Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Interview med Birthe Hermansen, Vordingborg. Født den 21.8.38 i Holbæk.
Interviewer Birthe Person.
Jeg er født i Holbæk i 1938, min far hed Frederik Hansen og var billedskærer, og søn af snedkermester Peter Hansen i Nakskov. Min mor hed Fanny Hansen, og datter af forvalter Laurits Andreasen i Nykøbing Falster.
Mine forældre var lige blevet gift og var flyttet til Holbæk, hvor min far var ansat hos Billedskærermester Valter Hvid, og jeg blev født på Centralsygehuset i Holbæk. Jeg var en sædefødsel, så min mor og jeg var indlagt en måned, inden vi fik lov til at komme hjem.
Vi flyttede så til Østerstræde, hvor mine forældre havde lejet et halvt hus hos murermester Emil Petersen, og vi måtte bruge haven, hvor jeg kan huske, at der var en dejlig græsplæne og et stort pæretræ, som var rigtig lækker, når det stod fuld af pærer. Vi havde toilet og vaskehus i gården. Der boede også en familie ovenpå med en mor og to døtre Åse og Grete, som jeg havde meget sammen med, og de var somme tider barnepige for mig.
Tre år efter fik jeg så en lillebror, som hedder Leo Kjeld, og ca. tre år efter, flyttede vi ind i en hel ny lejlighed i et nyopført boligkompleks Fjordgårdsvej 3, hvor vi boede på 2. sal. Det var en dejlig 2 værelsers lejlighed med badeværelse og køkken og en dejlig altan med udsigt over fjorden.
Seks år senere fik jeg endnu en lillebror, som hedder Peter Frederik, og han har samme øjensygdom som jeg. Mine forældre lovede, at jeg skulle få ham i fødselsdagsgave, men jeg fik ham en måned før. Tre år senere fik jeg så min lillesøster Anne Margot.
Medens vi boede i Fjordgården kom jeg så i skole, og det var under besættelsen. Vi startede på Klosterskolen, hvor der var 1., 2. og 3. klasse, og det var meget spændende. Det jeg mest kan huske derfra, var at vores lærer var så imponeret over mine blyanter, de var altid spidsede så flot. Han spurgte mig, hvem der dog spidsede mine blyanter. Ja, men det gjorde jo min far. Han spidsede dem med sit billedskærerjern, det var jeg meget stolt over.
Jeg havde en veninde, som hed Kirsten, og hun boede også i Fjordgården men i den gamle del, som hed Labæk 33, hvor vi så senere flyttede op i nr. 37. Der fik vi så et værelse mere, men også med altan ud imod gaden, men vi havde også udsigten ud over vandet.
Jeg mærkede ikke så meget til besættelsestiden, den hørte op kort efter, jeg begyndte skolen.
Jeg oplevede, da de første tyske flyvere kom, de fløj meget lavt over vort hus. Jeg mærkede også mine forældre var meget nervøse. Kasernen blev overtaget af tyskerne, og der var lidt tale om, at de ville bruge vores boligkompleks til de tyske flygtninge, men det skete heldigvis ikke. Alle vores værdigenstande kom ud til nogle venner, som havde en villa, så de opbevarede vores værdigenstande i deres kælder. Det er det værste jeg kan mindes.
Jeg kan også fortælle en lille sjov historie. Min bror var meget imponeret over de tyske soldater, med deres geværer og uniformer. Han sagde så nede på gaden, da der gik en tysk soldat forbi, “Mor, når jeg bliver stor, så vil jeg også være tysker”. Og min mor tyssede på ham.
Jeg kan også lige huske, da krigen sluttede, og de stakkels tyskere marcherede hjemad, de så meget sølle ud i noget skrækkeligt tøj.
Da jeg skulle op i fjerde klasse, kom jeg så på Østre skole, som var en forholdsvis ny moderne skole, med grundskole og mellem og realskole.
I fjerde klasse var vi til skolelæge, hvor vi blev undersøgt, og vi skulle også have undersøgt vort syn.
Vi skulle først klæde os af og vi måtte kun have vores undertøj på. Vi stod så i en lang række og kom op til lægen en ad gangen. Jeg spurgte så de andre, hvad vi skulle, og vi skulle bl.a. andet læse nogle bogstaver, som stod på en tavle, med nogle store bogstaver øverst, og så blev de mindre linie for linie. Jeg kunne ikke rigtig læse dem, men mine kammerater læste dem op, så jeg lærte dem udenad, så da jeg kom op til lægen, og han bad mig om at læse bogstaverne, så kunne jeg dem udenad. De opdagede ikke, jeg havde dårlige øjne.
I fjerde klasse, skulle vi også i gymnastiktimerne lære at spille rundbold og langbold, og da oplevede jeg tit, at jeg ikke altid kunne se bolden. Den kunne ramme mig i brystet, eller flyve lige forbi mit hoved, og jeg havde ikke set den. Så blev mine kammerater sure på mig, for så kunne vi jo ikke vinde. Vi brugte meget dengang, at der blev valgt to, som skiftevis hver skulle tage en kammerat, og vi blev delt op på to hold på denne måde. Der kunne jeg godt blive taget som en af de sidste, og det var ikke så sjovt.
Hvis det var min veninde Kirsten, som skulle udtage hold, så kunne jeg godt blive taget først.
Jeg kunne ikke forstå, hvad det var, der skete den gang. Nu ved jeg, at min øjensygdom havde udviklet sig så meget, at jeg nu havde fået kikkertsyn, og jeg skulle derfor bruge mine øjne som en kikkert. Hvis jeg havde fået stillet synet ind, så jeg kunne se bolden, så kunne jeg se den klart og følge den, men hvis den kom ude for kikkertsynet, havde jeg ikke set den.
Jeg havde et godt forhold til kammeraterne, og jeg blev heldigvis ikke mobbet, og det har tit undret mig.
I femte klasse, skulle det så afgøres, om man skulle i mellemskolen, eller man skulle fortsætte i fri‑mellem til ottende klasse.
Jeg var ikke så god til at læse og stave. Fru Markvardsen, som vi havde til dansk, var ikke så glad for mig. Jeg blev tit sat uden for døren, og jeg blev kaldt for frk. næsvis.
Jeg er ikke helt klar over, hvordan det er gået til, men jeg blev sendt til ekstralæsning i 5. klasse, hvor læreren var lærer Ernst Hansen, som fandt mig sat uden for døren en dag, og jeg tror han havde en finger med i spillet. Det var den samme lærer, som jeg havde i de første klasser, og ham som roste mine spidsede blyanter. Han trænede mig meget i staveord, så jeg blev rigtig god til at stave, og jeg fik lektier for hjemme. Jeg havde en tekst, hvor jeg skulle sætte prikker under vokalerne, og streger mellem konsonanterne. Det gjorde, at jeg automatisk lærte at styre mit kikkertsyn, så jeg blev meget bedre til at læse. Jeg klarede derefter optagelsen til mellemskolen.
Ernst Hansen har nok undret sig meget over mig, og han fik lyst til at lave en intelligensprøve på mig, så han inviterede mig hjem privat en søndag formiddag, hvor han stillede mig en masse sjove opgaver, som jeg skulle svare på, og jeg skulle fortælle hvad billederne viste o.s.v., det var rigtig sjovt og spændende, og han fortalte, at min intelligens svarede til 7. klasse, så det var dejligt at få at vide.
Han har sikkert undret sig over, at jeg ikke altid kunne læse og stave, og jeg tror heller ikke, at han fandt ud af, at jeg så dårligt, men det ved jeg jo ikke, for det snakkede man jo ikke om.
