Nyhedsbrev nr. 3 juli 2017

Logo

Blindehistorisk Selskabs nyhedsbrev nr. 3. 2017

Indholdsfortegnelse

1. Indholdsfortegnelse

2. Hilsen fra formanden

3. Selskabets medlemsarrangement den 18. maj 2017 af Henning Eriksen

4. Et usædvanligt øjenbehandlingsforløb, af Erik Kiørbye

5. ”Sådan som jeg husker ham”, af Rita Cecilia Warmby

6. I samme job i 43 år, af Flemming Egedal


7. Baggrunden for de mange udgivelser af Rita Cecilia Warmby

8. 3 henstillinger til Dansk Blindesamfund af Poul Lüneborg

9. Blind mands lejlighed information ved HenningEriksen

10. Indspilninger med Johannes Wahl bliver måske tilgængelige på vores hjemmeside Af Ove Gibskov

11. Medlemsbreve, Medlemslisten og vedtægterne af Poul Lüneborg

12. Blindes Arbejdes arkiv nu tilgængeligt på Rigsarkivet af René Ruby

13. Selskabets hjemmeside – www.blindehistorie.dk af Poul Lüneborg

14. Registreringsprojektet, af Henning Eriksen

15. Blindes Støttefonds arkiv skal indleveres på Rigsarkivet af René Ruby

16. den danske båndamatørbevægelse, af Poul Lüneborg

17. Bestyrelsens kontaktoplysninger

”Hilsen fra formanden”

af Poul Lüneborg

Jeg sidder og skriver denne hilsen på en dejlig sommerdag midt i juni måned. Ud over vejret er der for mig som formand for selskabet grund til at glæde sig over, at adskillige medlemmer er begyndt at sende manuskripter til offentliggørelse i vores nyhedsbreve. Dette forhold vil fremgå af indholdet af i det mindste dette og det næste nyhedsbrev.

Artiklerne i dette nyhedsbrev indeholder stof til eftertanke og beskrivelser af oplevelser, som læseren kan more sig over.

Redaktør Henning Eriksen indleder med en beskrivelse af det meget vellykkede medlemsarrangement den 18. maj, hvor fhv. formand for selskabet Hans Erik Olsen, sammen med sin bror Henrik, gav inspirerende og sjove eksempler på det tidligere amatørteaters kabaretter fra 1960-erne og fortalte om deres far Ove Olsen, der gennem mange år var en central skikkelse i teatrets virksomhed.

I den efterfølgende artikel fortæller fhv. organist og kredsformand Erik Kiørbye på en finurlig måde om de mange besynderlige behandlinger, som han selv og hans bror fra begyndelsen af 1930-erne til midten af 1990-erne har været udsat for på grund af deres medfødte synshandicap. En morsom fortælling om en alvorlig udfordring, som giver stof til eftertanke i forhold til vor tids forskellige tilbud om alternativ behandling af øjensygdomme.

Signe Lynglund og hendes søster Luise Lind har begge tidligere skrevet artikler i nyhedsbreve fra maj og december 2012 samt fra april 2017 om deres familie og ikke mindst om deres morbror børstenbinder Richard Thorlev fra Langeland. Rita Cicilie Varmby ser i sin artikel ”Sådan som jeg husker ham” tilbage på sit bekendtskab med Ricard Thorlev, med hvem hun gennem en årrække korresponderede pr. bånd. Før indførelsen af kassettebåndet i begyndelsen af 1980-erne korresponderede en del blinde i grupper ved hjælp af et spolebånd, som blev rundsendt mellem gruppens medlemmer, det giver Rita en fin beskrivelse af i artiklen.

I 3 nyhedsbreve fra april, oktober og december 2013 har Flemming Egedal fortalt om sine oplevelser fra begyndelsen af 1960-erne på Refsnæsskolen ved Kalundborg og på Blindeinstituttet i København frem til slutningen af det nævnte årti, det hele beskrevet på en humoristisk og selvironisk måde. Nu vender Flemming tilbage med beretningen ”I samme job i 43 år”, hvor han på samme humoristiske og inspirerende måde fortæller om sit lange arbejdsliv som telefonist på Sønderborg Kaserne.

Rita Cecilia Warmby offentliggjorde første gang sit essay ”Tanker om blindhed” i 2 omgange i selskabets nyhedsbreve, første halvdel i apriludgaven og anden del i udgaven fra september 2014. Hun udgav dernæst en revideret udgave i november 2015 på forlaget Saxo Public. Denne udgivelse anmeldte Karen Marie Pedersen i Nyhedsbrev fra maj 2016. Det gav mig anledning til stor forundring, da Rita allerede den 13. marts 2017 sendte mig en 2. udgave af hendes bog udgivet på forlaget Saxo. I artiklen ”Baggrunden for de mange udgivelser” forsøger Rita på min opfordring at beskrive overvejelserne, som har ført til offentliggørelsen af denne reviderede udgave af hendes essay kun 16 måneder efter udgivelse af forlagets første udgave. Ud over sit essay er det lykkedes for Rita med denne artikel, at give både blinde og seende noget at tænke over.

Jeg vil minde om, at læsere, som ikke har alle de nævnte nyhedsbreve ved hånden og som benytter en computer, kan finde disse på selskabets hjemmeside www.blindehistorie.dk.

Ud over de ovennævnte 6 artikler indeholder dette nyhedsbrev 9 mindre artikler eller man skulle måske snarere benævne dem notitser.

Næstformand René Ruby beskriver i 2 af disse artikler afslutningen af indleveringen af Blindes Arbejdes arkiv til Rigsarkivet og det efterfølgende projekt om indlevering af arkiverne tilhørende ””Blindes Støttefond” til samme arkiv.

Redaktør Henning Eriksen fortæller ligeledes i 2 notitser om opfølgningen på projektet ”Blind mands lejlighed” i købstadsmuseet ”Den Gamle By i Aarhus og om den seneste udvikling i selskabets registreringsprojekt.

Siden Lars Bang Andersens fine foredrag om sangeren og musikeren Johannes Wahl på årets generalforsamling har vi i bestyrelsen arbejdet på at afklare mulighederne for at skabe et link på selskabets hjemmeside om ham. Journalist Ove Gibskov har i en mindre artikelbidraget til afdækningen af hvilke lydoptagelser med Johannes Wahl, som findes i DRs arkiver.

Endelig har jeg selv i 4 notitser beskrevet en række af de opgaver, som vi i bestyrelsen arbejder med. Det drejer sig om udsendelse af medlemsbreve, om medlemslisten, om hjemmesiden og litteraturoversigten på denne. Dernæst har jeg i en artikel fulgt op på de 3 henvendelser til Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg, som arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS’s Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg har fremsat.

Endelig har jeg i en artikel omtalt en henvendelse fra Jonas Olesen, der arbejder på udgivelsen af en bog om ”Historien om danske båndamatører”.

Disse 9 notitser er medtaget for løbende at informere om de opgaver, som vi i bestyrelsen arbejder med. Det er mit håb, at denne information vil inspirere mange medlemmer til at engagere sig endnu mere i selskabets arbejde.

Lad mig så afslutningsvis fortælle lidt om 2 vigtige møder i juni måned indenfor selskabet.

Den 1. juni afholdt arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS’s Fritids- og Kulturpolitiske udvalg et særdeles givende møde om de 2 blindehistoriske samlinger på Refsnæsskolen med deltagelse af repræsentanter for Synscenter Refsnæs, museumsinspektør Jacob Kjærgård fra Medicinsk Museion og landsformand Thorkild Olesen. Det er min vurdering, at vi her fik et fint overblik over den aktuelle status for de 2 samlinger.

Til slut skal jeg nævne, at bestyrelsen afholdt møde den 8. juni, hvor vi drøftede en række nye projekter, som jeg glæder mig til at fortælle om, når næste nyhedsbrev udkommer i begyndelsen af oktober måned i år.

Jeg ønsker alle selskabets medlemmer god læselyst og en rigtig god sommer.

”Lydkabaret på Solterrasserne – Selskabets medlemsarrangement 18. maj 2017”

af Henning Eriksen

18. maj havde Blindehistorisk selskab et medlemsarrangement. Det foregik på Solterrasserne i Valby. Der var mødt godt 40 deltagere og det var bestyrelsen godt tilfreds med.

Arrangementet formede sig som et kurseri med indlagte lydoptagelser af Amatørteatrets kabaretforestillinger i tiden 1961 til 1977. Det var på et tidspunkt, hvor den særlige blindekultur blomstrede mest, der den gang fandtes i blindemiljøet i hovedstadsområdet. Denne kultur er nu stort set forsvundet.

Det var Hans Erik Olsen, der havde fostret ideen og ham, der kurserede. Hans bror Henrik passede teknikken. Det blev en meget fornøjelig aften, ikke mindst for mig, der jo kendte de allerfleste af de optrædende, vi hørte denne aften. Dette arrangement var muliggjort, fordi der havde været en række blinde båndamatører, som havde optaget de forskellige forestillinger. Det var Gunnar Rasmussen, Tage Poulsen og Hans Peder Christiansen også mellem venner kaldet Volborg. Det var meget fremsynet tænkt af disse båndamatører og det skal de huskes for.

De fleste af de sketches og viser, vi hørte, var skrevet af Ove Olsen. Han var selv meget svagsynet og virkede i de år, arrangementet omfattede, nærmest som amatørteatrets huspoet. Men der var også numre, der var skrevet af andre f.eks. Helge Hampe, Poul Glygård og Verner Clemmensen. Det var sjovt at genhøre de mange rigtig gode skuespillere, Amatørteatret dengang rådede over. Vi hørte f.eks. Bente Krogh, der havde en meget lys og ung stemme dengang, men der var også numre med Grethe Petz, Holger Petz, Kresten Sørensen, Niels Eskjær, Hans Olesen Lis Klausen, Arne Krogh og Gustav Olsson. De var alle meget dygtige amatørskuespillere. Der var sandelig også et genhør med den professionelle blinde sanger Johannes Wahl. Han havde indvilget i at medvirke sammen med amatørerne i en revy, som Københavnskredsen var arrangør af midt i 1960erne. Han overstrålede trods alt dem alle.

Arrangementet varede til kl.21.30, med en kaffepause ind imellem. Det var et arrangement for medlemmerne, og var derfor gratis. Det var en meget spændende aften, hvor alt fungerede. Hans Olsen fortalte redeligt om sin far, som på en måde var aftnens hovedperson og han havde gode oplæg til de numre, vi hørte lydoptagelser af. Hans bror Henrik passede teknikken og det gjorde han godt. For os, som mødte frem den aften, var det en stor oplevelse at høre de mange genhør med de dygtige amatører, som mange af os kendte.

”Et utraditionelt Øjenbehandlingsforløb”

af Erik Kiørbye

Erik Kiørbye er uddannet som organist og virkede i mange år i dette fag i Esbjerg. Nu er han pensioneret. Han blev valgt ind i selskabets bestyrelse på generalforsamlingen i vinteren 2017:

Jeg er født i Århus den 5. januar 1932, og jeg boede de første 30 år af mit liv i byen, hvor min far var adjunkt og lektor på Katedralskolen.

