BLINDEHISTORISK SELSKAB
NYHEDSBREV APRIL 2014
Indholdsfortegnelse
2. Bestyrelsens navne og adresser 1
4. Referat af generalforsamling i Blindehistorisk Selskab 3
5. Tanker om blindhed ved Rita Varmby 5
1. Redaktionelt
Velkommen til Nyhedsbrevet.
Udover referatet fra den årlige generalforsamling og bestyrelsens bemærkninger bringer vi første del af en interessant artikel, skrevet af et af vores medlemmer, Rita Cecilie Varmby.
Anden del vil blive bragt i det næste blad.
God fornøjelse med læsning og lytning.
Karsten Ahrens.
2. Bestyrelsens navne og adresser
Formand: Hans Erik Olsen, tlf. 64 68 75 89
email: heolyd@vores-mail.dk
Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19
email: abkrogh@sorgenfrivang1.dk
Næstformand: Inge Gibskov,
email: inge.gibskov@mail.dk
Redaktør af nyhedsbrevet, Karsten Ahrens
email: ahrens9@gmail.com
Sekretær: Svend Thougaard
email: sth4400@gmail.com
Suppleanter til bestyrelsen:
Leif Martinusen og Andreas Møller Petersen
3. Nyt fra formanden
Så er foråret kommet, og det varer ikke længe, før vi alle nyder påsken og de fridage, der følger med den højtid.
Disse linier kommer til at handle om vores arrangement i weekenden 22.-23. februar på Fuglsangcentret.
Vi startede lørdag kl. 13, hvor 20 ud af 32 deltagere havde meldt sig til tilbuddet om at besøge Horsens Statsfængsel med en guidet rundvisning. Jeg skal love for, at vi fik valuta for pengene,idet rundviseren gav os en halv time mere, end der var betalt for.
I Horsens Tugthus, som det hed, da det den 20. maj 1853 blev indviet, kom senere til at hedde Horsens Statsfængsel. Det lukkede i 2006, og det er nu Horsens Museum, der driver bygningen. Vi fik fortalt historien om blandt andre fangen Peter Adler Alberti, der levede fra 1851 til 1932. Han var jurist af uddannelse og justitsminister og formand for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Han tilegnede sig flere millioner kroner fra denne sparekasse og fra smøreksportforretningen. Han spekulerede i sydafrikanske guldaktier, men denne spekulation slog fejl. Den 8. september 1908 meldte han sig til politiet, og her kom det frem, at han havde svindlet for cirka 15 millioner kroner. Et svimlende beløb dengang.
I 1910 dømtes han til 8 års tugthus i Horsens Statsfængsel. Ved indsættelsen vejede han over 138 kg., og livvidden var 153 cm. I sommeren 1911 blev han alvorlig syg og måtte indlægges på anstaltens sygehus. Han sad i dette fængsel i godt to år, og tabte over 62 kg i den periode.
Han overflyttedes til fængslet i Vridsløselille. Vi fik lov til at mærke på hans bukser, der var meget store.
En anden af fængslets kendte fanger var Carl August Lorentzen. Født 1896 og død 1958. Han sad der på ubestemt tid for indbrud og tyverier. Lorentzen blev landskendt, da han natten til den 23. december 1949 flygtede fra Statsfængslet, en flugt der var planlagt i mere end et år. Han fremstillede falske nøgler, brød et lille hul i muren bag cellereolen og gravede en 18 meter lang tunnel under fængselsgården, og fra fængselsinspektørens kælder fandt han vej ud i friheden. Ved tunnelen lagde han en seddel, hvor der stod: Hvor der er en vilje, er der også en vej. Han gemte sig på en gård ved Ølsted syd for Horsens. Han havde humor den gode Lorentzen, for han sendte fængselsinspektøren et julekort. Han var dog kun på fri fod i få dage.
Det er bestyrelsens opfattelse, at vi, der var med på denne tur, synes det var en god oplevelse, trods trapperne.
Så var det tilbage til Fuglsangcentret og til en dejlig festmiddag og hyggeligt samvær.
Søndag formiddag afholdtes selskabets generalforsamling, og bestyrelsen holdt efterfølgende sit konstituerende møde.
