Interview med Ebba

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Ebba den 5. maj 1999

Interviewer Heike Michelsen

Jeg er født i København på Rigshospitalet d. 1. april 1904, og det er efterhånden nogle år siden.

Så du er blevet 95

Ja, og så var jeg hos min morbror en måneds tid.
Så kom jeg hjem til mine bedsteforældre, der dengang boede i Gl. Jyderup.
Så flyttede de derfra op på Ellebjerg og vi boede så der i 24 år.
Bedstefar døde i 1918. Og selv om jeg kom ud at tjene, boede jeg alligevel hjemme hos bedstemor. Det ville jeg helst.

Hvornår kom du i skole?

Det gjorde jeg da jeg var 5 år. Og det var på en privat skole i Jyderup, for bedstemor gjorde rent hos lærerinden. Jeg havde et stykke tid været hos en gammel kone, mens bedstemor gjorde rent. Men så døde den kone, der passede mig. Bedstemor sagde så til lærerinden, at hun ikke kunne gøre rent mere, for hun skulle passe mig. Men jeg kunne bare komme med på skolen. Så jeg var ikke mere end 5 år, da jeg begyndte i skole.
Den gamle kone havde lært mig at strikke, og jeg kunne strikke rundt, strikke strømper og det kunne børnene ikke.

Var det på 4 pinde?

Ja. Så jeg måtte lære dem at strikke grydelapper da jeg var 5 år og de var så irriterende.
Skolen var inddelt i 3 klasser og vi kunne gå der, til vi var 10 år. Så skulle vi enten på Realskolen eller på Kommuneskolen. Men fordi bedstemor gjorde rent dernede kunne jeg blive der til jeg var 14 år. Og kunne gøre rent, feje gulve, tørre borde af sammen med bedstemor.
Så da jeg blev konfirmeret kom præstens og ville gerne have, at jeg skulle derned og ind hos dem som stuepige. Og det var ikke altid lige sjovt!

Hvad skulle du lave?

Jeg skulle varte op og gøre stuepige gerninger. Og præstekonen tænkte ikke på at jeg kun var 14 år og en lille pjort. Og jeg kunne jo ikke nå alt det, jeg skulle. I det år jeg var der, boede jeg der også. Når jeg ikke kunne nå alt det, hun ville have, jeg skulle, skrev hun en liste om, at jeg skulle være der og der på klokkeslæt. Puh ha. Men præsten var flink, et meget fint menneske. Hun var da dygtig, ualmindelig dygtig, men hun var jo ….

Hvordan slap du derfra?

Det var det år under den Spanske Syge. Jeg havde en fætter som jeg holdt så forfærdelig meget af. Han døde, og jeg ville så gerne med til begravelsen. Det måtte jeg ikke. På en måde kan jeg godt se det nu. For de havde en pige på ½ snes år, og kom jeg med til begravelsen kunne jeg blive smittet. Men jeg blev smittet, så jeg lå hjemme i en måneds tid. Og på grund af det kom jeg derfra.
Så kom jeg ned på noget der hed Villa Bakken. Der boede købmand Chr. Jensen. Han var gift anden gang. Han havde en datter på 5 – 6 år, og hendes moder var også død under den Spanske Syge. Der var jeg så et år.
Men bedstemor syntes jeg skulle lære at sy. Og kom i lære her i byen. Men jeg var sådan stillet, at jeg ikke kunne se lige – jeg kunne ikke sy en søm lige, og jeg kunne heller ikke slå en streg lige.

Hvorfor kunne du ikke det?

Ja, det må være noget med øjnene, men dengang var der jo ikke noget der hed øjenlæger. Men det var også galt i skolen. For dengang havde vi jo tavler, og der skulle vi også slå streger. Og jeg kunne heller ikke rette dem.

Fik du det at vide, eller kunne du godt se det selv?

Jeg kunne godt se det selv.
Men jeg var på systuen ½ år, og ville så gerne på tilskærerskole, men det kunne jo ikke nytte noget, når jeg ikke kunne se lige.

Var du klar over, at det var fordi du ikke kunne se?

Nej, jeg kunne bare ikke lave det lige. Med min bedste vilje kunne jeg ikke.
Så var jeg hjemme og havde en del at sy nede fra Svend Larsen. Pudebetræk, dynebetræk, sømmede lagner og satte bændler i viskestykker.
Derefter kom jeg til en dameskrædder og hjalp hende. Men der var det også galt.
Bedstemor gik ud og stoppede og lappede forskellige steder. Så kom hun ned til en købmand, og de ville gerne have mig som stuepige. Det var et dejligt sted og der var jeg i 3 år. Men jeg boede altså hjemme hos bedstemor.

Og der havde du ikke nogle problemer med at se?

Nej det var der ikke, der var jo heller ikke noget, der skulle være lige. Men når jeg i dag går i haven bliver alting skævt, så det har altid generet mig.
Men så blev jeg syg, og havde nogle problemer med maven og kom på sygehuset. Så da jeg kom hjem, havde jeg en veninde der tjente på en kro. Det var en søster og en bror der havde den. Min veninde blev syg, og da jeg ikke havde noget, spurgte hun om jeg ikke kunne tage pladsen for hende en måneds tid. – Men hun kom ikke igen, så der var jeg i 1½ års tid. Men det var hårdt, alt for hårdt. Jeg måtte faktisk gøre karlearbejde, for nogle gange, når vi skulle vække ham om morgenen, så var han der ikke. Vi havde jo mælkejunger dengang. Og dem skulle jeg køre oppe fra vejen og så løfte dem op i en stor beholder. Så det bevirkede jeg blev syg igen.

Kan du huske hvor meget du fik i løn?

Ja, der fik jeg 60 kr. om måneden. I Præstegården havde jeg fået 12 kr. for ½ år.

Du blev syg igen?

Ja, og var på Kalundborg Sygehus i ½ år. Jeg kom ind Pinselørdag og blev udskrevet til november. Det var også med maven. Jeg skulle ellers have været hjem tidligere. Men så en dag fik jeg en forfærdelig hovedpine. Jeg fik et par piller og gik ind for at sove til middag. Det skulle man dengang. Så skulle jeg på toilettet og ved ikke mere. Da jeg vågnede sad en sygeplejerske ved siden af mig. Så måtte jeg begynde på mavekuren forfra igen.

Var det mavesår du havde?

Ja det var. Men kom så hjem og gik derhjemme. Juleaften og nytårsaften var vi gerne hos min moster. Og jeg gik på Kirkegården. Så da jeg kom tilbage ville jeg lægge frakken, men bedstemor sagde, at det behøvede jeg ikke, for vi skulle snart afsted. Så sidder vi lidt og så siger hun: “Hvad er det for en røg der er her?”. Så var det huset skrådt overfor der brændte.
– Og det kunne jeg slet ikke ta, og så blev det galt med maven igen, og jeg fik 3 måneder til. Så da jeg kom hjem, havde bedstemor fået brænde hjem, og det skulle saves. Hun gik i gang , men kunne slet ikke klare det. Hun var over 80 år. – Så var der en karl der forbarmede sig over hende, og savede det – og ja, det endte med bryllup. For han kom jo stadigvæk og skulle hjælpe bedstemor med brændet og andre ting. Vi blev gift i 1928.

Boede du stadig hos din bedstemor, også efter du blev gift?

Ja vi boede i huset, for vi fik bedstemors lejlighed. Vi boede ude i et hus der tilhørte Agersvold. Der var stråtag på dengang, og det skulle laves om. Der boede 4 familier. De to familier boede i det gammeldags, hvor der var åben skorsten. Der var ikke noget køkken. De lavede mad i skorstenen. Og så var der en stue, et lille spisekammer og så en gang. Det var alt hvad der var. Så de to lejligheder skulle slås sammen til en. Så fik vi den, for bedstemor ville ikke bo sammen med os. Hun ville ind på alderdomshjemmet.
Der boede vi i 1½ års tid, for det var svært at komme derfra om vinteren. Det lå sådan langt nede. Så flyttede vi ind til Gl. Jyderup og boede oppe over en barbersalon. Det vil sige, der var stue nede, soveværelset var oppe, og køkkenet var i kælderen. Så det blev min mand ked af. Vi havde fået Ruth og jeg ventede Erik. Samtidig var jeg syg hele tiden og måtte have indsprøjtninger.
Så fandt vi en lejlighed hos en gammel dame, hvis mand var død. Der havde vi stue og soveværelse, men vi havde fælles køkken og spisekammer. – Det var ikke nemt altid. Og vi havde 2 børn og jeg ventede Mogens.
Så en nat vågnede jeg ved at Erik græd og soveværelset var fyldt af røg. Og jeg kunne se ud gennem soveværelset at det brændte udenfor. Det var huset ved siden af der brændte, men der var også gået ild i vores. Og der fik jeg et chok. Og hvordan jeg fik børnene ud, det ved jeg altså ikke.

Det gør man

Ja, men jeg turde ikke ligge der mere, selv om min mand lå der. Jeg turde ikke være i huset. Så jeg kom hjem til mine svigerforældre og det var meget godt. Jeg havde ikke børnene med. De var kommet ud til en familie, der boede i Præstemarken.
Men jeg turde ikke ligge alene, så jeg lå inde hos svigermor til at begynde med. Kom så hjem igen, men da jeg kom hjem, havde det regnet og blæst. Og så lå alt det brændte, og det lugtede jo. – Så var den gal igen. Og kom ud til svigermor og svigerfar igen og fik min egen stue. Men sommetider når de var gået i seng stod jeg op, for jeg kunne blive ved at høre den der knitren. Det har da været hestene og køerne der rørte sig i stalden. Men turde ikke lægge mig til at sove før bedstemor stod op. Og det var hårdt. Så en dag kom min svigerinde for at besøge dem, og fortalte at min mand havde fået en lejlighed ved fabrikken. Og jeg blev så glad for at jeg kunne komme hjem. Men kom så og så det. – Og ih hvor blev jeg tosset. For det første var der stråtag og der var 2 små stuer og et stort soveværelse. Men der gik et kakkelovnsrør fra stuen gennem soveværelset og så ud. Og det hang i nogle kæder. – En aften var der en stor ildebrand nede ved stationen. Min mand var den aften ude og spille kort. Så jeg slukkede alt lyset og slukkede ilden i kakkelovnen. Jeg var så bange for ild. Det var noget pjat, for der boede 2 andre familier til i huset.

Men du havde det i dig, og det blev ligesom ikke behandlet?

Nej, bare jeg lugter røg, så kommer det igen med minderne.
Men vi boede der i 5 til 6 år, og så byggede vi huset her. Og hvor længe vi var om det, ved jeg såmænd ikke.

Var din mand murer?

Han var hos to gamle murere, så han havde lært det og lavede selv meget af det, og så var de også med til det.
Og dengang måtte vi ikke have vinduer som vi gerne ville have dem. Og vi skulle have en lukket trappe til førstesalen. Men min mand havde været hos en tømrer, som vi kendte godt. Og så fik ham lokket til at at sætte en åben trappe op og nogle lange smalle vinduer. Vi måtte heller ikke have dør fra køkkenet og ind til stuen. Så der var lukket af til at begynde med. Vi måtte gå udenom gennem et andet værelse.
Men så var det at vi fik min svigermor til at bo her. Og hun boede inde i værelset ved siden af køkkenet, og hun kunne jo ikke noget selv. Hun bankede i gulvet med stokken, når hun skulle flyttes eller på toilettet. Og så skulle jeg hele vejen rundt. Men så satte far selv døren i! Og så kom hun ind i stuen. Og det var heller ikke så nemt med børnene, for hun ville gerne ind imellem have lidt fred.

Hvor mange år boede hun her?

Hun boede her i flere omgange. Først boede hun her et stykke tid. For først havde de en gård oppe ved Kaldred og bedstefar havde bygget et hus ved flyvepladsen. Og min svigerinde og hendes mand var flyttet op på stedet. Og så flyttede hun derop. Men han blev dræbt. Han havde en plads hos en brøndgraver. Så var der en ny brønd, de skulle grave, og den styrtede sammen. Min svigerinde sad tilbage med 5 børn, så hun måtte ud og arbejde og kunne så ikke passe farmor.
Men jeg sagde til min mand: “Nu kan det ikke nytte noget at I bestemmer – for jeg kan ikke have farmor en gang til!” For der ventede jeg Poul Erik, og havde haft hende dengang jeg fik Gunner, og kunne gå og slæbe på hende. Så var han en dag taget hjem til hende, og kom tilbage og sagde: “Mor vil så gerne snakke med dig, og jeg synes du skal køre derud i morgen.” “Men jeg kan ikke have hende en gang til!” – Men jeg lånte en cykel dagen efter og jokkede derud. Og jeg kunne ikke lade hende være derude. Hun kunne ingen ting. Hun lå og havde svinet sengen til. – Og så dagen efter så lå bedstemor her igen.

Nej, når man ser det – så kan man ikke

Nej, jeg kunne ikke. Og har heller ikke været ked af det. Men havde 3 små børn så det var hårdt. Så en søndag, spurgte hun om hvor min mand Viggo var henne. Ja, han var i haven og hun ville gerne snakke med ham. Og hun kaldte børnene ind til sig og de sang deres morgensang. Og så sagde hun til mig: “Du skal være her i dag, for det er sidste søndag jeg er her!” Så om aftenen da jeg havde fået ryddet op i køkkenet, var jeg inde hos hende. Og syntes hun var så underlig, så jeg for op til min mand, der var gået i seng, og sagde: Du kommer til at komme ned, og så på vej ned ad trappen var der en lyd som var der en ballon der sprang. Og da jeg kom ind til hende var hun død. Og jeg synes det er underligt, at når jeg nu havde siddet der en hel dag, så døde hun lige der, hvor jeg var væk et øjeblik.

Hun har sikkert vidst det!

Ja, men jeg ikke kunnet forstå, hvorfor et menneske skulle lide så meget. Hun havde leddegigt og kunne ikke tage noget selv. Og det var også derfor, de solgte gården, for hun kunne ikke malke.
Så da hun var død, og børnene var kommet i skole, begyndte jeg at luge roer, for dengang var pengene ikke så store. Og det var i krigstiden, og det var ikke nemt at få alt.

Ja der skulle noget til for at forsørge 8 børn. Var der noget dengang der hed børnetilskud eller anden hjælp?

Nej det var der ikke. Man kunne da få noget på kommunen, men det var en skandale at få noget derfra. Så vi klarede os selv. I haven havde vi kartofler og alt. – Der var ikke meget blomster. Og så havde vi en gris. Og bagte alt selv. Mest rugbrød, for der var ikke meget til franskbrød. Og om vinteren tog min mand ud i skoven og slog stød op. For de var billigere. Men de skulle jo køres hjem og flækkes. Så han arbejdede hårdt for føden. Om sommeren var han mange gange oppe kl. 4 om morgenen og så på arbejde.

Så du sørgede alene for de 8 børn, med mad, vask og tøj?

Ja, og vask det var jo gammeldags i bryggerset, så jeg var også oppe med min mand om morgenen.
Så om morgenen fik alle rugbrød med margarine og måske lidt sukker. Men alle fik mad, og børnene er aldrig gået sultne i seng. – Undtagen hvis de ikke var hjemme til måltiderne. For var de ikke hjemme til spisetid, så fik de ikke noget. De største af dem havde bypladser, men så fik de aftensmad, når de kom hjem. Men var de bare ud og lege, så vankede der ikke noget!
Og børnene var jo hjemme hele dagen til de begyndte at gå i skole, og så havde de bypladser. Poul Erik var ikke mere end 8 år da han blev mælkedreng og kørte med mælkemanden. Dengang kørte han jo med hestevogn. Så Poul Erik måtte rende efter flasker og hente kander ud til mælken. Han var altid været den der var mest til bypladser. Han gik også med Jyderup-Posten. Så det var til stor hjælp. Det de selv tjente, fik de lov til selv at købe tøj for. Jeg syntes ikke de havde nogen skade af at arbejde, for så ved de, hvor pengene kommer fra. Det her med at de bare får ….

Så I klarede det!

Ja, det gik da.
Så da min mand døde, så havde jeg hjemmearbejde for Sprængstoffabrikken. Til at begynde med fik jeg 5 kr. for 1000 hylstre der skulle rulles og der skulle helst rulles 3 kasser om dagen og det var 3000 hylstre. Så det var ikke meget jeg fik. Men inde ved siden af boede der et ældre ægtepar, og hun var syerske og hende måtte jeg somme tider hjælpe med at sy skjorter. Hun havde klippet og jeg syede. – Så det kunne lige gå rundt og jeg kunne beholde huset.
Og da havde jeg fået mit barnebarn hjem på 2 år fra et børnehjem i Brede.
Men da havde jeg kun 2 af mine sønner hjemme endnu. De var i lære. Gunnar den næstyngste var ikke hjemme, for han var en overgang på Andersvænge, men er kommet hjem for 26 år siden og bor her nu og klarer sig fint.

Så du har haft noget at lave hele tiden! – Hvor gammel var du dengang?

Der var jeg 60 år. Men jeg havde også meget hjælp fra den daværende Sognerådsformand. Han sørgede for at jeg fik enkepension indtil jeg fik folkepension. Men det var småt. – Men man jo sætte stævne efter evne som det hedder. Og har da været heldig – for indimellem fik jeg noget gammelt tøj, som jeg kunne sy om.
Men siden Gunnar kom hjem, er det gået godt. For det ville han gerne og jeg havde jo plads nok. Og vi hjælpes ad.

Og du laver mad stadigvæk?

Ja, for hvorfor skal vi give 40 kr. for et måltid mad fra kommunen, når man kan få det for 20 kr. ved at lave det selv? Og det mad jeg laver, har mere smag, og jeg kan selv bestemme, hvad vi skal have.

Så blev du svagtsynet, kan du huske hvornår?

Det må vel være 5-6 år siden. Det var en optiker, der sendte mig til en øjenlæge, selv om jeg hele tiden ikke kunne se ret godt. Jeg har haft briller fra jeg var nogle og 20 år. Men så blev jeg gift og vi havde ikke råd til nye briller. For det var ikke altid min mand havde arbejde. Og den understøttelse, de fik dengang, gav ikke råd til briller. Og jeg havde heller ikke tid til hverken at hækle eller brodere og den slags.
Men det er sådan kommet lidt efter lidt. For ellers ville de have opdaget, at jeg slet ikke kunne se på det højre øje og kan kun se lidt på det venstre. Men det kneb med at hækle og sy da jeg fik tid til det, efter børnene var kommet hjemmefra. Og det sidste billede jeg syede, måtte jeg have hjælp til at gøre færdigt. – Og det er vel 6 år siden. Så siden har jeg ikke syet noget. – Så det er gået ned ad bakke.

Hvor gammel var du dengang?

Der var jeg 90 år. Og var så ude og få opereret øjet for Grå Stær, men det har ikke hjulpet. Men så længe jeg kan færdes, og læse lidt så …
Og jeg tør ikke gå ud alene. For der var en overgang, hvor jeg faldt så tit.

Og så kom du med i Dansk Blindesamfund!

Ja, og det har jeg været så glad for! – Alle de gode bøger, lydbånd o.s.v. Og har også været med til nogle af udflugterne og festerne. Og har haft Gunnar med. Og det er han meget glad for. Jeg har også været i klubben i Kalundborg.
Men ellers kommer vi ikke ud. Heller ikke til børnenes fester. For det er for besværligt. Vi havde invitation til 2 konfirmationer her i foråret og jeg har 3 tresårs fødselsdage og jeg har lige fået invitation til min søn der bliver 60 år, hvor de også har bryllupsdag. Det er inde i Måløv. Det er det, at når man skal med toget og skifte mange gange – det er for besværligt. Og så når der er så mange mennesker til fester, og jeg har høreapparat – det er en summen. Og så er der ikke noget ved det, for man får ikke noget ud af det.

Men det går godt nok med høreapparater når du er herhjemme?

Ja, og når vi kun er et par stykker.

Du har også fået en kontaktperson fra kommunen?

Ja, og hun er meget sød. Hende er jeg glad for og hun kommer 2 dage om ugen et par timer. For hun kan ikke være hjemmefra mere end det, da hendes mand er syg. Jeg ville gerne have haft hende med på Fuglsangcenteret, men så længe kunne hun ikke være hjemmefra. Jeg ved godt at jeg må have hende i 6 timer – men det kan hun ikke.

Men meningen med en kontaktperson er at hun skal kunne det, for hun får løn af kommunen. – Det er jo ikke en frivillig besøgsven!

Ja, hun var også med en dag til lægen og optikeren i Kalundborg, men hvis jeg f.eks. en dag gerne vil en tur til Holbæk for at købe et eller andet – det tror jeg ikke.

Du klarer altså dagen og vejen med briller og høreapparat?

Ja, bare det går stille og roligt.
Også med besøg af børnene. Bare de kun kommer et par ad gangen. For ellers kan jeg ikke høre hvad de siger. Nu dem fra Næstved, min ældste søn har jeg mest at gøre med. Han bliver 67 år nu her til sommer. Så jeg har en pensionist søn. Min datter, hun var blevet 70 her til november. – Det er underligt når de kommer hjem de gamle drenge.

Hvor mange har du af drenge, børn og børnebørn?

Jeg har 5 drenge og 16 børnebørn og nogle og 20 oldebørn og 3 tipoldebørn. Så det er blevet en stor familie.
Men der er ingen af børnene der har mere end 3 børn. – Og havde det stået til mig, havde jeg heller ikke haft mere end 3 børn. Men de er dejlige allesammen. De kom bare, og der løb nogle tårer, når jeg opdagede det. Og så har jeg endda haft 4 aborter.

Så du har haft 8 fødsler og 4 aborter – det er da noget at gennemgå for en kvinde

Ja, og det undrer mig også at man er blevet så gammel. Men der må jo være noget der holder mig oppe.
Nu har jeg jo også Gunnar hjemme, og behøver ikke at stå op om morgenen. Han kan sagtens selv. Men jeg står op kl. 6, når jeg har hørt Radioavisen. Og det gør jeg så længe jeg kan. Og så laver jeg mad og kaffe, og så kommer han ned. Og så snakker vi om det forskellige – om der er noget han skal købe ind på vejen.

Så når han er taget afsted – hvad laver du så?

Så rydder jeg køkkenet og går ud og vasker mig og reder senge. Og så en tur i haven og se på den og så ind og ordne det sidste herinde. Så hører jeg avisen, og hvis jeg har en særlig god bog, hører jeg den. Om eftermiddagen går jeg ud i haven, og så er det snart tid til at tænke på mad. Og så mens jeg laver mad, smører jeg Gunnars madpakke til dagen efter. – Og maden er gerne færdig når han kommer.

Har du nogle livretter?

Ja, jeg holder meget afgGrønkål og suppe. Om vinteren skifter jeg mellem grønkål, suppe og gule ærter. Og så koger jeg, så jeg har til 2 dage og springer en dag over. – Det har vi været vant til hjemmefra. Nu i går fik vi øllebrød og en flæskeæggekage

Du har også haft brændekomfur!

Ja, da vi flyttede herned, havde vi et fritstående. Det var en pine, når vi skulle slagte, eller jeg skulle bage. Jeg skulle fyre og fyre. Ovnen den var ikke god. Men min mand købte et lille komfur, som skulle mures ind. Og hvor var jeg glad for det.
Og der var altid varmt vand. Vi fyrede med brænde om dagen og lagde så briketter på om aftenen. Og, hvor var det dejligt at komme ned om morgenen. Inde i stuen havde vi en pragtfuld ovn, hvor der kunne stå en kedel med vand. Men oppe ovenpå der måtte vi ikke have varme, for det ville min mand ikke. Så det var koldt at komme op om vinteren når vi skulle i seng.

