Beretning for Blindehistorisk Selskab 2021 / 2022 ved Poul Lüneborg.
Denne beretning dækker perioden fra den planlagte generalforsamling den 20. marts 2021 til generalforsamlingen den 5. marts 2022.
1. Indledning.
I perioden fra den 20. marts til den 20. juni 2021 bestod bestyrelsen af de medlemmer, som blev valgt på generalforsamlingen den 15. februar 2020, jf. sidste års beretning. På grund af covid19-epidemien måtte generalforsamlingen i 2021 udskydes til den 20. juni, hvor bestyrelsen fik følgende sammensætning:
Poul Lüneborg, formand
Lena Bang, næstformand
John Heilbrunn, kasserer
Ove Gibskov, redaktør
Thorvald Kølle, sekretær
Leif Martinussen, 1. suppleant
Ole Brun Jensen, 2. suppleant
Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der forventes i skrivende stund afholdt 8 møder i beretningsperioden. På grund af de restriktioner, som regeringen har iværksat for at begrænse udbredelsen af covid19-smitten, har flere af disse møder været afholdt som telefonmøder. Dertil kommer at enkelte medlemmer af bestyrelsen har været nødsaget til at deltage i møderne via Zoom-teknologien på grund af covid19-epidemien og andre helbredsmæssige forhold.
Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde efter generalforsamlingen den 21. juni 2021.
Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål, og for at sikre gennemførelsen af vedtagelserne på møderne. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder.
2. Medlemsstatus.
Ved starten på 2021 talte selskabet 132 medlemmer, heraf var 127 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.
Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.
Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke en artikel i rubrikken Meddelelser om forskellige emner og aktiviteter. Det er desuden vigtigt, at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse institutioner, foreninger og virksomheder væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres aktiviteter. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde.
Vi har i 2021 kunnet glæde os over, at 3 har tegnet medlemskab, 4 medlemmer har ikke ønsket at opretholde deres medlemskab, og hertil kommer, at 2 medlemmer er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer i 2021 har medført, at der ved årets udgang var 130 medlemmer, som har betalt kontingent. Det betyder, at selskabet ved starten af 2022 tæller 127 medlemmer, idet vi i årets løb har registreret 3 dødsfald i medlemskredsen. Det drejer sig om 3 markante medlemmer af selskabet:
– Jørgen Eckmann, jf. blandt andet mine mindeord i Medlemsblad nr. 9/2021 og min artikel i nyhedsbrev nr. 3/2021.
– Freddy Nielsen, jf. mine mindeord i medlemsblad nr. 16/2021.
– Niels Eskjær, jf. mindeord ved Leif Martinussen i medlemsblad nr. 16/2021.
Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I beretningen for 2018 / 2019 opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er desværre ikke rykket nærmere i løbet af 2021.
Bestyrelsen glæder sig over, at der stadig er mennesker med interesse for blindes historie som tegner medlemsskab af selskabet.
Jeg har sammen med den til enhver tid siddende bestyrelse i gennem de seneste 6 år bestræbt mig på at udtænke idéer og tage initiativer til at rekruttere nye medlemmer udenfor Dansk Blindesamfunds medlemskreds. Disse bestræbelser har desværre kun haft ringe succes. Derfor opfordrer jeg alle medlemmer af selskabet til at fremkomme med forslag på dette område.
3. Selskabets medlemsliste.
Selskabet udsendte den 9. juni 2021 en medlemsliste til alle medlemmer med en mailadresse. Den udsendte liste resulterede i en række tilkendegivelser om fejl i kontaktoplysninger. Da listen grundet produktionsproblemer på DBS’s sekretariat kun var udsendt som elektronisk post, udsendtes den 23. juni en revideret liste, som efterfølgende i løbet af sensommeren blev udsendt i sort punkt og som daisylydfil efter det enkelte medlems eget valg. I løbet af 2. kvartal i 2021 viste det sig nødvendigt at udskifte Dansk Blindesamfunds punktprinter,efter at denne havde fungeret i mere end 20 år. Der viste sig betydelige problemer med servicering fra den udenlandske producent, hvilket var årsagen til udskiftning med en ny printer indkøbt fra norge. Dette forhold sammenholdt med udskiftning af medarbejderne på hovedkontorets kopierings- og forsendelsesafdeling, har medført betydelige forsinkelser af forsendelser fra selskabet til medlemmer som har ønsket at modtage post i sort, punkt og som daisylydfil i indeværende beretningsperiode. Disse problemer forventes at være løst med udgangen af 2021.