Bestyrelsen er følgende:
Formand: Hans Erik Olsen
Kasserer: Arne Krogh
Næstformand: Inge Gibskov
Redaktør af Nyhedsbrevet: Karsten Ahrens
Sekretær: Svend Thougaard
Suppleanter: Leif Martinussen og Andreas Møller Petersen
Revisorer: Haakon Fløe Jensen og Henrik Olsen. Revisorsuppleant: Torben Koed Thomsen.
Afslutningsvis skal vi fra bestyrelsens side slå et slag for vores næste arrangement, der finder sted på Fuglsangscentret den 15.-16. november 2014, hvor vi fejrer selskabets 20 års jubilæum.
Vi er ved at lægge sidste hånd på programmet, og i næste nyhedsbrev og i Dansk Blindesamfunds medlemsblad vil du kunne læse meget mere om dette arrangement.
Det var så ordene fra bestyrelsen for denne gang.
Formand Hans Erik Olsen.
Holmebækhuse 14
4681 Herfølge.
Telefon 64 68 75 89
E-mail. heolyd@vores-mail.dk
4. Referat af generalforsamling i Blindehistorisk Selskab.
Mødet blev afholdt på Fuglsangcentret søndag 23. februar 2014
1. Mødet åbnes og godkendelse af dagsorden:
OK
2. Valg af stemmetællere og dirigent:
Dirigent Håkon Fløe
Stemmetællere. Bitten Backs og Henrik Harreschou
Der er 29 stemmeberettigede personer til stede.
3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2013:
Godkendt
4. Årsberetning:
Hans Olsen giver årsberetning:
Nye medlemmer bydes velkommen.
I foreningen er der nu 110 medlemmer.
Dagen før generalforsamlingen var der arrangeret besøg på Horsens Statsfængsel, som nu fungerer som museum. Deltagerne fik stort udbytte af turen – ikke mindst på grund af en meget engageret guide.
September 2013: Carsten Wiedemann holdt et foredrag om komponisten Sven Gyldmark. Dette arrangement blev holdt i samarbejde med Blinde og Svagsynedes Audioklub (BSAK).
Foreningens hjemmeside fungerer tilfredsstillende. Opfordring til også at bruge siden som et kommunikationsmiddel. Adressen er: www.blindehistorie.dk
Orientering om foreningens 20 års jubilæum 15.-16. november 2014. Jubilæet afholdes på Fuglsangcentret.
5. Fremlæggelse af det reviderede regnskab:
Arne Krogh fremlægger regnskabet.
Nøgletal:
Indtægter: 45.848,01 kr.
Udgifter: 33.483,21 kr.
Overskud: 12.364,80 kr.
Egenkapital: 200.798,47 kr.
6. Fastsættelse af kontingent:
Kontingent forbliver uændret: 150,00 kr. om året
7. Indkomne forslag:
Ingen forslag til dagsordenen.
8. Valg af:
A. Formand (for 2 år):
Hans Erik Olsen
B valg af 2 bestyrelsesmedlemmer (2 år):
Karsten Ahrens
Svend Thougaard
C. 2 suppleanter:
Leif Martinussen
Andreas Møller Petersen
D. 2 revisorer samt en revisorsuppleant
Henrik Olsen
Haakon Fløe
Torben Koed (suppleant)
9. Eventuelt
Bitten Backs kommer med forslag om at hver deltager har et navneskilt liggende foran sig på møder som f.eks. generalforsamling.
Kurt Nielsen beretter om materiale af lokalhistorisk værdi, som Poul Lüneborg har samlet fra den tidligere 7. kreds, som vist i dag svarer til Århus kredsen.
Allan Andreasen foreslår at besøge museumsudstillingen i den ”gamle forstanderbolig” på Synscenter Refsnæs.
2. marts 2014
Venlig hilsen
Svend Thougaard
5. Tanker om blindhed ved Rita Varmby
Tanker om blindhed
Af Rita Cecilie Varmby
I tidens løb er der skrevet mangt og meget om blindhed, og hvordan vi sanser verden omkring os.
Også jeg føler trang til at give mit besyv med, selv om det måske kunne gå hen og blive en gentagelse af, hvad andre har sagt og skrevet. Det bliver forhåbentlig ikke tilfældet.
