Interview med Solveig Christensen

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvindeprojekt gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet. Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Solveig Christensen

V/ Heike Michelsen

Mine oldeforældre kom op til Danmark fra Holland for at hjælpe bønderne med at dyrke deres jorde. For de danske bønder havde ikke forstand på grønsager. Det var før 1. Verdenskrig. Og kom i gang på Amager og fik en søn der hed Søren Carl Bastian van Bastian. Han voksede op på Amager og blev bromester. Og byggede et hus – ”Bastians-hus” ude på Amager med 4 etager. Der boede mine forældre på første sal og min farfar og farmor boede på anden sal sammen med min faster.
Vi stammer jo fra en familie der hedder Keefer der var kaptajner og søfolk. Og så er jeg i familien Ørsted – det var ham der med lyset. Og så med familien Broager, for det ligger på den anden side af Amagerbrogade. Og der blev også bygget huse til dem der hed Bastiansen.
Min far og mor blev gift og ville gerne have et barn. Men det varede 11 år før jeg kom. Så de ventede efterhånden slet ikke på at få nogen.
Min mor var bogbinder og min far var bogbindermester. Mor var hos Levison junior, og min far havde et bogbinderværksted i Linnésgade 22.
Så efter 11 år kom jeg som en solstråle af en pige i familien, som de alle sammen elskede. Jeg blev født Pinselørdag om formiddagen i 1926. Min mor ville ikke sige sit arbejde op, og min far kunne jo heller ikke. Men så havde jeg morforældre, og de havde en danserestaurant ude på Bakken der hed Figaro. Der kunne man købe the og kaffe, og man kunne købe ostemad, leverpostej- og spegepølsemad. Og så kunne man danse hele aftenen for 10 øre. Så min mormor og morfar, de tog mig hele sommeren, så jeg var hele sommeren ude hos dem på Bakken fra jeg var 1½ år. Min far og mor kom lørdag og søndag for at vaske op, og tog så hjem for at arbejde. Så jeg blev derude til september, hvor Bakken lukkede. Så skulle min farmoder og min faster passe mig, og jeg var blevet 2 år, og skulle jo ud og have noget frisk luft. Så min farmor gik en tur med mig på Hveensvej.

Og et stykke henne ad den vej, der lå sådan en losseplads, som der boede nogle sprittere på. Og dem var vi henne og besøge min farmor og jeg. Nu skal du regne med, at jeg kun var 2 år. – Jeg kunne nok tale lidt. Og de så mig, og min farmor har nok spurgt dem om de ville passe mig mod en betaling. Så jeg kom næste dag med en lille skoletaske, ½ halv flaske brændevin, ½ flaske hvidtøl og et par stykker mad til dem og et par stykker mad til mig selv. Så der kom jeg hen hver formiddag kl. 10 og farmor gik hjem. Og de passede mig hele dagen.
Derhenne på den losseplads var jeg indtil jeg var 6 år. Og jeg havde det godt, og det var en god tid. Og de passede mig, og der var ikke noget ondt.

Hun må jo have kendt dem, siden hun lod dem passe dig!

Jah, det ved jeg ikke. Men der var så meget.
Min far og hans bror blev meldt ind i en afholdsforening, for min farfader var slem til at drikke. Han havde et stambord nede på cafeen på hjørnet, hvor han kunne få brændevin og vand. Så det ville sønnernes mor ikke have, de også skulle blive. Og i afholdsforeningen var der karneval og mange forskellige ting. Og du ved, når et barn ikke må noget hos den ene, hos forældrene, så må det det hos de andre – hos bedsteforældrene.
Og jeg var ikke en uartig pige. Når jeg mødte folk på gaden, så hilste jeg på dem og nejede. Jeg lærte rigtig takt og tone. Jeg var ikke uforskammet og fræk – tværtimod.

Du oplevede da noget!

Ja.
Så var der karneval i Afholdsforeningen. Og min far og mor havde abonnement på Det Kgl. Teater. Og havde billetter til det hver 14. dag.

Var du også med der?

– 19 –

Nej, nej. Min farmor, farfar og min faster skulle passe mig. Og min far og mor havde sagt: ”Nu tager I ikke med til karneval! – For hun er kun 4 år!” ”Nej, nej” havde de sagt. Og så havde jeg tudet kan jeg forstå. Og så blinkede min farmor sådan til mig, og sagde det skulle jeg ikke være ked af. Vi skal nok finde på noget andet. Og så da min far og mor var taget af sted, gik vi ned på hjørnet. Der lå Sundby Messe, og der købte vi noget karnevalstøj til mig, så jeg kunne komme med til karneval i afholdsbevægelsen. Og jeg var fin og jeg var stolt og jeg var glad. Så næste dag – jeg sov jo altid nede hos min far og mor. Ikke oppe hos de gamle. Og da jeg vågnede og stod op, så siger jeg jo som børn gør, taler sandt: ”I kan tro jeg har noget pænt tøj oppe hos farmor”. ”Hvem har givet dig det tøj!”, sagde min far. ”Det har farmor.” – ”Så har du altså været til karneval?” – Ja, for jeg var jo ikke vant til at man måtte lyve. Men der blev ikke sagt mere, for det kunne jo ikke nytte noget at skælde ud.

Men det var vel ikke så farligt at gå til karneval i Afholdsforeningen!

Nej, men jeg var jo ikke så gammel at jeg skulle lære at gå ud og more mig.
Så kom tiden hvor jeg skulle til at gå i skole. – Det var det værste. Jeg fik jo fint tøj på og var 6½ år. Skolen lå henne i Frankrigsgade. En gammel grøn træskole. Og jeg kom derhen med min farmor og hun blev der lidt. Jeg gik hjem sammen med de andres forældre. – Jeg var der 3 gange, så kom lærerinden hjem og sagde, at de ville altså ikke have mig. For jeg sloges med alle ungerne. Og ikke nok med at jeg sloges med dem, men jeg var kejthåndet, så jeg stak dem en på den anden side af kinden. Så de ville slet ikke have noget med mig at gøre. Jeg skulle i børnehave, sagde lærerinden. For at lære at omgås andre børn, da jeg kun kendte gamle mennesker.
Min far og mor var meget kede af at jeg skulle i børnehave. For den gang var det kun fattige børn der kom i børnehave. – Vi kom hen og fik suppe. Jeg var derhenne 4 timer ad gangen, og der har de åbenbart fået dresseret mig. For jeg lærte at lege med andre børn, selv om jeg sloges med dem alle sammen.
– 20 –

Og kom i skole igen, men havde fået lært at det ikke kun var mig det drejede sig om.
Vi havde en læge der boede lidt længere henne. Han hed doktor Fasting Hansen. Jeg var en lille svag en. Havde så meget Bronchitis og hoste. Men alligevel en lille stærk en. Han sagde til mine forældre: ” I skal flytte med det barn fra den kakkelovn lejlighed. Hun bliver aldrig et ordentligt menneske; hun kan ikke tåle den fugt.”
Men når man bor på Amager og kommer over broen til København – så var det nærmest som at være i krig. Men vi fik en lejlighed ude på Bispebjerg. En dejlig hypermoderne lejlighed. Og der kom jeg så i skole ude. Det var igen nye børn jeg skulle lære at omgås. Og det var jeg ikke særlig stolt af. Men min far og mor sagde altid til mig: ”Du må lære at klare dig selv, for vi ældre. Og du ved ikke hvor længe du har os. – Så du skal lære at slå fra dig!”
Nu var jeg altså rødhåret, fregnet og kejthåndet. Så det hørte jeg meget for den gang. Men det bed jeg altså i mig.

Kan du huske hvor gammel dine forældre var dengang?

Nej, men jeg mener, at da jeg blev konfirmeret var de over 60.
Men jeg lærte at begå mig i skolen. Alt det der med, at fordi jeg var fregnet og rødhåret, så var jeg ”rendt bagefter en lortevogn med en si!” Men det stod jeg ikke model til. Jeg slog fra mig og så en ære i det.
I skolen tog jeg aldrig mine bøger op af skoletasken. Jeg brugte dem ikke. Min far og mor spurgte mig om, hvorfor jeg aldrig læste lektier. ”Nej, for det læreren har fortalt mig skal jeg bare huske til i morgen. Og alle de salmevers jeg skal lære dem har jeg fået ind på lystavlen.” Jeg hørte bare efter. Og i regning var jeg meget dygtig til hovedregning og dygtig til håndarbejde. Men gymnastik duede jeg ikke til. Jeg kunne ikke finde ud af det fordi jeg var kejthåndet. Oppe på alle de bomme og så skulle springe bagover kunne jeg slet ikke finde ud af – for jeg skulle have højre hånd fremover. Så i gymnastik der opgav de mig.

– 21 –

Var du den eneste der var kejthåndet?

Ja, og dengang måtte man slet ikke være kejthåndet. Og jeg har fået mange slag over fingrene fordi jeg var kejthåndet. Så jeg lærte aldrig at skrive med venstre hånd. Og skriver ikke pænt med højre hånd. For jeg er decideret ventrehåndet. Og så sidder hjernen i den anden side. Lærerinden forbød mig at være kejthåndet.
Men de kunne godt lide mig på skolen. Jeg var aldrig fræk, men har holdt mig til sandheden og til retfærdigheden.
Så skulle jeg konfirmeres og så rejser min far sig op til konfirmationen og siger: ”Ja Solvej, nu er du blevet 14 år, og du har fået en læreplads. Nu må du lære at stå på egne ben og klare dig selv. Du må slå fra dig så meget du kan – og det må du gerne gøre med venstre hånd!” – Så den tog jeg mig bag øret.
Så kom jeg i lære som typograf på et meget stort trykkeri inde på Lindevej 22, hvor Jens Peter Jensen – Uffe Ellemans far – var redaktør af Frederiksberg Bladet. Der blev trykt telefonbøger, vejvisere og blade. Direktøren havde den næststørste aktiepost i Tivoli, så der var meget at lave. Da jeg var 16 – 17 år skulle jeg op til vores værkfører og vise hvad jeg havde sat og om der var godkendt inden det var sat i gang. – Så skulle jeg op til Jens Peter Jensen for at høre om det var i orden. Der stod så en lille snottet unge! Hvor gammel han var kan jeg ikke huske, men en dum dreng. Så smed han et stykke papir på gulvet, og det skulle jeg samle op. – For en elev havde jo ikke noget at skulle have sagt, vi var nul og niks. Men jeg pillede det ikke op, for det var ikke mig der havde smidt det. Uffe gloede på mig og sagde: ”Skal du ikke pille det papir op?” Jeg havde ikke smidt det og sagde: ”Men du kan få en på skrinet!” Og jeg gjorde det. – Jeg fortrød det, for jeg vidste godt at hans far var Jens Peter Jensen. Men skyndte mig ned til værkføreren og sagde hvad jeg havde gjort. For jeg kunne jo miste min læreplads på grund af det jeg havde gjort der. Værkføreren sagde at det skulle jeg ikke tage mig af. – Det skulle han nok klare. Og det gjorde han så.

– 22 –

Ville du selv være typograf Solvejg?

Nej, min far bestemte det. Han spurgte mig om hvad jeg ville være, og jeg sagde at jeg ville være klovn. Men det mente han ikke der var nogen fremtid i. Så det blev jeg ikke. Og da det var svært at skaffe lærepladser blev jeg typograf. Og jeg blev der i hele læretiden. Og sad i 4 år omgivet af bly. For satserne var af bly. At jeg ikke har fået blyforgiftning er et under.

Var det meget usædvanligt at en kvinde blev typograf dengang?

Ja, det var ikke almindeligt. Men jeg sagde op da jeg var udlært. For mens jeg var i lære måtte jeg nogen gange ud i gården for at få luft. De vaskede jo valserne af med det rene giftstof. Om det var salmiak eller det var med æter ved jeg ikke. Men det var noget uhyggeligt noget i hvert fald.
Så jeg søgte ind i en tobaksforretning på Vester Voldgade der hed Løndorff. Og det fik jeg. Jeg har altid været heldig med at få en plads. Indehaveren havde en søn, men han kunne ikke li’ ham. Han havde altid villet have haft en datter. Så han var glad for mig. Der var ikke noget med kæresteri eller sådan noget. Jeg var jo gift dengang. Jeg blev gift i 1950.

Var det mens du var i lære?

Nej – jeg kom i lære i 1941 og blev gift lige efter jeg kom i tobaksforretningen i 1945.
Og den søn i tobaksforretningen kunne jeg ikke døje. Jeg syntes han var dum. Og han kunne ikke døje mig. Vi var som hund og kat. Og var der hele dagen sammen. Så han gjorde alt for at drille mig, og jeg gjorde alt for at drille ham tilbage. Så en dag kom han med en fluesmækker i frokostpausen og slog på en af glasmontrene – og den gik i stykker! ”Hvad vil De gøre ved det Løndorff? Spurgte jeg. Ja det vidste han ikke. Nu kom den gamle snart, og så måtte vi se at blive enige. Og den gamle opdagede straks da han kom, at glasmontren var revnet og kom hen til mig og spurgte: ” Er det Dem der har slået den i stykker?” ”Nej det er ikke mig!”

– 23 –

”Ja, men de må godt indrømme det. De kommer ikke til at betale det. Det gør forsikringen.” Men jeg indrømmer ikke noget når det ikke er mig. Så havde han fat i sønnen – og han sagde også nej. Så stod vi jo kønt i det. Så sagde jeg til den gamle: ”Nu er jeg spændt på hvem af os de tror på, hvem der taler sandt!” Det var han jo lidt i tvivl om. Og så fortalte jeg ham sandheden. Og så blev han tosset på sønnen.
Så var der en anden gang, for vi havde vandpiber og andre ting i forretningen som souvenir. Og de der vandpiber stod øverst oppe. Og en kunde skulle have sådan én. Og der skulle bruges en stige for at nå dem. Og jeg måtte ikke gå på stiger for den gamle. Så jeg hentede sønnen, og da han stod på stigen tænkte jeg. ”Bare han ville falde ned!” Jeg ønskede alt hvad jeg kunne – og selvfølgelig faldt han ned og brækkede benet. Og jeg var glad, for så var jeg fri for ham i så og så mange uger.

Du var rigtig ond?

Ja, det kan man godt sige. Men så blev jeg bange for mig selv, for at ønske noget og det kunne skade folk. For jeg troede ikke det virkede sådan. Men det gør det altså.

Det kan da have været tilfældigt!

Nej, det var det ikke. For du ved godt, at der er nogle mennesker som har kræfter, og du ved godt at der var hekse til som blev brændt på bålet i gamle dage. – Og der er jeg en af dem.

Har du prøvet og oplevet det senere?

Ja en gang. Det var til et bankospil. Jeg manglede 2 numre og så ønskede jeg det. Og vandt 4 Bayonneskinker.

Du har ikke prøvet det på andre mennesker?

Nej, for jeg blev så bange dengang med ham sønnen.
– 24 –

Men jeg kan fortælle dig, at min mand han døde nytårsaften. Han havde fået en blodprop i hjernen. Var bevidstløs og kom på hospitalet. Så sagde lægen da vi kom derind: ”Din mand kan ligge sådan fra 1 til 1½ år. Og du kommer aldrig til at tale med ham, og han kommer ikke til at spise selv. Du kommer aldrig til at være i kontakt med ham mere!” ”Kan der ikke gøres noget ved det?” – ”Nej han bliver som du ser ham nu!” – Så var jeg derinde næste dag, og da jeg gik hjem tænkte jeg: ” Nej, han skal ikke blive sådan – han skal ikke have lov til at ligge sådan der!” – Næste dag var han død. Man skal ikke ønske sådan noget.

Man skal måske kun ønske noget godt!

Ja, men det var jo også godt i det tilfælde!

Så fra Tobakshandleren ……

Ja, der var jeg i 8-9 år. Så søgte jeg ind i en anden tobaksforretning i Blågårdsgade nr. 5. Også en gammel kendt tobaksforretning. Han var norsk jøde, og der var en anden ung mand og jeg. Chefen han var tæt ved 80 og havde kræft. Det vidste vi godt, og vi arbejdede godt sammen. Jeg var der i 12 år.
Jeg har altid stået på egne ben og klaret mig godt. Og det jeg vil, skal jeg nok få gennemført.

Og det har du lært hjemmefra?

Ja, det er min far der har lært mig det. Jeg må og kan slå lige så meget fra mig som jeg vil – og det gør jeg den dag i dag. Jeg kan skælde ud, men kan glemme det i samme øjeblik. – Jeg bærer ikke nag til folk.

Så du er ikke bange for at gå på gaden?

Nej, jeg er blevet slået ned to gange dengang min mand og jeg boede inde på Bellahøj. Men det var dem der flygtede, det var ikke mig.
– 25 –

Hvor længe har du boet her i Grevinge?

Ja, vi havde en mindre landejendom her i 20 år, med 8 tdr. land til. Min mand var samtidig værkfører på Combi-Camp i Herrestrup. Og jeg hjalp nogen med rengøring og var pædagog oppe i Herrestrup fritidsklub. Var med til at starte den. Men så faldt jeg for aldersgrænsen da jeg blev 65. Det gjorde man dengang. Og ungerne var sgu kede af jeg holdt op.
Men så blev mine øjne dårligere. Og da det var mig der cyklede op i Brugsen dagligt efter varerne – der var 4½ km. op og 4½ km. hjem, så sagde jeg: ”Nu må vi flytte!” Og så fik vi hurtigt huset solgt, og fandt det oppe på Bakketoppen og købte det kontant. Men der blev min mand aldrig glad for at være. For han savnede alle de dyr vi havde haft. Så han var aldrig tilfreds med at være der. Men vi var der da i 4-5½ år. Men så døde han, og jeg stod med et hus på 200 kvadratmeter og en kæmpe have. – I starten hjalp min datter og mit barnebarn mig med at gøre rent og jeg havde en havemand, for det var en stor velholdt have. Barnebarnet kom hver søndag og slog græs for mig. Jeg gav dem penge for det, for de skulle ikke gøre noget gratis for mig. Men så sagde jeg en aften til mig selv: ” Nu flytter du”, for det der kunne jeg ikke blive ved at magte. Og ringede så næste dag til en ejendomsmægler inde i Holbæk, og 8 dage efter var det solgt. Så fik jeg denne her lejlighed. Jeg kendte Jørgen der har huset. Og så en dag jeg var inde i Brugsen med min datter, så jeg at han gik og rodede her i lejligheden. Så gik jeg over til ham og spurgte hvem der skulle have den her lejlighed. Jah, han skulle ringe til 3 om aftenen. Så spurgte jeg, om jeg måtte få den og det måtte jeg godt. Så sagde min datter: ”Har du nu tænkt dig om! For det er jo en lille bitte lejlighed, og du kommer fra 200 kvadratmeter. Skal du have møblerne stående oven på hinanden her?” – ”Næh, dem sælger jeg!” Og så ringede jeg til forskellige unge mennesker om de var interesseret i møbler, procelæn og malerier. Og så kom de, så på det og købte det. Jeg tror jeg fik solgt møbler og det hele for 16.000 kr. Dem der overtog huset fik også en masse med. Og så flyttede svigersønnen og barnebarnet på et par timer for mig – for der er jo ikke mere end det lille rum her. Jeg har aldrig fortrudt det. For jeg er sådan, at det skal være her og nu. Jeg har aldrig nogen betænkningstid.
– 26 –

Du har altid handlet hurtigt?

Ja, jeg er et mennesker der altid arbejder hurtigt. Og så har jeg noget af en klæbehjerne. Det jeg gider og det jeg interesserer mig for det bliver der. Det andet går ud gennem ørene, det hører jeg ikke efter.

Du har også altid været aktiv, hvad så da det begyndte med dine øjne?

Ja, der gik jeg op til øjenlægen og jeg kan godt sige dig, at da jeg kom ud fra ham, der græd jeg. Og der sagde min mand og datter: ” Gud – hvad er der sket!” – Ja, sagde jeg, jeg er blevet forkalket på øjnene, men bliver aldrig blind. Og det går aldrig over og jeg kan ikke få briller. Så havde de hørt om nogle piller fra ham der naturlægen Wolle. Det var nogen med noget Selleri i – Puh ha, jeg kan stadig huske lugten fra hver gang jeg lukkede æsken op. Jeg skulle have 6 om dagen og de hjalp ikke. Så dem smed jeg hurtigt væk, for jeg havde indset der ikke var noget at gøre. Jeg har bare sådan en vilje: Jeg vil og jeg skal nok. Og jeg klarer det hele selv, bortset når der kommer breve fra banken. Så min svigersøn hjælper mig med pengesager. Og jeg har aldrig manglet noget og tror heller ikke a jeg kommer til det. Jeg sidder godt i det, og det er ikke for at prale. For det vil jeg altså ikke. Det er slet ikke min type overfor folk.
Min mand og jeg havde over 500 sprællemænd der var 100 år gamle. Så ringede jeg til Nationalmuseet og spurgte om de ikke ville have dem. Og det ville de gerne, for sådan nogen havde de slet ikke. Så jeg sagde at de måtte komme og hente dem. For sende dem ville jeg ikke, og jeg kunne ikke finde ud af at tage toget derind. Så de kom og hentede dem.

Havde I samlet på dem?

Ja, min mand samlede på dem og fik en del af min far, der fandt dem antikvarisk. Så de er havnet på et godt sted. Vi havde også gamle Hollandske gobeliner der stammede fra den Bastianske familie. De hænger nu på Nationalmuseet.

– 27 –

Har du familie i Holland?

Det ved jeg ikke. Det er højst troligt. Men der er jo stadig nogle enkelte Bastianser herhjemme endnu. Men det er så langt ude i familien, at de lige så godt kunne hedde Pedersen eller Jensen for mig.
Og børnene fik lov til at tage hvad de ville have af møbler, malerier og porcelæn – resten solgte jeg jo. Og jeg har det jeg skal bruge.

Jeg er altid glad. Jeg er aldrig sur.

Interview med Kirsten Andersen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med:
Kirsten Andersen
Født den 16. august 1907 i Randers. Født Mikkelsen og gift i 1936 med Arnold Andersen.
Interviewet af: Informatør Birthe Hermansen

Jeg blev født meget svagsynet i Randers i 1907, og mine forældre toldassistent Poul Vagner Mikkelsen og Ragnhild Mikkelsen besluttede, på grund af mine dårlige øjne, at flytte i nærheden af Blindeinstituttet, så vi flyttede ind på Østerbro i Marstalsgade, hvor vi boede til 1933.
Jeg havde nogle dejlige fornuftige forældre, der nok var klar over, at de på en vis måde skulle passe på mig, men de skulle heller ikke ødelægge mig, så jeg blev uselvstændig og ingen ting kunne.

Vi boede i en dejlig ejendom, med en pæn og rolig gård. I Gården sad gerne de store piger på 12-13 år med deres sytøj, og de ville gerne have småpiger omkring sig, som de kunne tage sig lidt af, så der fik jeg lov til at komme ned og være sammen med de andre børn fra ejendommen. Da vi blev lidt større, rendte vi også ud på gaden.

Hvor meget syn havde du den gang?
Jeg syntes selv, jeg så vældig godt, men øjenlægerne sagde, du må ikke kalde det syn, du har en stærk udvidet lyssans, som du har lært at benytte.
Jeg fik nogle knubs af og til, men det tog jeg ikke så tungt, og jeg har leget med andre børn lige siden jeg var helt lille.
Noget af det mest dramatiske ved min barndom var nok, en gang der var ildebrand. dengang kørte de med hestesprøjter, og så kom sprøjten ned af Ndr. Frihavnsgade, som er en meget befærdet gade, og de andre børn løb efter den, og det gjorde jeg også, og vi løb helt ned i Frihavnen, hvor jeg først krydsede Ndr. Frihavnsgade, så Strandboulevarden og Østbanegade og ind gennem porten til Frihavnen. Dernede var der nogle spor til godstogene, og der havde jeg en gang fået foden ned i sådanne spor, så det var jeg bange for, så da jeg nåede til disse spor, turde jeg ikke løbe med længere, og så gjorde jeg noget dumt, for jeg vendte om, og løb selv alene hele vejen tilbage.
Jeg var selv klar over, at det nok ikke var så godt, det jeg havde gjort, og jeg løb op til min mor, og hun spurgte forfærdet, hvad er der dog sket? Og jeg fortalte hende så det hele. Hun skældte heldigvis ikke ud, hun fortalte senere, at hun var så lykkelig over, at det var gået godt.

Var din far toldassistent nede i Frihavnen den gang?
Nej, han kunne godt have været der, men dengang var der mange toldsteder i København, og man skiftede ca. hvert kvartal, for ikke at blive ensidige.

Jeg var det første barnebarn i familien, og i 7 år var jeg alene om at være hele familiens kælebarn. Det gjorde nok, at jeg aldrig har følt mig til overs, det er jeg blevet klar over senere, at det er der mange blinde børn der har gjort. Efter 7 år fik jeg så en lillebror, og næsten samtidig fik min faster en søn, så var vi da 3 børn, men det har altid været en lille familie. Det er så mærkeligt, for jeg har rendt på gaden, og der er ikke sket noget, men da min lillebror var 5 år, blev han kørt ned og døde.
Det var ganske forfærdeligt, men livet skal jo gå videre.

Da jeg var 7 år skulle jeg i skole, men mine forældre ville meget nødigt have mig til at bo på Blindeinstituttet, men forstander Plesner sagde, at jeg skulle i hvert fald ned på Refnæsskolen, det var de ikke særligt glade for, for normalt var børnene der i 4 år, hvor man kun var hjemme i sommerferien.
Vi fik så gennem forstanderen på Blindeinstitutet fat på frøken Melcher, i øvrigt søsteren til sangeren Laurits Melcher. Hun var blind, og hun blev engageret til at komme og lære mig skolebegyndelsen. Hun lærte mig punktskrift, og hun fortalte mig en hel masse bibel- og Danmarkshistorie, og i det hele taget gav hun mig en masse grundlæggende skolelærdom til at leve videre på, så jeg kunne slippe med 2 år på Refnæs, og det gjorde hun så godt, at jeg kom på Refnæs i september 1916 hvor det var meningen, at jeg skulle gå i tredje klasse, men de blev hurtigt klar over, at jeg havde lært så meget, at jeg kunne begynde i 4. klasse,

Jeg var ellers glad for at være på Refnæsskolen. Mine forældre tog mig hjem i både i efterårsferien og i juleferien, men det var ikke normalt for de andre børn, de kom kun hjem, hvis forældrene betalte rejsen selv. Der var mange, som holdt jul dernede, de havde både juletræ og julefest, det var kun i sommerferien, at det var almindeligt at man kom hjem til forældrene.

Da det blev pinseferie, ville jeg ikke hjem i ferien. Jeg skulle dette år forlade Refnæsskolen for at komme på Blindeinstituttet, så nu var jeg jo på afgangsholdet, og der skulle ske en masse festligheder. Jeg ville holde pinse sammen med de andre. Vi skulle over og spise hos inspektør Rytchau, og vi skulle op til en af lærerinderne, og der var mange andre forskellige ting, vi skulle.

Jeg var kun et år på Refnæsskolen og efter pinse, skulle jeg så begynde på Blindeinstituttet i København. De 3 første måneder måtte jeg bo på Blindeinstituttet, for det var ikke så nemt at få lov til at bo hjemme og så gå på skolen om dagen, men mine forældre fik alligevel snakket så meget med instituttet, at jeg fik lov til at bo hjemme.

I den første tid sov jeg på Blindeinstituttet, men jeg blev ikke indlogeret på sovesalen, men kom til at bo sammen med nogle af de lidt større piger. Sovesalene lå på første sal. Når man kom ind ad hovedindgangen var der en meget flot opgang med en trappe op til hver side og en stor bred gang. Drengenes sovesal lå for enden ad den højre trappe, og pigernes ad trappen til venstre. På hver sovesal kunne der sove nogle og tyve elever, og resten af eleverne var delt ud på mindre stuer, med 5-6 senge på hver stue, de 3 ældste piger, havde et lille værelse for dem selv. Der boede man så, og man havde en seng, og ved siden af sengen stod der en lille stol, som kunne lukkes op, og der havde man tandbørste, sæbe og hvad man sådan skulle bruge, og det var det eneste man havde. Nede i opholdsstuen for pigerne stod der et meget stor skab, som havde 40 rum, med hver sin nøgle til, der kunne man have sine skoleting. Med hensyn til tøj, havde man kun en søndagskjole og en hverdagskjole, Hverdagskjolen gik man med til hverdag, og søndagskjolen hang helt oppe på kvisten, hvor der var en gammel blind dame, som udleverede dem til os lørdag aften. Hun havde levet hele sit liv på Blindeinstituttet, hun lærte bl.a. også pigerne at strikke, og det var hun forbavsende god til, det er ellers noget der kan være vanskeligt, for lærer og elev vil gerne føle på arbejdet samtidigt. Hun forstod sådan at forklare hvordan man skulle. Hun havde et lille værelse helt oppe på kvisten, og der sad hun og lavede sutsko, som hun syede af lister og solgte, og det tjente hun lidt ved.

Jeg havde det jo lidt anderledes, jeg fik ren kjole på, når min mor syntes det var nødvendigt.
Efter at jeg er blevet voksen, kan jeg godt se, at disse børn har haft en utrolig trist barndom. Hvis forældrene ikke havde vilje eller råd, til at få dem hjem i løbet af året, så kom de kun hjem i sommerferien. Det medførte jo, at de ikke rigtig kendte det at have voksenkontakt og omsorg. Lærerinderne havde godt nok inspektion, men det var jo ikke det samme. Om aftnerne, var der nogen af dem, som læste højt, men det for et barn at have nogen man trygt kunne søge til, det var der jo ikke, og det tror jeg jo nok, at det kom til at præge mange. Der er ingen tvivl om, at de børn, der voksede op i den tidsalder, de blev meget institutionspræget. Sådan er det heldigvis ikke mere, for nu går de fleste i normalskolen, så de lærer livet at kende som andre børn, og oplever hvordan man lever et familieliv.

Mine forældre skulle følge mig til skolen, og jeg skulle så være der hele dagen, for undervisningen var jo lagt til rette på den måde, at man boede der, så der var undervisning fra kl. 8 til kl. 18,30.

Det varede ikke længe, før jeg kunne gå til skolen selv, men om aftenen, når det var blevet mørkt, så hentede de mig.

Hvad brugte du af færdselsmarkering, brugte du hvid stok?
Nej jeg fik ikke stok før jeg var 22 år, og jeg brugte heller ikke armbind der var ingen, der kunne se, at jeg var næsten blind.
Der var ikke den trafik, som i dag, og jeg havde også den lille smule syn, som har en vældig betydning for orienteringen. der skete mig aldrig noget og det kan jeg ikke lade være at tænke på, at min lillebror, som havde normalt syn, skulle køres ned.

Jeg gik til præst hos pastor Storm sammen med de andre blinde børn, og jeg skulle konfirmeres i Kastelskirken hvor Blindeinstituttet hører til. Det var for svært at blive konfirmeret i Lutherkirken, som jeg hørte til, for det skulle jo passes til med undervisningen.
Jeg blev så konfirmeret i Kastelskirken, og jeg havde en lille konfirmationsfest bagefter, som det er normalt, og vi havde fri fra skole et par dage. I sommerferien, lige før min konfirmation, var jeg på ferie hos min familie i Randers, og der var en skarlagensfeber epidemi. Jeg havde ellers flere gange været udsat for smitte, men der var ikke sket noget, men på ferien blev jeg angrebet og kom på epidemi sygehuset i Randers. Det gjorde, at jeg ikke kom hjem og heller ikke til præst før midt i september, og da jeg skulle konfirmeres den 2. oktober, blev der ikke megen tid til at gå til præst, så den tid har jeg ikke nogen særlig strålende minder om. Da præsten skulle konfirmere mig i kirken, kunne han ikke kende mig, så han måtte spørge, om det var Kirsten Mikkelsen, og det havde jeg det ikke godt med, at han ikke kendte mig. Jeg kan huske, at jeg havde en flot hvid kjole, som var model efter en prinsesse Marie, som lige var blevet gift, og den havde to nederdele, hvor den ene sad uden på den anden, og min moster havde broderet nogle flotte små medaljoner, der blev sat ind på nogle små tunger i ærmet. Jeg fik også en flot andendagskjole.

Jeg var også ligesom andre børn med til at lave nogle gale streger. Da jeg var ca. 13 år, fik jeg en raptus at vi skulle ryge. I automaten på den anden side af Kastelsvej kunne man trække en pakke af de aller billigste cigaretter, “flag” tror jeg de hed, og sådan en pakke med 5 i kostede 5 ører. Om eftermiddagen havde vi et længere frikvarter, hvor lærerinderne drak kaffe, og der gik vi ned i haven, hvor vi så røg vore cigarretter. Efterhånden blev vi mere og mere frække, så en dag satte vi os ind i opholdsstuen og røg, og det gik ikke godt. Vi fik så at vide, at vi skulle gå op til inspektør Hviberg, han skulle så snakke med os og give os en eller anden straf, som i reglen bestod i, at man i en uge skulle gå i seng lige efter aftensmaden. Da jeg kom op til ham, vidste jeg, at den straf kunne han ikke give mig, men han var en flink og stilfærdig mand, og han havde en dejlig kone, som så aldeles frit på tilværelsen, så han sagde, at det kunne vi vel nok forstå, at det måtte vi ikke, og så sagde han, det gør i aldrig mere vel?
Og det lovede vi, og det gjorde vi heller ikke.
Vi havde også en høj vippe, som var sat op nede i haven, og den kunne man ikke nå at vippe ned, og der kunne så sidde en i den ene ende og tre i den anden, og så aftalte man at løbe på en gang, så den der sad tilbage, faldt ned i en susende fart, og det kunne godt være farligt. Men det kom vi da heldigvis godt fra.

En lille smule idræt blev det da også til, vi havde en lang alle, hvorpå der på siden kunne spændes to stålliner på 150 meter, og på hver af de liner sad et håndtag, som lignede en ketcher, og for at få nogen motion, kunne man løbe frit frem og tilbage. En af de dygtigste kunne løbe turen på 26 sekunder, så det var spændende, om man kunne komme til at løbe hurtigere. Der stod som regel en lærer, som tog tiden.
Vi havde også en gymnastiksal, hvor drengene og pigerne gjorde gymnastik hver for sig.

Adskillelsen gjaldt også i haven, der havde vi også hver sin afdeling. På et tidspunkt, da vi fik ny forstander, blev der lavet en lille fælleshave, som vi fik lov at benytte på visse tidspunkter. Før der blev lavet fælles have, skulle pigerne passere stien ind til drengenes afdeling, og der kunne det godt forekomme, at man stoppede op og snakkede, selv om det var forbudt.

Det samme skete inde i bygningen, hvor drengenes gang og pigernes stødte sammen i et hjørne og der stillede man sig også op og snakkede, det blev kaldt det glade hjørne men en dag var det slut, for så blev der sat en svingdør op. Der blev sagt, det var for trækkens skyld, men ‑‑‑‑

Vi skulle alle lære et eller andet stykke håndværk. Mandlige elever lærte som reglen at flette kurve, eller binde børster, og nogle enkle lærte skomagerfaget.
De mest fingerfærdige af pigerne lærte at væve, ellers lærte vi at strikke og senere, jeg tror jeg var omkring 17 år, da kunne vi også lære at strikke på maskine. Men der var jo ikke rigtig noget af det man kunne leve af. Nogle af væverne, blev virkelig dygtige, og vævelæreren på blindeinstituttet tog ud til de meget dygtige væversker, og hjalp dem med at sætte nye væve op. Jeg havde en meget god veninde Ella Buck, som først kom på Blindeinstituttet som 16-17 årig, for hun så noget, men alligevel ikke nok til at kunne klare sig, hun kom til at væve, og blev meget dygtig til det.

Var der ingen, der lærte musik?
Jo de mandlige elever lærte at spille klaver, og de fik en uddannelse, så de kunne tage en eksamen fra Københavns Organistskole. Men pigerne kunne ikke lære sådan noget.

Det var netop, da jeg var sådan en stor pige, at det blev bevilliget, at piger godt måtte få lidt musikundervisning. Vi fik en gammel lærer, han var egentlig orgellærer, han var rigtig gammel, og han kunne ikke kende forskel på os piger. Efter nogen tid fik han et apoplektisk tilfælde, og kom helt væk. Så kom jeg til at spille hos den lærer, som drengene ellers havde.

Da jeg var en 14-15 år, spurgte han mig om jeg var tilfreds med min erhvervsundervisning. Det var jeg ikke, for det første kunne jeg aldrig komme til at leve af at væve, og for det andet, boede vi i en stor etageejendom, og store væve laver jo en kæmpe spektakel, så vi vil blive sagt op, hvis jeg begyndte på det. Han spurgte mig så, om jeg ikke hellere kunne tænke mig at lære at synge og spille, og nu hvor vi havde klaver hjemme, behøvede jeg ikke at øve mig på instituttet, men kunne gøre det hjemme. Han sagde også, at jeg iøvrigt havde en god sangstemme, så han syntes jeg skulle interessere mig lidt mere for musik. Jeg skulle gå hjem og snakke med mine forældre, de ville ellers gerne have haft, at jeg blev massøse, for det var også et job, man kunne leve af, men på fysioterapeutskolen var man bange for de blinde massører, vi har nok haft den fordel, at vores hænder var mere følsomme, så de lukkede for tilgangen af blinde elever.
Jeg blev så enige med mine forældre om, at jeg skulle lære at spille klaver og også lidt orgel, og det ville blindeinstituttet betale, men sangundervisningen skulle mine forældre selv betale, for det kunne først startes, når man var omkring 18 år, for først i den alder er sangstemmen udviklet, og så var man jo ude af skolen.

Min spillelærer hed Cohn Haste, han var jøde, og han stammede fra Nakskov. Der har været en del jøder i Nakskov, for der var en Synagoge, det var der ikke i ret mange byer, og han var også blind.

Jeg begyndte så at lære at spille, og jeg spillede lidt orgel hos Mogens Wøldike, men efterhånden blev han så kendt, og han fik så meget arbejde, så han havde ikke tid til os. Vi fik en ny orgellærer Gotske Nielsen.

Efter et par år spurgte jeg min lærer, om jeg ikke ligesom drengene, kunne blive uddannet som organist, og få en konservatorieeksamen, og han sagde! Jo, hvorfor skulle du egentlig ikke også kunne det, så jeg fik en orgellære og CohnHaste som teorilærer, og det var han rigtig dygtig til. I den tid, hvor han lærte Blindeinstituttet elever op til konservatorie eksaminer, der tog de nogle utrolig flotte teorieksaminer, det har jeg også selv gjort, jeg fik UG‑minus.
Med hensyn til den praktiske orgelundervisning, fik jeg undervisning på blindeinstituttet, og jeg øvede mig hjemme om eftermiddagen. og jeg tog samtidig ud i byen til sangundervisning, så jeg havde nok at gøre.

Min første sanglærer var også blind, hun hed Vilhelmina Nielsen, men senere kom jeg til at gå til privatundervisning hos Kristina Lindemand, som var lærer inde på Konservatoriet. Den sidste tid, jeg var i København, gik jeg hos Poul Metling, hvis bror var skuespiller Svend Metling. Han var meget interesseret i det tekniske ved sangen, han havde været i Italien og studeret hvordan Italienerne brugte deres stemmer, hvad der gjorde, at deres sangstemmer lå så løst og let, og det er noget med vores strubehoved. Jeg ville en gang synge en sang for ham, så han kunne høre om den var rigtig sunget, men da sagde han, at det kunne jeg ligeså godt selv høre, for det var ikke det han tog sig af.

Jeg tog så min organisteksamen i 1932, Jeg var inde på konservatoriet 2 dage, hvor jeg skulle lave teoriopgaver, man fik stukket en opgave ud om morgenen når man kom, og den skulle så løses på nogle ganske bestemte måder, jeg skulle sidde på et værelse, som jeg ikke måtte forlade, og når jeg skulle på toilettet skulle jeg ledsages af portneren. Man kom ikke fra konservatoriet, før man havde afleveret sin opgave til portneren.

Konservatoriet lå inde på Vester Boulevard, det er omtrent nede ved Langebro.

Jeg fik så min organisteksamen, og jeg klarede den da meget fint, jeg fik som sagt UG‑minus i teori, MG i kirkespil, MG.minus i kunstspil, som er store orgelværker, og det har aldrig rigtig været mig, det har heller ikke interesseret mig. Jeg kunne vældig godt lide at spille til en gudstjeneste, men jeg bryder mig ikke om at lave soloorgel.

Min senere livsledsager Arnold, kom på blindeinstituttet som 22 årig i 1928, han var kommet til skade under sit arbejde som maler, hvor han havde fået kalk i øjnene, som tog hele hans syn.
Da han blev spurgt om, hvad han ville lære børstenbinderi eller kurvefletning, havde han den frimodighed at svare, at han kun ville lære at spille.
De mente, at det var han for gammel til, men han havde spillet kornet i Herning byorkester, så han var vant til musik, så hvis han ikke måtte lære at spille, ville han ikke være der, så skulle han nok selv finde ud af at sørge for at blive noget i tilværelsen.
Han lærte så at læse punktskrift og punktskriftsnoder og alt hvad der hører sig til det, og så begyndte han at spille, og der lærte jeg ham så at kende.

Vi mødtes tit på forskellig vis, og vi kom til at synes godt om hinanden. Jeg havde ellers bestemt, at jeg aldrig skulle giftes, for jeg ville ikke have en mand som var blind, og som hele sin tid havde boet på institution, og jeg ville heller ikke have en som kunne se, jeg ville så føle mig underlegen. Arnold var blind, og heldigvis ikke opvokset på institution, så en dag fortalte jeg mine forældre, at Arnold og jeg betragtede os som forlovede og vi ville følges ad i tilværelsen. Jeg tror nok de følte sig lidt betænkelige, fordi han var ikke kommet så forfærdeligt langt på dette tidspunkt, men han forklarede, at han ville også have en konservatorieuddannelse, men det kan jo godt vare nogle år, og han fik så sin eksamen i 1936.

Jeg fik som sagt min eksamen i 1932, jeg havde noget familie i Maribo, og jeg kendte domorganist Ringberg, som var domorganist i Maribo domkirke, og som også selv var blind.
Der var død en gammel lærer som havde passet organistembederne i 2 små landsbykirker ude imellem Maribo og Sakskøbing, Slemminge og Fjelde, og i den anledning havde min familie talt med præsten, som sagde, at de kunne ringe til deres niece, og sige, at hvis hun vil, så er embederne hendes.

Jeg spekulerede meget på det, for jeg havde ikke rigtig lyst til at flytte fra København. Jeg snakkede med mine musiklærere, og de forklarede, at på de små embeder inde i København på 2400 kr. om året, kunne der godt være op mod 100 ansøgere, og i sin tid, da vi kom til Nakskov, var der 46 ansøgere, jeg kunne godt se, at det ikke var så nemt at få det første det bedste organist embede. Min lærer sagde, at hvis jeg tog jobbet, ville jeg få nogen erfaring, som ville komme til at betyde noget for mig, så jeg sagde ja, og jeg havde jo familien, som jeg kunne ty til, hvis der var noget.

Jeg blev indlogeret hos en dame, hvis far havde haft embedet før. Han var gammel lærer, og han havde bygget huset, da han kom på pension. Han blev ved med at spille i kirkerne, indtil han døde, og hun stod så der med det hus, og det kunne hun ikke leve af, så jeg fik tilbudt 2 værelser, hvor jeg betalte husleje, så problemet med at bo, blev løst på denne måde. Hun sørgede også for mig med kost, så jeg boede i helpension hos hende.

Jeg passede så de to embeder, og jeg fik nogle elever i fritiden, så jeg klarede mig fint. og jeg var alene der i 3 år.

I 1936 fik Arnold sin konservatorieeksamen, og vi blev enige om at gifte os.
Vi lejede så hele huset, og frøken Rasmussen fik en stilling på håndværkerhøjskolen i Nykøbing, hvor hun sørgede for madlavning.

Vi fik en lille pige, som hed Elin, men som desværre ikke blev mere end 7 år, hun fik mæslinger, og der stødte noget andet til, som vi aldrig rigtig fik at vide hvad var, måske var det nok noget galopperende tuberkulose, og hun døde. Så fik vi Birgit, som jeg har endnu, jeg fødte dem begge på sygehuset i Sakskøbing, hvor jeg heldigvis havde en læge, som meget fornuftigt sagde, at jeg skulle ikke føde hjemme, det var alt for upraktisk, når min mand også var blind.

Birgit blev født i 1941 og Elin i 1939. I 1946 blev vores søn født i Nakskov, og han kom til at hedde Poul Wagner.
Omkring den tid med barnefødslerne, røg så mit sidste syn, så nu var jeg også helt blind.

Efterhånden var det mest Arnold, som passede organistembederne. For det første fordi vi havde fået børn, men vi var også enige om, at det blev ham, der skulle søge fremover, for det ville være fjollet, hvis jeg søgte organist embede, når jeg også havde en mand, som også kunne spille orgel. Med den tankegang man havde den gang, ville man finde det mærkeligt, hvis det var mig, der havde job.

Jeg har en sjov historie fra den tid. I Holbæk søgte de en organist, men der var 2 betingelser, det måtte ikke være en kvinde, og heller ikke en blind, så der ville jeg ikke have den ringeste chance. Det grinede mine kammerater meget af.

Så blev embedet i Sct. Nikolaj kirke i Nakskov ledigt. De havde gennem temmelig mange år haft en blind organist, helt fra 18 hundrede og nogen og firs, og i 1912, var der en gammel organist som hed Lowsou, efter ham kom der en seende organist, til 1926, så kom der igen en blind organist Marius Hansen, og han har været meget aktiv i med stiftelsen af Dansk Blindesamfund. Han døde ganske pludseligt i efteråret 1939, hvor Arnold så søgte, men han fik det ikke. Det var en seende, og det var noget med en minister, som havde en nevø, som skulle placeres. Det var ellers en trist historie, for det var under krigen, hvor der ikke var så megen varme, og han havde dårlige nyre, så han døde, og så blev embedet ledigt igen, og så fik Arnold det. i 1942, og der var han organist til 1975, han var der i 33 år. Det vil sige, at vi kom til at leve hele vores liv der, vi kom til at føre en fuldkommen normal tilværelse. Først boede vi i en lejlighed, i et stort nyopført hus med 16 lejligheder, på noget der hed Bregnevej i Nakskov. Det var en udmærket lejlighed, men for indkomstens skyld var vi nød til at have musikelever, det var lejligheden ikke rigtig indrettet til,og beboerne ovenpå, var også begyndt at gøre vrøvl, så det kunne vi godt se, vi kunne få en del problemer med.

Vi så os så om efter et hus, og i 1944 købte vi så vort dejlige hus, og jeg nåede lige at bo der i 50 år.
Det lå i Skovvænget 7, det ligger ud af Svingelsvej og man drejer til højre forbi kirkegården, så til venstre af Rosenvænget hvor der var en sti ad parkvænget til Skovvænget.

Huset var et velbygget hus fra 1937, det var bygget af noget godt materiale. Det var et udmærket hus, men det var i 2 etager, og der var 6 trin op, når man kom udefra. Der var en stenmur på hver sin side af trappen, og den første førerhund vi havde, kunne godt lide at få derud på muren og lægge sig, for der kunne den se ud over det hele.

Vores tilværelse skilte sig ikke meget ud fra andres, vi havde vore to døtre, og efter Elins død fik vi en søn.
Vi havde også en have, som vi skulle passe. Den fik vi indrettet, så der var mindst mulig pasning, men alligevel skulle den være et fristed for børnene, hvor de kunne lege, og vi fik sat en gynge og en trapez op. Vi havde 2 store træer og en del græs, det blev aldrig en prydhave men den var da meget pæn, og vi havde en mand til at komme og slå græsset og tage ukrudt op.

Vi fik også bygget en dejlig terrasse. Vort hus lå 6 trin op, og deroppe var der en åben terrasse, da vi købte det, og den fik vi lavet med tag over og vinduer i siden, som kunne lukkes op, så der kunne blive luftet igennem, og så var den altid åben fortil, og der sad vi meget,

Nogle år senere fik vi lavet badeværelse nede i kælderen, hvor jeg samtidig havde vaskekælder og fryser, og da vi fik centralvarme stod fyret også dernede, så der var dejligt tørt. Toilettet var i stueetagen, det var lidt besværligt til sidst, da soveværelset lå på første sal.

Arnold arbejdede så som organist, og jeg var hjemmegående med vore børn. I starten havde Arnold en del elever, men så startede Nakskov kommune en musikskole, skoleinspektøren var Cornelitse, som var neger. I starten var der kun violinundervisning af Cornelitse, men senere kom der klaverundervisning, og der blev min mand også knyttet til, og det gjorde så, at der blev så mange, så jeg også måtte overtage nogle af dem. Jeg kunne godt have et par elever hjemme, medens han var nede på musikskolen. Der var en overgang, hvor vi havde op til 30 elever.

Det gik desværre en del ud over børnene..Især i eftermiddagstimerne, hvor vi underviste begge to, forsømte vi dem. Når de kom hjem fra skole, vidste de, at vi var der, men de vidste også, at de skulle være stille, når vi havde elever. Det var mest børn, der kom og spillede om dagen, hvis det var voksne, var det gerne om aftenen. Da vores børn voksede til, og de blev jævnaldrende med eleverne, kunne der godt blive en værre palaver nede i gangen. Sommetider sloges de, og der var en snakken. Vi havde et dejligt musikværelse på første sal med klaver, og harmonium og stor gammeldags skrivebord, og store bogreoler, så musikeleverne behøvede ikke at komme ind i stuerne.

Udover musikelever, havde jeg også nogle voksne blinde, som skulle undervises i punktskrift, og der var også elever, som skulle lære punktnoder. Det var ikke altid de kunne komme til mig, så jeg måtte tage ud til dem.

I 1948 startede min mand et blandet sangkor, der var en som spurgte, om han ikke kunne starte et herrekor, men det sagde han nej til. Han ville gerne starte et blandet kor, og det dirigerede han selv i nogle og tyve år, så var der en fra koret Knud Hansen, som førte det videre, og det nåede at holde 40 års jubilæum, hvor vi også deltog.

Havde du tid til at dyrke andre interesser end børn, hjem og musikundervisning?
Nej, du ved lige som jeg, når man som blind skal lave noget, tager det altid længere tid, der kan jo gå megen tid, når man skal lede efter noget, som, som reglen ligger lige for næsen af en, og man skal også koncentrere sig mere om, hvad man gør og hvor man lægger de forskellige ting.