Men nu har du radiatorer!

Ja, det kom sig af, at vi havde en vognmand, der boede omme bagved. Han handlede med brændsel. Men så en dag ville han ikke mere og tænkte på at sælge forretningen. Og det var jeg ked af og snakkede om det med drengene. Så ville de samle sammen og sætte oliefyr ind. Og en af drengene sagde: “Du må være klar over, at du ikke må slukke for det når du tager hjemmefra!” – Ja tak, så skulle jeg ikke have oliefyr. Så ham fra Fåborg sagde at det vel ikke kunne blive så dyrt at få fjernvarme ind. Rørene lå ude i fortovet. Så det fik jeg ind, og åh hvor var jeg glad da jeg fik det.

Så lidt af hver har jeg da prøvet.

Interview med Birthe Person

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Birthe Persson
V/ Birthe Hermansen.

Jeg blev født den 19. maj 1942 på Rigshospitalet i København. Mine forældre boede i Dybbølsgade, hvor min far var møbelpolstrer og møbelsnedker, men han var også frihedskæmper og med i modstandsbevægelsen. Det var jo under besættelsen.
Min far havde rejst rundt som naver i Europa sammen med min mor, min moster og onkel. De havde rejst rundt siden min mor var 18. De blev først gift da hun var 29 år, hvor de så fik mig.
Jeg var tvilling, men jeg var også født albino med alle tre ting på både hud, hår og øjne. Så jeg var blindfødt, og kom først til at se da jeg var 3 år. Min tvillingebror var lige så mørk som jeg var lys. Han døde kort efter, fordi han var meget lille og ikke kunne overleve, så jeg var blindfødt og kom først til at se, da jeg var 3-4 år.
Jeg har selv senere fundet ud af, at det var på grund af lysfølsomhed, for min mor opdagede at jeg godt kunne se i mørke.

Jeg kan ikke huske så meget fra den tid, men jeg kan huske de kom og ransagede lejligheden for at finde min far. Min mor stod op ad væggen splitternøgen og jeg sad på kommoden og skreg som et vildt dyr, og den tyske soldat med maskinpistol, og det hele, det var frygteligt.

Så flyttede min mor og jeg til Langeland. De fandt ham ikke ved denne lejlighed, men sidst på krigen blev han skudt.
Min mor og jeg flyttede så til Langeland og kort efter til Samsø, og så til København, hvor min søster blev født i 1946. Min far nåede at blive skudt af tyskerne lige inden fødslen.
Jeg var i mellemtiden kommet på børnehjem.
Jeg kan huske en af de store piger på børnehjemmet, hun ødelagde alt for de små. Så det var de små der fik nogen over fingrene, selv om det var hende, der havde lavet ulykkerne, og vi små var så bange for hende. Madmoder var sådan en stor frygtindgydende dame, og jeg græd meget, og det fik jeg nogen på ørerne for. Det var forfærdeligt.

Min mor flyttede så til Køge, hvor hun blev husbestyrerinde og i 1947 flyttede vi så til Ølsemagle, hvor min yngste søster blev født. Jeg husker det tydeligt, en mælkebøttemark med gule mælkebøtter. Det blev et forfærdeligt uvejr, den dag min lillesøster Anne Grethe blev født.
I den tid vi boede i Ølsemagle gik jeg til øjenlæge hos professor Ehlers hver tredje måned. Man var i tvivl om jeg skulle på blindeskolen på Refsnæs, eller jeg skulle i normalskolen, så min skolegang blev udsat et år, hvor jeg begyndte i april måned i forskolen hos frk. Christensen, men så kom min onkel fra Hobro og hentede mig og min søster, hvor vi så gik i skole i et år. Han var skolelærer og overlærer på en lille skole i Brøndum, hvor vi gik i skole hver anden dag fra kl. 8 til 15, også om lørdagen. Og det var en rigtig god tid. Jeg kom så tilbage og kom i 2. klasse, men sprang så tredje klasse over og kom i fjerde klasse og sprang så femte klasse over og gik så i sjette og syvende. Så jeg har kun gået i folkeskolen i 5 år. Så kom jeg på et realkursus i København, hvor jeg tog realeksamen på 2 år. Jeg har slet ikke haft mellemskolen, som man havde den gang.

Hvorfor måtte du springe klasser over?

Jeg tror der var fordi jeg var for dygtig.
Det gik imidlertid ikke så godt derhjemme, så jeg flyttede til Gårslev i Jylland, som ligger mellem Børkop og Fredericia, da jeg var 17. Jeg kom i huset, og der var 5 børn og det var et rigtig gammeldags landbrug. Der var jeg ellers rigtig glad for at være, men så fik jeg en kæreste og blev gravid. Vi blev ikke gift, det var på grund af et par mødre og en søster. Så jeg flyttede tilbage igen og kom op på Mødrehjælpen på Nebbegård i Hørsholm, hvor jeg var til jeg havde fået min datter. Så flyttede jeg hjem, og da hun var en måned gammel havde jeg hende med på arbejde. Der var jo ikke noget der hed barselsorlov dengang. Jeg fik arbejde i et gartneri hvor jeg kunne have hende med, så jeg tog af sted hver morgen med barnevogn og min unge.
Min stedfar kunne ikke lide det her, så jeg blev smidt ud, og en aften jeg kom hjem fra arbejde kl. 21, stod mine ting uden for døren og låsene var blevet skiftet ud. – Så var gode råd jo dyre.

Gartnerens søn, som jeg arbejdede for, havde købt en gård uden for Køge ved Gl. Hastrup. Der kunne jeg få lov til at leje 2 værelser, og det endte så med at jeg fik 2 børn med ham. Og det var så meningen at vi skulle giftes, men da han var voldelig ville jeg ikke, så jeg flyttede over hals og hoved til Roskilde.
Jeg havde reageret på en annonce i avisen, hvor en mand søgte en plejemor til sin søn. Han og hans kone havde fået en lille søn, og skulle have barnedåb, men så fik moderen en blodprop og døde, så det blev til begravelse og barnedåb samtidig.
Jeg skulle så bo i lejligheden, og passe Tom som han hed, sammen med mine egne, og så boede manden hos sin mor. Betalingen var at jeg boede gratis i lejligheden og vi hjalp hinanden med at passe børnene. Når han var ude passede jeg børnene og omvendt.
Faderens mor fik et lille plejehjem oppe ved Nykøbing Sjælland, og så købte han hus i Højby. Så vi flyttede derop, og han boede stadig hjemme hos sin mor. Han var ejendomsmægler, så jeg begyndte at lave noget kontorarbejde for ham. For vi skulle jo have mad på bordet, og der gik lang tid før jeg fik børnepenge til mine børn. Det skulle jo først gå gennem Mødrehjælpen. Det var noget turbulent noget.
Men da Toms far og mor ikke var nået at blive gift, havde han ikke forældreretten og hendes forældre ville have drengen. Så der gik 4 år, inden han fik forældremyndigheden over drengen. Det var noget meget ondt noget.
Jeg tror vi hjalp hinanden, han hjalp mig op og jeg hjalp også ham op. Det var en hård tid.

Anders, som Toms far hed, fik nu arbejde i Røde Kors og flyttede til Congo, hvor han blev regnskabschef på et undervisningshospital, og han tog Tom med.
Det var ligesom at få hjertet revet ud af kroppen. Jeg havde jo haft ham i 7 år, men så flyttede jeg til Roskilde, hvor jeg fik en lejlighed. Jeg begyndte at læse. Jeg tog en handelsskoleuddannelse, jeg havde jo prøvet det lidt igennem det kontorarbejde jeg lavede for Anders.
Jeg kom i 1973 på Blindeinstituttet på telefonskolen og blev udlært som telefonist, samtidig med at jeg fik job i Socialstyrelsen.
På det tidspunkt blev jeg så overfaldet. Jeg ved ikke hvordan det skete, men jeg tror jeg har fundet ud af, hvem det var. – Der boede en ung mor ovenpå med en dreng, og hun havde fundet sig en kæreste der læste til præst. Der må være sket det, at han ringede på om natten, medens mine to børn var hjemme hos deres farmor. Lene var hjemme, og hun sagde hun fandt mig ude i gangen, og blodet stod ud til alle sider. Jeg kan ikke huske det, men jeg ved, at da jeg kom til mig selv ude på sygehuset, da var jeg gul og grøn og blå over hele kroppen. Det der må være sket det, er at han har ringet på, og jeg så gået ud for at lukke op, og så husker jeg ikke mere.

Jeg stoppede i Socialstyrelsen i 1977, efter særforsorgens udlæggelse til amterne, og blev ansat i Københavns kommune som telefonist og kontorist, hvor jeg arbejdede med hjemmehjælpen og senere som sagsbehandler, og var der indtil jeg måtte holde op med at arbejde i 1983.

Jeg blev i 1977 gift med en stor tømmerhandlers søn inde fra København. Hvad jeg ikke var klar over på det tidspunkt var, at manden var alkoholiker, det var jeg meget længe om at finde ud af. Jeg havde verdens dejligste svigerfar, som havde en lystgård ved Ganløse Mørke, der flyttede vi så op. Hvad jeg heller ikke var klar over på dette tidspunkt var, at mine svigerforældre flyttede med. Der var to lejligheder, den ene var helårsbolig og den anden kun en sommerbolig, hvor de så boede. Min svigermor var syg på dette tidspunkt, og det havde jeg slet ikke kræfter til, og hun døde så i 1984.
Jeg har været meget syg i den mellemliggende tid, og jeg er blevet opereret flere gange i min ryg. Min yngste datter fik som 17 årig en datter i 1981. Og hun boede hjemme hos os med dette barn, og i 1982 fik hun så en lejlighed. Men jeg havde så barnebarnet, og hende havde jeg faktisk til hun skulle i skole, det var som at have en efternøler.

Nu begyndte min mand for alvor at drikke. Jeg havde så fået min pension, og flyttede tilbage til Roskilde, til Himmelev, hvor jeg havde fået mig en to værelsers lejlighed. Men jeg kom stadig oppe på gården, for på en eller anden måde følte jeg mig forpligtet overfor én, som ikke rigtig kunne passe på sig selv. Svigerfaderen var der jo også, og det var nok lidt på grund af ham, at ægteskabet holdt 5 år mere end det skulle have gjort. Men vi boede hver for sig og blev skilt i 1988.

Jeg har heller ikke fået fortalt, at min søn har været ude for en trafikulykke. Han var lige begyndt at gå i skole i 1969, han var knap 7 år, og lå bevidstløs i 19 dage. Der var ingen der vidste om han ville klare den eller ej. Det var hårdt. Jeg var alene med børnene på dette tidspunkt, og min yngste datter havde set ulykken, og hun havde fået chok, så hun sad og stirrede ud i luften, så jeg måtte se at finde ud af, hvad jeg skulle gøre med hende.
Der var 5 biler impliceret i ulykken. Han gik bag ud efter en lastbil sammen med en kammerat. Kammeraten nåede at komme over, men det gjorde han ikke. Jeg nåede at se ham inden ambulancen kom, det kan stadigvæk forfølge mig lidt i drømme.
Han kom sig nogenlunde, uden nogen videre mén, men han blev psykisk syg. Han fik smadret den ene lunge og hele ansigtet i den ene side, men det er lavet pænt. Hvis man ikke ved det, så ser man det ikke. Jeg tror han har fået psykiske mén, han kan ikke klare sig mellem andre, han lider af tvangstanker i lange perioder. Det en stor sorg.

Efter jeg blev skilt, flyttede jeg til Sønderjylland, hvor jeg købte mig en lille ejendom, hvor jeg boede helt alene på marken i Rurup mellem Toftlund og Løgumkloster. Der boede jeg så i 4 år alene med mine to hunde. Det havde jeg meget godt af, jeg har altid haft brug for fred og ro omkring mig. Og jeg havde barnebarnet i weekender og ferier, og jeg tog over og hentede hende. Og når min familie kom, var de her gerne en uge ad gangen. Det var meget rart, der var man i fred og ro. Men så begyndte familien: ”Flytter du ikke tilbage til Sjælland? Du bor så langt væk, og det er jo dyrt!”

Så flyttede jeg tilbage til Sjælland. Det var et kulturchok der ville noget. Så flyttede jeg til Skafterup som ligger omkring Bisserup i Fuglebjerg kommune, og derfra til Førslev, ved fodermesterboligen, som hørte under Førslevgård hos Nic Neergård. Der boede jeg ved siden af kirken, og der var jeg meget glad for at bo, der var også fred og ro. Men så var der det, at jeg havde lejekontrakt i 5 år, og han skulle bruge fodermesterboligen, da jeg havde boet der i 2 år, og det var jeg grumme ked af. Men jeg måtte så flytte, for han havde et hus oppe i Fuglebjerg, som jeg så fik sat i stand med gode venners hjælp. Han leverede alle materialerne, så jeg fik det ordnet. Jeg har altid været heldig, at have nogle utrolige gode venner, og dem har jeg haft lige fra mine unge år. Det har meget at sige, at man kender hinanden.

De havde nogle værksteder nede på plejehjemmet, hvor man kunne komme udefra som pensionist og bruge værkstederne, og det benyttede jeg mig så lidt af. Og jeg gik til hånde som frivillig hjælp, så fik jeg rodet mig ind i noget kommunalpolitik. Det startede med at Fuglebjerg ville lave nogle nedskæringer på plejeområdet. De havde fået tilkendt nogle penge over fem år fra Socialministeriet, som forsøg til at få pensionister ude fra til at komme dels som frivillige, og dels for at køre nogle af de værksteder. Og det ville de så skære ned og lukke. Og det var noget som blev trukket ned over hovedet på os og på dem som arbejdede der. Det kom som en bombe lige fra den ene dag til den anden, så var man nød til at reagere. Så gik jeg i gang, og deltog i nogle kommunalbestyrelsesmøder, og fandt ud af, hvad det var for nogle rævekager de rendte og lavede, og så kan man ikke stoppe der, men så rendte jeg ind i Gert, og jeg tror at Fuglebjerg kommune var glade for at komme af med mig.

Jeg havde været til noget afprøvning på Synscentralen hos Ole Steen og Jan Friis, og jeg fik tildelt min computer og CCTV, og så underviste Gert mig, og han havde det af helvede til, og havde brug for nogen at snakke med. Det er 3 år siden nu, så købte vi så det her hus. Det er gået godt, og så er han den, som jeg gerne vil blive gammel sammen med. Nu må vi ses om det lykkes.

Nu har jeg efterhånden fået foden inden for i Dansk Blindesamfund, hvor jeg har taget 4 moduler af tillidsmandskurset, så har jeg været på voksenpædagogisk kursus, og med på de kvindeseminarer som der har været. Jeg er så med i ”Blinde kvinders kultur gennem 90 år”, sammen med Heike, Jytte, Bente, Birthe og Gerda som vi desværre ikke ser så meget, da hun skal passe sine børnebørn. Det er rigtig spændende.
Jeg har interviewet 2 blinde kvinder, Birthe Bille Hansen og Karen Marie Petersen fra Præstø, og jeg er så startet op med en privat netværksgruppe efter jul, hvor vi er 5 eller 6 piger hver gang. Og det starter med, at vi mødes her kl. 12.30 og får frokost og kaffe. Og så hygger vi os, hvor nogle strikker og så diskuterer vi verdenssituationen. Eller én kan have et personligt problem oppe og vende. Det er gået udmærket, og det er meningen at vi skal starte op med det igen, og det skal så være hver 14. dag.
Jeg er også blevet formand for Sydsjællands Tandemklub og elektronskydning, og det synes jeg er spændende, det blev jeg i marts måned til generalforsamlingen.

Vi holder klubmøderne på ”Synsnet”, hvor jeg så har dækket bord og lavet kaffe med hjemmebagt kage som står parat, når de vender hjem fra cykelturen. Det er hyggeligt, og der bliver snakket, og det giver sammenhold i klubben.
Jeg kan godt lide at lave mad, og her i foråret havde vi en frokost herhjemme med tandemklubben. Vi holdt en lille fest, hvor jeg lavede al maden, og så betalte de 100 kr. for en tre retters menu og drikkevarer, det var en succes, det nyder jeg meget.
Jeg har samtidig overtaget al salg af børster fra Blindes Arbejde, og det skal foregå fra Synsnet på Tommerupvej hver torsdag formiddag.
Jeg sidder ligeledes som repræsentant for Dansk Blindesamfund i den sociale brugergruppe her i Næstved. Der er noget rod i det for tiden, og formanden går til generalforsamlingen i november, og de har spurgt om det ikke var noget for mig. Men jeg syntes ikke jeg er nok inde i det, så jeg har sagt nej. Det er spændende, om det ikke har overlevet sig selv, og det bliver nedlagt til generalforsamlingen.
Jeg vil sige, at jeg har været meget glad for at være med i de ting i Dansk Blindesamfund, jeg syntes det er spændende mange af tingene, og det er svært at sortere hvad man helst vil. Man vil jo gerne det hele, men det kan ikke lade sig gøre.

Hvordan går det med dit syn?

Jeg kan læse lidt med optik, men mit læsesyn er blevet meget dårligere de sidste 4-5 år, og om aftenen kan jeg slet ikke læse. Jeg skal have meget lys, men jeg skal også passe på ikke at blive blændet, og om dagen har jeg nogle rigtig gode solbriller, som min mor har købt i USA, som jeg ikke kan få magen til herhjemme. Jeg hæger om de stakkels solbriller, at de ikke skal blive væk. Jeg har fået et par med Corning glas, men de er ikke nær så gode, og dem kan jeg kun bruge, når lyset er på en bestemt måde. Det er noget med at prøve sig frem i løbet af dagen.
Jeg har lige fået udskiftet mit CCTV til et LVI-idea med stativkamera, som er en form for CCTV, men det er bedre, for jeg får det hele op på skærmen, så jeg ikke skal flytte mig, når jeg skal skrive samtidig. Forstørrelserne er også mere skarpe.

Jeg har også fået sukkersyge og grå stær, som følger med sukkersygen, og det gør, at jeg ikke kan se om aftenen.. Det værste er, at jeg ikke kan tåle insulinen, så jeg prøver mig selv frem med kosten.

Jeg har også en kolonihave, som jeg har sammen med Gerts søn Allan, og vi hjælpes ad i den.

Jeg må også hellere sige at jeg har fire børnebørn, 2 piger og 2 drenge, og Gert har 3 børnebørn. Så det er dejligt, og der går også en del tid med det. Især med den sidste, hun har dårlig nyre, hun er meget urolig og græder meget. Så jeg aflaster, når de unge trænger til at have lidt ro, og Merete har så yderligere Jakob, og Minna har så Sara og Mette som er autist.

Mine børnebørn er Philip på 15 måneder, der lige er begyndt at gå og at snakke og er en superlækker knægt. Så er der Jeannie, hun er en madonna, der vil noget, hun er en bevidst og selvstændig lille dame, som er startet her i første klasse og bliver 7 år her til januar. Så er der Jonatan som er 9 år, og han er lige startet på Rudolf Steiner skole i Roskilde. Og det er meget spændende, og han er meget, meget kreativ, og det er helt utroligt, hvad han kan lave med sine hænder. Så er han meget interesseret i alt med dyr, hvad han ikke ved om slanger, krokodiller, øgler og meget mere, det er ikke værd at vide. Den lærer han har på skolen, han har ikke turdet fortælle de andre noget, før han har konfereret med Jonatan, om han nu sagde det rigtige, han bliver nemlig rettet, hvis han siger noget forkert. Det er helt fantastisk, og det er godt han er kommet på sådan en skole. Han har også en utrolig hørelse, han kan ikke tåle støj, og ikke i det niveau der er på en SFO og i en klasse med 32 børn, så han er kommet på en Rudolf Steiner skole, hvor de kun er 15 i klassen, hvor de ikke er så mange børn i det hele taget. Den er bygget op med 4 klasser indtil nu, og de bygger på hvert år med en ny.
Så er der den store, som nu er 18 år, og er i lære hos Matas i Stenløse, og hun har fundet sig en kæreste som hun skal flytte sammen med. Det er meget underligt, at hun nu er blevet så stor.

Begge mine piger har det godt, og den ældste arbejder hos Tele Danmark som teknisk assistent, hendes mand er driftsleder på et firma i Herfølge, og Helle er EDB ansvarlig i et forsikringsselskab, hvor hun er fastansat i Ballerup, og hendes mand er murer, og de er godt i vej. Så er der min søn, som ikke rigtig er kommet i vej. Han bor i en lejlighed i Køge. Han er lynende intelligent, men han kan ikke bruge det. Han er noget af et matematisk geni, og læser tykke leksika med matematik og fysik, men han kan ikke bruge det til noget. Men det er godt, han kan bruge sin tid på det.
Jeg havde som ung en gammel nabo kone, som sagde: ”Vorherre Gud lægger ikke mere på dine skuldre end du kan bære!”, og det er nok lidt rigtigt.

Men jeg har det godt i dag.

Jeg vil lige fortælle om min mor, hun har aldrig kunnet fordrage mig. Og det er jo den historie med, at hvis du får et handicappet barn, så knytter du dig meget til det, eller du skubber det helt fra dig, og jeg er så en af dem, som er blevet skubbet totalt fra, og det er jeg stadigvæk. Min mor lever endnu, og jeg tror også at det var derfor jeg kom på børnehjem. For min søster havde så en plejefamilie, og det er nok det vi har overlevet på, hvor vi også som voksne har holdt sammen, og det gør vi stadigvæk, fordi min mor har altid prøvet på at spille os ud imod hinanden. Og på en måde, så vi ikke skulle have nogen kontakt med hinanden, og det er så ikke lykkedes hende.
Det må også være hårdt for hende, for hun kender ikke nogen af sine børnebørn, og vi har ikke haft vores bedsteforældre os fire. De var døde inden vi blev født, og vi havde så håbet, at vores mor ville gå ind og være bedsteforældre til vore børn, og det har hun aldrig været for nogen af dem, og i dag har de alle vendt hende ryggen. Vi andre snakker med hende i ny og næ, men de unge vil ikke have noget med hende at gøre, og hun kender slet ikke sine oldebørn.

Min mor bor nu i Kalundborg, hvor hun har haft hus til for 3 år siden, og nu bor hun i en pensionistlejlighed.

Interview med Birthe Hermansen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Birthe Hermansen, Vordingborg. Født den 21.8.38 i Holbæk.

Interviewer Birthe Person.

Jeg er født i Holbæk i 1938, min far hed Frederik Hansen og var billedskærer, og søn af snedkermester Peter Hansen i Nakskov. Min mor hed Fanny Hansen, og datter af forvalter Laurits Andreasen i Nykøbing Falster.

Mine forældre var lige blevet gift og var flyttet til Holbæk, hvor min far var ansat hos Billedskærermester Valter Hvid, og jeg blev født på Centralsygehuset i Holbæk. Jeg var en sædefødsel, så min mor og jeg var indlagt en måned, inden vi fik lov til at komme hjem.

Vi flyttede så til Østerstræde, hvor mine forældre havde lejet et halvt hus hos murermester Emil Petersen, og vi måtte bruge haven, hvor jeg kan huske, at der var en dejlig græsplæne og et stort pæretræ, som var rigtig lækker, når det stod fuld af pærer. Vi havde toilet og vaskehus i gården. Der boede også en familie ovenpå med en mor og to døtre Åse og Grete, som jeg havde meget sammen med, og de var somme tider barnepige for mig.

Tre år efter fik jeg så en lillebror, som hedder Leo Kjeld, og ca. tre år efter, flyttede vi ind i en hel ny lejlighed i et nyopført boligkompleks Fjordgårdsvej 3, hvor vi boede på 2. sal. Det var en dejlig 2 værelsers lejlighed med badeværelse og køkken og en dejlig altan med udsigt over fjorden.

