum. Det føltes nærmest som at få uddrevet de sidste dæmoner.

December 2012: Blindeundervisningens historie 1784-1985 i korte træk

BLINDEUNDERVISNINGENS HISTORIE 1784 -1985 i korte træk ERINDRINGER FRA REFSNÆSSKOLEN i sidste halvdel af 1900-tallet.

ELISE JØRGENSEN 2010

Forord I den græske mytologi idømmes Kong Sisyfos af Korint den straf, at han skal rulle en stor, rund sten op ad bjerget Olympos helt op til bjergets top. Men hver gang han næsten har nået toppen, næsten er oppe! smutter stenen fra ham og ruller helt ned til bjergets fod, og han må begynde forfra.

Et sådant sisyfos-arbejde har fremstillingen af denne beskedne beretning været for mig og for fotograferne

LONE KRÖNING MOGENSEN OG KIRSTEN ELLEBÆK

hvem jeg takker for stor og tålmodig indsats for dette projekt.

En dag udbrændte harddisken totalt, og med den manuskriptet, men det lykkedes Lone og Kirsten at rekonstruere manuskriptet. Også for dette er jeg dem begge stor tak skyldig! Jeg har måttet indse, at det nærmest er en umulighed at mixe tekst og illustrationer i et tekstbehandlingsprogram, sådan som jeg har forsøgt at gøre. Deraf er alle de endeløse vanskeligheder opstået! - og naturligvis også af min ringe indsigt i at betjene mig af computerens mange finesser.

Jyderup, 2010. Elise.

Blindeundervisningens Historie 1784 -1985 i korte træk Elise Jørgensen 2010

På Refsnæskysten -

En sommerdag i 1980'erne -

Fra venstre LARS, BRIAN, JANNICK, til højre SUSANNE siddende på hug

Refsnæsskolens sang Tekst: Jørgen Emborg. Marts 1959 Melodi: Viggo Wøhlk

På Refsnæskysten er luften karsk, og der er læ bag skolemure, når fjorden vælter sig jævndøgnsbarsk, og stormen blæser i lurer. I forårsnætter med fugletræk blandt blege stjerner bli'r tanken væk. Den barndomsstrand Du aldrig kan Forglemme, hvor end du færdes

Du lærte sange og eventyr; selv kunne bedre du digte. En sten, du fandt, var et elsket dyr, En ven, du aldrig turde svigte. Men ingen, ingen dig helt forstod - din vilde glæde, din trods, dit mod. Den barndomstid

*   snart hård, snart blid - du skal bestandig erindre.

Tag, nu du rejser fra dette sted, (en trækfugl vender tilbage), dets egen hilsen og ønske med ud i de ukendte dage: Om skæbnen truer med sorg og skræk, Da husk de jublende forårstræk: Hvem førte dem i mørket frem og gennem stormfulde dage.

Tirsdagstræf med førerhund

Foto: Kirsten Ellebæk d.19.11.2009

Blindeundervisningens historie i korte træk

Erindringer fra Refsnæsskolen i sidste halvdel af 1900-tallet

Juleforberedelser på Refsnæsskolen i 1950'erne og 1960'erne

Tirsdagstræf om blindeundervisning

I dag har vi fået besøg af to gæster. Kirsten Harreschou, der har haft sin barndoms skolegang på Refsnæsskolen, og som siden er uddannet til telefonist, er gift og mor til to nu voksne børn, der begge er fløjet fra reden. Og Kelly, som er en Labrador, der er uddannet som førerhund.

Jeg har haft hele mit arbejdsliv på Refsnæsskolen. Men da det er 20 år siden, jeg gik på pension, er alt hvad jeg har brugt i undervisningen af materialer og metoder og alt, hvad jeg har oplevet sammen med børnene, for længst passé. Alt på Refsnæsskolen er siden blevet digitaliseret.

Men i dag er Kirsten kommet, og hun har tilbudt at fortælle os lidt om den uddannelse, som Kelly har fået, før hun blev Kirstens hund.

Foto: Mik Holbæk Amts Vensteblad d.19.11.2009

Jeg har også bedt Kirsten om at læse lidt for os, så I kan se, hvorledes det går til.

Om Kelly har Kirsten fortalt, at Kelly er en labradortæve på 3 år. Ved udvælgelsen af hunde til oplæring som førerhunde lægges der vægt på hundens karakter, intelligens og størrelse. Oplæringen tager 5-6 måneder, i hvilken tid hunden bor hos træneren. I træningsperioden mødes hunden og dens kommende "bruger" flere gange, for at træneren kan vurdere, om hundens og dens fremtidige herres temperamenter passer sammen, hvad der er absolut nødvendigt for begge parter. Hundetræneren er ansat hos Dansk Blindesamfund, og hunden forbliver Dansk Blindesamfunds ejendom, men udlånes til brugeren, så længe den kan gøre tjeneste, indtil ca. tiårsalderen, hvorefter den pensioneres. Førerhundens opgave er at lede sin synshandicappede herre uden om forhindringer, sikkert over trafikerede veje, på opfordring finde "bænk", "dør", "trappe" o.a. En førerhund kan lære helt op til 29 "kommandoer" på menneskesprog. Den benytter også i høj grad herrens kropssprog og tonefald.

Forbipasserende eller tilstedeværende må aldrig distrahere en førerhund "i arbejde"! Den behøver hele sin koncentration til sit arbejde.

En lille oplevelse med en førerhund

Min jævnaldrende veninde Else, der bor i Sverige, inviterede mig med til et møde i Växjö. Mødet begyndte i Domkirken med morgenkaffe og ostefrallor (osteboller) i selve kirkerummet. Efter en kort andagt blev vi kørt til Växjös nye koncerthus i en nyere del af byen, som hverken Else eller jeg kendte. Koncerthuset er rundt med den cirkelrunde koncertsal i midten og aulaen som en ring uden om koncertsalen. I koncertsalen fik vi i løbet af dagen fire foredrag, afbrudt af middag og kaffe med kager i aulaen. Efter at det hele var slut, stod Else og jeg ude på fortovet og spekulerede på, om vi skulle gå til højre eller venstre for at finde tilbage til Domkirken, hvor Else om morgenen havde parkeret sin bil. Vi stod på fortovet ved siden af hinanden med ansigtet mod kørebanen. Bag os løb en grøft, parallelt med fortovet, langs grøften en græsrabat, bag græsset de nybyggede huse. Da kom hen ad fortovet imod os i rask trav en mand med sin førerhund. For ikke at bringe hunden ud af dens bane, trådte Else og jeg et stort skridt bagud - og faldt begge baglæns ned i grøften! Manden, der troede, at vi var blevet bange for hunden, sagde, idet han passerede os: "Hon är så sneil!". (Hun er så rar!) Da Else og jeg omsider var kommet op af grøften, så vi manden og hunden langt nede ad gaden, i færd med at krydse den næste gade. Hunden havde overhovedet ikke ladet sig anfægte af de to gamle koner, der lå og rullede rundt i grøften! SE, det var en Rigtig førerhund!

Jeg vil sige ganske lidt om handicaps.

Uanset hvilket handicap et menneske får i livet, vil et handicap altid medføre tab af noget værdifuldt for dette menneske. Hvis det drejer sig om et synshandicap, vil jeg tro, at det, man først og alvorligst savner, er muligheden for at bevæge sig frit.

Det umiddelbare hjælpemiddel er en stok. I 1950'erne udviklede man i USA en speciel blindestok og en speciel teknik i brugen af denne. Blindestokken er hvid og afløste i Danmark det hidtil brugte symbol på syns eller hørehandicap, nemlig det gule armbind med tre sorte cirkelrunde pletter. Den hvide stok blev straks det enerådende symbol på blindhed. Den er samtidig et nyttigt hjælpemiddel. Ca. 10 cm længere end en almindelig spadserestok kan den svinges rytmisk fra side til side umiddelbart foran den gåendes fødder og således advare om forhindringer: trapper op eller ned. Et andet meget vigtigt område, som et synstab vil gribe ind i, er muligheden for at skaffe sig viden og uddannelse gennem læsning.

Menneskeheden har kunnet læse og skrive siden 4000 år før vor tidsregning. Men ingen skrift, som kunne læses med fingrene, blev opfundet før i begyndelsen af 1800-tallet.

Før den opfindelse blev gjort, var næsten alle blinde henvist til at tigge.

Foto, Mik, Holbæk Amts Venstreblad. 19. nov. 2009.

Valentin Haüy 1745 - 1822 Grundlagde de første skoler for blinde Og helligede sig deres elevers uddannelse.

Louis Braille, 1809 - 1852 punktskriftens skaber, skriftsproget for verdens blinde.

VALENTIN HAÜY 1745 -1822

I Paris levede i sidste halvdel af 1700-tallet en mand ved navn Valentin Haüy (udtalt a-y-i). Haüy var oversætter i udenrigsministeriet. Det var i oplysningstiden, hvor man bl.a. tænkte på, at alle mennesker burde gøres til nyttige samfundsborgere. Haüy traf en trup fattige, blinde gademusikanter. Han fattede interesse for dem og tænkte på, om det dog ikke skulle være muligt at bibringe disse mennesker kundskaber, så de kunne skabe sig en bedre tilværelse. Men der skulle gå ti år, før Haüy fik lejlighed til at gå videre med den tanke.

I 1784 kom den østrigske, blinde pianist Maria Theresia von Paradis til Paris for at give koncerter. Haüy opsøgte hende siden, og hun viste ham, at hun havde lært at læse og skrive ved hjælp af løse bogstaver skåret ud i træ. Hun havde også landkort, hvor byer, bjerge og floder var markeret følbart.

Haüy begyndte da at undervise en ung blind tiggerdreng mundtligt i almindelige skolefag, suppleret med musik. Resultaterne var så fremragende, at et filantropisk selskab i Paris hjalp Haüy med at oprette en skole for foreløbig 12 fattige blinde børn. Undervisningen bestod foruden af mundtlig fortælling og musik også af flere forskellige slags håndarbejder. En dag opdagede Haüys første elev, at han bag på et beskrevet ark papir kunne føle de skrevne bogstaver. Han kunne genkende alle o'erne.

Dette gav Haüy en epokegørende idé!

Bogtrykkerkunsten var opfundet af Guthenberg før 1450. Haüy anskaffede bogtrykker-blytyper, som han pressede ned i fugtigt karton, hvorved aftrykket kunne føles og læses med fingrene på bagsiden af arket. Typerne som Haüy valgte, var det latinske alfabets store og små bogstaver.

Ved brug af spejlvendte typer fik han retvendte bogstaver på bagsiden. Haüy kunne nu undervise sine elever i at læse, selv om bogstaverne var vanskelige at tyde med fingrene, og læseprocessen derfor langsom. Sådanne ophøjede bogstaver kaldes reliefbogstaver.

Haüys skole voksede, men under de urolige tider under Napoleon måtte Haüy trække sig tilbage. Han blev kaldt til Sankt Petersborg, hvor han oprettede et blindeinstitut. Undervejs oprettede han også et blindeinstitut i Berlin.

Valentin Haüy og hans første elev, den blinde tiggerdreng, der læser i en bog trykt med reliefbogstaver. Statuen står foran Paris' blindeinstitut "Institut National des Jeunes Aveugles" på Boulevard des Invalides. Foto,Elise 1998.

Miniature på elfenben af Lucienne Filippi. Foto:André Louis

.

"Blindehistorisk Museums Venner" ved huset i Coupvray, hvori Louis Braille blev født og voksede op, og hvortil han livet igennem vendte tilbage i alle ferier og i sine hyppige sygdomsperioder. Foto: Elise 1998.

”Braille-slægten har udført saddelmagerhåndværket i Coupvray gennem mere end et århundrede, idet traditionen er videreført fra far til søn. Den første Simon Braille - Louis Brailles farfar -ankom til Coupvray henimod år 1740 og efterfulgte her sin svigerfar, Saddelmager Auville, der havde etableret sig her allerede i 1600tallet” (Beretning, opsat på væggen i saddelmagerværkstedet.)

Inventor of the raised dots alphabet for the blind. Born in Coupvray on 4th January 1809 He opened the doors of knowledge to those who cannot see.

Marmorplade i muren på huset i Coupvay. Indskriften på fransk og engelsk lyder i oversættelse:

I DETTE HUS BLEV FØDT DEN 4. JANUAR 1809 LOUIS BRAILLE OPFINDER AF SKRIFTEN AF OPHØJEDE PUNKTER FOR BLINDE

HAN HAR ÅBNET DØRENE TIL VIDEN FOR ALLE DEM SOM IKKE KAN SE

Jørgen Clausen, elev på blindeinstituttet I København, ved værkstedsbordet hvor ulykken skete i 1812. Foto: Elise Jørgensen 1998

Ca. 100 km syd for Paris ligger landsbyen Coupvray. Her boede i begyndelsen af 1800-tallet en saddelmager, Simon-René Braille, med sin kone Monique og deres fire børn. Rytteriet var en væsentlig del af den franske hær. Og saddelmagerhåndværket var gået i arv i familien i tre generationer. Saddelmagerværkstedet ligger i husets nederste etage, hvor man går lige ind fra landsbygaden. Familien boede i etagen ovenover. Terrænet er så kuperet, at man fra opholdsrummet på l. sal går lige ud i familiens have.

I 1812 indtraf en meget alvorlig ulykke. Børnene var vant til at se deres far arbejde med læderet. Men denne dag ville den tre-årige Louis selv prøve. Han havde nu en højde, så han lige kunne kigge ind over faderens arbejdsbord. Dér lå en syl, som han kunne nå! Og en stump læder. Men sylen smuttede for drengen og fór lige ind i hans ene øje.

Der fandtes dengang ingen midler mod betændelse. Det beskadigede øje blev blindt. Betændelsen bredte sig langsomt, men sikkert til det andet øje. Ved seksårsalderen var Louis Braille helt blind.

Louis Braille var overordentlig velbegavet. Trods sin blindhed gik han med sine søskende i landsbyskolen i Coupvray. Derigennem kom han i kontakt med en benediktinermunk ved navn Jacque Palluy og marquise Jeanne- Robertine dOrvielliers, der blev interesserede i den højtbegavede dreng. Takket være disse to mennesker kom Louis Braille ti år gammel ind på Haüys blindeinstitut i Paris. Denne skole hed da Institut National des Jeunes Aveugles. Her undervistes i mange fag, og læstes i bøger trykt m. reliefskrift. CHARLES BARBIER

Til denne skole kom en dag i 1822 en mand for at tilbyde skolen en opfindelse, han havde gjort, og som han mente, ville være at interesse for blinde. Mandens navn var Charles Barbier de la Serre. Barbier var kaptajn i artilleriet. Han havde opfundet en "natteskrift" til sine soldater, på hvilken de i mørke kunne sende og modtage meddelelser uden at bruge lys og derved afsløre for fjenden, hvor de opholdt sig. Denne skrift bestod af ophøjede punkter, der kunne føles med fingrene. Skolens forstander og lærerpersonale var skeptiske, men den tolvårige Louis Braille begreb straks denne skrifts muligheder! Han gik straks i gang med at arbejde med at forenkle Barbiers natteskrift, og snart kunne han og hans kammerater betjene sig indbyrdes af den nye punktskrift, men i skolearbejdet anvendtes reliefskrift.

Louis Brailles punktskrift

Louis Braille arbejdede ihærdigt i al sin fritid med at forenkle og systematisere Barbiers natteskrift. Denne bestod af 12 ophøjede punkter i flere rækker. Louis Braille fandt frem til at 3+3 punkter i to lodrette rækker var tilstrækkeligt. Disse 6 punkter giver 63 kombinationsmuligheder, rigeligt til alfabetet, sætningstegn og talsystemet. Louis Braille spillede selv orgel, og snart tog han også fat på at udarbejde en nodeskrift ved hjælp af sine seks punkter.

Hele hans punktskriftsystem er enkelt og systematisk opbygget. Alligevel kunne Louis Braille blive ved med at pudse og pynte på sit system, forenkle og forbedre det, indtil han opnåede det fuldendte. Dette sættes til året 1825. Siden er Louis Brailles punktskriftsystem blevet skriftsproget for alverdens blinde.

Louis Brailles opfindelse er genial! Intet mindre! Og den har aldrig siden kunnet erstattes af noget andet system. At læse med fingrene er langsommere end at læse med synet. En trænet punktlæser kan opnå en læsehastighed, der er ca. det halve af en seende læsers læsehastighed. Men braille-skriften er den hurtigst læsbare blindeskrift, der er opfundet. De 6 punkter er netop, hvad fingerspidsens føleflade kan dechifrere uden yderligere følebevægelser. Den kan derfor gøre læseprocessen glidende. Jo flere fingre eleven kan læse med des bedre: begge hænder; en, to eller flere fingre på hver hånd.

Anne Sparre. Foto: Kalundborg Folkeblad 1967.

Jan Røjkjær. Foto: Kalundborg Folkeblad 1967.

Susanne Have. Foto: Elise. Jannick Munk Foto: Elise. Blindeundervisningens begyndelse i Danmark Logeordenen "Kjæden"

Fra Frimurerordenen udgik flere loger med samme idealistiske og filantropiske målsætning som Frimurerordenen. "Kjæden" var en af dem. Kjædeordenen dannedes i København i 1774 af en kreds af velsituerede og veluddannede mænd og kvinder af "det højere borgerskab". Efter at Kjæden i en årrække havde ydet støtte på forskellig vis til ubemidlede borgere, opstod et ønske hos Kjædens medlemmer om at samle indsatsen om en enkelt opgave, hvor støtten da kunne blive des større. Efter professor Christian Frederik Brorsons råd og tilskyndelse faldt valget på uddannelse af blinde. Professor Brorson (hvis farfar var bror til salmedigteren og biskoppen Hans Adolf Brorson) var præst ved Garnisons Kirke i København. Professor Brorsons interesse for blinde var blevet vakt ved at han i sit embede havde haft to blinde konfirmander. Professor Brorson blev Kjædens ildsjæl.

o I lejede lokaler i gaden Åbenrå i København havde logen "Kjæden" sine mødelokaler, og her åbnede den d. 10. juni 1811 "Det kongelige Institut for Blinde" og begyndte undervisningen med 10 elever. Skolen blev hurtigt en kostskole, fordi også hygiejnen måtte varetages.

Logebrødrene og -søstrene skiftedes til at undervise. Vederlagsfrit. Undervisningen var mundtlig fortælling, man havde ingen bøger. Men musik og håndarbejder var også på programmet, selv om man kun rådede over ét skolelokale.

Opgaven voksede. Man måtte ansætte lønnede lærere og flytte til bedre lokaler. En logebroder, grosserer Fürst, havde været på Haüys skole og kendte således til læsning af reliefskrift. Men da alle logens medlemmer havde borgerlige erhverv foruden deres engagement i Kjædens skole, slog tid og kræfter efterhånden ikke til. Man vedtog at bede Staten overtage opgaven med at undervise blinde. Kjæden byggede da for egne midler "Det kongelige Blindeinstitut" på Kastelsvej på Østerbro og forærede det kvit og frit til Staten, mod at denne herefter skulle påtage sig arbejdet med at uddanne blinde.

Overdragelsen fandt sted den 5. november 1858. Denne dato er hvert år siden blevet fejret som "Skolens Fødselsdag", årets største festdag.

                   STATENS INSTITUT for BLINDE OG SVAGSYNEDE


Tidligere DET KONGELIGE BLINDEINSTITUT indviet 4.november 1858. Foto fra 100 års fødselsdagen 1958. Foto: Aero. Dansk Luftfotografering. Nr. 18050. Flyttet til nye bygninger på Rymarksvej i Hellerup 1968.

                                Johannes Moldenhawer 1829 -1908


Kjæden havde forberedt overdragelsen af skolen til Staten ved i tide at have udset sig en forstander, professor Johannes Moldenhawer, som i årene forud blev sendt på studierejse til Europas allerede eksisterende andre Blindeinstitutter. Da Moldenhawer tog fat på arbejdet som forstander i 1858, kendte han således både reliefskriften og Louis Brailles punktskrift.

Alle elever ved blindeinstitutterne havde straks taget Louis Brailles punktskrift til sig, mens de seende lærere holdt fast i reliefskriften ud fra den betragtning, at da punktskriften ikke umiddelbart kan læses af seende, ville dette yderligere isolere blinde fra seende.

Så længe Moldenhawer var forstander - indtil 1905 - skulle reliefskriften stadig læres. Først når en elev var sikker i den, måtte vedkommende stifte bekendtskab med punktskriften. Nogle læsebøger blev trykt således, at side 1 og 2 var på reliefskrift, side 3 og 4 på punkt, side 5 og 6 igen på reliefskrift og så fremdeles. Man skulle beherske begge systemer for at kunne læse hele historien. Undervisning i reliefskrift ophørte først i 1905 ved Moldenhawers afgang.

Johannes Moldenhawer var ellers på mange områder en fremsynet mand. Eleverne på instituttet var i alderen fra 10-11 år til 18-20 år. Moldenhawer mente, at det var alt for sent at påbegynde oplæringen af det blinde barn ved ti-årsalderen. Han ønskede en forskole for de syv- til tiårige børn. Og denne skole skulle ligge på landet i frie omgivelser!

Foto: Elise 2009

Kysthospitalet Indviet 1875

Når man fra Kalundborg kører ad Kystvejen ud til Kysthospitalet (nu boligkomplekset "Kysten") passerer man en sten, der står i højre side af vejen, en mindesten for lægen Sophus Engelsted, Kysthospitalets grundlægger.

Sophus Engelsted, ung overlæge ved Københavns Kommunehospital, vidste fra sin praksis, hvilke kummerlige opvækstvilkår fattigfolks børn havde med underernæring, mangelfuld hygiejne og tuberkulose til følge. En form for tuberkulose, kaldet Kirtelsyge, Skrofulose, angreb mange småbørns lymfekirtler i halsen, og derfra bredte betændelsen sig til øjnene og medførte blindhed. Sophus Engelsted rejste på studieophold til Bretagne, til kystbyen Berck-sur- Mer, hvor man i 1861 havde bygget et kysthospital, hvor man med lovende resultater behandlede scrofulose med solens lys. I stedets mange solskinstimer legede børnene nøgne på stranden, hvor sand og saltvand forøgede solens kraft. Hjemkommen til Danmark søgte Sophus Engelsted og hans kolleger efter et sted, hvor solens stråler ramte kysten med samme indfaldsvinkel som på Bretagne, og med flest mulige solskinstimer. De fandt frem til Refsnæshalvøens sydkyst, og her byggede man "Kysthospitalet" i 1875 med plads til 100 patienter.

Som overlæge på Kysthospitalet udnævntes reservelæge ved Københavns Kommunehospital Vilhelm Schepelern, som Engelsted kendte som en dygtig og samvittighedsfuld læge. Tilskyndet af Engelsted havde Vilhelm Schepelern også været på studieophold på kysthospitalet Berck-sur-Mer.

I Kysthospitalets festskrift fra år 1900 beretter overlæge Schepelern i sin afhandling blandt andet om Kysthospitalets første patient: "Det var naturligvis lidt af en begivenhed her på hospitalet, da vor første patient med sin fader den 9ende juli 1875 kom vandrende hertil på sin fod fra omegnen af Slagelse. Vi fik lejlighed til at iagttage og behandle hendes sygdom i lang tid dengang, og det er lykkedes mig at erholde oplysninger om hendes helbredstilstand indtil nu: Karen Marie Jørgensen 10 år gammel datter af husmand. Indlagt d. 9/7 1875, udskrevet d. 17/11 1878 .... Jeg har oplysninger om hendes helbredstilstand til October 1899. Hendes udseende er sundt, hun er kraftig bygget og vel næret."

Overlæge Vilhelm Schepelern og børnene i en sygestue på Kysthospitalet. Maleri af professor Valdemar Irminger 1888. Maleriet hænger på Kalundborg Bibliotek. Foto: Kalundborg Folkeblad 1998.

DEN KONGELIGE BLINDEFORSKOLE PÅ REFSNÆS Indviet november 1898

Forstander Moldenhawer var kommet igennem med sit ønske om at oprette en forskole for blinde børn fra 7 til 10 år. En skole ude på landet, hvor sol, lys og luft kunne komme børnene til gode. Også disse småbørns øjenproblemer skyldtes i mange tilfælde scrofulose. Hvad var mere nærliggende end at lægge Forskolen i nærheden af Kysthospitalet, hvis første overlæge, Vilhelm Schepelern, så også kunne være læge for Blindeforskolens børn.

REFSNÆSSKOLENS SKOLEBYGNING Bygget 1940, rummer 12 nøjagtig ens klasselokaler, der alle vender mod syd. Foto: Elise.

I 1934 flyttedes hele barneskolen til Refsnæs, hvor den fik navnet "Det kongelige Blindeinstitut på Refsnæs", almindeligt kaldet "Refsnæsskolen". Eleverne gik her fra 1. til 7. klasse, senere udvidet med 8. klasse. Desuden udvidedes med to specialklasser for de dårligst udrustede elever.

Efter konfirmationen i sidste klasse fortsatte eleverne deres uddannelse på Instituttet på Kastelsvej i København - i daglig tale kaldet "Tutten" - først med to efterskoleklasser, derefter med en erhvervsuddannelse. I begyndelsen af Blindeinstituttets eksistens var der ikke mange erhverv at vælge imellem for eleverne. Man kunne uddannes til børstenbinder eller kurvemager, væver eller rebslager.

Hvis man er god til dansk, kan man uddannes til stereotypør. Stereotypørerne skriver punktskrift i zinkplader, der derefter trykkes i punktskriftpapir som bogsider, der kan heftes til tidsskrifter eller indbindes til bøger. At skrive i zinkplader kræver stor kraft. Stereotypøren skriver bogstaverne med fingrene på en speciel punktskriftmaskine, en stereotyperingsmaskine, hvor stereotypøren forstærker trykket ved samtidig at træde på en pedal.

En del musikalske elever uddannes til klaverstemmere, andre til organister. Organisteksamen fra Blindeinstituttet er ligestillet med organisteksamen fra Musikkonservatoriet. Tilmed er blinde organister nødt til at huske alle noder og musikstykker udenad!

Med tiden er stadig flere uddannelser blevet tilgængelige for synshandicappede: fysioterapeutuddannelse, telefonistuddannelse. Senest har informations-teknologien åbnet endnu flere muligheder, EDB- programmører bl.a.

For alle mennesker er evnen til at læse en væsentlig del af livets muligheder, en vej til at fylde fritid med meningsfuldt indhold. Behovet for blinde for adgang til litteratur satte tidligt behjertede mennesker i gang med at skrive bøger af på punktskrift til det bibliotek for "Danmarks Blinde", som begyndte at tage form allerede i 1883. Dengang måtte alle bøger skrives af i hånden med pren på små punktskrifttavler. Siden kom punktskriftmaskinen, til skolebrug og til afskriverne. Blandt disse var gennem årene en del fanger i Statsfængslerne.

"STATENS TRYKKERI OG BIBLIOTEK FOR BLINDE"

blev i 1924 oprettet af den senere forstander for Det kgl. Blindeinstitut i København, Jørgen Plenge, som en selvstændig afdeling under instituttet. Herfra forsynes de to skoler med skolebøger, og herfra kan enhver blind i hele landet rekvirere såvel fag- som skønlitteratur til låns, både på punktskrift og på lydbøger.

Fra Nodebiblioteket forsynes blinde organister og musikere med noder på punkt.

Louis Brailles punktskriftsystem er enkelt og systematisk opbygget. Alligevel blev han ved med at pudse og pynte på det, forenkle og forbedre, indtil han havde nået det fuldendte. Dette resultat sætter man til året 1825.

Bøger på punktskrift er omfangsrige. Man har stadig søgt at få skriften til at fylde mindre. Men de enkelte tegn er nødt til at have en størrelse, så de kan føles. Man kunne i begyndelsen kun skrive på én side af et ark, fordi punkter på side 2 ville ødelægge de punkter, man allerede havde skrevet på side 1. Men en dansk blindelærer ved navn Wulff fandt ud af at forrykke skriften på side 2 en lille smule til højre og lidt nedad. Derved undgik man, at punkterne på side 2 ramte punkterne på side 1. Punkterne på side 2 fremtræder som fordybninger på side 1 og mærkes ikke af de læsende fingre. Derimod er det ikke let at læse en sådan punktside med synet, fordi man da ser både de ophøjede og de fordybede punkter. Papir til punktskrift er af en kraftig kvalitet. For at forenkle fremstillingsprocessen praktiserede man en periode at suge den skrevne punktside i plastic og samle plasticarkene i ringbind. Ubehaget ved at læse i en sådan plasticbog er, at fingrene ikke kan glide hen over plastic'en, men hænger fast. Det hjælper at have lidt kartoffelmel at dyppe fingerspidserne i nu og da under læsningen.

Teknikkens fremskridt muliggjorde, at stadig flere uddannelser og studier blev tilgængelige for synshandicappede. Dermed steg behovet for lærebøger på punkt. Presset på Statens Trykkeri voksede enormt og trykkeriets kapacitet kunne umuligt opfylde alles krav. Men her gjorde fremskridtet et spring frem.

Radioen var kommet til verden i løbet ad 1930'eme. Dansk Blindesamfunds formand (fra 1928 til 1951) Ernst Jørgensen formulerede sin glæde over denne landvinding for alle synshandicappede i de smukke ord:

Radioen er Guds gave til os Blinde.

På blindeskolerne i Norden indførtes den norske Tandberg spolebåndoptager. På Refsnæsskolen optog man skolekomedierne og andre begivenheder. Lærer Aage Dittmann fik det særlige hverv hver dag på spolebåndoptageren at optage udsendelserne fra Dansk Skoleradio. Lærerne kunne så hente de bånd ind i deres klasse, som havde relation til de aktuelle undervisningsemner. Få år senere afløstes den store Tandberg båndoptager af den langt mere handy kassettebåndoptager, som hurtigt blev hver elevs eje.

Inspektør Folke Johansens bog " Sådan fik Danmarks Blinde et skriftsprog"

med undertitlen "En historisk oversigt" udkom d. 17. februar 1986 i sortskriftudgave og i punktudgavens 1. og 2. bind.

På opslaget læses som et eksempel på reliefskrift titlen på et tidsskrift:

MAGAZINE FOR THE BLIND

The little periodical of which suget i plastic.

I almindelighed tog arbejdet med at overføre en bog fra sort til punkt flere måneder. At netop denne bog - den eneste indtil da - udkom på samme dag på både sort og punkt, var en cadeau fra Blindeinstituttet til inspektør Folke Johansen i taknemmelig anerkendelse af Folke Johansens livslange indsats for Blindeinstituttet og dets elever. Mod slutningen af sit arbejdsliv og under hele sit otium opbyggede Folke Johansen "Blindehistorisk Museum" og "Studiesamlingen".

DA. W l-lbL SKR1FI5

1926 til 1980 omfattede den almindelige skolepligt i Danmark også alle synshandicappede børn mellem 7 og 14 år. Det ville sige, at alle synshandicappede børn i Danmark samledes på Refsnæsskolen, der var landets eneste specialskole for synshandicappede børn.

For forældrene var det smertefuldt at skulle aflevere deres syvårige, handicappede barn til vildfremmede mennesker langt fra hjemmet. For barnet ikke mindre smertefuldt, og for barnet begyndte nu et livsafsnit fuldt af hjemve og længsel efter forældre og søskende og de kendte omgivelser.

For forældrene blev det en stadig mere påtrængende nødvendighed at få ændret denne lov om skolepligt! De dannede en forældreforening, hvis største drivkraft var ønsket om at kunne beholde deres børn hjemme.

1980 ændredes skolepligten for handicappede børn til undervisningspligt. Folkeskolen åbnedes for alle børn uanset handicap De folkeskolelærere, der efter denne ordning ville få et synshandicappet barn i deres klasse, blev sendt på ekstra uddannelse på Refsnæsskolen for at lære at undervise i punktskrift og abacus-regning og for at høre om blindepædagogik.

Henrik læser regneopgaven i bogen, laver udregningerne på Abacus-rammen, og skriver facit på det ark punktskriftpapir, som han har sat i Perkins-punktskriftmaskinen. Foto, Elise.

Litografi af Josef von Kiehuber.

Johann Wilhelm Klein 1765 -1848

Johann Wilhelm Klein blev født i landsbyen Alerheim nær Stuttgart i Sydtyskland i 1765. Han studerede retsvidenskab i Stuttgart, og efter afsluttet studium var Johann Klein opfyldt af iver efter at gøre en indsats i sin hjemegn, der var udplyndret og forarmet efter napoleonskrigenes hærgen. Men han måtte indse, at han ene mand ikke formåede at udrette stort.

I 1799 sejlede Klein derfor ad floderne til kejserstaden Wien, hvor han skulle komme til at tilbringe resten af sit liv. De første fire år levede han i stor nød og fattigdom. Men så blev han kaldet til forstander for en afdeling af Wiens fattigvæsen. Mange af de mennesker, som her søgte hans hjælp, var blinde, og Klein så det nu som sin opgave at hjælpe disse mennesker til at få undervisning og uddannelse, så de kunne blive "nyttige samfundsborgere".

Klein begyndte med én ung blind dreng, som han underviste i almindelige skolefag hjemme i sit eget hjem, men snart fik han hjælp i form af statsstøtte, så han i 1804 kunne åbne en blindeskole for otte elever.

Uden at kende noget som helst til Haüys arbejde i Paris stod Klein også meget hurtigt over for savnet af et skriftsprog for blinde! Og han tog fat på opgaven at skabe et sådant! Han gik ud fra det latinske alfabets store blokbogstaver, hvis linjer han angav med følbare prikker, som han frembragte med nålestik gennem kraftigt papir.

Kleins nåleskrift frembød den fordel, at den var umiddelbart læsbar for seende, og den vandt stor udbredelse i den tysktalende del af Europa. Denne skrift havde Klein færdig i 1807. Han fortsatte hele livet med at arbejde for at forbedre blindes forhold i Wien, dels med at åbne værksteder for blinde håndværkere, dels ved at åbne hjem for ældre blinde.

I 1819 udgav Klein en undervisningsvejledning for blindelærere.

I 1848 døde Johann Wilhelm Klein af lungebetændelse, 83 år gammel. Han fik en ærefuld begravelse på Wiens Zentral Kirkegård. Wienerkongressen 1814 -1815.

Fra september 1814 til juni 1815 mødtes Europas monarker i Wien for at ordne Europas grænseforhold efter afslutningen af napoleonskrigene. Blandt monarkerne også Danmarks konge Frederik den Sjette. I 1814 indbød Johann Wilhelm Klein alle kongressens medlemmer som gæster på Instituttet. Blindeundervisningen var stadig et nyt tiltag inden for almueundervisningen i Europa, men alligevel fangede Kleins indbydelse ikke kongernes og fyrsternes interesse - værten, Østrigs Kejser Frans den Første, sørgede for rigelige og fornøjelige fester så længe arbejdet stod på!

Kun én eneste af kongresdeltagerne viste interesse, tog mod indbydelsen og besøgte Kleins Blindeinstitut: Den danske Konge Frederik den Sjette! Han fik til gengæld en fyrstelig rundvisning og gaver med hjem!

Et af Studiesamlingens klenodier: et eksemplar af Haüys læsebog, trykt med reliefskrift, måske det eneste nu eksisterende eksemplar! kan være en af de gaver fra Kleins institut, som Frederik den Sjette hjembragte til Danmark og efter sin hjemkomst - selv medlem af Kjædeordenen - videregav til "Det Kongelige Blindeinstitut", som Kjædens Blindeinstitut så ærefuldt havde fået Kongens billigelse til at kalde sig.

Forud for Det Kongelige Blindeinstituts flytning i 1968 fra Kastelsvej til Rymarksvej i Hellerup blev alle lofter og kældre tømt og meget gammelt inventar og gamle undervisningsmaterialer kom for dagens lys. Hver enkelt ting blev nøje gennemgået af kyndige personer, dets historie klarlagt og dens museale værdi bedømt. Alle disse genstande katalogiserede Folke Johansen og opbyggede den enestående Studiesamling, som fik sin plads i lokaler i kælderetagen i det nye institut i Hellerup som fik navnet:

STATENS INSTITUT FOR BLINDE OG SVAGSYNEDE.

P.S. Når wienerkongressens deltagere skulle drøfte spørgsmål in plenum betjente de sig af det sprog, som var alle datidens lærdes sprog, og som samtlige deltagere beherskede: Latin.

Erindringer fra Refsnæsskolen i sidste halvdel af 1900-tallet.

Omsorgen for børnene uden for skoletiden varetoges af plejepersonalet: plejemoderen og en plejeassistent på hver boafdeling. Men på skolefri dage fordeltes tilsynet med børnene på lærerpersonalet, de kvindelige lærere havde på skift vagterne på "Østskolen", der var afdelingen for alle pigerne og de yngste drenge fra 1. til 3. klasse. De mandlige lærere havde vagterne på "Vestskolen", som var afdelingen for drengene fra 4. til øverste klasse. Det kaldtes at "have inspektion", og personen kaldtes "inspektionen".

Hver søndagsvagt var delt mellem en morgeninspektion fra klokken 08 til klokken 15, og en afteninspektion fra klokken 15 til klokken 22. Fra klokken 20 til morgeninspektionen kom, var der nattevagt, en dame, som sad på "medicinstuen", hvor hun kunne lave sig kaffe, og hvorfra hun i nattens løb gik sine faste runder. Nattevagten havde også det sure job, i nattens løb at stoppe børnenes strømper!

Om søndagen stod børnene op klokken 08. Inspektionen gik først til hver sovestue og ønskede "God morgen". To unge barnepiger hjalp de mindste børn i tøjet. Ligesådan var der to unge piger til hjælp ved alle måltider. Når børnene skulle i seng - de mindste klokken 20, de store klokken 21 - var der også 2 barnepiger til hjælp med at få de små i seng. Når alle var i seng, gik inspektionen ind i en efter en af sovestuerne. Børnene satte sig op i sengene og foldede hænderne. Inspektionen spurgte: "Hvis tur er det til at bede aftenbøn?". Det havde børnene nøje rede på.

Fadervor og Amen efterfulgtes altid af ordene: "Tak for den dejlige dag! Amen." Jeg ved ikke, hvem der havde fundet på denne tilføjelse til aftenbønnen, men jeg tænkte, hver gang jeg hørte det: "Hvor dejlig kan en sådan søndag have været for et barn, langt fra sine forældre og søskende, ensom trods kammerater, hvilke fortrædeligheder kan dagen ikke have indeholdt, hvilke uretfærdigheder - Som en ringe trøst gik jeg altid til hvert enkelt barn, puttede dynen ned om det, strøg det over håret og talte lidt med det og ønskede det god nat. Mangen en havde også et eller andet at hviske med inspektionen om før det sidste godnat.

Jeg var næsten altid så længe om at sige godnat til de små, at det var blevet de store pigers sengetid, klokken 21, før jeg kunne gå ned til dem i deres opholdsstuer, men de havde ellers også tit ønske om at drøfte en eller anden af dagens begivenheder med inspektionen, men så kunne vi altid trække tiden lidt. Med hensyn til aftenbøn, om hvis tur det var, svarede de altid: "Det gør vi selv!"

Hver søndag var der ca. 45 børn hjemme på Øst. Der var altid to unge piger til hjælp ved alle måltider, men i timerne mellem måltiderne var inspektionen alene med børnene. Med en aldersspredning fra 7 til 15 år var det sjældent muligt at organisere nogen fælles aktivitet for alle børnene.

Brian undersøger om det hårdtbeskåme æbletræ - en sørgelig rest af skolens oprindelige æbleplantage - stadig kan bruges som klatretræ. Foto,Elise.

Refsnæsskolens område.

Refsnæsskolens 40 tønder land store område omfattede foruden bygningerne, skolegården og legepladsen også skolehaverne, æblehaven og "Værnehjemmet"s skov. Og bedst af alt den herlige Strandmark langs fjorden, der med sin stenede strand, sit græsareal og krat, udgjorde et legeområde, som især de mindre drenge værdsatte. Strandmarken adskilles fra de øvrige af skolens arealer af Kystvejen. Selv om de store børn - med forældrenes skriftlige tilsagn - havde vejtilladelse, måtte ingen børn derudover alene krydse Kystvejen. Når vejret var godt, og mange havde lyst til at komme ned på Strandmarken, måtte vi alle gå samlet derned. Ingen måtte være uden opsyn. En undtagelse kunne gøres med de store piger, som hellere ville blive oppe i deres opholdsstuer.

Indtil ca. 1990 sejlede færgerne på ruten Kalundborg-Århus. Hver gang en færge passerede skolens kyststrækning, ventede vi spændt på "færgebølgerne". Efter 25 minutters forløb kom kølvandet stadig kraftigere og kraftigere rullende op på strandens sten. En lyd, som betog os. Efter kulminationen tog bølgerne igen gradvist af.

Som "søndagsinspektion" færdedes man uden ophør rundt på de områder af skolens terræn, hvor børnene måtte færdes frit, for børnene skulle kunne finde inspektionen, hvis der var noget, de ville spørge om, eller noget, de ville have hjælp til. Altid fulgte en lille flok med på rundturen, nogle ville gerne gå med inspektionen i hånden, andre fulgte med, fordi de ville fortælle noget, eller blot med for hyggens skyld. Behov for voksenkontakt, måske udsprunget af hjemvé.

Naturen omkring Refsnæsskolens område

Naturen omkring Refsnæsskolens område er righoldig og afvekslende. Før biler blev allemands eje gik vi meget med børnene.

Godt en kilometer længere ude ad Kystvejen ligger Kysthospitalet. Da Kysthospitalet blev bygget, skænkede Geheimeråd C. Liebe hospitalet et areal på 14 tønder land bøgeskov og en tønde land til legeplads. Et stykke af denne skov indviedes til kirkegård. I alt har her været begravet ca. 85 patienter, flest børn, døde af tuberkulose. Men denne kirkegård er i vore dage sløjfet. Tilbage står kun gravsten for overlægerne Vilhelm Schepelern og Rolf Hertz og deres hustruer, samt en sten for oversygeplejersken.

Hvis vi havde to skoletimer i træk, lærer og elever sammen, kunne vi nå at gå ud til Kysthospitalets skov, gå lidt rundt i skoven, hvor der blandt andet voksede nogle "ægte" kastanjetræer, og lege lidt på Kysthospitalets legeplads, hvor der var gynger og vipper. Undervejs derud kunne vi finde bjørnespinderlarver og oliebiller, samt vilde blomster.

Mod nord førte skolens markvej forbi skolens landbrugsbygninger mellem marker ud til Trøjeløkkeskoven og videre op over Refsnæshalvøens højderyg ud i det bakkede landskab, forbi mosehuller op til Raklev Kirke.

Forstander Moldenhawer må have fået en strålende inspiration, da han i sin tid besluttede, at Blindeinstituttets barneskole skulle lægges på landet; og at han holdt fast i sin beslutning blev til gavn og glæde for talrige synshandicappede børn, der i løbet af deres skoleår herved fik adgang til et væld af naturoplevelser.

En forårsdag gik jeg med en klasse store børn op til et af disse mosehuller, hvor jeg havde hørt tudser kvække. Næsten hele vandoverfladen var dækket af store svømmende huntudser med hver sin lille hantudse på ryggen. Tudser parrer sig ikke, men når hunnerne skal gyde deres æg i vandet, klatrer hannen op på ryggen af sin udkårne og klamrer sig til hende ved at lægge forbene om livet på hende. I denne stilling afventer han det rette øjeblik til at gyde sin sæd ud over æggene. Han kan godt sidde der og vente et par dage. Med den medbragte ketcher fiskede jeg et sådant tudsepar op af vandoverfladen, for at børnene kunne få lejlighed til at føle på dem - hvis de havde lyst. Alle ville gerne prøve!!

En anden forårsdag, hvor en nattergal sang af fuld hals i "Væmehjemmet's" skov, gik jeg med en klasse mindre børn i skoven. Nattergalen sad frit fremme på en gren ca. to meter over jorden og sang og sang i ét væk. Jeg sagde til børnene: "Hør! Det er en nattergal, der sidder og synger! Hvis vi alle går ganske stille fremad og uden at sige noget, vil den måske blive ved med at synge!" Det gjorde den! Vi stod til sidst lige under den syngende fugl, der fuldstændig henført gik op i sin jublende sang, Vi kunne blive ved at høre den, mens vi gik videre..

Refsnæsskolen ligger i Raklev Sogn

Én søndag formiddag om måneden kom præsten fra Raklev ned på skolen for at holde gudstjeneste. Om lørdagen forud omdannede gartner Rasmussen og hans folk "Pigernes gymnastiksal" til brug for gudstjenesten. Talerstolen blev prædikestol; stueorgelet, som til daglig stod i redskabsrummet, blev båret ind i salen. Bænkene fra morgensangssalen blev båret over i gymnastiksalen og stillet op i to grupper, som bænkene står i en kirke. Yderligere blev to ganske lave bænke uden rygstød stillet forrest til siddeplads for de yngste børn. Sang- og salmebøger på sort og på punkt blev lagt ud på bænkene.

Skolens musiklærer Viggo Wøhlk var også organist i Kalundborgs femtårnede Vor Frue Kirke. Derfor kunne han ikke spille ved skolens gudstjenester. Det gjorde plejemoder Inger Olsen fra Værnehjemmet, afdelingen for voksne kvinder.

Lidt før klokken ti stillede eleverne på henholdsvis Vest og Øst op i række og geled, to og to, og marcherede over i pigernes gymnastik og satte sig på bænkene. De indeboende voksne kom også. De større børn var som regel ærgerlige over at skulle til gudstjeneste. Jeg ved ikke, hvor meget de opfattede af præstens prædiken. De kommenterede den aldrig. Alle Pastor Norups prædikener var skåret over samme læst. Efter at have læst søndagens tekst op, stillede han tre spørgsmål. Derpå tog han fat forfra og besvarede selv alle tre spørgsmål, før han sluttede med en lille søndagsskolehistorie. Som jeg husker det, sad børnene altid stille, og de sang altid med.

Men i samme øjeblik den sidste orgeltone havde lydt, fór alle de mindre børn op fra bænkene, op til præsten! De ville hilse på ham, røre ved hans hænder og hans præstekjole, snakke med ham! Han var det rarest tænkelige menneske! Der er ingen tvivl om, at dét for børnene var gudstjenestens - måske også dagens - clou. Og jeg er sikker på, at det også var det for præsten!

Jeg husker en bestemt søndag. Børnene stod parat, opmarcheret to og to på Østskolens gang. Jeg talte dem! For at sikre mig, at alle var kommet. Så marcherede vi af sted, ud gennem bislaget ud i pergolaen, over i pigernes gymnastiksal.

Da alle havde sat sig på bænkene, fik jeg pludselig og ganske umotiveret den indskydelse at tælle dem igen. Der manglede to!! Hurtig som lynet fór jeg over gårdspladsen, ind på gangen og rev den første dør, jeg kom til, op! Det var ind til et kosterum! Der stod de to! "Skynd jer at komme," sagde jeg til dem. "De er ikke begyndt endnu", tog en i hver hånd og løb i fuld fart tilbage over gårdspladsen. Vi nåede lige ind, før frøken Olsen satte i med orgelet. Kommentarer var ganske overflødige. Jeg vidste jo, hvor kede de større børn var af at skulle til Gudstjeneste, på en dag, der ellers var helt uden forpligtelser. Men i stilhed frydede jeg mig over, at de ikke havde haft held til at fuppe mig. Moderne tider

Mine arbejdsår på Refsnæsskolen strakte sig så langt frem i nittenhundredtallet, at jeg dér ude oplevede den tid, hvor det at bruge efternavne gik rent af mode. Jeg syntes godt om den skik, at alle brugte tiltaleformen "du" til alle, eller til næsten alle. .Refsnæsskolens børn havde altid haft det privilegium at sige "du" til alle voksne.

Når Refsnæsskolens elever skulle til tandlæge, blev de kørt ind til en af tandlægerne i Kalundborg. Den tandlæge, som børnene omtalte, hed Keld - uden efternavn. Det var jo nemt for børnene, men det kunne også vise sig upraktisk, som vi skal se. Jeg traf aldrig børnenes tandlæge.

En dag tog jeg mine seks små første-klasse elever, der alle var totalt blinde, med ned i biologilokalet. Jeg satte alle skolens udstoppede egern frem på bordene, så børnene kunne få dem i hænderne og undersøge dem, mens vi talte om dem.

Et stykke inde i timen bankede det på døren. Ind trådte en ung mand, som jeg aldrig havde set før. Han præsenterede sig som "Keld" og vinkede for at tilkendegive, at vi bare skulle fortsætte timen. Han satte sig ved et bord længst tilbage i lokalet. Lidt efter spurgte et af børnene: "Er du tandlægen?" "Nej," svarede han uforstående. Lidt efter spurgte et andet af børnene: "Hedder du Keld?" "Ja", svarede han. Triumferende lød det: "Ja, men så er du jo tandlægen!!! "

Jeg sagde til den fremmede unge mand: "Du er nødt til at fortælle os, hvem du er, og hvorfor du er kommet!"

Han sagde: "Jeg er fra Danmarks Radio, og jeg er kommet, fordi jeg geme vil lave en radioudsendelse med børn på Refsnæsskolen”.

Hvis denne Keld havde præsenteret sig med både sit for- og efternavn ville intet problem være opstået for børnene.

Juleforberedelser på Refsnæsskolen i 1950erne og 1960erne

Juleforberedelserne på Refsnæsskolen begyndte tidligt i de år. Skolens husholdning var som på en stor bondegård. Der hørte grønsagsland, æbleplantage og grisestald til, som blev passet af gartneren og hans medhjælpere. Allerede omkring 1. december lød grisenes angst- og smertensskrig ud over hele skolens område den dag, da slagteren ankom. Også eleverne tog tidligt fat på deres juleforberedelser. De havde tænkt over, hvad de ville fremstille som julegaver til forældre og søskende inden for sløjd, håndarbejde og keramik. Dengang blev sløjd ikke tilbudt pigerne, kun de store drenge. Af håndarbejder fik drengene lært både strikning og knytning. Keramik var for de små og mellemstore.

I de år tilfaldt al keramikundervisningen min mand og mig. Fra rigtig gammel tid havde modellering været et vigtigt fag i blindeundervisningen. Skolen fik blåleret hjem i store blokke, som blev holdt fugtige under våde sække. Der var ikke et specielt formningslokale. Eleverne blev i deres klasselokale, hvor de fik en linoleumsplade på deres skolebord og herpå en skive ler, så stor som de mente at skulle bruge, samt en kort kittel på. Skolen havde ikke heller sparkeskiver. Børnene rullede leret ud i lange "pølser" der skulle blive lige tykke overalt for ikke at knække. For at få pølsen ensartet tyk, måtte man ustandselig flytte hænderne hen over pølsen, mens man rullede leret ud. Derefter ringlede man pølserne op, som stenalderfolkene gjorde, til krukker eller skåle. Den færdige ting bar for altid aftryk af barnets fingre. En ekstra værdi, synes jeg.

Skolen havde en talrig modelsamling bl.a. af dyr selv her længe før plasticlegetøjets tid. Hvis man aldrig har set f.eks. en flodhest, må man have en model af en flodhest i hænderne, for at kunne danne sig en forestilling om en flodhests form og for at fremstille en figur af en flodhest af leret. Og man må tale om en flodhests virkelige størrelse. Lettere er det med små ting, der kan omfattes af barnets hænder.

Refsnæsskolen var fattig i de år. Vi ønskede os meget en keramikovn, så vi kunne brænde de ting, som børnene fremstillede. Men det havde skolen ikke råd til. I stedet for fandt vi på at brænde småting hjemme i vores kakkelovn. Vi bandt to store uglaserede urtepotter sammen med ståltråd, åbning mod åbning, lagde så mange småting i, som der kunne være, og hængte om aftenen, når ilden var dæmpet, dette "brændekammer" ind over gløderne. Næste morgen var tingene råbrændt, forglødede, og holdbare, men ru på overfladen.

Omsider anskaffede skolen en lille "Lyngbyovn" til keramikbrænding. Men den billigste model! som var uden termostat! Vi kunne nu glasere tingene efter råbrændingen, så børnene kunne få tingene med hjem, især som julegaver. Men de forskellige glasurer behøvede forskellige varmegrader. Ovnen brugte mange timer for at nå op på de nødvendige 800, 900 eller 1000 grader og også lang tid til at køle ned igen, så man kunne åbne ovndøren og tage tingene ud.

At ovnen ikke havde termostatstyring, medførte, at man skulle være til stede og slukke ovnen i det øjeblik, den nåede den ønskede temperatur. Op mod jul var der pres på! Så snart det ene hold sager kunne tages ud, fyldte vi det næste ind! Ingen pauser! I mange tilfælde ville temperaturen nå den nødvendige varmegrad i løbet af natten! Mangen, mangen vinternat er jeg stået op klokken 2 eller 3 og kørt ud på skolen og siddet i kælderen hos ovnen og ventet - som Den store Mester i salmen - på øjeblikket, hvor jeg kunne slukke ovnen og køre hjem igen og i seng.

Adventskransen

I hele december måned var adventskransen tændt under morgensangen. Det var ikke en sædvanlig adventskrans med fire lys. Nej, her talte man dagene til hjemrejsedagen! Hvis hjemrejsen skulle finde sted f. eks. den 20. december, bandt min mand en krans - altid over en cykelfælg - og satte 19 lys i. Hver morgen tændtes et lys mere ved morgensangens begyndelse. Vi sang en julesalme, forstanderen bad Fadervor, og vi sang en julesang.

Derefter gik vi over i klasserne, hvor vi straks fra den 1. december var begyndt at julepynte. Mange, mange af decembers skoletimer anvendtes på at lære børnene at flette hjerter og sætte hanke på dem. De færdige hjerter hængte vi på snore, tværs gennem rummet eller foran vinduerne. Det spraglede papir fik vi hvert år foræret af Bogtrykker Vejlø i Kalundborg, der havde skåret det til i passende formater.

I den første morgentime havde hver elev et tændt stearinlys på sit bord. Åben ild og blinde er en farlig kombination. Alene dette at stryge en tændstik er noget, der kræver mod! At holde den brændende tændstik i højre hånd, at lægge tændstikæsken fra sig og med venstre hånd finde lyset og vægen, og forene flammen med vægen, kræver barnets hele koncentration. Men glæden er stor, når "operationen" er vel tilendebragt, (altid under den voksnes fulde opmærksomhed, og altid kun ét barn ad gangen).

Pebernødder

Midt i december bagte "køkkenet" pebernødder! Baljer-fulde. På en bestemt dag blev hele skolens personale inviteret over i skolens køkken, holdvis, og eleverne klassevis. De voksne fik kaffe og småkager. Børnene fik saftevand og pebernødder. Traditionen tro, skulle børnene synge den specielle Pebernødde- sang for økonomaen og køkkenpersonalet, før de fik pebernødder i deres kræmmerhuse. Et kræmmerhus skulle drejes af et ark punktskriftpapir, der er større end et ark A4, endnu bedre hvis man kunne få fat i et gammelt punktskriftshefte, der er heftet med klammer i ryggen, og altså gav ark af to punktsiders størrelse. Før man fik fabriksfremstillede poser, drejede købmanden selv kræmmerhuse til varerne, hvis kunderne ville købe sukker, mel, rosiner og mange andre slags varer i løst mål. På skolen kneb det efterhånden med lærere, der kunne den kunst! Så blev der brug for os få stykker, der kunne. Børnene fik aldrig lært det. Det var jo kun aktuelt denne ene dag om året. - men om børnene mødte frem med et stort eller et lille kræmmerhus, så fik de alligevel alle lige mange. Køkkendamerne øste nemlig op af baljerne til alle med samme litermål.

Pebernøddesangen Skrevet for år tilbage af lærer Tove Brøgger

Melodi: Højt fra træets grønne top

Vore pebernødder er Verdens allerbedste! Derfor samles alle her Køkkenet at gæste. Kræmmerhuset fyldt vi får Li' til randen før vi går. Drenge, ja og piger Alle tak vi siger!

Den sidste dag før julerejsen hjem

Den sidste skoledag før julerejsen hjem var særlig festlig. I de pyntede klasseværelser læste klasselærerne højt og delte mange slags godter ud. I mange klasseværelser stillede man om på bordene, så alle sad med ansigtet vendt mod hinanden. Stearinlysene på bordene var tændt.

Vi kunne også lege. Blinde børn har ikke så mange lege, som seende børn. Men alt efter børnenes alder og formåen kunne vi lege forskellige lege. "Mis, mis miau!" for eksempel. Børnenes stole stilles i en rundkreds, og vi sætter os derpå - der er én stol for lidt! Den, der ikke får en stol, går rundt og sætter sig på skødet af en af de andre og spørger vedkommende: "Mis, mis, miau?" den adspurgte svarer med at miaue som en kat, og spørgeren skal på lyden høre, på hvis skød han sidder. Gætter han rigtigt, får han pladsen på stolen, og nu er det den andens tur til at finde et skød og spørge. Gætter han forkert, må han søge en andens skød og gætte igen.

Vi kunne lege "Skibet er ladet med - " og andre ordlege. Særlig yndet var en slags "tampen brænder": En skulle gemme et tikkende vækkeur et sted i klassen, mens kammeraterne var uden for døren. Når uret var skjult, blev kammeraterne kaldt ind. I dybeste stilhed skulle de forsøge at lytte sig frem til skjulestedet. Den, der først fandt frem til uret, var så den næste til at gemme det.

Når formiddagens timer var gået på fornøjelig vis, skulle vi skynde os at fjerne alle spor af jul. Børnene fik den pynt, de ønskede, med sig; noget blev gemt til næste år, noget blev kasseret. Børnene gik over på afdelingerne. Lærerne kørte hjem.

Men klokken syv kom alle lærerne tilbage til skolen. Børnene var da badede og lå i deres senge. Forventningsfulde og spændte på morgendagen! Rejsedagen! Deres "rejsetøj", d.v.s. det bedste tøj, de havde, lå parat på stolen ved siden af deres seng, klart til hurtigt at blive taget på næste morgen, når de skulle af sted! Hjem!

Men først skulle der siges Godnat. Alle de voksne var kommet tilbage til skolen, hver medbringende en stor godtepose. Alle gik rundt på alle afdelinger til hvert enkelt barn for at tage afsked. Hver fik lov at dykke dybt i godteposen, fik en lille snak om den forestående hjemrejse, måske et lille knus og i hvert fald de varmeste ønsker om en glædelig jul derhjemme og hilsen med til far og mor. Efterskrift

Til mine tidligere elever

Medens jeg har siddet og nedskrevet disse spredte erindringer fra min tid på Refsnæsskolen (fra 1947 til 1985), er mine optegnelser blevet stadig mere personlige. I begyndelsen skrev jeg for at udenforstående, der intet kender til Refsnæsskolen, kunne få et indtryk af den lukkede verden, som Refsnæsskolen dengang var.

Men snart begyndte børn at dukke frem i min bevidsthed, hvert enkelt af alle de mange børn, som jeg har kendt og holdt af og delt livet med. For mange blev tilværelsen hård. For nogle blev den kort. Mange klarede sig godt, trods hårde odds. Hver enkelts skæbne har rørt mit hjerte - med glæde eller medfølelse. Jeg må tænke på, at i mange situationer kan jeg have svigtet uden at fornemme det.

Jeg mindes med glæde, at jeg altid følte mig velkommen, når jeg trådte ind i en klasse. Det har jeg aldrig fået sagt jer tak for.

Alle har I bidraget til at mit liv fik værdifuldt indhold..

Jyderup 2010 Elise. Replikker. I 1. klasse lige før sommerferien. Anette: Jeg er ked af, at jeg skal rejse fra Refsnæsskolen! Jeg: er du ikke glad for, at du skal hjem og holde sommerferie? Anette: Jo, men jeg mener om 7 år.

Da jeg holdt op på skolen, forærede børnene mig en stor hvid kanin af porcelæn. Da de nogen tid senere besøgte mig, viste jeg dem kaninen igen.

Hans Jørgen: Det er den kanin, vi har foræret dig!

Jeg: Du kan også tro, at jeg er glad for den!

Hans Jørgen: Det kan du også roligt være! Du må vide, det er ikke Alle og enhver, der får sådan en kanin.

Annelise: Jeg elsker altså regning! Jeg kan slet ikke lade være med at holde op med at regne.

Religion. Førstefødselsret? Hvad er det? Bo: det ved jeg godt hvad er! Det er alt det, hans gamle far har haft, når han dør. Tændt julelys på bordet.(4. klasse). Bjarne kom for nær til lyset. Jeg: Der fik du svedet hårtoppen, Bjarne! Bjarne: (sagligt!) Nåh, jeg synes nok, her lugtede sådan af Nytår!

Michael Holm flakker søgende om på fliserne. Helga Hvass: Hvor skal du hen, Michael? Michael: Jeg skal til klaver i K3. Helga prøver at "fjernstyre" ham med myndig røst. Da det ikke lykkes, fører hun ham hen til K3: Her er døren, nu kan du gå ind!

Michael: Nåh - det er nu først på onsdag!

Min mand havde naturhistorie i sin egen klasse. Kaj Møller havde svært ved at kende de udstoppede dyr fra hinanden. Til eksamen satte Åge en udstoppet ræv foran Kaj.

Kaj føler hen over ræven fra snude til halespids: Det er en ræv!

Åge glad: Hvordan kan du se, at det er en ræv?

Kaj - sindigt : Jo, jeg kan huske, at du sagde, at den der havde møl halen, var en ræv.

November 1998: Refnæsskolen 1898 til 1998

Refsnæsskolen fra 1898 – 1998 – 100 års jubilæum————————————————————-Det kongelige Blindeinstituts Forskole på Refsnæs
1898 – 1. november – 1998
Refsnæsskolen, Institut for Blinde og Svagsynede Børn og Unge i Danmark
Forord ved Keld Stochholm

Forhistorien

Begyndelsen

Udbygning

Administration og ledelse

Eleverne

Personalet

Den daglige undervisning

Skoleliv

1966-1998

Udbygning

Administration og udlægning til amtet

Personalet

Konsulenter og hjemmevejledning

Materialelaboratoriet

Eleverne

LOG-TEXT og andre nye hjælpemidler

Refsnæsskolen gennem 100 år

Efterord

Kilder

FORORD

Keld Stochholm

Jeg sidder på Øst i den vestre længe, bygget i 1909, samme år som forstanderboligen blev opført som inspektørbolig til L. B. Rützou. Jeg skal kun gå nogle
få skridt over i mellemfløjen – så er jeg der, hvor det hele begyndte i 1898. En utrolig oplevelse at tænke på de tusinder af blinde og svagsynede børn,
der gennem tiden har været på Refsnæsskolen. Jeg synes, det er en lykke, at Refsnæsskolen stadig er på det sted, hvor det hele begyndte. Historien taler
til os i hverdagen; traditionen er vigtig for vor oplevelse af os selv i arbejdet med eleverne. Hundrede års erfaring har skabt en god og dygtig platform
for arbejdet med blinde og svagsynede børn og unge i Danmark – et arbejde, der ikke alene er anerkendt her i landet, men også uden for landets grænser.

Jeg spørger mig selv: “Er der noget, der har været karakteristisk for os gennem alle 100 år?” Nogle vil måske sige, at vi har fulgt godt med i udviklingen
fagligt og organisatorisk og har formået at placere os betydningsfuldt i forhold til samfundet, til stadighed forskelligt ud fra de politiske og samfundsmæssige
mønstre, der har eksisteret. Det er nok rigtigt, men jeg mener, at det er rigtigt ud fra en helt anden tankegang, nemlig at vi lige fra 1898 har koncentreret
os om, hvad det vil sige at være blind eller svagsynet, og så være barn. Det væsentlige har hele tiden været, at vi har arbejdet med børn, og at de skulle
tilgodeses som børn, der ikke kunne se, eller som så dårligt. De fleste af de børn, der var her i 1898, var blinde som følge af tuberkulose. Et andet karakteristikum
var allerede på den tid, at børnene ofte havde andre handicap eller andre problemer udover synshandicappet. Derfor har vi gennem alle årene taget os af
børn med synshandicap og en del med andre handicap. Debatten har været der: “Var det rigtigt, eller skulle det kun være et sted for dem, der alene var
synshandicappede?” Hver gang er resultatet blevet, at gruppen af synshandicappede med andre handicap i stadig stigende grad er kommet med i vores arbejde.
Vi har lært at forstå, at det påvirker et barns udvikling at være blindt eller svagsynet, men vi har også lært at forstå, at det giver helt særlige udviklingsbetingelser
at være barn med et synshandicap og et eller flere andre handicap. Det er synshandicappets indvirkning på barnets situation, og det er synshandicappets
indvirkning på, hvordan man kan fungere, også med andre handicap, der er grundlæggende for den pædagogik og de udviklingsmuligheder, som vi kan give barnet
eller den unge.
Vi kan i dag være taknemmelige for, at vi fik lov til at beskæftige os med alle disse børn og unge, og at vi forstod betydningen af ansvaret for at sikre
dem den bedst mulige opvækst og udvikling gennem leg og samværd, gennem undervisning og træning. Vi medarbejdere har kunnet danne grundlaget eller rammen
omkring de blinde eller svagsynede børns tilværelse. De har ofte selv måttet tage fra de muligheder, der var, og skabe indholdet. De har igennem det samvær,
de har haft, skullet danne grundlaget for den identitet og social forståelse – en forståelse, der har betydet en erkendelse af sig selv som blind eller
svagsynet i forhold til andre synshandicappede, men ikke mindst i forhold til den store gruppe af seende, hvor forskellige de så end er.
I dag har vi den bredeste kontakt til blinde og svagsynede børn nogensinde – cirka 100 bor her for længere tid, 600 kommer her på korte ophold hvert år,
cirka 1000 vejledes af vore konsulenter rundt omkring i landet. Vi er taknemmelige for den store indsats, vi kan og skal gøre, vi er taknemmelige for det
samarbejde, vi har haft med de mange forældre og de mange kommuner og amter om at løse opgaverne for den forholdsvis lille gruppe på cirka 1650 blinde
og svagsynede børn og unge, som er i Danmark. Vi glæder os til det fortsatte arbejde.
Vores historie er baggrunden for det hele, og den påvirker også fremtiden. Det er derfor en glæde at sige tak til cand.phil. Niels Strandsbjerg for at
have samlet det historiske materiale fra de første hundrede år og beskrevet det i denne bog. Det er en spændende bog for alle, der er interesseret i Refsnæsskolens
arbejde. Det er billeder af tider og metoder, adfærd og meget mere, som har ændret sig gennem tiden, og som på mange måder er uforståelige, opfattet efter
nutidens normer. Men det har været den proces, som vi har skullet igennem for at være Institut for Blinde og Svagsynede Børn og Unge i Danmark.

Keld Stochholm, forstander

Forskolen på Refsnæs før udvidelsen i 1903. Den ombyggede villa “Strandlyst” bestod kun af en fløj ud mod Kystvejen og stranden. Villaen var opført i 1881.

Forskolen på Refsnæs før udvidelsen i 1903. Den ombyggede villa “Strandlyst” bestod kun af en fløj ud mod Kystvejen og stranden. Villaen var opført i 1881
og blev anvendt som privat sanatorium og pensionat indtil statens overtagelse i 1898. På billedet ses de fleste af de 20 børn, der var plads til samt sandsynligvis
frk. Graae og frk. Mosolff. (Bilnd. Mus.)

FORHISTORIEN

  1. november 1898 ankom de første børn til “Det kongelige Blindeinstituts Forberedelsesskole på Strandlyst ved Kallundborg”, og dermed påbegyndte Refsnæsskolen
    sin foreløbig 100-årige virksomhed.

Ved åbningen af forskolen kom blinde børns skolegang for første gang til at svare til seendes, men det havde taget mange år, før man nåede så langt.

Allerede i 1811 påbegyndte Kjæde-Ordenen den første blindeundervisning i Danmark. Det var et filantropisk foretagende baseret på frivillig arbejdskraft
og frivillige bidrag. Bl.a. gav Frederik VI tilskud og gav samtidig tilladelse til at institutionen måtte bære navnet “Det kongelige Blindeinstitut”.
Trods en idealistisk indsats fra Kjædens side, blev det efterhånden klart, at en effektiv blindeundervisning krævede større ressourser og professionelle
lærerkræfter. Kultusministeriet (Kirke- og Undervisningsministeriet) nedsatte derfor en kommission, der fremkom med en betænkning i 1852.

Denne betænkning slog bl.a. fast, at blindeundervisning burde være en statsopgave, og at undervisningen først burde påbegyndes, når eleverne var 10-12 år
gamle, idet de ikke skønnedes modne nok til at begynde i en tidligere alder.

Betænkningen førte til “Lov om Oprettelsen af et nyt Blinde-Institut” af 21. januar 1857 og 5. November 1858 åbnedes blindeinstituttet på Kastelsvej i København.

Blindeinstituttets bygning blev betalt af Kjæde-Ordenen, men driften af instituttet skulle fra nu af betales af staten. Det var herved blevet slået fast
at blindeundervisning var en statsopgave, men man gik ikke så langt, at man samtidig indførte skolepligt for blinde børn, således som det var sket for
døve børn allerede i 1817. Det var fortsat frivilligt om man ville lade sine blinde børn blive undervist. Undervisningspligt for blinde børn blev først
lovfæstet i 1926.

Der stod ikke noget i loven af 1857 om elevernes alder ved optagelse på instituttet, men det forudsattes at de ligesom i Kjædens institut skulle være i
alderen fra 10-11 til 18-20 år.

Instituttet blev ledet af en forstander, der var underlagt en bestyrelse på 5 mand, hvoraf de to blev valgt af Kjæde-Ordenen. Instituttets første forstander
var Johannes Moldenhawer, der beklædte posten helt til 1905 og således også var Refsnæsskolens første forstander. Det skyldtes ikke mindst hans indsats,
at forskolen blev oprettet og at blinde børns skolegang blev påbegyndt samtidig med andre børn.

Allerede i Moldenhawers rejseberetning fra studiebesøg på udenlandske blindeinstitutter i 1856 foreslog han en aldersgrænse fra 6 år tiloptagelse på det
kommende institut i København, men som nævnt blev dette ikke gennemført fra instituttets åbning i 1858. I forbindelse med den påtænkte udvidelse af blindeinstituttet
kom i 1872 den første henvendelse fra bestyrelsen til ministeriet om oprettelse af en “forberedelsesanstalt” for små blinde børn, og derefter rejstes sagen
med mellemrum af bestyrelsen eller forstander Moldenhawer.

Forskolen blev ikke oprettet i forbindelse med blindeinstituttets udvidelse, der var tilendebragt i 1880, men til gengæld blev der forsøgsvis etableret
forskoleundervisning i privat regi. Det var atter engang Kjæde-Ordenen der trådte til. Ordenen havde i 1861 oprettet et asyl for blinde børn, der var for
unge til at komme på blindeinstituttet. I forbindelse med en udvidelse af asylet i1876 blev der forsøgsvis indført undervisning for de 6-10 årige blinde
børn. Undervisningsplanerne var udarbejdet af forstander Moldenhawer, der også førte tilsyn med undervisningen.

Undervisningsforsøget blev tilsyneladende en succes. Ihvertfald animerede det bestyrelsen til at presse på over for ministeriet, for at få oprettet en forskole
i statsligt regi. Endelig i 1890 anmodede kultusministeriet bestyrelsen om at udarbejde planer for en forskole. Som svar fremlagde bestyrelsen året efter
forslag om en forberedelses- og prøveanstalt for 40 blinde børn i alderen fra 6-7 til 10-11 år samt en anstalt for ca. 20 svagtbegavede og åndssvage blinde
børn.

