Blindehistorisk Selskabs nyhedsbrev nr. 4 / 2017
Indhold:
1. Indholdsfortegnelse
2. Hilsen fra formanden, side 2
3. Biografi over Willy Heinrich Christiansen efter 1920 Bolø af Lennart Bolø, side 5
4. Uddrag af ”Førerhunden Jacks dagbog” ved Henning Østrup Rasmussen, side 8
5. Blindeidrættens historie af Henning Eriksen, side 19
6. ”Ridderrennet 1965” af Dorte Simon, side 27
7. Fremgangsmåden ved indlevering af arkiver til Rigsarkivet af René Ruby, side 31
8. Trods fremskridt er der stadig et godt stykke vej, før man kan høre Johannes Wahl på vores hjemmeside af Ove Gibskov, side 34
9. Nyskabelser på selskabets hjemmeside af Poul Lüneborg, side 35
10. Blindes Støttefonds arkiv nu også på Rigsarkivet af René Ruby, side 36
11. Kommende medlemsarrangementer af Poul Lüneborg, side 38
12. Bestyrelsens kontaktoplysninger, side 40
Hilsen fra formanden
af Poul Lüneborg
Det er solskin og årets 4. kvartal nærmer sig med stormskridt, medens jeg skriver dette. I bestyrelsen er vi meget stolte af at kunne præsentere dette års 4. nyhedsbrev. Det skyldes ikke mindst tankevækkende og morsomme bidrag udefra.
I min bog ”De blinde Pionerer” udgivet november 2015, har jeg omtalt organist Willy Bolø og hans indsats indenfor den danske blindesag. Det var derfor en særlig glæde for mig i begyndelsen af februar i år at blive kontaktet af hans sønnesøn Lennart Bolø, der ønskede at skrive en biografi om sin farfar til familiens slægtsstamtavle. Resultatet er blevet det første bidrag til dette nyhedsbrev.
En måned senere blev jeg kontaktet af Henning Østrup Rasmussen, der var blevet inspireret af selskabets meddelelse om litteratur om blinde i DBSs Medlemsblad nr. 3 fra i år. Han mente, at han muligvis lå inde med noget af interesse for selskabet. Det skal jeg da lige love for, da jeg fik lejlighed til at læse ”Førerhunden Jacks dagbog” på ca. 60 sider skrevet af hans far Egon Rasmussen. Nyhedsbrevets artikel nr. 2 er tre uddrag fra dagbogen. Når man læser dette manuskript henledes tankerne uvægerligt på fremstillingen i bogen med titlen ”Æsops betroelser” på 99 sider fra 1966. Æsop var navnet på forfatteren Carl Bjarnhofs 3. førerhund. Ud over forskel i omfang er der dog den forskel på de to dagbøger, at Jacks dagbog på en meget mere grotesk og morsom måde beskriver de tanker, som han har gjort sig, i anledning af hans herres misforståelser og orienteringsproblemer efter, at denne havde mistet synet i en sen alder. Der er i sandhed tale om en alternativ fremstilling af blindes udfordringer og glæder.
I slutningen af februar måned i år beskrev redaktør Henning Eriksen i en mail, at han havde været til filmpremiere. Det foregik i biografen Reprise i Holte. Han skrev:
”Sidste år i april gennemførte Arne Christensen som den første blinde verdens hårdeste skiløb. Det foregik på Grønland og hedder “Artic cirkel race”. Det blev der lavet en film om. Det var så den, der nu blev sluppet ud til offentligheden. Sådan en begivenhed har vel også blindehistorisk interesse. Arne fortalte, at DBS er inde i billedet med henblik på at få filmen synstolket.
Men denne begivenhed satte igen tankerne i gang med hensyn til at få den opblomstring af blindeidrætten, der skete i 1960erne og 1970erne, dokumenteret. For tiden går og blindeidrættens vilkår ændrer sig hurtigt. Men det vil stadig være muligt at finde folk, der vil kunne fortælle interessante ting om blindeidrætten fra den tid.”
Henning Eriksens anførte tanker er baggrunden for den 3. artikel i nyhedsbrevet om blindeidræt skrevet af ham selv. Denne oversigtsartikel er efterfulgt af en artikel fra 1996 skrevet af fysioterapeut Dorte Simon om hendes oplevelser ved at deltage i det norske skiløb ”Ridderrennet fra 1965”. I bestyrelsen håber vi, at adskillige medlemmer vil lade sig inspirere til at bidrage til belysningen af denne side af blindes historie i kommende nyhedsbreve. Det er på et tidspunkt planen, at alle indlæg og dokumenter om blindeidrættens historie samles under et særligt menupunkt på hjemmesiden.
Under gennemgangen af bestyrelsens beretning på årets generalforsamling den 18. februar, opfordrede jeg lokalkredsene og foreninger under Dansk Blindesamfund til at tage initiativ til at indlevere deres arkiver til Rigsarkivet. Dette initiativ var inspireret af en opfordring fra Rigsarkivet. Inge Gibskov foreslog under denne diskussion, at bestyrelsen offentliggjorde en redegørelse om, hvorledes et sådant indleveringsprojekt lod sig realisere. Næstformand René Rubys artikel om dette emne er en opfølgning på dette forslag.
Siden generalforsamlingen har bestyrelsen som tidligere omtalt overvejet, hvorledes det ville være muligt uden at krænke ophavsretsreglerne til en given grammofonplade-indspilning og til kopier af radioudsendelser, at offentliggøre sange og udsendelser med sangeren og musikeren Johannes Wahl. Det er tanken under et særligt menupunkt på hjemmesiden at samle alt arkivmateriale om Johannes Wahl, som selskabet besidder. Ove Gibskov har i sidste nyhedsbrev og i dette med sine artikler om emnet bidraget til denne afklaring. Bestyrelsen vil forfølge sagen på det nu foreliggende grundlag.
Som det kan ses af de foranstående afsnit arbejder bestyrelsen på flere fronter for at udvikle selskabets hjemmeside – www.blindehistorie.dk. Jeg har i en notits givet en status over de seneste opdateringer af hjemmesiden.
Som næstsidste indlæg bringes en orientering ved René Ruby om indleveringen af ”Blindes Støttefonds” arkiv til Rigsarkivet. Det er et markant resultat af selskabets bestræbelser på at realisere formålsbestemmelsen i vedtægterne om at støtte og medvirke til udbygningen og bevarelsen af blindehistoriske samlinger med henblik på en senere egentlig museumsdannelse til gavn for forskning og formidling.
Nyhedsbrevet afsluttes med en orientering om kommende medlemsarrangementer. Bestyrelsen planlægger et medlemsarrangement torsdag den 23. november 2017 med fokus på Dansk Blindesamfunds Amatørteater, som blev opløst for 10 år siden. Arrangementet vil blive annonceret i DBSs medlemsblad, ligesom alle medlemmer vil få tilsendt et medlemsbrev herom.
Selskabets næste nyhedsbrev forventes udsendt først i det nye år og vil først og fremmest indeholde indkaldelse, program, beretning, regnskab m.m. til generalforsamlingen lørdag den 17. februar 2018 på Fuglsangscentret i Fredericia.
Jeg vil slutte denne hilsen med at ønske alle god læselyst. Samtidig vil jeg ihukommende udfordringerne med at få valgt en fuldtallig bestyrelse på årets generalforsamling opfordre alle selskabets medlemmer til at overveje om deltagelse i bestyrelsens arbejde kunne være en overvejelse værd. Jeg ser frem til at få henvendelser fra flere medlemmer herom, da alder og helbred pludselig kan stille bestyrelsen overfor et krav om af rekruttere nye kolleger til at forestå det videre arbejde.
Biografi over Willy Heinrich Christiansen efter 1920 Bolø
af Lennart Bolø
Lennart Bolø præsenterer I denne artikel fra den 7. marts i år sin farfar, som i gennem den første halvdel af 1900-tallet var en fremtrædende personlighed indenfor den danske blindesag. Lennart Bolø omtaler indgående sin farfars arbejde indenfor DBS til fordel for sønderjyderne efter genforeningen i 1920 og hans mangeårige engagement indenfor ”Kristeligt Arbejde Blandt Blinde”. Der er derfor i denne redaktionelle indledning kun grund til yderligere at tilføje, at han frem til opløsningen af foreningen ”Danmarks Blinde” i 1959, gennem en årrække spillede en væsentlig rolle som denne forenings repræsentant i Blindekommissionen, som afgav sin betænkning i 1955. Willy Boløs virksomhed som komponist beskrives i artiklen, 4 af hans nodeudgivelser kan fortsat lånes på NOTA.
Der er grund til at glæde sig over, at Lennart Bolø som administrerer familiens slægtsstamtavle på nettet har taget initiativ til at skrive denne biografi og dele den med nyhedsbrevets læsere.
– – –
Willy Heinrich blev født d. 26-3-1894 I Haderslev Vor Frue Sogn, forældrene var farvermester Hans Heinrich Johan Christiansen og Mathilde Christina Wienberg. Willy var barn nr. 4 af en børneflok på 5.
Willy var ikke født blind, dette skete ved en ulykke og han mistede efterfølgende synet.
Som 6-årig ankom Willy til Statens Blindeinstitut Kastelsvej 60, Østerbro i København. Muligvis flyttes han til Refsnæsskolen ved Kalundborg, men vender senere tilbage til Kastelsvej.
Lidt om det kongelige Blindeinstituts historie.
Det kongelige blindeinstitut var oprindeligt en privat undervisningsanstalt for blinde oprettet i 1811 i København af det filantropiske selskab Kjædeordenen.
I 1858 overtog staten instituttet som flyttede til en nyopført bygning på Østerbro. I 1858 havde instituttet 60 kostelever af begge køn. Udover skoleundervisning oplærtes eleverne i håndværksfag og musik.
I 1898 oprettes en forskole til blindeinstituttet på Refsnæs ved Kalundborg med plads til 20 elever. Denne udbygges op gennem årene til 50 elever. I 1918 bliver Refsnæsskolen til selvstændigt institut med egen forstander.
Ifølge politiets registerblade flytter Willy fra blindeinstituttet den 8 – 07-1913 til Rosendalsgade og i 1914 til Willemoesgade, hvor han bor indtil november 1916.