Både min bror Niels Jørgen og jeg er født med dårligt syn; men jeg kan ikke sige, hvornår det gik op for vores forældre, at vi ikke kunne se så godt; det må dog være sket ret tidligt.

Naturligt nok var det Niels Jørgen, som var født den 26. april 1928, der først “blev afsløret” i denne sammenhæng. Så vidt jeg husker, blev den første mistanke vakt en dag, da han ikke kunne få øje på en fugl, som sad i et træ lige uden for badeværelsesvinduet. Jeg tror, at Niels Jørgen var godt fem år på det tidspunkt. Han kom så til en øjenlæge, som gav ham briller med røgfarvede glas, så øjnene blev skånet for det klare dagslys. Da har jeg været omkring halvandet år; men det blev forholdsvis hurtigt konstateret, at det også var galt med mine øjne.

Så hørte Far og Mor gennem en af vores tanter om en dame, der havde besøgt en tysk øjenlæge, en vis Graf Wieser, som skulle være ganske fantastisk. Damen havde hørt om Tantens to nevøer med de dårlige øjne, og hun mente bestemt, det måtte være en oplagt ide at rejse ned til ham med os.

Ideen faldt da også i god jord, og Far og Mor gik straks i gang med at planlægge et besøg hos Dr. Wieser. Han havde klinik i Bad Eilsen, der ligger omkring 80 kilometer vest for Hannover, og vores første besøg i Eilsen løb af stabelen i juli 1936; det skulle naturligvis være på et tidspunkt, hvor Far havde fri fra skolen.

Vi kørte derned i vores morfars bil; men det var en lang tur med et par smådrenge på 4 og 8 år, og det blev da også til to overnatninger undervejs, før vi nåede til Bad Eilsen. På udturen overnattede vi i Slesvig, hvor vores vinduer vendte ud til hovedvejen med dens larm af mangfoldige lastbiler, og i Schneeferdingen, som var mere fredelig. På hjemturen sov vi i Soltau og vist nok igen i Slesvig. I Soltau fik jeg en seng med et højt gitterværk omkring, og den huskede vi senere som abesengen!

Eilsen var dengang et af Tysklands mangfoldige kurbadesteder. Folk kom dertil for at få mudderbade, og desuden havde stedet en kilde, som præsterede noget “meget sundt” vand. Det skal såmænd nok passe; i hvert fald lugtede det stærkt råddent!!! Far smagte også på vandet; men jeg husker tydeligt, hvordan han straks spyttede det ud igen med alle tegn på væmmelse.

Der var to-tre kurhoteller, som lå i en ret stor kurpark med lange gange og store græsplæner. Den var god at lege i, selv om de mange kurgæster befolkede gange og plæner. Der var også en bæk med en bro over; der legede vi plyspind; men der var ingen af os, der faldt i vandet og drev ind under broen, som æslet i Peter Plys-bogen gjorde!

Det fineste af hotellerne havde naturligvis et ensemble med klaver og to-tre strygere, som spillede taffelmusik i restauranten eller underholdt på terrassen om eftermiddagen.

Jeg var meget optaget af at lytte til denne musik, og jeg kan stadig fornemme den mondæne atmosfære, som stedet på den måde fik.

Dr. Wieser havde indrettet sin klinik på en af hotelgangene, og patienterne lejede så de nødvendige værelser med tilhørende helpension på hotellet.

Grundlaget for behandlingen var, at man skulle styrke sine øjne ved at bruge dem, og derfor blev der i behandlingen lagt afgørende vægt på tilpasningen af de “rigtige” briller. Patienterne var samlet i et stort lokale med en bogstavtavle til hver patient. Hver gang man havde identificeret et bogstav, sørgede en af de tilstedeværende kvindelige assistenter for, at der blev sat et nyt, mindre bogstav på ens tavle. Afprøvningen var her virkelig sat i system. Når glassene blev tilpasset hos øjenlægen, foregik det også dér med de stel, hvor man kan sætte to eller flere glas foran hinanden, og jeg kan stadig tydeligt høre den, som skiftede glassene, spørge: “So besser oder so besser?”

Dr. Wieser forkastede straks Niels Jørgens røgfarvede brilleglas, og efter en grundig afprøvning i tavlerummet blev vi udstyret med to par briller: til læsning og til fjernbrug. Mine fjernbriller svingede mellem +11 og +14, og mine læsebriller var henholdsvis +34 og +40.

Foruden fokuseringen på brug af briller og understregningen af, at øjnene havde godt af det ufiltrerede dagslys, fik vi nogle piller, om hvilke øjenlægen sagde, at de smagte “kolossal infernalisch”! Så slem syntes jeg dog ikke, smagen var; men de var ingen nydelse. De lignede små marmorkugler. Desuden fik vi en flaske med en væske, hvoraf nogle dråber hver dag skulle opløses i lidt vand og drikkes. Væsken blev i hvert fald lavet efter medbragt recept herhjemme; men jeg kan ikke huske, om marmorkuglepillerne blev lavet herhjemme, eller vi stoppede med dem engang under krigen, da vi havde spist lageret fra Eilsen.

Det var først som voksen, at jeg fik kontakt med danske øjenlæger. Far og Mor var overbeviste om, at den behandling, som Niels Jørgen og jeg fik i Bad Eilsen, var den rigtige for os, så derfor rejste vi hver sommer frem til krigsudbruddet i 1939 dertil, og det nåede altså at blive til fire besøg.

Klinikken havde så stor succes, at den i 39 var flyttet til egne lokaler i et nybygget gæstehus. Men på det tidspunkt var dr. Wieser alvorligt syg, og hans konsultationsrum i de nye omgivelser stod ubrugt. Han havde en assistent, som hed Tippelskirsch. Han havde i vores tid overtaget stadig mere af arbejdet, og han var i 39 i praksis eneansvarlig for klinikkens drift.

I trediverne var udenlandsrejser bestemt ikke allemandsforetagender, og blandt børn var den slags oplevelser udprægede sjældenheder. Derfor var Niels Jørgen og jeg flere gange centrum i grupper af lyttende kammerater, når vi fortalte om, “hvad i fremmed land vi så”. Da jeg i sommeren 40 for første gang boede på et dansk hotel – i Odense – følte jeg det som noget helt særligt!

På de tre sidste ture til Eilsen overnattede vi hver gang i Hamborg både på ud- og hjemrejsen, og nogle gange var vi fremme ved hotellet midt på eftermiddagen. Det betød, at der var tid til at besøge nogle af Hamborgs seværdigheder. Jeg husker i særlig grad besøget i Hagenbeck: Hamborgs berømte zoologiske have; men også en tunnel under Elben gjorde et stærkt indtryk på mig. Der var en elevator i hver ende, og både de og tunnelen var så brede og med fortov på begge sider, at køretøjer kunne hejses ned og køre igennem til elevatoren på den anden side.

Samtidig med indvielsen af den gamle Lillebæltsbro blev de røde lyntog taget i brug, og så vidt jeg husker, var det ligeledes ved den lejlighed, lyntoget Nordpilen, som kørte fra Frederikshavn til Hamburg, blev indsat. Det skulle vi naturligvis prøve i sommeren 37; men det blev ingen succes: Fra Århus til Fredericia gik det fint bortset fra, at nogle andre passagerer, som havde sat sig på vores reserverede pladser, nægtede at flytte sig, så konduktøren måtte finde andre pladser til os. Men videre syd på var der jævnligt uplanlagte stop med lange ventetider, så vi nåede først til Hamburg om aftenen og med flere timers forsinkelse. Det var vist en prøvelse for Far og Mor at holde gejsten oppe i Niels Jørgen og mig. Det var tyske troppetransporttog, der stoppede trafikken langt op på den danske side af grænsen.

I 38 kørte Morfar og Mormor os til Padborg, hvorfra vi så tog toget videre syd på. Jeg var meget optaget af broen over Kielerkanalen med dens næsten cirkelrunde, bratte stigning lige udenfor Rendsborg. Rejsen mellem Hamborg og Eilsen bød altid på to togskift: i Hannover og Bückeburg. Fra sidstnævnte til Eilsen kørte man med en lille, så vidt jeg husker, smalsporet stikbane, som var kendt under det malende navn “Slamekspressen!” Jeg husker, at vi i hvert fald på én af turene sydpå fra Hamborg fik en pose mad med fra hotellet. Jeg følte det meget farligt at spise stykkerne med kødpålæg, så jeg fik stykker med ost, i hvert fald sikkert Mors stykke!

I 39 kørte vi i vores egen bil, som vi havde fået i april, og jeg husker tydeligt, at en tysk tankpasser beklagede sig over, at militærfolk altid skulle have førsteret ved betjeningen. Da var det meget spændende at køre på den nybyggede motorvej syd for Hamborg; men i 36, da vi kørte i Morfars bil, lavede vi en udflugt fra Eilsen til byggeriet af et af de store brokryds på motorvejen fra Berlin til Ruhr-området. I 39 lavede vi en udflugt til Hameln, hvor jeg var meget skuffet over, at vi ikke mødte rottefængeren og de mange rotter, som fulgte ham.

Vi havde kun lidt kontakt med tyske børn. På en af togturene havde vi en leg med en dreng, som skiftevis gemte sig bag en avis og hurtigt trak den ned. Engang, da vi sad i kurparken i Eilsen, ville en dreng absolut lege: “Ein Junge soll kommen,” sagde han; men vi turde ikke komme! I 39 fandt vi på en leg, hvor jeg var hr. Blomme, som Niels Jørgen drillede, så Hr. Blomme prøvede at fange ham. Det var mægtig sjovt; men da vi kom hjem til ferielegekammeraterne, kunne navnlig jeg ikke forstå, at de ikke fandt noget sjovt ved legen?!

På hjemvejen i 39 må vi have forladt motorvejen; for vi kom forbi koncentrationslejren Bergen Belsen. Der var noget underligt ved hegnet; men hvad det egentlig gik ud på, vidste vist hverken Far eller Mor ret meget om og Niels Jørgen og jeg selvfølgelig slet ikke. I Hamborg havde vi et fast hotel, som vi altid brugte; men da det lille selskab ret sent nåede frem, navnlig med en overtræt Erik, var alt optaget. Hotelpersonalet hjalp med at finde plads på et lille hotel et sted i Altona, hvor vi fik et dobbelt- og et enkeltværelse. I det sidste sov Far, mens Niels Jørgen og jeg delte den ene af de to senge i det andet. Jeg husker, at det var drønvarmt den nat; men vi fik dog sovet.

Med krigsudbruddet d. 1. september 39 bortfaldt de årlige besøg i Eilsen; men i det lange løb kunne Mor og Far naturligvis ikke bare lade stå til, mens de ventede på fredeligere tider. De fandt ud af, at optikerfirmaet Thiele på Købmagergade i København havde en medarbejder, som havde været på studieophold hos Graf Wieser. Hans navn var Valdemar Friang, og ham besøgte vi gennem flere år, første gang i sommeren 1941. Hos Friang fik vi så ved hvert besøg justeret vores brilleglasstyrke; men der var nok ikke anden behandling i det, end at brillerne passede til det, vi kunne se.

