Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev juni 2001

Kære medlemmer af selskabet.

Hermed sender vi lidt læsning til sommeren. Helt præcist sender vi to artikler. Den ene er en levnedsbeskrivelse af og om Einar Jakobsen, og den anden er Karen Marie Pedersens indlæg på blindehistorisk festival i 1997

På bestyrelsens vegne Aage Michelsen og Karsten Ahrens

Einar Jakobsens levnedsbeskrivelse:

En dejlig tid i Sorø

Einar Jakobsen født 1931 fortæller om sin tid på Blindeinstituttet på Kastelsvej i København og om sin senere uddannelse som kurvemager i Sorø. Einar fortalte til sin kone Helene Krog Jakobsen, som talte det ind på bånd, da Einar på grund af afasi efter en hjerneblødning i 1993 ikke selv kunne indtale sin historie. Einars niece Berit Krog har skrevet efter båndet.

Einar blev konfirmeret i april 1945 og tog den 7. august samme år til Blindeinstituttet eller Det Kongelige Blindeinstitut, som det hed dengang, på Kastelsvej 60 i København. Hans mor tog med ham fra hans hjem i Svostrup ved Silkeborg, og de gik de fire kilometer til Smenge Station en dejlig sommermorgen. Rejsen til København tog dengang 11 timer. De rejste over Århus-Kalundborg. For at komme med færgen skulle man have et nummer hængende om halsen. Dette nummer fik man udleveret, når man købte billet. Der var vældig trængsel ved båden, og alle kneb blev brugt for at komme om bord. På grund af de mange rejsende havde Einars morbror Richardt, som boede i Kalundborg, sat sig ind i toget til København for at holde et par pladser til Einar og hans mor. Einars mor havde også en bror i København, som de overnattede hos.

Denne morbror tog næste dag med ind på Blindeinstituttet, hvor de i hovedporten mødte lærer Heinrich Meyer, som morbroren kendte fra deres fælles tid i Kalundborg. Morbroren var også med til det efterfølgende møde med forstander Jørgen Plenge sammen med Einar og hans mor, hvor det blev aftalt, at Einar skulle gå i 1. fortsættelsesklasse, hvor man havde almindelige skolefag. Han skulle også lære punktskrift og uddannes på et af værkstederne. Efter samtalen med forstanderen tog Einars mor og morbror af sted, og Einar var alene tilbage på instituttet. Han havde fået tildelt et værelse på 1. sal, hvor han skulle sove sammen med tre andre drenge. Værelset lå lige over for lærer Folke Johansens lejlighed.

Instituttet var en firlænget bygning med en gård i midten og indgangsparti ud mod en have. Når man kom ind gennem hovedporten, havde man på højre side drengefløjen med sovesale og opholdsstuer i stuen og på 1. sal. Gik man lige frem, kom man til spisestuen og over den festsalen, som til daglig blev brugt til gymnastiksal. Disse to rum var i hele husets bredde, så der var vinduer dels til gården og dels til baghaven. Andensalen var udnyttet til værksteder til optræning og uddannelse i forskellige håndværk. Her fandtes også et bogvinderværksted, hvor der blev produceret punktskrift. Forstanderen og en del af personalet boede på instituttet, og i hovedbygningen var der nogle lokaler til administration.

Instituttets indretning og rytme lærte Einar at kende ved at lytte til, hvad de andre elever talte om og ved at lægge mærke til deres færden. En af de første dage gik Einar uden for instituttets grund for at få lidt fornemmelse af gaderne. Han hørte så et barn spørge sin mor, om de ikke skulle gå på Langelinie. Einar, som jo slet ikke kendte byen, fulgte efter dem og fik på den måde en dejlig tur ud på Langelinie.

Dagen efter sin ankomst til Blindeinstituttet startede Einar i 1. fortsættelsesklasse. Einar kunne læse almindelig skrift. Hans synsnedsættelse skyldtes Retinitis Pigmentosa, som er en medfødt øjensygdom, som giver indskrænket synsfelt og natteblindhed. Instituttet forlangte, at Einar lærte punktskrift, sikkert fordi de kendte prognosen for hans øjensygdom.

De få timer, som ikke var optaget af skolegang, undervisning i punktskrift, gymnastik, rengøring, skopudsning og lignende skulle tilbringes på et af værkstederne. Der var 22 mandlige og 14 kvindelige elever på instituttet i alderen 14-18 år. Einar var fyldt 14 år i juni 1945

Alle eleverne fik skoleundervisning og uddannelse, mest inden for værkstedsfag som kurvemager, børstenbinder, tøffelmager, væver, skomager samt klaverstemmer og organist.

Einar sagde ikke så meget i den første tid på instituttet, hvor han prøvede at få et indtryk af de andre elever og lærerne ved at lytte til, hvad de sagde. På den måde fandt han ud af, hvad de forskellige stod for, hvad han eventuelt kunne bruge dem til, og hvem han kunne knytte sig til.

Einar havde kun været på instituttet en måneds tid, da han fik en alvorlig lungebetændelse og måtte indlægges på Bispebjerg Hospital, hvor han måtte blive i fire uger. Hans eneste besøg i den tid var af en sygeplejeelev, der var sendt ud fra Blindeinstituttets sygeafdeling for at se til ham. Selv om han dårligt nok kendte hende, var Einar meget glad for besøget. Først efter hospitalsopholdet fik Einar et nærmere forhold til sine kammerater og følte sig accepteret.

Om aftenen havde eleverne fri, og tiden skulle jo fordrives med et eller andet. De eneste aftener, hvor der var noget, man kunne deltage i, var, når lærer Hjort havde inspektion, og der blev læst højt. Om søndagen måtte man også selv finde noget at bruge tiden til, og det blev tit lange gåture for eksempel til Dragør og tilbage igen eller til Klampenborg og hjem igen. Eller man gik først til højre ad en gade, så til venstre ad den næste uden at vide, hvor man endte, og man måtte så prøve at finde tilbage igen. Det har givet Einar et utroligt kendskab til byen, som han har haft meget glæde af siden. Einar havde ingen penge til fritidsaktiviteter, for hans forældre var ikke sådan stillet, at de kunne forstrække ham med lommepenge. Først efter at Einar havde været på instituttet i to år, begyndte man at få lommepenge. Man fik fem kroner om måneden, hvis man havde tilfredsstillende opførsel og karakterer. For Einars vedkommende var det, der som regel trak ned i lommepengene, at han altid stod op i sidste øjeblik.

Einar begyndte at ryge. En pakke tobak kostede to kroner, og han strakte den over 14 dage. Det var i 1947, og det var svært at skaffetobak. Einar fortæller, at han engang måtte ind i 15 tobaksforretninger for at få en pakke tobak. Einar tjente lidt ekstra penge ved at bære snavsetøj ned fra linnedstuen, som lå på anden sal, og ved en gang imellem at skovle kul for pedellen. Han tjente også lidt ved at gå byærinder for de af de blinde, som havde svært ved at færdes og ved at ledsage nogle af dem som skulle på arbejde. Ledsagelsen til arbejde blev betalt af instituttet. Desuden vandt Einar lidt i kortspil ved at “holde en lav profil”.

Det var lidt af en tilfældighed, at Einar blev elev på kurvemagerværkstedet. Han kom til instituttet en dag senere end de andre elever i august 1945, og de havde brugt den første dag på at se de forskellige værksteder for at vælge, hvor de ville være. Da Einar så, den første morgen han er der, kommer op på kurvemagerværkstedet for at se, hvor han vil være, tror kurvemagermester Ingvar Nielsen, at Einar kommer, fordi han har besluttet sig for at være der, og da Einar ikke kendte nogen af fagene, tænkte han, at han lige så godt kunne blive der. Det drejede sig jo kun om en time eller to om ugen. Han fik nu en fast plads på værkstedet med en bænk, som indeholdt en værktøjskasse med fagets værktøj, søm og lignende. Til pladsen hørte også en balje med vand til at fugte materialerne. Einars første opgave var at lave en hundekurv, og den næste var en indkøbskurv. Men det blev ikke til meget arbejde på værkstedet i de to år, Einar gik i skole.

Første fortsættelsesklasse lå på 1. sal over pigefløjen. Der var cirka 10 elever i klassen. Disse elever var lige kommet ind fra børneskolen på Refsnæs ved Kalundborg. Det meste af undervisningen foregik i dette klasselokale med forskellige lærere i de enkelte fag. Der var undervisning fire timer om dagen og derudover en times lektielæsning og en times gymnastik. Skoledagen sluttede kl. 16,30, hvorefter man havde fri. Einars klassekammerater var noget ældre end han, da deres skolegang havde været afbrudt i nogen tid på grund af krigen. Han følte, den undervisning, han havde fået i sin skole, svarede nogenlunde til, hvad de andre elever havde lært på Refsnæs.

2. fortsættelsesklasse, hvor Einar gik året efter, var knapt så skolepræget, og der var ikke tvungen lektielæsning.

De kvindelige elever gik også i 1. og 2. fortsættelsesklasse. Resten af tiden tilbragte de på vævestuen, hvor de fik en væveuddannelse. Nogle af dem, som havde en del syn, gik på en husholdningsskole ude i byen, hvor de lærte børnepasning og husholdning. Desuden var der elever af begge køn som uddannede sig inden for musik, især som organister.

De to køn boede i hver sin fløj, men i det første år, Einar var der, måtte de være sammen i en fælles opholdsstue og i haven, hvor man gik tur. Efter instituttets opfattelse var der en del elever, som ikke overholdt reglerne, som derfor blev strammet mere og mere. I 1948 skulle mænd og kvinder opholde sig i hver sin have, undtagen i middagsstunden, hvor man måtte mødes i mændenes have foran hovedindgangen. Det var dog en betingelse, at man hele tiden gik rundt uden at standse. På grund af noget “vandsjaskeri” lev julefesten aflyst. Einar var dog så heldig at komme til julefest på sygeafdelingen, hvor han lå på grund af Influenza.

En aktivitet, som optog især de mandlige elever meget, var ringspillet. Ringspillet, som var placeret ud mod Kastelsvej over for hovedporten, bestod af en 2½ meter høj stander med en vandret bjælke som på en galge. Ned fra denne hang en metalkæde med tre ringe. Ringene skulle så kastes ind mod standeren og hænge sig fast på en krog.Einar fortæller, at han opnåede stor færdighed i at kaste ringene på, og engang lykkedes det ham 72 gange i træk. Der blev holdt mange dyster i ringspil.

I 1947 var Einar med til at starte en sportsklub. Her var det blandt andet muligt at tage idrætsmærke, og det var de fire mandlige elever, der gjorde. Sportsgrenene var kuglestød, spydkast, 100 meter løb, 400 meter løb og 1500 meter løb. Og derudover skulle man enten svømme 400 meter, eller man skulle gå 20 kilometer på under tre timer. Einar valgte at gå og klarede det på to timer og 44 minutter. Sportsklubben arrangerede også traveture, mest om søndagen, og et orienteringsløb i Dyrehaven for seks helt blinde, hvor der stod svagsynede elever på posterne og guidede deres blinde kammerater videre. Der var meget aktivitet i sportsklubben og stor interesse for den.

Einars ophold på instituttet blev betalt af det offentlige. Ved ankomsten skulle man have en rimelig mængde tøj med, og alle mændene gik i jakkesæt hele tiden. Da Einar i løbet af de første to år voksede 20 centimeter, blev hans tøj alt for stort. Det var svært at få linnedstuen til at udlevere noget tøj, der passede. Så til sidst satte han sig derop og sagde, at han ikke gik derfra, før han havde fået noget tøj, han kunne passe. Hvilket han så endelig fik.

Det første år Einar var på instituttet, var der kun betalt hjemrejse to gange – til jul og sommerferie. De følgende år også til påske. Einar nød meget at komme hjem, især i sommerferien, som var på syv uger, hvor han helt kunne glide ind i det daglige arbejde i sit hjem.

Efter 2. fortsættelsesklasse skulle Einar være mere på kurvemagerværkstedet. Men det blev ikke til så mange timer, fordi han også gik til musikundervisning og gymnastik og dyrkede sport og ledsagede flere til og fra arbejde eller deres hjem. Einar kom på kurvemagerværkstedet i fem år og fik en optræning, som skulle være grundlaget for en videre uddannelse som kurvemager.

Det blev aftalt fra instituttet, at Einar skulle have sin uddannelse hos kurvemager Karl Vilhelm Andersen i Sorø, som selv var synshandicappet. Einar skulle være kontoelev på instituttet i de tre år, uddannelsen varede. Einar mener, han måske er den sidste elev fra Blindeinstituttet, der har fået sin uddannelse som kontoelev. Det indebar, at han fik 215 kroner om måneden til bolig og kost. Vasketøjet blev ordnet ved at sende det ind til instituttet. De penge, Einar tjente, havde han til sine andre fornødenheder og lommepenge. Instituttet sørgede for, at man fik en seng, et bord, en stol og et klædeskab. Einars mester havde skaffet ham et værelse i Sorø på cirka 14 kvadratmeter med lokum i gården, hvilket ikke var ualmindeligt på den tid. På dette værelse boede Einar i fire år og spiste på et pensionat.

Kurvemagerværkstedet lå i Priorgade i nogle kælderlokaler, som varmedes op med en kakkelovn. Da Einar begyndte på værkstedet, var der mester, en arbejdsmand, som også lavede kurve, og Einar som elev. Han skulle møde hver dag kl. 8 og arbejdsdagen sluttede kl. 17 på hverdage og kl. 12 om lørdagen. Einar lavede først dækketøjskurve og tjente 20 kroner ved at lave 2½ kurv den første uge. Uddannelsen varede tre år. Det første år fik Einar 1/4 løn, det andet år ½ løn og det sidste år 3/4 løn.