Vi fik ligesom andre mennesker en omgangskreds, som vi også sommetider spiste middag sammen med. Det ene ægtepar lærte vi allerede at kende, da vi flyttede i lejlighed. De kom fra Roskilde, hvor manden var landmåler hos en landinspektør, de havde en søn, som var på alder med vores Elin, og de begyndte at lege sammen, og så begyndte vi mødre også at snakke sammen. Det var under krigen, hvor der var en masse spærretider, hvor man ikke måtte gå nogen steder, så begyndte vi at komme sammen og drikke en kop erstatningskaffe, og igennem dem traf vi et andet ægtepar, hvor manden var assurandør og havde kontor ude på Rødbyvej, de to familier kom vi meget sammen med. Vi lærte så igennem dem at kende et andet ægtepar, hvor manden var ansat i sparekassen. Vi var 4 par, som kom en del sammen. Det kan være vanskeligt som blind at finde en omgangskreds. For nogen spiller det ingen rolle at være sammen med en blind, men andre kan slet ikke, de kunne ikke se bort fra det, det er ikke til at holde ud, at de hele tiden tænker på, at vi ikke kan se. Jeg siger altid til folk som udbryder, undskyld jeg glemte du ikke kan se, så siger jeg, åh hvor er det godt, jeg skal nok selv sige til, hvis jeg behøver hjælp.

Vi fik som sagt nogle ret gode venner, og senere hen blev vi venner med et ægtepar hvor manden var politimand, han hed Brant Jørgensen, og hans kone kommer jeg stadig sammen med. Vi kom også sammen med en maskinmester Petersen fra elektricitetsværket, og fru Petersens søster Emmy Bonde som ret tidligt blev enke har passet en gammeldags telefoncentral, og hende kommer jeg også stadig sammen med. Hun er også blevet meget dårligt seende, og hun søger også om at komme ind her på Solgaven. Hun har snakket med forstander Ingrid Fugl, som lovede hende plads, og hun sagde også, hvor var Ingrid Fugl dog et dejligt menneske at snakke med, og det gav jeg hende selvfølgelig ret i.

Mit syn forsvandt hel, da jeg fik børn, og jeg har faktisk hele tiden haft et menneske, som kom et par gange om ugen og hjalp med rengøringen for der er altid nogen ting, man ikke kan se, og en af de damer, som kommer og besøger mig her på hjemmet, er en som har hjulpet mig gennem 22 år, du kan godt tænke dig, det bliver noget andet en hushjælp.

Havde du noget med blindesamfundet at gøre?
Ja, det havde jeg jo en del. Det startede i 1937, hvor jeg ved et kredsmøde lod mig vælge til suppleant til bestyrelsen, det kunne jeg vel nok klare, det er vel ikke så farligt, men domorganist Ringberg i Maribo var kasserer, og der var et eller andet som han var blevet vred over, så han ville ikke være med længere, så blev en anden i bestyrelsen kasserer, og jeg måtte så ind. Dengang hed det 3. kreds, som dækkede Lolland Falster. Senere skete det, at Organist Marius Hansen, som var tidligere organist i Nakskov blev formand, og så blev jeg næstformand, og den nye kasserer hed Liljedal. Da Marius Hansen døde i 1939 om efteråret, så blev jeg formand, og var det et par år, det var medens vi boede i Slimminge, og krigen kom, med alle de vanskeligheder med transport, man kunne ingen steder komme, der var ingen ordentlige forbindelser, og det kunne jeg ikke klare, jeg havde jo et barn, da jeg blev formand og hurtigt efter fik jeg et til, så det var alt for svært. Der var så kommet et nyt bestyrelsesmedlem, som hed Peter Olesen Jensen, “Peter Ole”, som vi kender ham under, og han blev så formand. I 1945 ville kasserer Liljedal ikke mere, så min mand blev valgt til kasserer, og det var han til 1969, hvor Poul Beck afløste ham.

Jeg blev formand igen sidst i tresserne, hvor Peter Ole tog en pause, men jeg stoppede helt i 1970.

Vi havde dengang inde i København en forening, som var startet i 1891 det var en forening af blinde og seende, den kom til at hedde noget lignende som Danmarks blindes Læseforening, de begyndte at udgive et lille blad på punktskrift, som hed Budstikke, og det blev en temmelig velhavende forening. Der var så en bestyrelse for den, og der skulle være valg, så kom de fra hovedforeningen og spurgte mig, om jeg ikke ville lade mig opstille, Glygård var med til at presse mig. I 1958 fik vi den sammenlagt med Dansk Blindesamfund, og alle midlerne blev overført til legatfonden.

Efter at Danmarks Blinde var ophørt, og legaterne var overgivet til Dansk Blindesamfund, blev Blindenævnet oprettet.
Blindenævnet bestod af Særforsorgsdirektør Leuning og, som var leder. Så var der administrationschefen for de to blindeinstitutter Bøgh Christensen, og fra Dansk Blindesamfund H.C.Seierup, Carl Bjarnhof, Einer Wulf og Kirsten Andersen. Yderligere var der Forstanderne fra Blindeskolerne, forældrerepræsentanter, og Jørgen Plenge fra Statens Bibliotek for Blinde, restformand Hartmann fra Invalideretten plus embedsmænd, vi var i alt 14 medlemmer i Blindenævnet.

Blindenævnet var nedsat af Social ministeriet, men det var kun rådgivende, og det skulle tage nye initiativer. Det startede i 1956 og selv om vi ikke skulle være besluttende, havde vi alligevel fået en stor opgave, og det var at give dispensation for blinde børn, som ikke ville gå på blindeskolerne, men som ville gå i almindelige folkeskoler. Det var også i denne periode, hvor man besluttede at bygge det nye Blindeinstitut på Rymarksvej.

Nu kommer jeg i tanker om, at i 1938 startede vi noget som hed Blindes erhverv, og vi ville på en eller anden måde finde ud af, at bevise, at blinde kunne komme ud i erhverv, de behøvede ikke at hænge i de såkaldte blinde erhverv, man kunne godt lave noget andet. Vi fik så fat på nogle seende mennesker, som havde forstand på disse ting, vi fik fat på en værkfører og så kom der en ingeniør fra Siemens fabrikker, som var rådgivende. Af blinde var det var formand Ernst Jørgensen og Henry Rasmussen som havde været håndværker, så var der Andresen og mig. Vi fik startet et værksted, hvor man kunne lave låse, og det var lige på den tid, hvor man ikke kunne indføre låse på grund af krigen. Vi havde hidtil indført låse fra Belgien, som hed Difa, og så kaldte vi vores for Blifa, og vi blev så eksdimeret, vi solgte masser, og vi havde sådan håbet, at vi kunne føre det videre, men det var vi alligevel ikke stærke nok til. Da udlandet igen kunne sætte ind, så måtte vi altså opgive det, og så blev det lavet om til beskyttet værksted.

H.C. Seierup var i opposition, da han var ung, han ville gerne vælte Ernst Jørgensen, det havde været meget synd, for Ernst var en rigtig dygtig mand.

Du skal have en lille historie. Vi skulle have kredsmøde i 1940, og så skrev Seierup ned til mig, at han og en til ville komme til vort kredsmøde, for de ville vælte Ernst Jørgensen, men jeg skrev tilbage, at det skulle de ikke bryde sig om, de var ikke velkommen. Så senere sagde Sejerup, for vi blev meget fine venner, “Vi kom ikke derned, for Kirsten sagde fandeme nej”.
Men så gjorde Ernst Jørgensen noget klogt, du ved, at hvis man har en modstander, og man så kan trække ham ind i arbejdet, så lukker man jo munden på ham, så Ernst Jørgensen gjorde H.C.Seierup til Dansk Blindesamfunds hovedkasserer, og han blev i høj grad vores mand.

Hvor længe var du med i Dansk Blindesamfunds arbejde?

Jeg kan huske, at da jeg holdt op, havde jeg været med i 33 år. Foreningen havde været styret af repræsentanter fra kredsene. Store kredse havde et par repræsentanter, København havde 3 og små kredse havde kun 1 repræsentant. De mødtes en eller to gange om året til repræsentantskabsmøde, og de skulle drøfte foreningens arbejde, og beslutte hvilke initiativer, der skulle tages.

Den 1. april 1968 blev det lavet om til et forretningsudvalg med en hovedbestyrelse. Da jeg på det tidspunkt også var formand i Lolland Falsterkredsen, så kom jeg med i hovedbestyrelsen. Jeg var i hovedbestyrelsen et par år. Da vi så nåede op til 1970, og jeg selv ikke ville al det vrøvl mere, så holdt jeg op.

Hovedbestyrelsen var nu foreningens højeste myndighed, og der blev lavet flere kredse, så vores kreds blev nu 9. kreds, og senere er det blevet til 12. kreds. På den tid var Blindekonsulenterne også startet, og i 1968 blev omsorgskonsulentordningen oprettet.

Arnold stoppede også ved den tid med sit kassererjob i 9. kreds, og han blev efterfulgt af kasserer Beck, hvis kone led meget af gigt og sad i kørestol. Hun var vældig sød, men det var en svær sygdom, og hun er også død nu. Beck er kommet her på hjemmet, og i starten kom han og snakkede med mig, men han er nu meget dement, så jeg kan ikke komme i forbindelse med ham.

I 1946 døde vores ældste datter i januar måned, og så fik vi en lille søn inden jul. Vores datter har ikke helt uret når hun siger, at hvis Elin ikke var død, havde jeg aldrig fået min lillebror.
Hun kom til at holde forfærdelig meget af sin lillebror.

Poul Wagner, som han kom til at hedde, bor i Nykøbing Falster og er ansat i arbejdstilsynet under Amtet. Vores datter er sygeplejerske og bor i Solrød. Hun hedder Birgit Jacobik, og hendes mands familie stammer fra Polen. De kom herop før første Verdenskrig, hvor der kom en del Polske arbejdere til Lolland, og arbejdede med sukkerroer. Jan, som Birgits mand hedder, var gode venner med Poul, og kom meget i vort hjem som ung, Pludselig en dag i 1967 kom Birgit og sagde, at hun havde forlovet sig med Jan. På dette tidspunkt var hun færdig som elev, og var ansat på Glostrup sygehus. De blev så gift i 1969. Først boede de i København, til Jan var færdig udlært som maskinmester. Jan kom in i et vandværksfirma, og det endte med, at han blev bestyrer for alt hvad der hedder vand i Køge. Poul, som også var udlært som maskinmester, blev ansat i arbejdstilsynet i Nykøbing Falster.

Birgit og Jan har to børn, Kristina og Anders, og Poul har 3 børn, Josefine, som bor i London, en søn som hedder Jacob og Louise på 17 år. Så jeg har 5 dejlige børnebørn.

Arnold gik af som organist på grund af alder lige før han fyldte 70 år, hvor Henning Riiser overtog hans stilling.

I fyrrerne begyndte lægevidenskaben at transplantere hornhinder, og Arnold kom i forbindelse med professor Ehlers, som syntes, at han skulle prøve en hornhindetransplantation. Det ene øje var så ødelagt, at der ikke var noget at gøre, men det andet mente han godt, at det kunne transplanteres en ny hornhinde, og det fik han så gjort i 1947. Det lykkedes noget så fint, han kunne se så godt, at han kunne få kørekort, hvis han ville, men det holdt desværre kun i 3 måneder, så kunne han ikke se mere. Det var fordi, de endnu ikke havde lært at holde hornhinden levende, så den blev afstødt. Det var en frygtelig stor skuffelse.

Lige i starten kunne jeg ikke lide, at han pludselig kunne se, for han havde jo ikke set mig før, og hvad nu? Og det generede mig indtil det gik op for mig, at det ikke gjorde nogen forskel i vores forhold, Han fik også set Poul og Birgit.

En dag sagde øjenlæge Vesterlund her i Nykøbing, at nu var han ved at komme så vidt, at han godt kunne hjælpe Arnold. Man ved godt nu, hvad man skal gøre, for at få hornhinden til at leve. Så prøvede Arnold igen, og fik også et vældigt godt syn, set fra min side, men det blev altså ikke til kørekort. Han kom til at se så godt, at han cyklede rundt nede i Nakskov. Det holdt i ca. 14 år, men så kom der så mange komplikationer, at synet forsvandt igen.

Vi nød rigtig at Arnold kunne se, og vi tog ud at rejse, det var nogle skønne år. For det første var vi forskellige steder i Danmark, vi boede ovre ved Silkeborg, oppe ved Esrum sø, og så var vi en tur i Østrig med Dansk Blindesamfund, og vi var en tur i Italien med en familie, hvor manden var orgelbygger.
Vi havde lært orgelbygger Due at kende, de boede lige udenfor Nakskov i Græshave. Han var uddannet orgelbygger i et stor orgelbyggerfirma Robenius, og han havde rejst meget i Frankrig og i Sverige. Han kom fra en gård, og da hans far døde, og der ikke var nogen til at føre gården videre, opgav han sit orgelbyggeri og passede gården. Han fortsatte med at holde orgler ved lige i området hvor han boede.
Dem lærte vi så at kende, og vi rejste sammen med dem til Italien, og det var nogle rigtig dejlige venner. Nu kan han ikke høre mere, men jeg har dog forbindelse med dem. De bor jo helt i Nakskov, og sidst jeg så dem, var for 2 år siden, da de havde diamantbryllup, da var jeg derovre til fest.

I den periode, hvor Arnold kunne se, fik han overtalt menighedsrådet til at se efter et nyt og bedre orgel. Han rejste sammen med menighedsrådet rundt og så på orgler, og i 1968 fik vi så et nyt orgel. Det var et virkelig fint orgel, og når Henning Riiser var nede at besøge os, skulle han altid i kirken og prøve orglet, og han sagde, at når Arnold søger sin afsked, måtte vi endelig sige det til ham. Han var organist inde i Hellerup, men han ville så gerne ned og spille på det nye orgel. Det er det samme med den organist som kom efter Henning Riiser, han kom af samme grund.

Orglet blev indviet i juni 1968, og Arnold fratrådte til december 1975, og i de 7 år havde vi mange koncerter, og mange organister kunne lide at komme og spille, og der har været organister fra Frankrig, og Tyskland og endog Amerikanske organister. Det var meget spændende år.

Da Arnold holdt op med at arbejde, havde han også mistet sit syn, men jeg er lige ved at sige, jeg syntes næsten, at det blev den bedste tid af mit liv. Vi kunne ikke rejse længere, men vi fik en god tilværelse i mange år, så fik Arnold desværre en cancer i tarmen, og han blev opereret, og fik ført tarmen ud gennem siden, men selv med det levede han ganske godt i nogle år. Han var så dygtig til selv at skifte disse poser, så det gik i grunden udemærket indtil 1993.

Vi havde imidlertid fået førerhunde. Jeg fik den første i 1957, for på det tidspunkt var jeg begyndt at blive lidt usikker, nå jeg skulle færdes. Jeg havde hidtil fulgtes med mine børn, men de var der jo ikke altid, så derfor søgte jeg førerhund. førerhundekonsulent Krogsgård sagde også, at hvis jeg fik en førerhund, så var jeg ude over alle de problemer.

Jeg fik en dejlig labrador, som ikke var kastreret, men det gav kun problemer sommetider, jeg er ved at sige, at det er den dygtigste førerhund jeg har haft. Han var så fantastisk til at se sig til rette med mange ting, og tage en beslutning om et eller andet problem. Jeg kan huske en gang på Svingelsvej, hvor der var megen trafik, og jeg stod med Bulli, som min hund hed, og jeg skulle over på den anden side, så var der en buschauffør, som havde set mig, han fortalte Arnold: “Jeg vil sige dig, din kone og førerhunden, det var imponerende, der var sørme ingen tid, hvor man kunne komme over vejen, men der var lige et hul, hvis jeg havde stået der, så var jeg også gået over på dette tidspunkt.” Der viste Bulli mig så lige, at nu kan vi godt gå. Tænk, jeg havde sådan en tillid til ham. Han var så dejlig, han var ikke mere end halvandet år, da jeg fik ham, og jeg havde ham fra 1957 sidst på året til først på året 1969, så jeg havde ham længe. Men han ville aldrig gå med bøjle, jeg gik altid med ham i snoren. Han havde ikke bøjle på, for hvis han fik det, så trak han, så jeg ikke kunne følge med. Mine børn sagde, det er noget så dejligt, for du ser ud som enhver anden, der kommer gående med sin hund.

Bulli kunne godt lide at snuse langs hækkene, men hvis der så stod en trillebør, så gik han tæt hen til mig, og skubbede mig uden om. Ja, han var fantastisk, og han havde bare lært hos en politibetjent inde i København, der i øvrigt også hed Mikkelsen.

Efter Bulli fik jeg en meget smuk tysk Schæferhund, som hed Ola, Krogsgård sagde, du kan ganske roligt sige til dig selv, når i går nede i byen, at jeg går med Nakskovs smukkeste Schæferhund. Hun var bestemt også en dygtig hund, men hun havde haft syge mandler, så hun var opereret, og til at begynde med turde hun kun spise mad i meget små bidder. Det var fordi hun havde været så syg i halsen, de sagde, at hun havde været så syg, så hun en overgang kun måtte få vand. Hun blev også senere syg og blev opereret, og jeg havde hende da i 9 år, og hun ville godt gå med bøjlen. Jeg kan huske, at da jeg fik bøjle på hende, så sagde jeg, at jeg kunne godt mærke, at det var en lettelse, frem for at gå med hende i snoren. Hun blev syg, og vi måtte lade hende aflive i 1978. Så fik vi en tysk Schæfer til, der hed Dunja, og det var en meget stor type Schæferhund, men den var meget rolig, hun kunne tage en hånd helt ind i munden og slikke den, som om hun sagde, at jeg kan godt lide dig, hende har jeg savnet meget.

Da jeg havde Ola, forsvandt Arnolds syn, og jeg sagde til ham, at han skulle prøve at gå en tur med Ola, men det troede han ikke at det kunne lade sig gøre, men det gjorde han så alligevel. Han sagde selv, jeg tror, at lige til at begynde med, at hun kiggede op på mig, som om hun ville sige, det her skal du da ikke, men det accepterede hun meget hurtigt. Med den næste førerhund var det ikke noget problem, for den lærte jo lige med det samme, at han ikke kunne se.

Den sidste hund vi fik hed Kassan, vi blev trænet til at gå med os begge to.

Vi fik faktisk pensionistårene til at gå godt, også sammen med vore hunde. I 1986 havde vi guldbryllup, det var den bedste fest vi har haft. Der blev taget et billede af os, vore børn og børnebørn og hunden, og vi havde en æresport så flot, jeg kan ganske roligt sige det, for der var et par stykker i Nakskov der havde sagt til nogle andre, kør lige op og se æresporten hos Organisten, den er så flot. Det var børnene, som havde lavet den.

Vi nåede frem til 1994, så blev Arnold pludselig meget syg, og kom på Nykøbing sygehus, der var så ikke mere at stille op, så han kom hjem, og fik en EL‑seng og døde så 3 måneder senere,

så kom jeg på Solgaven her i Næstved i oktober måned. Vi havde begge 2 søgt om at komme herop, fordi Arnold ikke var rask og jeg havde efterhånden så svært ved at komme op og ned af trapperne, jeg havde fået slidgigt, og mine knogler var også begyndt at falde lidt sammen, så inden vi nåede at få plads, så døde Arnold.

Var det svært at flytte fra huset til Solgaven?
Jeg har egentlig ikke været særlig trist over flytningen og min tilværelse, og når jeg nu tænker tilbage på mit lange ægteskab og på vores alderdom, så er det alle de gode ting og alle de gode minder som jeg tænker på, efterhånden som der er mange ting man ikke kan, så kan man da altid prøve, jeg ved godt, at her kan jeg sige, at de skal komme og klæde mig af og på, men det gør jeg ikke, selv om jeg har svært ved det. Jeg kan jo ikke så godt stå, jeg er faldet nogle gange, men der er heldigvis ikke brækket noget.

Jeg tog ikke min førerhund med, og Jeg har også savnet ham, men han har det godt, og jeg har ikke set ham. En dag var han inde i huset sammen med fru Olsen, som har hjulpet mig, og hun fortalte, at så snart han var kommet ind ad døren, så sprang han hen til den sofa, som jeg plejede at sidde i, og da jeg ikke var der, så gik han lige så stille hen og lagde sig der, hvor han plejede at ligge, og der har han nok tænkt, hvor var jeg henne, så jeg syntes, det er lige så godt, vi ikke ses.

Så kom jeg på Solgaven i november 1994, og fik dette dejlige værelse, hvor jeg må indrømme, at det er en dejligt stor stue, og et dejligt badeværelse, men jeg syntes jo nok at der burde nok lige have været 2 rum, det ville man nok have bygget i dag, men det er 22 år gammelt, og det er jo fint indrettet. Her er jo så dejligt, og jeg går også med min rollator her på gangene, jeg har jo lært at finde rundt her, jeg kan gå op i terapien, og jeg kan gå op i kiosken, og spisestuen, og i pejsestuen og vinterhaven, og det hele er så dejligt indrettet, her er ingen trapper, ingen dørtrin, og der må ikke stå noget ude i siderne, alt bliver stillet midt på gangen, så vi kan gå langs væggene og håndtagene.

Kathe, som lige ringede, er en dame som jeg kender fra Nakskov. Hun har gået til musikundervisning hos mig, og hun er på alder med min datter. Hun er nu flyttet til Næstved, og hun ringede og spurgte, om jeg ville med til julekoncert i Sct. Peders kirke på søndag, hvor der skal opføres Backs jule ovatorium, hun har undersøgt om jeg kunne komme derned i kørestol, og det kan godt lade sig gøre, så kommer hun kl. 2 med en julekage, og så skal vi have kaffe inden vi tager af sted. Hun har som sagt spillet klaver hos mig, og den gang knyttede vi et godt venskab, fordi hun havde lidt forskellige bekymringer, og dem kom hun med, og drøftet dem med mig, det er som om jeg har fået en datter til.

Hvordan går din hverdag her på Solgaven?
Jeg har en væv i terapien, hvor jeg om formiddagen væver viskestykker, men da jeg var ganske ung, da begyndte jeg så småt at væve, og jeg syntes allerede dengang, det var et morsomt arbejde, men jeg kunne godt se det havde ingen fremtid. Nu har jeg en væv, som jeg skal betjene med hænderne, mine ben kan ikke holde til at træde, og den er heller ikke nær så stor, og så har jeg fundet ud af, hvis den bliver lavet til som på en stor væv, hvor der skal være mønster, så kan jeg altså godt væve mønster. Det er mest for min egen fornøjelses skyld, for om viskestykker har mønster eller ej, det kan være forholdsvis ligegyldigt.

Personalet kommer gerne ind ved 8 tiden med min mad, på det tidspunkt vil jeg meget gerne høre klassisk morgenmusik, og jeg hører til dem som helst skal have en kop kaffe, nå jeg begynder på min dag. Bagefter hører jeg morgenandagten, og så følger jeg gerne programmet indtil kl. 9. I øjeblikket handler det om Det Kongelige Teaters historie, det har jo 260 års jubilæum i denne tid. I morgen aften er der stor festkoncert inde i radiohuset, Det Kongelige Kapel kommer og spiller.

Det Kongelige Kapel fejrer 550 års jubilæum i år, det vil sige, du skal tilbage til 1448 det er før barokmusikken, det er ren middelaldermusik, der har været spillet dengang. Det er ganske vist heller ikke begyndt som det Kongelige Kapel, men det begyndte som et musikkorps, og så er det endt med at blive det Kongelige Kapel. Det er det ældste orkester i Verden, der har fungeret uafbrudt op gennem hele tiden. Der skal som sagt være stor jubilæumskoncert i morgen aften, og det bliver transmitteret i program 2.

Om formiddagen går jeg i terapien og væver, og så går jeg hjem kl. 12 og spiser, derefter tager jeg mig en middagslur. Ved 2 tiden får vi kaffe, så er der lidt forskellige aktiviteter. Mandag er der altid oplæsning, der kommer jeg ikke, men jeg ved de har læst om dronningen, om tirsdagen kommer præsten en gang om måneden, en tirsdag har vi fællesmøde, altså beboermøde, hvor vi kan snakke lidt om hvad der sker her. På de andre tirsdage er der noget quiz eller lignende, og om onsdagen er der 2 gange om måneden banko, det deltager jeg aldrig i, det interesserer mig ikke. Torsdag er det gerne noget med musik, det må jeg med skam melde, det deltager jeg heller ikke i, så vil jeg hellere lege med min egen musik. Om fredagen er her næsten altid fra september til juni foredrag, og det går jeg faktisk altid til.

Jeg kan godt lide at strikke, så jeg sidder og strikker sokker for tiden. Der er flere, som godt kan lide at gå med hjemmestrikkede sokker, og så hører jeg samtidig nogle af mine mange Cd‑plader, jeg har CD i min radio ved min seng, og ligesådan her ved min stol, og i aftes havde jeg taget en Cd med Schumans klaverkvintet, efter min mening et pragtfuldt stykke musik, og den ligger på min CD-afspiller ved min seng. Lå i morges, da der var klassisk morgenmusik, så spillede de den samme, medens den lå ovenpå Cd’en, det kunne jeg ikke lade være med at grine af.

Jeg spiser kun i spisesalen når der er fest. Jeg kan bedst lide at spise her på værelset, og jeg må selv vælge, hvor jeg vil spise. Sommetider tænker jeg, det er egentlig tosset, at de skal gå og bære mad ind til mig. Jeg kan jo sagtens gå op i spisesalen med min rollator. Men jeg sætter stor pris på samtidig at høre rådhusklokkerne i radioen, så jeg kan høre om mit ur går rigtigt, og jeg skal høre radioavisen.

Jeg kan også forstå, at somme tider har de lidt knurren på snoren oppe i spisesalen, for det er min plads, og det er ikke min plads, og så siger jeg, det gider jeg da ikke.

Den anden onsdag i hver måned har vi hyggeaften, og der går de fleste i spisestuen. Der får vi sommetider en lille sild, og andre gange en varm anretning, det er altid noget forskelligt, som vi sidder og hygger os med. I denne måned havde vi Mortens aften, og det var omtrent lige på dette tidspunkt, så springer vi det over, og i næste måned skal der være en stor julefrokost i tiden før jul, men når vi kommer over jul, så er der nogle måneder hvor der ikke sker så meget, så har vi vore hyggeonsdage igen.

Jeg er med i beboerrådet, og netop fordi jeg er formand for rådet, så er jeg også med i husets bestyrelse. Det er derfor, jeg fik sendt dette referat, som ligger her på bordet, fra Susanne Tarp som er med fra forretningsudvalget. Hun er en vældig sød pige, og Lone Gudmanson fra 11 kreds, som ligeledes er rar er også med. Det medførte, at jeg her i forsommeren var med på Fuglsangscentret, som repræsentant for en af de 6 beboerråd fra Blindesamfundets 6 plejehjem, og de mødes i Fredericia hvert år.

Hvordan kom du så derover?
Det var ganske nemt, Arthur, som er vores chauffør, kørte mig til Ringsted. Jeg var i kørestol, og der blev sendt bud til de forskellige stationer hvor jeg skulle skifte. Man bliver hejset op i toget af personalet, og det var jeg ikke spor betænkelig ved, og så havde jeg yderligere en plejeassistent, der hed Kirsten Hulbæk, som skulle sørge for mig, og i Fredericia kom der nogen og kørte os til Fuglsangscentret. Det var dejligt kan du tro, det var sjovt at komme derover igen, for jeg havde været der før. Medens Arnold endnu havde det helt godt, var vi over og holde ferie, sammen med vores søn Poul.

Her på Solgaven er personalet også flinke til at beskrive ting, og sige deres navn, når de kommer ind på værelset.

kl. 17,30 får vi så vores aftensmad, og ved 8 tiden får vi aftenkaffe, jeg kan godt klare selv at gå i seng og tage tøj på. Om sommeren kører vi som reglen på en tur ud i landet, hvis vejret tillader det. Jeg var også med på udflugt hos Birthe Bille, som har været kredsformand i 27 år. og jeg har været sammen med hende flere gange igennem arbejdet under Dansk Blindesamfund.

Jeg kan kun sige, at hvis folk skal på plejehjem, så tror jeg nok de kan stå sig ved at komme her.

Interview med Karen Petersen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Karen Petersen
V/ Birthe Person

Jeg hedder Karen Petersen og er født i Gelsted på Fyn den 7. juli 1932, og er den ældste af en søskendeflok på 5.
Jeg har alle mine søskende endnu, men mine forældre ligger begge begravede i Fredericia.
Det viste sig ret hurtigt, at jeg var født med en grå stær, fordi min mor havde ”røde hunde” da hun ventede mig.
Min far og mor var fodermestre på en stor gård, men da jeg var 10 måneder gammel flyttede vi til Fredericia. Men inden for de 10 måneder opdagede man, at jeg havde dårlige øjne. På det tidspunkt kendte man ikke til konsekvenserne ved røde hunde og svangerskab.
Jeg blev som helt lille, kun 7-8 måneder gammel indlagt i Odense og på en uge opereret 3 gange. Det ville man slet ikke gøre i dag og resultatet blev heller ikke så godt.
Vi flyttede så til Fredericia, hvor jeg kom til øjenlæge i Kolding, hvor jeg også blev opereret nogle gange for efterstær.
Da jeg skulle begynde at gå i skole, blev jeg meldt ind med den bemærkning at jeg så dårligt og skulle sidde forrest på bænkene i skolen. – Det hjalp ikke så meget for lyset skinnede ind på tavlen, så det var lige meget hvor jeg sad. Men det gik så i en-to-tre år eller lignende.

Det var under anden verdenskrig, og tyskerne tog alt hvad der var af skoler i Fredericia, så vi måtte gå i skole der hvor folk havde en stor stue. Så kan jeg huske en morgen jeg kom i skole, da var vi kommet op i et baglokale inde i en baggård hos en skomager. Jeg kom ind i klassen, og så sagde skolelæreren: ”Karen! Du kan godt gå hjem, der er ikke plads til dig.”
Det var lige som det der slog hovedet på sømmet, så mine forældre syntes, at når jeg blev konfirmeret, skulle jeg et sted hen hvor jeg kunne få min uddannelse. Vi rejste så til øjenlægen i Kolding igen. Det var ca. i 1943/44, og han sagde: ” at hvis de endelig ville af med mig, så kunne han godt skrive mig op til Blindeinstituttet, men jeg så nok for godt, så der ville de nok ikke have mig.” Det var jo ikke en besked at give en mor og far, men vi skrev så derover.

I mellemtiden, i 1945, var jeg blevet blind på det ene øje på grund af hornhindebetændelse, som ikke blev behandlet. Det var ved krigens afslutning, og netop i Kolding området blev en del læger skudt, og det gjorde at min øjenlæge ikke turde indlægge mig af skræk for alt det der.
Det endte så med at jeg kom på Refsnæsskolen som 13 årig, og de sagde til min mor, hvorfor jeg ikke var kommet noget før, og det måtte vi så forklare.
Det var for så vidt rart at komme i skole igen og komme i gang igen, og føle man var til noget, og at man ikke bare skulle sidde hen..
Jeg gik så i skole i 2 ½ år, hvor jeg så blev konfirmeret hjemme i Fredericia sammen med min søster. Efter konfirmationen kom jeg på Blindeinstituttet på Kastelsvej.
Der gik jeg i første og anden fortsættelse, og begyndte så i vævestuen.
Det interesserede mig ikke rigtig at komme på vævestuen, men det blev man ikke spurgt om den gang. Jeg ville så gerne have været bogbinder, men det kunne ikke lade sig gøre, for det blev man ikke spurgt om.
Jeg kunne bare gå ned i vævestuen, og noget der sådan er tvangsindlagt, det gider man altså ikke når man er 16 – 17 år, i hvert fald ikke! – Men jeg blev sådan set meget glad for det.

En dag fik jeg så et brev i hånden af en af mine kammerater. Det viste sig at være et frierbrev fra Børge.
Han var 4 år ældre end jeg. Jeg tænkte: Nej, han er da for gammel – det var ikke noget. Men hver gang jeg kom ud i hovedporten, hvem stod så derude – det gjorde Børge.
Jeg kunne ikke sige at jeg ikke kunne lide ham, for det kunne jeg ikke sige så meget om på dette tidspunkt. Men det endte så med at vi lærte hinanden at kende.

Dengang kunne vi se lidt begge to, og på Instituttet var der den regel at man ikke måtte holde hinanden i hånden, når der var to der kunne se lidt. Men hvis man gik sammen med en helt blind, så måtte man gerne. Der var en pigehave og en drengehave, og hvis en af dem som havde inspektion så, at vi gik med den anden i hånden, så kom pigen over i nonnehaven, som det hed, og der kunne vi gå omme et par dage til bedre tider.

Børge var blevet ekstern elev på dette tidspunkt, og havde et værelse ude i byen. Jeg måtte ikke komme ud og besøge ham – bestemt ikke.
Men så var der en ordning med, at hvis vi helt unge havde noget familie inde i byen, og hvis vi fik brev hjemme fra vores mor og far, at dem måtte vi gerne besøge, så måtte vi gerne.
Min mor havde en kusine og hendes mand inde i byen. Så jeg spurgte, om jeg måtte besøge Tove og dem, det måtte jeg så gerne.
Så gik jeg bare op til Børge i stedet for, og det blev aldrig nogensinde opdaget. Sådan var der nogle ting dengang. Vi syntes jo det var spændende sådan noget, og det blev i hvert fald spændende.
Så jeg lærte Børge at kende, og da jeg var 18 år havde jeg ikke lyst til at være på Instituttet mere. Så jeg flyttede på et hjem for arbejdsføre blinde kvinder på Mariendalsvej på Frederiksberg, ”Mariendalshjemmet”.
De måtte man ikke have mandfolk på værelset, før man havde boet der et år og var fyldt 21 år, så jeg tog ud og besøgte Børge på hans værelse. Jeg ville også gerne have haft det sådan, at han kom ud til mig så jeg ikke altid skulle farte ud om aftenen. Jeg havde så en veninde, som boede ved siden af mig. Og der fik jeg Børge til at sige når han ringede på, at han skulle besøge hende der boede ved siden af Karen. Sådan lavede vi mange numre, det blev vi simpelthen nød til. Men ellers vil jeg sige, at jeg faktisk kun har kendt Børge. Men nu var jeg altså også kun 16 år da jeg lærte ham at kende, og nu er jeg 67 år, så vi har kendt hinanden i mange år – over 50 år.
Jeg var så derude og vævede nogle år fra 1950-54 og boede der ca. 4 ½ år.
Vi fik ikke ret meget for det vi vævede, 15 øre pr. meter, og det kunne blive en månedsløn på ca. 10 kr. Det var selvfølgelig nogle flere penge dengang end i dag, men det var alligevel lidt.

Så fik jeg så meget vrøvl med mine arme, så jeg fik seneskedehindebetændelse i begge håndled, og jeg måtte holde op med at væve og var sygemeldt et stykke tid.
Så skulle jeg have noget at lave igen så jeg kom i huset hos en læge inde på Sortedamsdoseringen, og der var jeg i øvrigt glad for at være og jeg var der en del år. Om sommeren var vi i sommerhus nede ved Jersey Strand, hvor jeg var med.
Imidlertid blev jeg så gift, og skulle have Helene. Da jeg skulle til at føde holdt jeg op hos doktoren. Men efter den tid har jeg været der nogle gange, når de ikke havde nogen pige.
I 1952 var vi nede og besøge Børges far og mor som boede her i Præstø. Og så kunne vi godt tænke os at komme lidt rundt og cykle. Børge havde først lært at cykle da han var 20 år, for når man er svagtsynet kan man ikke som barn lære at cykle. Sådan var det også dengang, men han havde lært sig at cykle, og så fandt vi alligevel ud af, at vi godt kunne tænke os at få fat i en tandem, men den gang kunne man ikke få nye tandem, men vi fik fat i en brugt tandem oppe hos cykelmanden herude i Præstø. Han istandsatte den, og vi begyndte at køre på tandem.
I 1953 startede vi her fra Præstø en tidlig morgen kl. 4, og så var vi i Fredericia om aftenen kl. 8 og næste morgen kørte vi videre til Silkeborg. Der boede min mor. Børge havde en synsrest og det havde jeg også. Det er sådan en tur man sådan set næsten kan leve på resten af livet.
Det var en lang tur, og på det tidspunkt havde jeg ikke siddet på en cykel et helt år, og da vi kom til Lillebæltsbroen, så sagde jeg til Børge: ”Vi skal gå over!” og vi stod af. Det fortrød jeg, for jeg var nær aldrig kommet op på cyklen igen, da vi nåede over på den anden side af broen. Jeg havde simpelthen så ondt i min bagdel så jeg ved ikke hvad.
Så om aftenen, da vi var nede hos min søster og svoger hvor vi overnattede, så sagde jeg til Børge, ”at hvis jeg har så ondt i morgen, så kan du cykle til Silkeborg og jeg tager toget!” Men jeg stod altså på cyklen næste morgen og det gik jo også godt. Men det var en dejlig tur.
Vi har selvfølgelig også cyklet meget herhjemme omkring. Ikke så meget efter vi flyttede her til huset hvor vi bor nu, for det var ikke uden et par år efter, så mistede Børge sit syn, og jeg har aldrig set så meget så jeg kunne cykle.
Helene, vor datter, har også altid siddet bag på tandemen. Lige indtil hun var 7 ½ år, med de lange ben strittende ud til begge sider. Men det gik jo, og der var heldigvis ikke så meget trafik dengang. Børge var også opmærksom på hvordan han kørte, han kørte ordentlig. Det har vi også gjort en del ud af. Og vi har cyklet mange ture rundt her i Sydsjælland, når jeg var på ferie de år inden vi flyttede herned.
I 1957 flyttede vi så til Præstø, hvor vi har boet lige siden.
I 1960’erne, da vor daværende kredsformand i Dansk Blindesamfund, K.V. Andersen manglede nogle bestyrelsesmedlemmer i kredsen, blev jeg indvalgt i bestyrelsen.
Karl Vilhelm havde et kurveværksted henne i Sorø, og han kunne ikke rigtig klare at være konsulent og passe sin virksomhed samtidig, så han spurgte mig om jeg ikke havde lyst til at prøve, og det gjorde jeg så.
Jeg startede i 1962 som omsorgskonsulent, dengang hed det blindekonsulent, og det har jeg så arbejdet med i 13- 14 år.
I 1967 blev det ændret til omsorgskonsulent og socialkonsulent, og der skulle jeg have hele Sjælland og Lolland-Falster, og det var for meget for mig, når jeg skulle alene rundt med rutebiler, tog og sådan noget.
På det tidspunkt var vores datter, som er født i 1955, på Refnæsskolen. Hun er også født med dårlige øjne, og hun var på Refsnæs en kort overgang. Når jeg passede det område, så boede jeg på skolen og var der et par dage. Så var jeg hos Helene om aftenen og kunne sove der.
Men da det blev delt op i Socialkonsulent og Omsorgskonsulent, syntes jeg det blev for meget, og jeg holdt op.
Jeg havde været med i bestyrelsen en hel del år, og jeg har været med i repræsentantskabet i Dansk Blindesamfund indtil kredsene blev lavet om.
Efter den tid har jeg også været omsorgskonsulent en del år, hvor jeg dækkede Sorø amt, Slagelse, Ringsted og Præstø amt.
Børge og jeg har været kontaktpersoner på nogle højskoler da det startede, og sidst i 60’erne lavede vi nogle hobbykurser.
Dansk Blindesamfund var begyndt at starte studiekredse og hobbykurser rundt om i kredsene, og der havde jeg et hobbyhold oppe i Næstved.

Vi fik så ordnet med Næstved kommune, at der blev oprettet et dagcenter på Agora som jeg blev leder af, og det havde jeg en del år indtil plejehjemmet Solgaven blev bygget, hvor jeg blev ansat på fuld tid i ergoterapien.
I 1978 fik jeg vrøvl med mine øjne og synet forsvandt, og jeg holdt så op.
Siden 1974 har jeg så undervist på senblindekurser i Hobro og nu i Fredericia, som jeg så stadigvæk har.
Det er enormt spændende og det er jeg meget glad for. Jeg har også undervist beskæftigelsesvejledere og sådan noget – jeg skal af sted nu på fredag igen.
Man giver en masse af sig selv, og det synes jeg er dejligt, at man kan.

Er det ikke hårdt?

Ja, det er det selvfølgelig, men nu er det ikke 3 uger i træk mere. Det har hjulpet at det nu kun er 15 dage.

Har du nogle fritidsinteresser?

Ih ja, jeg har mange. Jeg har for det første en vævestue ovenpå med 4 store væve. En kæmpestor en på en meter og tres med 12 tramper på, som kan væve de store duge, som jeg i øvrigt laver meget af.
Så har jeg en mindre væv som kan væve smalle ting. Den har jeg uldne ting på, og så har jeg en lille væv med glider på, hvor jeg har dækkeservietter og halstørklæder på.
Jeg har også en meget gammel væv. Den er nærmest en museumsgenstand, den er over 100 år gammel. En stor klodset en. Det er en svensk som jeg har købt, jeg kunne ikke nære mig da jeg så den. Der er to tramper, som simpelthen er forbundet helt op, der er hverken det ene eller andet, siddeskammel eller noget som helst på den. Den tåler heller ikke så forfærdeligt meget, der sidder også noget på den. Den er ikke skrøbelig i den forstand, ikke selve rammen og chassiset, men den er over 100 år gammel. Det er meget spændende. Den har jeg så noget håndspundet garn på som jeg selv har lavet.

Jeg væver uldne plaider, halstørklæder, dækkeservietter, mundservietter, viskestykker, håndklæder og store duge med servietter, der passer til. Det er navnlig sådan noget jeg ekselerer i.
Jeg laver selv trendene og Børge og jeg sætter dem selv op, vi laver det hele selv.
Så er der det med at få kammet kammen. Jeg har en automatisk kamnål, men den kan svigte, og det er næsten ikke engang til at se. Jeg er lige ved bedre at kunne mærke det, end kunne se det. Det kan godt snyde mig en gang imellem så at jeg må pille det op igen, hvis jeg opdager en lille fejl. Du kan godt mærke, hvis der er to tråde der er lidt fra hinanden, eller der er to der er lidt tykke, så er der for mange i ridtet.
Jeg sælger alt det jeg væver. Det går fra mund til mund, det er på den måde jeg får det solgt.
Et år vævede jeg for Blindes Arbejde, da de forretninger eksisterede rundt om i landet. Jeg vævede meget dertil i perioder.
Jeg har en masse væveopskrifter på punktskrift, som jeg har haft i mange, mange år. Jeg er lige ved at sige, jeg nok er en af dem der har flest af de gamle væveopskrifter på punktskrift.
Jeg har en gammel vævebog fra 1935 og jeg har en strikkebog fra 1908 på punktskrift, som jeg havde med på blindehistorisk festival i Fredericia, og den skal Blindehistorisk museum have når jeg ikke er mere. Det er en meget gammel en som jeg har arvet. Jeg har også nogle gamle hæfter fra tyverne. Det er alt sammen strikkede lyseduge og flakoner og sådan noget. Det brugte man jo meget en overgang, og det synes jeg også er skægt at sidde og rode med. – Der er bare det med det strikkede, hvis man taber en maske, så er det altså meget svært. Normalt kan jeg fiske en maske op, men i de strikkede flakoner går det ikke.
Jeg elsker også at hækle lyseduge, men der taber du kun én maske og den er nemmere at samle op. Jeg var en stor pige, inden jeg lærte at hækle. For da jeg var barn kunne man kun lære at strikke, når man ikke kunne se. Det var filosofien den gang.
Vi går til korsang. Vi er med i Præstø koret, og det har vi været i 15-16 år efterhånden, og det er vi meget glade for. Vi er 50 stykker i det kor, og vi er med til det alt sammen, også til koncerter.

Vi bruger så vores båndoptager til at optage stemmerne på, når vi indøver noget. Og dem vi kører med, læser vores tekster op for os på båndoptageren, og så skriver vi det ind på computeren, og derfra bliver det skrevet ud på punkt, det fungerer altså godt.
Jeg vil sige, at den dag hvor vi indøver noget nyt, der kan vi selvfølgelig ikke så godt være med, når vi ikke kan læse det efter noderne, men så optager vi det og øver os hjemme. Vi tager en del rundt, og allerede på torsdag skal Børge til Karise og synge i Karise kirke, og det kan jeg desværre ikke komme med til, der har vi så lavet et program.
Søndag den 2. maj skal vi synge i Roskilde Domkirke, og der skal vi synge noget rekviem af Dvorak, som vi har indstuderet.
Vi skal allerede derhen fredag og lørdag og vi er 250 sangere, de fleste fra Sjælland og nogen fra Jylland og så Københavnsområdet som vi skal øve os med. Vi har været i Køge en hel lørdag og en hel søndag og en fredag aften for nogen tid siden, og det er et værk der varer 1½ time at synge.
Så skal vi synge i Præstø kirke den 9. maj, der skal være en forårskoncert. Vi synger for størstedelen store værker, vi synger også nogle danske sange, vi synger en del engelske og amerikanske sange. Så synger vi også Bach og vi har sunget noget jazz. Det er også spændende, det har vi også været glade for.
Jeg er meget glad for det kor, det giver os en masse, selvom vi ikke snakker så meget sammen nogen af os.
Når vi kommer der kl. 19 så går vi i gang med det samme, så holder vi ½ times pause, og når vi er færdige med det, så går vi op og forsætter. Og når vi er færdige ved 22-tiden, så skal vi alle sammen hjem igen.
Men vi har så en gang om året en weekend, hvor vi er sammen en hel weekend, og det får vi ligesom lidt mere ud af socialt set. Og så har vi selvfølgelig også vores afslutning om foråret, og en juleafslutning har vi også. Så vi har rimelig god social kontakt med hinanden på den måde.
Jeg har en førerhund, som er nr. 2, og han er ved at blive 12 år, så det lakker jo også af enden til med ham.
Derudover laver jeg meget håndarbejde. Jeg spinder og laver filtning, sølvarbejde, sprang, knytning og selvfølgelig hækling, strikning og vævningen.

Vi har også været en del ude at rejse. En af de første ture vi var med på, var Båndklubben i Dansk Blindesamfund, og da var vi med i Sverige og se på nogle svenske båndoptagerfabrikker i Motala. Det var meget spændende. Vi havde nogle gode dage, hvor vi så noget virkelig godt, og året efter var vi i Norge og se Tandbergs fabrikker, som fabrikerede de båndoptagere som man i mange år har brugt til lydbøger. Det var også en god tur.
Vi har også været på Færøerne med Dansk Blindesamfund. En meget spændende tur, hvor vi sejlede derop og sejlede hjem igen. Vi var en fyrretyve stykker på det hold, og vi var ude og trave. Vi var i Thorshavn på højskolen, og om formiddagen hørte vi så om Færøerne, om det kulturelle og om livet i det hele taget fra alle sider. Og om eftermiddagen var vi så rundt og opleve på ture i små busser og var ude at gå på fjeldet. Og vi var ude at sejle med den øverste. Han havde en lille båd, som vi sejlede med fra den ene ø til den anden. Og jeg kan godt sige jer, der vippede den, ja mere end vippede. Børge stod ude i stævnen og holdt fast ved en stang, vi andre lå nærmest, medens det væltede ind over os med vand. Det var jo en oplevelse da vi så kom ind på den her ø. Vi havde vores madpakker med, og der sad vi så og spiste. Vi var ikke så glade da vi var derude, og det hele væltede op og ned i den lille båd, men det var alligevel en oplevelse at se tilbage på.
Da vi så kom om bord igen, sejlede vi en anden vej hjem så vi ikke kom ud i Atlanterhavet med de store bølger. Det var en dejlig tur.
Vi var inde og se de lavede en handicapskole i Thorshavn. Vi så et museum de var ved at bygge derinde, og vi var ude at besøge nogle private, og vi så nogle fåreflokke og uld.
Vi har også været på Malta på ferie med båndoptagerklubben. Der var vi rundt på alle øerne. Det var også en vældig oplevelse. Og selv om man ikke kan se, så er det jo en oplevelse, atmosfæren osv.
Så har vi været i Wien. Ja, en gang nede og se på orgler og høre musik. Det var sådan en musikuge også med Dansk Blindesamfund. Vi var på Wiener Sängerknaben, som er et lukket sted. Du kan tro de drenge er disciplinerede! Ikke et øje vipper op fra noderne, du kan tro de gør det ikke. Vi var ude at se på vinmarker, og vi var rundt i kirkerne og høre på
orgler. Og til koncerter om aftenen de forskellige steder dernede. Det var vel nok en dejlig oplevelse.
Vi var med bus dernede, og da havde vi en ledsager med Børge og jeg, for da havde vi efterhånden begge to mistet synet.
Så har vi også været i Østrig på ferietur oppe i bjergene. Vi har været i Holland med båndoptagerklubben nede på Philips og se det dernede, Det sidste vi har været, det var i Letland her i 93 eller 94 og synge med vores sangkor. Der fløj vi over, og var derovre i 5 dage, og det var en kæmpe oplevelse. Inde i Riga sang vi i en stor domkirke, det var spændende.
Vi havde selvfølgelig også nogle koncerter derovre. Det var også derfor vi var derovre. Men der var hundekoldt. Jeg kan huske vi kom ind på et værelse, og Børge ville gå hen og finde en radiator, for at se om der var noget varme på. Der var ikke noget til at lukke op, og radiatoren var iskold og vinduerne var utætte. Det var i Letland ikke, og der var kun et syntetisk tæppe til at lægge over os. Det var alt hvad der var. Ingen varmt vand i vandhanen. Jeg kan godt sige at vi fik vore store trøjer ned om benene.
Da vi stod og sang i kirkerne, især i den ene kirke en søndag formiddag var det koldt. Og de gudstjenester derovre varer meget længe. Vi tog lige vores frakker af når vi skulle stå og synge – de andre kunne ikke se noderne for bare ånde, så koldt var der inde i kirken.
Når vi stod til en koncert, måtte Børge have fire par bukser på, lange bukser, uldne underbukser, underbukser, og hans kordress. Vi var klædt ud, men der var ikke noget at gøre ved det, men det var nogle dejlige dage, og de var søde derovre. De kunne jo ikke gøre for at de ingen varme havde. De mennesker som klarede sig bedst derovre var dem ude på landet, hvor de kunne have brænde og sådan noget. Men det var virkelig en oplevelse.

Så kunne jeg godt tænke mig at fortælle hvad alt det med håndarbejdet har ført til, at jeg var med til at starte en håndarbejdsgruppe. Vi var nogle stykker, der godt kunne tænke os, at prøve bare at hygge os lidt en sammen en gang imellem. Og det gjorde vi så en lørdag formiddag i Roskilde. Det udviklede sig jo så til at jyderne sagde: ”Hvorfor laver I sådan noget? Det gør vi ikke.”

