Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Interview af:
Ellen Falck, født Tolderlund, Aggerhuscentret, Parkvej 11, Bårse, 4720 Præstø.
født den 31.7.1922.
Interviewer Birthe Hermansen den 12. nov. 1998.
Jeg blev født i Assens i 1922 som den førstefødte. Min far Hans Frederik Tolderlund var forvalter hos tømmerhandler Plum, og da den lille familie kom til Præstø første gang efter fødslen, for at besøge min farfar og farmor, blev mine forældre irettesat, at man rejser ikke så langt, og oven i købet over et vand, uden at barnet er blevet døbt, så lille Ellen blev døbt i Præstø Kirke inden tilbagerejsen.
Ca. 3 år efter, flyttede familien til Præstø, hvor faderen overtog tømmerhandler firmaet Tolderlund efter sin far, og der blev født en dreng og endnu en pige. Pigen, som blev kaldt Ida, lever endnu, men drengen Niels er afgået ved døden.
De første år boede vi på Kristinelundsvej, hvor jeg så tydeligt husker, at jeg fik lov at køre med far ind til Præstø på motorcykel, og jeg måtte sidde foran på benzintanken, det var rigtig spændende.
Jeg husker også, at jeg fik lov til at rende op på gården hos Rasmus Nielsen, og overfor i et lille hus boede Niels og Marie, og der var jeg altid, og mor sagde, du må ikke rende over til dem hele tiden og tigge sukkermad, jeg vil ikke ha’ det. Så en dag, hvor jeg kommer hjem derovre fra, og sidder ved frokostbordet, så sukker jeg så dybt, og mor siger, du sukker jo Ellen, og jeg skævede til hende og tænkte, nu falder der brænde ned, fordi jeg havde været ovre hos Marie, men jeg misforstod det bare, og jeg blev drillet med det. Det sjove ved det er, at Maries senere svigerdatter har været hos os i 30 år, først hos min far og mor, og så hos os. Hun er lige holdt op for nogle måneder siden, hun er 82, hun har været næsten som en mor for mig.
Som ca. 6-8 årig flyttede familien så ind til Præstø i Farfar Tolderlunds store hus, som i dag er overtaget af “Fogh Superland”, som ligger midt i byen.
Ellen kom i privatskolen, som ligger lige ved kirken. Når man går ud af kirkelågen, så er det lige til højre. Det var hos frøken Nanna Ingerslev, hvor Ellen var meget glad for at gå, og de lærte en masse, da de kun var 4 elever, så da hun kom til Klosternakkeskolen i 5. klasse, følte hun, at de andre elever var langt bag efter.
Ellen kan stadig huske sine kammerater fra privatskolen, bl.a. Christian Block, hvis mor var tandlæge her i byen, og som boede i et rødt hus, der ligger på hjørnet af Jernbanevej og vejen, som går ud til Nysø. Så var der forpagterens søn Frits Fabricius fra Nysø og Jytte Holboe, hvis far var læge.
På et spørgsmål om hvad hun bestilte i hverdagen, kan hun kun huske, at de var artige børn, men hun holdt meget af at besøge morfaderen i Vasebæk ved Køge, som var forpagter på Gl. Køgegård, som ejedes af Collets familien fra Lundbygård. Hendes mor voksede op i Vasebæk. Ellen fortæller, med hensyn til hendes morforældre, at der skete det forfærdelige, at de unge, der var forlovede den gang, skulle have et barn, og det var en skandale, så de blev forvist til Sverige. Der blev købt et lille husmandssted til dem, og der kom min elskede tante til verden, og tiden gik, og de fik lov til at flytte tilbage til Danmark. Min tante kom senere til Amerika, hvor jeg har besøgt hende.
Morfaderen lærte Ellen at ride på en hest, som var en islænder, og den holdt hun meget af at ride på, og Ellen har altid holdt meget af hunde og heste. Hun fortæller, at morfaderen var så sød, og han interesserede sig så meget for sine børnebørn, og mest for mig, for jeg var lige så heste interesseret, som han var. Sådan var min far slet ikke, han var jæger, og han fik 5 kr., hvis han ville ride ud med sine forældre, da de var levende.
Var det en streng fader du har haft? Ja vi er blevet meget autoritært opdraget, vi vidste hvor skabet skulle stå. Jeg sagde til min mor, hvis jeg havde lavet et og andet, at hun måtte endelig ikke fortælle det til far, og somme tider kunne jeg lokke hende til at lade være, men vi har trods alt haft en god barndom.
Min farfars forældre sejlede meget, og dem var vi tit ude at sejle med. Senere fik min far en sejlbåd, en ketch med 2 master, og har han har haft forskellige små og store både, og også en motorbåd, men helst skibe med sejl, som vi havde mange dejlige ture med.
Min far havde flere både liggende for anker. Der var for øvrigt Poul Gran, som var bådebygger og havde sit bådbyggeri nede i Præstø havn. Hans søn, som kom i lære hos bådebygger bjørn Olsen, fortalte, at det bedste han vidste, var når bådebygger Bjørn sagde, at han lige kunne ro ud til Tolderlunds båd og finde det og det, fordi han skulle lave noget i den. At se den båd indvendigt, den var så fin.
Der var 2 senge i soverummet, og 2 i kahytten, og så var der et agterrum, hvor der også kunne sove 2. Yderligere var der også et lille køkken med primus, hvor vi lavede mad på, og jeg kan huske, at der var en gang vi havde nogle af fars venner med ud at sejle, og vi havde fået en rigtig dejlig middag, og så sidder de voksne og drikker kaffe. Så skulle Ida og jeg vaske op sammen med John, som var en af gæsterne, og ustandselig var der noget, han ikke havde vasket rent, for pigerne tørrede af. Så stak vi ham det hen, værsgo John, det her er ikke rent! og ned i opvaskebaljen igen. Og så pludselig, han havde måske fået lidt i hovedet, så ser han hen på os, edder ond i sulet, hvad tror I, I har viskestykkerne til! Jeg glemmer det aldrig, jeg døde næsten af grin. Han var også en sød og festlig fyr.
Det var nogle festlige ture, og jeg kan huske de små unger hos brødrene Brorson, de havde altid et reb om livet, for at de ikke skulle falde i vandet. Det havde vi også, da vi var små. Men jeg var rigtig stolt en dag, da jeg fik lov til at ligge og ro i jollen. Jeg kunne nemlig ikke ro væk, for far havde et bånd i den, men jeg kunne ligge og øve mig i at ro. Senere lærte jeg også at styre.
