Interview med Karen Margrethe Poulsen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med
Karen Margrethe Poulsen
V/ Heike Michelsen og Gerda Pedersen.

Jeg hedder Karen Margrethe Poulsen og er født i Høng på Midtsjælland d. 2.11.1917. Der havde min far en mølle, som han, da jeg var fire-fem år, flyttede til Nykøbing Sjælland. Han rev den ned og opførte den igen på Grønnehave mølles tomt, da den var brændt ned.
Jeg var den yngste af 5 børn, og havde en fantastisk god barndom her i byen. Mange veninder og en god skolegang. Jeg fik realeksamen på Nykøbing Borger- og Realskole. Og fik ikke mere skolegang, for dengang kom man ikke på Stenhus Gymnasium. Det ligger i Holbæk, og det var helt nede i den anden ende af Sjælland – dengang.
Realskolen lå 10 minutters gang hjemmefra, og jeg havde mange veninder ude på Vesterbro, som jeg havde det sjovt med.
Jeg var den mest forkælede i klassen. Vi havde sådan en god lærer Bjørnskov, og han var glad for piger. Så vi tøser tævede ham hver dag. Så fik vi en ung vikar der hed Akselborg og han var fra Svinninge. Og alle pigerne var forelskede i ham. Så når han skulle med 4-toget nede fra Nykøbing station, så stod alle vi piger dernede med vores fedtede bolcher og bød ham. Vi vinkede til ham så længe vi kunne se toget. Det gentog sig en uges tid og så var det glemt, og vi fandt nye græsgange.

Var det en ren pigeskole?

Nej, nej. Der var nogle frække drenge også.
Der var en familie der havde 16 børn, så der var en i hver klasse på skolen. Og det var nogle banditter. De stak benene ud, så når læreren kom forbi kunne han falde over dem. Læreren slog dem så over fingrene med linealen, men de grinede bare og sparkede efter ham. Og det var også dem vi ikke måtte lege med. Jeg kan huske, at der var en sø ude på Vesterbro hvor vi løb på skøjter. Og så var der nogle drenge og tøser derudefra, som ikke havde andet end træsko, så vi ville ikke have dem derned for de ridsede vores is. Så det var nogle af dem vi ikke måtte lege med – for de bandede. Og så tog deres mor der stod bag en høj hæk hvor de boede, og smed en spand vand i hovedet på os, og så blev det endnu værre med de børn, for så kunne vi slet ikke lege med dem. Men sådan var det dengang. Hvis man var noget, så legede man med dem der også var noget. Hvis de var de fattige børn ude fra Østerlyng eller Vesterlyng så man henover hovedet på dem. Det var frækt.
Vores mor syede alt vores tøj. Og hun var fantastisk til at brodere. Så til eksamen og til juleafslutning fik vi nogle kjoler med småsyning i.

Hjalp du til derhjemme?

Nej, nej. Vi havde jo pige derhjemme og en gang om måneden kom der en kone og vaskede hele herligheden. Og hængte det ud på hækken så det kunne blege.
Jeg måtte ikke engang gå ud i køkkenet for ikke at komme til at svine mig til og gå i vejen, så hvad der kom i gryderne vidste jeg ikke spor om.
Jeg var overforkælet, og far sagde altid at jeg var hans øjesten og tænkte: ”Hvor er han dum! Jeg er ikke nogen sten og jeg er ikke inde i hans øje.” Jeg var også den eneste der måtte sidde på skødet af ham.
Jeg kan huske vi havde noget sjovt, for der var ikke mange der havde telefon. Men det havde vi i kraft af fars arbejde med møllen. Og så sad vi og ringede rundt til veninderne og lavede lektier. Og så havde vi samme fejl næste dag. Og det var gratis dengang at ringe indenbys.

Hjalp I børn aldrig til derhjemme – ikke engang med oprydning eller andet?

Vi 2 piger gjorde ikke, men mine 2 brødre hjalp til på møllen.