Så sagde vi til dem, at det kunne de jo også gøre. Det er så endt med, vi alligevel har lavet den her faggruppe for håndarbejdslærere, det er smadder spændende.
Vi laver jo mange ting, fagtekniske og tekniske kurser, som man kan komme på, når man gerne vil bruge det til undervisning. Sådanne kurser har jeg også været på. Jeg har været på Husflidskolen i Kerteminde 2 somre i træk. Der meldte jeg mig til spindekursus. Jeg var den eneste blinde der var med derovre. Jeg havde min gamle førerhund med og det fungerede sørme godt. Der var godt nok nogle ting der faldt på jorden for mig det første år. Så tog jeg derover næste år igen, for ligesom at få samlet noget af det op, og så kendte jeg lokaliteterne og jeg skulle ikke bruge en masse tid til at finde rundt på den der store skole. Det er jo en stor skole, og man vil jo gerne selv, hvis man kan.
Det fik jeg enormt meget ud af. Så jeg har også en rok som jeg spinder på, når jeg har tid til det. Jeg har også brugt en del til at væve med.
I dag beskæftiger jeg mig med meget forskelligt. Jeg har gået til noget sølv her, men først efter jeg ellers kun har det på Fuglsangcentret. Jeg har altid haft lidt undervisning herhjemme også, men så blev jeg syg for 4 år siden, og så måtte jeg ligesom finde ud af hvad det var jeg ville, og jeg valgte så Fuglsangcentret. Når jeg er derovre, så har jeg kun det.
Jeg kunne også have valgt at sige all right, jeg vil gerne beholde den lokale undervisning, og det ville jeg såmænd gerne, men der er mange ting forbundet med at have noget undervisning herhjemme. På Fuglsangcentret har jeg kun det at tænke på, herhjemme skal det hele fungere samtidig. Så det valgte jeg fra, og det valg er jeg glad for. Men så har jeg jo sådan lidt mere fri på den måde, og har gået til noget sølvundervisning et par år, og det har jeg været glad for.
Så har vi herude i Præstø i kredsen sådan en lille klub ude på Varmecentralen. En gang om måneden, hvor vi mødes og hygger os, og hvor nogen kommer og underholder lidt.
Vi var nogle stykker der godt kunne tænke sig at have et sted, hvor vi kunne samles og lave lidt og nørkle lidt, uden at nogen skulle lede noget – altså bare give hinanden ideer, snakke og lave noget. Det har vi så også fået op og stå hver anden onsdag herude på biblioteket. Der har vi fået lov til at låne et lokale, og der er vi sådan en seks-syv-otte stykker, som vi nu kan til. Og nu på torsdag, skal vi med den rigtige klub op og se et plejecenter heroppe i Bårse, der hedder Aggerhus og så skal vi spise vores varme mad der. Det bliver hyggeligt og det glæder vi os til.
I vores egen lille klub slutter vi her i maj, og da er vi blevet enige om, at vi skal ud til Fog og spise. Det er et cafeteria ude på Købmandskroen. Så skal vi ikke på biblioteket den dag. Sådan også for at gøre noget socialt ud af det, så det ikke altid bare skal være undervisning og være effektivitet.
Nu, her i sommer, skal jeg på senblindekursus. Og så er Børge og jeg jævnligt ferieværter på Fuglsangcentret. Dette år skal vi fra den 12. juni til den 20. juli og i den anledning er vi, der er ferieværter så indbudt til et lille møde ovre på Fuglsangcentret den 3. maj, hvor så alle vi ferieværter skal mødes. Og det skal koordineres, så der bliver lidt mere styr over det, det bliver da også hyggeligt.
Vi skal også til festival her i begyndelsen af august.

Der sker jo noget selv om vi er herhjemme. Vi har også på Lundegården nogle beskyttede- og pensionistboliger på det gamle plejehjem. Der har man en lille beboerkreds, og Jungshoved pensionistforening som har lavet nogle sammenkomster hvor Børge og jeg har været henne et par gange og deltaget i julefrokost. Vi har været der og fortælle om os selv, og der er så kortspil og forskellige ting derhenne om eftermiddagen. Og det er jo egentlig også sjovt at komme derhen og komme ud sammen med nogen andre. Da vi var henne og fortælle, viste det sig at alle kender jo os, for vi har boet her så mange år. Og det var meget skægt, for da vi var færdige og var kommet til at snakke så siger de: ”Ja nu kører vi jo så tit forbi jeres hus, og tænker hvorfor har I lys derinde, hvorfor har I det, og hvad mon de laver og sådan! Nu har vi ligesom fået lidt fod på hvem I er og hvad I laver.” Det syntes jeg var spændende, det var meget positivt. Og det er vi egentlig glade for derhenne, for det er hyggeligt at vi på den måde kan få kontakt med nogle andre. Og de kan komme til os hvis der er noget vi kan gøre for dem.
Det er vores hverdag her, og det er fint nok.

Vi har så en stor have herude som er temmelig stor. Den er på 1400 kvadratmeter, men huset fylder selvfølgelig også en del. – Vi har sået græs i det meste, nogle frugttræer, nogle buske og blomsterbuske. Og så er der en stor flisegård.
Haven det er hundens. Den skal have lov til at være der og ikke foran, der må han ikke rende ud fordi der er hul i hækken – og hvis han ser en kat ude på vejen! Bilerne har jo ingen chance på den smalle vej her.
Inden vi går i seng, enten det er 12 eller 2 om natten, så skal vi ud og lege. Og det er udmærket nu han har været i byen med mig en dag. Og han er meget glad for at komme ud og gå, og han kan stadig gå de her 6-7 kilometer. Det er flot af sådan en gammel hund, for han fejler ikke noget, han er bare gammel.

Har du ham med på Fuglsangcentret?

Nej, det har jeg ikke. Dels har jeg ikke brug for ham derovre, overhovedet ikke. Jeg klarer mig ganske udmærket uden hund og for det andet er der så meget, og så lidt tid til at passe en hund samtidig, men for det allerførste har Børge ham derhjemme. Børge kan ikke komme nogen steder, hvis han ikke har Lucas. Vi bruger ham begge to, og det gjorde vi også med den gamle hund.
Det fungerer udmærket, og når vi går, især ude i byen, har jeg selvfølgelig fat i Lucas med min venstre hånd, og i min højre hånd der har jeg enden af Børges lange mobilitystok og har den så under armen. Så går Børge et stykke bagved og det fungerer godt, og så kan jeg med armen styre ham når han skal til højre, og lidt til venstre. Det fungerer altså, meget fint endda. – Hvis Børge skal gå med sin mobilitystok, så er jeg jo nede i den anden ende af byen inden Børge næsten får begyndt. Man går jo ikke helt så hurtigt som når man går med hunden, vel!

Vores datter Helene er selv født med Grå Stær, og hun blev opereret som lille og kom på Refsnæsskolen, da hun var 7 år. Jeg syntes det var barsk, at aflevere hende, det var meget barsk. Så syntes man fra Refsnæs, det var da integrationen begyndte at udvikle sig, at hun skulle hjem og gå i skole herhjemme. Og det kom hun så, og det var hun selvfølgelig glad for.
Hun begyndte i 4. klasse herhjemme. De første 3 år gik hun i skole på Refsnæs og hun syntes det var barsk, og vi snakkede somme tider om det. Man havde jo ingen at sladre til. Der var mange ting i det. Man havde ingen man kunne betro sig til der, for så vidt man ikke havde en mor og far du lige kunne gå hen og beklage dig til. Det var jo ånden på alle kostskoler, der stort set var sådan dengang. Det var ikke alene på Refsnæs.
Skoleundervisningen, den var fin.
Vi kunne nok rulle nogle historier ud fra vores tid på Refsnæsskolen, men på den anden side set ligner de nok hinanden alle sammen.
Jeg kan huske engang, da der var så megen is. Vi havde været nede at løbe på skøjter, så måtte vi ikke gå ned på stranden mere for den var ved at tø op. Men jeg var så en af dem, der rendte derned alligevel og der var isflager. Dem skulle vi så hoppe fra – den ene til den anden med en pind vi fandt nede på stranden, og så stak den ned i vandet og hoppede op på den næste isflage, og der røg jeg i! Det var jo hundekoldt, og jeg skulle ikke have sagt noget, for jeg vidste at jeg nærmest ville blive slået ihjel, når jeg kommer op og var drivvåd langt op ad lårene.
Jeg kan bare huske, jeg gik op med det drivvåde tøj, og det har måske været en 7-8 graders frost, men jeg blev ikke syg af det. Men jeg kan ikke rigtig huske hvordan jeg fik noget andet tøj på, jeg kan ikke rigtig mindes hvordan det gik til.
Vi har også lavet bål nede på stranden. Børge kan også fortælle en masse historier, og en gang imellem så ruller vi det hele ud.
Vi må også tænke på, at lige så snart jeg flyttede til instituttet blev det noget andet. Det er også der man har haft sin barndom, det er der man har udviklet sig, det må man sådan set ikke glemme. Vi har jo ikke selv bedt om at blive blinde. Selvfølgelig kunne jeg godt have undværet det, men på den anden side set – hvis jeg ikke var kommet af sted, hvad var man så blevet til? Hvor langt var man så nået?
Hvordan var ens udvikling så blevet,
Var der i det hele taget blevet udviklet noget?

Interview med Karen Margrethe Poulsen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med
Karen Margrethe Poulsen
V/ Heike Michelsen og Gerda Pedersen.

Jeg hedder Karen Margrethe Poulsen og er født i Høng på Midtsjælland d. 2.11.1917. Der havde min far en mølle, som han, da jeg var fire-fem år, flyttede til Nykøbing Sjælland. Han rev den ned og opførte den igen på Grønnehave mølles tomt, da den var brændt ned.
Jeg var den yngste af 5 børn, og havde en fantastisk god barndom her i byen. Mange veninder og en god skolegang. Jeg fik realeksamen på Nykøbing Borger- og Realskole. Og fik ikke mere skolegang, for dengang kom man ikke på Stenhus Gymnasium. Det ligger i Holbæk, og det var helt nede i den anden ende af Sjælland – dengang.
Realskolen lå 10 minutters gang hjemmefra, og jeg havde mange veninder ude på Vesterbro, som jeg havde det sjovt med.
Jeg var den mest forkælede i klassen. Vi havde sådan en god lærer Bjørnskov, og han var glad for piger. Så vi tøser tævede ham hver dag. Så fik vi en ung vikar der hed Akselborg og han var fra Svinninge. Og alle pigerne var forelskede i ham. Så når han skulle med 4-toget nede fra Nykøbing station, så stod alle vi piger dernede med vores fedtede bolcher og bød ham. Vi vinkede til ham så længe vi kunne se toget. Det gentog sig en uges tid og så var det glemt, og vi fandt nye græsgange.

Var det en ren pigeskole?

Nej, nej. Der var nogle frække drenge også.
Der var en familie der havde 16 børn, så der var en i hver klasse på skolen. Og det var nogle banditter. De stak benene ud, så når læreren kom forbi kunne han falde over dem. Læreren slog dem så over fingrene med linealen, men de grinede bare og sparkede efter ham. Og det var også dem vi ikke måtte lege med. Jeg kan huske, at der var en sø ude på Vesterbro hvor vi løb på skøjter. Og så var der nogle drenge og tøser derudefra, som ikke havde andet end træsko, så vi ville ikke have dem derned for de ridsede vores is. Så det var nogle af dem vi ikke måtte lege med – for de bandede. Og så tog deres mor der stod bag en høj hæk hvor de boede, og smed en spand vand i hovedet på os, og så blev det endnu værre med de børn, for så kunne vi slet ikke lege med dem. Men sådan var det dengang. Hvis man var noget, så legede man med dem der også var noget. Hvis de var de fattige børn ude fra Østerlyng eller Vesterlyng så man henover hovedet på dem. Det var frækt.
Vores mor syede alt vores tøj. Og hun var fantastisk til at brodere. Så til eksamen og til juleafslutning fik vi nogle kjoler med småsyning i.

Hjalp du til derhjemme?

Nej, nej. Vi havde jo pige derhjemme og en gang om måneden kom der en kone og vaskede hele herligheden. Og hængte det ud på hækken så det kunne blege.
Jeg måtte ikke engang gå ud i køkkenet for ikke at komme til at svine mig til og gå i vejen, så hvad der kom i gryderne vidste jeg ikke spor om.
Jeg var overforkælet, og far sagde altid at jeg var hans øjesten og tænkte: ”Hvor er han dum! Jeg er ikke nogen sten og jeg er ikke inde i hans øje.” Jeg var også den eneste der måtte sidde på skødet af ham.
Jeg kan huske vi havde noget sjovt, for der var ikke mange der havde telefon. Men det havde vi i kraft af fars arbejde med møllen. Og så sad vi og ringede rundt til veninderne og lavede lektier. Og så havde vi samme fejl næste dag. Og det var gratis dengang at ringe indenbys.

Hjalp I børn aldrig til derhjemme – ikke engang med oprydning eller andet?

Vi 2 piger gjorde ikke, men mine 2 brødre hjalp til på møllen.

Min storebror skulle gå på en ordentlig skole. Så han kom til Høng hos mine bedsteforældre. Der var en kost- og realskole. Og så blev han uddannet translatør – det der i dag hedder tolk.

Hvad fik I til morgenmad?

Vi fik hjemmebagt franskbrød. Mor havde jo mel fra møllen, og far skulle hver dag have hjemmebagt brød. Og når vi kom hjem fra skole, fik vi friskbagt franskbrød for så havde mor bagt. Og veninderne kom med ind og fik friskbagt brød med smør og ost på.
Og så havde vi nogle flinke møllersvende og de skulle være barnepige for os, når far og mor skulle ud og spille kort om aftenen. Og så lavede vi rigtig ballade.
Men jeg kan også huske at mor sad hver aften og stoppede strømper for møllersvendene. De var jo næsten en del af familien, så mor sad altid med strikketøjet eller sytøjet.

Kan du huske nogle af de retter I fik?

Ja, vi fik mest bøf, stegt lever, frikadeller og medister. Så om søndagen fik vi kyllingesteg hele sommeren. Og vi fik altid 2 retter mad, for det ville far have. Og det var frugtgrød det meste af året. Men om søndagen var det budding eller fromage. For vi havde jo hønsene og æggene selv. Og vi havde jo folkene på kost, og så skal man leve godt.
Men så først i 30’erne hvor alt var så småt for bønderne, havde de ikke noget at betale med når de kom til møllen. Og så gik min far fallit og måtte sælge møllen. Men min mor havde været så klog at hun havde fået oprettet særeje og sparet noget op, da det begyndte at knirke. Så købte de en bondegård ved Eskebjerg nede ad Kalundborg til. Så kom jeg med derned. For far havde altid sagt, at jeg ikke skulle ud til fremmede mennesker før jeg var blevet 17 år. Så jeg gik og lavede sjov og ballade, og hyggede mig med de veninder jeg fik dernede.
Min søster var kommet op på Nykøbing sygehus og havde fået arbejde der. Og jeg ville hjemmefra, for de andre rendte ud om aftenen og gik til bal. Men jeg havde bare at komme hjem kl. 9. Men så fik jeg endelig trumfet igennem da jeg var 17-18 år, at jeg også kunne komme herop på hospitalet. Og der blev jeg plejerske elev som det hed dengang, og efter et år fik jeg eksamen og 2 år efter blev jeg fastansat.
Men i den periode gik den ellers meget med dans på Grønnehaven eller Palmehaven. Og ved siden af mig boede en ældre plejerske, der var gammeljomfru og halvreligiøs. Men hende kunne jeg altid låne penge af sidst på måneden. For hun vidste at hun altid fik dem til den første. – Og så kunne jeg da altid låne dem dagen efter.

Hvor meget fik du i løn dengang?

Jeg fik 40 kr. om måneden for jeg kunne ikke komme på fuld løn før jeg blev 21 og tjenestemand. Så fik jeg 80 kr.
For man kunne blive tjenestemand dengang, hvis man var gode venner med overlægen og kunne fedte lidt for de forskellige. Så blev man kaldt over og spurgt om man ville være tjenestemand. – Og det var lige som at vinde den store gevinst dengang.
Og der var jeg så i 40 år, fra jeg var 19 og til jeg blev 6o, for så kunne man få pension. Og så var det om at komme ud af røret og få den pension man kunne få. Men det var 40 gode år jeg havde mange gode venner og veninder.
Så da jeg var 23 år rendte jeg næsen ind i min mand. Og når man kunne få en lejlighed, så skulle man giftes, og det under krigen. Og man kunne ikke få en brudekjole i 1943 så det var i en ny spadseredragt fra Magasin vi blev gift. Og vi blev viet på Kalundborg Rådhus, for dernede boede mine forældre, og hele familien troppede op med gaver.

Kom du meget ud om aftenen mens du var i arbejde?

Skulle man i teater var det hos min søster og svoger i København, men der var en god biograf her i byen. Men det var vist mest baller dengang, indtil jeg blev gift.
Så der under krigen var vi 4 ægtepar, hvor man hverken kunne komme i teater eller komme ud af byen eller noget andet. Så blev vi enige om at gå til ægtepar dans hos Beckby Kjær, for så havde vi noget at gå ud til. Og det gjorde vi i mange år. Men vi fire ægtepar var sammen indtil mændene begyndte at falde fra.
Men jeg har slet ikke fået fortalt om mine ferier hos mine bedsteforældre i Høng. De boede på Alderdomshjemmet som dengang hed Finnerup Asyl, og det var en pragtfuld tid. Vi tog Slagelsebilen ned til Svinninge Bank og blev hentet af nogle af mors venner, og blev kørt op til Finnerup Asyl. Og det første vi skulle gøre var at gå ind og hilse på de andre som boede der. Og bedstemor sagde: ”I går hen til alle, banker på og nejer!” Men vi gik altid først hen til de to vi bedst kunne li’. For den ene syede dukketøj til os, og den anden havde nogle fedtede bolcher som hun gemte til sine børnebørn. Og så var der en ældre mand som var blevet hjemløs og var kommet ind og bo på Asylet. Han gik på arbejde og var en meget flink mand. – Vi havde fået strenge ordre på at vi ikke måtte gå i jordbærstykket for bærrene var til de gamle. Men så sagde Vilhelm: ”Når nu bedstefar sover til middag, så går jeg ind og finder nogle stykker til jer.”

Hvornår blev du dårligt seende?

Det er ikke ret længe siden. Det var i 1956, hvor vi var i Italien med min bror og svigerinde. Så en dag kom der en sort plet på øjet, og jeg gned og gned for at få den væk. – Så sagde min bror: ”Hvad er der i vejen med det øje? Nu har du i flere dage taget dig til det!” Jeg sagde der ikke var noget, ud over der var en sort plet. Da vi så kom hjem, og jeg arbejdede stadig på hospitalet, kom jeg til en specialist for det havde jeg hørt man kunne. Og kom så til en specialist på Rigshospitalet, professor Ehlert, der også havde en privatkonsultation. Da han havde undersøgt mig sagde han, at der var hul på min nethinde. Han havde lige været i USA og lært om laserstråler.

Allerede dengang!

Ja, det var i 1956 og han sagde det skulle svejses med Laserstråler. Og jeg var indlagt i 8 dage og han svejsede og svejsede. Så kom jeg hjem, men var derinde en gang om ugen. Så en dag jeg kom ind til kontrol var der en ung læge, og han sagde: ”De får altså ikke nogen ny hornhinde!” – Jeg sagde at det var nethinden der var noget i vejen med! ”Nå” sagde han så. – Og så sagde professoren at det var hornhinden der var noget i vejen med, og det kunne de ikke gøre noget ved. – Men det andet øje var jo også godt nok.
Så mange år senere da der også blev noget med det raske øje. Jeg kunne ikke se min hånd ude til den ene side. Så var jeg henne hos øjenlæge Højbjerg her i Nykøbing, og han sagde at der var noget med nethinden på det ellers raske øje. Så jeg blev undersøgt og undersøgt. Så sagde han, at på det andet øje var det hornhinden, så der skulle en ny hornhinde til. ”For alt hvad der kan bevares det skal bevares!”
Så kom jeg til Næstved og blev opereret. Og da jeg kom hjem fik jeg hjemmehjælp. For jeg måtte ikke bukke mig, måtte ikke løfte noget – ja slet ingen ting. Så snakkede jeg med professor Pedersen i Næstved, og spurgte om hvornår jeg skulle ha’ taget tråde. Han sagde, at de nok skulle sende et brev til Højbjerg og så ville han sende mig til Næstved. Så en dag spurgte jeg Højbjerg hvornår jeg skulle til Næstved og ha’ taget tråde! – ”Til Næstved – det skal du fanme ikke! Jeg har vist taget flere tråde end de har dernede, da jeg har været i flere år på Rigshospitalets øjenafdeling. Så de 25 små tråde skal jeg nok ta’!

Kom du så til at se bedre efter det?

Nej, men jeg kan da se lidt. Men det andet øje, det med nethinden – der kan jeg slet ikke se noget. Man kan jo ikke gøre noget ved nethinden endnu. Vi er nok født en generation for tidligt. Men det skal nok komme en skønne dag.

Så kom du ind i Dansk Blindesamfund!

Ja, Højbjerg sagde en dag til mig, at han havde meldt mig ind i Dansk Blindesamfund. Og så brokkede jeg mig, for jeg ville ikke leve som handicappet. Og da jeg kom hjem fra øjenlægen og han havde sagt, at jeg aldrig ville komme til at læse aviser, breve eller blade, sparkede jeg til møbler, tudede og gjorde ved. Men tænkte så – du må rette dig op! Der er mange der har det værre. For det gør jo ikke ondt at være svagtsynet.
Så kom der en blindekonsulent, Lars Nielsen, og fortalte mig om forskellige ting. Og så kom den daværende omsorgskonsulent Jonna Andersen og hende havde jeg utrolig megen glæde af. Hun har et glasøje og kan næsten ikke se på det andet. Og så tænkte jeg: ”Når hun kan – så kan jeg også!”
Så jeg kom i Dansk Blindesamfund, og det har jeg haft utrolig megen glæde af. Man har mange gode aktiviteter. Hver anden mandag er vi i klubben i Holbæk. Og så siger man: ” Goddaw, hvad hedder du Hvor meget kan du se og hvor kommer du fra?” For så er man på bølgelængde og kan snakke om det. For vi er i samme båd alle sammen. Og det gør mig godt.
Jeg kom så på Fuglsangcentret i Fredericia i 5 dage, og fik lært lidt om hvor meget jeg egentlig skulle kunne. Det var et særkursus for at opleve stedet. Jeg var der kun i 5 dage, for jeg kunne ikke rejse hjemmefra længere. Der var mine blomster som skulle vandes og min brevkasse der skulle tømmes og meget andet der skulle ordnes. Men Fuglsangcentret fik jeg nok af, for jeg mente at resten skulle jeg lære i Nykøbing.

Men alle de aktiviteter i Dansk Blindesamfund – de har hjulpet mig gennem meget. Alle de arrangementer og så de 3 dage jeg alligevel tager på Fuglsangcentret.

Har du gået til undervisning, f.eks. i båndteknik?

Nej, det kunne jeg godt selv finde ud af.
Så fik jeg en ny konsulent da Jonna Andersen holdt op. Det var Gerda Pedersen fra Grevinge, der var et meget sødt menneske. Hun kunne tage alle mine genvordigheder. For da jeg fik problemer med min ryg, der var det slemt. Jeg kunne ikke komme ud af sengen, for mine rygtapper var begyndt at skride. Og det blev værre og værre. Jeg gik til kiropraktor som gav mig en tur så der gik en tap til. Kom så til fysiurg, der sagde at det kunne man ikke gøre noget ved. – Tjah, så må man lære at leve med det. Det er en forkalkning, men det er godt at det sætter sig i ryggen og ikke i hovedet.

Du deltager meget i Dansk Blindesamfunds aktiviteter, deltager du også i andre ting?

Jeg går tit i Pakhuset, der er Nykøbings kulturcenter. Og deltager også når der er arrangementer i Ældresagen. Og så følges jeg med de 3 andre piger der bor her i ejendommen. Men jeg er ikke rigtig god til det om vinteren, for der vil jeg ikke gå ud om aftenen, for jeg ved ikke hvad jeg kan falde over. Og der er så mange mennesker. Og jeg vil ikke have at de skal rende med mig under armen, selv om de godt vil og slæbe mig hjem.

– Jeg vil klare mig selv.

Interview med Johanne Margrethe K Soerensen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med: Johanne Margrethe K. Sørensen, født 15.juni 1912

Interviewet af Heike Michelsen november 1998 i forbindelse med Refsnæsskolens 100 Års Jubilæum.

Det er jeg ……

interview med Grethe optaget 1998,

Du venlige Hus ved den bakkede strand,

hvor Livet vi lærer at kende,

du dejlige Hus ved det brusende Vand,

til dig vil vor hilsen vende!

Ja, det var på festdagen for jubilæet, der fik vi frokost klokken 12. – Der var også nogen fra København der skulle synge deres kantate – fra 50-års jubilæet. Og så kom der Refsnæs historier frem. Og så fortalte Aksel en halv gyser. – Vi havde en køkkenassistent der hed Anna Henriksen, og hun kom til at skære en finger af i brødmaskinen. Så fik børnene noget Pålægsmad om aftenen, og det var noget de formodentlig ikke kunne li’, og de fandt ud af det var Annas finger.

Hvor meget kan du huske fra din barndom på Refsnæs?

Jeg kan huske mange ting. Jeg kan f.eks. huske at vores plejemoder frk. Filstrup fandt på, at vi skulle give Bøgekaffe. Det var sådan en tradition, de havde ude på Refsnæs, at den fra hvis vinduer man kunne se Bøgetræerne fra, de skulle give Bøgekaffe når Bøgen sprang ud. Og det var altid frk.. Filstrups gerning at give kaffe. Men så skrev vi breve hjem til vores forældre hver måned, og så da vi var blevet færdig i god tid – så ved jeg ikke hvordan vi kom til at snakke om, hvordan en indbydelse egentlig skulle formes. “Jamen ved I hvad”, sagde frk. Filstrup, “ Jeg foreslår at I inviterer til kaffe nede i de store pigers legestue, når Bøgen er sprunget ud.” – Og vi var lidt betænkelige ved det. Og så sagde hun: “Hermed inviteres I til Bøgekaffe i de store pigers legestue om aftenen kl. 8.” Og da havde vi en sanglærerinde der hed frk. Toft. Hun var kommet i November måned. Og hende havde vi to i min klasse der ikke kunne fordrage. – Så de ville ikke være med til bøgekaffe, når hun skulle med. Og frk. Filstrup forklarede os: “Jamen I er nød til at invitere dem alle sammen. Hvis hun så siger nej, så er det helt i orden.” Men det gjorde hun altså ikke. Så ville drengen og pigen ikke være med. Og så måtte de gå i seng til sædvanlig tid. Så det var kun os andre der fik lov til at være længe oppe den aften.

Hvor gammel var du der?

Der var jeg lige blevet 12 år. – Det var det år jeg skulle ind på Instituttet.

Hvornår kom du på Refsnæs?

Der kom jeg da jeg var 6. Den 19. januar så vidt jeg husker.

Så du fik lov til at blive hjemme til du var 6 år?

Nej, jeg blev sendt ud til frk. Melchiors børnehjem i Lyngby da jeg var 4 år Og det var lige en uge før Juleaften at det blev åbnet. Og Far og Mor var så kede af det. Og de spurgte om de ikke kunne få lov til at beholde mig til efter Jul. – Det var bare en notits der havde stået i bladene, at der blev åbnet et børnehjem i Ballerup. Det var en grosserer Stau der åbnede det. Hans hustru var selv blind. Hun hed Elisabeth Stau, og hun ville gerne gøre noget for blinde børn. Og tante Akker, som vi kaldte frk. Melchior – hun hed Agnes Melchior – hun syntes at hun skulle gøre noget for blinde børn, men havde altså bare ikke pengene til det. Nåh, men det havde grosserer Stau jo, og derfor blev det åbnet. Og der var plads til 6 børn i Ballerup, men der var så fugtigt så vi måtte flytte. Men vi børn syntes der var så morsomt at flytte, så vi spurgte da vi kom til Lyngby – skal vi ikke flytte i morgen igen?

Fik du så lov til at blive hjemme i Julen?

Nej, for de ville også gerne have nogen fornøjelse af nogen. – En der kunne sludre lidt med dem. Og jeg snakkede jo riv Jydsk, og jeg kunne jo efterligne alle de her koner, der kom og sladrede med Mor. Og det gjorde jeg. Og tante Akker kunne ikke li dialekter, så hun gjorde sådan lidt nar af mig når jeg sagde jeg skulle have et stykke sigtebrød. “ Jeg wil gjerne be om et styk Sejtebrød”. Og jeg sagde growbrød om Rugbrødet.

Jeg skulle lære at tale pænt.

Og der var jeg til jeg blev 6 år. Så kom den Spanske syge jo. Og så blev der så god plads ude på Refnæs skolen. De tog nye elever ind. Ellers plejede de at gøre det efter sommerferien. Men i 1919, tog de sådan hele året rundt. Og der var Bakkely jo med. Det var en villa der lå, så man kunne gå fra Refnæsskolen og derop ad en bakke. Og den ejedes til at begynde med af en frøken Wendelbroe, der havde hjem for svagelige børn. Men de kunne se. Og da hun så ikke ville have det længere, så købte skolen det, til hjem for dem der ikke så godt kunne gå alt for længe i skole. – Det var nærmest for svagelige børn og i særdeleshed for Epileptikere. – Og så kan jeg huske der var en der skulle der over, som jeg lå på sovesal sammen med. Og jeg var meget ked af det, men jeg kunne ikke være bekendt at tude mens barnepigen var deroppe og hjælpe os i seng. Så jeg ventede med at tude til hun var gået. Og så opdagede de store at jeg græd, og sagde:” Hvad er der dog i vejen Grethe?” Joh, sagde jeg. Det er da synd for Thora. Nu skal hun over på Bakkely og så bliver hun åndssvag. – Jeg troede det var noget der skete lige på vejen derover. Og de fik travlt med at få mig til at holde op med at græde, for der var frk. Thomassen plejemoder. Sigrid Thomassen. Hun var for øvrigt en god plejemoder. Men hun kom ind til København i sommeren 1919 og skulle være leder for pigeafdelingen på Instituttet. Og der var hun så en del år. For hun måtte da endelig ikke se jeg tudede.

Og der var du jo også kun 6 år

Jo der var jeg ved at blive 7.

Hvor tit kom du hjem på ferie?

Jeg kom hjem sommer, jul og påske. Men den gang kom de ikke allesammen på juleferie. Forældrene skulle selv betale jule, påske og pinseferie, hvis de ville have dem hjem. Og det havde far og mor jo ikke råd til. Men de ville da have mig hjem i Jul. Og den dag vi skulle hjem på juleferie, der gik vi i skole lige til vi skulle afsted.

Jeg sejlede jo til Århus, og så skulle far hente mig der, og så kørte vi med tog til Horsens.. Og så travede vi hjem.

Jeg var på Refsnæs til jeg fyldte 12, så jeg fik skolens 25 års jubilæum med

Vort Hjem og vor Skole, vor Travlhed, vor Fred,

du skænker os Arbejdets glæde.

Du værner os mildt mod alt ondt og Fortræd,

som over din Tærskel vil træde

Og så det sidste år jeg var der, så var der en dreng der kom syg hjem fra juleferie. Nu hed det sig altid, at hvis vi var syge, så skulle forældrene selvfølgelig beholde os hjemme til vi raske. Men jeg ved ikke hvorfor de ikke gjorde det. Men de har vel ikke kunnet klare det fordi de skulle på arbejde. I hvert fald kom han syg ind på Instituttet, og det var en rigtig gang Hjernebetændelse. Så han skreg når vi gik over gangen. Og jeg tog mine sko af, for jeg troede det gjorde så ondt i hans hovede, når vi gik der og gungrede på gangen. Så var der en der kom til at træde mig – så pev jeg jo lidt over det. Så blev der sagt: “ Du skal ikke tage skoene af Grethe, for han er syg. Det er derfor han skriger når I går forbi.” – Og jeg kan huske vi havde en der hed Maren. Hun sagde: Jeg skal høre når Ulrik skriger. Og jeg sagde,” Det er da ikke så sjovt Maren, han er jo syg!”

Og så havde vi en brandtrappe, der stod sådan midt i gangen når vi gik midt i huset udenfor. Og så fortalte man, at oppe på den brandtrappe, der boede en skolelærer. Og hvis nogen vovede sig ind i brandrummet, som de kaldte det rum der var der ved siden af sovesalen, så kom han ud og tævede os. Men han havde ingen timer. Han skulle ikke bestille andet end tæve dem der rendte på brandtrappen. – Jeg er nu sikker på at det var en Forstanderhistorie for at holde os derfra.

Men fra 6 – 12 år – det var næsten grundskolen?

Ja, det var forskolen dengang. (Jeg har da for øvrigt programmet fra dengang – så kan du se hvad der er foregået.)

Så var der en aften, at Ulrik var rigtig syg. Og jeg lå på den sovesal overfor sygestuen. Så vi der lå derinde – vi kunne rigtig høre hvad der foregik. Hele personalet var inde for at holde ham i sengen. Og så kom frøken Filstrup ind og sagde: “ I skal ikke være bange alle vi voksne er hos os!”

Så var der en der skulle ringe efter overlægen, og det var overlæge Hertz fra Kysthospitalet vi havde. Og han kom også, men de havde glemt at lukke op for ham. Og så kom der en ung pige hjem, hun blev fulgt hjem af sin kæreste. Og så kom han ind på den måde. Og han skældte dem ud. Og så var lærerinderne så overtrætte. De kom til at græde. Så sagde frk. Filstrup: Jeg ved godt at overlægen har ret, men vi regnede med at den der ringede til overlægen, også sørgede for at døren var åben. – Nåh, da han så havde fået en kop kaffe og en cigar og havde fået givet Ulrik en sprøjte, så var han mild igen. Og forstanderen fortalte så næste morgen, at Ulrik skulle på hospitalet i Roskilde. Og det var altså Sct. Hans om eftermiddagen. Og så fik vi fri for skole, for der var nogle af de store piger, der ikke havde haft det så godt om natten. Og personalet havde heller ikke haft det godt på skolen. Vi havde nemlig ikke nattevagt. Barnepigen hun sov inde hos os.

Hvor mange lå I sammen?

Ja, på den sovesal overfor sygestuen, der lå vi 7, ellers lå vi henholdsvis 8 og 9 piger.

Så I havde det sjovt Jer piger?

Ja, ja, men ikke den aften Ulrik var syg!.

Men dengang var det stadig pige og drengesovesale? Og måtte I slet ikke besøge hinanden?

Joh, vi sad sammen i klasserne, men vi måtte ikke rende ind til hinanden på sovesalene. Men mærkelig nok, havde vi fælles toilet om natten.

Men det var også kun fra 6 til 12 år I var der – jeg synes det var tidligt I kom til København.

Ja, men der var kun 5 klasser dengang. – Det var senere det blev udvidet. Det var Rytsow der var forstander dengang.

Og der skulle I både lære at læse, skrive og regne?

Ja, men jeg havde lært det hos tante Akker. Og jeg havde også lært at spise med gaffel. Men når man var 6 år, var man for lille til at spise med gaffel på skolen. Man skulle spise al sin mad med ske. – Og det værste for mig, det var altså, når vi fik Grød. Risengrøden hældte de f.eks. Øllet på, og hældte mælk på havregrøden om morgenen. Jeg kunne næsten ikke få det ned. Og der var skaller i. Det var fæle havregryn vi fik.

Filstrup, hun kom i 1919 som plejemor. Til at begynde med kunne vi ikke li hende. Hun gik altid rundt med en fløjte, og når vi så gjorde et eller andet som vi ikke måtte, så fik vi et dask af fløjten i hovedet. Så vi kaldte hende for Fløjtedask. Og hun skulle ikke være plejemor før efter sommerferien. – Så skulle vi begynde at sige plejemor til hende. Og hun var ked af det, da vi sådan blev 11 – 12 år var der nogen der syntes vi var for store til at sige plejemoder til hende. Så skulle vi sige frøken Filstrup. Og da hun kom, da var der en dreng der sagde: “Filstrup – er det en Fil med strop i?” Så sagde hun: “Du er vel ikke uartig Jeppe?”

Vil det sige, at plejemoderen skulle sørge for Jer når I kom fra skolen og resten af dagen?

Ja, men jeg syntes at alle lærerinderne var flinke til at tage sig af os.

Var du godt forberedt da du skulle videre til København?

Jooh – jo det var vi. Men vi fik jo en med i vores klasse, som kom over i en klasse for dem der ikke så godt kunne følge med. Da jeg kom på Instituttet hed de ekstraklasser. Der var 3. Vi andre skulle have 4 skoleår, men ekstraklasserne skulle kun have 3. Og der havde vi en med fra vores klasse. Og vi havde en dansklærerinde, der hed fru Wiberg. Hun var vældig dygtig. Og hende Gertrud gik vi kun sammen med en uge. Så kom hun over i ekstraklassen. Og så sagde fru Wiberg: “Jeg kan ikke forstå at frøken Filstrup, som ellers er en dygtig lærerinde, ikke var klar over at Gertrud faktisk ikke skulle ha været ind på instituttet. Men det var altså noget med at forældrene blev spurgt om de ville have dem på Bakkely. – Og dem der sagde nej, der blev børnene så betragtet som egnet til at komme på instituttet. Og der kom mange ind i min tid, som ikke skulle have været der.

Hvor lå instituttet dengang?

På Kastelsvej, og der gik jeg i skole til jeg var 16 år. Og så havde de noget man kaldte for fortsættelsesklasserne. Men fra vores konfirmation, som foregik i 1928, der skulle man til at begynde på en uddannelse. Og den varede så 2 til 3 år ligesom man kunne lære til.

Blev du også konfirmeret på Instituttet?

Jeg gik til præst på Instituttet, men Justenberg ville ikke så gerne holde konfirmation. Han syntes det var hjemmets fest. Og så skulle man hjem til nogen man slet ikke kendte, og gå til præst der i 14 dage og konfirmeres sammen med dem. Og det var altså ikke lige rart altid.

Og så blev du 16 år?

Ja, og skulle jeg væve hos frøken Bentzen. Der blev ikke spurgt hvad man ville. Der blev bare sagt nu skal du gå over i vævestuen. Og frøken Bentzen havde så meget at gøre, for hun skulle sørge for at de der skulle fra Instituttet det år, de var velegnede til at klare sig ude. Så hun havde faktisk ikke tid til at tage sig af os. Og så fandt hun ud af, at jeg kunne ikke væve. Nåh, så jeg sad der et år fordi hun ikke havde tid til at lære os det. Vi skulle til dels selv finde ud af det.

Og så viste det sig den ene gang efter den anden, at det år de skulle udskrives fra Instituttet der rejste frk. Bentzen og hr. Grove-Rasmussen rundt for at undersøge om de havde plads til en væv i deres hjem. Og de fleste de boede jo i lejlighed dem der var fra byerne. Og de kunne ikke have en væv. For de boede jo sammen med andre mennesker.

Når Morgenen kommer, vor Arbejdsstund slaar:

Hej op! Nu skal Kurvene flettes!

Vi skriver, vi væver og Skytterne gaar.

Nej, her kan vi skam ikke trættes!

Hvad kom du i gang med?

Jeg kom i gang med at sidde og strikke. For frøken Tomassen var ikke ivrig for at lære nogen at bruge en strikkemaskine. Fordi strømperne de skulle maskes op når de blev taget af. De blev strikket helt på maskinen. Så når de var lukket af, så skulle de maskes op for at maskerne ikke skulle rende. Der blev lagt en stor søm på dem. Det var jo tykke uldne strømper.

Og så lærte du at strikke – og det er derfor du er så dygtig til at strikke?

Ja, men det tog sin tid! Jeg kan godt sige dig, jeg havde så svært ved at bruge mine hænder, og jeg ved ikke hvorfor. – Sådan til håndarbejde. Jeg kunne faktisk ikke strikke ordentlig før jeg var 16 år. Så fik jeg klippet mit hår, og pludselig gik alting for mig. Jeg kan huske jeg havde en lærerinde der sagde.” Man skulle næsten tro der var noget i dit lange hår der hindrede dig.” Jeg havde fletninger og fik klippet dem i juleferien da jeg var hjemme. Og så kunne jeg pludselig. Jeg kunne alting. Så havde jeg ingen vanskeligheder med hænderne. Så jeg blev ved med at strikke – og det gør jeg den dag i dag.

Hvor længe var du så der?

Ja, på instituttet var jeg fra jeg var 12 til jeg var 19. Så blev man udskrevet. Og det var ikke så pænt. Der var en pige som frk. Bentzen spurgte om hun havde plads til en væv der hjemme? “Nej – det har jeg ikke! – Jeg vil hellere være luder.”

Men når I blev udskrevet – hvortil blev I så udskrevet?

Til vores hjem. Og nogen der ikke havde noget hjem, de kom med en kammerat hjem. Så måtte de selv se at klare sig som de bedst kunne. Og de få der lærte at strikke på maskine, de fik aldrig nogen strikkemaskine. Derfor var der så mange der tog ind på Mariendalshjemmet.

Hvad lavede de der?

Der arbejdede de – de hed arbejdsføre kvinder dem der boede der. Og de strikkede og de vævede og flettede kurve og lavede kurvestole. Og der kunne de blive til de var 70. Og så skulle de se at komme et eller andet sted hen – på et hjem i København

Men du blev sendt hjem til Horsens?

Ja, og der blev jeg så et år. Der var sådan forskellige ting jeg ikke kunne godtage. Jeg kendte jo kun mit hjem som et fælles sted, og kom aldrig sammen med nogen. Så derfor tog jeg ud på Værnehjemmet på Refsnæs. Og der har jeg så været fra 1932 til 1973. Og på Værnehjemmet der vævede vi.

Så fik du lov til at væve igen?

Ja, vi vævede gulvklude og køkkenhåndklæder med border. Og vi både brugte og solgte dem. Men det var mest håndklæderne vi solgte. For det var kun os på Værnehjemmet der kunne bruge gulvkludene vi vævede. Fordi vi vævede dem sådan at vi kunne vikle dem om gulvskrubben når vi vaskede vores værelser. Det skulle vi jo selv ordne. Og så hver 14 dag blev der sæbevasket på værelset.

Og de der kunne måtte hjælpe til i køkkenet. Og det kunne jeg altså godt. Og der arbejdede man og boede der.

Og da det blev bygget i 1928 kom forstander Rytsow og lovede at dem der ville flytte med derover, at de kunne blive der hele deres liv. Men det kunne de altså bare ikke. For der var jo mange der efterhånden ikke kunne gå på trapper mere. Det var ikke indrettet – det skulle have været et et-plans hus. For der var nogen der boede ovenpå. Og efterhånden som de blev ældre, fik de forskellige skrøbeligheder.

Og der var du så til 1973?

Ja, så flyttede jeg ud, fordi at Kurt Kristensen som var forstander dengang, han ville ikke ha Værnehjemmet. Og så blev der lovet at de forskellige kunne komme hjem til deres hjemkommune.

Jeg sagde:” I skal ikke regne med at jeg kan komme til min søster og svoger!” For jeg havde prøvet på det, og de ville altså ikke ha mig til stadighed.

Har du kun en søster?

Jeg har ingen mere. Jeg havde 5 brødre og 1 søster. Men de har alle sammen forladt mig. De er ikke mere.

Og så Nutte, hun hørte til på et børnehjem i Holmendrup ovre på Fyn. Hendes plejemor hed Signe. Hun var kommet der, da hun var 10 måneder. Og så fik hun dårlige øjne. Hun kunne se med det ene øje. Så kom hun på Sct. Joseph Hospital i Odense, og der tog de det forkerte øje, og så måtte hun have fået taget det dårlige. Da hun kom hjem til Svendborg igen. Sådan blev hun blind.

Var hun også på Værnehjemmet?

Ja, det var jo hende jeg boede sammen med i Olaiparken. Fordi den tid hvor de arbejdede med at finde et sted til de forskellige, – så blev jeg sur og sagde: “Nu er jeg rystende ligeglad, med hvordan det går. For Jeg vil ikke være kastebold. Nu vil jeg have en lejlighed. Og så ville Nutte gerne med. Og jeg vidste godt at Nutte ikke var rask nok til det. Og de synes alle sammen det var så udmærket. Jeg sagde: “Jamen altså, jeg tør ikke tage ansvaret for andre end mig selv! – “Nej, men så ringe var Nutte da heller ikke.” Men det var hun altså. Det var kun en tid hun kunne holde ud. Så faldt hun mere og mere af. Og så en morgen fandt jeg hende død inde i sengen.

Hvor længe boede I sammen?

Vi boede sammen i 1½ år. Og så skulle vi flytte herover i Munkesøparken. Jeg var ikke meget for det, for det var i Olaiparken vi var startet. Nåh, men Nutte ville gerne have sin egen lejlighed, for hun trængte sådan til lidt fred og ro. Og så kunne vi tage ind og besøge Grethe Nielsen. Hun var på Amtsplejehjemmet. Og det gjorde jeg så indtil Grethe døde.

Men mens du var på Værnehjemmet havde du en slags arbejde. Og da I tog ud i Olaiparken, hvor arbejdede I så?

Så havde Refnæsskolen fået oprettet et værksted inde i Skibbrogade. Og der arbejdede vi så. Gerda har også været der. Man kunne være der hele dagen, og vi kørte med bus fra Olaiparken. Men da vi så flyttede i Munkesøparken, så syntes vi at vi hellere ville ha eftermiddagen fri. Og det kunne vi også godt få. Så kørte vi hjem til middag, for til at begynde med var vi ikke flere i Skibbrogade end de selv kunne hente og bringe os i en almindelig privatbil.

Hvad arbejdede I med?

Til at begynde med arbejde vi med Carmen Curler. Men da så fabrikken holdt op, så puttede vi reklamer i konvolutter.

Kan du huske hvad I fik for det?

Ja, jeg kan ikke helt huske det, men vi fik da sådan at vi kunne komme med i ATP-ordningen. Til at begynde med, var arbejdet på Værnehjemmet ulønnet. Men så da Grove-Rasmussen blev forstander, sagde han at vi skulle have lidt lommepenge for det kunne man ikke byde voksne mennesker. Så fik vi først 6 kr. om måneden, så blev det forhøjet til 17 kr., og til sidst til 100 kr.

Og så var der alt det der, da Kurt Kristensen kom. De skulle hjem i weekenderne. Da var de faktisk hjemme den meste tid. Vinterferie begyndte når vi rejste hjem til Fastelavn. Påskeferien begyndte sådan at vi kunne være hjemme til Palmesøndag. Og Pinseferien varede også i 10 dage. Og så var der Kristi Himmeldagsferien. Så i hans tid var de ikke ret meget på skolen.

Men det var da også godt at være hjemme nogle dage?

Nej det var ikke lige morsomt for de halvvoksne elever. De kunne godt mærke det var en belastning for deres forældre at skulle ud og hente dem.

Og til sidst opløstes det værksted i Skibbrogade, fordi Carmen gik neden om og hjem. Bygningerne er der vist endnu, men hvad de laver i dem nu, ved jeg ikke. Men vi kunne ikke arbejde for dem mere.

Så kom vi hen på Kærhus. Og der arbejdede vi så til vi ikke kunne mere.

Også med vævning?

Nej, ikke med vævning. Vi sad bare og ordnede de der Curlere og Reklamer, og små vogne og puttede tre kort i kuverter

Hvornår var det i sang kantaten første gang

Ja, hvornår vi sang? – Det var den 1. november 1923. Men kantaten var skrevet før, for den blev brugt første gang i 1921, til noget de kaldte blindestævne. Det var kun for de elever der havde været på Instituttet. Man mødtes hver 4. eller 5. år. – Det kan jeg ikke huske så nøje. De boede på instituttet, og hos venner og bekendte og hos kammerater som de bedst kunne.

Men dem der havde været sammen med mig, de sagde det var slet ikke det samme at komme på Instituttet igen i København. De troede de skulle regere med dem som da de var børn. De skulle bestemme over dem. Så det var sådan en blandet fornøjelse. Men vi sang den 1. November 1923 på Refsnæsskolen.

Der var du stadig på Værnehjemmet?

Der var så mange ting som ikke var godt!. Da den første leder var rejst, der kom så meget sladder mellem os indbyrdes. Man skulle holde sig meget fri for at undgå det! Og så engang fik jeg besøg af min broder, og han har jo ikke levet som man følte man skulle dengang, men derfor var han alligevel min bror. Men frøken Olsen som vores leder hed dengang, hun var så uvenlig mod ham.

Han var kommet for at glæde mig til min fødselsdag, og jeg kan godt sige dig – Jeg var grædefærdig. – Og så kom jeg hjem på sommerferie. Og jeg syntes jeg sådan trængte til at komme væk fra det hele. Og så ville jeg så gerne have været hos min søster og svoger. Men det gik ikke. Hun troede at jeg ville ta Villy fra hende. Og så ville jeg selvfølgelig ikke være der. Og så måtte jeg ikke komme på sommerferie derovre. Mor døde jo i 1937, og Far opløste hjemmet temmelig hurtigt – for hvad skulle han gøre? Så han kom på Alderdomshjem i Horsens. Og Aksel gjorde meget for at invitere mig på ferie. Men nej, det kunne ikke lade sig gøre. Men frk. Olsen vidste jeg godt ville derfra. Men, hun måtte da vide, at jeg ikke var så dum, at jeg ville blande Aksel og hans familie ind i det.

Hvad er det for en Aksel du snakker om?

Det er Aksel Andersen fra Instituttet og derfra kender jeg ham.

