Nyhedsbrev nr. 3 juni 2020

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Mindeord om Anna Johansen, ved Ove Gibskov

3. Mindeord om Anna Johansen, ved Hanne Kassandra Skipper

4. Om min barndom på Refsnæs. ved Thorvald Kølle

5. Fra jeg blev født og indtil jeg blev 18 år, ved Allan Gravesen

6. Afvigelsens identitetsdilemmaer, ved René Ruby

7. Mit liv som blind, ved Rita Cicilie Warmby

8. Digte til Esther Seierup – tidligere Plenge, af Dunne Plenge med indledning af Poul Lüneborg

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg.

Disse linjer skrives 3 måneder efter iværksættelsen at coronarestriktionerne. Det var pludselig ikke længere muligt at rejse og holde møder, hvorfor så godt som alle aftaler måtte slettes i kalenderen. Det betød, at vi hver især måtte finde på alternativer til planlagte gøremål.

For mit eget vedkommende, har det ikke været så svært, idet denne opbremsning, har givet mig tid til at færdiggøre de uafsluttede opgaver, som jeg omtalte på generalforsamlingen.

Projektet vedr. registrering af hjælpemidler m.v. til supplement og opdatering af Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion er nu afsluttet. Projektet, som blev påbegyndt for 5 år siden omfatter 154 genstande. Samlingsleder Ion Meyer på Medicinsk Museion har den 4. juni 2020 taget meget positivt imod Projektrapporten. Så snart han vender tilbage med en vurdering af rapporten, håber jeg, at vi sammen vil kunne fastlægge en plan for det videre arbejde. Alle, der har henvendt sig til projektet, kan herefter forvente at høre fra mig.

Man kan nu aflytte 6 spændende lydoptagelser om Blindes Arbejde på hjemmesiden. De fortæller om virksomhedens udvikling gennem en periode på 90 år fra 1929-2019. Jeg kan kun anbefale at bruge tid på at lytte til disse optagelser.

Leif Martinussen har udarbejdet en værkfortegnelse over kompositioner m.v. af Henning Riiser (født 25 06 1938 / død 15 09 2005). Det er tanken, at fortegnelsen sammen med værkerne skal indleveres til Musikafdelingen ved Det Kongelige Bibliotek i lighed med indleveringen af Laurids Lauridsens værkfortegnelse. Beskrivelsen af Henning Riisers virksomhed som komponist, vil blive omtalt i et kommende nyhedsbrev.

Både Thorvald Kølle og Allan Gravesen har til dette nyhedsbrev skrevet nogle særdeles åbenhjertige og fascinerende beretninger fra den tid de hver især har tilbragt på Refsnæsskolen. Jeg er personligt meget berørt over den indlevelse i egen fantasiverden som Thorvald Kølle deler med læseren efter så mange år.

Selv om jeg i sin tid læste René Rubys Ph. D. afhandling og overværede hans forsvar, glæder jeg mig til at læse den kommende reviderede udgivelse af afhandlingen i bogform. Jeg har læst Rita Varmbys tidligere bøger og erindringsartikler, som i høj grad har givet stof til eftertanke. Derfor ser jeg frem til at læse hendes seneste bogudgivelse. Som formand for selskabet er jeg meget stolt over i samme nyhedsbrev at kunne præsentere 2 bogudgivelser forfattet af bestyrelseskolleger.

Ove Gibskov og Hanne Skipper giver begge meget personlige skildringer i deres mindeord om den betydning Anna Johansen har haft for dem hver især. Hun døde den 14. april 2020, efter hun rundede 100 år den 30. august sidste år. Flere af selskabets medlemmer har kontaktet mig for at fortælle om hendes store betydning for alle blinde, som i sidste halvdel af sidste århundrede har været elever på Blindeinstituttet. Fra denne periode af instituttets historie nævnes 2 personligheder igen og igen. Det drejer sig naturligvis om forstander Jørgen Plenge og inspektør Folke Johansen. Sidstnævnte var gift med Anna Johansen, hvis betydning jeg har nævnt og som er omtalt i mindeordene fra Ove og Hanne. Forstander Jørgen Plenges betydning vil blive taget op til belysning i et kommende nyhedsbrev. Han var fra 1938 til 1975 gift med Esther Plenge, som jeg har fundet anledning til at beskrive foranlediget af nogle digte, som datteren Dunne Plenge har skrevet og fremsendt til selskabet. Esther Plenge, som senere giftede sig med H.C. Seierup er en personlighed indenfor den hjemlige blindesag, som fortjener at blive husket. Dette forhold understregede fhv. landsformand Svend Jensen i sine mindeord i Medlemsblad nr. 19/2001 i anledning af hendes død den 18. august 2001. Hendes indsats gennem mere end 50 år har jeg forsøgt at belyse gennem mine indledende betragtninger til de vedkommende digte om hende fra Dunne Plenge. Jeg er overbevist om, at alle blinde kan genkende sider af egen tilværelse og tanker i digtet om tanker fra hverdagens udfordringer. Tak til Dunne Plenge for dette usædvanlige bidrag til nyhedsbrevet.

Disse linjer nedskrives onsdag den 10. juni, der er 100-årsdagen for Genforeningen. Selv om medierne massivt dækker denne mærkedag, synes jeg, at der indenfor Blindehistorisk Selskab er grund til at standse op og gøre sig tanker om baggrunden for denne historiske begivenhed.

Genforeningen var afslutningen på en historisk proces, som strakte sig over mere end 70 år begyndende med 3-årskrigen fra 1848-1850 over nederlaget ved Dybbøl i 1864 frem til afslutningen af 1. Verdenskrig i 1918. Indlemmelsen af Hertugdømmerne i Tyskland i 1864 betød, at den mandlige befolkning blev pålagt tysk militærtjeneste under verdenskrigen. Denne tjenestepligt kom til at omfatte ca. 35.000 borgere i Slesvig, hvoraf omkring 26.000 hørte til den dansksindede del af befolkningen. Det skønnes, at kun omkring 20.000 vendte hjem efter krigens afslutning. Aldrig hverken før eller senere har en krig påført Danmark så store tab, som de ofre den sønderjyske befolkning led i de 4 år krigen varede.

Over halvdelen af de 20.000 som vendte hjem fra krigen blev registreret som krigsinvalider. Straks efter genforeningen gennemførtes en særlig lov om forsørgelse og erstatning til disse mennesker.

Blandt de hjemvendte krigsinvalider var der også en del krigsblinde. I forbindelse med mit arbejde med at beskrive “Førerhundens historie” har jeg optalt ca. 70 krigsblinde, hvoraf 5 som de første i landet blev bevilget en førerhund fra den tyske Førerhundeskole i Oldenburg.

Efter krigens afslutning tog Dansk Blindesamfund straks fat på at overveje, hvorledes foreningen bedst kunne støtte de blinde i Sønderjylland. Der blev nedsat et 3-mands udvalg, som iværksatte en indsamling blandt medlemmerne og 2 fremtrædende medlemmer Jørgen Marius-Hansen og Ove Neve foretog i november 1920 en rejse rundt i landsdelen, hvor de i løbet af 17 dage besøgte 33 byer og aflagde besøg hos mere end 50 blinde. Det var en meget lidt opmuntrende rapport, der blev resultatet af deres rundrejse i landsdelen. Der indkom 492 kr. ved indsamlingen og fra Sønderjysk Fond bevilgedes 21.500 kr. til arbejdet. Af disse midler fik alle krigsblinde en bevilling på 200 kr.

Det nedsatte udvalg vedr. sønderjydske forhold indkaldte den 13. marts 1921 til stiftende møde i Tinglev. På dette møde blev Dansk Blindesamfunds Sønderjyllands kreds dannet og følgende valgt:

Kurvemager H. Henning, Vestergade 13, Haderslev, Formand og Repræsentant

Frk. Anna Johansen, Kliplev, Kasserer

Løjtnant Jacob Nissen, Tinglev, Bestyrelsesmedlem

Erik Nissen, Vejbøl og Fru Anna Karstensen, Suppleanter

Dusine Lorensen, Tønder og August Jacobsen, Ulkebøl, Revisorer

Den nye Kreds deltog første gang på Repræsentantskabsmødet i juni 1921 ved Blindestævnet i København i tilknytning til foreningens 10-års jubilæum.

Jeg vil afslutte disse ord til minde om tiden for 100 år siden med at gengive et digt af Peter Ommerbo, redaktør af Dansk Blindesamfunds Medlemsblad:

Velkomsthilsen til Sønderjyderne – Mel.: Kommer hid, I Piger smaa.

Hil dig, Broder Sønden-Aa!

Nødens Tid er omme;

sprængt er Fængselsdørens Slaa,

dig og os til Fromme;

endt er Nattemørkets Gys,

endt for Morgensolens Lys.

Frihedsdagen rødmer!

Frihedsdagen — Tak, o Gud!

Tak, at du os hørte!

Tak, at Krigens bitre Bud

frem til Frihed førte!

Tak, at Modgangs Kval og Strid

endte i en Morgen blid!

Tak for Frihedsdagen!

Tak, O Gud! — Men, Broderlil,

dig vi ogsaa takker,

du, som midt i Stormen vild

raadløs aldrig flakker,

men stod fast trods onde Kaar

i de mange, mange Aar,

tryg i Retfærdssagen.

Dannebroge atter frit

kan i Vinden smælde,

Modersmaalet hjemlig blidt

tør igen nu gælde.

Broderlil, nu skal du hjem!

glad vi strækker Haanden frem;

Vær velkommen, Broder!

Bestyrelsen planlægger at holde sit næste møde den 8. oktober. Jeg vil ønkse alle medlemmer en god sommer og god læselyst.

2. Mindeord ved Anna Johansens død, af Ove Gibskov

Navnet Anna Johansen vækker uden tvivl meget positive minder hos mange af Blindeinstituttets elever helt tilbage til 1940’erne, hvor hendes mand Folke begyndte som lærer og derefter var inspektør, og hun selv senere blev en meget værdsat plejemor på drengeafdelingen.

Anna boede i sit eget hus, indtil hun som 100-årig døde 12. april og var fuldstændig frisk til det sidste. Hun læste rigtig meget, og aftenen inden sin død var hun faktisk i gang med en af Søren Kierkegaards bøger.

Selv mødte jeg første gang Anna eller fru Johansen, som vi dengang sagde, efter sommerferien i 1960, da min tilværelse som elev på Blindeinstituttet begyndte. En meget venlig kvinde med en varm udstråling tog imod mig og fortalte noget om instituttet men også, at hun var 40 år. Det sidste undrer måske nogle, men som blind kan man jo ikke altid bare ud fra en stemme vurdere en persons omtrentlige alder; så derfor var det en fin oplysning.

