Blindehistorisk Selskab
Nyhedsbrev juni 2015
Indholdsfortegnelse
1. Redaktionelt 1
2. Bestyrelsens navne og adresser 1
3. Nyt fra formanden 2
4. Mindeord for Bente Krogh 3
5. Referat af generalforsamling i Blindehistorisk Selskab. 6
6. Blinde Kvinders kultur gennem 90 år. 9
7. Finale 24
1. Redaktionelt.
Velkommen til Nyhedsbrevet.
I dette nummer kan I læse referatet af vores generalforsamling i februar måned. Nogle vil måske tænke, det var da på tide, at vi fik det at se. Jeg kan kun give disse medlemmer ret. Mine undskyldninger og forklaringer står nærmest i kø, men nu foreligger det, og jeg kan kun beklage.
Endvidere bringer vi et spændende interview med Karen Pedersen, Præstø.
God fornøjelse med læsningen uanset, hvilket medie, du anvender.
Karsten Ahrens.
2. Bestyrelsens navne og adresser
Formand: Hans Erik Olsen, tlf. 64 68 75 89
email: heolyd@vores-mail.dk
Kasserer: Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19
email: abkrogh@sorgenfrivang1.dk
Næstformand: Inge Gibskov,
email: inge.gibskov@mail.dk
Redaktør af nyhedsbrevet, Karsten Ahrens
email: ahrens9@gmail.com
Sekretær: Svend Thougaard
email: sth4400@gmail.com
Suppleanter til bestyrelsen:
Leif Martinusen og Andreas Møller Petersen
3. Nyt fra formanden.
Ja, siden vi fra bestyrelsen lod høre fra os sidste gang, har der været afholdt et blindehistorisk arrangement i forbindelse med vores årlige generalforsamling i februar.
Se generalforsamlingsreferat andetsteds her i nyhedsbrevet.
Som vanligt startede vi arrangementet lørdag, hvor Poul Lüneborg holdt et glimrende oplæg om sin kommende udgivelse om Århus-Viborg-Randres kredsen i 100 år.
Han fortalte meget levende, og det er imponerende hvilket arbejde Poul har lagt i dette skrift, som vi alle glæder os til at stifte bekendtskab med.
I skrivende stund kender vi dog ikke deadline for udgivelsen.
Under festmiddagen lørdag aften, var der flere af selskabets medlemmer der spontant underholdt, og det var rigtig fornøjeligt.
Søndag formiddag gennemførte vi så generalforsamlingen, hvor der var 32 stemmeberettigede, det største antal gennem mange år.
Der er ikke mange foreninger, hvor godt 1/3 af medlemmerne deltager i generalforsamlingsarrangementer, så vi i bestyrelsen er taknemmelige for medlemsopbakningen.
Den 21. april holdt bestyrelsen sit konstituerende møde, og bestyrelsesposterne fordeltes således:
Formand: Hans Erik Olsen.
Næstformand og mødeleder: Inge Gibskov.
Kasserer: Arne Krogh.
Bestyrelsesmedlem og redaktør af Nyhedsbrevet: Karsten Ahrens.
Bestyrelsesmedlem og sekretær: Svend Thougaard.
1. suppleant og registrant af Blindehistoriske effekter: Leif Martinussen.
2. suppleant: Andreas Møller Petersen.
Vores webmaster Haakon har for nylig opdateret hjemmesiden www.blindehistorie.dk, og blandt andet kan du nu læse interview med 13 kvinder, og Førerhundens bedrifter, en beretning fra 1937.
Der er også kommet flere digitaliserede lydoptagelser, blandt andet kan nævnes Nordisk Idrætsstævne fra Østerbro Stadion 1963, Gunnar ”Nu’s dagbogsblade, hvor han i 1978 talte med Orla Jacobsen, Leif Martinussen og Jeanette Høst.
Du kan finde adskilligt mere ved at se dig om på hjemmesiden, hvor der til stadighed vil komme mere tid efter anden.
Torsdag, den 23. april var Svend Thougaard og jeg bestyrelsens repræsentanter ved et møde mellem Medicinsk Museion, Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg og repræsentanter fra Fritids- og Kulturpolitisk udvalg.
Vi havde et par punkter på dagsordenen, blandt andet hvordan vi fremadrettet sikrer de blindehistoriske samlinger.
Det var så, hvad jeg havde valgt at skrive til rubrikken denne gang.
Da vi ikke når at komme med et nyhedsbrev mere inden sommer, vil jeg ønske alle medlemmer, familie og venner en god og forhåbentlig varm årstid, og at vi alle kan nyde solen i rigt mål.
På bestyrelsens vegne, Hans Erik Olsen, formand
4. Mindeord for Bente Krogh
Af Hans Erik Olsen.
Søndag, den 3. maj sov Bente Krogh stille ind i sit hjem i Sorgenfri efter længere tids sygdom.
Bente har siden foreningen Blindehistorisk Selskab startede, været et trofast og aktivt medlem.
Gennem flere år bestred hun suppleantposten i bestyrelsen, og var med til at sætte sit præg på selskabets aktiviteter.
Da Arne blev kasserer, støttede hun ham trofast og loyalt i arbejdet, og der går meget tid med regnskaber.
Bente var kendt af mange, og hun var altid smilende, sød, udadvendt og glad. Hendes positive sind, fulgte hende lige til det sidste.
Bente var elev på Refsnæs, og ved skolens 50 års jubilæum i 1948, havde hun den store glæde som 9-årig at overrække dronning Ingrid blomster. En begivenhed, hun tit mindedes, forståeligt nok.
Inden måltiderne på Refsnæs skulle der synges ved bordet, og her var Bente forsanger.
Hun kom på Blindeinstituttet i København, og fik blandt andet arbejde i Blindes arbejdes butik.
Herefter blev hun uddannet telefonist, og gennem 32 år arbejdede hun i Grønlands Tekniske organisation (GTO).
På et tidspunkt havde jeg den fornøjelse at arbejde sammen med Bente i forbindelse med udskiftning af omstillingsbord og punktdisplay.