Jeg kom så i mellemskolen, og i første mellem skulle vi til at lave noget nyt i Håndarbejdstimerne. Håndarbejde var et fag, som jeg vidste, jeg var god til. Vi havde strikket, og vi havde syet korssting på noget ternet stof, og nu skulle vi til at lære at sy hulsøm, og vi fik udleveret noget hørlærred, hvor vi skulle trække nogle tråde ud. Mine kammerater fik hurtigt trukket trådene ud, men jeg sad stadig og stak med min nål, og jeg kunne ikke rigtig finde trådene, men så hjalp Kirsten mig, og så skulle jeg også til at sy hulsøm, og det var noget med at gå om tre tynde tråde, og ned om to, og det blev rigtig grimt, det jeg fik lavet. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke kunne lave det. Lærerinden kunne heller ikke forstå det, og jeg blev sur på hende, og begyndte at drille hende og være urolig. Jeg kan ikke huske hvad jeg lavede, men jeg har ikke været sød, for hun skrev mig op i en lille sort bog, hver gang jeg havde gjort noget forkert, og klagede over mig til klasselæreren.
Klasselæreren hed Otto Hansen, og ham havde jeg det rigtig godt med. Jeg havde ham til regning, matematik og fysik, og det var nogle fag, som jeg klarede mig rigtig godt i.
En dag trak han mig så til side, og spurgte, hvorfor jeg ikke kunne opføre mig pænt i Håndarbejds timerne. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, og om jeg i det hele taget turde sige noget, men hvis jeg havde sagt, hvad jeg mente, der var galt, ville jeg have sagt, at jeg syntes lærerinden var rigtig dum, det var det eneste jeg kunne sige, for jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke kunne lave det samme, som de andre.
Da jeg havde talt med ham, skulle jeg så ud i skolegården til min klasse, men da jeg kom derud, kunne jeg ikke se dem. Jeg kunne se der var en masse børn, men hvor var min klasse henne? Nu var mine øjne så dårlige, så jeg ikke kunne kende mine skolekammerater længere, Jeg kunne ikke kende ansigter længere, og det var meget pinligt, for hvis jeg var gået hen til en forkert klasse, ville jeg bare være blevet drillet. Men jeg fandt ud af at klare det ved enten at følges med Kirsten til skole, og at følges med klassekammeraterne ud i skolegården, for så lagde jeg bare mærke til, hvad tøj de havde på, og hvordan deres hår sad, om det var kort eller langt eller om de havde fletninger, og om de havde briller, det kunne jeg godt se, og så sammen med deres stemmer, så kunne jeg godt kende dem og lege med dem.
Jeg mindes ikke, at jeg blev drillet eller mobbet, og min status i klassen var rigtig god. Jeg blev altid indbudt til fødselsdage, også hos dem, som hørte til de lidt finere, hvis forældre havde en højere status.
Jeg har lige et par ting mere fra min skoletid. Min far var billedskærer og min mor gik hjemme, og vi var fire søskende, så de store penge var der ikke. Der var så en dreng, som havde været bybud om eftermiddagen på kommunekontoret, og han skulle nu i lære, så hans forældre spurgte mine, om det ikke var noget for mig at overtage hans job, så jeg blev bybud på kommunekontoret i 4 år. Jeg skulle bringe og samle post på de forskellige kontorer, og jeg skulle ligeledes med post på skattekontoret, socialkontoret stadsingeniørkontoret og Amtskontoret, som lå forskellige steder i Holbæk, og hver fjortende dag, skulle jeg rundt med post til alle byrådsmedlemmerne, så der lærte jeg mange indflydelsesrige personer at kende, og bl.a. skatteinspektør Viggo Hougård, som var formand for skolekommissionen. Han kom en dag til min klasse og overværede en undervisningstime.
På den måde som bybud, lærte jeg også Holbæk rigtig godt at kende, og sommetider skulle jeg langt, for nogen af byrådsmedlemmerne boede i byens udkanter.
Jeg fik flere og flere problemer i skolen. Jeg havde ellers en sød lærer til Geografi og naturhistorie, men en dag gav han mig en eftersidningstime, fordi jeg ikke kunne mine lektier i geografi. Vi havde byerne i Sydafrika, og når man kigger på landkortet, så er det meget mørkt, på grund af de høje bjerge. Jeg kunne ikke rigtig læse byerne, på grund af noget af skriften stod ude i det blå farve, og resten stod inde i det sorte. Jeg kunne ikke få rigtig fat på, hvad byerne hed og pege på dem, så jeg måtte sidde efter.
Jeg kan også huske min engelsklærer Leif Paaschburg, som gjorde nar ad mig en dag, fordi jeg ikke kunne læse en engelsk tekst i min engelskbog, og han sagde, der står skotskternede skrubtudser, det var ikke pænt af ham, men han vidste jo heller ikke, at det var fordi, jeg ikke kunne se så godt.
I tredje mellem skulle vi til skolelæge igen, og der skulle vi have afprøvet farvesynet. Vi fik udleveret nogle firkantede kort med en hel masse farveprikker, som inde i midten dannede et tal. Der kunne jeg ikke læse et eneste af disse tal. Jeg blev så sendt til øjenlægen, som fandt ud af, at jeg havde øjensygdommen “retinitis pigmentosa”. Han sendte mig videre ind til Kommunehospitalet i København, hvor jeg var inde med mine forældre. De fik ikke ret meget at vide, kun at jeg havde en øjensygdom.
Jeg tror skolen har fået noget at vide, for jeg skulle sidde oppe på første række, så jeg bedre kunne se tavlen. Kirsten havde ikke lyst til at sidde deroppe. Det havde jeg da heller ikke, så vi blev siddende nede bag i klassen, det var ikke så godt.
Jeg har også været spejder. Da jeg var 7 år, var det meget populært at være blå spejder, og Kirsten og jeg gik ud for at melde os ind, men der var overtegnet, så vi blev K.F.U.K. spejdere i stedet for.
Vi startede som grønsmutter, og blev store spejdere, og jeg blev senere patruljefører og sidst flokfører for grønsmutterne. I syvårsalderen var jeg blevet natteblind så jeg skulle altid følges med nogen, hvis det nåede at blive mørkt. De fleste gange havde jeg jo Kirsten, men hvis hun ikke var der, fulgtes jeg med nogle andre, og når jeg bare nåede ned til hovedgaden, så kunne jeg godt se at finde hjem. Jeg gik så efter de lys, som kom fra butiksvinduerne og gadelygterne. Det var nok til at jeg kunne færdes, men hvis jeg kom ud på villaveje, hvor der var langt mellem gadelygterne, eller jeg kom helt ud på landet, så var jeg afhængig af at følges med nogen.
Det blev ikke det helt store problem, jeg lærte at leve med det. Der var et par gange, hvor det gik galt, men jeg er heldigvis ikke blevet bange for det.
Jeg tog så min realeksamen, og kom ud med et pænt Mg. Derefter skulle jeg så finde en læreplads.
Min mor og jeg var en tur hos øjenlægen, og vi spurgte ham, hvad han ville foreslå. Han sagde, at jeg skulle tage en plads i huset, og lære at passe børn og gøre rent. Det havde jeg da ikke lyst til, og skatteinspektør Viggo Hougård fortalte mig, at der var en læreplads på administrationskontoret på Centralsygehuset, og der ville han gerne hjælpe mig ud. Jeg kom så i lære på kontor. Jeg var så heldig, at min veninde Kirsten også kom i lære og en anden veninde fra klassen, hvis far var byrådsmedlem, så vi var tre der startede samtidig.
Det var en god tid, men samtidig også en svær tid. Det var lidt svært for mig en gang imellem, for på den tid skrev man endnu med blækstift, og lavede kopi med karbonpapir. Det, der var skrevet med blyant, havde jeg meget svært ved at se, men det der var skrevet med carbon, kunne jeg godt læse. Skriften på skrivemaskinen var også udemærket, når bare farvebåndet var i orden.
Som kontorelev skulle man rundt på de forskellige afdelinger. Jeg var i indkøbsafdelingen, hvor man havde alt med indkøb at gøre, jeg var i bogholderiet, på kassererkontoret og i modtagelsen.
Det var en god uddannelse, men nogen af opgaverne havde jeg meget svært ved at udføre. Så spurgte jeg nogen af de andre, hvad der stod, og hvis jeg kunne gætte mig til det, ved at læse det der var skrevet med karbonpapir, så gjorde jeg det. Det gik selv om det var svært. Jeg var god til at få de andre til lige at se, hvis der var noget. Stadigvæk troede jeg ikke, der var nogen, som vidste jeg så dårligt.