Jeg følte mig med det samme velkommen og har altid oplevet Anna som meget rummelig og engageret i flere af de interesser, eleverne på afdelingen havde. Det kom i høj grad til udtryk, når man om hverdagen sidst på eftermiddagen kunne møde hende i det, som blev kaldt Biksen, hvor vi f.eks. kunne hente rent undertøj. Men mindst lige så væsentligt var det altså at kunne få en snak med Anna om noget af det, der optog en og desuden ofte om ting, man overhovedet ikke havde tænkt på som interessante, men de kunne; let blive det, når hun fortalte om dem.

Næsten hver lørdag aften åbnede familien Johansen deres hjem for alle på afdelingen med kaffe, hjemmebagte boller og højtlæsning af Anna. Tit var det bøger, der ikke fandtes på punktskrift eller bånd, og som vi på den måde fik adgang til. Især husker jeg fra mit første år på instituttet “Forbandede ungdom” af J.D. Salinger og identificerede mig som 14-årig med den tre år ældre hovedperson, der fandenivoldsk overtrådte mange af reglerne på sin kostskole.

Men ud over at give mig denne intense teenageoplevelse har Anna i det hele taget været med til at stimulere min livslange interesse for litteratur.

Hendes ihærdige engagement kunne også give resultat, hvis en elev virkelig brændte for at prøve en uddannelse ud over dem, instituttet ellers gav mulighed for at tage. F.eks. ville Ebbe Olesen, som var svagsynet og blev elev på instituttet fem år før mig, gerne være bager; og Anna fik bagermesteren Jørgen Nagel i Classensgade, som lå næsten lige ved Blindeinstituttet, til at tage ham som lærling. Ebbe blev udlært på den normerede tid, der var fire år og arbejdede derefter forskellige steder som bagersvend.

Anna var altid glad, når hendes drenge fandt en sød pige og kom i sikker havn, som hun udtrykte det. Det sagde hun også, da hun i 1968 første gang mødte min kæreste og igen, da de mere end 40 år senere var sammen ved Blindeinstituttets 150-års jubilæum.

I de senere år har jeg flere gange med stor fornøjelse og god snak om vidt forskellige emner besøgt Anna. Sidste gang var til hendes 100 års fødselsdag 30. august 2019, hvor hun veloplagt selv tog imod de mange gæster. Det blev en intens og uforglemmelig oplevelse, som alle, der var med – ikke mindst nu kan tænke tilbage på med stor glæde.

3. Mindeord om Anna Johansen, af Hanne Kassandra Skipper

Det er Anna, der er død. Anna Johansen – lærer og fødselshjælper på genfødselsgangen B, som jeg kaldte den, på Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvor jeg blev genfødt i januar 1983 som senblind 31 år gammel.

Der var flere jordmødre og jordfædre, som lærte mig at skrive på maskine, at gå, at spise. Anna lærte mig at læse og skrive et nyt sprog – punktskrift.

Først kunne jeg skimte punkterne på et CCTV, men kort efter læste jeg med fingrene. Hun spurgte, hvad jeg kunne lide at læse, så indtalte hun nogle digte af Tove Ditlevsen på kassettebånd, som jeg derefter skrev på punkt (pædagogisk snilde); jeg har dem endnu.

Onsdag aften bagte hun boller og underholdt os med oplæsning af vedkommende artikler og ting, som nogen af os havde ønsket, men for det meste noget, hun selv fandt frem, som var nyt for os. Tænk at verden kunne opleves så normal, selv om vi alle for nylig havde mistet synet.

Jeg tog hende med som min ledsager til den officielle del af Blindeinstituttets 150-års jubilæum i november 2008, da det gik op for mig, at ingen på instituttet havde tænkt på at invitere hende, hvad der var fuldstændig uforståeligt for mange af deltagerne.     

Anna var en selvlært pædagogisk perle, og jeg mindes hende med glæde.

4. Om min barndom på Refsnæs, af Thorvald Kølle

Da jeg kom på børnehjemmet.

Jeg blev født i 1944 i Nakskov. Mine forældre var Valdemar Vilhelm Meincke og Viola Marie Kølle Meincke, og kom på Refsnæs på børnehjemmet i 1947. Jeg husker ikke årstiden, men kun sporadiske oplevelser. Det første jeg husker er et larmende kaos i legestuen. Det virkede som om der var omkring 20 børn. Der sad en dreng henne ved klodseskabet, der var fyldt med træbyggeklodser af forskellig form. Han sad der og kastede klodser ud i rummet. Han sagde en sætning og så kastede han en klods, som larmende hoppede hen af gulvet. Sådan blev han ved. Nogle gange ramte klodsen et barn, som måske begyndte at græde. Der var en ung pige, ikke uddannet, som skulle holde øje med os. Hun skældte ham ud, men lidt efter var det det samme igen. Drengen hed Erling Friis Pil og var åndsvag og blind. Der var nogle af børnene, som var åndsvage eller, så vidt jeg kan bedømme i dag autister.

Jeg husker slet ikke rejsen fra Nakskov til Refsnæs og heller ikke om begge mine forældre eller kun min mor afleverede mig. Det er også muligt, at jeg kom på børnehjemmet i forbindelse med afslutningen af en skoleferie, hvor en af lærerne rejste rundt og hentede børnene i de forskellige landsdele. Senere i min barndom husker jeg tydeligt disse scener, når vi børn skulle afhentes på stationerne, hvor vore forældre skulle aflevere os. Børnene græd. Nogle højlydt. Andre stille. Det var svært.

Rejsen startede fra Nakskov st., den vestligste station på Lolland. En pige ved navn Maren og jeg stod på i Nakskov. Maren var en ung pige, som boede på værnehjemmet. Værnehjemmet var en boafdeling for blinde kvinder, som ikke var i stand til at tage en uddannelse og siden klare sig selv. I Næstved kom en pige, som hed Frida på toget. Hun var ked af det, fordi hun havde en kæreste i Næstved og mens hun sagde farvel til sin mor og de stod der, på hver side af togvinduet, moderen på perronen og pigen inde i kupeen, blev hun ved med at gentage ”hils Preben” på en stille sørgmodig måde.

Hun boede også på værnehjemmet. Engang husker jeg at hr. Emborg skulle hente os. Da vi kom lidt forbi Næstved, hvor de sidste børn, på den strækning, skulle hentes, tog hr. Emborg vore madpakker, som vi havde med hjemme fra. Han gik rundt og delte maden ud til os samtidig med, at han, med sin messende stemme, spurgte: ”Kan du spise uden at grisse?”. Det lykkedes ham at sprede en hyggelig afslappet stemning i kupeen.

Nogle børn sørgede og savnede deres hjem meget. Jeg husker tydeligt Kurt Nielsen. For ham var det virkelig hårdt og det tog lang tid for ham at vænne sig til at være hjemmefra, men han kom sig langsomt. Han var jo en glad og robust dreng, så det gik.

Det første jeg husker om en personlig relation der var en dreng, der hed Villy. Villy kom fra store Snøde. En landsby på Langeland, hvor hans far var murermester. Vi fandt rigtig sammen og opbyggede en stærk legerelation. Vi havde en livlig fantasi begge to.

Om natten havde jeg tit nogle grimme drømme om nogle væsener, som kom og skræmte mig. Disse væsener var ikke fysiske. De var på et andet plan og nogle jeg ikke kendte. Jeg blev skræmt fra vid og sans, når de sagde uhyggelige lyde og skabte svære situationer for mig. Der var et væsen som var en Døøker, den var i vandet i en lavvandet sø, hvor den sagde lyde og ville komme efter mig. Så var der Bettesitterne. De havde forskellig størrelse og havde en summende lyd og så sagde de: ”Bettesit, bettesit”. Det var mere fysiske og derfor ikke så skræmmende, men lidt hyggelige. De havde en form, som 2 kegler sat sammen med en blød afrunding i hver ende. Så var der Stissen. Den var ikke fysisk, men når jeg vænnede mig til den, så gjorde det ikke så meget, at den sagde stis stis. Der var andre energier, som gjorde mig så bange, at jeg knap turde trække vejret. Jeg lå blot der i min seng helt paralyseret. Næste morgen kom de voksne og vækkede os. Jeg havde slet ingen fortrolighed til nogle voksne. Så det faldt mig slet ikke ind at fortælle nogle om disse mareridt. Det hjalp mig dog meget at fortælle Villy om det. Vi legede så situationerne og han var vældig god til at opfatte mine fortællinger. Vi fandt så på, at disse væsener boede på den øverste jord, hvor vi boede på den nederste jord og så kom der rigtig gang i fantasierne og der blev udviklet på fantasierne om denne øverste jord, hvor livet ikke var så tungt, som her i det fysiske.

Der var altid en frygtelig larm og tumult i den legestue fordi der jo var mange blinde og stærkt svagsynede, der stødte ind i hinanden, eller faldt over dem, der legede på gulvet. Villy og jeg tog vore forholdsregler. Vi satte os på gulvet med benene ”skiftes til”. Det vil sige, at den enes ankler lå over den andens. Derved skabtes et rum for legen. Hvis der, af vanvarer, eller fortsætteligt, kom nogle ind på os, som vi sad der, så vankede der. Vi isolerede os der sammen. Der skete dog også andet, men vi støttede hinanden ganske meget i dette kaos. Jeg syntes dog, at isolationen var skræmmende, hæmmende og gav spændinger, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved.

Jeg savnede voksenkontakt. Jeg husker engang lige efter jeg var kommet til Refsnæs. Jeg sad på toilettet og mærkede afføringen komme ud. Det var en skræmmende og ensom oplevelse. Jeg måtte føle på den. Dens konsistens og hvordan den så ud. Jeg husker ikke lugten. Min mave var forkrampet af spændinger.

Jeg var allerede dengang en drillepind. Undertiden fandt jeg på at forulempe en anden blind, som jo ikke kunne se, hvem det var.

Så en dag kom der en ny dreng, som hed Rudi. Ham kunne man overhovedet ikke komme i kontakt med. Det eneste han gentog højt ud i rummet de første dage var: ”Dumme tøs, dumme tøs”. Det var helt mekanisk. Om natten legede han i sengen og viskede halvhøjt med sig selv, så vi andre måtte tysse på ham. En aften stod han ud af sengen og bevægede sig henover gulvet, idet han efterlod sig en masse klatter af lort spredt udover gulvet. Jeg skulle, på et tidspunkt, den aften, op at tisse og kom så til at træde i nogle af de klatter.

Børnehjemmet forekom mig som en lav bygning. Og jeg syntes aldrig, at der blev luftet ud. Der stank af natpotter. Vi havde alle en natpotte under sengen, hvori vi kunne tisse. Nogle af børnene var vådliggere og skulle vækkes af nattevagten, som var en kone, som var ansat til det. Så kom hun ind og vækkede dem, som tissede i sengen. Der var en nattevagt, der hed fru Bertelsen, hun havde en mærkelig stemme, og når hun sagde ”op og tisse, op og tisse”, så grinede os, som var vågne.

