BLINDEHISTORISK SELSKAB
NYHEDSBREV december 2013
Indholdsfortegnelse
2. Bestyrelsens navne og adresser 1
4. Erindringer fra blindeinstituttet i København af Flemming Egedal. 3
5. Indkaldelse til den ordinære generalforsamling. 10
Velkommen til Nyhedsbrevet.
Vi ønsker især at gøre opmærksom på, at vi udover det mere eller mindre faste stof, bringer anden del af beretningen om Instituttet på Kastelsvej 60 skrevet af Flemming Egedal.
Af pladsmæssige årsager måtte vi desværre dele artiklen op i to dele. Det var ikke hensigtsmæssigt, men nødvendigt, og du kan nu få resten af den spændende beretning i dette nummer af Nyhedsbrevet.
God fornøjelse med læsning og lytning.
Karsten Ahrens.
2. Bestyrelsens navne og adresser
Formand: Hans Erik Olsen, tlf. 64 68 75 89
email: heolyd@vores-mail.dk
Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19
email: abkrogh@sorgenfrivang1.dk
Næstformand: Inge Gibskov,
email: inge.gibskov@mail.dk
Redaktør af nyhedsbrevet, Karsten Ahrens
email: ahrens9@gmail.com
Sekretær: Svend Thougaard
email: sth4400@gmail.com
Suppleanter til bestyrelsen:
Leif Martinusen og Andreas Møller Petersen
3. Nyt fra formanden
I denne rubrik med titlen, Formanden har ordet, skal jeg ikke opholde jer længe her i denne travle julemåned, hvor vi jo alle har nok at se til, både med julefrokoster, familie- og vennekomsammen, og det er jo alt sammen hyggeligt og rart, og det er også med at holde traditionerne vedlige, for i mange tilfælde smutter sådanne jo af hænde.
Men vi har i bestyrelsen med hjælp udefra fået vores hjemmeside op at køre, så det betyder, at du kan finde samtlige vore nyhedsbreve, generalforsamlingsreferater og årsberetninger, samt læse selskabets vedtægter. Du kan også lytte til nogle spændende lydoptagelser.
Det er et projekt, der har været talt om længe, men nu er det blevet en megen fin hjemmeside, der både er tilgængelig for seende, for de, der bruger forstørrelsesprogram og for os, der anvender syntetisk tale.
Linket til selskabets hjemmeside er:
Når julen er overstået, så er det ved at være tid til at tænke på, at der i Blindehistorisk Selskab er den årlige generalforsamling, og den finder sted 22. – 23. februar 2014 på Fuglsangcentret i Fredericia.
Det endelige program har vi ikke helt fået til at falde på plads endnu, men det vil du modtage lige i begyndelsen af det nye år sammen med dagsorden til generalforsamlingen og bestyrelsens beretning.
Så er mine ord ved at være slut for denne gang, men inden jeg slutter, vil bestyrelsen i Blindehistorisk Selskab benytte lejligheden til at ønske alle medlemmer med familie, venner og bekendte en rigtig glædelig jul samt et godt og festligt nytår.
Du skal lige være opmærksom på, at jeg fremover har fået nyt telefonnummer, som du skal benytte, når du vil i telefonisk forbindelse med selskabets formand.
På bestyrelsens vegne
Hans Erik Olsen
Holmebækhuse 14
4681 Herfølge.
Telefon 64 68 75 89
E-mail. heolyd@vores-mail.dk
4. Erindringer fra blindeinstituttet i København af Flemming Egedal.
Kastelsvej 60. 2. del
Jeg nåede at bo på 4 sovesale i de første godt 2 år, jeg var på ”Tutten”.
Første halvår på ”røverstuen”. Andet halvår på Rigskanslerriget sammen med Palle Rosengren Olsen, Frank Lund og Palle Jørgensen. Tredje halvår på ”Låget” sammen med Palle Rosengren Olsen og Torben Olsen, og fjerde halvår på ”Redaktionen” sammen med Sten Allan Jensen.
