Nyhedsbrev nr. 4 december 2019

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 4 / 2019.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 15.-16. februar 2020

3. Selskabets 25-års jubilæumsarrangement

4. Anmeldelser af Henning Eriksens Museumsdagbog

5. Studiebogsbiblioteket og studievejledningen, ved Pauli Thomsen

6. Anmeldelse af udgivelser om blinde

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

Selskabet har rundet en milepæl i sin historie. Et menneske bliver myndig ved det fyldte 18. år, hvilket betyder, at vedkommende kan træffe beslutninger om egne forhold og forpligte sig juridisk. Det er imidlertid først efter det fyldte 25 år, at de fleste har tilstrækkelig viden og erfaring til for alvor at gøre brug af denne kompetence. Spørgsmålet er om selskabet er nået hertil i sin udvikling efter sine første 25 leveår. For mig leverede vores jubilæumsarrangement et bekræftende svar på dette spørgsmål.

66 ud af selskabets 131 medlemmer havde valgt at medvirke ved markeringen af jubilæet.

De musikalske programpunkter og præsentationen af Henning Eriksens Museumsdagbog overfor offentligheden havde alle en kvalitet, der vidner om, hvor langt selskabet er nået i sin udvikling. For mig personligt var diskussionerne med aktiv deltagelse af mange medlemmer, en stor oplevelse. Henrik Olsens lydoptagelser af drøftelserne om blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, af blindes jazzmusikalske aktivitet siden 1950-erne og af bogudgivelsens fokus på den blindehistoriske samling, repræsenterer et vigtigt arkivmateriale for eftertiden, idet de rummer væsentlige blindehistoriske fortællinger. Denne, min oplevelse, går som en rød tråd gennem indlæggene, som er gengivet nedenfor under punkterne om jubilæumsarrangementet og bogudgivelsen.

Under jubilæumsarrangementet modtog selskabet nogle gaver, som der er grund til at takke for.

Kurt Nielsen gjorde mig opmærksom på at han ved gennemgang af sine bøger i punktskrift var stødt på 2 bøger af særlig historisk interesse for blinde musikere. Det drejer sig om følgende:

1. “de seendes nodesystem i relief Til brug for blinde”

Udarbejdet af Methea Hoffmann, lærerinde ved det kgl. blindeinstitut i Kjøbenhavn.

Udgivet og trykt i Det kgl. blinde-institut i Kjøbenhavn.

1891

2. “Den brailleske nodeskrift”

Efter bestemmelserne truffet af den internationale kongres, sammenkaldt af:

American braille press

Paris april 1929.

Beskrivelse af de musikalske tegn med eksempler samt en fremstilling af de forskellige måder for nodeopstillinger.

På dansk ved: Karl Bjarnhoff.

statens trykkeri og bibliotek for blinde, det kgl. blindeinstitut københavn 1932.

De 2 bøgers titelblade fortæller noget meget væsentligt om indførelsen af brugen af noder i punktskrift herhjemme.

Johannes Moldenhawer, som var forstander for Det Kongelige Blindeinstitut fra dets oprettelse i 1858 indtil skoleåret 1904/1905 var overbevist om at reliefskriften skulle gives første prioritet i undervisningen af blinde, medens brugen af punktskrift kom i anden række og skulle bruges blandt andet i musikundervisningen. Dette synspunkt fastholdt han gennem hele sin tid som instituttets forstander.

En af instituttets mest engagerede lærer E.T. Wildau foretog i 1888 en rejse til England, hvor han blev bekendt med forkortet punktskrift. Sammen med lærerinde Methea Hoffmann og kurvemager/klaverstemmer Johannes Wulff, formand for “Danmarks Blinde” udarbejdede han det første forkortelsessystem til brug ved produktion af punktskriftsbøger. Foreningen “Danmarks Blinde” – oprindelig “Blindes Støtte- og Læseforening af November 1883” benyttede dette forkortelsessystem ved trykning af bøger efter 1892.

Methea Hoffmann fortjener at blive husket for hendes store indsats for udviklingen af brugen af punktskrift i forbindelse med musikundervisning og som én af pionererne til forbedring af blindes mulighed for at tilegne sig litteratur gennem indførelse af det første forkortelsessystem i den danske punktskrift. Methea Hoffmann overskrev ved siden af sit lærerarbejde gennem mange år en mængde bøger til punktskrift.

Ophavsmanden til bog nr. 2 er Karl Bjarnhof, hvis betydning for udviklingen af arbejdet til fordel for blinde herhjemme, ikke behøver nærmere omtale. Dog skal det i forbindelse med temaet for jubilæumsarrangementet nævnes, at han gennem en årrække som cellist spillede sammen med Aksel Agerby, piano og Christian Kjellerup, violin. Statsradiofonien, nu Danmarks Radio, havde i de første år efter oprettelsen i 1925 behov for levende musik til at udfylde pauserne mellem de enkelte programindslag. Trioen med de 3 blinde musikere opnåede stor bevågenhed som et af de orkestre, der i sidste halvdel af 1920-erne udfyldte denne opgave. Herom kan man læse i hans 3. erindringsbind “Kølvandsstriber” fra 1968. I erindringsbogen fortæller Karl Bjarnhof om sit arbejde som stereotypør ved Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde oprettet i 1924 under Det Kongelige Blindeinstitut. Dette arbejde havde han frem til udgivelsen af bogen om Den brailleske nodeskrift i 1932.

De 2 bøger vil blive overladt til Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion ved først givne lejlighed.

Ud over denne nyhed vil jeg takke et andet medlem af selskabet Inge Andersen, der i anledning af den runde fødselsdag forærede selskabet en af tinskålene fra det gamle Blindeinstitut. Der er tale om en tinskål, som har tilhørt Henry Sørensen (1914-1990) tidligere kredsformand og mangeårig leder af Dansk Blindesamfunds dagcenter i Roskilde. De tinskåle, som eleverne ved Det Kongelige Blindeinstitut benyttede i gamle dage er omtalt i Henning Eriksens Museumsdagbog i hans dagbogsnotat fra den 1. december 2003.

Tak til Inge og Kurt for opmærksomheden i anledning af selskabets fødselsdag.

I bestyrelsen glæder vi os over, at det er lykkedes at opnå fondsstøtte på 75.000 kr. til bogudgivelsen samt et bidrag på 10.000 kr. til dækning af honorarer til de medvirkende ved jubilæet. Det betyder, at bogudgivelsen er finansieret og at udgifterne til jubilæet kan holdes på et niveau svarende til tilkendegivelserne på generalforsamlingen, hvor bestyrelsen blev bemyndiget til at markere jubilæet ved et særligt arrangement.