Endnu en gang trak sagen i langdrag. I 1894 forsøgte ministeriet ganske vist at leje to bygninger, men planerne strandede af forskellige årsager. To år
senere fik ministeriet en ny besparende ide, idet man prøvede at overtale Kjæde-Ordenen til at etablere en egentlig forskole med statstilskud; derved mente
man at have løst opgaven, “uden uforholdsmæssig store Udgifter for Statskassen.” Desværre for ministeriet mente Kjæden også, at forskolen var en statsopgave
og sagde nej. Så var ministeriet overtalt, og i november 1897 besigtigede en af bestyrelsen nedsat kommission det private sanatorium “Strandlyst” på Røsnæs,
og denne bygning blev derefter købt af staten i vinteren 1897-98 til brug for en forskole.

En af årsagerne til at sagen trak i langdrag var vanskeligheder med at finde egnede bygninger samt tvivl og uenighed om hvor forskolen mest hensigtsmæssigt
skulle placeres. Oprindelig var det Moldenhawers tanke, at forskolen skulle ligge så tæt som muligt på blindeinstituttet på Kastelsvej, så han som forstander
havde let ved at føre tilsyn og for at forskolen kunne integreres mest muligt med det gamle institut. Flere muligheder blev nævnt og forsøgt. Bl.a. var
det på et tidspunkt på tale at udflytte Døveinstituttet, der var blindeinstituttets nabo på Kastelsvej, så de tomme bygninger kunne overtages af forskolen,
men både denne og andre ideer om lokaler forskellige steder i København måtte opgives af forskellige årsager. Allerede i 1880erne fremsattes ideen om at
placere forskolen på Refsnæs i nærheden af Kysthospitalet, men der skønnedes i første omgang at være for langt til instituttet i København. Først da øjenlægen
Eiler Hansen udgav sit statistiske værk “De unge blinde i Danmark” i 1895, blev alle overbevist om at sundheden måtte have første prioritet. I det nævnte
værk påvistes det at 36% af tilfældene af erhvervet blindhed skyldtes tuberkulose og samtidig konstateredes en uhyggelig høj dødelighed blandt eleverne
på blindeinstituttet i København. Tuberkulosen var datidens store folkesygdom, som man bekæmpede på sanatorier og hospitaler, der helst skulle ligge ved
vandet, så der var rigeligt med sund og frisk luft. På Refsnæs lå i forvejen Kysthospitalet, som var et tuberkulosehospital. Man indledte da et samarbejde
med dette hospital og lod overlægen være tilsynsførende ved forskolen.

Efter at alt dette var faldet på plads og den købte bygning var blevet ombygget til formålet, kunne Det kgl. Blindeinstituts Forskole endelig åbne den 1.
november 1898 med det formål at være “Skole, Hjem og Sanatorium” for blinde børn mellem 6 og 10 år.

BEGYNDELSEN

Det må have været en barsk oplevelse at komme til Strandlyst den 1. november 1898. Den om- og tilbyggede villa, som er den nuværende administrationsbygnings
sydfløj, lå direkte ud til kysten uden nogen former for læhegn, så blæsten havde fri adgang; men det var jo netop også meningen.

Det var ikke lykkedes, at få gennemført bestyrelsens forslag om en institution til 40 normaltbegavede børn samt til 20 svagtbegavede. Forskolen kunne fra
begyndelsen kun rumme 20 elever, og dette tal blev allerede nået i løbet af det første år.

Til at undervise og passe eleverne blev der ansat to lærerinder, frøken Graae og frøken Mosolff, af hvilke frk. Graae også var plejemoder og leder på forstanderens
vegne. Forstanderen fra København besøgte forskolen nogle gange om året, ellers foregik forbindelsen per korrespondance. Foruden at undervise eleverne,
der var delt i to klasser, i alle fagene, var lærerindernes pligter ifølge Årsberetningen fra Blindeinstituttet: “1ste lærerinde har tilsyn med Sygeplejen,
Linnedkammeret, Drengegarderoben og Husets Rengjøring, samt Regnskabet, Brevskrivning for Børnene og Dagsjournalen, 2den Lærerinde har Tilsyn med Badningen
og Pigebørnenes Tøj, fører Elevbogen og assisterer ved Regnskabet”. Men så havde de også på skift fri hver anden søndag.

I de første mange år fandtes der to slags personale på Refsnæs: Funktionærer og tyende; de første kender vi af navn, de sidste som regel ikke. Af tyendehjælp
fandtes fra skolens start en sygeplejerske, der også skulle reparere børnenes tøj, samt en hjælpepige til børnene, en kokkepige, to stuepiger og en karl.
Til at varetage skolens sanatoriemæssige opgaver var overlæge Schepelern fra Kysthospitalet tilknyttet som institutionens læge. Han besøgte skolen hver
anden dag og havde fastsat skolens sundhedsregler, der især omfattede badning og spadsereture.

Institutionens virke som hjem, skole og sanatorium fremgår også tydeligt af den første

Dagsorden:

                          Vinter                                  Sommer

Der stås op kl. 7 kl. 6½
Morgenkost kl. 8 kl. 7½
Andagt kl. 8 3/4 kl. 7 3/4
Skole kl. 9 kl. 8
Badning kl. 10 kl. 9½
Frokost kl. 10½ kl. 10½
Spadseretur kl. 11 kl. 11
Skole kl. 12 kl. 12
Middag kl. 2 kl. 2
Spadseretur kl. 3 kl. 3
Håndgerning kl. 4½

Friluftslege og havearbejde skiftevis hver anden dag kl. 4½

Fritid kl. 6-7
Aftensmad kl. 6 kl. 7
Aftensang kl. 7 kl. 7 3/4
Sengetid kl. 7 1/4 kl. 8

Således fremstår dagsordenen i Blindeinstituttets Årsberetning 1898-1899. Der findes dog også en håndskreven dagsorden fra samme tid, der er lidt anderledes
især for tiden mellem kl. 4 og kl. 7, idet dette tidsrum også omfatter sang og gymnastik. Desuden levner den håndskrevne dagsorden også eleverne lidt mere
fritid, samtidig med at sengetiden for de større børn først er fastsat til kl.9. Med små justeringer fortsatte dagsordenen nogenlunde uændret i adskillige
år. Det bemærkes, hvor stor vægt frisk luft, motion og badning er tillagt i dagligdagen. Badningen foregik om vinteren således, at piger og drenge på skift
hver anden dag fik brusebade i saltvand, som karlen havde slæbt op fra fjorden, mens de om lørdagen fik varme karbade. Om sommeren blev brusebadene afløst
af daglig badning i fjorden, der fandt sted i den periode, hvor fjordvandet var mindst 13 grader varmt. For at holde rede på hvor sunde børnene var, blev
de vejet hver 14. dag, og resultatet blev omhyggeligt ført til protokols. Foruden forskolens egne elever havde man i de første mange år også et varierende
antal elever fra blindeinstituttet i København, der af helbredsmæssige grunde skulle på rekreation på Refsnæs.

For børnenes sundhed var det også vigtigt, hvad de fik at spise. Det høje Kultusministerium havde godkendt et detaljeret spisereglement, der i en turnus
på 10 dage specificerede de enkelte retter. Middagsmaden bestod af to retter solid borgerlig kost som medisterpølse, kødsuppe, vælling, lobskovs og lignende
med rigelig mælk eller sødt øl til. Alt sammen omhyggeligt udregnet efter vægt og mængde. På papiret ser det helt fint ud, men om det også har været sådan
i praksis, er vanskeligt at kontrollere. Af tidligere elevers erindringer fremgår det f.eks. at øllebrøden, der serveredes om morgenen kunne være en særpræget
oplevelse. Et særligt træk, som også kan ses af eleverindringer, bestod i, at personalet – der spiste sammen med børnene – fik serveret en anden slags
mad. Det kunne eleverne naturligvis ikke se, men de kunne med misundelse dufte de åbenbart bedre retter.

Selve skoleundervisningen var naturligvis det vigtigste indhold i dagligdagen. Af Årsberetningen fremgår det, hvad man underviste i skoleåret 1899-1900.
I første klasse var der blevet undervist i dansk, religion, anskuelse, regning, frøbelske arbejder samt modellering, og disse fag blev fortsat i anden
klasse. I dansk skulle eleverne endnu lære latinske bogstaver i relieftryk, da forstander Moldenhawer mente, det var gavnligt. Først efter hans afgang
i 1905 gik man over til kun at anvende blindskrift. Flere af fagene må have været rent mundtlige, som når der om religion i 1. klasse står: “Bibelshistorien
fra Skabelsen til Esau og Jacob gennemgaaet 4 Gange. 9 Salmer udenad.” Ellers ligner skemaet undervisningen, som den foregik gennem mange år. Det ses,
at man allerede fra begyndelsen har lagt vægt på anskuelsesundervisning med modeller, brugt bogstavkasser, modelleret og lært forskellige småarbejder efter
Frøbels metode, der senere blev afløst af Montessori-metoden.

Foruden sundhedsmæssige og skolemæssige opgaver havde forskolen også opgaven som hjem for de små 6-10 årige børn. Eleverne kom spredt fra hele landet og
ofte fra små kår. Transporten til det fjerne Refsnæs var forholdsvis dyr. Kun i sommerferien fik eleverne en betalt rejse hjem, så kontakten med familien
kunne være sparsom. Brevskrivning var heller ikke så let, da forældrene normalt ikke kunne blindskrift, men som det fremgik ovenfor, var det en af plejemoders
opgaver at stå for børnenes brevskrivning. Det betød i praksis, at hun læste brevene til eleverne højt for dem, samt at hun efter elevernes diktat skrev
til forældrene, og senere – når eleverne havde lært at skrive blindskrift – oversatte brevene til latinske bogstaver.

Refsnæsskolens dagbog fortæller om traditioner, der blev grundlagt i begyndelsen og fortsatte gennem mange år. F.eks. den årlige udflugt til Asnæsskovene,
fejring af kongens og forstanderens fødselsdage, fester omkring juletid osv.

I det følgende vil Refsnæsskolens udvikling frem til ca. 1966 blive beskrevet ud fra de ovenfor berørte temaer: Udbygning, administration og ledelse, eleverne,
personalet, den daglige undervisning, skoleliv m.m. Frem til 1966 forløb udviklingen relativt rolig med gradvise ændringer. Det har derfor syntes naturligt
i denne fremstilling, at sætte et skel ved dette årstal.

UDBYGNING

Som nævnt var forskolen i 1898 blevet meget mindre end bestyrelsen og forstander Moldenhawer havde forestillet sig. De 20 elever, der var plads til, var
alt for få i forhold til behovet, og der var ikke meget udenomsplads. Det var man efterhånden blevet klar over i ministeriet, og allerede i 1903 blev der
bygget en østfløj til den bestående bygning. Herefter var der plads til 30 børn. I 1909 blev endnu en fløj tilbygget, således at bygningen, der senere
kaldtes “Østskolen”, fik sit nuværende udseende. Bygningen, der i dag rummer administration og materialelaboratorium, havde derefter plads til 50 elever.
Samtidig byggedes inspektørbolig (senere forstanderbolig) og kedelhus.

Fra begyndelsen havde det som nævnt været bestyrelsens tanke, at forskolen også skulle indeholde en særlig afdeling for de forholdsvis mange mere eller
mindre åndssvage elever, der sinkede den almindelige undervisning. Til dette formål anskaffedes endelig i 1916 nabovillaen “Bakkely”, der indrettedes til
hjælpeskole for 16 elever – i 1919 udvidet til 30 elever. “Bakkely kaldtes derefter for “Vestskolen”.

Hermed var et stort ønske blevet opfyldt, og for at institutionen kunne regnes for fuldt udbygget, manglede nu kun et børnehjem for 0-7 årige børn, der
af sociale grunde ikke kunne være i hjemmet. Her måtte man endnu engang ty til privat velgørenhed. I 1916 havde grosserer Cornelius Stau på opfordring
af Dansk Blindesamfund oprettet et privat børnehjem i Ballerup for 0-7 årige blinde børn. Hjemmet flyttedes i 1918 til Lyngby, men i 1921 overtog staten
børnehjemmet, der flyttedes til Refsnæs. Til gengæld for overtagelsen købte Cornelius Stau en nabogrund på 8 tdr. land, som han forærede Refsnæsskolen.
På denne grund blev opført et børnehjem – den nuværende kantinebygning – med plads til 20 børn under den skolepligtige alder. Samtidig fik skolen plads
til skole- og nyttehaver, frugtplantage, husdyr m.m. Cornelius Stau mindes i dag i navnet på det nye børnehjem, der blev opført i 1970, og som i dag rummer
kursusafdelingen, “Stausgården”.

Som hovedregel fortsatte elevernes undervisning på Blindeinstituttet i København efter endt undervisning på Refsnæs. Problemet var imidlertid, hvad man
skulle gøre ved de elever, der ikke egnede sig til videre uddannelse i København, eller som efter uddannelsen der alligevel ikke havde muligheder for at
klare sig selv, eller ikke havde en familie at komme hjem til. En del af problemet løstes ved opførelsen af det såkaldte værnehjem i 1928 (fra 1967 kaldet
Fjordhøj) for 20 piger. Beboerne beskæftigedes med vævning o. lign., men nogen videre fremtidsmuligheder fandtes ikke. Det kunne ses ved Værnehjemmets
nedlæggelse i 1972, hvor de sidste beboere udflyttedes. Da var mange af beboerne de samme, som var flyttet ind i 1928.

I 1928 bestod Refsnæsskolen således af en hovedskole (afdeling Øst) med ca. 50 elever, en hjælpeskole (afdeling Vest) med ca. 30 elever, et børnehjem med
ca. 20 børn samt Værnehjemmet med ca. 20 beboere. Alt i alt en betragtelig udvidelse af institutionen i løbet af 30 år.

Fra midten af 30’erne blev undervisningstiden på Refsnæs udvidet således, at eleverne forblev på Refsnæs indtil konfirmationen og først derefter blev sendt
til København. Dette forhold vil der blive nærmere redegjort for senere; i denne forbindelse skal det blot nævnes, at en så kraftig udvidelse af elevtallet
selvfølgelig gav pladsproblemer. Efter en tid med store lokaleproblemer, lykkedes det endelig at få bygget skolebygningen samt gymnastiksalen og svømmehallen
i 1940. Hermed regnedes Refsnæsskolen for en fuldt udbygget moderne institution efter datidige forhold. Svømmehallen var forøvrigt den første i amtet,
men i første omgang fik eleverne ikke megen glæde af den. Krigen og besættelsestiden medførte som bekendt brændselsrestriktioner, så vandet måtte ikke
opvarmes.

Bortset fra købet af nabovillaen, “Strandbo”, til brug for lærerboliger i 1945, skete der herefter ingen udvidelser på Refsnæs før 1966. Især i løbet af
1950’erne og begyndelsen af 60’erne blev indtrykket af en lidt gammeldags institution med pladsproblemer og utidssvarende forhold stærkere, men det var
svært at råbe myndighederne op og først i løbet af de glade 60’ere, hvor økonomien gik stadig bedre, begyndte der at ske noget. Men så gik det også stærkt.

Dog skete der lidt med hensyn til problemet med elever, der ikke kunne sendes hjem eller videre i uddannelsesforløbet, men det skete i form af tilknyttede
institutioner. I 1938 oprettedes den private institution “Hestehavehus” under ledelse af Kirsten Larsen. Den modtog kvindelige elever udgået fra hjælpeskolen
på Refsnæs og fungerede indtil 1970, hvor den blev overtaget af Refsnæsskolen på lejebasis og senere solgt fra. En tilsvarende institution for unge mænd
blev oprettet i Viskinge i 1937, kaldet “Jydegården”. En tidligere ansat på Refsnæsskolen købte en landejendom, hvor det var meningen at beboerne skulle
beskæftiges med landbrugsarbejde, men det gik ikke særlig godt og institutionen blev lukket igen i 1944. Begge de nævnte institutioner var under tilsyn
af Refsnæsskolen. Til delvis afløsning af “Jydegården” købte staten i 1951 den gamle præstegård i Raklev, der blev til den selvstændige statsinstitution
“Raklevgården” for unge mænd udgået af Refsnæsskolen. I 1974 blev Raklevgården inddraget direkte under Refsnæsskolen. Endelig skal nævnes, at man i 1953
købte det nærliggende “Kærhus” til brug for multihandicappede.

ADMINISTRATION OG LEDELSE

Fra 1898 var Refsnæsskolen, som tidligere omtalt, Det kgl. Blindeinstituts Forskole under ledelse af forstanderen i København, der igen var underlagt en
bestyrelse, der var underlagt Kirke- og Undervisningsministeriet. På Refsnæs var plejemoder den daglige leder under tilsyn af forstanderen og overlægen
på Kysthospitalet. I 1905 blev Moldenhawer afløst af cand. theol. J.U. Plesner som forstander for Blindeinstituttet og dets forskole på Refsnæs. I 1909
udnævntes en inspektør for forskolen, nemlig cand. theol. L.B. Rützou. Han fik en lidt mere selvstændig stilling end plejemoderen havde haft, men var stadig
undergivet forstanderen i København, der også aflagde hyppige besøg på stedet.

Efter de mange udvidelser mente man endelig i 1918, at skolen skulle være selvstændig og inspektør Rützou blev udnævnt til forstander for Den kgl. Blindeforskole
på Refsnæs, som institutionen nu kom til at hedde. Det kgl. Blindeinstituts bestyrelse på 5 medlemmer fortsatte som fælles bestyrelse for de to blindeinstitutter.
Denne bestyrelse var et mellemled mellem forstanderen og ministeriet og skulle godkende fastansættelser, skoleplaner og andre dispositioner af principiel
betydning. Bestyrelsen blev nedlagt i 1934 i forbindelse med socialreformen.

Blindeforskolen, der i 1928 ændrede navn til Det kgl. Blindeinstitut på Refsnæs, var frem til 1924 underlagt Kirke- og Undervisningsministeriet. I 1924
blev blindeinstitutterne overført til det nyoprettede Socialministerium, hvor de forblev indtil særforsorgens udlægning til amterne i 1980 med undtagelse
af årene 1926-1929, hvor socialministeriet var afløst af et sundhedsministerium.

I 1935 døde forstander Rützou og blev afløst af lærer ved Blindeinstituttet i København K.L. Grove-Rasmussen, der også var cand. theol. Grove-Rasmussen
døde allerede i 1943, og da forstanderen på Blindeinstituttet i København netop var gået af, benyttede man lejligheden til en omorganisering af statens
blindeforsorg, idet Statens Blindevæsen, under ledelse af en administrationschef, blev oprettet med virkning fra 1. januar 1944. Det har ikke været muligt
at finde nogen lovhjemmel for ændringerne, ej heller at finde nogen cirkulærer, der omhandler omorganiseringen. Det synes at være et lidt mærkeligt tidspunkt,
at foretage et sådant skridt; det var midt under besættelsen, regeringen var gået af 29. august 1943 og det såkaldte departementchefstyre opretholdt administrationen.
Alt tyder på, at det var socialministeriets embedsmænd, der selv stod for reformen, men der må sandsynligvis have foreligget planer forberedt gennem udvalgsarbejde
over flere år. Det overordnede formål med reformen var at sikre kontinuiteten i de blindes uddannelse fra børnehave til erhvervsuddannelse, uanset hvilken
institution uddannelsen foregik på.

Administrationschefen, W. Bøgh Christensen, blev den øverste administrative leder af blindeinstitutterne, hvis nye forstandere degraderedes til inspektører
med ansvar for undervisningen. To år senere blev forstandertitlen dog genindført. Samtidig oprettedes Statens Øjenklinik under ledelse af en øjenlæge.
Administrationschefen skulle samtidig koordinere samarbejdet mellem institutterne, øjenklinikken, blindeorganisationerne og de private blindeinstitutioner.
Af den bevarede korrespondance ses det, at næsten alle sager er gået gennem administrationschefen, men kompetancen har været lidt flydende, og det har
givet vis ikke været let at være forstander, når chefen i København havde det afgørende ord. Statens Blindevæsen blev nedlagt i 1970. Gennem hele perioden
var stillingen som administrationschef besat af Willy Bøgh Christensen.

I 1944 blev lærer N.H. Ilsøe inspektør (senere forstander) på Refsnæs. Han var leder i de vanskelige år i slutningen og lige efter krigen, som der senere
skal berettes om. Ilsøe fratrådte allerede i 1949 og blev afløst af lærer ved Døvstummeinstituttet i Nyborg, Poul Petersen, der var forstander til 1966.

Frem til 1970 skete der herefter kun én markant administrativ nyskabelse. Lov af 11.5. 1956 om foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagsynede,
kaldet blindeloven, indførte Blindenævnet. Dette nævn skulle behandle principielle spørgsmål vedrørende blinde og svagsynede og være rådgivende for socialministeriet
omkring administrationen af loven samt komme med forslag til foranstaltninger, som udviklingen gjorde påkrævet. Blindenævnet bestod bl.a. af administrationschefen,
blindeinstitutternes forstandere, repræsentanter for personale, elever og forældre samt repræsentanter for Dansk Blindesamfund m.fl. Blindeloven gennemførte
forstander Moldenhawers gamle kongstanke om instituttvang for blinde og svagsynede, men åbnede alligevel mulighed for dispensation. I løbet af 1950’erne
og især 60’erne blev diskussionen om blinde elevers eventuelle integration i folkeskolen et af de spørgsmål, der virkelig skilte vandene indenfor blindeforsorgen
og ikke mindst mellem forældre og blindeinstitutterne. Det var blindenævnets opgave at tage stilling til en eventuel dispensation fra tvungen skolegang
på blindeinstitutterne, men mere herom senere.

ELEVERNE

I 1898 var det frivilligt for blinde børn at komme på Refsnæsskolen. Det var oven i købet også frivilligt om man overhovedet ville lade sine blinde børn
undervise. Først i 1926 indførtes undervisningspligt for blinde børn – 112 år efter indførslen af den almindelige undervisningspligt ! Hvor mange blinde
børn der ikke fik undervisning vides ikke, men det har næppe været mange. Præsterne havde indberetningspligt angående blinde i deres sogn, og også kommunernes
socialudvalg kunne tage affære. Ganske vist findes der beretninger om børn, der har været gemt væk i hjemmet en stor del af deres barndom, eller har henslæbt
flere år i landsbyskolen, hvor de af gode grunde ikke kunne følge med, men vi må gå ud fra, at det altovervejende flertal af blinde børn kom på Refsnæsskolen
– også før 1926.

Betingelserne for optagelse var, ud over aldersbestemmelserne, ifølge årsberetningen for Blindeinstituttet 1894-1895, som også blev gældende for forskolen:
“Adgang til Optagelse i Instituttet har ethvert Barn af enhver Trosbekendelse, naar det i den Grad er Synet berøvet, at det ikke kan se at læse og skrive,
men iøvrigt er sundt på Legeme og Sjæl og ikke moralsk fordærvet.” Dernæst følger en række betingelser om vaccinationsattester, erklæringer fra den lokale
øvrighed, medbringelse af tøj samt betaling, som nærmere vil blive behandlet nedenfor. Desuden skulle forældrene skrive under på, at de på forlangende
straks tager barnet tilbage, hvis instituttet anser det for uegnet til oplærelse, samt skrive under på at “Saalænge Barnet er i Institut, må dets Forældre
eller Forsørgere afholde sig fra enhver Indvirkning på dets Opdragelse, uden forsaavidt at de til Forstanderen kunne udtale deres Ønsker.” Det betød i
praksis, at forældreindflydelse var totalt fraværende; forældreråd og lignende hørte en fjern fremtid til. Betingelsen om sundhed på sjæl og legeme skulle
tages bogstaveligt. I elevsagerne kan man se at de to vigtigste udskrivningsgrunde i utide var “seende” eller “åndssvag”. Allerede fra begyndelsen var
det et problem med de forholdsvis mange svagtbegavede elever, men hvis man sporede bare lidt påvirkelighed for undervisning, beholdt man så vidt muligt
eleverne, og kun forholdsvis få blev sendt hjem eller overgivet til åndssvageforsorgen. Det var dog problematisk for undervisningen og de godt begavede
elever, og det var derfor en stor lettelse, da man i 1916 kunne tage Bakkely (Vest) i brug som hjælpeskole. Det satte til gengæld skel mellem eleverne;
ifølge erindringer fra tidligere elever var kammerater, der blev overflyttet til Vestskolen ganske enkelt væk og eksisterede ikke mere i de gamle kammeraters
verden. Da Vestskolen af uransagelige grunde blev lukket som hjælpeskole i 1940, blev de svagtbegavede elever igen integreret i den normale skole, men
som regel i særlige hjælpeklasser.

En ting, man skulle tro kunne afholde forældre fra at sende deres børn på blindeinstitut, var betalingen for opholdet. Især i begyndelsen kom de fleste
elever fra økonomisk ret ringe kår – tuberkulosen, som jo i begyndelsen var den store blindhedsårsag, var en sygdom, der især ramte den socialt dårligt
stillede del af befolkningen – og desuden kunne velstående folk betale privatundervisning for deres blinde børn. Det økonomiske problem var nu ikke så
stort. Ganske vist var kontingentet fastsat til 700 kr. årligt -“derunder indbefattet kost, klæder og undervisning”- , men det kunne nedsættes eller helt
bortfalde. De 700 kr. svarede i 1898 godt og vel til en ufaglært arbejders årsløn, hvis han var så heldig at have arbejde hele året. Lov om det offentlige
Fattigvæsen af 1891 med senere ændringer slog fast, at det offentliges udgifter til børns oplærelse på blindeinstitutterne ingensinde havde været anset
som fattighjælp. Staten betalte udgifterne, hvis forældrene ikke kunne udrede kontingentet, hvilket de skulle gøre opmærksom på i optagelsesansøgningen
ledsaget af en erklæring fra fattigbestyrelsen i hjemkommunen om forsørgerens indkomst- og formueforhold. Kun hvis forsørgeren i forvejen var under fattigforsørgelse,
skulle hjemkommunens fattigvæsen betale, men da kun et nedsat kontingent på 120 kr. årligt. Af regnskabsbøgerne fremgår det, at en hel del elever har betalt
kontingent, men som regel kun en del af det fulde beløb. Det kunne også været hårdt nok; der findes en del restancesager. Efter loven af 1926 om blindes
undervisningspligt var det kommunerne, der skulle betale for eleverne ophold på blindeinstitutterne, hvis forældrene ikke kunne. Kontingentet blev fastsat
til 600 kr. årligt – altså en nedgang i forhold til 1898. Hvis forsørgeren ikke kunne betale kontingentet helt eller delvist, skulle hjemkommunen betale
det manglende beløb, men stadig uden at det fik fattighjælps virkninger for forsørgeren. Fattighjælp havde jo normalt den virkning, at modtageren mistede
en række borgerlige rettigheder. Med socialreformen i 1933 blev det igen statens tur. Forsorgslovens § 69 slog fast, at det var statens opgave, at betale
for blinde børns ophold på blindeinstitut, hvis forældrene ikke havde råd. Der skulle stadig betales kontingent, men der kunne søges om hel eller delvis
friplads. Det var hjemkommunens socialudvalg, der skulle afgøre om der skulle bevilges friplads eller ej, men det var staten, der skulle betale. Dette
forhold kunne tænkes, at have haft en positiv indflydelse på socialudvalgenes velvilje. Endelig bortfaldt ved ikrafttrædelsen af blindeloven af 1956 elevbetalingen
for ophold på Refsnæsskolen fuldstændigt.

Som tidligere nævnt kunne man hjemsendes som “seende” hvis man skønnedes, at have for godt et syn til at blive undervist sammen med de blinde. I 1921 indførtes
imidlertid som et forsøg en særlig svagsynsklasse på Refsnæs, og derved påbegyndtes en målrettet undervisning af denne tidligere noget forsømte gruppe.
Der havde også været svagtseende på Refsnæsskolen tidligere, men der var ikke blevet taget specielt hensyn til dem. De måtte lære blindskrift ligesom
de andre børn ellers blev de hjemsendt. Nu indledtes en undervisning, der tog særligt hensyn til de svagsynede elevers specielle handicap, og derved påbegyndte
Refsnæsskolen sin virksomhed som institut også for alle landets svagsynede elever. Efter 1921 var der til stadighed specielle svagsynsklasser på skolen,
men i modsætning til hvad forholdet var for helt blinde børn, var det en mindre procent af landets svagsynede skoleelever, der kom på Refsnæs.

Mens Refsnæs var forskole, var eleverne som omtalt mellem 7-8 og 11-12 år; altså en aldersmæssig relativ homogen gruppe, der efter endt undervisning på
Refsnæs blev sendt til videre skolegang på instituttet i København. Som antydet i forbindelse med skolens udbygning blev elevgruppen imidlertid efterhånden
aldersmæssigt meget spredt. Da man i 1916 oprettede hjælpeskolen (Vestskolen) for de elever, der ikke egnede sig til videre uddannelse i København, fik
man efterhånden nogle betydelig ældre elever, idet uddannelsen på hjælpeskolen var beregnet til at vare indtil eleverne var 18-20 år, hvorefter de så vidt
muligt blev sendt hjem. Den næste udvidelse af aldersfordelingen fik man i 1921 ved oprettelsen af børnehjemmet, hvorved også 0-7 årige kunne komme til
Refsnæs. Ved oprettelsen af værnehjemmet i 1928 fik man en ny gruppe beboere på Refsnæs. Pigerne, der flyttede ind, var ca. 18-25 år, og da der ikke skete
nogen videre udslusning, havde man på værnehjemmet en gruppe efterhånden modne damer.

I 1934 ophørte Refsnæsskolen med kun at være forskole. En nedsat kommission havde foreslået, at blindeinstituttet i København skulle være ungdomsskole og
koncentrere sig om erhvervsuddannelserne. Dette forslag blev delvist fulgt, og fra 1934 fortsatte eleverne skolegangen på Refsnæs. Det betød, at skolen
hvert år blev udvidet med en årgang, indtil den var fuldt udbygget svarende til den 7-årige folkeskole. Eleverne forblev nu på Refsnæs til efter deres
konfirmation og blev først sendt til København som 14-16 årige. Med denne udvidelse havde Refsnæsskolen 150-180 elever.

I 1944 påbegyndtes på Refsnæs en samlet registrering af alle blinde og svagsynede børn i Danmark; en registrering der stadig fortsætter. Allerede før denne
registrering var forstanderen begyndt at foretage enkelte besøg i hjemmene. Denne begyndende konsulenttjeneste, der senere fik et vældigt omfang, især
da blinde børns eventuelle integration i folkeskolen blev aktuel i slutningen af 1950’erne og især i 60’erne, vil senere blive behandlet i et særskilt
afsnit.

Hvordan har så denne brogede skare af elever i alle aldre opfattet deres ophold på Refsnæs? Opfattelsen af opholdet er naturligvis individuel, men da mange
opholdt sig hele deres barndom på skolen, må erindringen om skolegangen nødvendigvis fylde meget i bevidstheden. Der er her valgt nogle forskellige eleverindringer
fra forskellige perioder. Erindringer er en problematisk størrelse, nogle husker kun det positive og fortrænger resten, men erindringerne er den eneste
måde, hvorpå man kan nærme sig en fornemmelse af, hvorledes livet på Refsnæsskolen er blevet opfattet. Set udefra kan man forstå, at det kunne være hårdt
for et 7-årigt barn, at skulle forlade hjemmet og komme til en helt fremmed verden. Det er naturligvis ikke specielt for blinde børn, og sammenligner man
med beretninger om børnehjem og kostskoler i første halvdel af dette århundrede, har Refsnæsskolen givetvis ikke været det værste sted at tilbringe sin
barndom.

PERSONALET

Tre ting var karakteristisk for Refsnæsskolens personale langt op i dette århundrede. For det første boede en stor del af personalet indtil midten af 1960’erne
på selve institutionen. For det andet var personalet delt i 2 grupper: På den ene side lærere, plejemødre (dvs. afdelingsledere – som regel læreruddannede),
økonoma, oldfrue, sygeplejerske m.fl. – altså funktionærerne; på den anden side tyendet, senere kaldet karle og piger eller husassistenter. De første kender
vi af navn, de sidste som regel ikke. En tredje karakteristisk ting – i alt fald i begyndelsen var den massive overvægt af kvinder. Bortset fra pedellen
og inspektør/forstander samt enkelte karle var samtlige ansatte kvinder. Først i 1922 blev den første mandlige lærer ansat, og han var endda fortrinsvis
beskæftiget med kontor- og regnskabsopgaver. I begyndelsen af 1930’erne blev der ansat flere mandlige lærere.

Et billede af personalets sammensætning kan vi f.eks. få ved at se på det normerede personale, der nævnes i finansloven for 1938/39. På et tidspunkt hvor
skolen er næsten fuldt udbygget. På dette tidspunkt findes der af tjenestemænd: 1 forstander, 1 overlærer, 7 lærere, 4 læreraspiranter, 1 plejemoder og
1 pedel – i alt 15 tjenestemænd. Af ikke- tjenestemænd var normeret: 1 lærer, 1 børnehavelærer, 1 deltidsansat lærer, 2 assistenter (heraf 1 på børnehjemmet
og 1 på værnehjemmet), 2 plejemødre, 1 oldfrue, 1 økonoma, 1 sygeplejerske, 2 natplejersker, 22 husassistenter, 2 karle samt løs hjælp til vask, rengøring,
syning m.m. – altså i alt 36 plus det løse. Det er markant, at den største gruppe udgøres af husassistenterne, men de havde også mange forskellige opgaver.
Det er karakteristisk både for Refsnæsskolen og for samfundet som helhed, at der på en lang række områder har fundet en øget professionalisering sted i
personalegruppen. Oprindelig bestod personalet kun af lærere samt ufaglærte suppleret med en sygeplejeske, og det var tilstrækkeligt. Op gennem århundredet
kommer der flere nye personalegrupper til: Uddannet økonoma, barneplejersker, kontoruddannede, håndværkere og senere socialpædagoger, psykologer, socialrådgivere,
tale-høre pædagoger, synskonsulenter m.fl. Men endnu i 30’erne var der kun kommet en uddannet økonoma og enkelte barneplejersker til. Derfor gjorde husassistenterne
ikke alene rent og lavede mad, de assisterede også på afdelingerne som barnepiger og lagde børn i seng, hjalp med på- og afklædning osv. Først i 60’erne
og 70’erne blev de endelig afløst af pædagoguddannet afdelingspersonale eller forpraktikanter. Lærerne var heller ikke bare lærere, men havde også “inspektion”
på skift lørdag-søndag, hvor de skulle passe og underholde eleverne.

Et arbejde, der krævede flere hænder, var have- og landbruget. Da grosserer Stau i 1921 forærede Refsnæsskolen 8 tdr. land jord i forbindelse med opførelsen
af børnehjemmet, fik skolen mulighed for at blive delvis selvforsynende med fødevarer. De 8 tdr. land blev dels benyttet til prydhave og nyttehaver for
eleverne, men resten blev udlagt til kartoffel- og grønsagsmarker og frugtplantage samtidig med, at der blev bygget stald og kartoffelkælder. Af en indberetning
til Socialministeriet fra forstander Rützou om køkkenpersonalets arbejde fra 4. december 1934 fremgår det, at køkkenpersonalet bestod af en økonoma og
4 køkkenpiger samt en hjælpepige 2 timer daglig til hjælp ved kartoffelskrælningen (der spistes daglig ca. ½ td. kartofler, dvs. 50 kg). Foruden at tilberede
de daglige måltider blev så godt som alt pålæg og fars hjemmelavet. Råvarerne kom fra de 16 svin, der årligt blev slagtet og bagefter parteret af køkkenpersonalet.
Desuden skulle der plukkes grønsager, syltes og henkoges. Det var ret store mængder det drejede sig om. Af en senere indberetning fremgår det, at land-
og havebruget i perioden 1. november 1941 til 31. marts 1942 leverede 6 grise, 76 tdr. kartofler, 240 hvidkål, foruden rødkål, rosenkål, porrer, selleri,
grønkål og rødbeder samt 97½ snese æg. Det var således en større landhusholdning køkkenpersonalet drev, men de fik naturligvis også løn for det, omend
ikke lige meget. Lønningerne var i 1934:

Økonoma lønnes med 150 kr. månedlig

  1. kokkepige ” ” 63-70 kr. “

  2. kokkepige ” ” 50 kr. “

  3. kokkepige ” ” 45 kr. “

  4. kokkepige ” ” 40 kr. “

    Arbejdstiden var fra kl. 6.30 til 12.15, kl. 13-16 og 17-19.30 for kokkepigernes vedkommende. Men så havde de også en ugentlig frieftermiddag fra kl.
    15 samt fri hver anden søndag skiftevis kl. 9 og kl. 12. Økonomaen forventedes så vidt mulig at være konstant til rådighed uden fast fritid.

(Her indsættes uddrag af Ester Sørensens beretning fra Refsnæs-Nyt nr. 23 side 3.)

Som det fremgår af ovennævnte lønninger var der forskel på folk. Demokrati på arbejdspladsen, ligeløn og lignende var slagord fra en fjern fremtid. Hierarki
var nøgleordet; ikke bare på Refsnæs, men i samfundet og på dets institutioner i det hele taget. Øverst tronede forstanderen, og han bestemte i princippet
alt, hvad bestyrelse og ministerium tillod ham. Senere kom som omtalt administrationschefen ind i billedet, hvad der gjorde billedet lidt mere broget –
især for forstanderen. Personalet havde ikke meget at skulle have sagt, i alt fald ikke formelt. Lærerne havde indflydelse på undervisningens form og indhold,
men ikke meget der udover. Lærermøder blev indført kort efter skolens oprettelse, men det er karakteristisk, at personaleråd og samarbejdsudvalg først
bliver indført i begyndelsen af 1970’erne. Personalets indbyrdes forhold var også præget af hierarkiet. I 1934-indberetningen fremgår det at der i køkkenbygningen
fandtes en folkespisestue for syersker koner, karle, vaskeripiger m.fl., mens funktionærerne spiste i spisestuen på østskolen. Det fortælles, at endnu
i begyndelsen af 60’erne sad personalet bænket efter anceinnitet og fik serveret i samme rækkefølge.

Kun fra begyndelsen af Refsnæsskolens virksomhed kan der spores oprør mod den naturlige rangfølge. Af bestyrelsens arkiv fremgår det, at skolens 2 første
lærerinder, frk. Graae og frk. Mosollf ikke havde det godt med hinanden. Frk. Mosollf nægtede flere gange at følge plejemoderens ordrer, og til sidst gav
bestyrelsen og ministeriet frk. Mosollf tilladelse til at fraflytte skolen for at gifte sig uden at miste sin stilling. Begrundelsen var, at ” den harmoniske
Samvirken mellem Lærerkræfterne ved Forskolen, der er af saa stor Betydning, men som beklageligvis hidtil har været vanskelig at opnaa,” nu skulle kunne
lade sig gøre.

DEN DAGLIGE UNDERVISNING

Skolegangen kom straks efter skolens grundlæggelse i faste rammer. Man tilstræbte så vidt muligt, at følge den almindelige folkeskole med tilføjelse af
de særlige blindefag som anskuelse, modellering, virksomhedsøvelser m.m. Efter oprettelsen af hjælpeskolen, og især efter at skolen var blevet fuldt udbygget
i slutningen af 30’erne, fulgte man simpelt hen Københavns kommunes skoleplan. Som eksempel vil her blive gennemgået skolearbejdet i skoleåret 1910-1911,
som det formede sig, efter at inspektør Rützou havde overtaget den daglige ledelse som inspektør.

Eleverne var delt i 4 klasser samt en hjælpeklasse og fagene var: Dansk med anskuelse, religion, regning, frøbelske øvelser, modellering, virksomhedsøvelser,
papirfoldning, sandbakke, stedsbeskrivelse, sang og gymnastik. Disse fag blev der undervist i om formiddagen 21½ timer om ugen. Desuden havde eleverne
om eftermiddagen strikning for pigernes vedkommende og måttefletning og sløjd for drengenes samt en fælles ugentlig time i dans. Fagenes nærmere indhold
vil blive beskrevet med 1. og 4. klasse som eksempel:

Første klasse (9 elever):

Dansk. De fleste punktbogstaver er indøvede ved hjælp af de små trækklodser med bogstaverne på. Stavning. Tolydsord er indøvede efter Damms A.B.C.

Anskuelse. Fortalt om husdyrene, deres liv og nytte for menneskene. Gennemgået modeller af disse samt af forskellige andre almindelige dyr. Læst 9 lette
fortællinger og en del nemme smådigte.

Religion. Talt om højtiderne samt fortalt enkelte historier fra det gamle testamente. De letteste morgen og aftensange er læste.

Regning. Tælling er indøvet ved hjælp af kuglerammen og genstande. I hovedregning addition og subtraktion med tal indtil 10.

Frøbelske øvelser. Perlearbejder, væsentligt med store perler. Lette symønstre udført på pap.

Virksomhedsøvelse. Øvet i at vinde garn, snøre, binde, afklædning og påklædning. Øvelser med klodser og sortering.

Sandbakke. Øvet i at ælte sandet og danne bakke, sø, ø, halvø.

Stedsbeskrivelse. Børnene er øvet i at finde vej i hus og have.

(1. klasse havde ikke modellering, mens 4.klasse ikke brugte sandbakke.)

Fjerde klasse (12 elever):

Dansk. Af læsebogen “En Jul på Landet” er læst og repeteret første del og halvdelen af anden del. Indholdet er forklaret. Stavning efter Poulsens Retskrivningsøvelser
indtil stk. 40. 3 fortællinger og 10 digte er læste. Punktskrift: Alfabetet, ord og sætninger er skrevet.

Anskuelse. Efter modeller er gennemgået mosen, kulgruben, skibet, havnen, huset, bondegården. Der er foretaget udflugter med eleverne. De har været ombord
på et dampskib, har besøgt Kalundborg Kirke, Kalundborg Museum, et fyrtårn, en bondegård og en kæmpegrav.

Religion. Fra Moses til rigets deling. 12 salmer.

Regning. Lettere opgaver indenfor de 4 regningsarter, fornemlig hovedregning.

Frøbelske øvelser. Øvet i syning med fin tråd, pindearbejde og knytning.

Modellering. Modelleret geometriske figurer efter træmodeller. Nogle af eleverne nået de lettere, andre sværere, f.eks. 5-sidet prisme og 6-sidet pyramide.
Desuden modelleret en mængde forskellige former, såsom frugter, brugsgenstande, huse, dyr osv.

Sang. Forskellige sangøvelser. 10 enstemmige sange og salmer. 6 tostemmige og 1 trestemmig sang.

Gymnastik. Lege. Øvelserne er ledede med gymnastikkommissionens håndbog som grundlag.

(Efter Aarsberetning fra det kgl. Blindeinstitut i København og dets Forskole. 1909-1910 og 1910-1911.)

Det er tydeligt hvilken stor rolle de fag, der tilsammen kan kaldes sansetræning, har haft fra begyndelsen af skolens virksomhed. Problemet med undervisning
af blinde børn er at skaffe dem et begrebsapparat. En række begreber som rund, trekantet, oval eller størrelsesforhold eller hvordan en ko ser ud, får
et seende barn mere eller mindre lært af sig selv, der skal bare sættes ord på begreberne. Et blindt barn må lære at se med hænderne – problemet er bare,
at hænderne ikke rækker så langt som øjnene. Formålet med skolen var dobbelt. Dels skulle eleverne tilegne sig en række kundskaber svarende til indlæringen
i folkeskolen, dels skulle eleverne lære at færdes og klare sig i en verden, de ikke kunne se, og som nu engang er indrettet efter de seendes præmisser.

Især fra 1920’erne og 30’erne blev indlæringsmetoderne stadig forbedret. En række dygtige lærere opfandt og fremstillede tildels selv en lang række hjælpemidler
i form af modeller og indlæringsmaterialer. Det kunne være alt muligt, også ganske simple ting som en flaske der skulle fyldes med vand, så man kunne høre,
hvornår den var fuld, til en pose med de 4 kornsorter, klodser med tal efter størrelse eller et reliefkort med ophøjede konturer. Også ganske almindelige
ting fra dagligdagen kunne bruges til f.eks. sortering efter materiale, vægt, anvendelse osv. Efterhånden fik Refsnæsskolen opbygget en meget stor anskuelsessamling
med alt fra udstoppede dyr og fugle til modeller af kirker, smedje, havn, kulmine osv. Som det ses allerede i undervisningsplanen fra 1911, blev disse
modeller knyttet til talrige ekskursioner til virksomheder og institutioner. Tilsammen var disse ting medvirkende til at give eleverne et godt begreb om
omverdenen.

Der er ingen tvivl om, at Refsnæsskolen gennem hele perioden stod godt rustet skolemæssigt og fik givet eleverne en efter tidens forhold god uddannelse.
Der fandtes ikke nogen speciel blindelæreruddannelse. Lærerne var som regel almindelig seminarieuddannede og lærte så af erfaring og af hinanden. Ikke
mindst fordi flere lærere forblev på skolen gennem mange år, blev der opbygget en solid erfaringsmasse, men den høje anceinnitet kunne måske af og til
være en hæmsko for nye initiativer. Den opbyggede undervisningsmetode fortsatte perioden igennem, men i 60’erne og 70’erne blev der efterhånden brug for
nye tiltag. Især fordi elevklientellet delvist ændredes og mange af de kvikkeste elever blev integreret i folkeskolen.

Mange elever klarede sig godt både til eksamen og ikke mindst senere i tilværelsen, så undervisningen må have opfyldt sine formål. Måske fik ikke alle lige
meget ud af undervisningen, men den har også været krævende. Især for de lidt tungnemme elever. Alt andet lige kræver det ekstra intelligens at klare
sig som blind.

Skoleåret sluttede med den årlige eksamen, der var en blanding af alvor og fest, og hvor der allerede fra skolens begyndelse blev skabt nogle faste traditioner.
Frk. Graae skrev i dagbogen, at 5. juni 1900 havde forskolen sin første eksamen. Foruden forstanderen, sognepræsten m.fl. var også “Egnens Honoratiores”
inviterede – 20 deltog. Denne skik fortsatte hele perioden igennem. Foruden lærere fra blindeinstituttet i København og fra skolevæsenet i Kalundborg,
der sammen med sognepræsten i Raklev virkede som censorer, var der altid mange tilskuere fra egnen eller familiemedlemmer til eleverne. Der blev uddelt
flidspræmier o. lign. og det hele sluttede med en større fest. Det hele fik således et festligt præg, men for eleverne kunne det være alvorligt nok. Hvem
slap gennem nåleøjet til videre uddannelse på instituttet i København, og hvem blev erklæret uegnet til videre skolegang. Dette blev især aktuelt efter
at skolegangen på Refsnæs fra sidst i 30’erne, som omtalt, var blevet udvidet til at omfatte hele børneskolen til eleverne var 14-16 år. Afgørelsen om
overflyttelse til instituttet eller ej var nok truffet tidligere på baggrund af vidnesbyrdene, men stod man på vippen kunne eksamen nok være en nervepirrende
affære.

SKOLELIV

Opholdet på Refsnæsskolen var ikke kun præget af skolegang. En stor del af fritiden og ferierne måtte også tilbringes på institutionen. Frem til 1920 fik
elverne kun betalt hjemrejse med ledsagere i sommerferien, hvilket betød at de fleste elever tilbragte hele resten af året på Refsnæs. I 1920 blev der
også indført betalt hjemrejse i juleferien, mens hjemrejse i påske- og efterårsferien først blev indført i begyndelsen af 1950’erne. Weekend hjemrejser
blev først indført efter 1966. Naturligvis kunne de elever, hvis forældre havde tid og råd til selv at hente og bringe dem, gennem hele perioden komme
hjem i ferierne. Omvendt forblev de elever, der ikke havde noget hjem, de kunne komme til, på Refsnæs året rundt, hvis de ikke kunne komme med en kammerat
hjem på sommerferie.

(Her indsættes REFSNÆS-NYT nr. 18 side 6)

Som tidligere nævnt blev en række fester og ritualer grundlagt allerede i de første par år af skolens eksistens: Den årlige udflugt til Asnæsskovene, fest
på kongens fødselsdag, på skolens og på forstanderens fødselsdage, fastelavnsfest, juletræ m.m. samt eksamensfesten, der er omtalt. Efter 1920 blev juletræsfesten
flyttet til elevernes tilbagekomst i januar. Alle disse traditioner fortsattes og blev efterhånden også udviddet. I 1930erne erhvervedes Fyrrebakken længere
ude på Røsnæs, der kunne bruges både som udflugtsmål og til weekend ophold, og da eleverne fra slutningen af 30’erne også blev konfirmeret på Refsnæs opstod
en ny tradition. Eleverne blev konfirmeret i Raklev kirke, og forældre og pårørende var skolens gæster på dagen. Festerne havde forskelligt præg, men servering
af chokolade samt dans var allerede tidligt faste ingredienser. På store dage som kongens og forstanderens fødselsdage nævner frk. Graae i dagbogen endog
servering af vin, men om det kun var til personalet er lidt uklart.

Som et eksempel på hvordan en fest kunne forløbe bringes her et uddrag af frk. Zwickys notesbog, hvori hun beskriver arrangementet omkring forskellige fester
for at kunne huske det fra år til år. Notesbogen er for nylig fundet i et gammelt skrivebord. Frk. Zwicky var fra 1939-1952 plejemoder på Vest, derefter
på Øst (som notesbogen handler om) og fra 1959 til sin pensionering 1973, lærer og overlærer.

“Fødselsdagsfesten 14/11 1952.

  1. Jeg skal indbyde Nattevagterne og min unge Pige. Frk. Friis indbyder sin Nattevagt, Fru Olsen.

  2. Om formiddagen skal jeg dække Kaffebord til alle Voksne til om Aftenen i Pigernes Veranda, Radiostuen og Linoleumsstuen. (c. 80) er der Plads til.

  3. Endvidere skal der dækkes til Hestehavehuspigerne i Drengenes Veranda. I Aar var der 14, de sidder langs Vinduerne på Drengenes Bænke. Hvidt Papir på
    Bordene. Hestehavehus kommer også til Chokolade om Eftermiddagen.

  4. I Børnenes Spisestue er der dækket til alle Funktionærbørn, i Aar c. 25 – også til Chokolade. – Der tages 4 Bænke op fra Kælderen.-

  5. Kl. 6 spises der baade for Børn og Voksne samtidig: Middagen bestod af:

    1. 3 Snitter.

    2. Flæskesteg og Rødkaal m.m.

    3. Æbletrifli m/ 1 glas Vin til.

    4. Kaffe med en enkelt Smaakage til (smaa Kringler) – Instituttet giver ikke Røg! –

Dans til Kl. 9½ for alle Børn, derefter Is og Vafler, de Voksne fik Kaffe & The med Snitter, Lagkage og Medaljer til.

7 og 8 Holdet går saa i Seng. 9 Holdet danser til Kl. 11.”

7, 8 og 9 Holdet henviser til opdelingen af eleven efter sengetider, der var aldersbestemt.

En ting er fester og udflugter, nok så vigtig var naturligvis hverdagene og de almindelige søndage. To ting spillede en vigtig rolle i denne forbindelse.
Dels skolens beliggenhed og omgivelser, dels lærernes inspektion. Også efter, at Refsnæsskolens præg af sanatorium gradvist forsvandt i løbet af 1920’erne,
spillede stranden og strandmarken mellem Kystvejen og strandkanten en vigtig rolle i friluftslivet. Her var der plads til at røre sig, men efterhånden
som bilernes antal steg i løbet af århundredet, blev passagen af kystvejen et problem, der ikke blev løst før efter 1966. En anden fordel var de 8 tdr.
land grosserer Stau havde foræret skolen i 1921. En del var, som nævnt, udlagt til frugthave og køkkenhave, og her kunne eleverne få lov at prøve deres
evner som landbrugsmedhjælpere. En anden del var udlagt som skolehaver til eleverne. Her kunne de selv afprøve deres færdigheder inden for gartnerfaget.
Efter overleveringerne skulle de ikke altid rene grønsager have smagt usædvanlig godt, men desværre groede køkkenhaverne ofte til i sommerferien. Også
skolens nærmeste omegn kunne efterhånden udforskes på egen hånd. Efter at eleverne fra slutningen af 30’erne var blevet ældre, kunne de, når de var fyldt
12 år, få vej- eller udgangstilladelse efter aflagt prøve og med forældrenes tilladelse. Udgangstilladelsen gav lov til at færdes 2 og 2 uden for skolens
område, men kun ad nærmere beskrevne ruter. Det gav naturligvis en vældig udvidelse af den kendte verden, men man måtte f.eks. ikke spadsere ind til den
store og farlige by, Kalundborg.

Langt hjemmefra var det for eleverne naturligvis afgørende, hvordan forholdet var til de voksne, dvs. personalet. Det har naturligvis været individuelt,
hvordan elevernes forhold til den enkelte lærer har været, men der er ikke tvivl om, at lærernes inspektionsdage i weekenden har medført et nærmere forhold
end normalt mellem lærer og elev. Allerede fra skolens begyndelse sagde eleverne du til plejemoder og lærere, og det var absolut ikke normalt før 1966.
Der er mange eksempler på udflugter og andre initiativer med frivilligt arbejde fra lærernes side, og desuden var deres hjem ofte åbent for eleverne på
alle tider af døgnet. Erstatte forældre og familie kunne personalet naturligvis ikke, men der er ikke tvivl om, at mange lærere og plejemødre har gjort
en stor indsats, for at Refsnæsskolen også skulle fungere som hjem for eleverne, som det også var forudsat fra skolens oprettelse.

Her indsættes REFSNÆS-NYT nr. 29 side 4)

Et særligt kapitel i skolens historie er forholdene under den tyske besættelse af Danmark Refsnæsskolen havde de samme problemer som resten af befolkningen,
men selvfølgelig i en større målestok end en almindelig familie. Rationering og varemangel, luftalarm og transportvanskeligheder var nogle af de mest mærkbare
følger af krigen. Der blev indrettet beskyttelsesrum i kælderen, hvor elever og personale tilbragte adskillige timer med højtlæsning og lignende. På grund
af indskrænkninger og ustandselige ændringer i den offentlige transport blev hjemrejserne i ferierne et stort problem, og forstanderen måtte skrive til
forældrene, at hjemrejserne var på deres ansvar. Dette betød, at en del elever måtte tilbringe især juleferien på skolen. I det store og hele blev skolens
drift dog opretholdt med de nødvendige ændringer frem til sommerferien i 1944. Den 22. juni 1944 rejste børnene på sommerferie, og for de flestes vedkommende
kom de først tilbage i efteråret 1945. Tilbagekomsten fra sommerferien blev stadig udskudt med forskellige begrundelser. Det viste sig at tyskerne havde
overtaget det meste af Refsnæsskolen som flygtningelejr. Kun de elever der af sociale årsager ikke kunne være hjemme fik lov at blive på skolen. Det drejede
sig om ca. 13 eleverne, hvortil kom 4 finske elever, der fik ophold på Refsnæsskolen fra 1943-1945, som en gestus over for Finland. De blev samlet på Vestskolen,
mens resten af institutionen blev skilt fra. Først i september 1945 kom skolen i gang igen. Det betød, at mange elever ufrivilligt fik forlænget deres
skolegang med et år.

1966-1998

Fra 1966 skete der gennemgribende, for ikke at sige revolutionerende, forandringer på Refsnæsskolen, og det skyldtes ikke kun, at der kom en ny forstander.

I 1960’erne forandrede Danmark sig radikalt. Fra slutningen af 1950’erne vendte alle økonomiske kurver og en hidtil uset velstandsstigning tog sin begyndelse.
Baggrunden var kompleks og skal ikke nærmere omtales her, men bl.a. faldende råvarepriser og forbedrede afsætningsvilkår i en mere frihandelsvenlig verden
samt private og statslige initiativer medførte at Danmark for alvor blev industrialiseret. Resultatet blev omfattende ændringer i samfundet, både demografisk,
socialt og mentalt. Folk flyttede fra landet til byerne og byggede parcelhuse og kvinderne kom på arbejdsmarkedet, hvor der var plads til alle. Lønningerne
steg og for første og sikkert sidste gang i danmarkshistorien, var der i slutningen af 60’erne ingen arbejdsløshed. Den økonomiske vækst ville tilsyneladende
fortsætte uhæmmet og alt var muligt. Mangelsamfundet med de begrænsede ressourcer var et overstået kapitel. Autoritetstroen smuldrede, og man begyndte
at stille større krav til de offentlige ydelser. Der skulle bygges motorveje til de biler, der nu var blevet råd til, uddannelsesinstitutionerne skulle
udbygges til de store krigsårgange og de små børn skulle i børnehave, når mødrene nu var på arbejde. Også social- og sundhedssektoren mærkede de nye tider:
Moderne sygehuse og folkepension til alle var blot nogle af tiltagene. Velfærdssamfundet var på vej. Og midt i alt dette kom de nye tider også til Refsnæs.

De nye tider var man begyndt at mærke allerede før 1966. Der var ikke sket bygningsmæssige udvidelser på instituttet siden 1940. Sovesale og utilstrækkelige
undervisningslokaler var ikke længere tidssvarende, men talrige planer og ansøgninger om nødvendige udvidelser var ikke blevet gennemført af besparelseshensyn.
Måske havde man heller ikke haft gennemslagskraft fra blindevæsenets side over for regering og folketing. Desuden blev der i perioden 1958-1968 brugt mange
penge på det nye blindeinstitut i København, som man havde talt om siden 1880’erne, men som nu endelig blev en realitet med indvielse i 1968. Samtidig
var det ikke helt afklaret, om man skulle udbygge Refsnæsskolen, hvor den lå, eller flytte skolen til København.

Den manglende autoritetstro begyndte også at kunne mærkes. Blindeloven af 1956 havde indført instituttvang, men nu var der forældre, der ikke lyttede efter
sagkundskaben og forlangte dispensation, så børnene kunne bo hjemme og gå i almindelig skole. Det var man ikke glad for på Refsnæs, men tendensen mod handicappede
elevers integration i folkeskolen lod sig ikke standse. Endelig i slutningen af 1965 havde man fået afklaret diskussionen om skolens beliggenhed, og der
blev givet bevilling til at påbegyndte bygningen af nogle hårdt tiltrængte skolepavilloner, samtidig med at nye tidssvarende boafdelinger blev planlagt.
Forstanderen ville imidlertid ikke være med mere og sagde sin stilling op ved udgangen af 1965. Derefter blev Kurt Kristensen fra 1. januar 1966 ansat
som forstander. Kurt Kristensen var kun 32 år og kom fra en stilling som ledende skolepsykolog i Herning, hvor han også ledede et undervisningscenter for
alle kategorier af handicappede.

I Kurt Kristensens tid som forstander skete en vældig udvikling af Refsnæsskolen. Dels rent fysisk med nye skolebygninger, nye boafdelinger, ny børnehave
osv. Dels i form af en række nye aktiviteter. I forbindelse med handicappede elevers integration i folkeskolen skete en omfattende udbygning af konsulenttjenesten
både for skolebørn og deres forældre og inden for småbørnsområdet. Der blev ansat tale-høre pædagoger og psykologer, og materialelaboratoriet blev oprettet.
I Skibbrogade blev oprettet et træningsværksted og de ældre beboere på Værnehjemmet og Raklevgården blev efterhånden udsluset til en selvstændig tilværelse
eller blev flyttet til andre institutioner. Meget nyt personale blev ansat med mange forskellige uddannelser. Bevillingerne var stigende, og de blev udnyttet
fuld ud. Det var en helt forandret institution Kurt Kristensen efterlod sig, da han tog orlov i 1972 for at drage til Afrika og arbejde med uddannelse
af lærere i specialpædagogik til undervisning af handicappede. I 1973 tog han sin endelige afsked, hvorefter Keld Stochholm 1. februar 1974 blev ansat
som forstander fra en stilling som lærer ved Geelsgård Kostskole.

I mellemtiden var “de glade 60’ere” forbi. De sluttede brat i efteråret 1973, da oliekrisen markerede et økonomisk vendepunkt. Arbejdsløsheden kom tilbage,
og offentlige besparelser blev en stadig tilbagevendende realitet, omend niveauet fortsat lå langt højere end før højkonjunkturen satte ind.

Fra 1974 til 1978 blev de sidste planlagte byggerier færdiggjort: Kantine, ambulatorium, centralkøkken, faglokaler og festsal. Siden er der ikke sket noget
bygningsmæssigt på Refsnæsskolen. I Keld Stochholms forstandertid er kursusafdelingen blevet etableret og kursernes antal er steget. De normaltbegavede
blinde børn er efterhånden blevet fast integreret i folkeskolen, mens de interne elever på instituttet i højere grad består af multihandicappede børn
og unge. I øvrigt er instituttet fortsat i samme spor med en stadig udbygning af konsulentordningerne, flere kurser for forældre og pædagoger, observationsophold
for elever, udbygning af materialelaboratoriet osv.

En af de mere skelsættende ændringer i perioden er særforsorgens udlægning til amterne i 1980. Som tidligere omtalt blev Statens Blindevæsen nedlagt i 1970,
hvorefter blindeinstitutterne blev underlagt Socialstyrelsen. I forbindelse med socialreformerne i 1970’erne blev det besluttet, at særforsorgen skulle
udlægges til amterne. Forslaget var i første række møntet på åndssvageforsorgen, hvis store mammutinstitutioner ikke længere kunne anses for tidssvarende.
Man talte fra politisk side om decentralisering og nærhedsprincipper, men hvordan man kunne opretholde og samtidig decentralisere de to eneste eksisterende
blindeinstitutter står lidt uklart. I hvert fald blev Refsnæsskolen overført fra staten til Vestsjællands amt fra 1. januar 1980. Det var selvfølgelig
en stor omvæltning. Hvor forstanderen tidligere refererede til Socialstyrelsen, kom der nu mange instanser ind i billedet: Vestsjællands Amt og alle de
andre amter, der bruger Refsnæsskolen, foruden kontakter og samarbejde med de mange kommuner i landet.

I det følgende vil nogle af de her berørte temaer blive nærmere behandlet.

UDBYGNING

Fra 1966 til 1978 blev Refsnæsskolen udbygget til sin nuværende størrelse. Det foregik i etaper og ikke altid helt som instituttet ønskede sig. I begyndelsen
kunne der være problemer med stop for offentlige byggerier, når regeringen mente, at økonomien var ved at løbe løbsk; efter 1973 skulle man spare generelt.
Som tidligere nævnt startede udbygningen med 4 nye skolepavilloner i 1966. I 1967 erhvervedes en privat villa uden for instituttets område på Fyrrebakken,
der indrettedes til boafdeling for 10 børn under navnet “Fyrrehøj”. De 2 næste boafdelinger “Egehuset” og “Birkehuset” blev taget i brug i 1969, og i 1970
opførtes en ny småbørnsafdeling, “Stausgården”, der senere blev omdannet til kursusafdeling.

Disse udvidelser var kun første etape i en udbyggelsesplan, der skulle være afsluttet i 1972. Sådan kom det ikke helt til at gå. I 1970 indførtes byggestop
og i 1974 skulle alle budgetter barberes ned, men de fleste planer blev dog gennemført, omend i skrabet udgave og nogle år forsinket. Der skal ikke her
gås i detaljer med de enkelte bygningers opførelsestidspunkt, men gives en oversigt over byggeriet fra 1970-1978.

Der blev bygget yderligere 3 nye boafdelinger, hvor man gik uden for instituttets oprindelige areal, idet de er beliggende på Byens Mose. Desuden blev Værnehjemmet
tømt for sine oprindelige beboere og nyindrettet til boafdeling for elever under navnet “Fjordhøj”. Endelig blev de gamle afdelinger, “Øst” og “Vest”,
tømt for elever; herved forsvandt de sidste rester af den gamle institutionstid med sovesale og privatliv i et skab eller i en taburet med indbygget skuffe.
“Vest” blev efter en omfattende restaurering og ombygning genåbnet som boafdeling i 1974, men nu med kun halvdelen af de oprindelige beboere og under helt
andre vilkår. “Øst” blev indrettet til administration og materialelaboratorium.

Nu var elevernes forhold nogenlunde i orden, og man tog derefter fat på bygningen af et nyt centralkøkken (det blev forlangt af sundhedsmyndighederne!).
Dernæst fulgte et moderne ambulatorium med de nødvendige faciliteter samt to nye skoleblokke. Til sidst opførtes faglokaler og endelig en festsal, der
af bevillingsmæssige årsager ikke måtte hedde festsal, men skulle kaldes samlingssal. Samlingssalens nye orgel, der var financieret af forskellige fonde,
blev indviet ved skolens 80-års jubilæum i november 1978, og derved var Refsnæsskolens udbygning foreløbig afsluttet, og instituttet havde i store træk
fået den ydre form, det har i dag. Set udefra blev resultatet ganske vellykket med den charmerende blanding af gammelt og nyt. Selv om besparelser medførte,
at ikke alt blev helt efter ønske, havde besparelserne også enkelte fordele; f.eks. medførte de, at det gamle børnehjem fra 1921, der i dag rummer personalekantinen
og mødelokaler, blev bevaret. Efter de oprindelige udbyggelsesplaner skulle den have været revet ned. Siden er der ikke ofret de store midler på bygninger,
hvilket også i nogle tilfælde kan ses.

Også med hensyn til aktiviteter for unge og voksne blinde over den undervisningspligtige alder blev Refsnæsskolen udbygget. Tidligere er omtalt problemerne
med elever, der ikke egnede sig til videre uddannelse på instituttet i København, hvorfor man i 1928 havde oprettet Værnehjemmet for (dengang unge) kvinder
og senere de selvstændige institutioner Raklevgården og Hestehavehus samt Kærhus i Refsnæsskolens eget regi. I begyndelsen af 1970’erne blev beboerne på
Værnehjemmet flyttet til Klintegården længere ude på Røsnæs. Herfra blev de i 1974 udsluset til selvstændige boliger i Kalundborg eller overflyttet til
plejehjem. Det samme skete med beboerne på Hestehavehus, da denne blev overtaget af Refsnæsskolen i 1970, og med beboerne på Raklevgården, der i 1974 blev
nedlagt som selvstændig institution; og overtaget af Refsnæsskolen. I stedet for den lidt passive beskæftigelse, der hidtil havde præget de nævnte institutioner,
forsøgte man i stedet en egentlig revalidering. I 1967 åbnede Refsnæsskolen et træningsværksted i Skibbrogade i Kalundborg. Det fungerede både som et beskyttet
værksted og som en værkstedsskole, hvor man forsøgte at oplære eleverne til egentligt erhvervsarbejde ved produktion af materialer til forskellige virksomheder.
Det lykkedes også at få enkelte ud på arbejdsmarkedet (hvilket var meget lettere i slutningen af 60’erne), men i begyndelsen af 1970’erne lukkedes værkstedet
i Skibbrogade. I stedet overflyttede man beboerne på Kærhus til en af de nye boafdelinger, og indrettede Kærhus til et beskyttet værksted samt til dagcenter;
disse aktiviteter fungerer stadig.

En nyskabelse, der gradvis kom i gang i slutningen af 1960’erne, var afholdelsen af kurser. Især efter den begyndende integration af synshandicappede elever
i folkeskolen opstod der behov for kurser for de involverede folkeskolelærere, men også pædagoger, forældre og efterhånden også elever blev tilbudt kurser.
I begyndelsen blev kurserne afholdt uden for instituttet af medarbejdere, der ad hoc blev udpeget til kursuslærere. Men i begyndelsen af 1970’erne dannedes
kursusafdelingen som en selvstændig enhed. Da Raklevgården i 1974 blev overtaget af Refsnæsskolen, blev den midlertidigt brugt som kursusafdeling, men
fra begyndelsen af 80’erne, da antallet af internt anbragte småbørn faldt, overtog man gradvis Stausgård, der i dag udelukkende er kursusafdeling. Siden
1981 har der været fast personale på kursusafdelingen, der i dag tilbyder kurser året rundt uden for skoleferierne, og som nu er en veletableret afdeling
med egen afdelingsleder, der dog stadig kan trække på instituttets øvrige medarbejdere som kursuslærere.

ADMINISTRATION OG UDLÆGNINGEN TIL AMTET

Den 1. oktober 1970 nedlagdes Statens Blindevæsen, og dermed nedlagdes også stillingen som administrationschef, der som tidligere omtalt var overordnet
forstanderne på de 2 blindeinstitutter. Nedlæggelsen var allerede blevet besluttet ved oprettelsen af Direktoratet for revalidering og forsorg i 1965,
men altså først effektueret 5 år senere. Der var vist få, der begræd nedlæggelsen af Statens Blindevæsen. I stedet blev blindeinstitutterne underlagt den
nyoprettede socialstyrelse, der som chef fik forstanderen ved blindeinstituttet i København, tidligere formand for Dansk Blindesamfund, H.C. Seierup. Denne
ordning kom kun til at fungere i knap 10 år, idet særforsorgen, herunder blindeforsorgen, pr. 1. januar 1980 blev udlagt til amterne.

Ideer om en eventuel udlægning af særforsorgen, eller dele af den, opstod allerede i forbindelse med forberedelserne til kommunalreformen i 1970, hvor kommuner
og amter fik en sådan størrelse, at det var realistisk at de kunne påtage sig en større opgave i social henseende. I forbindelse med socialreformkommissionens
arbejde, der gav anledning til den række diskussioner og initiativer på det sociale område, der prægede årtiet, og som bl.a. også medførte bistandsloven,
blev ideen fremsat igen. Derefter blev konkrete udvalgsarbejder igangsat i 1975, og disse resulterede i en betænkning om særforsorgens udlægning, der fremkom
i efteråret 1976. Herefter fortsatte udvalgsarbejderne, også på lokalt plan, og den 8. juni 1978 kom så lov nr. 257 om særforsorgens udlægning, kaldet
udlægningsloven. Formålet med loven var angiveligt, at fremme nærdemokratiet ved at decentralisere og stille særforsorgens klienter på lige fod med andre
borgere. Alle særlove for handicappede forsvandt ved denne lejlighed. Fra 1. januar 1980 skulle handicappede behandles ligesom andre, der havde behov
for kommunens eller amtets støtte, efter bistandsloven m. fl. love. Fra samme dato overtog amterne særforsorgens bygninger, ligesom personalet blev overført
til amtslig ansættelse. Dog kunne amterne fra begyndelsen ikke administrere frit, idet udlægningsloven havde garanteret, at institutionerne i de første
fem år skulle fortsætte efter de hidtidige retningslinjer. Denne garanti fra statens side var delvis en imødekommenhed overfor de kritiske røster, der
rejste sig mod udlægningen, ikke mindst fra personalets side. Mindst modstand var der mod åndssvageforsorgens udlægning, da denne særforsorgsgren var så
stor, at de fleste amter kunne oprette lokale institutioner for sine egne borgere. Anderledes forholdt det sig med de små handicapgrupper som blindeforsorgen
med kun to landsdækkende institutioner.

Fra 1. januar 1980 har Refsnæsskolen således været underlagt Vestsjællands Amtskommune, og det har ikke været helt uproblematisk. Amtet mødte måske opgaven
med de bedste intentioner, men på mange måder var amtets organisation ikke gearet til at drive en landsdækkende institution som Refsnæsskolen med dens
mange forskelligartede aktiviteter. I et par år før udlægningen havde flere arbejdsudvalg behandlet de forskellige problemer, der skulle falde på plads
ved overgangen til amtets administration med henblik på, at Refsnæsskolen skulle underlægges amtets socialudvalg. Forberedelserne var for så vidt faldet
på plads, og et arbejdsgrundlag var blevet fastlagt, men få måneder før den skelsættende dato meddelte amtet, at Refsnæsskolen alligevel ikke skulle underlægges
socialudvalget, men i stedet med undervisnings- og kulturforvaltningen ! og så var man lige vidt og kunne begynde forfra. Hvor skolen før var på finansloven
med et årligt budget og med reference til socialministeriet, skulle der nu forhandles med amtet, hvor også økonomiudvalget var naturligt inde i billedet.
Problemet var at alt for mange instanser skulle spørges, før en beslutning kunne tages. Desuden var pengene nu øremærkede til bestemte formål; det betød,
at driften blev mere ufleksibel. Det var ikke mere muligt at kanalisere pengene derhen, hvor et pludseligt behov måske gjorde det mest hensigtsmæssigt.
Desuden blev administrationen væsentlig mere indviklet. Hvor sager om elever tidligere kom direkte til Refsnæsskolen, forlangte amtet nu, at alle journaler
angående børn, som skolen var i kontakt med, skulle via amtet. Dette blev dog ikke gennemført, men administrationen udvidedes alligevel væsentligt, også
fordi børnenes hjemkommuner og amter er meget mere indblandet end tidligere og fordi betalingsreglerne også er blevet mere komplicerede. Amtet gjorde nok
den fejl, at behandle Refsnæsskolen på samme måde som amtets øvrige institutioner, uden at gøre sig klart at skolen som landsdækkende institution ikke
kunne sammenlignes med en lokal specialskole eller lignende. På et tidspunkt var forholdet mellem amtet og Refsnæsskolen mildt sagt lidt anstrengt, men
en udvikling til det bedre synes at kunne iagttages de seneste år.

