Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 / 2021.
Indhold:
1. Hilsen fra formanden
2. Referat af generalforsamlingen 20. juni 2021 ved Rita Cicilie Varmby
3. Diana Stentoft, John Heilbrunn og Thorkild Olesen gør sig på ny bemærket
4. Nekrolog over Jørgen Eckmann ved Poul Lüneborg
5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – Anden artikel af 4
6. Bogudgivelse: “Den unge Verners lidelser” af Henning Østrup Rasmussen, omtale ved Poul Lüneborg
7. Hvem var Svend Rindom? ved Rudi Kurt Geert-Jørgensen
8. Information om generalforsamling 2022
9. Bestyrelsens kontaktoplysninger
1. Hilsen fra formanden af Poul Lüneborg
Det er nu knap 5 måneder siden vi afholdt årets generalforsamling. Denne var som bekendt udsat flere gange på grund af covid-19 epidemien. Det var glædeligt på ny atter at kunne mødes.
I dette nyhedsbrev bringes Rita Cecilie Varmbys omfattende referat af mødet med nogen forsinkelse. Det vil jeg gerne beklage.
I bestyrelsen har vi været enige om, at omtalen af Jørgen Eckmanns indsats til fordel for blinde, efter hans død den 8. juni 2021, skulle bringes i dette nyhedsbrev. Det har imidlertid været en langt større opgave end først antaget, da jeg besluttede mig for at skrive en redegørelse om hans virke. Det har betydet, at dette nyhedsbrev er blevet forsinket med næsten 2 måneder. Til gengæld håber jeg, at rigtig mange af selskabets medlemmer får glæde af min beretning om hans liv og virke. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Jørgen til tider var en vanskelig tillidsmand at komme overens med i de 16 år, hvor jeg sad i Dansk Blindesamfunds ledelse. Men dette forhold skal ikke stå i vejen for at yde ham en velfortjent påskønnelse af hans arbejde gennem mere end 50 år til fordel for blinde i Danmark.
Søndag formiddag den 21. juni efter generalforsamlingen blev Dansk Blindesamfunds Amatørteaters opsætning af Svend Rindums stykke “Fred på jorden” afspillet. I bestyrelsen var vi meget usikre på om det viste sig at være en idé, som kunne fastholde interessen hos deltagerne. Her gjorde vi os bekymringer uden grund. Det blev en succes. For at følge op på denne oplevelse har Rudi Kurt Geert-Jørgensen skrevet en artikel om forfatteren.
Nyhedsbrevet bringer 3. afsnit af Ove Gibskovs erindringer fra hans tid på Refsnæsskolen, samt en omtale af 2. bind af Henning Østrup Rasmussens familiekrønike, som omfatter tre bind.
Til slut i nyhedsbrevet er der grund til at give plads til en hædrende omtale af Diana Stentoft, John Heilbrunn og Thorkild Olesen, som endnu engang har gjort sig gældende såvel internationalt som i den hjemlige andegård.
God læselyst og på forhåbentlig gensyn på næste års generalforsamling.
2. Referat af generalforsamlingen 20. juni 2021 ved Rita Cicilie Varmby.
Den 20. juni 2021 afhold Blindehistorisk Selskab generalforsamling på Fuglsangscentret i Fredericia.
Dagsordenen var som følger:
1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg
2. Navneopråb, præsentation af deltagerne
3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent
4. Godkendelse af dagsorden
5. Godkendelse af referatet fra sidste års generalforsamling
6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse
7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse
8. Fastsættelse af kontingent
9. Indkomne forslag
10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant
Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:
a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019.
b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år.
c. René Ruby blev valgt for 2 år i 2020. Han ønsker ikke at fortsætte pga. andre opgaver.
d. Rita Cecilie Varmby, valgt i 2020 for 2 år, har på grund af helbredsforhold besluttet at udtræde af bestyrelsen.
e. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.
f. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år.
g. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020.
11. Eventuelt
Ad 1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg
Poul Luneborg bød de 26 deltagere velkommen til årets generalforsamling. Poul beklagede, at centrets reception kun havde produceret et enkelt eksemplar af deltagerlisten i punkt. Han havde som formand sikret sig, at forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen blev sendt til ham i et tilgængeligt medie senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Alle deltagere havde den 9. juni 2021 fået tilsendt bilag til behandling under punkterne 7 og 9.
Ad 2. Navneopråb samt præsentation af deltagerne.
For at vide, hvem der var til stede, var der navneopråb af deltagerne.
Ad 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent
Thorben Koed Thomsen blev valgt som dirigent. Der var ingen modkandidater. Erik Kiørby, Henrik Olsen og Dorthe Andersen blev valgt som stemmetællere. Rita Cecilie Varmby blev valgt som referent.
Mødedeltagerne accepterede, at generalforsamlingen blev optaget til brug for skrivning af referatet, Henrik Olsen stod for optagelsen af mødet.
Ad 4. Godkendelse af dagsorden
Dagsordenen blev godkendt.
Ad 5. Godkendelse af referatet fra sidste års generalforsamling
Referatet fra sidste års generalforsamling til godkendelse. Poul Lüneborg fortalte i den anledning, at referatet fra sidste års generalforsamling er godkendt af dirigenten og bestyrelsen efter reglen i vedtægternes § 7 stk. 16. Derfor er punktet ikke til videre drøftelse.
Ad 6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse
For at beretningen kunne blive overskuelig, blev den gennemgået punkt for punkt.
Bestyrelsen har haft et godt samarbejde igennem de sidste 18 måneder på trods af Corona. Antal af medlemmer var i 2020 på 133. Nu er antallet af medlemmer faldet til 129. Ud af dem er der 5 kollektive medlemmer samt et antal seende, hvoraf de resterende er synshandicappede. I årets løb har vi taget afsked med 2 af vore aktive medlemmer. Det drejer sig om Jørgen Eckmann og Arne Krog. Poul Lüneborg omtalte førstnævntes liv og virke i blindesagen gennem mange år. Jørgen Eckmann var med til at stifte Blindehistorisk Selskab i 1994 og var dets formand i de første 8 år. Arne Krog blev mindet på søndagens arrangement.
5 af vore medlemmer har ikke ønsket at forlænge deres medlemskab.
Adresselisten med vore kontaktoplysninger er blevet udsendt siden 2016 til alle medlemmer. De enkelte medlemmer har i den forløbne tid selv kunnet vælge at stå i adresselisten. Adresselisten er udsendt efter kontingentopkrævningen. Vi er endnu ikke helt i mål med opkrævningen, men de, som mangler at betale skal nok få det gjort snarest muligt. Vi skal alle være opmærksomme på, at kontaktoplysningerne er korrekte og melde tilbage i tilfælde, at noget er ukorrekt.
Adresselisten er pt udsendt i elektronisk format. Pt. er der indkommet 5 tilbagemeldinger om behov for ændringer af kontaktoplysninger.
Punktudgaven vil blive udsendt, når DBS’s nye punktprinter er installeret og taget i brug i løbet af august måned i år.
Ove Gibskov roste Poul Lüneborg for de mange resultater, som indtil nu er nået. Desuden ville han godt høre, om DBS har givet en begrundelse for, hvorfor selskabet trods flere henvendelser ikke har fået en eneste artikel optaget i tidsskriftet ”Øjeblikket”. Desværre er 25-års jubilæet og Henning Eriksens dagbog ikke blevet omtalt i andre sammenhænge.
Rudi Kurt Geert-Jørgensen kom med et forslag, om man fremover kan lave en automatisk abonnementsordning. Poul svarede, at det vil blive dyrt, da bankernes Betalingsservice opkræver et gebyr for hver transaktion, hvilket vil belaste et kontingent på 150 kroner. Desuden er bankernes Betalingsservice ikke særlig tilgængelig for en blind kasserer som benytter et skærmlæserprogram.
Bestyrelsen bør undersøge, om man fremover kan etablere et automatisk system via Mobile Pay.
Den blindehistoriske arbejdsgruppe har haft møder siden 2014, gruppen består af repræsentanter fra DBS’s Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg og Blindehistorisk Selskab. Det har ikke kunnet lade sig gøre at afholde møde i gruppen i de seneste 18 måneder grundet coronarestriktionerne.
I 2021 har DBS afsluttet digitaliseringen af medlemsbladene fra 1916-2006. (Henning Eriksen afskrev bladene fra 1911-1916). Det er et enestående kildemateriale om blindes historie, idet materialet over hele perioden nu er tilgængeligt.
Bestyrelsen vil få et USB-stik med dette materiale, og enkelte medlemmer vil også kunne opnå adgang efter henvendelse til formanden.
Desuden har DBS afsluttet digitaliseringen af 51 interviews foretaget af informatørerne i 1990’erne.
Arbejdsgruppens vigtigste opgave er nu at bekymre sig om samlingerne på Refsnæsskolen af de effekter, som ikke allerede er overført til Den Blindehistoriske Samling på Medicinsk Museion. Disse registreringer er desværre stoppet midtvejs.
I forbindelse med gruppens arbejde nævnte Poul Lüneborg interviewprojektet om blindes uddannelses- og arbejdsforhold i 1960’erne og 70’erne, som omtales nedenfor. Han nævnte i forlængelse af dette projekt, at der bør udarbejdes en oversigt over de mange interviews, som er optaget igennem tiden og som findes i selskabets lydarkiv. Det blev i denne forbindelse nævnt, at der er mange nulevende medlemmer, som vil kunne fortælle meget fra deres aktive tid som HB-medlem. Henrik Olsen anførte, at det for eksempel gælder Anvör Poulsen, der tillige har været blindekonsulent. Henrik Olsen nævnte, at han vil fortsætte med at foretage interview indenfor konceptet “Blindes færden”. Interview fra dette initiativ findes i selskabets lydarkiv.