Nåh, men frk. Olsen var ikke særlig glad for at Værnehjemmet skulle opløses. Det var på tale, men det blev det ikke mens hun var der. – Ja, og hun havde faktisk en rigtig elendig død. Hun brækkede begge arme. Hun havde brækket den ene for år tilbage, og fået sølvplade i. Men selv den faldt hun og brækkede. Og så vendte hendes håndled helt forkert. Hun kom på Diakonissestiftelsen, og de kunne ikke hjælpe hende med at få armene i orden igen. Håndledene havde helt drejet sig. Og så blev hun bevidstløs og døde. Hun skulle blive 72 år det år hun døde. Det var det år i 1968, da Gottlieb trådte til, at vi skulle flytte. Og så der i 1972, da blev det helt galt. Da skulle vi ud på Klintegården. Og det var der nede ved Nostrup Mølle. Og det var meget øde. Der kom fiskermand en gang om ugen, brødmand en gang om ugen. Der var ingen mulighed for at gå til købmand og sådan noget. – Det var alt for langt væk. Så begyndte hun og Berger at rejse rundt og tale med de forskelliges familier. For Klintegården – det fik vi at vide den dag vi var flyttet derud, det var ikke noget blivende sted. Og så var det jeg sagde: Nåh, så er det også ligemeget. Så vil Jeg prøve en lejlighed, og så må det gå som det kan! – Og så ville Nutte med. Grethe var kommet på Amtsplejehjemmet dengang. Og vi havde hjulpet hende med at finde sig tilrette. Og vi tog ind til hende et par gange om ugen i den første tid. Indtil vi vidste, at nu var hun faldet til. Så tog vi kun der ind en gang om ugen. For hun gik jo over til Jehova Vidner. Og så havde hun så meget med dem at gøre.

Nutte og jeg var jo flyttet. Vi flyttede ud i 1973 til Olaiparken. Og vi havde det meget godt, men der var sådan nogen der udnyttede os lidt, men det vil der vel altid være. Og så flyttede vi her op i Munkesøparken i 1976.

Kan du huske hvorfor I gjorde det?

Det var bare det at sagsbehandleren i kommunen (Jan Brunholdt) syntes vi skulle flytte derop. Jeg havde ingen lyst til at forlade Olaiparken. For der kunne vi jo alligevel komme sammen med Gerda og Leif. Og så tog Gottlieb op på Raklevgården, og skulle hjælpe til deroppe. For hr. Ø(?) var syg og lå den meste tid i sengen. Og så så de ikke meget til hende mere ude på Fjordhøj, som Værnehjemmet kom til at hedde. Og så i 1974, tror jeg det var, da ringede en til mig der hed Laura og sagde: ”Nu skal Thea rejse til Farum i næste uge, og vi skal rejse i 2 afdelinger. Og der var nogen der kom på Hobrohjemmet. Det gjorde Hanne, for hun ville gifte sig med Thorkild fra Bredegård. De var yngre end mig. De var på alder med Nutte. Og så rejste det første hold afsted om mandagen, det sidste hold om onsdagen – og Gottlieb var syg. Hun havde ellers højt og helligt lovet hun nok skulle følge dem til Farum. Men det var hun ikke rask nok til. Det var denne her diskus prolaps.

Så I blev fordelt rundt omkring?

Jah, men det var efter eget ønske, men vi havde en der boede oppe i Nordjylland. Hun var på ferie oppe hos sin søster og svoger. Og hendes søster sagde med det samme, at der var et hjem deroppe der hed Klokkeholm og der ville hun gerne være. For vi troede at de kunne komme i deres hjemkommune. Neej sagde hendes søster – det skulle hun da endelig ikke. Så siger Berger: “Der er da Hobrohjemmet”, nej, der skulle hun ikke på. Hun skulle følges med de andre til Farum på Solgavehjemmet.

Men der er kun en tilbage af dem der flyttede ud dengang. De andre er døde med årene.

Det vil sige, der var ikke så mange der flyttede i lejlighed?

Nej, det var kun Nutte og mig. Hanne og Thorkild var kommet på Hobrohjemmet. Vi havde på den tid en administrationschef der hed Bøgh Christensen der sagde: “De kan ikke bo på Fjordhøj når de er gift. Det er det slet ikke indrettet til.” Det var det jo heller ikke. Så måtte de på Hobrohjemmet. Da var Farum ikke færdig med at blive bygget.

I fik så lejligheden hernede?

Ja, vi fik lejligheden i 1976. Og vi havde jo lånt til indskuddet. Jamen hvordan skal vi betale det? Det skal I ikke tænke på – det ordner sig selv sagde sagsbehandleren. Og så sidste år i 1997 fik jeg et brev i 2 måneder at jeg skyldte for det der indskud, og så ringede jeg til sagsbehandleren og sagde: “Hvad er det for noget”. Og han sagde det betyder ikke noget, det skal du ikke betale. “Joh Selvfølgelig skal jeg betale”, og det har jeg så betalt af på. Det var 6.000 kr. vi havde givet i indskud.

Og indskuddet til Olaiparken havde vi fået fra skolen. Så jeg blev helt paf da jeg fik de her breve, og selvfølgelig skal kommunen da have deres penge, Så det har jeg betalt af på siden marts sidste år.

Men vi fik jo aldrig rigtig besked på noget.

Men da I flyttede hertil – da gik I også på arbejde?

Ja, det gjorde vi. Da var det flyttet ud på Kærhus. Jeg ved ikke hvorfor de ikke kunne have det i Skibbrogade mere. Så da Fjordhøj blev opløst, blev Nutte og jeg enige om, så ville vi hellere arbejde på Solgården (plejehjem i Kalundborg). Det var på den måde vi kom på Dagcenter i terapien, og hvor havde vi det godt på Solgården. Vi var der indtil centret her blev færdigt. Og jeg sagde: “Må vi da ikke blive her på Solgården!”. Nej sagde de. Jeg ville så gerne være blevet på Solgården.

Men Hverdagen brydes af Søndag og Lov;

så lukker vi hele butikken,

saa holder vi Hvile, så holder vi Sjov

og glemmer helt Hverdagsmusikken

Vi strikkede og vævede, og fik solgt to slumretæpper mens jeg var der. Det vil sige jeg fik ikke noget for dem. Det var en der hed Alice, hun var så sød imod os. Så fik hun først det ene. Og så da hun kom på Amtsplejehjemmet sagde hun. “Åh Grethe, vil du ikke lave et tæppe til?” Ah, det vidste jeg nu ikke – men det forstod hun ikke. Hun havde sklerose. Men hun fik et til. For vi havde givet hende et varmetæppe, men det lavede kortslutning på Amtsplejehjemmet, og så måtte hun ikke bruge det. Så hun fik et til. Hun kunne ikke holde varmen på nogen måder.

Så det var på Solgården – hvor I også måtte væk fra

Ja, det blev vi tvunget til, fordi centret her blev bygget. Det er kun dem der bor på Solgården som må komme der. Det blev bygget i 1980, og jeg har kommet der siden. Jeg har prøvet at bo på Solgården en uge, fordi jeg havde brækket mit ben. – Men det kunne jeg altså ikke li’. Vi skulle altid sidde i spisestuen og høre radio. Når de så skulle se Fjernsyn sad de i dagligstuen. Man kunne aldrig snakke hyggeligt.

Da I kom på Dagcenteret, varede det længe inden I faldt til?

Neej, men vi opdagede hurtigt, at vi aldrig kunne lære selv at gå rundt på det Dagcenter. Der var alt for mange småhuller, og der bliver stadigvæk lavet nogen. Og da de seende heller ikke alle sammen selv kan gå rundt, er der noget mærkeligt ved det. Jeg sidder og strikker.

Du må have lært mange mennesker at kende der på 18 år?

Ja da. Mange af dem kan jo slet ikke huske. Det var noget helt andet på Solgården. Dem man var sammen med, de var friskere end dem man er sammen med på Centeret.

Og nu sidder jeg her, og det bliver jeg nok ved med.

Men man ser jo næsten aldrig et menneske, ud over når hjemmehjælperen kommer.

Du ser ikke dine naboer?

Nej. Hun i nr. 28 og jeg er blevet enige om, at hun må låne nøglen til mit pulterrum når hun har gæster. Vi har jo pulterrum både inde i soveværelset og på svalegangen. Og jeg har en altan, men jeg føler mig så ensom når jeg sidder derude. Så jeg bruger den faktisk ikke.

Så savner jeg Nutte og snakke med. Altanen den er for 2.

Jeg er på Dagcentret 2 gange om ugen, og der får jeg da snakket med nogen. Nu skal jeg til at læse for dem, mens deres oplæser er væk. Jeg læser fra Novellebladet. Det kan jeg så godt li. Der står så mange gode ting. Så læser jeg de bedste historier for dem. Jeg læser bladene på punktskrift, og det skal helst være små afsluttede historier.

Og du har lige været til 100 års jubilæumsfesten på Refsnæsskolen?

Ja, men der var sådan en larm. Ham der spillede klaver, han slog så hårdt i klaveret, så jeg sansede faktisk ingenting. Jeg gik bare fra det ene rum til det andet, og snakkede hyggeligt med alle de kammerater der var der.

Og du skulle synge den gamle kantate fra 50 års jubilæet, sammen med Aksel? Var du nervøs?

Ja. Det var ikke teksten jeg var nervøs for. Men for at jeg skulle optræde for så mange. Og så da jeg hørte ham der spillede klaver, sagde jeg: “Aksel det går aldrig!” – “Åh, det må blive som det kan”, sagde Aksel.

Jeg tror nok det var fordi Niels Eskær sagde, at han skulle lade være med at spille klaver. Jeg lærte ham forspillet til “Du venlige hus”. Så spillede han det, og så sang vi. – Og han klimprede kun med engang imellem. Man kan ikke sige han akkompagnerede os

Og så fra kl. 3 så gik det slaw i slaw. Man sansede ingenting andet end de forskellige talere. Men de stod så langt væk så man hørte næsten ingenting. Jeg turde ikke tage høreapparatet med i den larm, for det gør det endnu værre.

Sang ind her.

Du venlige Hus ved den bakkede Strand,

hvor livet vi lærer at kende,

du dejlige Hus ved det brusende Vand,

til dig vil vor Hilsen vi vende!

Vort Hjem og vor Skole, vor Travlhed, vor Fred,

du lærer os Arbejdets Glæde.

Du værner os mildt mod alt ondt og Fortræd,

som over din Tærskel vil træde.

Når Morgenen kommer, vor Arbejdsstund slaar:

Hej op! nu skal kurvene flettes!

Vi skriver, vi væver og Skytterne gaar.

Nej, her kan vi slet ikke trættes!

Men Hverdagen brydes af Søndag og Lov;

saa lukker vi hele Butikken,

saa holder vi Hvile, saa holder vi Sjov

og glemmer Helt Hverdagsmusikken!

Her samles vi alle til Sang og til Fest,

naar Højtidsklokkerne kimer.

Her samles vi glade og hilser vor gæst

velkommen til festlige Timer.

Du venlige Hus med din Havvind, din Sang,

du gaar os ret aldrig af Glemme.

Thi hvorhen saa Livet os fører engang,

vi kender din hjemlige Stemme!

Det er jo rigtig nok som der står i teksten, men der er bare sket en hel anden udvikling på Refsnæsskolen nu.

Men når vi andre sidder og fletter på et kursus, så kan vi godt bruge den sang. Og der kan vi sige: Vil det ikke være dejligt at høre den sang. Hvordan startede det hele!

Ja, ja. Og dem der boede på Bakkely, de vævede jo. Derfor kan man sige Skytterne går. – For vi på Skolen, vi lærte at strikke.

Så kan jeg huske, at Juleferien den blev først obligatorisk i 1920. Der skulle vi allesammen rejse hjem på Juleferie. – Så var der en Jul hvor det sådan blæste. Og Gertrud sagde aftenen før vi skulle afsted: ” Bare vi dog kommer afsted i morgen!” Ah, ja, det skal vi jo sagde vi andre. Og de første kom afsted. De der skulle til Sønderjylland – altså de der skulle over Storebælt, de kom af sted.. Og dem der skulle ned syd på, til Falster og der omkring. De kom også afsted. Men så kom turen til os. Og vi kom op ovenpå efter at have spist en lille middag, så dan noget Biksemad. – Og så kom vores rejsefører og sagde: “ Vi bliver til på Tirsdag!” Vi troede bare det var pjat, og sagde: Vel gør vi da ej. Vi skal hjem i dag. Så Oldfruen hun stod deroppe, og hun sagde: “ Jamen frøken Kamme Ringe, er det rigtigt at børnene skal blive?” Ja, sagde hun. Vi stod alle sammen som var vi fuldkommen lammede! Og, så listede vi ned ad trappen. Jeg kan love dig for, at der er aldrig blevet gået så stille på trappen som den dag. Men så kunne vi jo høre at der sad nogen inde i Spisestuen. Det var drengene og de største af pigerne. Så Astrid og Gertrud, Agnes og Jeg, vi græd og ville ikke se at de store skulle se at vi græd. Så vi gik ind i en kold legestue, og gik med hinanden i hånden og græd. Så var der da endelig nogen der fandt på: “Jamen, hvor er de 4 blevet af?” Så åbnede de døren til legestuen, og så kom vi ud til de andre. Og så når vi kom til at snakke om det senere, sagde drengene: Vi bandede og slog i bordene, men tøserne de brølede som køer. Og vores økonoma, hun hed frøken Vuns, det var sådan en ældre dame. Faktisk var hun dement, hun sagde til mig, da var jeg begyndt at strikke: En stor strikkepige tuder ikke! – Nåh syntes de andre – det skulle jeg nu have lov til.

Men så blev lærerinderne ellers sat til at skrive Telegrammer. De skulle jo sende besked til de forældre, der skulle hente os, i Århus og dem der skulle Nordpå, at vi altså ikke kom før Tirsdag. – Så den dag blev nærmest en slags tidsregning: Kan I huske den Jul vi ikke kom hjem sammen med de andre! Men vi havde det ellers godt. Vi fik Æbler og småkager. Vi var ovre og besøge forstanderen mandag aften.

Men vi kom da afsted tirsdag aften, selv om det blæste.

Hvordan holdt du Jul her i lejligheden?

Det gjorde vi aldrig. Vi kom altid ud, så længe Nutte levede. For der var jo feriehjemmet i Hobro. Det brugte vi meget. Og så kendte vi en dame i Hillerød, der hed Valborg. Der var vi gerne om sommeren. For Nutte mistede sin plejemoder, der hed Signe. Alle kaldte hende Signe på hele Refsnæsskolen. Og så sagde frøken Olsen til os: I må da ikke sige Signe!

“ Jo, vel må de da så “ sagde Signe, det er jeg altid blevet kaldt. Hun hed Signe Schlyngsjen.

Da Hobrohjemmet lukkede, hvor tog I så hen?

Så tog vi til Valborg. Så holdt vi Jul med fru Gottlieb. Vi var aldrig alene. I år skal jeg holde Jul med hende, fordi de får familiebesøg fra England i Kallerup. Og så bliver de så mange. Og så synes Gottlieb og jeg, at vi hellere vil holde gammel Jul for os selv.

Du kunne ikke tænke dig at tage på Fuglsangcentret?

Nej, der kan jeg jo ikke til at få nogen med. Det kunne da godt være engang. Men det bliver aldrig det samme som Hobrohjemmet. Det var altså hyggeligt. Vi var der dengang Tina Sejersen var der; og – så da Annelise Christensen fik det. De havde det indtil hjemmet i Fredericia blev bygget. Og så var det jo det, for Nutte og mig – så besøgte vi Hanne og Thorkild og Gertrud, når vi var på Hobrohjemmet. Vi måtte bare ikke komme over juleaften og juledag. For de holdt en meget lang juleaften, og juledag, der skulle de hvile ud.

Du læser meget?

Ja, jeg afløser oplæseren, der hedder Herdis, på Dagcenteret et stykke tid. Og jeg læser min punktblade. Det skal helst være små afsluttede fortællinger.

Har du nogen sinde læst den Inge Stidsen har skrevet om Thomas?

Den kunne jeg ikke holde ud! Den var alt for tung. Og jeg må indrømme, at jeg ikke kunne li den artikel de havde skrevet i Folkebladet. – Fordi vi kom da aldrig i Badekarret på Refsnæs mens jeg var der. Det var de voksnes. Der havde vi ikke noget at gøre. Vi blev badet under bruser. – Ja, og da Nutte kom på Børnehjemmet, da var hun 7 år. Så kom hun under bruseren. Og hun snakkede rent Fynsk, så hun sagde til frøken Mikkelsen som var leder dengang, “Nææh plejemor, der er da lige godt meget som du kan få det til at røvne herinde!” Nu skal du bare se Nutte, hvordan jeg kan få det til at regne herinde. – Og så viste hun Nutte det, ved at lukke hanerne op. Og Nutte kunne ikke sige: Frøken Krumerinke, hun sagde frøken Peter Ranke. Men frøken Krummerinke var en dygtig sanglærer. Hun lærte os salmevers. Vi skulle jo kunne salmevers, så vi kunne synge morgensang. Så når vi kunne verset, så gennemgik hun hvert enkelt vers med os. Hvad den og den digter havde tænkt sig med de vers. De Salmer glemmer man aldrig.

Nej, det man har lært som barn, det glemmer man aldrig. Og I der har gået på Refssnæskolen har lært så meget alligevel, som de der ikke har gået der aldrig har lært?

Ja, da.

Så det var flot at du lige var med til Jubilæet, og fik sunget sammen med Aksel. Og den Kantate kan du udenad?

Ja, men der skal kræfter til at synge den synes jeg. Nu må du huske på, at vi på skolen var vant til at Koefods orkester ledsagede os. Det er simpelthen det – jeg savner orkester når jeg synger den.

Kan du give mig en lille melodi af den her på båndet?

Ja, det kan jeg da godt:

Livslys lød det ord fra den Himmelske sal,

og lyset blev til i det samme,

“Bliv Lys”, lød Guds røst over skyggernes dal,

og tændt blev den evige flamme.

Den tændtes med Vælde i jordens glød,

den strømmed fra Himlen og mulmet den brød

og sprængte vor Jordklodes ramme.

I Menneskers hjerter, det sælsomme skær,

har luet fra tidernes morgen,

men hvor selv løvsindets tændede skær

sad længe på borgene.

Her stråler jo Lyset, her har vi jo alt,

lad ligge de stakler, der famlet og faldt

i smudset, i mørket og sorgen.

Men Faklen steg over landenes kyst,

og smeltede hårdhedens veje,

med følsomheds hånd kom til Menneskets bryst

og brød gennem mørkernes skjolde

men Nåden med Lyset den sat

i armod og sang, uvidenheds nat

og tinderne rinde så kolde.

Fra Frankrig steg tanken og grunden blev lagt

til Braille, og sporen og lyset sig bredte

med sejrende magt, til også det stråled i Norden,

Den blinde til overs, forskudt i sin krog,

blev ledet mod livet og ført til sin bog,

han følte sig hjemme på Jorden

Det var begyndelsen af den. Men den synger Aksel jo også, men så ved jeg ikke, om han også synger slutningskoret.

Det er efter “Du venlige hus”.

Bliv Lys lød det ord fra den Himmelske sal,

og lys kom til glæde og smerte,

Thi mørket vil bort over skyggernes dal,

og tænde den evige kærte.

Guds lys skal bestå, gennem tidernes hav,

vil våge ved vugge, vil våge ved grav,

og komme med kraft til vort hjerte.

——-

Det var den !

Det er godt nok nogle stærke ord. Jeg kan godt forstå de blev bevægede af det. Men det er også godt i dag, at folk hører om det.

Ja, det er det. Og så var der en som tante Agger sang alene. Men det var dengang at Børnehjemmet var kommet med. Men det er der jo slet ikke mere.

Kan du også huske den?

Jah, det tror jeg nok. Men den er svær at synge. Men jeg kan ordene.

Kom lille barn til denne plet,

her er godt at være,

her bliver gangen gjort dig let,

her kan du bo og lære.

Jeg kalder dig med livets røst

med Moders målets klange,

kom barn og hvil dig ved mit bryst

og lyt til mine sange.

En hjælpsom hånd, et kærligt ord,

det har jeg altid rede,

Jeg er dig søster, far og mor

og vil dig stille Freden.

Min mor blev rejst ved folkets hånd

bag Bæltets blanke vove,

min magt jeg fik ved retfærdsånd

i ly af Danmarks nåde.

Kom lille barn, fra fjern og nær,

det bedste jeg dig giver,

thi kundskabs ord dig bringes her,

og her et barn du bliver,

Jeg skænker dig i barndomsvår

Den grund du skal bebygge,

så du kan føle hjertet slå,

i Sollys som i skygge.

Og du kan huske den gennem alle de år? Det må jo have været mellem du var 6 og 12 år.

Men den sang kommer altså ind imellem “Bliv lys” og “Det venlige Hus”, så kommer venlige hus. Og så når vi har sunget den, så kommer “Bliv lys ved Guds ord, og lys blev til glæde og smerte.”

Hvem har dog skrevet de sange?”

Det er vist Bjørn Haste der har skrevet kantaten. Cohn Hastes søn. Jeg mener det var i 1921. Der var et Blindestævne, og der blev den sunget første gang. Og så blev den ellers sunget hvert år til skolens fødselsdag.

Og det er derfor du kan den stadigvæk – og det er der vel mange der kan?

Jah, men der er jo ikke så mange af dem der lever mere. Alle dem jeg har gået i klasse med, de er jo væk.

Det er lige før du skal komme med over på Kvindeseminar i December og synge for os – så kan du synge de sange for os?

Ja, og så kan jeg synge de julesange vi havde. – Men er det på Fuglsangcentret, så vil jeg ikke med. Det er for langt.

Men sangene, Aksel synger dem nok bedre. For han spiller til. I gamle dage der blev den spillet på klaver eller orgel. Og forstanderen var en dygtig violinspiller og så Koefods orkester, da var den altså flot. Og det er det jeg mindes når jeg synger den.

Det må da have været en dejlig oplevelse for dig, da du sang den for Dronningen!

Ja, det havde jeg aldrig troet. Og hun hilste på mig, og sagde tak for sangen. Men det efter hun havde hilst på Aksel. Vi stod sammen da vi sang, men man skal jo på toilettet engang imellem. Og så blev vore veje skilt. Og så da vi kom over i gymnastiksalen – der tog forhenværende forstander Kurt Christensen mig med over – så mødtes vi igen, men der ville Aksel ud og have noget at spise, fordi det her pindemad, det var der ingen der rigtig brød sig om. Vi fik jo en vældig pæn frokost. Man kunne vælge mellem pølser og kartoffelsalat og så madder. Og jeg valgte madderne. For jeg var bange for at vi skulle spise med de her små plasticgafler og knive.

Var I mange til frokost?

Ja, jeg kan ikke huske hvor mange der var med, men jeg har et program:

14.45 Gæster er ankommet

14.50 Socialministeren ankommer.

15.00 Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. ankommer

Og så bliver der budt velkommen ved forstander Keld Stochholm, og så var der fællessang: “Blomstre som en rosengård.”

Og så tale af socialminister Karen Jespersen.

Kantate fra 25 års jubilæet.

Johanne Margrethe Sørensen, tidligere elev og Aksel Andersen, tidligere elev. – Og så kommer “Hele du venlige hus”.

Og så kommer kantaten fra 50 års jubilæet: Dagens gang. Og det er Ruth Hellesen der synger den. Det er også en tidligere elev. Bente Krogh, tidligere elev Edith Bøgh Nygaard – det var hende der var gift med Nordmand, men de er altså skilt – tidligere elev Ole Jørgensen, det er også en tidligere elev, og så skulle Jørgen Eckmann også være kommet. Men hans bror – enten blev han syg, eller også er han død. Det ved jeg ikke rigtigt. Så han kom altså ikke. Men den kantate kan jeg ikke melodien til. Men jeg kan læse den for dig. Den hedder Dagens gang.

Hver Morgenstund vi letter os,

vi bader og vi tvætter os,

vi pudser, og vi netter os,

og Plejemor, hun retter os,

vi kommer pænt i Tøjet.

Saa faar vi vores Morgenmad,

og den, som ej er morgenglad,

men er en sær forborgen Rad,

faar snart dog splittet Sorgen ad

med Morgensang fornøjet.

– 29 –

Saa starter vi vor skolegang

med Lektiesliddet Dagen lang,

og føles Skolestuen trang,

vi med lidt Gymnastik og Sang

adspreder vore Tanker.

Og sommetider traver vi,

og ind imellem har vi fri.

Da løber vi ad sandet Sti,

hvor Aarhusbaaden gaar forbi

for snart at kaste Anker.

Af sten vi bygger Bro saa flot,

men det gaar ikke altid godt,

for glider Benet, blir det vaadt,

men det vi sagtens klarer, blot

vi hurtigt Sokken tørrer.

Og der er Dyr i vores Gaard,

og vi dem alle ret forstår.

De har som vi kun gode Kaar,

og vi vor egen Have faar,

naar vi er blevet større.

Og rundt i Haven tripper vi,

ja, vi er værd at slippe fri,

for med hinanden vipper vi,

og mod hverandre sjipper vi

til Kappestrid blir Legen.

På Engen stundom drømmer vi,

og uden Hæmning svømmer vi,

med Pjask Bassinet tømmer vi,

ja, det kan ske, indrømmer vi,

at vi gaar over Stregen.

Vi alle gerne lære vil

om alt det, som kan være til.

Vort Køkken, Sløjd og kære Spil,

ja, for vor Skoles Ære, vil

vi rigtig os anstrenge.

Ved Aftenstid vi sætter os,

for fjerde gang vi mætter os,

vi leger, til det trætter os,

for sidste gang vi tvætter os

og sover inden længe.

Ja, det var den! Og så kommer der en fællessang der hedder: “Solen titter i mit lille kammer ind.”, men melodien, den kender jeg ikke. Og det er den der bliver spillet på flygel af Knud Skogstad – det var ham der tæskede sådan i klaveret. Melodi af Jacob Vogel, tidligere medarbejder. Jeg kender ikke melodien til den, men kan læse den op.

(Grethe har også den på punktskrift og læser)

Solen titter i mit lille kammer ind,

siger til mig, jeg må ikke sove,

hvisker, jeg skal ud i sommervind,

lover mig, jeg bliver brun om kind,

mens den lyser over alle skove.

Op jeg springer glad og tager tøjet på,

skynder mig ud i den friske have,

himlen er så dejligt lyseblå,

å, der er så meget, jeg skal nå,

jeg skal over grønne marker trave.

Til min mor jeg plukke vil en fin buket,

af de mange blomster, gule, røde,

den skal være både stor og net,

derfor løber jeg så glad og let,

mor hun synes, blomster er så søde.

Når jeg kommer hjem igen med dem til mor,

si’r hun tak og klapper mig på kinden,

de skal stå på hendes lille bord,

de er vokset op i Danmarks jord,

mens de vuggede i sommervinden.

Så er den færdig, og så var der hilsen fra formand Poul Lüneborg, Dansk Blindesamfund, og hilsen fra formand Henrik Behrendt, Landsforeningen af Forældre til Blinde og Svagsynede. – Og hilsen fra de nordiske blindeinstitutter og det var ved rektor Gunilla Stenberg Stuckey, og det er fra Tomtebodaskolanns Resurscenter i Sverige. Så kommer den kantate som skolen selv har komponeret. Teksten er af Kai Otto Jensen, nuværende medarbejder. Og det synges af Kor-U, Kalundborg, under ledelse af Trine Lerche Hjelholt, klaver: Lene Wittrup.

Og den første på melodien: “En lærke letted.”

Det må have været smukt!

Stedet.

Mod vest på Sjælland i Danmarks midte,

hvor fortid tegnes af tårne fem,

og nutid koger med store faner,

og bringer velfærd til mange hjem.

Der tæt ved byen en skole er,

den hylder vi, som er samlet her.

Da den blev bygget i forne tider,

man tænkte meget på lys og luft,

og mellem Asnæs og Røsnæs dyder

her fødtes skolen i bølgens duft.

Der har den levet i 100 år,

skabt for de blinde så trygge kår.

Og så kom der en ny sang, og det er melodi:

Blæsten går frisk over Limfjordens vande. – Den sang koret også.

Vejret

På Refssnæsskolen kan vejrliget smile,

bølgen er flad og himlen høj,

træerne strutter og fuglene pile,

børnene tumler i vild halløj.

Så trives vi alle i godt humør,

og livet det leves med fuldt gehør.

Men andre dage kan guderne støje,

luften er fyldt med regn og gus,

væksterne ydmygt mod jorden sig bøje,

strid er al færden, børn i hus.

Thi blind er på ørene alle mand,

vi kryber i lyet for blæst og vand.

Nej, der skal ikke stå ørene – der skal stå øjnene. Det må være en trykfejl i programmet.

Så kommer der en ny sang. Det er altså den kantate. Melodien er: “Se hvilken Morgenstund.” Den melodi kender jeg altså heller ikke!

Fritiden

Når klokken ringer ud,

det er for sindet lud,

efter lidt føde og mad,

friheden nydes glad.

Børn er da børn, uanset hvem de er,

de har altid legen kær.

Børn spiller høj musik,

en melodibutik,

kommer ens tanke let på,

når mange anlæg gå.

Ruderne dirrer og bassen er hård,

med rocken tiden går.

Stranden er luft og vand,

slut på det faste land,

svævet skal ende med gys,

en eksplosion i lys.

Herligt at gynge og mærke sig selv,

blive krystet i bølgens hvælv.

Hvis sneen vælter ned,

straks alle ved besked,

et blik ad vinduet klar,

strandbakken altid klar.

Kulden og suset og bumpene med,

er et ganske andet sted.

Farlig er altid fart,

man ej må være sart,

om man med go-cart er gal,

bli’r man en vældig karl.

Larmen og osen gør simpelthen høj,

hvor vi andre siger pøj.

Børn giver altid liv,

(tit også vist lidt kiv),

når man for dem læser op,

koncentration i top,

monstre og feer let flyver i mål,

næppe høres falden nål.

Den sang er noget de selv har strikket sammen.

Så kommer der en ny. Den danske sang er en ung blond pige – det er altså melodien.

Gæster

En hverdag kender vi næsten ikke,

for frem vi møder blot alle mand,

fra hele verden man ind her kigge,

men flest de kommer fra Danemarks land,

vi nyder gæster og stolt fremviser

vor gamle skole som stadig er ung,

at rammerne ikke højt vi priser,

det skyldes, byrden er blevet for tung.

Når mange kurser, vor skole holder,

ej stedet bliver en jammerdal,

næh, smil og latter let ud sig folder,

og skolestuen er åndernes sal.

Der tåges rundt med de sorte briller,

og morgensangen er fuld af lyd.

Vi lever, ånder, er fyldt med griller,

en del af helet, som ynder vor fryd.

Men atmosfæren er bedst på tinge,

når varmen bider, og solen ler,

for så vil sommerens skole klinge,

og alle vegne man børnene ser.

Da koger sporten, og telte lyser,

og røgen bølger som søens siv,

de kommer flittigt, og ingen fryser,

for hektisk leves det levende liv.

– Og så kommer der en sang på melodien: Jeg er havren, jeg har bjælder på:

Hverdagen

Alle møder op til morgensang,

synger om vort land og hver en vang,

hører lidt, om hvad i dag der sker,

og så ud i klassen – lære mer.

Dansk og regning, gym og så musik,

formning, engelsk, svømning, ny teknik,

så kommer det, de børn kan li’,

tale/høre, fys, mobility

Når så alle hjem fra skole gå,

er der igen meget, de skal nå,

hvis i livet man vil trives godt,

må der trænes både stort og småt.

Først skal øves megen ADL,

man skal kunne klare alting selv,

men da også være bedste ven,

ellers mangler det jo sidenhen.

Og så ud til spejder, ridning, sport,

det er vigtigt at komme bort,

ikke hænge, dovne, se TV,

ud at leve, andre børn at se.

Og så kommer der en sang på: “ Jeg ved en Lærkerede.”

Fester

En fest er for os solen,

den sag er ganske klar,

den første dag i skolen,

vi straks et gilde har.

Når høsten så er inde,

vi pynter op med korn,

og alle kranser binde,

vi blæser højt i horn.

På skolens fødselsdage

da slår vi gækken løs,

god mad vi også smage,

og glæden får et kys.

Vi hygger os i Julen,

i skole og i hus,

der proppes ind i mulen,

det er en kæmpe rus.

I fasten er det tønden,

der drager os til fest,

fra norden og fra sønden

forklædt hver en gæst.

Hvis år så nogen fylder,

en sang vi synge vil,

og huset også hylder,

– lagkage er der til.

Jo, her på Refsnæsskolen,

vi har det rigtig rart,

for alle er den molen,

som sikrer livets start.

Så kom der en tale af forstander Keld Stochholm, Refsnæsskolen, Institut for Blinde og Svagsynede Børn og Unge i Danmark.

Så kommer der en fællessang. Og den har Jørgen Emborg, en tidligere lærer, skrevet. Det var oprindelig en konfirmationssang. Men nu er den altså blevet almindelig Refsnæs sang. Og da han lavede den, sang vi: Er luften karsk. Men så lavede Viggo Wøhlk en melodi til, men den kan jeg ikke huske. Men det er en skam at de ikke skriver tidligere lærer, men skriver tidligere medarbejder i programmet.

På Refsnæsskolen er luften karsk,

og der er læ bag skolemure,

når fjorden vælter sig jævndøgnsbarsk,

og stormen blæser i Lurer.

I forårsnætter med fugletræk

blandt blege stjerner bli’r tanken væk.

Den barndomsstrand

du aldrig kan

forglemme, hvor du end færdes.

Du lærte sange og eventyr;

selv kunne du bedre digte.

En sten, du fandt, var et elsket dyr,

en ven, du aldrig turde svigte.

Men ingen, ingen dig helt forstod

– din vilde glæde, din trods, dit mod.

Den barndomstid

– snart hård, snart blid –

du skal bestandig erindre.

Tag, når du rejser fra dette sted,

(en trækfugl vender tilbage)

dets egen hilsen og ønske med

ud i de ukendte dage:

Om skæbnen truer med sorg og skræk

da husk de jublende forårstræk:

Hvem førte dem

i mørket frem

og gennem stormfulde dage?

Det var den – og det var alle de sange der blev sunget.

Det var meget flot, og det er vel også godt at læse dem op – og få sat dem på plads.

Og jeg synes at du fortæller lidt om hvad det har betydet for dig! Din skolegang på Refsnæs, i forhold til det de unge oplever i dag.

Ja. Jah, vi mennesker er jo sådan indrettet, at vi altid synes bedst om den tid, hvor vi selv var med! Og jeg synes, at min tid på Refsnæsskolen den var god. Vi oplevede mange ting. Og selvfølgelig var der også mange ubehageligheder. Men dem grinede man af når man havde sundet sig lidt.

Og jeg ville ikke have undværet Refsnæsskolen. Så det er lidt svært for mig at se, hvordan den har udviklet sig. Selv om jeg godt ved, at eleverne er under samme vilkår som vi var i min tid. Vi er i samme båd, fordi vi ikke ser. Men det er alligevel på en helt anden måde, at skolen har udviklet sig. Det kan man ikke undgå at mærke når man kommer der.

Hvad er den forskel du egentlig kan mærke når du kommer der nu?

Det, at man så ikke noget til børnene til jubilæet. De sad i et lille telt for sig selv. Og der var noget med at der kom en byge, og vandet var ved at trænge ned til dem. Så måtte personalet ta fat med kost for at redde dem. – Men i min tid – jeg kan jo ikke sige hvordan beboerne føler det nu -, men vi følte altid vi var en stor familie. Og hvis et barn blev sygt, og sådan skulle have vagt om sig hele døgnet, så brugte lærerinderne trods deres skoletimer, hvis de havde en time fri, at afløse sygeplejersken oppe på sygestuen hos den syge, der trængte til hjælp og vagt. – Det ved jeg ikke om eksisterer mere.

Det er ikke sikkert at lærerne er hos børnene i dag – det er måske nogle pædagoger der tager sig af børnene i fritiden.

Men tror du ikke at dine aktiviteter i dag – f.eks. at du læser på Dagcentret, er udsprunget af din tid på Refsnæsskolen?

Joh, men vi blev ikke uddannet på Refsnæsskolen. Vi fik bare grunduddannelsen, og den var også vigtig.

Men nogle skarn kunne vi godt være.

Kunne I det?

Ja, der var engang nogle piger, der havde drillet en kammerat der ikke var så godt begavet som vi andre. Men det kunne hun nu i og for sig ikke gøre for. Hun havde en stor forkærlighed for marmorkugler. Og hvis hun mistede en marmorkugle, græd hun over den som var det en dukke der havde fået hovedet revet af. Og det morede jo nogle af pigerne. Og så var det en aften hun kom grædende til aftensang. Så spurgte vagten jo hvad der var i vejen. Og det fortalte hun så. Og så fik vi store piger en ordentlig opsang nede i vores legestue. Men Gertrud og jeg – vi havde ikke drillet hende, så vi syntes ikke det kom os ved. Men så da lærerinden kom til at sige: “Jeg skal slå jeres små bagdele både røde og blå næste gang i driller Dagny!” – så kunne jeg ikke dy mig, og sagde ganske stille og sagte til Gertrud, der stod ved siden af mig og kunne se farver: “Hvordan ser de to farver ud sammen?” – Og så var det ellers os der fik tævene og kom i seng. Så kunne vi ligge og filosofere over Verdens retfærdighed. Men det var da ikke værre end da vagten kom op til os og sagde godnat, så fik vi en lille rask diskussion om vi nu også var helt så gode som vi troede. – Og da vi godt kunne li hende, blev vi hurtigt enige.

Men der vankede lidt tæsk en gang imellem?

Ja, det gjorde der. Det kan ikke nægtes. Hænderne sad lidt løse. Det gjorde de dengang. Nu må de jo ikke engang rette dem. Og det er også forkert synes vi.

Men det er jo nok lidt af din baggrund der gør at du er så aktiv i dag?

Ja, det er det. Og jeg håber da også jeg kan blive ved sådan altid.

Og så Aksels historie med fingeren da de fandt på at det var assistentens finger de havde fået til aftensmad. Joh, vi kunne da godt være uartige.

Men kunne du godt have tænkt dig at blive på Værnehjemmet, eller Refsnæsskolen hvis der havde været gode forhold?

Jeg er ikke sikker på det.

Se den gang jeg var på Instituttet, da havde vi en gammel dame boende der havde været elev på instituttet. Og hun var oppe i firserne. Vi unger var nærmest bange for hende, for hun havde sådan en agtværdig stemme. Og hun kom kun ned, når vi var på ferie. Så bar de hende ud i haven. Og hun døde på instituttet mens jeg var der. Og dem der sad oppe – dengang havde vi en systue hvor man reparerede tøj -, de kiggede altid ind til hende om morgenen når de kom, og inviterede hende ind på systuen hvor hun kunne sidde og hygge sig med dem. Men så en nat blev hun syg. Hun var oppe i et lovligt ærinde – ikke sandt -, og tænke sig, så kunne hun ikke komme op fra potten hun sad på lige pludselig. Nu kiggede de jo altid ind til hende fra systuen, og så fik de lagt hende i seng og fik meldt det til sygeplejersken. Så kom der en sygeplejerske og passede hende de dage hun levede. Men hun var bevidstløs den sidste uge hun levede. Og Esther Seirup, jeg sagde til hende: “Ih Esther, du må da rigtig kunne have været noget for de nye der kommer ude fra Refsnæs og var lidt usikre!” “Det ville jeg så gerne Grethe” sagde hun. “Men for dem var jeg jo forstanderens kone.”

Ja det ved jeg godt – jeg har haft hende med på Højskole. Og nu bor hun i Bogensegade?

Og så blev hun gift med Seirup og nu ved jeg ikke hvad hun laver. Og hun var en virkelig sød pige. En virkelig god kammerat. Hun var senblind. Hun var blevet blind under et ferieophold. De var ude at køre hø ind. Så var der en der kom til at jage en fork op i øjet på hende. Og hendes forældre gjorde alt for at holde forbindelse hvor det var sket. Men da de ikke fik svar på hvor godt det gik Esther, så holdt de altså op.

Så det var godt du kom til bo her, i stedet for Farum eller et andet sted?

Ja, det var det. Og det vil jeg også lige så længe jeg kan. Og komme på dagcentret. Men nogen gange er jeg træt af det. For der er mange, mange der er meget sølle. Og de skal næsten alle hjælpes på toilettet.

I mange år besøgte du jo også Grethe oppe på amtsplejehjemmet!

Ja, hvor mange år, lad mig nu se. Hun var der da i over 25 år, og vi besøgte hende hver uge. Til at begynde med var det hver søndag, men så skulle hun ud med Jehovas vidnerne så længe hun var rask og kunne komme op af sin seng. Og så blev det til om lørdagen.

Hun var på Værnehjemmet og kom over på sygestuen da hun begyndte at klage over smerter i sit ben. Så var der Nutte og et par andre kammerater de var at besøge hende. Og pludselig gav Grethe et skrig fra sig, og det knasede henne fra hende. – Så var hendes ryg brækket tre steder. Og så kom hun på sygehuset, og lægen der sagde til hende: “hvis de ikke kommer når du ringer, så må du skrige sygehuset ned. For de skal hjælpe dig.” Og så da hun kom fra Sygehuset, ville de ikke så gerne have hende på Skolen, for så kunne de ikke få efterårsferie. For de sendte børnene så syge de end var i ferierne.

Så hun kom på amtsplejehjemmet.

Og så besøgte du hende der ?

Ja, Nutte og jeg. For hun havde jo ingen familie, der tog sig af hende. Og der var en mand der hed Regnar, ham kom jeg altid ind til og sang fødselsdagssang for, hvis jeg var der på hans fødselsdag. Det kunne han altså godt li. Og vi kom også til Grethes fødselsdag, men så da hun blev Jehovas Vidne, holdt hun ikke fødselsdag mere.

Så det blev lidt af et savn?

Ja, for os. Men jeg tror ikke for hende. Jeg blev ved med at komme der. Jeg var der den sidste aften hun levede. Hun var rask og blev syg mens jeg var der. Hun var blevet lagt på Bækken. Og så da de skulle løfte hende af, gav hun sig til at skrige. Ja, men du kan ikke blive liggende sådan, sagde sygeplejersken. Vi må jo ha dig af. Vær nu bare rolig. Slap af. – Men Grethe hun skreg. Det var nok fordi, – ja hun vidste at jeg var der. Og af mig fik hun lidt medfølelse. Jeg vidste da godt, at de ikke var onde ved hende. Men jeg fik sandelig tårer i øjnene ved at høre hende skrige. Så gik der en uge hvor jeg ringede til Amtsplejehjemmet. Og de begyndte så efter den tid at give hende de piller som kunne få hende til at dø ganske stille. Og så en dag ringede hun selv til mig: “ Du skal ikke komme på lørdag, og du skal ikke ringe mer’. Nå så lader jeg være med det, sagde jeg. Men de sagde på hjemmet til mig, at jeg havde lov til at ringe hver dag, og spørge hvordan hun havde det. Hun lå 10 dage på den måde med piller. Og hvis hun ikke havde fået piller, var hun blevet en af dem der lå og råbte hele tiden. Og Jehovas vidner var der hver dag, for de måtte jo endelig ikke give hende blodoverførsel. Men det var der ingen der tænkte på at gøre.

Men du var trofast i mange år?

Ja heldigvis da. Og den sidste dag Nutte levede var vi hos hende. Der sov Nutte den meste tid. Det var d. 24. september at Nutte døde. Hun ville være blevet 71. Og så den sidste aften, da vi var kommet hjem fra Grethe – vi skulle sætte urene til Vintertid – så siger Nutte: “ Åh Grethe, skal vi ikke blive oppe og snakke!

– Joh men Nutte sagde jeg, du ved at vi står op efter sommertid og går i seng ved sommertid. Så må vi også gå i seng, så vi får en time længere i morgen. “Nåh ja,” sagde Nutte. Men jeg vil godt blive hos dig, sagde jeg. For du har jo sovet det meste af eftermiddagen. Så det kan godt være du ikke kan sove. “Nej, men det skal du ikke. – Du må godt gå i seng.” – Og så gik jeg i seng. Og så da jeg kom ind Søndag middag kl. 1, og jeg havde hørt avisen så sagde jeg: “ Så Nutte, nu er frokosten serveret!” – så fik jeg ikke noget svar. Og så begyndte jeg at gå rundt i huset. Jeg kiggede efter hende i køkkenet, jeg kiggede efter i badeværelset. Og der var ingen Nutte at finde nogen steder. Så kom jeg ind i soveværelset, og det første jeg lagde hånden på – det var hendes kolde

pande. Og jeg tænkte på: Hvor var det synd at jeg ikke blev hos hende den sidste aften. Men de sagde alle sammen: Det skal du ikke være ked af Grethe, for hun er sovet lige så stille ind.

Men hun var også meget syg. Men det var der ikke nogen der ville tro på. Fordi hun havde en glubende appetit til det sidste.

Hvad fejlede hun?

Det var noget med vand i kroppen. Og så var der også lidt med hovedet. Hun faldt i søvn allerbedst som jeg sad og snakkede med hende. – Det var derfor at vi holdt op med at tage på feriehjem, for de sagde: I sidder og sover! Så sagde jeg: “Nej jeg sover ikke. Men hvis jeg begynder at snakke med mig selv ville I først for alvor begynde at tro, jeg ikke er rigtig klog.”

Så sagde jeg til Nutte: Vi rejser ikke ud mere! – Nej vel Grethe, sagde Nutte. Og jeg var glad for at jeg tog den beslutning, at vi ikke skulle rejse ud mere.

Men det kan godt være, at du i dag vil synes om at komme på Fuglsang centeret?

Joh det kan da godt være. Men der er meget klike-væsen.

Du er født blind – du har aldrig kunnet se noget som helst?

Ja, jeg er født total blind. Og jeg er den eneste af vi søskende. Min søster endte som helt dement. Hun kom på Halmsted Hospital. Og de spurgte mig om jeg ikke kunne tænke mig at komme der. Altså – på en måde kunne jeg godt. Fordi det var i nærheden af Horsens. Men så sagde jeg: Jeg har på fornemmelsen at min søster ikke lever ret længe. Og så ville jeg jo alligevel blive ene. For hendes børn de ville ikke tage sig af mig.

Og du har jo også din kultur her.

Ja det har jeg, og har da også været i Farum og besøge dem der. Fordi de andre kom så hovedkuls afsted dertil. Det er forfærdeligt at måtte sige det, men fru Gottlieb blev jo syg. Og hendes hjælpere, de var ikke interesseret i at hjælpe damerne. Så det var Berger og Niels der måtte pakke deres ting sammen, da de skulle til Farum.

Og dem der ikke kom til Hobro, de kom op på Raklevgården.

Og jeg tror ikke alle pigerne der kom fra Værnehjemmet, befandt sig lige godt i Farum. F.eks. Rasmine – hende kaldte vi altid Ras, hun var 70 da hun blev flyttet. Og hun havde været på Refsnæs siden hun var 7 år.

Så var de ude at besøge fru Gottlieb hele flokken. De havde lederen fra Dagcentret med. Hun hed Bente. Vi ville så gerne have at de skulle synge for os, men det ville de ikke. “Nåh, men så synger vi for Jer her”, sagde jeg. Så sang vi nogle af de sange vi havde sunget her. – Så sagde hun: “Nu kan jeg godt forstå pigerne ikke ville synge, for de kan ikke undvære at I er med i koret”.

Du har altid været glad for at synge – og det lærte du på skolen?”

Ja det gjorde jeg. Tante Agger var egentlig koncertsangerinde. Men jeg ved ikke hvorfor hun opgav det. Hun sang jo denne her: Kom lille Barn til denne plet.

Og så da hun blev ældre, ville hun gøre det andet vers rigtig sørgeligt. Der hvor der står: “Lad ligge de stakler der famled og faldt/ i smudset i mørket og sorgen”. I stedet for smudset, i mørket og sorgen, sang hun: I smudset i mørket og døden.

Så sagde forstander Rytow: “Åh tante Agger, lad nu være med at slå os for tidligt ihjel.”

Så det var egentlig sjovt når vi øvede kantaten. Dengang var alle i personalet med som kunne synge. Og øvede stemmerne med os. Og det var altså en hyggelig tid, når vi øvede til kantaten. Vi sang den jo sammen.- Ja, det var til stævnet den skulle opføres i 1921. Så var der en dreng der hed Poul, han blev lidt træt af at synge kantate. Vi havde sunget den 3 gange. Så skulle vi synge den igen. Så blev han lidt træt. Så da de spillede mellemspil, så sang han: “Jeppe min ven, Jeppe min ven.” Så sagde forstanderen: Nu må vi vist hellere holde op, og få børnene ud og lege i det gode sommervejr.

Og hvad man end kan sige om frøken Olsen, så lærte hun os at vi skulle synge tydelig tekst, og vi skulle synge blødt.

Kan du slet ikke forestille dig at i boede i en slags bofællesskab hvor man igen blev samlet?

Æhh’m, det er ligesom vi kun snakker sammen når vi mødes. Jeg ringer og snakker med Gerda en gang imellem. Men der er ikke sådan samlet kontakt.

Vi har hver fået hvert vores liv. Og skulle jeg flytte herfra ville jeg nok blive lidt ked af det. – Jeg ved jeg var ked af det da jeg skulle flytte fra Olaiparken. Jeg kunne da være blevet der, men ville ikke skilles fra Nutte.

Og nu er du da glad for at bo her, og ved du kan få den hjælp du har behov for! – Og du kender stedet.

Ja, men det er nu knap og nap man kan få den hjælp man har behov for når der er afløser på. Ja, jeg sagde til Rita i dag, min faste hjemmehjælper: Ved du hvad, jeg havde en anden i går. Og jeg havde hængt min kjole frem, for hun skulle se om der var spildt Vin på den. Og den hang ude i gangen, så hun kunne ikke undgå at se den. Jeg satte kaffedåse og pose frem fordi jeg skulle ha hældt kaffe på. Det stod urørt da hun gik. – Så jeg sagde: Jeg behøver altså ikke en blind hjemmehjælper, for jeg er selv blind.

For jeg benytter enhver lejlighed til at sige hvad jeg mener om dette kollektiv.

Og det går jo også meget godt når Rita kommer. Og så en der hedder Esther. Hun hjælper mig med badet, for det tør jeg ikke mere stå med selv.

Jeg kan da høre nogen inde ved siden af!

Uh ja, det er et vældigt lydt hus.

Interview med Inge Bondo Petersen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview d. 27. januar 1999 af
Inge Bondo Petersen, født Felthausen d. 24. november 1915.

Interviewer Birthe Hermansen.

Jeg blev født i Vordingborg i 1915 i et absolut borgerligt hjem af nogle meget søde forældre. Mit fødenavn er Felthausen, som er et meget kendt navn her i Vordingborg fra gammel tid.

Min far hed Theodor Felthausen, og min mor hed Kristine. Vi var 2 søskende, men min søster, som forlængst er død, var 10 år ældre end jeg. Vi havde ikke rigtig nogen glæde af hinanden, medens vi var børn, først da vi blev voksne, så blev det meget dejligt med en storesøster. Hun kom på kostskole som ung, så jeg voksede op som enebarn, og kendte ikke rigtig til det at have søskende.