Min storebror skulle gå på en ordentlig skole. Så han kom til Høng hos mine bedsteforældre. Der var en kost- og realskole. Og så blev han uddannet translatør – det der i dag hedder tolk.

Hvad fik I til morgenmad?

Vi fik hjemmebagt franskbrød. Mor havde jo mel fra møllen, og far skulle hver dag have hjemmebagt brød. Og når vi kom hjem fra skole, fik vi friskbagt franskbrød for så havde mor bagt. Og veninderne kom med ind og fik friskbagt brød med smør og ost på.
Og så havde vi nogle flinke møllersvende og de skulle være barnepige for os, når far og mor skulle ud og spille kort om aftenen. Og så lavede vi rigtig ballade.
Men jeg kan også huske at mor sad hver aften og stoppede strømper for møllersvendene. De var jo næsten en del af familien, så mor sad altid med strikketøjet eller sytøjet.

Kan du huske nogle af de retter I fik?

Ja, vi fik mest bøf, stegt lever, frikadeller og medister. Så om søndagen fik vi kyllingesteg hele sommeren. Og vi fik altid 2 retter mad, for det ville far have. Og det var frugtgrød det meste af året. Men om søndagen var det budding eller fromage. For vi havde jo hønsene og æggene selv. Og vi havde jo folkene på kost, og så skal man leve godt.
Men så først i 30’erne hvor alt var så småt for bønderne, havde de ikke noget at betale med når de kom til møllen. Og så gik min far fallit og måtte sælge møllen. Men min mor havde været så klog at hun havde fået oprettet særeje og sparet noget op, da det begyndte at knirke. Så købte de en bondegård ved Eskebjerg nede ad Kalundborg til. Så kom jeg med derned. For far havde altid sagt, at jeg ikke skulle ud til fremmede mennesker før jeg var blevet 17 år. Så jeg gik og lavede sjov og ballade, og hyggede mig med de veninder jeg fik dernede.
Min søster var kommet op på Nykøbing sygehus og havde fået arbejde der. Og jeg ville hjemmefra, for de andre rendte ud om aftenen og gik til bal. Men jeg havde bare at komme hjem kl. 9. Men så fik jeg endelig trumfet igennem da jeg var 17-18 år, at jeg også kunne komme herop på hospitalet. Og der blev jeg plejerske elev som det hed dengang, og efter et år fik jeg eksamen og 2 år efter blev jeg fastansat.
Men i den periode gik den ellers meget med dans på Grønnehaven eller Palmehaven. Og ved siden af mig boede en ældre plejerske, der var gammeljomfru og halvreligiøs. Men hende kunne jeg altid låne penge af sidst på måneden. For hun vidste at hun altid fik dem til den første. – Og så kunne jeg da altid låne dem dagen efter.

Hvor meget fik du i løn dengang?

Jeg fik 40 kr. om måneden for jeg kunne ikke komme på fuld løn før jeg blev 21 og tjenestemand. Så fik jeg 80 kr.
For man kunne blive tjenestemand dengang, hvis man var gode venner med overlægen og kunne fedte lidt for de forskellige. Så blev man kaldt over og spurgt om man ville være tjenestemand. – Og det var lige som at vinde den store gevinst dengang.
Og der var jeg så i 40 år, fra jeg var 19 og til jeg blev 6o, for så kunne man få pension. Og så var det om at komme ud af røret og få den pension man kunne få. Men det var 40 gode år jeg havde mange gode venner og veninder.
Så da jeg var 23 år rendte jeg næsen ind i min mand. Og når man kunne få en lejlighed, så skulle man giftes, og det under krigen. Og man kunne ikke få en brudekjole i 1943 så det var i en ny spadseredragt fra Magasin vi blev gift. Og vi blev viet på Kalundborg Rådhus, for dernede boede mine forældre, og hele familien troppede op med gaver.

Kom du meget ud om aftenen mens du var i arbejde?