Så snart forberedelserne af næste års generalforsamling er klaret, vil vi i bestyrelsen tage fat på at opdatere selskabets hjemmeside med lydoptagelserne fra jubilæet.

Det giver mig anledning til at vende opmærksomheden mod den kommende generalforsamling til februar næste år.

Som punkt 2 i dette nyhedsbrev bringes et foreløbigt program for weekenden 15.-16. februar 2020 samt forslag til dagsorden for generalforsamlingen. Endelig dagsorden og årsberetning, regnskab m.v. bliver offentliggjort i det nye års første nyhedsbrev. Tilmelding og betaling af deltagerbetaling bør først ske efter årsskiftet for at lette kassererens arbejde. Men sæt allerede nu kryds i kalenderen ud for dagene for arrangementet.

Mange medlemmer har skrevet erindringsartikler, som gennem årene er offentliggjort i tidligere nyhedsbreve, om deres skolegang og uddannelse på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet. I bestyrelsen har vi opfordret til, at medlemmer, der har tilbragt deres skolegang som integreret elev i Folkeskolen og som uddannelsessøgende i det almindelige uddannelsessystem, om også i artikler til selskabet at berette om deres oplevelser og erfaringer. Nogle få har efterkommet denne opfordring, vi håber på mange flere.

Forudsætningen for et integreret skole- og uddannelsessystem er imidlertid et effektivt støttesystem til levering af den nødvendige kompensation i form af tilgængelige undervisningsmidler og studievejledning. Et af selskabets medlemmer, tidligere leder af Studiebogsbiblioteket ved IBOS, Pauli Thomsen, har skrevet 2 væsentlige artikler til belysning af udviklingen på disse områder fra begyndelsen af 1970-erne og de efterfølgende ca. 20 år. Artiklerne fortæller om en vigtig del af blindes nyere historie, som selskabet arbejder på at belyse gennem en interviewundersøgelse af 25 personer, som har været en del af denne udvikling. Pauli Thomsen skal have stor tak for disse bidrag til belysning af denne side af vores historie.

I bestyrelsen modtager vi meget gerne tilbud fra medlemmer, som vil anmelde udgivelser, der belyser blindes historie. Derfor efterlyses anmeldere af de 3 udgivelser, som er omtalt i nyhedsbrevets sidste artikel.

Jeg håber at møde rigtig mange medlemmer til næste års generalforsamling. Indtil da vil jeg slutte med at ønske alle en glædelig jul og et godt nytår samt tak for samarbejde med mange af jer i løbet af 2019.

2. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen 15. -16. februar 2020

2.1. Invitation og foreløbigt program, ved Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, at kunne byde alle medlemmer velkommen til næste års generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 15. til søndag den 16. februar 2020.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.


Program for lørdag den 15. februar 2020:

Kl. 14.00 -16.30 Generalforsamling afbrudt af kaffe / te pause

Kl. 16.45 -17.30 oplæg

Kl. 17.30 Fællessang

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i Parken, så deltagerne kan fortsætte hyggeligt samvær efter middagen samme sted.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program.

Program søndag den 16. februar 2020:

Kl. 7.00 – 9.30 Morgenmad i centrets restaurant.

Kl. 9.30 Blindehistorisk oplæg med efterfølgende spørgsmål og diskussion.

Kl. 11.30 Fællessang og afslutning ved formand Poul Lüneborg.

sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

I Nyhedsbrev nr. 1/2020 præsenteres et endeligt program for weekenden.

Kassereren beder om, at tilmeldingen til generalforsamlingen og indbetaling for ophold på Fuglsangcenteret på 450 kr. til ham først sker efter årsskiftet.

2.2. Forslag til dagsorden til generalforsamling 2020

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018, de findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2019, som udkom den 26. april 2019, dette nyhedsbrev kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen offentliggøres i Nyhedsbrev nr. 1 / 2020.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Regnskabet og revisionsprotokollen offentliggøres i Nyhedsbrev nr. 1 / 2020.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. René Ruby, valgt i 2018 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller til genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

Det endelige forslag til dagsorden offentliggøres i Nyhedsbrev 1 / 2020.

3. Selskabets 25-års jubilæumsarrangement

Forud for arrangementet modtog en række medier torsdag den 21. november en pressemeddelelse om arrangementet. Blandt disse skal nævnes Jyllands-Posten, Fredericia Dagblad, TV2 Syd, Radio 4, DR’s regionalradio i trekantsområdet og program 1, 2 og 8 vedrørende kultur og klassisk musik og jazz.

Nogle af selskabets medlemmer har nedskrevet nogle tanker oven på jubilæumsarrangementet. De gengives her:

3.1. Et par begivenhedsrige dage v/Rita Cecilie Varmby.

Endelig lykkedes det at fastsætte en dato for fejring af Blindehistorisk Selskabs 25-års jubilæum den 25. og 26. november. Det var meget passende, at fejringen blev gjort så tæt på den oprindelige dag som var den 18. november.

Vi var mange, som var mødt op, hvilket vi havde grund til at være stolte af. Mange af os kendte hinanden i forvejen, så her fik vi lejlighed til at være sammen om vores fælles historie.

Poul Lüneborg som er selskabets nuværende formand åbnede arrangementet med en velkomsttale til os alle. Han var glad for, at så mange havde meldt sig til jubilæet.

Derefter fortalte Leif Martinussen meget detaljeret om blinde komponister samt om deres øvrige virke i samfundet. Allerede fra starten af det 19-århundrede var der blinde komponister, som satte deres præg på datidens erhvervsliv. De skabte også grobund for forbedring af blindes vilkår. De var også med til at gøre det muligt for dannelsen af det, der senere blev til Dansk Blindesamfund.

Efter Leif Martinussens fine redegørelse, gik vi over til det første punkt på programmet, som Leif selv havde skrevet, som genremæssigt betegnes som nyere klassisk musik. Medvirkende var: Svafa Thorhallsdottir, sopran, og Tom Ernst, piano.

Først hørte vi: Solkredsen” for piano, som er en suite i 9 dele, opus 2. Derefter fulgte nogle lyriske sange, som var: 7 North Atlantic Songs, opus 40. Teksterne er skrevet af Svafa Thorhallsdottirs mor. De blev sunget på færøsk og islandsk. De fire første sange blev fremført på færøsk, hvorefter de tre næste sange var på islandsk. Svafa Thorhallsdottir læste teksterne på dansk, så vi fik en ide om, hvad teksterne handlede om.

Derefter hørte vi nogle satser for klaver som havde følgende titler: Maj, Juni, juli, August og Oktober, opus nr. 3, 17 og 44

Den klassiske afdeling sluttede med sang og klaver, som var følgende: Arc-en-ciel, opus 41.