Den 3.marts 1917 bliver Willy viet på Københavns Rådhus til Olga Kathrine Cecilie Bohn fra Østerlars på Bornholm. (Hun er ligeledes blind, hun har gået på blindeinstituttet samtidig med Willy) Vielsen er nævnt i kirkebogen for Sankt Matthæus Sogn, København 1914-1917 opslag 251 no. 46.
Willy var tidligt blevet tiltrukket af den indremissionske verden med frikirker og deslige, derfor blev de borgerligt viet, på vielsesattesten står han nævnt som prædikant og senere bliver 2 af deres børn døbt i den biskoppelige metodistiske menighed i Horsens-Hornsyld Sogn. Han var tilknyttet indre mission hele sit liv. Senere dog som medlem af folkekirken.
Willys musikuddannelse har fået på blindeinstituttet og på organistskolen i Århus, hvor han tager organist eksamen 5-10-1923 med god første karakter.
Efter vielsen flytter parret til Stjernholmgade og senere Åboulevarden 104 i Horsens.
Efter genforeningen i 1920 skulle alle sønderjyder stemme om indfødsret enten til Tyskland eller Danmark. Willy valgte dansk. Ligeledes i 1920 skiftede Willy navn fra Christiansen til Bolø, som han skrev i et af Dansk Blindesamfunds blade .Det meddeles, at jeg på grund af meget ubehagelige forvekslinger har fået navneforandring til Bolø (altså ikke Bohnø, som flere ved, der var tale om, men Bolø)
Fra 1921 til 1924 var han medlem af repræsentantskabet i Dansk Blindesamfund som repræsentant for Kolding- Skanderborg kredsen. Willy var en meget aktiv tillidsmand i arbejdet til fordel for de blinde i Sønderjylland efter genforeningen.
Willy afholder afskedskirkekoncert oktober 1925 i Vor Frelsers Kirke i Horsens.
Ifølge Horsens Folkeblad: ”Endnu engang oplevede man en kirkekoncert med en sådan tilstrømning, at alle siddepladser var besatte og mange tilhørere måtte stå op.
Programmet var en række klassiske orgelkoncerter af bl.a. J.S. Bach, Mendelsohn- Bartholdy, T.H. Debois, samt Boløs egne orgel og sang kompositioner.”
I 1925 flytter parret til Svendborg, hvor Willy har fået ansættelse som organist ved Sankt Nikolai kirke. Dette embede bestrider han til sin død i 1962.
I 1927 udpeges han til det udvalg som skal videreføre blindetidsskriftet Lysglimt, som Katrine Lassen havde startet i 1921. Her var han en meget aktiv skribent.
Kristeligt Arbejde Blandt Blinde K.A.B.B. er startet, da Katrine Lassen udgav det første nummer af Lysglimt den 1.11.1921 Lysglimt bliver senere omdøbt til Kristeligt Arbejde Blandt Blinde. Først 15 år senere valgte man den første bestyrelse. Til formand valgtes Willy Bolø et job han bestred til sin død i 1962. I en årrække var han både formand og kasserer. Gennem mange møder landet over gjorde han K.A.B.B. kendt for den danske menighed, Han var en markant personlighed, en myndig leder, der besad den evne at kunne tale, så man huskede, hvad der blev sagt. Han åndede og levede for sit arbejde i K.A.B.B.
Da mange blinde og svagtseende havde svært ved at lære og læse punktskrift, var det et kæmpe fremskridt, da statens bibliotek for blinde i 1956 begyndte at indlæse kristelige bøger på lydbånd. Så kunne de blinde låne bøgerne og høre dem i deres eget hjem, også her gjorde K.A.B.B. en stor indsats for at få indlæst bøger.
Willy skrev en del musik og sange gennem hele livet. I 1951 udgav han, fra Bibelbog og hjertekrog, 12 åndelige sange. Der fremkom forskellige anmeldelser og udtalelser bl.a. i Thisted Amtstidende, som skrev følgende:
”Man vil nikke genkendende til disse små fordringsløse sange, som Bolø har spillet og sunget gang efter gang på sine rejser rundt i Landet.”
Den 16-10-2009 blev fra Bibelbog og hjertekrog, sunget og spillet i Helligåndskirken på Frederiksberg.
Willy og Olga fik 3 børn sammen, Aksel født 1918 i Horsens, Martha Maria født i 1921 i Horsens og Johannes Immanuel født i 1929 i Svendborg.
Ved Willys begravelse søndag den 9 december 1962 Sang Ella Kern Hansen solo en af Willys egne salmer, ”Oh du, som uden Jesus gik.”
Jeg vil gerne takke Poul Lüneborg og K.A.B.B. for den store hjælp, de har været med informationer og oplysninger, som har været mig til stor hjælp.
Førerhunden Jacks dagbog
af Henning Østrup Rasmussen
Jeg er ældste søn af Egon og Jytte Rasmussen.
Min far Egon Rasmussen blev født på Amager i 1920, hvor han boede i størstedel en af sit liv. Uddannet som maskinarbejder på B&W, derefter videreuddannet på Maskinistskolen, hvorfra han læste til maskinmester. Han var under besættelsen aktiv i modstandsbevægelsen. Fra 1946 til 1949, sejlede han som maskinmester, bl.a. med Den Kgl. Grønlandske Handelsskib Disko, hvor han traf polarforskeren Peter Freuchen. Tilbage til B&W i 1949, hvor han var ansat til 1967. Her tog han et par sabbatår, for at renovere sit barndomshjem, som han havde overtaget fra sine forældre. Da det så var tid til at finde et job igen, indtraf der det i 1974, at han fik en blodprop i det ene øje, fulgt op af den våde AMD. Dette bevirkede, at han i begyndelsen af 1980erne mistede synet helt. Min far startede så sine skriverier om sit liv, skrev læserbreve, deltog lidt i samfundsdebatten. Han blev medlem af DBS og fik sin førerhund Jack i 1982. Jack var så usandsynlig klog og dygtig, at han skrev sin dagbog.
Mine forældre Egon, Jytte og Jack havde mange dejlige ture til Hobro, som også er nævnt i dagbogen. Her stiftede de en del bekendtskaber, som de satte meget stor pris på.
I de sidste 10 år af sit liv boede min far sammen med sin hustru og førerhunden, den flatcoatede retriever Jack og senere Schæferhunden Kuno i Ølby ved Køge.
Min far Egon sov stille ind den 19. november 1994 efter kort tids kræftsygdom.
Om mig selv kan jeg fortælle, at jeg er 74 år gammel, fik konstateret den tørre AMD i 2001. Jeg arbejdede i landbrugsmaskinbranchen, med megen rejseaktivitet, mest selvkørende i bil. Det fik så en ende i 2006, hvor jeg måtte stoppe på arbejdsmarkedet og gå på efterløn. Det har så givet mig tid til at se på alle min fars skriverier bl.a. Jacks Dagbog. Den er dog ikke det eneste materiale. Min far skrev sine erindringer, en kort ”Nøgle” roman fra besættelsestiden, samtaler med min farfar, som beretter om sin tid som sømand i begyndelsen af 1900-tallet. Utallige breve til og fra familie, venner og andre notabiliteter.
Henning Østrup Rasmussen har på min opfordring givet ovenstående præsentation af sin far og sig selv. Som Nyhedsbrevets redaktør har det glædet mig at få tilsendt Jacks dagbog og en smule om baggrunden for manuskriptets tilblivelse. Efterfølgende bringes 3 citater til illustration af de mange tanker som Jack nåede at gøre sig om sin herre.
Selvom Tidsskriftet ”Blindesagen” nr. 5 fra maj 1992 bragte et uddrag af Jacks dagbog, har selskabets bestyrelse foreslået Dansk Blindesamfund, at den udgives i sin helhed, illustreret med sjove tegninger, idet den uden tvivl vil være til stor morskab for mange læsere blandt foreningens medlemmer og blandt de 80.000 bidragydere, som modtager tidsskriftet Øjeblikket. Dagbogen fortæller på en fornøjelig måde om mange af de oplevelser og tanker som mennesker, der mister synet gør sig i mødet med dagligdagens udfordringer. Dagbogen er på knap 60 sider.
I Blindehistorisk Selskab benytter vi offentliggørelsen af uddragene af dagbogen til at kippe med flaget i anledning af at Landsorganisationen af Førerhundebrugere – LAF, den 31. marts i år kunne fejre sit 40-års jubilæum. Førerhundens historie er i øvrigt et emne som vi vender tilbage til, idet selskabets formand Poul Lüneborg for tiden arbejder på en publikation om dette emne.
Her følger de 3 uddrag af dagbogen, hvorfor ordet overgives til nyhedsbrevets nye Skribent , ”Jack”.
Willumsvej den, 27. oktober 1982
Af en ”lille” stor hunds dagbog:
Menneskene tror ikke, at vi hunde har nogen sans for tid. Sikke noget forbandet vrøvl! Jeg ved da godt, at jeg kom her til mit nye hjem forrige lørdag.
Om søndagen tog vi til Dragør. Det var meget sjovt. De, altså mine nye forældre, kunne slet ikke styre mig, for jeg spillede dum og halede i selen, som de forøvrigt havde haft et farligt besvær med at sætte på mig. Det var derfor, at jeg ville drille en smule.
Den følgende dag var vi igen ude at gå og da kludrede de også med selen. Jeg kunne godt have tænkt mig at kigge indenfor på den lokale kirkegård, men så blev min far tosset og sagde, at så kunne vi lige så godt gå hjem igen. Det var altså skægt sådan at hyle ham helt ude af den. I dag har min tidligere mor været her. Hun syntes, at min nye far klarede opgaven “meget fint”. Jeg er nu ikke så særligt imponeret.
I dag har vi gået en meget lang tur, og jeg er meget træt. Jeg tror, at jeg vil gå tidligt i seng i aften. Den seng er jeg nu ikke så farlig begrejstret for. Jeg må ikke gå op i min mors seng, og jeg gør det da heller ikke, jeg må jo så nøjes med den, de har installeret til mig.
I dag har vi så været på en lang travetur, for at besøge nogle mennesker. De havde ingen hund, men der havde været en på besøg den foregående dag. Det kunne jeg lugte, så jeg for rundt både i haven og i huset.
Det var sjovt, men min far blev gal i skralden, for han havde fortalt, at jeg var sådan en rolig hund.
