Nyhedsbrev nr. 2. april 2019

Blindehistorisk Selskabs nyhedsbrev nr. 2 / 2019

Indholdsfortegnelse

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

2. Referat af generalforsamlingen den 16. februar 2019, af næstformand René Ruby

3. ” Erindringer om en svunden tid” , artikel af Rita Cecilie Varmby

4. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

Vi var i bestyrelsen alle meget glade og tilfredse med forløbet af årets generalforsamling. Det store fremmøde gav os en oplevelse af, at arbejdet gennem det sidste år har været til nytte for mange medlemmer. Selv om regnskabet viste et underskud, så er vi overbevist om, at investeringen i en opdateret hjemmeside bliver af helt afgørende betydning for den fremtidige udvikling af selskabets arbejde. Et af selskabets medlemmer Laus Klüwer skrev i medlemsblad nr. 5 fra i år, at der er mange timers spændende oplevelser ved at gå ind på www.blindehistorisk.dk. Det var mit indtryk, at flere medlemmer, som hidtil ikke har følt sig parate til at gå på internettet, blev inspireret hertil gennem Søren Jensens fine introduktion til hjemmesiden. Hans oplæg vil snart kunne genhøres som lydfil på hjemmesiden under menupunktet “Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”. Prøv at give det en chance, så giver du dig selv en oplevelse. I øvrigt vil jeg henvise til næstformand René Rubys dækkende referat af generalforsamlingen. Allerede den 19. marts 2019 kunne jeg på bestyrelsens vegne godkende referatet, som dagen efter blev underskrevet uden bemærkninger af mødets dirigent Thorben Koed Thomsen. Referatet, som nu er godkendt efter vedtægtens § 7 stk. 16 følger nedenfor.

Det er imidlertid ikke blot selskabet, som kan fejre et jubilæum i år.

Den 29. marts 2019 ville Niels Erik Bank-Mikkelsen være fyldt 100 år. Bank-Mikkelsen er vel nok et af handicaphistoriens allerhøjeste fyrtårne. Det skyldes både hans fremsynede formulering af væsentlige handicappolitiske principper, samt at han i 1960-erne og 1970-erne var primus motor i de konkrete forbedringer af vilkårene for mennesker med udviklingshæmning og andre handicap. Der var selvfølgelig en række meget fine taler ved receptionen, blandt disse var naturligvis også Thorkild Olesen i hans egenskab af formand for “Danske Handicaporganisationer”. Personligt havde jeg den fornøjelse i 1975, at arbejde under N.E. Bank-Mikkelsen som ung juridisk sekretær i den daværende Socialstyrelses afdeling for Dagservice for mennesker med handicap.

10 dage senere var det Blindes Arbejde, der stod for tur, idet virksomheden den 9. april markerede sin 90-års fødselsdag med en flot reception på hovedafdelingen på Tomsgårdsvej 19 i København. Her var der naturligvis også en række talere blandt andet talte direktør Kristin Espedal og bestyrelsesformand John Heilbrunn. Efterfølgende var der en kæmpe fødselsdagslagkage og mulighed for at se værkstederne i funktion. Henrik Olsen var til stede og fik en lydfil med hjem, denne vil snart kunne høres på vores hjemmeside i “Lydarkivet” under menupunktet “Blindes Arbejde”.

Forud for disse jubilæer inviterede et af selskabets medlemmer til en Blindehistorisk begivenhed den 25. marts på Instituttet for Blinde og Svagsynede. Det var Peter Frederik Hansen, mangeårig lærer på IBOS, der ved en flot reception markerede udgivelsen af sin bog “Blindeferier” udgivet på forlaget Kahrius. Bogen kan lånes som daisylydfil på Nota. Det er en særdeles munter beskrivelse af 5 blinde mænds sommerferieophold gennem 28 år i forskellige sommerhuse rundt om i Danmark. Her får man virkelig noget at vide om mad og drikke, samt det at klare udfordringer på fremmede steder som blind. Jeg kan kun anbefale bogen.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med samme arbejdsfordeling som sidste år. Vi er nu kommet godt i gang med arbejdet, hvor fokus er på hjemmesiden, Lydarkivet, det forestående jubilæumsarrangement i dagene 25. – 26. november 2019 på Fuglsangscentret samt de mange uafsluttede opgaver, som er omtalt i sidste års beretning.

Det kommende jubilæumsarrangement kommer i høj grad til at stå i musikkens tegn. Det gælder såvel den klassiske musik som jazzmusikken. Det vil der blive orienteret om i et kommende nyhedsbrev og i meddelelser i kommende numre af medlemsbladet. Vil man være sikker på at få en plads kan man ikke tidligt nok melde sig til kasserer Ole Brun Jensen.

Dette nyhedsbrev afsluttes med en meget åbenhjertig og inspirerende artikel af vores redaktør Rita Cecilie Varmby. I artiklen fortæller Rita om hendes tidligste barndom og tiden på Refssnæskolen frem til hun drog til København for at fortsætte på Blindeinstituttet. Det er en væsentlig historisk beskrivelse af tilværelsen som elev på Refsnæsskolen. God fornøjelse med læsningen af denne beretning.

Afslutningsvis vil jeg ønske alle medlemmer en rigtig god sommer og på forhåbentligt gensyn til november på Fuglsangscentret.

2. Referat af generalforsamlingen den 16. februar 2019, ad næstformand René Ruby

Dagsorden:

1: Åbning og velkomst

2: Navneopråb, præsentation af deltagerne

3: Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4: Godkendelse af dagsorden

5: Godkendelse af referatet af generalforsamlingen 2018

6: Fremlæggelse af bestyrelsens beretning

7: Forslag: Oprettelse af diskussionsliste på ”Blindsigt.dk”

8: Fremlæggelse af det reviderede regnskab for 2018

9: Fastsættelse af kontingent

10: Indkomne forslag

11: Valg af:

a: kasserer

b: 2 bestyrelsesmedlemmer

c: 2 suppleanter

d: 2 revisorer

e: 1 revisorsuppleant

12: Eventuelt

Ad punkt 1:

Formand Poul Lüneborg bød velkommen til generalforsamlingen, som er den 25. generalforsamling, når undtages den stiftende.

Ad punkt 2:

Det blev konstateret, at der var 45 stemmeberettigede til stede, herefter fulgte en præsentationsrunde.

Ad punkt 3:

Thorben Koed Thomsen valgtes til dirigent. Til referent valgtes René Ruby, og til stemmetællere valgtes Inge Gibskov, Svend Thougaard og Henning Laursen. Dirigenten takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt og dermed lovlig.

Ad punkt 4:

Dagsordenen godkendtes uden bemærkninger.

Ad punkt 5:

Da det var første gang med ny procedure ved godkendelse af referatet af det foregående års generalforsamling, redegjorde Poul Lüneborg for denne procedure. Referatet skal godkendes af bestyrelsen og underskrives af dirigenten samt offentliggøres i det førstkommende nyhedsbrev, men ikke længere godkendes af selve generalforsamlingen. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 23. februar 2018 og offentliggjort i nyhedsbrev nr. 2 2018, hvorfor dette punkt blev afsluttet uden yderligere kommentarer.

Ad punkt 6:

Poul Lüneborg gennemgik bestyrelsens beretning, som var blevet offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1- 2019. Lüneborg indledte med at opridse, at der har været tre hovedopgaver i det forløbne år. Det har dels drejet sig om at få alle formaliteterne på plads i forbindelse med kassererskiftet, dels udsendelse af fem nyhedsbreve med mange personlige beretninger og endelig opbygningen og udformningen af den nye hjemmeside www.blindehistorisk.dk. I forhold til sidstnævnte har der også været lagt et stort arbejde i opbygningen af et lydarkiv på hjemmesiden. Dette arbejde er fortløbende og Lüneborg takkede Henrik Olsen for en meget stor indsats med at digitalisere lydfiler til hjemmesiden.

Efter enkelte kommentarer til indledningen fortsatte Lüneborg beretningen med at mindes kasserer Henning Baks, som gik bort i 2018. Selskabet har ved generalforsamlingen 135 medlemmer, men målet er atter at nå op på 150 medlemmer, som der var i 2005. Herefter berørtes arbejdsgruppen mellem Blindehistorisk Selskab og Kultur- og Fritidspolitisk Udvalg. En af arbejdsgruppens mærkesager har været digitaliseringen af den blindehistoriske samling via Medicinsk Museion. Denne digitalisering er nu afsluttet og offentliggjort på hjemmesiden www.blind.museion.ku.dk. Derudover har det været forsøgt at følge op på samlingerne på Refsnæsskolen, men endnu uden der er kommet så meget ud af dette.