Et andet problem var Refsnæsskolens fortsatte eksistens i dens hidtidige form. Landets øvrige amter skal betale til instituttet for rådgivning og vejledning
samt undervisningsmaterialer fra materialelaboratoriet efter objektive kriterier (dvs. efter indbyggertal), og desuden skal kommuner og amter betale efter
takst for elever, der bor på Refsnæsskolen, for skole og ophold m.m. Derudover skal de øvrige amter og kommuner betale 9% af udgifterne til Vestsjællands
amt til reetablering. Det kunne derfor være oplagt for flere amter selv at opbygge et apparat til varetagelse af deres egne borgeres behov, så de slap
for at betale til Vestsjællands Amt. Dette har dog aldrig været på tale. I stedet var der på et tidspunkt tanker fremme om en opsplitning af institutionen
i mindre selvstændige enheder, som det var sket med de store enheder inden for den tidligere åndssvageforsorg. Dette havde f.eks. kunnet betyde en selvstændig
skoleafdeling, en boafdeling, en hjælpemiddelcentral, en konsulentafdeling osv. Disse selvstændige afdelinger kunne i sin yderste konsekvens så være blevet
flyttet rent fysisk til andre steder i landet. Disse planer blev heldigvis stillet i bero, da de havde betydet en ødelæggelse af den samlede ekspertise
og erfaring Refsnæsskolen efterhånden har opbygget. Fordelen ved Refsnæsskolen som en samlet institution er jo netop, at eleverne ikke bare bliver visiteret
til en specialskole for synshandicappede, men får et samlet tilbud omfattende eksperttilbud inden for psykologi, fysioterapi, tale-høre undervisning, specialpædagogik,
hjælpemidler osv.

Ved udlægningen blev Refsnæsskolen også underlagt undervisningsministeriets almindelige regler for folkeskolen med hensyn til skolenævn og lignende. Tidligere
havde bestyrelsen for “Landsforeningen af forældre til blinde og svagsynede” gennem flere år fungeret som et uofficielt rådgivende organ, og dette fortsatte
også efter at skolenævn blev indført i 1980. Skolenævnet bestod ganske vist også fortrinsvis af medlemmer fra forældreforeningen, men nævnet kunne kun
udtale sig angående skolesager, mens det uofficielle organ, forældreforeningens bestyrelse kunne udtale sig om alle sider af Refsnæsskolens virke. Derfor
fortsatte de to organer sideløbende. I 1993 kom loven om indførelse af skolebestyrelser, men Refsnæsskolen ønskede i stedet et bredere sammensat organ,
der kunne rådgive om alle sider af instituttets virke. Efter nogle års forhandlinger, hvor skolenævnet fortsat fungerede, blev der i 1996 indført et institutråd.
Institutrådet består af repræsentanter for forældreforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner, amtsrådsforeningen, kommunernes landsforening, Dansk
Blindesamfund, medarbejderrepræsentanter samt op til tre personligt udpegede repræsentanter. Dette råd kan rådgive om alle sider af instituttets virksomhed
og virker som en slags bestyrelse med forstanderen som sekretær.

PERSONALET

Hvis man sammenligner personalesituationen i 1966 med forholdene i 1998 får man et godt billede af udviklingen på Refsnæsskolen med hensyn til arbejdsområder
og aktiviteter. Det karakteristiske for udviklingen er dels forøgelsen af antallet af medarbejdere, dels den voldsomme udvidelse af antallet af professioner
og arbejdsområder. Pr. 1. januar 1966 var der ansat: 1 forstander, 24 lærere og overlærere (inklusive musik- og børnehave- og vævelærer), 5 afdelingsledere,
9 afdelingsassistenter, 6 omsorgselever samt 23 af såkaldt “andet personale”, der dækkede så forskellige områder som den tilknyttede præst, læge, tandlæge
og danselærer samt sygeplejerske, økonoma, oldfrue, pedel, gartner, smed, kontorassistenter, syerske og diverse medhjælpere. I alt 68 personer hvortil
kom et antal husassistenter og rengøringspersonale.

Pr. 30. juni 1998 er der ansat 286 personer på Refsnæsskolen alt inklusive, også militærnægter, praktikanter, folk i jobtræning og i puljejobs samt medarbejdere
på deltid. De 286 medarbejdere dækker i alt 61 forskellige stillingsbetegnelser. En del af stillingerne har blot ændret betegnelser siden 1966, hvilket
bl.a. hænger sammen med de øgede uddannelseskrav, der f.eks. stilles til afdelingspersonalet, hvoraf en del i 1966 var uuddannede; men de mange nye stillingsbetegnelser
dækker også over de mange udvidelser af Refsnæsskolens tilbud til eleverne, der er sket siden 1966. I 1966 blev den første tale- høre pædagog ansat og
så gik det ellers slag i slag. Der er siden blevet ansat ergo- og fysioterapeuter, håndværkslærere, typografer og andre håndværkere, psykologer, socialrådgivere,
synskonsulenter, småbørnskonsulenter, inspektør, koordinerende afdelingsleder, chauffører m.v. Alt i alt en broget sammensat medarbejdergruppe, der stillede
nye krav til koordinering og samarbejde.

Efter 1966 var de tider forbi, hvor forstanderen kunne regere enevældigt. Ideer om medbestemmelse og demokrati på arbejdspladsen bredte sig – omend langsomt
– i hele samfundet. På Refsnæsskolen havde der hidtil kun eksisteret lærermødet som et kollegialt organ, og dette havde kun indflydelse i rene undervisningssager.
Som en overgangsordning fik enkelte medarbejdere møderet – men ikke stemmeret – til lærermødet, der samtidig begyndte at diskutere mere bredt om Refsnæsskolens
anliggender. Dette var imidlertid ikke tilfredsstillende for de øvrige faggrupper, der efterhånden begyndte at markere sig på instituttet. Lærerernes status
som privilegeret gruppe begyndte at blive antastet.

Som en forløber for et egentligt samarbejdsudvalg oprettede man i 1970, et kontaktudvalg, der bestod af lederne af de forskellige afdelinger samt en af
forstanderen udpeget formand. Udvalgsmøderne, kaldet kontaktmøder, blev som regel afholdt hver 14. dag, og det kunne tage alle emner op, også forslag o.lign.
udefra. Ret hurtigt blev gruppen udvidet med en repræsentant fra alle faggrupper på Refsnæsskolen, dvs. fra lærerne, afdelingspersonalet, køkkenet, gartnerafdelingen,
revalideringen, materialelaboratoriet osv. Dermed var der dannet et rådgivende, kollegialt organ, der skulle sikre, at den enkelte medarbejder fik relevant
information om, hvad der foregik på institutionen, og samtidig fik mulighed for at fremføre sine synspunkter. Kontaktudvalget blev afløst af et egentligt
samarbejdsudvalg, der blev oprettet pr. 1. januar 1974, efter at cirkulæret af 16. februar 1972 om samarbejde og samarbejdsudvalg i statens virksomheder
og institutioner havde forlangt det. Samarbejdsudvalget blev sammensat efter de almindelige regler med repræsentanter udpeget af ledelsen og de faglige
organisationer. Samarbejdsudvalget behandler i lighed med kontaktmøderne sager angående alle dele af Refsnæsskolens virksomhed, men hvor fordelingen af
budgetmidler ifølge dagsordenen fylder meget.

Oprettelsen af kontaktmøder og samarbejdsudvalg var imidlertid ikke tilstrækkeligt til at imødekomme en ny tids behov for koordinering og samarbejde. Behovene
var dels opstået, fordi der var kommet mange nye medarbejdere af forskellige kategorier, dels fordi Refsnæsskolen efterhånden rummede så mange aktiviteter,
at det efterhånden blev svært at overskue helheden og koordinere indsatsen. Desuden blev det gamle hævdvundne hierarki efterhånden ødelagt. Det passede
måske til en svunden tid, men med så mange veluddannede medarbejdere med hvert sit speciale gik det ikke længere. Desuden lå det i tiden, at uddelegere
ansvar og selv have indflydelse på sin arbejdsdag. For at imødekomme behovet for information og medindflydelse oprettede man i 1971 personalerådet, der
bestod af samtlige medarbejdere, og som mødtes mindst fire gange om året under ledelse af en formand, der valgtes for to år af gangen. På møderne havde
forstanderen pligt til to gange om året at fremkomme med en beretning om instituttets virksomhed i det forløbne halve år. Derudover kunne alle sager drøftes
på møderne undtagen personforhold, og rådet havde indstillingsret til samarbejdsudvalget samt ret til at få sendt vedtagelser fra møderne med videre til
højere myndigheder. Især i de første år var der livlig aktivitet på rådsmøderne. Som et eksempel ses her dagsordenen til mødet 4. oktober 1971, hvor der
var 115 mødedeltagere:

  1. Formandens beretning.

  2. Lovændringsforslag. (forskellige ændringsforslag til rådets love, bl.a. foresloges ordet “revalidering” erstattet med “træningsgruppen for voksne”)

  3. Fra grupperne.

  4. Åbne journaler.

  5. Angående personalekurser

  6. Skal alle pædagoger på Refsnæsskolen kaldes “socialpædagoger”.

  7. Valg af festudvalg.

  8. Meddelelser fra Kurt Kristensen.

  9. Eventuelt.

Som det kan ses var der nok at tage fat på, men efterhånden viste personalerådet sig at være for uhåndterlig en størrelse. Fremmødet faldt og det blev sværere
at finde en kandidat til formandsposten. Så vidt det kan konstateres, fandt det sidste møde sted i 1979, og kort efter blev rådet nedlagt. Det betød dog
ikke at aktivitetsniveauet faldt. Som det kan ses på punkt 3 og 7 i dagsordenen, var der allerede i 1971 nedsat adskillige grupper og udvalg, og der kom
flere. Man var trådt ind i “mødealderen” – en tidsperiode vi stadig befinder os i. Fra 1971 var det personalerådet, der nedsatte kontaktudvalget, der samtidig
blev udvidet med personalerådets formand og en repræsentant for forældreforeningen. Sideløbende hermed blev der dannet en lang række andre udvalg, grupper
osv. på kryds og tværs med allehånde opgaver. Den tid var forbi, hvor forstanderen kunne deltage i alle Refsnæsskolens aktiviteter.

Samtidig blev personalet også i højere grad organiseret i fagforeninger. Lærerne havde hele tiden været organiseret – fra 1941 i Danmarks Blindelærerforening,
der som en etatsorganisation bestod til begyndelsen af 80’erne – men meget af det øvrige personale blev først organiseret i slutningen af 60’erne og begyndelsen
af 70’erne. Det betød på den ene side, at ledelsen ikke mere kunne skalte og valte med personalet efter forgodtbefindende med urimelige arbejdsforhold
og -tider, eller f.eks. afskedige en medarbejder på grund af graviditet, som det endnu kunne ske i begyndelsen af 1960’erne. Der blev nu skabt ordnede
og regulerede arbejdsforhold efter overenskomst. På den anden side betød “fagforeningsbevidsheden”, at systemet blev mere ufleksibelt. Mange medarbejdere
ville nu ikke længere deltage i fester og andre frivillige arrangementer, hvis der ikke faldt betaling efter tariffen. Det var ikke længere et kald, at
være ansat på Refsnæsskolen, men et lønarbejde. Samtidig betød den faglige organisering et øget administrativt arbejde med de mange overenskomster, som
der på et tidspunkt var 32 forskellige af. Dette tal er dog blevet reduceret siden, og det synes som om spørgsmålet om arbejdsforhold er faldet ind i et
mere naturligt leje efter de ophidsede diskussioner i 70’erne.

  1. december 1969 blev den første inspektør, med ansvar for skoleområdet, udnævnt. Det var begyndelsen på en udvikling med opdeling af Refsnæsskolen i en
    række områder med hver sin ansvarlige leder. Dels som led i en decentralisering på instituttet, dels for at aflaste forstanderen, der dog stadig var/er
    den, der står med det endelige ansvar. Senere blev der udnævnt en koordinerende afdelingsleder med ansvar for boafdelingerne samt en leder af småbørnsafdelingen.
    Som det sidste led i denne udvikling blev der i 1996 oprettet et lederteam bestående af lederne af skolen, boafdelingerne, ambulatoriet, småbørns- samt
    rådgivnings- og vejledningsområderne. Dette team, der betegner den foreløbige slutsten på en udvikling mod øget decentralisering, har som samlet gruppe
    selvstændig beslutningskompetance.

KONSULENTER OG HJEMMEVEJLEDNING

Besøg i hjemmet hos blinde børn er en gammel tradition inden for blindevæsenet. Traditionen blev påbegyndt af forstander Moldenhawer fra Blindeinstituttet
i København, der i anden halvdel af forrige århundrede flere gange rejste rundt i landet og besøgte blinde, både børn og voksne. Hørte han på en sådan
rejse om blinde børn, han ikke havde kendskab til, besøgte han dem, talte med dem og vejledte forældrene, som det kan ses af hans indberetninger fra rejserne.
Denne tradition fortsatte forstander Rützou på Refsnæsskolen. I hvor stort et omfang disse besøg har fundet sted vides ikke, kun at de forekom. Efter fremkomsten
af loven om blinde børns undervisning i 1926 troede forstander Rützou, at han kunne få tilskud til hjemmebesøgene, men på en ansøgning svarede ministeriet,
at der savnedes hjemmel i loven til et sådant tilskud. Han må dog godt foretage besøgene på egen regning. Allerede få år senere skifter ministeriet imidlertid
standpunkt, og i 1928 får Rützou bevilling til at besøge tre børn i deres hjem. I årene herefter fortsatte forstanderen med at besøge dels de få blinde
børn, der af en eller anden grund ikke kom i skole på Refsnæs, dels og navnlig børn under den skolepligtige alder. Da administrationschefen for Statens
Blindevæsen blev udnævnt i 1944, overtog han nogle af besøgene. Hvem der fik besøg og hvor ofte, forekommer lidt tilfældigt og ikke helt koordineret, men
at der var behov for hjemmevejledningen, var man klar over, og efterhånden blev ordningen udvidet. På lærermødet den 21. marts 1952 fik lærerne besked
om, at de kunne pålægges at besøge blinde børn i deres hjem, og at de fik kompetence til at afgøre om barnet kunne forblive i hjemmet, eller om det burde
overføres til instituttet. Det blev begyndelsen til en mere systematisk hjemmevejledning ved hjælp af de såkaldte rejselærere, som de rejsende lærere på
Refsnæs blev kaldt i begyndelsen. Efter indførelsen af den faktiske instituttvang ved blindeloven af 1956 blev det i første række svagtseende børn i folkeskolen
og især børn under den skolepligtige alder man tog fat på. Fra begyndelsen af 1960’erne, da man begyndte at give dispensation til at blinde børn måtte
gå i folkeskolen, kom der atter gang i vejledningen på skoleområdet. Men fra midten af 60’erne blev vejledningen delt i en småbørnsvejledning og en skolevejledning
og i 70’erne kom også specialvejledningen til. Disse tre grene af Refsnæsskolens efterhånden meget omfattende vejledningsvirksomhed vil i det følgende
blive behandlet hver for sig.

Småbørnsvejledningen

I begyndelsen af 1960’erne begyndte man lidt mere systematisk at besøge blinde småbørn i deres hjem, samtidig med at Refsnæsskolen begyndte at afholde kurser
for forældre. Besøgene foregik dog stadig sporadisk, og mange blinde eller svagsynede børn under den undervisningspligtige alder blev først sent anmeldt
til synsregistret, så man i nogle tilfælde først fik kontakt med børnene, når de nåede skolealderen. Da Kurt Kristensen blev forstander i 1966 blev der
virkelig taget fat. Allerede i april samme år indsendte han et forslag til Socialministeriet om udbygning af vejledningen for småbørn på 0-7 år, hvori
han refererede nyere psykologisk forskning, der viste, at barnets første leveår var meget væsentlige for dets videre udvikling. Kristensen foreslog derfor,
at der skulle ansættes foreløbig tre børnehavelærere, der skulle rejse rundt og besøge forældre halvdelen af ugen og resten af tiden arbejde i den interne
børnehave, der samtidig foresloges udbygget. Den daglige koordinering af hjemmevejledningen skulle foretages af Kirsten Kristensen, der også skulle være
superviser for konsulenterne. Målet var, at alle forældre med 0-7 årige blinde eller svagsynede børn i hele landet skulle have besøg hver 14. dag.

Som sagt, så gjort. I løbet af 1966/67 blev der ansat tre hjemmevejledere, der delte landet imellem sig. De besøgte ikke alene forældre, men også de børnehaver
og specialbørnehaver, hvor børnene gik. Efterhånden blev øjenlæger og andre bedre til at anmelde børnene tidligt til synsregistret, så efterspørgslen efter
vejledning stadig steg. Denne udbygning betød, at der i 1972 var ansat syv småbørnskonsulenter. Opgaven var, at rådgive og støtte forældrene i den svære
situation, de var kommet i med et handicappet barn. Det kunne være gode råd om opdragelsen af et blindt barn, udlån af egnet legetøj og hjælp ved henvendelse
til de sociale myndigheder. Samtidig foretog konsulenten en vurdering af barnets adfærdsmønster og arbejdede direkte med barnet, for at demonstrere metoder
og muligheder for barnets fortsatte udvikling. Det hele skulle udmøntes i en handlingsplan for hvert enkelt barn, der skulle sikre det optimale udviklingsmuligheder
under medvirken af både forældre og konsulent. For at sikre et ensartet bedømmelsesgrundlag nåede man efterhånden frem til et fælles iagttagelsesgrundlag,
der skulle sikre at vejledningsrapporter og journaler indeholdt de samme elementer, og derfor kunne sammenlignes. Det hele foregik som et teamwork, hvor
konsulenterne mødtes med Kirsten Kristensen en gang om ugen og udvekslede erfaringer. På den måde blev konsulentarbejdet stadig udviklet. Dels ved at man
lærte af sine egne og kollegernes erfaringer, dels ved at man videreudviklede sig ved at bruge Refsnæsskolens øvrige ekspertise, der efterhånden var blevet
udviklet. Mobilityinstruktør, fysioterapeut, psykolog og talepædagog, foruden læge og sygeplejerske, blev efterhånden tilknyttet gruppen, når konsulenterne
havde brug for eksperthjælp, så det var alle sider af barnets udvikling, der kunne tilgodeses.

Efter at børnehjemmet i 1970 var rykket ind i en ny bygning blev kun ca. to tredjedele af pladserne besat af permanent anbragte børn. Resten blev benyttet
til kortere eller længere midlertidige ophold for hjemmeboende børn. Børnene kunne dels være på aflastningsophold, når familien af en eller anden årsag
trængte til aflastning, dels kom børnene på observationsophold, så de kunne iagttages over en længere periode, hvis man var i tvivl om diagnoser og handlingsplan.
Desuden blev forældrekurser med og uden børn samt kurser for andre med tilknytning til børnene, i stadig stigende omfang afholdt på Refsnæsskolens kursusafdeling.

Det blev tilstræbt, at børnene fra 3-års alderen kom i en almindelig børnehave eller en specialbørnehave. Børnehavens personale blev så rådgivet og undervist
af småbørnskonsulenterne. Ellers var en af de vigtigste opgaver rådgivning i forbindelse med børnenes skolestart, der blev foretaget i samarbejde med skolekonsulenterne.
Skulle de gå i folkeskolen, på Refsnæsskolen eller eventuelt i en af åndssvageforsorgen specialskoler eller et helt andet sted? På grund af konsulenternes
ofte langvarige og dybtgående kendskab til børnene var og er det en kompetent rådgivning, der kunne gives forældrene i dette for børnene meget afgørende
valg. Herefter overgik børnene til skole- eller specialvejledningen.

Således begyndte og udviklede småbørnsvejledningen sig, og således er den i store træk fortsat frem til i dag, hvor den fortsat er en af grundpillerne i
Refsnæsskolens arbejde. I dag er der 12 småbørnskonsulenter, der har delt landet imellem sig, så de hver har et til to amter at dække. Konsulenterne er
nu fortrinsvis bosat i det distrikt, de arbejder i, men mødes et par dage hver måned på Refsnæsskolen Konsulenterne vejleder her i 1998 knap 500 børn
under den skolepligtige alder. De sidste 20 år har tallet på børn under vejledningen varieret fra ca. 300 til 500 med stigende tendens. Der skal ikke her
diskuteres årsager til denne stigende tendens, men en af grundene er, at børnene bliver tilmeldt synsregisteret stadig tidligere, således at synskonsulenterne
kan begynde deres arbejde med vejledningen, mens børnene er stadig yngre. Over halvdelen af børnene er i dag multihandicappede, hvad der selvfølgelig gør
opgaven vanskeligere både for forældre og vejledere.

Da man i 1970 indviede den nye småbørnsafdeling var der plads til 25 børn. Dette tallet er siden gradvist faldet, idet stadig flere af børnene bliver boende
hjemme. I dag bor kun fem til seks børn permanent på Refsnæsskolen, mens der til stadighed er ca. 11 børn på aflastningsophold af vekslende varighed. De
øvrige børn under vejledningen kommer en gang om året eller hvert andet år til Refsnæsskolen på observationsophold i en uge sammen med deres forældre.
Denne opgave løses dog fortrinsvis af kursusafdelingen.

Skolevejledningen

Som omtalt ovenfor begyndte den egentlige vejledning for skolebørn først for alvor, da det fra begyndelsen eller midten af 1960’erne blev almindeligt at
integrere blinde børn i folkeskolen. Blindeloven af 1956 havde reelt indført instituttvang for blinde skolebørn, men dog med en dispensationsmulighed,
man i begyndelsen ikke forventede ville blive brugt. Man var både fra Refsnæsskolens side og hos andre autoriteter og eksperter helt overbevist om, at
blinde børn absolut havde bedst af at gå i skole på et blindeinstitut. De meget få børn, der før 1956 af den ene eller anden grund ikke ville gå på Refsnæsskolen,
så man ikke med milde øjne på. I en sag fra omkring 1950, hvor et forældrepar ikke ønskede deres søn på Refsnæsskolen, men satte ham i en privat skole,
kan man se, hvordan forstanderen og udsendte lærere gennem flere år forsøgte at overtale forældrene. Det var forgæves, og det endte med, at Refsnæsskolen
erklærede, at den fralagde sig et hvert ansvar for drengens uddannelse. Nogen støtte til materialer og hjælp fra rejselærere fik han dog alligevel.

Efterhånden ændredes opfattelsen af muligheden for at integrere handicappede i folkeskolen. Især forældrene pressede på, og erfaringer fra udlandet var
overvejende positive. På Refsnæs begyndte nogle af lærerne at overveje om institutophold var det eneste saliggørende, men almindelig accept af integration
blev først udbredt fra midten af 60’erne (mere om dette emne i afsnittet om eleverne).

Da de første blinde skoleelever i begyndelsen af 60’erne fik dispensation af Blindenævnet – der efter Blindeloven var nedsat til at administrere loven –
til at gå i almindelig skole, gik man i gang med vejledningen fra Refsnæsskolen. Rejselærerne eller konsulenterne tog ligesom småbørnskonsulenterne rundt
i landet og besøgte forældrene og den skole, barnet gik i. Der blev arrangeret observationskurser for eleverne og kurser for de involverede folkeskolelærere.
Konsulenterne deltog i undervisningen i klasserne, og rådgav forældrene om hjemmearbejde og lignende. Opgaven blev hurtigt omfattende, efterhånden som
det blev reglen snarere end undtagelsen, at de godt begavede blinde eller svagsynede elever ikke kom på Refsnæsskolen. Allerede i 1969 gav man konsulenthjælp
til 262 børn i den undervisningspligtige alder, hvoraf 36 var punktlæsere. På denne tid blev konsulenttjenesten varetaget af 9 rejselærere eller konsulenter,
der sideløbende underviste på Refsnæsskolen. En af de vigtigste opgaver var fremskaffelsen af egnede materialer. Efter at materialelaboratoriet var blevet
igangsat i 1966, kom de fleste bøger og materialer derfra, og fra 1971 forsynede materialelaboratoriet alle blinde og svagsynede skoleelever i Danmark
med bøger og andet undervisningsmateriale ( se mere om materialelaboratoriet i næste afsnit).

Efterhånden blev det så almindeligt at ikke alene blinde, men også elever med andre handicaps, gik i den almindelige skole, at man begyndte at forberede
integration på alle punkter, også rådgivningsmæssigt. I 1966 udnævnte undervisningsministeriet en fagkonsulent for de blinde elever i folkeskolen og i
et cirkulære fra 1971 lagde samme ministerium op til, at amterne kunne ansætte synskonsulenter. I 1973 ansatte Nordjyllands amt som det første en synskonsulent
til at tage sig af amtets egne blinde og svagsynede, og de næste 10-15 år fulgte de fleste øvrige amter eksemplet og ansatte synskonsulenter – de fleste
var i øvrigt tidligere medarbejdere på Refsnæsskolen. Tilbage er nu kun Bornholms amt samt Københavns og Frederiksberg kommuner, hvor eleverne og skolerne
stadig får direkte konsulenthjælp fra Refsnæsskolen. Der er naturligvis et nært samarbejde mellem de amtslige konsulenter og Refsnæsskolen. Eleverne kommer
stadig på observationsophold på instituttet eller kommer for at lære specielle ting, f.eks. mobility, ligesom kursusafdelingen i stor udstrækning benyttes,
og ikke mindst er materialelaboratoriet stadig leverandør af undervisningsmateriel.

Kontakten mellem blinde og svagsynede elever og Refsnæsskolen varetages også af den efterhånden traditionsrige sommerskole. Sommerskolen har fundet sted
hvert år i den første uge af sommerferien siden 1968, hvor man havde 14 elever. Sommerskolen tilbyder elever i folkeskolen en uges ophold med et tematisk
program og formålet er dels, at eleverne møder kammerater fra hele landet og får en fornøjelig uge, dels bruges opholdet også til observation og eventuelt
indlæring af specielle færdigheder. Sommerskolen er gennem årene blevet stadig større. I 1998 deltog ca. 150 børn og unge. Foruden ansatte fra Refsnæsskolen
deltager også lærere og pædagoger fra børnenes hjemlige institutioner som ledere.

Specialvejledningen

Som tidligere omtalt var blindeinstitutterne oprindeligt kun beregnet for normaltbegavede blinde børn og unge. Principielt blev åndssvage blinde børn hjemsendt
som “uunderviselige” eller overgivet til åndssvageforsorgen, men som det tidligere skulle være fremgået af denne beretning, beholdt man alligevel en stor
del af dem og underviste dem på hjælpeskolen eller i særlige klasser. Der var altså en gammel tradition for at Refsnæsskolen også tog sig af dårligt begavede
børn, men grænsen for hvem man tog sig af, og hvem der kom på åndssvageanstalt eller blev hjemme, var lidt flydende. Der har altid været en forholdsvis
stor andel af de blinde børn, der på en eller anden måde var åndssvage eller psykisk handicappet, som det nu hedder. Op gennem dette århundrede er man
blevet stadig bedre til at kurere de mere banale øjensygdomme, og det har betydet, at andelen af mentalt handicappede eller multihandicappede børn er steget
markant, så de nu udgør ca. 90% af samtlige blinde børn og unge.

De blinde børn, der var anbragt under Statens Åndssvageforsorg, havde blindevæsenet før 1960’erne ikke nævneværdig kontakt med. Da småbørns- og skolevejledningen
kom i gang i 60’erne begyndte konsulenterne også at få kontakt med multihandicappede børn. Således fik f.eks. 41 børn, der blev undervist i åndssvageforsorgens
skoler, hjælp fra skolevejledningen i 1969. Hvor mange blinde børn, der var anbragt under åndssvageforsorgen, troede man, at man vidste. Siden 1944 skulle
alle blinde børn i landet jo anmeldes til synsregistret, men måske fandtes der børn under åndssvageforsorgen, der ikke var blevet diagnosticeret som blinde
eller svagsynede.

Socialstyrelsen, der var blevet oprettet i 1970, tog tidligt initiativ til at gøre noget for de blinde åndssvage. I løbet af 1970’erne igangsattes en række
undersøgelser og initiativer, hvor Refsnæsskolen selvfølgelig var en naturlig deltager. I 1971 nedsattes arbejdsgruppen om blinde åndssvage, og dernæst
gik det slag i slag med undersøgelser, konferencer og seminarer. Det hele kulminerede med blindeundersøgelsen i 1976. Ved denne undersøgelse gennemgik
man simpelthen åndssvageforsorgens institutioner ved hjælp af institutionernes eget personale, åndssvageforsorgens øjenlæge og synskonsulenter fra Refsnæsskolen.
Resultatet var at man “fandt” flere hundrede åndssvage børn med synshandicap, der ikke tidligere var anmeldt til synsregistret. Undersøgelsen viste, at
en meget større procentdel af åndssvageforsorgens klientel havde synshandicap end andre børn udenfor.

Allerede nogle år før undersøgelsen var et samarbejde kommet i gang mellem åndssvageforsorgens øjenklinik og Refsnæsskolens småbørnskonsulenter, idet øjenlægen
rapporterede til Refsnæs, når hun fandt børn, hun mente, havde behov for pædagogisk vejledning. Dette blev begyndelsen til specialvejledningen. Fra 1975
var der først én, senere to, af småbørnskonsulenterne, der udelukkende tog sig af børn under åndssvageforsorgen, og samtidig begyndte en af skolevejlederne
at koncentrere sig om børn i åndssvageforsorgens skoler. Arbejdsfordelingen blev efterhånden sådan som den er i dag. Småbørnskonsulenterne tager sig af
alle børn fra 0-7 år uanset handicap, undtagen de (meget få) børn, der er institutionsanbragte. Specialvejlederne tager sig af alle børn på specialskoler
og skolevejlederne vejleder børn i folkeskolen (sammen med de amtslige synskonsulenter). Specialvejledningen for multihandicappede foregår ligesom den
øvrige vejledning med observationsophold, kurser for forældre, lærere og pædagoger osv. De multihandicappede elevers forhold er efterhånden blevet Refsnæsskolens
største arbejdsopgave, og det skal da også i denne forbindelse nævnes, at størstedelen af de interne elever hører til denne gruppe.

I denne forbindelse må også nævnes den specialvejledning, der foregår omkring elever, der lider af Spielmeyer-Vogts syndrom. Denne uhyggelige arvelige sygdom
viser sig først som begyndende svagsynethed hos hidtil normale børn i 5-7 års-alderen og fortsætter derefter med total blindhed og efterhånden en fremadskridende
fysisk og mental nedbrydning. Det er klart, at et sådant barn medfører meget store psykiske og fysiske prøvelser for både barnet og familien. Derfor har
der siden midten af 1970’erne været ansat en specialvejleder for disse børn. Vejlederen er medlem af en gruppe af specialister, der arbejder med denne
sygdom, der ret konstant omfatter 20-30 personer.

MATERIALELABORATORIET

Da forskolen blev oprettet i 1898, fik den bøger med fra blindeinstituttet i København – både på punkt og i relieftryk. Også efter at Refsnæsskolen var
blevet selvstændig i 1918, fik den skolebøger fra blindeinstituttet i København. Blindeinstituttets trykkeri blev i 1952 udskilt som en selvstændig institution
under navnet Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, der stadig fremstillede skolebøger på punkt, også til Refsnæs. Det øvrige undervisningsmateriel
på Refsnæsskolen blev for en stor dels vedkommende lavet af lærerne selv, eller efter model fremstillet af lokale håndværkere. Tidligere er omtalt den
store anskuelsessamling skolen gennem årene har opbygget med særlig henblik på blindeundervisning. Almindeligt undervisningsmateriel kunne naturligvis
købes. Det gik meget godt i mange år, men efterhånden som kravene steg til et mere differentieret materiale, og ikke mindst da integrationen af blinde
elever i folkeskolen begyndte, opstod der behov for en mere samlet og systematisk fremstilling af bøger og andet undervisningsmateriel. Den tid var forbi,
hvor man kunne benytte det samme lærebogssystem år efter år til alle elever. Derfor påbegyndtes materialelaboratoriet i 1966.

Inspirationen kom til dels fra Herning, hvor Kurt Kristensen havde fået oprettet et materialelaboratorium i forbindelse centeret for specialundervisning
for handicappede, da han var skolepsykolog der. Ideen blev flyttet til med til Refsnæs i 1966 sammen med en af medarbejderne fra Herning. Året efter blev
Dansk Blindesamfunds punkttrykkeri nedlagt. Dermed opstod en chance for at få eget punkttrykkeri på Refsnæs for en overkommelig pris. Det lykkedes, og
maskinerne og to medarbejdere fortsatte derefter deres virksomhed på Refsnæsskolen fra foråret 1968. Dermed var materialelaboratoriet for alvor etableret,
og allerede efter få år beskæftigede det 8 faste medarbejdere foruden et stort antal løsere tilknyttede personer. Det drejede sig dels om et antal af skolens
egne lærere og pædagoger, der arbejdede med bog- og materialetilrettelæggelse, dels om afskrivere, der sad hjemme og afskrev bøger til punktskrift, og
et antal civile værnepligtige. Desuden havde materialelaboratoriet en afdeling i Århus, der fortrinsvis beskæftigede civile værnepligtige, men som ret
hurtigt fik status som revalideringsværksted. Endelig blev der også beskæftigelse til fængselsvæsenet, idet nogle rutineopgaver blev udført i Kalundborg
arrest eller i statsfængslet i Vridsløse.

Materialelaboratoriet var og er et serviceorgan for Refsnæsskolen samt for blinde og svagsynede elever i folkeskolen. Laboratoriet blev administreret af
et pædagogisk kontor med en lærer som leder, der varetog koordineringen mellem teknikere og pædagoger. Derudover var det opdelt i følgende forskellige
arbejdsfunktioner: Et sorttrykkeri, der fremstillede stortryksbøger til svagsynede samt trykte alle skolens formularer, skemaer, publikationer m.v.; et
punkttrykkeri, der som navnet antyder, trykte publikationer i punktskrift; træskæreri samt plastværksted, der fremstillede reliefkort, modeller o. lign.,
og et båndværksted til fremstilling af lydbånd. Desuden tog bestillingskontoret sig af bestilling af materialer samt udlån og modtagelse af ordrer. Alt
i alt en mangesidig virksomhed der stadig fungerer efter sit oprindelige formål, men netop på dette område er der sket en kolossal udvikling i teknologisk
henseende.

I 1971 blev al fremstilling af punktbøger til folkeskolen koncentreret på Refsnæsskolen, dvs. bøger til 1.-7. klasse, mens instituttet i Hellerup, der
på denne tid også havde fået sit eget trykkeri, tog sig af bøger til senere skolegang. Senere er dette forhold ændret, så Refsnæs nu fremstiller materiel
til 1.-10. klasse, mens bøger til gymnasiet og de videregående uddannelser stadig laves i Hellerup. Med EDB’ens fremkomst og udvikling i de sidste 30 år
har bogproduktionen og arbejdsgangen med hensyn til fremstilling af punktbøger gennemgået en revolutionerende udvikling, ligesom den grafiske branche i
det hele taget. I forbindelse med opfindelsen af log -text’en (se særligt afsnit senere) gik man på materialelaboratoriet for alvor ind i Edb-alderen.
Bøger kan nu scannes og transskriberes til punktskrift på så kort tid, at man i princippet kan have dag til dag levering af bestilte bøger på punkt, hvis
det vel at mærke kun drejer sig om ren tekst. Redigering og layout foregår også elektronisk via skærm, og der er ikke mange af de gamle maskiner i brug
længere. 99% af alle skolebøger og skønlitteratur på punkt bliver ikke længere trykt, men overføres på diskette eller telefonmodem og sendes til skoleeleverne
over hele landet. Plastværkstedet og træskæreriet er også væk. Reliefkort og lignende fås nu på svulmepapir, der overflødiggør håndarbejdet og ting af
træ er enten erstattet af andre materialer eller findes billigere andetsteds. Men med hensyn til sorttryk og punktoverførsel samt båndfremstilling er materialelaboratoriet
stadig en meget travl virksomhed.

ELEVERNE

I 1963 fik de første blinde elever af Blindenævnet dispensation efter blindelovens §5, stk. 5 til at blive taget ud af Refsnæsskolen og gå i skole hjemmefra.
Denne udvikling mod handicappedes integration i den almindelige skole havde man set tidligere i udlandet, men herhjemme mente de fleste eksperter – inklusive
Refsnæsskolen – at blinde børn havde bedst af at komme på blindeskole. Initiativet til udmeldelserne kom fra forældrene. Man talte i datidens aviser om
et forældreoprør, men forældrene var absolut ikke enige indbyrdes. Fra Statens Blindevæsens side argumenterede man ikke overraskende for institutophold.
Man mente nok, at børnene kunne lære dansk og regning i en almindelig skole, men problemerne ville opstå i fag som geografi, biologi og gymnastik m.fl.,
der ville kræve specielle undervisningsmidler, og desuden var lærerne i den almindelig skole ikke trænet i at oplære blinde børn. Dertil kom, at børnene
måtte savne de specielle blindefag, man lagde så stor vægt på Refsnæsskolen som anskuelse, sanseøvelser og senere mobility. Desuden var der synspunkter,
der rakte helt tilbage til Moldenhawers argumenter for at oprette forskolen, nemlig – omend udtrykt på en lidt anden måde – at forældrene enten ville overbeskytte
eller forsømme barnet, så det blev ude af stand til at klare sig i samfundet. Omvendt mente nogle af forældrene, at det var unaturligt at fjerne et 7-års
barn fra sine vante omgivelser, at barnet ville gennemgå en mere harmonisk udvikling hos sine forældre, hvor et barn naturligt hørte hjemme, og desuden
mente enkelte af forældrene at Refsnæsskolen var en dårlig skole, og at deres barn kunne lære mere på en almindelig skole. Argumenterne var naturligvis
meget mere differentierede end her antydet, og parterne stod ikke nødvendigvis så stejlt overfor hinanden. Også inden for blindevæsenet var der folk, som
ikke var helt overbevist om, at institutionsophold var det eneste saliggørende. Blindenævnet fulgte forældrene og gav i 1963 tre børn dispensation til
at forlade Refsnæsskolen, hvorfra man erklærede, at man fralagde sig ansvaret for deres videre uddannelse.

Efter at de tre første blinde elever var begyndt at gå i skole uden for Refsnæs, fulgte de følgende år to til tre elever årligt deres eksempel, indtil det
fra slutningen af 1970’erne snarere bliver reglen end undtagelsen, at børn, der “kun” er blinde, går i den lokale folkeskole. Fra 1980, hvor særforsorgslovene
bortfaldt, blev det lovpligtigt, at handicappede har ret til at gå i almindelig skole, hvis deres handicap tillader det. Integrationen blev tilsyneladende
en succes, men det viste sig, at en del elever, når de kom i puberteten alligevel ønskede at tilbringe de sidste skoleår på Refsnæs blandt ligemænd. Det
er ikke morsomt at være tretten år og være anderledes. Til gengæld er det i de senere år blevet populært at tage de sidste skoleår på efterskole for dem,
der kan klare det.

På Refsnæsskolen vænnede man sig hurtigt til de nye forhold, omend meningerne om integration eller ej stadig var meget forskellige. Som tidligere beskrevet
kom skolevejledningen og de andre tilbud til eleverne uden for instituttet ret hurtigt i gang, men også internt skulle integrationen efterhånden vise sig
at medføre store forandringer. Fra 1960’erne til i dag har Refsnæsskolen udviklet sig fra at være en skole for normaltbegavede, samt lidt dårligere begavede,
blinde og svagsynede børn til fortrinsvis at være en institution for multihandicappede. Det skyldes ikke kun, at de kvikkeste elever er forsvundet til
folkeskolen, men også at antallet af multihandicappede børn og unge er steget markant. Dette forhold hænger paradoksalt nok især sammen med lægernes dygtighed
til at redde stadig mindre for tidligt fødte børn. Resultatet af denne praksis har været et voksende antal børn, der ikke alene er blinde, men også kan
være mentalt retarderede, have hjerneskade, være spastikere eller have epilepsi osv. i vekslende grader og sammensætninger. Også narkomani og alkoholisme
har været medvirkende til at øge antallet af multihandicappede børn. Denne udvikling af elevklientellet har naturligvis medført store ændringer på Refsnæsskolen
både hvad angår elevernes undervisning og fritidsaktiviteter.

Undervisningen

Frem til 1971 fortsatte man på Refsnæsskolen den traditionelle klasseundervisning med klasser opdelt efter årgang og efter grad af synshandicap. Fra 1966
var skolegangen på skolen blevet udvidet til også at omfatte 8. klasse. Det blev tilstræbt at følge normalskolens læseplan med tilføjelse af de særlige
blindefag som anskuelse og sansetræning. F.eks. var elevfordelingen pr. 1. september 1969 som følger: 6 elever i forskoleklassen (blandet klasse med både
blinde og svagsynede), 55 elever i 11 blindeklasser, 24 elever i 5 svagsynsklasser, 29 elever i 4 specialklasser, 7 elever i ungdomsklassen (for elever,
der ikke havde fortsat undervisningen på blindeinstituttet i Hellerup) samt 4 elever, der boede på Refsnæs, men gik i den normale folkeskole i Raklev eller
Kalundborg. I alt 125 elever. Grænsen mellem blinde og svagsynede blev som hele tiden sat ud fra om eleverne kunne se tilstrækkeligt til at modtage visuel
undervisning, dvs. om de kunne læse almindelig bogstaver, eventuelt i forstørrelse. Ellers blev eleverne punktlæsere i blindeklasserne. Selv om denne
skelnen mellem blinde og svagsynede er den samme, har grænsen alligevel flyttet sig. Ved hjælp af ny optik, bedre viden om belysningsforhold og andre nye
hjælpemidler kan langt flere svagsynede klare sig uden at skulle lære punktskrift, Denne udvikling, der især har fundet sted de sidste 15-20 år, hænger
også sammen med, at man samtidig har ændret opfattelse af de svagsynedes synsrest, som man tidligere beskyttede og ikke måtte overanstrenge, hvor man i
dag tværtimod træner synsresten så meget som muligt. De fire specialklasser var et direkte udtryk for, at elevklientellet var begyndt at ændre sig. Specialklasserne
for multihandicappede var blevet oprettet et par år før som afløsning for de gamle hjælpeklasser, men netop i 1969 ændrede man på indholdet. Hidtil havde
man så godt det nu kunne lade sig gøre prøvet at lære eleverne dansk og regning osv. ligesom de øvrige klasser, men resultaterne havde ikke været imponerende.
Nu tog man konsekvensen og indrømmede, at de pågældende elever alligevel ikke havde en fremtid på arbejdsmarkedet, men at formålet med undervisningen måtte
være at sikre dem et så godt liv som muligt. Det prøvede man at gøre ved at undervise i almindelig daglig færden, lære dem orientering samt mere hobbyprægede
ting.

I 1971 forlod Refsnæsskolen klasseundervisningen og gik over til åbenplan skolen, som var meget moderne på den tid. Man delte eleverne op i seks undervisningsgrupper
efter alder og grad af handicap, og til hver gruppe blev knyttet 3-4 faste lærere, der underviste i dansk, regning og orientering, hvortil kom en række
lærere, der underviste i de mere specielle fag som musik, formning, mobility m.fl. Fordelen skulle være mulighederne for en mere fleksibel undervisning,
hvor man i vekslende gruppestørrelser, og også med individuel undervisning, skulle kunne tage større hensyn til den enkelte elevs behov end i den mere
stive klasseundervisning med kun een lærer af gangen. Samtidig kunne enkelt elever tages ud til individuel undervisning, terapi og undersøgelser i fag
som syns- og sansetræning og mobility samt hos specialister som talepædagog, fysioterapeut og psykolog.

Dette system med eleverne inddelt i grupper er i det store og hele fortsat siden. Som regel er eleverne opdelt i fem storgrupper, der så igen er opdelt
i mindre grupper. Eleverne udgør nu en så forskelligartet gruppe, at de ikke mere undervises efter årgang, men efter en individuel handleplan selvom udgangspunktet
stadig er folkeskolens læseplaner. Undervisningen foregår som oven for beskrevet både i grupper og individuelt med de traditionelle skolefag og de særlige
blindefag. Dog synes et traditionelt blindefag som anskuelsesundervisning ikke at have samme centrale placering som selvstændigt fag som tidligere, men
forsøges nu integreret i de øvrige fag.

Et forholdsvis nyt blindefag er til gengæld Mobility, som faget hedder med en engelsk betegnelse, der kan oversættes til bevægelighed, hvilket ikke siger
ret meget. Mobility er et organiseret system af individuel træning for blinde til at færdes med mindst mulig hjælp fra andre, og det har vist sig at man
med dette system har kunnet nå længere end tidligere med at lære blinde at færdes på egen hånd. Det mest karakteristiske er den hvide stok, som den blinde
bruger til at føle sig frem med ved hjælp af pendulsving. Systemet stammer fra USA, hvor det blev udviklet til krigsblinde veteraner efter 2. Verdenskrig.
I midten af 1960’erne blev systemet kendt i Danmark, og et par år senere blev det introduceret på Refsnæs, hvor det hurtigt vandt indpas i den daglige
undervisning ved hjælp af et antal uddannede instruktører. Både de interne elever og elever, der går i skole uden for Refsnæs, bliver undervist i mobility.
De sidstnævnte afprøvet under kursusophold eller hos synskonsulenterne. Det kræver lang og hård træning for blinde at lære at færdes nogenlunde ubesværet,
og færdighederne skal holdes ved lige. Derfor er det naturligvis meget individuelt, hvor langt eleverne når, lige som for de øvrige fags vedkommende.

Elevråd og fritidsaktiviteter

Også eleverne mærkede til de nye mere demokratiske strømninger i 1960’erne og i 1966 blev der oprettet et elevråd. Man havde ganske vist allerede i begyndelsen
60’erne forsøgt at oprette et elevråd, men det kom ikke rigtigt til at fungere på grund af manglende opbakning fra lærerside. Det nye elevråds virke kom
ganske vist, som de fleste elevråds, til at ligge i småtingsafdelingen, men det fik alligevel oprettet frugtbod, afholdt fester, støttet oprettelsen af
elevforeningen, medvirket til indkøb af båd m.m. Efter godt en halv snes år forsvinder elevrådet lige så stille ud af skolens historie. Det gik som det
er set før og siden: De aktive gik ud af skolen og der var ikke nogen til at overtage aktiviteterne. I stedet har man senere forsøgt sig med stormøder
for eleverne både samlet og på boafdelingerne, hvor det fungerer bedst.

Den omtalte elevforening var foreningen “Enigheden”, der blev stiftet 22. maj 1968 af og for elever over 14 år på Refsnæsskolen samt eksterne elever fra
Kalundborg og omegn. Foreningen fungerede nærmest som en slags fritidsklub med et månedligt møde med foredrag og ekskursioner, mens det om vinteren mest
var diskoteksaftener, der stod på programmet. Foreningen blev ledet af medlemmerne selv ved en bestyrelse, men dog med hjælp fra Refsnæsskolens medarbejdere.
En anden forening til fritidsaktiviteter var tandemklubben “Refsnæs”, der blev stiftet i 1975. I denne forening var der af gode grunde også seende med,
men også denne måtte lukke for aktiviteterne af mangel på tilslutning. Således er det også gået med andre fælles aktiviteter som roklub og spejdertrop.
Det ændrede elevklientel har ikke kunnet opretholde eller været interesseret. Det betyder ikke , at der ikke sker noget for eleverne i fritiden, det er
bare andre ting. Dels i form af fælles udflugter, lejrskoler og koncertture, dels individuelt, hvor eleverne går til ridning, svømning og andre ting eller
benytter fritidsordningerne på instituttet.

Forældrene

Forældrenes indflydelse og engagement har udviklet sig en del, siden de ved forskolens start måtte skrive under på, at de frasagde sig enhver form for indflydelse
på deres børns opdragelse, som beskrevet i første afsnit. I de første ca. 50 år af Refsnæsskolens historie indskrænkede forældrenes direkte kontakt med
skolen sig til at modtage meddelelser om deres barns standpunkt, om feriers start- og slutdato og andre nødvendige meddelelser samt mulighed for at komme
til den årlige forældredag og eksamen. Efterhånden blødes forholdet til forældrene noget op, og de opfordres til at besøge skolen, når de har tid og mulighed,
og de kan som regel altid komme til at tale med en lærer eller forstanderen, men direkte indflydelse havde de ikke. Indflydelsen kom først efter, at der
i 1950 blev stiftet en fælles forældreforening for de to blindeinstitutter. Den nye forældreforening fik straks gennemført to af sine krav, nemlig en årlig
frirejse for en af forældrene til barnets institut, som allerede trådte i kraft samme år, samt gratis hjemrejse for eleverne i påskeferien, som blev gennemført
fra 1951. Hidtil havde eleverne kun haft gratis hjemrejse i jule- og sommerferien. I den store blindekommission, der forberedte blindeloven af 1956 blev
forældreforeningen også repræsenteret. Denne lov bestemte blandt andet, at der ved hvert institut skulle oprettes et forældreråd på tre medlemmer, og desuden
blev forældrene også repræsenteret i blindenævnet, der som tidligere nævnt var socialministerens rådgivende organ i forbindelse med lovens gennemførelse.
Dermed havde forældrene fået formel indflydelse, og denne fortsatte efter særforsorgslovenes afskaffelse i 1980 i skolenævn og institutråd, som beskrevet
i afsnittet om administrationen. Siden 1961 har forældreforeningen, eller landsforeningen af forældre til blinde og svagsynede som den nu hedder, udgivet
bladet “Treklangen”.

LOG-TEXT og andre nye hjælpemidler

Gennem årene er der fremkommet en række tekniske hjælpemidler, der i høj grad har lettet tilværelsen for blinde, og har givet dem nye muligheder. Den første
epokegørende ting var båndoptageren, der kom frem i 1930’erne, men for alvor slog igennem i 1950’erne.. Da den senere blev videreudviklet til kassettebåndoptageren,
fik de blinde og svagsynede et praktisk og næsten uundværligt hjælpemiddel. Det næste store spring i udviklingen kom med informationsteknologien (EDB).
Blandt de mange anvendelsesmuligheder denne nye teknologi har for blinde, kan nævnes den talende computer, men her vil vi se nærmere på log-texten. Log-texten
er et lille fladt apparat med 19 taster og et display i punktskrift og et i almindelig skrift. Log-texten kan bruges selvstændigt som et tekstbehandlingsapparat,
men log-texten kan også tilsluttes en almindelig pc’er og med et særligt program virke som en terminal, så man på log-texten kan læse pc’erens skærm og
man fra log-texten kan skrive direkte til pc’eren. Dermed bliver anvendelsesmulighederne mangfoldige, idet alle pc’erens muligheder nu står til rådighed.
Den blinde skoleelev kan modtage en opgaveside fra læreren via hendes pc’er og læse den i punktskrift på displayet. Dernæst kan eleven løse opgaverne med
punktskrift og næste dag aflevere dem til læreren efter at have printet dem ud på almindelig sortskrift. Log-texten er forsynet med et særligt program,
der afforkorter den almindeligvis anvendte forkortede punktskrift, så teksten kan overføres til almindelig sortskrift. Maskinen kan også forsynes med alle
de forskellige regneprogrammer, der kan bruges på en pc’er. Desuden kan log-texten bruges som læseapparat ved at man indlægger digitale bøger som f.eks.
skolebøger og ordbøger, hvorefter betjeningen sker på log-texten, også for bøger lagret på pc’eren. Han kan også gøre det samme med en roman, tage log-texten
med i toget og læse romanen der. Skolebogen eller romanen fås fra Refsnæsskolens materialelaboratorium, hvor bøgerne på bestilling indscannes, redigeres
og sendes til eleven på diskette, eller via telefonmodem.

Log-texten er opfundet af ingeniør Poul Erik Skov, der første gang kom til Refsnæs i 1984 med sin lille blinde datter. Derefter satte han sig hjem og forsøgte
at konstruere et apparat, der kunne bruges af blinde børn. I 1987 kom Skov med den første version af log-texten, der senere er videreudviklet med nye og
forbedrede versioner. Et problem var punktskriften eller Braille skriften som den også kaldes efter den franske opfinder. Denne er traditionelt opbygget
af seks punkter, der giver 64 forskellige tegn, hvilket betyder, at man må undvære en del af sortskriftens tegn eller anvende flere punktskrifttegn for
at udtrykke det samme. Desuden passede seks punkt systemet ikke til datateknologiens ASCII tegntabel med sine 256 tegn. Man måtte derfor opfinde en ottepunkts
blindskrift, der i alt giver 264 forskellige tegnmuligheder. Dette blev påbegyndt i 1988 af Keld Stochholm og Svend Thougaard, og efterhånden som systemet
med otte punkts blindskrift var blevet indarbejdet og log-texten videreudviklet, fik man et enestående kommunikationssystem. I dag har alle blinde skoleelever
i folkeskolen en log-text og en pc’er og har således muligheder, der stiller dem helt på linje med deres seende kammerater og i teknologisk henseende bedre.
Log-texten har nu efterhånden bredt sig udenfor skoleelevernes rækker og benyttes også i Sverige, men der har været en del modstand mod det nye punktskriftsystem
især fra ældre blinde. Der er dog også udviklet et program, der kan overføre ottepunkts blindskrift til det traditionelle sekspunkts.

REFSNÆSSKOLEN GENNEM 100 ÅR

Nærmer man sig Refsnæsskolen udefra afspejler skolens hundrede års historie sig mere eller mindre tydeligt i bygningerne. Der findes vist nok 31 forskellige
bygninger på instituttets område i vidt forskellige stilarter og materialer og fra forskellige tidsperioder. Bygningerne har ikke nødvendigvis samme funktion
som oprindeligt, men alligevel giver de fornemmelsen af kontinuitet i Refsnæsskolens virksomhed. Her har blinde børn boet, leget og fået undervisning gennem
100 år. Det er ikke kun i bygningerne man fornemmer en sammenhæng gennem de 100 år. Mange af de ting, der karakteriser Refsnæsskolen i dag, kan man følge
langt tilbage i historien. F.eks. hjemmebesøg hos blinde, fremstilling af materialer til undervisningsbrug og vægtning af børnenes fysiske udvikling med
dans og gymnastik og træning i at færdes på egen hånd. Refsnæsskolens udvikling blev præget af de personer der havde deres virke her, men udviklingen er
på godt og ondt naturligvis også præget af det omgivende samfund. Udviklingen viser sig bl.a. i de officielle betegnelser skolen har haft: Det kgl. Blindeinstituts
forskole på Refsnæs (1898-1918), Den kgl. Blindeforskole på Refsnæs (1918-1928), Det kgl. Blindeinstitut på Refsnæs (1928-1956), Statens Institut for
Blinde og Svagsynede (1956-1966), Statens kostskole for blinde og svagsynede, Refsnæsskolen (1966-1980) til den nuværende Refsnæsskolen, Institut for Blinde
og Svagsynede Børn og Unge i Danmark (fra 1980). Det starter autoritært; de første navne skal indgyde respekt og ærbødighed, og man skal være klar over,
at det er et privilegium at komme på et kongeligt institut. I kraft af velstandsstigningen, velfærdsstatens udviklingen og et andet syn på handicappede,
bliver det efterhånden en naturlig rettighed for handicappede at komme på specialskole. De synshandicappede har dog ikke været den mest udsatte gruppe
af handicappede. Det har været et “pænt” handicap at være blind, hvilket ses både af den tidlige private velgørenhed omkring de blinde, og det forhold
at staten relativt tidligt, i 1856, fastslog at blindes undervisning var en statsopgave. Andre handicapgrupper og socialt udstødte grupper var endnu i
adskillige år overladt til privat velgørenhed eller nedværdigende fattighjælp. Dermed ikke være sagt at pengemidlerne har flydt rigeligt. Staten – og senere
amterne – har altid skullet spare, og budgetterne har været skrabede på Refsnæsskolen. Nødvendige udvidelser og forbedringer er normalt kommet sent i forhold
til behovet, og kun i en kort periode i slutningen af 1960’erne var der tilsyneladende penge nok

På trods af alle vanskeligheder og på grund af mange gode viljer og indsatser har der gennem100 år været drevet en virksomhed her, der altid har kunnet
være sit navn bekendt. Om Refsnæsskolen kan fortsætte mange år endnu under en eller anden form, der passer til blindes og svagsynedes behov, afhænger af
samfundsudviklingen i almindelighed og de bevilligende og besluttende politikere i særdeleshed, men også af Refsnæsskolens evne til at følge med tiden
og samtidig bevare de bedste af traditionerne. Men det er en helt anden historie.

EFTERORD

Den her foreliggende beretning er ikke HISTORIEN om Refsnæsskolen og heller ikke en videnskabelig afhandling om blindeforsorgens og blindepædagogikkens
udvikling gennem 100 år. Det er derimod et forsøg på at skitsere Refsnæsskolens udvikling i store træk med særlig vægt på begivenheder, udviklinger og
aktiviteter, som jeg har fundet illustrative som eksempler på skolens udvikling. Meget andet kunne være taget med, og mange vil sikkert savne et eller
andet, men historieskrivning er en selektiv proces.

Jeg vil gerne takke Refsnæsskolen for husly og ikke mindst takke nuværende og tidligere ansatte og elever for inspirerende samtaler undervejs i forløbet.
Især vil jeg takke forstander Keld Stochholm, der løbende har gennemlæst manuskriptet undervejs, og er kommet med gode råd, ideer og korrektioner, men
det endelige resultat er alene mit ansvar.

Jeg takker ligeledes forfatterne til de forskellige erindringer af tidligere elever og ansatte, der har været bragt i REFSNÆS-NYT, og som uden forfatternes
billigelse er aftrykt her i mere eller mindre forkortet form.

Billedmaterialet stammer foruden fra Refsnæsskolen fra Kalundborg Lokalhistoriske Arkiv og fra Blindehistorisk Museum i Hellerup, der takkes for deres imødekommenhed.

Kilder og litteratur

Foruden oplysninger fra nuværende og tidligere elever og ansatte er beretningen baseret på studier af Refsnæsskolens arkiv, der befinder sig henholdsvis
på Landsarkivet for Sjælland m.m. i København og på skolen. Som hovedregel findes materiale fra før ca. 1965 på Landsarkivet og materiale efter 1965 på
Refsnæsskolen. Derudover er især benyttet følgende trykte materiale:

Aarsberetninger om det Kongelige Blindeinstitut og dets Forskole. Diverse år.

Historisk Oversigt over Den kgl. Blindeforskoles 25-aarige Beståen. Ved forstander L. Rützou. Kbh. 1923.

Det kgl. Blindeinstitut på Refsnæs. 1898 – 1.November – 1948. U. å.

Refsnæsskolen 1966-69. (Refsnæsskolens tre- års beretning):

Refsnæsskolen 1969-1972.

Refsnæsskolen 1978. Beskrivelse af funktion.

Blindeinstitutioner i Danmark. 1858-1970. Arkivregistratur ved Niels Strandsbjerg. 1992.

Sven Houmøller: Kjæde-Ordenen og Blindeforsorgen 1811-1961. Kbh. 1961.

Johs. Moldenhawer: Det kongelige Blindeinstituts Historie. Kbh. 1905.

Statens Institut for Blinde og Svagsynede i København. 1858 – 5. November – 1958. Kbh. 1958.

Love og cirkulærer.

Diverse udgaver af REFSNÆS-NYT.

Refsnæs 1998. Niels Strandsbjerg

Januar 1996: En blind håndværker

En blind håndværker

En rebslager

Udgivet af Blindehistorisk Selskab som en nytårshilsen til medlemmerne 1996

Brailletryk DBB Danmarks Blindebibliotek

København 1996

Illustration på omslaget:

Rebslagerens vigtigste redskab, spindehjulet eller selvtrækkermaskinen. Dette var normalt lavet af smedjern, men det kunne også laves af træ. Tuschtegning af Søren Thorlacius-Ussing.

Eftertryk tilladt med angivelse af kilden.

  1. udgave, januar 1990.

Sort-tryk og udgivelse: Social- og Sundhedsafdelingen, Institut for blinde og svagsynede, Rymarksvej 1, Hellerup.

ISBN 87-986298-0-8

“Faksimile”

Indhold
Forord
Indledning
Rebslager Thomas Christian Nielsen i Hornum
Thomas Christian Nielsens ophold på Det Kongelige Blindeinstitut
Håndværksuddannelserne på Det Kongelige Blindeinstitut
Forstander J. Moldenhawers tanker om blindes erhvervsmuligheder
Håndværksuddannelsernes indhold
Rebslagning en blindeuddannelse
Uddannelse af rebslagere på Det Kongelige Blindeinstitut
Erhvervs- og beskæftigelsesforhold for blinde håndværkere
Beskæftigelsessituationen for rebslagere
Blinde rebslagere udkonkurreres
Omsorgen for færdiguddannede blinde håndværkere
Private beskæftigelsesinitiativer for blinde
Forsøg på at forbedre erhvervs og beskæftigelsesmulighederne
Omsorgen for de færdige blinde rebslagere
En rebslagers kamp for sit erhverv
Rebslager Thomas Christian Nielsen i Hornum
Rebslageriet
Medhjælpere
Blind lærling
Lærer Rützous besøg i Hornum 1907
Rebslagerforretningens udvikling
Thomas Christian Nielsens fritidssysler
Sønnen Aage Nielsen’s videreførelse af rebslagerforretningen
Afslutning
Bilag 1
Bilag 2
Bilag 3
Bilag 4
Bilag 5. Kort beskrivelse af hvordan man laver reb
Noter

Forord
I snart to hundrede år har private og senere offentlige institutioner haft som en del af deres målsætning at skabe erhvervs- og beskæftigelsesmuligheder for blinde og stærkt svagsynede.

At dette til trods for store vanskeligheder i mange tilfælde førte til et tilfredsstillende resultat for den blinde eller stærkt svagsynede, som gennemgik en håndværksmæssig uddannelse, vidner den foreliggende publikation om.

Publikationen fortæller både om et erhverv – rebslagerhåndværket – og om en blind rebslager, som efter endt uddannelse i 1899 drog hjem til Hornum og etablerede en rebslagervirksomhed, som siden førtes videre af hans seende søn. Den dag i dag – snart hundrede år efter starten på rebslagervirksomheden fremstilles der stadig reb på Reberbanen i Hornum.

Søren Thorlacius-Ussing fra Blindehistorisk Museum har med dette skrift, taget et første indledende skridt til et vigtigt og spændende forskningsprojekt inden for blindesagens historie: Uddannelses- og erhvervsforhold i perioden 1811-1990.

At sigte mod med tiden at få et forskningsprojekt til at dække hele den periode, hvori der har eksisteret institutioner for blinde i Danmark, har ikke alene som mål at få beskrevet udviklingen helt fra begyndelsen, men nok så meget at betone vigtigheden af sammenhængen mellem det der foregår i dag og det der var mulighederne for ti, 50 eller hundrede år siden.

Indledning
Antallet af rebslagere i Danmark, der i dag driver håndværket på traditionel håndværksmæssig vis, kan nok tælles på en hånd. I sommeren 1988 orienterede museumsinspektør Lene Floris mig om, at hun havde arrangeret en rebslagningsdemonstration på Frilandsmuseet. Jeg tog derfor ud og talte med de to rebslagere Hanne Lala Bobé og Ole Magnus fra Tåsinge. Det var så heldigt, at de kendte til et rebslageri i Hornum i Vesthimmerland, der oprindelig var startet af en blind rebslager Thomas Christian Nielsen. Efter dennes død havde sønnen Aage Nielsen, som er seende, videreført forretningen. I november 1988 besøgte jeg rebslageriet i Hornum og interviewede Aage Nielsen.

Det materiale jeg fik med hjem samt studier i Blindehistorisk Museums arkiv, førte frem til artiklen “En blind håndværker; Erhvervs- og beskæftigelsesforhold for blinde i perioden 1811 til 1911, belyst ud fra blindehåndværket rebslagning”. Artiklen, der blev bragt i “Handicaphistorie 1990”, har været det primære grundlag for denne publikation fra Blindehistorisk Museum. Såvel artiklen som denne publikation, der fremstiller den blinde rebslager Thomas Christian Nielsens og hans rebslageris historie, kan vi takke de ovenstående fire personer for.

Rebslager Thomas Christian Nielsen i Hornum.

Thomas Christian Nielsen blev født 26. februar 1878 på Saltgård i Bjørnstrup i Gundested Sogn. Faderen var gårdmand, og familien levede tilsyneladende godt af gården.

I 1887 var Thomas 9 år gammel. Under leg med nogle fænghætter sprang en af disse og rev en del af hans ene øje af. Forældrene kørte ham straks i hestevogn de cirka 50 kilometer til kredslægen i Ålborg. Lægen anbefalede forældrene at lade øjet fjerne, men Thomas’ forældre syntes, at det var for stor en beslutning at tage med det samme.

Familien kørte derfor hjem til Bjørnstrup, og efter få dage gik der betændelse i det dårlige øje. Infektionen bredte sig snart til det raske øje, og Thomas mistede synet fuldstændig på det ene øje, men bevarede lyssansen på det andet. Senere fik han bortopereret det beskadigede øje og fik i stedet glasøje.

Det kan undre at kredslægen ikke insisterede på at øjet skulle fjernes. I instituttets arkivalier findes utallige lignende tilfælde, så forklaringen er nok, at viden om infektionsfaren nok ikke har været tilstrækkelig udbredt, ligesom forældrenes respekt og autoritetstro overfor lægestanden ikke har været stor nok. I nogle tilfælde kan sådanne hændelsesforløb forklares med at familien ikke havde råd til en operation, men dette var ikke tilfældet med Thomas Christian Nielsen.

Før ulykken gik Thomas i den lokale friskole i Bjørnstrup. Men hvorvidt han efter sin blindhed har fortsat skolegangen vides ikke. Sønnen Aage Nielsen mener, at faderen gik hjemme på gården indtil forældrene søgte om, at han måtte optages på Det Kongelige Blindeinstitut.

Thomas Christian Nielsens ophold på Det Kongelige Blindeinstitut.

Den 19. august 1895 blev Thomas optaget på Det Kongelige Blindeinstitut i en alder af 17 år. Han blev optaget for at blive erhvervsuddannet, og kom ikke til at gennemgå det normale forskoleforløb. Han synes ikke på noget tidspunkt at have modtaget skoleundervisning under sit ophold på Kastelsvej, men nogle af kammeraterne på instituttet kan meget vel i deres fritid have undervist ham i punktskrift. Dette var ikke ualmindeligt. Han kunne i det mindste punktskrift senere i livet.

Vi kan i dag følge Thomas Christian Nielsen i instituttets arkivalier, som befinder sig i Blindehistorisk Museum, men forældrenes ansøgning om hans optagelse har det ikke været muligt at finde. Vi ved dog, at de måtte betale 100 kroner årligt for hans uddannelse på instituttet. Thomas blev håndværksuddannet, men lærte også en del musik i sine år på instituttet. Vi kan for eksempel se at han det sidste år fik karakteren UG i rebslagning og børstenbinderi, mens han fik MG i orgelspil og fløjtespil.

I juni 1899 afgik Thomas Christian Nielsen som færdiguddannet rebslager og børstenbinder. I årsberetningen blev han dog kun betegnet som børstenbinder, eventuelt fordi man ikke forventede, at han kunne ernære sig som rebslager. Den “Separate Understøttelsesfond” havde en udgift på 150 kroner til børstenbinderrekvisitter til ham, men han blev endvidere ifølge “Hovedbogen over elever” udstyret med et husorgel, en violin og en fløjte. Faderen skulle til gengæld have lovet instituttet at anskaffe rebslagerudstyr til sønnen.

Ifølge regnskaberne i årsberetningerne for årene 1895 til 1899 blev der på intet tidspunkt indbetalt penge fra kommunens fattigkasse til Thomas Christian Nielsens uddannelse og udstyr. Det var således udelukkende forældrene der bekostede hans uddannelse.

Håndværksuddannelserne på Det Kongelige Blindeinstitut.

De første forsøg på mere organiseret at oplære blinde i håndværksfag, fandt sted i Kjædeordenens Kongelige Blindeinstitut i København fra 1811 til 1858. Kjædens institut optog et lille antal af hovedsagelig københavnske børn mellem 10 og 20 år.

Kjædens institut eksisterede fra 1811 og frem til det nye statslige Kongelige Blindeinstituts oprettelse i 1858. En kommissionsbetænkning fra 1852 fældede følgende kritiske dom over håndværksuddannelserne på Kjædens institut, som hovedsagelig bestod af oplæring i spindearbejder og strikning: De var “Nær de allerufordelagtigste beskæftigelser, og der er sikkert kun faa, som herved ere i stand til at erhverve sig som nødvendige”. Ud fra samtidens kritiske syn på de hidtidige håndværksuddannelser, er det nok ikke helt grebet ud af luften, hvis man konkluderer, at Kjædens institut aldrig nåede sin egen målsætning; at gøre blinde til “gavnende borgere af staten”.

Til forskel fra Kjædens institut modtog det nye Kongelige Blindeinstitut børn fra hele landet. Forstander J. Moldenhawer formulerede instituttets formål og dets opgaver således:

“Blindeinstituttets formaal er at give en afpasset opdragelse, almindelig dannelse og praktisk uddannelse og derved at gøre det muligt for dem med tiden at blive nyttige medlemmer af samfundet. (Opholdets varighed) indtil de have erhvervet sig saa megen dygtighed i teknisk eller musikalsk retning, at de, i alt fald med nogen understøttelse, kunne subsistere ved deres hænders gerning da eleverne i regelen ville blive optagne i en alder af 10 til 12 aar, og da det ikke kan antages, at de kunne søge sig et selvstændigt erhverv som haandværkere eller musikere før i en alder af 18 til 20 aar”.

Det var således en målsætning, som ikke var meget forskellig fra den, der gjaldt for Kjædens gamle institut. Det centrale var fortsat, at blinde skulle gøres til nyttige samfundsmedlemmer, ved at de blev uddannet til såvidt muligt at ernære sig selv.

Forstander J. Moldenhawers tanker om blindes erhvervsmuligheder.

For J. Moldenhawer var målet at føre blinde frem til et “livserhverv”. Dette sigte lå i den musikalske og frem for alt i den tekniske håndværksmæssige undervisning. Men samtidig udtrykte han:

“Uagtet den blinde kan erhverve sig baade intellectuel, musikalsk og technisk dygtighed, saa kan han dog i regelen ikke concurere med sine seende medmennesker; Navnlig er dette tilfældet med den blinde haandværker”.

J. Moldenhawers konklusion var, at en arbejdsanstalt for blinde mænd og en arbejds- og forsørgelsesanstalt for blinde kvinder var løsningen på de blindes beskæftigelsesproblemer.

En arbejdsanstalt, var et værksted, hvor de blinde fik støtte og hjælp til anskaffelse af råvarer og til afsætning af de færdige produkter, men hvor de kun arbejdede og fik deres løn herfor. En arbejds- og forsørgelsesanstalt var et hjem, hvor de blinde boede og arbejdede samtidig med at de fik fuld understøttelse.

