Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2/2023.
Indhold:
1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg
2. Referat af generalforsamlingen afholdt på Fuglsangcentret 4. marts 2023, ved Lena Bang
3. Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede – 26 levnedsløb fra blinde, som dengang var unge, ved John Heilbrunn og Poul Lüneborg
4. Barndomserindringer: om at være vokset op som integreret blindfødt ved Lena Bang.
5. Anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog: ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”, ved Karen Marie Pedersen
6. Anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog: ”Gennem krattet”, ved Jytte Nielsen
7. Bestyrelsens kontaktoplysninger
1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg
Dette er i sandhed et nyhedsbrev, som fokuserer på blindes historie. Forskellige momenter af denne historie går som en rød tråd gennem nyhedsbrevets artikler fra 1700-tallet til udgangen af det 20. århundrede.
Selskabets næstformand Lena Bang tager i sin artikel læseren med gennem hendes barndom, fra hendes erindringer fra tiden i vuggestuen, til hun forlader folkeskolen. De mange detaljer, småhistorier og oplevelser med forældre, kammerater, lærere, synskonsulenter m.m. giver et levende indtryk af, hvad det på godt og ondt betyder at vokse op som integreret elev i Danmark i slutningen af 1970-erne og i 1980-erne.
Karen Marie Pedersens anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer” fortæller, hvorledes det, når det går bedst, kan forløbe, når en voksen i samme periode rammes af et alvorligt synshandicap, og må lade sig revalidere til en helt anden vej i livet. Peter forstod at bruge de nye muligheder, som lovgivningen og det nye Blindeinstitut i 1968 åbnede op for.
Overfor Peter Hansens fortælling står Jytte Nielsens anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog ”Gennem krattet”. Peter Nielsen mister synet 14 år gammel og kommer på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet, hvor han erhverver sig de nødvendig forudsætninger for at bestå præliminæreksamen efterfulgt af uddannelsen som fysioterapeut. Han lægger ikke skjul på sin kritiske holdning til kvaliteten af den undervisning, han har modtaget. For ham er arbejdet som fysioterapeut ikke tilfredsstillende, og han kaster sig over psykologistudiet ved Københavns Universitet. Hans fortælling dokumenterer begrænsningerne i blindes uddannelsesmuligheder, som Blindeinstituttet kunne tilbyde frem til sidste halvdel af 1960-erne. Det er et imponerende gå på mod og iderigdom Peter Nielsen lægger for dagen i sine bestræbelser på at nå sit mål. Peter Nielsens uddannelsesforløb er en fornem beskrivelse, af vilkårene for blindes uddannelsesmuligheder frem til de nye tendenser, som langsomt så dagens lys i løbet af 1960- og 70-erne, som er beskrevet i den rapport, som John Heilbrunn og jeg selv fortæller om i en artikel som er en gengivelse af vore oplæg på arrangementet den 18. november 2022, hvor selskabet fejrede sin 28 års fødselsdag.
Indledningsvis giver jeg et historisk overblik over blindes forsørgelses- og beskæftigelsesmuligheder gennem de sidste 200 år. Efterfølgende præsenterer John Heilbrunn rapporten baseret på 26 interview med blinde som gjorde brug af de nye uddannelsesmuligheder, som lovgivningen og administrativ praksis åbnede op for i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede.
Ud over de her omtalte 4 artikler, indeholder dette nyhedsbrev referatet af selskabets generalforsamling den 4. marts i år.
Jeg håber, at anmeldelserne af de 2 bøger giver mange af selskabets medlemmer lyst til at læse dem. De er begge hver på sin måde meget læseværdige. Jeg kan allerede nu afsløre, at der venter yderligere anmeldelser af bøger skrevet af blinde i kommende nyhedsbreve. Det er en markering af blindes historie, som vi i bestyrelsen i høj grad påskønner.
Til slut vil jeg ønske alle en god sommer og på forhåbentlig snarlig gensyn ved et kommende medlemsarrangement, som vil blive omtalt i næste nyhedsbrev.
2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk selskab afholdt på Fuglsangcentret 4. marts 2023, ved Lena Bang
Ad pkt. 1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.
Formanden bød velkommen.
Ad pkt. 2. Navneopråb, præsentation af deltagerne.
Der var 26 deltagere tilstede.
Ad pkt. 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent.
Erik Vind Frost blev foreslået og valgt som dirigent uden modkandidater. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.
Som stemmetællere valgtes Helle Riley og Frans Lynglund, og Lena Bang blev valgt som referent. Alle blev valgt uden modkandidater.
Ad pkt. 4. Godkendelse af dagsorden.
Dagsordenen blev godkendt.
Ad pkt. 5. Godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling.
Dette blev taget til efterretning.
Ad pkt. 6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2022 / 2023 til godkendelse.
Poul Lüneborg gennemgik hovedpunkterne i årsberetningen, idet den havde været bragt i nyhedsbrev nr. 1 2023. I det forgangne år har bestyrelsen bestået af følgende:
Formand Poul Lüneborg
Næstformand Lena Bang
Kasserer John Heilbrunn
Redaktør Ove Gibskov
Sekretær Thorvald Kølle
1. suppleant Leif Martinussen
2. suppleant Ole Bruun Jensen.
Desværre afgik Ole Bruun Jensen ved døden den 10. juli 2022 efter længere tids sygdom.
Bestyrelsen har afholdt fire fysiske møder på henholdsvis Fuglsangcentret og Handicaporganisationernes Hus, og samarbejdet har været godt og konstruktivt.
Selskabet havde ved udgangen af 2022 126 medlemmer, men i skrivende stund tæller selskabet 123 medlemmer, idet der er tre, der er afgået ved døden. Vi har fem kollektive medlemmer, som er Synscenter Refsnæs, Instituttet for Blinde og Svagsynede, Nota, den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde samt Bredegaard. Resten er enkeltmedlemmer. Vi forsøger i blindehistorisk selskab at rekruttere flere medlemmer ved bl.a. at bringe artikler i medlemsbladet. Fra generalforsamlingen kom der også forslag til, hvordan der kunne skaffes flere medlemmer. Det er vigtigt, at få fat i gruppen af yngre medlemmer, der også har været integreret i skolesystemet. I den forbindelse kunne det være en ide at kontakte DBSU for at høre, hvad der historisk interesserer unge mennesker. Desuden kunne der laves et medlemsarrangement om DBSU’s historie. Det blev også foreslået, at lave små podcasts med historisk indhold.
Vores medlemsliste var i 2022 desværre længe undervejs. Det skyldtes, at det tog lidt tid med indbetalingen af medlemskontingenterne. Den blev således først udsendt til de medlemmer, der ønskede listen på mail, den 3. august og herefter på punkt, Daisy og sort. Bestyrelsen vil fremover bestræbe sig på at udsende medlemslisten så hurtigt som muligt efter generalforsamlingen. Det er vigtigt, at medlemslisten er så ajourført som muligt.
Den blindehistoriske arbejdsgruppe består af to repræsentanter fra henholdsvis Blindehistorisk Selskab og Fritids og Kulturpolitisk Udvalg. I det forgangne år har gruppen bestået af Poul Lüneborg og Ove Gibskov fra Blindehistorisk Selskab samt Karen Marie Pedersen og Dennis Bonet Aabank fra Fritids og Kulturpolitisk Udvalg. Der blev sidst afholdt møde den 10. december 2022, hvor samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion samt Jesper Holten, fra DBS’s forretningsudvalg, også deltog. Mødet havde været godt og konstruktivt. Der arbejdes stadig på at sikre de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. De blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet har været opbevaret på Medicinsk Museion siden 2013. Formanden understregede desuden vigtigheden af, at betydningsfulde personligheder inden for den danske blindesag, der afgår ved døden bør markeres f.eks. med mindeord i medlemsbladet.
2022 var også året, hvor interviewundersøgelsen, omhandlende blinde og svagsynedes levevilkår i 60’erne og 70’erne, blev gennemført og afsluttet. Interviewgruppen bestod af John Heilbrunn som tovholder samt Kurt Nielsen og Helle Riley, der har stået for at gennemføre de 26 interviews samt Thorvald Kølle og Lena Bang. Der er således blevet udarbejdet en konkluderende rapport, som blev afleveret til Medicinsk Museion ved en reception i Handicaporganisationernes Hus, den 18. november 2022. Der deltog 40 medlemmer og indbudte gæster i arrangementet.
Selskabet har i løbet af 2022 udgivet tre nyhedsbreve. Bestyrelsen benyttede lejligheden til at takke alle, der havde bidraget til disse med artikler. Derudover opfordrede formanden til fortsat at komme med indlæg ved at kontakte redaktør Ove Gibskov. Det er stadig muligt at abonnere på nyhedsbrevet på henholdsvis punkt, mail, sort og som Daisy.
Der blev på generalforsamlingen givet udtryk for stor tilfredshed med punktudgaven, men, at det ville være rart med sidetal.
Rita Ilsted Smith er efter Ole Bruun Jensens død blevet selskabets nye webmaster. Hun vil fremover sørge for, at vores hjemmeside løbende bliver opdateret.
I forbindelse med Synscenter Refsnæs 125-års jubilæum, er der blevet udarbejdet et jubilæumsskrift. Der blev i 2020 nedsat en redaktionsgruppe bestående af Leif Martinussen som tovholder plus Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen. Vi vil lave aftaler med Dansk Blindesamfund og Synscenter Refsnæs, om at få jubilæumsskriftet præsenteret for offentligheden på jubilæumsdagen den 1. november 2023.
Endvidere kan det nævnes, at vores nye webmaster Rita Ilsted Smith er gået i gang med en grundig gennemgang af historien bag Mariendalshjemmet, der fungerede fra år 1900 til 1973, som hjem for arbejdsføre blinde kvinder.
Angående sagen om undskyldninger, til anbragte indenfor særforsorgen fra 1933 til 1980, vides det i skrivende stund ikke, hvornår en undskyldning fra regeringen vil komme. På generalforsamlingen blev det også foreslået, at få belyst Notas historie. Efter gennemgang og drøftelser blev årsberetningen enstemmigt godkendt.