Efter den fine koncert var der kaffepause, hvorefter vi alle fik lejlighed til at kommentere det, vi lige havde hørt. Vi fik også mulighed for at fortælle om, hvordan vi lærte den klassiske musik at kende gennem vores opvækst på Refsnæs og Tutten.

For at gøre musikprogrammet så alsidigt som muligt, var der også tid til at høre om jazzmusikken, som Thorvald Kølle fortalte om med stor begejstring, hvor han på bedste vis blev suppleret af nogle af sine musikkolleger. Igen fik vi lejlighed til at fortælle om, hvordan vi lærte jazzmusikken at kende. Der var lejlighed til at fortælle om musikken i 1950erne og frem til nu.

Derefter var det tid til at slutte med Blindes nationalsang og Refsnæssangen, som Anne Hollænder akkompagnerede.

Klokken 18.00 var det tid til festmiddag, som var en flot og festlig trerettersmenu, som jeg sandt og sige ikke husker navnet på. Den smagte i hvert fald godt.

Efter festmiddagen, var det igen tid til musikken, hvor vi fik lejlighed til at høre flere af vore egne dygtige jazzmusikere, som påbegyndte deres koncert fra kl. 20.00 – 23.00. Jazzkoncerten var med Willy Egmose Trio:

Willy Egmose, piano. På elbas var Flemming Nørgaard. Niels Ove (Nick) Jørgensen, trommer. Som gæstesolister medvirkede Thorvald Kølle på trompet og flygelhorn. På saxofonerne medvirkede Kurt Nielsen på altsaxofon sammen med Lars Bang Andersen på tenorsaxofon. Den sidste gæstemusiker var Lars Svaneborg på vibrafon, hvilket efter min mening er en sjældenhed nu om stunder, men skønt var det.

Det var meget festligt at høre dem spille. Der var fart over feltet.

Første afdeling bød på musik af vores egen Ernst Brun Hansens kompositioner, som findes på cd’en Brun og blå. Hvis man ikke kendte den eller havde købt den, var den en appetitvækker og en glimrende lejlighed til at mindes Ernst, som var en fantastisk inspirationskilde for nogle af os.

2. afdeling var et fantastisk genhør med mange af de kendte jazzmelodier, hvor en del af dem var fra 50erne og 60erne.

Efter koncerten kunne vi gå til ro eller hygge os resten af aftenen og måske en del af natten.

Næste morgen påbegyndtes vores dag med morgenmad og pakning af kufferter, da nogle af os skulle hjem samme dag, men formiddagen bød også på et spændende program.

Her blev vi præsenteret for Henrik Eriksens museumsdagbog, som vi i forvejen havde fået tilsendt, så vi kunne læse den inden jubilæet. Uanset om vi var velforberedte eller ej, så var anmeldelsen af bogen enestående.

Poul Lüneborg bød os alle velkomne til jubilæets sidste dag. Jørgen Eckmann, som var selskabets første formand fortsatte med formiddagens program, hvorefter Mogens Bang fortalte om arbejdet på blindemuseet, hvor han gennem ti år arbejdede sammen med Henning Eriksen.

Thorkild Olesen nuværende formand af Dansk Blindesamfund talte en del om betydningen af vores historie.

Herefter var der mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til foredragsholderne vedr. Museumsdagbogen. Der blev også talt om fordele og ulemper ved digitalisering af museets genstande.

Til slut afsluttede Poul Lüneborg med en tak til alle for deltagelse af et vellykket jubilæum, hvorefter han ønskede os alle en god hjemrejse. Arrangementet sluttede med en frokost, hvorefter vore veje skiltes.

Afslutningsvis skal der lyde en stor tak til alle, som har sørget for, jubilæet blev til noget og at det blev så vellykket, som det blev. Endelig skal Henrik Olsen også nævnes, da han har gjort det muligt at genhøre arrangementet på selskabets hjemmeside. Hvor meget af det, som er optaget ud over musikken ved jeg ikke, men så vidt jeg har forstået blev der også optaget en del af det på video, så det senere kan ses.

I skrivende stund håber jeg, at optagelserne fremover også er medvirkende til, at vi fremover får flere medlemmer, som har interesse i blindehistorien.

Vi håber på, at de følgende generationer også får kendskab til blindehistorien, da den er medvirkende til, at blinde fremover får en stemme i fremtidens samfund. Hvis ikke det sker, bliver vi en gruppe som ganske langsomt marginaliseres og glemmes.

3.2. To forrygende dage på Fuglsangscentret, af Laus Klüwer

Efter 2 forrygende dage på Fuglsangcentret, har jeg fordøjet oplevelsen og er kommet ned på jorden igen. Vi var 68 deltagere hørte jeg, og det var synd for dem som ikke var med.

Mandag stod i musikkens tegn. Eftermiddagen var helliget den klassiske musik og aftenen bød på jazzkoncert. Leif Martinussen fortalte om nogle af de blinde musikere som har markeret sig i tidens løb, hvorefter der var en spændende koncert med nogle af hans egne kompositioner for klaver og mezzosopran.

Selvom jeg ikke er ekspert, synes jeg det var en spændende koncert. Fremførelsen var fremragende, og jeg syntes det var interessant at følge Leifs udvikling som komponist.

Efter festmiddagen stod aftenen så i Jazzens tegn. Thorvald Kølle fortalte først om tiden med jazz på blindeinstituttet, hvorefter der var koncert med Ernst Bruun Hansens musik. Det havde jeg set frem til, og blev bestemt ikke skuffet. En trio med Villy Egmose piano, Flemming Nørregård på bas og Niels Ove Jørgensen (nik) på trommer blev fremragende suppleret med Thorvald Kølle, trompet og flygelhorn, Kurt Nielsen, altsaxofon, Lars Bang Andersen (tenorsaxofon) og endelig Lars Svaneborg på vibrafon.

Det var et glædeligt og stærkt genhør med Ernsts musik, og navnlig Lars Bang Andersen var en glædelig overraskelse på tenorsaxofon. Lars Svaneborg har jeg kendt som trommeslager, men han kunne sandelig også spille vibrafon.

Tirsdag formiddag blev Henning Eriksens museumsdagbog præsenteret, efter at BHS har fået den udgivet. Bogen er bestemt værd at læse, og Mogens Bang som ledede museet, Jørgen Eckmann, Thorkild Olesen og Poul Lüneborg talte om forskellige vinkler på bogen. Et smukt minde for Henning.

Der er stor grund til at takke selskabets bestyrelse for et rigtig flot arrangement i anledning af Blindehistorisk selskabs 25-års jubilæum.