Så var der også en børnehave, som vi kom op i om formiddagen. Børnehaven lå på første sal og forekom lysere og mere luftig end det nedenunder. Det var en dejlig afveksling til det evindelige kaos nedenunder. Der var en uddannet børnehavelærerinde og det var dejligt afslappende og inspirerende at have hendes venlige opmærksomhed.

Min far, som var smed, lavede en kran i metal, som stod på en jernplade og min mor syede nogle sandsække, så man kunne hejse dem op i kranen. Far lavede også en sandmølle, som, når man hældte sand i en firkantet tragt, kunne drive et hjul med nogle rum. Når sandet blev skovlet op i tragten og løb ned i hjulet, blev det drevet rundt af sandets vægt inden, det igen, løb ned i sandkassen. Jeg var meget stolt af min far.

Noget af det bedste og hyggeligste var, når vi gik tur på skolens område sammen med et par voksne. Så kom vi tit op til stalden, hvor skolen havde en lille bestand af grise og så 2 heste. Når vi nærmede os staldområdet begyndte grisene at grynte begejstret. De kedede sig vel i den lille grisegård, omgærdet af en lav mur. Vi stod så på ydersiden af muren, mens grisene gryntede glade og satte forbenene op på muren, så de bedre kunne komme i kontakt med os. Så rørte vi ved deres tryner, hoved og ører, medens de gryntede og snusede til vores hænder. Hvis vi blev løftet op kunne vi også klappe dem på ryggen.

Når vi ikke var i børnehave var der jo meget tid, hvor vi slet ikke blev stimuleret. Der var dog forskellige legeredskaber. Blandt andet en stor robåd. Det måtte jo resulterer i, at vi moppede hinanden og fik skældud af de uuddannede unge piger, som jo skulle overskue 20 blinde og svagsynede børn, hvoraf nogle endda var åndsvage eller autister.

Der var en dreng, som hed Jan Grove Rasmussen. Han var sygt fascineret af ure. Han sagde: ”Må jeg høre uret”. Hvis han fik fat i et ur, som han krampagtigt holdt op for sit øre, så kunne de voksne ikke få det fra ham uden, at der blev en scene, hvor han græd og skreg. Han kunne også psalmebogens numre udenad. Hvis man spurgte ham, hvilket nummer en salme havde, så kunne han sige det.

Så var der Henning Jensen. Han talte affekteret. Han var svagsynet, så når man drillede ham, så skubbede han kraftigt til en, så man faldt eller stødte ind i noget. Han gik og sagde: ”Apdarbe”.

Så var der Pjusker, som hed Kjeld Hansen altså Pjuskerkjeld. Han snakkede altid om sine grammofonplader. En sikker metode til at få ham til at gå fra koncepterne var, når vi råbte: ”Nu knækker vi alle Kjelds plader”, og klappede højt i hænderne. Så skreg han: ”Nai nai” med en skabagtig stemme. Det var hylende morsom og den var sikker hver gang, så han blev flittigt moppet. Det var en god adspredelse og tidsfordriv. Når den unge pige opdagede det i larmen, fik vi skældud. Kjeld var dog også en sød og hyggelig dreng, som ikke gjorde en kat fortræd. Han nød at fortælle at han boede ”Ovengaden Under Vandet”.

Der var også Thorben Bork Egevang. Når man var i nærheden og han følte, at man havde kontakt med ham, spurgte han: ”Vil du høre min blade”. Det skete tit, når der var voksne på besøg. Så drejede han rundt om sig selv. Satte den ene fod i gulvet med et klodset bump og så slæbte han den anden efter sig samtidig med, at han sang. Denne slæbelyd skulle vel nok efterligne stiftens lyd i pladerillen. Han sang godt nok og kunne en masse slagere udenad. Dengang havde vi 78’er plader.

Noget, som virkelig kunne samle de store børn på børnehjemmet, som var normaltbegavede, var når den unge pige spillede eventyrplader for os. Der var en rejsegrammofon og de eventyrplader der var, de var 78’er plader. Der var eventyret om Klodshans, om Snehvide og de 7 små dværge, Fyrtøjet, Ulven og Rødhætte, Robinhood, Den tapre Skrædder, Svinedrengen og andre eventyr. Ikke mindst det, der kaldtes et musikalsk eventyr om De tre Prinsesser. ”Ikke den tynde, ikke den tykke, men hende der var fuld af øøø…” og så en sjov swingmelodi. Skuespillerene var meget engagerede, så det var rigtig godt og en høj kvalitet for børn. Vi hørte disse eventyr om og om igen, så det var en lyst. Vi begyndte også selv at lege nogle af scenerne fra disse eventyr, det var en stor fornøjelse.

Plejemoderen på børnehjemmet hed frøken Friis. Hun havde, vist nok, en god vilje. Når man hørte hende tale med forældrene om et barn, så var hun altid smilende og kunne fortælle sjove episoder om barnet, hvor jeg hørte, lidt undrende, til, hvad hun sagde. Jeg havde ikke nogen særlig kontakt med hende, men der var jo også så få voksne til alle os og al den larm og kaos gjorde jo, at hun måtte tale højt. Jeg husker tydeligt hendes måde at tysse på os.

Sommetider fik vi breve og pakker fra vores forældre. Jeg husker, at når jeg fik brev så kom jeg ind til hende. Kom op på skødet og fik læst brevet højt. Jeg husker også gange, hvor jeg kom ind til hende. Jeg husker ikke, at jeg kom derind, men at jeg kom ud fra hendes lejlighed højt grædende siddende på hendes arm, medens hun prøvede at trøste mig.

En dag overfaldt vi en af de unge piger. Vi trak bukser, eller nederdel af hende og gav hende endefuld. Jeg husker tydeligt, at jeg følte på hendes bagdel og slog løs på den sammen med alle de andre. Der var en af drengene, som, af sin alder, var umådelig stor og stærk. Han havde en lidelse i benene, så han gik dårligt. Slingrede når han gik og måtte have støtte. Han hed Jørgen Hunstrup og var fra en gård på Langeland. Med sine stærke arme var han hovedkraften i dette overfald og han lå ovenpå hendes ryg og råbte: ”Er du god”. Tove, som pigen hed, skreg så frøken Friis kom og befriede hende. Jeg husker ikke den konkrete grund til, at vi overfaldt hende, men det var dog usædvanligt at så små børn kunne lykkedes med det.

Der må have ligget noget vrede i os overfor stedet og de voksne. En dag besluttede vi at vælte huset. Vi tog nogle legetøjsskovle og begyndte at grave henne ved husmuren. Vi var vrede og gravede et hul, hvor vi stillede os op ved muren og skubbede af alle kræfter, men der skete jo ingenting. Så gravede vi videre og prøvede så igen, men uden resultat, huset stod fast. Vi gravede så videre og hullet blev faktisk rigtig stort. Så blev det stoppet af de voksne. Der var også nogle, som prøvede på at grave sig ud under det hegn, der omgav børnehjemmets område, men det blev også stoppet.

Vi havde en skildpadde på børnehjemmet. De voksne måtte vel synes, at det var godt for børn at have kontakt med levende dyr. Men Skjoldpeter døde. Så fik vi en ny, som vi kaldte Dorte, som også døde. Man anede jo ikke, at skildpadder er vekselvarme dyr, som skal have varme for at have et stofskifte. Skildpadderne bliver normalt over 100 år gamle, når de har de rette betingelser, men disse to ebbede ud i løbet af et par år. De boede ovre i liggehallen, som var bygget til, at børnene kunne sove til middag.

Vi sov på nogle bårer. Vi skulle sove efter middagsmaden. Hvis nogle af os var for livlige og snakkede og ikke kunne falde til ro blev der skældt ud af en af de unge piger. Engang blev jeg skældt ud af en af dem. Jeg sagde, at det ikke var mig, da jeg lå stille, men hun påstod, at jeg løj for, som hun sagde, lyvemennesker får en sort streg i panden. Min verden brød sammen. Jeg havde jo ligget stille, som man skulle. Jeg husker tydeligt denne angst, fordi jeg havde min oplevelse og hun påstod med sikker stemme, at jeg løj. ”Du lyver. Jeg kan se den sorte streg i panden”. Jeg blev rigtig bange og begyndte at græde.

Der var kommet en ny dreng. De første mange dage, hvor vi skulle ligge i liggehallen lå Bjarne, som drengen hed og sagde klynkende og klagende: ”A wil hjem til Thy”, og så græd han bitterligt. Han var helt i sorg, men selvom der sad en inspektion, så lod hun, som om intet var sket. Bjarne blev totalt negligeret. Efterhånden slappede han mere af og kom ind i en daglig gænge.

Efterhånden fik jeg en rigtig god kontakt med Rudi. Han kom fra Fredericia og fortalte om sin familie. Jeg havde også en rigtig god kontakt med Jørgen Hundstrup, som vi kaldte Jørgen Klods. Jeg var, og er, den dag i dag, meget interesseret i dyr og specielt i fugle. Jørgen og jeg legede meget sammen og vi lærte hinanden om dyrene gennem leg. Det var meget givende. Blandt andet var der duer på gården, hvor han kom fra så han lærte mig om deres lyde og adfærd.

Det absolutte højdepunkt, mens jeg var på børnehjemmet var skolens 50-års fødselsdag. Den dag kom kongeparret på besøg på Refsnæs. Det var den femte november 1948. Der var stor fest på skolen. Kongen og dronningen kom også over og besøgte os på børnehjemmet. Dronning Ingrid bøjede sig ned, tog mig i hånden og så sang jeg:

Flyv, Fugl! Flyv over Furresøens vove!

Flyv, Fugl! flyv over Furresøens vove!

Nu kommer natten så sort,

Alt ligger sol bag de dæmrende skove,

Dagen nu lister sig bort;

Skynd dig nu hjem til din fjedrede mage,

Til de guldnæbede små;

Men når i morgen du kommer tilbage,

Sig mig så alt, hvad du så.”

Jeg havde mit kyllingetøj, et strikket cardigansæt på, som min mormor havde strikket. Der var broderet kyllinger over det hele på dragten. Det mindede mig jo om, når jeg var på sommerferie og der var cirka 30 kyllinger, som jeg var meget sammen med der.

Rudi tog dronningen i hånden og sagde, at hun havde beskidte negle. Det var bare neglelak. Dronningen havde et lidt tilbagetrukket, meget mildt og venligt væsen. Ved den lejlighed så skulle vi have chokolade og kage og kongeparret skulle være vore gæster.

Kong Frederik den niende var en meget rar og jovial konge, da han var sammen med os ved den lejlighed. Han mindede os, grangiveligt, om en af i eventyrkonger, som vi jo kendte så godt fra eventyrpladerne. Når kongen gerne ville have en kop chokolade mere så rakte han hånden op ligesom vi andre. Det var meget, meget hyggeligt at havde kongen på besøg. Vi var helt afslappede og glade og kongen var rigtig god til at være sammen med os. Jo, det var en dejlig dag.

