Forfatter: Webmaster

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Karen Petersen
V/ Birthe Person

Jeg hedder Karen Petersen og er født i Gelsted på Fyn den 7. juli 1932, og er den ældste af en søskendeflok på 5.
Jeg har alle mine søskende endnu, men mine forældre ligger begge begravede i Fredericia.
Det viste sig ret hurtigt, at jeg var født med en grå stær, fordi min mor havde ”røde hunde” da hun ventede mig.
Min far og mor var fodermestre på en stor gård, men da jeg var 10 måneder gammel flyttede vi til Fredericia. Men inden for de 10 måneder opdagede man, at jeg havde dårlige øjne. På det tidspunkt kendte man ikke til konsekvenserne ved røde hunde og svangerskab.
Jeg blev som helt lille, kun 7-8 måneder gammel indlagt i Odense og på en uge opereret 3 gange. Det ville man slet ikke gøre i dag og resultatet blev heller ikke så godt.
Vi flyttede så til Fredericia, hvor jeg kom til øjenlæge i Kolding, hvor jeg også blev opereret nogle gange for efterstær.
Da jeg skulle begynde at gå i skole, blev jeg meldt ind med den bemærkning at jeg så dårligt og skulle sidde forrest på bænkene i skolen. – Det hjalp ikke så meget for lyset skinnede ind på tavlen, så det var lige meget hvor jeg sad. Men det gik så i en-to-tre år eller lignende.

Det var under anden verdenskrig, og tyskerne tog alt hvad der var af skoler i Fredericia, så vi måtte gå i skole der hvor folk havde en stor stue. Så kan jeg huske en morgen jeg kom i skole, da var vi kommet op i et baglokale inde i en baggård hos en skomager. Jeg kom ind i klassen, og så sagde skolelæreren: ”Karen! Du kan godt gå hjem, der er ikke plads til dig.”
Det var lige som det der slog hovedet på sømmet, så mine forældre syntes, at når jeg blev konfirmeret, skulle jeg et sted hen hvor jeg kunne få min uddannelse. Vi rejste så til øjenlægen i Kolding igen. Det var ca. i 1943/44, og han sagde: ” at hvis de endelig ville af med mig, så kunne han godt skrive mig op til Blindeinstituttet, men jeg så nok for godt, så der ville de nok ikke have mig.” Det var jo ikke en besked at give en mor og far, men vi skrev så derover.

I mellemtiden, i 1945, var jeg blevet blind på det ene øje på grund af hornhindebetændelse, som ikke blev behandlet. Det var ved krigens afslutning, og netop i Kolding området blev en del læger skudt, og det gjorde at min øjenlæge ikke turde indlægge mig af skræk for alt det der.
Det endte så med at jeg kom på Refsnæsskolen som 13 årig, og de sagde til min mor, hvorfor jeg ikke var kommet noget før, og det måtte vi så forklare.
Det var for så vidt rart at komme i skole igen og komme i gang igen, og føle man var til noget, og at man ikke bare skulle sidde hen..
Jeg gik så i skole i 2 ½ år, hvor jeg så blev konfirmeret hjemme i Fredericia sammen med min søster. Efter konfirmationen kom jeg på Blindeinstituttet på Kastelsvej.
Der gik jeg i første og anden fortsættelse, og begyndte så i vævestuen.
Det interesserede mig ikke rigtig at komme på vævestuen, men det blev man ikke spurgt om den gang. Jeg ville så gerne have været bogbinder, men det kunne ikke lade sig gøre, for det blev man ikke spurgt om.
Jeg kunne bare gå ned i vævestuen, og noget der sådan er tvangsindlagt, det gider man altså ikke når man er 16 – 17 år, i hvert fald ikke! – Men jeg blev sådan set meget glad for det.

En dag fik jeg så et brev i hånden af en af mine kammerater. Det viste sig at være et frierbrev fra Børge.
Han var 4 år ældre end jeg. Jeg tænkte: Nej, han er da for gammel – det var ikke noget. Men hver gang jeg kom ud i hovedporten, hvem stod så derude – det gjorde Børge.
Jeg kunne ikke sige at jeg ikke kunne lide ham, for det kunne jeg ikke sige så meget om på dette tidspunkt. Men det endte så med at vi lærte hinanden at kende.

Dengang kunne vi se lidt begge to, og på Instituttet var der den regel at man ikke måtte holde hinanden i hånden, når der var to der kunne se lidt. Men hvis man gik sammen med en helt blind, så måtte man gerne. Der var en pigehave og en drengehave, og hvis en af dem som havde inspektion så, at vi gik med den anden i hånden, så kom pigen over i nonnehaven, som det hed, og der kunne vi gå omme et par dage til bedre tider.