Jeg kan som eksempel trække en rigtig svær opgave frem. Det var, når der skulle udleveres lønningsposer. Jeg var med til at tælle pengene op og lægge den i cellofan poserne. Der blev hæftet en seddel inde i posen med navn, kontonummer og beløb. De blev derefter sat i en kasse i alfabetisk orden. Når jeg så skulle udlevere poserne, kom personalet og hentede dem. De skulle skrive under på en lønningsliste. Det var utroligt svært for mig at klare den opgave.
Jeg var ansat på sygehuset i 7 år, så jeg kendte det meste af personalet, men når de kom til skranken, kunne jeg ikke se hvem det var, så jeg måtte som reglen spørge, hvis de ikke lige fik det sagt selv. Når jeg så skulle finde posen, var det nogenlunde nemt, hvis navnet var Asta Jacobsen, for så var det sikkert den første pose under J, men hvis hun hed Vera Jensen, så kunne den godt være svær at finde. Når jeg tog posen op og lagde den på skranken, så sagde jeg på en humoristisk måde, “Nu er det spændende, om jeg har trukket det rigtige nummer i lotteriet”. På den måde kunne jeg være heldig, at de selv kiggede efter, om de havde fået den rigtige pose. Det var forfærdeligt, hvis de først opdagede det, når de var kommet hjem.
Det var jo et frygteligt pres, og hvorfor sagde jeg så ikke, at dette kunne jeg ikke klare. Hvis jeg sagde det, hvad skulle jeg så gøre. Jeg kunne ikke selv se nogen udvej, så jeg måtte bare prøve at gøre det så godt jeg kunne.
Jeg gik også i handelsskole. Det var om aftenen, hvor lyset ikke var så godt, så jeg kunne se at læse og skrive. I bogføringstimerne, hvor vi skulle skrive på linier og i kolonner, måtte jeg helt opgive. Læreren sagde bare, at så måtte jeg følge med så godt jeg kunne. Jeg fik trods alt min handelsskoleeksamen, og den var pæn nok.
Da jeg var udlært og blevet kontorassistent, blev jeg kaldt ind til Administrationschef Michael Andersen, “Kong Michael”, som vi kaldte ham. Han var meget streng og vi var alle bange for ham. Der blev jeg godt nok nervøs.
Men det viste sig, at han var rigtig flink og rar. Han ønskede mig tillykke med min uddannelse, og sagde, at vi ved godt, at du ser dårligt, og han fortalte, at hans kone heller ikke så godt, men nu ville de finde et område, som jeg bedst ville kunne udføre, og det blev bogholderiet.
Min bror havde fået en knallert, og den skulle jeg da prøve. Det gik vældig godt, og det var rigtig lækkert. Det var lige på det tidspunkt, hvor Audrey Hepburn spillede prinsessen holder fridag. Hun kørte på scooter, så enhver pige på den tid, som ville være med på noderne, skulle også have en. Jeg var godt nok en pige, der altid var med på moden, og jeg havde altid flot tøj, og ikke bange for at prøve noget nyt, så jeg skulle også have en scooter.
Jeg skulle så have kørekort, og begyndte at gå til undervisning. Det gik meget godt, men så skulle jeg også have køretimer om aftenen. Vi skulle have en time i natkørsel, da blev jeg godt nok nervøs. Den aften vi skulle køre, viste det sig, at vi skulle køre efter hinanden, så jeg kørte bare efter baglygten foran, så det gik fint nok..
Det næste var så, at jeg skulle have mine kørekortpapirer i orden. Jeg skulle til lægen og have en underskrift, og da blev jeg godt nok igen nervøs. Min læge spurgte mig altid om, hvordan det gik med mine øjne, men der var jo ikke noget at gøre, jeg måtte op til ham. Da jeg kom derop, stod der uden på døren, at han havde ferie, og at man skulle henvende sig til nabolægen. Han vidste ikke noget om min øjensygdom, men han kunne godt se, at jeg ikke så det hele. Jeg havde briller den gang, men de var ikke ret stærke. Han spurgte mig så, om det ikke var længe siden jeg havde været til øjenlæge. Det var det, så han skrev en henvisning til øjenlægen, og samtidig skrev han under på papirerne, så jeg fik mit kørekort.
Jeg købte så en rigtig lækker Vespa‑scooter, men jeg kørte kun om sommeren, om vinteren var den staldet op. Jeg prøvede så vidt muligt at komme hjem, før det blev mørkt, men nogle få gange lykkedes det ikke.
En dag var vi nogle piger, som skulle til et stævne i Dianalund. Der var også en anden pige, som hed Ester, og som havde scooter, og vi aftalte at køre, men på den betingelse at jeg var hjemme inden det blev mørkt. Men så snød det os alligevel, så det nåede at blive mørkt. Ester sagde, at jeg kunne da bare køre bag efter hende, men det viste sig, at hendes baglygte ikke virkede. Jeg måtte nu køre hele vejen, hvor Eddy, som sad bag på, styrede mig, ved at sige lidt længere til højre og mere til venstre o.s.v. Det var farligt, men vi klarede den.
Der var også en anden gang, hvor jeg var ude at være babysitter, hvor jeg måtte køre hjem om natten. Det var en dumhed fra min side, men det gik heldigvis også godt. Der var jo ikke så meget trafik dengang.
Så lærte jeg min mand Per at kende. Per var F.D.F.’er, og vi som spejder havde tit nogle løb og andre arrangementer sammen. På et tidspunkt fik vi indrettet nogle nye lokaler på K.F.U.M., hvor vi havde fælles mødelokaler, og der lærte vi hinanden at kende.
Per og jeg startede en klub for førerne inden for F.D.F., K.F.U.K. og K.F.U.M.‑spejderne. Den hed Blå/grøn klub, og der havde vi et virkelig godt socialt samarbejde i flere år.
Per vidste godt, jeg så dårligt, men han vidste ikke jeg ville blive blind, og det vidste jeg jo heller ikke selv. Per var blikkenslager, og arbejdede for en mester, som havde noget arbejde på Centralsygehuset, så der kendte jeg ham også fra.
Vi blev så forlovet og gift. Jeg holdt op med at arbejde, og det var der ikke noget underligt i, det var sædvane den gang. Der var oven i købet en skatteregel, at hvis en pige holdt op med at arbejde, når hun blev gift, blev hun fri for at betale skat for hele det sidste kalenderår, og da vi blev gift i november, var det bare flot.
Mit syn var også rigtig dårligt nu, jeg kunne ikke rigtig læse længere, men jeg kunne stadig færdes.
Brylluppet var i Holbæk Kirke, hvor alle spejderne og F.D.F.’erne var mødt op med faner og blomster. Der skete et lille uheld, for taxaen, som skulle komme og hente min far og mig, kom af en eller anden grund ikke. Da jeg havde hørt kirkeklokkerne begynde at ringe og holde op igen, ringede vi så til taxa. Det gjorde nu, at jeg sammen med min far havde travlt op ad kirkegulvet, hvor Per tog imod mig oppe ved alteret. Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke kom, og jeg nåede kun at sige, at taxaen kom ikke. Per forestillede sig så, at jeg var løbet hele vejen med hvid kjole og brudebuket op ad gaden med min far bagefter. Det har vi tit grinet af.
Vi flyttede så ned på Lindevej 18, der hvor spejderlokalerne havde været før, så vi fik vores lejlighed i de gamle spejderlokaler. Der var et lille køkken og toilet, men ingen bad.
Jeg havde en dejlig cykel, som stod i cykelstativet nede på gaden, og en morgen var den væk. Jeg gjorde ikke noget ved det, jeg ringede ikke til politiet, jeg tog det som et tegn, at jeg ikke skulle køre mere.