I ottende klasse havde vi gymnastik tre gange om ugen under ledelse af Jens Peter Svennesen, en pensioneret premierløjtnant, som tilsyneladende ikke havde glemt, hvordan han tidligere havde hundset rundt med basserne da han var i hæren.
Vores gymnastiktimer lå altid fra morgenstunden af, og vi skulle møde i omklædningsrummet 10 minutter i 8, så vi kunne nå at klæde om til klokken 8, hvor undervisningen begyndte.
I sommerhalvåret havde vi atletik på ”Tuttens” mini sportsplads, hvor der kun var mulighed for højde og længdespring og kuglestød.
En time blev altid indledt med, at vi skulle løbe et antal omgange, som Svennesen i forvejen havde bestemt sig for, på fliserne, der løb rundt omkring græsplænerne, og det var nu ikke noget der højnede vores interesse en tidlig morgenstund, men han skulle så sandelig nok overvåge, at vi fik løbet det rigtige antal omgange.
Vores gymnastik timer gik med fuld appel og høj kommandoføring.
Han fik den vanvittige ide, at vores kroppe skulle hærdes som rigtige nordiske vikinger, så vi skulle have gymnastik med bar overkrop, men da gymnastiksalen var hundekold om vinteren, var vi 3 elever, som nægtede at gøre gymnastik i bar overkrop.
Nu kunne Svennesen blive temmelig kolerisk, hvis vi havde tirret ham længe nok, og han gik da også helt amok.
Preben Strojek blev smidt ud af døren med føn og klem, og det foregik så voldsomt, at dørpumpen knækkede af døren da han smækkede den i med et ordentligt brag.
Marius Stefansen, en stor stovt jysk knægt, turde han ikke gå i krig med, men så var turen kommet til mig.
Han var efterhånden blevet så ophidset, så hans stemme var kommet helt op i facetten og fråden stod om munden på ham, og med knyttede næver foran mit ansigt, truede han mig, ”Flemming, jeg kunne kvæle dig, jeg kunne knuse dig”. Det var godt nok noget af en voldsom trussel, men lige med et mistede han sin stemme af bare ophidselse, så stemmen i flere uger kun var en hvisken, og tavs var han, men sikken en fred vi andre havde.
Der kom jo selvfølgelig et efterspil, anderledes kunne det jo ikke være.
Vi tre elever blev bortvist fra gymnastik timerne i 3 måneder, og hvis vi troede vi skulle slappe af, så troede vi løgn.
”Mester” sørgede for, at vi blev placeret i hvert vores klasseværelse, og han gav os regneopgaver for, som skulle være løst inden timen var omme, og gud nåde være den af os, som ikke havde nået at få løst alle opgaver, så blev der noget af en ballade fra ”Mesters” side og den var ikke af de behageligste.
Vi kunne alle lide ”mester”, da han normalt altid var retfærdig over for os.
Klagede vi over maden, satte han sig ved bordet og smagte på den, og havde vi ret, styrede ”Mester” direkte ned i kælderen til økonoma frøken Franzisca Poulsen.
Der var ikke noget at tage fejl af, hans ordforråd gik direkte op i spisesalen, så alle elever kunne høre hans torden tale til den forskrækkede økonoma.
Selv om ”Mester” i dagligdagen gjorde alt for at holde en streng disciplin over os, var Anna og ”Mester” så gæstfri, hvis de havde en lørdag aften fri, blev alle interne knægte inviteret ind i deres hyggelige stuer til kaffe med Annas dejlige hjemmebagte kage eller Boller.
Det var utrolige hyggelige aftener, vi tilbragte sammen med dem. Her var der ingen disciplin og alle emner kunne debatteres, men selvfølgelig under hensyntagen til, at vores ordforråd ikke blev alt for upassende, men vi kunne være sikre på, at de private ting, der blev diskuteret, og det være sig også om det øvrige personale, ikke kom længere end som i ”Mesters” stuer, men havde vi fremsat urimelig kritik over noget personale, skulle han så sandelig nok give os svar på tiltale, men havde vi ret, kunne vi godt mærke, at denne kritik blev taget til efterretning, og så kunne vi jo hen ad vejen godt opservere, at den havde været til drøftelse i et andet forum.