4. Anmeldelser af Henning Eriksens Museumsdagbog

Her følger nogle anmeldelser, som selskabet har modtaget:

4.1. Henning Eriksen: Museumsdagbog. Om mit arbejde på Blindehistorisk Museum fra 1. januar 2001 til 30. juni 2011. forlaget Kahrius (2019), pris: 200 kr.

Af Birgit Kirkebæk

Man kan ikke undgå at komme til at holde af Henning Eriksen! Han skriver sin museumsdagbog af hjertet – klogt, ærligt, lidt underspillet og med utrolig mange fine pointer både fagligt og menneskeligt. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvad Medicinsk Museion mon stiller op med samlingen uden et menneske som Henning Eriksen, der magter at læse punktskrift!

Udover Henning Eriksens foredragsvirksomhed og hans rundvisninger på Blindehistorisk Museum i de beskrevne år, så var han også den drivende kraft, når ældre materiale med punktskrift skulle læses, vurderes, beskrives og indlemmes i samlingen – eller til slut kasseres, fordi det var en dublet, eller fordi det var uinteressant i museumssammenhæng. Det er et kæmpe arbejde, Henning Eriksen har ydet på dette område – et arbejde eftertiden også har glæde af, idet samlingen nu befinder sig på Medicinsk Museion.

Henning Eriksen afskrev eksempelvis Dansk Blindesamfunds medlemsblade, årgangene fra juli 1911 til juli 1916. De fandtes alene i punktskrift. Han var også en vigtig medspiller, da museets samling skulle registreres, fordi han havde et stort kendskab til de enkelte genstande i samlingen. På mange områder er bogen en skatkiste af vigtig viden – både tekstligt og med brug af nødvendige noter.

Dagbogen giver indsigt i, hvad det vil sige at være blind i et job: Hvordan finde vej, når man skal ud og holde foredrag – og hvad hvis der ikke er nogen til at modtage en, når man når frem med sin tunge taske fyldt med museumsgenstande, der skal fortælles om. Hvordan låser man sig ind på museet en søndag ved brug af det indviklede sikkerhedssystem, uden at alarmen bliver sat i gang. Og hvordan tør man overhovedet give sig i kast med det? Der bruges mange kræfter. Arbejdet er frivilligt. Det foregår i en betonkælder uden vinduer og med dårlig luft. Og kun en gang imellem er der gevinst: Rødvin leveret af taknemmelige museumsbesøgene eller foredragstilhørere for Henning Eriksens indsats, der altid var ulønnet og frivilligt.

Dagbogen giver en meget grundig indsigt i, hvad museumsarbejde består af, hvordan der arbejdes på at skabe et levende museum, og hvordan der kan fortælles om mennesker med blindhed og deres historie tilpasset de tilhørere, der er til stede.

Der kom kasser til museet med materiale, opbevaret af familien til blinde mennesker, der var afgået ved døden. Alle disse kasser undersøgte Henning Eriksen med henblik på, hvad der kunne indgå i museets samling.

22. juni 2001 skriver han eksempelvis:

Museet arvede alle de effekter, der havde tilknytning til, at afdøde var blind. Jeg fik opgaven med at rydde op i afdødes effekter og udtage det, der havde blindehistorisk relevans. Effekterne blev afleveret på min adresse i Albertslund. I dag har jeg tømt fire sække (dagbogen s. 15).

Et tema, der løber som et bånd igennem dagbogens mange år, er usikkerheden om, hvor museet på længere sigt skal have til huse. Der er åbenbart en konflikt om det mellem museet og DBS – og Henning Eriksen føler sig som en lus mellem to negle samtidig med, at han gerne vil have samlingen bevaret.

I 2009 blev samlingen i et samarbejde med Medicinsk museum lovet sikret, men der gik endnu nogle år med op- og nedture, før samlingen blev overflyttet endeligt til det nye regi. 3. juli 2010 skriver Henning Eriksen om samlingen:

DBS vil vist stadig have den til Fuglsangcentret. Det vil museet ikke. Det hele er jo nok en strid om kejserens skæg. Jeg tror nemlig ikke på, at DBS finder penge til det formål”, hvad de åbenbart heller ikke gjorde (dagbogen s. 137).

Bogen er en guldgrube for forskere og andre interesserede. I den kan man på Henning Eriksens lavmælte måde lære meget – både om museale forhold og om blinde menneskers historie og levevilkår.

Professor Birgit Kirkebæks anmeldelse offentliggøres i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42, som udkommer i løbet af december 2019.

4.2. Betragtninger over bogen af fhv. rektor ved Grenå Gymnasium Ole Fjor Nielsen, en bekendt af formanden.

Tusind tak for “Museumsdagbogen”, som jeg har læst med stor interesse.

Henning Eriksen skriver godt – lige ud af posen og som en gudsbenådet nørd – helt efter min smag.

Og så er det meget interessant at få et fint indblik dels i blindehistorien dels i de mange og komplicerede instrumenter og metoder, der i tidens løb er blevet brugt for at kompensere for synet – med større eller mindre held. Ikke mindst den teknologiske udvikling i vores levetid har jo vendt helt op og ned på konventionel viden (og fordomme) om blinde og deres muligheder.

Dejligt at høre om Hans Rasmussens indsats i denne forbindelse – også for museet.

En tredje ting jeg har lagt mærke til er, at man ind imellem lige stopper op og bliver mindet om, at Dollerup er blind, fx når han skal ud til et foredrag – og ikke bliver taget godt imod. Tankevækkende!

Og så var det sjovt lige pludselig at blive præsenteres for ”interessegruppebanden” fra 70´erne. Kendt ikke mindst fra dine gode fester!

4.3. ”Henning Eriksens museumsdagbog”.

Af fhv. lærer ved IBOS Peter Frederik Hansen.

Bogen modtog jeg, meget flot, som medlem af Blindehistorisk selskab, der i forbindelse med deres 25-års jubilæum har taget initiativ til at udgive den.

Det er Henning Eriksens dagbog fra de 10 år, hvor han arbejdede på Blindehistorisk museum, der lå på Blindeinstituttet i Hellerup.

Bogen var spændende læsning for mig, da jeg selv arbejdede på Instituttet i den periode, og da jeg kender baggrunden for dagbogen.

Henning ønskede meget, at den blindehistoriske samling blev bevaret som en levende kilde, hvor blinde og andre kunne få indblik eller fordybe sig i blindes historie og have mulighed for at tilføre den nye historiske vidnesbyrd om udviklingen af blindes historie og vilkår.

Desværre fik Henning ikke sit ønske om museet fortsatte liv opfyldt. Godt nok blev museets genstande bevaret som genstande; men ikke som udstillingsgenstande, der henvender sig til blinde og andre, der sætter pris på at opleve tingene rigtigt og ikke blot som billeder. Efter museets lukning kan blinde nu ikke længere berøre og undersøge museets genstande. Ærgerligt, at det ikke blev muligt. Men måske vil der efter os komme en generation, der vil værdsætte historiens betydning for de blindes selvforståelse og give dem mulighed for selv at studere den. Det har Henning været med til at muliggøre.