På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter generalforsamlingen i årets første kvartal. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.
Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og i givet fald med hvilke personlige kontaktoplysninger.
Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer fremsendt til kassereren.
Bestyrelsen kan derfor kun straks efter et årsskifte opfordre alle til at indbetale kontingentet og samtidig give meddelelser om eventuelle ændringer i de kontaktoplysninger, som fremgår at den sidst udsendte medlemsliste.
Selskabet har nu siden 2016 udsendt en medlemsliste. Det er bestyrelsens vurdering, at vi gennem de forløbne 6 år har fået fastlagt en tilfredsstillende procedure for udarbejdelse, ajourføring og produktion af medlemslisten, der tilgodeser både tilhængerne af dette tiltag og de der i sin tid stillede sig skeptisk overfor forslaget.
4. Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe.
Denne gruppe, som består af 2 repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg og 2 repræsentanter fra Blindehistorisk selskab, har i 7-års perioden 28. november 2014 – 14. november 2021 afholdt 13 møder. Et møde planlagt til afholdelse den 26. marts 2020 blev aflyst på grund af coronarestriktionerne. Blandt de 13 møder har 3 møder været med repræsentanter fra Medicinsk Museion og 3 møder med repræsentanter fra Post-, Tele- og Kommunikationsmuseet – nu museet Enigma. Til et flertal af møderne har repræsentanter for Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg været inviteret. Således deltog Jannie Hammershøj fra DBS’s forretningsudvalg i gruppens seneste møde den 14. november 2021.
Ove Gibskov og formanden har i den forgangne periode været selskabets repræsentanter i gruppen.
Karen Marie Pedersen og Dennis Bonnet Aabank har repræsenteret DBS’s Fritids- og Kulturpolitiske udvalg i gruppen i løbet af beretningsperioden.
Det fremgår af selskabets beretninger gennem årene, at arbejdet i gruppen først og fremmest har haft som mål at sikre de blindehistoriske samlinger ved Blindeinstituttet og Synscenter Refsnæs. Den Blindehistoriske Samling overgik som bekendt i 2013 til Medicinsk Museion. Siden har arbejdet i gruppen koncentreret sig om samlingerne ved Synscenter Refsnæs.
På mødet den 14. november 2021 var der enighed om, at det var af afgørende vigtighed, at få afklaret situationen for samlingerne ved Synscenter Refsnæs. Deltagerne i mødet var enige om, at der bør tilvejebringes økonomi, der kan muliggøre en afslutning af den igangværende registrering af samlingerne på Synscenter Refsnæs. En sådan registrering er en forudsætning for, at der kan gennemføres en vurdering af hvilke genstande, der er af interesse for Den Blindehistoriske Samling. De bevaringsværdige dele af samlingerne ved Synscenter Refsnæs bør finde en varig placering i Den Blindehistoriske Samling, hvis disse genstande m.v. skal overleve. Det må vække til bekymring, at Synscenter Refsnæs ikke selv har mulighed for at engagere sig i en fremtidig sikring af centrets anskuelsessamling og den tilbageværende blindehistoriske samling. Derfor bør sagen, i betragtning af den udsættelse af konkrete løsninger, som covid19-epidemien har afstedkommet, føre til, at sagen gives allerhøjeste prioritet i det kommende års arbejde.
Der var på arbejdsgruppens seneste møde stor tilfredshed med, at Dansk Blindesamfund har afsluttet digitaliseringen af årgangene af medlemsbladene for årene 1916-2006. Dette er et uhyre vigtigt arkivmateriale, som bestyrelsen adskillige gange i løbet af beretningsperioden har haft stor nytte af.
I beretningsperioden har Dansk Blindesamfund desuden afsluttet digitaliseringen af 51 interview med medlemmer. Disse interview blev lavet af foreningens tidligere informatører og er ligeledes et meget væsentligt kildemateriale for selskabets arbejde. Således rummer disse interview væsentlig information om fremtrædende aktive medlemmer i Dansk Blindesamfunds Amatørteater.