Dengang havde Inge og Sten Hegeler udgivet en bog, ”Kærlighedens A til Z”, og denne bog havde ”Mester” også, og han lod os læse så meget i den som vi havde lyst til, og det var en bog, som kunne give mange svar på kærlighedens brogede veje.
En dag hændte det for mig, da jeg skulle åbne en flaske ketchup, at det gik helt galt.
Jeg havde altid været vant til, at når en flaske ketchup skulle åbnes, skal den have et ordentligt slag på låget.
Det gjorde jeg også som jeg plejede, men det jeg ikke havde regnet med var, at slaget blev så voldsomt at bunden røg ud ad flasken og sammen med den alt ketchuppen, så der blev et værre svineri på gulvet i spisesalen.
Nu var husassistenterne, i daglig tale kaldet ”stuepiger”, så søde, at de tilbød at tørre op efter mig.
Hvert år i september, som regel den første weekend var hele instituttet på en ryste sammen tur til Borrevejle Vig, en lejrskole vest for Roskilde.
På denne weekendtur var der 2/3 ”stuepiger” med til at opvarte os i spisesalen.
Her havde man så sandelig også fra instituttets side fundet et sted, hvor de unge mænd boede i en bygning til pas langt nok væk fra den bygning, hvor de unge kvinder skulle bo.
Nu skulle instituttets personale ikke tro, at vi som unge mænd ikke var særligt kreative.
Oven på den bygning vi boede i var der et loft, hvor der var hengemt overflødige madrasser.
dette loft var det helt ideelle sted for et ungt kærestepar at søge hen i al ubemærkethed og på loftet var der jo de rigtige muligheder for gymnastiske udfoldelser for en velfornøjet hyrdetime, uden andre kunne høre det.
På Borrevejle Vig var der et stort stadion, hvor vi om lørdagen havde det årlige atletik stævne i form af en 6 kamp, så vidt jeg erindrer.
Der var højde og længdespring. 60 og 400 meters løb. Kuglestød og slyngbold.
Svennesen havde lavet et pointsystem således, at blinde, som havde stående højde og længdespring, kunne være med på lige fod med os andre, som havde et syn som gjorde, at disse 2 discipliner kunne udføres ved hjælp af tilløb.
Jeg må sande, at jeg altid blev en samlet nummer 4 i denne holdkamp.
Jeg har lige fra barnsben af været en elendig langdistanceløber, og et 400 meters løb, var ikke lige min kop te, men så var det noget helt anderledes med et 60 meters løb, hvor jeg ikke havde nogen særlig modstand, idet jeg altid har været bedst på sprinterdistancerne.
På Borrevejle Vig havde vi her det eneste sted for at dyrke slyngbolden, og med min venstre hånd, som Svennesen i øvrigt ikke var tilfreds med jeg brugte, kunne jeg smide bolden ud på over 40 meter, men så var der jo kuglestød, men det skal vi ikke tale om. Det gik ikke så godt.
Jeg har tit undret mig over sikkerheden til søs på Borrevejle Vig.
Her var der robåde til fri afbenyttelse, men ingen redningsveste, og guderne må have været med os, idet der aldrig skete ulykker til søs, i de 5 år jeg var med, selv om ikke alle af og til kunne finde hjem på egen hånd, så der måtte sendes assistance ud som hjælp.
Vi havde også på Borrevejle Vig den årlige fodboldkamp.
Her spillede vi på en normalstørrelse fodboldbane med normale mål.
Det var ikke som vi var, vandt til på Kastelsvej, hvor fodboldbanen var en minibane med håndboldsmål.
På den store bane kunne vi af os, som var gode løbere og driblede godt, komme rigtig til vores rette element.
Det var Jørn Freddy Larsen ikke så glad for, da han var en dårlig løber.
Hjemme på ”Tutten” var han den dominerende spiller som følge af den lille bane.
Det ene år 1966, gik det da helt galt for mig.