Da jeg var omtrent 15 år, kom jeg 3 uger på en Svensk sejlerskole, hvor jeg fik lært at stikke kurs ud og styre og alt sådan noget. Det var en trælastagent i København, der hed Peetz, og hans kone var agent for den Svenske sejlerskole. Vi var 25 piger, og køjerne, som blev sat op om natten, lå vi i. Der var 5 franske piger og 2 hollændere, englændere og svenskere, og så var vi 2 danske. Det var meget sjovt. Vi sejlede fra København til Bornholm og videre til Karkskrona, hvor der var eksamen, og der kom den elskeligste gamle admiral ombord, han var så elskelig, og selvfølgelig bestod vi alle sammen. Der var bal om aftenen med de svenske kadetter, det var også morsomt, d.v.s. jeg var temmelig genert den gang, og der var en lille kadet, som spurgte om vi ikke skulle gå i land, men nej, jeg skulle ikke i land, det turde jeg ikke. Men så sejlede vi videre op af den Svenske østkyst op til Søder Tælje, hvor vi gik ind igennem kanalerne, og kom til Stockholm inde fra land. Der blev vi sat af, og så skulle vi tage en beskidt båd hjem til København. Der kom Inger Karø, hun var også fra Præstø. Vi ville ikke tage en kahyt, vi havde ikke så mange penge, så vi lejede en hængekøje af styrmanden, og fik den hængt op, og det fortrød vi.
Der var så mange fulde, som ikke kunne lade os være i fred, så vi var bange. Men så kom der et Svensk ægtepar, og de havde en schæferhund med, og de lagde sig lige under os, med schæferen, så var vi jo glade.
Hvor sejlede i hen sammen med dine forældre?
Ja først sejlede vi ud af Præstø fjord, så skulle vi hele vejen op til Strandbygård dyrehave i nærheden af Fakse Ladeplads, og først der oppe kunne vi gå lige 90 grader over i Bøgestrømmen. Bøgestrømmen er den del af Østersøen, som går over i Øresund og videre ned i Smålandsfarvandet. Derfra gik vi videre til Kalvehave og videre til Vordingborg, hvor far og mor havde alle deres venner. De 3 Brorson familier, kom de meget sammen med. Niels Holger Brorson er død nu, men hans søn er nu sagfører i Vordingborg, og det er min sagfører.
Vi mødtes med dem enten i Kalvehave eller Stege eller på Ulfshale. Jeg kan huske, at vi somme tider lagde ind ved Flint-eksporten på Ulfshale, og der lå vi lørdag, søndag. Da de var yngre end mine forældre, var der ikke rigtig nogen børn at lege med, og da de senere fik børn, var de jo meget mindre end os.
Der var en gang vi havde været Møn rundt i en motorbåd, som ikke stak så dybt, så siger min far, da vi kommer ude fra Østersøen og skal ind igennem Ulfshaleløbet som er meget smalt, at jeg skal gå hen og stå i forstavnen, så skal du se, hvad vej jeg skal sejle, for at komme ind imellem. Så siger far, at nu kan jeg godt komme ned og sidde i cockpittet, for nu er der ikke flere sving på løbet, så satte han fuld fart på motoren, og lige så stille sejlede båden op på så lidt vand og lagde sig om på siden, så var vi gået på grund. Vi kunne ikke komme af, vi måtte ligge der om natten, hele familien måtte ligge i en stor bylt nede i den ene side. Næste morgen sagde far, at nu tar jeg jollen og ror ind, og så ringer jeg hjem efter nogen til at hente jer i bil til Præstø, og så skal jeg ind og se at få fat i en skipper, som kan hive mig af. Men det kom til at koste ham en ordentlig sum penge, for den stod fast, og jeg kan huske, vi grinede sådan af det.
Vi har tit stået på grund i Præstø fjord. Der var en gang, da far og jeg sejlede. Så skulle vi over på fjorden, og så siger han, vi går over her! Det kan du ikke far, du ved der er grund lige der, du skal ud om kosten, der står lige derude. Jeg prøver nu. Han elskede at gå ind og snuse, han stod tit på grund. Han sagde: “Hvad gør vi nu?” Så sagde jeg, at jeg ved jo noget om, at den der har styret må i vandet og bære af. Nå ved du det, så han måtte i vandet, han måtte rette sig efter reglerne, for jeg kunne jo ikke slæbe den båd af, det kunne han, så han måtte i vandet. Da grinede jeg også godt, kan du tro. Det har været festligt, når man sådan kommer til at tænke på det.
Da jeg blev voksen, fik jeg min egen ridehest, som havde været fru skovridder Oustrups på Gammel Køgegård, og den havde jeg til jeg tog til Amerika i 1948.
Derhjemme havde de nogle dejlige hunde, og hun har stadigt et stort maleri hængende af nogle Engelske sættere, som hun har arvet fra sine bedsteforældre.
Jule aftnerne var ikke noget særligt. Vi unger var med til at pynte juletræet, men da vi så havde spist aftenrisengrøden, som jeg ikke kunne fordrage, og det kan jeg heller ikke den dag i dag, så gik far ind for at tænde juletræet, og lukkede døren. Mors forældre kom gerne ned og var med, de skulle ellers dele sig imellem deres andre børn, men vi syntes ikke det var jul, hvis ikke de kom. At sidde alene os tre børn og far og mor var kedeligt.
I fik da mere end risengrød?
Ja, vi fik altid andesteg, det skulle være and. Men så fik vi altid en af juledagene en kæmpe stor ål, som far havde fået af en eller anden, Ålen var for stor til at stege eller ryge, så blev den saltet et døgn, og blev kogt en hel time, for den skulle koges godt igennem, og den fik vi med flødepeberrod. Den skik har Mogens og jeg også ført videre. Efter jul kørte han hen på Gisselfeld og købte karper, og dem havde vi så gående hjemme i vaskehuset, og dem spiste vi så nytårsaften, en kogt karpe ligeledes med flødeskum og peberrod.
Efter Privatskolen hos frøken Ingerslev kom Ellen i mellemskolen på Klosternakken, hvor hun kom til at gå sammen med mere end 20 elever, og det var en stor forandring, men også spændende. Hendes bedste veninde var Jytte Holboe. Hun var datter af lægen, d.v.s. da vi blev konfirmeret, fik hendes far et slagtilfælde, han var en af de læger, som arbejdede sig ihjel, og så flyttede Jytte og hendes forældre til København, så måtte jeg finde en anden at snakke med. Men jeg har besøgt hende i København, og det er så morsomt, at her hvor jeg bor nu, sidder der en der hedder Kitty Gustavson, hun siger, jeg kan godt huske, at vi to blev konfirmeret på samme dag, og vi gik til præst sammen, men det kan jeg slet ikke huske. Hun er så sød. Hun sidder desværre i en rullestol, hun fik for mange år siden en blodprop, og hun blev desværre lam i den ene side, men hun er den samme søde pige. Hun sagde, kan du huske vor præst, som var provst Poul Smith, han blev senere biskop i Ålborg. Da vi gik til præst og drengene var frække, så stak han dem nogen på kassen, og jeg sad og kiggede ud af vinduet, og en dag så jeg min far og mor sejle forbi, og jeg vidste de skulle være af sted i 14 dage, og jeg tænkte, bare jeg havde været med.
Hvordan klarede i så jer derhjemme?
Min mor havde god hjælp, de havde jo 2 piger den gang, en stuepige og en kokkepige, og de havde fået lov til at tæske os, hvis vi ikke var ordentlige. Somme tider kom der en tante, som var gift med en af min fars fætre, og hun kom og var hos os, men ellers var det meget skægt at være alene hjemme.