Einar kendte ingen i Sorø, da han kom dertil. Men hans mester Karl Vilhelm Andersen var flink til at invitere ham ud at gå tur af og til om aftenen, og næsten altid lørdag og søndag eftermiddag, hvor mester og konen og deres 10-årige datter tit kom forbi Einars vinduer og bankede på og spurgte, om han ville med ud i skoven og gå en tur. Bagefter var han altid med hjemme og drikke en kop kaffe. Han kom også meget i deres kolonihavehus. Efter et års tid kom Einars søster Ruth på Ankerhus Husholdningsskole og kom tit på besøg hos ham. Desuden havde en morbror i Sorø, som han havde nogen kontakt med, og som på et tidspunkt fik arbejde på kurvemagerværkstedet.

Efter læretiden aflagde Einar svendeprøve på instituttet, hvor han lavede en dækketøjskurv og en kurvekuffert, som han stadig har. Han var nu ikke længere kontoelev, men fik pension. Einar arbejdede på værkstedet i Sorø i yderligere syv år. Aflønningen var efter akkord, og der skulle arbejdes hårdt for at tjene, hvad der svarede til en halv almindelig løn. Med sin pension havde Einar 800-900 kroner om måneden, hvilket han sagtens kunne klare sig for. Værkstedet udvidedes efterhånden, så der på et tidspunkt arbejdede ni, hvoraf kun Einar og mester var uddannede kurvemagere. De øvrige lavede specialopgaver.

I 1954 fik Einar en lille 2-værelses lejlighed i Rolighed nummer 1 hvor han bedre havde plads til at få besøg. I 1955 kom endnu en svagsynet elev, Egon Sørensen, til Sorø. Han startede som skomager, men skiftede til kurvemageri og kom på samme værksted som Einar og tog sin uddannelse der. Einar og Egon blev venner og cyklede meget i området på tandem, hvor Egon havde syn nok til at sidde foran.

I 1956 flyttede Einar til en 3-værelses lejlighed i Storegade oven over sin mester. Her flyttede hans bror Ernst ind hos ham i 1957 og fik også arbejde på værkstedet. Ernst, Egon og Einar havde i de følgende år meget fornøjelse af hinandens selskab. Einar ser tilbage på sin tid i Sorø som en dejlig tid.

De ser os! At se os selv med andres øjne – eller med vores egne øjne

Indlæg ved åbningen af Blindehistorisk Festival på Fuglsangcentret den 30. juli 1997

Af Karen Marie Pedersen

Se! – Nå, det er måske lige det, I ikke kan? – Men jeg står altså her fuldt synlig i smukt tøj, men med et armbind på, – det værste tegn på stempling jeg kender, og med en Braille Lite foran mig med mit indlæg på – det mest frisættende hjælpemiddel for blinde jeg har haft.

Titlen på mit indlæg er: Allerøverst i døren er der en rude – i legestuen, i sovesalen. Den sidder så højt oppe, at et blindt barns hænder ikke tilfældigt får øje på den. Men vi ved, den er der, for vi får at mærke, hvad den kan bruges til af de seende. Pludselig står inspektionen inde i legestuen og siger mit navn: Du er opdaget, du er afsløret! Skam dig! Du driller. Du sidder for dig selv og er uden for de andres leg, – hvad laver du? Du gør noget, du ikke må. Du rokker, du har fingrene i øjnene. Løft hovedet. Tudeprinsesse. – I spisestuen er ruden ikke nødvendig, for der holder de vagt over os inde i rummet. Pludselig står der en over mig: Du spiser grimt. Du holder forkert på kniven. Jeg så, du snakkede.

Andre børn bliver set, fordi de er søde, dejlige, elskede. Blinde børn bliver set, fordi vi er afslørede og skal tilrettes. Ser han aparte ud?

Ser hun blind ud? For det må vi jo ikke. Andre børn kan nyde at blive set, fordi de kan kigge tilbage og mærke varmen gennem blikket. Blinde børn kan aldrig glo igen.

Som voksen lever jeg med den rude i døren. Jeg bliver hele tiden opdaget, afsløret. Ofte får jeg det ikke at vide. De kigger bare, bliver stille og tænker deres. Men af og til hører jeg det. Hun er blind, – det må være det værste af alt. Hun klarer sig godt. Hun var lige ved at gå ind i den cykel. Hun er nok ved at lære det. Du ser ikke blind ud sådan som nogle af de andre. De glor på min kamp og koncentration for at færdes, spise, lave mad, klæde mig og så videre. De kommenterer mit udseende og kropssprog. De vurderer det uden at have en eneste forudsætning for det. De sammenligner mig med andre blinde og med seende efter forgodtbefindende.

Nogle gange bliver ruden i døren rykket ned, så jeg kan nå den. Så bliver jeg kigget på med interesse, – studeret ligefrem. Jeg kan bruges til noget, når seende pædagoger kan lære mine metoder, så de kan undervise andre blinde i dem. Når håbefulde studerende skal skrive et interessant speciale. Når seende vil prøve, hvordan det er at være blind for at få en bevidsthedsudvidende oplevelse. Når gode mennesker vil sole sig i deres indlevelsesevne.

Engang troede jeg, at vi blev mere lige, når jeg kunne nå ruden i døren, – at det var det samme som åbenhed og solidaritet. Men det er i virkeligheden intimidering for penge, status og oplevelser. Det er ikke et fag eller en oplevelse at være blind. Det er et livsvilkår. De er snyltere, der bare kommer og suger næring og går igen.

Alle de reaktioner med andres øjne bygger sig op omkring mig som en mur og forstyrrer i at se mig selv med mine egne øjne. Jeg må hele tiden forholde mig til det pinagtige og skamfulde i at blive afsløret, opdaget, udpeget, stemplet, intimideret og fortolket. Jeg må hele tiden tage hensyn til ruden i døren, for den er umulig at flygte fra. Men når jeg så alligevel prøver at se mig selv med mine egne øjne, hvad ser jeg så?

Jeg ser et barn, der var noget i vejen med, som ikke var sådan, som dets forældre kunne ønske sig. Jeg ser et barn, der blev sendt væk til et hårdt og koldt sted. Jeg ser et barn, som stod forladt en søndag eftermiddag på strandmarken, mens solen skinnede, og alle de andre børn legede rundt omkring.

Men jeg ser også et barn, som blev god til at klare sig og overleve på sin egen måde. Som lærte at beskytte sin familie mod problemerne og smerten og bære det alene. Et selvstændigt og ukueligt barn med fantasi og følelser inde bag den hærdede skal. Et barn, der både kunne forsvare sig og give trøst og omsorg. Et barn der fik alt for lidt voksenstøtte, omsorg og kærlighed og alt for meget svigt, ydmygelse og ligegyldighed. Alt for meget farvel, og alt for lidt vedholdenhed. Alt for meget længsel og sorg og alt for lidt ægte glæde.

Jeg ser et voksent menneske, der har overlevet, men som bærer den svære opvækst og skammen over at være anderledes med sig i rygsækken som en dødvægt. Et voksent menneske, som er latent bange for at blive forladt og miste det gode. Som har svært ved at stole på andre end sig selv. Som ikke er sikker på at høre til og være god nok i det samfund og de fællesskaber, hun lever i.

Men jeg kan også få øje på, at jeg som blind er et voksent, helt og værdigt menneske, som trods alt stadig er i stand til både at tænke, føle og handle. Jeg vil se det og sige det, uanset hvad de seende ser og siger, for jeg vil være her. Jeg vil have plads til at leve og være et blindt og værdigt menneske.

Blindehistorisk Selskab: Formand Jørgen Eckmann, Bogensegade 8, 2100 København, tlf. 35 26 70 35 Fax 35 26 70 36, e-post jeje@dkblind.dk. Næstformand Karsten Ahrens, Højvangen 15, 4470 Svebølle, tlf. 59 29 32 92 Kasserer Arne Krogh, Abildgårdsvej 16, 2830 Virum, tlf. 45 85 94 19 Giro 050 1697. Sekretær René Ruby Larsen, Lyshøjgårdsvej 93, 2500 Valby, Tlf. 36 30 77 68. Bestyrelsesmedlem Aage Michelsen, tlf. 98 18 52 88. 1. suppleant: Bente Krogh, tlf. 45 85 94 19. 2. suppleant Else Ahrens, tlf. 59 29 32 92

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev april 2001

Nyt fra bestyrelsen.

Kære medlemmer.

Hermed sender vi:

1. Referatet fra generalforsamlingen den 24. februar 2001

2. Resultatet af konstitueringen i bestyrelsen den 5. april.

3. Samt et giroindbetalingskort.

Formand: Jørgen Eckmann, Bogensegade 8, 2100 København Ø, Tlf. 35 26 70 35, fax 35 26 70 36, E-post jedkblind.dk.

Næstformand: Karsten Ahrens, Højvangen 15, 4470 Svebølle. Tlf. 59 29 32 92, E-post karsten.ahrens@get2net.dk.

Kasserer: Arne Krogh, Abildgårdsvej 16, 2830 Virum, Tlf. 45 85 94 19, giro 050 1697

Sekretær: René Ruby Larsen, Lyshøjgårdsvej 93, 2. 2500 Valby, Tlf. 36 30 7768

Bestyrelsesmedlem: Aage Michelsen, tlf. 98 18 52 88

1. suppleant: Bente Krogh, tlf. 45 85 94 19

2. suppleant: Else Ahrens, tlf. 59 29 92 32

På bestyrelsens vegne Jørgen Eckmann.

Blindehistorisk Selskab

Generalforsamling, lørdag 24. februar 2001 kl. 13,00 på Fuglsangcentret.

Til stede: Bestyrelsen: Karsten Ahrens, Jørgen Eckmann, Henning Eriksen, Leif Haal, Arne Krogh, suppleanter: Else Ahrens, Bente Krogh.

I alt 33 tilstedeværende, heraf 28 stemmeberettigede.

Dagsorden:

1. Valg af stemmetællere og dirigent.

2. Godkendelse af dagsorden.

3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2000

4. Bestyrelsens beretning.

5. Fremlæggelse af det reviderede regnskab for 2000 til godkendelse.

6. Fastsættelse af kontingent.

7. Indkomne forslag. (Nyt i forhold til indkaldelsen).

8. Valg af:

A kasserer. (Henning Eriksen ønsker ikke genvalg).

B: Et bestyrelsesmedlem. (Leif Haal ønsker ikke genvalg).

C: To suppleanter.

D: En revisor.

E: En revisorsuppleant.

9. Eventuelt.

Ad 1. Valg af stemmetællere og dirigent.

Som dirigent foreslog bestyrelsen Thorben Koed Thomsen, Fra salen blev foreslået Henning Riiser, som ikke ønskede valg. Der var ikke flere kandidater.

Som stemmetællere valgtes Karen Marie Pedersen, Gitte Michelsen og Johanne Riiser. Der var ikke andre kandidater.

Dirigenten konstaterede at indkaldelsen var lovligt varslet.

Ad 2. Godkendelse af dagsorden.

Dagsordenen blev godkendt med det tilføjede punkt punkt 7 og “en revisor” ændret til “to revisorer”.

Ad 3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2000

Mange har ikke set referatet, der ifølge Karsten Ahrens er udsendt i maj 2000 Karsten Ahrens læste referatet op. Referatet blev godkendt.

Ad 4. Bestyrelsens beretning.

Bemærkninger til beretningen:

Ove Gibskov konstaterede at bestyrelsen ikke har været voldsomt aktiv, og at selskabet ikke er tilstrækkeligt synligt. Hvorfor begynde historien om indsamlingsvirksomheden, et emne, som ikke behandlet af bestyrelsen, men kun sat i værk på formandens initiativ. Jørgen Eckmann svarede at blindes historie generelt er interessant, men et sted skal man begynde. Svend Jensen syntes det var en god start, da emnet er rigeligt godt belyst.

Freddy Nielsen er en af de mange som ikke har modtaget referatet fra sidste års generalforsamling, og savnede derfor sammenhæng mellem dette referat og denne generalforsamlings beretning.

Arne Krogh mente at miseren med manglende referater måske skyldes fejl i medlemskartoteket.

Det blev foreslået at udsende en adresseliste for at etablere et netværk.

Jørgen Eckmann var enig i, at kommunikationen ikke er tilstrækkelig. Dog har selskabet haft sin betydning.

Aage Michelsen bad de menige medlemmer være aktive.

Henning Eriksen beklagede kartotekets tilstand. Tilsluttede sig Aage Michelsens ønske om medlemsaktivitet.

Henning Eriksen sagde at han to gange i den seneste tid har været ude at fortælle om selskabet. Han var glad for at Tage Poulsens båndsamling nu bliver registreret. Foreslog at der oprettes et lydarkiv i forbindelse med museet.

Ove Gibskov spurgte om det var rigtigt, at Jørgen Eckmann havde tanker om at oprette et museum på Fuglsangcentret, eller er det et rygte. Han mente i øvrigt at selskabet burde præcisere sit formål bedre. Sagde videre at han også gerne vil holde foredrag om blindes historie.

Jørgen Eckmann mener personligt, at hovedmuseet for blinde skal være på Fuglsangcentret. Instituttets og Refsnæs’ museer bør være skolemuseer.

Karen Marie Pedersen sagde, at ting der drøftes ikke nødvendigvis skal tolkes på rygter.

Aage Michelsen spurgte om det ville være hensigtsmæssigt at ændre formålsparagraffen.

Beretningen blev godkendt.

Ad 5. Fremlæggelse af det reviderede regnskab for 2000

Henning Eriksen gennemgik regnskabet.

Leif Haal konstaterede, at revisors underskrift mangler.

Henning Eriksen: Revisors godkendelse er på grund af en misforståelse først fremkommet denne dags formiddag. Endvidere skal revisorsuppleanten som er trådt til efter revisor Knud Klausens bortgang, underskrive regnskabet før endelig godkendelse.

Ove Gibskov: Der bør bruges flere penge på publikationer.