Da vi blev voksne, kom vi begge til at bo i Gentofte, der var ikke så langt imellem hvor vi boede, så da havde vi rigtig megen glæde af hinanden.

Min far var kobbersmed, og han overtog forretningen efter min farfar. Værkstedet lå her i Algade 91 lige over for “Stars” den gamle biograf, og vi havde en dejlig stor lejlighed på første sal. Jeg kan huske som barn, at det var meget morsomt at være oppe til klokken var halv otte, for så kunne jeg sidde i vinduet og se dem, som skulle i biografen. Jeg kan lige så tydelig huske, at når jeg havde set dem, så skulle jeg i seng.
Jeg gik i skole på Realskolen på kirketorvet til og med 4. mellem, hvorefter jeg kom på Privatskolen i Lundby, hvor jeg tog præliminæreksamen. Jeg tog med toget hver eneste dag fra Vordingborg til Lundby, og det var det bedste år jeg overhovedet gik i skole. Jeg var så glad for at være der, jeg tror at årsagen til at jeg kom på skolen var, at min far var med i så meget her i Vordingborg, og at han kendte Kærum, som oprettede denne privatskole. Der tog jeg så præliminæreksamen, det var lidt mere end realeksamen.

Nu var jeg blevet 15 år. Så var der en udveksling med unge her fra Vordingborg og unge i Tyskland, vi var en 18 – 20 piger, som tog ned til en by, der ligger mellem Leipzig og Dresden, som hedder Risa, og der var jeg nede i en måned. De havde også en datter, og vi var sammen hele tiden. Da vi havde været der i 4 uger, kom hun så med herop, hvor vi var sammen her i 14 dage. På den måde fik jeg lært godt tysk. Jeg kan godt lide sprog, og jeg fik rigtig lært at tale hverdagstysk, fordi jeg var så heldig med den familie jeg kom til. De sagde, at det er rigtig som du taler, men vi bruger det og det udtryk, så derfor kan jeg mange af de udtryk, som tyskerne selv bruger. Det gav meget udelukkende at tale tysk en hel måned, og jeg har meget gavn af det, når vi er ude at rejse.

Da jeg kom hjem fra Tyskland, skulle jeg til at lære noget. Jeg var så glad for at lave mad, så jeg kom på Husholdningsskolen her i Vordingborg. Den ligger her endnu, men dengang var den næsten nystartet af Dagmar Grymer.

I den periode jeg gik der, hed forstanderinden Valborg Olsen. Jeg var så begejstret for at være der, så efter en sommerperiode, hvor jeg boede hjemme, fik jeg lov af mine forældre også at fortsætte en vinterperiode.

I Vinterperioden fik jeg lov at bo dernede, det var altså meget morsomt, vi havde overhoved ingen bekymringer.

Nu var jeg blevet 16 år, og så lærte jeg min mand at kende. Han hed Verner, og han gik på seminariet. Den gang var det meget almindeligt, at “husmoderpigerne” og “seminarristerne”, som de blev kaldt, kom sammen og kunne flirte lidt. Der var bal hist og pist, og på den måde lærte vi hinanden at kende, og det blev et bekendtskab, som holdt hele livet. Han var 2 år ældre end jeg, og efter 6 års forlovelse, blev vi gift i 1939.

Verner boede nede på Goldsmithsvej sammen med sine forældre og 3 brødre, hvor han var den ældste. En dag skulle jeg så på besøg, det var en søndag formiddag, hvor jeg kom til formiddagskaffe. Jeg havde ellers lige fået kaffe hjemmefra, hvor der var serveret et rundstykke til hver samt et stykke wienerbrød, men hvor blev jeg forbavset ved at se det flotte morgenbord dækket op med flere slags morgenbrød. Jeg havde aldrig før set så meget morgenbrød på een gang, det lignede en hel bagerforretning, og i løbet af et øjeblik var det hele spist. Der var god appetit, hvor var det spændende, det var det første intryk jeg fik af familien dernede. Jeg fik nogle dejlige svigerforældre, dem var jeg glad for.

Efter husholdningsskolen kom jeg ind til København på Rigshospitalet, hvor jeg havde en faster, som var chef for køkkenet. Der var jeg så, for det var jo noget med mad, men jeg var ikke glad for at være der, jeg længtes sådan tilbage til Vordingborg, så jeg var der kun nogle få måneder.

Så kom jeg tilbage til Vordingborg, hvor jeg kom på Telefoncentralen, som lå i Algade nr. 70 lige oven på slagteriudsalget, som også var der dengang. Jeg blev uddannet som telefonistinde, og lederen af centralen var en god bekendt af mine forældre, og der blev jeg til vi skulle giftes.

Det var ellers meget interessant, vi skulle sige centralens navn, og gentage det forlangte nummer, og så skulle vi sige klar eller optaget, vi måtte ikke snakke med folk, som man sommetider hører i film o. lign. Det blev da rutinearbejde efterhånden, men det var nogle søde damer, som jeg arbejdede sammen med. De fleste var ældre, men til at begynde med var jeg den yngste. Forstanderinden havde en datter, og vi kendte hinanden på grund af forældrenes bekendtskab, og det har vi gjort siden vi var 2 år. Hun lever heldigvis også endnu, og vi holder stadigvæk sammen, det syntes jeg er så dejligt. Hun hedder Inge Baggesen i dag, dengang hed hun Inge Jacobsen, og hun bor nu i Kastrup ved København.

Min far var politisk interesseret, han var med i meget her i Vordingborg. Han var håndværksmester, og han var bl.a. formand for håndværkerforeningen i mange år, han var med i bestyrelsen for Banken for Vordingborg og omegn, som nu kaldes Vordingborg Bank, han var med i Kalvehavebanens bestyrelse, og han blev oven i købet konservativ borgmester, så der skete meget, og der var altid mange mennesker i vort hjem.

Min far var kun borgmester i en periode, så blev han slået af Lohf Rasmussen, som var socialdemokrat, og det var han meget ked af, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Lohf Rasmussen var sjovt nok bestyrer for Fællesbageriet, hvor Verners far arbejdede.

Verner og jeg var medlem af Sangforeningen her i Vordingborg, vi sang nu ikke, men der skete mange forskellige ting, og bl.a. var der et bal til jul og nytår, hvor man kom i meget flot tøj man havde gerne en ny lang kjole på, og Verner fik en smoking, vi skulle jo være så fine.

Vi kom også med til juletræ i Håndværkerforeningen, hvor min far var formand, og jeg kan huske, at jeg kunne lide at danse med min far, for han dansede så godt, han kunne rigtig danse vals og tango, det var bare dejligt.

Verner og jeg gik også til danseundervisning, så vi kunne også godt svinge os. Det foregik på det gamle hotel Valdemar, som lå der hvor Fakta nu ligger. Der var en sal og en scene, så der foregik teater, dans og afdansningsbal.

På Ruinterrænet blev der også dengang opført friluftsspil, og der var jeg engang med til at opføre Elverhøj. Der var en stor skuespiller med, som var Poul Reumert, og han spillede Christian den fjerde, og min veninde Inge og jeg spillede hofdamer. Der kom kostumer fra København, så vi havde rigtige rokokokjoler på. Vi taler tit om, “Kan du huske, da vi dansede menuet oppe på ruinerne?” Verner var også med, han var jæger med stor hat med fjer på siden. Det var rigtig morsomt.

Vi blev så gift i 1939 i Øster Egesborg kirke, det syntes vi var bedst, at vielsen foregik der. Nu var mine forældre meget kendte her i Vordingborg, så vi havde ikke lyst til at hele kirken skulle være “globryllup”, vi ville helst have, at det skulle være hyggeligt og dejligt, så vi var kun den aller nærmeste familie. Vi havde et dejligt bryllup. Solen skinnede det var den 20. juli en rigtig højsommerdag, og jeg kan tydelig huske, da min far og jeg kørte derud, at vi kunne høre kirkeklokkerne ringe, og kornet stod der og bølgede, det var noget så dejligt. Præsten hed Monrad Frandsen, som også var et kendt navn på den tid her i Vordingborg, og min tilkomne mand Verner kendte ham fra seminariet, og min far kendte ham også, derfor var det ham, der skulle vie os. Han holdt så lang en bryllupstale, så vi sad og blev helt trætte. Dem, der var med os sagde, det var da utroligt så meget han ville fortælle os, men gift det blev vi da, og det holdt i 37 år til min mand døde.

Bryllupsmiddagen blev holdt hjemme i nummer 91, for vi havde jo god plads, og det var alt sammen meget hyggeligt.

Der var en kendt lærer her fra Vordingborg, Stinus Nielsen, og han sagde til min mand, da han var færdig på seminariet, at han ikke skulle blive her, men han skulle ud og se sig om, så han tog vikariat rundt omkring og kom til Roskilde, hvor han blev sendt rundt på alle skolerne. Skoledirektøren der havde bestemt regnet med, at da vi blev gift, skulle vi blive i Roskilde.

Verner havde imidlertid søgt et embede i København, og det tog Skoledirektøren i Roskilde os meget ilde op, han ringede til mine forældre og sagde, at han hørte, at de unge mennesker skulle giftes, hvorfor dog det?

Vi havde ellers talt om, at det sidste sted vi ville bo, var i København, men det blev det så, og vi var der i 37 år.

Verner fik først en stilling ved Grundtvigsskolen, senere ved forsøgsskolen Emdrupborg og endte som skoleinspektør på Bryggervangens skole på Bellmansgade.

Først havde vi en rigtig dejlig lejlighed på Tagens Hus på Bispebjerg, det var helt nyt den gang, det var en rigtig moderne lejlighed, den lå på 3. sal med to store altaner, det var rigtig fint og godt.

Jeg var hjemmeløbende husmor, vi var kun os to, men min mand ville ikke have, at jeg tog noget job, han skulle nok sørge for, at jeg fik det jeg skulle have. Der gik næsten 4 år, inden vi fik vor eneste datter, der hedder Marianne, hun lever heldigvis endnu, og hun er 55 år i dag.

Senere kom vi til at bo i Gentofte i en villalejlighed, men på det tidspunkt havde jeg min søster og svoger i nærheden. Min svoger var tømrermester og entreprenør i København, og han fik at vide, at der var en villa i Hellerup på tvangsaktion. Den kunne lige passe til os, så han hjalp os med at byde på den, og vi var så heldige, at hammerslaget faldt på os. Jeg mener, vi fik den for 37.000 kr. og det var også billigt dengang.

Huset ligger på Brønlundsalle, en sidevej til Lyngbyvej, og i den villa bor min datter i dag.

I 1946 var min mand med til at starte Forsøgsskolen Emdrupborg sammen med Anne Marie Nørrevig. Der var han i nogle år, og han var meget afholdt som lærer, og blev tit hyldet.

Det er meget pudsigt, den dame, som ringede lige nu, er en veninde, hvis mand også var lærer fra Esbjerg, og han var også med til at starte Emdrupborg forsøgsskole sammen med min mand, og det blev et venskab, som holder stadigvæk. De er så heldige, at de lever begge to, og vi ringer sammen hver tirsdag. Det er en dejlig aftale, det er bedre end bare en gang imellem, for vi ved så hele tiden, hvad der foregår. De havde 58 års bryllupsdag forleden dag, og vi kunne fejre 60 år, som er diamantbryllup, hvis min mand stadig havde levet. Vi har også kontakt med et andet lærerpar, som blev gift 3 dage efter os, så de skal snart fejres.

Vi boede der så i mange år, men da min mand blev skoleinspektør var vi nød til at flytte, for der skulle man bo i inspektørboligen på skolen. Vi havde udsat ansættelsen flere gange, for vi var så glade for at bo i vores hus, men han var meget velset inde i skoledirektoratet, og de sagde, at nu skulle han sige ja til den stilling han fik tilbudt, for de syntes ikke, at han skulle blive ved med ikke at være leder, så vi tog imod det. Det betød så at vi skulle flytte fra vores dejlige hus.

Det var en meget stor og flot lejlighed vi fik, men jeg ville gerne have beholdt vort hus, men det overtog så vor datter.

Hun var blevet gift tidligt, allerede da hun var 20 år, så hun har boet der siden hun var 2 år. Hun fik efterhånden 2 børn, en dreng og en pige. Vores lejlighed lå ikke så forfærdelig langt fra deres hus, så vi fik lov at havde meget tæt forbindelse med dem, og vi fik meget tit lov til at låne børnene, så det var næsten som at få to færdigsyede børn, det var dejligt. Vores datter blev imidlertid skilt, og det gjorde, at vi tog os endnu mere af børnene, og dem har jeg stadig forbindelse med. Kim og Anne, som mine børnebørn hedder, har nogle gode stillinger i dag, og der er også kommet oldebørn.

Vi havde det dejligt min mand og jeg, vi kunne så godt lide at rejse, vi begyndte med at cykle, og vi cyklede blandt andet til Stockholm, hvor vi overnattede på vandrehjem. Det var meget primitivt dengang, man kan ikke sammenligne det med i dag. Det var ikke altid så rart når vi skulle overnatte i sovesale, for mænd og kvinder skulle sove hver for sig, og sovesalene kunne godt ligge langt fra hinanden. Jeg kan huske en gang, hvor jeg skulle ligge helt alene i en sovesal, der var ikke andre piger, og der hvor min mand skulle sove, lå der en mand mere, og jeg turde ikke sove der alene, så vi spurgte ham om han havde noget imod, at jeg også lå der, og det fik jeg lov til.

Jeg kan huske vi smurte mad på vandrehjemmene inden vi kørte videre, og det havde vi i en cykelkurv, det var så primitivt i forhold til det vi gør i dag. Vi havde det jo dejligt, og vi fik set meget. Vi har jo god tid, når man cykler. Jeg havde en kilometertæller på min cykel, og vi kunne aflæse 760 km. til Stockholm. Vi brugte hele vores sommerferie på det, og så sejlede vi hjem til København. Det tog 2 døgn, hvor vi sov på nogle bænke, for vi havde jo ikke så mange penge.

I 1947 døde min far. Han havde altid haft bil, for han havde meget arbejde rundt omkring. Han begyndte at lægge centralvarme ind forskellige steder, og han var på mange gårde og godser rundt omkring, så han var nød til at have bil. Min mor var også frisk, hvis min far ikke havde tid a køre folkene, som arbejde på værkstedet, så kunne hun godt køre dem ud. Bilen var en stor Buick,

Det var da ikke almindeligt at have bil den gang?

Nej, men min far var heller ikke helt almindelig, han vidste godt hvordan det skulle være. Men de havde det også godt efterhånden, der manglede ikke noget derhjemme, de havde det godt på alle måder. Det var også et kærligt hjem, mine forældre var meget meget kærlige, og vidste ikke alt det gode de skulle gøre over for min søster og mig. Jeg har altid levet på solsiden, syntes jeg, jeg har ikke kendt til ikke at have det godt.

Da min søster blev gift, flyttede hun til Præstø. Hendes mand var tømrer og hans forældre boede også i Vordingborg, hvor faderen var tømrermester, men efterhånden flyttede de til København, hvor han byggede huse og solgte dem igen. Der blev vi så samlet, da vi flyttede til Gentofte, og vi havde det dejligt sammen alle 4.

De havde efterhånden fået 3 sønner med 6 års mellemrum. På dette tidspunkt efterlyste Australien unge håndværkere, og den ældste søn med familie emigrerede så til Australien. Efter et par år fik den yngste søn også lyst til at rejse, han var kun 18 år, og han var udlært som murer. Derefter fik min søster og svoger også lyst til at emigrere. Han var blevet omkring de 60 år, og så var der en søn og svigerdatter tilbage, men inden længe rejste de også derned. Min svoger døde desværre året efter, han var kommet derned, det var vist noget med dårligt hjerte, så nu var min søster så alene, det var meget slemt for hende, men hun havde heldigvis sine 3 sønner, og de var meget søde ved deres mor, så på den måde havde hun det meget godt.

De havde haft et dejligt hjem her i Gentofte, og det meste af indboet havde hun fået med. Hun var så hjemme flere gange på besøg. Min mor sørgede for at hun kom en tur hjem, men hvis hun var herhjemme, ville hun helst være hvor hendes sønner var, og når hun var derovre, længtes hun efter min mor og specielt også efter mig, men hun kunne jo ikke være begge steder. Jeg tror hun var hjemme 3 gange i disse år, og blandt andet boede hun i lang tid hos os, da vi boede på Bryggervangen skole, der var jo rigelig plads, så der kunne jeg jo sagtens have hende boende. Hun havde et stort værelse for sig selv, så vi havde det rart sammen. Så begyndte hun igen og ville hjem til sine børn, og heldigvis støttede vi hende i det, men hun kom ikke mere end lige hjem, så blev hun syg og døde kort efter. Jeg tror det var godt, hun nåede at komme hjem, for hun har altid haft det sådan, at hun gerne ville være det modsatte sted af, hvad hun var lige i øjeblikket, sådan er der jo nogen der har det.

Vi boede som sagt i den dejlige tjenestebolig inde på Østerbro, som lå både på anden og tredje sal, men der var jo ingen have til, så købte min mand og jeg en sommerhusgrund oppe ved Kyndby i Hornsherred, den var på trekvart tønde land, så det var en ret stor grund, og den lå lige ud til Isefjorden. Der byggede vi et dejligt sommerhus. Min mand var god til mange ting. Selv om han var lærer, så kunne han lave alle mulige ting. Vi købte et dejligt sommerhus, hvor kun skelettet blev sat op, og så byggede han selv resten.

På det tidspunkt havde vi bil, det var en Opel Record. Den første bil vi havde, fik vi da min far døde, det var en Opel Super Six, og da min mand havde kørekort, ville jeg også have et, så jeg har haft kørekort i 40 år.

På det tidspunkt kunne vi så bare køre op til sommerhuset, når vi havde lyst, det tog kun en time, og det gjorde vi tit en eftermiddag, og så tog vi ikke tilbage til København før næste dag tidlig om morgenen, og min mand var altid på skolen ca. kvarter i otte.

På et tidspunkt købte vi en Opel stationcar, som vi kunne sove i, når vi i de lange ferier kørte til Tyrkiet. Vi kørte ned gennem hele Europa, gennem Jugoslavien og Bulgarien og endte på den anden side af Istanbul, hvor vi brugte hele sommerferien, det var meget spændende. Vi sagde altid til hinanden, det koster ikke mere end hvad bilen skal have, for vi sover i bilen, og maden skulle vi jo også have hjemme.

Vi udnyttede hver sommerferie med at køre ud i Europa, og det er det som heldigvis gentager sig i dag, hvor Herluf kører, og vi har været mange steder.

Uden for feriesæsonen gik jeg på flere forskellige kurser. Jeg gik mange gange på franskkursus, hvor jeg lærte fransk uden tårer, og et kursus der hed ud at rejse og tale fransk, jeg gik også til Italiensk. Vi havde nogle bekendte, hvor han var præst, og hans kone var lærer på Emdrupborg, og så ringede han til mig en dag og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at gå til Italiensk. Nej, det havde jeg ikke tænkt mig, men han ville komme og hente mig, og han skulle nok også køre mig hjem, og så talte jeg med Verner om det, det var også om formiddagen, så den hoppede jeg på. Vi gik inde på Berlitz School, det er en meget kendt sprogskole i København. Det var meget mærkeligt, for jeg havde aldrig tænkt på Italiensk, men det var rigtig godt, for den lærer vi havde talte kun Italiensk. Den første dag, hvor vi gik derfra, så kunne jeg sige mange ord på Italiensk, der blev ikke talt andet fra vi kom til vi gik, og jeg har heldigvis det nemt med sprog. Han fik os også til at skrive nogle forskellige sætninger. Noget var måske forkert, men jeg tog det som en oplevelse, jeg syntes det var meget sjovt. På vej hjem, sagde præsten, at vi skal lige hen på grønttorvet og købe noget frugt med hjem. De var kun 2 voksne og en søn, men de nøjes ikke med at købe en fem seks appelsiner, de købte en hel kasse. Så sagde han, nu køber vi det her, og hvis I vil have noget af det, er det i orden. Når vi så kom ned og besøgte dem, kan jeg huske, at han sagde til Marianne, som ikke var mere end 10 år, nu skal du og Lars bare spise så meget i kan. De nøjedes bare ikke med at give dem en, som vi andre ville have gjort, de var sådan lidt specielle mennesker.

Præsten konfirmerede vores datter, og jeg kan huske, at deres søn også blev konfirmeret, og vi var inviteret med til en andendagsfest, hvor der kom udelukkende præster, og så var der os. Jeg kan lige så tydelig huske, at vi sad og bad bordbøn, og Verner og jeg skævede lidt til hinanden, men det varede ikke så længe, så rejste han sig op og klappede i hænderne og sagde, så venner, så går vi til sagen, og så kan det nok være, de kunne lide øl og snaps, og vi kunne ikke lade være at more os over det bagefter. Han sagde også, nu skal vi have noget livsens vand, som de kaldte det. Så fik du også en lille præstefortælling.

Jeg har også gået til slægtsforskning, og det har interesseret mig meget, det har jeg måtte stoppe med, for jeg kan jo ikke se til det. Det interesserede mig virkelig meget, jeg valgte min fars slægt, for det er jo et sjældent navn, min mor var født Larsen, og det er der jo mange der hedder, jeg tænkte, jeg må have det, som ikke er så kendt, så nogen årgange er jeg gået tilbage, men da jeg så først ikke kunne se mere, så måtte jeg stoppe. Navnet Felthausen stammer fra Holland, jeg ved min farfar var arrestforvarer i Skælskør, og min farmor er fra Fyn, og så begynder det at brede sig ud.

Ud over Fransk og Italiensk har jeg også gået til Tysk, og alle de fag gik jeg gerne til om formiddagen, det havde jeg tid til. Jeg havde godt nok et stort hus og holde rent, men jeg havde en dejlig hushjælp, som kom en gang om ugen, og gjorde rent, for det var en 7 værelsers lejlighed. Det havde jeg virkelig brug for, og jeg havde også brug for at kunne arrangere mad, fordi min mand var skoleinspektør. Man brugte dengang, når der var eksamen, at censorerne kom ind og fik et måltid mad hos skoleinspektøren. Det kunne jeg godt lide, og min mand var så glad for, at jeg ville gøre det. Jeg kunne lide at lave mad og arrangerer det. Så fik jeg en liste af min mand over, hvor mange der kom. Det kunne godt være en halv snes stykker, og man kunne godt være uheldig, at det kunne være nogle dage i træk, hvis man kunne sige det sådan, men jeg kunne godt lide det. Jeg syntes det var morsomt, og jeg havde et dejligt hjem, og jeg havde pænt porcelæn og sølvtøj, så det var et pænt bord, jeg kunne dække. Jeg kan huske, jeg var sikker på succes, hvis jeg lavede leverpostej, og hvis jeg stegte sild og lagde i eddike, det var to ting, som var fuldtræffere hver gang. De lærere der kom sagde, at det havde de næsten ikke fået, siden de boede hjemme, og de syntes det smagte så dejligt.

Efterhånden fik vi det lavet sådan, at der var en charcuteri forretning, der leverede det hen til mig, for efterhånden kunne jeg ikke overkomme det. Det var det nemmeste, for de sad omtrent i alle stuerne.

Vi havde 3 flotte stuer. Først kom de ind i den ene stue, der sad de lige og skulle ryge en cigaret, når de nu kom over fra der hvor de var censorer, så gik de ind i spisestuen, hvor jeg havde dækket pænt op, og de spiste alt hvad de orkede og lidt til, og så gik de ind i dagligstuen og sad og drak kaffe. Det vil sige, at alle 3 stuer var i gang.

De sagde så farvel, og nogle sagde tak for i dag, men nogen sagde bare farvel, lærere er meget forskellige. Nåh! tænkte jeg, så kunne jeg bare gå ud og vaske op. Jeg havde heldigvis en opvaskemaskine, så jeg kunne begynde at rydde ud, og det havde jeg ikke hjælp til, der var jo ingen der forlangte det jeg gjorde, jeg ville jo gerne selv.

Min mand var meget glad for jeg gjorde det, han var så glad for, at jeg så tit havde åbnet stuerne, det satte han megen stor pris på. Derfor kunne jeg også stå og få al den mad væk. Jeg kan huske når han kom tilbage, så var klokken ca. 2, så vidste han godt, at det bedste han kunne sige til mig var, “Skal vi køre en tur”, og så kørte vi en tur ud ad Strandvejen, og det var gerne belønningen for det der, det syntes jeg var dejligt, og så hjalp han mig gerne mange gange om aftenen, hvis der nu skulle komme et hold til næste dag.

Min mand var skoleinspektør i 13 år, og da han ville gå på pension, ville vi have bygget et helårshus på sommerhusgrunden, men det måtte man ikke. Vi solgte den, og vi måtte så kigge os om efter noget andet.

Vi så i Berlingske Tidende, som vi altid holdt om søndagen, at der stod noget om et hus på Møn. På det tidspunkt, havde vi aldrig spekuleret på at bo på Møn, vi kendte kun Møn på Møns Klint. Vi kørte en tur derned. Der var tre huse til salg, og vi tog dem så fra en ende af. Jeg kan huske, at det første vi kom ind i, var ikke noget, og det andet heller ikke, og så siger jeg til min mand, hvis det så bare var det der lå derhenne, og så pegede jeg videre frem, så kunne jeg måske tænke mig det. Det viste sig, at det var det tredje hus, som var til salg, og der var vi bogstaveligt talt solgt, da vi så det. Der var 5 tønder land, og det lå med jorden lige ned til Stege Nor, det er et ret stor farvand, Det hed Bissinge, og vi sagde for sjov Bis – inge, det blev det kaldt i mange år.

Det var et lille husmandssted, som vi købte for ikke ret mange penge. Jeg kan ikke mere huske, hvad vi gav for det, men vi gav det som de forlangte. Vi kunne få to tønder land mere, hvis vi ville give 10.000 kr. mere i udbetaling, og det gjorde vi så. Det var et bindingsværkshus med bjælkelofter, og stråtag, og så brugte vi faktisk ret mange penge på at gøre det i stand. Det blev helt vidunderligt, Der var et stuehus ud mod vejen, og så var der to længer, med en gård imellem, og så var der en stor gårdsplads ned til Stege nor, og vi forpagtede så jorden væk.

Ham der forpagtede jorden, sagde at jeg ikke var helt almindelig, for jeg forlangte, at der skulle vær en gang gennem marken lige ned til vandet, og den skal være så bred, at Verner og jeg kan gå ved siden af hinanden. Den fik jeg, og den var der lige til jeg flyttede derfra.

Det første vi gjorde var at lægge nyt stråtag på, og huset blev fuldstændig moderniseret.

Verner og Herluf havde en bror Knud, som var tømrermester, og han var hel vild med det hus, og han hjalp os med at lave et helt nyt køkken, og i den ene længe, hvor der havde været værksted, lavede vi om til en pragtfuld stue. Knud havde fået et par store vinduer til overs, og dem brugte vi som væg i stuen, så vi kunne sidde i sofaen og se lige ud over vandet. Der oplevede vi meget naturmæssigt når de forskellige fugle kom på besøg. Der var musvåger og troldænder, og det blev vi helt fortroligt med, når de forskellige kom.

Fra forsiden af huset var der kun 2 km. ned til Østersøen, der kunne vi meget nemt gå ned, jeg har været meget godt gående, og derfor er det skæbnens ironi, at jeg nu har fået taget noget af det ene ben op til knæet, på grund af blodomløbet.

Vi startede med at bruge huset som fritidshus, men i 1976 flyttede vi helt derned.

Min mand levede der desværre kun et år, så fik han dårligt hjerte og døde i 1977. Det var strengt, for vi havde regnet med, at skulle have mange gode år der, men han nåede lige at blive 64 år, det er 22 år siden nu.

Så stod jeg pludselig der alene, vi havde lige fået flyttet vore møbler ned fra skolen, og vi havde talt om, hvor møblerne skulle stå, og vi havde fået lavet det hele så dejligt, og så kunne jeg faktisk ikke nænne at flytte derfra. Skoledirektionen i København sagde ellers, at vi skal nok hjælpe dig med at få en lejlighed derinde, men jeg kunne ikke nænne at tage derfra. Jeg blev meget ensom på Møn, og mine venner i København sagde, hvorfor bliver du dog, hvad vil du i alverden lave på Møn alene.

Jeg har altid været så bange og mørkeræd og alt muligt, men i samme øjeblik jeg blev alene, så var jeg aldrig bange mere, det var lige som om Verner sagde, det her kan du godt klare, det skal du. Nå ja tænkte jeg, så må jeg prøve på det.

Bilen var min gode ven i mange år, jeg kørte en tur hver eneste dag. Jeg havde Herluf og Birthe i Vordingborg, som var meget søde ved mig, og jeg fik en del gode venner i Bissinge, som var forfærdede over det der skete, og de var også meget søde ved mig.

Jeg kørte også til København og besøgte mine venner derinde, og når de kom ned og besøgte mig, så tog de deres dyner med i bilen, og så overnattede de til gengæld nede hos mig. Jeg havde god plads, for den ene fløj havde vi lavet om til et skønt soveværelse og et ekstra badeværelse, så jeg kunne sagtens have liggende gæster. Mine børnebørn Kim og Anne kom næsten hver weekend, og så kom de næsten altid med en stor pose og sagde, må vi godt få vasket tøjet, og så havde jeg travlt med at hjælpe dem med det. Jeg tog mig meget af dem den gang, for de havde brug for det, for forældrene blev skilt, og min datter var glad for, at de kunne komme hos mig. Min datter blev senere gift igen med en skoleinspektør, og hun ejede stadig huset på Brøndlundsalle, men hun ringede i går og sagde, at nu flyttede de til Nordsjælland, så nu skulle huset sælges. Det er lige før det gør mig ondt, for nu har vi haft det 50 år i familien, og min datter har aldrig boet andre steder, så det bliver underligt, men det jo en anden sag.

Jeg var også med i en teaterforening, og så havde jeg nogle søde naboer, som jeg sommetider spiste sammen med, og så begyndte vi at spille kort, og vi spillede kort en gang om ugen. Det var så heldigt for mig, at der boede en lige over for mig, og ligeledes en på hver side af mig, så der var altid en som skulle samme vej hjem. Der hvor jeg boede, var der ikke megen lys om aftenen, jeg har sommetider gået forbi min egen opkørsel, uden at være klar over, at jeg var kommet hjem, men hvis jeg tændte lys alle vegne, så var det nemmere.

Jeg havde altid været vant til at rejse, og jeg havde en veninde, som havde mistet sin mand et år før jeg, og vi blev enige om at prøve at rejse ud sammen, og vi rejste ca. en gang om året. Vi tog til Madeira, og vi var på Mallorca og på Tenerife, og jeg har også rejst sammen med Herluf og Birthe, dem var jeg på Mallorca sammen med.

Min familie fra Australien ringede også og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at komme derover, for mine nevøer, som jeg jo var jævnaldrende med, ville gerne have mig derover. Det sagde jeg ja til, for det ville jeg gerne. Jeg havde ikke set dem i 20 år, og så rejste jeg til Australien, jeg rejste helt alene. Den gang var der noget der hed Jørgensens Rejsebureau, som var et stor Rejsebureau, og der gik jeg ind og bestilte en billet til Sydney, som skulle gælde 2 måneder, og der var yderligere ophold i Singapore i 2 dage. Min datter var med inde og købe den. Hun sagde, jeg skulle da tage Singapore opholdet med, for du kan da altid se om du vil bruge det. Du skal da tage det, når den er med i billetten. Det er så mange år siden, dengang var jeg frisk, så det tænkte jeg vel nok, jeg kunne klare. Så rejste jeg helt alene, for mange sagde til mig, du følger bare med de andre. Så sagde jeg, at det kunne jeg vist ikke, det var en rejse jeg selv havde bestilt, men jeg tog alligevel af sted.

Der var ikke nogen andre, som tog sig af mig. Det var et rutefly, og det gik ned i Rom, i Athen, og forskellige steder der nedad, og det varede 27 timer. Så kom jeg til Sydney, og der stod hele min familie samlet i en halvkreds. De var jo nu blevet gift alle de unge, og nej hvor var det dejligt, og nogen af dem havde fået børn. Det var altså en oplevelse, det må jeg sige, og jeg blev rigtig godt forkælet derovre i de tre dejlige hjem, og det er gået dem så godt alle sammen.

Jeg boede først hos den mellemste af dem, og så var jeg 8 dage hos den næste, og ligesådan hos den sidste, så de sagde, når jeg rejste videre, er det så vores ration? De viste mig så meget af Australien, jeg har været i Operahuset og på Ayers Rock, som er en klippe, der ligger midt ude i Ørkenen, og der var nogle bjerge, der hed de 3 søstre. Det var Jens, som kørte mig ud på disse ture, og den midterste af nevøerne, havde en meget flot bil med aircondition, det var ikke noget vi kendte herhjemme på den tid. Så en dag sagde han til sin kone Birgitte, at vi skulle tage hen til en by som hed Canberra, som er hovedstaden. Vi tog så af sted i den fine bil i fire dage, hvor vi kørte ud og overnattede forskellige steder. Han havde biltelefon, og det kendte vi jo heller ikke. Da vi havde været væk på fjerdedagen og skulle hjem igen, så sagde Birgitte, vi siger ikke noget om, at vi lige bliver en dag til, så ringede telefonen, og så siger Poul, nå nu er i jo snart her i nærheden, jeg har bestilt bord, så i kan godt holde ind, ved den og den kro. Han havde fulgt med i det hele, det kunne han på grund af biltelefonen, og jeg måbede jo noget, og så sagde hun, den gik så altså ikke. Han sad så der og ventede i en anden bil, for de havde nemlig 2 biler, og så havde han bestilt bord et sted, som hun godt kendte i forvejen. Det var meget spændende at opleve.

Jeg var derovre den 24. november, som var min fødselsdag, og sjovt nok, så havde Birgitte også fødselsdag samme dag. Jeg holdt også jul derovre, og de sagde, det bedste du kan gøre for os, det er at blive her noget længere, og det ville jeg jo gerne, så jeg blev der en måned til. Jeg var der i 3 måneder. Nu var der jo også tre hjem, jeg kunne fordele det på, så det gik jo meget godt.

Min familie var jo immigranter, så vi var meget sammen med andre immigranter, der var mange englændere og hollændere, og de var alle sammen så gæstfrie, og så sagde de altid, “What will you like to drink, do you have a shower?” Det var jo det man havde brug for, noget at drikke og komme ind og få et brusebad. De havde alle sammen gæstebrusebade, hvor der lå stabler af håndklæder, for det var meget almindeligt, at man gik ind og tog et brusebad, fordi det var så varmt.

Alle dem jeg besøgte talte jo engelsk, det friskede noget op på mit sprog, så jeg kunne sagtens tale engelsk, da jeg kom hjem derfra. Det var en meget stor oplevelse,

På hjemvejen skulle jeg gøre ophold i Singapore, der kom sproget mig til hjælp. Jeg boede på et meget fint hotel, som hed Hollyday Inn, og det var forudbestilt i den rejse, jeg havde. Jeg fik et stort værelse, og jeg gik der helt alene, og der vovede jeg mig ud i Singapores gader, og så på byen. Jeg kan huske, at den første dag, fik jeg et lille hæfte, hvor man kunne sige, hvis man ville på en eller anden tur. Så bestilte jeg en tur til en Botanisk have, og det kunne jeg godt finde ud af. Så kom der en bus og hentede mig, men jeg kendte jo ikke en levende sjæl, så jeg gik ind, ligesom alle andre gik ind, og så blev jeg vist rundt i denne botaniske have, og det var også spændende.

Det er så mange år siden, og der kunne ikke rigtig ske en noget, følte jeg. Min nevø Poul, som jeg boede hos i Australien, var meget omhyggelig, så han ringede til mig på hotellet, og hørte om jeg var kommet godt derhen. Det blev jeg glad for, at de fulgte mig i tankerne der.

Der var en mindeudsendelse om Elvis Presley, som var død i 77, og den ville blive vist på storskærm, og det bestilte jeg bord til, for hvad skulle jeg lave om aftenen, jeg turde ikke gå ud. Så var der en stor terrasse på hotellet, og jeg tænkte, at jeg nok kom til at sidde sammen med nogle andre, så da jeg havde bestil bord, blev alle tallerknerne taget væk, så jeg sad helt alene ved bordet. Det var ikke lige sagen, men der var ikke noget at gøre ved det, jeg var der selv, og så jeg filmen, og der var dejlig musik, men jeg havde håbet på, at der var nogle andre jeg kunne have talt med.

Næste dag gik jeg tur i gaderne, men jeg gik ikke længere end, jeg hele tiden kunne se hotellet.

Da jeg havde sølvbryllup, havde min mand foræret mig et meget fint bredt guldarmbånd. Det havde jeg på, men i dag tør man ikke gå med sådan et armbånd, i dag siger man, det bliver stjålet fra en. Jeg gik helt alene med det fine armbånd, der var ikke en, som tog sig af det, der var heller ingen som sagde til mig, at dette skulle jeg ikke gøre, jeg havde det bare på, og det har jeg tænkt på senere, jeg tør ikke have det på mere. Jeg bar det sidst til min 80 års fødselsdag.

Jeg kan også tydelig huske, at jeg var inde i en forretning, og den ene dame, som stod derinde, spurgte om det var rigtig guld, og jeg svarede ja, det var det da, og jeg har senere tænkt, at det var utroligt, at jeg turde gøre det.

Det var i hvert tilfælde godt jeg kunne tale engelsk. de talte engelsk alle vegne, hvor vi kom, og det fik jeg meget brug for.

Den dag vi skulle rejse, afleverede jeg min kuffert, og jeg kunne se den stå på gulvet i hallen, medens jeg fik en lille forfriskning inden jeg skulle flyve, og så tænkte jeg, det er mærkeligt, for min kuffert bliver ved med at stå der henne, og så fik jeg heldigvis i sinde at gå hen og sige det henne ved receptionen, hvorfor den kuffert ikke blev flyttet, jamen det var også forkert, den skulle have været af sted, og jeg kan huske jeg sagde, det kan jo ikke nytte noget, jeg skal jo med flyet, min kuffert skal da med hjem, og så sørgede de for at både jeg og kufferten kom med en taxa til flyvepladsen. Da jeg kom derud, skulle jeg selv finde hen til det sted, hvor man kan komme til København, og så kom jeg hen og skulle aflevere min billet. Så kiggede han på den og rystede på hovedet, som om den ikke duede, da kan det nok være, jeg fik brugt mit engelsk, og jeg sagde, det gør den, og jeg skal med det fly. Nej, sagde han, det var booked ind. Der var nogle andre som sagde, at det brugte de meget, hvis de kan få nogle andre ind. Men det ville jeg ikke finde mig i, jeg brugte alle de engelske ord jeg kunne, det kunne ikke være rigtigt, men de blev ved med, at det var ikke nu jeg skulle af sted. Så fik jeg heldigvis i sinde at tage ned i den lomme jeg åbenbar havde i min jakke, og der lå et stykke papir, fra Singapore Airline, hvor jeg havde fået lavet min billet om, og der havde jeg bevis for, at det var den dag, jeg skulle af sted, den stod jeg med foruden min billet, og jeg kan se mig selv endnu, da jeg sagde, her!!! Så først fik jeg min plads i flyet. Hvis jeg ikke havde haft den ekstra billet, så var jeg ikke kommet med flyet den dag. Men jeg kom da med, og der var en anden dame fra Danmark, som jeg først lærte at kende senere i flyet. Det var fordi, flyet gik ned i Bahrain, og da vi kom derned, var der en hel masse soldater på den flyveplads, og de ville ikke lade flyet gå videre. Kaptajnen kom ind og sagde, vi skal nok komme hjem, jeg kan ikke sige hvordan, om vi kommer det nu, der er noget kludder, de kan nok se, der står så mange soldater herude. Vi fik at vide, at der kunne ikke ske os noget, men vi fik nogle timers ophold ufrivilligt der, og der kom jeg til at tale med en dame, som på dette tidspunkt ellers havde siddet længere nede i flyet. Så blev vi pludselig klar over, at vi begge to var danske, og vi gik så lidt rundt, men vi var ikke stolte af situationen. Vi blev en del forsinket, men vi kom af sted, men vi fik aldrig at vide, hvad årsagen var, men vi kom da hjem til København, og den dame, har jeg så talt med efter den tid, men nu er forbindelsen der ikke mere, hun havde også været i Australien, men et helt andet sted end jeg havde været.

Jeg var heldig at være i Australien i 1979 hvor vi her på Sydsjælland og Møn havde snestorm, hvor alt lukkede, og jeg lå bare og flød i Swimmingpoolen nede i Australien. Jeg havde nogle meget søde naboer, som passede mit hus medens jeg var væk. Han gravede mange gange for mig, når det var snevejr, og han plejede også at grave sne væk, så jeg kunne komme ud derfra, men disse søde naboer, lever desværre ikke mere.

Da jeg kom hjem derfra, så var det at Herluf og Birthe skulle til Mallorca., og de spurgte, om jeg ikke ville med, og da var jeg lige hjemme en måneds tid, så tog jeg med, og det var dejligt.

Vi havde en Audi, da min mand døde, og af en eller anden grund, syntes jeg den var for stor, så byttede jeg den til en Honda Civic, det var en smart bil. Jeg kan huske Herlufs kone Birthe begejstret sagde, det er rigtig en bil for en pige den der. Efter den købte jeg en Mazda 325, den havde jeg så en tid, men så syntes jeg ikke den kunne køre stærkt nok, så købte jeg en ny, og den havde jeg så, til jeg ikke måtte køre bil mere.

Der gik heldigvis mange år, men så en dag kunne jeg ikke rigtig se bilnumret på den bil, som kørte foran mig, så jeg tænkte, der er et eller andet galt. Så kørte jeg op til en optiker, som jeg kendte i Stege, og sagde, jeg skal altså have nye briller, for der er et eller andet galt med mine øjne. Men han sagde, efter han havde undersøgt mig, nej Inge, du har grå stær, du skal opereres med det samme. Jeg spurgte ham, om han mente jeg kunne køre hjem, der var 4 km. , men han sagde, at det kunne jeg i hvert fald godt, jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg kørte meget forsigtigt hjem, det var jo ude på landet. Så satte jeg bilen i Carporten, og jeg rørte den ikke mere.

Kan du huske hvilket årstal du blev medlem af Dansk Blindesamfund?

Ja, men først blev jeg opereret for Grå Stær, og så gik det sådan meget godt, men jeg kørte ikke, men så blev det dårligere alligevel, så fik jeg Laser stråler, og så sagde specialisten inde i Næstved, jeg har gjort alt hvad jeg kan, der er ikke mere at gøre, så jeg melder Dem ind i Dansk Blindesamfund, og det var i 1989. Da blev jeg så forskrækket, for jeg havde slet ikke forbundet det med, at det var så slemt. Han var nu rigtig sød ved mig, han sagde det var forkalkning, men der var ikke mere at gøre. og jeg går stadigvæk til øjenlæge, men det er ovre i Maribo. Det gør jeg fordi, da jeg var blevet opereret, blev jeg tilbudt et ophold ovre på et rekreationshjem i Maribo, det blev jeg meget forbavset over, at jeg fik tilbudt, men jeg tror det var fordi jeg var alene. Det tog jeg imod, og jeg var der i 3 uger, og havde det noget så godt, og jeg var glad for at være der, men fordi jeg var blevet opereret, så var der sting, som skulle tages i øjnene. Så sagde jeg til forstanderinden, at jeg vel så skulle til Vordingborg, men det behøvede jeg sandelig ikke, for vi har alle tiders øjenlæge her i Maribo, som er specialist, som hedder Eriksen, og siden den tid er jeg altid kommet hos ham, han er noget så sød ved mig, og han sagde, hvis der er et eller andet med dine øjne, så skal du bare ringe, det er lige meget om det er den ene eller den anden dag, så skal du bare ringe til mig, så taler vi om det, og hvis der er noget som kan gøres, så bliver det gjort. Men jeg er kun derovre nu en gang om året, fordi der er ikke mere at gøre ved det. Jeg tror heller ikke jeg turde prøve, selv om de sagde, der skulle være en chance. Jeg er tilfreds med det jeg kan se nu, jeg kan ikke læse, men jeg kan godt orientere mig, så hvis jeg bare kan få lov til at beholde det syn jeg har i dag, så er jeg meget taknemmelig. Jeg syntes der er mange ting, som jeg kan klare, som man ellers ikke ville kunne gøre, så må jeg være glad for det.

Jeg blev meget forskrækket, da lægen meldte mig ind i Dansk Blindesamfund, men jeg har været så glad for det siden, for jeg syntes, det er rart at komme sammen med andre, som har det samme handicap. Jeg syntes det er hyggeligt, og at vi alle forstår hinanden, man behøver ikke det med at skulle lade som om, vi forstår hver især hvad det vil sige ikke at kunne se.

Jeg har også deltaget i nogle kurser på Møn, hvor vi lærte at sy læder, det var på Biblioteket i Stege, hvor Else Andersen var lærer, jeg har nogle pæne tasker, som jeg har syet der. Jeg gik også til Litteraturkreds hos Kathrine Andersen, sådan noget kunne jeg godt lide.

Jeg er blevet hofte opereret 2 gange, først den ene hofte, og 10 år senere den anden. Jeg havde så mange smerter i min hofte, og det blev ved og blive udsat og udsat med operation, så til sidst tænkte jeg, jeg kan ikke holde det ud længere, så dagen før min fødselsdag, ringede jeg til et privathospital i København og spurgte om de kunne hofte operere mig, og det kunne de. Hvis jeg kunne komme med det samme, så ville jeg kunne blive opereret i løbet af nogle få dage. Så ringede jeg til Herluf, og spurgte om han ville køre mig til København, og det ville han gerne. Han tog med mig ind og blive røntgenfotograferet, og det var den 2. december, og jeg blev opereret, og kom hjem inden jul, for det tog ikke mere en uges tid. Sidste gang, da jeg begyndte at få ondt i hoften, da ringede jeg med det samme privat, og der blev jeg opereret inde på Hamlet, og det varede heller ikke mere end 8 dage. Jeg var glad for denne mulighed, for da jeg første gang gik og ventede på operation, var jeg så forpint af smerter, ellers ringer man ikke dagen før sin fødselsdag, hvor jeg skulle have gæster, jeg kunne ikke holde det ud.

Mine hofter har holdt godt, men jeg er ikke så heldig mere, for det der er overgået mig nu, hvor jeg har måttet få taget et stykke af mit ene ben, havde jeg ikke forestillet mig.

Hvor længe boede du på Møn?

Der boede jeg lige til 1991, men da der efterhånden ikke mere var nogen brugs ovre i Bissinge, og genboer og naboer var døde, så kunne jeg pludselig ikke holde det ud mere, så flyttede jeg ind til Vordingborg hvor jeg købte et hus på Dagmarsvej. Jeg fik solgt Møn huset i løbet af ingen tid, og fik det rigtig godt betalt.

I 1985 døde Herlufs kone Birthe, og Herluf og jeg støttede så hinanden, og kom mere og mere sammen.

En dag hvor jeg var ovre hos Herluf, kørte vi en tur, og så kommer vi tilfældigvis kørende ned ad Dagmarsvej, det var egentlig mærkeligt, syntes jeg bagefter. Vi kørte rundt for at se om der var et hus, som jeg kunne tænke mig, og så møder jeg en dame, som har været gift med kredslægen her i Vordingborg. Hun kom lige ud fra garagen med sin bil, og vi kendte hende, fordi vi havde været sammen med hende til selskab før. Så siger hun, om vi ikke begge to vil med ind og have en drink, så vi parkerede bilen, og så kom vi ind i det hus, som jeg så købte få dage efter. Hun havde solgt sit hus oppe på Hammerichsvej, og boede midlertidigt i huset, for hun skulle over og bo i Lysgården, men det var ikke helt færdigt. Det var en sagfører, som havde huset, og han havde købt hendes hus, så de var blevet enige om, at hun kunne da godt bo dernede, indtil han fik det solgt, eller Lysgården blev færdig. Vi begyndte at kigge lidt mere på huset. Vi syntes det var et spændende hus, og det var pænt. Så var vi derovre næste dag og se det en gang til, og vi købte det så af ejendomsmægler Ole Poulsen.

Vi rejser stadig til udlandet. Herluf har en dejlig stor bil, for nu fylder jeg jo lidt mere, når jeg skal have kørestolen med, men vi har været i Østrig. To gange har vi været i Budapest i Ungarn, og ned igennem Tjekkiet to tre gange. Vi har også været i Italien og i Frankrig flere gange og i Andorra, og i Holland.

Vi har kun haft een mærkelig oplevelse. Vi havde set i en af bøgerne om Tjekkoslovakiet, at i en by var Europas største torv, og det skulle vi da ind og se. Der var en ringmur om det torv. Så kørte vi ind og stoppede op en gang, jeg sad i bilen, og Herluf steg lige ud for at tage et billede. Han satte sig hurtigt ind igen og begyndte at bakke, men så stod der to politibetjente med korslagte arme og så sorte og store og væmmelige ud. Vi blev helt forskrækkede, og det endte med vi fik en bøde, for vi måtte ikke parkere der, men det gjorde vi jo heller ikke. Vi lagde mærke til nogle folk, som stod ved siden af, og de rystede på hovedet. Men vi betalte skyndsomt bøden, den var nu ikke så stor, omregnet blev det 75 kr. Det betød jo ikke så meget, og vi var godt glade for at komme derfra.

Den sidste rejse vi tog er lige et år siden, det var den 5. februar, Herluf havde lige fået sin Audi. Jeg gik og ventede på indlæggelse med mit ben og undersøgelse, og det var ikke til at holde ud, så vi blev enige om at tage en rejse. Først tænkte vi på bare at flyve til Mallorca. Det kunne vi ikke få, alt var udsolgt, for det var lige i skolernes vinterferie. Vi tog så bilen, og kørte bare væk fra al det triste med operation og lignende. Jeg havde fået brev om at møde på sygehuset i Nykøbing Falster d. 25. februar, så vi kørte først ned til Harzen. Der boede vi i 2 nætter, og vi tillod os at overnatte på nogle lækre hoteller. Vi kørte så rundt i Harzen, og der var lige faldet sne, så det var noget så pragtfuldt, vejene var ryddede, og træerne var bare så flotte. Så tog vi videre syd på til en lille by, som heder Swienberg på et dejligt landhotel, som vi har besøgt flere gange. Så kunne jeg tænke mig at komme til Schwarzwald, og så kørte vi derned, og fandt også der et dejligt hotel, og vi regnede bare med, at vi skulle blive der en nat eller to, men vi blev der en hel uge.