Når vi var i København, boede vi i vores farbrors hus på Dagvej i Hellerup. Når vi var der, var han og hans kone på sommerferie; men huset var meget spændende, for det havde et krystalapparat, som det nu og da lykkedes os at finde “Danmarks Radio, København-Kalundborg på”. Det var meget spændende at komme til København og køre med S-tog og besøge de mange seværdigheder: Nationalmuseet, Danmarksakvariet, Tivoli, Dyrehavsbakken, Thorvaldsens museum. Sidstnævnte var dog ribbet for udstillinger; pga. bombefaren var mange af figurerne sat i beskyttelsesrum. I 41 fandt vi et spisested, som reklamerede med logoet: “Spis væk hos Beck”. Oh herlighed: vi fik stegte rødspætter med remouladesovs! Så megen remoulade på én gang havde jeg aldrig før oplevet! Næste år havde det rygte bredt sig. At Beck var værnemager, så vi kom der ikke mere!

2-3 år efter krigen fik Thiele besøg af en engelsk optiker, som afprøvede og tilpassede kontaktlinser; hans navn var Clifford Hall. Jeg kunne ikke bruge dem; men Niels Jørgen fik et sæt, som dog ikke i længden var ham til nogen hjælp.

I sommeren 58 var jeg endnu en gang på besøg hos Dr. Tippelskirsch i Bad Eilsen. Kurbadet var for nylig overtaget af de offentlige sygekasser og ventede på at blive taget i brug som rekreationshjem. Men øjenklinikken og gæstehuset fungerede, og stedets altmuligmand, Ernst, som vi huskede fra 39, var sandelig kommet gennem krigen med livet i behold.

Min øjenlidelse er bl.a. manglende udvikling af den gule plet, så jeg har altid haft perifert syn. Det betød, at jeg aldrig har kunnet bruge begge kikkertrør på én gang, og når jeg gik eller cyklede – for det så jeg godt nok til at gøre under krigen med dens sparsomme trafik – færdedes jeg altid med hovedet drejet lidt mod højre, fordi jeg så bedst med venstre øje. Mine nærmeste omgivelser prøvede forgæves at få mig til at vende ansigtet lige fremad. Dr. Tippelskirsch ordinerede ved mit besøg hos ham i 58, at øjnenes muskulatur skulle styrkes. Derfor fik jeg ved hjemkomsten min århusianske optiker Paludan til at konstruere nogle briller, som var forsynet med en skindkant, der udelukkede alt lys fra siderne. Glasset til mit venstre, bedste øje var monteret på en bøjelig stilk, så jeg kunne stille på det. Ideen var, at jeg efterhånden skulle tvinge øjet til at orientere sig mod højre, altså mod midteraksen i øjnenes fælles synsfelt. Heller ikke dette behandlingsforsøg gav dog noget positivt resultat.

Endnu en udløber af vores besøg hos øjenlægerne i Tyskland skal jeg nævne: Nogle år efter krigen kom vi i forbindelse med en vis dr. Star, som havde etableret sig i København. Han var dansk gift, men tysk af fødsel og uddannelse, og han hævdede stædigt, at han havde fået specialistuddannelse som øjenlæge i Eilsen; men på grund af de forvildede forhold i Tyskland som følge af krigen kunne han ikke skaffe sine specialistpapirer.

En væsentlig side af behandlingen hos Dr. Star tog ligeledes sigte på en styrkelse af øjnenes muskulatur: man blev placeret foran nogle kasser med lys i, hver kasse havde en af grundfarverne, og man skulle så bevæge øjnene rundt i alle hjørner og kanter af kassens indre. Efter en tid foran en kasse flyttede man videre til de næste kasser.

Et andet element i behandlingen bestod i, at der blev sat elektroder over øjnene og i nakken, hvorefter der sendtes en svagstrøm gennem hovedet.

Hos Dr. Star deltog både Niels Jørgen og jeg; men ingen af os kunne konstatere nogen afgørende synsforbedring; men jeg tror trods alt, at øjengymnastikken i kasserne var lige så sund som al anden gymnastik.

Til sidst skal jeg fortælle om endnu et forsøg på at forbedre mit dårlige syn, selv om det ikke har noget at gøre med Eilsen: En dame, som var gift med en af Fars kolleger, var kommet i kontakt med en danskamerikansk fysiker Christian A. Volf, som først i 1950-erne var vendt hjem fra USA og havde bosat sig i Hellerup. Dr. Volf hævdede, at man kunne behandle hjerne- og nervelidelser med lydbølger, og damen, som fortalte os om ham, og som var maniodepressiv, omtalte hans behandlinger med stor begejstring. På hendes anbefaling besluttede Mor og Far at prøve, om dr. Volf kunne hjælpe mig, så jeg blev sendt på besøg hos min farbror og tante på Dagvej, et par gader fra dr. Volfs bopæl. Min bror var på det tidspunkt travlt optaget af sit landbrugsarbejde, så han nåede aldrig til Dr. Volf.

Dr. Volfs undersøgelse af mig foregik på den måde, at han flere gange slog en stemmegaffel an og satte den forskellige steder på mit hoved, hvorefter han hævdede, at den ene side af min hjerne ikke fungerede; målet med den ordinerede behandling skulle derfor være at få hele min hjerne til at komme i gang. Jeg fik så et sæt hovedtelefoner på, hvorefter jeg de næste tre-fire minutter – så længe, som en grammofonpladeside dengang varede – lyttede til nogle lyde, der hele tiden skiftede i styrke og tonehøjde indenfor en given oktav; Volf havde forkærlighed for de dybe oktaver.

Jeg var i København en uges tid, hvor jeg hver dag gik hen til dr. Volfs hus, hvor jeg fik mine behandlinger. Der var den særlige charme ved behandlingerne, at en af mine klassekammerater fra gymnasiet, som jeg havde et godt øje til, også fik behandlinger hos dr. Volf, og hun havde et deltidsjob med at give patienterne hovedtelefonerne på og lægge de ordinerede plader på grammofonen. Jeg kunne ikke konstatere nogen forbedring af mit syn; men jeg koketterede bagefter noget med, hvor genial jeg måtte blive, når hele min hjerne blev aktiv!

Den tillid, som mine forældre fik til klinikken i Bad Eilsen, var så grundfæstet, at de opsøgte alle de fagfolk, om hvem de hørte, at de byggede videre på en viden og erfaring, som de havde erhvervet hos Graf Wieser og dr. Tippelskirsch, og det blev bestemmende for, at min bror og jeg har oplevet usædvanlige behandlingsforløb af vores øjenlidelser.

Fra slutningen af 50-erne og 30-35 år frem forsøgte jeg ikke at finde ret mange øjenforbedrende behandlinger. Først i starten af 90-erne blev jeg opereret for grå stær på det ene øje; men det gav kun en lille og kortvarig forbedring, og min svindende synsevne, som gennem mange år havde gjort sig gældende, endte i midthalvfemserne med total blindhed. Min brors synsevne svandt gennem årene også ind, så han ligeledes endte med at blive helt blind.

”Sådan som jeg husker ham”

af Rita Cecilia Warmby

Rita Cecilia Warmby, har været medlem af Blindehistorisk Selskab helt fra foreningen blev stiftet. Rita er Børstenbinder og bor i København. Hun er en glimrende fortæller og også god til at skrive. Læserne husker måske hendes artikel “Tanker om blindhed”.

Jeg er blevet spurgt om, jeg vil lave et portræt af Richard Thorlev, sådan som jeg husker ham.

Han er født den 4. september i 1918 på Langeland. Jeg lærte ham at kende i 1977 via en artikel i medlemsbladet. Han søgte at finde nogle mennesker, som han kunne båndkorrespondere med. Han havde i en årrække været med i adskillige båndkorrespondancegrupper med en, der hed Svend Åge Bagger. Ham kendte jeg ikke men jeg hørte en del om ham. Richard Thorlev ville selv lave en gruppe, så det blev gjort med forskellige mennesker rundt om i landet.

Vi var 4 mennesker på et spolebånd. To personer på hver side af båndet. I reglen kørte vi på hastigheden 4,75 cm, så pladsen blev udnyttet mest muligt. Vi fortalte om vores hverdag. Fortællingerne blev suppleret med musikalske indslag. Det var rigtig sjovt med de båndgrupper. Det fortsatte op i firserne, men i halvfemserne uddøde det fuldstændigt. Den bedste tid som jeg husker var fra 1977 til 1980, hvor Richard og jeg var med i flere båndgrupper. I 1980-erne, blev spolebåndet fortrængt af kassettebåndet. Så måtte en båndgruppe bruge 2 kassetter fremover. Der var ikke den samme plads at boltre sig på med de mange indslag, som vi præsenterede for hinanden. Det var ikke det samme med kassetterne, som det var med rundspolebåndet, som Richard kaldte det.

Richard Thorlev var børstenbinder, og han havde sit værksted i sit hus, hvor han boede. Hans optagelser blev lavet i værkstedet.

Richard ville gerne være forfatter. Jeg synes, han var en glimrende fortæller med mange naturbeskrivelser. Lokalhistorien samt danmarkshistorien var 2 af hans kæpheste, hvilket hans romaner og digte bar præg af. Desværre har jeg ikke noget af det længere. Han fortalte mig, at han altid havde været en læsehest. Hans interesser for bøger var klassikerne. Han holdt meget af romantikkens forfattere, hvor det historiske indslag var et vigtigt element af fortællingen. Sømandsromaner og rejsebeskrivelser fra gammel tid var han også meget glad for. Derfor tror jeg, han holdt meget af forfattere, hvor Morten Korch, Jules Verne og Alexandre Dumas den ældre er værd at nævne.

Som det kan ses i min beskrivelse af ham, var han et romantisk gemyt, som ikke interesserede sig så meget for sin samtid. Han levede meget isoleret, hvilket var en af årsagerne til interessen for båndkorrespondancen.

Det ville have været alle tiders, hvis der var lavet et interview til folkemindesamlingen, fordi Richard talte et gammeldags sprog med en bred langelandsk dialekt. Han gjorde meget ud af sin diktion, til perfektion i båndgrupperne.

Det må have været et kulturchok for ham, når han fx var i hovedstaden, der var så meget anderledes end livet på Langeland, hvor han havde boet i hele sit liv. Han havde boet på Søndrelandevej 14 i Rudkøbing, siden han var 6 år gammel. Derfor tror jeg, at han slet ikke kunne flytte på plejehjem, hvilket han var indstillet til. Det tog simpelt hen livet af ham.

Jeg havde ikke så meget kontakt med ham i 1990erne, så derfor har jeg ikke et nøjagtigt årstal og dato på, hvornår han døde.

En skam er det, at lokalhistorikerne aldrig fik øje på ham.

”I samme job i 43 år”

af Flemming Egedal.

Flemming Egedal er kendt af mange af nyhedsbrevets læsere. Han har i tidligere nyhedsbreve fortalt om sit ophold på Refsnæsskolen og sit ophold på Blindeinstituttet i København. Her fortæller han historien om sine mange år, hvor han var ansat som telefonist på Sønderborg kasserne.