Jeg er blindfødt, men havde lyssans i hele min barndom og noget af min ungdom. Hvorvidt jeg i min tidlige barndom har kunnet se stærke farver er tvivlsomt.
Ideen til mit essay fik jeg ved at høre programmet “Natursyn” med Jens Olesen. Programmet handlede om blindes brug af høresansen. Jeg føler mig også inspireret af Keld Stokholms bog “Vejen til blind forståelse”, som var en øjenåbner for mig. Den satte ord på mange ting for mig, hvor den også var en genopdagelse af glemte erindringer, der både var fascinerende og skræmmende.
Ofte er jeg blevet spurgt om, hvad det vil sige at være blind. Jeg vil forsøge at komme med nogle af svarene, som nok ikke er dækkende, men måske kan bruges.
Den korte version af et svar på, hvordan det er at være blind, er: Man bruger de andre sanser og på synets plads er der ingenting.
For mig er den vigtigste sans høresansen, men tæt forbundet med følesansen og lugtesansen.
Længere nede på rangstigen kommer smagssansen.
Jeg husker at jeg som barn suttede på alting, som alle børn jo gør. Men måske gjorde jeg det i en længere periode end andre.
Jeg lærte, at man aldeles ikke måtte sutte på alt muligt, og samme slags forbud gjaldt også lugtesansen. Jeg ved ikke noget om, hvor meget seende børn udforsker deres omgivelser med lugtesansen, men jeg husker, at jeg som barn lugtede til folk eller lugtede til den stol, de havde siddet på. De voksne mente, det var en meget dårlig vane og det var meget forbudt.
Anderledes tilladt var det at lugte til peberbøssen og kagedåsen og at kunne lugte bageren i nærheden, når man var på gaden, eller at der vist nok var en pølsevogn ikke langt væk.
Følesansen lærte jeg var mere legal at bruge, da fornemmelsen er særdeles vigtig.
Men hvordan forestiller den blinde sig en bil, et hus osv.?
Jeg lærte som barn at føle på modeller af de ovennævnte ting. Da man som blind ikke kan overføre modellen til den egentlige størrelse, er det vigtigt at komme rundt om bilen og ind i den, hvilket også gælder huset.
Først da får man den fulde forståelse af tingene, når man i første omgang føler på modellen og så i næste omgang oplever det i virkeligheden, nemlig føler, lugter og hører det.
Man lærer at høre forskel på materialerne i huset, får fornemmelse af husets højde, længde og bredde, og får som blindfødt på den måde en bedre dimensionsfornemmelse.
Da jeg gik i skole for et halvt hundrede år siden, kom blinde i en specialskole, hvor man gjorde meget ud af undervisningen af blinde børn. Man gjorde meget ud af at udvikle sanserne i et fag der hed sansetræning. Og oplevelsen af ting og steder, som skulle udvikle begrebsverdenen, havde man i et fag, der hed anskuelse.
Vi lærte også at lugte forskel på benzin og diesel og om forskellen på træ og sten, både hvad føle- og høresans angår.
Vi var i små klasser, så hver enkelt elev kunne få noget ud af undervisningen. Blinde i min barndom blev ikke integreret i de almindelige folkeskoler, som man gør i dag med de konsekvenser det måtte have.
I min barndom oplevede jeg vigtigheden af at kunne se.
Det havde både fordele og ulemper.
Det var vigtigt for omverden at fortælle de blinde, hvor nødvendigt det var at kunne se. Det var for så vidt godt nok, at vi fik at vide, at blindhed ikke var normen, men det var skidt, at man ikke kunne føle sig som et helt menneske, når man lærte, at det var forbundet med et tab at være blind.
Formodningen har nok været, at det blinde barn gerne ville være som de seende, men man tænkte ikke meget over, hvilke psykiske og sociale følger denne forestilling ville kunne få for den blinde i det fremtidige liv. Man lagde vægt på det praktiske. Den blinde skulle begå sig i den seende verden. Han eller hun skulle opføre sig, som det sig hør og bør for at de kunne klare sig så godt, som det var muligt, når de skulle ud i livet og prøve kræfter med det øvrige samfund.