Seks år senere fik jeg endnu en lillebror, som hedder Peter Frederik, og han har samme øjensygdom som jeg. Mine forældre lovede, at jeg skulle få ham i fødselsdagsgave, men jeg fik ham en måned før. Tre år senere fik jeg så min lillesøster Anne Margot.

Medens vi boede i Fjordgården kom jeg så i skole, og det var under besættelsen. Vi startede på Klosterskolen, hvor der var 1., 2. og 3. klasse, og det var meget spændende. Det jeg mest kan huske derfra, var at vores lærer var så imponeret over mine blyanter, de var altid spidsede så flot. Han spurgte mig, hvem der dog spidsede mine blyanter. Ja, men det gjorde jo min far. Han spidsede dem med sit billedskærerjern, det var jeg meget stolt over.

Jeg havde en veninde, som hed Kirsten, og hun boede også i Fjordgården men i den gamle del, som hed Labæk 33, hvor vi så senere flyttede op i nr. 37. Der fik vi så et værelse mere, men også med altan ud imod gaden, men vi havde også udsigten ud over vandet.

Jeg mærkede ikke så meget til besættelsestiden, den hørte op kort efter, jeg begyndte skolen.

Jeg oplevede, da de første tyske flyvere kom, de fløj meget lavt over vort hus. Jeg mærkede også mine forældre var meget nervøse. Kasernen blev overtaget af tyskerne, og der var lidt tale om, at de ville bruge vores boligkompleks til de tyske flygtninge, men det skete heldigvis ikke. Alle vores værdigenstande kom ud til nogle venner, som havde en villa, så de opbevarede vores værdigenstande i deres kælder. Det er det værste jeg kan mindes.

Jeg kan også fortælle en lille sjov historie. Min bror var meget imponeret over de tyske soldater, med deres geværer og uniformer. Han sagde så nede på gaden, da der gik en tysk soldat forbi, “Mor, når jeg bliver stor, så vil jeg også være tysker”. Og min mor tyssede på ham.

Jeg kan også lige huske, da krigen sluttede, og de stakkels tyskere marcherede hjemad, de så meget sølle ud i noget skrækkeligt tøj.

Da jeg skulle op i fjerde klasse, kom jeg så på Østre skole, som var en forholdsvis ny moderne skole, med grundskole og mellem og realskole.

I fjerde klasse var vi til skolelæge, hvor vi blev undersøgt, og vi skulle også have undersøgt vort syn.

Vi skulle først klæde os af og vi måtte kun have vores undertøj på. Vi stod så i en lang række og kom op til lægen en ad gangen. Jeg spurgte så de andre, hvad vi skulle, og vi skulle bl.a. andet læse nogle bogstaver, som stod på en tavle, med nogle store bogstaver øverst, og så blev de mindre linie for linie. Jeg kunne ikke rigtig læse dem, men mine kammerater læste dem op, så jeg lærte dem udenad, så da jeg kom op til lægen, og han bad mig om at læse bogstaverne, så kunne jeg dem udenad. De opdagede ikke, jeg havde dårlige øjne.

I fjerde klasse, skulle vi også i gymnastiktimerne lære at spille rundbold og langbold, og da oplevede jeg tit, at jeg ikke altid kunne se bolden. Den kunne ramme mig i brystet, eller flyve lige forbi mit hoved, og jeg havde ikke set den. Så blev mine kammerater sure på mig, for så kunne vi jo ikke vinde. Vi brugte meget dengang, at der blev valgt to, som skiftevis hver skulle tage en kammerat, og vi blev delt op på to hold på denne måde. Der kunne jeg godt blive taget som en af de sidste, og det var ikke så sjovt.

Hvis det var min veninde Kirsten, som skulle udtage hold, så kunne jeg godt blive taget først.

Jeg kunne ikke forstå, hvad det var, der skete den gang. Nu ved jeg, at min øjensygdom havde udviklet sig så meget, at jeg nu havde fået kikkertsyn, og jeg skulle derfor bruge mine øjne som en kikkert. Hvis jeg havde fået stillet synet ind, så jeg kunne se bolden, så kunne jeg se den klart og følge den, men hvis den kom ude for kikkertsynet, havde jeg ikke set den.

Jeg havde et godt forhold til kammeraterne, og jeg blev heldigvis ikke mobbet, og det har tit undret mig.

I femte klasse, skulle det så afgøres, om man skulle i mellemskolen, eller man skulle fortsætte i fri‑mellem til ottende klasse.

Jeg var ikke så god til at læse og stave. Fru Markvardsen, som vi havde til dansk, var ikke så glad for mig. Jeg blev tit sat uden for døren, og jeg blev kaldt for frk. næsvis.

Jeg er ikke helt klar over, hvordan det er gået til, men jeg blev sendt til ekstralæsning i 5. klasse, hvor læreren var lærer Ernst Hansen, som fandt mig sat uden for døren en dag, og jeg tror han havde en finger med i spillet. Det var den samme lærer, som jeg havde i de første klasser, og ham som roste mine spidsede blyanter. Han trænede mig meget i staveord, så jeg blev rigtig god til at stave, og jeg fik lektier for hjemme. Jeg havde en tekst, hvor jeg skulle sætte prikker under vokalerne, og streger mellem konsonanterne. Det gjorde, at jeg automatisk lærte at styre mit kikkertsyn, så jeg blev meget bedre til at læse. Jeg klarede derefter optagelsen til mellemskolen.

Ernst Hansen har nok undret sig meget over mig, og han fik lyst til at lave en intelligensprøve på mig, så han inviterede mig hjem privat en søndag formiddag, hvor han stillede mig en masse sjove opgaver, som jeg skulle svare på, og jeg skulle fortælle hvad billederne viste o.s.v., det var rigtig sjovt og spændende, og han fortalte, at min intelligens svarede til 7. klasse, så det var dejligt at få at vide.

Han har sikkert undret sig over, at jeg ikke altid kunne læse og stave, og jeg tror heller ikke, at han fandt ud af, at jeg så dårligt, men det ved jeg jo ikke, for det snakkede man jo ikke om.

Jeg kom så i mellemskolen, og i første mellem skulle vi til at lave noget nyt i Håndarbejdstimerne. Håndarbejde var et fag, som jeg vidste, jeg var god til. Vi havde strikket, og vi havde syet korssting på noget ternet stof, og nu skulle vi til at lære at sy hulsøm, og vi fik udleveret noget hørlærred, hvor vi skulle trække nogle tråde ud. Mine kammerater fik hurtigt trukket trådene ud, men jeg sad stadig og stak med min nål, og jeg kunne ikke rigtig finde trådene, men så hjalp Kirsten mig, og så skulle jeg også til at sy hulsøm, og det var noget med at gå om tre tynde tråde, og ned om to, og det blev rigtig grimt, det jeg fik lavet. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke kunne lave det. Lærerinden kunne heller ikke forstå det, og jeg blev sur på hende, og begyndte at drille hende og være urolig. Jeg kan ikke huske hvad jeg lavede, men jeg har ikke været sød, for hun skrev mig op i en lille sort bog, hver gang jeg havde gjort noget forkert, og klagede over mig til klasselæreren.

Klasselæreren hed Otto Hansen, og ham havde jeg det rigtig godt med. Jeg havde ham til regning, matematik og fysik, og det var nogle fag, som jeg klarede mig rigtig godt i.

En dag trak han mig så til side, og spurgte, hvorfor jeg ikke kunne opføre mig pænt i Håndarbejds timerne. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, og om jeg i det hele taget turde sige noget, men hvis jeg havde sagt, hvad jeg mente, der var galt, ville jeg have sagt, at jeg syntes lærerinden var rigtig dum, det var det eneste jeg kunne sige, for jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke kunne lave det samme, som de andre.

Da jeg havde talt med ham, skulle jeg så ud i skolegården til min klasse, men da jeg kom derud, kunne jeg ikke se dem. Jeg kunne se der var en masse børn, men hvor var min klasse henne? Nu var mine øjne så dårlige, så jeg ikke kunne kende mine skolekammerater længere, Jeg kunne ikke kende ansigter længere, og det var meget pinligt, for hvis jeg var gået hen til en forkert klasse, ville jeg bare være blevet drillet. Men jeg fandt ud af at klare det ved enten at følges med Kirsten til skole, og at følges med klassekammeraterne ud i skolegården, for så lagde jeg bare mærke til, hvad tøj de havde på, og hvordan deres hår sad, om det var kort eller langt eller om de havde fletninger, og om de havde briller, det kunne jeg godt se, og så sammen med deres stemmer, så kunne jeg godt kende dem og lege med dem.

Jeg mindes ikke, at jeg blev drillet eller mobbet, og min status i klassen var rigtig god. Jeg blev altid indbudt til fødselsdage, også hos dem, som hørte til de lidt finere, hvis forældre havde en højere status.

Jeg har lige et par ting mere fra min skoletid. Min far var billedskærer og min mor gik hjemme, og vi var fire søskende, så de store penge var der ikke. Der var så en dreng, som havde været bybud om eftermiddagen på kommunekontoret, og han skulle nu i lære, så hans forældre spurgte mine, om det ikke var noget for mig at overtage hans job, så jeg blev bybud på kommunekontoret i 4 år. Jeg skulle bringe og samle post på de forskellige kontorer, og jeg skulle ligeledes med post på skattekontoret, socialkontoret stadsingeniørkontoret og Amtskontoret, som lå forskellige steder i Holbæk, og hver fjortende dag, skulle jeg rundt med post til alle byrådsmedlemmerne, så der lærte jeg mange indflydelsesrige personer at kende, og bl.a. skatteinspektør Viggo Hougård, som var formand for skolekommissionen. Han kom en dag til min klasse og overværede en undervisningstime.

På den måde som bybud, lærte jeg også Holbæk rigtig godt at kende, og sommetider skulle jeg langt, for nogen af byrådsmedlemmerne boede i byens udkanter.

Jeg fik flere og flere problemer i skolen. Jeg havde ellers en sød lærer til Geografi og naturhistorie, men en dag gav han mig en eftersidningstime, fordi jeg ikke kunne mine lektier i geografi. Vi havde byerne i Sydafrika, og når man kigger på landkortet, så er det meget mørkt, på grund af de høje bjerge. Jeg kunne ikke rigtig læse byerne, på grund af noget af skriften stod ude i det blå farve, og resten stod inde i det sorte. Jeg kunne ikke få rigtig fat på, hvad byerne hed og pege på dem, så jeg måtte sidde efter.

Jeg kan også huske min engelsklærer Leif Paaschburg, som gjorde nar ad mig en dag, fordi jeg ikke kunne læse en engelsk tekst i min engelskbog, og han sagde, der står skotskternede skrubtudser, det var ikke pænt af ham, men han vidste jo heller ikke, at det var fordi, jeg ikke kunne se så godt.

I tredje mellem skulle vi til skolelæge igen, og der skulle vi have afprøvet farvesynet. Vi fik udleveret nogle firkantede kort med en hel masse farveprikker, som inde i midten dannede et tal. Der kunne jeg ikke læse et eneste af disse tal. Jeg blev så sendt til øjenlægen, som fandt ud af, at jeg havde øjensygdommen “retinitis pigmentosa”. Han sendte mig videre ind til Kommunehospitalet i København, hvor jeg var inde med mine forældre. De fik ikke ret meget at vide, kun at jeg havde en øjensygdom.

Jeg tror skolen har fået noget at vide, for jeg skulle sidde oppe på første række, så jeg bedre kunne se tavlen. Kirsten havde ikke lyst til at sidde deroppe. Det havde jeg da heller ikke, så vi blev siddende nede bag i klassen, det var ikke så godt.

Jeg har også været spejder. Da jeg var 7 år, var det meget populært at være blå spejder, og Kirsten og jeg gik ud for at melde os ind, men der var overtegnet, så vi blev K.F.U.K. spejdere i stedet for.

Vi startede som grønsmutter, og blev store spejdere, og jeg blev senere patruljefører og sidst flokfører for grønsmutterne. I syvårsalderen var jeg blevet natteblind så jeg skulle altid følges med nogen, hvis det nåede at blive mørkt. De fleste gange havde jeg jo Kirsten, men hvis hun ikke var der, fulgtes jeg med nogle andre, og når jeg bare nåede ned til hovedgaden, så kunne jeg godt se at finde hjem. Jeg gik så efter de lys, som kom fra butiksvinduerne og gadelygterne. Det var nok til at jeg kunne færdes, men hvis jeg kom ud på villaveje, hvor der var langt mellem gadelygterne, eller jeg kom helt ud på landet, så var jeg afhængig af at følges med nogen.
Det blev ikke det helt store problem, jeg lærte at leve med det. Der var et par gange, hvor det gik galt, men jeg er heldigvis ikke blevet bange for det.

Jeg tog så min realeksamen, og kom ud med et pænt Mg. Derefter skulle jeg så finde en læreplads.

Min mor og jeg var en tur hos øjenlægen, og vi spurgte ham, hvad han ville foreslå. Han sagde, at jeg skulle tage en plads i huset, og lære at passe børn og gøre rent. Det havde jeg da ikke lyst til, og skatteinspektør Viggo Hougård fortalte mig, at der var en læreplads på administrationskontoret på Centralsygehuset, og der ville han gerne hjælpe mig ud. Jeg kom så i lære på kontor. Jeg var så heldig, at min veninde Kirsten også kom i lære og en anden veninde fra klassen, hvis far var byrådsmedlem, så vi var tre der startede samtidig.

Det var en god tid, men samtidig også en svær tid. Det var lidt svært for mig en gang imellem, for på den tid skrev man endnu med blækstift, og lavede kopi med karbonpapir. Det, der var skrevet med blyant, havde jeg meget svært ved at se, men det der var skrevet med carbon, kunne jeg godt læse. Skriften på skrivemaskinen var også udemærket, når bare farvebåndet var i orden.

Som kontorelev skulle man rundt på de forskellige afdelinger. Jeg var i indkøbsafdelingen, hvor man havde alt med indkøb at gøre, jeg var i bogholderiet, på kassererkontoret og i modtagelsen.

Det var en god uddannelse, men nogen af opgaverne havde jeg meget svært ved at udføre. Så spurgte jeg nogen af de andre, hvad der stod, og hvis jeg kunne gætte mig til det, ved at læse det der var skrevet med karbonpapir, så gjorde jeg det. Det gik selv om det var svært. Jeg var god til at få de andre til lige at se, hvis der var noget. Stadigvæk troede jeg ikke, der var nogen, som vidste jeg så dårligt.

Jeg kan som eksempel trække en rigtig svær opgave frem. Det var, når der skulle udleveres lønningsposer. Jeg var med til at tælle pengene op og lægge den i cellofan poserne. Der blev hæftet en seddel inde i posen med navn, kontonummer og beløb. De blev derefter sat i en kasse i alfabetisk orden. Når jeg så skulle udlevere poserne, kom personalet og hentede dem. De skulle skrive under på en lønningsliste. Det var utroligt svært for mig at klare den opgave.

Jeg var ansat på sygehuset i 7 år, så jeg kendte det meste af personalet, men når de kom til skranken, kunne jeg ikke se hvem det var, så jeg måtte som reglen spørge, hvis de ikke lige fik det sagt selv. Når jeg så skulle finde posen, var det nogenlunde nemt, hvis navnet var Asta Jacobsen, for så var det sikkert den første pose under J, men hvis hun hed Vera Jensen, så kunne den godt være svær at finde. Når jeg tog posen op og lagde den på skranken, så sagde jeg på en humoristisk måde, “Nu er det spændende, om jeg har trukket det rigtige nummer i lotteriet”. På den måde kunne jeg være heldig, at de selv kiggede efter, om de havde fået den rigtige pose. Det var forfærdeligt, hvis de først opdagede det, når de var kommet hjem.

Det var jo et frygteligt pres, og hvorfor sagde jeg så ikke, at dette kunne jeg ikke klare. Hvis jeg sagde det, hvad skulle jeg så gøre. Jeg kunne ikke selv se nogen udvej, så jeg måtte bare prøve at gøre det så godt jeg kunne.

Jeg gik også i handelsskole. Det var om aftenen, hvor lyset ikke var så godt, så jeg kunne se at læse og skrive. I bogføringstimerne, hvor vi skulle skrive på linier og i kolonner, måtte jeg helt opgive. Læreren sagde bare, at så måtte jeg følge med så godt jeg kunne. Jeg fik trods alt min handelsskoleeksamen, og den var pæn nok.

Da jeg var udlært og blevet kontorassistent, blev jeg kaldt ind til Administrationschef Michael Andersen, “Kong Michael”, som vi kaldte ham. Han var meget streng og vi var alle bange for ham. Der blev jeg godt nok nervøs.

Men det viste sig, at han var rigtig flink og rar. Han ønskede mig tillykke med min uddannelse, og sagde, at vi ved godt, at du ser dårligt, og han fortalte, at hans kone heller ikke så godt, men nu ville de finde et område, som jeg bedst ville kunne udføre, og det blev bogholderiet.

Min bror havde fået en knallert, og den skulle jeg da prøve. Det gik vældig godt, og det var rigtig lækkert. Det var lige på det tidspunkt, hvor Audrey Hepburn spillede prinsessen holder fridag. Hun kørte på scooter, så enhver pige på den tid, som ville være med på noderne, skulle også have en. Jeg var godt nok en pige, der altid var med på moden, og jeg havde altid flot tøj, og ikke bange for at prøve noget nyt, så jeg skulle også have en scooter.

Jeg skulle så have kørekort, og begyndte at gå til undervisning. Det gik meget godt, men så skulle jeg også have køretimer om aftenen. Vi skulle have en time i natkørsel, da blev jeg godt nok nervøs. Den aften vi skulle køre, viste det sig, at vi skulle køre efter hinanden, så jeg kørte bare efter baglygten foran, så det gik fint nok..

Det næste var så, at jeg skulle have mine kørekortpapirer i orden. Jeg skulle til lægen og have en underskrift, og da blev jeg godt nok igen nervøs. Min læge spurgte mig altid om, hvordan det gik med mine øjne, men der var jo ikke noget at gøre, jeg måtte op til ham. Da jeg kom derop, stod der uden på døren, at han havde ferie, og at man skulle henvende sig til nabolægen. Han vidste ikke noget om min øjensygdom, men han kunne godt se, at jeg ikke så det hele. Jeg havde briller den gang, men de var ikke ret stærke. Han spurgte mig så, om det ikke var længe siden jeg havde været til øjenlæge. Det var det, så han skrev en henvisning til øjenlægen, og samtidig skrev han under på papirerne, så jeg fik mit kørekort.

Jeg købte så en rigtig lækker Vespa‑scooter, men jeg kørte kun om sommeren, om vinteren var den staldet op. Jeg prøvede så vidt muligt at komme hjem, før det blev mørkt, men nogle få gange lykkedes det ikke.

En dag var vi nogle piger, som skulle til et stævne i Dianalund. Der var også en anden pige, som hed Ester, og som havde scooter, og vi aftalte at køre, men på den betingelse at jeg var hjemme inden det blev mørkt. Men så snød det os alligevel, så det nåede at blive mørkt. Ester sagde, at jeg kunne da bare køre bag efter hende, men det viste sig, at hendes baglygte ikke virkede. Jeg måtte nu køre hele vejen, hvor Eddy, som sad bag på, styrede mig, ved at sige lidt længere til højre og mere til venstre o.s.v. Det var farligt, men vi klarede den.

Der var også en anden gang, hvor jeg var ude at være babysitter, hvor jeg måtte køre hjem om natten. Det var en dumhed fra min side, men det gik heldigvis også godt. Der var jo ikke så meget trafik dengang.

Så lærte jeg min mand Per at kende. Per var F.D.F.’er, og vi som spejder havde tit nogle løb og andre arrangementer sammen. På et tidspunkt fik vi indrettet nogle nye lokaler på K.F.U.M., hvor vi havde fælles mødelokaler, og der lærte vi hinanden at kende.

Per og jeg startede en klub for førerne inden for F.D.F., K.F.U.K. og K.F.U.M.‑spejderne. Den hed Blå/grøn klub, og der havde vi et virkelig godt socialt samarbejde i flere år.

Per vidste godt, jeg så dårligt, men han vidste ikke jeg ville blive blind, og det vidste jeg jo heller ikke selv. Per var blikkenslager, og arbejdede for en mester, som havde noget arbejde på Centralsygehuset, så der kendte jeg ham også fra.

Vi blev så forlovet og gift. Jeg holdt op med at arbejde, og det var der ikke noget underligt i, det var sædvane den gang. Der var oven i købet en skatteregel, at hvis en pige holdt op med at arbejde, når hun blev gift, blev hun fri for at betale skat for hele det sidste kalenderår, og da vi blev gift i november, var det bare flot.

Mit syn var også rigtig dårligt nu, jeg kunne ikke rigtig læse længere, men jeg kunne stadig færdes.

Brylluppet var i Holbæk Kirke, hvor alle spejderne og F.D.F.’erne var mødt op med faner og blomster. Der skete et lille uheld, for taxaen, som skulle komme og hente min far og mig, kom af en eller anden grund ikke. Da jeg havde hørt kirkeklokkerne begynde at ringe og holde op igen, ringede vi så til taxa. Det gjorde nu, at jeg sammen med min far havde travlt op ad kirkegulvet, hvor Per tog imod mig oppe ved alteret. Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke kom, og jeg nåede kun at sige, at taxaen kom ikke. Per forestillede sig så, at jeg var løbet hele vejen med hvid kjole og brudebuket op ad gaden med min far bagefter. Det har vi tit grinet af.

Vi flyttede så ned på Lindevej 18, der hvor spejderlokalerne havde været før, så vi fik vores lejlighed i de gamle spejderlokaler. Der var et lille køkken og toilet, men ingen bad.

Jeg havde en dejlig cykel, som stod i cykelstativet nede på gaden, og en morgen var den væk. Jeg gjorde ikke noget ved det, jeg ringede ikke til politiet, jeg tog det som et tegn, at jeg ikke skulle køre mere.

Jeg kunne ikke læse længere, men jeg kunne godt gå ned i byen og handle. Jeg kunne godt kende forskel på de forskellige butikker, men når jeg kom ind i et supermarked, følte jeg mig dum. Jeg skulle hele tiden spørge nogle andre, hvor tingene lå, og de var heller ikke altid så flinke. Når jeg kom hjem, kunne jeg ikke tage en kogebog og læse, hvordan man lavede de forskellige retter. Jeg ringede så til min mor, og fik det at vide. Hvis jeg så skulle bruge en dåse tomater, kunne jeg ikke finde den. Jeg købte altid rigeligt af dåser og andre ting, og når jeg skulle bruge dem, kunne jeg ikke læse, hvad der var i emballagerne, for jeg havde jo ikke lært at holde orden og mærke tingene.

I starten af vort ægteskab var Per ansat på et B.P. gasfirma i Køge. Så blev han headhuntet som leder af et kooperativt blikkenslager firma i Holbæk. Der hørte en 3 værelsers lejlighed til, så vi flyttede ud på Munkholmvej. Der fandt vi ud af, at jeg godt kunne hjælpe ham lidt på kontoret. Jeg kunne passe telefonen, og så købte vi en spolebåndoptager, hvor Per læste breve og regninger ind, og derefter kunne jeg skrive dem på maskine. Det følte jeg mig godt tilpas ved.