Jeg er født stærkt svagsynet. men i de sidste ca. 40 år har jeg ikke kunnet læse sortskrift.

Jeg fik faktisk tilkendt invalidepension tilbage i marts 1968, i øvrigt en måned efter jeg blev gift med min nuværende hustru. men jeg har aldrig modtaget pensionen, idet jeg siden slutningen af maj 1967 og til den 31. juli 2013, hvor jeg gik på folkepension, har haft fuld beskæftigelse på arbejdsmarkedet med en afbrydelse på 7 måneder, da jeg var under revalideringen i den periode, jeg var på telefonskole.

I de første 2½ år var jeg ansat på emballagefabrikken Glud og Marstrand i København men da jeg vidste, hvor fremtiden ville bringe mig hen, som følge af min medfødte øjensygdom, valgte jeg pr. 1. januar 1970 at komme på telefonskolen på blindeinstituttet på Rymarksvej i Hellerup, hvor jeg spildte næsten 5 måneder med ingenting, for så vidt det drejede sig om de teoretiske fag, da jeg selv er af den opfattelse, at jeg havde rimelige gode skolekundskaber med i min bagage. men i de perioder, hvor jeg var i praktik ved 2 typer omstillingsborde, var lærerige.

Et praktiksted i skattedepartementet i Slotholmsgade, et automatbord, type L.M. Eriksson, og i Landsskatteretten ved Vesterport, et gammeldags snorebord.

I maj måned 1970 kom blindeinstituttets arbejdskonsulent Boris Kokine og spurgte mig, om jeg var interesseret i et job på Sønderborg Kaserne, hvortil jeg svarede, at jeg selvfølgelig skulle høre min hustru om det var et tilbud, jeg skulle tage imod.

Min hustru sagde ja med den besked, at arbejdskonsulenten skulle finde en lejlighed i Sønderborg til det tidspunkt, hvor jeg skulle tiltræde jobbet på Sønderborg kaserne.

På dette tidspunkt havde vi netop i april fået vores tredje barn.

Dette var ved at skabe store problemer for os, idet arbejdskonsulenten foreslog, at jeg kunne selv rejse til Sønderborg og begynde det nye job. men hertil sagde min hustru blankt nej, idet hun ikke ville blive alene tilbage i København med 3 børn.

Så kunne vi få et par værelser på kasernen indtil der blev en ledig lejlighed. men med 3 børn i så dårlige indkvarteringsforhold, der heller ikke var optimale, så svaret blev her også et stort nej.

Ved en ihærdig indsats fik arbejdskonsulenten skaffet os en lejlighed i Sønderborg, og det blev aftalt med Kasernen, at jeg skulle starte den 1. august 1970, så den opmærksomme læser har regnet ud, at jeg har været ansat på Sønderborg Kaserne i 43 år, men jeg er gået på pension pr. 31. juli 2013.

Da jeg blev ansat var Sønderborg Kasernes officielle navn: “Infanteriets Befalingsmands Skole”, senere ændret til: “Sergent Skolen Sønderborg” og i 1997 til: “Hærens Sergent Skole”, der i april måned 2014 blev flyttet til Varde Kaserne, hvorefter kasernen blev nedlagt, og en æra som dansk kaserne i 94 år var slut.

Sønderborg kaserne var bygget i den periode, hvor Sønderjylland var tysk, og den første bygning stod færdig i 1907 som marinekaserne, men ved genforeningen i 1920, blev kasernen overtaget af den danske hær.

I august måned 2014 blev bygningerne indrettet som flygtningecenter, hvor der i perioder har været op til 800 flygtninge ad gangen.

Da den 1. august i 1970 var en lørdag, havde jeg min første arbejdsdag mandag den 3. august, hvor kaserneforvalter H. C. Kipp tog imod mig ved hovedvagten og bød mig velkommen, hvorefter vi gik over på et kontor, hvor jeg blev præsenteret for kasernens garnisonschef og hans stab, og derefter gik vi over til mit kontor, hvor jeg så skulle starte min hverdag, troede jeg da.

Det viste sig at det omstillingsbord, som kasernen havde, et “General Electric model 36, automatbord”, var en type, jeg ikke i forvejen havde kendskab til.

Den menige soldat, som hidindtil havde passet omstillingsbordet, måtte give mig en instruktion, men det tog nu ikke særlig lang tid, før end jeg fandt ud af, hvordan det skulle betjenes.

I de første 11 år havde jeg kontor i en af de store gamle bygninger, hvor der rent faktisk var 2 rum, et kontor, og et rum, hvor soldaterne sov om natten, når de havde vagt men det blev ændret ved, at det teknisk var muligt at omstille alle opkald til hovedvagten uden for normal tjenestetid, den gang jeg blev ansat.

Det var skam luksus, som jeg her fik, at kunne få mig en middagssøvn, da sengen ikke blev fjernet. og kom der et opkald, kunne jeg slå en klokke til, som sørgede for at vække mig, så opkaldet kunne blive besvaret.

I 1980 skulle den bygning, som jeg havde kontor i, renoveres.

Det betød så, at jeg i 1981 skulle flyttes til et kontor i hovedvagten, hvilket jeg i øvrigt ikke var særlig begejstret for, idet nu havde jeg siddet alene og haft det fredeligt i 11 år i det gamle kontor. men der var ikke noget at gøre, så jeg måtte acceptere beslutningen.

Her fik jeg samtidig mit andet omstillingsbord, “Standard Electric, Minimat 100”, som også var mekanisk styret.

I 1997 flyttede jeg så over til et bedre kontor i hovedvagten med sol hele dagen, og samtidig fik jeg så igen et nyt omstillingsbord.

Efterhånden var omstillingsborde begyndt at blive computerstyret, og jeg fik et “L. M. Eriksson, MD 110”, og det har absolut været det bedste blindevenlige omstillingsbord at betjene og da jeg så i 2000 fik en computer, hvor telefontavlen og mobilnumrene var indlagt, var mine arbejdsbetingelser blevet optimale.

Det krævede blot, at den daværende supporter huskede at ændre på numrene, når de opstod men i starten var vedkommende ikke altid lige hurtig til dette. Det har trods alt ændret sig til det bedste i de sidste adskillige mange år.

I forbindelse med, at kasernen skulle have et nyt omstillingsbord i 1997, nedsattes der et udvalg, hvor jeg også fik sæde.

Dette medførte, at jeg fik valget mellem to typer omstillingsborde, hvor jeg valgte “MD 110”, og man må sige, at det var noget af en gestus fra kasernens side.

I de sidste 7 år på kasernen, var der kun vagt om natten og i weekenden, så jeg havde hele vagtbygningen for mig selv.

På et tidspunkt skulle bygningen sikres for uvedkommende indtrængende, så der blev sat en ståldør i med indtastning af adgangskode for at få åbnet døren, og gitre for vinduerne, så bygningen blev et Fort Nox.

I et af rummene var der to våbenskabe, et til geværer og et til ammunition, da vagterne altid har været bevæbnet.

Inden vagten blev nedlagt i dagtimerne, fik jeg af og til en hyggelig snak med vagtkommandøren og vagtassistenten.

Dette skete også dengang kronprins Frederik var sergentelev i Sønderborg, hvor han jo også skulle have vagttjeneste i hovedvagten.

Han var en særdeles hyggelig soldat, hvor der blev talt lige ud, ikke noget med, “deres kongelige højhed”.

Når jeg ser tilbage på de 43 år på Sønderborg Kaserne, må jeg indrømme, at det har været en særdeles god arbejdsplads.

Jeg har altid været taget med på råd, når det har drejet sig om mit arbejdsområde, og i de sidste mange år har jeg været medlem af kasernens teknologiudvalg, og de øvrige udvalgsmedlemmer har altid taget mine argumenter alvorligt, og også givet mig ret, hvis jeg har haft indvendinger inden for telefonien.

Jeg har også i de fleste år været en del af et fast sjak, som hver formiddag og til frokost delte bord sammen, hvor samtalen gik livlig rundt om bordet.

Mine kolleger har aldrig set skævt til mig, fordi jeg var synshandicappet, tværtimod.

Jeg er altid blevet behandlet på lige fod med andre.

Min hukommelse har altid været rimelig god, og skulle der afgøres en diskussion, lød det ofte, “hvad siger du, Flemming til det”, og heldigvis kunne jeg afgøre en uenighed om et emne.

Mine kolleger har altid været meget hjælpsomme, når vi var på tur, og så var der ingen smalle sider med hjælp fra dem på en naturlig måde.

Det hændte af og til at vi holdt en god frokost en fredag eftermiddag med øl, snaps og hvad der nu hørte sig til, så havde vi købt noget af kasernens luksussmørrebrød.

Hvert år op mod jul holdt vi en lille lukket julefrokost for sjakket, hvor vi havde købt en platte ude i byen, og så blev der festet igennem til den anden side af midnat.

Ved at sidde ved et omstillingsbord i så mange år, har der jo også været mange sjove oplevelser, som jeg vil beskrive i det følgende, uden at bryde min tavshedspligt.

Helt tilbage i halvfjerdserne, da teenagepiger blev mere frimodige, har jeg så sandelig også oplevet, at der en dag ringede 2 unge piger, som spurgte, om der var en flok unge soldater, der ville være interesseret i mere moderne samlivsudfoldelser, hvortil jeg frejdigt svarede, at pigerne havde ringet til det helt rigtige sted, idet der stod 100 unge mænd inde i gården, som hellere end gerne ville opfylde, skal vi sige, pigernes specielle ønsker, så de kunne bare henvende sig ved hovedvagten, så skulle der nok blive taget pænt imod dem, hvorefter pigerne knaldede røret på igen.

Vi havde også for mange år siden en gedebuk, som en sommer stod tøjret på skråningen henne ved værkstedsbygningen.

Denne gedebuk fik af og til nogle gode oplevelser, og for at den ikke skulle stå der på skråningen hele dagen og kede sig, kom den også på udflugter.

En af de mere luksuøse udflugter var, at der var nogle overrislede officerer, som syntes, at geden skulle besøge kongeskibet “Dannebrog”, som dengang lå ved kongebroen neden for kasernen.

I dag ligger kongeskibet ved slotskajen ved Sønderborg Slot, når Dronningen holder sommerferie på Gråsten Slot.

Som tænkt, så gjort. Geden blev trukket af sted i et tøjr ned ad kasernebakken til Kongebroen, hvor den blev trukket op ad landgangsbroen til kongeskibet, og heldigvis var kong Frederik ikke ombord denne dag, og skibets mandskab havde da også stor fornøjelse af dette fine besøg, der medførte en lystig brægen af tilfredshed fra geden, og så tillod den sig da at tisse på dækket, så de stakkels marinesoldater havde meget besvær med at få rengjort dækket igen.

Samme gedebuk blev også en morgen taget med ind på en majors kontor, for at han kunne hilse personligt på den søde ged. men dette besøg varede nu ikke særlig lang tid, idet geden følte trang til at træde af på naturens vegne, og det skete på majorens gulvtæppe.