Efter dette redegjordes for selskabets forskellige projekter i det forløbne år, og selskabets medlemmer opfordredes til at tilbyde deres hjælp til løsningen af, hvad det end kunne være i forhold til selskabets igangværende projekter. Der var enkelte opklarende spørgsmål og kommentarer, og herunder blev der spurgt ind til lydoptagelser af blindehistorisk relevans indenfor Dansk Blindesamfund og at der ikke konsekvent gøres opmærksom på sådanne arrangementer til Henrik Olsen, som forestår sådanne optagelser. Poul Lüneborg oplyste, at man er opmærksom på problemet, og at vi er i dialog med Thorkild Olesen om at få etableret en procedure, så der bliver gjort opmærksom på arrangementer af blindehistorisk relevans.

Poul Lüneborg gik herefter over til at redegøre for selskabets informationsvirksomhed, herunder er der mulighed for, at selskabet fremover ind i mellem kan få en artikel med i Dansk Blindesamfunds blad Øjeblikket, som udsendes til 80.000 bidragydere. Endvidere er der udarbejdet en privatlivspolitik for selskabet, hvorved personoplysninger bevares sikkert, og at CPR-numre ikke længere indsamles. Herefter fulgte forskellige kommentarer, blandt andet om hjemmesidens kapacitet, indsamlinger af øjebliksbilleder i blindes liv, om hvilke huller eller sider af blindes historie, der mangler at blive dokumenteret.

Efter kort at have gennemgået selskabets arrangementer i 2018 samt administrative og økonomiske forhold, blev beretningen godkendt med applaus.

Ad punkt 7:

Kasserer Ole Brun Jensen redegjorde for, at på baggrund af drøftelser på sidste års generalforsamling om oprettelse af en diskussionsliste på blindsigt, havde bestyrelsen nu fremsat forslag herom. På daværende tidspunkt kørte listerne på en forældet server, stillet til rådighed af Dansk Blindesamfund, som var meget ustabil. Der er imidlertid nu kommet en ny løsning som blindsigt selv står for. Bestyrelsen mener, at det vil være en bedre løsning at udsende nyhedsbrevet og lignende via blindsigtserveren, da den er beregnet hertil. Listen kan i øvrigt sættes op, så den er en åben eller lukket liste, og så det kun er en distributionsliste, eller som en diskussionsliste, hvor man kan svare på indlæg. Ole Brun Jensen oplyste, at vi kan nå ca. 80 til 85 % af vores medlemmer på mail. Det betyder, at vi på denne måde får en mulighed for hurtigt at komme ud med nyheder til en meget stor del af vores medlemmer. Bestyrelsen ønsker derfor at få bemyndigelse til at arbejde videre med denne løsning.

I den efterfølgende diskussion blev der blandt andet udtrykt begejstring, men også frygt for, at dem der ikke er på mail, ikke vil modtage informationer og herunder nyhedsbreve. Desuden blev der udtrykt usikkerhed om, hvordan en sådan diskussionsliste fungerer. Ole Brun Jensen redegjorde for hvorledes en liste fungerer, og han oplyste, at nyhedsbreve fortsat vil blive udsendt i alle medier, og dermed nå ud til alle medlemmer. Endvidere blev der udtrykt ønske om at det skulle være frivilligt om man ønsker at være på en sådan liste. Endelig blev det også diskuteret, hvorvidt listen blot skulle være en distributionsliste, eller en diskussionsliste, som alle kan skrive på. Herunder blev der opfordret til, at det skulle være en diskussionsliste, da en sådan ville kunne være et redskab til at få flere medlemmer engageret i arbejdet. Poul Lüneborg konkluderede, at der vil blive oprettet en distributionsliste til udsendelse af nyhedsbreve og anden information fra bestyrelsen til alle, der har tilmeldt sig udsendelse af elektronisk post, og herudover en diskussionsliste, som man kan vælge til efter ønske.

Ad punkt 8:

Ole Brun Jensen fremlagde det revisionspåtegnede regnskab for 2018. Regnskabet udviste indtægter på 35.381 kr. og udgifter på 52.399,98 kr. Der har dermed været et underskud på 17.018,98 kr. Ved indgangen til 2018 havde selskabet 154.557,46 kr. og ved årets udgang 134.817,92 kr. i kassebeholdning. Ole Brun Jensen oplyste, at underskuddet primært skyldes, at der har været nogle ekstraordinære omkostninger i 2018 i forbindelse med kassererskiftet og desuden har der været udgifter til opbygningen af den nye hjemmeside. Bortset herfra ligger udgifterne i 2018 på niveau med udgifterne for de foregående år.

Efter enkelte opklarende spørgsmål samt positiv tilkendegivelse af indførelsen af MobilePay, blev regnskabet godkendt med applaus.

Ad punkt 9:

Bestyrelsen foreslog kontingentet uændret på 150 kr. Dette blev tiltrådt uden bemærkninger.

Ad punkt 10:

Da der ikke var indkomne forslag, blev dette punkt straks forladt.

Ad punkt 11: valg af:

  1. Ole Brun Jensen blev genvalgt som kasserer uden modkandidater.
  2. Thorvald Kølle og Rita Cecilie Varmby blev begge genvalgt uden modkandidater.
  3. Leif Martinussen og Allan Fohlmann blev begge genvalg som henholdsvis første- og anden suppleant. Allan Fohlmann blev genvalgt via fuldmagt.
  4. Kurt Nielsen og Henrik Olsen blev begge genvalgt som revisorer uden modkandidater. Kurt Nielsen blev genvalg via fuldmagt.
  5. Thorben Koed Thomsen blev genvalg til revisorsuppleant uden modkandidater.

Ad punkt 12:

Under eventuelt blev der udtrykt stor ros til Poul Lüneborg for hans arbejde, og for selskabets høje aktivitetsniveau. Jørgen Eckmann påpegede herudover vigtigheden af, at genstande af historisk interesse indsamles, og ikke blot registreres med henblik på senere indsamling. Poul Lüneborg medgav vigtigheden af, at historiske genstande indsamles. Formålet med at lade dem indledningsvist registrere har været, at Medicinsk Museion kontaktes med henblik på at vurdere, om genstandene har interesse for den blindehistoriske samling på Medicinsk Museion, og såfremt de har, videregives de hertil. Selskabet har imidlertid nu fået stillet et lokale på Blindeinstituttet til rådighed til opbevaring af genstande, der af forskellige grunde hasteindleveres, indtil bevaringsværdigheden er afklaret med Medicinsk Museion.

Efter enkelte andre kommentarer takkede dirigenten for god ro og orden. Sluttelig takkede formand Poul Lüneborg for det store fremmøde, og for de fremmødtes engagerede deltagelse.

Den 16. februar 2019 René Ruby (referent)

3. “Erindringer om en svunden tid”, artikel af Rita Cecilie Varmby

Jeg hedder Rita Cecilie Varmby og er født 6. november 1948.

Jeg er født på Rigshospitalet, hvor jeg efter min fødsel kom i kuvøse, da jeg er født 10 uger for tidligt. Jeg vejede omkring 1100 gram og kunne være i en cigarkasse. Det er et mirakel, at jeg overlevede, fordi jeg var så lille. Desuden var der vrøvl med mine lunger, da de ustandseligt klappede sammen.

Da der var tvivl om, hvorvidt jeg ville leve ret længe, blev jeg hjemmedøbt dagen efter min fødsel. Jeg kom til at hedde Rita og jeg fik min mors efternavn, som var Christensen, fordi min mor ikke var gift med min far på det tidspunkt. De blev gift, da jeg var 4 år, hvilket jeg ikke kan huske.

Min fars efternavn var Hansen, hvilket jeg fik som 12-årig. Cecilie Varmby er navne, som jeg har fået i mit voksenliv.

Dengang jeg var lille var kuvøsen en forholdsvis ny opfindelse. Man havde meget lidt viden om konsekvenserne af, hvad der kunne ske ved brug af den. Jeg havde fået for meget ilt, og det ødelagde nethinderne.

Man var bange for, at min forstand havde taget skade. Jeg havde en passiv adfærd, hvilket måske var tegn på, at jeg var debil. Så fandt man ud af, at jeg reagerede på lyde, hvilket gjorde, at man fik mistanke om, at det var øjnene, det var galt med. Derfor var det nærliggende at sende mig på en institution, hvor man havde den fornødne viden om blindhed. Man besluttede at sende mig til Refsnæsskolens børnehjem, hvor der kunne blive taget hånd om mig på rette måde. Mine forældre kunne ikke have mig hjemme, da de var meget unge og umodne. Min mor var rengøringskone og min far var i lære som tømrer, så det var meget svært for dem at klare sig til dagen og vejen.

De magtede ikke at have mig, fordi de i mine første fire år ikke var gift, men også fordi jeg tror, min mor havde en fødselsdepression samt, at der ikke var den samme hjælp til enlige mødre, som der er i dag. Dengang har det været en skam at få et barn uden for ægteskab, hvilket man kaldte et uægte barn, og det led jeg under i hele min barndom.

