Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Interview med Grethe Jensen
Interviewer Heike Michelsen.
Mit navn er Grethe Jensen. Jeg er født d. 8. maj 1918 i København på Nørrebro – det de i dag populært kalder Den Sorte Firkant. Jeg er nummer 2 af 3 børn. Jeg havde en ældre søster, som er død, og har en yngre bror, som jeg desværre ikke har haft kontakt med i mange år. Og det er umuligt i øjeblikket at finde ham.
Min far døde da jeg var 3 år, og min mor sad alene tilbage med 2 piger og et barn på vej. Mor fik arbejde som rengøringskone i private hjem, og gennem dem fik hun arbejde som kogekone i 2 Københavnske kommuneskoler. For den gang fik børn fra ubemidlede hjem, varm mad på skolerne hver dag. Dvs. at den varme mad bestod i, at man den ene dag f.eks. fik varm Mannagrød med saft til, og så den næste dag fik man den kolde stive grød med varm hvidtøl til. Men min mor sad alene med 3 børn og sled fra morgen til aften. Min bror kom i vuggestue og jeg kom i børnehave meget tidligt om morgenen. Jeg var i børnehave til jeg var godt 6 år, og så skulle jeg i skole, men fik lov at komme i børnehaven efter skoletid. Og det var et privilegium, men det var fordi lederen, frk. Steenberg syntes jeg havde evnerne til at hjælpe til. Jeg gik på skolen til 5. klasse og kom så i mellemskolen, men kom kun til at gå der i godt et år. For min mor døde lige pludselig, da der var 14 dage til min konfirmation og jeg var 14 år.
Så kom jeg over til Jylland til mine ferieforældre som jeg havde gennem Søndagsskolen. Og jeg fik plads på Kjellerupvej ovre ved Viborg. Det var et dejligt sted og jeg kunne godt li’ at være der. Men fra den første dag jeg kom var jeg pige i huset. De havde et husmandssted og han var samtidig malermester. Efter et års tid flyttede mine plejeforældre og jeg til Bornholm. Min plejefar var udover at være uddannet malermester også uddannet diakon. De købte et alderdomshjem for gamle og syge, og der skulle jeg også være medhjælp og glædede mig til at begynde med. Jeg blev der et års tid og havde fået venner. Og de kunne godt se det ikke gik særlig godt. De kendte en læge der også kom på alderdomshjemmet, og han foreslog at jeg skulle lære noget mere. De strittede først imod, men så kom jeg til København og var først hos en præst på Amager. Der havde jeg udgangstilladelse til kl. 21 og gjorde jeg ikke det, ”ville der falde brænde ned!” Og det gjorde der så en aften jeg kom for sent hjem. For jeg kunne ikke komme ind og måtte kalde præsten op. Og det endte med at jeg blev fyret, og flyttede hjem til min kusine i en periode. Fik stilling som stuepige og kokkepige. Og senere som nurse hos en overlæge med 2 børn, og der fik jeg mit eget værelse med bad og der var thekøkken, så man kunne invitere gæster. Og der blev jeg så til jeg traf min første mand.
Jeg blev tidlig gift, og var gift i 7 år. Så kom 2. Verdenskrig, og det gjorde at der skete et eller andet. Og jeg fandt det mest rigtigt og klogest at bede om at få vores ægteskab opløst. Det fik jeg og fik forældremyndigheden over mine 2 drenge. Så prøvede jeg at klare mig selv – det var drøjt, meget drøjt – men det har også vænnet mig til at tage livets mørke sider. Og sige at en forhindring er til for at den skal flyttes.
Jeg var nødsaget til at finde noget arbejde, så jeg arbejdede i børnehaver og vuggestuer som uudannet. Så kom der en lov om, at man ikke som uuddannet måtte få samme løn som de uddannede. Det var også helt i orden. – De der har ofret år på at lære noget fagligt, de har jo større kendskab og erfaring end vi andre. Så det var helt rimeligt at man skulle have en uddannelse.
Hvad alder havde du da du startede i børnehaver og vuggestuer?
Det var i 1953 og jeg er født i 1918, så jeg har været 35 år. Den ældste af mine sønner gik i skole og den yngste i børnehave. Og jeg søgte så ind på Montessori Skolen. For jeg havde læst en del af den italienske læge og pædagog Montessoris bøger. Og de tiltalte mig. Så jeg blev optaget på skolen og læste der i 2 år. Det var både ondt og godt kan det siges – for den var Katolsk og det var jeg ikke – så jeg lå somme tider under for et pres. Jeg skulle gøre mig mere dygtig og måtte læse meget for at tilfredsstille min forstanderinde. Jeg fik da min eksamen og søgte stillinger. Og blev ansat dels i Københavns kommune og i private børnehaver, og var med i Dansk Røde Kors samaritter korps og fik mange gode venner. På et vist tidspunkt flyttede jeg sammen med en mandlig kollega inden for Røde Kors. Og vi havde nogle gode år sammen. Men så kom jeg ud for en privat oplevelse, som blev et stort chok for mig, og jeg kom på sygehuset og var langt nede. Men jeg havde en veninde, som var genbo i det hus hvor jeg ellers boede og hun kom og besøgte mig. Og hun fik hevet mig op med hårene bogstavelig talt.
Hvor gammel var du der?
