BLINDEHISTORISK SELSKAB
NYHEDSBREV oktober 2013
Indholdsfortegnelse
2. Bestyrelsens navne og adresser 2
5. Erindringer fra blindeinstituttet i København 1. del 5
1. Redaktionelt
Velkommen til Nyhedsbrevet. Denne gang bringer vi udover formandens indlæg to spændende beretninger. Den første er skrevet af Luise Lind, der tidligere har skrevet fortællingen om dengang hendes blinde morbror Ricard Thorlev modtog en spolebåndoptager tilbage i 1960-erne. I vil kunne finde denne fine beretning i Nyhedsbrevet fra december 2012.
I dette nummer bringer vi så Luise Linds beretning om hendes morfar Hans Christian Thorlev.
Hvis I kære læsere tænker, at der er et eller andet bekendt, så skyldes det, at Luise Linds søster, Signe Lynglund har skrevet om deres langelandske slægts historie i Nyhedsbrevet fra maj 2012.
Den anden artikel er skrevet Flemming Egedal. Vi har tidligere bragt beretninger af Flemming Egedal, og denne gang er det en meget omfattende og interessant artikel om tiden på Kastelsvej 60.
Af pladsmæssige årsager må vi desværre dele artiklen op i to dele. Det er ikke hensigtsmæssigt, men nødvendigt, og så er der også noget at se frem til, når vi bringer sidste del.
God fornøjelse med læsning og lytning.
Karsten Ahrens.
2. Bestyrelsens navne og adresser
Formand: Hans Erik Olsen, tlf. 20 82 15 65
email: heolyd@vores-mail.dk
Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19
email: abkrogh@sorgenfrivang1.dk
Næstformand: Inge Gibskov,
email: inge.gibskov@mail.dk
Redaktør af nyhedsbrevet, Karsten Ahrens
email: ahrens9@gmail.com
Sekretær: Svend Thougaard
email: sth4400@gmail.com
Suppleanter til bestyrelsen:
Leif Martinusen og Andreas Møller Petersen
3. Nyt fra formanden
Så er det blevet efterår, skønt det i skrivende stund stadig er skønt vejr,
og sommeren i år har bestemt været god, og vi i bestyrelsen håber, at alle har nydt de mange solskinstimer i fulde drag.
I juni måned kom vi ved en tilfældighed igen i forbindelse med den nu
tidligere medarbejder ved Danmarks Radio Carsten Wiedemann, og han fortalte at han nu turnerede med et foredrag om komponisten Sven Gyldmark. Jeg havde netop på denne dag besøg af formanden for Audioklubben Henrik Olsen, og vi stak hovederne sammen i de to bestyrelser, og fandt ud af, at vi kunne lave et fællesarrangement hvor Carsten Wiedemann kunne holde sit foredrag.
Dette arrangement løb så af stabelen den 28. september og fandt sted på
Johan Krohns Vej 8 i Valby.
Fra Blindehistorisk Selskab deltog 21 af foreningens medlemmer i dette
arrangement, og vi var med ledsagere og hjælpere tilmeldt 39, så jeg synes det var flot, at så mange af vore medlemmer mødte op, og de, der kom blev bestemt også honoreret, for Carsten Wiedemann holdt et spændende foredrag, hvor vi fik en masse at vide om komponisten Sven Gyldmark, og han spillede en del musikeksempler både med revyviser, og selvfølgelig også en del af hans mange filmmelodier og vi fik at vide, at han har skrevet film til 166 danske film, og er således nordens flittigste komponist.
Det var efter flere medlemmers tilbagemelding en god eftermiddag, og det gik fint med at arbejde sammen med bestyrelsen i Audioklubben, og afviklingen af arrangementet forløb planmæssigt.
Her hvor jeg nu alligevel er ved tasterne vil jeg da også fortælle, at vi
har afholdt bestyrelsesmøde den 4. september, og et af punkterne på
dagsordenen var selskabets 20 års jubilæum den 15.-16. november 2014 på Fuglsangcentret, så sæt allerede nu kryds i kalenderen ved de to datoer.