Vi var kommet langt hen i anden halvleg og vi førte med 3 – 1, men min kondition var efterhånden blevet lidt dårlig i slutningen af halvlegen, så jeg kunne ikke løbe Bent Markussen op, og hvad gjorde jeg så, jo, jeg hægtede ham bagfra med det resultat, at han totalt gik op i limningen og begyndte at slås med mig, så Svennesen valgte at fløjte kampen af selv om den ikke var færdigspillet.
Min dejlige kæreste, Ellen blev så gal på mig, at hun på stedet slog op med mig, for som hun sagde, jeg vil ikke komme sammen med en dårlig taber som bærer sig usportslig af.
Jeg vil gerne indrømme, at det var en meget usportslig handling fra min side, men hjemme på ”Tutten”, havde Bent benyttet sig af samme usportslig handling over for mig, uden jeg så reagerede på samme måde.
Vi blev da heldigvis gode venner hen sidst på eftermiddagen.
Lørdag aften var der normalt altid bal på Borrevejle Vig, hvor det gik livligt og lystigt til og alle fik sig en hyggelig aften.
Jeg vil godt indrømme, at jeg i mine teenagere år af og til var lidt af en værre rod, der af og til kunne skabe en del uro, og jeg havde det altid sjovt, når jeg drillede Rita lidt for meget.
Engang sad hun oppe i gymnastiksalen og spillede på klaveret.
Klaveret stod med bagsiden vendt ud fra ribberne, og Rita sad med ryggen mod disse ribber og spillede nok så smukt.
Jeg kunne jo ikke dy mig for at drille hende lidt. Da klaveret var på hjul, skubbede jeg det ind mod ribberne, hvorved Rita kom i klemme, men til sidst blev hun så arrig, så hun med et sæt rejste sig og skubbede til klaveret med det resultat, at det væltede med et ordentligt brag, som kunne høres nede i spisesalen, og stålrammen på klaveret gik i stykker.
Det var dengang Statens Blindeforsorg begyndte at integrere de boglige stærke elever, som de fandt, kunne klare sig i folke og private skoler på lige fod med seende.
Det var daværende forstander Ditlev Ahrens, der var ophavsmand til at der kom en aftale i stand med Københavns Kommunes folkeskole på Øster Farimagsgade i 1963, hvor der startede 3 elever, Bent Marcussen, Karen Marie Pedersen og Inge Gibskov Sørensen fra instituttet i første real.
Vi var 4 elever fra 8. klasse, 2 blinde piger, Nanna Corydon Milling og Rita Hansen og 2 stærkt svagsynede drenge, Torben Richard Olsen og jeg, som startede i første real på Øster Farimagsgades Skole i august 1964.
Vores første skoledag skete med ledsagelse af Folke Johansen, som præsenterede os for vore nye lærere og klassekammerater, men det blev svært at få del i klassens sociale samvær.
Det med at have klassekammerater uden for skoletiden fik vi aldrig.
Vi følte ikke det var nogen succes at starte i en kommuneskole, da vi havde været vant til de beskyttede forhold, som vi kom fra på instituttet.
Vi havde ingen forhånds kendskab til vore nye kammerater. Instituttet burde på forhånd have skabt en kontakt mellem de nye kammerater og os inden skolestarten, så var det måske gået bedre for os end som det gjorde. Vi blev aldrig inviteret med til fødselsdage eller fester.
I gymnastiktimerne spillede vi om sommeren fodbold, og da jeg på dette tidspunkt havde et nogenlunde syn, kunne jeg klare mig på lige fod med de øvrige klassekammerater, men om vinteren blev der spillet håndbold i gymnastiktimerne, og her måtte jeg kapitulere, selv om jeg havde spillet håndbold på ”Refsnæs-skolen”, men det var med ligesindede.
Spillet gik simpelthen alt for hurtigt, og belysningen i gymnastiksalen var mildt sagt elendig, så Torben og jeg kunne blot sidde og se på, mens gymnastiklæreren sad og læste kriminalromaner, og en gang imellem fløjtede han, men for hvad, det måtte han så bagefter i en fart prøve på at finde ud af.