Forstander J. Moldenhawer skelnede kraftigt mellem de mandlige og de kvindelige elevers behov, hvad beskæftigelse angår. En forsørgelse af blinde mænd ville gå disses værdighed for nær, og samtidig ville det give dem den uheldige opfattelse, at det var de seendes pligt at forsørge dem. De havde derfor behov for, men kun ringe mulighed for selvstændigt at ernære sig. De blinde kvinder derimod havde ikke de samme behov. De egnede sig bedst til at blive forsørget enten som hustruer, hvad de færreste opnåede, eller på et hjem. Forstanderens holdninger lå således helt på linie med tidens kvindeopfattelse.

Håndværksuddannelsernes indhold.

Det Kongelige Blindeinstitut syntes ikke at have haft andre optagelseskrav, end at eleverne skulle være blinde eller til nød stærkt svagsynede, samt være “sund på legeme og sjæl og ikke moralsk fordærvet”. Dette har selvfølgelig betydet, at blinde, der havde andre handicap eller var syge og svagelige, ikke kunne optages. Disse måtte blive i hjemmet, sendes på andre handicapinstitutioner eller forsørges af det lokale fattigvæsen.

En blind elev tilbragte normalt 8 år på instituttet. De første 5 til 6 år gennemgik de et forskoleforløb, som bestod af tilnærmelsesvis de samme skolefag som den almindelige skolelov foreskrev. Men udover disse fag undervistes der tillige i musik, dans, gymnastik og håndgerningsfag, som alle var tiltænkt som forberedelse til de senere håndværksuddannelser. Endvidere undervistes pigerne i husgerning og husholdning.

Efter omkring 4 år på instituttet blev det afgjort hvilken uddannelsesretning den enkelte elev skulle følge i fremtiden. Den overordnede sortering var i en musisk eller en håndværksmæssig uddannelse. Dette uddannelsesforløb blev udstukket i et “undervisningsreglement”, som næsten uændret var gældende fra 1866 til instituttet fik ny forstander med J.U. Plesner i 1905.

Fra det sjette til det ottende år på instituttet oplærtes eleverne enten i musik eller i håndværk. Musikundervisningen var inddelt i tre niveauer. Det øverste niveau var rettet mod organistembedet, som ofte var kombineret med at være musiklærer og klaverstemmer. Det næste niveau sigtede mod at give eleverne et mere indgående kendskab til et eller to instrumenter og til lidt sang. Det laveste niveau gav kun eleverne et overfladisk kendskab til et instrument. Disse tilbud gjaldt drengene, hvorimod pigerne højst blev tilbudt det mellemste niveau. Undervisning på de to øverste niveauer blev i forskellige kombinationer givet som supplement til de egentlige håndværksuddannelser.

For drengene var håndværksfagene delt i to niveauer. De mere omfattende discipliner var kurvemageri, rebslagning, skomageri (fra 1860). De mindre omfattende fag var børstenbinderi (fra 1864), måttefletning og rørsædefletning. Hvilke kriterier man fra instituttet anlagde ved valget af uddannelse for den enkelte elev, synes kilderne ikke umiddelbart at fortælle. Hver elev har sandsynligvis begyndt med de mindre omfattende fag og gået videre til mere omfattende alt efter vedkommendes evner, hvilket erindringer fra tidligere elever lader forstå. Det eneste håndværk som også pigerne blev undervist i, var børstenbinderi. Der undervistes hele dagen ugen igennem, idet undervisningen skulle minde om en arbejdsplads udenfor skolen. For de elever som også fik undervisning i musik, lå håndværksundervisningen normalt om eftermiddagen fra halv fire til halv otte. Det drejede sig især om de elever som blev uddannet til rebslagere og skomagere. Måttefletning, rørsædefletning og fra 1864 børstenbinderi blev i forskellige kombinationer givet som supplementsuddannelser til de øvrige håndværksuddannelser. Det var således et mål, at uddanne den enkelte blinde i flere håndværksfag, for på den måde at give vedkommende de fleste muligheder for at ernære sig selv senere.

Til håndværks- og musikuddannelserne optog instituttet også elever, der ikke havde gennemgået forskoleforløbet. Det kunne være unge mennesker, der var blevet blinde i en senere alder, eller blinde, der af andre årsager ikke havde gået på instituttet. Dette var for eksempel tilfældet med mange unge blinde piger, som ofte blev holdt hjemme af forældrene til de nåede en alder, hvor de var for gamle til at begynde i forskolen. Disse piger blev ofte optaget på instituttet, med det formål at lære dem husholdning og husførelse og eventuelt lidt musik.

Ud fra instituttets årsberetninger, hvor der blev givet oplysninger om eleverne, er det muligt at få et overblik over hvor mange, der blev uddannet indenfor hvert håndværksfag hvert år.

For de mandlige elever der afgik fra instituttet med færdige uddannelser fra 1862, var det de håndværksmæssige uddannelser, der dominerede billedet. Det drejede sig især om kurvemagere, skomagere og børstenbindere, og i starten også rebslagere. For de kvindelige elevers vedkommende afgik de første færdiguddannede fra 1860, og her dominerede håndarbejde og børstenbinderi klart. I bilag 1 findes en statistik over afgåede elever med erhvervsrettede uddannelser i perioden 1860/62 til 1916.

Rebslagning en blindeuddannelse.

Reb kan enten laves som husflidsarbejde med primitive redskaber, eller det kan laves mere håndværksmæssigt. Dem, der blev uddannet på instituttet, var uddannet i den håndværksmæssige tradition.

Tegning: Spinding af reb på selvtrækkermaskine. Omkring livet har rebslageren viklet en disse af hamp. Samtidig med at han går baglæns trækker snoren om livet maskinen rundt og krogen roterer. Med venstre hånd trækker han hamp ud af dissen og former garnet med højre hånd. Det er fingrene, der bestemmer hvor jævnt og tykt garnet bliver. Denne teknik har derfor ikke voldt blinde større problemer. Tuschtegning af Søren Thorlacius-Ussing.

Rebslagerens “værksted” var reberbanen, der var en frit liggende bane på et par meters bredde og en længde af op til 100 meter. Rebslagning var egentlig en spindeteknik, hvor plantefibre som hamp, blev spundet til garn og til sidst til reb, mens man gik ned ad banen. Hertil benyttedes enten et spindehjul eller geskær, som blev roteret med håndsving af en hjælper. De små håndværkere uden svende og drenge benyttede en selvtrækkermaskine, hvor de samtidig kunne trække spindehjulet og spinde garnet.

Det afgørende i spindingen var følingen med, at garnet eller rebet var spundet jævnt og så fast, som netop den pågældende type reb krævede. En væsentlig del af arbejdet lå således i fingrene, hvorfor rebslagning var velegnet for blinde håndværkere.

Uddannelse af rebslagere på Det Kongelige Blindeinstitut.

Øjensynlig inspireret af erfaringer fra udlandet optog man rebslagning som uddannelse for blinde mænd ved Det Kongelige Blindeinstituts oprettelse i 1858.

Den reberbane, man brugte i undervisningen, var øjensynlig overdækket og lå i tilknytning til instituttet. Tilsvarende lukkede reberbaner kender vi blandt andet også fra Det Kongliga Blindinstitut Tomteboda ved Stockholm fra 1825. Det er dog muligt, at man også på et tidspunkt har benyttet reberbanen ved Østervold. Den sidste lærer i faget F.V. Hasselpflug drev nemlig privat en reberbane der. Men på instituttet og på Blindehistorisk Museum har vi i dag ikke yderligere oplysninger om banen eller hvorledes undervisningen foregik.

J. Marius-Hansen var elev på instituttet fra 1890 til 1901. Han beskriver hvorledes eleverne i måttefletning blev hentet ned fra deres værksted, for at dreje spindehjulene for rebslagerne. Dette liden eftertragtede arbejde var tvungen for måttefletterne og gik på omgang mellem dem. Der var altså tydeligt en hakkeorden håndværkseleverne imellem.

Tegning: Reberbanen ved Østervold ud for stokhuset. Efter radering af Adolph Larsen 1903-04. Efter sigende skulle det være rebslagerlærer F.V. Hasselpflug, der ses arbejde på banen. Original tilhører Københavns Bymuseum.

På instituttets initiativ besluttedes det at stoppe undervisningen i 1913. Begrundelsen var, at rebslagning som erhverv var blevet udkonkurreret af maskinproduceret reb. Man påpegede, at kun enkelte blinde rebslagere på det tidspunkt kunne ernære sig ved erhvervet, de fleste måtte ty til børstenbinderi.

Antallet af rebslagere, der nåede at blive uddannet på instituttet i de 55 år fra 1858 og til 1913, var omkring 38. Uddannelsesfrekvensen var meget svingende, med 0 til 2 færdiguddannede rebslagere pr. år. De fleste har været uddannet i de første 20 år, hvorefter antallet er tyndet kraftigt ud, hvilket også fremgår af tabel 1.

Forsøgene på at kvalificere eleverne yderligere, vidner om at beskæftigelsessituationen har været dårlig i årene op til 1913. I 1901, 1910, 1913-14 og 1914-15 blev der hvert år sat en færdiguddannet rebslager til fortsat oplæring hos en mester.

Erhvervs- og beskæftigelsesforhold for blinde håndværkere.

Allerede i Det Kongelige Blindeinstituts målsætning, samt i forstander J. Moldenhawers forskellige skrifter var der tegn, som pegede på betydelige problemer med at få de færdiguddannede blinde i beskæftigelse.

Statistisk Departement gennemførte 1800-tallet igennem hyppige folketællinger og undersøgelser af forskellig art. Derudover indberettede sognepræsterne gennem provsterne og biskopperne om de blindes forhold i sognene til ministeriet. For Københavns vedkommende var det dog politidirektøren, der indsendte disse oplysninger.

Forstander J. Moldenhawer havde adgang til dette materiale, hvilket mange af hans mindre skrifter i disse år viser. Ud fra hans indsamlede materiale har jeg lavet en statistik over hvor mange blinde, der ernærede sig ved eller var beskæftiget med håndværk den behandlede periode igennem. Da der ikke var nogen indberetningspligt fra sognene, og da J. Moldenhawer ikke opgjorde tallene på en konsekvent måde, har jeg måttet bearbejde tallene. Det betyder derfor, at statistikken i bilag 2 skal tages med store forbehold.

Umiddelbart anes der i materialet en let stigning frem til 1905 i antallet af beskæftigede tidligere elever. Dette må dog sammenholdes med, at mængden af færdiguddannede naturligvis er summeret op fra år til år, men også med at instituttets elevtal netop toppede i 1898 med 100 elever. Ved inddragelse af supplerende kilder og oplysninger kan dette materiale dog kaste lys over blindes erhvervs- og beskæftigelsessituation i perioden. For rebslagernes vedkommende vil jeg senere forsøge at udnytte dette materiale.

En belysning af erhvervs- og beskæftigelsessituationen for de blinde, som aldrig havde været i kontakt med instituttet, er uhyre vanskelig at foretage. Der findes kun meget lidt talmateriale. Således er det kun tallene for 1866 og 1877, der også dækker disse blinde.

Beskæftigelsessituationen for rebslagere.

Reb blev tidligere benyttet over alt i samfundet, fra husholdningen over landbruget til søfarten. Denne håndværksfremstilling af reb fik et afgørende skud for boven ved fremkomsten af dampdrevne maskinrebslagerier.

Et indtryk af denne omstilling, som rebslagererhvervet gennemgik fra 1860’erne og til 1920’erne får man af Statistisk Departements folketællinger perioden igennem. I bilag 3 har jeg udtaget oplysningerne om rebslagere.

Tabel 3 viser at antallet af rebslagerier toppede omkring 1880 med i alt 482 virksomheder. Hvor mange af disse, der var mekaniserede og nærmere var at betragte som industrier, fremgår ikke af materialet. Fra 1890 og til 1911 mere end halveredes antallet af virksomheder, og i 1916 udgjorde antallet kun 158. I den periode, hvor der blev uddannet rebslagere på instituttet, faldt antallet af rebslagerier således til en tredjedel i forhold til antallet ved periodens start.

Antallet af beskæftigede i erhvervet faldt derimod ikke så kraftigt, men dette skyldes omlægningen til industri, hvilket den markante stigning fra 1911 i antallet af kvindelige medhjælpere indicerer.

Tabellen viser, at faldet i antallet af rebslagerier satte ind allerede i 1870’erne for byernes vedkommende, hvorimod antallet steg i landdistrikterne frem til 1890’erne. For landdistrikterne gjaldt samtidig, at der var få medhjælpere, hvilket viser at det hovedsagelig drejede sig om mindre håndværksproduktion. De forskellige krisetendenser i landet synes at have tvunget mange over i rebslagerhåndværket, sandsynligvis som en slags “Nøderhverv” for at overleve. Konkurrencen rebslagerierne imellem må derfor have vokset betragtelig. Under disse forhold har blinde rebslagere nok haft meget vanskeligt ved at klare sig.

Blinde rebslagere udkonkurreres.

Elevoplysninger fra perioden 1862 til 1905 viser at 31 af 35 færdiguddannede elever tog hjem til deres familie i landdistrikterne for at ernære sig ved håndværket. Hvis de ikke kunne ernære sig selv var de afhængige af støtte fra familien eller kommunens fattiggård. Under de betingelser var det sjældent at blinde håndværkere turde flytte fra hjemegnen. Blinde håndværkeres manglende mobilitet har således også sat dem i en ringere konkurrencesituation i forhold til deres seende kolleger.

Næsten alle færdiguddannede blinde rebslagere var 20 år, når de forlod instituttet. Samtidig er det rimeligt at antage at de var erhvervsaktive i 40 år, altså til de var 60 år. Dette betyder, at 35 af de i alt 38 uddannede var erhvervsaktive frem til 1905. Tilsvarende kan man ud fra min elevstatistik finde det samlede antal af færdiguddannede for de år, J. Moldenhawer har opgjort beskæftigelsesstatistikker. Således kan man for de nævnte år finde hvor mange, der var udenfor erhvervet.

I bilag 4 har jeg lavet en opgørelse over rebslagere udenfor erhvervet. Det fremgår tydeligt, at en voksende del af de færdiguddannede rebslagere har været udenfor erhvervet. Fra 1866 til 1889 var procenten konstant omkring 16-20 procent, men i 1905 steg den markant til 63 procent. De, som således var udenfor erhvervet, må det formodes enten slog sig på andre beskæftigelser, sandsynligvis børstenbinderi, eller de blev forsørget af familien, private asyler eller kommunens fattiggård.

Omsorgen for færdiguddannede blinde håndværkere.

Det ovenstående materiale er ikke i stand til at belyse i hvilken udstrækning blinde, som var i beskæftigelse, var i stand til at ernære sig selv. Denne side af de blindes erhvervssituation er det samtidig vanskeligt at få belyst, da den støtte, som blinde modtog, kom fra så mange forskellige sider. Det drejede sig såvel om støtte fra privatpersoner, private foreninger, organisationer og institutioner samt fra offentlige institutioner og myndigheder.

I en betænkning til instituttets bestyrelse fremhævede forstander J. Moldenhawer i 1861, at man principielt kun burde understøtte arbejdsføre blinde, i den udstrækning det stillede dem lige med seende kolleger. Man burde altså ikke egentlig forsørge dem.

På J. Moldenhawers initiativ oprettedes således i 1862 “Foreningen til fremme af blindes selvvirksomhed”. Det var en i hovedsagen privat finansieret forening, hvis formål det var på forskellig vis at hjælpe blinde i deres stræben efter et “selverhverv”. Foreningen hjalp både tidligere elever og andre blinde med at få en erhvervsuddannelse og med at anskaffe sig værktøj og udstyr.

Derudover hjalp foreningen blinde håndværkere med at få billige råmaterialer samt med afsætning af de færdige produkter. Foreningen etablerede et værksted og et udsalg i Store Kongensgade 44. Her beskæftigedes for eksempel i 1905 31 blinde i forbindelse med forskellige håndværk, primært kurvemageri og børstenbinderi.

Udover denne forening begyndte også instituttets “Separate Understøttelsesfond” at hjælpe afgående elever med at etablere sig som håndværkere. Midlerne til dette fond stammede fra private og fra indbetalinger fra fattigkasserne i elevernes hjemkommuner og amter.

For eksempel kan man i årsberetningen for 1894-95 se, at Ribe Kommune indbetalte 80 kroner til en navngiven kvindelig elevs underhold samt 120 kroner til anskaffelse af materialer. Eleven fik ved sin afgang det år børstenbinderrekvisitter, en seng og sengeklæde samt penge til syv måneders ophold hos en familie og indmeldelse i en sygekasse.

Private beskæftigelsesinitiativer for blinde.

Kjædeordenen havde i 1825 oprettet en Arbejds- og Forsørgelsesanstalt for blinde. Oprindelig havde denne beskæftiget 12 ældre blinde, men senere blev antallet udvidet til 36. “Lemmerne”, som beboerne i datiden blev betegnet, fik kost og logi, klæder og lidt lommepenge. Arbejdet bestod hovedsagelig i spindearbejder. Fra 1862 optog man kun kvinder på anstalten, som fortsatte efter at Kjædens Institut var ophørt.

I København fandtes foreningen “Blindevennen for Kjøbenhavn og Frederiksberg”, hvis formål var at hjælpe blinde med at få arbejde. Disse og de øvrige initiativer skyldtes stort set velmenende filantropers indsats. Men fra 1883 oprettede en gruppe blinde en forening for dem selv, “De blinde understøttelses- og læseforening”, senere ændret til “Danmarks Blinde”.

Denne forening oprettede i 1900 “Hjem for blinde arbejdsføre kvinder”. Hjemmet var finansieret af “Danmarks Blinde”, private samt af Kirke og Undervisningsministeriet. Der boede 30 kvinder, som ved børstenbinderi, tæppefletning og maskinsyning producerede varer, der blev solgt fra hjemmet. Fortjenesten på varerne tilfaldt hjemmets beboere.

Det, der kendetegnede de fleste af disse aktiviteter, var, at de var henlagt til København. Kun instituttet og “Foreningen til fremme af blindes selvvirksomhed” var i stand til ved økonomisk støtte og uddannelse at hjælpe blinde i provinsen.

Omkring århundredskiftet var der dog såvel i Fredericia, Vejle, Ålborg og på Frederiksberg tidligere elever, som enten oplærte blinde i deres håndværksvirksomhed eller oprettede pensionater, hvor især blinde kvinder kunne bo og oplæres.

Forsøg på at forbedre erhvervs og beskæftigelsesmulighederne.

Industri, handel og håndværk gennemgik i 1800-tallet en omstrukturering, der betød stordrift og øget konkurrence. Der kom flere håndværks- og industrivirksomheder, ikke kun i hovedstaden, men også i provinsen. Fra 1860’erne skød også Brugsforeninger op på landet, og det hele bevirkede store prisfald på de varer, som håndværkerne producerede og de små handlende forhandlede. Mange gik fallit og arbejdsløsheden steg 1880’erne og 1890’erne igennem.

Kriseårene betød, at de arbejdsløse og indvandrerne til byerne slog sig på småhandel og håndværk. Husflidsarbejdet steg og småhandel og håndværk blev et “nøderhverv” såvel på landet som i byerne. Under disse forhold må det have været mere end vanskeligt for blinde håndværkere at klare sig i konkurrencen. Oven i kriserne kom befolkningens fordomme mod blindes produkter. Folk skulle først lære, at blinde kunne lave lige så godt håndværk som seende.

At situationen omkring århundredskiftet var alvorlig var forstander J. Moldenhawer vidende om. Instituttets uddannelser var tilrettelagt således at eleverne forlod instituttet i en alder af 20 år. Det var de færreste elever, der i denne alder var modne og erfarne nok indenfor deres fag til at kunne tage konkurrencen op med seende.

Uvist på hvis initiativ, afstedkom dette forhold, at instituttet i 1892 fik en bevilling til at lade færdiguddannede elever med musikuddannelser gå til fortsat undervisning hos private lærere udenfor instituttet.

Efter at instituttet i 1905 havde fået ny forstander J.U. Plesner, lykkedes det også instituttet at få en bevilling til de håndværksuddannede. Eleverne kunne således i op til tre år få en fortsat håndværkslæring hos en håndværksmester, som fik betaling af instituttet, normalt 300 kroner årligt.

De færdiguddannede blinde håndværkere fik således noget, der mindede om en almindelig lærlingeplads. Herved fik de mulighed for at blive mere erfarne i deres håndværk, men også at lære hvorledes en håndværksforretning skulle drives.

Umiddelbart synes det at have været en meget stor del af en enkelt årgang, der fik fortsat undervisning. Fra tre i 1907, steg tallet til små 10 om året fra 1910. Men da instituttet øjensynlig havde vanskelig ved at finde villige mestre, har nogle elever nok måttet vente i måske op til et år før man fandt en. Mestrene var normalt tidligere elever, men også seende mestre blev benyttet.

Disse tilbud om “Lærlingepladser” blev kun givet til de mandlige elever. Ambitionen for de kvindelige elever var primært at få dem tilbage til hjemmet, hvor de kunne hjælpe til med det huslige arbejde. Hvis en elev ikke havde denne mulighed, begyndte man på det tidspunkt at betale familier for at have en eller flere blinde piger boende i en periode. Denne ordning kan betragtes som en pendant til mændenes “Lærlingepladser” og sandsynligvis også til det, man på de Kellerske Anstalter, de tidligste åndsvaganstalter, kaldte “kontrolleret familiepleje”. Dette var en anbringelse af åndsvage hos private familier, mod en årlig betaling på op til 200 kroner.

Omsorgen for de færdige blinde rebslagere.

Der krævedes en betragtelig startkapital for at kunne ernære sig ved rebslagning. Årsagen hertil var, at det var nødvendigt at opføre en overdækket bane, for at være uafhængig af vejret. Dette havde de færreste færdiguddannede rebslagere råd til. Hvor det var normalt at udstyre afgående elever med mindre stykker håndværktøj, har jeg ikke kunne finde eksempler på at rebslagere har fået andet end islandske trøjer med fra instituttet. De færdige rebslageres erhvervsmuligheder har nok været for usikre til, at man ville ofre udstyr på dem før de havde en bane.

En rebslagers kamp for sit erhverv.

I sommerferien 1889, rejste J. Moldenhawer rundt på Sjælland, Lolland Falster og Fyn for at opsøge blinde. Han besøgte såvel tidligere elever som andre blinde. En beskrivelse af denne “besøgsrunde” findes i årsberetningen fra 1889. I forbindelse med et besøg hos rebslager Gottfred Nielsen i Bulskov på Lolland, får vi indblik i mange af de problemer blinde håndværkere måtte slås med.

Gottfred Nielsen blev færdig på instituttet i 1866 og han forsøgte forgæves at leve af rebslageriet. De lokale bønder var øjensynlig ikke interesseret i hans produkter, hvilket nok kan tilskrives de i datiden udbredte fordomme mod blindes arbejde.

I 1872 tog han derfor til Jylland for at videreuddanne sig hos en blind rebslager der. I de næste år blev han nødt til at slå sig på måttefletning for at klare sig. Han forsøgte igen forgæves med rebslageriet fra 1872 til 1877. Denne gang måtte han opgive det, da han ikke kunne få fat på en drejerdreng til spindehjulet.

I 1879 arvede Gottfred Nielsen 240 kroner som han investerede i en selvtrækkermaskine og nogle nye råvarer. Således blev han uafhængig af en drejer til håndsvinget. Han drev siden rebslageriet videre, men havde fortsat store afsætningsproblemer. En væsentlig grund til dette var, at den lokale Brugsforening i Halsted gav ham kraftig konkurrence.

Som følge af dette tog J. Moldenhawer under sit besøg kontakt til en lokal godsforvalter, som øjensynlig viste interesse. Denne foranledigede, at der blev indrykket et avertissement i de lokale aviser, hvor J. Moldenhawer, som forstander for Det Kongelige Blindeinstitut, anbefalede den pågældende rebslagers produkter. Endvidere blev det arrangeret således, at buntmager Cohn i Nakskov blev Gottfred Nielsens “agent”. En kontakt til det nyoprettede udsalg for Blindes Arbejde i Maribo skulle også have været skabt.

Rebslageren på Lolland måtte således kæmpe såvel med bøndernes fordomme, manglende investeringer i ordentligt udstyr og konkurrence fra detailhandlen. Uden støtte fra J. Moldenhawer havde Gottfred Nielsen sikkert fortsat med den lidet lønnede beskæftigelse måttefletning.

Tegning: En rebslager i arbejde med sin selvtrækkermaskine. I forgrunden ses spindehjulet med krogene foroven. Dette spindehjul kunne såvel benyttes som selvtrækker med hjuldrejer, det vil sige en hjælper der drejede maskine med håndsvinget. Langs banen ses en mik, hvori det spundne garn kunne lægges over. Tuschtegning ved Søren Thorlacius-Ussing.

Rebslager Thomas Christian Nielsen i Hornum.

Hvordan gik det så rebslageren fra Hornum. Ved sin hjemkomst fra Det Kongelige Blindeinstitut i København, var Thomas Christian Nielsens moder blevet syg, så faderen havde i 1899 solgt gården til en søstersøn og købte en grund i den nærliggende stationsby Hornum.

I Hornum byggede familien det hus, som står der i dag. Byggeriet blev sandsynligvis påbegyndt inden Thomas kom hjem, for allerede ved sin hjemkomst var han i stand til at begynde at lave reb. Huset blev oprindelig indrettet med en butik til gaden, men er siden blevet udvidet til begge sider. Huset kostede dengang den nette sum 2000 kroner at bygge huset.

Rebslageriet.

Rebslagerforretningen blev oprindelig etableret som et kompagniskab mellem faderen og sønnen. Startkapitalen til butikken i Hornum, til værktøj og til anlæggelse af reberbanen leverede faderen, mens sønnen leverede det håndværksmæssige arbejde.

Reberbanen blev i 1899 anlagt i Søttrup Plantage cirka 1,5 kilometer øst for Hornum. Banen var 100 meter lang og lå godt i læ. Banen blev på et tidspunkt overdækket og i begyndelsen af 1920’erne blev der trukket elektricitet ud til den. Fra 1917 havde Hornum stationsby været forsynet fra et lokalt elektricitetsværk. Afstanden ud til reberbanen taget i betragtning, må det at få elektricitet til spindehjul have været en større investering.

I 1925 opkøbte rebslager Thomas Christian Nielsen en del af den tidligere markedsplads, som stødte direkte op til huset og butikken i byen. Her anlagde han den reberbane, som stadig står der i dag. Det er en 120 meter lang hvidkalket og opmuret bygning, med en lukket reberbane på 100 meter. Oprindelig genbrugte man taget fra reberbanen ude i plantagen, idet det blev delt i syv dele og transporteret ind til Hornum.

Tegning: Aage Nielsens 100 meter lange reberbane set fra spindehjulet ned ad banen. Ude langs muren ses rebene på holdere. “Mik”. Banen står stort set som da Thomas Christian Nielsen levede. Hornum november 1988. Tuschtegning efter foto ved Søren Thorlacius-Ussing.

Det værktøj og den teknik, som rebslager Thomas Christian Nielsen benyttede, svarede fuldstændig til en seende rebslagers produktionsapparat. Han benyttede såvel heglet som uheglet hamp, ligesom han også benyttede spindehjul, geskær og selvtrækkermaskine.

Han ordnede det selv således, at spindehjulet blev drejet af en elektromotor, som ved snoretræk i loftet kunne veksle mellem to gear samt afbrydes. Således kunne hastigheden nemmere styres af ham selv, hvor han ellers var afhængig af den, som drejede håndsvinget.

Medhjælpere.

Oprindelig hjalp Thomas’ fader med at køre reb ud til kunderne i hestevogn, men ellers klarede han den egentlige produktion alene. Efter at han senere blev gift og fik børn, hjalp disse til blandt andet med at dreje spindehjulet.

Aage Nielsen husker, at han sammen med sine to brødre fra de var omkring syv år hjalp faderen med at dreje spindehjulet. Han husker at de meget hellere ville ud og lege med byens øvrige drenge, der løb rundt udenfor. Aage Nielsen blev født i 1911 og må da fra omkring 1918 have hjulpet til med at dreje. Da forretningen i 1920’erne fik eldrevet spindehjul, har drengene sluppet for dette trivielle arbejde.

Da Thomas Christian Nielsens fader på et tidspunkt ikke kunne køre ud til kunderne mere, har man hvert forår fået en vognmand til dette. Fra 1925 skiftede vognmanden hestevognen ud med en bil. Aage Nielsen husker at vognmanden kom klokken syv om morgenen og sammen med faderen kørte de ud til landmænd og kunder i området. Somme tider overnattede de ude og kom først hjem efter et par dages forløb.

Fra omkring 1936 har rebslager Thomas Christian Nielsen selv haft en bil. På dette tidspunkt fik Aage Nielsen kørekort og han husker, at han kørte rundt med faderen til de faste kunder. Med krigsårene kom mangelsituationen, og kørslen til kunderne måtte ophøre på grund af mangel på brændstof. Til gengæld kom kunderne så til rebslageriet i Hornum, hvor Thomas Christian Nielsen og hans kone også solgte til lokale kunder fra butikken.

Blind lærling.

I 1909 fik rebslager Thomas Christian Nielsen en blind rebslager og børstenbinder, Anders A. til fortsat oplæring fra instituttet. Anders var i en alder af otte år kommet på instituttets nye forskole på Refsnæs ved Kalundborg. Han startede her som en af de første elever november 1898. To år efter at Thomas Christian Nielsen forlod instituttet, startede Anders i forberedelsesklassen. I 1909 havde han afsluttet sin uddannelse som rebslager og børstenbinder. Han var i øvrigt den næstsidste rebslager, som blev uddannet fra instituttet.

I 1905, 1906 og eventuelt 1907 havde instituttets lærer Rützou været på rundrejse i landet. I 1906 eller 1907 besøgte han rebslager Thomas Christian Nielsen i Hornum, og her må kontakten, der senere førte til Anders A. ophold i Hornum, være skabt. Anders var i “lære” i tre år til 1912, men han blev som svend hos Thomas Christian Nielsen indtil 1928. Han brugte mest selvtrækkermaskinen, men da Thomas Christian Nielsens ældste drenge blev gamle nok til at hjælpe til, blev han overflødig i forretningen. Efter opholdet i Hornum tog han til Brønderslev, hvor en anden blind håndværker, Hans Peder Jensen havde en større børstenbinderforretning. De to forretninger havde i øvrigt til eget forbrug en bytteforretning indbyrdes, hvor henholdsvis rebsartikler og børster blev byttet.

Lærer Rützous besøg i Hornum 1907.

I 1906 eller 1907 besøgte, som tidligere nævnt, instituttets lærer Rützou Hornum. Rützous rejse var finansieret af “Danmarks Blinde” og af “Foreningen til fremme af blindes selvvirksomhed”. Formålet med rejsen var at besøge tidligere elever og indsamle oplysninger om hvorledes de havde det.

Tegning: Rebslager Thomas Christian Nielsen i sin butik i Hornum omkring 1907. Tegning ved Søren Thorlacius-Ussing efter foto, formodentlig taget i 1907 af lærer Rützou. Original foto tilhører Blindehistorisk Museum.

I dag kan vi umiddelbart kun se, at lærer Rützou mundtlig aflagde referat af sin rejse til bestyrelsen i “Danmarks Blinde” i september 1905 og 1907. Men i instituttets protokol over afgåede elever, er der for rebslager Thomas Christian Nielsen i 1907 blevet tilskrevet yderligere oplysninger. Tilsvarende tilskrivninger kendes fra årene 1905 til 1912, så min tese er, at lærer Rützou lod oplysningerne fra sin rejse indskrive i instituttets protokoller.

Af disse fremgår det blandt andet, at Thomas Christian Nielsen ved en udstilling i Års 1907 vandt en førstepræmie for sine varer. Endvidere oplyses det at han tjente 1200 kroner om året, hvilket var en pæn årsindtægt, når man tager i betragtning at rebslagere i 1889 ifølge J. Moldenhawer kun tjente mellem 100 og 400 kroner om året. Det er derfor meget sandsynlig, som lærer Rützou i 1907 konstaterede, at forretningen i Hornum var den største, som en blind rebslager havde på det tidspunkt.

Udover det ovenstående lader det også til at lærer Rützou har fotograferet på sin rejse. Blindehistorisk Museum er i besiddelse af et fotografi af rebslager Thomas Christian Nielsen i sin butik. Dette fotografi er blevet dateret til 1907, og dets vej til instituttet kan vanskeligt forklares på anden måde, end at lærer Rützou tog det i 1906 eller 1907.

Rebslagerforretningens udvikling.

De forskellige vidnesbyrd om Thomas Christian Nielsens indtægter i 1907, hans elektrificering af produktionen omkring 1920 og hans investeringer i en lukket opmuret reberbane 1925 viser at han havde en driftig forretning og levede godt af sit håndværk.

I 1930’erne gik mange lokale håndværkere og detailhandlende fallit under kriseårene, men rebslagerforretningen i Hornum gik stadig godt. Så godt at den lokale købmand under krisen håbede at Thomas Christian Nielsen ville skyde penge i købmandsgården. Men han holdt sig til sin egen forretning.

Størstedelen af produktionen blev solgt på turene rundt i området. Det var derfor primært landbrugsreb til bønderne Thomas Christian Nielsen lavede. Rebene blev hovedsagelig brugt til tømmer, grimer og tøjrereb til heste og kreaturer. I 1920’erne og i 1930’erne havde Hornum hver sommer været vært for et landsdelskendt marked, hvor blandt andet hesteopkøbere fra hele Jylland kom. Dette samt den lokale statslige forsøgsstation i Hornum havde også givet rebslageriet gode afsætningsmuligheder, som Thomas Christian Nielsen forstod at udnytte. Men med traktorernes og det elektriske hegns indførsel i landbruget efter besættelsesårene ændredes forbruget så kraftigt, at salget blev mindre og produktionen måtte omlægges.

Thomas Christian Nielsens fritidssysler.

Ud over rebslagning havde Thomas Christian Nielsen også lært børstenbinderi. Aage Nielsen kan huske at faderen engang imellem som en hobby lavede børster, men han levede aldrig af det.

På instituttet havde Thomas Christian Nielsen også lært at spille. Han spillede daglig på sit harmonium, stueorgel, i stuen, ligesom han også spillede på violin. Lærer Rützou noterede i 1907, at han var musikalsk begavet og ofte øvede sig.

Aage Nielsen husker, at der i stuen stod et bogskab med punktnodebøger. Faderen var god til at læse punktnoder, men det kneb lidt mere med den almindelige punktskrift. Han havde ellers en seende fætter, som korresponderede en hel del med ham i punktskrift. Thomas Christian Nielsen var aldrig medlem af “Danmarks Blinde” eller af “Dansk Blindesamfund”, men han benyttede sig af “foreningen til fremme af blindes selvvirksomhed” til at få punktnodebøger, som jo ikke sådan lige var til at skaffe i provinsen.

Tilsyneladende havde Thomas Christian Nielsen ikke de samme problemer med at blive accepteret og få sine varer afsat, som Gottfred Nielsen på Lolland havde. De sidste fem leveår spillede han som ulønnet organist i den lokale frimenighedskirke i Hornum, hvor han også var medlem.

Sønnen Aage Nielsen’s videreførelse af rebslagerforretningen.

Aage Nielsen og en anden bror blev oprindeligt udlært som rebslagere hos faderen. Men det var kun Aage Nielsen som fortsatte i faderens forretning og i erhvervet. Da faderen døde i 1948 overtog Aage Nielsen forretningen, og han har indtil dato videreført denne. Produktionsapparatet er i dag stort set det samme, som det faderen havde opbygget. Det er kun det gamle eldrevne spindehjul som ikke længere er i drift, men som er erstattet af en nyere maskine, som Aage Nielsen købte fra et nedlagt rebslageri i Slagelse.

Aage Nielsen arbejder ligesom faderen alene, men produktionen har måttet indrettes efter det ændrede forbrug og de ændrede markedsforhold. Aage Nielsen laver i dag hovedsagelig genbrugsreb af brugt høstbindegarn, som han enten selv henter, eller som bliver bragt til ham. Råvaren er dermed praktisk talt gratis.

Rebene forstærkes derefter med en nylontråd, og benyttes til grimer af slagterierne ved transport af dyr, samt til husholdningsreb, der sælges fra butikken og til lokale købmænd. For eksempel sælges en rebsrulle for kun 35 kroner, mens den normale produktionspris burde være 70 kroner. Årsagen til, at det alligevel kan betale sig at lave reb, er at råvaren er gratis og at produktionsapparatet er betalt og afskrevet.

Tegning: Aage Nielsens lukkede reberbane i Hornum, set mod øst ad Reberbanegade. November 1988. Tegning efter foto ved Søren Thorlacius-Ussing.

Historien om Thomas Christian Nielsens og nu sønnen Aage Nielsens rebslageri i Hornum ender, når Aage Nielsen ikke længere kan eller har lyst at lave reb. Faget rebslagning, som de drev det, har i dag overlevet sig selv. Rebslageriet i Hornum er nok af de sidste af sin art herhjemme, men det vil desværre ikke være muligt for nogen at drive det videre i fremtiden. Årsagen er at produktionsapparatet skal afskrives og indregnes i produktionens pris, hvorfor prisen ikke vil kunne konkurrere med industrien.

Afslutning.

Thomas Christian Nielsens historie er nok ikke repræsentativ for de fleste blinde håndværkeres skæbne. Hvor han aldrig fik støtte fra det offentlige eller fra private fonde og legater, har de fleste andre blinde været nødsaget til at søge denne støtte for at overleve.

Thomas Christian Nielsens uddannelse og håndværksoplæring på Det Kongelige Blindeinstitut førte til en varig og driftig erhvervsbeskæftigelse, men som såvel det statistiske materiale som forstander J. Moldenhawers rejseberetninger antyder, var det langt fra alle blinde håndværkere der omkring århundredskiftet var i stand til at ernære sig selv uden en eller anden form for støtte udefra.

En egentlig undersøgelse af blindes uddannelsesmuligheder og de erhvervs- og beskæftigelsesforhold, som samfundet tilbød dem i sidste halvdel af forrige århundrede og begyndelsen af dette århundrede, savner vi i dag. Men jeg vil vove at komme med den foreløbige konklusion: At det ikke lykkedes for Det Kongelige Blindeinstitut at opfylde sin egen målsætning i perioden 1858 til omkring 1911. Generelt set vil jeg derfor karakterisere håndværksuddannelserne som håndværksoplæringer, der ikke havde store chancer for at føre til en varig fuldtidsbeskæftigelse.

I en tid hvor blinde opfattedes som en afvigergruppe, lå en forsørgelse og understøttelse af blinde, meget fjernt fra datidens samfundsideal og politiske ideologi. Alligevel kom staten til at finansiere uddannelsen af blinde håndværkere, som alligevel senere måtte leve med støtte fra samfundet, organisationer og de enkelte familier.

Bilag 1.

Tabel 1: Statistik over afgåede elever med erhvervsrettede uddannelser i perioden 1860/62 til 1916.

Statistikken er lavet på baggrund af de årlige “beretning om Det Kongelige Blindeinstitut i Kjøbenhavn” fra 1876 til 1916.

Mandlige elever

År 1862- 1881-1900 1901-16 I alt

Kurvemager 18 32 38 88.

Rebslager: 19 12 7 39.

Skomager: 16 27 15 58.

Børstenbinder: 17 45 31 93.

Måttefletter: 6 7 4 17.

Rørsædefletter: 0 4 2 6.

Organister: 5 4 5 14.

Klaverstemmer: 7 6 11 24.

Musiklærer: 9 14 29 52.

Med færdige uddannelser: 94 163 118 375.

Antallet af færdiguddannede mandlige elever pr. år vil ofte være mindre end summen af tallene for de enkelte uddannelser, da flere uddannelser var supplementsuddannelser.

Kvindelige elever

År 1880-80 1881-1900 1901-16 I alt

Børstenbinder: 18 15 8 41.

Håndarbejde: 55 58 18 131.

Husligt arbejde: 9 1 4 14.

Musik: 5 2 2 9.

Uspecificeret: – – – 18.

Med færdige uddannelser: 68 86 59 213.

Gruppen uspecificeret for de kvindelige elever dækker over, at der mangler oplysninger om uddannelse. Disse kan dog skaffes fra instituttets elevprotokoller.

Bilag 2.

Tabel 2: Erhvervs- og beskæftigelsesstatistik for blinde i årene 1866, 1877, 1883, 1888-89 og 1905.

Statistikken er bearbejdet og sammensat af oplysninger fra følgende lister og statistikker udarbejdet af forstander J. Moldenhawer; 1866: “Udsigt over blindeopdragelsens historie” – 1877: “De blindes fordeling i Danmark, efter deres stilling, erhverv og beskæftigelse”. 1883: “Det nye blindeinstitut”. 1888-89: “Oplysninger om afgaaede elever af Det Kongelige Blindeinstitut, indhentet i 1888 og 89”. 1905: “Statistiske meddelelser om undervisningens praktiske resultater”. Tallene for 1866 og 1877 dækker over både blinde, der er uddannet på det gamle og det nye institut (disse ses i parentes) og blinde, der ikke har modtaget uddannelse på instituttet.

Tabellerne for 1883, 1888-89 og 1905 synes udelukkende at dække over tidligere afgåede elever.

Mandlige elever.

År 1866-1877, 1883, 1888-89 1905.

Kurvemager: 15 (13) 23 (12) 5 20 33.

Rebslager: 5 (4) 12 (12) 18 11 13.

Skomager: 1 (1) 11 (12) 13 12 22.

Børstenbinder: 12 (9) 40 (123) 11 15 48.

Måttefletter: 6 (3) 6 (3) – – 13.

Rørsædefletter: 1 – – – – – -.

Organister: 5 (3) 10 (7) 8 10 15.

Klaverstemmer: – – 1 – – 4 5.

Musiklærer: 1 (1) – – – – 4.

Musiker: 17 – 28 (12) 12 12 10.

Andet: 59 (32) 195 (21) 13 26 28.

I alt beskæftigede: 122 (66) 326 (92) 80 110 191.

Kvindelige blinde.

År 1866, 1877, 1883, 1888-89, 1905.

Børstenbinder: – (2) 4 – – 4 20.

Håndarbejde: 229 (32) 274 (63) 54 68 74.

Husligt arbejde: 100 – 38 (2) 3 2 -.

Lærerinde: 13 (1) 3 (3) 8 3 7.

Musiker: – – – – – 2 -.

Organister: – – – – – – 4.

Klaverstemmer: – – – – – – 1.

I alt beskæftiget: 342 (35) 319 (68) 65 79 106.

Bilag 3.

Tabel 3: Antal rebslagerier samt antal beskæftigede i erhvervet i perioden 1860 til 1916.

Købstæder med København ejere, medhjælpere – landdistrikter ejere medhjælpere.

Før skråstreg: mænd. Efter skråstreg: Incl. kvinder.

1860: 325/33 447 148/152 55.

1870: 290/302 378/379 175/177 78.

1880: 301/313 352 181/183 89.

1890: 275/284 343 194/195 123/125.

1911: 127/131 278/378 92/93 73/76.

1916: 90/92 256/347 68/71 43/47.

Hele landet.

Ejere, medhjælpere, i alt.

1860: 473/483 502 985.

1870: 465/479 456/457 936.

1880: 482/496 441 937.

1890: 469/479 466/468 947.

1911: 219/224 351/454 678.

1916: 158/163 299/394 594.

1987: I alt: 324.

Fra 1860 til 1890 er tabellerne opgjort på den samme måde, men fra 1911 opgøres tabellerne for henholdsvis provinsen, hovedstaden, landdistrikter og hele landet. Jeg har derfor for at kunne sammenligne tabellerne sidestillet provinsen plus hovedstaden med købstæder plus København. Endvidere opgøres medhjælperne fra 1911 i funktionærer og arbejder. Det er vanskeligt at gennemskue om disse to grupper tilsammen kan sidestilles med medhjælpere. Jeg har for at kunne sammenligne valgt at sidestille de to opgørelsesmåder. Tallet for 1987 er kun medtaget som en kuriositet.

Bilag 4.

Tabel 4: Antal rebslagere udenfor erhvervet.

År: 1866, 1877, 1883, 1888-89, 1905.

Færdiguddannede: 6, 15, 21, 25, 35.

Beskæftigede: 5, 12, 18, 11, 13.

Uden for erhvervet: 1, 3, 3, 4, 22.

I procent: 16, 20, 17, 16, 63.

Tabellen er lavet på grundlag af min statistik over afgåede elever med erhvervsrettede uddannelser og tabel 2 (rebslagere). Der er hermed ikke taget højde for, at nogle af dem kan være døde eller kan have emigreret i perioden. Dem, der var udenfor erhvervet var enten uden beskæftigelse eller var gået over i andre erhverv og fag.

Bilag 5. Kort beskrivelse af hvordan man laver reb
Rebslagerens værksted var reberbanen, som enten kunne være åben, overdækket eller helt lukket. Banens længde afhang af hvilken type reb, der skulle produceres (skibsreb krævede normalt en lang bane på over 100 meter).

Råvarerne var oprindelig normalt hamp for eksempel fra Ungarn, men også andre plantefibre kunne anvendes (herunder også genbrugsreb). Hampen skulle først tilberedes ved hegling, det vil sige den skulle gennem en stor og kraftig stålbørste, hvorved fibrene blev samlet i en retning.

Og tegninger: Spindehjul, geskære, selvtrækkermaskine.

Reb blev lavet ved flere på hinanden følgende spindeprocesser. Det væsentligste værktøj var spindehjulet (eller geskæret og selvtrækkermaskinen). Den centrale del var de roterende kroge. Rotationen blev på spindehjulet skabt ved at en drejer ved diverse tandhjulsudvekslinger med et håndtag drejede krogene. Rotationen kunne også skabes ved at rebslageren med en snor omkring livet trak et hjul rundt med en drivrem, som ved tandhjul igen drejede krogene rundt på selvtrækkermaskinen. Med geskæret overtog elektriciteten denne opgave.

Hampen blev lagt omkring livet trukket ud og fæstnet på krogen. Samtidig med at rebslageren gik baglæns blev krogen roteret, og fibrene blev spundet til garn. Denne proces var helt og holden afhængig af fornemmelsen i fingrene. Fingrene styrede hvor meget hamp der blev tilført og hvor stramt garnet blev (Se side 15).

Efterhånden som rebet blev længere, blev det lagt op i nogle holdere langs reberbanen, kaldet mikker. Når rebslageren havde omkring 3-4 garn begyndte fremstillingen af dugterne. Garnene blev alle fæstnet til en svirvel, hvilket var en krog, der kunne dreje rundt når garnene blev roteret. Dens funktion var at holde garnene udstrammet og derfor var den fæstnet til en pæl, en slæde eller til en pløk. Den anden ende af hvert garn var fæstnet til hver sin krog på spindehjulet. Når dette blev sat i rotation skød rebslageren en top ind imellem de 3-4 garn nede ved svirvlen. Toppen holdt således garnene adskilte under rotationen, og når disse var blevet tilstrækkelig snoet, gik han langsomt fra svirvlen op mod spindehjulet.

Tegninger: Garn, dugt, kordel, top, trosse.

Dugterne kunne senere slås til kordeller, ligesom garnene var blevet slået til dugter. Dog var den top, der blev anvendt væsentlig større. Svære trosser til søfart blev igen med specielle redskaber lavet af kordeller. Rigtige reb havde den egenskab, at skilte man for eksempel rebets enkelte dugter fra hinanden midt på et reb, skulle dugternes og garnenes snoninger automatisk samle rebet igen.

Til videre orientering om håndværket rebslagning henvises til de korte fremstillinger i: Georg Nellemann/Jan Danielsen: Gamle danske håndværk, Politikens Forlag, København 1971, side 225-33. – Edwind Tinus: Håndværkets historie i nybyggertiden, Forlaget Hernos, København 1966, side 115-16.

Noter.

  1. Han kan spores via (hovedbog for elever 1″, Afgående elever 1″, mandlige elever. viii” samt i “Register (journaler) over indkommende sager J 1889-1903 5”. Endvidere nævnes han i årsberetningen for 1889 og i 1908-09.

  2. Se kommissionsbetænkningen “Forslag til reorganisering af Blindeinstituttet i Kjøbenhavn” af 1852. Kommenteret i J. Moldenhawers “Det Kongelige Blindeinstituts historie 1905”, side 38-52.

  3. Se forstander J. Moldenhawers “Organisationsplan for det nye blindeinstitut af 21. september 1858”. Gengivet i hans bog “Det Kongelige Blindeinstituts historie København 1905”, side 71-73.

  4. Se J. Moldenhawer om blinde, København 1856, side 36-45. Oprindelig var det en del af et større arbejde, indgivet til Kulturministeriet efter hans udenlandsrejser 1855-56. Blindehistorisk Museum (W.VI.12).

  5. Se “Grundplan for undervisningen i Det Kongelige Blindeinstitut”. Kjøbenhavn. Blindehistorisk Museum 1866 (W.XVII.10), 1885 (W.XVII.32) og 1902. Alle af forstander J. Moldenhawer. 1885 og 1902 udgaven er identiske med minimale ændringer fra 1866 udgaven.

  6. Se Jørgen Marius-Hansens “Barndomsminder fra Det Kongelige Blindeinstitut” nedskrevet og udgivet i 1916, side 16-17. Omhandler 1890’erne. Blindehistorisk Museum (W.XVIII.16).

  7. Se de fra 1875 årligt udgivne “Beretning fra Det Kongelige Blindeinstitut i Kjøbenhavn”. En mere dækkende statistik, som jeg har lavet, findes i uudgiven form på Blindehistorisk Museum.

  8. Se Dr. P. Kerfstedt i “Kongl. Blindeinstitutets nya bygnader” Tomteboda vid Stockholm, Stockholm 1889, side 25 samt Opstalt og grundtegning bagerst. Blindehistorisk Museum.

  9. Indstillingen til ministeriet findes instituttets kopibog fra 13/3-12 – 26/5-15. Blindehistorisk Museum.

  10. Se statistisk tabelværk for årene 1860, K-1870, 1880, 1890 og 1916. Tabellen “Folkemængdens fordeling efter erhverv (næringsvej)”.

  11. Se “Betænkning til bestyrelsen om statens stilling til de blinde efter deres afgang fra instituttet” af 1861. Uddrag findes i J. Moldenhawers Det Kongelige Blindeinstituts historie 1905, side 121.

  12. Se for eksempel J. Moldenhawers udtalelser i “Hvilke beskæftigelser og virksomheder egne sig bedst for blinde, og paa hvilken maade kan man bedst fremme deres selverhverv” i beretning fra det fjerde abnormskolemøde i Kjøbenhavn 1898, side 256-73. Se også J. Moldenhawers “Hvilke vanskeligheder frembyde blindes opdragelse og uddannelse til selvstændige medlemmer af samfundet og deres optagelse blandt disse, og hvorledes kunne disse vanskeligheder bedst overvindes?” I beretning om Det Kongelige Blindeinstitut i Kjøbenhavn 1904, side 59-69.

  13. Se J. Moldenhawers “Rundrejse til blinde i sommerferien 1889” i beretning om Det Kongelige Blindeinstitut i Kjøbenhavn 1888-89, side 78-97. Vedrørende rebslagere se side 89-96.

  14. Fremgår af forhandlingsprotokol for foreningen “Danmarks Blinde for årene 1905-1906.

  15. Ifølge protokollen “Afgående elever af Det Kongelige Blindeinstitut” bind 1, Blindehistorisk Museum.

  16. Se J. Moldenhawer i tidsskrift for blinde, døvstumme og idiotskoler nummer 1.B 1867, side 104-08.

  17. Se J. Moldenhawer: Fremstilling af blindeforholdene i Danmark Støtte på statistiske data. 1879, side 38-52.

  18. Se J. Moldenhawer: Beretning om Det Kongelige Blindeinstitut i Kjøbenhavn 1883, side 44-46.

  19. Se J. Moldenhawer: Beretning om Det Kongelige Blindeinstitut i Kjøbenhavn 1888-89, side 36-55.

  20. Se J. Moldenhawer: Det Kongelige Blindeinstituts historie, 1905, side 259-66.

Januar 1969: Ove Olsens erindringer.

Erindringer af Ove Olsen.

Afskrevet kun i et eksemplar på Brailleskrift, 1969.

Indhold
Omplantning
Spurven
Klokken slår
Henry
Den første skoledag på Refsnæs
En rigtig høne
På rejse med monsunen
Det var en lørdag aften
Skadeserstatning
Det glemte barn
Menuet i G-dur
Der står et slot
Svesketærte med rødkål
Sild er godt
Det nøgne rum
Spændende afbrydelse
Havemænd og flyttemænd
Et krus til at synge i
Noget ganske almindeligt
Misundelse
Støt står den danske sømand
En helt
Ruth
Den skønne Helene og fotografen
Indledning til afsnittet Glas
Glas

Omplantning

Hvis man erindrer Nes Pæsen, Herfølge kommunale lillebilvognmand anno 1936, forstår man fuldt ud, hvorfor familien Olsen i Svansbjerg var usædvanlig tidligt på benene den 16. august. En næsten uoverskuelig rejse lå foran os, og min 12-årige person var årsag til det hele. Jeg skulle rejse hjemmefra for at blive elev på en blindeskole ved Kalundborg, og der var meget langt til Kalundborg, når man skulle køre med Nes Pæsen.

I den tidlige morgen ruskede vi dugvådt græs på grøftekanten til kaninerne. Og mens vi fodrede høns, gæs og ænder, steg høstsolen højere på himlen og tittede over naboens trætoppe ned på gårdspladsen, og jeg følte, at det var rigtigt søndagsvejr både ude og inde i mig selv.

Klokken ni gled Nes Pæsens sorte, syv-personers med klapsæder op for enden af huset. I folkemunde hed den “Ligvognen” joh, standsmæssigt skulle det være.

Med 90 kilometer og en lang, spændende dag for os, gled vi langsomt ud af landsbyen, op ad bakken, forbi grusgraven, gennem skoven og videre ud i det ukendte.

Nes Pæsens ligvogn havde helt sin egen atmosfære. Først var der jo Nes Pæsen selv ved rattet, evigt lavmælt mumlende og rygende på sin sure krumpibe, der havde en tilbøjelighed til at gå ud, når han havde snakket os andre og sig selv i søvn. Når han faldt i søvn, og piben gik ud, gik bilen i stå. Når motorstøjen helt døde hen, vågnede Nes Pæsen op med et lille sæt, tændte omhyggeligt piben og fik atter maskineriet til at snurre. Sæderne var betrukket med stof af en kedelig brun farve, og de havde en ubeskrivelig blandet lugt af fortid. Trods gennemtræk indåndede vi tung, gammel luft ophedet af den brændende augustsol. Men, hvor var der hyggeligt i dette sneglehus, der langsomt gled frem gennem landskabet. Og jeg sad og samlede bynavne og slugte mest muligt af omverdenen, der begyndte at åbne sig for mig.

“Jeg skal tisse,” sagde jeg, og min far sagde: “Kan du lige holde et øjeblik,” og Nes Pæsen sagde: “Ja, om lidt,” og fortsatte sin kørsel og sin endeløse beretning. Jeg ventede, kneb lårene sammen og spekulerede på, hvor “om lidt” var. En gentaget klage over den pinefulde situation, en fornyet henstilling til chaufføren, samme svar og samme resultat. Det gentog sig flere gange, og jeg mistede efterhånden troen på Nes Pæsen og interessen for den landskabelige skønhed. Vi nåede frem til en stor sø. Aldrig før, bortset fra den hjemlige strand, havde jeg set så meget vand på én gang, og aldrig før havde jeg været så plaget af mit eget, og som en direkte personlig hån mod mig, havde man givet alt dette vand navnet Thisø.

Men alt har jo trods alt en ende. Det fik min store trængsel også, men først da vi efter flere gange at have kørt forkert holdt foran instituttet. Bag en høj tjørnehæk tømte jeg min smertende blære, seks timer efter afrejsen. Jeg tilgiver dig aldrig, Nes Pæsen, denne ubarmhjertighed over for et uskyldigt barn.

Spurven

Mine forældre skulle tale med forstanderen. Det skal forældre mærkværdigvis altid, som om det kunne gøre fra eller til, ændre noget på tingenes tilstand, eller bare mildne overgangen, og ham knægten der skal helst ikke høre, hvad man taler om, så: “Kan du lige vise den nye dreng lidt rundt!”

Drengen, der havde stået og vejret i nærheden, og som hed Willy, var mere end parat, og drengeoverlegent slentrede vi afsted. Det her var maskinhuset og vaskeriet, her lå det store køkken, bag ved cykleskuret, og her på grænsen til Tjørnemarksgårdens mark var der otte hønsegårde med hvert sit lille hus til dværghøns. Vestskolen blev gennemgået rum for rum, alt vist frem med stolthed og ejermine. Vi kom gennem et stort rum, som han kaldte Vestklassen, ind i Radiostuen og ud på verandaen, hvor der var hedt som i et drivhus her sidst på eftermiddagen. Der var grønne planter i vinduerne, og imellem dem flaksede en forvildet gråspurv, der endnu ikke havde hørt om opfindelsen af gennemsigtigt vinduesglas. “Den skal vi have fanget,” sagde Willy fornøjet. Hånden jog ind imellem de grønne planter, så spurven lettede og knaldede ind mod ruden oven over. Men han opgav ikke. Videre og videre gik jagten, og spurven fløj i panik fra rude til rude. Jeg stod midt på gulvet. Jeg følte mig syg indvendig og begyndte at blive gråspurv. En skolegård langt borte, frikvarter, en flok hujende drenge, og, et glædeshyl fra Willy: “Der fik jeg den! Vil du se den?” “Nej tak,” svarede jeg og vidste, at rigtige venner blev vi aldrig.

Klokken slår

I Vestklassen samledes hele flokken alle 37 drenge til aftensang. Hr. Dittmann talte til tre som ved starten til et kapløb. Og alle satte ind for fuld udblæsning med “Klokken slår”. Jeg stod ved siden af Jens, en høj, dinglevoren, ludende fyr, og han sang, så det gjaldede, provokerende, uharmonisk. Jeg sang med, jeg sang til med min falske røst animeret af min sidemand. Jeg skingrede ordene ud: “Lad os bruge den kostbare tid, tjene herren med al vor flid, så skal vi nok komme hjem, så skal vi nok komme hjem”. Jeg havde taget det hele som en mand: Afrejsen, afskeden med min familie og de nye, mærkværdige forhold. Men ved ordene: “Så skal vi nok komme hjem”, fyldtes hele mit sind af bedrøvelighed og fortrængt sentimentalitet, men lige før jeg skulle til at åbne sluserne langede hr. Dittmann mig en gevaldig lussing som tak for min skønsang, som han havde betragtet som en uartighed. Sentimentaliteten blev der altså ikke brug for.

Henry

Hvis det er sandt, at en dreng skal have mange skrammer for at være en rigtig dreng, så var jeg ganske afgjort rigtig, da jeg kom til Refsnæs.

Et par dage før afrejsen var jeg som så ofte før på avistur med Hans Mads’ Poul. Da vi med fuld drøn kørte ned fra Valdemar Jørns gård og tog det skarpe sving ud til vejen, lagde min cykel sig ligesom lidt for meget i svinget. Derfor stod jeg nu her den første morgen på Refsnæs på Vestskolens medicinstue med en del overfladeskrammer, den ene arm og det ene ben i bind, og for at det ikke skulle være løgn, var overkroppen på kryds og tværs klistret ind i hæfteplaster for at holde en bandage efter en byldoperation på plads. Jacob var ikke kommet, og ventende drenge uden opsyn er ensbetydende med halløj. Selvfølgelig måtte ham den nye dreng holde for. Henry ville prøve kræfter. Han var en stor, stærk tamp, men lidt for tung og alt for tyk. Så var jeg altså lige pludselig midt i en dyst. Men det var, som om jeg havde prøvet den slags ting før. Vist var jeg en ranglet splejs. Men hvad Henry havde i tyngde og kræfter, havde jeg i smidighed, og det blev altså ham, der måtte ned med nakken, men som den prægtige fyr han var, tog han det storartet. Han gjorde mig en umådelig stor tjeneste ved at være den dårligste af os to i slagsmål. De andre overvurderede mine kræfter. I Henry fik jeg efterhånden en virkelig god ven og kammerat.

Den første skoledag på Refsnæs

For kort tid siden havde jeg en ganske besynderlig drøm: En tidlig råkold og grå morgen stillede jeg min cykel op ad rækværket ved Åshøj Forskole. Den tog sig umådelig høj ud sammenlignet med de to pjatcykler, der allerede stod der. Jeg følte mig usikker, var vist sent på den, vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle gribe sagen an. Jeg vidste bare, at jeg trods mine to snese skulle begynde min skolegang forfra. Jeg fik anvist min plads ved et tomandsbord med tilhørende bænk. Min sidekammerat dinglede frimodigt med benene, mens jeg kæmpede en fortvivlet kamp for at få plads til mine under bordkanten. Jeg følte mig latterlig lang, som jeg sad der og ragede op i klassen. Og så var den drøm forbi. Men der blev ligesom en reminiscens tilbage, der lidt efter lidt blev identisk med min første skoledag på Refsnæs.

Hvor anbringer man nu sådan et 12-års væsen, hvis skolekundskaber formodes at være lig nul? Og hvad kan han klare rent synsmæssigt? Men man må prøve sig frem altså! I første svagsynsklasse med ham! Og der møder vi billedet igen: En opløben knægt mellem små rollinger.

Gerhard, der senere øvede en stor indsats inden for underholdningsbranchen ved at gemme sig sammen med Åge Lyntog, ankom samme dag som jeg. Han var meget lyshåret og havde en forkert arm og åbnede sin skolegang i første svagsynsklasse ved i nervøsitet at tisse på gulvet, hvad klassen som helhed fandt vældig morsomt. Der var mange ting at lære i denne klasse. For eksempel at binde sko og prikke små, søde dyr ud i pap efter metalmodeller, og, jeg kedede mig gudsjammerligt! Men, her er det, Frøken Kjellerup for første gang dukker op og griber ind i min tilværelse. “Jeg trænger vældigt til en havemand! Det må da lige være noget for sådan en stor dreng!” Og det havde hun så inderligt ret i. Jeg har luget og skuffet og revet have utallige gange, men netop havearbejdet denne ene dag i Frøken Kjellerups lille have ved Østskolen står som en oplevelse helt for sig selv. Jeg kan endnu fornemme denne vidunderlige følelse af frihed og selvstændighed og følelsen af, hvordan jeg lidt efter lidt, mens lugejernet hakkede ukrudtet om. Vred mig ud af pattebarnstilstanden og blev mig selv, blev en ganske almindelig dreng på 12 år. Sjældent har solen skinnet så dejligt fra en blå augusthimmel, og sjældent har fuglene sunget så meget som den dag, da jeg var havemand for Frøken Kjellerup.

En kort tid hørte jeg dog med til de små og skulle i seng klokken otte. I øvrigt var det med sengetiden en af de mørkeste sider ved min første tid på Refsnæs.

Den 8. maj 1967 gled et Rugbrød fra København op foran skolens gymnastiksal, og ud væltede syv gamle Refsnæselever, der var kommet for at tage del i festen i anledning af Frøken Kjellerups 70 års fødselsdag. Festudvalget havde fået den glimrende idé, at jeg sammen med nogle medlemmer af Dansk Blindesamfunds Amatørteater skulle sætte et underholdningsprogram på benene, og til ære for fødselaren skrev jeg det lille eventyr, som jeg kaldte “En rigtig lille høne”. En udlægning af eventyret turde være overflødigt. Det er svært at bedømme de ting, man selv skriver, men da Edith fortalte mig, at hun på grund af bevægelse næsten ikke kunne læse det op, blev jeg klar over, at helt mislykket var historien ikke. Men Edith er en tapper amatør, så hun vandede ikke høns.

En rigtig høne

Der var engang en høne! Ja, i virkeligheden var der en hel masse! Men: Der er forskel på høns! Der er høns, der spankulerer hovne og selvoptaget rundt, og der er høns, der flakser forfjamskede omkring. Nogle gør sig skamløse til over for hanen, mens andre begærligt roder i jorden efter orm, eller i deres naragtighed hopper højt til vejrs for at fange fluer.

Men sådan var vor høne ikke! Hun var en pæn, agtværdig høne uden flyvegriller og andre usømmelige tilbøjeligheder. Hun var en betydningsfuld høne som ejeren satte stor pris på, for hun var nemlig skruk, og gode skrukker er der ikke så mange af. Dagen lang kunne man høre hendes kluk over den ganske hønsegård, når hun traskede afsted med sin store flok dunene kyllinger efter sig. De pippede og pippede skingert i munden på hverandre og lavede en farlig halløj. De tumlede over hinanden og over deres egne ben, og de maste og skubbede og sloges for at få de bedste pladser lige bag skrukmutter. Men: Blev der for meget vrøvl i flokken, var hun der med sit skarpe næb og bragte ro i gemytterne.

Blev flokken truet af ydre farer, eller når mørket faldt på, svulmede hun op af omsorg og bredte sine vinger beskyttende over de små, strakte vingerne til bristepunktet, for flokken var stor, og ingen måtte lades i stikken.

Kyllingerne voksede. Dunene blev til fjer, og de baskede prøvende med deres spæde vinger og fløj af reden. År efter år bredte hun sine vinger ud over nye flokke og altid med samme omhu. Og rundt om i den store hønsegård går hendes kyllinger og finder orm og fanger fluer, flakser forvirret omkring eller gør sig til over for hanen. Sommetider skinner solen. Sommetider pisker en haglbyge ind over hønsegården, og hvis hun kan nå dem, dækker hun deres forpjuskede fjer med en vingespids.

Se, det var en rigtig høne!

På rejse med monsunen

Er det for 30 år siden? Var det sidste sommer? Eller er det netop i dette øjeblik, det sker? Årene smuldrer hen. Tiden presses sammen og fortsættes i et lysende punkt. Fortid og nutid er et og det samme. Der eksisterer kun dette øjeblik, denne ene forårsdag på en grøn strandmark under en renvasket, blå himmel med drivende lammeskyer.

Jeg ligger på ryggen i en klynge lyttende børn. Fjorden nynner sagte og en stemme læser monotont om “Jan, Ture og jeg”. De kalder hende plejemor. Besynderligt!

Hun sidder som en dronning i sin blå kittel midt i flokken. Hun læser og læser, og der er en sær fremmed tone i hendes stemme. Jysk, siger de. Stemmen går på rejse med monsunen ud over de store have, og jeg ligger på ryggen i det forårsgrønne græs og ser op i det blå, hvor de hvide lammeskyer tager form og bliver stolte skuder med fyldte sejl.

Duften af muld og græs vejres bort. Den salte havluft stryger ind over dækket, hvor jeg ligger og stirrer ud mod det uendelige blå mellem solflimrende sejl, mens skibet støt følger sin kurs. Havets vældige vandmasser og den monotone stemme bærer mit skib fremad. “Jan, Ture og jeg” er på rejse med monsunen, på rejse mod en smal kyststribe, der står som en spændt bue mellem himmel og hav.

Et kuldegys løber langs min rygrad. En solsort fløjter sørgmodigt. Hun lukker bogen med et lille smæld. Men mine lammeskyer drager stadig mod nord med fyldte sejl.

Det var en lørdag aften

Det kan godt være, det er løgn, men jeg tror, det var en lørdag aften, at vi fejrede en fødselsdag nede på skibet. Denne herlige, hjemmelavede skude, der lå midt på strandmarken og ragede op med sine to master, med for- og agterdæk, med mandskabs- og kaptajnskahyt, med bovspryd og ræling og hvad et drengehjerte ellers kunne begære. “Esbern Snare”, stod der om styrbord og hjemsted Kalundborg. Men, det var denne lørdag aften, og der var fødselsdag med kaffe og kringle. Hvem der havde fødselsdag, husker jeg ikke. Jeg var så ny og kendte endnu så få. Det hele var så nyt, så spændende, så romantisk. Der var fællessang og mangeartet underholdning. Tydeligst husker jeg en lille, kortstammet dreng i hvid og blåstribet bluse. Han sad på fordækket med sin toradet harmonika på knæerne og spillede løs, mens han sang: “Det var en lørdag aften”. En såre vemodig sømandssang, og jeg husker bare, at det var en lørdag aften, og så det sidste vers: “Og hvis I nu vil vide, hvem visen skrevet har? Det har den sømandsenke, knapt 21 år”. Han tryllebandt mig, denne lille fyr med sit harmonikaspil, der klang på fordækket af “Esbern Snare” ud i den skumrende sommeraften. Vist var hans spil for intet at regne, da jeg først stiftede bekendtskab med Verners harmonika. Men gud, hvor var jeg imponeret. Han blev i de unge år en del lapset, men når jeg tænker på Egon, ser jeg ham i den blå og hvidstribede bluse med harmonikaen i sin favn.

Skadeserstatning

Tre gange seks meter i gulvareal, tre meter til loftet, i den ene ende et besynderligt skab af forhistorisk oprindelse, det var på siden af overskabene forsynet med en art metalgitter. Otte borde fire og fire på langs af lokalet. Syv elever og en lærer. Sådan var i al korthed min klasse. Og alligevel var den aldrig ens. Atmosfæren tog karakter efter fag, lærer, vejret, hvad vi havde fået til middag og ens eget gode eller mindre gode humør. Derfor er erindringen om ens klasserum en sum af erindringer, der næppe lader sig opløse. Øverst flyder dog altid visse specielle oplevelser.

Modellering, formning i hænderne af det døde ler, var for mig noget nyt og ganske interessant, og jeg arbejdede ret alvorligt med tingene, selv om jeg selvfølgelig som de andre ofrede en del ler på tissemænd og andre uartigheder. En kunstner kan tillade sig mange friheder, og Frøken Flensborg (Flens) var meget tolerant.

Dog, en dag var hun lidt forsinket. Jeg kunne ikke stå for en pludselig indskydelse. Jeg sprang op og gemte mig i et af de der sære skabe.

Flens kom ind i klassen, savnede mig og spurgte om, hvor jeg var. De vidste ikke noget, sagde de, og timen begyndte. Jeg sad i mit snævre, selvvalgte fængsel med knæene trukket næsten op under hagen. Jeg kedede mig. Det var i grunden slet ikke morsomt. Hun drømte ikke engang om at lede efter mig. Jeg sad og kiggede i en gammel læsebog. Det kedede mig også. Så begyndte jeg at læse højt. Det hjalp. Skabsdøren blev flået op, og jeg blev hevet ned på gulvet og fik et par gode lussinger. Men hun var ikke egentlig vred, i hvert fald ikke på mig, nærmest ked af det. Til gengæld skældte hun de andre ud: “I skulle skamme jer! Han var sådan en sød dreng, da han kom, men nu har i seks labaner fuldstændig ødelagt ham”!

Jeg følte oprigtigt talt trang til at komme med et erstatningskrav, for tænk, hvad kunne jeg ikke have været blevet til, hvis de ikke havde spoleret mig i så ung en alder.