Hun oplevede ligesom os andre telefonister, at teknikken løb fra os, men det slog hende ikke ud. Hun gennemførte et kursus på HF.
Da computeren holdt sit indtog, arbejdede både Bente og Arne utrætteligt ved maskinen, og ofte blev det ud på aftenen, før opgaverne var løste, men Bente var ikke tilfreds, før resultatet var i hus.
Også her har vi haft et godt samarbejde, da vi sammen har udarbejdet opskrifter på, hvordan computeropgaver kunne løses. Vi skrev det ned i fællesskab, og så blev det printet ud i punkt.
Her i nyhedsbrevet vil jeg også gerne have lov at skrive lidt om mit personlige forhold til Arne og Bente, som jeg har kendt siden 1965.
Min far Ove Olsen og Arne arbejdede sammen på Statens Trykkeri og bibliotek for blinde i Rønnegade i København, samt i Dansk Blindesamfunds Amatørteater, hvor Bente var en dygtig og skattet skuespiller.
Hun spillede Eliza i teatrets 15 års jubilæumsforestilling Pygmalion, i januar 1961, i 1976 var hun Frøken Nitouche, og i en alvorlig rolle i forestillingen Cancerbalkonen.
I Amatørteatrets sidste forestilling ”Den korte dag er lang nok”, i 2006, spillede hun hjemmets forstanderinde, med den fornemhed, som den tids damer optrådte i.
Man var altid sikker på, at Bente kunne sin rolle, og det er ikke mange gange, at suffløren har måttet træde hjælpende til.
Også visekunsten magtede hun, og hun både sang og spillede dejligt på guitar.
Hun blev flittigt brugt i teatrets kabaretforestillinger, og i Københavnskredsens foreningsrevy i 1964.
Men også i Dansk Blindesamfunds lokalkredse glædede hun og Arne medlemmerne med deres vise- og skuespilkunst.
Sammen med vores far og mor besøgte vi ofte Bente og Arne både i deres pragtfulde hjem i Lyngby, Virum og i sommerhuset i Jyllinge, hvor vi nød hendes gode mad og deres selskab.
De var begge glade for børn, for både Bente og Arne havde et Ringspil i sommerhuset, og det var Henrik og jeg da også med til at spille sammen med de voksne.
De kom også af og til på besøg hos os, og vi havde to gynger hjemme, og dem lærte Arne os at bruge som nu gynger skal bruges.
Vi har holdt mange ferier sammen, på Dansk Blindesamfunds feriehjem i Hobro, på højskolerne Ringkøbing, Skælskør og Silkeborg. Og også på Fuglsangcentret i Fredericia.
Jeg husker en episode fra omkring 1969 fra en ferie i Hobro.
Der havde de en karrusel, som min bror Henrik og jeg legede i, og det var vores mor imod, og hun blev gal, og gav mig en lussing, da vi ikke ville stå af karrusellen.
Jeg husker, at Bente ved den lejlighed sagde, om det var nødvendigt at slå. Jeg tænkte: ”Bare de havde været mine forældre”.
Også lige en sjov ting fra Hobro-tiden. Både min mor og Bente havde førerhund, og sammen var vi gået en tur i skoven. Pludselig kom de to hunde farende med et stykke træ imellem sig, nok på 2 meters længde, så det var med at komme af vejen, for ikke at blive væltet af hundene.
Der kunne skrives meget mere, men jeg vil slutte med at skrive, at jeg ved vores 20 års jubilæum havde den store glæde at have Bente til bords, hvor vi sad og sludrede som vi plejede, så det er mærkeligt at hun ikke er her mere.
Kære Arne, som jeg sagde ved Bentes bisættelse, hvor 150 mennesker var med i kirken, og cirka 110 ved kaffebordet, er vi godt klar over, at det for dig er et stort savn, efter 54 års lykkeligt ægteskab, men du skal vide, at vi aldrig har været i tvivl om at der mellem Bente og dig bestod et ægte kærlighedsforhold, både jer imellem, men også til andre mennesker.
Bente og du har altid været fantastiske til at vedligeholde mangeårige venskaber, og det er meget mere værd end kammeratskab, som du også nævnte ved højtideligheden den 7. maj 2015. Det viser fremmødet jo da også både i kirken og ved det efterfølgende arrangement, som du havde stablet flot på benene.
De venskaber, som I sammen har bygget, skal vi nok sørge for, at de bliver holdt i hævd, Arne.
Æret være Bente Kroghs minde.
På bestyrelsens vegne, Hans Erik Olsen.
5. Referat af generalforsamling i Blindehistorisk Selskab.
søndag 22. februar 2015
1. Mødet åbnes og godkendelse af dagsorden.
Dagsorden blev godkendt som følger:
Hans Erik Olsen byder velkommen.
Der er 32 stemmeberettigede medlemmer til stede.
2. Valg af stemmetællere og dirigent.
Thorben Koed blev valgt som dirigent.
Thorben konstaterede, at generalforsamlingen er indkaldt rettidigt.
Stemmetællere: Lars Petersen og Henrik Harreschou.
3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2014.
Godkendt
4. Årsberetning.
Hans Erik Olsen giver årsberetning:
Pr. 31. dec. 2014: 104 medlemmer.
I årets løb er der holdt 5 bestyrelsesmøder.
Der er udsendt 3 nyhedsbreve på følgende medier:
70 elektroniske (mail)
18 punkt
13 DAISY
3 på sort
20 års jubilæum: Christian Alvad underholdt. Thorkild Olesen holdt festtalen.
For fremtiden vil regnskabet blive udsendt sammen med årsberetningen.
Formanden omtalte en beklagelig misforståelse, som er opstået i forbindelse med etablering af et samarbejde mellem Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg og Blindehistorisk Selskab. Blindehistorisk Selskab er, ligesom kulturudvalget, meget interesseret i sådan et samarbejde, men en manglende mail mellem Dansk Blindesamfund og Blindehistorisk Selskab har bevirket, at Blindehistorisk Selskab desværre ikke blev indkaldt til det første møde i udvalget.
