Beretning 2016-2017 for Blindehistorisk Selskab
Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 21. februar 2016 til generalforsamlingen den 18. februar 2017. I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende sammensætning:
Poul Lüneborg, formand
René Ruby, næstformand
Henning Backs, kasserer
Bendt Nygaard Jensen, redaktør
Hanne Kassandra Skipper, sekretær
Henning Eriksen, 1. suppleant
Leif Martinussen, 2. suppleant
Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der er siden generalforsamlingen i 2016 afholdt 6 møder.
Konstitueringen, som fremgår af ovenstående blev besluttet på det første møde afholdt umiddelbart efter afslutningen af sidste års generalforsamling.
Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere opstillede mål for at sikre gennemførelsen af vedtagelserne på møderne. Begge suppleanter har deltaget i alle møder.
Bendt Nygaard Jensen har ikke haft mulighed for at deltage i de sidste 3 møder som følge af ansættelse pr. 1. september 2016 på Refsnæsskolen. Det var en glædelig begivenhed for Bendt, men det betød på den anden side, at han kun i begrænset omfang kunne varetage opgaverne som redaktør af selskabets nyhedsbreve og kontakten til webmaster Haakon Fløe Jensen. Bendt har siden sin ansættelse på Refsnæsskolen bidraget til arbejdet med skriftlige kommentarer til dagsordenen for hvert møde. Det er på denne baggrund, at Bendt har fundet det mest rigtigt at overlade hvervet som selskabets redaktør til en anden efter den kommende generalforsamling.
Derudover har Hanne Kassandra Skipper på grund af operation i højre hånd og familiemæssige forhold set sig nødsaget til at meddele forfald til mødet den 1. september og til fra begyndelsen af april måned at afstå fra at bestride skriftlige opgaver. Disse forhold har selvsagt lagt et vis arbejdspres på øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Uagtet disse forhold er der grund til at glæde sig over de mange resultater som bestyrelsen har været i stand til at opnå i det sidste år. Disse resultater vil blive belyst i de følgende 8 afsnit af denne beretning.
1. Medlemsstatus
Ved udgangen af 2015 talte selskabet 102 medlemmer, heraf var 101 enkeltpersoner og dertil kom institutionen Brede gård.
Efter generalforsamlingen blev alle medlemmer som endnu ikke havde betalt kontingent kontaktet pr. brev og i en række tilfælde også pr. telefon. Denne gennemgang førte til, at der var 8 som ikke ønskede at forny deres medlemskab. Bestyrelsen har fra sit første møde lagt stor vægt på at forstærke kontakten til medlemmerne. Vi har i den forbindelse opfordret til, at alle gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt Blinde og svagsynede, medlemmer af deres familie og andre med interesse for blindes historie.
Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund ved i hvert nummer af Medlemsbladet siden nr. 4/2016 at indrykke en artikel i rubrikken ”Meddelelser” om forskellige emner og aktiviteter.
I oktober måned udsendte bestyrelsen et brev til 30 institutioner, foreninger og virksomheder, indenfor det der populært benævnes Syns Danmark. Der er grund til at glæde sig over, at NOTA har indmeldt sig som følge af henvendelsen, medens Øjenklinikken på Kennedy Instituttet og institutionen Kommunikation og Hjælpemidler i Esbjerg begge har anført, at det ligger udenfor rammerne af deres virksomhed at indmelde sig i selskabet. Alle ubesvarede henvendelser vil blive fulgt op i det nye år.
Senest har bestyrelsen, på forslag af Hanne Skipper, ladet trykke en lille informationsfolder, som retter sig mod mennesker udenfor Dansk Blindesamfunds medlemskreds. Medlemsblad nr. 16/2016 indeholdt en artikel om, at samtlige enkeltpersoner som er medlem af selskabet omkring den 13. december ville få tilsendt et brev med 2 af disse informationsfoldere med en opfordring til at skaffe medlemmer blandt mennesker med interesse for vort arbejde. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt og hjælp til at informere om selskabets arbejde. Dertil kommer, at nogle af selskabets medlemmer fra tid til anden har behov for bistand fra frivillige til at gennemgå og registrere dokumenter og lignende med henblik på eventuel arkivering.