Selskabet efterlyser en udgave af punktnoderne til “Danske Blindes Nationalsang”.
Alt abonnementsmateriale på hovedkontoret blev tidligere bragt i uddrag i båndtidsskriftet “DBS Information”, men masterbåndene af disse udgivelser er ikke blevet gemt og digitaliseret.
Registreringsprojektet er afsluttet og en rapport er afgivet med ros fra Medicinsk Museion, som på sin hjemmeside har lagt en registratur over Den Blindehistoriske Samling.
René Ruby har klargjort grundlaget for interviewprojektet om levevilkårene i 1960’erne og 70’erne. Grundlaget for projektets iværksættelse er derfor nu til rådighed med henblik på afslutning af dette. De som vil være med i styregruppen forestår interview af de mennesker, som har tilmeldt sig til projektet. De som ønsker at blive interviewet, må gerne opretholde deres tilsagn. Det hele hviler på frivillighedsprincippet.
Poul Lüneborg har lavet en omhyggelig liste over de stykker, som amatørteatret har opført, som selskabet har modtaget. Alle forestillinger og andre lydoptagelser kan – efter anmodning – tilsendes i kopi til udlån, når den er markeret med et X. De må ikke blive frigjort til den bredere offentlighed, fordi der skal tænkes på lovligheden af kopiering. (Amatørteatret overlod alle optagelserne og Amatørteatrets formue til Blindehistorisk Selskab i 2007).
En redegørelse om blindes sport og idræt fra 1950-1980 er udarbejdet af Leif Martinussen på ca. 92 sider med billeder. Redegørelsen er forsøgt gjort egnet til at blive lagt på hjemmesiden.
Der er ønske om i 2023 at lave et jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum, hvor tidligere Refsnæselever kan bidrage med deres erindringer fra deres ophold på skolen. Arbejdet er kommet ind i en konstruktiv gænge. Thorvald Kølle fremlagde i sin tid ideen. Rudi Kurt Geert-Jørgensen vil stå for at samle de artikler arbejdsgruppen får tilsendt. Leif Martinussen har taget initiativ til at få samlet de involverede bidragydere. Strukturen og omfanget bør være på plads. Nyhedsbrevene må højst være på 30 sider i Arial 12-format. De skal ikke blive for lange og uoverskuelige for læserne.
Hjemmesiden er lavet af Søren Jensen i samarbejde med bestyrelsen ud fra det, som man må betragte som nødvendigt som skærmlæserbruger. Den visuelle præsentation af hjemmesiden, har derfor ikke været givet første prioritet. Hjemmesiden er at betragte som et blindehistorisk arkiv.
Hjemmesidens nuværende struktur blev drøftet, hvorefter det blev taget til efterretning og man samtidig ønsker forslag om, hvordan den kan gøres mere anvendelig.
Vigtige meddelelser, som bringes i medlemsbladet, når desværre ikke ud til institutioner og seende læsere. Derfor må nyhedsbrevene suppleres med medlemsbreve for at bringe invitationer, nekrologer mv. som ikke kan afvente næste nyhedsbrev. ”Øjeblikket” har ikke i de seneste år optaget artikler af blindehistorisk interesse. Arkivet over lydoptagelser er meget righoldigt, spændende og er af en betydelig størrelse.
Poul Lüneborg nævnte endelig den sag som omhandlede Godhavnsdrengene og den undskyldning, som nogle af dem har fået. Ove Gibskov nævnte, at der stort set ikke var nogen, som mente, at vi burde stille krav om en undskyldning inden for vores område. Han har været i kontakt med projektinvolverede fra Forsorgsmuseet.
Sagen vil blive fulgt op i et kommende nyhedsbrev.
I 2020 er der registreret et pænt overskud i sammenligning med et underskud i 2018 og 2019. Poul Lüneborg omtalte nogle administrative belastende processer, som i høj grad opleves som tunge og uoverskuelige for administrationen i en lille forening som denne. Betaling via Mobile Pay opleves af mange medlemmer som en lettelse. Der skal her betales 0,75 kr. pr. transaktion. Desuden skal selskabet betale et månedligt gebyr på 49,00 kr. Det giver problemer for selskabet, når der ikke løbende indbetales penge til deres system. De digitale systemer kan tvinge foreninger tilbage til mere uformelle systemer.
Beretningen blev godkendt med applaus.
Ad 7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse
Der er udarbejdet en analyse ud fra alle kontoudtog, samtlige indtægter og udgifter og sammenlignet dem med kasserer Ole Brun Jensens tal. Der er sket nogle fejlposteringer. Poster er overset, som fører til en endelig konklusion om, at der er 150 kr. ekstra, som der ikke kan gøres rede for. Denne analyse blev oplæst af John Heilbrunn.
Regnskabet blev herefter betragtet som godkendt enstemmigt.
Ad 8. Fastsættelse af kontingent
Kontingentet på de 150 kroner fastholdes. Der lød et stort bifald fra de 26 deltagere.
Ad 9. Indkomne forslag
Forslag fra bestyrelsen: Ole Bruns sygdom giver anledning til bekymring. Bestyrelsen har derfor ønsket at sikre sig muligheden for at skaffe professionel bistand, hvorfor det foreslås, at bestyrelsen bemyndiges til at træffe aftale herom, hvis det bliver nødvendigt. Forslaget ønskes fasthold for en sikkerheds skyld, selv om der har meldt sig en kvalificeret kandidat til kassererposten. Forslaget blev tiltrådt enstemmigt.
Ad 10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant
Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:
Ad a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019.
Ole Brun Jensen ønsker stadig at stå til rådighed for bestyrelsen som webmaster eller på anden måde, og som suppleant.
”Ud af intetheden” har John Heilbrunn meldt sig som mulig kasserer efter drøftelse med Poul Lüneborg.
Han blev valgt som kasserer uden modkandidater for en 2-årig periode.
Ad b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år.
Han blev genvalgt for to år uden modkandidater.
Ad c. René Ruby blev valgt for 2 år i 2020.
Han ønsker ikke at fortsætte pga. andre opgaver. René Ruby har ønsket at udtræde af bestyrelsen for at koncentrere sig om andre opgaver.
Ad d. Rita Cecilie Varmby, valgt i 2020 for 2 år, har på grund af helbredsforhold besluttet at udtræde af bestyrelsen.
Hun ønsker fortsat at stå til rådighed, når der er spændende opgaver i selskabet.
Der skal derfor vælges 2 medlemmer af bestyrelsen for et år.
Lena Bang blev uden modkandidater valgt ind i bestyrelsen.
Ove Gibskov blev også valgt for et år. Han ønsker at overtage redaktørposten og begrundede sin opstilling med, at han blandt andre blindehistoriske aktiviteter i forbindelse med DBS’s 75- og 100-årsjubilæum har lavet lydmontagerne ”75 og 100 år i lydglimt”.
René Ruby og Rita Cecilie Varmby fik en stor tak af formanden for deres engagement i bestyrelsen.
Ad e. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.
Lena Bang blev som nævnt bestyrelsesmedlem for et år.
Leif Martinussen fortsætter som suppleant sammen med Ole Brun Jensen.
Ad f. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år.
Kurt Nielsen er villig til genvalg, hvilket er sket uden modkandidater. Hanne Titgen Eriksen tiltrådte som revisor i stedet for Ove Gibskov.
Ad g. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020.
Nete Parkov opstiller gerne og blev genvalgt uden modkandidater.
Ad 11. Eventuelt
John Heilbrunn præsenterede sig og redegjorde for sin baggrund igennem sine mange år fra den første integrerede elev i folkeskolen, som erhvervsbeskæftiget i 42 år og tillidsvalgt i DBS og ansat samme sted i 26 år.
Der blev spurgt, om der kan bidrages til viden om oprettelse af forskellige tandemklubber. Formanden nævnte, at han agter at færdiggøre forskellige igangværende projekter om Amatørteateret, litteraturoversigten, analyse af blindes og svagsynedes uddannelses- og beskæftigelsesforhold, for nu at nævne de største opgaver.
Mødet sluttede i god ro og orden.
Tak til Henrik Olsen for teknisk assistance i form af lydoptagelse af mødet og til John Heilbrunn for notatassistance samt til Dorthe Andersen for korrekturlæsning. Færdiggjort den 28. juni 2021.
Referent Rita Cicilie Varmby.
Nærværende referat godkendes hermed på Bestyrelsens vegne – Farum den 7. juli 2021
Poul Lüneborg
Viborg den 8. juli 2021
Thorben Koed Thomsen, dirigent
3. Diana Stentoft, John Heilbrunn og Thorkild Olesen gør sig på ny bemærket.
Af Poul Lüneborg
Fra tid til anden er der blinde i Danmark, som der er grund til at fremhæve for deres indsats til fordel for blinde og stærkt svagsynede. I nyhedsbrev nr. 4/2020, som udkom den 30. oktober 2020 kunne bestyrelsen udtrykke sin anerkendelse af den hæder som var blevet 3 af selskabets medlemmer til del. Der er endnu engang grund til at nævne 2 af dem.