Efterfølgende debat: Ove Gibskov beklagede meget, at Blindehistorisk Selskab ikke deltog i ovennævnte møde.
5. Fremlæggelse af det reviderede regnskab.
Arne Krogh fremlagde regnskabet:
1. jan. 2014: Egenkapital: kr. 200.978,47
Indtægt 2014: kr. 59.342,00
Udgift 2014: kr. 89.212,40
Underskud 2014: kr. 29.870,40
31. dec. 2014: Egenkapital: kr. 170.928,07
Giro: kr. 163.431,75
Bank: kr. 7.496,32
Spørgsmål til regnskabet:
Hanne Skipper ønskede oplysning om posten: Gaver.
6. Fastsættelse af kontingent.
Kontingentet forbliver uændret: kr. 150,00 pr. år.
7. Valg af:
A Kasserer, (for 2 år). Arne Krogh ønsker genvalg.
Arne genvalgt
B. Valg af 1 bestyrelsesmedlem (2 år). Inge Gibskov ønsker genvalg.
Inge genvalgt
C. 2 suppleanter,
Leif Martinussen og Andreas Møller Petersen.
D. 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant.
Revisorer: Thorben Koed og Henrik Olsen
Revisorsuppleant: Ove Gibskov
8. Indkomne forslag. Eventuelle forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før mødets afholdelse.
Henrik Olsen stiller forslag om, at man indleder, og afslutter, generalforsamlingen med en sang.
Forslaget modtages positivt.
9. Eventuelt.
Inge Wallin foreslår, at lave en adresseliste over alle medlemmer.
Formanden oplyser, at forslaget har været bragt i nyhedsbrevet, og at der kun er tre medlemmer, der har ønsket at stå på en sådan adresseliste.
Tina Christiansen foreslår at lave et arrangement om Johannes Wahl med Lars Bang Andersen som foredragsholder. Johannes Wahl ville i år være fyldt 100 år.
Leif Martinussen foreslår at lave en registrant, som kan benyttes når, og hvis, personer har effekter af museal værdi. Leif tilbyder at være kontaktperson.
Poul Lüneborg nævner, at alt skriftligt materiale skal afleveres til Rigsarkivet.
Referent: Svend Thougaard
28. februar 2015
6. Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet. Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Interview med Karen Pedersen
V/ Birthe Person
Jeg hedder Karen Pedersen og er født i Gelsted på Fyn den 7. juli 1932, og er den ældste af en søskendeflok på 5.
Jeg har alle mine søskende endnu, men mine forældre ligger begge begravede i Fredericia.
Det viste sig ret hurtigt, at jeg var født med en grå stær, fordi min mor havde ”røde hunde”da hun ventede mig.
Min far og mor var fodermestre på en stor gård, men da jeg var 10 måneder gammel flyttede vi til Fredericia. Men inden for de 10 måneder opdagede man, at jeg havde dårlige øjne. På det tidspunkt kendte man ikke til konsekvenserne ved røde hunde og svangerskab.
Jeg blev som helt lille, kun 7-8 måneder gammel indlagt i Odense og på en uge opereret tre gange. Det ville man slet ikke gøre i dag og resultatet blev heller ikke så godt.
Vi flyttede så til Fredericia, hvor jeg kom til øjenlæge i Kolding, hvor jeg også blev opereret nogle gange for efterstær.
Da jeg skulle begynde at gå i skole, blev jeg meldt ind med den bemærkning at jeg så dårligt og skulle sidde forrest på bænkene i skolen. Det hjalp ikke så meget for lyset skinnede ind på tavlen, så det var lige meget hvor jeg sad. Men det gik så i en-to-tre år eller lignende.
Det var under anden verdenskrig, og tyskerne tog alt hvad der var af skoler i Fredericia, så vi måtte gå i skole der hvor folk havde en stor stue. Så kan jeg huske en morgen jeg kom i skole, da var vi kommet op i et baglokale inde i en baggård hos en skomager. Jeg kom ind i klassen, og så sagde skolelæreren: ”Karen! Du kan godt gå hjem, der er ikke plads til dig.”
Det var lige som det der slog hovedet på sømmet, så mine forældre syntes, at når jeg blev konfirmeret, skulle jeg et sted hen hvor jeg kunne få min uddannelse. Vi rejste så til øjenlægen i Kolding igen. Det var cirka i 1943-44, og han sagde: “at hvis de endelig ville af med mig, så kunne han godt skrive mig op til Blindeinstituttet, men jeg så nok for godt, så der ville de nok ikke have mig.” Det var jo ikke en besked at give en mor og far, men vi skrev så derover.
I mellemtiden, i 1945, var jeg blevet blind på det ene øje på grund af hornhindebetændelse, som ikke blev behandlet. Det var ved krigens afslutning, og netop i Kolding området blev en del læger skudt, og det gjorde at min øjenlæge ikke turde indlægge mig af skræk for alt det der.
Det endte så med at jeg kom på Refsnæsskolen som 13 årig, og de sagde til min mor, hvorfor jeg ikke var kommet noget før, og det måtte vi så forklare.
Det var for så vidt rart at komme i skole igen og komme i gang igen, og føle man var til noget, og at man ikke bare skulle sidde hen.
Jeg gik så i skole i 2½ år, hvor jeg så blev konfirmeret hjemme i Fredericia sammen med min søster. Efter konfirmationen kom jeg på Blindeinstituttet på Kastelsvej.
Der gik jeg i første og anden fortsættelse, og begyndte så i vævestuen.
Det interesserede mig ikke rigtig at komme på vævestuen, men det blev man ikke spurgt om den gang. Jeg ville så gerne have været bogbinder, men det kunne ikke lade sig gøre, for det blev man ikke spurgt om.
Jeg kunne bare gå ned i vævestuen, og noget der sådan er tvangsindlagt, det gider man altså ikke når man er 16-17 år, i hvert fald ikke! Men jeg blev sådan set meget glad for det.