Da kom jeg så i tanker om, at der var nogle blinde, som havde fået nogle bøger indlæst på bånd. Tænk hvis jeg kunne låne sådanne bøger. Jeg var tit begyndt at læse en bog, men det var meget svært for mig at læse den færdig. Vi prøvede at finde ud af, hvor man kunne låne sådanne bøger, og vi fandt ind til Statens Bibliotek for Blinde i København, og ringede derind. De bad mig gå til min øjenlæge, så han kunne melde mig ind i Dansk Blindesamfund.

Det gjorde jeg så, og en dag kom blindekonsulent Carl Vilhelm Andersen sammen med sin kone Gerda. Han var helt blind, og hun svagsynet. Jeg var lidt bange for, hvordan det skulle gå.

Det gik jo bare rigtig godt. Per var hjemme, og vi fik os en god snak. Han syntes jeg skulle have en Tandberg båndoptager, som kunne stå i stuen. Den ville jeg få over Bistandsloven, og han sørgede for, at jeg kom i gang med at låne båndbøger. Så sagde han også, at jeg skulle søge pension. Det mente vi ikke var nødvendigt, for vi klarede os jo meget godt. Han fortalte mig, at det var min ret, nu hvor jeg ikke kunne arbejde længere. Jeg har været ham meget taknemmelig, at han hjalp mig til pension dengang. Det har jo også givet mig selvtillid, at jeg vidste, at jeg også var med til at opretholde økonomien i hjemmet.

Han kom også med et kedeligt råd. Han mente ikke, at det var en god ide at få børn, for min øjensygdom var jo arvelig. Det gjorde mig meget ulykkelig, og jeg tudede meget, da han var gået. Det at få børn var noget jeg virkelig ønskede mig, og jeg ville heller ikke høre efter ham, så vi har fået 2 dejlige drenge, som heldigvis ikke har fået øjensygdommen. Det viste sig, at arvegangen i min sygdom, var betinget af, at begge forældre skulle have sygdommen, og da den ikke var i Pers familie, slap vi fri.

Han fortalte også, at Dansk Blindesamfund havde et kursus og feriehjem i Hobro, og der afholdt man nogle 3 ugers senblindekurser. Han syntes, jeg skulle tage med på sådan et kursus.

Der gik lidt tid inden kurset skulle starte, og Carl Vilhelm sørgede for, at jeg fik kontakt med 2 andre piger, som også skulle deltage. Vi mødtes nogle gange inden kurset, så vi kunne lære hinanden at kende.

Vi kom så derover hos Tine og Jens Sejersen, som var et herligt værtspar. Det bedste af det hele, var at jeg mødte 20 andre, som var i samme situation, og nogle havde det oven i købet værre end mig.

Der var også blinde lærere, der var Inger Kammer, som jeg havde til punktskrift, og Kaj Agerbæk til hjælpemidler. Han var ti år ældre end jeg, og helt blind. Vi havde samme øjensygdom, men det forskrækkede mig ikke. Jeg sagde til mig selv, at blind ville jeg ikke blive, men det skete jo alligevel.

Vi kunne lære at skrive på maskine, men det kunne jeg jo godt. Jeg fik derfor lov at bruge lidt mere tid på at læse punktskrift. Det var rigtig spændende at lære. Jeg lærte at afmærke mine dåser og krydderier, og jeg kunne skrive mine opskrifter og telefonlister. Jeg kom ret godt i gang med punktskriften, og jeg lærte mere, da jeg kom hjem.

Jeg lærte også at lave håndarbejde, og den gang arbejde vi meget i peddigrør. Det var rigtig dejligt, og vi lærte at hækle og strikke og knytte. Det var helt fantastisk at komme i gang med det håndarbejde igen. Jeg var hel ellevild, for det havde jeg jo helt opgivet.

Vi lærte også at bruge hjælpemidler. Vi lærte, hvordan man skulle klare sig i sit køkken, og lærte at bruge vægte og stopure og forskellige måleredskaber. Jeg lærte at man skulle have orden i sine køkkenskabe, og at alt skulle have sin faste plads. Jeg lærte at skære brød i skiver, og ordne grøntsager, og lærte at bruge komfuret. Det var en god ide at lave ovnretter, men sammenkogte retter var også velegnede. Vi lærte at stege på stegepande, og vi lærte at høre når margarinen var brun. Først syder den, og på et tidspunkt bruser den op, og lige derefter er margarinen brun. Man skulle så ikke lægge flere stykker kød på end man kunne styre at vende.

Vi øvede os også i spiseteknik. Det var nemlig blevet et stort problem, når min mand og jeg blev inviteret i byen, og vi skulle spise. Jeg følte ikke længere, at jeg kunne spise pænt. Det er forfærdeligt ydmygende. Men nu lærte vi, at jeg skulle forestille mig tallerkenen som en urskive, og på den måde var det nemmere at få seende til at forklare, hvor maden var placeret på tallerknen. Vi lærte også systematik, når vi skulle skære med kniv, så vi fik et tilpas stykke i munden ad gangen. Det var heller ikke lige meget, hvordan man tog glasset. Det var bedre at finde det nede ved bordet i stedet for oppe i luften, og vi lærte at hælde op. Ja vi lærte alle de ting som var svære.

Vi fik også at vide, at når vi blev inviteret i byen, så var det en god ide at komme 10 minutter før de andre. På den måde kunne vi orientere os om, hvordan bordet stod og hvor toilettet var. Vi skulle så heller ikke gå rundt og hilse, men lade de andre komme til os.

Vi skulle også tænke på, hvad tøj vi tog på. Det var ikke smart med flæser og tørklæder, som kunne falde ned i tallerknen, når man skulle rejse og sætte sig under festmåltidet.

Jeg lærte også at når jeg skulle gå på gaden, så skulle jeg tage den hvide stok med. Så kunne andre se, at jeg havde synsproblemer.

Da jeg kom hjem fra kurset, var jeg blevet et helt andet menneske, og jeg havde rigtig mod på tilværelsen igen.

Jeg fik mere undervisning i punktskrift, og jeg gik til fritidsundervisning i håndarbejde og sprog på blindehold. Jeg blev sat i gang med at undervise Grete Tinglef med lidt punktskrift, indtil hun kunne komme på senblindekursus. Hun var blevet pludselig blind på grund af sukkersyge, og hun havde det rigtig svært, men det var en god opgave for mig.

Jeg kunne ikke lide at bruge den hvide stok på gaden, men den kunne da heldigvis slås sammen, og kommes i tasken. Så havde jeg da taget den med, som jeg havde lovet.

En dag tog jeg mod til mig, og slog den ud i supermarkedet. Det gav jo succes, og jeg fik hjælp. Per sagde også, at jeg skulle bruge stokken, for tænk hvis jeg var årsag til en ulykke. Der var også tit folk, som blev sure på mig på gaden, når jeg gik ind i dem, eller jeg gik ud foran en cykel, som jeg ikke havde set. Efterhånden brugte jeg den også.

Per fik nu et nyt job. Han blev Blikkenslagermester i et byggefirma i Ølstykke, som hed F.B.I.

Vi flyttede til Ølstykke i 1964, og der måtte de godt lære mig at kende som blind, men når jeg kom til Holbæk, og skulle besøge mine forældre, så røg stokken i tasken oppe på stationen.

Vi flyttede først op på Svendsvej i Gl. Ølstykke, hvor vi kun skulle bo midlertidigt, til vi fik bygget vort eget hus.

Vi havde fået nogle rigtig gode blinde venner. Blandt andet blindekonsulent Preben Christiansen og Ruth, og Kaj Agerbæk, som jeg lærte at kende på senblindekurset, og hans kone Inga. Dem har vi haft meget glæde af, jeg brugte dem som forbilleder. Det var dygtige blinde, og da det viste sig, at mit syn blev dårligere og dårligere, tænkte jeg bare på dem. Når de kunne gøre tingene alligevel, så kunne jeg vel også. Det har hjulpet mig meget.

Jeg var stadig hjemmegående og Per gik på arbejde, så jeg fik tanken, om jeg ikke kunne blive uddannet som socialrådgiver eller fysioterapeut. Jeg tog forbindelse til Den Sociale skole i København og til Teilmans Kursus, som jeg mener lå i Gentofte, og søgte om optagelse. Jeg fik afslag begge steder. Blindekonsulenten anbefalede mig det heller ikke, han mente, det var bedre at komme på telefonskolen og lære at passe et omstillingsbord.

Det hoppede jeg så på, og jeg begyndte på telefonskolen inde på blindeinstitutet. Der var ikke noget at lære for mig, for jeg var jo kontoruddannet, så jeg kom på G.T.O. i praktik hos Ole Jørgensen og Åge Christensen. Det var nogle festlige fyre, og jeg havde det rigtig skægt. Jeg lærte også at passe telefonbordet, og afløste i sommerferien. Så blev jeg gravid, og holdt op.

Vi havde købt en byggegrund i Ny Ølstykke, og jeg var med til at grave grunden ud. Vi fik så vort hus fra F.B.I.

Det kom færdigt værelse for værelse, og blev samlet på en dag, og vi kunne flytte ind i det samme dag. Bagefter blev der så sat mursten på og lagt tegltag, så vi fik et rigtigt dejligt hus.

Der fik vi så vor første søn Lars i 1966, og det var en hjemmefødsel, hvor kun Per, lægen og jordmoderen var til stede. Det var en kæmpeoplevelse, og Estrid Hansen, som var Pers chefs kone, kom og ønskede til lykke. Estrid bor nu i Sønderjylland, og hun er også blevet medlem af Blindesamfundet.

Nu var mit syn også blevet så dårligt, at jeg ikke havde færdselssyn længere, så nu kunne jeg ikke gå uden at følges med nogen. Jeg lærte alligevel at gå med barnevognen foran mig. Jeg kunne bruge den som stok på kendte steder, og da Lars blev så stor, at han kunne gå, kunne jeg tit bruge ham som ledsager.

Når Lars og jeg skulle læse billedbøger sammen, så vendte han bogen om, hvis jeg havde vendt den på hovedet, og så snakkede vi om billederne. Nogle bøger havde jeg skrevet punktskrift i, så jeg også vidste, hvad bogen handlede om.

Jeg har brugt børnene meget uden at vide af det, og de har været en fantastisk hjælp, og Lars blev hurtig god til at se farver og se på ur, og da han var 11 måneder gammel kunne han gå, men han gik med hænderne op over hovedet, for jeg plejede, at gå med ham foran mig og holde i hans hænder.

Vi boede ikke så længe i vort hus, kun ca. halvanden år. Der var nemlig bygget et nyt Blindeinstitut ude på Rymarksvej i Hellerup. En dag kom administrationschef Bøgh Christensen og besøgte os, og han spurgte Per, om han ikke kunne tænke sig at blive pedel og varmemester på det nye institut. De skulle nemlig bruge en, som havde gas- og vandmestereksamen, og det havde han jo. Vi talte en del om det, men da vi nu havde fået Lars, kunne det jo være praktisk at vi skulle bo lige ved siden af Pers kontor og arbejdsplads, for så havde jeg jo nemmere ved at kalde på Per, hvis jeg havde brug for hjælp.

Vi sagde ja, og vi flyttede ind på Blindeinstitutet i 1967 før det blev helt færdigt.

Vi flyttede ind i en dejlig moderne lejlighed med terrasse og have, og vi var der i 5 år, det var en rigtig god tid.

H.C. Sejerup var forstander, og Kirsten Jansbøl, som var Mobilitylærer, havde lige været i England for at lære en ny Mobility teknik, og hun skulle så have en prøveelev, og det blev mig. Jeg lærte at færdes med den lange hvide stok, og det gav mig en dejlig frihed.

Kaj Agerbæk havde lavet et korrespondancekursus på punktskrift, og det blev jeg sat til at styre, og jeg underviste blinde i hele landet hjemme fra mit køkkenbord. Jeg havde elever i Vejle og på Bornholm og mange andre steder.

Det var også i de år, hvor Dansk Blindesamfund startede omsorgskonsulentordningen, og jeg blev opfordret til at blive omsorgskonsulent. Mit arbejdsområde blev Østerbro, Hellerup, Klampenborg og Lyngby.

Det var lige noget for mig at være omsorgskonsulent, det blev jeg rigtig glad for. Det passede godt, at jeg havde lært at færdes med den lange hvide stok, så jeg selv kunne tage af sted.

Jeg kom også i klubben i Bogensegade, hvor DBS havde dagcenter. Der kunne vi lave håndarbejde, og der lærte jeg mange spændende mennesker at kende.

På Blindeinstitutet var der en dejlig svømmehal, som jeg brugte flittigt, og der var også en dejlig idrætsplads, hvor jeg var med i noget blindeidræt. Der skulle være Nordisk Blindeolympiade i København, og der deltog jeg i svømning, 100 meter løb, stående højdespring og slyngkast, og jeg blev nordisk mester i svømning for blinde, det var sjovt.

Vi havde jo solgt vort hus i Ølstykke, og var lige pludselig blevet rige. Vi ejede nu 100.000 kr., og for dem købte vi en dejlig nedlagt bindingsværksgård med brosten på gårdspladsen. Gården lå i Balle i Langebæk kommune, og den var fra ca. 1780. Den brugte vi som fritidshus, og vi nød meget at være der i weekender og ferier.

Hvis man skulle lære Mobility dengang, kunne det kun lade sig gøre på Blindeinstitutet i København. Nu ville man uddanne lærere, som kunne undervise hjemme, hvor man boede. Kirsten Jansbøl, som nu var blevet forstander, spurgte Per, om det ikke var noget for ham. Det var det, så han blev uddannet til Mobilitylærer, og vi flyttede ned til Balle i vort hus.

Per fik arbejdsområde i Storstrøms amt og Vestsjællands amt, hvor han i starten arbejdede under fritidsloven. Senere blev han så ansat på Synscentralen i Vordingborg.

Det viste sig nu, at der ikke var nogen omsorgskonsulent i området. Jeg blev så ansat som omsorgskonsulent i det gamle Præstø amt, som dækkede Haslev, Fakse, Næstved, Præstø, Vordingborg og Møn. Jeg blev samtidig punktlærer, og jeg startede en blindeklub i Hollænderhaven i Vordingborg, hvor vi lavede håndarbejde. Klubben flyttede senere til Brænderigården, hvor jeg også var leder, men så holdt jeg en pause på en del år, og nu er jeg så leder af klubben igen. Nu går det ikke på håndarbejde mere, men mere med foredrag, banko og lignende.

Jeg var også aktiv lokalt mellem seende i Langebæk kommune, hvor jeg gik til afspænding, madlavning og sprog under aftenskolen. Så havde vi et meget interessant sted, som hed Stålvængegård. Det var et kollektiv, som var meget almindeligt i 70’erne.

Bodil Marie, som boede der, var keramiker, og hendes søn Tobias, gik i klasse med min Lars.

Bodil Marie startede en kvindegruppe, som jeg var med i. Vi lavede keramik og der var foredrag med mange kendte mennesker. En gang var Lone Kellerman dernede og synge og fortælle. Jeg kan huske, at hendes betaling, var alle de elefantøl, som hun kunne drikke. Jeg drak dengang kun selv lys øl, så jeg var godt nok imponeret over, at hun kunne drikke så mange, men senere kom jeg også til at sætte pris på elefantøl. En dag, hvor mine børn og jeg var ved stranden, skulle Lars op og købe sodavand og en øl til mig. Da kom han tilbage med en elefantøl til mig, han syntes den så flot ud, så jeg kunne nok lide sådan en.

I kvindegruppen foregik der mange spændende og udfordrende oplevelser. Vi arbejdede i ler, og vi lavede engang en film, som kom i fjernsynet. Vi var på nattergaleture, og flere af pigerne har jeg stadig kontakt med. Flere af dem er udøvende kunstnere nu.

Det var en rigtig skøn tid, og det var en tid, som modnede mig meget. De fik mig til at holde foredrag en aften om min blindhed. Det gjorde, at der var andre, som spurgte om jeg ikke også ville komme hos dem og fortælle, og jeg blev anbefalet ned til Beskæftigelsesvejlederskolen i Nykøbing F.

På det tidspunkt var informatørordningen lige startet under Dansk Blindesamfund. Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte holde foredrag. Det var der uddannede til.

En dag fik jeg henvendelse fra forstanderen på Beskæftigelsesvejlederskolen, om jeg ville undervise et hold om min situation som blind, og om hvordan man underviser blinde. Jeg fortalte, at det måtte jeg ikke, for der var en informatør i det område, så hun skulle kontakte ham. Det kunne hun ikke forstå, vi levede vel i et frit land, så hun måtte vel selv bestemme, hvem hun ville have som lærer.

Jeg satte min kredsformand ind i situationen, og jeg fik lov. Jeg kom der på hvert eneste hold, indtil skolen blev nedlagt.

Dette arbejde holdt jeg meget af, og jeg fik også selv meget ud af at lære andre om, hvad det vil sige at være blind, og om hvordan man skal omgås og undervise blinde.

Informatørordningen startede i 1974, og informatørerne dækkede hvert sit område. Så blev det bestemt, at der skulle være en informatør i hver kreds, og vi havde ingen i vores. Jeg søgte om at blive informatør og fik stillingen, og jeg er stadig informatør, og er meget glad for det.

Da vi flyttede ned på landet, opdagede jeg, at det ikke var så nemt at gå med den lange hvide stok, for der var jo ikke kendemærker i asfalten, og man havde jo ikke fortorve. Jeg begynde at tænke på, om det ikke var bedre med en førerhund, og jeg ringede til Preben Christiansen, som var blindekonsulent, og han sørgede for, at førerhundekonsulent Otto Krogsgård kom ned og snakkede med mig, og fortalte hvad det indebar at få førerhund, og vi blev enige om, at det måtte være en god hjælp for mig, så der blev søgt en hund over bistandsloven.

Dengang kunne vi ikke selv træne alle de førerhunde, som der skulle bruges, så mange blev købt færdigtrænet i Østtyskland, Jeg fik en dejlig schæferhund, som hed Illona, og der kom en politimand, som var instruktør, og han var hos mig i tre dage, og lærte mig at bruge den. Jeg skulle give den tyske ordrer, men det var ikke så svært.

Efter tre dage, var jeg så alene med en stor schæferhund, og jeg kendte ikke meget til hunde. Vi havde godt nok haft en lille puddel. Der er lidt forskel, og den skulle have det rigtig godt hos mig, og jeg behandlede den som et lille barn. Folk fik lov at klappe den og give den hundekiks, og det blev så galt til sidst, at når jeg mødte skolebussen, så kunne chaufføren godt standse og komme ud, og så havde han en lille hundekiks til Illona.

Illona kunne ikke lide katte, så en dag vred han sig ud af min hånd, og løb efter katten. Han kom også ind til naboen og raserede hønse og andegården, det var forfærdeligt, der var et par høns, der døde, og ligesådan nogle ænder, men det var nogle gode og forstående naboer vi havde, så de slagtede dem, og vi fik også nogen til fryseren.

Lars snakkede meget om at få en søster eller lillebror, og det syntes Per og jeg også kunne være rart, så i 1975 fik jeg Anders, ham har jeg aldrig set, Jeg var ikke spor bange for, at jeg ikke skulle klare det, og det er jo også gået rigtig flot.

Vi var ikke færdige med at bygge vort hus om, så vi udvidede nu med et alrum og soveværelse og et stort badeværelse, hvor puslebordet også kunne stå, så jeg nemt kunne nå vand og bleer, og stadig have en hånd på babyen, så han ikke smuttede fra mig. Alrummet indrettede vi, så der ikke var noget farligt, som han kunne komme til skade med.

Det kom til at gå meget bedre med den lille baby, end jeg overhovedet havde forestillet mig. Når vi skulle kommunikere, opdagede han ret hurtigt, at jeg reagerede på lyd.

Han fik bryst til han var ni et halvt måned, så jeg var fri for at ordne sutteflasker. Når han skulle have mos, lavede jeg det til, og vi satte os hen til bordet, hvor jeg satte skeen ned i tallerkenen, og op imod hans ansigt. Så tog han selv munden imod skeen, og hjalp på den måde til. Så det var der heller ikke noget problem i. Jeg havde lånt en bærestol, som jeg havde på ryggen. Der sad han og kunne følge med i hvad jeg lavede, og da han kravlede rundt, satte jeg en lille klokke i hans skulder, så kunne jeg altid høre hvor han var og ligesådan da han begyndte at gå rundt. På et tidspunkt vil man jo gerne prøve at kravle op på møbler og borde, når jeg så kunne høre, at nu er han ved at kravle op, så gik jeg hen og lagde min hånd på hans ryg, og så lod jeg ham kravle videre, så kunne jeg gribe ham, hvis han skulle snuble.

Det gjorde ham ikke spor, han var helt rolig, han vidste, at det gjorde jeg kun, for at jeg ville se hvad han lavede, andre børn ville have skyndt sig med deres forehavende, så mor ikke tog dem, men han vidste det var kun for at følge med i hvad han lavede.

Hvis jeg sad og strikkede eller læste punktskrift, så kom han også med sit legetøj og lagde det på mine hænder, så jeg kunne se, hvad han legede med. Vi havde et skønt forhold, og det var dejligt efterhånden som han blev større, når vi var ude at gå, samlede han ting op, og viste mig dem, og han var god til at ledsage mig.

Det har jo været ens med dem begge, og da de kom i skole, var jeg lidt bange for at de skulle blive drillet, for at de havde en blind mor. Jeg prioriterede meget, at når forældrene blev inviteret til skolen, så mødte jeg altid op, så børnene lærte mig at kende. Der har aldrig været noget med drilleri. Når børnene havde fødselsdag, inviterede vi altid hele klassen hjem til fødselsdag, så de alle kom hjem og oplevede, at vi bare var en almindelig familie, hvor moderen bare ikke kunne se. Det fungerede jo alligevel, og ligesådan havde de altid kammerater med hjemme, og jeg kan ikke huske, at det nogensinde er blevet udnyttet, at jeg ikke kunne se.

Jeg har en lille sjov historie fra Anders børnehaveklasse. En dag havde en af kammeraterne spurgt ham, om det ikke var underligt at have en blind mor, så havde han kikket lidt, og så sagde han, nej hun er da meget sød, og så laver hun nogle smadder gode bøffer.

For børnene var det ikke underligt at have en blind mor. Jeg kan huske fra Lars, han gik i 8. klasse, og jeg havde været i avisen af en eller anden grund, og så var der en af hans kammerater, der havde sagt til ham, tror du ikke også du bliver blind, når din mor er blind, Nåh! det kan da godt være. Hun klarer sig da meget godt, så det gør jeg vel også. Det fik jeg så på en eller anden måde at vide, så jeg sagde til ham, om han ikke vidste, at han ikke ville blive blind. Både du og Anders er blevet undersøgt, og i har ikke fået øjensygdommen. Så let tog børnene på det, det har været dejligt for mig.

Lige så snart de blev store nok til at køre tandem, så har vi kørt mange dejlige ture, og de har begge været så gode til at fortælle hvad vi kørte forbi, og hvad vi så, hvis der var noget spændende, fik jeg det i hånden, og kom vi forbi et vandløb, så smed de en sten i, så kunne jeg høre hvor dybt og bredt det var.

Nu da jeg havde fået baby, brugte jeg ikke min førerhund så meget, og jeg var også blevet lidt bange for den, for den gøede meget, og den passede meget på, når der kom nogen, og jeg fik også senere at vide, at både postbudet og brugsmanden var bange, og selv dyrlægen, når han skulle undersøge den, gav han den mundkurv på.