Thorkild Olesen fik på Dansk Blindesamfunds Hovedbestyrelsesmøde 25. – 27. juni 2021 tildelt foreningens hæderstegn, som nr. 7 i rækken af modtagere af denne påskønnelse for hans indsats som landsformand i årene 2009 – 2021. Hæderstegnet blev indstiftet på foreningens hovedbestyrelsesmøde den 15. juni 1991.
John Heilbrunn blev på World Blind Unions 10. generalforsamling i dagene 28. – 30. juni 2021 optaget som Honorar Life Member af organisationen for hans arbejde gennem mere end 25 år til fordel for blinde og svagsynede i Den 3. Verden. John Heilbrunn har spillet en særdeles aktiv rolle på de seneste generalforsamlinger i verdensorganisationen. Disse arrangeres på skift rundt om i verden, men på grund af coronaepidemien blev arrangementet i år afviklet virtuelt med den spanske blindeorganisation ONCE som vært.
Endelig skal det nævnes, at Dansk Blindesamfunds næstformand Diana Stentoft på World Blind Unions ovennævnte Generalforsamling blev valgt som organisationens første kvindelige generalsekretær. Diana Stentoft har siden 2004 været valgt som den ene af Dansk Blindesamfunds 2 delegerede til WBU’s generalforsamlinger, som finder sted hvert 4. år. Diana har i den forgangne 4-års periode været medlem af WBU’s Udviklingskomité. I kraft af disse hverv og hendes mangeårige engagement i Dansk Blindesamfunds arbejde til fordel for blinde i en række lande i den 3. verden, har hun et godt kendskab til dette vigtige internationale arbejde til fordel for synshandicappede i de 5 regioner, som WBU’s medlemmer er organiseret i. Generalsekretæren udgør sammen med præsidenten, 2 vicepræsidenter, kassereren og den afgående præsident, som ikke kan genvælges, organisationens forretningsudvalg, som benævnes Table Officers. Det er således en særdeles vigtig post, som Diana Stentoft skal varetage i den kommende arbejdsperiode, der løber fra 2021-2025. Ud over at være den første kvindelige generalsekretær i WBU er Diana Stentoft det første danske medlem af WBU’s øverste ledelse.
Man kan i sandhed sige at Diana Stentoft har gjort lynkarrierer, hun blev i 2020 indvalgt i Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg og i år avancerede hun til hvervet som foreningens næstformand. Man kan læse mere om Diana Stentoft i tidsskriftet “Øjeblikket” nr. 24 fra august i år.
Selskabets bestyrelse ønsker alle 3 hjertelig tillykke med de fornemme udnævnelser.
4. Nekrolog over Jørgen Eckmann ved Poul Lüneborg
Jørgen Eckmann – hans virke til fordel for blinde
Jørgen Eckmanns død den 8. juni 2021 giver mig som formand for Blindehistorisk Selskab anledning til at standse op og fundere over hans virke og betydning for arbejdet til fordel for blinde i Danmark.
1. Opvækst og uddannelse.
Jørgen blev født den 1. september 1935 i Svendborg. Han anfører selv i en erindringsartikel fra 1990. “Jeg kommer fra et arbejdermiljø” (det besiddelsesløse byproletariat).
Min far var mølleriarbejder, min mor ekspeditrice.” I barndomshjemmet blev religionen kun tillagt betydning ved højtiderne og ved særlige familiebegivenheder. Jørgen var født blind. Det Kongelige Blindeinstitut på Refsnæs ved Kalundborg blev derfor rammen om hans skoletid fra 1943 til 1951. I nævnte artikel beskriver han denne tid på godt og ondt.
Tiden på Refsnæs efterfulgtes af en årrække som elev på Det Kongelige Blindeinstitut i København.
Efter 4 år som elev på Instituttet optræder Jørgen for første gang i DBS’s medlemsblad, hvor han får rosende ord med på vejen efter en kirkekoncert den 21. marts 1955 i Sankt Jacobs kirke på Østerbro i København. Ved denne lejlighed optrådte Blindeinstituttets musikelever og blandt disse var Jørgen, der som soloorganist spillede Bachs præludium og fuga i e-mol.
Efter yderligere 4 år omtales Jørgen i sommeren 1959 som en værdifuld sufflør i Dansk Blindesamfunds Amatørteater.
Ved skoleårets afslutning den 23. juni 1960 på Blindeinstituttet, kunne konstitueret forstander Folke Johansen blandt andet meddele, at Jørgen Eckmann var én af de 3 elever, som dette år havde bestået præliminæreksamen. Blindes mulighed for at bestå denne eksamen var blevet åbnet for blinde få år efter 2. Verdenskrigs afslutning. Jørgen bestod efterfølgende studentereksamen ved det 2-årige studenterkursus. Han måtte imidlertid opgive drømmen om at læse historie ved universitetet på grund af vanskelighederne ved at skaffe lærebøger i punktskrift.
Efter dette forgæves uddannelsesforsøg lykkedes det ham, at blive optaget på Den Sociale Højskole i København med henblik på at uddanne sig til socialrådgiver, et forløb, som ikke var uden vanskeligheder, idet der på skolen var stor skepsis overfor at optage blinde studerende. Uviljen på skolen overfor blinde ansøgere var så stor, at man krævede garanti fra Dansk Blindesamfund for, at Jørgen ville kunne få praktikplads her. Det garanterede DBS, men slæbte derefter Den Sociale Højskole i retten og vandt. Det var jo ikke et krav, der blev stillet til andre. Det skal i denne forbindelse nævnes, at Jørgen var den tredje blinde, som søgte optagelse på Den Sociale Højskole.
Efter endt uddannelse som socialrådgiver, drog Jørgen til England på et studieophold, der afsluttedes i efteråret 1967.
2. Medlemskab af Dansk Blindesamfund og tiden frem til 1968.
Da Jørgen rundede sit fyldte 18. år blev han i 1953 medlem af Københavnskredsen under Dansk Blindesamfund. Her engagerede han sig i arbejdet til fordel for blinde, et arbejde som snart medførte, at han blev medlem af kredsbestyrelsen, som stod under ledelse af foreningens senere navnkundige formand Svend Jensen. I 1964 blev Jørgen valgt som én af kredsens 9 medlemmer af DBS’s repræsentantskab. Et valg som siden skulle vise sig at få betydning for resten af hans liv.
I slutningen af 1963 besluttedes det at nedlægge “Elisabeth Staus hvilehjem for blinde kvinder i Lyngby”, et hjem som i 1921 var blevet oprettet af DBS’s første æresmedlem grosserer Cornelius Stau til minde om hans hustru for hendes store engagement til fordel for navnlig blinde børn og enlige blinde kvinder. Fra dette tidspunkt og frem til august 1968, hvor hjemmet blev solgt til Lyngby kommune, blev Jørgen og hans daværende kone udnævnt som ledere af hjemmet, som skulle tjene forskellige formål indenfor Blindeforsorgen, herunder som kollegie for unge synshandicappede mænd.
Samme år betros Jørgen en deltidsstilling som én af Københavnskredsens konsulenter. Studierne ved Den Sociale Højskole krævede imidlertid allerede året efter, at han for en tid måtte bede sig fritaget fra arbejdet som konsulent, indtil han i august 1966 atter blev udpeget til dette hverv. Et studieophold i England betød ligeledes, at han i slutningen af 1966 måtte træde fra som konsulent, indtil han vendte tilbage fra opholdet den 29. november 1967.
3. DBS’s nye struktur pr. 1. april 1968.
Den 10. februar 1968 afholdtes ekstraordinært møde i DBS’s repræsentantskab for at vælge ny formand, idet H. C. Seierup var blevet udnævnt til forstander for det nybyggede Blindeinstitut i Hellerup. Valget faldt på foreningens hovedkasserer i gennem 8 år Svend Jensen, hvilket betød at også hvervet som hovedkasserer skulle nybesættes. På trods af nogle enkelte kritiske indlæg på mødet blev Svend Jensen og Jørgen Eckmann begge enstemmigt valgt til de nævnte poster forud for foreningens nye struktur pr. 1. april 1968. Valget af Jørgen til hovedkassererposten resulterede efterfølgende i et par kritiske indlæg i medlemsbladet skrevet af socialrådgiver Gerhard Kaimer og programmør Henning Eriksen. Personligt havde jeg den glæde, at overvære dette skift i foreningens ledelse, idet jeg i 1967 var blevet valgt som én af Aarhuskredsens repræsentanter.
Jørgen blev på det første møde i den nye Hovedbestyrelse for DBS kastet hovedkulds ind i arbejdet som hovedkasserer, da der på dette møde skulle tages stilling til en række praktiske spørgsmål. Allerede i november måned meldte virkeligheden sig, idet han her blev stillet overfor opgaven at arrangere og gennemføre et første kursus for foreningens 20 nye kredskassererer.
Arbejdet som hovedkasserer havde allerede i 1968 nået et omfang og en karakter, der betød, at disse kun med betydeligt besvær kunne varetages af en hel blind tillidsmand. Efter at have varetaget hvervet som hovedkasserer i gennem de 3 første år efter gennemførelsen af den nye struktur meddelte Jørgen på Hovedbestyrelsens møde den 19. juni 1971, at han ønskede at fratræde som hovedkasserer med udgangen af august måned dette år, idet han ville søge videreuddannelse indenfor sit egentlige felt som socialrådgiver. Som hans efterfølger på posten som hovedkasserer valgtes Kaj Cramer.
Den 12. januar 1972 fik Jørgen en uventet håndsrækning til at realisere sin plan gående ud på, “at lære problemfamilien med det handicappede barn, at omgås handicappet” – citeret fra en omtale i Berlinske Tidende – idet han på denne dag fik tildelt Persolit-prisen, som ifølge legatets formål yder støtte til “evnerige blindes uddannelse”. Jørgen fik af legatet tildelt 10.000 kr. til sine fortsatte studier.
