Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2 / 2021.
Indhold:
1. Hilsen fra formanden
2. Tilmelding til generalforsamlingen 20. – 21. juni 2021.
3. Opdateret program og forslag til dagsorden til generalforsamlingen, ved Poul Lüneborg.
4. “Af den gamle skole” – om den bedste lærermester, pianostemmer Aksel Gleerup af Henrik Olsen
5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – første artikel af 4
6. Nekrolog over Arne Krogh ved Hans Erik Olsen.
7. Omtale og anmeldelse af Leif Martinussens ” Orgelkalender, orgelmusik til kirkeåret ” ved Poul Lüneborg og Monica Papazu.
8. Nyt om medlemmer
9. Bestyrelsens kontaktoplysninger
1. Hilsen fra formanden af Poul Lüneborg.
Vi er godt på vej ind i maj måned og foråret kommer os i møde i mere end én forstand. Maj / juni måneder er for mig den bedste tid på året. Hertil kommer i år, at vi kan begynde at se afslutningen på coronaepedimien og dens konsekvenser. Sidste år var vi i bestyrelsen meget heldige med at få afviklet generalforsamlingen inden samfundet blev lukket ned i begyndelsen af marts måned på grund af covid19 restriktionerne. I år har vi været knap så heldige. Hele 3 gange har vi forsøgt at finde et tidspunkt for afholdelsen af generalforsamlingen. Nu er vi i bestyrelsen overbevist om, at det er lykkedes. Mange andre presser på for at indhente det forsømte. Derfor kunne vi ikke få plads på Fuglsangscentret i en weekend til arrangementet inden Sankt Hans i år. Derfor har vi valgt det næstbedste, nemlig at lægge generalforsamlingen på søndag den 20. juni og fortsætte med et blindehistorisk arrangement dagen efter. Det er mit håb, at alle medlemmer som har lyst til at deltage i arrangementet kan få det til at passe med disse dage.
Den 13. maj i år døde selskabets mangeårige kasserer Arne Krogh. Hans Erik Olsen har skrevet en meget personlig og bevægende nekrolog om Arne Krogh og hans venskab med ham gennem 58 år. Arne Krogh var om nogen en fremragende amatørskuespiller og teatermand, hvilket selskabets medlemmer senest fik bevis for ved medlemsarrangementet den 23. november i 2017, hvor Arne fortalte om sit engagement indenfor Amatørteatret.
Når vi mødes til generalforsamlingen håber jeg at kunne præsentere en endelig oversigt over væsentlige punkter til belysning af Dansk Blindesamfunds Amatørteaters historie og over opførte forestillinger gennem årene 1946-2006.
På baggrund heraf og inspireret af Hans Erik Olsens nekrolog over Arne Krogh, har vi sammensat et program om formiddagen mandag den 21. juni, hvor der bliver lejlighed til at overvære en af Amatørteatrets ypperste forestillinger “Fred på jorden” af Svend Ringdom med Arne Krogh og Niels Eskær i hovedrollerne. Nyhedsbrevet indeholder et opdateret program samt information om tilmelding til arrangementet med en orientering om de retningslinjer, som skal følges grundet coronarestriktionerne. Vær opmærksom på, at alle deltagere skal medbringe et coronapas eller lignende. I bestyrelsen glæder vi os til at møde mange af selskabets medlemmer.
På generalforsamlingen vil min beretning for den seneste arbejdsperiode være omdrejningspunktet for diskussionen på mødet. Beretningen blev offentliggjort i sidste nyhedsbrev nr. 1 fra i år og kan desuden ses på hjemmesiden.
På generalforsamlingen skal vi i bestyrelsen sige farvel til René Ruby og Rita Cecilie Varmby, der begge har valgt at takke af efter flere års godt arbejde i bestyrelsen. De skal begge have stor tak for deres indsats gennem de sidste 5 år. Hertil kommer at vores kasserer Ole Brun Jensen grundet sit helbred har ønsket at blive fritaget fra opgaverne som kasserer for at koncentrere sig om andet arbejde i bestyrelsen, herunder ikke mindst opgaven som selskabets webmaster. Det er derfor mit håb, at flere af selskabets medlemmer vil overveje om deltagelse i bestyrelsens arbejde kunne være noget, som det er værd at overveje.
Ud over Hans Erik Olsens ovennævnte nekrolog over Arne Krogh, kan man i nyhedsbrevet læse en fascinerende artikel skrevet af hans bror Henrik Olsen om Aksel Gleerup, der var leder af Klaverstemmerskolen ved Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup fra 1968 til 1982. Henriks artikel er en fremragende opfølgning på Thorvald Kølles artikel om Karl Hansen i Nyhedsbrev nr. 4/2017, Aksel Gleerup efterfulgte Karl Hansen som Klaverstemmerskolens leder i 1968.
Ove Gibskov har bidraget til nyhedsbrevet med en munter erindringsartikel, som er første del af 4, Her fortæller han om sin første tid på Refsnæsskolen.
Også i dette nyhedsbrev præsenteres en udgivelse af et af bestyrelsens medlemmer. Leif Martinussen har i år udgivet en “Orgelkalender” som er blevet særdeles positivt modtaget af den danske musikverden og her ikke mindst de mange organister, som her har fået ny inspiration. Udgivelsen omtales med Leifs eget forord og en anmeldelse af Monica Papazu.
Endelig er der i nyhedsbrevet blevet plads til at hylde 2 medlemmer. Det drejer sig om fhv. hovedkasserer Kaj Cramer, som den 6. maj rundede 90 år og Hans Rasmussen, som den 11. maj fik overrakt Gentofte kommunes Ældrepris.
Med disse ord ønsker jeg alle medlemmer god læselyst og forhåbentlig ses vi på Fuglsangscentret søndag den 20. juni til generalforsamlingen.
2. Tilmelding til selskabets generalforsamling 20. – 21. juni 2021.
På grund af coronarestriktionerne har det været nødvendigt at udskyde datoen for årets generalforsamling flere gange, men nu mener bestyrelsen, at datoen ligger fast.
Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra søndag den 20. til mandag den 21. juni 2021, beder jeg dig om at kontakte mig senest mandag den 7. juni 2021. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 35 værelser på centret, en del af disse er allerede i skrivende stund booket, så skynd dig med din tilmelding!
Jeg kan kontaktes på tlf. 44 95 04 72, på mobil 23 31 05 21 eller på mail poul.luneborg@gmail.com.
Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.
Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551 0501697, du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller Mobilepay, så indbetalingen kan identificeres.
Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på ovennævnte telefonnumre, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.
Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.
Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret på ankomstdagen inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 Eller på mail: fuglsang@blind.dk
I skrivende stund den 19. maj 2021 skal du i disse coronatider være opmærksom på følgende retningslinjer, der indebærer at du enten:
– medbringer et coronapas, som er udstedt efter din 2. vaccination og mindst 14 dage før din ankomst til Fuglsangscentret.
– Medbringer dokumentation for, at du er testet negativ 72 timer før afrejse fra Fuglsangscentret, dvs. senest fredag den 19. juni kl. 13.00.
– Medbringer dokumentation for, at du er raskmeldt efter at have været smittet med corona.
Du skal bruge mundbind, når du bevæger dig rundt i centret.
Endelig skal det bemærkes at servering af drikkevarer slutter kl. 22.00.
Disse retningslinjer kan søndag den 20. juni være ændret, men det vil i givet fald være i form af en lempelse. Kontakt mig, hvis du er i tvivl om hvorledes du skal forholde dig.
Bestyrelsen glæder sig til at se rigtig mange til årets generalforsamling.
På gensyn på Fuglsangscentret.
Poul Lüneborg
3. Opdateret program og forslag til dagsorden til generalforsamlingen, ved Poul Lüneborg.
Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra søndag den 20. til mandag den 21. juni 2021.
Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.
Program for søndag den 20. juni 2021:
Kl. 14.00 – 17.00 Generalforsamling afbrudt af kaffe / te pause
Kl. 17.00 – 17.30 oplæg og fællessang
Afslutning ved formand Poul Lüneborg
Kl. 18.30 Middag med efterfølgende hyggeligt samvær i samme lokale.
Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale, hvis dette er en mulighed i disse coronatider, for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.
Kl. 20.00 – 21.00 Oplæsning af uddrag af Carl Bjarnhofs erindringsbog “Kølvandsstriber” ved Lars Ringholm.
Kl. 22.00 slutter serveringen af drikkevarer som følge af coronarestriktionerne – aftenens officielle program slutter en time senere.
Program mandag den 21. juni 2020:
Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant.
Kl. 9.00 Blindehistorisk tema: Dansk Blindesamfunds Amatørteater.- Hans Erik Olsen indleder med et oplæg om Arne Krogh – Amatørskuespiller og teatermand.
1. del af teaterstykket “Fred på jord” af Svend Rindom med Arne Krogh og Niels Eskær i hovedrollerne.
Kl. 10.15 Kaffe/te pause.
Kl. 10.30 2 del af “Fred på jord” efterfulgt af et oplæg ved Poul Lüneborg om præsentation af Dansk Blindesamfunds Amatørteater på selskabets hjemmeside.
Kl. 11.45 Afslutning med fællessang.
Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang”, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.
Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.
Bestyrelsen beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 475 kr. sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets forrige punkt om tilmelding til arrangementet.
Forslag til dagsorden til generalforsamling 2021
Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018, de findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.
Dagsordensforslag:
1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.
2. Navneopråb, præsentation af deltagerne
3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent
4. Godkendelse af dagsorden
5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 15. februar 2020 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/ 2020, nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.
6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse, beretningen blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2021.
7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse, regnskab og revisionsprotokol blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2021.
8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.
9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest søndag den 6. juni 2021.
10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.
Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:
a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019.
b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år.
c. Rita Cicilie Varmby og René Ruby blev begge valgt for 2 år i 2020. Både Rita og René har ønsket at udtræde af bestyrelsen for at koncentrere sig om andre opgaver. Der skal derfor vælges to medlemmer af bestyrelsen for et år.
d. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.
De nævnte medlemmer og suppleanterne bortset fra Rita Cicilie Varmby og René Ruby er alle villige til at modtage genvalg. Lena Bang er endvidere villig til at kandidere til en af de ledige pladser i bestyrelsen.
e. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år. Kurt har tilkendegivet, at han er villig til at kandidere på ny, Ove har meddelt, at han er villig til at kandidere til en af de ledige pladser i bestyrelsen.
f. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020 – Nete er villig til at modtage genvalg.
11. Eventuelt.
4. “Af den gamle” skole af Henrik Olsen.
Om den bedste lærermester, pianostemmer Aksel Gleerup.
Aksel Gleerup blev født i København den 2. november 1920.Hans forældre var begge blinde, og Aksel lærte meget hurtigt at begå sig som blind. Gik både på Refsnæs og instituttet på Kastelsvej. Han spillede eminent på klaver, og spillede violin i blinde musikeres orkester under ledelse af Otto Lington.
Aksel kom i lærer som pianostemmer på den gamle tut på Kastelsvej 60 under Carl Hansens ledelse, og startede på uddannelsen i 1939. Afsluttede med en fagprøve på et Hornung & Møller klaver i foråret 1942.
Da Aksel kom i lære var prisen for en stemning 2 kroner og steg til 4 kroner, da han var færdiguddannet. Han fik gennem årene opbygget en god og solid kundekreds, for han leverede altid et godt arbejde. Aksel havde en stor interesse for teknik, og efter besættelsen blev det mere og mere amatørradio som han brugte sin fritid på. Han opnåede at have A-licens. Startede med D-licensen. Han tog de forskellige prøver på almindelige vilkår. Aksels kaldesignal var OZ6AX. Hvornår Aksel fik licens, står hen i det uvisse, men noget siger mig en gang i 50’erne.
I 1968 blev Aksel ansat som lærer på pianostemmerskolen på blindeinstituttet Rymarksvej 1 i Hellerup, og den post bestred han til sommerferien 1982. Den første Aksel førte op til stemmerprøve var Jens Eigil Jensen fra Rødovre også kendt under navnet udgangrør. Jens Eigil var også radioamatør. Han var svagtseende da han gik på stemmerskolen, men fik så godt et syn så han kunne få kørekort og også køre bil. Jeg kom i praktik tirsdag, den 15. maj 1979, og fik at vide, at jeg gerne måtte være der til sommerferien. Det var ellers kun 14 dage man kom i praktik, men jeg fik en hel måned. Mens jeg var i praktik, kom skoleinspektør Mogens Klindt en dag ned på stemmerskolen, og fik så at vide at jeg var i praktik. “Det har vi da ikke fået noget at vide om”, sagde Mogens Klindt. Det havde jeg glemt at give besked om. Mogens Klindt gik til forstander Kirsten Jansbøl, og der kom et brev fra hende lige omkring 1. juni 1979.I brevet skrev Kirsten Jansbøl:
“Jeg hører, at Henrik Olsen er startet på pianostemmerskolen. Det undrer mig, da det ikke har været drøftet på samrådet.”
Men jeg fik lov til at fortsætte min praktikperiode frem til sommerferien. Jeg startede som elev på pianostemmerskolen mandag, den 9. august 1979. Aksel forklarede den første dag, hvordan man fandt ud af hvor de forskellige klaverer skilte, så vi lettere kunne tælle os frem på stemmenaglerne. Så skulle vi lave temperaturen, og Aksel satte en temperaturkile med 13 små gummikiler i de tretten toner som temperaturen strækker sig over. Den gummikile kaldte vi for riven. Han forklarede i mindste detalje hvordan temperaturen er bygget op med kvarter og kvinter, sekster og tertser, og når man kommer til sidste tone i temperaturen, skal det hele passe sammen som et puslespil.
Når vi så havde stemt de tretten enkeltstrenge, blev riven pillet ud, og vi skulle så bruge en enkelt gummikile til først at stemme de to strenge sammen, og til sidst den tredje og sidste streng. Det første flygel stemte jeg i begyndelsen af november 1979. Det var Petrof flyglet på gulvet til venstre for scenen i festsalen, og det skulle bruges til instituttets fødselsdagsfest 5. november. Allerede fra start lagde Aksel den hårde linje. Han forlangte det ypperste af os elever, når vi stemte. Blinde skal være mindst et hestehoved foran de seende, sagde han mange gange under uddannelsen, og det havde han så evig ret i. Det gælder stadig den dag i dag.
Aksel lyttede meget kritisk til temperaturen, for hvis der er fejl i den, så følger fejlen med over hele klaveret eller flyglet. Når han fandt en fejl, spurgte han tit, hvad er der galt? Vi skulle så forklare hvor fejlene var. Det var også for at træne vores øre. Hvis vi ikke havde hørt det, gentog han temperaturen igen, og spurgte hvor er fejlene? Hvis vi ikke kunne fortælle det, sagde han hvor fejlene var. Og vi vidste han havde ret. Først når Aksel havde sagt god for vores temperatur, stemte vi resten af klaveret. Aksel sagde gerne, ja, så mangler vi jo bare resten med disse kanter og wienerbrødene altså bassen.
Hvis han ikke var tilfreds med vores stemning, knaldede han hænderne ned i tangenterne og sagde: Jeg har set lort nok, og forlod straks lokalet. Når han kom ind igen, var alt glemt. Han bar aldrig nag. Den hårdhed gav os elever et spark bagi. Det første halve år betalte staten for prøvetiden. Jeg var den sidste elev der blev optaget på pianostemmerskolen mens staten betalte.
Fra 1. januar 1980 skulle ens hjemkommune bevilge uddannelsen, og det gjorde Køge kommune heldigvis. Bevillingen kom den 17. december 1979. Jeg havde i begyndelsen af december 1979 været til et halvårligt statusmøde med socialrådgiver Else Lange, reparationslærer Svend Munch og stemmerlærer Aksel Gleerup. Svend og Aksel synes begge jeg var en flittig elev, men Svend sagde: “Reparation er ikke din stærke side.”
Aksel var meget tilfreds med mig som klaverstemmer, og sagde: “Du skal nok blive en god klaverstemmer. Du kan sagtens stemme korrent, og temperaturen går næsten op hver gang, men den kan godt blive noget bedre.”
Jeg var utrolig glad for at være optaget som elev på stemmerskolen. Det var en drøm der gik i opfyldelse. Vi elever fik tit at vide, at oktaverne i diskanten skal altid være lidt for høje, men kun så du ved de er det. Aksel var god til at færdes i trafikken hovedsagelig med bus. Når han sad i bussen brugte han tiden til at snakke i amatørradio. For at få en del rutine blev vi elever sendt ud i en musikforretning som solgte klaverer og flygler. Da jeg havde gået på stemmerskolen i lidt over 7 måneder, blev jeg mandag, den 24. marts 1980 sendt ud til Brødrene Jørgensen på Amagerbrogade 31 i København. Det første klaver jeg stemte i forretningen, var et Bambino pianette. På stemmerskolen havde jeg kun prøvet at stemme et klaver på en dag, men den første dag hos Brødrene Jørgensen skulle jeg stemme to i forretningen og et kinesisk Nieer klaver hos en kunde i Hørsholm.
Stemningen hos kunden i Hørsholm måtte jeg efter et par uger lave om, for den var ikke god nok. Mindst en dag om ugen stemte jeg hos Brødrene Jørgensen på Amager, og fik ikke noget for stemningerne. Da Brødrene Jørgensens afdeling på Amager lukkede sammen med de andre afdelinger i Danmark i december 1980, måtte der findes en ny forretning til mig. Det blev Alfred Christensen musik i Lyngby Storcenter, hvor jeg begyndte i begyndelsen af februar 1981. Jeg stemte om torsdagen i Lyngby Storcenter, og fik til at begynde med ikke noget for stemningerne. Det var hovedsagelig østtyske og russiske klaverer de solgte. Et par måneder efter blev jeg kaldt ind til personalechef Erik Ross. Ross spurgte om jeg også ville stemme i deres to andre butikker i City 2 i Taastrup og Rødovre Centret. Det ville jeg da gerne, for det gav jo mere rutine. Jeg sagde til Ross, jeg skal lige spørge på stemmerskolen. Aksel Gleerup og Svend Munck synes det var helt i orden. Så jeg stemte mandag i Taastrup, tirsdag i Rødovre og torsdag i Lyngby. Da jeg nu stemte i alle tre forretninger, fik jeg 50 kroner pr. stemning.
Den sidste torsdag i måneden gik jeg ind til regnskabschef Anne-Grethe Kofoed i Lyngby med rekvisitionerne på stemningerne, og fik udbetalt min løn. En dag spurgte en af de ansatte hos Alfred Christensen i Lyngby om jeg kunne stemme hans fars pianette. Selvfølgelig kunne jeg det. Jeg tog ud og stemte faderens tokorede Andreas Christensen pianette med overliggende knast, og fortalte først Aksel det, da jeg kom tilbage på stemmerskolen efter frokost. Aksel sagde med det samme: Vi har jo sådan en pianette, så jeg vil da gerne høre den stemning du lavede ude hos kunden.
Jeg stemte pianetten, og Aksel kom ind og lyttede og spurgte: “Har du taget penge for den stemning?”
“Ja,” sagde jeg. “Så er jeg glad for jeg ikke var kunden,” sagde Aksel. Så havde han på sin egen måde sagt, hvad han mente om stemningen. Men jeg var da glad for at have fået 165 kroner for stemningen hos kunden.