Han er nu meget rar, ham min far, men han vil helst bestemme, hvad vej vi skal gå og hans planer falder ikke altid sammen med mine. For eksempel var vi forleden dag gået et langt stykke ned ad en dum vej, og da vi var kommet et langt stykke hen ad vejen, så siger han minsandten pludselig: “Omkring”! Hvad i alverden skulle vi så derned efter?
Sædvanligvis må jeg godt slikke dem begge lidt i hovedet, men når de lige har vasket sig, lugter de så dejligt, men så må jeg pludselig ikke slikke dem. Underligt. Min far slikker da så tit min mor i hovedet, og det gør hun aldrig vrøvl over.
Hvis jeg blot, så meget som sætter forbenene op i min mors seng, så lyder det straks: “Kan du så komme ned, det vil jeg altså ikke have”. Jeg tror endda, at min far prøvede det samme forleden dag. Da sagde hun ikke noget. Denne forskelsbehandling kan jeg ikke rigtig snuppe.
Der vokser noget, der hedder persille, ude i haven. Det lugtede rædselsfuldt i begyndelsen, men efter at jeg har tisset på det nogle gange om dagen, dufter det nu rigtig godt. Der ligger en masse æbler ude i haven, og jeg lader somme tider, som om, jeg skal ud at tisse, men så hugger jeg bare et æble i stedet.
Min far kan ikke se, når jeg skal gøre “stort”. Da vi i en aften var ude for at gøre aften toilette, stod min mor i det åbne vindue og spurgte: “Laver han noget? “Jeg tror nok at han skider”, svarede min far. Jeg ved ikke, hvad det ord betyder, men det er vist ikke noget pænt, for min mor sagde: “Shh”.
I går var her nogle mennesker på visit. De havde et lille barn med. Det må have været en tæve. Ungen lettede i hvert fald ikke ben, da hun skulle tisse. Den lille fik ikke rigtig mad, som det jeg får. Hun lå og suttede på sin mor. Jeg synes det er noget griseri, hvorfor ikke vænne hende til at æde på normal vis, af en skål?
I dag da min far sov til middag sprang jeg op og lagde mig ved siden af ham, da han var faldet i søvn. Da jeg mente, at han havde sovet længe nok, slikkede jeg ham lidt i ansigtet, og så vågnede han. Det kildede forresten noget på min tunge. Jeg tror ikke, at han var barberet ordentligt.
Jeg grinte lidt af min far i dag. Han tabte et stykke lever på gulvet, og fjolset kan jo ikke se det, men det kunne jeg. Det smagte dejligt. Han skvattede også over en stol i dag, og faldt over på mig. Den stol kunne jo også have stået et andet sted. Han sagde også til mig: “Find stol”! Det gad jeg da ikke. Han ku’ jo blot spørge min mor, hvis han ikke kan finde en, ellers ku’ han da bare lægge sig på gulvet, ligesom jeg gør.
Hver gang jeg har været ude i haven skal jeg have “tørret poter”, sådan noget pjat, men i det store hele har jeg det rigtig godt her, og hvis de fortsat opfører sig sømmeligt, tror jeg, at jeg bliver.
På vor daglige travetur i dag mødte vi en “damehund”. Hun var såmænd meget sød. Noget indladende og hun ville kysse mig, og ja så kyssede jeg da også på hende. På snuden, selvfølgelig. Jeg er jo kastreret, hvad det så end betyder, men jeg kan da godt huske at der var en tid, da jeg var noget mere interesseret i ”Damehundene”, men jeg kan egentlig ikke huske, hvilken ende af dem jeg var mest optaget af. Jeg erindrer ikke helt bestemt om det var forenden eller agterenden, der var mest spændende. Min far går og snakker med mig, når vi går på gaden, og han sagde: “Det skal du såmænd ikke være ked at, så er du fri for alt det kællingevrøvl”. Jeg gad godt nok vide hvad han mente med det.
Inden vi gik hjemmefra havde vi været lidt uvenner, så jeg lod, som om, jeg ikke gad at gå. Så sagde han: “Gå frem, Gå frem”. Jeg gik da bare langsommere, men tilsidst syntes jeg, at det var synd for ham, og så gik jeg pænt. Man skal jo ikke bære nag.
Vi skulle op til fiskebilen, men så gik han bare forbi, og det syntes jeg var noget pjat. Omsider sagde han: “Omkring”, og så kom vi da endelig hen til fiskebilen. Jeg fik to sildefiletter og bagefter begyndte jeg at bøvse en smule. Han troede straks at jeg skulle brække mig, og så måtte jeg pænt ligge på et ganske simpelt, billigt tæppe da vi kom hjem.
I aftes var her gæster, og da de arriverede slikkede jeg selvfølgelig damen i hovedet, og så sagde de: “Fy, føj”. Bagefter gjorde min far det samme, men det sagde de ikke spor til. Sære mennesker. Hva’ mon der rører sig inde i hovedet på mennesker?
I dag gik min far og mumlede noget om, at jeg var en værre idiot og et øjeblik efter sagde han, at jeg var en god hund. Da han havde sagt, at jeg var en idiot, blev jeg noget stødt, og mente, at en passende afstraffelse nok var på sin plads. Da vi kom hen til et cykelstativ, trak jeg ham derfor ikke udenom, så han vadede lige ind i det.
Umiddelbart før min mor kom hjem, sad han og gnubbede MIG på brystet,lige mellem forbenene, men så snart hun var indenfor døren, Så begynde han sør’me at gøre det samme på hende. Så sagde hun også, at han var “En gammel idiot”, så det er nok hende, der lærer ham den slags udtryk.
I øjeblikket sidder han og klaprer på den åndssvage skrivemaskine. Det kan godt virke generende, når man lige vil ligge og blunde.
Jeg føler mig nu rigtig godt tilpas her i mit nye hjem. Min far kan til tider være noget svær at gøre tilpas. Så må jeg ikke gø, så må jeg ikke knurre af de andre hunde og sommetider vil han absolut en anden vej, end den der er den mest naturligste. Jeg tror ikke han har lært, at den korteste vej mellem to punkter er den rette linje.
Efter dette indledende citat springes frem til side 27 i dagbogen, hvor Jack gør sig nogle tanker i anledning af julen.
Nu nærmer julen sig, og min far fortæller hver dag min mor, at “Nu er folk, som sædvanlig på denne tid, ved at blive skøre oveni hovedet”.”De er komplet Julevanvittige” si’r han. Ved I, hvad han så selv gjorde forleden dag? Han sagde minsandten:”Ih, hvor ku’ jeg altså godt spise en julebolle”. Og så splintrede vi hele byen rundt for at få to juleboller. Det var komplet umuligt at opdrive juleboller, så vi måtte nøjes med et franskbrød og det forøgede jo ikke hans julestemning. Nu må jeg vist slutte for i aften. Min far si’r, at nu er det sengetid for børn, gamle og de, som ingen kæreste har.
Jeg nævnte forleden, hvorledes vi stormede rundt i samtlige bagerforretninger for, at min far kunne få en julebolle. Forgæves selvfølgelig. I dag var min mor i byen, og hun hjembragte to juleboller, som de så sad og mæskede sig med i eftermiddags.
Jeg, for min part, har aldrig smagt en sådan bolle, så da min far et øjeblik vendte ryggen til, snuppede jeg hans bolle. Vorherrebevares, sikke en ballade. Han skældte og smældede og min mor begyndte også at tage fat. Jeg kravlede skyndsomt ind under bordet. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så stod de begge kort efter og grinte af mig. Jeg synes egentlig også, at det var meget morsomt.
Mens min mor var i byen ville mennesket gøre sig nyttig. Det er noget som sådan kommer over ham en gang i mellem. Det falder ikke altid så heldigt ud. Han var ved at lave sauce, eller sådan noget klisterværk. Han brugte en træske og ind i mellem lagde han denne fra sig. På bordet ved siden af lå opvaskebørsten, og selvfølgelig stod han på et tidspunkt og rørte i gryden med børsten. Da han opdagede fejltagelsen, kylede han børsten hen ad bordet, hvor den havnede i et stort askebæger, hvori hans ækle cerutstumper og
afbrændte tændstikker lå. Nej, hvor blev han tosset. Nå, det var jo hans egen skyld. Han ku’ jo bare holde grabberne væk fra noget, han ikke kan klare. Alt i alt en lys og munter dag.
Du min fortrolige, lad mig så berette om de sidste dages hændelser her i “sognet”. I går gik mit menneske og jeg, som sædvanlig en tur. Vi skulle kun gå en lille tur, sagde min far. Turen kom til at vare to timer. Årsagen var ganske enkel: Han havde glemt at tage nøglen til yderdøren med. Han har også lidt svært ved at huske. Så stod vi altså der, foran en lukket dør. Selvfølgelig sku’ han mennesket ,ja det sku’ han altså. Han lagde alt det ragelse, han havde købt, ude i vores skur, og så gik det i strakt karriere tilbage til S-togsstationen, hvor der findes et toilet til mennesker. Døren til dette etablissement var netop den dag aflåst. “Omkring” hylede han så helt ude af flippen. På vejen tilbage trak jeg ham hen til flere velegnede træer og lygtepæle, som jeg selv så ofte bruger til at tisse opad. Enten forstod han ikke, hvad min hensigt var eller også var et sådant træ velsagtens ikke “fint” nok til formålet. Vi pilede så tilbage til “der, hvor vi bor”, men situationen havde jo ikke bedret sig. Han stod der og hoppede rundt med krydsede bagben, men tilsidst, da hans tilstand må betegnes som håbløs, må der have dukket et eller andet op i hovedet på mennesket: Han gik ind i skuret, der ikke var låst. Der hang en vandkande, og så var situationen klaret. Ganske vist på en noget ukonventiel måde. Nej, hvor var det altså sjovt. Bagefter gik vi ind til naboen og lånte hans telefon. Mennesket ringede så til “vores” bror, for at spørge, om han ikke havde en reservenøgle. Broderen var ikke hjemme, og nu var det forresten også helt lige meget. Inde hos naboen skete der også en smule. Naboen forsøgte at forklare, hvor telefonen var placeret og da fjolset jo ikke kan se, så røg der altså en urtepotte på gulvet under manøvren. Alt i alt en begivenhedsrig dag.