Dansk Blindesamfunds sekretariat er som anført i sidste beretning indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer er blevet opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBS’s hovedkontor og / eller selskabets bestyrelse. Denne opfordring, som var indeholdt i den seneste beretning, gentages for at minde enhver om, at historiske begivenheder kun optages, hvis der er nogen som hjælper med til at identificere disse.
Opgaverne i Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe kan kun løses i et samarbejde med DBS’s forretningsudvalg. Da forretningsudvalgets sammensætning i begyndelsen af 2021 undergik markante forandringer, står gruppen overfor nye udfordringer med hensyn til at fremme forståelsen for løsningen af disse opgaver.
5. Selskabets egne projekter i det forløbne år
5.1. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.
Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets beretninger. I beretningen for 2018 / 2019 findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.
Siden den 1. oktober 2018 har projektet modtaget en række yderligere henvendelser om genstande, bøger m.v. til Den Blindehistoriske Samling.
Registreringsprojektet blev afsluttet den 14. maj 2020 med udarbejdelsen af en endelig rapport, som den 24. maj 2020 blev fremsendt til Medicinsk Museion.
Selskabets bestyrelse besluttede allerede på sit møde den 16. februar 2020, at der skulle fastlægges en plan for projektets afvikling. Projektets hovedformål har som bekendt været at inspirere medlemmer af Dansk Blindesamfund og professionelle, indenfor det synsfaglige område, til at medvirke til at lade registrere genstande m.v. som kunne bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling. Selskabet har med projektrapporten ydet et væsentligt bidrag til at opfylde dette formål.
Digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling blev afsluttet februar 2019. Den kan ses på Medicinsk Museions hjemmeside. Samtlige registrerede genstande er systematiseret i 5 hovedkategorier. Registraturen over samlingen indeholder 142 emneord, der hver åbner adgang til de registrerede genstande under det pågældende emne.
På selskabets generalforsamling den 17. februar 2018 anførte museumsinspektør Jacob Kjærgaard, at samlingen omfatter godt 3.500 genstande og ca. 800 billeder. Hertil kommer omkring 700 punktbøger, 100 reliefbøger, 700 sortbøger samt en samling kassettebånd, disse bøger og lydoptagelser er endnu ikke digitaliseret.
Samtlige henvendelser til registreringsprojektet er i rapporten sammenlignet med registraturen. Ved denne gennemgang af modtagne henvendelser har det kunnet konstateres, at samlingen allerede indeholder en betydelig del af de registrerede genstande. Rapporten oplister 108 genstande, som ikke findes i Den Blindehistoriske Samling. Der er i alt tilgået registreringsprojektet 154 genstande, dvs. at 46 er identificeret som værende genstande som allerede findes i samlingen.
Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.
I betragtning af, at projektet nu har strakt sig over godt 6 år, er der et betydeligt hensyn at tage til de mange som har henvendt sig.
Den 4. juni 2020 meddelte samlingsleder Ion Meyer ved Medicinsk Museion, at museet som udgangspunkt var interesseret i alle de registrerede genstande. Det ville dog være nødvendigt at foretage en yderligere belysning af enkelte genstande, inden endelig stillingtagen til disse. Samlingsmedarbejder Maria Thode Jensen forelagde i en mail fra den 1. juli 2020 en plan til det videre arbejde for indsamling og indlevering af de registrerede genstande.
Arbejdet med projektet gik på grund af coronarestriktionerne helt i stå i forrige beretningsperiodes sidste halvdel, da det ikke skønnes forsvarligt, at iværksætte en indsamling af tilbudte genstande, så længe covid19-epidemien gjorde sig gældende.
I bestyrelsen beder vi derfor om tålmodighed endnu en tid fra medlemmer og andre, som har henvendt sig til bestyrelsen med bøger, hjælpemidler og andet, der kan være af interesse for projektet.
Den 11. november 2021 fremsendte samlingsmedarbejder Maria Thode Jensenen opfordring til, at arbejdet med projektet blev genoptaget, så de registrerede genstande kunne blive indsamlet og afleveret til Medicinsk Museion. Dette arbejde kan forhåbentligt afsluttes i løbet af første halvdel af 2022, hvis restriktioner i anledning af covid19-epidemien ikke afstedkommer alt for mange forhindringer. I bestyrelsen er der givet tilsagn til at prioritere afslutningen af projektet.