Vi elever blev også sendt ud til kunder som ringede til stemmerskolen, og så kunne Aksel tit forklare helt nøjagtig, hvordan man kom ud til kunden. Vi skulle i hvert fald være halvandet år henne i uddannelsen før vi fik private kunder. Jeg har aldrig oplevet en, der kunne skrive så hurtigt på prentavle som Aksel. Det var en 6-linjers tavle han skrev på. Han brugte en hånd til at notere med, og det blev gjort mens han snakkede med kunden. Han skrev dato, tid, navn, adresse og telefonnummer ned på kunden. Og så kom han ind i lokalet, og gav mig sedlen i hånden, og sagde: “Den er til dig.” De sedler han skrev var altid fejlfri.
Jeg gjorde tit den fejl at tage en taxa ud til kunden, fordi så kunne jeg nå at drikke kaffe sammen med kammeraterne i spisestuen på tutten. Aksel sagde en eftermiddag til mig: “Hvis du bliver ved med det, så kan du til sidst ikke finde rundt mere.” Det slog jeg bare hen med bemærkningen: “Jo, da.”
Men den gamle fik jo ret. Da jeg onsdag, den 2. juni 1982 flyttede til Holmebækhuse i Herfølge, tog jeg taxa til og fra Holmebækhuse til Køge station. Den kostede 60 kroner hver vej. En dag kørte jeg med bussen, og kunne ikke finde fra stoppestedet og hjem, og jeg måtte da ringe til Aksel og sige, du havde jo ret. “Det vidste jeg da godt,” sagde han. “Det er for nem en løsning bare at sætte sig ind i en vogn, det møder man heller ikke udfordringer af.” Heller ikke bare at blive kørt eller fulgt rundt af seende.
Dengang havde man jo ikke de hjælpemidler som vi har i dag. Computer med tale, så vi kan søge på rejseplanen og brug af gps. Hvordan Aksel fandt ud af de forskellige ruter ved jeg ikke. Men jeg tror, at hans kone Edith nok har kigget på kort og fundet busserne i den store HT-køreplan.
Vi startede hver morgen klokken 8 med morgenkaffe, og her fortalte Aksel tit om hændelser ude hos kunder. Aksel havde undervisningen hele mandag, tirsdag, onsdag og torsdag eftermiddag og fredag formiddag. Svend Munck havde reparationstimer tirsdag, onsdag og torsdag formiddag og fredag eftermiddag. Reparation var ikke min styrke, og er aldrig blevet det. En dag bad Svend mig sætte en omløber på, og det var jeg ikke god til, så jeg spurgte Christian Skov, om ikke han kunne sætte den på for mig, inden Svend kom tilbage. Da Svend kom tilbage ville han se hvordan jeg havde sat omløberen på. Den sad perfekt, så Svends kommentar: “Meget fint arbejde Christian.”
Jeg var mere interesseret i at stemme, og jeg ville være lige så god klaverstemmer som Aksel. En dag sagde Aksel til Bent Bomholt og jeg, at nu havde han lavet en temperatur, og vi skulle så lave en der lignede Aksels. Vi sad i hver sit lokale og kunne hvis vi var i tvivl gå ind og lytte på, hvad Aksel havde lavet på et Hornung & Møller Skandia klaver som stod i stemmerrum 2. Det klaver kaldte vi ordbogen.
Cirka en gang om måneden afholdtes der aktion over ting som folk ville sælge. Der kom et par andre stemmere og et par radioamatører, og vi havde en hyggelig torsdag eftermiddag fra klokken 14. Der fik vi også en bajer. Aksel kiggede også tit efter, om vi elever glemte stemmenøglen i klaveret. Hvis vi havde glemt den, kom han ind og spurgte: “Hvad er klokken?” Vi så på uret og sagde tidspunktet. “Den er ti minutter over to,” sagde Aksel. Så det er øl efter eftermiddagskaffen. Aksel havde nogle specielle udtryk. Når vi skulle drikke kaffe, sagde han altid så krikker vi kaffe. Han elskede lyde, og det skete også, at der blev slået ting i stykker, og når det skulle ske, sagde han gerne, vi skal have en baldreng. De gule armbind med de 3 prikker kaldte han for fumleflag. Stemmetemperaturen kaldte han for tussen.
“Go disse go dasse. Skal du ha stemt en kasse”
Aksel sagde til os elever, at når i kommer ud til et rigtig gammelt klaver, så skal man jo bare skramle lidt med nøglen, hvis et klaver eller flygel var slemt, sagde han: “Den er jo zehr skummel.”
Kender du vejen? Det fik han til vender du kajen. Hvis nogen hostede sagde han altid, skal jeg rykke dig i dunken, i stedet for skal jeg dunke dig i ryggen. Aksel skulle den sidste uge i sommerferien stemme alle instituttets instrumenter. En dag i sommerferien 1981 ringede Aksel til mig og spurgte om ikke jeg kunne komme og hjælpe ham med stemningerne. Han synes åbenbart jeg havde godt styr på det stemningsmæssige, og så gav det jo noget ekstra rutine. Det var kun få af klavererne og flyglerne som jeg stemte i den uge, som Aksel kontrollerede.
Selv om han kørte den hårde linje holdt vi utrolig meget af ham for vi vidste, han havde den faglige stolthed. Der er nogle gange, når jeg sidder og stemmer og skal beslutte hvordan jeg vil udføre opgaven, så tænker jeg tit på, hvad ville Aksel have gjort i den situation som jeg er i nu. Og så finder jeg meget hurtigt ud af, hvad jeg skal gøre, for det er som om Aksel er til stede og siger hvad jeg skal gøre. Jeg var den sidste som Aksel Gleerup førte op til stemmerprøve. I januar 1982 blev det besluttet, at jeg godt kunne gå til prøve, og stemmerprøven blev bestilt hos Københavns pianostemmerforening, og sat til fredag, den 26. marts 1982 klokken 10. Allerede i efteråret 1981 begyndte Aksel at indføre et pointsystem, når der blev stemt. Det var også for at få mig ned i tid, så jeg kunne gennemføre prøven på de to timer som man må bruge.
Man kunne opnå 50 point. 10 point for tiden, 10 for kammer-aet, 10 for temperaturen, 10 for midterpartiet og 10 for resten af klaveret. Det skete aldrig at jeg nåede de 50 point, men altid omkring 42-45 point. Men ved min stemmerprøve fik jeg 48 point. Det var det højeste jeg nåede.
Onsdag, den 24. marts 1982 fandt min generalprøve sted. Den gik ikke særlig godt, der fik jeg virkelig en over nakken. Men så kom selve prøvedagen. Vi mødte op klokken 8 om morgenen, og der blev hentet tre kasser øl hos købmand Møgelhøj. Lidt i 10 kom de to sensorer Franz Fervolt og Palle Grøn, og på slaget 10 gik vi ind i stemmerrum 2, hvor fremgangsmåden blev gennemgået af de 2 censorer. Aksel var med inde i lokalet indtil prøven gik i gang. Jeg skulle først sætte kammer-aet, så skulle censorerne ind og høre det, og så skulle jeg stemme temperaturen, og den skulle de så også lytte på, inden jeg stemte hele klaveret. Det var kun censorerne der måtte komme ind i stemmerlokalet mens jeg var til prøve.
Heldigvis gik prøven godt, og da Franz og Palle havde sagt tillykke, kom Aksel ind og fandt de fejl som censorerne ikke havde fundet. Jeg har aldrig før eller siden sat kammer-aet så hurtigt som jeg gjorde til prøven. Efter prøven gav instituttet smørrebrød, og Aksel holdt en virkelig pæn tale for mig.
Den sidder jeg nogle gange og lytter til, for jeg optog min prøve på bånd, og har nu fået digitaliseret optagelsen. Aksel sagde i talen blandt andet, at der er i dag efter min mening aflagt en virkelig pæn stemmerprøve, faktisk noget pænere end de fleste. Jeg var utrolig glad for at jeg havde bestået stemmerprøven. Efter jeg havde bestået min stemmerprøve havde jeg til det sidste kontakt med Aksel Gleerup.
Aksel var en utrolig behagelig og vidende mand, som man altid kunne slå en hyggelig sludder af med. Aksel Gleerup døde natten mellem torsdag den 13. og fredag den 14. februar 1998 77 år gammel. Han var endda ude og stemme den sidste dag. Det er Aksels skyld at jeg er blevet den klaverstemmer som jeg er, og har været gennem alle årene.
5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – første artikel af 4
Med Kalundborgfærgen som blind passager, da min fart forsvandt, glæden ved bøger, og hvorfor jeg kom til at skyde en gris
Første del af Ove Gibskovs barndoms- og ungdomserindringer
For godt to år siden blev jeg opfordret til at skrive barndomserindringer i Optimisten – et pensionistblad, som udkommer i bl.a. Kolind på Djursland, hvor jeg er født. Det skulle egentlig blot have været en to-tre afsnit men er foreløbig blevet til otte med såvel barndoms- som ungdomserindringer.
Skriveforløbet har både været sjovt og meget tankevækkende, da det har givet mig en større bevidsthed om mine forældres betydning, og hvor værdifuldt det har været som blindfødt kostskoleelev at have haft seende kammerater i ferierne hjemme. Så jeg kan i den grad skrive under på Søren Kierkegaards ofte refererede udsagn, om at livet leves forlæns men forstås baglæns.
De otte afsnit bliver i en let redigeret version bragt to og to sammen i dette og kommende Nyhedsbreve; det skal lige nævnes, at alle personer, som er omtalt og stadig lever, har haft mulighed for at læse de afsnit, som de medvirker i.