Jeg hører sommetider, at mennesker siger: “Den ene dag går, som den anden”. Sikke noget sludder. Mit menneske og jeg oplever noget nyt hver dag.
Jacks afsluttende betragtninger på side 57 ff. afrunder dette uddrag af dagbogen.
I dag var vi med et tog, hvor trinet er en smule højere end trinene plejer at være. Jeg sprang adræt op i toget, som altid, men ham min far stod blot der på perronen og turde vist ikke at vove springet. Han kan jo til tider virke noget “gumpetung”. Han var også lidt nervøs. Bangebuks
Den dyrlæge, der for nogen tid siden fortalte, at den race, som jeg hører til, ofte kunne være noget stædige. Han skulle lige kende min far lidt bedre! Som sagt, vi hunde og selvfølgelig især førerhunde, kunne godt have behov for en slags oplysningscentral, hvor nogle mennesker med ekspertise kunne råde og bistå os, når vore mennesker har adfærdsvanskeligheder. Med den fremskredne teknologi, man nu råder over, sku’ det vel være muligt at omsætte de menneskelige lyde til forståeligt hundesprog, og omvendt.
Hvad i alverden ska’ man stille op med såd’n en, som min far, når han er værst? Et eksempel: Nu er der i tidens løb brugt masser af tid til at indprente mig, at når vi skal over på den anden side af gaden, så skal vi bruge en fodgængerovergang. Det er gået godt hidtil, sådan da. Nu har min far fundet ud af, at det er alt for farligt at gå over i fodgænger-feltet. Det er sket nogle gange, at en bilist er holdt tilbage for os, men så har en anden bilist overhalet den holdende bil og så “hænger” vi jo slemt på den.
Af den grund kommer vi ikke så tit ind til byen mere, men når det så endelig sker, så må jeg under ingen omstændigheder føre ham over i et fodgængerfelt. Nu skal vi skride over kørebanen på den stik modsatte måde, end den vi har brugt tidligere. Han beordrer mig ud til kantstenen, der står vi så, trafikken er meget tæt. Biler, knallerter og busser suser afsted med høj hastighed. Cyklisterne overhaler os ved at køre op på fortorvet og enkelte skælder ud, fordi vi står der og glor. Det han nu har i sinde er livsfarligt, det er det rene vanvid, rablende skørt. Kun tåber og galninge vil kunne finde på at gå over gaden her. Så går vi altså over, på vej over går han og mumler noget uforståeligt, om det er højere magter han anråber, ved jeg ikke, men vi er sluppet levende fra det hidtil. Vi traver jo hver dag lange ture, men hver eneste dag, en af de samme tre, fire ruter. Nu kommer jeg til min fars stædighed: Den pågældende dag ,havde jeg lagt en plan. Jeg ville forsøge at narre ham, og slæbe ham en helt anden vej, end den han havde bestemt sig for. Da vi sjoskede
hen ad jernbanestien trak jeg ham resolut ud til kantstenen. Han begyndte se’fø’li’ straks at larme. Skældte ud og påstod, at jeg ikke var rigtig klog.Jeg holdt jo på mit, vi skulle da for pokker prøve en ny vej. Han strittede voldsomt imod, så jeg greb til en udvej, som jeg har benyttet mig af et par gange tidligere, førte ham tilbage til fortorvets midte, og gik et par gange rundt. Resultat udeblev ikke. Han blev endelig så gal i hovedet, at han opgav al videre modstand mod mit helt igennem fornuftige indfald. Vi gik og vi gik og vi gik. Over parkeringspladser og forcerede adskillige kantstene på regelmenteret vis. Dvs. at jeg stopper op og han giver så tegn med den hvide pind, når han vil videre. At mennesket var ved at blive noget stram i betrækket og noget slap i koderne, ku’ jeg mærke. Igen en forfærdelig bangebuks! Til sidst nåede vi det sted, som jeg i forvejen havde udset som mål for den dags vandring: Et højt hegn, hvor der ligger en masse snegle, regnorme, hundeklatter og andre interessante sager. Da jeg havde undersøgt alle disse dejlige ting, traskede vi så langs med hegnet. På det tidspunkt var han fuldstændig rundt på gulvet. Havde intet begreb om, hvor vi befandt os. Endelig kom en dame med en taske fyldt med flasker, der raslede. Sådan noget er han meget lydhør overfor. Han spurgte damen, hvor vi var henne, og så var situationen reddet. Nu blev han “stor i slaget”, sagde at han skam godt var klar over, hvor vi var. Vel var han da ej!
En dag, vi kørte med den lokale bybus kom en børnehave op i bussen. Ordet børnehave er i virkeligheden misvisende. Det har intet med en have at gøre. Nå, men under kørslen pludrede børnene jo selvfølgelig, som sædvanlig om mig.
En af de damer, der passer på børnene sagde til min far: “Ka’ din hund lide børn”? “], ja”, fik hun til svar, “men jeg synes nu, at du nøjes med at give ham en hundekiks”. Damen forstod godt spøgen. Vi har kørt i bus med hende tidligere.
Min far havde nu fået den bizarre ide, at han ville forsøge sig med en elektrisk skrivemaskine. Fik en sådan hjem på prøve. Det gik overhovedet ikke. Maskinen var meget hurtigere i vendingen end ham. Den gav mærkelige lyde fra sig, klokker, der ringede, og han påstod, at når han bareTænkte på et bogstav, så stod det bogstav allerede på papiret. Hans hjerte slog kraftigere, pulsen steg, han blev rød i hovedet, trykkede på de forkerte knapper og til sidst var det tydeligt, at han var mere elektrisk end skrivemaskinen.
Jeg har jo brugt mange ord til at diktere min far, hvad der skulle stå i min dagbog. Jeg er ikke blevet tildelt Nobels Litteraturpris for min literære indsats. En hund er som bekendt menneskets bedste ven, men lad mig så her slå fast, at venskabet helt sikkert er gensidigt.
Jeg har på disse mange sider forsøgt at berette om tanker og oplevelser, som er overgået mig og min far. Det er forhåbentlig blevet tydeliggjort, hvor svært det sommetider kan være at skulle passe på et menneske, der ikke selv kan se. Blinde mennesker “ser” jo på mange ting på en anden måde.
Efter mange overvejelser og samråd med min far har jeg besluttet at tiden er inde til at afslutte beretningerne.
Blindeidrætten i Danmark
af Henning Eriksen
Denne artikel er en noget summarisk gennemgang af blindeidrættens udvikling i Danmark. Den kan så senere blive fulgt op med mere detaljerede artikler og artikler om særlige emner inden for blindeidrætten. Vi håber, at denne artikel vil få læserne til tasterne og fortælle om deres oplevelser med blindeidrætten.
Redaktøren:
Idræt som et tilbud om aktivitet for blinde her i landet, er en ret ny foreteelse. Den begyndte så småt i 1960erne, fik så et vældig løft i 1970erne. Derefter fladede interessen noget ud, men nu er idræt for blinde en mulighed for blinde næsten uanset hvor i landet, de bor.
Idræt bliver i denne artikel både brugt om konkurrenceidrætten, som dyrkes af nogle blinde. men også om motionsidrætten, som har mange flere udøvere. Endelig regner vi i blindeidrætten skak med som en idræt.
Der er blevet givet gymnastikundervisning på Blindeinstituttet i København – herefter benyttes forkortelsen IBOS for denne institution – lige siden det blev taget i brug i 1858. Til idrætten hørte også danseundervisning. Både gymnastikundervisningen og danseundervisningen tog først og fremmest sigte på at forbedre de blinde elevers holdning, så de ikke stak så meget af fra andre mennesker, når de var ude blandt seende.
Danseundervisningen var kønsopdelt. Der var dansehold for mænd og dansehold for kvinder, at lade de to køn blive undervis sammen, kom ikke på tale. Det hørte fremtiden til.
Når blinde var færdige med deres uddannelse på IBOS og kom hjem til deres hjemegn, var der ingen muligheder for dem til at dyrke nogen form for motionstræning. På dette punkt delte de vilkår med de allerfleste af landets borgere. men heller ikke, da der i slutningen af 1800-tallet og især i første halvdel af 1900-tallet, blev oprettet egentlige idrætsforeninger, var blinde ikke med i dem.
Sådan var forholdene indtil 1940-erne, da blev der oprettet en egentlig idrætsforening for blinde på IBOS. Det er ikke meget, vi ved om denne forening. Den hed Olympia og sørgede bl.a. for, at nogle blinde fik mulighed for at tage idrætsmærket, men hvornår den blev stiftet? Og hvornår den blev nedlagt? Ved vi ikke. Da jeg blev elev på IBOS i 1954, eksisterede den ikke længere. Den blev heller ikke omtalt af nogen. hvis nogen af læserne ligger inde med oplysninger om blindeidræt i gamle dage, vil vi meget gerne modtage sådanne informationer. De har blindehistorisk interesse.
Der var i 1940-erne blinde elever fra IBOS, der drev rosport i roklubben Kvik, der dengang havde lokaler på Langelinie. Det er noget, de blinde, der deltog i denne aktivitet, mindedes med glæde.
En del af de helt unge drenge på IBOS, dyrkede i 1950-erne atletik i IBOSs have under ledelse af gymnastiklæren på IBOS Hr. Rye. Forholdene der var yderst uegnede. Vi blev ikke set op til, fordi vi dyrkede sport. Mange af de blinde elever på IBOS sagde lige ud til os, at vi var sportsidioter, men vi fortsatte alligevel.
I 1960-erne begyndte det at vende med blindeidrætten. Det var der flere grunde til. IBOS fik en ny idrætslærer. Han hed J. P. Svennesen. Han havde været officer og kom med et frisk syn på blindes muligheder. Han fik et hold unge blinde med til Nordiske idrætsmesterskaber og han havde også en gruppe med til Stuttgart i Tyskland til et idrætsstævne.
Der så han et boldspil, som tyskerne havde udviklet for blinde. I Tyskland havde de efter krigen så mange unge mænd, der var krigsinvalider. Disse unge mænd var stærke og de måtte have et krævende boldspil. det udviklede de så i Tyskland. Dengang hed spillet Thorbal, men da spillet blev internationalt kom det til at hedde goalball. Svennesen fik reglerne og en bold med hjem og han introducerede dette spil for drengene på IBOS. Det tog de imod med kyshånd. Vi, der lige var udskrevet fra IBOS, men stadig kom der, hørte om dette spil. Vi bad så mindeligt, om ikke også vi måtte være med. Tidligere havde der ikke eksisteret noget boldspil for blinde. Svennesen blev meget glad for vores henvendelse. vi var yderst velkommen, sagde han.