Ad pkt. 7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2022 til godkendelse.
Kasserer John Heilbrunn gennemgik regnskabet. Dette blev enstemmigt godkendt.
Ad pkt. 8. fastsættelse af kontingent.
Bestyrelsens forslag om at fastholde kontingentet på 150 kr. blev enstemmigt godkendt.
Ad pkt. 9. Indkomne forslag.
Der var ingen indkomne forslag.
Ad pkt. 10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer samt revisorsuppleant.
Følgende medlemmer af bestyrelsen var på valg:
Kasserer John Heilbrunn for en 2- årig periode, er villig til genvalg. Han blev genvalgt med applaus og uden modkandidater.
Bestyrelsesmedlem Thorvald Kølle ønskede ikke genvalg, så der skulle vælges et nyt bestyrelsesmedlem for en 2-årig periode. Jytte Nielsen ønskede at opstille, og blev valgt med applaus. Der var ikke andre, der ønskede at stille op.
Derudover skulle der vælges to suppleanter for et år. Leif Martinussen blev genvalgt som 1. suppleant. Som 2. suppleant valgtes Thorvald Kølle uden modkandidater.
Som revisorer blev Kurt Nielsen og Hanne Tietgen Eriksen genvalgt for et år. Som revisorsuppleant genvalgtes Nete Parkov for et år.
Ad pkt. 11. Eventuelt
Jytte Nielsen blev budt velkommen i bestyrelsen. Ellers ingen bemærkninger.
Onsdag den 10. maj.
Referent: Lena Bang.
Den 11. maj 2023
Godkendt på bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, Formand
Den 16. maj 2023
Godkendt Erik Vind Frost, dirigent på mødet
3. Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede – 26 levnedsløb fra blinde, som dengang var unge, ved John Heilbrunn og Poul Lüneborg
Indledende oplæg ved Poul Lüneborg, formand for Blindehistorisk Selskab.
Ved selskabets 28. års fødselsdagsreception den 18. november 2022 fik Medicinsk Museion, ved samlingschef Ion Meyer, overdraget rapporten ”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede” Rapporten blev præsenteret af cand. Jur. John Heilbrunn, som havde været tovholder for den arbejdsgruppe, der stod bag denne publikation.
Forinden præsentationen af rapporten havde jeg påtaget mig at sætte rapportens resultater ind i et historisk perspektiv. Jeg har tilladt mig at omskrive mit mundtlige oplæg til nærværende fremstilling, som er suppleret med nogle faktuelle oplysninger for at give en mere fyldestgørende beskrivelse af udviklingen.
Jeg vil i det følgende bevæge mig op i den historiske helikopter og fremhæve en række forhold som belyser udviklingen af blindes forsørgelses- og beskæftigelsesmæssige forhold gennem de sidste 200 år.
For at få et begreb om den historiske udvikling på dette område, må man forstå, at der er en tæt sammenhæng mellem disse 2 begreber.
Den første afhandling jeg vil pege på er Jeanne G. Christensen: “Mestendels blind. – Blinde i det mønske landbosamfund 1645-1800”, speciale i etnologi, Københavns Universitet, 2000.
I denne periode må blinde forlade sig på familien, på betleri og i yderste tilfælde på kirkens såkaldte ”milde institutioner”.
Første gang blinde optræder i lovgivningen, finder vi i Forordningen af 24. september 1708 om Betlere i Danmark, såvel på Landet som i Købstæderne udstedt af Kong Frederik den 4. Denne forordning etablerede et offentligt forsørgelsesvæsen. Forordningen havde to formål nemlig
1) at få udskilt uværdige fattige og standset deres betleri, og
2) at få etableret en ordning til forsørgelse af de ‘værdige’ fattige. Som værdi til at modtage hjælp af det offentlige, betragtede forordningen først og fremmest blinde sengeliggende og de, som slet intet kan fortjene, samt små forældreløse børn. Denne nye lovgivning inddelte personer med behov for forsørgelse i forskellige klasser, helt i overensstemmelse med de tanker som blev udtrykt af oplysningstidens filosoffer. Blinde blev placeret i gruppen som hørte til de mest værdigt trængende.
Oplysningstiden satte sit præg på udviklingen med ”Den store Fattigkommission af 1787” omtrent samtidig med ”Den store Skolekommission” og med ”Landbokommissionen”. Fattigkommissionens midlertidige love resulterede i en yderligere systematisering af de behovstrængende i 3 klasser. De blinde henførtes til den første klasse, som havde krav på at blive forsørget. Denne midlertidige lovgivning fungerede frem til 1891, hvor fattigloven blev revideret på grundlag af grundlovens bestemmelser.
En form for almindelig undervisningspligt blev indført i alle landets sogne i 1739, men denne pligt blev af økonomiske grunde ikke fuldt ud gennemført overalt i landet og omfattede ikke blinde.
Med oplysningstiden blev der for alvor fokuseret på undervisning af blandt andet blinde. I Frankrig oprettede Valentin Haüy, medarbejder i det franske udenrigsministerium, et blindeinstitut i Paris i 1785. Dette initiativ inspirerede Frederik Christian Brorson, kapellan ved Garnisonskirken og hans kolleger i Selskabet Kjæden til at skabe gehør for oprettelse i 1811 af et privat blindeinstitut i København. Kjædens initiativ fik kong Frederik 6’s velsignelse, hvilket betød, at institutionen blev benævnt Det Kongelige Institut for Blinde. Til trods for at undervisningen var baseret på frivilligt arbejde, leveret af medlemmer af Kjæden, resulterede deres indsats i, at instituttets første ”20 duelige subjekter” – datidens omtale af de udvalgte elever – og de efterfølgende elever blev bibragt en ikke ubetydelig indlæring. Herom vidner en af instituttets første elever Niels Peter Jensen, som blev et fremtrædende medlem af det kunstneriske miljø i København i første halvdel af 1800-tallet. Niels Peter Jensen var den første blinde herhjemme som opnåede ansættelse i et offentligt embede, idet han i 1838 blev ansat som organist ved Sct. Petri kirke i København. I kraft af hans talent som fløjtenist, organist og komponist havde han kontakt til blandt andet Friedrich Kuhlau, J.P.E. Hartmann, B.S. Ingemann, Adam Oehlenschlæger og andre repræsentanter af datidens kunstneriske miljø, nogle af hans kompositioner spilles den dag i dag.
Det Kongelige Institut for Blinde nåede at uddanne 174 blinde i årene 1811-1858. Driften af en undervisningsinstitution for blinde viste sig med tiden at overstige Kjædeselskabets kræfter. På initiativ af flere af selskabets medlemmer nedsatte regeringen en kommission, hvis arbejde resulterede i indvielsen af Det Kongelige Blindeinstitut den 5. november 1858. Kjædeselskabet bekostede bygningens opførelse og indretning, mens staten påtog sig driften, finansieret gennem statslige midler og skolepenge fra de indskrevne elever. Instituttet havde 60 pladser som i 1880 blev udvidet til 100.
Instituttets kapacitet skal ses på baggrund af, at man i 1892 havde opgjort antallet af blinde til 1400, heraf skønnedes 550 at være under 60 år, som var aldersgrænsen for opnåelse af aldersrente efter aldersrenteloven fra 1891.
Det var Blindeinstituttets første forstander Johannes Moldenhawer, som for alvor satte system i uddannelsen af blinde indenfor de klassiske håndværk, såsom børstenbinderi, kurvemageri, rebslagning, skomageri, vævning, klaverstemning og uddannelse som musiker – navnlig som organister til landets kirker.
I slutningen af 1800-tallet etableredes i København en række skoler, der uddannede massører. Det blev et nyt fag som flere blinde kastede sig over. Deres karriere indenfor massørfaget blev dog kortvarigt, da de praktiserende læger i 1914 besluttede kun at ville henvise patienter til lægeeksaminerede massører. Dette krav kunne kun ganske få blinde honorere, hvorfor grundlaget for flertallets erhverv gradvist svandt hen i løbet af 1920-erne. Efter 2. Verdenskrig blev det dog muligt på ny for blinde at blive uddannet som fysioterapeut og ernære sig indenfor dette fag.
I 1930-erne oprettede Dansk Blindesamfund fabrikken BLIFA, som blev starten på blindes mulighed for at arbejde i årene frem til 1970-erne, indenfor industrien ved blandt andet stansemaskiner. Efter 2. Verdenskrig udviklede Blindeinstituttet nye beskæftigelsesmuligheder for blinde indenfor kontorarbejde og ved telefonomstilling. Ved indvielsen august 1968 af det nye Blindeinstitut i Hellerup, havde dette plads til 104 interne elever. Arbejdet som telefonist skulle vise sig, frem til slutningen af 1900-tallet, at blive det største beskæftigelsesområde for blinde med mere end 300 ansatte. De klassiske blindefag og de nye arbejdsområder udviklet efter 2. Verdenskrig er blevet belyst i 1993, hvor Dansk Blindesamfunds informatører gennemførte 51 interview med blinde som sluttede deres erhvervsuddannelse i løbet af 1940-50-erne. Disse interview blev lavet i anledning af EU’s Ældreår og blev efterfølgende afleveret til Nationalmuseet til belysning af, hvorledes det var gået de blinde, som påbegyndte deres arbejdsliv i årene efter krigen og som i 1993 nærmede sig pensionsalderen.
På et møde i 2016 foreslog samlingschef Ion Meyer fra Medicinsk Museion, at et væsentligt bidrag til Den Blindehistoriske Samling ved museet ville være en række personberetninger til belysning af de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder for blinde, som så dagens lys i løbet af 1960-70-erne. Baggrunden for disse nye muligheder var den udvikling, som fulgte i kølvandet på vedtagelsen af Lov nr. 117 af 11. maj 1956, om foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagsynede, populært benævnt Blindeloven. Denne lov var et resultat af Blindekommissionen fra 1955. Med denne lov i hånden oprettedes Blindenævnet, som blev kulminationen på tanken om en totalforsorg, som varetog blindes forhold fra vugge til grav.
