Interview med Gunhild Clausen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Gunhild Clausen

v/ Heike Michelsen

Jeg er født d. 22.8.1929 på Frederiksberg, på Godthåbsvej, født der hjemme for dengang var der ikke noget der hed at man kunne føde på sygehus. Der boede vi de første år har jeg fået fortalt. Men så havde min mor besøg af en læge til mig og min tvillingebror, og lægen sagde at vi skulle flytte ud på landet. For vi havde sådan noget med kirtler og noget andet. Så flyttede vi til Hvidovre – det var på landet dengang – og min far arbejdede på Trifoleum. Vi boede i Hvidovre i et hus og flyttede derfra da jeg var 5 år.

Så flyttede vi til Amager på Cypernsvej og min mor gik hjemme og passede hus. Og vi kom meget sammen med en fætter til min mor og hans kone der boede i Hesselsgade på Amager, og det var ikke så langt fra hvor vi boede. Og der var vi tit ovre. Hun var også min gudmoder. Jeg var også hos dem på ferie en gang imellem. Og jeg nød det. – Mor fortalte engang at jeg var derovre, siger min gudmoder: ”Gunhild, nu kan du få noget Havregrød. Jeg har lavet det til dig. Og så kan du spise det mens jeg gør stuen i stand.” – Så gjorde hun stuen i stand, og kom ud i køkkenet og sagde: ”Jamen, har du ikke spist det?” – Nej, for jeg har aldrig kunnet li Havregrød. Jeg fik det også somme tider derhjemme hos mor, men der knækkede jeg mig af det. Og så sagde mor, at det skulle jeg aldrig have mere.

Så flyttede vi til Bevtoftegade og havde nogle dejlige år der.

Hvordan var din skolegang?

Jeg kom på Svagtsynskolen. Jeg er født blind har jeg fået at vide. Men jeg fik synet igen ved et chok engang. Og det chok skyldtes, at jeg skulle have vasket hår. Og mor lagde mig på køkkenbordet, og så da jeg skulle have håret ned i vasken for at få det skyllet – og det vand skvulper, så skriger jeg. Og min mor kalder så på min far og siger: ”Kan du ikke komme ud og holde hende, hun er helt balstyrisk,” og det gjorde min far. Og så fik jeg synet på den måde.

Er det noget du kan huske eller er det noget du har fået fortalt?

Det er noget jeg har fået fortalt.

Men jeg startede på Svagtsynskolen da jeg var 7 år i København ude på Rosenvængets Hovedvej. Min mor fulgte mig i 7 år hver dag. Så var jeg hjemme i 1½ år, for det var under krigen. Så i 1945 kom jeg på Blindeinstituttet og var der i 1½ år. Jeg skulle lære at væve, men det kunne frk. Düssel ikke lære mig. Så der lærte jeg ikke noget.

Så kom jeg til Kalundborg, for de mente jeg skulle have fred og ro. Og kom på Refsnæsskolen og Hestehavehus. Og det var dejligt. Vi havde et godt kammeratskab derude.

Fik I lært noget?

Ja det gjorde vi. Jeg var i køkkenet og hjalp til. Vaskede op og vi vaskede også gulv i stuerne.

Så kom der på et tidspunkt det der med revalidering på et værksted nede i Skibbrogade, men det ville jeg ikke. Så jeg fik lov til at blive. Senere kom jeg så ud på Klintegården og vævede derude et stykke tid, og kom så på Kærhus og vævede der.

Hvor boede du?

Jeg boede på Hestehavehus indtil jeg flyttede herop i min lejlighed. Og du kan stole på, at det var noget af en omvæltning, for jeg var jo vant til at gå mellem så mange.

Var det noget du selv ønskede, eller var det noget du skulle?

Halvt om halvt var det noget jeg ønskede, men jeg ville gerne. Så den 23. februar 1973 flyttede jeg herop. Og fik mit eget. – Og jeg kan gå her og sige: Den og den ting er mit eget. I stedet for at skulle være på institution, hvor det er deres.

Fik du møblerne på en gang?

Nej, jeg har selv suppleret rundt omkring. Men da jeg flyttede ind, fik jeg 2 sofaer, en lænestol og så fik jeg bordet her som jeg har endnu. Men alt andet er skiftet ud. De første ting jeg fik, betalte jeg af på, da vi fik et lån når vi flyttede ud.

Da du flyttede ud i lejligheden, var der så nogle tilbud du kunne komme til?

Der var en klub der hed Enigheden ude på Refsnæsskolen. Og den gik vi til en gang om ugen.

Så holdt vi op med det. Og så kom tandemklubben, hvor jeg og Karl Mørk var med. Den var der nogle år. Men det var ikke lige gode oplevelser vi havde der. Karl og jeg cyklede ikke så godt, for vi havde ikke kræfterne i benene. Så snakkede de en aften om piloterne. Så var der en der sagde: ”Hvem vil køre med rosset?” – Og ved du hvem der var rosset – det var Karl og mig.

Og det blev jeg ked af den aften.

Holdt du så op?

Nej ikke lige den gang.

Så var der en gang vi skulle til Solgave løb, og der var en af piloterne som havde drukket sig så smadrende fuld, så han ikke var til at have med at gøre. Så havde jeg en ven der hed Karl Olson ovre fra tandem klubben ovre fra Fyn, som jeg havde lovet at tage mig af, for Solgaveløbet skulle holdes på Refsnæsskolen og han skulle bo hos mig. Og vi kom derud og så på løbet. Dengang cyklede jeg ikke. Så om aftenen var der fest derude med middag og alt. – Så sagde Karl Olsons pilot hen på aftenen: ”Karl skal pisse”, og jeg tænkte: Hvad sidder han og siger? Jeg skal da ikke hjælpe Karl på WC. Og det sagde piloten flere gange. – Så var der en anden af piloterne der sagde: ”Så kan du vel hjælpe ham!” Nej, det ville han ikke, ja han var rigtig modbydelig. Men så hjalp den anden pilot Karl. – Så da vi kom hjem, bestemte jeg, at der ville jeg ikke komme mere.

Og der var mange der efterhånden meldte sig ud, og nu er den helt stoppet.

Du har haft andre aktiviteter siden du holdt op i tandemklubben – f.eks. dans,hvornår begyndte du at gå til dans. Hvordan begyndte det?

Det begyndte efter jeg havde været på Højskoler. Jeg var første gang på Brandbjerg Højskole i 1973, samme år som jeg flyttede ud. Der var jeg igen året efter og så i 1975 var jeg på Unge Hjems Højskole i Bråde. Og der havde de folkedans på programmet, og jeg tænkte: Jeg skal prøve en gang. – Så da jeg kom hjem begyndte jeg at gå til folkedans her. Og fik bevilget Taxa af kommunen for at komme til det. Det gjorde jeg så i nogle år. Så var der nogle damer – den ene boede hernede på første sal. Og de kørte med. Så havde jeg været på højskole, og da jeg kom hjem ringede de fra kommunen, og spurgte om jeg havde kørt til Solgården en søndag. Nej, det havde jeg ikke, sagde jeg. Så sagde hende fra kommunen, at de så ville slette den Taxa regning, og at jeg ikke mere ville få bevilget Taxa. Så der stoppede den. Så en dag mødte jeg en af de damer, der havde kørt med mig, og hun spurgte om vi ikke snart skulle køre i Taxa igen. Jeg sagde så at der ikke blev nogen Taxa mere, og hun blev vred.

Siden har jeg selv betalt.

Du har ikke søgt kommunen senere?

Nej – aldrig.

Så begyndte jeg at gå til seniordans i begyndelsen af 90’erne. Så var det her for nylig, at jeg havde bestilt en Taxa dertil. Jeg sagde til chaufføren, at jeg godt ville bestille ham til at komme og hente mig kl. 15.45. Han skulle nok komme og hente mig, men der kom ingen. Jeg stod nede ved trappen og ventede og det var i november. Så gik jeg op for at vente inden døre. Så kom der en sygeplejerske og spurgte om hun kunne hjælpe med noget? Hun sagde så, at han nok var blevet forsinket. Så gik jeg ned igen og stod. Så da der var gået et kvarter og han ikke var kommet, gik jeg op igen og stod. Så kom der en anden sygeplejerske, og spurgte hvad hun kunne hjælpe med. Så forklarede jeg det og hun sagde: ”Det kan jeg ikke hjælpe med!” – Så kom der en ældre dame i kørestol og spurgte hvad jeg skulle have hjælp til. Så fortalte jeg det. Hun sagde at vi kunne gå ind til en beboer der havde telefon og han ringede. Og så kom de da klokken var 16.30. – Og det er noget svineri.

Det kan jo ske, men du klarede det

Ja, for det kan jo ikke nytte noget, at sætte sig på bagbenene og tude.

Men jeg er glad for at gå til dans.

Hvilke andre aktiviteter deltager du i?

Jeg kommer i Blindesamfundets klub og i Visens Venner. Så tar jeg på Højskole og på Fuglsangcentret, hvor jeg holder Jul og Nytår. Og der traf jeg en af mine gamle skolekammerater, Birthe Narvig. Og jeg har også fået hilst på Alice Thomsen, som også er en af mine skolekammerater, og en der hedder Åge Kristiansen som jeg også har gået i skole med.

Kender du nogen her i Kalundborg?

Nej ikke så mange. Det er kun Gerda og Annemarie som jeg er sammen med her i byen. Men jeg kender mange, f.eks. fra døv-blindekurser og fra jul og nytår på Fuglsangcentret.

Men det er vel også på grund af kammeratskabet du tar på Højskole og Fuglsangcentret?

Ja, det kan du stole på. For ellers gjorde jeg det ikke. Hvis der ikke var kammerater var der ikke noget at tage ud efter. Men det viser sig Gud ske lov, at jeg kan. For det er vigtigt at have nogen man kender.

Kender du naboerne her?

Her i opgangen kun hende nede på 1. sal. Og hun har også været her, hvis der har været et eller andet. Så kan jeg altid henvende mig til hende.

Og så er der Gerda som du besøger!

Ja, det gør jeg. Det er min bedste veninde. Vi har altid kommet godt ud af det sammen. Men jeg har snydt hende nogle gange, fordi jeg ikke har kunnet høre. Men hende går jeg over og besøger. Hun kommer ikke herover, fordi børnene har nogle gange taget hendes stok, så det vil hun ikke. For så står hun bare der og kan ikke komme videre.

Du har fået høreapparat nu. Hvordan opdagede du, at du ikke kunne høre?

Det var Ingrid og så Gerda. En dag jeg var nede hos Ingrid i Munkesøparken opdagede hun det. Hun snakker jo ikke så højt, så jeg sad bare og sagde: Nååh, ja og Amen som man gør, når man ikke ved hvad der bliver sagt.

Så en dag ringede Ingrid til mig. Hun havde gået og spekuleret på at jeg vist ikke kunne høre ret meget, og det var blevet værre og værre med min hørelse. Hun havde tænkt sig at snakke med Gudrun Nielsen, der var hos hørepædagogen, og det gjorde hun så. Og så kom jeg til ørelægen og blev henvist til Hørecentralen i Slagelse. – En uges tid efter var jeg igen nede hos ørelægen, og viste ham et brev jeg havde fået fra Slagelse om, at jeg skulle vente i 14 måneder. ”Nej, det skal du ikke, nu skal jeg rykke for det!” sagde han. Og så fik jeg en tid 14 dage efter og blev kigget i ørene. Fik taget aftryk til høreapparat og en måned efter fik jeg høreapparatet.

Hvornår kom du ind i Dansk Blindesamfund?

Det må være tilbage fra begyndelsen af 70’erne. Det var Karen Christensen, der var omsorgskonsulent dengang. Hun havde en dag spurgt Gerda, om hun kendte nogen der kunne tænke sig at komme i Dansk Blindesamfund. Og så nævnte Gerda mig, og så kom jeg ind der.

Havde i et mødested dengang i Dansk Blindesamfund?

Ja, vi mødtes i Roskilde. Alle store fester holdt vi der. Forårsfest, julefest og holdt også generalforsamling der. Og så var der dans bagefter generalforsamlingen. Men det gør vi jo ikke mere.

Så var vi også i Holbæk, og der flettede jeg en stor kurv. – Den skal du se!

Hvor er den flot, det var måske noget vi skulle gå i gang med i klubben her i Kalundborg! – Bruger du den til garn?

Nej ikke mere, for jeg gider ikke, for jeg kan kun strikke grydelapper, håndklæder og vaskeklude. Og det kan man ikke sidde og strikke på hele livet.

Men du deltager også i turene til Fuglsangcentret!

Ja, det gør jeg hvis Esther kan tage med. For der er ikke så meget ved at tage på udflugter, hvis man ikke kan manøvrere sig. Jeg skal helst have en med der kan fortælle mig, for ellers kan det jo ikke nytte noget, hvis jeg tager til Silkeborg søerne eller til Tyskland.

Hvad med din besøgsven – kan hun ikke tage med?

Nej hun bryder sig ikke om at komme ud blandt andre, hvis der er for mange mennesker. Hun vil kun med ud i byen om fredagen. Der var f.eks. noget en dag her i byen med Birthe Kjær der skulle synge. – Nej det ville hun ikke. Så det dur ikke – at man har en glasdukke som ledsager. Hun er sød og meget hjælpsom. Om fredagen går vi ud og køber ind så jeg har til hele ugen. Og så går vi i Medborgerhuset og spiser, de har dejlig mad der.

Det vil sige, at om fredagen har du besøgsven, og om torsdagen går du til dans – er der andre ting du går til?

Nej, jeg er hjemme resten af ugen. For der er ikke sådan noget jeg kan gå til, og jeg får sagtens tiden til at gå. Jeg får blade, hører musik og hvis der er noget i fjernsynet som er værd at høre gør jeg det. Og keder jeg mig, tar jeg bare telefonen og ringer. Og så kommer Esther hver mandag. Det hedder sig nok at man bare kan gå en tur, men det bliver bare lidt ned ad stierne udenfor, for når man ikke kan se nogen mennesker er der ikke meget ved det. Jeg skal helst sludre. Og når jeg ikke kan se nogen mennesker, vil jeg helst blive hjemme.

Du har ikke prøvet at være med i Pensionistforeningen her i Kalundborg?

Det har jeg, men de er seende alle sammen. Så man bliver sådan lidt i baggrunden. Jeg har også en gang været i Pensionistforeningen i Gørlev. For der kunne man danse. Men så gad de ikke det mere, og dansede kun med hinanden. Og så får man bare lov til at sidde og glo, og jeg gider ikke det med at sidde og glo. – Iihh – jeg kan sige dig, jeg får simpelthen bare nerver af det og så kan man lige så godt holde sig væk.

Det er jo i år du bliver 70 år, har du store planer med det?

Jeg har ikke tænkt så meget over det. Og der er ikke så mange jeg kan invitere.

Har du ikke noget familie?

De kommer jo ikke. De kom ikke en gang da jeg fyldte 60, så hvorfor skulle de så komme nu! Her kender jeg kun Gerda, Annemarie, Esther og dig Heike. Så Jer vil jeg invitere.

Men det falder lige når der er højskole, så der kan jeg ikke komme. Men jeg har tænkt mig at tage over til Nordisk visesang på Fuglsangcentret, så det vil jeg gøre i stedet for højskole.

For den dag jeg fylder 70, vil jeg gerne være hjemme.

Interview med Grethe Jensen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Grethe Jensen

Interviewer Heike Michelsen.

Mit navn er Grethe Jensen. Jeg er født d. 8. maj 1918 i København på Nørrebro – det de i dag populært kalder Den Sorte Firkant. Jeg er nummer 2 af 3 børn. Jeg havde en ældre søster, som er død, og har en yngre bror, som jeg desværre ikke har haft kontakt med i mange år. Og det er umuligt i øjeblikket at finde ham.
Min far døde da jeg var 3 år, og min mor sad alene tilbage med 2 piger og et barn på vej. Mor fik arbejde som rengøringskone i private hjem, og gennem dem fik hun arbejde som kogekone i 2 Københavnske kommuneskoler. For den gang fik børn fra ubemidlede hjem, varm mad på skolerne hver dag. Dvs. at den varme mad bestod i, at man den ene dag f.eks. fik varm Mannagrød med saft til, og så den næste dag fik man den kolde stive grød med varm hvidtøl til. Men min mor sad alene med 3 børn og sled fra morgen til aften. Min bror kom i vuggestue og jeg kom i børnehave meget tidligt om morgenen. Jeg var i børnehave til jeg var godt 6 år, og så skulle jeg i skole, men fik lov at komme i børnehaven efter skoletid. Og det var et privilegium, men det var fordi lederen, frk. Steenberg syntes jeg havde evnerne til at hjælpe til. Jeg gik på skolen til 5. klasse og kom så i mellemskolen, men kom kun til at gå der i godt et år. For min mor døde lige pludselig, da der var 14 dage til min konfirmation og jeg var 14 år.
Så kom jeg over til Jylland til mine ferieforældre som jeg havde gennem Søndagsskolen. Og jeg fik plads på Kjellerupvej ovre ved Viborg. Det var et dejligt sted og jeg kunne godt li’ at være der. Men fra den første dag jeg kom var jeg pige i huset. De havde et husmandssted og han var samtidig malermester. Efter et års tid flyttede mine plejeforældre og jeg til Bornholm. Min plejefar var udover at være uddannet malermester også uddannet diakon. De købte et alderdomshjem for gamle og syge, og der skulle jeg også være medhjælp og glædede mig til at begynde med. Jeg blev der et års tid og havde fået venner. Og de kunne godt se det ikke gik særlig godt. De kendte en læge der også kom på alderdomshjemmet, og han foreslog at jeg skulle lære noget mere. De strittede først imod, men så kom jeg til København og var først hos en præst på Amager. Der havde jeg udgangstilladelse til kl. 21 og gjorde jeg ikke det, ”ville der falde brænde ned!” Og det gjorde der så en aften jeg kom for sent hjem. For jeg kunne ikke komme ind og måtte kalde præsten op. Og det endte med at jeg blev fyret, og flyttede hjem til min kusine i en periode. Fik stilling som stuepige og kokkepige. Og senere som nurse hos en overlæge med 2 børn, og der fik jeg mit eget værelse med bad og der var thekøkken, så man kunne invitere gæster. Og der blev jeg så til jeg traf min første mand.
Jeg blev tidlig gift, og var gift i 7 år. Så kom 2. Verdenskrig, og det gjorde at der skete et eller andet. Og jeg fandt det mest rigtigt og klogest at bede om at få vores ægteskab opløst. Det fik jeg og fik forældremyndigheden over mine 2 drenge. Så prøvede jeg at klare mig selv – det var drøjt, meget drøjt – men det har også vænnet mig til at tage livets mørke sider. Og sige at en forhindring er til for at den skal flyttes.
Jeg var nødsaget til at finde noget arbejde, så jeg arbejdede i børnehaver og vuggestuer som uudannet. Så kom der en lov om, at man ikke som uuddannet måtte få samme løn som de uddannede. Det var også helt i orden. – De der har ofret år på at lære noget fagligt, de har jo større kendskab og erfaring end vi andre. Så det var helt rimeligt at man skulle have en uddannelse.

Hvad alder havde du da du startede i børnehaver og vuggestuer?

Det var i 1953 og jeg er født i 1918, så jeg har været 35 år. Den ældste af mine sønner gik i skole og den yngste i børnehave. Og jeg søgte så ind på Montessori Skolen. For jeg havde læst en del af den italienske læge og pædagog Montessoris bøger. Og de tiltalte mig. Så jeg blev optaget på skolen og læste der i 2 år. Det var både ondt og godt kan det siges – for den var Katolsk og det var jeg ikke – så jeg lå somme tider under for et pres. Jeg skulle gøre mig mere dygtig og måtte læse meget for at tilfredsstille min forstanderinde. Jeg fik da min eksamen og søgte stillinger. Og blev ansat dels i Københavns kommune og i private børnehaver, og var med i Dansk Røde Kors samaritter korps og fik mange gode venner. På et vist tidspunkt flyttede jeg sammen med en mandlig kollega inden for Røde Kors. Og vi havde nogle gode år sammen. Men så kom jeg ud for en privat oplevelse, som blev et stort chok for mig, og jeg kom på sygehuset og var langt nede. Men jeg havde en veninde, som var genbo i det hus hvor jeg ellers boede og hun kom og besøgte mig. Og hun fik hevet mig op med hårene bogstavelig talt.

Hvor gammel var du der?

Det var i 1956, så der var jeg 38 år. –Og hun fik hevet mig op og sagde: ”Du er for godt uddannet og for pænt et menneske til bare at ligge, og bare smuldre hen og ligge der. – Og du har 2 børn som trænger til dig!” Så vi fik talt sammen, og jeg sagde jeg ville ud på landet i en periode. Hendes mand var ansat som redaktør på Politiken, så jeg sagde hun måtte komme med et blad, hvor der var stillinger på landet. For der måtte da være en annonce om at blive husbestyrerinde, så jeg kunne komme væk fra København. Det gjorde hun. Vi var 5 der lå på samme stue på sygehuset. Og der var mange der søgte husbestyrerinde, så vi nummererede dem fra nr. 1 og fremefter. Og blev så enige om at vi skulle sige et nummer. Og ved det nummer skulle jeg sætte et kryds, og så skrive til dem. Jeg fik brev fra de 4 af dem og det var brogede svar. Der var en enkemand som syntes der var tomt i dobbeltsengen, så jeg var velkommen. Det han tilbød mig var kost og logi, og børnene måtte godt komme med, men dem skulle jeg så betale for. Og en anden var også enkemand og han havde voksne børn. Han trængte til en der kunne komme og lave mad, gøre rent og sørge for at huset var i orden, når børnene kom hjem. Og lønnen ville være kost og logi. – Det var det gennemgående i de 4 breve jeg fik. Og det passede ikke lige mig. Jeg ville godt ud som husbestyrerinde. Men jeg ville ikke gå som en, der af nåde og barmhjertighed fik et sted at være. Det ville jeg ikke. For jeg syntes, at selv en husbestyrerinde har krav på respekt. For dengang var en husbestyrerinde til at få for 25kr. om måneden + kost og logi. Men slet ingen løn hvis hun havde et barn med.
Min veninde spurgte om jeg havde fået svar, og jeg sagde at jeg havde fået fra de 4 af dem. Og tænkte at den femte nok var blevet bange. Hun ville så tage mine breve og tage dem med ind på redaktionen. Det var jo under billet mrk. Hun ringede så og sagde at jeg om aftenen skulle ringe på det og det nr. For der sad en landmand som gerne ville have mig. Så jeg tænkte at jeg hellere måtte ringe. Og det var jo inden der var fjernsyn, der var kun radio. Og så på et vist tidspunkt var der Radioavis, og jeg kunne tænke mig at en enlig mand godt ville sidde og høre den i fred, selvom han var landmand. Så der ringede jeg og sagde hvem, jeg var. Og han vidste godt hvem jeg var, for jeg havde opgivet min venindes telefonnummer og der kunne de evt. ringe til. Og han havde talt med hende og havde ringet til hende og bedt mig om at ringe til ham. Og så snakkede vi sammen. Jeg spurgte slet ikke om løn. For han var meget studs og
kort: ”Nej” – ”Ja” –”Nåh”. Og så sagde han: ”Hvornår kan De begynde?” Nåh jah, ikke lige i morgen, men måske i overmorgen. Men jeg tænkte nok det var for tidligt. Men han sagde det var i orden, og spurgte om hvor jeg vidste hvor det sted lå jeg skulle hen til? – ”Nej, det vidste jeg ikke, men det kunne jeg vel få at vide!” Og inderst inde tænkte jeg, hvis han er sådan når jeg kommer derop, kan jeg bare sige nej. Men havde lige fået skrevet hans navn. Så fik jeg at vide jeg skulle tage til Holbæk, og så tage toget til Nykøbing Sjælland, men skulle stå af toget i noget der hed Asnæs. Og jeg indrømmer det! Jeg anede ikke hvor Holbæk lå, anede ikke hvor Nykøbing lå og slet ikke Asnæs. Og så ventede han jeg kom! ”Farvel” sagde han, og jeg sagde farvel. Og jeg tænkte: ”Nej, men skidt så får jeg da turen derop.”

Hvor gamle var dine børn dengang?

Erik var blevet konfirmeret og Vagn har vel været 13 år. De var på kostskole dengang, og skulle da have lov at komme en gang imellem.
Jeg ringede til min veninde og sagde: ”Sådan og sådan, og nu snakker jeg med overlægen i morgen om at tage derop!” Så sagde hun: Ham har jeg talt med. ”Hvad bilder du dig ind?” sagde jeg så. Ja, men jeg har talt med ham og han sagde: ”Grethe Kristensen kan godt komme hjem for hun vil have godt af det, og hun har viljen. Og hun er kommet sig så meget at hun godt kan.” Så jeg kom hjem næste dag til min veninde og vi pakkede alt hvad jeg havde af møbler og diverse småting og alt hvad jeg ejede. For det hus jeg ellers havde boet i lå lige over for. For jeg havde jo nøglen, så vi var egentlig 2 uartige piger! Vi holdt øje med når han kørte på planteskolen om morgenen, og så havde hun bedt sine 2 piger om at blive hjemme fra skolen. Og så hjalp de 2 piger, Else og jeg hinanden, og gik over og tog alt det der var mit. Møbler, blomster og det hele. Bar det over til Else lige på den anden side af vejen. Der var et par nabokoner som så det, og de sagde: ”Ved du hvad! Vi kommer og hjælper dig.” Og så tog de et par trillebøre, og det var simpelthen sådan, at det skulle være optaget på video. Og midt i alt det tunge og triste var det alligevel en sjov oplevelse. Selv om jeg mens jeg gik og pillede ud, gik og tudede alt det jeg kunne. Men alle konerne var enige om, at jeg bare skulle tude. Og den ene kørte til bageren og købte brød. Else sagde: ”Når vi er færdige, så drikker vi kaffe inde hos mig.” Så jeg fik det hele derover.

Det var da alle tiders!

Ja, det var det og jeg prøvede at falde til ro. – For næste dag skulle jeg jo rejse.
Jeg anede ikke hvor Odsherred lå. Jeg fik bare at vide det hed Stenbjerg pr. Asnæs i Odsherred. Min veninde vidste det heller ikke. Hun troede det var Hornsherred. Og sagde det var mærkeligt, at jeg skulle helt til Holbæk, men det måtte vel være nemmest med toget. Så hun kørte ind på Hovedbanegården og hentede billet, og sagde: ”Så er det hele i orden og vi pakker det du skal have med. Og så i morgen bestiller vi en Taxa og kører til toget!”
Jeg måtte jo sige til DSB manden, om han ville være venlig og sige når vi kom til Holbæk. Og det gjorde han og var så venlig at hjælpe mig ud med al min bagage og fulgte mig hen til toget til Nykøbing. Og der måtte jeg også pænt sige til togmanden, at når vi kom til Asnæs, skulle han sige til. – Og vi kørte og vi kørte. Jeg tænkte at han havde glemt mig. Og da han kom ind for at billettere, spurgte jeg om han havde glemt mig! ”Nej, nej, De skal af i Asnæs og jeg skal nok hjælpe dem med bagagen”.

Og så kom jeg til Asnæs. Og jeg kiggede ikke – men jeg gloede bogstavelig talt. Og der var ingen for at hente mig. For hvad skulle jeg nu gøre? Står med et par kufferter, og her står jeg. Men der var da en station. Og jeg er ikke for ingenting københavner. Så jeg gik ind på stationen og sagde: ”Hvor får jeg en taxa her?” Og det hedder jo ikke taxa på landet. Men han sagde pænt at de havde en taxi ”og jeg skal ringe efter en – hvor skal De hen?”. Ja, jeg skal til noget der hedder Stenbjerg. ”De kan sætte dem ud i venteværelset, så skal der nok komme en.”
Jeg tænkte at det her var altså skørt og han ringer nok ikke. Jeg syntes tiden var lang, for det gør man når noget er uvist. Og så pludselig gik døren op og det lød: ”Der er nogen her der skal med en Taxi!”, så jeg rejste mig op, og det var en der hed ”Fynbo Jensen”. Han fik mig ind i vognen. Han var meget flink og spurgte hvor jeg skulle hen på Stenbjerg. ”Ja, jeg skal op til en der hedder Arne Jensen.” Så vendte han sig om og sagde: ”Skal De op til Arne Jensen? – Der bliver de sgu ikke ret længe”. Så sagde jeg rapt tilbage: ”Det kan De ikke udtale dem om!” – ”Det skulle da så være et Guds under!” ”Så er jeg nok et Guds under!” svarede jeg rapt. Og den fik jeg at høre for senere. Så nu kørte han med et Guds under i Taxien, og vi kom op til Stenbjerg.
Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg vidste ikke om det var en gård på 150 tønder land, ja jeg vidste ikke engang hvad en tønde land var. Jeg anede intet. Men det svævede inde i hovedet på mig, at når han var landmand og skulle have en husbestyrerinde – så måtte det være noget stort noget. Men det var ikke stort! Jeg gav 3 kroner for turen og jeg stod der i gården. Da han satte mig af sagde han. ”Når De skal hjem kan De ringe.” Men han gav mig ikke noget telefonnummer. Det gjorde man jo ikke på landet.
Og så stod jeg der og gloede dumt på gårdspladsen og tænkte: ”Det der er stuehuset, og det er staldene. Men hvor går man hen?” I det samme kom der en mand, og han havde en stor beskidt stråhat på. Og var selvfølgelig i arbejdstøj og nogle gummistøvler – ja de var ikke kønne! Og han sagde: Nåh, så er De der!” Han kendte ikke ordet Velkommen. ”Ja De skal bare gå ind der. Der er køkkenet, og så kan det være De laver kaffe?” – Nåh, tænkte jeg. Gik ind i bryggerset, kiggede mig om og tænkte: Her bliver du ikke, men han skal da få sin kaffe. Og jeg gik ind. Inde i køkkenet var der et indfyringskomfur, køkkenbord, en tørvekasse og på komfuret stod der en primus og en vandkedel. Jeg kiggede mig rundt for der var ingen vandhane, hverken i køkkenet eller i bryggerset. Så jeg gik ud og spurgte om der fandtes vand her! – ”Ja, der står en pumpe ude på gårdspladsen”, så jeg tog kedlen, men han sagde at der skulle vand i spanden. Der stod en mælkejunge og han var da så flink at han bar den ud og fyldte den op. Så fik jeg en øseske og kunne fylde vand i kedlen. Så sagde han drilagtig: ”Jeg må vel hellere tænde op på primussen, for De er jo københavner og kan vel heller ikke det.” Åh joh, jeg havde før tændt op i en primus. Så jeg tændte op og lavede kaffe. Og måtte så spørge hvor brødet og smørret var, og det var inde i et stort spisekammer.
Og den dag gik så til ende, og jeg vil ikke mindes den for noget godt. For det der kunne jeg ikke klare.

Det var for uvant?

Ja, jeg syntes og han var så stupid. Han viste mig også hvor jeg skulle være. Det var oppe og et mægtig stort rum. Et gammelt soveværelse. Der var ingen varme – der var kun en feltseng der var redt op og der kunne jeg lægge mig. Han lå selv i et lille bitte rum ude ved bryggerset.
Jeg kom d. 4. maj, og der satte jeg lys i alle vinduerne. Det var han ikke vant til, så han kiggede lidt. Men jeg havde taget lys med til det samme. Han sagde ikke
noget, men jeg fik senere fortalt at han havde sagt: ” Jah, hun stillede op med at sætte lys i alle vinduerne.” Så blev det den femte, den sjette og syvende maj. Og jeg sagde til mig selv hver dag; nu ringer du til Else og siger jeg rejser igen. Men der var bare det mærkelige, at hver morgen jeg kom op tænkte jeg: ”Du skal have det ordnet inden du rejser.” Og så når jeg havde ordnet det, skulle jeg lige have ordnet det og det. Og komfuret skulle pudses, og når man havde pudset sådan et komfur er man sort over det hele.
Så den 8. maj ringede Else for at ønske mig tillykke på min fødselsdag. Det var Arne der tog den, for jeg havde ikke noget med telefonen at gøre. Så han kom ud og sagde: ”Det er til Dem!”, og jeg tænkte straks at det var oppe fra kostskolen. Og det ville være forfærdeligt hvis der var noget galt med børnene. Men det var jo Else, og vi snakkede om det der. Jeg sagde at det vist ikke bliver til noget her. ”Joh”, sagde hun, ”det ender nok med at du bliver kone på den gård!” Så kiggede jeg hen på døren om den var lukket og sagde så: ” Om så det var den sidste mand på her på jorden, så vil jeg hellere ende i et nonnekloster. Og jeg er her ikke mere end en måned!” ”– Du bliver kone på den gård inden der er gået et år, og jeg vil med til brylluppet”, sagde Else. Så blev jeg vred og sagde jeg nok selv skulle bestemme. Og jeg skulle for øvrigt ikke giftes og havde 2 børn jeg skulle forsørge. ”Og når det bliver den første, gør jeg godt rent heroppe, og så rejser jeg. – Så du skal ikke sende mine møbler!” – ”Det har jeg allerede gjort!” lød svaret fra Else.
Nåh, det var der ikke noget at gøre ved, og der gik et par dage og så kom halvdelen af mine møbler, og Else ringede og sagde at resten kunne jeg få efter sommeren. For så ved du hvordan du har det.
Ja, så blev jeg jo hængende, og i dag har vi været sammen i næsten 45 år. Og der har da været modgang.

Og med den tids syn på kvinder – hvilke muligheder havde du ellers?

Ja, jeg skulle have et sted at bo. Jeg havde jo godt nok min uddannelse og havde 2 børn jeg skulle forsørge. Jeg havde været på socialkontoret mens jeg endnu var i København, og de sagde jeg kunne få socialhjælp, hvis jeg ikke havde arbejde. Men jeg ville ud på landet og lægge penge til side. Og så søge en lejlighed og søge Bikuben om et lån, så jeg kunne starte en børnehave og tage ud og holde foredrag. Men jeg vidste ikke hvor dårlig lønnen var. Jeg fik til at begynde med 75 kr. om måneden. Og skulle selv betale når jeg skulle til København eller købe tøj. At børnene kom, havde han ikke noget imod. Men hans familie var så ”søde” at fortælle mig, at så måtte jeg selv betale. Så det tyggede jeg på. Men jeg sagde til ham, at når drengene kom på besøg, så er mit værelse mit hjem. Og jeg bander ellers ikke, men jeg sagde: ”Og jeg skal fandeme ikke betale for dem. Jeg går her og slider og slæber her hver eneste dag for min løn!” Og Arne sagde det så heller ikke. Men kunne lige så tydeligt mærke på hans familie hvad de syntes. For børnene kom jo hver anden weekend. Og sådan 2 drenge spiste jo 4 rundtenommer hver dag.

Men det var jo ellers vilkårene dengang?

Ja, det var det jo. Det var jo tydeligt med ham enkemanden der havde skrevet til mig, at der var så tomt i dobbeltsengen og han lå der med følelser og fornemmelser. Så der skulle jeg være velkommen. For man regnede med dengang, at når man var husbestyrerinde, så var man til det hele. Værs’go. Du havde alle de pligter der kunne lægges på – også de intime. Men du havde ingen rettigheder. Og ham den anden, der havde to voksne børn jeg skulle varte op. Sørge for at huset var rengjort og der var bagt så børnene bare kunne komme hjem. Det var jo en billig hushjælp.
Og jeg kan give dig endnu et eksempel. Da jeg var blevet ansat oppe hos Arne, så kom der på et tidspunkt en. Ja, der kom mange af bønderne, for de skulle jo se giraffen. Men en af bønderne havde sagt til Arne: Hvis du ikke vil have hende, så lad bare mig få hende.” Men han brød sig godt nok om mig, så han sagde ikke noget.
Da jeg havde været der en måned, sagde jeg, at jeg ville have mere i løn. For jeg hjalp jo til med det hele, bortset fra at jeg ikke malkede eller mugede under køerne. Jeg var med når han tærskede og smed neg op, passede hønsene og vi havde en hest. Og da jeg havde været der i 14 dage, spurgte han, om jeg ikke ville tage med op til hans forældre i Høve, og hjælpe dem. For der vaskede vi tøj. Så vi spændte hestene for og kørte derop.

Så jeg blev husbestyrerinde og en slags kom-hjem-og-gør-rent-og-lave-til hos hans forældre. For jeg har aldrig været bange for at lave noget. Og det var nok derfor jeg blev der. Og der var nok at rive i!

Og det holdt sådan i nogle år?

Ja, jeg havde sagt til ham, at skulle jeg noget, så ville jeg tage til det. F.eks. når der var nogle foredrag i København.
En dag så jeg i Ugeavisen at Vallekilde Højskole havde deres efterårsmøder. Og spurgte jeg Arne om hvordan man kom derud. ”Ja, man kan jo cykle derud!” – Jeg spurgte så om han ikke kunne tegne vejen for mig, for jeg havde min cykel med fra København. Joh, det skulle han nok senere og gik ud i stalden igen. Så da han kom ind til aften sagde han:” Vi kunne jo cykle sammen, for De kan vel ikke finde vej!” Om jeg kunne være færdig kl. det og det! ”Ja, det kan jeg da godt!”, og vi pyntede os pænt og så tog vi der til Vallekilde om søndagen. Og det var en oplevelse – men ikke så rart for Arne. For de der kendte ham og så at han sad ved siden af et kvindfolk som de ikke havde set før! Og de ville ikke være bekendt at spørge. Så de spurgte om det var noget familie. ”Næh” sagde han. ”Måske en De kender? – Og jeg kiggede noget, for det måtte være noget særligt når de sådan kiggede og hviskede sammen. Og vi kom hjem om aftenen og havde en god diskussion om det vi havde hørt på Vallekilde.
Så en dag jeg var til møde i min forening i København, så var der en som sagde til mig, om jeg ikke havde fået vores medlemsblad. Hun havde set, at der var en proprietær deroppe i Nordsjælland, der søgte en uddannet pædagog til at passe hans evnesvage barnebarn som kom 3 gange om ugen fra kl. 9 til kl. 13. Og så skulle han beskæftiges og havde et par kammerater med, der også var evnesvage. Så det var 3 eller 4 ad gangen jeg skulle passe. Og ellers skulle jeg være husjomfru. Jeg tænkte – det kunne jeg da godt. Og søgte stillingen og var deroppe. Kunne da godt se at jeg ville få en arbejdsdag fra kl. 6 om morgenen til kl. 8 om aftenen. Men det gjorde ikke noget. Jeg blev lovet, at jeg ville få en kone til vask, en kone i køkkenet, så jeg aldrig skulle tage det grove. Så den hoppede jeg på med det samme. Og sagde til Arne, at jeg havde tænkt på at rejse! ”Nåh”, sagde han. ”– Ja, for jeg har fået en stilling, hvor jeg kan bruge min uddannelse som jeg har brugt nogle år af mit liv på at få.”

Det kunne han godt se, men jeg kunne se, at han blev noget tavs. Men han sagde jo ikke så meget. Så jeg rejste derop. Men da jeg skulle rejse, sagde Arne: ”Vent med at flytte Deres møbler til De har været der en måneds tid. Så kan De jo komme herned og pakke.” Og jeg var lige ved at sige: ”Nej, De kan tro det er løgn!” – Men det var lige som Vorherre slog mig i hovedet, og det har jeg altid troet på. Det var som om han sagde: ”Tag det nu lige lidt med ro. Lad nogle af dine møbler stå!”. Så det gik jeg med på. Rejste så derop og det blev ikke nogen succes. For det var en af den slags der benyttede sig af hushjælpen til ingen penge. For det med, at der kom en kone til det grove? – ja, men det havde han ikke sat nogen dato på hvornår, sagde han. Jah men, jeg kan da ikke tage 3 børn og lave morgenmad til proprietæren,” sagde jeg. ”Ja, men de kommer ikke før morgenmaden er spist”, sagde han. Og så blev det efterhånden sådan, at jeg skulle varte ham op i tide og utide.
Så nede i byen, kom jeg til at tale med en husmandsfamilie der boede lige i nærheden. Hun spurgte om hvordan det gik, og jeg svarede, at det går jo. Men jeg bliver ikke gammel i gårde! ”Nej, der er aldrig nogen, der har kunnet være der mere end 3 uger – det er det højeste,” sagde hun. Jeg kunne sige, at nu havde jeg været der i 3 uger. Og hun sagde at de også havde snakket om hvornår jeg rejste. ”Men har De ikke lyst til en aften komme ind og få en kop kaffe?”, Joh, men jeg skulle jo opvarte ham hele aftenen. Men han tog af og til ved 9 tiden til København, og så havde han gerne en meget ung veninde med hjem. Forskellig fra gang til gang. Så hun sagde: ”Næste gang han kører, så ringer jeg til Dem.” For han havde garage lige op til deres indkørsel.
Så ringede hun en aften og sagde jeg skulle komme derover til en kop kaffe og et glas vin, for ”vi vil ikke længere gå og sige De til dig, og du skal heller ikke sige De til os.” Og så fik jeg at vide, at hvis jeg blev der til på tirsdag, så var jeg den der havde været der længst.
Jeg blev der godt 10 dage til, og så skulle han til København og skulle være der i 2 dage. Og så når han kom hjem ville han have gæster med hjem. Og der var en menu jeg skulle have klar. Helleflynder og jeg ved ikke hvad. Jeg spurgte ham om jeg så fik en kone til hjælp, men det havde han ikke tid til at spekulere på! Det kunne vi snakke om senere. Og kunne forstå på konen inde ved siden af, at den havde han brugt i flere år. Så rejste han tidligt om morgenen og hun ringede inde fra ved siden af. Og sagde jeg skulle komme over og få en kop formiddagskaffe. Jeg sagde jeg ikke havde tid, for jeg skulle nå så meget. Da jeg kom derover alligevel, sagde hendes mand: ”Hvorfor rejser du ikke?” Jeg sagde at jeg også havde forbandet lyst til det. ”– Så gør det,” sagde han. ”Vi skal nok komme over og pakke for dig – det har vi gjort for alle de andre:” Og så var der noget i mig der sagde: Flyt!
Arne havde jo ringet til mig og skrevet hver eneste dag. Og havde vi snakket for længe i telefonen, så rømmede han sig. Men hver dag fortalte han mig om hvordan der var derhjemme. Og han havde ikke i sinde at tage en ny husbestyrerinde. For han troede på at jeg kom tilbage. – Og jeg tænkte: ”Ih, hvor er han en nar!”
Men så fór der en djævel i mig. For når naboerne sagde de ville hjælpe mig med at flytte, så var det fordi de mente at jeg skulle flytte. ”Står I ved Jeres ord?” Ja! Og så begyndte vi at flytte. ”Ja, men jeg har bestilt Helleflynder!” Vi ringer bare og siger det. Det er han så vant til. Så hun ringede og afbestilte fisken. Jeg ringede til Arne og spurgte om han ville ta’ mig igen, for det her kunne jeg ikke klare. Der er så mange uhumskheder og ulækkert. Og det kan jeg ikke ta’! – Ja, det kunne jeg godt, og han skulle nok ringe til vognmanden og få hentet de møbler og ting jeg havde der. ”Nåh”, sagde naboerne – ”så skal vi lige over og gøre stuen ren hvor du har boet, lægger en besked om at du er rejst og giver afkald på lønnen, for det kan du slet ikke klare.” Og det gjorde jeg så, og hun skrev nederst: Vi har flyttet for Grethe, og skrev sit navn.
Så flyttede jeg tilbage til Arne og vi snakkede sammen i 14 dage. Så en aften sagde han inde fra stuen: ”Kan du ikke lige komme og se her om hvordan økonomien er her på stedet.” Så lagde han alle gårdens papirer frem, og sagde: ”Jeg har jo egentlig tænkt mig, at vi skulle gifte os!” For det var ingen rigmand jeg skulle gifte mig med. Vi måtte vende hver en 5-øre før vi gav dem ud, og jeg skulle ikke bare sidde til stads. Men måtte være med både sommer og vinter. ”Og hvis jeg ikke havde noget i mod det – kunne vi jo lige så godt gifte os!” – Og der blev jeg mundlam!! Havde jo tidligere sagt til min veninde i København at jeg hellere ville gå i nonnekloster. Jeg ville tænke over det, og så gik der et par dage og jeg sagde: ”Jeg har én betingelse! Jeg vil have ring på!”, for jeg ville ikke have at folk skulle snakke. Så det fik vi. Og folk de kiggede på madammen her, for nu måtte hun da snart bule ud. Og da vi giftede os og jeg stadig ikke bulede ud, var der hentydninger om, at det nok ikke kunne vare så længe. – Men der var ikke noget. Og vi har været gift i 44 år og jeg er ikke bulet ud endnu.
Men vi har da taget nogle tørne sammen.

Ja, det kommer jo!

Vi var to forskellige mennesker fra hver sit miljø. Han var ungkarl – inkarneret ungkarl. Jeg havde været gift og kendte alt hvad der hedder samarbejde. Og jeg vil sige ikke underkastelse, men respekt for hinanden i ægteskabet.
Arne var vant til, at han altid afgjorde tingene med sine forældre. Det var ikke sådan at han tog beslutninger alene. Han sludrede altid med forældrene. Det var jeg ikke vant til. For da jeg mistede min mor der ved konfirmationsalderen, havde jeg ingen jeg kunne gå til. Jeg havde selvfølgelig mine barneforelskelser der i konfirmationsalderen, men kunne jo ikke gå til nogen og fortælle om det. Jeg har måttet klare mig selv, og det har jeg måttet gennem hele livet.
Og så kom jeg op til Arne og giftede mig – og det vil jeg godt indrømme! Det var en selvstændig pige han fik ind. Og det måtte han finde sig i! – Jeg kan huske, at vi havde en papirlampe af pergament inde i stuen. Den hev jeg ned og hængte min egen op. Så kom Arne hjem og sagde: ”Hvad er det?” Ja, det er min egen lampe jeg har hængt op! ”Jamen, det var mors lampe.” Ja, men så får hun den da bare igen. Og da vi næste gang skulle hjem til Høve – for vi havde ikke vand indlagt – så jeg vaskede der, for de var flyttet i hus og havde indlagt vand. Og jeg havde lampen med, og jeg kunne godt se det gjorde ondt, virkelig ondt. Hun sagde: ”Så var denne her altså ikke god nok, men den var god nok til far og mig.” Så det var en af de første ting jeg lærte – selv om jeg er kone her, så kunne jeg altså ikke bestemme. Og det var lige før jeg fortrød at jeg havde giftet mig.
Og jeg ville så gerne have tapetseret inden der var gået 8 dage med noget lyst, for der var så mørkt så mørkt. Mørkebrunt papir, mørkegrøn maling med sort marmorering i køkkenet. For mig stod det bare at få det pillet ned. Så det var godt at jeg tog det nummer med lampen. Og jeg tror vi var gift i 3 år før jeg tapetserede.
Og min gamle drøm om at oprette en halv-dagsbørnehave i København og holde foredrag blev det heller ikke lige.

Hvad holdt du foredrag om?

Det var gerne om børnehaver på landet, for det var ikke almindeligt dengang. Og jeg holdt på, at det ikke var nødvendigt, at kommuner på landet startede børnehaver. Jeg mente at man skulle lade husholdningsforeningerne starte sådan noget og de skulle være private.
For den landhusmoder som er gift og de har en landejendom og ikke har råd til at have fremmed hjælp, hun skal med i roerne. Hvis hun sætter sine børn i børnehave, så bliver roerne hverken større eller bedre. Og du skal ikke tro hun får det bedre hvis børnene ikke er der. For hun er vant til at tage børnene med ud, og de passer sig selv. Derfor var børn fra landet bedre til at beskæftige sig selv end børn fra byerne, der kom i børnehave. For på landet måtte de lære at bruge fingrene på en anden måde. Så derfor rejste jeg ud med et foredrag om det.
Og så var jeg til et marts-kursus i foreningen, der dengang blev holdt inde i KFUK’s bygning i Rosenborggade i København, med et panel. Og det var netop om børnehaver på landet. Og der var min forhenværende forstanderinde fra Montessori skolen. Og det var tilfældigt at jeg traf hende. Jeg gik hen og hilste på hende, og hun tog mig i hånden og sagde: ”Ih, og nåh, og hvor er De så ansat?” Så måtte jeg jo sige hvad jeg var. Blevet gift med en landmand. Forstanderinden var høj og tynd. – Men hun blev meget højere og rankere og sagde: ”Er De gift med en bonde? Ja men sødeste barn! At de skulle synke så dybt”! Så måtte jeg sige til hende, at jeg ikke var sunket så dybt. For jeg bruger jo mine pædagogiske evner blandt grisene og køerne. – Men det kunne hun slet ikke fatte.
Jeg rejste ind til de møder og holdt foredrag 2 eller 3 gange om året i 6-7 år om private børnehaver. Så var der nogle gamle kolleger der bad mig om at komme til personalemøder. Personalemøder var ikke noget man holdt dengang i institutionerne. Nu gør de det næsten hele tiden og for meget. Dengang samledes man hjemme hos sig selv om aftenen og havde sine notater om børnene og forældrene med. Så der deltog jeg indimellem, og det har jeg haft meget glæde af.
Og nu er jeg begyndt at rejse igen og fortælle om det.

Hvornår var det du blev svagsynet?

Det var i 1996 lige op til jul. Og jeg vil sige – jeg var gal, simpelthen så bange da det skete. Det skete bare. Jeg stod og tog en mælkekarton, hældte kærnemælk op til Arne og skulle sætte den i køleskabet. Og så gav det et dunk i øjet. Jeg rystede på hovedet, men der var bare sådan en stor sort plet. Og jeg så i forvejen ikke for godt med det øje. Så lukkede jeg lågen op til køleskabet, men der var stadig bare en sort plet. Men satte mælken ind. Og jeg kunne ikke se hvor jeg gik, men kom ind til Arne og sagde: ”Du, jeg har det ikke så godt, så jeg går i seng.”. Han kunne godt se at jeg ikke havde det godt, og spurgte om han skulle ringe til lægen. ”Nej, jeg går bare i seng!” og måtte famle mig op og kom i seng. Ville se om jeg havde nogle piller, for jeg havde så ondt. Så ondt så jeg kunne tænke mig at tage øjet ud. – Det kan være du griner, når du får at vide hvad jeg tænkte på. Men jeg tænkte på at tage støvsugeren, og så bare sætte udblæseren på og få kold luft ind i øjet.

Der må have været et tryk?

Ja, der var et tryk. Men jeg ville ikke give mig selv lov til at tro der var noget, for jeg har i forvejen Grøn Stær på det andet øje. Så jeg tænkte at jeg ville ringe mandag til øjenlægen for at få nogle andre dråber. For det måtte være det der var i vejen. Så jeg ringede kl. 10 mandag morgen til øjenlægen og spurgte hans sekretær om jeg ikke kunne komme derop, for jeg skulle have nogle andre dråber. ”Du har det ikke så godt Grethe,” sagde hun. ”Nej, jeg kan ikke gå lige, er svimmel og har det som om jeg har været ude at drikke i 14 dage. Og det gør så ondt så ondt!”. – Så kunne jeg høre hun snakkede med Højbjerg og hun kom tilbage og sagde: ”Du kommer med det samme, og øjenlægen siger du skal tage Falck herop. Og du skal sige at du er kommet til skade med det øje, ellers kommer du på venteliste.” ”Nej, men det er jo ikke sandt!” ”Nej, men øjenlægen vil have dig med det samme.” Så jeg ringede til Falck, og de hentede mig med det samme. Og øjenlægen kiggede på mig og sagde: ”Jeg kender dig Grethe, og hvad du har tænkt, for jeg ved du tænker!” ”Ja, det gør så ondt som da jeg havde en blodprop i hjertet.” – Ja, sagde han. Så han ville henvise mig til Øjenafdelingen i Næstved. Og havde jeg bare ringet lørdag da det skete, ville den vagthavende læge have sendt mig derned med det samme. Men nu var det mandag og så kunne de ikke tage mig akut. Så han skrev en henvisning og skrev på den: HASTER, HASTER! Så gik jeg i mange dage. Dryppede øjet og havde fået piller. Men alt hvad jeg kiggede på – ja der stod jeg. For jeg havde alle de der sorte prikker, og det var grusomt at kigge på andre mennesker.