Min konfirmation gik fint, jeg var i en fin lang hvid kjole, og vi stod der i 2 rækker, så lægger provsten sin hånd på mit hoved, og jeg står og kigger lige op i hans ærme, og så havde jeg sådan en ugudelig tanke, og det har jeg senere fortalt Kitty, og hun sagde: Ellen det ku’ sgu’ lige ligne dig. Jeg stod og tænkte på, hvis jeg havde en vandpistol, så !!! Det er også noget man ikke glemmer. Men han var da en rar mand.
Ellen tog realeksamen på Klosternakkeskolen og gik til faderens store fortvivlelse ikke i gymnasiet, men tog handelsskole eksamen i Præstø, hvor hun samtidig arbejde på faderens kontor i tømmerhandelen.
Handelsskolen afsluttede Ellen med flidspræmie, jeg var skam dygtig.
Min far var stadig vred over, at jeg ikke ville på gymnasiet, så en dag, da vi var sejlet til Vordingborg, og lå nede i havnen, så siger han til mig, om vi ikke skulle gå en tur, og jeg gik intetanende med. så gik vi lige op til rektor Simon på Gymnasiet, og meldte mig ind. Jeg blev så skuffet og rasende på min far, jeg syntes det var rigtig lusket. Nå men jeg var vant til at rette mig efter ham, så jeg kunne ikke gøre andet end at gå og være dum i skolen, så kunne de jo ikke bruge mig.
Efter et år, fik jeg så lov til at komme tilbage til kontoret igen, hvor jeg så var et par år.
Da jeg gik på gymnasiet, ville det være rart med et kørekort, men det var før krigen, og jeg kan huske, at min far skrev til politimester Vagn Bro, at han måtte sørge for, at jeg fik et, så jeg kunne køre til og fra skolen i Vordingborg, men jeg måtte køre med rutebil, og den gik ikke hjem før kl. 7 om aftenen, og derfor syntes far, at jeg vel godt kunne få et kørekort, men det kunne jeg ikke, jeg var ikke gammel nok, så jeg fik ikke kørekort før krigen var forbi, da var jeg jo så blevet 26 år.
Jeg kan huske en pige fra Præstø, hun var datter af redaktør Bruun, og hun og jeg ville ikke sidde i Vordingborg og vente på bussen til kl. 7 om aftenen, så vi gik ud og “hitch hikede” på vejen. Min mor blev rasende, så sagde jeg, at så må du hente os. Jeg kan huske, at vi en gang kom op og køre med et par skorstens byggere, de var festlige, og der var ikke noget pjank med dem, men de var meget sjove. De havde været nede hos nogen af fars og mors bekendte, for at ordne noget ved komfuret, det var Madtsen på Nørre Skovgård, som ligger ad Ørslev til. En anden gang var det en hr. Laupt, og han fortalte, at han havde en datter, som var operasangerinde, og han kørte os helt til Præstø. Han syntes det var så morsomt med de to piger som gik der og “hitch hikede”, det var meget sjovt, men vi gjorde det også kun, når vi var 2, aldrig alene.
Jeg var hjemme et par år, men så blev min far og jeg uvenner. Han havde en god ven i Køng, som var i Udenrigsministeriet. Han hed Tillitse, og min far spurgte ham, om han ikke kunne skaffe mig en plads derinde. Der kom jeg så ind i bogholderiet, det var rigtig sjovt, og når nogle spurgte os om hvad vi lavede derinde, sagde vi, at vi var ruffersker, for at være morsomme, og folk sagde! Gud er de det. Jeg boede hos min bedstefars søster i Classensgade overfor Nordisk Fjer, der havde jeg et værelse. Men jeg havde sådan en hjemve, jeg kan ikke rigtig forstå det, for da jeg var i Amerika, var der ikke noget.
Vi havde en udenrigsminister, der hed Gustav Rasmussen, og vi kaldte ham for Gysse, det vidste han selvfølgelig ikke, og det var tit vi blev sendt rundt omkring på kontorerne, for at finde en eller anden sag, og den lå som regel og smølede hos en af ministrene eller kontorcheferne, det var altid ret spændende at komme rundt der. Jeg kan huske, der var en lille genert en, som hed Poul Hafner, han var næsten ikke til at slå et ord af, og så nogle år efter, var han blevet ambassadør et sted i udlandet, så han må have lagt genertheden af sig. Der var også en Harhof, som også var sekretær derinde, og det var en høj flot fyr, og han kom til Ægypten som sekretær, og lavede altid noget skæg og sjov dernede, han var ved at komme op at sloges med Ægypterne, han var festlig, jeg tror ikke han lavede noget han ikke måtte.
Efter et par år, ringede far, og sagde, at jeg måtte komme hjem, han skulle af med 2 folk, så jeg skulle komme hjem og hjælpe ham, så jeg måtte sige op, så havde han godt nok brug for mig, det var jeg meget glad for, for jeg havde jo hjemve, og jeg elskede min mor højt.
Jeg mener, jeg var hjemme under hele krigen, for jeg kan huske, at jeg fjantede stærkt med de unge lærlinge overfor hos Anton Petersen i det store kornfirma.
Nej, jeg tror alligevel, at jeg var i udenrigsministeriet under krigen, jeg kan huske vi var 3 piger, en tømmerhandler pige fra Fyn, og Lise, som nu bor i Kerteminde, og vi holdt meget sammen, og kommer stadigvæk sammen, og jeg håber, de en dag ringer og siger, at nu kommer vi over og besøger dig, for jeg kan jo ikke rigtig komme nogen steder, for mit kørekort er jo væk.
I 1946 fik jeg så mit kørekort, det var medens jeg arbejdede i København, og en dag skulle jeg mødes med min mor i Lundby, hvor jeg tog toget til, og så skulle jeg køre, over til Stege, hvor far så lå med båden. Min mor mente, at det var bedst jeg kørte, for jeg skulle have øvelse, så kørte jeg af sted, og så siger hun, jeg vil bare lige sige dig, at hvis vi to skal nå Stege i dag, så må du sætte farten op. Jeg sneglede mig af sted, jeg var så nervøs for, at der skulle ske noget. Jeg kan ikke rigtig huske, om det var en Tysk Taunus, eller en Engelsk Anglia, den der lignede en omvendt kasket.
Hvordan var det med din ungdom, gik i ud til bal?
Uha! Er du tosset, jeg havde den ene ven efter den anden, de knægte, der var i lære hos Anton Petersen, de var der jo 3 år af gangen, og der bor en her fra Præstø, han var disponent hos Anton Petersen dengang. Jeg kendte ham godt, han gik ned og hentede post hver dag, og så gik han og undrede sig over, at en af lærlingene gik op på 4. sal i det store magasin hver formiddag kl. 11, og det vendte lige ud mod os, så slog han porten op, og så vinkede han ned til en, og det var mig. Han driller mig med det.