Skulle man i teater var det hos min søster og svoger i København, men der var en god biograf her i byen. Men det var vist mest baller dengang, indtil jeg blev gift.
Så der under krigen var vi 4 ægtepar, hvor man hverken kunne komme i teater eller komme ud af byen eller noget andet. Så blev vi enige om at gå til ægtepar dans hos Beckby Kjær, for så havde vi noget at gå ud til. Og det gjorde vi i mange år. Men vi fire ægtepar var sammen indtil mændene begyndte at falde fra.
Men jeg har slet ikke fået fortalt om mine ferier hos mine bedsteforældre i Høng. De boede på Alderdomshjemmet som dengang hed Finnerup Asyl, og det var en pragtfuld tid. Vi tog Slagelsebilen ned til Svinninge Bank og blev hentet af nogle af mors venner, og blev kørt op til Finnerup Asyl. Og det første vi skulle gøre var at gå ind og hilse på de andre som boede der. Og bedstemor sagde: ”I går hen til alle, banker på og nejer!” Men vi gik altid først hen til de to vi bedst kunne li’. For den ene syede dukketøj til os, og den anden havde nogle fedtede bolcher som hun gemte til sine børnebørn. Og så var der en ældre mand som var blevet hjemløs og var kommet ind og bo på Asylet. Han gik på arbejde og var en meget flink mand. – Vi havde fået strenge ordre på at vi ikke måtte gå i jordbærstykket for bærrene var til de gamle. Men så sagde Vilhelm: ”Når nu bedstefar sover til middag, så går jeg ind og finder nogle stykker til jer.”

Hvornår blev du dårligt seende?

Det er ikke ret længe siden. Det var i 1956, hvor vi var i Italien med min bror og svigerinde. Så en dag kom der en sort plet på øjet, og jeg gned og gned for at få den væk. – Så sagde min bror: ”Hvad er der i vejen med det øje? Nu har du i flere dage taget dig til det!” Jeg sagde der ikke var noget, ud over der var en sort plet. Da vi så kom hjem, og jeg arbejdede stadig på hospitalet, kom jeg til en specialist for det havde jeg hørt man kunne. Og kom så til en specialist på Rigshospitalet, professor Ehlert, der også havde en privatkonsultation. Da han havde undersøgt mig sagde han, at der var hul på min nethinde. Han havde lige været i USA og lært om laserstråler.

Allerede dengang!

Ja, det var i 1956 og han sagde det skulle svejses med Laserstråler. Og jeg var indlagt i 8 dage og han svejsede og svejsede. Så kom jeg hjem, men var derinde en gang om ugen. Så en dag jeg kom ind til kontrol var der en ung læge, og han sagde: ”De får altså ikke nogen ny hornhinde!” – Jeg sagde at det var nethinden der var noget i vejen med! ”Nå” sagde han så. – Og så sagde professoren at det var hornhinden der var noget i vejen med, og det kunne de ikke gøre noget ved. – Men det andet øje var jo også godt nok.
Så mange år senere da der også blev noget med det raske øje. Jeg kunne ikke se min hånd ude til den ene side. Så var jeg henne hos øjenlæge Højbjerg her i Nykøbing, og han sagde at der var noget med nethinden på det ellers raske øje. Så jeg blev undersøgt og undersøgt. Så sagde han, at på det andet øje var det hornhinden, så der skulle en ny hornhinde til. ”For alt hvad der kan bevares det skal bevares!”
Så kom jeg til Næstved og blev opereret. Og da jeg kom hjem fik jeg hjemmehjælp. For jeg måtte ikke bukke mig, måtte ikke løfte noget – ja slet ingen ting. Så snakkede jeg med professor Pedersen i Næstved, og spurgte om hvornår jeg skulle ha’ taget tråde. Han sagde, at de nok skulle sende et brev til Højbjerg og så ville han sende mig til Næstved. Så en dag spurgte jeg Højbjerg hvornår jeg skulle til Næstved og ha’ taget tråde! – ”Til Næstved – det skal du fanme ikke! Jeg har vist taget flere tråde end de har dernede, da jeg har været i flere år på Rigshospitalets øjenafdeling. Så de 25 små tråde skal jeg nok ta’!