Tage Poulsen: Båndudgivelse kopieret hos Danmarks Blindebibliotek har været kostbar. Enighed om ikke oftere at bruge Domino.

Regnskabet godkendt med forbehold for revisorpåtegning.

Ad 6. Fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsen foreslog uændret kontingent på kroner 100,00 for år 2002 Godkendt.

Ad 7. Indkomne forslag (Nyt).

Ove Gibskov foreslog dækning af udgifter til billigste transport til generalforsamling og andre indenlandske arrangementer. Gerne med virkning fra denne generalforsamling.

Jørgen Eckmann mente, at man på denne måde hurtigt vil nå bunden af kassebeholdningen. Bestyrelsen foretrækker at betale for fortæring i forbindelse med et socialt arrangement.

Svend Jensen sagde at dette emne burde være behandlet før fastsættelse af kontingent. Foreslog at man betaler et grundbeløb selv og får dækket beløb derudover.

Ove Gibskov kunne gå ind for dette forslag.

Jørgen Eckmann foreslog at bestyrelsen arbejder for dette eller et lignende forslag. Herfor stemte 18, imod 9

Ad 8. Valg.

Kasserer Henning Eriksen ønskede ikke genvalg. Som ny kasserer valgtes Arne Krogh. Der var ikke flere kandidater. Da Arne Krogh er valgt som kasserer, skal der vælges to bestyrelsesmedlemmer. Leif Haal ønsker ikke genvalg. Foreslået blev Aage Michelsen, René Ruby Larsen og Ove Gibskov. Ove Gibskov afslår. Der var ikke flere kandidater. Aage Michelsen valgt for 2 år og René Ruby Larsen for 1 år.

Som bestyrelsessuppleanter valgtes Else Ahrens og Bente Krogh.

Som revisorer genvalgtes Svend Thougaard (ikke til stede) og Edith Nygaard.

Som revisorsuppleant valgtes Bente Eckmann.

For C, D og E var der ikke opstillet flere emner.

Ad 9. Eventuelt.

Jørgen Eckmann: Næste nyhedsbrev vil indeholde en artikel om Ejnar Jakobsen, (kurvemager, og kontoelev).

Arne Krogh takkede for valget.

Henning Riiser var rystet over prisen på kopiering hos Domino. Find et andet sted at få løst kopieringsopgaver.

Ove Gibskov henstillede at man fik gennemgået adresseliste og vedtægter.

Bente Krogh vil lave en artikel om og med Karen Marie Pedersen.

Karen Marie Pedersen sagde at det som i dag er nyt også bliver historie. Som for eksempel E-post. Vær opmærksom herpå.

Allan Fohlmann foreslog at bruge internet.

Jørgen Eckmann sagde at bestyrelsen vil drøfte at oprette en hjemmeside.

Jørgen Eckmann sluttede med at rette en tak til mødets dirigent samt til de afgåede bestyrelsesmedlemmer Leif Haal og Henning Eriksen.

Leif Haal, referent.

Thorben Koed Thomsen, dirigent.

Nyhedsbrev November 00

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev

November 2000

Nyt fra redaktionen Kære medlemmer afBlindehistorisk Selskab

denne udgave af Nyhedsbrevet kan I læse en beretning om Peter Jensen (født 1802 og død 1946), der var den første blinde, der blev ansat i en officiel stilling. Peter Jensen blev i 1828 ansat som organist ved Set. Petri Kirke i København. Beretningen er skrevet af afdøde lærer og inspektør på Blindeinstituttet i København, Folke Johansen, og den findes i Blindehistorisk Museums arkiver. Endvidere kan I læse om tanker vedrørende Refsnæsskolens Historiske Samling skrevet af lærer Else Ahrens, Refsnæsskolen. Der er også meddelelser fra Jørgen Eckmann, Selskabets formand. Henning Eriksen (Dollerup), LeifHaal og Karsten Ahrens

Bestyrelsens sammensætning

Jørgen Eckmann, formand.

Bogensegade 8,2100 København Ø.

Telefon 35 26 70 35 (arbejde), 35 26 97 90 (privat).

Fax. 35 26 70 36.

Henning Eriksen, kasserer.

Ørnens Kvarter 17 B, 2620 Albertslund.

Giro 050 1697. Telefon 43 64 13 90.

Karsten Ahrens, næstformand. Højvangen 15,4470 Svebølle. Telefon 59 57 01 51 (arbejde), 59 29 32 92 (privat).

Arne Krogh. Telefon 45 85 94 19. LeifHaal, sekretær. Telefon 45 86 98 46.

Suppleanter:

Bente Krogh. Telefon 45 85 94 19. Else Ahrens. Telefon 59 29 32 92.

ISSN: 1398-0238. Nøgletitel: Nyhedsbrev. Blindehistorisk Selskab

2

Nyt fra bestyrelsen

Bestyrelsen har taget initiativ til, at Dansk Blindesamfund har nedsat en gruppe af medlemmer med indsigt i dele af Dansk Blindesamfunds historie. Gruppen skal have sit første møde 10. november på hovedkontoret (DBS).

Formålet med denne gruppes arbejde er at få sat gang i skrivningen af Dansk Blindesamfunds historie. Det er ofte sagt, at det ikke er muligt at skrive denne historie, fordi en del af arkivet er gået tabt. Derfor vil det nu blive forsøgt at tage fat i et hjørne, nemlig Dansk Blindesamfunds indsamlingsvirksomhed. Hvad det så kan udvikle sig til, må tiden vise.

Projekt registrering af de handicaphistoriske samlinger

Dette projekt har været under forberedelse gennem de seneste 5 år. Der har været mange problemer med at skaffe de nødvendige økonomiske midler. Det er nu lykkedes at skafe så mange penge, at projektet kan sættes i gang.

Etnologen Edith Mandrup Rønn er nu gået i gang med at registrere, hvilke samlinger der findes, således at vi kan få et kvalificeret bud på, hvor de findes, hvad de indeholder, hvordan genstandenes tilstand er, og hvordan vi kan sikre dem for fremtiden.

Samarbejde med andre handicaphistoriske foreninger

Bestyrelsen har besluttet at tage initiativ til et møde mellem eksisterende handicaphistoriske foreninger og selskaber. Formålet med dette initiativ er at drøfte, om det vil være hensigtsmæssigt at indlede et formelt samarbejde på tværs af handicapgrupper og andre interesser, idet alt tyder på, at de enkelte foreninger og selskaber ikke kan komme igennem med løsninger på problemerne om bevaring af vores historie. Jørgen Eckmann

PETER JENSEN

-første blinde i officiel stilling

Peter Jensen blev i 1828 ansat som organist ved Set. Petri kirke i København.

Niels Peter Jensen blev født 1802 i København, og da han var blind, blev han 1811 optaget i den lille private blindeskole med det pompøse navn ”Det kongelige Blindeinstitut”. Det filantropiske selskab Kj æden havde oprettet skolen samme år, den lå på hjørnet af Tugthusporten og Store Helliggeiststræde. I dag har sparekassen SDS hovedsæde i den samme bygning, som udvendig er omtrent uændret, men gadernes navne er ændret til Niels Hemmingsensgade og Valkendorfsgade. Bygningen ligger bag Helligåndskirken ved ”Strøget”.

Det kgl. Blindeinstitut optog kun fattige børn, og formålet var, som man udtrykte det i 1811: ”Vi ville i dem opdrage dydige og gavnende Borgere for Staten; de skulle ei længere være Samfundets byrdefulde Almisse-Lemmer: Enhver af dem lærer et eller flere Haandarbeide, hvorved de, i eller udenfor Institute, kunne fortiene deres Brød, om ikke gandske, saa dog tildeels. De med svagere Evner begavede bør allene – foruden Haandarbeider lære Religion og Regning. Skulde nogen blandt dem have udmærket Genie – man har stundom fundet hos Blinde – til nogen Konst eller Arbejde, da ville vi stræbe, at uddanne hensigtsmæsigen det sieldne Anlæg. Men
– blot det sieldne Talent tillader her en Undtagelse.”

Regneundervisningen var talbehandling ved hovedregning, og om Religionsundervisningen hedder der i den gamle undervisningsplan:

”Pastor Michelsen har til sit Foredrag valgt den dogmatiske Deel af Religionen, nemlig Kristendommens Grundlærdom, efter følgende Methode: naar han har gjort Eleverne bekiendte med Kilden selv,

de bibelske Bøger, og udledet Lærdommen deraf, søger han at overtyde om deres Uundværlighed, deres Indflydelse på Sindet, og paa Alles, især deres Liv, for hvem han taler. AfTexten selv udvikler han den rette Mening, renser den for alle Vildfarelser, og tilføier med personligt Hensyn dens praktiske Anvendelse.” Der var dengang kun mundtlig undervisning, lærebøger for blinde fandtes ikke.

Skolens leder, præst ved Garnisons kirke, professor Brorson har beskrevet hver enkelt elev i skriftet ”Journal udgiven til Fordeel for Blinde.” Peter er beskrevet i tredie bind, der udkom 18.7. Beskrivelsen lyder således:

”Han er Een af vore elskværdige Lærlinde, hvis Dannelse ved heldige Naturevner er blevet os let, og hvis Talenter ofte har skjenket os Glæde.

Sidste 23de Julii fyldte han sit 15de Aar. Hans Fader Nikolaj Jensen var Frimester ved Smedelauget, stod ved det saare agtværdige Brandkorps, og døde 45 Aar gammel for faae Maaneder siden af Brystsvaghed, som han under overdreven Anstrængelse ved en Sprøites Flytning havde paadraget sig. Hans Moder lever endnu. Fire Dage efter Fødselen bleve hans Øjne syge, og han blev blind. Dog ved vor uforglemmelige Winsløvs Hjelp bragtes han saavidt, at han kunne skimte med det høire Øje og nu begyndte lian at gaae i Skole hos en gammel Kone, som lærte ham at kiende Bogstaverne og lod ham læse i en Bog med stor Stiil; dog da Øjet ej taalede nogen Anstrængelse, maatte denne Øvelse afbrydes. – I sit lO.ende Aar havde han det Uheld ved en Forkjølelse der især kastede sig paa Øjet, at berøves Synet aldeles. Dog kan han endnu gjøre sig tydelige Forestillinger om synlige Gjenstande.

Hans første Barndom henrandt uden at Nogen tog sig af ham; og hans Dannelse indskrænkede sig til at lære nogle Bønner og Kathekismus, som den moderlige Ømhed meddeelte ham. Vel begyndte hun ogsaa at give ham Anviisning i at strikke, men det vilde ei

lykkes; hun havde desuden sjælden Tid; og den virkelystne Dreng hjalp sin Fader, at trække Blæsebælgen, eller skar nogle Træstumper efter balige Luner.

Ved vor Stiftelses Begyndelse, ønskede hans Forældre, at vi ville modtage deres Søn, hvis Underviisning og Opdragelse de, under trange Kaar, ej selv kunne besørge. Peter kom til os og blev ved sin Munterhed, Lærvillighed og Anlæg til Tonekonsten elsket af Alle. Den agtværdige, blinde Olding Hr. Pauli tilbød strax at give ham Undervisning i at spille paa Fløjte. I over tre Aar nød han denne Vejledning, og blev særdeles yndet af den gode, gamle Mand, der glædede sig ved endnu i sit Livs Aften, at kunne opklare Drengens Morgenstund. En uheldig Skjæbne forenede Barndommen med Alderdommen, og ej uden dyb Følelse kunne man see, den graahærdede, nedbøiede Gamle, venlig og ufortrøden, undervise den muntre, vakkre, opmærksomme Dreng. Vor Peter vil aldrig glemme, hvad han skylder sin første Lærer; og at den heldige Fremgang, han siden har gjort under en Seydlers og en Bruuns Anviisning, skyldes for en Deel Pauli. Han besøger ham ofte, og lader ham føle Glæde ved at høre, hvad han har lært.

Man har offentligen hyldet Peter som Fløjtespiller med højt Bifald. Han lærer med Lethed hele Conserter, og husker troligen, hvad han lærte. Han har endog selv komponeret en Tercet for Fløjte, Violoncel og Klarinet, som Musikkyndige have fundet god og ført til Papiret; ogsaa synger han tillige meget godt. Med Lyst og Held har han benyttet alle sine Læreres Underviisning, og har altid seet sig glædet ved vor Tilfredshed og Kjerlighed. Ogsaa i Haandarbejde: Spind, Strikning og Tæppeflætning afKlædelister har han megen Duelighed og Færdighed. Paa de Østrupske Spinderokker spinder han l Pund Hør i 5 Dage; næsten som paa den Rok, han tilforn brugte.

Ved medlidende Beklagelser bliver hans Hjerte blødt; han ynder dem ikke, og finder sig i sin Skjæbne.

I Drømme svæve for ham de Gjenstande, han engang med det ene Øje har bemærket, og hans Fantasie, der i vaagen Tilstand er meget levende, viser sig da særdeles virksom. Vedbliver Peter med utrættet Flid, at øve sig i sin Konst, saa vil han stedse vinde Bifald; og naar han med sit Talent forener Beskedenhed vil han stedse blive elsket, og fortjene at være det.” I samme Journal beretter professor Klingberg:

”Eleven Niels Peter Jensen er aldeles blind. Den gjennemsigtige Hornhinde er paa begge Øjnene ganske formørket, saa at ingen Lysstraale kan trænge igjennem den, og Øjenkugleme (bulbi) røbe ved deres sammenfaldne Form, og henvisnede Udseende, at det hele Syns Organ er sat ud af Virksomhed. Aarsagen til hans Blindhed har efter hans Sigende været den, desværre alt for hyppige frygtelige Øjenbetændelse, der ikke sjelden i Livets første Periode angriber Barnet med en Hæftighed, som inden faae Dage ødelægger Øjet, dersom ikke ufortøvet de kraftigste Lægemidler og den største Omhyggelighed afværge denne sørgelige Skjæbne.