Børge var blevet ekstern elev på dette tidspunkt, og havde et værelse ude i byen. Jeg måtte ikke komme ud og besøge ham – bestemt ikke.
Men så var der en ordning med, at hvis vi helt unge havde noget familie inde i byen, og hvis vi fik brev hjemme fra vores mor og far, at dem måtte vi gerne besøge, så måtte vi gerne.
Min mor havde en kusine og hendes mand inde i byen. Så jeg spurgte, om jeg måtte besøge Tove og dem, det måtte jeg så gerne.
Så gik jeg bare op til Børge i stedet for, og det blev aldrig nogensinde opdaget. Sådan var der nogle ting dengang. Vi syntes jo det var spændende sådan noget, og det blev i hvert fald spændende.
Så jeg lærte Børge at kende, og da jeg var 18 år havde jeg ikke lyst til at være på Instituttet mere. Så jeg flyttede på et hjem for arbejdsføre blinde kvinder på Mariendalsvej på Frederiksberg, ”Mariendalshjemmet”.
De måtte man ikke have mandfolk på værelset, før man havde boet der et år og var fyldt 21 år, så jeg tog ud og besøgte Børge på hans værelse. Jeg ville også gerne have haft det sådan, at han kom ud til mig så jeg ikke altid skulle farte ud om aftenen. Jeg havde så en veninde, som boede ved siden af mig. Og der fik jeg Børge til at sige når han ringede på, at han skulle besøge hende der boede ved siden af Karen. Sådan lavede vi mange numre, det blev vi simpelthen nød til. Men ellers vil jeg sige, at jeg faktisk kun har kendt Børge. Men nu var jeg altså også kun 16 år da jeg lærte ham at kende, og nu er jeg 67 år, så vi har kendt hinanden i mange år – over 50 år.
Jeg var så derude og vævede nogle år fra 1950-54 og boede der ca. 4 ½ år.
Vi fik ikke ret meget for det vi vævede, 15 øre pr. meter, og det kunne blive en månedsløn på ca. 10 kr. Det var selvfølgelig nogle flere penge dengang end i dag, men det var alligevel lidt.

Så fik jeg så meget vrøvl med mine arme, så jeg fik seneskedehindebetændelse i begge håndled, og jeg måtte holde op med at væve og var sygemeldt et stykke tid.
Så skulle jeg have noget at lave igen så jeg kom i huset hos en læge inde på Sortedamsdoseringen, og der var jeg i øvrigt glad for at være og jeg var der en del år. Om sommeren var vi i sommerhus nede ved Jersey Strand, hvor jeg var med.
Imidlertid blev jeg så gift, og skulle have Helene. Da jeg skulle til at føde holdt jeg op hos doktoren. Men efter den tid har jeg været der nogle gange, når de ikke havde nogen pige.
I 1952 var vi nede og besøge Børges far og mor som boede her i Præstø. Og så kunne vi godt tænke os at komme lidt rundt og cykle. Børge havde først lært at cykle da han var 20 år, for når man er svagtsynet kan man ikke som barn lære at cykle. Sådan var det også dengang, men han havde lært sig at cykle, og så fandt vi alligevel ud af, at vi godt kunne tænke os at få fat i en tandem, men den gang kunne man ikke få nye tandem, men vi fik fat i en brugt tandem oppe hos cykelmanden herude i Præstø. Han istandsatte den, og vi begyndte at køre på tandem.
I 1953 startede vi her fra Præstø en tidlig morgen kl. 4, og så var vi i Fredericia om aftenen kl. 8 og næste morgen kørte vi videre til Silkeborg. Der boede min mor. Børge havde en synsrest og det havde jeg også. Det er sådan en tur man sådan set næsten kan leve på resten af livet.
Det var en lang tur, og på det tidspunkt havde jeg ikke siddet på en cykel et helt år, og da vi kom til Lillebæltsbroen, så sagde jeg til Børge: ”Vi skal gå over!” og vi stod af. Det fortrød jeg, for jeg var nær aldrig kommet op på cyklen igen, da vi nåede over på den anden side af broen. Jeg havde simpelthen så ondt i min bagdel så jeg ved ikke hvad.
Så om aftenen, da vi var nede hos min søster og svoger hvor vi overnattede, så sagde jeg til Børge, ”at hvis jeg har så ondt i morgen, så kan du cykle til Silkeborg og jeg tager toget!” Men jeg stod altså på cyklen næste morgen og det gik jo også godt. Men det var en dejlig tur.
Vi har selvfølgelig også cyklet meget herhjemme omkring. Ikke så meget efter vi flyttede her til huset hvor vi bor nu, for det var ikke uden et par år efter, så mistede Børge sit syn, og jeg har aldrig set så meget så jeg kunne cykle.
Helene, vor datter, har også altid siddet bag på tandemen. Lige indtil hun var 7 ½ år, med de lange ben strittende ud til begge sider. Men det gik jo, og der var heldigvis ikke så meget trafik dengang. Børge var også opmærksom på hvordan han kørte, han kørte ordentlig. Det har vi også gjort en del ud af. Og vi har cyklet mange ture rundt her i Sydsjælland, når jeg var på ferie de år inden vi flyttede herned.
I 1957 flyttede vi så til Præstø, hvor vi har boet lige siden.
I 1960’erne, da vor daværende kredsformand i Dansk Blindesamfund, K.V. Andersen manglede nogle bestyrelsesmedlemmer i kredsen, blev jeg indvalgt i bestyrelsen.
Karl Vilhelm havde et kurveværksted henne i Sorø, og han kunne ikke rigtig klare at være konsulent og passe sin virksomhed samtidig, så han spurgte mig om jeg ikke havde lyst til at prøve, og det gjorde jeg så.
Jeg startede i 1962 som omsorgskonsulent, dengang hed det blindekonsulent, og det har jeg så arbejdet med i 13- 14 år.
I 1967 blev det ændret til omsorgskonsulent og socialkonsulent, og der skulle jeg have hele Sjælland og Lolland-Falster, og det var for meget for mig, når jeg skulle alene rundt med rutebiler, tog og sådan noget.
På det tidspunkt var vores datter, som er født i 1955, på Refnæsskolen. Hun er også født med dårlige øjne, og hun var på Refsnæs en kort overgang. Når jeg passede det område, så boede jeg på skolen og var der et par dage. Så var jeg hos Helene om aftenen og kunne sove der.
Men da det blev delt op i Socialkonsulent og Omsorgskonsulent, syntes jeg det blev for meget, og jeg holdt op.
Jeg havde været med i bestyrelsen en hel del år, og jeg har været med i repræsentantskabet i Dansk Blindesamfund indtil kredsene blev lavet om.
Efter den tid har jeg også været omsorgskonsulent en del år, hvor jeg dækkede Sorø amt, Slagelse, Ringsted og Præstø amt.
Børge og jeg har været kontaktpersoner på nogle højskoler da det startede, og sidst i 60’erne lavede vi nogle hobbykurser.
Dansk Blindesamfund var begyndt at starte studiekredse og hobbykurser rundt om i kredsene, og der havde jeg et hobbyhold oppe i Næstved.