Jeg har i øvrigt gået i klasse med Tommy Kenter, og det var aldeles ikke kedeligt. Han var også dengang en spas mager, som kunne sætte kolorit på timerne, til stor fortrydelse for lærerne.
Vores ”stuepiger”, som var nogenlunde jævnaldrende med os, var ikke alle lige kedelige.
Der var jo ”stuepiger” som ikke så til vores side. De sørgede blot for at udføre de opgaver de var pålagt og herunder også servicere os i spisesalen, men så var der jo andre, som var helt anderledes, og der var så sandelig også ”stuepiger”, der så særdeles godt ud.
Oldfrue frk. Johanne Poulsen og inspektrice fru Enemark Jespersen overvågede nøje, at ”stuepigerne” ikke fraterniserede med de interne elever i fritiden, og at vi overhovedet ikke opholdt os på deres gange og værelser, ellers blev di afskediget på stedet, hvis det blev opdaget.
Så var det en hel anden sag med de eksterne elever, her kunne der ikke iværksættes sanktioner.
Jeg erindrer også, at der i min tid var mindst 4 ”stuepiger”, der skabte sig en fremtid sammen med en elev, og dog, der var jo også en ”stuepige”, som havde et kortere bekendtskab til en tidligere elev, men bekendtskabet medførte i hvert i fald det, at hun desværre blev med barn, men der kom aldrig et fast forhold ud af det mellem dem, og hvor omtalte ”stuepige” blev af, kan jeg ikke erindre.
Midt i tresserne var pigtrådsmusikken rigtig begyndt at indtage sin plads på arenaen, og dette skete også på ”Tutten”.
Vi havde et 4 mands pigtrådsorkester, hvor 2 af musikerne var elever, Preben Strojek på guitar og Jørn Benny Sørensen på bas.
De øvede temmelig tit i ”Abeburet”, hvor vi andre kunne få lov til at lytte med selv om det godt nok var meget højt musik.
Det var så heldigt, at orkesteret fik tilbudt at spille i et af datidens pigtråds mekka, ”Hithouse” på Frederiksberg, som mange af os var ude at overvære.
Apropos ”Abeburet”. Det var her vi havde danseundervisning en gang om ugen ved danselærer Enok.
Som teenager var vi ikke altid lige begejstret for, hvilke piger vi skulle danse med, i hvert i fald ikke jeg.
Det medførte af og til, at når jeg havde nægtet at danse med en pige, som ikke var attraktiv nok, blev jeg sendt ned på forstander Ahrens’ kontor, hvor jeg så kunne sidde og glo ud i den blå luft, mens forstanderen sad bag sit skrivebord og ordnede sine papirer uden at sige en lyd.
Da jeg havde prøvet at sidde på dette kontor et par gange, valgte jeg at sluge den pille, at skulle danse med en pige, som jeg ikke ville.
Allerede som teenager kunne jeg godt være lidt mageligt anlagt. Når vi havde pause i danseundervisningen, stod vi jo selvfølgelig sammen med vores dansepartner.
En gang lød det fra Enok, ”Flemming, det er ikke et bøgetræ, du står og læner dig op af, det er en ung kvinde, så flyt dig lidt væk fra hende”, hvor flovt tror I ikke det var, men han havde desværre ret.
Som unge mænd var der også dengang ting der skulle afprøves, også ting, som var forbudte.
I de år begyndte hashen at florere, og den fik da også sit indtog på ”Tutten”, hvor mange af de unge mænd skulle prøve at ryge det stads, men her kan jeg sige mig fri. Jeg har aldrig røget hash, og kommer heller aldrig til det.
Et andet forbudt område vi dyrkede en del, var besøg på værtshuset ”Tria”, som lå lige i nærheden af ”Tutten”.
Her måtte vi ikke komme, da vi ikke var fyldt 18 år, men tjeneren var ligeglad, bare han kunne få solgt os nogen bajere, var han godt tilfreds, men en dag gik det alligevel galt.
Da vi sad og havde det lige så hyggeligt over en øl i et godt socialt samvær, gik døren op, og hvem stod der.