4. Arbejdet som fritidskonsulent i DBS.
Efter afslutningen af det såkaldte årskursus for socialrådgivere, blev Jørgen ansat som socialrådgiver ved Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvor han virkede frem til slutningen af 1979. I forbindelse med dette arbejde var Jørgen med til at udvikle planerne om en såkaldt “Ambulancetjeneste”, der med kort varsel skulle besøge personer, som pludselig var blevet ramt af et alvorligt synstab på grund af en ulykke eller sygdom. “Ambulancetjenesten” bestod af en socialrådgiver, en psykolog og en arbejdskonsulent, der sammen skulle bistå borgeren med at overvinde synstabet og så vidt muligt fastholde pågældende i sit arbejde.
Efter afslutningen af ansættelsen på Blindeinstituttet vendte han tilbage til DBS, men nu i stillingen som organisationens fritidskonsulent på hovedkontoret, der dengang var beliggende i ejendommen på hjørnet af Randersgade / Bogensegade på Østerbro i København.
Han fortsatte i stillingen som fritidskonsulent efter flytningen i 1988 af hovedkontoret til Thoravej i Københavns Nordvestkvarter frem til indvielsen af Fuglsangscentret september 1989, hvor stillingen flyttedes til centrets kursusafdeling.
Han ønskede imidlertid ikke at flytte med stillingen og forlade København. I årene, hvor han var ansat på Blindeinstituttet, stod han bag organiseringen af en række koncerter på Instituttet med blandt andre Birgitte Grimmstad, derudover organiserede han tillige koncerter i Sankt Jacobs kirke på Østerbro – han var i disse år medlem af Menighedsrådet ved denne kirke i flere valgperioder. Ved disse kirkekoncerter blev blinde musikere og komponister promoveret, det gælder blandt andre Laurids Lauridsen og Henning Riiser.
I stillingen som fritidskonsulent var han med til at udvikle en række kurser indenfor kommunikation og senblindes rehabilitering, udviklingen af disse kurser skulle senere vise sig at blive af afgørende betydning for Dansk Blindesamfunds omfattende kursusvirksomhed på Fuglsangscentret. Til belysning af Jørgens arbejde på dette område skal nævnes hans bidrag til at videreudvikle senblindekurserne, som var påbegyndt på Solgaven i Hobro i slutningen af 1950-erne, og de såkaldte AVG-kurser, der giver deltagerne mulighed for at undervise på kurser, som støttes i henhold til lovgivningen om fritidsundervisning. Derudover skal nævnes følgende nye kursustiltag:
– Læseudviklingskursus i punktskrift for erhvervsbeskæftigede – 40 timers kursus
– Kassettebåndoptageren som kommunikationsmiddel – 20 timers kursus
– Grunduddannelse af punktlærere, forsøgsprojekt af 88 timers varighed støttet af Undervisningsministeriet
– Punktskrift i hverdagen – lær punktskrift på en ny måde, fjernkursus i 10 dele
– Dansk Blindesamfunds politik – et kursustilbud for aktive navnlig nye studiekredsledere
– Dansk Blindesamfund i går, i dag og i morgen, et kursustilbud om foreningens historie, organisation og holdninger
5. Kredsformand og hovedbestyrelsesmedlem.
På kredsgeneralforsamlingen den 7. oktober 1989 i 1. Kreds Østerbro i København bliver Jørgen valgt som ny formand for bestyrelsen. Dette hverv fastholder han frem til strukturændringen indenfor DBS i 2007, hvor de 5 Københavnske kredse fra 1. januar 2007 sammenlægges til en kreds dækkende hele Københavns kommune.
Forud for omlægningen af lokalforeningerne i København til én stor kreds, blev der den 4. november 2006 afholdt en stiftende generalforsamling for den nye kreds med valg af en kredsbestyrelse. På dette møde opnår Jørgen valg til formand for kredsen, et valg som han fastholder frem til kredsens ordinære generalforsamling den 2. maj 2009.
Efter flytning til Rågeleje opnår Jørgen valg som kredsens næstformand for DBS Nordsjælland på generalforsamlingen den 15. maj 2012. På generalforsamlingen året efter vælges Jørgen som formand, et hverv, som han beholder indtil han dør den 8. juni 2021.
Jørgen Eckmann varetager således hvervet som kredsformand indenfor Dansk Blindesamfund i gennem mere end 27 år, først i Østerbrokredsen i 17 år, derefter i storkredsen for København i knap 3 år og endelig i Nordsjællandskredsen i godt 7 år, en ganske imponerende præstation.
En kredsformand for en lokalkreds indenfor Dansk Blindesamfund er tillige medlem af foreningens hovedbestyrelse. I denne egenskab har Jørgen gennem de mange år været et respekteret medlem i kraft af sin store erfaring og viden på mange områder indenfor foreningens mange virkefelter. Han har i dette arbejde ofte markeret sig med kontroversielle synspunkter, som har bidraget til debat og krav om afstemninger for at afslutte behandlingen af en foreliggende sag. Jørgens evne til at “dele vandene” kom eksempelvis tydeligt frem på Hovedbestyrelsens møde 19. – 20. marts 1994, hvor han overlevede en mistillidsafstemning med stemmerne 10 for og 13 imod om hans hverv som formand for stående udvalg 3 vedr. undervisning og kultur.
Det ligger langt udenfor rammerne af denne artikel at beskrive de mange initiativer og opgaver, som Jørgen har været involveret i dels som kredsformand dels som medlem af hovedbestyrelsen. Derfor vil jeg i et efterfølgende afsnit nøjes med at nævne nogle få områder, hvor han i særlig grad har gjort sig gældende. Et enkelt forhold skal dog fremhæves.
Jørgen var som kredsformand stærkt involveret i den lokale DSI afdeling for København- og Frederiksberg kommuner, hvor han i gennem mange år var afdelingens formand. I kraft af hans nære kontakter til politikerne på Københavns Rådhus, var han i stand til at påvirke kommunens beslutninger til gavn for byens handicappede.
Det var som lokal DSI-formand, at han holdt åbningstalen i forbindelse med De Samvirkende Invalideorganisationers 60-års jubilæumsudstilling i Københavns Rådhushal den 29. september 1994, her sluttede han sin tale med at anføre:
“Hvis vi fortsat skal holde fast ved velfærdssamfundet, selvom det i parentes bemærket naturligvis ikke må blive en statisk, uforanderlig størrelse, så må vi også sørge for, at alle de mange slagord i handicap-politikken og holdningerne til handicappede får en mening og bliver en del af vores kultur og den almindelige folkelige opfattelse af, hvad ligebehandling og medindflydelse også for helt små minoriteter reelt skal betyde.
Det skal være mit jubilæumsønske for De Samvirkende Invalideorganisationer, at vi må nå det mål, men det gør vi ikke uden samarbejde, og derfor strækker vi med denne udstilling hånden frem netop til samarbejde.
Afslutningsvis vil jeg gerne på De Samvirkende Invalideorganisationer København / Frederiksbergs vegne sige tak til Københavns Kommune, fordi vi har fået lov til at benytte dette byens fornemmeste rum til at vise, hvem vi er, hvad vi kan, og hvad vi gerne vil.”
6. Tre væsentlige indsatsområder.
For det første finder jeg anledning til at nævne undervisnings- og uddannelsesområdet. Det var på dette område Jørgen først markerede sig, idet han så tidligt som på Repræsentantskabsmødet i DBS den 15.-16. oktober 1964 sammen med en række repræsentanter fra institutterne og fra foreningens ledelse blev udpeget som medlem af det såkaldte “Skoleudvalg”, som fik til opgave at udarbejde et oplæg til en konference om den fremtidige skoleundervisning af blinde. Konferencen, der blev afholdt i dagene 19. -20. juni 1965 på Blindeinstituttet, blev det egentlige opgør med skolepligten for blinde og en begyndende accept af integrationen af synshandicappede børn og unge i Folkeskolen.
Jørgen Eckmann havde i sit eget uddannelsesforløb oplevet de ny tendenser på området. Både som fritidskonsulent og som formand for det udvalg under Hovedbestyrelsen, som beskæftigede sig med undervisning og kultur, markerede han sig i over 35 år. Specielt finder jeg anledning til at nævne den pionerindsats, som Jørgen Eckmann spillede i udviklingen af de såkaldte “Senblindekurser” på Solgavehjemmet i Hobro. Han var i forbindelse med udviklingen af disse kurser en ubetinget fortaler for, at undervisningen på disse burde forestås af blinde eller stærkt svagsynede lærere.
For det andet vil jeg nævne punktskriften, som var et område som han kærede sig om gennem hele sin tid som ansat og tillidsmand. Det hævdes, at Jørgen selv hørte til blandt de skrappeste punktlæsere herhjemme.
DBS’s Hovedbestyrelse behandlede på sit møde november 1982 en rapport, som tilsigtede at fremme brugen af og kendskabet til punktskrift. Rapporten var et led i et længerevarende udviklingsforløb. De forskellige undervisnings- og kursustilbud på området, som er nævnt i afsnittet om hans arbejde som fritidskonsulent, skal ses som opfølgning på denne rapport.
I 1993 blev der vedtaget en ny standard for punktskriften i Danmark for at tilpasse denne til den informationsteknologiske udvikling. Her var Jørgen med til at sikre opdateringen af lærernes kvalifikationer og udviklingen af et tilpasset undervisningsmateriale benævnt “Læs og lyt”.