Ikkuns 4 dage var han gammel, da han blev anfaldet af dette Tilfælde, og maatte med uigienkaldeligt Tab af sit Syn bøde for Mangel paa hurtig Hjelp. Med det venstre Øje kunde han endnu skimte i nogle Aar, men ogsaa denne svage Rest af Syn forsvandt ved en i den senere Tid paakommende hidsig Feber, under hvilken især Øjnene bleve angrebne, og det sygelige Anlæg, de fra hans Barndom af havde havt, blev udviklet til sin fuldkomne Modenhed.”

Som nævnt fandt man på blindeinstituttet hurtigt ud af, at Peter havde musikalske evner, selv om man jo nok til at begynde med mente, at det var ved håndens arbejde, han skulle tjene til livets ophold.

11817 spillede han en fløjtekoncert ved en velgørenhedsforestilling på Det kgl. Teater, en anden elev spillede en klarinetkoncert, og begge blev akkompagneret af teaterets orkester. ”En stille, medlidende Veemod hvilede over det talrige Publikum ved Synet af vore

Blinde. Man hørte dem med Opmærksomhed, opmuntrede dem med almindeligt Bifald. – En fæstelig Aften for de Blinde! og – saa haabe vi – der vakte mange fromme Følelser, stemte Hjerterne til Tak mod Forsynet og til velvillie og Veldædighed mod den lidende Menneskehed.”

Indtægten blev så stor, at instituttet kunne tilbyde nye elever ophold på Skolen.

Peter Jensen spillede senere ved flere velgørenhedsforestillinger på teateret, og i 1820 opførtes en kantate, han havde komponeret til tekst, som B. S. Ingemann havde skrevet til lejligheden. Han komponerede endvidere en korsang til forestillingen i 1821.

Peter blev undervist af andre musiklærere end de ovenfor nævnte, bl.a. afKuhlau i musikteori og August Vilhelm Hartmann i orgelspil. Hvorledes han lærte melodierne, ved vi i dag intet om, kun dette at nodeskrift for blinde fandtes ikke dengang.

Efterhånden blev han fuldt uddannet organist med erfaring, idet han et helt år, dog uden honorar, havde vikarieret i en vakant stilling ved Set. Petri Kirke og til alles tilfredshed. Men da han søgte stillingen, opstod der tvivl, om han nu kunne bestride embedet. Flere af datidens kendte komponister og musikere sagde god for ham bl.a. A. V. Hartmann, Kuhlau, Schall og Weyse samt overbibliotekaren ved Det kgl. Bibliotek E. C. Werlauf. Han fik stillingen og blev derved den første blinde, der har fået en officiel stilling i Danmark. Det var i året
1828. Men honoraret var ringe, og Peter Jensen måtte supplere sin indtægt ved andet arbejde.

Peter Jensen, der endnu var ugift, var en meget flittig mand. Han beherskede både tysk og fransk og i nogen grad hebraisk, men det var dog musikken og især fløjtespillet, som han begyndte hos den gamle Pauli, der optog ham, og hvorved han kunne tjene ekstra indtægter. Han underviste, komponerede og gav koncerter. Her nævnes 3 af hans elever: Vilhelm Holm senere kendt som bratschist ved Det kgl. Kapel, Herman Løvenskjold, der også senere blev kendt komponist, samt J. P. Hartmann, der fik undervisning i instrumentation.

Ved koncertee var det fløjtespil, især Kuhlaus kompositioner, han med held optrådte med.

Men det var dog som komponist hans navn blev kendt. Han skrev især for fløjte, men også en del for klaver: Sonater, dueter, transskriptioner, fantasier, variationer, etuder m.m. Men iøvrigt omfattede hans store produktion udover kammermusik også kantater. En opera ”Robinson” med tekst af G. Siesbye blev opført på Det kgl. Teater i 1834 og hans kantater benyttedes ved følgende lejligheder: universitetskantate i anledning af prins Frederiks formæling 1828, Polyteknisk Læreanstalts indvielse 1829, biskop i Sjællands Stift Misters begravelse 1830, Synagogens indvielse 1833 og Universitetsbygningens indvielse i 1836.

Peter Jensens musik gør et jævnt, men tiltalende indtryk, den er typisk for tiden omkring 1830. Højest når han, hvor han udtrykker sig ved sit hovedinstrument, fløjten. Hans to fløjtesonater opus
6 og opus 18 samt den store fløjtekoncert i A-mol er vardifulde. Men også hans Larghetto for orgel og 2 horn og hans Symfoni for orgel med blæsere kan regnes til hans bedste værker. Stilistisk er Peter Jensen nærmest viderefører af Kuhlau. Hans harmonik er fint udarbejdet, og som instrumentator er han blændende. Hans musik til Oehlenschlågers tragedie ”Væringee i Miklagård” er af en egen nordisk tone, og den virker som forløber for den stil, der senere skule blive karakteristisk for J. P. E. Hartmann. Musik fra ”Væringerne i Miklagård” har. været på Det kgl. Teaters repertoire indtil 1931. (Oplysningee om Peter Jensens musik er delvis hentet fra Dansk biografisk Leksikon, bd. XI, 1937).

I en alder af 36 år blev Peter Jensen gift med den 2 år ældre blinde pige Louise Ingeborg Nielsen, datter af soldat Lars Nielsen og Anna Cathrine Soderwald. Det vides, at ægteparret fik en datter, der blev døbt Ida. I blindeinstituttets studiesamling findes en usigneret blyantstegning af Peter Jensen, den har tidligere hængt på Frederiksborg museum. I studiesamlingen findes også en over

100 år gammel fotografisk gengivelse af denne tegning, begge dele foræret til instituttet af datteren.

Peter Jensen døde 1846, 44 år gammel. Han blev begravet på Set. Petri kirkegård. <[ Folke Johansen å

Blindehistorisk Selskab afholder sin ordinære generalforsamling ifølge selskabets love lørdag 24. februar 2001 kl. 13 på Fuglsangcenteret.

Efter afholdelsen af selve generalforsamlingen skal vi

høre nogle indlæg om

”Hvordan begyndte rejsevirksomheden for blinde?”

Det er naturligvis meningen, at andre deltagere også kan bedrage med oplevelser og synspunkter.

Dagsordenen vil blive udsendt til medlemmerne i løbet af uge 4 i år 2001, men bestyrelsen vil allerede nu meddele, at emner, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest den 10. februar 2001.

Med venlig hilsen

Jørgen Eckmann

10

Tanker omkring Refsnæsskolens historiske samling – Museum?

{ Mit navn er Else Ahrens, ansat som lærer på Refsnæsskolen siden
1969. Ide seneste år har j eg haft tilsyn med skolens historiske samling og i den forbindelse arrangeret udstillingen i forbindelse med skolens 100 års jubilæum.

I marts dette år blev jeg bedt om at give en redegørelse omkring denne samling til Refsnæsskolens ledelsesteam. Det er denne redegørelse om mine tanker, der i let redigeret form offentliggøres her, idet jeg naturligvis håber på, at Blindehistorisk Selskabs medlemmer vil melde tilbage til mig, om man er enig i mine betragtninger eller ej. Ligeledes hører jeg gerne om forslag til andre aktiviteter.

Formålet med Refsnæsskolens Museumstudiesamling (museum og arkiv) kan man gøre sig mange tanker om. Forstander Keld Stochholm mener, at der kun findes og skal findes et museum for blinde, nemlig „Blindehistorisk Museum” på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup. Jeg mener, at vi skal have vores eget museum ud fra, at dette sted har været barndomshjem for mange blinde og svagsynede børn igennem 100 år. Set fra Keld Stochholms standpunkt bør vores samling i denne sammenhæng ses som et lokalt supplement, som kan fungere som inspiration og appetitvækker til det etablerede og meget bredere blindehistoriske museum i Hellerup. Jeg mener som n[jvnt, at vi skal etablere vores eget museum. Stedet her har været forskole og børneskole til instituttet i København,

r og altså stedet, hvor de synshandicappede fik deres grundlæggende undervisning, som man byggede videre på i København.

v Derfor finder jeg, at formålet med Refsnæsskolens Studiesamlinglad os så kalde den det – eller historiske samling – er at indsamle, bevare, registrere og beskrive genstande med tilknytning til Refsnæs-

11

skolens undervisning og det sociale liv på institutionen, samt formidle viden via museumsgenstande og arkivalier til interesserede.

Som målgruppe tænker jeg på tidligere og nuværende elever, men nok i særlig grad på integrerede elever, der i historiens lys er historieløse, hvis ikke vi på stedet her forsøger at bibringe dem en opfattelse af, hvordan livet som blind og svagsynet har ændret sig igennem tiderne. Deres identitet som synshandicappet skabes efter min mening ikke alene med deltagelse i kurser og derved samvær med andre ligestillede. Min erfaring siger, at det er vigtigt at trække linien bagud i historien, så man ikke går rundt og tror, at man er den eneste, og at man fordi man ikke ser så godt også pr. definition er dårligt begavet.

Desuden tænker jeg på tidligere og nuværende medarbejdere, forældre, pædagoger og lærere på kursusophold samt lokale interesserede.

Udstillingen i forbindelse med institutionens 100 års jubilæum vakte stor interesse blandt ovennævnte, men nok især blandt de tidligere elever, der har haft deres barndomshjem her. Indtil 1920 kom børnene jo kun hjem en gang om året – på sommerferie. I 1920 blev der etableret betalt hjemrejse også til jul, mens hjemrejse til påske-og efterårsferie først blev indført i begyndelsen af 1950eme.Weekendhjemrejser blev først indført efter 1966. Når man således hører voksne blinde fortælle om deres barndom, er dette stedet, hvor det hele foregik. Ofte var det sådan, at børnene følte sig fremmede i deres egen familie. Alt foregik her. Selv konfirmationen, hvor de pårørende kom dagen før til aftensmad og aftenkaffe. Efter et stort morgenbord, blev børnene konfirmeret i Rakle v Kirke.

Gymnastiksalen var så indrettet til „små stuer” for hver familie, hvor konfirmationsfesten så blev holdt – først med stort frokostbord, senere med middag til aften.

12

Den historiske interesse viste sig også ved 100 årsjubilæet, dels ved, hvad tidligere elever kunne fortælle, men også stærk ved, at de fik mulighed for at gå rundt og se de steder, hvor de boede og gik i skole som børn, genkende stederne og „Kan du huske?”

Interessen for historien afspejler sig også i, at der for knap 6 år siden den 18. november 1994 blev holdt stiftende generalforsamling for et „Blindehistorisk Selskab”, der i dag tæller ca. 130 medlemmer. Selskabet nyder godt afRefsnæsskolens velvilje med hensyn til udgivelse af nyhedsbreve og diverse informationer, som trykkes dels på punkt og dels på sort, og udsendes til selskabets medlemmer uden omkostninger for selskabet.. Dette påskønner vi meget. Endvidere støttes selskabet økonomisk af Dansk Blindesamfund, der også på denne måde viser de blindes interesse for egen historie. Formålet med selskabet er at støtte begge samlinger.

I tilknytning til dette kan man opstille nogle overordnede spørgsmål:

Vil Refsnæsskolen have en historisk samling/et museum?

Hvilket formål skal samlingen have?

Hvilke arbejdsopgaver/funktioner skal varetages i forbindelse

hermed?

Hvilke fysiske rammer kan findes/stilles til rådighed?

Følgende arbejdsområder finder jeg relevante:

l. Indsamling

definering/afgrænsning af, hvad der skal indsamles (genstande, billeder, publikationer og småtryk, scrapbogsmateriale egt. arkivalier).

Research/opsøgende virksomhed

Afleveringsprocedure

Anbringelse af de indsamlede genstande

13

2. Registrering status d.d.: O

Hvem kan hjælpe? Kan vi få professionel hjælp?
– evt. en studerende, som man tidligere har haft det på Blinde historisk Museum.

Hvordan skal der registreres – manuelt eller via EDB? I hvilket omfang skal der registreres, hvor skal der startes, og hvordan skal der prioriteres?

3. Opbevaring

Finde velegnede systemer

Finde velegnede fysiske rammer (jeg har foreslået det gamle centralkøkken – det hus, der nu rummer vævelokaler. Det er jo i historisk perspektiv relevant.)

4. Formidling

Målgrupper (medarbejdere, elever, kursister, lokal befolkning,

gæster)

Egnede fysiske rammer/udstillingsfaciliteter

Permanent grundudstilling

Åbningstider, omvisning

Temaudstillinger, f.eks. i forbindelse med tematiske kurser.

Samlingen aktuelt i dag

Den har det ikke godt. Alle krav til opbevaring af historiske genstande kan ikke overholdes Her skal blot nævnes lys- og klimatiske forhold, hvor det er vigtigt, at genstandene opbevares under ensartede temperatur – og lysforhold. Det kan slet ikke tilgodeses oppe under loftet på Strandbo. Desuden er der alt for lidt plads, og arkivforholdene er ude under skunken. Endvidere er adgangsforholdene helt uhensigtsmæssige. Man skal hverken være synshandicappet eller have gangbesvær for at komme derop ad den meget stejle hønsestige.

14

Er man således heldig alligevel at være i stand til at komme derop, er der utrolig mange ting, der har stor interesse. Det var således nødvendigt i forbindelse med 100 års-jubilæet at udvælge temaer, da der slet ikke var plads til alt på udstillingen. Jeg valgte følgende temaer: Bygningshistorie belyst ved billeder med tilhørende tekst, punktundervisning fra Refsnæsskolens start til den sidste nye logtext, anskuelsesundervisning, matematikundervisning gennem 100 År og svagsynsundervisning belyst fra forstørrelser til vor tids nye elektroniske muligheder.