Han har desværre fået en mystisk sygdom, lige pludselig falder han omkuld, han er ikke dement, men han kan ikke huske noget. Han kan huske, hvad der skete den gang, og det kan han drille mig med, men hvad der ellers er sket lige nu, kan han ikke huske. Hvis han kone siger, Peter du skal gøre sådan og sådan, skal hun huske at give ham det på tryk, ellers så glemmer han det. Han kommer her i terapien og maler, og så snakker vi. Jeg kan huske, da han blev gift første gang, det var sådan en sur pige, hun hilste aldrig på os, så skiltes vore veje, så mødtes vi først her mange, mange år efter. Hans nuværende kone er rigtig sød, hun spurgte, om vi ikke kunne tænke os at komme med hjem en dag og spise middag, det skulle være mig, og Knud Erik, tidligere inspektør fra Lundbygård, og han har endnu bil, han har en kone, som ligger her og er total lam, og når hun er lagt i seng, så svinger vi os ud af hver sin dør, og mødes et eller andet sted. Vi har også haft Poul Gran med, men nu er han blevet så dårlig, så hvis han falder, kan vi ikke rejse ham igen. Han har ikke kørekort længere, for da han fyldte 80, tog lægen hans kørekort.
Efter jeg var kommet hjem fra mit arbejde i udenrigsministeriet, arbejdede jeg hos min far i tømmerhandelen. I 1948 ringede telefonen pludselig en dag. Det var en af Brorson familien fra Vordingborg, som var skovridder på Fyn, og han og hans kone spurgte, om det ikke var noget for Ellen at komme til Amerika i huset. Jeg blev helt vild, nej hvor var det godt. 2 dage efter tænkte jeg, nej det går aldrig godt, men da havde jeg jo sagt A, så måtte jeg jo også sige B. Jeg tog ind til København for at få besøgsvisum, for jeg kunne ikke få emigration, det var der ikke tid til, for familien jeg skulle over til, havde lige fået en baby, så jeg skulle derover med det samme. De havde 2 halvstore drenge, og så havde de lige fået den lille baby for et halvt år siden.
Jeg drog så ind til København og ombord i ØK’s Falstria. Dengang var der ingen flyver, som fløj den vej over, så jeg sejlede i 9 dage, det var en dejlig tur, og en dejlig båd. Jeg boede sammen med en massøse, som hed Kirsten Knudsen, og vi kom til at kende 2 drenge, som boede i hospitalsværelserne, der var nemlig ikke plads andre steder, og vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne skiftes til at give hinanden morgenmad. Vi skiftedes til at hente morgenmaden i kafeteriet, og så drak vi morgenkaffe sammen, det var rigtig hyggeligt. Jeg mødte dem begge i New York senere.
Der var også en tegner ombord, og han havde lagt mærke til mit udseende, at det var typisk skandinavisk, og han spurgte, om han ikke måtte tegne mig, og det sagde jeg da ja til. Han ville også male mig, men det nåede vi ikke. Jeg var inde hos ham et par gange i New York, hvor han også kun nåede at tegne mig, men den tegning har jeg hængende ude på Runeklint endnu. Han hed Frits Kraemer, han var jøde, han kom fra Østrig, hvor han var blevet jaget ud af tyskerne, og kom til Danmark, og herfra rejste han så til Amerika. Han var en lille sjov mand, en typisk jøde, men rigtig sød og rart. Han inviterede mig og en Hr. Frederiksen fra ØK til en reception i Everside Drive, der et udpræget jødekvarter i New York. Der kom vi så til den aftalte tid, og kom ind i en flot og stor lejlighed med en hel del mennesker, men hvor var værtinden? Så kom vi ind, et par stykker ad gangen, ind i soveværelset, der sad værtinden i sengen meget fint udstafferet i sine kniplinger, og tog imod os, og spurgte hvor vi kom fra. Vi blev ikke klar over, hvad der var i vejen med hende, men det var en sjov oplevelse. Det var en flot, flot lejlighed, jeg må sige, de jøder de kan- – – Men kort efter, rejste han så videre vest på.
Ved ankomsten til Amerika blev jeg sat af ved Hobugten, for ØK lægger ikke til i New Jersey, men lige over på den anden side af Hudson floden, i Jersey ligger en stor fabriksby med havnekaj, og derfra kørte jeg videre til familien i Upper Mont Clair. Manden i familien jeg var hos, var dansker og hed Lorentzen, og han havde vogtet får på den jyske hede. Hans kone hed Winnie, og var også dansker, og hun havde som lille pige været balletdanser, og danset, da Radio City Mucikhall skulle åbnes, under orkesterdirigent Leopold Stakovsky, og man kunne stadig se det på hende, hendes bevægelser var så yndige og graciøse. Hr. Lorentzen havde opfundet en lille ting, der drejer persienner, og den havde han fået patent på, men han måtte slås for det patent, ustandselig var der nogen der prøvede på at gøre det efter. Han havde en stor fabrik inde på West Broadway inde i New York, hvor vi som regel kørte med ham, når vi også skulle ind til byen.
Familien var meget, meget søde ved mig, men det var værst for dem, som skulle æde den mad jeg lavede, for det var ikke altid den var lige heldig, for jeg havde jo aldrig lært at lave mad.
Det gik rigtig godt med at passe børnene, Drengene på 10 og 14 år, passede næsten sig selv, og den lille baby, var noget af det kæreste. Men jeg måtte ikke sove inde hos hende, jeg havde en walkie-talkie, med en mikrofon ved hendes mund, så jeg kunne høre, når hun vågnede, og så gik jeg først ind til hende. Hun havde også nogle yndige små barnereoler, men der var ikke sat noget i dem endnu, og hun skulle lege alene i rummet, hun måtte ikke have selskab, for hun skulle vænne sig til at være alene. Men jeg sagde til fru Lorentzen, at jeg var bange for, hun skulle kravle op på reolerne. Og en dag, så stod hun op på dem og væltede med dem, og så blev det lavet om, så jeg kunne sidde inde ved hende, med et eller andet håndarbejde. Hun har senere sammen med sin mand besøgt os i Hellerup som voksen, da hun var blevet gift. Hr. og fru Lorentzen kom også og besøgte os, når de var i Danmark.
Hvor længe var du så i Amerika?
Jeg kom derover i maj 48 og var hjemme i december 49. Jeg var væk i ca. halvanden år, og jeg var hos dem et år, så begyndte jeg at rejse hjem. Jeg måtte ikke tjene penge som besøgende. Mindst 2 gange havde det ringet på døren, og udenfor stod der en fra FBI, som spurgte om hvor meget jeg tjente, og jeg måtte sige, at jeg ikke tjente noget, jeg bor bare her hos familien og går med dem ud. Da mit visum udløb, måtte jeg så ind til kontoret for emigration i New York og sige, at jeg ikke kunne tage hjem, for jeg havde ingen penge. Hvis I vil give mig en forlængelse på et halvt år, så har jeg min far i Danmark, og han vil betale min hjemrejse i danske penge til en mand i Canada, som er en af hans venner, og der ligger der et af ØK’ skibe, som hedder Eria, og det fik jeg.
Eria sejlede på Vestkysten oppe fra Portland ned langs Californien ned gennem Panamakanalen og den vej over Holland, England og Norge til Danmark.