Jeg passede nogle børn og deres “Lassi” hund i en sommerferie, og børnene og hundene var oppe ved huset, og jeg gik nede på græsplænen med Anders i barnevognen, for at han skulle sove. Pludselig hørte jeg skrål og skrig og hundegøen der oppe fra. Jeg blev bange for, at hunden havde bidt et af børnene, men så var det min hund, der havde overfaldet “Lassi” hunden. Jeg stolede ikke på den længere, så jeg lukkede den udi hundegården, og ringede til førerhundekonsulenten, og sagde, at jeg ikke turde have ham længere. Jeg havde heller ikke brug for ham, sålænge Anders var lille, hvis jeg skulle nogle steder, så var Anders altid med, og så blev vi kørt.

Han kom så samme aften og hentede den, og det var jo så et nederlag for mig, men jeg fik at vide, da Illona var død, at den var blevet genoptrænet og kommet over til en ung mand i Odense, og at det var gået meget godt. Det var rart at høre.

Nu havde jeg ikke førerhund i nogle år, men da Anders blev så stor, så han skulle i børnehave, så havde jeg brug for førerhund igen. På det tidspunkt, havde Lions Klub i Amerika tilbudt Danmark 10 førerhunde, men på den betingelse, at den blinde selv kom med over på førerhundeskolen i Detroit, og lærte at bruge den, og var med til at træne den færdig.

Det var i 1977 og det var en kæmpeoplevelse. Vi fløj fra Kastrup Lufthavn til Chicago og videre til Detroit i staten Michigan, hvor vi først blev indkvarteret hos en dansk familie, som viste os lidt rundt, og kørte os til førerhundeskolen,

Vi blev rigtig gode venner, og de kom også og besøgte mig en gang, medens jeg boede i Balle.

Det var en kæmpe oplevelse at være på førerhundeskolen, og jeg boede sammen med Alice fra Stenløse. Vi fik ikke hund de første dage, for trænerne skulle lige lære os at kende, og finde den rette hund, som passede til os.

Hun fik en Schæferhund, som hed Alex, og jeg fik en dejlig Golden Retriever, som hed Prince. Den skulle vi så lære at give engelske ordrer, og vi trænede meget i byen, men også på landevej.

Da vi så skulle gå vores første tur herhjemme i Balle, så gik Prince midt på landevejen, og det kunne jeg ikke rigtig forstå, for det var en af de ting, som jeg selv havde været med til at lære den, at når man skulle gå på landevej skulle man holde sig i venstre side. Når man gik på fortorv eller gangsti, skulle man holde sig på midten, så jeg tror Prince mente, at vores landevej var en gangsti. Han fandt hurtigt ud af, at vi havde lidt mindre forhold herhjemme, og det kom til at gå rigtig godt med ham, vi kunne tage busser og tog, og selv flyveren til Bornholm tog vi alene, en dag, jeg skulle over og undervise på et kursus.

Jeg var begyndt at undervise på hensyntagende specialundervisning for lærere i blindeområdet. Det gjorde jeg i Vestsjællands amt og Storstrøms amt, og jeg var også på Fyn og i Jylland og undervise. Det var meget spændende.

Men Prince blev kun syv et halvt år gammel, så fik han leverkræft og døde. Det var ganske forfærdeligt, han var syg temmelig længe. Så fik jeg en Dansk førerhund. Nu kan man godt træne de førerhunde man skal bruge, og Chico var trænet af Preben Christensen i Hirtshals. Han kom hos mig en uges tid, hvor vi samtrænede med førerhunden. Senere kom jeg på en uges kursus i Hobro. Nu bliver vi anderledes hjulpet i gang med førerhunden end i starten.

Chico blev dejlig gammel, han blev 13 år.

I mellemtiden var vi flyttet til Vordingborg, og da Chico ikke kunne føre længere fik jeg Gipsy. Jeg fik altså ny førerhund medens jeg havde Chico, fordi jeg havde meget brug for den. Jeg blev aldrig kørt, uden det var steder jeg ikke kendte. Jeg meddelte nu førerhundeordningen, at det var galt med Chico, og at han ikke kunne komme op i busser og tog, så nu skulle vi tænke på ved lejlighed at få ny hund.

Så en dag blev der ringet, at nu var der en sort Labrador, som hed Gipsy, som var trænet af Verner Andersen i Køge.

Vi havde aftalt, at Chico ikke skulle aflives, for Lars ville gerne overtage den i den sidste tid. Nu viste det sig bare, at Lars var på ferie på dette tidspunkt, men det gik fint med at have begge to. Chico var begyndt at være alene hjemme, når jeg skulle af sted, og den nye hund respekterede den gamle, for den boede der jo. Der var ingen problemer, så jeg havde dem begge 14 dage sammen. Chico levede et år længere ovre hos Lars, og den faldt rigtig godt til. Der var ingen problemer, når jeg besøgte dem eller de os. Hunden vidste godt, at den nu tilhørte Lars.

Efter vi havde boet i Balle i 12 år, begyndte vi som sagt at overveje, om det ikke var bedre at flytte ind til Vordingborg. Jeg skulle meget tit af sted, og det tog tid, når jeg skulle skifte bus. Vi satte vores gård til salg og flyttede til Vordingborg i 1985, hvor vi fandt et dejligt hus på Platanvej.

Vi blev rigtige gode venner med Bent og Bodil, som solgte os huset, og vi overtog også deres vennekreds, så det har ikke været så svært at flytte.

I starten var jeg lidt bange for, om det var forkert, at vi havde valgt et hus med trapper. Vi havde altid boet i et plans huse, men det har ikke været noget problem. De trapper vi har er fine, jeg kender dem, og så får jeg jo også lidt motion på den måde.

Det var også godt at komme til Vordingborg, for nu fik jeg en større frihed. Jeg kunne selv gå op i byen og handle, og jeg kunne selv tage bus og tog, og på den måde spare tid.

Jeg oplevede også, at der var undervisningsinstitutioner. Der var bl.a. et Seminarium, og der ville man afholde et årskursus i Ældrepædagogik. Da jeg var omsorgskonsulent, og de fleste blinde er ældre, så kunne det være rigtig spændende, hvis jeg kunne deltage i sådan et kursus. Jeg søgte om optagelse, og jeg gik der en hel vinter. Jeg lærte en masse rigtige dejlige mennesker at kende.

Da vi skulle have afslutning, bestemte vi, at gå sammen på den Kinesiske restaurant. Da vi gik ind på restauranten, så tjeneren min førerhund. Han sagde, at den havde ingen adgang, for det ville genere de andre gæster, hvis der opholdt sig hunde i restauranten. Vi besluttede så alle at gå et andet sted hen.

Jeg har oplevet flere gange, at jeg og min førerhund er uønsket, ja selv i Tivoli, da børnene var små, blev vi nægtet adgang. Det er noget af det værste at opleve, at man ikke har samme ret som andre til at komme alle steder.

En dag skulle Anders og jeg til et forældremøde oppe på skolen, og vi havde bestemt, at vi først ville gå på restaurant og spise pizza. Vi gik forventningsfulde ind på en nyåbnet restaurant Santos her i Vordingborg. Da vi kom ind, blev vi nægtet adgang. De sagde det var på grund af levnedsmiddelkontrollen. Jeg argumenterede meget imod, og sagde, at min hund ikke var mere snavset end andres sko og tøj. Der var ikke noget at gøre, så vi måtte gå. Det er en ganske forfærdelig følelse. Jeg føler det ligesom Negrene under apartheid, hvor man ikke er velkomne.

Normalt finder jeg mig i meget, men når det går hen og bliver urimeligt, så kæmper jeg.

Jeg undersøgte først sagen hos levnedsmiddelkontrollen. Jeg fik et brev, som jeg kunne vise, hvis det skulle ske en anden gang. Der står, at førerhunde ikke må nægtes adgang med begrundelsen, levnedsmiddelkontrollen. Nu må vi have hund med alle steder. Man kan ikke nægte os det. Kun hvis der er rum for allergikere, så kan vi nægtes adgang, og det er kun rimeligt.

Da jeg havde gennemført ældre pædagogik kurset, havde jeg lyst til at få noget mere undervisning. Jeg fandt ud af, at man tilbød enkeltfagskurser på H.F.. Dette år tilbød de Psykologi, og da Psykologi er et fortællefag, søgte jeg om optagelse. Det var utroligt spændende. Det viste sig nemlig, at alle de bøger vi skulle bruge det år var indlæst på bånd.

Unge blinde, der går på gymnasium, H.F., universitetet eller andre steder får deres bøger indlæst på bånd, og alle de bøger vi skulle bruge dette år var indlæst, så jeg kunne gå med på lige fod med andre, og jeg gik til eksamen, og klarede mig fint, næste år prøvede jeg religion, og det gik lige så godt.

Næste år tog jeg samfundsfag, men da viste det sig, at jeg kun kunne få samfundsfag 1 og 3. Nr. 2 kunne jeg ikke få, på grund af, at masteren var ødelagt. Så spurgte jeg, om de unge blinde, heller ikke kunne få bogen. Jo det kunne de godt, den var nyindlæst på Studiebogsbiblioteket, men jeg kunne ikke låne den. Kun hvis jeg ville få min kommune til at betale. Det syntes jeg var underligt, så jeg skrev til Ole Vig Jensen, som var undervisningsminister. Han ændrede det, så vi også kunne låne de bøger på Danmarks Blindebibliotek på samme måde som de andre, jeg havde lånt.

Næste år meldte jeg mig til Dansk. Danskkurset er to årigt, og man skulle også skrive stil. Året før i 1989 havde jeg fået en Log‑text, som var en punktskrift computer, og der kunne jeg skrive min stil på punktskrift, og rette og tilføje tekst. Når jeg syntes den var færdig, så kunne jeg printe den ud på sortskrift, så læreren kunne læse den.

Hvis vi fik noget skriftligt materiale som fotokopier udleveret, kunne jeg gå ned på synscentralen, og de læste det ind på bånd, så jeg klarede også eksamen i Dansk.

Året efter tog jeg Filosofi, og så har jeg ikke taget mere, for det kniber også med tiden, men jeg har gået på et kjolesynings hold for blinde.

Jeg havde en elektrisk symaskine, som vi havde købt, da børnene var små. Der var sommetider noget, der skulle repareres, og det var tit nemmere at få hjælp, når vi havde maskinen.

Jeg havde nemlig hjemmehjælp, da Anders var nyfødt, og hun hjalp mig sommetider at sy, hvis der var noget, som skulle repareres.

Jeg tog så den maskine med til syning, og det viste sig, at jeg godt kunne sy. Jeg fik sat en lille skærm foran nålen, så jeg ikke fik fingrene i nålen, og så fik jeg sat en lille lineal på siden, som jeg kunne indstille efter hvor stort sømrummet skulle være. Jeg skulle bare holde tøjet ind til linealen, og træde på pedalen, og så kunne jeg da godt sy.

Jeg prøvede også at klippe mønster ud. Når læreren lagde sit silkepapir mønster på stoffet, kunne jeg godt mærke forskel, men når jeg skulle klippe, kom jeg til at klippe ind i mønsteret. Vi fandt så ud af at tage noget kraftigt indpakningspapir og lægge det dobbelt.
Læreren klippede så mønsteret ud og klistre tape på kanten. På den måde var mønsteret ikke kraftigere end man kunne sætte det på stoffet med knappenåle, og så kunne jeg køre min venstre pegefinger langs mønsteret og klippe med saksen på den anden side af fingeren. Jeg kunne også selv klippe mønster ud. Det var helt fantastisk at opleve, at en ting som jeg ikke troede jeg kunne, at det kunne jeg da godt. Det var fantastisk, og jeg har syet flere jogging dragter, bluser og nederdele til mig selv.

Jeg er ikke omsorgskonsulent mere, men jeg er stadigvæk informatør, og jeg leder Blindeklubben på Brænderigården, Jeg har undervist i håndarbejde nogle gange på Synscentralen, når de har haft senblindekurser, Jeg underviser voksne blinde i punktskrift og i båndoptageren som kommunikationsmiddel,

Jeg deltager også i kurser på Fuglsangscentret, det er så dejligt, for man er jo kendt med forholdene, så man skal ikke først til at lære, hvor undervisningslokalerne er og hvor spisestuen er, og hvor man kan lufte sin førerhund, og man er kendt med værelser og det hele, der slapper man rigtig af.

Jeg kommer på kursus en gang om året som informatør og punktlærer, og som håndarbejdslærer, har vi fagmetodiske kurser, ide og fagtekniske kurser, og kvindegruppen inden for Dansk Blindesamfund afholder også spændende kurser inden for forskellige emner.

Jeg sidder som repræsentant for DSI i flere udvalg, bl.a. Vordingborg Sociale Brugergruppe, hvor jeg er sekretær, i STS og i Radio- og TV‑ Nævnet for Vordingborg. Jeg har også startet Lokal DSI Sydsjælland, Møn, hvor jeg var formand i 2 perioder, men jeg valgte at stoppe, nu hvor det kørte fint.

I øjeblikket går jeg en del til foredrag og kurser omkring det alternative, helseemner og det spirituelle, men også kristendommen. Jeg er en del søgende omkring livets mening, og meningen med mit liv her på jorden.

Jeg er også med i kvindegruppen som har et projekt kørende hvor vi interviewer blinde kvinders kultur gennem 90 år, og det skal munde ud i et tidsskrift.

Jeg har interviewet 4 kvinder, og dem har jeg haft samlet, efter de har læst hinandens interview, og det var spændende for dem at møde hinanden bagefter.

Jeg har ikke fået lavet en netværksgruppe, for jeg tror ikke mine interview personer mangler det, og jeg har heller ikke selv overskud til at starte en udenom, da jeg har meget travlt.

Jeg har jo også mine børn og børnebørn, som jeg gerne vil følge og være noget for.

Lars bor i Odense, og har et firma, som har specialiseret sig i netværker, og han har i øjeblikket 3 ansatte, så der er nok at gøre, han har en meget dejlig kone Jette og 2 børn, Andrea på snart 6 år og Mikkel på 3 år, og de trives rigtig godt, og de kan lide deres farmor, de synes hun er skør, og det har jeg det godt med.

De er også ved at bygge hus, og vi prøver at hjælpe dem så meget vi har tid til. Per er gået på efterløn, men han har også så mange interesser. Han er formand for Visens Venner her i Vordingborg, og han er regissør for amatørteatret, og er i gang med et stykke, som skal opføres her i efteråret, det hedder “På Vippen”, og handler om årtusindskiftet. Han har også stadig timer på Synscentralen, så det kniber med, at han har tid til sin blinde kone.

Jeg har det også godt med at kunne selv, og kun blive hjulpet med det, jeg ikke kan.

Anders læser til elektroingeniør, og han bor på Kampsax kollegiet i Lyngby. Han er også en rigtig dejlig dreng, og han er rigtig social, og har lavet en bolcheklub, hvor de selv laver bolsjer. Den hedder “Den Søde Tand”, og han har lave spiseklub på kollegiet, og har mange gode venner. Hans gymnasieklasse mødes stadig, og han har haft et års orlov hvor han har deltaget i det politiske omkring universitetet. Han arbejder meget i sin fritid hvor han har computerarbejde på Universitetet, så han har endnu ikke startet studielån.

Interview med Birthe Bille Hansen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Birthe Bille Hansen, Ammendrup, 4720 Præstø.

Interviewet af Birthe Person Næstved den 22.1.1999.

Jeg hedder Birthe Bille Hansen født Petersen den 2.6.32 i Hadsten, en stationsby, som ligger mellem Århus og Randers.

Min far var dyrlæge, og min mor var hjemmegående husmor, så jeg har haft en barndom, hvor jeg havde mor hjemme, når der var brug for det.

Jeg gik i børnehave 3 timer om formiddagen, og der fra har jeg en sjov episode. Når jeg skulle i børnehave, skulle jeg over en gade, men min far sagde, at hvis det havde været senere, så ville jeg aldrig været kommet over gaden, for hvis jeg så en hestevogn på lang afstand, så ventede jeg til den var kommet forbi. Den havde jo ikke rigtig gået i dag.

En dag jeg gik i børnehave, mødte jeg en pige. Der var nemlig langt til børnehave, jeg skulle nok gå det meste af en halv time. Så spurgte jeg hende, om hun ikke gerne ville med i børnehave, og det ville hun da gerne.

Da vi så kom op i børnehaven, så spurgte børnehavelærerinden, hvem hun dog var. Det vidste jeg ikke, og hun vidste det heller ikke, jamen hvad hedder du, og det vidste hun også dårligt, hun hed Bitte, men hendes far var en tyk ostemand, og det var alt hvad hun vidste.

De ringede så til min mor, og min mor anede jo ikke hvem jeg havde slæbt med i børnehaven. Det viste sig, at hun slet ikke boede der i nærheden, men de fandt altså frem til det, så hende havde jeg fået taget med i børnehave—

Jeg kom så i skole, og der havde jeg ikke ret langt, og det var den almindelige kommuneskole.

Jeg kunne se den gang. Min øjensygdom er Retinitis Pigmentosa, d.v.s. jeg var natteblind, og jeg havde ikke så stort et synsfelt. Det var jeg ikke selv klar over dengang, jeg troede alle så, som jeg gjorde.

Jeg var jo barn under krigen, der var der ikke meget gadelys, der var stort set ikke noget. Min far havde ingen benzin, vi kørte i generator biler, så vi cyklede. Jeg havde en faster, som boede 2 en halv kilometer væk ude på landet. Så en gang var det blevet tusmørke, da vi skulle cykle hjem, og så kører vi over en å med rækværk for. Der var jeg lige ved at køre ned på siden af rækværket, jeg har været en 10 11 år. Der greb far mig og ruskede mig sådan meget, og sagde, at jeg skulle se mig for. Men han havde vist alligevel fat i kraven på mig resten af vejen hjem, og det er noget, vi aldrig rigtig har kunnet snakke om. Min mor siger, at far kunne vågne op, og at han havde drømt om, at han var så ked af det der.

Senere skulle jeg så absolut lære at spille tennis. Fordi, far og mor var jo meget dygtige tennisspillere begge to, både til tennis og badminton. Hele min barndom har jeg holdt mange søndage på tennisbanen, men det var nu ikke kedeligt, vi var mange børn, der var med derude. Jeg skulle også lære det, og far indkøbte en juniorketcher til mig, og jeg var meget stolt af den.

Dvs. det var jeg ikke helt, for når jeg var så dum i skolen til rundbold og høvdingebold i gymnastiksalen, så var jeg nok også dum til at spille tennis. Og det var jeg jo, for jeg så ikke bolden. Den skulle komme sådan lige imod mig, for at jeg kunne slå til den, og det blev min far lidt irriteret over, for han var jo ude og skulle træne med mig på tennisbanen.

Så kom der en af mine skolekammerater, og han hed Jens Mikael, og han stod og kiggede ind ad hegnet. Så råbte far, vil du prøve Jens Mikael, og det ville han gerne, og han var så god til det, og enden på det var, at far sagde, du kan ligeså godt give den ketcher til Jens Mikael.

Det bevirkede så, at min søster og min bror aldrig kom til at spille tennis. Min bror gør nu, men de blev aldrig budt det, for det var så mislykket med mig, det ville de ikke udsætte sig selv for igen. I den retning har far og mor været nogle sjove nogen, fordi det kunne jo godt være, at de kunne.

Nethe var nu lykkelig for, at hun slap. Fordi hun havde også Retinitis Pigmentosa, og blev blind. Hun havde nøjagtig samme forløb som jeg, altså blev blind 5 år senere end mig, da hun er 5 år yngre.

Ligesådan skulle jeg også gå til spil, og jeg har spillet klaver i fem år. Jeg kunne måske godt se noget, men jeg var doven, det interesserede mig ikke særligt meget. Jeg kunne lære udenad, men jeg kunne ikke spille efter gehør. Det var en plage, jeg skulle øve mig, og jeg skulle øve mig, og jeg havde ikke lyst til at øve mig, og spillelærerinden både lokkede mig, og truede mig, og gav mig gaver, hvis jeg ville øve mig, ja, jeg ved ikke hvad. Nethe og Richard siger altid, at vi har aldrig fået lov at spille klaver, fordi Birthe ikke gjorde det ordentligt. Det er også rigtigt, klaveret blev solgt på trods, fordi jeg ikke ville spille klaver.

Al det min mor havde gjort, det skulle jeg også gøre, og det havde jeg ikke spor lyst til. Jeg spillede næsten 5 år hos spillelærerinden.

Så var der til gengæld det med dansen, det var så mere vellykket. Min far og mor gik nemlig også til dans, de dansede dog ikke turnering, de gik kun til dans.

Jeg blev spejder, og det gik faktisk rigtig godt, bortset fra når der var natøvelser. Jeg skvattede over bardunerne og teltene, men det var jo ikke fordi jeg ikke kunne se, det var fordi jeg var dum og klodset, og det fik jeg meget tit at vide.

Det samme var i skolen, når vi spillede bold, så blev man valgt til rundbold, og jeg blev altid valgt sidst, fordi jeg kunne aldrig finde bolden, når den kom. Derfor sagde de ofte, ”Drømmer du nu igen” og hvad tænker du på? osv., osv. Det har alt sammen været, fordi jeg ikke så, så godt.

Da jeg var 10 år, kom jeg til øjenlæge, fordi man i skolen havde sagt til far og mor, at der måtte være et eller andet i vejen med mine øjne. Jeg så altså ikke så godt.

Dengang kunne de godt have fortalt mig, hvad det var. Det gjorde øjenlægen ikke, han sagde bare, at jeg skulle have en hel masse A-vitaminer, og jeg fik briller, men det hjalp ikke særligt meget.

Jeg sad altid på det første bord i skolen, det var lidt kedeligt, men det var jeg nødt til, for at kunne følge med på tavlen. Men bortset fra det, havde jeg ikke de store kvaler med, at jeg ikke kunne se.

Jeg var som sagt barn under krigen. Jeg gik i første mellem, da befrielsen kom, og i lokalarkivet derhjemme, er der et billede, hvor jeg og Eva, som nu bor i Florida, går forrest med et flag i hånden over til kirken den 5. maj 1945, hvor min far i øvrigt blev 40 år, og man kan se, det er Hadsten bank, der står på stangen. Dem havde de jo færdige, så de blev ellers kørt ud om natten mellem den 4. og 5. maj.

Jeg blev så konfirmeret den 13. april 1947, det var så i 3. mellem, man blev konfirmeret. Der var næsten ikke tøj at få endnu, selv om vi var nået frem til 47. Jeg kan huske min konfirmation, der var meget, meget få rynker i nederdelen, og den var så enkel, som den overhovedet kunne være, fordi vores syerske skulle have så meget ud af det stof som muligt. Trods det, at min mor og far kom meget sammen med manufakturhandleren, så var det stadigvæk sådan, det var næsten ikke til at få noget. Det var lagt under disken, men alle havde trods alt hvid konfirmationskjole på, hvordan de så end havde fået fat i det. Det var ikke nogle flotte kjoler vi præsterede der i krigsårene og lige efter krigen.

Jeg fik en salmebog til min konfirmation, jeg fik den af far og mor, og så var der med guld trykt mit navn bag på, og præsten skrev ind på den første side, hvad han havde sagt i kirken, det ord man havde fået med. Mor havde så købt sådan en lille salmebog, jeg kunne faktisk ikke se, hvad der stod i den, det var så små bogstaver, og far sagde, det var noget tumpet, men mor holdt med mig, at den skulle ikke se anderledes ud end de andres. Den er ikke ret stor min salmebog, jeg har den også endnu, jeg har aldrig rigtigt læst salmerne i den. Det var et tegn på, at det måtte ikke være, at jeg ikke kunne se så godt, det ville min mor ikke have, men det kunne jo ikke rigtig være anderledes, og det forfulgte hende sådan set.