Jeg var et meget spørgende barn, og det blev ofte for meget for de voksne at høre på, og mange af mine forestillinger og tanker kunne jeg ikke dele med nogen, og det gav plads til forvrængninger.
Når mad for eksempel tilberedes udsættes man for mange dufte ad gangen. Det kan godt være forvirrende, hvis man i forvejen ikke ved, hvad noget smager af eller kender til madens konsistens. Det må være en fordel at få det beskrevet, men det var ikke noget man gjorde så meget ud af i min barndom, som man nok gør i dag.
Forestillingen svarede og svarer sjældent til virkeligheden.
Jeg husker, hvordan jeg som lille opfattede mad, og hylede og skreg i vilden sky, hvis jeg fik noget, som havde en væmmelig konsistens og smag.
Melboller mindede mig for eksempel om ekskrementer i sin konsistens, og smagen af mel var og blev en afskyelig smag.
Spagetti mindede mig om og minder mig stadigvæk om regnorme i form og konsistens.
Så er der sky, som man kommer på leverpostejmad, som minder mig om kviksølv.
Abrikosgrød er grød med neglestumper i, men den sammenligning er slet ikke så tosset endda, vel?
Men det var ikke kun mad, som satte fantasien i sving.
Vandmænd mindede mig som barn om slanger og drengens penis. Træstammer, som virker afrevne, virker ubehageligt på mig og det samme gælder flamingo. Porøse materialer er for mig i det hele taget ubehagelige, blandt andet fordi materialet ligesom optager kroppens varme i sig.
Lydindtryk har altid fulgt mig på godt og ondt. Lyden af et hjerte eller en rislende cisterne er meget angstfremkaldende for mig.
Lyden af en vandhane med luft i minder mig om en der kaster op, da opkastningslyde i min fantasi er som lyden af en, der skal kvæles.
Lyden af en telefonpæl, som desværre ikke længere er i brug, er en herlig lyd, som jeg stadigvæk savner at høre.
Lyden af klokker og ure er jeg af en eller anden grund ganske vild med.
Lugten af opkast i min forestillingsverden er som noget med død og lig, mens lugten af træ og tjære er gode lugte, som jeg stadigvæk holder meget af.
En anden association er den brune lugt, der måske for nogle af mine læsere lyder underligt, men det kan for mig være lugten af rugbrød eller ozonlugt på en varm solskinsdag.
Ofte er jeg også blevet spurgt om farver, hvilket jeg ikke har megen erindring om, men jeg synes, jeg husker røde postkasser, da jeg ikke var ret gammel.
Det er jo ikke noget jeg kan bruge i dag, hvilket den seende må tro, og måske er oplevelsen i virkeligheden noget jeg har fantaseret mig til at huske for at glæde de seende, og måske for at få omsorg.
Stearinlys husker jeg som et blødt lys, hvor lyset fra en nefalygte er et tåget og svagt lys.
Blitzen fra et fotografiapparat er det lille lyn, og lynet fra et tordenvejr er den store blitz, for sådan husker jeg det fra min tidlige barndom.
Som tolvårig havde jeg en speciel oplevelse. Jeg var i byen sammen med noget familie, og det var en aften med meget solskin.
Vi gik på gaden, så sagde jeg pludselig: “Der står en rød cykel, der ved muren.” Mine ledsagere stoppede op. De ville omfavne mig. De troede, at der var sket et mirakel.
Oplevelsen var meget skræmmende. Jeg husker det skarpe lys, og så forsvandt synsoplevelsen pludselig igen. Jeg gik hen til muren og rørte ved cyklen.
Alt bliver tåget omkring mig, og jeg har hovedpine resten af aftenen.
Ingen øjenlæger har villet tro på min oplevelse, men mener, det må have været en hallucination. Andre har forsøgt at forklare mig, at det var noget med synsnerven, da jeg havde mine rigtige øjne, da oplevelsen fandt sted.
Efter den tid blev min lyssans meget nedsat, hvilket jeg i en længere årrække havde svært ved at acceptere.
Jeg fik fjernet mine øjne i 1977, da jeg var 29 år, og har nu øjenproteser. Men jeg har det som om, jeg stadig væk ser lys. Folk, der har mistet et ben og kan mærke det, selv om det er væk har fantomsmerter, og på samme måde har jeg også fantomlys.