Jeg kunne ikke læse længere, men jeg kunne godt gå ned i byen og handle. Jeg kunne godt kende forskel på de forskellige butikker, men når jeg kom ind i et supermarked, følte jeg mig dum. Jeg skulle hele tiden spørge nogle andre, hvor tingene lå, og de var heller ikke altid så flinke. Når jeg kom hjem, kunne jeg ikke tage en kogebog og læse, hvordan man lavede de forskellige retter. Jeg ringede så til min mor, og fik det at vide. Hvis jeg så skulle bruge en dåse tomater, kunne jeg ikke finde den. Jeg købte altid rigeligt af dåser og andre ting, og når jeg skulle bruge dem, kunne jeg ikke læse, hvad der var i emballagerne, for jeg havde jo ikke lært at holde orden og mærke tingene.
I starten af vort ægteskab var Per ansat på et B.P. gasfirma i Køge. Så blev han headhuntet som leder af et kooperativt blikkenslager firma i Holbæk. Der hørte en 3 værelsers lejlighed til, så vi flyttede ud på Munkholmvej. Der fandt vi ud af, at jeg godt kunne hjælpe ham lidt på kontoret. Jeg kunne passe telefonen, og så købte vi en spolebåndoptager, hvor Per læste breve og regninger ind, og derefter kunne jeg skrive dem på maskine. Det følte jeg mig godt tilpas ved.
Da kom jeg så i tanker om, at der var nogle blinde, som havde fået nogle bøger indlæst på bånd. Tænk hvis jeg kunne låne sådanne bøger. Jeg var tit begyndt at læse en bog, men det var meget svært for mig at læse den færdig. Vi prøvede at finde ud af, hvor man kunne låne sådanne bøger, og vi fandt ind til Statens Bibliotek for Blinde i København, og ringede derind. De bad mig gå til min øjenlæge, så han kunne melde mig ind i Dansk Blindesamfund.
Det gjorde jeg så, og en dag kom blindekonsulent Carl Vilhelm Andersen sammen med sin kone Gerda. Han var helt blind, og hun svagsynet. Jeg var lidt bange for, hvordan det skulle gå.
Det gik jo bare rigtig godt. Per var hjemme, og vi fik os en god snak. Han syntes jeg skulle have en Tandberg båndoptager, som kunne stå i stuen. Den ville jeg få over Bistandsloven, og han sørgede for, at jeg kom i gang med at låne båndbøger. Så sagde han også, at jeg skulle søge pension. Det mente vi ikke var nødvendigt, for vi klarede os jo meget godt. Han fortalte mig, at det var min ret, nu hvor jeg ikke kunne arbejde længere. Jeg har været ham meget taknemmelig, at han hjalp mig til pension dengang. Det har jo også givet mig selvtillid, at jeg vidste, at jeg også var med til at opretholde økonomien i hjemmet.
Han kom også med et kedeligt råd. Han mente ikke, at det var en god ide at få børn, for min øjensygdom var jo arvelig. Det gjorde mig meget ulykkelig, og jeg tudede meget, da han var gået. Det at få børn var noget jeg virkelig ønskede mig, og jeg ville heller ikke høre efter ham, så vi har fået 2 dejlige drenge, som heldigvis ikke har fået øjensygdommen. Det viste sig, at arvegangen i min sygdom, var betinget af, at begge forældre skulle have sygdommen, og da den ikke var i Pers familie, slap vi fri.
Han fortalte også, at Dansk Blindesamfund havde et kursus og feriehjem i Hobro, og der afholdt man nogle 3 ugers senblindekurser. Han syntes, jeg skulle tage med på sådan et kursus.
Der gik lidt tid inden kurset skulle starte, og Carl Vilhelm sørgede for, at jeg fik kontakt med 2 andre piger, som også skulle deltage. Vi mødtes nogle gange inden kurset, så vi kunne lære hinanden at kende.
Vi kom så derover hos Tine og Jens Sejersen, som var et herligt værtspar. Det bedste af det hele, var at jeg mødte 20 andre, som var i samme situation, og nogle havde det oven i købet værre end mig.
Der var også blinde lærere, der var Inger Kammer, som jeg havde til punktskrift, og Kaj Agerbæk til hjælpemidler. Han var ti år ældre end jeg, og helt blind. Vi havde samme øjensygdom, men det forskrækkede mig ikke. Jeg sagde til mig selv, at blind ville jeg ikke blive, men det skete jo alligevel.
Vi kunne lære at skrive på maskine, men det kunne jeg jo godt. Jeg fik derfor lov at bruge lidt mere tid på at læse punktskrift. Det var rigtig spændende at lære. Jeg lærte at afmærke mine dåser og krydderier, og jeg kunne skrive mine opskrifter og telefonlister. Jeg kom ret godt i gang med punktskriften, og jeg lærte mere, da jeg kom hjem.
Jeg lærte også at lave håndarbejde, og den gang arbejde vi meget i peddigrør. Det var rigtig dejligt, og vi lærte at hækle og strikke og knytte. Det var helt fantastisk at komme i gang med det håndarbejde igen. Jeg var hel ellevild, for det havde jeg jo helt opgivet.
Vi lærte også at bruge hjælpemidler. Vi lærte, hvordan man skulle klare sig i sit køkken, og lærte at bruge vægte og stopure og forskellige måleredskaber. Jeg lærte at man skulle have orden i sine køkkenskabe, og at alt skulle have sin faste plads. Jeg lærte at skære brød i skiver, og ordne grøntsager, og lærte at bruge komfuret. Det var en god ide at lave ovnretter, men sammenkogte retter var også velegnede. Vi lærte at stege på stegepande, og vi lærte at høre når margarinen var brun. Først syder den, og på et tidspunkt bruser den op, og lige derefter er margarinen brun. Man skulle så ikke lægge flere stykker kød på end man kunne styre at vende.
Vi øvede os også i spiseteknik. Det var nemlig blevet et stort problem, når min mand og jeg blev inviteret i byen, og vi skulle spise. Jeg følte ikke længere, at jeg kunne spise pænt. Det er forfærdeligt ydmygende. Men nu lærte vi, at jeg skulle forestille mig tallerkenen som en urskive, og på den måde var det nemmere at få seende til at forklare, hvor maden var placeret på tallerknen. Vi lærte også systematik, når vi skulle skære med kniv, så vi fik et tilpas stykke i munden ad gangen. Det var heller ikke lige meget, hvordan man tog glasset. Det var bedre at finde det nede ved bordet i stedet for oppe i luften, og vi lærte at hælde op. Ja vi lærte alle de ting som var svære.
Vi fik også at vide, at når vi blev inviteret i byen, så var det en god ide at komme 10 minutter før de andre. På den måde kunne vi orientere os om, hvordan bordet stod og hvor toilettet var. Vi skulle så heller ikke gå rundt og hilse, men lade de andre komme til os.
Vi skulle også tænke på, hvad tøj vi tog på. Det var ikke smart med flæser og tørklæder, som kunne falde ned i tallerknen, når man skulle rejse og sætte sig under festmåltidet.
Jeg lærte også at når jeg skulle gå på gaden, så skulle jeg tage den hvide stok med. Så kunne andre se, at jeg havde synsproblemer.
Da jeg kom hjem fra kurset, var jeg blevet et helt andet menneske, og jeg havde rigtig mod på tilværelsen igen.
Jeg fik mere undervisning i punktskrift, og jeg gik til fritidsundervisning i håndarbejde og sprog på blindehold. Jeg blev sat i gang med at undervise Grete Tinglef med lidt punktskrift, indtil hun kunne komme på senblindekursus. Hun var blevet pludselig blind på grund af sukkersyge, og hun havde det rigtig svært, men det var en god opgave for mig.
Jeg kunne ikke lide at bruge den hvide stok på gaden, men den kunne da heldigvis slås sammen, og kommes i tasken. Så havde jeg da taget den med, som jeg havde lovet.
En dag tog jeg mod til mig, og slog den ud i supermarkedet. Det gav jo succes, og jeg fik hjælp. Per sagde også, at jeg skulle bruge stokken, for tænk hvis jeg var årsag til en ulykke. Der var også tit folk, som blev sure på mig på gaden, når jeg gik ind i dem, eller jeg gik ud foran en cykel, som jeg ikke havde set. Efterhånden brugte jeg den også.
Per fik nu et nyt job. Han blev Blikkenslagermester i et byggefirma i Ølstykke, som hed F.B.I.