5.2. Projekt ”Blindes levevilkår i 1970-erne”.
Selskabet blev i 2016 opfordret til at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.
Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, som blev en følge af de nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.
Bestyrelsen behandlede på sit møde den 2. september 2021 spørgsmålet om, hvorledes dette projekt kunne gennemføres. Der var fortsat stor tilslutning til at give denne opgave prioritet. På mødet påtog John Heilbrunn sig sammen med Thorvald Kølle og Lena Bang at lægge en plan for, hvorledes de foreslåede 25 interview kunne gennemføres, af hvem og på grundlag af hvilke spørgsmål. Der var endvidere enighed om, at gruppen kunne organisere arbejdet på et ophold på Fuglsangscentret, såfremt dette skønnedes nødvendigt. På bestyrelsens efterfølgende møde den 24. november 2021 redegjorde gruppen for det videre arbejde samt om, hvorledes projektet skulle vurderes i lyset af andre lignende interviewprojekter.
Det har i skrivende stund vist sig, at coronarestriktionerne siden har stillet sig i vejen for det videre arbejde med at planlægge og gennemføre interviewene.
5.3. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.
Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget.
I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet. Der er i beretningsperioden indgået én ny optagelse, det drejer sig om stykket “Frokost i det fri” af Fernando Arrabal.
Selskabets arkiv råder i dag over 40 lydoptagelser af Amatørteatrets forestillinger, strækkende sig fra “Pernilles korte frøkenstand” af Ludvig Holberg fra maj 1956 til “Den korte dag er lang nok” af Carl Bjarnhof fra januar 2006. I beretningsperioden har medlemmer, der har henvendt sig med anmodning om at få tilsendt kopi af konkrete forestillinger fået tilsendt et link til de ønskede lydfiler til personlig brug. Denne service vil også fremover være en mulighed for selskabets medlemmer.
Det skal afslutningsvis nævnes, at Amatørteatrets forestilling fra 1968 “Fred på jorden” af Svend Rindom blev afspillet søndag den 21. juni 2021 i forlængelse af sidste års generalforsamling. Det viste sig at være en stor succes, som blev fulgt op af en artikel om Svend Rindom skrevet af Rudi Kurt Geert-Jørgensen og offentliggjort i nyhedsbrev nr. 3/2021.
5.4. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.
Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.
På foreningens hjemmeside findes et menupunkt vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.
Leif Martinussen har, som tidligere omtalt, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der i tekst og billeder belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området.
Denne redegørelse har vist sig at være for stor til offentliggørelse på selskabets hjemmeside på grund af de mange billeder – redegørelsen er på 92 sider. Bestyrelsen vil drage omsorg for, at der på hjemmesiden lægges et notat om redegørelsen med information om at denne kan fås tilsendt på anmodning ved henvendelse til bestyrelsen.
5.5. Jubilæumsskrift i anledning af Refsnæsskolens 125-års jubilæum i 2023.
På generalforsamlingen den 15. februar 2020 behandledes et forslag fra Thorvald Kølle om at udgive et jubilæumsskrift skrevet af tidligere elever ved Refsnæsskolen i anledning af skolens 125-års jubilæum i 2023.
Der var bred tilslutning til at fremme dette forslag og der blev nedsat en redaktionsgruppe, jf. omtalen af initiativet i Medlemsblad nr. 9/2020.
Gruppen, der består af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og Rudi Kurt Geert-Jørgensen har på sine møder udarbejdet et forslag til en drejebog i 2 dele på ca. 225 sider, som er udgangspunktet for det videre arbejde i gruppen. På bestyrelsens møde den 24. november 2021 fremlagde gruppen dette første udkast til jubilæumspublikationens indhold. Gruppen forventer at kunne præsentere et revideret udkast på den kommende generalforsamling.
6. Informationsvirksomhed.
6.1. Udsendte nyhedsbreve.
Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.
I beretningsperioden er der til dato udsendt 3 nyhedsbreve. I skrivende stund er der kun truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2022, med invitation, program samt forslag til dagsorden og bilag til årets generalforsamling. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2022. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindeligt tryk, som DAISY lydfil på CD, i punktskrift eller som et elektronisk dokument. DBS’s sekretariat bistår mod betaling med at producere de 3 førstnævnte versioner.