Det var i 1956, så der var jeg 38 år. –Og hun fik hevet mig op og sagde: ”Du er for godt uddannet og for pænt et menneske til bare at ligge, og bare smuldre hen og ligge der. – Og du har 2 børn som trænger til dig!” Så vi fik talt sammen, og jeg sagde jeg ville ud på landet i en periode. Hendes mand var ansat som redaktør på Politiken, så jeg sagde hun måtte komme med et blad, hvor der var stillinger på landet. For der måtte da være en annonce om at blive husbestyrerinde, så jeg kunne komme væk fra København. Det gjorde hun. Vi var 5 der lå på samme stue på sygehuset. Og der var mange der søgte husbestyrerinde, så vi nummererede dem fra nr. 1 og fremefter. Og blev så enige om at vi skulle sige et nummer. Og ved det nummer skulle jeg sætte et kryds, og så skrive til dem. Jeg fik brev fra de 4 af dem og det var brogede svar. Der var en enkemand som syntes der var tomt i dobbeltsengen, så jeg var velkommen. Det han tilbød mig var kost og logi, og børnene måtte godt komme med, men dem skulle jeg så betale for. Og en anden var også enkemand og han havde voksne børn. Han trængte til en der kunne komme og lave mad, gøre rent og sørge for at huset var i orden, når børnene kom hjem. Og lønnen ville være kost og logi. – Det var det gennemgående i de 4 breve jeg fik. Og det passede ikke lige mig. Jeg ville godt ud som husbestyrerinde. Men jeg ville ikke gå som en, der af nåde og barmhjertighed fik et sted at være. Det ville jeg ikke. For jeg syntes, at selv en husbestyrerinde har krav på respekt. For dengang var en husbestyrerinde til at få for 25kr. om måneden + kost og logi. Men slet ingen løn hvis hun havde et barn med.
Min veninde spurgte om jeg havde fået svar, og jeg sagde at jeg havde fået fra de 4 af dem. Og tænkte at den femte nok var blevet bange. Hun ville så tage mine breve og tage dem med ind på redaktionen. Det var jo under billet mrk. Hun ringede så og sagde at jeg om aftenen skulle ringe på det og det nr. For der sad en landmand som gerne ville have mig. Så jeg tænkte at jeg hellere måtte ringe. Og det var jo inden der var fjernsyn, der var kun radio. Og så på et vist tidspunkt var der Radioavis, og jeg kunne tænke mig at en enlig mand godt ville sidde og høre den i fred, selvom han var landmand. Så der ringede jeg og sagde hvem, jeg var. Og han vidste godt hvem jeg var, for jeg havde opgivet min venindes telefonnummer og der kunne de evt. ringe til. Og han havde talt med hende og havde ringet til hende og bedt mig om at ringe til ham. Og så snakkede vi sammen. Jeg spurgte slet ikke om løn. For han var meget studs og
kort: ”Nej” – ”Ja” –”Nåh”. Og så sagde han: ”Hvornår kan De begynde?” Nåh jah, ikke lige i morgen, men måske i overmorgen. Men jeg tænkte nok det var for tidligt. Men han sagde det var i orden, og spurgte om hvor jeg vidste hvor det sted lå jeg skulle hen til? – ”Nej, det vidste jeg ikke, men det kunne jeg vel få at vide!” Og inderst inde tænkte jeg, hvis han er sådan når jeg kommer derop, kan jeg bare sige nej. Men havde lige fået skrevet hans navn. Så fik jeg at vide jeg skulle tage til Holbæk, og så tage toget til Nykøbing Sjælland, men skulle stå af toget i noget der hed Asnæs. Og jeg indrømmer det! Jeg anede ikke hvor Holbæk lå, anede ikke hvor Nykøbing lå og slet ikke Asnæs. Og så ventede han jeg kom! ”Farvel” sagde han, og jeg sagde farvel. Og jeg tænkte: ”Nej, men skidt så får jeg da turen derop.”
Hvor gamle var dine børn dengang?
Erik var blevet konfirmeret og Vagn har vel været 13 år. De var på kostskole dengang, og skulle da have lov at komme en gang imellem.
Jeg ringede til min veninde og sagde: ”Sådan og sådan, og nu snakker jeg med overlægen i morgen om at tage derop!” Så sagde hun: Ham har jeg talt med. ”Hvad bilder du dig ind?” sagde jeg så. Ja, men jeg har talt med ham og han sagde: ”Grethe Kristensen kan godt komme hjem for hun vil have godt af det, og hun har viljen. Og hun er kommet sig så meget at hun godt kan.” Så jeg kom hjem næste dag til min veninde og vi pakkede alt hvad jeg havde af møbler og diverse småting og alt hvad jeg ejede. For det hus jeg ellers havde boet i lå lige over for. For jeg havde jo nøglen, så vi var egentlig 2 uartige piger! Vi holdt øje med når han kørte på planteskolen om morgenen, og så havde hun bedt sine 2 piger om at blive hjemme fra skolen. Og så hjalp de 2 piger, Else og jeg hinanden, og gik over og tog alt det der var mit. Møbler, blomster og det hele. Bar det over til Else lige på den anden side af vejen. Der var et par nabokoner som så det, og de sagde: ”Ved du hvad! Vi kommer og hjælper dig.” Og så tog de et par trillebøre, og det var simpelthen sådan, at det skulle være optaget på video. Og midt i alt det tunge og triste var det alligevel en sjov oplevelse. Selv om jeg mens jeg gik og pillede ud, gik og tudede alt det jeg kunne. Men alle konerne var enige om, at jeg bare skulle tude. Og den ene kørte til bageren og købte brød. Else sagde: ”Når vi er færdige, så drikker vi kaffe inde hos mig.” Så jeg fik det hele derover.
Det var da alle tiders!
Ja, det var det og jeg prøvede at falde til ro. – For næste dag skulle jeg jo rejse.
Jeg anede ikke hvor Odsherred lå. Jeg fik bare at vide det hed Stenbjerg pr. Asnæs i Odsherred. Min veninde vidste det heller ikke. Hun troede det var Hornsherred. Og sagde det var mærkeligt, at jeg skulle helt til Holbæk, men det måtte vel være nemmest med toget. Så hun kørte ind på Hovedbanegården og hentede billet, og sagde: ”Så er det hele i orden og vi pakker det du skal have med. Og så i morgen bestiller vi en Taxa og kører til toget!”