Hvad der skal foregå på jubilæumsarrangementet har vi ikke helt på plads endnu, men vil så snart programmet foreligger, løfte sløret for, hvad der skal ske, og vi lover, at vi nok skal finde på noget, der gør det værd at møde op på Fuglsamgcentret på ovennævnte datoer.
Men det næste arrangement havde vi selvfølgelig også focus på, nemlig vores ordinære generalforsamling 2014 der også afholdes på Fuglsangcentret i weekenden 22.-23. februar 2014, så også her gælder det, at du allerede nu sætter et stort kryds i din kalender.
Program og indkaldelse vil følge senere.
Det var, hvad jeg havde valgt at skrive i denne rubrik for denne gang, men jeg vil da heller ikke denne gang undlade at nævne, at du som medlem gerne må gøre reklame for Blindehistorisk Selskab, og anbefale til dine venner, familie og bekendte, at de for 150 kroner årligt kan blive medlem, og derigennem være med til at støtte en god sag, og være medvirkende til, at Blindes historie bliver bevaret.
Hvis du møder nogle på din vej, som gerne vil være medlem af foreningen står både jeg og kasserer Arne Krogh gerne til rådighed med yderligere oplysninger.
Vi kan kontaktes på følgende måder:
Formand Hans Erik Olsen,
Tlf. 20 82 15 65
E-post: heolyd@vores-mail.dk
Og Arne Krogh kan kontaktes på telefon 45 85 94 19 og på e-post:
abkrogh@sorgenfrivang1.dk
På bestyrelsens vegne som ønsker alle medlemmer med familie, venner og pårørende et godt efterår.
Hans Erik Olsen.
4. Hans Christians kamp
af Luise Lind
Jeg vil hermed sende et indlæg om min morfar, som blev svagtseende. Jeg har hørt meget om ham i min barndom når min mormor som var en fremragende fortæller begyndte. Det var ikke i halve timer hun fortalte. Det var i timevis og når hun var i gang dannede der sig historier inde i mit hoved.
Og min søster Signe Lynglund var selvfølgelig også der.
Det er en blanding af realisme og fantasi.
”Kan du ikke bare engang imellem holde. din kæft,” råbte han højt, mens han smed en krukke på bordet efter hende. Han rejste sig op tungt, og gik ud i haven. Solen skinnede mildt på ham, han satte sig som han plejede på en stub og tænkte, mens han fodrede sin pibe, sugede og tænkte ige. Hvordan var det hele begyndt? Allerførst hende og så al hendes snak om dit og dat, som for at formilde ham, det vidste han godt. Bitterheden, ja og skæbnen – hans øjne. I hans drengeår gik det godt. Han kunne se. Dog ikke så skarpt som de andre. Engang imellem faldt han, men regnede det ikke for noget. Hans far sagde trøstende: ”Det hører med til at være knægt”. Der blev meget stille i stuen.
Han fik sig en cykel og kørte hurtigt, som for at løbe væk fra noget – skæbnen – indtil han faldt, kørte over nogle jernbaneskinner, han ikke havde set. Smerten jog ind i hans knæ. Hans far sagde intet den aften.
Senere mødte han hende. Hendes snak lød som regn om dagen, ustandselig, klukkende og trøstende.
Hans drømme- han sugede på piben lamdgt ned i lungerne- han ville være købmand, ha’ sit eget. Nu havde han fået konen og ungerne forskræmte. Han kunne høre sine ord højt, som ramte de væggene-larmende.
Ansvar, penge til dagen. Han blev nødt til at lukke købmandsforretningen og fik sit eget børstenbinderi. Ja, han kunne arbejde om natten.
Øjnene, skæbnen- det var ligemeget. Han fik ordrer hjem, indrettede sig, og gik øen rundt med en trækvogn for at sælge børster billigt, meget billigt.
”Der kommer en tosse”, råbte konen inde fra gården, ”Jeg tror, han er fuld, han går så underligt.” Hendes stemme skar igennem hans sjæl. Hjemme ventede de på penge og mad. ”Hans Christian” havde hans kona sagt. ”Vi kan ikke få mere på bogen hos købmanden. Konen inde fra baggården kiggede med foragt på ham. ”Kan du se, at du kommer ud – kan du det hva’…
Han gik i dagevis. Sov i lader, nogle var flinke og tilbør overnatning, men for det meste hundekolde steder. Han trak denb gennemblødte jakke omkring sig, hostede – den forbandede hoste, han så sin kone og børnene for sig hjemme. Dem ja og ansvar.