Inden for det seneste har der i Vestsjællands Amtskommune været udvist stor interesse for børns – herunder handicappedes – liv igennem tiderne – måske p.g.a. at politikere, bl.a. amtsborgmesteren var til stede og så udstillingen ved jubilæet. Der blev således i foråret
2000 etableret en udstilling af bl.a. lokalhistoriske foreninger, og Vestsjællands Amt havde bevilget 100.000 til formålet. Titlen var:

„Børn i de voksnes hænder” og skildrede børns – herunder handicappede børns vilkår gennem tiderne i Vestsjællands Amt. Vi blev kontaktet, udlånte billeder og diverse effekter, der indgik i udstillingen, som blev en vandreudstilling inden for amtet. Erfaringen fra samtaler og udkast til udstillingen siger mig, at det er vigtigt, at det er folk „indefra”, der deltager, for derved at få det mest realistiske billede af blinde børns forhold igennem tiderne. Denne lokalhistoriske interesse mener jeg også er begrundelse for, at Refsnæsskolen skal have sin egen historiske samling/museum.

Og så lidt om den rigtige historie

Den første blindeundervisning i Danmark var baseret på frivillig arbejdskraft og filantropi, idet Kjædeordenen allerede i 1811 påbegyndte den første blindeundervisning i Danmark. Kong Frederik VI gav tilskud og samtidig tilladelse til, at institutionen måtte få navnet „Det kongelige Blindeinstitut”. Dette private initiativ viste sig ikke at slå til, hvorfor der 1858 oprettedes et blindeinstitut på

15

Kastelsvej i København. Dette institut varetog dog først undervisningen, når eleverne var 10-12 år gamle, idet man ikke skønnede, at blinde var modne til undervisning tidligere. Der var dog stadig ikke undervisningspligt for blinde børn. Denne blev først indført i 1926 – for døve i 1817. Instituttet blev ledet af en forstander. Instituttets første forstander var Johannes Moldenhawer, der var forstander til 1905. Han gjorde en stor indsats for at forskolen blev oprettet, således at blinde børns undervisning blev påbegyndt samtidig med andre børns. I mellemtiden var ansvaret for blinde børns undervisning overtaget af staten. Efter mange diskussioner om placeringen af forskolen enedes man om at placere denne på Refsnæs, da 36 % af erhvervet blindhed på daværende tidspunkt skyldtes tuberkulose. Kysthospitalet var et tuberkulosehospital. Derfor valgte man at købe „Strandlyst”, der skulle være „Skole, hjem og Sanatorium” for blinde børn mellem 6 og ca. 10 år. Det åbnede l. november 1898 som Det kgl. Blindeinstituts Forskole”.

Der var plads til 20 børn, selv om ønsket havde været plads til 40 normaltbegavede og 20 svagtbegavede. Selv om det var frivilligt at sende sit blinde barn til forskolen, blev denne hurtigt for lille, og allerede i 1903 blev der bygget en østfløj til den eksisterende bygning. Nu var der så plads til 30 børn, men i 1909 blev endnu en fløj tilbygget, og bygningen fik da det udseende, den har i dag. Så var der plads til 50 børn.

Det er den bygning, der i dag rummer administration og materialelaboratorium. Som kuriosum kan nævnes, at viceforstanderens kontor og EDB-rummet var sovesal, at afdelingsforstanderens kontor var plejemors stue og at kontoret for afdelingslederen for skolen var hendes soveværelse. Man bør også lægge mærke til de små tal, der stadig sidder på dørkarmene. De er også historie. Fra starten havde man ønsket, at der også var plads til svagtbegavede børn, hvorfor man 1916 købte nabovillaen „Bakkely” (nu Vest),

16

som blev til hjælpeskole for 16 elever. Denne udvidedes i 1919 til at kunne rumme 30 elever.

Nu manglede man kun et børnehjem til de blinde børn, der af sociale grunde ikke kunne være hjemme, og igen hjalp velgørenhed, til idet grosserer Stau købte nabogrunden på 8 tdr. land, hvorpå der opførtes et børnehjem til 20 børn.

Denne bygning fungerede til det nye børnehjem blev bygget i 1970. Det gamle børnehjem er den nuværende kantine, og det nye fik navnet „Stausgård”.

Da der også dengang var problemer med udslusning af dårligere fungerende elever opførtes et væmehjem for 20 blinde piger. Det nuværende Fjordhøj. Da det i 1972 blev nedlagt som væmehjem, var en del af de beboere, der flyttede ud, de samme som i 1928 flyttede ind. Det er ret tankevækkende, og derfor ikke underligt, at mange føler en stærk tilknytning til stedet. I øvrigt var det sådan, at når man som ung lærer i slutningen af
60erne søgte stilling, var man til samtale med daværende forstander Kurt Kristensen en lørdag formiddag, hvor der var blevet tradition for, at han drak kafe derovre sammen med beboerne. Der blev man så inviteret med over. Det var et ret trist syn og et levn fra gamle dage.

Det er ikke min hensigt at forelægge hele Refsnæsskolens historie, men dette er medtaget for at illustrere, hvor mange elever, der var på stedet i slutningen af 20me og begyndelsen af 30me. Senere blev der endnu flere, da undervisningen på skolen, som nævnt blev udvidet til at strække sig til efter konfirmationen. Da Refsnæsskolen fra starten var underlagt instituttet i København som forskole til dette, var Moldenhawer således også Refsnæsskolens første forstander.

I hans forstandertid var der stor diskussion om læsemedium, og beslutningen blev, at de yngste elever skulle lære reliefbogstaver. Disse var klæbet på små træklodser. Først når eleverne havde lært

17

alfabetet, begyndte de at lære at skrive punktskrift-alfabetet. Denne skriftfbrm blev fra nu af brugt til alt skriftligt arbejde og foregik ved skrivning på tavle med pren spejlvendt fra højre mod venstre. Alt var således håndskrift. Man forlod først endelig relieflæsning ved Moldenhawers afgang i 1905.

Modsætninger er klar

I dag sidder eleverne med computere, – noget af en historisk udvikling.

Ved generalforsamlingen i 1999 i Blindehistorisk Selskab fik jeg overrakt nogle hovedtelefoner, der stammer fra forstander Riitzau. De er indkøbt i slutningen af 20me og var nødvendige, når man dengang lyttede på krystalapparat. Efter dennes død, havnede disse efter omveje igen på Refsnæsskolen hos frk. Filstrup, der lod sig overtale til at give dem til en daværende elev Tage Poulsen på den udtrykkelige betingelse, at han aldrig måtte overgive dem til andre. Tage Poulsen fandt imidlertid, at det at give dem til Refsnæsskolens samling, var at give dem tilbage til deres oprindelsessted. Senere modtog jeg et bånd fra ham, der beskriver disse, men på båndet er også et causeri, han blev opfordret til at holde i en af Dansk Blindesamfunds kredsklubber. Tage Poulsen er født i 1924 og var elev på skolen i perioden fra
1925 til 1937 – altså er han eksempel på et af de børn, der ikke havde mulighed for at va;re i sit hjem. Det er sådanne anekdoterbeskrivelser, der får mig til at mene, at Refsnæsskolen for mange blinde og svagsynede har været deres barndomshjem og dermed en vigtig del af deres liv. Dette har ført til, at jeg mener, at Refsnæsskolen måÆ)ør have sin egen selvstændige historiske samling.

Else Ahrens

18

Hvem er hun?

Kunstner?

Årstal?

Hvor er originalen?

Denne buste (gipsafstøbning) af en ung kvinde er lidt af et mysterium. Hverken modellen eller kunstneren har det været muligt at spore. Statens Museum for Kunst har givet op, og Ny Carlsberg Glyptoteket har udelukkende kunnet hjælpe med perioden 1900-
1930 og stilretningen florentinsk samt den antagelse, at busten er dansk.

Eftersøgningen har stået på i mere end l O år. Enhver, som kan bidrage med oplysninger om kunstner, model, tilblivelsesår og originalens placering kan påregne en hædersplacering i den blindehistoriske forskning og den blindehistoriske interessekreds. Det, der gør busten både interessant og let at identificere (tror man), er, at kvinden angiveligt er blind, og at den har stået på ”Hjem for arbejdsføre Blinde Kvinder” på Mariendalsvej på Frederiksberg. Institutionen blev grundlagt år 1900, og et godt gæt er, at busten er skænket hjemmet ved indvielsen. Det passer ganske godt med Ny Carlsberg Glyptotekets tidsangivelse. En portrætteret blind kvinde skulle det ikke være så svært at spore, hvis hun vel at mærke er dansk, fordi stort set alle blinde for hun-

19

drede år siden opholdt sig kortere eller længere tid på Blindeinstituttet eller Blindeskolen for børn. Disse institutioner fotograferede deres elever, og billederne blev opbevaret i journalen. Desuden stillede hele institutionen op til fotografering cirka en gang om året. På Landsarkivet for Sjælland opbevares Blindesagens arkiv, et meget velbevaret og næsten komplet arkiv fra 1858 og op til vore dage, som også indeholder inventarlister fra f.eks. Hjemmet på Mariendalsvej og de omtalte journaler fra blindeinstitutioneme. Desværre dukker vores unge kvinde ikke op her. Det gør hun derimod i Det kongelige Blindeinstituts 100 års jubilæumsskrift fra 1958. Et foto fra bogen viser administrationschefens kontor, hvor busten nok så nydeligt er anbragt. Det er fra denne embedsmand, som efterhånden var over halvfems, da han blev kontaktet i 1993, at oplysningen om bustens placering på blindehjemmet på Mariendalsvej stammede. Siden var den så overdraget Blindeinstituttet på Kastelsvej på Østerbro i København. I dag tilhører busten Blindehistorisk Museum, som har til huse på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup. Et kvalificeret gæt
– som desværre er manet i jorden – er, at busten forestiller Hellen Keller, som er en kendt amerikansk døvblind kvinde og blindepædagog (1881-1968).

En behjertet sjæl foreslog, at den unge kvinde bare havde lukket øjnene og måske befinder sig i en drømmende tilstand. Vi hælder dog mest til, at kvinden er blind og har et autentisk forlæg. Normalt har blinde dog ikke tillukkede øjne, men det kan være kunstnerens valg at angive blindhed på denne måde.

20

Nyhedsbrev Juni 99

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev

Juni 1999

Dronning Margrethe i Refsnæsskolens festsal ved 100 års jubilæet 4. november 1998.

Nyt fra redaktionen

Så lykkedes det endelig for redaktionen at få udsendt en ny udgave

af Nyhedsbrevet. I hørte fra os sidste gang i efteråret 1998. Så der

er desværre gået alt for lang tid. Det er stadig bestyrelsens mål at

udgive to nyhedsbreve om året, så det vil vi naturligvis bestræbe os

på at opfylde.

Denne gang kan I læse fortsættelsen på ”Marie Madsens historie”.

Hvis der er nogen, der ønsker første del – f.eks. nye medlemmer, er

meget velkomne til at henvende jer til os.

Endvidere kan I læse nyt fra formanden og referatet fra den årlige

generalforsamling. LeifHaal og Karsten Ahrens

Bestyrelsens sammensætning

Jørgen Eckmann, formand.

Bogensegade 8, 2100 København Ø.

Telefon 35 26 70 35 (arbejde), 35 26 97 90 (privat).

Fax. 35 26 70 36.

Henning Eriksen, kasserer.

Ørnens Kvarter 17 B, 2620 Albertslund.

Giro 050 1697. Telefon 43 64 13 90.

Karsten Ahrens, næstformand. Høj vangen 15, 4470 Svebølle. Telefon 59 57 01 51 (arbejde), 59 29 32 92 (privat).

Arne Krogh. Telefon 45 85 94 19.

Leif Haal, sekretær. Telefon 45 86 98 46.

Suppleanter:

Bente Krogh. Telefon 45 85 94 19. Else Ahrens. Telefon 59 29 32 92.

ISSN: 1398-0238. Nøgletitel: Nyhedsbrev. Blindehistorisk Selskab

2

Nyt fra selskabet

Blindehistorisk Selskab har afholdt sin ordinære generalforsamling søndag 21. marts på Fuglsangcentret. I tilslutning til generalforsamlingen havde vi en debat om selskabets fremtidige virksomhed. Deltagerne var enige om, at selskabet skal fortsætte sin virksomhed, men påpegede at der skal gøres mere for at synliggøre selskabet.

På den baggrund har bestyrelsen på sit møde den 28. april 1999 besluttet, at Nyhedsbrevet fremover skal produceres i punktskrift, på bånd og i sortskrift.

Medlemmer, der ønsker båndudgaven, bedes henvende sig til selskabets næstformand Karsten Ahrens på telefon 59 57 01 51 (arbejde) eller 59 29 32 92 (privat).

Endvidere besluttede bestyrelsen at forsøge at producere bånd med optagelser af historiske begivenheder og/eller lydoptagelser, der på én eller anden måde belyser blindes levevilkår.

Jørgen Eckmann

Blindehistorisk Selskabs generalforsamling på Fuglsangcentret 21. marts 1999 kl. 10.00

Der var 17 stemmeberettigede til stede. Fra bestyrelsen var der afbud fra Jytte Durhuus.

I forbindelse med generalforsamlingen var planlagt en uformel drøftelse af selskabets virke fremover. Formand Jørgen Eckmann (JE) foreslog at holde denne drøftelse om formiddagen og afholde generalforsamlingen efter frokost. Der var enighed herom.

Der blev nedsat tre grupper, som behandlede følgende emner:

. Skal vi fortsat have et selskab med den nuværende struktur.

2. Hvad skal selskabet bruges til? Andre opgaver end anført

i vedtægterne (interessegruppe?) BT (Brahim Talibi) mente, at årsberetningen burde behandles,

før man gik til gruppearbejdet. JE mente, det kunne blokere for en åben debat.