Når man tændte for radioen i min barndom, kunne man tit høre, at der blev sagt ”Danmarks Radio København-Kalundborg; og noget af det, der kom ud af højttaleren var jo musik. Så da jeg som fireårig fik at vide, at jeg skulle til Blindeinstituttet på Refsnæs i nærheden af Kalundborg, var jeg sikker på, at jeg ville komme til at lære at spille musik, som man så kunne høre i radioen. Selv om det selvfølgelig ikke gik sådan, kom jeg faktisk alligevel til at tilbringe hele mit arbejdsliv som radiojournalist; men det er en ganske anden historie.
Jeg er født blind ligesom min to år yngre søster Inge, og det betyder bogstaveligt, at vi intet kan se – heller ikke lys eller mørke. Jeg kan nemlig opfatte lige så lidt lys og mørke med øjnene, som seende kan med deres næse eller ører.
Vi havde også en storesøster Henny, der var næsten seks år ældre end mig. Hun rejste som voksen til Australien, blev gift og fik to døtre men døde desværre allerede i 1994.
Det siger sig selv, at det var voldsomme oplevelser for vores forældre at få to blinde børn med to års mellemrum. Men selv om de først overtog deres slagterforretning og slagteri godt et halvt år efter Inges fødsel og på det tidspunkt næppe har haft ret mange penge, blev der ansat en pige, som først og fremmest skulle tage sig af os.
Billedtekst: Vores forældre behandlede Inge og mig som andre børn og gav os bl.a. hver en trehjulet cykel. Det er Henny, der står bagved Inge.
Vores mor, som ikke havde nogen uddannelse men virkelig var et naturtalent, stimulerede både Inge og mig på mange forskellige måder til at opdage verden. F.eks. lærte jeg at gå ved at støtte mig til et askebæger, der sad på en høj stang. Det havde jeg foran mig og kunne så hele tiden mærke, om jeg var ved at støde ind i noget.
Alligevel mente vores læge Jarsbæk, det var vigtigt, at jeg kom tidligt til Blindeinstituttet, hvor man også kunne gå i børnehave, indtil man var gammel nok til at fortsætte i skolen.
Og dengang var lægens forslag – om ikke ligefrem lov – så dog noget i den retning.
Så søndag den 20. august 1950 blev jeg, som jeg senere galgenhumoristisk har formuleret det, solgt til staten som slave. Sammen med min far, mor og Henny kørte jeg til Aarhus i vores gamle Opel og sejlede så 4 timer med færgen til Kalundborg.
Da vi åbnede døren til børnehjemmet, hvor de børn, som endnu ikke gik i skole, boede, sagde de i kor: ”Goddag Ove”, og jeg undrede mig over, hvordan de kunne vide, hvad jeg hed.
Min far og plejemoderen frk. Friis fandt hurtigt ud af, at de havde gået i skole sammen på Ryomgaard Realskole, og da jeg efter sigende tilmed var både charmerende og kvik, kom det til at betyde, at jeg skulle sove på de store drenges sovesal. Der var dog det problem, at alle sengene var optaget; men det løste plejemor på den måde, at Rudi, som ganske vist var halvandet år ældre en mig, blev flyttet ned på de smås sovesal, hvor man skulle i seng kl. seks, mens vi på den store måtte være oppe til halvsyv.
Og hvorfor var det så lige Rudis seng, jeg skulle have? Simpelthen fordi han var søn af en tysk soldat og en såkaldt feltmadras, og det var bestemt ikke i høj kurs i 1950.
Far og mor havde fået at vide, at de ikke måtte sige farvel til mig men bare skulle gå, for at afskeden ikke ville blive al for svær. Jeg lagde godt mærke til, at Henny græd men fik ikke at vide hvorfor.
En af assistenterne viste mig en levende skildpadde, som hed SkjoldPeter, og sammen med den blev jeg anbragt på en gyngehest, og da jeg lidt efter kaldte på min mor, var både hun, min far og Henny væk.
Hvad der skete de næste dage, har jeg ikke den mindste erindring om; men jeg fik uden tvivl en traumatisk oplevelse. Noget af det første, jeg derefter klart kan huske, er, at nogen snakkede om, at der snart var efterårsferie. Det glædede jeg mig naturligvis til; men den dag, hvor ferien skulle begynde, var vi fire, som ikke måtte komme hjem. Man havde nemlig den regel, at de børn, der var kommet til børnehjemmet senere end to måneder før en ferie, ikke kunne komme hjem på den første ferie, fordi man mente, at de så ikke havde vænnet sig nok til at være på børnehjemmet, så det derfor ville være meget svært for dem at komme tilbage, når de havde været hjemme. Jeg har aldrig mødt andre end nogen af de ansatte, som kunne forstå visdommen i denne afsindige bestemmelse.
En dag, mens de andre holdt ferie, tog to af assistenterne os fire med til København, hvor vi bl.a. kom i Zoologisk Have. Der fik vi lov til at røre ved nogle dværggeder, og jeg husker tydeligt, at jeg ikke gad klappe sådan nogle små geder men sagde, at vi havde store heste hjemme, og dem ville jeg meget hellere være sammen med.
Da de andre kom tilbage fra ferie, gik der ca. en måned, og så pludselig stod min mor en dag i legestuen og sagde goddag. Der var nemlig altid forældredag i slutningen af november, og jeg var jublende glad fra fredag eftermiddag til søndag formiddag, hvor hun igen skulle hjem.
Selv kom jeg for første gang igen til Kolind i juleferien. Min mor var nødt til at blive hjemme og passe butikken, men min far og Henny hentede mig i Aarhus på Kalundborgfærgen, som de næste ti år mindst fire gange om året sejlede mig frem og tilbage mellem Aarhus og Kalundborg – hver anden gang med glæde og hver anden gang med tårer, ikke mindst min mors.
Hjemme var de meget spændt på, om jeg stadig kunne finde rundt i hele huset og huske, hvor alle ting stod eller lå, og det kunne jeg. Vi havde en meget stor familie, og der kom mange på besøg i ferien for at høre, hvordan det gik med mig derovre på Refsnæs. Jeg kunne huske alles navne og stemmer, og det var de ret imponerede over. I den ferie blev jeg meget forkælet både med store julegaver og højtlæsning til langt ud på aftenen, og forkælet har jeg vist egentlig været stort set lige siden.
En dag spurgte min far, om jeg savnede noget fra børnehjemmet; ”ja”, sagde jeg, ”nogle af de store drenge. Men jeg vil alligevel meget hellere blive hjemme altid”.
De tre ugers ferie gik desværre lynhurtigt, og så var der gråd om bord på færgen.
Jeg havde ret tidligt fået en del kammerater blandt de store drenge på sovesalen, og noget af grunden var nok min fantasi og evne til at fortælle historier fra de bøger, jeg havde fået læst hjemme. Somme tider digtede jeg også selv nogen.
Der var ikke kun helt blinde men også svagsynede børn på Refsnæs. En af dem hed Helge, og han lå i sengen ved siden af mig. Men jeg kunne ikke forstå, at hans navn skulle nævnes hver aften, når vi var kommet i seng og i kor bad Fader vor. Det havde vi aldrig gjort hjemme, så jeg kendte ikke udtrykket ”helliget vorde dit navn” og undrede mig altså over, at det kun var Helge og ingen af os andre, som blev nævnt i aftenbønnen.
En af mine jævnaldrende hed Bjarne. Han sov på de smås sovesal og var desværre også en af dem, man kunne drille og det, der var værre, uden at de voksne ret tit blandede sig. Hans forældre var skilt, og selv om det ikke var nær så slemt at have en enlig mor, der tilmed ikke havde ret mange penge som at være barn af en tysk soldat, så tilhørte de fleste dengang alligevel en ”rigtig” familie med far, mor og børn. Så Bjarne var altså også en form for jaget vildt. Men mens de store på fem og seks år gik i børnehave tidligt om formiddagen, legede jeg næsten altid med ham og kunne faktisk godt lide ham. Når jeg så hørte mine store kammerater komme ned ad trappen fra børnehaven, væltede jeg tit det legetøj, vi havde leget med og lod, som om vi var oppe at slås. De andre skulle i hvert fald ikke tro, at jeg legede med Bjarne. Selvfølgelig var jeg på den måde med til en form for mobning og er bestemt ikke stolt over det. Alligevel vil jeg sige, at hovedansvaret lå hos de ansatte, der nærmest gav os frit lejde til at gøre, hvad vi ville overfor børn som Bjarne og Rudi.
I den sammenhæng vil jeg nævne et grelt eksempel på, hvad Bjarne engang gjorde for at få opmærksomhed og blive en slags helt i ganske få minutter.
Efter at have spist varm mad kl. 12 skulle vi hver dag sove til middag i liggehallen, som lå i en bygning udenfor børnehjemmet. Jeg har altid været god til at snakke, hvad der både har medført store ulemper men også fordele, og det vender jeg tilbage til.
Den dag, det her drejer sig om, havde jeg snakket meget af tiden, mens der blev spist og var den sidste, som forlod bordet og gik over mod liggehallen. Jeg hørte, at alle var ved at tælle, og at der blev sagt 91, 92 osv. Da jeg åbnede døren, var de nået til 100, og samtidig blev der knaldet en rude. Den assistent, som skulle være i liggehallen sammen med os, var der endnu ikke men kom styrtende, da hun hørte, at glassplinterne fløj til alle sider, mens der blev klappet og råbt. Hun fik fat i Bjarne, som blødte fra begge arme og hurtigt kom over på sygeafdelingen.
Der var sket det, at Bjarne, som i øvrigt havde en lille synsrest, ved et uheld var kommet til at ramme en rude, som splintrede, da han skulle åbne døren til liggehallen. Mange grinede og syntes, det var vældig sjovt; og så sagde stakkels Bjarne, at hvis alle talte til 100 i kor, ville han også stikke den anden arm gennem et vindue, når de var færdige.