Jo, det gjorde såmænd ”mester”, og han så aldeles ikke særlig venlig ud. Han lignede nærmest en tordensky, som var ved at gå i udbrud.
Med hans dybe bas stemme blev vi med det samme kommanderet ud af værtshuset, og det på trods af, at vi ikke havde drukket ud.
Vi fik den klare besked, at han straks ville se os alle på hans kontor, og det kunne godt nok være, at der faldt verbalt brænde ned, og da mødet var slut, blev der sagt kort farvel, og ”mester” smækkede døren bag os med et kæmpe brag.
Den Besked var klar og tydelig og slet ikke til at tage fejl af, så vi i en lang periode ikke turde komme på ”Tria”, men så var der jo værtshuset ”LivjægerKroen”, så lå lidt længere væk fra ”Tutten”, og her blev vi aldrig taget på fersk gerning, gud ske tak og lov for det.
Nu var der ikke mange af os, som havde ubegrænsede midler, så der blev kun råd til en øl på et værtshus i ny og næ.
I 1964 lejede Statens Blindeforsorg en nedlagt stiftelse for blinde kvinder på Sorgenfrivej 3 i Kongens Lyngby, hvor der var 12 enkelt værelser fordelt på 3 etager og en lejlighed i stueetagen til et bestyrer par Jørgen og Kirsten Eckmann, som skulle drage omsorg for ro og orden, samt sørge for, at vi fik morgenmad inden vi skulle med S-toget til København for at passe vores daglige dont.
Morgenbordet kunne nu af og til være lidt livligt, ikke mindst når Eckmann kom ind halvsøvnig og med strithår og sin slåbrok og satte sig ved bordenden.
De havde to sønner, Anders og bo, som vi gjorde alt for at få gejlet op, så Eckmann kunne blive vågen og også lidt træt af vores alt for livlige morgenaktivitet.
Det var et velassorteret morgenbord med dejlig friskt franskbrød og hertil ost og marmelade, og jeg håber så sandelig, at Eckmanns fik tilstrækkeligt med midler til at bespise os, da vi åd som svin.
Efter at ”Tutten” nu havde rådighed over Sorgenfrivej 3, var der blevet bedre plads på instituttet, så Alderdomshjemmet blev nedlagt som sovesal.
I stedet for blev der indrettet et skolekøkken.
Vi var nogle unge mænd, som havde et stort ønske om at lære at lave mad, og ved hjælp fra ”Mester” og Anna, fik vi mulighed for at få et madlavningskursus en aften en gang om ugen ved Fru Pille.
Jeg var på dette hold i 2 vinterhalvår sammen med blandt andet Leif Erik Rasmussen, men hvem de øvrige var, husker jeg ikke, men vi var kun 4 personer på holdet.
Vi skulle da også lære at bage pandekager, og for os, som så rimeligt godt, også lære at vende dem i luften. Det gik nu ikke altid efter bogen.
En dag ville Leif da også prøve at vende pandekagen i luften, men han smed den så højt, så den satte sig fast under loftet.
En ting fik jeg da ud af dette madlavningskursus, og det er, at jeg lærte at lave mad.
Jeg var så heldig, at i september 1965 fik jeg tildelt et af disse værelser, som lå på første sal, og det var en stor befrielse, at jeg ikke længere skulle dele værelse med andre.
Jeg overtog mit værelse efter Jørn Benny Sørensen, som i vinterhalvåret 1965/66 var på Roskilde Højskole.
Endelig var der mulighed for at få sig et privatliv.
De første par uger fik jeg ikke megen nattesøvn, idet jeg skulle vende mig til den bil støj som var lige uden for vinduet, da motorvejen rundt om Lyngby gik lige forbi og ved siden af også S-togene.
Nå, det blev da efterhånden en vane med den støj som blev ignoreret, men kom der en ambulance med fuld udrykning, vågnede man jo.
Det hændte også af og til, at Eckmanns en lørdag aften inviterede os til æbleskiver og kaffe i deres stue. Her havde Kirsten lavet en kæmpe stak æbleskiver, da vi havde noget af en umådeholden appetit, men vi havde altid nogle hyggelige timer i selskab med Eckmanns.