Blindeloven var næppe trådt i kraft før dispensationer fra kravet om skolepligt på Refsnæsskolen begyndte at melde sig. Disse var et tydeligt tegn på den udvikling, som i løbet af de følgende 20 år førte frem til 1970-ernes socialreform med Bistandsloven og Særforsorgens efterfølgende udlægning til Amtskommunerne og Kommunerne.
Nu har vi gjort en slags status over den udvikling, som blev sat i gang i 1960-70-erne, og som åbnede mulighed for, at blinde kunne uddanne sig til blandt andet lærer, socialrådgiver, jurist, præst og psykolog. Der er på baggrund heraf grund til at se frem. Her kan vi allerede i dag øjne et nyt vendepunkt med informationsteknologiens indtog i 1990-erne og begyndelsen af det nye århundrede. En belysning af denne seneste udvikling bliver en fremtidig opgave.
Med dette forsøg på et historisk rids over udviklingen gennem de sidste 200 år, overlader jeg ordet til John Heilbrunn, som vil fortælle om rapporten baseret på 26 interview.
”Nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960-70-erne for blinde og svagsynede”
Præsentation af rapporten ved John Heilbrunn, bestyrelsesmedlem i Blindehistorisk Selskab.
Muligheder og udvikling af synshandicappedes uddannelses- og erhvervsmuligheder har, som det vil ses af det foregående, været en kernesag for Dansk Blindesamfund. Dette er udtrykt i foreningens vedtægter og er tillige af stor interesse for Blindehistorisk Selskab.
Som et supplerende bidrag til illustration af dette område, til de fysiske genstande, værktøj, billeder og fortællinger, som er opsamlet af Blindehistorisk Museum fra 1980 og frem, og nu overleveret til medicinsk Museion, blev ideen til en række konkrete levnedsbeskrivelser drøftet mellem ovennævnte parter i 2015. Tanken var, at forskellige perioder har været karakteriseret af forskellige tendenser, både hvad angår uddannelsesmuligheder, erhvervsretning og støtte både inden for blindeforsorgen og det almindelige socialretlige system uden for den egentlig blindeforsorg.
Det blev derfor besluttet at gennemføre en række interviews af personer med et synshandicap, som var født i tiden 1941 – 1960, som således havde gennemgået uddannelsesforløb og erhvervsvalg i 1960-erne og 1970-erne. Disse interviews skulle i en række kortfattede levnedsbeskrivelser anskueliggøre udviklingen i og mulighederne for personer med et synshandicap, med hensyn til uddannelsesvalg og -muligheder og efterfølgende erhvervsplacering i en periode, som var karakteriseret ved, på den ene side en klar og forholdsvis rigid lovgivning, nemlig Blindeloven fra 1956, og på den anden side etablering af mere progressive institutioner, karakteriseret ved en åbenhed og vilje til at støtte op omkring nye muligheder, eksperimenter hvad angik uddannelsesretninger og erhvervsplacering. Samtidig blev denne periode af mange inden for pædagogik og initiativrigdom betegnet som ”blindes moderne guldalder”.
De foretagne interviews skulle dels beskrive de levevilkår og familiemæssige omstændigheder, de interviewede personer blev budt som børn og unge, i hvilket omfang deres familier kunne, ville eller i det hele taget måtte byde ind og træffe valg om deres børns fremtid samt de tilbud og kompetencer, som de interviewede valgte personer modtog og kunne gøre brug af i deres videre livsforløb, såvel på det tekniske som på det sociale område.
Valg af interviewere og interviewpersoner
De 26 interviews blev foretaget i august og september måned 2022 ved personlige møder og samtaler, som blev optaget til bearbejdning. De tre interviewere er alle tre selv synshandicappede, hvilket har betydet, at de i en dialog med interviewpersonerne har kunnet skabe et rum af spejling og genkendelse, og interviewene, som har været baseret på en interviewguide med tyve spørgsmål, var karakteriseret som en forløsende fortælling, som både i store linjer og små detaljerede historier har vist en uproblematisk forløsning og beretning, som samtidig har dækket følgende områder:
Stamdata
- Skole og ungdomsliv
- Uddannelse
- Hjælpemidler m.v.
- Arbejdslivet
- Det sociale liv med familie, seende venner og med andre blinde i barndoms- og ungdomsårene
- Tiden som voksen
Under hvert hovedafsnit er der stillet mere detaljerede spørgsmål og i nogle tilfælde eksempler på områder eller indsatser, som kunne vælges eller inspirere i fortællingen. (Interviewspørgsmålene er gengivet som bilag 2 til rapporten)
Interviewpersonerne var udvalgt blandt en lang række kendte personer, som i den beskrevne fokusperiode kunne tænkes at bidrage til et samlet billede. Ved udvælgelsen er det tilstræbt at sikre dels så ligelig en kønsbalance som muligt, en balance mellem personer bosiddende øst og vest for Storebælt dels – så vidt muligt – også mellem blinde og svagsynede.
På grund af både tidsmæssige og ressourcemæssige begrænsninger er langt fra alle de personer interviewet, som kunne være bragt i spil, ligesom der er uddannelses- og erhvervsretninger, som ikke er afspejlet i rapporten. Eksempelvis er områder som fysioterapeuthvervet, juristerhvervet, hvervet som journalist og andre områder ikke repræsenteret i denne undersøgelse, men det er vurderet, at de generelle tendenser og beskrivelser, som er fremkommet under interviewene, har haft en generel gyldighed for området bredt set.
Nedenfor følger en række generelle nedslag og betragtninger, som ud fra et overordnet vue kan uddrages af de 26 interviews. Disse repræsenterer dog hver især nuancer af personlig art, i forhold til baggrund og familie, uddannelsesvalg og job og karriere efterfølgende, som er mere nuanceret.
Mødet med de særlige institutioner inden for blindeforsorgen.
Jo senere i årtierne 60-erne og 70-erne en blind (her forstået som blind eller svagsynet) barn eller ung kom i den skolepligtige alder (7 år), jo større har tendensen været, at denne person gennemførte grundskoleuddannelsen helt eller delvis uden for Refsnæsskolen, den dedikerede institution under blindeforsorgen beliggende i Kalundborg for børn op til og med 7-klasses niveauet.
Der er ikke blevet registreret nogen markant forskel på muligheder, karriere eller begrænsninger ud fra et kønsperspektiv.
Forældrene udgjorde i en række tilfælde et trygheds-backup for barnet i førskolealderen, men når det gjaldt valg af uddannelse, karriere m.v. synes forældrenes påvirkning at have været minimal.
Udflytning fra familie og hjem til Refsnæsskolen og / eller Blindeinstituttet
I levnedsbeskrivelserne er beskrivelsen af, hvorledes det enkelte barn og dettes familie reagerede på at skulle forlade hjemmet, og bosætte sig på en af blindeforsorgens institutioner, meget forskellig.
Som udgangspunkt skal vi huske på, at der både før 1956, og ikke mindst med vedtagelse af Blindeloven i 1956, forelå en grundholdning om og en forpligtelse til, at det blinde eller stærkt svagsynede barn skulle lade sig indmelde på Refsnæsskolen typisk ved 7-års alderen, måske før, hvis de tilsynsførende vurderede, at placering på Børnehjemmet ved en tidligere alder, ville være hensigtsmæssig fx ud fra barnets modenhed.
Disse omstændigheder betød, at de interviewpersoner og disses familier, i udgangspunktet ikke havde nævneværdig anledning eller fantasi til at modsætte sig denne anbringelse. Nogle af interviewpersonerne har givet udtryk for, at såfremt forældrene modsatte sig påbud fra de omrejsende tilsynsførende, så kunne barnet blive forflyttet ved magt (eventuelt via børneværnets eller politiets hjælp) og altså mod forældrenes vilje.
Samtidig må det formodes, at en række af forældrene var sat i en situation, hvor de på den ene side ønskede forsat at yde omsorg og kærlighed over for det synshandicappede barn, og på den anden side nok følte, og bestemt fik at vide, at det var til barnets bedste, at det begyndte skolegang på Refsnæsskolen, hvor der var den specialviden og de særligt udviklede metodikker, som forældrene ”nok kunne se,” de ikke var vidende om, og derfor ikke kunne tilbyde deres barn.
De synshandicappede børns holdning til udplacering er i interviewene meget forskellig fra person til person, idet mange blot accepterede omstændighederne, mens andre uden tvivl kunne fornemme forældrenes modstand og derfor var uvillige, triste eller bange for dette skift i en ung alder.
Tiden på Refsnæsskolen.
Hvor tiden på Refsnæsskolen kan deles op i undervisningsdelen og børnehjems- / bodelen, tyder beskrivelserne på, at den første del af mange blev betragtet som positiv og stimulerende, særligt tilrettelagt og opdragende, mens den anden del i lidt højere grad er beskrevet mere ”blandet” og – helt naturligt – med flere følelsesmæssige variationer fra sorg og savn til accept, glæde og gode minder.
Indlæring af punktskrift til læsning og skrivning.
For de helt eller næsten blinde, er der hos mange givet udtryk for, at punktskrift, det at lære dette ordentligt til læsning og skrivning, var om ikke en grundsten, så meget vigtig i deres karrierer senere i livet. At lære og komme til at beherske punktskrift har for en del af vores interviewpersoner været en kompetence som i skole- og uddannelsestiden dannede en solid platform for deres muligheder, for at kunne få deres lærebøger i et tilgængeligt format. Det gav ”blod på tanden”, og for en række af de interviewede blev en videregående uddannelse pludselig en mulighed.
Gruppen af børn og unge med en synsrest.
Hvad angår personer, som i deres barndom og ungdom havde en større eller mindre synsrest, var adgangen til specialoptik begrænset, indtil mere specielt tilvirkede løsninger i slutningen af 1950-erne kunne tilbydes. Svagsynede elever har dermed typisk været henvist til eventuelt forbedret belysning, materialer med forstørret skrift og placering tættere ved tavlen. Løsninger baseret på EDB / IT som fx CCTV og storskærme m.v. er først blevet introduceret i anden halvdel af firserne, hvor den tekniske udvikling og omkostningerne til sådant udstyr samt ekspertise i tilpasning åbnede for en mere generel tilgang til sådanne løsninger.