Så desperat var en lille forsømt dreng for at komme i centrum, og det opnåede han jo altså kun i meget kort tid.
Billedtekst: Om sommeren kørte vi tit til stranden og var dengang nogle af de forholdsvis få, der ejede en bil.
Mine forældre har altid givet udtryk for, at de ville gøre meget for at beholde mig hjemme, indtil jeg skulle i skole. Men læge Jarsbæk syntes jo altså ikke, det var en god idé. Han var dog også interesseret i at finde ud af, hvordan det gik med slagterens blinde søn, og på vej hjem fra en lægekongres på Sjælland besøgte han børnehjemmet og mig. Umiddelbart efter, at han var kommet til Kolind, kørte han ned til slagterbutikken og gav min mor en uforbeholden undskyldning og sagde, at hvis han havde kendt forholdene på Refsnæs bedre, skulle jeg være blevet hjemme, indtil jeg kunne begynde i skolen. Han var overbevist om, at min far og mor kunne have lært mig mindst lige så meget, som jeg lærte på børnehjemmet. Når man tænker på, at vi er tilbage i begyndelsen af 1950’erne, hvor lægen jo virkelig var en autoritet i lokalsamfundet, synes jeg, det er stort, at han overfor slagterkonen erkendte, at han havde taget fejl og ikke sat sig godt nok ind i forholdene.
Billedtekst: Inge, Ove og deres far Slagtermester Viktor Sørensen.
Som nævnt har jeg altid været god til at snakke, og det kom især i min barndom til at betyde, at jeg ofte talte så meget, at jeg ikke blev færdig med f.eks. at spise, tage tøj på eller rydde op samtidig med de andre.
En dag, hvor jeg stadig spiste, efter at alle havde forladt bordet, spurgte frk. Friis, hvorfor jeg altid skulle være så langsom, og jeg fortalte hende, at jeg havde glemt min fart derhjemme. Et par dage senere viste hun mig så en konvolut og sagde, at hun havde skrevet til Kolind efter farten, som nu altså var kommet tilbage. Det varede dog ikke længe, før jeg atter var nede i mit normale tempo; og da jeg igen blev bedt om at skynde mig lidt mere, sagde jeg, at min fart endnu en gang var stukket af og taget til Kolind, og at jeg meget gerne selv ville hente den. Faktisk troede min femårige hjerne, at det ville lykkes mig at komme en tur hjem, men det skete desværre først næsten to måneder senere, da juleferien begyndte.
En af dagene efter juleaften blev der udelukkende spillet sørgemusik i radioen, og min far fortalte, at det var fordi dronning Alexandrine, som havde været gift med Chr. d. 10., var død. Allerede dengang blev jeg heldigvis stimuleret til at være nysgerrig og spurgte, hvem der så nu var konge og dronning, hvem der havde været det før Chr. d. 10., og hvor mange konger Danmark havde haft.
Min far kunne naturligvis ikke på stedet svare på det alt sammen; men Henny, som gik i 5. klasse, havde en Danmarkshistorie, som han begyndte at læse for mig. Den blev jeg opslugt af med det samme, og hver aften i resten af juleferien, når slagteriet og butikken var lukket, læste han højt. Og da vi var færdige med Danmarkshistorien, ville jeg vide, hvad der havde været før, der var noget, som hed Danmark. Han tog så fat på Hennys Bibelhistorie, og den del, vi ikke nåede, inden turen gik tilbage til Refsnæs, fortsatte han så med i den næste ferie. Jeg kan stadig genkalde mig de intense og hyggelige oplevelser, som vi havde de aftner, og min gode hukommelse har sørget for, at jeg den gang fik et godt fundament at bygge videre på i både Danmarks- og bibelhistorie.
Der gik heller ikke lang tid, før mine nyerhvervede bibelkundskaber kom i brug. En søndag formiddag bankede det nemlig på døren hjemme i Kolind, og udenfor stod to damer fra Jehovas Vidner. De kom ind i køkkenet og konstaterede hurtigt, at to af familiens børn var blinde. De fortalte os, at man ville få sit syn, når man kom op til Gud i himlen, men at det kun var de udvalgte, som fik et evigt liv deroppe. Min nysgerrighed var ikke til at standse. Jeg spurgte og spurgte bl.a. om, hvad det ville sige at være udvalgt og sagde, at der i den Bibelhistorie, min far havde læst, ikke stod noget om, at man skulle være udvalgt. Jeg har sikkert heller ikke holdt mig tilbage for at fortælle om Samsons, Davids og Goliats bedrifter.
Min far og mor kunne ikke bare blive siddende i køkkenet men skulle foretage sig andre ting. Så det endte med, at jeg sad alene og talte med damerne. Til sidst bankede de dog på ind til stuen og sagde, at de var nødt til at gå videre. Min mor har senere sagt, at jeg talte med dem et par timer. Måske er det lidt af en overdrivelse, men i hvert fald var det både spændende og længe. Bagefter sagde hun, at med de talegaver, jeg havde, syntes hun, at jeg skulle være præst. Dengang var det dog brandmand, som var mit store ønske, skønt det jo ikke er det mest oplagte job, når man mangler synet. Men det skulle jeg nu nok klare, var jeg sikker på.
Mange har spurgt, hvornår det egentlig stod klart for mig, at jeg var blind. Jeg kan ikke sætte det i forbindelse med en bestemt begivenhed men var selvfølgelig fuldstændig klar over det, da jeg kom til Refsnæs. Jeg har altid brugt ordet ”se” ligesom de fleste andre, da det jo indgår i masser af sammenhænge, hvor det for mig ville være unaturligt ikke at bruge det. F.eks. siger jeg ikke, at jeg lige skal høre TV-avisen, men derimod at jeg skal se den, selv om jeg aldrig har set noget som helst. Men i det danske sprog hedder det altså at se TV-avis, og jeg bruger sproget på samme måde som alle andre.
Som lille skete det nogle gange, at jeg opfattede noget, jeg havde fået at vide på en anden måde end andre, og det har jeg senere betegnet som blindelogik. F.eks. fik jeg som 3- eller 4-årig at vide, at man kunne dø af at blive kørt over. Jeg havde også hørt, at vissent og dødt græs blev til hø og tænkte, at så kunne jeg da bare selv lave græs om til hø. Uden at fortælle, hvad jeg var ude på, gik jeg sammen med vores barnepige og min lille trækvogn ned på fodboldpladsen og kørte et par gange frem og tilbage. Så plukkede jeg noget af det græs, som var blevet kørt over og lagde det i trækvognen. Men da vi kom hjem, var der desværre ingen, som kunne se, at jeg havde lavet hø, og jeg troede vist, det skyldtes, at græsset ikke var blevet kørt grundigt nok over.
Både Inge og jeg legede med andre af byens børn, når vi var hjemme på ferie, og den store betydning, det fik, vender jeg tilbage til i et senere nummer.
Nogle af dem, jeg ud over fætre og kusiner tidligst kan huske, er dyrlæge Rasmussens to ældste døtre – Lone, som var et år ældre og Helle et år yngre end mig. Jeg har en erindring om, at vi både legede og snakkede godt sammen, men det kunne dog nær være gået galt. Jeg er nemlig født 13. april og fylder derfor ret tit år i påskeferien. Men en eller anden havde fortalt mig, at en stor dreng ikke har tøser med til sin fødselsdag, og det sagde jeg, da dyrlægen kort tid før min fødselsdag var nede i slagterhuset. Men heldigvis bestemte min far og mor, at de to piger skulle med. Når jeg skriver heldigvis, er det, fordi jeg i virkeligheden gerne ville have dem med men lå under for det, der blev sagt om store drenge og tøser. Jeg har altid befundet mig godt sammen med piger og senere kvinder, uden at jeg dog har noget imod mænd.
Somme tider faldt min fødselsdag også lige før eller efter påskeferien, og et af mine første år på Refsnæs var det samme dag, som ferien sluttede. Mine forældre syntes selvfølgelig, den skulle fejres i Kolind, og derfor kom jeg først tilbage dagen efter, hvor min mor så tog med. Men nærmest i det øjeblik, vi kom ind på børnehjemmet, blev hun kaldt over til forstander Paul Petersen, som meddelte hende, at jeg sandelig ikke kunne blive hjemme, når ferien var forbi. Hun fik dog fortalt ham, at så længe jeg endnu ikke gik i skole, skulle hun og min far nok selv bestemme, hvor min fødselsdag skulle holdes.
Efter 3 år i børnehaven kom jeg så endelig i skole. Det betød også, at jeg flyttede over på det, som hed Østskolen, hvor drengene fra 1. til 3. klasse og pigerne op til 7. klasse boede.
Der bliver ikke født ret mange blinde børn, og vi var kun 6, som det år begyndte i 1. klasse. Så lærerne havde gode muligheder for at koncentrere sig om hver elev.
Hjemme havde jeg ikke kun fået læst Danmarks- og Bibelhistorie men også mange andre bøger; og jeg glædede mig vildt til nu selv at komme til at læse og i det hele taget gå i skole. For nu ikke at gøre mig dygtigere, end jeg er, skal det siges, at der hverken er gået en stor eller lille matematiker eller for den sags skyld sportsmand tabt i mig, selv om man som blind kan være god til både sport, matematik og alle mulige andre fag. Derimod kastede jeg mig med glød over bogstaverne, og allerede inden juleferien havde jeg lært at læse så godt, at dansklæreren frk. Filstrup gav mig en bog med hjem.