En dag fik jeg så et brev i hånden af en af mine kammerater. Det viste sig at være et frierbrev fra Børge.
Han var 4 år ældre end jeg. Jeg tænkte: Nej, han er da for gammel det var ikke noget. Men hver gang jeg kom ud i hovedporten, hvem stod så derude det gjorde Børge.
Jeg kunne ikke sige at jeg ikke kunne lide ham, for det kunne jeg ikke sige så meget om på dette tidspunkt. Men det endte så med at vi lærte hinanden at kende.
Dengang kunne vi se lidt begge to, og på Instituttet var der den regel at man ikke måtte holde hinanden i hånden, når der var to der kunne se lidt. Men hvis man gik sammen med en helt blind, så måtte man gerne. Der var en pigehave og en drengehave, og hvis en af dem som havde inspektion så, at vi gik med den anden i hånden, så kom pigen over i nonnehaven, som det hed, og der kunne vi gå omme et par dage til bedre tider.
Børge var blevet ekstern elev på dette tidspunkt, og havde et værelse ude i byen. Jeg måtte ikke komme ud og besøge ham bestemt ikke.
Men så var der en ordning med, at hvis vi helt unge havde noget familie inde i byen, og hvis vi fik brev hjemme fra vores mor og far, at dem måtte vi gerne besøge, så måtte vi gerne.
Min mor havde en kusine og hendes mand inde i byen. Så jeg spurgte, om jeg måtte besøge Tove og dem, det måtte jeg så gerne.
Så gik jeg bare op til Børge i stedet for, og det blev aldrig nogensinde opdaget. Sådan var der nogle ting dengang. Vi syntes jo det var spændende sådan noget, og det blev i hvert fald spændende.
Så jeg lærte Børge at kende, og da jeg var 18 år havde jeg ikke lyst til at være på Instituttet mere. Så jeg flyttede på et hjem for arbejdsføre blinde kvinder på Mariendalsvej på Frederiksberg, ”Mariendalshjemmet”.
Der måtte man ikke have mandfolk på værelset, før man havde boet der et år og var fyldt 21 år, så jeg tog ud og besøgte Børge på hans værelse. Jeg ville også gerne have haft det sådan, at han kom ud til mig så jeg ikke altid skulle farte ud om aftenen. Jeg havde så en veninde, som boede ved siden af mig. Og der fik jeg Børge til at sige når han ringede på, at han skulle besøge hende der boede ved siden af Karen. Sådan lavede vi mange numre, det blev vi simpelthen nødt til. Men ellers vil jeg sige, at jeg faktisk kun har kendt Børge. Men nu var jeg altså også kun 16 år da jeg lærte ham at kende, og nu er jeg 67 år, så vi har kendt hinanden i mange år over 50 år.
Jeg var så derude og vævede nogle år fra 1950-54 og boede der ca. 4½ år.
Vi fik ikke ret meget for det vi vævede, 15 øre pr. meter, og det kunne blive en månedsløn på cirka 10 kr. Det var selvfølgelig nogle flere penge dengang end i dag, men det var alligevel lidt.
Så fik jeg så meget vrøvl med mine arme, så jeg fik seneskedehindebetændelse i begge håndled, og jeg måtte holde op med at væve og var sygemeldt et stykke tid.
Så skulle jeg have noget at lave igen så jeg kom i huset hos en læge inde på Sortedamsdoseringen, og der var jeg i øvrigt glad for at være og jeg var der en del år. Om sommeren var vi i sommerhus nede ved Jersie Strand, hvor jeg var med.
Imidlertid blev jeg så gift, og skulle have Helene. Da jeg skulle til at føde holdt jeg op hos doktoren. Men efter den tid har jeg været der nogle gange, når de ikke havde nogen pige.
I 1952 var vi nede og besøge Børges far og mor som boede her i Præstø. Og så kunne vi godt tænke os at komme lidt rundt og cykle. Børge havde først lært at cykle da han var 20 år, for når man er svagtsynet kan man ikke som barn lære at cykle. Sådan var det også dengang, men han havde lært sig at cykle, og så fandt vi alligevel ud af, at vi godt kunne tænke os at få fat i en tandem, men den gang kunne man ikke få nye tandemer, men vi fik fat i en brugt tandem oppe hos cykelmanden herude i Præstø. Han istandsatte den, og vi begyndte at køre på tandem.
I 1953 startede vi her fra Præstø en tidlig morgen kl. 4, og så var vi i Fredericia om aftenen kl. 8 og næste morgen kørte vi videre til Silkeborg. Der boede min mor. Børge havde en synsrest og det havde jeg også. Det er sådan en tur man sådan set næsten kan leve på resten af livet.
Det var en lang tur, og på det tidspunkt havde jeg ikke siddet på en cykel et helt år, og da vi kom til Lillebæltsbroen, så sagde jeg til Børge: “Vi skal gå over!” og vi stod af. Det fortrød jeg, for jeg var nær aldrig kommet op på cyklen igen, da vi nåede over på den anden side af broen. Jeg havde simpelthen så ondt i min bagdel så jeg ved ikke hvad.
Så om aftenen, da vi var nede hos min søster og svoger hvor vi overnattede, så sagde jeg til Børge, “at hvis jeg har så ondt i morgen, så kan du cykle til Silkeborg og jeg tager toget!” Men jeg stod altså på cyklen næste morgen og det gik jo også godt. Men det var en dejlig tur.
Vi har selvfølgelig også cyklet meget herhjemme omkring. Ikke så meget efter vi flyttede her til huset hvor vi bor nu, for det var ikke uden et par år efter, så mistede Børge sit syn, og jeg har aldrig set så meget så jeg kunne cykle.
Helene, vor datter, har også altid siddet bag på tandemen. Lige indtil hun var 7½ år, med de lange ben strittende ud til begge sider. Men det gik jo, og der var heldigvis ikke så meget trafik dengang. Børge var også opmærksom på hvordan han kørte, han kørte ordentlig. Det har vi også gjort en del ud af. Og vi har cyklet mange ture rundt her i Sydsjælland, når jeg var på ferie de år inden vi flyttede herned.