Så begyndte nogle af os unge blinde at spille Thorbal, som det foregik i gymnastiksalen på IBOS. Her var forholdene slet ikke egnede til at spille dette spil, men vi gjorde det alligevel. Vi havde ingen andre steder, hvor vi kunne dyrke vor ny idrætsgren.
Vi var i Stuttgart nogle gange, hvor vi fik mulighed for at måle os med de dygtigste tyske spillere, det var fine ture. De kunne gennemføres, fordi DBS gav økonomisk støtte til os, der deltog, men efterhånden begyndte DBSs forretningsudvalg at presse på for at få os til at danne en egentlig idrætsforening. Det var vi ikke meget for og vi var i 1965 inde i ungdomsoprørets årti, så alt for megen organisation var ikke lige sagen for os.
Men til sidst blev “Blinde og Svagsynedes Idrætsforening” stiftet – i det følgende bliver denne forening kaldt BSI. Det skete i efteråret 1966. Jeg deltog ikke, for jeg var på højskole det år.
I1970 kom en ung seende mand hjem fra USA. Han hed Johan Knudsen. Han havde været på studieophold derovre.
Der havde han set, at blinde kørte tandem med seende piloter. Nu henvendte han sig til DBS med et forslag om, at DBS burde tage initiativer, så noget lignende kunne gøres i Danmark. DBS tog godt imod ideen. de fik etableret en arbejdsgruppe. dennes arbejde førte på ret kort tid til stiftelsen af to tandemklubber. den første så dagens lys i Ålborg med Åge Michelsen som initiativtager og formand. 14 dage senere blev der stiftet en tandemklub i København. Den kom til at hedde “Tandemklubben af 1971” forkortet til TK71. Det var Jørgen Krogh og Ingolf Andresen, der var de ledende ved stiftelsen af denne klub.
Denne klub var jeg heller ikke med til at stifte, hvorfor husker jeg ikke, for jeg var ude at køre med den, før den blev stiftet formelt.
Disse klubber gik i gang med deres opgave og der var meget, der skulle gøres. Først og fremmest skulle der skaffes tandemcykler. Det var ikke nogen let opgave. Det var først efter oliekrisen, at det blev muligt at købe tandemcykler i cykelbutikkerne, men der skulle også skaffes penge til indkøb af cyklerne. I København fik bestyrelsen for TK71 skrabet gamle cykler sammen, som blev doneret til klubben. Det var noget gammelt bras, de brød sammen for et godt ord, men vi var alligevel godt fornøjet. For os blev tandemcyklingen en helt ny oplevelse. Den bragte os blinde tre ting: Masser af motion, masser af oplevelser, og måske ikke mindst seende kammerater. Vi kørte Københavns omegn tynd, men vi kørte også andre steder. Vi udviklede en masse aktiviteter. f.eks. reparationshold, hvor også blinde deltog. Der begyndte også at blive afholdt egentlige konkurrenceløb for tandemcykler.
Allerede året efter, at klubberne i Ålborg og København var blevet stiftet, kom der en invitation til os fra Ålborg. der ville arrangere et tandemløb, der skulle gå fra Blindeforeningens hus i Ålborg til DBSs feriehjem i Hobro. Det var Åge Michelsen i Ålborg, der var ophavsmand til dette arrangement. Han kaldte det for Solgaveløbet. Det skulle ligge i forsommeren lige omkring det tidspunkt, hvor DBS startede sin Solgaveindsamling. han mente, at Solgaveløbet ville give en masse positive omtaler i pressen.
Solgaveløbet blev en gedigen succes. Det fortsatte i rigtig mange år. Vi, der deltog, fik nogle rigtig gode oplevelser. Det blev arrangeret af lokale tandemklubber rundt om i landet. Vi fik derfor set meget af Danmark, vi ellers ikke kendte noget til. Solgaveløbet ændrede efterhånden form, så det skiftede fra at være et konkurrenceløb til at blive et motionsløb. Om det fik nogen gavnlig virkning på resultatet af solgaveindsamlingen, ved jeg ikke. Det fik masser af omtale i de byer rundt i landet, hvor årets solgaveløb blev kørt.
Det var tandembevægelsen, der for alvor gav blindeidrætten et løft. i løbet af 1970-erne blev der stiftet mindst 25 tandemklubber rundt om i landet. Af større byer, hvor der ikke var tandemklubber i, kan jeg kun komme i tanker om Herning og Randers.
Det var jo en meget stor succes. men den gav også anledning til bekymring i DBSs ledelse. De frygtede først og fremmest for, at piloterne i Tandemklubberne ville overtage dem og skubbe de blinde helt ud. DBSs ledelse brød sig ikke om tanken om at benytte frivillig arbejdskraft dengang. Piloterne var frivillige. DBS så helst, at piloterne ikke kunne blive ordinære medlemmer af tandemklubberne med stemmeret. Den eneste tandemklub, der prøvede på det, var TK71, men det var der megen utilfredshed med i klubben. Mange af os blinde anså piloterne for at være vore kammerater. Det var også deres klub, mente de og vi. Vi havde meget svært ved at forstå, at vore kammerater ikke kunne være fuldgyldige medlemmer. Vi havde brug for piloterne, og mange af piloterne var meget glade for være medlemmer. Beviset for det er, at mange af vore piloter blev hængende, hvorimod de piloter, der kom for at gøre de blinde en tjeneste, hurtigt forsvandt igen. Stridighederne endte med, at der blev lavet et regelsæt for tandemklubbernes virksomhed, som både klubberne og DBS kunne leve med.
Men der skete meget andet inden for blindeidrætten i 1970-erne. BSI holdt liv i goalballspillet i 20 år. Vi ville gerne have andre klubber i gang i Danmark, men det var svært at skaffe spillere nok ude i provinsen. Det lykkedes i Odense, og det lykkedes i nogle år også i Hjørring.
En gruppe blinde med Jens Bromann, Dorte Simon og Erik Bahl i spidsen havde været til Ridderrennet i Norge. Det havde gjort dem så ski-interesserede, at de stiftede “Foreningen “Blindes Skiunion” forkortet til BSU. I de stævner og skiløb, denne forening deltog i, i Skandinavien, oplevede de danske deltagere, at der nu var blevet udviklet sigteudstyr, så blinde med lydsignaler kunne afgøre, om de sigtede mod pletten på en skydeskive, eller de sigtede ved siden af. Dette apparatur gav blinde mulighed for at kunne deltage i skydekonkurrencer med luftgevær, – dog kun sammen med andre blinde –
En gang i 1980-erne fik BSI en henvendelse fra Holland, der var begyndt at spille et helt nyt spil for blinde. Det var udviklet i Canada og hed showdown. Inspirationen var bordtennis, men i stedet for en flyvende bold, skulle vi slå til en kugle, der rullede på bordet. Bordet var så omgivet af en høj kant, så bolden ikke rullede af bordet, men denne kant kunne også bruges i spillet. I BSI’ bestyrelse, hvor jeg den gang var kasserer, syntes vi, at dette spil lød interessant. Vi fik skaffet et bord og fik lov til at bruge et kælderlokale i huset på Ramsingsvej i Vanløse.
Så satte vi spillet i gang der ude. men vi opdagede hurtigt, at de medlemmer af BSI, som var vandt til at komme på IBOS og deltage i BSIs aktiviteter der, ikke kom på Ramsingsvej. Omvendt drømte dem, som kom på Ramsingsvej ikke om at deltage i BSIs andre aktiviteter. for at undgå stridigheder i klubben i fremtiden, valgte vi derfor i BSI at tage initiativet til, at der blev stiftet den første showdownklub i Danmark. Den fik lokalet på Ramsingsvej.
I begyndelsen af 1970erne blev der stiftet et nyt forbund under Dansk Idrætsforbund. Det var en paraplyorganisation, der skulle samle al handicapidræt under sig. Handicaporganisationerne fik sæde i denne nye organisations ledelse. Blindeidrætsklubberne indmeldte sig. Det var vist mest, fordi DBSs ledelse anbefalede dem at gøre det.
Det blev Leif Martinussen, der af DBS blev udpeget til at repræsentere de blinde i DHIF. Senere fik Jens Bromann en meget høj position i DHIFs ledelse.
Hermed mente DBSs ledelse, at blindeidrætten var i gode hænder. De forestillede sig, at DHIF ville blive en rig organisation, der kunne støtte klubberne økonomisk. Vi der på forskellige poster sad i DHIFs ledende lag, vidste bedre. Jeg har således deltaget i et hovedbestyrelsesmøde i DHIF, hvor vi skulle skære ned, for at få balance i økonomien. Det gjorde virkelig ondt på os, der måtte træffe alle de upopulære beslutninger, men vores synspunkter oplevede jeg som yderst vanskelige at få DBS til at tro på.
Vi, der sad på ledende poster i blindeidrætten, følte tydeligt, at vi manglede et organ, der ligesom kunne samle blindeidrætten, og hvis ledende folk kunne repræsentere blindeidrætten.
Jeg blev medlem af et koordinerende udvalg. hvori der sad en repræsentant for Blindeskak, for tandemklubberne, for goalballspillet og så mig, der repræsenterede alle de andre idrætter, blinde dyrkede. Dertil kom vores formand, som var Jens Bromann. Denne gruppe havde ingen kompetence til andet end at tage stilling til ansøgninger om støtte til projekter, som blindeidrætsklubberne stod for.
Der skete et nybrud, da Jørgen Eckmann blev formand for udvalg 3, der den gang havde blindeidrætten under sit resort. Vi vidste, at Jørgen var blindeidrætten venlig stemt. Det var en gruppe, der handlede hurtigt. Vi foreslog, at der blev lavet en stor interviewundersøgelse blandt blindeidrætsklubberne, så vi kunne få belyst, hvad klubberne opfattede som deres største problemer. Vi fik foretræde for udvalg 3. Det blev mig, der fik opgaven at repræsentere blindeidrætten under dette møde. Jeg fik en venlig modtagelse. Jeg opdagede hurtigt, at udvalgets medlemmer næsten intet vidste om blindeidræt. Min opgave blev derfor nærmest at være underviser.