Familiemæssige forpligtelser og konsekvenser.
For nogle af de interviewede kvinder betød graviditet og fødsler – som det også gælder for seende piger / kvinder – en prioritering eller særlig tilrettelæggelse af deres liv, for at kunne leve op til moderskabet og ønsket om at tage sig af sit / sine børn som det vigtigste – så længe børnene var mindreårige. Uddannelses- eller jobforløb blev sat i bero, indtil børnene voksede til, hvorefter forældrene kunne se muligheder for at genoptage, udvikle eller på anden måde aktivere deres uddannelses- eller jobkarriere.
Musikudøvelse som en vej til samvær, udvikling, indtjening og kreativitet.
Musikken var for mange af stor betydning. Det være sig i form af uddannelse (typisk organist) eller i kraft af samspil, orkesterdannelse eller individuelle interesser, herunder optræden og deraf følgende indtjening.
Fællesskabet med andre blinde og svagsynede.
Samværet med og støtten fra ligesindede / ligestillede og grundlaget, som andre blinde har udgjort i mange personers liv, er beskrevet som meget afgørende og tryghedsskabende for et stort flertal af de interviewede.
For en mindre del af de interviewede var den ”seende verden” af større betydning for den enkelte end samværet med blinde. Nogle har bevaret tilknytningen til og samværet med deres blinde kammerater / venner fra fortiden som noget helt primært, mens andre med tiden har fjernet sig fra ”blindeverden” og har knyttet sig og skabt et liv i højere grad sammen med seende, ikke mindst i tilfælde, hvor de har dannet par med en seende ægtefælle.
For så vidt angik overflytning fra Refsnæsskolen til Blindeinstituttet, institutionen med klassetrin over 7. klasses niveau, af helt blinde børn, og placering på Blindeinstituttet, for børn med en rimelig synsrest, er der ikke udtrykt at være de samme mere negative følelser og holdninger involveret. For de helt blinde børn eller børn som var meget svagsynede, var overflytningen en ”naturlig” del af forløbet, og samtidig for mange oplevedes dette som noget spændende, som involverede langt større frihedsgrader og muligheder og en forløsning, som også indebar kammeratskaber, udfoldelse af faglige og musikalske interesser og samvær.
For de svagsynede, som havde gået i den lokale folkeskole eller i en særlig svagsynsklasse, uden for blindeforsorgens rammer, var der en vis tendens til, at børnene oplevede en lettelse og en følelse af at møde ligesindede, som ville kunne føre til en konstruktiv udvikling.
Udvikling mod uddannelser uden for den dedikerede blindeforsorg.
I tiden op gennem sidste del af 60-erne, begyndte andre strømninger i retning af integration, og dermed udplacering af barnet i den lokale folkeskole, at være en mere realistisk mulighed.
På det tidspunkt, hvor integration af børn i folkeskolen nærmest var blevet ”state of the art”, blev kurser på eller et længere ophold på Blindeinstituttet – typisk på Rymarksvej, oplevet som nyttig, idet man her lærte en række færdigheder af kompenserende og færdensmæssig art, som gjorde det lettere at håndtere hverdagen, en uddannelses- eller erhvervssituation. Ledelsen på Blindeinstituttet, med en fremsynet holdning og tro på nye veje og muligheder, samt udvikling af nye erhvervsretninger og etablering af studievejledning og et studiebogsbibliotek i 1971, som en integreret del af institutionen, var medvirkende til en oplevelse af opdrift og en ny form for støtte og nytænkning.
Valg af uddannelse og efterfølgende erhvervskarriere.
Mens valg af uddannelse og karriere for nogle var karakteriseret ved personligt drive, en følelse af kald, en tidlig beslutning – eventuelt inspireret af en ”helt / mentor” eller personlighed – så har mange andre truffet et valg ud fra, hvad der nu var muligt, måske tilfældigt, måske ud fra læreres og rådgivers gode råd og forslag.
Især i 70-erne har tilbud om revalidering været af afgørende betydning, eventuelt med en forrevalidering, hvor en person kunne ”smage” på mulighederne, afprøve forskellige muligheder inden for uddannelsesområdet, og efter uddannelse afprøve sin erhvervede færdigheder på jobmarkedet, hvor revalideringsstøtten i en periode (omkostningsfrit for arbejdspladsen) afholdt udgifterne til løn til den synshandicappede.
Perioden 1960-70-erne fik af mange grunde, uddannelsespolitiske, socialpolitiske og i kraft af personlige ambitioner en stor betydning for synshandicappede personers muligheder for og tro på det realisable i at tage boglige uddannelser, og herefter følge en vej som beskæftiget inden for det valgte fag.
Tiden efter 1980
Med opløsning af den såkaldte Særforsorg i 1980 og dermed med en udflytning af tilbud og kompetencer fra et statsligt til et amtskommunalt / kommunalt regi, tog en decentralisering af tilbud sin begyndelse. Samtidig begyndte de første tendenser til en afspecialisering at se dagens lys, der dog var af mindre omfang, indtil struktur- og kommunalreformen i 2007 helt slog bunden ud af vidensopsamling, og bevarelse af specialkompetencer og relevante specialiserede tilbud.
Fra sidste del af 80-erne mødtes synshandicappede af nye tilbud og muligheder i form af hidtil ukendte teknologiske løsninger inden for optik, synsforstørrelse og IT-teknologi. Det blev muligt at lagre, udskrive og håndtere punktskrift på nye og fleksible måder, og PC-udstyr med syntetisk tale forøgede – i den periode – i høj grad tilgængeligheden til materiale i trykt tekst. Samtidig med denne udvikling afvikledes de klassiske blindeerhverv, som blev overladt til Den selvejende erhvervsfond Blindes Arbejde at videreføre. Det særlige musikmiljø på blindeinstituttet i København, som var grundlaget for organist- og klaverstemmeruddannelserne forsvandt gradvist i løbet af disse år. Disse særlige uddannelser blev som følge heraf gradvist afviklet.
4. Barndomserindringer: om at være vokset op som integreret blindfødt, ved Lena Bang.
Jeg ønsker hermed at bidrage til nyhedsbrevet med mine erindringer fra min barndom som integreret blindfødt.
Jeg blev født på Rigshospitalet den 23. december 1973, og jeg er født blind, fordi jeg er født med for små øjne. Min mor har fortalt mig, at lægerne allerede få timer efter min fødsel opdagede, at jeg ikke kunne se. Mit venstre øje var bare på størrelse med et knappenålshoved, så lægerne kunne først ikke finde det. Mit højre øje var så skadet, så jeg da jeg var fem måneder gammel fik det opereret væk og fik glasøje. Man kender ikke årsagen til, at jeg blev født sådan, og jeg er da også den eneste i min familie, der er blind. Min mor, der hedder Erna, var 20 år og alene, da hun fik mig, og jeg har fået at vide af hende, at min mormor mente, at hun ikke skulle have mig, når jeg nu var blind, fordi hun var så ung og for umoden til at klare den opgave. Heldigvis var der en sygeplejerske på hospitalet, der klart og tydeligt sagde til min mormor, at det skulle hun ikke bestemme, og der var også min morfar, der bakkede min mor op. Så sådan blev det, at jeg heldigvis kom til at vokse op hos min mor. Hendes indstilling har altid været, at jeg skulle have samme muligheder som alle andre, selvom jeg var blind. F.eks. sagde hun engang til mig, at der kun var tre ting her i verden, jeg aldrig ville komme til: at spille fodbold, blive pilot samt at få kørekort. I dag ved jeg godt, at det jo ikke passer helt, men min mors indstilling har uden tvivl gjort, at jeg er en person med en god portion stædighed og kæmper for at opnå mine mål.
I starten boede vi hos min mormor og morfar i deres lille lejlighed på Vilhelm Thomsens Allè i Valby, fordi vi ikke havde andre steder at bo, men senere flyttede min mor og jeg i vores egen lejlighed, som lå på Vigerslev Allè også i Valby. Ret hurtigt kom vi i kontakt med Refsnæsskolen, som i dag hedder Synscenter Refsnæs. De sørgede for, at vi fik en småbørnskonsulent, der kom og besøgte os for at vejlede min mor i, hvordan man skulle stimulere et blindt barn. Hende vi havde hed Jette Hasselstrøm. Da jeg var et år gammel begyndte jeg i Henriksgårdens vuggestue. Den stue, jeg kom til at gå på, hed Nuser, og der var der en pædagog, der hed Ruth Rasmussen. Jeg havde ingen speciel støttepædagog, fordi man fra vuggestuens side mente, at de godt selv kunne klare opgaven med et blindt barn, og det selvom de aldrig havde prøvet det før. Der var ikke så mange børn på stuen kun en 6 – 7 stykker, og det har sikkert været grunden til, at personalet havde overskud til at støtte en lille blind pige som mig. Jeg kan ikke huske noget specielt fra vuggestuen, men jeg har fået at vide, at jeg var glad og godt kunne lide at være der. Jeg kunne godt lide, når vi sang og at gynge. Jeg kunne også godt lide at hjælpe med at hente mad fra køkkenet med madvognen. Desværre måtte jeg stoppe der pga., at vi flyttede til Gladsaxe.
Det gjorde vi, fordi min mor mødte sin mand Per, som også blev min far. Jeg har været omkring 2½ år gammel, da vi flyttede ind i hans lejlighed på Buddinge Hovedgade, og kort tid efter fik jeg min lillebror Peter. Min far var købmand og i mange år havde mine forældre et lille supermarked på Vester Voldgade i København. Det var ved den tid, hvor jeg skulle til at starte i børnehave og således startede jeg i børnehaven Bindeledet, men jeg gik der ikke ret længe. Jeg befandt mig ikke godt der, fordi personalet ikke tog sig af mig. Derfor blev jeg flyttet til Lupinmarkens børnehave, som var en lille børnehave med ca. 20 børn, og jeg fik en støttepædagog. Det var noget som småbørnskonsulenten sørgede for.