De første år jeg kom hjem, efter jeg var blevet gift, og efter jeg var begyndt at se rigtig dårligt og gik med hvid stok, så sagde mor altid, at jeg ikke behøvede at have stokken med, når hun var med, hun kunne ligesom ikke lide det. Det sagde Nethe altid, at du har altså banet vejen, for jeg har ikke haft nær så mange problemer med mor, som du har haft. Det er nok rigtigt, min mor forstod det nok ikke sådan rigtigt, men hun kom til det, og hun nåede også til at synes, at jeg kunne mange ting, men hun var meget pylret med mig, utrolig meget. Hun var også min mor, og det er nok lidt svært at sætte sig ind i det der.

Omkring min konfirmation kan jeg ikke huske ret meget, andet end at det gjorde mig så ondt, at jeg ikke kunne se om aftenen, og nu skulle jeg til at gå til ungdomsgilder. Det ville jeg nok få lidt svært ved, der var så lidt lys alle vegne, og det havde jeg altså ondt ved. Jeg har aldrig kunnet lide sådan noget hyggebelysning . Men stadigvæk var det sådan, at jeg havde godt nok været til øjenlæge, men jeg kunne alligevel ikke forstå, at jeg skulle have sådan et besvær, men det havde jeg jo altså.

Jeg husker, da jeg fik realeksamen, der skiftedes vi til at holde fester de her sommer aftener, og der var en sommeraften, hvor vi skulle ud på landet til en af vore skolekammerater, og det blev jo tidlig lyst der sidst i juni måned, hvor vi havde fået vores eksamen. Vi cyklede derud, og vi regnede også med, vi skulle blive ved, men så da klokken den blev 1, så blev vi inviteret ud i haven. Der var hængt kulørte lamper op, og jeg kan huske det endnu, og så Kaj Damgårds far og mor de var rigtige højskolefolk. Så satte de i med “Fred hviler over land og by”. Det var meget flovt, for der var ikke ret mange af os der kendte den ,vi sang med så godt vi kunne, og så blev der sagt tak for i aften.

Der stod jeg jo med cyklen, og kunne ikke komme hjem, så jeg måtte på stang hos en af drengene, og en anden tog så cyklen med, sådan var det. Man lod ikke nogen i stikken, og det har jeg tit tænkt på, sådan er det vel også stadigvæk at man er en god kammerat, når det sådan kniber.

Så kom jeg på Hadsten realskole, og der tog jeg realeksamen i 1949. Dengang var det sådan, at man skule være rustet til at komme ud. Vi havde ung pige derhjemme, så jeg skulle være ung pige der hjemme et stykke tid, for min mor ville være sikker på, at jeg kunne noget, for det havde jo ikke været de store ting jeg havde lavet. Jeg havde altid fået mine sko pudset, og mine madpakker smurt. Det gjorde vores mor for os søskende.

Min plan var, at jeg ville være husholdningslærerinde, og det har jeg faktisk vidst altid.

Da jeg var 8 år, skrev jeg til Husholdningsseminariet Ankerhus i Sorø, og spurgte om, hvordan man blev husholdningslærerinde, og jeg fik en flot brochurer der ovre fra.

Da jeg så senere kom til Ankerhus, fortalte kontordamen, som var en meget ældre dame, at det brev har vi da endnu, det havde de gemt.

Jeg kom så på en gård ovre på Mols som husholdningselev. Det var et mindre gods, hvor vi var 2 husholdningselever, der skiftede mellem stue og køkken. Det var et meget spændende sted, hvor vi fik lært meget. Jeg var der fra maj til november i 1950.

Det lå lige ud til vandet, så jeg var i vandet der lige først i maj, det var noget koldt noget, men de andre var jo begyndt at bade der. Vi havde spændende store jagtselskaber, og store selskaber i det hele taget, jeg lærte utroligt meget på den gård . Det var nemlig sådan dengang, for at blive husholdningslærer, så skulle man have været et halvt år i huset på landet, og et halvt år i huset i byen, og så skulle man have et 5 måneders ophold på en husholdningsskole, inden man begyndte på seminariet.

Nu havde jeg så taget min tid på den gård på landet. Jeg længtes forfærdeligt hjem, det har jeg altid lidt utroligt meget af, og jeg kunne kun komme hjem en gang om måneden, når jeg havde fridag. Men jeg fik så 3 fridage fordi der var så langt hjem.

Da jeg så var færdig der til november, tog jeg på husholdningsskolen i Hadsten hvor der var en statsanerkendt husholdningsskole. Når jeg gjorde det derhjemme, var det ikke fordi jeg længtes hjem. Min far og mor ville have det, fordi min far havde været i Sorø, og tale med forstanderen om jeg kunne komme ind på Ankerhus.

Jeg har som sagt fødselsdag den 2.6., og skoleåret begyndte første maj, og man skulle være fyldt 20 år.

Jeg ville så være fyldt 21 år inden jeg kunne begynde, så far tog til Sorø, og spurgte forstanderen om jeg kunne begynde det år før. Det kunne der ikke være tale om, det var staten, som bestemte sådan noget, og så kunne man jo også, hvis man havde fødselsdag 2 måneder senere og 3 måneder senere, så jeg måtte altså vente.

Forstanderen foreslog så, at jeg tog en tur til udlandet, og lærte noget sprog, fordi det kunne jeg jo altid bruge på seminariet.

Jeg tog så husholdningsskole ophold der i Hadsten, fordi vi havde håbet, at den forstanderinde der, kunne have gjort noget for, at jeg kunne komme ind lidt før, men det kunne hun altså ikke.

Der var jeg jo så tæt hjemme ved, og jeg lærte jo selvfølgelig også en masse der på Husholdningsskolen. Det har altid interesseret mig med mad og sådan noget. Det har jeg nok fra min mor, det har hun også altid gjort.

Da vi så nåede til foråret, manglede jeg det ophold med byhusholdning, og så fik jeg plads i København på Frederiksberg hos et tandlægepar, som havde 2 små børn, og der var jeg så et helt år. Det var jeg utroligt glad for.

Så kom jeg så hjem igen året efter, og så er vi nået frem til 52.

I 1952 rejste jeg så til England, sammen med en skoleveninde, og vi skulle begge over og være Au-pair piger. Der hvor jeg skulle være, var et sted, hvor der havde været flere piger fra Hadsten før. Nej, jeg var vist nummer 2, men der kom så en hel række i den plads, det var et rigtig godt hjem, og jeg fik lært en masse engelsk. Det gør man jo, når der er to børn.

Min veninde Eva var hos noget familie til dem, men et godt stykke derfra. Jeg oplevede en masse i London. Synsproblemerne begyndte lidt småt at tage til, fordi jeg ikke rigtig kunne færdes om aftenen. Jeg kunne se gadelygterne, og på den måde kunne jeg så finde hjem.

Der var så meget tåge i London, og det var rigtig slemt den vinter.

Eva og jeg var en aften ude og danse, og da vi kom til busstoppestedet, og skulle hjem. Alle sådanne danserestauranter standsede meget tidligt, fordi folk skulle nå undergrunden, busser og sådan noget hjem, så de stoppede kl. 10 eller aller senest kl. 11, men det var også sådan, at man begyndte kl. 7, og så var alle der. Det var en kæmpe dansehal, den var lige så stor som en fodboldbane, og der var alle nationaliteter, det var meget, meget spændende.

Vi gik der i små sko, og vi stod oppe ved busstoppestedet, og tænkte, det var da mærkeligt, at der ikke stod mere end os. Så gik vi over for at ville have en taxa, for der kom ingen bus. Ham der holdt der sagde, at han kørte ikke ud, for det var så tåget, så det turde han altså ikke.

Når man så kører i bus sådan til daglig, så lægger man ikke rigtig mærke til alle de veje, så vi var rigtig på den Eva og jeg. Selv om hun var fuld seende. var vi rigtig på den, men vi havnede ved den station indtil flere gange, og endelig kom der en mand med en flagermuslygte, spadserende med sin hund, og så spurgte vi, om han ikke kunne hjælpe os.

Jo! Jo! det kunne han godt, det var da forfærdeligt, at sådanne to unge piger gik ude i den tåge. Da var klokken 1 om natten.

Han gik med os, og vi var ikke så langt hjemme fra. Jeg tænkte, hvad er han mon ude på, for det var slet ikke de veje , jeg kendte, men lige pludselig var vi ved havelågen.

Da vi gik ind ad havelågen, Eva skulle sove hos os om natten, så kom Mr. John ud ad døren. De havde lagt mærke til, at vi ikke var kommet, så han var klædt på og tændt sin flagermuslygte, og skulle ud og lede efter os. Det gjorde vi ikke mere, når det var tåget, men det kunne komme meget, meget pludseligt.

Jeg holdt jul i K.F.U.K. Det med at holde jul hjemmefra var slemt, det syntes jeg ikke rigtig jeg kunne klare.

Eva og jeg var altså i K.F.U.K. og holdt dansk jul der mellem en masse vrælende danske piger, fordi vi alle længtes hjem, men vi havde altså en god jul.

Vi var først i den danske kirke, og det år lå dronning Alexandrine for døden, og hun døde enten mellem jul og nytår, eller var det lige først ind i 1953. Der blev bedt for hende, og der var mange danske i kirken, og det var meget hyggeligt.

Så tog jeg med Eva hjem, vi skulle holde juledag hjemme hos hende, og det var en ganske forfærdelig tur med bus derop til, hvor hun var.

Folk var så fulde der juleaften, det er man jo i de lande, hvor man holder julefest den 25., så bussen skulle stoppe, hvis der var en, der skulle ud og brække sig, og det tog altså hele fornøjelsen fra vores juleaften, som havde været så dejlig, men det var godt, at vi var to.

Vi var i teater. Eva holdt fødselsdag derovre, og hun fik et par teaterbilletter i fødselsdagsgave til Drue Elaine. Vi var inde at se South Pacific, det var jo meget spændende. Jeg havde fået ny kjole, og det havde Eva også, og jeg havde fået et par lange mørkeblå hansker, af fruen der hvor jeg var. Vi var rigtig udstyret med højhælede sko, og hele balladen, og så kom jeg til at sidde ved siden af en i en uldsweater med langt hår og en beskidt cottoncoat, det passede ikke sådan helt sammen. Det var vi noget forarget over, vi mente, at når folk gik i teater i Danmark, så var de pænt klædt på, men det har vist også ændret sig herhjemme.

Vi havde også fjernsyn, og når jeg så skrev hjem og fortalte, at når der kom gæster derovre hos os, så slukkede man ikke fjernsynet. Det var man vildt forarget over herhjemme, for der slukkede man da radioen, når der kom gæster.

Men jeg ved ikke rigtig, nu tror jeg også, folk kan slukke for fjernsynet, men det var en overgang, det kunne man bestemt heller ikke herhjemme, det gjorde man ikke, man fortsatte bare. Det var ikke noget de gjorde meget ud af, når de sådan fik gæster.

Det eneste jeg skulle var at passe de her børn, og når jeg så var kommet i seng om aftenen, så bankede det på døren, og så kom Mr. John, og spurgte: “Are you in bed?” Så kom han ind med en stor kop dampende chokolade, som jeg skulle have på sengen, så jeg var rigtig møg forkælet.

Resultatet var også, at jeg var fuldstændig uformelig, da jeg kom hjem.

Jeg havde også en meget sjov oplevelse. Jeg ville så gerne møde Churchill, og jeg skrev så til Downing Street 10, om jeg kunne få lov at møde Churchill. Jeg tænkte, jeg kan da være ligeglad, jeg er da udlænding, så de kan da bare svare.

Jeg har et brev endnu, hvor afsenderen er Ten Downing Street, hvor parlamentet skrev, at det kunne jeg godt, jeg kunne få en billet til parlamentet, men så kunne jeg ikke være sikker på, at det var Churchill, der var der.

Jeg nåede faktisk aldrig at komme ind i parlamentet, det kunne ellers have været meget spændende.

Men så tænkte jeg, nu havde jeg fået blod på tanden. Jeg skrev til dronning Elisabeth, det var i øvrigt i kroningsåret, jeg var der.

Hun skulle krones på min fødselsdag den 2. juni 1953, så de havde meget travlt med at stille op med bænke og stilladser, og jeg ved ikke hvad, der om efteråret. Jeg skrev til dronning Elisabeth på Buckingham Palace, om jeg kunne få lov at se dronning Elisabeth. Jeg fik et brev, som jeg også har endnu, fra hendes “lady in waiting”, altså hendes første hofdame, at den og den dag, der kunne jeg stå inde ved lågen på Buckingham Palace, så ville dronning Elisabeth og hendes børn passere der.

Jeg startede op til London, jeg havde fået et fotografiapparat, et kasseapparat til min 18 års fødselsdag, det havde jeg jo med. Jeg gik jo op foran, men der blev jeg bremset. Så gik jeg hen til en politimand, og sagde, at jeg ville op og se dronningen, ja, men det kunne jeg ikke sådan komme.

Jeg hev brevet op ad lommen, og han grinede lidt, og så sagde han, ” kom så her”, så tog han mig med, så kom jeg op og stå ved pressefolkene.

Jeg nåede også at se hende, men jeg var mere optaget af, at få taget det her billede af hende. Jeg så hende passere lågen ind til Buckingham Palace, med det resultat, at da jeg senere gik op i byen, og købte en avis, så var der et stort billede på forsiden, af dronningen og børnene, så jeg havde ikke behøvet at gøre så meget ud af det, jeg fik næsten heller ikke noget på filmen.

Sådan gjorde jeg en masse, for at opleve noget i London, og der sinkede mit syn mig egentlig ikke meget. Jeg havde jo et godt centralt syn, og jeg var altid ude om dagen, jeg passede på ikke at gå ud om aftenen.

Så kom Eva og jeg så hjem den første april, og så skulle jeg til at begynde at læse. Nu havde jeg min foruddannelse færdig. Der var rykket for en helbredsattest, som jeg skulle have, og min far havde så svaret, at den kunne de få, lige så hurtig jeg var kommet hjem fra England. Der stod på den “temmelig kraftig”, og det har vi sådan grinet af siden, for jeg var også tyk, jeg ved ikke hvor mange dobbelt hager der var, vi spiste biskuits og store chokoladekiks i lange baner, så vi var også enige om, at der var nok nogle af fabrikkerne, som nu var nød til at lukke. Engelsk mad er fed mad. Det var rigtig hvedebrød og fed stegt mad, vi levede altså godt.

Jeg var jo ovre for at lære noget, og det gjorde jeg virkelig også, og vægten fik jeg hurtig på plads igen.

Jeg mødte på Ankerhus i Sorø den 3. maj, og det var altså meget spændende, og det blev så starten på min uddannelse, som skulle vare i to år.

Det første, jeg stødte på, som jeg ikke kunne klare, det var, at vi havde Botanik. Vi skulle kende, jeg ved ikke hvor mange græsarter, det var næsten 100 græsarter.

De havde plukkede græs sat i glas, og så kunne vi gå rundt og kigge på det og skrive op, men jeg kunne ikke se det.

Det skulle vi kunne som husholdningslærer, og vi havde også lige så meget kemi, som man har til første del af lægeeksamen. Vi havde mange fag, og vi skulle have en regne- og danskkarakter, som svarede til et MG i realeksamen, så hvis man ikke havde den realeksamen, så måtte man tage et kursus i dansk og regning, de to karakterer skulle være der.

Jeg måtte så gå til forstanderen, og sige, at jeg ikke kunne tælle de her støvdragere og sådan noget på de blomster, det var mig altså umuligt.

Det blev der så taget hensyn til, jeg fik ikke den store karakter, jeg var ikke nogen ørn til det der, men det var heller ikke det, der var det vigtigste.

Der, hvor jeg klarede mig bedst, var demonstrationer i madlavning og bagning og undervisningsøvelser osv.

Vi havde også alle mulige mærkelige fag. Da vi så skulle op til kemieksamen, så blev jeg syg. Jeg havde influenza, og jeg var meget syg. Jeg havde høj feber, og der kunne ikke være tale om, at jeg gik til eksamen. Så skulle jeg til sygeeksamen, og det var jeg jo heller ikke særlig stolt af, for så skal man til at læse det op en gang til 3 måneder efter. Jeg var møg nervøs, det var jo ikke et fag, jeg var særlig god til, jeg havde stået flere nætter ved tavlen, og tegnet cykliske ringe .

Vitaminerne har nogle formler så lange, så lange, jeg kan endnu få mareridt over B-vitaminer, det har nogle tegninger, nogle sidekæder med alle mulige mærkelige bogstaver, og jeg måtte simpelthen lære det udenad, for jeg forstod det simpelthen ikke.

Forstanderen kom så op og snakkede med mig ved sygesengen, og sagde, at jeg godt måtte gå op til eksamen. Jeg kunne jo godt tåle en negativ karakter, for efter de andre fag at dømme.

Jeg kunne selv vælge, og så kunne jeg nok gå ned i dagligstuen, der hvor vi boede på seminariet.

Det kunne jeg imidlertid ikke, jeg kunne simpelthen ikke stå på mine ben, men læreren, som var en lektor inde fra Akademiet, ville godt komme op og eksaminere mig.

Jeg sad oppe i min seng, og fik en bakke med alle de her sedler på, og der var sensor og det hele med, og så trak jeg heldigvis sådan et nogenlunde rimeligt spørgsmål og fik et fint MG, og det var jeg udmærket tilfreds med.

Det var et ret svært fag for mig, og jeg har heller ikke brugt det siden, så det gjorde ikke så meget.

Det pudsige er, at jeg senere i mit arbejde i Dansk Blindesamfund traf lektor Nordal Svendsen, som blev medlem af Dansk Blindesamfund, han så også elendigt dengang, han havde nogle tykke brilleglas, og han kunne slet ikke se os nede på rækkerne, så vi kunne lave al den ballade med ham vi ville, for han kunne simpelthen ikke se os. Så han kiggede det bedste han havde lært ud af de tykke brilleglas, og jeg fik min eksamen, og da jeg så senere traf ham, så skulle vi have ham til en studiekreds i Næstved. Så gik jeg hen og sagde goddag Norddal Svendsen, jeg er gammel elev 53/55 fra Ankerhus, og tænk, så kunne han huske næsten alle dem jeg havde været sammen med. Så sagde han, “Ja, men det var jo dig, der fik eksamen på sengen i den lyserøde natkjole!” Og jeg har aldrig ejet en lyserød natkjole. Det mente han nu altså det var, så det var jo egentlig meget sjovt, så fik vi frisket det lidt op igen. Han blev helt blind, og jeg besøgte ham også senere hen.

Så havde vi også almindelig husførelse, rengøring, vask og alt sådan noget. Vi havde jo mange fag, man var faktisk all round uddannet. Den gang hed det Statsautoriserede husholdningslærerinde.

Det var dengang, da det hed lærer og lærerinder. Men vi havde ingen mandlige elever den gang. Vi havde 5 nordmænd, for de havde ikke noget Husholdningsseminarium dengang i Norge, så de kom til Danmark, når de skulle i lære.

Jeg har kendt den gamle Magdalene Lauritsen, som der har været skrevet nogle bøger om, hun var ældgammel, da jeg var der, og døde året efter. Hun underviste ikke, men vi havde hende til nogle foredrag. Hun havde startet hele husholdningssagen i Danmark sidst i 1800 tallet.

Vi skulle så søge job, da vi var ved at være færdige på Ankerhus. Nu syntes jeg snart, at jeg havde været længe nok hjemme fra, så nu ville jeg lidt hjem igen. Jeg søgte på Klank efterskole i Jylland, som ligger mellem Århus og Silkeborg, og det var en lille efterskole, som simpelthen ikke havde penge. De havde 15 elever, 15 piger om sommeren, og 15 drenge om vinteren, så det var en sommerskole for mit vedkommende.

Jeg kan endnu se forstanderen gå forbi køkkenvinduet om formiddagen. Han havde også noget landbrug, og så kunne han sige: “Kan du bruge majroer i dag Birthe?”, og så skulle man bruge det, vi havde ikke noget at gøre med. Der var to gammeldags komfurer nede i køkkenet, og hvidskuret bord og skuret gulv. Det var et skrækkeligt lille køkken, og ikke noget rigtig sted at sidde og spise, men det gik jo meget godt.

Jeg troede, at nu hvor jeg var blevet færdig, så skulle jeg ikke lave al den autoritet, som var på Ankerhus, det ville jeg lave om på, jeg ville være kammerat med mine elever. Jeg startede ud med Birthe og du og al det der, og det tog fuldstændig magten fra mig.

De kom ind på mit værelse, og så havde de været inde og hente ugeblade, og så havde de været inde og gøre dit og dat, det kunne jeg faktisk ikke styre, så jeg lærte, at lidt afstand, er der nød til at være.

Så havde jeg en elev, hun havde det sådan med at gå, når vi havde spist. Så skulle hun ud og hente brænde, eller så skulle hun på toilettet eller et eller andet. Så var der een, der sagde, at Anny ligger omme ved brændeskuret og tager solbad. Det er fint, lad hende bare ligge, og så sagde jeg til de andre, at nu måtte de gerne gå fra køkkenet og op og holde middag. De stillede sig så oppe på trappen, bare op med jer, sagde jeg, og luk dørene.

Så kom hun også svingende ind med den her brændekurv. Så sagde jeg, det er i orden, nu sætter jeg mig her, så nu kan du godt begynde at vaske op og skrubbe. Det var gryder med sort sæk, altså den der skulle ned i komfuret. “Du skal skrubbe gryder og gøre komfur rene”. Og i mellemtiden havde jeg været ovre og sige til forstanderen, at hun kom ikke til undervisning den første time, den skulle jeg nok tage om aftenen. Jeg tror de skulle have dansk, hun skulle altså blive færdig i køkkenet.

Nej, hvor var hun sur, men det skete jo aldrig mere, selvfølgelig. Så det var en måde, jeg fik hende kureret på. Det var meget skægt.

Den sommer den gik, og jeg cyklede hjem, og det gik faktisk utroligt godt med at cykle, det kan jeg ikke forstå i dag.

Mit syn begyndte så småt at drille mig, mit synsfelt blev jo mindre, men jeg cyklede altså hjem, jeg havde en 25 km. hjem til far og mor.

Så tog jeg til Århus, og så ville jeg prøve at undervise i aftenskolen om vinteren. Der havde jeg 2 herrehold og 3 damehold i F.O.F., Folkeligt Oplysningsforbund. Det var rundt på skolerne i Århus, foruden at jeg meldte mig som vikar ved skolevæsenet, sådan at jeg kunne tage nogle dagtimer, i folkeskolen og være vagt ved terminsprøver eller et eller andet. og jeg var meget glad for de aftenskolehold, bortset fra, at jeg var ikke så glad, når jeg skulle hjem om aftenen. Jeg skulle igen gå efter de her gadelygter, jeg var ikke så stolt af det, men jeg tænkte måske ikke så meget. Jeg troede nok folk kunne se bedre end jeg, men alligevel, de kunne nok heller ikke se så meget, når det var mørkt. jeg var ikke rigtig klar over alvoren i det der.

Jeg begyndte så småt at søge øjenlæge, og fik også at vide, at det var ikke så godt.

Jeg prøvede så at søge ned på Sundhedslaboratoriet i Århus, fordi min far kendte den overdyrlæge, der var dernede, og jeg kunne godt tænke mig at gå laboratorie vejen. Men det måtte jeg hurtig opgive, det kunne jeg slet, slet ikke klare.

Jeg blev klar over, at jeg skulle lave noget, hvor jeg ikke skulle bruge synet mere end højst nødvendigt. Da sagde overdyrlægen til mig, at jeg skulle være glad for, at jeg kunne se at stege frikadeller.