Det glemte barn

“Snyd næsen!” Råbte min far. Han tog på afstand fejl af min store nye fortand. Hvordan man kan tage fejl af så flot en fortand forstår jeg ikke, slet ikke i betragtning af den fremtrædende position, den havde i min overmund. På Refsnæs tog man ikke fejl af den, og heller ikke af den, der sad ved siden af, selv om den strittede den modsatte vej. Altså skulle jeg til tandlæge for at få rettet tænder. Det var den indadvendte, man i første omgang havde kig på. Friluftstanden klarede jeg i øvrigt selv på et lidt senere tidspunkt. Vi havde en sandkasse på Vestskolen. Nu var det ikke sådan, at vi store drenge sad og klappede sandkage, Men sandkassen var fortrinlig til brøndboring. Man graver sig dybere og dybere ned, og efterhånden må sandet hejses op i spande. Jeg stod på bunden af skakten og pustede lidt ud, da den tunge, fyldte spand ramte min udsatte tand. Siden har jeg altid fået ros for mine pæne, lige tænder. Men, den der indadvendte skulle tandlægen altså klare. Niels Åge skulle følge mig til tandlæge. Han skulle alligevel til Kalundborg efter medicin på apoteket. Med den store kuffert i den ene hånd og mig i den anden storkede han afsted ind ad Kystvejen. Jeg var en langbenet laban, men måtte dog småløbe ved siden af dette algangsmenneske. Tandlægebesøget var det rene barnemad. Jeg fik lavet en “bøjle” på undertænderne, der skulle tvinge den genstridige på plads, og som havde den egenskab i tiden fremover bestandigt at falde af. Så sad jeg i venteværelset og ventede på Niels Åge. Jeg kunne sidde og se ned på gaden. Vejret var gråt, det regnede, og folk hastede bare forbi. Der var ikke rigtig noget sjovt at se på. Ved siden af lå en urmagerbutik. Over den næsten i højde med tandlægens vindue hang et stort ur. Jeg begyndte at følge den store viser. Kedsomheden og modløsheden sneg sig ind på mig. Jeg ventede og følte mig træt et eller andet dumt sted inde i hovedet. Jeg begyndte at følge den lille viser, der bevægede sig i ganske små ryk. Omkring tre timer måtte jeg vente og ingen foretog sig noget. Klokken godt seks dukkede en taxachauffør op for at afhente mig. Jeg havde været væk tre-fire timer, men ingen havde spekuleret på, hvor jeg var blevet af. Jeg var godt sur, og den omstændighed, at jeg skulle have særkost på grund af bøjlen, lagde intet plaster på såret. Niels Åge havde glemt mig.

Menuet i G-dur

Min kusine Vera blev borgerligt konfirmeret, en kedsommelig affære for en dreng på 10-11 år. Kun en enkelt ting fandt virkelig vej ind til mig, Beethovens Menuet i G-dur. Det var, som om jeg stadig kunne blive ved med at høre violinbuens strøg inde i mit hoved. Jeg ved ikke, hvorfor hr. Øer inviterede nogle af os med på restaurant, eller om der i det hele taget var nogen anledning. Vi blev budt på chokolade og lagkage på Grand Hotel i Kalundborg. Mindre kunne ikke gøre det! Stort og pompøst skulle det være, når hr. Øer var vært. Grand Hotel havde et hyggeorkester, der stod til vor rådighed. Vi kunne blot ønske. Vi fik tidens schlagere og den slags. Jeg bad om Beethovens Menuet i G-dur. Der blev stille om chokoladebordet. Der kom protester. Der kom hånsord fra den ædle giver. Jeg blev kort sagt til grin. Man troede vist, at fyren havde opsnappet titlen på et musikstykke og nu ville gøre sig bemærket. Synge kunne han jo ikke, heller ikke spille på harmonika eller klaver, og var end ikke medlem af jazzorkestret. Men trods alt fik det umusikalske arbejderbarn sin Beethoven og kunne genopleve sin kusine Veras konfirmation.

Der står et slot

Når solen var gået ned, og hr. Øer havde inspektion, og det lune august-tusmørke hvilede over Vestskolen, fik vi lov at synge aftensang i Stengrotten. Og så stod vi der i en kreds om ham, mens han sang for med sin gode, kraftige stemme. Hans sang var virkelig en nydelse, og den var så suveræn, at den nærmest virkede som solosang. Der var dybde og følelse i den, og den fik visse sentimentale strenge til at svinge med i os andre. Der opstod en atmosfære, en stemning, som altid vil være knyttet til Stengrotten med sin halvcirkelbænk. Når hr. Øer sang: “Der står et slot i Vesterled”, så var der et slot, og efterhånden som sangen skred frem, dukkede slottets enkeltheder op for ens indre øje. Det blev ikke en almindelig aftensang, det blev en vision. Denne aftensang satte et brat punktum for den urolige dag. Og man gik ind og gik i seng. Man følte sig vemodig og beklemt med noget alt for stort inden i sig. Mindet om disse aftensange i Stengrotten dukker stadig op, når jeg ved sjældne lejligheder tager del i udendørs aftensang. Der står et slot i Vesterled. Et farvestrålende eventyrslot med tage af det pureste guld. Og det står malet på mine øjnes nethinder med hr. Øers fuldtonende røst.

Svesketærte med rødkål

Frøken Steengård var et højt damemenneske, der ligesom svævede over vandene. Hun boede i den lille altanlejlighed på Vestskolens øverste sal. Vi boede altså under samme tag, men jeg mindes aldrig at have haft noget med hende at gøre. Rent bortset fra en morgenstund hvor frøken Vedsøe havde travlt med at stille os op i stengangen, før vi to og to skulle marchere over til morgensang i gymnastiksalen. Jeg stod og holdt lidt skæg med en af Vestskolens køkkenpiger, og jeg holdt mig som følge heraf ikke særlig pænt på geled. Midt i min køkkenpigelyksalighed mærkede jeg en skarp smerte i min ene overarm. Frøken Steengårds skarpe negle havde boret sig dybt ind i mit ømme kød for at kalde mig til orden. Det gjorde ondt, og det gjorde næsten endnu mere ondt, fordi det var uden for hendes jurisdiktion. Gennem regnen traskede vi over til Østskolen, og med smerte i armen sang jeg med på: “Morgenstund har guld i mund, og guld betyder glæde”.

Jeg havde ikke noget med frøken Steengård at gøre bortset fra det med nappet i armen, og så det med svesketærten.

Vore hjerter var fulde af så mange ting i de tider, ikke mindst af længsel efter søde sager. Eller bare efter et eller andet, der kunne være en afveksling i den daglige kost. At vi også hungrede efter eventyr og oplevelser, behøver jeg næppe at nævne. Derfor var vore jagter på spiselige sager såsom kaffebrød, rabarber og grønne æbler lige så meget en jagt på spring og oplevelser.

Kassen i Vestskolens spisesal med kaffebrød og tvebakker var for let en opgave. Svend Børge og jeg joh, jeg er sikker på, det var Svend Børge, havde denne efterårsaften lyst til at lave et kup helt uden sidestykke. Der måtte ganske afgjort være noget virkelig rart i spisekammeret, så vi kunne tilfredsstille vore længselsfulde maver. Det blev ikke en lusketur efter sengetid, men et dristeligt og voveligt indbrud. Lyset brændte på trappen og i stengangen, stod køkkendøren på klem. Vi holdt vejret, vore hjerter stod stille, mens vi lyttede, og jeg spejdede omkring, så godt, jeg kunne. Ingen i nærheden. Banen var fri. Alle døre knirker, når man er på forbudte veje. Det lyder som et flængende tordenskrald i ens øre. Der var langt fra køkkendøren til det lille spisekammer henne i hjørnet. Farligt åbent terræn. Og så står man foran den røde dør, åbner den og smutter ind. Spisekammeret er trangt, faktisk bare et skab med et lille vindue højt oppe. Der var en duft af fristelser og velstand, og vi sank ned i syndens dybe afgrund. Vi stod der i det lille rums totale mørke og lod fingrene søgende løbe rundt på hylderne. “Her er rødkål!” Sagde Svend Børge med et tilfreds smask og glemte et øjeblik, at vi skulle være stille. Vi stak hænderne ned i skålen og guffede i os. Det var en sjasket omgang, men, hvor det smagte! Vi tørrede hænderne af i vore dertil beregnede bukselår og fortsatte vor søgen. “Her er kage”, hviskede jeg, en vidunderlig, stor, duftende kage. Et bytte, der overgik de dristigste forventninger. Og så, midt i sejrsrusen hørte vi en dør gå. Der var nogen i køkkenet. Vi stivnede i angst. Vore hjerter hamrede, så de kunne høres videnom. En kedel blev sat over. Skabsdøre blev åbnet og lukket. Porcelæn klirrede. Jeg stod med kagen i hånden og turde ikke lægge den fra mig. Døren smækkede. Køkkenet var tomt! Men gennem det oplyste køkken turde vi ikke gå. Vejen til frelse og frihed var det lille højtsiddende vindue. Vi undslap. Ingen så os. Vi kunne ikke efterlade den rødkålsplettede kage, ikke lade den i stikken efter alt det, vi sammen havde været igennem. Det var en pragtfuld svesketærte, købt af frøken Steengård og beregnet til en damekomsammen. Nu blev den fortæret bag cykelskuret af en flok glubske drenge. Min andel i dette kagedrama kunne vel rent umiddelbart være en hævnakt, men jeg må dog fastholde, at det var et sammentræf af sørgelige omstændigheder.

Sild er godt

Det ville være en grov overdrivelse at påstå, at vi ligefrem spiste højt belagt smørebrød. Det var fedtemad og atter fedtemad og så denne evindelige, triste tøseost ja, og så var der naturligvis de hjemmeavlede tomater i højsæsonen. Men vi huggede det godt nok i os, og der var nærmest feststemning i spisesalen, når vi havde spist op, for så kunne vi sende bud over i det store køkken efter frisksmurte margarinemadder. En omhyggelig optælling blev foretaget. Viftende hænder blev stukket i vejret, og den inspektionshavende lærer begyndte sammenlægningen af 38 forslugne drenges ekstrahunger. “Mogens?” “Tak, to!” “Kristen?” “Tak, fem!” “Jens?” Der blev en lille pause med spændt forventning. “Tak, tolv stykker” og latteren slog sammen omkring den bundløse Jens. “119 stykker,” konstaterede rugbrødstælleren og et par friske fyre blev sendt afsted. Det bløde, nysmurte rugbrød kom og gled ned som ingenting, og det hændte, at der gik bud til køkkenet endnu engang.

Lærerne havde naturligvis deres egen spisestue, og den havde en uimodståelig dragende magt over os. Når pigerne skulle bære levningerne ud efter lærernes “overdådige måltid”, listede vi hen til døren og stak en spørgende hånd frem. Var det en af de flinke piger, gik man derfra med en stor nævefuld spegesild i eddike. Hvor var det vidunderligt at spise smulerne fra “de riges bord”, og så var det oven i købet forbudt. Det var det også at stoppe den torsk, man ikke kunne fordrage, i bukselommen. Men, der er forskel på fisk.

Det nøgne rum

I kælderen under det store køkken var et rum indrettet som brændekælder, og her kløvede vi undertiden brænde, når vi havde praktisk arbejde, og stod man et par stykker her og sled i det, kunne man rigtig sludre og hygge sig sammen.

Vi var tre-fire stykker, der var blevet enige om at foretage en grundig undersøgelse af køkkenet efter lukketid. Den pågældende dag spurgte jeg derfor hr. Dittmann, om jeg gerne måtte have lov at hugge brænde. Det fik jeg lov til, og da dagens gerning var endt, lukkede jeg pænt og omhyggeligt vinduerne, men “glemte” alligevel at sætte et par hasper på.

Aftenen kom, mørket faldt på, og køkkenbygningen lå som en skummel, uindtagelig fæstning. Men vi havde vor egen lille private trojanske hest i brændselskælderen. Vinduet blev åbnet, og vi gled ned mellem brændeknuder og tomme te kasser. Ekspeditionen kunne tage sin begyndelse. Vi kom ud i kældergangen, følte os forsigtigt frem og fandt trappen. Med en salig blandet fornemmelse af angst og spænding, dårlig samvittighed og opdagertrang steg vi til vejrs, op i selve køkkenet. Et stort, tomt rum med betongulv, hvor selv den mindste lyd blev forstærket til et rungende tordenskral. Vi listede omkring og turde næppe trække vejret. Vi søgte og søgte, men stødte kun på vældige gryder og køkkenmaskiner. Vi fandt frem til masser af skabsdøre, men alle var låst. Det eneste tilgængelige var en kasse sukkerknalder. Det var ikke lige netop det, vi havde ventet os. Men vi oplevede det store, klamme rum, mørket, tomheden og hjælpeløsheden. Vi blev fyldt af en knugende følelse af kulde og undergang, og vi skyndte os tilbage til den lille, hyggelige brændekælder, hvor vi igen samlede mod til det lige så risikable tilbagetog. Men den næste dag stod køkkenet og lignede sig selv med skramlen af gryder og spande og refrænsyngende køkkenpiger.

Spændende afbrydelse

Svend Børge var afgjort manden med de gode kontakter, når det drejede sig om spiselige ting. Selv i det store køkken havde han sine forbindelser. Som den lille charmetrold, han faktisk var, havde han forstået at gøre sig gode venner med køkkenpigerne. Da dette at gå alene for de fleste af os var noget af en sjældenhed, kunne det hænde, at Svend Børges forbindelser også kom mig til gode.

Det er ikke let at sige, hvor de mange margarine eller fedtemadder forsvandt hen, men et faktum er det, at vi kort tid efter måltidet kunne spise igen. Ja, vi kunne vel spise altid, hvis der ellers var lejlighed til det. Og således udhungret oven på aftensmaden slentrede Svend Børge og jeg tilfældigt forbi køkkenet, hvor pigerne netop selv skulle til at spise. Vi gik op ad den høje cementtrappe i bygningens sydgavl og stak hovedet ind ad døren til spisestuen. Vi kunne jo altid spørge efter gammelt brød til kaninerne. Men pigerne var alene og vidste jo nok, hvorfor vi kom. Vi blev anbragt på den lange bænk under vinduet og fik serveret det dejligste smørebrød. Vi sad med munden fuld af mad, da en af pigerne nervøst udbrød: “Nu kommer frøken Sørensen!” Både pigerne og vi var jo på ulovlige veje, så økonomaens pludselige ankomst var såre ubelejligt, ikke mindst i betragtning af, at spisestuen kun havde den ene udgang, som frøken Sørensen i løbet af et øjeblik ville komme ind gennem. Der var kun et at gøre: Ned under bænken med mad i munden og mad i hånden. Der lå vi så i forlængelse af hinanden og tyggede af munden, mens frøken Sørensen udbredte sine skørter over os og gav sig til at spise. Aldrig har noget menneske været så længe om at spise. Vi skubbede til hinanden dernede under bænken og var ved at eksplodere. Vi tænkte uartigt og blev sære ved det. Der var ligesom ikke plads til alt det under den fordømte bænk. Det er svært for sådan nogle store knægte at glemme, at der også sidder søde, unge piger deroppe. Og man skal ligge helt stille, og man må ikke engang rømme sig, og tiden går så langsomt, eller også spiser hun en frygtelig masse denne frøken Sørensen! Omsider blev hun færdig og gik, og vi luskede stille af med et stykke spegepølse i hånden.

Havemænd og flyttemænd

Det kan undertiden være vanskeligt at holde rede på kronologien i erindringer, der ligger 30 år tilbage i tiden, og navnlig, når de på så mange punkter ligner hinanden. Men ikke alene kronologien kan det knibe med, men det kan somme tider være svært at holde det ene billede ude fra det andet. Tingene ligesom fletter sig sammen og går op i en højere enhed, som man kunne kalde en erindringsmasse. Det kan også være et par enkelte billeder, der ligger og flimrer ind over hinanden.

Således ser jeg to haver under den samme blå sommerhimmel. Den ene nærmest en park. Den anden blot en lille plæne omgivet af lidt buske og stauder. Parken tilhørte dyrlæge Meyer Jensen. Haven hørte til det hus, lærer Åge Dittmann havde lejet til sig og sin nygifte kone Kirsten. I parken var der en vidunderlig dam, hvor vi gik på zoologiske opdagelser med fru Grove Rasmussen, men hun var så hundeangst for, at nogle af os skulle komme noget til, at det kun var mig, klassens eneste medlem med vejledende syn, der fik lov at rode lidt i vandkanten, men kun sådan lige ved bredden, og ikke ret længe. For en gangs skyld havde jeg hjemve. Jeg sad på det tørre og studerede blade fra parkens mangeartede træer og længtes så forfærdeligt efter mit gadekær med mudder og andemad og hundestejler og tusindvis af haletudser. I varme dage var gadekæret tumleplads fra morgen til aften. Vi gik omkring med de oprullede ærmer drivvåde til skuldrene og dyppede bagen i det varme brakvand, og vi lå i de kølige siv og glemte måltider og vore små daglige pligter. Men her sad altså forstanderens kone og fortalte, at vi ikke måtte komme noget til. Men nu presser det ene af billederne sig særlig på: En stor flok drenge spredt rundt i denne enorme have, alle beskæftiget med et eller andet havearbejde. Det var ikke en flok slavearbejdere, som man hører om dem i hårrejsende beskrivelser fra visse opdragelseshjem. Tvært imod! Alt blev gjort frivilligt for det velsignede arbejdes egen skyld, så der var fest og tempo over det hele. Og så var der endelig det, at der sikkert vankede et eller andet traktement bagefter. Det var kort tid efter, at vor plejemor frøken Rasmussen havde taget navneforandring til Meyer Jensen og samtidig havde ombyttet sit værelse på Vestskolen til en herskabelig villa på Kystvejen, og naturligvis var der en masse oprydning også i huset, og ikke mindst i dets kælder, og vi gjorde virkelig god gavn. Og så kom belønningen, det spændte imødesete traktement. Vi stod og ventede, en stor krukke gik rundt, vi dykkede ned efter tur og fiskede et stort stykke græskar op. Traktementet! men der var ingen sød vanillesmag. Græskarene havde gennemgået en utilsigtet gæringsproces. men vi åd dem sgu’.

Billedet fader ud, og et festligt optog på Kystvejen dukker frem. Et par arbejdsvogne med svimlende høje læs, drenge, der skubber og drenge, der trækker, og en flok, der bare er med som reserve. Dittmann flytter fra sine to små rum til sin nye lejlighed på Gisselørevej. Optoget starter foran det gule hus på Gisselørevej, og vi begyndte at bære de velkendte ting ind. Der var den blå ottoman og den store blå klubstol med øreklapper, der var. Ja, man kunne nævne det hele, for vi kendte det, som det var vort eget. Bagefter sad vi alle på den lille plæne, og vi fik kager og sodavand, og vi fik is og mange andre lækkerier. Vi var en stor flok, så jeg tror en flyttemand havde været billigere. Vi havde med glæde gjort det for ingenting. Mange af os fik her på Gisselørevej et godt og gæstfrit hjem, hvor vi tilbragte mange fritimer.

Et krus til at synge i

Der findes dage, hvor ens hoved føles som en tung, død grødmasse. Man er blottet for ethvert initiativ og føler lede ved det hele. Sådan en dum dag gør man underlige ting bare for at gøre noget. Vi havde store tunge krus af jernporcelæn. De triste klemmer uden pålæg var fortæret, og man sad bare og ventede på, at frøken Vedsøe skulle sige velbekomme. Sad bare og ventede “i tavshed”. Ingen måtte tale under måltidet. Med et fik jeg en ubetingelig lyst til at bryde denne smaskende tavshed, og jeg gav mig til at synge hult og inderlig fjoget ned i mit krus. Et par raske lussinger havde sikkert frisket op på mit tunge hoved. Men hun slog ikke, bad mig bare om at gå op til hr. Øer. Jeg var skuffet over, at frøken Vedsøe ikke selv kunne klare sådan en lille affære. At det er svært at overvinde sig selv, måtte jeg i høj grad erkende, da jeg luskede op ad trappen for at banke på hr. Øers dør. “Kom ind”, buldrede stemmen derinde. Jeg kom ind og stillede mig op ad væggen inden for døren. “Hvad vil du”? Buldrede stemmen igen, og jeg blev så underlig mat i knæene. “Ja, det er altså frøken Vedsøe, som, hun sagde, at, jeg ja, hun sendte mig herop”. Man vred sine ord, og man vred sine tæer, kinderne var glohede, og halsen var tør og sprukken. “Hvad har du så lavet”? “Sunget”. “Sunget? Hvordan sunget”? “Ned i kruset”. “Hvordan gjorde du det?” ” Jah, jeg sang bare”. “Lad mig høre!” Er der noget mere dumt til i verden end at skulle synge ned i et krus, som man ikke har med en stemme, der er tørret ind til en hæs hvisken, og som oven i købet er falsk og delvis i overgang? Men jeg fik mine øretæver og kunne gå igen. Det undrede mig og det gør det stadig, at en mand som hr. Øer ville lade sig bruge som bussemand og foretage afstraffelser på andres vegne, når han slet ikke behøvede det. Med lidt mere tankevirksomhed listede jeg atter ned ad trappen, men det var stadig en dum dag, hvor man bare følte lede.

Noget ganske almindeligt

Der var nogen, der havde tabt et armbind på vej til købmand Simon, og finderen ringede til skolen. Det kunne afhentes i det og det hus på venstre side af vejen og så videre, og det blev Egon Clemmes og min opgave at afhente det. En ganske almindelig dag med et ganske almindeligt dansk gråvejr skridtede vi ud ad Simonsvejen til det omtalte hus. Lidt beklemte bankede vi på. Vi var jo ikke vant til at gå i byen alene. Konen lukkede op og bød os på kaffe. Vi sad i den lille stue og så ud på Simonsvejen, hvor vi mangfoldige gange havde trasket frem og tilbage. Det var næsten, som om det slet ikke var den samme vej, vi så på. Jeg syntes heller ikke rigtigt, at det var de samme drenge, der sad her, som dem, der plejede at fare forbi derude. Vi sad hos en ganske almindelig familie i et ganske almindeligt hus, der lignede de små huse derhjemme i landsbyen, og vi følte os ærlig talt for en gangs skyld som ganske almindelige drenge på besøg hos en nabo. (I øvrigt vist nok den eneste gang, jeg var i direkte kontakt med den lokale befolkning på egen hånd). Der var bare det med tiden. Det, at vi kun måtte “gå på vejen” en time, at vi skulle være tilbage til tiden, og så med armbindet, det gule armbind med de tre sorte øjne, der gav vore værtsfolk stikordet til en længere udspørgen om, hvordan man havde det på sådan en skole, og så var vi ligesom ikke rigtig almindelige igen. Da vi kom ud, var Simonsvejen ikke helt, som den plejede, og i tiden fremover var der et hus at dvæle lidt ved, et hus, man havde set indvendigt.

Hjemtur

Juni. En morænebanke på Refsnæs. Midt på banken omgivet af fyrrekrat. Huset, der var så nyt og spændende og endnu duftede af friskskåret tømmer. Og over det hele lyse og glade drengestemmer blandet med dybe, sprukne overgangsrøster. Der var afskedsfest for konfirmanderne, som hver måtte tage en yngre kammerat med. Jeg var med som yngre kammerat.

En kraftig, mild regn satte en stopper for udendørslivet og jog os ind i huset. Verner fik harmonikaen frem, og vi drenge, store og små, mellem hverandre (tro det, hvem der kan) dansede med hinanden, drak kaffe med medbragt kringle og havde det herligt, til festen var forbi.

Jeg oplevede ikke tilbagemarchen gennem den silende regn. Jeg fik lov at køre med hr. Ellebæk i jumpen sammen med det brugte service. Vi pakkede sammen og hentede Store-Tulle, der glinsende våd græssede på skråningen. Seletøjet var vådt og genstridigt, og jeg var næppe til megen nytte.

Hjemturen tog sin begyndelse. Regnen tog mere og mere til, den fjerne torden kom nærmere og nærmere for hvert skral. Mørket blev tættere, og lynene flammede mere og mere op. Vi kørte langsomt frem af de smalle grusveje, der kun var synlige, når lynene flammede op. Vi kørte fremad i tavshed, kusken anspændt og usikker. “Ved du, om vi skal dreje her”, spurgte han. Jeg vidste det ikke. Vi drejede af og kom ind på en endnu dårligere vej. “Nu deler vejen sig igen”, sagde han, “Hvilken en skal vi tage?” Jeg vidste det ikke. Vi kørte fremad med uvejret lige over hovedet. Der var kun os to og Store-Tulle, i hvis blanke, røde hårlag lynene spejlede sig. Uvejret drev over, lyset vendte lidt tilbage, men vi vidste ikke, hvor vi var. “Vi må overlade det til Tulle”, sagde Ellebæk, “Ellers finder vi aldrig hjem”. Og der rullede vi så afsted med Tulle som både hest og kusk. Vi sad blot og hyggede os og kom hinanden så nær i den lille afgrænsede verden, som denne jumpe var. Og der var en duft af fugtig muld, af græs og hyld og vilde roser, og op fra den roligt travende hest steg en god lugt af sved og seletøj. Grusets skurren under hjulene hørte op. Vi var på asfalt og kendt vej, og kort tid efter svingede vi ind gennem en af skolens låger. Vi fik Store-Tulle på stald og gik over på Vestskolen. Jeg gik i seng og havde slet ingen trang til at snakke med de andre. Jeg havde oplevet noget, men kunne ikke fortælle, hvad det var.

Misundelse

Forsøger man at gøre sine egne egenskaber op, vil man helst stryge de mindre tiltalende. Altså de der, som man fortrinsvis ser hos de andre. At jeg skulle ligge under for den beske misundelse, ville jeg forsværge, men ser jeg tilbage og genoplever visse episoder, så lyser misundelsen ud af dem, og jeg vil helst tænke på noget andet.

Når vinterstormene for over Refsnæs, og aftenerne blev lange, udfoldede der sig stor aktivitet inden døre af vidt forskellig karakter, for det var ikke opfindsomhed, det skortede på.

En dag var der sat plakater op. Der skulle være teaterforestilling på Vestskolen. Der var billetsalg, det kostede nogle få øre at komme ind, og alt var således i den skønneste orden. Egon Clemme havde forfattet stykket og selv sat det op, vel nok i nogen grad assisteret af hr. Øer. Det var en lille rørende historie, som Morten Korch ville have været grøn af misundelse over. Hvad husker man af sådan en handling? Faktisk intet! Blot dette, at Thomas var en sød, ung pige, der sad og ventede på sin kæreste, og mens de salte tårer dryppede ned på det hvide sytøj, sang han ud af sin dybe smerte: “Når jeg sidder her i stille tanker, og de glade minder vælder frem, sker det, at mit hjerte voldsomt banker, for jeg finder dig i hvert af dem”. Og så husker man Finn som den store, tykke, godmodige politibetjent, der til slut afhenter slynglen, så alt kan ende i fryd og gammen. Premieren var en kæmpe succes, og der var grund til genopførelse, og denne gang skulle pigerne fra Øst også have lejlighed til at se mesterværket. Og nu er det altså, misundelsen sniger sig ind! Én succes kunne man jo nok onde dem, men en til! Og oven i købet over for pigerne! Nej. Det var længere, end vort storsind kunne række. Niels Åge, Gunnar og jeg, i denne forbindelse bør jeg vist desværre nævne mig selv først, vred vore hjerner for at finde ud af, hvordan vi kunne genere kunstnerne mest muligt. I den ene ende af Vestklassen, hvor forestillingen fandt sted, var der et stort indbygget skab til legetøj. Til dette skab var der mærkeligt nok adgang gennem en lille lem ude fra trappeafsatsen. Der krøb vi ind. Hvad vi egentlig ville, stod os ikke klart, lave skandale! Ødelægge det for dem! Og så gjorde vi alligevel slet ingenting. Vi turde vel ikke. Eller måske følte vi, at vi faktisk sad rigtig godt i fælden, hvis vi foretog os noget. Vi sad bare stille og hørte gratis til, hørte bifaldet, succesen, og mærkede, hvor forbandet surt og trist og ensomt det var at være misundelig.

Senere stak vi vore sure hoveder sammen. Nu ville vi selv lave et stykke, og det skulle være alle tiders. Selvfølgelig blev det til ingenting, bare en fjollet indledningsscene. Derefter blev vi enige om, at det der med at lave teater var noget frygteligt tøsepjat, som ordentlige drenge ikke gav sig af med.

Støt står den danske sømand

Dyrlæge Meyer Jensen, omtrent nabo til skolen, havde foruden en kone, som han havde arvet efter Vestskolen, hvor hun som frøken Rasmussen fungerede som plejemor, også en robåd. En skøn søndag eftermiddag kom hr. Øer roende langs kysten og lagde til ved Østskolens strandmark. Alle skulle nu forlystes med en rotur, og den arme mand, stor og tyk som han var, sled i årerne, så sveden drev ham ned ad de svulmende kinder. Ungerne morede sig godt, han morede sig godt, og fjorden var rolig.

Niels Åge, Gunnar og jeg var som altid nogle udspekulerede fyre. Vi havde sikret os den sidste tur. Vi lå i det halvstive græs og slangede os, mens båden kom og gik. Vi sludrede og hyggede os, mens manden derude sled i årerne. Havkåd og buldrende jovial dukkede han op og fik de næste passagerer ombord. Han var helt i sit es, gammel fisker fra Thisted, helt hjemme på det våde element. Det trak ud, men hvad! Vi havde fået lovning på den sidste tur, og det blev den længste, for så skulle båden leveres tilbage til dyrlægen.

Og så var det ved at være vor tur. Forventningsfulde stod vi i vandkanten, mens sidste hold passagerer blev udskiftet. Båden begyndte at vippe ganske lidt. Hr. Øer stod midt i båden og dirigerede. Båden vippede lidt mere. Århusbåden var på vej ind. Kølvandet løb i kraftige skrå striber ind mod kysten og hævede og sænkede den lille jolle. Jeg så det, før det skete: Jollen krængede over. Med begge hænder i vejret, med uret i den ene hånd og den evindelige cigar i den anden, gik den stolte sømand overbord og satte sig på bunden af den klamme fjord. Der blev ingen tur for os hen til dyrlægen med båden. Sjældent har jeg dog med større glæde givet afkald på en forlystelse.

En helt

Han stod deroppe i stalden, da vi vendte tilbage efter sommerferien. Det var en gave fra statsminister Thorvald Stauning, en ægte indfødt firbenet repræsentant fra sagaøen i Nordatlanten. Efter en idékonkurrence fik han navnet Max.

En lun augustaften med masser af blå himmel skulle den officielle indvielse finde sted, og små og store, drenge og piger stod i rad og række for at få en ridetur på “Staunings hest”. Nogle blev trukket frem og tilbage, mens andre vovede sig alene ud på den farefulde færd, dog i forsigtig skridtgang. Kun få tog sig en ordentlig ridetur.

Jeg holdt mig tilbage længst muligt. Sandelig ikke af beskedenhed, men tværtimod for at opnå en længere tur, når vi havde overstået rollingerne.

Og så sad jeg på ryggen af Max, og som en sejrrig feltherre så jeg ned over småungerne, der flankerede det første stykke af min vej.

Og så var det alligevel en skuffelse! Han jokkede bare afsted sløv og uinteresseret. Man forstår, hvordan en hest føler det, når den i længere tid på nedværdigende måde har været trukket i snor som en forkælet silkepuddel.

Jeg ved faktisk ikke, om det var Max eller mig, der tog initiativet. Pludselig gik det fremad i et meget uvant pasgangertrav, og jeg følte mig ikke alt for sikker i sadlen, men vi havde fundet hinanden i en fælles fartglæde, og da han slog over i galop, blev vi fuldt fortrolige med hinanden, og i disse få minutter opstod der et virkelig varigt venskab. Vi tog en stilfærdig runde i Værnehjemmets anlæg, men tilbagevejen blev klaret i en forrygende galop. Mit letsindige hjerte var så sikker på, at dette ridt måtte gøre indtryk på pigerne. Men de var forfærdede over farten og skældte mig ud for dyrplager, og jeg gik beskæmmet min vej. Der var ingen helt tilbage, der kunne spejle sig i pigernes beundring. Jeg gik i seng med den evigt forelskedes privilegerede smerte, men også med bevidstheden om, at jeg havde fundet en ven, der tålmodigt ville lytte til alle mine sorger, som vi så bagefter kunne stryge af os i en forrygende galop.

Ruth

Jaques Stenberg, gammel veteran fra borgerkrigen, boede sammen med sin kone i et lille træhus, hvor de drev traktørvirksomhed. Huset lå på en bakke med en pragtfuld grund direkte ned til fjorden og blev kaldt Kaffestuen. Med eventyrhungrende ører lyttede vi til Stenbergs bedrifter i det fjerne Sydafrika, mens vi nød fru Stenbergs herlige kaffe og hjemmelavede lagkage, hvis vi da havde råd, for penge var jo ikke ligefrem det, vi havde mest af. Grossereren havde råd til at drikke kaffe og fylde sig med lagkage så ofte, han lystede. Til gengæld havde han næppe ret megen glæde af borgerkrigen og Ruth. Vi, der var fattige på penge, måtte som regel nøjes med saltpastiller for fem øre. Stenberg tog den lille pose i sine rystende, guldskjoldede hænder, pustede kraftigt ned i den og talte omhyggeligt til fem. Det gule skjold forestillede jeg mig altid som krudtslam. Fru Stenberg var en lys og venlig sjæl med skinnende hvidt hår. Men Ruth! Grossereren hed egentlig Svend Åge, men da hans far var grosserer i undertøj, og han selv viste store, ekstravagante tilbøjeligheder, var det en selvfølge, at han måtte bære navnet Grossereren. Han havde også mange andre tilnavne, men navnet Grossereren beholdt han længst. Vi andre spinkede og sparede og udstykkede vor beskedne kapital i mindst mulige bidder, for at kunne aflægge så mange besøg på Kaffestuen som muligt, og i al slags vejr halsede vi afsted ud af Kystvejen, ud til Ruth. Ruth var servitrice med videre hos ægteparret Stenberg. En vidunderlig pige på 15-16 år, og vi var alle, tror jeg, forelsket i hende. Når vi købte saltpastiller hos hende, fyldte hun posen op, 50 styk for en femøre,, men hun pustede desværre ikke i posen. Jeg føler en dyb taknemmelighed, ikke over de mange saltpastiller, men over at have truffet en pige som Ruth.

Den skønne Helene og fotografen

Vist var hun en køn tøs, og en sød pige var hun også, men i øvrigt var det på den tid, hvor næsten alle piger var søde. Hun havde været min dame til danseundervisningen et par vintre, men bortset fra det og vor fælles kærlighed til katte, havde vi ikke noget med hinanden at gøre.

Den endnu ugifte hr. Ellebæk havde masser af tid til sine fritidsinteresser. For eksempel sprang han meget tit omkring med sit fotografiapparat for at forevige os unger allerhelst som små kærestepar, ja, han ligefrem jagtede disse sexmotiver og undså sig end ikke for at snyde lidt.

Vi sad på en stabel røde miniaturemursten og kælede for vore katte. Hun med en stor, snehvid killing, jeg med en gammel, gråstribet hankat. Jeg kan godt se motivet for mig! En lækkerbisken for en parsamler. Og der var han med sit kamera for at snuppe sit måske hidtil bedste billede. Sart og genert var man jo også. Nå ja, men, jeg ville altså ikke foreviges sammen med Helene. I det kritiske øjeblik fik jeg trukket den nærmeststående ind i billedet. Han blev godt nok halveret, men billedet var ødelagt, og jeg var tilfreds.

Men tiden gik, en vinter svandt, og i det nye forår blev jeg konfirmeret, og i spisesalen blev der fremvist lysbilleder for vore tilrejsende forældre. Og deroppe på lærredet sad de to søde børn med deres katte, og jeg måtte lide den tort at høre folk sige, “åh, hvor sødt!”

Indledning til afsnittet Glas

Stormen har jaget os bort fra lejrpladsen ved Ebeltoft, og nu ligger vi nogenlunde i læ på plænen hos nogle venner fra barndoms og ungdomstiden. Jeg sidder foran teltet og betragter en langbenet tøs, der i susende fart flyver op og ned af skræntens ujævne naturtrin. Der er liv og bevægelse i hele den ranglede pigekrop, og det lyse hår flagrer som en gylden høstak for vinden. Solen er brudt gennem et hul i de tunge regnskyer. Her er rart og varmt og stille. Og mens pigen springer rundt på sine lange ben af lutter livsglæde, synker jeg ind i mig selv og lader tankerne gå et slægtled tilbage, og jeg ser den samme pige, de samme lange ben og det samme hår. Kirsebærrene blomstrer, og de lange ben dingler ned fra kanten af keglehuset.

Glas

Keglebanen var et fristed, et ingenmandsland, hvor vi kunne mødes med pigerne for at tage en ærlig dyst om alle ni. Ofte blev keglerne det sekundære. For vi gik rundt med drømme i sindet og vokseværk i lemmerne, og der var forår og glæde i luften, når blot der var piger ved keglebanen.

Kirsebærtræerne blomstrede, luften var lun og en lang, god dag, og aftensolens stråler legede i en bunke knuste ruder bag det rødmalede cykelskur.

Fjernt og uvedkommende rullede kuglen hen over banen, nogle kegler væltede, et tal blev råbt, drenge og pigestemmer blandede sig med hinanden, og ude fra marken kom lærkernes uundværlige sang. Vi havde gemt os her bag cykelskuret, Tove og jeg og morede os dejligt med at knække glas. Jeg havde udviklet en meget speciel og præcis glasknækketeknik, som jeg nu lærte fra mig til min ivrige og lærenemme elev. Vi blev meget dygtige og bestemte efterhånden selv stykkernes størrelse og form. Vi knækkede glas med bløde, strejfende hænder, og solen tabte højde. Lærkerne blev stille. Keglespillet var næsten hørt op. Vi gik hver til sit, og aftenkulden sneg sig ind bag min tynde bluse. I Egypten brød man en krukke.

August 1961: Dansk Blindesamfunds 50 års jubilæumsblad 8. juni 1961

Dansk Blindesamfunds
jubilæumsblad
8. juni 1961.
I anledning af foreningens 50 års jubilæum udsendes dette blad, som i format og indhold ikke ligner vort ordi­nære blad, men vor forenings virksomhed igennem de svundne 50 år har været af så stor betydning for nutidens blinde, at det må være ønskeligt at høre lidt om baggrun­den for dens tilbliven og opgaver i de forløbne år.
Jeg har derfor henvendt mig til nogle af dem, som i dag har tilknytning til forskellige områder indenfor foreningen, og bedt dem give en kortfattet skildring af udviklingen indenfor deres virkefelt. Alle lovede beredvilligt at yde de­res bidrag til belysning af den indsats, foreningen har øvet for at ændre og forbedre de forhold, som ofte var præget af bitter nød, en nød, som i dag heldigvis er mere sjælden.
Det er ikke muligt i korte beskrivelser at omtale alt det, som gennem årene har været arbejdsstof for ledelserne, men jeg håber, at læserne får indtrykket af, at de er medlemmer af en organisation, som har søgt at afbøde følgerne af blind­heden, og således vil det også være i fremtiden.
INGVARD NIELSEN,
formand for
Dansk Blindesamfunds repræsentantskab.

Tilbageblik ved jubilæet.
Den 8. juni 1911 stiftedes vor forening, og vi kan således i år fejre jubilæum. Kun få af pionererne er endnu imellem os og kan glæde sig ved den udvikling, der er sket i de mange år. Medlemstallet er i dag tidobbelt af, hvad det var det første år. De fleste kender kun lidt til foreningens op­rindelse og dens arbejde gennem de første år. Det kan derfor være naturligt at bringe en lille beretning om, hvad der foregik forinden og efter foreningens stiftelse.
I året 1909 skrev Karl Hansen, Jebjerg, og Peter Ommer­bo i Budstikken nogle artikler, hvor de slog til lyd for dan­nelsen af en forening udelukkende bestående af blinde. De­res tanker blev modtaget med begejstring landet over. I samme periode var der på et møde, som afholdtes i Køben­havn af herboende blinde, blevet nedsat en komité, der fik til opgave at indsamle bidrag til en gave (en mindetavle), der skulle overgives Selskabet Kjæden den 10. juni 1911 og være udtryk for blindes taknemmelighed, fordi Kjæden i 1811 havde påbegyndt arbejdet for at uddanne blinde. Denne komité, som havde Chr. Nielsen til kasserer, blev opfordret til at påtage sig arrangementet af et stævne, der skulle afholdes i forbindelse med 100 års jubilæet. Komi­teen løste denne opgave med bistand fra forskellig side. Blandt andet søgte Cohn-Haste banerne og dampskibssel­skaberne om frirejse og fik tilsagn herom, således at blinde i stort tal kunne deltage i stævnet. Endvidere var der i fe­bruar 1911 blevet nedsat et udvalg, som skulle forberede dannelsen af vor forening. Det udarbejdede et udkast til

love, som blev forelagt på mødet den 8. juni samme år, og de blev med enkelte ændringer godkendt som foreningens love. Ovennævnte udvalg bestod af Carl Cohn-Haste, P. Højlind, P. Ommerbo, J. M. Hansen og E. Rittgarn. Disse mænd blev valgt til den første bestyrelse sammen med frøknerne A. Melchior og J. Kjær.
På mødet drøftede man blandt andet understøttelsessagen og erhvervsmulighederne for blinde. Understøttelsessagen havde Cohn-Haste på eget initiativ rejst i 1910, idet han da havde indsendt en adresse til kommissionen, som arbejdede med alders- og invaliderente-problemer. Denne adresse var undertegnet af 233 blinde. Dette havde imidlertid ikke no­gen udsigt til at give noget resultat, da kommissionen først mange år senere skulle afslutte sit arbejde. Cohn-Haste søgte derfor at få en ændring af fattiglovens paragraf 61, således at hjælpen til blinde ikke mere fik fattighjælpskarakter, og efter et energisk arbejde og med bistand fra forskellig side – presse og politikere – lykkedes det at få vedtaget en æn­dring af ovennævnte paragraf i begyndelsen af 1914.
Erhvervssagen havde også den allerstørste interesse. Man­ge blinde havde stort besvær med at afsætte deres arbej­der, og det var derfor af vigtighed at finde muligheder for afsætning af de produkter, som de ikke selv var i stand til at sælge, eller at finde nye erhverv. Og herunder blev der på mødet peget på hønseavl og gulvkludevævning. Det sid­ste fag blev i slutningen af tyverne optaget af Blindes Arbejde A/S og har haft den største værdi for mange, som mistede synet i en senere alder.
Den på mødet i 1911 valgte bestyrelse konstituerede sig med Cohn-Haste som formand, P. Højlind som hovedkas­serer og sekretær blev P. Ommerbo. Bestyrelsen gik straks i gang med opbygningen af de 9 kredse, som foreningen dengang blev delt i, og opfordrede medlemmer, der var in­teresserede, til at melde sig som deltagere i kredsbestyrel­serne, og det lykkedes allerede i løbet af efteråret at få dannet kredsbestyrelser og valgt repræsentanter til repræsentantskabet. Bestyrelsen søgte ministeriet om tilladelse til at foretage en indsamling i første halvdel af september. Til­ladelsen blev givet og indsamlingen indbragte brutto seksten tusinde kroner. Formålet var at få midler til opførelse af et plejehjem for gamle og svagelige blinde. Indsamlings­resultatet gjorde det imidlertid ikke muligt at løse denne opgave, så man måtte nøjes med at båndlægge tolv tusinde kroner, indtil man fik tilstrækkelige midler til at kunne gå i gang med et byggeri.
I november måned samme år blev repræsentantskabet ind­kaldt. Det havde nemlig vist sig, at hovedbestyrelsen var ude af stand til at arbejde sammen. Der herskede en dyb uoverensstemmelse mellem formanden og de øvrige seks bestyrelsesmedlemmer, og denne uoverensstemmelse gjorde det nødvendigt, at repræsentantskabet tog sig af sagen. Re­præsentanterne afslog at tage parti for nogen af parterne og afsatte hele bestyrelsen og valgte en ny bestyrelse ud af de­res midte. Denne bestyrelses formand blev William Hansen, Odense, der fungerede til juni 1913. Hans afløser blev P. Ommerbo, som igen afløstes af J. P. Ørvig i 1915.
Københavns kommune gav i 1914, efter henvendelse fra foreningen, tilsagn om en byggegrund på Østerbro, og end­videre modtog man en bevilling til sporvognsbilletter for blinde i København. Senere, i 1916, forsøgtes en indsamling ved skriftlig henvendelse til private og institutioner, dog uden større held. Opførelsen af en bygning på den erhver­vede grund måtte derfor udsættes. Det var i det hele taget vanskeligt for foreningen at arbejde i krigsårene; en hen­vendelse til ministeriet om obligatorisk skolepligt for blinde børn og om bedre uddannelsesmuligheder for håndværkerne gav ikke de ønskede resultater.
I 1920 fratrådte Ørvig efter eget ønske, og Marius Han­sen valgtes i hans sted som formand. Hans funktionstid blev dog ikke lang. Allerede året efter måtte han forlade Køben­havn for at overtage et organist-embede på Lolland. Han nåede dog i sin korte formandstid at udrette et stort ar­bejde ved at arrangere et stævne i anledning af foreningens 10 års beståen. Endvidere havde han indgivet ansøgning til afholdelse af en mærkedag, for at få midler til forenin­gens almindelige formål.
Efter Marius Hansens fratræden viste det sig meget svært at finde frem til en ny formand. Ingen af de ældre og mere erfarne havde mod til at påtage sig dette hverv. Repræsen­tantskabet besluttede sig derfor til at bede Karl Bjarnhof om at påtage sig formandsposten. Til trods for sine kun 24 år var han kendt af mange for sin energi og dygtighed, som man håbede kunne komme foreningen til gavn. Karl Bjarnhof påtog sig hvervet og fik med det samme nok at gøre, blandt andet med at arrangere en indsamling, der ind­bragte omtrent hundred tusinde kroner. Karl Bjarnhof måtte på grund af sygdom trække sig tilbage i 1923, og i hans sted valgtes Martinus Kristiansen, som fungerede som for­mand til foråret 1928.
I den periode blev der afholdt en landsindsamling, der gav det store resultat af ca. to hundrede og fem og halvfjerds tusinde kroner, og dette medførte, at det nu var muligt at gå i gang med at bygge ejendommen på hjørnet af Bogensegade og Randersgade. Der kunne her ydes blinde lejere en be­tydelig huslejenedsættelse og enkelte kunne opnå fribolig. Det blev endvidere muligt at give huslejelegater til blinde boende i andre ejendomme end den nyopførte.
Der blev samtidig gjort en betydelig indsats for at løse det vanskelige spørgsmål om afsætning af blinde håndvær­keres arbejder.
Da repræsentantskabet i foråret 1928 ikke kunne tiltræde en lønforhøjelse, som var ønsket af formanden, nedlagde han sit formandshverv, og man valgte derefter Ernst Jørgensen, som fungerede til han fratrådte i foråret 1951 for at til­træde en stilling i FN’s hjælpearbejde.
Da han tiltrådte som forretningsfører, eksisterede der et konkurrenceforhold mellem de tre virksomheder, som be­skæftigede blinde. Det lykkedes ham ved et samarbejde med Foreningen til Fremme af Blindes Selvvirksomhed og ledelsen af det dengang nyoprettede erhvervsdepot at få en sammenslutning af de eksisterende virksomheder for blinde under navnet Blindes Arbejde A/S. Vi fik også i de første år af Ernst Jørgensens formandsperiode opført en ejendom til i Bogensegade og et feriehjem i Hobro. Når vi kunne op­føre et feriehjem i Hobro, skyldtes det i første række Hobros kommunalbestyrelse og borgernes offervilje, idet de skæn­kede grunden og halvdelen af, hvad det kostede at opføre hjemmet.
Der blev også forsøgt nye muligheder for at beskæftige blinde, for eksempel indenfor kontorfag og ved industri­arbejde.
I 1937 begyndte Ernst Jørgensen Solgaveindsamlingen, en indsamlingsform, der har været benyttet siden.
Som et led i det arbejde, der udførtes for at forbedre den sociale stilling, kan nævnes, at man i 1949 fik oprettet et hjem i Nærum for døve-blinde mænd.
Efter Ernst Jørgensens bortrejse tiltrådte H. C. Seierup som formand. I denne periode er feriehjemmet blevet ud­videt, så det kan tage det dobbelte antal gæster.
En ejendom med billige boliger er blevet opført i Vanløse (Kollektivhuset).
Vore færdselsproblemer med sporveje, baner og busser har fået en heldig løsning, og endvidere kan nævnes det kul­turelle gode, som båndoptageren jo er, samt etableringen af konsulentordningen. Den store forbedring af invalidepen­sionen må heller ikke forbigås – og nu ved foreningens ju­bilæum har vi den glæde at kunne indvi et plejehjem, som har været på foreningens ønskeseddel fra dens start.
Ved gennemlæsningen af foranstående vil man have lagt mærke til, at man i foreningens første 17 år havde 7 for­mænd og i de efterfølgende 33 år har haft 2. Formands­hvervet har været tidskrævende og lagt stærkt beslag på de enkeltes privatliv. Det har samtidig indtil 1923 været uløn­net eller kun givet en symbolsk erstatning for den store arbejdsindsats, som blev præsteret. I 1923 besluttedes det imidlertid at ansætte formanden med en fast årsløn, og dette er sikkert en af grundene til, at vi har fået mere stabilitet i foreningens ledelse, og dette har givet sig udtryk i flere og bedre resultater til gavn for medlemmerne.
Jeg har tidligere nævnt, at foreningen blev opdelt i 9 kredse, men ved genforeningen i 1920 blev Sønderjydsk kreds oprettet. Den omstændighed, at foreningen blev op­delt i kredse med deres egen bestyrelse, har sikkert været af den allerstørste værdi for vort foreningsliv. Kredsbesty­relserne kommer hvert år på de afholdte kredsmøder i kon­takt med mange medlemmer og får derved kendskab til de kår, hvorunder medlemmerne lever, og de vanskeligheder, de møder i det daglige. Det er vel nok i første række for­mændene i kredsene, som får kendskab til det enkelte med­lem, idet det meget ofte er ham, de henvender sig til om råd og bistand, når de er kommet i en vanskelig situation på grund af sygdom, arbejdsløshed eller andet.
Af de første kredsbestyrelsers medlemmer har vi endnu nogle få iblandt os, som kan se resultatet af det arbejde, de påbegyndte for 50 år siden. Deres navne er Lars Petersen, København, Marentine Christensen, Nakskov, Magnus Jep­pesen, Vester Skerninge, Harald Petersen, Esbjerg, Niels Hansen, Aarhus, Peter Skou, Fredericia, og Christian Da­nielsen, Agersted.
Af andre personer, der også har betydet meget for for­eningen, kan nævnes: Karl Hansen, Jebjerg – formanden for Aarhus-Randers-Viborg kredsen. Han var dens formand fra stiftelsen og til 1939. Han repræsenterede kredsen på alle repræsentantskabsmøderne, ind til han efter eget ønske trak sig tilbage fra tillidshvervet. Han var redaktør af vort med­lemsblad de første 9 år, et hverv, han bestred med dygtig­hed. Han var en meget flittig mand, som altid havde noget at virke med – meget ligevægtig i diskussioner og tolerant overfor andre. – Peter Hansen, Kolding, var medlem af kredsbestyrelsen fra stiftelsen og formand i sin kreds fra 1913 og til sin død i 1950, samt repræsentantskabets for­mand i 28 år. Han betød meget for medlemmerne i kredsen. Han omfattede dem alle med stor interesse og var altid pa­rat til at bistå, når der meldte sig vanskeligheder for dem.
De søgte ham gerne i hans hjem, hvor de blev modtaget gæstfrit af ham og fru Hansen. Nu har jeg nævnt en hel række mennesker, som har stået forrest i arbejdet, og der vil være grund til at nævne mange flere, men det vil være uover­kommeligt.
Gennem årene knyttede foreningen forbindelser til insti­tutioner og organisationer, som havde interesser og mål, der faldt sammen med Dansk Blindesamfund, og der udvikle­des et samarbejde mellem de interesserede parter om at løse større bevillingsspørgsmål i fællesskab. Det var f. eks. til etableringen af blinde håndværkere og musikere. Dette sam­arbejde førte sidst i trediverne til blindeinstitutionernes fæl­les oplysningsudvalg, som nu i 1960 er blevet ændret til et bevillingsråd. Man opnår herved at kunne yde hurtigere og mere effektiv hjælp, hvilket må siges at være en stor fordel.
I 1934 deltog Dansk Blindesamfund i stiftelsen af De Samvirkende Invalideorganisationer, som i alt omfatter 6 forskellige invalidegrupper. Denne organisation har med saglig styrke fremført invalidernes problemer og ønsker over for lovgivningsmagten, og har også haft held til at op­nå gode resultater af arbejdet. I 1960 blev der knyttet kon­takt mellem De Samvirkende Invalideorganisationer og Folkepensionisternes forening for ved fælles hjælp at opnå bedre kår.
Også uden for landets grænser har foreningen knyttet forbindelser. I 1920 arrangeredes således her i København det første møde af svenske, norske og danske repræsen­tanter. Der var i alt 9 deltagere. Tanken med dette møde var at udveksle erfaringer og drøfte mulighederne for at bistå hverandre i det almindelige blindesagsarbejde. Den forbindelse, der her blev skabt mellem Nordens blinde, har vi haft megen glæde og nytte af. Finland er forlængst ind­trådt i det nordiske fællesskab, som med årene har fået fastere former.
I 1949 stiftedes i England en verdensorganisation, omfat­tende blindeforeninger fra alle verdensdele. Hvad denne verdensforening kan komme til at betyde, kan jeg ikke spå om, men vi må håbe, at den med sin hjælp kan nå ud til de millioner af skæbnefæller, som vi ved, lever under de mest byrdefulde kår.
Frøken Nielsigne Sørensen, Hillerød, skrev den 20. juni 1911:

Vi plantet har en lille kvist med ganske fine blade.
Gid den må vokse op for vist og gøre mange glade.
Gid den må vokse til et træ og gode frugter bære
til blinde slægters ly og læ, til folkegavn og ære.
Og denne kvist vort samfund er, oh lad os om det værne.
Det er vor pligt hver især,
lad os det støtte gerne.
Gud — send du det din fredens ånd lad enigheden råde.
Tag du det i din stærke hånd
velsign det i din nåde.
I disse enkle ord har frk. Sørensen udtrykt det håb, som blinde nærede til fremtiden, og dette håb må vel i dag siges ikke at være gjort til skamme. Takket være den sympati og forståelse, vi har mødt fra den enkelte og fra myndighederne i vort land igennem årene, er det lykkedes at skabe bedre kår for blinde.
Ingvard Nielsen.

Dansk Blindesamfund
og
den sociale lovgivning gennem 50 år.
Når vi med det efterfølgende søger at give et indtryk af Dansk Blindesamfunds indsats på sociallovgivningens om­råde gennem de sidste 50 år, så er det ikke hensigten hermed at tiltage os æren for alt, hvad der er sket af forbedringer i denne periode. Vi erkender, at de meget betydelige frem­skridt, som har fundet sted, først og fremmest skyldes den politiske udvikling, men vi mener os berettiget til at hævde, at Dansk Blindesamfund gennem sit initiativ har været med til at fremskynde denne udvikling og til på ikke uvæsentlige punkter at præge dens resultater.
Det skal heller ikke forties, at meget af det, vi har opnået, skyldes samarbejde med de andre invalideorganisationer et samarbejde, som siden De Samvirkende Invalideorganisatio­ners stiftelse i 1934, har fået stadig stigende betydning, men det kan ikke være alt for ubeskeden en påstand at vi, inden for sammenslutningen har ydet vort rundelige bidrag i form af opfindsomhed og slid. Betydningen af det nyligt indledte samarbejde med folkepensionisterne skal også tages med i betragtning, når baggrunden for de seneste forbedringer skal vurderes.
Hvad vi skylder de politiske partiers velvilje, de samar­bejdende organisationers medvirken, enkelte politikeres og embedsmænds indsats, står os ganske klart, og vor begræn­sede opgave, nemlig at skildre Dansk Blindesamfunds forhold til og andel i udviklingen, må derfor ikke opfattes som en forglemmelse af vor gæld til andre.
Havde de ellers så populære tegneserier egnet sig for dette blads læsere, ville det have været fristende at starte med billedet af en lille, yderst fattigt klædt person, som med et forsultent og forkuet udtryk i ansigtet og med huen i hånden stod afventende udenfor en dør, hvorpå der var malet »Samfundet«. Når døren, efter gentagen banken blev åbnet, ville han kun modtage den allernødtørftige almisse, ledsaget af et foragteligt: »Pak dig bort«. Dette billede ville i al enkelthed udtrykke den blindes stilling i året 1911. Den eneste bistand det offentlige havde tilovers for ham, var fattighjælp, med dens virkning af tab af valgret og med dens størrelse udelukkende baseret på et personligt skøn.
Under disse omstændigheder var det naturligt, at Dansk Blindesamfund allerede i starten var ivrig for at få ændret den blindes stilling i samfundet. Man havde endog før starten indledt forhandling med regeringen, idet en kreds af blinde havde indsendt en anmodning om at få lovfæstet en understøttelse til økonomisk dårligt stillede blinde. På dette grundlag arbejdedes der videre, og på et vist tidspunkt var der planer fremme om at få gennemført en ordning, hvorefter den enkelte gennem staten kunne opnå støtte.
En forudsætning for denne hjælpeforanstaltning var det imidlertid, at den blev underlagt Kjædens eller Blindein­stituttets administration, (sidstnævnte var i øvrigt ikke villig til at påtage sig dette hverv), og da man ikke ønskede det foreslåede formynderskab, blev denne tanke opgivet. Det må til alle tider stå som en af de modigste beslutninger i vor historie, at ledelsen, på trods af den herskende nød, ikke lod sig friste til at sælge vor frihed.
I 1914 lykkedes det omsider at få ændret fattiglovens § 61, således at hjælp modtaget derigennem ikke længere havde fattighjælpsvirkning. Samtidig blev det rimelige i at støtte blinde understreget i et ministerielt cirkulære til kommu­nerne.
Vor lille mand uden for »Samfundet«s dør stod stadig med huen i hånden. Med hensyn til størrelsen af hjælpen kunne han ikke stille bestemte krav, men samfundet som sådan, viste ham ikke længere samme foragt som tidligere. Det var et stort fremskridt, og han blev lidt rankere i ryggen og lidt mindre forkuet i udtrykket.
Medens den første ledelse var uhyre vågen over for mulighederne af, fra det offentlige at få støtte til vanskeligt stillede blinde, syntes det som om man efter sejren i 1914 lagde sig trygt til ro på dette område. Man var end ikke opmærksomme på den store betydning, invalideforsikringsloven ville få for os og viste følgelig ingen interesse under dennes udformning, men for vor lille mand, som stadig skal symbolisere begivenhedernes virkning, var det et stort frem­skridt. Han tog huen på og trådte ind ad døren, han op­nåede en ret i stedet for en almisse. Han blev både rankere og friere.
Dansk Blindesamfund kan som sagt ikke rose sig af nogen medvirken ved invalideforsikringslovens tilblivelse. Når den alligevel nævnes her, skyldes det, at den, ved at tilsikre enlige invaliderede kr. 800,– og ægtepar kr. 1.200,–, betød en sådan landvinding, at den, hvor og når vor stilling skal gøres op, har krav på omtale, men også fordi Dansk Blindesam­funds indsats på dette område ville blive uforståeligt, hvis man undlod at pege på denne lovgivning, idet vore bestræ­belser i overvejende grad har drejet sig om at bevare og ud­bygge det her skabte grundlag.
Selvom det vel kan betragtes som et grænseområde til vort emne, bør det, ikke blot men også af hensyn til kronologien, her erindres, at loven om undervisningspligt for blinde, under kraftig medvirken fra Dansk Blindesamfunds side, gennemførtes i 1926.
I 1927 var der lige ved at hænde vor lille mand noget højst ubehageligt: Man skubbede til ham. Der var nogen, der mente, at han var kommet for langt ind i stuen, men det skal siges til hans ros, at han satte tæerne i og med en trodsig mine beholdt fodfæstet.
Der tænkes hermed på nedskæringen som for de fleste rentenydere, som de dengang kaldtes, betød en nedgang fra kr. 800,— til kr. 540,— for enlige og fra kr. 1.200,— til kr. 810,—for ægtepar. Ved en kraftanstrengelse fra Dansk Blindesam­funds daværende ledelses side lykkedes det imidlertid at gøre det, som det må formodes mere af politiske end humane grunde, indførte sværform-tillæg på henholdsvis kr. 260,—og kr. 370,— obligatorisk for blinde og svagtsynede og der­med at sikre status quo. Det ville være forkert kun at dvæle ved den økonomiske betydning af denne indsats. Den kends­gerning, at man her for første gang, indenfor den specielle invalidelovgivning, anerkendte blinde som en kategori med et særligt behov for hensyntagen, har siden vist sig at være af den største værdi, og selv om vi skal være de første til at erkende berettigelsen heraf, bør de bestræbelser, som førte til den første forståelse af vor gruppes homogene karakter, hvis særpræg navnlig ytrer sig i et udtalt bistandsbehov, aldrig glemmes.
I 1929 kom så forslag til den store socialreform. I det op­rindelige forslag var invaliditet og alderdom behandlet som sideordnede trangstilfælde, dog kunne invaliden under sær­lige bistandskrævende omstændigheder opnå et supplement gennem tilkendelsen af et hjælpeløshedstillæg. Børnetillæg­get til rentenydende forsørgere og tillægget til 80-årige, samt bestemmelsen om pristalsregulering må betegnes som for­slagets positive nydannelser, medens det ikke kan nægtes, at den af loven tilstræbte forenkling kompliceredes ved at gøre rentens størrelse afhængig af køn, bopæl og indtægt. Navnlig fradragsreglerne virkede urimelige. For det første medførte de et nærgående posekiggeri, som den invalide­rede hidtil havde været forskånet for, så længe hans indtægt ikke oversteg 1/3 af, hvad ikke-invaliderede fagfæller på samme egn kunne tjene. Endvidere satte disse fradragsregler ind på et meget tidligt tidspunkt.
Lad os for ikke at være urimelige her anføre, hvorledes disse regler virkede for en enligstillet mand i en købstad. Hvis hans indtægt stammede fra personligt arbejde, havde han lov til at tjene 690,—, før fradragsreglerne meldte sig. Var det ikke arbejdsindtægt, ville han allerede få dem at føle efter en indtægt på kr. 276,— årligt. For de første kr. 500,—, hvormed disse beløb blev overskredet, fradrog man 60 % i renten, yderligere indtægt blev fradraget med 100 %.
Dansk Blindesamfund må have lov til at notere sig sin andel i, at forslaget, inden det blev til lov, i sig havde op­taget et beskedent invaliditetstillæg, som markerede aner­kendelsen af invalidens større livsbehov sammenlignet med de gamles mere vegeterende indstilling, og som initiativtager til indførelsen af blindetillægget kan Dansk Blindesamfund føle sig fuldt ud berettiget.
Hvis man i 1933, da socialreformen trådte ud i livet, kunne have studeret ansigtsudtrykket hos vor lille illustration, ville vi have modtaget et højst forvirret indtryk, glæde og be­kymring blandede sig i hans minespil. Han var vel på en måde kommet lidt længere ind i samfundets hus, for så vidt som der vistes ham større opmærksomhed end før. Havde han forsørgerpligter, blev disse i nogen grad afhjulpet, og hans blindhed holdt man ham også til gode. Men denne op­mærksomhed havde også former, som han helst havde fra­bedt sig. Foruden de modstridende følelser, som afspejlede sig i hans ansigt, var der over det kommet et vist træk af forslagenhed. Hans beregninger over, hvor langt hans og hans ægtefælles indsats kunne lønne sig, måtte enten hæmme hans virketrang eller fremme hans underfundighed.
I forsorgslovens § 259 blev der optaget en bestemmelse om, at blinde, hvis erhvervsevne var for stor til at berettige til invaliderente, havde ret til et beløb svarende til det dob­belte af det i invalideforsikringen værende blindetillæg. Denne bestemmelse, som blev indført på Dansk Blindesam­funds foranledning, blev imidlertid gjort aldeles illusorisk, da man ved den endelige udformning gjorde retten trangsbetinget. Når den, til trods herfor, skal omtales, skyldes det, at kimen til de senere indførte særlige ydelser er at finde i de tanker, der lå bag ved udformningen af § 259. Med denne yderst nødtørftige beskrivelse af socialreformens invalidelovgivning er kun medtaget, hvad der for forståelsen af vore senere bestræbelser er strengt nødvendigt.
De første år efter socialreformens gennemførelse ville ingen høre tale om nye forslag. Det lykkedes dog i løbet af 30’erne at opnå visse mindre forbedringer.
Efter den 2. verdenskrig, som gennem 5 år havde lammet lovgivningsarbejdet, greb Dansk Blindesamfund, opmuntret af det almindelige ønske om at skabe et bedre samfund, atter ind. Ved aktiv deltagelse i de af De Samvirkende Inva­lideorganisationer arrangerede offentlige møder, henvendel­ser til regering og rigsdag, lykkedes det at opnå mindre for­bedringer i 1946, og hvad der var vigtigere, at blive repræ­senteret i et af socialministeren nedsat udvalg. På grundlag af dette udvalgs betænkning blev i 1950 gennemført mere væsentlige ændringer: Betingelserne for tilkendelse og ind­dragning af rente mildnedes, blinde- og hjælpeløshedstillæg­get erstattedes af det noget større bistandstillæg, et endnu større plejetillæg blev indført til gavn for særlig svært inva­liderede. Gennemførelsen af bistands- og plejeydelserne op­fyldte et længe næret ønske om, at svært invaliderede, hvis erhvervsevne oversteg betingelserne for opnåelse af rente, kunne få nogen dækning for de udgifter, som invaliditetens bistandsbehov medførte. Adgangen til ikke-erhvervsbetin­gede hjælpemidler udvidedes væsentligt. Det grundlag, der her skabtes, har navnlig senere bragt os mange goder, såsom førerhunde, skrivemaskiner, og de meget værdifulde bånd­optagere.
I 50’erne tog udviklingen yderligere fart, og en fortsæt­telse af opremsningen af de indvundne goder vil af plads­hensyn være nødvendig, såfremt det væsentlige skal med: Fradragsreglerne lempedes således, at den indtægt, som hidrører fra rentemodtagerens ægtefælles personlige arbejde nu bliver behandlet efter samme regler som invalidens egen arbejdsfortjeneste, den tilskudsordning vedrørende blindes rejser i erhvervsøjemed, som gennem adskillige år havde været gældende, blev udvidet til at gælde alle statsbane-rejser.

Den af socialministeren i 1949 nedsatte kommission til be­handling af foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagtsynede, fik i 1956 sine forslag ophøjet til lov. Denne rammelov giver ministeren vidtgående beføjelser til at gribe ind til fordel for blinde og stærkt svagtsynede, og blindenævnet, hvori Dansk Blindesamfund er stærkt repræsente­ret, oprettedes med den opgave at følge og fremme blindesagens udvikling. Konsulentordningen indførtes, hvorved det blev muligt langt mere systematisk end hidtil, at opsøge og bistå den blinde. Den nævnte rejseordning udvides til også at omfatte Københavns Sporveje. For blinde i Køben­havn og på Frederiksberg er dette et uvurderligt gode. Privatbanerne, de fleste bus- og skibsruter fulgte også lovens appel om at lette blindes transportproblemer. Denne lov (blindeloven), som pladsen her ikke tillader fortjent omtale, rummer for blinde meget af det, som den i 1960 vedtagne revalideringslov byder erhvervshæmmede i almindelighed.
Gennem den gentagne gange ændrede og udbyggede boliglovgivning, er boligforholdene blevet stærkt forbedret for mange enkeltpersoner og kollektive foranstaltninger blevet muliggjort.
Medens de ændringer i folkeforsikringen, som fandt sted i 1956, hvor ved alders- og invaliderente omdøbtes til pen­sion, vel nok nærmest var af teknisk art(forskellige tillæg indkorpereredes i grundbeløbet), så må resultaterne af den på den tid nedsatte invalidekommission, hvori Dansk Blindesamfund, gennem De Samvirkende Invalideorganisationer, også var repræsenteret, anses for meget væsentlige. De skranker, som hidtil har spærret adskillige invaliders adgang til forsikringen, blev ryddet af vejen. Vandelsbetin­gelserne afskaffedes, de forskellige tillæg forhøjedes, og en ny ydelse (invaliditetsydelsen) indførtes til lægeligt set in­validerede, som ikke erhvervsmæssigt opfylder betingelserne for at oppebære pension, og hvis krav på hensyn ikke be­rettiger til bistandsydelse, men dog har visse af invaliditeten betingede byrder.
Ved folketingsbeslutning af 1960 vil købstads- og landtaksterne for invalide- og folkepensionister blive hævet til hovedstadens niveau. Grundbeløbene og invaliditetstillæg­gene vil blive forhøjet, og en mulighed for større husleje-tilskud i hovedstadsområdet er skabt.
Selv med denne summariske gennemgang er det ikke lyk­kedes at få alt med. Enkelte forbedringer er uomtalt og mange detaljer ikke uddybet tilstrækkeligt, ligesom uop­fyldte ønsker, hvis fremførelse har lagt beslag på omtanke og tid, ikke skal berøres. Derimod vil vi ikke glemme den per­son, som fornam nøden på kroppen og naget i sjælen, som noterede sig glæde og tvivl. Vi forlod ham, da han, usikker på om han skulle le eller græde, stod overvældet af social­reformens fortrin og fejl. Det er nu længe siden, at dette lovkompleks på én gang glædede og skræmte ham, og siden da er det blevet ændret og forbedret ind til ukendelighed: Fradragsreglerne er blevet yderst lempelige, grundbeløb og tillæg meget væsentligt forhøjede, og ydelserne tilskynder og betrygger hans virketrang. I samfundets hus har han nu fået plads ved bordet, og selv om han sidder blandt dem, der er anbragt ved den nederste ende, bliver han dog bespist på en ikke alt for kummerlig måde. Han er stort set heller ikke utilfreds, men kunne han se, ville han af og til sende langelige blikke mod de fade med lækkerier, som går hans næse forbi. Selv om lagkagerne i det madglade Danmark bliver større og større, så bliver de stykker, der skæres ved de øverste borde tilsvarende store, han kunne godt ønske sig, at de bedre placeredes appetit holdtes så meget i tømme, at køkkenets større kapacitet en skønne dag også kom ham til gode.
Alt i alt kan jubilaren, Dansk Blindesamfund, godt være sin 50-årige fortid bekendt, og selv om det, som Storm P. siger, er vanskeligt at spå, navnlig om fremtiden, så føler vi os sikre på én ting, nemlig at organisationen ikke har den mindste tilbøjelighed til at hvile på sine laurbær, og vi ved, at det tilbageblik, som jubilæet giver anledning til, ikke for et øjeblik vil få ledelsen til at tabe fremtidens opgaver af syne.
Ernst Jørgensen.