I drømme var han gårdmand -klartseende- gav ordrer til andre. Hans kone gík i fintpyntede stuer, det fortjente hun efter alt det roearbejde.
Næste morgen afsted i al slags vejr. Træskoene gungrede hen ad vejen. I dag endnu en dag. De forbandede øjne, han lukkede dem rigtigt op og anstrengte sig.
Efter et par dage hjem igen. Han gik til sit. Husene blev større og større, jo nærmere han kom. Han lukkede op og gik ind. Han hørte stemmer, naboens stemme den kendte han. Hans Christian gik ud i sit værksted for at sunde sig efter den lange tur. Børsterne lå på bordet og ventede på hans hænder, de blanke skafter skinnede i sollyset. Der lugtede af hestehår i værkstedet. Endnu en tid efter rejste han sig og gik ud for at møde de andre og høre den sidste sladder.
Hun stor ved komfuret afventende med hånden op til håret. ”Jamen Hans Christian”, sagde hun. ”Du ser syg ud”. ”Vi må sende bud efter doktoren”.
Lægen havde været der. Han var syg. Ind i mellem lukkede han øjnene op og så på billederne på væggen. En kvinde i sort tøj og skarpe øjne kiggede ned på ham, nærmest anklagende. Han lukkede øjnene. Orkede ikke de øjne. Efter en tid lukkede han dem op igen. Det andet billde så mere venligt ud. Han stod op og trak i tøjet, han ville ud og hugge brænde. I bar hidsighed havde han ikke fået overtøj på. Senere kom han hostende ind. Den nat talte han i vildelse, men han forbandede sin stolthed. Invalid, ha’. Hosten satte sig på hans lunger og efterhånden blev han dårligere og dårligere. De magtede ikke mer.
Efter den fortælling vil jeg supplere med et digt fra tiden i 1960 mange år efter:
Sad på brændekassen i mados.
Og ejede lykken med fedtede fingre.
Foretrak til kåde krumspring
over grøften med lange kæppe
tog vi det hele med en selvfølge, groede.
Slentrede i skoven med kendermine på
i lange snakke
om dit og dat
Genoplevede hver sommer henrykte det samme,
vi blev lidt klogere, isen 5 øre dyrere
Brunedes om kap med solen
og plukkede stikkelsbær
fløjtede igennem hullerne
i fortænderne
og en endeløs jordbærmark
i juli måned
Lykken varede evigt.
Vi ejede alt og intet
plus et glansbillede
Måtte ud, længes
for at vende tilbage og fatte dette
særpræg
forstå, at Henninge nr. 145
var et sted
og et hjem en sommerdag.
Krystalklare, funklende øjeblikke
hvor mågeskrig pludselig ikke
er noget babalt
hvor tågeslør om skvulpende skuder
betyder
hjemme igen.
Luise Lind.
5. Erindringer fra blindeinstituttet i København 1. del
Af Flemming Egedal.
Jeg har tidligere skrevet nogle af mine erindringer fra mit ophold på ”Refsnæs-Skolen ” ved Kalundborg fra august 1961 til juni 1963, en skole for blinde og stærkt svagsynede børn.
Jeg vil her, i det følgende, fortælle små erindringer fra mit ophold på blindeinstituttet i København fra august 1963 til udgangen af 1967, i daglig tale blev instituttet kaldt for ”Tutten”.
Instituttet lå dengang på Kastelsvej 60 på Østerbro, hvor første del af skolen blev taget i brug den 5. november 1858 med en udvidelse i 1880’erne, så der samlet set blev en firfløjet bygning med en lukket asfalteret gårdsplads.
De fleste elever fik en eller anden form for uddannelse med henblik på, at de ved hjælp af et arbejde kunne forsørge sig selv, men ligesom det er i dag, voksede jobs dengang heller ikke på træerne, så alt for mange fik tilkendt en invalidepension, i dag førtidspension.