Der blev opnået enighed om gruppearbejde før frokost og behandling af resultaterne i forlængelse af bestyrelsens beretning. Den årlige ordinære generalforsamling blev påbegyndt kl. 13.00.

DAGSORDEN

. Valg af stemmetællere og dirigent.

2. Godkendelse af dagsorden.

3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 1998. Er udsendt, men vil blive læst op inden vedtagelse.

4. Bestyrelsens beretning.

5. Godkendelse af det reviderede regnskab for 1998.

6. Fastsættelse af kontingent for 2000.

7. Valg af tre bestyrelsesmedlemmer.

Nuværende medlemmer: a. Henning Eriksen b. Jytte Durhuus. c. Leif Haal. d. To suppleanter. Nuværende suppleant. Brahim Talibi. e. To revisorer: Lilian Krogh Larsen og Else Ahrens. f. En revisorsuppleant. Nuværende revisorsuppleant: Torben Koed Thomsen.

8. Indkomne forslag.

9. Eventuelt.

JE undskyldte, at indkaldelsen var udsendt for sent. Man vedtog at se bort herfra og betragtede generalforsamlingen som lovligt varslet.

Ad l. Valg astemmetællere og dirigent.

Stemmetællere: Edith Nygaard, Hanne Eriksen, Bente Eckmann.

Dirigent: Tage Poulsen.

Ad 2. Godkendelse af dagsorden. Godkendt.

Ad 3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 1998. KA (Karsten Ahrens) oplæste referatet, som blev godkendt.

Ad 4. Bestyrelsens beretning. JE oplæste beretningen, som indeholdt følgende emner:

Foreningens første år var travlt optaget med etableringen, men resultaterne fra det seneste år er magre. Udsendelse af sidste års nyhedsbreve var blevet ramt af konflikt og af travlhed på Refsnæsskolen. Efterlyste indlæg fra medlemmerne. Udtalte mindeord om Jørn Clausen, som døde i november. Refsnæsskolens 100 års dag: Selskabet var ikke direkte involveret, men havde arrangeret en tur. Over tredive deltog havde desuden arrangeret et ”børnekor”, hvis medlemmer i dag er omkring de 60. Etableret et endnu ældre ”bømekor”, dvs. Axel Andersen, som i dag er midt i firserne.

De handicaphistoriske samlinger: Et sejt og måske næsten umuligt

arbejde. Der er problemer med udløsningen af de 300.000 kr. fra

Kulturministeriet. Udbad sig ideer til at komme videre.

KA: Selskabet har givet museet på Refsnæsskolen en gave på 500

kr. i forbindelse med 100 års dagen.

EN (Edith Nygaard) spurgte, hvor mange bestyrelsesmøder, der var

afholdt.

JE: Fire og et telefonmøde.

Fra formiddagens gruppemøder

Gruppe l. Være bevidste om, at Selskabet har to arbejdsområder, det sociale og det politiske. Gøre mere ud af PRarbejdet.

Her og nu: Adresseliste, medlemsundersøgelse, ”hvorfor medlem”.

Gruppe 2. Selskabet skal bevares. Større aktivitetsniveau.

Motivere medlemmerne til aktivt historisk arbejde. Medlemsarrangementer.

Gruppe 3. Selskabet skal fortsætte. Spørgsmål om Selskabet skal være åbent eller forbeholdt synshandicappede. Sociale aktiviteter er ikke det primære. PR-virksomhed meget væsentlig. Spørgsmål om fremtiden, når næste generation de synshandicappede, som vokser integreret i folkeskolen og ikke har samme kontakt til blindeverdenen, som de nuværende generationer. Gruppernes indlæg blev drøftet.

JE fandt indlæggene opmuntrende. Det er en række gode forslag,

som er at betragte som pålæg.

HE (Henning Eriksen) har etableret samarbejde med udvalg 3.

AK (Arne Krogh) gjorde opmærksom på, at beretningerne fra ’97 og ’98 opridser problemer, som nu nævnes igen i gruppearbejdet.

EAn (Elin Andreasen) foreslog at afholde et weekendarrangement. BE (Bente Eckmann) foreslog, at generalforsamlingen blev afholdt på Sjælland hvert andet år.

Bestyrelsen tog de faldne bemærkninger til efterretning. Beretningen blev godkendt.

Ad 5. Godkendelse af det reviderede regnskab for 1998. HE gennemgik regnskabet. BT sagde, at regnskabet burde være udsendt med indkaldelsen. HE var enig heri og beklagede, at det ikke var sket. Regnskabet blev godkendt.

Åd 6. Fastsættelse af kontingent for år 2000 HE foreslog uændret kontingent på 100 kr. Vedtaget.

Ad 7. Valg

Kasserer Henning Eriksen blev valgt. Ingen andre kandidater. Som nye bestyrelsesmedlemmer valgtes Ame Krogh med 15 stemmer og LeifHaal med 13 stemmer. Brahim Talibi fik 4 stemmer. Jytte Durhuus genopstillede ikke.

Som l. suppleant valgtes Else Ahrens med 9 stemmer. 2. suppleant blev Bente Krogh med 7 stemmer. Brahim Talibi og Edith Nygaard fik hver 5 stemmer, og Elin Andreasen fik 4. En stemme var ugyldig.

JE gjorde opmærksom på, at man ikke kan benytte de sædvanlige regler for l. og 2. suppleant, da man må tage hensyn til DBS’ regler for tilskud.

Som revisorer valgtes Lilian Krogh Larsen og Edith Nygaard. Revisorsuppleant blev Bente Eckmann. JE takkede for en god og konstruktiv debat, som kan bringe selskabet videre. Konstituerende bestyrelsesmøde vil blive aftalt umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning. Generalforsamlingen sluttede kl. 15.20. LeifHaal, referent

Hvad blev der af dem?

Maria

ALIAS MADAM TOUCHER

Sidst vi hørte om Marie, var hun blevet for gammel til at fortsætte som elev på instituttet. Hun blev udskrevet og skulle nu til at stå på egne ben. Det var i året 1865. Det var spændende, om hun kunne tjene tilstrækkeligt til livets ophold ved det, hun havde lært på instituttet, eller om hun blev nødt til at flytte hjem til forældrene på husmandsstedet i Odsherred for at lade sig forsørge af dem eller evt. af sognet.

For at lette hende i overgangen fra det beskyttede liv på institutionen til det frie liv i København, blev hun støttet på forskellig vis. Midlertidig fik hun ophold på Kjædens ”Forsørgelsesanstalt for Blinde”. Normalt arbejdede de 12 blinde, der boede der, på anstaltens værksted, og indtægten gik til betaling for ophold m.m. Marie fik fri rådighed og vask. ”Foreningen til fremme af Blindes Selvvirksomhed”, der var blevet stiftet i 1862, ydede hende 20 rigsdaler til hjælp. Instituttet forsynede hende med ”en deel relieftrykte Musikalier”, og et fortepiano blev stillet til hendes disposition. Censor ved musikeksamen på instituttet gav hende en ”Attest for Duelighed for at undervise i Musik”.

Vi ved, at Marie i 1866 og 67 ernærede sig ved at undervise både seende og blinde børn i musik og ved at lave forskelligt håndarbejde for folk. Enkelte gange fik hun dog også nogen økonomisk støtte dels fra Kjæden og dels af instituttets små legatmidler. Vel

mest for at slå sit navn fast gav hun også koncerter bl.a. i Lyngby, på hotel Phonix i København og i Sorø. Sidste sted sammen med den da kendte Fr. Jacobsen fra Sakskøbing.

Hun boede kun et års tid i forsørgelsesanstalten, så lejede hun sig et værelse ude i byen, og ”efter en Tidlang at have havt den svagsynede Christine Priiskom hos sig, der var iden Kondition, da hendes Øine vare syge – har hun senere taget den svagsynede Dorothea Isaksen til sig”. Da hun flyttede fra forsørgelsesanstalten, skaffede instituttets musiklærer Valdemar Schiøtt hende et klaver. Syarbejdet for fremmede blev efterhånden til fast sy arbejde på instituttet. Det har formodentlig været lappe- og reparationsarbejde, hun har lavet, for i årsberetninger fortælles der om, at de kvindelige elever dengang syede alt linned, både drengenes og pigernes, alt dækketøj, lagner, pudevår og håndklæder samt strikkede alle de strikkevarer, der blev brugt på institutionen.

Men i 1868 skete der noget, der fuldstændigt ændrede hendes liv. Hun blev forlovet med den jævnaldrende xylograf August Toucher. Augusts far var også xylograf, men han var desuden en meget frisindet forfatter og journalist, der en overgang redigerede ”Corsaren” og senere ”Republikaneren”, begge kritiske blade. Han var meget stærkt politisk engageret, og på grund af politisk konflikt måtte han V år i fængsel, da August var en lille dreng. Moderen var da død. Far og søn levede i meget små kår, og August oplevede hver dag eksempler på knugende armod, pjaltede og underernærede naboer og megen druk. Men han hørte også hver dag faderens samtaler med adskillige af datidens betydende personer om politiske og sociale forhold. August blev selv meget politisk engageret.

I april 1871 udsendte løjtnant og postskriver Louis Pio nogle tryksager, der blev begyndelsen til socialismens indtog i Danmark, og han blev derved Socialdemokratiets grundlægger. August og hans far sluttede sig straks til bevægelsen, og i november samme år sad Marie en aften blandt tilhørerne, da August holdt sin første tale ved

et socialistisk møde, og hun blev senere ilhører til mange af hans taler. Samme år blev hun gift, og nu hed hun Madam Toucher.

I juni 1872 holdt August en tale, hvori han fastslog, at der skulle oprettes en ungdomssektion i ”Internationale”, som bevægelsen kaldtes, en tanke, der vakte den heftigste kritik i borgerskabet i København. Augusts ideer er dog senere virkeliggjort i Socialdemokratisk Ungdom. Det år fik Marie og August et barn. ”Det gaaer hende godt, og hun er tilfreds i sin Stilling. Hun har et B am, som hun selv passer”. Men lykken varede kun kort. Barnet døde ved etårs alderen, og August blev kort efter angrebet af tuberkulose. I et mindeskrift om ham kan man læse, at hans blinde hustru plejede ham med rørende omhu. Han døde 28 år gammel efter 3 års ægteskab.

Deltagende ved begavelsen var efter den tids forhold ganske overvældende, man har anslået, at deltagerantallet i processionen fra Helliggeistkirke og til Assistens-kirkegård var omkring 2000. Nu var det Augusts far, der havde pligt til at støtte Marie, men hans indtægt var lille, hvorfor hun flyttede sammen med ham og hans nye kone. Imidlertid kom han i unåde hos Prior i det socialistiske parti, og han blev udstødt af partiet, hvorved han mistede sin indtægt. Det resulterede i, at familien emigrerede til Kapstaden i Sydafrika, men Marie blev tilbage.

Marie var nu alene og uden synderlig indtægt, hun tjente kun lidt ved håndarbejde. I annalerne kan man læse: ”Hun har i de senere Aar havt det strengt, idet hendes Mands Slægt ikke have opfyldt deres pecuniaire Forpligtigelser imod hende. Hun har derfor paadraget sig Gæld til hvis Afbetaling hun har gjort sig store Anstrengelser. Af og til har hun faaet Hjælp af Foreningen til fremme afBlindes Selvhjælp, blandt andet til Anskaffelse af en Strikkemaskine”.

Marie var ikke bange for at prøve noget nyt, og i løbet af kort tid havde hun fast arbejde som husbestyrerinde for en svagelig musi

10

ker ved navn Hansen. Hun lavede mad for Hansen og hun gjorde rent i hans lejlighed, til gengæld fik hun kosten hos Hansen, og han lejede og betalte et værelse for hende. Marie var sikret både kost og logi. Af en samtidig oversigt over blindes erhvervsmuligheder fremgår det, at hun desuden har indtjent 2-3 kr. om måneden ved syarbejde, og det har sikkert været tilstrækkeligt til hendes små fornødenheder.

Senere gav hendes familie hende en mindre årlig understøttelse, og efter musiker Hansens død arvede hun hans møbler, hvorfor hun var i stand til at oprette Enkefru Touchers Pensionat for blinde unge kvinder på Frederiksberg. Det må formodes, at Marie nu havde mindst en halv snes gode år, førend hun i 1903 opgav pensionatet. Vi kender nogle få piger, der flyttede fra Instituttet til Maries pensionat, hvor de var beskæftiget med håndarbejde som strikning, knytning, syning og lignende. Der blev ydet støtte til dem på forskellige måder, som regel de 200 kr. årligt, det kostede at bo og spise hos Marie. Her nævnes bl.a. (ved fornavn): Johanne, der var forældreløs, Marie, hvis mor var ugift og derfor ikke kunne forsørge sin datter, og Gyda, der ikke ville bo hjemme hos sine forældre.

Man kender ikke meget til Marie efter pensionatets ophør, men det vides dog, at den nu 63-årige enke fortsat blev boende på Frederiksberg, idet hun mindst en halv snes år fik boligtilskud af legatmidler, ligesom hun også fik støtte til andre formål, f.eks. til en rekreationsrejse og et større beløb til tandbehandling. Hun har ikke haft bolig på Hjemmet for blinde Kvinder på Mariendalsvej eller på Kjædens hjem i Klerkegade. Marie Toucher døde 1917, hun var da 77 år gammel.

Marie må antages at være den første danske blinde pige, der har forsøgt at frigøre sig fra sin fattige familie og fra fattigvæsenet og selv har styret sin tilværelse efter de muligheder, der nu engang forelå. At det lykkedes for hende med de få indtjeningsmuligheder,

11

der var for en enlig kvinde af små kår, ja oven i købet en blind kvinde, skyldtes dog ikke alene hendes egen store indsats, men hun fik også megen menneskelig støtte fra andre. På den tid voksede der en social forståelse frem hos den almindelige borger i samfundet. Man ville meget gerne medvirke til, at dårligt stillede medborgere skulle føle, at de var nyttige borgere, og at de skulle have den tilfredsstillelse, det var at klare sig selv. Til dette formål var der for blinde bl.a. Det Kongelige Blindeinstitut, hjælpende foreninger og legatmidler. Altsammen foranstaltninger, der var startet på privat initiativ.