Jeg tog så en Greyhoundbus, som kostede 50 dollars gennem Amerika, for jeg havde ikke råd til at flyve eller køre på anden måde. Bussen Startede i Vancouver, og jeg kørte først med den til min mors søster, hvis mand var læge og som boede i South Bend Indiana , som ligger en times kørsel øst for Chicago, og de havde sommerhus ude ved Michigansøen. Jeg boede hos dem i 2 måneder, hvor jeg havde det pragtfuldt, og de tog mig til sig, som deres egen datter. Mange år efter gjorde jeg en stor fejltagelse, ved at skrive et brev til hende på dansk, for hun kunne ikke læse mere, og hendes børn kunne kun engelsk, men så indtalte jeg senere et bånd til hende. Derefter tog jeg op til en sød gammel tante. Hun var så glad for mig, hun sagde, at nu har din oldefar opdraget mig, for min mor og far havde 12 børn, men de havde ikke råd til det, så tog din oldefar mig til sig. Hendes far og mor havde været forpagterpar over på Liselund på Møn, og dem kendte vi så godt. Så var jeg der et par dage, og jeg skulle læse for hende i biblen, for hun var med i Pinsemissionen. Så steg jeg på bussen igen, men der var en der havde sagt til mig, at jeg skulle passe på, for hvis der satte sig en ved siden af mig, som ville gøre tilnærmelser, så skulle jeg have en stoppenål i lommen, og så skulle jeg bare prøve på at stikke ham på en måde, så han ikke opdagede hvad det var. Så flytter han sig sikkert. Men det fik jeg heldigvis ikke brug for.
Jeg regnede med, at jeg skulle møde færgen Eria i St. Fransisko, så jeg tog Greyhoundbussen videre, og da jeg nåede St. Fransisko, hyrede jeg en taxa, og flyttede al min “habengut” derover og kørte ned til havnekajen, og jeg kiggede mig omkring, men der var ingen Eria, så tænkte jeg, at den kunne jo ligge ovre ved Oakland. Så kom der en havnearbejder, og han sagde, at den først kommer om ca. 8 dage, men hvis du tør stole på mig, så skal jeg gerne smide din bagage om bord. Jeg havde ikke andet at gøre, end at overlade ham min bagage, for jeg havde nemlig fået tilsendt en flyvebillet til nogle venner i Los Angelos, hvor jeg skulle være til Eria kom derned. Flyveturen tog en time, og jeg kunne se på billetten, at den havde kostet 9 Dollars og 99 Cent, da jeg ankom, sagde mine venner, om vi ikke lige skulle tage en tur til Las Vegas, og det gjorde vi så, og vi kørte rundt i det sydlige Californien, og vi kom så tilbage til Los Angelos og skulle ombord i færgen, men der var ingen Eria, den var lige forhalet op til Long Beach, som er et havneanlæg, men den ville komme igen i løbet af et par dage.
Min sejltur hjem gik ellers godt, men vi havde storm 9 dage på tværs over Atlanten, nede fra de Vestindiske øer og så på skrå op til Holland. Jeg havde lagt mærke til, da færgen kom, at søfolkene gik og hamrede den ene side til med brædder, det var den side, som vendte ud mod vinden, og der blev sagt til os, at vi måtte ikke gå ud til den side, men så var der alligevel en gammel skibsreder Marius Nielsen, som ikke kunne nære sig, og selvfølgelig faldt han også. Han var ellers vant til at sejle men i sådan en storm, var der jo ingen, som kunne stå fast, men der skete heldigvis ikke noget særligt. Jeg lå og rullede rundt i min køje, indtil der var en der sagde, hvorfor lægger du ikke din kuffert op i køjen, så har du noget at stemme benene imod, så du kan ligge fast. Det hjalp også, og jeg blev slet ikke søsyg, det har jeg kun prøvet en gang, det var som barn, da jeg var ude at sejle med mine forældre. Turen fra Amerika var ellers hyggelig nok, vi bestilte ikke andet end at spille kort og gå i baren. Om formiddagen var der en drink før frokost, og der var lækker mad, så vi bestilte ikke andet end at spise og drikke, så jeg tog 20 pund på, på den tur. Min mor sagde til mig senere, at jeg lignede et omblæst cirkustelt, jeg havde store problem med at få det væk igen.
Efter hjemrejsen arbejdede jeg igen på kontoret hos min far, men så blev vi uvenner igen, og jeg blev så ansat på et trælastagentur, som var et dansk firma, som solgte svensk træ til danske tømmerhandlere, og der var jeg rigtig glad for at være. Det lå lige ved Nørrevold station i København, og på det tidspunkt, havde jeg lært den unge Mogens Falck, som var stationsleder på Falckstationen i Præstø, at kende. Jeg havde lært ham at kende ved nogle selskaber, og jeg kan huske jeg skældte ham ud over den måde, han opførte sig overfor sin kone på. Han var så blevet skilt, da jeg kom hjem fra Amerika. Deres lille dreng Ole blev opdraget hos en læge i Everdrup, moderen havde fået en fødselspsykose, så han opholdt sig der et års tid.
Vi blev så gift i 1951 i en kirke på Bernstorffsvej, hvor min svigermor boede. Mine forældre var ikke med til brylluppet, for min far billigede ikke giftermålet, han kunne ikke ta’, at hans datter skulle giftes med en fraskilt. Min mor turde ikke være med, hun ville ikke lave ballade, men min elskede morfar var selvfølgelig med, og min søster og bror, og dagen efter kørte vi på bryllupsrejse til Rom.
På vejen gjorde vi ophold i Odense, hvor vi mødtes med svigerfar og alle deres venner, og Mogens og hans tvillingebror V.M., som vi altid kaldte ham, var lige blevet optaget i Frimurerlogen. Min svigerfar havde mange søde venner, de havde bl.a. nogen der hed Killerrick, de var så søde, jeg kan huske fru Killerrick sagde, Ellen, du kan da ikke rejse til Rom uden frakke, men jeg sagde, at vi skulle da ned i varmen, ja men du kan da låne min pels, men det ville jeg ikke. Vi blev gift den 24. oktober 1951, så det kunne da godt have blevet koldt, men jeg manglede ikke nogen pels. Vi havde en dejlig tur, hvor vi kørte i bil hele vejen, og boede på hotel undervejs. Da vi kom til Rom, spurgte jeg om vi ikke også lige kunne køre til Neapel, men det mente Mogens ikke at den gamle Austin kunne holde til, den skulle efterhånden have en hel del olie.
Så flyttede vi til Næstved, hvor min mand blev stationsleder, og efter 8 år til Gladsakse på hovedstationen. Vi boede så i Søborg, hvor vi købte et dejligt hus. Så kom svigerfar pludselig en dag og sagde, at han havde købt Tårnbygård på Amager til redningsstation, og at vi skulle bo i hovedbygningen. Det var et pragtfuldt sted, en stor firelænget gård, med lavt til loftet. Vi startede med at have 4 mand på stationen, men efter 10 år, var det vokset til 50 mand, så måtte vi flytte, for nu var der for lidt plads til redningsstationen.