Erhvervssagen.
Af de mange problemer, der møder den blinde gennem tilværelsen, er erhvervsproblemet måske det vanskeligste. Det fremgår da også tydeligt af diskussionen ved forenin­gens start, at en af den nye forenings hovedopgaver skulle være at hjælpe blinde på dette meget vanskelige punkt.
I årene omkring 1911 finder vi blinde beskæftiget på områder, der også i dag giver arbejde til mange blinde.
Børstenbinderiet, der er det fag, som beskæftiger flest blinde, er i disse år ude for store omvæltninger. I 1898 kommer de første maskiner til fremstilling af børster her til landet, og i de følgende år går det meget hårdt ud over håndarbejdet. Blinde kan ikke passe børstenbinderimaski­nen, men da man ikke kan anvise andre arbejdsmuligheder, fastholder man, trods de ugunstige vilkår, børstenbinderiet som erhverv for blinde.
Det andet gamle blindeerhverv kurvemageriet, er også af stor betydning for beskæftigelsen, men også her hører vi om store vanskeligheder med afsætningen af produktionen. Undervisningen af børstenbindere og kurvemagere afsluttes på den tid, som regel i 18-20 års alderen, men da man mente, at håndværkerne både var for unge og for uerfarne til at drive selvstændig virksomhed i denne alder, indførte man i 1907 den såkaldte kontoordning, hvorefter børstebinderne fik en yderligere uddannelse hos en blind mester i 2 år og kurvemagerne en tilsvarende i 3 år.
Kvinderne havde med hensyn til erhverv været forfordelt, ganske vist blev enkelte uddannet som børstenbindere, men i det store og hele modtog de på Instituttet kun undervisning i håndarbejde og husgerning, og de fleste blev derfor fra Instituttet sendt tilbage til deres hjem, for at gå til hånde, som det hed. 1 1909 påbegyndte Blindeinstituttet undervis­ning i vævning for kvinder. Faget har indtil de senere år været hovedbeskæftigelse for blinde kvinder, og omkring 1950 begyndte man også at uddanne mænd i faget.
Af mindre betydning var fag som måttevævning og sko­mageri samt tøffelmageri. Vi har endnu i dag enkelte måtte-vævere, og skomageriet har været et fag for stærkt svagt-synede helt op til vor tid, der findes endnu en 3-4 aktive skomagere, men uddannelsen på Blindeinstituttet er ophørt for et par år siden, idet erfaringerne har vist, at faget alligevel er for vanskeligt for svagtsynede. – Tøffelmageriet havde karakter af bifag, men er opgivet for mange år siden.
Rebslageriet, der var et gammelt erhverv for blinde, blev i årene omkring vor forenings stiftelse hårdt trængt af de nye maskiner og måtte i 1913 helt opgives.
Efter århundredskiftet påbegyndte man at uddanne blinde massører, og enkelte havde i en lang årrække god beskæf­tigelse ved faget, men da det blev umuligt at opnå læge­autorisation, måtte man opgive uddannelsen, og den blev først genoptaget en menneskealder senere.
Blindes tilknytning til musikken er af gammel dato. Alle­rede i forrige århundrede fandtes der flere kendte blinde organister rundt om i landet. I tiden omkring 1911 er musikken inde i en stærk udvikling, det blev mere og mere almindeligt, at Instituttets musikelever afsluttede deres ud­dannelse som organister med den officielle organisteksamen. Blandt musikerne finder vi både komponister og koncerte­rende kunstnere, mange blev uddannet som klaverstemmer og havde et godt bierhverv her, andre gav musikundervis­ning eller spillede til dans.
Et af de første store problemer, der mødte den ny forening, var håndværkernes dårlige erhvervsforhold. Foreningen til fremme af blindes selvvirksomhed havde siden 1872 drevet udsalg med blindes varer i København, til udsalget var knyttet værksteder i børstenbinderi og kurvemageri. I 1911 ar­bejdede her 14 kurvemagere og 6 børstenbindere. Virksom­heden aftog ikke hjemmearbejde. Håndværkerne uden for denne virksomhed var derfor henvist til selv at afsætte deres produktion. Det var derfor også et af hovedargumenterne for at stifte blindes egen forening, at man ved hjælp af for­eningen kunne understøtte håndværkerne på dette meget vanskelige punkt. Efterhånden som kredsen blev oprettet, gik man i gang med at arrangere salgsudstillinger rundt om i landet, og håndværkerne havde en ikke ubetydelig hjælp herigennem.
Som årene gik, blev det dog klart, at foreningen måtte gøre mere for at ophjælpe salget.
For at støtte kvinderne åbnede foreningen i 1922 et ud­salg, med det formål at sælge vævede og strikkede ting. Man solgte både håndstrikkede og maskinstrikkede varer, idet man på Mariendalsvej var begyndt at beskæftige blinde ved strikkemaskiner. Udsalget lå i Antoniegade i København.
Næste fremstød blev gjort det følgende år, da man åbnede en forretning i Ålborg, her forhandlede man børster og kurvevarer.
I 1925 foreslog Dansk Blindesamfund socialministeriet en nyordning af Blindes Erhvervsforhold. Efter en del forhand­linger mellem ministeriet, Foreningen til fremme af Blindes selvvirksomhed og Dansk Blindesamfund, enedes man om at oprette et erhvervsdepot for salg af blindes produkter. Depotet fik egen bestyrelse. Både Dansk Blindesamfund og Foreningen til fremme af Blindes selvvirksomhed var repræ­senteret. Depotet aftog varer, fremstillede såvel på selvvirk­somhedens værksteder som af blinde, der arbejdede på egne værksteder samt arbejder fra blinde væversker. For­uden at sørge for afsætningen af disse varer, beskæftigede depotet blinde ved gulvkludevævning og lidt madrasstop­ning. Udsalget i Antoniegade, der aldrig blev nogen succes, ophørte, og salget kom ind under depotet.
Der var nu tre virksomheder, der arbejdede for at afsætte blindes produkter og for ikke at sprede kræfterne, blev man enige om at starte A/S Blindes Arbejde. Det blev stiftet d. 1. april 1929 med en aktiekapital på kr. 5000,–, hvoraf Dansk Blindesamfund ejer den ene halvdel og Selvvirksomheden den anden. Aktieselskabet er en sammenslutning af De Blindes Udsalg i Store Kongensgade, Erhvervsdepotet og Ålborg afdelingen. Bestyrelsen består af 9 medlemmer, 3 fra ministeriet, 3 fra selvvirksomheden og 3 fra Dansk Blindesamfund. Der bevilges selskabet et årligt statstilskud på kr. 35.000,–.
Man overtog de forskellige produktionsgrene fra de gamle virksomheder. I 1947 påbegyndte man fremstillingen af smørepuder til jernbanevogne. Senere fulgte fremstilling af rørmøbler og malerpensler.
Da behovet for hjemmearbejde, særlig for børstenbinder­ne, stadig voksede, gjorde foreningen i 1956 et nyt fremstød, idet man startede Dansk Blindesamfunds Centrallager.
Centrallagerets agenter besøgte kunder på landet, hvor Blindes Arbejde ikke i forvejen var repræsenteret.
Den sidste sammenslutning af blindes erhvervsvirksom­heder fandt sted i 1958, da Blindes Arbejde overtog er­hvervsafdelingen på Mariendalsvej, Centrallageret og hjæl­peværkstedet for børstenbindere, der i nogle år havde været drevet af Selvvirksomheden, Instituttet og Dansk Blindesamfund.
Blindes Arbejde beskæftiger i dag 132 blinde og svagtsynede på værksteder og ved firmaets udsalg og 181 hjemmedarbejdere. Selskabet modtager i dag et statstilskud på kr. 255.000,– årligt.
Under indtryk af de dårlige konjunkturer i trediverne, der naturligvis ikke kunne undgå at indvirke på blindes er­hvervsforhold, søgte man nye veje for beskæftigelse. Fra udlandet, særlig fra de tidligere krigsførende lande, viste man, at blinde kunne arbejde i industrien. Efter mange undersøgelser herhjemme og i udlandet blev resultatet, at Dansk Blindesamfund i 1938 oprettede et læreværksted for blinde industriarbejdere under navnet BLIFA. Virksom­heden nåede hurtigt op på at beskæftige 12-15 blinde ved fremstilling af møbellåse. Efter krigen svigtede salget, og der viste sig store problemer ved at skaffe nye produktioner til virksomheden, hertil kom de store vanskeligheder med at få blinde udplaceret i den almindelige industri, og forenin­gen måtte derfor søge nye veje, for at kunne videreføre det her påbegyndte revalideringsarbejde. På forslag af Dansk Blindesamfund oprettede staten og foreningen i fællesskab en ny virksomhed under navnet ERFA, der fik til opgave at uddanne alle kategorier erhvervshæmmede til industrielt ar­bejde. I denne virksomhed, der i dag hedder INERFA ind­gik fabrikken BLIFA’s samlede aktiver, og Dansk Blindesam­fund er derfor stadig repræsenteret i bestyrelsen. I øjeblik­ket beskæftiges 30 blinde ved industriarbejde.
Samtidig med foreningens industrielle fremstød påbe­gyndte Blindeinstituttet, på initiativ af Dansk Blindesam­fund, uddannelsen af blinde kontorfolk med stenografi og maskinskrivning som speciale. Uddannelsen sluttede med eksamen på Købmandsskolen. Der er i øjeblikket en halv snes kontorfolk i arbejde.
I slutningen af tyverne ansatte Sygekassedirektoratet en blind telefonpasser, og skønt dette arbejde viste sig at være velegnet for blinde, skulle der gå mere end 10 år, før den næste blinde telefonpasser dukkede op, det skete i 1942, men siden da er det gået slag i slag med at placere blinde i dette fag. Undervisningen fandt sted ved Sygekassedirekto­ratets omstillingsbord. Nu er telefonpasning et undervis­ningsfag på Blindeinstituttet, og 60 blinde er i dag beskæf­tiget ved dette fag.
Efter tredive års pause kunne man i begyndelsen af fyr­rerne igen begynde at uddanne massører, som i dag hedder fysioterapeuter. I 1946 fik de første fysioterapeuter læge­autorisation under de nye betingelser, og siden er der ud­dannet 12 damer, som alle har opnået autorisation og alle er i arbejde.
Foreningen har gennem årene ydet en meget betydelig individuel erhvervshjælp. – Der er ydet hjælp til etablering af håndværkere, forbedring af værkstedslokaler, indkøb af materialer, køb af forretning, hønseri, kiosker og meget andet. Til støtte for håndværkerne udvidedes i 1951 den almindelige lånefond, hvor enhver håndværker, der er med­lem af Dansk Blindesamfund, uden kaution kan låne indtil kr. 500,– i tre måneder. Kassen udlåner ca. 35.000,– kr. årligt.
For at beskytte blindes produktion mod illoyal konkur­rence, lod Dansk Blindesamfund i 1953 indregistrere et fælles varemærke, der kan erhverves af enhver blind hånd­værker efter overenskomst med foreningens varemærkeud­valg. 120 medlemmer har i dag varemærke.
Allerede for halvtreds år siden spåede man børstenbinde­riets undergang, men det er dog stadig vort største fag med 250 beskæftigede, heraf er 84 beskæftigede uden for Blindes Arbejde, dels som selvstændige eller arbejdende for andre, her må man dog erindre, at mange hjemmearbejdere også har en del privatarbejde. – Antallet af unge, der uddannes i faget er meget ringe, men da børstearbejde er velegnet for senblinde og mennesker med svagheder ud over blindheden, gøres der en stor indsats for at bevare dette arbejde for blinde.
Kurvemageriet beskæftiger i dag 55 blinde, hvoraf 7 kan siges at være egentlige selvstændige, tilgangen til dette fag er imidlertid meget ringe, der er i de sidste halve snes år kun fuldt uddannet 7 kurvemagere, og hvis denne udvikling ikke ændres, vil det i løbet af få år ikke være muligt at få kurvemagerarbejde udført i det omfang, dette arbejde til­bydes blinde.
Vævningen synes i de senere år at have fået en renæs­sance, idet der praktisk taget har været fuld beskæftigelse for vore 49 kvindelige og 16 mandlige vævere. I 1959 ansat­tes på Blindes Arbejde en vævekonsulent, der ikke alene skulle tage sig af firmaets væveproblemer, men også være til rådighed for blinde vævere uden for Blindes Arbejde.
For alle 3 fag gælder, at arbejdsindtægten som regel ud­gør et supplement til invalidepensionen.
Anderledes ligger det for vore telefonpassere, industriarbejdere, kontorfolk og fysioterapeuter. De lønnes som deres seende kolleger og oppebærer som regel ikke invalidepen­sion. Samme forhold gør sig gældende hos organister, hvor­af der i de sidste 10 år er uddannet 9, og i øjeblikket er der 45 organister ansatte her i landet.
Trods de stigende vanskeligheder på det trafikale område, arbejder mere end 30 blinde i dag som klaverstemmere.
Mariendalsvej beskæftiger i dag 16 maskinstrikkersker, og enkelte forsøger maskinstrikning som hjemmeindustri.
Sammenligner man beskæftigelsen i 1911 med i dag, viser det sig, at antallet af beskæftigede i forhold til det samlede antal blinde her i landet, er nogenlunde uforandret. Medens det således ikke er lykkedes procentvis at bringe flere i ar­bejde, hvilket skyldes en noget ringere helbredstilstand hos blinde end tidligere, kan vi dog notere væsentlige fremskridt hvad angår arbejdsmuligheder, ganske vist uddanner Insti­tuttet stadig håndværkere, uden at sigte mod en stilling eller anden form for fast arbejde for de uddannede. Når vi allige­vel taler om god beskæftigelse for blinde håndværkere, skyldes dette udelukkende den kollektive indsats for frem­skaffelse af arbejde. I øjeblikket er 427 blinde beskæftiget ved håndværk. Heraf benytter 310 sig af de kollektive for­anstaltninger. Når man tager i betragtning, at vi i alt har ca. 640 blinde i erhverv, er det klart, at håndværksfagene i dag, halvtreds år efter vor forenings stiftelse, stadig er af af­gørende betydning for beskæftigelsen. Det er i praksis meget få erhvervsmuligheder, der står til rådighed for blinde, men vi har dog i de senere år kunnet udvide disse muligheder noget. Telefonpasning, industriarbejde, forskellige former for kontorarbejde og fysioterapi har givet blinde indtje­ningsmuligheder, man ikke før har kendt, og sidst men ikke mindst givet blinde nogen større mulighed for at vælge et felt, hvor han eller hun føler sig hjemme.
Ernst Wulff.

Dansk Blindesamfunds byggevirksomhed.
I Dansk Blindesamfunds årsberetning for 1917 læser man, at en af årsagerne til, at vi skulle have vort eget hus og vor egen have, var, at blinde så ikke behøvede at færdes så meget på de så stærkt trafikerede gader og veje. Det lyder måske i dag som en kuriositet, men der er dog den realitet i det, at boligen altid har haft og stadig vil have en særlig stor betydning for blinde.
Dette synspunkt var da også et fremtrædende træk i diskussionerne omkring foreningens start i 1911, ja, bolig­problemet blev endog omtalt i foreningens første formåls­paragraffer, og man kan vist med fuld ret fastslå, at spørgs­målet aldrig siden har været taget af dagsordenen, og det ser heller ikke ud til, at det bliver det i de første åringer.
Imidlertid, byggeri kostede også dengang penge, og den første landsindsamling i foreningens historie havde da også det formål at skaffe en byggefond, og i den indhentede til­ladelse til indsamlingen hed det derfor, at der »ved kongelig resolution blev erholdt tilladelse til at anstille kollekter både i købstæderne og på landet til fordel for oprettelse af hjem for gamle, svagelige eller enligtstillede blinde«. Indsamlin­gen gav et nettoudbytte på omkring 13.000 kroner, og selv i hine tider var dette ikke nok til bygning af et hus, hvorfor man måtte stille sagen i bero, indtil man fik samlet flere penge sammen til formålet.
Man arbejdede imidlertid videre med planerne, og i 1913 fik Københavnskredsen bemyndigelse til at søge Køben­havns kommune om en gratis grund, og i 1914 imødekom kommunen dette ønske ved at forære os grunden på hjørnet af det daværende Øresundsgade og Randersgade. Denne grund blev dog allerede i 1916 byttet med den hjørnegrund, vi har i dag.
Det var en betingelse for foræringen, at byggeriet skulle påbegyndes i løbet af de kommende fire år – altså inden 1918, men dels kneb det stadig med økonomien, og dels fulgte der jo mange vanskeligheder – også for foreningen – i krigsårene, og man måtte derfor flere gange søge om til­ladelse til at udskyde igangsætningen – en tilladelse man hver gang beredvilligt fik.
Endelig oprandt dog dagen, nemlig den 21.10. 1923. På denne dag begyndte arbejdet på vort første hus, og huset stod færdigt til indvielse den 2.12. 1924. Der var 39 lejlig­heder til udlejning. Heraf blev tre udlejet som friboliger, hvor lejeren kun skulle betale sit varmeforbrug, 26 lejlig­heder udlejedes til blinde til nedsat leje, og resten – 10 lej­ligheder – blev udlejet til seende til normal leje af hensyn til ejendommens rentabilitet.
Dette byggeri var en kæmpeopgave for vor unge forening, og de kommende år blev da også brugt til at konsolidere ejendommens økonomi, idet man stadig forfulgte det mål at skaffe så mange friboliger som muligt. Tanken om de egent­lige friboliger gik dog senere i baggrunden, efterhånden som blindes økonomiske kår ad anden vej blev forbedret, men det er dog stadig således, at der i den »gamle« ejendom årligt ydes en huslejenedsættelse på omkring 12.000 kroner.
Man havde altså om man så kan sige, hænderne fulde i de kommende år, men der opstod alligevel ret hurtigt tanker om nyt byggeri, denne gang i forbindelse med de brændende problemer omkring løsning af blindes feriebehov. Som et første skridt på vejen vedtog repræsentantskab og kreds­møder i 1931 at hensætte 10.000 kroner til løsning af pro­blemet.
I 1931 lejede man i øvrigt grunden i Bogensegade ved siden af den »gamle« ejendom, dels for at få udvidet havearealet og dels med det lønlige håb engang også at blive i stand til at bebygge denne grund.
Disse sidstnævnte byggeplaner tog allerede fart i 1935. Danmarks Blinde var på dette tidspunkt stærkt interesseret i et byggeri, fordi man arbejdede under meget dårlige lokaleforhold, og Dansk Blindesamfund, der jo som nævnt var interesseret i en udvidelse af boligkapaciteten, tilbød så at bygge og så udleje de nødvendige lokaler til Danmarks Blinde. Grunden havde man jo som sagt lejet, men man fik den nu foræret af Københavns kommune, hvilket selvsagt lettede financieringen meget, som det var tilfældet ved byg­geriet i 1923-24. Denne ejendom blev færdig til indflytning i 1936. Der blev her 20 lejligheder, og de 12 af dem blev straks udlejet til blinde til nedsat leje, medens resten måtte udlejes til seende til normal leje, også her af hensyn til renta­biliteten. Endvidere fik Danmarks Blinde de nødvendige lokaler til rådighed. I denne del af ejendommen ydes der nu et huslejetilskud årligt på omkring 2.000 kroner.
Man var næppe gået i gang med byggeriet i Bogensegade, før ferieproblemet påny meldte sig og nu til omgående løs­ning. Sidst i 1935 fik man nemlig fra Hobro kommune til­budt en gratis grund i Østerskoven, og samtidig tilbød Ambulancedagens Komité, at man ville give foreningen en gave til byggeriet på 23.000 kroner, dersom foreningen ville yde det samme og gå i gang med byggeriet så hurtigt som muligt. Dette smukke tilbud kunne foreningen naturligvis ikke sidde overhørig, og man gik straks i gang med at realisere byggeriet. I 1937 kunne man så indvi feriehjemmet i Hobro Østerskov, der var dengang plads til 17 gæster pr. hold fordelt på ni værelser.
Efter at disse to store byggeopgaver var overstået, skulle der gå en del år, før man igen gik i gang med noget nyt, men den anden verdenskrig gav jo også en hel række over­vældende problemer på andre fronter. Desuden fik man mange bryderier med det nye feriehjem, idet man jo dengang som til dels nu havde tomgang på hjemmet om vinteren, og da foreningen ikke var så velhavende dengang som nu, gav det anledning til mange spekulationer, idet man gerne ville finde frem til en mere rentabel drift, f. eks. ved at andre institutioner benyttede hjemmet om vinteren. Disse planer blev dog ikke til noget, og diskussionen førte endog med sig, at der fremkom forslag om at lukke hjemmet helt. Lykkelig­vis kom man dog igennem uden at gå til så drastisk et skridt, thi alle var jo enige om, at der her var skabt et uvurderligt gode for medlemmerne.
Da krigen var overstået, begyndte man igen at tænke på byggeri. Denne gang ville man bygge for blinde, der på grund af anden sygdom var særligt vanskeligt stillede, og dette byggeproblem løstes ved, at man i 1948 købte en ejen­dom i Nærum, som i det kommende år blev ombygget og indrettet til hjem for døve-blinde mænd. Hjemmet fik plads til 12 beboere, og man opnåede fra tid til anden en aldeles udmærket aftale med socialministeriet, hvorefter det offent­lige betaler driften af hjemmet, bortset fra et årligt tilskud fra foreningen på kr. 5.000,–.
Selv om feriehjemmet som tidligere nævnt havde givet anledning til talrige spekulationer, var alle enige om, at ferie­problemet for blinde stadig måtte have en central placering i foreningsarbejdet, og man var da også tidligt klar over, at selv om hjemmet var rigeligt stort om vinteren, så var det til gengæld alt for lille om sommeren, og efterhånden som foreningens økonomi bedredes, voksede derfor tanken om en udvidelse af hjemmet stærkere og stærkere frem. Ud­videlsen blev vedtaget i 1953, og i 1954 kunne man indvi det udvidede feriehjem, hvor man nu havde 11 dobbelt­værelser, 11 enkeltværelser og 3 familieværelser. Hjemmets kapacitet var herved mere end fordoblet, men selv denne fordobling slår jo ikke til.
Krigen havde jo som bekendt medført en overvældende boligmangel, og i 1951 fik man derfor en ny boligstøttelov. I denne lov var der også nogle vage formuleringer om støtte til byggeri for folke- og invalidepensionister, hvilket gav anledning til, at man så småt begyndte at spekulere over mulighederne for et nyt boligbyggeri, idet foreningens medlemmer vel nok i særlig grad var ramt af bolignøden. Sagen blev imidlertid først for alvor taget op efter boligstøttelovens ændring i 1955, idet loven i sin nye skikkelse åbnede mulig­hed for byggeri for vore folk på særdeles gunstige betin­gelser. Man optog nu et stadigt varende frugtbart samar­bejde med Københavns Almindelige Boligselskab, og efter et meget grundigt forarbejde blev byggeriet vedtaget på kredsmøder og i repræsentantskab i 1955, og i forsommeren 1956 nedlagde man grundstenen til vort kollektivhus i Van­løse. Huset stod færdigt i 1957 og indeholder ialt 63 lejlig­heder foruden klublokaler og hobbyrum. Dette byggeri, der altså praktisk taget betød en fordobling af foreningens bolig­masse, havde en helt anden karakter end vore tidligere byg­gerier. Man opnåede her takket være boligstøtteloven dels en meget lettere financiering, og dels undgik man proble­merne omkring ejendommens rentabilitet, idet alle lejerne kunne få huslejetilskud under hensyn til indtægten, og man kunne derfor udleje alle lejligheder til blinde straks fra starten.
De gode erfaringer ved byggeriet i Vanløse virkede yder­ligere opmuntrende på foreningens lyst til byggeri, og man gik i gang med et nyt projekt, nemlig et plejehjem. Et sådant byggeri havde man jo som tidligere nævnt allerede i tankerne i 1911, men der skulle altså næsten gå 50 år, før planerne for alvor trådte ud i livet. Efter alt at dømme vil vi så til gengæld nu få et plejehjem, der kan tilfredsstille selv de mest kræsne. Vi får her et hypermoderne plejehjem med plads til omkring 80 beboere. Foreningen får den fulde indflydelse på hjem­mets drift, medens vi takket være de store fremskridt på sociallovgivningens område, ikke kommer til at deltage i dækningen af driftsudgifterne. Financieringen af byggeriet sker også på meget gunstige vilkår, idet man, efter det nu foreliggende, må regne med, at foreningen kun skal investere omkring en halv mill, kroner i hele byggeriet.
Når dette læses, er plejehjemmet efter alle beregninger i fuld gang, og jeg skal derfor vel vogte mig for at sige for meget om forholdene på hjemmet, men jeg vil dog gerne understrege, at man fra foreningens side har bestræbt sig på her at skabe et virkeligt hjem for vore kammerater, der ikke længere har helbred til at bo for sig selv. Foreningen har jo igennem årene ofte udtalt sig om problemerne omkring diverse hjem for blinde, og man har derfor ønsket, at der her skulle skabes noget, der virkelig kunne stå som et mønster for, hvorledes et sådant hjem bør være. Forhåbentlig vil fremtiden vise, at sagen er grebet an på rette måde.
Som bekendt ligger plejehjemmet i Valby, og under for­beredelserne til dette byggeri viste der sig mulighed for at erhverve en grund lige ved siden af. På denne grund plan­lægges der nu opført et nyt kollektivhus indeholdende om­kring 140 lejligheder, og de forberedende arbejder til dette byggeri er nu ved at nærme sig afslutningen. Byggeriets påbegyndelsesdato ligger endnu ikke fast, men der er dog håb om at komme så småt i gang i indeværende år.
Når dette storbyggeri til sin tid er afsluttet, vil foreningen her i byen råde over ca. 260 lejligheder, hvoraf dog en del i det nye hus i første omgang vil blive udlejet til folkepen­sionister, men man kan dog vist sige, at boligproblemet stort set til den tid vil være løst her i hovedstadsområdet. Imid­lertid bor jo ikke alle blinde i København, og det er klart, at man også må løse boligproblemerne ude i landet. Man har da også allerede i Aalborg og Århus bidraget ved frem­skaffelse af lejligheder til blinde, idet man jo i begge byer har ejendomme med lejligheder til vore folk. Ellers er det næppe ad denne vej man skal løse problemerne, men løses skal de naturligvis, og foreningen arbejder da også i øje­blikket aktivt på at finde en farbar vej frem mod dette mål.
Vi bliver jo stadig flere og flere i foreningen, og vort ferieproblem – et af mange problemer – bliver derfor også stadig større. I de senere år har foreningen derfor sammen med Statens Blindevæsen arbejdet på et projekt om bygning af et hus ved Furesøen, hvor Instituttet skulle have lejrskole i for- og eftersæsonen, medens vi skulle bruge det som ferie­hjem i sommer- og juleferien. Som man vil se noget nær den ideelle løsning, idet man herved kan undgå de lange ledige perioder og derved få en meget mere rationel drift. Imidler­tid har det tilsyneladende lange udsigter med at komme i gang, til trods for at både tegninger, grund og penge er til rådighed. Der er her problemer, der først skal løses, som vi ikke rigtig har mulighed for at gribe ind i.
Det blev jo kun til en meget kort gennemgang af vor for­enings byggevirksomhed, men pladsen indskrænker bevæ­gelsesfriheden. Det ville nok have interesse at se nærmere på mange ting, men det får altså ligge til en anden gang.
Svend Jensen.

Det kulturelle arbejde.
I det følgende vil vi se lidt på, hvad blinde har anvendt deres – for manges vedkommende rigelige – fritid til i de forløbne 50 år, hvilke almindelige kulturgoder de har kunnet nyde godt af, og hvilke de har måttet skabe selv. Her er det straks iøjnefaldende, at radioens fremkomst ligesom deler denne periode i to dele. Man kan godt skelne mellem tiden uden og tiden med radio, så revolutionerende en betydning har denne tekniske opfindelse haft for blinde. Naturligvis er skellet mellem disse to perioder ikke skarpt; men da Dansk Blindesamfund i 1935 foretog sin første uddeling af radioapparater, var det det første målbevidste skridt i ret­ning af at forsyne alle blinde med radioapparater. Tidligere havde man klaret sig med krystalapparater, eller man havde været så heldig at få et apparat fra radio-hjælpefonden for blinde og vanføre, som den gang havde eksisteret nogle år. Grundet på teknikkens hurtige udvikling har Dansk Blindesamfund hvert år måttet yde fra 10.000 til 50.000 kr. hertil for så nogenlunde at kunne imødekomme behovet blandt medlemmerne.
Gennem radioen fik alle blinde adgang til den kunstart, der ifølge sagens natur har særligt bud til dem, nemlig musikken. Tidligt begyndte blinde som udøvende musikere, og allerede fra firserne til omkring 1915 eksisterede »Blindes Hornorkester«, som om sommeren havde engagement på »Alleenberg«, det senere »Lorry«, og om vinteren på »Told­bod-Vinhus«. Orkesteret bestod af amatørmusikere, som og­så tjente en tiltrængt ekstra skilling ved at spille til baller ofte langt uden for byen, og det var også dem, der i den årle morgen blæste i den gjaldende gård, når nogen ønskede en festlig optakt til et sølvbryllup.
I tyverne gjorde en trio sig landskendt bl. a. ved at spille Laurids Lauridsens »trio«. Oprindelig bestod denne trio af Aksel Agerby (klaver), Chr. Kjellerup (violin) og Carl Mathiesen (bratsch). Sidstnævnte afløstes dog senere af Karl Bjarnhof, som spillede cello.
I 1940 dannedes »Blinde Musikeres Orkester” på initiativ af kapelmester Otto Lington, som havde fået den tanke, at der måske blandt blinde musikere fandtes fremragende soli­ster, som ved orkesterets hjælp kunne nå frem i rampelyset. Det lykkedes at samle en lille snes mand, hvoraf mange organister, og ensemblet var aktivt i godt en halv snes år. Repertoiret var lødigere underholdningsmusik, og trods tek­niske brist var der over præstationerne en sådan spilleglæde, at både publikum og kritikere lod sig rive med. Orkesteret kunne indklæbe mange fine anmeldelser i sin scrapbog. Et par af højdepunkterne i orkesterets tilværelse var to lands­turneer, nemlig i 1945 og 1946, en række radioudsendelser og fremførelsen af Møller-Nielsens kantate med tekst af Ernst Jørgensen og Verner Clemmensen ved 50-års jubilæet på blindeinstituttet på Refsnæs.
Her medvirkede også »Dansk Blindesamfunds Sangkor«, hvori et betydeligt antal blinde i perioden 1939 til 1957 dyr­kede korsang først under ledelse af Johs. Jørgensen og senere bl. a. af Møller-Nielsen. Ved stævnet i 1946 opførte kor og orkester Laurids Lauridsens og Ludvig Holsteins korværk »Det er i dag et vejr«, som korets forgænger »Droslen«, også havde opført ved foreningens stiftelse i 1911.
»Droslen«, som også havde et særligt damekor på hjem­met på Mariendalsvej, startede sin virksomhed i 1910, havde en pause fra omkring 1914 til 1922, men var herefter over­ordentlig aktiv under Aksel Agerbys ledelse, indtil koret omkring 1930 sygnede hen. »Droslen«s sidste pip hørtes ved stævnet i 1931. Skal vi nævne et højdepunkt i »Droslen«s liv, så må det blive fremførelsen af Laurids Lauridsens og Jørgen Marius Hansens smukke kantate ved forstander Moldenhawers afgang som forstander for Blindeinstituttet i København i 1905. Genopførelsen fandt sted under stævnet i 1926. De årlige friluftskoncerter på »Pladsen« på instituttet samlede altid et stort Østerbro-publikum. Det var ved en af »Droslen«s skovture, »Johannesforeningen« blev startet af en kreds af skomagere og skotøjsfabrikanter, som påtog sig at stille deres biler gratis til rådighed for sådanne ture i det fri. Foreningen eksisterer og virker – omend mindre per­sonligt – den dag i dag.
De første 10-20 år af Dansk Blindesamfunds tilværelse er præget af den lange arbejdstid, ofte 10-12 timer daglig. Den satte en grænse for, hvor megen tid arbejdende blinde havde til rådighed til fritidssysler. På værkstederne i St. Kongensgade oplæstes et dagblad, ja, undertiden endogså Rigsdags­tidende, og som regel var der et månedligt medlemsmøde, hvor tidens store kunstnere f. eks. sangere som Emil Holm, Peter Cornelius og Helge Nissen og forfattere som Peter Freuchen, Ebbe Cornerup og andre medvirkede velvilligt. Disse aftener var meget velbesøgte, og det gjaldt også de juletræer og baller, som »Blindes Sygekasse af 1890« afholdt.
En særlig stor rolle for datidens blinde spillede »Hullet«, et par små rum med plads til en halv snes mennesker i hvert under scenegulvet og lige bag orkesteret i Det kgl. Teater. Ved en af teatrets sideindgange kunne man se en lille flok blinde – uanset vejret – samles næste hver aften, og når porten gik op, kunne de uden billetter eller andre formali­teter indtage deres pladser under scenegulvet. Man forlod hermed hverdagens grå prosa og lod sig opsluge af teatrets poetisk fortryllende verden. Med lethed kunne man følge begivenhederne på scenen, og parterrets festklædte publi­kum kunne ikke med større andagt følge spillet på scenen og kapellets musik. Blinde kan endnu i dag fortælle om den oplevelse, Herolds afskedsforestillinger beredte hans beun­drere både foran og under scenen. Fru Thalia udstrakte sin magt og herlighed også til »Hullet«, hvor hun – flittigt bistået af den lille dreng med pilekoggeret – udøvede sin magt over sindene – mangen en forlovelse blev grundlagt i disse ofte temmelig beklumrede kassematter.
»Hullet«s historie går helt tilbage til Christian den VIII’s tid. Det havde været coutume, at teatret gav en aften til fordel for »Kjædens Blindeinstitut«, og i denne forestilling medvirkede ofte de dygtigste af eleverne. Imidlertid må de ikke have været dygtige nok, for en sådan aften, hvor teatret havde besøg af majestæten, kørte en af eleverne fast i en replik. Denne »skandale« medførte – takket være et dag­blad – et forbud for de blinde imod at vise sig på scenen. Til gengæld fik de »Hullet«. En og anden mener vel nok at have set endnu et glimt af »Kjædens ansigt på scenen, da Karl Bjarnhofs skuespil »Den korte dag« i 1960 fik sin debut på Det kgl. Teater. Omkring 1930 udvidedes orkester­graven, og »Hullet« blev inddraget. De blinde blev dog ikke fordrevet fra teatret, idet de efter en overgangsordning nu har 12 bekvemme pladser ganske vist bagest på galleriet i de fhv. loger for herskabskuske.
Også andre teatre har blinde flittigt besøgt både i Køben­havn og i provinsen. Blinde har ikke blot på instituttet, men også senere, forsøgt sig som amatørskuespillere og det med ikke ringe held. »Dansk Blindesamfunds Amatørteater« har netop i år fejret sit 15-års jubilæum.
Andre klubber er i tidens løb blevet dannet af blinde. I 1942 blev således den første spæde spire lagt til »Blindes Skakklubs, som i dag er i stærk aktivitet både indadtil og udadtil, og det samme kan siges om den i 1958 startede bridgeklub. Halvtredserne har også været vidne til, at den næsten hensygnende esperanto-bevægelse har vundet stor tilslutning, og studiekredsarbejdet er så småt kommet i gang rundt i kredsene.
Også sport har blinde beskæftiget sig med. Adskillige har taget idrætsmærket, og nogle år i fyrrene roede en snes blinde i roforeningen »Kvik«. Vanskelighederne ved at skaf­fe styrmænd var årsagen til, at deltagerne efterhånden faldt fra. Selve roningen var en udmærket egnet sportsgren for blinde.
Ikke blot musikken, men også litteraturen har haft afgø­rende betydning for blinde gennem de forløbne 50 år. I den første periode, hvor foreningen »Danmarks Blinde«s biblio­tek havde et yderst beskedent omfang, var der mere eller mindre regelmæssig højtlæsning i mange hjem. Ja, selv om Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde i trediverne udvi­dede sin virksomhed fra kun at forsyne skolerne med bøger til også at trykke bøger, som kunne lånes eller købes til en billig pris af blinde i almindelighed, så var det dog stadig muligt for forstander Jørgen Plenge gennem 25 år at samle en betydelig kreds af blinde til ugentlige højtlæsningsaftener i sit hjem.
Ud over bibliotekernes sparsomme bogbestand har blinde haft adgang til nogle ganske få blade. Det ældste af disse er »Budstikke – meddelelsesblad for de blinde«, som det oprindelig hed. Dets første nummer udkom i 1898. Indtil 1912 udkom det som månedsblad. Derefter er det udkom­met med et ugentligt nummer. Det redigeredes og udsendtes fra foreningen »Danmarks Blinde« og var gratis. Til en be­gyndelse indeholdt bladet meget forskelligartet stof: blindesagsstof, mange sundhedsforskrifter, religiøst og politisk stof, gåder og andet. Der bragtes også en rubrik »Fra ud­landet«, som senere blev til »Hvad verden taler om«; men da Dansk Blindesamfund ved sin start fik sit eget beskedne medlemsblad, overgik blindesagsstoffet hertil.
Dansk Blindesamfunds medlemsblad har i forbløffende ringe grad, ændret karakter gennem årene. Det har altid bragt blindesagsstof fra ind- og udland med hovedvægten på stof fra foreningslivet, og derfor finder man ikke et bedre historisk kildemateriale end dette blad. De første par år blev trykpladerne til bladet fremstillet på instituttet med hammer og dorn og trykt på håndpresse. Det udsendtes gratis til alle medlemmer af Dansk Blindesamfund. I 1913 overtog Peter Ommerbo trykningen, og i 1919 efterfulgte han Karl Han­sen, Jebjerg, som redaktør af bladet.
Peter Ommerbo var en rolig og besindig mand med en stærkt religiøs indstilling. Det lykkedes ham at lede bladet gennem en række foreningspolitiske storme på en måde, der måtte aftvinge respekt. Foruden sin gerning som redaktør og trykker tog Ommerbo sig tid til at dyrke sin interesse for naturen og for fuglene, hvis stemmer han var fuldt fortrolig med. Sammen med sin søster Johanne, som trofast fulgte ham livet igennem, foretog han utallige spadsereture i Kø­benhavns omegn, og når han vendte hjem, fæstnede han sine indtryk i en række digte, som blev til ikke mindre end 5 digtsamlinger, og i 1944 satte han punktum for sit for­fatterskab ved at udgive »Dansk Blindesamfunds historie”, I 1939 afløstes Peter Ommerbo som redaktør af Poul Gly­gaard. Dansk Blindesamfunds medlemsblad udkom, fra 1916 også i sortskrift, og i år har det fået sin båndudgave.
Det religiøse stof flyttedes i 1921 fra »Budstikke« til bla­det »Lysglimt«, som for indsamlede midler blev udsendt af Katrine Lassen, Randers. Ved hendes død i 1927 videre­førtes bladet af Bodil Jensen, bistået af Peter Ommerbo, som trykte bladet. Ved stævnet i 1936 valgtes organist W. Bolø, Svendborg, som formand for bestyrelsen, og herefter udvidedes arbejdet meget betydeligt. Man oprettede en or­ganisation: »Kristeligt arbejde blandt blinde«, og bladet, som nu redigeredes af Ernst Sandberg, København, fik af praktiske grunde navnet »Kristeligt tidsskrift for blinde«. Efterhånden overtog man fra »Danmarks Blinde« tryknin­gen af salmebog, sangbog og bibel, og der afholdtes ofte landsmøder i provinsen og distriktsmøder, ligesom der se­nere ansattes rejsesekretærer, som holdt lokale møder rundt om i landet. Mens næsten alt hidtil var foregået i Køben­havn, kom man på denne måde i personlig kontakt med mange blinde, og også Dansk Blindesamfunds kredse kom efterhånden med ved at afholde selskabelige sammenkomster. Kredsenes generalforsamlinger har i hele perioden spil­let en meget betydelig rolle, og lidt efter lidt er der opstået lokale foreninger, kaldet »Blinde og Venner«, og med rejse­ordningens indførelse i begyndelsen af halvtredserne blev det lettere at rejse, og samkvemmet mellem blinde har de senere år været væsentligt større end tidligere. Mange be­kendtskaber er stiftet på Dansk Blindesamfunds feriehjem i Hobro, bekendtskaber, som er blevet holdt vedlige og ud­dybet senere hen.
Af blade må vi yderligere nævne tidsskriftet »Menneskelighed«, selv om det kun er udkommet meget uregelmæssigt siden midten af trediverne. Det har været redigeret af for­stander Jørgen Plenge, og dets indhold har ligget på et me­get højt niveau.
Dansk Blindesamfund påbegyndte i 1954 udgivelsen af et husmoderblad, og også de døve-blinde har fået deres eget ugeblad. Gennem en årrække har musikere i de nordiske lande modtaget Nordisk Musikblad, som gennem de senere år har haft dansk redaktør.
Endelig kan det nævnes, at der fra Statens trykkeri og bibliotek for blinde nu udsendes, foruden lydavisen med to bånd pr. uge, følgende fagblade på bånd: Fagblad for mu­sikere, for fysioterapeuter, for vævere og for esperantister, og flere vil sikkert efterhånden komme til.
Og hermed springer vi så fra radioens lige ind i fjernsy­nets – og for blindes vedkommende navnlig i båndenes – tidsalder. Den kolossale udbredelse af lydbogen – ca. 40.000 udlån i 1960 mod punktskriftens ca. 4000 – betegner en helt ny æra i blindes adgang til litteraturens skatte. Rigtigt an­vendt vil båndoptageren, som nu besiddes af knapt 2000 blinde – uden at man derfor må overse punktskriftens bli­vende værdi – måske kunne blive det hjælpemiddel, der mere end noget andet kan hæve blindes intellektuelle og so­ciale niveau. Men også på blinde lurer den fare, der ligger i den mekaniserede underholdningsindustri. Enhver af de her nævnte ting: orkester, kor, klubber og andet, hvorom Dansk Blindesamfund har været rammen, har bygget på et stærkt, personligt initiativ. I det øjeblik, dette initiativ svækkes, gik arbejdet i stå. Derfor kan der næppe være tvivl om, at Dansk Blindesamfund i de kommende år må lægge megen vægt på at opmuntre og støtte ethvert fornuftigt initiativ, som tager sigte på at gøre blinde til aktivt ydende og ikke blot til passivt nydende mennesker. Dette vil være af af­gørende betydning, hvis blinde som gruppe skal gøre sig håb om en bedre samfundsmæssig placering i forhold til de øvrige befolkningsgrupper.
Poul Glygaard.

På vej fremad.
Vi har nu hørt vor egen historie, en kort, men, forekom­mer det mig, opmuntrende fortælling om stadig fremgang, hvadenten vi tænker på det organisatoriske, det social-poli­tiske, det erhvervs- og boligmæssige eller det kulturelle ar­bejde, men hvad så? Vil og kan vi komme videre?
Vi har i et vist omfang sammenlignet forholdene i 1961 med forholdene i 1911, men er fuldt ud klar over, at så let slipper man ikke til en succes. Ingen finder på at hylde den 50-årige, bare fordi han er blevet lidt større, end da han lå i vuggen, nej, man sammenligner ham og hans udvikling med andre 50-årige og deres udvikling. Det samme forsøger vi, uden at det må føre til den opfattelse, at vi dermed øn­sker at reducere værdien af de resultater, vi har opnået i de forløbne år. Det er kun et forsøg på at ville forstå det virkelige omfang af vore fremskridt, hverken mere eller mindre.
Den 18. juni 1913 tilskrev forstanderen for Det Kgl. Blin­deinstitut i København Dansk Blindesamfunds repræsen­tantskab således: »Som det vil være Dem bekendt, afhold­tes der den 14. marts d. A. i Kultusministeriet et Møde i Nærværelse af Kultus- og Indenrigsministrene, hvor ogsaa Repræsentanter for Københavns Magistrat og Det kgl. Blin­deinstituts Bestyrelse var til Stede, til Forhandling om Dansk Blindesamfunds Andragende om Statsstøtte. Spørgsmålet om Invaliditetshjælp til Blinde mener man jo ikke at kunne tage op for Tiden, saa Forhandlingerne drejede sig udeluk­kende om den Del af Dansk Blindesamfunds Andragende, som gaar ud paa, at den Understøttelse, som trængende blinde faar af Kommunerne uden Fattighjælps-Virkning, maa kunne udstrækkes til andre blinde end dem, der er an­bragte paa »Hjem« og Anstalter. For Tiden gælder jo denne Ret kun de blinde, som ere anbragte paa statsanerkendte Anstalter samt dem, der af saadanne Anstalter ere anbragte i private Hjem. Men ved en efter nye og mere humane Principper ledet Gennemførelse af Fattiglovens § 61 mente man nu at kunne udstrække denne Ret til at faa Hjælp fra Kommunerne uden Fattighjælps-Virkning til ikke blot at gælde de i Pleje anbragte blinde, ogsaa de i deres egne Hjem boende Blinde skulle kunne nyde godt af denne Begunsti­gelse, paa den Betingelse, at de erklærede sig villige til at staa under vedvarende Tilsyn af Det kgl. Blindeinstitut« …
Repræsentantskabet akcepterede forslaget under forud­sætning af, at det var en ren midlertidig foranstaltning, men i dag ville noget sådant være utænkeligt, for i dag finder alle det naturligt, at vi er med i de nævn og udvalg, der beskæftiger sig med vore problemer, ja, visse administra­tive opgaver, som f. eks. ledelsen af konsulentordningen, fordelingen af hjælpemidler, udstedelse af rejse- og spor­vognskort, har man overdraget til os. Der er imidlertid for mig ingen tvivl om, at en yderligere udbygning af sam­arbejdet med de øvrige invalidegrupper og folkepensioni­sternes foreninger vil give os en væsentlig bedre forhand­lingsposition overfor regering og folketing. Det så vi, me­ner jeg, allerede i efteråret 1960, da man for alvor forstod, at vi, når alle tælles med, er mere end 400.000 vælgere. I po­litik – også i socialpolitik – har den store organisation en voksende indflydelse på selv rent politiske afgørelser.
Den 24. juni 1912 tilskrev Indenrigsministeriet Dansk Blindesamfund således: »I et hertil indgivet Andragende af 21. september f. A. har den ærede Bestyrelse anholdt om, at der ved Regeringens Foranstaltning søges tilvejebragt en Lov, som hjemler enhver værdig Mand eller Kvinde, der paa Grund af Blindhed ikke er i Stand til at ernære sig, Ret til en fast aarlig Støtte. – I denne Anledning skulde man til Efterretning tjenstlig melde, at Indenrigsministeriet i Til­slutning til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæse­net, med hvilken man har brevvekslet i Sagen, maa nære overvejende Betænkelighed ved at søge tillagt voksne Blinde en fast Statsunderstøttelse, hvorimod det vil blive taget un­der Overvejelse, om Staten maatte se sig i Stand til i noget større Omfang end hidtil at komme de voksne Blinde til Hjælp ved en Forhøjelse af de paa de aarlige Finanslove bevilgede Statstilskud til private Hjælpeforeninger« …
I dag er det anderledes. I dag er invalidepensionen en ret, selv om systemet endnu er behæftet med svagheder, der kan føres helt tilbage til 1891, hvor man opfandt begrebet: vær­digt trængende, et begreb, som i dag blandt andet spores i vore fradragsregler.
Årene har bragt os mange forbedringer, men netop på dette punkt er det nødvendigt at se indenfor hos naboen for virkeligt at vurdere vor egen udvikling.
Alle har fået det bedre i løbet af de 50 år, vi taler om. Spørgsmålet er derfor: er vi bare fulgt med de øvrige sam­fundsgrupper, er vi fulgt med i samme uafkortede og ærbø­dige afstand, for i så fald har vor indsats kun været i stand til at hindre tilbagegang, men ikke været i stand til at sikre os en virkelig landvinding.
Det er min personlige opfattelse, at forholdet de forskel­lige samfundsgrupper imellem ikke har ændret sig så for­færdelig meget i de forløbne år, men dog måske lidt til vor fordel. Det er derfor at ønske, at vi kan vinde tilslutning til den tanke, at pensionerne knyttes til lønsystemet, for alene derved sikrer vi os en automatisk regulering af pen­sionerne i takt med lønudviklingen. Tiden må også være inde til at se på spørgsmålet om en fast pension – evt, i for­bindelse med en pensionering gradueret i forhold til invali­diteten – og på spørgsmålet om retten til særtillæg for men­nesker, der er fyldt 67 år. Ude i verden arbejdes med disse problemer, og det bliver en af vore opgaver også at få taget dem op herhjemme indenfor en overskuelig fremtid.
Vi har alle mærket til Dansk Blindesamfunds arbejde. Det kan være i form af en økonomisk håndsrækning, et båndapparat, et rejsekort eller en forhøjelse i invalide­pensionen. Det kan også være i form af hjælp til uddan­nelse eller beskæftigelse, for meget få kan undvære en så­dan håndsrækning. Det er også berettiget i denne forbin­delse at tilføje, at praktisk talt ethvert fremskridt på det erhvervsmæssige område skyldes initiativ fra Dansk Blindesamfund.
Alligevel må det erkendes, at vi her står overfor et om­råde, hvor det kun i forholdsvis ringe grad er lykkedes at forbedre vor stilling i forhold til andre befolkningsgrupper i det øvrige samfund, og grundene hertil er flere.
Af de 4.503 blinde og stærkt svagtsynede, som vore kon­sulenter har opsøgt siden 1955, har 2.102 alvorligere lidelser ud over blindheden. Dette gælder således 469 af de 615, som er mellem 20 og 40 år. Det begrænser antallet arbejdssøgende, men det øger tilgangen til den gruppe, der har behov for beskyttede værksteder og hjemmearbejde. De yngre og de raske har imidlertid i dag flere og bedre erhvervsmuligheder, end blinde tidligere har kendt.
Vort erhvervsproblem – det kan ingen komme udenom – vil selv under en højkonjunktur ikke kunne løses uden hjælp udefra, uden hjælp fra det offentlige. Revalideringsloven af 1960 er i stand til at skaffe penge, men kan den ikke samti­digt skaffe arbejde, det være sig til de beskyttede værkste­der eller i form af forbeholdt arbejde, vil denne lov have forholdsvis ringe værdi for os. Også på dette punkt bliver der brug for en indsats fra vor side.
Den 19. september 1911 tilskrev Justitsministeriet Dansk Blindesamfund således: »At det paa Justitsministeriets der­om allerunderdanigst nedlagte Forestilling har behaget Hans Majestæt Kongen under 8. d. M. at bifalde, at den »Dansk Blindesamfund« under 4. f. MM. allernaadigst meddelte Tilladelse til i Tiden fra den 1. til den 14. d. M. at an­stille Kollekter saavel i Købstæderne, København dog und­taget, som paa Landet til Indsamling af Bidrag til Hjem for gamle, svagelige eller enligt stillede Blinde, maa blive udvidet til ogsaa at omfatte København, det skal man her­ved meddele« …
I dag, men også først i dag, er dette hjem blevet til no­get, og vi er allerede langt inde i forhandlinger om et nyt kollektivhus, hvorefter vi alene i Storkøbenhavn selv skulle komme til at råde over mere end 250 lejligheder. Mon ikke man i al forsigtighed kan sige, at vort boligproblem er godt på vej til at være løst i byerne, i hvert fald når man sam­menligner vore boligforhold med boligforholdene for den øvrige befolkning. Anderledes er det på landet, selv om det måske kan siges, at boligstandarden for blinde ingenlunde er ringere end for den øvrige landbefolkning. Det offent­lige yder en betydelig indsats på dette felt i form af pen­sionistboliger i byerne, men det offentlige er ikke i samme omfang nået ud på landet, og det bliver endnu en opgave, vi må tage op i den kommende tid.
I indeværende år må Statens trykkeri og bibliotek ind­stille sig på at præstere ca. 4000 udlån af punktbøger og henved 50.000 udlån af båndbøger. Det stiller os overfor i hvert fald to store problemer: 1) Hvad kan vi gøre for at hindre en letsindig underkendelse af punktskriften, 2) Hvad kan vi gøre for på bedste måde at udnytte den teknik, der med ét slag har sat et stort antal mennesker – formentlig flertallet af vore medlemmer – som hidtil har været afskåret fra bøgernes verden, i stand til at læse. Mon ikke i begge tilfælde løsningen vil medføre en udbygning, for ikke at sige udvidelse, af biblioteket, således at både punkt- og båndlæserne kan få de bøger og tidsskrifter, de har et natur­ligt krav på. Opfyldelsen af disse krav – det er vi fuldt og helt klar over – kan og vil betyde en sprængning af biblio­tekets rammer, men et samfund, der ellers sikrer sine bor­gere praktisk talt gratis adgang til biblioteker, museer og andre kulturelle institutioner, kan ikke i længden vige til­bage for at sikre landets blinde et tidssvarende bibliotek.
Vi har et fritidsproblem, der er større og alvorligere, end befolkningen som helhed kender det, selv om det spores overalt i det moderne samfund. Jeg er overbevist om, at vi bliver nødsaget til at tage dette problem op, eventuelt i for­bindelse med det omsorgsarbejde, der har sit udspring i konsulentordningen, som også af andre grunde kan og skal udvides til glæde og gavn for den enkelte.
Vi har al mulig grund til at glæde os over fremgangen i de forløbne 50 år, selv om det efter min og forhåbentlig de flestes mening endnu er for tidligt at lægge sig til hvile på laurbærrene.
Tilslutningen, det vil sige medlemskredsen, er vokset fra 265 til 3121, de årlige understøttelser er steget fra 622 til ca. 450.000 kr., mens vi samtidig er blevet ejere af værdier til et beløb af omkring 10 mill. kr.
Vi har al mulig grund til at takke vore stiftere og de mange tillidsmænd, der op igennem tiderne har trukket det store læs for at nå så langt, en beundringsværdig indsats, der forpligter os, der bærer ansvaret for arbejdet i dag, til at fortsætte anstrengelserne.
Den 10. marts 1915 tilskrev et nordjysk sogneråd Dansk Blindesamfund således: »Det meddeles herved, at sogne­rådet har forhøjet understøttelsen til frk. A. A. til 60 kr. mdl. fra 1. april d. å. foruden fri logi og medicin i sygdoms­tilfælde, når kommunens læge benyttes. Når sognerådet har vedtaget denne forhøjelse, er det ikke på nogen måde sket fordi man har følt trykket af den fra Dansk Blindesamfunds repræsentant modtagne skrivelse« …
Også i dag kender vil til folk, der finder det upassende, såfremt en blind rører på sig eller ønsker at blive akcepteret af det pænere selskab.
»Hvis nogen er utilfreds med at være her,« sagde en for­standerinde forleden, »er jeg selvfølgelig villig til at ud­fylde papirerne for dem til optagelse på Dansk Blindesam­funds nye plejehjem.« Ikke sandt, venligt og forstående! På samme tidspunkt tog personalet på et af vore offentlige kontorer sammen ud til fest, men undlod at sige det til den blinde telefonpasser. Ikke sandt, endnu mere venlighed, endnu mere forståelse!
Jeg nævner ikke disse ting for at kalde på utaknemmeligheden eller for at tirre utilfredsheden. Jeg nævner ikke disse ting for at formane nogen til at tage dem for tungt, selv om det i
øjeblikket kan svie lidt, når den slags opleves. Jeg nævner kun disse ting for at understrege, hvad der re­ster, som de siger i Vendsyssel.

Tekstboks: Onde tunger siger, at gode tider selv sørger for deres undergang. Vi har oplevet gode tider, og vi har opnået gode resultater, der gerne skulle fastholdes og forbedres, men intet i denne verden går af sig selv.
Dansk Blindesamfund har det ene formål at hjælpe den enkelte, men det opfyldes kun, såfremt den enkelte hjælper Dansk Blindesamfund.
Når vi nu skal fejre vort store jubilæum, er det først og fremmest sammenholdet, vi bør fejre. Uden det ingen fest, uden det ingen fortid og ingen fremtid.
H. C. Seierup.

Den 11. juni 1911 skrev dagbladet »Politiken« bl. a.: »Fest i Kæden. Kæden lå i mulm begravet. – Var der da bal i Kæden? Nej, ingenlunde! Det var, mine herskaber, en gan­ske anden og anderledes fornem fest, der i går gav gamle Klerkegade et helt forandret udseende … Kongen og Dron­ningen stod af udenfor ordenshuset. Også prinsesse Dag­mar og prins Gustav steg ud … De kongelige ledsagedes til deres pladser af kædeordenens guvernement med storme­steren, baron …… i spidsen.
Ja, var det nu også en fest for de blinde? Der var vel ingen tvivl om, at festens arrangører havde tænkt sig, at de blinde i en gennem et århundrede opsparet taknemme­lighedsgæld skulle føle det således … Men en uhildet iagt­tager kunne dog ikke undgå at lægge mærke til, hvorledes de blinde gæster adskiltes i en særlig sal fra de seende og fornemme indbudte … de blinde indtog anden plads beske­dent afsondret fra honoratiores, kædebrødre og snobber … Talerne var hovedsagelig en lovprisning af Kædens store og gode gerninger, og kun provst F. bemærkede til nogen skuffelse for de allerede voldsomt svulmende kædebrødres barmhjertige bryster, at der endnu langt fra var gjort nok for de nødlidende i samfundet.«
Ak ja, ridderkors! Har vi ikke kunnet gøre ret meget andet for vore medmennesker, så har vi ikke sjældent givet anledning til, at en og anden er blevet slået til ridder. Uden betydning for rang og stand her i landet har vi altså heller ikke været.
I dag kan vi more os over alt dette, more os over de til­pasningsvanskeligheder, en og anden kan have ved at akcep­tere os, for intet fornuftigt menneske er i 1961 længere i tvivl om, hvad det betød, at vi selv i 1911 tog fat på vore problemer.

Januar 1948: Refsnæsbladet . Jubilæumsnummer 1898-1948

Refsnæsbladet
Jubilæumsnummer
1898-1948.
9. årgang. Nummer 4.
Overført i Statsfængslet i Vridsløselille.
Trykt i Statens Trykkeri for blinde.
København 1948.

Indhold
Jubilæumshilsen fra forstander N.H. Ilsøe
Et lille tilbageblik. Af forretningsfører i Dansk Blindesamfund Ernst Jørgensen
Gamle minder. Af Grethe Sørensen
Refsnæsminder. Af Ove Olsen
Det skal tages med et smil. Af Johanne Madsen
Refsnæs i dag. Af Birte Knudsen
Indtryk fra Refsnæs. Af administrationschef Bøgh Christensen

Jubilæumshilsen fra forstander N.H. Ilsøe.
I den sidste tid hvor jubilæet er rykket nærmere er jeg kommet til at spekulere over, hvad det egentlig er, der fejrer 50 års fødselsdag. Jeg har spurgt mig selv: “Er det bygningerne?” Det er det ikke, for kun den del af Østskolens sydfløj, der udgjorde den første blindeforskole, har gjort alle årene med. Der er ingen af personalet eller eleverne, der har været her i alle årene, så det er heller ikke dem, der kan fejre jubilæum. Nej, det må være arbejdet, den særlige undervisning, der drives her, som jubilerer. Før Blindeforskolen på Refsnæs blev oprettet, kom blinde børn først i skole, når de var fyldt elleve år, så det var et stort fremskridt, da forskolen kom i gang, og børnene kunne komme i skole, når de var otte år. Nu må I ikke tro, at undervisningen altid har foregået, som den gør i dag. I de første år fandtes der ingen regnetavler og regneklodser, al regning var hovedregning. Der var ingen undervisning i sanseøvelse, og børnene lærte ikke at læse punktskrift, men en skrift, der var meget vanskeligere og langsommere at læse. Der var heller ingen svagsynsklasser, så I kan forstå, at ligesom selve instituttet er også undervisningen vokset og er blevet ændret. For at give jer et begreb om instituttets vækst, kan jeg fortælle jer, at skolen begyndte med én bygning, og at der det første år var 20 elever, nu er her 10 bygninger og 130 elever. Når man taler med mennesker, der har været elever her, fortæller de alle sammen, at de har været glade for at være her, og at de har mange gode minder herfra. Det samme er der givet udtryk for i dette hæfte. Hvad I vil få ud af jeres skoletid afhænger for en stor del af jer selv. Arbejd i skolen, leg i fritiden og skaf jer gode kammerater, så vil I også få gode minder herfra.
N.H. Ilsøe.

Et lille tilbageblik. Af forretningsfører i Dansk Blindesamfund Ernst Jørgensen.
En augustaften i 1907 kom jeg til Strandlyst, som vi den gang kaldte skolen på Refsnæs. Den havde da kun plads til cirka 30 elever, og man kom hurtigt i kontakt med samtlige beboere af det lille skolehjem. Min indstilling over for stedet var hjemmefra den allerbedste. Jeg havde i måneder glædet mig til at træffe mine nye kammerater, og uden bekymring tog jeg dagen efter afsked med min mor, som havde fulgt mig. Jeg blev heller ikke skuffet med hensyn til stedet og menneskene; men jeg, der var noget forvænt, havde min eneste virkelige bekymring med hensyn til kosten, som den gang ikke var så god som nu. Vi danske er jo med rette berygtede for vor alt for store interesse i mad, og i hvert fald var vi som børn stærkt interesserede i dette spørgsmål. Hver morgen fik vi havregrød, serveret i tinskåle. Sommetider var den sveden, og mælken var altid hældt på i forvejen, så den var kold og ikke videre appetitlig. Det værste ved det var næsten, at vi for at få et ekstra stykke mad til frokost skulle spise mere grød om morgenen. Tirsdag og fredag dannede en undtagelse, da fik vi nemlig øllebrød, og en af mine kammerater har udtrykt det sådan, at han altid syntes, at det var bedre vejr de morgener. Selv om vi altså var meget glade for øllebrøden, må det dog siges, at den rummede uvante muligheder for overraskelser. Man kunne således finde kålblade endeskiver af spegepølser, sejlgarn med mere i den. Forklaringen var vist den, at brødstumperne, som skulle anvendes til øllebrøden blev fejet fra køkkenbordet ned i en skuffe, og så hændte det altså, at andre rester røg med. Frøken Wunsch, som havde ansvaret for kosten, var ellers meget venlig imod os. Hun læste for os, og vi var altid velkomne i hendes stue, og selv om vi altså ikke var så glade for maden, så tror jeg, vi opfattede forplejningen som en tilskikkelse, man ikke bebrejdede nogen personligt. Plejemor, frøken Gråe, som den gang var skolens leder var en statelig og myndig dame, som umiddelbart indgød respekt. Hun interesserede sig personligt for hver enkelt af os, en indstilling, som jeg tror deles af alle lærerinderne og de fleste af personalet i øvrigt. De to første år var det så overvejende kvinderne, der beherskede scenen. Ikke blot var frøken Gråe leder, men hele personalet med en enkelt undtagelse nær var kvindeligt. Undtagelsen var Kristian Karl, eller Store Kristian, som vi kaldte ham, og at mindes Refsnæstiden uden at mindes ham ville være umuligt. Han var vor hjælper i alle praktiske spørgsmål og vor bedste trøst, når noget gik os imod.
1909 skete der store forandringer. Skolen blev udvidet til at kunne have cirka 50 elever, og ledelsen blev overtaget af inspektøren, som vi den gang kaldte den senere så højt skattede forstander Rützou. Det er ikke her stedet til at omtale de forskellige ledere, instituttet har haft. De har alle hver for sig været udmærkede og har ydet deres meget værdifulde indsats, men det skal blot siges, at det var en lykke, at netop forstander Rützou blev den, der prægede, ja, man kunne sige, skabte den store udvikling fra det lille skolehjem til den betydelige institution, han efterlod sig. Han vandt hurtigt elevernes tillid og hengivenhed. Som et eksempel på, hvor personligt vi følte os knyttet til ham, kan jeg for mit eget vedkommende nævne følgende: En gang, da den på den tid så velkendte opdagelsesrejsende, Åge Meyer Benedictsen, skulle holde et foredrag, var jeg så uheldig at være lagt til sengs med forkølelse. Forstander Rützou lovede mig da som trøst for det foredrag, jeg gik glip af, at jeg måtte ønske, hvad jeg ville for 50 øre, et pænt beløb den gang, og det er betegnende, at jeg ved den lejlighed betvang min tilbøjelighed for søde sager og ønskede mig en fløjte, netop med den begrundelse, at jeg ville have noget, som jeg kunne bevare som minde om forstanderen. Jeg har den ikke længere, men gennem hele min instituttid i København lå den i mit skab. Det er vanskeligt i en kort artikel at give et fyldestgørende billede af tiden på Refsnæs i årene 1907-11, navnlig når det drejer sig om at fortælle de nuværende elever om denne tid. Det havde været langt lettere sammen med mine samtidige at dvæle ved de mange fælles minder. Når vi på sovesalen i København kom ind på dette emne, var vi altid enige om, at Refsnæs for os i mangt og meget havde været et barndomshjem, som rangerede i klasse med vort eget private hjem, og når vi begyndte at huske hverandre på de steder og de begivenheder, som spillede så stor en rolle for os på Refsnæs, blev det meget sent, før vi slumrede ind.
Ernst Jørgensen.

Gamle minder. Af Grethe Sørensen.
I anledning af instituttets 50 års fødselsdag er jeg som gammel elev blevet opfordret til at fortælle lidt fra gammel tid. Nu skal jeg prøve på det, og så må læserne selv se at finde ud af, hvad tidspunkt De synes bedst om. Frøken Filstrup var plejemoder, mens jeg var på skolen. Men jeg må hellere fortælle lidt om skolens fødselsdag. Da sang vi kantaten med orkesterledsagelse, og lærerinderne spillede børnekomedien “Lille Hvide”. Om aftenen var der bal, i regelen var det Kofoeds orkester fra Holbæk, som spillede. Næste morgen blev hver sovesal vækket med musik af orkesteret. En oplevelse var det også, når vi store piger fik lov at lege barnedåb med vore dukker. Så var frøken Kårsen præst. Man sagde barnets navn. Dåbsritualet lød: “Jeg døber dig i saltevand, indtil du bli’r til en sprællemand,” og så fik vi lov at drikke kaffe i legestuen. En dag havde vi fået fat i en frø nede i sandkassen. For den gang havde vi en stor legeplads uden gynger. Denne frø var vi meget optaget af, men det kneb lidt at høre, når der blev kaldt. Vi havde en gammel rar barnepige, som kæmpede fortvivlet for at få os til at slippe frøen. Pludselig fik hun en god idé og råbte: “Jeg ved nok, hvor længe den lever.” Der blev straks ro i lejren, og så lød det i rigtig dialekt: “Indtil den dyer.” Skuffelsen var så stor, at vi gav os til at råbe: “Pjat, Anna!” Og havde plejemoder ikke kaldt os ind for at give os vort legetøj, som hun lige havde været i byen at købe, er det ikke godt at vide, hvordan det var endt. Samme pige sagde altid, når vi rigtig glædede os til et eller andet: “Ja, men hvis verden nu forgår i nat!” Skovturen var den gang en heldagstur. Da vi første gang skulle bruge biler til turen, var vi ude at prøve, hvor mange der var plads til i en stor bil. Vi havde håndarbejde med Inger, som vi kaldte “Lyse Inger”, så længe hun gjorde, som vi ønskede. Men kom der en kurre på tråden, hed det “Mørke Inger”, for nogle vrøvlehoveder var vi jo. Denne håndarbejdstime begyndte i bedste forståelse; men da vi skulle ud at prøve bilerne, glemte Inger at sætte sin stol på plads, og da vi kom stormende ind igen, faldt en af os over stolen og brækkede ryggen på den, og da Inger kom, var hun alt andet end lys.
Nå, men nu må jeg nok slutte min lille beretning om gamle dage. Jeg håber ikke, jeg har været alt for langtrukken og kedelig.
Grethe Sørensen.