Jeg glemte alt om smerterne i benene, jeg vidste heldigvis ikke, hvad der ventede mig, når vi kom hjem, jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville gå sådan.
Det var et dejligt vejr vi havde, der var sne, men samtidig 16-18 graders varme, så den frokost vi havde taget med i bilen, kunne vi stå ude i sneen og spise, så varmt var det, og vi så skiløbere ned ad bjergene, det var noget så dejligt. Vi havde tid til at køre rundt, vi var rundt om Bodensøen, og det endte med, vi kørte over til Frankrig, op igennem Alsace, og boede et par nætter der, og igennem Luxemburg hjem.

Da vi kom hjem, skulle jeg møde på Nykøbing Falster Sygehus hos Karkirurg Max Greve. Da vi kom derned, sagde han, det ser ikke så godt ud. Jeg har røntgenfotos, det sætter jeg op på den lysende væg. Så kunne vi se, at det var ikke andet end blyantsstreger. Han sagde, jeg kan ikke operere, og jeg kan ikke forestille mig nogen anden læge, som vil begynde på det. Det eneste du kan gøre er at gå og gå, og når det begynder at gøre ondt, så skal du fortsætte med at gå. En halv time før du har tænkt du vil begynde at gå, så tag et par smertetabletter, så er der måske håb om, at blodet kan finde vej gennem små blodårer. Det gjorde det ikke, så jeg fik benet fjernet i Slagelse den 5. oktober 1998.

Det betød så, at jeg måtte af med mit hus på Dagmarsvej, og jeg måtte have den handicapbolig her på Brænderigården. Det er noget som lægerne har arrangeret, fordi jeg kunne ikke klare mig selv. Det har været temmeligt rædsomt. Det hele blev arrangeret medens jeg endnu var syg, så nu er det bare om at komme videre forhåbentlig, og i den retning er jeg heldigvis temmelig stærk.

Jeg træner 2 timer hver formiddag ude på sygehuset, og jeg tror, at det også er derfor de gør meget for mig. De kan godt mærke, at jeg vil selv, men de syntes alligevel, at nu skal det undersøges sådan, at det ikke går galt med det andet ben. Det får jeg at vide i dag om 14 dage, om der er nogen chance for, at jeg får lov til at beholde det.

Men bortset fra det har jeg det jo godt, jeg er jo ikke syg, jeg fejler jo ikke noget, det er kun blodomløbet i benene. Og det er skæbnens ironi, for jeg har altid været så glad for at gå, så det er meget mærkeligt.

Denne slemme periode jeg har haft med at miste det ene ben, var aldrig gået, hvis jeg ikke havde haft Herluf, som har været trofast med at besøge mig hver eneste dag på sygehuset, og hjælpe mig på alle måder, og det gør han stadigvæk. Jeg har været helt fri for at have fremmed hjælp, og vi føler os meget knyttet til hinanden.

Interview med Gunhild Clausen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Gunhild Clausen

v/ Heike Michelsen

Jeg er født d. 22.8.1929 på Frederiksberg, på Godthåbsvej, født der hjemme for dengang var der ikke noget der hed at man kunne føde på sygehus. Der boede vi de første år har jeg fået fortalt. Men så havde min mor besøg af en læge til mig og min tvillingebror, og lægen sagde at vi skulle flytte ud på landet. For vi havde sådan noget med kirtler og noget andet. Så flyttede vi til Hvidovre – det var på landet dengang – og min far arbejdede på Trifoleum. Vi boede i Hvidovre i et hus og flyttede derfra da jeg var 5 år.

Så flyttede vi til Amager på Cypernsvej og min mor gik hjemme og passede hus. Og vi kom meget sammen med en fætter til min mor og hans kone der boede i Hesselsgade på Amager, og det var ikke så langt fra hvor vi boede. Og der var vi tit ovre. Hun var også min gudmoder. Jeg var også hos dem på ferie en gang imellem. Og jeg nød det. – Mor fortalte engang at jeg var derovre, siger min gudmoder: ”Gunhild, nu kan du få noget Havregrød. Jeg har lavet det til dig. Og så kan du spise det mens jeg gør stuen i stand.” – Så gjorde hun stuen i stand, og kom ud i køkkenet og sagde: ”Jamen, har du ikke spist det?” – Nej, for jeg har aldrig kunnet li Havregrød. Jeg fik det også somme tider derhjemme hos mor, men der knækkede jeg mig af det. Og så sagde mor, at det skulle jeg aldrig have mere.

Så flyttede vi til Bevtoftegade og havde nogle dejlige år der.

Hvordan var din skolegang?

Jeg kom på Svagtsynskolen. Jeg er født blind har jeg fået at vide. Men jeg fik synet igen ved et chok engang. Og det chok skyldtes, at jeg skulle have vasket hår. Og mor lagde mig på køkkenbordet, og så da jeg skulle have håret ned i vasken for at få det skyllet – og det vand skvulper, så skriger jeg. Og min mor kalder så på min far og siger: ”Kan du ikke komme ud og holde hende, hun er helt balstyrisk,” og det gjorde min far. Og så fik jeg synet på den måde.

Er det noget du kan huske eller er det noget du har fået fortalt?

Det er noget jeg har fået fortalt.

Men jeg startede på Svagtsynskolen da jeg var 7 år i København ude på Rosenvængets Hovedvej. Min mor fulgte mig i 7 år hver dag. Så var jeg hjemme i 1½ år, for det var under krigen. Så i 1945 kom jeg på Blindeinstituttet og var der i 1½ år. Jeg skulle lære at væve, men det kunne frk. Düssel ikke lære mig. Så der lærte jeg ikke noget.

Så kom jeg til Kalundborg, for de mente jeg skulle have fred og ro. Og kom på Refsnæsskolen og Hestehavehus. Og det var dejligt. Vi havde et godt kammeratskab derude.

Fik I lært noget?

Ja det gjorde vi. Jeg var i køkkenet og hjalp til. Vaskede op og vi vaskede også gulv i stuerne.

Så kom der på et tidspunkt det der med revalidering på et værksted nede i Skibbrogade, men det ville jeg ikke. Så jeg fik lov til at blive. Senere kom jeg så ud på Klintegården og vævede derude et stykke tid, og kom så på Kærhus og vævede der.

Hvor boede du?

Jeg boede på Hestehavehus indtil jeg flyttede herop i min lejlighed. Og du kan stole på, at det var noget af en omvæltning, for jeg var jo vant til at gå mellem så mange.

Var det noget du selv ønskede, eller var det noget du skulle?

Halvt om halvt var det noget jeg ønskede, men jeg ville gerne. Så den 23. februar 1973 flyttede jeg herop. Og fik mit eget. – Og jeg kan gå her og sige: Den og den ting er mit eget. I stedet for at skulle være på institution, hvor det er deres.

Fik du møblerne på en gang?

Nej, jeg har selv suppleret rundt omkring. Men da jeg flyttede ind, fik jeg 2 sofaer, en lænestol og så fik jeg bordet her som jeg har endnu. Men alt andet er skiftet ud. De første ting jeg fik, betalte jeg af på, da vi fik et lån når vi flyttede ud.

Da du flyttede ud i lejligheden, var der så nogle tilbud du kunne komme til?

Der var en klub der hed Enigheden ude på Refsnæsskolen. Og den gik vi til en gang om ugen.

Så holdt vi op med det. Og så kom tandemklubben, hvor jeg og Karl Mørk var med. Den var der nogle år. Men det var ikke lige gode oplevelser vi havde der. Karl og jeg cyklede ikke så godt, for vi havde ikke kræfterne i benene. Så snakkede de en aften om piloterne. Så var der en der sagde: ”Hvem vil køre med rosset?” – Og ved du hvem der var rosset – det var Karl og mig.

Og det blev jeg ked af den aften.

Holdt du så op?

Nej ikke lige den gang.

Så var der en gang vi skulle til Solgave løb, og der var en af piloterne som havde drukket sig så smadrende fuld, så han ikke var til at have med at gøre. Så havde jeg en ven der hed Karl Olson ovre fra tandem klubben ovre fra Fyn, som jeg havde lovet at tage mig af, for Solgaveløbet skulle holdes på Refsnæsskolen og han skulle bo hos mig. Og vi kom derud og så på løbet. Dengang cyklede jeg ikke. Så om aftenen var der fest derude med middag og alt. – Så sagde Karl Olsons pilot hen på aftenen: ”Karl skal pisse”, og jeg tænkte: Hvad sidder han og siger? Jeg skal da ikke hjælpe Karl på WC. Og det sagde piloten flere gange. – Så var der en anden af piloterne der sagde: ”Så kan du vel hjælpe ham!” Nej, det ville han ikke, ja han var rigtig modbydelig. Men så hjalp den anden pilot Karl. – Så da vi kom hjem, bestemte jeg, at der ville jeg ikke komme mere.

Og der var mange der efterhånden meldte sig ud, og nu er den helt stoppet.

Du har haft andre aktiviteter siden du holdt op i tandemklubben – f.eks. dans,hvornår begyndte du at gå til dans. Hvordan begyndte det?

Det begyndte efter jeg havde været på Højskoler. Jeg var første gang på Brandbjerg Højskole i 1973, samme år som jeg flyttede ud. Der var jeg igen året efter og så i 1975 var jeg på Unge Hjems Højskole i Bråde. Og der havde de folkedans på programmet, og jeg tænkte: Jeg skal prøve en gang. – Så da jeg kom hjem begyndte jeg at gå til folkedans her. Og fik bevilget Taxa af kommunen for at komme til det. Det gjorde jeg så i nogle år. Så var der nogle damer – den ene boede hernede på første sal. Og de kørte med. Så havde jeg været på højskole, og da jeg kom hjem ringede de fra kommunen, og spurgte om jeg havde kørt til Solgården en søndag. Nej, det havde jeg ikke, sagde jeg. Så sagde hende fra kommunen, at de så ville slette den Taxa regning, og at jeg ikke mere ville få bevilget Taxa. Så der stoppede den. Så en dag mødte jeg en af de damer, der havde kørt med mig, og hun spurgte om vi ikke snart skulle køre i Taxa igen. Jeg sagde så at der ikke blev nogen Taxa mere, og hun blev vred.

Siden har jeg selv betalt.

Du har ikke søgt kommunen senere?

Nej – aldrig.

Så begyndte jeg at gå til seniordans i begyndelsen af 90’erne. Så var det her for nylig, at jeg havde bestilt en Taxa dertil. Jeg sagde til chaufføren, at jeg godt ville bestille ham til at komme og hente mig kl. 15.45. Han skulle nok komme og hente mig, men der kom ingen. Jeg stod nede ved trappen og ventede og det var i november. Så gik jeg op for at vente inden døre. Så kom der en sygeplejerske og spurgte om hun kunne hjælpe med noget? Hun sagde så, at han nok var blevet forsinket. Så gik jeg ned igen og stod. Så da der var gået et kvarter og han ikke var kommet, gik jeg op igen og stod. Så kom der en anden sygeplejerske, og spurgte hvad hun kunne hjælpe med. Så forklarede jeg det og hun sagde: ”Det kan jeg ikke hjælpe med!” – Så kom der en ældre dame i kørestol og spurgte hvad jeg skulle have hjælp til. Så fortalte jeg det. Hun sagde at vi kunne gå ind til en beboer der havde telefon og han ringede. Og så kom de da klokken var 16.30. – Og det er noget svineri.

Det kan jo ske, men du klarede det

Ja, for det kan jo ikke nytte noget, at sætte sig på bagbenene og tude.

Men jeg er glad for at gå til dans.

Hvilke andre aktiviteter deltager du i?

Jeg kommer i Blindesamfundets klub og i Visens Venner. Så tar jeg på Højskole og på Fuglsangcentret, hvor jeg holder Jul og Nytår. Og der traf jeg en af mine gamle skolekammerater, Birthe Narvig. Og jeg har også fået hilst på Alice Thomsen, som også er en af mine skolekammerater, og en der hedder Åge Kristiansen som jeg også har gået i skole med.

Kender du nogen her i Kalundborg?

Nej ikke så mange. Det er kun Gerda og Annemarie som jeg er sammen med her i byen. Men jeg kender mange, f.eks. fra døv-blindekurser og fra jul og nytår på Fuglsangcentret.

Men det er vel også på grund af kammeratskabet du tar på Højskole og Fuglsangcentret?

Ja, det kan du stole på. For ellers gjorde jeg det ikke. Hvis der ikke var kammerater var der ikke noget at tage ud efter. Men det viser sig Gud ske lov, at jeg kan. For det er vigtigt at have nogen man kender.

Kender du naboerne her?

Her i opgangen kun hende nede på 1. sal. Og hun har også været her, hvis der har været et eller andet. Så kan jeg altid henvende mig til hende.

Og så er der Gerda som du besøger!

Ja, det gør jeg. Det er min bedste veninde. Vi har altid kommet godt ud af det sammen. Men jeg har snydt hende nogle gange, fordi jeg ikke har kunnet høre. Men hende går jeg over og besøger. Hun kommer ikke herover, fordi børnene har nogle gange taget hendes stok, så det vil hun ikke. For så står hun bare der og kan ikke komme videre.

Du har fået høreapparat nu. Hvordan opdagede du, at du ikke kunne høre?

Det var Ingrid og så Gerda. En dag jeg var nede hos Ingrid i Munkesøparken opdagede hun det. Hun snakker jo ikke så højt, så jeg sad bare og sagde: Nååh, ja og Amen som man gør, når man ikke ved hvad der bliver sagt.

Så en dag ringede Ingrid til mig. Hun havde gået og spekuleret på at jeg vist ikke kunne høre ret meget, og det var blevet værre og værre med min hørelse. Hun havde tænkt sig at snakke med Gudrun Nielsen, der var hos hørepædagogen, og det gjorde hun så. Og så kom jeg til ørelægen og blev henvist til Hørecentralen i Slagelse. – En uges tid efter var jeg igen nede hos ørelægen, og viste ham et brev jeg havde fået fra Slagelse om, at jeg skulle vente i 14 måneder. ”Nej, det skal du ikke, nu skal jeg rykke for det!” sagde han. Og så fik jeg en tid 14 dage efter og blev kigget i ørene. Fik taget aftryk til høreapparat og en måned efter fik jeg høreapparatet.

Hvornår kom du ind i Dansk Blindesamfund?

Det må være tilbage fra begyndelsen af 70’erne. Det var Karen Christensen, der var omsorgskonsulent dengang. Hun havde en dag spurgt Gerda, om hun kendte nogen der kunne tænke sig at komme i Dansk Blindesamfund. Og så nævnte Gerda mig, og så kom jeg ind der.

Havde i et mødested dengang i Dansk Blindesamfund?

Ja, vi mødtes i Roskilde. Alle store fester holdt vi der. Forårsfest, julefest og holdt også generalforsamling der. Og så var der dans bagefter generalforsamlingen. Men det gør vi jo ikke mere.

Så var vi også i Holbæk, og der flettede jeg en stor kurv. – Den skal du se!

Hvor er den flot, det var måske noget vi skulle gå i gang med i klubben her i Kalundborg! – Bruger du den til garn?

Nej ikke mere, for jeg gider ikke, for jeg kan kun strikke grydelapper, håndklæder og vaskeklude. Og det kan man ikke sidde og strikke på hele livet.

Men du deltager også i turene til Fuglsangcentret!

Ja, det gør jeg hvis Esther kan tage med. For der er ikke så meget ved at tage på udflugter, hvis man ikke kan manøvrere sig. Jeg skal helst have en med der kan fortælle mig, for ellers kan det jo ikke nytte noget, hvis jeg tager til Silkeborg søerne eller til Tyskland.

Hvad med din besøgsven – kan hun ikke tage med?

Nej hun bryder sig ikke om at komme ud blandt andre, hvis der er for mange mennesker. Hun vil kun med ud i byen om fredagen. Der var f.eks. noget en dag her i byen med Birthe Kjær der skulle synge. – Nej det ville hun ikke. Så det dur ikke – at man har en glasdukke som ledsager. Hun er sød og meget hjælpsom. Om fredagen går vi ud og køber ind så jeg har til hele ugen. Og så går vi i Medborgerhuset og spiser, de har dejlig mad der.

Det vil sige, at om fredagen har du besøgsven, og om torsdagen går du til dans – er der andre ting du går til?

Nej, jeg er hjemme resten af ugen. For der er ikke sådan noget jeg kan gå til, og jeg får sagtens tiden til at gå. Jeg får blade, hører musik og hvis der er noget i fjernsynet som er værd at høre gør jeg det. Og keder jeg mig, tar jeg bare telefonen og ringer. Og så kommer Esther hver mandag. Det hedder sig nok at man bare kan gå en tur, men det bliver bare lidt ned ad stierne udenfor, for når man ikke kan se nogen mennesker er der ikke meget ved det. Jeg skal helst sludre. Og når jeg ikke kan se nogen mennesker, vil jeg helst blive hjemme.

Du har ikke prøvet at være med i Pensionistforeningen her i Kalundborg?

Det har jeg, men de er seende alle sammen. Så man bliver sådan lidt i baggrunden. Jeg har også en gang været i Pensionistforeningen i Gørlev. For der kunne man danse. Men så gad de ikke det mere, og dansede kun med hinanden. Og så får man bare lov til at sidde og glo, og jeg gider ikke det med at sidde og glo. – Iihh – jeg kan sige dig, jeg får simpelthen bare nerver af det og så kan man lige så godt holde sig væk.

Det er jo i år du bliver 70 år, har du store planer med det?

Jeg har ikke tænkt så meget over det. Og der er ikke så mange jeg kan invitere.

Har du ikke noget familie?

De kommer jo ikke. De kom ikke en gang da jeg fyldte 60, så hvorfor skulle de så komme nu! Her kender jeg kun Gerda, Annemarie, Esther og dig Heike. Så Jer vil jeg invitere.

Men det falder lige når der er højskole, så der kan jeg ikke komme. Men jeg har tænkt mig at tage over til Nordisk visesang på Fuglsangcentret, så det vil jeg gøre i stedet for højskole.

For den dag jeg fylder 70, vil jeg gerne være hjemme.

Interview med Grethe Jensen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Grethe Jensen

Interviewer Heike Michelsen.

Mit navn er Grethe Jensen. Jeg er født d. 8. maj 1918 i København på Nørrebro – det de i dag populært kalder Den Sorte Firkant. Jeg er nummer 2 af 3 børn. Jeg havde en ældre søster, som er død, og har en yngre bror, som jeg desværre ikke har haft kontakt med i mange år. Og det er umuligt i øjeblikket at finde ham.
Min far døde da jeg var 3 år, og min mor sad alene tilbage med 2 piger og et barn på vej. Mor fik arbejde som rengøringskone i private hjem, og gennem dem fik hun arbejde som kogekone i 2 Københavnske kommuneskoler. For den gang fik børn fra ubemidlede hjem, varm mad på skolerne hver dag. Dvs. at den varme mad bestod i, at man den ene dag f.eks. fik varm Mannagrød med saft til, og så den næste dag fik man den kolde stive grød med varm hvidtøl til. Men min mor sad alene med 3 børn og sled fra morgen til aften. Min bror kom i vuggestue og jeg kom i børnehave meget tidligt om morgenen. Jeg var i børnehave til jeg var godt 6 år, og så skulle jeg i skole, men fik lov at komme i børnehaven efter skoletid. Og det var et privilegium, men det var fordi lederen, frk. Steenberg syntes jeg havde evnerne til at hjælpe til. Jeg gik på skolen til 5. klasse og kom så i mellemskolen, men kom kun til at gå der i godt et år. For min mor døde lige pludselig, da der var 14 dage til min konfirmation og jeg var 14 år.
Så kom jeg over til Jylland til mine ferieforældre som jeg havde gennem Søndagsskolen. Og jeg fik plads på Kjellerupvej ovre ved Viborg. Det var et dejligt sted og jeg kunne godt li’ at være der. Men fra den første dag jeg kom var jeg pige i huset. De havde et husmandssted og han var samtidig malermester. Efter et års tid flyttede mine plejeforældre og jeg til Bornholm. Min plejefar var udover at være uddannet malermester også uddannet diakon. De købte et alderdomshjem for gamle og syge, og der skulle jeg også være medhjælp og glædede mig til at begynde med. Jeg blev der et års tid og havde fået venner. Og de kunne godt se det ikke gik særlig godt. De kendte en læge der også kom på alderdomshjemmet, og han foreslog at jeg skulle lære noget mere. De strittede først imod, men så kom jeg til København og var først hos en præst på Amager. Der havde jeg udgangstilladelse til kl. 21 og gjorde jeg ikke det, ”ville der falde brænde ned!” Og det gjorde der så en aften jeg kom for sent hjem. For jeg kunne ikke komme ind og måtte kalde præsten op. Og det endte med at jeg blev fyret, og flyttede hjem til min kusine i en periode. Fik stilling som stuepige og kokkepige. Og senere som nurse hos en overlæge med 2 børn, og der fik jeg mit eget værelse med bad og der var thekøkken, så man kunne invitere gæster. Og der blev jeg så til jeg traf min første mand.
Jeg blev tidlig gift, og var gift i 7 år. Så kom 2. Verdenskrig, og det gjorde at der skete et eller andet. Og jeg fandt det mest rigtigt og klogest at bede om at få vores ægteskab opløst. Det fik jeg og fik forældremyndigheden over mine 2 drenge. Så prøvede jeg at klare mig selv – det var drøjt, meget drøjt – men det har også vænnet mig til at tage livets mørke sider. Og sige at en forhindring er til for at den skal flyttes.
Jeg var nødsaget til at finde noget arbejde, så jeg arbejdede i børnehaver og vuggestuer som uudannet. Så kom der en lov om, at man ikke som uuddannet måtte få samme løn som de uddannede. Det var også helt i orden. – De der har ofret år på at lære noget fagligt, de har jo større kendskab og erfaring end vi andre. Så det var helt rimeligt at man skulle have en uddannelse.

Hvad alder havde du da du startede i børnehaver og vuggestuer?

Det var i 1953 og jeg er født i 1918, så jeg har været 35 år. Den ældste af mine sønner gik i skole og den yngste i børnehave. Og jeg søgte så ind på Montessori Skolen. For jeg havde læst en del af den italienske læge og pædagog Montessoris bøger. Og de tiltalte mig. Så jeg blev optaget på skolen og læste der i 2 år. Det var både ondt og godt kan det siges – for den var Katolsk og det var jeg ikke – så jeg lå somme tider under for et pres. Jeg skulle gøre mig mere dygtig og måtte læse meget for at tilfredsstille min forstanderinde. Jeg fik da min eksamen og søgte stillinger. Og blev ansat dels i Københavns kommune og i private børnehaver, og var med i Dansk Røde Kors samaritter korps og fik mange gode venner. På et vist tidspunkt flyttede jeg sammen med en mandlig kollega inden for Røde Kors. Og vi havde nogle gode år sammen. Men så kom jeg ud for en privat oplevelse, som blev et stort chok for mig, og jeg kom på sygehuset og var langt nede. Men jeg havde en veninde, som var genbo i det hus hvor jeg ellers boede og hun kom og besøgte mig. Og hun fik hevet mig op med hårene bogstavelig talt.

Hvor gammel var du der?

Det var i 1956, så der var jeg 38 år. –Og hun fik hevet mig op og sagde: ”Du er for godt uddannet og for pænt et menneske til bare at ligge, og bare smuldre hen og ligge der. – Og du har 2 børn som trænger til dig!” Så vi fik talt sammen, og jeg sagde jeg ville ud på landet i en periode. Hendes mand var ansat som redaktør på Politiken, så jeg sagde hun måtte komme med et blad, hvor der var stillinger på landet. For der måtte da være en annonce om at blive husbestyrerinde, så jeg kunne komme væk fra København. Det gjorde hun. Vi var 5 der lå på samme stue på sygehuset. Og der var mange der søgte husbestyrerinde, så vi nummererede dem fra nr. 1 og fremefter. Og blev så enige om at vi skulle sige et nummer. Og ved det nummer skulle jeg sætte et kryds, og så skrive til dem. Jeg fik brev fra de 4 af dem og det var brogede svar. Der var en enkemand som syntes der var tomt i dobbeltsengen, så jeg var velkommen. Det han tilbød mig var kost og logi, og børnene måtte godt komme med, men dem skulle jeg så betale for. Og en anden var også enkemand og han havde voksne børn. Han trængte til en der kunne komme og lave mad, gøre rent og sørge for at huset var i orden, når børnene kom hjem. Og lønnen ville være kost og logi. – Det var det gennemgående i de 4 breve jeg fik. Og det passede ikke lige mig. Jeg ville godt ud som husbestyrerinde. Men jeg ville ikke gå som en, der af nåde og barmhjertighed fik et sted at være. Det ville jeg ikke. For jeg syntes, at selv en husbestyrerinde har krav på respekt. For dengang var en husbestyrerinde til at få for 25kr. om måneden + kost og logi. Men slet ingen løn hvis hun havde et barn med.
Min veninde spurgte om jeg havde fået svar, og jeg sagde at jeg havde fået fra de 4 af dem. Og tænkte at den femte nok var blevet bange. Hun ville så tage mine breve og tage dem med ind på redaktionen. Det var jo under billet mrk. Hun ringede så og sagde at jeg om aftenen skulle ringe på det og det nr. For der sad en landmand som gerne ville have mig. Så jeg tænkte at jeg hellere måtte ringe. Og det var jo inden der var fjernsyn, der var kun radio. Og så på et vist tidspunkt var der Radioavis, og jeg kunne tænke mig at en enlig mand godt ville sidde og høre den i fred, selvom han var landmand. Så der ringede jeg og sagde hvem, jeg var. Og han vidste godt hvem jeg var, for jeg havde opgivet min venindes telefonnummer og der kunne de evt. ringe til. Og han havde talt med hende og havde ringet til hende og bedt mig om at ringe til ham. Og så snakkede vi sammen. Jeg spurgte slet ikke om løn. For han var meget studs og
kort: ”Nej” – ”Ja” –”Nåh”. Og så sagde han: ”Hvornår kan De begynde?” Nåh jah, ikke lige i morgen, men måske i overmorgen. Men jeg tænkte nok det var for tidligt. Men han sagde det var i orden, og spurgte om hvor jeg vidste hvor det sted lå jeg skulle hen til? – ”Nej, det vidste jeg ikke, men det kunne jeg vel få at vide!” Og inderst inde tænkte jeg, hvis han er sådan når jeg kommer derop, kan jeg bare sige nej. Men havde lige fået skrevet hans navn. Så fik jeg at vide jeg skulle tage til Holbæk, og så tage toget til Nykøbing Sjælland, men skulle stå af toget i noget der hed Asnæs. Og jeg indrømmer det! Jeg anede ikke hvor Holbæk lå, anede ikke hvor Nykøbing lå og slet ikke Asnæs. Og så ventede han jeg kom! ”Farvel” sagde han, og jeg sagde farvel. Og jeg tænkte: ”Nej, men skidt så får jeg da turen derop.”

Hvor gamle var dine børn dengang?

Erik var blevet konfirmeret og Vagn har vel været 13 år. De var på kostskole dengang, og skulle da have lov at komme en gang imellem.
Jeg ringede til min veninde og sagde: ”Sådan og sådan, og nu snakker jeg med overlægen i morgen om at tage derop!” Så sagde hun: Ham har jeg talt med. ”Hvad bilder du dig ind?” sagde jeg så. Ja, men jeg har talt med ham og han sagde: ”Grethe Kristensen kan godt komme hjem for hun vil have godt af det, og hun har viljen. Og hun er kommet sig så meget at hun godt kan.” Så jeg kom hjem næste dag til min veninde og vi pakkede alt hvad jeg havde af møbler og diverse småting og alt hvad jeg ejede. For det hus jeg ellers havde boet i lå lige over for. For jeg havde jo nøglen, så vi var egentlig 2 uartige piger! Vi holdt øje med når han kørte på planteskolen om morgenen, og så havde hun bedt sine 2 piger om at blive hjemme fra skolen. Og så hjalp de 2 piger, Else og jeg hinanden, og gik over og tog alt det der var mit. Møbler, blomster og det hele. Bar det over til Else lige på den anden side af vejen. Der var et par nabokoner som så det, og de sagde: ”Ved du hvad! Vi kommer og hjælper dig.” Og så tog de et par trillebøre, og det var simpelthen sådan, at det skulle være optaget på video. Og midt i alt det tunge og triste var det alligevel en sjov oplevelse. Selv om jeg mens jeg gik og pillede ud, gik og tudede alt det jeg kunne. Men alle konerne var enige om, at jeg bare skulle tude. Og den ene kørte til bageren og købte brød. Else sagde: ”Når vi er færdige, så drikker vi kaffe inde hos mig.” Så jeg fik det hele derover.

Det var da alle tiders!

Ja, det var det og jeg prøvede at falde til ro. – For næste dag skulle jeg jo rejse.
Jeg anede ikke hvor Odsherred lå. Jeg fik bare at vide det hed Stenbjerg pr. Asnæs i Odsherred. Min veninde vidste det heller ikke. Hun troede det var Hornsherred. Og sagde det var mærkeligt, at jeg skulle helt til Holbæk, men det måtte vel være nemmest med toget. Så hun kørte ind på Hovedbanegården og hentede billet, og sagde: ”Så er det hele i orden og vi pakker det du skal have med. Og så i morgen bestiller vi en Taxa og kører til toget!”
Jeg måtte jo sige til DSB manden, om han ville være venlig og sige når vi kom til Holbæk. Og det gjorde han og var så venlig at hjælpe mig ud med al min bagage og fulgte mig hen til toget til Nykøbing. Og der måtte jeg også pænt sige til togmanden, at når vi kom til Asnæs, skulle han sige til. – Og vi kørte og vi kørte. Jeg tænkte at han havde glemt mig. Og da han kom ind for at billettere, spurgte jeg om han havde glemt mig! ”Nej, nej, De skal af i Asnæs og jeg skal nok hjælpe dem med bagagen”.

Og så kom jeg til Asnæs. Og jeg kiggede ikke – men jeg gloede bogstavelig talt. Og der var ingen for at hente mig. For hvad skulle jeg nu gøre? Står med et par kufferter, og her står jeg. Men der var da en station. Og jeg er ikke for ingenting københavner. Så jeg gik ind på stationen og sagde: ”Hvor får jeg en taxa her?” Og det hedder jo ikke taxa på landet. Men han sagde pænt at de havde en taxi ”og jeg skal ringe efter en – hvor skal De hen?”. Ja, jeg skal til noget der hedder Stenbjerg. ”De kan sætte dem ud i venteværelset, så skal der nok komme en.”
Jeg tænkte at det her var altså skørt og han ringer nok ikke. Jeg syntes tiden var lang, for det gør man når noget er uvist. Og så pludselig gik døren op og det lød: ”Der er nogen her der skal med en Taxi!”, så jeg rejste mig op, og det var en der hed ”Fynbo Jensen”. Han fik mig ind i vognen. Han var meget flink og spurgte hvor jeg skulle hen på Stenbjerg. ”Ja, jeg skal op til en der hedder Arne Jensen.” Så vendte han sig om og sagde: ”Skal De op til Arne Jensen? – Der bliver de sgu ikke ret længe”. Så sagde jeg rapt tilbage: ”Det kan De ikke udtale dem om!” – ”Det skulle da så være et Guds under!” ”Så er jeg nok et Guds under!” svarede jeg rapt. Og den fik jeg at høre for senere. Så nu kørte han med et Guds under i Taxien, og vi kom op til Stenbjerg.
Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg vidste ikke om det var en gård på 150 tønder land, ja jeg vidste ikke engang hvad en tønde land var. Jeg anede intet. Men det svævede inde i hovedet på mig, at når han var landmand og skulle have en husbestyrerinde – så måtte det være noget stort noget. Men det var ikke stort! Jeg gav 3 kroner for turen og jeg stod der i gården. Da han satte mig af sagde han. ”Når De skal hjem kan De ringe.” Men han gav mig ikke noget telefonnummer. Det gjorde man jo ikke på landet.
Og så stod jeg der og gloede dumt på gårdspladsen og tænkte: ”Det der er stuehuset, og det er staldene. Men hvor går man hen?” I det samme kom der en mand, og han havde en stor beskidt stråhat på. Og var selvfølgelig i arbejdstøj og nogle gummistøvler – ja de var ikke kønne! Og han sagde: Nåh, så er De der!” Han kendte ikke ordet Velkommen. ”Ja De skal bare gå ind der. Der er køkkenet, og så kan det være De laver kaffe?” – Nåh, tænkte jeg. Gik ind i bryggerset, kiggede mig om og tænkte: Her bliver du ikke, men han skal da få sin kaffe. Og jeg gik ind. Inde i køkkenet var der et indfyringskomfur, køkkenbord, en tørvekasse og på komfuret stod der en primus og en vandkedel. Jeg kiggede mig rundt for der var ingen vandhane, hverken i køkkenet eller i bryggerset. Så jeg gik ud og spurgte om der fandtes vand her! – ”Ja, der står en pumpe ude på gårdspladsen”, så jeg tog kedlen, men han sagde at der skulle vand i spanden. Der stod en mælkejunge og han var da så flink at han bar den ud og fyldte den op. Så fik jeg en øseske og kunne fylde vand i kedlen. Så sagde han drilagtig: ”Jeg må vel hellere tænde op på primussen, for De er jo københavner og kan vel heller ikke det.” Åh joh, jeg havde før tændt op i en primus. Så jeg tændte op og lavede kaffe. Og måtte så spørge hvor brødet og smørret var, og det var inde i et stort spisekammer.
Og den dag gik så til ende, og jeg vil ikke mindes den for noget godt. For det der kunne jeg ikke klare.

Det var for uvant?

Ja, jeg syntes og han var så stupid. Han viste mig også hvor jeg skulle være. Det var oppe og et mægtig stort rum. Et gammelt soveværelse. Der var ingen varme – der var kun en feltseng der var redt op og der kunne jeg lægge mig. Han lå selv i et lille bitte rum ude ved bryggerset.
Jeg kom d. 4. maj, og der satte jeg lys i alle vinduerne. Det var han ikke vant til, så han kiggede lidt. Men jeg havde taget lys med til det samme. Han sagde ikke
noget, men jeg fik senere fortalt at han havde sagt: ” Jah, hun stillede op med at sætte lys i alle vinduerne.” Så blev det den femte, den sjette og syvende maj. Og jeg sagde til mig selv hver dag; nu ringer du til Else og siger jeg rejser igen. Men der var bare det mærkelige, at hver morgen jeg kom op tænkte jeg: ”Du skal have det ordnet inden du rejser.” Og så når jeg havde ordnet det, skulle jeg lige have ordnet det og det. Og komfuret skulle pudses, og når man havde pudset sådan et komfur er man sort over det hele.
Så den 8. maj ringede Else for at ønske mig tillykke på min fødselsdag. Det var Arne der tog den, for jeg havde ikke noget med telefonen at gøre. Så han kom ud og sagde: ”Det er til Dem!”, og jeg tænkte straks at det var oppe fra kostskolen. Og det ville være forfærdeligt hvis der var noget galt med børnene. Men det var jo Else, og vi snakkede om det der. Jeg sagde at det vist ikke bliver til noget her. ”Joh”, sagde hun, ”det ender nok med at du bliver kone på den gård!” Så kiggede jeg hen på døren om den var lukket og sagde så: ” Om så det var den sidste mand på her på jorden, så vil jeg hellere ende i et nonnekloster. Og jeg er her ikke mere end en måned!” ”– Du bliver kone på den gård inden der er gået et år, og jeg vil med til brylluppet”, sagde Else. Så blev jeg vred og sagde jeg nok selv skulle bestemme. Og jeg skulle for øvrigt ikke giftes og havde 2 børn jeg skulle forsørge. ”Og når det bliver den første, gør jeg godt rent heroppe, og så rejser jeg. – Så du skal ikke sende mine møbler!” – ”Det har jeg allerede gjort!” lød svaret fra Else.
Nåh, det var der ikke noget at gøre ved, og der gik et par dage og så kom halvdelen af mine møbler, og Else ringede og sagde at resten kunne jeg få efter sommeren. For så ved du hvordan du har det.
Ja, så blev jeg jo hængende, og i dag har vi været sammen i næsten 45 år. Og der har da været modgang.

Og med den tids syn på kvinder – hvilke muligheder havde du ellers?

Ja, jeg skulle have et sted at bo. Jeg havde jo godt nok min uddannelse og havde 2 børn jeg skulle forsørge. Jeg havde været på socialkontoret mens jeg endnu var i København, og de sagde jeg kunne få socialhjælp, hvis jeg ikke havde arbejde. Men jeg ville ud på landet og lægge penge til side. Og så søge en lejlighed og søge Bikuben om et lån, så jeg kunne starte en børnehave og tage ud og holde foredrag. Men jeg vidste ikke hvor dårlig lønnen var. Jeg fik til at begynde med 75 kr. om måneden. Og skulle selv betale når jeg skulle til København eller købe tøj. At børnene kom, havde han ikke noget imod. Men hans familie var så ”søde” at fortælle mig, at så måtte jeg selv betale. Så det tyggede jeg på. Men jeg sagde til ham, at når drengene kom på besøg, så er mit værelse mit hjem. Og jeg bander ellers ikke, men jeg sagde: ”Og jeg skal fandeme ikke betale for dem. Jeg går her og slider og slæber her hver eneste dag for min løn!” Og Arne sagde det så heller ikke. Men kunne lige så tydeligt mærke på hans familie hvad de syntes. For børnene kom jo hver anden weekend. Og sådan 2 drenge spiste jo 4 rundtenommer hver dag.

Men det var jo ellers vilkårene dengang?

Ja, det var det jo. Det var jo tydeligt med ham enkemanden der havde skrevet til mig, at der var så tomt i dobbeltsengen og han lå der med følelser og fornemmelser. Så der skulle jeg være velkommen. For man regnede med dengang, at når man var husbestyrerinde, så var man til det hele. Værs’go. Du havde alle de pligter der kunne lægges på – også de intime. Men du havde ingen rettigheder. Og ham den anden, der havde to voksne børn jeg skulle varte op. Sørge for at huset var rengjort og der var bagt så børnene bare kunne komme hjem. Det var jo en billig hushjælp.
Og jeg kan give dig endnu et eksempel. Da jeg var blevet ansat oppe hos Arne, så kom der på et tidspunkt en. Ja, der kom mange af bønderne, for de skulle jo se giraffen. Men en af bønderne havde sagt til Arne: Hvis du ikke vil have hende, så lad bare mig få hende.” Men han brød sig godt nok om mig, så han sagde ikke noget.
Da jeg havde været der en måned, sagde jeg, at jeg ville have mere i løn. For jeg hjalp jo til med det hele, bortset fra at jeg ikke malkede eller mugede under køerne. Jeg var med når han tærskede og smed neg op, passede hønsene og vi havde en hest. Og da jeg havde været der i 14 dage, spurgte han, om jeg ikke ville tage med op til hans forældre i Høve, og hjælpe dem. For der vaskede vi tøj. Så vi spændte hestene for og kørte derop.

Så jeg blev husbestyrerinde og en slags kom-hjem-og-gør-rent-og-lave-til hos hans forældre. For jeg har aldrig været bange for at lave noget. Og det var nok derfor jeg blev der. Og der var nok at rive i!

Og det holdt sådan i nogle år?

Ja, jeg havde sagt til ham, at skulle jeg noget, så ville jeg tage til det. F.eks. når der var nogle foredrag i København.
En dag så jeg i Ugeavisen at Vallekilde Højskole havde deres efterårsmøder. Og spurgte jeg Arne om hvordan man kom derud. ”Ja, man kan jo cykle derud!” – Jeg spurgte så om han ikke kunne tegne vejen for mig, for jeg havde min cykel med fra København. Joh, det skulle han nok senere og gik ud i stalden igen. Så da han kom ind til aften sagde han:” Vi kunne jo cykle sammen, for De kan vel ikke finde vej!” Om jeg kunne være færdig kl. det og det! ”Ja, det kan jeg da godt!”, og vi pyntede os pænt og så tog vi der til Vallekilde om søndagen. Og det var en oplevelse – men ikke så rart for Arne. For de der kendte ham og så at han sad ved siden af et kvindfolk som de ikke havde set før! Og de ville ikke være bekendt at spørge. Så de spurgte om det var noget familie. ”Næh” sagde han. ”Måske en De kender? – Og jeg kiggede noget, for det måtte være noget særligt når de sådan kiggede og hviskede sammen. Og vi kom hjem om aftenen og havde en god diskussion om det vi havde hørt på Vallekilde.
Så en dag jeg var til møde i min forening i København, så var der en som sagde til mig, om jeg ikke havde fået vores medlemsblad. Hun havde set, at der var en proprietær deroppe i Nordsjælland, der søgte en uddannet pædagog til at passe hans evnesvage barnebarn som kom 3 gange om ugen fra kl. 9 til kl. 13. Og så skulle han beskæftiges og havde et par kammerater med, der også var evnesvage. Så det var 3 eller 4 ad gangen jeg skulle passe. Og ellers skulle jeg være husjomfru. Jeg tænkte – det kunne jeg da godt. Og søgte stillingen og var deroppe. Kunne da godt se at jeg ville få en arbejdsdag fra kl. 6 om morgenen til kl. 8 om aftenen. Men det gjorde ikke noget. Jeg blev lovet, at jeg ville få en kone til vask, en kone i køkkenet, så jeg aldrig skulle tage det grove. Så den hoppede jeg på med det samme. Og sagde til Arne, at jeg havde tænkt på at rejse! ”Nåh”, sagde han. ”– Ja, for jeg har fået en stilling, hvor jeg kan bruge min uddannelse som jeg har brugt nogle år af mit liv på at få.”

Det kunne han godt se, men jeg kunne se, at han blev noget tavs. Men han sagde jo ikke så meget. Så jeg rejste derop. Men da jeg skulle rejse, sagde Arne: ”Vent med at flytte Deres møbler til De har været der en måneds tid. Så kan De jo komme herned og pakke.” Og jeg var lige ved at sige: ”Nej, De kan tro det er løgn!” – Men det var lige som Vorherre slog mig i hovedet, og det har jeg altid troet på. Det var som om han sagde: ”Tag det nu lige lidt med ro. Lad nogle af dine møbler stå!”. Så det gik jeg med på. Rejste så derop og det blev ikke nogen succes. For det var en af den slags der benyttede sig af hushjælpen til ingen penge. For det med, at der kom en kone til det grove? – ja, men det havde han ikke sat nogen dato på hvornår, sagde han. Jah men, jeg kan da ikke tage 3 børn og lave morgenmad til proprietæren,” sagde jeg. ”Ja, men de kommer ikke før morgenmaden er spist”, sagde han. Og så blev det efterhånden sådan, at jeg skulle varte ham op i tide og utide.
Så nede i byen, kom jeg til at tale med en husmandsfamilie der boede lige i nærheden. Hun spurgte om hvordan det gik, og jeg svarede, at det går jo. Men jeg bliver ikke gammel i gårde! ”Nej, der er aldrig nogen, der har kunnet være der mere end 3 uger – det er det højeste,” sagde hun. Jeg kunne sige, at nu havde jeg været der i 3 uger. Og hun sagde at de også havde snakket om hvornår jeg rejste. ”Men har De ikke lyst til en aften komme ind og få en kop kaffe?”, Joh, men jeg skulle jo opvarte ham hele aftenen. Men han tog af og til ved 9 tiden til København, og så havde han gerne en meget ung veninde med hjem. Forskellig fra gang til gang. Så hun sagde: ”Næste gang han kører, så ringer jeg til Dem.” For han havde garage lige op til deres indkørsel.
Så ringede hun en aften og sagde jeg skulle komme derover til en kop kaffe og et glas vin, for ”vi vil ikke længere gå og sige De til dig, og du skal heller ikke sige De til os.” Og så fik jeg at vide, at hvis jeg blev der til på tirsdag, så var jeg den der havde været der længst.
Jeg blev der godt 10 dage til, og så skulle han til København og skulle være der i 2 dage. Og så når han kom hjem ville han have gæster med hjem. Og der var en menu jeg skulle have klar. Helleflynder og jeg ved ikke hvad. Jeg spurgte ham om jeg så fik en kone til hjælp, men det havde han ikke tid til at spekulere på! Det kunne vi snakke om senere. Og kunne forstå på konen inde ved siden af, at den havde han brugt i flere år. Så rejste han tidligt om morgenen og hun ringede inde fra ved siden af. Og sagde jeg skulle komme over og få en kop formiddagskaffe. Jeg sagde jeg ikke havde tid, for jeg skulle nå så meget. Da jeg kom derover alligevel, sagde hendes mand: ”Hvorfor rejser du ikke?” Jeg sagde at jeg også havde forbandet lyst til det. ”– Så gør det,” sagde han. ”Vi skal nok komme over og pakke for dig – det har vi gjort for alle de andre:” Og så var der noget i mig der sagde: Flyt!
Arne havde jo ringet til mig og skrevet hver eneste dag. Og havde vi snakket for længe i telefonen, så rømmede han sig. Men hver dag fortalte han mig om hvordan der var derhjemme. Og han havde ikke i sinde at tage en ny husbestyrerinde. For han troede på at jeg kom tilbage. – Og jeg tænkte: ”Ih, hvor er han en nar!”
Men så fór der en djævel i mig. For når naboerne sagde de ville hjælpe mig med at flytte, så var det fordi de mente at jeg skulle flytte. ”Står I ved Jeres ord?” Ja! Og så begyndte vi at flytte. ”Ja, men jeg har bestilt Helleflynder!” Vi ringer bare og siger det. Det er han så vant til. Så hun ringede og afbestilte fisken. Jeg ringede til Arne og spurgte om han ville ta’ mig igen, for det her kunne jeg ikke klare. Der er så mange uhumskheder og ulækkert. Og det kan jeg ikke ta’! – Ja, det kunne jeg godt, og han skulle nok ringe til vognmanden og få hentet de møbler og ting jeg havde der. ”Nåh”, sagde naboerne – ”så skal vi lige over og gøre stuen ren hvor du har boet, lægger en besked om at du er rejst og giver afkald på lønnen, for det kan du slet ikke klare.” Og det gjorde jeg så, og hun skrev nederst: Vi har flyttet for Grethe, og skrev sit navn.
Så flyttede jeg tilbage til Arne og vi snakkede sammen i 14 dage. Så en aften sagde han inde fra stuen: ”Kan du ikke lige komme og se her om hvordan økonomien er her på stedet.” Så lagde han alle gårdens papirer frem, og sagde: ”Jeg har jo egentlig tænkt mig, at vi skulle gifte os!” For det var ingen rigmand jeg skulle gifte mig med. Vi måtte vende hver en 5-øre før vi gav dem ud, og jeg skulle ikke bare sidde til stads. Men måtte være med både sommer og vinter. ”Og hvis jeg ikke havde noget i mod det – kunne vi jo lige så godt gifte os!” – Og der blev jeg mundlam!! Havde jo tidligere sagt til min veninde i København at jeg hellere ville gå i nonnekloster. Jeg ville tænke over det, og så gik der et par dage og jeg sagde: ”Jeg har én betingelse! Jeg vil have ring på!”, for jeg ville ikke have at folk skulle snakke. Så det fik vi. Og folk de kiggede på madammen her, for nu måtte hun da snart bule ud. Og da vi giftede os og jeg stadig ikke bulede ud, var der hentydninger om, at det nok ikke kunne vare så længe. – Men der var ikke noget. Og vi har været gift i 44 år og jeg er ikke bulet ud endnu.
Men vi har da taget nogle tørne sammen.

Ja, det kommer jo!

Vi var to forskellige mennesker fra hver sit miljø. Han var ungkarl – inkarneret ungkarl. Jeg havde været gift og kendte alt hvad der hedder samarbejde. Og jeg vil sige ikke underkastelse, men respekt for hinanden i ægteskabet.
Arne var vant til, at han altid afgjorde tingene med sine forældre. Det var ikke sådan at han tog beslutninger alene. Han sludrede altid med forældrene. Det var jeg ikke vant til. For da jeg mistede min mor der ved konfirmationsalderen, havde jeg ingen jeg kunne gå til. Jeg havde selvfølgelig mine barneforelskelser der i konfirmationsalderen, men kunne jo ikke gå til nogen og fortælle om det. Jeg har måttet klare mig selv, og det har jeg måttet gennem hele livet.
Og så kom jeg op til Arne og giftede mig – og det vil jeg godt indrømme! Det var en selvstændig pige han fik ind. Og det måtte han finde sig i! – Jeg kan huske, at vi havde en papirlampe af pergament inde i stuen. Den hev jeg ned og hængte min egen op. Så kom Arne hjem og sagde: ”Hvad er det?” Ja, det er min egen lampe jeg har hængt op! ”Jamen, det var mors lampe.” Ja, men så får hun den da bare igen. Og da vi næste gang skulle hjem til Høve – for vi havde ikke vand indlagt – så jeg vaskede der, for de var flyttet i hus og havde indlagt vand. Og jeg havde lampen med, og jeg kunne godt se det gjorde ondt, virkelig ondt. Hun sagde: ”Så var denne her altså ikke god nok, men den var god nok til far og mig.” Så det var en af de første ting jeg lærte – selv om jeg er kone her, så kunne jeg altså ikke bestemme. Og det var lige før jeg fortrød at jeg havde giftet mig.
Og jeg ville så gerne have tapetseret inden der var gået 8 dage med noget lyst, for der var så mørkt så mørkt. Mørkebrunt papir, mørkegrøn maling med sort marmorering i køkkenet. For mig stod det bare at få det pillet ned. Så det var godt at jeg tog det nummer med lampen. Og jeg tror vi var gift i 3 år før jeg tapetserede.
Og min gamle drøm om at oprette en halv-dagsbørnehave i København og holde foredrag blev det heller ikke lige.

Hvad holdt du foredrag om?