Jeg var på to børnehjem i København før jeg kom på Refsnæs. Jeg ankom til børnehjemmet i Kalundborg den 9. oktober 1950.

Dengang var det ret almindeligt, at blinde børn kom på det børnehjem som var tilknyttet Refsnæsskolen, så børnene fik lært de færdigheder, der kunne blive brug for senere i livet. Jo tidligere desto bedre.

I min tidlige barndom var jeg sommetider hos mine bedsteforældre. Omkring 1954, da jeg var seks år, lærte jeg mine forældre at kende, hvilket blev en meget traumatisk oplevelse for mig. Jeg synes det var vigtigt for mig at få viden om, hvem mine forældre var, da de andre børn på børnehjemmet havde sådan nogle. Derfor mente man, jeg var parat til at blive konfronteret med, hvem jeg havde som forældre. Dengang troede man, at forholdet mellem børn og forældre automatisk kom i orden, da blod er tykkere end vand. Man havde intet kendskab til vigtigheden af, hvordan forældre skulle takle det at have et blindt barn, så den nødvendige støtte til forældrene udeblev, hvilket blev katastrofalt både for mine forældre og mig.

Jeg tror, det er medvirkende til, at jeg husker meget lidt fra min tid på børnehjemmet.

I 1956 kom jeg på Østskolen, som var en stor afdeling med mange børn og meget lidt personale. Her boede pigerne samt de mindste drenge. Dengang var undervisningen delt op, så blinde og svagsynede og svagsynede blev undervist hver for sig.

Som i resten af samfundet var der syv klassetrin for blinde, med en klasse på hvert trin. Men jeg husker ikke hvor mange klassetrin, der var for svagsynede. Min fornemmelse er, at de blinde børn fik en bedre undervisning end de svagsynede, da jeg tror, at man havde for lidt viden om det at være svagtseende.

I min tid på Refsnæsskolen havde man meget strenge regler for, hvordan børn skulle opdrages. Mange vil i dag kalde det for kadaverdisciplin, men det var helt almindeligt i 1950ernes samfund. Børnepædagogik havde man ikke meget begreb om, da man havde den opfattelse, at enhver, som ville tage sig af børn blot kunne gøre det, bare de følte de havde et kald eller lyst til at opdrage børn.

Dengang var det et særligt kald at tage sig af det blinde barn, da skole og samfund stadig var forbundet med kirken. Tanken er både smuk og rigtig, men når uvidenhed kommer til udfoldelse, er der langt fra kaldstanken til virkeligheden, hvilket indebar, at mange af os oplevede tiden på Refsnæs som meget traumatisk. For mig blev stedet en erstatning for mit hjem pga. den dårlige tilknytning til familien, som er beskrevet ovenfor.

Undervisningen var efter min mening rigtig god, da man gjorde meget ud af at lære blinde børn begrebsforståelse, fordi, tror jeg, at det manglende syn indsnævrer begrebsverdenen. Her var det vigtigt at undervise os i brugen af de øvrige sanser i et forsøg på at kompensere for det manglende syn.

Der var fx anskuelsesundervisning, hvor vi hørte om, hvordan man fremstillede ost, smør, mælk og mel. Vi så også modeller af kirker, bondegårde samt meget andet. Derfor var vi, efter at have hørt om de ting, ude for at se et mejeri, en mølle, et trykkeri samt andre steder, vi havde hørt om. Det gav os et helhedsindtryk af det, vi blev undervist i.

Vi havde også sansetræning, hvor vi skulle træne vore øvrige sanser, så vi blev udrustet til at klare os på lige fod med de seende, når vi senere skulle ud for at klare os i samfundet. Vi skulle lugte forskel på de forskellige krydderier. Vi skulle lære at høre forskel på, om det var en ske eller en sten, der faldt på gulvet, samt hvor retningen var på de ting vi hørte falde. Vi skulle lære at føle forskel på forskellige ting. Faget blev også kaldt praktiske øvelser, hvor vi skulle lære klokken samt tegnene på de kort, vi skulle bruge i forbindelse med kortspil.

Vores læsning i punktskrift blev der gjort meget ud af. Først alle bogstaverne som alle andre børn får brug for, men vi skulle også lære de forkortelser, der er i punktskriften. Det er en slags stenografisystem, der gør, at den tekst man læser kommer til at fylde mindst muligt. Den lille forkortelse, som man kan beskrive som en ordforkortelse skulle læres i 2. klasse. Den store forkortelse, der gør, at ordene fylder endnu mindre, skulle vi lære i 3. klasse. Derfor er blinde børn et år eller to bagud i forhold til andre børn.

Vi skulle også bruge specielle landkort til geografiundervisning samt redskaber til brug i regning, læsning og skrivning. Undervisning i geografi skulle påbegyndes i 3. klasse. Jeg har læst, at nogle af lærerne selv fremstillede nogle af de hjælperedskaber til brug for undervisningen. Jeg synes, det bør nævnes for at skabe den behørige respekt for den undervisning, vi fik, da jeg var barn.

I biologitimerne, så vi udstoppede dyr, så vi ad den vej fik et indtryk af den virkelige verden. Vi havde også keramik i de første par år af vores skoletid. Vi skulle lære at bruge vores hænder, men man kunne også se, hvor meget vi opfattede af den konkrete verden ved at se os arbejde med ler. De ting vi lavede blev brændt og glaseret, så vi kunne give vore små kunstværker til familie og venner. Håndarbejde havde vi i alle årene. Det var mest strikning, det handlede om. Sådan kunne jeg blive ved med min opremsning. I første klasse havde vi et fag, der hed manuelt. Det handlede om at lære at binde sløjfer på en ramme. Vi skulle lære at knappe knapper op og i, for blot at nævne nogle af de færdigheder, vi skulle lære med vores hænder.

Blinde og svagtseende børn skulle også undervises i helt almindelige fag, som var på linje med og brugte samme undervisningsmateriale som i det øvrige samfund.

Fritiden kunne være lang, hvor vi var overladt meget til os selv, da der var meget få voksne til de mange børn. Man havde ikke megen viden om, hvordan blinde børn skulle stimuleres, så nogle af os fik ’blindismer’, så som at rokke, virre med hovedet eller putte fingrene i øjnene for at kompensere for de manglende indtryk. En del af os levede også i vores egen indre verden for blot at overleve.

Hverdagen begyndte kl. 07:00 om morgenen, hvor vi blev kaldt ud af vore senge. Dengang var der ikke varmt vand, vi kunne vaske os i. Det kom først i 1959. Vi vaskede os i store vaskerum, hvor der var en uhyggelig akustik. Vaskerummene blev kaldt kummerum, hvor der var et for drenge og et for piger. Det var med at blive færdige i en fart med vask og tandbørstning. Vi var mange om buddet, så vi havde kun en halv time til morgentoilette. Når det var streng vinter fik vi lov til at sove en halv time længere, men det måtte uvægerligt have rykket hele timeplanen for den øvrige dag.

Morgenmaden skulle på hverdage spises fra kl. 07:30 til 07:45. Inden morgenmaden skulle vi stå i rækker og geled. Vi fik først lov til at indtage vore pladser, når vi fik besked på det. Vi måtte først spise, når der blev sagt værsgo’. Til morgenmad fik vi havregrød, øllebrød med mælk eller havregryn. Desuden var der et halvt stykke rugbrød samt et kvart stykke af samme slags. Det skete ofte, at de, der havde hjemve kastede morgenmaden op, men alligevel skulle de tvinges til at spise, da det var noget pjat, det at blive syg. Det var en rædselsfuld oplevelse at være vidne til. Når vi havde spist, skulle vi sige, ja nærmest messe ’tak for mad’ i kor.

Inden morgenmaden skulle sengene luftes, og efter morgenmaden skulle vi fra de store klasser (fra 6. eller 7. klassetrin) gå op og rede vores senge, så de var færdige før morgensangen.

Skolen begyndte kl. 07:50 med, at vi skulle gøre os klar til morgensang og morgenbøn i sangsalen, hvilket var et fast ritual på hverdage. Inden da stillede vi igen op i rækker og geled. Som regel kom økonomaen for at fortælle om, hvad vi skulle have at spise til middag. Så kom forstanderen hostende, imens hans nøgler raslede. Desuden røg han på en stor cigar, så vi var på ingen måde i tvivl om hans eksistens. Vi fik så signalet til at gå ned i sangsalen for at tage vore respektive pladser på bænkene, som stod i velordnede rækker. Det vil sige, at det kun var punktlæserne, der fik lov til at sidde ned med bøgerne. De øvrige måtte pænt stå ret, mens salmen blev sunget. Når vi var klar til at synge, påbegyndtes en af de velkendte danske salmer som vi sang med musikledsagelse på skolens harmonium. Derefter blev der bedt en bøn af forstanderen eller en af de andre lærere. Det var altid Fadervor, som blev bedt. Det var dengang meget vigtigt, at vi blev oplært i den luthersk-evangeliske tro, som var en del af den almene dannelse. Vi elever kunne godt føle, at morgensang og morgenbøn bare var noget der skulle overstås.