Vi flyttede til Ølstykke i 1964, og der måtte de godt lære mig at kende som blind, men når jeg kom til Holbæk, og skulle besøge mine forældre, så røg stokken i tasken oppe på stationen.
Vi flyttede først op på Svendsvej i Gl. Ølstykke, hvor vi kun skulle bo midlertidigt, til vi fik bygget vort eget hus.
Vi havde fået nogle rigtig gode blinde venner. Blandt andet blindekonsulent Preben Christiansen og Ruth, og Kaj Agerbæk, som jeg lærte at kende på senblindekurset, og hans kone Inga. Dem har vi haft meget glæde af, jeg brugte dem som forbilleder. Det var dygtige blinde, og da det viste sig, at mit syn blev dårligere og dårligere, tænkte jeg bare på dem. Når de kunne gøre tingene alligevel, så kunne jeg vel også. Det har hjulpet mig meget.
Jeg var stadig hjemmegående og Per gik på arbejde, så jeg fik tanken, om jeg ikke kunne blive uddannet som socialrådgiver eller fysioterapeut. Jeg tog forbindelse til Den Sociale skole i København og til Teilmans Kursus, som jeg mener lå i Gentofte, og søgte om optagelse. Jeg fik afslag begge steder. Blindekonsulenten anbefalede mig det heller ikke, han mente, det var bedre at komme på telefonskolen og lære at passe et omstillingsbord.
Det hoppede jeg så på, og jeg begyndte på telefonskolen inde på blindeinstitutet. Der var ikke noget at lære for mig, for jeg var jo kontoruddannet, så jeg kom på G.T.O. i praktik hos Ole Jørgensen og Åge Christensen. Det var nogle festlige fyre, og jeg havde det rigtig skægt. Jeg lærte også at passe telefonbordet, og afløste i sommerferien. Så blev jeg gravid, og holdt op.
Vi havde købt en byggegrund i Ny Ølstykke, og jeg var med til at grave grunden ud. Vi fik så vort hus fra F.B.I.
Det kom færdigt værelse for værelse, og blev samlet på en dag, og vi kunne flytte ind i det samme dag. Bagefter blev der så sat mursten på og lagt tegltag, så vi fik et rigtigt dejligt hus.
Der fik vi så vor første søn Lars i 1966, og det var en hjemmefødsel, hvor kun Per, lægen og jordmoderen var til stede. Det var en kæmpeoplevelse, og Estrid Hansen, som var Pers chefs kone, kom og ønskede til lykke. Estrid bor nu i Sønderjylland, og hun er også blevet medlem af Blindesamfundet.
Nu var mit syn også blevet så dårligt, at jeg ikke havde færdselssyn længere, så nu kunne jeg ikke gå uden at følges med nogen. Jeg lærte alligevel at gå med barnevognen foran mig. Jeg kunne bruge den som stok på kendte steder, og da Lars blev så stor, at han kunne gå, kunne jeg tit bruge ham som ledsager.
Når Lars og jeg skulle læse billedbøger sammen, så vendte han bogen om, hvis jeg havde vendt den på hovedet, og så snakkede vi om billederne. Nogle bøger havde jeg skrevet punktskrift i, så jeg også vidste, hvad bogen handlede om.
Jeg har brugt børnene meget uden at vide af det, og de har været en fantastisk hjælp, og Lars blev hurtig god til at se farver og se på ur, og da han var 11 måneder gammel kunne han gå, men han gik med hænderne op over hovedet, for jeg plejede, at gå med ham foran mig og holde i hans hænder.
Vi boede ikke så længe i vort hus, kun ca. halvanden år. Der var nemlig bygget et nyt Blindeinstitut ude på Rymarksvej i Hellerup. En dag kom administrationschef Bøgh Christensen og besøgte os, og han spurgte Per, om han ikke kunne tænke sig at blive pedel og varmemester på det nye institut. De skulle nemlig bruge en, som havde gas- og vandmestereksamen, og det havde han jo. Vi talte en del om det, men da vi nu havde fået Lars, kunne det jo være praktisk at vi skulle bo lige ved siden af Pers kontor og arbejdsplads, for så havde jeg jo nemmere ved at kalde på Per, hvis jeg havde brug for hjælp.
Vi sagde ja, og vi flyttede ind på Blindeinstitutet i 1967 før det blev helt færdigt.
Vi flyttede ind i en dejlig moderne lejlighed med terrasse og have, og vi var der i 5 år, det var en rigtig god tid.
H.C. Sejerup var forstander, og Kirsten Jansbøl, som var Mobilitylærer, havde lige været i England for at lære en ny Mobility teknik, og hun skulle så have en prøveelev, og det blev mig. Jeg lærte at færdes med den lange hvide stok, og det gav mig en dejlig frihed.
Kaj Agerbæk havde lavet et korrespondancekursus på punktskrift, og det blev jeg sat til at styre, og jeg underviste blinde i hele landet hjemme fra mit køkkenbord. Jeg havde elever i Vejle og på Bornholm og mange andre steder.
Det var også i de år, hvor Dansk Blindesamfund startede omsorgskonsulentordningen, og jeg blev opfordret til at blive omsorgskonsulent. Mit arbejdsområde blev Østerbro, Hellerup, Klampenborg og Lyngby.
Det var lige noget for mig at være omsorgskonsulent, det blev jeg rigtig glad for. Det passede godt, at jeg havde lært at færdes med den lange hvide stok, så jeg selv kunne tage af sted.
Jeg kom også i klubben i Bogensegade, hvor DBS havde dagcenter. Der kunne vi lave håndarbejde, og der lærte jeg mange spændende mennesker at kende.
På Blindeinstitutet var der en dejlig svømmehal, som jeg brugte flittigt, og der var også en dejlig idrætsplads, hvor jeg var med i noget blindeidræt. Der skulle være Nordisk Blindeolympiade i København, og der deltog jeg i svømning, 100 meter løb, stående højdespring og slyngkast, og jeg blev nordisk mester i svømning for blinde, det var sjovt.
Vi havde jo solgt vort hus i Ølstykke, og var lige pludselig blevet rige. Vi ejede nu 100.000 kr., og for dem købte vi en dejlig nedlagt bindingsværksgård med brosten på gårdspladsen. Gården lå i Balle i Langebæk kommune, og den var fra ca. 1780. Den brugte vi som fritidshus, og vi nød meget at være der i weekender og ferier.
Hvis man skulle lære Mobility dengang, kunne det kun lade sig gøre på Blindeinstitutet i København. Nu ville man uddanne lærere, som kunne undervise hjemme, hvor man boede. Kirsten Jansbøl, som nu var blevet forstander, spurgte Per, om det ikke var noget for ham. Det var det, så han blev uddannet til Mobilitylærer, og vi flyttede ned til Balle i vort hus.
Per fik arbejdsområde i Storstrøms amt og Vestsjællands amt, hvor han i starten arbejdede under fritidsloven. Senere blev han så ansat på Synscentralen i Vordingborg.
Det viste sig nu, at der ikke var nogen omsorgskonsulent i området. Jeg blev så ansat som omsorgskonsulent i det gamle Præstø amt, som dækkede Haslev, Fakse, Næstved, Præstø, Vordingborg og Møn. Jeg blev samtidig punktlærer, og jeg startede en blindeklub i Hollænderhaven i Vordingborg, hvor vi lavede håndarbejde. Klubben flyttede senere til Brænderigården, hvor jeg også var leder, men så holdt jeg en pause på en del år, og nu er jeg så leder af klubben igen. Nu går det ikke på håndarbejde mere, men mere med foredrag, banko og lignende.
Jeg var også aktiv lokalt mellem seende i Langebæk kommune, hvor jeg gik til afspænding, madlavning og sprog under aftenskolen. Så havde vi et meget interessant sted, som hed Stålvængegård. Det var et kollektiv, som var meget almindeligt i 70’erne.
Bodil Marie, som boede der, var keramiker, og hendes søn Tobias, gik i klasse med min Lars.