I 1957 flyttede vi så til Præstø, hvor vi har boet lige siden.
I 1960’erne, da vor daværende kredsformand i Dansk Blindesamfund, K.V. Andersen manglede nogle bestyrelsesmedlemmer i kredsen, blev jeg indvalgt i bestyrelsen.
Karl Vilhelm havde et kurveværksted henne i Sorø, og han kunne ikke rigtig klare at være konsulent og passe sin virksomhed samtidig, så han spurgte mig om jeg ikke havde lyst til at prøve, og det gjorde jeg så.
Jeg startede i 1962 som omsorgskonsulent, dengang hed det blindekonsulent, og det har jeg så arbejdet med i 13- 14 år.
I 1967 blev det ændret til omsorgskonsulent og socialkonsulent, og der skulle jeg have hele Sjælland og Lolland-Falster, og det var for meget for mig, når jeg skulle alene rundt med rutebiler, tog og sådan noget.
På det tidspunkt var vores datter, som er født i 1955, på Refnæsskolen. Hun er også født med dårlige øjne, og hun var på Refsnæs en kort overgang. Når jeg passede det område, så boede jeg på skolen og var der et par dage. Så var jeg hos Helene om aftenen og kunne sove der.
Men da det blev delt op i Socialkonsulent og Omsorgskonsulent, syntes jeg det blev for meget, og jeg holdt op.
Jeg havde været med i bestyrelsen en hel del år, og jeg har været med i repræsentantskabet i Dansk Blindesamfund indtil kredsene blev lavet om.
Efter den tid har jeg også været omsorgskonsulent en del år, hvor jeg dækkede Sorø amt, Slagelse, Ringsted og Præstø amt.
Børge og jeg har været kontaktpersoner på nogle højskoler da det startede, og sidst i 60’erne lavede vi nogle hobbykurser.
Dansk Blindesamfund var begyndt at starte studiekredse og hobbykurser rundt om i kredsene, og der havde jeg et hobbyhold oppe i Næstved.
Vi fik så ordnet med Næstved kommune, at der blev oprettet et dagcenter på Agora som jeg blev leder af, og det havde jeg en del år indtil plejehjemmet Solgaven blev bygget, hvor jeg blev ansat på fuld tid i ergoterapien.
I 1978 fik jeg vrøvl med mine øjne og synet forsvandt, og jeg holdt så op.
Siden 1974 har jeg så undervist på senblindekurser i Hobro og nu i Fredericia, som jeg så stadigvæk har.
Det er enormt spændende og det er jeg meget glad for. Jeg har også undervist beskæftigelsesvejledere og sådan noget jeg skal af sted nu på fredag igen.
Man giver en masse af sig selv, og det synes jeg er dejligt, at man kan.
Er det ikke hårdt?
Ja, det er det selvfølgelig, men nu er det ikke 3 uger i træk mere. Det har hjulpet at det nu kun er 15 dage.
Har du nogle fritidsinteresser?
Ih ja, jeg har mange. Jeg har for det første en vævestue ovenpå med 4 store væve. En kæmpestor en på en meter og tres med 12 tramper på, som kan væve de store duge, som jeg i øvrigt laver meget af.
Så har jeg en mindre væv som kan væve smalle ting. Den har jeg uldne ting på, og så har jeg en lille væv med glider på, hvor jeg har dækkeservietter og halstørklæder på.
Jeg har også en meget gammel væv. Den er nærmest en museumsgenstand, den er over 100 år gammel. En stor klodset en. Det er en svensk som jeg har købt, jeg kunne ikke nære mig da jeg så den. Der er to tramper, som simpelthen er forbundet helt op, der er hverken det ene eller andet, siddeskammel eller noget som helst på den. Den tåler heller ikke så forfærdeligt meget, der sidder også noget på den. Den er ikke skrøbelig i den forstand, ikke selve rammen og chassiset, men den er over 100 år gammel. Det er meget spændende. Den har jeg så noget håndspundet garn på som jeg selv har lavet.
Jeg væver uldne plaider, halstørklæder, dækkeservietter, mundservietter, viskestykker, håndklæder og store duge med servietter, der passer til. Det er navnlig sådan noget jeg ekselerer i.
Jeg laver selv trendene og Børge og jeg sætter dem selv op, vi laver det hele selv.
Så er der det med at få kammet kammen. Jeg har en automatisk kamnål, men den kan svigte, og det er næsten ikke engang til at se. Jeg er lige ved bedre at kunne mærke det, end kunne se det. Det kan godt snyde mig en gang imellem så at jeg må pille det op igen, hvis jeg opdager en lille fejl. Du kan godt mærke, hvis der er to tråde der er lidt fra hinanden, eller der er to der er lidt tykke, så er der for mange i ridtet.
Jeg sælger alt det jeg væver. Det går fra mund til mund, det er på den måde jeg får det solgt.
Et år vævede jeg for Blindes Arbejde, da de forretninger eksisterede rundt om i landet. Jeg vævede meget dertil i perioder.
Jeg har en masse væveopskrifter på punktskrift, som jeg har haft i mange, mange år. Jeg er lige ved at sige, jeg nok er en af dem der har flest af de gamle væveopskrifter på punktskrift.
Jeg har en gammel vævebog fra 1935 og jeg har en strikkebog fra 1908 på punktskrift, som jeg havde med på blindehistorisk festival i Fredericia, og den skal Blindehistorisk museum have når jeg ikke er mere. Det er en meget gammel en som jeg har arvet. Jeg har også nogle gamle hæfter fra tyverne. Det er alt sammen strikkede lyseduge og flakoner og sådan noget. Det brugte man jo meget en overgang, og det synes jeg også er skægt at sidde og rode med. Der er bare det med det strikkede, hvis man taber en maske, så er det altså meget svært. Normalt kan jeg fiske en maske op, men i de strikkede flakoner går det ikke.
