Interview med Birthe Person

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Birthe Persson
V/ Birthe Hermansen.

Jeg blev født den 19. maj 1942 på Rigshospitalet i København. Mine forældre boede i Dybbølsgade, hvor min far var møbelpolstrer og møbelsnedker, men han var også frihedskæmper og med i modstandsbevægelsen. Det var jo under besættelsen.
Min far havde rejst rundt som naver i Europa sammen med min mor, min moster og onkel. De havde rejst rundt siden min mor var 18. De blev først gift da hun var 29 år, hvor de så fik mig.
Jeg var tvilling, men jeg var også født albino med alle tre ting på både hud, hår og øjne. Så jeg var blindfødt, og kom først til at se da jeg var 3 år. Min tvillingebror var lige så mørk som jeg var lys. Han døde kort efter, fordi han var meget lille og ikke kunne overleve, så jeg var blindfødt og kom først til at se, da jeg var 3-4 år.
Jeg har selv senere fundet ud af, at det var på grund af lysfølsomhed, for min mor opdagede at jeg godt kunne se i mørke.

Jeg kan ikke huske så meget fra den tid, men jeg kan huske de kom og ransagede lejligheden for at finde min far. Min mor stod op ad væggen splitternøgen og jeg sad på kommoden og skreg som et vildt dyr, og den tyske soldat med maskinpistol, og det hele, det var frygteligt.

Så flyttede min mor og jeg til Langeland. De fandt ham ikke ved denne lejlighed, men sidst på krigen blev han skudt.
Min mor og jeg flyttede så til Langeland og kort efter til Samsø, og så til København, hvor min søster blev født i 1946. Min far nåede at blive skudt af tyskerne lige inden fødslen.
Jeg var i mellemtiden kommet på børnehjem.
Jeg kan huske en af de store piger på børnehjemmet, hun ødelagde alt for de små. Så det var de små der fik nogen over fingrene, selv om det var hende, der havde lavet ulykkerne, og vi små var så bange for hende. Madmoder var sådan en stor frygtindgydende dame, og jeg græd meget, og det fik jeg nogen på ørerne for. Det var forfærdeligt.

Min mor flyttede så til Køge, hvor hun blev husbestyrerinde og i 1947 flyttede vi så til Ølsemagle, hvor min yngste søster blev født. Jeg husker det tydeligt, en mælkebøttemark med gule mælkebøtter. Det blev et forfærdeligt uvejr, den dag min lillesøster Anne Grethe blev født.
I den tid vi boede i Ølsemagle gik jeg til øjenlæge hos professor Ehlers hver tredje måned. Man var i tvivl om jeg skulle på blindeskolen på Refsnæs, eller jeg skulle i normalskolen, så min skolegang blev udsat et år, hvor jeg begyndte i april måned i forskolen hos frk. Christensen, men så kom min onkel fra Hobro og hentede mig og min søster, hvor vi så gik i skole i et år. Han var skolelærer og overlærer på en lille skole i Brøndum, hvor vi gik i skole hver anden dag fra kl. 8 til 15, også om lørdagen. Og det var en rigtig god tid. Jeg kom så tilbage og kom i 2. klasse, men sprang så tredje klasse over og kom i fjerde klasse og sprang så femte klasse over og gik så i sjette og syvende. Så jeg har kun gået i folkeskolen i 5 år. Så kom jeg på et realkursus i København, hvor jeg tog realeksamen på 2 år. Jeg har slet ikke haft mellemskolen, som man havde den gang.

Hvorfor måtte du springe klasser over?

Jeg tror der var fordi jeg var for dygtig.
Det gik imidlertid ikke så godt derhjemme, så jeg flyttede til Gårslev i Jylland, som ligger mellem Børkop og Fredericia, da jeg var 17. Jeg kom i huset, og der var 5 børn og det var et rigtig gammeldags landbrug. Der var jeg ellers rigtig glad for at være, men så fik jeg en kæreste og blev gravid. Vi blev ikke gift, det var på grund af et par mødre og en søster. Så jeg flyttede tilbage igen og kom op på Mødrehjælpen på Nebbegård i Hørsholm, hvor jeg var til jeg havde fået min datter. Så flyttede jeg hjem, og da hun var en måned gammel havde jeg hende med på arbejde. Der var jo ikke noget der hed barselsorlov dengang. Jeg fik arbejde i et gartneri hvor jeg kunne have hende med, så jeg tog af sted hver morgen med barnevogn og min unge.
Min stedfar kunne ikke lide det her, så jeg blev smidt ud, og en aften jeg kom hjem fra arbejde kl. 21, stod mine ting uden for døren og låsene var blevet skiftet ud. – Så var gode råd jo dyre.