I årene 1992 – 1997 var han én af DBS’s 3 repræsentanter i Det Danske Punktskriftsnævn.
Endelig vil jeg nævne Jørgens interesse for blindes historie. Hans væsentligste indsats på dette område var hans arbejde som formand for Blindehistorisk Selskab, i de første 8 år efter stiftelsen af selskabet den 18. november 1994. Forud for denne begivenhed havde han udfoldet store bestræbelser i DBS’s hovedbestyrelse for at opnå tilslutning til, at foreningens historie blev nedskrevet. I den forbindelse skal det nævnes, at han sammen med sin kollega Thorben Koed Thomsen stillede forslag om at yde økonomisk støtte til driften af Luis Braille museet udenfor Paris.
Hans interesse for blindes historie satte sig, som det kan ses under omtalen af hans arbejde som fritidskonsulent, spor i form af nye kursusinitiativer om dette emne. Endelig skal det nævnes, at han ofte fortalte om blindes historie som oplægsholder ved arrangementer i klubber og på møder i DBS’s lokalkredse. Jeg formoder, at det ikke mindst var hans særlige interesse for blindes historie, der tilskyndede ham til at blive medlem af “Selskabet Kjæden”, som gennem private bidrag stod bag oprettelsen af det første “Kongelige Blindeinstitut” i 1811.
På DSI’s hovedbestyrelsesmøde den 19. april 1995 blev Jørgen valgt som organisationens næstformand for en 3-års periode. Handicappedes undervisning og uddannelse samt deres historie var områder som spillede en central rolle i det arbejde som Jørgen udfoldede som næstformand i De Samvirkende Invalideorganisationer – i dag benævnt Danske Handicaporganisationer.
Sammen med Handicaphistorisk Selskab for Handicap og Samfund stod DSI bag den handicaphistoriske konference den 14. september 1995 i Nationalmuseets festsal. Ved denne lejlighed udtalte Jørgen følgende i sin åbningstale:
“Det er vigtigt for mig at slå fast, at vi må sikre individets og gruppernes historie i lige så høj grad som institutionernes og organisationernes historie. Vi må sikre, at vi kan skrive handicappedes historie, fordi det bl.a. er historien om relationerne mellem det såkaldte normalsamfund og de såkaldte handicappede, historien om, hvordan vi handicappede har påvirket samfundet og er blevet påvirket af den kulturelle, sociale, den uddannelses- og erhvervsmæssige udvikling i vort samfund. Det er historien om onde og gode begivenheder, historien om det menneskelige og det umenneskelige, om segregering og integrering i samfundet og meget andet.”
7. Afsluttende bemærkninger.
Det er mit håb, at jeg med ovenstående beskrivelse af Jørgen Eckmanns indsats til fordel for ikke mindst blinde og svagsynede i Danmark, har ydet ham den retfærdighed, som han fortjener.
Som formand for Blindehistorisk Selskab har jeg gennem de seneste 5 år haft stor glæde af at kunne trække på Jørgens kendskab til begivenheder og personer indenfor blindeområdet i de seneste mere end 50 år. Den omstændighed at Jørgen døde på dagen for Dansk Blindesamfunds 110-års fødselsdag har for mig noget nær symbolsk karakter.
Man har sagt om DBS’s tidligere næstformand Karl Vilhelm Andersen, at han kendte navnene på alle medlemmer og deres nærmeste familie, det er muligvis en sandhed, som skal tages med et gran salt. Hvorvidt Jørgen havde et tilsvarende kendskab til DBS’s medlemmer skal jeg lade være usagt, men han lærte, i gennem sin lange indsats indenfor organisationen, utrolig mange medlemmer at kende. Dette kendskab blev i de sidste mange år af hans liv udbygget gennem ansvaret for mange jule- og nytårsarrangementer på Fuglsangscentret sammen med sin kone Bente af andet ægteskab. De var et meget populært værtspar ved disse arrangementer og andre lignende tilbud på centret. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at Jørgen vil blive savnet af rigtig mange medlemmer indenfor DBS.
Kilder:
Dansk Blindesamfunds Medlemsblade 1951 – 2021
Referater af Dansk Blindesamfunds repræsentantskabsmøder 1960 – 1968
Referater af Dansk Blindesamfunds Hovedbestyrelsesmøder 1968 – 2021
Tidskriftet ” Handicap og Samfund” nr. 5 februar 1995 og nr. 6 december fra 1995
Artikel fra Refsnæsskolens tidsskrift „Refsnæs-Nyt” i 1990, “Spredte barndomsminder” af Jørgen Eckmann, genoptrykt i Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 oktober 2001
5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – Anden artikel af 4
Afstraffelse med metalskohorn, hvorfor Jesus kom på blindeskole, traktorkørsel i blinde og hvordan man med ti tommelfingre kan få førstepræmie i frisløjd.
I forrige nummer af Nyhedsbrevet blev første del af mine erindringer afsluttet med beretningen om, hvordan jeg i en ferie hjemme hos mine forældre, der havde et slagteri og en slagterforretning i Kolind på Djursland, skød en gris, mens byens andre drenge, som alle kunne se, måtte nøjes med at skyde fugle.
Som jeg tidligere har nævnt, boede drengene fra 1. til 3. klasse og pigerne op til 7. klasse på Østskolen. En af de assistenter, der passede os, når vi ikke var i skole, hed Inga Bloch, og hun var decideret ondskabsfuld.
F.eks. tvang hun nogle af de små elever til at spise deres eget bræk, hvis de var kommet til at kaste op i havregrøden om morgenen.
Jeg har ikke selv prøvet det men oplevet, at min lillesøster, da hun gik i 1. klasse, blev tvunget til det, mens vi sad i spisestuen. Jeg gik selv i 3. klasse og var meget ked af det men desværre ikke modig nok til at prøve at forhindre det.
Heldigvis kom vores mor på uanmeldt besøg en dag, hvor frk. Bloch igen var i gang med at fodre min søster med opkast. Hun så det og blev naturligvis rasende, tog tallerkenen med over til forstanderen, knaldede den ned i hans skrivebord og sagde, at hun ikke ville finde sig i sådan noget svineri.
Det var med til at bevirke, at Inga Bloch ikke fortsatte som assistent men fik arbejde som gymnastik- og svømmelærer. Men hvis nogle af de små piger ikke kom hurtigt nok i svømmehallen, har jeg hørt, at hun sagtens kunne ”hjælpe” dem ned i bassinet med et velanbragt skub.
Hun kunne også finde på at stå i en af opholdsstuerne, uden at man vidste, hun var der og høre, om der blev sagt noget dårligt om hende; og hvis det var tilfældet, fandt man hurtigt ud af det i form af en på hovedet.
Nogen gange brugte hun også et langt skohorn af metal til at slå med. Det skete en aften, hvor der var pudekamp på sovesalen; for selv om man er blind, kan man selvfølgelig godt kaste med puder og prøve at ramme hinanden. Selv havde jeg været henne på medicinstuen for at få hostesaft, mens kampen foregik. Men da jeg nærmede mig sovesalen, lød der ret høje skrig, og det var ikke svært at regne ud, hvad der var gang i. Jeg har altid været meget forsigtig i den slags situationer, så jeg skyndte mig bestemt ikke med at komme ind til de andre. Men da frk. Bloch endelig fik øje på mig, sagde hun meget højt, at hvis jeg havde været der, så ville jeg uden tvivl have været en af de værste. Men da hun nu altså kunne konstatere, at jeg ikke havde været med, skulle jeg ikke have et slag over låret med skohornet, som de andre men nøjes med en lussing. På det punkt var hun nu også ganske dygtig.
På et tidspunkt, mens jeg gik i 2. klasse, blev vi så rasende på hende, at alle drengene i 2. og 3. klasse aftalte at overfalde hende en aften.
Først skulle Carlo, som var ret stor og så temmelig godt i forhold til mange af os andre, kaste sig over hende bagfra, og derefter skulle vi komme alle sammen og slå hende med vores livremme eller seler.
Overfaldet blev gennemført, men desværre kom nogle af os også til at ramme hinanden, da vi slog løs på hende.
Vi kunne høre, at hun virkelig var bange, selv om hun prøvede at lade som om, det bare var en sjov leg. Det var da også det, hun bagefter sagde til plejemoren for at få det dysset ned, da hun selvfølgelig vidste, at vi var vrede nok til at fortælle om de mange overgreb, hun havde udsat os for.
Men den krone, som vi hver fik i lommepenge om måneden, blev ikke udbetalt næste gang, fordi hun sagde, at den skulle gå til rensning af hendes kjole.
Som voksen besøgte jeg sammen med min kone og vores lille søn Blindeinstituttet for at holde foredrag for forældre, der havde fået et blindt barn; og så mødte jeg pludselig Inga Bloch igen.
Jeg har været omkring 25 år, men da jeg stod over for hende og hørte hendes forfærdelige stemme, blev jeg i tre-fire sekunder igen en lille, bange og forsvarsløs dreng. Det var i den grad en anskuelig oplevelse af, hvad ens krop kan huske efter så mange år.
Instituttets forstander hed Paul Petersen og havde som soldat været garder. Han gik meget ind for disciplin, og hvis man havde overtrådt en af skolens mange regler, kunne han finde på at sige , at han nu ville ringe til en opdragelsesanstalt for at få vedkommende anbragt der. Han ringede så, mens man hørte det; og når der så var gået nogle timer, kom han og sagde, at han denne gang ville lade nåde gå for ret, men at hammeren nok skulle falde næste gang.