Da jeg begyndte at læse op, var min far og mor så stolte, at mange af kunderne blev inviteret ind i stuen for at høre mig læse højt. Til sidst kunne jeg næsten de første sider udenad, og på et tidspunkt lukkede jeg bogen, så jeg nu rigtig kunne vise, hvor dygtig jeg var. Men det var jo ikke det, der var meningen, så jeg blev bedt om at åbne den igen. Så begyndte jeg selv at digte. Den første historie handlede om Lise, som skulle i byen for bl.a. at købe to æg og en øl til sin mor. Jeg havde hørt nogen sige om en, der drak rigtig mange øl, at han var et fordrukkent svin. Så efter ordet ”øl” i teksten sagde jeg højt: ”det fordrukne svin”. Men jeg måtte jo indrømme, at det var mig selv, som havde tilføjet det; og kunderne blev i hvert fald overbevist om, at den blinde dreng på 7 år faktisk var god til at læse.
Selvfølgelig kunne jeg ikke være med til at spille fodbold og flere andre ting sammen med børn i Kolind. Der findes boldspil for blinde, hvor der er en klokke i bolden, så man kan høre, hvor den er. Men det har jeg nu aldrig interesseret mig for, og det hænger jo nok sammen med, at jeg heller ikke var god til det.
Derimod kunne jeg være med til at fiske ligesom mange andre drenge i Kolind. Før jeg begyndte at gøre det sammen med nogle af dem, havde jeg fanget ål, skaller og aborre med min far og hans bror Erik. Sammen med ham kom jeg en søndag hjem og kunne stolt fremvise min første gedde, som vejede 6 pund. Vi havde gæster, og ingen skulle være i tvivl om, at jeg med mine 9 år var en gevaldig fisker.
Billedtekst: Ove med den store gedde fanget i Kolindkanalen
Selv om det i dag er svært at forstå, var der den gang mange på min alder, som skød gråspurve og andre fugle med luftgevær, uden at nogen blandede sig i det. Der kunne jeg jo heller ikke gøre mig gældende, hvad jeg nok har været ked af. I hvert fald sagde min far en dag, at jeg nu kunne få lov til noget, som ingen af de andre havde prøvet. Der skulle slagtes en gris, og han tog sin salonriffel, sigtede men lod mig skyde. Der gik heldigvis heller ikke lang tid, før mange af byens børn vidste, at slagterens Ove havde skudt en gris, og jeg var dagens mand i skysovs, som man dengang sagde. For en gråspurv er jo altså ikke helt det samme som en gris.
I næste nummer giver jeg blandt meget andet vidt forskellige eksempler på, hvad der kun kan betegnes som børnemishandling på Blindeinstituttet.
6. Nekrolog over Arne Krogh af Hans Erik Olsen
Da vi som bestyrelse i foreningen Blindehistorisk Selskab i 2016 trådte tilbage, fordi vi mente, at der skulle nye kræfter til, havde vi fået et så godt og betydningsfuldt venskab, at vi ikke kunne sige: “Det var så det, og tak for nu”. Det venskab har vi heldigvis stadig.
Vi, jeg som formand for selskabet, kasserer Arne Krogh, næstformand Inge Gibskov, sekretær Svend Thougaard og redaktør af nyhedsbrevet Karsten Ahrens aftalte derfor, at vi en gang om året skulle mødes til en hyggelig komsammen på Fuglsangcentret i Fredericia, hvilket vi også har gjort, bortset fra corona-året 2020.
Det gjorde vi også i år i dagene 13. – 14. maj, og vi havde lige fået frokost 13. maj, da Arne Leif Nybo Krogh pludselig ikke mere var iblandt os.
Det var en højst ubehagelig oplevelse, men når det så er sagt, så var det godt, at han døde uden lidelser, og også at det skete på Fuglsangcentret, hvor han nød at komme i fulde drag.
Jeg vil i denne nekrolog til selskabets nyhedsbrev fortælle lidt om Arne Krogh, både hvad han betød for foreningerne Dansk Blindesamfunds Amatørteater og Danske døvblinde, men også om de personlige oplevelser jeg gennem 58 år har haft med Arne, hans kone Bente, og efter hun døde med Arnes veninde Linda.
Arne blev født 2. maj 1935, og blev uddannet blikkenslager og rørlægger og arbejdede som smed. I cirka fire måneder arbejdede han på Thulebasen i Grønland i 1957.
To år senere mistede Arne praktisk talt synet, men trods det for ham så store handicap mistede han aldrig humøret.
På en udflugt med Dansk Blindesamfund til Herthadalen ved Lejre, mødte han sin senere hustru gennem 54 år Bente Larsen, der på det tidspunkt havde et rimelig godt syn, men som hun desværre mistede nogle år senere. De blev gift 11. oktober 1961. Bente døde 3. maj 2015, dagen efter Arnes 80 års fødselsdag.
De fandt hurtigt deres fælles passion, der var teater og Arne kom hurtigt med i amatørteatret, hvor han debuterede i Kjeld Abells komedie i 11 billeder, Eva aftjener sin barnepligt.
Arne kom gennem de 45 år han var medlem af Amatørteatret til at betyde fantastisk meget for teatret, men det betød også meget for både ham og Bente. Han havde et stort talent for skuespillet, og udfyldte sine roller på bedste måde, og jeg mener, at han var en af de dygtigste skuespillere, Amatørteatret har fostret gennem de 60 år, teatret eksisterede.
Han udskrev sine roller i punktskrift, indtalte dem på kassettebånd på den måde, han nu syntes de skulle spilles, og lærte så på den måde replikkerne.
Han satte en ære i at kunne sine roller, så det var unødvendigt at give ham suffli, og jeg har gennem årene overværet mange forestillinger, og må sige, at den intention levede både han og Bente til fulde op til.
Et par forestillinger der gjorde virkelig indtryk på mig var da Amatørteatret 18. maj 1968 opførte Svend Rindoms folkeskuespil i fire akter “Fred på jorden”, et skuespil han skrev i 1915, hvor Arne spillede firmaindehaveren Emil Barning af firmaet Barning og Ernst. Rollen som Thomas Ernst blev lige så mesterligt spillet af Niels Eskjær. Det pyntede også på forestillingen at instruktionen blev forestået af Arnes nære ven gennem mange år Erik Faurschou.
Arne medvirkede også i Amatørteatrets sidste forestilling i 2006 hvor man opførte Karl Bjarnhofs Den korte dag er lang nok.
Han var gennem en årrække formand for amatørteatret, og deltog i teaterkurser, optræden rundt om i Danmark sammen med andre teaterforeninger, og det var ved en af disse turnéer, han mødte et ægtepar på Fyn, Niels og Kirsten, hvor han og Bente overnattede, og det ægtepar blev deres venner for livet, og sådan var det med Arne, han spredte glæde og hygge hvor han kom frem. Var man venner med Arne og Bente, glemte ingen af dem nogensinde venskabet.
Ægteparrets børn Lotte og Steffen var gennem nogle år feriebørn hos Arne og Bente i Lyngby, og de var også med i deres dejlige sommerhus i Jyllinge.
Som voksne var det en selvfølgelighed at de var med til de fester Arne og Bente holdt.
Han spillede desuden kabaret, hvor mange af teksterne var skrevet af min far, Ove Olsen. I disse kabaretter havde Arne roller i sketch, monologer og dialoger. Af sketch kan nævnes Du mangler perspektiv Johannes, hvor Lis Klausen var udearbejdende smed, og Arne hjemmegående husmor med barn.
Han medvirkede desuden i Københavnskredsens nytårsrevy 1964, hvor han blandt andet havde en rolle i Et bestyrelsesmøde som menigt bestyrelsesmedlem.
Så vidt jeg husker blev han aktiv i Teaterforeningen Teaterkatten i 1969, hvor han fungerede på lige vilkår sammen med seende skuespillere, og her spillede han teater i godt 45 år, og havde meget glæde af det, og også store roller der. Både Inge og jeg, Karsten og Svend, men også mange andre blinde har gæstet Teaterkatten for at se deres fremragende forestillinger.
En forestilling, der står mejslet i min erindring og hvor Arne havde en kæmperolle var da Teaterkatten opførte Tennessee Williams Kat på et varmt bliktag.
Men allerede 29. september 1967 optrådte Amatørteatret i Teaterkatten, Frederiksborggade 48, København med Friedrich Dührenmatts Fysikerne.
Her spillede Arne sammen med Paul Åved, Niels Eskjær, Inger Sørensen, Edith Nygaard, Bente Krogh, Lis og Knud Klausen, Benjamin Hansen, Bent Ebbe og Hans Olesen. Igen var Erik Faurschou instruktør.
Også her gjaldt det for ham at kunne sine ting, og ved et par lejligheder har jeg været så heldig at få lov til at være ham behjælpelig med at fremskaffe rollemanuskripter.
I 2007 opnåede Arne sin største succes som skuespiller, idet han blev kendt over det ganske land i Erik Clausen-filmen Ledsaget udgang i rollen som Fessor. Filmen kunne ses i mange biografer. Det er en film man heldigvis stadig for rimelige penge kan købe på DVD.
Igennem 40 år var han ansat som typograf på Statens Trykkeri og bibliotek for blinde i Rønnegade 1, København, hvor han stod og trykte bøger, punktblade, noder og kalendere til glæde og gavn for os punktlæsere.
Han var også gennem en årrække cyklist i Tandemklubben af 1971 København, og var blandt andet også med til flere af Dansk Blindesamfunds Solgaveløb.
I perioden 2001-2016 var han kasserer for Blindehistorisk Selskab, en post han bestred med flid og dygtighed. Der var altid til hvert bestyrelsesmøde udarbejdet et perioderegnskab så vi kunne få status på de likvide midler, og det var ham magtpåliggende, at det lå både i punkt og sort, og at der ikke måtte være fejl i tallene, og det var der aldrig.
Jeg blev inddraget i selskabets bestyrelsesarbejde i 2005, og nåede altså gennem 11 år at have den store lykke at få lov til at arbejde sammen med Arne. Han som kasserer, jeg først som suppleant og siden gennem 9 år som formand for selskabet.