Det var gerne om børnehaver på landet, for det var ikke almindeligt dengang. Og jeg holdt på, at det ikke var nødvendigt, at kommuner på landet startede børnehaver. Jeg mente at man skulle lade husholdningsforeningerne starte sådan noget og de skulle være private.
For den landhusmoder som er gift og de har en landejendom og ikke har råd til at have fremmed hjælp, hun skal med i roerne. Hvis hun sætter sine børn i børnehave, så bliver roerne hverken større eller bedre. Og du skal ikke tro hun får det bedre hvis børnene ikke er der. For hun er vant til at tage børnene med ud, og de passer sig selv. Derfor var børn fra landet bedre til at beskæftige sig selv end børn fra byerne, der kom i børnehave. For på landet måtte de lære at bruge fingrene på en anden måde. Så derfor rejste jeg ud med et foredrag om det.
Og så var jeg til et marts-kursus i foreningen, der dengang blev holdt inde i KFUK’s bygning i Rosenborggade i København, med et panel. Og det var netop om børnehaver på landet. Og der var min forhenværende forstanderinde fra Montessori skolen. Og det var tilfældigt at jeg traf hende. Jeg gik hen og hilste på hende, og hun tog mig i hånden og sagde: ”Ih, og nåh, og hvor er De så ansat?” Så måtte jeg jo sige hvad jeg var. Blevet gift med en landmand. Forstanderinden var høj og tynd. – Men hun blev meget højere og rankere og sagde: ”Er De gift med en bonde? Ja men sødeste barn! At de skulle synke så dybt”! Så måtte jeg sige til hende, at jeg ikke var sunket så dybt. For jeg bruger jo mine pædagogiske evner blandt grisene og køerne. – Men det kunne hun slet ikke fatte.
Jeg rejste ind til de møder og holdt foredrag 2 eller 3 gange om året i 6-7 år om private børnehaver. Så var der nogle gamle kolleger der bad mig om at komme til personalemøder. Personalemøder var ikke noget man holdt dengang i institutionerne. Nu gør de det næsten hele tiden og for meget. Dengang samledes man hjemme hos sig selv om aftenen og havde sine notater om børnene og forældrene med. Så der deltog jeg indimellem, og det har jeg haft meget glæde af.
Og nu er jeg begyndt at rejse igen og fortælle om det.

Hvornår var det du blev svagsynet?

Det var i 1996 lige op til jul. Og jeg vil sige – jeg var gal, simpelthen så bange da det skete. Det skete bare. Jeg stod og tog en mælkekarton, hældte kærnemælk op til Arne og skulle sætte den i køleskabet. Og så gav det et dunk i øjet. Jeg rystede på hovedet, men der var bare sådan en stor sort plet. Og jeg så i forvejen ikke for godt med det øje. Så lukkede jeg lågen op til køleskabet, men der var stadig bare en sort plet. Men satte mælken ind. Og jeg kunne ikke se hvor jeg gik, men kom ind til Arne og sagde: ”Du, jeg har det ikke så godt, så jeg går i seng.”. Han kunne godt se at jeg ikke havde det godt, og spurgte om han skulle ringe til lægen. ”Nej, jeg går bare i seng!” og måtte famle mig op og kom i seng. Ville se om jeg havde nogle piller, for jeg havde så ondt. Så ondt så jeg kunne tænke mig at tage øjet ud. – Det kan være du griner, når du får at vide hvad jeg tænkte på. Men jeg tænkte på at tage støvsugeren, og så bare sætte udblæseren på og få kold luft ind i øjet.

Der må have været et tryk?

Ja, der var et tryk. Men jeg ville ikke give mig selv lov til at tro der var noget, for jeg har i forvejen Grøn Stær på det andet øje. Så jeg tænkte at jeg ville ringe mandag til øjenlægen for at få nogle andre dråber. For det måtte være det der var i vejen. Så jeg ringede kl. 10 mandag morgen til øjenlægen og spurgte hans sekretær om jeg ikke kunne komme derop, for jeg skulle have nogle andre dråber. ”Du har det ikke så godt Grethe,” sagde hun. ”Nej, jeg kan ikke gå lige, er svimmel og har det som om jeg har været ude at drikke i 14 dage. Og det gør så ondt så ondt!”. – Så kunne jeg høre hun snakkede med Højbjerg og hun kom tilbage og sagde: ”Du kommer med det samme, og øjenlægen siger du skal tage Falck herop. Og du skal sige at du er kommet til skade med det øje, ellers kommer du på venteliste.” ”Nej, men det er jo ikke sandt!” ”Nej, men øjenlægen vil have dig med det samme.” Så jeg ringede til Falck, og de hentede mig med det samme. Og øjenlægen kiggede på mig og sagde: ”Jeg kender dig Grethe, og hvad du har tænkt, for jeg ved du tænker!” ”Ja, det gør så ondt som da jeg havde en blodprop i hjertet.” – Ja, sagde han. Så han ville henvise mig til Øjenafdelingen i Næstved. Og havde jeg bare ringet lørdag da det skete, ville den vagthavende læge have sendt mig derned med det samme. Men nu var det mandag og så kunne de ikke tage mig akut. Så han skrev en henvisning og skrev på den: HASTER, HASTER! Så gik jeg i mange dage. Dryppede øjet og havde fået piller. Men alt hvad jeg kiggede på – ja der stod jeg. For jeg havde alle de der sorte prikker, og det var grusomt at kigge på andre mennesker.

Men du har vænnet dig til det?

Ja, men når jeg tænker tilbage på det, så tænkte jeg at den Grønne Stær havde flyttet over på det øje. Og jeg blev gal og rasende. Men jeg prøvede ikke at være sur når Arne kom. Men det var svært. – Det sværeste var nu, at mine 2 drenge altid har været vant til at mor kan alting. Så når de kom og jeg sagde sådan og sådan, så sagde de: ”Nej ved du hvad mor; du skal bare tage dig sammen. For det første har du farfar, du har dine oldebørn – lad nu være med at skabe dig. Vi er ikke vant til at se sådan en pivehøne.” Så sagde jeg til dem, om de ikke kunne tage hensyn til mig. ”Pjat – du er ved at blive gammel!” Men min svigerdatter sagde, at de skulle ta’ og være ordentlige, for hun kunne godt se jeg ikke havde det godt; I skulle hellere hjælpe jeres mor. ”Jah, men hun har altid kunnet hjælpe sig selv!”
Og det var noget der gjorde mig bitter. Så var der en der sagde; Havde du regnet med at dine børn ville sige: ”Sæt dig ned mor, så skal vi gøre det og det!” Men, det var slet ikke det. Men når jeg kludrede med noget så kom min svigerdatter og sagde at jeg bare skulle sige til. Jeg skulle f.eks. varme nogle æbleskiver i ovnen, og jeg kunne jo ikke se om de var brune, mørkebrune eller sorte. Så satte vi et nyt hold over, og min søn kom og sagde de jo bare skulle varmes. ”Og fordi du har fået lidt med det ene øje, er du jo ikke tosset. Prøv at brug hjernen mor.” – Så var der en gang hvor jeg sagde: Jo, jeg er tosset, I må hellere sende mig op på SNS (Sindsygehospitalet i Nykøbing Sj.), for der passer jeg bedre. Og det skal man nok ikke sige, men der kommer et tidspunkt hvor man tænker: ”Nu må de hellere få med grovfilen!”

Ja, for man bliver jo desperat på en eller anden måde

Og al den tid jeg gik hos Højbjerg og var i Næstved på Øjenafdelingen, så tænkte jeg når jeg kørte derned: Når du kører hjem så kan du se – men det kunne jeg ikke. Men nu har jeg fået talt ud med Højbjerg og han har sagt: ”Sådan er det og det må du bare leve med. Du kan sagtens glæde andre!” – Og det har jeg prøvet på

Men du kan jo også lære at bruge det syn du har tilbage – men det tager nogle år!

Ja, men jeg slipper aldrig helt den tanke, at synet kommer igen.

For et af mine handicap jeg aldrig kommer over er; det jeg har kunnet før det kan jeg ikke mere. Jeg kan f.eks. ikke sy.

Hvad så rent kulturelt – hvad har du oplevet der?

Lige efter jeg mistede synet, blev jeg klar over at jeg ikke magtede at læse, det kunne jeg ikke.

Men så hører du bøger

Da omsorgskonsulenten kom, kunne jeg slet ikke snakke om det, men så da jeg fik en båndoptager og lydbøgerne havde jeg slet ikke tid til dem. Når jeg gik og vandede blomster så havde jeg travlt. Og når jeg stod og lavede middagsmad havde jeg da også travlt. Så jeg rørte ikke de første lydbøger til at begynde med. Det var måske lige et kvarter mens jeg tilberedte aften the. Så det blev ikke til så meget.

Det må have været en stor tilvænning

Ja, for jeg havde været vant til at sidde og læse og så selv lægge tonen. Og så skulle jeg bare sidde her med mine tomme hænder. Men så blev jeg heldigvis så forkølet, at jeg måtte gå i seng. Og lå bare og vendte og drejede mig. Og kom så til at tænke på, at jeg da bare kunne tage båndoptageren og bøgerne ind i soveværelset. Men tænkte at den nok slet ikke kunne spille herinde. – Selvfølgelig kunne den det! Og så lå jeg og læste, og havde slet ikke tid til at tænke på, at jeg var forkølet. Det var en god og spændende bog, og jeg opdagede pludselig, at selv når jeg passer blomster, tørrer støv af og en dagene skal pudse messing, når jeg skal ordne grøntsager ja så kan jeg bare tage den med. Så jeg får læst meget og er kommet godt i gang med bøgerne.

Men hvor du før i tiden – inden du blev svagtseende – tog ud og holdt foredrag, er det noget du kan fortsætte med?

Jeg troede det ikke. For hvem vil se sådan en gammel kone på 80, der bare kommer. Og når der så skal synges fællessang så skal man have briller på og bogen helt derop. Men jeg blev opfordret til at forsætte af en kvinde jeg mødte til et privat selskab. Hun havde fået opereret begge sine bryster af og amputeret det ene ben. De andre der var til stede sagde, at hun nok skulle klare det men hun sagde: ”Nej, for nu er min lever også på vej ud. Så jeg er snart på vej.” –

Og der var noget der sagde mig, at hende måtte jeg snakke med, for hvor fik hun den der indre styrke fra så hun kunne fortælle om den ganske åbent? Så var der en anden dame som sagde, at hun også gerne ville snakke om sine problemer – ”men ikke i mit eget hjem, for der kommer hele tiden nogen rendende ind”. Kvinden sagde så: ”Man skal vælge et sted der er neutralt, det er det klogeste.” Så da jeg ringede og snakkede med hende og sagde jeg gerne ville mødes med hende igen, men ikke hjemme sagde hun: ”Er der ikke noget med at der i Asnæs er et stort center?”, så der mødtes vi og sad og drak kaffe. Hyggede os og fik talt om mange ting. Jeg sagde at jeg havde hørt fra andre at hun tog ud og holdt foredrag om sit liv og hendes kamp. ”Ja” sagde hun, ”men jeg kan ikke udstå ordet foredrag. Det er for mig sådan noget fuldendt og teknisk. Så jeg tager ud og fortæller om mit liv! Men forstanderne og andre kan bedst li’ at fortælle at der bliver et foredrag.”
Så var der en dag én der ringede og sagde at hun havde hørt, at jeg tog ud og holdt foredrag om mit liv. Så sagde jeg: ”Jeg tager ikke ud og holder foredrag om mit liv, jeg fortæller!” ”Nåh skidt med det – bare du siger noget.” Og det var i en pensionistforening og de lød til at være glade for det.

Dine aktiviteter nu?

Jeg er med i MK-klubben i Holbæk.

Mk-klubben – hvad er det?

Det er blindeklubben i Holbæk. Og jeg kalder den for det, for når folk hører jeg siger jeg skal i Blindeklubben sammen med Arne, så siger de: ”Hvad skal du derud for?” Men når jeg siger MK-klubben så siger de: ” Nåh ja, men så kan vi ses en anden dag!”
Og jeg er glad for at komme i klubben. Vi mødes engang imellem og tilrettelægger aktiviteter. Og så er jeg der sammen med Arne hver anden mandag. Jeg var lidt skeptisk til at begynde med, for hvad skulle jeg gøre sådan et sted? Men nu kan jeg li’ at være der, for der er et godt miljø. Vi danner ikke kliker – vi er der bare og har det rart sammen.

Og så er jeg med i lokalhistorisk billedregistrering. Men jeg kan ikke se så meget, men jeg er god til registrering og kan huske mange af de, der er på billederne.
Så går jeg til seniordans og det gjorde jeg også før.

Og det har ikke forandret sig?

Jo lidt, for jeg skal jo se lidt mere på dem, for jeg kan ikke se hvem det er. Nu skal jeg 4 fredage være med til at danse Lancier, og jeg sagde – det går aldrig godt for det er jo sådan, at når vi skal dreje forbi hinanden, så vil jeg ryge ind i de andre; for jeg kan ikke se dem. Men så siger de andre: ”Det skal du ikke være ked af, for så tager vi bare om dig”.

Interview med Gerda Petersen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Gerda Petersen, Grevinge,

Interviewer Heike Michelsen.

Jeg er født d. 13. februar 1938, og født på et lille husmandssted ude på landet i udkanten af Grevinge, en lille by der hedder Engelstrup. Og jeg er født med grå stær.

Blev det opdaget fra du var helt lille?

Jeg ved ikke hvor tidligt man har opdaget det. Jeg kan kun huske fra jeg var omkring de 4 år. Fra den tid kan jeg huske, hvad der begyndte at melde sig med hensyn til mit syn. Men om jeg har haft det helt fra fødslen eller om det er dukket op for mig efterhånden, det ved jeg ikke. Men man var i hvert fald helt klar over da jeg var omkring de 3 år, at jeg absolut ikke kunne se noget. Jeg blev opereret som 4-årig på Rigshospitalet.
Og så kan jeg huske at min far afprøvede mit syn. Vi boede langt ude på en jordvej, og så skulle jeg se, om jeg kunne se en villa inde ved hovedvejen. Og det har jeg så tit tænkt på, at det var en meget primitiv måde at afprøve mit syn på. For det gav ikke så meget.

Du vidste jo også hvor den lå?

Ja og jeg kunne jo godt skimte omridset af den der røde villa. Og det var jo ikke nogen fornemmelse af, hvor meget jeg kunne se. Men min far og mor, var nok klar over, at jeg ikke så så godt, efter jeg var blevet opereret. Og jeg er kun blevet opereret den ene gang.
Og så gik tiden jo, og jeg husker ikke ret meget om hvilke vanskeligheder, jeg stødte ind i. Det var først da jeg skulle i skole, at jeg begynder at erindre om dem. Der var skolepligt fra det syvende år. Jeg var så 7 år i 1945, men min mor gik til vores præst. Det var dengang, at det var præsten, der var formand for skolekommissionen. Hun sagde til ham, at hun gerne ville beholde mig et år mere hjemme. Præsten sagde, at det ville blive på hendes eget ansvar, for hun måtte regne med, at jeg ville blive indkaldt til eksamen, hvis hun holdt mig hjemme. Men det tog hun meget roligt. Og hun beholdt mig hjemme, så jeg blev 8 år før jeg kom i skole.

Hun underviste dig ikke?

Nej, det gjorde min søster. Hun lærte mig bogstaverne og hun lærte mig også at skrive dem. Og lærte mig også tallene.

Var du den eneste af jer søskende der ikke kunne se?

Det var jeg jo ikke. For vi var 3 søstre, og en anden af mine søstre kunne heller ikke se ret godt. Men hun så betydeligt bedre end jeg kunne se. Og det var trods alt hende, der lærte mig de ting der, så hun kunne trods alt se mere. Men hun var også kommet et år senere i skole end jeg var, så hun ventede på den tredje søster, jeg havde og som ikke fejlede noget. Så de fulgtes ad, og klarede det igennem på den måde.

Var du så den yngste af jer 3?

Ja, jeg er den yngste. Men det vi har er en familiestær, og den kan spores mange steder i vores familie. Min farmor havde det. Og min morbror og min moster havde det, og når det var på begge sider af familien var det fordi min fars mor og min mors far var søskende. Og så bliver det ligesom doblet op, ved at far og mor er fætter og kusine. Men min far og mor havde ikke noget af det. Så det har simpelthen sprunget et led over. Jeg havde en morbror som var helt blind, og som levede af at binde børster. Så det er en familiestær, og ikke bare sådan en grå stær som ældre mennesker får.

Men de må da have vidst det! – De holdt dig jo hjemme.

Ja, og det var da heller ingen god måde at løse problemet på. Jeg synes da hellere, at man skulle have gjort noget ved det. Men det var ikke noget, man havde lyst til at tage op. Min mor havde i hvert fald ikke. – Den der nok gjorde mest for at skubbe mig i gang, det var nok en faster jeg havde, som boede inde i København. Hun var meget opmærksom på, at jeg ikke kunne se. Og det var hende, der pressede min mor til at jeg skulle til øjenlæge, for at se om der ikke kunne gøres noget og fik mig opereret som 4-årig.

Har du nogen fornemmelse af, at din mor bare ville have dig hjemme?

Jeg ved ikke om det var det – eller hun bare ville skåne mig for de vanskeligheder jeg kunne komme ud for.
Men så kom vanskelighederne da jeg kom i skole. Og jeg blev jaget til øjenlæge den ene gang efter den anden. – Og der sagde øjenlægen i Holbæk til hende, at jeg skulle gå i skole på Refsnæs. Men det ville hun i hvert fald ikke acceptere. Og hun gik til vores egen læge. Og han støttede hende, og sagde at det var der ingen, der kunne tvinge hende til. Det har jeg siden gået og tænkt på. Jeg tror da ikke at, der var nogen, hverken lærere eller læger, der i dag ville se gennem fingre med sådan noget.

Det var nok i den tidsalder, hvor man både kunne tvinge eller helt lade være med nogen foranstaltninger for handicappede børn?

Ja måske, men jeg blev i hvert fald hjemme og gik i almindelig skole. Uden at kunne se en dyt.

Du kunne slet ikke se?

Nej – ikke noget i bøgerne der havde nogen som helst betydning. Jeg fik det ene par læsebriller efter det andet, men kunne ikke læse med dem. Kunne ikke skelne bogstaverne og jeg kunne i hvert fald ikke skille dem ad. Og tallene i regnebøgerne – de der trykte vi havde dengang – dem kunne jeg heller ikke se.

Hvordan klarede du det så i de skoleår?

Ja, det kan jeg heller ikke forstå. Og det jeg vil vende tilbage til er, at det tror jeg ikke man ville springe op og falde ned på i dag. Men det gjorde man dengang. Men min søster skrev regnestykkerne i en kladde med så store tal, at jeg kunne se dem. Så det gik nogenlunde. Men så skulle vi have noget der hed ekstra opgaver- altså noget man ikke kunne forberede sig på hjemmefra – noget man lige pludselig fandt på oppe i skolen. Så var jeg på den igen. Alt hvad der skulle læses, og alt hvad der stod på tavlen, det kunne jeg slet ikke deltage i. – Så var jeg der bare

Var du ked af det? – Var du interesseret i skolen, og hvad gjorde du i stedet for?

Ja, men jeg gjorde ikke noget. Men jeg tror på, at når man ikke kan følge den almindelige undervisning og udvikling der følger med – så tror jeg at man udvikler sig på en anden måde.
Da jeg var 14 år var jeg ikke som de andre på samme alder. Jeg var tilbage og ikke så fremmelig.

Lukkede du af når du kedede dig, eller lyttede du meget?

Nej, ørene fejlede ikke noget. Så alt hvad jeg kunne sluge med ørene, det gjorde jeg. Jeg lyttede meget opmærksomt. Du kan godt se, at når man får skrevet 5 – 6 opgaver op på tavlen, og sidder og du ikke kan lave en eneste af dem – så kan du godt se, det ikke er særlig udviklende. Det er ret så ubrugeligt. Og vi havde eksamen en gang om året, hvor vi skulle fremlægge, det vi havde lært for sognerådsformanden. Og der syntes jeg også, det hele var noget pjat. Og vi havde jordens flinkeste sognerådsformand, og hvad tror du han gjorde? Han gav mig bare ug-minus i det hele.

Men det kan jo også være du var bedre end de andre? Og der havde måske aldrig før været et barn i skolen som var blind?

Nej, og jeg har tit tænkt på at sognerådsformanden gjorde det af hensyn til min far og mor, men jeg følte det meget forkert. Jeg syntes det var modbydeligt, når karaktererne blev læst op. Jeg var da god til hovedregning og til dansk genfortælling. Men jeg kan aldrig glemme, da han gav mig ug-minus i læsning. Jeg kunne jo virkelig ikke læse. Og de troede måske bare at jeg skulle igennem det. Men jeg gik der i de 7 år, som skolepligten var dengang.

Der var vel nogle fag som du var glad for?

Det var der, men jeg kunne jo ikke gøre noget ved dem.
Genfortælling var jeg f.eks. blændende til for det kom ind gennem ørene, så det kunne jeg sagtens klare. Men fik jeg så til opgave, at skulle læse 3 kapitler af en bog, så var jeg på den. Jeg kunne jo kun bruge min høresans og fik derved noget andet ud af det, end de andre gjorde i klassen.
Geografi var f.eks. helt håbløst. For sådan et landkort, og det blev trukket ned ved tavlen. Så stod læreren der med sin pegepind og sagde: ”Det og det ligger der!”, ja det kunne jeg slet ikke være med til. Jeg kunne slet ikke skille noget af det fra hinanden. Så det var slet ikke noget værd.

Begyndte du at tænke på, at du skulle have haft en anden skolegang?

Jeg var jo ikke så gammel dengang. Men min mor ville slet ikke have, at jeg skulle derned på Refsnæsskolen. Og dengang protesterede jeg slet ikke.
Men da jeg var 15 år, blev jeg konfirmeret, og dengang var det almindeligt at man tog pladser i maj og november ude. Og så begyndte jeg at sige til min mor, at nu var jeg 15 år og skulle have en plads. Men hun sagde: ” Det skal du ikke!” – Og det var nok første gang jeg blev rigtig tosset! Og det har jeg tænkt på tit. Den gang snakkede man meget om teenagere, og hvor vanskelige de var sådan nogle unge. Og jeg har aldrig været særlig rar. Men det var første gang jeg rigtig gjorde modstand mod hende. For jeg følte, at nu bandt hun mig. Og så tænkte jeg – nu får hun også gennemført, at jeg ikke skal have noget job uden for hjemmet! Og jeg kan huske lige så tydeligt, at jeg sagde til mig selv: Får hun nu også gennemført, at jeg ikke kan få et arbejde uden for hjemmet – så finder jeg det selv! For jeg ville ikke gå derhjemme lige som min søster. Og det var fordi min søster havde været ude og fået plads efter sin konfirmation. Hun var kun ude et lille halvt års tid. Og så kom hun hjem igen, og man sagde, det var fordi hun havde hjemve. Det kan da godt være, hun har haft det. Det havde jeg ikke sanset. Men en ting jeg havde sanset, det var, at hun var kommet hjem igen. Det var hende der også havde dårlige øjne. – Og så tænkte jeg NEJ. Nu har hun gået hjemme siden hun var 14 og hun er 9 år ældre end jeg. Det vil sige, da jeg var 15 år så var hun 24. Og havde bare gået og nusset rundt, og det ville jeg altså ikke. Og mor gik så med til at få fæstet mig til den plads min søster var rejst fra for 9 år siden. Det var jeg sådan set ligeglad med. For jeg var ligeglad med, hvor hun jagede mig hen! Bare jeg kom ud af døren. Og det var en elskelig gammel kone jeg kom til at være hos. Hun boede på en stor gård og der var 2 hjemmeboende sønner. Det var ikke nogen stor husholdning, så det kunne jeg ikke få besvær med. Og hun var god til at lære mig, hvordan jeg skulle gøre tingene. For jeg var ikke særlig god til nogen ting hjemmefra. Det fik jeg aldrig lejlighed til. Og det var nok også, fordi jeg havde en storesøster til at gå derhjemme. For hun lavede det hele.

Hvor længe var du hos den gamle dame?

Jeg var der et år og jeg lærte uendelig meget af at være der.
Så traf jeg tilfældigt en dame henne hos købmanden, og hun sagde at jeg kunne få en plads hos hende. Hun boede på en gård ude i den anden ende af byen. Og så tænkte jeg: Du skal nok prøve noget andet end at gå hos den gamle dame. Og vi fik aftalt at jeg skulle komme der til 1. maj. Og det gjorde jeg så. Hun havde 4 børn og en mand, og det var noget helt andet.

Kan du huske hvor meget du fik i løn?

Jeg tror jeg startede med at få 150 kr. om måneden og kost og logi. Og så havde jeg fri ½ eftermiddag om ugen og så hver anden weekend. Det var sådan almindeligt dengang.
Det var en ung kone. Hun var en meget ihærdig sjæl selv. Og det jeg ikke kunne det kunne hun i hvert fald selv. – Jeg blev betroet mange ting. Jeg blev også betroet at passe hendes lille dreng på 1½ år da jeg kom dertil. Og det var jeg utrolig glad for. Jeg havde jo ikke haft nogle små søskende selv. Og jeg kom godt ud af det med hele familien.

Du var så ikke generet af dit syn der?

Det ved jeg ikke om jeg var. For det er ikke de daglige ting, jeg er så generet af det. Men hver gang der er noget papir, der skal læses, og når jeg skal se langt. – det er sådan noget, der er problemet. For når jeg skulle gøre ham ren og bade ham, var der ikke noget problem. Det var noget jeg havde tæt på, og godt kunne klare. Det gik utrolig godt i de 1½ år jeg var der.

Så jeg var vel blevet 17 – ja næsten 18 år. Og så blev jeg ringforlovet, og så gik det hverken bedre eller værre, at jeg snart skulle have det ældste af mine børn. Og så måtte vi se at blive gift. Og det blev vi da. Og vi fik lejlighed, og det gik så nogenlunde godt, indtil jeg efterhånden blev mere og mere moden og voksen. Og vi havde også et lille barn. Men da der var gået 1 eller 2 år besluttede jeg, at nu ville jeg ikke mere. Og det var mens jeg ventede barn nr. 2. Så jeg besluttede at jeg ville skilles. Så den sidste var ikke født før jeg gik fra ham.

Det var modigt gjort dengang!

Ja, og havde jeg vidst, hvad jeg kom ud i, var det nok slet ikke sket!
Og så da jeg havde fået barn nr. 2 – det var i foråret 1958 – så var jeg på den. For nu kunne jeg godt se, at nu havde jeg i hvert fald fået et problem. For jeg kunne ikke se, havde ikke noget sted at bo, for det hus vi boede i hørte med til den gård, hvor min mand arbejdede – og så måtte jeg flytte.

Hvor var du så?

Ja, det var sådan at min mor ikke smed mig ud, selv om hun gerne så, at jeg forsvandt. Så jeg boede hjemme til jeg fik barn nr. to. Og det barn fik jeg ude på Holbæk Centralsygehus, og der var jordens flinkeste oversygeplejerske. – Og jeg sagde til hende, at jeg ikke havde noget sted at bo. Så sagde hun: ” Ta’ du hjem, og se om du kan finde noget at bo i. Så beholder vi barnet herude imens.”
Den ældste pige jeg havde, var hjemme hos min mor og far. Så jeg tog hjem og gennem pløjede aviserne for at finde noget. Men der var ikke noget, men fandt så en plads som husbestyrerinde hos en fuldt seende mand i Højby. Så jeg flyttede derind. Han havde en lille dreng på 5 år, og konen var død. – Så flyttede jeg ind og fik mit lille barn hjem. Og ham jeg var husbestyrerinde for var meget rar. Han gjorde ikke en kat fortræd, og han accepterede at jeg havde et spædbarn og så den store. – Men jeg havde ikke været der mere end en halv snes dage, så kom nabokonen og sagde: ”Ja, det er ikke fordi jeg vil blande mig i noget – men her skal du ikke være!” ”Nåh,” sagde jeg så – ”hvad skal det sige?” ”Ja, her skal du ikke være med 2 små børn. Vi ved manden var sindssyg – og du skal ud herfra! – Men jeg har en bror som har et hus i Nykøbing, og han kan godt få plads til dig der. Og han er alene.” Nåh, tænkte jeg, skal hun bestemme over ham? – men det gjorde hun. Og så gik der ikke mere end et par dage, og så var jeg der. Han forlangte ikke andet, end at jeg skulle lave en gang varm mad om dagen i husleje. Og der boede jeg ½ års tid. Men han var forlovet med en dame ude i byen. Og de ville flytte sammen på et tidspunkt, fortalte han mig. Og skulle de bo i huset, var der ikke plads til mig og børnene. Så jeg så mig om efter en lejlighed i Nykøbing og fik en. – Og så var der kun et at gøre, det var at finde et arbejde. For nu havde jeg husleje og almindelige udgifter. Så jeg søgte job ude på Amtshospitalet, og det var almindelig rengøring. Og jeg var ikke glad ved det. For det er ikke nemt, når man ikke ser så godt. Jeg følte at jeg havde alle de andre damers øjne i nakken, selv om der ikke var nogen, der sagde noget.

Hvem passede så dine børn mens du var på arbejde?

Jeg havde nogle venner inde i Nykøbing, som hørte til den mand, jeg havde boet i hus hos. Men, så søgte jeg job inde på sygehuset i Nykøbing. Der havde man dengang noget der hed gangpiger, og jeg blev ansat. Da jeg havde været der en 14 dages tid, kom oversygeplejersken hen til mig og sagde: ”Ved De hvad! Hvorfor har deres læge ikke søgt invalidepension til Dem for længe siden?” – Og det vidste jeg virkelig ikke. Så sagde hun: ”Gå til ham, og sig han skal søge pension til Dem!” Og det var meget svært at acceptere. Det var ikke lige, hvad jeg havde tænkt mig. Der var jeg vel 23 år og var ikke meget for det. Men kunne godt se, at det her ikke var holdbart.

Det var da godt du kom et sted og nogen tog sig af dig. Havde du slet ikke tænkt på at søge pension?

Jeg havde slet ikke skænket det en tanke. Det havde slet ikke været på tale. Men det var mit held at søge pension. Men det havde da været bedre, hvis jeg havde fået en uddannelse jeg kunne bestride. For det kunne jeg godt, hvis jeg havde fået en ordentlig skolegang, og var kommet den rigtige vej rundt. Men det var jeg jo ikke. Og boede nu i Nykøbing. Og det var ikke min læge fra min barndom, jeg skulle henvende mig til. Men til en læge i Nykøbing, der ikke havde kendt mig gennem livet. Men han var ikke dummere, end han kunne se, at det var noget nyt for mig.
Han ordnede i hvert fald papirerne for mig og søgte pension. Og det fik jeg da også.

Blev du sagt op fra dit arbejde?

Nej, jeg blev der måneden ud og holdt op til den første. For det er bund utilfredsstillende at være et sted, hvor man ved, man ikke kan udføre det halve af det, man bliver sat til. Og der kunne jo også være en risiko ved det. – Vi skulle f.eks. slå termometre ned, inden de skulle bruges. Og jeg kunne jo ikke se, om de var slået ned. Så det var ikke et sted, hvor jeg kunne være. Og jeg kunne heller ikke se, hvad der stod på de små tavler, der sad på sengene. Jeg kunne ikke skrive på dem, og kunne ikke se hvad patienterne hed. Og kunne ikke se hvad temperatur de havde haft. Så det var bestemt ikke et sted for mig. Men det var godt jeg kom der, for det var oversygeplejersken, der opdagede det. Og som slog i bordet og sagde det var helt ved siden af. Og hun havde jo ret, for der gik jo ikke så lang tid, før pensionen blev tilkendt.
Og det gjorde så det, at den læge jeg havde i Nykøbing sagde, han havde en bekendt, en øjenlæge i København, som han syntes jeg skulle tage ind til. Jeg havde jo kun været hos øjenlægen i Holbæk. Og ham i København var rystet, og sagde det ikke var hans bord. Og han jog mig straks ind på Statens Klinik for Blinde. Og det var i Skydeskovs tid. Han undersøgte mig så, og sagde jeg skulle tage børnene med. – Det gjorde jeg så, men der var heldigvis ikke noget med dem. For han havde i tankerne, at det også kunne have ramt dem. Men han arbejdede på det, og fik så heldigvis lavet det sådan, at jeg kunne få et par læsebriller. Og det havde jeg jo aldrig prøvet før. Det var en helt utrolig lettelse. Jeg kunne læse mine egne breve og kunne læse en bog. For det var ikke fordi jeg ikke kendte bogstaverne. Jeg kunne bare ikke se dem.

Det var et held at du kendte bogstaverne!

Ja, det var et held at jeg havde lært dem. Men, så kan man sige at jeg selvfølgelig ikke var hurtiglæser i starten, men det kunne jeg selv træne mig op til at blive.

Var det lup briller eller tykke briller?

Det var en meget stærk linse til det højre øje lige i midten, for det var det eneste jeg kunne læse med. Det venstre øje er slet ikke noget værd. Og de briller gjorde så meget at bogstaverne blev skilt ad. Det er ikke så meget om de er høje, men det er at jeg kan skille dem ad. – Så jeg var omkring de 25 før jeg kunne læse og det var ikke for tidligt når jeg skulle have dem.
Og så fik jeg pensionen. Og jeg har da kunnet leve af den og så de børnepenge, jeg skulle have. Og det gjorde jeg så indtil 1960, hvor jeg blev gift. Og min mand var seende og det rettede jo noget op på skuden. Så har jeg fået 2 børn siden, men den ene er desværre også medtaget af den der familie stær. Og vi klarede os indtil 1977. Min mand fik også pension. Det var fordi han havde Epilepsi, og det gjorde, at han var meget træt indimellem. Man kan nærmest betegne ham som et B-menneske. Han var fin om aftenen og kunne såmænd være oppe hele natten, men var meget træt om dagen og han fik selvfølgelig også noget medicin. Ud over det var han ikke generet af det. Men arbejde kunne han ikke have. Han kunne ikke koncentrere sig om noget ret længe ad gange. Kontorarbejde kunne han ikke klare og heller ikke legemligt arbejde.
Så i 1977 fandt vi på, at nu ville vi have noget at lave. Børnene var efterhånden også blevet store. Så jeg fik et rengøringsjob, og han skulle hjælpe mig. Det var nede i SuperBrugsen i Asnæs. Og sagde til brugsuddeleren, at jeg godt turde. For han kunne jo godt se, at jeg ikke kunne se, men min mand skulle hjælpe mig, og han kunne se det, jeg ikke kunne se. Og ved fælles hjælp kunne vi så godt klare det. Og der var vi i 9 år. Og det var ellers vældig spændende.

Og særligt når I kunne gøre det sammen

Ja, det var det. Og vi gjorde rent fra klokken halv seks til klokken godt halv ti om aftenen. Det var jo efter forretningen var lukket. De var utrolig glade for os, og det klarede vi indtil den daværende brugsuddeler skulle holde op. Og min mand havde fået noget med hjertet. Og så sagde jeg, at vi skulle holde, mens legen var god. Og så skulle der komme en ny brugsuddeler, og så ville der nok komme nogle andre skikke. Og det er også blevet et kæmpe stort foretagende i dag, og man har jo også et rengøringsselskab til at gøre rent i dag.
Så havde vi ikke rigtig noget et stykke tid derefter. Men så var der et ældrecenter som Dragsholm kommune havde hernede i Gundestrup. Og så manglede de et bestyrerpar. Vi søgte stillingen og fik den. Så solgte vi vores hus og flyttede derned. Og der var vi så desværre kun i 3 år, for så blev min mand syg og fik problemer med nyrerne og døde i løbet af 3 måneder. Så han var død i 1991, besluttede jeg at jeg ikke ville bo i det store hus alene. Og jeg kunne ikke bestride stillingen alene. Men kommunen tilbød ellers at de gerne ville holde det udvendige og passe haven. Bare jeg holdt det indvendige, men det turde jeg ikke.
Så det var i 1991 jeg flyttede derfra og her til Grevinge.

Hvornår kom du ind i Dansk Blindesamfund?

Det var i 1987, hvor det tilfældigt blev opdaget at jeg havde forhøjet tryk i øjnene. Det var øjenlægen der opdagede det. Og det betød at jeg havde grøn stær. Det gjorde jo, at jeg havde mistet endnu en bid af det dårlige syn. Og det kommer man aldrig til at genvinde. Så jeg drypper hver dag, for at holde trykket på plads. Og da han opdagede det, blev jeg henvist til Dansk Blindesamfund og blev optaget der. Jeg havde ikke noget særligt med dem at gøre, udover, at jeg fik en læsebåndoptager, som jeg har været utrolig glad for. For det var slut med at læse Magna Print, for det har jeg ellers altid kunnet. Så det var slut med at læse bøgerne, men har så siden 1987 haft dem på bånd. Og så da min mand var død i 1991 kom jeg på senblinde kursus.

Tilmeldte du dig selv til det?

Nej, det var Jonna der den gang var omsorgskonsulent som sørgede for det. Og der var jeg i 3 uger. Og fik lidt færten af at læse punkt, forsatte herhjemme og fik det lært meget grundigt af Annemarie Larsen. Og så fulgte jeg med i Dansk Blindesamfund og kom til generalforsamlinger og sådan noget. Og så i 1993 søgte jeg en stilling som omsorgskonsulent, og var så det indtil 1997.

Men du kan jo stadigvæk komme på kurser inde på instituttet

Ja, men det skulle have været før, for nu er det nærmest ligegyldigt. For jeg kan sagtens få tiden til at gå uden de store problemer. Men den gang jeg havde problemer, skulle jeg have haft noget af det der. Og i dag er jeg utrolig glad for båndene. Jeg kan slet ikke undvære dem. Jeg hører både Blindesagen og DBS informationen på bånd. – Og så alle de romaner jeg kværner igennem.

Og du læser slet ikke mere på sort?

Nej kun lige breve og hvad jeg ellers er nødsaget til. Måske en opskrift. Men det er meget lidt, for jeg kan slet ikke holde det ud. Det løber helt ud for mig.

Du har jo også andre fritidsinteresser!

Jeg har jo den der walkie-talkie klub, hvor der er forskellige bankospil og de arrangementer de kan finde på at lave. Og det er 3 gange om ugen. Og det kan man jo gøre når man er alene, og ingen andre sidder og venter noget af en´. Og jeg bruger i hvert fald et par timer om dagen 2 gange om ugen på at sælge bankokort. Jeg mangler ikke beskæftigelse.

Du har jo også dine børn!

Ja, jeg har 4 børn og 7 børnebørn. Så jeg har brug for den tid, der kan blive til rådighed. Og så Vivi, min yngste datter har desværre fået den samme øjensygdom. Hun er også opereret for den, men ikke med noget strålende resultat.

Men hun har haft andre muligheder i sin skolegang?

Ja, hun har kunnet se så meget bedre end jeg, for hun har kunnet læse under sin skolegang. Så lidt bedre end mit syn har hendes været. Og hun vil ikke bruge båndoptager, hun vil læse selv. For hvornår erkender man selv at man har et handicap? Hun ville ikke vedgå sig det før hun fyldte 17 – 18 år.

Kan hun ikke læse nu?

Jo, men hun kan ikke læse en bog. Hun kan dårligt læse et helt blad. Men hun er lige på kanten af at kunne få en båndoptager og blive medlem af Dansk Blindesamfund. – Og jeg tror heller ikke hun har tid til det i øjeblikket. Hun har også alle sine problemer med balancen og nakken, og har 2 små børn. Så hun har ingen tid til at sætte sig hen og læse. Og hun kan ikke gøre, som jeg kan, bruge de sidste par timer af aftenen, for hun har brug for at sove lige så snart hun har tid til at ligge. Og skal jo tidligt op om morgenen. Så det er nok ikke det, hun har mest brug for.

Men du har jo klaret dig fint med den smule syn du har haft og har nu – og det forandrer sig vel ikke meget?

Det tror jeg ikke, det gør, nu har det været stationært i mange år, ja siden 1987-88 har jeg ikke skiftet brillestyrke. Så nu er jeg inde i den vane, og færdes godt nok indenfor rimelighedens grænser. Jeg har da været på højskole, men der færdedes vi ikke meget. Og har da været på kurser og den slags ting. Men det er fordi jeg altid har været vidensøgende. Men næste gang, hvis jeg skal på højskole, vil jeg nok vælge nogle andre fag. Det der var mest var seniordans. Jeg vil hellere høre foredrag og få mere viden. Og på en højskole hvor der f.eks. er studiekredse. Og det skyldes nok den elendige skolegang jeg har haft.

Men det med radio du har haft i mange år – hvad hedder det?

Walkie-talkie, og det begyndte jeg på i 1985. Og man køber sådan en kommunikationsradio, hvor man kan tale med hinanden. Og når man køber radioen har man en opkaldekanal. Og der kan man kalde nogen, hvis man kender nogen, der har en – eller man kan bare ligge og lytte og høre, om der er nogen, der vil tale med en. Og vi kan tale langt omkring. Men det er ikke så meget derfor, jeg har den nu. Lige i starten havde jeg den for kontakten med
andre mennesker. Der snakkede vi jo meget på den. Men jeg taler aldrig mere på den, udover når vi spiller banko.

Hvordan foregår så det banko?

Ja, det foregår ved, at de forskellige foreninger snakker sammen, og vi har en opråber, der hvor de har deres klubhus, og så har de en der råber numrene op. Og så gentager jeg numrene fra ham i Nykøbing, så de kan komme længere ud – f.eks. til Holbæk. Og samtidig spiller vi her hos mig. Vi sidder 5-6 her omkring bordet, og jeg sidder ovre ved skrivebordet og gentager numrene. – Så det er som et almindeligt bankospil, bortset fra det er på walkie-talkie. Så det bruger jeg temmelig meget tid på. Men er nu trappet ned. For hver aften først at komme i seng ved halvtolvtiden er for meget, da jeg også helst skal høre en bog i et par timer, så bliver det for meget. Så jeg er kommet på nedtrapning, da jeg også helst vil have et par friaftener. Og jeg vil også gerne se lidt fjernsyn.
Og den klub jeg er i her, laver også andre arrangementer. Der er da julefest, fastelavnsfest osv.

Du har også andre aktiviteter – klubben i Holbæk!

Ja, men da jeg kom ind i Dansk Blindesamfund havde jeg ikke lyst. Jonna, der var omsorgskonsulent dengang, fortalte om den. Men jeg ville ikke. Så det var først, da jeg blev omsorgskonsulent i 1993 jeg begyndte at komme der. For så var jeg forpligtet til det. Og nu kommer jeg der stort set hver 14. dag. Det er meget sjældent, at jeg svigter. Men der kommer ingen unge!

Man kan vel egentlig godt forstå at de yngre ikke kommer der!

Ja, det kan man sådan set. Jeg tror kun det er et spørgsmål om tid med de klubber der.

Hvorfor det?

Som årene er gået med klubberne, 12-15 år, så kommer der nye medlemmer til, og de gider ikke sidde der. De har nogle helt andre krav, end dem vi har, der har kommet der i mange år. Der skal ske noget helt andet end det der gør i dag.
Der skal være nogle helt andre aktiviteter, så man kan lokke dem af sted. Men dem, der kommer der i dag, er utrolig glade for at komme der. Men det er også en meget ældre generation, der er der. Men de, der i dag er 50 år, vil da ikke komme til det, når de bliver ældre.

Men der foregår jo også meget på omsorgscentrene!

Ja, der foregår utrolig meget der. Og jeg kan heller ikke se, hvorfor man skal skille det ad. Det er bedre, at man er med, der hvor man bor!

Jeg har hørt at du også har andre fritidsinteresser?

Ja, jeg går også til seniordans hver fredag i vinterperioden. Jeg skal jo også have noget motion.
Det begyndte, da jeg sammen med min mand bestyrede ældrecenteret i Gundestrup. Det var Grevinge Pensionistforening, der holdt til der. Og det var dem, jeg lavede kaffe til og serverede for. Og så skulle de også have nogle aktiviteter. Og der var begyndt seniordans i Asnæs. Det var præstefruen, der var begyndt at undervise der, og det havde jeg hørt noget om. Så jeg foreslog pensionisterne, at de også skulle begynde her. Så var der nogle pensionister, der gerne ville. Og så fik vi en pensioneret danselærerinde fra Holbæk, der godt ville komme og undervise. Så vi dansede i Ældrecenteret først i 3 år.
Men så da jeg holdt op med at bestyre det, gik der et år. Og så var vi efterhånden så mange, at vi ikke kunne være der. Og vi måtte rydde den sal, vi dansede i for borde og stole, så der kunne være plads til at danse. Og det var efterhånden et kæmpe arbejde. Så vi flyttede op på Centralskolen. Og i dag er vi 44 der danser. Og vi har danset siden 1989.

Og du har ingen problemer med synet der?

Slet ikke – det er jo det, at ørene er gode nok. Og informationerne bliver gennemgået så grundigt, at det med synet ikke betyder spor. Jonna danser jo også i Nykøbing, og hun kan da næsten ikke se nogle ting.

Jeg har hørt at du udover alle dine aktiviteter også vil starte en klub op her omkring?

Ja, men det må vente et stykke tid endnu. Og det er et spørgsmål om de, der kommer her fra Odsherred, ikke vil være kede af at blive skilt fra de andre.

Men du kunne jo lave emnegrupper også med yngre, med teater, litteratur og sådan noget!

Men så skal det ikke være Dansk Blindesamfund, hvis det skal være med yngre. For det er vi for få til under 70 år. Så skulle det være en blandet førtidspensionist klub. For det savnede jeg selv, da jeg var yngre. Og man er da begyndt rundt omkring, men der er ingen tilbud til de yngre pensionister med andre sygdomme. For det er jo sådan, at når de har fået pension – så er det bare ud til højre med dem. Så må de selv finde ud af resten.

Du har da nok at komme i gang med – du har jo også alle dine børn!

Ja, det har jeg sådan rundt omkring mig, og det er rart. For selv om man ikke bruger dem, så ved man, de er der.

Aktiv er du og kan ikke nå mere!

Nej, det er det, når man er svagtseende, man skal jo bruge mere tid på at lave de samme ting som andre. Og det synes jeg er sværest. Man kan ikke lige gøre det, man har lyst til – f.eks. tage til Holbæk og høre et foredrag en aften. Og det med at være afhængig af andre når det gælder transport!

Om aftenen ser du heller ikke så godt?

Nej, det er klart, at jeg ser bedst om dagen. Men her i byen har vi gadelygter, så det er ikke det store problem. Men jeg ser nok ikke mere om dagen, end når jeg går her om aftenen, når jeg går her. Og ser kun lige der, hvor jeg går.

Du har aldrig prøvet at gå med stok.

Nej, det har jeg ikke. For jeg har ikke så stort et synsfelt, og tager ikke så meget omkring mere

Interview med Ellen Falck

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview af:

Ellen Falck, født Tolderlund, Aggerhuscentret, Parkvej 11, Bårse, 4720 Præstø.
født den 31.7.1922.

Interviewer Birthe Hermansen den 12. nov. 1998.

Jeg blev født i Assens i 1922 som den førstefødte. Min far Hans Frederik Tolderlund var forvalter hos tømmerhandler Plum, og da den lille familie kom til Præstø første gang efter fødslen, for at besøge min farfar og farmor, blev mine forældre irettesat, at man rejser ikke så langt, og oven i købet over et vand, uden at barnet er blevet døbt, så lille Ellen blev døbt i Præstø Kirke inden tilbagerejsen.

Ca. 3 år efter, flyttede familien til Præstø, hvor faderen overtog tømmerhandler firmaet Tolderlund efter sin far, og der blev født en dreng og endnu en pige. Pigen, som blev kaldt Ida, lever endnu, men drengen Niels er afgået ved døden.

De første år boede vi på Kristinelundsvej, hvor jeg så tydeligt husker, at jeg fik lov at køre med far ind til Præstø på motorcykel, og jeg måtte sidde foran på benzintanken, det var rigtig spændende.

Jeg husker også, at jeg fik lov til at rende op på gården hos Rasmus Nielsen, og overfor i et lille hus boede Niels og Marie, og der var jeg altid, og mor sagde, du må ikke rende over til dem hele tiden og tigge sukkermad, jeg vil ikke ha’ det. Så en dag, hvor jeg kommer hjem derovre fra, og sidder ved frokostbordet, så sukker jeg så dybt, og mor siger, du sukker jo Ellen, og jeg skævede til hende og tænkte, nu falder der brænde ned, fordi jeg havde været ovre hos Marie, men jeg misforstod det bare, og jeg blev drillet med det. Det sjove ved det er, at Maries senere svigerdatter har været hos os i 30 år, først hos min far og mor, og så hos os. Hun er lige holdt op for nogle måneder siden, hun er 82, hun har været næsten som en mor for mig.

Som ca. 6-8 årig flyttede familien så ind til Præstø i Farfar Tolderlunds store hus, som i dag er overtaget af “Fogh Superland”, som ligger midt i byen.

Ellen kom i privatskolen, som ligger lige ved kirken. Når man går ud af kirkelågen, så er det lige til højre. Det var hos frøken Nanna Ingerslev, hvor Ellen var meget glad for at gå, og de lærte en masse, da de kun var 4 elever, så da hun kom til Klosternakkeskolen i 5. klasse, følte hun, at de andre elever var langt bag efter.

Ellen kan stadig huske sine kammerater fra privatskolen, bl.a. Christian Block, hvis mor var tandlæge her i byen, og som boede i et rødt hus, der ligger på hjørnet af Jernbanevej og vejen, som går ud til Nysø. Så var der forpagterens søn Frits Fabricius fra Nysø og Jytte Holboe, hvis far var læge.

På et spørgsmål om hvad hun bestilte i hverdagen, kan hun kun huske, at de var artige børn, men hun holdt meget af at besøge morfaderen i Vasebæk ved Køge, som var forpagter på Gl. Køgegård, som ejedes af Collets familien fra Lundbygård. Hendes mor voksede op i Vasebæk. Ellen fortæller, med hensyn til hendes morforældre, at der skete det forfærdelige, at de unge, der var forlovede den gang, skulle have et barn, og det var en skandale, så de blev forvist til Sverige. Der blev købt et lille husmandssted til dem, og der kom min elskede tante til verden, og tiden gik, og de fik lov til at flytte tilbage til Danmark. Min tante kom senere til Amerika, hvor jeg har besøgt hende.

Morfaderen lærte Ellen at ride på en hest, som var en islænder, og den holdt hun meget af at ride på, og Ellen har altid holdt meget af hunde og heste. Hun fortæller, at morfaderen var så sød, og han interesserede sig så meget for sine børnebørn, og mest for mig, for jeg var lige så heste interesseret, som han var. Sådan var min far slet ikke, han var jæger, og han fik 5 kr., hvis han ville ride ud med sine forældre, da de var levende.

Var det en streng fader du har haft? Ja vi er blevet meget autoritært opdraget, vi vidste hvor skabet skulle stå. Jeg sagde til min mor, hvis jeg havde lavet et og andet, at hun måtte endelig ikke fortælle det til far, og somme tider kunne jeg lokke hende til at lade være, men vi har trods alt haft en god barndom.

Min farfars forældre sejlede meget, og dem var vi tit ude at sejle med. Senere fik min far en sejlbåd, en ketch med 2 master, og har han har haft forskellige små og store både, og også en motorbåd, men helst skibe med sejl, som vi havde mange dejlige ture med.