Men du har vænnet dig til det?

Ja, men når jeg tænker tilbage på det, så tænkte jeg at den Grønne Stær havde flyttet over på det øje. Og jeg blev gal og rasende. Men jeg prøvede ikke at være sur når Arne kom. Men det var svært. – Det sværeste var nu, at mine 2 drenge altid har været vant til at mor kan alting. Så når de kom og jeg sagde sådan og sådan, så sagde de: ”Nej ved du hvad mor; du skal bare tage dig sammen. For det første har du farfar, du har dine oldebørn – lad nu være med at skabe dig. Vi er ikke vant til at se sådan en pivehøne.” Så sagde jeg til dem, om de ikke kunne tage hensyn til mig. ”Pjat – du er ved at blive gammel!” Men min svigerdatter sagde, at de skulle ta’ og være ordentlige, for hun kunne godt se jeg ikke havde det godt; I skulle hellere hjælpe jeres mor. ”Jah, men hun har altid kunnet hjælpe sig selv!”
Og det var noget der gjorde mig bitter. Så var der en der sagde; Havde du regnet med at dine børn ville sige: ”Sæt dig ned mor, så skal vi gøre det og det!” Men, det var slet ikke det. Men når jeg kludrede med noget så kom min svigerdatter og sagde at jeg bare skulle sige til. Jeg skulle f.eks. varme nogle æbleskiver i ovnen, og jeg kunne jo ikke se om de var brune, mørkebrune eller sorte. Så satte vi et nyt hold over, og min søn kom og sagde de jo bare skulle varmes. ”Og fordi du har fået lidt med det ene øje, er du jo ikke tosset. Prøv at brug hjernen mor.” – Så var der en gang hvor jeg sagde: Jo, jeg er tosset, I må hellere sende mig op på SNS (Sindsygehospitalet i Nykøbing Sj.), for der passer jeg bedre. Og det skal man nok ikke sige, men der kommer et tidspunkt hvor man tænker: ”Nu må de hellere få med grovfilen!”

Ja, for man bliver jo desperat på en eller anden måde

Og al den tid jeg gik hos Højbjerg og var i Næstved på Øjenafdelingen, så tænkte jeg når jeg kørte derned: Når du kører hjem så kan du se – men det kunne jeg ikke. Men nu har jeg fået talt ud med Højbjerg og han har sagt: ”Sådan er det og det må du bare leve med. Du kan sagtens glæde andre!” – Og det har jeg prøvet på

Men du kan jo også lære at bruge det syn du har tilbage – men det tager nogle år!

Ja, men jeg slipper aldrig helt den tanke, at synet kommer igen.

For et af mine handicap jeg aldrig kommer over er; det jeg har kunnet før det kan jeg ikke mere. Jeg kan f.eks. ikke sy.

Hvad så rent kulturelt – hvad har du oplevet der?

Lige efter jeg mistede synet, blev jeg klar over at jeg ikke magtede at læse, det kunne jeg ikke.

Men så hører du bøger

Da omsorgskonsulenten kom, kunne jeg slet ikke snakke om det, men så da jeg fik en båndoptager og lydbøgerne havde jeg slet ikke tid til dem. Når jeg gik og vandede blomster så havde jeg travlt. Og når jeg stod og lavede middagsmad havde jeg da også travlt. Så jeg rørte ikke de første lydbøger til at begynde med. Det var måske lige et kvarter mens jeg tilberedte aften the. Så det blev ikke til så meget.

Det må have været en stor tilvænning

Ja, for jeg havde været vant til at sidde og læse og så selv lægge tonen. Og så skulle jeg bare sidde her med mine tomme hænder. Men så blev jeg heldigvis så forkølet, at jeg måtte gå i seng. Og lå bare og vendte og drejede mig. Og kom så til at tænke på, at jeg da bare kunne tage båndoptageren og bøgerne ind i soveværelset. Men tænkte at den nok slet ikke kunne spille herinde. – Selvfølgelig kunne den det! Og så lå jeg og læste, og havde slet ikke tid til at tænke på, at jeg var forkølet. Det var en god og spændende bog, og jeg opdagede pludselig, at selv når jeg passer blomster, tørrer støv af og en dagene skal pudse messing, når jeg skal ordne grøntsager ja så kan jeg bare tage den med. Så jeg får læst meget og er kommet godt i gang med bøgerne.

Men hvor du før i tiden – inden du blev svagtseende – tog ud og holdt foredrag, er det noget du kan fortsætte med?

Jeg troede det ikke. For hvem vil se sådan en gammel kone på 80, der bare kommer. Og når der så skal synges fællessang så skal man have briller på og bogen helt derop. Men jeg blev opfordret til at forsætte af en kvinde jeg mødte til et privat selskab. Hun havde fået opereret begge sine bryster af og amputeret det ene ben. De andre der var til stede sagde, at hun nok skulle klare det men hun sagde: ”Nej, for nu er min lever også på vej ud. Så jeg er snart på vej.” –

Og der var noget der sagde mig, at hende måtte jeg snakke med, for hvor fik hun den der indre styrke fra så hun kunne fortælle om den ganske åbent? Så var der en anden dame som sagde, at hun også gerne ville snakke om sine problemer – ”men ikke i mit eget hjem, for der kommer hele tiden nogen rendende ind”. Kvinden sagde så: ”Man skal vælge et sted der er neutralt, det er det klogeste.” Så da jeg ringede og snakkede med hende og sagde jeg gerne ville mødes med hende igen, men ikke hjemme sagde hun: ”Er der ikke noget med at der i Asnæs er et stort center?”, så der mødtes vi og sad og drak kaffe. Hyggede os og fik talt om mange ting. Jeg sagde at jeg havde hørt fra andre at hun tog ud og holdt foredrag om sit liv og hendes kamp. ”Ja” sagde hun, ”men jeg kan ikke udstå ordet foredrag. Det er for mig sådan noget fuldendt og teknisk. Så jeg tager ud og fortæller om mit liv! Men forstanderne og andre kan bedst li’ at fortælle at der bliver et foredrag.”
Så var der en dag én der ringede og sagde at hun havde hørt, at jeg tog ud og holdt foredrag om mit liv. Så sagde jeg: ”Jeg tager ikke ud og holder foredrag om mit liv, jeg fortæller!” ”Nåh skidt med det – bare du siger noget.” Og det var i en pensionistforening og de lød til at være glade for det.

Dine aktiviteter nu?

Jeg er med i MK-klubben i Holbæk.

Mk-klubben – hvad er det?

Det er blindeklubben i Holbæk. Og jeg kalder den for det, for når folk hører jeg siger jeg skal i Blindeklubben sammen med Arne, så siger de: ”Hvad skal du derud for?” Men når jeg siger MK-klubben så siger de: ” Nåh ja, men så kan vi ses en anden dag!”
Og jeg er glad for at komme i klubben. Vi mødes engang imellem og tilrettelægger aktiviteter. Og så er jeg der sammen med Arne hver anden mandag. Jeg var lidt skeptisk til at begynde med, for hvad skulle jeg gøre sådan et sted? Men nu kan jeg li’ at være der, for der er et godt miljø. Vi danner ikke kliker – vi er der bare og har det rart sammen.

Og så er jeg med i lokalhistorisk billedregistrering. Men jeg kan ikke se så meget, men jeg er god til registrering og kan huske mange af de, der er på billederne.
Så går jeg til seniordans og det gjorde jeg også før.

Og det har ikke forandret sig?

Jo lidt, for jeg skal jo se lidt mere på dem, for jeg kan ikke se hvem det er. Nu skal jeg 4 fredage være med til at danse Lancier, og jeg sagde – det går aldrig godt for det er jo sådan, at når vi skal dreje forbi hinanden, så vil jeg ryge ind i de andre; for jeg kan ikke se dem. Men så siger de andre: ”Det skal du ikke være ked af, for så tager vi bare om dig”.

Interview med Gerda Petersen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Gerda Petersen, Grevinge,

Interviewer Heike Michelsen.

Jeg er født d. 13. februar 1938, og født på et lille husmandssted ude på landet i udkanten af Grevinge, en lille by der hedder Engelstrup. Og jeg er født med grå stær.

Blev det opdaget fra du var helt lille?

Jeg ved ikke hvor tidligt man har opdaget det. Jeg kan kun huske fra jeg var omkring de 4 år. Fra den tid kan jeg huske, hvad der begyndte at melde sig med hensyn til mit syn. Men om jeg har haft det helt fra fødslen eller om det er dukket op for mig efterhånden, det ved jeg ikke. Men man var i hvert fald helt klar over da jeg var omkring de 3 år, at jeg absolut ikke kunne se noget. Jeg blev opereret som 4-årig på Rigshospitalet.
Og så kan jeg huske at min far afprøvede mit syn. Vi boede langt ude på en jordvej, og så skulle jeg se, om jeg kunne se en villa inde ved hovedvejen. Og det har jeg så tit tænkt på, at det var en meget primitiv måde at afprøve mit syn på. For det gav ikke så meget.

Du vidste jo også hvor den lå?

Ja og jeg kunne jo godt skimte omridset af den der røde villa. Og det var jo ikke nogen fornemmelse af, hvor meget jeg kunne se. Men min far og mor, var nok klar over, at jeg ikke så så godt, efter jeg var blevet opereret. Og jeg er kun blevet opereret den ene gang.
Og så gik tiden jo, og jeg husker ikke ret meget om hvilke vanskeligheder, jeg stødte ind i. Det var først da jeg skulle i skole, at jeg begynder at erindre om dem. Der var skolepligt fra det syvende år. Jeg var så 7 år i 1945, men min mor gik til vores præst. Det var dengang, at det var præsten, der var formand for skolekommissionen. Hun sagde til ham, at hun gerne ville beholde mig et år mere hjemme. Præsten sagde, at det ville blive på hendes eget ansvar, for hun måtte regne med, at jeg ville blive indkaldt til eksamen, hvis hun holdt mig hjemme. Men det tog hun meget roligt. Og hun beholdt mig hjemme, så jeg blev 8 år før jeg kom i skole.

Hun underviste dig ikke?

Nej, det gjorde min søster. Hun lærte mig bogstaverne og hun lærte mig også at skrive dem. Og lærte mig også tallene.

Var du den eneste af jer søskende der ikke kunne se?

Det var jeg jo ikke. For vi var 3 søstre, og en anden af mine søstre kunne heller ikke se ret godt. Men hun så betydeligt bedre end jeg kunne se. Og det var trods alt hende, der lærte mig de ting der, så hun kunne trods alt se mere. Men hun var også kommet et år senere i skole end jeg var, så hun ventede på den tredje søster, jeg havde og som ikke fejlede noget. Så de fulgtes ad, og klarede det igennem på den måde.

Var du så den yngste af jer 3?

Ja, jeg er den yngste. Men det vi har er en familiestær, og den kan spores mange steder i vores familie. Min farmor havde det. Og min morbror og min moster havde det, og når det var på begge sider af familien var det fordi min fars mor og min mors far var søskende. Og så bliver det ligesom doblet op, ved at far og mor er fætter og kusine. Men min far og mor havde ikke noget af det. Så det har simpelthen sprunget et led over. Jeg havde en morbror som var helt blind, og som levede af at binde børster. Så det er en familiestær, og ikke bare sådan en grå stær som ældre mennesker får.

Men de må da have vidst det! – De holdt dig jo hjemme.

Ja, og det var da heller ingen god måde at løse problemet på. Jeg synes da hellere, at man skulle have gjort noget ved det. Men det var ikke noget, man havde lyst til at tage op. Min mor havde i hvert fald ikke. – Den der nok gjorde mest for at skubbe mig i gang, det var nok en faster jeg havde, som boede inde i København. Hun var meget opmærksom på, at jeg ikke kunne se. Og det var hende, der pressede min mor til at jeg skulle til øjenlæge, for at se om der ikke kunne gøres noget og fik mig opereret som 4-årig.

Har du nogen fornemmelse af, at din mor bare ville have dig hjemme?

Jeg ved ikke om det var det – eller hun bare ville skåne mig for de vanskeligheder jeg kunne komme ud for.
Men så kom vanskelighederne da jeg kom i skole. Og jeg blev jaget til øjenlæge den ene gang efter den anden. – Og der sagde øjenlægen i Holbæk til hende, at jeg skulle gå i skole på Refsnæs. Men det ville hun i hvert fald ikke acceptere. Og hun gik til vores egen læge. Og han støttede hende, og sagde at det var der ingen, der kunne tvinge hende til. Det har jeg siden gået og tænkt på. Jeg tror da ikke at, der var nogen, hverken lærere eller læger, der i dag ville se gennem fingre med sådan noget.

Det var nok i den tidsalder, hvor man både kunne tvinge eller helt lade være med nogen foranstaltninger for handicappede børn?

Ja måske, men jeg blev i hvert fald hjemme og gik i almindelig skole. Uden at kunne se en dyt.

Du kunne slet ikke se?

Nej – ikke noget i bøgerne der havde nogen som helst betydning. Jeg fik det ene par læsebriller efter det andet, men kunne ikke læse med dem. Kunne ikke skelne bogstaverne og jeg kunne i hvert fald ikke skille dem ad. Og tallene i regnebøgerne – de der trykte vi havde dengang – dem kunne jeg heller ikke se.

Hvordan klarede du det så i de skoleår?

Ja, det kan jeg heller ikke forstå. Og det jeg vil vende tilbage til er, at det tror jeg ikke man ville springe op og falde ned på i dag. Men det gjorde man dengang. Men min søster skrev regnestykkerne i en kladde med så store tal, at jeg kunne se dem. Så det gik nogenlunde. Men så skulle vi have noget der hed ekstra opgaver- altså noget man ikke kunne forberede sig på hjemmefra – noget man lige pludselig fandt på oppe i skolen. Så var jeg på den igen. Alt hvad der skulle læses, og alt hvad der stod på tavlen, det kunne jeg slet ikke deltage i. – Så var jeg der bare

Var du ked af det? – Var du interesseret i skolen, og hvad gjorde du i stedet for?

Ja, men jeg gjorde ikke noget. Men jeg tror på, at når man ikke kan følge den almindelige undervisning og udvikling der følger med – så tror jeg at man udvikler sig på en anden måde.
Da jeg var 14 år var jeg ikke som de andre på samme alder. Jeg var tilbage og ikke så fremmelig.

Lukkede du af når du kedede dig, eller lyttede du meget?

Nej, ørene fejlede ikke noget. Så alt hvad jeg kunne sluge med ørene, det gjorde jeg. Jeg lyttede meget opmærksomt. Du kan godt se, at når man får skrevet 5 – 6 opgaver op på tavlen, og sidder og du ikke kan lave en eneste af dem – så kan du godt se, det ikke er særlig udviklende. Det er ret så ubrugeligt. Og vi havde eksamen en gang om året, hvor vi skulle fremlægge, det vi havde lært for sognerådsformanden. Og der syntes jeg også, det hele var noget pjat. Og vi havde jordens flinkeste sognerådsformand, og hvad tror du han gjorde? Han gav mig bare ug-minus i det hele.

Men det kan jo også være du var bedre end de andre? Og der havde måske aldrig før været et barn i skolen som var blind?

Nej, og jeg har tit tænkt på at sognerådsformanden gjorde det af hensyn til min far og mor, men jeg følte det meget forkert. Jeg syntes det var modbydeligt, når karaktererne blev læst op. Jeg var da god til hovedregning og til dansk genfortælling. Men jeg kan aldrig glemme, da han gav mig ug-minus i læsning. Jeg kunne jo virkelig ikke læse. Og de troede måske bare at jeg skulle igennem det. Men jeg gik der i de 7 år, som skolepligten var dengang.

Der var vel nogle fag som du var glad for?

Det var der, men jeg kunne jo ikke gøre noget ved dem.
Genfortælling var jeg f.eks. blændende til for det kom ind gennem ørene, så det kunne jeg sagtens klare. Men fik jeg så til opgave, at skulle læse 3 kapitler af en bog, så var jeg på den. Jeg kunne jo kun bruge min høresans og fik derved noget andet ud af det, end de andre gjorde i klassen.
Geografi var f.eks. helt håbløst. For sådan et landkort, og det blev trukket ned ved tavlen. Så stod læreren der med sin pegepind og sagde: ”Det og det ligger der!”, ja det kunne jeg slet ikke være med til. Jeg kunne slet ikke skille noget af det fra hinanden. Så det var slet ikke noget værd.

Begyndte du at tænke på, at du skulle have haft en anden skolegang?

Jeg var jo ikke så gammel dengang. Men min mor ville slet ikke have, at jeg skulle derned på Refsnæsskolen. Og dengang protesterede jeg slet ikke.
Men da jeg var 15 år, blev jeg konfirmeret, og dengang var det almindeligt at man tog pladser i maj og november ude. Og så begyndte jeg at sige til min mor, at nu var jeg 15 år og skulle have en plads. Men hun sagde: ” Det skal du ikke!” – Og det var nok første gang jeg blev rigtig tosset! Og det har jeg tænkt på tit. Den gang snakkede man meget om teenagere, og hvor vanskelige de var sådan nogle unge. Og jeg har aldrig været særlig rar. Men det var første gang jeg rigtig gjorde modstand mod hende. For jeg følte, at nu bandt hun mig. Og så tænkte jeg – nu får hun også gennemført, at jeg ikke skal have noget job uden for hjemmet! Og jeg kan huske lige så tydeligt, at jeg sagde til mig selv: Får hun nu også gennemført, at jeg ikke kan få et arbejde uden for hjemmet – så finder jeg det selv! For jeg ville ikke gå derhjemme lige som min søster. Og det var fordi min søster havde været ude og fået plads efter sin konfirmation. Hun var kun ude et lille halvt års tid. Og så kom hun hjem igen, og man sagde, det var fordi hun havde hjemve. Det kan da godt være, hun har haft det. Det havde jeg ikke sanset. Men en ting jeg havde sanset, det var, at hun var kommet hjem igen. Det var hende der også havde dårlige øjne. – Og så tænkte jeg NEJ. Nu har hun gået hjemme siden hun var 14 og hun er 9 år ældre end jeg. Det vil sige, da jeg var 15 år så var hun 24. Og havde bare gået og nusset rundt, og det ville jeg altså ikke. Og mor gik så med til at få fæstet mig til den plads min søster var rejst fra for 9 år siden. Det var jeg sådan set ligeglad med. For jeg var ligeglad med, hvor hun jagede mig hen! Bare jeg kom ud af døren. Og det var en elskelig gammel kone jeg kom til at være hos. Hun boede på en stor gård og der var 2 hjemmeboende sønner. Det var ikke nogen stor husholdning, så det kunne jeg ikke få besvær med. Og hun var god til at lære mig, hvordan jeg skulle gøre tingene. For jeg var ikke særlig god til nogen ting hjemmefra. Det fik jeg aldrig lejlighed til. Og det var nok også, fordi jeg havde en storesøster til at gå derhjemme. For hun lavede det hele.

Hvor længe var du hos den gamle dame?

Jeg var der et år og jeg lærte uendelig meget af at være der.
Så traf jeg tilfældigt en dame henne hos købmanden, og hun sagde at jeg kunne få en plads hos hende. Hun boede på en gård ude i den anden ende af byen. Og så tænkte jeg: Du skal nok prøve noget andet end at gå hos den gamle dame. Og vi fik aftalt at jeg skulle komme der til 1. maj. Og det gjorde jeg så. Hun havde 4 børn og en mand, og det var noget helt andet.

Kan du huske hvor meget du fik i løn?

Jeg tror jeg startede med at få 150 kr. om måneden og kost og logi. Og så havde jeg fri ½ eftermiddag om ugen og så hver anden weekend. Det var sådan almindeligt dengang.
Det var en ung kone. Hun var en meget ihærdig sjæl selv. Og det jeg ikke kunne det kunne hun i hvert fald selv. – Jeg blev betroet mange ting. Jeg blev også betroet at passe hendes lille dreng på 1½ år da jeg kom dertil. Og det var jeg utrolig glad for. Jeg havde jo ikke haft nogle små søskende selv. Og jeg kom godt ud af det med hele familien.

Du var så ikke generet af dit syn der?

Det ved jeg ikke om jeg var. For det er ikke de daglige ting, jeg er så generet af det. Men hver gang der er noget papir, der skal læses, og når jeg skal se langt. – det er sådan noget, der er problemet. For når jeg skulle gøre ham ren og bade ham, var der ikke noget problem. Det var noget jeg havde tæt på, og godt kunne klare. Det gik utrolig godt i de 1½ år jeg var der.

Så jeg var vel blevet 17 – ja næsten 18 år. Og så blev jeg ringforlovet, og så gik det hverken bedre eller værre, at jeg snart skulle have det ældste af mine børn. Og så måtte vi se at blive gift. Og det blev vi da. Og vi fik lejlighed, og det gik så nogenlunde godt, indtil jeg efterhånden blev mere og mere moden og voksen. Og vi havde også et lille barn. Men da der var gået 1 eller 2 år besluttede jeg, at nu ville jeg ikke mere. Og det var mens jeg ventede barn nr. 2. Så jeg besluttede at jeg ville skilles. Så den sidste var ikke født før jeg gik fra ham.

Det var modigt gjort dengang!

Ja, og havde jeg vidst, hvad jeg kom ud i, var det nok slet ikke sket!
Og så da jeg havde fået barn nr. 2 – det var i foråret 1958 – så var jeg på den. For nu kunne jeg godt se, at nu havde jeg i hvert fald fået et problem. For jeg kunne ikke se, havde ikke noget sted at bo, for det hus vi boede i hørte med til den gård, hvor min mand arbejdede – og så måtte jeg flytte.

Hvor var du så?

Ja, det var sådan at min mor ikke smed mig ud, selv om hun gerne så, at jeg forsvandt. Så jeg boede hjemme til jeg fik barn nr. to. Og det barn fik jeg ude på Holbæk Centralsygehus, og der var jordens flinkeste oversygeplejerske. – Og jeg sagde til hende, at jeg ikke havde noget sted at bo. Så sagde hun: ” Ta’ du hjem, og se om du kan finde noget at bo i. Så beholder vi barnet herude imens.”
Den ældste pige jeg havde, var hjemme hos min mor og far. Så jeg tog hjem og gennem pløjede aviserne for at finde noget. Men der var ikke noget, men fandt så en plads som husbestyrerinde hos en fuldt seende mand i Højby. Så jeg flyttede derind. Han havde en lille dreng på 5 år, og konen var død. – Så flyttede jeg ind og fik mit lille barn hjem. Og ham jeg var husbestyrerinde for var meget rar. Han gjorde ikke en kat fortræd, og han accepterede at jeg havde et spædbarn og så den store. – Men jeg havde ikke været der mere end en halv snes dage, så kom nabokonen og sagde: ”Ja, det er ikke fordi jeg vil blande mig i noget – men her skal du ikke være!” ”Nåh,” sagde jeg så – ”hvad skal det sige?” ”Ja, her skal du ikke være med 2 små børn. Vi ved manden var sindssyg – og du skal ud herfra! – Men jeg har en bror som har et hus i Nykøbing, og han kan godt få plads til dig der. Og han er alene.” Nåh, tænkte jeg, skal hun bestemme over ham? – men det gjorde hun. Og så gik der ikke mere end et par dage, og så var jeg der. Han forlangte ikke andet, end at jeg skulle lave en gang varm mad om dagen i husleje. Og der boede jeg ½ års tid. Men han var forlovet med en dame ude i byen. Og de ville flytte sammen på et tidspunkt, fortalte han mig. Og skulle de bo i huset, var der ikke plads til mig og børnene. Så jeg så mig om efter en lejlighed i Nykøbing og fik en. – Og så var der kun et at gøre, det var at finde et arbejde. For nu havde jeg husleje og almindelige udgifter. Så jeg søgte job ude på Amtshospitalet, og det var almindelig rengøring. Og jeg var ikke glad ved det. For det er ikke nemt, når man ikke ser så godt. Jeg følte at jeg havde alle de andre damers øjne i nakken, selv om der ikke var nogen, der sagde noget.

Hvem passede så dine børn mens du var på arbejde?

Jeg havde nogle venner inde i Nykøbing, som hørte til den mand, jeg havde boet i hus hos. Men, så søgte jeg job inde på sygehuset i Nykøbing. Der havde man dengang noget der hed gangpiger, og jeg blev ansat. Da jeg havde været der en 14 dages tid, kom oversygeplejersken hen til mig og sagde: ”Ved De hvad! Hvorfor har deres læge ikke søgt invalidepension til Dem for længe siden?” – Og det vidste jeg virkelig ikke. Så sagde hun: ”Gå til ham, og sig han skal søge pension til Dem!” Og det var meget svært at acceptere. Det var ikke lige, hvad jeg havde tænkt mig. Der var jeg vel 23 år og var ikke meget for det. Men kunne godt se, at det her ikke var holdbart.

Det var da godt du kom et sted og nogen tog sig af dig. Havde du slet ikke tænkt på at søge pension?

Jeg havde slet ikke skænket det en tanke. Det havde slet ikke været på tale. Men det var mit held at søge pension. Men det havde da været bedre, hvis jeg havde fået en uddannelse jeg kunne bestride. For det kunne jeg godt, hvis jeg havde fået en ordentlig skolegang, og var kommet den rigtige vej rundt. Men det var jeg jo ikke. Og boede nu i Nykøbing. Og det var ikke min læge fra min barndom, jeg skulle henvende mig til. Men til en læge i Nykøbing, der ikke havde kendt mig gennem livet. Men han var ikke dummere, end han kunne se, at det var noget nyt for mig.
Han ordnede i hvert fald papirerne for mig og søgte pension. Og det fik jeg da også.

Blev du sagt op fra dit arbejde?

Nej, jeg blev der måneden ud og holdt op til den første. For det er bund utilfredsstillende at være et sted, hvor man ved, man ikke kan udføre det halve af det, man bliver sat til. Og der kunne jo også være en risiko ved det. – Vi skulle f.eks. slå termometre ned, inden de skulle bruges. Og jeg kunne jo ikke se, om de var slået ned. Så det var ikke et sted, hvor jeg kunne være. Og jeg kunne heller ikke se, hvad der stod på de små tavler, der sad på sengene. Jeg kunne ikke skrive på dem, og kunne ikke se hvad patienterne hed. Og kunne ikke se hvad temperatur de havde haft. Så det var bestemt ikke et sted for mig. Men det var godt jeg kom der, for det var oversygeplejersken, der opdagede det. Og som slog i bordet og sagde det var helt ved siden af. Og hun havde jo ret, for der gik jo ikke så lang tid, før pensionen blev tilkendt.
Og det gjorde så det, at den læge jeg havde i Nykøbing sagde, han havde en bekendt, en øjenlæge i København, som han syntes jeg skulle tage ind til. Jeg havde jo kun været hos øjenlægen i Holbæk. Og ham i København var rystet, og sagde det ikke var hans bord. Og han jog mig straks ind på Statens Klinik for Blinde. Og det var i Skydeskovs tid. Han undersøgte mig så, og sagde jeg skulle tage børnene med. – Det gjorde jeg så, men der var heldigvis ikke noget med dem. For han havde i tankerne, at det også kunne have ramt dem. Men han arbejdede på det, og fik så heldigvis lavet det sådan, at jeg kunne få et par læsebriller. Og det havde jeg jo aldrig prøvet før. Det var en helt utrolig lettelse. Jeg kunne læse mine egne breve og kunne læse en bog. For det var ikke fordi jeg ikke kendte bogstaverne. Jeg kunne bare ikke se dem.

Det var et held at du kendte bogstaverne!

Ja, det var et held at jeg havde lært dem. Men, så kan man sige at jeg selvfølgelig ikke var hurtiglæser i starten, men det kunne jeg selv træne mig op til at blive.

Var det lup briller eller tykke briller?

Det var en meget stærk linse til det højre øje lige i midten, for det var det eneste jeg kunne læse med. Det venstre øje er slet ikke noget værd. Og de briller gjorde så meget at bogstaverne blev skilt ad. Det er ikke så meget om de er høje, men det er at jeg kan skille dem ad. – Så jeg var omkring de 25 før jeg kunne læse og det var ikke for tidligt når jeg skulle have dem.
Og så fik jeg pensionen. Og jeg har da kunnet leve af den og så de børnepenge, jeg skulle have. Og det gjorde jeg så indtil 1960, hvor jeg blev gift. Og min mand var seende og det rettede jo noget op på skuden. Så har jeg fået 2 børn siden, men den ene er desværre også medtaget af den der familie stær. Og vi klarede os indtil 1977. Min mand fik også pension. Det var fordi han havde Epilepsi, og det gjorde, at han var meget træt indimellem. Man kan nærmest betegne ham som et B-menneske. Han var fin om aftenen og kunne såmænd være oppe hele natten, men var meget træt om dagen og han fik selvfølgelig også noget medicin. Ud over det var han ikke generet af det. Men arbejde kunne han ikke have. Han kunne ikke koncentrere sig om noget ret længe ad gange. Kontorarbejde kunne han ikke klare og heller ikke legemligt arbejde.
Så i 1977 fandt vi på, at nu ville vi have noget at lave. Børnene var efterhånden også blevet store. Så jeg fik et rengøringsjob, og han skulle hjælpe mig. Det var nede i SuperBrugsen i Asnæs. Og sagde til brugsuddeleren, at jeg godt turde. For han kunne jo godt se, at jeg ikke kunne se, men min mand skulle hjælpe mig, og han kunne se det, jeg ikke kunne se. Og ved fælles hjælp kunne vi så godt klare det. Og der var vi i 9 år. Og det var ellers vældig spændende.

Og særligt når I kunne gøre det sammen

Ja, det var det. Og vi gjorde rent fra klokken halv seks til klokken godt halv ti om aftenen. Det var jo efter forretningen var lukket. De var utrolig glade for os, og det klarede vi indtil den daværende brugsuddeler skulle holde op. Og min mand havde fået noget med hjertet. Og så sagde jeg, at vi skulle holde, mens legen var god. Og så skulle der komme en ny brugsuddeler, og så ville der nok komme nogle andre skikke. Og det er også blevet et kæmpe stort foretagende i dag, og man har jo også et rengøringsselskab til at gøre rent i dag.
Så havde vi ikke rigtig noget et stykke tid derefter. Men så var der et ældrecenter som Dragsholm kommune havde hernede i Gundestrup. Og så manglede de et bestyrerpar. Vi søgte stillingen og fik den. Så solgte vi vores hus og flyttede derned. Og der var vi så desværre kun i 3 år, for så blev min mand syg og fik problemer med nyrerne og døde i løbet af 3 måneder. Så han var død i 1991, besluttede jeg at jeg ikke ville bo i det store hus alene. Og jeg kunne ikke bestride stillingen alene. Men kommunen tilbød ellers at de gerne ville holde det udvendige og passe haven. Bare jeg holdt det indvendige, men det turde jeg ikke.
Så det var i 1991 jeg flyttede derfra og her til Grevinge.

Hvornår kom du ind i Dansk Blindesamfund?

Det var i 1987, hvor det tilfældigt blev opdaget at jeg havde forhøjet tryk i øjnene. Det var øjenlægen der opdagede det. Og det betød at jeg havde grøn stær. Det gjorde jo, at jeg havde mistet endnu en bid af det dårlige syn. Og det kommer man aldrig til at genvinde. Så jeg drypper hver dag, for at holde trykket på plads. Og da han opdagede det, blev jeg henvist til Dansk Blindesamfund og blev optaget der. Jeg havde ikke noget særligt med dem at gøre, udover, at jeg fik en læsebåndoptager, som jeg har været utrolig glad for. For det var slut med at læse Magna Print, for det har jeg ellers altid kunnet. Så det var slut med at læse bøgerne, men har så siden 1987 haft dem på bånd. Og så da min mand var død i 1991 kom jeg på senblinde kursus.

Tilmeldte du dig selv til det?

Nej, det var Jonna der den gang var omsorgskonsulent som sørgede for det. Og der var jeg i 3 uger. Og fik lidt færten af at læse punkt, forsatte herhjemme og fik det lært meget grundigt af Annemarie Larsen. Og så fulgte jeg med i Dansk Blindesamfund og kom til generalforsamlinger og sådan noget. Og så i 1993 søgte jeg en stilling som omsorgskonsulent, og var så det indtil 1997.

Men du kan jo stadigvæk komme på kurser inde på instituttet

Ja, men det skulle have været før, for nu er det nærmest ligegyldigt. For jeg kan sagtens få tiden til at gå uden de store problemer. Men den gang jeg havde problemer, skulle jeg have haft noget af det der. Og i dag er jeg utrolig glad for båndene. Jeg kan slet ikke undvære dem. Jeg hører både Blindesagen og DBS informationen på bånd. – Og så alle de romaner jeg kværner igennem.

Og du læser slet ikke mere på sort?

Nej kun lige breve og hvad jeg ellers er nødsaget til. Måske en opskrift. Men det er meget lidt, for jeg kan slet ikke holde det ud. Det løber helt ud for mig.

Du har jo også andre fritidsinteresser!

Jeg har jo den der walkie-talkie klub, hvor der er forskellige bankospil og de arrangementer de kan finde på at lave. Og det er 3 gange om ugen. Og det kan man jo gøre når man er alene, og ingen andre sidder og venter noget af en´. Og jeg bruger i hvert fald et par timer om dagen 2 gange om ugen på at sælge bankokort. Jeg mangler ikke beskæftigelse.

Du har jo også dine børn!

Ja, jeg har 4 børn og 7 børnebørn. Så jeg har brug for den tid, der kan blive til rådighed. Og så Vivi, min yngste datter har desværre fået den samme øjensygdom. Hun er også opereret for den, men ikke med noget strålende resultat.

Men hun har haft andre muligheder i sin skolegang?

Ja, hun har kunnet se så meget bedre end jeg, for hun har kunnet læse under sin skolegang. Så lidt bedre end mit syn har hendes været. Og hun vil ikke bruge båndoptager, hun vil læse selv. For hvornår erkender man selv at man har et handicap? Hun ville ikke vedgå sig det før hun fyldte 17 – 18 år.

Kan hun ikke læse nu?

Jo, men hun kan ikke læse en bog. Hun kan dårligt læse et helt blad. Men hun er lige på kanten af at kunne få en båndoptager og blive medlem af Dansk Blindesamfund. – Og jeg tror heller ikke hun har tid til det i øjeblikket. Hun har også alle sine problemer med balancen og nakken, og har 2 små børn. Så hun har ingen tid til at sætte sig hen og læse. Og hun kan ikke gøre, som jeg kan, bruge de sidste par timer af aftenen, for hun har brug for at sove lige så snart hun har tid til at ligge. Og skal jo tidligt op om morgenen. Så det er nok ikke det, hun har mest brug for.

Men du har jo klaret dig fint med den smule syn du har haft og har nu – og det forandrer sig vel ikke meget?

Det tror jeg ikke, det gør, nu har det været stationært i mange år, ja siden 1987-88 har jeg ikke skiftet brillestyrke. Så nu er jeg inde i den vane, og færdes godt nok indenfor rimelighedens grænser. Jeg har da været på højskole, men der færdedes vi ikke meget. Og har da været på kurser og den slags ting. Men det er fordi jeg altid har været vidensøgende. Men næste gang, hvis jeg skal på højskole, vil jeg nok vælge nogle andre fag. Det der var mest var seniordans. Jeg vil hellere høre foredrag og få mere viden. Og på en højskole hvor der f.eks. er studiekredse. Og det skyldes nok den elendige skolegang jeg har haft.

Men det med radio du har haft i mange år – hvad hedder det?

Walkie-talkie, og det begyndte jeg på i 1985. Og man køber sådan en kommunikationsradio, hvor man kan tale med hinanden. Og når man køber radioen har man en opkaldekanal. Og der kan man kalde nogen, hvis man kender nogen, der har en – eller man kan bare ligge og lytte og høre, om der er nogen, der vil tale med en. Og vi kan tale langt omkring. Men det er ikke så meget derfor, jeg har den nu. Lige i starten havde jeg den for kontakten med
andre mennesker. Der snakkede vi jo meget på den. Men jeg taler aldrig mere på den, udover når vi spiller banko.

Hvordan foregår så det banko?

Ja, det foregår ved, at de forskellige foreninger snakker sammen, og vi har en opråber, der hvor de har deres klubhus, og så har de en der råber numrene op. Og så gentager jeg numrene fra ham i Nykøbing, så de kan komme længere ud – f.eks. til Holbæk. Og samtidig spiller vi her hos mig. Vi sidder 5-6 her omkring bordet, og jeg sidder ovre ved skrivebordet og gentager numrene. – Så det er som et almindeligt bankospil, bortset fra det er på walkie-talkie. Så det bruger jeg temmelig meget tid på. Men er nu trappet ned. For hver aften først at komme i seng ved halvtolvtiden er for meget, da jeg også helst skal høre en bog i et par timer, så bliver det for meget. Så jeg er kommet på nedtrapning, da jeg også helst vil have et par friaftener. Og jeg vil også gerne se lidt fjernsyn.
Og den klub jeg er i her, laver også andre arrangementer. Der er da julefest, fastelavnsfest osv.

Du har også andre aktiviteter – klubben i Holbæk!

Ja, men da jeg kom ind i Dansk Blindesamfund havde jeg ikke lyst. Jonna, der var omsorgskonsulent dengang, fortalte om den. Men jeg ville ikke. Så det var først, da jeg blev omsorgskonsulent i 1993 jeg begyndte at komme der. For så var jeg forpligtet til det. Og nu kommer jeg der stort set hver 14. dag. Det er meget sjældent, at jeg svigter. Men der kommer ingen unge!

Man kan vel egentlig godt forstå at de yngre ikke kommer der!

Ja, det kan man sådan set. Jeg tror kun det er et spørgsmål om tid med de klubber der.

Hvorfor det?

Som årene er gået med klubberne, 12-15 år, så kommer der nye medlemmer til, og de gider ikke sidde der. De har nogle helt andre krav, end dem vi har, der har kommet der i mange år. Der skal ske noget helt andet end det der gør i dag.
Der skal være nogle helt andre aktiviteter, så man kan lokke dem af sted. Men dem, der kommer der i dag, er utrolig glade for at komme der. Men det er også en meget ældre generation, der er der. Men de, der i dag er 50 år, vil da ikke komme til det, når de bliver ældre.

Men der foregår jo også meget på omsorgscentrene!

Ja, der foregår utrolig meget der. Og jeg kan heller ikke se, hvorfor man skal skille det ad. Det er bedre, at man er med, der hvor man bor!

Jeg har hørt at du også har andre fritidsinteresser?

Ja, jeg går også til seniordans hver fredag i vinterperioden. Jeg skal jo også have noget motion.
Det begyndte, da jeg sammen med min mand bestyrede ældrecenteret i Gundestrup. Det var Grevinge Pensionistforening, der holdt til der. Og det var dem, jeg lavede kaffe til og serverede for. Og så skulle de også have nogle aktiviteter. Og der var begyndt seniordans i Asnæs. Det var præstefruen, der var begyndt at undervise der, og det havde jeg hørt noget om. Så jeg foreslog pensionisterne, at de også skulle begynde her. Så var der nogle pensionister, der gerne ville. Og så fik vi en pensioneret danselærerinde fra Holbæk, der godt ville komme og undervise. Så vi dansede i Ældrecenteret først i 3 år.
Men så da jeg holdt op med at bestyre det, gik der et år. Og så var vi efterhånden så mange, at vi ikke kunne være der. Og vi måtte rydde den sal, vi dansede i for borde og stole, så der kunne være plads til at danse. Og det var efterhånden et kæmpe arbejde. Så vi flyttede op på Centralskolen. Og i dag er vi 44 der danser. Og vi har danset siden 1989.

Og du har ingen problemer med synet der?

Slet ikke – det er jo det, at ørene er gode nok. Og informationerne bliver gennemgået så grundigt, at det med synet ikke betyder spor. Jonna danser jo også i Nykøbing, og hun kan da næsten ikke se nogle ting.

Jeg har hørt at du udover alle dine aktiviteter også vil starte en klub op her omkring?

Ja, men det må vente et stykke tid endnu. Og det er et spørgsmål om de, der kommer her fra Odsherred, ikke vil være kede af at blive skilt fra de andre.

Men du kunne jo lave emnegrupper også med yngre, med teater, litteratur og sådan noget!

Men så skal det ikke være Dansk Blindesamfund, hvis det skal være med yngre. For det er vi for få til under 70 år. Så skulle det være en blandet førtidspensionist klub. For det savnede jeg selv, da jeg var yngre. Og man er da begyndt rundt omkring, men der er ingen tilbud til de yngre pensionister med andre sygdomme. For det er jo sådan, at når de har fået pension – så er det bare ud til højre med dem. Så må de selv finde ud af resten.

Du har da nok at komme i gang med – du har jo også alle dine børn!

Ja, det har jeg sådan rundt omkring mig, og det er rart. For selv om man ikke bruger dem, så ved man, de er der.

Aktiv er du og kan ikke nå mere!

Nej, det er det, når man er svagtseende, man skal jo bruge mere tid på at lave de samme ting som andre. Og det synes jeg er sværest. Man kan ikke lige gøre det, man har lyst til – f.eks. tage til Holbæk og høre et foredrag en aften. Og det med at være afhængig af andre når det gælder transport!

Om aftenen ser du heller ikke så godt?

Nej, det er klart, at jeg ser bedst om dagen. Men her i byen har vi gadelygter, så det er ikke det store problem. Men jeg ser nok ikke mere om dagen, end når jeg går her om aftenen, når jeg går her. Og ser kun lige der, hvor jeg går.

Du har aldrig prøvet at gå med stok.

Nej, det har jeg ikke. For jeg har ikke så stort et synsfelt, og tager ikke så meget omkring mere

Interview med Ellen Falck

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview af:

Ellen Falck, født Tolderlund, Aggerhuscentret, Parkvej 11, Bårse, 4720 Præstø.
født den 31.7.1922.

Interviewer Birthe Hermansen den 12. nov. 1998.

Jeg blev født i Assens i 1922 som den førstefødte. Min far Hans Frederik Tolderlund var forvalter hos tømmerhandler Plum, og da den lille familie kom til Præstø første gang efter fødslen, for at besøge min farfar og farmor, blev mine forældre irettesat, at man rejser ikke så langt, og oven i købet over et vand, uden at barnet er blevet døbt, så lille Ellen blev døbt i Præstø Kirke inden tilbagerejsen.

Ca. 3 år efter, flyttede familien til Præstø, hvor faderen overtog tømmerhandler firmaet Tolderlund efter sin far, og der blev født en dreng og endnu en pige. Pigen, som blev kaldt Ida, lever endnu, men drengen Niels er afgået ved døden.

De første år boede vi på Kristinelundsvej, hvor jeg så tydeligt husker, at jeg fik lov at køre med far ind til Præstø på motorcykel, og jeg måtte sidde foran på benzintanken, det var rigtig spændende.

Jeg husker også, at jeg fik lov til at rende op på gården hos Rasmus Nielsen, og overfor i et lille hus boede Niels og Marie, og der var jeg altid, og mor sagde, du må ikke rende over til dem hele tiden og tigge sukkermad, jeg vil ikke ha’ det. Så en dag, hvor jeg kommer hjem derovre fra, og sidder ved frokostbordet, så sukker jeg så dybt, og mor siger, du sukker jo Ellen, og jeg skævede til hende og tænkte, nu falder der brænde ned, fordi jeg havde været ovre hos Marie, men jeg misforstod det bare, og jeg blev drillet med det. Det sjove ved det er, at Maries senere svigerdatter har været hos os i 30 år, først hos min far og mor, og så hos os. Hun er lige holdt op for nogle måneder siden, hun er 82, hun har været næsten som en mor for mig.

Som ca. 6-8 årig flyttede familien så ind til Præstø i Farfar Tolderlunds store hus, som i dag er overtaget af “Fogh Superland”, som ligger midt i byen.

Ellen kom i privatskolen, som ligger lige ved kirken. Når man går ud af kirkelågen, så er det lige til højre. Det var hos frøken Nanna Ingerslev, hvor Ellen var meget glad for at gå, og de lærte en masse, da de kun var 4 elever, så da hun kom til Klosternakkeskolen i 5. klasse, følte hun, at de andre elever var langt bag efter.

Ellen kan stadig huske sine kammerater fra privatskolen, bl.a. Christian Block, hvis mor var tandlæge her i byen, og som boede i et rødt hus, der ligger på hjørnet af Jernbanevej og vejen, som går ud til Nysø. Så var der forpagterens søn Frits Fabricius fra Nysø og Jytte Holboe, hvis far var læge.

På et spørgsmål om hvad hun bestilte i hverdagen, kan hun kun huske, at de var artige børn, men hun holdt meget af at besøge morfaderen i Vasebæk ved Køge, som var forpagter på Gl. Køgegård, som ejedes af Collets familien fra Lundbygård. Hendes mor voksede op i Vasebæk. Ellen fortæller, med hensyn til hendes morforældre, at der skete det forfærdelige, at de unge, der var forlovede den gang, skulle have et barn, og det var en skandale, så de blev forvist til Sverige. Der blev købt et lille husmandssted til dem, og der kom min elskede tante til verden, og tiden gik, og de fik lov til at flytte tilbage til Danmark. Min tante kom senere til Amerika, hvor jeg har besøgt hende.

Morfaderen lærte Ellen at ride på en hest, som var en islænder, og den holdt hun meget af at ride på, og Ellen har altid holdt meget af hunde og heste. Hun fortæller, at morfaderen var så sød, og han interesserede sig så meget for sine børnebørn, og mest for mig, for jeg var lige så heste interesseret, som han var. Sådan var min far slet ikke, han var jæger, og han fik 5 kr., hvis han ville ride ud med sine forældre, da de var levende.

Var det en streng fader du har haft? Ja vi er blevet meget autoritært opdraget, vi vidste hvor skabet skulle stå. Jeg sagde til min mor, hvis jeg havde lavet et og andet, at hun måtte endelig ikke fortælle det til far, og somme tider kunne jeg lokke hende til at lade være, men vi har trods alt haft en god barndom.

Min farfars forældre sejlede meget, og dem var vi tit ude at sejle med. Senere fik min far en sejlbåd, en ketch med 2 master, og har han har haft forskellige små og store både, og også en motorbåd, men helst skibe med sejl, som vi havde mange dejlige ture med.

Min far havde flere både liggende for anker. Der var for øvrigt Poul Gran, som var bådebygger og havde sit bådbyggeri nede i Præstø havn. Hans søn, som kom i lære hos bådebygger bjørn Olsen, fortalte, at det bedste han vidste, var når bådebygger Bjørn sagde, at han lige kunne ro ud til Tolderlunds båd og finde det og det, fordi han skulle lave noget i den. At se den båd indvendigt, den var så fin.

Der var 2 senge i soverummet, og 2 i kahytten, og så var der et agterrum, hvor der også kunne sove 2. Yderligere var der også et lille køkken med primus, hvor vi lavede mad på, og jeg kan huske, at der var en gang vi havde nogle af fars venner med ud at sejle, og vi havde fået en rigtig dejlig middag, og så sidder de voksne og drikker kaffe. Så skulle Ida og jeg vaske op sammen med John, som var en af gæsterne, og ustandselig var der noget, han ikke havde vasket rent, for pigerne tørrede af. Så stak vi ham det hen, værsgo John, det her er ikke rent! og ned i opvaskebaljen igen. Og så pludselig, han havde måske fået lidt i hovedet, så ser han hen på os, edder ond i sulet, hvad tror I, I har viskestykkerne til! Jeg glemmer det aldrig, jeg døde næsten af grin. Han var også en sød og festlig fyr.

Det var nogle festlige ture, og jeg kan huske de små unger hos brødrene Brorson, de havde altid et reb om livet, for at de ikke skulle falde i vandet. Det havde vi også, da vi var små. Men jeg var rigtig stolt en dag, da jeg fik lov til at ligge og ro i jollen. Jeg kunne nemlig ikke ro væk, for far havde et bånd i den, men jeg kunne ligge og øve mig i at ro. Senere lærte jeg også at styre.

Da jeg var omtrent 15 år, kom jeg 3 uger på en Svensk sejlerskole, hvor jeg fik lært at stikke kurs ud og styre og alt sådan noget. Det var en trælastagent i København, der hed Peetz, og hans kone var agent for den Svenske sejlerskole. Vi var 25 piger, og køjerne, som blev sat op om natten, lå vi i. Der var 5 franske piger og 2 hollændere, englændere og svenskere, og så var vi 2 danske. Det var meget sjovt. Vi sejlede fra København til Bornholm og videre til Karkskrona, hvor der var eksamen, og der kom den elskeligste gamle admiral ombord, han var så elskelig, og selvfølgelig bestod vi alle sammen. Der var bal om aftenen med de svenske kadetter, det var også morsomt, d.v.s. jeg var temmelig genert den gang, og der var en lille kadet, som spurgte om vi ikke skulle gå i land, men nej, jeg skulle ikke i land, det turde jeg ikke. Men så sejlede vi videre op af den Svenske østkyst op til Søder Tælje, hvor vi gik ind igennem kanalerne, og kom til Stockholm inde fra land. Der blev vi sat af, og så skulle vi tage en beskidt båd hjem til København. Der kom Inger Karø, hun var også fra Præstø. Vi ville ikke tage en kahyt, vi havde ikke så mange penge, så vi lejede en hængekøje af styrmanden, og fik den hængt op, og det fortrød vi.

Der var så mange fulde, som ikke kunne lade os være i fred, så vi var bange. Men så kom der et Svensk ægtepar, og de havde en schæferhund med, og de lagde sig lige under os, med schæferen, så var vi jo glade.

Hvor sejlede i hen sammen med dine forældre?

Ja først sejlede vi ud af Præstø fjord, så skulle vi hele vejen op til Strandbygård dyrehave i nærheden af Fakse Ladeplads, og først der oppe kunne vi gå lige 90 grader over i Bøgestrømmen. Bøgestrømmen er den del af Østersøen, som går over i Øresund og videre ned i Smålandsfarvandet. Derfra gik vi videre til Kalvehave og videre til Vordingborg, hvor far og mor havde alle deres venner. De 3 Brorson familier, kom de meget sammen med. Niels Holger Brorson er død nu, men hans søn er nu sagfører i Vordingborg, og det er min sagfører.

Vi mødtes med dem enten i Kalvehave eller Stege eller på Ulfshale. Jeg kan huske, at vi somme tider lagde ind ved Flint-eksporten på Ulfshale, og der lå vi lørdag, søndag. Da de var yngre end mine forældre, var der ikke rigtig nogen børn at lege med, og da de senere fik børn, var de jo meget mindre end os.

Der var en gang vi havde været Møn rundt i en motorbåd, som ikke stak så dybt, så siger min far, da vi kommer ude fra Østersøen og skal ind igennem Ulfshaleløbet som er meget smalt, at jeg skal gå hen og stå i forstavnen, så skal du se, hvad vej jeg skal sejle, for at komme ind imellem. Så siger far, at nu kan jeg godt komme ned og sidde i cockpittet, for nu er der ikke flere sving på løbet, så satte han fuld fart på motoren, og lige så stille sejlede båden op på så lidt vand og lagde sig om på siden, så var vi gået på grund. Vi kunne ikke komme af, vi måtte ligge der om natten, hele familien måtte ligge i en stor bylt nede i den ene side. Næste morgen sagde far, at nu tar jeg jollen og ror ind, og så ringer jeg hjem efter nogen til at hente jer i bil til Præstø, og så skal jeg ind og se at få fat i en skipper, som kan hive mig af. Men det kom til at koste ham en ordentlig sum penge, for den stod fast, og jeg kan huske, vi grinede sådan af det.

Vi har tit stået på grund i Præstø fjord. Der var en gang, da far og jeg sejlede. Så skulle vi over på fjorden, og så siger han, vi går over her! Det kan du ikke far, du ved der er grund lige der, du skal ud om kosten, der står lige derude. Jeg prøver nu. Han elskede at gå ind og snuse, han stod tit på grund. Han sagde: “Hvad gør vi nu?” Så sagde jeg, at jeg ved jo noget om, at den der har styret må i vandet og bære af. Nå ved du det, så han måtte i vandet, han måtte rette sig efter reglerne, for jeg kunne jo ikke slæbe den båd af, det kunne han, så han måtte i vandet. Da grinede jeg også godt, kan du tro. Det har været festligt, når man sådan kommer til at tænke på det.

Da jeg blev voksen, fik jeg min egen ridehest, som havde været fru skovridder Oustrups på Gammel Køgegård, og den havde jeg til jeg tog til Amerika i 1948.

Derhjemme havde de nogle dejlige hunde, og hun har stadigt et stort maleri hængende af nogle Engelske sættere, som hun har arvet fra sine bedsteforældre.

Jule aftnerne var ikke noget særligt. Vi unger var med til at pynte juletræet, men da vi så havde spist aftenrisengrøden, som jeg ikke kunne fordrage, og det kan jeg heller ikke den dag i dag, så gik far ind for at tænde juletræet, og lukkede døren. Mors forældre kom gerne ned og var med, de skulle ellers dele sig imellem deres andre børn, men vi syntes ikke det var jul, hvis ikke de kom. At sidde alene os tre børn og far og mor var kedeligt.

I fik da mere end risengrød?
Ja, vi fik altid andesteg, det skulle være and. Men så fik vi altid en af juledagene en kæmpe stor ål, som far havde fået af en eller anden, Ålen var for stor til at stege eller ryge, så blev den saltet et døgn, og blev kogt en hel time, for den skulle koges godt igennem, og den fik vi med flødepeberrod. Den skik har Mogens og jeg også ført videre. Efter jul kørte han hen på Gisselfeld og købte karper, og dem havde vi så gående hjemme i vaskehuset, og dem spiste vi så nytårsaften, en kogt karpe ligeledes med flødeskum og peberrod.

Efter Privatskolen hos frøken Ingerslev kom Ellen i mellemskolen på Klosternakken, hvor hun kom til at gå sammen med mere end 20 elever, og det var en stor forandring, men også spændende. Hendes bedste veninde var Jytte Holboe. Hun var datter af lægen, d.v.s. da vi blev konfirmeret, fik hendes far et slagtilfælde, han var en af de læger, som arbejdede sig ihjel, og så flyttede Jytte og hendes forældre til København, så måtte jeg finde en anden at snakke med. Men jeg har besøgt hende i København, og det er så morsomt, at her hvor jeg bor nu, sidder der en der hedder Kitty Gustavson, hun siger, jeg kan godt huske, at vi to blev konfirmeret på samme dag, og vi gik til præst sammen, men det kan jeg slet ikke huske. Hun er så sød. Hun sidder desværre i en rullestol, hun fik for mange år siden en blodprop, og hun blev desværre lam i den ene side, men hun er den samme søde pige. Hun sagde, kan du huske vor præst, som var provst Poul Smith, han blev senere biskop i Ålborg. Da vi gik til præst og drengene var frække, så stak han dem nogen på kassen, og jeg sad og kiggede ud af vinduet, og en dag så jeg min far og mor sejle forbi, og jeg vidste de skulle være af sted i 14 dage, og jeg tænkte, bare jeg havde været med.

Hvordan klarede i så jer derhjemme?

Min mor havde god hjælp, de havde jo 2 piger den gang, en stuepige og en kokkepige, og de havde fået lov til at tæske os, hvis vi ikke var ordentlige. Somme tider kom der en tante, som var gift med en af min fars fætre, og hun kom og var hos os, men ellers var det meget skægt at være alene hjemme.

Min konfirmation gik fint, jeg var i en fin lang hvid kjole, og vi stod der i 2 rækker, så lægger provsten sin hånd på mit hoved, og jeg står og kigger lige op i hans ærme, og så havde jeg sådan en ugudelig tanke, og det har jeg senere fortalt Kitty, og hun sagde: Ellen det ku’ sgu’ lige ligne dig. Jeg stod og tænkte på, hvis jeg havde en vandpistol, så !!! Det er også noget man ikke glemmer. Men han var da en rar mand.

Ellen tog realeksamen på Klosternakkeskolen og gik til faderens store fortvivlelse ikke i gymnasiet, men tog handelsskole eksamen i Præstø, hvor hun samtidig arbejde på faderens kontor i tømmerhandelen.

Handelsskolen afsluttede Ellen med flidspræmie, jeg var skam dygtig.

Min far var stadig vred over, at jeg ikke ville på gymnasiet, så en dag, da vi var sejlet til Vordingborg, og lå nede i havnen, så siger han til mig, om vi ikke skulle gå en tur, og jeg gik intetanende med. så gik vi lige op til rektor Simon på Gymnasiet, og meldte mig ind. Jeg blev så skuffet og rasende på min far, jeg syntes det var rigtig lusket. Nå men jeg var vant til at rette mig efter ham, så jeg kunne ikke gøre andet end at gå og være dum i skolen, så kunne de jo ikke bruge mig.

Efter et år, fik jeg så lov til at komme tilbage til kontoret igen, hvor jeg så var et par år.

Da jeg gik på gymnasiet, ville det være rart med et kørekort, men det var før krigen, og jeg kan huske, at min far skrev til politimester Vagn Bro, at han måtte sørge for, at jeg fik et, så jeg kunne køre til og fra skolen i Vordingborg, men jeg måtte køre med rutebil, og den gik ikke hjem før kl. 7 om aftenen, og derfor syntes far, at jeg vel godt kunne få et kørekort, men det kunne jeg ikke, jeg var ikke gammel nok, så jeg fik ikke kørekort før krigen var forbi, da var jeg jo så blevet 26 år.

Jeg kan huske en pige fra Præstø, hun var datter af redaktør Bruun, og hun og jeg ville ikke sidde i Vordingborg og vente på bussen til kl. 7 om aftenen, så vi gik ud og “hitch hikede” på vejen. Min mor blev rasende, så sagde jeg, at så må du hente os. Jeg kan huske, at vi en gang kom op og køre med et par skorstens byggere, de var festlige, og der var ikke noget pjank med dem, men de var meget sjove. De havde været nede hos nogen af fars og mors bekendte, for at ordne noget ved komfuret, det var Madtsen på Nørre Skovgård, som ligger ad Ørslev til. En anden gang var det en hr. Laupt, og han fortalte, at han havde en datter, som var operasangerinde, og han kørte os helt til Præstø. Han syntes det var så morsomt med de to piger som gik der og “hitch hikede”, det var meget sjovt, men vi gjorde det også kun, når vi var 2, aldrig alene.
Jeg var hjemme et par år, men så blev min far og jeg uvenner. Han havde en god ven i Køng, som var i Udenrigsministeriet. Han hed Tillitse, og min far spurgte ham, om han ikke kunne skaffe mig en plads derinde. Der kom jeg så ind i bogholderiet, det var rigtig sjovt, og når nogle spurgte os om hvad vi lavede derinde, sagde vi, at vi var ruffersker, for at være morsomme, og folk sagde! Gud er de det. Jeg boede hos min bedstefars søster i Classensgade overfor Nordisk Fjer, der havde jeg et værelse. Men jeg havde sådan en hjemve, jeg kan ikke rigtig forstå det, for da jeg var i Amerika, var der ikke noget.

Vi havde en udenrigsminister, der hed Gustav Rasmussen, og vi kaldte ham for Gysse, det vidste han selvfølgelig ikke, og det var tit vi blev sendt rundt omkring på kontorerne, for at finde en eller anden sag, og den lå som regel og smølede hos en af ministrene eller kontorcheferne, det var altid ret spændende at komme rundt der. Jeg kan huske, der var en lille genert en, som hed Poul Hafner, han var næsten ikke til at slå et ord af, og så nogle år efter, var han blevet ambassadør et sted i udlandet, så han må have lagt genertheden af sig. Der var også en Harhof, som også var sekretær derinde, og det var en høj flot fyr, og han kom til Ægypten som sekretær, og lavede altid noget skæg og sjov dernede, han var ved at komme op at sloges med Ægypterne, han var festlig, jeg tror ikke han lavede noget han ikke måtte.

Efter et par år, ringede far, og sagde, at jeg måtte komme hjem, han skulle af med 2 folk, så jeg skulle komme hjem og hjælpe ham, så jeg måtte sige op, så havde han godt nok brug for mig, det var jeg meget glad for, for jeg havde jo hjemve, og jeg elskede min mor højt.

Jeg mener, jeg var hjemme under hele krigen, for jeg kan huske, at jeg fjantede stærkt med de unge lærlinge overfor hos Anton Petersen i det store kornfirma.

Nej, jeg tror alligevel, at jeg var i udenrigsministeriet under krigen, jeg kan huske vi var 3 piger, en tømmerhandler pige fra Fyn, og Lise, som nu bor i Kerteminde, og vi holdt meget sammen, og kommer stadigvæk sammen, og jeg håber, de en dag ringer og siger, at nu kommer vi over og besøger dig, for jeg kan jo ikke rigtig komme nogen steder, for mit kørekort er jo væk.

I 1946 fik jeg så mit kørekort, det var medens jeg arbejdede i København, og en dag skulle jeg mødes med min mor i Lundby, hvor jeg tog toget til, og så skulle jeg køre, over til Stege, hvor far så lå med båden. Min mor mente, at det var bedst jeg kørte, for jeg skulle have øvelse, så kørte jeg af sted, og så siger hun, jeg vil bare lige sige dig, at hvis vi to skal nå Stege i dag, så må du sætte farten op. Jeg sneglede mig af sted, jeg var så nervøs for, at der skulle ske noget. Jeg kan ikke rigtig huske, om det var en Tysk Taunus, eller en Engelsk Anglia, den der lignede en omvendt kasket.

Hvordan var det med din ungdom, gik i ud til bal?

Uha! Er du tosset, jeg havde den ene ven efter den anden, de knægte, der var i lære hos Anton Petersen, de var der jo 3 år af gangen, og der bor en her fra Præstø, han var disponent hos Anton Petersen dengang. Jeg kendte ham godt, han gik ned og hentede post hver dag, og så gik han og undrede sig over, at en af lærlingene gik op på 4. sal i det store magasin hver formiddag kl. 11, og det vendte lige ud mod os, så slog han porten op, og så vinkede han ned til en, og det var mig. Han driller mig med det.

Han har desværre fået en mystisk sygdom, lige pludselig falder han omkuld, han er ikke dement, men han kan ikke huske noget. Han kan huske, hvad der skete den gang, og det kan han drille mig med, men hvad der ellers er sket lige nu, kan han ikke huske. Hvis han kone siger, Peter du skal gøre sådan og sådan, skal hun huske at give ham det på tryk, ellers så glemmer han det. Han kommer her i terapien og maler, og så snakker vi. Jeg kan huske, da han blev gift første gang, det var sådan en sur pige, hun hilste aldrig på os, så skiltes vore veje, så mødtes vi først her mange, mange år efter. Hans nuværende kone er rigtig sød, hun spurgte, om vi ikke kunne tænke os at komme med hjem en dag og spise middag, det skulle være mig, og Knud Erik, tidligere inspektør fra Lundbygård, og han har endnu bil, han har en kone, som ligger her og er total lam, og når hun er lagt i seng, så svinger vi os ud af hver sin dør, og mødes et eller andet sted. Vi har også haft Poul Gran med, men nu er han blevet så dårlig, så hvis han falder, kan vi ikke rejse ham igen. Han har ikke kørekort længere, for da han fyldte 80, tog lægen hans kørekort.

Efter jeg var kommet hjem fra mit arbejde i udenrigsministeriet, arbejdede jeg hos min far i tømmerhandelen. I 1948 ringede telefonen pludselig en dag. Det var en af Brorson familien fra Vordingborg, som var skovridder på Fyn, og han og hans kone spurgte, om det ikke var noget for Ellen at komme til Amerika i huset. Jeg blev helt vild, nej hvor var det godt. 2 dage efter tænkte jeg, nej det går aldrig godt, men da havde jeg jo sagt A, så måtte jeg jo også sige B. Jeg tog ind til København for at få besøgsvisum, for jeg kunne ikke få emigration, det var der ikke tid til, for familien jeg skulle over til, havde lige fået en baby, så jeg skulle derover med det samme. De havde 2 halvstore drenge, og så havde de lige fået den lille baby for et halvt år siden.

Jeg drog så ind til København og ombord i ØK’s Falstria. Dengang var der ingen flyver, som fløj den vej over, så jeg sejlede i 9 dage, det var en dejlig tur, og en dejlig båd. Jeg boede sammen med en massøse, som hed Kirsten Knudsen, og vi kom til at kende 2 drenge, som boede i hospitalsværelserne, der var nemlig ikke plads andre steder, og vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne skiftes til at give hinanden morgenmad. Vi skiftedes til at hente morgenmaden i kafeteriet, og så drak vi morgenkaffe sammen, det var rigtig hyggeligt. Jeg mødte dem begge i New York senere.

Der var også en tegner ombord, og han havde lagt mærke til mit udseende, at det var typisk skandinavisk, og han spurgte, om han ikke måtte tegne mig, og det sagde jeg da ja til. Han ville også male mig, men det nåede vi ikke. Jeg var inde hos ham et par gange i New York, hvor han også kun nåede at tegne mig, men den tegning har jeg hængende ude på Runeklint endnu. Han hed Frits Kraemer, han var jøde, han kom fra Østrig, hvor han var blevet jaget ud af tyskerne, og kom til Danmark, og herfra rejste han så til Amerika. Han var en lille sjov mand, en typisk jøde, men rigtig sød og rart. Han inviterede mig og en Hr. Frederiksen fra ØK til en reception i Everside Drive, der et udpræget jødekvarter i New York. Der kom vi så til den aftalte tid, og kom ind i en flot og stor lejlighed med en hel del mennesker, men hvor var værtinden? Så kom vi ind, et par stykker ad gangen, ind i soveværelset, der sad værtinden i sengen meget fint udstafferet i sine kniplinger, og tog imod os, og spurgte hvor vi kom fra. Vi blev ikke klar over, hvad der var i vejen med hende, men det var en sjov oplevelse. Det var en flot, flot lejlighed, jeg må sige, de jøder de kan- – – Men kort efter, rejste han så videre vest på.

Ved ankomsten til Amerika blev jeg sat af ved Hobugten, for ØK lægger ikke til i New Jersey, men lige over på den anden side af Hudson floden, i Jersey ligger en stor fabriksby med havnekaj, og derfra kørte jeg videre til familien i Upper Mont Clair. Manden i familien jeg var hos, var dansker og hed Lorentzen, og han havde vogtet får på den jyske hede. Hans kone hed Winnie, og var også dansker, og hun havde som lille pige været balletdanser, og danset, da Radio City Mucikhall skulle åbnes, under orkesterdirigent Leopold Stakovsky, og man kunne stadig se det på hende, hendes bevægelser var så yndige og graciøse. Hr. Lorentzen havde opfundet en lille ting, der drejer persienner, og den havde han fået patent på, men han måtte slås for det patent, ustandselig var der nogen der prøvede på at gøre det efter. Han havde en stor fabrik inde på West Broadway inde i New York, hvor vi som regel kørte med ham, når vi også skulle ind til byen.

Familien var meget, meget søde ved mig, men det var værst for dem, som skulle æde den mad jeg lavede, for det var ikke altid den var lige heldig, for jeg havde jo aldrig lært at lave mad.
Det gik rigtig godt med at passe børnene, Drengene på 10 og 14 år, passede næsten sig selv, og den lille baby, var noget af det kæreste. Men jeg måtte ikke sove inde hos hende, jeg havde en walkie-talkie, med en mikrofon ved hendes mund, så jeg kunne høre, når hun vågnede, og så gik jeg først ind til hende. Hun havde også nogle yndige små barnereoler, men der var ikke sat noget i dem endnu, og hun skulle lege alene i rummet, hun måtte ikke have selskab, for hun skulle vænne sig til at være alene. Men jeg sagde til fru Lorentzen, at jeg var bange for, hun skulle kravle op på reolerne. Og en dag, så stod hun op på dem og væltede med dem, og så blev det lavet om, så jeg kunne sidde inde ved hende, med et eller andet håndarbejde. Hun har senere sammen med sin mand besøgt os i Hellerup som voksen, da hun var blevet gift. Hr. og fru Lorentzen kom også og besøgte os, når de var i Danmark.

Hvor længe var du så i Amerika?

Jeg kom derover i maj 48 og var hjemme i december 49. Jeg var væk i ca. halvanden år, og jeg var hos dem et år, så begyndte jeg at rejse hjem. Jeg måtte ikke tjene penge som besøgende. Mindst 2 gange havde det ringet på døren, og udenfor stod der en fra FBI, som spurgte om hvor meget jeg tjente, og jeg måtte sige, at jeg ikke tjente noget, jeg bor bare her hos familien og går med dem ud. Da mit visum udløb, måtte jeg så ind til kontoret for emigration i New York og sige, at jeg ikke kunne tage hjem, for jeg havde ingen penge. Hvis I vil give mig en forlængelse på et halvt år, så har jeg min far i Danmark, og han vil betale min hjemrejse i danske penge til en mand i Canada, som er en af hans venner, og der ligger der et af ØK’ skibe, som hedder Eria, og det fik jeg.

Eria sejlede på Vestkysten oppe fra Portland ned langs Californien ned gennem Panamakanalen og den vej over Holland, England og Norge til Danmark.

Jeg tog så en Greyhoundbus, som kostede 50 dollars gennem Amerika, for jeg havde ikke råd til at flyve eller køre på anden måde. Bussen Startede i Vancouver, og jeg kørte først med den til min mors søster, hvis mand var læge og som boede i South Bend Indiana , som ligger en times kørsel øst for Chicago, og de havde sommerhus ude ved Michigansøen. Jeg boede hos dem i 2 måneder, hvor jeg havde det pragtfuldt, og de tog mig til sig, som deres egen datter. Mange år efter gjorde jeg en stor fejltagelse, ved at skrive et brev til hende på dansk, for hun kunne ikke læse mere, og hendes børn kunne kun engelsk, men så indtalte jeg senere et bånd til hende. Derefter tog jeg op til en sød gammel tante. Hun var så glad for mig, hun sagde, at nu har din oldefar opdraget mig, for min mor og far havde 12 børn, men de havde ikke råd til det, så tog din oldefar mig til sig. Hendes far og mor havde været forpagterpar over på Liselund på Møn, og dem kendte vi så godt. Så var jeg der et par dage, og jeg skulle læse for hende i biblen, for hun var med i Pinsemissionen. Så steg jeg på bussen igen, men der var en der havde sagt til mig, at jeg skulle passe på, for hvis der satte sig en ved siden af mig, som ville gøre tilnærmelser, så skulle jeg have en stoppenål i lommen, og så skulle jeg bare prøve på at stikke ham på en måde, så han ikke opdagede hvad det var. Så flytter han sig sikkert. Men det fik jeg heldigvis ikke brug for.

Jeg regnede med, at jeg skulle møde færgen Eria i St. Fransisko, så jeg tog Greyhoundbussen videre, og da jeg nåede St. Fransisko, hyrede jeg en taxa, og flyttede al min “habengut” derover og kørte ned til havnekajen, og jeg kiggede mig omkring, men der var ingen Eria, så tænkte jeg, at den kunne jo ligge ovre ved Oakland. Så kom der en havnearbejder, og han sagde, at den først kommer om ca. 8 dage, men hvis du tør stole på mig, så skal jeg gerne smide din bagage om bord. Jeg havde ikke andet at gøre, end at overlade ham min bagage, for jeg havde nemlig fået tilsendt en flyvebillet til nogle venner i Los Angelos, hvor jeg skulle være til Eria kom derned. Flyveturen tog en time, og jeg kunne se på billetten, at den havde kostet 9 Dollars og 99 Cent, da jeg ankom, sagde mine venner, om vi ikke lige skulle tage en tur til Las Vegas, og det gjorde vi så, og vi kørte rundt i det sydlige Californien, og vi kom så tilbage til Los Angelos og skulle ombord i færgen, men der var ingen Eria, den var lige forhalet op til Long Beach, som er et havneanlæg, men den ville komme igen i løbet af et par dage.

Min sejltur hjem gik ellers godt, men vi havde storm 9 dage på tværs over Atlanten, nede fra de Vestindiske øer og så på skrå op til Holland. Jeg havde lagt mærke til, da færgen kom, at søfolkene gik og hamrede den ene side til med brædder, det var den side, som vendte ud mod vinden, og der blev sagt til os, at vi måtte ikke gå ud til den side, men så var der alligevel en gammel skibsreder Marius Nielsen, som ikke kunne nære sig, og selvfølgelig faldt han også. Han var ellers vant til at sejle men i sådan en storm, var der jo ingen, som kunne stå fast, men der skete heldigvis ikke noget særligt. Jeg lå og rullede rundt i min køje, indtil der var en der sagde, hvorfor lægger du ikke din kuffert op i køjen, så har du noget at stemme benene imod, så du kan ligge fast. Det hjalp også, og jeg blev slet ikke søsyg, det har jeg kun prøvet en gang, det var som barn, da jeg var ude at sejle med mine forældre. Turen fra Amerika var ellers hyggelig nok, vi bestilte ikke andet end at spille kort og gå i baren. Om formiddagen var der en drink før frokost, og der var lækker mad, så vi bestilte ikke andet end at spise og drikke, så jeg tog 20 pund på, på den tur. Min mor sagde til mig senere, at jeg lignede et omblæst cirkustelt, jeg havde store problem med at få det væk igen.

Efter hjemrejsen arbejdede jeg igen på kontoret hos min far, men så blev vi uvenner igen, og jeg blev så ansat på et trælastagentur, som var et dansk firma, som solgte svensk træ til danske tømmerhandlere, og der var jeg rigtig glad for at være. Det lå lige ved Nørrevold station i København, og på det tidspunkt, havde jeg lært den unge Mogens Falck, som var stationsleder på Falckstationen i Præstø, at kende. Jeg havde lært ham at kende ved nogle selskaber, og jeg kan huske jeg skældte ham ud over den måde, han opførte sig overfor sin kone på. Han var så blevet skilt, da jeg kom hjem fra Amerika. Deres lille dreng Ole blev opdraget hos en læge i Everdrup, moderen havde fået en fødselspsykose, så han opholdt sig der et års tid.

Vi blev så gift i 1951 i en kirke på Bernstorffsvej, hvor min svigermor boede. Mine forældre var ikke med til brylluppet, for min far billigede ikke giftermålet, han kunne ikke ta’, at hans datter skulle giftes med en fraskilt. Min mor turde ikke være med, hun ville ikke lave ballade, men min elskede morfar var selvfølgelig med, og min søster og bror, og dagen efter kørte vi på bryllupsrejse til Rom.

På vejen gjorde vi ophold i Odense, hvor vi mødtes med svigerfar og alle deres venner, og Mogens og hans tvillingebror V.M., som vi altid kaldte ham, var lige blevet optaget i Frimurerlogen. Min svigerfar havde mange søde venner, de havde bl.a. nogen der hed Killerrick, de var så søde, jeg kan huske fru Killerrick sagde, Ellen, du kan da ikke rejse til Rom uden frakke, men jeg sagde, at vi skulle da ned i varmen, ja men du kan da låne min pels, men det ville jeg ikke. Vi blev gift den 24. oktober 1951, så det kunne da godt have blevet koldt, men jeg manglede ikke nogen pels. Vi havde en dejlig tur, hvor vi kørte i bil hele vejen, og boede på hotel undervejs. Da vi kom til Rom, spurgte jeg om vi ikke også lige kunne køre til Neapel, men det mente Mogens ikke at den gamle Austin kunne holde til, den skulle efterhånden have en hel del olie.

Så flyttede vi til Næstved, hvor min mand blev stationsleder, og efter 8 år til Gladsakse på hovedstationen. Vi boede så i Søborg, hvor vi købte et dejligt hus. Så kom svigerfar pludselig en dag og sagde, at han havde købt Tårnbygård på Amager til redningsstation, og at vi skulle bo i hovedbygningen. Det var et pragtfuldt sted, en stor firelænget gård, med lavt til loftet. Vi startede med at have 4 mand på stationen, men efter 10 år, var det vokset til 50 mand, så måtte vi flytte, for nu var der for lidt plads til redningsstationen.

I 1963 fik Mogens en blodstyrtning, og han røg på Elisabeth søstrenes hospital, der kan jeg huske, at jeg kom på besøg, og trak jeg op af min taske en lille hundehvalp, for vores sorte kariblue terrier havde fået hundehvalpe. De var så kære disse hundehvalpe, og på det tidspunkt fik vi smag for Afrika. Vi havde set en film som hed “Hatari”, som handlede om, hvordan man fanger vilde dyr til Zoologiske haver. Den film var så betagende, og den gav os blod på tanden. Vi havde meldt os til en rejse til Afrika, men jeg var bange for, at Mogens nu ikke kunne klare det, men det gik heldigvis godt, og vi har været på jagt i Afrika i alt 7 gange.

Sidst i tresserne flyttede vi til Hellerup, hvor Falck havde købt Zonen, og vi flyttede ind på Rygårds Allé. Vi boede der ca. 10 år, hvor Mogens blev uvenner med Gentofte kommune vedrørende noget skat, så han flyttede stationen til Lyngby på Lundtoftevej. Der boede vi så, til Falckkorpset blev solgt til Baltica.

Det har altid været det samme, lige meget hvilken Falckstation vi boede på, har jeg været rigtig glad for at være der, og redderne var lige ved at bære mig på hænder og fødder, og Jes, som nu er vognmand her i Præstø, har tidligere været Falckredder, og han fortæller, at de år han havde hos Falck i Præstø, har været de bedste.

Vi flyttede så til vort hus ved Runeklint, som vi havde haft som fritidshus, og hvor vi tog ned hver lørdag/søndag. Vi havde gjort huset rigtig dejligt i stand, og vi kaldte det Ny Ati Shamba, som betyder bøffelhuset på Swahili, og pottemageren på Røde Led lavede navnet i keramik bogstaver, og satte det op på gavlen.

Navnet, som huset fik, er et minde om de dejlige ture, vi havde ned til Afrika.

Vi startede med at rejse, da Mogens lå på hospitalet efter blodstyrtningen, Vi rejste af sted i en stor DC 7 med 70 mennesker ombord til Kairo. Fra Kairo fløj vi til en flyveplads ved Victoria søen, som hed Entebbe, hvorfra vi tog ind til hovedstaden i Uganda, og så til Nairobi i Kenya. Derfra var vi så på jagt i 8 dage, for at prøve, om vi kunne holde det ud, vi var jo ikke helt klar over, om det var noget for os. Vi boede i telt, og det var død spændende. Vi blev fordelt i 3 biler med en 2 hvide og en hunter i hver bil, og de sorte hængte på, hvor det kunne passe sig. Vi begyndte med at køre fra Nairobi, vi var selvfølgelig forsinket flere timer, fordi de forfærdelige professionelle huntere skulle sige farvel til deres piger, og de havde jo så mange piger, så det var næsten ikke til at holde ud. Så kommer vi kørende en mørk aften kl. 10 -11 stykker, det var buldrende mørkt, og så er der pludselig en mur foran os, og det var elefanter. Vi skulle være stille, for dem flytter man ikke med, dem venter man på, til de går af sig selv, for hvis en elefant bliver sur, kan den gå hen og plante sin fod lige oven i bilen, og så bliver vi mast til plukfisk. Du kan tro vi sad stille, og vi kunne høre de gumlede blade i sig, og det rumlede i deres maver, det var en fantastisk oplevelse. Så flyttede elefanterne sig, og vi kunne køre videre. Vi var i noget der hed Savoparken en stor nationalpark i Kenya, hvor der er mange elefanter. Vi drejede så af til højre, og ind i og fandt en yndig flad slette, hvor vi kunne være, der var ikke ret megen busk, der var frit, og der blev vi sat på hver sin stol med en drink i hånden. “Boy”sene gik så i gang med at rejse teltet, men det var de mere end 2 timer om, hvor vi andre kunne have rejst det på et kvarter. De sorte er ikke så forjagede som os, de har da tid nok. Man skal tage det roligt, og sørge for at ens hjerte følger med, siger de. De var nu søde, så det var jo meget godt. Kl. 3 om morgenen kunne vi så gå til ro.

Vi havde en sørgelig oplevelse her på den første tur. Min svigerinde, som var Mogens tvillingebrors kone, har altid været meget dygtig til fransk, og i det hele taget meget dygtig til al ting, og jeg var ikke noget særligt, så det var altid Inge der førte an, og jeg kom høvlende bagefter. Så var det pludselig mig, der kunne tale engelsk, og det kunne hun ikke, Hun havde nemlig været i huset i Frankrig, og hun havde været i huset i Belgien, så hun var god til fransk. Men hun kunne ikke tåle, at det pludselig var mig, der kunne tale sproget, så hun begyndte at sige, at dem og dem måtte jeg ikke tale med, for de taler ondt om os. Hun begyndte at dirigere med mig. Det var vi meget fortvivlet over, og da vi kom til Entebbe, så ville vi ringe hjem til far, og bede ham sende en flyver, for det her kunne ikke gå. Så var der en læge fra Bogø, som blev en af vore meget gode venner, Christian og Birgit Linnet, og de sagde, at det måtte vi endelig ikke gøre, for hvis vi gjorde det, så risikerede vi, at hun aldrig kom over det, for det tropekuller var bare noget hun skulle over. Hun skulle igennem det, hendes hjerne skulle have ro. Vi kunne roligt lukke hende inde på værelset og give hende 10 Librium, så vil hun sove, og så kan i tage til Kampala, og når I kommer tilbage, så vil hun stadig ligge der. Hendes hjerneceller skal falde til ro, det er det eneste I kan gøre for hende, men det må I også gøre. Hun kom så vidt, at en dag sagde hun til mig, da vi stod ude i Bushen og ventede på drengene, som var inde og jage i skoven, Jeg hørte godt, da min mand sagde til dig, at hvis jeg blev temmelig umulig, så måtte du godt stikke mig en på kassen, men vi blev heldigvis gode venner igen. Senere har hun ikke villet med, for hun kunne ikke tåle varmen, så jeg tog alene med, sammen med min mand og hans tvillingebror.

Har du også gået på jagt herhjemme?

Ja jeg har gået meget på jagt ude i Stor Hestehaveskoven, hvor vi har vores hus, og jeg har også været på jagt i Nysøskovene og på Lekkende. Jeg kan huske at vores gode venner på Lekkende, skytten Verner sagde, har jeg ikke lovet dig, at du skulle få lov at skyde et dåvildt? Så se at komme af sted, du kan køre af sted med jagteleven. Jeg fik skudt en dejlig kalv, så jeg var stolt som en pave.

Jeg skød også nede i Afrika. En gang fik jeg en ordentlig bule i panden. Vi var ude at køre, og pludselig så vi en flok gnuer langt fanden i vold, mere end 300 meter ude. Så siger Mogens og jægeren! Skal Ellen ikke prøve dem? Så giver Mogens mig riflen. Den riffel havde jeg så svært ved at tage ladegreb på, og jeg lægger mig op af en myretue, for at få fast anlæg, og jeg begynder at skyde. Jeg trækker 3 gange, så jeg når at få skudt 3 skud af, så siger Mogens, nu holder du altså op, for blodet flyder ud af hovedet på dig. Jeg havde godt nok mærket den slog tilbage, men jeg blev så rasende, så jeg tænkte, nu skal jeg gi’ den. Jeg kunne aldrig i livet nå de gnuer 300 meter ude. Det var uartigt af dem, at sige, jeg skulle skyde der. Herhjemme skyder jeg aldrig mere end 100 meter borte. Det var et held, at det ikke ramte øjet. Bulen sad lige i tindingen, og sidste dag skulle vi alle fotograferes, og den lille skinnerboy, ham der flåede al skindet af det vi havde skudt, han dansede rundt på sine små krogede ben og pegede op på den blå bule jeg havde oppe i hovedet, og det kan man se på fotografiet. Skinnerboyen var fra Congo, og han havde en lille høne gående ved sit telt, og den havde en snor om benet, og den lagde æg til ham. Han havde fået den af nogle savværksarbejdere, som vi havde givet kød. Vi skød ellers ikke mere end vi skulle bruge, men hvis vi fik overskud, så gav vi det væk, de var jo lykkelige for at få kød. Disse jagtture har været højdepunkterne i mit liv med oplevelser af dyr, mennesker og den pragtfulde natur.

Jeg kan også huske en gang, da Mogens ville skyde leopard. Vi hænger først madding op til leoparderne, og så er vi ude og kontrollere de forskellige steder, hvor vi har hængt maddingen op. En dag så vi, at der pludselig var begyndt at blive ædt af den Gazelle, vi havde hængt op. Vi sad hjemme i lejren og snakkede og fik en drink, som vi havde fået hældt op, Så siger Mogens pludselig. Vi skal da af sted, klokken er fem, vi skal ud og kigge om leoparden er der! Han og Rhe, den professionelle jæger, farer af sted, og da de kommer kørende derud, kan de se, at leoparden allerede er oppe i træet og står og kigger efter dem. Så siger Mogens. Hvad nu! Ja nu skal du glide af lige så stille, og gemme dig bag den busk, og se at finde en god måde at holde til den på. Så kører jeg videre, så jeg afleder dens opmærksomhed, og så følger den min bil med øjnene. Det gjorde Mogens så, og han fik et perfekt skud, og Mogens ville så styrte hen til den. Men en af de sorte griber ham i ærmet, og så siger han på swahili, Det må du ikke, for der er flere jægere, der er blevet dræbt af døde leoparder, ved at man er gået for tidligt over til den, og den måske ikke har været helt død. Så lærte Mogens det, og så sad de lidt og kiggede på den, og så var den stendød. Så går de hen og undersøger den, og pludselig siger Rhe med rædsel i blikket, at det er en hermafrodit! Hvad siger du? sagde Mogens, og jeg der aldrig skyder hundyr, jeg vil ikke skyde hundyr. Det var en der var halvt af hvert. De kunne se på den, at den havde digevorter. men den havde aldrig haft unger, den havde en leopards store hoved, med små ører, og store poter, den var så typisk en hanleopard. De meldte det inde til Vildtdepartementet. Det gør man normalt, hvis man har nået usædvanligt, og vi meldte også om, at der gik en stor hunelefant, med kun en stødtand, og som haltede, og den må være blind, for den tørnede imod buske, træer og sådan noget. Mogens sagde, den vil jeg da ikke skyde. Men de sagde på Vildtdepartementet, den burde de have skudt, Men Mogens havde kun lisens til at skyde en elefant, og den havde han skudt på en anden jagt, så det vovede han ikke. Man betaler også for hver gang man skyder et dyr. Det er ligesådan herhjemme, Mogens skyder kun bukke, han skyder aldrig råer, ikke med mindre der skal tyndes ud i dem.

Jeg har en lille smykkenål her. Det er to ben, der er sat sammen af min guldsmed. Det er to ben, der sidder oppe i skulderen og flyder i lymfevæsken på alle kattedyr, og dette smykke er fra Mogens Leopard, og jeg har også en som er tre gange så stor, den er fra den løve, han skød. Det sidder løst i lymfevæsken heroppe i skulderen, og det gør at katte ikke mister balancen, når de springer. Det hedder et Flowdingbone. Vores skinnerboy fra elefantturen har også lavet mig et armbånd, som stammer fra halehårene på elefanthalen, og de er lavet så fikst, så det kan skubbes ud og ind, så det passer til håndleddet, og han lavede også en ring til mig af samme materiale fra elefanthalen.

Jeg har aldrig fået børn, det havde været mit store ønske, og på Gentofte sygehus blev jeg undersøgt for, hvad der måske kunne være i vejen, og vi prøvede oven i købet med kunstig inseminering. Det hjalp heller ikke, så jeg sagde til Mogens, om vi ikke skulle adoptere, men det kunne der ikke være tale om. Det havde ikke været nødvendigt at adoptere en dreng, for Ole skulle jo være første arving, men bare en pige. Det syntes han ikke, og da jeg endelig fik ham overtalt, så var jeg blevet over 40 år, og så var det for sent. Men jeg har da klaret mig udemærket uden det.

Mogens og jeg holdt meget af at fiske ål og rejer, og vi satte ruser ud til det farvand, der ligger lige uden for vort hus. Der, hvor vi ligger og sejler rundt, er bare så mange sten, så vi kan ikke bare gå lige hen over Nordmandssandet, vi skal helt ned til Fakse Ladeplads, før vi kan komme helt rundt og gå ned til Kalvehave.

Det er et spændende liv du har haft, og du har været god til at se tingene på en humoristisk måde!

Ja, det tror jeg, jeg har fra min mor. Jeg tror min fars mor var maniodepressiv, hun tog sig af dage, hendes 2 søstre må have haft det på samme måde, de tog sig også af dage. Jeg har fået konstateret sygdommen maniodepressiv, men for 20 år siden, var jeg hos en overlæge Mogens Kristensen, og jeg blev sat i en kur med Litareks piller, og siden den tid, har jeg klaret det fint. Jeg må have arvet det fra min far.

Min søster og jeg er blevet uenige om min brors dødsfald. Hun mener, at han også har taget sit eget liv, men det kan hun ikke vide noget om, for hun var ikke hjemme, da det skete.

Min far og mor var ude at sejle op ad svenskekysten, og så er Niels derhjemme og passer tømmerhandelen, og da han skal hjem til frokost, ser han en kat, der er på vej ind i dueslaget. Han vidste, at min far plejede at skyde kattene, når de gik derind, så han gik op efter riffelen, han glemmer at afsikre, og falder på trappen og skuddet dræber ham.

Jeg sagde til min søster, at hvis Niels ville tage sig af dage, så havde han gået ud af huset. Du var jo i Amerika, jeg kan ikke forstå, du vil gå og brede sådan noget ud om din bror.

Årsagen til mit dårlige syn skete ved en blodprop, som kom ganske stille sidst i 1980’erne. Jeg opdagede det ved, at jeg kom kørende ned til Runeklint i bil, og kørte ned ad bakken, og kigger over på Kohave skoven. Så kan jeg se nogle store krysantemum i træerne. Så tænkte jeg, det var da underligt. Da jeg kom hjem blev det konstateret, at det havde været en blodprop, men øjenlæge Morten Verdich i Vordingborg, ville ikke tage mig, han ville ikke have nogen nord for Vordingborg, han havde nok. Så gik jeg i flæsket på Jette, som var hos en optiker lige overfor øjenlæge Verdich. Hendes mor var min gode veninde, og vi har rejst meget sammen, men nu er hun desværre død.

Jette sagde, at hun kendte fru Grete Verdich, så hun ville snakke med hende. Så fik jeg lov at få ham, og det har jeg været rigtig glad for.

Så var det jo slut med at køre bil, for der stødte også grå og grøn stær til, så det ene øje skulle fjernes. Så sagde øjenlæge Verdich at han ville ringe op til overlæge Plesner på Næstved sygehus, men det ville jeg ikke have, jeg ville ind på Hamlet, som var et privat sygehus, men der var ingen øjenkirurg, så der kunne jeg ikke komme ind. Men må jeg så foreslå øjenlæge Madsen på Roskilde sygehus? sagde han. Det blev så arrangeret, og han var en festlig fyr. For det første stak han mig noget musik i ørerne, og han spurgte om jeg ville have klassisk eller jazz. Så fik jeg nogle ørepropper i ørerne, sikkert for at jeg ikke skulle høre de rodede, og så tog de øjet ud.

Vores unge mand fra Runeklint kørte for mig, og vi kom begge efter operationen, ned på kontoret, hvor overlæge Madsen sagde, at jeg skulle have et kunstigt øje, men de sorte med gyldne stjerne i, er desværre udsolgt. Vi grinede, så jeg var ved at falde ned af stolen.

Det gjorde ikke ondt at få fjernet øjet, og da vi kørte hjem i bilen, følte jeg, at jeg så meget godt med kun det ene øje, men der kom også grå stær på det, og den fik jeg taget hos overlæge Wille på Diakonissestiftelsen. Han var også rigtig dygtig. Jeg var blevet ham anbefalet af en fra Jungshoved, men det kostede selvfølgelig det hvide ud af øjnene, men det var jo også lige meget.

Mit syn svinder mere og mere, og når jeg sidder og ser på dig, så kan jeg se du sidder der, men jeg kan ikke se dine øjne, dine træk, og heller ikke din hårfarve.

Jeg har også lidt problemer med min hørelse, og jeg har fået et høreapparat, men jeg har somme tider lidt problemer med at få det sat rigtigt i, og det er også svært at indstille det med teleslynge og alt det andet. Det kan være, jeg skal bede om at få lidt mere undervisning i at bruge det rigtigt.

Efter jeg fik dårligt syn, flyttede jeg hertil Aggerhuscentret, hvor jeg fik denne dejlige lejlighed. Jeg er faldet godt til, og jeg er meget glad for at bo her. Mogens bor stadig ude på gården i Runeklint, og jeg besøger ham af og til.

Jeg har været på senblindekursus på Synscentralen i Vordingborg, hvor du blandt andet lærte mig en masse, og senere deltog jeg i et senblindekursus, som 11. kreds havde arrangeret her i Præstø.

Jeg har også deltaget på et kursus på Blindeinstitutet i Hellerup, der var jeg et halvt år, men det var jeg ikke ret glad for. Jeg følte de mobbede mig, vi skulle f.eks. lære at smøre et stykke mad, og det skulle være diagonalt fra det ene hjørne over til det andet hjørne, og jeg ville helst smøre denne vej ned, men det måtte jeg ikke, og der var sådan forskellige ting. Så kom der nogen fra Præstø, bl.a. min elskede fru Hansen, for at se til mig, hun var så forarget, det lille usle værelse, som jeg havde, jeg kunne dårlig nok vende mig, men der var nogle søde piger, og de havde kontor lige om hjørnet, der hvor jeg boede, og de kom ind og de pakkede min kuffert, da jeg skulle hjem, men jeg var ikke særlig glad for dette Blindeinstitut. Da jeg skulle hjem på ferie, så siger sekretæren, jeg er ikke sikker på, at vi har plads til Dem efter sommerferien! Nå, er De ikke sikker på det? Det er jeg, for jeg kommer ikke mere!

Der var en sød sygeplejerske, hun spurgte mig, om vi ikke skulle gå ned i Hellerup og spise en aften, og det gjorde vi så en 6 stykker, det var rigtig hyggeligt. Jeg havde ikke indtryk af, at jeg lærte noget. Jeg tror nu også, at de andre var meget yngre end jeg, for i den lille bar, der var ovre på den anden side af gangen, der opholdt alle de unge sig. Men jeg syntes ikke jeg lærte noget, heller ikke i maskinskrivning.

Jeg kan huske, jeg delte badeværelse med en meget sød lille ung pige, og hun var temmelig gravid, og hun havde en ven, som kom og så til hende meget ofte, og som regel sad han på WC når jeg skulle derind, eller også sad jeg der, når han skulle bruge det, for vi havde fælles badeværelse, og det var meget ubehageligt, men vi grinede da heldigvis af det. Den unge pige kunne få lov til at gå ned i svømmehallen i bad og svømme, det kunne jeg selvfølgelig have arbejdet på at spørge om jeg også måtte, men det gjorde jeg ikke.

Jeg kommer i Blindesamfundets klub ude i Præstø, hvor Birthe Bille er leder, men jeg er ikke så flittig som mange af de andre deltagere, som både går til kurveflet og sølvarbejde, men jeg tager præstøbussen derud og hjem igen. Jeg gik hos Karen, som også er helt blind, et par år, hvor jeg lavede en lille skindpung, som jeg lavede af nogle skindlapper, men der måtte Karen sidde og lave det meste af det. Jeg skulle også strikke en hue, men der tabte jeg maskerne ustandseligt, den måtte Karen også lave færdig. Jeg er glad for min båndoptager, hvor jeg læser min lydavis, og ham Asger Rosenberg, han læser noget så dejligt op, han har sådan en charmerende stemme.

Jeg læser også lidt på mit CCTV-apparat, men det er kun ganske lidt, for jeg bliver hurtigt træt, jeg kan lige læse, hvad der står på menuen på spisesedlen.

Der foregår også en masse her på centret, i går kom Annelise og spurgte, om jeg ikke ville op og høre Julius Nielsen fra Kalundborg synge, og så var jeg naiv nok til at tro, at vi skulle følges, men Annelise skulle skynde sig videre.

Når jeg får noget post, så kan jeg bare gå ned på kontoret, så vil de gerne læse det for mig, og ligeledes, hvis der skal sendes nogle penge.

Kunne du tænke dig, når vi nu er færdige med at interviewe forskellige kvinder, at vi lavede nogle små grupper, hvor vi kunne sidde og snakke om erindringer?

Det kunne jeg da godt, det er altid dejligt at være sammen med nogen, man kender, det at gå til noget, og man ved ikke om man kender dem. Selvfølgelig kan man sige, man kommer til at kende dem, men man er alligevel sådan lidt reserveret.

Interview med Ebba

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Ebba den 5. maj 1999

Interviewer Heike Michelsen

Jeg er født i København på Rigshospitalet d. 1. april 1904, og det er efterhånden nogle år siden.

Så du er blevet 95

Ja, og så var jeg hos min morbror en måneds tid.
Så kom jeg hjem til mine bedsteforældre, der dengang boede i Gl. Jyderup.
Så flyttede de derfra op på Ellebjerg og vi boede så der i 24 år.
Bedstefar døde i 1918. Og selv om jeg kom ud at tjene, boede jeg alligevel hjemme hos bedstemor. Det ville jeg helst.

Hvornår kom du i skole?

Det gjorde jeg da jeg var 5 år. Og det var på en privat skole i Jyderup, for bedstemor gjorde rent hos lærerinden. Jeg havde et stykke tid været hos en gammel kone, mens bedstemor gjorde rent. Men så døde den kone, der passede mig. Bedstemor sagde så til lærerinden, at hun ikke kunne gøre rent mere, for hun skulle passe mig. Men jeg kunne bare komme med på skolen. Så jeg var ikke mere end 5 år, da jeg begyndte i skole.
Den gamle kone havde lært mig at strikke, og jeg kunne strikke rundt, strikke strømper og det kunne børnene ikke.

Var det på 4 pinde?

Ja. Så jeg måtte lære dem at strikke grydelapper da jeg var 5 år og de var så irriterende.
Skolen var inddelt i 3 klasser og vi kunne gå der, til vi var 10 år. Så skulle vi enten på Realskolen eller på Kommuneskolen. Men fordi bedstemor gjorde rent dernede kunne jeg blive der til jeg var 14 år. Og kunne gøre rent, feje gulve, tørre borde af sammen med bedstemor.
Så da jeg blev konfirmeret kom præstens og ville gerne have, at jeg skulle derned og ind hos dem som stuepige. Og det var ikke altid lige sjovt!

Hvad skulle du lave?

Jeg skulle varte op og gøre stuepige gerninger. Og præstekonen tænkte ikke på at jeg kun var 14 år og en lille pjort. Og jeg kunne jo ikke nå alt det, jeg skulle. I det år jeg var der, boede jeg der også. Når jeg ikke kunne nå alt det, hun ville have, jeg skulle, skrev hun en liste om, at jeg skulle være der og der på klokkeslæt. Puh ha. Men præsten var flink, et meget fint menneske. Hun var da dygtig, ualmindelig dygtig, men hun var jo ….

Hvordan slap du derfra?

Det var det år under den Spanske Syge. Jeg havde en fætter som jeg holdt så forfærdelig meget af. Han døde, og jeg ville så gerne med til begravelsen. Det måtte jeg ikke. På en måde kan jeg godt se det nu. For de havde en pige på ½ snes år, og kom jeg med til begravelsen kunne jeg blive smittet. Men jeg blev smittet, så jeg lå hjemme i en måneds tid. Og på grund af det kom jeg derfra.
Så kom jeg ned på noget der hed Villa Bakken. Der boede købmand Chr. Jensen. Han var gift anden gang. Han havde en datter på 5 – 6 år, og hendes moder var også død under den Spanske Syge. Der var jeg så et år.
Men bedstemor syntes jeg skulle lære at sy. Og kom i lære her i byen. Men jeg var sådan stillet, at jeg ikke kunne se lige – jeg kunne ikke sy en søm lige, og jeg kunne heller ikke slå en streg lige.

Hvorfor kunne du ikke det?

Ja, det må være noget med øjnene, men dengang var der jo ikke noget der hed øjenlæger. Men det var også galt i skolen. For dengang havde vi jo tavler, og der skulle vi også slå streger. Og jeg kunne heller ikke rette dem.

Fik du det at vide, eller kunne du godt se det selv?

Jeg kunne godt se det selv.
Men jeg var på systuen ½ år, og ville så gerne på tilskærerskole, men det kunne jo ikke nytte noget, når jeg ikke kunne se lige.

Var du klar over, at det var fordi du ikke kunne se?

Nej, jeg kunne bare ikke lave det lige. Med min bedste vilje kunne jeg ikke.
Så var jeg hjemme og havde en del at sy nede fra Svend Larsen. Pudebetræk, dynebetræk, sømmede lagner og satte bændler i viskestykker.
Derefter kom jeg til en dameskrædder og hjalp hende. Men der var det også galt.
Bedstemor gik ud og stoppede og lappede forskellige steder. Så kom hun ned til en købmand, og de ville gerne have mig som stuepige. Det var et dejligt sted og der var jeg i 3 år. Men jeg boede altså hjemme hos bedstemor.

Og der havde du ikke nogle problemer med at se?

Nej det var der ikke, der var jo heller ikke noget, der skulle være lige. Men når jeg i dag går i haven bliver alting skævt, så det har altid generet mig.
Men så blev jeg syg, og havde nogle problemer med maven og kom på sygehuset. Så da jeg kom hjem, havde jeg en veninde der tjente på en kro. Det var en søster og en bror der havde den. Min veninde blev syg, og da jeg ikke havde noget, spurgte hun om jeg ikke kunne tage pladsen for hende en måneds tid. – Men hun kom ikke igen, så der var jeg i 1½ års tid. Men det var hårdt, alt for hårdt. Jeg måtte faktisk gøre karlearbejde, for nogle gange, når vi skulle vække ham om morgenen, så var han der ikke. Vi havde jo mælkejunger dengang. Og dem skulle jeg køre oppe fra vejen og så løfte dem op i en stor beholder. Så det bevirkede jeg blev syg igen.

Kan du huske hvor meget du fik i løn?

Ja, der fik jeg 60 kr. om måneden. I Præstegården havde jeg fået 12 kr. for ½ år.

Du blev syg igen?

Ja, og var på Kalundborg Sygehus i ½ år. Jeg kom ind Pinselørdag og blev udskrevet til november. Det var også med maven. Jeg skulle ellers have været hjem tidligere. Men så en dag fik jeg en forfærdelig hovedpine. Jeg fik et par piller og gik ind for at sove til middag. Det skulle man dengang. Så skulle jeg på toilettet og ved ikke mere. Da jeg vågnede sad en sygeplejerske ved siden af mig. Så måtte jeg begynde på mavekuren forfra igen.

Var det mavesår du havde?

Ja det var. Men kom så hjem og gik derhjemme. Juleaften og nytårsaften var vi gerne hos min moster. Og jeg gik på Kirkegården. Så da jeg kom tilbage ville jeg lægge frakken, men bedstemor sagde, at det behøvede jeg ikke, for vi skulle snart afsted. Så sidder vi lidt og så siger hun: “Hvad er det for en røg der er her?”. Så var det huset skrådt overfor der brændte.
– Og det kunne jeg slet ikke ta, og så blev det galt med maven igen, og jeg fik 3 måneder til. Så da jeg kom hjem, havde bedstemor fået brænde hjem, og det skulle saves. Hun gik i gang , men kunne slet ikke klare det. Hun var over 80 år. – Så var der en karl der forbarmede sig over hende, og savede det – og ja, det endte med bryllup. For han kom jo stadigvæk og skulle hjælpe bedstemor med brændet og andre ting. Vi blev gift i 1928.

Boede du stadig hos din bedstemor, også efter du blev gift?

Ja vi boede i huset, for vi fik bedstemors lejlighed. Vi boede ude i et hus der tilhørte Agersvold. Der var stråtag på dengang, og det skulle laves om. Der boede 4 familier. De to familier boede i det gammeldags, hvor der var åben skorsten. Der var ikke noget køkken. De lavede mad i skorstenen. Og så var der en stue, et lille spisekammer og så en gang. Det var alt hvad der var. Så de to lejligheder skulle slås sammen til en. Så fik vi den, for bedstemor ville ikke bo sammen med os. Hun ville ind på alderdomshjemmet.
Der boede vi i 1½ års tid, for det var svært at komme derfra om vinteren. Det lå sådan langt nede. Så flyttede vi ind til Gl. Jyderup og boede oppe over en barbersalon. Det vil sige, der var stue nede, soveværelset var oppe, og køkkenet var i kælderen. Så det blev min mand ked af. Vi havde fået Ruth og jeg ventede Erik. Samtidig var jeg syg hele tiden og måtte have indsprøjtninger.
Så fandt vi en lejlighed hos en gammel dame, hvis mand var død. Der havde vi stue og soveværelse, men vi havde fælles køkken og spisekammer. – Det var ikke nemt altid. Og vi havde 2 børn og jeg ventede Mogens.
Så en nat vågnede jeg ved at Erik græd og soveværelset var fyldt af røg. Og jeg kunne se ud gennem soveværelset at det brændte udenfor. Det var huset ved siden af der brændte, men der var også gået ild i vores. Og der fik jeg et chok. Og hvordan jeg fik børnene ud, det ved jeg altså ikke.

Det gør man

Ja, men jeg turde ikke ligge der mere, selv om min mand lå der. Jeg turde ikke være i huset. Så jeg kom hjem til mine svigerforældre og det var meget godt. Jeg havde ikke børnene med. De var kommet ud til en familie, der boede i Præstemarken.
Men jeg turde ikke ligge alene, så jeg lå inde hos svigermor til at begynde med. Kom så hjem igen, men da jeg kom hjem, havde det regnet og blæst. Og så lå alt det brændte, og det lugtede jo. – Så var den gal igen. Og kom ud til svigermor og svigerfar igen og fik min egen stue. Men sommetider når de var gået i seng stod jeg op, for jeg kunne blive ved at høre den der knitren. Det har da været hestene og køerne der rørte sig i stalden. Men turde ikke lægge mig til at sove før bedstemor stod op. Og det var hårdt. Så en dag kom min svigerinde for at besøge dem, og fortalte at min mand havde fået en lejlighed ved fabrikken. Og jeg blev så glad for at jeg kunne komme hjem. Men kom så og så det. – Og ih hvor blev jeg tosset. For det første var der stråtag og der var 2 små stuer og et stort soveværelse. Men der gik et kakkelovnsrør fra stuen gennem soveværelset og så ud. Og det hang i nogle kæder. – En aften var der en stor ildebrand nede ved stationen. Min mand var den aften ude og spille kort. Så jeg slukkede alt lyset og slukkede ilden i kakkelovnen. Jeg var så bange for ild. Det var noget pjat, for der boede 2 andre familier til i huset.

Men du havde det i dig, og det blev ligesom ikke behandlet?

Nej, bare jeg lugter røg, så kommer det igen med minderne.
Men vi boede der i 5 til 6 år, og så byggede vi huset her. Og hvor længe vi var om det, ved jeg såmænd ikke.

Var din mand murer?

Han var hos to gamle murere, så han havde lært det og lavede selv meget af det, og så var de også med til det.
Og dengang måtte vi ikke have vinduer som vi gerne ville have dem. Og vi skulle have en lukket trappe til førstesalen. Men min mand havde været hos en tømrer, som vi kendte godt. Og så fik ham lokket til at at sætte en åben trappe op og nogle lange smalle vinduer. Vi måtte heller ikke have dør fra køkkenet og ind til stuen. Så der var lukket af til at begynde med. Vi måtte gå udenom gennem et andet værelse.
Men så var det at vi fik min svigermor til at bo her. Og hun boede inde i værelset ved siden af køkkenet, og hun kunne jo ikke noget selv. Hun bankede i gulvet med stokken, når hun skulle flyttes eller på toilettet. Og så skulle jeg hele vejen rundt. Men så satte far selv døren i! Og så kom hun ind i stuen. Og det var heller ikke så nemt med børnene, for hun ville gerne ind imellem have lidt fred.

Hvor mange år boede hun her?

Hun boede her i flere omgange. Først boede hun her et stykke tid. For først havde de en gård oppe ved Kaldred og bedstefar havde bygget et hus ved flyvepladsen. Og min svigerinde og hendes mand var flyttet op på stedet. Og så flyttede hun derop. Men han blev dræbt. Han havde en plads hos en brøndgraver. Så var der en ny brønd, de skulle grave, og den styrtede sammen. Min svigerinde sad tilbage med 5 børn, så hun måtte ud og arbejde og kunne så ikke passe farmor.
Men jeg sagde til min mand: “Nu kan det ikke nytte noget at I bestemmer – for jeg kan ikke have farmor en gang til!” For der ventede jeg Poul Erik, og havde haft hende dengang jeg fik Gunner, og kunne gå og slæbe på hende. Så var han en dag taget hjem til hende, og kom tilbage og sagde: “Mor vil så gerne snakke med dig, og jeg synes du skal køre derud i morgen.” “Men jeg kan ikke have hende en gang til!” – Men jeg lånte en cykel dagen efter og jokkede derud. Og jeg kunne ikke lade hende være derude. Hun kunne ingen ting. Hun lå og havde svinet sengen til. – Og så dagen efter så lå bedstemor her igen.

Nej, når man ser det – så kan man ikke

Nej, jeg kunne ikke. Og har heller ikke været ked af det. Men havde 3 små børn så det var hårdt. Så en søndag, spurgte hun om hvor min mand Viggo var henne. Ja, han var i haven og hun ville gerne snakke med ham. Og hun kaldte børnene ind til sig og de sang deres morgensang. Og så sagde hun til mig: “Du skal være her i dag, for det er sidste søndag jeg er her!” Så om aftenen da jeg havde fået ryddet op i køkkenet, var jeg inde hos hende. Og syntes hun var så underlig, så jeg for op til min mand, der var gået i seng, og sagde: Du kommer til at komme ned, og så på vej ned ad trappen var der en lyd som var der en ballon der sprang. Og da jeg kom ind til hende var hun død. Og jeg synes det er underligt, at når jeg nu havde siddet der en hel dag, så døde hun lige der, hvor jeg var væk et øjeblik.

Hun har sikkert vidst det!

Ja, men jeg ikke kunnet forstå, hvorfor et menneske skulle lide så meget. Hun havde leddegigt og kunne ikke tage noget selv. Og det var også derfor, de solgte gården, for hun kunne ikke malke.
Så da hun var død, og børnene var kommet i skole, begyndte jeg at luge roer, for dengang var pengene ikke så store. Og det var i krigstiden, og det var ikke nemt at få alt.

Ja der skulle noget til for at forsørge 8 børn. Var der noget dengang der hed børnetilskud eller anden hjælp?

Nej det var der ikke. Man kunne da få noget på kommunen, men det var en skandale at få noget derfra. Så vi klarede os selv. I haven havde vi kartofler og alt. – Der var ikke meget blomster. Og så havde vi en gris. Og bagte alt selv. Mest rugbrød, for der var ikke meget til franskbrød. Og om vinteren tog min mand ud i skoven og slog stød op. For de var billigere. Men de skulle jo køres hjem og flækkes. Så han arbejdede hårdt for føden. Om sommeren var han mange gange oppe kl. 4 om morgenen og så på arbejde.

Så du sørgede alene for de 8 børn, med mad, vask og tøj?

Ja, og vask det var jo gammeldags i bryggerset, så jeg var også oppe med min mand om morgenen.
Så om morgenen fik alle rugbrød med margarine og måske lidt sukker. Men alle fik mad, og børnene er aldrig gået sultne i seng. – Undtagen hvis de ikke var hjemme til måltiderne. For var de ikke hjemme til spisetid, så fik de ikke noget. De største af dem havde bypladser, men så fik de aftensmad, når de kom hjem. Men var de bare ud og lege, så vankede der ikke noget!
Og børnene var jo hjemme hele dagen til de begyndte at gå i skole, og så havde de bypladser. Poul Erik var ikke mere end 8 år da han blev mælkedreng og kørte med mælkemanden. Dengang kørte han jo med hestevogn. Så Poul Erik måtte rende efter flasker og hente kander ud til mælken. Han var altid været den der var mest til bypladser. Han gik også med Jyderup-Posten. Så det var til stor hjælp. Det de selv tjente, fik de lov til selv at købe tøj for. Jeg syntes ikke de havde nogen skade af at arbejde, for så ved de, hvor pengene kommer fra. Det her med at de bare får ….

Så I klarede det!

Ja, det gik da.
Så da min mand døde, så havde jeg hjemmearbejde for Sprængstoffabrikken. Til at begynde med fik jeg 5 kr. for 1000 hylstre der skulle rulles og der skulle helst rulles 3 kasser om dagen og det var 3000 hylstre. Så det var ikke meget jeg fik. Men inde ved siden af boede der et ældre ægtepar, og hun var syerske og hende måtte jeg somme tider hjælpe med at sy skjorter. Hun havde klippet og jeg syede. – Så det kunne lige gå rundt og jeg kunne beholde huset.
Og da havde jeg fået mit barnebarn hjem på 2 år fra et børnehjem i Brede.
Men da havde jeg kun 2 af mine sønner hjemme endnu. De var i lære. Gunnar den næstyngste var ikke hjemme, for han var en overgang på Andersvænge, men er kommet hjem for 26 år siden og bor her nu og klarer sig fint.

Så du har haft noget at lave hele tiden! – Hvor gammel var du dengang?

Der var jeg 60 år. Men jeg havde også meget hjælp fra den daværende Sognerådsformand. Han sørgede for at jeg fik enkepension indtil jeg fik folkepension. Men det var småt. – Men man jo sætte stævne efter evne som det hedder. Og har da været heldig – for indimellem fik jeg noget gammelt tøj, som jeg kunne sy om.
Men siden Gunnar kom hjem, er det gået godt. For det ville han gerne og jeg havde jo plads nok. Og vi hjælpes ad.

Og du laver mad stadigvæk?

Ja, for hvorfor skal vi give 40 kr. for et måltid mad fra kommunen, når man kan få det for 20 kr. ved at lave det selv? Og det mad jeg laver, har mere smag, og jeg kan selv bestemme, hvad vi skal have.

Så blev du svagtsynet, kan du huske hvornår?

Det må vel være 5-6 år siden. Det var en optiker, der sendte mig til en øjenlæge, selv om jeg hele tiden ikke kunne se ret godt. Jeg har haft briller fra jeg var nogle og 20 år. Men så blev jeg gift og vi havde ikke råd til nye briller. For det var ikke altid min mand havde arbejde. Og den understøttelse, de fik dengang, gav ikke råd til briller. Og jeg havde heller ikke tid til hverken at hækle eller brodere og den slags.
Men det er sådan kommet lidt efter lidt. For ellers ville de have opdaget, at jeg slet ikke kunne se på det højre øje og kan kun se lidt på det venstre. Men det kneb med at hækle og sy da jeg fik tid til det, efter børnene var kommet hjemmefra. Og det sidste billede jeg syede, måtte jeg have hjælp til at gøre færdigt. – Og det er vel 6 år siden. Så siden har jeg ikke syet noget. – Så det er gået ned ad bakke.

Hvor gammel var du dengang?

Der var jeg 90 år. Og var så ude og få opereret øjet for Grå Stær, men det har ikke hjulpet. Men så længe jeg kan færdes, og læse lidt så …
Og jeg tør ikke gå ud alene. For der var en overgang, hvor jeg faldt så tit.

Og så kom du med i Dansk Blindesamfund!

Ja, og det har jeg været så glad for! – Alle de gode bøger, lydbånd o.s.v. Og har også været med til nogle af udflugterne og festerne. Og har haft Gunnar med. Og det er han meget glad for. Jeg har også været i klubben i Kalundborg.
Men ellers kommer vi ikke ud. Heller ikke til børnenes fester. For det er for besværligt. Vi havde invitation til 2 konfirmationer her i foråret og jeg har 3 tresårs fødselsdage og jeg har lige fået invitation til min søn der bliver 60 år, hvor de også har bryllupsdag. Det er inde i Måløv. Det er det, at når man skal med toget og skifte mange gange – det er for besværligt. Og så når der er så mange mennesker til fester, og jeg har høreapparat – det er en summen. Og så er der ikke noget ved det, for man får ikke noget ud af det.

Men det går godt nok med høreapparater når du er herhjemme?

Ja, og når vi kun er et par stykker.

Du har også fået en kontaktperson fra kommunen?

Ja, og hun er meget sød. Hende er jeg glad for og hun kommer 2 dage om ugen et par timer. For hun kan ikke være hjemmefra mere end det, da hendes mand er syg. Jeg ville gerne have haft hende med på Fuglsangcenteret, men så længe kunne hun ikke være hjemmefra. Jeg ved godt at jeg må have hende i 6 timer – men det kan hun ikke.

Men meningen med en kontaktperson er at hun skal kunne det, for hun får løn af kommunen. – Det er jo ikke en frivillig besøgsven!

Ja, hun var også med en dag til lægen og optikeren i Kalundborg, men hvis jeg f.eks. en dag gerne vil en tur til Holbæk for at købe et eller andet – det tror jeg ikke.

Du klarer altså dagen og vejen med briller og høreapparat?

Ja, bare det går stille og roligt.
Også med besøg af børnene. Bare de kun kommer et par ad gangen. For ellers kan jeg ikke høre hvad de siger. Nu dem fra Næstved, min ældste søn har jeg mest at gøre med. Han bliver 67 år nu her til sommer. Så jeg har en pensionist søn. Min datter, hun var blevet 70 her til november. – Det er underligt når de kommer hjem de gamle drenge.

Hvor mange har du af drenge, børn og børnebørn?

Jeg har 5 drenge og 16 børnebørn og nogle og 20 oldebørn og 3 tipoldebørn. Så det er blevet en stor familie.
Men der er ingen af børnene der har mere end 3 børn. – Og havde det stået til mig, havde jeg heller ikke haft mere end 3 børn. Men de er dejlige allesammen. De kom bare, og der løb nogle tårer, når jeg opdagede det. Og så har jeg endda haft 4 aborter.

Så du har haft 8 fødsler og 4 aborter – det er da noget at gennemgå for en kvinde

Ja, og det undrer mig også at man er blevet så gammel. Men der må jo være noget der holder mig oppe.
Nu har jeg jo også Gunnar hjemme, og behøver ikke at stå op om morgenen. Han kan sagtens selv. Men jeg står op kl. 6, når jeg har hørt Radioavisen. Og det gør jeg så længe jeg kan. Og så laver jeg mad og kaffe, og så kommer han ned. Og så snakker vi om det forskellige – om der er noget han skal købe ind på vejen.

Så når han er taget afsted – hvad laver du så?

Så rydder jeg køkkenet og går ud og vasker mig og reder senge. Og så en tur i haven og se på den og så ind og ordne det sidste herinde. Så hører jeg avisen, og hvis jeg har en særlig god bog, hører jeg den. Om eftermiddagen går jeg ud i haven, og så er det snart tid til at tænke på mad. Og så mens jeg laver mad, smører jeg Gunnars madpakke til dagen efter. – Og maden er gerne færdig når han kommer.

Har du nogle livretter?

Ja, jeg holder meget afgGrønkål og suppe. Om vinteren skifter jeg mellem grønkål, suppe og gule ærter. Og så koger jeg, så jeg har til 2 dage og springer en dag over. – Det har vi været vant til hjemmefra. Nu i går fik vi øllebrød og en flæskeæggekage

Du har også haft brændekomfur!

Ja, da vi flyttede herned, havde vi et fritstående. Det var en pine, når vi skulle slagte, eller jeg skulle bage. Jeg skulle fyre og fyre. Ovnen den var ikke god. Men min mand købte et lille komfur, som skulle mures ind. Og hvor var jeg glad for det.
Og der var altid varmt vand. Vi fyrede med brænde om dagen og lagde så briketter på om aftenen. Og, hvor var det dejligt at komme ned om morgenen. Inde i stuen havde vi en pragtfuld ovn, hvor der kunne stå en kedel med vand. Men oppe ovenpå der måtte vi ikke have varme, for det ville min mand ikke. Så det var koldt at komme op om vinteren når vi skulle i seng.

Men nu har du radiatorer!

Ja, det kom sig af, at vi havde en vognmand, der boede omme bagved. Han handlede med brændsel. Men så en dag ville han ikke mere og tænkte på at sælge forretningen. Og det var jeg ked af og snakkede om det med drengene. Så ville de samle sammen og sætte oliefyr ind. Og en af drengene sagde: “Du må være klar over, at du ikke må slukke for det når du tager hjemmefra!” – Ja tak, så skulle jeg ikke have oliefyr. Så ham fra Fåborg sagde at det vel ikke kunne blive så dyrt at få fjernvarme ind. Rørene lå ude i fortovet. Så det fik jeg ind, og åh hvor var jeg glad da jeg fik det.

Så lidt af hver har jeg da prøvet.

Interview med Birthe Person

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Birthe Persson
V/ Birthe Hermansen.

Jeg blev født den 19. maj 1942 på Rigshospitalet i København. Mine forældre boede i Dybbølsgade, hvor min far var møbelpolstrer og møbelsnedker, men han var også frihedskæmper og med i modstandsbevægelsen. Det var jo under besættelsen.
Min far havde rejst rundt som naver i Europa sammen med min mor, min moster og onkel. De havde rejst rundt siden min mor var 18. De blev først gift da hun var 29 år, hvor de så fik mig.
Jeg var tvilling, men jeg var også født albino med alle tre ting på både hud, hår og øjne. Så jeg var blindfødt, og kom først til at se da jeg var 3 år. Min tvillingebror var lige så mørk som jeg var lys. Han døde kort efter, fordi han var meget lille og ikke kunne overleve, så jeg var blindfødt og kom først til at se, da jeg var 3-4 år.
Jeg har selv senere fundet ud af, at det var på grund af lysfølsomhed, for min mor opdagede at jeg godt kunne se i mørke.

Jeg kan ikke huske så meget fra den tid, men jeg kan huske de kom og ransagede lejligheden for at finde min far. Min mor stod op ad væggen splitternøgen og jeg sad på kommoden og skreg som et vildt dyr, og den tyske soldat med maskinpistol, og det hele, det var frygteligt.

Så flyttede min mor og jeg til Langeland. De fandt ham ikke ved denne lejlighed, men sidst på krigen blev han skudt.
Min mor og jeg flyttede så til Langeland og kort efter til Samsø, og så til København, hvor min søster blev født i 1946. Min far nåede at blive skudt af tyskerne lige inden fødslen.
Jeg var i mellemtiden kommet på børnehjem.
Jeg kan huske en af de store piger på børnehjemmet, hun ødelagde alt for de små. Så det var de små der fik nogen over fingrene, selv om det var hende, der havde lavet ulykkerne, og vi små var så bange for hende. Madmoder var sådan en stor frygtindgydende dame, og jeg græd meget, og det fik jeg nogen på ørerne for. Det var forfærdeligt.

Min mor flyttede så til Køge, hvor hun blev husbestyrerinde og i 1947 flyttede vi så til Ølsemagle, hvor min yngste søster blev født. Jeg husker det tydeligt, en mælkebøttemark med gule mælkebøtter. Det blev et forfærdeligt uvejr, den dag min lillesøster Anne Grethe blev født.
I den tid vi boede i Ølsemagle gik jeg til øjenlæge hos professor Ehlers hver tredje måned. Man var i tvivl om jeg skulle på blindeskolen på Refsnæs, eller jeg skulle i normalskolen, så min skolegang blev udsat et år, hvor jeg begyndte i april måned i forskolen hos frk. Christensen, men så kom min onkel fra Hobro og hentede mig og min søster, hvor vi så gik i skole i et år. Han var skolelærer og overlærer på en lille skole i Brøndum, hvor vi gik i skole hver anden dag fra kl. 8 til 15, også om lørdagen. Og det var en rigtig god tid. Jeg kom så tilbage og kom i 2. klasse, men sprang så tredje klasse over og kom i fjerde klasse og sprang så femte klasse over og gik så i sjette og syvende. Så jeg har kun gået i folkeskolen i 5 år. Så kom jeg på et realkursus i København, hvor jeg tog realeksamen på 2 år. Jeg har slet ikke haft mellemskolen, som man havde den gang.

Hvorfor måtte du springe klasser over?

Jeg tror der var fordi jeg var for dygtig.
Det gik imidlertid ikke så godt derhjemme, så jeg flyttede til Gårslev i Jylland, som ligger mellem Børkop og Fredericia, da jeg var 17. Jeg kom i huset, og der var 5 børn og det var et rigtig gammeldags landbrug. Der var jeg ellers rigtig glad for at være, men så fik jeg en kæreste og blev gravid. Vi blev ikke gift, det var på grund af et par mødre og en søster. Så jeg flyttede tilbage igen og kom op på Mødrehjælpen på Nebbegård i Hørsholm, hvor jeg var til jeg havde fået min datter. Så flyttede jeg hjem, og da hun var en måned gammel havde jeg hende med på arbejde. Der var jo ikke noget der hed barselsorlov dengang. Jeg fik arbejde i et gartneri hvor jeg kunne have hende med, så jeg tog af sted hver morgen med barnevogn og min unge.
Min stedfar kunne ikke lide det her, så jeg blev smidt ud, og en aften jeg kom hjem fra arbejde kl. 21, stod mine ting uden for døren og låsene var blevet skiftet ud. – Så var gode råd jo dyre.

Gartnerens søn, som jeg arbejdede for, havde købt en gård uden for Køge ved Gl. Hastrup. Der kunne jeg få lov til at leje 2 værelser, og det endte så med at jeg fik 2 børn med ham. Og det var så meningen at vi skulle giftes, men da han var voldelig ville jeg ikke, så jeg flyttede over hals og hoved til Roskilde.
Jeg havde reageret på en annonce i avisen, hvor en mand søgte en plejemor til sin søn. Han og hans kone havde fået en lille søn, og skulle have barnedåb, men så fik moderen en blodprop og døde, så det blev til begravelse og barnedåb samtidig.
Jeg skulle så bo i lejligheden, og passe Tom som han hed, sammen med mine egne, og så boede manden hos sin mor. Betalingen var at jeg boede gratis i lejligheden og vi hjalp hinanden med at passe børnene. Når han var ude passede jeg børnene og omvendt.
Faderens mor fik et lille plejehjem oppe ved Nykøbing Sjælland, og så købte han hus i Højby. Så vi flyttede derop, og han boede stadig hjemme hos sin mor. Han var ejendomsmægler, så jeg begyndte at lave noget kontorarbejde for ham. For vi skulle jo have mad på bordet, og der gik lang tid før jeg fik børnepenge til mine børn. Det skulle jo først gå gennem Mødrehjælpen. Det var noget turbulent noget.
Men da Toms far og mor ikke var nået at blive gift, havde han ikke forældreretten og hendes forældre ville have drengen. Så der gik 4 år, inden han fik forældremyndigheden over drengen. Det var noget meget ondt noget.
Jeg tror vi hjalp hinanden, han hjalp mig op og jeg hjalp også ham op. Det var en hård tid.

Anders, som Toms far hed, fik nu arbejde i Røde Kors og flyttede til Congo, hvor han blev regnskabschef på et undervisningshospital, og han tog Tom med.
Det var ligesom at få hjertet revet ud af kroppen. Jeg havde jo haft ham i 7 år, men så flyttede jeg til Roskilde, hvor jeg fik en lejlighed. Jeg begyndte at læse. Jeg tog en handelsskoleuddannelse, jeg havde jo prøvet det lidt igennem det kontorarbejde jeg lavede for Anders.
Jeg kom i 1973 på Blindeinstituttet på telefonskolen og blev udlært som telefonist, samtidig med at jeg fik job i Socialstyrelsen.
På det tidspunkt blev jeg så overfaldet. Jeg ved ikke hvordan det skete, men jeg tror jeg har fundet ud af, hvem det var. – Der boede en ung mor ovenpå med en dreng, og hun havde fundet sig en kæreste der læste til præst. Der må være sket det, at han ringede på om natten, medens mine to børn var hjemme hos deres farmor. Lene var hjemme, og hun sagde hun fandt mig ude i gangen, og blodet stod ud til alle sider. Jeg kan ikke huske det, men jeg ved, at da jeg kom til mig selv ude på sygehuset, da var jeg gul og grøn og blå over hele kroppen. Det der må være sket det, er at han har ringet på, og jeg så gået ud for at lukke op, og så husker jeg ikke mere.

Jeg stoppede i Socialstyrelsen i 1977, efter særforsorgens udlæggelse til amterne, og blev ansat i Københavns kommune som telefonist og kontorist, hvor jeg arbejdede med hjemmehjælpen og senere som sagsbehandler, og var der indtil jeg måtte holde op med at arbejde i 1983.

Jeg blev i 1977 gift med en stor tømmerhandlers søn inde fra København. Hvad jeg ikke var klar over på det tidspunkt var, at manden var alkoholiker, det var jeg meget længe om at finde ud af. Jeg havde verdens dejligste svigerfar, som havde en lystgård ved Ganløse Mørke, der flyttede vi så op. Hvad jeg heller ikke var klar over på dette tidspunkt var, at mine svigerforældre flyttede med. Der var to lejligheder, den ene var helårsbolig og den anden kun en sommerbolig, hvor de så boede. Min svigermor var syg på dette tidspunkt, og det havde jeg slet ikke kræfter til, og hun døde så i 1984.
Jeg har været meget syg i den mellemliggende tid, og jeg er blevet opereret flere gange i min ryg. Min yngste datter fik som 17 årig en datter i 1981. Og hun boede hjemme hos os med dette barn, og i 1982 fik hun så en lejlighed. Men jeg havde så barnebarnet, og hende havde jeg faktisk til hun skulle i skole, det var som at have en efternøler.

Nu begyndte min mand for alvor at drikke. Jeg havde så fået min pension, og flyttede tilbage til Roskilde, til Himmelev, hvor jeg havde fået mig en to værelsers lejlighed. Men jeg kom stadig oppe på gården, for på en eller anden måde følte jeg mig forpligtet overfor én, som ikke rigtig kunne passe på sig selv. Svigerfaderen var der jo også, og det var nok lidt på grund af ham, at ægteskabet holdt 5 år mere end det skulle have gjort. Men vi boede hver for sig og blev skilt i 1988.

Jeg har heller ikke fået fortalt, at min søn har været ude for en trafikulykke. Han var lige begyndt at gå i skole i 1969, han var knap 7 år, og lå bevidstløs i 19 dage. Der var ingen der vidste om han ville klare den eller ej. Det var hårdt. Jeg var alene med børnene på dette tidspunkt, og min yngste datter havde set ulykken, og hun havde fået chok, så hun sad og stirrede ud i luften, så jeg måtte se at finde ud af, hvad jeg skulle gøre med hende.
Der var 5 biler impliceret i ulykken. Han gik bag ud efter en lastbil sammen med en kammerat. Kammeraten nåede at komme over, men det gjorde han ikke. Jeg nåede at se ham inden ambulancen kom, det kan stadigvæk forfølge mig lidt i drømme.
Han kom sig nogenlunde, uden nogen videre mén, men han blev psykisk syg. Han fik smadret den ene lunge og hele ansigtet i den ene side, men det er lavet pænt. Hvis man ikke ved det, så ser man det ikke. Jeg tror han har fået psykiske mén, han kan ikke klare sig mellem andre, han lider af tvangstanker i lange perioder. Det en stor sorg.

Efter jeg blev skilt, flyttede jeg til Sønderjylland, hvor jeg købte mig en lille ejendom, hvor jeg boede helt alene på marken i Rurup mellem Toftlund og Løgumkloster. Der boede jeg så i 4 år alene med mine to hunde. Det havde jeg meget godt af, jeg har altid haft brug for fred og ro omkring mig. Og jeg havde barnebarnet i weekender og ferier, og jeg tog over og hentede hende. Og når min familie kom, var de her gerne en uge ad gangen. Det var meget rart, der var man i fred og ro. Men så begyndte familien: ”Flytter du ikke tilbage til Sjælland? Du bor så langt væk, og det er jo dyrt!”

Så flyttede jeg tilbage til Sjælland. Det var et kulturchok der ville noget. Så flyttede jeg til Skafterup som ligger omkring Bisserup i Fuglebjerg kommune, og derfra til Førslev, ved fodermesterboligen, som hørte under Førslevgård hos Nic Neergård. Der boede jeg ved siden af kirken, og der var jeg meget glad for at bo, der var også fred og ro. Men så var der det, at jeg havde lejekontrakt i 5 år, og han skulle bruge fodermesterboligen, da jeg havde boet der i 2 år, og det var jeg grumme ked af. Men jeg måtte så flytte, for han havde et hus oppe i Fuglebjerg, som jeg så fik sat i stand med gode venners hjælp. Han leverede alle materialerne, så jeg fik det ordnet. Jeg har altid været heldig, at have nogle utrolige gode venner, og dem har jeg haft lige fra mine unge år. Det har meget at sige, at man kender hinanden.

De havde nogle værksteder nede på plejehjemmet, hvor man kunne komme udefra som pensionist og bruge værkstederne, og det benyttede jeg mig så lidt af. Og jeg gik til hånde som frivillig hjælp, så fik jeg rodet mig ind i noget kommunalpolitik. Det startede med at Fuglebjerg ville lave nogle nedskæringer på plejeområdet. De havde fået tilkendt nogle penge over fem år fra Socialministeriet, som forsøg til at få pensionister ude fra til at komme dels som frivillige, og dels for at køre nogle af de værksteder. Og det ville de så skære ned og lukke. Og det var noget som blev trukket ned over hovedet på os og på dem som arbejdede der. Det kom som en bombe lige fra den ene dag til den anden, så var man nød til at reagere. Så gik jeg i gang, og deltog i nogle kommunalbestyrelsesmøder, og fandt ud af, hvad det var for nogle rævekager de rendte og lavede, og så kan man ikke stoppe der, men så rendte jeg ind i Gert, og jeg tror at Fuglebjerg kommune var glade for at komme af med mig.

Jeg havde været til noget afprøvning på Synscentralen hos Ole Steen og Jan Friis, og jeg fik tildelt min computer og CCTV, og så underviste Gert mig, og han havde det af helvede til, og havde brug for nogen at snakke med. Det er 3 år siden nu, så købte vi så det her hus. Det er gået godt, og så er han den, som jeg gerne vil blive gammel sammen med. Nu må vi ses om det lykkes.

Nu har jeg efterhånden fået foden inden for i Dansk Blindesamfund, hvor jeg har taget 4 moduler af tillidsmandskurset, så har jeg været på voksenpædagogisk kursus, og med på de kvindeseminarer som der har været. Jeg er så med i ”Blinde kvinders kultur gennem 90 år”, sammen med Heike, Jytte, Bente, Birthe og Gerda som vi desværre ikke ser så meget, da hun skal passe sine børnebørn. Det er rigtig spændende.
Jeg har interviewet 2 blinde kvinder, Birthe Bille Hansen og Karen Marie Petersen fra Præstø, og jeg er så startet op med en privat netværksgruppe efter jul, hvor vi er 5 eller 6 piger hver gang. Og det starter med, at vi mødes her kl. 12.30 og får frokost og kaffe. Og så hygger vi os, hvor nogle strikker og så diskuterer vi verdenssituationen. Eller én kan have et personligt problem oppe og vende. Det er gået udmærket, og det er meningen at vi skal starte op med det igen, og det skal så være hver 14. dag.
Jeg er også blevet formand for Sydsjællands Tandemklub og elektronskydning, og det synes jeg er spændende, det blev jeg i marts måned til generalforsamlingen.

Vi holder klubmøderne på ”Synsnet”, hvor jeg så har dækket bord og lavet kaffe med hjemmebagt kage som står parat, når de vender hjem fra cykelturen. Det er hyggeligt, og der bliver snakket, og det giver sammenhold i klubben.
Jeg kan godt lide at lave mad, og her i foråret havde vi en frokost herhjemme med tandemklubben. Vi holdt en lille fest, hvor jeg lavede al maden, og så betalte de 100 kr. for en tre retters menu og drikkevarer, det var en succes, det nyder jeg meget.
Jeg har samtidig overtaget al salg af børster fra Blindes Arbejde, og det skal foregå fra Synsnet på Tommerupvej hver torsdag formiddag.
Jeg sidder ligeledes som repræsentant for Dansk Blindesamfund i den sociale brugergruppe her i Næstved. Der er noget rod i det for tiden, og formanden går til generalforsamlingen i november, og de har spurgt om det ikke var noget for mig. Men jeg syntes ikke jeg er nok inde i det, så jeg har sagt nej. Det er spændende, om det ikke har overlevet sig selv, og det bliver nedlagt til generalforsamlingen.
Jeg vil sige, at jeg har været meget glad for at være med i de ting i Dansk Blindesamfund, jeg syntes det er spændende mange af tingene, og det er svært at sortere hvad man helst vil. Man vil jo gerne det hele, men det kan ikke lade sig gøre.

Hvordan går det med dit syn?

Jeg kan læse lidt med optik, men mit læsesyn er blevet meget dårligere de sidste 4-5 år, og om aftenen kan jeg slet ikke læse. Jeg skal have meget lys, men jeg skal også passe på ikke at blive blændet, og om dagen har jeg nogle rigtig gode solbriller, som min mor har købt i USA, som jeg ikke kan få magen til herhjemme. Jeg hæger om de stakkels solbriller, at de ikke skal blive væk. Jeg har fået et par med Corning glas, men de er ikke nær så gode, og dem kan jeg kun bruge, når lyset er på en bestemt måde. Det er noget med at prøve sig frem i løbet af dagen.
Jeg har lige fået udskiftet mit CCTV til et LVI-idea med stativkamera, som er en form for CCTV, men det er bedre, for jeg får det hele op på skærmen, så jeg ikke skal flytte mig, når jeg skal skrive samtidig. Forstørrelserne er også mere skarpe.

Jeg har også fået sukkersyge og grå stær, som følger med sukkersygen, og det gør, at jeg ikke kan se om aftenen.. Det værste er, at jeg ikke kan tåle insulinen, så jeg prøver mig selv frem med kosten.

Jeg har også en kolonihave, som jeg har sammen med Gerts søn Allan, og vi hjælpes ad i den.

Jeg må også hellere sige at jeg har fire børnebørn, 2 piger og 2 drenge, og Gert har 3 børnebørn. Så det er dejligt, og der går også en del tid med det. Især med den sidste, hun har dårlig nyre, hun er meget urolig og græder meget. Så jeg aflaster, når de unge trænger til at have lidt ro, og Merete har så yderligere Jakob, og Minna har så Sara og Mette som er autist.

Mine børnebørn er Philip på 15 måneder, der lige er begyndt at gå og at snakke og er en superlækker knægt. Så er der Jeannie, hun er en madonna, der vil noget, hun er en bevidst og selvstændig lille dame, som er startet her i første klasse og bliver 7 år her til januar. Så er der Jonatan som er 9 år, og han er lige startet på Rudolf Steiner skole i Roskilde. Og det er meget spændende, og han er meget, meget kreativ, og det er helt utroligt, hvad han kan lave med sine hænder. Så er han meget interesseret i alt med dyr, hvad han ikke ved om slanger, krokodiller, øgler og meget mere, det er ikke værd at vide. Den lærer han har på skolen, han har ikke turdet fortælle de andre noget, før han har konfereret med Jonatan, om han nu sagde det rigtige, han bliver nemlig rettet, hvis han siger noget forkert. Det er helt fantastisk, og det er godt han er kommet på sådan en skole. Han har også en utrolig hørelse, han kan ikke tåle støj, og ikke i det niveau der er på en SFO og i en klasse med 32 børn, så han er kommet på en Rudolf Steiner skole, hvor de kun er 15 i klassen, hvor de ikke er så mange børn i det hele taget. Den er bygget op med 4 klasser indtil nu, og de bygger på hvert år med en ny.
Så er der den store, som nu er 18 år, og er i lære hos Matas i Stenløse, og hun har fundet sig en kæreste som hun skal flytte sammen med. Det er meget underligt, at hun nu er blevet så stor.

Begge mine piger har det godt, og den ældste arbejder hos Tele Danmark som teknisk assistent, hendes mand er driftsleder på et firma i Herfølge, og Helle er EDB ansvarlig i et forsikringsselskab, hvor hun er fastansat i Ballerup, og hendes mand er murer, og de er godt i vej. Så er der min søn, som ikke rigtig er kommet i vej. Han bor i en lejlighed i Køge. Han er lynende intelligent, men han kan ikke bruge det. Han er noget af et matematisk geni, og læser tykke leksika med matematik og fysik, men han kan ikke bruge det til noget. Men det er godt, han kan bruge sin tid på det.
Jeg havde som ung en gammel nabo kone, som sagde: ”Vorherre Gud lægger ikke mere på dine skuldre end du kan bære!”, og det er nok lidt rigtigt.

Men jeg har det godt i dag.

Jeg vil lige fortælle om min mor, hun har aldrig kunnet fordrage mig. Og det er jo den historie med, at hvis du får et handicappet barn, så knytter du dig meget til det, eller du skubber det helt fra dig, og jeg er så en af dem, som er blevet skubbet totalt fra, og det er jeg stadigvæk. Min mor lever endnu, og jeg tror også at det var derfor jeg kom på børnehjem. For min søster havde så en plejefamilie, og det er nok det vi har overlevet på, hvor vi også som voksne har holdt sammen, og det gør vi stadigvæk, fordi min mor har altid prøvet på at spille os ud imod hinanden. Og på en måde, så vi ikke skulle have nogen kontakt med hinanden, og det er så ikke lykkedes hende.
Det må også være hårdt for hende, for hun kender ikke nogen af sine børnebørn, og vi har ikke haft vores bedsteforældre os fire. De var døde inden vi blev født, og vi havde så håbet, at vores mor ville gå ind og være bedsteforældre til vore børn, og det har hun aldrig været for nogen af dem, og i dag har de alle vendt hende ryggen. Vi andre snakker med hende i ny og næ, men de unge vil ikke have noget med hende at gøre, og hun kender slet ikke sine oldebørn.

Min mor bor nu i Kalundborg, hvor hun har haft hus til for 3 år siden, og nu bor hun i en pensionistlejlighed.

Interview med Birthe Hermansen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Birthe Hermansen, Vordingborg. Født den 21.8.38 i Holbæk.

Interviewer Birthe Person.

Jeg er født i Holbæk i 1938, min far hed Frederik Hansen og var billedskærer, og søn af snedkermester Peter Hansen i Nakskov. Min mor hed Fanny Hansen, og datter af forvalter Laurits Andreasen i Nykøbing Falster.

Mine forældre var lige blevet gift og var flyttet til Holbæk, hvor min far var ansat hos Billedskærermester Valter Hvid, og jeg blev født på Centralsygehuset i Holbæk. Jeg var en sædefødsel, så min mor og jeg var indlagt en måned, inden vi fik lov til at komme hjem.

Vi flyttede så til Østerstræde, hvor mine forældre havde lejet et halvt hus hos murermester Emil Petersen, og vi måtte bruge haven, hvor jeg kan huske, at der var en dejlig græsplæne og et stort pæretræ, som var rigtig lækker, når det stod fuld af pærer. Vi havde toilet og vaskehus i gården. Der boede også en familie ovenpå med en mor og to døtre Åse og Grete, som jeg havde meget sammen med, og de var somme tider barnepige for mig.

Tre år efter fik jeg så en lillebror, som hedder Leo Kjeld, og ca. tre år efter, flyttede vi ind i en hel ny lejlighed i et nyopført boligkompleks Fjordgårdsvej 3, hvor vi boede på 2. sal. Det var en dejlig 2 værelsers lejlighed med badeværelse og køkken og en dejlig altan med udsigt over fjorden.

Seks år senere fik jeg endnu en lillebror, som hedder Peter Frederik, og han har samme øjensygdom som jeg. Mine forældre lovede, at jeg skulle få ham i fødselsdagsgave, men jeg fik ham en måned før. Tre år senere fik jeg så min lillesøster Anne Margot.

Medens vi boede i Fjordgården kom jeg så i skole, og det var under besættelsen. Vi startede på Klosterskolen, hvor der var 1., 2. og 3. klasse, og det var meget spændende. Det jeg mest kan huske derfra, var at vores lærer var så imponeret over mine blyanter, de var altid spidsede så flot. Han spurgte mig, hvem der dog spidsede mine blyanter. Ja, men det gjorde jo min far. Han spidsede dem med sit billedskærerjern, det var jeg meget stolt over.

Jeg havde en veninde, som hed Kirsten, og hun boede også i Fjordgården men i den gamle del, som hed Labæk 33, hvor vi så senere flyttede op i nr. 37. Der fik vi så et værelse mere, men også med altan ud imod gaden, men vi havde også udsigten ud over vandet.

Jeg mærkede ikke så meget til besættelsestiden, den hørte op kort efter, jeg begyndte skolen.

Jeg oplevede, da de første tyske flyvere kom, de fløj meget lavt over vort hus. Jeg mærkede også mine forældre var meget nervøse. Kasernen blev overtaget af tyskerne, og der var lidt tale om, at de ville bruge vores boligkompleks til de tyske flygtninge, men det skete heldigvis ikke. Alle vores værdigenstande kom ud til nogle venner, som havde en villa, så de opbevarede vores værdigenstande i deres kælder. Det er det værste jeg kan mindes.

Jeg kan også fortælle en lille sjov historie. Min bror var meget imponeret over de tyske soldater, med deres geværer og uniformer. Han sagde så nede på gaden, da der gik en tysk soldat forbi, “Mor, når jeg bliver stor, så vil jeg også være tysker”. Og min mor tyssede på ham.

Jeg kan også lige huske, da krigen sluttede, og de stakkels tyskere marcherede hjemad, de så meget sølle ud i noget skrækkeligt tøj.

Da jeg skulle op i fjerde klasse, kom jeg så på Østre skole, som var en forholdsvis ny moderne skole, med grundskole og mellem og realskole.

I fjerde klasse var vi til skolelæge, hvor vi blev undersøgt, og vi skulle også have undersøgt vort syn.

Vi skulle først klæde os af og vi måtte kun have vores undertøj på. Vi stod så i en lang række og kom op til lægen en ad gangen. Jeg spurgte så de andre, hvad vi skulle, og vi skulle bl.a. andet læse nogle bogstaver, som stod på en tavle, med nogle store bogstaver øverst, og så blev de mindre linie for linie. Jeg kunne ikke rigtig læse dem, men mine kammerater læste dem op, så jeg lærte dem udenad, så da jeg kom op til lægen, og han bad mig om at læse bogstaverne, så kunne jeg dem udenad. De opdagede ikke, jeg havde dårlige øjne.

I fjerde klasse, skulle vi også i gymnastiktimerne lære at spille rundbold og langbold, og da oplevede jeg tit, at jeg ikke altid kunne se bolden. Den kunne ramme mig i brystet, eller flyve lige forbi mit hoved, og jeg havde ikke set den. Så blev mine kammerater sure på mig, for så kunne vi jo ikke vinde. Vi brugte meget dengang, at der blev valgt to, som skiftevis hver skulle tage en kammerat, og vi blev delt op på to hold på denne måde. Der kunne jeg godt blive taget som en af de sidste, og det var ikke så sjovt.

Hvis det var min veninde Kirsten, som skulle udtage hold, så kunne jeg godt blive taget først.

Jeg kunne ikke forstå, hvad det var, der skete den gang. Nu ved jeg, at min øjensygdom havde udviklet sig så meget, at jeg nu havde fået kikkertsyn, og jeg skulle derfor bruge mine øjne som en kikkert. Hvis jeg havde fået stillet synet ind, så jeg kunne se bolden, så kunne jeg se den klart og følge den, men hvis den kom ude for kikkertsynet, havde jeg ikke set den.

Jeg havde et godt forhold til kammeraterne, og jeg blev heldigvis ikke mobbet, og det har tit undret mig.

I femte klasse, skulle det så afgøres, om man skulle i mellemskolen, eller man skulle fortsætte i fri‑mellem til ottende klasse.

Jeg var ikke så god til at læse og stave. Fru Markvardsen, som vi havde til dansk, var ikke så glad for mig. Jeg blev tit sat uden for døren, og jeg blev kaldt for frk. næsvis.

Jeg er ikke helt klar over, hvordan det er gået til, men jeg blev sendt til ekstralæsning i 5. klasse, hvor læreren var lærer Ernst Hansen, som fandt mig sat uden for døren en dag, og jeg tror han havde en finger med i spillet. Det var den samme lærer, som jeg havde i de første klasser, og ham som roste mine spidsede blyanter. Han trænede mig meget i staveord, så jeg blev rigtig god til at stave, og jeg fik lektier for hjemme. Jeg havde en tekst, hvor jeg skulle sætte prikker under vokalerne, og streger mellem konsonanterne. Det gjorde, at jeg automatisk lærte at styre mit kikkertsyn, så jeg blev meget bedre til at læse. Jeg klarede derefter optagelsen til mellemskolen.

Ernst Hansen har nok undret sig meget over mig, og han fik lyst til at lave en intelligensprøve på mig, så han inviterede mig hjem privat en søndag formiddag, hvor han stillede mig en masse sjove opgaver, som jeg skulle svare på, og jeg skulle fortælle hvad billederne viste o.s.v., det var rigtig sjovt og spændende, og han fortalte, at min intelligens svarede til 7. klasse, så det var dejligt at få at vide.

Han har sikkert undret sig over, at jeg ikke altid kunne læse og stave, og jeg tror heller ikke, at han fandt ud af, at jeg så dårligt, men det ved jeg jo ikke, for det snakkede man jo ikke om.

Jeg kom så i mellemskolen, og i første mellem skulle vi til at lave noget nyt i Håndarbejdstimerne. Håndarbejde var et fag, som jeg vidste, jeg var god til. Vi havde strikket, og vi havde syet korssting på noget ternet stof, og nu skulle vi til at lære at sy hulsøm, og vi fik udleveret noget hørlærred, hvor vi skulle trække nogle tråde ud. Mine kammerater fik hurtigt trukket trådene ud, men jeg sad stadig og stak med min nål, og jeg kunne ikke rigtig finde trådene, men så hjalp Kirsten mig, og så skulle jeg også til at sy hulsøm, og det var noget med at gå om tre tynde tråde, og ned om to, og det blev rigtig grimt, det jeg fik lavet. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke kunne lave det. Lærerinden kunne heller ikke forstå det, og jeg blev sur på hende, og begyndte at drille hende og være urolig. Jeg kan ikke huske hvad jeg lavede, men jeg har ikke været sød, for hun skrev mig op i en lille sort bog, hver gang jeg havde gjort noget forkert, og klagede over mig til klasselæreren.

Klasselæreren hed Otto Hansen, og ham havde jeg det rigtig godt med. Jeg havde ham til regning, matematik og fysik, og det var nogle fag, som jeg klarede mig rigtig godt i.

En dag trak han mig så til side, og spurgte, hvorfor jeg ikke kunne opføre mig pænt i Håndarbejds timerne. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, og om jeg i det hele taget turde sige noget, men hvis jeg havde sagt, hvad jeg mente, der var galt, ville jeg have sagt, at jeg syntes lærerinden var rigtig dum, det var det eneste jeg kunne sige, for jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke kunne lave det samme, som de andre.

Da jeg havde talt med ham, skulle jeg så ud i skolegården til min klasse, men da jeg kom derud, kunne jeg ikke se dem. Jeg kunne se der var en masse børn, men hvor var min klasse henne? Nu var mine øjne så dårlige, så jeg ikke kunne kende mine skolekammerater længere, Jeg kunne ikke kende ansigter længere, og det var meget pinligt, for hvis jeg var gået hen til en forkert klasse, ville jeg bare være blevet drillet. Men jeg fandt ud af at klare det ved enten at følges med Kirsten til skole, og at følges med klassekammeraterne ud i skolegården, for så lagde jeg bare mærke til, hvad tøj de havde på, og hvordan deres hår sad, om det var kort eller langt eller om de havde fletninger, og om de havde briller, det kunne jeg godt se, og så sammen med deres stemmer, så kunne jeg godt kende dem og lege med dem.

Jeg mindes ikke, at jeg blev drillet eller mobbet, og min status i klassen var rigtig god. Jeg blev altid indbudt til fødselsdage, også hos dem, som hørte til de lidt finere, hvis forældre havde en højere status.

Jeg har lige et par ting mere fra min skoletid. Min far var billedskærer og min mor gik hjemme, og vi var fire søskende, så de store penge var der ikke. Der var så en dreng, som havde været bybud om eftermiddagen på kommunekontoret, og han skulle nu i lære, så hans forældre spurgte mine, om det ikke var noget for mig at overtage hans job, så jeg blev bybud på kommunekontoret i 4 år. Jeg skulle bringe og samle post på de forskellige kontorer, og jeg skulle ligeledes med post på skattekontoret, socialkontoret stadsingeniørkontoret og Amtskontoret, som lå forskellige steder i Holbæk, og hver fjortende dag, skulle jeg rundt med post til alle byrådsmedlemmerne, så der lærte jeg mange indflydelsesrige personer at kende, og bl.a. skatteinspektør Viggo Hougård, som var formand for skolekommissionen. Han kom en dag til min klasse og overværede en undervisningstime.

På den måde som bybud, lærte jeg også Holbæk rigtig godt at kende, og sommetider skulle jeg langt, for nogen af byrådsmedlemmerne boede i byens udkanter.

Jeg fik flere og flere problemer i skolen. Jeg havde ellers en sød lærer til Geografi og naturhistorie, men en dag gav han mig en eftersidningstime, fordi jeg ikke kunne mine lektier i geografi. Vi havde byerne i Sydafrika, og når man kigger på landkortet, så er det meget mørkt, på grund af de høje bjerge. Jeg kunne ikke rigtig læse byerne, på grund af noget af skriften stod ude i det blå farve, og resten stod inde i det sorte. Jeg kunne ikke få rigtig fat på, hvad byerne hed og pege på dem, så jeg måtte sidde efter.

Jeg kan også huske min engelsklærer Leif Paaschburg, som gjorde nar ad mig en dag, fordi jeg ikke kunne læse en engelsk tekst i min engelskbog, og han sagde, der står skotskternede skrubtudser, det var ikke pænt af ham, men han vidste jo heller ikke, at det var fordi, jeg ikke kunne se så godt.

I tredje mellem skulle vi til skolelæge igen, og der skulle vi have afprøvet farvesynet. Vi fik udleveret nogle firkantede kort med en hel masse farveprikker, som inde i midten dannede et tal. Der kunne jeg ikke læse et eneste af disse tal. Jeg blev så sendt til øjenlægen, som fandt ud af, at jeg havde øjensygdommen “retinitis pigmentosa”. Han sendte mig videre ind til Kommunehospitalet i København, hvor jeg var inde med mine forældre. De fik ikke ret meget at vide, kun at jeg havde en øjensygdom.

Jeg tror skolen har fået noget at vide, for jeg skulle sidde oppe på første række, så jeg bedre kunne se tavlen. Kirsten havde ikke lyst til at sidde deroppe. Det havde jeg da heller ikke, så vi blev siddende nede bag i klassen, det var ikke så godt.

Jeg har også været spejder. Da jeg var 7 år, var det meget populært at være blå spejder, og Kirsten og jeg gik ud for at melde os ind, men der var overtegnet, så vi blev K.F.U.K. spejdere i stedet for.

Vi startede som grønsmutter, og blev store spejdere, og jeg blev senere patruljefører og sidst flokfører for grønsmutterne. I syvårsalderen var jeg blevet natteblind så jeg skulle altid følges med nogen, hvis det nåede at blive mørkt. De fleste gange havde jeg jo Kirsten, men hvis hun ikke var der, fulgtes jeg med nogle andre, og når jeg bare nåede ned til hovedgaden, så kunne jeg godt se at finde hjem. Jeg gik så efter de lys, som kom fra butiksvinduerne og gadelygterne. Det var nok til at jeg kunne færdes, men hvis jeg kom ud på villaveje, hvor der var langt mellem gadelygterne, eller jeg kom helt ud på landet, så var jeg afhængig af at følges med nogen.
Det blev ikke det helt store problem, jeg lærte at leve med det. Der var et par gange, hvor det gik galt, men jeg er heldigvis ikke blevet bange for det.

Jeg tog så min realeksamen, og kom ud med et pænt Mg. Derefter skulle jeg så finde en læreplads.

Min mor og jeg var en tur hos øjenlægen, og vi spurgte ham, hvad han ville foreslå. Han sagde, at jeg skulle tage en plads i huset, og lære at passe børn og gøre rent. Det havde jeg da ikke lyst til, og skatteinspektør Viggo Hougård fortalte mig, at der var en læreplads på administrationskontoret på Centralsygehuset, og der ville han gerne hjælpe mig ud. Jeg kom så i lære på kontor. Jeg var så heldig, at min veninde Kirsten også kom i lære og en anden veninde fra klassen, hvis far var byrådsmedlem, så vi var tre der startede samtidig.

Det var en god tid, men samtidig også en svær tid. Det var lidt svært for mig en gang imellem, for på den tid skrev man endnu med blækstift, og lavede kopi med karbonpapir. Det, der var skrevet med blyant, havde jeg meget svært ved at se, men det der var skrevet med carbon, kunne jeg godt læse. Skriften på skrivemaskinen var også udemærket, når bare farvebåndet var i orden.

Som kontorelev skulle man rundt på de forskellige afdelinger. Jeg var i indkøbsafdelingen, hvor man havde alt med indkøb at gøre, jeg var i bogholderiet, på kassererkontoret og i modtagelsen.

Det var en god uddannelse, men nogen af opgaverne havde jeg meget svært ved at udføre. Så spurgte jeg nogen af de andre, hvad der stod, og hvis jeg kunne gætte mig til det, ved at læse det der var skrevet med karbonpapir, så gjorde jeg det. Det gik selv om det var svært. Jeg var god til at få de andre til lige at se, hvis der var noget. Stadigvæk troede jeg ikke, der var nogen, som vidste jeg så dårligt.

Jeg kan som eksempel trække en rigtig svær opgave frem. Det var, når der skulle udleveres lønningsposer. Jeg var med til at tælle pengene op og lægge den i cellofan poserne. Der blev hæftet en seddel inde i posen med navn, kontonummer og beløb. De blev derefter sat i en kasse i alfabetisk orden. Når jeg så skulle udlevere poserne, kom personalet og hentede dem. De skulle skrive under på en lønningsliste. Det var utroligt svært for mig at klare den opgave.

Jeg var ansat på sygehuset i 7 år, så jeg kendte det meste af personalet, men når de kom til skranken, kunne jeg ikke se hvem det var, så jeg måtte som reglen spørge, hvis de ikke lige fik det sagt selv. Når jeg så skulle finde posen, var det nogenlunde nemt, hvis navnet var Asta Jacobsen, for så var det sikkert den første pose under J, men hvis hun hed Vera Jensen, så kunne den godt være svær at finde. Når jeg tog posen op og lagde den på skranken, så sagde jeg på en humoristisk måde, “Nu er det spændende, om jeg har trukket det rigtige nummer i lotteriet”. På den måde kunne jeg være heldig, at de selv kiggede efter, om de havde fået den rigtige pose. Det var forfærdeligt, hvis de først opdagede det, når de var kommet hjem.

Det var jo et frygteligt pres, og hvorfor sagde jeg så ikke, at dette kunne jeg ikke klare. Hvis jeg sagde det, hvad skulle jeg så gøre. Jeg kunne ikke selv se nogen udvej, så jeg måtte bare prøve at gøre det så godt jeg kunne.

Jeg gik også i handelsskole. Det var om aftenen, hvor lyset ikke var så godt, så jeg kunne se at læse og skrive. I bogføringstimerne, hvor vi skulle skrive på linier og i kolonner, måtte jeg helt opgive. Læreren sagde bare, at så måtte jeg følge med så godt jeg kunne. Jeg fik trods alt min handelsskoleeksamen, og den var pæn nok.

Da jeg var udlært og blevet kontorassistent, blev jeg kaldt ind til Administrationschef Michael Andersen, “Kong Michael”, som vi kaldte ham. Han var meget streng og vi var alle bange for ham. Der blev jeg godt nok nervøs.

Men det viste sig, at han var rigtig flink og rar. Han ønskede mig tillykke med min uddannelse, og sagde, at vi ved godt, at du ser dårligt, og han fortalte, at hans kone heller ikke så godt, men nu ville de finde et område, som jeg bedst ville kunne udføre, og det blev bogholderiet.

Min bror havde fået en knallert, og den skulle jeg da prøve. Det gik vældig godt, og det var rigtig lækkert. Det var lige på det tidspunkt, hvor Audrey Hepburn spillede prinsessen holder fridag. Hun kørte på scooter, så enhver pige på den tid, som ville være med på noderne, skulle også have en. Jeg var godt nok en pige, der altid var med på moden, og jeg havde altid flot tøj, og ikke bange for at prøve noget nyt, så jeg skulle også have en scooter.

Jeg skulle så have kørekort, og begyndte at gå til undervisning. Det gik meget godt, men så skulle jeg også have køretimer om aftenen. Vi skulle have en time i natkørsel, da blev jeg godt nok nervøs. Den aften vi skulle køre, viste det sig, at vi skulle køre efter hinanden, så jeg kørte bare efter baglygten foran, så det gik fint nok..

Det næste var så, at jeg skulle have mine kørekortpapirer i orden. Jeg skulle til lægen og have en underskrift, og da blev jeg godt nok igen nervøs. Min læge spurgte mig altid om, hvordan det gik med mine øjne, men der var jo ikke noget at gøre, jeg måtte op til ham. Da jeg kom derop, stod der uden på døren, at han havde ferie, og at man skulle henvende sig til nabolægen. Han vidste ikke noget om min øjensygdom, men han kunne godt se, at jeg ikke så det hele. Jeg havde briller den gang, men de var ikke ret stærke. Han spurgte mig så, om det ikke var længe siden jeg havde været til øjenlæge. Det var det, så han skrev en henvisning til øjenlægen, og samtidig skrev han under på papirerne, så jeg fik mit kørekort.

Jeg købte så en rigtig lækker Vespa‑scooter, men jeg kørte kun om sommeren, om vinteren var den staldet op. Jeg prøvede så vidt muligt at komme hjem, før det blev mørkt, men nogle få gange lykkedes det ikke.

En dag var vi nogle piger, som skulle til et stævne i Dianalund. Der var også en anden pige, som hed Ester, og som havde scooter, og vi aftalte at køre, men på den betingelse at jeg var hjemme inden det blev mørkt. Men så snød det os alligevel, så det nåede at blive mørkt. Ester sagde, at jeg kunne da bare køre bag efter hende, men det viste sig, at hendes baglygte ikke virkede. Jeg måtte nu køre hele vejen, hvor Eddy, som sad bag på, styrede mig, ved at sige lidt længere til højre og mere til venstre o.s.v. Det var farligt, men vi klarede den.

Der var også en anden gang, hvor jeg var ude at være babysitter, hvor jeg måtte køre hjem om natten. Det var en dumhed fra min side, men det gik heldigvis også godt. Der var jo ikke så meget trafik dengang.

Så lærte jeg min mand Per at kende. Per var F.D.F.’er, og vi som spejder havde tit nogle løb og andre arrangementer sammen. På et tidspunkt fik vi indrettet nogle nye lokaler på K.F.U.M., hvor vi havde fælles mødelokaler, og der lærte vi hinanden at kende.

Per og jeg startede en klub for førerne inden for F.D.F., K.F.U.K. og K.F.U.M.‑spejderne. Den hed Blå/grøn klub, og der havde vi et virkelig godt socialt samarbejde i flere år.

Per vidste godt, jeg så dårligt, men han vidste ikke jeg ville blive blind, og det vidste jeg jo heller ikke selv. Per var blikkenslager, og arbejdede for en mester, som havde noget arbejde på Centralsygehuset, så der kendte jeg ham også fra.

Vi blev så forlovet og gift. Jeg holdt op med at arbejde, og det var der ikke noget underligt i, det var sædvane den gang. Der var oven i købet en skatteregel, at hvis en pige holdt op med at arbejde, når hun blev gift, blev hun fri for at betale skat for hele det sidste kalenderår, og da vi blev gift i november, var det bare flot.

Mit syn var også rigtig dårligt nu, jeg kunne ikke rigtig læse længere, men jeg kunne stadig færdes.

Brylluppet var i Holbæk Kirke, hvor alle spejderne og F.D.F.’erne var mødt op med faner og blomster. Der skete et lille uheld, for taxaen, som skulle komme og hente min far og mig, kom af en eller anden grund ikke. Da jeg havde hørt kirkeklokkerne begynde at ringe og holde op igen, ringede vi så til taxa. Det gjorde nu, at jeg sammen med min far havde travlt op ad kirkegulvet, hvor Per tog imod mig oppe ved alteret. Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke kom, og jeg nåede kun at sige, at taxaen kom ikke. Per forestillede sig så, at jeg var løbet hele vejen med hvid kjole og brudebuket op ad gaden med min far bagefter. Det har vi tit grinet af.

Vi flyttede så ned på Lindevej 18, der hvor spejderlokalerne havde været før, så vi fik vores lejlighed i de gamle spejderlokaler. Der var et lille køkken og toilet, men ingen bad.

Jeg havde en dejlig cykel, som stod i cykelstativet nede på gaden, og en morgen var den væk. Jeg gjorde ikke noget ved det, jeg ringede ikke til politiet, jeg tog det som et tegn, at jeg ikke skulle køre mere.

Jeg kunne ikke læse længere, men jeg kunne godt gå ned i byen og handle. Jeg kunne godt kende forskel på de forskellige butikker, men når jeg kom ind i et supermarked, følte jeg mig dum. Jeg skulle hele tiden spørge nogle andre, hvor tingene lå, og de var heller ikke altid så flinke. Når jeg kom hjem, kunne jeg ikke tage en kogebog og læse, hvordan man lavede de forskellige retter. Jeg ringede så til min mor, og fik det at vide. Hvis jeg så skulle bruge en dåse tomater, kunne jeg ikke finde den. Jeg købte altid rigeligt af dåser og andre ting, og når jeg skulle bruge dem, kunne jeg ikke læse, hvad der var i emballagerne, for jeg havde jo ikke lært at holde orden og mærke tingene.

I starten af vort ægteskab var Per ansat på et B.P. gasfirma i Køge. Så blev han headhuntet som leder af et kooperativt blikkenslager firma i Holbæk. Der hørte en 3 værelsers lejlighed til, så vi flyttede ud på Munkholmvej. Der fandt vi ud af, at jeg godt kunne hjælpe ham lidt på kontoret. Jeg kunne passe telefonen, og så købte vi en spolebåndoptager, hvor Per læste breve og regninger ind, og derefter kunne jeg skrive dem på maskine. Det følte jeg mig godt tilpas ved.

Da kom jeg så i tanker om, at der var nogle blinde, som havde fået nogle bøger indlæst på bånd. Tænk hvis jeg kunne låne sådanne bøger. Jeg var tit begyndt at læse en bog, men det var meget svært for mig at læse den færdig. Vi prøvede at finde ud af, hvor man kunne låne sådanne bøger, og vi fandt ind til Statens Bibliotek for Blinde i København, og ringede derind. De bad mig gå til min øjenlæge, så han kunne melde mig ind i Dansk Blindesamfund.

Det gjorde jeg så, og en dag kom blindekonsulent Carl Vilhelm Andersen sammen med sin kone Gerda. Han var helt blind, og hun svagsynet. Jeg var lidt bange for, hvordan det skulle gå.

Det gik jo bare rigtig godt. Per var hjemme, og vi fik os en god snak. Han syntes jeg skulle have en Tandberg båndoptager, som kunne stå i stuen. Den ville jeg få over Bistandsloven, og han sørgede for, at jeg kom i gang med at låne båndbøger. Så sagde han også, at jeg skulle søge pension. Det mente vi ikke var nødvendigt, for vi klarede os jo meget godt. Han fortalte mig, at det var min ret, nu hvor jeg ikke kunne arbejde længere. Jeg har været ham meget taknemmelig, at han hjalp mig til pension dengang. Det har jo også givet mig selvtillid, at jeg vidste, at jeg også var med til at opretholde økonomien i hjemmet.

Han kom også med et kedeligt råd. Han mente ikke, at det var en god ide at få børn, for min øjensygdom var jo arvelig. Det gjorde mig meget ulykkelig, og jeg tudede meget, da han var gået. Det at få børn var noget jeg virkelig ønskede mig, og jeg ville heller ikke høre efter ham, så vi har fået 2 dejlige drenge, som heldigvis ikke har fået øjensygdommen. Det viste sig, at arvegangen i min sygdom, var betinget af, at begge forældre skulle have sygdommen, og da den ikke var i Pers familie, slap vi fri.

Han fortalte også, at Dansk Blindesamfund havde et kursus og feriehjem i Hobro, og der afholdt man nogle 3 ugers senblindekurser. Han syntes, jeg skulle tage med på sådan et kursus.

Der gik lidt tid inden kurset skulle starte, og Carl Vilhelm sørgede for, at jeg fik kontakt med 2 andre piger, som også skulle deltage. Vi mødtes nogle gange inden kurset, så vi kunne lære hinanden at kende.

Vi kom så derover hos Tine og Jens Sejersen, som var et herligt værtspar. Det bedste af det hele, var at jeg mødte 20 andre, som var i samme situation, og nogle havde det oven i købet værre end mig.

Der var også blinde lærere, der var Inger Kammer, som jeg havde til punktskrift, og Kaj Agerbæk til hjælpemidler. Han var ti år ældre end jeg, og helt blind. Vi havde samme øjensygdom, men det forskrækkede mig ikke. Jeg sagde til mig selv, at blind ville jeg ikke blive, men det skete jo alligevel.

Vi kunne lære at skrive på maskine, men det kunne jeg jo godt. Jeg fik derfor lov at bruge lidt mere tid på at læse punktskrift. Det var rigtig spændende at lære. Jeg lærte at afmærke mine dåser og krydderier, og jeg kunne skrive mine opskrifter og telefonlister. Jeg kom ret godt i gang med punktskriften, og jeg lærte mere, da jeg kom hjem.

Jeg lærte også at lave håndarbejde, og den gang arbejde vi meget i peddigrør. Det var rigtig dejligt, og vi lærte at hækle og strikke og knytte. Det var helt fantastisk at komme i gang med det håndarbejde igen. Jeg var hel ellevild, for det havde jeg jo helt opgivet.

Vi lærte også at bruge hjælpemidler. Vi lærte, hvordan man skulle klare sig i sit køkken, og lærte at bruge vægte og stopure og forskellige måleredskaber. Jeg lærte at man skulle have orden i sine køkkenskabe, og at alt skulle have sin faste plads. Jeg lærte at skære brød i skiver, og ordne grøntsager, og lærte at bruge komfuret. Det var en god ide at lave ovnretter, men sammenkogte retter var også velegnede. Vi lærte at stege på stegepande, og vi lærte at høre når margarinen var brun. Først syder den, og på et tidspunkt bruser den op, og lige derefter er margarinen brun. Man skulle så ikke lægge flere stykker kød på end man kunne styre at vende.

Vi øvede os også i spiseteknik. Det var nemlig blevet et stort problem, når min mand og jeg blev inviteret i byen, og vi skulle spise. Jeg følte ikke længere, at jeg kunne spise pænt. Det er forfærdeligt ydmygende. Men nu lærte vi, at jeg skulle forestille mig tallerkenen som en urskive, og på den måde var det nemmere at få seende til at forklare, hvor maden var placeret på tallerknen. Vi lærte også systematik, når vi skulle skære med kniv, så vi fik et tilpas stykke i munden ad gangen. Det var heller ikke lige meget, hvordan man tog glasset. Det var bedre at finde det nede ved bordet i stedet for oppe i luften, og vi lærte at hælde op. Ja vi lærte alle de ting som var svære.

Vi fik også at vide, at når vi blev inviteret i byen, så var det en god ide at komme 10 minutter før de andre. På den måde kunne vi orientere os om, hvordan bordet stod og hvor toilettet var. Vi skulle så heller ikke gå rundt og hilse, men lade de andre komme til os.

Vi skulle også tænke på, hvad tøj vi tog på. Det var ikke smart med flæser og tørklæder, som kunne falde ned i tallerknen, når man skulle rejse og sætte sig under festmåltidet.

Jeg lærte også at når jeg skulle gå på gaden, så skulle jeg tage den hvide stok med. Så kunne andre se, at jeg havde synsproblemer.

Da jeg kom hjem fra kurset, var jeg blevet et helt andet menneske, og jeg havde rigtig mod på tilværelsen igen.

Jeg fik mere undervisning i punktskrift, og jeg gik til fritidsundervisning i håndarbejde og sprog på blindehold. Jeg blev sat i gang med at undervise Grete Tinglef med lidt punktskrift, indtil hun kunne komme på senblindekursus. Hun var blevet pludselig blind på grund af sukkersyge, og hun havde det rigtig svært, men det var en god opgave for mig.

Jeg kunne ikke lide at bruge den hvide stok på gaden, men den kunne da heldigvis slås sammen, og kommes i tasken. Så havde jeg da taget den med, som jeg havde lovet.

En dag tog jeg mod til mig, og slog den ud i supermarkedet. Det gav jo succes, og jeg fik hjælp. Per sagde også, at jeg skulle bruge stokken, for tænk hvis jeg var årsag til en ulykke. Der var også tit folk, som blev sure på mig på gaden, når jeg gik ind i dem, eller jeg gik ud foran en cykel, som jeg ikke havde set. Efterhånden brugte jeg den også.

Per fik nu et nyt job. Han blev Blikkenslagermester i et byggefirma i Ølstykke, som hed F.B.I.

Vi flyttede til Ølstykke i 1964, og der måtte de godt lære mig at kende som blind, men når jeg kom til Holbæk, og skulle besøge mine forældre, så røg stokken i tasken oppe på stationen.

Vi flyttede først op på Svendsvej i Gl. Ølstykke, hvor vi kun skulle bo midlertidigt, til vi fik bygget vort eget hus.

Vi havde fået nogle rigtig gode blinde venner. Blandt andet blindekonsulent Preben Christiansen og Ruth, og Kaj Agerbæk, som jeg lærte at kende på senblindekurset, og hans kone Inga. Dem har vi haft meget glæde af, jeg brugte dem som forbilleder. Det var dygtige blinde, og da det viste sig, at mit syn blev dårligere og dårligere, tænkte jeg bare på dem. Når de kunne gøre tingene alligevel, så kunne jeg vel også. Det har hjulpet mig meget.

Jeg var stadig hjemmegående og Per gik på arbejde, så jeg fik tanken, om jeg ikke kunne blive uddannet som socialrådgiver eller fysioterapeut. Jeg tog forbindelse til Den Sociale skole i København og til Teilmans Kursus, som jeg mener lå i Gentofte, og søgte om optagelse. Jeg fik afslag begge steder. Blindekonsulenten anbefalede mig det heller ikke, han mente, det var bedre at komme på telefonskolen og lære at passe et omstillingsbord.

Det hoppede jeg så på, og jeg begyndte på telefonskolen inde på blindeinstitutet. Der var ikke noget at lære for mig, for jeg var jo kontoruddannet, så jeg kom på G.T.O. i praktik hos Ole Jørgensen og Åge Christensen. Det var nogle festlige fyre, og jeg havde det rigtig skægt. Jeg lærte også at passe telefonbordet, og afløste i sommerferien. Så blev jeg gravid, og holdt op.

Vi havde købt en byggegrund i Ny Ølstykke, og jeg var med til at grave grunden ud. Vi fik så vort hus fra F.B.I.

Det kom færdigt værelse for værelse, og blev samlet på en dag, og vi kunne flytte ind i det samme dag. Bagefter blev der så sat mursten på og lagt tegltag, så vi fik et rigtigt dejligt hus.

Der fik vi så vor første søn Lars i 1966, og det var en hjemmefødsel, hvor kun Per, lægen og jordmoderen var til stede. Det var en kæmpeoplevelse, og Estrid Hansen, som var Pers chefs kone, kom og ønskede til lykke. Estrid bor nu i Sønderjylland, og hun er også blevet medlem af Blindesamfundet.

Nu var mit syn også blevet så dårligt, at jeg ikke havde færdselssyn længere, så nu kunne jeg ikke gå uden at følges med nogen. Jeg lærte alligevel at gå med barnevognen foran mig. Jeg kunne bruge den som stok på kendte steder, og da Lars blev så stor, at han kunne gå, kunne jeg tit bruge ham som ledsager.

Når Lars og jeg skulle læse billedbøger sammen, så vendte han bogen om, hvis jeg havde vendt den på hovedet, og så snakkede vi om billederne. Nogle bøger havde jeg skrevet punktskrift i, så jeg også vidste, hvad bogen handlede om.

Jeg har brugt børnene meget uden at vide af det, og de har været en fantastisk hjælp, og Lars blev hurtig god til at se farver og se på ur, og da han var 11 måneder gammel kunne han gå, men han gik med hænderne op over hovedet, for jeg plejede, at gå med ham foran mig og holde i hans hænder.

Vi boede ikke så længe i vort hus, kun ca. halvanden år. Der var nemlig bygget et nyt Blindeinstitut ude på Rymarksvej i Hellerup. En dag kom administrationschef Bøgh Christensen og besøgte os, og han spurgte Per, om han ikke kunne tænke sig at blive pedel og varmemester på det nye institut. De skulle nemlig bruge en, som havde gas- og vandmestereksamen, og det havde han jo. Vi talte en del om det, men da vi nu havde fået Lars, kunne det jo være praktisk at vi skulle bo lige ved siden af Pers kontor og arbejdsplads, for så havde jeg jo nemmere ved at kalde på Per, hvis jeg havde brug for hjælp.

Vi sagde ja, og vi flyttede ind på Blindeinstitutet i 1967 før det blev helt færdigt.

Vi flyttede ind i en dejlig moderne lejlighed med terrasse og have, og vi var der i 5 år, det var en rigtig god tid.

H.C. Sejerup var forstander, og Kirsten Jansbøl, som var Mobilitylærer, havde lige været i England for at lære en ny Mobility teknik, og hun skulle så have en prøveelev, og det blev mig. Jeg lærte at færdes med den lange hvide stok, og det gav mig en dejlig frihed.

Kaj Agerbæk havde lavet et korrespondancekursus på punktskrift, og det blev jeg sat til at styre, og jeg underviste blinde i hele landet hjemme fra mit køkkenbord. Jeg havde elever i Vejle og på Bornholm og mange andre steder.

Det var også i de år, hvor Dansk Blindesamfund startede omsorgskonsulentordningen, og jeg blev opfordret til at blive omsorgskonsulent. Mit arbejdsområde blev Østerbro, Hellerup, Klampenborg og Lyngby.

Det var lige noget for mig at være omsorgskonsulent, det blev jeg rigtig glad for. Det passede godt, at jeg havde lært at færdes med den lange hvide stok, så jeg selv kunne tage af sted.

Jeg kom også i klubben i Bogensegade, hvor DBS havde dagcenter. Der kunne vi lave håndarbejde, og der lærte jeg mange spændende mennesker at kende.

På Blindeinstitutet var der en dejlig svømmehal, som jeg brugte flittigt, og der var også en dejlig idrætsplads, hvor jeg var med i noget blindeidræt. Der skulle være Nordisk Blindeolympiade i København, og der deltog jeg i svømning, 100 meter løb, stående højdespring og slyngkast, og jeg blev nordisk mester i svømning for blinde, det var sjovt.

Vi havde jo solgt vort hus i Ølstykke, og var lige pludselig blevet rige. Vi ejede nu 100.000 kr., og for dem købte vi en dejlig nedlagt bindingsværksgård med brosten på gårdspladsen. Gården lå i Balle i Langebæk kommune, og den var fra ca. 1780. Den brugte vi som fritidshus, og vi nød meget at være der i weekender og ferier.

Hvis man skulle lære Mobility dengang, kunne det kun lade sig gøre på Blindeinstitutet i København. Nu ville man uddanne lærere, som kunne undervise hjemme, hvor man boede. Kirsten Jansbøl, som nu var blevet forstander, spurgte Per, om det ikke var noget for ham. Det var det, så han blev uddannet til Mobilitylærer, og vi flyttede ned til Balle i vort hus.

Per fik arbejdsområde i Storstrøms amt og Vestsjællands amt, hvor han i starten arbejdede under fritidsloven. Senere blev han så ansat på Synscentralen i Vordingborg.

Det viste sig nu, at der ikke var nogen omsorgskonsulent i området. Jeg blev så ansat som omsorgskonsulent i det gamle Præstø amt, som dækkede Haslev, Fakse, Næstved, Præstø, Vordingborg og Møn. Jeg blev samtidig punktlærer, og jeg startede en blindeklub i Hollænderhaven i Vordingborg, hvor vi lavede håndarbejde. Klubben flyttede senere til Brænderigården, hvor jeg også var leder, men så holdt jeg en pause på en del år, og nu er jeg så leder af klubben igen. Nu går det ikke på håndarbejde mere, men mere med foredrag, banko og lignende.

Jeg var også aktiv lokalt mellem seende i Langebæk kommune, hvor jeg gik til afspænding, madlavning og sprog under aftenskolen. Så havde vi et meget interessant sted, som hed Stålvængegård. Det var et kollektiv, som var meget almindeligt i 70’erne.

Bodil Marie, som boede der, var keramiker, og hendes søn Tobias, gik i klasse med min Lars.

Bodil Marie startede en kvindegruppe, som jeg var med i. Vi lavede keramik og der var foredrag med mange kendte mennesker. En gang var Lone Kellerman dernede og synge og fortælle. Jeg kan huske, at hendes betaling, var alle de elefantøl, som hun kunne drikke. Jeg drak dengang kun selv lys øl, så jeg var godt nok imponeret over, at hun kunne drikke så mange, men senere kom jeg også til at sætte pris på elefantøl. En dag, hvor mine børn og jeg var ved stranden, skulle Lars op og købe sodavand og en øl til mig. Da kom han tilbage med en elefantøl til mig, han syntes den så flot ud, så jeg kunne nok lide sådan en.

I kvindegruppen foregik der mange spændende og udfordrende oplevelser. Vi arbejdede i ler, og vi lavede engang en film, som kom i fjernsynet. Vi var på nattergaleture, og flere af pigerne har jeg stadig kontakt med. Flere af dem er udøvende kunstnere nu.

Det var en rigtig skøn tid, og det var en tid, som modnede mig meget. De fik mig til at holde foredrag en aften om min blindhed. Det gjorde, at der var andre, som spurgte om jeg ikke også ville komme hos dem og fortælle, og jeg blev anbefalet ned til Beskæftigelsesvejlederskolen i Nykøbing F.

På det tidspunkt var informatørordningen lige startet under Dansk Blindesamfund. Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte holde foredrag. Det var der uddannede til.

En dag fik jeg henvendelse fra forstanderen på Beskæftigelsesvejlederskolen, om jeg ville undervise et hold om min situation som blind, og om hvordan man underviser blinde. Jeg fortalte, at det måtte jeg ikke, for der var en informatør i det område, så hun skulle kontakte ham. Det kunne hun ikke forstå, vi levede vel i et frit land, så hun måtte vel selv bestemme, hvem hun ville have som lærer.

Jeg satte min kredsformand ind i situationen, og jeg fik lov. Jeg kom der på hvert eneste hold, indtil skolen blev nedlagt.

Dette arbejde holdt jeg meget af, og jeg fik også selv meget ud af at lære andre om, hvad det vil sige at være blind, og om hvordan man skal omgås og undervise blinde.

Informatørordningen startede i 1974, og informatørerne dækkede hvert sit område. Så blev det bestemt, at der skulle være en informatør i hver kreds, og vi havde ingen i vores. Jeg søgte om at blive informatør og fik stillingen, og jeg er stadig informatør, og er meget glad for det.

Da vi flyttede ned på landet, opdagede jeg, at det ikke var så nemt at gå med den lange hvide stok, for der var jo ikke kendemærker i asfalten, og man havde jo ikke fortorve. Jeg begynde at tænke på, om det ikke var bedre med en førerhund, og jeg ringede til Preben Christiansen, som var blindekonsulent, og han sørgede for, at førerhundekonsulent Otto Krogsgård kom ned og snakkede med mig, og fortalte hvad det indebar at få førerhund, og vi blev enige om, at det måtte være en god hjælp for mig, så der blev søgt en hund over bistandsloven.

Dengang kunne vi ikke selv træne alle de førerhunde, som der skulle bruges, så mange blev købt færdigtrænet i Østtyskland, Jeg fik en dejlig schæferhund, som hed Illona, og der kom en politimand, som var instruktør, og han var hos mig i tre dage, og lærte mig at bruge den. Jeg skulle give den tyske ordrer, men det var ikke så svært.

Efter tre dage, var jeg så alene med en stor schæferhund, og jeg kendte ikke meget til hunde. Vi havde godt nok haft en lille puddel. Der er lidt forskel, og den skulle have det rigtig godt hos mig, og jeg behandlede den som et lille barn. Folk fik lov at klappe den og give den hundekiks, og det blev så galt til sidst, at når jeg mødte skolebussen, så kunne chaufføren godt standse og komme ud, og så havde han en lille hundekiks til Illona.

Illona kunne ikke lide katte, så en dag vred han sig ud af min hånd, og løb efter katten. Han kom også ind til naboen og raserede hønse og andegården, det var forfærdeligt, der var et par høns, der døde, og ligesådan nogle ænder, men det var nogle gode og forstående naboer vi havde, så de slagtede dem, og vi fik også nogen til fryseren.

Lars snakkede meget om at få en søster eller lillebror, og det syntes Per og jeg også kunne være rart, så i 1975 fik jeg Anders, ham har jeg aldrig set, Jeg var ikke spor bange for, at jeg ikke skulle klare det, og det er jo også gået rigtig flot.

Vi var ikke færdige med at bygge vort hus om, så vi udvidede nu med et alrum og soveværelse og et stort badeværelse, hvor puslebordet også kunne stå, så jeg nemt kunne nå vand og bleer, og stadig have en hånd på babyen, så han ikke smuttede fra mig. Alrummet indrettede vi, så der ikke var noget farligt, som han kunne komme til skade med.

Det kom til at gå meget bedre med den lille baby, end jeg overhovedet havde forestillet mig. Når vi skulle kommunikere, opdagede han ret hurtigt, at jeg reagerede på lyd.

Han fik bryst til han var ni et halvt måned, så jeg var fri for at ordne sutteflasker. Når han skulle have mos, lavede jeg det til, og vi satte os hen til bordet, hvor jeg satte skeen ned i tallerkenen, og op imod hans ansigt. Så tog han selv munden imod skeen, og hjalp på den måde til. Så det var der heller ikke noget problem i. Jeg havde lånt en bærestol, som jeg havde på ryggen. Der sad han og kunne følge med i hvad jeg lavede, og da han kravlede rundt, satte jeg en lille klokke i hans skulder, så kunne jeg altid høre hvor han var og ligesådan da han begyndte at gå rundt. På et tidspunkt vil man jo gerne prøve at kravle op på møbler og borde, når jeg så kunne høre, at nu er han ved at kravle op, så gik jeg hen og lagde min hånd på hans ryg, og så lod jeg ham kravle videre, så kunne jeg gribe ham, hvis han skulle snuble.

Det gjorde ham ikke spor, han var helt rolig, han vidste, at det gjorde jeg kun, for at jeg ville se hvad han lavede, andre børn ville have skyndt sig med deres forehavende, så mor ikke tog dem, men han vidste det var kun for at følge med i hvad han lavede.

Hvis jeg sad og strikkede eller læste punktskrift, så kom han også med sit legetøj og lagde det på mine hænder, så jeg kunne se, hvad han legede med. Vi havde et skønt forhold, og det var dejligt efterhånden som han blev større, når vi var ude at gå, samlede han ting op, og viste mig dem, og han var god til at ledsage mig.

Det har jo været ens med dem begge, og da de kom i skole, var jeg lidt bange for at de skulle blive drillet, for at de havde en blind mor. Jeg prioriterede meget, at når forældrene blev inviteret til skolen, så mødte jeg altid op, så børnene lærte mig at kende. Der har aldrig været noget med drilleri. Når børnene havde fødselsdag, inviterede vi altid hele klassen hjem til fødselsdag, så de alle kom hjem og oplevede, at vi bare var en almindelig familie, hvor moderen bare ikke kunne se. Det fungerede jo alligevel, og ligesådan havde de altid kammerater med hjemme, og jeg kan ikke huske, at det nogensinde er blevet udnyttet, at jeg ikke kunne se.

Jeg har en lille sjov historie fra Anders børnehaveklasse. En dag havde en af kammeraterne spurgt ham, om det ikke var underligt at have en blind mor, så havde han kikket lidt, og så sagde han, nej hun er da meget sød, og så laver hun nogle smadder gode bøffer.

For børnene var det ikke underligt at have en blind mor. Jeg kan huske fra Lars, han gik i 8. klasse, og jeg havde været i avisen af en eller anden grund, og så var der en af hans kammerater, der havde sagt til ham, tror du ikke også du bliver blind, når din mor er blind, Nåh! det kan da godt være. Hun klarer sig da meget godt, så det gør jeg vel også. Det fik jeg så på en eller anden måde at vide, så jeg sagde til ham, om han ikke vidste, at han ikke ville blive blind. Både du og Anders er blevet undersøgt, og i har ikke fået øjensygdommen. Så let tog børnene på det, det har været dejligt for mig.

Lige så snart de blev store nok til at køre tandem, så har vi kørt mange dejlige ture, og de har begge været så gode til at fortælle hvad vi kørte forbi, og hvad vi så, hvis der var noget spændende, fik jeg det i hånden, og kom vi forbi et vandløb, så smed de en sten i, så kunne jeg høre hvor dybt og bredt det var.

Nu da jeg havde fået baby, brugte jeg ikke min førerhund så meget, og jeg var også blevet lidt bange for den, for den gøede meget, og den passede meget på, når der kom nogen, og jeg fik også senere at vide, at både postbudet og brugsmanden var bange, og selv dyrlægen, når han skulle undersøge den, gav han den mundkurv på.

Jeg passede nogle børn og deres “Lassi” hund i en sommerferie, og børnene og hundene var oppe ved huset, og jeg gik nede på græsplænen med Anders i barnevognen, for at han skulle sove. Pludselig hørte jeg skrål og skrig og hundegøen der oppe fra. Jeg blev bange for, at hunden havde bidt et af børnene, men så var det min hund, der havde overfaldet “Lassi” hunden. Jeg stolede ikke på den længere, så jeg lukkede den udi hundegården, og ringede til førerhundekonsulenten, og sagde, at jeg ikke turde have ham længere. Jeg havde heller ikke brug for ham, sålænge Anders var lille, hvis jeg skulle nogle steder, så var Anders altid med, og så blev vi kørt.

Han kom så samme aften og hentede den, og det var jo så et nederlag for mig, men jeg fik at vide, da Illona var død, at den var blevet genoptrænet og kommet over til en ung mand i Odense, og at det var gået meget godt. Det var rart at høre.

Nu havde jeg ikke førerhund i nogle år, men da Anders blev så stor, så han skulle i børnehave, så havde jeg brug for førerhund igen. På det tidspunkt, havde Lions Klub i Amerika tilbudt Danmark 10 førerhunde, men på den betingelse, at den blinde selv kom med over på førerhundeskolen i Detroit, og lærte at bruge den, og var med til at træne den færdig.

Det var i 1977 og det var en kæmpeoplevelse. Vi fløj fra Kastrup Lufthavn til Chicago og videre til Detroit i staten Michigan, hvor vi først blev indkvarteret hos en dansk familie, som viste os lidt rundt, og kørte os til førerhundeskolen,

Vi blev rigtig gode venner, og de kom også og besøgte mig en gang, medens jeg boede i Balle.

Det var en kæmpe oplevelse at være på førerhundeskolen, og jeg boede sammen med Alice fra Stenløse. Vi fik ikke hund de første dage, for trænerne skulle lige lære os at kende, og finde den rette hund, som passede til os.

Hun fik en Schæferhund, som hed Alex, og jeg fik en dejlig Golden Retriever, som hed Prince. Den skulle vi så lære at give engelske ordrer, og vi trænede meget i byen, men også på landevej.

Da vi så skulle gå vores første tur herhjemme i Balle, så gik Prince midt på landevejen, og det kunne jeg ikke rigtig forstå, for det var en af de ting, som jeg selv havde været med til at lære den, at når man skulle gå på landevej skulle man holde sig i venstre side. Når man gik på fortorv eller gangsti, skulle man holde sig på midten, så jeg tror Prince mente, at vores landevej var en gangsti. Han fandt hurtigt ud af, at vi havde lidt mindre forhold herhjemme, og det kom til at gå rigtig godt med ham, vi kunne tage busser og tog, og selv flyveren til Bornholm tog vi alene, en dag, jeg skulle over og undervise på et kursus.

Jeg var begyndt at undervise på hensyntagende specialundervisning for lærere i blindeområdet. Det gjorde jeg i Vestsjællands amt og Storstrøms amt, og jeg var også på Fyn og i Jylland og undervise. Det var meget spændende.

Men Prince blev kun syv et halvt år gammel, så fik han leverkræft og døde. Det var ganske forfærdeligt, han var syg temmelig længe. Så fik jeg en Dansk førerhund. Nu kan man godt træne de førerhunde man skal bruge, og Chico var trænet af Preben Christensen i Hirtshals. Han kom hos mig en uges tid, hvor vi samtrænede med førerhunden. Senere kom jeg på en uges kursus i Hobro. Nu bliver vi anderledes hjulpet i gang med førerhunden end i starten.

Chico blev dejlig gammel, han blev 13 år.

I mellemtiden var vi flyttet til Vordingborg, og da Chico ikke kunne føre længere fik jeg Gipsy. Jeg fik altså ny førerhund medens jeg havde Chico, fordi jeg havde meget brug for den. Jeg blev aldrig kørt, uden det var steder jeg ikke kendte. Jeg meddelte nu førerhundeordningen, at det var galt med Chico, og at han ikke kunne komme op i busser og tog, så nu skulle vi tænke på ved lejlighed at få ny hund.

Så en dag blev der ringet, at nu var der en sort Labrador, som hed Gipsy, som var trænet af Verner Andersen i Køge.

Vi havde aftalt, at Chico ikke skulle aflives, for Lars ville gerne overtage den i den sidste tid. Nu viste det sig bare, at Lars var på ferie på dette tidspunkt, men det gik fint med at have begge to. Chico var begyndt at være alene hjemme, når jeg skulle af sted, og den nye hund respekterede den gamle, for den boede der jo. Der var ingen problemer, så jeg havde dem begge 14 dage sammen. Chico levede et år længere ovre hos Lars, og den faldt rigtig godt til. Der var ingen problemer, når jeg besøgte dem eller de os. Hunden vidste godt, at den nu tilhørte Lars.

Efter vi havde boet i Balle i 12 år, begyndte vi som sagt at overveje, om det ikke var bedre at flytte ind til Vordingborg. Jeg skulle meget tit af sted, og det tog tid, når jeg skulle skifte bus. Vi satte vores gård til salg og flyttede til Vordingborg i 1985, hvor vi fandt et dejligt hus på Platanvej.

Vi blev rigtige gode venner med Bent og Bodil, som solgte os huset, og vi overtog også deres vennekreds, så det har ikke været så svært at flytte.

I starten var jeg lidt bange for, om det var forkert, at vi havde valgt et hus med trapper. Vi havde altid boet i et plans huse, men det har ikke været noget problem. De trapper vi har er fine, jeg kender dem, og så får jeg jo også lidt motion på den måde.

Det var også godt at komme til Vordingborg, for nu fik jeg en større frihed. Jeg kunne selv gå op i byen og handle, og jeg kunne selv tage bus og tog, og på den måde spare tid.

Jeg oplevede også, at der var undervisningsinstitutioner. Der var bl.a. et Seminarium, og der ville man afholde et årskursus i Ældrepædagogik. Da jeg var omsorgskonsulent, og de fleste blinde er ældre, så kunne det være rigtig spændende, hvis jeg kunne deltage i sådan et kursus. Jeg søgte om optagelse, og jeg gik der en hel vinter. Jeg lærte en masse rigtige dejlige mennesker at kende.

Da vi skulle have afslutning, bestemte vi, at gå sammen på den Kinesiske restaurant. Da vi gik ind på restauranten, så tjeneren min førerhund. Han sagde, at den havde ingen adgang, for det ville genere de andre gæster, hvis der opholdt sig hunde i restauranten. Vi besluttede så alle at gå et andet sted hen.

Jeg har oplevet flere gange, at jeg og min førerhund er uønsket, ja selv i Tivoli, da børnene var små, blev vi nægtet adgang. Det er noget af det værste at opleve, at man ikke har samme ret som andre til at komme alle steder.

En dag skulle Anders og jeg til et forældremøde oppe på skolen, og vi havde bestemt, at vi først ville gå på restaurant og spise pizza. Vi gik forventningsfulde ind på en nyåbnet restaurant Santos her i Vordingborg. Da vi kom ind, blev vi nægtet adgang. De sagde det var på grund af levnedsmiddelkontrollen. Jeg argumenterede meget imod, og sagde, at min hund ikke var mere snavset end andres sko og tøj. Der var ikke noget at gøre, så vi måtte gå. Det er en ganske forfærdelig følelse. Jeg føler det ligesom Negrene under apartheid, hvor man ikke er velkomne.

Normalt finder jeg mig i meget, men når det går hen og bliver urimeligt, så kæmper jeg.

Jeg undersøgte først sagen hos levnedsmiddelkontrollen. Jeg fik et brev, som jeg kunne vise, hvis det skulle ske en anden gang. Der står, at førerhunde ikke må nægtes adgang med begrundelsen, levnedsmiddelkontrollen. Nu må vi have hund med alle steder. Man kan ikke nægte os det. Kun hvis der er rum for allergikere, så kan vi nægtes adgang, og det er kun rimeligt.

Da jeg havde gennemført ældre pædagogik kurset, havde jeg lyst til at få noget mere undervisning. Jeg fandt ud af, at man tilbød enkeltfagskurser på H.F.. Dette år tilbød de Psykologi, og da Psykologi er et fortællefag, søgte jeg om optagelse. Det var utroligt spændende. Det viste sig nemlig, at alle de bøger vi skulle bruge det år var indlæst på bånd.

Unge blinde, der går på gymnasium, H.F., universitetet eller andre steder får deres bøger indlæst på bånd, og alle de bøger vi skulle bruge dette år var indlæst, så jeg kunne gå med på lige fod med andre, og jeg gik til eksamen, og klarede mig fint, næste år prøvede jeg religion, og det gik lige så godt.

Næste år tog jeg samfundsfag, men da viste det sig, at jeg kun kunne få samfundsfag 1 og 3. Nr. 2 kunne jeg ikke få, på grund af, at masteren var ødelagt. Så spurgte jeg, om de unge blinde, heller ikke kunne få bogen. Jo det kunne de godt, den var nyindlæst på Studiebogsbiblioteket, men jeg kunne ikke låne den. Kun hvis jeg ville få min kommune til at betale. Det syntes jeg var underligt, så jeg skrev til Ole Vig Jensen, som var undervisningsminister. Han ændrede det, så vi også kunne låne de bøger på Danmarks Blindebibliotek på samme måde som de andre, jeg havde lånt.

Næste år meldte jeg mig til Dansk. Danskkurset er to årigt, og man skulle også skrive stil. Året før i 1989 havde jeg fået en Log‑text, som var en punktskrift computer, og der kunne jeg skrive min stil på punktskrift, og rette og tilføje tekst. Når jeg syntes den var færdig, så kunne jeg printe den ud på sortskrift, så læreren kunne læse den.

Hvis vi fik noget skriftligt materiale som fotokopier udleveret, kunne jeg gå ned på synscentralen, og de læste det ind på bånd, så jeg klarede også eksamen i Dansk.

Året efter tog jeg Filosofi, og så har jeg ikke taget mere, for det kniber også med tiden, men jeg har gået på et kjolesynings hold for blinde.

Jeg havde en elektrisk symaskine, som vi havde købt, da børnene var små. Der var sommetider noget, der skulle repareres, og det var tit nemmere at få hjælp, når vi havde maskinen.

Jeg havde nemlig hjemmehjælp, da Anders var nyfødt, og hun hjalp mig sommetider at sy, hvis der var noget, som skulle repareres.

Jeg tog så den maskine med til syning, og det viste sig, at jeg godt kunne sy. Jeg fik sat en lille skærm foran nålen, så jeg ikke fik fingrene i nålen, og så fik jeg sat en lille lineal på siden, som jeg kunne indstille efter hvor stort sømrummet skulle være. Jeg skulle bare holde tøjet ind til linealen, og træde på pedalen, og så kunne jeg da godt sy.

Jeg prøvede også at klippe mønster ud. Når læreren lagde sit silkepapir mønster på stoffet, kunne jeg godt mærke forskel, men når jeg skulle klippe, kom jeg til at klippe ind i mønsteret. Vi fandt så ud af at tage noget kraftigt indpakningspapir og lægge det dobbelt.
Læreren klippede så mønsteret ud og klistre tape på kanten. På den måde var mønsteret ikke kraftigere end man kunne sætte det på stoffet med knappenåle, og så kunne jeg køre min venstre pegefinger langs mønsteret og klippe med saksen på den anden side af fingeren. Jeg kunne også selv klippe mønster ud. Det var helt fantastisk at opleve, at en ting som jeg ikke troede jeg kunne, at det kunne jeg da godt. Det var fantastisk, og jeg har syet flere jogging dragter, bluser og nederdele til mig selv.

Jeg er ikke omsorgskonsulent mere, men jeg er stadigvæk informatør, og jeg leder Blindeklubben på Brænderigården, Jeg har undervist i håndarbejde nogle gange på Synscentralen, når de har haft senblindekurser, Jeg underviser voksne blinde i punktskrift og i båndoptageren som kommunikationsmiddel,

Jeg deltager også i kurser på Fuglsangscentret, det er så dejligt, for man er jo kendt med forholdene, så man skal ikke først til at lære, hvor undervisningslokalerne er og hvor spisestuen er, og hvor man kan lufte sin førerhund, og man er kendt med værelser og det hele, der slapper man rigtig af.

Jeg kommer på kursus en gang om året som informatør og punktlærer, og som håndarbejdslærer, har vi fagmetodiske kurser, ide og fagtekniske kurser, og kvindegruppen inden for Dansk Blindesamfund afholder også spændende kurser inden for forskellige emner.

Jeg sidder som repræsentant for DSI i flere udvalg, bl.a. Vordingborg Sociale Brugergruppe, hvor jeg er sekretær, i STS og i Radio- og TV‑ Nævnet for Vordingborg. Jeg har også startet Lokal DSI Sydsjælland, Møn, hvor jeg var formand i 2 perioder, men jeg valgte at stoppe, nu hvor det kørte fint.

I øjeblikket går jeg en del til foredrag og kurser omkring det alternative, helseemner og det spirituelle, men også kristendommen. Jeg er en del søgende omkring livets mening, og meningen med mit liv her på jorden.

Jeg er også med i kvindegruppen som har et projekt kørende hvor vi interviewer blinde kvinders kultur gennem 90 år, og det skal munde ud i et tidsskrift.

Jeg har interviewet 4 kvinder, og dem har jeg haft samlet, efter de har læst hinandens interview, og det var spændende for dem at møde hinanden bagefter.

Jeg har ikke fået lavet en netværksgruppe, for jeg tror ikke mine interview personer mangler det, og jeg har heller ikke selv overskud til at starte en udenom, da jeg har meget travlt.

Jeg har jo også mine børn og børnebørn, som jeg gerne vil følge og være noget for.

Lars bor i Odense, og har et firma, som har specialiseret sig i netværker, og han har i øjeblikket 3 ansatte, så der er nok at gøre, han har en meget dejlig kone Jette og 2 børn, Andrea på snart 6 år og Mikkel på 3 år, og de trives rigtig godt, og de kan lide deres farmor, de synes hun er skør, og det har jeg det godt med.

De er også ved at bygge hus, og vi prøver at hjælpe dem så meget vi har tid til. Per er gået på efterløn, men han har også så mange interesser. Han er formand for Visens Venner her i Vordingborg, og han er regissør for amatørteatret, og er i gang med et stykke, som skal opføres her i efteråret, det hedder “På Vippen”, og handler om årtusindskiftet. Han har også stadig timer på Synscentralen, så det kniber med, at han har tid til sin blinde kone.

Jeg har det også godt med at kunne selv, og kun blive hjulpet med det, jeg ikke kan.

Anders læser til elektroingeniør, og han bor på Kampsax kollegiet i Lyngby. Han er også en rigtig dejlig dreng, og han er rigtig social, og har lavet en bolcheklub, hvor de selv laver bolsjer. Den hedder “Den Søde Tand”, og han har lave spiseklub på kollegiet, og har mange gode venner. Hans gymnasieklasse mødes stadig, og han har haft et års orlov hvor han har deltaget i det politiske omkring universitetet. Han arbejder meget i sin fritid hvor han har computerarbejde på Universitetet, så han har endnu ikke startet studielån.

Interview med Birthe Bille Hansen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Birthe Bille Hansen, Ammendrup, 4720 Præstø.

Interviewet af Birthe Person Næstved den 22.1.1999.

Jeg hedder Birthe Bille Hansen født Petersen den 2.6.32 i Hadsten, en stationsby, som ligger mellem Århus og Randers.

Min far var dyrlæge, og min mor var hjemmegående husmor, så jeg har haft en barndom, hvor jeg havde mor hjemme, når der var brug for det.

Jeg gik i børnehave 3 timer om formiddagen, og der fra har jeg en sjov episode. Når jeg skulle i børnehave, skulle jeg over en gade, men min far sagde, at hvis det havde været senere, så ville jeg aldrig været kommet over gaden, for hvis jeg så en hestevogn på lang afstand, så ventede jeg til den var kommet forbi. Den havde jo ikke rigtig gået i dag.

En dag jeg gik i børnehave, mødte jeg en pige. Der var nemlig langt til børnehave, jeg skulle nok gå det meste af en halv time. Så spurgte jeg hende, om hun ikke gerne ville med i børnehave, og det ville hun da gerne.

Da vi så kom op i børnehaven, så spurgte børnehavelærerinden, hvem hun dog var. Det vidste jeg ikke, og hun vidste det heller ikke, jamen hvad hedder du, og det vidste hun også dårligt, hun hed Bitte, men hendes far var en tyk ostemand, og det var alt hvad hun vidste.

De ringede så til min mor, og min mor anede jo ikke hvem jeg havde slæbt med i børnehaven. Det viste sig, at hun slet ikke boede der i nærheden, men de fandt altså frem til det, så hende havde jeg fået taget med i børnehave—

Jeg kom så i skole, og der havde jeg ikke ret langt, og det var den almindelige kommuneskole.

Jeg kunne se den gang. Min øjensygdom er Retinitis Pigmentosa, d.v.s. jeg var natteblind, og jeg havde ikke så stort et synsfelt. Det var jeg ikke selv klar over dengang, jeg troede alle så, som jeg gjorde.

Jeg var jo barn under krigen, der var der ikke meget gadelys, der var stort set ikke noget. Min far havde ingen benzin, vi kørte i generator biler, så vi cyklede. Jeg havde en faster, som boede 2 en halv kilometer væk ude på landet. Så en gang var det blevet tusmørke, da vi skulle cykle hjem, og så kører vi over en å med rækværk for. Der var jeg lige ved at køre ned på siden af rækværket, jeg har været en 10 11 år. Der greb far mig og ruskede mig sådan meget, og sagde, at jeg skulle se mig for. Men han havde vist alligevel fat i kraven på mig resten af vejen hjem, og det er noget, vi aldrig rigtig har kunnet snakke om. Min mor siger, at far kunne vågne op, og at han havde drømt om, at han var så ked af det der.

Senere skulle jeg så absolut lære at spille tennis. Fordi, far og mor var jo meget dygtige tennisspillere begge to, både til tennis og badminton. Hele min barndom har jeg holdt mange søndage på tennisbanen, men det var nu ikke kedeligt, vi var mange børn, der var med derude. Jeg skulle også lære det, og far indkøbte en juniorketcher til mig, og jeg var meget stolt af den.

Dvs. det var jeg ikke helt, for når jeg var så dum i skolen til rundbold og høvdingebold i gymnastiksalen, så var jeg nok også dum til at spille tennis. Og det var jeg jo, for jeg så ikke bolden. Den skulle komme sådan lige imod mig, for at jeg kunne slå til den, og det blev min far lidt irriteret over, for han var jo ude og skulle træne med mig på tennisbanen.

Så kom der en af mine skolekammerater, og han hed Jens Mikael, og han stod og kiggede ind ad hegnet. Så råbte far, vil du prøve Jens Mikael, og det ville han gerne, og han var så god til det, og enden på det var, at far sagde, du kan ligeså godt give den ketcher til Jens Mikael.

Det bevirkede så, at min søster og min bror aldrig kom til at spille tennis. Min bror gør nu, men de blev aldrig budt det, for det var så mislykket med mig, det ville de ikke udsætte sig selv for igen. I den retning har far og mor været nogle sjove nogen, fordi det kunne jo godt være, at de kunne.

Nethe var nu lykkelig for, at hun slap. Fordi hun havde også Retinitis Pigmentosa, og blev blind. Hun havde nøjagtig samme forløb som jeg, altså blev blind 5 år senere end mig, da hun er 5 år yngre.

Ligesådan skulle jeg også gå til spil, og jeg har spillet klaver i fem år. Jeg kunne måske godt se noget, men jeg var doven, det interesserede mig ikke særligt meget. Jeg kunne lære udenad, men jeg kunne ikke spille efter gehør. Det var en plage, jeg skulle øve mig, og jeg skulle øve mig, og jeg havde ikke lyst til at øve mig, og spillelærerinden både lokkede mig, og truede mig, og gav mig gaver, hvis jeg ville øve mig, ja, jeg ved ikke hvad. Nethe og Richard siger altid, at vi har aldrig fået lov at spille klaver, fordi Birthe ikke gjorde det ordentligt. Det er også rigtigt, klaveret blev solgt på trods, fordi jeg ikke ville spille klaver.

Al det min mor havde gjort, det skulle jeg også gøre, og det havde jeg ikke spor lyst til. Jeg spillede næsten 5 år hos spillelærerinden.

Så var der til gengæld det med dansen, det var så mere vellykket. Min far og mor gik nemlig også til dans, de dansede dog ikke turnering, de gik kun til dans.

Jeg blev spejder, og det gik faktisk rigtig godt, bortset fra når der var natøvelser. Jeg skvattede over bardunerne og teltene, men det var jo ikke fordi jeg ikke kunne se, det var fordi jeg var dum og klodset, og det fik jeg meget tit at vide.

Det samme var i skolen, når vi spillede bold, så blev man valgt til rundbold, og jeg blev altid valgt sidst, fordi jeg kunne aldrig finde bolden, når den kom. Derfor sagde de ofte, ”Drømmer du nu igen” og hvad tænker du på? osv., osv. Det har alt sammen været, fordi jeg ikke så, så godt.

Da jeg var 10 år, kom jeg til øjenlæge, fordi man i skolen havde sagt til far og mor, at der måtte være et eller andet i vejen med mine øjne. Jeg så altså ikke så godt.

Dengang kunne de godt have fortalt mig, hvad det var. Det gjorde øjenlægen ikke, han sagde bare, at jeg skulle have en hel masse A-vitaminer, og jeg fik briller, men det hjalp ikke særligt meget.

Jeg sad altid på det første bord i skolen, det var lidt kedeligt, men det var jeg nødt til, for at kunne følge med på tavlen. Men bortset fra det, havde jeg ikke de store kvaler med, at jeg ikke kunne se.

Jeg var som sagt barn under krigen. Jeg gik i første mellem, da befrielsen kom, og i lokalarkivet derhjemme, er der et billede, hvor jeg og Eva, som nu bor i Florida, går forrest med et flag i hånden over til kirken den 5. maj 1945, hvor min far i øvrigt blev 40 år, og man kan se, det er Hadsten bank, der står på stangen. Dem havde de jo færdige, så de blev ellers kørt ud om natten mellem den 4. og 5. maj.

Jeg blev så konfirmeret den 13. april 1947, det var så i 3. mellem, man blev konfirmeret. Der var næsten ikke tøj at få endnu, selv om vi var nået frem til 47. Jeg kan huske min konfirmation, der var meget, meget få rynker i nederdelen, og den var så enkel, som den overhovedet kunne være, fordi vores syerske skulle have så meget ud af det stof som muligt. Trods det, at min mor og far kom meget sammen med manufakturhandleren, så var det stadigvæk sådan, det var næsten ikke til at få noget. Det var lagt under disken, men alle havde trods alt hvid konfirmationskjole på, hvordan de så end havde fået fat i det. Det var ikke nogle flotte kjoler vi præsterede der i krigsårene og lige efter krigen.

Jeg fik en salmebog til min konfirmation, jeg fik den af far og mor, og så var der med guld trykt mit navn bag på, og præsten skrev ind på den første side, hvad han havde sagt i kirken, det ord man havde fået med. Mor havde så købt sådan en lille salmebog, jeg kunne faktisk ikke se, hvad der stod i den, det var så små bogstaver, og far sagde, det var noget tumpet, men mor holdt med mig, at den skulle ikke se anderledes ud end de andres. Den er ikke ret stor min salmebog, jeg har den også endnu, jeg har aldrig rigtigt læst salmerne i den. Det var et tegn på, at det måtte ikke være, at jeg ikke kunne se så godt, det ville min mor ikke have, men det kunne jo ikke rigtig være anderledes, og det forfulgte hende sådan set.

De første år jeg kom hjem, efter jeg var blevet gift, og efter jeg var begyndt at se rigtig dårligt og gik med hvid stok, så sagde mor altid, at jeg ikke behøvede at have stokken med, når hun var med, hun kunne ligesom ikke lide det. Det sagde Nethe altid, at du har altså banet vejen, for jeg har ikke haft nær så mange problemer med mor, som du har haft. Det er nok rigtigt, min mor forstod det nok ikke sådan rigtigt, men hun kom til det, og hun nåede også til at synes, at jeg kunne mange ting, men hun var meget pylret med mig, utrolig meget. Hun var også min mor, og det er nok lidt svært at sætte sig ind i det der.

Omkring min konfirmation kan jeg ikke huske ret meget, andet end at det gjorde mig så ondt, at jeg ikke kunne se om aftenen, og nu skulle jeg til at gå til ungdomsgilder. Det ville jeg nok få lidt svært ved, der var så lidt lys alle vegne, og det havde jeg altså ondt ved. Jeg har aldrig kunnet lide sådan noget hyggebelysning . Men stadigvæk var det sådan, at jeg havde godt nok været til øjenlæge, men jeg kunne alligevel ikke forstå, at jeg skulle have sådan et besvær, men det havde jeg jo altså.

Jeg husker, da jeg fik realeksamen, der skiftedes vi til at holde fester de her sommer aftener, og der var en sommeraften, hvor vi skulle ud på landet til en af vore skolekammerater, og det blev jo tidlig lyst der sidst i juni måned, hvor vi havde fået vores eksamen. Vi cyklede derud, og vi regnede også med, vi skulle blive ved, men så da klokken den blev 1, så blev vi inviteret ud i haven. Der var hængt kulørte lamper op, og jeg kan huske det endnu, og så Kaj Damgårds far og mor de var rigtige højskolefolk. Så satte de i med “Fred hviler over land og by”. Det var meget flovt, for der var ikke ret mange af os der kendte den ,vi sang med så godt vi kunne, og så blev der sagt tak for i aften.

Der stod jeg jo med cyklen, og kunne ikke komme hjem, så jeg måtte på stang hos en af drengene, og en anden tog så cyklen med, sådan var det. Man lod ikke nogen i stikken, og det har jeg tit tænkt på, sådan er det vel også stadigvæk at man er en god kammerat, når det sådan kniber.

Så kom jeg på Hadsten realskole, og der tog jeg realeksamen i 1949. Dengang var det sådan, at man skule være rustet til at komme ud. Vi havde ung pige derhjemme, så jeg skulle være ung pige der hjemme et stykke tid, for min mor ville være sikker på, at jeg kunne noget, for det havde jo ikke været de store ting jeg havde lavet. Jeg havde altid fået mine sko pudset, og mine madpakker smurt. Det gjorde vores mor for os søskende.

Min plan var, at jeg ville være husholdningslærerinde, og det har jeg faktisk vidst altid.

Da jeg var 8 år, skrev jeg til Husholdningsseminariet Ankerhus i Sorø, og spurgte om, hvordan man blev husholdningslærerinde, og jeg fik en flot brochurer der ovre fra.

Da jeg så senere kom til Ankerhus, fortalte kontordamen, som var en meget ældre dame, at det brev har vi da endnu, det havde de gemt.

Jeg kom så på en gård ovre på Mols som husholdningselev. Det var et mindre gods, hvor vi var 2 husholdningselever, der skiftede mellem stue og køkken. Det var et meget spændende sted, hvor vi fik lært meget. Jeg var der fra maj til november i 1950.

Det lå lige ud til vandet, så jeg var i vandet der lige først i maj, det var noget koldt noget, men de andre var jo begyndt at bade der. Vi havde spændende store jagtselskaber, og store selskaber i det hele taget, jeg lærte utroligt meget på den gård . Det var nemlig sådan dengang, for at blive husholdningslærer, så skulle man have været et halvt år i huset på landet, og et halvt år i huset i byen, og så skulle man have et 5 måneders ophold på en husholdningsskole, inden man begyndte på seminariet.

Nu havde jeg så taget min tid på den gård på landet. Jeg længtes forfærdeligt hjem, det har jeg altid lidt utroligt meget af, og jeg kunne kun komme hjem en gang om måneden, når jeg havde fridag. Men jeg fik så 3 fridage fordi der var så langt hjem.

Da jeg så var færdig der til november, tog jeg på husholdningsskolen i Hadsten hvor der var en statsanerkendt husholdningsskole. Når jeg gjorde det derhjemme, var det ikke fordi jeg længtes hjem. Min far og mor ville have det, fordi min far havde været i Sorø, og tale med forstanderen om jeg kunne komme ind på Ankerhus.

Jeg har som sagt fødselsdag den 2.6., og skoleåret begyndte første maj, og man skulle være fyldt 20 år.

Jeg ville så være fyldt 21 år inden jeg kunne begynde, så far tog til Sorø, og spurgte forstanderen om jeg kunne begynde det år før. Det kunne der ikke være tale om, det var staten, som bestemte sådan noget, og så kunne man jo også, hvis man havde fødselsdag 2 måneder senere og 3 måneder senere, så jeg måtte altså vente.

Forstanderen foreslog så, at jeg tog en tur til udlandet, og lærte noget sprog, fordi det kunne jeg jo altid bruge på seminariet.

Jeg tog så husholdningsskole ophold der i Hadsten, fordi vi havde håbet, at den forstanderinde der, kunne have gjort noget for, at jeg kunne komme ind lidt før, men det kunne hun altså ikke.

Der var jeg jo så tæt hjemme ved, og jeg lærte jo selvfølgelig også en masse der på Husholdningsskolen. Det har altid interesseret mig med mad og sådan noget. Det har jeg nok fra min mor, det har hun også altid gjort.

Da vi så nåede til foråret, manglede jeg det ophold med byhusholdning, og så fik jeg plads i København på Frederiksberg hos et tandlægepar, som havde 2 små børn, og der var jeg så et helt år. Det var jeg utroligt glad for.

Så kom jeg så hjem igen året efter, og så er vi nået frem til 52.

I 1952 rejste jeg så til England, sammen med en skoleveninde, og vi skulle begge over og være Au-pair piger. Der hvor jeg skulle være, var et sted, hvor der havde været flere piger fra Hadsten før. Nej, jeg var vist nummer 2, men der kom så en hel række i den plads, det var et rigtig godt hjem, og jeg fik lært en masse engelsk. Det gør man jo, når der er to børn.

Min veninde Eva var hos noget familie til dem, men et godt stykke derfra. Jeg oplevede en masse i London. Synsproblemerne begyndte lidt småt at tage til, fordi jeg ikke rigtig kunne færdes om aftenen. Jeg kunne se gadelygterne, og på den måde kunne jeg så finde hjem.

Der var så meget tåge i London, og det var rigtig slemt den vinter.

Eva og jeg var en aften ude og danse, og da vi kom til busstoppestedet, og skulle hjem. Alle sådanne danserestauranter standsede meget tidligt, fordi folk skulle nå undergrunden, busser og sådan noget hjem, så de stoppede kl. 10 eller aller senest kl. 11, men det var også sådan, at man begyndte kl. 7, og så var alle der. Det var en kæmpe dansehal, den var lige så stor som en fodboldbane, og der var alle nationaliteter, det var meget, meget spændende.

Vi gik der i små sko, og vi stod oppe ved busstoppestedet, og tænkte, det var da mærkeligt, at der ikke stod mere end os. Så gik vi over for at ville have en taxa, for der kom ingen bus. Ham der holdt der sagde, at han kørte ikke ud, for det var så tåget, så det turde han altså ikke.

Når man så kører i bus sådan til daglig, så lægger man ikke rigtig mærke til alle de veje, så vi var rigtig på den Eva og jeg. Selv om hun var fuld seende. var vi rigtig på den, men vi havnede ved den station indtil flere gange, og endelig kom der en mand med en flagermuslygte, spadserende med sin hund, og så spurgte vi, om han ikke kunne hjælpe os.

Jo! Jo! det kunne han godt, det var da forfærdeligt, at sådanne to unge piger gik ude i den tåge. Da var klokken 1 om natten.

Han gik med os, og vi var ikke så langt hjemme fra. Jeg tænkte, hvad er han mon ude på, for det var slet ikke de veje , jeg kendte, men lige pludselig var vi ved havelågen.

Da vi gik ind ad havelågen, Eva skulle sove hos os om natten, så kom Mr. John ud ad døren. De havde lagt mærke til, at vi ikke var kommet, så han var klædt på og tændt sin flagermuslygte, og skulle ud og lede efter os. Det gjorde vi ikke mere, når det var tåget, men det kunne komme meget, meget pludseligt.

Jeg holdt jul i K.F.U.K. Det med at holde jul hjemmefra var slemt, det syntes jeg ikke rigtig jeg kunne klare.

Eva og jeg var altså i K.F.U.K. og holdt dansk jul der mellem en masse vrælende danske piger, fordi vi alle længtes hjem, men vi havde altså en god jul.

Vi var først i den danske kirke, og det år lå dronning Alexandrine for døden, og hun døde enten mellem jul og nytår, eller var det lige først ind i 1953. Der blev bedt for hende, og der var mange danske i kirken, og det var meget hyggeligt.

Så tog jeg med Eva hjem, vi skulle holde juledag hjemme hos hende, og det var en ganske forfærdelig tur med bus derop til, hvor hun var.

Folk var så fulde der juleaften, det er man jo i de lande, hvor man holder julefest den 25., så bussen skulle stoppe, hvis der var en, der skulle ud og brække sig, og det tog altså hele fornøjelsen fra vores juleaften, som havde været så dejlig, men det var godt, at vi var to.

Vi var i teater. Eva holdt fødselsdag derovre, og hun fik et par teaterbilletter i fødselsdagsgave til Drue Elaine. Vi var inde at se South Pacific, det var jo meget spændende. Jeg havde fået ny kjole, og det havde Eva også, og jeg havde fået et par lange mørkeblå hansker, af fruen der hvor jeg var. Vi var rigtig udstyret med højhælede sko, og hele balladen, og så kom jeg til at sidde ved siden af en i en uldsweater med langt hår og en beskidt cottoncoat, det passede ikke sådan helt sammen. Det var vi noget forarget over, vi mente, at når folk gik i teater i Danmark, så var de pænt klædt på, men det har vist også ændret sig herhjemme.

Vi havde også fjernsyn, og når jeg så skrev hjem og fortalte, at når der kom gæster derovre hos os, så slukkede man ikke fjernsynet. Det var man vildt forarget over herhjemme, for der slukkede man da radioen, når der kom gæster.

Men jeg ved ikke rigtig, nu tror jeg også, folk kan slukke for fjernsynet, men det var en overgang, det kunne man bestemt heller ikke herhjemme, det gjorde man ikke, man fortsatte bare. Det var ikke noget de gjorde meget ud af, når de sådan fik gæster.

Det eneste jeg skulle var at passe de her børn, og når jeg så var kommet i seng om aftenen, så bankede det på døren, og så kom Mr. John, og spurgte: “Are you in bed?” Så kom han ind med en stor kop dampende chokolade, som jeg skulle have på sengen, så jeg var rigtig møg forkælet.

Resultatet var også, at jeg var fuldstændig uformelig, da jeg kom hjem.

Jeg havde også en meget sjov oplevelse. Jeg ville så gerne møde Churchill, og jeg skrev så til Downing Street 10, om jeg kunne få lov at møde Churchill. Jeg tænkte, jeg kan da være ligeglad, jeg er da udlænding, så de kan da bare svare.

Jeg har et brev endnu, hvor afsenderen er Ten Downing Street, hvor parlamentet skrev, at det kunne jeg godt, jeg kunne få en billet til parlamentet, men så kunne jeg ikke være sikker på, at det var Churchill, der var der.

Jeg nåede faktisk aldrig at komme ind i parlamentet, det kunne ellers have været meget spændende.

Men så tænkte jeg, nu havde jeg fået blod på tanden. Jeg skrev til dronning Elisabeth, det var i øvrigt i kroningsåret, jeg var der.

Hun skulle krones på min fødselsdag den 2. juni 1953, så de havde meget travlt med at stille op med bænke og stilladser, og jeg ved ikke hvad, der om efteråret. Jeg skrev til dronning Elisabeth på Buckingham Palace, om jeg kunne få lov at se dronning Elisabeth. Jeg fik et brev, som jeg også har endnu, fra hendes “lady in waiting”, altså hendes første hofdame, at den og den dag, der kunne jeg stå inde ved lågen på Buckingham Palace, så ville dronning Elisabeth og hendes børn passere der.

Jeg startede op til London, jeg havde fået et fotografiapparat, et kasseapparat til min 18 års fødselsdag, det havde jeg jo med. Jeg gik jo op foran, men der blev jeg bremset. Så gik jeg hen til en politimand, og sagde, at jeg ville op og se dronningen, ja, men det kunne jeg ikke sådan komme.

Jeg hev brevet op ad lommen, og han grinede lidt, og så sagde han, ” kom så her”, så tog han mig med, så kom jeg op og stå ved pressefolkene.

Jeg nåede også at se hende, men jeg var mere optaget af, at få taget det her billede af hende. Jeg så hende passere lågen ind til Buckingham Palace, med det resultat, at da jeg senere gik op i byen, og købte en avis, så var der et stort billede på forsiden, af dronningen og børnene, så jeg havde ikke behøvet at gøre så meget ud af det, jeg fik næsten heller ikke noget på filmen.

Sådan gjorde jeg en masse, for at opleve noget i London, og der sinkede mit syn mig egentlig ikke meget. Jeg havde jo et godt centralt syn, og jeg var altid ude om dagen, jeg passede på ikke at gå ud om aftenen.

Så kom Eva og jeg så hjem den første april, og så skulle jeg til at begynde at læse. Nu havde jeg min foruddannelse færdig. Der var rykket for en helbredsattest, som jeg skulle have, og min far havde så svaret, at den kunne de få, lige så hurtig jeg var kommet hjem fra England. Der stod på den “temmelig kraftig”, og det har vi sådan grinet af siden, for jeg var også tyk, jeg ved ikke hvor mange dobbelt hager der var, vi spiste biskuits og store chokoladekiks i lange baner, så vi var også enige om, at der var nok nogle af fabrikkerne, som nu var nød til at lukke. Engelsk mad er fed mad. Det var rigtig hvedebrød og fed stegt mad, vi levede altså godt.

Jeg var jo ovre for at lære noget, og det gjorde jeg virkelig også, og vægten fik jeg hurtig på plads igen.

Jeg mødte på Ankerhus i Sorø den 3. maj, og det var altså meget spændende, og det blev så starten på min uddannelse, som skulle vare i to år.

Det første, jeg stødte på, som jeg ikke kunne klare, det var, at vi havde Botanik. Vi skulle kende, jeg ved ikke hvor mange græsarter, det var næsten 100 græsarter.

De havde plukkede græs sat i glas, og så kunne vi gå rundt og kigge på det og skrive op, men jeg kunne ikke se det.

Det skulle vi kunne som husholdningslærer, og vi havde også lige så meget kemi, som man har til første del af lægeeksamen. Vi havde mange fag, og vi skulle have en regne- og danskkarakter, som svarede til et MG i realeksamen, så hvis man ikke havde den realeksamen, så måtte man tage et kursus i dansk og regning, de to karakterer skulle være der.

Jeg måtte så gå til forstanderen, og sige, at jeg ikke kunne tælle de her støvdragere og sådan noget på de blomster, det var mig altså umuligt.

Det blev der så taget hensyn til, jeg fik ikke den store karakter, jeg var ikke nogen ørn til det der, men det var heller ikke det, der var det vigtigste.

Der, hvor jeg klarede mig bedst, var demonstrationer i madlavning og bagning og undervisningsøvelser osv.

Vi havde også alle mulige mærkelige fag. Da vi så skulle op til kemieksamen, så blev jeg syg. Jeg havde influenza, og jeg var meget syg. Jeg havde høj feber, og der kunne ikke være tale om, at jeg gik til eksamen. Så skulle jeg til sygeeksamen, og det var jeg jo heller ikke særlig stolt af, for så skal man til at læse det op en gang til 3 måneder efter. Jeg var møg nervøs, det var jo ikke et fag, jeg var særlig god til, jeg havde stået flere nætter ved tavlen, og tegnet cykliske ringe .

Vitaminerne har nogle formler så lange, så lange, jeg kan endnu få mareridt over B-vitaminer, det har nogle tegninger, nogle sidekæder med alle mulige mærkelige bogstaver, og jeg måtte simpelthen lære det udenad, for jeg forstod det simpelthen ikke.

Forstanderen kom så op og snakkede med mig ved sygesengen, og sagde, at jeg godt måtte gå op til eksamen. Jeg kunne jo godt tåle en negativ karakter, for efter de andre fag at dømme.

Jeg kunne selv vælge, og så kunne jeg nok gå ned i dagligstuen, der hvor vi boede på seminariet.

Det kunne jeg imidlertid ikke, jeg kunne simpelthen ikke stå på mine ben, men læreren, som var en lektor inde fra Akademiet, ville godt komme op og eksaminere mig.

Jeg sad oppe i min seng, og fik en bakke med alle de her sedler på, og der var sensor og det hele med, og så trak jeg heldigvis sådan et nogenlunde rimeligt spørgsmål og fik et fint MG, og det var jeg udmærket tilfreds med.

Det var et ret svært fag for mig, og jeg har heller ikke brugt det siden, så det gjorde ikke så meget.

Det pudsige er, at jeg senere i mit arbejde i Dansk Blindesamfund traf lektor Nordal Svendsen, som blev medlem af Dansk Blindesamfund, han så også elendigt dengang, han havde nogle tykke brilleglas, og han kunne slet ikke se os nede på rækkerne, så vi kunne lave al den ballade med ham vi ville, for han kunne simpelthen ikke se os. Så han kiggede det bedste han havde lært ud af de tykke brilleglas, og jeg fik min eksamen, og da jeg så senere traf ham, så skulle vi have ham til en studiekreds i Næstved. Så gik jeg hen og sagde goddag Norddal Svendsen, jeg er gammel elev 53/55 fra Ankerhus, og tænk, så kunne han huske næsten alle dem jeg havde været sammen med. Så sagde han, “Ja, men det var jo dig, der fik eksamen på sengen i den lyserøde natkjole!” Og jeg har aldrig ejet en lyserød natkjole. Det mente han nu altså det var, så det var jo egentlig meget sjovt, så fik vi frisket det lidt op igen. Han blev helt blind, og jeg besøgte ham også senere hen.

Så havde vi også almindelig husførelse, rengøring, vask og alt sådan noget. Vi havde jo mange fag, man var faktisk all round uddannet. Den gang hed det Statsautoriserede husholdningslærerinde.

Det var dengang, da det hed lærer og lærerinder. Men vi havde ingen mandlige elever den gang. Vi havde 5 nordmænd, for de havde ikke noget Husholdningsseminarium dengang i Norge, så de kom til Danmark, når de skulle i lære.

Jeg har kendt den gamle Magdalene Lauritsen, som der har været skrevet nogle bøger om, hun var ældgammel, da jeg var der, og døde året efter. Hun underviste ikke, men vi havde hende til nogle foredrag. Hun havde startet hele husholdningssagen i Danmark sidst i 1800 tallet.

Vi skulle så søge job, da vi var ved at være færdige på Ankerhus. Nu syntes jeg snart, at jeg havde været længe nok hjemme fra, så nu ville jeg lidt hjem igen. Jeg søgte på Klank efterskole i Jylland, som ligger mellem Århus og Silkeborg, og det var en lille efterskole, som simpelthen ikke havde penge. De havde 15 elever, 15 piger om sommeren, og 15 drenge om vinteren, så det var en sommerskole for mit vedkommende.

Jeg kan endnu se forstanderen gå forbi køkkenvinduet om formiddagen. Han havde også noget landbrug, og så kunne han sige: “Kan du bruge majroer i dag Birthe?”, og så skulle man bruge det, vi havde ikke noget at gøre med. Der var to gammeldags komfurer nede i køkkenet, og hvidskuret bord og skuret gulv. Det var et skrækkeligt lille køkken, og ikke noget rigtig sted at sidde og spise, men det gik jo meget godt.

Jeg troede, at nu hvor jeg var blevet færdig, så skulle jeg ikke lave al den autoritet, som var på Ankerhus, det ville jeg lave om på, jeg ville være kammerat med mine elever. Jeg startede ud med Birthe og du og al det der, og det tog fuldstændig magten fra mig.

De kom ind på mit værelse, og så havde de været inde og hente ugeblade, og så havde de været inde og gøre dit og dat, det kunne jeg faktisk ikke styre, så jeg lærte, at lidt afstand, er der nød til at være.

Så havde jeg en elev, hun havde det sådan med at gå, når vi havde spist. Så skulle hun ud og hente brænde, eller så skulle hun på toilettet eller et eller andet. Så var der een, der sagde, at Anny ligger omme ved brændeskuret og tager solbad. Det er fint, lad hende bare ligge, og så sagde jeg til de andre, at nu måtte de gerne gå fra køkkenet og op og holde middag. De stillede sig så oppe på trappen, bare op med jer, sagde jeg, og luk dørene.

Så kom hun også svingende ind med den her brændekurv. Så sagde jeg, det er i orden, nu sætter jeg mig her, så nu kan du godt begynde at vaske op og skrubbe. Det var gryder med sort sæk, altså den der skulle ned i komfuret. “Du skal skrubbe gryder og gøre komfur rene”. Og i mellemtiden havde jeg været ovre og sige til forstanderen, at hun kom ikke til undervisning den første time, den skulle jeg nok tage om aftenen. Jeg tror de skulle have dansk, hun skulle altså blive færdig i køkkenet.

Nej, hvor var hun sur, men det skete jo aldrig mere, selvfølgelig. Så det var en måde, jeg fik hende kureret på. Det var meget skægt.

Den sommer den gik, og jeg cyklede hjem, og det gik faktisk utroligt godt med at cykle, det kan jeg ikke forstå i dag.

Mit syn begyndte så småt at drille mig, mit synsfelt blev jo mindre, men jeg cyklede altså hjem, jeg havde en 25 km. hjem til far og mor.

Så tog jeg til Århus, og så ville jeg prøve at undervise i aftenskolen om vinteren. Der havde jeg 2 herrehold og 3 damehold i F.O.F., Folkeligt Oplysningsforbund. Det var rundt på skolerne i Århus, foruden at jeg meldte mig som vikar ved skolevæsenet, sådan at jeg kunne tage nogle dagtimer, i folkeskolen og være vagt ved terminsprøver eller et eller andet. og jeg var meget glad for de aftenskolehold, bortset fra, at jeg var ikke så glad, når jeg skulle hjem om aftenen. Jeg skulle igen gå efter de her gadelygter, jeg var ikke så stolt af det, men jeg tænkte måske ikke så meget. Jeg troede nok folk kunne se bedre end jeg, men alligevel, de kunne nok heller ikke se så meget, når det var mørkt. jeg var ikke rigtig klar over alvoren i det der.

Jeg begyndte så småt at søge øjenlæge, og fik også at vide, at det var ikke så godt.

Jeg prøvede så at søge ned på Sundhedslaboratoriet i Århus, fordi min far kendte den overdyrlæge, der var dernede, og jeg kunne godt tænke mig at gå laboratorie vejen. Men det måtte jeg hurtig opgive, det kunne jeg slet, slet ikke klare.

Jeg blev klar over, at jeg skulle lave noget, hvor jeg ikke skulle bruge synet mere end højst nødvendigt. Da sagde overdyrlægen til mig, at jeg skulle være glad for, at jeg kunne se at stege frikadeller.

Han måtte simpelthen, inden jeg selv fik sagt op, kalde mig ind og sige, at det kunne ikke nytte noget, jeg kunne ikke se numrene på de mælkeprøver, der kom ind, kødprøver og sådan noget, Det var altså spændende, men det duede altså ikke.

Det var et nederlag, som jeg har det dårligt med,

Da jeg så var færdig i Århus den vinter, så tænkte jeg, at nu ville jeg gerne tilbage til Sjælland igen, og så søgte jeg til Sydsjælland.

Så i foråret 1956 der tog jeg så til Sydsjælland til Lekkende ungdomsskole. Det med at finde her ned til Sydsjælland, var noget af en opgave, men jeg havde undersøgt det, og fået at vide, at jeg skulle med “Merngrisen”, en privatbane, som gik fra Næstved til Mern, og jeg skulle stå af i Allerslev.

Jeg havde ringet til forstander Hvid Petersen, at jeg kom ved den og den tid. Ja, men jeg kunne få telefonnummeret på en taxa, og så kunne jeg komme derop.

Det var mit første indtryk, og ham syntes jeg ikke, jeg kunne lide. Når man kommer så lang vej væk fra, så kunne man ikke engang hente en, så tænkte jeg, det klarer jeg vel nok også.

Jeg kom herned med toget, og jeg havde så ringet og bestilt den her bil, og så kom taxachaufføren ind, og sagde go´daw. Så sagde jeg, hvordan kunne du vide det var mig, Jo, for du var den eneste, jeg ikke kendte. Så jeg tænkte, nu er jeg da kommet på landet. Jeg skal også have min kuffert med! Den har jeg taget, sagde han. Nåh, men ork dog, det var jo alt i orden, det var jo også den eneste kuffert, der stod der. Vi kørte, og vi kørte rundt og rundt og rundt, og det gør man omkring den hovedbygning deroppe på Lekkende. Jeg sagde, her finder jeg aldrig fra igen, så skal du bare ringe til Enghave 101, så kommer jeg og henter dig!

Jeg kom så op på skolen, og det første jeg blev sat til, det var at sætte kartofler sammen med forstanderen, de første par dage. Jeg tænkte, Hvad er det her for noget, men jeg kom i gang med at undervise.

Så gik jeg tur med forstanderens kone i dyrehaven, det er jo en smuk egn, en ganske dejlig egn. Lekkende ungdomsskole var dengang hovedbygningen, der hørte til herregården Lekkende, og som igen hørte under Ålholm på Lolland.

Der var nu efterskole, der var pigeskole hele året,. Vi gik så en tur i dyrehaven, og hun spurgte så om jeg var forlovet, nej, det var jeg så ikke, ja fordi gartneren havde altså en søn. Så jeg sagde, i leger måske Kirsten Giftekniv, så snart man kommer ind her? Nej, det gjorde hun altså ikke. Det blev så gartnerens søn alligevel.

Der var ikke meget liv der på Lekkende. Der var en skytte, og der var en bestyrer og der var gartneren, og vi var 3 lærerinder. Jeg var i køkkenet, og havde dansk, regning og engelsk, som fag ved siden af skolekøkkenet, og så var der 2 håndarbejdslærere, som også havde nogle andre fag, som gymnastik o.l. Vi havde det rigtig skægt, og sommeren gik, og der var som sagt pragtfuldt der, og så kom vi frem til de skulle hjem.

Jeg lod mig så overtale til at blive den næste vinter, og der traf jeg så Ib. Jeg havde en læsekammerat, som var på Vordingborg husmoderskole som lærer, og hun havde sagt, at hun havde sendt så mange hilsener til mig, og dem havde jeg aldrig fået. Så en dag jeg var nede i gartneriet, så spurgte jeg Ib, om det var ham, der kom på Vordingborg Husmoder skole, og det var det. Så sagde jeg, om han ikke havde nogle hilsener til mig. Jo, det havde han vist egentlig. Nå, det havde jeg så fået at vide. Så det var så det. Så snakkede vi om hvor gammel hun mon var, og det væddede vi faktisk et kilo appelsiner om.

Det var så med at få at vide, hvor gammel hun var, for jeg kunne ikke huske det, jeg vidste hun var ældre end jeg, men jeg tabte væddemålet, i hvert fald, og jeg måtte så aflevere de her appelsiner, så nu har vi snart været gift i de her 41 år, så vi har altså holdt sammen siden.

Ib kom så op på skolen i fuld åbent lys, så det vidste forstanderen godt, så jeg fæstede mig så for det næste halve år, nu trak det jo med, at jeg havde Ib derovre.

Man havde så fri til det nye hold elever kom til april, og så spurgte jeg forstanderen, om jeg kunne få noget arbejde der. Der skulle gøres hovedrengøring og forskelligt her på skolen, ellers skulle jeg være uden løn en hel måned, og det havde jeg ikke rigtig råd til, og så sagde han, at det skulle han lige snakke med sin kone om, og så sagde han, at det kunne jeg godt, og lønnen var, at jeg skulle ikke give noget for at bo der. Så sagde jeg, jeg kan også bo gratis hjemme hos min far og mor, så det havde ingen interesse.

Jeg tog hjem, og jeg var så mænd ikke mere end kommet hjem, så fik jeg et brev fra forstanderen, at de ikke ønskede jeg kom på skolen, for når deres lærere havde omgang med egnens beboere, så havde det ikke nogen interesse mere.

Far blev så vred, så han sagde, at du tager ikke derover mere, jeg har altid haft et godt og trygt hjem, jeg har altid kunnet snakke med far og mor om alle ting, og far sagde, at der skal du ikke tage over, det er da en kedelig karl.

Ja, men jeg havde jo Ib derovre, og jeg tog altså også derover igen, og Ib sagde, skal jeg gå med dig op og snakke med forstanderen. Nej det skal jeg nok selv klare, og det gjorde jeg også. Jeg sagde så bare, at det blev ikke anderledes, jeg ville så have nogle fridage om aftenen , nogle fri aftener om ugen, så jeg kunne gå ned til Ib, når han ikke måtte komme på skolen. Ja, men han var meget velkommen nede i dagligstuen, Ja, men jeg tror han betakker sig for at komme her mere.

Det blev så en kedelig sommer der. Så blev vi enige om at ringforlove os til min 25 års fødselsdag, for så var det også mere åbent overfor eleverne.

Min far og mor var derovre, da vi blev forlovet, og jeg kan endnu huske, at forstanderen gik og slog græsplæne, og far gik op over græsplænen, over imod forstanderen for at hilse på ham. Men han stoppede plæneklipperen, og gik sin vej. Det var ikke det helt gode forhold den sommer der.

Jeg begyndte at søge efter noget andet, og jeg fik et vikariat i folkeskolen. Der var en landsbyskole, som hed Faksinge skole, den ligger mellem Næstved og Præstø, ikke så langt fra Præstø, og de søgte en vikar, og jeg tænkte, det prøver jeg.

Det skulle så stå sin prøve, for det var så der, det begyndte at blive rigtig svært. Men jeg fik vikariatet, og jeg var der altså i 5 et halvt år, til skolen i Præstø byggede den store skole, og jeg var der fra oktober 57 , hvor man skulle fyre i kakkelovn, jeg skulle op næsten midt om natten, for at få varme i den store skolestue, en kæmpe kakkelovn med en stor kappe omkring. Jeg skulle hugge pindebrænde, og jeg var så ræd for at få hugget i mine fingre, så det endte med, at Ib måtte hugge pindebrænde for mig, når han kom ud og besøgte mig.

Dengang var det sådan, at når lærerinden ikke var gift, så havde hun ingen mandfolk, så jeg cyklede hjem til mine svigerforældre hver lørdag. Vi sluttede først lørdag kl. 3 på skolen. Jeg havde 2 årgange sammen, det havde jeg jo heller aldrig prøvet før, sådan havde jeg ikke selv gået i skole. Anden og tredje årgang gik sammen, og første klasse gik alene om eftermiddagen.

Jeg cyklede jo hjem, for man skulle jo ikke sige lærerinden noget på. Ib overnattede aldrig på Faksinge skole, Det havde vi altså besluttet, at mit gode navn og rygte, det skulle vi da bevare, men det var også vores vilje, at vi skulle giftes til foråret.

Vi blev så gift den 3. april 1958, og jeg fortsatte så i skolen, og jeg måtte op og spørge sognefogeden, om Ib måtte flytte ind på skolen, og det skulle de også lige holde et lille møde om, men det havde man så ikke noget imod. Det gik meget på det dengang, tænk på, det er da ikke så mange år siden.

Vi havde vandpost i gården, vi havde lokum i gården, og jeg havde en kæmpe skolehave, så hvis jeg ikke havde haft Ib, så havde den set forfærdelig ud. Jeg kunne jo ikke lave ret meget i haven, det var jeg ikke vant til, og jeg kunne faktisk heller ikke rigtig se ukrudtet længere. Til sidst måtte Ib også hjælpe mig med at rette opgaver, jeg kunne rent faktisk ikke selv.

Medens jeg var i Faksinge Skole, fik vi undersøgt arveligheden, og fik at vide, både på Øjenklinikken på Blindeinstitutet og fra øjenlægen i Næstved, at min øjensygdom var arvelig, og de frarådede os at få børn.

Det blev så ikke til noget med at få børn, Ib passede hus og have der, og jeg gik med overfrakke på i det store køkken om vinteren, og vi måtte slå hul på isen i spanden, når vi skulle vaskes om morgenen, det er ikke en gang lyv, der kunne ligge et lille lag is oven på vandspanden, så det var noget med at få isflager i ansigtet. Vi lavede vandkamp, og løb hen over skolegården med vandspanden, det var jo herligt alt det der.

Vi fik mange gode venner derude, og mange af dem har vi også endnu, og det var nogle rigtige gode år. Jeg elskede de skolebørn, og jeg tror egentlig også, de var glade for mig. Jeg har da haft forbindelse med flere, efter jeg har forladt skolen.

Så skulle Præstø skole bygges, så var det også på tide, jeg holdt op.

Vi tog til en øjenlæge i København, som hed Jens Edmund, og han var den første, der havde mod til at sige til mig, at min prognose var dårlig. I løbet af en 5-6 år, så havde jeg nok ikke mere syn. Det var et ordentlig smæk, men på den anden side set, så vidste jeg, hvad jeg havde at rette mig efter.

Vi snakkede så småt om jeg skulle søge pension, men det skulle jeg i hvert fald ikke. Det vidste jeg også, at det ville min far og mor bestemt ikke synes om, vi skulle klare os selv.

Ib var gået i lære som smed, det havde han altid ønsket sig. Han kørte ellers for sin far og solgte grøntsager, men det gav ingen ting, så han gik i lære. Vi havde faktisk ingen penge, vi havde det meget småt. Vi skulle væk fra skolen i foråret 1963, og vi købte det her hus i Ammendrup, og havde min far med her ovre og min svigerfar som var gartner på Lekkende var med og kigge på det. Vi turde så købe det, for Ib var så praktisk, han kan lave alting, så derfor turde vi godt binde an med en gammel købmandsforretning, hvor der skulle laves en masse. Det kunne vi så tage efterhånden som vi fik råd til det.

Jeg havde en svigerinde, min mands søster, som var sygeplejerske på Rigshospitalet. Via hende kom vi i forbindelse med en veninde, som var blevet skilt, og ikke vidste, hvor hun skulle være henne med en dreng på 15 måneder og en pige på 2 et halvt år.

Vi ville jo gerne tjene nogle penge, så vi tog dem herned. Vi havde jo et stort hus, det så godt nok ikke særligt godt ud, men hun var også lige glad, når bare hun havde et sted, hun kunne være med sine børn. Hun flyttede herind, og gik på arbejde om natten som sygeplejerske, og børnene var her, og de boede hos os, indtil hun fandt noget andet. Det kunne give en lille skilling til husholdningen.

Det blev bare sådan en lykke for os, børnene har været meget hos os, de har også gået i skole her, og er blevet ved med at komme her, og som voksne betragter de os nærmest som forældre, og huset her som deres hjem, og det er Ib og jeg utrolig glade for, så vi fik ligesom alligevel børn

De er blevet vores plejebørn, vi har ikke adopteret dem, men det er fuldstændig vores. De har deres mor endnu, men det er ligesom os der tæller, og det kan vi så kun være glade for.

Der var ingen der kunne vide, det skulle gå sådan, som Marlene engang sagde til Ib, vi var ude at køre, og hun var ikke uden 8 9 år: “Ja, om nogle år, så kender vi måske nok ikke jer! “Det var jo egentlig ærligt sagt, det var jo ikke sikkert, de gjorde det, men det gør de altså endnu, det var jo dejligt nok.

Ib blev så udlært, og jeg søgte så min pension, fordi min far sagde, at selvfølgelig skulle jeg det, jeg har jo betalt skat altid, så selvfølgelig skulle jeg da søge min pension, og jeg fik den da også med det samme med højeste bistandstillæg.

Jeg havde jo i mellemtiden sat mig i forbindelse med Dansk Blindesamfund, det var heller ikke noget, der var så naturligt dengang. Jeg ville lære at skrive på maskine.

Jeg havde noget aftenskole hernede på plejehjemmet for unge piger og unge drenge, det var nærmest ungdomsskole, og jeg havde også noget undervisning ude i Præstø skole om aftenen, men der måtte Ib ud og hjælpe mig om aftenen med at gøre rent efter dem, for de løb jo om hjørner med mig, de smed rundt med tingene, så Ib måtte med ud og se, om skolekøkkenet var i orden.

Det var surt tjente penge, men jeg ville jo så gerne beholde noget arbejde i min uddannelse, men det var svært, og jeg ville ikke fortælle nogen, jeg så dårligt, det måtte de jo ikke vide. De har selvfølgelig vidst det alle sammen, men det ville jeg ikke vise at jeg så, så dårligt, som jeg gjorde.

Det var mit mål, at jeg ville lære at skrive på maskine. Jeg ringede til Blindes arbejde i Næstved, men det kendte de ikke noget til, men jeg kunne da prøve at ringe til Dansk Blindesamfund. Det gjorde jeg så, jeg ringede ind til Randersgade, og de kunne så fortælle mig, at der boede en blindekonsulent i Præstø, og hende kunne jeg så kontakte.

Det var så Karen Petersen oppe i Lundegård, og hun kom her med bussen. På det tidspunkt havde vi nogle låger, hvor der var en pind i midten, hvor de her låger skulle samles, og stoppe en pjårt ned i, og det snublede Karen over. Jeg kan huske det endnu, hun snublede over det, da hun gik ind, og så tænkte jeg — Nåh! det var da egentlig meget rart, at der var andre, der kunne sådan noget end lige mig. Jeg havde også dækket her, hvor vi nu sidder til kaffe til Karen og mig, og det var en hel lettelse at snakke med en, som også så dårligt og som havde de samme problemer, det troede jeg sådan set, jeg var helt alene om i denne Verden. Karen gik meget lempelig frem, hun kunne godt mærke, at jeg ikke var moden hverken til det ene eller det andet, jeg ville bare lære at skrive på maskine, det var det eneste, der stod mig i hovedet.

Hun sagde så, at det var helt ovre i Jylland, hvis jeg skulle lære at skrive på maskine, men det skulle jeg jo selv om, men jeg ville altid kunne ringe til hende, hvis det havde interesse.

Karen var meget diplomatisk, og jeg kan endnu huske, at Ib gik og malede vinduer heromme bagved, og så gik jeg om, da Karen var taget af sted. Ib spurgte, om jeg fik noget ud af det, ja, det gjorde jeg jo, jeg kan godt komme til at skrive på maskine, men så bliver det i Jylland. Nå, jamen det vil du da ikke.

Så tænkte jeg, han ved godt jeg er et pivehoved, og at jeg ikke vil ret meget, men nu skulle jeg vise ham. Jeg ringede så til Karen, og sagde, at det ville jeg gerne.

Jeg var i mellemtiden blevet opereret inde hos Boberg Ans. Han prøvede at operere ved at tage noget muskel inde bag ved øjet, og lægge ind genne synsnerven, og se om der ville komme næring til nethinden, og det blev godt en 14 dages tid, men så var det altså slut med det. Det kostede vi selv, og det var dyrt, og det var ophold på en privatklinik, men det måtte vi så suge lidt mere på lappen for, at jeg kunne komme derind.

Jeg fik nogle blokader inde hos en dr. Nandrup inde på Dalgas Boulevard. Jeg tog bus til Valby, og så travede jeg fra Valby til Dalgas Boulevard, og jeg fatter ikke i dag, at jeg ikke kom noget til, det er så ubegribeligt. Det var lige inden, jeg kom på senblindekursus, jeg havde hverken stok eller noget, og jeg måtte somme tider stå på gaden og lytte og finde ud af, om jeg nu var uden for den dør, jeg skulle ind ad, og så prøve om det var det dørhåndtag.

Vi kørte også sommetider derind, men vi havde faktisk ikke råd til køre derind ret meget, jeg var næsten nød til at tage bussen, det var altså billigere.

Så kom jeg op til ham, og han sagde til mig, har du slet ikke noget på dig, som viser at du ikke kan se? Nej, sagde jeg. Hvad du gør ude på Bøhlandet, sagde han, det er jeg ligeglad med, men prøv en gang og tænk på, hvis nogen kører dig ned herinde i København. Du kan blive ødelagt, det er så hvad det er, men du kan ødelægge et andet menneskes liv fuldstændigt, ved at have gjort det.

Det skal jeg love for, den sad, det fik mig virkelig til at tænke overtingene. Jeg har brugt den mange gange senere mine kursister, det er jo nemlig rigtig, det er jo ikke kun os selv, det går ud over.

Jeg drog til Hobro, og Ib kørte mig til København til Lyntoget, fordi dengang skulle man jo gå ombord på færgen, det var kun lyntoget, som blev færget med, og det kunne jeg jo slet ikke finde ud af, jeg kunne jo ikke ret meget.

Ib satte mig i Lyntoget, og foran os, da vi gik ned, kunne jeg gennem tårer se, at der gik nogen. Så sagde Ib, prøv at se der, det er måske også en , der skal derop.

Det var så Kaj Agerbæk og hans kone, der havde fulgt ham til Lyntoget. Kaj Agerbæk gik sådan lige med hånden op på sin kones Ingas skulder, sådan så han vidste, hvor hun var henne. Se der er nogen, som kan finde ud af det, sagde Ib men det var jeg fuldstændig ligeglad med.

Jeg satte mig ind i Lyntoget , og jeg troede ikke, jeg var gift, når jeg kom hjem igen, jeg troede ikke jeg havde min mand, for hvad skulle han beholde sådan et skrog til, der var jo ikke meget ved mig.

Jeg tog af sted, og så kom fru Dyssel fra Instituttet igennem toget, og så spurgte hun mig, om jeg skulle til Hobro. Ja, græd jeg, det skal jeg. Hun sagde, når vi kommer på færgen, så går vi op og får en kop kaffe, og hun prøvede at gøre alt muligt for mig, jeg var ikke mange sure sild værd, og så blev jeg så glad for at være deroppe.

Det vendte jo fuldstændig op og ned , så det blev næsten for voldsomt, da jeg så kom hjem, fordi så var jeg helt over i den anden grøft, så kunne jeg faktisk alting. Jeg kunne skrive på maskine, jeg kunne læse punktskrift, jeg kunne lave håndarbejde, jeg kunne gå med den hvide stok, jeg kunne det hele, indtil jeg sådan faldt lidt ned, hvor det så skulle være.

Det var tre uger, men jeg havde jo min far og mor ikke så langt væk, så jeg tog hjem dengang på weekend. Dengang måtte man godt forlade kurset, måske ikke så gerne, men jeg fik altså lov.

Jeg var meget glad for det ophold, og det gav mig stødet til at jeg nu kunne se, at det var indenfor den verden, at jeg skulle begå mig. Det var Karen også godt klar over, så det var bare sagen.

Jeg skulle gå Mobility på Senblindekurset i Hobro, det blev jeg så betaget af, der var jeg jo heller ikke hjemme i mit eget miljø, det kunne jo ikke sammenlignes, for der var jo ingen der kendte mig i Hobro by. Da jeg kom hjem, skulle jeg til Præstø med min lange hvide stok, jeg var ikke meget for det, men jeg havde jo en herhjemme, der ligesom skubbede til mig, at jeg skulle fortsætte med at bruge den stok.

Den første dag jeg gik i Præstø med den hvide stok, da gik jeg jo op ad gaden. Jeg var ikke meget for det, jeg mente jo ellers, jeg var ekspert i at bruge den, men den hang jo i fliserne derude i Præstø. Så kom der en lille pige cyklende på sin trehjulede cykel, og så siger hun, hvorfor går du med fiskestang på gaden? Så sagde jeg, at det var ingen fiskestang, og så fortsatte jeg, og så kom jeg i tanke om, at det ikke var noget særligt pænt svar, at give sådan en lille størrelse, så jeg vendte mig alligevel om og kaldte på hende, om hun ikke lige ville komme hen til mig. Så forklarede jeg hende hvad det var, at den hverken var magisk eller noget, hvis hun smed sin cykel osv. osv. så ville det være stokken, der ramte cyklen og ikke mine skinneben. Det havde vi en snak om, og så satte hun sig på cyklen, og så vendte hun sig om, og sagde nåh! Og jeg vidste jo godt, at nu skulle hun i hvert fald hjem til sin mor, og fortælle hvad hun havde mødt, og hun glemmer det naturligvis aldrig.

En anden gang mødte jeg en dreng, der gik i første klasse, det var sne, og det var inden jeg fik hund. Der var sne på gaden og på fortorvet, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af det. Jeg skulle hen til tandlægen, og jeg gik fra rutebilen, og der hjælper mobility ikke ret meget, når der først er sne, men der var skrabet nogle steder. Så kom der en knægt og sagde, om vi skulle følges ad. Det var meget fint, sagde jeg. Skal du også hen ad Jernbanegade, Ja det skulle han, og vi gik og snakkede, og så siger jeg, hvem har fortalt dig, hvad den her stok betyder? Det har vi lært i skolen! Det var sørme fint, det må du gerne sige oppe i skolen, det var flot, nu har du hjulpet en, der ikke kan finde ud af det. Pludselig kylede han tasken over havelågen. Du bor måske her? Ja, svarede han. Jamen jeg kan godt finde hen til tandlægen, nu er der kun 3 huse, Arh! jeg må hellere gå med, sagde han. Det gjorde han så, det var bare så sødt af ham, der er børn jo så dejlige og så umiddelbare, de har ikke lært at blive generte endnu. Voksne vil også gerne, men de ved ofte ikke hvordan, de skal takle de ting der.

Jeg blev medlem i sommeren 67, og så tog jeg på senblindekursus i efteråret 67, og så kom jeg i kredsbestyrelsen foråret 68.

I april 1968 holdt H.C.Seierup op som landsformand, og Svend Jensen blev hans efterfølger.

Sjællandskredsen kreds 2, som dækkede hele Sjælland, foruden København 1. kreds, skulle nu deles op, og der skulle nogle nye kredsbestyrelse til.

Jeg husker endnu, jeg lå med influenza herhjemme, og pludselig kom der en på cykel, det var Børge oppe fra Lundegård. Vi havde ikke telefon dengang, og han kom og bankede på. Han skulle hilse fra Karen, og sige, om jeg kunne tage med til Roskilde næste dag til et møde, for de var interesserede i at bruge mig til noget.

Da Ib kom hjem fra arbejde, var jeg klædt på og det hele. Jamen du godeste er du rask, spurgte han.

Ja, det var jeg, for nu kunne de bruge mig til noget, så nu var jeg meget, meget bedre, og jeg skulle til Roskilde næste dag. Ib sagde, mon jeg ikke skal se, om jeg kan få det lavet, så jeg kan køre for jer, så han kørte for Karen og mig derop.

Vi var så to nye , den anden hed Eigild Frank, og han havde været medlem noget længere end jeg, og så var der Karl Vilhelm Andersen, som var formand for Sjællandskredsen. Vi blev så lukket udenfor, for de skulle diskutere, hvem de skulle foreslå som kredsformand.

Det blev så Eigild Frank, og jeg blev opstillet som bestyrelsesmedlem. Jeg blev så valgt i Næstved, på det der hed Vises Hotel, det lå lige over for banegården, og der holdt vi alle vores bestyrelsesmøder, og vi holdt generalforsamling, vi lavede studiekreds, og dengang kunne man godt risikere, at komme til Næstved kl. 10 om formiddagen, og så begyndte mødet ikke før end kl. 12 eller halv tolv. Der var ikke så mange forbindelser, og vi sad over på banen, eller vi gik over på hotellet. Det var der ingen snakken om, der var ikke nogen fællestransport eller noget, men det var der jo ingen, der havde, alle prøvede at klare sig selv.

Senere holdt vi vores møder henne på Kvægtorvet, det er vist også ryddet alt sammen nu, jeg blev i hvert fald valgt deroppe, ingen kendte mig, jeg var helt ny. Der var nogen lidt ældre, der var opstillet, men Karl Vilhelm snakkede godt for mig, det var meget pænt af ham. Svend Jensen var nede og præsentere sig som den her mand, som skulle være landsformand. Han var blevet valgt, men skulle først tiltræde 1. april, det må så have været sidst i marts.

Jeg var så i bestyrelsen, og jeg fik ikke faktisk ikke rigtig nogen opgaver, det var jeg lidt sur over, for jeg syntes godt, at jeg kunne lave noget, så jeg sagde så, at hvis jeg ikke kom til at få noget arbejde, så syntes jeg ikke rigtig, at det var spændende at sidde som minister uden portefølje, så gad jeg ikke rigtig .

Så fik jeg noget med undervisning, aftenskoleundervisning, og vi måtte så også have telefon, og det hjalp Dansk Blindesamfund mig til, og det syntes jeg da var meget spændende, det kendte jeg da noget til. Så skete der et eller andet, med Eigild Frank noget uoverensstemmelse med en legatansøgning, det var vist ikke så forfærdeligt meget, det var i hvert fald nok til han blev vred, han gik sin vej.

Karen og jeg blev kaldt til Roskilde igen, fordi nu skulle der altså ske noget, og det var i efteråret 1969, og dvs., jeg blev så valgt på generalforsamlingen den 9. september som kredsformand i de gamle Præstø og Sorø amter.

Der skete en kredsomlægning senere i 1980, og det blev så 11. kreds Sydsjælland, og jeg vil så sige, at jeg gik så af som kredsformand i 1997, det skulle have været den 6. september, det var så min skyld, det ikke blev den dag, for vi blev inviteret til et bryllup. Det blev så 3 uger senere, det var den 28. september, jeg så gik af som formand, så det var 28 år jeg var kredsformand. Det er nok de år, der har været bedst. Jeg har mange gode barndoms og ungdomsminder, men det er nok der, hvor jeg har viet mit liv til Dansk Blindesamfund som tillidsmand, som har givet mest. Det må jeg nok sige.

Det var så ligesom jeg skulle have lidt andet end lige det at være kredsformand, selv om jeg synes det er et fuldtids job, hvis man skal gøre det godt, det håber jeg så, jeg har.

Jeg ville gerne undervise igen i husholdning, og jeg søgte i amtet, og jeg tog et A.V.G.-kursus, som det hed dengang. og så skulle man have H.S, men det mente jeg ikke var nødvendigt, når jeg havde eksamen som lærer, og det var det så heller ikke. Bent Vedsø var dengang i amtet, og han skrev en ansøgning til undervisningsministeren, om jeg kunne få lov til at undervise som blind i husholdning. Det fik jeg så lov til, så det var meget sjovt, jeg var nok den første og måske nok den eneste uddannet husholdningslærer, som har undervist som blind.

Jeg har undervist lokalt i Næstved på Kildemarksskolen der har jeg undervist i ca. 20 år. Andreas Andersen og jeg oprettede vores eget oplysningsforbund i 71 tror jeg, det første år havde vi Næstved kommunale aftenskole, men så fandt vi ud af, at vi ville lave vores eget. Vi var også et af de første amter, der lavede pårørendekurser, det var jeg også med til at lave. Det var meget spændende, det lavede vi på vandrehjemmet i Næstved bl.a.

Jeg har som sagt haft min egen undervisning og jeg har tilrettelagt megen undervisning i kredsen, og jeg har som følge deraf siddet i hovedbestyrelsen i alle de mange år.

Jeg har siddet i en masse udvalg, jeg har redigeret noget, det man den gang kaldte Husmoderbladet, det der hedder Den Sorte Gryde nu, og som hed Mad og Strik i mellemtiden, det redigerede jeg i mange år. Jeg har siddet 8 år i Den Sociale Ankestyrelse, som beskikket medlem. De første 8 år var jeg beskikket medlem, man kunne sidde to perioder a 4 år, og jeg kan huske, da Svend Jensen ringede og spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at blive indstillet til det gennem DSI, så sagde jeg, det er jeg da ikke klog nok til, med alle de paragraffer og al det. Nej, sagde han, du skal være beskikket medlem, og dvs. at du skal tage de menneskelige aspekt ind, og det er derfor vi spørger dig, og det var så rigtignok.

Så havde jeg en søster Agnethe Larsen, som blev almindelig folkeskolelærer med husholdning som speciale fra Gedved Seminarium. Hun var 5 år yngre end jeg, desværre fik hun lungekræft for nogle år siden. Hun boede i Kolind på Djursland. Hun oprettede sådan set senblindekurserne i Århus amt, det var hende, der startede de lokale senblindekurser op, som endnu går vældig godt, men hun døde for snart 4 år siden af lungekræft, og det var et stort tab for mig. 2 år i forvejen døde min far, Nethe døde i 95 og min far døde i 92, han var da godt nok gammel, han var født i 1905, men det var som jeg syntes, at far og mor dem kunne jeg da slet ikke undvære. Min mor overlevede så Nethe, og det rejste hun sig aldrig rigtig fra, at hun mistede sin datter, og det er der ikke spor at sige til, det har været meget svært for hende.

Jeg mistede så mor, det er snart et år siden, mor døde i februar 1998, men alligevel kan man sige, dengang var jeg 65 år, det er flot at have sin mor, når man er så gammel. Det har jeg så også nydt altid, men hun var gammel og svag, og det var godt mor slap.

Jeg har så en bror, der er 10 år yngre end jeg, og som ikke fejler noget på øjnene. Han er ingeniør, og har været ved Dansk Shell i mangfoldige år, han er nu i et andet firma. Ham og hans kone var udstationeret i Grækenland i 3 år først i halvfemserne, der var vores dreng Søren og hans kone og jeg nede at besøge Ulla og Richard, som min bror hedder og det var en stor oplevelse. Jeg blev slæbt på Akropolis og jeg ved ikke alle de steder hen. Det var meget spændende, og Søren er utrolig dygtig til det der, han har altid forstået at være ledsager, og ligesådan på Bornholm har vi haft ham med. Marlene er noget af det sødeste, men hun er ikke så god en ledsager som Søren. Søren er god til at man oplever en masse, man skal røre ved alting osv. Vi nærmest løb op og ned ad Akropolis, og det er kun ham, der kan det der. Han har bare sådan et styr på det hele, så jeg var glad for, at de var med dernede. Der er nemlig sket det inden for de sidste 8 10 år, at Ib har fået Sklerose, og går derfor ikke så godt. Det er trist, vi syntes vi har haft nok i handicap, det var det så ikke, så det må vi tage med også. Han kunne ikke døje at tage med til Athen, han havde slet ikke lyst, når han ikke kunne være med til al det her vandren, så ville han slet ikke med, så derfor tog de andre to med mig derned. Det var en stor oplevelse.

Jeg har også rejst utroligt meget for Dansk Blindesamfund. Jeg har været formand for det der hed udvalg 5, det var teknik og miljø i sin tid, da de her udvalg blev startet op.

Jeg har været i Italien, jeg har været i Strassburg, og jeg har været i Øst Berlin, i Vest Berlin, jeg har været i Stockholm, jeg har været i Norge ind til flere gange for Dansk Blindesamfund, både på Hurdal centret og på deres gamle center , ja jeg har rejst rigtig meget for Dansk Blindesamfund, og det har været meget, meget spændende.

Jeg har været på Island, det var første gang, jeg var ude at flyve. Torben Koed Thomsen var også med derop, vi var mange, og vi sad så i flyveren, og jeg fortalte ham så, at det var første gang, jeg var ude at flyve, og så ville han fortælle mig, at det her til venstre for mig var en nødudgang. Så kom der en stewardesse, og hun sagde, kan i ikke se? Nej, det kunne vi ikke. Gud! så må i ikke sidde her, og så sagde jeg, at nej, jeg tænkte nok, at vores liv ikke var så meget værd som andres . Det skulle jeg ikke have sagt, for det blev hun jo stødt over, men vi måtte ikke sidde der ved nødudgangen, så kan folk jo ikke komme ud hurtig nok, så det var min luftdåb. Det var smadder skægt at være deroppe i Island.

Jeg har truffet mange sjove blinde udlændinge, jeg har haft et utroligt rigt liv i Dansk Blindesamfund, det har jeg altså.

Jeg er ikke den, der har meget rejselyst, men for sagen gjorde jeg det. Der har jeg så altid haft ledsager med.

Senere blev jeg så formand for det udvalg, som hed 2, og det er det der hedder social og arbejdsmarkeds politik i Dansk Blindesamfund, det var også utrolig spændende. Åge Michelsen og jeg var så til kongres i Sverige, det var noget af det sidste jeg lavede.

Når man er kredsformand i Dansk Blindesamfund, så er man også formand for det eventuelle Solgave plejehjem, der ligger i ens kreds. Næstved var det anden sidste plejehjem, som Dansk Blindesamfund var bygherre for. Vi byggede i alt 6 plejehjem,
og Næstved var det anden sidste, og det blev taget i brug i 1976, så der er snart jubilæum.

Byggegrunden, som Dansk Blindesamfund købte, den blev beset og faktisk købt , den dag jeg kom ind i bestyrelsen sidst i marts 1968, så der gik jo altså en del år, hvor Kaj Kramer og jeg diskuterede om vi skulle dyrke kartofler på grunden og så sælge dem på torvet, og hvad vi ellers kunne finde på af sjov. For naboerne klagede over al det ukrudt, så de fik ukrudtsfrø ind i deres haver og sådan noget. Vi kunne ikke få byggetilladelsen i orden, og så kom der nogle restrektioner, så vi måtte tage noget fra byggeriet, og nogle andre konstruktioner, som ikke var lige så dyre. Så skulle vi have det tilbage igen, men det lykkedes så sådan, så vi kunne tage det i brug i 76.

Jeg var til adskillige byggemøder, det så man gerne i forretningsudvalget. Jeg tog op og viste mig, jeg havde ikke ret meget forstand på, det de snakkede om håndværkerne imellem, med arkitekten og konduktører og sådan noget, men jeg har skam siddet i skurvogn mange gange med alle de her håndværkere, og det var virkelig sjovt. De var nu altid søde og rare, og de viste mig rundt, når der var noget som der var så meget færdig, så man kunne opleve noget af det. så der har jeg så siddet som formand i den bestyrelse lige til jeg gik af som kredsformand.

Det er et meget velfungerende plejehjem, og vi har i hvert fald sagt i mange år, at det var flagskibet, det er et flot byggeri, og et velfungerende plejehjem.

Haslev hørte også med til de gamle Præstø Sorø amter, og derfor var jeg med dengang, vi byggede huset i Haslev, med de 24 lejligheder, og det var meget spændende. Jeg var med og mure grundsten, og det var i juni måned 1971. Der blev lagt mønter i et rør, og det blev loddet til og lagt ind, det var meget højtideligt, jeg havde aldrig været med til sådan noget før. Det regnede, og det regnede, der var trukket presenninger, nærmest som et telt henover, og medlemmer var inviteret til at komme med, og vi fik et eller andet at spise. Jeg tror det var socialudvalgsformanden i Haslev kommune, og så var det mig og så var det Svend Jensen, der murede grundstenen. Jeg kan huske Svend stod og sagde, om jeg kunne mure. Jeg aner det ikke, sagde jeg, jeg havde prøvet lidt herhjemme, for vi var ved at få lavet noget. Mureren var her, for vi var ved at få lavet en mur herude til vores terrasse, der fik jeg lov at prøve lidt med den. Det var ikke noget særligt effektivt, men Svend forklarede mig, at hans morfar var murerarbejdsmand, så han kunne i hvert fald mure.

Min sten sidder altså også skævt, Ib sagde bare, at den sidder smask skævt. Da jeg havde sat den på. Så skulle vi udtrykke nogle gode ønsker for byggeriet.

Det hjalp nu ikke ret meget, det har egentlig givet os ret mange kvaler i Dansk Blindesamfund, både økonomisk og med det flade tag, som var utæt. Ib og jeg har kørt derhen mange aftener, og har stillet baljer op og sådan noget.

Det var noget værre noget, men det er nogle dejlige lejligheder, det har det altid været. I hvert fald sad stenen pil skævt, vi kan ikke finde den nu, vi har været gået rundt om hele huset, og Ib ved også godt nøjagtig, hvor det foregik, men de må have rettet den , da vi var taget derfra. Det var måske også meget godt, for den var meget skæv. Så fik man prøvet det også, det var da meget morsomt.

Jeg har skam været til mange forhandlinger med Haslev kommune, og haft det hyggeligt og rart. Jo jeg har været i forbindelse med mange spændende mennesker.

Der gik jo også et 25 års jubilæum ind i mellem al det her, det slap jeg jo ikke rigtig for. Det var jeg da også glad for, at de gerne ville holde jubilæum for mig, så det var blevet 94. De havde sat alle sejl til den kære bestyrelse, det er jo klart, jeg har haft mange forskellige i bestyrelsen igennem så mange år. Det blev holdt nede på hotel Kirstine i Næstved med en reception, hvor jeg havde den glæde, at der kom kommunal og amtsfolk. Der kom selvfølgelig mange medlemmer, og det var jeg utrolig glad for og jeg var også glad for, der kom nogen officielle, som jeg har haft megen berøring med. Jeg har siddet i synscentralens bestyrelse i indtil flere perioder, og jeg har siddet i det amtslige brugerråd i 12 år, jeg har siddet i Ankeudvalget for trafikselskabet i 12 år, det var jeg i øvrigt med at starte op, så jeg har haft mange opgaver, det ene har været mere spændende end det andet.

Nu har jeg tilbage Folkeoplysningsudvalget i Præstø kommune, og så har jeg en lille omsorgsklub i Præstø, hvor vi er 12 14 stykker, og det nyder jeg meget ,det er meget hyggeligt.

Det er sådan, hvad jeg syntes, jeg har lyst til. Så har jeg mine senblindekurser på Fuglsangscentret i Fredericia, hvor jeg fortrinsvis underviser i det der hedder dagligdagen i køkkenet, det er der jeg har min styrke. Og det sociale med kursisterne, det er også noget , jeg er utrolig glad for. Men det lakker jo mod, at jeg skal se at tænke på, at trappe endnu mere ned. Jeg bliver som sagt 67 til sommer, og det kan de ikke være tjent med.

Jeg syntes, så længe jeg har det godt, har jeg ligesom også lyst til at blive ved, det er svært at holde op, når det er ens kæphest.

I øjeblikket arbejder vi meget med de nye ældre. Efterhånden som årene går, er de der bliver ældre nu meget anderledes, det kan vi allerede mærke, det slår igennem. Det er ældre, som kender deres ret for det første, men de kender også mål og deres muligheder, og de forstår at stille krav. Vi har ikke den der ydmyge type, så meget mere som vi har haft, fordi mange af dem har været på arbejdsmarkedet, og de ved godt hvad det handler om. De kommer og siger, jeg vil gerne lære det og det, og når de har lært det, så er det det, og det er en hel ny måde at undervise på. Det er meget spændende og en stor udfordring. Nu er det også kun på 14 dage, så er man altså også brugt.

Jeg har førerhund, jeg har nummer 3 førerhund nu, en schæferhund. Først fik jeg en Østtysker i 77, der hed Cati, og i 86, der fik jeg så Niki, en schæfer han, og så har jeg så Clyde nu, som jeg fik i 93, og han er så dejlig. Han er bare lidt gal på andre hunde en gang imellem, men han er ellers dejlig. Han er en kærlig hund, så jeg kommer godt omkring med førerhund, men de jo ikke sådan at have med til udlandet.

Apropos Ankerhus, der havde jeg 40 års jubilæum for snart 4 år siden. Så blev der skrevet til mig, at der var jubilæum. Det blev jeg forbavset over, for jeg havde droppet forbindelsen, kappet det hele over, fordi når jeg var blevet blind, så havde jeg ikke interesse i at snakke med nogen af dem , og det fik jeg aldrig taget op igen. Ja, det passer ikke helt, jeg havde haft forbindelse med en veninde ovre i Vestjylland, hvor Marlene rejste over med mig på Staby Efterskole, hvor vi besøgte Hilda der. Hun havde så samlet nogle få stykker af jyderne, hvor jeg så rejste mig og sagde, som det var gået mig, men det var kun nogle ganske få stykker, så var det ligesom jeg havde tabt det igen. Da var Marlene ikke andet end en stor pige 10 12 år eller sådan noget, da vi rejste derover.

Så havde jeg 40 års jubilæum, og så kom der bud rundt, om man havde lyst til at være med til det, og det blev så holdt på dagen før Ibs 65 års fødselsdag. Så sagde jeg, åh, det var ærgerligt Ib, men han svarede, at jubilæet kommer ikke igen, det gør mine fødselsdage forhåbentlig, så det skulle jeg tage af sted til.

Det skulle så holdes i Jylland, fordi en af vores kammerater er på en efterskole, Egå efterskole, og hun måtte låne hele skolen, bare hun ville lave det, når eleverne var taget på sommerferie. Vi lånte hele skolen gratis, det var jo pragtfuldt. Ud af 42 elever, der mødte 26, og det syntes jeg var flot. 6 7 stykker er døde, der var også nogle af nordmændene, der kom derned.

Jeg kørte sammen med en, der bor henne ved Gisselfeld, hende fik jeg så forbindelse med, og så tog jeg toget tilbage, for jeg skulle jo tilbage tidligt næste morgen, så jeg kunne komme hjem og holde fødselsdag.

Det jeg var spændt på, det jeg egentlig vil fortælle med det, det er hvordan ville mine kammerater møde mig, hvordan ville jeg møde dem, ville jeg kunne kende dem osv. osv.

Ved i hvad, jeg var stort set den der kendte flest, for stemmer forandre sig ikke ret meget, men det gør udseendet. Nogle var blevet tykke, nogle var blevet højere, nogle var blevet gråhåret, nogle var blevet hvidhåret, andre skiftet frisure og helt anden påklædning , og nogen lignede bare sig selv i påklædningen osv. osv., men stemmerne, det var ikke altid jeg kunne sætte navn på dem, jeg vidste hvor de havde boet henne på seminariet, og det havde vi meget sjovt med. Jeg kunne næsten ikke sige noget, da jeg kom hjem næste dag. Vi havde snakket og grinet, og snakket hele dagen og hele natten, det havde været så sjovt, og de andre åndede lettet op, at jeg var stadig dem Birthe, de kunne snakke med og grine sammen med.

Vi var blevet bedt om at tage albums med, og det sagde jeg med det samme, nu håber jeg ikke, i gør det for langvarigt, det med de album, for det gider jeg ikke at være med til. Og sådan kørte vi tonen hele tiden.

Vores gamle lærer fik en omgang. Nej, Nej, Nej, hvor var det sjovt, men det er pudsigt, at man så alligevel kan kende nogen, og man kan lære de andre at sige, du er godt nok blind og det er ikke særligt spændende, men det kan lade sig gøre, og være sammen med andre mennesker og al det der, og det syntes jeg var en rigtig dejlig oplevelse.

Så nu er jeg selvfølgelig på julekort og al det med dem, og da jeg havde været i Florida, havde Marlene sørget for, at det kom i avisen. Jeg måtte så lave et interview med mig om min Amerikarejse, fordi den havde været lidt kompliceret, og det avisudklip ringede hende fra Gisselfeld, om hun måtte tage kopier og sende dem rundt til alle de andre Ankerhusere, og det syntes jeg da var meget skægt, så det har jeg fået en masse reaktioner på til jul i år, så det er da sjovt.

Den her Eva, som jeg nævnte, jeg var i England sammen med, vi har haft forbindelse altid. Hun kom til Nato i Oslo, og blev forelsket i en amerikansk soldat, og giftede sig også med ham og flyttede til Florida. Hun har så tit spurgt, om jeg ikke kom til Florida, og jeg sagde ork jo, ork jo men det var jo slet ikke noget, jeg troede på. Da jeg så skulle holde op som formand, så sagde Ib til mig, Nu syntes jeg, medens du har kræfterne, og har mod på det, så vil jeg give dig turen, så du kan rejse over og besøge Eva.
Jeg skyndte mig at sende hende et bånd med det samme, “nu kommer jeg altså”, så hun havde også nær tabt båndoptager og det hele, det troede hun slet ikke på. Der rejste jeg så over lige efter min mors død i marts 98, og var i Florida i 14 dage, og rejste med en masse besvær, men jeg kom derover, og jeg rejste alene derover, og det syntes jeg nok også var noget af en udfordring, at jeg selv tog af sted, og måtte klare mig med det engelsk, jeg nu efterhånden ikke bruger så tit mere. Da det begyndte at knibe med forsinkelser, og mit fly var væk ved Amsterdam, og al sådan noget, så kunne jeg lige pludselig en masse engelsk, så måtte jeg til at brokke mig. De ville lokke mig på hotel, men det ville jeg ikke, for som blind kan man ikke tåle, at det som bliver planlagt ikke fungerer. Man har svært ved, at der lige pludselig sker en masse andre ting. Jeg har talt med en masse erfarne blinde, de ville også have nægtet det, så de måtte finde på en anden flyvemaskine. Jeg kom med een en anden vej og jeg nåede jo frem til hende med 7 en halv times forsinkelse.

Vi havde 14 pragtfulde dage derovre, og der ved de også godt, hvad den hvide stok er. Det er utroligt som den bliver respekteret, fuldt så meget som i Danmark, og de er utrolig opmærksomme på blindheden i Florida, det var de altså virkelig.

Da jeg kom hjem igen, stod vores barnebarn Marie Louise i Lufthavnen og tog imod mig med en langstilket rose, og sagde “welcome home Bedstemor”, og da var jeg endnu rigere på minder end jeg havde været hidtil, og det er dejligt.

Egentlig har jeg ikke så meget andet at sige, end jeg kan håbe på, at jeg stadigvæk kan blive ved med at lave noget for Dansk Blindesamfund, så jeg kan give noget mere væk af erfaring til andre. Jeg er ikke informatør, men der er af og til nogen der spørger fordi jeg er lokal, om jeg har lyst til at komme og fortælle, og nu her i februar måned, skal jeg ud og fortælle om, hvordan det har været at være tillidsmand , og hvordan det sådan i det hele taget er at være blind. Det er jo ikke noget, man kan sætte andre ind i, hvordan det er at være blind, men kun erfare ved selv at være det.

Det er jo rart, at der endnu er nogen som kan bruge en til noget.

Koncert med Rune Most og Berit Juul Rasmussen 5. marts 2022

Koncerten fandt sted på Fuglsang 5. marts 2022 efter afholdelsen af Blindehistorisk Selskabs ordinære generalforsamling samme sted. Medvirkende var fløjtenist Rune Most og pianist Berit Juul Rasmussen, som spillede Niels Peter Jensens sonate i G-dur for fløjte og klaver.
Organist Leif Martinussen bød velkommen. Rune Most introducerede Niels Peter Jensen og hans fløjtesonate i G-dur. Niels Peter Jensen (1802-46) var komponist, fløjtenist og organist. Han var den første blinde, der opnåede offentligt embede, nemlig som organist i Sct. Petri Kirke i København. Han havde en fremtrædende position i datidens musikliv.
Efter introduktionen spillede Rune Most og Berit Juul Rasmussen første og anden sats af fløjtesonaten i G-dur. Efter de to satser fortalte Rune Most udførligt om Niels Peter Jensens tilværelse, hans værker og hans placering i datidens musikliv. Som eksempel på komponistens øvrige produktion spillede Berit Juul Rasmussen en rondo. Herefter spilledes de to sidste satser af fløjtesonaten.
Koncerten varede ca. 1 time.

Download optagelse

Nyhedsbrev nr. 2, Maj 2021

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2 / 2021.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden

2. Tilmelding til generalforsamlingen 20. – 21. juni 2021.

3. Opdateret program og forslag til dagsorden til generalforsamlingen, ved Poul Lüneborg.

4. “Af den gamle skole” – om den bedste lærermester, pianostemmer Aksel Gleerup af Henrik Olsen

5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – første artikel af 4

6. Nekrolog over Arne Krogh ved Hans Erik Olsen.

7. Omtale og anmeldelse af Leif Martinussens ” Orgelkalender, orgelmusik til kirkeåret ” ved Poul Lüneborg og Monica Papazu.

8. Nyt om medlemmer

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden af Poul Lüneborg.

Vi er godt på vej ind i maj måned og foråret kommer os i møde i mere end én forstand. Maj / juni måneder er for mig den bedste tid på året. Hertil kommer i år, at vi kan begynde at se afslutningen på coronaepedimien og dens konsekvenser. Sidste år var vi i bestyrelsen meget heldige med at få afviklet generalforsamlingen inden samfundet blev lukket ned i begyndelsen af marts måned på grund af covid19 restriktionerne. I år har vi været knap så heldige. Hele 3 gange har vi forsøgt at finde et tidspunkt for afholdelsen af generalforsamlingen. Nu er vi i bestyrelsen overbevist om, at det er lykkedes. Mange andre presser på for at indhente det forsømte. Derfor kunne vi ikke få plads på Fuglsangscentret i en weekend til arrangementet inden Sankt Hans i år. Derfor har vi valgt det næstbedste, nemlig at lægge generalforsamlingen på søndag den 20. juni og fortsætte med et blindehistorisk arrangement dagen efter. Det er mit håb, at alle medlemmer som har lyst til at deltage i arrangementet kan få det til at passe med disse dage.

Den 13. maj i år døde selskabets mangeårige kasserer Arne Krogh. Hans Erik Olsen har skrevet en meget personlig og bevægende nekrolog om Arne Krogh og hans venskab med ham gennem 58 år. Arne Krogh var om nogen en fremragende amatørskuespiller og teatermand, hvilket selskabets medlemmer senest fik bevis for ved medlemsarrangementet den 23. november i 2017, hvor Arne fortalte om sit engagement indenfor Amatørteatret.

Når vi mødes til generalforsamlingen håber jeg at kunne præsentere en endelig oversigt over væsentlige punkter til belysning af Dansk Blindesamfunds Amatørteaters historie og over opførte forestillinger gennem årene 1946-2006.

På baggrund heraf og inspireret af Hans Erik Olsens nekrolog over Arne Krogh, har vi sammensat et program om formiddagen mandag den 21. juni, hvor der bliver lejlighed til at overvære en af Amatørteatrets ypperste forestillinger “Fred på jorden” af Svend Ringdom med Arne Krogh og Niels Eskær i hovedrollerne. Nyhedsbrevet indeholder et opdateret program samt information om tilmelding til arrangementet med en orientering om de retningslinjer, som skal følges grundet coronarestriktionerne. Vær opmærksom på, at alle deltagere skal medbringe et coronapas eller lignende. I bestyrelsen glæder vi os til at møde mange af selskabets medlemmer.

På generalforsamlingen vil min beretning for den seneste arbejdsperiode være omdrejningspunktet for diskussionen på mødet. Beretningen blev offentliggjort i sidste nyhedsbrev nr. 1 fra i år og kan desuden ses på hjemmesiden.

På generalforsamlingen skal vi i bestyrelsen sige farvel til René Ruby og Rita Cecilie Varmby, der begge har valgt at takke af efter flere års godt arbejde i bestyrelsen. De skal begge have stor tak for deres indsats gennem de sidste 5 år. Hertil kommer at vores kasserer Ole Brun Jensen grundet sit helbred har ønsket at blive fritaget fra opgaverne som kasserer for at koncentrere sig om andet arbejde i bestyrelsen, herunder ikke mindst opgaven som selskabets webmaster. Det er derfor mit håb, at flere af selskabets medlemmer vil overveje om deltagelse i bestyrelsens arbejde kunne være noget, som det er værd at overveje.

Ud over Hans Erik Olsens ovennævnte nekrolog over Arne Krogh, kan man i nyhedsbrevet læse en fascinerende artikel skrevet af hans bror Henrik Olsen om Aksel Gleerup, der var leder af Klaverstemmerskolen ved Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup fra 1968 til 1982. Henriks artikel er en fremragende opfølgning på Thorvald Kølles artikel om Karl Hansen i Nyhedsbrev nr. 4/2017, Aksel Gleerup efterfulgte Karl Hansen som Klaverstemmerskolens leder i 1968.

Ove Gibskov har bidraget til nyhedsbrevet med en munter erindringsartikel, som er første del af 4, Her fortæller han om sin første tid på Refsnæsskolen.

Også i dette nyhedsbrev præsenteres en udgivelse af et af bestyrelsens medlemmer. Leif Martinussen har i år udgivet en “Orgelkalender” som er blevet særdeles positivt modtaget af den danske musikverden og her ikke mindst de mange organister, som her har fået ny inspiration. Udgivelsen omtales med Leifs eget forord og en anmeldelse af Monica Papazu.

Endelig er der i nyhedsbrevet blevet plads til at hylde 2 medlemmer. Det drejer sig om fhv. hovedkasserer Kaj Cramer, som den 6. maj rundede 90 år og Hans Rasmussen, som den 11. maj fik overrakt Gentofte kommunes Ældrepris.

Med disse ord ønsker jeg alle medlemmer god læselyst og forhåbentlig ses vi på Fuglsangscentret søndag den 20. juni til generalforsamlingen.

2. Tilmelding til selskabets generalforsamling 20. – 21. juni 2021.


Kære medlem.

På grund af coronarestriktionerne har det været nødvendigt at udskyde datoen for årets generalforsamling flere gange, men nu mener bestyrelsen, at datoen ligger fast.

Såfremt du ønsker at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra søndag den 20. til mandag den 21. juni 2021, beder jeg dig om at kontakte mig senest mandag den 7. juni 2021. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 35 værelser på centret, en del af disse er allerede i skrivende stund booket, så skynd dig med din tilmelding!

Jeg kan kontaktes på tlf. 44 95 04 72, på mobil 23 31 05 21 eller på mail poul.luneborg@gmail.com.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551 0501697, du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller Mobilepay, så indbetalingen kan identificeres.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på ovennævnte telefonnumre, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen, hvis du agter at deltage i denne.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret på ankomstdagen inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 Eller på mail: fuglsang@blind.dk

I skrivende stund den 19. maj 2021 skal du i disse coronatider være opmærksom på følgende retningslinjer, der indebærer at du enten:

– medbringer et coronapas, som er udstedt efter din 2. vaccination og mindst 14 dage før din ankomst til Fuglsangscentret.

– Medbringer dokumentation for, at du er testet negativ 72 timer før afrejse fra Fuglsangscentret, dvs. senest fredag den 19. juni kl. 13.00.

– Medbringer dokumentation for, at du er raskmeldt efter at have været smittet med corona.

Du skal bruge mundbind, når du bevæger dig rundt i centret.

Endelig skal det bemærkes at servering af drikkevarer slutter kl. 22.00.

Disse retningslinjer kan søndag den 20. juni være ændret, men det vil i givet fald være i form af en lempelse. Kontakt mig, hvis du er i tvivl om hvorledes du skal forholde dig.

Bestyrelsen glæder sig til at se rigtig mange til årets generalforsamling.

På gensyn på Fuglsangscentret.

Poul Lüneborg

3. Opdateret program og forslag til dagsorden til generalforsamlingen, ved Poul Lüneborg.

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra søndag den 20. til mandag den 21. juni 2021.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.


Program for søndag den 20. juni 2021:

Kl. 14.00 – 17.00 Generalforsamling afbrudt af kaffe / te pause

Kl. 17.00 – 17.30 oplæg og fællessang

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 18.30 Middag med efterfølgende hyggeligt samvær i samme lokale.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale, hvis dette er en mulighed i disse coronatider, for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Kl. 20.00 – 21.00 Oplæsning af uddrag af Carl Bjarnhofs erindringsbog “Kølvandsstriber” ved Lars Ringholm.

Kl. 22.00 slutter serveringen af drikkevarer som følge af coronarestriktionerne – aftenens officielle program slutter en time senere.

Program mandag den 21. juni 2020:

Kl. 7.00 – 9.00 Morgenmad i centrets restaurant.

Kl. 9.00 Blindehistorisk tema: Dansk Blindesamfunds Amatørteater.- Hans Erik Olsen indleder med et oplæg om Arne Krogh – Amatørskuespiller og teatermand.

1. del af teaterstykket “Fred på jord” af Svend Rindom med Arne Krogh og Niels Eskær i hovedrollerne.

Kl. 10.15 Kaffe/te pause.

Kl. 10.30 2 del af “Fred på jord” efterfulgt af et oplæg ved Poul Lüneborg om præsentation af Dansk Blindesamfunds Amatørteater på selskabets hjemmeside.

Kl. 11.45 Afslutning med fællessang.

Sangen som skal synges er ”Danske Blindes Nationalsang”, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

Bestyrelsen beder om, at indbetaling af deltagergebyr for deltagelse i generalforsamlingen for ophold på Fuglsangcenteret på 475 kr. sker i tilknytning til tilmelding til arrangementet eller straks derefter, jf. nyhedsbrevets forrige punkt om tilmelding til arrangementet.

Forslag til dagsorden til generalforsamling 2021

Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes § 7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i dette forslag. Generalforsamlingen skal ifølge vedtægternes § 7 stk. 3 og 4 indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018, de findes på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 15. februar 2020 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/ 2020, nyhedsbrevet kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse, beretningen blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2021.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2020 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse, regnskab og revisionsprotokol blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2021.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest søndag den 6. juni 2021.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 2 år i 2019.

b. Thorvald Kølle, valgt i 2019 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby og René Ruby blev begge valgt for 2 år i 2020. Både Rita og René har ønsket at udtræde af bestyrelsen for at koncentrere sig om andre opgaver. Der skal derfor vælges to medlemmer af bestyrelsen for et år.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Lena Bang, valgt for et år i 2020.

De nævnte medlemmer og suppleanterne bortset fra Rita Cicilie Varmby og René Ruby er alle villige til at modtage genvalg. Lena Bang er endvidere villig til at kandidere til en af de ledige pladser i bestyrelsen.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Ove Gibskov, valgt i 2020 for 1 år. Kurt har tilkendegivet, at han er villig til at kandidere på ny, Ove har meddelt, at han er villig til at kandidere til en af de ledige pladser i bestyrelsen.

f. Revisorsuppleant, Nete Parkov, valgt for 1 år i 2020 – Nete er villig til at modtage genvalg.

11. Eventuelt.

4. “Af den gamle” skole af Henrik Olsen.

Om den bedste lærermester, pianostemmer Aksel Gleerup.

Aksel Gleerup blev født i København den 2. november 1920.Hans forældre var begge blinde, og Aksel lærte meget hurtigt at begå sig som blind. Gik både på Refsnæs og instituttet på Kastelsvej. Han spillede eminent på klaver, og spillede violin i blinde musikeres orkester under ledelse af Otto Lington.

Aksel kom i lærer som pianostemmer på den gamle tut på Kastelsvej 60 under Carl Hansens ledelse, og startede på uddannelsen i 1939. Afsluttede med en fagprøve på et Hornung & Møller klaver i foråret 1942.

Da Aksel kom i lære var prisen for en stemning 2 kroner og steg til 4 kroner, da han var færdiguddannet. Han fik gennem årene opbygget en god og solid kundekreds, for han leverede altid et godt arbejde. Aksel havde en stor interesse for teknik, og efter besættelsen blev det mere og mere amatørradio som han brugte sin fritid på. Han opnåede at have A-licens. Startede med D-licensen. Han tog de forskellige prøver på almindelige vilkår. Aksels kaldesignal var OZ6AX. Hvornår Aksel fik licens, står hen i det uvisse, men noget siger mig en gang i 50’erne.

I 1968 blev Aksel ansat som lærer på pianostemmerskolen på blindeinstituttet Rymarksvej 1 i Hellerup, og den post bestred han til sommerferien 1982. Den første Aksel førte op til stemmerprøve var Jens Eigil Jensen fra Rødovre også kendt under navnet udgangrør. Jens Eigil var også radioamatør. Han var svagtseende da han gik på stemmerskolen, men fik så godt et syn så han kunne få kørekort og også køre bil. Jeg kom i praktik tirsdag, den 15. maj 1979, og fik at vide, at jeg gerne måtte være der til sommerferien. Det var ellers kun 14 dage man kom i praktik, men jeg fik en hel måned. Mens jeg var i praktik, kom skoleinspektør Mogens Klindt en dag ned på stemmerskolen, og fik så at vide at jeg var i praktik. “Det har vi da ikke fået noget at vide om”, sagde Mogens Klindt. Det havde jeg glemt at give besked om. Mogens Klindt gik til forstander Kirsten Jansbøl, og der kom et brev fra hende lige omkring 1. juni 1979.I brevet skrev Kirsten Jansbøl:

“Jeg hører, at Henrik Olsen er startet på pianostemmerskolen. Det undrer mig, da det ikke har været drøftet på samrådet.”

Men jeg fik lov til at fortsætte min praktikperiode frem til sommerferien. Jeg startede som elev på pianostemmerskolen mandag, den 9. august 1979. Aksel forklarede den første dag, hvordan man fandt ud af hvor de forskellige klaverer skilte, så vi lettere kunne tælle os frem på stemmenaglerne. Så skulle vi lave temperaturen, og Aksel satte en temperaturkile med 13 små gummikiler i de tretten toner som temperaturen strækker sig over. Den gummikile kaldte vi for riven. Han forklarede i mindste detalje hvordan temperaturen er bygget op med kvarter og kvinter, sekster og tertser, og når man kommer til sidste tone i temperaturen, skal det hele passe sammen som et puslespil.

Når vi så havde stemt de tretten enkeltstrenge, blev riven pillet ud, og vi skulle så bruge en enkelt gummikile til først at stemme de to strenge sammen, og til sidst den tredje og sidste streng. Det første flygel stemte jeg i begyndelsen af november 1979. Det var Petrof flyglet på gulvet til venstre for scenen i festsalen, og det skulle bruges til instituttets fødselsdagsfest 5. november. Allerede fra start lagde Aksel den hårde linje. Han forlangte det ypperste af os elever, når vi stemte. Blinde skal være mindst et hestehoved foran de seende, sagde han mange gange under uddannelsen, og det havde han så evig ret i. Det gælder stadig den dag i dag.

Aksel lyttede meget kritisk til temperaturen, for hvis der er fejl i den, så følger fejlen med over hele klaveret eller flyglet. Når han fandt en fejl, spurgte han tit, hvad er der galt? Vi skulle så forklare hvor fejlene var. Det var også for at træne vores øre. Hvis vi ikke havde hørt det, gentog han temperaturen igen, og spurgte hvor er fejlene? Hvis vi ikke kunne fortælle det, sagde han hvor fejlene var. Og vi vidste han havde ret. Først når Aksel havde sagt god for vores temperatur, stemte vi resten af klaveret. Aksel sagde gerne, ja, så mangler vi jo bare resten med disse kanter og wienerbrødene altså bassen.

Hvis han ikke var tilfreds med vores stemning, knaldede han hænderne ned i tangenterne og sagde: Jeg har set lort nok, og forlod straks lokalet. Når han kom ind igen, var alt glemt. Han bar aldrig nag. Den hårdhed gav os elever et spark bagi. Det første halve år betalte staten for prøvetiden. Jeg var den sidste elev der blev optaget på pianostemmerskolen mens staten betalte.

Fra 1. januar 1980 skulle ens hjemkommune bevilge uddannelsen, og det gjorde Køge kommune heldigvis. Bevillingen kom den 17. december 1979. Jeg havde i begyndelsen af december 1979 været til et halvårligt statusmøde med socialrådgiver Else Lange, reparationslærer Svend Munch og stemmerlærer Aksel Gleerup. Svend og Aksel synes begge jeg var en flittig elev, men Svend sagde: “Reparation er ikke din stærke side.”

Aksel var meget tilfreds med mig som klaverstemmer, og sagde: “Du skal nok blive en god klaverstemmer. Du kan sagtens stemme korrent, og temperaturen går næsten op hver gang, men den kan godt blive noget bedre.”

Jeg var utrolig glad for at være optaget som elev på stemmerskolen. Det var en drøm der gik i opfyldelse. Vi elever fik tit at vide, at oktaverne i diskanten skal altid være lidt for høje, men kun så du ved de er det. Aksel var god til at færdes i trafikken hovedsagelig med bus. Når han sad i bussen brugte han tiden til at snakke i amatørradio. For at få en del rutine blev vi elever sendt ud i en musikforretning som solgte klaverer og flygler. Da jeg havde gået på stemmerskolen i lidt over 7 måneder, blev jeg mandag, den 24. marts 1980 sendt ud til Brødrene Jørgensen på Amagerbrogade 31 i København. Det første klaver jeg stemte i forretningen, var et Bambino pianette. På stemmerskolen havde jeg kun prøvet at stemme et klaver på en dag, men den første dag hos Brødrene Jørgensen skulle jeg stemme to i forretningen og et kinesisk Nieer klaver hos en kunde i Hørsholm.

Stemningen hos kunden i Hørsholm måtte jeg efter et par uger lave om, for den var ikke god nok. Mindst en dag om ugen stemte jeg hos Brødrene Jørgensen på Amager, og fik ikke noget for stemningerne. Da Brødrene Jørgensens afdeling på Amager lukkede sammen med de andre afdelinger i Danmark i december 1980, måtte der findes en ny forretning til mig. Det blev Alfred Christensen musik i Lyngby Storcenter, hvor jeg begyndte i begyndelsen af februar 1981. Jeg stemte om torsdagen i Lyngby Storcenter, og fik til at begynde med ikke noget for stemningerne. Det var hovedsagelig østtyske og russiske klaverer de solgte. Et par måneder efter blev jeg kaldt ind til personalechef Erik Ross. Ross spurgte om jeg også ville stemme i deres to andre butikker i City 2 i Taastrup og Rødovre Centret. Det ville jeg da gerne, for det gav jo mere rutine. Jeg sagde til Ross, jeg skal lige spørge på stemmerskolen. Aksel Gleerup og Svend Munck synes det var helt i orden. Så jeg stemte mandag i Taastrup, tirsdag i Rødovre og torsdag i Lyngby. Da jeg nu stemte i alle tre forretninger, fik jeg 50 kroner pr. stemning.

Den sidste torsdag i måneden gik jeg ind til regnskabschef Anne-Grethe Kofoed i Lyngby med rekvisitionerne på stemningerne, og fik udbetalt min løn. En dag spurgte en af de ansatte hos Alfred Christensen i Lyngby om jeg kunne stemme hans fars pianette. Selvfølgelig kunne jeg det. Jeg tog ud og stemte faderens tokorede Andreas Christensen pianette med overliggende knast, og fortalte først Aksel det, da jeg kom tilbage på stemmerskolen efter frokost. Aksel sagde med det samme: Vi har jo sådan en pianette, så jeg vil da gerne høre den stemning du lavede ude hos kunden.

Jeg stemte pianetten, og Aksel kom ind og lyttede og spurgte: “Har du taget penge for den stemning?”

“Ja,” sagde jeg. “Så er jeg glad for jeg ikke var kunden,” sagde Aksel. Så havde han på sin egen måde sagt, hvad han mente om stemningen. Men jeg var da glad for at have fået 165 kroner for stemningen hos kunden.

Vi elever blev også sendt ud til kunder som ringede til stemmerskolen, og så kunne Aksel tit forklare helt nøjagtig, hvordan man kom ud til kunden. Vi skulle i hvert fald være halvandet år henne i uddannelsen før vi fik private kunder. Jeg har aldrig oplevet en, der kunne skrive så hurtigt på prentavle som Aksel. Det var en 6-linjers tavle han skrev på. Han brugte en hånd til at notere med, og det blev gjort mens han snakkede med kunden. Han skrev dato, tid, navn, adresse og telefonnummer ned på kunden. Og så kom han ind i lokalet, og gav mig sedlen i hånden, og sagde: “Den er til dig.” De sedler han skrev var altid fejlfri.

Jeg gjorde tit den fejl at tage en taxa ud til kunden, fordi så kunne jeg nå at drikke kaffe sammen med kammeraterne i spisestuen på tutten. Aksel sagde en eftermiddag til mig: “Hvis du bliver ved med det, så kan du til sidst ikke finde rundt mere.” Det slog jeg bare hen med bemærkningen: “Jo, da.”

Men den gamle fik jo ret. Da jeg onsdag, den 2. juni 1982 flyttede til Holmebækhuse i Herfølge, tog jeg taxa til og fra Holmebækhuse til Køge station. Den kostede 60 kroner hver vej. En dag kørte jeg med bussen, og kunne ikke finde fra stoppestedet og hjem, og jeg måtte da ringe til Aksel og sige, du havde jo ret. “Det vidste jeg da godt,” sagde han. “Det er for nem en løsning bare at sætte sig ind i en vogn, det møder man heller ikke udfordringer af.” Heller ikke bare at blive kørt eller fulgt rundt af seende.

Dengang havde man jo ikke de hjælpemidler som vi har i dag. Computer med tale, så vi kan søge på rejseplanen og brug af gps. Hvordan Aksel fandt ud af de forskellige ruter ved jeg ikke. Men jeg tror, at hans kone Edith nok har kigget på kort og fundet busserne i den store HT-køreplan.

Vi startede hver morgen klokken 8 med morgenkaffe, og her fortalte Aksel tit om hændelser ude hos kunder. Aksel havde undervisningen hele mandag, tirsdag, onsdag og torsdag eftermiddag og fredag formiddag. Svend Munck havde reparationstimer tirsdag, onsdag og torsdag formiddag og fredag eftermiddag. Reparation var ikke min styrke, og er aldrig blevet det. En dag bad Svend mig sætte en omløber på, og det var jeg ikke god til, så jeg spurgte Christian Skov, om ikke han kunne sætte den på for mig, inden Svend kom tilbage. Da Svend kom tilbage ville han se hvordan jeg havde sat omløberen på. Den sad perfekt, så Svends kommentar: “Meget fint arbejde Christian.”

Jeg var mere interesseret i at stemme, og jeg ville være lige så god klaverstemmer som Aksel. En dag sagde Aksel til Bent Bomholt og jeg, at nu havde han lavet en temperatur, og vi skulle så lave en der lignede Aksels. Vi sad i hver sit lokale og kunne hvis vi var i tvivl gå ind og lytte på, hvad Aksel havde lavet på et Hornung & Møller Skandia klaver som stod i stemmerrum 2. Det klaver kaldte vi ordbogen.

Cirka en gang om måneden afholdtes der aktion over ting som folk ville sælge. Der kom et par andre stemmere og et par radioamatører, og vi havde en hyggelig torsdag eftermiddag fra klokken 14. Der fik vi også en bajer. Aksel kiggede også tit efter, om vi elever glemte stemmenøglen i klaveret. Hvis vi havde glemt den, kom han ind og spurgte: “Hvad er klokken?” Vi så på uret og sagde tidspunktet. “Den er ti minutter over to,” sagde Aksel. Så det er øl efter eftermiddagskaffen. Aksel havde nogle specielle udtryk. Når vi skulle drikke kaffe, sagde han altid så krikker vi kaffe. Han elskede lyde, og det skete også, at der blev slået ting i stykker, og når det skulle ske, sagde han gerne, vi skal have en baldreng. De gule armbind med de 3 prikker kaldte han for fumleflag. Stemmetemperaturen kaldte han for tussen.

“Go disse go dasse. Skal du ha stemt en kasse”

Aksel sagde til os elever, at når i kommer ud til et rigtig gammelt klaver, så skal man jo bare skramle lidt med nøglen, hvis et klaver eller flygel var slemt, sagde han: “Den er jo zehr skummel.”

Kender du vejen? Det fik han til vender du kajen. Hvis nogen hostede sagde han altid, skal jeg rykke dig i dunken, i stedet for skal jeg dunke dig i ryggen. Aksel skulle den sidste uge i sommerferien stemme alle instituttets instrumenter. En dag i sommerferien 1981 ringede Aksel til mig og spurgte om ikke jeg kunne komme og hjælpe ham med stemningerne. Han synes åbenbart jeg havde godt styr på det stemningsmæssige, og så gav det jo noget ekstra rutine. Det var kun få af klavererne og flyglerne som jeg stemte i den uge, som Aksel kontrollerede.