Da vi flyttede til Gladsaxe fik vi en ny småbørnskonsulent, der hed Kirsten Eskildsen. Hende kunne jeg rigtig godt lide, og jeg husker, at hun jævnligt kom og besøgte os for at tale med mine forældre om, hvordan det gik med mig derhjemme og i børnehaven. Jeg viste hende altid mine dukker og dukkehus eller også skulle vi spille fiskespil. Det var et spil, der bestod af en stor firkantet plade med et stykke pap over, hvor der var et lille hul i hvert hjørne, og en række med fire små rum i den ene side, en fiskestang med en slags magnet i den ene ende samt små plastikfisk, der var formet som ål, rødspætter og makreller. Derudover var der en hummer og en gammel støvle. Det gjaldt så om at fange fiskene, der var placeret under pappladen og så lagde man dem ned i sit rum, så man havde styr på, hvad man havde fanget. Hvis man fik hummeren havde man vundet og fik man den gamle støvle havde man tabt. Dette spil spillede jeg også med mine venner og min lillebror. Jeg kan huske en anden gang, hvor Kirsten Eskildsen besøgte mig, hvor hun havde en bog med, der hed Rulle på eventyr. Det var min første punktbog, og derudover var der følbare figurer i. Hun havde også nogle små klodser med, som lå i rækker, hvor der var skrevet tallene i punkt. Det var så meningen, at man skulle lægge en klods ved tallet 1 og to klodser ved tallet 2. Det kunne man gøre op til 10.
Min mor havde som regel bagt kage eller boller, og jeg hjalp ofte til. Min støttepædagog hed Helle Melander. Hende var jeg meget glad for, fordi jeg syntes hun havde sådan en rar og behagelig stemme. Hun gik også med sådan nogen bløde fløjlsbukser og så havde hun et sjovt armbånd som jeg elskede at røre ved, når jeg sad på hendes skød. Det hændte, at jeg overnattede hjemme hos hende og så legede jeg med hendes børn. Hun havde tre. En dreng, der hed Jakob, en pige, der hed Cecilie og en dreng, der hed Jonas. Ham havde de adopteret fra Korea. Hendes mand hed Torben, men ham husker jeg ikke så meget om. Vi kom altid i badekar om aftenen og, når Helle sagde, at nu skulle vi op skyndte vi os at dykke ned under vandet, så vi ikke hørte, hvad der blev sagt.
Jeg gik også til gymnastik sammen med tre andre blinde børn, der ligesom jeg gik i børnehave. Vi mødtes med hver vores støttepædagog samt nogle småbørnskonsulenter. Jeg var meget glad for min børnehavetid og en af de første ting jeg husker, var da lederen, der hed Grete, præsenterede sig og bød mig velkommen. Jeg elskede at lege med de andre børn. F.eks. kunne vi godt lide at lege inde på sovestuen, hvor der både var puder, tæpper og brædder til at bygge huler af. Der måtte kun være fire børn ad gangen derinde, og vi kunne kun lege der, når der ikke var nogen børn, der skulle sove til middag. Jeg holdt nu mest af at lege i dukkekrogen, hvor der var en rigtig sød slaskedukke. Jeg legede tit, at den var min baby. Jeg elskede at lege med dukker også derhjemme. Jeg havde en dukke, der kunne græde og grine, når man trak sutten ud af munden. Man kunne også få den til at synge forskellige sange og sige forskellige rim og remser. Bl.a. sagde den et rim, der lød sådan:
”Jeg gik mig en tur i kongens mave, sludder og vrøvl i kongens have.”
Jeg havde også en stor tøjdukke, der havde noget dejlig langt hår, som jeg godt kunne lide at ordne. I børnehaven var der en pædagog, der hed Pia, der fik en baby. Det var en lille pige, som hed Diana, og jeg husker, da hun kom i børnehaven for at hilse på og vise hende frem. Pia hentede mig ind i personalestuen, hvor jeg fik lov til at røre ved hende. Jeg syntes det var helt fantastisk at se, hvor lille hun var, og Pia fortalte mig, at hun fik mælk at spise fra hendes bryst, og at hun ikke havde tænder. Jeg husker en anden dag, hvor jeg legede med den store slaskedukke, hvor Pia hjalp mig med at vaske den, og hun lærte mig også at give den ble på.
Der var også engang, hvor jeg blev passet hjemme hos Pia, fordi mine forældre skulle til en fest. Der fik jeg bl.a. set Dianas babystol, spilledåse og vugge. Alt dette har uden tvivl gjort, at jeg tidligt blev klar over, at jeg, når jeg blev voksen gerne ville have mine egne børn, og at jeg godt kunne klare det selvom jeg var blind.
Jeg ved, at nogle af de voksne også var på kursus på Refsnæs, så de lærte at give mig den rigtige støtte. F.eks. sørgede lederen for, at der blev fremstillet et taktilt billedlotteri som et par af børnene og jeg selv var med til at lave. Det bestod af en tyk papplade med tilhørende kort, hvor der var limet forskellige ting på så som knapper, garn, en møtrik eller filt. Mit yndlingskort var en blå plastikmand. Der var også en anden voksen, der hed Birgit, der lavede et par taktile billedbøger til mig. Den ene handlede om en pige, der hed Majbrit. Det hed hun, fordi det var et af mine yndlingsnavne. Teksten stod på sort, så mine forældre eller de voksne i børnehaven kunne læse højt for mig mens jeg mærkede de taktile billeder. F.eks. var der billeder af et hus og Majbrit i en seng med natkjole på. Den anden bog var med billeder af forskellige dyr, mennesker og ting. Ud fra hvert billede havde Birgit lavet punktbogstaverne af sandpapir. Eksempelvis var der ud for billedet af en kat lavet et k og ud for billedet af en and var der et a. Jeg tror ikke, at jeg på det tidspunkt forstod, at der var tale om punktskrift, men tanken har helt sikkert været at give mig en introduktion til dette.
Hver formiddag havde vi noget vi kaldte samlingsstund, hvor alle børn og voksne sad sammen og sang en masse sange eller talte om forskellige emner. Det foregik altid på den stue, hvor vi også kunne bygge huler. Jeg elskede at synge, og det skete tit, at jeg fik lov til at synge for pga. at de voksne syntes, jeg sang godt og samtidig var god til at huske sangene.
Vi børn fortalte også tit, hvad vi havde oplevet derhjemme eller vi fik læst historie. En gang om måneden var der legetøjsdag, hvor alle børn måtte tage et stykke legetøj med hjemmefra som vi kunne vise frem, når vi havde samlingsstund. Jeg havde som regel en dukke med. Jeg kunne også godt lide at lege med nogle klodser, der var lavet af plastik med små pikke på, så de kunne sættes sammen. Der var også andre klodser i forskellige farver og størrelser man kunne bygge tårne med.
Vi havde også en madmor, der hed Ruth, og jeg elskede hendes mad. Vi børn skulle skiftes til at være med til at dække bord. Det foregik på den måde, at der var en skål med navnesedler, og så var der et barn, som trak lod om, hvem der skulle have tjansen den dag. Før vi spiste, fik vi altid en vitaminpille. Efter frokost skulle alle børn børste tænder. Vi havde hver vores tandbørste, tandkrus samt håndklæde, hvor der var et billede. Jeg havde klokkeblomsten og da min lillebror Peter startede i børnehaven fik han kaffekanden. Jeg holdt også meget af at være på legepladsen, hvor der var små trehjulede cykler, hvor der kunne sidde to. En kørte og den anden sad bagpå. Der var også et klatrestativ, hvor man kunne klatre op i et tårn og rutsje ned af en rutsjebane. Senere kom der også en hængebro, der var vældig sjov at hoppe på. Det jeg dog holdt allermest af var at gynge både alene og sammen med andre. Det var så godt at snakke og pjatte, når man gyngede og vi sang også en masse sange. Jeg husker især, at vi sang boom, boom, fra Dansk Melodi Grandprix, men bare med en anden tekst, som lød sådan: ”og det sae boom, boom og bombemanden sprang, han mistet fire fingre på højre arm”. Vi kunne også godt lide at synge sangen fra Pippi Langstrømpe eller sange fra Vesterbro Ungdomsgård. I det hele taget lærte jeg mange børnesange som jeg stadig husker. Der var en dreng, der hed Frederik, som lærte mig sangen ”I alle de riger og lande”. Det endte med, at mange af de andre børn også lærte den, og så gik vi i en lang række rundt på legepladsen og sang: ”I alle de riger og lande, hvorhen jeg i verden fo’r, jeg fægtet med åben pande for, hvad jeg for alvor tror”. Pædagogerne havde sørget for, at der var blevet sat en bjælle på gyngen, så jeg kunne høre om der var nogen af de andre børn, der gyngede. Dette for at undgå, at jeg blev ramt af den, hvis jeg kom for tæt på. Hvis der var en, der gyngede alene og man gerne ville have en anden med råbte man mens man gyngede ”hvem vil gynge med mig!” Så skete det tit, at der kom en kammerat hen for at være med. Vi havde også noget, vi kaldte en ballongynge, der var et tov, hvor der hang en stor bold, der var lavet af gummi som man sad over skrævs på og gyngede. Det var især sjovt, hvis man kunne få en af de voksne til at give et ordentligt skub, så gjaldt det bare om at holde godt fast, for så kunne man gynge rigtig højt.
Jeg havde rigtig mange venner fra børnehaven både piger og drenge og det skete tit, at jeg var hjemme hos en af dem. De kom også ofte på besøg hos mig. Det var altid mægtig skægt, når vi havde legeaftaler. Jeg husker engang, hvor jeg havde Jacob med hjemme og sove hos mig. Vi vågnede meget tidligt, så til at starte med forsøgte vi virkelig at være stille, for ikke at vække mine forældre og lillebror, men efterhånden syntes vi, der skulle ske lidt mere, så vi begyndte at snakke og høre musik på min lille kassettebåndoptager. Senere gik vi ind i stuen og der fandt vi på at ringe med en skibsklokke som min far og mor havde hængende på væggen. Til sidst kom min far og sagde meget bestemt, at vi godt kunne være stille og gå ind på værelset. Han skulle heldigvis på arbejde i sin købmandsbutik, så han var ikke vred på os ret længe.