For at nå ud med information om selskabet til mennesker udenfor DBSs medlemskreds, har vi desuden rettet henvendelse til landsformand Thorkild Olesen for at forhøre os om, hvorvidt selskabets arbejde direkte eller indirekte kunne omtales i artikler i tidsskriftet Øjeblikket, hvilket tidligere har været accepteret.
I bestyrelsen håber vi på, at disse bestræbelser på længere sigt vil kunne bidrage til at konsolidere grundlaget for selskabets aktiviteter.
I løbet af 2016 har vi sagt farvel til 4 medlemmer som er afgået ved døden. Det samlede resultat af disse anstrengelser har betydet, at vi i skrivende stund tæller 108 medlemmer. Der er altså tale om en beskeden vækst på trods af 8 udmeldelser og 4 dødsfald. Denne udvikling i medlemstallet blev blandt andet beskrevet i en artikel i Medlemsblad nr. 14/2016.
2. Den første medlemsliste
På generalforsamlingen i 2016 besluttedes det, at den nyvalgte bestyrelse skulle oprette en medlemsliste til udsendelse til alle medlemmer. Tanken om en sådan blev første gang drøftet på generalforsamlingen i 1999. Selv om forslaget har været taget op ved flere efterfølgende lejligheder, er der aldrig tidligere kommet noget ud af disse anstrengelser. Bestyrelsen udsendte derfor den 9. april 2016 medlemsbrev nr. 1 til samtlige registrerede enkeltpersoner. Heri blev det enkelte medlem anmodet om at tage stilling til om vedkommende ønskede at blive optaget på den kommende liste. Det blev i brevet understreget, at medlemslisten skulle betragtes som en intern liste, som ikke ville blive lagt på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem og inspirere til at gøre en aktiv indsats til fremme af selskabets arbejde. I bestyrelsen var vi glædeligt overrasket over, at et helt overvejende antal af medlemmerne – nemlig 96 ud af 101 – ønskede at blive optaget på listen.
Medlemsblad nr. 8/2016 indeholdt på denne baggrund en artikel om, at selskabet havde skrevet historie med udsendelsen af det andet medlemsbrev dateret den 16. juli 2016 vedlagt et eksemplar af medlemslisten i et af de 4 medier efter det enkelte medlems ønske.
Bestyrelsen foreslår en evaluering af forslaget på den kommende generalforsamling forud for udsendelsen af en ajourført medlemsliste i foråret 2017.
Der opstod desværre nogle få fejl i forbindelse med udsendelsen af medlemslisten. De berørte medlemmer har fået en undskyldning for den mangelfulde ajourføring af vore udsendelseslister. Bestyrelsen har gennem oprettelsen af en elektronisk udsendelsesliste under DBS søgt at forebygge gentagelser af sådanne fejl.
3. Arbejdsgruppen mellem selskabet og DBs Fritids- og Kulturpolitiske udvalg
En anden opgave, som generalforsamlingen i 2016 bad bestyrelsen om at tage fat på, var ønsket om at retablere samarbejdet med Dansk Blindesamfund gennem arbejdsgruppen med repræsentation fra selskabet og fra DBs Fritids- og Kulturpolitiske udvalg.
Bestyrelsen bad om at få udarbejdet et kommissorium for det fremtidige arbejde i gruppen og udpegede på sit andet møde Poul Lüneborg og Henning Eriksen som selskabets repræsentanter i gruppen.
Der er i løbet af 2016 afholdt 2 møder i gruppen dertil kommer, at denne har afholdt et møde med Post-, Tele- og Kommunikationsmuseet, som er flyttet til det gamle Østerbro Posthus og taget navnet Enigma.
Arbejdet i gruppen har koncentreret sig om, hvad der skal ske med samlingen af dokumenter og genstande fra den blindehistoriske samling fra Instituttet, som i 2011 blev overført til Medicinsk Museion under Københavns Universitet og anskuelsessamlingen ved Refsnæsskolen. Der er grund til at glæde sig over, at DBS har skaffet 1.3 mio. kr. til digitalisering af den blindehistoriske samling og at det nu ser ud til, at anskuelsessamlingen på Refsnæsskolen er ved at blive registreret gennem en lokal indsats. Der er imidlertid endnu ikke truffet beslutning om en varig sikring af Refsnæsskolens anskuelsessamling.