Refsnæsminder. Af Ove Olsen.
I vil have mig til at fortælle jer noget om min Refsnæstid, men det er slet ikke så let at finde på noget. Selvfølgelig er der noget at fortælle om, men det gør det jo netop endnu vanskeligere, for så kan jeg vælge og vrage for at finde det bedste frem. Jeg skulle nemlig nødigt sludre så længe, at I begynder at kede jer. Så er der endelig det, at mange af de ting, jeg dengang oplevede, er de samme, som de I selv er så fortrolige med. Men et eller andet kan vi vel nok få at snakke om. Det er så almindeligt, at de voksne siger, at da de var børn, da var der rigtige drenge og piger til, da var de ikke så ustyrlige, men bare friske. De ældre siger altid til de unge, at man opførte sig en del pænere i deres ungdom. Men tro mig, kære venner! De var ikke bedre, ikke et hår bedre! De har bare glemt – fordi de skal passe på os andre – hvordan de i virkeligheden var. Men nu vil jeg gøre en undtagelse fra denne regel og ærligt – og uden blinken – fortælle jer, hvordan jeg var dengang, og, når jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke blevet meget bedre med tiden. Efter at have levet som det sorte får i en lille sjællandsk landsbyskole, hvor jeg fik min daglige ration på snuden – og rationerne var ikke så små dengang – kom jeg i 1936 som 12 årig til Refsnæs og begyndte at gå i skole for alvor. Derhjemme i landsbyskolen havde jeg det – rent arbejdsmæssigt – ganske skikkeligt, for, som læreren sagde: “Han kan jo ikke læse på lektierne, så det gør ikke noget, at han ikke kan sine ting”. Men nu skulle der altså tages fat! Jeg så lyst på tingene, for jeg var blevet vant til at slås, og denne vane fik jeg også straks brug for. En bornholmer må gerne tale sit uforståelige, halvsvenske mål, en jyde må gerne sige A og mange andre sære ting, ligesom fynboen uden at blive generet af sine omgivelser gerne må synge sit bondemål ud, men en stakkels sjællænder skal helst tie stille, hvis han ikke vil drilles fra morgen til aften. Jeg kunne ikke tie stille, så jeg blev altså drillet. Jeg var et hidsigt gemyt – hvorfor ikke sige det rent ud – jeg fandt mig ikke i noget, og så måtte vi slås. Efterhånden lærte jeg dog at tale “Kalundborg-Jysk”, og så var stridens dage forbi – sådan da.
Efter kort tid var jeg helt anerkendt af kammeraterne og gled ind som et naturligt led i det daglige liv. Normann og jeg var uadskillelige dengang. Vi fablede i en uendelighed om alt mellem himmel og jord med de spændende drengebøger, som lærerne læste højt om aftenen, som forbillede, blot var vore fabler endnu mere fantastiske. Der har næppe eksisteret mennesker under solen med så blændende evner og en så enorm styrke, som vi i hine, nu næsten glemte dage, var i besiddelse af. Historien har gang på gang vist – og den viser det atter i dette tilfælde – at al storhed engang må gå til grunde. Der kan opstå misforståelser i enhver union. Det gjorde der af og til også i vor. En meget regnfuld dag skulle vi prøve kræfter – for sjov, naturligvis – men det endte med det vildeste slagsmål nede i snavset. Der lå vi så og kæmpede, indtil hr. Dittmann kom farende gennem haven som en orkan og fik os fra hinanden. Bagefter vandrede vi fablende rundt i haven, og alt var glemt. Det er på den måde, synes jeg, i skal slås, – for I skal ikke komme og bilde mig ind, at I aldrig slås. –
Om vi drillede lærerne og lavede numre i klassen? Det er jo næsten et latterligt spørgsmål! Selvfølgelig gjorde vi det. Nu ved jeg godt, at lærerne vil sidde et eller andet skjult sted og lytte til vor samtale, men jeg er ikke bange, selv om jeg ved, at de vil trække mig i ørerne, nive mig i armen, stikke øretæver for til sidst at sende mig i seng, når de næste gang ser mig – for sådan er lærerne nu engang – det gør heller ikke noget, når bare de er retfærdige og kun straffer os, når vi virkelig har gjort noget galt. Som eneste svagtseende i klassen var jeg Frøken Madsens bydreng, cykelsmed og – sammen med Mogens – hjælpelærer. Det hændte ikke så sjældent, at hun kom forpustet ind i klassen og sank stønnende om på sin stol. Det var cyklen, det var galt med. Den var vist punkteret, for hun måtte pumpe hele vejen. Om jeg ikke ville gå op og kigge på den? Jeg stillede mig meget imødekommende. – Jeg er altid glad, når jeg kan gøre ældre damer en lille tjeneste. Jeg gik op til skuret uden lappegrejer. Det var som regel altid ventilgummiet, der var revnet. Så blev det bare vendt, hvorefter jeg satte mig ned for at nyde solskinnet eller, hvis det var gråvejr, den dejlige stilhed, der var, mens alle de andre var i skole. Når jeg kom tilbage, forklarede jeg, at det havde været meget vanskeligt at finde hullet. Hun havde meget tit glemt sine nøgler “i et stykke rødt uldgarn over i 3. klasse”, og jeg kunne let få en time til at gå med at finde dem, skønt jeg selv gik med dem i lommen. Som de fleste damer i hendes alder var Frøken Madsen bange for små søde husdyr som mus og rotter. En dag var der kommet en uskyldig, lille mus ind i klassen. Den fo’r forvirret rundt, fordi den ikke kunne finde sit hul. Frøken Madsen sad på bordet med benene trukket helt op under sig. Hun bad mig jamrende slå det fæle dyr ihjel. Jeg tog den ene sko af, og med den i hånden stormede jeg rundt i klassen efter musen. Af naturen er jeg en ubetinget dyreven, og det gør mig ondt, når jeg, af sundhedshensyn, føler mig forpligtet til at slå en flue ihjel – så hver gang jeg havde trængt min lille, grå ven op i en krog, lod jeg den have en chance, og sådan blev vi ved, til klokken ringede fra time. At jeg er blevet, som jeg er, er faktisk slet ikke min egen skyld. Engang i frøken Flensborgs time var jeg krøbet ind i et skab, og da hun kom,var der ingen, der “vidste”, hvor jeg var. Midt i timen begyndte jeg at læse højt inde i skabet, og resultatet blev et par røde kinder. Det var mig, der fik øretæverne, skønt Flens selv sagde, at de andre havde ødelagt mig, for jeg var “sådan en sød dreng,” da jeg kom. Ak, ja! Når vi stillede op på Vest for at gå til morgensang, skulle vi stå pænt, hvilket resulterede i, at jeg engang blev nevet ganske voldsomt i armen af frøken Steengård, fordi jeg pjattede med stuepigerne, og jeg kan fortælle jer, hvis I ikke allerede ved det, at Frøken Steengård er lige så god til at nive som Frøken Gyldenbjerg til at synge duetter med sin veninde fra Kalundborg.
En på snuden kan man nu altid få. I Hr. Meyers religionstime skulle jeg fremsige første vers af “Dagen går med raske fjed”. Hvad der dengang hændte, vil jeg tilskrive min far, der i et gemytligt øjeblik lærte mig et vemodigt og stemningsfyldt vers, som jeg pludselig fik lyst til at gøre de andre bekendt med. Jeg rejste mig ærbødigt – man skal altid være ærbødig over for sine lærere -. Jeg trak vejret dybt og begyndte: “Dagen går med raske fjed –” Mon den gik? “Smedens børn må ile –” Hr. Meyer rejste sig, “Ned til Brugsen efter øl –” Han kom faretruende nærmere, “Fra morgen til aften silde”. Som tak for denne fine præstation fik jeg en knaldende lussing. Jeg vidste nok, at Hr. Meyer var en dygtig mand, men at han var så dygtig til at lange en ud, havde jeg nu aldrig forestillet mig. Jeg har gennem hele mit liv været en stakkels, uheldig fyr. Allerede den første aften gav Hr. Dittmann mig en på siden af hovedet, bare fordi jeg sang for højt til aftensang. Hos Hr. Dittmann sang vi altid “Nu lukker sig mit øje” eller “Klokken slår”. Han talte til tre, og så satte vi ind. Den aften var det “Klokken slår”. Med tårer i øjnene sang jeg højt, altså for højt, “så skal vi nok komme hjem”, og så skulle det endda ende sådan. Det vrimlede med øgenavne. Jeg tror ikke, der var nogen, der ikke havde et øgenavn. Bedst var det selvsagt at give lærerne et eller andet skørt navn at løbe rundt med. Jeg skal ikke komme ind på øgenavne i al almindelighed – det ville blive en afhandling på 5 tykke bind. Dog kan jeg ikke lade være med at omtale et par af Hr. Ellebæks. Knasker studerede engelsk med stor iver, og på en eller anden måde havde han givet Hr. Ellebæk tilnavnet “The King’s Square”, og Hr. Ellebæk blev fuldstændig rasende, når han hørte dette dystre og uheldssvangre navn. Men det blev endnu værre, da en opfindsom sjæl fandt på at kalde ham “Rosinante” efter en gammel og radmager hest, der væltede, hvis man kom til at støde blidt til den. Det var sjovt at drille lærerne, selv om der tit faldt brænde ned.
De fleste af os tog det nu ikke så nært med en lussing nu og da. Værre var det at blive sendt i seng. Engang smed Frøken Vedsø mig i seng, fordi jeg havde klatret i træer. Så lå jeg der i al min ensomhed, mens de andre drak kaffe med æblekage til. Det var vist endda mig, der gav kaffe den aften. Ikke altid kunne frøken Vedsø klare sagerne selv. Når man nu som jeg var uheldig og kom til at synge lidt for højt nede i kruset ved aftensbordet, hvor der skulle være så stille som, ja – som der aldrig kunne blive – så blev man sendt op til hr. Øer for at blive straffet. Det må nu for resten ikke altid være morsomt at være overstraffelærer. Vi havde også fester. De store vil jeg ikke omtale. Derimod vil jeg gerne fortælle om de rent private fester, som vi havde på Vest lørdag aften. Når Hr. Øer havde inspektion, sang han viser for os, og vi havde det meget hyggeligt. Ikke så sjældent underholdt vi også selv. Jeg har dog altid manglet den evne. Vi havde også gedegilde, hvor vi spiste kaniner og andre rovdyr. Så havde vi de store piger med, men tit måtte vi undvære dem. Da den daværende 3. Vestklasse blev konfirmeret, havde de en fest på Fyrrehøjen. De måtte tage hver en kammerat med, og jeg hørte blandt de heldige. Om aftenen blev det regnvejr, og vi dansede inde efter Verners harmonika. Vi havde kun “Trætøse”, som det hedder. Da vi blev konfirmeret, havde vi piger med til en lignende fest. Aldrig, om jeg så bliver en gammel, lallende olding, vil jeg glemme Niels Åge Fut og hans madvogn! Da han havde 10 års jubilæum som karl, havde vi en lille festlighed på Vest, hvor Niels Åge holdt en lille tale, hvori han takkede for “alt godt i de kommende år.” Brandprøverne og tærskningen var måske de to ting, næst efter æbletræerne, der tiltrak os mest, men også rabarberne var en fryd for vore ganer i forårsmånederne. Inden vi gik i seng i frugttiden, var vi gerne ude “at skyde dyr”. Om natten var der også dem, der fiskede. Dus hørte radio i sengen, hvad der i øvrigt var strengt forbudt. Verner var en ivrig fisker. En nat, han havde været på togt, var han faldet i søvn ude midt på æterens bølger. Hen på morgenen vågnede han og fik travlt med at bjærge grejerne. Under sit arbejde kom han til at vælte en løs fodende. Den faldt med et vældigt brag, der tilkaldte nattevagten, og for ikke at blive opdaget satte Verner i et hysterisk spring op i seng, men sprang forkert og landede i hovedet af Svend Børge.
Vi lavede også andet end gale streger. Vi startede et blad med stor iver og udgav et nummer. Vi red i skarpt trav på Tulle og senere Max. Vi strejfede omkring nede ved stranden, løb til Simon efter cigaretter, som vi røg i smug bag ved stalden eller i vore huler, men I må ikke sige det til nogen. Vi krydsede Atlanten på Esbern Snare og overfaldt en mængde fredelige fragtskibe. Vi plyndrede og slog ihjel i de skønne Middelhavsbyer, og undertiden slog vi også hinanden ihjel. Og der kom tider, hvor vi strejfede rundt i haven for at få et lille glimt af den udkårne. Vi ville gerne være helte i pigernes øjne, og derfor søgte vi at udmærke os på alle mulige måder, mest dog ved kraftprøver, men også ved en smule kejtet ridderlighed. Min gode ven, Niels Åge, og jeg havde vore lønlige sværmerier. Vi var begge to nogle rigtige krystere, for vi turde ikke betro de skønne vore følelser. Det forblev en hemmelighed, og jeg fortæller det heller ikke nu. Engang kom vi farende med arbejdsvognen. Niels Åge var hest og jeg kusk. Pludselig så jeg vore udkårne dukke op foran hestens hoved. Jeg satte i et dristigt spring ned mellem vognstængerne og fik dem drejet ind i hegnet, så vognen standsede. Jeg havde forhindret ulykken, jeg var en helt, men Niels Åge var skuffet og i dårligt humør, fordi det ikke var ham, der havde udmærket sig. Jeg gik glad i seng den aften. Så kom da den dag, hvor vi for sidste gang skulle forlade skolen ved fjorden for at tage hjem på sommerferie. Vi skulle nu ind på Tutten og så fremtiden i møde i stor spænding og forventning. Men det var med et stik i hjertet, jeg så tilbage på den tid, de tre lykkelige barndomsår, der nu var forbi.
Ove Olsen, nummer 35.

Det skal tages med et smil. Af Johanne Madsen.
Da jeg var fire år, skulle min søster i skole. Jeg havde altid været vant til at have de samme rettigheder som hun, og jeg kunne derfor slet ikke begribe, at jeg ikke også kunne komme med der. Hver morgen spurgte jeg, om det ikke var i dag, jeg skulle i skole. De voksne gav mig imidlertid kun det svar, der irriterer alle børn i den alder, at jeg var alt for lille, og jeg måtte vente længe endnu. Det bevirkede, at jeg snart holdt op med at spørge, og som tiden gik, glemte jeg også min længsel efter skolen. Otte år gammel var jeg endelig blevet stor nok til at komme i skole. Jeg fandt, at det vist kunne blive meget spændende at komme til Refsnæs. Hvad Refsnæs egentlig var, gjorde jeg mig ikke store spekulationer om, blot var jeg klar over, at jeg skulle rejse meget langt, over et stort vand, “Storebælt”, og at jeg kom lidt længere bort fra mor, end godt var. Jeg fik en klump i halsen og en sugende fornemmelse i maven, hver gang jeg tænkte på det; Jeg kunne jo ikke vide, at det slet ikke gik så galt, som jeg frygtede.
“Vi tager dem igen. Et Ø med porten til højre, et O med porten til venstre, et I går til venstre lomme og et E til højre.” Flens gentog det tålmodigt gang efter gang, fortalte noget, der var karakteristisk for hvert bogstav. Jeg anstrengte mig også for at høre efter og huske dem, så det var drøjt, når jeg samtidig kunne høre kammeraterne tumle udenfor. Jeg syntes, det var meget uretfærdigt, at jeg skulle sidde og mase med de kedelige bogstaver, mens de andre susede højt i gyngerne og på karrusellen. Jeg forsøgte adskillige tricks for at slippe for de forhadte ekstratimer, men det endte altid med fiasko. Jeg mødte således en dag op med et meget lidende udtryk og fortalte med grådkvalt stemme, at jeg havde så skrækkelig ondt i maven. Flens havde inderlig ondt af mig, hendes gode hjerte løb af med hende, hun gav den lidende pige fri. Jeg mente, at at slaget nu var vundet og løb sejrsstolt ud. Der var én dreng i min klasse, som jeg ofte sloges med, men naturligvis fordi jeg var den stærkeste. Også i denne middagsstund fik det spinkle lille kræ varmet sine rygstykker. Jeg gik op i mit arbejde med iver og styrke, og jeg hørte ikke, at mit navn blev nævnet to-tre gange. Først da en tog mig hårdt i armen, vendte jeg mig sveddryppende fra mit offer. ” Mon mavepinen skulle være gået over nu?” Spurgte Flens venlig deltagende, men alligevel i en bestemt tone, der ikke huede mig. Jeg kunne intet svare på det pinlige spørgsmål, men fulgte mut og skamfuld med.
Vejret har altid haft en vis indflydelse på mit humør. Mine kammerater har måttet døje en del under min utrolige surhed om morgenen, og hvis vejret var gråt og kedeligt, var jeg mere end almindelig morgensur. Rent galt var det, når vi en skønne morgen vågnede op til et snelandskab. De andre jublede, men samtidig bemærkede de også min tværhed, og så var dommen fældet. Der var ingen pardon, ved første givne lejlighed skulle jeg sules. Forfra, bagfra og fra begge sider kom der store, løse snebolde susende. De gik indenfor tøjet, og vandet drev iskoldt nedad ryggen. Svup, svup, sagde det, når jeg sjokkede rundt i de våde træsko, mens de andres hånende lattersalver gjaldede gennem gården. I nøden fandt jeg dog et par lidelsesfæller. Mens de modige udkæmpede drabelige sneboldkampe udenfor, drev vi en slags indendørs vintersport. I det store, tomme hus gled vi formummede rundt langs væggene. På de nervøse bevægelser sås det tydeligt, at vi godt vidste, at vi vandrede ad forbudne veje. “Er alle ude?” Råbte den inspektionshavende gennem gangen, og vi hørte ildevarslende skridt nærme sig. Fra legestue til legestue, fra sovesal til sovesal gik den vilde jagt. Rævehulen havde mange udgange; netop tidsnok til ikke at blive set kurede vi på maven ned ad et gelænder og susede som ti vilde heste hen ad gangen. Når vi fem minutter efter mødte forfølgeren i haven, så vi ynkeligt forfrosne ud og kendte ikke spor til spøgeriet på gangen. Nej, må jeg så bede om foråret på Refsnæs. Rigtig forår med grøde i luften og i de små skolehaver bag skolebygningen. Vi masede og gravede i den sorte jord, til vi selv var lige så sorte. Vi vandede og såede, mens forårssolen badede al kulden ud af kroppen. Det var et forårssymbol, når vi kom stormende op ad trappen,tre minutter for sent til time; Kæberne gik som kværne, lommerne struttede, og næverne var fast knyttede om det, der ikke kunne være i mund og lomme. Jeg forstår så godt lærerens fortvivlelse, når han skulle have sidste klasse til naturhistorie og ventede at finde store, fornuftige elever pænt på deres pladser, men i stedet fandt en flok gumlende kreaturer, der syntes, at dette var den letteste og behageligste måde at have botanik på. Jeg syntes som barn, at det var ganske i sin orden, at skoleåret sluttede med en eksamen. Den tørre fornemmelse i munden og den nervøse mavepine, som jeg altid nu har, når jeg skal op til eksamen, kendte jeg slet ikke dengang. At læse og regne lidt for fremmede mennesker var da vel det mindste man kunne gøre, når man til gengæld fik lov til at gå i sin nye kjolehele dagen og spille prinsesse. Med eksamen var jo også sliddet for det skoleår forbi. I de sidste otte dage skulle man vænnes til at holde ferie; Det var herlige dage, hvor man pjaskede i vandet eller dasede ved stranden. Sidste aften inden sommerferien, højt humør over hele linien, vi var kommet tidligere i seng end sædvanligt, men der kunne slet ikke være tale om at sove. Sovestue nummer fem var forvandlet til en moderne krigsskueplads. Soldaterne stønnede i kampens hede, alt var et sydende, kogende hav. Den ene reaktionsdrevne bombemaskine efter den anden bragede ind i de tyske forsvarslinier. Mine maskiner gik fra mål med en enorm kraft, og jeg mente selv, at de ramte fjendens forsvarsstilling med en usvigelig sikkerhed. Jeg hørte med tilfredshed en dump lyd og en strøm af vrede ord fra fjenden, efter at jeg havde sendt det “dødbringende” bæst af sted. Ak, men kun kort varede lykken. Mit våben gik for fuldt speed, ikke i fjendens frontlinie, men ud ad det åbenstående vindue, hovedpuden havnede med det velkendte klask i haven. Venner og fjender samledes til konference. Det var mig, der havde kastet puden, og det var derfor også mig, der skulle hente den, og hvad der ellers kunne være til mig dernede. Det var en slukøret lille gesandt, der et øjeblik efter smuttede ud fra nummer fem. Med kjolen uden på natkjolen og i sutsko måtte jeg ned for at se,om jeg kunne få en fred i stand med højere magter. Kåde og overgivne var vi den sidste aften, og det var ikke altid nemt at finde grænsen; Men der var dog eet år, hvor den sidste aften ikke var, som den plejede, det var, da vi for sidste gang skulle rejse fra Refsnæs. Vi prøvede at være glade og tumle som de andre, men hver gang vi kom til at tænke på, at dette var vor sidste aften som elever på den skole, hvor vi havde levet hele vor barndom, så kunne glæden ikke blive helt ægte. Når lågen for sidste gang smækkede efter os, og vi travede ad Kystvejen til Kalundborg for at komme med første morgentog, så var der en prikkende fornemmelse dybt nede i hjertet, for det var, ligesom porten til barndommens land var lukket. Det var uforglemmelige barndomsdage på Refsnæs, det vil I erkende, når jeres tid der er forbi.
Bitten.

Refsnæs i dag. Af Birte Knudsen.
Hver morgen, når vi kommer op, farer vi med det samme ud i vaskerummet, for det gælder om, hvem der kommer først til kummerne, da vi er to om hver. Når vi er færdige i vaskerummet, skal vi ind at rede seng, og det skal også gerne gå lidt hurtigt, for vi skal være færdige inden morgenbordet. Når vi er færdige med at spise, skal vi snart i skole, og der er vi så i seks timer, men det er ikke kedelige timer, nej, der er noget nyt i hver eneste time. Vi er i vandet omtrent hver dag, og der er mange, der lærer at svømme. Forleden dag skulle Nancy bjerge Anna, og det gik meget godt i begyndelsen, men da de kom ud på det dybe, gik det galt, og Nancy tabte Anna, og hun faldt ned på bunden, og der lå de begge to og sprællede rundt en tid, men så fik Nancy endelig fat igen, og de kom lykkelig og vel ind. Anna har den store svømmeprøve. Når vi er færdige med skolen, kommer fritiden. Der har vi sandelig også nok at bestille, for der er en hel masse, man lige pludselig skal have lavet. Vi strikker og læser, leger og driller og meget andet.
Så er der lektielæsning, og det går jo ikke altid lige stille af. Om aftenen er det først rigtig humøret bryder ud, og der kan somme tider være en larmen, så Plejemor må ned og bede os om at være rolige. Forleden aften havde jeg taget Annas armbånd og låset det inde i mit skab, og så gik Gerda ind og passede på døren, og der stod hun fra klokken 7 til 9½, så sluttede vi fred, og Anna fik sit armbånd igen. Klokken ni kommer vi i seng, og så er den dag forbi.
Birte Knudsen.

Indtryk fra Refsnæs. Af administrationschef Bøgh Christensen.
En dag, da jeg kom over på Værnehjemmet, sagde Ras med bebrejdelse i stemmen: “Du elsker os ikke mere, for nu har du været heroppe tre gange uden at besøge os i Værnehjemmet.” Og jeg, som troede, at jeg elskede jer alle sammen, gik over for at blive trøstet på Børnehjemmet.
Og se, det blev jeg også, for Annie inviterede mig til bal på Kærhus. – Og så havde hun drømt, at det var luftalarm. Kan I huske, at jeg i fjor sommer sammen med hr. Øer var ude i en lille båd for at fotografere jer ude i vandet. Det var ikke let for mig at holde balance, for båden vippede, og da jeg kom op på badebroen, stod Kesse og sagde fortrydeligt: “Det var kedeligt, at du kom op.” “Hvorfor,” spurgte jeg forbavset. Kesse svarede: “Jeg stod og glædede mig til, at du var plumpet i.”
– Jeg tror nok, at han fik et ordentligt dunk i maven. En gang ved et af vore fødselsdagsballer ville min gode lille navnefælle Edith Bøgh Christensen absolut danse med mig, men jeg erklærede, at jeg var for træt i benene. Næste dag mødtes vi i Østskolen, og så ville Edith på ny danse, men så sagde jeg: “Vi har jo ingen musik.” Hertil svarede Edith: “Du behøver ingen musik for at danse med sådan en engel som mig.” Vi ved jo alle sammen, at Edith ikke sætter sit lys under en skæppe, og det skal man heller ikke, men om hun just er en engel, det kan vi jo skændes om. Men at hun er en rask pige, det er i hvert fald givet, og som sådan står hun og andre med hende som repræsentanter for jer alle sammen; for I er alle i skolen på Refsnæs friske og raske børn. Ikke mindst derfor bliver jeg altid i bedre og bedre humør, jo mere min lille blå bil nærmer sig Refsnæs, når jeg skal op for at besøge skolen. I glæder mig hver eneste gang, jeg er oppe hos jer ved jeres humør og ved jeres raske færden og ved jeres mange morsomme bemærkninger. Ikke mindst de sidste fortæller mig nemlig, at I er nogle friske og raske børn, men de fortæller mig også, at I føler jer hjemme, for hvis man befinder sig på et sted, hvor man ikke rigtig føler sig hjemme, så lægger det uvilkårligt en dæmper på ens livslyst. En sådan dæmper har jeg aldrig stødt på hos nogen af jer, og det er noget af det, jeg lægger mest vægt på; Men jeres færden i skolen er ikke alene udtryk for, at I føler jer hjemme og synes, at I har det godt med os voksne. Det er også udtryk for, at I har det godt med hverandre, og det er det næste, der altid glæder mig, når jeg ser det; Jeres gode kammeratskab og den smukke og hjertelige måde I altid hjælper hinanden på. Lad mig blot nævne Mie, som har så megen hjælp behov endnu, fordi benene ikke vil makke ret. Jeg har aldrig set et surt ansigt hos nogen af jer, når Mie skal hjælpes. Ja, nu må jeg jo naturligvis føje til, at ingen regler er uden undtagelse, ikke når det gælder Mie, men engang imellem kan en og anden nok finde på at være lidt ukammeratlig og måske endda på ganske eftertrykkelig måde, for eksempel ved at – bide! Av – den sad vist. Nu skal jeg ikke komme med flere af de afsløringer, som I alle sammen kender i forvejen.
Når vi nu skal holde den store runde fødselsdag, så er det, som forstander Ilsøe har skrevet, selvfølgelig arbejdet, der holder fødselsdag, men jeg tror, at vi alle kan være enige om, at det gode kammeratskab ikke skal stå i skammekrogen på vores fødselsdag, og det skal være et af de mange fødselsdagsønsker, hvormed vi voksne vil følge jer, som er elever på det tidspunkt, da skolen fylder 50 år, at I ikke alene må være gode kammerater indbyrdes, men at I også, når I bliver store og kommer ud i verden, må vinde kammerater og venner i denne, også udenfor jeres egen kreds. Sine egne skal man aldrig svigte, det er rigtigt, men man skal også passe på ikke at være sig selv nok. En af de gamle drenge fra Refsnæs, som I alle sammen kender fra radioen, og som skal være med på fødselsdagen, Johannes Wahl, har engang fortalt mig om, hvor stort et arbejde, han har måttet udføre for at komme i virkelig nær forbindelse med seende mennesker, og selvom der for mange af jer er adskillige år til, at I skal ud i den seende verden, så er det ikke på noget tidspunkt for tidligt at tænke på at dygtiggøre jer også til at komme i god forbindelse med mange seende mennesker. Og hertil er et frit og hyggeligt samliv med jeres egne kammerater og med jeres lærere, med jeres forældre, søskende, pårørende og bekendte derhjemme den bedste uddannelse, i kan få. Alle vi voksne både i skolen og udenfor vil gerne være jeres gode kammerater, og vi ved, at I også fra jeres side vil være med i fællesskabet, som vi til syvende og sidst alle bør bidrage til må nå så langt som til at omspænde alle mennesker i hele Danmarks land, ja i hele den store verden; Og jeres far og mor og jeres søskende, de vil tænke på jer mer end nogensinde, når vi holder vor fødselsdag, og allermest når de sidder ved radioen og hører transmissionen af skolens fest; Dem skal vi ikke glemme på denne dag, men sende dem mange venlige tanker, og hver og en af jer, er jeg sikker på, vil skrive en lang beretning til far og mor og søskende om alt, hvad der er sket på 50 års fødselsdagen.
Administrationschef Bøgh Christensen.

Februar 1937: Interview med Carl Andreas Jørgensen, der startede BLIFA

interwiev med Carl Andreas Jørgensen, der startede BLIFA. Carl Jørgen, som han blev kaldt, boede Bogensegade 6 st. th. indtil sin død i oktober 1964. Fyns Tidende 1937.

Det nye byggeri som han omtaler snart vil blive bygget, menes at være Bogensegade 6-8.

Strejflys over skæbner

“En blind mand ser på verden”. Man behøver slet ikke være flyver for at leve livet farligt, sagde en blind mand forleden til mig. Tænk blot på kælderhalse, trapper, åbne vinduer eller flagstænger. Det er vores stadige risiko når vi med vor stok famler os hen ad fortovet. Vi sad og kom i snak om, hvordan det blinde menneskes liv former sig. Jeg var kun 1½ år, da mit ene øje blev fjernet, fortæller han og det var vel endda for sent, for det andet øje var allerede blevet smittet, så jeg blev svagtseende indtil mit 16-17 år. Min ulykke er således kommet i afdelinger, som når en faldskærmudspringer benytter flere skærme!

Ikke give sig….

Den blinde er en mand i trediverne. Han er både gemytlig og slagfærdig, har ualmindelig let ved at udtrykke sig og bruger ofte rammende sammenligninger. Jeg har – fortsætter han – prøvet at gå i en almindelig skole for seende børn og har i min barndom leget med seende drenge, som var endog meget raske på det. Da kunne det jo nok knibe for mig, når legen blev alt for voldsom på dunkle kornlofter med sække og loftsluger, over købmandsgårdenes vogne og kasser eller i moser, enge og ved stranden. Men selvfølgelig ville jeg ikke give mig eller langt mindre lade mine kammerater mærke, at jeg havde svært ved at følge dem. Ikke for alt i verden ville jeg være dem til besvær.

Hvordan gik det i skolen?

Det gik overhovedet kun et par år, og det gik ikke særlig godt. Jeg måtte bruge et forstørrelsesglas når jeg læste, så det kunne endda gå an, men vi havde jo kun et normalt landkort, og det var for mine øjne kun en marmoreret flade

Selvom jeg fik lov at komme helt hen til det. Jeg husker at jeg en gang i en skrivetime var kommet til at sidde på en mørk plads i klassen og jeg havde da skrevet på tværs af linjerne, så mit syn var meget svagt. Efterhånden blev mit syn ringere, og jeg kom på Refsnæs Blindeinstitut. Det var en drøj overgang fra det frie liv med mine kammerater til livet på instituttet, hvor alt jo var anderledes klosteragtigt i sammenligning. Det var hårdt at blive sendt i seng ved 8 tiden mens solen stod på himmelen og man kunne have nået en mængde gavtyvestreger endnu inden normal sengetid.

De få muligheder….

Da jeg var 11 år, blev jeg sendt til blindeinstituttet i København og her har jeg egentlig oplevet det tristeste afsnit i mit liv. Vi havde det godt og frit. Det triste lå i at jeg der blev klar over hvor få muligheder en blind har i livet. Man har valget mellem at blive musiker, børstenbinder eller kurvemager og er man ikke musikalsk, svinder mulighederne til kun to og selv om man er blind har man dog som andre mennesker anlæg og interesser som man gerne vil følge.

  • Hvor lå Deres naturlige anlæg?
    Mine anlæg er jo egentlig aldrig blevet prøvet. Jeg blev kurvemager, fordi jeg ikke havde andet valg – ikke fordi jeg havde lyst. Men jeg vil dog samtidig tilføje at jeg ikke daglig går og græmmer mig over mit arbejde,- slet ikke.

  • er der ikke flere erhverv at vælge imellem nu?
    jo, både gennem instituttet og foreningen har man forsøgt at skabe ny muligheder, navnlig inden for industrien og vi har fået oprettet et forsøgsværksted. Også inden for handelen gør vi forsøg med at skaffe beskæftigelse for blinde.

  • vil det ikke være vanskeligt for en blind ekspedient at ordne betalingen med kunderne?

  • nej, man kender pengene, når man holder dem mellem fingrene, mønterne kan man føle sig til rette med og sedlerne er af forskellig bredde. I de 20 år jeg har haft forretning, har jeg aldrig taget fejl.

  • har De altid haft nok at bestille?

  • ja, efter at jeg har fået forretning, men da jeg i 1917 var tildels udlært, var jeg så uheldig at blive arbejdsløs et par gange. Jeg søgte yderligere uddannelse hos et par seende mestre, men i krigsårene kneb det at skaffe materialer og jeg blev ledig. Netop i samme periode mistede jeg helt synet og fik det andet øje fjernet.
  • Da kneb det med at føle glæde og tilfredshed, for jeg syntes, livet gled mig ud af fingrene.
  • når jeg en sommersøndag sad i min stue og hørte den ustandselige strøm af glade mennesker ile forbi på vej til skov og strand, kunne jeg ikke lade være med at måle min tilværelse og mine muligheder med andres, og det tog mit. humør. Men efterhånden som jeg vænnede mig til at klare mig også udendørs ved hjælp af min hørelse og følelse, hjalp det igen. Men er det ikke menneskeligt om det virker deprimerende, når man foruden professionelle vanskeligheder tillige under stadige fysiske smerter mister synet?
    Naturens skønhed

kan De huske farverne?
– ja og derfor har jeg vel heller ikke så svært ved at opfatte ting der bliver forklaret. Seende mennesker vil knap kunne sætte sig ind i hvad det betyder ikke længere at kunne se naturens skønhed. Det må man have prøvet for rigtig at kunne forstå det gode man har haft. I denne forbindelse kan jeg nævne at der hvert forår er en indsamling til Dansk Blindesamfund, og man har netop valgt foråret som tidspunktet fordi seende på den årstid har så meget at glæde sig over og vi føler savnet størst.

Er der noget De specielt gerne ville se?

Et lille underfundigt smil spiller om den blindes mund, da han svarer: Nu kunne jeg jo være galant og sige, at jeg meget gerne ville se den dame hvis stemme jeg har siddet og lyttet til. Det ville jeg naturligvis gerne – men jo ældre man bliver, des tydeligere går det op for en at det er i det praktiske erhverv man mest savner evnen til at kunne se.

De danner Dem vel et indtryk af personer ved at høre stemmerne?

Ja naturligvis, men det er langtfra nogen sikker vejledning. Hvis et menneske har en lys og livlig stemme, er det meget svært at bedømme vedkommendes alder og udseendet kan man slet ikke beregne efter stemmens klang.

Hvordan kan blinde som helhed holde humøret så højt?

Der kan vel være flere grunde. En syg har kun en tanke: At blive rask. Alt andet bliver til småtterier for ham. For den raske derimod bliver småting let til store betydningsfulde ting der gnaver på hans humør.

Jeg kan huske den mørkhedsfølelse der fulgte med når jeg i sin tid lukkede øjnene. Seende mennesker har den vrangforestilling at vi blinde går rundt i konstant mørke, men det er ikke rigtigt. Det er hverken lyst eller mørkt for os, det er simpelthen ingenting – noget fuldstændigt uforklarligt, men var det hele tiden sort foran os, tror jeg, det ville være generende og knibe mere med humøret end det nu gør.

Er der ikke svært at begå sig ved bordet?

Jo, det er i virkeligheden noget af det sværeste for os og synet af en blind der spiser giver ofte indtryk af større ubehjælpsomhed end tilfældet er.

Fornøjelserne

Er radioen ikke til glæde for Dem?

Jo gennem den får jeg min avis og hører mange gode foredrag. I 1907 – tror jeg det var- så jeg noget man kaldte levende billeder, så vidt jeg husker var det noget meget usammenhængende og springende noget, så det savner jeg ikke. Men filmene nu om dage er vel også helt anderledes, for øvrigt har vi blinde også vore fornøjelser. Vore unge danser f.eks. lige så gerne som alle andre unge og fornøjer sig meget med det. Selvfølgelig går det ikke af uden sammenstød, men det gør det jo heller ikke i en almindelig balsal!

Jeg hørte engang en blind taler fortælle om noget han havde set -?

  • Ja det er ganske almindeligt at vi bruger det udtryk. Hvis f.eks. en blind beder en anden om hjælp til et arbejde: Ja, nu skal jeg komme og se på det! Og jeg tror det er en fordel, om vi passer på så lidt som muligt at adskille os fra andre.

Er blinde i almindelighed ømfindtlige over for folks opmærksomhed?

  • Måske nok lige straks efter at vi er kommet ud fra blindeinstituttet og endnu ikke har vænnet os til at bevæge os frit, men vi har jo den fordel frem for andre invalider at vi ikke ser det, hvis vi vækker opmærksomhed. Og for øvrigt er de fleste meget elskværdige og behjælpsomme over for os, når vi har vores blindemærke på.

Organisationsarbejdet

Er sammenholdet inden for blindsamfundet ikke en stor værdi for den enkelte?

Jeg følte mig isoleret og ensom og levede tilbagetrukket indtil jeg blev medlem. Så kommer man sammen med ligestillede bliver optaget af organisationsarbejdet der fylder de ledige timer. Det virker opmuntrende. Der er en ting vi meget gerne vil have gennemført inden for blindesamfundet: at få bygget et hus til de dårligst stillede af vore medlemmer. Det er ikke meningen at vi vil isolere os, men den dygtigere kunne så hjælpe den mindre dygtige og den modige sætte mod i den forsagte. Også rent praktisk og økonomisk vil det få stor betydning for mange. Hvor megen kostbar arbejdstid spilder en blind ikke med f.eks. selv at skulle rense sin kakkelovn og gøre ild. Dertil kommer desuden risikomomentet og griseriet, som er uundgåeligt. Disse forskellige ulemper vil svinde for manges vedkommende, den dag vi har vor egen bygning med moderne installationer. Forhåbentlig får vi det inden alt for længe

Gudrun Schak Arnvig.

(Fyns tidende – ca. 1937)

Januar 1937: Førerhundens bedrifter

NORDVESTFYNS TRYKKERI, BOGENSE
Laust JENSEN
FØRERHUNDENS BEDRIFTER
En blind Mands Oplevelser med Førerhund
UDGIVER: Laust JENSEN ‑ GRINDLØSE PR. JULLERUP MCMXXXVII

Lys i mørket

Jeg har altid elsket Hunde, og som ung gav jeg mig af med Hundedressur, når Lejlighed gaves, det kan vel derfor næppe undre nogen, at jeg tog Hunden i min Tjeneste, da jeg for mange År siden mistede Synet; hvad mine Medborgere tænkte om denne min nye Hjælper, er jeg ikke ganske klar over, men mine nærmeste Slægtninge i Almindelighed fandt i det mindste, at jeg ikke måtte være helt velforvaret, men det tog jeg mig let; i Udlandet havde jeg set blinde anvende Førerhunde med et ual­mindeligt godt Resultat. Når jeg som Førerhunde anvender Schæferhunde, så er det ikke alene ud fra egen Erfaring i, at denne Hund er den bedst egnede, men det var også en Byg­gen videre på andres Erfaring, idet man også i Udlandet næsten altid anvender Schæferhun­de til dette Formål. Schæferen er sikkert den intelligenteste Hunderace, vi har her i Landet, dertil er Schæferen a£ passende Størrelse, meget smidig og meget hårdfør, men først og sidst bliver det her Intelligensen, der bliver det afgørende, Schæferen kan nemlig mere end nogen anden Hund handle på eget Initiativ. Hvad det vil sige forstår kun den, der anvender Fører­hund, men man må forstå, at en Hund, der under denne Dressur har været ude for mange Hændelser, der daglig møder den blinde i hans Liv og Færden, dog aldrig vil kunne klare sine mange Opgaver, dersom den ikke selv kunde se og klare en Situation på rette Måde; forestil Dem Situationen tre eller flere Biler i et Vej­kryds samt nogle andre Trafikanter, denne Si­tuation vil aldrig være ens, selv om det for det menneskelige Øje ser således ud. Hunden stilles derfor daglig over for Opgaver, som den ikke under Oplæringen har været ude for på helt samme Måde, den må derfor overveje, hvordan den opståede Forhindring skal klires, og således handle efter egne Impulser.
Min første Hund hed Ulla, hun var en stor gulbrun Tæve med sort Saddel, gule Ben og gult An­sigt. Da jeg købte Ulla var hun meget mager og noget vanskelig på Grund af Forsømmelse, men der gik syv Måneder, så var Ulla velnæret, hendes gulbrune Pels lå nu som et Panser om hendes kraftige Krop, skinnende blank var dette Hårpanser. Ulla var en Øjnenes Lyst for dem, der så hende, og så var hun vældig fint dresseret. Jeg skal ikke komme nærmere ind på Dressuren, den var i første Instans Politi hundedressur, da jeg syntes, dette også hører til en Førerhunds Oplæring, dette Forhold om­tales nærmere senere i Bogen, og så var Ulla den helstøbte Førerhund, og det morsomste ved det er, at ingen rigtig havde lagt Mærke til, at jeg gik og oplærte en så fabelagtig dygtig Hund. Først da man pludselig opdagede, at man kunde møde mig med min Hund som Fører bå­de ti og tyve Kilometer fra mit Hjem forstod man, at der var sket noget særligt, men det var altsammen forløbet så stille og roligt, ikke Spor af Råben eller Gestikuleren, ingen Smælden med Pisk, men kun i enkelte Tilfælde et Revol­verskud, når Ulla skulde lære at tage den sky­dende Forbryder ( en udklædt Mand, der figu­rerede for mig), men sådanne Småting lagde ingen Mærke til, men Ulla var og blev en Kendsgerning, og min første virkelige Triumf skulde hun fejre allerede sin første Vinter som Førerhund.
Min Svigerfar skulde nemlig en Vinterdag med forrygende Snestorm have to Ænder bragt til en Naboby, hvor de så skulde videresendes med en Rutebil. Svigerfar var syg og kunde ikke selv bringe Ænderne til Bilen, og ingen andre vilde gå ud i det forrygende vejr. I sin Nød spurgte Svigerfar, om jeg og Ulla muligvis kunde bringe Ænderne til Bilen. Der gled sikkert et noget tvetydigt Smil over mit Ansigt ved Svigerfars Spørgsmål, for Svigerfar havde nemlig, da jeg begyndte at tale om at oplære en Førerhund, rent ud sagt til mig, at jeg da vel ikke var så tosset, at jeg troede, at jeg kunde oplære en sådan Hund. Nu havde jeg altså oplært Hunden, og min Triumf skulde blive så meget større derved, at det netop var Svigerfar, der i sin vanskelige Situation måtte søge Hjælp hos mig og min Hund. Dis­se Tanker holdt jeg imidlertid hos mig selv og lovede Svigerfar at forrette det for ham så vigtige Ærinde. Jeg fik Ænderne i en Kurv, tog den i Hånden, gav Ulla sin Sele på og så gik vi to ud i Snestormen. Jeg husker, som var det i Går, denne forrygende Storm, og på de mindre Kommuneveje lå Sneen i så høje Dri­ver mange Steder, så Hunden bogstavelig ikke kunde gå igennem den løse Sne. Den sprang formelig frem, blev så siddende et Øjeblik, og tog så igen et Spring; men Turen gik godt, og jeg var dobbelt stolt af min Hund, den havde vist mig og alle andre, at den var fuldtud pålideligheden selv ude i det værste Vejr, og ikke nok med føre mig vel gennem de Farer, som at sneen er for os blinde. I et sådant Vejr vilde selv den mest stedkendte blinde være uhjælpe­lig prisgivet Døden i Sneen, om han vovede sig ud uden seende Hjælp. Men ikke nok med at Ulla førte mig sikkert ud og hjem, på Hjem­vejen fløj min Hat af ved et særligt slemt Vindstød, jeg slap Ulla løs med Ordre til at bringe Hatten, og det varede kun et Øjeblik, så sad Ulla ved min Side med Hatten i Munden. Men i det Øjeblik, da jeg stod alene på den øde Vej, mens min tro Hund kæmpede sig frem over Markerne for at finde min Hat, fo’r den Tanke gennem min Hjerne: din Hund er dog din bedste Ven og Hjælper, hvem vilde følge dig i den snestorm og løbe Kapløb med din flagrende Hat uden netop den tro Hund.
Snart løb Rygtet om min gode Hund viden om, alle var højlig forbavset, selv var jeg imponeret, for Resultatet havde fuldstændig overskredet mine dristige Forhåbninger. Alle var enige om, at Resultatet var enestående, men enkelte syntes tillige, det var for vovelige Udflugter, jeg foretog med min Hund. En Gang sagde en Stationsforstander på Jernbanen til Svigerfar, at det var fuldstændigt uforsvarligt, at jeg rejste med Toget med Hunden som Fø­rer, men Svigerfar smilte og svarede: det skal nok gå godt, Ulla er en dygtig Hund. Ja, Ulla var enestående. Der kunde skrives lange Bø­ger om hende i de År, hun var min Førerhund, men i denne lille Bog skal Ulla kun være Ind­ledningen, og min nuværende Hund det egent­lige Emne.
Ulla er død for mange År siden, og hun so­ver sin sidste Søvn i min Have i en Stenhøj un­der Tusind Blomsters Flor, men Mindet om Ul­la vil aldrig dø, dertil har det fæstnet sig for stærkt i min Bevidsthed. I dette lille korte Glimt skal Ulla mindes.
Jeg har skildret hendes nyttige Hjælp, men kun få forstår vel, hvad en Førerhund egent­lig vil sige. Lad os derfor foretage et lille Tan­keeksperiment og tilsidesætte alt det fuldstæn­dig nødvendige, når man mister Synet eller rammes af en anden Ulykke, da er det ikke sjældent, men hyppigt, at man også mister sine Venner, og de få, der bliver tilbage, gør man klogt i ikke at afkræve for store Tjenester. Man sidder alene en strålende Sommerdag og vil så gerne ud, men man tør ikke forlange en af Vennerne til at gå med, men i heldigste Tilfæl­de få et Barn som Ledsager; der må jo straks en Halvtredsøre til, og det smarte Barn spørger straks: er det langt, vi skal?
Vi går lidt, så når vi til et Udsalg af Is­pinde, vor Ledsager siger, at man der har så gode Ispinde; der må trakteres, det er uund­gåeligt, et lille Stykke Chokolade skal der og­så helst til. Når disse forskellige Indkøb er bragt i Orden, går vi ud ad Vejen, det kan vol­de nogen Vanskelighed at finde et Emne at ta­le om som interesserer det unge Menneske, der af og til spørger, om vi snart skal længere. Til sidst er man ør og ærgerlig, men ked af at ven­de om uden særlige Årsager, men Årsagen lader ikke vente længe på sig. Der lyder Brummen, nu ser Ledsageren, hvad det er og udbryder: uha! der står en stor Tyr og skra­ber og brummer af os, den tør jeg ikke gå for­bi. Man ånder uvilkårlig lettet op ved Tan­ken om at nu er der jo i det mindste en Grund til at afbryde Spadsereturen, der egentlig ikke har været nogen Fornøjelse. Sådan er det fremmede Barn som Ledsager for den blinde. Nej, må jeg så bede om min Førerhund; blot jeg lige hvisker: vil du med Far? så lyder der en glad Prusten, og Stuen er fyldt at viftende Hundelabber og buskede Haler, det hele er et dansende Virvar af Glæde, og så går man ud i Entreen og tager Hundens Førersele ned, gi­ver Hunden den på, og Hunden kan næppe styre sin Glæde og Forventning, indtil Døren lukkes op. En sagte Klynken siger os alt; der er Glæde, ingen Penge at betale for trofast Følge­skab, der kræves heller ingen Ispinde eller Cho­kolade, og Førerhunden er ikke Spor af bange for brummende Tyre. Glad fører den sin blinde Herre ude i den herlige og frie Natur til Skov eller Strand, alt som han nu selv ønsker det. Så­ledes er Førerhunden.

Elly.
Der gik en Del År, hvor jeg ingen Fører­hund havde, som jeg var rigtig glad for, ganske vist havde jeg Førerhunde, endda flere, nogle meget dygtige, og et Par af dem blev solgt til andre, der havde Brug for en Hund, i dette Tilfælde to Damer. Når jeg ikke selv var tilfreds med disse Hunde, skyldtes det ikke Mangler ved Dressuren, men jeg nærede det brændende Øn­ske at blive Ejer af en virkelig fin Racehund, som jeg kunde anvende til Opdræt, og en sår dan Opgave lå ikke lige uden for Døren, jeg måtte pænt vente, til der kom en rigtig Hund, og dette med at vente har aldrig været min stær­ke Side. Men endelig kom Elly. jeg skal ikke be­skrive hende her, da så godt som alle Menne­sker kender Elly fra Udstillingerne og Billeder­ne i forskellige Dag‑ og Ugeblade, men jeg skal dog lige antyde, at Elly den Gang ikke helt så ud som nu; hun var mager med en tottet Pels, så der var slet intet andet for mig at gå efter i mit Valg af hende end en god Bygning og en god Stamtavle. Hvilke Muligheder, der lå i Elly som Førerhund, anede jeg aldeles intet om, men jeg håbede, lykken vilde stå mig bi, og det gjorde den sandelig også. At oplære Elly blev en Leg for mig, det, der før havde taget mig måneder at lære andre Hunde, lærte Elly på Uger, og det varede kun kort Tid, så var Elly og jeg viden om.
At skildre, hvad Elly kan præstere, er næsten umuligt, så alsidig er hun; lettere vilde det være at skildre, hvad hun ikke kan. Hvad Elly betyder for mig og for min Kone tillige vil være ganske umuligt at udtrykke i Ord; ofte når min Kone kæler med Elly, si­ger hun: Elly, gamle Elly, du er Verdens bed­ste Hund! og selv om jeg er en Modstander af at rose egne Ting, så må jeg dog give min Kone Ret. Jeg er ganske klar over, at mange Hunde har uvurderlig Betydning for deres Ejere, men alligevel, det at kunne være Fører og Be­skytter for to ensomme, blinde Mennesker og være dem til Hjælp på utallige måder, dette måtte sikkert kunne siges at være den største og smukkeste Opgave, som nogen Hund her i Landet og i andre Lande med kan siges at have.

Jeg skal nu i det følgende vise nogle Træk af en Hunds Liv, Træk, som vil få selv den barmhjertigste Søster til at skælve af misundelse, for ikke at tale om vi andre almindelige dagligdags Mennesker; man siger jo, at Mennesket er Skabningens Herre, men, ak, hvor mangelfuld er dog ikke denne Skabningens Herre, når man undersøger ham nøje; han kan ikke nær stå mål med sin Hund i sjælelige Egenskaber. Ondskab og Løgn behersker ham, en evig Jagen efter Rigdom behersker ham og plager ham Dag og Nat. Vi ser hans mesterlige Kulturværk, men hvad er Følgen blevet af dette mægtige Kultur­værk? Nød, Savn, Forbrydelse og Ulykker. Hvor er Næstekærligheden, når den tiltræn­ges? Man må spørge om den; i Stedet ser man Hadet og Misundelsen. Hvad om vi gik til Dyrene og lærte lidt af dem; vi kunde lære en Mængde. Hunden taget som Eksempel, da vilde vi af den lære Trofasthed, Mod og oprigtig Hengivenhed, to af de vigtigste Grundpiller, hvorpå Menneskeheden skulde bygge. Kan Dyr da tænke? Videnskaben siger Nej. I nedenstående skal jeg fremdrage nogle Eksempler, der modsiger dette; døm så selv.
En stormfuld Dag sidste Forår var Elly og jeg på Farten, og da jeg syntes, Elly skulde have lidt Frihed, slog vi ind på en Markvej, der fører over en stor Herregårdsmark, her er Fred og Ro, og jeg kan godt klare mig selv; jeg tager derfor Selen af Elly og siger: Bis så, tøs! at bisse er Hundens kendingsord for, at nu må og skal den løbe omkring. Elly løb, men et Øjeblik efter kom hun tilbage, stødte til min Hånd, og med mange Gebærder lod hun mig forstå, at nu vilde hun igen have sin Sele på; men da jeg syntes, hun kunde have godt af at løbe lidt mere omkring, sagde jeg atter: Bis! Hunden forsvandt igen, men kun for et Øjeblik, så kom den atter tilbage og var nu helt ustyr­lig, sprang op af mig, slikkede og gjorde alt for at standse mig; lidt utålmodig kommanderede jeg atter: bis nu, Tøs! og Elly forsvandt meget modvillig. Et Øjeblik efter fik jeg en vældig Bule i Panden! På Herregården var man net­op i Færd med at så Korn i den til Vejen græn­sende Mark og havde i den Anledning stillet en Vogn med Korn på Vejen; jeg var altså tør­net mod Vognen. Det var altså det, Hunden vilde have forskånet mig for.
Jeg tog mig til Hovedet, ved min Side stod Elly, hun havde drejet sit Hoved opad og så på mig, som hun vilde sige: Der kan du se, Far, havde du givet mig Selen på, havde du ikke fået den Bule. Jeg klappede min trofaste Hund, gav hende Selen på, og beskæmmet gik jeg vi­dere under min tro Hjælpers sikre Førerskab.
For nogen Tid siden var man over samme Marker i Færd med at nedtage en Telefonled­ning, jeg kom spadserende, mens Elly dyrkede sine små Glæder i Frihed; pludselig stod Elly hos mig og forlangte at få sin Sele på. Hvad mon der nu er på Færde, tænkte jeg, idet jeg gav Elly Selen på. Jo, der var den jo; ikke så snart havde vi gået et halvt Hundrede Skridt, før nogle Stemmer hørtes. ‑ Pas nu på Vor Vogn står længere nede på Vejen og der ligger også nogle ma­ster og en Del Tråd, sagde en Mand til mig.
‑ Tak for det, svarede jeg, det er elskvær­digt af Dem at gøre mig opmærksom derpå, men Hunden klarer let sådanne Småting.
Da Forhindringerne var passeret, fik Elly at­ter sin Frihed.
På Tilbagevejen gentog Scenen fra før sig; da udbrød en af Telefonarbejderne, som var ble­vet opmærksom på Hundens Adfærd:
‑ Nej nu har jeg aldrig set noget lignende, Hunden standser og venter på Dem for at få sin Sele på og følge Dem forbi alt vort Ra­gelse.
Ja, jeg kunde fortælle Tusinde af lignende Tilfælde, de er både rørende og morsomme, men alle er de dog et talende Bevis for et tro­fast Dyrs Hengivenhed.

Elly og Trafikken.
For den, der ikke har Kendskab til Førerhunde, kan dennes Arbejde jo nok se noget problematisk ud. Jeg skal nu redegøre for det prakti­ske Grundlag, der betinger Førerhundens Hjælp. Der kan skelnes mellem to Grupper af Førerhunde, den, der er oplært på de store Dressuranstalter i Tyskland, og så Hunde som Elly. Den tyske Førerhund er hovedsagelig ba­seret på Anvendelse i Storbyens myldrende Trafik, Elly derimod er hovedsagelig dresseret til Brug på Landet, men hun kan også gøre Fyldest i de almindelige Købstæder og i enhver Landsby. Derimod tør jeg ikke i større Omfang anvende hende i Storbyer med Sporvognstrafik. Dette er nemlig fuldstændig fremmed for hende, og det vil af den Grund være uforsvarligt at an­vende hende der, men fælles for alle Førerhun­de er, at deres Anvendelse er ret lokal bestemt, det vil sige, de kan kun anvendes, hvor den, der anvender dem, er kendt i den Udstrækning, der nødvendiggør, at han kan give Hunden en korrekt Ordre, men man kan selvfølgelig ikke komme til en fremmed By og sige til Hunden: så går vi hen i Vestergade Nr. 73. Så fuldkommen er Førerhunden ikke; nej, der må andre Kendingsnavne til.
Jeg skal nu i det følgende forklare Ellys Ar­bejdsmetoder og i hvilken Udstrækning, hun kan anvendes. Jeg var fuldstændig blind, da jeg for mange År siden kom til Egnen her, havde aldrig været her som seende, og havde således in­gen Forudsætning for at kunne vejlede en Fø­rerhund, men ved energisk Studium af Omegnen, ved Samtaler med Folk og senere ved Selvstu­dium ved Førerhundens Hjælp er jeg nu så kendt med Vejenes Retninger, så jeg kan færdes overalt i en meget vid Udstrækning, der er næsten ingen Grænser i den Retning, men der­til kan jeg tillige færdes frit med Førerhunden på de Egne, hvor jeg har været som seende og således er Stedkendt.
Førerhunden arbejder næsten bedst i en for den fremmed Egn; her, hvor den går til daglig, anlægger den sig en mere ligegyldig Optræden og slentrer mere skødesløst afsted i Tillid til sit eget Kendskab til Omgivelserne. I en fremmed Egn er den derimod mere opmærksom på Kommandoerne, da den jo nødig vil begå Dumhe­der og gå andre Steder hen, end den skal. Elly kan gå på direkte Kommando til de almindelige Indkøbssteder her i Byen, såsom til Køb­mand, i Brugsforeningen, til Bager, til Barbe­ren, på Mejeriet, i Kirke og mange andre Steder. Grundlaget i Dressuren for Brug på læn­gere Afstande er, at Elly forstår Ordrer, før­ste Vej til højre og venstre, første Hus til højre og venstre; man vil deraf indse, at Muligheder­ne for Anvendelse af Førerhund helt er afgørende set af Ejerens Evne til at lokalisere sig; man kan med andre Ord færdes utrolig med sin Hund. Dette gør jeg også og i mange Tilfælde i Selskab med min Kone, ofte besøger vi fjernt­boende Slægtninge og Venner til fods med Fø­rerhunden som Vejleder; ingen af os kan se den mindste Smule.
Ofte har jeg foretaget Ture med Førerhund, hvor jeg har suppleret Spadsereturen med Afstikkere med Jernbane og Rutebiler, men da jeg dårligt tåler at køre, foretrækker jeg Fodture alene, hvor det er gørligt. Jeg skal nu skildre en sådan Fodtur. Vi tager til Bogense, det er en halv Snes Kilometer herfra, jeg er i et pænere Sæt Tøj end vanlig, det ser Elly, og hun forstår derfor, at vi skal mere end på de almindelige Spadsereture, og hun er livlig. Så snart vi er vel ude på Vejen, besørger hun sine små Fornødenheder, og så stikker hun Hovedet højt i Vejret og går frejdig fremad. Jeg giver endnu ingen Ordre, Elly går derfor lige mod Vester Egense, det gør hun nemlig altid, når hun ingen Ordre får. Lidt før Vester Egense kommanderer jeg første Vej til venstre, Førerlinen strammes, javel, vil Elly dermed sige, og Farten forøges en Del. Så drejer vi ind på Landevejen Odense Bogense over Otterup, og nu går det rask fremad. Solen skinner, og jeg hører Ellys taktfaste Pusten. Jeg ved, hun går med Tungen ud af Halsen og sveder, men smiler dog til de forbipasserende; vi går hur­tigt, men nu synes jeg, Elly skal have noget at drikke.
‑ Gå ind i det første Hus og få noget at drikke!
‑ Javel! svarer Elly med et Ryk i Fører­linen.
Nå, men jeg aner ikke, hvor det første Hus ligger, måske er der en Kilometer, før vi når til det, måske mere, men det gør intet, Elly glemmer ikke en given Ordre, snart svinger vi fra Landevejen ind ad en Havelåge, og snart står vi foran Husets Indgangsdør. Elly står selvfølgelig på Trappestenen med Snuden oppe ved Dørhåndtaget, så jeg ved, hvor jeg skal tage hen, bare følge Ellys Kropstilling. Jeg tager i Døren, så for Pokker, mumler jeg. Dø­ren er låset. Elly vender sin Snude helt op mod mig, hun forstår Situationen, men jeg siger intet, og det er heller ikke nødvendigt. Liden en Ordre eller en Bevægelse fra mig går Elly ned af Trappestenen og opsøger Husets Bagdør. Her er vi mere heldige. Snart står vi i Køkke­net og beder om lidt Vand. Husets Frue er lut­ter Smil. Vand, jo så inderlig gerne, men om jeg da ikke hellere vil have et Glas Øl eller i nogle Tilfælde Saftevand. Jo, tak, siger jeg, men det er da alt for elskværdigt af Fruen. Al­deles ikke. Og snart har både Elly og jeg fået en forfriskende Drik, og Elly nogle beundren­de Ord og masser af Kærtegn af Husets interesserede Beboere, og vi byder Farvel og Tak, og Elly genoptager sin Fart mod Bogense.
Snart passeres Grevskabet Gyldensten, og inden længe er vi i Bogense, vi forretter vore få Ærinder, det går let, Elly er jo nu kendt med de få Forretninger, vi plejer at besøge, og Ud­flugten afsluttes med en Kop Kaffe på en Re­stauration. Elly trakteres atter med Vand, og da hun jo er vellidt vanker der i Reglen altid noget Wienerbrød hos Serveringsdamen, og efter et lille Hvil begynder vi på de næste ti Ki­lometer hjemefter. Nu skal der slet ingen Ordrer til, Elly kender jo Forløbet af Turen så nøje, så hun ved, at når vi har fået Kaffen, skal vi hjem, og ganske sindigt marcherer hun ud ad de smalle Gader, lidet ænsende de sprut­tende Biler og andre Trafikanter.
Det varer os småt halvanden Time, så er vi atter hjemme, og en vellykket Spadseretur er endt uden Uheld af nogen Art til lige stor Glæ­de for begge Parter.

I Biltrafikken klarer jeg mig altid godt med Elly, Bilisterne i vid Omkreds kender os jo, og til deres Ros skal jeg sige, at de altid er meget opmærksomme og giver Signal, når de kommer bagfra, hvilket må siges at være meget pænt, men aldeles ikke nødvendigt, da Elly jo altid holder helt ind til Vejkantens yderste Si­de. Ganske vist har jeg nogle Gange været irriteret af forfærdelig Biltuden, oftest når Bilerne var helt inde på Siden af os. Jeg er jo ganske klar over, at det her har været ungdomme­lige Bilister, der lige har fået Kørekort, som gerne vilde prale med denne Begivenhed, og på en noget upassende måde demostrere Sig­nalhornet. Den Slags er jo ikke passende, men de pågældende har sikkert ikke tænkt over de eventuelle Følger, slige Drengestreger kunde få; der er nogen Forskel på at sidde godt og forholdsvis sikkert i en Bil og så at gå om­kring på Landevejen og slet intet kunne se, men med en Schæferhund som Fører. Man sæt­ter hele sin Lid til Hunden, og det går jo godt, om man ikke ligefrem kommer ud for Automobilbøller; men det med at ville skræmme Hun­den med unødig Tuden kan i og for sig også nok rumme en Fare. Nu er Elly jo en ualminde­lig rolig Hund, ikke Spor nervøs, men tænk nu en anden med en mindre nervefast Hund, denne kunde godt fare ind mod en fra anden Side kommende Bil; om Situationen f. Eks. forekom på en Korsvej, da vilde det jo knap være så hel­digt, heller ikke for den skyldige, thi Ulykken vilde da være der, både med Blod og Sorg.
Jeg har i to Tilfælde været ude for en Slags Motorbøller, den ene Gang på Odense‑Bogense Landevej, da kom en Bil i rasende Fart lige ind mod mig; havde Hunden ikke været re­solut og i sidste Øjeblik var sprunget op på en Skærvebunke, hvorpå jeg også kastede mig, var vi begge bleven maset af Bilen, der fortsatte i rasende Fart; der skete intet, uden at jeg fik Tøjet lidt snavset og Hænderne en del forrevet i Skærvebunken. Det har jo sikkert været en stærkt beruset Bilist, jeg her var kom­men ud for.
Det andet Tilfælde hændte mig forrige Som­mer. Jeg var på Vej til en Politihundeøvelse, der foregik ved Stranden. Med Elly som Fører gik vi glade hen ad Vejen i det dejligste Sommervejr, jeg lagde ikke særlig Mærke til en for­an kommende Bil, før den var lige nær ved, da den så pludselig drejede ind mod Elly, der måtte springe op på en Stenstak for at und­gå at blive påkørt, jeg sprang af bedste Evne ind til Siden og undgik også Bilen; en ung Pi­ge, som netop passerede, fortalte mig, at Bilen var fyldt med unge Mennesker, der grinede godt af mine og Hundens Anstrengelser for at redde Livet; desværre var det ikke den unge Pige muligt at konstatere Bilens Nummer, før den forsvandt bag en høj Kornmark ad en Si­devej, i modsat Fald vilde jeg dog nok have hilst lidt på de glade unge Mennesker.
Men i det store og hele har jeg intet at klage ­over Bilisterne, dog kan jeg ikke undlade at omtale deres ofte store Mangel på Færdselskul­tur; man regner jo altid med, at Bilerne kører i Kørselsretningens højre Side af Vejbanen, men, dette er så langt fra Tilfældet i mange Tilfælde; jeg selv går næsten altid i modsatte Side af Kørebanen, det er en Slags praktisk Foranstaltning, idet Hunden altid standser, når en Bil kommer bagfra i stærk Fart, når vi går i sam­me Side, som Bilerne kører. Hunden vil nemlig gerne se den bagfra kommende Bil og deraf be­dømme eventuelle Faremomenters Tilstedeværel­se. For at undgå disse Standsninger fra Hundens Side har jeg vænnet mig til altid at gå i Kørebanens venstre Side i det Håb at være de bagfra kommende Biler på Afstand, men i dette Håb er jeg mange Gange blevet frygtelig skuf­fet, thi ikke få følger mit Eksempel og kører i Banens venstre Side, og det endda så nær, at de pågældende Biler er lige ved at berøre Albue og Skulder, når de farer forbi; ikke for­di jeg er bange, men jeg synes dog nok i alle Tilfælde, hvad nu enten Bilerne kører i rigtig eller forkert Side, så burde de dog aldrig kom­me de spadserende nærmere, end at disse kunde føle sig fuldt sikre for Påkørsel hvad nu en­ten den spadserende er en seende eller blind, der traver hen ad Vejen med sin Førerhund. Hvor­dan Bilister opfatter en blind med Førerhund, ved jeg i al Almindelighed ikke. Personlig anvender jeg ikke det autoriserede Færdselsmær­ke for blinde og døve samt andre Invalider. Jeg
har derimod Røde Kors på Førerhundens Sele, det er jo det internationale Tegn på Førerhunde; i Tillid til dette Tegn håber jeg, at Trafikanter af enhver Slags forstår, at det ikke er en almindelig Mand, der er ude at lufte sin Hund, derfor har jeg aldrig tænkt mig Nødven­digheden af at have andet Færdselsmærke, og dertil kommer så Hundens Sikkerhed; dersom Bilister eller andre Trafikanter ikke ligefrem gør
agt på min Hund og mig, når vi færdes på Vejene, og det kan man jo roligt gå ud fra ikke vil ske, så kan jeg under normale Forhold ikke tænke mig Muligheden af en Påkørsel; fremkommer der derimod uforudsete Ting, ja, så kan det gule Færdselsmærke sikkert heller ikke hjælpe, thi under visse slige Forhold ram­mer Ulykken jo Folk, enten de så kan se eller ej; men dette Spørgsmål er jo et Kapitel helt for sig selv, et Kapitel, som jeg roligt kan lade ude af Betragtning og til Slut konstatere, at jeg og min Hund i det store og hele klarer os godt i Trafikken i god Forståelse med Bilister og andre Trafikanter, jeg vil i det mindste ikke klage.
Noget af det værste, jeg kommer ud for, når jeg er ude med Førerhund, er Landsbyernes kamplystne Hunde; nu vil en og anden måske tænke, at en Førerhund ikke må reagere over­for andre Hunde, men på den Basis kan man ikke anlægge Førerhundedressur; der findes ganske vist store Hunde, der er så flegmatiske, så de fuldstændig ignorerer alle andre Hunde, men de er så sjældne og fåtallige, at man, om man skulde vælge udelukkende sådanne Hunde til Førerhunde, let kom til at afprøve fle­re Hundrede Hunde, før man fandt en, der var anvendelig. Dette med den flegmatiske Hund er nemlig medfødt og kan ikke helt tillæres, om­end der kan gøres en Del i den Retning, men det er iøvrigt naturligt, at en Hund forsvarer sig, når den bliver angrebet, og dette gælder selvfølgelig også Førerhunde.
Vel er Interessen for Hunde stor her i Lan­det, men der savnes Kultur blandt Hundeholder­ne, det er nemlig forkasteligt, som Forholdene nu er i alle Landsbyer, så snart Byens Hunde ser en fremmed med Førerhund eller en anden Hund, hvad nu denne enten er i Line eller fri, straks kaster sig glammende og bidende over den fremmede og hans Hund. Jeg har mange Gange været lige på Nippet til at blive kørt ned af Automobiler i slige Situationer. Hunden søger at værge sig, men kommer derved uden at den selv eller jeg bemærker det ud på Kørebanen, og så er der jo ikke langt til ulykken; i Reglen har jeg en Hundepisk i Lommen, den kan gøre nogen Fyldest ved at jage kamp­lystne Hunde bort, men ofte har jeg ikke Pisken hos mig, og da kan Situationen ofte være irriterende for ikke at sige farlig. Nu havde man jo den Udvej at slippe Førerhunden løs med Ordre til at tage for sig, alt hvad den ønsker. Jeg har i nogle få Tilfælde været nødt til det, men gør det dog meget nødigt, idet jeg jo ved, at de Mennesker, hvis Hund det går ud over, ofte bliver kede af det og i alle Tilfælde vrede, men irriterende kan den Slags nu virke.
Således husker jeg bl. a. et Optrin for et Par År siden. Jeg skulde til en Landsby ret fjernt beliggende fra mit Hjem, jeg måtte passere fle­re fremmede Landsbyer, og i en af dem var Hundene ualmindelig pågående; på udtu­ren gik det endda tåleligt, men på Hjemtu­ren var det nær gået galt. Jeg var midt i den pågældende Landsby, ti, femten Hunde fo’r bjæffende rundt om Elly, det foregik på et Vejsving med dårlig Udsigt, Elly var gået lidt ud på Kørebanen, det samme var jeg for at jage de halsende Hunde bort, Pisken havde jeg glemt, så jeg var ret magtesløs i mine Bestræ­belser, da en Bil pludselig kom bagfra; der var ikke langt fra en Påkørsel, da Føreren af Bi­len ikke kunde overse Skuepladsen, før han var inde på den. Omkring i Dørene stod Ejerinder­ne til en Del af Hundene og kaldte på deres Delle og Bob> og hvad de nu hed alle sammen, men tilsyneladende uden Held. Nu blev jeg imidlertid ærgerlig og råbte til de forskellige Damer: Kan I så se at få fat i jeres Køtere, for ellers skal min Hund få Lov til at gøre En­de på Legen! Det hjalp. I Løbet af et Øjeblik var Gaden fri for Hunde; det viste sig altså, at man godt kunde kalde Hundene ind, når det skulde være nødvendigt, men man har formo­dentlig tænkt, at de dejlige Hunde kunde have godt af denne Motion, uden at tænke over hvil­ke Ubehageligheder og Farer, man derved udsatte mig og min Hund for. En offentlig Lande­vej er nu til Dags ingen Kampplads for Hunde; dette burde alle vide og handle efter.

Elly i Hjemmet.
Jeg har tidligere omtalt, at mine Hunde hav­de Politihundedressur. Jeg skal i dette Kapitel forsøge at gøre rede for denne Politihundedres­sur såvel i som udenfor Hjemmet. Begrebet Dressur er ofte en misforståelse for de fleste, man resonnerer som så, at dersom ens Hund har Unoder, såsom at den vil løbe efter Fjer­kræ og lignende, så skal den have Dressur, li­geledes dersom den vil bide i Utide, men dette er en fuldstændig misforståelse, den Slags er kun noget, der afrettes ved Opdragelse. Dres­sur i egentlig Forstand kan man kalde det, når en Hund har lært noget, så den kan yde Mennesker Hjælp. Med Politihunden i Almindelig­hed forbinder Folk gerne en glubsk Hund, der vil bide; det er en lige så stor Fejltagelse. Poli­tihunden skal netop være fredelig og af god Ka­rakter, det vil navnlig sige, at den har gode Ner­ver, så den ikke bider uden i absolut nødven­dige Tilfælde. For det vigtigste ved Politihundens Dressur er nemlig Forbryderarbejdet. Det vil kortest fortalt sige, at Hunden oplæres til at bide og uskadeliggøre en farlig Forbryder, men altså på den rette måde og i det rette Øjeblik.
Ja, men er en sådan Hund da påkrævet som Førerhund for blinde, vil mange måske spør­ge? Ja, i mange og særlige Tilfælde, må jeg svare. Efterkrigstiden har grundig vist os, at natlige Overfald med Mord som Udgang of­test foregår på ensomme, gamle eller syge Mennesker, og i Reglen på Steder, hvor der kun kan påregnes ringe Udbytte, men til Gengæld ved Forbryderne, at på sådanne Steder er der ingen større Risiko for dem for, at Of­ret sætter sig til Modværge. Sådan er det fak­tiske Billede af Forholdet. Man kan vel derfor godt ræsonnere som så, at to ensomme blinde lige så let kan blive Genstand for et natligt Overfald. Men her behøves ingen Ræsonnemen­ter, Kendsgerningerne har talt. Vi har haft Be­søg af en natlig Forbryder, der blev forpurret i sine Planer, hvad disse så end gik ud på. Nu ved jeg jo godt, at en og anden vil sige, at en almindelig skrap Hund kan være til samme Nytte, men det er absolut en Vildfarelse. De fle­ste Hunde, selv om de er skrappe, vil, når det kommer til Stykket, i de fleste Tilfælde være bange, og dertil kommer, at de intet har lært og vil således være temmelig lette at uskadeliggøre for en farlig Forbryder.
Politihunden har ikke alene gennem sin Dres­sur lært at angribe på rette måde og i rette øjeblik, men den har tillige lært at tage sig i Vare for Slag af Stok og Pisk samt Stenkast og Skud af en Revolver, derfor vil en god Poli­tihund være meget vanskelig at aflive i en så­dan Situation, som her tænkes på. Vilde en Forbryder forsøge at skyde Hunden med en Revolver, et Forsøg, der vanskelig lod sig udføre, om han da er Hunden inde på Skud, da vilde han, om han da ikke dræbte Hunden ved første Skud, være prisgivet. Revolveren vilde da ved næste Forsøg falde kraftløs til Jorden, det skul­de Hunden nok sørge for. Dette blot for at give et Eksempel.
Men vi forlader dette dramatiske Emne i Håb om, at vi aldrig skal komme ud for den Slags Oplevelser, og så ser vi på Hundens Bevogtning i al Almindelighed. Nu tager vi altså Hjemmet her som Udgangspunkt for disse Betragtninger og tænker ikke på andre Hjem i Almindelighed. Vi ser i vore Dage en Masse Handelsfolk af alle Slags husere, de er i alle eller de fleste Tilfælde flinke Mennesker, men der er jo et gammelt Ord, der siger, at Lejlighed gør Tyve, selv om jeg nu slet ikke er mistroisk, så lader vi alligevel Ordsproget stå ved Magt. Her i Huset, hvor der til daglig ingen seende Mennesker findes, vilde der jo let opstå Lejligheder for mindre stærke Karakterer, her er Elly jo den sikre forebyggende Hjælper. Hun er det venligste Dyr, noget Menneske kan træf­fe, når man kommer ind til os, hun ved intet bedre, end når fremmede vil kæle for hende (ja, jeg må i Parantes bemærke, dette gælder kun Folk af normalt Udseende, rene Vagabonder stiller hun sig lidt anderledes overfor). Men vi holder os til Borgere af den almindelige Ty­pe. Disse deler Elly så igen i flere Grupper: dem, hun slet ikke kender, og dem, hun kender meget godt, og så dem, der er hendes specielle Venner. Helt fremmede Mennesker er Elly jo selvfølgelig også glad for og vil gerne have, at de skal kæle lidt for hende, men deres Bevægelsesfrihed er mere end skarpt afgrænset her, navnlig når Elly er alene med de pågældende. Elly kan være fuld Ven med dem, men vil de fremmede bare rejse sig og gå hen og f. Eks. benytte et afsides stående Askebæger eller studere et Billede, der hænger på Væggen, nøjere, da er Venskabet øjeblikkeligt forbi. Den fremmede har at blive siddende på sin Stol og ikke røre andet end det, han kan nå fra denne Plads, og kun, hvad der står på Bordet. Den, Elly derimod kender noget, kan nok i de fleste Tilfælde forlade sin Stol, selv om han er alene i Stuen med Elly, men hun skal dog nok passe på, at intet hænger ved vedkommendes Fingre. Men selv Ellys særlig gode Venner kan ikke tillade sig ret vidtgående Handlinger, når de er alene i Stuen med hende, og der skal i alle Tilfælde tages visse Hensyn, om min Ko­ne eller jeg er i Stuen; herom skal jeg nu fortælle nogle morsomme Træk.
En Dag havde vi Besøg af en ung Mand, han stod lænet op mod Radioskabet, uden at
tænke på noget tog han en Æske Tændstikker i Hånden, Æsken lå på Skabet. Elly lå ved Kakkelovnen, hun så Manden tage Tændstikkerne, rejste sig ganske rolig, gik hen til den unge Mand og tog lempelig, men bestemt Tændstikæsken ud af hans Hånd og kom hen til mig med dem. Den unge Mands Benovelse var kolossal, han kendte nemlig ikke Elly så godt. Jeg lagde så Æsken tilbage, men den un­ge Mand fik igen tilfældig fat i Æsken, og Elly måtte atter forlade sin Plads og hen og sikre sig Æsken, og det skete med så værdig en Mine, så selv en Grevinde ikke kunde anlægge en mere værdig Mine.
En anden Gang havde jeg Besøg af en Forretningsmand, han fik fat i en Hundepisk, der tilfældig var kommen ind i Stuen. Elly så det, gik hen og tog Pisken ud af hans Hånd og lagde den tilbage på Sofaen. Men nu var Mandens Interesse vakt, han gik øjeblikkelig hen og tog Pisken igen. Elly var der straks, Manden måtte atter af med sit uretmæssigt erhvervede Gode, og nu gik Elly om bag ved min Stol med Pisken og lagde sig med den mellem Forpoter­ne. Manden var atter på Spil, men nu blande­de jeg mig i Legen. Thi vel er Elly fredelig, men en Spøg kan dog også overfor hende drives for vidt, og nu hørte jeg hende knurre advarende. Jeg sagde derfor til Manden:
‑ Ja, nu må du holde op med dine Narre­streger, i det mindste bliver det på eget Ansvar, om du forsøger oftere, jeg betaler hverken dit Tøj eller din Lægeregning, for jeg vil nemlig gøre dig opmærksom på, at du om du forsøger endnu en Gang, både vil komme til at søge Skrædder og Lægehjælp, og du må desuden forstå, at min Hund er veldresseret, så den er i fulde Ret. Så forsøger du igen, og den bider dig, hvad den selvfølgelig gør, da får du ikke engang den Fornøjelse at høre mig skælde Hunden ud. Tværtimod vil jeg i din Nærværel­se rose den, hvordan du så end bliver tilredt, thi Hunden har gjort sin Pligt, mens du har bå­ret dig mere end dumt ad.
Efter denne Forklaring viste min Gæst ikke yderligere Lyst til at låne Ellys Pisk.