Min far havde flere både liggende for anker. Der var for øvrigt Poul Gran, som var bådebygger og havde sit bådbyggeri nede i Præstø havn. Hans søn, som kom i lære hos bådebygger bjørn Olsen, fortalte, at det bedste han vidste, var når bådebygger Bjørn sagde, at han lige kunne ro ud til Tolderlunds båd og finde det og det, fordi han skulle lave noget i den. At se den båd indvendigt, den var så fin.

Der var 2 senge i soverummet, og 2 i kahytten, og så var der et agterrum, hvor der også kunne sove 2. Yderligere var der også et lille køkken med primus, hvor vi lavede mad på, og jeg kan huske, at der var en gang vi havde nogle af fars venner med ud at sejle, og vi havde fået en rigtig dejlig middag, og så sidder de voksne og drikker kaffe. Så skulle Ida og jeg vaske op sammen med John, som var en af gæsterne, og ustandselig var der noget, han ikke havde vasket rent, for pigerne tørrede af. Så stak vi ham det hen, værsgo John, det her er ikke rent! og ned i opvaskebaljen igen. Og så pludselig, han havde måske fået lidt i hovedet, så ser han hen på os, edder ond i sulet, hvad tror I, I har viskestykkerne til! Jeg glemmer det aldrig, jeg døde næsten af grin. Han var også en sød og festlig fyr.

Det var nogle festlige ture, og jeg kan huske de små unger hos brødrene Brorson, de havde altid et reb om livet, for at de ikke skulle falde i vandet. Det havde vi også, da vi var små. Men jeg var rigtig stolt en dag, da jeg fik lov til at ligge og ro i jollen. Jeg kunne nemlig ikke ro væk, for far havde et bånd i den, men jeg kunne ligge og øve mig i at ro. Senere lærte jeg også at styre.

Da jeg var omtrent 15 år, kom jeg 3 uger på en Svensk sejlerskole, hvor jeg fik lært at stikke kurs ud og styre og alt sådan noget. Det var en trælastagent i København, der hed Peetz, og hans kone var agent for den Svenske sejlerskole. Vi var 25 piger, og køjerne, som blev sat op om natten, lå vi i. Der var 5 franske piger og 2 hollændere, englændere og svenskere, og så var vi 2 danske. Det var meget sjovt. Vi sejlede fra København til Bornholm og videre til Karkskrona, hvor der var eksamen, og der kom den elskeligste gamle admiral ombord, han var så elskelig, og selvfølgelig bestod vi alle sammen. Der var bal om aftenen med de svenske kadetter, det var også morsomt, d.v.s. jeg var temmelig genert den gang, og der var en lille kadet, som spurgte om vi ikke skulle gå i land, men nej, jeg skulle ikke i land, det turde jeg ikke. Men så sejlede vi videre op af den Svenske østkyst op til Søder Tælje, hvor vi gik ind igennem kanalerne, og kom til Stockholm inde fra land. Der blev vi sat af, og så skulle vi tage en beskidt båd hjem til København. Der kom Inger Karø, hun var også fra Præstø. Vi ville ikke tage en kahyt, vi havde ikke så mange penge, så vi lejede en hængekøje af styrmanden, og fik den hængt op, og det fortrød vi.

Der var så mange fulde, som ikke kunne lade os være i fred, så vi var bange. Men så kom der et Svensk ægtepar, og de havde en schæferhund med, og de lagde sig lige under os, med schæferen, så var vi jo glade.

Hvor sejlede i hen sammen med dine forældre?

Ja først sejlede vi ud af Præstø fjord, så skulle vi hele vejen op til Strandbygård dyrehave i nærheden af Fakse Ladeplads, og først der oppe kunne vi gå lige 90 grader over i Bøgestrømmen. Bøgestrømmen er den del af Østersøen, som går over i Øresund og videre ned i Smålandsfarvandet. Derfra gik vi videre til Kalvehave og videre til Vordingborg, hvor far og mor havde alle deres venner. De 3 Brorson familier, kom de meget sammen med. Niels Holger Brorson er død nu, men hans søn er nu sagfører i Vordingborg, og det er min sagfører.

Vi mødtes med dem enten i Kalvehave eller Stege eller på Ulfshale. Jeg kan huske, at vi somme tider lagde ind ved Flint-eksporten på Ulfshale, og der lå vi lørdag, søndag. Da de var yngre end mine forældre, var der ikke rigtig nogen børn at lege med, og da de senere fik børn, var de jo meget mindre end os.

Der var en gang vi havde været Møn rundt i en motorbåd, som ikke stak så dybt, så siger min far, da vi kommer ude fra Østersøen og skal ind igennem Ulfshaleløbet som er meget smalt, at jeg skal gå hen og stå i forstavnen, så skal du se, hvad vej jeg skal sejle, for at komme ind imellem. Så siger far, at nu kan jeg godt komme ned og sidde i cockpittet, for nu er der ikke flere sving på løbet, så satte han fuld fart på motoren, og lige så stille sejlede båden op på så lidt vand og lagde sig om på siden, så var vi gået på grund. Vi kunne ikke komme af, vi måtte ligge der om natten, hele familien måtte ligge i en stor bylt nede i den ene side. Næste morgen sagde far, at nu tar jeg jollen og ror ind, og så ringer jeg hjem efter nogen til at hente jer i bil til Præstø, og så skal jeg ind og se at få fat i en skipper, som kan hive mig af. Men det kom til at koste ham en ordentlig sum penge, for den stod fast, og jeg kan huske, vi grinede sådan af det.

Vi har tit stået på grund i Præstø fjord. Der var en gang, da far og jeg sejlede. Så skulle vi over på fjorden, og så siger han, vi går over her! Det kan du ikke far, du ved der er grund lige der, du skal ud om kosten, der står lige derude. Jeg prøver nu. Han elskede at gå ind og snuse, han stod tit på grund. Han sagde: “Hvad gør vi nu?” Så sagde jeg, at jeg ved jo noget om, at den der har styret må i vandet og bære af. Nå ved du det, så han måtte i vandet, han måtte rette sig efter reglerne, for jeg kunne jo ikke slæbe den båd af, det kunne han, så han måtte i vandet. Da grinede jeg også godt, kan du tro. Det har været festligt, når man sådan kommer til at tænke på det.

Da jeg blev voksen, fik jeg min egen ridehest, som havde været fru skovridder Oustrups på Gammel Køgegård, og den havde jeg til jeg tog til Amerika i 1948.

Derhjemme havde de nogle dejlige hunde, og hun har stadigt et stort maleri hængende af nogle Engelske sættere, som hun har arvet fra sine bedsteforældre.

Jule aftnerne var ikke noget særligt. Vi unger var med til at pynte juletræet, men da vi så havde spist aftenrisengrøden, som jeg ikke kunne fordrage, og det kan jeg heller ikke den dag i dag, så gik far ind for at tænde juletræet, og lukkede døren. Mors forældre kom gerne ned og var med, de skulle ellers dele sig imellem deres andre børn, men vi syntes ikke det var jul, hvis ikke de kom. At sidde alene os tre børn og far og mor var kedeligt.

I fik da mere end risengrød?
Ja, vi fik altid andesteg, det skulle være and. Men så fik vi altid en af juledagene en kæmpe stor ål, som far havde fået af en eller anden, Ålen var for stor til at stege eller ryge, så blev den saltet et døgn, og blev kogt en hel time, for den skulle koges godt igennem, og den fik vi med flødepeberrod. Den skik har Mogens og jeg også ført videre. Efter jul kørte han hen på Gisselfeld og købte karper, og dem havde vi så gående hjemme i vaskehuset, og dem spiste vi så nytårsaften, en kogt karpe ligeledes med flødeskum og peberrod.

Efter Privatskolen hos frøken Ingerslev kom Ellen i mellemskolen på Klosternakken, hvor hun kom til at gå sammen med mere end 20 elever, og det var en stor forandring, men også spændende. Hendes bedste veninde var Jytte Holboe. Hun var datter af lægen, d.v.s. da vi blev konfirmeret, fik hendes far et slagtilfælde, han var en af de læger, som arbejdede sig ihjel, og så flyttede Jytte og hendes forældre til København, så måtte jeg finde en anden at snakke med. Men jeg har besøgt hende i København, og det er så morsomt, at her hvor jeg bor nu, sidder der en der hedder Kitty Gustavson, hun siger, jeg kan godt huske, at vi to blev konfirmeret på samme dag, og vi gik til præst sammen, men det kan jeg slet ikke huske. Hun er så sød. Hun sidder desværre i en rullestol, hun fik for mange år siden en blodprop, og hun blev desværre lam i den ene side, men hun er den samme søde pige. Hun sagde, kan du huske vor præst, som var provst Poul Smith, han blev senere biskop i Ålborg. Da vi gik til præst og drengene var frække, så stak han dem nogen på kassen, og jeg sad og kiggede ud af vinduet, og en dag så jeg min far og mor sejle forbi, og jeg vidste de skulle være af sted i 14 dage, og jeg tænkte, bare jeg havde været med.

Hvordan klarede i så jer derhjemme?

Min mor havde god hjælp, de havde jo 2 piger den gang, en stuepige og en kokkepige, og de havde fået lov til at tæske os, hvis vi ikke var ordentlige. Somme tider kom der en tante, som var gift med en af min fars fætre, og hun kom og var hos os, men ellers var det meget skægt at være alene hjemme.

Min konfirmation gik fint, jeg var i en fin lang hvid kjole, og vi stod der i 2 rækker, så lægger provsten sin hånd på mit hoved, og jeg står og kigger lige op i hans ærme, og så havde jeg sådan en ugudelig tanke, og det har jeg senere fortalt Kitty, og hun sagde: Ellen det ku’ sgu’ lige ligne dig. Jeg stod og tænkte på, hvis jeg havde en vandpistol, så !!! Det er også noget man ikke glemmer. Men han var da en rar mand.

Ellen tog realeksamen på Klosternakkeskolen og gik til faderens store fortvivlelse ikke i gymnasiet, men tog handelsskole eksamen i Præstø, hvor hun samtidig arbejde på faderens kontor i tømmerhandelen.

Handelsskolen afsluttede Ellen med flidspræmie, jeg var skam dygtig.

Min far var stadig vred over, at jeg ikke ville på gymnasiet, så en dag, da vi var sejlet til Vordingborg, og lå nede i havnen, så siger han til mig, om vi ikke skulle gå en tur, og jeg gik intetanende med. så gik vi lige op til rektor Simon på Gymnasiet, og meldte mig ind. Jeg blev så skuffet og rasende på min far, jeg syntes det var rigtig lusket. Nå men jeg var vant til at rette mig efter ham, så jeg kunne ikke gøre andet end at gå og være dum i skolen, så kunne de jo ikke bruge mig.

Efter et år, fik jeg så lov til at komme tilbage til kontoret igen, hvor jeg så var et par år.

Da jeg gik på gymnasiet, ville det være rart med et kørekort, men det var før krigen, og jeg kan huske, at min far skrev til politimester Vagn Bro, at han måtte sørge for, at jeg fik et, så jeg kunne køre til og fra skolen i Vordingborg, men jeg måtte køre med rutebil, og den gik ikke hjem før kl. 7 om aftenen, og derfor syntes far, at jeg vel godt kunne få et kørekort, men det kunne jeg ikke, jeg var ikke gammel nok, så jeg fik ikke kørekort før krigen var forbi, da var jeg jo så blevet 26 år.

Jeg kan huske en pige fra Præstø, hun var datter af redaktør Bruun, og hun og jeg ville ikke sidde i Vordingborg og vente på bussen til kl. 7 om aftenen, så vi gik ud og “hitch hikede” på vejen. Min mor blev rasende, så sagde jeg, at så må du hente os. Jeg kan huske, at vi en gang kom op og køre med et par skorstens byggere, de var festlige, og der var ikke noget pjank med dem, men de var meget sjove. De havde været nede hos nogen af fars og mors bekendte, for at ordne noget ved komfuret, det var Madtsen på Nørre Skovgård, som ligger ad Ørslev til. En anden gang var det en hr. Laupt, og han fortalte, at han havde en datter, som var operasangerinde, og han kørte os helt til Præstø. Han syntes det var så morsomt med de to piger som gik der og “hitch hikede”, det var meget sjovt, men vi gjorde det også kun, når vi var 2, aldrig alene.
Jeg var hjemme et par år, men så blev min far og jeg uvenner. Han havde en god ven i Køng, som var i Udenrigsministeriet. Han hed Tillitse, og min far spurgte ham, om han ikke kunne skaffe mig en plads derinde. Der kom jeg så ind i bogholderiet, det var rigtig sjovt, og når nogle spurgte os om hvad vi lavede derinde, sagde vi, at vi var ruffersker, for at være morsomme, og folk sagde! Gud er de det. Jeg boede hos min bedstefars søster i Classensgade overfor Nordisk Fjer, der havde jeg et værelse. Men jeg havde sådan en hjemve, jeg kan ikke rigtig forstå det, for da jeg var i Amerika, var der ikke noget.

Vi havde en udenrigsminister, der hed Gustav Rasmussen, og vi kaldte ham for Gysse, det vidste han selvfølgelig ikke, og det var tit vi blev sendt rundt omkring på kontorerne, for at finde en eller anden sag, og den lå som regel og smølede hos en af ministrene eller kontorcheferne, det var altid ret spændende at komme rundt der. Jeg kan huske, der var en lille genert en, som hed Poul Hafner, han var næsten ikke til at slå et ord af, og så nogle år efter, var han blevet ambassadør et sted i udlandet, så han må have lagt genertheden af sig. Der var også en Harhof, som også var sekretær derinde, og det var en høj flot fyr, og han kom til Ægypten som sekretær, og lavede altid noget skæg og sjov dernede, han var ved at komme op at sloges med Ægypterne, han var festlig, jeg tror ikke han lavede noget han ikke måtte.

Efter et par år, ringede far, og sagde, at jeg måtte komme hjem, han skulle af med 2 folk, så jeg skulle komme hjem og hjælpe ham, så jeg måtte sige op, så havde han godt nok brug for mig, det var jeg meget glad for, for jeg havde jo hjemve, og jeg elskede min mor højt.

Jeg mener, jeg var hjemme under hele krigen, for jeg kan huske, at jeg fjantede stærkt med de unge lærlinge overfor hos Anton Petersen i det store kornfirma.

Nej, jeg tror alligevel, at jeg var i udenrigsministeriet under krigen, jeg kan huske vi var 3 piger, en tømmerhandler pige fra Fyn, og Lise, som nu bor i Kerteminde, og vi holdt meget sammen, og kommer stadigvæk sammen, og jeg håber, de en dag ringer og siger, at nu kommer vi over og besøger dig, for jeg kan jo ikke rigtig komme nogen steder, for mit kørekort er jo væk.

I 1946 fik jeg så mit kørekort, det var medens jeg arbejdede i København, og en dag skulle jeg mødes med min mor i Lundby, hvor jeg tog toget til, og så skulle jeg køre, over til Stege, hvor far så lå med båden. Min mor mente, at det var bedst jeg kørte, for jeg skulle have øvelse, så kørte jeg af sted, og så siger hun, jeg vil bare lige sige dig, at hvis vi to skal nå Stege i dag, så må du sætte farten op. Jeg sneglede mig af sted, jeg var så nervøs for, at der skulle ske noget. Jeg kan ikke rigtig huske, om det var en Tysk Taunus, eller en Engelsk Anglia, den der lignede en omvendt kasket.

Hvordan var det med din ungdom, gik i ud til bal?

Uha! Er du tosset, jeg havde den ene ven efter den anden, de knægte, der var i lære hos Anton Petersen, de var der jo 3 år af gangen, og der bor en her fra Præstø, han var disponent hos Anton Petersen dengang. Jeg kendte ham godt, han gik ned og hentede post hver dag, og så gik han og undrede sig over, at en af lærlingene gik op på 4. sal i det store magasin hver formiddag kl. 11, og det vendte lige ud mod os, så slog han porten op, og så vinkede han ned til en, og det var mig. Han driller mig med det.

Han har desværre fået en mystisk sygdom, lige pludselig falder han omkuld, han er ikke dement, men han kan ikke huske noget. Han kan huske, hvad der skete den gang, og det kan han drille mig med, men hvad der ellers er sket lige nu, kan han ikke huske. Hvis han kone siger, Peter du skal gøre sådan og sådan, skal hun huske at give ham det på tryk, ellers så glemmer han det. Han kommer her i terapien og maler, og så snakker vi. Jeg kan huske, da han blev gift første gang, det var sådan en sur pige, hun hilste aldrig på os, så skiltes vore veje, så mødtes vi først her mange, mange år efter. Hans nuværende kone er rigtig sød, hun spurgte, om vi ikke kunne tænke os at komme med hjem en dag og spise middag, det skulle være mig, og Knud Erik, tidligere inspektør fra Lundbygård, og han har endnu bil, han har en kone, som ligger her og er total lam, og når hun er lagt i seng, så svinger vi os ud af hver sin dør, og mødes et eller andet sted. Vi har også haft Poul Gran med, men nu er han blevet så dårlig, så hvis han falder, kan vi ikke rejse ham igen. Han har ikke kørekort længere, for da han fyldte 80, tog lægen hans kørekort.

Efter jeg var kommet hjem fra mit arbejde i udenrigsministeriet, arbejdede jeg hos min far i tømmerhandelen. I 1948 ringede telefonen pludselig en dag. Det var en af Brorson familien fra Vordingborg, som var skovridder på Fyn, og han og hans kone spurgte, om det ikke var noget for Ellen at komme til Amerika i huset. Jeg blev helt vild, nej hvor var det godt. 2 dage efter tænkte jeg, nej det går aldrig godt, men da havde jeg jo sagt A, så måtte jeg jo også sige B. Jeg tog ind til København for at få besøgsvisum, for jeg kunne ikke få emigration, det var der ikke tid til, for familien jeg skulle over til, havde lige fået en baby, så jeg skulle derover med det samme. De havde 2 halvstore drenge, og så havde de lige fået den lille baby for et halvt år siden.

Jeg drog så ind til København og ombord i ØK’s Falstria. Dengang var der ingen flyver, som fløj den vej over, så jeg sejlede i 9 dage, det var en dejlig tur, og en dejlig båd. Jeg boede sammen med en massøse, som hed Kirsten Knudsen, og vi kom til at kende 2 drenge, som boede i hospitalsværelserne, der var nemlig ikke plads andre steder, og vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne skiftes til at give hinanden morgenmad. Vi skiftedes til at hente morgenmaden i kafeteriet, og så drak vi morgenkaffe sammen, det var rigtig hyggeligt. Jeg mødte dem begge i New York senere.

Der var også en tegner ombord, og han havde lagt mærke til mit udseende, at det var typisk skandinavisk, og han spurgte, om han ikke måtte tegne mig, og det sagde jeg da ja til. Han ville også male mig, men det nåede vi ikke. Jeg var inde hos ham et par gange i New York, hvor han også kun nåede at tegne mig, men den tegning har jeg hængende ude på Runeklint endnu. Han hed Frits Kraemer, han var jøde, han kom fra Østrig, hvor han var blevet jaget ud af tyskerne, og kom til Danmark, og herfra rejste han så til Amerika. Han var en lille sjov mand, en typisk jøde, men rigtig sød og rart. Han inviterede mig og en Hr. Frederiksen fra ØK til en reception i Everside Drive, der et udpræget jødekvarter i New York. Der kom vi så til den aftalte tid, og kom ind i en flot og stor lejlighed med en hel del mennesker, men hvor var værtinden? Så kom vi ind, et par stykker ad gangen, ind i soveværelset, der sad værtinden i sengen meget fint udstafferet i sine kniplinger, og tog imod os, og spurgte hvor vi kom fra. Vi blev ikke klar over, hvad der var i vejen med hende, men det var en sjov oplevelse. Det var en flot, flot lejlighed, jeg må sige, de jøder de kan- – – Men kort efter, rejste han så videre vest på.

Ved ankomsten til Amerika blev jeg sat af ved Hobugten, for ØK lægger ikke til i New Jersey, men lige over på den anden side af Hudson floden, i Jersey ligger en stor fabriksby med havnekaj, og derfra kørte jeg videre til familien i Upper Mont Clair. Manden i familien jeg var hos, var dansker og hed Lorentzen, og han havde vogtet får på den jyske hede. Hans kone hed Winnie, og var også dansker, og hun havde som lille pige været balletdanser, og danset, da Radio City Mucikhall skulle åbnes, under orkesterdirigent Leopold Stakovsky, og man kunne stadig se det på hende, hendes bevægelser var så yndige og graciøse. Hr. Lorentzen havde opfundet en lille ting, der drejer persienner, og den havde han fået patent på, men han måtte slås for det patent, ustandselig var der nogen der prøvede på at gøre det efter. Han havde en stor fabrik inde på West Broadway inde i New York, hvor vi som regel kørte med ham, når vi også skulle ind til byen.

Familien var meget, meget søde ved mig, men det var værst for dem, som skulle æde den mad jeg lavede, for det var ikke altid den var lige heldig, for jeg havde jo aldrig lært at lave mad.
Det gik rigtig godt med at passe børnene, Drengene på 10 og 14 år, passede næsten sig selv, og den lille baby, var noget af det kæreste. Men jeg måtte ikke sove inde hos hende, jeg havde en walkie-talkie, med en mikrofon ved hendes mund, så jeg kunne høre, når hun vågnede, og så gik jeg først ind til hende. Hun havde også nogle yndige små barnereoler, men der var ikke sat noget i dem endnu, og hun skulle lege alene i rummet, hun måtte ikke have selskab, for hun skulle vænne sig til at være alene. Men jeg sagde til fru Lorentzen, at jeg var bange for, hun skulle kravle op på reolerne. Og en dag, så stod hun op på dem og væltede med dem, og så blev det lavet om, så jeg kunne sidde inde ved hende, med et eller andet håndarbejde. Hun har senere sammen med sin mand besøgt os i Hellerup som voksen, da hun var blevet gift. Hr. og fru Lorentzen kom også og besøgte os, når de var i Danmark.

Hvor længe var du så i Amerika?

Jeg kom derover i maj 48 og var hjemme i december 49. Jeg var væk i ca. halvanden år, og jeg var hos dem et år, så begyndte jeg at rejse hjem. Jeg måtte ikke tjene penge som besøgende. Mindst 2 gange havde det ringet på døren, og udenfor stod der en fra FBI, som spurgte om hvor meget jeg tjente, og jeg måtte sige, at jeg ikke tjente noget, jeg bor bare her hos familien og går med dem ud. Da mit visum udløb, måtte jeg så ind til kontoret for emigration i New York og sige, at jeg ikke kunne tage hjem, for jeg havde ingen penge. Hvis I vil give mig en forlængelse på et halvt år, så har jeg min far i Danmark, og han vil betale min hjemrejse i danske penge til en mand i Canada, som er en af hans venner, og der ligger der et af ØK’ skibe, som hedder Eria, og det fik jeg.

Eria sejlede på Vestkysten oppe fra Portland ned langs Californien ned gennem Panamakanalen og den vej over Holland, England og Norge til Danmark.

Jeg tog så en Greyhoundbus, som kostede 50 dollars gennem Amerika, for jeg havde ikke råd til at flyve eller køre på anden måde. Bussen Startede i Vancouver, og jeg kørte først med den til min mors søster, hvis mand var læge og som boede i South Bend Indiana , som ligger en times kørsel øst for Chicago, og de havde sommerhus ude ved Michigansøen. Jeg boede hos dem i 2 måneder, hvor jeg havde det pragtfuldt, og de tog mig til sig, som deres egen datter. Mange år efter gjorde jeg en stor fejltagelse, ved at skrive et brev til hende på dansk, for hun kunne ikke læse mere, og hendes børn kunne kun engelsk, men så indtalte jeg senere et bånd til hende. Derefter tog jeg op til en sød gammel tante. Hun var så glad for mig, hun sagde, at nu har din oldefar opdraget mig, for min mor og far havde 12 børn, men de havde ikke råd til det, så tog din oldefar mig til sig. Hendes far og mor havde været forpagterpar over på Liselund på Møn, og dem kendte vi så godt. Så var jeg der et par dage, og jeg skulle læse for hende i biblen, for hun var med i Pinsemissionen. Så steg jeg på bussen igen, men der var en der havde sagt til mig, at jeg skulle passe på, for hvis der satte sig en ved siden af mig, som ville gøre tilnærmelser, så skulle jeg have en stoppenål i lommen, og så skulle jeg bare prøve på at stikke ham på en måde, så han ikke opdagede hvad det var. Så flytter han sig sikkert. Men det fik jeg heldigvis ikke brug for.

Jeg regnede med, at jeg skulle møde færgen Eria i St. Fransisko, så jeg tog Greyhoundbussen videre, og da jeg nåede St. Fransisko, hyrede jeg en taxa, og flyttede al min “habengut” derover og kørte ned til havnekajen, og jeg kiggede mig omkring, men der var ingen Eria, så tænkte jeg, at den kunne jo ligge ovre ved Oakland. Så kom der en havnearbejder, og han sagde, at den først kommer om ca. 8 dage, men hvis du tør stole på mig, så skal jeg gerne smide din bagage om bord. Jeg havde ikke andet at gøre, end at overlade ham min bagage, for jeg havde nemlig fået tilsendt en flyvebillet til nogle venner i Los Angelos, hvor jeg skulle være til Eria kom derned. Flyveturen tog en time, og jeg kunne se på billetten, at den havde kostet 9 Dollars og 99 Cent, da jeg ankom, sagde mine venner, om vi ikke lige skulle tage en tur til Las Vegas, og det gjorde vi så, og vi kørte rundt i det sydlige Californien, og vi kom så tilbage til Los Angelos og skulle ombord i færgen, men der var ingen Eria, den var lige forhalet op til Long Beach, som er et havneanlæg, men den ville komme igen i løbet af et par dage.

Min sejltur hjem gik ellers godt, men vi havde storm 9 dage på tværs over Atlanten, nede fra de Vestindiske øer og så på skrå op til Holland. Jeg havde lagt mærke til, da færgen kom, at søfolkene gik og hamrede den ene side til med brædder, det var den side, som vendte ud mod vinden, og der blev sagt til os, at vi måtte ikke gå ud til den side, men så var der alligevel en gammel skibsreder Marius Nielsen, som ikke kunne nære sig, og selvfølgelig faldt han også. Han var ellers vant til at sejle men i sådan en storm, var der jo ingen, som kunne stå fast, men der skete heldigvis ikke noget særligt. Jeg lå og rullede rundt i min køje, indtil der var en der sagde, hvorfor lægger du ikke din kuffert op i køjen, så har du noget at stemme benene imod, så du kan ligge fast. Det hjalp også, og jeg blev slet ikke søsyg, det har jeg kun prøvet en gang, det var som barn, da jeg var ude at sejle med mine forældre. Turen fra Amerika var ellers hyggelig nok, vi bestilte ikke andet end at spille kort og gå i baren. Om formiddagen var der en drink før frokost, og der var lækker mad, så vi bestilte ikke andet end at spise og drikke, så jeg tog 20 pund på, på den tur. Min mor sagde til mig senere, at jeg lignede et omblæst cirkustelt, jeg havde store problem med at få det væk igen.

Efter hjemrejsen arbejdede jeg igen på kontoret hos min far, men så blev vi uvenner igen, og jeg blev så ansat på et trælastagentur, som var et dansk firma, som solgte svensk træ til danske tømmerhandlere, og der var jeg rigtig glad for at være. Det lå lige ved Nørrevold station i København, og på det tidspunkt, havde jeg lært den unge Mogens Falck, som var stationsleder på Falckstationen i Præstø, at kende. Jeg havde lært ham at kende ved nogle selskaber, og jeg kan huske jeg skældte ham ud over den måde, han opførte sig overfor sin kone på. Han var så blevet skilt, da jeg kom hjem fra Amerika. Deres lille dreng Ole blev opdraget hos en læge i Everdrup, moderen havde fået en fødselspsykose, så han opholdt sig der et års tid.

Vi blev så gift i 1951 i en kirke på Bernstorffsvej, hvor min svigermor boede. Mine forældre var ikke med til brylluppet, for min far billigede ikke giftermålet, han kunne ikke ta’, at hans datter skulle giftes med en fraskilt. Min mor turde ikke være med, hun ville ikke lave ballade, men min elskede morfar var selvfølgelig med, og min søster og bror, og dagen efter kørte vi på bryllupsrejse til Rom.

På vejen gjorde vi ophold i Odense, hvor vi mødtes med svigerfar og alle deres venner, og Mogens og hans tvillingebror V.M., som vi altid kaldte ham, var lige blevet optaget i Frimurerlogen. Min svigerfar havde mange søde venner, de havde bl.a. nogen der hed Killerrick, de var så søde, jeg kan huske fru Killerrick sagde, Ellen, du kan da ikke rejse til Rom uden frakke, men jeg sagde, at vi skulle da ned i varmen, ja men du kan da låne min pels, men det ville jeg ikke. Vi blev gift den 24. oktober 1951, så det kunne da godt have blevet koldt, men jeg manglede ikke nogen pels. Vi havde en dejlig tur, hvor vi kørte i bil hele vejen, og boede på hotel undervejs. Da vi kom til Rom, spurgte jeg om vi ikke også lige kunne køre til Neapel, men det mente Mogens ikke at den gamle Austin kunne holde til, den skulle efterhånden have en hel del olie.

Så flyttede vi til Næstved, hvor min mand blev stationsleder, og efter 8 år til Gladsakse på hovedstationen. Vi boede så i Søborg, hvor vi købte et dejligt hus. Så kom svigerfar pludselig en dag og sagde, at han havde købt Tårnbygård på Amager til redningsstation, og at vi skulle bo i hovedbygningen. Det var et pragtfuldt sted, en stor firelænget gård, med lavt til loftet. Vi startede med at have 4 mand på stationen, men efter 10 år, var det vokset til 50 mand, så måtte vi flytte, for nu var der for lidt plads til redningsstationen.

I 1963 fik Mogens en blodstyrtning, og han røg på Elisabeth søstrenes hospital, der kan jeg huske, at jeg kom på besøg, og trak jeg op af min taske en lille hundehvalp, for vores sorte kariblue terrier havde fået hundehvalpe. De var så kære disse hundehvalpe, og på det tidspunkt fik vi smag for Afrika. Vi havde set en film som hed “Hatari”, som handlede om, hvordan man fanger vilde dyr til Zoologiske haver. Den film var så betagende, og den gav os blod på tanden. Vi havde meldt os til en rejse til Afrika, men jeg var bange for, at Mogens nu ikke kunne klare det, men det gik heldigvis godt, og vi har været på jagt i Afrika i alt 7 gange.

Sidst i tresserne flyttede vi til Hellerup, hvor Falck havde købt Zonen, og vi flyttede ind på Rygårds Allé. Vi boede der ca. 10 år, hvor Mogens blev uvenner med Gentofte kommune vedrørende noget skat, så han flyttede stationen til Lyngby på Lundtoftevej. Der boede vi så, til Falckkorpset blev solgt til Baltica.

Det har altid været det samme, lige meget hvilken Falckstation vi boede på, har jeg været rigtig glad for at være der, og redderne var lige ved at bære mig på hænder og fødder, og Jes, som nu er vognmand her i Præstø, har tidligere været Falckredder, og han fortæller, at de år han havde hos Falck i Præstø, har været de bedste.

Vi flyttede så til vort hus ved Runeklint, som vi havde haft som fritidshus, og hvor vi tog ned hver lørdag/søndag. Vi havde gjort huset rigtig dejligt i stand, og vi kaldte det Ny Ati Shamba, som betyder bøffelhuset på Swahili, og pottemageren på Røde Led lavede navnet i keramik bogstaver, og satte det op på gavlen.

Navnet, som huset fik, er et minde om de dejlige ture, vi havde ned til Afrika.

Vi startede med at rejse, da Mogens lå på hospitalet efter blodstyrtningen, Vi rejste af sted i en stor DC 7 med 70 mennesker ombord til Kairo. Fra Kairo fløj vi til en flyveplads ved Victoria søen, som hed Entebbe, hvorfra vi tog ind til hovedstaden i Uganda, og så til Nairobi i Kenya. Derfra var vi så på jagt i 8 dage, for at prøve, om vi kunne holde det ud, vi var jo ikke helt klar over, om det var noget for os. Vi boede i telt, og det var død spændende. Vi blev fordelt i 3 biler med en 2 hvide og en hunter i hver bil, og de sorte hængte på, hvor det kunne passe sig. Vi begyndte med at køre fra Nairobi, vi var selvfølgelig forsinket flere timer, fordi de forfærdelige professionelle huntere skulle sige farvel til deres piger, og de havde jo så mange piger, så det var næsten ikke til at holde ud. Så kommer vi kørende en mørk aften kl. 10 -11 stykker, det var buldrende mørkt, og så er der pludselig en mur foran os, og det var elefanter. Vi skulle være stille, for dem flytter man ikke med, dem venter man på, til de går af sig selv, for hvis en elefant bliver sur, kan den gå hen og plante sin fod lige oven i bilen, og så bliver vi mast til plukfisk. Du kan tro vi sad stille, og vi kunne høre de gumlede blade i sig, og det rumlede i deres maver, det var en fantastisk oplevelse. Så flyttede elefanterne sig, og vi kunne køre videre. Vi var i noget der hed Savoparken en stor nationalpark i Kenya, hvor der er mange elefanter. Vi drejede så af til højre, og ind i og fandt en yndig flad slette, hvor vi kunne være, der var ikke ret megen busk, der var frit, og der blev vi sat på hver sin stol med en drink i hånden. “Boy”sene gik så i gang med at rejse teltet, men det var de mere end 2 timer om, hvor vi andre kunne have rejst det på et kvarter. De sorte er ikke så forjagede som os, de har da tid nok. Man skal tage det roligt, og sørge for at ens hjerte følger med, siger de. De var nu søde, så det var jo meget godt. Kl. 3 om morgenen kunne vi så gå til ro.

Vi havde en sørgelig oplevelse her på den første tur. Min svigerinde, som var Mogens tvillingebrors kone, har altid været meget dygtig til fransk, og i det hele taget meget dygtig til al ting, og jeg var ikke noget særligt, så det var altid Inge der førte an, og jeg kom høvlende bagefter. Så var det pludselig mig, der kunne tale engelsk, og det kunne hun ikke, Hun havde nemlig været i huset i Frankrig, og hun havde været i huset i Belgien, så hun var god til fransk. Men hun kunne ikke tåle, at det pludselig var mig, der kunne tale sproget, så hun begyndte at sige, at dem og dem måtte jeg ikke tale med, for de taler ondt om os. Hun begyndte at dirigere med mig. Det var vi meget fortvivlet over, og da vi kom til Entebbe, så ville vi ringe hjem til far, og bede ham sende en flyver, for det her kunne ikke gå. Så var der en læge fra Bogø, som blev en af vore meget gode venner, Christian og Birgit Linnet, og de sagde, at det måtte vi endelig ikke gøre, for hvis vi gjorde det, så risikerede vi, at hun aldrig kom over det, for det tropekuller var bare noget hun skulle over. Hun skulle igennem det, hendes hjerne skulle have ro. Vi kunne roligt lukke hende inde på værelset og give hende 10 Librium, så vil hun sove, og så kan i tage til Kampala, og når I kommer tilbage, så vil hun stadig ligge der. Hendes hjerneceller skal falde til ro, det er det eneste I kan gøre for hende, men det må I også gøre. Hun kom så vidt, at en dag sagde hun til mig, da vi stod ude i Bushen og ventede på drengene, som var inde og jage i skoven, Jeg hørte godt, da min mand sagde til dig, at hvis jeg blev temmelig umulig, så måtte du godt stikke mig en på kassen, men vi blev heldigvis gode venner igen. Senere har hun ikke villet med, for hun kunne ikke tåle varmen, så jeg tog alene med, sammen med min mand og hans tvillingebror.

Har du også gået på jagt herhjemme?

Ja jeg har gået meget på jagt ude i Stor Hestehaveskoven, hvor vi har vores hus, og jeg har også været på jagt i Nysøskovene og på Lekkende. Jeg kan huske at vores gode venner på Lekkende, skytten Verner sagde, har jeg ikke lovet dig, at du skulle få lov at skyde et dåvildt? Så se at komme af sted, du kan køre af sted med jagteleven. Jeg fik skudt en dejlig kalv, så jeg var stolt som en pave.

Jeg skød også nede i Afrika. En gang fik jeg en ordentlig bule i panden. Vi var ude at køre, og pludselig så vi en flok gnuer langt fanden i vold, mere end 300 meter ude. Så siger Mogens og jægeren! Skal Ellen ikke prøve dem? Så giver Mogens mig riflen. Den riffel havde jeg så svært ved at tage ladegreb på, og jeg lægger mig op af en myretue, for at få fast anlæg, og jeg begynder at skyde. Jeg trækker 3 gange, så jeg når at få skudt 3 skud af, så siger Mogens, nu holder du altså op, for blodet flyder ud af hovedet på dig. Jeg havde godt nok mærket den slog tilbage, men jeg blev så rasende, så jeg tænkte, nu skal jeg gi’ den. Jeg kunne aldrig i livet nå de gnuer 300 meter ude. Det var uartigt af dem, at sige, jeg skulle skyde der. Herhjemme skyder jeg aldrig mere end 100 meter borte. Det var et held, at det ikke ramte øjet. Bulen sad lige i tindingen, og sidste dag skulle vi alle fotograferes, og den lille skinnerboy, ham der flåede al skindet af det vi havde skudt, han dansede rundt på sine små krogede ben og pegede op på den blå bule jeg havde oppe i hovedet, og det kan man se på fotografiet. Skinnerboyen var fra Congo, og han havde en lille høne gående ved sit telt, og den havde en snor om benet, og den lagde æg til ham. Han havde fået den af nogle savværksarbejdere, som vi havde givet kød. Vi skød ellers ikke mere end vi skulle bruge, men hvis vi fik overskud, så gav vi det væk, de var jo lykkelige for at få kød. Disse jagtture har været højdepunkterne i mit liv med oplevelser af dyr, mennesker og den pragtfulde natur.

Jeg kan også huske en gang, da Mogens ville skyde leopard. Vi hænger først madding op til leoparderne, og så er vi ude og kontrollere de forskellige steder, hvor vi har hængt maddingen op. En dag så vi, at der pludselig var begyndt at blive ædt af den Gazelle, vi havde hængt op. Vi sad hjemme i lejren og snakkede og fik en drink, som vi havde fået hældt op, Så siger Mogens pludselig. Vi skal da af sted, klokken er fem, vi skal ud og kigge om leoparden er der! Han og Rhe, den professionelle jæger, farer af sted, og da de kommer kørende derud, kan de se, at leoparden allerede er oppe i træet og står og kigger efter dem. Så siger Mogens. Hvad nu! Ja nu skal du glide af lige så stille, og gemme dig bag den busk, og se at finde en god måde at holde til den på. Så kører jeg videre, så jeg afleder dens opmærksomhed, og så følger den min bil med øjnene. Det gjorde Mogens så, og han fik et perfekt skud, og Mogens ville så styrte hen til den. Men en af de sorte griber ham i ærmet, og så siger han på swahili, Det må du ikke, for der er flere jægere, der er blevet dræbt af døde leoparder, ved at man er gået for tidligt over til den, og den måske ikke har været helt død. Så lærte Mogens det, og så sad de lidt og kiggede på den, og så var den stendød. Så går de hen og undersøger den, og pludselig siger Rhe med rædsel i blikket, at det er en hermafrodit! Hvad siger du? sagde Mogens, og jeg der aldrig skyder hundyr, jeg vil ikke skyde hundyr. Det var en der var halvt af hvert. De kunne se på den, at den havde digevorter. men den havde aldrig haft unger, den havde en leopards store hoved, med små ører, og store poter, den var så typisk en hanleopard. De meldte det inde til Vildtdepartementet. Det gør man normalt, hvis man har nået usædvanligt, og vi meldte også om, at der gik en stor hunelefant, med kun en stødtand, og som haltede, og den må være blind, for den tørnede imod buske, træer og sådan noget. Mogens sagde, den vil jeg da ikke skyde. Men de sagde på Vildtdepartementet, den burde de have skudt, Men Mogens havde kun lisens til at skyde en elefant, og den havde han skudt på en anden jagt, så det vovede han ikke. Man betaler også for hver gang man skyder et dyr. Det er ligesådan herhjemme, Mogens skyder kun bukke, han skyder aldrig råer, ikke med mindre der skal tyndes ud i dem.

Jeg har en lille smykkenål her. Det er to ben, der er sat sammen af min guldsmed. Det er to ben, der sidder oppe i skulderen og flyder i lymfevæsken på alle kattedyr, og dette smykke er fra Mogens Leopard, og jeg har også en som er tre gange så stor, den er fra den løve, han skød. Det sidder løst i lymfevæsken heroppe i skulderen, og det gør at katte ikke mister balancen, når de springer. Det hedder et Flowdingbone. Vores skinnerboy fra elefantturen har også lavet mig et armbånd, som stammer fra halehårene på elefanthalen, og de er lavet så fikst, så det kan skubbes ud og ind, så det passer til håndleddet, og han lavede også en ring til mig af samme materiale fra elefanthalen.

Jeg har aldrig fået børn, det havde været mit store ønske, og på Gentofte sygehus blev jeg undersøgt for, hvad der måske kunne være i vejen, og vi prøvede oven i købet med kunstig inseminering. Det hjalp heller ikke, så jeg sagde til Mogens, om vi ikke skulle adoptere, men det kunne der ikke være tale om. Det havde ikke været nødvendigt at adoptere en dreng, for Ole skulle jo være første arving, men bare en pige. Det syntes han ikke, og da jeg endelig fik ham overtalt, så var jeg blevet over 40 år, og så var det for sent. Men jeg har da klaret mig udemærket uden det.

Mogens og jeg holdt meget af at fiske ål og rejer, og vi satte ruser ud til det farvand, der ligger lige uden for vort hus. Der, hvor vi ligger og sejler rundt, er bare så mange sten, så vi kan ikke bare gå lige hen over Nordmandssandet, vi skal helt ned til Fakse Ladeplads, før vi kan komme helt rundt og gå ned til Kalvehave.

Det er et spændende liv du har haft, og du har været god til at se tingene på en humoristisk måde!

Ja, det tror jeg, jeg har fra min mor. Jeg tror min fars mor var maniodepressiv, hun tog sig af dage, hendes 2 søstre må have haft det på samme måde, de tog sig også af dage. Jeg har fået konstateret sygdommen maniodepressiv, men for 20 år siden, var jeg hos en overlæge Mogens Kristensen, og jeg blev sat i en kur med Litareks piller, og siden den tid, har jeg klaret det fint. Jeg må have arvet det fra min far.

Min søster og jeg er blevet uenige om min brors dødsfald. Hun mener, at han også har taget sit eget liv, men det kan hun ikke vide noget om, for hun var ikke hjemme, da det skete.

Min far og mor var ude at sejle op ad svenskekysten, og så er Niels derhjemme og passer tømmerhandelen, og da han skal hjem til frokost, ser han en kat, der er på vej ind i dueslaget. Han vidste, at min far plejede at skyde kattene, når de gik derind, så han gik op efter riffelen, han glemmer at afsikre, og falder på trappen og skuddet dræber ham.

Jeg sagde til min søster, at hvis Niels ville tage sig af dage, så havde han gået ud af huset. Du var jo i Amerika, jeg kan ikke forstå, du vil gå og brede sådan noget ud om din bror.

Årsagen til mit dårlige syn skete ved en blodprop, som kom ganske stille sidst i 1980’erne. Jeg opdagede det ved, at jeg kom kørende ned til Runeklint i bil, og kørte ned ad bakken, og kigger over på Kohave skoven. Så kan jeg se nogle store krysantemum i træerne. Så tænkte jeg, det var da underligt. Da jeg kom hjem blev det konstateret, at det havde været en blodprop, men øjenlæge Morten Verdich i Vordingborg, ville ikke tage mig, han ville ikke have nogen nord for Vordingborg, han havde nok. Så gik jeg i flæsket på Jette, som var hos en optiker lige overfor øjenlæge Verdich. Hendes mor var min gode veninde, og vi har rejst meget sammen, men nu er hun desværre død.

Jette sagde, at hun kendte fru Grete Verdich, så hun ville snakke med hende. Så fik jeg lov at få ham, og det har jeg været rigtig glad for.

Så var det jo slut med at køre bil, for der stødte også grå og grøn stær til, så det ene øje skulle fjernes. Så sagde øjenlæge Verdich at han ville ringe op til overlæge Plesner på Næstved sygehus, men det ville jeg ikke have, jeg ville ind på Hamlet, som var et privat sygehus, men der var ingen øjenkirurg, så der kunne jeg ikke komme ind. Men må jeg så foreslå øjenlæge Madsen på Roskilde sygehus? sagde han. Det blev så arrangeret, og han var en festlig fyr. For det første stak han mig noget musik i ørerne, og han spurgte om jeg ville have klassisk eller jazz. Så fik jeg nogle ørepropper i ørerne, sikkert for at jeg ikke skulle høre de rodede, og så tog de øjet ud.

Vores unge mand fra Runeklint kørte for mig, og vi kom begge efter operationen, ned på kontoret, hvor overlæge Madsen sagde, at jeg skulle have et kunstigt øje, men de sorte med gyldne stjerne i, er desværre udsolgt. Vi grinede, så jeg var ved at falde ned af stolen.

Det gjorde ikke ondt at få fjernet øjet, og da vi kørte hjem i bilen, følte jeg, at jeg så meget godt med kun det ene øje, men der kom også grå stær på det, og den fik jeg taget hos overlæge Wille på Diakonissestiftelsen. Han var også rigtig dygtig. Jeg var blevet ham anbefalet af en fra Jungshoved, men det kostede selvfølgelig det hvide ud af øjnene, men det var jo også lige meget.

Mit syn svinder mere og mere, og når jeg sidder og ser på dig, så kan jeg se du sidder der, men jeg kan ikke se dine øjne, dine træk, og heller ikke din hårfarve.

Jeg har også lidt problemer med min hørelse, og jeg har fået et høreapparat, men jeg har somme tider lidt problemer med at få det sat rigtigt i, og det er også svært at indstille det med teleslynge og alt det andet. Det kan være, jeg skal bede om at få lidt mere undervisning i at bruge det rigtigt.

Efter jeg fik dårligt syn, flyttede jeg hertil Aggerhuscentret, hvor jeg fik denne dejlige lejlighed. Jeg er faldet godt til, og jeg er meget glad for at bo her. Mogens bor stadig ude på gården i Runeklint, og jeg besøger ham af og til.

Jeg har været på senblindekursus på Synscentralen i Vordingborg, hvor du blandt andet lærte mig en masse, og senere deltog jeg i et senblindekursus, som 11. kreds havde arrangeret her i Præstø.

Jeg har også deltaget på et kursus på Blindeinstitutet i Hellerup, der var jeg et halvt år, men det var jeg ikke ret glad for. Jeg følte de mobbede mig, vi skulle f.eks. lære at smøre et stykke mad, og det skulle være diagonalt fra det ene hjørne over til det andet hjørne, og jeg ville helst smøre denne vej ned, men det måtte jeg ikke, og der var sådan forskellige ting. Så kom der nogen fra Præstø, bl.a. min elskede fru Hansen, for at se til mig, hun var så forarget, det lille usle værelse, som jeg havde, jeg kunne dårlig nok vende mig, men der var nogle søde piger, og de havde kontor lige om hjørnet, der hvor jeg boede, og de kom ind og de pakkede min kuffert, da jeg skulle hjem, men jeg var ikke særlig glad for dette Blindeinstitut. Da jeg skulle hjem på ferie, så siger sekretæren, jeg er ikke sikker på, at vi har plads til Dem efter sommerferien! Nå, er De ikke sikker på det? Det er jeg, for jeg kommer ikke mere!

Der var en sød sygeplejerske, hun spurgte mig, om vi ikke skulle gå ned i Hellerup og spise en aften, og det gjorde vi så en 6 stykker, det var rigtig hyggeligt. Jeg havde ikke indtryk af, at jeg lærte noget. Jeg tror nu også, at de andre var meget yngre end jeg, for i den lille bar, der var ovre på den anden side af gangen, der opholdt alle de unge sig. Men jeg syntes ikke jeg lærte noget, heller ikke i maskinskrivning.

Jeg kan huske, jeg delte badeværelse med en meget sød lille ung pige, og hun var temmelig gravid, og hun havde en ven, som kom og så til hende meget ofte, og som regel sad han på WC når jeg skulle derind, eller også sad jeg der, når han skulle bruge det, for vi havde fælles badeværelse, og det var meget ubehageligt, men vi grinede da heldigvis af det. Den unge pige kunne få lov til at gå ned i svømmehallen i bad og svømme, det kunne jeg selvfølgelig have arbejdet på at spørge om jeg også måtte, men det gjorde jeg ikke.

Jeg kommer i Blindesamfundets klub ude i Præstø, hvor Birthe Bille er leder, men jeg er ikke så flittig som mange af de andre deltagere, som både går til kurveflet og sølvarbejde, men jeg tager præstøbussen derud og hjem igen. Jeg gik hos Karen, som også er helt blind, et par år, hvor jeg lavede en lille skindpung, som jeg lavede af nogle skindlapper, men der måtte Karen sidde og lave det meste af det. Jeg skulle også strikke en hue, men der tabte jeg maskerne ustandseligt, den måtte Karen også lave færdig. Jeg er glad for min båndoptager, hvor jeg læser min lydavis, og ham Asger Rosenberg, han læser noget så dejligt op, han har sådan en charmerende stemme.

Jeg læser også lidt på mit CCTV-apparat, men det er kun ganske lidt, for jeg bliver hurtigt træt, jeg kan lige læse, hvad der står på menuen på spisesedlen.

Der foregår også en masse her på centret, i går kom Annelise og spurgte, om jeg ikke ville op og høre Julius Nielsen fra Kalundborg synge, og så var jeg naiv nok til at tro, at vi skulle følges, men Annelise skulle skynde sig videre.

Når jeg får noget post, så kan jeg bare gå ned på kontoret, så vil de gerne læse det for mig, og ligeledes, hvis der skal sendes nogle penge.

Kunne du tænke dig, når vi nu er færdige med at interviewe forskellige kvinder, at vi lavede nogle små grupper, hvor vi kunne sidde og snakke om erindringer?

Det kunne jeg da godt, det er altid dejligt at være sammen med nogen, man kender, det at gå til noget, og man ved ikke om man kender dem. Selvfølgelig kan man sige, man kommer til at kende dem, men man er alligevel sådan lidt reserveret.