Hvis jeg sidder i en bil og varmeblæseren starter, sætter den lysrefleksen i gang, og jeg tror det er solskin, hvilket forvirrer mig rigtig meget.
Men tilbage til farverne. De seende taler om følelser og stemninger hvad farver angår.
Rød er kærlighedens farve siger man, men rød er også en sødlig smag af bolsjer eller lugten og smagen af blod.
Grøn er lugten af græs, samt smagen af grønkålssuppe og kørvelsuppe.
Nyslået græs er lysegrønt, så vidt jeg ved, og afsvedet græs, som har en anden lugt, er vist nok mørkegrønt. Derfor er det også godt at fortælle den blindfødte, hvad farver egentligt er, selvom man ikke forstår det.
Derfor er det vigtigt at hægte det på andre sanseindtryk, så begrebsverdenen bliver så nuanceret, som det er muligt.
Jeg ved at mørke farver trækker varme til sig, så her må være tale om varme farver, siden de er varmeledende.
En lys farve er også en lystone, og man taler om hvid støj, som er rent fm-sus.
Når man kan se, tror man måske, at man kan forstå farver ved at overføre dem til de andre sanser, hvilket for mig er ønsketænkning, fordi det må være svært at forstå for den seende, hvad det vil sige at være blind.
Naturligvis kan en senblind erindre farver og fuldt og helt forstå, hvad den seende taler om.
Senblind er en betegnelse for at være blevet blind senere. Mange bruger udtrykket nyblind, men hvor længe er man så det?
Derfor foretrækker jeg senblind om en person, der er blevet blind senere i livet.
Den visuelle hukommelse er også forskellig fra person til person alt afhængigt af, hvor længe man har set, før man blev blind, og hvor meget man har set førhen.
Som blind får man et meget godt indtryk af en person via stemmen.
Højden får man også ved at tage et menneske i hånden eller at være opmærksom på, hvor stemmen kommer fra.
Jeg synes også, at et menneskes håndtryk siger noget om en persons karakter, men også den måde, et menneske klapper en på skulderen på.
Bedømmelse af et menneskes alder kan godt snyde en, da en ældre person godt kan have en ungdommelig stemme.
Sproget fortæller også noget om personens miljø – er det for eksempel en arbejder eller en akademiker?
Den blindes sprogbrug skiller sig ikke meget ud fra den seendes, da man som blind lærer at tale som alle andre og bruge visuelle udtryk, som for eksempel at sige “se fjernsyn” og ikke “høre fjernsyn”. Man lærer ikke at skille sig alt for meget ud fra det øvrige samfund, hvor man alligevel skal lære at klare sig på et eller andet tidspunkt.
I min barndom og ungdom lærte man, at man var uopdragen, hvis man parodierede folks stemmer. For en seende kan det være et udtryk for at gøre nar af den person, som man imiterer, hvilket slet ikke behøver være tilfældet. For mig er det det samme som at beskrive en persons karakter ved at efterligne hans eller hendes stemme eller gang. Det er den blindes måde at beskrive den person på, som man taler om, da den blinde ikke kan beskrive personens udseende. Den blinde kan ikke fortælle om hvordan et ansigtsudtryk er, eller hvilken øjenfarve eller hårlængde, personen har.
Hårlængde kunne man nok finde ud af, hvis man fik lov til at føle på personen. Men jeg synes, det er en overvindelse at skulle føle på et andet menneske, da det er meget tæt på et andet menneskes intimsfære.
Jeg husker, at jeg som barn fik lov til at føle på en lærers ansigt, da jeg havde et godt indtryk af hende på grund af hendes stemme og fortælleevne.
Det var en rædselsfuld oplevelse, da hun havde et meget rynket, grimt, gummiagtigt ansigt samt en masse spyt omkring munden.
Jeg havde forestillet mig en fin glat hud på grund af stemmen.
Det har påvirket mig til at være forsigtig med berøring af ansigter, da jeg ikke har skullet nyde noget af igen at blive skuffet.
Som barn lærte jeg, at det var uopdragent at tale til en person med ryggen til, hvilket jeg som blind ikke tænkte over, da det for mig kunne være lige meget, når jeg ikke kunne se den person, jeg talte med.