Ud over gensidig orientering om igangværende aktiviteter, har gruppen på opfordring af Medicinsk Museion overvejet, hvorledes den blindehistoriske samling kunne suppleres. Her har vi fra selskabet peget på projektet vedrørende registrering af blindehistoriske effekter, som blev iværksat i 2015 og som vi i det seneste år har omtalt i nyhedsbrevene nr. 2 og 3 fra 2016 og i en artikel i Medlemsblad nr. 8/2016. Registreringsindberetninger til Leif Martinussen har ikke været overvældende, hvorfor alle medlemmer opfordres til at overveje en indsats til fremme af dette projekt.
Derudover har arbejdsgruppen, inspireret af Medicinsk Museion, opfordret selskabet til at gennemføre en interviewundersøgelse til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.
Henning Eriksen og Leif Martinussen har forberedt et sådant projekt til behandling i bestyrelsen. Deres oplæg har resulteret i, at 5 af selskabets aktive medlemmer – Thorben Koed Thomsen, Jørgen Eckmann, Hans Erik Olsen, Henrik Olsen samt Henning Eriksen selv har indvilget i at indgå i en projektgruppe, som skal gennemføre projektet, som omfatter 25 interview og som afsluttes med en rapport. Selskabet forventer at kunne finansiere projektet af egne midler. Gruppen blev nedsat i begyndelsen af december 2016 og den endelige projektrapport kan forhåbentlig foreligge i slutningen af 2. kvartal i 2017. I bestyrelsen er vi meget tilfredse med, at det er lykkedes at få igangsat dette projekt, som forhåbentlig vil kunne demonstrere, at et væsentlig blindehistorisk problem kan belyses for beskedne udgifter ved at inddrage nogle af selskabets erfarne medlemmer i opgaveløsningen.
Afslutningsvis er der grund til at nævne, at arbejdsgruppen er enedes om at fremsende 3 anbefalinger til ledelsen i DBS. Det drejer sig om følgende:
– Forretningsudvalget opfordres til at tage initiativ til at fortsætte indleveringen af foreningens arkivalier til Rigsarkivet.
– Forretningsudvalget opfordres til at tage initiativ til digitalisering af medlemsbladet fra 1923 til 1999 og til tidsskriftet Blindesagen for årene 1972 til 2000.
– Forretningsudvalget opfordres til at søge etableret en praksis, hvorefter der altid tages initiativ til, at væsentlige begivenheder indenfor foreningen sikres for eftertiden og for medlemmerne gennem produktion af en lydoptagelse af disse.
Landsformand Thorkild Olesen har tilkendegivet, at man ser positivt på alle 3 henstillinger og vil søge disse realiseret i den nærmeste fremtid.
4. Selskabets egne projekter i det forløbne år
4.1. Blindes Arbejdes arkiv
Bestyrelsen besluttede på sit første møde at søge gennemført en indlevering til Rigsarkivet af arkiverne for Blindes arbejde fra virksomhedens oprettelse 1. april 1929 og for de efterfølgende omkring 80 år. Både Rigsarkivet, DBS og direktør Kristin Espedal fra Blindes Arbejde har alle givet deres positive støtte til forslaget. Rigsarkivet er allerede i besiddelse af arkiverne fra Blindes arbejdes fhv. butik og værksted i Ålborg og en smule andre arkivalier fra virksomheden.
Blindes Støttefond er blevet ansøgt om 20.000 kr. til projektets realisering. Fonden besluttede på sit møde den 6. december 2016 at godkende ansøgningen, hvorved projektet med René Ruby som ankermand er planlagt til at skulle gennemføres i løbet af februar måned 2017.
Behandlingen af ansøgningen i bestyrelsen for Blindes Støttefond, resulterede endvidere i en beslutning om at lade undersøge, om ikke også fondens egne arkiver skulle indleveres til Rigsarkivet. Disse arkiver er af den allerstørste blindehistoriske interesse, idet en meget væsentlig bestanddel af fondens grundlag stammer fra Foreningen til Fremme af Blindes Selvvirksomhed, som blev stiftet i januar 1862.