Henning fik dog, morsomt nok sin lejlighed fra halvfjerdserne bevaret som museumsudstilling i den gamle by i Århus og ikke blot som billeder i en scrapbog eller database.

Tak til Poul Lüneborg og de andre, der har gjort det muligt for mig at stifte bekendtskab med Hennings dagbog og hans tanker om ”blindehistorisk museum”.

4.4. Halløj derude, af Allan Fohlmann.

Vil du læse en bog, der ikke engang har været i Inspiration endnu, og vil du gerne læse noget om blindehistorie, skrevet af én af de virkelig skrappe fortællere?

Så skal du læse denne bog, som vi i Blindehistorisk Selskab har fået udgivet i anledning af vores 25-års jubilæum, det er spændende læsning.

Forfatteren er Henning Eriksen – det var kun hans kone, der kaldte ham det, alle vi andre kaldte ham Dollerup, og det er i sig selv en del af blindehistorien.

Da Dollerup gik på pension, begyndte han at arbejde som frivillig på Blindehistorisk Museum, og det er den periode i hans liv, han skriver om her.

Ud over at manden er en god fortæller, så formår han også at uddele et par arrige hug til både Dansk Blindesamfund, Blindehistorisk Selskab, Blindeinstituttet og andre, der kom til at stå ham i vejen i denne periode.

Selv husker jeg ham som et meget elskeligt og storsindet menneske, men jeg skal da lige love for, at han også forstod at håndtere grovfilen!

Nok om min mening, her er oplysningerne om bogen.

Henning Eriksen

Museumsdagbog – om mit arbejde på Blindehistorisk museum fra 1. januar 2001 til 30. juni 2011

Lydbog med tekst

Spilletid: 8 timer 33 minutter

Bognummer: 46922

Indlæsningsår: 2019

Nota udgivelsesår: 2019

Indlæser: Peter Secher Schmidt

Udgave: kahrius.dk, 2019

ISBN: 978877153303

5. Studiebogsbiblioteket og studievejledningen, ved Pauli Thomsen

Selskabets bestyrelse har med vekslende held opfordret medlemmer af selskabet til at fremsende beskrivelser af hvorledes de har oplevet vilkårene som integreret skoleelev og uddannelsessøgende. Forudsætningerne for integrationen har siden 1970-ernes begyndelse været studieservice fra Refsnæsskolen og Instituttet for Blinde og Svagsynede i København. Pauli Thomsen mangeårig leder af studiebogsbiblioteket giver i 2 artikler en beskrivelse af den historiske udvikling på området.

5.1. Baggrunden for Studiebogsbibliotekets tilblivelse

Indtil 1971 var Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde eneansvarlig for produktionen af punktskrift i Danmark.

Ganske vist var der i løbet af 60’erne blevet oprettet materialelaboratorier på de to blindeinstitutioner – Refsnæsskolen og Blindeinstituttet i København, men uden at disse havde et formelt ansvar for en defineret brugergruppe.

Den tidsrevolutionerende nyhed inden for punktskriftproduktion thermoformmaskinen, som fungerede efter et enkelt “brødrister-støvsuger”-princip blev taget i brug til kopiering af undervisningsmaterialer til internt brug, skrevet på picht eller perkinsmaskinen. Desuden blev maskinen brugt ved fremstilling af taktile undervisningsmaterialer (kurver og kort) i plast (PVC), ligeledes til brug i de to institutioners skoler.

Den voksende integration af punktlæsende skoleelever og studerende fra midten af 60’erne stillede imidlertid Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde over for nogle produktions- og leveringskrav, som matchede dårligt med institutionens produktionssystem.

Stereotypering på zinkplader og kopiering på rotationspresse er velegnet til fremstilling af punktskrift i større oplag, men uhensigtsmæssigt / langsommeligt og uøkonomisk, når det drejer sig om materialer, der skal produceres hurtigt og i små oplag.

Og både den hurtige fremstilling og de små oplagstal (ofte kun 1 – 2 eksemplarer af samme titel) er karakteristisk for et integreret uddannelsessystem, hvad enten det drejer sig om folkeskole, gymnasie eller universitetsniveau. Endvidere viste det sig snart, at en vis form for tilrettelægning af materialerne, af personer både med et grundigt kendskab til punktskrift og til undervisning, af blinde var nødvendigt for at de færdige produkter kunne anvendes hensigtsmæssigt i en integreret undervisningssituation.

En så ressourcekrævende produktion gik efterhånden ud over den almindelige produktion af bøger og tidsskrifter til bibliotekets lånere samtidig med, at utilfredsheden med den ofte alt for lange produktionstid voksede hos de integrerede elever og studerende. Sagen blev “sendt i udvalg” med repræsentanter for Refsnæsskolen, Statens Institut for Blinde, Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde, Dansk Blindesamfund samt Socialstyrelsen, og det blev her besluttet, at al fremstilling af undervisningsmaterialer, med undtagelse af noder, fra 1971 skulle udskilles fra Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde.

Refsnæsskolen fik ansvaret for produktionen af undervisningsmaterialer til elever i folkeskolens 1. til 7. klasse, Blindeinstituttet for produktionen til punktlæsende elever i folkeskolens afsluttende klasser (8. til 10. klassetrin), gymnasiet samt erhvervs- og videregående uddannelser.

De første år

Uden overdrivelse kan man godt sige, at medarbejderne i den nyetablerede produktionsafdeling på instituttet gik til opgaven med entusiasme og pionérånd.

Studiebogsbiblioteket for Blinde (herefter SBB) blev lagt ind under det allerede eksisterende Materialelaboratorium under ledelse af Børge Vestergård.

Sammen med en lærer fra instituttet havde Børge Vestergård i 1970 været på en studietur til Sverige for at studere, hvorledes svenskerne havde grebet en lignende sag an.

Rapporten fra denne tur kom til at danne grundlag for etableringen af SBB.

Ansvarlige for produktionen blev, foruden afdelingslederen, en kontormedarbejder til at varetage den daglige administration af SBB, to bogtilrettelæggere, en trykker samt et antal freelance afskrivere. SBB fik desuden eget budget til indkøb af nødvendige materialer og til aflønning af afskrivere (og senere indlæsere). Med den hurtigt voksende integration af punktlæsende elever og studerende og det deraf følgende behov for øget produktion, måtte specielt aflønningsposten i den første halve snes år jævnligt “reddes” af ekstrabevillinger, eller ved at f.eks. udgiften til indkøb af 250 kg plast i realiteten dækkede over honorarer til afskriverne.