Jeg elsker også at hækle lyseduge, men der taber du kun én maske og den er nemmere at samle op. Jeg var en stor pige, inden jeg lærte at hækle. For da jeg var barn kunne man kun lære at strikke, når man ikke kunne se. Det var filosofien den gang.
Vi går til korsang. Vi er med i Præstø koret, og det har vi været i 15-16 år efterhånden, og det er vi meget glade for. Vi er 50 stykker i det kor, og vi er med til det alt sammen, også til koncerter.
Vi bruger så vores båndoptager til at optage stemmerne på, når vi indøver noget. Og dem vi kører med, læser vores tekster op for os på båndoptageren, og så skriver vi det ind på computeren, og derfra bliver det skrevet ud på punkt, det fungerer altså godt.
Jeg vil sige, at den dag hvor vi indøver noget nyt, der kan vi selvfølgelig ikke så godt være med, når vi ikke kan læse det efter noderne, men så optager vi det og øver os hjemme. Vi tager en del rundt, og allerede på torsdag skal Børge til Karise og synge i Karise kirke, og det kan jeg desværre ikke komme med til, der har vi så lavet et program.
Søndag den 2. maj skal vi synge i Roskilde Domkirke, og der skal vi synge noget rekviem af Dvorak, som vi har indstuderet.
Vi skal allerede derhen fredag og lørdag og vi er 250 sangere, de fleste fra Sjælland og nogen fra Jylland og så Københavnsområdet som vi skal øve os med. Vi har været i Køge en hel lørdag og en hel søndag og en fredag aften for nogen tid siden, og det er et værk der varer 1½ time at synge.
Så skal vi synge i Præstø kirke den 9. maj, der skal være en forårskoncert. Vi synger for størstedelen store værker, vi synger også nogle danske sange, vi synger en del engelske og amerikanske sange. Så synger vi også Bach og vi har sunget noget jazz. Det er også spændende, det har vi også været glade for.
Jeg er meget glad for det kor, det giver os en masse, selvom vi ikke snakker så meget sammen nogen af os.
Når vi kommer der kl. 19 så går vi i gang med det samme, så holder vi ½ times pause, og når vi er færdige med det, så går vi op og fortsætter. Og når vi er færdige ved 22-tiden, så skal vi alle sammen hjem igen.
Men vi har så en gang om året en weekend, hvor vi er sammen en hel weekend, og det får vi ligesom lidt mere ud af socialt set. Og så har vi selvfølgelig også vores afslutning om foråret, og en juleafslutning har vi også. Så vi har rimelig god social kontakt med hinanden på den måde.
Jeg har en førerhund, som er nummer 2, og han er ved at blive 12 år, så det lakker jo også af enden til med ham.
Derudover laver jeg meget håndarbejde. Jeg spinder og laver filtning, sølvarbejde, sprang, knytning og selvfølgelig hækling, strikning og vævningen.
Vi har også været en del ude at rejse. En af de første ture vi var med på, var Båndklubben i Dansk Blindesamfund, og da var vi med i Sverige og se på nogle svenske båndoptagerfabrikker i Motala. Det var meget spændende. Vi havde nogle gode dage, hvor vi så noget virkelig godt, og året efter var vi i Norge og se Tandbergs fabrikker, som fabrikerede de båndoptagere som man i mange år har brugt til lydbøger. Det var også en god tur.
Vi har også været på Færøerne med Dansk Blindesamfund. En meget spændende tur, hvor vi sejlede derop og sejlede hjem igen. Vi var en fyrretyve stykker på det hold, og vi var ude og trave. Vi var i Thorshavn på højskolen, og om formiddagen hørte vi så om Færøerne, om det kulturelle og om livet i det hele taget fra alle sider. Og om eftermiddagen var vi så rundt og opleve på ture i små busser og var ude at gå på fjeldet. Og vi var ude at sejle med den øverste. Han havde en lille båd, som vi sejlede med fra den ene ø til den anden. Og jeg kan godt sige jer, der vippede den, ja mere end vippede. Børge stod ude i stævnen og holdt fast ved en stang, vi andre lå nærmest, medens det væltede ind over os med vand. Det var jo en oplevelse da vi så kom ind på den her ø. Vi havde vores madpakker med, og der sad vi så og spiste. Vi var ikke så glade da vi var derude, og det hele væltede op og ned i den lille båd, men det var alligevel en oplevelse at se tilbage på.
Da vi så kom om bord igen, sejlede vi en anden vej hjem så vi ikke kom ud i Atlanterhavet med de store bølger. Det var en dejlig tur.
Vi var inde og se de lavede en handicapskole i Thorshavn. Vi så et museum de var ved at bygge derinde, og vi var ude at besøge nogle private, og vi så nogle fåreflokke og uld.
Vi har også været på Malta på ferie med båndoptagerklubben. Der var vi rundt på alle øerne. Det var også en vældig oplevelse. Og selv om man ikke kan se, så er det jo en oplevelse, atmosfæren osv.
Så har vi været i Wien. Ja, en gang nede og se på orgler og høre musik. Det var sådan en musikuge også med Dansk Blindesamfund. Vi var på Wiener Sängerknaben, som er et lukket sted. Du kan tro de drenge er disciplinerede! Ikke et øje vipper op fra noderne, du kan tro de gør det ikke. Vi var ude at se på vinmarker, og vi var rundt i kirkerne og høre på orgler. Og til koncerter om aftenen de forskellige steder dernede. Det var vel nok en dejlig oplevelse.
Vi var med bus dernede, og da havde vi en ledsager med Børge og jeg, for da havde vi efterhånden begge to mistet synet.
Så har vi også været i Østrig på ferietur oppe i bjergene. Vi har været i Holland med båndoptagerklubben nede på Philips og se det dernede, Det sidste vi har været, det var i Letland her i 93 eller 94 og synge med vores sangkor. Der fløj vi over, og var derovre i 5 dage, og det var en kæmpe oplevelse. Inde i Riga sang vi i en stor domkirke, det var spændende.