Først da jeg gik i 7. klasse, fortalte han os grinende i en historietime, at han da bare havde ringet til sin kone men bildt os ind, at det var en opdragelsesanstalt, han talte med.
En af de mange bestemmelser på Østskolen var, at der ikke måtte snakkes, når man spiste. Men helt fra min tidlige barndom har jeg altid haft svært ved at tie stille, så derfor blev jeg ret tit sat uden for døren, når der skulle drikkes eftermiddagsmælk i spisestuen.
På det tidspunkt gik forstanderen fra sit kontor hjem for at drikke kaffe, og de drenge, der stod uden for døren, var aldrig i tvivl om, at det var ham, der med sine taktfaste garderskridt nærmede sig spisestuen. Man fik så en på den ene side af hovedet, og så sagde han: ”Du skal jo gerne kunne stå lige”, og så fik man også én på den anden side.
Mange i min generation har naturligvis fået lussinger, som jo var helt almindeligt i vores barndom. Men det er dog min opfattelse, at der ofte skulle noget mere til for at få en på kassen, end det var tilfældet på Refsnæs, hvor vi jo heller ikke havde vores forældre i nærheden.
Vi fik tit at vide, at en rigtig dreng ikke sladrer hjemme, og jeg kan kun forestille mig, at det må have været for at gardere sig imod, at vi fortalte vores forældre, hvad vi havde været udsat for, når vi kom hjem på ferie.
Aftenen inden ferien begyndte, blev der altid spillet banko på de store drenges afdeling om en masse slikpræmier.
Der skulle virkelig kræses for os, og så havde man jo selvfølgelig noget godt i frisk erindring at fortælle, når man kom hjem til familien.
Min klasselærer frk. Gyldenbjerg var ligesom mange af de andre lærere en virkelig god pædagog. Hun havde bl.a. anskuelsesundervisning, hvor vi fik mulighed for at opleve masser af ting med alle vores sanser. F.eks. besøgte vi et mejeri og prøvede at kerne smør, ligesom vi også var oppe i en mølle for at opleve, hvordan der blev malet mel. Det er naturligvis vigtigt at lade alle børn få vidt forskellige oplevelser, og på det punkt var undervisningen på Blindeinstituttet helt i top. Vi fik på mange områder en konkret virkelighed bag vores sprog, så vi ikke bare talte abstrakt om noget, vi egentlig ikke vidste, hvad betød. I den sammenhæng var frk. Gyldenbjerg særdeles dygtig. Desuden var hun meget religiøs, hvad alle hurtigt blev klar over, når de mødte hende. Hun talte meget om Jesus, og hvor vigtigt det var, at vi bad til både ham og hans himmelske far. På et tidspunkt hang hun også et stort Jesusbillede op i vores klasse, og da flere af os jo ikke kunne se det, fortalte hun uhyre detaljeret og længe om, hvordan det så ud.
Nogle af os havde dog efterhånden fået nok af al den snak om Jesus, og hvor lidt der skulle til, for at man burde få dårlig samvittighed; og da han nu alligevel hang i klassen, fik jeg og et par andre den idé, at han lige så godt kunne komme rigtig på blindeskole. Så vi fik en af de drenge, som så bedst, til at stikke et par tegnestifter i hans øjne. De sad der næste morgen, da frk. Gyldenbjerg kom ind i klassen, og hvis vi havde forudset hendes reaktion, er jeg ikke sikker på, vi ville have gjort det. I hvert fald er det en af de mange ting, jeg i mit lange liv har fortrudt.
Hun brød fuldstændig sammen, og i sin voldsomme gråd spurgte hun flere gange, hvem der havde været så ond og sagde, at man risikerede at komme i Helvede, når man gjorde sådan noget. Ingen af os gik dog til bekendelse, og der var heller ikke andre, som sladrede. Så hun fik aldrig sandheden, mens hun var her på jorden.
Når vi skulle i 4. klasse, flyttede drengene over på Vestskolen, hvor man heldigvis gerne måtte snakke under måltiderne, og hvor vi også begyndte at få undervisning i sløjd. Det glædede jeg mig virkelig til men fandt desværre hurtigt ud af, at næsten alle de andre var meget dygtigere til at save, hamre og høvle. Man skulle gerne afslutte det første år med at lave en taburet, og de næste år gik man så videre med bl.a. en mere kompliceret stol og en kælk. Men da jeg gik i syvende klasse, var jeg stadig i gang med benene til taburetten, som da heller ikke nåede at blive helt færdig, inden jeg forlod Refsnæs.
Der var dog også noget, som hed frisløjd, hvor vi hver mandag, når sløjdlæreren hr. Ditmann havde aftenvagt på Vestskolen, blandt meget andet kunne lave pålægsgafler, lagkageknive og forskellige lamper. Der blev brugt træ eller ben til skafterne og kohorn til at sætte lampens fatning og pærer fast i.
Det sidste år, jeg tilbragte på Refsnæs, havde min far givet mig to meget fine horn fra en af de køer, der var blevet slagtet hjemme. Jeg ville nemlig som julegave til min mor lave en såkaldt tvillinglampe, hvor der skulle sættes fatning og pærer i hvert horn, som så blev sat sammen.
Den skulle virkelig være flot, og hver mandag aften i de sidste måneder inden juleferien arbejdede jeg ihærdigt med hornene. Først skulle man bruge en rasp og derefter en fil for at få de værste ujævnheder fjernet. Derpå groft og så finere og finere sandpapir og til sidst ståluld og pudsecreme.
For at stimulere drengene til at bruge hænderne og lave julegaver blev der en af de sidste dage inden juleferien uddelt første- og andenpræmier til de fineste ting, og da var min lampe netop blevet færdig. Stor var både min og formodentlig de fleste andres overraskelse, da det blev meddelt, at årets eneste førstepræmie gik til mig, mens min gode ven Jørgen fik adskillige andenpræmier. Han var hamrende dygtig og havde nok lavet mindst ti forskellige ting, mens jeg altså bare havde arbejdet med to kohorn i flere måneder. Det var ikke sløjdlæreren selv, der bedømte årets resultater og uddelte præmierne, ellers havde denne store uretfærdighed næppe fundet sted. Men jeg har uden tvivl snakket om, hvor vigtigt det var at være grundig og pralet ganske meget hjemme uden naturligvis at fortælle om alt det, Jørgen og mange af de andre havde fået fra hånden. Og det passede mig selvfølgelig vældig godt i betragtning af, hvor elendig jeg ellers var til sløjd.
Traktorkørsel i blinde
”Kør ligefrem og så lidt til højre. Frem igen og nu skarpt til venstre”.
Jeg hørte råbene og fulgte dem, mens jeg som niårig traktorfører kørte alene rundt på en af markerne i min fødeby Kolind. Og jeg kan stadig huske, hvordan gearene ligger i en Ferguson. Frem med gearstangen og så fra venstre mod højre: Første, tredje, start og tilbage med den og igen fra venstre: anden, fjerde og bakgear.
Det var ret almindeligt, at mange drenge på den alder i Kolind prøvede at køre traktor, og det fik jeg så også lov til men selvfølgelig under opsyn. I det hele taget ville jeg gerne gøre meget af det samme, som andre gjorde i Kolind, så jeg efter ferien kunne fortælle og vel egentlig også prale af noget af det, jeg havde lavet sammen med andre børn hjemme.
Min søster og jeg fik både kammerater og venner i Kolind, mens Jeg kender adskillige blinde, som ikke blev stimuleret af og legede med andre børn, når de var hjemme. Vi var så heldige, at vores forældre ud over slagterbutikken også havde et lille slagteri, hvor en del af byens børn kom for at se, hvordan der blev slagtet grise, køer og andre dyr. Nogle af dem fandt så ud af, at Inge og jeg da faktisk var ret normale at være sammen med; og det har haft kolossal betydning for vores sociale udvikling at blive udfordret og lære at begå sig blandt jævnaldrende børn, som kunne se, når vi det meste af tiden ellers udelukkende var sammen med andre blinde.
Min bedste ven var Lars – søn af skomager Keiser, og jeg kendte også både hans lille- og storebror Svend Erik og Henning og kender i øvrigt stadig dem alle tre.
Lars og jeg var næsten præcis lige gamle, og han begyndte som bydreng i slagterbutikken, da vi var omkring 12 år. Vi legede bl.a. med mit elektriske tog men kørte også mange ture på en gammel tandem, som min far havde købt.
En dag, hvor vi havde fået lov at køre helt til Grenå Havn (ca. 25 km) for at besøge min onkel Erik og hans kone Marie, trak vi på et tidspunkt tandemen op af en ret stejl bakke. Pludselig hørte jeg en kvinde bag os sige, at det da var et vældigt køretøj, vi havde; og da hun så spurgte, hvem der sad forrest, når vi kørte, sagde Lars, at det skiftedes vi til. Det svar var jeg særdeles glad for, for dengang ville jeg tit gerne lade, som om jeg kunne se. Når folk fandt ud af, at jeg var blind, gav de nemlig næsten altid udtryk for, at det var forfærdelig synd for mig, og så kunne det være svært at få en almindelig samtale i gang. Der gik dog ikke mange år, før det blev meget mere naturligt for mig at fortælle og vise, at jeg var blind. Det hænger uden tvivl sammen med, at min viden på vidt forskellige områder gennem erfaringer og uddannelse blev stadig større, så jeg kunne tale med om mange emner og dermed ikke bare blev betragtet som en stakkel, hvad jeg aldrig har anset mig selv for at være.