Når jeg var på besøg hos bl.a. venner fra børnehaven lagde jeg mærke til, hvordan der lugtede i deres hjem. Jeg kunne især godt lide at komme hjem og lege enten hos Puk eller hos Nynne. Begge steder var der bare sådan en sød og dejlig duft, som jeg ikke kan beskrive, men jeg ved, at jeg kan genkende duftene, hvis jeg møder dem. Jeg elskede også at komme hjem til nogen, hvor der ikke var tæpper på gulvene. Det var bare så hyggeligt og rart at mærke det bare gulv, og jeg syntes især det var helt fantastisk, når der var klinkegulv, og det var der bl.a. hos Nynne. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fandt det så dybt fascinerende, men måske var det, fordi der hjemme hos os var gulvtæpper over hele huset, så da vi i 1981 skulle flytte i rækkehus, da jeg var omkring otte år, plagede jeg mine forældre, om vi ikke nok kunne lade være med at have gulvtæpper på og sådan blev det, men vi fik desværre ikke klinkegulv.
I 1980 skulle jeg begynde i børnehaveklasse på Egegård skole, der lå tæt på, hvor vi boede på det tidspunkt. Desværre kom jeg ikke til at gå i klasse med nogen fra min børnehave, idet de skulle gå på andre skoler. Dengang gik man i børnehaveklasse enten fra morgen til middag eller fra middag til ud på eftermiddagen. Jeg gik på eftermiddagsholdet. Det foregik på den måde, at jeg blev afleveret i børnehaven om morgenen sammen med Peter, blev hentet i taxa lidt over 11 og kørt i skole, og når skolen var forbi blev jeg kørt tilbage til børnehaven i taxa. Jeg havde meget svært ved at vende mig til alt det, og jeg savnede mine kammerater fra børnehaven. Jeg hadede, når jeg skulle i skole, fordi jeg skulle væk fra det jeg kendte, og over til nye kammerater samt nye voksne. Flere af mine nye klassekammerater havde gået i samme børnehave og kendte således hinanden. Jeg fik ellers hurtigt en ny veninde, som hed Pia, men hun flyttede desværre skole. Det var helt tydeligt, at mange af mine klassekammerater og deres familier ikke var vant til at være sammen med et blindt barn. Jeg husker engang, hvor alle pigerne var inviteret til fødselsdag hjemme hos en pige, der hed Sanne. Jeg var også inviteret med, men på min indbydelse stod der, at min mor også skulle deltage. Jeg havde tidligere været til mange børnefødselsdage hos mine kammerater fra børnehaven uden, at min mor var med. Derfor kontaktede min mor Sannes forældre og forklarede, at hun ikke behøvede at deltage, fordi jeg var vant til at klare mig selv, når jeg var på besøg hos andre børn, så jeg fik alligevel lov til at komme til fødselsdagen alene, hvilket også gik fint.
Min børnehaveklasselærer hed Hanne, og der var også en, der hed Mette, men hun var vist mest i A-klassen. Jeg gik i B-klassen. Jeg fik også en støttelærer, der hed Britta, og min synskonsulent hed Hanne Lindau. Jeg tror, det var hende, der sørgede for, at jeg fik en punktmaskine derhjemme. Jeg syntes, den var virkelig sjov at skrive på. Jeg legede, at jeg lavede lektier selvom jeg kun kunne skrive prikker, indtil jeg lærte bogstaver, forkortelser og tal. Jeg begyndte at lære punktskrift i 1. klasse, hvor mine lærere hed Ole og Birgit, og Britta var stadig min støttelærer. De havde alle tre været på kursus på Synscenter Refsnæs for bl.a. at lære punktskrift. Det første bogstav jeg lærte var et i. Jeg lærte også forkortelser, men i starten fandt jeg det svært og helt uforståeligt. Jeg forstod f.eks. ikke, hvordan et ord som her ikke bare skulle skrives h e r, i stedet for et h og så tegnet for er. Det endte med, at mine lærere omskrev min læsebog til fuldskrift, så jeg kunne komme bedre i gang med at læse og skrive. Lidt efter lidt blev jeg introduceret til forkortelserne og så gik der ikke lang tid, før jeg lærte dem. Jeg er mine lærere meget taknemmelig for, at de ikke opgav at lære mig forkortelserne, fordi jeg den dag i dag både læser og skriver stor og lille forkortelse, og jeg kan slet ikke undvære dem. Det skal nævnes, at lærerne også var gode til at svare på mine spørgsmål, når der var et tegn, jeg ikke vidste, hvad var. Senere lærte jeg at skrive på skrivemaskine. Det foregik på den måde, at jeg sammen med min støttelærer sad og skrev efter et kassettebånd.
Jeg brød mig ikke altid om min støttelærer Brita. Hun var helt sikkert dygtig, men jeg vidste aldrig, hvor jeg havde hende. Nogle gange var hun rigtig glad og sød, men andre gange var hun rigtig sur. Det var hende, der også underviste mig i abacus, ( japansk kugleramme, som mange blinde bruger til at regne på), og jeg har aldrig været god til matematik. Hun skældte mig tit ud, når jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg holdt derimod meget af de sproglige og musiske fag. Der var desværre også andre gange, hvor jeg syntes, at mine lærere pylrede for meget. F.eks. var der engang en fredag før efterårsferien, hvor hele skolen skulle gå skolemarch, hvor man kunne vælge mellem tre, fem og ti kilometer. Jeg ville gerne gå fem kilometer, men desværre skulle jeg til øjenlægen dagen før, og da jeg kom i skole dagen efter, hvor skolemarchen skulle foregå, var jeg blevet sat på tre kilometer, og det blev ikke meget bedre af, at jeg fandt ud af, at det kun var børnehaveklasserne, som var på det hold. Jeg fulgtes med min lærer Birgit, og jeg har sidenhen tænkt på, om det i virkeligheden var hende, der ikke orkede at gå så langt og det var derfor, at jeg blev sat på trekilometerruten.
Jeg var meget alene i frikvartererne, fordi mine klassekammerater for det meste spillede forskellige boldspil. Dog var jeg ofte med, når pigerne sjippede eller legede sanglege, men efterhånden som vi blev ældre blev det mere og mere noget med at sidde og se billeder eller spille bold. Heldigvis blev jeg ven med en pige, der hed Lotte og nogen gange gik vi ture og snakkede. I femte klasse kom der en afrikansk pige fra Zaire, der hed Ivrine som jeg blev rigtig gode venner med.
Anderledes var det hjemme, hvor jeg boede. Vi var som tidligere skrevet flyttet i rækkehus, hvor der boede mange andre børn, og jeg fik hurtigt en masse veninder. Mine bedste veninder hed Anne, Mette, Thilde og Tina, og vi havde det bare så sjovt sammen. Vi stod meget på rulleskøjter og en dag fandt vi på, at en skulle cykle, mens en anden skulle køre på rulleskøjter, mens man holdt fast i bagagebæreren og så sammen køre ned af en meget stejl bakke. Der gjaldt det bare om at holde balancen, så man ikke væltede. Vi syntes også, det var morsomt, at ringe på folks døre og så ellers bare spæne, inden de kom og lukkede op. Vi elskede også at lave telefonfis især, hvis der var en vi ikke kunne lide eller var blevet uvenner med. Vi kunne f.eks. finde på at ringe op til nogen og stønne i røret eller sige ”goddag, det er kussen, må jeg tale med fissen”, og hurtigt smide røret på. Vi havde også soveaftaler hos hinanden og, når det var påske mødtes vi tidligt om morgenen hos en af os og spiste alle de påskeæg vi havde fået.
Jeg havde også mobility med en synskonsulent, der hed Lis Strømstad. Der lærte jeg at gå med stok. Vi øvede forskellige ruter på skolen samt hjemme på området, hvor jeg boede. Desværre fortsatte jeg med at blive kørt i taxa til og fra skole gennem hele min folkeskoletid. Det skyldtes, at vi var flyttet længere væk fra Egegård skole, hvor jeg allerede var startet. Min bror kom til at gå på Buddinge skole, som lå over for, hvor vi boede. Grunden til, at mine forældre valgte at lade mig blive på Egegård skole var vist noget med, at Buddinge skole på daværende tidspunkt ikke ville integrere et blindt barn.
Inden jeg lærte at gå med stok, gik jeg med det gule armbind med de tre sorte prikker, eller jeg brugte et batch, hvor der stod ”Synshæmmet”. I starten brugte jeg ikke stokken indendørs, og jeg var faktisk ikke særlig glad for at gå med den. Jeg syntes det var pinligt, men da jeg var blevet lidt ældre havde jeg en oplevelse. Min familie og jeg var på pinseskovtur sammen med nogle venner. Dette gjorde vi hvert år, og vi sluttede altid af på Dyrehavsbakken. Mine veninder og min bror stillede sig op på en bænk, fordi de skulle se på et eller andet. Jeg ville også gerne stå på den, så jeg trådte op på bænken. Desværre skete det, at jeg kom til at træde op på en dames lår, og hun blev selvfølgelig vred. Efter den ubehagelige oplevelse fandt jeg ud af, at det nok var en meget god ide med den stok. Da jeg var startet i skole begyndte jeg at gå til noget, der hed børnemøde sammen med andre integrerede blinde skolebørn. Det var bl.a. Hanne Lindau og Lis Strømstad og et par andre synskonsulenter, der tog initiativ til, at vi kunne mødes en gang om måneden. Jeg holdt meget af at være der. Der var et puderum, hvor vi rigtig kunne tumle rundt. Vi lavede også aftensmad sammen, og det foregik på den måde, at vi sad sammen ved et stort bord, og så fik vi lov at føle på de madvarer vi skulle bruge, og bagefter skulle vi gætte, hvad det var. Jeg var vant til at være med til at lave mad derhjemme sammen med min mor, så jeg kendte allerede til mange fødevarer, og jeg havde også prøvet at skære med kniv samt bage og stege på pande.