Kom du så til at se bedre efter det?

Nej, men jeg kan da se lidt. Men det andet øje, det med nethinden – der kan jeg slet ikke se noget. Man kan jo ikke gøre noget ved nethinden endnu. Vi er nok født en generation for tidligt. Men det skal nok komme en skønne dag.

Så kom du ind i Dansk Blindesamfund!

Ja, Højbjerg sagde en dag til mig, at han havde meldt mig ind i Dansk Blindesamfund. Og så brokkede jeg mig, for jeg ville ikke leve som handicappet. Og da jeg kom hjem fra øjenlægen og han havde sagt, at jeg aldrig ville komme til at læse aviser, breve eller blade, sparkede jeg til møbler, tudede og gjorde ved. Men tænkte så – du må rette dig op! Der er mange der har det værre. For det gør jo ikke ondt at være svagtsynet.
Så kom der en blindekonsulent, Lars Nielsen, og fortalte mig om forskellige ting. Og så kom den daværende omsorgskonsulent Jonna Andersen og hende havde jeg utrolig megen glæde af. Hun har et glasøje og kan næsten ikke se på det andet. Og så tænkte jeg: ”Når hun kan – så kan jeg også!”
Så jeg kom i Dansk Blindesamfund, og det har jeg haft utrolig megen glæde af. Man har mange gode aktiviteter. Hver anden mandag er vi i klubben i Holbæk. Og så siger man: ” Goddaw, hvad hedder du Hvor meget kan du se og hvor kommer du fra?” For så er man på bølgelængde og kan snakke om det. For vi er i samme båd alle sammen. Og det gør mig godt.
Jeg kom så på Fuglsangcentret i Fredericia i 5 dage, og fik lært lidt om hvor meget jeg egentlig skulle kunne. Det var et særkursus for at opleve stedet. Jeg var der kun i 5 dage, for jeg kunne ikke rejse hjemmefra længere. Der var mine blomster som skulle vandes og min brevkasse der skulle tømmes og meget andet der skulle ordnes. Men Fuglsangcentret fik jeg nok af, for jeg mente at resten skulle jeg lære i Nykøbing.

Men alle de aktiviteter i Dansk Blindesamfund – de har hjulpet mig gennem meget. Alle de arrangementer og så de 3 dage jeg alligevel tager på Fuglsangcentret.

Har du gået til undervisning, f.eks. i båndteknik?

Nej, det kunne jeg godt selv finde ud af.
Så fik jeg en ny konsulent da Jonna Andersen holdt op. Det var Gerda Pedersen fra Grevinge, der var et meget sødt menneske. Hun kunne tage alle mine genvordigheder. For da jeg fik problemer med min ryg, der var det slemt. Jeg kunne ikke komme ud af sengen, for mine rygtapper var begyndt at skride. Og det blev værre og værre. Jeg gik til kiropraktor som gav mig en tur så der gik en tap til. Kom så til fysiurg, der sagde at det kunne man ikke gøre noget ved. – Tjah, så må man lære at leve med det. Det er en forkalkning, men det er godt at det sætter sig i ryggen og ikke i hovedet.

Du deltager meget i Dansk Blindesamfunds aktiviteter, deltager du også i andre ting?

Jeg går tit i Pakhuset, der er Nykøbings kulturcenter. Og deltager også når der er arrangementer i Ældresagen. Og så følges jeg med de 3 andre piger der bor her i ejendommen. Men jeg er ikke rigtig god til det om vinteren, for der vil jeg ikke gå ud om aftenen, for jeg ved ikke hvad jeg kan falde over. Og der er så mange mennesker. Og jeg vil ikke have at de skal rende med mig under armen, selv om de godt vil og slæbe mig hjem.

– Jeg vil klare mig selv.