Marie var en af de første, der kom til at opleve noget, der var helt nyt for blinde, ja for alle stærkt handicappede. Det var blevet muligt at flytte fra et usselt og dårligt miljø til et helt andet miljø, hvor der var mulighed for meget større livsudfoldelse.

FOLKE JOHANSEN

4

Dronning Margrethe bliver vist rundt på den historiske udstilling 4. november 1998. På billedet ses også forstander Keld Stocholm, tidligere forstander Kurt Christensen og Else Ahrens, der stod for udstillingen, som var lavet i gymnastiksalen.

Nyhedsbrev September 98

Blindehistorisk Selskab

Nyhedsbrev

September 1998

TOMTEBODA 5. juni 997. – Museet bliver indviet med slag på en kopi af klokken på Tomtebodas tag.

Det er med dyb beklagelse, at bestyrelsen må konstatere, at det først nu er lykkedes os at få det nyhedsbrev sendt ud, som burde have været hos medlemmerne i maj måned. Vi blev dels ramt af storkonflikten på arbejdsmarkedet og dels af et stort arbejdspres på Refsnæsskolen. Vi beklager!

Konstituering

Efter generalforsamlingen har bestyrelsen konstitueret sig som følger:

Jørgen Eckmann, formand.

Henning Eriksen, kasserer.

Karsten Ahrens, næstformand.

Jørn Ebdrup Clausen, bestyrelsesformand.

Jytte Durhuus, bestyrelsesmedlem.

LeifHaal, l. suppleant, sekretær.

Brahim Talibi, 2. suppleant.

INDHOLD

Hvorfor være medlem? ……………………………………. 3

Refsnæsskolen 100 år………………………………………. 3

To blindehistoriske museer ……………………………… 4

Hvad blev der af dem? …………………………………….. 6

Generalforsamling …………………………………………. 11

Det var virkelig et besøg værd……………………….. 15

Redaktion: Karsten Ahrens, Jrn Ebdrup Clausen, LeifHaal og Anne Bente Rosenkilde.

ISSN: 1398-0238. Nøgletitel: Nyhedsbrev. Blindehistorisk Selskab

Hvorfor være medlem?

Betaling af kontingent for 1998

Blindehistorisk Selskab er en interesseforening omkring minderne om blindes fortid og bevarelse af disse minder for fremtiden. Med dit medlemskab er du med til at muliggøre, at synspunkter omkring bevarelsen af blindes historie kan blive hørt af beslutningstagerne i samfundet. Foreningen udsender flere nyhedsbreve til medlemmerne om året med interessant stof om blindes historie. Foreningen arrangerer lige-ledes møder, ture og lejlighedsvis også rejser for medlemmerne. Der er derfor god grund til at være medlem af Blindehistorisk Selskab.

Kasserer i Blindehistorisk Selskab: Henning Eriksen,

Ørnens Kvarter 17 B, 2620 Albertslund.

Telefon 43 64 13 90. Gironr. 050 1697.

Refsnæsskolen 100 år

Refsnæsskolen fylder 100 år den 5. november. I den anledning afholdes der bl.a. et ”åbent hus” arrangement, hvor blandt andre tidligere elever er velkomne.

Vi vil i den anledning forsøge at lave et fælles arrangement for de af selskabets medlemmer, der måtte være interesserede. Det betyder, at I bedes ringe både til Refsnæsskolen af hensyn til forplejningen og til undertegnede af hensyn til et eventuelt fælles arrangement.

Telefon til Refsnæsskolen: 59 57 02 11. Telefon til Jørgen Eckmann: 35 26 70 35.

Med venlig hilsen Jørgen Eckmann

Se program for ”åbent hus” på Refsnæsskolen side 10.

To blindehistoriske museer

Festligt arrangement i Stockholm 5.-6. juni 1997

I forbindelse med ombygningen afTomteboda lykkedes det at skaffe lokaler i kælderen, således at der dermed var blevet mulighed for at få samlet alle de gamle ting, man igennem årene havde passet på fra blindeskolens historie til et blindehistorisk museum. Museet blev efter forsinkelser indviet ved et meget flot og festligt arrangement, der strakte sig over to dage.

Indvielsen var med deltagelse af repræsentanter fra mange lande herunder også fra Danmark, hvor der var repræsentanter både fra Blindeinstituttet, Danmarks Blindebibliotek, Refsnæsskolen, synskonsulenteme og Blindehistorisk Selskab.

Indvielsen indledtes med en sammenkomst, hvor der var taler af bl.a. rektor Gunilla Stenberg og Torsten Andersn, der har haft en meget primær rolle ved tilblivelsen af dette nye museum. Han var i dagens anledning klædt i jaket!

Endvidere blev selve åbningen foretaget ved slag på en klokke, der var kopi af klokken i Tomtebodas tam. Også uddeling af medalje til en medarbejder, der havde været 30 år på Tomteboda, fandt sted ved denne anledning. Dernæst meget musikalske indslag ved tidligere elever fra Tomtebodaskolen – både orgel og sang ledsaget af guitar.

Efter selve åbningen var der frokost, hvorefter der var mulighed for at se det nye museum, som var meget flot indrettet – selvfølgelig med både punktskrifts- og storskriftsoplysninger om alle de udstillede genstande bekvemt anbragt både for punkt- og sortlæsere. Der var naturligvis også tænkt på hensigtsmæssig belysning.

Museet rummede især genstande fra undervisningen på Tomteboda i form af diverse udgaver af punktskriftbøger, men også et klasse-

4

værelse fra gammel tid var udstillet, ligesom der var vist aktiviteter fra vævning og kurvefletning. Ligeledes udstilledes også genstande fra elevernes hverdag, hvordan de spiste og boede på Tomteboda. Alt i alt en meget flot og spændende historisk samling. Første dag sluttede med en meget fin festmiddag.

Anden dag indledtes med et besøg på Vasamuseet, hvo man har en speciel service for synshandicappede. Museets opbygning og tilgængelighed for handicappede er foretaget i samarbejde med Tomtebodaskolen. En meget stor oplevelse, som kan anbefales for synshandicappede, hvis man besøger Stockholm.

Dernæst var der efter frokost besøg på Synskadades Museum, Synsskadades Riksforbund i Enskede. Museet beretter om svenske synshandicappedes historie og livsvilkår fra 1800-tallets begyndelse og fremad. I over 100 år har synshandicappedes organisationer aktivt påvirket udviklingen, hvorfor deres indsats også belyses. Museet vil ikke kun fortælle. Det vil også give den normaltseende besøgende dybere indsigt om det at være synshandicappet.

Det var to dage fulde af oplevelser og indtryk af, hvordan vi i Danmark også har behov for lignende tiltag både i form af bedre forhold for Blindehistorisk Museum i Hellerup i København, men især for at den historiske samling på Refsnæsskolen får tilgængelige forhold og i det hele taget bedre lokaler til gavn både for synshandicappede og normaltseende f.eks. anvendeligt i forbindelse med Refsnæsskolens kurser.

Det kunne være et stort fødselsdagsønske i forbindelse med Refsnæsskolens 100 års fødselsdag 4. november 1998.

Overlærer Else Ahrens, Refsnæsskolen.

Hvad blev der af dem?

Maria

Der blev stor glæde hos husmand Mads Jørgensen i Grevinge i nærheden af Nykøbing S den 11. januar 1840. Da fødtes hun. Få dage efter fik hun i dåben navnet Marie Madsen. Hun tegnede til at blive en sund pige, men i senere beretninger står der at læse: ”Hun blev blind i sit første Leveaar, har Lysfomemmelse, men ikke tilstrækkelig til derved at kunne veilede sig.” Maria trivedes godt derude på landet, men hun fik ikke nogen skolelærdom, som andre børn fik det. Først da hun var knap 14 år, gjorde hun den lange, lange rejse til Det kongelige Blindeinstitut i Helliggeiststræde i København. Det var i året 1853.

Pladsen var lille på instituttet, men der var kammerater, både drenge og piger, der var humør, men først og fremmest lærte hun noget nu. Desuden havde hun jo ikke kendt bedre før. Verden blev pludselig så stor for Marie.

Her gik hun i skole. Hun lærte katekismus, bibelhistorie og salmevers, men også hovedregning og historie. Alt lærte hun gennem øret, der fandtes ikke bøger, som blinde kunne læse. Undervisningen foregik ved, at gode Kjædebrødre gennemgik stoffet i fortælleform, og det blev senere repeteret af ældre elever, de såkaldte ”repetenter”, der var ansvarlige for hver sit kapitel af stoffet. Maries veninde Sophie måtte således svare for 5te kapitel af bibelhistorien. Men også sang og gymnastik blev der undervist i. Erhvervsfagene var ens for drenge og piger, der var kun strikning og spind på dette tidspunkt, hvor Marie var elev. Dog fik de fleste drenge

violinspil og ganske enkelte orgelspil. Men de sidste måneder, Marie var på instituttet, kom noget nyt til. ”Man modtog frk. Conradine Daus Tilbud om uden Godtgjørelse at vejlede de blinde Piger i Haandarbejde.” Hun indførte filering og var således med til ”at tilvejebringe nogen Afvexling i Arbejdet.” Der var dog ikke noget særligt ved, at frk. Dau ikke fik løn, for det var der ingen lærer, der fik.

Sundheden på instituttet var ikke altid helt god. Et par bekymrede læger skrev en snes år før Maries optagelse bl.a. her citeret fra en senere beretning: Blindheden er ”en tung, ulykkelig Skæbne, – saa synes dog Enkeltes altfor paafaldende blege Udseende, samt hyppige Krampetilfælde at henpege paa andre Aarsager, vi tillade os i denne Henseende at bemærke, at Luftens Renhed, som en nødvendig Betingelse for Sundhedens Vedligeholdelse, vanskeligen tilveiebringes, hvor flere Mennesker dagligen ere forsamlede i eet Værelse, og give os derfor den Frihed at foreslaae, at Eleverne under deres Arbeide fordeeltes i flere Værelser, fremdeles at det blev dem paalagt oftere at skifte Linned og i Særdeleshed Strømper, og at Bevægelse i den frie Luft anbefales dem, som en Nødvendighed, hvorfra ingen maatte fritages uden paa Grund af Sygdom.” Den citerede beretning fortsætter: ”Sluttelig omtales nogle formeentlige Ulemper ved Samlivet mellem de to Kjøn og en rimeligviis stedfindende sygelig Udvikling af Kjønslivet som medvirkende Aarsag til i det mindste Enkeltes sygelige Tilstand.”

Som før skrevet var der her på instituttet lidelsesfæller, mkring 20 drenge og piger, flest drenge samt 12 ældre blinde, der arbejdede på værkstedet. Der har været veninderne: Marn Hansen, Ane Hansen, Kam Pedersen, Caroline og Trine samt mange drenge, hvoraf skal nævnes: Hans, Rasmus, Michael Bech, Niels Madsen. Dette er ikke navne taget fra en protokol, men fra en over 120 år gammel lap papir, på hvilken eleverne har moret sig med at skrive ved hjælp af en speciel fransk maskine til sortskrift for blinde, opfundet af en

blind franskmand. Maskinen fandtes så sent som 1872 på instituttet, den er opgivet i den tids inventarliste. Der skal her nævnes et lille udpluk af sætningerne fra papirlappen: ”Helliggjæstes kjirketaam. Blinindstitutet i Kjøbenhavn. Abonnenten: Jeg maa gjøre Dem j opmærksom paa, at jeg ikke har faaet Corsaren. Ved Dagens glade , Brudebord vort Hjertes Sang skal lyde, mens Mythen sig om Panen snoer om. Carl – Marie. Carl mon amie bon jour petit garcon Marie” osv. Det kan vist kun være vor Marie, der er tale om. Marie blev konfirmeret sammen med seende 5te april 1857, flyttede hjem i maj, og hun skulle bidrage til føden ved at strikke. Der var brydningstid for blindesagen i Danmark, de år Marie var elev på instituttet i Helliggeiststræde. Man diskuterede, planlagde og lavede undervisningsforsøg, altsammen med henblik på den nye store institution, som Kjæden ville bygge på Kastelsvej. Marie sugede til sig. Vi ved, at hun var dygtig til håndarbejde, dvs. strikning og filering, men også andet har optaget hendes tanker. En af instituttets unge lærere, cand. theol. Otto Ottesen, havde været i Paris og der set en mærkelig skrift, som kunne sætte blinde i stand til på let måde at skrive til andre blinde, og man kunne trykke tykke letlæselige bøger med denne skrift. Den var konstrueret af en 16årig blind fransk dreng ved navn Louis Braille. Denne skrift skulle forsøges her i København, og Marie og hendes kammerater trænede. Hendes veninde Laura fik ikke sin parisiske tavle med sig, da hun forlod instituttet, den er der endnu. Fredag den 5te november 1858 blev det nye institut indviet, og næste dags formiddag vandrede den gamle, hvidhårede justitsråd Brorson, der var søn af instituttets første leder, den lange vej fra Helliggeiststræde og ud på landet til ”Citadelsvej” med 22 elever. Samme eftermiddag begyndte undervisningen. Dagen efter fandt den første andagt sted i den store bedesal, som i over 100 år har heddet ”Andagt- , salen”. Marie kunne ikke trives i Grevinge. Om hun var med til festlighe-

derne vides ikke, men hun er genoptaget som elev 6te november. Påny sidder hun på skolebænken, hvor hun lytter til det nye, de unge lærere fortæller om. Hun har siddet og prøvet at forstå pum| pemes mærkelige indretning ved hjælp af en relieftegning af træ, . som en af lærerne lavede i 1860, og som vel samtlige danske blinde skoleelever med forsigtighed har studeret i over 100 år. En anden lærer konstruerede et skriveapparat med hvilket hun kunne skrive breve med blyant til sine forældre i Grevinge. I skolen fik eleverne rigtige bøger at læse, de var ikke trykte med punktskrift, men med latinske bogstaver i relief. Det var svært at læse bøgerne, men der var tid nok ind imellem håndarbejdet i fritiden. Punktskrift blev ikke brugt i bøger, men det blev brugt ved diktatskrivning og indbyrdes mellem blinde samt til nodeskrivning.