Som blind kan man også fornemme, at der foregår et eller andet i minespillet og smilet i stemmen, men ofte kan det ske, at man løber sur i, om en bemærkning skal forstås i sjov eller alvor.
Måske er den blinde nogle gange længere om at opfatte en vits,
men det kan være, at stemmen ikke har været afslørende nok.
Ansigtet eller blikket har måske sagt, at det var en spøg, hvilket man som blind ikke har mulighed for at fange. Det kan forstås som, at man ikke har sans for humor, og viser i virkeligheden, at mange ting er visuelle, hvilket den seende måske ikke tænker over.
Som man kan se af det ovennævnte mangler den blinde ikke humor, men derfor er det ikke ok at blive udstillet, ligesom det ikke er sjovt at blive parodieret.
Af seende bliver man også tit spurgt, om man drømmer med synsindtryk, men dette er ikke tilfældet for den blindfødte.
Lyde er der mest af, som kan sammenlignes med at høre et radioteater i sovende tilstand, men somme tider er der også oplevelser fra de andre sanser, som for mig er temmelig indlysende, da det er de erfaringer, vi blindfødte må betjene os af.
Derfor må sanseindtrykkene i sovende tilstand være de samme, som man betjener sig af i vågen tilstand, hvilket jo også gælder for de seende. Man har som blindfødt ikke billeder i seende forstand, og derfor er der ikke tale om en sjette sans.
Jeg har haft drømme med lysindtryk, som jeg ikke husker så tydeligt længere. Det, jeg har drømt har ofte handlet om noget vanvittigt skarpt lys, men disse drømme forekommer ikke så ofte mere.
Noget man sjældent taler om er, om blinde har synsforstyrrelse som hallucinationer. Til det vil jeg svare ja ud fra egne erfaringer. Jeg har haft synshallucinationer, som jeg har oplevet som synsoplevelser, sådan som jeg forestiller mig dem.
Jeg har ladet mig fortælle, at den døve har hørehallucinationer, så hvorfor ikke synshallucinationer?
Jeg har stadig ofte høreoplevelser, der ligesom kaster en skygge foran mig, og som jeg kalder høreskygger. Det er som en slags tredje øre, der sidder i panden, og også kan hænge sammen med tilbagekastning af lyden. Jeg har troet, at det var sådan seende oplevede synssansen.
Som seende ser man billeder for sig, og man kan tage den samme sekvens om og om igen, hvilket sker for os blinde ved hjælp af en af de andre sanser. Jeg kan høre den samme lydsekvens om og om igen, fordi jeg morer mig ved den beskæftigelse.
Jeg har engang hørt en optagelse af et klaver, der bliver smidt ud ad vinduet i virkeligheden, og har tit siden hørt den inde i hovedet om og om igen.
Blindfødte er også gode til at høre tilbagekastning af lyde, fordi man tidligt i livet er nødt til at udvikle den evne. Jeg lærte det tidligt i min barndom, længe inden jeg fik blindestok, som siden hen har været til stor hjælp for mig.
Hvis jeg havde haft en blindestok fra barnsben af, er jeg ikke så sikker på, at jeg havde været god til at høre forskel på træer, buske og husmure mv.
Mange blinde har søvnproblemer, da man ikke har lyset som retningsgivende, så mange af os har en anden søvnrytme, og derfor sidder mange blindfødte oppe om natten. Når man som blind ikke har lyset til at fortælle, hvor man er på døgnet, er uret en vigtig faktor. Det er måske en af de mange årsager til, at nogle blindfødte fascineres af ure, hvor jeg selv tilhører den kategori.
Det er også hævdet, at blindfødte mangler melatonin, som er et søvnstof, der produceres af hjernen, når man kan se, men her er sagkundskaben ikke enig om, hvorvidt melatonin i pilleform vil være gavnligt for den blindfødte.
Jeg har hørt, at nogle svagsynede taler om en grøn G-dur eller en blå D-dur, hvilket må være en kombination af hørelse og en synsrest. Det er en svagsynet, der kan høre toner.
Jeg har absolut gehør og synes, der er forskel på tonearternes karakter, hvor nogle tonearter er mere bløde end andre.