Gartnerens søn, som jeg arbejdede for, havde købt en gård uden for Køge ved Gl. Hastrup. Der kunne jeg få lov til at leje 2 værelser, og det endte så med at jeg fik 2 børn med ham. Og det var så meningen at vi skulle giftes, men da han var voldelig ville jeg ikke, så jeg flyttede over hals og hoved til Roskilde.
Jeg havde reageret på en annonce i avisen, hvor en mand søgte en plejemor til sin søn. Han og hans kone havde fået en lille søn, og skulle have barnedåb, men så fik moderen en blodprop og døde, så det blev til begravelse og barnedåb samtidig.
Jeg skulle så bo i lejligheden, og passe Tom som han hed, sammen med mine egne, og så boede manden hos sin mor. Betalingen var at jeg boede gratis i lejligheden og vi hjalp hinanden med at passe børnene. Når han var ude passede jeg børnene og omvendt.
Faderens mor fik et lille plejehjem oppe ved Nykøbing Sjælland, og så købte han hus i Højby. Så vi flyttede derop, og han boede stadig hjemme hos sin mor. Han var ejendomsmægler, så jeg begyndte at lave noget kontorarbejde for ham. For vi skulle jo have mad på bordet, og der gik lang tid før jeg fik børnepenge til mine børn. Det skulle jo først gå gennem Mødrehjælpen. Det var noget turbulent noget.
Men da Toms far og mor ikke var nået at blive gift, havde han ikke forældreretten og hendes forældre ville have drengen. Så der gik 4 år, inden han fik forældremyndigheden over drengen. Det var noget meget ondt noget.
Jeg tror vi hjalp hinanden, han hjalp mig op og jeg hjalp også ham op. Det var en hård tid.

Anders, som Toms far hed, fik nu arbejde i Røde Kors og flyttede til Congo, hvor han blev regnskabschef på et undervisningshospital, og han tog Tom med.
Det var ligesom at få hjertet revet ud af kroppen. Jeg havde jo haft ham i 7 år, men så flyttede jeg til Roskilde, hvor jeg fik en lejlighed. Jeg begyndte at læse. Jeg tog en handelsskoleuddannelse, jeg havde jo prøvet det lidt igennem det kontorarbejde jeg lavede for Anders.
Jeg kom i 1973 på Blindeinstituttet på telefonskolen og blev udlært som telefonist, samtidig med at jeg fik job i Socialstyrelsen.
På det tidspunkt blev jeg så overfaldet. Jeg ved ikke hvordan det skete, men jeg tror jeg har fundet ud af, hvem det var. – Der boede en ung mor ovenpå med en dreng, og hun havde fundet sig en kæreste der læste til præst. Der må være sket det, at han ringede på om natten, medens mine to børn var hjemme hos deres farmor. Lene var hjemme, og hun sagde hun fandt mig ude i gangen, og blodet stod ud til alle sider. Jeg kan ikke huske det, men jeg ved, at da jeg kom til mig selv ude på sygehuset, da var jeg gul og grøn og blå over hele kroppen. Det der må være sket det, er at han har ringet på, og jeg så gået ud for at lukke op, og så husker jeg ikke mere.

Jeg stoppede i Socialstyrelsen i 1977, efter særforsorgens udlæggelse til amterne, og blev ansat i Københavns kommune som telefonist og kontorist, hvor jeg arbejdede med hjemmehjælpen og senere som sagsbehandler, og var der indtil jeg måtte holde op med at arbejde i 1983.

Jeg blev i 1977 gift med en stor tømmerhandlers søn inde fra København. Hvad jeg ikke var klar over på det tidspunkt var, at manden var alkoholiker, det var jeg meget længe om at finde ud af. Jeg havde verdens dejligste svigerfar, som havde en lystgård ved Ganløse Mørke, der flyttede vi så op. Hvad jeg heller ikke var klar over på dette tidspunkt var, at mine svigerforældre flyttede med. Der var to lejligheder, den ene var helårsbolig og den anden kun en sommerbolig, hvor de så boede. Min svigermor var syg på dette tidspunkt, og det havde jeg slet ikke kræfter til, og hun døde så i 1984.
Jeg har været meget syg i den mellemliggende tid, og jeg er blevet opereret flere gange i min ryg. Min yngste datter fik som 17 årig en datter i 1981. Og hun boede hjemme hos os med dette barn, og i 1982 fik hun så en lejlighed. Men jeg havde så barnebarnet, og hende havde jeg faktisk til hun skulle i skole, det var som at have en efternøler.