Der var altid god tid til at lytte til og tale med hinanden, og jeg syntes det var spændende at lytte til, hvad de ældre blinde børn fortalte. Der var især en af de større drenge, der hed Kim. Han var rigtig sjov at tumle med i puderummet og så sang han: ”Jeg kan hoppe, hoppe, hoppe som en loppe, loppe, loppe”. Min familie og jeg var engang hjemme og besøge ham og hans familie, og han spillede eventyr på kassettebånd for mig. Han viste mig også, hvordan han havde afmærket sine bånd med punktskrift. Han kunne både spille på harmonika og klaver og så sang vi andre med.
I den første tid var jeg den eneste pige, men senere kom der en pige, der hed Gitte, som jeg blev veninde med. Hun var min første blinde veninde, og jeg har vel været otte år på det tidspunkt. Vi besøgte også hinanden og lavede mange sjove ting sammen. Hun kom til at kende mine seende veninder og jeg hendes. Vi kunne også godt lide at synge og sjippe. Desuden havde vi begge fået en kanin, som vi kælede med, når vi besøgte hinanden. Jeg husker også engang, hvor jeg havde inviteret min afrikanske veninde fra klassen med til børnemøde, fordi vi fik besøg af to lærere fra Kenya, som var i Danmark for at lære mere om undervisning af blinde børn. Den dag fik vi afrikansk mad som de havde lavet, og vi skulle spise med fingrene.
I 1984 arrangerede synskonsulenterne en skitur til Norge for vores børnegruppe. Vi var således ti blinde børn i alderen 10 til 14 år, der deltog samt seks synskonsulenter. Vi skulle sejle fra København til Oslo og derefter køre med bus op til hytten, hvor vi skulle bo og stå på ski. Jeg syntes, det var vældig spændende at være om bord på en færge og sove i kahyt. Vi børn blev inddelt i små grupper med hver en voksen. Jeg var i gruppe sammen med Gitte og en dreng, der hed Joachim, og vi havde Lis Strømstad som vores faste voksen. Hun viste os, hvordan kahytten så ud. F.eks. at sengene, som var køjesenge skulle vippes ned fra væggen, når vi skulle sove og, hvordan vinduerne kunne åbnes, og hun fortalte os, at det hed et koøje på et skib. Ude på badeværelset lå der små indpakkede stykker håndsæbe. Jeg kan huske, at vi rejste en fastelavnssøndag, så der var arrangeret tøndeslagning på færgen, så vi var også med til at slå katten af tønden. Vi fik også lov til at købe slik for vores medbragte lommepenge. Da vi endelig ankom til vores hytte, blev vi præsenteret for to norske medhjælpere samt et par unge norske blinde fyre. Desuden havde vi to norske damer, der lavede dejlig mad til os. Vi var ude at stå på ski hver dag, og der var heldigvis masser af sne. Om aftenen hyggede vi os med forskellige lege og en af synskonsulenterne, der hed Bo, læste en sjov godnathistorie for os, der hed ”Balladen om den forsvundne mumie”. Den sidste aften holdt Hanne Lindau en tale for hver af os og vi fik alle en pris. En blev f.eks. udnævnt til ekspert i skiløb uden stave, en anden blev kåret som løjpefræseren og en som den flyvende pil. Da det blev min tur til at blive kåret, spurgte Hanne Lindau mig først ”Lena, tror du ikke, at du er den af alle børnene, der er faldet flest gange?” Jeg svarede, at det vidste jeg ikke. Jeg troede først, at hun var vred på mig, men hun talte videre om, hvor flot jeg havde kæmpet, så derfor blev jeg kåret til at være løjpernes faldeekspert. Nogle af de andre børn råbte åhja! Men Hanne forklarede, at det ikke var det, at man faldt, men det, at jeg havde fortsat uden at give op. Først var jeg meget flov over min titel, men i dag forstår jeg godt, hvad hun mente nemlig, at det handler om at kæmpe.
Jeg var senere på andre skiture, som Synscenter Refsnæs arrangerede – også for integrerede elever, og jeg må indrømme, at jeg aldrig blev god til at stå på ski. Jeg vil sige, at jeg har været glad for at være integreret, men jeg er ret sikker på, at min skolestart og i det hele taget mit skoleforløb havde været anderledes, hvis jeg var kommet i klasse med nogle jeg kendte fra børnehaven. Det ville have givet mig et bedre fundament, så jeg måske var kommet bedre ind i klassefællesskabet. Jeg er heller ikke særlig stolt af, at jeg blev transporteret til og fra skole gennem hele min folkeskoletid. Jeg synes faktisk, at det skulle have været ordnet sådan, at jeg blev flyttet til Buddinge skole, hvor jeg havde alle mine veninder.
5. Anmeldelse af Peter Frederik Hansens bog: ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”, ved Karen Marie Pedersen
Bogen er udkommet på forlaget Kahrius i 2022. Udgivet som lydbog med tekst af NOTA med bognummer 49970.
Appetitvækkeren på bogens bagside er historien om dengang, da Peter, sammen med sin gode ven, Jørn Clausen, i rask tempo gik direkte ud i hotellets swimmingpool, med alt tøjet på og med deres hvide stokke. De troede, de var på vej til havet, og fik på den måde overbevisende fortalt de øvrige hotelgæster, at de var blinde. Historien er kendt blandt os, som er jævnaldrende med Peter, og den er et godt udtryk for Peters humør og optimistiske livssyn, der er gennemgående i hele bogen. Trænger du til et godt grin af blindhedens mange finurlige tildragelser i hverdagen, så kan denne bog anbefales.
Bogen består af to dele:
1. del er fortællinger fra Peters barndom, ungdom, uddannelse, beskæftigelse og fritidsliv. Her får vi et rigtig godt indtryk af Peters baggrund, miljø og livssyn, og ikke mindst af uddannelses- og beskæftigelsesmulighederne i 1970’erne og 1980’erne.
2. del bygger på nogle af Peters rejsedagbøger fra ind- og udland.
Som det fremgår af bogens titel, foretog Peter et totalt sporskifte med hensyn til uddannelse og beskæftigelse. Det lod sig gøre, fordi der var al den tid til revalidering, der behøvedes, og fordi målet alene var, at unge blinde skulle have mulighed for uddannelse og beskæftigelse. Peter var 19 år, da han kom til Blindeinstituttet, og han var under revalidering i 10 år. Han kom med en identitet som ung håndværker, og han skulle ikke gå i skole mere end højst nødvendigt. Han endte med en identitet som blind lærer, og efter endt revalidering mødte Peter den åbenhed og tillid, der gjorde det muligt for ham at bruge sin uddannelse, og blive ansat som folkeskolelærer. Sådan et forløb ville være utænkeligt i dag. Peter mener i bogen, at de gode muligheder dengang i 1970’erne skyldtes, at det var staten, der var ansvarlig for tilbuddene. Det er der nok noget om, fordi distancen til staten var så stor, at det blev medarbejdernes faglighed og idealer, der formede tilbuddene til den enkelte. Staten blandede sig ikke i detaljerne.
Der var jo imidlertid en anden side af statens særforsorg, som Peter ikke har mærket, men som nu betyder, at regeringen må give en undskyldning for overgreb og nedværdigende behandling til mange andre mennesker, som staten tog sig mindre kærligt af. Det hører desuden med til historien om Blindeinstituttet og statens særforsorg, at vi, der var elever lige før Peter og hans kammerater, dvs. som de sidste på det gamle Blindeinstitut på Kastelsvej, måtte kæmpe hårdt for retten til uddannelse. Det lykkedes for mange af os, og de gyldne muligheder, som Peter fik glæde af i 70’erne byggede på de sejre, vi havde vundet, samt på optimisme og nye rammer, som flytningen til det nye blindeinstitut i Hellerup medførte.
Peter nævner i sin efterskrift i bogen, at han har været heldig på en lang række områder. Det er sandt. Han fik brug for revalidering og beskæftigelse på det allerbedste tidspunkt, da vejen var banet, og stemningen i samfundet var præget af åbenhed og tro på muligheder for alle. Peter har været god til at række ud efter mulighederne og gribe det held, han fik. Han blev som lærer og som person en rollemodel for mange nyblinde, og han var med til at give punktskriften videre som blindes eget skriftsprog. Han var også med til at vise den frihed og selvstændighed, man kan få som blind, når man er opfindsom, og når man kaster sig ud i det sammen med andre blinde. Peter blev ikke håndværker, men han tog sit praktiske håndelag med, og bogen rummer mange eksempler på, hvor værdifuldt det er for blinde at have et godt praktisk håndelag. Dette burde afspejle sig i al habilitering og rehabilitering af blinde, men det er langt fra tilfældet, – nærmest tværtimod.
I 2. del af bogen fortæller Peter, med stor detaljerigdom, om en række forskellige rejseoplevelser. Det usædvanlige er, at oplevelserne primært beskrives med de sanser, som vi blinde bruger. Så vi skal altså ikke “oversætte” fra synsbeskrivelser. Derved får vi mulighed for at leve helt med, når udfordringer skal overvindes. Der er ingen tvivl om, at Peter er kreativ og opfindsom med hensyn til at finde praktiske fremgangsmåder, som kompenserer for det manglende syn. Og Peter går ikke af vejen for noget. Han overlader ikke bare ansvaret for det praktiske til sine seende rejsefæller. Han tager sin del. Den holdning til fællesskabet med andre har jeg dyb respekt for, og det er måske det allermest håbefulde, som bogen kan give til de næste generationer af blinde. Vi kan på vore egne præmisser som blinde, bidrage ligeværdigt til fællesskab med både blinde og seende, hvis vi virkelig vil.