Bodil Marie startede en kvindegruppe, som jeg var med i. Vi lavede keramik og der var foredrag med mange kendte mennesker. En gang var Lone Kellerman dernede og synge og fortælle. Jeg kan huske, at hendes betaling, var alle de elefantøl, som hun kunne drikke. Jeg drak dengang kun selv lys øl, så jeg var godt nok imponeret over, at hun kunne drikke så mange, men senere kom jeg også til at sætte pris på elefantøl. En dag, hvor mine børn og jeg var ved stranden, skulle Lars op og købe sodavand og en øl til mig. Da kom han tilbage med en elefantøl til mig, han syntes den så flot ud, så jeg kunne nok lide sådan en.
I kvindegruppen foregik der mange spændende og udfordrende oplevelser. Vi arbejdede i ler, og vi lavede engang en film, som kom i fjernsynet. Vi var på nattergaleture, og flere af pigerne har jeg stadig kontakt med. Flere af dem er udøvende kunstnere nu.
Det var en rigtig skøn tid, og det var en tid, som modnede mig meget. De fik mig til at holde foredrag en aften om min blindhed. Det gjorde, at der var andre, som spurgte om jeg ikke også ville komme hos dem og fortælle, og jeg blev anbefalet ned til Beskæftigelsesvejlederskolen i Nykøbing F.
På det tidspunkt var informatørordningen lige startet under Dansk Blindesamfund. Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte holde foredrag. Det var der uddannede til.
En dag fik jeg henvendelse fra forstanderen på Beskæftigelsesvejlederskolen, om jeg ville undervise et hold om min situation som blind, og om hvordan man underviser blinde. Jeg fortalte, at det måtte jeg ikke, for der var en informatør i det område, så hun skulle kontakte ham. Det kunne hun ikke forstå, vi levede vel i et frit land, så hun måtte vel selv bestemme, hvem hun ville have som lærer.
Jeg satte min kredsformand ind i situationen, og jeg fik lov. Jeg kom der på hvert eneste hold, indtil skolen blev nedlagt.
Dette arbejde holdt jeg meget af, og jeg fik også selv meget ud af at lære andre om, hvad det vil sige at være blind, og om hvordan man skal omgås og undervise blinde.
Informatørordningen startede i 1974, og informatørerne dækkede hvert sit område. Så blev det bestemt, at der skulle være en informatør i hver kreds, og vi havde ingen i vores. Jeg søgte om at blive informatør og fik stillingen, og jeg er stadig informatør, og er meget glad for det.
Da vi flyttede ned på landet, opdagede jeg, at det ikke var så nemt at gå med den lange hvide stok, for der var jo ikke kendemærker i asfalten, og man havde jo ikke fortorve. Jeg begynde at tænke på, om det ikke var bedre med en førerhund, og jeg ringede til Preben Christiansen, som var blindekonsulent, og han sørgede for, at førerhundekonsulent Otto Krogsgård kom ned og snakkede med mig, og fortalte hvad det indebar at få førerhund, og vi blev enige om, at det måtte være en god hjælp for mig, så der blev søgt en hund over bistandsloven.
Dengang kunne vi ikke selv træne alle de førerhunde, som der skulle bruges, så mange blev købt færdigtrænet i Østtyskland, Jeg fik en dejlig schæferhund, som hed Illona, og der kom en politimand, som var instruktør, og han var hos mig i tre dage, og lærte mig at bruge den. Jeg skulle give den tyske ordrer, men det var ikke så svært.
Efter tre dage, var jeg så alene med en stor schæferhund, og jeg kendte ikke meget til hunde. Vi havde godt nok haft en lille puddel. Der er lidt forskel, og den skulle have det rigtig godt hos mig, og jeg behandlede den som et lille barn. Folk fik lov at klappe den og give den hundekiks, og det blev så galt til sidst, at når jeg mødte skolebussen, så kunne chaufføren godt standse og komme ud, og så havde han en lille hundekiks til Illona.
Illona kunne ikke lide katte, så en dag vred han sig ud af min hånd, og løb efter katten. Han kom også ind til naboen og raserede hønse og andegården, det var forfærdeligt, der var et par høns, der døde, og ligesådan nogle ænder, men det var nogle gode og forstående naboer vi havde, så de slagtede dem, og vi fik også nogen til fryseren.
Lars snakkede meget om at få en søster eller lillebror, og det syntes Per og jeg også kunne være rart, så i 1975 fik jeg Anders, ham har jeg aldrig set, Jeg var ikke spor bange for, at jeg ikke skulle klare det, og det er jo også gået rigtig flot.
Vi var ikke færdige med at bygge vort hus om, så vi udvidede nu med et alrum og soveværelse og et stort badeværelse, hvor puslebordet også kunne stå, så jeg nemt kunne nå vand og bleer, og stadig have en hånd på babyen, så han ikke smuttede fra mig. Alrummet indrettede vi, så der ikke var noget farligt, som han kunne komme til skade med.
Det kom til at gå meget bedre med den lille baby, end jeg overhovedet havde forestillet mig. Når vi skulle kommunikere, opdagede han ret hurtigt, at jeg reagerede på lyd.
Han fik bryst til han var ni et halvt måned, så jeg var fri for at ordne sutteflasker. Når han skulle have mos, lavede jeg det til, og vi satte os hen til bordet, hvor jeg satte skeen ned i tallerkenen, og op imod hans ansigt. Så tog han selv munden imod skeen, og hjalp på den måde til. Så det var der heller ikke noget problem i. Jeg havde lånt en bærestol, som jeg havde på ryggen. Der sad han og kunne følge med i hvad jeg lavede, og da han kravlede rundt, satte jeg en lille klokke i hans skulder, så kunne jeg altid høre hvor han var og ligesådan da han begyndte at gå rundt. På et tidspunkt vil man jo gerne prøve at kravle op på møbler og borde, når jeg så kunne høre, at nu er han ved at kravle op, så gik jeg hen og lagde min hånd på hans ryg, og så lod jeg ham kravle videre, så kunne jeg gribe ham, hvis han skulle snuble.
Det gjorde ham ikke spor, han var helt rolig, han vidste, at det gjorde jeg kun, for at jeg ville se hvad han lavede, andre børn ville have skyndt sig med deres forehavende, så mor ikke tog dem, men han vidste det var kun for at følge med i hvad han lavede.
Hvis jeg sad og strikkede eller læste punktskrift, så kom han også med sit legetøj og lagde det på mine hænder, så jeg kunne se, hvad han legede med. Vi havde et skønt forhold, og det var dejligt efterhånden som han blev større, når vi var ude at gå, samlede han ting op, og viste mig dem, og han var god til at ledsage mig.
Det har jo været ens med dem begge, og da de kom i skole, var jeg lidt bange for at de skulle blive drillet, for at de havde en blind mor. Jeg prioriterede meget, at når forældrene blev inviteret til skolen, så mødte jeg altid op, så børnene lærte mig at kende. Der har aldrig været noget med drilleri. Når børnene havde fødselsdag, inviterede vi altid hele klassen hjem til fødselsdag, så de alle kom hjem og oplevede, at vi bare var en almindelig familie, hvor moderen bare ikke kunne se. Det fungerede jo alligevel, og ligesådan havde de altid kammerater med hjemme, og jeg kan ikke huske, at det nogensinde er blevet udnyttet, at jeg ikke kunne se.
Jeg har en lille sjov historie fra Anders børnehaveklasse. En dag havde en af kammeraterne spurgt ham, om det ikke var underligt at have en blind mor, så havde han kikket lidt, og så sagde han, nej hun er da meget sød, og så laver hun nogle smadder gode bøffer.
For børnene var det ikke underligt at have en blind mor. Jeg kan huske fra Lars, han gik i 8. klasse, og jeg havde været i avisen af en eller anden grund, og så var der en af hans kammerater, der havde sagt til ham, tror du ikke også du bliver blind, når din mor er blind, Nåh! det kan da godt være. Hun klarer sig da meget godt, så det gør jeg vel også. Det fik jeg så på en eller anden måde at vide, så jeg sagde til ham, om han ikke vidste, at han ikke ville blive blind. Både du og Anders er blevet undersøgt, og i har ikke fået øjensygdommen. Så let tog børnene på det, det har været dejligt for mig.