Jeg måtte jo sige til DSB manden, om han ville være venlig og sige når vi kom til Holbæk. Og det gjorde han og var så venlig at hjælpe mig ud med al min bagage og fulgte mig hen til toget til Nykøbing. Og der måtte jeg også pænt sige til togmanden, at når vi kom til Asnæs, skulle han sige til. – Og vi kørte og vi kørte. Jeg tænkte at han havde glemt mig. Og da han kom ind for at billettere, spurgte jeg om han havde glemt mig! ”Nej, nej, De skal af i Asnæs og jeg skal nok hjælpe dem med bagagen”.
Og så kom jeg til Asnæs. Og jeg kiggede ikke – men jeg gloede bogstavelig talt. Og der var ingen for at hente mig. For hvad skulle jeg nu gøre? Står med et par kufferter, og her står jeg. Men der var da en station. Og jeg er ikke for ingenting københavner. Så jeg gik ind på stationen og sagde: ”Hvor får jeg en taxa her?” Og det hedder jo ikke taxa på landet. Men han sagde pænt at de havde en taxi ”og jeg skal ringe efter en – hvor skal De hen?”. Ja, jeg skal til noget der hedder Stenbjerg. ”De kan sætte dem ud i venteværelset, så skal der nok komme en.”
Jeg tænkte at det her var altså skørt og han ringer nok ikke. Jeg syntes tiden var lang, for det gør man når noget er uvist. Og så pludselig gik døren op og det lød: ”Der er nogen her der skal med en Taxi!”, så jeg rejste mig op, og det var en der hed ”Fynbo Jensen”. Han fik mig ind i vognen. Han var meget flink og spurgte hvor jeg skulle hen på Stenbjerg. ”Ja, jeg skal op til en der hedder Arne Jensen.” Så vendte han sig om og sagde: ”Skal De op til Arne Jensen? – Der bliver de sgu ikke ret længe”. Så sagde jeg rapt tilbage: ”Det kan De ikke udtale dem om!” – ”Det skulle da så være et Guds under!” ”Så er jeg nok et Guds under!” svarede jeg rapt. Og den fik jeg at høre for senere. Så nu kørte han med et Guds under i Taxien, og vi kom op til Stenbjerg.
Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg vidste ikke om det var en gård på 150 tønder land, ja jeg vidste ikke engang hvad en tønde land var. Jeg anede intet. Men det svævede inde i hovedet på mig, at når han var landmand og skulle have en husbestyrerinde – så måtte det være noget stort noget. Men det var ikke stort! Jeg gav 3 kroner for turen og jeg stod der i gården. Da han satte mig af sagde han. ”Når De skal hjem kan De ringe.” Men han gav mig ikke noget telefonnummer. Det gjorde man jo ikke på landet.
Og så stod jeg der og gloede dumt på gårdspladsen og tænkte: ”Det der er stuehuset, og det er staldene. Men hvor går man hen?” I det samme kom der en mand, og han havde en stor beskidt stråhat på. Og var selvfølgelig i arbejdstøj og nogle gummistøvler – ja de var ikke kønne! Og han sagde: Nåh, så er De der!” Han kendte ikke ordet Velkommen. ”Ja De skal bare gå ind der. Der er køkkenet, og så kan det være De laver kaffe?” – Nåh, tænkte jeg. Gik ind i bryggerset, kiggede mig om og tænkte: Her bliver du ikke, men han skal da få sin kaffe. Og jeg gik ind. Inde i køkkenet var der et indfyringskomfur, køkkenbord, en tørvekasse og på komfuret stod der en primus og en vandkedel. Jeg kiggede mig rundt for der var ingen vandhane, hverken i køkkenet eller i bryggerset. Så jeg gik ud og spurgte om der fandtes vand her! – ”Ja, der står en pumpe ude på gårdspladsen”, så jeg tog kedlen, men han sagde at der skulle vand i spanden. Der stod en mælkejunge og han var da så flink at han bar den ud og fyldte den op. Så fik jeg en øseske og kunne fylde vand i kedlen. Så sagde han drilagtig: ”Jeg må vel hellere tænde op på primussen, for De er jo københavner og kan vel heller ikke det.” Åh joh, jeg havde før tændt op i en primus. Så jeg tændte op og lavede kaffe. Og måtte så spørge hvor brødet og smørret var, og det var inde i et stort spisekammer.
Og den dag gik så til ende, og jeg vil ikke mindes den for noget godt. For det der kunne jeg ikke klare.
Det var for uvant?
Ja, jeg syntes og han var så stupid. Han viste mig også hvor jeg skulle være. Det var oppe og et mægtig stort rum. Et gammelt soveværelse. Der var ingen varme – der var kun en feltseng der var redt op og der kunne jeg lægge mig. Han lå selv i et lille bitte rum ude ved bryggerset.
Jeg kom d. 4. maj, og der satte jeg lys i alle vinduerne. Det var han ikke vant til, så han kiggede lidt. Men jeg havde taget lys med til det samme. Han sagde ikke
noget, men jeg fik senere fortalt at han havde sagt: ” Jah, hun stillede op med at sætte lys i alle vinduerne.” Så blev det den femte, den sjette og syvende maj. Og jeg sagde til mig selv hver dag; nu ringer du til Else og siger jeg rejser igen. Men der var bare det mærkelige, at hver morgen jeg kom op tænkte jeg: ”Du skal have det ordnet inden du rejser.” Og så når jeg havde ordnet det, skulle jeg lige have ordnet det og det. Og komfuret skulle pudses, og når man havde pudset sådan et komfur er man sort over det hele.