As-dur har en blød og rund klang, hvor C-dur er en hård toneart, og Ges-dur er sprød eller en krystaltoneart, hvilket jeg har svært ved at forklare på en forståelig måde.
Det er ikke underligt, at nogle mystikere taler om tonearternes mystiske betydning.
Nogle mennesker tror, at alle blinde er musikalske, hvilket langt fra er tilfældet. Man har i tidens løb har lagt vægt på at udvikle den musikalske evne hos den blinde for at kompensere for det manglende syn, og det tror jeg er en brugbar forklaring på ovennævnte fordomme.
En grund til den fordom kan også være, at blinde før i tiden spillede på gader og stræder for at tjene til livets ophold.
Nogle seende trøster sig med den fordom, at når man har mistet en sans, så får man automatisk en anden og bedre sans, da det for dem er det frygteligste, der kan overgå et menneske med sit fulde syn i behold.
Der er også mennesker, der tror, man som blind besidder megen visdom, da man har gennemgået mange lidelser og derfor er i besiddelse af særlige evner.
Det tror jeg ikke er tilfældet, men at blindheden har en eksistentiel betydning er jeg ikke i tvivl om, da et handicap griber ind i mange situationer i dagligdagen, hvor man uvilkårligt udsættes for små og store frustrationer, som er svært at forstå rækkevidden af for den, der ikke selv kender til handicappet på egen krop.
Nogle af de mennesker, der hævder at blindheden er et kald, vil også uvilkårligt tro, at den blinde har et tættere forhold til Gud end andre mennesker.
Jeg kunne godt lide at vide, om der er gjort studier over blindes forhold til tro. Selv tror jeg ikke blindheden alene skulle være en årsag til det, men jeg tror, det er forståeligt, hvis den blinde har spurgt sig selv eller Gud om, hvorfor det bare lige skulle være sådan – om det f.eks. er en forbandelse eller straf. Men det vil jeg heller ikke godtage.
Jeg har ofte hørt spørgsmål, der går på, om jeg i det daglige tænker på, at jeg er blind.
Svaret er klart ja.
Jeg er dagligt nødt til at forholde mig til det af mange forskellige grunde. F.eks. taber jeg noget på gulvet og kan ikke finde det. Jeg spilder måske kaffe på bordet, eller jeg har dagen før forlagt en teske osv., osv.
Hvordan er det med store og små rum?
Jeg bryder mig ikke om store rum med en hård akustik eller åbne pladser, hvor man let kan fare vild. Jeg foretrækker små rum, hvor man kan høre tilbagekastning af lyden fra væggene samt bløde tæpper på gulvet, som giver en behagelig blød lyd.
Jeg synes også de forskellige årstider har forskellige lugte og lyde, som f.eks. foråret, hvor fuglene begynder at synge og blomsterduften begynder at markere sig. Sommerens varme og lugten af stærke blomsterdufte og afsvedet græs, hvorefter vi går ind i efterårssæsonen, hvor man træder i de visne blade og kan lugte den fugtige jord. Så har vi vinteren med en stille frostklar dag med solen fra en skyfri himmel, hvor det også kan være en dag med snevejr, hvor lydene dæmpes og føles kompakte, og det er svært at orientere sig, da sneen dækker alt til, hvor fortov og vej går ud i ét.
Det blæser måske og lyden får man ind i ørene, så man intet kan høre, så man er virkelig på spanden, da man oplever vindsuset som buldrende støj.
Regnvejr kan også ændre de akustiske forhold, så man bliver smask-forvirret, når man skal finde rundt.
Rita Cecilie Varmby
Fortsættes
6. Finale
Hermed har du læst eller hørt det, vi havde valgt at bringe denne gang.
Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Vi ved, at det er noget, der er rigtig stor interesse for.
Hvis du har læst Nyhedsbrevet på sort eller punkt, vil vi, som vi tidligere har gjort opmærksom på, af produktions- og forsendelsesmæssige årsager, (omkostninger) opfordre til, at du oplyser til Hans Erik Olsen,
Tlf. 64 68 75 89, e-mail: heolyd@vores-mail.dk
at du fremover gerne vil modtage brevet som e-mail eller på en cd.
Med venlig hilsen.
Karsten Ahrens, redaktør.