I 1963 blev min far Ove Olsen ansat på Statens bibliotek og trykkeri, hvor han dels kontrollyttede bånd, men også passede omstillingsbordet og pakkede lyd- og punktbøger, der skulle sendes ud af huset.
Fra 1964 og til fars ansættelse sluttede i 1971, var jeg af og til med ham på arbejde, og hver gang skulle jeg da op i trykkeriet og hilse på min ven, Onkel Arne.
En af de første gange jeg mødte Arne var hos dem i Lyngby, hvor der var en del teaterfolk samlet, og derfor også mine forældre.
Arne sagde til mig: “Kom og gyng i onkel Arnes skæg”, og det var jo en glæde for mig, at han ville lege og pjanke med børn på den måde.
I 1977 var jeg så heldig at komme i praktik på Statens trykkeri hos Arne. Uden ledelsens vidende fik jeg lov til at være med til at trykke radioprogrammet og medlemsbladet på den store Heidelberg trykkemaskine, og et par dage stod jeg selv og trykte noder ved den lille Victoriapresse.
Pludselig kom administrator Gunnar Reisler ind ad døren og bemærkede, at det, at jeg stod ved trykkemaskinen ikke var tilladt, og det ved De godt, Krogh. Arne undskyldte og sagde, at det ikke skulle gentage sig. Men da Reisler var gået sagde Arne: “Så kører du nodetrykningen igen”. Det var da at vise mig tillid.
På mine forældres ferier på feriehjemmet i Hobro, var det ofte tit sådan, at Arne og Bente var med på disse ferier, og det var en fornøjelse at være sammen med dem. Jeg husker mangen en aften ved keglebanen og i pejsestuen, og det var sådan, at der var to hold keglespillere, og når de skulle vælge holdkaptajn, stod valget altid mellem min far og Arne.
Når det om formiddagen var godt vejr, stod Arne som regel i spidsen for at arrangere en rask fodtur til købmanden i Skellerup, en tur på godt 10 kilometer tur-retur, hvor de voksne fik en øl i købmandshaven og vi børn fik sodavand eller is. Vi var mange, der gik med på de ture. På disse ture gik jeg altid med Arne, for vi talte så godt sammen.
Mangen en eftermiddag lånte far og Arne feriehjemmets robåd Tine, og så gik turen fra feriehjemmet til Lystbådehavnen i Hobro, hvor arrangørerne selv sad ved årerne. Af og til allierede de sig med styrmanden Frank. En gang imellem fik jeg da også lov at sidde ved rorpinden under kyndig vejledning af Onkel Arne. Her fandt de så et listigt sted, og de fik en bajer, og vi unger fik en appelsinvand på deres regning.
En gang blev det et frygteligt tordenvejr og vi søgte havn, men måtte lade båd være båd, og så tage en taxa tilbage til feriehjemmet. Båden hentede vi så næste dag.
Min far og Arne arrangerede altid den sidste dag, inden vi skulle hjem fra ferie, en udflugt. Turene gik til Mariager, Klejtrup Sø og Rebild Bakker.
Gennem mange år holdt Arne og Bente ferie på Skælskør Folkehøjskole. Det var ophold, der var arrangeret af Dansk Blindesamfund.
Her fik de et meget nært venskab med lærerparret Ellen og Bernt Pedersen.
Når vi besøgte dem i deres sommerhus i Jyllinge, hvor vi af og til overnattede, var det en lykke for os unger at spille ringspil, og der var Arne selvfølgelig også med.
Arne og Bente besøgte naturligvis også mine forældre på Becksvej i Køge, og efter vores hus havde fået tilbygning i 1968, holdt far og mor en havefest, hvor der var over 50 mennesker med til indvielsen, mange af dem var fra Amatørteatret.
Når de var på weekend hos os, viste min far lysbilleder, og for at Arne bedre kunne få noget ud af billederne skulle han se dem fra bagsiden af lærredet.
Ved flere lejligheder har jeg først sammen med mine forældre, siden med min kæreste Inge deltaget i nogle rigtig flotte og må jeg have lov at sige, velarrangerede familiefester. Der var ofte arrangeret underholdning, og der var en toastmaster, der ledte slagets gang.
Vi er altid som synshandicappede blevet fuldt respekteret af Arnes familie, og det er en glæde for både Inge og jeg i dag at tænke på.
Allerede som barn havde jeg en stor respekt for Arnes stærke og viljefaste karakter, og på en af vore ferier i Hobro, en dag efter at min mor havde skældt mig ud, sagde jeg til Arne og Bente: “Bare I var mine forældre”. Det var selvfølgelig kun ment i nuet, men det er helt nagelfast, at jeg op gennem alle årene følte det sådan, at Arne var min far, så det var med store betænkeligheder, jeg sagde ja til at være formand for Blindehistorisk Selskab, for jeg skulle absolut ikke bestemme over min far.
Jeg ved Arne satte stor pris på den udmelding, for det har vi tit talt om, men gennem hele min formandsperiode følte jeg aldrig, at jeg kom til at bestemme over ham.
Vi har gennem årene holdt mange hyggelige bestyrelsesmøder hos Bente og Arne på Abildgaardsvej, og jeg følte det sådan, at jeg var i rigtig god stemning, når jeg tog toget fra Virum og hjem til Herfølge.
Når bestyrelsesmøderne blev holdt i Virum, hentede og fulgte Arne os sammen med hunden altid til og fra stationen.
Jeg lod mig råde og vejlede af ham og den øvrige bestyrelse, og det har givet mig så meget ballast her i mit senere liv.
Blandt meget lærte Arne mig at være konsekvent, og stå fast på den holdning man har til dette og hint.
På hjemmefronten fungerede Arne rigtig godt. Han sørgede for at få vasket tøjet, og stod da også af og til for tilberedningen af de kolde og varme måltider.
Da Arne stoppede med at være kasserer i Blindehistorisk Selskab, gik han med liv og sjæl ind i arbejdet i Danske døvblinde, hvor han fungerede som erfagruppeleder.
Samtidig var han telefonven, og på den måde lærte han sin nye veninde Linda Knudsen fra Ringsted at kende. Et hjertens godt menneske også, og de nåede at have fire gode og lykkelige år sammen.
Jeg vil slutte med at sige, at jeg priser mig lykkelig og glad for gennem 58 år at have hørt til Arnes indre vennekreds, og når vi var sammen eller under vore ofte lange telefonsamtaler, fik vi vendt mangt og meget.
Arne havde ligesom jeg et hjerte der bankede for cykelsporten og fodbolden, og det fik vi mange hyggelige samtaler om også. Vi glædede os, når det gik godt for Lyngby, og det modsatte når de tabte.
Mine tanker går selvfølgelig til Linda og til Arnes familie, og jeg ved med mig selv, at jeg ofte vil tænke på Arne som det favnende og kloge menneske Arne var.
Æret være Arnes minde.
7. Omtale og anmeldelse af Leif Martinussens “Orgelkalender, orgelmusik til kirkeåret”, ved Poul Lüneborg og Monica Papazu.
I selskabets bestyrelse har Leif Martinussen gennem nu mange år varetaget hvervet som 1. suppleant. Det betyder imidlertid ikke, at han kun deltager i arbejdet på opfordring. Han yder en stor indsats både indenfor bestyrelsen og udenfor denne.
Senest har Leif Martinussen i dette forår udgivet en orgelkalender, som her skal gives en kort omtale i form af forordet til udgivelsen og en anmeldelse Af Monica Papazu.
Forord
Udover enkelte nye satser er orgelmusikken i dette hæfte hentet fra min 43 år lange ansættelsesperiode i Allehelgens Kirke i København fra 1970 til 2012. Kirken med Marcussen-orglet fra 1932 (i 1982 ombygget af Frobenius & Sønner) og kirkerummets fornemme akustik, har gennem årene inspireret mig bl.a. til at komponere en mængde musik, der relaterer sig til kirkeåret. Det er mig en glæde at kunne præsentere et udvalg af disse i denne orgelkalender.
Denne orgelkalender bliver en pendant til de fra Edition Egtved tidligere udgivne Salmekalender 1, 2 og 3, der indeholder 39 salmemelodier med akkompagnement til tekster fra K.L. Aastrups 133 Evangeliesalmer, der udkom på Gads Forlag 1969. Salmer for solo (eller unisont kor) og orgel. Min intension er her at udtrykke en fra teksten afledt grundstemning i et lyrisk præget klangbillede.(Edition Egtved: 22 salmer MF 406, 10 salmer MF 534 ,7 salmer MF 586).
Nærværende hæfte præsenterer orgelkoralbearbejdelser i mange forskellige former og udtryk, der tager udgangspunkt i kirkeårets forløb og kirkelige karakter.
Imellem orgelstykkerne finder man en enkelt salmemelodi med orgel-akkompagnement. Teksten hertil er skrevet over evangelieteksten til 5. søndag efter helligtrekonger (I), men salmen kan benyttes i hele kirkeåret som motet eller lignende.
Postludiets undertitel er opstået efter det havde “været på rejse globalt” med opførelser i Europa, Sydamerika, Sydafrika og New Zealand, oftest spillet af min ven, den ungarske orgelvirtuos Lásló Attila Almásy, til hvem jeg har tilegnet orgelværket Templomi orgona, opus 42 fra 2017, hvis anden sats, Cantabile, her indgår som intermezzo. Af andre navne skal her tilføjes den polsk/ franske orgelvirtuos Lidia Ksiazkiewicz.
Leif Martinussen, 2021
www.leifmartinussen.dk
ANMELDELSE
ORGELMUSIK FRA EN MESTER I DEN KORTE FORM
Med Mixtur-samlingen Orgelkalender – orgelmusik til kirkeåret får man 13 af Leif Martinussens bedste stykker, som i de fleste tilfælde knytter sig til kirkeårets højtider.