Dette medførte, at mennesker og gedebuk blev smidt ud af hans kontor med føn og klem. Majoren var ikke i besiddelse af nogen form for humor mellem kl. 7 og 9 om morgenen, og det kunne de formastelige personer slet ikke forstå, så de forføjede sig af sted i en vis fart sammen med geden, og majoren smækkede døren i, bag dem med et kæmpe brag.

Nå, gedens tid på skråningen varede ikke så lang tid, inden den blev bortvist fra kasernens område.

En morgen kom en anden major spadserende nok så fredeligt forbi geden med hænderne på ryggen, hvor den stod tøjret.

Om det var majorens vellugtende hårdpomade, som gjorde geden ophidset, står hen i det uvisse. Men geden må denne morgenstund have været i et meget dårligt humør, da den stangede majoren i bagdelen, da han lige havde passeret den, og det med så stor en kraft, at han stod på snuden, til stor morskab for de personer, som overværede episoden.

Jeg har også gennem årene lært, at jeg skal passe på, hvad jeg siger, ikke mindst, når der står nogen uden for vinduet.

Mit første kontor havde vindue ud mod gårdspladsen, og engang stod der en deling soldater med front mod vinduet, og en oversergent stod med ryggen imod, som jeg ikke havde opdaget.

Min rengøringsassistent stod en dag og fik en sludder med mig på mit kontor, og jeg kunne ikke dy mig for at parodiere, hvordan det lyder, når de unge soldater får eksercits, og med høj kommandoføring forklarede jeg hende, hvordan det lyder men tak skæbne. Jeg havde, som sagt ikke opdaget delingen af soldater ej heller oversergenten, der stod med ryggen mod vinduet.

Med et brag røg døren op, og oversergenten råbte med en buldrende stemme til mig, og her kom der en ordstrøm af eder, at nu kunne jeg komme med ud i gården, så skulle han så sandelig nok lære mig, hvem af os to, der kunne råbe højest, hvorefter han knaldede døren i med et ordentlig brag og forsvandt igen, gud ske tak og lov for det.

Når unge mænd har været soldat i Sønderborg, har de jo selvfølgelig i deres fritid også deltaget i Sønderborgs natteliv.

Det skete, at der også var soldater, som fik en veninde, selv om de havde en fast kæreste derhjemme. Engang gik det da også galt for en soldat.

Han havde ikke haft nok med at gå i byen med sin veninde, men han havde også overnattet hos hende, og det, som han ikke havde regnet med, skete.

Den unge kvinde blev med barn. Hun forsøgte på alle mulige måder at få kontakt til soldaten. Hun skrev til ham.

Hun ringede og lagde en besked om, at hun ville tale med ham, da hun ville beholde barnet, men knægten svarede ikke på nogen af hendes henvendelser.

Efterhånden nærmede tiden sig, hvor soldaten skulle udnævnes til sergent, og tiden i Sønderborg var slut, men den unge kvinde havde endnu ikke opnået nogen form for personlig kontakt til ham.

Jeg gav hende det råd, da jeg vidste, hvornår udnævnelsen skulle finde sted, og jeg håbede, at hun stadig kunne huske, hvordan den unge mand så ud, at hun tog opstilling ved hovedvagten, og da den formastelige soldat kom ud for at modtage sine forældre og kæresten, så trådte kvinden frem, og i forældrene og kærestens påhør, spurgte hun så soldaten, hvad han havde tænkt sig, da hun nu var blevet gravid. og jeg kan godt nok sige, at han blev temmelig flov, og hvad der siden kom ud af det, ved jeg ikke.

Før 2000 havde kasernen kun et nummer, hvor der i dag er mulighed for at bruge et 8 cifret indvalgsnummer, så folk kan få direkte kontakt til den person, som de ønsker at tale med, hvis de kender det nøjagtige nummer, men selvfølgelig er der jo også et hovednummer, som styres via omstillingsbordet.

For en del år siden var der også nogle få officersfruer, der mente, at de var noget ved musikken, i kraft af deres gemals position i forsvaret.

Engang var der en officersfrue, som havde ringet 4 gange i løbet af en eftermiddag uden at opnå kontakt til gemalen. Sidste gang, hun ringede, blev hun da også temmelig irriteret på mig, da hun ikke kunne få kontakt til hendes husbond, og med irritation i stemmen sagde hun til mig, “Hvorfor er min mand ikke på kontoret”, hvortil jeg høfligt svarede, “Det ved jeg ikke, men Deres mand kan måske være ude og undervise soldaterne”.

Næste dag gik døren op til mit kontor, og en officer kom ind med god damp på piben. Han stillede sig op uden at sige et ord, så jeg spurgte ham, “hvad kan jeg hjælpe Dem med”, hvortil han svarede, “Med hvilken ret har De til at sige til min hustru, at jeg ikke var til stede på kasernen i går”?

Nu blev jeg lidt irriteret, og svarede, “Deres hustru ringede adskillige gange i går uden at opnå kontakt til Dem, og jeg sagde til Deres hustru, at De nok var til undervisning. Nå, nu troede jeg, at den hellige grav var vel forvaret, men nej.

Dagen derpå ringede fruen og med en hoverende stemme sagde hun, “Nå lille De. De fik nok en ordentlig irettesættelse af min mand i går”? Hertil svarede jeg, “Nej, her tager De fejl.

Jeg er civil ansat, og Deres mand har ingen adgang til at irettesætte mig på den måde, som De tror, og i øvrigt sagde han ingenting om dette emne”.

Fremover, når denne frue ringede, satte jeg hende op på mandens kontor, og svarede nummeret ikke, satte jeg uden at sige noget til fruen, hende op til kontrolpunktet, så måtte de tage sig af hende.

Som et kuriosum kan jeg da fortælle, at der gik ikke særlig lang tid, før end der pludselig begyndte at ringe en anden kvinde end hans frue, og det adskillige gange om dagen, og efter en tid forlød det, at officeren var flyttet sammen med den nye kvinde.

Han havde nok fået nok af at bo sammen med sin tidligere hustru.

I den stol, som jeg nu har siddet på i mange år, dog ikke den samme, er det også det første sted, hvor der bliver opdaget, når ægtemænd har illegitime forbindelser til andre kvinder end som ægtefælden.

En officersfrue ringede da også engang og spurgte mig, om hendes mand havde en kæreste, som ringede til ham.

Det havde han rent faktisk. men på grund af min tavshedspligt, kunne jeg jo selvfølgelig ikke udtale mig, og det gjorde jeg hende også opmærksom på.

Nu troede fruen, at hun var smart. “Ringer der ikke kvinder til lokalnummeret”? “Jo, det gør der da en gang imellem”. Så stak fruen i med at græde, “Der kan De bare se”?

Hertil svarede jeg, “Der sidder 4 personer på samme lokalnummer, og hvem der ringer til hvem, ved jeg faktisk ikke”.

Herefter fik jeg en lang udredning om hendes mands gøren og laden, og hvem den kvinde var, som ringede, og så var det en kvinde, som jeg kendte, men jeg lod som ingenting. men i en lang periode ringede fruen 3 gange om dagen og spurgte om kvinden havde ringet, hvortil jeg svarede, “Det ved jeg ikke, da jeg ikke kender den pågældende kvinde, som De taler om, og det er ikke normalt folk præsenterer sig, når de ringer”.

Kasernens pedeller skulle også holde deres have, da det var en tjenestebolig.

Det var noget af et syn, når denne frue kom ud i haven med opknappede kittel og så uden bh, så var det noget af et syn for pedellerne, da hun så særdeles godt ud.

En lille episode, som jeg vil berette her om, fandt sted under Kuwait krigen i begyndelsen af halvfemserne.

Dengang var kasernens sikkerhed kørt op på et højt niveau, med pigtråd rundt om området. Det var inden, kasernen blev indhegnet.

Dengang sad 2 soldater, som vagt i en af bygningerne på øvelsespladsen.

En dag sad der en mandlig soldat og en kvindelig soldat og holdt vagt. men på en kold og trist mørk øvelsesplads sker der jo intet, og for ikke at kede sig, mente den mandlige soldat, at han lige så godt kunne bruge tiden til noget fornuftigt.

Som tænkt, så gjort. Han begyndte at rense sit gevær, men klovnen tænkte slet ikke over, at han jo selvfølgelig ikke skulle begynde at rense et ladt gevær og det gik da også galt.

Med et, gik der et skud af, og kuglen strøg lige gennem låret på den kvindelige soldat, så hun måtte køres på Sønderborg Sygehus. Hun var særdeles heldig, idet skuddet var gået gennem låret, så det kun blev et kødsår, uden fremtidige komplikationer.

I 1988 var alle civile ansatte fra Sønderborg Kaserne inviteret på en ekskursionstur på en endags udflugt til Bornholm med et “Herkules” C 130 militærtransportfly.

Hvordan eller hvem, der fik en aftale i stand med Flyvestation Værløse, om vi kunne få stillet et “Herkules” fly til rådighed, så vi kunne blive fløjet fra Flyvestation Skrydstrup til Rønne, er der nok ikke mange, som vidste noget om men turen blev i hvert fald arrangeret. Et “Herkules fly”, er ikke det mest luksuøse fly, men der var trods alt plads til ca. 90 passagerer.

Nu har jeg aldrig været særlig begejstret for at flyve men denne tur her var jo en enestående lejlighed for at komme en tur til Bornholm.

Vi kørte i 2 turistbusser til Skrydstrup og efter 50 minutters flyvning landede vi i Rønne lufthavn.

Efter en rundvisning på Almegaards Kaserne var der så en velassorteret frokost med, hvad vi lige kunne ønske os, og det var her. jeg lærte at drikke Gammel Dansk, da der ikke var snaps til saltsilden og jeg skulle have noget at styrke mig på og samle mod til flyvningen inden hjemtransporten og siden har jeg ikke været ude at flyve.

Om eftermiddagen blev vi kørt rundt på den nordlige del af Bornholm i 2 turistbusser, hvor vi så fik set så meget, som der nu var tid til, herunder Østerlars Rundkirke, Gudhjem, hvor vi tømte røgeriet for røgede sild, og en tur på Hammershus var der også tid til. Ikke alle havde fået røget sild med hjem fra Gudhjem, så der blev ringet til røgeriet i Rønne, som kom ud på startbanen med adskillige kasser røgede sild, som blev læsset ombord i flyet.

Nogle af rengøringsassistenterne havde forsynet sig med en pose øl til hjemflyvningen, så det gode humør kunne fortsættes. Kl. 16 lettede vi fra Rønne og efter flyvningen og buskørslen var vi hjemme i Sønderborg omkring kl. 18.

Der var jo også en årlig julefrokost, hvor alt personel var inviteret.

Julefrokosten var altid en fredag, hvor festlighederne startede kl. 13, og de menige sergentelever blev hjemsendt til middag.

Disse julefrokoster har altid været meget fornøjelige, hvor det yngre af kasernens kvindelige ansatte glemte, at de havde en kæreste eller gemal der hjemme. Billardbordet i Sergentmessen har da også lagt klæde til et par, som ønskede at udfolde sig på den romantiske måde. Et år var der også en kvindelig ansat, som havde haft det meget sjovt på billardbordet, og da hun så i slutningen af august måned året efter fik et barn, lød det også: “er barnet karseklippet med stålbriller, eller er det rødhåret med fuldskæg”, selv om det var en pige, og som om det ikke var nok, sagde kvinden, “jeg var da gravid i forvejen inden dette skete”.