Men hvorledes gik det med det, som skulle være forbedringen og fornyelsen af produktionen i forhold til brugergruppen?

Blev leveringstiden reduceret? Og blev materialerne tilrettelagt således, at de blev mere hensigtsmæssige at arbejde med i en integreret undervisningssituation? Til det første tror jeg, at der kan svares et ubetinget ja. Til det andet, ja efterhånden.

Lidt paradoksalt var bogtilrettelæggerne nyansatte ved instituttet, uden nogen pædagogisk baggrund og erfaring m.h.t. undervisning af blinde og helt uden kendskab til punktskrift. Derfor blev den i 1971 dannede “Interessegruppe for Synshandicappede under Uddannelse og i Erhverv” en uvurderlig støttespiller og “læremester” for os som tilrettelæggere på SBB. Foruden at deltage i Interessegruppens konferencer og seminarer, blev de personlige kontakter vi fik gennem denne deltagelse brugt til via telefonen at drøfte ønsker og behov i udformningen af de bestilte materialer med den enkelte bruger. Og deres entusiasme og ihærdige arbejde med at forbedre egne studievilkår, smittede af på os, så vi ikke helt mistede modet og pusten i de første år.

Vi forsøgte os som afskrivere for også ad denne vej at få et bredere kendskab og en dybere forståelse for punktskriftens “mysterier” og “finurligheder” og derved, for os selv, nå til en afmystificering af de seks “knopper”. Efterhånden nåede vi til at opfatte punktskrift som et skriftsprog, ligeværdigt med “sortskriften” og som brugt lidt utraditionelt og måske ikke helt i overensstemmelse med reglerne i “Den danske Punktskrift 1970”, rummede mange flere muligheder end de 63 tegn umiddelbart indbød til. Samtidigt blev det klart for os, at det ofte er de samme redaktionelle krav og studietekniske metoder, der gælder for punktskrift som for sortskrift, når bogen skal anvendes som et hensigtsmæssigt arbejdsredskab. Derfor var vi heller ikke sene til at fatte nødvendigheden af en markering af sortsideskift og sortsidetalsangivelse i tillæg til den kronologiske punktsidetalsangivelse. En absolut nødvendighed i en integreret undervisningssituation i et samarbejde med seende.

Nogle mere generelle redaktionelle retningslinjer for udarbejdelsen af skole- og studiebøger for såvel afskrivere som tilrettelæggere begyndte at udkrystallisere sig.

Fra Sverige hentede vi endnu engang yderligere inspiration i arbejdet gennem PUSS projektets forskningsrapporter, som netop omhandlede Pedagogiska Undersökningar kring Synsskadades Studiesituation.

På Materialelaboratoriet arbejdede Børge Vestergård med retningslinjer og metoder til relief fremstilling af det stadigt øgende antal illustrationer i bøgerne. Kopiering på plast på thermoformmaskine gjorde det muligt at arbejde med flere forskellige overfladestrukturer og var samtidigt en relativt hurtig kopieringsform.

Men plasten havde også sine ulemper, især ved kopiering af tekst. Ikke blot er plast tungere end papir, som traditionelt anvendes ved kopiering af stereotyperet punktskrift (et punktbind på plast vejer ca. 1,5 kg og en gennemsnits skolebog er på 5 – 6 bind!); men plasten har også den kedelige egenskab, at den er glat og uporøs, og derfor ikke kan absorbere den naturlige varme og sved, som udvikles under læsning. I den “hede” eksamenslæsningstid kunne punktlæseren derfor, i bogstaveligste forstand, sidde som klæbet til bogen. Problemet blev til en vis grad afhjulpet ved at drysse talkum ud over siden, ofte i sådanne mængder, at trykkeriet ved udpakningen af returbøger mere lignede et bageri end et trykkeri!

Senere lykkedes det at finde frem til en både lettere og ikke mindst mere struktureret plast – og dermed rense luften for talkum.

I administrationen blev der arbejdet ihærdigt på at fremstille et katalog over bøger i punktskrift og senere på lydbånd – et længe næret ønske hos de studerende og de skoler, hvor der gik synshandicappede elever.

Det første katalog lå færdigt til udsendelse i 1973.

Produktion af lydbøger

Det viste sig snart, at adskillelsen af lyd og punktbogsproduktionen var uhensigtsmæssig. I 1973 blev det derfor besluttet at overflytte fremstillingen af undervisningsmaterialer på lydbånd fra Statens Bibliotek for Blinde til SBB.

To års erfaring med produktion af materialer på punktskrift gjorde, at denne opgave blev mere overkommelig, og ikke gav anledning til større problemer med undtagelse af ét.

Sammen med overflytningen af lydbogsproduktionen fulgte et antal indlæsere, som i mange år havde dannet en fast indlæserstab på Statens Bibliotek for Blinde. Ved et første møde med disse indlæsere meddelte samtlige, med undtagelse af én, at de ikke ønskede at læse på de betingelser, som SBB kunne tilbyde (hjemmeindlæsning og derfor lavere takst end for studieindlæsning på Biblioteket). Noget af en chokstart, som medførte nogle hektiske måneder med at rekruttere en ny indlæserstab; men også dette lykkedes.

Samtidigt hermed blev der foretaget en omlægning af lydbogsproduktionen, kopiering på kassettebånd og der blev indført “ny teknologi”-brug af lavfrekvente lydsignaler under indlæsningen til markering af de annoncerede kapitler, afsnit og sideskift. Man kunne nu for første gang “bladre” i sin lydbog, referere til bestemte sidetal og benytte referencer fra lærere og medstuderende.

Både overgangen til kassettebånd og indførelsen af lavfrekvente lydsignaler må i dag betragtes som to af de største landvindinger i SBBs historie.

Om fuglekvidder, fløjtekedler, russiske “spionsendere” og en “runehugger”

I en produktion, hvor en af de fornemste kvaliteter ved produktet er, at brugeren får sit materiale til tiden, bliver der sjældent tid til korrekturlæsning eller kontrollytning.

Det har derfor ikke helt kunnet undgås, at der i tidens løb er blevet produceret og udsendt materialer med utilsigtede kommentarer og teksten uvedkommende effekter.