Så den 8. maj ringede Else for at ønske mig tillykke på min fødselsdag. Det var Arne der tog den, for jeg havde ikke noget med telefonen at gøre. Så han kom ud og sagde: ”Det er til Dem!”, og jeg tænkte straks at det var oppe fra kostskolen. Og det ville være forfærdeligt hvis der var noget galt med børnene. Men det var jo Else, og vi snakkede om det der. Jeg sagde at det vist ikke bliver til noget her. ”Joh”, sagde hun, ”det ender nok med at du bliver kone på den gård!” Så kiggede jeg hen på døren om den var lukket og sagde så: ” Om så det var den sidste mand på her på jorden, så vil jeg hellere ende i et nonnekloster. Og jeg er her ikke mere end en måned!” ”– Du bliver kone på den gård inden der er gået et år, og jeg vil med til brylluppet”, sagde Else. Så blev jeg vred og sagde jeg nok selv skulle bestemme. Og jeg skulle for øvrigt ikke giftes og havde 2 børn jeg skulle forsørge. ”Og når det bliver den første, gør jeg godt rent heroppe, og så rejser jeg. – Så du skal ikke sende mine møbler!” – ”Det har jeg allerede gjort!” lød svaret fra Else.
Nåh, det var der ikke noget at gøre ved, og der gik et par dage og så kom halvdelen af mine møbler, og Else ringede og sagde at resten kunne jeg få efter sommeren. For så ved du hvordan du har det.
Ja, så blev jeg jo hængende, og i dag har vi været sammen i næsten 45 år. Og der har da været modgang.
Og med den tids syn på kvinder – hvilke muligheder havde du ellers?
Ja, jeg skulle have et sted at bo. Jeg havde jo godt nok min uddannelse og havde 2 børn jeg skulle forsørge. Jeg havde været på socialkontoret mens jeg endnu var i København, og de sagde jeg kunne få socialhjælp, hvis jeg ikke havde arbejde. Men jeg ville ud på landet og lægge penge til side. Og så søge en lejlighed og søge Bikuben om et lån, så jeg kunne starte en børnehave og tage ud og holde foredrag. Men jeg vidste ikke hvor dårlig lønnen var. Jeg fik til at begynde med 75 kr. om måneden. Og skulle selv betale når jeg skulle til København eller købe tøj. At børnene kom, havde han ikke noget imod. Men hans familie var så ”søde” at fortælle mig, at så måtte jeg selv betale. Så det tyggede jeg på. Men jeg sagde til ham, at når drengene kom på besøg, så er mit værelse mit hjem. Og jeg bander ellers ikke, men jeg sagde: ”Og jeg skal fandeme ikke betale for dem. Jeg går her og slider og slæber her hver eneste dag for min løn!” Og Arne sagde det så heller ikke. Men kunne lige så tydeligt mærke på hans familie hvad de syntes. For børnene kom jo hver anden weekend. Og sådan 2 drenge spiste jo 4 rundtenommer hver dag.
Men det var jo ellers vilkårene dengang?
Ja, det var det jo. Det var jo tydeligt med ham enkemanden der havde skrevet til mig, at der var så tomt i dobbeltsengen og han lå der med følelser og fornemmelser. Så der skulle jeg være velkommen. For man regnede med dengang, at når man var husbestyrerinde, så var man til det hele. Værs’go. Du havde alle de pligter der kunne lægges på – også de intime. Men du havde ingen rettigheder. Og ham den anden, der havde to voksne børn jeg skulle varte op. Sørge for at huset var rengjort og der var bagt så børnene bare kunne komme hjem. Det var jo en billig hushjælp.
Og jeg kan give dig endnu et eksempel. Da jeg var blevet ansat oppe hos Arne, så kom der på et tidspunkt en. Ja, der kom mange af bønderne, for de skulle jo se giraffen. Men en af bønderne havde sagt til Arne: Hvis du ikke vil have hende, så lad bare mig få hende.” Men han brød sig godt nok om mig, så han sagde ikke noget.
Da jeg havde været der en måned, sagde jeg, at jeg ville have mere i løn. For jeg hjalp jo til med det hele, bortset fra at jeg ikke malkede eller mugede under køerne. Jeg var med når han tærskede og smed neg op, passede hønsene og vi havde en hest. Og da jeg havde været der i 14 dage, spurgte han, om jeg ikke ville tage med op til hans forældre i Høve, og hjælpe dem. For der vaskede vi tøj. Så vi spændte hestene for og kørte derop.
Så jeg blev husbestyrerinde og en slags kom-hjem-og-gør-rent-og-lave-til hos hans forældre. For jeg har aldrig været bange for at lave noget. Og det var nok derfor jeg blev der. Og der var nok at rive i!
Og det holdt sådan i nogle år?
Ja, jeg havde sagt til ham, at skulle jeg noget, så ville jeg tage til det. F.eks. når der var nogle foredrag i København.
En dag så jeg i Ugeavisen at Vallekilde Højskole havde deres efterårsmøder. Og spurgte jeg Arne om hvordan man kom derud. ”Ja, man kan jo cykle derud!” – Jeg spurgte så om han ikke kunne tegne vejen for mig, for jeg havde min cykel med fra København. Joh, det skulle han nok senere og gik ud i stalden igen. Så da han kom ind til aften sagde han:” Vi kunne jo cykle sammen, for De kan vel ikke finde vej!” Om jeg kunne være færdig kl. det og det! ”Ja, det kan jeg da godt!”, og vi pyntede os pænt og så tog vi der til Vallekilde om søndagen. Og det var en oplevelse – men ikke så rart for Arne. For de der kendte ham og så at han sad ved siden af et kvindfolk som de ikke havde set før! Og de ville ikke være bekendt at spørge. Så de spurgte om det var noget familie. ”Næh” sagde han. ”Måske en De kender? – Og jeg kiggede noget, for det måtte være noget særligt når de sådan kiggede og hviskede sammen. Og vi kom hjem om aftenen og havde en god diskussion om det vi havde hørt på Vallekilde.