I kongens Lyngby havde vi rigtigt mulighed for at udfolde os på alle leder og kanter, idet Eckmanns aldrig blandede sig i, hvad vi lavede, hvis det ikke gik for voldsomt til med alt for megen larm, for ellers var han der straks.
Der blev holdt mange gilder, og jævnligt var der unge kvinder, som overnattede, med den hygge, som 2 unge mennesker nu engang kunne finde på når de var alene.
Det har jeg jo selvfølgelig også udnyttet til fulde, dengang jeg blev kæreste med en ”stuepige”, Ellen, min nuværende hustru.
Det eneste som kunne gå helt galt var, at hvis en ung kvinde gik på badeværelset med stilethæle midt om natten, så vågnede Eckmann, da deres soveværelse lå lige under badeværelset, og hvis han blev vågnet midt om natten var han aldeles ikke rar, så kom han farende op i slåbrok og strit hår, og så blev den formastelige kvinde straks bortvist fra huset, og det uanset om det var midt om natten, og Her hjalp ingen kære mor, og så lagde vi ham på is i flere dage, selv om hans hustugt jo var i orden, det var jo en af hans opgaver.
Min nærmeste nabo var Bent Markussen som havde lidt besvær ved at komme rettidigt op om morgenen.
Vi indgik den aftale, at han ikke låste sin dør om natten, og så skulle jeg ca. kl. 7 gå ind og få ham ud af fjerene.
Nå, jeg gik så ind på hans værelse, hvor jeg med høj stemme sagde, ”God morgen Bent. Nu skal du op”. Så gik jeg hen til hans grammofon og satte en Elvis plade på, og når musikken lød lifligt ud i værelset, gik jeg hen til sengen og fik ham til at sætte sig op med benene på gulvet.
Han nåede som regel altid at komme ned til morgenbordet, men så skulle der godt nok fart over feltet, hvis vi skulle nå S-Toget.
Efter den obligatoriske morgenbørstning af tænderne gik det altid i fuld firspring hen til Lyngby Station, hvor vi altid nåede S-Toget rettidigt til Østerport Station, så vi kunne nå at komme i skole på Øster Farimagsgade til kl. 8.
En af vores søndagsture var en lang travetur rundt om Lyngby sø, da søen lå lige i nærheden.
Vi skulle blot ned for enden af Sorgenfrivej, over en bro henover Mølleåen, til venstre og hen under motorvejen og jernbanen og til højre, så lå søen ret foran os.
Lige for enden af Sorgenfrivej kunne vi stige ombord på en turist båd, som sejlede ned til Frederiksdal ved Furesøen. Noget af en naturskøn sejlads gennem Lyngby sø og Mølleåen.
Efter en lang og god travetur var vi klar til at tage S-toget til Østerport, så vi rettidig kunne nå at indtage vores middagsmad på ”Tutten”.
Fra april til udgangen af oktober måned var vi 6 til 7 store knægte, der spillede fodbold søndag eftermiddag, når vejret tillod det.
I begyndelsen af april spillede vi altid på bare føder og brugte en rød gummibold.
Gummibolden lagde sig engang ved siden af en af de kugler, som vi brugte til kuglestød, og da den havde lagt ude hele vinteren, var den blevet ræverød af rust.
Jeg tog et godt tilløb, og ville med fuld kraft sparke til bolden, men i farten ramte jeg kuglestødskuglen med stor kraft, så der blev ikke til mere fodbolds spil for mig den dag.
Om aften måtte jeg en tur på Kommunehospitalets skadestue, hvor lægerne konstaterede, at jeg havde fået en mindre revne i venstre fods store tås led.
I teenager årene kunne man godt komme lidt på tværs af det etablerede samfund.
Der skete det for mig, at jeg i begyndelsen af november i 1965 var blevet godt gammel dags træt af at gå på Øster Farimagsgades skole, så jeg valgte at stoppe med skolen, da jeg overhovedet ikke trivedes der, men ih du forbarmende en ballade der blev. Jeg husker den som i går.