Jeg tænkte altid på skolen, som et slags levende væsen, som jeg holdt meget af, når det var skolens fødselsdag.

I den sidste tid jeg var på børnehjemmet, kom der nogle lidt ældre kvinder. De har vel været midt i tyverne. De 2 første der kom hed frøken Søderstrøm og frøken Sonne. De var meget venlige. Det var en klar forbedring af opmærksomheden i forhold til os børn. Der var også noget leg i det. De 2 kvinder var forlovede med hinandens brødre. De var der kun kort tid. Så kom frøken Sander og frøken Linde.

Der kom en blind pige, der boede på Øst. Hun hed Hedvig Haldrup. Når vi var kommet i seng om aftenen, så kom hun engang imellem og læste op for os af Junglebogen. Hun gjorde det både spændende og levende. Hun havde megen varme og kærlighed til os. Talte også med os. Det var meget dejligt og trygt, da hun også, på sin egen måde viste omsorg for os. En sjælden varer i disse tider. Den dag i dag føler jeg en varme og tryghed ved at tænke på hende.

Da jeg kom på Øst.

Når man var 7 år og skulle begynde i skolens første klasse blev man flyttet fra børnehjemmet til Øst. Dette var en boafdeling med 64 børn. Der var drenge og piger op til fjerde klasse. Derefter blev drengene flyttet på den boafdeling, som kaldtes Vest.

Det første jeg tydeligt husker om at komme på Øst var, at jeg skulle på toilettet. Jeg gik rundt for at finde det, men det var et stort sted, så jeg fandt det først, da det var for sent. Lige da jeg var ved at trække bukserne ned sked jeg i bukserne. Bukserne med lorten røg ned om benene på mig og jeg slog hænderne sammen og begyndte, rædselsslagen, at græde. Det var den helt store katastrofe. Jeg husker slet ikke, hvordan jeg blev hjulpet. Jeg husker derimod, at jeg, nøje, mærkede mig, hvor toilettet var så jeg kunne finde det. Den næste dag gik jeg glad derind. Idet jeg satte mig råbte jeg begejstret: ”A ska’ sgu skie”.

Det hørte frøken Blok og det resulterede i kraftig skældud og nogle klaps i den bare. Jeg kendte ikke frøken Blok, men det kom jeg til. Jeg tror, at hun var sadist. Mange af de andre frøkner blev vrede, enten fordi de var belastede eller havde for mange børn at holde øje med, men frøken Blok var, på en måde cool, når hun gjorde grimme ting imod os. Dengang havde hun altid aftenvagten fredag aften. Så fik vi klippet negle på sovesalen inden vi skulle sove. En aften havde en dreng, som hed Finn Lassen være lidt livlig, havde vist spillet lidt op. Hun beordrede da Finn til at stille sig i sin seng og stramme buks. Så slog hun ham i den bare numse med et tungt metalskohorn, så det sang. Finn skreg og sprang helt henover nabosengen og landede, sådan nogenlunde i sengen ved siden af. Frøken blok sagde, med skarp stemme: ”Det var bare et A”.

Fredag aften fik vi også det ugentlige bad. De unge piger som tjente på stedet, hjalp sygeplejerske frøken Jacobsen med at bade os. Frøken Jacobsen var en skrap og kontant kvinde, men god nok på bunden. Der var en af de unge piger, som vaskede mig. Hun hed Etly. Jeg havde ellers ingen kontakt med hende i hverdagen. Hun var, ligesom, langt væk. Hun havde en hæs skurrende stemme. Når hun vaskede mig foregik det altid i stilhed for frøken Jacobsen krævede stilhed. Når Etly vaskede mig mellem benene foregik det langsomt og dvælende. Hun gav sig god tid. Masserede, med sæbe mine kønsorganer. Jeg anede jo ikke, hvad der foregik, nød det blot. Så ind under bruseren og skylles af. Så kom frøken Jacobsen hen. Tog fat i håret, og råbte: ”Neemme”. Det betød hvilket nummer har du. Jeg svarede fem. Det lød mærkeligt fordi min hage var trykket helt ned til mit bryst.

Hvis vi snakkede, efter vi var kommet i seng på sovesalen, kunne det ske, at de voksne stod udenfor døren og lyttede. Så kom hun ind og gav os endefuld. Der blev sagt: ”Hvem var det, der snakkede”. Så blev man beordret at ligge på maven. Dynen blev løftet og så slog hun og det var hårdt. Fru Thomsen, som var der en kort tid, tog vand på hænderne før hun slog. Det sved modbydeligt.

Lyset i mørket, det var fru Kotrell. Hun havde en dyb og myndig stemme. Hun kom, når hun havde aftenvagt og skulle lægge os i seng, og snakkede med os. Gav sig god tid og var dejlig nærværende. Men hun var der kun i kort tid.

Rutinen på Øst var, at vi blev vækket klokken 7. Derefter var der morgenmad. Så begyndte skole med morgensang. Det kunne jeg godt lide. Jeg har altid elsket salmeskatten og det var meget opløftende for mig.

Jeg husker specielt oldfrue frøken Overgårds stemme. Hun sang rigtig godt. Organisten, som var blind og hed hr. Poulsen spillede rigtig godt til morgensangen. Efter salmen bad forstander Poul Petersen fadervor. Morgensangen begyndte kl 8 derefter var der skole indtil middag, hvor vi spiste varm mad. Maden var af meget høj kvalitet. God dansk mad. Der var en rigtig god og dygtig økonoma, frøken Sørensen. Om formiddagen, i det lange frikvarter, skulle nogle af børnene, som var lidt tynde eller på anden måde ikke rigtigt trivedes, over til køkkenet og have et glas piskefløde. Jeg holder rigtig meget af fløde så jeg nød det meget.

Så var der undervisning igen indtil kl. 14.

Kl. 15 var der mælk i spisestuen. Vi fik et glas mælk af nogle store tunge glas.

Der blev også delt godter ud, hvis forældrene havde sendt pakker til deres børn. Derfor skete det jo ikke så sjældent, at nogle fik godter og andre ikke. Mine forældre var gode til, regelmæssigt at sende pakke til mig. Så lå der, som regel et brev i punktskrift, som min far, møjsommeligt havde skrevet til mig på den punkttavle, han havde købt.

Vi, som havde fået pakke, blev, derfor, opfordret til at dele med de andre, men så gik det jo bare sådan, at man delte med dem man godt kunne lide, eller havde sociale fordele ved at dele med.

Så var der udetime. Alle skulle være ude i den time. Der var en assistent, frøken Hansen, som var meget blid og omsorgsfuld. Hun var meget stilfærdig. Jeg hørte hende aldrig hæve stemmen. En dag fik jeg held til at finde hende i udetimen. Der var jo 64 børn og kun to voksne, som havde inspektion. Jeg gik med frøken Hansen i hånden. Hun var naturligt nærværende og udstrålede kærlig venlighed overfor alle. Jeg følte stor lettelse og afslapning ved at gå med hende i hånden og blev fyldt af en stor varm tryghedsfølelse. Hun var lille. Frøken Hansen havde også inspektion ved aftensspisningen. Jeg vendte hele tiden ansigtet mod hende, i den retning, hvor hun var. Da der var inspektionsskifte under aftensmåltidet og hun gik ud af døren, sad jeg resten af tiden i spisestuen, med hovedet drejet hen imod døren uden at kunne spise noget. Frøken Hansen var der kun en kort tid.

Efter udetimen var der lektielæsning kl. 16,30. En time og så aftensmad kl. 18. efter aftensmaden var der fri leg indtil sengetid kl. 20.

Pigernes sovestuer lå på en lang gang på første sal. Drengenes sovesale, der var den lille sovesal og den store, for de større drenge, lå også på første sal, men i enden af bygningen.

Om natten, var vinduerne lukkede. Der var en stram dunst af sengetøj, gammel luft og halv og helt fyldte natpotter. Der var en meget svag dreng ved navn Otto. Han var fra Sydslesvig, derfor kaldte vi ham for Otto tysker. Han var, som sagt meget svag. Når jeg mærkede på ham hang hans hoved altid nede på brystet. En morgen, da vi lå i sengen, skulle Otto tisse. Han lå i sengen og virrede med hovedet rytmisk, fra side til side., medens han udstødte rytmiske klagelyde vekslende med, at han i samme rytme sagde: ”Ja ska tiis, ja ska tiis”. Det blev værre. Man kunne virkelig høre, at det var lige oppe over. Så stod han, møjsommeligt og meget besværet ud af sengen. Fik ravet natpotten frem under sengen og begyndte at tisse. Man kunne høre, hvordan potten blev mere og mere fyldt. Så blev den for tung og Otto tabte potten, med dens indhold, men måtte så tømme resten ud af blæren med en plaskende lyd på gulvet. Det gav et syngende brag, da potten, med dens indhold, landede på gulvet. Otto fik sig væltet op i sengen og nu var rytmen med det virrende hoved og klagelydene langsomt og opgivende. Jeg lå der blot, som et vidne. Det faldt mig slet ikke ind at jeg kunne have gjort noget, Senere hørte vi, at Otto tysker var død.

Nogle gange var vi meget livlige og lavede ballade, når lyset var blevet slukket. Det var naturligvis spændende for der jo altid chance for at få endefuld.

Jørgen Hunstrup var et udpræget A-menneske. Vi syntes, det var sjovt, at han knapt nok var kommet i seng, før end han sov. Så fandt jeg på at tisse på hans madras lige der, hvor hans hovedpude var. Så vågnede han og spurgte med søvndrukken, brøsig stemme: ”Hvem har tisse på min mardrææ(s)”. Vi grinede, så vi selv var ved at tisse i sengen, det var hylende morsomt. Det blev noget, vi gik og sagde.

En anden nat gik Flemming Neumann i søvne, som han så ofte gjorde det. Det var sjovt at høre, hvordan en blind søvngænger famlede sig frem. Stødte mod ting, men alligevel, gik rimelig sikkert rundt. En nat kom han fra den ene sovesal ind på den anden. Stillede sig op midt på gulvet og tømte sin blærer med en plaskende lyd. Så gik han ind i seng igen, som om det var den naturligste ting i verden. Det skabte, selvfølgelig, også stor morskab.

Når jeg vågnede i den tidlige sommermorgen i den beklumrede dårlige luft på sovesalen, så kunne jeg høre lyden af grøniriskens trillende bløde sang ude i det store elmetræ, der stod i skolegården. Dette gav mig en enorm næsten ubærlig længsel i sindet.