Nu begyndte min mand for alvor at drikke. Jeg havde så fået min pension, og flyttede tilbage til Roskilde, til Himmelev, hvor jeg havde fået mig en to værelsers lejlighed. Men jeg kom stadig oppe på gården, for på en eller anden måde følte jeg mig forpligtet overfor én, som ikke rigtig kunne passe på sig selv. Svigerfaderen var der jo også, og det var nok lidt på grund af ham, at ægteskabet holdt 5 år mere end det skulle have gjort. Men vi boede hver for sig og blev skilt i 1988.

Jeg har heller ikke fået fortalt, at min søn har været ude for en trafikulykke. Han var lige begyndt at gå i skole i 1969, han var knap 7 år, og lå bevidstløs i 19 dage. Der var ingen der vidste om han ville klare den eller ej. Det var hårdt. Jeg var alene med børnene på dette tidspunkt, og min yngste datter havde set ulykken, og hun havde fået chok, så hun sad og stirrede ud i luften, så jeg måtte se at finde ud af, hvad jeg skulle gøre med hende.
Der var 5 biler impliceret i ulykken. Han gik bag ud efter en lastbil sammen med en kammerat. Kammeraten nåede at komme over, men det gjorde han ikke. Jeg nåede at se ham inden ambulancen kom, det kan stadigvæk forfølge mig lidt i drømme.
Han kom sig nogenlunde, uden nogen videre mén, men han blev psykisk syg. Han fik smadret den ene lunge og hele ansigtet i den ene side, men det er lavet pænt. Hvis man ikke ved det, så ser man det ikke. Jeg tror han har fået psykiske mén, han kan ikke klare sig mellem andre, han lider af tvangstanker i lange perioder. Det en stor sorg.

Efter jeg blev skilt, flyttede jeg til Sønderjylland, hvor jeg købte mig en lille ejendom, hvor jeg boede helt alene på marken i Rurup mellem Toftlund og Løgumkloster. Der boede jeg så i 4 år alene med mine to hunde. Det havde jeg meget godt af, jeg har altid haft brug for fred og ro omkring mig. Og jeg havde barnebarnet i weekender og ferier, og jeg tog over og hentede hende. Og når min familie kom, var de her gerne en uge ad gangen. Det var meget rart, der var man i fred og ro. Men så begyndte familien: ”Flytter du ikke tilbage til Sjælland? Du bor så langt væk, og det er jo dyrt!”

Så flyttede jeg tilbage til Sjælland. Det var et kulturchok der ville noget. Så flyttede jeg til Skafterup som ligger omkring Bisserup i Fuglebjerg kommune, og derfra til Førslev, ved fodermesterboligen, som hørte under Førslevgård hos Nic Neergård. Der boede jeg ved siden af kirken, og der var jeg meget glad for at bo, der var også fred og ro. Men så var der det, at jeg havde lejekontrakt i 5 år, og han skulle bruge fodermesterboligen, da jeg havde boet der i 2 år, og det var jeg grumme ked af. Men jeg måtte så flytte, for han havde et hus oppe i Fuglebjerg, som jeg så fik sat i stand med gode venners hjælp. Han leverede alle materialerne, så jeg fik det ordnet. Jeg har altid været heldig, at have nogle utrolige gode venner, og dem har jeg haft lige fra mine unge år. Det har meget at sige, at man kender hinanden.

De havde nogle værksteder nede på plejehjemmet, hvor man kunne komme udefra som pensionist og bruge værkstederne, og det benyttede jeg mig så lidt af. Og jeg gik til hånde som frivillig hjælp, så fik jeg rodet mig ind i noget kommunalpolitik. Det startede med at Fuglebjerg ville lave nogle nedskæringer på plejeområdet. De havde fået tilkendt nogle penge over fem år fra Socialministeriet, som forsøg til at få pensionister ude fra til at komme dels som frivillige, og dels for at køre nogle af de værksteder. Og det ville de så skære ned og lukke. Og det var noget som blev trukket ned over hovedet på os og på dem som arbejdede der. Det kom som en bombe lige fra den ene dag til den anden, så var man nød til at reagere. Så gik jeg i gang, og deltog i nogle kommunalbestyrelsesmøder, og fandt ud af, hvad det var for nogle rævekager de rendte og lavede, og så kan man ikke stoppe der, men så rendte jeg ind i Gert, og jeg tror at Fuglebjerg kommune var glade for at komme af med mig.