Af Monica Papazu
Leif Martinussen, som i mange år har glædet landets organister og menigheder med sine fine kompositioner, har nu offentliggjort sin “Orgelkalender”, som er en frugt af hans 43 år som organist ved Allehelgens Kirke i København. Det er en ægte Martinussen-samling med udvalgt musik, som er grundig gennemtænkt, raffineret og effektfuld.
Samlingen består primært af 13 velkonstruerede og stemningsfulde stykker; som følger kirkekalenderen fra advent til allehelgen, og som er sat i en festlig ramme. I begyndelsen: Præludium i d-mol, som ud fra et simpelt motiv skaber et indtryk af tillidsfuld og glad barnetro; i afslutningen: den virtuositetskrævende, dansende Flying Toccata.
De 13 stykker er refleksioner over nogle af kirkeårets repræsentative salmetekster og melodier. Satserne et med én undtagelse, af små dimensioner (1-2 sider), hvilket gør dem velegnet som henholdsvis præludier og forspil. Leif Martinussen er en mester af den korte form, hvor meget kan siges med få noder.
Billedtekst: Leif Martinussen, Orgelkalender, Forlaget Mixtur 2o2o, 36 sider, 199 kr. på noder.dk
Her er nogle eksempler. Den valgte salme for jul er den folkekære Dejlig er jorden. Behandlingen er bemærkelsesværdig: Et orgelpunkt i pedalen, som varer hele stykket igennem; cantus firmus i venstre hånd; i højrehånd: et harmonisk broderi med de første fraser fra Julen har englelyd i sopran, hvilket er et billede på, at julesangen kommer oppefra. Sammensætningen af de to melodier tjener desuden til at understrege den tekstmæssige lighed mellem de to salmer; som har “paradis” som nøgleord og fortæller om engleskarernes sang, som menneskene slutter sig til. Orgelpunktet virker som et symbol på evighed, hvor den jordiske og den himmelske menighed smelter sammen.
Som salme for fasten finder vi her Hil dig, Frelser og Forsoner med Thomas Laubs inderlige melodi, som ved sin modale stemning og sin vekslende taktart (hemiol) foregriber passionens Jesus, dine dybe vunder. Ligheden mellem de to melodier sætter lidelsestemaet og den tekstmæssige sammenhæng i relief: “Jesus, dine dybe vunder” er en naturlig fortsættelse af “Dog jeg tror, af dine vunder / væld udsprang til stort vidunder”. Leif Martinussens komposition er enkel: Laubs frygisk-farvede melodi folder sig ud i sopran, understøttet af nedadgående kromatismer – barokkens lamento-gang – i de nederste stemmer. Afslutningen er en ustabil akkord i anden omvending som tegn på, at fasten er indledning til og forberedelse for påsken.
Opstandelsens fejring markeres ved en brillant, tre sider lang sats over Krist stod op af døde med den førreformatoriske melodi, som høres i alle stemmer; fra jordens dyb til himlen.
Disse få eksempler må tjene som en varm anbefaling af Martinussens liturgiske orgelstykker.
8. Nyt om medlemmer, af Poul Lüneborg.
Der er grund til at notere sig nogle markante begivenheder for 2 af selskabets medlemmer:
1. Kaj Cramer rundede den 6. maj 2021 90 år.
Dansk Blindesamfunds hovedbestyrelse påskønnede på sit møde den 11. september 1999 Kaj Cramers mangeårige indsats. Han blev ved den lejlighed tildelt foreningens hæderstegn, som den 3. modtager af denne udmærkelse. I anledning af jubilæet er der grund til at gentage begrundelsen for denne hædersbevisning. Begrundelsen lød:
Kaj Cramer har i perioden 1. september 1971 til 31. december 1998 ydet en uvurderlig indsats som foreningens hovedkasserer. I den forbindelse skal særligt fremhæves følgende:
- I de mere end 27 år Kaj Cramer fungerede som hovedkasserer, blev foreningens økonomiske forhold gennemorganiseret på en måde som har aftvunget stor respekt såvel blandt foreningens medlemmer som generelt i det danske samfund.
- Kaj Cramer vil blive husket som den hovedkasserer der forestod bygningen af fire plejehjem, to boligejendomme, ombygningen af hovedkontoret på Thoravej samt opførelsen af Fuglsangcentret.
- Kaj Cramer repræsenterede på fornemmeste vis Dansk Blindesamfund i utallige møder hos advokater og i skifteretter. Denne indsats har skabt stor respekt om foreningens måde at forvalte betroede midler på og har bidraget til, at mange har ønsket at betro Dansk Blindesamfund betydelige testamentariske gaver.
-
Hovedkasserer Kaj Cramer havde, uanset de mange arbejdsopgaver som hovedkasserer, altid tid til at lytte til det enkelte medlems problemer samt energi og vilje til at yde en håndsrækning til enhver, der henvendte sig til ham.
Kaj Cramer bebor i dag en bolig i det nye Solgavehjem i Valby – Følagercentret. Den runde fødselsdag blev markeret ved en sammenkomst den 7. maj hos fysioterapeut Inge Jørgensen, der er en af hans bekendte fra deres tid som elever på Blindeinstituttet i1950-erne. Flere deltagere i denne markering nævnte, at sporene fra Kaj Cramers indsats som hovedkasserer fortsat kunne spores i Dansk Blindesamfunds økonomisk/administrative system, selv om at det er mere end 20 år siden han forlod posten.
I Blindehistorisk Selskab ønsker vi Kaj Cramer tillykke med den runde fødselsdag og glæder os over at han stadig er et aktivt interesseret medlem i indsatsen for at udbygge kendskabet til blindes historie.
2. Hans Rasmussen modtog tirsdag den 11. maj 2021 Gentofte kommunes ældrepris 2020
På kommunens hjemmeside den 21. april 2021 kunne man læse:
“Den tidligere mangeårige formand for Handicaprådet får Ældreprisen 2020 for sit store engagement for at sikre gode forhold for alle borgere.
Få har som Hans Rasmussen arbejdet utrætteligt for at sikre gode forhold for alle borgere i Gentofte Kommune: Hvad enten det gælder adgangsforholdene for gangbesværede til kommunens bygninger, tilgængeligheden af kommunens hjemmeside eller at give borgere med funktionsnedsættelser gode muligheder for et aktivt fritidsliv, har Hans Rasmussen med stor sandsynlighed haft en finger med i spillet.
Derfor tildeler kommunalbestyrelsen den tidligere mangeårige formand for kommunens handicapråd, Hans Rasmussen, kommunens Ældrepris 2020.
Hans Rasmussen, der er født med et synshandicap, flyttede til kommunen i 1990 og engagerede sig straks i arbejdet i lokalafdelingerne for Danske Handicaporganisationer og Dansk Blindesamfund. I 2006 var han med til at danne kommunens handicapråd, der fortsat arbejder tæt sammen med kommunen. Hans Rasmussen var i mange år også formand for handicaprådet og er i dag, selvom han er gået på pension, fortsat suppleant i rådet, ligesom han stadig er formand for Danske Handicaporganisationer Gentofte.
Oprindeligt skulle prisoverrækkelsen have fundet sted i december sidste år, men på grund af coronapandemien har ceremonien været udskudt.”
Borgmester Hans Toft forestod tirsdag den 11. maj 2021 overrækkelsen af ældreprisen på Gentofte Rådhus. Ud over æren fulgte skulpturen “Pas på de små” og er fremstillet af Hans Bølling, Gentoftekunstneren 2020.
Skulpturen består af en and og 4 ællinger drejet i teaktræ og placeret på en 58 cm træplade i eg,
Figurernes hoveder kan drejes fra side til side. Sammen med borgmesterens flotte og meget velmente tale fik Hans Rasmussen en kæmpe buket blomster og et guldindrammet diplom 40 x 32 cm stort.
Til prisoverrækkelsen havde Hans Rasmussen inviteret 14 repræsentanter for de forskellige afdelinger i kommunen, som han som formand for Handicaprådet gennem årene havde samarbejdet med.
“Fakta om Ældreprisen
Gentofte Kommunalbestyrelse besluttede i 1994 at uddele en Ældrepris én gang årligt til en person eller en gruppe af personer, der har ydet en ekstraordinær indsats i arbejdet for Gentofte Kommunes ældre. Med prisen følger, udover anerkendelsen, et værk af årets Gentoftekunstner.”
I Blindehistorisk Selskab kender vi Hans Rasmussen for hans store viden og erfaring på det informationsteknologiske område og fra hans engagement som tillidsmand indenfor Dansk Blindesamfund, hvor han gennem et langt liv har beklædt utallige poster. For tiden er han fortsat medlem af foreningens hovedbestyrelse som formand for foreningens uddannelses- og beskæftigelsespolitiske udvalg.
I Blindehistorisk Selskab ønsker vi Hans Rasmussen tillykke i anledning af anerkendelsen af hans indsats i Gentofte kommune, som tildelingen af den fornemme pris er udtryk for.
9. Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72 Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com
Næstformand René Ruby
Jagtvej 14A 2. tv.
2200 København N
Mobil +45 29 93 09 69
Mail: rene.ruby@parkmail.dk
Kasserer Ole Brun Jensen
Skovgårdsvænget 168
8310 Tranbjerg J
Tlf. +45 86 72 55 72 Mobil +45 40 62 11 23
Mail: ole@obj.dk
Redaktør Rita Cicilie Varmby
Følager 13 5.sal lejlighed 501
2500 Valby
mobil +45 61 15 02 23 Mobil +45 21 43 02 23
Mail: rcvarmby48@gmail.com
Sekretær Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk
1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk
2. suppleant
Lena Bang
Solnavej 19, st. th
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67 Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com