Det fortsatte med mareridtene. Der var jo også alt det nye. Nye omgivelser. Et meget større sted, hvor jeg jo ikke havde lært, hvordan det så ud og så denne følelse af efterladt-hed og ensomhed. Jeg husker tydeligt den stemning fra den første tid på øst og i skolen. Der skete jo også noget med kroppen. I den alder faldt testiklerne ned i pungen. Jeg syntes det var utrygt og fremmed og spurgte frøken Gyldenbjerg, som var sang- og religionslærer, hvad det var for nogle kugler. Hun sagde, at det bare var 2 bolsjer i bolsjeposen. Det gav ingen mening. Så sad jeg der i min seng og rørte ved bolsjeposen med bolsjerne og følte mig utryg, ubeskyttet og forvirret.

Vores klasselærer i første klasse hed frøken Filstrup. Hun var virkelig en fantastisk pædagog. Hun kunne virkelig se og motivere os. Det var en fornøjelse, og interessant at gå i første klasse med hende som lærer.

Frøken Filstrup udviklede en undervisningsmetode af sansetræning for blinde børn. Det står vældig godt beskrevet i bogen skrevet af Niels Strandsbjerg i anledningen af Refsnæsskolens 100-års jubilæum.

Der står, i øvrigt, også en rigtig god beretning af økonoma Ester Sørensen om hendes arbejde på Refsnæs.

Nå, men det første år gik jo og jeg skulle så i anden klasse. Det gik rigtig galt. Vi skulle have hr. Emborg, som klasselærer. Han havde vældig god vilje og var uden tvivl både dygtig og meget engageret, men noget gik helt galt for mig. Jeg var aldeles umotiveret og fik kun nogenlunde gode karakterer på grund af mit gode hoved. Den gik dog ikke i regning. Der fik jeg laveste karakter og den hed mådelig.

I slutningen af skoleåret var der eksamen. Det foregik, omkring d. 20. juni. Jeg husker også den tid, som var præget af de modne manna fra det store elmetræ i skolegården. De fløj rundt i sommervinden og lød, næsten, som de visne blade lyder, når de flyver rundt om efteråret de smagte tørt og sødligt, dejligt. De havde en skærm omkring sig, så de kunne flyve. I denne tid var der, som sagt eksamen. Jeg husker, tydeligt, hvordan jeg sad og fumlede med regneklodserne. Disse var lavet af bly og var punkteret så der var et tal på hver af de fire sider på klodsen. Regneklodserne kunne sættes ned i nogle firkantede huller i en regnetavle. Så vendte man det tal opad, som gjaldt i det sammenhængende cifre. Jeg sad, som sagt, og famlede med disse klodser og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Sådan sad jeg i hele den tid, som jeg havde og var ikke komme videre, da tiden var gået. Det var en underlig følelse. Det føltes også meget ensomt og jeg kunne ikke forholde mig til situationen. Det var en ørkesløs og restløs situation, som var svær. Jeg følte mig forlegen overfor mig selv. Andre mennesker blev uvedkommende. I det hele taget var denne tilværelse, med denne usammenhængende menneskelige kaos og frygt ikke til at forholde mig til. Vi lærte en sang i første klasse, som gjorde mig flov, vred og trodsig:

Ja, hvis man ikke vil være dum.

så skal man tænke sig rigtigt om.

så skal man, bestandigt høre efter.

af alle kræfter. af alle kræfter.

en sluudrebøtte, som hed Jens Knud.

han sad og pillede dagen ud.

og tænk. han blev, det er sandt og vidst.

helt dum til sidst og det var trist, ja trist men,

jeg havde en indre verden.

En verden af fantasier, som baserede sig på naturen.

Nede på strandmarken var der rigtig mange, af havet, slebne sten. Der gik jeg ned og fandt en meget specielt, formet sten. Den gik jeg med i fingrene og ved at gøre forskellige bevægelser og holde den i bestemte stillinger, kunne jeg visualisere forskellige scenerier. Det drejede sig, som regel, om fugle, men også andre dyr. Det kunne, f.eks. være husdyrene hjemme fra min morfars gård. Disse lege med sten blev en slags besættelse og hjalp mig til at flygte ud af tilværelsen.

Man siger, at blindismer fortrinsvis udvikles hos blindfødte. Der er her tale om en form for stereotypi, som kommer af isolation. Man ved, at i Afrika, udvikles den slags ikke og man mener det skyldes, at børnene altid hænger på moderens ryg og kan derfor følge hendes bevægelser dagen lang. Jeg henviser til bogen Kan man løbe fra problemerne af Anne Mette Bredal, hvor hun, netop, skriver et afsnit om blinde spædbørns livsoplevelse. Det er vel, tænker jeg i tråd med en form for autistisk tilbøjelighed.

Disse lege trænede min visualisering. Når jeg legede og eksperimenterede med hønsene, så lærte jeg også meget om deres bevægelser. Og når jeg havde haft kontakt med andre dyr, så legede jeg indtrykkene ind i mit væsen. F.eks. var der, på min morfars gård, en stejl stige, af træ, fra ladegulvet op til høloftet, hvor kattene også boede. Når en kat kom springende hen og satte kløerne i stigen og hurtigt og sikkert klatrede op af den, gav det en bestemt serie af lyde, hvor jeg kunne høre, at katten hurtigt bevægede sig op ad stigen. Jeg hørte også, når de hvæssede deres kløer på træerne.

På samme måde med de andre dyr. Køerne, der græssede. Grisene, der legede, gryntede og rodede. Hønsene. Ænderne, når de kom hjem fra mergelgraven, som lå på Siersens mark. Siersen var nabo til morfar. De havde et rigtig godt naboskab. Delte maskiner, redskaber og hjalp hinanden med bedrifterne. Da hjalp disse sten med at skabe tryghed i en verden, som jeg selv skabte og havde kontrol og skaberkraft over. Jeg blev da sådan en slags gud, der dels kunne skabe, dels blot iagttage min skabelse. Men det tog rigtig megen tid fra det, jeg eller skulle have lært, men sådan blev det nu. Det var den bedste livskvalitet, jeg kunne skabe for mig selv samtidig med, at jeg jo levede i Refsnæssamfundet, hvilket jeg jo også elskede på grund af den meget høje og stærke naturvibration, som gav alt, hvad jeg oplevede, godt, som dårligt, en stærk åndelig energi igennem mit hele liv der, og hvilket jeg altid tyede til, når jeg havde behov for trøst og inspiration.

5. Fra jeg blev født og indtil jeg blev 18, af Allan Gravesen.

Denne beretning er min beretning, som skal vises til min moster Lisa Borris Pedersen og min morbror Per Nukaaraq Hansen (Ivittuut Museum). Skulle nogen udefrakommende læse denne beretning enten på museet eller andetsteds og føle sig trådt over tæerne, fordi de læser beretningen og synes, at jeg efter deres opfattelse kommer med usandheder, så er det deres ejet problem. Jeg hedder Allan Gravesen. Jeg er født i 1972.

Jeg er født 2 måneder for tidligt på Odense Universitetshospital (nu: Odense Sygehus). Min far var ved militæret for at aftjene sin værnepligt. Min mor var på ferie hos min farmor og farfar, som boede på Fyn. Derfor blev jeg født i Odense.

Jeg lå på sygehuset i to måneder. Jeg lå i kuvøse i den tid. Man mener, at jeg blev blind, fordi jeg fik for meget ilt. Hvis ikke jeg havde fået så meget ilt, som jeg havde brug for, var jeg død. Flere af de børn, der lå i kuvøse, var meget syge af deres for tidlige fødsel, hvorfor vi blev nøddøbt på sygehuset. Vores forældre måtte kun komme i nærheden af kuvøserne og kigge gennem glasruderne til os. Men præsten, der døbte os, kom direkte fra sin bil uden at vaske hænder. Han åbnede kuvøserne og døbte os. Flere af os døde, men jeg overlevede.

Efter at jeg var kommet hjem fra sygehuset, kontaktede min far daværende småbørnskonsulent Jette Hasselstrøm på Refsnæsskolen (nu: Synscenter Refsnæs – http://synref.dk).

Mine forældre vidste selvfølgelig ikke, hvad de skulle gøre i den ulykkelige situation i første omgang at have fået et blindt barn. Min mor blev senere desperat over, at jeg ikke kunne komme af med afføringen, hvorfor hun kontaktede det nu nedlagte børnehospital Fuglebakkens Børnehospital på Frederiksberg. Efter nærmere undersøgelse synes børnelægen, at min mor skulle kontakte OH (det nu nedlagte Ortopædiske Hospital i København), fordi børnelægen på Fuglebakken mente, at jeg muligvis var spastiker (hvad jeg er). OH havde tilknyttet en børnehave for spastikere, CP-Børnehaven (Cerebral Parese – Spasticitet på latin), som i dag drives af Københavns Kommune. Der gik jeg i to år. Imens kæmpede Jette Hasselstrøm forgæves for at få mig på Geelsgårdskolen (http://geelsgaardskolen.dk), fordi hun mente, at det var et større problem for mig at være spastiker end at være blind.

De nægtede at modtage mig med henvisning til, at jeg var blind og at de ikke vidste, hvordan det skulle tackles. At de så både i den periode før og siden har haft helt blinde eller næsten blinde samtidig med min eksistens, kan undre mig dybt. De var glade for, at der fandtes en blindelov, hvori der stod, at alle børn skulle undervises på Refsnæsskolen, hvis de havde et synshandicap.

Efter min fars værnepligt fik han job som livrist hos Dronningen, så han kunne arbejde 14 dage og holde fri 14 dage. Det var smart at gøre det således, så han kunne hjælpe med at passe min storebror og jeg. Der var han fra 1974 til 1976. Grundet uoverensstemmelser holdt han op. Mine forældre flyttede til Kalundborg, og min far fik job hos Tage Søndergaard, en sengetøjsfabrik. Jeg startede i specialbørnehaven på Refsnæsskolen. Der gik jeg i knap to år, kom så i børnehaveklassen og gik på Refsnæsskolen til og med tiende klasse. Fra første til og med tiende klasse havde jeg afdøde Søren Larsen som klasselærer. Da jeg var syv år gammel, kom jeg en dag grædende hjem fra skole, fordi jeg ikke måtte komme til karneval som skolens øvrige elever. Min far blev rasende, ringede omgående til Søren Larsen og skældte ud over, at jeg ikke kunne komme til karneval. Så han sagde til Søren: ”Jeg kommer og henter dig sammen med Allan og så tager du dig af Allan. Allan overnatter på Egehuset (kostafdelingen), således at han kommer i skole næste dag.” Det var da dejligt at komme til karneval, men karnevalet blev kimen til en allerhelvedes ballade. Trods rigtig mange gode stunder var der ballade mellem mine forældre, Søren Larsen, skolens øvrige personale og jeg lige fra karnevalsdagen til og med tiende klasses afslutning. Der var mange problemer med, om undervisningen skulle finde sted med blindeskrift grundet min spasticitet eller om jeg skulle undervises med en båndoptager grundet min spasticitet. Brugen af båndoptageren kunne afhjælpe min spasticitet modsat Punktskriften (Braille-Skriften). Det blev en kombination af begge dele. Kombinationen foregik kun ved tre af lærerne. Fordi jeg også var spastiker og ikke kunne blindeskrift så godt, havde jeg på fornemmelse, at jeg blev opfattet som dum. Efter min skoletid har mine lærere fortalt deres fremtidige elever, hvor dygtig jeg var til en masse ting. Der var bare ikke mange, der fortalte mig, hvad jeg var god til, mens jeg var der. Det svarer til, at man taler pænt om de døde, når de er døde. Det glæder mig dog, at enkelte elever efter min tid har kunnet bruge mine læreres fortællinger til noget.