Jeg havde været til noget afprøvning på Synscentralen hos Ole Steen og Jan Friis, og jeg fik tildelt min computer og CCTV, og så underviste Gert mig, og han havde det af helvede til, og havde brug for nogen at snakke med. Det er 3 år siden nu, så købte vi så det her hus. Det er gået godt, og så er han den, som jeg gerne vil blive gammel sammen med. Nu må vi ses om det lykkes.

Nu har jeg efterhånden fået foden inden for i Dansk Blindesamfund, hvor jeg har taget 4 moduler af tillidsmandskurset, så har jeg været på voksenpædagogisk kursus, og med på de kvindeseminarer som der har været. Jeg er så med i ”Blinde kvinders kultur gennem 90 år”, sammen med Heike, Jytte, Bente, Birthe og Gerda som vi desværre ikke ser så meget, da hun skal passe sine børnebørn. Det er rigtig spændende.
Jeg har interviewet 2 blinde kvinder, Birthe Bille Hansen og Karen Marie Petersen fra Præstø, og jeg er så startet op med en privat netværksgruppe efter jul, hvor vi er 5 eller 6 piger hver gang. Og det starter med, at vi mødes her kl. 12.30 og får frokost og kaffe. Og så hygger vi os, hvor nogle strikker og så diskuterer vi verdenssituationen. Eller én kan have et personligt problem oppe og vende. Det er gået udmærket, og det er meningen at vi skal starte op med det igen, og det skal så være hver 14. dag.
Jeg er også blevet formand for Sydsjællands Tandemklub og elektronskydning, og det synes jeg er spændende, det blev jeg i marts måned til generalforsamlingen.

Vi holder klubmøderne på ”Synsnet”, hvor jeg så har dækket bord og lavet kaffe med hjemmebagt kage som står parat, når de vender hjem fra cykelturen. Det er hyggeligt, og der bliver snakket, og det giver sammenhold i klubben.
Jeg kan godt lide at lave mad, og her i foråret havde vi en frokost herhjemme med tandemklubben. Vi holdt en lille fest, hvor jeg lavede al maden, og så betalte de 100 kr. for en tre retters menu og drikkevarer, det var en succes, det nyder jeg meget.
Jeg har samtidig overtaget al salg af børster fra Blindes Arbejde, og det skal foregå fra Synsnet på Tommerupvej hver torsdag formiddag.
Jeg sidder ligeledes som repræsentant for Dansk Blindesamfund i den sociale brugergruppe her i Næstved. Der er noget rod i det for tiden, og formanden går til generalforsamlingen i november, og de har spurgt om det ikke var noget for mig. Men jeg syntes ikke jeg er nok inde i det, så jeg har sagt nej. Det er spændende, om det ikke har overlevet sig selv, og det bliver nedlagt til generalforsamlingen.
Jeg vil sige, at jeg har været meget glad for at være med i de ting i Dansk Blindesamfund, jeg syntes det er spændende mange af tingene, og det er svært at sortere hvad man helst vil. Man vil jo gerne det hele, men det kan ikke lade sig gøre.

Hvordan går det med dit syn?

Jeg kan læse lidt med optik, men mit læsesyn er blevet meget dårligere de sidste 4-5 år, og om aftenen kan jeg slet ikke læse. Jeg skal have meget lys, men jeg skal også passe på ikke at blive blændet, og om dagen har jeg nogle rigtig gode solbriller, som min mor har købt i USA, som jeg ikke kan få magen til herhjemme. Jeg hæger om de stakkels solbriller, at de ikke skal blive væk. Jeg har fået et par med Corning glas, men de er ikke nær så gode, og dem kan jeg kun bruge, når lyset er på en bestemt måde. Det er noget med at prøve sig frem i løbet af dagen.
Jeg har lige fået udskiftet mit CCTV til et LVI-idea med stativkamera, som er en form for CCTV, men det er bedre, for jeg får det hele op på skærmen, så jeg ikke skal flytte mig, når jeg skal skrive samtidig. Forstørrelserne er også mere skarpe.