I min barndom blev der ligesom nu skudt fyrværkeri af i dagene op til og efter nytårsaften; og det var der mange børn i Kolind, der gjorde, så det ville jeg også være med til. Jeg fik så en kineser i hånden eller nogle gange faktisk også en kamel, som var lidt større. Lars eller en af mine andre kammerater satte ild til lunten, og jeg kunne høre, når den var tændt. Men der blev også altid råbt: ”Smid den nu”, og det gik heldigvis aldrig galt. Men det gjorde det derimod, da Inge ville prøve en kineser, og faktisk var det med skam at melde hendes blinde storebror, som tændte lunten. Samtidig med, at jeg fik sagt ”smid den”, skreg hun: ”Er hånden der endnu”? Jeg blev forfærdelig bange, mens min far kom styrtende og sørgede for, at hånden, der heldigvis var hel, kom i koldt vand, hvorefter der blev talt med meget store bogstaver til mig; og det var sidste gang, at min far i hvert fald konstaterede, at jeg legede med fyrværkeri.
Sammen med Lars, hans brødre og andre børn spillede jeg også både skak og kort. De kort, blinde spiller med, har små mærker, som man kan føle og dermed vide, hvad det er for kort, man sidder med. Det giver naturligt nok tit anledning til vittigheden om at spille med blind makker og mærkede kort. Man skal så selvfølgelig sige, hvilke kort der bliver lagt ud, så de blinde spillere ved det.
Et skakspil for blinde har huller i alle brættets felter, og hver brik har en pind i bunden. De sorte felter er lidt ophøjede, og de sorte brikker har et lille mærke i toppen. De få ændringer i forhold til et almindeligt skakspil gør, at man kan spille mod både blinde og seende.
Selv om mange måske ikke umiddelbart tænker over det, så er der lige så stor forskel på mennesker, der ikke kan se som på alle andre, og jeg har mødt adskillige blinde, der er virkelig gode til at spille kort eller skak. Dem hører jeg bestemt ikke selv til, men som barn syntes jeg, det var sjovt at spille casino, whist, skak og for den sags skyld også mølle og dam.
Det sker da også stadig, at jeg spiller med mine børnebørn, og hvis jeg taber i Sorteper, er de vældig begejstrede for at male mig sort i hovedet.
Min søster og jeg var jo kun hjemme på ferie fire gange om året, hvor vi blev meget forkælede. Da jeg var syv år, købte vores forældre to ponyhopper og en hingst. Når jeg red sammen med kammerater, fulgte min hest bagefter en af de andre, og hvis jeg var alene sammen med min far, sagde han, hvornår jeg skulle dreje – ganske på samme måde, som når jeg kørte traktor. Vores ponyer blev med deres mange føl, som også fik føl, efterhånden til ca. 30 heste, og den ældste af hopperne Gnister levede så længe, at min søn Martin har redet på den. Vores forældre forærede et af dens føl til blindeskolen, og det gav mig ret meget prestige blandt de andre elever at være en slags hesteejer, selv om det jo var skolen, der havde fået Tulle, som hesten hed.
Da vi vendte tilbage efter den første ferie, hvor Tulle var kommet til Refsnæs, mente et par af drengene, at hesten kunne genkende mig, og jeg lod dem i hvert fald blive i troen.
Men bortset fra den lille oplevelse var det bestemt ikke rart at komme tilbage til Refsnæs efter vores dejlige ferier. Den dag, vi skulle hjemmefra, var der næsten altid nogle faste ritualer. Om morgenen kom vores mormor og sagde farvel med en plade chokolade og en pose bolsjer til os hver. Jeg gik også rundt til flere i byen og sagde farvel –bl.a. til bødker Pedersen, som havde sit værksted meget tæt på vores bilgarage. Det kunne jeg som ret lille finde alene ved at gå efter lyden af hans værktøj, når han lavede smørdritler.
Omkring kl. ti kom Hans, der også skulle til Refsnæs, så sammen med sin mor. Han var et år ældre end mig og søn af fodermesteren på den nærliggende proprietærgård Sivested Odde. De havde ikke bil men kørte altid med os til Aarhus, hvor Kalundborgfærgen sejlede lidt i 12. Når Hans var kommet, gjaldt det om at gemme sig; og det var absolut ikke, fordi jeg havde noget imod ham. Men jeg vidste, at vi nu hurtigt nærmede os det tidspunkt, hvor vi skulle køre for at nå færgen. Hvis klokken først blev 11, ville den i hvert fald være sejlet, inden vi kom til havnen i Aarhus. Desværre var jeg ikke fantasifuld nok til at finde et godt gemmested. Det blev alt for tit bag en af lænestolene, og det lykkedes mig aldrig at skjule mig så længe, at vi måtte opgive at tage afsted. Jeg forsøgte dog stadig, indtil jeg var omkring ti år men syntes måske så, at jeg var ved at være for stor til at gøre sådan noget.
På Refsnæs flyttede drengene som tidligere nævnt fra Øst- til Vestskolen, når vi skulle i 4. klasse, og piger og drenge måtte ikke komme på hinandens afdelinger uden først at få tilladelse, og det var ikke nok, at man bare havde lyst til at besøge hinanden.
Hver søndag formiddag kl. ti blev der ringet til Inge og mig hjemmefra hvor jeg så gik over på Østskolen, som havde en telefonboks med to rør. Men selv om det altså skete gennem flere år, og alle lærere og andre, som havde opsyn med os på Vestskolen, vidste det, skulle jeg alligevel hver gang spørge om lov til at gå over og tale i telefon med mine forældre. Og engang da jeg ikke kunne finde den vagthavende, inden jeg gik derover, blev jeg skældt ud, da jeg kom tilbage. Bortset fra de telefonsamtaler var jeg stort set kun sammen med min søster i ferierne, hvad der jo i dag virker fuldstændig afsindigt.
Havde man fået en kæreste, var det også vanskeligt at komme til at tale med hende udenfor skoletiden, hvis man ikke lige gik i samme klasse, hvor der var lektielæsning en time om eftermiddagen.
En af mine klassekammerater hed Birte, og i 3. klasse var vi kærester, men det varede dog desværre kun nogle få måneder; for hun var næsten et år ældre end mig og temmelig ombejlet af ældre drenge. Men mens jeg endnu regnede med, at det skulle være os to, gav jeg hende en dag efter lektielæsningen et kærestebrev. Det blev senere fundet og læst af plejemoderen, der tog en alvorlig snak med mig om, at en dreng på min alder sandelig var alt for lille til sådan noget. Jeg blev brandvarm i kinderne og vidste så, at jeg var rød i hovedet, men min interesse for piger forsvandt i hvert fald ikke.
Efter juleferien i 7. klasse blev jeg forelsket i Lis, som kunne se lidt og gik en klasse under mig. Så når vi skulle lave aftaler om at mødes, skete det i kærestebreve, hvor en af pigerne i min klasse fungerede som postbud mellem os. Vores faste mødested var en stor forgang på Østskolen, der blev kaldt bislaget, hvor elevernes overtøj hang i skabe uden døre. Der sneg jeg mig så over efter aftensmaden, og vi kunne stå i skjul bag frakker og snakke og kysse. Men jeg måtte sørge for at være tilbage i god tid før kl. ni, hvor vi skulle i seng, og jeg kunne heller ikke være væk i for lang tid, hvis nogen spurgte efter mig, og man begyndte at lede. Disse ret uskyldige stævnemøder bag frakkerne fandt nok sted en to tre gange om ugen i resten af skoleåret, som var mit sidste år på Refsnæs, og vi blev ikke opdaget på noget tidspunkt. Derimod blandede den møgirriterende musiklærer Viggo Wøhlk sig i vores forelskelse. Han spillede klaver, når der var undervisning i dans og havde hørt, at Lis var min kæreste. Selv om jeg altid godt har kunnet lide at danse tæt, har dans aldrig hørt til mine spidskompetencer, og jeg nåede ikke længere end til 4. hold, mens Lis gik på 5. hold. Der dansede man bl.a. Lancier, og en aften inden undervisningen begyndte, sagde Wøhlk, at det undrede ham meget, at Lis ville komme sammen med mig, som ikke var dygtig nok til at gå på hendes hold, selv om jeg var et år ældre end hende. Det virkede, og dagen efter slog hun op med mig. Den 13-årige Ove blev selvfølgelig meget ked af det men også rasende, og i et langt brev til hende fik jeg svinet den møgmusiker så godt og grundigt til, at Lis og jeg efter få dages pause igen mødtes som kærester bag de skjulende frakker.
I et kommende nummer af Nyhedsbrevet bliver næstsidste afsnit bragt, og her fortæller jeg bl.a. om at organisere strejker, når vi ikke kunne lide maden på Refsnæs, og hvordan man lærte at færdes alene og gå til købmanden –faktisk også efter både øl og smøger.
6. Bogudgivelse: “Den unge Verners lidelser” af Henning Østrup Rasmussen.
Omtale ved Poul Lüneborg.
Henning Østrup Rasmussen, der er et af selskabets medlemmer, har taget sig for at udgive en familiekrønike i 3 bind. Det første bind på 292 sider ” Ud i verden og retur – fra Østrup til Amager” udkom den 19. april og er omtalt i Nyhedsbrev nr. 1/2021.
Nu er Henning klar med bind 2.