Lige så snart de blev store nok til at køre tandem, så har vi kørt mange dejlige ture, og de har begge været så gode til at fortælle hvad vi kørte forbi, og hvad vi så, hvis der var noget spændende, fik jeg det i hånden, og kom vi forbi et vandløb, så smed de en sten i, så kunne jeg høre hvor dybt og bredt det var.
Nu da jeg havde fået baby, brugte jeg ikke min førerhund så meget, og jeg var også blevet lidt bange for den, for den gøede meget, og den passede meget på, når der kom nogen, og jeg fik også senere at vide, at både postbudet og brugsmanden var bange, og selv dyrlægen, når han skulle undersøge den, gav han den mundkurv på.
Jeg passede nogle børn og deres “Lassi” hund i en sommerferie, og børnene og hundene var oppe ved huset, og jeg gik nede på græsplænen med Anders i barnevognen, for at han skulle sove. Pludselig hørte jeg skrål og skrig og hundegøen der oppe fra. Jeg blev bange for, at hunden havde bidt et af børnene, men så var det min hund, der havde overfaldet “Lassi” hunden. Jeg stolede ikke på den længere, så jeg lukkede den udi hundegården, og ringede til førerhundekonsulenten, og sagde, at jeg ikke turde have ham længere. Jeg havde heller ikke brug for ham, sålænge Anders var lille, hvis jeg skulle nogle steder, så var Anders altid med, og så blev vi kørt.
Han kom så samme aften og hentede den, og det var jo så et nederlag for mig, men jeg fik at vide, da Illona var død, at den var blevet genoptrænet og kommet over til en ung mand i Odense, og at det var gået meget godt. Det var rart at høre.
Nu havde jeg ikke førerhund i nogle år, men da Anders blev så stor, så han skulle i børnehave, så havde jeg brug for førerhund igen. På det tidspunkt, havde Lions Klub i Amerika tilbudt Danmark 10 førerhunde, men på den betingelse, at den blinde selv kom med over på førerhundeskolen i Detroit, og lærte at bruge den, og var med til at træne den færdig.
Det var i 1977 og det var en kæmpeoplevelse. Vi fløj fra Kastrup Lufthavn til Chicago og videre til Detroit i staten Michigan, hvor vi først blev indkvarteret hos en dansk familie, som viste os lidt rundt, og kørte os til førerhundeskolen,
Vi blev rigtig gode venner, og de kom også og besøgte mig en gang, medens jeg boede i Balle.
Det var en kæmpe oplevelse at være på førerhundeskolen, og jeg boede sammen med Alice fra Stenløse. Vi fik ikke hund de første dage, for trænerne skulle lige lære os at kende, og finde den rette hund, som passede til os.
Hun fik en Schæferhund, som hed Alex, og jeg fik en dejlig Golden Retriever, som hed Prince. Den skulle vi så lære at give engelske ordrer, og vi trænede meget i byen, men også på landevej.
Da vi så skulle gå vores første tur herhjemme i Balle, så gik Prince midt på landevejen, og det kunne jeg ikke rigtig forstå, for det var en af de ting, som jeg selv havde været med til at lære den, at når man skulle gå på landevej skulle man holde sig i venstre side. Når man gik på fortorv eller gangsti, skulle man holde sig på midten, så jeg tror Prince mente, at vores landevej var en gangsti. Han fandt hurtigt ud af, at vi havde lidt mindre forhold herhjemme, og det kom til at gå rigtig godt med ham, vi kunne tage busser og tog, og selv flyveren til Bornholm tog vi alene, en dag, jeg skulle over og undervise på et kursus.
Jeg var begyndt at undervise på hensyntagende specialundervisning for lærere i blindeområdet. Det gjorde jeg i Vestsjællands amt og Storstrøms amt, og jeg var også på Fyn og i Jylland og undervise. Det var meget spændende.
Men Prince blev kun syv et halvt år gammel, så fik han leverkræft og døde. Det var ganske forfærdeligt, han var syg temmelig længe. Så fik jeg en Dansk førerhund. Nu kan man godt træne de førerhunde man skal bruge, og Chico var trænet af Preben Christensen i Hirtshals. Han kom hos mig en uges tid, hvor vi samtrænede med førerhunden. Senere kom jeg på en uges kursus i Hobro. Nu bliver vi anderledes hjulpet i gang med førerhunden end i starten.
Chico blev dejlig gammel, han blev 13 år.
I mellemtiden var vi flyttet til Vordingborg, og da Chico ikke kunne føre længere fik jeg Gipsy. Jeg fik altså ny førerhund medens jeg havde Chico, fordi jeg havde meget brug for den. Jeg blev aldrig kørt, uden det var steder jeg ikke kendte. Jeg meddelte nu førerhundeordningen, at det var galt med Chico, og at han ikke kunne komme op i busser og tog, så nu skulle vi tænke på ved lejlighed at få ny hund.
Så en dag blev der ringet, at nu var der en sort Labrador, som hed Gipsy, som var trænet af Verner Andersen i Køge.
Vi havde aftalt, at Chico ikke skulle aflives, for Lars ville gerne overtage den i den sidste tid. Nu viste det sig bare, at Lars var på ferie på dette tidspunkt, men det gik fint med at have begge to. Chico var begyndt at være alene hjemme, når jeg skulle af sted, og den nye hund respekterede den gamle, for den boede der jo. Der var ingen problemer, så jeg havde dem begge 14 dage sammen. Chico levede et år længere ovre hos Lars, og den faldt rigtig godt til. Der var ingen problemer, når jeg besøgte dem eller de os. Hunden vidste godt, at den nu tilhørte Lars.
Efter vi havde boet i Balle i 12 år, begyndte vi som sagt at overveje, om det ikke var bedre at flytte ind til Vordingborg. Jeg skulle meget tit af sted, og det tog tid, når jeg skulle skifte bus. Vi satte vores gård til salg og flyttede til Vordingborg i 1985, hvor vi fandt et dejligt hus på Platanvej.
Vi blev rigtige gode venner med Bent og Bodil, som solgte os huset, og vi overtog også deres vennekreds, så det har ikke været så svært at flytte.
I starten var jeg lidt bange for, om det var forkert, at vi havde valgt et hus med trapper. Vi havde altid boet i et plans huse, men det har ikke været noget problem. De trapper vi har er fine, jeg kender dem, og så får jeg jo også lidt motion på den måde.
Det var også godt at komme til Vordingborg, for nu fik jeg en større frihed. Jeg kunne selv gå op i byen og handle, og jeg kunne selv tage bus og tog, og på den måde spare tid.
Jeg oplevede også, at der var undervisningsinstitutioner. Der var bl.a. et Seminarium, og der ville man afholde et årskursus i Ældrepædagogik. Da jeg var omsorgskonsulent, og de fleste blinde er ældre, så kunne det være rigtig spændende, hvis jeg kunne deltage i sådan et kursus. Jeg søgte om optagelse, og jeg gik der en hel vinter. Jeg lærte en masse rigtige dejlige mennesker at kende.
Da vi skulle have afslutning, bestemte vi, at gå sammen på den Kinesiske restaurant. Da vi gik ind på restauranten, så tjeneren min førerhund. Han sagde, at den havde ingen adgang, for det ville genere de andre gæster, hvis der opholdt sig hunde i restauranten. Vi besluttede så alle at gå et andet sted hen.
Jeg har oplevet flere gange, at jeg og min førerhund er uønsket, ja selv i Tivoli, da børnene var små, blev vi nægtet adgang. Det er noget af det værste at opleve, at man ikke har samme ret som andre til at komme alle steder.
En dag skulle Anders og jeg til et forældremøde oppe på skolen, og vi havde bestemt, at vi først ville gå på restaurant og spise pizza. Vi gik forventningsfulde ind på en nyåbnet restaurant Santos her i Vordingborg. Da vi kom ind, blev vi nægtet adgang. De sagde det var på grund af levnedsmiddelkontrollen. Jeg argumenterede meget imod, og sagde, at min hund ikke var mere snavset end andres sko og tøj. Der var ikke noget at gøre, så vi måtte gå. Det er en ganske forfærdelig følelse. Jeg føler det ligesom Negrene under apartheid, hvor man ikke er velkomne.