I starten af det nye århundrede skulle vi en tur til København for at hente nymalede skilderhuse til Gråsten Slot. Turen blev arrangeret som en 2 dages tur, hvor vi kørte af sted i 3 militære køretøjer, en Golf personvogn, en folkevognsbus og en lastbil, i alt 12 personer.

Nå, turen op gennem Jylland og hen over Fyn og over Storebæltsbroen gik glat med en pause på Fyn, hvor vi fik morgenkaffe.

Da vi havde passeret Bella Centret først på Amager, var der en, som pludselig sagde: “Der står sgu Malmø, og hvad skal vi dér”? Det undrede da os en del, men dengang havde vi ingen GPS med, men en fornuftig sjæl fandt da heldigvis på at køre af ved næste afkørsel, og så gik turen ind gennem København til Gothersgades Kaserne og hvem var det lige, som kunne finde vej, jo, det kunne den, som var blind til alles store forbavselse, og det eneste, som gik galt var, at vi kom den ene vej forkert omkring en af søerne.

Da vi havde parkeret køretøjerne på Gothersgades Kaserne, vandrede vi i samlet flok ned ad Gothersgade til Kongens Nytorv, hvor vi ville en tur i Nyhavn, hvor vi nød de medbragte sandwich, øl og vand.

Min gode ven og ledsager, “Bjørnen”, som var fuld af narrestreger, mente, at jeg lige skulle gå lidt nærmere bolværket, men han kunne tro nej, jeg havde opdaget, at vi var temmelig nær ved kajkanten, og jeg skulle aldeles ikke en tur i baljen men så langt havde han nu alligevel ikke lokket mig ud.

Om natten skulle vi overnatte på Farum Kaserne, og en af mine kolleger skulle vise vej der ud, men hvad der gik galt for ham, ville han ikke indrømme men lige pludselig holdt vi ude i en havekoloni. Som han sagde, jeg havde glemt mine briller, så han ikke kunne læse kortet ordentligt, noget af en dårlig undskyldning, som vi andre kun kunne grine af. Det syntes han ikke var sjovt, så vi stak ham en bajer med det samme, så han kunne falde til ro igen.

Næste morgen mødtes John og jeg meget tidligt uden for den bygning, vi var indkvarteret i, hvor vi fik os en morgenbajer, og i samtalens løb sagde jeg til ham, “Du tør ikke vække bjørnen, han sover på nummer 14; Og den slags skal man ikke sige til ham, så han gik hen og buldrede på døren. og da Bjørnen kom ud, lignede han en vulkan, som kunne gå i udbrud når som helst.

En enkelt episode mere: Jeg havde en tidligere kollega, som var en direkte reinkarnation af en stor brummende bjørn, som var blevet genfødt i et menneske med bjørnens karakteristiske langsomme bevægelser, og ikke mindst, skal jeg sige, bjørnens dovne adfærd men han gik dog trods alt ikke i vinterhi. Det var således, at omtalte tidligere kollega aldrig har været i besiddelse af den helt store hurtighed, tværtimod.

En af de kendte historier var, at når kollegaen skulle bevæge sig op ad bakken til garagen, var tempoet ikke større, end at en snegl kunne overhale ham, hvor flovt tror I, det var?

På et tidspunkt mente en anden af mine kolleger, som den gang gjorde tjeneste på garagen, at der måtte fremstilles lettere haveredskaber, som han sagde: “Jeg skal jo være noget for mine nærmeste kolleger”, og derfor var han ophavsmanden til, at specielle haveredskaber blev konstrueret.

Denne kollega fik det indfald, at en rive skulle have fjernet hver anden tand, så bjørnen lettere kunne trække riven, når der skulle rives, så han ikke blev alt for træt og som om det ikke var nok, blev der fremstillet en luksus kost med et tværbræt på enden af kosteskaftet, og så med indlagt skumgummi, så bjørnen havde mulighed for at hvile sig på noget, når han blev træt, og det skete ret jævnligt i løbet af en arbejdsdag.

Nede i kælderen var der opsat censorer, som tændte lyset, når man passerede, men den store bjørn var så langsom i sine bevægelser, så censorerne ikke blev påvirket, og derfor havde han altid en lommelygte med.

Omtalte “Bjørn” har i mange år været mig en god ledsager, ikke mindst når der var julefrokost, som selvfølgelig var en buffet, ikke noget, der er særlig blindevenligt.

Mange af ovennævnte episoder er jo blevet drøftet ved kaffebordet, og da jeg er i besiddelse af en god fantasi, har det ikke været svært at nedfælde historierne på papir.

Jeg vil slutte min beretning her, selv om jeg har mange gode historier endnu.

”Baggrunden for de mange udgivelser”

af Rita Cecilie Varmby:

På opfordring af Poul Lüneborg vil jeg forsøge at gøre rede for de tanker og erkendelser, der ligger bag mine udgivelser af essayet ”Tanker om blindhed”.

Poul Lüneborg er kommet med nogle gode begrundelser, som jeg synes, skal med i artiklen her:

”Den nu foreliggende version af bogen er jo som bekendt resultatet af en proces, som begyndte med udgivelsen i foråret 2014, fulgt op af udgivelsen i september 2015 frem til den nuværende udgave.”

I essayet fortæller jeg om mine bevæggrunde for at dele mine tanker om og oplevelser af blindhed. Jeg brændte for at fortælle om det, da jeg synes, det er vigtigt at komme ud med, hvordan det er at være blind. Vi har været alt for tilbageholdende med at fortælle, hvordan det er. Jeg håber, jeg kan medvirke til nedbrydning af fordomme og myter med min lille bog.

Mine genudgivelser har været en del af en kontinuerlig proces med feedback, nye vinkler og ny erkendelse, samt almindelige forbedringer. Hver gang jeg udsendte et manus, syntes jeg, det var godt nok, men så kom der feedback fra både seende og blinde. Jeg blev bl.a. inspireret af Karen Marie Pedersens anmeldelse, hvorefter vi talte sammen om bogen. Hun gjorde mig opmærksom på, at der godt kunne have været et billede af mig, hvor jeg beføler en statue, så det bliver mere forståeligt for den seende, og det er der så i den nye udgave.

Jeg blev også gjort opmærksom på, at der mangler afsnitsinddeling med temaer. Men det synes jeg, er svært at lave, da bogen omhandler mine samlede sanseoplevelser og erkendelser i forhold til den manglende synssans. I den forbindelse er det gået op for mig, at den måde man normalt strukturerer en bog på med layout og temaoverskrifter, skyldes et ønske om overblik i seende forstand. Da jeg begyndte at skrive bogen, skrev jeg bare derudad og tænkte slet ikke i struktur og overblik, men var inde i et flow af associationer.

Den ene af mine seende redaktører / korrekturlæsere syntes min vekslen mellem sanser, oplevelser, erkendelser og refleksioner var fængende og interessant og i og med, at bogen er så kort, er det vel heller ikke strengt nødvendigt med pausesteder.

Disse forskelle på blindes og seendes verden kommer Karen Marie Pedersen ind på i sin anmeldelse af min bog. Anmeldelsen gjorde et dybt indtryk på mig og satte mange nye tanker i sving. Hun skriver bl.a.:

”Vi kan også tale blindheden op, som Rita gør i dette essay, ved at beskrive blindhedens verden som fundamentalt forskellig fra seendes, fordi den erfares gennem sanser, der fungerer fundamentalt forskelligt fra synssansen. Med synet kan man opleve omgivelser og kontakt med andre mennesker på afstand. Hørelse, føle-, lugte og smagssans er tæt-på-sanser, som påvirker / berører os på andre måder. Så er det ikke bare et spørgsmål om at gøre tingene på andre måder eller støde på fysiske barrierer. Blindheden er en integreret del af vores identitet.”

I det ovennævnte gør Karen Marie mig opmærksom på, at jeg har rørt ved nogle tabuer, som både handler om de seende og os selv. Synet er åbenbart mere konkret end de øvrige sanser, som vi forbinder mere med psyken og underbevidstheden. Min måde at sanse og opleve verden på kan forekomme mere barnlig og uforståelig for den seende, i den vestlige civilisation, som vi er rundet af. Vi er meget kontrolstyrede i vores måde at føle og tænke på, hvilket vi som blinde generelt også er blevet farvet af. Jeg sammenligner tit os blinde med naturfolk, som bruger hele sanseapparatet for at overleve, fordi de er nødt til det.

Jeg har hørt fra folk der kan se, at de har svært ved at forstå den måde, jeg sanser og oplever verden på. De vil gerne have sat flere følelser og ord på, så de bedre kan sætte sig i mit sted. Det har jeg så bestræbt mig på i bogen og i redigeringsprocessen. Men at forklare ens opfattelsesverden for andre er vel også en kontinuerlig proces, uanset hvem man er, og hvordan ens verden er.

En seende kunstner mente, at jeg i min bog gjorde for meget ud af det manglende syn, og at blindheden i min bog og generelt bliver fremhævet for meget på bekostning af personen. Det er jeg ikke enig med hende i. Blindheden og personligheden blandes sammen af vores omverden, men også af os selv, og det er der en grund til. Lad mig nævne et eksempel: Når en af os skal portrætteres i radio eller tv, så er det handicappet, og ikke personen, der fokuseres på. Det kommer selvfølgelig an på, hvad der skal fremhæves, men jeg synes også, det kommer an på, hvordan man som menneske bliver beskrevet i en radio eller tv-udsendelse. Hvis blindheden overskygger alt, så vil jeg betakke mig, men hvis jeg bliver beskrevet, uden at blindheden bliver nævnt, vil jeg også betakke mig, da vi som mennesker er formet af de oplevelser, vi har haft gennem livet, gode som dårlige. Jeg har svært ved at forestille mig, hvem jeg mon måtte være, hvis jeg var seende. Mine interesser var måske nogle helt andre, og da jeg ser blindheden som et socialt handicap også, så har det jo også præget mit sociale liv.

Jeg synes ikke, der er grund til at bruge for meget tid på, hvordan det ville have været, hvis jeg kunne se, da det hverken gør fra eller til. Og det viser jo, synes jeg, at blindheden (eller andre handicaps) ikke kan adskilles fra ens liv, person eller identitet. Og her synes jeg netop, at Keld Stockholm har en pointe: At blindheden er en integreret del af ens identitet og ikke en mangel, som man skal skamme sig over eller skjule.

Det glæder mig meget, hvis jeg kan bidrage til en større indsigt hos både blinde og seende – og jeg redigerer gerne bogen igen, når og hvis jeg får feedback eller erkendelser, som kan fremme denne indsigt.

”3 henstillinger til Dansk Blindesamfund”

af Poul Lüneborg

I beretningen, som blev behandlet på årets generalforsamling i selskabet kunne man i afsnittet om arbejdsgruppen, der er nedsat mellem selskabet og DB’s Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, læse at gruppen var blevet enige om at fremsende 3 anbefalinger til ledelsen i DBS.