Mødet førte til, at vort forslag blev godkendt. Arne Mandrup var os en nyttig hjælper. Som hovedbestyrelsesmedlem, kunne han nemlig tale vores sag, og det gjorde han.
Undersøgelsen blev iværksat. Vi var tre, der alene gjorde arbejdet med den. Det var Karin Størup, Ellen Madsen og mig. Vi delte landet op mellem os og jeg fik alle klubberne øst for Storebælt. Vi udsendte spørgeskemaer, vi talte i telefon med klublederne og vi besøgte også klubberne, hvis det var det, klubberne ønskede. Vi udarbejdede en rapport med et forslag om, at DBI oprettede et egentligt idrætsudvalg med en del kompetence. Kurt Nielsen, som den gang sad i forretningsudvalget var os meget venlig stemt og forslaget blev faktisk vedtaget af hovedbestyrelsen.
Idrætsudvalget blev valgt og det blev Arne Pedersen, der blev valgt til udvalgets formand. Jeg blev medlem af det. Vi fik stillet et beløb til rådighed af DBS, som vi skulle forvalte til gavn for idrætten. Vi var ansvarlige over for DBSs ledelse, hvordan vi brugte pengene og at vi overholdt de givne budgetrammer.
Vi fik sat mange ting i gang. en gruppe unge blinde henvendte sig til os for at få støtte til at oprette et landshold i goalball, der kunne opnå støtte fra DHIF, så de kunne kvalificere sig til at deltage i næste Paralympisk. Det blev en gedigen succes og det blev et meget succesrigt hold. Vi forsøgte også at sætte nye idrætter i gang for blinde. Der blev gjort forsøg med Judo i samarbejde med en judoklub i Brøndby og med vindsurfing. Vi betalte rejsen for en blind dygtig idrætsudøver for at rejse til Holland og deltage i et stævne der, men forsøget slog ikke for alvor an her i landet. Vi interesserede os også for bowling for blinde, men vi måtte efterhånden indse, at det ikke nyttede, at der blev alt for mange blindeidrætter. Der skulle jo også helst være tilstrækkelig med deltagere i de idrætter, vi satte i gang.
Jeg gik ud af idrætsudvalget i 1999. da var jeg 60 år. Jeg var ikke længere aktiv idrætsmand, så syntes jeg, at det nok var bedst at yngre kræfter, der selv dyrkede idræt, kom til at repræsentere blindeidrætten.
Idrætsudvalget blev nedlagt i forbindelse med de store sparerunder, DBS måtte igennem i begyndelsen af det ny årtusinde.
Blindeidrætten begyndte beskedent i 1960-erne, voksede så eksplosivt i 1970-erne. Denne bølge toppede men blindeidrætten har nu tilsyneladende fundet et stabilt leje. Der spilles nu Goalball flere steder i landet, og showdown er blevet en stor idræt. Det er i al fald de meldinger, jeg har fået og det er jo godt at tænke på, for det var det, vi drømte om i BSIs bestyrelse, hvor vi med alle midler forsøgte at holde goalballspillet i live her i landet.
Denne fremstilling af blindeidrættens udvikling her i landet, bør suppleres af andre. Læsere af denne artikel opfordres derfor til at supplere min noget summariske fremstilling. Dem, der ikke selv ønsker at skrive, men som har væsentlige ting at fortælle om blindeidræt, kan lade sig interviewe, disse interviews vil så blive bragt i et senere nyhedsbrev.
Der er huller i min fremstilling, jeg har således ikke skrevet noget om skak, som ellers har været drevet som konkurrencesport i rigtig mange år. Jeg har heller ikke nævnt ridesporten, selvom der er blinde, der har drevet ridesport i mange år. Blinde løbere har jeg heller ikke omtalt og måske er der flere idrætter endnu, som burde have været omtalt.
Når jeg ikke har ydet disse idrætter fuld retfærdighed, så skyldes det, at netop disse idrætter ved jeg alt for lidt om, til at jeg kunne give en troværdig fremstilling af udviklingen inden for disse idrætter. Det håber jeg, at andre vil gøre.
”Ridderrennet 1965”
af Dorte Simon
Denne artikel er et eksempel på de bidrag, som jeg som redaktør efterlyser i min foranstående oversigtsartikel om blindeidrætten.
Artiklen er kommet til verden den 16. februar 1996 på opfordring af Arne Christensen. Dorte Simon skriver, at hun har forsøgt at fortælle lidt om, hvordan Beitostølen og Ridderrennet oplevedes første gang hun deltog i denne begivenhed i 1965.
Dorte Simon anførte endvidere, ”at det godt nok er mange år siden, men jeg har aldrig glemt den tur og tror derfor det er rimelig korrekt, hvad jeg skriver.”
Dorte Simon, der var en særdeles aktiv blind fysioterapeut døde den 25. september 2015 knap 80 år gammel.
Beitostølen marts 1965.
Det 2. Ridderrenn.
I efteråret 1964 hørte jeg i radioen en blind mand fortælle om, hvorledes han den foregående vinter havde været på ski i Norge sammen med andre blinde.
Jeg havde selv mistet synet helt 3 år tidligere, og var nu kommet så langt, at jeg blev meget interesseret ved tanken om at løbe på ski igen, selv om jeg ikke på daværende tidspunkt kunne forestille mig, hvordan det skulle lade sig gøre.
Jeg fik mandens navn gennem radioen og kontaktede ham, og inden længe kom han ud til mig og uddybede sit radioforedrag. Manden var Erik Bahl, der senere blev en af mine bedste venner, desværre er der nok ikke mange af vore nuværende skiløbere, der kan huske ham.
Vi fik ret hurtigt arrangeret en tur for danske blinde til Beitostølen i 1965 og drog forventningsfulde af sted i slutningen af marts måned.
Vi var 6 blinde/svagsynede med ledsagere efter de regler, der igen i dag gælder for Dansk Blindesamfunds rejser.
Vi mødte flere af vore norske skivenner i toget fra Oslo mod Fagernæs, hvilket var starten på et alle tiders fællesskab og meget hyggeligt, da toget sneglede sig af sted op mod højderne. Som i dag holdt bussen i Fagernæs og kørte os de sidste kilometer til Bitihorn, der dengang hed Turistheim og ikke havde den ringeste lighed med det Bitihorn, I kender i dag. Det var noget af det mest primitive, vi havde oplevet, to på hvert usle værelse, næsten ingen plads til tøj og sager og 2 toiletter og ét brusebad til 40 mennesker.
Men det kom slet ikke til at betyde noget som helst, for alt andet var så DEJLIGT. Vi var 6 blinde fra Danmark samt 3 ledsagere. Vejret var det bedst tænkelige med sol hver dag fra en skyfri himmel, og føret var perfekt. Jeg havde mine 12 år gamle ski med, men da Erling Stordahl så dem, styrtede han af sted og kom tilbage med et par splinternye, dengang moderne ski, som jeg vist egentlig har stående i kælderen i Sverige, jeg tror ”Blindehistorisk museum” vil blive glad for dem.
Vi blev allerede den første morgen kørt ned til Erling Stordahls gård ”Bamseli” på hvis jorde, der var lavet de nu velkendte elipseformede løjper. Jeg blev sat i den ene og fik besked på at gå, og Halgeir Brenden fulgte mig et stykke på vej og sagde så: ”Det går jo fint, bare løb, vi kommer og ser til dig af og til”. Jeg var temmelig skrækslagen, men kunne jo ikke blive stående der, så jeg løb af sted, og det gik da også, og ind imellem stod jeg med solen i ansigtet og nød den utrolige stilhed og sangen fra de ikke så mange fugle. Af og til dukkede der en seende op og fulgtes lidt med en og forsvandt så igen. Pludselig var der mange glade stemmer, og jeg var så nået frem til Erlings gård, hvor alle efterhånden samledes i det store køkken og fik noget varmt at drikke til de mange stykker smørrebrød.
Vore instruktører hele ugen var de to olympiske guldmedaljevindere i langrend, Håkon Brusveen og Halgeir Brenden, som året før på Erling Stordahls opfordring var begyndt at lære de norske blinde at løbe på ski. Det var noget helt ukendt for dem, men blev hen ad vejen noget helt selvfølgeligt.
Militæret løste sine opgaver lige så perfekt som senere, men styrken selvfølgelig meget mindre, da gruppen af deltagere talte ca. 40 inkl. ledsagere.
Der var dog deltagere fra Sverige, Finland, Danmark, Tyskland, Tibet, England, Holland og Uganda.
Vi var ude fra ca. 8 om morgenen til omkring 5 om eftermiddagen og prøvede kræfter med det meste af det omgivende terræn. Der var kun en meget dårlig lift op i fjellet, som ikke tog de blinde med, så vi traskede opad ofte flere gange om dagen. Efterhånden som vi trænede, blev vi selvfølgelig bedre og mere modige, og en dag var vi alle på slalombakken, som vi tog fra toppen til vejen med levende porte. Ved vejen stod én og råbte stop, så di ikke risikerede at støde sammen med en af de få biler, der viste sig i dagens løb. Der var ikke noget med 1 ledsager pr. person undtagen til selve Ridderrennet, men alt gik godt alligevel.
Det var en dejlig fornemmelse at komme inden døre efter al den motion og friske luft, fornemmelsen af velvære kender I nok alle. Efter vores lidet luxuriøse middag blev spisestuen i kælderen ryddet, og så dansede vi til langt ud på natten. For en stor del var det Erling Stordahl og Anders Zeus, der spillede, ellers tror jeg en gammel grammofon leverede resten af musikken, hvis ikke det var en spolebåndoptager.
Ridderrennet, der i de gode gamle dage gik over 25 km, foregik fra højderne over Valdres Flya med mål i Beitostølen. Jeg husker ikke helt, om det var de år Kong Olav løb med som ledsager, det gjorde han flere gange, men jeg tror, det var året før.
Den sidste aften med fest og optræden fandt sted i det helt nybyggede hotel, Beitostølen Højfjellshotel, som den aften havde sine første gæster. Det var virkelig noget nyt og spændende, der var jo ingen hoteller ellers og bare nogle spredte hytter.