I 1963 fik Mogens en blodstyrtning, og han røg på Elisabeth søstrenes hospital, der kan jeg huske, at jeg kom på besøg, og trak jeg op af min taske en lille hundehvalp, for vores sorte kariblue terrier havde fået hundehvalpe. De var så kære disse hundehvalpe, og på det tidspunkt fik vi smag for Afrika. Vi havde set en film som hed “Hatari”, som handlede om, hvordan man fanger vilde dyr til Zoologiske haver. Den film var så betagende, og den gav os blod på tanden. Vi havde meldt os til en rejse til Afrika, men jeg var bange for, at Mogens nu ikke kunne klare det, men det gik heldigvis godt, og vi har været på jagt i Afrika i alt 7 gange.
Sidst i tresserne flyttede vi til Hellerup, hvor Falck havde købt Zonen, og vi flyttede ind på Rygårds Allé. Vi boede der ca. 10 år, hvor Mogens blev uvenner med Gentofte kommune vedrørende noget skat, så han flyttede stationen til Lyngby på Lundtoftevej. Der boede vi så, til Falckkorpset blev solgt til Baltica.
Det har altid været det samme, lige meget hvilken Falckstation vi boede på, har jeg været rigtig glad for at være der, og redderne var lige ved at bære mig på hænder og fødder, og Jes, som nu er vognmand her i Præstø, har tidligere været Falckredder, og han fortæller, at de år han havde hos Falck i Præstø, har været de bedste.
Vi flyttede så til vort hus ved Runeklint, som vi havde haft som fritidshus, og hvor vi tog ned hver lørdag/søndag. Vi havde gjort huset rigtig dejligt i stand, og vi kaldte det Ny Ati Shamba, som betyder bøffelhuset på Swahili, og pottemageren på Røde Led lavede navnet i keramik bogstaver, og satte det op på gavlen.
Navnet, som huset fik, er et minde om de dejlige ture, vi havde ned til Afrika.
Vi startede med at rejse, da Mogens lå på hospitalet efter blodstyrtningen, Vi rejste af sted i en stor DC 7 med 70 mennesker ombord til Kairo. Fra Kairo fløj vi til en flyveplads ved Victoria søen, som hed Entebbe, hvorfra vi tog ind til hovedstaden i Uganda, og så til Nairobi i Kenya. Derfra var vi så på jagt i 8 dage, for at prøve, om vi kunne holde det ud, vi var jo ikke helt klar over, om det var noget for os. Vi boede i telt, og det var død spændende. Vi blev fordelt i 3 biler med en 2 hvide og en hunter i hver bil, og de sorte hængte på, hvor det kunne passe sig. Vi begyndte med at køre fra Nairobi, vi var selvfølgelig forsinket flere timer, fordi de forfærdelige professionelle huntere skulle sige farvel til deres piger, og de havde jo så mange piger, så det var næsten ikke til at holde ud. Så kommer vi kørende en mørk aften kl. 10 -11 stykker, det var buldrende mørkt, og så er der pludselig en mur foran os, og det var elefanter. Vi skulle være stille, for dem flytter man ikke med, dem venter man på, til de går af sig selv, for hvis en elefant bliver sur, kan den gå hen og plante sin fod lige oven i bilen, og så bliver vi mast til plukfisk. Du kan tro vi sad stille, og vi kunne høre de gumlede blade i sig, og det rumlede i deres maver, det var en fantastisk oplevelse. Så flyttede elefanterne sig, og vi kunne køre videre. Vi var i noget der hed Savoparken en stor nationalpark i Kenya, hvor der er mange elefanter. Vi drejede så af til højre, og ind i og fandt en yndig flad slette, hvor vi kunne være, der var ikke ret megen busk, der var frit, og der blev vi sat på hver sin stol med en drink i hånden. “Boy”sene gik så i gang med at rejse teltet, men det var de mere end 2 timer om, hvor vi andre kunne have rejst det på et kvarter. De sorte er ikke så forjagede som os, de har da tid nok. Man skal tage det roligt, og sørge for at ens hjerte følger med, siger de. De var nu søde, så det var jo meget godt. Kl. 3 om morgenen kunne vi så gå til ro.
Vi havde en sørgelig oplevelse her på den første tur. Min svigerinde, som var Mogens tvillingebrors kone, har altid været meget dygtig til fransk, og i det hele taget meget dygtig til al ting, og jeg var ikke noget særligt, så det var altid Inge der førte an, og jeg kom høvlende bagefter. Så var det pludselig mig, der kunne tale engelsk, og det kunne hun ikke, Hun havde nemlig været i huset i Frankrig, og hun havde været i huset i Belgien, så hun var god til fransk. Men hun kunne ikke tåle, at det pludselig var mig, der kunne tale sproget, så hun begyndte at sige, at dem og dem måtte jeg ikke tale med, for de taler ondt om os. Hun begyndte at dirigere med mig. Det var vi meget fortvivlet over, og da vi kom til Entebbe, så ville vi ringe hjem til far, og bede ham sende en flyver, for det her kunne ikke gå. Så var der en læge fra Bogø, som blev en af vore meget gode venner, Christian og Birgit Linnet, og de sagde, at det måtte vi endelig ikke gøre, for hvis vi gjorde det, så risikerede vi, at hun aldrig kom over det, for det tropekuller var bare noget hun skulle over. Hun skulle igennem det, hendes hjerne skulle have ro. Vi kunne roligt lukke hende inde på værelset og give hende 10 Librium, så vil hun sove, og så kan i tage til Kampala, og når I kommer tilbage, så vil hun stadig ligge der. Hendes hjerneceller skal falde til ro, det er det eneste I kan gøre for hende, men det må I også gøre. Hun kom så vidt, at en dag sagde hun til mig, da vi stod ude i Bushen og ventede på drengene, som var inde og jage i skoven, Jeg hørte godt, da min mand sagde til dig, at hvis jeg blev temmelig umulig, så måtte du godt stikke mig en på kassen, men vi blev heldigvis gode venner igen. Senere har hun ikke villet med, for hun kunne ikke tåle varmen, så jeg tog alene med, sammen med min mand og hans tvillingebror.
Har du også gået på jagt herhjemme?
Ja jeg har gået meget på jagt ude i Stor Hestehaveskoven, hvor vi har vores hus, og jeg har også været på jagt i Nysøskovene og på Lekkende. Jeg kan huske at vores gode venner på Lekkende, skytten Verner sagde, har jeg ikke lovet dig, at du skulle få lov at skyde et dåvildt? Så se at komme af sted, du kan køre af sted med jagteleven. Jeg fik skudt en dejlig kalv, så jeg var stolt som en pave.