Ret hurtigt udvides fagene for Marie, så hun får ”Tydsk” hos forstanderen, og hos musiklæreren får hun punktnodeskrift klaverspil og sang ”som Begyndelse til en videregaaende Uddannelse, hvortil hendes smukke Syngestemme, gode Gehør og musikalske Begavelse opfordrer.” Et par år efter udtaler den kendte komponist professor Brggreen, at hun foredrog ”Romancerne (afWeyse og Gade) med Ynde og sjælfulde Foredrag og Sang Solfeggien og Træffeøvelser med megen Sikkerhed.”

Men Marie får efterhånden også andre opgaver udover skole og musik. Allerede i begyndelsen af 1860, da hun er 20 år, assisterer hun lærerinden ved undervisningen af de små i håndarbejde og ved inspektionen i fritiden. Den blinde Maren Hansdatter fra en landsby på Stevns kommer ind som elev på instituttet, hun har aldrig lært noget, men er nu for gammel til at gå i skole, hvorfor Marie lærer hende den kunst at læse de bibelske skrifter skrevet med relief; skrift, hun lærer hende at læse og skrive punktskrift og at skrive i blyantskrift. Maren kan nu skrive til sine forældre. Marie begynder også at undervise Maren i strikning, men det er formodentlig blevet for meget, for det overgik til Sophie, eller måske Sophie skulle

prøve at undervise. Marie har holdt sommerferie i Marens hjem. Regnelærer Madsen bliver syg i januar 1864 og dør senere, men Marie træder til og vikarierer helt til august, hvor der ansættes en ny lærer. Hun eksaminerer også til årsprøven i marts måned. Men der kom den dag, hvor instituttiden var overstået for Marie, og ”hun udtraadte af Instituttet i 1865 Aar gi.)”

(Fortsættes i næste Nyhedsbrev) FOLKE JOHANSEN

Q ___

Åbent hus på Refsnæsskolen

Torsdag den 5. november kl. 10.00-18.00

10.00-11.30 Åbning med musikalske indslag.

12.00-13.30 Frokost

13.30-16.00 Alle døre er åbne for besøg. Se bl.a. vores udstilling arrangeret i anledning af fødselsdagen.

16.00 Teaterforestilling

Dyrene i Hakkebakkeskoven.

Blindehistorisk Selskab: Jørgen Eckmann, Bogensegade 8, 2100 København Ø. Henning Eriksen, Øens Kvarter 17 B, 2620 Albertslund. Karsten Ahrens, Højvangen 15, 4470 Svebølle. Jørn Ebdrup Clausen, Favrholmsvænget 36, 3400 Hillerød. Jytte Durhuus, Ved Vejgården 30, 5270 Odense N. LeifHaal, Opnæsgård 59, 2970 Hørsholm. Brahim Talibi, Stationsvej 6, Nyråd, 4760 Vordingborg.

10

Generalfors amiing

Blindehistorisk Selskab havde generalforsamling på Fuglsangcentret 21. marts 1998.

Der var 23 fremmødte. Referent: Leif Haal (LH). Dagsorden: l. Valg af stemmetællere og dirigent. 2. Godkendelse af dagsorden. 3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 1997.
4. Bestyrelsens beretning. 5. Godkendelse af det reviderede regnskab for 1997.6. Fastsættelse af kontingent. 7. Valg af formand (villig til genvalg). Valg af to bestyrelsesmedlemmer (Karsten Ahrens og Jørn Clausen er på valg. Begge er villige til genvalg.) Valg af to suppleanter. Valg af to revisorer og en revisorsuppleant. 8. Indkomne forslag. 9. Eventuelt.

Tage Poulsen spurgte om tilladelse til at optage generalforsamlingen på bånd. Ingen havde noget at indvende mod dette.

Åd l. Valg astemmetællere og dirigent.

Som stemmetællere valgtes Else Ahrens, Lilian Larsen og Edith

Nygaard. – Ingen andre kandidater.

Som dirigent valgtes Henning Riiser. – Ingen andre kandidater.

Ad 2. Godkendelse af dagsorden.

Brahim Talibi (BT) sagde, at han ikke havde modtaget indkaldelse

til generalforsamlings lovlige varsling blev til trods herfor godkendt.

Ad 3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 1997. BT gjorde opmærksom på, at han ikke var bekendt med dette referat. Jørgen Eckmann (JE) spurgte, om der var andre, som ikke modtog post fra Selskabet. LH oplæste referat, som blev godkendt.

11

Ad 4. Bestyrelsens beretning.

JE fortalte, at registrering af de små samlinger er en tung proces. Samarbejdet med Svendborg Museum er ikke et reelt samarbejde. Dette museum ønsker blot at få alt til sig. Og det er vi ikke interesserede i.

Der er indledt et positivt samarbejde med Historisk Selskab for Handicap og Samfund (HSHS), Center for Handicaphistorie og Sorø Amts Kulturhistoriske Samling. Alle de små samlinger, som fysisk skal forblive, hvor de er, bliver registreret. Andersvænge er base herfor, og ph.d. Edith Mandrup Rønn bliver knyttet til projektet. Dette kan udløse de 300.000 kr., som er indefrosset i Kulturministeriet.

Den anden internationale blindehistoriske konference afholdes i Paris i dagene 22.-24.juni.

I konsekvens af den første konference i København har WBU executiv committee meddelt, at man sætter blindes historiske meget højt. Det samme gælder på regionalt plan. Bestyrelsen arbejder på at arrangere en tur til de to blindemuseer i Stockholm i dagene 15.-16. maj.

Jørn Clausen (JC) talte om blindes muligheder for at komme på museer og samlinger – suppleret med oplysninger om en temadag om emnet, som afholdes på Instituttet 5. maj. JE: Refsnæsskolen fylder 00 år i år. I den anledning skal der udarbejdes en beretning. Arbejdet udføres af Niels Strandsbjerg, som kender området fra tidligere arbejde med at indsamle arkivalier fra Refsnæs og Instituttet til Landsarkivet i København. Konsekvenserne for Refsnæssamlingens fremtid kendes ikke. JE: Der er med Poul Liineborg aftalt et møde mellem Instituttets bestyrelse og Blindehistorisk Selskab. Tidspunkt dog ikke fastlagt, da den nydannede bestyrelse har mange opgaver her i begyndelsen. BT gjorde opmærksom på, at Rodin-museet i Paris er langt fremme i service for synshandicappede. JC bør tage kontakt.

12

JC svarede, at vi naturligvis bør drage nytte af andres erfaringer. Kjeld Andersen mente endvidere, at magasinopbevaringen på Rymarksvej ikke var forsvarlig.

Thorben Koed Thomsen (TKT) sagde, at materialer fra Videnscentret for Synshandicap vedrørende behandling af historisk materiale bør sendes ud til kredsene. Bestyrelsen bør overveje, hvordan materialer sikres bedst.

Anne Bente Rosenkilde (ABR) mente, at Selskabet bør være mere synligt. Det gælder både via nyhedsbreve og i andre publikationer. BT sagde, at franske tidsskrifter orienterer bedre om emnet. Henning Eriksen (HE) mente, at lokale formænd bare smider væk. Selskabet bør være ”opdragere”. Han har en aftale med Idrætsudvalget om, at Landsarkivet samler materialer herfra. JE gav HE ret vedrørende Selskabet opgave over for formændene. Til Kjeld Andersen sagde han, at opbevaring på magasin ikke er det bedste. Men det er et økonomisk spørgsmål. Andet trin af den store plan er at skaffe penge til bevaringsaktiviteter. Til TKT: ”Vi bør gøre en aktiv indsats over for kredsene”. Selv havde han en uge før denne generalforsamling reddet otte kasser fra en container. De indeholdt materiale om Seierups virke i 50erne og 60erne.

JE kunne ikke sige noget om Refsnæsskolens jubilæum. Else Ahrens (EA) fortalte, at hun er medlem af en arbejdsgruppe, der arbejder på jubilæumsarrangementerne. Hun redegjorde for det foreløbige program.

ABR efterlyste en annoncering af turen til Paris. JE svarede, at han først i begyndelsen af marts, havde modtaget materiale om konferencen. Der vil blive annonceret. Med ovenstående bemærkninger blev beretningen godkendt.

13

Ad 5. Godkendelse af det reviderede regnskab for 1997. Regnskabet blev uddelt og gennemgået. ABR spurgte, hvad den første inteationale blindehistoriske festival havde kostet selskabet.

HE svarede, at det ikke var selskabets arrangement. Edith Nygaard (EN) ville gee have regnskabet udsendt sammen med indkaldelsen.

Pia Norlund Hansen (PHN) var betænkelig ved, at der kun var indkommet 73 indbetalinger.

HE var ikke betænkelig. Der indkommer jævnt nye indbetalinger. At regnskabet ikke var udsendt med indkaldelsen skyldes, at det havde været svært at samle revisorerne. Generelt mente forsamlingen, at informationsniveauet var for lavt, og at der burde gøres en indsats for at gøre selskabet mere synligt. Karsten Ahrens (KA) var enig, men bemærkede, at det kunne være svært, når det skal gøres på et lavbudget. Med disse kommentarer blev regnskabet godkendt.

Ad 6. Fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsen foreslog uændret kontingent på 100 kr. Dette blev godkendt.

Ad 7. Valg.

Jørgen Eckmann genvalgtes som formand uden modkandidater. Til bestyrelsen genvalgtes Karsten Ahrens og Jørn Clausen efter afstemning. Afstemningsresultatet: Karsten Ahrens 16 stemmer, Jørn Clausen 14 stemmer, Anne Bente Rosenkilde 4 stemmer og Brahim Talibi 6 stemmer.

Som suppleanter til bestyrelsen valgtes Leif Haal og Brahim Talibi efter afstemning. Afstemningsresultat: Leif Haal 14 stemmer, Brahim Talibi 11 stemmer og Anne Bente Rosenkilde 8 stemmer. Som revisorer valgtes Lilian Larsen og Else Ahrens. Revisorsuppleant blev Thorben Koed Thomsen.

14

A d 8. Indkomne forslag Der var ikke indkommet forslag.

Ad 9. Eventuelt.

BT mente, at der blev skrevet for lidt om Paris-turen. Der er mange artikler i franske tidsskrifter. Hvorfor er der kun givet plads til tre deltagere.

JE svarede, at deltagerantallet er begrænset fra fransk side. Det gælder af pladsmæssige grunde også deltagelse i seve konferencen.

KA redegjorde for turen til Stockholm. JE afsluttede med at takke for god ro og orden og tog generalforsamlingens bemærkninger til efterretning.

Det var virkelig et besøg værd

Lørdag 21. marts afholdt Blindehistorisk Selskab sin ordinære generalforsamling på Fuglsangcentret.

Efter en dejlig frokost var vi 16 medlemmer, der kørte med bus til Kellers Mindes Museum i Brejning ved Vejle. Det var en kæmpestor institution for psykisk udviklingshæmmede eller åndssvage, som det hed tidligere. Da vi ankom, blev vi placeret rundt om et langt bord, hvor Henning Christensen, en pensioneret medarbejder (som for øvrigt selv er næsten blind, og som står for hele samlingen på museet) fortalte fremragende om hele åndssvageforsorgens historie – først og fremmest om manden dr. Keller, som startede hele projektet i slutningen af 1800-tallet. Dengang var der kun nogle få huse.

I midten af 1950erne havde institutionen 1750 beboere. 11980erne blev hele åndssvageforsorgen som bekendt udlagt til amterne og kommunerne, så der i stedet blev oprettet de bofællesskaber, som vi har hørt om, rundt om i landet.

15

Under hans beretning drak vi den medbragte kaffe. Senere var vi rundt og kigge på hele terrænet, men selve museet var nok det største trækplaster. Der var så sandelig også en masse ting, man rigtig kunne få lov at røre ved.

Der var f.eks. en kæmpebamevogn beregnet til handicappede børn, der hverken kunne stå eller sidde. Der var kørestole i alle mulige afskygninger, som beboerne selv havde fremstillet. Der stod bl.a. en gine påklædt i en blå uniformskjole med et stift hvidt forklæde. Det skulle forestille en nattevagt med sit ur. Der var et skomagerværksted, hvor remediee lå spredt på et bord. Henne i et hjørne i et af værelserne stod en meget høj kasse. Ja, det lignede nærmest en kæmpestor kommodeskuffe med spænder i. Vi troede først, at det var en torturkasse for de uvorne klienter, indtil der var en af de andre, der udbrød: Der er ingen pigge i. Henning fortalte, at det var en ståkasse for spastikere. I et andet rum stod en kasseformet seng, hvori der lå et uhyre af tøj. En af væggene var spækket med forskelligt fikseringsudstyr (bælter, fodremme og handsker), da jeg ville studere det nøjere, faldt det hele på gulvet.

Ja, jeg kunne blive ved, der var simpelt hen så meget at se på, men jeg vil til sidst sige Blindehistorisk Selskab tusind tak for et storartet arrangement. Det var virkelig et besøg værd. Til dem, som ikke deltog i arrangementet: Fortryd ikke, jeg vil prøve at få et museumsbesøg på Andersvænge op at stå til efteråret.

Anne Bente Rosenkilde

Refsnsskolens trykkeri

16