Så en dag jeg var til møde i min forening i København, så var der en som sagde til mig, om jeg ikke havde fået vores medlemsblad. Hun havde set, at der var en proprietær deroppe i Nordsjælland, der søgte en uddannet pædagog til at passe hans evnesvage barnebarn som kom 3 gange om ugen fra kl. 9 til kl. 13. Og så skulle han beskæftiges og havde et par kammerater med, der også var evnesvage. Så det var 3 eller 4 ad gangen jeg skulle passe. Og ellers skulle jeg være husjomfru. Jeg tænkte – det kunne jeg da godt. Og søgte stillingen og var deroppe. Kunne da godt se at jeg ville få en arbejdsdag fra kl. 6 om morgenen til kl. 8 om aftenen. Men det gjorde ikke noget. Jeg blev lovet, at jeg ville få en kone til vask, en kone i køkkenet, så jeg aldrig skulle tage det grove. Så den hoppede jeg på med det samme. Og sagde til Arne, at jeg havde tænkt på at rejse! ”Nåh”, sagde han. ”– Ja, for jeg har fået en stilling, hvor jeg kan bruge min uddannelse som jeg har brugt nogle år af mit liv på at få.”
Det kunne han godt se, men jeg kunne se, at han blev noget tavs. Men han sagde jo ikke så meget. Så jeg rejste derop. Men da jeg skulle rejse, sagde Arne: ”Vent med at flytte Deres møbler til De har været der en måneds tid. Så kan De jo komme herned og pakke.” Og jeg var lige ved at sige: ”Nej, De kan tro det er løgn!” – Men det var lige som Vorherre slog mig i hovedet, og det har jeg altid troet på. Det var som om han sagde: ”Tag det nu lige lidt med ro. Lad nogle af dine møbler stå!”. Så det gik jeg med på. Rejste så derop og det blev ikke nogen succes. For det var en af den slags der benyttede sig af hushjælpen til ingen penge. For det med, at der kom en kone til det grove? – ja, men det havde han ikke sat nogen dato på hvornår, sagde han. Jah men, jeg kan da ikke tage 3 børn og lave morgenmad til proprietæren,” sagde jeg. ”Ja, men de kommer ikke før morgenmaden er spist”, sagde han. Og så blev det efterhånden sådan, at jeg skulle varte ham op i tide og utide.
Så nede i byen, kom jeg til at tale med en husmandsfamilie der boede lige i nærheden. Hun spurgte om hvordan det gik, og jeg svarede, at det går jo. Men jeg bliver ikke gammel i gårde! ”Nej, der er aldrig nogen, der har kunnet være der mere end 3 uger – det er det højeste,” sagde hun. Jeg kunne sige, at nu havde jeg været der i 3 uger. Og hun sagde at de også havde snakket om hvornår jeg rejste. ”Men har De ikke lyst til en aften komme ind og få en kop kaffe?”, Joh, men jeg skulle jo opvarte ham hele aftenen. Men han tog af og til ved 9 tiden til København, og så havde han gerne en meget ung veninde med hjem. Forskellig fra gang til gang. Så hun sagde: ”Næste gang han kører, så ringer jeg til Dem.” For han havde garage lige op til deres indkørsel.
Så ringede hun en aften og sagde jeg skulle komme derover til en kop kaffe og et glas vin, for ”vi vil ikke længere gå og sige De til dig, og du skal heller ikke sige De til os.” Og så fik jeg at vide, at hvis jeg blev der til på tirsdag, så var jeg den der havde været der længst.
Jeg blev der godt 10 dage til, og så skulle han til København og skulle være der i 2 dage. Og så når han kom hjem ville han have gæster med hjem. Og der var en menu jeg skulle have klar. Helleflynder og jeg ved ikke hvad. Jeg spurgte ham om jeg så fik en kone til hjælp, men det havde han ikke tid til at spekulere på! Det kunne vi snakke om senere. Og kunne forstå på konen inde ved siden af, at den havde han brugt i flere år. Så rejste han tidligt om morgenen og hun ringede inde fra ved siden af. Og sagde jeg skulle komme over og få en kop formiddagskaffe. Jeg sagde jeg ikke havde tid, for jeg skulle nå så meget. Da jeg kom derover alligevel, sagde hendes mand: ”Hvorfor rejser du ikke?” Jeg sagde at jeg også havde forbandet lyst til det. ”– Så gør det,” sagde han. ”Vi skal nok komme over og pakke for dig – det har vi gjort for alle de andre:” Og så var der noget i mig der sagde: Flyt!
Arne havde jo ringet til mig og skrevet hver eneste dag. Og havde vi snakket for længe i telefonen, så rømmede han sig. Men hver dag fortalte han mig om hvordan der var derhjemme. Og han havde ikke i sinde at tage en ny husbestyrerinde. For han troede på at jeg kom tilbage. – Og jeg tænkte: ”Ih, hvor er han en nar!”
Men så fór der en djævel i mig. For når naboerne sagde de ville hjælpe mig med at flytte, så var det fordi de mente at jeg skulle flytte. ”Står I ved Jeres ord?” Ja! Og så begyndte vi at flytte. ”Ja, men jeg har bestilt Helleflynder!” Vi ringer bare og siger det. Det er han så vant til. Så hun ringede og afbestilte fisken. Jeg ringede til Arne og spurgte om han ville ta’ mig igen, for det her kunne jeg ikke klare. Der er så mange uhumskheder og ulækkert. Og det kan jeg ikke ta’! – Ja, det kunne jeg godt, og han skulle nok ringe til vognmanden og få hentet de møbler og ting jeg havde der. ”Nåh”, sagde naboerne – ”så skal vi lige over og gøre stuen ren hvor du har boet, lægger en besked om at du er rejst og giver afkald på lønnen, for det kan du slet ikke klare.” Og det gjorde jeg så, og hun skrev nederst: Vi har flyttet for Grethe, og skrev sit navn.