Jeg ankom til ”Tutten” i København midt i august 1963, hvor jeg skulle fortsætte min skolegang i ottende klasse.
Jeg kom til at bo på ”Røverstuen sammen med Torben Olsen, Preben Pedersen, Kaj Rasmussen, Ole Nielsen og Gert møller Jensen, og vi var i alt seks personer.
vi var i alderen fra 14 til 17 år, men der var ingen muligheder for noget privatliv, men vi havde det nu alligevel hyggeligt sammen.
Næsten hver morgen når Ole kom ud af sengen, gik han hen og åbnede sit skab og startede sin pladespiller og satte altid den samme grammofonplade på, ”Twischen Patricia”, som vi alle efterhånden kunne uden af.
I drengenes fløj havde vores sovesale navne. I stueetagen lå: ”Røverstuen, Redaktionen, stalden, Nyhavn og Alderdomshjemmet”, og på første sal lå: ”Privaten, Låget, Rigskanslerriget og Kisten”. Herudover lå også Folke Johansen, ”Mesters” lejlighed, hvor han boede sammen med sin hustru Anna, som var leder af tøj depotet ”Biksen”, og det var hende der sørgede for, at vi fik den nye beklædning og det nye fodtøj som vi havde behov for, og her kunne vi også bytte vores tøj. –”Mester” havde herved også det fulde overblik over, hvad vi kunne finde på at lave af unoder i de sene aftenstimer, og så var han der straks på pletten.
Anna var også hende som hver den første udbetalte vores lommepenge, godt nok ikke særligt mange, og hun sørgede for at reservere pladser i Lyntoget, når vi rejste hjem til de store ferier.
Her havde vi så sandelig ingen ledsagelse. Vi måtte selv finde ud af at komme til Københavns Hovedbanegård og selv finde den perron, hvor lyntogene til Jylland holdt.
”Mester” var også den person, som sørgede for at vi om morgenen kom rettidigt op til tiden.
Kl. ca. 7 kom han altid buldrende ind på sovesalen med fuld damp på cigaren og med sin buldrende bas lød det altid, ”God morgen folkens, er i vågne, solen skinner og fuglene synger, men det øsregner udenfor”, godt nok noget af en trist melding at få serveret på morgenstunden.
Gud være nåde den unge mand, som ikke straks stod ud ad sengen, så var ”mester” der straks med en håndfast hjælpende hånd.
Han kunne af og til også finde på at overvåge vores morgensoignering, og fandt han ud af, at der var en eller anden ung mand som gik al for let hen over dette, ja, så var ”mester” der med det samme med en hjælpende hånd, og gav den unge mand et kursus i soignering, og det var temmelig håndfast, når han borede sine tykke finger ind i et øre, og så havde vi kun koldt vand ved håndvasken.
Det var således, at indtil vi fyldte 18 år, var vi interne elever med bopæl på instituttet, og når man så var fyldt 18 år, var man eksterne elever med bopæl ude i byen, normalt på et lejet værelse eller et pensionat, som instituttet betalte lejen for.
Mange af os var jo dengang kommet i den alder, hvor tiltrækningen fra det modsatte køn var blevet vagt med de romantiske oplevelser det nu en gang kunne medføre, men som følge af de dårlige indkvarteringsforhold der nu engang fandtes på instituttet, var der ikke de store muligheder for alt for meget privat kæresteri.
Som regel var Der altid andre til stede og de fleste havde dog trods alt en vis blufærdighed, men det var blandt eleverne en offentlig hemmelighed, at når et par havde et stort behov for at være alene uden andres bevågenhed, ja, så har gymnastiksalens rullemadras hjulpet mangen et ungt par, som havde stor trang til en hyrde time, og hvad der så herudover kom ud af det, vil jeg overlade til læsernes egen fantasi.
Nu var jeg så kommet til storbyen, og den skulle jeg jo helst lære at kende på den hurtigste måde, og hvordan gjorde jeg så det.
Jo, jeg satte mig til at læse en bog med oversigt over, hvor sporvogne, busser og S togs linierne kørte.