Vi havde selvfølgelig også nogle koncerter derovre. Det var også derfor vi var derovre. Men der var hundekoldt. Jeg kan huske vi kom ind på et værelse, og Børge ville gå hen og finde en radiator, for at se om der var noget varme på. Der var ikke noget til at lukke op, og radiatoren var iskold og vinduerne var utætte. Det var i Letland ikke, og der var kun et syntetisk tæppe til at lægge over os. Det var alt hvad der var. Ingen varmt vand i vandhanen. Jeg kan godt sige at vi fik vore store trøjer ned om benene.
Da vi stod og sang i kirkerne, især i den ene kirke en søndag formiddag var det koldt. Og de gudstjenester derovre varer meget længe. Vi tog lige vores frakker af når vi skulle stå og synge de andre kunne ikke se noderne for bare ånde, så koldt var der inde i kirken.
Når vi stod til en koncert, måtte Børge have fire par bukser på, lange bukser, uldne underbukser, underbukser, og hans kordress. Vi var klædt ud, men der var ikke noget at gøre ved det, men det var nogle dejlige dage, og de var søde derovre. De kunne jo ikke gøre for at de ingen varme havde. De mennesker som klarede sig bedst derovre var dem ude på landet, hvor de kunne have brænde og sådan noget. Men det var virkelig en oplevelse.
Så kunne jeg godt tænke mig at fortælle hvad alt det med håndarbejdet har ført til, at jeg var med til at starte en håndarbejdsgruppe. Vi var nogle stykker, der godt kunne tænke os, at prøve bare at hygge os lidt sammen en gang imellem. Og det gjorde vi så en lørdag formiddag i Roskilde. Det udviklede sig jo så til at jyderne sagde: “Hvorfor laver I sådan noget? Det gør vi ikke.”
Så sagde vi til dem, at det kunne de jo også gøre. Det er så endt med, vi alligevel har lavet den her faggruppe for håndarbejdslærere, det er smadder spændende.
Vi laver jo mange ting, fagtekniske og tekniske kurser, som man kan komme på, når man gerne vil bruge det til undervisning. Sådanne kurser har jeg også været på. Jeg har været på Husflidskolen i Kerteminde 2 somre i træk. Der meldte jeg mig til spindekursus. Jeg var den eneste blinde der var med derovre. Jeg havde min gamle førerhund med og det fungerede sørme godt. Der var godt nok nogle ting der faldt på jorden for mig det første år. Så tog jeg derover næste år igen, for ligesom at få samlet noget af det op, og så kendte jeg lokaliteterne og jeg skulle ikke bruge en masse tid til at finde rundt på den der store skole. Det er jo en stor skole, og man vil jo gerne selv, hvis man kan.
Det fik jeg enormt meget ud af. Så jeg har også en rok som jeg spinder på, når jeg har tid til det. Jeg har også brugt en del til at væve med.
I dag beskæftiger jeg mig med meget forskelligt. Jeg har gået til noget sølv her, men først efter jeg ellers kun har det på Fuglsangcentret. Jeg har altid haft lidt undervisning herhjemme også, men så blev jeg syg for 4 år siden, og så måtte jeg ligesom finde ud af hvad det var jeg ville, og jeg valgte så Fuglsangcentret. Når jeg er derovre, så har jeg kun det.
Jeg kunne også have valgt at sige all right, jeg vil gerne beholde den lokale undervisning, og det ville jeg såmænd gerne, men der er mange ting forbundet med at have noget undervisning herhjemme. På Fuglsangcentret har jeg kun det at tænke på, herhjemme skal det hele fungere samtidig. Så det valgte jeg fra, og det valg er jeg glad for. Men så har jeg jo sådan lidt mere fri på den måde, og har gået til noget sølvundervisning et par år, og det har jeg været glad for.
Så har vi herude i Præstø i kredsen sådan en lille klub ude på Varmecentralen. En gang om måneden, hvor vi mødes og hygger os, og hvor nogen kommer og underholder lidt.
Vi var nogle stykker der godt kunne tænke sig at have et sted, hvor vi kunne samles og lave lidt og nørkle lidt, uden at nogen skulle lede noget altså bare give hinanden ideer, snakke og lave noget. Det har vi så også fået op og stå hver anden onsdag herude på biblioteket. Der har vi fået lov til at låne et lokale, og der er vi sådan en seks-syv-otte stykker, som vi nu kan til. Og nu på torsdag, skal vi med den rigtige klub op og se et plejecenter heroppe i Bårse, der hedder Aggerhus og så skal vi spise vores varme mad der. Det bliver hyggeligt og det glæder vi os til.
I vores egen lille klub slutter vi her i maj, og da er vi blevet enige om, at vi skal ud til Fog og spise. Det er et cafeteria ude på Købmandskroen. Så skal vi ikke på biblioteket den dag. Sådan også for at gøre noget socialt ud af det, så det ikke altid bare skal være undervisning og være effektivitet.
Nu, her i sommer, skal jeg på senblindekursus. Og så er Børge og jeg jævnligt ferieværter på Fuglsangcentret. Dette år skal vi fra den 12. juni til den 20. juli og i den anledning er vi, der er ferieværter så indbudt til et lille møde ovre på Fuglsangcentret den 3. maj, hvor så alle vi ferieværter skal mødes. Og det skal koordineres, så der bliver lidt mere styr over det, det bliver da også hyggeligt.
Vi skal også til festival her i begyndelsen af august.