Jeg kom så ind i en 9. klasse på ”Tutten”, men det var nu ikke nogen succes, idet det pensum de blev undervist efter, havde jeg allerede haft, så jeg kedede mig bravt i timerne, hvor meget af tiden gik med at sove.
Dette kunne jo ikke gå i længden, så jeg blev kaldt til en kammeratlig samtale på ”mesters” kontor, hvor han forholdt mig, at han simpelthen ikke fattede, hvorfor jeg havde stoppet med at gå i Øster Farimagsgades Skole, når jeg nu engang havde de gode boglige kundskaber i min bagage, og hvor han vidste det fra, ved jeg ikke.
Resultatet af samtalen blev da, at jeg i begyndelsen af januar måned i 1966 startede på et
realeksamens kursus for voksne, og her fik jeg udleveret min realeksamen i slutningen af juni måned 1967.
Vi sluttede skolen i midten af maj, og så var der kun de skriftlige og mundtlige eksamener tilbage.
I slutningen af maj 1967 fik jeg job som lagerarbejder på Jels Savværk, som havde en afdeling i Søborg.
Det blev ikke nogen succes for mig, idet belysningen på lageret var elendigt, så jeg blev fyret efter en uges forløb, noget af et nederlag for mig.
For den ugeløn jeg fik, købte jeg et dame armbåndsur til min kæreste.
Nå, nu var jeg da ikke slået helt ud. Om mandagen i ugen efter søgte jeg job på glud og Marstrand, en emballage fabrik på Amager som ufaglært specialarbejder.
Jeg var så heldig, at jeg kunne starte den følgende dag, men dette havde jeg ikke meddelt instituttet, så jeg undgik heller ikke, at dette afstedkom lidt problemer, men af en eller anden grund har ”mester” altid holdt hånden over mig, og det er jeg den dag i dag meget taknemmelig for, ellers var jeg blevet smidt ud fra ”Tutten” i slutningen af 1965. Jeg blev på fabrikken til årsskiftet 1969/70.
Jeg måtte jo så tage fri for at deltage i de skriftlige og mundtlige eksamener.
Jeg fik da halet en realeksamen i hus, men den var godt nok på det jævne, men til al held kom jeg op i dansk og historie i de mundtlige fag, så jeg reddede en rimelig og acceptabel realeksamen, men jeg havde også drevet den temmelig meget af i det sidste trekvarte år, da jeg havde fået en helt anden interesse, som var mere spændende.
Jeg har aldrig senere i mit liv haft brug for denne realeksamen.
Under de skriftlige eksamensprøver, præsterede jeg at skrive gjort med D i diktat, og det var noget der trak ned, mens jeg normalt skrev diktater til 10 eller 11, så det var godt nok en bøf.
Med tiden er jeg da blevet lidt klogere, men det vil jeg overlade til andre at bedømme.
Som et kuriosum vil jeg til sidst fortælle, at det var i 1966, jeg mødte min allerførste rigtige og eneste store kærlighed, da en 21 års ung dejlig kvinde blev ansat som husassistent på instituttet, og nu har jeg været gift med denne dejlige kvinde siden februar 1968, og vi har boet i Sønderborg siden sommeren 1970.
5. Indkaldelse til den ordinære generalforsamling.
Afholdes den 22.-23. februar 2014 på Fuglsangcenteret i Fredericia.
Dagsorden og program for begge dage fremsendes i begyndelsen af januar måned.
6. Finale
Hermed har du læst eller hørt det, vi havde valgt at bringe denne gang.
Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Vi ved, at det er noget, der er rigtig stor interesse for.
Hvis du har læst Nyhedsbrevet på sort eller punkt, vil vi, som vi tidligere har gjort opmærksom på, af produktions- og forsendelsesmæssige årsager, (omkostninger) opfordre til, at du oplyser til Hans Erik Olsen,
Tlf. 64 68 75 89, e-mail: heolyd@vores-mail.dk
at du fremover gerne vil modtage brevet som e-mail eller på en cd.
Med venlig hilsen.
Karsten Ahrens, redaktør.