I denne bog var der også en rutebeskrivelse, så herved lærte jeg ret hurtigt at kende gadernes placering i København.
Da jeg kom til København i 1963 var der 15 sporvognslinier, men linie 15 blev allerede nedlagt 1. november samme år, og da jeg rejste fra København i udgangen af juli måned 1970, var der desværre kun 2 linier tilbage, linie 7, nedlagt den 25. april 1971 og linie 5, nedlagt den 23. april 1972.
På daværende tidspunkt havde jeg noget familie, langt ude, som boede i Hvidovre.
Ved hjælp af rutebeskrivelserne fandt jeg ud af, at jeg skulle med S Togs linie B fra Østerport Station til Hvidovre Station, og herfra videre med bus nr. 134, der kørte ad Hvidovrevej, stå af ved Becksalle og gå resten af vejen til Kærmark 24.
Jeg startede i 8. klasse, hvor de stærkt boglige elever var blevet samlet.
Jeg kom i klasse med Merete Anita Petersen, Rita Hansen, Birgit Linke, Nanna Corydon Milling, Torben Richard Olsen, og et stykke hen på efteråret også Else Klarborg, så vi var i alt 7 elever i klassen.
Vi havde de almindelige skolefag, og som lærere havde vi: Dansk og religion ved Heinrich Meyer. Engelsk og tysk ved frk. ellen Dyhr. Maskinskrivning og fysik ved Oskar Josephsen. Regning og historie ved Valdemar Påske. Naturhistorie, gymnastik og svømning ved Jens Peter Svennesen. Sang ved Henning Riiser. Sløjd ved John Hilmann og Børge Vestergaard, men hvem vi havde til geografi, kan jeg ikke erindre.
Pigerne havde husgerning ved fru Pille på Randersgades Skole og gymnastik ved Kirsten Jansbøl.
Vi havde jo Meyer som klasselærer, der godt kunne være lidt af en drillepind.
Else var en meget genert ung pige der ikke læste særligt højt, og da Meyer var temmelig døv, kunne han af og til ikke høre, hvad hun læste op fra læsebogen. Så sagde han altid, ”læs så højt, så jeg kan høre det ”.
En dag fandt han så på at omdøbe Else til ”Tante Clara”, en omskrivning af hendes efternavn, men det gik nu kun en tid, inden det blev hende for meget.
En dag eksploderede Else i arrigskab over sit ”øgenavn”, og hendes udladninger over for ham var så voldsomme, at Meyer nær havde tabt høreapparaterne, men hans, skal jeg sige, lidt upassende mobning af hende ophørte herefter.
Selv Merete gik heller ikke forbi, uden han fandt et øgenavn til hende.
Nu var Merete temmelig lille af statur, og hun hed altid kun ”MAP, hendes forbogstaver i sine navne.
I Meyers dansktimer havde vi også af og til diktat.
Nu var Rita punktskriftbruger, og det skete også en dag, hvor vi skulle skrive diktat, at hun ikke kunne følge med. Tilsyneladende gik oplæsningen af diktaten lidt for hurtigt for Rita.
Hun havde et par gange sagt til Meyer, at han læste alt for hurtigt op, men det tog han sig ikke af med det resultat, at Rita til sidst fik et større flip som udmøntede sig i, at hun smed punktskriftmaskinen på gulvet med et brag, til stor morskab for os andre, men braget var også så højt, at selv Meyer kunne høre det, og så endda med høreapparater.
I løbet af 8. klasse mente Meyer, at jeg skulle lære og læse og skrive punktskrift, men på daværende tidspunkt havde jeg intet problem med at læse sortskrift, så jeg kunne aldeles ikke se nogen mening i, at jeg skulle lære dette tegnsystem.
Han har jo nok vidst, at jeg havde Retinitis Pigmentosa, som jeg ikke vidste noget om dengang, og det fik jeg først at vide ved en tilfældighed i efteråret 1966.
Min Kæreste, Ellen, som jeg var begyndt at komme sammen med i august 1966, serverede en dag ved lærernes middagsbord, hvor Kaj Agerbæk fortalte forsamlingen, at der kun var en elev, som havde den samme variant af Retinitis Pigmentosa som ham, og det er Flemming Kristensen.