Efter morgensangen begyndte den egentlige undervisning. En skoletime varede 50 minutter og frikvartererne ti minutter. Når vintrene var særlig kolde, kunne det ske, at frikvarteret kun varede 5 minutter. Når der skulle ringes ud til frikvarter eller ind til undervisning blev der ringet på en skoleklokke af en af lærerne. Senere blev skoleklokken automatiseret.

Klokken 11:50 var det tid til middagsmad, og den afsluttedes kl. 12:40.

Til hverdag fik vi det man i dag kalder søbemad til forret. Det kunne være sagosuppe eller sagovælling. Hovedretterne kunne være millionbøf eller frikadeller. Vi fik også brødæggekage eller flæskeæggekage. Det var noget ganske særligt, hvis vi fik gule ærter og æbleskiver. Det handlede om at spise så mange æbleskiver med syltetøj og sukker som muligt. Da jeg var barn, var der mange retter, som slet ikke eksisterer mere. Det kunne være prinsessebudding. Jeg ved ikke, hvordan det blev lavet, men mange mælkeretter fandtes dengang: Risvælling, vandgrød, maizenagrød, fløjlsgrød samt mange flere.

Vi fik også blodbudding til skræk og advarsel for mange. Skolen var selvforsynende med svin som sommetider blev slagtet. Vi kunne på afstand høre, når de skreg. Så vidste vi, hvad klokken havde slået. Når der var slagtning, vankede der blodbudding. Ud over svinene havde skolen heste geder og høns. På den måde lærte vi også omgang med dyr.

Skolen havde også selv de nødvendige grøntsager og frugter.

Der var ingen tvivl om, at vi fik en alsidig kost. Økonomaen ville os det allerbedste, hvilket ikke altid var tilfældet med nogle blandt plejepersonalet, som mente at de skulle have bedre mad end eleverne.

Vi havde også skolehaver, hvor man var to elever om en have, så man på den måde lærte at dyrke radiser, tomater og græskar.

Udover at skolen var selvforsynende med alle slags råvarer, så havde man også sit eget vaskeri, så vores tøj ikke skulle til byen for at blive vasket. Skolen sørgede også for, at vi havde tøj på kroppen. Vi gik i hinandens aflagte tøj, da det var en luksus at købe nyt tøj. Vi fik nyt tøj to gange om året. Det var ved juletid og om sommeren. Da var vi på systuen hos oldfruen for at prøve tøj, som blev syet til os.

Efter middagsmåltidet var der nogle af os, der skulle på medicinstuen for at få dryppet øjne. Det var også tilfældet efter morgenmaden og inden aftensmaden. Mens man var på medicinstue efter middagsmaden, var der også nogle af os der skulle på toilettet, da sygeplejersken holdt meget øje med fordøjelsen hos dem af os, der havde problemer med det. Så blev klokken 12:40 hvorefter undervisningen blev genoptaget. Så var der et frikvarter kl. 13:30, hvorefter næste time begyndte kl. 13:40. Den varede til kl. 14:30. Så var der en pause på en halv time, hvor vi havde noget, der hed mælkebord fra kl. 14:30 til kl. 15:00, som bestod af et krus mælk samt et stykke franskbrød med smør. Mælken blev drukket af et blikkrus, som ikke kunne slås i stykker. Blikkruset blev brugt til alle måltiderne.

Hvis vi havde fået pakker med slik hjemmefra, måtte vi ikke selv beholde det. Det blev gemt i et godteskab, som var låst. Vi fik vore godter i små portioner, mens vi havde mælkebord. Det skete sommetider, at en af eleverne fik lov til at hjælpe plejeassistenten med uddeling af slikket. Plejeassistenterne var altid frøkner. De virkede meget gamle på os, selvom det måske ikke var tilfældet. Til mælkebordet fik vi sommetider en æggesnaps med citron i stedet for mælk, dvs. et æg rørt med sukker og citron.

Så var det tid til udetime på en halv time, hvor vi skulle lege ude på skolens legeplads.

Om sommeren var vi på noget der hed Strandmarken, som også hørte med til skolens område. Der var vi, når det var godt vejr, efter mælkebordets afslutning. Vi skulle over vejen, som hed Kystvejen for at komme derhen. Vi måtte ikke gå over vejen alene, så der var altid en voksen med. Strandmarksområdet lå nede ved fjorden, så vi kunne høre bølgerne. Der var forskellige legeredskaber, som vi kunne gøre brug af. På strandmarkens område var der også et stjernehus, som vi også kunne lege i. Det var et hus med fem små rum, der havde et halvtag, så vidt jeg husker.

Kl. 15:30 var der også øvetime for dem, der gik til klaverundervisning, hvor de kunne forberede sig til den kommende undervisningstime. Der var to undervisningstimer i klaver om ugen, og det gjaldt for de fleste af os. Musik hørte med til den almindelige dannelse, da der var en sandsynlighed for, at nogle af os ville blive organister som voksne. Det var en af de få erhvervsmuligheder, man kunne tilbyde de voksne blinde.

Efter udetimen var der også nodelæsning for punktlæserne. Det har sikkert varet en times tid. Hvorfor nodelæsningen var et særskilt fag ved jeg ikke. Vi lærte nodetegnene på samme måde som de øvrige tegn i punktskriften. Derfor blev de læst op, ligesom man læser en helt almindelig tekst. Med den fremgangsmåde lærte jeg aldrig at forstå og at spille efter noderne. For mig blev det nogle meningsløse tegn. En del af os fik også undervisning i blokfløjtespil. Jeg synes, det var spændende at skulle lære at spille på det fantastiske instrument. Da jeg kom fra børnehjemmet til Østskolen hørte jeg de store piger spille på deres fløjter. Det lød så dejligt, så jeg måtte hen for at røre ved de skønne instrumenter, der spillede så smukt. Pigen som spillede på fløjten blev naturligvis sur, når jeg kom og ville røre ved hendes fløjte. Hun har selvfølgelig ikke kunnet forstå, hvorfor jeg ville have fat i fløjten.

Kl. 15:30 kunne der også leges frit indendørs til kl. 16:55, hvor man skulle have lektielæsning til kl. 17:50.

Da var piger og drenge i deres respektive klasser, men i de to første år havde vi ikke lektielæsning.

Der var medicinstue, igen kl. 17:30 for dem der skulle have dryppet deres øjne. Der var en sygeafdeling forbundet med medicinstuen.

Når man havde læst sine lektier kunne man lige akkurat nå at få dryppet øjne kl. 17:50, hvis man havde brug for det.

Aftensmad havde man fra kl. 18:00 til kl. 18:30. Den bestod af forskellige former for smørrebrød. Desuden var der også forskellig slags råkost til vores aftensmad, hvor vi fik mælk at drikke. Det kunne ske, der var ekstramadder, når vi havde spist op. Så måtte et par af de store piger over i økonomaens køkken efter fedtemadder, som vi kom salt på. De blev spist med velbehag.

Ved de forskellige måltider skulle der være helt stille. Det var uopdragent at tale ved bordet. Hvis man skulle spørge om noget til en af plejeassistenterne, skulle man række en hånd i vejret. Det var upassende at råbe ad personalet. Hvis man ikke overholdt reglementet, blev man sendt i seng efter aftensmad.

Derefter kunne man, hvis man ikke var sendt i seng, lege indendørs til kl. 19:30, når det var de små elever, men fra juni måned til september fik man lov at være oppe til kl. 20:00. Så blev de små sendt i seng med en aftensang og aftenbøn, hvilket bestod af fadervor.

Inden sengetid skulle man måske omkring medicinstuen for at få sin aftendosis af en snaps, som det blev kaldt. Den bestod af figensaft, paraffinolie eller hørfrø for at holde maven i orden. Det var meget vigtigt, at fordøjelsen fungerede som den skulle.