”Det drejer sig om følgende:

– Forretningsudvalget opfordres til at tage initiativ til at fortsætte indleveringen af foreningens arkivalier til Rigsarkivet.

– Forretningsudvalget opfordres til at tage initiativ til digitalisering af medlemsbladet fra 1923 til 1999 og til tidsskriftet Blindesagen for årene 1972 til 2000.

– Forretningsudvalget opfordres til at søge etableret en praksis, hvorefter der altid tages initiativ til, at væsentlige begivenheder indenfor foreningen sikres for eftertiden og for medlemmerne gennem produktion af en lydoptagelse af disse.

Landsformand Thorkild Olesen har tilkendegivet, at man ser positivt på alle 3 henstillinger og vil søge disse realiseret i den nærmeste fremtid.”

Thorkild Olesen var inviteret til at deltage i arbejdsgruppens seneste møde den 1. juni 2017, hvilket gav gruppen mulighed for at følge op på disse henstillinger.

Han gav følgende status:

Der er på hovedkontoret for fremtiden lagt en strategi for at sikre lydoptagelser af begivenheder af blindehistorisk interesse, og der er truffet aftale med Henrik Olsen om at medvirke til gennemførelse af denne beslutning. Det glippede desværre den 1. marts 2017 i forbindelse med grundstensnedlæggelsen til det nye plejecenter for blinde ”Følager” ved Ny Ellebjerg Station i Valby i København, hvilket han beklagede.

Forretningsudvalget har endvidere truffet aftale med Helle Bjarnø fra det tidligere Videnscenter for Synshandicap om at forestå en systematisering af foreningens arkivalier med henblik på indlevering af disse til Rigsarkivet. Det har imidlertid vist sig at være en ganske kompliceret opgave.

Endelig kunne Thorkild Olesen fortælle, at der er truffet principiel beslutning i Forretningsudvalget om digitalisering af medlemsbladet fra 1911 til i dag og de manglende årgange af Blindesagen, men arbejdet med at gennemføre denne beslutning er endnu ikke påbegyndt. I selskabets bestyrelse glæder vi os over disse beslutninger i Forretningsudvalget.

Det bør imidlertid ikke afholde selskabets medlemmer fra at pege på begivenheder af blindehistorisk interesse, som bør foreviges gennem en lydoptagelse. Jeg vil opfordre til at sådanne henvendelser forelægges for informationsafdelingen på DB’s hovedkontor i Høje Tåstrup.

”Blind mands lejlighed”

information om projektet ved Henning Eriksen

I Nyhedsbrev nr. 2/2016 kunne man læse en artikel om indvielsen den 4. oktober 2016 af ”Blind mands lejlighed” i købstadsmuseet Den Gamle By i Aarhus

Blindehistorisk Selskab markerede sin 22 års fødselsdag den 18. november samme år med et medlemsarrangement, hvor deltagerne blandt andet besøgte lejligheden. Der er tale om en rekonstruktion af min lejlighed fra 1970-erne, hvor jeg boede på det ydre Nørre Bro i København.

Nu kan man på museets hjemmeside www.dengamleby.dk læse om dette projekt. På samme hjemmeside kan man også læse artiklen ”Jeg synes jo, at jeg ser normalt” skrevet af museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard. Artiklen, der er på 13 sider, er illustreret med billeder, den vil blive registreret på litteraturoversigten på selskabets hjemmeside, når oversigten opdateres omkring 1. juli i år.

Anna Wowk Vestergaard har været hovedansvarlig for gennemførelsen af projektet, hendes artikel vil blive bragt i det næste nummer af ”Handicaphistorisk Tidsskrift”, som udgives af foreningen Handicaphistorien – tidligere Historisk Selskab for Handicap og Samfund.

Der er også mulighed for at læse om projektet i Den Gamle By i Aarhus i tidsskriftet ”Øjeblikket” nr. 9/2017, som blev udsendt i maj måned i år af Dansk Blindesamfund til 80.000 bidragydere. Denne artikel har fået overskriften ”Indblik i en blind mands hverdag i 70-erne” og kan læses på www.blind.dk, hvor man finder tidsskriftet.

”Indspilninger med Johannes Wahl bliver måske tilgængelige på vores hjemmeside”

af Ove Gibskov.

I forbindelse med generalforsamlingen i februar holdt et af selskabets medlemmer – Lars Bang – et meget inspirerende foredrag om Johannes Wahl, der var født blind og fra slutningen af 1930’rne og ca. 40 år frem blev landskendt på grund af en særdeles alsidig sangkarriere, som der også kom adskillige eksempler på i løbet af foredraget.

Wahl slog sit navn fast som både koncertsanger og i høj grad også med populære numre som: ”Ih, hvor vi flyver”, ”Wollesens Boogie Woogie Vals” og ”Med Amor som blind passager”.

Det blev til omkring 285 indspilninger, hvoraf Lars Bang er i besiddelse af de allerfleste.

Derudover huskes Johannes Wahl de seneste næsten 20 år af karrieren især for sin medvirken sammen med Buster Larsen i det meget aflyttede radioprogram ”Vers og viser fra aviser”.

I snakken efter Lars Bangs foredrag gav flere medlemmer udtryk for et stort ønske om at få nogen af sangene lagt op på selskabets hjemmeside.

Jeg har derfor, efter aftale med Poul Lüneborg, kontaktet Danmarks Radio både for at få afklaret, hvor mange udsendelser af ”Vers og viser”, der eksisterer i DR’s arkiv og samtidig finde ud af, om Blindehistorisk Selskab kan få adgang til både dem og nogen af pladeindspilningerne uden at skulle betale et anseeligt beløb for det. Her kan ophavsretten nemlig være en væsentlig barriere.

Hvad angår ”Vers og viser”, kan jeg oplyse, at arkivet indeholder masser af udsendelser fra 1960 til 1978, hvor Johannes Wahl optræder.

Både lederen af Danmarks Radios Diskotek og det, der hedder DR-Jura har umiddelbart vist stor velvilje, da der jo er tale om musik af betydelig blindehistorisk interesse og værdi. Endnu er der dog ikke kommet noget svar; men jeg har fået lovning på at modtage en tilbagemelding kort tid efter deadline på dette nyhedsbrev. Så der er da i hvert fald håb om, at vi på et tidspunkt kan komme til at høre denne fremragende blinde kunstner på vores egen hjemmeside. Herom mere i næste nyhedsbrev.

”Medlemsbreve, Medlemslisten og vedtægterne”

af Poul Lüneborg

Bestyrelsen har i årets første halvdel udsendt 2 medlemsbreve.

Den 18. januar 2017 udsendtes det første medlemsbrev med opfordringer til at tilmelde sig til årets generalforsamling og til at pege på kandidater til det forestående bestyrelsesvalg. Endvidere mindede vi om betaling af årets kontingent.

Det andet medlemsbrev blev udsendt den 25. april 2017 i form af en invitation til at tilmelde sig til medlemsarrangementet den 18. maj 2017 sammen med Medlemslisten for 2017 og de opdaterede vedtægter på baggrund af generalforsamlingens revision af disse.

Bestyrelsen har kunnet glæde sig over, at et helt overvældende antal af selskabets medlemmer har taget positivt imod beslutningen sidste år om at oprette en medlemsliste.

På bestyrelsens seneste møde den 8. juni 2017 kunne kassereren fortælle at selskabet nu tæller 119 medlemmer, 4 af disse hører til kategorien institutioner, foreninger og virksomheder. 6 medlemmer har af forskellig grunde ønsket, at deres kontaktoplysninger kun delvist eller slet ikke optages på listen. Så mon ikke dette initiativ er kommet for at blive. Medlemslisten er personlig og vil ikke blive offentliggjort på hjemmesiden. Medlemslisten opdateres én gang om året efter generalforsamlingen.

Bestyrelsen har som bekendt løbende opfordret alle medlemmer til at bistå med tegning af nye medlemmer. Dette er sket i Nyhedsbreve, i udsendte medlemsbreve og i meddelelserne, som løbende bringes i rubrikken ”Meddelelser” i Dansk Blindesamfunds Medlemsblad. Til slut vil jeg minde alle om udsendelsen den 12. december 2016 af 2 stk. af den lille informationsfolder til alle medlemmer med en opfordring til at tegne medlemmer blandt mennesker, der interesserer sig for blindes historie. I bestyrelsen har vi stadig til gode at se resultatet af dette initiativ. Jeg modtagerne gerne henvendelser om at få tilsendt flere informationsfoldere.

”Blindes Arbejdes arkiv nu tilgængeligt på Rigsarkivet”

af René Ruby

På foranledning af Blindehistorisk Selskab og med økonomisk støtte på 20.000 kr. fra Blindes Støttefond blev Blindes Arbejdes arkiv indleveret til Rigsarkivet i februar.

Arkivoversigten over Blindes Arbejdes arkiv findes på www.sa.dk Herinde skal man finde linket avanceret søgning i Daisy. Videre skal man finde linket søg efter arkivalier og i søgefeltet under teksten ”Arkivskaber eller arkivserie” skal man så skrive Blindes Arbejde. Endelig dukker så 5 poster op med to arkivskaber og tre arkivserier. Man kan klikke på de enkelte poster for at orientere sig om, hvad de indeholder. Årsagen til, at der er to arkivskaber skyldes, at der foruden det nyligt indleveret arkiv også forefindes enkelte materialer vedrørende Blindes Arbejde i det store arkivmateriale som blev indleveret af Blindehistorisk Museum i starten af 1990erne.

Det er særdeles positivt, at Blindes Arbejdes arkiv nu er blevet sikret, registreret og er tilgængelig for gennemsyn på læsesale. Blindes Arbejde blev oprettet i 1929 og var i de følgende 40 år, det vigtigste beskæftigelsesfremmende initiativ for blinde med op mod 350 beskæftigede og 15 butikker fordelt rundt om i landet. Efter en nedgangstid begyndende i 1970-erne er Blindes Arbejde atter ved at genvinde sin tidligere betydning for blindes beskæftigelse. Blindes Arbejdes historie er derfor en vigtig del af blindes historie.

”Selskabets hjemmeside – www.blindehistorie.dk”

af Poul Lüneborg

Bestyrelsen glæder sig over det gode samarbejde med vores webmaster Haakon Fløe Jensen. Gennem det sidste halve år har vi sammen opdateret hjemmesiden på en række områder.

Jeg kan kun opfordre alle medlemmer til at besøge hjemmesiden.

Der er 2 forhold, som er baggrunden for denne omtale.

I begyndelsen af februar måned i år kunne vi præsentere en revideret udgave af selskabets liste over litteratur om blinde og skrevet af blinde. Der er tale om en ganske omfattende oversigt på 22 sider. Det blev samtidig bebudet, at denne oversigt ville blive opdateret hver halve år. Derfor vil man i begyndelsen af juli måned i år kunne finde yderligere 22 nye titler på listen. 10 af disse er indberettet af studievejleder ved IBOS Anne Bjørkmann, hvilket vi i bestyrelsen er meget taknemmelige for. Medlemmer af selskabet, herunder medlemmer af bestyrelsen, har peget på de øvrige titler. I bestyrelsen håber vi, at litteraturoversigten kan være til nytte, og vi opfordrer alle til at indberette nye titler, der kan indgå i den kommende opdatering i begyndelsen af 2018. Derudover opfordres enhver til at gøre opmærksom på litteraturoversigtens eksistens, idet det vil være den bedst tænkelige omtale af selskabet overfor mennesker, der interesserer sig for blindes historie.