Jeg har også fået sukkersyge og grå stær, som følger med sukkersygen, og det gør, at jeg ikke kan se om aftenen.. Det værste er, at jeg ikke kan tåle insulinen, så jeg prøver mig selv frem med kosten.

Jeg har også en kolonihave, som jeg har sammen med Gerts søn Allan, og vi hjælpes ad i den.

Jeg må også hellere sige at jeg har fire børnebørn, 2 piger og 2 drenge, og Gert har 3 børnebørn. Så det er dejligt, og der går også en del tid med det. Især med den sidste, hun har dårlig nyre, hun er meget urolig og græder meget. Så jeg aflaster, når de unge trænger til at have lidt ro, og Merete har så yderligere Jakob, og Minna har så Sara og Mette som er autist.

Mine børnebørn er Philip på 15 måneder, der lige er begyndt at gå og at snakke og er en superlækker knægt. Så er der Jeannie, hun er en madonna, der vil noget, hun er en bevidst og selvstændig lille dame, som er startet her i første klasse og bliver 7 år her til januar. Så er der Jonatan som er 9 år, og han er lige startet på Rudolf Steiner skole i Roskilde. Og det er meget spændende, og han er meget, meget kreativ, og det er helt utroligt, hvad han kan lave med sine hænder. Så er han meget interesseret i alt med dyr, hvad han ikke ved om slanger, krokodiller, øgler og meget mere, det er ikke værd at vide. Den lærer han har på skolen, han har ikke turdet fortælle de andre noget, før han har konfereret med Jonatan, om han nu sagde det rigtige, han bliver nemlig rettet, hvis han siger noget forkert. Det er helt fantastisk, og det er godt han er kommet på sådan en skole. Han har også en utrolig hørelse, han kan ikke tåle støj, og ikke i det niveau der er på en SFO og i en klasse med 32 børn, så han er kommet på en Rudolf Steiner skole, hvor de kun er 15 i klassen, hvor de ikke er så mange børn i det hele taget. Den er bygget op med 4 klasser indtil nu, og de bygger på hvert år med en ny.
Så er der den store, som nu er 18 år, og er i lære hos Matas i Stenløse, og hun har fundet sig en kæreste som hun skal flytte sammen med. Det er meget underligt, at hun nu er blevet så stor.

Begge mine piger har det godt, og den ældste arbejder hos Tele Danmark som teknisk assistent, hendes mand er driftsleder på et firma i Herfølge, og Helle er EDB ansvarlig i et forsikringsselskab, hvor hun er fastansat i Ballerup, og hendes mand er murer, og de er godt i vej. Så er der min søn, som ikke rigtig er kommet i vej. Han bor i en lejlighed i Køge. Han er lynende intelligent, men han kan ikke bruge det. Han er noget af et matematisk geni, og læser tykke leksika med matematik og fysik, men han kan ikke bruge det til noget. Men det er godt, han kan bruge sin tid på det.
Jeg havde som ung en gammel nabo kone, som sagde: ”Vorherre Gud lægger ikke mere på dine skuldre end du kan bære!”, og det er nok lidt rigtigt.

Men jeg har det godt i dag.

Jeg vil lige fortælle om min mor, hun har aldrig kunnet fordrage mig. Og det er jo den historie med, at hvis du får et handicappet barn, så knytter du dig meget til det, eller du skubber det helt fra dig, og jeg er så en af dem, som er blevet skubbet totalt fra, og det er jeg stadigvæk. Min mor lever endnu, og jeg tror også at det var derfor jeg kom på børnehjem. For min søster havde så en plejefamilie, og det er nok det vi har overlevet på, hvor vi også som voksne har holdt sammen, og det gør vi stadigvæk, fordi min mor har altid prøvet på at spille os ud imod hinanden. Og på en måde, så vi ikke skulle have nogen kontakt med hinanden, og det er så ikke lykkedes hende.
Det må også være hårdt for hende, for hun kender ikke nogen af sine børnebørn, og vi har ikke haft vores bedsteforældre os fire. De var døde inden vi blev født, og vi havde så håbet, at vores mor ville gå ind og være bedsteforældre til vore børn, og det har hun aldrig været for nogen af dem, og i dag har de alle vendt hende ryggen. Vi andre snakker med hende i ny og næ, men de unge vil ikke have noget med hende at gøre, og hun kender slet ikke sine oldebørn.

Min mor bor nu i Kalundborg, hvor hun har haft hus til for 3 år siden, og nu bor hun i en pensionistlejlighed.