Vi sov også på sovesale. I 1. klasse var vi omkring ti personer. Som vi blev ældre, blev sovesalene lidt mindre. Ofte lå vi på firsengsstuer. På nogle af sovestuerne havde vi køjesenge. Jeg hadede nætterne på sovesalene. Ofte lugtede der af gammel urin, sved eller opkast. Der var tit nogle der lå og græd af hjemve. Andre kastede op ustandselig. Der var også en del, der led af epilepsi. Alt det virkede uhyggeligt på mig. Plejemoderen fandt ud af, at jeg var bange for at ligge sammen med syge mennesker. Derfor fandt hun på, at jeg skulle sove sammen med dem der altid var syge. Hvis jeg var bange for det, så var kuren den, at jeg skulle ligge sammen med dem. Jeg tror i virkeligheden, det var for at straffe mig. Hun kunne ikke lide mig, hvilket var gensidigt. Vi havde selvfølgelig nattevagter, men jeg kan ikke huske, hvordan det fungerede. Der var vist nok kun en, der havde alle afdelinger. Jeg mener også, der var en turnus med et fjorten-dages skift mellem to vagter.

Af ejendele havde vi vores seng og et natbord, hvor vi kunne have nogle af vores ting.

Jeg mener ikke, vi havde vores eget stykke sæbe og vores egen tube tandpasta.

Vi havde intet privatliv, fordi vi næsten aldrig var alene. Eneste mulighed for at være alene var, at man opholdt sig på sygeafdelingens toilet, i tilfælde af, at man var en af dem, der dagligt skulle tilses hvad toiletbesøg angår.

I de små klasser legede vi i den røde stue pga. at stuen havde røde møbler. Da vi blev større, kom vi i den blå stue med de blå møbler.

I 4. klasse kom man på sommer-ni-holdet, hvilket vil sige, man i sommertiden kom i seng kl. 21:00, hvilket gjaldt fra juni til september måned. Det var noget ganske særligt at komme på sommer-ni-holdet, men i særdeleshed på det egentlige ni-hold med sengetid klokken 21.00 hele året rundt, hvilket skete fra 5. klasse. Det var et bevis på, at man endelig var blevet en stor pige. Når man var kommet på ni-holdet, så måtte man selv lave kaffe og the på skolens kogeplader. Kaffe og the var noget, man havde fået hjemmefra, hvilket gjorde, at man følte sig meget privilegeret. I syvende klasse kom vi piger i den nye stue. Den lignede en rigtig dagligstue med gulvtæppe på gulvet, så det forstærkede følelsen af, at man var ved at blive voksen.

I 4. klasse kom drengene på Vestskolen. Vi piger skulle ikke komme galt af sted med drengene, når puberteten ankom med lysten til det seksuelle.

Tirsdag aften var det vejedag på Østskolen. Det foregik på medicinstuen. Vi stod på rad og række og ventede på, at det blev vores tur. Sygeplejersken vejede os, og den unge pige, som var assistent på sygeafdelingen skrev op, hvor meget vi vejede. Det var en gang om måneden, det foregik. De elever, som var for tykke skulle vejes en gang om ugen, men det foregik om morgenen. De elever der var for tynde skulle fedes op. De skulle over i centralkøkkenet for at få piskefløde. Det skete om formiddagen. Om aftenen fik de maltøl, og blødkogt æg. De fik også et tykt lag smør på brødet.

I min tid havde de små klasser aftensang tirsdag aften kl. 18:30 til 19:30. Det var flerstemmig sang. Sangundervisningen var en del af undervisningen på linje med dansk og regning.

Det blev senere sløjfet til fordel for Orff-undervisning mandag og torsdag aften. Orff-undervisning var en indføring i Carl Orffs undervisningspædagogik. Det var med til at udvikle børns musiske evner. Jeg lærte bl.a. at improvisere samt at blive bedre til at spille efter gehør. Lige fra starten indgik Orff-undervisningen i øvrigt i de timer, vi havde om dagen.

Engang imellem skulle vi have undersøgt vore øjne. Det skete mindst to gange om året. Der var nogle af os, der skulle til øjenlæge temmelig ofte. Øjenlægen havde sin konsultation på blindeinstituttet i København. Øjenlægebesøget gav derfor en ekstra fridag. Det var altid om onsdagen. Når man skulle afsted, skulle man op kl. 05:30 om morgenen. Plejemoderen kom og vækkede os. Vi skulle ind på medicinstuen for at få dryppet øjne. Derefter gik vi ned i spisestuen for at spise franskbrød med smør, som nattevagten havde smurt. Ved syvtiden skulle vi med bumletog til København. Omkring kl. 09:00 om morgenen var man så på Københavns hovedbanegård. Derfra kørte man i en taxa til Kastelsvej 60, som var målet for rejsen. Når man var ankommet, blev der serveret kaffe med smørrebrød i blindeinstituttets spisestue. Bagefter gik man ned i øjenklinikkens venteværelse for at vente til det blev ens tur til besøget hos øjenlægen. Mens man ventede, kom der tidligere Refsnæs-elever for at se, hvem der var i venteværelset. Middagsmaden blev også spist i instituttets spisestue. Ventetiden i venteværelset kunne være lang og kedelig. Når man så kom ind til øjenlægen kunne det ske, at man skulle kikke i en spaltelampe. Øjenlægen trykkede også på øjnene for at tilse trykket.

Sommetider skulle øjnene dryppes med noget som sved og gav tågesyn. Når man var færdig, måtte man godt rende rundt på instituttet for at se sig omkring. Om eftermiddagen skulle vi tilbage til Kalundborg med bumletoget. Sygeplejersken som var med os gav os slik på hjemvejen. Hun havde også papirer med fra øjenlægen, hvor der stod om øjnenes tilstand.

For mig var det en oplevelse at skulle med tog til København. Det var et dejligt afbræk i den ensformige hverdag. Togturene sluttede desværre i 1962, fordi skolen fik en bus, som kørte os frem og tilbage. Det har selvfølgelig været hurtigere, men charmen og spændingen var pist borte. Gartneren og pedellen skiftedes til at køre onsdagsturene til og fra København.

Vi skulle i bad fredag aften. Dengang var det meget almindeligt at vi kom i bad en gang om ugen. De små elever var i bad på et hold og de store elever var på et andet hold. Jeg husker ikke så meget om det, men vi stod på rad og række, når det var tid til det. Vores fødder blev vasket i en stor zinkbalje med brunt sæbevand. Jeg synes ikke, det var så lækkert at alle fik vasket fødder i det samme sæbevand, men sådan var proceduren.

Om lørdagen havde man skolegang til kl. 11:50, og havde ellers fri resten af dagen, hvilket var helt almindeligt dengang.

Lørdagsundervisningen kørte ikke så stramt som det var tilfældet på de øvrige hverdage. Da var det herligt, hvis klasselæreren læste op af en spændende roman, som man så frem til. Jeg digtede videre på de historier, vi hørte. Om eftermiddagen var der hørespil for børn. Herligt! Det var noget af det bedste for mig. Det var nogle af de kendte klassikere, som blev sendt. Det kunne være Kaptajn Grants børn af Jules Verne eller Oliver Twist af Charles Dickens. Det var i en tid, hvor fjernsynet ikke var så dominerende. Fjernsynet blev med tiden mere og mere påtrængende, for jeg husker vi så underholdningsprogrammer om lørdagen. Volmer Sørensen stod for hovedparten af underholdningsprogrammerne på TV.

Det kunne også ske, at en af plejepersonalet læste en spændende historie, som varede flere lørdage i træk. Der var mange spændende historier, men Greven af Monte Christo fik en særlig betydning for mig, hvilket den har haft lige siden.

Ovennævnte oplæsningsaftener skete, når man var kommet på ni-holdet. Det kunne ske, at man også fik kage og kaffe lørdag aften.

På de øvrige hverdage var der også børneprogrammer, som vi hørte i radioen. Der kunne være Børnenes brevkasse, som børn kunne skrive til, hvilket bl.a. også skete for mig. Det var alle tiders, hvis mit brev blev læst op, hvilket skete et par gange.

Om søndagen var det op kl. 08:00. Det var herligt at kunne sove længe, som vi kaldte det. Så var der morgenmad kl. 08:30 til kl. 09:00. Vi fik ristet franskbrød eller krydder samt et halvt stykke rugbrød med leverpostej. Herligt at slippe for den tykke havregrød. Vi fik også cornflakes med sukker og mælk, hvilket også var noget ganske særligt, hvor vi også fik kaffe. I halvtredserne var det kaffe med Richs eller Danmark. Kaffe var dengang en dyr luksus, så derfor med tilsætning. Først i 1960erne var det rigtig kaffe uden Richs eller Danmark.

Efter morgenmad var der også morgensang om søndagen.

Søndagsprogrammet var heldigvis lidt anderledes end det program, der blev brugt til hverdag. Søndag formiddag fik vi lov til at lege, med mindre der var gudstjeneste i gymnastiksalen. Det havde vi en gang om måneden, hvor sognepræsten stod for ritualerne. Her var også musikledsagelse på skolens harmonium.

Vi fik altid varm mad om middagen, som bestod af to retter mad.

Om søndagen kunne det være hakkebøf eller flæskesteg som hovedret. Som dessert kunne det være citronfromage, gul budding eller blommegrød.