Efter festen brød det frygteligste uvejr frem. Det stormede, sneede og regnede, og al elektricitet forsvandt. Der var ikke lys nogen steder, og nu var det de blindes tur til at klare sig bedst. Det blev et værre hurlumhej, som ingen vist husker så meget af. Vi skulle meget tidligt op for at være i Fagernæs kl. 7. Ingen kunne blive vasket eller få børstet tænder, da elektriciteten ikke kom tilbage før længe efter, at vi var taget af sted. Vi var ret elendige alle sammen og hang med hovederne, indtil vi i toget kunne komme ud på toiletterne og fik gjort os lidt i stand.
Jeg har haft mange store og positive oplevelser i mit liv. Denne skitur var en af dem. Den står for mig som noget helt særligt og kom også på et tidspunkt, hvor jeg var meget modtagelig for nye udfordringer.
Jeg mødte mennesker, som jeg helt til nu har som meget gode venner, og som jeg endnu den dag i dag holder kontakten med og besøger, når det kan lade sig gøre.
Jeg har været i Beitostølen til Ridderrennet mange gange side, men første gang har altid stået for mig som noget særligt. De senere år har jeg ikke været der, fordi jeg synes, der er alt for mange mennesker, men jeg er også så heldig, at jeg har både mand, familie og venner, der gennem mange år har taget mig med på ski til mange forskellige områder i de norske fjelde. Der er altid en oplevelse og hver gang en udfordring, som jeg ikke tror, jeg havde haft mod til, hvis ikke jeg havde startet min blindeskikarriere i Beitostølen.
Fremgangsmåden ved indlevering af arkiver
af René Ruby
I 2017 er henholdsvis Blindes Arbejdes og Blindes Støttefonds arkiver blevet indleveret til Rigsarkivet på initiativ af Blindehistorisk Selskab. Med disse indleveringer er de sidste store institutions-, organisations- og fondsarkiver på blindeområdet ved at være sikret og registreret på Rigsarkivet. Derimod er særligt Dansk Blindesamfunds kredsarkiver men også øvrige foreningsarkiver stort set ikke indleveret. Rigsarkivet har netop forespurgt efter kredsenes arkiver og her vil selskabet nu sætte fokus på at søge disse arkiver indleveret.
I det følgende vil jeg give en kort og operationel vejledning i hvad man skal gøre, hvis man ligger inde med et kredsarkiv eller et foreningsarkiv så som en idrætsforening eller anden fritidsforening relateret til Dansk Blindesamfund. Man er også meget velkommen til at henvende sig til selskabet om råd og hjælp i forbindelse hermed.
Det indledende skridt, hvis man har et sådant arkiv i sin besiddelse, er at udarbejde en oversigt over, hvad arkivet indeholder. Det skal ikke være en meget detaljeret oversigt men blot en oplistning af typer af materialer, arkivet indeholder. Nedenfor her har jeg lavet et tænkt eksempel på en sådan arkivliste:
Arkiv for Dansk Blindesamfund xx kreds:
14 bind indeholdende bestyrelsesreferater 1971-1996 og 2001-2010
6 bind indeholdende kredsens årsregnskaber med revisionspåtegninger 1968-2010
4 ringbind med diverse vedrørende klubber og kredsarrangementer 1968-2010
4 kasser med diverse vedrørende kredskonsulenter startende i 1977
8 ringbind med blandet korrespondance bestyrelsen vedrørende fra 1968 og frem
1 kasse vedrørende indsamlinger
12 ringbind vedrørende ansøgninger til kredsbestyrelsen
Det skal understreges, at det er et tænkt eksempel og indholdet ligesom årstal og angivelse af omfang er frit opfundet. Men mere omfattende behøves en liste over arkivets indhold i første omgang ikke være. Det må den naturligvis meget gerne være og Rigsarkivet vil sætte pris på det. Når listen er udarbejdet er næste skridt at tage kontakt til Seniorforsker på Rigsarkivet i Viborg Henrik Knudsen. Henrik Knudsen tager så stilling ud fra arkivlisten til, hvorvidt Rigsarkivet er interesseret i det pågældende arkiv og i givet fald, hvilke dele af arkivet de er interesseret i at modtage. Som udgangspunkt er Rigsarkivet ikke interesseret i større bilagssamlinger, men plukker oftest blot et enkelt ringbind ud som eksempel herpå. Men overlad det til Rigsarkivet at tage stilling hertil, så alle arkivgrupper skal altså anføres på arkivlisten.
Når Rigsarkivet har taget stilling til indlevering af arkivet, vil man blive guidet videre af Rigsarkivet. Her skal processen blot skitseres. Det første skridt drejer sig om udfærdigelse af en indleveringsaftale i forhold til overdragelse af arkivet til Rigsarkivet, navnet på arkivskaberen – altså eksempelvis Dansk Blindesamfund, kreds xx – og endelig skal der tages stilling til arkivets tilgængelighed – altså hvem der må se materialet i Rigsarkivets læsesale. Klausul om tilgængelighed kan være nødvendig, hvis arkivet indeholder personfølsomme oplysninger, cpr-nummer eller lignende. Nedenfor er Rigsarkivets fire standardforslag til tilgængelighed oplistet:
1 Frit tilgængelig – Når materialet er afleveret til Rigsarkivet, har alle adgang til at
se det.
- Frit tilgængeligt efter 20 år, inden 20 år skal adgang gives af Rigsarkivet – Når materialet er 20 år gammelt er det frit tilgængeligt, (dvs. et dokument skrevet i 2010 er frit tilgængeligt i 2030, et dokument skrevet i 2011 er frit tilgængeligt i 2031 osv.) og når det er yngre end 20 år skal interesserede brugere søge om adgang ved Rigsarkivet.
- Frit tilgængeligt efter 20 år, inden 20 år skal adgang gives af arkivskaberen – Samme som 2., men her er det arkivskaberen, der bestemmer om interesserede brugere skal have adgang før materialet er 20 år gammelt. – For både 2. og 3. kan der efter ønske vælges et andet antal år end 20 af den indleverende arkivskaber.
- Kun tilgængeligt efter tilladelse fra arkivskaberen – Det mest restriktive, hvor materialet uanset alder kun er tilgængeligt for brugere, der får tilladelse fra arkivskaberen.
Efter der er taget stilling hertil og indleveringsaftalen er udfærdiget skal arkivet så renses og nedpakkes. En nærmere uddybning af dette findes i en meget enkel vejledning til private arkivskabere, som Rigsarkivet udsender sammen med indleveringsaftalen. Hovedpunkterne er, at arkivet skal renses for plastik, metalklips og indbinding i ringbind. Indhold af ringbind og plastikcharteks omfoldes i stedet med et blank A3 stykke papir og eventuelle titelmærkater enten afskrives på omslaget eller påklistres omslaget. Det rensede arkivmateriale nedpakkes endelig i Rigsarkivets arkivæsker af syrefrit papir. Der findes tre størrelser: A4 størrelse, mellem folio og stor folio. De to sidste er til materiale der er større end A4. Her vil Rigsarkivet dog kunne være behjælpelig, ligesom i hvor disse arkivæsker kan rekvireres. Arkivæskerne skal fortløbende nummereres og endelig skal der laves en pakkeliste over, hvad de forskellige arkivæsker indeholder. Sluttelig nedpakkes arkivæskerne i almindelige flyttekasser som sendes til Rigsarkivet med fragtmand. Arkivæsker lige som forsendelse af arkivet til Rigsarkivet betales ikke af Rigsarkivet.
Indlevering af et arkiv er, som ovenfor beskrevet, altså en forholdsvis ukompliceret proces og slet ikke noget uoverkommelig projekt. Rigsarkivet vil guide gennem processen ligesom man, som allerede anført, er meget velkommen til at henvende sig til selskabet om hjælp. Jeg vil afslutte med kontaktoplysningerne til Henrik Knudsen på Rigsarkivet, som er den man skal kontakte, hvis man sidder inde med et bevaringsværdigt arkiv:
Henrik Knudsen
Indsamling og Bevaring
Telefon: 86 62 17 88 Direkte: 41 71 74 18
E-mail: hkn@sa.dk
Trods fremskridt er der stadig et godt stykke vej, før man kan høre Johannes Wahl på vores hjemmeside”
af Ove Gibskov
I Nyhedsbrev nr. 3 kunne jeg oplyse, at både lederen af Danmarks Radios Diskotek og det, der hedder DR-Jura umiddelbart har vist stor velvilje for at gøre det muligt for os at komme til at høre nogen af de mange indspilninger, der findes med den fremragende og meget alsidige blinde sanger Johannes Wahl på vores egen hjemmeside.
Denne imødekommenhed skyldes, at der jo er tale om musik af betydelig blindehistorisk interesse og værdi og resultatet er nu blevet, at DR vil give os de 70 plader, der findes i Diskoteket, og som hver indeholder flere numre.
20 af dem er på nuværende tidspunkt digitaliseret, og resten vil blive det i løbet af et par måneder.
Hvad angår det populære radioprogram ”Vers og viser fra aviser”, hvor Wahl medvirkede de seneste næsten 20 år af sin karriere, har man desværre ikke været i stand til at vise den samme generøsitet. For ”Vers og viser” er nemlig ligesom alle andre udsendelser omfattet af det, der hedder Arkivsalg, som betyder, at det koster en timepris på 600 kr. plus moms, hvis der skal laves en oversigt over de ønskede udsendelser.
Lederen af Arkivsalg vurderer, at dette vil tage omkring tre timer.
Men herefter er der dog stadig et godt stykke vej tilbage, inden det kan lade sig gøre at lytte til både ”Vers og viser” og de førnævnte pladeindspilninger på vores hjemmeside. For sandsynligvis skal der betales et beløb for retten til at offentliggøre dem; og størrelsen af dette vil måske afhænge af forståelsen af den blindehistoriske værdi hos de to rettighedsorganisationer Koda og Gramex, der varetager henholdsvis komponisters og udøvende kunstneres samt deres arvingers interesser. Og med de her oplysninger giver jeg nu stafetten videre til selskabets bestyrelse og ikke mindst formanden, der jo selv er jurist.
Nyskabelser på selskabets hjemmeside
af Poul Lüneborg
Siden offentliggørelsen af det seneste nyhedsbrev i begyndelsen af juli måned i år er selskabets hjemmeside – www.blindehistorie.dk – blevet opdateret på en række punkter.