Han måtte simpelthen, inden jeg selv fik sagt op, kalde mig ind og sige, at det kunne ikke nytte noget, jeg kunne ikke se numrene på de mælkeprøver, der kom ind, kødprøver og sådan noget, Det var altså spændende, men det duede altså ikke.

Det var et nederlag, som jeg har det dårligt med,

Da jeg så var færdig i Århus den vinter, så tænkte jeg, at nu ville jeg gerne tilbage til Sjælland igen, og så søgte jeg til Sydsjælland.

Så i foråret 1956 der tog jeg så til Sydsjælland til Lekkende ungdomsskole. Det med at finde her ned til Sydsjælland, var noget af en opgave, men jeg havde undersøgt det, og fået at vide, at jeg skulle med “Merngrisen”, en privatbane, som gik fra Næstved til Mern, og jeg skulle stå af i Allerslev.

Jeg havde ringet til forstander Hvid Petersen, at jeg kom ved den og den tid. Ja, men jeg kunne få telefonnummeret på en taxa, og så kunne jeg komme derop.

Det var mit første indtryk, og ham syntes jeg ikke, jeg kunne lide. Når man kommer så lang vej væk fra, så kunne man ikke engang hente en, så tænkte jeg, det klarer jeg vel nok også.

Jeg kom herned med toget, og jeg havde så ringet og bestilt den her bil, og så kom taxachaufføren ind, og sagde go´daw. Så sagde jeg, hvordan kunne du vide det var mig, Jo, for du var den eneste, jeg ikke kendte. Så jeg tænkte, nu er jeg da kommet på landet. Jeg skal også have min kuffert med! Den har jeg taget, sagde han. Nåh, men ork dog, det var jo alt i orden, det var jo også den eneste kuffert, der stod der. Vi kørte, og vi kørte rundt og rundt og rundt, og det gør man omkring den hovedbygning deroppe på Lekkende. Jeg sagde, her finder jeg aldrig fra igen, så skal du bare ringe til Enghave 101, så kommer jeg og henter dig!

Jeg kom så op på skolen, og det første jeg blev sat til, det var at sætte kartofler sammen med forstanderen, de første par dage. Jeg tænkte, Hvad er det her for noget, men jeg kom i gang med at undervise.

Så gik jeg tur med forstanderens kone i dyrehaven, det er jo en smuk egn, en ganske dejlig egn. Lekkende ungdomsskole var dengang hovedbygningen, der hørte til herregården Lekkende, og som igen hørte under Ålholm på Lolland.

Der var nu efterskole, der var pigeskole hele året,. Vi gik så en tur i dyrehaven, og hun spurgte så om jeg var forlovet, nej, det var jeg så ikke, ja fordi gartneren havde altså en søn. Så jeg sagde, i leger måske Kirsten Giftekniv, så snart man kommer ind her? Nej, det gjorde hun altså ikke. Det blev så gartnerens søn alligevel.

Der var ikke meget liv der på Lekkende. Der var en skytte, og der var en bestyrer og der var gartneren, og vi var 3 lærerinder. Jeg var i køkkenet, og havde dansk, regning og engelsk, som fag ved siden af skolekøkkenet, og så var der 2 håndarbejdslærere, som også havde nogle andre fag, som gymnastik o.l. Vi havde det rigtig skægt, og sommeren gik, og der var som sagt pragtfuldt der, og så kom vi frem til de skulle hjem.

Jeg lod mig så overtale til at blive den næste vinter, og der traf jeg så Ib. Jeg havde en læsekammerat, som var på Vordingborg husmoderskole som lærer, og hun havde sagt, at hun havde sendt så mange hilsener til mig, og dem havde jeg aldrig fået. Så en dag jeg var nede i gartneriet, så spurgte jeg Ib, om det var ham, der kom på Vordingborg Husmoder skole, og det var det. Så sagde jeg, om han ikke havde nogle hilsener til mig. Jo, det havde han vist egentlig. Nå, det havde jeg så fået at vide. Så det var så det. Så snakkede vi om hvor gammel hun mon var, og det væddede vi faktisk et kilo appelsiner om.

Det var så med at få at vide, hvor gammel hun var, for jeg kunne ikke huske det, jeg vidste hun var ældre end jeg, men jeg tabte væddemålet, i hvert fald, og jeg måtte så aflevere de her appelsiner, så nu har vi snart været gift i de her 41 år, så vi har altså holdt sammen siden.

Ib kom så op på skolen i fuld åbent lys, så det vidste forstanderen godt, så jeg fæstede mig så for det næste halve år, nu trak det jo med, at jeg havde Ib derovre.

Man havde så fri til det nye hold elever kom til april, og så spurgte jeg forstanderen, om jeg kunne få noget arbejde der. Der skulle gøres hovedrengøring og forskelligt her på skolen, ellers skulle jeg være uden løn en hel måned, og det havde jeg ikke rigtig råd til, og så sagde han, at det skulle han lige snakke med sin kone om, og så sagde han, at det kunne jeg godt, og lønnen var, at jeg skulle ikke give noget for at bo der. Så sagde jeg, jeg kan også bo gratis hjemme hos min far og mor, så det havde ingen interesse.

Jeg tog hjem, og jeg var så mænd ikke mere end kommet hjem, så fik jeg et brev fra forstanderen, at de ikke ønskede jeg kom på skolen, for når deres lærere havde omgang med egnens beboere, så havde det ikke nogen interesse mere.

Far blev så vred, så han sagde, at du tager ikke derover mere, jeg har altid haft et godt og trygt hjem, jeg har altid kunnet snakke med far og mor om alle ting, og far sagde, at der skal du ikke tage over, det er da en kedelig karl.

Ja, men jeg havde jo Ib derovre, og jeg tog altså også derover igen, og Ib sagde, skal jeg gå med dig op og snakke med forstanderen. Nej det skal jeg nok selv klare, og det gjorde jeg også. Jeg sagde så bare, at det blev ikke anderledes, jeg ville så have nogle fridage om aftenen , nogle fri aftener om ugen, så jeg kunne gå ned til Ib, når han ikke måtte komme på skolen. Ja, men han var meget velkommen nede i dagligstuen, Ja, men jeg tror han betakker sig for at komme her mere.

Det blev så en kedelig sommer der. Så blev vi enige om at ringforlove os til min 25 års fødselsdag, for så var det også mere åbent overfor eleverne.

Min far og mor var derovre, da vi blev forlovet, og jeg kan endnu huske, at forstanderen gik og slog græsplæne, og far gik op over græsplænen, over imod forstanderen for at hilse på ham. Men han stoppede plæneklipperen, og gik sin vej. Det var ikke det helt gode forhold den sommer der.

Jeg begyndte at søge efter noget andet, og jeg fik et vikariat i folkeskolen. Der var en landsbyskole, som hed Faksinge skole, den ligger mellem Næstved og Præstø, ikke så langt fra Præstø, og de søgte en vikar, og jeg tænkte, det prøver jeg.

Det skulle så stå sin prøve, for det var så der, det begyndte at blive rigtig svært. Men jeg fik vikariatet, og jeg var der altså i 5 et halvt år, til skolen i Præstø byggede den store skole, og jeg var der fra oktober 57 , hvor man skulle fyre i kakkelovn, jeg skulle op næsten midt om natten, for at få varme i den store skolestue, en kæmpe kakkelovn med en stor kappe omkring. Jeg skulle hugge pindebrænde, og jeg var så ræd for at få hugget i mine fingre, så det endte med, at Ib måtte hugge pindebrænde for mig, når han kom ud og besøgte mig.

Dengang var det sådan, at når lærerinden ikke var gift, så havde hun ingen mandfolk, så jeg cyklede hjem til mine svigerforældre hver lørdag. Vi sluttede først lørdag kl. 3 på skolen. Jeg havde 2 årgange sammen, det havde jeg jo heller aldrig prøvet før, sådan havde jeg ikke selv gået i skole. Anden og tredje årgang gik sammen, og første klasse gik alene om eftermiddagen.

Jeg cyklede jo hjem, for man skulle jo ikke sige lærerinden noget på. Ib overnattede aldrig på Faksinge skole, Det havde vi altså besluttet, at mit gode navn og rygte, det skulle vi da bevare, men det var også vores vilje, at vi skulle giftes til foråret.

Vi blev så gift den 3. april 1958, og jeg fortsatte så i skolen, og jeg måtte op og spørge sognefogeden, om Ib måtte flytte ind på skolen, og det skulle de også lige holde et lille møde om, men det havde man så ikke noget imod. Det gik meget på det dengang, tænk på, det er da ikke så mange år siden.

Vi havde vandpost i gården, vi havde lokum i gården, og jeg havde en kæmpe skolehave, så hvis jeg ikke havde haft Ib, så havde den set forfærdelig ud. Jeg kunne jo ikke lave ret meget i haven, det var jeg ikke vant til, og jeg kunne faktisk heller ikke rigtig se ukrudtet længere. Til sidst måtte Ib også hjælpe mig med at rette opgaver, jeg kunne rent faktisk ikke selv.

Medens jeg var i Faksinge Skole, fik vi undersøgt arveligheden, og fik at vide, både på Øjenklinikken på Blindeinstitutet og fra øjenlægen i Næstved, at min øjensygdom var arvelig, og de frarådede os at få børn.

Det blev så ikke til noget med at få børn, Ib passede hus og have der, og jeg gik med overfrakke på i det store køkken om vinteren, og vi måtte slå hul på isen i spanden, når vi skulle vaskes om morgenen, det er ikke en gang lyv, der kunne ligge et lille lag is oven på vandspanden, så det var noget med at få isflager i ansigtet. Vi lavede vandkamp, og løb hen over skolegården med vandspanden, det var jo herligt alt det der.

Vi fik mange gode venner derude, og mange af dem har vi også endnu, og det var nogle rigtige gode år. Jeg elskede de skolebørn, og jeg tror egentlig også, de var glade for mig. Jeg har da haft forbindelse med flere, efter jeg har forladt skolen.

Så skulle Præstø skole bygges, så var det også på tide, jeg holdt op.

Vi tog til en øjenlæge i København, som hed Jens Edmund, og han var den første, der havde mod til at sige til mig, at min prognose var dårlig. I løbet af en 5-6 år, så havde jeg nok ikke mere syn. Det var et ordentlig smæk, men på den anden side set, så vidste jeg, hvad jeg havde at rette mig efter.

Vi snakkede så småt om jeg skulle søge pension, men det skulle jeg i hvert fald ikke. Det vidste jeg også, at det ville min far og mor bestemt ikke synes om, vi skulle klare os selv.

Ib var gået i lære som smed, det havde han altid ønsket sig. Han kørte ellers for sin far og solgte grøntsager, men det gav ingen ting, så han gik i lære. Vi havde faktisk ingen penge, vi havde det meget småt. Vi skulle væk fra skolen i foråret 1963, og vi købte det her hus i Ammendrup, og havde min far med her ovre og min svigerfar som var gartner på Lekkende var med og kigge på det. Vi turde så købe det, for Ib var så praktisk, han kan lave alting, så derfor turde vi godt binde an med en gammel købmandsforretning, hvor der skulle laves en masse. Det kunne vi så tage efterhånden som vi fik råd til det.

Jeg havde en svigerinde, min mands søster, som var sygeplejerske på Rigshospitalet. Via hende kom vi i forbindelse med en veninde, som var blevet skilt, og ikke vidste, hvor hun skulle være henne med en dreng på 15 måneder og en pige på 2 et halvt år.

Vi ville jo gerne tjene nogle penge, så vi tog dem herned. Vi havde jo et stort hus, det så godt nok ikke særligt godt ud, men hun var også lige glad, når bare hun havde et sted, hun kunne være med sine børn. Hun flyttede herind, og gik på arbejde om natten som sygeplejerske, og børnene var her, og de boede hos os, indtil hun fandt noget andet. Det kunne give en lille skilling til husholdningen.

Det blev bare sådan en lykke for os, børnene har været meget hos os, de har også gået i skole her, og er blevet ved med at komme her, og som voksne betragter de os nærmest som forældre, og huset her som deres hjem, og det er Ib og jeg utrolig glade for, så vi fik ligesom alligevel børn

De er blevet vores plejebørn, vi har ikke adopteret dem, men det er fuldstændig vores. De har deres mor endnu, men det er ligesom os der tæller, og det kan vi så kun være glade for.

Der var ingen der kunne vide, det skulle gå sådan, som Marlene engang sagde til Ib, vi var ude at køre, og hun var ikke uden 8 9 år: “Ja, om nogle år, så kender vi måske nok ikke jer! “Det var jo egentlig ærligt sagt, det var jo ikke sikkert, de gjorde det, men det gør de altså endnu, det var jo dejligt nok.

Ib blev så udlært, og jeg søgte så min pension, fordi min far sagde, at selvfølgelig skulle jeg det, jeg har jo betalt skat altid, så selvfølgelig skulle jeg da søge min pension, og jeg fik den da også med det samme med højeste bistandstillæg.

Jeg havde jo i mellemtiden sat mig i forbindelse med Dansk Blindesamfund, det var heller ikke noget, der var så naturligt dengang. Jeg ville lære at skrive på maskine.

Jeg havde noget aftenskole hernede på plejehjemmet for unge piger og unge drenge, det var nærmest ungdomsskole, og jeg havde også noget undervisning ude i Præstø skole om aftenen, men der måtte Ib ud og hjælpe mig om aftenen med at gøre rent efter dem, for de løb jo om hjørner med mig, de smed rundt med tingene, så Ib måtte med ud og se, om skolekøkkenet var i orden.

Det var surt tjente penge, men jeg ville jo så gerne beholde noget arbejde i min uddannelse, men det var svært, og jeg ville ikke fortælle nogen, jeg så dårligt, det måtte de jo ikke vide. De har selvfølgelig vidst det alle sammen, men det ville jeg ikke vise at jeg så, så dårligt, som jeg gjorde.

Det var mit mål, at jeg ville lære at skrive på maskine. Jeg ringede til Blindes arbejde i Næstved, men det kendte de ikke noget til, men jeg kunne da prøve at ringe til Dansk Blindesamfund. Det gjorde jeg så, jeg ringede ind til Randersgade, og de kunne så fortælle mig, at der boede en blindekonsulent i Præstø, og hende kunne jeg så kontakte.

Det var så Karen Petersen oppe i Lundegård, og hun kom her med bussen. På det tidspunkt havde vi nogle låger, hvor der var en pind i midten, hvor de her låger skulle samles, og stoppe en pjårt ned i, og det snublede Karen over. Jeg kan huske det endnu, hun snublede over det, da hun gik ind, og så tænkte jeg — Nåh! det var da egentlig meget rart, at der var andre, der kunne sådan noget end lige mig. Jeg havde også dækket her, hvor vi nu sidder til kaffe til Karen og mig, og det var en hel lettelse at snakke med en, som også så dårligt og som havde de samme problemer, det troede jeg sådan set, jeg var helt alene om i denne Verden. Karen gik meget lempelig frem, hun kunne godt mærke, at jeg ikke var moden hverken til det ene eller det andet, jeg ville bare lære at skrive på maskine, det var det eneste, der stod mig i hovedet.

Hun sagde så, at det var helt ovre i Jylland, hvis jeg skulle lære at skrive på maskine, men det skulle jeg jo selv om, men jeg ville altid kunne ringe til hende, hvis det havde interesse.

Karen var meget diplomatisk, og jeg kan endnu huske, at Ib gik og malede vinduer heromme bagved, og så gik jeg om, da Karen var taget af sted. Ib spurgte, om jeg fik noget ud af det, ja, det gjorde jeg jo, jeg kan godt komme til at skrive på maskine, men så bliver det i Jylland. Nå, jamen det vil du da ikke.

Så tænkte jeg, han ved godt jeg er et pivehoved, og at jeg ikke vil ret meget, men nu skulle jeg vise ham. Jeg ringede så til Karen, og sagde, at det ville jeg gerne.

Jeg var i mellemtiden blevet opereret inde hos Boberg Ans. Han prøvede at operere ved at tage noget muskel inde bag ved øjet, og lægge ind genne synsnerven, og se om der ville komme næring til nethinden, og det blev godt en 14 dages tid, men så var det altså slut med det. Det kostede vi selv, og det var dyrt, og det var ophold på en privatklinik, men det måtte vi så suge lidt mere på lappen for, at jeg kunne komme derind.

Jeg fik nogle blokader inde hos en dr. Nandrup inde på Dalgas Boulevard. Jeg tog bus til Valby, og så travede jeg fra Valby til Dalgas Boulevard, og jeg fatter ikke i dag, at jeg ikke kom noget til, det er så ubegribeligt. Det var lige inden, jeg kom på senblindekursus, jeg havde hverken stok eller noget, og jeg måtte somme tider stå på gaden og lytte og finde ud af, om jeg nu var uden for den dør, jeg skulle ind ad, og så prøve om det var det dørhåndtag.

Vi kørte også sommetider derind, men vi havde faktisk ikke råd til køre derind ret meget, jeg var næsten nød til at tage bussen, det var altså billigere.

Så kom jeg op til ham, og han sagde til mig, har du slet ikke noget på dig, som viser at du ikke kan se? Nej, sagde jeg. Hvad du gør ude på Bøhlandet, sagde han, det er jeg ligeglad med, men prøv en gang og tænk på, hvis nogen kører dig ned herinde i København. Du kan blive ødelagt, det er så hvad det er, men du kan ødelægge et andet menneskes liv fuldstændigt, ved at have gjort det.

Det skal jeg love for, den sad, det fik mig virkelig til at tænke overtingene. Jeg har brugt den mange gange senere mine kursister, det er jo nemlig rigtig, det er jo ikke kun os selv, det går ud over.

Jeg drog til Hobro, og Ib kørte mig til København til Lyntoget, fordi dengang skulle man jo gå ombord på færgen, det var kun lyntoget, som blev færget med, og det kunne jeg jo slet ikke finde ud af, jeg kunne jo ikke ret meget.

Ib satte mig i Lyntoget, og foran os, da vi gik ned, kunne jeg gennem tårer se, at der gik nogen. Så sagde Ib, prøv at se der, det er måske også en , der skal derop.

Det var så Kaj Agerbæk og hans kone, der havde fulgt ham til Lyntoget. Kaj Agerbæk gik sådan lige med hånden op på sin kones Ingas skulder, sådan så han vidste, hvor hun var henne. Se der er nogen, som kan finde ud af det, sagde Ib men det var jeg fuldstændig ligeglad med.

Jeg satte mig ind i Lyntoget , og jeg troede ikke, jeg var gift, når jeg kom hjem igen, jeg troede ikke jeg havde min mand, for hvad skulle han beholde sådan et skrog til, der var jo ikke meget ved mig.

Jeg tog af sted, og så kom fru Dyssel fra Instituttet igennem toget, og så spurgte hun mig, om jeg skulle til Hobro. Ja, græd jeg, det skal jeg. Hun sagde, når vi kommer på færgen, så går vi op og får en kop kaffe, og hun prøvede at gøre alt muligt for mig, jeg var ikke mange sure sild værd, og så blev jeg så glad for at være deroppe.

Det vendte jo fuldstændig op og ned , så det blev næsten for voldsomt, da jeg så kom hjem, fordi så var jeg helt over i den anden grøft, så kunne jeg faktisk alting. Jeg kunne skrive på maskine, jeg kunne læse punktskrift, jeg kunne lave håndarbejde, jeg kunne gå med den hvide stok, jeg kunne det hele, indtil jeg sådan faldt lidt ned, hvor det så skulle være.

Det var tre uger, men jeg havde jo min far og mor ikke så langt væk, så jeg tog hjem dengang på weekend. Dengang måtte man godt forlade kurset, måske ikke så gerne, men jeg fik altså lov.

Jeg var meget glad for det ophold, og det gav mig stødet til at jeg nu kunne se, at det var indenfor den verden, at jeg skulle begå mig. Det var Karen også godt klar over, så det var bare sagen.

Jeg skulle gå Mobility på Senblindekurset i Hobro, det blev jeg så betaget af, der var jeg jo heller ikke hjemme i mit eget miljø, det kunne jo ikke sammenlignes, for der var jo ingen der kendte mig i Hobro by. Da jeg kom hjem, skulle jeg til Præstø med min lange hvide stok, jeg var ikke meget for det, men jeg havde jo en herhjemme, der ligesom skubbede til mig, at jeg skulle fortsætte med at bruge den stok.

Den første dag jeg gik i Præstø med den hvide stok, da gik jeg jo op ad gaden. Jeg var ikke meget for det, jeg mente jo ellers, jeg var ekspert i at bruge den, men den hang jo i fliserne derude i Præstø. Så kom der en lille pige cyklende på sin trehjulede cykel, og så siger hun, hvorfor går du med fiskestang på gaden? Så sagde jeg, at det var ingen fiskestang, og så fortsatte jeg, og så kom jeg i tanke om, at det ikke var noget særligt pænt svar, at give sådan en lille størrelse, så jeg vendte mig alligevel om og kaldte på hende, om hun ikke lige ville komme hen til mig. Så forklarede jeg hende hvad det var, at den hverken var magisk eller noget, hvis hun smed sin cykel osv. osv. så ville det være stokken, der ramte cyklen og ikke mine skinneben. Det havde vi en snak om, og så satte hun sig på cyklen, og så vendte hun sig om, og sagde nåh! Og jeg vidste jo godt, at nu skulle hun i hvert fald hjem til sin mor, og fortælle hvad hun havde mødt, og hun glemmer det naturligvis aldrig.

En anden gang mødte jeg en dreng, der gik i første klasse, det var sne, og det var inden jeg fik hund. Der var sne på gaden og på fortorvet, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af det. Jeg skulle hen til tandlægen, og jeg gik fra rutebilen, og der hjælper mobility ikke ret meget, når der først er sne, men der var skrabet nogle steder. Så kom der en knægt og sagde, om vi skulle følges ad. Det var meget fint, sagde jeg. Skal du også hen ad Jernbanegade, Ja det skulle han, og vi gik og snakkede, og så siger jeg, hvem har fortalt dig, hvad den her stok betyder? Det har vi lært i skolen! Det var sørme fint, det må du gerne sige oppe i skolen, det var flot, nu har du hjulpet en, der ikke kan finde ud af det. Pludselig kylede han tasken over havelågen. Du bor måske her? Ja, svarede han. Jamen jeg kan godt finde hen til tandlægen, nu er der kun 3 huse, Arh! jeg må hellere gå med, sagde han. Det gjorde han så, det var bare så sødt af ham, der er børn jo så dejlige og så umiddelbare, de har ikke lært at blive generte endnu. Voksne vil også gerne, men de ved ofte ikke hvordan, de skal takle de ting der.

Jeg blev medlem i sommeren 67, og så tog jeg på senblindekursus i efteråret 67, og så kom jeg i kredsbestyrelsen foråret 68.

I april 1968 holdt H.C.Seierup op som landsformand, og Svend Jensen blev hans efterfølger.

Sjællandskredsen kreds 2, som dækkede hele Sjælland, foruden København 1. kreds, skulle nu deles op, og der skulle nogle nye kredsbestyrelse til.

Jeg husker endnu, jeg lå med influenza herhjemme, og pludselig kom der en på cykel, det var Børge oppe fra Lundegård. Vi havde ikke telefon dengang, og han kom og bankede på. Han skulle hilse fra Karen, og sige, om jeg kunne tage med til Roskilde næste dag til et møde, for de var interesserede i at bruge mig til noget.

Da Ib kom hjem fra arbejde, var jeg klædt på og det hele. Jamen du godeste er du rask, spurgte han.

Ja, det var jeg, for nu kunne de bruge mig til noget, så nu var jeg meget, meget bedre, og jeg skulle til Roskilde næste dag. Ib sagde, mon jeg ikke skal se, om jeg kan få det lavet, så jeg kan køre for jer, så han kørte for Karen og mig derop.