Efter alle middagsmåltiderne blev der sunget et bordvers, som tak til Gud for maden. Det var ikke altid, man syntes, der var god grund til at sige tak for maden, når det drejede sig om noget, man ikke kunne lide. Vi blev belært om de sultne i Afrika, som aldrig fik noget at spise, så vi burde skamme os, når vi brokkede os.

Om søndagen var de øvrige spisetider de samme som de ovenfor anførte, men der vankede også kaffe om eftermiddagen i stedet for det kedelige mælkebord. Det var herligt med kage til kaffe i stedet for franskbrødet.

Lærerne havde inspektionsvagt om søndagen. Der var to om det. Den første lærer vækkede os og havde vagt til kl. 15:00. Den næste lærer kom så og havde inspektionen indtil efter sengetid. Her var altid en barnepige ud over de førnævnte lærere. Til hverdag havde vi plejeassistenter til at passe på os sammen med barnepigerne.

Vi havde fire ferier om året. Sommerferien var fra omkring Sankt Hans til omkring den 11. eller 12. august.

Vi startede efter ferien, hvis det var godt vejr, med at komme på Fyrbakken, som lå et stykke borte fra skolen. Vi fik sodavand og kage. Vi gik til og fra Fyrbakken, hvilket var en pæn lille tur. Hvis det var dårligt vejr var vi ovre i skolens gymnastiksal, hvor vi fik kakao. Der var ofte skind på kakaoen, hvilket vi pointerede, men det måtte vi leve med.

Hvert år var vi på en endagsudflugt sammen med Odd Fellow-logen. Så vidt jeg husker, var det i starten af september måned. Vi kørte i logebrødrenes private biler. Vi var samlet i klassevis sammen med vores klasselærer. Vi tog et eller andet spændende sted hen. Et år var vi ved Lammefjorden, hvor Jarlen af Bothwell ligger begravet. Bagefter tog vi hen på et restauratørsted for at få vores eftermiddagskaffe. Man kom med på en sådan udflugt fra 2. klasse. Eleverne i 1. klasse blev hjemme og blev forkælet med is. Dem skulle der også hygges om, så de ikke følte sig snydt. Et andet år var vi på Munkholmbroen for at se et eller andet. Jeg glædede mig rigtig meget til de efterårsudflugter, som vi var med på år efter år.

Vi havde også danseundervisning. Vi skulle lære de danse, som var på mode dengang.

Jeg ved ikke titlerne på de gamle danse, men kvikstep var en af de danse som vi skulle lære. Dansesæsonen startede i oktober måned og blev afsluttet i marts måned. Efter hver sæson havde vi afdansningsbal, hvor vi skulle vise, hvad vi havde lært i løbet af en sæson. Vi var delt op i hold, og jeg mener, vi skulle konkurrere om, hvem der var det bedste hold. Derefter var der også almindelig fri dans som til de øvrige fester. Så blev der serveret is for os, hvorefter de små blev lagt i seng. De store piger fik lov til at være oppe lidt længere.

Noget af danseundervisningen minder lidt om den vi bliver præsenteret for i Matador.

Vi havde efterårsferie midt i oktober måned. Den blev ikke markeret med en eller anden tradition, men den havde altid en længde på ti dage.

Vi havde også undervisning i sport. Det var svømning og gymnastik. Jeg hadede begge fag, fy for Søren. Skolen havde en svømmehal, som blev brugt om vinteren. Den var inddelt i to afdelinger. Det flade vand for begyndere samt det dybe for dem, der blev fortrolige med svømningen. Bassinet indeholdt klor for at undgå bakterier, når vi var så mange i det. Om sommeren badede vi i den nærliggende fjord. I gymnastik havde vi både bevægelsesgymnastik og redskabsgymnastik, som var den rene tortur. I redskabsgymnastikken var der ribber, bomme, ringe samt plinter, vi skulle hoppe over. Underviseren i de to fysiske fag gjorde det umuligt for os at kunne lide fagene. Jeg husker hun flere gange sagde, at hvis vi var bange, skulle vi nok få noget at blive bange for.

Vi havde et idrætsstævne om efteråret i de atletiske discipliner. Jeg husker det som højdespring, længdespring, kuglestød og slyngbold. Åh, nej! Vi skulle lære at løbe også, hvilket heller ikke var mig. Det var en heldagsforestilling med idrætsstævnet, hvor det handlede om at blive god i de forskellige discipliner.

Ud over de almindelige skolefag skulle vi have noget, der hed vejprøve. Det begyndte vi med i 6. klasse. Vi startede med den lille vejprøve, hvor vi var to elever, der fulgtes ad. Det var en blind og en svagsynet elev, der gik sammen. For at bestå den store vejprøve skulle man lære at gå alene på vejen. Den tog man, når man var kommet i 7. klasse. Det var gymnastiklæreren, der stod for vejprøverne, og man brugte gymnastiktimerne til det fag. Dengang var det uden den hvide stok, som jeg blev bekendt med langt senere. Derfor var det vigtigt at kunne høre forskel på buske og træer og huse.

Refsnæsskolen havde fødselsdag den 5. november. Det blev markeret hvert år. Vi havde fri hele dagen, hvilket vi nød i fulde drag. Om eftermiddagen var der fest i gymnastiksalen med kakao. Om vi fik kage eller boller til, kan jeg ikke huske.

Forstanderen holdt en fødselsdagstale, hvilket var et fast ritual hvert år. Efter kakaobordet og talen var der i de første år skolekomedie, hvor udvalgte elever optrådte. Et år blev Pippi Langstrømpe spillet. Et andet år blev Jeppe på bjerget opført. Senere gik man over til at lave en koncert, hvor forskellige elever spillede musik, som de havde lært i løbet af året. Det kunne både være solostykker og orkesterstykker. Der var også et kor, som optrådte, når skolen afholdt sin fødselsdag. Til aftensmad fik vi vistnok pølser og smørrebrød, hvorefter dagen afsluttedes med dans. En af lærerne spillede på klaveret i gymnastiksalen, hvor festen også blev afholdt. Tidens slagere blev spillet, mens vi sang og dansede.

Min fødselsdag er som sagt den 6. november. Derfor kan jeg altid huske, hvornår skolen blev fejret. Til morgensang kunne man vælge den salme, der skulle synges, når man havde fødselsdag. Jeg valgte altid salmen ”Vågn op og slå på dine strenge” af Thomas Kingo. Jeg forstod ikke tekstens mening, men lyden af sproget og selve melodien holdt jeg meget af.

Julen gjorde man også meget ud af. December måned gik med at pynte op i klasserne. Derfor lavede vi selv den julepynt, der skulle bruges, som fx julehjerter, musetrapper og julestjerner. I adventstiden havde man en adventskrans i sangsalen, hvor også morgensangen blev sunget. Der var et lys for hver dag i måneden. 1. december tændtes et lys, 2. december to lys, 3. december endnu et, og den sidste morgen før juleferien blev alle lysene tændt. Loftslyset blev slukket, så lysene kom til deres ret. Som noget ganske særligt blev der sunget to salmer den morgen. For at gøre det afvekslende og festligt startede man med en salme, hvorefter der blev bedt Fadervor. Så sang vi endnu en salme. I de første par år af vores skoletid var der et juletræ i klassen, som var pyntet med noget af vores julepynt. Vi havde også julekalender i klasserne. Der blev også læst op af forskellige julefortællinger i timerne. Naturligvis blev de kendte julesange og salmer også sunget.

I adventstiden havde vi også noget, der hed pebernøddedag. Vi skulle over i skolens store køkken for at få de skønneste pebernødder. De blev pakket ind i kræmmerhuse, som bestod af tætskrevne punktark. Jeg skulle altid se, om mit navn stod på det ark, jeg fik udleveret til brug som kræmmerhus. Når vi ankom til det store køkken, skulle pebernøddesangen synges. Melodien var den samme som ”Højt for træets grønne top”. Pebernøddesangens tekst var skrevet en af lærerne og lød som følger:

Vore pebernødder er

verdens allerbedste

Derfor samles alle her

køkkenet at gæste

Kræmmerhuset fyldt vi får

lig’ til randen før vi går

drenge ja og piger

alle tak vi siger.

Derefter var der en munter stemning, fordi en af køkkenpigerne kom med en mægtig bøtte med de dejligste pebernødder. Til stor jubel for alle blev kræmmerhusene fyldt op til randen, hvorefter vi blev budt på et glas saftevand. Da det lille festlige afbræk var overstået, gik man hjem for at passe sin undervisning.

Den sidste skoledag havde vi julestue. Det var en praksis hver klasse havde. Det var i tidsrummet fra klokken 10:00-12:00, hvor man hyggede sig med sange og historier, hvor der også var lejlighed til at spise masser af slik.