Gennem de seneste år har bestyrelsen fulgt den praksis, at et nyhedsbrev maksimalt må være på 30 A4 sider i areal 12. Sortudgaven udsendes i areal 16 for at tilgodese svagtsynede abonnenter og har derfor ligesom punktudgaven et større sidetal.
Bestyrelsen har også i den seneste beretningsperiode kunnet glæde sig over at modtage et antal artikler fra flere af selskabets medlemmer. Sådanne bidrag medvirker til at gøre nyhedsbrevene interessante, og til tider morsomme. Det vil vi gerne takke alle bidragydere for.
Bestyrelsen har i skrivende stund registreret mere end 15 forslag og idéer til artikler m.m. til kommende nyhedsbreve. Mange af disse forslag og idéer har endnu ikke set dagens lys. Alle medlemmer, der har lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner, skal derfor ikke holde sig tilbage med at kontakte redaktør Ove Gibskov herom.
Afslutningsvis kan det under dette punkt oplyses, at selskabet til dato har udsendt 70 nyhedsbreve, som findes på hjemmesiden.
6.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.
Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i beretningsperioden 2019 / 2020. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende, derimod har det i beretningsperioden knebet med at lægge et større antal lydoptagelser på hjemmesiden.
I begyndelsen af 2021 er hjemmesiden blevet forsynet med et menupunkt, der informerer om nyheder og kommende begivenheder. Det er endnu ikke lykkedes for bestyrelsen at udvikle brugen af dette nye tiltag. Det bliver derfor en opgave for den kommende bestyrelse at udvikle brugen af denne informationskanal til medlemmerne.
Årsberetningen for 2017 / 2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ej heller været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten. Det er imidlertid en opgave som er under forberedelse.
Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet. I beretningsperioden har vi modtaget en hel del henvendelser fra både medlemmer og andre med anmodning om hjælp til afklaring af blindehistoriske spørgsmål.
Til belysning af karakteren og omfanget af denne virksomhed skal nævnes følgende henvendelser, som alle er blevet besvaret:
-Hvornår udsendte DR udsendelsen “Forbrydelsen” med synstolkning?
– Hvornår begyndte man at bruge indlæst studiemateriale i Danmark?
– Hvornår begyndte det at være almindeligt at læse med tale på PC?
– Hvilke udgivelser omfatter Ove Olsens forfatterskab?
– Hvad omfatter Henning Eriksens forfatterskab – både udgivne og ikke-udgivne manuskripter?
– Hvem repræsenterede Danmark ved European Low Vision Song Contest i 2021?
– Historien bag “Fællesudvalget”, et legatsamarbejde mellem DBS, Blindes Støttefond og Blindeinstituttets Legatfond.
– Standardvedtægter for idrætsklubber under DBS – reglernes historie og fortolkning.
– Blindecenter Bredegårds historie.
– Hvornår kom det første lydfyr på Vænget i Kalundborg?
– Hvorfor hedder Dansk Blindesamfunds ejendomme og plejehjem “Solgaven”?
– Førerhundens historie i Danmark – henvendelse fra en studerende til brug for en opgave.
– Forespørgsel om selskabet vil være indstillet på, at bistå med arkivering af materiale fra den opløste forening “Blindes Skiunion” samt materiale fra DBSU?
– Historien bag et springvand i Kalundborg med messingplade med punktskrift.
– Hvem var formand i Roskildekredsen fra september 1911 til dato.
– Begrebet “social blindhed” hvad er historien bag dette og hvem er omfattet af det?
– Historien bag selvstændige blindes mulighed for fritagelse for afregning af moms samt betingelserne herfor?
6.3. Andre informationskanaler.
Siden generalforsamlingen den 20. juni 2021 har bestyrelsen udsendt et medlemsbrev vedrørende selskabets medlemsliste, jf. ovenfor under pkt. 3. Derudover blev der den 4. januar 2022 udsendt et medlemsbrev vedr. opkrævning af kontingent for 2022.
Det skal under dette afsnit bemærkes, at ud af de 127 medlemmer har 18 ønsket at modtage nyhedsbreve m.v. i punktskrift, 5 i almindeligt tryk og 5 som Daisy-lydfil.
De nævnte medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som Daisy-lydfil.