4.2. Henning Eriksens Museumsdagbog
Henning Eriksen var ansat som frivillig medarbejder ved den blindehistoriske samling på Blindeinstituttet i årene 2001 til 2011, hvor samlingen blev overdraget til Medicinsk Museion. I gennem hele denne periode skrev han dagbog. Efter en kritisk gennemgang af manuskriptet og efter, at det var blevet forsynet med et noteapparat, fremlagde han manuskriptet for bestyrelsen med henblik på stillingtagen til, om det kunne anses for at have mere almén interesse.
I bestyrelsen var der enighed om, at manuskriptet burde offentliggøres, idet det fandtes at være af blindehistorisk værdi. Hertil kom, at manuskriptet ud over at være en personlig dagbog, tillige var en beskrivelse af museets sidste 10 leveår. Endelig rummer manuskriptet en beskrivelse af mange genstande og publikationer, hvortil kommer, at det kan betragtes som en nøgle til mange af de udgivelser som Henning Eriksen har skrevet.
Bestyrelsen bad på denne baggrund 3 eksterne personer med kendskab til området om at vurdere manuskriptet. 2 af disse – professor Birgit Kirkebæk og fhv informationschef på NOTA Kirsten Broager – har afgivet meget positive vurderinger, hvori de peger på, at manuskriptet bør indleveres til Rigsarkivet og underkastes en redaktionel bearbejdning, hvis det skal offentliggøres.
Bestyrelsen er på baggrund heraf indstillet på at søge gennemført en udgivelse af manuskriptet, såfremt der udefra kan skaffes de fornødne midler hertil. Det søges for tiden afklaret, hvem der i givet fald ville kunne påtage sig opgaven som redaktør af manuskriptet.
René Ruby har påtaget sig at drage omsorg for indlevering af manuskriptet og de 2 vurderinger til Rigsarkivet.
4.3. Dansk Blindesamfunds 52 interview med blinde fra begyndelsen af 1990-erne
DBSs fhv. formand Svend Jensen, der var med til, den 21. februar 1986, at stifte Historisk Selskab for Handicap og Samfund, nu Handicaphistorien, tog i begyndelsen af 1990-erne initiativ til at lade foreningens informatører interviewe 52 medlemmer, der var blevet myndige omkring 1945, for at dokumentere udviklingen i blindes levevilkår efter 2. Verdenskrig. Initiativet var inspireret af en henstilling fra Nationalmuseets afdeling, vedrørende etnologiske undersøgelser til Handicaphistorisk Selskab, om at indsamle sådanne levnedsbeskrivelser. Materialet blev i begyndelsen af januar 1994 overdraget til Nationalmuseet og til Blindehistorisk Museum i anledning af Det Europæiske Ældreår, som EF i 1993 havde proklameret.
Bestyrelsen har på flere møder drøftet, hvorledes disse interview kan inddrages i en beskrivelse af udviklingen af blindes levevilkår. Til brug for disse drøftelser har René Ruby udarbejdet et par oplæg. Bestyrelsen har opfordret ham til at udarbejdet en beskrivelse af et omfattende projekt, til beskrivelse af udviklingen af blindes levevilkår, fra etableringen af Det Kongelige Blindeinstitut i 1858 og frem til i dag, baseret på breve i Rigsarkivet fra instituttets elever, de 52 ovennævnte interview og en række senere interviewprojekter. Et sådant projekt vil naturligvis forudsætte en betydelig finansiering gennem bevillinger fra fonde samt medvirken fra både DBS og Medicinsk Museion.
Bestyrelsen finder, at disse 52 interview repræsenterer en så væsentlig blindehistorisk værdi, at de bør anvendes konstruktivt til glæde for eftertiden. Derfor vil der blive arbejdet videre med disse projektovervejelser.
Størstedelen af disse interview findes i et digitaliseret format i selskabets elektroniske arkiv.
4.4. Projekt registrering af blindehistoriske effekter
Dette projekt blev startet af den tidligere bestyrelse i 2015. Projektet er omtalt ovenfor under pkt. 3 sammen med selskabets nye interviewprojekt ang. Blindes levevilkår i 1970-erne.