Den sidste søndag i advent var vi fra Østskolen på Værnehjemmet for at høre en bog der hed Troldebogen. Værnehjemspigerne sang sange, som hørte med til historien. Værnehjemmets beboere var voksne blinde kvinder, der af en eller anden grund ikke kunne klare sig ude i samfundet. Vi elever så ned på dem, da nogle af os mente, at det var dårligt begavede kvinder, hvilket langt fra var tilfældet.

Forstanderinden lavede lydillustrationer på Værnehjemmets klaver. Det var meget virkningsfuldt med musikillustrationerne.

Dagen før vi tog på juleferie var der julegudstjeneste. Præsten fra Raklev kirke, som skolen tilhørte stod for selve ritualerne. Her var også musikledsagelse til salmerne.

Hvert år blev I.P.E. Hartmanns juleliturgi til juleaften sunget. Det var festligt og højtideligt på samme tid. Mange af os fra Østskolen var med til at synge juleliturgien sammen med Værnehjemspigerne, som blev ledet af forstanderinden på Værnehjemmet.

Når vi var kommet i seng den sidste aften inden vi skulle på juleferie, kom lærerne med slik til os. Det samme skete, når vi skulle på sommerferie.

Juleferien varede 3 uger. Vi tog på ferie omkring den 17.-18. december og kom tilbage fra ferie omkring 4. eller 5. januar.

Den første skoledag efter juleferien fik vi lov til at sove til kl. 08:00. Timerne påbegyndtes kl. 10:00 og varede til kl. 12:00, hvorefter vi havde fri resten af dagen.

Om aftenen blev der afholdt en nytårsfest for elever og lærere i gymnastiksalen. Drengene og pigerne havde hver sin gymnastiksal, men de to gymnastiksale kunne slås sammen til en, hvilket skete ved festlige lejligheder. Der blev serveret flot smørrebrød og sodavand og øl. Under festen var der præmier til dem, der havde gættet julehæftets konkurrence samt kryds- og tværsopgaven. Det var sådan, at vi fik hæfter med historier, så vi kunne fordrive med læsning i de lange ferier. I julehæftet var der ovennævnte konkurrence og kryds-og-tværs. I sommerferien var der også et hæfte med en spændende roman. Her var der ikke konkurrencer. Der var et nyt hæfte hver jul og sommer, jeg så frem til. Man fik en krone som 2. præmie, og to kroner som 1. præmie, så vidt jeg husker.

Efter aftensmaden var der tid til at der skulle skydes med fyrværkeri for at fejre nytåret. Så var der bal igen, hvor der blev danset til tidens slagere. I løbet af aftenen fik hver elev en flot godtepose med masser af slik og frugt. Vi fik lov til at beholde godteposerne, så vi slap for at gemme dem i godteskabet.

Fastelavn blev også fejret med maner. Nogle dage før festen var vi oppe hos oldfruen for at finde det tøj, vi skulle være i til fastelavnsfesten. Vi fik også masker på, så vi blev ukendelige. Fastelavns-søndag var en ganske almindelig helligdag, men fastelavnsmandag startede med, at de voksne skulle rises op (af sengen) med et fastelavnsris, som skolen havde foræret os. Vi var klædt ud og havde masker på, når de voksne blev riset op, så de ikke kunne kende os. Jeg slog ekstra hårdt på dem jeg ikke kunne lide, og det var jeg nok ikke den eneste, der gjorde.

Fastelavnstøjet havde vi på hele dagen. Vi sang fastelavnssangen imens vi slog på personalet. De lå så vidt jeg ved i vore senge, imens det skete. Mellem klokken 10:00 og 12:00 måtte vi larme alt hvad vi ville med skralder, båthorn og alt, hvad der kunne larmes med. Om eftermiddagen fik vi fastelavnsboller og kakao, hvorefter vi slog katten af tønden ovre i gymnastiksalen. Det handlede om at blive kattekonge eller kattedronning. For at gøre sig fortjent til at blive kattedronning skulle man slå noget af tønden ned. For at gøre sig fortjent til at blive kattekonge skulle hele tønden slås ned. Man fik en papkrone, hvor man kunne se, om man var blevet kattedronning eller kattekonge. Aftenen blev markeret med dans til tidens slagere. Jeg mener, der et år var en præmie til den der havde det bedste fastelavnstøj på.

Påskeferien blev ikke markeret med noget, men den varede i 14 dage. Det var sådan, at når vi havde ferier, så var der lærere der tog med os med tog og færge, når vi skulle besøge vore forældre.

Konfirmationen gjorde man meget ud af. Selvfølgelig var der grundige forberedelser, hvad det religiøse angår. Vi gik til præst for at lære om konfirmationens betydning, og også om forberedelserne til selve festen. Plejemoderen og oldfruen var med os inde i en specialbutik for at købe tøj og sko til os, hvorefter vi gik på konditori. Vi fik også lov til at ryge en smøg før konfirmationen, så man kunne føle sig rigtig voksen.

Man kunne påbegynde selve festlighederne med, at konfirmanderne kom over på Vestskolen for at drikke aftenkaffe med drengene om lørdagen. Ellers kunne de også være i gymnastiksalen, som var indrettet til festen, hvis man havde lyst til det. Om søndagen startede det med, at man drak morgenkaffe ovre i gymnastiksalen, hvorefter man tog med en bus til Raklev kirke, som var sognekirke for Refsnæsskolen. Forældrene var inviteret med uden den øvrige familie. Man måtte naturligvis sætte en grænse for, hvor mange, skolen kunne have med, da alt blev betalt.

Efter gudstjenesten gik man over i gymnastiksalene. De var ikke lagt sammen, men den ene af gymnastiksalene var indrettet som spisestue. Den anden gymnastiksal var lavet som en dagligstue med gulvtæppe på gulvet. Der var stole og små hyggelige borde, så vidt jeg husker. Hver konfirmand havde sit eget bord sammen med familien. De respektive gaver stod på bordene og ventede nok så flot på deres ejermænd. Så var der en fin frokost, som jeg ikke kan huske så meget om.

Efter middagen fandt man igen sine respektive pladser i dagligstuen. Personalet kom rundt og snakkede med konfirmanderne. Der var så aftensmad, som var varm mad af en eller anden slags. Der blev også budt på aftenkaffe. Aftensangskoret, kom og underholdt konfirmanderne ved at stå på gymnastiksalenes balkoner. Ovennævnte kor fandtes ikke i alle årene, mens jeg har været på Refsnæsskolen, men jeg har været med til at stå på balkonen for at synge.

Om mandagen havde man andendagsgilde. Her var familien ikke inviteret med. Da var det sådan, at lærerne og assistenterne serverede for konfirmanderne og de unge piger, som var barnepiger, stuepiger og køkkenpigerne. Der var også dans om aftenen, hvor man fik lov til at være længe oppe om aftenen, hvilket var helt fantastisk.

Jeg husker ikke så meget af, hvad der ellers skete den dag.

Vi havde også noget der hed konfirmationsrejser. Vi havde mulighed for at besøge blindeskolerne i Sverige og Norge. Som en 3. mulighed tog vi til Bornholm. Nogle af os havde pennevenner i Sverige og Norge, så dem fik vi lejlighed til at møde. Uanset, hvor konfirmationsrejsen gik hen, så varede den en uge.

En gang om året havde vi også forældredag, hvor vores far og mor kom for at se, hvordan en dag gik for os på skolen. Det var i november måned i 1956, hvor min første forældredag blev afholdt. Jeg husker intet om den. I 1957 var der en stor influenzaepidemi, der gjorde, at forældredagen ikke kunne afholdes. Derfor måtte det aflyses. Året efter blev forældredagen rykket til storbededags-lørdag. Da det blev en stor succes i 1958, blev det vedtaget, at sådan skulle de blive fremover. Til forældredagen var der undervisning lørdag formiddag, hvor man tog timerne fra en af de andre hverdage. Mens vi spiste vores middagsmad, som vi plejede, spiste vores forældre ovre i gymnastiksalen. Som regel fik vi hakkebøf og gul budding til middagsmad. Det var næsten også en tradition på eksamensdagen, hvilket jeg kommer til senere.

Forældrene kunne så være sammen med os resten af dagen, men de kunne også tage til forældreforeningens generalforsamling om eftermiddagen.

Om aftenen var der igen skolekomedie, hvor man spillede det stykke, som man havde opført til skolens fødselsdag.

Eksamen havde vi nogle dage før sommerferien. Først to dage med den skriftlige eksamen, og den begyndte man på i 2. klasse. Førsteklasserne havde så fri, så længe den skriftlige eksamen varede.

Alle klasser havde mundtlig eksamen, som varede en formiddag. Folk udefra kunne få lov til at komme for at høre på vore præstationer.