Jeg skød også nede i Afrika. En gang fik jeg en ordentlig bule i panden. Vi var ude at køre, og pludselig så vi en flok gnuer langt fanden i vold, mere end 300 meter ude. Så siger Mogens og jægeren! Skal Ellen ikke prøve dem? Så giver Mogens mig riflen. Den riffel havde jeg så svært ved at tage ladegreb på, og jeg lægger mig op af en myretue, for at få fast anlæg, og jeg begynder at skyde. Jeg trækker 3 gange, så jeg når at få skudt 3 skud af, så siger Mogens, nu holder du altså op, for blodet flyder ud af hovedet på dig. Jeg havde godt nok mærket den slog tilbage, men jeg blev så rasende, så jeg tænkte, nu skal jeg gi’ den. Jeg kunne aldrig i livet nå de gnuer 300 meter ude. Det var uartigt af dem, at sige, jeg skulle skyde der. Herhjemme skyder jeg aldrig mere end 100 meter borte. Det var et held, at det ikke ramte øjet. Bulen sad lige i tindingen, og sidste dag skulle vi alle fotograferes, og den lille skinnerboy, ham der flåede al skindet af det vi havde skudt, han dansede rundt på sine små krogede ben og pegede op på den blå bule jeg havde oppe i hovedet, og det kan man se på fotografiet. Skinnerboyen var fra Congo, og han havde en lille høne gående ved sit telt, og den havde en snor om benet, og den lagde æg til ham. Han havde fået den af nogle savværksarbejdere, som vi havde givet kød. Vi skød ellers ikke mere end vi skulle bruge, men hvis vi fik overskud, så gav vi det væk, de var jo lykkelige for at få kød. Disse jagtture har været højdepunkterne i mit liv med oplevelser af dyr, mennesker og den pragtfulde natur.
Jeg kan også huske en gang, da Mogens ville skyde leopard. Vi hænger først madding op til leoparderne, og så er vi ude og kontrollere de forskellige steder, hvor vi har hængt maddingen op. En dag så vi, at der pludselig var begyndt at blive ædt af den Gazelle, vi havde hængt op. Vi sad hjemme i lejren og snakkede og fik en drink, som vi havde fået hældt op, Så siger Mogens pludselig. Vi skal da af sted, klokken er fem, vi skal ud og kigge om leoparden er der! Han og Rhe, den professionelle jæger, farer af sted, og da de kommer kørende derud, kan de se, at leoparden allerede er oppe i træet og står og kigger efter dem. Så siger Mogens. Hvad nu! Ja nu skal du glide af lige så stille, og gemme dig bag den busk, og se at finde en god måde at holde til den på. Så kører jeg videre, så jeg afleder dens opmærksomhed, og så følger den min bil med øjnene. Det gjorde Mogens så, og han fik et perfekt skud, og Mogens ville så styrte hen til den. Men en af de sorte griber ham i ærmet, og så siger han på swahili, Det må du ikke, for der er flere jægere, der er blevet dræbt af døde leoparder, ved at man er gået for tidligt over til den, og den måske ikke har været helt død. Så lærte Mogens det, og så sad de lidt og kiggede på den, og så var den stendød. Så går de hen og undersøger den, og pludselig siger Rhe med rædsel i blikket, at det er en hermafrodit! Hvad siger du? sagde Mogens, og jeg der aldrig skyder hundyr, jeg vil ikke skyde hundyr. Det var en der var halvt af hvert. De kunne se på den, at den havde digevorter. men den havde aldrig haft unger, den havde en leopards store hoved, med små ører, og store poter, den var så typisk en hanleopard. De meldte det inde til Vildtdepartementet. Det gør man normalt, hvis man har nået usædvanligt, og vi meldte også om, at der gik en stor hunelefant, med kun en stødtand, og som haltede, og den må være blind, for den tørnede imod buske, træer og sådan noget. Mogens sagde, den vil jeg da ikke skyde. Men de sagde på Vildtdepartementet, den burde de have skudt, Men Mogens havde kun lisens til at skyde en elefant, og den havde han skudt på en anden jagt, så det vovede han ikke. Man betaler også for hver gang man skyder et dyr. Det er ligesådan herhjemme, Mogens skyder kun bukke, han skyder aldrig råer, ikke med mindre der skal tyndes ud i dem.
Jeg har en lille smykkenål her. Det er to ben, der er sat sammen af min guldsmed. Det er to ben, der sidder oppe i skulderen og flyder i lymfevæsken på alle kattedyr, og dette smykke er fra Mogens Leopard, og jeg har også en som er tre gange så stor, den er fra den løve, han skød. Det sidder løst i lymfevæsken heroppe i skulderen, og det gør at katte ikke mister balancen, når de springer. Det hedder et Flowdingbone. Vores skinnerboy fra elefantturen har også lavet mig et armbånd, som stammer fra halehårene på elefanthalen, og de er lavet så fikst, så det kan skubbes ud og ind, så det passer til håndleddet, og han lavede også en ring til mig af samme materiale fra elefanthalen.
Jeg har aldrig fået børn, det havde været mit store ønske, og på Gentofte sygehus blev jeg undersøgt for, hvad der måske kunne være i vejen, og vi prøvede oven i købet med kunstig inseminering. Det hjalp heller ikke, så jeg sagde til Mogens, om vi ikke skulle adoptere, men det kunne der ikke være tale om. Det havde ikke været nødvendigt at adoptere en dreng, for Ole skulle jo være første arving, men bare en pige. Det syntes han ikke, og da jeg endelig fik ham overtalt, så var jeg blevet over 40 år, og så var det for sent. Men jeg har da klaret mig udemærket uden det.
Mogens og jeg holdt meget af at fiske ål og rejer, og vi satte ruser ud til det farvand, der ligger lige uden for vort hus. Der, hvor vi ligger og sejler rundt, er bare så mange sten, så vi kan ikke bare gå lige hen over Nordmandssandet, vi skal helt ned til Fakse Ladeplads, før vi kan komme helt rundt og gå ned til Kalvehave.
Det er et spændende liv du har haft, og du har været god til at se tingene på en humoristisk måde!
Ja, det tror jeg, jeg har fra min mor. Jeg tror min fars mor var maniodepressiv, hun tog sig af dage, hendes 2 søstre må have haft det på samme måde, de tog sig også af dage. Jeg har fået konstateret sygdommen maniodepressiv, men for 20 år siden, var jeg hos en overlæge Mogens Kristensen, og jeg blev sat i en kur med Litareks piller, og siden den tid, har jeg klaret det fint. Jeg må have arvet det fra min far.
Min søster og jeg er blevet uenige om min brors dødsfald. Hun mener, at han også har taget sit eget liv, men det kan hun ikke vide noget om, for hun var ikke hjemme, da det skete.
Min far og mor var ude at sejle op ad svenskekysten, og så er Niels derhjemme og passer tømmerhandelen, og da han skal hjem til frokost, ser han en kat, der er på vej ind i dueslaget. Han vidste, at min far plejede at skyde kattene, når de gik derind, så han gik op efter riffelen, han glemmer at afsikre, og falder på trappen og skuddet dræber ham.
Jeg sagde til min søster, at hvis Niels ville tage sig af dage, så havde han gået ud af huset. Du var jo i Amerika, jeg kan ikke forstå, du vil gå og brede sådan noget ud om din bror.