Så flyttede jeg tilbage til Arne og vi snakkede sammen i 14 dage. Så en aften sagde han inde fra stuen: ”Kan du ikke lige komme og se her om hvordan økonomien er her på stedet.” Så lagde han alle gårdens papirer frem, og sagde: ”Jeg har jo egentlig tænkt mig, at vi skulle gifte os!” For det var ingen rigmand jeg skulle gifte mig med. Vi måtte vende hver en 5-øre før vi gav dem ud, og jeg skulle ikke bare sidde til stads. Men måtte være med både sommer og vinter. ”Og hvis jeg ikke havde noget i mod det – kunne vi jo lige så godt gifte os!” – Og der blev jeg mundlam!! Havde jo tidligere sagt til min veninde i København at jeg hellere ville gå i nonnekloster. Jeg ville tænke over det, og så gik der et par dage og jeg sagde: ”Jeg har én betingelse! Jeg vil have ring på!”, for jeg ville ikke have at folk skulle snakke. Så det fik vi. Og folk de kiggede på madammen her, for nu måtte hun da snart bule ud. Og da vi giftede os og jeg stadig ikke bulede ud, var der hentydninger om, at det nok ikke kunne vare så længe. – Men der var ikke noget. Og vi har været gift i 44 år og jeg er ikke bulet ud endnu.
Men vi har da taget nogle tørne sammen.
Ja, det kommer jo!
Vi var to forskellige mennesker fra hver sit miljø. Han var ungkarl – inkarneret ungkarl. Jeg havde været gift og kendte alt hvad der hedder samarbejde. Og jeg vil sige ikke underkastelse, men respekt for hinanden i ægteskabet.
Arne var vant til, at han altid afgjorde tingene med sine forældre. Det var ikke sådan at han tog beslutninger alene. Han sludrede altid med forældrene. Det var jeg ikke vant til. For da jeg mistede min mor der ved konfirmationsalderen, havde jeg ingen jeg kunne gå til. Jeg havde selvfølgelig mine barneforelskelser der i konfirmationsalderen, men kunne jo ikke gå til nogen og fortælle om det. Jeg har måttet klare mig selv, og det har jeg måttet gennem hele livet.
Og så kom jeg op til Arne og giftede mig – og det vil jeg godt indrømme! Det var en selvstændig pige han fik ind. Og det måtte han finde sig i! – Jeg kan huske, at vi havde en papirlampe af pergament inde i stuen. Den hev jeg ned og hængte min egen op. Så kom Arne hjem og sagde: ”Hvad er det?” Ja, det er min egen lampe jeg har hængt op! ”Jamen, det var mors lampe.” Ja, men så får hun den da bare igen. Og da vi næste gang skulle hjem til Høve – for vi havde ikke vand indlagt – så jeg vaskede der, for de var flyttet i hus og havde indlagt vand. Og jeg havde lampen med, og jeg kunne godt se det gjorde ondt, virkelig ondt. Hun sagde: ”Så var denne her altså ikke god nok, men den var god nok til far og mig.” Så det var en af de første ting jeg lærte – selv om jeg er kone her, så kunne jeg altså ikke bestemme. Og det var lige før jeg fortrød at jeg havde giftet mig.
Og jeg ville så gerne have tapetseret inden der var gået 8 dage med noget lyst, for der var så mørkt så mørkt. Mørkebrunt papir, mørkegrøn maling med sort marmorering i køkkenet. For mig stod det bare at få det pillet ned. Så det var godt at jeg tog det nummer med lampen. Og jeg tror vi var gift i 3 år før jeg tapetserede.
Og min gamle drøm om at oprette en halv-dagsbørnehave i København og holde foredrag blev det heller ikke lige.
Hvad holdt du foredrag om?
Det var gerne om børnehaver på landet, for det var ikke almindeligt dengang. Og jeg holdt på, at det ikke var nødvendigt, at kommuner på landet startede børnehaver. Jeg mente at man skulle lade husholdningsforeningerne starte sådan noget og de skulle være private.
For den landhusmoder som er gift og de har en landejendom og ikke har råd til at have fremmed hjælp, hun skal med i roerne. Hvis hun sætter sine børn i børnehave, så bliver roerne hverken større eller bedre. Og du skal ikke tro hun får det bedre hvis børnene ikke er der. For hun er vant til at tage børnene med ud, og de passer sig selv. Derfor var børn fra landet bedre til at beskæftige sig selv end børn fra byerne, der kom i børnehave. For på landet måtte de lære at bruge fingrene på en anden måde. Så derfor rejste jeg ud med et foredrag om det.
Og så var jeg til et marts-kursus i foreningen, der dengang blev holdt inde i KFUK’s bygning i Rosenborggade i København, med et panel. Og det var netop om børnehaver på landet. Og der var min forhenværende forstanderinde fra Montessori skolen. Og det var tilfældigt at jeg traf hende. Jeg gik hen og hilste på hende, og hun tog mig i hånden og sagde: ”Ih, og nåh, og hvor er De så ansat?” Så måtte jeg jo sige hvad jeg var. Blevet gift med en landmand. Forstanderinden var høj og tynd. – Men hun blev meget højere og rankere og sagde: ”Er De gift med en bonde? Ja men sødeste barn! At de skulle synke så dybt”! Så måtte jeg sige til hende, at jeg ikke var sunket så dybt. For jeg bruger jo mine pædagogiske evner blandt grisene og køerne. – Men det kunne hun slet ikke fatte.