Ellen kunne jo ikke lade være med at lytte, når mit navn blev nævnt, og da jeg kom hjem fra skole, fortalte hun mig, hvad hun havde overhørt ved middagsbordet.
Jeg styrede straks ned til afdelingssygeplejerske fru Dora Nielsen, som jeg spurgte ret fortørnet, ”hvad er det jeg hører, bliver jeg blind med tiden”?
Hertil svarede fru Nielsen, ”Du skal ind og have en samtale med Overlæge Skydsgaard i morgen”. Nå, næste dag kom jeg så til et møde på øjenoverlæge Erik Skydsgaard’ kontor, hvor han lige ud fortalte mig, at jeg havde en øjensygdom som hedder Retinitis Pigmentosa med pigment degeneration, der kan medføre blindhed. Han forklarede mig ganske vist på dansk, hvad denne øjensygdom kunne indebære i fremtiden for mig.
Jeg tænkte, ”det er godt med dig. Det tror jeg aldeles ikke på”, men jeg sagde ingenting.
Jeg så dengang jo udmærket, så jeg tvivlede på hans besked.
I dag må jeg sande, at han havde ret, og jeg har da også i 31/32 års alderen lært at læse og skrive punktskrift, og i dag er jeg blind som en muldvarp.
Det var nu en gang imellem godt at Meyer var stokdøv, men der var trods alt en ting vil skulle tage os vældig i agt for, og det var, at han kunne mundaflæsning, så det kunne af og til godt af stedkomme de værste komplikationer for os, som medførte de største ubehageligheder, såfremt vi ikke passede nøje på, men vi lærte hurtigt, at hvis vi i timerne havde lyst til privat konversation, skulle den foregå på en måde, så han ikke havde mulighed for at mundaflæse, hvad vi talte om.
Meyer var lidt af en snu rad. En gang stod han oppe på gangen mens nogle unge mennesker stod nede i gården og havde en samtale, hvor ordforrådet ikke var af en art som lærerne skulle høre.
En ung mand havde tilsyneladende brugt et upassende ordforråd, og da den unge mand kom op på gangen stod Meyer parat, og med sin lidt bidende stemme lød det, ”Hør her unge mand, hvorfor står du og bander så guds jammerligt nede i gården”?
hvortil den unge mand jo ikke havde nogen mulighed for bortforklaringer, da vi alle vidste, at Meyer kunne mundaflæsning.
Vi havde jo obligatorisk undervisning i maskinskrivning ved Josephsen, og det var timer, som kunne give anledning til lidt for megen morskab, ikke mindst, når han startede sin gamle tråd båndoptager og spillede ”Trædballehus Polkaen”, som vi skulle skrive i takt til på vores skrivemaskiner.
Så stod Josephsen og angav den takt vi skulle skrive efter.
Jeg må så erkende, at det var godt at maskinskrivning var obligatorisk, hvorved vi lærte 10 finger systemet, som jeg har haft god brug for sidenhen i mit liv.
I naturhistorietimerne blev vi også undervist i seksualvejledning af Svennesen, og som han sagde, ”Jeg siger tingene lige ud, og jeg pakker intet ind”, men hvad han så mente med det, fandt vi aldrig ud af.
En dag stillede Kaj Rasmussen ham et direkte spørgsmål vedrørende et seksuelt problem, som vidst nok var udover det, som Svennesen ville svare på, så mere seksuel vejledning blev det ikke til i dette skoleår, så vi måtte jo gøre os bekendt med dette interessante område på en anden måde.
Instituttet havde dengang en undervisningsbog som hed ”Ungdom og Eros”, og denne bog kunne give os mange svar på, hvordan kønnene var indrettet osv., så her kunne vi så tilegne os den viden, som Svennesen ikke gav os.
Sangundervisningen lørdag morgen var heller ikke kedelig under ledelse af Henning Riiser.
Nu var Riiser svagsynet, og så var der jo rig lejlighed til at udfolde os og afspore undervisningen, idet han altid kun brugte højskole sangbogen, som vi mente var alt for kedelig.