Inden sommerferien var der også sommerafslutning med tale af forstanderen. Ved den lejlighed blev der uddelt flidspræmier til de flittige. Præmie fik man også for særlig god opførsel. Som flidspræmie fik man en tikroneseddel, hvilket var mange penge dengang. Hvad man fik for god opførsel, blev jeg aldrig klar over, da jeg åbenbart ikke hørte til de flittigste, selv om jeg selv stræbte efter at være det, og i hvert fald ikke hørte til dem der opførte sig pænest. Jeg ville gerne både høres og ses.

Der blev igen danset om aftenen for at markere, det var en fest, som blev afholdt.

Jeg har nævnt medicinstuen et par gange. Der var også en sygeafdeling, hvor vi kom hen, når vi var syge. Om morgenen cirka kl. 07:00 kom der en ung pige som var fastansat for at tage vores temperatur. Sommetider skulle vi vaskes før morgenmad, hvor det andre gange skulle ske efter morgenmaden. Når vi børstede vore tænder blev det gjort i vand med mentolsmag, hvilket havde en herlig frisk smag. Vi måtte ikke drikke det, men vi gjorde det alligevel en gang imellem. På sygeafdelingen fik man havregrød eller øllebrød med mælk til morgenmad. Hen ad formiddagen kunne man lege med noget af det legetøj sygeafdelingen havde. Imens det skete, gjorde den unge pige rent. Man kunne også høre radio på nogle hovedtelefoner, så man ikke forstyrrede de andre patienter. De var på en eller anden måde tilsluttet en radio, som stod et eller andet sted ude på gangen. Jeg nød at høre skoleradio om formiddagen. Det skete også, at skoleradioprogrammer blev brugt i vores undervisning. Jeg hørte også en del musik samt noveller.

Når vi skulle spise havde vi et spisebræt, som stod mellem væggen og sengen. Det tog vi op og sad med på skødet, når vi skulle have vores mad. Vi havde også en spisesmæk på for ikke at spilde på vores tøj. Ved siden af sengen havde vi et blikvandkrus med låg, som indeholdt drikkevand. På samme bord stod der muligvis et vandfad, i tilfælde af at vi skulle kaste op.

Da jeg var barn, skulle vi undersøges for tuberkulose. Det skete en gang om året. Tuberkulosestationen kom med deres udstyr til skolen. Det hændte også, at nogle af os skulle til tuberkulosestationen inde i byen. Det var sådan, at man skulle op på medicinstuen lørdag aften, hvor man skulle have et plaster på hver sin side af brystet. Man skulle gå med det et døgns tid, hvorefter plastret skulle af. Så havde man måske noget udslæt på brystet, som skulle vise, om der var noget galt. Om tirsdagen skulle man så ind til byen for at blive undersøgt. Man skulle røntgenfotograferes med nøgen overkrop. Man stod foran en plade, som åbenbart var røntgenapparatet. Jeg mener at huske, det blev hejst op og ned, så pladen kom i niveau med brystet. Man skulle trække vejret ud og ind, mens lungerne blev fotograferet. Sådan husker jeg det, men ikke særlig tydeligt.

Vaccinationer var der også en del af i min tid. Vi skulle jævnligt vaccineres for polio pga. den store epidemi, som startede i 1952. I de sidste par år fik vi bare et stykke sukker med noget væske på i stedet for.

I min tid begyndte man med undervisning i engelsk, når man gik i 6. klasse. Det var i 1961. Året efter blev det lavet om, så eleverne fra 5. klasse fik undervisning i faget.

Når pigerne kom i 5. klasse skulle der undervises i skolekøkken. Drengene skulle undervises i sløjd. Dengang var karaktergivningen H. C. Ørsteds karaktersystem fra 1845, hvor man brugte betegnelser som fx ug, ug minus, mg kryds, mg osv. Systemet eksisterede indtil 1963.

Fysik fik vi først i 6. klasse. I skolen gjorde man meget ud af, at undervise os i bibelhistorie. Det handlede både om det gamle og nye testamente. Her lærte vi at forstå bibelens skabelsesberetning helt bogstaveligt. Senere hørte vi om de nordiske guder. Jeg tror, det var i 3. klasse. Omkring 5. og 6. klasse var det den græske og romerske mytologi. I 6. klasse hørte man om de fremmede religioner, som bl.a. handlede om religionerne i Indien og Kina. Som det kan ses i det ovennævnte, gjorde man meget ud af historieundervisningen, hvilket fik min store interesse. I de senere år hørte vi om Darwins udviklingslære. For mig blev den lige så rigtig som bibelens skabelsesberetning. Som barn og ung var der ingen til at drøfte de store eksistentielle spørgsmål med. Derfor var jeg meget forvirret omkring tro og viden, hvilket jeg fik en ordentlig afklaring på langt senere i mit voksenliv.

I 7. klasse skulle vi have verdenshistorie med forstanderen. Vi skulle stå ret bag vore stole, når han kom. Når han kom ind i klasseværelset slog han hælene sammen, hvorefter vi fik lov til at sætte os ned. Jeg mener ikke, der var meget tid til verdenshistorie. Tiden gik med, at han fortalte forskellige anekdoter fra sit eget liv.

I min tid fik vi også lommepenge. Vores skole skulle på en eller anden måde ligne vores omverden. Jeg tror, vi fik et par kroner om måneden.

Jeg mener, den højeste månedsløn for mig var syv eller otte kroner, hvilket var mange penge dengang. I den forbindelse fik vi også småjobs. Det kunne være, at noget af tøjet skulle afleveres til oldfruen. Det kunne også være, at snavsetøjet skulle afleveres til vaskeriet. Af praktiske grunde havde vi allesammen et nummer, så man kunne finde ud af, hvis der var hvis. Mit nummer var 31, som fulgte mig gennem alle årene.

I mange år blev vi også ens klippet af en frisør, som havde et gammeldags krøllejern som var ubehageligt at komme i berøring med. Krøllejernet blev varmet op på et spritapparat. Det brændte, når hun skulle lave krøller på os. Omkring 1961-1962 fik vi en moderne frisør, som kunne fikse os op.

Selvom man forsøgte at ruste os til et liv udenfor Refsnæsskolen, så lykkedes det ikke for alle. Der var nogen, som af forskellige årsager ikke magtede det. Nogle af os kom som børn på en afdeling, der hed Kærhus. Der kom man hen, hvis man var dårligt begavet, men måske også fordi man havde en adfærd, som var uforståelig for det seende personale. De større piger kom på et sted som hed Hestehavehus. Det var af samme årsager som de førnævnte. Værnehjemmet var også en lignende institution for voksne kvinder, fordi man mente, de ville få det svært med at klare sig ude i den store verden. Mændene kom på Raklevgården, hvilket havde samme funktion som de ovennævnte.

Os som var på skolen, så rigtig meget ned på dem, som var nødt til at bo på de ovennævnte institutioner, da vi følte os meget bedre begavet end dem.

Inden man skulle rejse fra skolen for aldrig at vende tilbage, ja, så skulle der tages afsked med kammerater og lærere. Jeg tror, jeg glædede mig til at komme derfra, for nu skulle jeg til København for at bevise, at jeg var blevet voksen. At jeg kom til at savne livet på Refsnæsskolen, kom jeg til at sande, da jeg lærte livet i København at kende. Det blev noget ganske andet end jeg havde regnet med, men det hører hjemme i en helt anden sammenhæng.

Jeg synes, det har været spændende at skrive om min tid på Refsnæsskolen, men det var ikke muligt uden hjælp fra Gerda Torbensen, som jeg gik i skole med. Hun husker en masse detaljer, jeg fuldstændig har glemt. Når jeg ser tilbage på den tid, så husker jeg mange af oplevelserne fra min indre verden samt tanker, jeg gjorde mig om det ene eller andet. For mig var musikken også en stor hjælp til at huske forskellige begivenheder.

Når jeg tænker over det, så kan jeg både sige godt og skidt om min gamle skole, men jeg vælger at tro, at man forsøgte at gøre det bedst mulige for os. Der vil altid være ar på sjælen og ting man ikke kan glemme, men det er til at bære trods alt. Jeg synes, at livet er for kort til at tænke på forurettelserne, så jeg vælger at huske på de ting, jeg kom til at sætte pris på.

Forfattet august 2017

4. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. 44 95 04 72

Mobil 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv., 2200 København N

Mobil 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J

Telefon 86 72 55 72

Mobil 40 62 11 23

E-mail: ole@obj.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1., 4000 Roskilde

Tlf. 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

Redaktør Rita Cecilie Varmby

Ramsingsvej 4 3.th., 2500 Valby

Tlf. 36 17 14 10

Mobil 21 43 02 23

E-mail: rcvarmby48@gmail.com

1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th., 4200 Slagelse

Mobil 25 53 82 43

E-mail: fohlmann@stofanet.dk