Jeg rejste ind til de møder og holdt foredrag 2 eller 3 gange om året i 6-7 år om private børnehaver. Så var der nogle gamle kolleger der bad mig om at komme til personalemøder. Personalemøder var ikke noget man holdt dengang i institutionerne. Nu gør de det næsten hele tiden og for meget. Dengang samledes man hjemme hos sig selv om aftenen og havde sine notater om børnene og forældrene med. Så der deltog jeg indimellem, og det har jeg haft meget glæde af.
Og nu er jeg begyndt at rejse igen og fortælle om det.
Hvornår var det du blev svagsynet?
Det var i 1996 lige op til jul. Og jeg vil sige – jeg var gal, simpelthen så bange da det skete. Det skete bare. Jeg stod og tog en mælkekarton, hældte kærnemælk op til Arne og skulle sætte den i køleskabet. Og så gav det et dunk i øjet. Jeg rystede på hovedet, men der var bare sådan en stor sort plet. Og jeg så i forvejen ikke for godt med det øje. Så lukkede jeg lågen op til køleskabet, men der var stadig bare en sort plet. Men satte mælken ind. Og jeg kunne ikke se hvor jeg gik, men kom ind til Arne og sagde: ”Du, jeg har det ikke så godt, så jeg går i seng.”. Han kunne godt se at jeg ikke havde det godt, og spurgte om han skulle ringe til lægen. ”Nej, jeg går bare i seng!” og måtte famle mig op og kom i seng. Ville se om jeg havde nogle piller, for jeg havde så ondt. Så ondt så jeg kunne tænke mig at tage øjet ud. – Det kan være du griner, når du får at vide hvad jeg tænkte på. Men jeg tænkte på at tage støvsugeren, og så bare sætte udblæseren på og få kold luft ind i øjet.
Der må have været et tryk?
Ja, der var et tryk. Men jeg ville ikke give mig selv lov til at tro der var noget, for jeg har i forvejen Grøn Stær på det andet øje. Så jeg tænkte at jeg ville ringe mandag til øjenlægen for at få nogle andre dråber. For det måtte være det der var i vejen. Så jeg ringede kl. 10 mandag morgen til øjenlægen og spurgte hans sekretær om jeg ikke kunne komme derop, for jeg skulle have nogle andre dråber. ”Du har det ikke så godt Grethe,” sagde hun. ”Nej, jeg kan ikke gå lige, er svimmel og har det som om jeg har været ude at drikke i 14 dage. Og det gør så ondt så ondt!”. – Så kunne jeg høre hun snakkede med Højbjerg og hun kom tilbage og sagde: ”Du kommer med det samme, og øjenlægen siger du skal tage Falck herop. Og du skal sige at du er kommet til skade med det øje, ellers kommer du på venteliste.” ”Nej, men det er jo ikke sandt!” ”Nej, men øjenlægen vil have dig med det samme.” Så jeg ringede til Falck, og de hentede mig med det samme. Og øjenlægen kiggede på mig og sagde: ”Jeg kender dig Grethe, og hvad du har tænkt, for jeg ved du tænker!” ”Ja, det gør så ondt som da jeg havde en blodprop i hjertet.” – Ja, sagde han. Så han ville henvise mig til Øjenafdelingen i Næstved. Og havde jeg bare ringet lørdag da det skete, ville den vagthavende læge have sendt mig derned med det samme. Men nu var det mandag og så kunne de ikke tage mig akut. Så han skrev en henvisning og skrev på den: HASTER, HASTER! Så gik jeg i mange dage. Dryppede øjet og havde fået piller. Men alt hvad jeg kiggede på – ja der stod jeg. For jeg havde alle de der sorte prikker, og det var grusomt at kigge på andre mennesker.
Men du har vænnet dig til det?
Ja, men når jeg tænker tilbage på det, så tænkte jeg at den Grønne Stær havde flyttet over på det øje. Og jeg blev gal og rasende. Men jeg prøvede ikke at være sur når Arne kom. Men det var svært. – Det sværeste var nu, at mine 2 drenge altid har været vant til at mor kan alting. Så når de kom og jeg sagde sådan og sådan, så sagde de: ”Nej ved du hvad mor; du skal bare tage dig sammen. For det første har du farfar, du har dine oldebørn – lad nu være med at skabe dig. Vi er ikke vant til at se sådan en pivehøne.” Så sagde jeg til dem, om de ikke kunne tage hensyn til mig. ”Pjat – du er ved at blive gammel!” Men min svigerdatter sagde, at de skulle ta’ og være ordentlige, for hun kunne godt se jeg ikke havde det godt; I skulle hellere hjælpe jeres mor. ”Jah, men hun har altid kunnet hjælpe sig selv!”
Og det var noget der gjorde mig bitter. Så var der en der sagde; Havde du regnet med at dine børn ville sige: ”Sæt dig ned mor, så skal vi gøre det og det!” Men, det var slet ikke det. Men når jeg kludrede med noget så kom min svigerdatter og sagde at jeg bare skulle sige til. Jeg skulle f.eks. varme nogle æbleskiver i ovnen, og jeg kunne jo ikke se om de var brune, mørkebrune eller sorte. Så satte vi et nyt hold over, og min søn kom og sagde de jo bare skulle varmes. ”Og fordi du har fået lidt med det ene øje, er du jo ikke tosset. Prøv at brug hjernen mor.” – Så var der en gang hvor jeg sagde: Jo, jeg er tosset, I må hellere sende mig op på SNS (Sindsygehospitalet i Nykøbing Sj.), for der passer jeg bedre. Og det skal man nok ikke sige, men der kommer et tidspunkt hvor man tænker: ”Nu må de hellere få med grovfilen!”