Årsagen til mit dårlige syn skete ved en blodprop, som kom ganske stille sidst i 1980’erne. Jeg opdagede det ved, at jeg kom kørende ned til Runeklint i bil, og kørte ned ad bakken, og kigger over på Kohave skoven. Så kan jeg se nogle store krysantemum i træerne. Så tænkte jeg, det var da underligt. Da jeg kom hjem blev det konstateret, at det havde været en blodprop, men øjenlæge Morten Verdich i Vordingborg, ville ikke tage mig, han ville ikke have nogen nord for Vordingborg, han havde nok. Så gik jeg i flæsket på Jette, som var hos en optiker lige overfor øjenlæge Verdich. Hendes mor var min gode veninde, og vi har rejst meget sammen, men nu er hun desværre død.
Jette sagde, at hun kendte fru Grete Verdich, så hun ville snakke med hende. Så fik jeg lov at få ham, og det har jeg været rigtig glad for.
Så var det jo slut med at køre bil, for der stødte også grå og grøn stær til, så det ene øje skulle fjernes. Så sagde øjenlæge Verdich at han ville ringe op til overlæge Plesner på Næstved sygehus, men det ville jeg ikke have, jeg ville ind på Hamlet, som var et privat sygehus, men der var ingen øjenkirurg, så der kunne jeg ikke komme ind. Men må jeg så foreslå øjenlæge Madsen på Roskilde sygehus? sagde han. Det blev så arrangeret, og han var en festlig fyr. For det første stak han mig noget musik i ørerne, og han spurgte om jeg ville have klassisk eller jazz. Så fik jeg nogle ørepropper i ørerne, sikkert for at jeg ikke skulle høre de rodede, og så tog de øjet ud.
Vores unge mand fra Runeklint kørte for mig, og vi kom begge efter operationen, ned på kontoret, hvor overlæge Madsen sagde, at jeg skulle have et kunstigt øje, men de sorte med gyldne stjerne i, er desværre udsolgt. Vi grinede, så jeg var ved at falde ned af stolen.
Det gjorde ikke ondt at få fjernet øjet, og da vi kørte hjem i bilen, følte jeg, at jeg så meget godt med kun det ene øje, men der kom også grå stær på det, og den fik jeg taget hos overlæge Wille på Diakonissestiftelsen. Han var også rigtig dygtig. Jeg var blevet ham anbefalet af en fra Jungshoved, men det kostede selvfølgelig det hvide ud af øjnene, men det var jo også lige meget.
Mit syn svinder mere og mere, og når jeg sidder og ser på dig, så kan jeg se du sidder der, men jeg kan ikke se dine øjne, dine træk, og heller ikke din hårfarve.
Jeg har også lidt problemer med min hørelse, og jeg har fået et høreapparat, men jeg har somme tider lidt problemer med at få det sat rigtigt i, og det er også svært at indstille det med teleslynge og alt det andet. Det kan være, jeg skal bede om at få lidt mere undervisning i at bruge det rigtigt.
Efter jeg fik dårligt syn, flyttede jeg hertil Aggerhuscentret, hvor jeg fik denne dejlige lejlighed. Jeg er faldet godt til, og jeg er meget glad for at bo her. Mogens bor stadig ude på gården i Runeklint, og jeg besøger ham af og til.
Jeg har været på senblindekursus på Synscentralen i Vordingborg, hvor du blandt andet lærte mig en masse, og senere deltog jeg i et senblindekursus, som 11. kreds havde arrangeret her i Præstø.
Jeg har også deltaget på et kursus på Blindeinstitutet i Hellerup, der var jeg et halvt år, men det var jeg ikke ret glad for. Jeg følte de mobbede mig, vi skulle f.eks. lære at smøre et stykke mad, og det skulle være diagonalt fra det ene hjørne over til det andet hjørne, og jeg ville helst smøre denne vej ned, men det måtte jeg ikke, og der var sådan forskellige ting. Så kom der nogen fra Præstø, bl.a. min elskede fru Hansen, for at se til mig, hun var så forarget, det lille usle værelse, som jeg havde, jeg kunne dårlig nok vende mig, men der var nogle søde piger, og de havde kontor lige om hjørnet, der hvor jeg boede, og de kom ind og de pakkede min kuffert, da jeg skulle hjem, men jeg var ikke særlig glad for dette Blindeinstitut. Da jeg skulle hjem på ferie, så siger sekretæren, jeg er ikke sikker på, at vi har plads til Dem efter sommerferien! Nå, er De ikke sikker på det? Det er jeg, for jeg kommer ikke mere!
Der var en sød sygeplejerske, hun spurgte mig, om vi ikke skulle gå ned i Hellerup og spise en aften, og det gjorde vi så en 6 stykker, det var rigtig hyggeligt. Jeg havde ikke indtryk af, at jeg lærte noget. Jeg tror nu også, at de andre var meget yngre end jeg, for i den lille bar, der var ovre på den anden side af gangen, der opholdt alle de unge sig. Men jeg syntes ikke jeg lærte noget, heller ikke i maskinskrivning.
Jeg kan huske, jeg delte badeværelse med en meget sød lille ung pige, og hun var temmelig gravid, og hun havde en ven, som kom og så til hende meget ofte, og som regel sad han på WC når jeg skulle derind, eller også sad jeg der, når han skulle bruge det, for vi havde fælles badeværelse, og det var meget ubehageligt, men vi grinede da heldigvis af det. Den unge pige kunne få lov til at gå ned i svømmehallen i bad og svømme, det kunne jeg selvfølgelig have arbejdet på at spørge om jeg også måtte, men det gjorde jeg ikke.
Jeg kommer i Blindesamfundets klub ude i Præstø, hvor Birthe Bille er leder, men jeg er ikke så flittig som mange af de andre deltagere, som både går til kurveflet og sølvarbejde, men jeg tager præstøbussen derud og hjem igen. Jeg gik hos Karen, som også er helt blind, et par år, hvor jeg lavede en lille skindpung, som jeg lavede af nogle skindlapper, men der måtte Karen sidde og lave det meste af det. Jeg skulle også strikke en hue, men der tabte jeg maskerne ustandseligt, den måtte Karen også lave færdig. Jeg er glad for min båndoptager, hvor jeg læser min lydavis, og ham Asger Rosenberg, han læser noget så dejligt op, han har sådan en charmerende stemme.
Jeg læser også lidt på mit CCTV-apparat, men det er kun ganske lidt, for jeg bliver hurtigt træt, jeg kan lige læse, hvad der står på menuen på spisesedlen.
Der foregår også en masse her på centret, i går kom Annelise og spurgte, om jeg ikke ville op og høre Julius Nielsen fra Kalundborg synge, og så var jeg naiv nok til at tro, at vi skulle følges, men Annelise skulle skynde sig videre.
Når jeg får noget post, så kan jeg bare gå ned på kontoret, så vil de gerne læse det for mig, og ligeledes, hvis der skal sendes nogle penge.
Kunne du tænke dig, når vi nu er færdige med at interviewe forskellige kvinder, at vi lavede nogle små grupper, hvor vi kunne sidde og snakke om erindringer?
Det kunne jeg da godt, det er altid dejligt at være sammen med nogen, man kender, det at gå til noget, og man ved ikke om man kender dem. Selvfølgelig kan man sige, man kommer til at kende dem, men man er alligevel sådan lidt reserveret.