På et tidspunkt blev det nu Riiser for meget omkring vores adfærd, så han klagede sin nød til forstander Ditlev Ahrens, som i flere uger sad på bagerste bænk for at overvåge vores, skal jeg sige, ”opførsel”, som jo selvfølgelig var blevet eksemplarisk, og vi sang da også pligtskyldigt med på højskole sangene.
Vi havde hver lørdag formiddag fra kl. 10 til 11.30 obligatorisk svømmeundervisning i Øbro hallen, og vi måtte gå hele vejen frem og tilbage til svømmehallen, som lå ca.15 minutters gang fra ”Tutten”, så når vi kom frem til svømmehallen var den omkring 10.15.
Så gik der jo også en del tid med at klæde om, komme i bad, og der blev ikke mere end som ca. 40 minutter i selve svømmebassinet for de hurtigste.
For nogen af os andre, der ikke gad denne svømmeundervisning, kunne der jo godt gå lidt for lang tid i omklædnings og baderum, og da Svennesen ikke kunne være alle steder, var der jo frit valg fra alle hylder.
Der skulle jo også tid til at komme i tøjet igen, så alt i alt var det nok ca. 20 minutter, vi var i selve svømmehallen.
Her skulle der jo også være tid til socialt samvær på bassinkanten, så hvor mange minutter vi reelt var i bassinet, husker jeg ikke.
Det var noget der passede mig særdeles godt, da jeg fra barnsben af, altid har været meget vandskræk.
Skulle det nu hænde sig, at vi fandt på at udeblive fra svømningen, blev der trukket 5 kr. fra os i lommepenge pr. gang, så dette var ikke en god ide at blive væk, idet det i længden kunne blive en dyr historie, så mange lommepenge fik vi jo heller ikke dengang pr. måned. De unge piger havde også svømmeundervisning på samme tid som drengene, og her havde vi rig lejlighed til at se på pigerne i deres badedragter, hvor vi rigtig kunne nyde deres kvindelige former. Der var da også piger som var særdeles godt veldrejet. Et syn for guder.
Vores regnetimer med Valdemar Paaske kunne af og til godt blive nogle farverige timer, når vi havde skabt et rollespil, som skulle spilles i hans timer.
Det skal forstås således, at Birgit Linke og jeg, i et frikvarter, havde aftalt, at nu skulle der laves sjov i regnetimen med Paaske.
Det foregik på den måde, at i forvejen var der aftalt, hvad morskaben skulle gå ud på, og det kunne være at indlede et kontrolleret skænderi i løbet af regne timen.
Det gjorde vi da også en gang, men resultatet havde vi netop ikke forventet.
Nå, vi var godt i gang med vores improviserede skænderi, som Paaske på alle måder forsøgte at stoppe, uden det gav noget resultat.
Til sidst gik han helt ud af koncepterne, hvor han smed sine briller på kateteret og hev sig i sit fuldskæg og brøle af os som en ulm tyr, og det var da godt nok noget der kunne stoppe os på stedet, men så havde vi da fået en del af timen til at gå med dette intermezzo.
Da vi ikke var blevet undervist i tysk på ”refnæs-Skolen”, kunne vi ikke komme i første real før end vi havde indhentet dette forsømte fag, men Frk. Dyhr fik da puttet alle de tyske verber ind i vore hoveder gennem skoleåret, så vi kunne blive klar til at komme i første real, hvis vi ellers var dygtige nok.
Fortsættes i næste nummer.
Hermed har du læst eller hørt det, vi havde valgt at bringe denne gang.
Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Vi ved, at det er noget, der er rigtig stor interesse for.
Hvis du har læst Nyhedsbrevet på sort eller punkt, vil vi, som vi tidligere har gjort opmærksom på, af produtions- og forsendelsesmæssige årsager, (omkostninger) opfordre til, at du oplyser til Hans Erik Olsen,
Tlf. 20 82 15 65, e-mail: heolyd@vores-mail.dk
at du fremover gerne vil modtage brevet som e-mail eller på en cd.
Med venlig hilsen.
Karsten Ahrens, redaktør.