Peter fortæller sine erindringer med megen humor og med et positivt livssyn. Der er mange situationer, som er genkendelige for os blinde, eller som er lette og sjove at forestille sig. Jeg tror virkelig, at Peter har hygget sig med at skrive bogen, og derfor er den også hyggelig at læse.
6. Anmeldelse af Carl Peter Nielsens bog: ”Gennem krattet”, ved Jytte Nielsen
Udkommet på eget forlag i 2022. Bogen kan fås hos NOTA i lyd og på punktskrift.
Den er først og fremmest beregnet for efterkommere og nære venner, men kan med stort udbytte læses af andre. Der er også et billedmateriale af familiær interesse.
Som bogens titel antyder, følger vi Peter gennem tilværelsens filtrede krat og snørklede veje. Med gåpåmod lykkes rigtig meget for ham. Indledningsvis får vi et tilbageblik på familiens historie, Peters far havde en gørtlervirksomhed i Randers, og der har været gode kår socialt og økonomisk i hjemmet. Peter blev født juleaften 1936 og forblev eneste barn.
I 1950 sker ulykken, som bliver det store vendepunkt i Peters liv. Dette år mister han synet og bliver helt blind. Sammen med en jævnaldrende kammerat var han i gang med at bygge en hytte. De to drenge huggede tømmer til byggeriet ud af skovens træer, væltede stammer og grene, men da Peter er i færd med at befri en træstamme for sidegrene, hvor han hugger til med sin økse, springer der en torn op i venstre øje. Han kommer alt for sent i behandling, og den betændelse, som er opstået, spreder sig til det højre øje. Det ender med, at begge øjne må fjernes, og Peter får øjenproteser. Det er nu tilværelsens filtrede krat begynder, for før dette dramatiske vendepunkt, var Peters liv et helt andet.
Peter brød sig ikke om at gå i skole, han var et friluftsbarn, som helst ville være på havnen og ved fjorden. Han kunne bruge sav og økse, han bygger en båd, laver bål og er spejder, og udvikler fysik og personlighed, noget der kommer ham til gode fremover.
I 1951 kom Peter på blindeskole, Refsnæsskolen ved Kalundborg. Han skulle bo på skolen, og det var naturligvis tungt for forældrene at sende deres eneste barn afsted til en helt anden egn af landet. De gør deres bedste for at sikre sønnen værdighed og respekt i den nye situation. De sender ham rigeligt med cigaretter, penge og andet godt.
Enebarnet Peter bliver nu kastet hovedkulds ind i en børneflok, som ikke tager på ham med blide hænder. Peter kom efter det, og hans aktive liv som barn i Randers, giver ham mange fortrin, og heldigvis bliver han både glad for og god til at gå i skole.
Blindeskrift er et skræmmende ord, men det kan læres, og vi får fortalt om de underlige og fremmede pædagogiske redskaber, man bruger her. Peter har nok været lidt beklemt ved hele situationen, så en behjertet lærerinde, Ellen Gyldenbjerg, trøster ham med, at gud godt kan lide blinde.
Efter skoletiden på Refsnæs kom Peter til Blindeinstituttet i København. Han havde nu så gode boglige færdigheder, at han tog en præliminæreksamen på kursus sammen med seende. Da han havde familie i København udvidedes hans bevægelsesradius også. Peter blev optaget på Teilmanns kursus for uddannelse af fysioterapeuter, og uddannelsen afsluttes tre år senere.
Som eneste mand i klassen har han sikkert haft en god tid der. Noget sjovt for os i dag er, at man finder det upassende, hvis han kommer i fysisk kontakt med de kvindelige elever, når der skal øves praktisk fysioterapi på kroppe, og ligeledes hvis de kvindelige elever skulle øve sig på ham. For at løse problemet måtte man optage endnu en mandlig elev i klassen. Peter omtaler i øvrigt striden med Teilmanns kursus, vedrørende uddannelse af blinde fysioterapeuter, som begyndte i 1971, og som strakte sig på en opslidende og ødelæggende måde over flere år. Skolen havde en lovbestemt forpligtelse til at optage og uddanne blinde elever, men skolens leder, Inga Denver, ignorerede denne forpligtelse. Hun ønskede ikke blinde elever på sin skole. Den langstrakte sag endte med, at Inga Denver blev afskediget, der kom så en ny leder, som overholdt loven, så blinde igen kunne optages på skolen.
Bogen ”Gennem krattet” er en imponerende række af uddannelsesforløb, oplevelser og udfordringer, som Peter giver sig i kast med. Han rejser bl.a. på egen hånd til Spanien, uden at kunne spansk, og senere til London. Han beretter om dejlige oplevelser fra disse rejser.
Tilbage i Danmark møder han sin kommende hustru, Inger, som også er fysioterapeut. De bliver sammen resten af livet, og de flytter sammen med deres to døtre, Kirsten og Ditte, til Nordjylland, men før det sker der mere i Peters liv. Han keder sig i sit arbejde som fysioterapeut, der er ikke udfordringer nok i de arbejdsopgaver, han kan få. Psykologien bliver det næste område, der skal studeres. Sammenhængen mellem krop og sind bliver fremover hans helt store interesse. Peter deltog på et tidspunkt i en verdenskongres om psykologi, og møderne foregik på Christiansborg. Her kom han i kontakt med den japanske psykologiprofessor, Owaki, som demonstrerede sin intelligenstest udarbejdet til blinde, Owaki-testen. Det var en taktil udgave af block-design-tests, som er visuelle tests for seende. Professor Owaki var interesseret i at få sin test afprøvet og udbredt. Peter fik overdraget materialet, og fik aftale med Refsnæsskolen om at komme der og møde elever, som således blev testpersoner.
Testen viste sig desværre at være ubrugelig, for mange testpersoner bestod hele testen. Det må ikke kunne lade sig gøre. En test skal være så svær, at den ikke kan løses i sin helhed. Man får så ikke afdækket testpersonens fulde intelligenspotentiale.
På dette tidspunkt er Peter færdig med sin studentereksamen, og vejen til universitetet skulle således være åben for ham. For at afprøve sin teoretiske viden i praksis, bliver han ansat som medarbejder i den anonyme telefontjeneste, Nicolaitjenesten, en gratis rådgivning for mennesker med sjælelige og sociale problemer.
I 1960 blev Peter optaget på psykologistudiet ved Københavns Universitet. Det kommer til at tage 12 år at gennemføre dette studie med en bestået magistergrad. Hans studiebetingelser er mildes talt vanskelige. Blindeinstituttet vil ikke forsyne ham med punktskriftbøger, han får dækket udgifter til bånd og papir. Han tager noter på prentavle, og det lykkes for ham at skaffe studierelevant materiale på bånd fra England og USA. Han skriver speciale over emnet ”Blindes udfordringer ved at færdes”, mobility også kaldet. Det var helt nye og moderne betragtninger på blindes tilværelse, som kom fra USA.
For at tjene til dagen og vejen arbejdede Peter i ”De Gamles By”, hvor han var med til at afprøve og udvikle nye fysiurgiske behandlingsmetoder.
Peter og Inger havde længe haft lyst til at få egen klinik og hele familien flytter til Års i Nordjylland i 1977, og her har Peter og Inger boet lige siden. Døtrene er gået deres egne veje. De får nu deres egen fysioterapeutiske klinik og dermed frihed til at arbejde med og udvikle behandlingsmetoder, hvor krop og psyke bliver set i en større sammenhæng. Peter videreuddanner sig til kranio-sakral-terapeut, men hans helt store interesse opstår, da han stifter bekendtskab med den psykologiske teori kaldet Bodynamic-systemet. Bodynamic-systemet beskriver de mentale, karakteristika og kropslige kendetegn, for de forskellige udviklingstrin et barn gennemgår. Det er især det første udviklingstrin: Behovsfasen. Denne fase har ved siden af sit psykiske særkende også et kropsligt særkende. En sammensunket holdning, hvor rygsøjlen er krummet mod højre eller venstre, skoliose. At finde denne sammenhæng mellem behovsfasens karakterstruktur og skoliose syndromet, og kunne afhjælpe generne for patienterne med denne krydsdiagnose, ser han som sit livsværk.
Peter har mange interesser, han holder af musik og spiller selv guitar. Han går til undervisning og går til foredrag i idehistorie, han er i det hele taget et meget aktivt og nysgerrigt menneske. Han er optaget af Blindesagen, hvad jo også fremgår af hans emnevalg til specialet på psykologistudiet.
I Peters ungdom kendte man ikke den lange hvide mobilitystok. Nogen gik med en almindelig spadserestok, og det gule armbind med de tre sorte prikker var blindes helt almindelige udstyr. Det var et signal til seende om, at her kommer en blind, pas på, giv din hjælp om nødvendigt. Med stokken kan blinde færdes, kun sne, som er en slags tåge for blinde, udvisker kendemærker og faste holdepunkter. Hørelsen er vigtig for at færdes som blind, men desværre får Peter et hørerhandicap, som naturligvis generer ham meget. Han er dog med i Dansk Blindesamfunds Fuglsangkor, hvor han synger en smuk tenor, det ved jeg, for jeg var selv med i koret.
Bogen afsluttes med en afrunding af familiens historie. Bagest i bogen er der et apendiks med øvelser til forbedring af kropsholdning, som læseren kan kaste sig ud i.
Det er en skøn bog, sproget er flydende og levende. Der er på intet tidspunkt tomgang i fortællingen, der sker noget hele tiden. Et godt levet liv, hvor krattet på intet tidspunkt får lov til at spænde ben. Det er en beretning om en blind mands liv, men først og fremmest en fortælling om en stor og stærk personligheds vilje til at leve. Tak for din bog Peter, den er et fornemt bidrag til blindes historie. Dine efterkommere kan være stolte af dig.
Dette er jo en boganmeldelse, og ikke et referat af bogen. Der er mange situationer, jeg ikke omtaler, jeg har omtalt det, som giver et indtryk af det gennemgående tema, at komme gennem krattet.
7. Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com
Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com
Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk
Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk
Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk
1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk
2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk