Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Interview med Ebba den 5. maj 1999
Interviewer Heike Michelsen
Jeg er født i København på Rigshospitalet d. 1. april 1904, og det er efterhånden nogle år siden.
Så du er blevet 95
Ja, og så var jeg hos min morbror en måneds tid.
Så kom jeg hjem til mine bedsteforældre, der dengang boede i Gl. Jyderup.
Så flyttede de derfra op på Ellebjerg og vi boede så der i 24 år.
Bedstefar døde i 1918. Og selv om jeg kom ud at tjene, boede jeg alligevel hjemme hos bedstemor. Det ville jeg helst.
Hvornår kom du i skole?
Det gjorde jeg da jeg var 5 år. Og det var på en privat skole i Jyderup, for bedstemor gjorde rent hos lærerinden. Jeg havde et stykke tid været hos en gammel kone, mens bedstemor gjorde rent. Men så døde den kone, der passede mig. Bedstemor sagde så til lærerinden, at hun ikke kunne gøre rent mere, for hun skulle passe mig. Men jeg kunne bare komme med på skolen. Så jeg var ikke mere end 5 år, da jeg begyndte i skole.
Den gamle kone havde lært mig at strikke, og jeg kunne strikke rundt, strikke strømper og det kunne børnene ikke.
Var det på 4 pinde?
Ja. Så jeg måtte lære dem at strikke grydelapper da jeg var 5 år og de var så irriterende.
Skolen var inddelt i 3 klasser og vi kunne gå der, til vi var 10 år. Så skulle vi enten på Realskolen eller på Kommuneskolen. Men fordi bedstemor gjorde rent dernede kunne jeg blive der til jeg var 14 år. Og kunne gøre rent, feje gulve, tørre borde af sammen med bedstemor.
Så da jeg blev konfirmeret kom præstens og ville gerne have, at jeg skulle derned og ind hos dem som stuepige. Og det var ikke altid lige sjovt!
Hvad skulle du lave?
Jeg skulle varte op og gøre stuepige gerninger. Og præstekonen tænkte ikke på at jeg kun var 14 år og en lille pjort. Og jeg kunne jo ikke nå alt det, jeg skulle. I det år jeg var der, boede jeg der også. Når jeg ikke kunne nå alt det, hun ville have, jeg skulle, skrev hun en liste om, at jeg skulle være der og der på klokkeslæt. Puh ha. Men præsten var flink, et meget fint menneske. Hun var da dygtig, ualmindelig dygtig, men hun var jo ….
Hvordan slap du derfra?
Det var det år under den Spanske Syge. Jeg havde en fætter som jeg holdt så forfærdelig meget af. Han døde, og jeg ville så gerne med til begravelsen. Det måtte jeg ikke. På en måde kan jeg godt se det nu. For de havde en pige på ½ snes år, og kom jeg med til begravelsen kunne jeg blive smittet. Men jeg blev smittet, så jeg lå hjemme i en måneds tid. Og på grund af det kom jeg derfra.
Så kom jeg ned på noget der hed Villa Bakken. Der boede købmand Chr. Jensen. Han var gift anden gang. Han havde en datter på 5 – 6 år, og hendes moder var også død under den Spanske Syge. Der var jeg så et år.
Men bedstemor syntes jeg skulle lære at sy. Og kom i lære her i byen. Men jeg var sådan stillet, at jeg ikke kunne se lige – jeg kunne ikke sy en søm lige, og jeg kunne heller ikke slå en streg lige.
Hvorfor kunne du ikke det?
Ja, det må være noget med øjnene, men dengang var der jo ikke noget der hed øjenlæger. Men det var også galt i skolen. For dengang havde vi jo tavler, og der skulle vi også slå streger. Og jeg kunne heller ikke rette dem.
Fik du det at vide, eller kunne du godt se det selv?
Jeg kunne godt se det selv.
Men jeg var på systuen ½ år, og ville så gerne på tilskærerskole, men det kunne jo ikke nytte noget, når jeg ikke kunne se lige.
Var du klar over, at det var fordi du ikke kunne se?
Nej, jeg kunne bare ikke lave det lige. Med min bedste vilje kunne jeg ikke.
Så var jeg hjemme og havde en del at sy nede fra Svend Larsen. Pudebetræk, dynebetræk, sømmede lagner og satte bændler i viskestykker.
Derefter kom jeg til en dameskrædder og hjalp hende. Men der var det også galt.
Bedstemor gik ud og stoppede og lappede forskellige steder. Så kom hun ned til en købmand, og de ville gerne have mig som stuepige. Det var et dejligt sted og der var jeg i 3 år. Men jeg boede altså hjemme hos bedstemor.
Og der havde du ikke nogle problemer med at se?
Nej det var der ikke, der var jo heller ikke noget, der skulle være lige. Men når jeg i dag går i haven bliver alting skævt, så det har altid generet mig.
Men så blev jeg syg, og havde nogle problemer med maven og kom på sygehuset. Så da jeg kom hjem, havde jeg en veninde der tjente på en kro. Det var en søster og en bror der havde den. Min veninde blev syg, og da jeg ikke havde noget, spurgte hun om jeg ikke kunne tage pladsen for hende en måneds tid. – Men hun kom ikke igen, så der var jeg i 1½ års tid. Men det var hårdt, alt for hårdt. Jeg måtte faktisk gøre karlearbejde, for nogle gange, når vi skulle vække ham om morgenen, så var han der ikke. Vi havde jo mælkejunger dengang. Og dem skulle jeg køre oppe fra vejen og så løfte dem op i en stor beholder. Så det bevirkede jeg blev syg igen.
Kan du huske hvor meget du fik i løn?
Ja, der fik jeg 60 kr. om måneden. I Præstegården havde jeg fået 12 kr. for ½ år.
Du blev syg igen?
Ja, og var på Kalundborg Sygehus i ½ år. Jeg kom ind Pinselørdag og blev udskrevet til november. Det var også med maven. Jeg skulle ellers have været hjem tidligere. Men så en dag fik jeg en forfærdelig hovedpine. Jeg fik et par piller og gik ind for at sove til middag. Det skulle man dengang. Så skulle jeg på toilettet og ved ikke mere. Da jeg vågnede sad en sygeplejerske ved siden af mig. Så måtte jeg begynde på mavekuren forfra igen.
Var det mavesår du havde?
Ja det var. Men kom så hjem og gik derhjemme. Juleaften og nytårsaften var vi gerne hos min moster. Og jeg gik på Kirkegården. Så da jeg kom tilbage ville jeg lægge frakken, men bedstemor sagde, at det behøvede jeg ikke, for vi skulle snart afsted. Så sidder vi lidt og så siger hun: “Hvad er det for en røg der er her?”. Så var det huset skrådt overfor der brændte.
– Og det kunne jeg slet ikke ta, og så blev det galt med maven igen, og jeg fik 3 måneder til. Så da jeg kom hjem, havde bedstemor fået brænde hjem, og det skulle saves. Hun gik i gang , men kunne slet ikke klare det. Hun var over 80 år. – Så var der en karl der forbarmede sig over hende, og savede det – og ja, det endte med bryllup. For han kom jo stadigvæk og skulle hjælpe bedstemor med brændet og andre ting. Vi blev gift i 1928.
Boede du stadig hos din bedstemor, også efter du blev gift?
Ja vi boede i huset, for vi fik bedstemors lejlighed. Vi boede ude i et hus der tilhørte Agersvold. Der var stråtag på dengang, og det skulle laves om. Der boede 4 familier. De to familier boede i det gammeldags, hvor der var åben skorsten. Der var ikke noget køkken. De lavede mad i skorstenen. Og så var der en stue, et lille spisekammer og så en gang. Det var alt hvad der var. Så de to lejligheder skulle slås sammen til en. Så fik vi den, for bedstemor ville ikke bo sammen med os. Hun ville ind på alderdomshjemmet.
Der boede vi i 1½ års tid, for det var svært at komme derfra om vinteren. Det lå sådan langt nede. Så flyttede vi ind til Gl. Jyderup og boede oppe over en barbersalon. Det vil sige, der var stue nede, soveværelset var oppe, og køkkenet var i kælderen. Så det blev min mand ked af. Vi havde fået Ruth og jeg ventede Erik. Samtidig var jeg syg hele tiden og måtte have indsprøjtninger.
Så fandt vi en lejlighed hos en gammel dame, hvis mand var død. Der havde vi stue og soveværelse, men vi havde fælles køkken og spisekammer. – Det var ikke nemt altid. Og vi havde 2 børn og jeg ventede Mogens.
Så en nat vågnede jeg ved at Erik græd og soveværelset var fyldt af røg. Og jeg kunne se ud gennem soveværelset at det brændte udenfor. Det var huset ved siden af der brændte, men der var også gået ild i vores. Og der fik jeg et chok. Og hvordan jeg fik børnene ud, det ved jeg altså ikke.
Det gør man
Ja, men jeg turde ikke ligge der mere, selv om min mand lå der. Jeg turde ikke være i huset. Så jeg kom hjem til mine svigerforældre og det var meget godt. Jeg havde ikke børnene med. De var kommet ud til en familie, der boede i Præstemarken.
Men jeg turde ikke ligge alene, så jeg lå inde hos svigermor til at begynde med. Kom så hjem igen, men da jeg kom hjem, havde det regnet og blæst. Og så lå alt det brændte, og det lugtede jo. – Så var den gal igen. Og kom ud til svigermor og svigerfar igen og fik min egen stue. Men sommetider når de var gået i seng stod jeg op, for jeg kunne blive ved at høre den der knitren. Det har da været hestene og køerne der rørte sig i stalden. Men turde ikke lægge mig til at sove før bedstemor stod op. Og det var hårdt. Så en dag kom min svigerinde for at besøge dem, og fortalte at min mand havde fået en lejlighed ved fabrikken. Og jeg blev så glad for at jeg kunne komme hjem. Men kom så og så det. – Og ih hvor blev jeg tosset. For det første var der stråtag og der var 2 små stuer og et stort soveværelse. Men der gik et kakkelovnsrør fra stuen gennem soveværelset og så ud. Og det hang i nogle kæder. – En aften var der en stor ildebrand nede ved stationen. Min mand var den aften ude og spille kort. Så jeg slukkede alt lyset og slukkede ilden i kakkelovnen. Jeg var så bange for ild. Det var noget pjat, for der boede 2 andre familier til i huset.
Men du havde det i dig, og det blev ligesom ikke behandlet?
Nej, bare jeg lugter røg, så kommer det igen med minderne.
Men vi boede der i 5 til 6 år, og så byggede vi huset her. Og hvor længe vi var om det, ved jeg såmænd ikke.
Var din mand murer?
Han var hos to gamle murere, så han havde lært det og lavede selv meget af det, og så var de også med til det.
Og dengang måtte vi ikke have vinduer som vi gerne ville have dem. Og vi skulle have en lukket trappe til førstesalen. Men min mand havde været hos en tømrer, som vi kendte godt. Og så fik ham lokket til at at sætte en åben trappe op og nogle lange smalle vinduer. Vi måtte heller ikke have dør fra køkkenet og ind til stuen. Så der var lukket af til at begynde med. Vi måtte gå udenom gennem et andet værelse.
Men så var det at vi fik min svigermor til at bo her. Og hun boede inde i værelset ved siden af køkkenet, og hun kunne jo ikke noget selv. Hun bankede i gulvet med stokken, når hun skulle flyttes eller på toilettet. Og så skulle jeg hele vejen rundt. Men så satte far selv døren i! Og så kom hun ind i stuen. Og det var heller ikke så nemt med børnene, for hun ville gerne ind imellem have lidt fred.
Hvor mange år boede hun her?
Hun boede her i flere omgange. Først boede hun her et stykke tid. For først havde de en gård oppe ved Kaldred og bedstefar havde bygget et hus ved flyvepladsen. Og min svigerinde og hendes mand var flyttet op på stedet. Og så flyttede hun derop. Men han blev dræbt. Han havde en plads hos en brøndgraver. Så var der en ny brønd, de skulle grave, og den styrtede sammen. Min svigerinde sad tilbage med 5 børn, så hun måtte ud og arbejde og kunne så ikke passe farmor.
Men jeg sagde til min mand: “Nu kan det ikke nytte noget at I bestemmer – for jeg kan ikke have farmor en gang til!” For der ventede jeg Poul Erik, og havde haft hende dengang jeg fik Gunner, og kunne gå og slæbe på hende. Så var han en dag taget hjem til hende, og kom tilbage og sagde: “Mor vil så gerne snakke med dig, og jeg synes du skal køre derud i morgen.” “Men jeg kan ikke have hende en gang til!” – Men jeg lånte en cykel dagen efter og jokkede derud. Og jeg kunne ikke lade hende være derude. Hun kunne ingen ting. Hun lå og havde svinet sengen til. – Og så dagen efter så lå bedstemor her igen.
Nej, når man ser det – så kan man ikke
Nej, jeg kunne ikke. Og har heller ikke været ked af det. Men havde 3 små børn så det var hårdt. Så en søndag, spurgte hun om hvor min mand Viggo var henne. Ja, han var i haven og hun ville gerne snakke med ham. Og hun kaldte børnene ind til sig og de sang deres morgensang. Og så sagde hun til mig: “Du skal være her i dag, for det er sidste søndag jeg er her!” Så om aftenen da jeg havde fået ryddet op i køkkenet, var jeg inde hos hende. Og syntes hun var så underlig, så jeg for op til min mand, der var gået i seng, og sagde: Du kommer til at komme ned, og så på vej ned ad trappen var der en lyd som var der en ballon der sprang. Og da jeg kom ind til hende var hun død. Og jeg synes det er underligt, at når jeg nu havde siddet der en hel dag, så døde hun lige der, hvor jeg var væk et øjeblik.
Hun har sikkert vidst det!
Ja, men jeg ikke kunnet forstå, hvorfor et menneske skulle lide så meget. Hun havde leddegigt og kunne ikke tage noget selv. Og det var også derfor, de solgte gården, for hun kunne ikke malke.
Så da hun var død, og børnene var kommet i skole, begyndte jeg at luge roer, for dengang var pengene ikke så store. Og det var i krigstiden, og det var ikke nemt at få alt.
Ja der skulle noget til for at forsørge 8 børn. Var der noget dengang der hed børnetilskud eller anden hjælp?
Nej det var der ikke. Man kunne da få noget på kommunen, men det var en skandale at få noget derfra. Så vi klarede os selv. I haven havde vi kartofler og alt. – Der var ikke meget blomster. Og så havde vi en gris. Og bagte alt selv. Mest rugbrød, for der var ikke meget til franskbrød. Og om vinteren tog min mand ud i skoven og slog stød op. For de var billigere. Men de skulle jo køres hjem og flækkes. Så han arbejdede hårdt for føden. Om sommeren var han mange gange oppe kl. 4 om morgenen og så på arbejde.
Så du sørgede alene for de 8 børn, med mad, vask og tøj?
Ja, og vask det var jo gammeldags i bryggerset, så jeg var også oppe med min mand om morgenen.
Så om morgenen fik alle rugbrød med margarine og måske lidt sukker. Men alle fik mad, og børnene er aldrig gået sultne i seng. – Undtagen hvis de ikke var hjemme til måltiderne. For var de ikke hjemme til spisetid, så fik de ikke noget. De største af dem havde bypladser, men så fik de aftensmad, når de kom hjem. Men var de bare ud og lege, så vankede der ikke noget!
Og børnene var jo hjemme hele dagen til de begyndte at gå i skole, og så havde de bypladser. Poul Erik var ikke mere end 8 år da han blev mælkedreng og kørte med mælkemanden. Dengang kørte han jo med hestevogn. Så Poul Erik måtte rende efter flasker og hente kander ud til mælken. Han var altid været den der var mest til bypladser. Han gik også med Jyderup-Posten. Så det var til stor hjælp. Det de selv tjente, fik de lov til selv at købe tøj for. Jeg syntes ikke de havde nogen skade af at arbejde, for så ved de, hvor pengene kommer fra. Det her med at de bare får ….
Så I klarede det!
Ja, det gik da.
Så da min mand døde, så havde jeg hjemmearbejde for Sprængstoffabrikken. Til at begynde med fik jeg 5 kr. for 1000 hylstre der skulle rulles og der skulle helst rulles 3 kasser om dagen og det var 3000 hylstre. Så det var ikke meget jeg fik. Men inde ved siden af boede der et ældre ægtepar, og hun var syerske og hende måtte jeg somme tider hjælpe med at sy skjorter. Hun havde klippet og jeg syede. – Så det kunne lige gå rundt og jeg kunne beholde huset.
Og da havde jeg fået mit barnebarn hjem på 2 år fra et børnehjem i Brede.
Men da havde jeg kun 2 af mine sønner hjemme endnu. De var i lære. Gunnar den næstyngste var ikke hjemme, for han var en overgang på Andersvænge, men er kommet hjem for 26 år siden og bor her nu og klarer sig fint.
Så du har haft noget at lave hele tiden! – Hvor gammel var du dengang?
Der var jeg 60 år. Men jeg havde også meget hjælp fra den daværende Sognerådsformand. Han sørgede for at jeg fik enkepension indtil jeg fik folkepension. Men det var småt. – Men man jo sætte stævne efter evne som det hedder. Og har da været heldig – for indimellem fik jeg noget gammelt tøj, som jeg kunne sy om.
Men siden Gunnar kom hjem, er det gået godt. For det ville han gerne og jeg havde jo plads nok. Og vi hjælpes ad.
Og du laver mad stadigvæk?
Ja, for hvorfor skal vi give 40 kr. for et måltid mad fra kommunen, når man kan få det for 20 kr. ved at lave det selv? Og det mad jeg laver, har mere smag, og jeg kan selv bestemme, hvad vi skal have.
Så blev du svagtsynet, kan du huske hvornår?
Det må vel være 5-6 år siden. Det var en optiker, der sendte mig til en øjenlæge, selv om jeg hele tiden ikke kunne se ret godt. Jeg har haft briller fra jeg var nogle og 20 år. Men så blev jeg gift og vi havde ikke råd til nye briller. For det var ikke altid min mand havde arbejde. Og den understøttelse, de fik dengang, gav ikke råd til briller. Og jeg havde heller ikke tid til hverken at hækle eller brodere og den slags.
Men det er sådan kommet lidt efter lidt. For ellers ville de have opdaget, at jeg slet ikke kunne se på det højre øje og kan kun se lidt på det venstre. Men det kneb med at hækle og sy da jeg fik tid til det, efter børnene var kommet hjemmefra. Og det sidste billede jeg syede, måtte jeg have hjælp til at gøre færdigt. – Og det er vel 6 år siden. Så siden har jeg ikke syet noget. – Så det er gået ned ad bakke.
Hvor gammel var du dengang?
Der var jeg 90 år. Og var så ude og få opereret øjet for Grå Stær, men det har ikke hjulpet. Men så længe jeg kan færdes, og læse lidt så …
Og jeg tør ikke gå ud alene. For der var en overgang, hvor jeg faldt så tit.
Og så kom du med i Dansk Blindesamfund!
Ja, og det har jeg været så glad for! – Alle de gode bøger, lydbånd o.s.v. Og har også været med til nogle af udflugterne og festerne. Og har haft Gunnar med. Og det er han meget glad for. Jeg har også været i klubben i Kalundborg.
Men ellers kommer vi ikke ud. Heller ikke til børnenes fester. For det er for besværligt. Vi havde invitation til 2 konfirmationer her i foråret og jeg har 3 tresårs fødselsdage og jeg har lige fået invitation til min søn der bliver 60 år, hvor de også har bryllupsdag. Det er inde i Måløv. Det er det, at når man skal med toget og skifte mange gange – det er for besværligt. Og så når der er så mange mennesker til fester, og jeg har høreapparat – det er en summen. Og så er der ikke noget ved det, for man får ikke noget ud af det.
Men det går godt nok med høreapparater når du er herhjemme?
Ja, og når vi kun er et par stykker.
Du har også fået en kontaktperson fra kommunen?
Ja, og hun er meget sød. Hende er jeg glad for og hun kommer 2 dage om ugen et par timer. For hun kan ikke være hjemmefra mere end det, da hendes mand er syg. Jeg ville gerne have haft hende med på Fuglsangcenteret, men så længe kunne hun ikke være hjemmefra. Jeg ved godt at jeg må have hende i 6 timer – men det kan hun ikke.
Men meningen med en kontaktperson er at hun skal kunne det, for hun får løn af kommunen. – Det er jo ikke en frivillig besøgsven!
Ja, hun var også med en dag til lægen og optikeren i Kalundborg, men hvis jeg f.eks. en dag gerne vil en tur til Holbæk for at købe et eller andet – det tror jeg ikke.
Du klarer altså dagen og vejen med briller og høreapparat?
Ja, bare det går stille og roligt.
Også med besøg af børnene. Bare de kun kommer et par ad gangen. For ellers kan jeg ikke høre hvad de siger. Nu dem fra Næstved, min ældste søn har jeg mest at gøre med. Han bliver 67 år nu her til sommer. Så jeg har en pensionist søn. Min datter, hun var blevet 70 her til november. – Det er underligt når de kommer hjem de gamle drenge.
Hvor mange har du af drenge, børn og børnebørn?
Jeg har 5 drenge og 16 børnebørn og nogle og 20 oldebørn og 3 tipoldebørn. Så det er blevet en stor familie.
Men der er ingen af børnene der har mere end 3 børn. – Og havde det stået til mig, havde jeg heller ikke haft mere end 3 børn. Men de er dejlige allesammen. De kom bare, og der løb nogle tårer, når jeg opdagede det. Og så har jeg endda haft 4 aborter.
Så du har haft 8 fødsler og 4 aborter – det er da noget at gennemgå for en kvinde
Ja, og det undrer mig også at man er blevet så gammel. Men der må jo være noget der holder mig oppe.
Nu har jeg jo også Gunnar hjemme, og behøver ikke at stå op om morgenen. Han kan sagtens selv. Men jeg står op kl. 6, når jeg har hørt Radioavisen. Og det gør jeg så længe jeg kan. Og så laver jeg mad og kaffe, og så kommer han ned. Og så snakker vi om det forskellige – om der er noget han skal købe ind på vejen.
Så når han er taget afsted – hvad laver du så?
Så rydder jeg køkkenet og går ud og vasker mig og reder senge. Og så en tur i haven og se på den og så ind og ordne det sidste herinde. Så hører jeg avisen, og hvis jeg har en særlig god bog, hører jeg den. Om eftermiddagen går jeg ud i haven, og så er det snart tid til at tænke på mad. Og så mens jeg laver mad, smører jeg Gunnars madpakke til dagen efter. – Og maden er gerne færdig når han kommer.
Har du nogle livretter?
Ja, jeg holder meget afgGrønkål og suppe. Om vinteren skifter jeg mellem grønkål, suppe og gule ærter. Og så koger jeg, så jeg har til 2 dage og springer en dag over. – Det har vi været vant til hjemmefra. Nu i går fik vi øllebrød og en flæskeæggekage
Du har også haft brændekomfur!
Ja, da vi flyttede herned, havde vi et fritstående. Det var en pine, når vi skulle slagte, eller jeg skulle bage. Jeg skulle fyre og fyre. Ovnen den var ikke god. Men min mand købte et lille komfur, som skulle mures ind. Og hvor var jeg glad for det.
Og der var altid varmt vand. Vi fyrede med brænde om dagen og lagde så briketter på om aftenen. Og, hvor var det dejligt at komme ned om morgenen. Inde i stuen havde vi en pragtfuld ovn, hvor der kunne stå en kedel med vand. Men oppe ovenpå der måtte vi ikke have varme, for det ville min mand ikke. Så det var koldt at komme op om vinteren når vi skulle i seng.
Men nu har du radiatorer!
Ja, det kom sig af, at vi havde en vognmand, der boede omme bagved. Han handlede med brændsel. Men så en dag ville han ikke mere og tænkte på at sælge forretningen. Og det var jeg ked af og snakkede om det med drengene. Så ville de samle sammen og sætte oliefyr ind. Og en af drengene sagde: “Du må være klar over, at du ikke må slukke for det når du tager hjemmefra!” – Ja tak, så skulle jeg ikke have oliefyr. Så ham fra Fåborg sagde at det vel ikke kunne blive så dyrt at få fjernvarme ind. Rørene lå ude i fortovet. Så det fik jeg ind, og åh hvor var jeg glad da jeg fik det.
Så lidt af hver har jeg da prøvet.