Jeg vælger nu at springe frem til sommerferien efter 3. klasse. Mine morbrødre Werner og Nukaaraq Hansen var på besøg i Danmark med hver deres kone og børn på hvert sit tidspunkt. Far havde igen jobproblemer. Han havde og har en meget svær/svag tilpasningsevne. Så pludselig ville mine forældre til Grønland. Det var dog ikke min mor, som var halvgrønlænder, der var den drivende kraft, men min far, der ville opleve noget. For mig og alle andre kom det som en tyv om natten. Som blind skulle jeg til øjenlægekontrol, indtil jeg var 12 år gammel. Og den dag jeg fik at vide, at mine forældre skulle til Grønland, var en af de dage, hvor jeg også skulle til øjenlæge. Jeg blev bedt om at holde gråden tilbage. Mine forældre har hele deres liv levet så kompliceret, at der altid var hemmelighedskræmmerier. Så jeg skulle altså holde tårerne tilbage ved øjenlægen. Der var ingen tvivl om, at Thomas Rosenberg (øjenlægen) opdagede, at jeg var ked af det. Kære Thomas, du skal have hjertelig tak, fordi du ikke spurgte, hvorfor. Alt tumulten inden og efter mine forældres afrejse til Grønland har jeg ganske enkelt fortrængt for at overleve. Det var min brors legekammerat Morten, der spurgte sine forældre og mine kommende plejeforældre Kai og Karen, om ikke de og Morten skulle tage sig af mig i weekenderne, når nu mine forældre og søskende var væk. Inden den faste forbindelse mellem jeg og min plejeforældre blev etableret, var der ti familiemedlemmer, der var min plejefamilie. Min klasselærer har fortalt mig, at jeg var rimelig frustreret over, hvor jeg skulle være og ikke være, fordi de familiemedlemmer, der havde sagt ja til opgaven, følte sig tidspresset i deres eget liv. Alligevel husker jeg mange gode og sjove stunder fra den tid, f.eks., da min onkel Palle spænder en livrem fast om mig og en håndvask, så jeg kunne komme til at stå alene uden min kørestol. Det var en slags panisk glæde, jeg fyldtes af, fordi jeg ren kropsligt skulle overbevises om, at jeg stod selv og ikke kunne falde. Kære læser, forestil dig at få røven fri fra en sofa efter at have siddet i den mange dage og timer. Min onkel Otto var værge for mig, også selv om den faste forbindelse til min plejefamilie var etableret. Otto har siden hen og til stadighed meget svært ved at slippe rollen, til trods for at jeg i skrivende stund er 39 og bor og lever, som jeg gerne selv vil.

Nytår 1979-80 blev min far og mor rigtig uvenner, sandsynligvis fordi min far ville bruge flere penge, end der var. Så min mor måtte rejse for et par dage til hendes første adoptivfar Ib, som nu er død. Så holder min far, mine søskende og jeg Nytår hos farmor og farfar, faster og onkel og yngste farbror. Min mor støder så alligevel til, men omkring den 1.-2. januar 1980 blev mine søskende og jeg vækket brat tidlig om morgenen, fordi de alle var blevet uvenner i løbet af natten. Og på den triste måde havde min familie og jeg, og ikke mindst jeg, ikke forbindelse til min farmor og farfar, faster og onkel og yngste farbror, mens mine forældre var i Grønland.

Midt i sommerferien, da mine forældre rejste, kom jeg på Egehuset og boede der, indtil jeg var 14 år gammel. Som læser skal du forestille dig, hvor dybt traumatisk det var ikke at vide, hvornår jeg så mine forældre og søskende igen. Da jeg ikke er født grønlænder, kunne jeg ikke få rejsen betalt af Grønlands hjemmestyre. Det blev således Bjergsted Kommune, efter sammenlægningen i 2007 nu Kalundborg Kommune, der betalte for rejsen. Men vi vidste endnu ikke, da mine forældre rejste til Grønland, om og hvornår jeg skulle komme til at se dem igen. Det blev jul og nogen havde organiseret i sammenarbejde med daværende Kalundborg og Bjergsted kommuner, at jeg kunne komme til Arsuk. Men det blev med den sidste flyvemaskine, der gik fra Danmark til Grønland inden jul. Så det var et held, at jeg overhovedet kom det. Det var jo ikke pædagogerne, der skulle rejse til Grønland og besøge deres forældre. Så man glemte simpelthen det, der skulle arrangeres. Det er indrømmet siden, men jeg har ikke tilgivet det af flere grunde. Fordi, hvis ikke det var blevet arrangeret, kunne jeg risikere at holde jul sammen med de blinde på skolen, der var psykisk syge, ikke havde noget sprog, kun kunne sige underlige lyde, smide med træklodser og alt andet, der var i deres nærhed, om det så var sovsen fra aftensmaden (velbekomme!). Det var ikke altid til at vide, hvad man kunne få i hovedet. Men endelig kom jeg til Arsuk. Min mor og far var dog rammer, jeg kendte. Så fire ugers tryghed, glæde og gråd blev det til. Dette foregik to gange om året i fem år. Selvfølgelig havde jeg det også sjovt på Egehuset. Vi var i Tivoli, teater og meget andet gennem tiden. Men kampen mellem hvilke pædagoger der sommer og jul skulle følge mig til Grønland og hente mig igen var ikke sjov. Pædagogerne sloges om, hvem der skulle opleve den flotte natur, plus at der også lå for dem deres løn og en diæt på 6.000 kr. Jeg fik kun en meget lille del af den diæt, de fik resten. 6.000 kr i 1981 svarer til 14.416 kr i 2010 (ifølge Danmarks Statistik prisberegner). Dette beløb ganget med 10 er lig med 144.160 kr. Det var lige så meget lønnen og diæten, som trak, såvel som Grønlands smukke natur.

Gennem mit liv fra 1975-1986 kom jeg igennem fem operationer. Det var forlængelse af hasesener, arkillessener, operation i begge lysker, så hofterne kunne blive siddende på plads. Ved andensidste operation i februar 1986 fik min mor rejsen betalt af Frederikshåb Kommune i Grønland, delvis finansieret af Grønlands Hjemmestyres Danmarkskontor i København. For dette stod en grønlandsk socialrådgiver Michael Fleischer. Michael Fleischer ringede til mig på Refsnæsskolen: ”God dag, jeg hedder Michael Fleischer”, sagde en stemme med den velkendte grønlandsk-danske accent. Endvidere hed det: ”Nu stiller jeg dig nogle spørgsmål, og hvis ikke du svarer ”ja” til dem, kommer din mor ikke til Danmark. Er Du med!? Spørgsmål 1: Har du det godt?” ”Øh, ja”, sagde jeg, for det var jo ikke særlig rart at skulle opereres igen. Resten af spørgsmålene var, hvor gammel er du osv. Så sagde han: ”Det er godt. Nu kommer din mor til Danmark. Farvel.” Aldrig er jeg blevet stillet den slags spørgsmål siden og da slet ikke af en grønlænder. Han havde sgu nok boet får længe i DK. Operationerne fik jeg ikke meget glæde af, andet end smerter.

I marts/april 1986 vendte mine forældre hjem til Danmark for at bo fast. Min far var en af de danskere, der blev i Grønland i max. 5 år. Enten kommer man hjem efter meget kort tid, lidt længere end kort tid eller også bliver man der resten af sit liv. Jeg var nu blevet en ung knægt / voksent barn, der endelig havde vænnet mig til at nu boede mine forældre i Grønland og at jeg i samarbejde med de mennesker, der var omkring mig, selv kunne være med til at bestemme, hvad jeg havde lyst til. Men nu blev det igen, som dengang jeg var ni år, før mine forældre rejste til Grønland. Så nu skulle jeg igen til at finde mig i deres luner og at de bestemte over mig både i ferier og weekends. Det var en underlig blanding af at være kisteglad for, at de var kommet hjem og at skulle vende sig til, at de skulle bestemme igen. Forinden fik min plejemor desværre et nervesammenbrud, hvilket gjorde at min plejefamilie ikke kunne være familie for mig længere. Vi har meget fin kontakt den dag i dag.

Fra 1987-1989 var jeg skolenævnsrepræsentant for mine medelever på Refsnæsskolen. Allerede dengang var jeg god til at argumentere og til at tale røven ud af bukserne, hvilket irriterede skolelærerne og pædagogerne på skolen.

Ved skolens 75-års fødselsdag 1. november 1973 fik skolens elever det, der hed ”lang weekend”, så de elever, der boede på Fyn eller i Jylland, kunne rejse hjem om fredagen og retur om mandagen til skolen hver anden uge. I den modsatte uge havde vi en seks-dages-uge, således at vi gik i skole om lørdagen kl. 8-12. Imidlertid skulle der spares, således at den lange weekend blev sløjfet, hvilket passede lærerne, fordi de så havde fri hver lørdag. Det passede også de forældre, der ikke kunne få passet deres børn mandag formiddag, indtil børnene skulle fra Jylland, eller hvor de nu boede, og retur. Det passede imidlertid ikke Allan Gravesen. Så længe jeg sad i skolenævnet, blev den lange weekend fastholdt. Den forsvandt på første kommende skolenævnsmøde januar/februar 1990, da Allan var væk. Sagen er nemlig den, at skolens lærere fortalte samtlige skolenævnsrepræsentanter gennem tiden, at de var observatører og ikke måtte sige noget på møderne. Det fortalte jeg min onkel Otto, som var højskolelærer på det tidspunkt. Han sagde til mig, inden jeg blev valgt, at jeg var ikke observatør. Jeg havde fuld ret til at sige noget og jeg gjorde det. Daværende forstander spurgte mig på et af møderne: ”Vil du gerne på lejrskole sammen med femten andre elever? Plus otte andre elever, der skal et andet sted hen, kan komme af sted for i alt 70.000 kr (svarer til 119.048 kr i 2010). Eller vil du have, at dine forældre fortsat får udbetalt kostpenge, når du har været hjemme på lang weekend? Dine forældre skal nok få udbetalt kostpenge i de længere ferier (Det skal siges, at hvis man havde været hjemme i tre dage eller længere, fik vores forældre udbetalt 20,75 kr om dagen). Jeg sagde selvfølgelig ja til at tage på lejrskole sammen med mine 15 andre kammerater. Vi skulle på teknisk museum i Helsingør og en masse andre dejlige ting, som jeg altid husker tilbage på med glæde. Men den glade tur fik jeg aldrig nået at fortælle mine forældre om, fordi de nu mistede 20,75 kr per dag (svarer til 35,29 kr i 2010) for en lang weekend på tre dage. Det var rigtig trist ikke at kunne dele den glæde med mine forældre. Men det skulle jeg komme til at sande, at sådan var det.