7. Selskabets elektroniske arkiv.
Efter generalforsamlingen i 2016, fik jeg fra min forgænger, som formand Hans Erik Olsen, overleveret et elektronisk arkiv indeholdende alle selskabets arkiverede dokumenter og lydfiler. Dette arkiv er i de efterfølgende år løbende opdateret.
I forrige beretningsperiode er arkivet blevet underkastet en omfattende opdatering.
Arkivet består i sin nye systematik af 4 hovedafsnit.
Afsnit A indeholder dokumenter i 26 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 421 hoved- og undermapper og 2490 filer.
Afsnit B indeholder lydfiler i 47 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 279 hoved- og undermapper og 1385 filer.
Afsnit C indeholder publikationer m.v. fra DBS fordelt i 8 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 84 hoved- og undermapper og 1729 filer.
Afsnit D indeholder blindehistoriske bøger, først og fremmest af faglitterær karakter samt diverse artikler og rapporter fordelt i 8 hovedmapper. Denne del af arkivet omfatter i alt 10 hoved- og undermapper og 62 filer.
På bestyrelsesmødet den 8. oktober 2020 fik medlemmerne af bestyrelsen en kopi af arkivet til personlig brug i deres arbejde i selskabet. Denne spredning af arkivet er tillige en sikring imod, at dette går til grunde ved et uheld eller på anden måde ved ændring af bestyrelsens sammensætning. Arkivet er opdateret frem til udgangen af 2021.
Bestyrelsen har også i denne beretningsperiode kunnet glæde sig over, at både Hans Erik Olsen og Henrik Olsen – navnlig sidstnævnte – har leveret mange nye lydoptagelser til arkivet. Til belysning af disse bidrag skal nævnes at Hans Erik Olsen har indleveret en lydfil med Vejledning i brug af førerhund fra 1981 indlæst af førerhundekonsulent O.B. Vagt-Andersen, samt en optagelse fra den 15. oktober 1965 “Spillemandsmusik fra Den Gamle Tutt” med Ejlif Hjort Johansen – violin, Thorkild Nielsen – klarinet, Søren Low – harmonika, Leif Martinussen – strygebas.
Henrik Olsen har gennem de seneste 12 måneder indleveret følgende 11 lydfiler:
– Amatørteatrets opførelse den 5-6. april 1968 af “Frokost i det fri” af Fernando Arrabal.
– “Lytterkontakten eller har du noget du mangler” -Regionalen i Næstved og Københavns Radio – fredag, den 20. september 1996 med Susanne Skovlund Nielsen fra Nykøbing Falster, hun efterlyste et skelet.
– Blå mandag fra Regionalradioen i Næstved fra mandag den 2. januar 1989, hvor Ulla Bjerre Frost var gæst hos journalist Henning Nielsen.
– Udsendelsen med Andreas Møller Petersen fra Køge, som var gæst i Regionalens program Lytterkontakten hos studievært Henning Nielsen fredag, den 26. april 1996.
– Kanalcafeen fra 17. december 1996 med Henrik Olsen som blandt andet læser et digt af Flemming Poulsen Madsen fra Vordingborg.
– En optagelse fra den 4. maj 1997 fra DRs Lokalradio i Næstved med Henrik Olsen og Anne Bente Rosenkilde fra Udby på Møn. De var gæster i programmet Labyrinten.
– En udsendelse fra 1986 fra lokalradio Kolding om KLO i Vejen, Kjeld Bjørbeck taler med Kaj Østergård Petersen og Ole Størup.
– Refsnæsskolen fylder 100 år fra den 5. november 1998, dagens program med gæster, elever og lærerer.
– Åbenhjertig samtale den 20. april 1947. Her taler Karl Bjarnhof med forfatterinden Karen Michaelis om hendes liv.
– Plejehjemmet Solgaven i Vejle fylder 40 år den 8. juni 2016 – 3 sange med Fuglsangkoret, tale af landsformand Thorkild Olesen og grevinde Alexandra.
– Henrik Olsen besøger 22. juni 2021 sammen med Louise Flagstad Refsnæsskolen.
8. Har Blindeforsorgens klienter krav på en undskyldning fra regeringen?
Det var det spørgsmål, som selskabet rejste på et debatarrangement den 16. februar 2020 efter generalforsamlingen.