Hjemmeindlæsning for åbne vinduer også hos naboen, hvis sommerglade kanariefugls kvidren blandede sig med de lavfrekvente lydsignaler …

Den kaffetørstige indlæser, som for tredje gang inden for de sidste 30 sider havde kaffekedelen hidsigt fløjtende ude i køkkenet eller brugte han også køkkenet som indlæsningsstudie …

Noget underligt kaudervælsk i en noget forstyrrende dialog med indlæseren; ved en senere sproglig analyse viste det sig at være russisk og stamme fra en russisk sender, hvis frekvens af uforklarlige grunde lå meget tæt op ad båndoptagerens …

Subjektive og meget bramfri kommentarer i en ellers meget akademisk kommenteret udgave af straffeloven. Bogen viste sig at være overført af en afskriver med adressen Statsfængslet i Vridsløselille …

Samarbejdet med fængselsvæsnet og Statsfængslet i Vridsløselille startede så langt tilbage som i 1929 og allerede i 1930 var 3 fanger i gang med at stereotypere punktskrift. SBBs samarbejde med Vridsløselille varede frem til midten af 70’erne, hvor problemerne med at holde styr på “løsladte” afskrivere blev for store. Således blev SBB på et tidspunkt ringet op af politiet i x-købing. Man havde anholdt en person i forbindelse med et indbrud. Blandt de fundne tyvekoster hos den anholdte var der også en “underlig maskine” en stor, klodset genstand, som efter funktionen at dømme i følge politiet nærmest var at sammenligne med en slags “rune-hugger”. Den anholdte påstod, at maskinen ikke var stjålet, men udlånt til ham fra SBB. Det var jo sandt nok, men vi inddrog “runehuggeren” og slettede vedkommende på listen over afskrivere.

En stadig forbedring og finpudsning af de redaktionelle retningslinjer stod centralt i arbejdet på SBB i de følgende år, ved siden af den evige “kampen mod tiden”. Men eksperimenter blev der også tid til.

Reliefkort med farvetryk til både taktil og visuel aflæsning blev fremstillet på Materialelaboratoriet. Lidt af et håndværksmæssigt kunststykke og en pædagogisk nyskabelse. Desværre var der så store tekniske problemer forbundet med fremstillingen, at det blev ved eksperimentet og ikke kunne indpasses i den daglige bogproduktion.

Ny teknologi i punktskrift produktionen

Året 1988 blev skelsættende i produktionen at punktskrift på SBB. På universitetet i Leuven i Belgien havde man udviklet et tekstbehandlingsprogram for punktskrift PCBraille, som både kunne anvendes til direkte indskrivning i punktskrift og til overførsel af maskinlæsbare tekster. Programmet indeholdt endvidere de almindelige redigeringsfaciliteter, som hører til et moderne tekstbehandlingsprogram.

Senere er programmet, i et samarbejde med SBB, blevet udvidet med endnu flere redigeringsmuligheder og fremtræder i dag som et effektivt og hensigtsmæssigt stykke værktøj i fremstillingen af komplicerede tekster i punktskrift.

Den tilhørende printer, som udskriver punktskriften på papir, har en sådan kapacitet, at kun bestillings- og forsendelsesproceduren er bestemmende for, hvor hurtigt en bog, som allerede findes i PCBbraille format, kan være fremme hos brugeren.

Men fortsat genstår den mest tidskrævende del af fremstillingen: at få den trykte bog overført til punktskrift. Her ville megen tid kunne vindes, hvis de redigeringsmæssigt ukomplicerede bøger, eller dele af bøger, kunne overføres mere eller mindre elektronisk fra en forlagsdiskette eller ved optisk scanning og den mere komplicerede part overlades til den punktkyndige tilrettelægger/afskriver. Desværre er det sidste efterhånden vanskeligere at få tag i end det elektroniske udstyr. Et problem alle punktproducenter verden over trækkes med.

Både forlagsdisketter og optisk scanning af tekster er taget i brug på SBB i håb om således at kunne reducere den fortsat ofte for lange produktionstid. Man kan så blot håbe på, at en af forudsætningerne for en vellykket integration af blinde, at det nødvendige undervisningsmateriale foreligger i punktskrift på det ønskede tidspunkt, vil være opfyldt i en ikke alt for fjern fremtid.

Konklusion

De vigtigste kvaliteter for undervisningsmaterialer til integrerede synshandicappede skoleelever og studerende er:

1. at materialet er brugeren i hænde til rette tid;

2. at materialet er redigeret og tilrettelagt således, at det kan fungere som et hensigtsmæssigt arbejdsredskab for brugeren.

Oprettelsen af SBB i 1971 resulterede i kortere leveringstider; men der sidder fortsat brugere af SBB, som i perioder er uden det nødvendige undervisningsmateriale.

De eksisterende retningslinjer for tilrettelægning og afskrivning / indlæsning af skole- og studiebøger har medført en væsentlig forbedring af materialernes anvendelighed i en integreret undervisningssituation.

Markering af sortsideskift og sortsidetalsangivelse på hver side i punktbøgerne, fremstilling af illustrationer i relief, lydbøger på kassettebånd med indlagte lavfrekvente lydsignaler ved kapitel, afsnits- og sideskift samt udførlige indholdsfortegnelser til de enkelte bind / bånd hører til de vigtigste kvalitetsforbedringer.

Til slut kan man stille spørgsmålet om de i indledningen angivne begrundelser og forudsætninger for et SBB fortsat er til stede.

Specielt produktionen af punktskrift har siden 1971 ændret sig radikalt, både når det drejer sig om at overføre sortskrift til punktskrift og, når det drejer sig om at reproducere punktskriften.

Måske var det en ide til overvejelse at sagen atter blev “sendt i udvalg” for at evaluere, om den nuværende opdeling af produktionen fortsat er til brugernes bedste.

5.2. Kurser i studieteknik for integrerede synshandicappede elever

I kølvandet på integrationen opstod der et ønske om specielt tilrettelagte kurser i studieteknik for de synshandicappede elever.

Formålet med kurserne skulle være at træne de specielle teknikker og metoder, man som blind eller svagsynet må tage i anvendelse for at følge et integreret undervisningsforløb.

Initiativtageren til og primus motor i disse kurser var Hans Rasmussen, dengang (i begyndelsen af 70’erne) selv blind studerende ved Københavns universitet og lærer ved instituttets edb-skole. Det faldt endvidere naturligt, at bogtilrettelæggerne ved SBB, som ansvarlige for den pædagogiske udformning af de integrerede elevers undervisningsmaterialer, deltog som undervisere på kurserne; noget som for øvrigt også var yderst lærerigt for bogtilrettelæggerne i deres daglige arbejde på SBB.

Kurserne var internatkurser og af en uges varighed for de punktlæsende elever. På disse kurser blev der arbejdet med emner som,

 aflæsning af taktilt materiale (kort og kurver)

 opslag i tabeller

 forkortelser på fremmedsprog (engelsk, tysk samt de specielle bogstavstegn på fransk); dette blev senere et selvstændigt uge kursus

 indskrivning af matematiske opgaver på almindelig skrivemaskine

 matematisk notation i punktskrift samt brug af hjælpemidler i faget matematik

 brug af kassettebåndoptageren til notater, med efterfølgende renskrivning og opstilling af notaterne på punktskrift

 arbejde med en lydbog (opslag, læse med forøget hastighed, bruge indeks osv.)