Jeg var 18, da jeg sidste gang var i Grønland.

6. Afvigelsens identitetsdilemmaer, ved René Ruby

Den 28. marts i år på forlaget Saxo Publish udgav René sin Ph. D. afhandling efter en redaktionel tilpasning af afhandlingens tekst til udgivelse. Bogen, der er på 228 sider, er under produktion hos Nota. Nedenfor bringes bogens forord som præsentation og inspiration for nyhedsbrevets læsere.

Forord

I kælderen under blindeinstituttet var der tidligere en historisk samling. Ud over eksempler på den pædagogiske udvikling rummede samlingen også forskellige værkstedsindslag: tidligere traditionelle blindehåndværk, såsom børstenbinderi, skomageri, væveri og rebslageri.

I kældergangen var der indgange til omklædningsrummet til gymnastik og svømmehal, og over hele kælderen var der en lugt af støv, sved, våde og jordslåede håndklæder. Lugten slog en i møde, når man gik ned ad trappen og det er den lugt jeg i mange år forbandt – og til dels stadig forbinder – med fortidighed, fortidens blinde og fortidige billeder af blinde; alt det jeg ikke ville være og som kunne give mig en kvalmende følelse af klaustrofobi.

Jeg mistede synet som 7-årig. Det skete over en længere periode og jeg husker ikke nogen brat overgang. Jeg bibeholdt en lille synsrest, som jeg kunne anvende til orientering, men ikke til at læse med. Med barnets evne til at acceptere og indrette sig efter de givne forhold, husker jeg det ikke som nogen omvæltning eller noget jeg reflekterede over i større grad. Mine forældre var naturligvis meget kede af det, så jeg skulle være stærk og viste ikke noget.

Jeg voksede op i en landsby i Nordsjælland og startede med et års forsinkelse i folkeskolen. Her blev jeg udstyret med diverse specialkonsulenter, hjælpelærere, hjælpemidler og ekstra timer. Det var en god skoletid og jeg følte mig ikke udenfor eller anderledes. Der var blot nogle særlige forhold omkring min undervisning og ting som jeg ikke kunne deltage i.

Jeg havde også den fordel, at mit hjem var et Eldorado af en legeplads. Mine forældre havde en gård og var selvstændige erhvervsdrivende med maskinstation, vognmandsforretning og entreprenørvirksomhed. Gården med dyr, maskiner, værksteder mm. var et paradis af en drengelegeplads. Flere af mine skolekammeraters fædre var ansat hos min far. Jeg havde således en rigtig god status i klassen.

Der var naturligvis lege, som jeg ikke kunne være med i som boldspil etc. Jeg voksede op i den idylliske og fredelige nordsjællandske landsby og oplevede mig nok som anderledes på nogle punkter, men ikke som uden for fællesskabet. På et tidspunkt da jeg var omkring 12 år skulle jeg have noget undervisning, de kaldte mobility, og der kom en instruktør ud fra blindeinstituttet. Han skulle lære mig at bruge den hvide stok, altså mobility. Den hvide stok var jeg ikke spor begejstret for. Jeg skulle lære at gå med den, først inde på skolen og senere rundt i landsbyen. Jeg syntes, at folk kikkede på mig og reagerede anderledes på mig end ellers. Jeg hadede, når instruktøren dukkede op på skolen og vi skulle ud og indøve mobility. Enden på min kamp mod den hvide stok blev et kompromis mellem mig, mine forældre og lærere. Jeg slap for at anvende stokken i landsbyen, men skulle anvende den, når jeg var i Hillerød eller længere borte.

Mit liv fortsatte i landsbyen og var ganske spændende for en stor knægt. Jeg og min fætter fik lov til at ræse rundt på vores stubmarker i en udtjent Morris Mascot og jeg sad også ved rettet med min fætter ved siden. Senere sneg vi os også til at låne min fars motorcykel – uden tilladelse. Jeg sad naturligvis bagpå, men det ændrede sig. På et tidspunkt fik jeg overtalt min far til, at jeg måtte få en knallert. Betingelsen var at jeg kun måtte sidde bagpå. Det overholdt jeg ikke særligt længe. På de små mark- og småveje lige op ad gården kunne jeg godt, med min lille synsrest og uden rigtig alvorlige uheld, køre selv. De følgende år fik jeg tilkæmpet mig flere knallerter, indtil jeg som 16-årig fik en Yamaha og opbyggede mit eget lille knallertværksted.

Da jeg var omkring 13 eller 14 år fik mine lærere eller nogle af de mange synskonsulenter overbevist mine forældre, og især min mor, om at det var dybt uansvarligt, at jeg færdedes uden en markering af, at jeg ikke kunne se. Jeg blev følgelig tvunget til at gå med et gult armbind med tre sorte prikker om den venstre arm. Det armbind indledte årelange kampe mellem mig og min mor. Jeg hadede det pestgule armbind. Når jeg kom med det på, blev der tavshed omkring mig, også blandt mine kammerater, som nu blev opmærksomme på mit synshandicap. Før havde de ellers blot behandlet mig ud fra det, men ikke taget hensyn til det. De opførte sig anderledes overfor mig, når jeg havde det på. Fra pigerne fornemmede jeg medfølelse og fra voksne medlidenhed. Voksne kvinder kunne begynde at nusse mig, så jeg kunne få følelsen af at være en hundehvalp.

Jeg tog armbindet af armen, så snart jeg var hjemmefra, og påstod at det var gledet af. Så begyndte min mor at montere det med en sikkerhedsnål. Den kunne jeg naturligvis også blot tage af. Da jeg imidlertid gik med læderjakke som alle andre unge på den tid, og da det ikke sådan lige er til at sætte en sikkerhedsnål ind i en læderjakke igen uden at det kan ses, så opdagede min mor hurtigt, at jeg snød. Jeg fjernede armbindet, når jeg var ude, og satte det på igen, inden jeg kom hjem. Hun begyndte derfor at kontrollere mig. En af mine kammerater blev ganske ferm til at genpåsætte armbindet, så min mor ikke opdagede det. Indimellem gjorde hun dog, og denne ballade fortsatte frem til jeg var 17-18 år og definitivt aflagde det. Da var der sikkert ikke så få i den lille landsby, der havde fået sig en forskrækkelse over at se en knægt med gult armbind ræse af sted på en udboret knallert.

Efter 7. klasse blev det besluttet, at jeg skulle gå de sidste klassetrin på blindeinstituttet som ekstern elev. Det føltes som at blive sendt væk og påtvunget et tilhørsforhold til alle dem, som tilfældigvis heller ikke kunne se. Der var sikkert mange gode intentioner og pædagogiske overvejelser bag beslutningen. Der var også meget positivt i mødet med blindeinstituttet, ligesom der var meget godt og frugtbart i at møde andre i samme situation. Men den grundlæggende følelse var at blive sendt bort – at være anderledes, at være mindre værd. Jeg hørte ofte kommentaren: “Er det ikke godt at være sammen med dine egne?” Men udelukkelsen fra mine kammerater og påtvingelsen af et fællesskab som jeg ikke ønskede, fyldte mig kun med en dyb tomhed og næsten klaustrofobisk angst.

Den angst kom jeg til at kæmpe med i mange år og gør det til en vis grad stadig. Jeg vil sikkert aldrig blive den helt kvit. Jeg ville ikke passes ind i det billede af de blinde. Jeg ville blot være som alle andre, ikke som de stereotype forestillinger som tidligere tiders blinde gav mig associationer om og som fremkaldte en følelse af mindreværd og skam. Skammen og den særlige følelse har en ganske særlig lugt – det er den lugt i kælderen ved museet under blindeinstituttet.

Senere, efter forskellige omveje, begyndte jeg at læse historie på Københavns Universitet. Afvigerhistorie og blindes historie strejfede på ingen måde mine tanker og bevæggrunde bag den beslutning. Det gjorde derimod Romerriget, Oldpersien og en generel historieinteresse.

Alligevel lod jeg mig en dag, et stykke inde i mit studie, lokke ned i den kælder og ind i museet. Baggrunden var nok en spirende forståelse af skammen omkring det at være blind. En erkendelse af, at det ikke er muligt at flygte bort fra skammen og mindreværdsfølelsen over afvigelsen. Resultatet bliver kun enten at fornægte en del af sig selv eller trække sig ind i sig selv. Det begyndte at gå op for mig, at det ikke er muligt at flygte fra det at tilhøre de blinde. Skammen og mindreværdsfølelsen over at være anderledes kan føre til mange undgåelsesmekanismer. En anden mulighed var at vende sig om mod skammen: Gå ned ad trappen til den kælder med dens lugt af blindhed, tilbage gennem tiden med alle dens blinde børstenbindere, organister, tiggere, alle de næsten angstprovokerende stereotyper af blindhed og stereotyper, som udgør kernen i skammen.

Blindes historie rummer historien om en pædagogisk landvinding, en fortælling om rettigheder opnået gennem kampe, etc. Blindes historie rummer imidlertid også historien om identiteten som blind og som afviger. Det er denne identitetshistorie jeg vil fokusere på.

Billeder 4 den 18

Billedtekst: René forrest på knallerten med lillebror bagpå,

mens hunden Saco kigger på. 1978. Privat foto.

En særlig identitet som blind findes ikke. Den norske forfatter Finn Carling skriver, at den blindes situation findes i spændingsfeltet mellem to yderpunkter. Det ene yderpunkt er, at der intet specielt er ved blinde eller at være blind, og det andet yderpunkt er, at den blindes situation er så speciel, at den er umulig at forstå for den, som ikke selv er blind. Det er i spændingsfeltet mellem disse to yderpunkter, at man oplever den blindes såvel som alle andre lignende afvigeres situation. Det ene yderpunkt røber længsel efter tilpasning og ligeværdighed, en angst for det nedværdigende ved at være anderledes. Det andet yderpunkt fortæller om trangen til at søge beskyttelse i afvigerens skyttegrav.

Dilemmaet i afvigelsen er, at der kan kompenseres for blindheden, men afvigelsen kan ikke kompenseres bort. Og afvigerens dilemma er, at han eller hun kan udfolde sig i en række fællesskaber, men er anderledes og vil altid være anderledes.