Selv om han kørte den hårde linje holdt vi utrolig meget af ham for vi vidste, han havde den faglige stolthed. Der er nogle gange, når jeg sidder og stemmer og skal beslutte hvordan jeg vil udføre opgaven, så tænker jeg tit på, hvad ville Aksel have gjort i den situation som jeg er i nu. Og så finder jeg meget hurtigt ud af, hvad jeg skal gøre, for det er som om Aksel er til stede og siger hvad jeg skal gøre. Jeg var den sidste som Aksel Gleerup førte op til stemmerprøve. I januar 1982 blev det besluttet, at jeg godt kunne gå til prøve, og stemmerprøven blev bestilt hos Københavns pianostemmerforening, og sat til fredag, den 26. marts 1982 klokken 10. Allerede i efteråret 1981 begyndte Aksel at indføre et pointsystem, når der blev stemt. Det var også for at få mig ned i tid, så jeg kunne gennemføre prøven på de to timer som man må bruge.

Man kunne opnå 50 point. 10 point for tiden, 10 for kammer-aet, 10 for temperaturen, 10 for midterpartiet og 10 for resten af klaveret. Det skete aldrig at jeg nåede de 50 point, men altid omkring 42-45 point. Men ved min stemmerprøve fik jeg 48 point. Det var det højeste jeg nåede.

Onsdag, den 24. marts 1982 fandt min generalprøve sted. Den gik ikke særlig godt, der fik jeg virkelig en over nakken. Men så kom selve prøvedagen. Vi mødte op klokken 8 om morgenen, og der blev hentet tre kasser øl hos købmand Møgelhøj. Lidt i 10 kom de to sensorer Franz Fervolt og Palle Grøn, og på slaget 10 gik vi ind i stemmerrum 2, hvor fremgangsmåden blev gennemgået af de 2 censorer. Aksel var med inde i lokalet indtil prøven gik i gang. Jeg skulle først sætte kammer-aet, så skulle censorerne ind og høre det, og så skulle jeg stemme temperaturen, og den skulle de så også lytte på, inden jeg stemte hele klaveret. Det var kun censorerne der måtte komme ind i stemmerlokalet mens jeg var til prøve.

Heldigvis gik prøven godt, og da Franz og Palle havde sagt tillykke, kom Aksel ind og fandt de fejl som censorerne ikke havde fundet. Jeg har aldrig før eller siden sat kammer-aet så hurtigt som jeg gjorde til prøven. Efter prøven gav instituttet smørrebrød, og Aksel holdt en virkelig pæn tale for mig.

Den sidder jeg nogle gange og lytter til, for jeg optog min prøve på bånd, og har nu fået digitaliseret optagelsen. Aksel sagde i talen blandt andet, at der er i dag efter min mening aflagt en virkelig pæn stemmerprøve, faktisk noget pænere end de fleste. Jeg var utrolig glad for at jeg havde bestået stemmerprøven. Efter jeg havde bestået min stemmerprøve havde jeg til det sidste kontakt med Aksel Gleerup.

Aksel var en utrolig behagelig og vidende mand, som man altid kunne slå en hyggelig sludder af med. Aksel Gleerup døde natten mellem torsdag den 13. og fredag den 14. februar 1998 77 år gammel. Han var endda ude og stemme den sidste dag. Det er Aksels skyld at jeg er blevet den klaverstemmer som jeg er, og har været gennem alle årene.

5. Erindringsartikel af Ove Gibskov – første artikel af 4

Med Kalundborgfærgen som blind passager, da min fart forsvandt, glæden ved bøger, og hvorfor jeg kom til at skyde en gris

Første del af Ove Gibskovs barndoms- og ungdomserindringer

For godt to år siden blev jeg opfordret til at skrive barndomserindringer i Optimisten – et pensionistblad, som udkommer i bl.a. Kolind på Djursland, hvor jeg er født. Det skulle egentlig blot have været en to-tre afsnit men er foreløbig blevet til otte med såvel barndoms- som ungdomserindringer.

Skriveforløbet har både været sjovt og meget tankevækkende, da det har givet mig en større bevidsthed om mine forældres betydning, og hvor værdifuldt det har været som blindfødt kostskoleelev at have haft seende kammerater i ferierne hjemme. Så jeg kan i den grad skrive under på Søren Kierkegaards ofte refererede udsagn, om at livet leves forlæns men forstås baglæns.

De otte afsnit bliver i en let redigeret version bragt to og to sammen i dette og kommende Nyhedsbreve; det skal lige nævnes, at alle personer, som er omtalt og stadig lever, har haft mulighed for at læse de afsnit, som de medvirker i.

Når man tændte for radioen i min barndom, kunne man tit høre, at der blev sagt ”Danmarks Radio København-Kalundborg; og noget af det, der kom ud af højttaleren var jo musik. Så da jeg som fireårig fik at vide, at jeg skulle til Blindeinstituttet på Refsnæs i nærheden af Kalundborg, var jeg sikker på, at jeg ville komme til at lære at spille musik, som man så kunne høre i radioen. Selv om det selvfølgelig ikke gik sådan, kom jeg faktisk alligevel til at tilbringe hele mit arbejdsliv som radiojournalist; men det er en ganske anden historie.

Jeg er født blind ligesom min to år yngre søster Inge, og det betyder bogstaveligt, at vi intet kan se – heller ikke lys eller mørke. Jeg kan nemlig opfatte lige så lidt lys og mørke med øjnene, som seende kan med deres næse eller ører.

Vi havde også en storesøster Henny, der var næsten seks år ældre end mig. Hun rejste som voksen til Australien, blev gift og fik to døtre men døde desværre allerede i 1994.

cid:A209F444-CAA3-49A4-9357-BB30C1272288@home
Det siger sig selv, at det var voldsomme oplevelser for vores forældre at få to blinde børn med to års mellemrum. Men selv om de først overtog deres slagterforretning og slagteri godt et halvt år efter Inges fødsel og på det tidspunkt næppe har haft ret mange penge, blev der ansat en pige, som først og fremmest skulle tage sig af os.

Billedtekst: Vores forældre behandlede Inge og mig som andre børn og gav os bl.a. hver en trehjulet cykel. Det er Henny, der står bagved Inge.

Vores mor, som ikke havde nogen uddannelse men virkelig var et naturtalent, stimulerede både Inge og mig på mange forskellige måder til at opdage verden. F.eks. lærte jeg at gå ved at støtte mig til et askebæger, der sad på en høj stang. Det havde jeg foran mig og kunne så hele tiden mærke, om jeg var ved at støde ind i noget.

Alligevel mente vores læge Jarsbæk, det var vigtigt, at jeg kom tidligt til Blindeinstituttet, hvor man også kunne gå i børnehave, indtil man var gammel nok til at fortsætte i skolen.

Og dengang var lægens forslag – om ikke ligefrem lov – så dog noget i den retning.

Så søndag den 20. august 1950 blev jeg, som jeg senere galgenhumoristisk har formuleret det, solgt til staten som slave. Sammen med min far, mor og Henny kørte jeg til Aarhus i vores gamle Opel og sejlede så 4 timer med færgen til Kalundborg.

Da vi åbnede døren til børnehjemmet, hvor de børn, som endnu ikke gik i skole, boede, sagde de i kor: ”Goddag Ove”, og jeg undrede mig over, hvordan de kunne vide, hvad jeg hed.

Min far og plejemoderen frk. Friis fandt hurtigt ud af, at de havde gået i skole sammen på Ryomgaard Realskole, og da jeg efter sigende tilmed var både charmerende og kvik, kom det til at betyde, at jeg skulle sove på de store drenges sovesal. Der var dog det problem, at alle sengene var optaget; men det løste plejemor på den måde, at Rudi, som ganske vist var halvandet år ældre en mig, blev flyttet ned på de smås sovesal, hvor man skulle i seng kl. seks, mens vi på den store måtte være oppe til halvsyv.

Og hvorfor var det så lige Rudis seng, jeg skulle have? Simpelthen fordi han var søn af en tysk soldat og en såkaldt feltmadras, og det var bestemt ikke i høj kurs i 1950.

Far og mor havde fået at vide, at de ikke måtte sige farvel til mig men bare skulle gå, for at afskeden ikke ville blive al for svær. Jeg lagde godt mærke til, at Henny græd men fik ikke at vide hvorfor.

En af assistenterne viste mig en levende skildpadde, som hed SkjoldPeter, og sammen med den blev jeg anbragt på en gyngehest, og da jeg lidt efter kaldte på min mor, var både hun, min far og Henny væk.

Hvad der skete de næste dage, har jeg ikke den mindste erindring om; men jeg fik uden tvivl en traumatisk oplevelse. Noget af det første, jeg derefter klart kan huske, er, at nogen snakkede om, at der snart var efterårsferie. Det glædede jeg mig naturligvis til; men den dag, hvor ferien skulle begynde, var vi fire, som ikke måtte komme hjem. Man havde nemlig den regel, at de børn, der var kommet til børnehjemmet senere end to måneder før en ferie, ikke kunne komme hjem på den første ferie, fordi man mente, at de så ikke havde vænnet sig nok til at være på børnehjemmet, så det derfor ville være meget svært for dem at komme tilbage, når de havde været hjemme. Jeg har aldrig mødt andre end nogen af de ansatte, som kunne forstå visdommen i denne afsindige bestemmelse.

En dag, mens de andre holdt ferie, tog to af assistenterne os fire med til København, hvor vi bl.a. kom i Zoologisk Have. Der fik vi lov til at røre ved nogle dværggeder, og jeg husker tydeligt, at jeg ikke gad klappe sådan nogle små geder men sagde, at vi havde store heste hjemme, og dem ville jeg meget hellere være sammen med.

Da de andre kom tilbage fra ferie, gik der ca. en måned, og så pludselig stod min mor en dag i legestuen og sagde goddag. Der var nemlig altid forældredag i slutningen af november, og jeg var jublende glad fra fredag eftermiddag til søndag formiddag, hvor hun igen skulle hjem.

Selv kom jeg for første gang igen til Kolind i juleferien. Min mor var nødt til at blive hjemme og passe butikken, men min far og Henny hentede mig i Aarhus på Kalundborgfærgen, som de næste ti år mindst fire gange om året sejlede mig frem og tilbage mellem Aarhus og Kalundborg – hver anden gang med glæde og hver anden gang med tårer, ikke mindst min mors.

Hjemme var de meget spændt på, om jeg stadig kunne finde rundt i hele huset og huske, hvor alle ting stod eller lå, og det kunne jeg. Vi havde en meget stor familie, og der kom mange på besøg i ferien for at høre, hvordan det gik med mig derovre på Refsnæs. Jeg kunne huske alles navne og stemmer, og det var de ret imponerede over. I den ferie blev jeg meget forkælet både med store julegaver og højtlæsning til langt ud på aftenen, og forkælet har jeg vist egentlig været stort set lige siden.

En dag spurgte min far, om jeg savnede noget fra børnehjemmet; ”ja”, sagde jeg, ”nogle af de store drenge. Men jeg vil alligevel meget hellere blive hjemme altid”.

De tre ugers ferie gik desværre lynhurtigt, og så var der gråd om bord på færgen.

Jeg havde ret tidligt fået en del kammerater blandt de store drenge på sovesalen, og noget af grunden var nok min fantasi og evne til at fortælle historier fra de bøger, jeg havde fået læst hjemme. Somme tider digtede jeg også selv nogen.

Der var ikke kun helt blinde men også svagsynede børn på Refsnæs. En af dem hed Helge, og han lå i sengen ved siden af mig. Men jeg kunne ikke forstå, at hans navn skulle nævnes hver aften, når vi var kommet i seng og i kor bad Fader vor. Det havde vi aldrig gjort hjemme, så jeg kendte ikke udtrykket ”helliget vorde dit navn” og undrede mig altså over, at det kun var Helge og ingen af os andre, som blev nævnt i aftenbønnen.

En af mine jævnaldrende hed Bjarne. Han sov på de smås sovesal og var desværre også en af dem, man kunne drille og det, der var værre, uden at de voksne ret tit blandede sig. Hans forældre var skilt, og selv om det ikke var nær så slemt at have en enlig mor, der tilmed ikke havde ret mange penge som at være barn af en tysk soldat, så tilhørte de fleste dengang alligevel en ”rigtig” familie med far, mor og børn. Så Bjarne var altså også en form for jaget vildt. Men mens de store på fem og seks år gik i børnehave tidligt om formiddagen, legede jeg næsten altid med ham og kunne faktisk godt lide ham. Når jeg så hørte mine store kammerater komme ned ad trappen fra børnehaven, væltede jeg tit det legetøj, vi havde leget med og lod, som om vi var oppe at slås. De andre skulle i hvert fald ikke tro, at jeg legede med Bjarne. Selvfølgelig var jeg på den måde med til en form for mobning og er bestemt ikke stolt over det. Alligevel vil jeg sige, at hovedansvaret lå hos de ansatte, der nærmest gav os frit lejde til at gøre, hvad vi ville overfor børn som Bjarne og Rudi.

I den sammenhæng vil jeg nævne et grelt eksempel på, hvad Bjarne engang gjorde for at få opmærksomhed og blive en slags helt i ganske få minutter.

Efter at have spist varm mad kl. 12 skulle vi hver dag sove til middag i liggehallen, som lå i en bygning udenfor børnehjemmet. Jeg har altid været god til at snakke, hvad der både har medført store ulemper men også fordele, og det vender jeg tilbage til.

Den dag, det her drejer sig om, havde jeg snakket meget af tiden, mens der blev spist og var den sidste, som forlod bordet og gik over mod liggehallen. Jeg hørte, at alle var ved at tælle, og at der blev sagt 91, 92 osv. Da jeg åbnede døren, var de nået til 100, og samtidig blev der knaldet en rude. Den assistent, som skulle være i liggehallen sammen med os, var der endnu ikke men kom styrtende, da hun hørte, at glassplinterne fløj til alle sider, mens der blev klappet og råbt. Hun fik fat i Bjarne, som blødte fra begge arme og hurtigt kom over på sygeafdelingen.

Der var sket det, at Bjarne, som i øvrigt havde en lille synsrest, ved et uheld var kommet til at ramme en rude, som splintrede, da han skulle åbne døren til liggehallen. Mange grinede og syntes, det var vældig sjovt; og så sagde stakkels Bjarne, at hvis alle talte til 100 i kor, ville han også stikke den anden arm gennem et vindue, når de var færdige.

Så desperat var en lille forsømt dreng for at komme i centrum, og det opnåede han jo altså kun i meget kort tid.

cid:65613305-8E3C-4B4F-9E75-3DD2F89E368D@home

Billedtekst: Om sommeren kørte vi tit til stranden og var dengang nogle af de forholdsvis få, der ejede en bil.

Mine forældre har altid givet udtryk for, at de ville gøre meget for at beholde mig hjemme, indtil jeg skulle i skole. Men læge Jarsbæk syntes jo altså ikke, det var en god idé. Han var dog også interesseret i at finde ud af, hvordan det gik med slagterens blinde søn, og på vej hjem fra en lægekongres på Sjælland besøgte han børnehjemmet og mig. Umiddelbart efter, at han var kommet til Kolind, kørte han ned til slagterbutikken og gav min mor en uforbeholden undskyldning og sagde, at hvis han havde kendt forholdene på Refsnæs bedre, skulle jeg være blevet hjemme, indtil jeg kunne begynde i skolen. Han var overbevist om, at min far og mor kunne have lært mig mindst lige så meget, som jeg lærte på børnehjemmet. Når man tænker på, at vi er tilbage i begyndelsen af 1950’erne, hvor lægen jo virkelig var en autoritet i lokalsamfundet, synes jeg, det er stort, at han overfor slagterkonen erkendte, at han havde taget fejl og ikke sat sig godt nok ind i forholdene.

cid:0C69CC01-4A52-4E1D-BC7B-36F3B192ECAD@home

Billedtekst: Inge, Ove og deres far Slagtermester Viktor Sørensen.

Som nævnt har jeg altid været god til at snakke, og det kom især i min barndom til at betyde, at jeg ofte talte så meget, at jeg ikke blev færdig med f.eks. at spise, tage tøj på eller rydde op samtidig med de andre.

En dag, hvor jeg stadig spiste, efter at alle havde forladt bordet, spurgte frk. Friis, hvorfor jeg altid skulle være så langsom, og jeg fortalte hende, at jeg havde glemt min fart derhjemme. Et par dage senere viste hun mig så en konvolut og sagde, at hun havde skrevet til Kolind efter farten, som nu altså var kommet tilbage. Det varede dog ikke længe, før jeg atter var nede i mit normale tempo; og da jeg igen blev bedt om at skynde mig lidt mere, sagde jeg, at min fart endnu en gang var stukket af og taget til Kolind, og at jeg meget gerne selv ville hente den. Faktisk troede min femårige hjerne, at det ville lykkes mig at komme en tur hjem, men det skete desværre først næsten to måneder senere, da juleferien begyndte.

En af dagene efter juleaften blev der udelukkende spillet sørgemusik i radioen, og min far fortalte, at det var fordi dronning Alexandrine, som havde været gift med Chr. d. 10., var død. Allerede dengang blev jeg heldigvis stimuleret til at være nysgerrig og spurgte, hvem der så nu var konge og dronning, hvem der havde været det før Chr. d. 10., og hvor mange konger Danmark havde haft.

Min far kunne naturligvis ikke på stedet svare på det alt sammen; men Henny, som gik i 5. klasse, havde en Danmarkshistorie, som han begyndte at læse for mig. Den blev jeg opslugt af med det samme, og hver aften i resten af juleferien, når slagteriet og butikken var lukket, læste han højt. Og da vi var færdige med Danmarkshistorien, ville jeg vide, hvad der havde været før, der var noget, som hed Danmark. Han tog så fat på Hennys Bibelhistorie, og den del, vi ikke nåede, inden turen gik tilbage til Refsnæs, fortsatte han så med i den næste ferie. Jeg kan stadig genkalde mig de intense og hyggelige oplevelser, som vi havde de aftner, og min gode hukommelse har sørget for, at jeg den gang fik et godt fundament at bygge videre på i både Danmarks- og bibelhistorie.

Der gik heller ikke lang tid, før mine nyerhvervede bibelkundskaber kom i brug. En søndag formiddag bankede det nemlig på døren hjemme i Kolind, og udenfor stod to damer fra Jehovas Vidner. De kom ind i køkkenet og konstaterede hurtigt, at to af familiens børn var blinde. De fortalte os, at man ville få sit syn, når man kom op til Gud i himlen, men at det kun var de udvalgte, som fik et evigt liv deroppe. Min nysgerrighed var ikke til at standse. Jeg spurgte og spurgte bl.a. om, hvad det ville sige at være udvalgt og sagde, at der i den Bibelhistorie, min far havde læst, ikke stod noget om, at man skulle være udvalgt. Jeg har sikkert heller ikke holdt mig tilbage for at fortælle om Samsons, Davids og Goliats bedrifter.

Min far og mor kunne ikke bare blive siddende i køkkenet men skulle foretage sig andre ting. Så det endte med, at jeg sad alene og talte med damerne. Til sidst bankede de dog på ind til stuen og sagde, at de var nødt til at gå videre. Min mor har senere sagt, at jeg talte med dem et par timer. Måske er det lidt af en overdrivelse, men i hvert fald var det både spændende og længe. Bagefter sagde hun, at med de talegaver, jeg havde, syntes hun, at jeg skulle være præst. Dengang var det dog brandmand, som var mit store ønske, skønt det jo ikke er det mest oplagte job, når man mangler synet. Men det skulle jeg nu nok klare, var jeg sikker på.

Mange har spurgt, hvornår det egentlig stod klart for mig, at jeg var blind. Jeg kan ikke sætte det i forbindelse med en bestemt begivenhed men var selvfølgelig fuldstændig klar over det, da jeg kom til Refsnæs. Jeg har altid brugt ordet ”se” ligesom de fleste andre, da det jo indgår i masser af sammenhænge, hvor det for mig ville være unaturligt ikke at bruge det. F.eks. siger jeg ikke, at jeg lige skal høre TV-avisen, men derimod at jeg skal se den, selv om jeg aldrig har set noget som helst. Men i det danske sprog hedder det altså at se TV-avis, og jeg bruger sproget på samme måde som alle andre.

Som lille skete det nogle gange, at jeg opfattede noget, jeg havde fået at vide på en anden måde end andre, og det har jeg senere betegnet som blindelogik. F.eks. fik jeg som 3- eller 4-årig at vide, at man kunne dø af at blive kørt over. Jeg havde også hørt, at vissent og dødt græs blev til hø og tænkte, at så kunne jeg da bare selv lave græs om til hø. Uden at fortælle, hvad jeg var ude på, gik jeg sammen med vores barnepige og min lille trækvogn ned på fodboldpladsen og kørte et par gange frem og tilbage. Så plukkede jeg noget af det græs, som var blevet kørt over og lagde det i trækvognen. Men da vi kom hjem, var der desværre ingen, som kunne se, at jeg havde lavet hø, og jeg troede vist, det skyldtes, at græsset ikke var blevet kørt grundigt nok over.

Både Inge og jeg legede med andre af byens børn, når vi var hjemme på ferie, og den store betydning, det fik, vender jeg tilbage til i et senere nummer.

Nogle af dem, jeg ud over fætre og kusiner tidligst kan huske, er dyrlæge Rasmussens to ældste døtre – Lone, som var et år ældre og Helle et år yngre end mig. Jeg har en erindring om, at vi både legede og snakkede godt sammen, men det kunne dog nær være gået galt. Jeg er nemlig født 13. april og fylder derfor ret tit år i påskeferien. Men en eller anden havde fortalt mig, at en stor dreng ikke har tøser med til sin fødselsdag, og det sagde jeg, da dyrlægen kort tid før min fødselsdag var nede i slagterhuset. Men heldigvis bestemte min far og mor, at de to piger skulle med. Når jeg skriver heldigvis, er det, fordi jeg i virkeligheden gerne ville have dem med men lå under for det, der blev sagt om store drenge og tøser. Jeg har altid befundet mig godt sammen med piger og senere kvinder, uden at jeg dog har noget imod mænd.

Somme tider faldt min fødselsdag også lige før eller efter påskeferien, og et af mine første år på Refsnæs var det samme dag, som ferien sluttede. Mine forældre syntes selvfølgelig, den skulle fejres i Kolind, og derfor kom jeg først tilbage dagen efter, hvor min mor så tog med. Men nærmest i det øjeblik, vi kom ind på børnehjemmet, blev hun kaldt over til forstander Paul Petersen, som meddelte hende, at jeg sandelig ikke kunne blive hjemme, når ferien var forbi. Hun fik dog fortalt ham, at så længe jeg endnu ikke gik i skole, skulle hun og min far nok selv bestemme, hvor min fødselsdag skulle holdes.

Efter 3 år i børnehaven kom jeg så endelig i skole. Det betød også, at jeg flyttede over på det, som hed Østskolen, hvor drengene fra 1. til 3. klasse og pigerne op til 7. klasse boede.

Der bliver ikke født ret mange blinde børn, og vi var kun 6, som det år begyndte i 1. klasse. Så lærerne havde gode muligheder for at koncentrere sig om hver elev.

Hjemme havde jeg ikke kun fået læst Danmarks- og Bibelhistorie men også mange andre bøger; og jeg glædede mig vildt til nu selv at komme til at læse og i det hele taget gå i skole. For nu ikke at gøre mig dygtigere, end jeg er, skal det siges, at der hverken er gået en stor eller lille matematiker eller for den sags skyld sportsmand tabt i mig, selv om man som blind kan være god til både sport, matematik og alle mulige andre fag. Derimod kastede jeg mig med glød over bogstaverne, og allerede inden juleferien havde jeg lært at læse så godt, at dansklæreren frk. Filstrup gav mig en bog med hjem.

Da jeg begyndte at læse op, var min far og mor så stolte, at mange af kunderne blev inviteret ind i stuen for at høre mig læse højt. Til sidst kunne jeg næsten de første sider udenad, og på et tidspunkt lukkede jeg bogen, så jeg nu rigtig kunne vise, hvor dygtig jeg var. Men det var jo ikke det, der var meningen, så jeg blev bedt om at åbne den igen. Så begyndte jeg selv at digte. Den første historie handlede om Lise, som skulle i byen for bl.a. at købe to æg og en øl til sin mor. Jeg havde hørt nogen sige om en, der drak rigtig mange øl, at han var et fordrukkent svin. Så efter ordet ”øl” i teksten sagde jeg højt: ”det fordrukne svin”. Men jeg måtte jo indrømme, at det var mig selv, som havde tilføjet det; og kunderne blev i hvert fald overbevist om, at den blinde dreng på 7 år faktisk var god til at læse.

Selvfølgelig kunne jeg ikke være med til at spille fodbold og flere andre ting sammen med børn i Kolind. Der findes boldspil for blinde, hvor der er en klokke i bolden, så man kan høre, hvor den er. Men det har jeg nu aldrig interesseret mig for, og det hænger jo nok sammen med, at jeg heller ikke var god til det.

Derimod kunne jeg være med til at fiske ligesom mange andre drenge i Kolind. Før jeg begyndte at gøre det sammen med nogle af dem, havde jeg fanget ål, skaller og aborre med min far og hans bror Erik. Sammen med ham kom jeg en søndag hjem og kunne stolt fremvise min første gedde, som vejede 6 pund. Vi havde gæster, og ingen skulle være i tvivl om, at jeg med mine 9 år var en gevaldig fisker.

cid:56488BC8-FAD1-4CBD-B74A-3EFD61D09D67@home

Billedtekst: Ove med den store gedde fanget i Kolindkanalen

Selv om det i dag er svært at forstå, var der den gang mange på min alder, som skød gråspurve og andre fugle med luftgevær, uden at nogen blandede sig i det. Der kunne jeg jo heller ikke gøre mig gældende, hvad jeg nok har været ked af. I hvert fald sagde min far en dag, at jeg nu kunne få lov til noget, som ingen af de andre havde prøvet. Der skulle slagtes en gris, og han tog sin salonriffel, sigtede men lod mig skyde. Der gik heldigvis heller ikke lang tid, før mange af byens børn vidste, at slagterens Ove havde skudt en gris, og jeg var dagens mand i skysovs, som man dengang sagde. For en gråspurv er jo altså ikke helt det samme som en gris.

I næste nummer giver jeg blandt meget andet vidt forskellige eksempler på, hvad der kun kan betegnes som børnemishandling på Blindeinstituttet.

6. Nekrolog over Arne Krogh af Hans Erik Olsen

Da vi som bestyrelse i foreningen Blindehistorisk Selskab i 2016 trådte tilbage, fordi vi mente, at der skulle nye kræfter til, havde vi fået et så godt og betydningsfuldt venskab, at vi ikke kunne sige: “Det var så det, og tak for nu”. Det venskab har vi heldigvis stadig.

Vi, jeg som formand for selskabet, kasserer Arne Krogh, næstformand Inge Gibskov, sekretær Svend Thougaard og redaktør af nyhedsbrevet Karsten Ahrens aftalte derfor, at vi en gang om året skulle mødes til en hyggelig komsammen på Fuglsangcentret i Fredericia, hvilket vi også har gjort, bortset fra corona-året 2020.

Det gjorde vi også i år i dagene 13. – 14. maj, og vi havde lige fået frokost 13. maj, da Arne Leif Nybo Krogh pludselig ikke mere var iblandt os.

Det var en højst ubehagelig oplevelse, men når det så er sagt, så var det godt, at han døde uden lidelser, og også at det skete på Fuglsangcentret, hvor han nød at komme i fulde drag.

Jeg vil i denne nekrolog til selskabets nyhedsbrev fortælle lidt om Arne Krogh, både hvad han betød for foreningerne Dansk Blindesamfunds Amatørteater og Danske døvblinde, men også om de personlige oplevelser jeg gennem 58 år har haft med Arne, hans kone Bente, og efter hun døde med Arnes veninde Linda.

Arne blev født 2. maj 1935, og blev uddannet blikkenslager og rørlægger og arbejdede som smed. I cirka fire måneder arbejdede han på Thulebasen i Grønland i 1957.

To år senere mistede Arne praktisk talt synet, men trods det for ham så store handicap mistede han aldrig humøret.

På en udflugt med Dansk Blindesamfund til Herthadalen ved Lejre, mødte han sin senere hustru gennem 54 år Bente Larsen, der på det tidspunkt havde et rimelig godt syn, men som hun desværre mistede nogle år senere. De blev gift 11. oktober 1961. Bente døde 3. maj 2015, dagen efter Arnes 80 års fødselsdag.

De fandt hurtigt deres fælles passion, der var teater og Arne kom hurtigt med i amatørteatret, hvor han debuterede i Kjeld Abells komedie i 11 billeder, Eva aftjener sin barnepligt.

Arne kom gennem de 45 år han var medlem af Amatørteatret til at betyde fantastisk meget for teatret, men det betød også meget for både ham og Bente. Han havde et stort talent for skuespillet, og udfyldte sine roller på bedste måde, og jeg mener, at han var en af de dygtigste skuespillere, Amatørteatret har fostret gennem de 60 år, teatret eksisterede.

Han udskrev sine roller i punktskrift, indtalte dem på kassettebånd på den måde, han nu syntes de skulle spilles, og lærte så på den måde replikkerne.

Han satte en ære i at kunne sine roller, så det var unødvendigt at give ham suffli, og jeg har gennem årene overværet mange forestillinger, og må sige, at den intention levede både han og Bente til fulde op til.

Et par forestillinger der gjorde virkelig indtryk på mig var da Amatørteatret 18. maj 1968 opførte Svend Rindoms folkeskuespil i fire akter “Fred på jorden”, et skuespil han skrev i 1915, hvor Arne spillede firmaindehaveren Emil Barning af firmaet Barning og Ernst. Rollen som Thomas Ernst blev lige så mesterligt spillet af Niels Eskjær. Det pyntede også på forestillingen at instruktionen blev forestået af Arnes nære ven gennem mange år Erik Faurschou.

Arne medvirkede også i Amatørteatrets sidste forestilling i 2006 hvor man opførte Karl Bjarnhofs Den korte dag er lang nok.

Han var gennem en årrække formand for amatørteatret, og deltog i teaterkurser, optræden rundt om i Danmark sammen med andre teaterforeninger, og det var ved en af disse turnéer, han mødte et ægtepar på Fyn, Niels og Kirsten, hvor han og Bente overnattede, og det ægtepar blev deres venner for livet, og sådan var det med Arne, han spredte glæde og hygge hvor han kom frem. Var man venner med Arne og Bente, glemte ingen af dem nogensinde venskabet.

Ægteparrets børn Lotte og Steffen var gennem nogle år feriebørn hos Arne og Bente i Lyngby, og de var også med i deres dejlige sommerhus i Jyllinge.

Som voksne var det en selvfølgelighed at de var med til de fester Arne og Bente holdt.

Han spillede desuden kabaret, hvor mange af teksterne var skrevet af min far, Ove Olsen. I disse kabaretter havde Arne roller i sketch, monologer og dialoger. Af sketch kan nævnes Du mangler perspektiv Johannes, hvor Lis Klausen var udearbejdende smed, og Arne hjemmegående husmor med barn.

Han medvirkede desuden i Københavnskredsens nytårsrevy 1964, hvor han blandt andet havde en rolle i Et bestyrelsesmøde som menigt bestyrelsesmedlem.

Så vidt jeg husker blev han aktiv i Teaterforeningen Teaterkatten i 1969, hvor han fungerede på lige vilkår sammen med seende skuespillere, og her spillede han teater i godt 45 år, og havde meget glæde af det, og også store roller der. Både Inge og jeg, Karsten og Svend, men også mange andre blinde har gæstet Teaterkatten for at se deres fremragende forestillinger.

En forestilling, der står mejslet i min erindring og hvor Arne havde en kæmperolle var da Teaterkatten opførte Tennessee Williams Kat på et varmt bliktag.

Men allerede 29. september 1967 optrådte Amatørteatret i Teaterkatten, Frederiksborggade 48, København med Friedrich Dührenmatts Fysikerne.

Her spillede Arne sammen med Paul Åved, Niels Eskjær, Inger Sørensen, Edith Nygaard, Bente Krogh, Lis og Knud Klausen, Benjamin Hansen, Bent Ebbe og Hans Olesen. Igen var Erik Faurschou instruktør.

Også her gjaldt det for ham at kunne sine ting, og ved et par lejligheder har jeg været så heldig at få lov til at være ham behjælpelig med at fremskaffe rollemanuskripter.

I 2007 opnåede Arne sin største succes som skuespiller, idet han blev kendt over det ganske land i Erik Clausen-filmen Ledsaget udgang i rollen som Fessor. Filmen kunne ses i mange biografer. Det er en film man heldigvis stadig for rimelige penge kan købe på DVD.

Igennem 40 år var han ansat som typograf på Statens Trykkeri og bibliotek for blinde i Rønnegade 1, København, hvor han stod og trykte bøger, punktblade, noder og kalendere til glæde og gavn for os punktlæsere.

Han var også gennem en årrække cyklist i Tandemklubben af 1971 København, og var blandt andet også med til flere af Dansk Blindesamfunds Solgaveløb.

I perioden 2001-2016 var han kasserer for Blindehistorisk Selskab, en post han bestred med flid og dygtighed. Der var altid til hvert bestyrelsesmøde udarbejdet et perioderegnskab så vi kunne få status på de likvide midler, og det var ham magtpåliggende, at det lå både i punkt og sort, og at der ikke måtte være fejl i tallene, og det var der aldrig.

Jeg blev inddraget i selskabets bestyrelsesarbejde i 2005, og nåede altså gennem 11 år at have den store lykke at få lov til at arbejde sammen med Arne. Han som kasserer, jeg først som suppleant og siden gennem 9 år som formand for selskabet.

I 1963 blev min far Ove Olsen ansat på Statens bibliotek og trykkeri, hvor han dels kontrollyttede bånd, men også passede omstillingsbordet og pakkede lyd- og punktbøger, der skulle sendes ud af huset.

Fra 1964 og til fars ansættelse sluttede i 1971, var jeg af og til med ham på arbejde, og hver gang skulle jeg da op i trykkeriet og hilse på min ven, Onkel Arne.

En af de første gange jeg mødte Arne var hos dem i Lyngby, hvor der var en del teaterfolk samlet, og derfor også mine forældre.

Arne sagde til mig: “Kom og gyng i onkel Arnes skæg”, og det var jo en glæde for mig, at han ville lege og pjanke med børn på den måde.

I 1977 var jeg så heldig at komme i praktik på Statens trykkeri hos Arne. Uden ledelsens vidende fik jeg lov til at være med til at trykke radioprogrammet og medlemsbladet på den store Heidelberg trykkemaskine, og et par dage stod jeg selv og trykte noder ved den lille Victoriapresse.

Pludselig kom administrator Gunnar Reisler ind ad døren og bemærkede, at det, at jeg stod ved trykkemaskinen ikke var tilladt, og det ved De godt, Krogh. Arne undskyldte og sagde, at det ikke skulle gentage sig. Men da Reisler var gået sagde Arne: “Så kører du nodetrykningen igen”. Det var da at vise mig tillid.

På mine forældres ferier på feriehjemmet i Hobro, var det ofte tit sådan, at Arne og Bente var med på disse ferier, og det var en fornøjelse at være sammen med dem. Jeg husker mangen en aften ved keglebanen og i pejsestuen, og det var sådan, at der var to hold keglespillere, og når de skulle vælge holdkaptajn, stod valget altid mellem min far og Arne.

Når det om formiddagen var godt vejr, stod Arne som regel i spidsen for at arrangere en rask fodtur til købmanden i Skellerup, en tur på godt 10 kilometer tur-retur, hvor de voksne fik en øl i købmandshaven og vi børn fik sodavand eller is. Vi var mange, der gik med på de ture. På disse ture gik jeg altid med Arne, for vi talte så godt sammen.

Mangen en eftermiddag lånte far og Arne feriehjemmets robåd Tine, og så gik turen fra feriehjemmet til Lystbådehavnen i Hobro, hvor arrangørerne selv sad ved årerne. Af og til allierede de sig med styrmanden Frank. En gang imellem fik jeg da også lov at sidde ved rorpinden under kyndig vejledning af Onkel Arne. Her fandt de så et listigt sted, og de fik en bajer, og vi unger fik en appelsinvand på deres regning.

En gang blev det et frygteligt tordenvejr og vi søgte havn, men måtte lade båd være båd, og så tage en taxa tilbage til feriehjemmet. Båden hentede vi så næste dag.

Min far og Arne arrangerede altid den sidste dag, inden vi skulle hjem fra ferie, en udflugt. Turene gik til Mariager, Klejtrup Sø og Rebild Bakker.

Gennem mange år holdt Arne og Bente ferie på Skælskør Folkehøjskole. Det var ophold, der var arrangeret af Dansk Blindesamfund.

Her fik de et meget nært venskab med lærerparret Ellen og Bernt Pedersen.

Når vi besøgte dem i deres sommerhus i Jyllinge, hvor vi af og til overnattede, var det en lykke for os unger at spille ringspil, og der var Arne selvfølgelig også med.

Arne og Bente besøgte naturligvis også mine forældre på Becksvej i Køge, og efter vores hus havde fået tilbygning i 1968, holdt far og mor en havefest, hvor der var over 50 mennesker med til indvielsen, mange af dem var fra Amatørteatret.

Når de var på weekend hos os, viste min far lysbilleder, og for at Arne bedre kunne få noget ud af billederne skulle han se dem fra bagsiden af lærredet.

Ved flere lejligheder har jeg først sammen med mine forældre, siden med min kæreste Inge deltaget i nogle rigtig flotte og må jeg have lov at sige, velarrangerede familiefester. Der var ofte arrangeret underholdning, og der var en toastmaster, der ledte slagets gang.

Vi er altid som synshandicappede blevet fuldt respekteret af Arnes familie, og det er en glæde for både Inge og jeg i dag at tænke på.

Allerede som barn havde jeg en stor respekt for Arnes stærke og viljefaste karakter, og på en af vore ferier i Hobro, en dag efter at min mor havde skældt mig ud, sagde jeg til Arne og Bente: “Bare I var mine forældre”. Det var selvfølgelig kun ment i nuet, men det er helt nagelfast, at jeg op gennem alle årene følte det sådan, at Arne var min far, så det var med store betænkeligheder, jeg sagde ja til at være formand for Blindehistorisk Selskab, for jeg skulle absolut ikke bestemme over min far.

Jeg ved Arne satte stor pris på den udmelding, for det har vi tit talt om, men gennem hele min formandsperiode følte jeg aldrig, at jeg kom til at bestemme over ham.

Vi har gennem årene holdt mange hyggelige bestyrelsesmøder hos Bente og Arne på Abildgaardsvej, og jeg følte det sådan, at jeg var i rigtig god stemning, når jeg tog toget fra Virum og hjem til Herfølge.

Når bestyrelsesmøderne blev holdt i Virum, hentede og fulgte Arne os sammen med hunden altid til og fra stationen.

Jeg lod mig råde og vejlede af ham og den øvrige bestyrelse, og det har givet mig så meget ballast her i mit senere liv.

Blandt meget lærte Arne mig at være konsekvent, og stå fast på den holdning man har til dette og hint.

På hjemmefronten fungerede Arne rigtig godt. Han sørgede for at få vasket tøjet, og stod da også af og til for tilberedningen af de kolde og varme måltider.

Da Arne stoppede med at være kasserer i Blindehistorisk Selskab, gik han med liv og sjæl ind i arbejdet i Danske døvblinde, hvor han fungerede som erfagruppeleder.

Samtidig var han telefonven, og på den måde lærte han sin nye veninde Linda Knudsen fra Ringsted at kende. Et hjertens godt menneske også, og de nåede at have fire gode og lykkelige år sammen.

Jeg vil slutte med at sige, at jeg priser mig lykkelig og glad for gennem 58 år at have hørt til Arnes indre vennekreds, og når vi var sammen eller under vore ofte lange telefonsamtaler, fik vi vendt mangt og meget.

Arne havde ligesom jeg et hjerte der bankede for cykelsporten og fodbolden, og det fik vi mange hyggelige samtaler om også. Vi glædede os, når det gik godt for Lyngby, og det modsatte når de tabte.

Mine tanker går selvfølgelig til Linda og til Arnes familie, og jeg ved med mig selv, at jeg ofte vil tænke på Arne som det favnende og kloge menneske Arne var.

Æret være Arnes minde.

7. Omtale og anmeldelse af Leif Martinussens “Orgelkalender, orgelmusik til kirkeåret”, ved Poul Lüneborg og Monica Papazu.

I selskabets bestyrelse har Leif Martinussen gennem nu mange år varetaget hvervet som 1. suppleant. Det betyder imidlertid ikke, at han kun deltager i arbejdet på opfordring. Han yder en stor indsats både indenfor bestyrelsen og udenfor denne.

Senest har Leif Martinussen i dette forår udgivet en orgelkalender, som her skal gives en kort omtale i form af forordet til udgivelsen og en anmeldelse Af Monica Papazu.

Forord

Udover enkelte nye satser er orgelmusikken i dette hæfte hentet fra min 43 år lange ansættelsesperiode i Allehelgens Kirke i København fra 1970 til 2012. Kirken med Marcussen-orglet fra 1932 (i 1982 ombygget af Frobenius & Sønner) og kirkerummets fornemme akustik, har gennem årene inspireret mig bl.a. til at komponere en mængde musik, der relaterer sig til kirkeåret. Det er mig en glæde at kunne præsentere et udvalg af disse i denne orgelkalender.

Denne orgelkalender bliver en pendant til de fra Edition Egtved tidligere udgivne Salmekalender 1, 2 og 3, der indeholder 39 salmemelodier med akkompagnement til tekster fra K.L. Aastrups 133 Evangeliesalmer, der udkom på Gads Forlag 1969. Salmer for solo (eller unisont kor) og orgel. Min intension er her at udtrykke en fra teksten afledt grundstemning i et lyrisk præget klangbillede.(Edition Egtved: 22 salmer MF 406, 10 salmer MF 534 ,7 salmer MF 586).

Nærværende hæfte præsenterer orgelkoralbearbejdelser i mange forskellige former og udtryk, der tager udgangspunkt i kirkeårets forløb og kirkelige karakter.

Imellem orgelstykkerne finder man en enkelt salmemelodi med orgel-akkompagnement. Teksten hertil er skrevet over evangelieteksten til 5. søndag efter helligtrekonger (I), men salmen kan benyttes i hele kirkeåret som motet eller lignende.

Postludiets undertitel er opstået efter det havde “været på rejse globalt” med opførelser i Europa, Sydamerika, Sydafrika og New Zealand, oftest spillet af min ven, den ungarske orgelvirtuos Lásló Attila Almásy, til hvem jeg har tilegnet orgelværket Templomi orgona, opus 42 fra 2017, hvis anden sats, Cantabile, her indgår som intermezzo. Af andre navne skal her tilføjes den polsk/ franske orgelvirtuos Lidia Ksiazkiewicz.

Leif Martinussen, 2021

www.leifmartinussen.dk

ANMELDELSE

ORGELMUSIK FRA EN MESTER I DEN KORTE FORM

Med Mixtur-samlingen Orgelkalender – orgelmusik til kirkeåret får man 13 af Leif Martinussens bedste stykker, som i de fleste tilfælde knytter sig til kirkeårets højtider.

Af Monica Papazu

Leif Martinussen, som i mange år har glædet landets organister og menigheder med sine fine kompositioner, har nu offentliggjort sin “Orgelkalender”, som er en frugt af hans 43 år som organist ved Allehelgens Kirke i København. Det er en ægte Martinussen-samling med udvalgt musik, som er grundig gennemtænkt, raffineret og effektfuld.

Samlingen består primært af 13 velkonstruerede og stemningsfulde stykker; som følger kirkekalenderen fra advent til allehelgen, og som er sat i en festlig ramme. I begyndelsen: Præludium i d-mol, som ud fra et simpelt motiv skaber et indtryk af tillidsfuld og glad barnetro; i afslutningen: den virtuositetskrævende, dansende Flying Toccata.

De 13 stykker er refleksioner over nogle af kirkeårets repræsentative salmetekster og melodier. Satserne et med én undtagelse, af små dimensioner (1-2 sider), hvilket gør dem velegnet som henholdsvis præludier og forspil. Leif Martinussen er en mester af den korte form, hvor meget kan siges med få noder.

Billedtekst: Leif Martinussen, Orgelkalender, Forlaget Mixtur 2o2o, 36 sider, 199 kr. på noder.dk

Her er nogle eksempler. Den valgte salme for jul er den folkekære Dejlig er jorden. Behandlingen er bemærkelsesværdig: Et orgelpunkt i pedalen, som varer hele stykket igennem; cantus firmus i venstre hånd; i højrehånd: et harmonisk broderi med de første fraser fra Julen har englelyd i sopran, hvilket er et billede på, at julesangen kommer oppefra. Sammensætningen af de to melodier tjener desuden til at understrege den tekstmæssige lighed mellem de to salmer; som har “paradis” som nøgleord og fortæller om engleskarernes sang, som menneskene slutter sig til. Orgelpunktet virker som et symbol på evighed, hvor den jordiske og den himmelske menighed smelter sammen.

Som salme for fasten finder vi her Hil dig, Frelser og Forsoner med Thomas Laubs inderlige melodi, som ved sin modale stemning og sin vekslende taktart (hemiol) foregriber passionens Jesus, dine dybe vunder. Ligheden mellem de to melodier sætter lidelsestemaet og den tekstmæssige sammenhæng i relief: “Jesus, dine dybe vunder” er en naturlig fortsættelse af “Dog jeg tror, af dine vunder / væld udsprang til stort vidunder”. Leif Martinussens komposition er enkel: Laubs frygisk-farvede melodi folder sig ud i sopran, understøttet af nedadgående kromatismer – barokkens lamento-gang – i de nederste stemmer. Afslutningen er en ustabil akkord i anden omvending som tegn på, at fasten er indledning til og forberedelse for påsken.

Opstandelsens fejring markeres ved en brillant, tre sider lang sats over Krist stod op af døde med den førreformatoriske melodi, som høres i alle stemmer; fra jordens dyb til himlen.

Disse få eksempler må tjene som en varm anbefaling af Martinussens liturgiske orgelstykker.

8. Nyt om medlemmer, af Poul Lüneborg.

Der er grund til at notere sig nogle markante begivenheder for 2 af selskabets medlemmer:

1. Kaj Cramer rundede den 6. maj 2021 90 år.

Dansk Blindesamfunds hovedbestyrelse påskønnede på sit møde den 11. september 1999 Kaj Cramers mangeårige indsats. Han blev ved den lejlighed tildelt foreningens hæderstegn, som den 3. modtager af denne udmærkelse. I anledning af jubilæet er der grund til at gentage begrundelsen for denne hædersbevisning. Begrundelsen lød:

Kaj Cramer har i perioden 1. september 1971 til 31. december 1998 ydet en uvurderlig indsats som foreningens hovedkasserer. I den forbindelse skal særligt fremhæves følgende:

  • I de mere end 27 år Kaj Cramer fungerede som hovedkasserer, blev foreningens økonomiske forhold gennemorganiseret på en måde som har aftvunget stor respekt såvel blandt foreningens medlemmer som generelt i det danske samfund.
  • Kaj Cramer vil blive husket som den hovedkasserer der forestod bygningen af fire plejehjem, to boligejendomme, ombygningen af hovedkontoret på Thoravej samt opførelsen af Fuglsangcentret.
  • Kaj Cramer repræsenterede på fornemmeste vis Dansk Blindesamfund i utallige møder hos advokater og i skifteretter. Denne indsats har skabt stor respekt om foreningens måde at forvalte betroede midler på og har bidraget til, at mange har ønsket at betro Dansk Blindesamfund betydelige testamentariske gaver.
  • Hovedkasserer Kaj Cramer havde, uanset de mange arbejdsopgaver som hovedkasserer, altid tid til at lytte til det enkelte medlems problemer samt energi og vilje til at yde en håndsrækning til enhver, der henvendte sig til ham.

Kaj Cramer bebor i dag en bolig i det nye Solgavehjem i Valby – Følagercentret. Den runde fødselsdag blev markeret ved en sammenkomst den 7. maj hos fysioterapeut Inge Jørgensen, der er en af hans bekendte fra deres tid som elever på Blindeinstituttet i1950-erne. Flere deltagere i denne markering nævnte, at sporene fra Kaj Cramers indsats som hovedkasserer fortsat kunne spores i Dansk Blindesamfunds økonomisk/administrative system, selv om at det er mere end 20 år siden han forlod posten.


I Blindehistorisk Selskab ønsker vi Kaj Cramer tillykke med den runde fødselsdag og glæder os over at han stadig er et aktivt interesseret medlem i indsatsen for at udbygge kendskabet til blindes historie.

2. Hans Rasmussen modtog tirsdag den 11. maj 2021 Gentofte kommunes ældrepris 2020

På kommunens hjemmeside den 21. april 2021 kunne man læse:

“Den tidligere mangeårige formand for Handicaprådet får Ældreprisen 2020 for sit store engagement for at sikre gode forhold for alle borgere.

Få har som Hans Rasmussen arbejdet utrætteligt for at sikre gode forhold for alle borgere i Gentofte Kommune: Hvad enten det gælder adgangsforholdene for gangbesværede til kommunens bygninger, tilgængeligheden af kommunens hjemmeside eller at give borgere med funktionsnedsættelser gode muligheder for et aktivt fritidsliv, har Hans Rasmussen med stor sandsynlighed haft en finger med i spillet.

Derfor tildeler kommunalbestyrelsen den tidligere mangeårige formand for kommunens handicapråd, Hans Rasmussen, kommunens Ældrepris 2020.

Hans Rasmussen, der er født med et synshandicap, flyttede til kommunen i 1990 og engagerede sig straks i arbejdet i lokalafdelingerne for Danske Handicaporganisationer og Dansk Blindesamfund. I 2006 var han med til at danne kommunens handicapråd, der fortsat arbejder tæt sammen med kommunen. Hans Rasmussen var i mange år også formand for handicaprådet og er i dag, selvom han er gået på pension, fortsat suppleant i rådet, ligesom han stadig er formand for Danske Handicaporganisationer Gentofte.

Oprindeligt skulle prisoverrækkelsen have fundet sted i december sidste år, men på grund af coronapandemien har ceremonien været udskudt.”

Borgmester Hans Toft forestod tirsdag den 11. maj 2021 overrækkelsen af ældreprisen på Gentofte Rådhus. Ud over æren fulgte skulpturen “Pas på de små” og er fremstillet af Hans Bølling, Gentoftekunstneren 2020.

Skulpturen består af en and og 4 ællinger drejet i teaktræ og placeret på en 58 cm træplade i eg,

Figurernes hoveder kan drejes fra side til side. Sammen med borgmesterens flotte og meget velmente tale fik Hans Rasmussen en kæmpe buket blomster og et guldindrammet diplom 40 x 32 cm stort.

Til prisoverrækkelsen havde Hans Rasmussen inviteret 14 repræsentanter for de forskellige afdelinger i kommunen, som han som formand for Handicaprådet gennem årene havde samarbejdet med.

“Fakta om Ældreprisen

Gentofte Kommunalbestyrelse besluttede i 1994 at uddele en Ældrepris én gang årligt til en person eller en gruppe af personer, der har ydet en ekstraordinær indsats i arbejdet for Gentofte Kommunes ældre. Med prisen følger, udover anerkendelsen, et værk af årets Gentoftekunstner.”

I Blindehistorisk Selskab kender vi Hans Rasmussen for hans store viden og erfaring på det informationsteknologiske område og fra hans engagement som tillidsmand indenfor Dansk Blindesamfund, hvor han gennem et langt liv har beklædt utallige poster. For tiden er han fortsat medlem af foreningens hovedbestyrelse som formand for foreningens uddannelses- og beskæftigelsespolitiske udvalg.

I Blindehistorisk Selskab ønsker vi Hans Rasmussen tillykke i anledning af anerkendelsen af hans indsats i Gentofte kommune, som tildelingen af den fornemme pris er udtryk for.

9. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72 Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72 Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 Mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Mobil +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Lena Bang

Solnavej 19, st. th

2860 Søborg

Tlf. +45 39 67 00 67 Mobil +45 20 41 88 67

Mail: lenabanglb@gmail.com