1. Litteraturlisten i den nye version blev introduceret i begyndelsen af indeværende år, hvor den fik sit eget menupunkt. Det er bestyrelsens hensigt, at opdatere listen hvert halve år. I juli måned blev der indføjet 20 nye titler. Det drejer sig om en række bøger, som behandler emner indenfor undervisning og beskæftigelse af blinde og svagsynede skrevet af blandt andre Svend Ellehammer Andersen, Christine Åvall-Severinsen og Elsebeth Mortensen. Derudover skal nævnes 2 banebrydende undersøgelser om blinde, ”Mænd med synshandicap” med Ole Jensen og Hans Tage Truelsen som forfattere, udgivet 1973 og ”Kastebold” udarbejdet af Jan Fristrup, udgivet 2000. Blandt de væsentligste af de nye titler skal også nævnes ”Diskografien om Johannes Wahl” af Lars Bang Andersen, Tina Christiansen og René Aagaard, offentliggjort 2012 og bogen ”Blindhed” af Thomas J. Carroll.
Bestyrelsen arbejder på en omfattende opdatering i begyndelsen af det nye år af litteraturoversigten. Orientering om disse overvejelser følger i et kommende nyhedsbrev. Alle medlemmer er fortsat meget velkomne til at fremsende forslag på titler, som foreslås optaget på litteraturlisten.
2. På forsiden af hjemmesiden findes nederst på denne en række links til andre hjemmesider. Denne oversigt er nu opdateret så den omfatter i alt 17 links, som alle er forsynet med stikord til beskrivelse af baggrunden for, at de optræder på selskabets hjemmeside.
3. Under menupunktet ”Arrangementer” er indføjet et nyt menupunkt ”Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”. Indtil videre kan man her ved et enkelt klik genhøre de 3 seneste medlemsarrangementer. Det drejer sig foreløbig om arrangementet i Aarhus den 18. november 2016, Lars Bang Andersens foredrag om Johannes Wahl på årets generalforsamling og causeriet af Hans Erik og Henrik Olsen den 18. maj i år om deres far Ove Olsen og hans betydning som forfatter og instruktør for revyerne opført af Dansk Blindesamfunds Amatørteater.
Bestyrelsen arbejder med en række nye menupunkter på hjemmesiden. Det drejer sig om blinde og svagsynedes deltagelse i sport og idræt gennem tiderne, samt om et menupunkt angående Dansk Blindesamfunds Amatørteater og et menupunkt, hvor man vil kunne finde arkivnøgler til nogle af medlemmernes private arkiver. Bestyrelsen agter på et senere tidspunkt, at dele sine tanker bag disse forslag i et kommende nyhedsbrev.
Blindes Støttefonds arkiv nu også på Rigsarkivet
af René Ruby
I forrige nyhedsbrev kunne vi oplyse, at Blindes Støttefond i maj havde besluttet at afsætte midler til indlevering af fondens arkiv til Rigsarkivet på foranledning af Poul Lüneborg. I august forestod jeg så selve indleveringen af arkivet. Det befinder sig nu på Rigsarkivet i Viborg og i løbet af efteråret vil en registratur over arkivet være tilgængelig på www.sa.dk, hvor materialet også vil kunne bestilles til læsesalsgennemgang.
Blindes Støttefond er en ældre institution som før 1990 hed Foreningen til at Fremme Blindes Selvvirksomhed. Foreningen til at Fremme Blindes Selvvirksomhed blev oprettet i 1862 og stod bag en række initiativer, så som etableringen af værksteder for blinde håndværkere lige som økonomisk støtte til håndværkere i selvstændig virksomhed.
Foreningen har haft stor betydning for blinde og svagsynedes uddannelses- og beskæftigelsessituation igennem de sidste 150 år. Blandt andet leverede foreningen det økonomiske fundament til etableringen af Blindes Arbejde i 1929 og til oprettelsen af hjemmet for arbejdsføre mænd i 1933 nu benævnt Bredegård. Det nuværende navn Blindes Støttefond kom til veje i 1990 ved en sammenlægning af Foreningen til at fremme blindes Selvvirksomhed og forskellige legater og fonde til fordel for blinde.
Arkivet viste sig at være både overskuelig og meget velordnet. Renset fyldte arkivet i alt 13 arkivæsker, heraf 12 arkivæsker som vedrører Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed 1862 til 1989 og en enkelt arkivæske med årsregnskaber og årsberetninger for Blindes Støttefond 1990 til henholdsvis 2000 og 2010.
Arkivet bærer klar præg af, at være et fondsarkiv. Det vil sige, at en meget stor del af arkivet består af materiale vedrørende legater. Det drejer sig herunder om Båndlagte legater, gavebreve, testamentariske gaver, legater med særlige fundatser og disses regnskaber, samt endelig en omfattende korrespondance vedrørende diverse legater. Videre består arkivet af årsberetninger fra Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed 1862 til 1989 dog med enkelte huller. I perioden 1872 til 1989 mangler kun årsberetningen for 1911. Årsberetningerne beskriver foreningens aktiviteter og omfanget af foreningens hjælpeforanstaltninger både individuel understøttelse og bidrag til institutioner og disses aktiviteter. Arkivet rummer endelig tre meget spændende arkivæsker, indeholdende skrivelser vedrørende selvvirksomhedens stiftelse og skrivelser mellem bestyrelsens medlemmer. Skrivelserne dækker perioden 1862 og frem til omkring 1900 – altså belyser foreningens opstart og første årtier.
Med indleveringen af Blindes Støttefonds arkiv er et af de sidste store institutions- og organisationsarkiver registreret og bevaret. Det er utroligt glædeligt, at endnu et arkiv nu er sikret for eftertiden og samtidig vil blive tilgængeligt for forskning og alle interesserede.
Kommende medlemsarrangementer
af Poul Lüneborg
I selskabets bestyrelse lægger vi stor vægt på, at de få medlemsarrangementer, som vi i løbet af et år har kræfter til at afholde, har en markant blindehistorisk profil.
I år er det 10 år siden, at Dansk Blindesamfunds Amatørteater blev opløst. Det skete den 18 januar 2007 på teatrets 61 års fødselsdag. Teatrets stiftelse fandt sted på et møde, som var indkaldt af DBSs senere formand H. C. Seierup. Gennem de mange år har amatørteatret for mange blinde haft den allerstørste betydning, som et socialt og kulturelt mødested, hvor den enkelte fik lejlighed til at udfolde sine talenter som solist og i fællesskab med andre.
Efter Amatørteatrets opløsning fik Blindehistorisk Selskab overladt alle eksisterende lydoptagelser af forestillinger, som teatret gennem årene havde opført. Selskabets elektroniske arkiv indeholder i dag lydfiler med 30 digitaliserede forestillinger, som vil blive lagt på vores hjemmeside under et særskilt menupunkt.
Medens der stadig er mennesker, som har oplevet amatørteatret i dets storhedstid, var det nærliggende her 10 år efter teatrets opløsning at bede Arne Krogh, en af teatrets markante personligheder, om at fortælle om teatrets historie og betydning sammen med nogle af de gamle kolleger.
Denne opfordring har Arne taget imod. Arrangementet planlægges at skulle løbe af stablen torsdag den 23. november kl. 19.00 i den store sal på Solterrasserne i Valby. Der er grund til at glæde sig til dette arrangement, som vi i bestyrelsen ser som et naturligt followup på arrangementet den 18. maj i år med brødrene Hans Erik og Henrik Olsen, der fortalte om amatørteatrets kabaretter i 1960-erne og om deres far Ove Olsens betydning for teatret.
I bestyrelsen håber vi, at rigtig mange medlemmer vil hjælpe os med at informere om arrangementet overfor familie, venner og ved møder, hvor mennesker med interesse for blindes historie deltager. Vi håber på et stort fremmøde og glæder os til dette medlemsarrangement med fokus på det tidligere amatørteater.
Arrangementet vil blive omtalt i Dansk Blindesamfunds medlemsblad nr. 14/2017, som udkommer den 7. november 2017. Derudover vil alle medlemmer få tilsendt et medlemsbrev om begivenheden. På tilsvarende måde vil alle de 45 fhv. aktive nulevende medlemmer af teatret, som vi i selskabets bestyrelse har kendskab til, blive informeret om arrangementet.
Ud over ovennævnte arrangement planlægges et arrangement søndag den 18. februar 2018 fra kl. 10.00-12.00 på Fuglsangscentret i forlængelse af selskabets generalforsamling. Her kommer museumsinspektør Jacob Kjærgaard fra Medicinsk Museion og fortæller om ”Den Blindehistoriske Samling”. Jacob Kjærgård har været projektansvarlig for den omfattende digitalisering af samlingens mange genstande, dokumenter, billeder og lydfiler. Projektet afsluttes den 1. juli 2018.
Afslutningsvis kan jeg fortælle, at fhv. kredsformand Palle Jacobsen har foreslået Hans Erik og Henrik Olsen om at præsentere ”Fortællingen om de blinde tvillingebrødre Hans og Henrik, som blev adopteret af det blinde forældrepar Linda og Ove Olsen”. Både Hans Erik og Henrik synes det kunne være en spændende udfordring, at fortælle deres livshistorie. De har givet tilsagn om at præsentere fortællingen som et causeri suppleret med lydglimt ved et kommende medlemsarrangement i maj 2018.
Medlemsarrangementerne i februar og maj næste år vil naturligvis blive udførligt omtalt i kommende nyhedsbreve.
Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com
Næstformand René Ruby
Jagtvej 14A 2. tv.
2200 København N
Mobil +45 29 93 09 69
Mail: rene.ruby@parkmail.dk
Kasserer Henning Backs
Ringmarken 37
4623 Lille Skensved
Tlf. +45 23 11 79 88
Mail: henning@backs.dk
Sekretær Thorvald Kølle
Clermontgade29. 1.
4000 Roskilde
Tlf. 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk
Redaktør Henning Eriksen
Lyngby Hovedgade 104B 4. tv.
2800 Lyngby
Tlf. +45 64 13 90
Mail: henning.eriksen@c.dk
1. suppleant Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Tlf. +45 32 51 35 52
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk
2. suppleant Erik Otto Kiørbye
Finsensgade 7 2-3
6700 Esbjerg
Tlf. +45 75 13 12 28
Mobil +45 51 64 65 58
Mail: kiorbye@esenet.dk