Her er jo et af de Punkter, hvor man må passe på, om man har en Politihund. Folk er ikke nær så kloge som Hunden, man vil gerne prøve sig frem med denne. Her i Huset er der nu aldrig forefaldet noget Uheld af den Grund, dette skyldes for det meste, at Elly er sjælden af Karakter, har glimrende Nerver, hun bider aldrig, før det er strengt påkrævet, og vilde aldrig forfølge en letvunden Sejr. Men jeg er tillige også altid på Vagt overfor eventuelle Gæsters eller andres Ubesindigheder overfor min Hund, det er man nødt til at være. Hunden kan nemlig være nok så god og være i sin so­leklare Ret, men misbruger nogen den, og går den hen og bider vedkommende, da får Hun­den jo altid Skylden. Den offentlige Mening vil da være vendt mod Hunden, og den vil da blive stemplet som værende bidsk, skønt en anden og den virkelig skyldige skulde have en ekstra Straf mere end den, Hunden allerede har tilføjet ham.
Men jeg kunde vedblive at berette om pudsi­ge Hændelser, som min Hund har været Delta­ger i. Således havde jeg en Dag været hos Købmanden og havde Elly som Fører. Da vi var nær Hjemmet, slog jeg Elly løs, gav hende en lille Pakke og bad hende skynde sig hjem med den. Der var kun et lille Stykke, men på Vejen mødte Elly en Mand, der vilde se, om han kunde få Pakken fra Elly. Jeg kom tidligt nok til at gribe ind i Begivenhedernes Gang. Elly havde nemlig lagt Pakken og gik allerede frem mod Manden, men kun et Ord til begge Parter, så var den Strid bilagt.
‑ Jeg vilde bare se, om jeg kunde få Pak­ken sagde Manden til mig.
Men den Slags skal man nu aldrig indlade sig på, det kan som i dette heldige Tilfælde gå godt, men havde jeg ikke været så nær efter Elly, var den Episode knapt forløbet så lemfældig af.
Men begår man ikke åbenlys Brud på al Etikette, så ser Elly altid stort på Småting. Således skulde jeg en Dag for nogle År til­bage til en Naboby og hente nogle Stenhøjsplanter, men Elly var ikke Fører, hun løb fri, idet jeg havde andet Følgeskab den Dag, derfor mente jeg, at Elly passende kunde løbe med Kurven. Det gjorde hun også gerne, men i den anden Ende af Byen kom der en Hund, der ger­ne vilde slås. Elly satte Kurven ind til Siden, og så gik det løs. Min Ledsager og jeg gik vi­dere, den fremmede Hund havde jo selv indledet Klammeriet, og jeg mente så, den selv måtte tage Følgerne. En lille Dreng havde imidlertid set Elly sætte Kurven, han råbte efter os, at Hunden glemte Kurven, tog Kurven og løb bag efter os med den. Det var jo pænt af den unge Mand, men iøvrigt overflødigt, da jeg vidste, at Elly nok skulde tage Kurven, når den anden Hund ikke mere havde Kløe i Pelsen. Elly var nu færdig med Opgøret med den anden Hund, hun så, at Drengen gik med hendes Kurv, hun løb i stærk Fart lige hen forbi Drengen, og i Forbifarten greb hun Kurven ud af hans Hånd. Det hele skete så hurtigt og uventet, at Drengen blev ganske forbløffet, men Elly var allerede langt forbi min Ledsager og mig på Vej mod Vester Egense.
Der kunde berettes om Hændelser af denne Art i massevis. En af de sidst passerede er følgende: Vi havde lige fået Brændsel, og Vogn­manden, forresten min Nabo, og såvel Ellys som min gode Ven, havde netop tilendebragt Opbæringen og sad og nød en Kop Kaffe, bød så Farvel og gik, men kom straks efter tilbage, idet han havde glemt nogle Sække ude ved Trappen.
‑ Er Elly derude? spurgte Vognmanden.
‑ Ja, svarede jeg, men gå du bare ud og tag dine Sække, du og Elly er jo fine Venner, fortsatte jeg.
‑ Jeg tror ikke, det går, sagde min Nabo.
‑ jo, såmænd gør det så, svarede jeg, selv overbevist om at det nok skulde gå, min Nabo og Elly taler sammen flere Gange daglig.
Vognmanden gik så ud for at samle sine Sække op, men det gik ikke, jeg hørte straks Ellys Knurren. Så længe Vognmanden stod op og snakkede med Elly, var de fine Venner, men det med at Vognmanden forsøgte at bukke sig og tage Sækkene, det tillod Elly ikke. Jeg gik nu ud til de to, der stod og parlamenterede om Vognmandens Sække.
‑Manden må da nok få sine Sække, sag­de jeg til Elly. Hun stod ved min Side, da jeg samlede Sækkene sammen og gav Vognmanden dem, men da han vilde gå med dem, knurrede Elly endnu svagt, hun forstod ikke helt, at Manden skulde komme igen og hente noget, hun mente nok, nu var han gået, og hvad der nu lå inden for Hjemmets fire Vægge, var vort.
Hvad jeg her har skildret er jo kun en sær­lig Form for Bevogtning af Ejendele. Tale om nogen Beskyttelse eller Forsvar af Liv har jeg ikke helt sikre Beviser på har fundet Sted, men ingen kan jo afgøre, hvad Hunden i det skjulte har udrettet blot ved sin Tilstedeværelse. Men under det direkte Arbejde som Førerhund har Hunden jo i utallige Tilfælde reddet mig fra Ulykker og i det hele taget bevirket, at det er blevet mig muligt at færdes, hvor jeg ønskede.
Vi kommer nu til en anden Del af Politihun­dedressuren, der er af allerstørste Betydning og ganske uvurderlig for os i det daglige Liv. Denne Del er Aport og Sporsøgning. Ikke i særlig Grad Sporsøgning af forsvundne Personer i den Forstand, men Sporene, der her er Tale om, fø­rer ret og slet til bortkomne Ting, som vi uden Hundens Hjælp aldrig vilde finde.
Den, der ejer Synets Gave, aner ikke hvor irriterende det er, når man ikke kan se og så taber en eller anden lille Genstand på Gulvet. Det er ikke mindst ved sådanne Lejligheder, man føler sin Afmagt. Man kan komme til at ligge på Gulvet og rode forgæves i lange Tider og dog ikke finde det tabte. Her er Hundens hjælp enestående, og jeg forsikrer, at Elly her er mere end enestående. Somme Tider ved man næppe, om Hunden er klogere end Mennesket og opfatter hurtigere end Mennesket, men man fristes ofte til at tro det sidste. Jeg skal blot nævne et lille Træk, som egentlig er et Vidnesbyrd om det sidste.
En Dag havde min Kone ryddet lidt op mel­lem mine Hunderekvisitter, jeg skal nu ikke sige, at jeg var ligefrem begejstret for det. Jeg spurgte derfor min Kone, hvor hun havde gjort af Ellys Førerline. Min Kone huskede det ikke i Øjeblikket, men tænkte sig et Øjeblik om, men inden hun fik svaret, kom Elly selv med sin snor, hun havde taget den i Brændekassen, hvor den tilfældig var falden ned. Jeg blev jo noget overrasket, thi Spørgsmålet var jo stillet til min Kone og aldeles ikke til Elly, men Elly opholdt sig imidlertid i Køkkenet, uden at jeg vidste det. Hun hørte mit Spørgsmål og handlede så ef­ter egen Indskydelse, det gør hun for Resten ofte som Aportør.
En Dag, da min Kone stod og netop var færdig med at pille Kartofler til Middagen, tabte hun Kniven. Elly lå i Bryggerset og gnavede på et Kødben, hun hørte Kniven falde, lod sit Kødben ligge og gik ind og samlede Kniven op.
Hvor mange Børn vilde mon være så opmærk­somme?
En anden Dag sad min Kone inde i Stuen og syede nogle små Pynteknapper på en Kjole, en Knap så stor og af samme Form som en halv Ært faldt på Gulvet, Elly rejste sig fra sin Plads ved Kakkelovnen, gik hen og samlede Knappen op. Nu behøvede min Kone kun at strække Hånden frem, og Elly lod Knappen falde ned i min Kones Hånd.
En anden Dag havde min Kone været i Går­den for at gøre Forberedelse til Vask, hendes Hårnet var på en eller anden måde faldet af og hængte i et Stykke Ståltråd. Elly fandt omgående Hårnettet. Og sådan kunde jeg blive ved i en Uendelighed. Men ikke nok med, at Elly kan finde Ting, der er bortkommen for Øjeblikket. Sådan var min Kone også engang i Færd med at tage Vasketøj ind fra Klædesnoren, en tøjklemme faldt på jorden, min Kone kaldte på Elly, men Elly kom ikke, hun havde nem­lig små Hvalpe og var inde hos dem i et nød­vendigt Ærinde, som hun ikke kunde opsætte. Men da min Kone nogle Timer senere kom i Tanker om Tøjklemmen, kaldte hun Elly ud, og det varede kun et Par Sekunder, så havde El­ly fundet den.
En anden Gang var jeg i Færd med noget Havearbejde, jeg havde lagt min Pibe fra mig, men hvor, det huskede jeg ikke. Her måtte El­ly også ud og træde hjælpende til. En anden Gang havde min Kone tabt sit Ur i Haven, men også det var en let Sag for Elly at finde. Og så er der det ved Elly, hun er altid villig; hører hun noget falde på Gulvet, da kommer hun af sig selv og samler det op. Man vil kunne forstå, hvad denne Hjælp betyder for os, hvor me­get Besvær Elly sparer os for, for slet ikke at tale om alle de Ærgrelser, dette Besvær vilde være forbundet med. Her går nu alt så let, og man mærker i meget mindre Grad, hvor stort et Savn det er at mangle sit Syn. Der er mange Ting, der ikke kan erstattes, blandt dem er i første Række Synet, men har man endelig mistet Synet, da bliver Førerhunden den vanskeligste Ting at erstatte. En god Førerhund letter i høj Grad Blindhedens knugende Åg.

Elly opdrager Menneskebørn.
Elly har ualmindelig mange Venner, alle ved, at hun er en Hund med stor Livserfaring, en Hund, der kan næsten alt, hvad der kan forlan­ges af et Dyr. Alle kender Ellys myndige Optræden, man ved, at hun er en Hund, som man ­ikke kan jage med som en anden Køter, men en Hund, der respekterer andre, men til Gengæld ­også ønsker at blive respekteret, men den Tan­ke, at nogen vilde forsøge at jage Elly bort med Stenkast eller Stokkeslag, når hun færdes ale­ne, falder ingen ind, men sådan noget vilde også være en stor Letsindighed. Dog gives der visse Undtagelser, hvorom dette skal berette, men i al Almindelighed er Elly ualmindelig højt skattet af alle, alle vil gerne kæle lidt for den smukke Hund, når hun viser sig på Vejen med sin Sele på, det er særlig Børn og helt gamle Mennesker, der går hen til Elly og gi­ver hende et Klap, når hun passerer. I et Glimt vil jeg nu tegne et Billede af Hunden med den ­helt rigtige Karakter.
Åh, nej! se hvor kærligt hun ser på ham! Den gamle Mor, disse Ord kom fra, var en Husmandskone, som jeg netop stod og talte med. Elly og jeg passerede Huset for hjemgående fra en Tur til Bogense. Hvad mente Konen? Jo, hendes to‑årige lille Søn lå på alle fire på Jorden foran Elly ivrigt ifærd med at undersø­ge Ellys Klør, det var ham, Elly så så kærligt på, mens han var ivrigt optaget af det for ham så interessante Arbejde. Jeg havde nok bemær­ket Purken for et Øjeblik siden stå ved Siden af Elly, holdende hende i en tot Nakkehår, ivrigt hoppende og pludrende, men hans Eks­periment med Ellys Klør havde jeg jo af gode Grunde ikke bemærket, men den jublende, glad­e Klang i Moderens Stemme var det, der mest vakte mig til Eftertanke.
‑ Ja, Elly er god, sagde jeg stille. Ved mig selv tænkte jeg, ja, her står nu to Mødre over­for hinanden, hvordan mon Billedet vilde blive, om det skiftede om. Mon denne menneskemoder nu vilde tage lige så vel imod en af Ellys Børn, dersom denne fik Lyst til at pille lidt ved hendes Tæer, hvem kunde sige det. Problemet Menneske eller Dyr, belyst psykologisk, er ikke nemt at granske. Jo, sandelig, Elly er god ved menneskenes Børn, men det kan man ikke altid sige, at Menneskebørn er overfor hende. Jeg har ofte konstateret, at det samme Barn, der for et Øjeblik siden kærtegnede Elly i næste Øjeblik slår hende med et Ris, men den Slags finder Elly sig ikke i, hun tager ganske roligt Synderen i Armen. Men hun er jo stadig den kloge Elly, der også kender det svage Menneskekryb lige til dets inderste Kærne, derfor bider hun aldrig til, når det er et Barn, der skal afstraffes, gan­ske lemfældig tager hun fat, så der intet kan ses, hverken på Tøjet eller Armen, men Virkningen er lige god. Jeg har mange Gange moret mig over den Slags små Mellemværender spogørelse, det grædende Barns Klagen over, at Elly vil bide, men når jeg så siger til misdæ­deren: Ja, men der er jo intet at se! falder Gråden straks over i en sagte Snøften, når den lille får Ærmet smøget op, og det viser sig, at der intet som helst er sket. Jeg skal jo vel vogte mig for at sige noget til Elly om disse hendes små Irettesættelser, jeg er nemlig klar over, at disse altid er velfortjente og ikke i mindste må­de uretfærdige, derfor finder jeg dem fuldkommen berettigede, og hvem kunde vel ordne den Slags bedre end den ene, men heldigvis den klogeste Part i Mellemværendet. Vel er Elly en hund, men derfor skal hun alligevel behandles retfærdigt.
En Dag for et Par År siden gik jeg over en Herregårdsmark, hvor nogle Arbejdere netop var ifærd med at luge Roer på den ene Side af Markvejen, hvorpå jeg gik. Jeg er godt kendt på denne Vej, og Elly havde derfor som sædvanlig fri for i Ro og Mag at dyrke sine små private Fornøjelser, men da Elly skulde føde et Kuld Hvalpe om et Par Dage, var hun jo ikke særlig let tilbens. Hun luntede rolig bag efter mig, nu og da snusende i Vejgræsset. Pludselig hørte jeg Elly stikke i Løb ind over Roemarken. Jeg smilte lidt og tænkte ved mig selv, ja, så kan du da endnu løbe, gamle Pige, men hvad mon du nu løber efter. Da lød der Rædselsskrig fra et Barn blandet med stærk Halsen fra Elly. Hvad Pokker, tænkte jeg, er der mon nu på Færde. Men jeg kaldte ikke på Elly, jeg stolede jo fuldstændig på hende i sikker Forvisning om, at hun ikke gjorde noget, der var galt. Snart kom Elly igen og optog sin rolige Gangart og snusede videre i Græskanten ved Vejen. Jeg sagde intet til hende om det pas­serede, men lod som intet var sket, det samme gjorde Elly, hun holdt jo lige som jeg vort Kom­promis, så der var ingen Spørgen eller Skælden fra min Side og ingen Skulen fra Ellys Side. Da jeg kom lidt længere frem, fik jeg Løsningen på Gåden. En Mand, som arbejdede i Roe­marken, fortalte mig, at en Dreng på seks, syv År havde fundet Fornøjelse i at kaste Sten ef­ter Elly. Det gik altså ikke trods Ellys ikke særlig fine mobile Tilstand, den lille Synder måtte jo trods alt have sin Straf, som han jo sikkert opfattede det, skønt det jo i Virkeligheden kun var en Advarsel fra Ellys Side om det farlige i en Gentagelse af så dårlig Opførsel.
Der gik nogle Dage, så var jeg atter på samme Vej, Elly havde i Mellemtiden født et Kuld Hvalpe. jeg traf en ung Pige, der fortalte mig, at den ovenfor omtalte Dreng havde lovet at slå Elly ihjel. Jeg gav øjeblikkelig Elly fri, da Drengen også denne Dag var i Roemarken, men der skete absolut intet. Elly løb lidt ind i Roemarken, men tog aldeles ikke Notits af Drengen, der på sin Side slet ikke gjorde Mine til at vilde gøre Alvor af sin Trussel, hvilket sikkert var klogt af Hensyn til hans egen Sikkerhed, for det er jo ikke afgjort, at Elly i Gentagelsestilfælde vilde være lige så lemfældig, som første Gang hun advarede, og dette kunde vel heller ikke med Rimelighed forlanges.

Når man rejser med Førerhund.
Det var en tidlig Morgen med Støvregn, min Hund (Elly) og jeg tog med Rutebilen. Jeg vil­de besøge nogle Venner på Kertemindeegnen. På Sædet ved Siden af mig stod en Spånkurv indeholdende en Hane. Kurven var imidlertid så lille, at Hanens Hale stak uden for, Elly så det, snusede til den og vippede lidt med den.
‑ Gok, gok, gok, gok, gæ‑æk, lød det inde fra Kurven.
‑ Nå, nå! ikke gøre Kokkefar bange, for­manede jeg. Kælen som en Kat gned Elly sit Hoved mod mit Knæ som vilde hun sie: Det kan da ikke gøre noget, jeg snuser til den pragtfulde Fjerbusk. Men jeg var ubønhørlig i dette Stykke og kommanderede: Dæk! Med et Suk lagde Elly sig for mine Fødder, og med Hove­det hvilende på sine Forpoter betragtede hun interesseret Passagererne, efter som de steg ind i Bilen. Det varede tre Kvarter, så var vi ved Kappendrup St. Som Rejsende altid gør det, styrtede vi alle som Bier ud af en Kube for at komme ind i Ventesalen og løse Billet til Toget. I Skyndingen tabte jeg min Hundepisk, da jeg vilde gå hen til Billethullet. På Rejser har jeg altid en Pisk med for med den at jage kamp­lystne Hunde, der vil overfalde min Hund, bort. Nå, jeg lod Pisken ligge, idet jeg tænkte, at Elly nok skulde tage den med, når vi gik ud på Perronen. Imidlertid kom Stationsforstan­deren igennem Ventesalen, så Pisken, tog den op sikkert i den Tro, at Ejeren nok senere vilde spørge efter den inde på Kontoret, men Elly så den brave Mand gå med vor Pisk, hun sprang øjeblikkelig op ad ham for at få Pisken, men Stationsforstanderen var sikkert ikke klar over den rette Sammenhæng og værgede vold­somt for sig, og jeg stod der og anede i Virke­ligheden ikke, hvad der foregik, før jeg hørte Folk sige: Det er Hundens Pisk. Men Stations­forstanderen forstod endnu ikke det hele, og værgede bravt for sig, da jeg endelig råbte lidt højt: Giv Hunden Pisken! Det var nemlig hel­ler ikke for tidligt, for vel er Elly et sjældent godmodigt Dyr, men der er jo Grænser. Nu havde hun jo længe, men forgæves søgt at få Pisken med det gode, men jeg mærkede tydeligt på hendes begyndende Knurren, at nu var hun ved at blive vred over således at skulde kræn­kes i sin åbenlyse Ret. Med Pisken i Munden førte Elly mig sikkert ud på Perronen og ind i Toget, der imidlertid var kørt ind foran Statio­nen. Turen til Odense forløb uden Hændelser af nævneværdig Art. I Odense måtte jeg jo op i Banegårdshallen for at købe Billet til Kertemindetoget> det gik godt, og snart dampede vi afsted. Ja, dampe var nu ikke rigtigt, det var nemlig Motortog. Vognen var delt i to Rum. Som ivrig Ryger opsøgte jeg straks Rygekupe­en, og Rejsen mod Kerteminde tog sin Begyn­delse. Der var straks ret stille i Kupeen. overfor mig sad en Herre fordybet i nogle Papirer, og på Gulvet mellem os lå Elly og kikkede frem, så hun kunde overse Vognen og sees af alle Passagererne. Jeg mærkede snart, at alles Inter­esse samlede sig om min hund, det er jo heller ikke så almindeligt her i Landet at se blinde ifølge med deres Førerhund på Rejse i Toget, der var i alle Tilfælde livlig omend svag Diskus­sion om denne smukke Schæfer med de røde Kors på Seletøjet. Til mig var der ingen, der henvendte sig, og jeg havde således god Lej­lighed til at lytte til Diskussionen og morede mig forresten i Stilhed over de forskellige Bemærkninger. Pludselig blev Døren ind til Kupeen åbnet, og en ængstelig Damestemme sagde:
‑ Der tør jeg ikke gå ind, der ligger en stor Hund på Gulvet.
Nu kommer en anden Dame frem i Døren og sagde opmuntrende:
‑ Åh! den gør såmænd ikke noget, den bærer jo røde Kors, det er da Fredens Tegn.
Jeg nikkede opmuntrende hen mod den for­nuftige Dame og sagde:
De skal ikke være bange for Hunden, den er absolut fredelig.
‑ Det tænkte jeg nok, svarede Damen, og ind trådte flere Damer.
Rejsen gik videre, og Diskussionen om min Hund blev højere og livligere. En af Herrerne sagde således:
‑ Jeg gad vide, om den nu er fredelig, eller om den vil tage Får? En anden sagde:
‑ Hvad mon der sker, dersom jeg går hen og tager Manden i Nakken?
Det kneb mig meget at bevare Alvoren ved denne Udtalelse, og jeg smilede endog svagt ved Tanken, for jeg vil jo nok sige, det vilde ik­ke have blevet nogen behagelig Overraskelse, den arme Mand var kommen ud for, om han havde indladt sig på et Forsøg. Den Slags straffer Elly omgående og hårdt. Jeg holdt mig stadig passiv, men i mit stille Sind tænkte jeg: ja, vent nu lidt, der bliver lidt at se.
‑ Kølstrup! ‑ Ladby! ‑ hørte jeg Togbe­tjenten råbe uden for Kupeerne. Næste Gang skulde jeg stige ud. Jeg rejste mig, tog mine Ej­endele ned fra Nettet og lagde dem på Sædet, tog så Frakken på, strakte Hånden frem, El­ly var der med min Hat, så kom hun med Førerlinen. Nu var Toget ved at standse, og vi trådte ud mellem Bænkene. Da sprang Elly pludselig tilbage, greb en tom Tændstikæske, som jeg i Tankeløshed havde lagt i Vinduet, den mente hun også, vi skulde have med. Ved denne sidste Manøvre gik der som et sagte Suk af Overraskelse gennem Kupeen. Nu holdt To­get, jeg lettede på Hatten og forlod Kupeen, et Øjeblik stod jeg stille ude på Perronen for at vænne mig til de ændrede Omgivelser. Spektak­let fra Motorvognen sled endnu i mine Ører. Under mit lille Ophold lagde jeg Mærke til, at en Masse Vinduer i Toget blev trukket ned, man ønskede sikkert at overvære, hvorledes jeg nu yderligere kunde klare mig, men i dette Håb skuffede jeg imidlertid mine Medrejsende, jeg forlod ikke Perronen, før Toget var kørt videre. Så gik det støt og sikkert gennem Stationsbyen, en Landsby nogle Kilometer længere borte pas­seredes også, jeg vilde nemlig først besøge en Bekendt, der boede ret afsides på Landet. Snart var jeg kommen så langt, at jeg mente, nu var det på Tide at give Elly den sidste Ord­re og kommanderede derfor: første Vej til højre. Hun lystrede som sædvanlig, og snart slog vi ind på en Sidevej, den forekom mig frem­med, idet den både var for lang og skrånede tilmed nedad, jeg var godt klar over, at det var forkert, men ønskede dog at vide, hvor denne Vej førte hen. Snart mærkede jeg noget højt tårne sig op foran mig, jeg var straks klar over, at det ikke var et Hus, og strakte derfor Hånden frem for at føle, hvad det kunde være. Det var en Grusgrav med stejle Skrænter, jeg var kommen ind i. Nå, det var noget nyt, tænkte jeg, den var her ikke sidst, da jeg var på den­ne Egn. Jeg klappede Elly, for at hun ikke skul­de føle det som en Bebrejdelse.
‑ Det er godt, gamle Tøs, kan du gå til før­ste Hus til højre! Det gjorde Elly, og snart stod vi i Huset hos min Bekendt, hos ham var min Førerhund ingen Overraskelse, jeg havde nemlig tidligere besøgt ham med Førerhund, men velkommen det var selvfølgelig både jeg og Hunden.
På denne Tur besøgte jeg mange Mennesker på flere forskellige Steder. Turene tilbagelag­des alle til Fods, det var mig en Fornøjelse uden Lige. Størst Interesse vakte min Hund hos en Gårdmandsfamilie, navnlig Konen og Børnene var imponeret af denne Hund, der med så stor Færdighed kunde finde Ting, som de havde nedgravet på forskellige Steder og ofte i ret stor Dybde. Der anrettedes rene Festmåltider for Elly, og disse Måltider kom også Går­dens egen Hund til Gode. Sammen lå de to store Hunde inde på Gulvet og gnavede dej­lige syltede Grisetæer og andre gode Sager i sig. Et Par Dage, så var Ferien forbi, og Rej­sen gik atter hjemad. På Hjemturen hændte intet særligt, kun var en af de Medrejsende svært videbegærlig. Da han spurgte mig i den mest selvfølgelige Tone: Ja, den Hund kender da Færdselsloven? voldte det mig nogen Vanskelighed at bevare Alvoren. Svaret udelader jeg. Det var ved Midnatstide, at min Jernbane­rejse var afbrudt, nu var der ingen Rutebil, men jeg og Elly tog Resten af Turen til Fods i den stille Nat, det var kun seks, syv Kilometer, et forfriskende Supplement til Rejsen at gå der i den stille Nat.

Ud i det Blå.
Novemberdagens Støvregn falder let og fug­ter Tøjet, Naturen spiller sin sagte Symfoni, i denne Symfoni danner enkelte Vanddråber, Vejtræer og Telefonledninger en noget fastere Akkompagnement. Jeg trasker hen ad den tjærede Landevej; hvor vil jeg hen? jeg ved det endnu ikke, og Elly går foran mig med svagt ­strammet Førerline, hun ved heller intet, har endnu ingen Ordre fået, hun går bare lige ud ad Landevejen, mens de forbihastende Bilers Ringe sender hende Vandsprøjt op ad Siderne og ned ad Benene. Nu når vi en Granskov, den er lige så tavs som den grå Novem­berdag.
‑ Lad os gå ind i Skoven, gamle Tøs! siger jeg. Øjeblikkelig strammer Elly Førerlinen, det: er hendes Måde at meddele mig, at hun har forstået min Ordre, og nu går det rask fremad; snart drejer Elly fra Landevejen, ind over en Overkøring og standser foran Bommen, der spærrer for Indgangen til Skoven. Jeg bøjer mig ned og går under bommen, og så står vi mellem de tavse, mørke Granstammer.
‑ Vi må ud og se lidt på Vildtet, siger jeg til Elly, lige frem! Vi går op ad en høj Bakke, jeg tror, den er halvtreds Meter høj, men der er intet særligt heroppe.
‑ Så går vi til højre! siger jeg, og snart drejer Elly ind på en meget smal Sti, der går på langs af Højdedraget; her er eventyrligt. Stien er så smal, at kun et Menneske kan gå der, den snor sig ud og ind, og Stubbene af de fældede Træer står der endnu, så der må passes på, ellers falder man let, men jeg tager det hele med stor Glæde, Elly er jo Pålidelig­heden selv, så der sker mig intet ondt, det kan jeg trygt stole på; men at færdes her er, allige­vel noget af et Kunststykke. Træernes Rødder ligger helt blotte som vældige Uhyrer, forvred­ne i Dødskamp kryber de mellem hinanden, de er meget glatte af den sivende Støvregn, så Spadsereturen her bliver noget af en Balance­kunst med de glatte Gummistøvler, som jeg bæ­rer på Fødderne, snart er Stien dog forbi, og jeg står ude på et græsklædt Plateau; jeg ved det, jeg kender Stedet godt og har ofte været her før med Elly. Foran mig er de store Grusgrave med de meterhøje, stejle Skrænter, men jeg er ikke bange.
‑ Nå, her er nok intet spændende, siger jeg til Elly, lad os så gå tilbage igen. Og snart er vi igen ude på mere farbar Vej.
‑ Så går vi igen til højre! siger jeg. Nu tager vi omtrent hele Skoven på langs, det er morsomt, jeg nyder Turen på min Vis, det sam­me gør sikkert Elly> hun standser engang imel­lem og snuser til et eller andet, jeg formener hende ikke deri, hvorfor skulde jeg dog også det, vi er jo begge ude for at more os, og Elly skal da også have sin Del af Fornøjelsen; nu går vi ind mellem nogle mere end mandshøje Brændenælder, der spærrer vor Vej; de er nu så visne, at de ikke mere kan brænde i Ansig­tet, så det gør ikke noget af den Grund at for­cere dem, men våd det bliver dog både Hun­den og jeg; nå, det gør ikke noget, ingen af os er censible, vi er jo ude for Morskabs Skyld, så vi maser bare videre i godt Humør. Så for, mumler jeg, idet jeg falder, mens min hat ryger langt bort. Jeg skal lige til at give ondt af mig til Elly, der med det samme tager min Hat op, men nu besinder jeg mig, Elly er nemlig ganske uskyldig i mit Fald, hun har som sædvanlig forceret Træstammen, som jeg faldt over, i passende Afstand, men det er bare mig, der optaget af mine egne Betragtninger, så jeg ikke bemærkede Ellys Manøvre, men bare gik lige ud, frem for at følge Førerlinen, som jeg burde, særlig i et så farligt Terræn. Men den lille Tur i Græsset gør ingen Skår i Glæden, vi går atter videre, snart når vi en bar Plet i Skovens Udkant, her er stejle Skrænter, et her­ligt forrevent Landskab, lige noget for den Na­turbegejstrede, jeg nyder Stilheden og tripper’ lidt rundt, da lyder en forfærdelig Snurren og Spektakel, det er en Flok Fasaner, der letter og flyver ind mellem Stammerne. Underligt, ­ler jeg ved mig selv, at det skulde være det før­ste Vildt, vi skulde lette, her er nemlig Vildt i: utrolig Mængde; vi går videre, snart står vi ved en stejl Udgravning, en ny Landevej er ført. igennem Skoven på dette Sted, vi kravler ned­ad Udgravningen.
‑ Til højre kommanderer jeg, og vi går ad Landevejen til Vester Egense, drejer der igen til højre, og endnu engang til højre, og vi er på_ Vej mod Jersore, jeg vil en lille Tur til Stranden; snart når vi Jersore By, vi passerer smedien jeg hører Hammerslagene, idet jeg passe­rer, og i Ånden kan jeg se Skæret fra den flam­mende Esse. Hvilken Idyl rummer det smukke danske Land dog ikke, tænker jeg ved mig selv, idet jeg går videre mod Lindø, snart er vi ude på denne landfaste Ø, vi går langs Stranden, her er nogle Træhuse, der beboes af nogle Skallegravere inde fra Bogense, jeg lytter, idet jeg går forbi Husene, men hører ingen. Så rosa Mændene være ude pas Vandet og grave Skal­ler op, tænker jeg, idet jeg passerer Husene, snart står jeg ude på Øens yderste Pynt, med Ansigtet vendt ud mod det stille Hav lytter jeg, foran mig ligger Øerne Drejet Langø, og lidt til højre Ejlinge, Æbeløholme samt Æbelø. Hvor er her stille, en enkelt Motorbåds Tøffen afbryder Stilheden, en Fisker roer hjem over det blanke Fladvand, jeg hører hans rolige Åreslag, der falder sammen med Motorbå­dens Tøffen. Motorbåden er vel sagtens også på Vej mod sit Hjemsted, tænker jeg. Alt er omtrent stille omkring mig, nu og da hører jeg en lille Hund gø ovre på en af de små Øer, ellers er alt så utroligt stille. Jeg står længe og lytter, så længe, at jeg begynder at mærke Kulden. Tøjet er også snart gennemblødt af den sagte Støvregn, og Vandet fra Brændenæl­derne i Skoven har jo også gjort sit til at gennembløde mig. Der lyder Kirkeklokker, det er vist fra Klinte, tænker jeg, eller måske fra Borgese, af Lyden kan jeg ikke helt bestemme Ste­det; jeg hører enkelte Flokke af Ænder begynde at trække ind ude fra Havet. Nu må jeg hjem, jeg kalder på Elly, hun har haft fri, men er måske allerede ked af sin Gåen omkring på egen Hånd, for hun er lige ved Siden af mig; nu går det rask hjemad, snart passeres Skallergravernes Huse, nu er Mændene hjemme, jeg hører deres Stemmer derinde, hører dem rumstere med Husgeråd, Jersore er snart nået, nu lyder Smedens Hammer ikke mere, han hyg­ger sig nu efter endt Dagværk i Familiens Skød, en Hunds Gøen, et Barns sagte Gråd er det eneste, der fortæller mig, at der er Liv i denne Landsby, så stille er her, jeg passerer de store Broer over Inddæmningskanalerne ved Grev­skabet Gyldenstens Enge, jeg hører en vældig flok Vildgæs gå der ude og snakke sammen. Hvad mon de nu siger til hinanden, tænker jeg ved mig selv, idet jeg går videre. Store Flokke af Vildænder flyver over mit Hoved, de skal nok ind på de endnu upløjede Stubmarker på Grevskabet, stadig hører jeg Ændernes pibende Vingeslag, der må være mange Tusinde, snart når jeg Landevejen i Vester Egense, og så går det rask hjemad, nu passeres min gamle Ven Granskoven, og et Øjeblik senere er jeg hjemme. Turen ud i det Blå er endt, min Kone har beredt en dejlig Middag for Elly og mig, der nu hygger os i Stuens Varme, mens Natten sænker sit Mørke over Landet.

Den sportslige Glæde ved Førerhunden.
Hvad jeg ovenfor har skildret er kun de rent praktiske Arbejdsresultater, skildret i korte Glimt, men ganske nøgternt og i få spredte Træk og aldeles fri for Fantasi og Overdrivelse af enhver Art. Der kunde skrives meget mere og i enkelte Tilfælde af mere humoristisk Karakter, men Formålet med denne lille Bog er ikke at tilstræbe Sensation, men kort og redeligt at skildre Betydningen af Førerhunden på en sådan måde, at alle kan få Forståelse deraf. Før jeg går over til at skildre den sportslige Glæde ved Førerhunden, vil jeg ligefrem komme med et Par Oplysninger om mine Dressurmeto­der, jeg kan nemlig godt forstå, at Folk van­skeligt kan tænke sig, at jeg, som ikke kan se, kan oplære en Hund med så enestående Kvalifikationer, især vil den, der kender til Dressur forbavses. At jeg har ganske specielle Me­toder at arbejde efter er jo ganske givet, thi med de af andre, specielt Politifolk, anvendte Metoder, vilde det være umuligt for en blind at op­lære en Hund. Men at komme ind på mine Dressurmetoder i større Udstrækning vilde fø­re for vidt, jeg skal blot kort anskueliggøre en Del af Dressuren ved den Metode, jeg anven­der, nemlig Sporsøgning og Rondering. Vanskelighederne ved denne Øvelse, om den skulde øves på almindelig Vis, behøver jeg vist ikke at påpege, men Resultatet bliver jo det samme, på hvilken Måde man så end når det. Vi ser altså lidt på Sporsøgning, nu er der jo in­tet til Hinder for, at jeg, når jeg færdes hen ad en Vej, kunde gå lidt ind i en Mark og ud­lægge et Spor for den unge Hund og få Hun­den sat på Sporet på en nogenlunde ordent­lig Måde, men denne Metode kunde aldrig fø­re til et Resultat, thi den unge Hund vilde i ni og halvfems af hundrede Tilfælde komme ind uden at have fundet Genstanden, og jeg, der nu intet havde at rette mig efter, kunde ikke vejle­de Hunden, så den fandt Genstanden, selv vil­de jeg jo ikke kunde finde den. En sådan Øvel­se vilde være værdiløs, ja, ringere end ingen Øvelse at holde, Hunden må nemlig aldrig i den første Tid især komme ind fra et Spor uden Resultat, hellere må man sørge for, at Sporet er så let, at Fejltagelser fra Hundens Side er udelukket, et resultatløst Spor vil kunne svække Hundens Arbejdsinteresse, hvorimod et Resul­tat, det være sig nok så ringe, dermed mener jeg let at opnå, altid forøger Hundens Interesse og får den til at tro, at den er en farlig Karl, altså giver den Tillid til egne Evner, og det er nemlig altid det, man skal tilstræbe. Nu kunde jeg jo nok på en sådan Øvelse lægge et Spor ud og kunde den unge Hund så ikke klare Vanskelighederne, have en erfaren Hund med, som jeg så kunde sætte ind på Sporet til Hjælp for den unge Hund, men denne metode har også sine Mangler derved, at det så altid bliver den erfarne Hund, der finder Gen­standen. Følgen vil bare blive, at den unge Hund på Vejen ind vilde forsøge at nappe Aporterdukken, eller hvad man nu anvender ‑ jeg anvender altid en lille genstand ‑ fra den ældre Hund, og i ganske enkelte Tilfælde vilde den unge Hund finde Genstanden anime­ret af den ældre Hund, men alt dette vilde kun få Tilfældighedernes Præg, og hele Øvelsen vilde blive et Tilfældighedsobjekt. Dressur må aldrig være præget af Tilfældigheder, det skal være Kendsgerninger, derfor må enhver Øvelse indøves, til den har Præcisionens faste, sikre Kendetegn, først da er den noget værd. Jeg vælger imidlertid en hel anden Måde, den eneste, der fører til et tilfredsstillende Resultat for mig, man må jo stadig erindre, at jeg ikke er den seende Dressør. Jeg har en lang Snor fastgjort på et Kosteskaft og viklet op på denne, Snorens løse Ende fastgør jeg nu ved et Vejtræ el­ler lignende, så går jeg ind over Marken med Kosteskaftet, efter at jeg er nået ud så langt, som Snoren kan nå, stikker jeg Kosteskaftet i jorden; jeg kan nu følgende Snoren finde ind til mit Udgangspunkt. Mens disse Forberedelser har stået på, ligger Hunden i dæk i Lande­vejsgrøften, den har altså intet set. Så lægger jeg Sporet ud, følgende Snoren. I Begyndelsen lægger jeg altid Genstanden på et nærmere af­mærket Sted enten lige under Snoren eller helt ude ved Kosteskaftet, dette sker af Hensyn til Hunden, thi kan denne ikke finde Genstanden, hvad jo ret hyppigt hænder, må man jo huske, det er Øvelsens første Stadium, så kan jeg hjælpe Hunden og føre den hen i Nærheden af Genstanden og på den måde bibringe den Forståelse af, hvad dens Opgave er. På den­ne måde opnår jeg altid det ønskede Resultat. Når denne Øvelse er indøvet tilstrækkeligt til, at den kan betragtes som siddende fast i Hun­dens Bevidsthed, går jeg igen ud langs Snoren og kaster Genstanden ud, så til den ene Side og derefter til den anden Side, jeg har stadig Snoren at rette mig efter, og jeg sender nu Hun­den ud på Runderingen efter Genstanden. Selv vejledet af Snoren kan jeg vejlede Hunden, idet jeg altid kan høre dens Puslen rundt, derved kommandere til at rondere til højre eller venstre, alt som Øvelsen er. Jeg kan godt tænke mig, at man synes, det med at gå langs denne Snor giver Øvelserne en noget ensartet Karakter, men for det første flytter jeg Kosteskaftet og får på den måde et ret stort Stykke Land, ganske vist i Vifteform, at arbejde på, men det gør nu ikke noget, men dertil behøver Øvelserne jo ikke at foregå på samme Sted hver Gang, man kan jo så udmærket forlægge Øvelserne til fremmede Omgivelser, så den unge Hund lærer at arbejde i Terræn af forskellig Beskaffenhed. Jeg øver selvfølgelig min Hund ikke alene i Førerhundedressuren, det bliver jo en selvfølgelig Sag i Kraft af det daglige Arbejde, men også Poli­tihundeøvelser foranstalter jeg, ofte i Selskab med andre, men i de fleste Tilfælde alene for min egen Fornøjelses Skyld, og især for at Hunden ikke skal glemme sine Færdigheder. Øvel­serne afholder jeg fortrinsvis, når Talen er om en ung Hund, den ældre Hund derimod gør jeg ikke så meget ud af i den Retning, men allige­vel kan jeg ikke helt lade være uden at en eller flere Øvelser med alt dertil hørende løber af Stablen et Par Gange om Sommeren, men så er det også Sjov for Hundene, idet der hver­ken mangler Figurant eller noget andet. Hunden føler sig helt forynget på en sådan Dag, den er ikke Spor af ked af de Rap, der vanker af Forbryderens Stok, ej heller generer Krudtrøgen fra Revolveren den. Tværtimod, den er Fyr og Flamme og går op i Øvelsen, som var det den rene Alvor, og dog, den ved lige så godt som vi andre, at det hele er en Film, men den forstår at spille sin Rolle i denne Film og det på en måde, så ingen Skuespiller kan gøre det bedre. Mindre Øvelser forekommer næsten dag­lig, der lægges en Snor ud over en Mark, eller jeg taber et eller andet hen ad Vejen, som Hun­den så må løbe tilbage og hente. Ofte har min Hund fundet Pengestykker, der var udlagt i Græsmark, men denne Øvelses Farlighed har fået mig til at holde inde med den. Hunden har nemlig i to Tilfælde slugt Pengestykker, og det­te kan jo blive katastrofalt, den Slags kan let ske, når Hunden er så rask og tjenstvillig som El­ly, hun kender slet ingen Grænser for den Fartg hvori hun skal udføre sit Arbejde; men det er morsomt med en sådan Hund, der er så lydig og kan en Masse Finesser; for Eksempel løber Elly fri, og jeg støder to korte Fløjt, da kommer hun i fuld Fart inde fra Marken, farer for bi mig og søger ind på mit Spor ofte langt tilbage, hun ved, to korte Stød i Fløjten betyder, at jeg har tabt noget, og det er derfor, hun fa­rer forbi mig for at finde det tabte. Mange Bilister er i Årenes Løb standset for at se min Hund i Arbejde, dette Tælder ikke alene Fører hundearbejdet, men også Politihundeøvelserne. Ofte lægger jeg Elly i Dæk, lægger min Hat ved Siden af hende og går så videre. Kommet et Stykke bort fløjter jeg, straks kommer Elly springende og bærer min Hat i Munden, denne Øvelse har imponeret mange, for den, der ikke er kendt med Hunde og disses Dressur, ser det jo vældig flot ud, men i Sammenligning med mange andre af de Ting, en god Hund kan præ­stere, er det jo kun Småting, men der er for Resten det morsomme ved denne Øvelse, at når jeg lader Elly foretage den, og jeg så er i Føl­ge med en Person, som Elly ikke kender særlig vel, da bliver hun ikke liggende, men rejser sig og tager Hatten i Munden, og stiller sig ude på Vejen og ser efter mig. Hun er jo nemlig nok Politihund, men hun er dog først og fremmest min Førerhund, og hun føler, at hun har Ansvar for mig, derfor vil hun se, om den fremmede nu opfører sig ordentlig over for mig, for skulde dette ikke vise sig at være Tilfældet, så kunde hun jo, når hun står der midt på Vejen og lige parat til Start, hurtigt komme mig til Hjælp. Jeg tror nu nok, denne særlige Årvågenhed overfor min Sikkerhed skyldes, at Elly har set mig blive overfaldet et Par Gange, dette har jo kun været Spøg foretaget under Politihunde­øvelserne, men den Slags bundfælder sig nu i den trofaste Hunds Bevidsthed, og ret beset så er det vel ikke helt rigtigt at tage sådanne Øvelser med, Elly er jo nu Førerhund, og det er hendes helligste Pligt og Ønske at passe på mig i alle Forhold, men Øvelsen, den spejdende Hund midt på Landevejen med en Hat i Mun­den, ser flot ud og har vundet meget Bifald og Forundring hos alle, der har set det, men trods alt, Elly kunde aldrig finde på at komme af sig selv, medmindre der skete mig noget, men så er hun der også i rasende Fart og halsende af fulde Bryst, og var det så ikke Spøg og en udklædt Mand, det gjaldt, men en virkelig Voldsmand, da vilde jeg nødig være i Synde­rens Sted.

På natlige Farter.
Man bliver så nervøs i vor forcerede Tidsal­der, dette er en Talemåde, som man næsten daglig hører, en mere nøgtern Iagttager af Tingenes Tilstand må uvilkårlig spørge hvorfor, er Verden da ikke bleven bedre, er Kulturens Goder da ikke til Gavn for Menneskerne? og hvad jager de da efter? Livet bliver jo ikke længere fordi man skynder sig, og Lykken fanger man sikkert ikke i Hurtigløb, med alle Livets Go­der var der jo Grund til at antage, at menneskerne kunde få det bedre og tage Livet lette­re, men dette synes ikke at være Tilfældet, tvært­imod, er jeg da nervøs, Lægerne siger ja, men jeg tror ikke selv på det, mine Farter tyder ikke på Nervøsitet, ganske vist har jeg i enkelte Til­fælder været udsat for Hændelser, der for et Øjeblik ligesom fik det til at blive uroligt i Brystet, og en Kildren under Hårrødderne har jeg også følt, men kun for et Øjeblik, så var jeg igen nøgtern og rolig.
Jeg skal nu fortælle en af disse hårkildrende Hændelser. En Vinterdag, for et Par År siden, gik jeg ad Markvejen over Herregårdens Mark, Herregårdens unge He­ste gik på denne Årstid løse, det anede jeg nu ikke, om så var, havde jeg vel næppe tillagt denne Omstændighed nogen Betydning. Jeg kom rolig slentrende, foran mig gik Elly i et lige så roligt Tempo, nu og da snusede hun til en Græstot ved Vejkanten, alt var Fred og Idyl, da min Opmærksomhed blev vakt af en gungrende Lyd, jeg var straks klar over hvorfra Lyden hidhørte, det var Heste i strakt Galop, mon de kommer her tænkte jeg, jo, der var ikke så lang Tid til Omtanke, de galoperende Dyr nærmede sig i en foruroligende Grad, ligefrem glad for dette Møde var jeg nu ikke, og lang Tid til Overvejelse af sikkerhedsforanstaltningerne var
der jo heller ikke. Min første Tanke var, når Hestene var inde på os, da at slippe Elly løs, og se om hun kunde jage dem ind over Marken, Men den Tanke opgav jeg omgående, idet jeg indså, at et sådant Eksperiment kunde blive farlig for Elly, derved, at der var så mange, og kom hun ind mellem dem, da kunde en af dem muligvis få Lejlighed til at sparke hende. Det var jo ikke let selv for den skarpsindige Hund, at kontrollere så mange Dyrs Handlinger, derfor blev denne Plan opgivet, men der var nu ikke Tid til Overvejelse. Hestene var nu så nær in­de på os, at jeg tydelig hørte deres prustende Ånde. Nu løber de både mig og Hunden ned, var min sidste Tanke, og i dette Glimt af Farens Forfærdelighed gav jeg Elly lang Line. (Min Førerline er nemlig således indrettet, netop med lignende Situationer for Øje, at den kan forlænges til det dobbelte). I samme Øjeblik, som Hestene var inde på Livet af os, sprang Elly til med en Snærren. Resultatet udeblev ik­ke, Hestene drejede ind over Marken, og vi undgik at blive trampet ned af de galoperende Dyr. Senere fik jeg af en Dreng at vide, at Blodet flød fra den forreste Hests Bringe. Elly havde altså set Faren i hele sin Omfang og handlet med fuldt Overlæg, i sikker Forvisning om, at dersom hun sårede Anføreren for Flokken, vil­de denne dreje ind over Marken, og de andre Heste vilde følge den, derfor var hun sprunget frem og havde bidt Anføreren lige i Bringen, og Resultatet havde den tilsigtede Virkning. Da Hesteflokken var vel borte, klappede jeg Elly og sagde nogle opmuntrende Ord til hende, jeg er ganske klar over, at hun forstod mig, hun gik et Par Gange rundt om mig, jeg mærkede hendes svære, buskede Hale slå fast mod mine Ben, så standsede hun foran mig, så op på mig og prustede, men rolig og behersket som al­tid i kritiske Situationer, der var slet intet hos hende der tydede på, at hun havde Lyst til at forfølge Hestene, hun havde bare fuldført sin Mission og befriet os begge for at blive rendt over Ende, og muligvis trådt til Døde af de unge, kåde Dyr.
Jeg kunde berette om mange Hændelser, som jeg har været ude for. Hændelser, som man skulde tro vilde nedbryde ens Nerver, men jeg tror ikke de skader. Derimod skal jeg fortælle et lille Træk, som øjensynligt har virket en Del mere på Iagttagerne end på mig. For et Års Tid siden blev der sat et større Kloakanlæg i Gang her i Byen, og næsten samtidig fik vi et nyt Vandværk, som Følge heraf var alle Veje og Gyder opgravet for Nedlægning af disse Rør. Nu skulde man jo tro, at jeg under slige Forhold var tvungen til at holde mig indendørs, men dette var så langt fra Tilfældet, havde jeg kunnet se Farerne, var jeg måske ikke gået ud, men det kunde jeg jo nu ikke, men andre var mere opmærksomme på dette Område. En Dame, af min Kones Bekendtskab, har sene­re sagt til min Kone, at hun slet ikke turde se på mig, når jeg kom gående mellem de dybe og stejle Udgravninger, men jeg opdagede in­gen Farer, Elly førte mig lige så sikkert rundt i mine Ærinder, som om Gaden var hel og gan­ske uberørt, men opmærksom, det var Elly, det mærkede jeg nok.
En Dag passerede jeg en smal Gyde, på den ene Side af mig var en høj Tjørnehæk, og på den anden Side en ret dyb Kanal, jeg anta­ger, at Bredden på den Strimmel faste Vej hvorpå jeg gik, var fyrre til halvtreds Centi­meter, i denne farlige Passage kom en fire, fem Hunde af forskellig Størrelse og Race, Hunde, som altid er Elly fjendtlige, de holdt en farlig Spektakkel. Elly, der ellers under normale For­hold hellere end gerne vil have i Skindet på dem, så dem overhovedet slet ikke den Dag, i det mindste lod hun sig slet ikke mærke med noget, hun gik rolig og støt, sikkert fuld bevidst, at Situationen her let kunde blive kritisk for mig, og at det var hende, der her havde dobbelt An­svar og Pligt. Men man kan sikkert gå ud fra, at Ellys Øjne overfor de andre Hunde har udtrykt noget lignende som så: ja, bi i bare, når jeg en anden Dag kommer her, skal i få Bank, så det kan forslå.
Alle sådanne Hændelser gør mig tilsynela­dende intet, og dog, ofte kan jeg i lange Perioder ikke sove om Natten, men dette kan jo have andre Årsager end netop dårlige Nerver, måske er det ret og slet Anstrengelse, man må jo erindre, at den, der ikke kan se, må udfolde en kolosal Tankekonsentration. Prøv at foretage et lille Tankeeksperiment. Tænk, at skulde finde og vide hvor hver enkelt Ting fin­des, blot i en ganske lille Husstand, tænk blot de aller simpleste Ting, for ikke at gå i Detail­ler, og man må jo forstå, at selv om man ikke kan se, har man dog ikke af den Grund truffet nogen særlige Foranstaltninger, hos os ser det ud som hos alle andre Mennesker, Tingene an­bragt i mere eller mindre Forvirring, det er Tingene i en mere konkret Opstilling, men derudover fører jeg en ret omfattende Korrespondance. Gør nu her en lille Forestilling. Jeg sidder i det­te Øjeblik ved en ganske almindelig Skrivema­skine, Fingrene farer over Tangenterne med ra­sende Fart, dette er egentlig kun en Leg for mig, jeg ved nøjagtigt hvad jeg skal skrive, jeg bli­ver aldeles ikke træt, Piben bliver ganske vist kold mellem mine Tænder, men det er kun gammel Vane når jeg arbejder.
Dette her med Skrivemaskinen er jo bare Sjov, men en Dag skal jeg besvare en fire fem Breve, nogle af dem skal være på fire Sider, andre på een eller to Sider, nogle af dem omhandler Udstillinger i Udlandet, andre af Brevene er Fo­respørgsler om Hundepleje eller Hundedressur, hver enkelt Brev er dertil isprængt private Ting. De fire fem Breve som jeg nu skal besvare, har jeg kun hørt een Gang og det endda for omtrent en Uge siden. Nu gælder det om at holde Hjernen klar, for Brevene skal jo besvares uden Sammenblanding af de forskelliges Spørgsmål osv. Nu var det jo lettere, om jeg fik Brevene læst en Gang til før jeg besvarede dem, men det er nu ikke altid så let, man må jo have en seende Person til det, og det kan i dette Tilfælde have sine Vanskeligheder, man kan jo for det første ikke lade alle og enhver læse sine Breve, og ens Privatsekretær, ( som jeg højttravende kalder den, der læser mine Breve), er jo ikke altid ved Hånden, og selv har jeg den Fejl, jeg kan ikke godt gå og vente, når jeg har, no­get for, da skal det udføres omgående. Over­anstrengt eller nervøs kan jo i og for sig være ligegyldigt, men ofte kan jeg ikke sove om Nat­ten, og det vil jo ikke sige, det er en enkelt Nat nej. Når en sådan Periode kommer kan jeg godt ligge vågen mange Nætter, og så bliver man ærgerlig over der at ligge i Sengen til in­gen Nytte, ofte står jeg op, og udfører et eller andet Arbejde, i Regelen skriftlig, men til de fleste Tider går jeg ud, jeg står da rolig op og klæder mig på, så hvisker jeg stille til Elly: vil du med Far. Hun ligger jo på sin madras ved Radiatoren i Soveværelset; der bliver Liv i den Pelsklædte, snart er hun ved Døren, og i Entreen gives Selen på, og vi vandrer ud i Natten. Hvor er det en underlig Følelse, således at vandre ud mens hele Landsbyen sover, hvad enten det nu er den milde, lyse Sommer­nat man træder ud i, eller det er Vinternattens kolde Stjerneskær der lyser over ens Hoved, da føler man alligevel en underlig Erkendelse af sin egen Lidenhed der ude i Naturens store Al­magt. Man er jo heller kun et Støvgran i Uni­verset, selv om man synes både det ene og det andet, så er vi dog kun en Gæst, en Gæst på et kort Besøg på jorden. Vel er Menneskets Spor synlige i Ordets egentlige Betydning, men selve Livet og Jorden har ikke ændret sig syn­derlig og ændres ikke synlig i mangfoldige Slægtled. Sejl en Sommerdag op ad Oslofjor­den, og se på Klipperne, kom igen om Halvtreds eller Hundrede År, de samme Klipper vil være ganske uforandret, kun Mennesket selv forandres.
Jeg vandrer ud i den stille Nat, hvor vil jeg hen, ja, det er jo ligegyldigt, hvorfor ikke lige så godt gå til en anden Landsby, som noget andet Sted. Jeg går der hen, også det samme, den stille underlige knugende Stilhed, som var man alene mellem Døde. Nu galer en Hane, Lyden er så kendt, men den virker dog så vel­gørende her i denne Stilhed. Man går videre, og hører flere Hanegal. Nå! tænker man uvil­kårlig, så nærmer vi os vel igen en ny Dag. Det er en bidende kold Vinternat med klare Stjerner og Frostsne der knirker under Støvler­ne, der er absolut intet indbydende ved en så­dan Nattevandring, jeg mærker det også på Elly, hun går rolig men hurtigt foran mig strammende Førerlinen kraftig, for hende er der heller intet ved Turen, Sneen dækker jo alt, næppe nok en Musebo er åben så Lugten fra den for et Øjeblik kan fryde hendes Sanser. En ugles skrig får Elly til at dreje Hovedet, men ganske ligegyldig, denne Vrælhals kender hun så godt, så det kan næppe fryde hende; men nu bliver hun dog interesseret, selv Sneen kan være interessant. Elly snuser ivrig, jeg standser, hun skal jo også have lidt Morskab; det er nok en Hare der har været her, eller måske en Ræv, jeg kan jo ikke vide noget om det da jeg ikke kan se Sporet, og heller ikke som Elly kan lugte hvilket Dyr det er, der her har trådt; jeg står og bliver helt misundelig her står jeg og ved intet, aner intet om, hvad det er min Hund er så ivrig i at undersøge, selv kan jeg intet se, og intet lugte. Hvor er Mennesket dog egentlig en ufuldkommen Skabning, her står min Hund, den ved nøjagtig hvad det er for et Dyr der har trådt her, og den ved sikkert også hvor læn­ge det er siden dette Dyr har været her, men Hunden kan bare ikke sige mig, dens nysgerri­ge Herre det; jeg bliver utålmodig. Elly! mener du ikke vi skal hjem? Elly tager sin Snude fra Jorden, i dette Tilfælde Sneen, og vender forundret sit Ansigt op mod mig, som vilde hun sige: Jamen kæreste, jeg har jo aldrig nægtet at gå hjem, så sjokker hun rolig videre mens jeg tankefuld følger efter.
Jeg er iført Lærredstøj og dito Sko, stille li­ster jeg mig ud i Entreen, med Elly ved min Side, jeg giver hende et Halsbånd på og spænder deri en længere Line end den sædvan­lige, hvorfor jeg gør det ved jeg ikke, det er en pludselig Indskydelse i stedet for som sædvanlig at give hende Selen på, så åbner jeg Døren, og vi går ud i den lune Sommernat. Stille lister såvel jeg som Hunden os gennem den sovende Landsby, det er som en overenskomst mellem os, om at vi skal gå stille for ikke at vække nogle af Landsbyens Hunde, så de ved deres Gøen skal vække den endnu trygt sovende By. Snart er vi ude af Byen, og slår ind på Lan­devejen Odense‑Bogense over Bladstrup, denne Vej går mod Vester Egense, vi vælger foreløbig denne By som mål. Snart passerer vi Granskoven, Elly ligesom slappes Linen, hun vil dermed gøre mig opmærksom på Skoven, og spørge om vi ikke skal derind, men jeg svarer nej! derved at jeg kommanderer videre gamle; så strammer Elly atter Linen, hun har nu forstået, at vi skal videre på den, og hun ryster sig nu, som for at ryste den sidste Rest af Søv­nen af sig, så går det i ret stærk Fart mod Egense. Elly snuser nu og da i Vejgræsset, be­sørger et nødvendigt Ærinde, og Farten forøges, Elly går lidt ind til Siden, hun tager no­get op, det varer kun et Brøkdel af et Sekund, jeg smiler ved mig selv, jeg ved godt hvad det er, men siger intet, Elly går nu raskere, og jeg føler af Førerlinens Stilling, at hun bærer sit Hoved højt. Snart synes jeg at vi er nået langt nok frem, og giver Elly Ordre til at vende, hun gør det villig, men nu synes jeg det er på Tide at se på det Elly tog op for nogen Tid siden, jeg siger nu: kom her Tøs, lad mig se hvad det er du har, hun kommer villig, jeg føler hun vender sit Hoved op mod mig og ser bedende på mig, jeg strækker Hånden frem og føler mig for, jo jeg havde Ret, det var et Pindsvin, dybt begravet mellem Ellys lange Kæber sidder det lille Dyr, fast sammenrullet, det er selvfølgelig ganske uskadt, Elly har jo endnu slet ikke få­et Lejlighed til at bide i det. Læg det, kommanderer jeg, Elly tøver lidt, hun vil så nødig af med Pindsvinet, men jeg er ubøjelig, jeg tåler ikke noget af den Slags Dyrplageri, selv om den forekommer mellem Dyr afværger jeg altid når det står i min Magt, og jeg ved jo, at El­ly slet ikke vil æde Pindsvinet, hun trænger hel­ler ikke til det, da hun til daglig får Kød, og er mere fed end det egentlig klæder hende, det er bare, den Følelse af Spænding der kildrer hen­de ved at have dette levende, stikkende Dyr i Flaben, måske har hun i sine yngre Dage stuk­ket sin Næse på Pindsvin, siden hun nu såle­des erklærer disse Dyr Krig, for Elly vil ellers ikke gøre andre Dyr fortræd, undtagen netop Pindsvin og Skovmus. Vi står og parlamente­rer en Stund, så lægger Elly Pindsvinet, sik­kert nok med et Suk, men jeg er ubøjelig i dette Stykke, og vi går atter videre, men Elly har endnu ikke helt slået Byttet ud af Tankerne, hun vender sig halvt omkring og ser hen på Pindsvinet, der sikkert endnu ligger sammenrul­let efter denne Forskrækkelse. Snart er Pindsvinet ude af Syne, og vi nærmer os Gransko­ven. Gå derind siger jeg, jeg ved, at vi er i Nærheden af en høj Skrænt, og den må vi pas­sere. Landevejen er her gravet dybt ned inde mellem Skovens Træer, Elly er vant til mine Ordre, og tillige vant til, at vi går ind i Skoven på alle mulige Steder enten der er Vej eller ej; vi er nemlig vant til at tage Skoven også di­rekte mellem Stammerne. Snart er vi der oppe under de kuplede Træer, vi kommer om på en afsides men åben Plads, Elly snuser lidt rundt, som om hun søgte noget; jeg er såmænd lige så nysgerrig som Elly, og følger derfor villig med hende, hun basker med sin tykke Hale op mod Førerlinen, det er som vil hun sige: kom kun Far, så skal du se. Jeg er nysgerrig, men venter egentlig, at Elly kun vil vise mig et Pind­svin, og det interesserer mig ikke så meget, men jeg opdager at Elly har helt andre Hensigter, hun bliver nu helt ivrig, og mens de små Gra­ners duggede Grene dasker mod mine Kinder og mit Tøj, farer Elly stærkt frem halende mig efter sig. Nu giver Elly Hals, og hun er nu så ivrig, at jeg må holde kraftig igen; jeg aner endnu ikke hvilken Vending dette Skuespil vil tage, men jeg skal snart erfare Sammenhænget. Nu farer en Mand op, og løber stærkt banden­de ind mellem Stammerne, mens flere Stemmer tager Del i Forbandelserne, over mig samt min forbandede Køter og hvad der nu således kun­de falde for, jeg var altså kommen lige ind i en Klynge af sovende Vagabonder, det var dem Elly vilde vise mig; jeg skal ikke nægte, at det kildrede lidt under Hårrødderne ved dette Møde, og jeg vil heller ikke påstå, at jeg var alt for ivrig til at holde igen på Elly, man vidste jo dog aldrig hvad der kunde ske, jeg var jo alene med min Hund overfor disse Mennesker, og hvor mange der var, vidste jeg jo egentlig ikke, lige så lidt hvad de kunde finde på at fore­tage sig overfor mig, dersom jeg ikke havde haft Elly ved min Side eller rettere sagt foran mig, nu følte jeg mig helt rolig og forsøgte derfor at berolige de vrede Mennesker, det lykkedes hur­tigt, ikke mindst fordi Elly var der, hende var de nemlig mere end bange for. Jeg har været ude for adskillige Situationer, hvor farende Folk af en eller anden Katagori har været Deltager, og i alle disse Situationer har Ellys Klogskab og virkelige Politihundeegenskaber vist sig. Når vi holder Øvelse med den udklædte Forbryder, da vil jeg ikke sige Elly altid er lige ivrig på at bide, ivrig er hun nu slet ikke, men hun delta­ger med Liv og Sjæl som en anden god Skue­spiller, fuldstændig klar over, at dette her er en Film hvori hun skal og må spille med. Billedet er et helt andet når vi møder en af Landevejens farende Folk, hermed regner jeg ikke den almin­delige Arbejdsløse, men pæne Mand. Nej, Ty­pen er dem med Spånkurven, og stærkt duften­de af Kogesprit; går Elly løs og vi møder en Mand af denne Slags, da bliver han omgåen­de standset, og det er forbavsende at se hvilken Forståelse der findes mellem disse Mennesker og Politihunden. Man har sikkert gensidige Er­faringer, Manden standser nemlig altid uden mindste Tegn på at vilde værge for sig eller på nogen anden måde protestere; selvfølge­lig fløjter jeg altid Elly inde øjeblikkelig når den Slags Episoder indtræffer, og hun kommer omgående, hvad der jo er så lige til, hverken hun eller jeg har ret til at standse Folk, men mærkelig er det, og nu går vi jo så ofte på samme Vej, men en Roearbejder, han værer sig nok så løjerligt påklædt, ham skænker Elly dog aldrig en Tanke. Vi forlader atter dette lil­le Sidespring, og vender tilbage til vort lille Sel­skab i Skoven, men forlader dem straks, de er nu falden til Ro, og Elly og jeg skal ikke mere forstyrre dem, vi har fået vor Videbegærlighed tilfredsstillet og opsøger en rolig Plads i Sko­vens Udkant, vi sætter os ned og nyder Nat­tens Trylleri som den her udfolder sig ved Sommertid; Fuglene har begyndt at synge og snart stemmer hele det store Symfoniorkester i. Vi sid­der en Stund og hører på det, det pusler i Græsset, det var nok en Skovmus, Elly er derhenne, og jeg hører et Par Smask fra hende, et Drama ude i Naturen har fundet sin Afslutning, her midt i den stille, fredelige danske Granskov. En Time er gået, der går to, Solen er allere­de for længst stået op, nu står Elly og jeg også op, og vandrer hjemad, for at nyde Morgenkaffen og den kommende Dag.

Ved stranden.
Alle Mennesker dyrker Friluftslivet, er det som følge af en stærk indre Trang til foren Stund at rive sig løs fra Kulturens Slaveri, og kaste sig i moder‑Naturs milde Favn? ja hvad ved jeg, og hvad ved andre? men selv føler jeg som andre Mennesker i den Retning, ud i Na­turen, til Skov og Strand, til rolige og ensomme Steder, en Flugt fra de travle Mennesker og Kulturens Storværk. Ved Stranden har Elly ydet os uvurderlig Hjælp, ikke således at for­stå, at min Kone eller jeg går i Vandet med Hunden som Fører, noget sådant vilde være for Hasarderet, men der er den Ting foruden adskillige af Opgaver foren Førerhund, går man for Eksempel langs Strandkanten, da er Hunden langt at foretrække som Ledsager fremfor det seende Menneske, jeg taler af Er­faring, jeg har mange Gange haft et Menneske som Ledsager langs Stranden, dette er jo så naturligt når man har et Menneske med, netop med det for Øje, at Vedkommende skal være en Hjælper enten ved Rejefiskeri, eller Badning, man får ofte det Indtryk at Tangbunkerne er, usædvanlig store, under en sådan Spadsere­tur, og man fristes til at kalde Hunden ind, og lige kaste Karabinhagen i Ringen på dens Førersele, når den svære Hund kommer og stiller sin Krop og hele Liv og Sjæl til Disposition, ofte gør man det, og da er der ikke noget der hedder Tangbunker. Hunden går ind imellem dem, og undgår dem på den Måde, og skal en Tangbunke endelig forceres, da mærkes det ikke synderlig gennem Hundens Førerline, er man på Forhånd bleven aviseret om, at nu går det op og nu går det nedad, og så falder det hele så let, man farer ikke lige ned i Dybet i en Fart, og med en Følelse som man var ved at ryste Hovedet fra Kroppen.
Mange muntre Minder har vi fra vore Strandophold i Selskab med Elly, snart var det det ene og snart var det det andet der var bleven borte, og Elly fandt det altid altsammen, kun en Gang glippede hun, det var for et Par År siden, vi havde et lille Strandophold i et lille Træhus en Mils Vej fra Hjemmet, vi havde den Gang en ung Pige af Familien hos os, hun skulde dels gå Ærinder og dels hjælpe min Kone med den daglige Madlavning, og mig hjalp hun med Fiskeri af Rejer og andre Fisk hvad der nu kunde fanges, jeg var netop gået hjem for at skrive nogle Breve, og havde taget Elly med som Fø­rer, min Kone og den unge Pige var således alene, de var gået op til den Gård hvor vi hen­tede Vand og købte Mælk, og hvor Bageren kom og lagde de Brød, som vi bestilte, min Ko­ne havde taget en Tokrone med som hun gik med løs i Hånden> Pengene var beregnet til Betaling af forskellige Varer, men Mønten faldt på en eller anden Måde min Kone ud af Hånden uden at hun straks mærkede det, der blev ledt længe men forgæves, så ringede man hjem til mig, og i Løbet af et Par Timer var jeg på Pladsen med Elly, hun blev sat på Efter­søgning, og arbejdede også godt, og fandt også Tokronen, hun var netop gået hen ved min side for at aflevere den, jeg hørte den klirre mel­lem hendes Tænder, da lød der et stort Tordenskrald, Tokronen fik jeg aldrig, om Elly har slugt den af Skræk, eller hun har tabt den bli­ver aldrig opklaret, Elly er nemlig meget bange i Tordenvejr, så få hende til at søge videre efter Pengestykket var umuligt, i Tordenvejr vil Elly kun foretage det allernødvendigste Arbejde som Førerhund, noget som helst i Retning af Eftersøgninger på Marker indlader hun sig ikke på i Tordenvejr. Jeg kunde fortælle Oplevel­ser med Elly ved Stranden i massevis, om Ba­deture i det klare Vand, om Ture langs Stranden, her har vi moret os mest, for vel var vi ved Vandet, men ligge i det flere Gange om Dagen, nej, det hørte nu ikke med til mine Fornøjelser, Vandet er altid vådt, og oftest koldt, nej, må jeg bede om i det væsentligste at have mine Strandture på det tørre, ligge i Græsset og høre Insekternes Summen, det giver en følelse af Fred for Sind og Legeme, og Ture i det bløde varme Sand, nydende Naturens glade Symfoni, høre de hvide Mågers Skrig over det blanke Vandspejl, høre Hundens Puslen omkring når den er fri, høre dens Plasken i Vandet, dens ivrige jagt på Mus og Lækatte i Strandens Lerbrinker. Naturen er ikke lutter Fuglesang og svirrende Vingeslag, der leves og jages, der ædes og der bliver ædt, Kampen er ofte hård, selv i det små og for Mennesker skjulte, ofte er der kun to Faktorer der gælder, æde en an­den, eller selv blive ædt, man ser det på sin Hund, den være sig nok så fredelig, Mus vil den dog i Regelen tage, også dette er en Hil­sen til os fra selve Naturen, Hunden selv er os Menneskers kærlighed at forvanske den, en Hilsen fra selve den levende frie men vilde Natur, en Jæger af høj Potens, alene dens Musejagt viser os det.

Laust Jensen.