Der sker jo noget selv om vi er herhjemme. Vi har også på Lundegården nogle beskyttede- og pensionistboliger på det gamle plejehjem. Der har man en lille beboerkreds, og Jungshoved pensionistforening som har lavet nogle sammenkomster hvor Børge og jeg har været henne et par gange og deltaget i julefrokost. Vi har været der og fortælle om os selv, og der er så kortspil og forskellige ting derhenne om eftermiddagen. Og det er jo egentlig også sjovt at komme derhen og komme ud sammen med nogen andre. Da vi var henne og fortælle, viste det sig at alle kender jo os, for vi har boet her så mange år. Og det var meget skægt, for da vi var færdige og var kommet til at snakke så siger de: “Ja nu kører vi jo så tit forbi jeres hus, og tænker hvorfor har I lys derinde, hvorfor har I det, og hvad mon de laver og sådan! Nu har vi ligesom fået lidt fod på hvem I er og hvad I laver.” Det syntes jeg var spændende, det var meget positivt. Og det er vi egentlig glade for derhenne, for det er hyggeligt at vi på den måde kan få kontakt med nogle andre. Og de kan komme til os hvis der er noget vi kan gøre for dem.
Det er vores hverdag her, og det er fint nok.
Vi har så en stor have herude som er temmelig stor. Den er på 1400 kvadratmeter, men huset fylder selvfølgelig også en del. Vi har sået græs i det meste, nogle frugttræer, nogle buske og blomsterbuske. Og så er der en stor flisegård.
Haven det er hundens. Den skal have lov til at være der og ikke foran, der må han ikke rende ud fordi der er hul i hækken og hvis han ser en kat ude på vejen! Bilerne har jo ingen chance på den smalle vej her.
Inden vi går i seng, enten det er 12 eller 2 om natten, så skal vi ud og lege. Og det er udmærket nu han har været i byen med mig en dag. Og han er meget glad for at komme ud og gå, og han kan stadig gå de her 6-7 kilometer. Det er flot af sådan en gammel hund, for han fejler ikke noget, han er bare gammel.
Har du ham med på Fuglsangcentret?
Nej, det har jeg ikke. Dels har jeg ikke brug for ham derovre, overhovedet ikke. Jeg klarer mig ganske udmærket uden hund og for det andet er der så meget, og så lidt tid til at passe en hund samtidig, men for det allerførste har Børge ham derhjemme. Børge kan ikke komme nogen steder, hvis han ikke har Lucas. Vi bruger ham begge to, og det gjorde vi også med den gamle hund.
Det fungerer udmærket, og når vi går, især ude i byen, har jeg selvfølgelig fat i Lucas med min venstre hånd, og i min højre hånd der har jeg enden af Børges lange mobilitystok og har den så under armen. Så går Børge et stykke bagved og det fungerer godt, og så kan jeg med armen styre ham når han skal til højre, og lidt til venstre. Det fungerer altså, meget fint endda. Hvis Børge skal gå med sin mobilitystok, så er jeg jo nede i den anden ende af byen inden Børge næsten får begyndt. Man går jo ikke helt så hurtigt som når man går med hunden, vel!
Vores datter Helene er selv født med Grå Stær, og hun blev opereret som lille og kom på Refsnæsskolen, da hun var 7 år. Jeg syntes det var barsk, at aflevere hende, det var meget barsk. Så syntes man fra Refsnæs, det var da integrationen begyndte at udvikle sig, at hun skulle hjem og gå i skole herhjemme. Og det kom hun så, og det var hun selvfølgelig glad for.
Hun begyndte i 4. klasse herhjemme. De første 3 år gik hun i skole på Refsnæs og hun syntes det var barsk, og vi snakkede somme tider om det. Man havde jo ingen at sladre til. Der var mange ting i det. Man havde ingen man kunne betro sig til der, for så vidt man ikke havde en mor og far du lige kunne gå hen og beklage dig til. Det var jo ånden på alle kostskoler, der stort set var sådan dengang. Det var ikke alene på Refsnæs.
Skoleundervisningen, den var fin.
Vi kunne nok rulle nogle historier ud fra vores tid på Refsnæsskolen, men på den anden side set ligner de nok hinanden alle sammen.
Jeg kan huske engang, da der var så megen is. Vi havde været nede at løbe på skøjter, så måtte vi ikke gå ned på stranden mere for den var ved at tø op. Men jeg var så en af dem, der rendte derned alligevel og der var isflager. Dem skulle vi så hoppe fra den ene til den anden med en pind vi fandt nede på stranden, og så stak den ned i vandet og hoppede op på den næste isflage, og der røg jeg i! Det var jo hundekoldt, og jeg skulle ikke have sagt noget, for jeg vidste at jeg nærmest ville blive slået ihjel, når jeg kommer op og var drivvåd langt op ad lårene.
Jeg kan bare huske, jeg gik op med det drivvåde tøj, og det har måske været en 7-8 graders frost, men jeg blev ikke syg af det. Men jeg kan ikke rigtig huske hvordan jeg fik noget andet tøj på, jeg kan ikke rigtig mindes hvordan det gik til.
Vi har også lavet bål nede på stranden. Børge kan også fortælle en masse historier, og en gang imellem så ruller vi det hele ud.
Vi må også tænke på, at lige så snart jeg flyttede til instituttet blev det noget andet. Det er også der man har haft sin barndom, det er der man har udviklet sig, det må man sådan set ikke glemme. Vi har jo ikke selv bedt om at blive blinde. Selvfølgelig kunne jeg godt have undværet det, men på den anden side set hvis jeg ikke var kommet af sted, hvad var man så blevet til? Hvor langt var man så nået?
Hvordan var ens udvikling så blevet,
Var der i det hele taget blevet udviklet noget?
7. Finale.
Hermed har du læst eller hørt det, vi havde valgt at bringe denne gang.
Vi vil fortsat meget gerne have indlæg fra medlemmerne. Vi ved, at det er Noget, der er rigtig stor interesse for.
Hvis du har læst Nyhedsbrevet på sort eller punkt, vil vi, som vi tidligere har gjort opmærksom på, af produktions- og forsendelsesmæssige årsager, (omkostninger) opfordre til, at du oplyser til Hans Erik Olsen, Tlf. 64 68 75 89, e-mail:
heolyd@vores-mail.dk
at du fremover gerne vil modtage brevet som e-mail eller på en cd.
Med venlig hilsen.
Karsten Ahrens, redaktør.
ahrens9@gmail.com