Vi var så to nye , den anden hed Eigild Frank, og han havde været medlem noget længere end jeg, og så var der Karl Vilhelm Andersen, som var formand for Sjællandskredsen. Vi blev så lukket udenfor, for de skulle diskutere, hvem de skulle foreslå som kredsformand.

Det blev så Eigild Frank, og jeg blev opstillet som bestyrelsesmedlem. Jeg blev så valgt i Næstved, på det der hed Vises Hotel, det lå lige over for banegården, og der holdt vi alle vores bestyrelsesmøder, og vi holdt generalforsamling, vi lavede studiekreds, og dengang kunne man godt risikere, at komme til Næstved kl. 10 om formiddagen, og så begyndte mødet ikke før end kl. 12 eller halv tolv. Der var ikke så mange forbindelser, og vi sad over på banen, eller vi gik over på hotellet. Det var der ingen snakken om, der var ikke nogen fællestransport eller noget, men det var der jo ingen, der havde, alle prøvede at klare sig selv.

Senere holdt vi vores møder henne på Kvægtorvet, det er vist også ryddet alt sammen nu, jeg blev i hvert fald valgt deroppe, ingen kendte mig, jeg var helt ny. Der var nogen lidt ældre, der var opstillet, men Karl Vilhelm snakkede godt for mig, det var meget pænt af ham. Svend Jensen var nede og præsentere sig som den her mand, som skulle være landsformand. Han var blevet valgt, men skulle først tiltræde 1. april, det må så have været sidst i marts.

Jeg var så i bestyrelsen, og jeg fik ikke faktisk ikke rigtig nogen opgaver, det var jeg lidt sur over, for jeg syntes godt, at jeg kunne lave noget, så jeg sagde så, at hvis jeg ikke kom til at få noget arbejde, så syntes jeg ikke rigtig, at det var spændende at sidde som minister uden portefølje, så gad jeg ikke rigtig .

Så fik jeg noget med undervisning, aftenskoleundervisning, og vi måtte så også have telefon, og det hjalp Dansk Blindesamfund mig til, og det syntes jeg da var meget spændende, det kendte jeg da noget til. Så skete der et eller andet, med Eigild Frank noget uoverensstemmelse med en legatansøgning, det var vist ikke så forfærdeligt meget, det var i hvert fald nok til han blev vred, han gik sin vej.

Karen og jeg blev kaldt til Roskilde igen, fordi nu skulle der altså ske noget, og det var i efteråret 1969, og dvs., jeg blev så valgt på generalforsamlingen den 9. september som kredsformand i de gamle Præstø og Sorø amter.

Der skete en kredsomlægning senere i 1980, og det blev så 11. kreds Sydsjælland, og jeg vil så sige, at jeg gik så af som kredsformand i 1997, det skulle have været den 6. september, det var så min skyld, det ikke blev den dag, for vi blev inviteret til et bryllup. Det blev så 3 uger senere, det var den 28. september, jeg så gik af som formand, så det var 28 år jeg var kredsformand. Det er nok de år, der har været bedst. Jeg har mange gode barndoms og ungdomsminder, men det er nok der, hvor jeg har viet mit liv til Dansk Blindesamfund som tillidsmand, som har givet mest. Det må jeg nok sige.

Det var så ligesom jeg skulle have lidt andet end lige det at være kredsformand, selv om jeg synes det er et fuldtids job, hvis man skal gøre det godt, det håber jeg så, jeg har.

Jeg ville gerne undervise igen i husholdning, og jeg søgte i amtet, og jeg tog et A.V.G.-kursus, som det hed dengang. og så skulle man have H.S, men det mente jeg ikke var nødvendigt, når jeg havde eksamen som lærer, og det var det så heller ikke. Bent Vedsø var dengang i amtet, og han skrev en ansøgning til undervisningsministeren, om jeg kunne få lov til at undervise som blind i husholdning. Det fik jeg så lov til, så det var meget sjovt, jeg var nok den første og måske nok den eneste uddannet husholdningslærer, som har undervist som blind.

Jeg har undervist lokalt i Næstved på Kildemarksskolen der har jeg undervist i ca. 20 år. Andreas Andersen og jeg oprettede vores eget oplysningsforbund i 71 tror jeg, det første år havde vi Næstved kommunale aftenskole, men så fandt vi ud af, at vi ville lave vores eget. Vi var også et af de første amter, der lavede pårørendekurser, det var jeg også med til at lave. Det var meget spændende, det lavede vi på vandrehjemmet i Næstved bl.a.

Jeg har som sagt haft min egen undervisning og jeg har tilrettelagt megen undervisning i kredsen, og jeg har som følge deraf siddet i hovedbestyrelsen i alle de mange år.

Jeg har siddet i en masse udvalg, jeg har redigeret noget, det man den gang kaldte Husmoderbladet, det der hedder Den Sorte Gryde nu, og som hed Mad og Strik i mellemtiden, det redigerede jeg i mange år. Jeg har siddet 8 år i Den Sociale Ankestyrelse, som beskikket medlem. De første 8 år var jeg beskikket medlem, man kunne sidde to perioder a 4 år, og jeg kan huske, da Svend Jensen ringede og spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at blive indstillet til det gennem DSI, så sagde jeg, det er jeg da ikke klog nok til, med alle de paragraffer og al det. Nej, sagde han, du skal være beskikket medlem, og dvs. at du skal tage de menneskelige aspekt ind, og det er derfor vi spørger dig, og det var så rigtignok.

Så havde jeg en søster Agnethe Larsen, som blev almindelig folkeskolelærer med husholdning som speciale fra Gedved Seminarium. Hun var 5 år yngre end jeg, desværre fik hun lungekræft for nogle år siden. Hun boede i Kolind på Djursland. Hun oprettede sådan set senblindekurserne i Århus amt, det var hende, der startede de lokale senblindekurser op, som endnu går vældig godt, men hun døde for snart 4 år siden af lungekræft, og det var et stort tab for mig. 2 år i forvejen døde min far, Nethe døde i 95 og min far døde i 92, han var da godt nok gammel, han var født i 1905, men det var som jeg syntes, at far og mor dem kunne jeg da slet ikke undvære. Min mor overlevede så Nethe, og det rejste hun sig aldrig rigtig fra, at hun mistede sin datter, og det er der ikke spor at sige til, det har været meget svært for hende.

Jeg mistede så mor, det er snart et år siden, mor døde i februar 1998, men alligevel kan man sige, dengang var jeg 65 år, det er flot at have sin mor, når man er så gammel. Det har jeg så også nydt altid, men hun var gammel og svag, og det var godt mor slap.

Jeg har så en bror, der er 10 år yngre end jeg, og som ikke fejler noget på øjnene. Han er ingeniør, og har været ved Dansk Shell i mangfoldige år, han er nu i et andet firma. Ham og hans kone var udstationeret i Grækenland i 3 år først i halvfemserne, der var vores dreng Søren og hans kone og jeg nede at besøge Ulla og Richard, som min bror hedder og det var en stor oplevelse. Jeg blev slæbt på Akropolis og jeg ved ikke alle de steder hen. Det var meget spændende, og Søren er utrolig dygtig til det der, han har altid forstået at være ledsager, og ligesådan på Bornholm har vi haft ham med. Marlene er noget af det sødeste, men hun er ikke så god en ledsager som Søren. Søren er god til at man oplever en masse, man skal røre ved alting osv. Vi nærmest løb op og ned ad Akropolis, og det er kun ham, der kan det der. Han har bare sådan et styr på det hele, så jeg var glad for, at de var med dernede. Der er nemlig sket det inden for de sidste 8 10 år, at Ib har fået Sklerose, og går derfor ikke så godt. Det er trist, vi syntes vi har haft nok i handicap, det var det så ikke, så det må vi tage med også. Han kunne ikke døje at tage med til Athen, han havde slet ikke lyst, når han ikke kunne være med til al det her vandren, så ville han slet ikke med, så derfor tog de andre to med mig derned. Det var en stor oplevelse.

Jeg har også rejst utroligt meget for Dansk Blindesamfund. Jeg har været formand for det der hed udvalg 5, det var teknik og miljø i sin tid, da de her udvalg blev startet op.

Jeg har været i Italien, jeg har været i Strassburg, og jeg har været i Øst Berlin, i Vest Berlin, jeg har været i Stockholm, jeg har været i Norge ind til flere gange for Dansk Blindesamfund, både på Hurdal centret og på deres gamle center , ja jeg har rejst rigtig meget for Dansk Blindesamfund, og det har været meget, meget spændende.

Jeg har været på Island, det var første gang, jeg var ude at flyve. Torben Koed Thomsen var også med derop, vi var mange, og vi sad så i flyveren, og jeg fortalte ham så, at det var første gang, jeg var ude at flyve, og så ville han fortælle mig, at det her til venstre for mig var en nødudgang. Så kom der en stewardesse, og hun sagde, kan i ikke se? Nej, det kunne vi ikke. Gud! så må i ikke sidde her, og så sagde jeg, at nej, jeg tænkte nok, at vores liv ikke var så meget værd som andres . Det skulle jeg ikke have sagt, for det blev hun jo stødt over, men vi måtte ikke sidde der ved nødudgangen, så kan folk jo ikke komme ud hurtig nok, så det var min luftdåb. Det var smadder skægt at være deroppe i Island.

Jeg har truffet mange sjove blinde udlændinge, jeg har haft et utroligt rigt liv i Dansk Blindesamfund, det har jeg altså.

Jeg er ikke den, der har meget rejselyst, men for sagen gjorde jeg det. Der har jeg så altid haft ledsager med.

Senere blev jeg så formand for det udvalg, som hed 2, og det er det der hedder social og arbejdsmarkeds politik i Dansk Blindesamfund, det var også utrolig spændende. Åge Michelsen og jeg var så til kongres i Sverige, det var noget af det sidste jeg lavede.

Når man er kredsformand i Dansk Blindesamfund, så er man også formand for det eventuelle Solgave plejehjem, der ligger i ens kreds. Næstved var det anden sidste plejehjem, som Dansk Blindesamfund var bygherre for. Vi byggede i alt 6 plejehjem,
og Næstved var det anden sidste, og det blev taget i brug i 1976, så der er snart jubilæum.

Byggegrunden, som Dansk Blindesamfund købte, den blev beset og faktisk købt , den dag jeg kom ind i bestyrelsen sidst i marts 1968, så der gik jo altså en del år, hvor Kaj Kramer og jeg diskuterede om vi skulle dyrke kartofler på grunden og så sælge dem på torvet, og hvad vi ellers kunne finde på af sjov. For naboerne klagede over al det ukrudt, så de fik ukrudtsfrø ind i deres haver og sådan noget. Vi kunne ikke få byggetilladelsen i orden, og så kom der nogle restrektioner, så vi måtte tage noget fra byggeriet, og nogle andre konstruktioner, som ikke var lige så dyre. Så skulle vi have det tilbage igen, men det lykkedes så sådan, så vi kunne tage det i brug i 76.

Jeg var til adskillige byggemøder, det så man gerne i forretningsudvalget. Jeg tog op og viste mig, jeg havde ikke ret meget forstand på, det de snakkede om håndværkerne imellem, med arkitekten og konduktører og sådan noget, men jeg har skam siddet i skurvogn mange gange med alle de her håndværkere, og det var virkelig sjovt. De var nu altid søde og rare, og de viste mig rundt, når der var noget som der var så meget færdig, så man kunne opleve noget af det. så der har jeg så siddet som formand i den bestyrelse lige til jeg gik af som kredsformand.

Det er et meget velfungerende plejehjem, og vi har i hvert fald sagt i mange år, at det var flagskibet, det er et flot byggeri, og et velfungerende plejehjem.

Haslev hørte også med til de gamle Præstø Sorø amter, og derfor var jeg med dengang, vi byggede huset i Haslev, med de 24 lejligheder, og det var meget spændende. Jeg var med og mure grundsten, og det var i juni måned 1971. Der blev lagt mønter i et rør, og det blev loddet til og lagt ind, det var meget højtideligt, jeg havde aldrig været med til sådan noget før. Det regnede, og det regnede, der var trukket presenninger, nærmest som et telt henover, og medlemmer var inviteret til at komme med, og vi fik et eller andet at spise. Jeg tror det var socialudvalgsformanden i Haslev kommune, og så var det mig og så var det Svend Jensen, der murede grundstenen. Jeg kan huske Svend stod og sagde, om jeg kunne mure. Jeg aner det ikke, sagde jeg, jeg havde prøvet lidt herhjemme, for vi var ved at få lavet noget. Mureren var her, for vi var ved at få lavet en mur herude til vores terrasse, der fik jeg lov at prøve lidt med den. Det var ikke noget særligt effektivt, men Svend forklarede mig, at hans morfar var murerarbejdsmand, så han kunne i hvert fald mure.

Min sten sidder altså også skævt, Ib sagde bare, at den sidder smask skævt. Da jeg havde sat den på. Så skulle vi udtrykke nogle gode ønsker for byggeriet.

Det hjalp nu ikke ret meget, det har egentlig givet os ret mange kvaler i Dansk Blindesamfund, både økonomisk og med det flade tag, som var utæt. Ib og jeg har kørt derhen mange aftener, og har stillet baljer op og sådan noget.

Det var noget værre noget, men det er nogle dejlige lejligheder, det har det altid været. I hvert fald sad stenen pil skævt, vi kan ikke finde den nu, vi har været gået rundt om hele huset, og Ib ved også godt nøjagtig, hvor det foregik, men de må have rettet den , da vi var taget derfra. Det var måske også meget godt, for den var meget skæv. Så fik man prøvet det også, det var da meget morsomt.

Jeg har skam været til mange forhandlinger med Haslev kommune, og haft det hyggeligt og rart. Jo jeg har været i forbindelse med mange spændende mennesker.

Der gik jo også et 25 års jubilæum ind i mellem al det her, det slap jeg jo ikke rigtig for. Det var jeg da også glad for, at de gerne ville holde jubilæum for mig, så det var blevet 94. De havde sat alle sejl til den kære bestyrelse, det er jo klart, jeg har haft mange forskellige i bestyrelsen igennem så mange år. Det blev holdt nede på hotel Kirstine i Næstved med en reception, hvor jeg havde den glæde, at der kom kommunal og amtsfolk. Der kom selvfølgelig mange medlemmer, og det var jeg utrolig glad for og jeg var også glad for, der kom nogen officielle, som jeg har haft megen berøring med. Jeg har siddet i synscentralens bestyrelse i indtil flere perioder, og jeg har siddet i det amtslige brugerråd i 12 år, jeg har siddet i Ankeudvalget for trafikselskabet i 12 år, det var jeg i øvrigt med at starte op, så jeg har haft mange opgaver, det ene har været mere spændende end det andet.

Nu har jeg tilbage Folkeoplysningsudvalget i Præstø kommune, og så har jeg en lille omsorgsklub i Præstø, hvor vi er 12 14 stykker, og det nyder jeg meget ,det er meget hyggeligt.

Det er sådan, hvad jeg syntes, jeg har lyst til. Så har jeg mine senblindekurser på Fuglsangscentret i Fredericia, hvor jeg fortrinsvis underviser i det der hedder dagligdagen i køkkenet, det er der jeg har min styrke. Og det sociale med kursisterne, det er også noget , jeg er utrolig glad for. Men det lakker jo mod, at jeg skal se at tænke på, at trappe endnu mere ned. Jeg bliver som sagt 67 til sommer, og det kan de ikke være tjent med.

Jeg syntes, så længe jeg har det godt, har jeg ligesom også lyst til at blive ved, det er svært at holde op, når det er ens kæphest.

I øjeblikket arbejder vi meget med de nye ældre. Efterhånden som årene går, er de der bliver ældre nu meget anderledes, det kan vi allerede mærke, det slår igennem. Det er ældre, som kender deres ret for det første, men de kender også mål og deres muligheder, og de forstår at stille krav. Vi har ikke den der ydmyge type, så meget mere som vi har haft, fordi mange af dem har været på arbejdsmarkedet, og de ved godt hvad det handler om. De kommer og siger, jeg vil gerne lære det og det, og når de har lært det, så er det det, og det er en hel ny måde at undervise på. Det er meget spændende og en stor udfordring. Nu er det også kun på 14 dage, så er man altså også brugt.

Jeg har førerhund, jeg har nummer 3 førerhund nu, en schæferhund. Først fik jeg en Østtysker i 77, der hed Cati, og i 86, der fik jeg så Niki, en schæfer han, og så har jeg så Clyde nu, som jeg fik i 93, og han er så dejlig. Han er bare lidt gal på andre hunde en gang imellem, men han er ellers dejlig. Han er en kærlig hund, så jeg kommer godt omkring med førerhund, men de jo ikke sådan at have med til udlandet.

Apropos Ankerhus, der havde jeg 40 års jubilæum for snart 4 år siden. Så blev der skrevet til mig, at der var jubilæum. Det blev jeg forbavset over, for jeg havde droppet forbindelsen, kappet det hele over, fordi når jeg var blevet blind, så havde jeg ikke interesse i at snakke med nogen af dem , og det fik jeg aldrig taget op igen. Ja, det passer ikke helt, jeg havde haft forbindelse med en veninde ovre i Vestjylland, hvor Marlene rejste over med mig på Staby Efterskole, hvor vi besøgte Hilda der. Hun havde så samlet nogle få stykker af jyderne, hvor jeg så rejste mig og sagde, som det var gået mig, men det var kun nogle ganske få stykker, så var det ligesom jeg havde tabt det igen. Da var Marlene ikke andet end en stor pige 10 12 år eller sådan noget, da vi rejste derover.

Så havde jeg 40 års jubilæum, og så kom der bud rundt, om man havde lyst til at være med til det, og det blev så holdt på dagen før Ibs 65 års fødselsdag. Så sagde jeg, åh, det var ærgerligt Ib, men han svarede, at jubilæet kommer ikke igen, det gør mine fødselsdage forhåbentlig, så det skulle jeg tage af sted til.

Det skulle så holdes i Jylland, fordi en af vores kammerater er på en efterskole, Egå efterskole, og hun måtte låne hele skolen, bare hun ville lave det, når eleverne var taget på sommerferie. Vi lånte hele skolen gratis, det var jo pragtfuldt. Ud af 42 elever, der mødte 26, og det syntes jeg var flot. 6 7 stykker er døde, der var også nogle af nordmændene, der kom derned.

Jeg kørte sammen med en, der bor henne ved Gisselfeld, hende fik jeg så forbindelse med, og så tog jeg toget tilbage, for jeg skulle jo tilbage tidligt næste morgen, så jeg kunne komme hjem og holde fødselsdag.

Det jeg var spændt på, det jeg egentlig vil fortælle med det, det er hvordan ville mine kammerater møde mig, hvordan ville jeg møde dem, ville jeg kunne kende dem osv. osv.

Ved i hvad, jeg var stort set den der kendte flest, for stemmer forandre sig ikke ret meget, men det gør udseendet. Nogle var blevet tykke, nogle var blevet højere, nogle var blevet gråhåret, nogle var blevet hvidhåret, andre skiftet frisure og helt anden påklædning , og nogen lignede bare sig selv i påklædningen osv. osv., men stemmerne, det var ikke altid jeg kunne sætte navn på dem, jeg vidste hvor de havde boet henne på seminariet, og det havde vi meget sjovt med. Jeg kunne næsten ikke sige noget, da jeg kom hjem næste dag. Vi havde snakket og grinet, og snakket hele dagen og hele natten, det havde været så sjovt, og de andre åndede lettet op, at jeg var stadig dem Birthe, de kunne snakke med og grine sammen med.

Vi var blevet bedt om at tage albums med, og det sagde jeg med det samme, nu håber jeg ikke, i gør det for langvarigt, det med de album, for det gider jeg ikke at være med til. Og sådan kørte vi tonen hele tiden.

Vores gamle lærer fik en omgang. Nej, Nej, Nej, hvor var det sjovt, men det er pudsigt, at man så alligevel kan kende nogen, og man kan lære de andre at sige, du er godt nok blind og det er ikke særligt spændende, men det kan lade sig gøre, og være sammen med andre mennesker og al det der, og det syntes jeg var en rigtig dejlig oplevelse.

Så nu er jeg selvfølgelig på julekort og al det med dem, og da jeg havde været i Florida, havde Marlene sørget for, at det kom i avisen. Jeg måtte så lave et interview med mig om min Amerikarejse, fordi den havde været lidt kompliceret, og det avisudklip ringede hende fra Gisselfeld, om hun måtte tage kopier og sende dem rundt til alle de andre Ankerhusere, og det syntes jeg da var meget skægt, så det har jeg fået en masse reaktioner på til jul i år, så det er da sjovt.

Den her Eva, som jeg nævnte, jeg var i England sammen med, vi har haft forbindelse altid. Hun kom til Nato i Oslo, og blev forelsket i en amerikansk soldat, og giftede sig også med ham og flyttede til Florida. Hun har så tit spurgt, om jeg ikke kom til Florida, og jeg sagde ork jo, ork jo men det var jo slet ikke noget, jeg troede på. Da jeg så skulle holde op som formand, så sagde Ib til mig, Nu syntes jeg, medens du har kræfterne, og har mod på det, så vil jeg give dig turen, så du kan rejse over og besøge Eva.
Jeg skyndte mig at sende hende et bånd med det samme, “nu kommer jeg altså”, så hun havde også nær tabt båndoptager og det hele, det troede hun slet ikke på. Der rejste jeg så over lige efter min mors død i marts 98, og var i Florida i 14 dage, og rejste med en masse besvær, men jeg kom derover, og jeg rejste alene derover, og det syntes jeg nok også var noget af en udfordring, at jeg selv tog af sted, og måtte klare mig med det engelsk, jeg nu efterhånden ikke bruger så tit mere. Da det begyndte at knibe med forsinkelser, og mit fly var væk ved Amsterdam, og al sådan noget, så kunne jeg lige pludselig en masse engelsk, så måtte jeg til at brokke mig. De ville lokke mig på hotel, men det ville jeg ikke, for som blind kan man ikke tåle, at det som bliver planlagt ikke fungerer. Man har svært ved, at der lige pludselig sker en masse andre ting. Jeg har talt med en masse erfarne blinde, de ville også have nægtet det, så de måtte finde på en anden flyvemaskine. Jeg kom med een en anden vej og jeg nåede jo frem til hende med 7 en halv times forsinkelse.

Vi havde 14 pragtfulde dage derovre, og der ved de også godt, hvad den hvide stok er. Det er utroligt som den bliver respekteret, fuldt så meget som i Danmark, og de er utrolig opmærksomme på blindheden i Florida, det var de altså virkelig.

Da jeg kom hjem igen, stod vores barnebarn Marie Louise i Lufthavnen og tog imod mig med en langstilket rose, og sagde “welcome home Bedstemor”, og da var jeg endnu rigere på minder end jeg havde været hidtil, og det er dejligt.

Egentlig har jeg ikke så meget andet at sige, end jeg kan håbe på, at jeg stadigvæk kan blive ved med at lave noget for Dansk Blindesamfund, så jeg kan give noget mere væk af erfaring til andre. Jeg er ikke informatør, men der er af og til nogen der spørger fordi jeg er lokal, om jeg har lyst til at komme og fortælle, og nu her i februar måned, skal jeg ud og fortælle om, hvordan det har været at være tillidsmand , og hvordan det sådan i det hele taget er at være blind. Det er jo ikke noget, man kan sætte andre ind i, hvordan det er at være blind, men kun erfare ved selv at være det.

Det er jo rart, at der endnu er nogen som kan bruge en til noget.