4.5. Hjemmesiden www.lauridslauridsen.dk
Selskabet har, lige siden afholdelsen af Den Internationale Blindehistoriske Konference i oktober 1996, med rette viet betydelig opmærksomhed overfor den blinde komponist Laurids Lauridsen. Gennem forår- og sommermånederne i 2016 har jeg, som formand for selskabet, været engageret i at skaffe baggrundsviden til hjemmesiden som familien til Laurids Lauridsen har taget initiativ til at etablere, for at fastholde kendskabet til hans liv og musik. Dette arbejde har jeg beskrevet i en artikel i Nyhedsbrev nr. 3/2016 og i en artikel i Medlemsblad nr. 11/2016. Hjemmesiden blev tilgængelig for offentligheden i begyndelsen af juni 2016. Bestyrelsen har kunnet glæde sig over, at artiklen om Laurids Lauridsen er blevet offentliggjort i en tilpasset og illustreret version i decemberudgaven af Organistbladet fra 2016. Det må jo siges at være den bedst tænkelige promovering af vort arbejde og ikke mindst af den nye hjemmeside.
4.6. Dansk Blindesamfunds Amatørteater og Tage Poulsen
I forbindelse med afviklingen af Dansk Blindesamfunds Amatørteater i begyndelsen af 2007, fik selskabet overleveret denne forenings formue på 26.984 kr. og 81 DAT bånd med optagelser af teatrets forestillinger gennem årene. 21 af teatrets forestillinger findes i digitaliseret form i selskabets elektroniske arkiv.
På tilsvarende måde fik selskabet, efter Tage Poulsens død den 29. marts 2003, overleveret 139 lydoptagelser. En del af disse er blevet digitaliseret og findes i selskabets elektroniske arkiv.
Bestyrelsen har i løbet af beretningsperioden forsøgt at skaffe sig et overblik over, hvad der er blevet af disse 2 donerede båndsamlinger. Det har vi gjort ud fra en betragtning om, at selskabet skylder giverne af disse en redegørelse om båndenes skæbne. Nogle bånd har været af høj kvalitet og har let kunne ladet sig digitalisere, medens andre er ødelagt af ælde eller af så ringe kvalitet, at de ikke er egnet til digitalisering.
Bestyrelsen vil arbejde videre sammen med blandt andet fhv. formand Hans Erik Olsen om at udarbejde redegørelser om digitaliseringen af de donerede bånd.
Hans Erik Olsen oplyser, at hans arbejde med disse båndsamlinger har stået lidt i skyggen af hans arbejde med en betydelig båndsamling efter afdøde Hans Peter Christiansen. Denne båndsamling har han efter aftale med DBS påtaget sig at digitalisere. Ved årets udgang fortæller han, at digitaliseringen af samlingens 1200 spolebånd er blevet til 1449 lydfiler og at han i 2017 agter at fortsætte digitaliseringen af samlingens kassettebånd og DAT bånd. Der er blandt de 1449 lydfiler en række optagelser af blindehistorisk interesse.
4.7. Diverse artikelprojekter
Henning Eriksen har færdiggjort 2 artikler i beretningsperioden. I nyhedsbrev nr. 3/2016 kunne man læse en artikel baseret på en samtale med Kai Østergaard om historien bag KLO – Kultur, Litteratur Orientering. I Nyhedsbrev nr. 1/2017 har han indrykket en portrætsamtale med Hans Erik Olsen om hans arbejde som selskabets formand gennem 9 år.
2 af selskabets medlemmer Signe Lynglund og Luise Lind har begge fremsendt baggrundsmateriale om deres morbror Ricard Thorlev fra Langeland. De har begge bidraget med artikler til nyhedsbrevene fra maj og september i i 2012 om udbredelsen af øjensygdommen Retinitis Pigmentosa i deres familie og om deres morbrors brug af en spolebåndoptager. Jeg har som formand for selskabet taget udfordringen bag deres henvendelser op og har kunnet konstatere, at der på lokalmuseet i Rudkøbing findes en del materiale om Richard Thorlev, der drømte om at blive forfatter. Dette materiale vil formentlig resultere i en artikel i et senere nyhedsbrev.