Ja, for man bliver jo desperat på en eller anden måde
Og al den tid jeg gik hos Højbjerg og var i Næstved på Øjenafdelingen, så tænkte jeg når jeg kørte derned: Når du kører hjem så kan du se – men det kunne jeg ikke. Men nu har jeg fået talt ud med Højbjerg og han har sagt: ”Sådan er det og det må du bare leve med. Du kan sagtens glæde andre!” – Og det har jeg prøvet på
Men du kan jo også lære at bruge det syn du har tilbage – men det tager nogle år!
Ja, men jeg slipper aldrig helt den tanke, at synet kommer igen.
For et af mine handicap jeg aldrig kommer over er; det jeg har kunnet før det kan jeg ikke mere. Jeg kan f.eks. ikke sy.
Hvad så rent kulturelt – hvad har du oplevet der?
Lige efter jeg mistede synet, blev jeg klar over at jeg ikke magtede at læse, det kunne jeg ikke.
Men så hører du bøger
Da omsorgskonsulenten kom, kunne jeg slet ikke snakke om det, men så da jeg fik en båndoptager og lydbøgerne havde jeg slet ikke tid til dem. Når jeg gik og vandede blomster så havde jeg travlt. Og når jeg stod og lavede middagsmad havde jeg da også travlt. Så jeg rørte ikke de første lydbøger til at begynde med. Det var måske lige et kvarter mens jeg tilberedte aften the. Så det blev ikke til så meget.
Det må have været en stor tilvænning
Ja, for jeg havde været vant til at sidde og læse og så selv lægge tonen. Og så skulle jeg bare sidde her med mine tomme hænder. Men så blev jeg heldigvis så forkølet, at jeg måtte gå i seng. Og lå bare og vendte og drejede mig. Og kom så til at tænke på, at jeg da bare kunne tage båndoptageren og bøgerne ind i soveværelset. Men tænkte at den nok slet ikke kunne spille herinde. – Selvfølgelig kunne den det! Og så lå jeg og læste, og havde slet ikke tid til at tænke på, at jeg var forkølet. Det var en god og spændende bog, og jeg opdagede pludselig, at selv når jeg passer blomster, tørrer støv af og en dagene skal pudse messing, når jeg skal ordne grøntsager ja så kan jeg bare tage den med. Så jeg får læst meget og er kommet godt i gang med bøgerne.
Men hvor du før i tiden – inden du blev svagtseende – tog ud og holdt foredrag, er det noget du kan fortsætte med?
Jeg troede det ikke. For hvem vil se sådan en gammel kone på 80, der bare kommer. Og når der så skal synges fællessang så skal man have briller på og bogen helt derop. Men jeg blev opfordret til at forsætte af en kvinde jeg mødte til et privat selskab. Hun havde fået opereret begge sine bryster af og amputeret det ene ben. De andre der var til stede sagde, at hun nok skulle klare det men hun sagde: ”Nej, for nu er min lever også på vej ud. Så jeg er snart på vej.” –
Og der var noget der sagde mig, at hende måtte jeg snakke med, for hvor fik hun den der indre styrke fra så hun kunne fortælle om den ganske åbent? Så var der en anden dame som sagde, at hun også gerne ville snakke om sine problemer – ”men ikke i mit eget hjem, for der kommer hele tiden nogen rendende ind”. Kvinden sagde så: ”Man skal vælge et sted der er neutralt, det er det klogeste.” Så da jeg ringede og snakkede med hende og sagde jeg gerne ville mødes med hende igen, men ikke hjemme sagde hun: ”Er der ikke noget med at der i Asnæs er et stort center?”, så der mødtes vi og sad og drak kaffe. Hyggede os og fik talt om mange ting. Jeg sagde at jeg havde hørt fra andre at hun tog ud og holdt foredrag om sit liv og hendes kamp. ”Ja” sagde hun, ”men jeg kan ikke udstå ordet foredrag. Det er for mig sådan noget fuldendt og teknisk. Så jeg tager ud og fortæller om mit liv! Men forstanderne og andre kan bedst li’ at fortælle at der bliver et foredrag.”
Så var der en dag én der ringede og sagde at hun havde hørt, at jeg tog ud og holdt foredrag om mit liv. Så sagde jeg: ”Jeg tager ikke ud og holder foredrag om mit liv, jeg fortæller!” ”Nåh skidt med det – bare du siger noget.” Og det var i en pensionistforening og de lød til at være glade for det.
Dine aktiviteter nu?
Jeg er med i MK-klubben i Holbæk.
Mk-klubben – hvad er det?
Det er blindeklubben i Holbæk. Og jeg kalder den for det, for når folk hører jeg siger jeg skal i Blindeklubben sammen med Arne, så siger de: ”Hvad skal du derud for?” Men når jeg siger MK-klubben så siger de: ” Nåh ja, men så kan vi ses en anden dag!”
Og jeg er glad for at komme i klubben. Vi mødes engang imellem og tilrettelægger aktiviteter. Og så er jeg der sammen med Arne hver anden mandag. Jeg var lidt skeptisk til at begynde med, for hvad skulle jeg gøre sådan et sted? Men nu kan jeg li’ at være der, for der er et godt miljø. Vi danner ikke kliker – vi er der bare og har det rart sammen.
Og så er jeg med i lokalhistorisk billedregistrering. Men jeg kan ikke se så meget, men jeg er god til registrering og kan huske mange af de, der er på billederne.
Så går jeg til seniordans og det gjorde jeg også før.
Og det har ikke forandret sig?
Jo lidt, for jeg skal jo se lidt mere på dem, for jeg kan ikke se hvem det er. Nu skal jeg 4 fredage være med til at danse Lancier, og jeg sagde – det går aldrig godt for det er jo sådan, at når vi skal dreje forbi hinanden, så vil jeg ryge ind i de andre; for jeg kan ikke se dem. Men så siger de andre: ”Det skal du ikke være ked af, for så tager vi bare om dig”.