Det var for øvrigt på et af de første af disse kurser, under arbejdet med en lydbog, at det viste sig, hvor umulig lydbogen fungerede som arbejdsredskab. På dette tidspunkt blev lydbøgerne indlæst uden sidetalsangivelse, uden lydsignaler og uden indholdsfortegnelse, der kunne give brugeren blot en ide om bogens opbygning. Desuden var bøgerne kopierede på spolebånd. På det pågældende kursus havde eleverne fået udleveret en lydbog på 6 bånd (ikke nogen usædvanlig stor bog) og skulle finde nogle bestemte afsnit og kapitler i bogen (en ganske jordnær undervisningssituation).

De fleste opgav, nogle få holdt ud og efter tyve minutter til en halv times spolen frem og tilbage, fandt de frem til de ønskede afsnit. Meget frustrerende for eleverne og meget lærerigt for de deltagende bogtilrettelæggere. Som beskrevet i omtalen af SBB blev lydbøger senere også til bøger man kunne “bladre” hensigtsmæssigt i.

Tilsvarende weekendkurser blev senere tilbudt svagsynede elever. Indholdet på disse kurser var især koncentreret omkring brugen af båndoptageren,

 brug af kassettebåndoptageren til notater, med efterfølgende renskrivning og opstilling af notaterne på sortskrift

 arbejde med en lydbog (opslag, læse med forøget hastighed, bruge indeks osv.)

Foruden studieteknik og metodik blev der i programmet også indlagt møder og samtaler med voksne synshandicappede under uddannelse eller i erhverv. Kurserne fik således efterhånden et bredere sigte end det rent studietekniske.

Det viste sig da også hurtigt, at disse kurser havde en langt videre og måske endnu vigtigere mission end træningen af de rent tekniske færdigheder.

At blive segregeret elev i en uge eller blot en weekend, få en “fridag” fra hverdagen som ene integreret og være sammen med og føle sig som ligestillede med de andre elever, blev altid fremhævet ved kursusevalueringen som “det allerbedste”. Og “hvor var det spændende” det at få lejlighed til at møde og snakke med voksne synshandicappede. Begge dele noget utrolig vigtigt, når man står midt i puberteten i en søgen efter en egen identitet som synshandicappet.

Og hvor var det givende og lærerigt for os, som underviste på disse kurser, at lytte til elevernes store og små problemer med at være ene integrerede, men også, og ikke mindst, hvor meget de nu glædede sig til at komme hjem igen og på gensyn til næste år!

Kurser for lærere med synshandicappede elever

Op gennem 70’erne udviklede Blindeinstituttet sig gradvist, men sikkert, fra hovedsageligt at være en traditionel institution med segregerede skole og erhvervsuddannelser til en serviceinstitution for de integrerede elever i folkeskolens 8.- 10. klasse, i gymnasiet og under erhvervs- og videregående uddannelse.

Studieteknikkurser, erhvervs- og studievejledningskurser og Studiebogsbiblioteket er eksempler på dette.

Formålet med lærerkurserne, som startede i 1973 / 74, var derfor at give en bred orientering om denne service; endvidere at give lærerne mulighed for sig imellem og med medarbejdere fra instituttet at drøfte og udveksle erfaringer om det at have en synshandicappet elev i klassen.

 Kurserne er af tre dages varighed og behandler områderne: øjensygdomme

 instituttets kursus og vejledningstilbud til integrerede elever

 SBB

 præsentation af hjælpemidler

 dispensationsordninger i forbindelse eksaminer og afsluttende prøver

 samtaler med voksne synshandicappede, som tidligere havde været integrerede i skolesystemet, om deres syn på og oplevelse af integreret undervisning.

Men også indslag, som kunne give lærerne nogle aha oplevelser til senere glæde for deres blinde eller svagsynede elev.

Således resulterede den taktile fremstilling af en sandorm vha. enkle tegneredskaber (et fast programpunkt på alle kurserne) ofte i meget detaljerede og “kunstneriske” produkter, men sikkert lidet anvendelige og forståelige for den blinde elev at se på.

Eller når “læreren” bad “eleverne” finde et bestemt afsnit på side xx i lydbogen, men desværre “glemte” at fortælle, at siderne med helsidesfotografier var sprunget over under indlæsningen. Ja, så kom der uorden i “tælleværket” og eleven landede ustandseligt på forkert sidetal.

Endelig har disse kurser også været lærerige for instituttets medarbejdere, for hvem integration efterhånden kunne blive et teoretisk pædagogisk begreb, mere end en praktisk hverdag for lærer og elev.

6. Anmeldelse af udgivelser om blinde

Selskabets bestyrelse modtager løbende information om bogudgivelser og lignende om blinde og deres historie.

I nyhedsbrevet ønsker vi, at disse publikationer anmeldes, så medlemmer og andre interesserede kan vurdere om det er noget.

På nuværende tidspunkt kan følgende 3 publikationer nævnes:

1. Historisk redegørelse om sport og idræt for blinde, af Leif Martinussen.

Redegørelsen, der er på 38 sider, beskriver udviklingen herhjemme, i Norden og Internationalt fra slutningen af 1950-erne til omkring 1980. Redaktionen er afsluttet den 25. februar 2019.

Der er tale om et meget vigtigt kildeskrift til belysning af området.

2. Bogen ” Du må aldrig give op” af Kurt Videbæk, 166 sider, forlaget Ådalen juni 2019, omtalt i en artikel i Lokalavisen for Århus fra den 29. juni 2019. Bogen er ikke under produktion hos Nota.

3. Bogen “Dømt blind – hva’ så? af Morten Bonde, Senior Art Director hos LEGO, 347 sider. Bogen er udgivet på forlaget Vision den 4. september 2019 i almindelig tryk og som E-bog. Bogen er under produktion hos Nota.

Har du lyst til at anmelde én af disse udgivelser, er vi i bestyrelsen meget interesseret i at høre fra dig. Du er også meget velkommen til at informere os om lignende udgivelser af interesse for selskabet og dets medlemmer.

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger


Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. 44 95 04 72

Mobil 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com


Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv., 2200 København N

Mobil 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk


Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J

Telefon 86 72 55 72

Mobil 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk


Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1., 4000 Roskilde

Tlf. 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk


Redaktør Rita Cecilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501, 2500 Valby

Tlf. 21 43 02 23 / 61 15 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com


1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk


2. suppleant Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th., 4200 Slagelse

Mobil 25 53 82 43

Mail: fohlmann@stofanet.dk