Derudover har jeg arbejdet med tanken om en beskrivelse af førerhundens historie i Danmark før 1949. Selskabet, Dansk Blindesamfund og Landsorganisationen af Førerhundebrugere har hver bevilget 5000 kr. til dækning af sekretærbistand i forbindelse med forstudier på Rigsarkivet og på Det Kongelige Bibliotek til en sådan fortælling. I forbindelse med forberedelsen af dette projekt er der grund til at antage, at organist Frantz Wilhelm Rosenqvist fra Esbjerg er en af de hjemlige førerhundepionerer. Hans betydning for blindesagen fra hans ansættelse i 1904 ved Vor Frelser Kirke i Esbjerg og til hans død i 1954 vil formentlig også resultere i en artikel i et kommende nyhedsbrev.
Disse artikelprojekter medtages i beretningen, da de har lagt beslag på en del opmærksomhed i beretningsåret. Hertil kommer, at bestyrelsen har bevilget 5.000 kr. i tilknytning til en af dem.
5. Informationsvirksomhed
5.1. Udsendte nyhedsbreve
Ifølge §3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst 2 gange årligt.
I 2016 blev der udsendt 3 nyhedsbreve, medens der i skrivende stund kun er truffet beslutning om udsendelse af 1 nyhedsbrev i 2017 forud for generalforsamlingen. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve for dette år. Alle nyhedsbreve udsendes i 4 medier efter medlemmernes ønske – almindelig tryk, indlæst på CD, som et elektronisk dokument, eller i punktskrift. DBSs sekretariat bistår mod et mindre gebyr med at producere de 3 førstnævnte versioner, medens Refsnæsskolens trykkeri fortsat forestår punktudgaven, hvilket bestyrelsen er meget taknemmelig for.
5.2. Hjemmesiden – www.blindehistorie.dk
Selskabet oprettede i 2004 en hjemmeside underr Dansk Blindesamfund. Den nuværende selvstændige hjemmeside blev oprettet i slutningen af 2011. Den har fra begyndelsen haft Haakon Fløe Jensen som webmarster. I bestyrelsen har vi været meget glade for, at Haakon har indvilget i at fortsætte på posten.
Alle Nyhedsbreve ligger nu på hjemmesiden takket være Hans Erik Olsens indsats med at overskrive de gamle numre fra punktskrift.
Referaterne af generalforsamlingerne findes nu også alle på hjemmesiden bortset fra referatet af det stiftende møde den 18. november 1994. Dette referat har tidligere forgæves været eftersøgt, senest har bestyrelsen gentaget efterlysningen i en artikel i Medlemsblad 5/2016.
Endelig har bestyrelsen taget initiativ til at udfærdige en formel årsberetning til hjemmesiden for hvert af selskabets første 6 leveår for at markere nogle vigtige data. Beretningerne for disse år blev alene givet mundtligt på de årlige generalforsamlinger.
Derudover har bestyrelsen besluttet, at der skal udarbejdes retningslinjer for at optage dokumenter, lydoptagelser og billeder af blindehistorisk interesse på hjemmesiden.
Der er i beretningsåret taget initiativ til at opstille retningslinjer for udarbejdelse af en blindehistorisk litteraturliste. Udgangspunktet for indholdet af en sådan er listen over blindehistoriske dokumenter, som den tidligere bestyrelse udarbejdede i 2011 i forbindelse med DBSs 100 års jubilæum. Der skal tillige opstilles nogle betingelser for optagelse af dokumenter i deres helhed, idet et stort antal af de dokumenter som vil blive optaget på litteraturlisten findes på andre hjemmesider. Bestyrelsen forventer i løbet af 1. kvartal af 2017 at kunne præsentere den første version af en opdateret litteraturliste på hjemmesiden. Først når arbejdet med de blindehistoriske dokumenter er afsluttet er det tanken at tage fat på lydoptagelser og billeder.
5.3. Andre informationskanaler
Bestyrelsen har som omtalt under pkt. 2 udsendt 3 medlemsbreve i alle 4 medier til medlemmerne. Derudover har vi også som anført ovenfor under pkt. 1 bestræbt os på at gøre selskabet synligt gennem artikler i alle Medlemsblade, bortset fra Medlemsblad 9/2016. Indholdet af disse artikler er omtalt i beretningens øvrige afsnit, bortset fra 3 artikler der vedrører blindehistoriske begivenheder.
Endelig skal det under dette punkt anføres, at bestyrelsen drøftede oprettelsen af en diskussionsliste på DBS server, i forbindelse med etableringen af en elektronisk postliste.