Regeringen har indgået en aftale med Forsorgsmuseet i Svendborg, om at udarbejde en redegørelse om, hvorvidt der er grundlag for at give en undskyldning til tidligere børn, unge og voksne ved institutionerne under den tidligere Åndssvagforsorg og Den Øvrige Særforsorg i lighed med den undskyldning som drengene ved ungdomsinstitutionen Godhavn fik af statsministeren den 13. august 2019, for de overgreb, som de havde været udsat for.
Debatarrangementet blev dækket gennem flere artikler i Nyhedsbrev nr. 2/2020. Henrik Olsens lydoptagelse af debatarrangementet kan aflyttes på selskabets hjemmeside, det findes under menupunktet “Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”.
Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg opfordrede selskabet til at repræsentere blindeområdet ved et møde den 10. marts 2020 på museet i Svendborg til forberedelse af undersøgelsen.
Ove Gibskov, der forestod hvervet som mødeleder ved debatarrangementet blev af bestyrelsen bedt om at repræsentere selskabet ved dette møde.
Det var den helt overvejende stemning på debatmødet, at blinde elever indenfor Blindeforsorgen i årene 1933-1980 ikke havde behov for en undskyldning i lighed med drengene på Godhavnsinstitutionen.
Ove Gibskov har i Nyhedsbrev nr. 2/2020 givet en omfattende redegørelse for mødets forløb.
Det var oprindeligt planen, at udredningen skulle være færdig i begyndelsen af august 2021, men pga. covid-19 blev afslutningen ret hurtigt udsat til november og senere til marts 2022.
Forsorgsmuseet arbejder sammen med Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Rigsarkivet. Der er tale om en interviewdel, som museets leder Sarah Smed kalder ”erfaret forsorg” samt en arkivdel. I øvrigt er det det største antal arkivalier, der nogensinde er bestilt fra Rigsarkivet til én undersøgelse – nemlig 40 tons papirer.
Man har været nødt til at udsætte en hel del interviews, da det drejer sig om beboere på institutioner, hvor der pga. coronarestriktionerne ikke har været adgang; og den slags følsomme interviews er heller ikke egnede til zoom eller andre online-optagelser men kræver fysisk nærvær. Ove har fået oplyst, at der blandt de interviewede er adskillige synshandicappede.
Man regner med, at udredningen vil fylde omkring 200 sider.
Samtidig med offentliggørelsen af denne vil der udkomme 3 film med emnerne:
”ANKOMSTEN”, hvor der fokuseres på tiden lige op til anbringelsen og erfaringer fra indskrivningen.
”ANBRINGELSEN” med fokus på den generelle hverdag på institutionerne.
”UDSKRIVNINGEN” med fokus på denne og mødet med livet udenfor institutionerne både på kort og længere sigt.
De organisationer, som deltog i det første møde den 10. marts 2020, blev inviteret til et møde den 1. november 2021 med henblik på skriftlig formidling i et ikke-akademisk sprog.
9. Administrative og økonomiske forhold.
Mødevirksomheden i bestyrelsen og arbejdet med de enkelte opgaver har i indeværende beretningsperiode været præget af coronarestriktionerne, hvilket fremstillingen også i denne beretning vidner om.
Disse restriktioner har med hensyn til at efterleve kravet i vedtægternes § 7 stk. 2 om, at den ordinære generalforsamling skal afvikles i årets første kvartal, givet bestyrelsen de største udfordringer. Herom vidner ikke mindst afviklingen af generalforsamlingen i 2021.
Regnskabet for 2021 udviser et overskud på 13.483,24 kr. Dette resultat skal sammenholdes med overskuddet på 17.699,37 kr. i 2020. Disse positive resultater skal ses på baggrund af den reducerede aktivitet i de 2 seneste år, der skyldes restriktionerne som følge af covid19-epidemien. Der er i indeværende beretningsperiode kun afholdt 4 fysiske bestyrelsesmøder og udsendt 3 nyhedsbreve.
Administrativt viste det sig nødvendigt, at følge op på den regnskabsanalyse, som blev foretaget i sidste beretningsperiode, for at tilvejebringe et sikkert regnskabsmæssigt udgangspunkt for den nyvalgte kasserer.
10. Afsluttende bemærkninger.
Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden.
Der er tillige grund til at takke Dansk Blindesamfund for et godt samarbejde og for den økonomiske støtte, som selskabet har modtaget.
Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på, at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.
På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.