Den unge Verners lidelser, glæder og fornøjelser er en nøgleroman, opstået fra forfatterens far Egons ”skriverier”. Navnene er opdigtede, karaktererne dækker flere personer. Verner er meget langt hen ad vejen Egon, men har også en del andre personligheder gemt i sig. Forfatterens mor, Jytte, gemmer sig i flere af de kvindelige karakterer.
Bogen beskriver en gruppe unge mennesker, de fleste under uddannelse eller værnepligtige. De mødes jævnligt forskellige steder på Amager, hos hinanden eller i et gammelt sommerhus i Kongelunden, på ture i det nordsjællandske, fisketure på Sjælsø og meget mere. Hvordan de trods de mørke tider morer sig på forskellig vis, deres kærlighedsliv og de trængsler, dette medfører.
Det antydes i bogen, at de deltog aktivt i modstanden mod den tyske besættelsesmagt. Dette kapitel har været tabu i familien gennem årene, men noget er der dog kommet frem som også beskrevet i 1. bind Ud i verden og retur – fra Østrup til Amager.
Familiekrønikens 3 bind udgives alle på forlaget Mellemgaard. Bind 2 er på 348 sider og kan købes gennem forlaget og i enhver boghandel til en pris af 279,95 kr. Bogen forventes udgivet den 20. september 2021 og vil i lighed med bind 1 snarest derefter kunne lånes på Nota.
Bind 3, er en dagbog skrevet af Hennings fars førerhund ”Jack”. Denne giver, på en humoristisk måde et billede af, hvordan det føles at blive blind i en forholdsvis fremskreden alder”. Henning Østrup Rasmussens far Egon mistede synet i løbet af 1970’erne, han døde i 1994. Henning er også selv blevet ramt af et alvorligt synshandicap på grund af en øjensygdom, som blev konstateret for en snes år siden.
Henning Østrup Rasmussen bor i Skodsborg, han blev født i 1943 på Amager.
Bind 3 er på trapperne og vil senere blive omtalt, når datoen for udgivelsen foreligger. Man vil imidlertid allerede nu kunne få en forsmag på denne udgivelse, idet man kan læse et uddrag af “Jacks dagbog” i Nyhedsbrev nr. 4/2017.
7. Hvem var Svend Rindom? ved Rudi Kurt Geert-Jørgensen.
Ved Blindehistorisk Selskabs generalforsamling i juni 2021 blev der i anledning af Arne Kroghs død i maj måned i år, afspillet et teaterstykke af forfatter, skuespiller og dramatiker Svend Rindom.
Svend Rindom er i dag ikke nogen kendt forfatter; men i første halvdel af 1900-tallet var han et navn inden for film og teater. Nu vil man finde ham noget antikveret, og hans personer er mere symbolske figurer end egentlige personer.
Svend Peter Christian Rindom.
Født 30. juni 1884 i København. Død 10. december 1960.
Skuespiller og forfatter, var søn af sognepræst ved Skt. Johannes i København, Axel Frederik Laurits Rindom og hustru Johanne Vibeke Birch.
Student i 1902 fra Lyceum (højere skole), Cand.Phil. 1903 og blev uddannet som skuespiller ved Aarhus Teater, hvor han debuterede i 1903. Han var tilknyttet teatret i sæsonen 1904-1905. Siden var han tilknyttet Dagmar Teatret, Casino og Folketeatret indtil 1950, dels som skuespiller, dels som sceneinstruktør. Han havde længere ophold i Berlin, Paris og London.
Rindom begyndte ved filmen i 1912, hvor han både skrev manuskripter, spillede hovedroller og instruerede. Det blev til cirka 15 film ved forskellige selskaber.
Han medvirkede i adskillige stumfilm.
I 1910 fik han sin dramatikerdebut med “Komedianter” på Det Ny Teater og har senere skrevet en lang række skuespil, der er blevet opført på danske scener samt i Norge, Sverige, Tyskland, Østrig og Holland.
Endvidere skrev han romanen “Ruths bog”.
Svend Rindom debuterede som manuskriptforfatter i 1912. Hans kendteste arbejde er manuskriptet til Carl Th. Dreyers film “Du skal ære din hustru”, som blev filmatiseret i 1925. Han har også skrevet det dramatiske forlæg til skuespillet ”Tyrannens fald”.
Han er far til skuespillerinden Jessie Rindom.
I 1915 skrev Svend Rindom skuespillet ”Fred på jorden”, og det udkom på Hasselbalchs Forlag 1916. Stykket kan med noget besvær hjemtages fra biblioteket som bog. Jeg har også fundet den i et antikvariat i det indre København, så jeg ejer den faktisk selv.
Svend Rindom blev en af de mest benyttede forfattere i de første tre årtier af tonefilms-æraen.
Hans teaterstykke ”Fred på Jorden”, som blev afspillet den sidste dag på generalforsamlingen i juni, er stærkt antikrigs og klarsynet, hvad krig og krigens konsekvenser angår, i forholdet til det enkelte menneske.
Forestillingens omdrejningspunkt er to fiktive lande, der ligger i krig med hinanden. Den ene af hovedpersonerne er faktisk indvandrer til det ene af landene, så her er da lidt at tænke over, også i dag. Krigen splitter en ellers lykkelig og superborgerlig familie i to lejre.
Stykket, som jo altså er fra 1915 og dermed skrevet under første verdenskrig, kunne ligeså godt være skrevet omkring den anden verdenskrig.
Forfatteren selv blev interviewet til Aftenbladet. København 1. november 1915.
Ud af Folketeatrets port kommer forfatteren af skuespillet ”Fred På Jorden” Svend Rindom. Han, der ellers til daglig gør et lidt drømmende og melankolsk indtryk, stråler nu over det hele. ”De ser så glad ud hr. Rindom”
”Synes De jeg har grund til andet, det er jo en fest for mig at se, hvorledes folk strømmer til mit stykke. Og så det, at min hensigt med ”Fred På Jorden” er gået i opfyldelse. Folk samler sig jo for at befri sig både for det pres, som krigen lægger på dem, og for den harme, som de føler med krigen. Og en ting til glæder mig meget, nemlig det at se, hvordan skuespillerne holder forestillingen oppe. Den går stadig lige så sikkert og følt og med den samme alvorlige stemning som på den første aften. Som skuespiller ved jeg selv, hvor vanskeligt det er aften efter aften at bevare netop sådan en stemning.
For øvrigt er det også glædeligt for mig at se, hvor meget der er i de to første akter, som folk morer sig over. Det gælder blandt andet stiklerierne inden for familien og moderens forhold til de to voksne sønner. Folk sidder altså ikke og græder hele aftenen”.
Dansk Blindesamfunds Amatørteaters optagelse er foretaget af den legendariske Tage Poulsen, hvis lydarkiv nok er værd at gå på opdagelse i for et historieselskab. Man havde det ikke helt nemt som lytter, da optageforholdene ikke har været optimale.
Det er en stor hjælp at aflytte optagelsen på hovedtelefoner. Dette er dog svært, da optagelsen ikke er tilgængelig på grund af kedelig kulturpolitik omkring ophavsrettighederne, som også har lukket Radioteatret. Det er svært at bedømme præstationerne på grund af lydkvaliteten, men jeg tror bestemt, at Hans Erik og Henrik Olsen har gjort, hvad der stod i deres magt. Selv om det var Arne Krogh, der blev fejret, var det især Niels Eskjær jeg lagde mærke til. Hans stemme trænger igennem overalt, og han har en fantastisk diktion. Det var faktisk først, da jeg sad med det trykte materiale, at jeg blev helt sikker på Arne Kroghs rolle.
Som historisk indslag var det rigtig godt. Og det var de halvanden times lytning værd. Man har jo også som historiker gået på opdagelse i gamle ulæselige håndskrifter.
Det er lidt trist at tænke på, at Dansk Blindesamfunds Amatørteater ikke længere eksisterer. Det ville være fantastisk om man kunne genoplive det, om ikke andet så som ”radioteater”.
Kilder:
Hans Erik Olsen, danskefilm.dk Gladsaxe Bibliotek og Mediestream, Det kongelige Bibliotek.
8. Information om generalforsamling 2022
Af Poul Lüneborg
Jeg har som formand allerede fået flere henvendelser om tidspunktet for næste års generalforsamling i Selskabet. Derfor denne notits om næste års arrangement.
Generalforsamlingen er planlagt til at finde sted på Fuglsangscentret i Fredericia i weekenden lørdag den 5. og søndag den 6. marts 2022. Selve generalforsamlingen forventes at begynde lørdag kl. 14.00, hvilket betyder at deltagere forventes at ankomme kl. 13.00. Arrangementet slutter med frokost søndag, hvorfor hjemrejse kan planlægges til de afgange fra Fredericia, som afgår efter kl. 13.00.
Nærmer information med program og indkaldelse til generalforsamlingen med forslag til dagsorden, vil sammen med beretning og regnskab for 2021 blive bragt i et kommende nyhedsbrev.
Bestyrelsen har booket 30 værelser på centret til denne begivenhed. Så husk at sætte kryds i kalenderen allerede nu. Hvis du vil være sikker på at kunne deltage kan du allerede nu skrive til kassereren eller undertegnede om din deltagelse, jf. information om bestyrelsens kontaktoplysninger sidst i dette nyhedsbrev.
9. Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com
Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com
Kasserer John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk
Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk
Sekretær Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk
1. suppleant Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk
2. suppleant Ole Brun Jensen
Skovgårdsvænget 168
8310 Tranbjerg J
Tlf. +45 86 72 55 72
Mobil +45 40 62 11 23
Mail: ole@obj.dk