Et lignende forslag har tidligere været til behandling, men blev afvist under henvisning til, at kun 70 % af medlemmerne modtager elektronisk post. Derfor ønsker bestyrelsen, at deltagerne på den kommende generalforsamling drøfter en eventuel oprettelse af en sådan liste.
6. Selskabets elektroniske arkiv
Den tidligere bestyrelse overdrog et meget fint elektronisk arkiv med dokumenter vedrørende selskabets drift og med en mængde digitaliserede lydoptagelser.
Der er i beretningsperioden udarbejdet en arkivnøgle til arkivet, hvortil kommer, at dette er opdateret på alle fronter og udvidet med en del nye hovedmapper. Som eksempler på arkivets omfang kan det nævnes, at det nu omfatter 75 bestyrelsesmødereferater (samlingen er dog stadig ikke komplet), 15 mapper angående selskabets egne projekter gennem årene og 11 mapper til belysning af medlemsarrangementer.
7. Medlemsarrangement i Aarhus
På selskabets fødselsdag den 18,. november 2016 gennemførtes et vellykket medlemsarrangement i Aarhus med besøg og frokost i DBS Østjyllands lokaler, i Blindes Arbejdes butik med arbejdende værksteder og i ”Blind mands lejlighed” i Den Gamle By, jf. omtalen af arrangementet og Henning Eriksens gamle Nørrebrolejlighed i nyhedsbrev 1/2017 Der deltog 9 medlemmer i arrangementet, fra bestyrelsen deltog formanden, kassereren og dagens hovedperson Henning Eriksen.
8. Økonomi
Indtægterne har bestået af kontingentindtægter, et tilskud fra DBS, tilbagebetaling af et tidligere bevilget støttebeløb på 5.000 kr. samt en projektbevilling på 20.000 kr. i alt 55.300,00 kr.
Kassereren har på grundlag, af et af bestyrelsen vedtaget budget, med stor sikkerhed administreret indtægter og udgifter i årets løb. De samlede udgifter er opgjort til 44.607,57 kr.
Henning Backs har lagt et stort arbejde i at bringe selskabets økonomiske forvaltning i overensstemmelse med de skrappe retningslinjer, som er blevet gennemført efter finanskrisen i 2008, jf. omtalen heraf i min formandshilsen i nyhedsbrev 3/2016. Hertil kommer opgaverne med at passe medlemskartoteket og den nye opgave med at opbygge administrationen af selskabets medlemsliste.
Som det kan ses af regnskabstallene for 2016, kan selskabet notere et overskud på 10.692,43 kr. Dette skyldes først og fremmest den nævnte projektbevilling, som forventes forbrugt i begyndelsen af 2017.
Blandt udgiftsposterne skal 3 anføres. Fra tiden forud for generalforsamlingen den 21. februar 2016 var der afholdt 4.393,00 kr. i forbindelse med bestyrelsesmøder og 6.968,50 kr. til dækning af rejseudgifter i forbindelse med møder, disse 2 udgiftsposter har den nuværende bestyrelse ikke haft indflydelse på. Derimod har bestyrelsen afholdt udgifterne til medlemsaktionerne , som er beskrevet under pkt. 1. Denne sidste udgift betragter bestyrelsen som en investering til sikring af fremtiden, de beløb sig til 8.428,59 kr.
I forbindelse med vedtagelsen af et budget for selskabet, drøftede bestyrelsen mulighederne for at skaffe yderligere indtægter. Konklusionen blev at yderligere indtægter kun kunne skaffes gennem hvervning af nye medlemmer, gennem fondsstøtte til konkrete projekter og gennem en bedre forrentning af den del af den likvide kapital, som henstår til sikkerhed for selskabets drift. På denne baggrund besluttedes det at investere 125.000 kr. i realkreditobligationer. Det viste sig imidlertid, at de skærpede regler for foreninger efter finanskrisen i 2008 afskar bestyrelsen fra at gennemføre denne beslutning. Der stilles nu krav om, at det fremgår af en forenings vedtægter, at bestyrelsen er bemyndiget til at forestå sådanne investeringer, derfor forslaget om en ændring af selskabets vedtægter.
På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.