Det andet forhold, som skal omtales, er menupunktet ”Andre links” på hjemmesiden. Her har vi tilføjet en række nye links, det gælder ikke mindst hjemmesider tilhørende aktive medlemmer af selskabet, og forsynet alle links med nogle stikord til forklaring af baggrunden for, at de er at finde på vores hjemmeside.

I bestyrelsen planlægger vi nye tiltag på hjemmesiden. Det drejer sig om en oversigt over lydoptagelser af blindehistorisk interesse. I forbindelse med denne oversigt vil antallet af lydfiler på hjemmesiden blive udvidet i det omfang vi har mulighed herfor uden at krænke ophavsretlige rettigheder.

Herudover arbejder vi med at lave et menupunkt med omtale og optagelser af sangeren og musikeren Johannes Wahl inspireret af Lars Bang Andersens fine foredrag på årets generalforsamling. Ove Gibskovs artikel i dette Nyhedsbrev er et led i arbejdet med at forberede dette menupunkt.

Endvidere arbejder vi med at samle stof til et menupunkt om det tidligere ”Dansk Blindesamfunds Amatørteater”, et menupunkt om blindes deltagelse i sport og idræt og endelig et menupunkt indeholdende arkivnøgler til personlige arkiver tilhørende medlemmer af selskabet.

I bestyrelsen modtager vi meget gerne ris og ros om hjemmesiden og forslag til forbedring af denne.

”Registreringsprojektet”

af Henning Eriksen:

I flere år har Blindehistorisk Selskab forsøgt at registrere ting, som kunne have blindehistorisk interesse. Dette forsøg har haft en vanskelig start, da der ikke kom nogen henvendelser fra selskabets medlemmer. Denne situation har imidlertid ændret sig drastisk i det sidste år og i det følgende vil jeg fortælle om de henvendelser, vi har fået og hvor langt, vi er kommet med dem:

For en måneds tid siden modtog jeg en pakke fra Åge Michelsen i Ålborg. Han har været medlem af selskabet fra selskabets start, og har også siddet i bestyrelsen en tid.

Pakken indeholdt en masse ting, som blev ryddet ud, da han flyttede. Jeg fik så til opgave af Åge at vurdere, om disse ting havde blindehistorisk interesse. Jeg fik helt frie hænder til at vurdere tingene. Jeg har nu sammen med Leif Martinussen gennemgået pakkens indhold og vi har udtaget de ting, vi vurderede, havde blindehistorisk interesse.

Vi fik en henvendelse fra Blindeinstituttets hjælpemiddelafdeling, da de har gamle hjælpemidler liggende, som de mente, kunne have blindehistorisk interesse. Det blev besluttet, at jeg skulle tage kontakt til hjælpemiddelafdelingens leder Birgit Christensen. men hun er en travl dame og det var derfor svært at få en aftale i stand, hvor vi kunne mødes og sammen vurdere genstandenes blindehistoriske interesse men det er nu lykkedes. der er aftalt et møde i august efter sommerferien.

Vi fik en henvendelse fra en mand bosat i Korsør, som var søn af en af mine jævnaldrende kammerater fra Refsnæsskolen. Han havde ting liggende, som han gerne ville donere til os. Jeg skulle tage kontakt med ham men det har vist sig at være vanskeligt at få forbindelse med ham, dog prøver jeg stadig.

Et af selskabets medlemmer, Helene Jacobsen, har henvendt sig til os. Hun ligger inde med mange ting, der måske kunne være af blindehistorisk interesse. Det er blevet aftalt, at jeg skal tage kontakt med hende. men det kan først blive i sensommeren, da hun er i sommerhus hele sommeren.

Et andet af selskabets medlemmer, Arne Christensen, har gjort os opmærksom på, at de klubblade på lydbånd, “Blinde og svagsynedes idrætsforening” producerede i 1980erne stadig findes. De har i høj grad blindehistorisk interesse og er til med godt lavet. Jeg læste dem, da de blev udgivet. Endvidere fortalte han, at der er ved at blive skrevet en bog om de fire blinde mænd, der tog på ferie i lejede fremmede sommerhuse uden seende ledsagere. Dette manuskript har i aller højeste grad blindehistorisk interesse og jeg har hørt dem fortælle om deres mange oplevelser fra disse ture. Det var en meget morsom oplevelse. Endelig nævnte Arne, at der lå nogle spolebånd fra nu afdøde Gert Wulff, der måtte have blindehistorisk interesse.

Til sidst ville jeg lige nævne, at vi gennem en af DBSs konsulenter har fået en henvendelse fra en enke til en blind mand, om ting, der måske kunne have blindehistorisk interesse. Vi i bestyrelsen er glade for, hvis blindekonsulenterne vil drage omsorg for, at vi bliver kontaktet i tilfælde af dødsfald blandt blinde, flytning med dertil hørende oprydning osv., hvor der er mulighed for, at vedkommende havde ting liggende, som kunne være af blindehistorisk værdi.

Til allersidst vil jeg opfordre vore medlemmer til at være opmærksom på, hvis de bliver bekendt med, at blinde vil kassere ting, der måske kunne være af blindehistorisk interesse, skal de henvende sig enten til formanden Poul Lüneborg, eller til Leif Martinussen, eller til mig.

Der er altså kommet skred i registreringsprojekt. Foreløbig har vi også opgaver efter sommerferien, men vi vil da gerne have mange flere.

”Beslutning om at indlevere Blindes Støttefonds arkiv til Rigsarkivet”

af René Ruby

På foranledning af Poul Luneborg har Blindes Støttefond netop besluttet at afsætte midler til indlevering af fondens arkiv til Rigsarkivet. Det var også Blindes Støttefond, som stillede de økonomiske midler til rådighed, som muliggjorde, at Blindes Arbejdes arkiv blev indleveret til Rigsarkivet.

På fondens bestyrelsesmøde den 18. maj blev det altså besluttet at afsætte midler til indlevering af fondens eget arkiv og jeg er blevet bedt om at fremkomme med tilbud på at forestå indleveringen. Det vil sige gennemgang af arkivet, udarbejdelse af en arkivfortegnelse, rensning af arkivet og endelig nedpakning af arkivet med henblik på forsendelse til Rigsarkivet i Viborg.

Blindes Støttefond er en ældre institution, som før 1990 hed “Foreningen til at Fremme Blindes Selvvirksomhed”.

“Foreningen til at Fremme Blindes Selvvirksomhed” blev oprettet i 1862 på foranledning af blindeinstituttets forstander Johannes Moldenhawer. Foreningen stod bag en række initiativer, så som etableringen af værksteder for blinde håndværkere, lige som økonomisk støtte til håndværkere i selvstændig virksomhed.

Foreningen har haft stor betydning for blinde og svagsynedes uddannelses- og beskæftigelsessituation igennem de sidste 150 år. Særlig i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet ydede Foreningen store årlige donationer til såvel Refsnæsskolen som Instituttet for Blinde og Svagsynede i København. “Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed” leverede endvidere det økonomiske fundament til etableringen af Blindes Arbejde i 1929, ligesom til hjemmet for arbejdsføre mænd i 1933.

Det nuværende navn “Blindes Støttefond” kom til veje den 1. januar 1990 ved en sammenlægning af “Foreningen til at fremme blindes Selvvirksomhed”, “Selvvirksomhedens fælleslegat for blinde og svagsynede”, “Fonden til minde om Elisabeth Stau”, “Husejer Carl August Schiebler og Hustru Thora Augusta Schiebler, f. Larsens Legat til fordel for trængende Blinde i Kongeriget Danmark”.

I dag har Blindes Støttefond til formål at gavne blindesagen og blinde og stærkt svagsynede personer, især at bidrage til den enkeltes mulighed for at forsørge sig selv. På Blindes Støttefonds hjemmeside kan man læse mere om fonden:

http://blindesstoettefond.dk/

Det er utrolig glædeligt, at endnu et arkiv nu vil blive sikret for eftertiden og samtidig gøres tilgængeligt for forskning og alle interesserede.

”Den danske båndamatørbevægelse”

notits ved Poul Lüneborg

Selskabets hjemmeside www.blindehistorie.dk var baggrunden for, at jeg den 4. april 2017 blev kontaktet af Jonas Olesen, der har mailadressen – totem_tm@yahoo.dk.

Han fortalte, at han researchede på en bogudgivelse, der skal beskrive den danske båndamatørbevægelse. Han oplyste, at der navnlig i bogen vil blive fokuseret på ‘kreative optagelser’ herunder elektronisk musik dvs. primært optagelser, der er elektronisk musik, lydcollager, eller på anden måde ‘kreative’ båndværker.

Jonas Olesen ville gerne vide, om det var muligt, at han kunne få lov til at høre / se, hvad foreningen lå inde med. Jeg har fortalt ham om indholdet af selskabets arkiv over lydoptagelser af blindehistorisk interesse og henvist ham til hjemmesiderne, som Hans Erik Olsen og Henrik Olsen hver især har lavet, og som findes omtalt på selskabets egen hjemmeside. Derudover har jeg fortalt ham om den store betydning, som Kaj Tage Poulsen har haft gennem sin livslange pionerindsats som blind båndamatør. Tage Poulsen døde den 29. marts 2003 i en alder af 79 år. Endelig har jeg henvist ham til Rita Cecilia Warmby og Ola Johansson, som begge har lavet musikoptagelser, det gælder navnlig Ola Johansson.

Blandt Dansk Blindesamfunds medlemmer findes en del musikere, som også har beskæftiget sig med at komponere musik, som er udgivet på CD. Blandt sådanne kunstnere kan nævnes Willy Egmose og Leif Martinussen. Da jeg ikke betragter dem som blinde båndamatører, er de ikke nævnt i forbindelse med dette bogprojekt.

Hvis du har kendskab til andre blinde, som bør nævnes i tilknytning til dette historiske projekt, vil jeg opfordre dig til at kontakte mig telefonisk eller pr. mail, du kan også sende en mail direkte til Jonas Olesen.

Afslutningsvis kan jeg fortælle, at selskabet vil blive orienteret om resultatet af dette initiativ. Selskabets medlemmer vil blive informeret herom i et senere nyhedsbrev.

Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Henning Backs

Ringmarken 37

4623 Lille Skensved

Tlf. +45 23 11 79 88

Mail: henning@backs.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1.

4000 Roskilde

Tlf. 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

Redaktør Henning Eriksen

Lyngby Hovedgade 104B 4. tv.

2800 Lyngby

Tlf. +45 64 13 90

Mail: henning.eriksen@c.dk

1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Tlf. +45 32 51 35 52

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant Erik Otto Kiørbye

Finsensgade 7 2-3

6700 Esbjerg

Tlf. +45 75 13 12 28

Mobil +45 51 64 65 58

Mail: kiorbye@esenet.dk