Der er ingen rigtige eller forkerte måder at forholde sig til sin blindhed på. Der findes kun personligt rigtige eller forkerte måder. Kælderen var mit afsæt og har styret min motivation og formet mit perspektiv i min historiske udlægning af blindes identitetsprocesser i det 20. og 21. århundrede.

Forlægget for denne bog er min Ph.d.-afhandling med samme titel fra 2011. Afhandlingen er blevet stærkt omredigeret og omskrevet til et mere letlæseligt sprog ligesom størstedelen af den tunge teori er fjernet. Interesserede i originalteksten og den teoretiske baggrund kan naturligvis låne afhandlingen på biblioteket. Jeg vil gerne takke alle som direkte eller indirekte har bidraget til fremkomsten af denne bog og dens baggrund. Ikke mindst vil jeg takke Dansk Blindesamfund, Blindehistorisk Selskab og Den Bøhmske Fund for økonomisk at have muliggjort udgivelsen.

7. ”Mit liv som blind”, af Rita Cecilie Varmby

Det er mig en stor glæde at præsentere min seneste og tredje bog, som har titlen ”Mit liv som blind”. Den består af fem essays, og kan købes på Saxo.com som paperback (lille format) og som e-bog. NOTA vil ligeledes sørge for, at denne bog også bliver indlæst. Mine beretninger fylder 126 sider.

Jeg har altid haft lyst til at meddele mig som forfatter, hvilket ikke har været muligt uden hjælp fra min kontaktperson Dorthe Andersen, som har været behjælpelig med korrekturlæsning og udgivelse.

Bogen beskriver vigtige perioder af mit liv og giver et billede af, hvem jeg var og blev – fra mit udgangspunkt som blind og institutionsbarn, gennem mine kriser og søgen, og til jeg fandt mit ståsted. Det har været vigtigt for mig, at mine beretninger, om det at være blind, kom ind i en historisk kontekst. Læseren får altså dels et indblik i en blind persons (mit) liv, men også i blinde- og institutionshistorien, det vil sige dagligdagen på Refsnæs og Blindeinstituttet i 50’erne, 60’erne og 70’erne, og i de forandringer, der fandt sted i samfundet og på institutionerne.

Jeg skriver om følgende dele af mit liv:

1. Barndomsår på godt og ondt – mine 13 år på Refsnæs.

2. Min tid på Tutten – fra kadaverdisciplin til kaos.

3. Fra asken til ilden og ud igen – tiden efter Jehovas vidner.

4. Børstenbinding – en livsstil som håndværker.

5. Kære 6. september (dagbog fra en enkelt dag)

Jeg håber, at bogen bliver taget godt imod, ligesom det var tilfældet med mine to foregående bøger. De udkom begge i 2016 og findes på Nota, titlerne er “Tanker om blindhed” og “Indenfor hos Jehovas Vidner”.

8. Digte til Esther Seierup – tidligere Plenge, af Dunne Plenge med indledning af Poul Lüneborg.

Det hører absolut til sjældenhederne, at Blindehistorisk Selskab modtager digte skrevet til ære for én af den hjemlige blindesags personligheder. Den 21. januar 1916 blev Esther Sigrid Hansen født på Frederiksberg. På grund af blindhed tilbragte hun størstedelen af sin skoletid på Det Kongelige Blindeinstitut. Den 1. oktober 1938 giftede hun sig med cand. mag. Jørgen Plenge, lærer og senere forstander ved Blindeinstituttet og Statens Trykkeri- og Bibliotek for Blinde. Hun døde den 18. august 2001, hvorfor der i dag kun er få som har en klar erindring om hendes liv og indsats.

De sociale strømninger omkring århundredeskiftet om kvindernes ligestilling i samfundet, som gav dem stemmeret gennem ændringerne af grundloven i 1915, kom til at præge hendes liv. Hun skabte sammen med sin mand et åndeligt fristed for instituttets elever gennem ugentlige litterære oplæsningsaftener i deres hjem.

Beherskelse af punktskrift spillede for hende en meget stor rolle. I 1933 kunne foreningen “Danmarks Blinde” fejre sit 50-års jubilæum og udgav i den anledning en papirkniv / bogmærke, hvis forside prydes af et billede af en punktskriftslæsende Ester Hansen. Denne jubilæumsgenstand findes i dag i Den Blindehistoriske Samling i Medicinsk Museion.

Om hendes meritter indenfor Dansk Blindesamfund skal nævnes, at hun var medstifter af Københavnskredsens Sangkor i 1940 og stadig aktiv indenfor koret ved dets 10-års jubilæum. Hun var tillige et meget aktivt medlem af Dansk Blindesamfunds Amatørteater. Hendes medvirken i forestillingen “Pygmalion” i 1961 blev således fremhævet i den efterfølgende anmeldelse.

I 1951 nedsatte foreningens repræsentantskab et Husmorudvalg, hvor hun i årene frem til 1967 sammen med Lilly Olesen og Ingeborg Gormsen var én af de drivende kræfter i arbejdet. Udvalget arrangerede husholdningskurser, møder m.v. og stod for udgivelsen af Husmorbladet, som hun blev redaktør af fra starten i 1953. Gennem mere end 10 år varetog hun fra 1961 på deltid hvervet som blindekonsulent i København. I dette arbejde vil hun især blive husket for sine bestræbelser på at inddrage de mange nye senblinde medlemmer i foreningens aktiviteter.

Endelig skal det anføres, at hun blev valgt som redaktør af Medlemsbladet på Hovedbestyrelsens møde i november 1973, et hverv, som hun opgav i løbet af 1974. Efter at være blevet skilt, giftede hun sig den 5. februar 1975 med styrelseschef H. C. Seierup, foreningens tidligere formand fra 1951 til 1968. Efter hans død den 15. juni 1980 engagerede hun sig i en årrække i bestyrelsesarbejdet i Dansk Blindesamfunds lokalkreds for Østerbro i København.

For at supplere denne beskrivelse med nogle væsentlige træk af hendes personlighed, gengives her nogle betragtninger fremsat af Medlemsbladets daværende redaktør Poul Glygaard, i anledning af hendes 50-års fødselsdag:

“Kvinders runde fødselsdage bliver ofte forbigået i stilhed, hvor man burde se tilbage på det virke, som de har stået for igennem en årrække til gavn for deres medmennesker og til glæde for deres pårørende.

For Esther Plenges vedkommende ligger det nok noget anderledes. Hun har da vist aldrig lagt skjul på, hvor mange år hun havde lagt bag sig, og det har hun da sandelig heller ikke haft nogen grund til. Ikke ret mange har som hun været i stand til at bevare det sind, som vi lærte at kende hos hende, da hun som 12- årig kom på instituttet. Venlighed og blidhed med et stænk af temperament var det, vi lærte at sætte pris på, og som gav et godt kammeratskab gennem ungdomsårene.

Til trods for sine mange gøremål, efter at hun havde indgået ægteskab med forstander Jørgen Plenge, havde Esther altid tid til at snakke med tidligere kammerater. Ja, hun var en storartet og hyggelig værtinde, når vi til de mange sammenkomster, som hendes mand arrangerede, mødtes i hjemmet, først i lejligheden i sidefløjen på instituttet, senere i den store forstanderbolig, og nu til sidst i villaen i Rosenvængets Allé 28, og alt dette til trods for, at hun igennem årene har haft mange andre repræsentative opgaver, der også skulle passes.”

Dunne Plenge skriver om sine digte til sin mor, at de er skrevet i årene efter 2010. “Efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg som mange andre begyndt at tænke på den tid, der er gået.

Jeg er vokset op med tilknytning til det gamle blindeinstitut på Kastelsvej, en såkaldt Tutunge. Min mor var blind og det er hende, der er inspiration til digtene. Hun blev blind efter en ulykke og kom på ”Tutten” i 1929.

De tre digte om punktskrift skyldes den store betydning læsning havde for min mor. Hun gik ikke over til lydbøger, da det blev muligt. Hun foretrak selv at danne sig billeder ud fra teksten. Hun tog også ud i lokalforeningerne i København og læste op. Af forfattere husker jeg desværre kun to, nemlig Finn Søborg og Halfdan Rasmussen. Hun kunne læse punkt lige så hurtigt som jeg læser sort.

De næste er minder fra min opvækst og det sidste skrev jeg det år min mor ville være blevet 100. Det var i 2016:

Braille I

Dine fingres lette leg

den tynde blomme

prikker til nye verdener

De små bobler brister

og nye mennesker hilser på,

taler, ler, diskuterer

og du løfter hovedet og ser dem

Braille II

Når sort bliver punkt

forsvinder det sorte.

Det sorte bli’r lys

lys bliver liv

grødefuld regn

drypper soltegn i sten

omvendte prikker

en underfuld verden

Braille III

Det rytmiske træk

fra venstre mod højre

fingerblommer forfinet

til hudløshed skaber

en verden. Seks prikker

tænder et indre lys, der åbner mørket

Digt inspireret af minder fra min opvækst.

Armenes støddæmpere rakt ud

en halvåben dør

frustration

Lyst til at bande

Tæt på at græde

Har jeg ikke sagt at døren skal være åben

eller lukket. Hvor mange gange har jeg ikke sagt det?

Ingen at sige det til. Kun døren

og den er ligeglad

Hvordan kan man stå foran spejlet

når man ikke kan se

Hvem vil være mit spejl

Fortælle at jeg er smuk

At rødt klæ’r mig

At mit hår sidder fint

og at læbestiften ikke er smurt ud

Du tror at jeg ikke kan se dig,

at du har drejet hovedet.

Jeg kan se din stemmes overbærende tone

din lade selvmedlidenhed

din selvgode forklaring

Omstændelig, omstændelig

Din pinlige forfjamskelse når du spørger

om jeg dog ikke kan se det

Tal til mig og

ikke ved siden af.

Jeg forstår

men du forstår ikke

at hverken min ledsager,

min hund eller min stok

kan forklare hvad

kun jeg ved

Så fat det dog

Esther Hansen/Plenge/Seierup 1916-2001

De siger øjnene er sjælens spejl

men du, Mor, viste de tog ganske fejl

Dit tabte syn blev ikke skjult bag briller,

vidste du, du havde andre kilder?

Din stemme, klar og varm af kærlighed,

af humor, spørgsmål. Sårbarhed og vid.

Dit ansigt, fuldt af udtryk, væren, liv

et smil der lyste som en skabers Bliv.

Lydhør og med åbent sind du ku’ forstå,

og kunne se hvad andre ikke så.

Dine drømme gik du stille med

og skuffelser blev gemt et hem’ligt sted.

En sjælden sjælens fylde bar dit liv

den blinde skæbne valgtes positiv.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 eller mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

tlf. 39 67 00 67 m 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com