Normalt finder jeg mig i meget, men når det går hen og bliver urimeligt, så kæmper jeg.
Jeg undersøgte først sagen hos levnedsmiddelkontrollen. Jeg fik et brev, som jeg kunne vise, hvis det skulle ske en anden gang. Der står, at førerhunde ikke må nægtes adgang med begrundelsen, levnedsmiddelkontrollen. Nu må vi have hund med alle steder. Man kan ikke nægte os det. Kun hvis der er rum for allergikere, så kan vi nægtes adgang, og det er kun rimeligt.
Da jeg havde gennemført ældre pædagogik kurset, havde jeg lyst til at få noget mere undervisning. Jeg fandt ud af, at man tilbød enkeltfagskurser på H.F.. Dette år tilbød de Psykologi, og da Psykologi er et fortællefag, søgte jeg om optagelse. Det var utroligt spændende. Det viste sig nemlig, at alle de bøger vi skulle bruge det år var indlæst på bånd.
Unge blinde, der går på gymnasium, H.F., universitetet eller andre steder får deres bøger indlæst på bånd, og alle de bøger vi skulle bruge dette år var indlæst, så jeg kunne gå med på lige fod med andre, og jeg gik til eksamen, og klarede mig fint, næste år prøvede jeg religion, og det gik lige så godt.
Næste år tog jeg samfundsfag, men da viste det sig, at jeg kun kunne få samfundsfag 1 og 3. Nr. 2 kunne jeg ikke få, på grund af, at masteren var ødelagt. Så spurgte jeg, om de unge blinde, heller ikke kunne få bogen. Jo det kunne de godt, den var nyindlæst på Studiebogsbiblioteket, men jeg kunne ikke låne den. Kun hvis jeg ville få min kommune til at betale. Det syntes jeg var underligt, så jeg skrev til Ole Vig Jensen, som var undervisningsminister. Han ændrede det, så vi også kunne låne de bøger på Danmarks Blindebibliotek på samme måde som de andre, jeg havde lånt.
Næste år meldte jeg mig til Dansk. Danskkurset er to årigt, og man skulle også skrive stil. Året før i 1989 havde jeg fået en Log‑text, som var en punktskrift computer, og der kunne jeg skrive min stil på punktskrift, og rette og tilføje tekst. Når jeg syntes den var færdig, så kunne jeg printe den ud på sortskrift, så læreren kunne læse den.
Hvis vi fik noget skriftligt materiale som fotokopier udleveret, kunne jeg gå ned på synscentralen, og de læste det ind på bånd, så jeg klarede også eksamen i Dansk.
Året efter tog jeg Filosofi, og så har jeg ikke taget mere, for det kniber også med tiden, men jeg har gået på et kjolesynings hold for blinde.
Jeg havde en elektrisk symaskine, som vi havde købt, da børnene var små. Der var sommetider noget, der skulle repareres, og det var tit nemmere at få hjælp, når vi havde maskinen.
Jeg havde nemlig hjemmehjælp, da Anders var nyfødt, og hun hjalp mig sommetider at sy, hvis der var noget, som skulle repareres.
Jeg tog så den maskine med til syning, og det viste sig, at jeg godt kunne sy. Jeg fik sat en lille skærm foran nålen, så jeg ikke fik fingrene i nålen, og så fik jeg sat en lille lineal på siden, som jeg kunne indstille efter hvor stort sømrummet skulle være. Jeg skulle bare holde tøjet ind til linealen, og træde på pedalen, og så kunne jeg da godt sy.
Jeg prøvede også at klippe mønster ud. Når læreren lagde sit silkepapir mønster på stoffet, kunne jeg godt mærke forskel, men når jeg skulle klippe, kom jeg til at klippe ind i mønsteret. Vi fandt så ud af at tage noget kraftigt indpakningspapir og lægge det dobbelt.
Læreren klippede så mønsteret ud og klistre tape på kanten. På den måde var mønsteret ikke kraftigere end man kunne sætte det på stoffet med knappenåle, og så kunne jeg køre min venstre pegefinger langs mønsteret og klippe med saksen på den anden side af fingeren. Jeg kunne også selv klippe mønster ud. Det var helt fantastisk at opleve, at en ting som jeg ikke troede jeg kunne, at det kunne jeg da godt. Det var fantastisk, og jeg har syet flere jogging dragter, bluser og nederdele til mig selv.
Jeg er ikke omsorgskonsulent mere, men jeg er stadigvæk informatør, og jeg leder Blindeklubben på Brænderigården, Jeg har undervist i håndarbejde nogle gange på Synscentralen, når de har haft senblindekurser, Jeg underviser voksne blinde i punktskrift og i båndoptageren som kommunikationsmiddel,
Jeg deltager også i kurser på Fuglsangscentret, det er så dejligt, for man er jo kendt med forholdene, så man skal ikke først til at lære, hvor undervisningslokalerne er og hvor spisestuen er, og hvor man kan lufte sin førerhund, og man er kendt med værelser og det hele, der slapper man rigtig af.
Jeg kommer på kursus en gang om året som informatør og punktlærer, og som håndarbejdslærer, har vi fagmetodiske kurser, ide og fagtekniske kurser, og kvindegruppen inden for Dansk Blindesamfund afholder også spændende kurser inden for forskellige emner.
Jeg sidder som repræsentant for DSI i flere udvalg, bl.a. Vordingborg Sociale Brugergruppe, hvor jeg er sekretær, i STS og i Radio- og TV‑ Nævnet for Vordingborg. Jeg har også startet Lokal DSI Sydsjælland, Møn, hvor jeg var formand i 2 perioder, men jeg valgte at stoppe, nu hvor det kørte fint.
I øjeblikket går jeg en del til foredrag og kurser omkring det alternative, helseemner og det spirituelle, men også kristendommen. Jeg er en del søgende omkring livets mening, og meningen med mit liv her på jorden.
Jeg er også med i kvindegruppen som har et projekt kørende hvor vi interviewer blinde kvinders kultur gennem 90 år, og det skal munde ud i et tidsskrift.
Jeg har interviewet 4 kvinder, og dem har jeg haft samlet, efter de har læst hinandens interview, og det var spændende for dem at møde hinanden bagefter.
Jeg har ikke fået lavet en netværksgruppe, for jeg tror ikke mine interview personer mangler det, og jeg har heller ikke selv overskud til at starte en udenom, da jeg har meget travlt.
Jeg har jo også mine børn og børnebørn, som jeg gerne vil følge og være noget for.
Lars bor i Odense, og har et firma, som har specialiseret sig i netværker, og han har i øjeblikket 3 ansatte, så der er nok at gøre, han har en meget dejlig kone Jette og 2 børn, Andrea på snart 6 år og Mikkel på 3 år, og de trives rigtig godt, og de kan lide deres farmor, de synes hun er skør, og det har jeg det godt med.
De er også ved at bygge hus, og vi prøver at hjælpe dem så meget vi har tid til. Per er gået på efterløn, men han har også så mange interesser. Han er formand for Visens Venner her i Vordingborg, og han er regissør for amatørteatret, og er i gang med et stykke, som skal opføres her i efteråret, det hedder “På Vippen”, og handler om årtusindskiftet. Han har også stadig timer på Synscentralen, så det kniber med, at han har tid til sin blinde kone.
Jeg har det også godt med at kunne selv, og kun blive hjulpet med det, jeg ikke kan.
Anders læser til elektroingeniør, og han bor på Kampsax kollegiet i Lyngby. Han er også en rigtig dejlig dreng, og han er rigtig social, og har lavet en bolcheklub, hvor de selv laver bolsjer. Den hedder “Den Søde Tand”, og han har lave spiseklub på kollegiet, og har mange gode venner. Hans gymnasieklasse mødes stadig, og han har haft et års orlov hvor han har deltaget i det politiske omkring universitetet. Han arbejder meget i sin fritid hvor han har computerarbejde på Universitetet, så han har endnu ikke startet studielån.