Vi fik så ordnet med Næstved kommune, at der blev oprettet et dagcenter på Agora som jeg blev leder af, og det havde jeg en del år indtil plejehjemmet Solgaven blev bygget, hvor jeg blev ansat på fuld tid i ergoterapien.
I 1978 fik jeg vrøvl med mine øjne og synet forsvandt, og jeg holdt så op.
Siden 1974 har jeg så undervist på senblindekurser i Hobro og nu i Fredericia, som jeg så stadigvæk har.
Det er enormt spændende og det er jeg meget glad for. Jeg har også undervist beskæftigelsesvejledere og sådan noget – jeg skal af sted nu på fredag igen.
Man giver en masse af sig selv, og det synes jeg er dejligt, at man kan.

Er det ikke hårdt?

Ja, det er det selvfølgelig, men nu er det ikke 3 uger i træk mere. Det har hjulpet at det nu kun er 15 dage.

Har du nogle fritidsinteresser?

Ih ja, jeg har mange. Jeg har for det første en vævestue ovenpå med 4 store væve. En kæmpestor en på en meter og tres med 12 tramper på, som kan væve de store duge, som jeg i øvrigt laver meget af.
Så har jeg en mindre væv som kan væve smalle ting. Den har jeg uldne ting på, og så har jeg en lille væv med glider på, hvor jeg har dækkeservietter og halstørklæder på.
Jeg har også en meget gammel væv. Den er nærmest en museumsgenstand, den er over 100 år gammel. En stor klodset en. Det er en svensk som jeg har købt, jeg kunne ikke nære mig da jeg så den. Der er to tramper, som simpelthen er forbundet helt op, der er hverken det ene eller andet, siddeskammel eller noget som helst på den. Den tåler heller ikke så forfærdeligt meget, der sidder også noget på den. Den er ikke skrøbelig i den forstand, ikke selve rammen og chassiset, men den er over 100 år gammel. Det er meget spændende. Den har jeg så noget håndspundet garn på som jeg selv har lavet.

Jeg væver uldne plaider, halstørklæder, dækkeservietter, mundservietter, viskestykker, håndklæder og store duge med servietter, der passer til. Det er navnlig sådan noget jeg ekselerer i.
Jeg laver selv trendene og Børge og jeg sætter dem selv op, vi laver det hele selv.
Så er der det med at få kammet kammen. Jeg har en automatisk kamnål, men den kan svigte, og det er næsten ikke engang til at se. Jeg er lige ved bedre at kunne mærke det, end kunne se det. Det kan godt snyde mig en gang imellem så at jeg må pille det op igen, hvis jeg opdager en lille fejl. Du kan godt mærke, hvis der er to tråde der er lidt fra hinanden, eller der er to der er lidt tykke, så er der for mange i ridtet.
Jeg sælger alt det jeg væver. Det går fra mund til mund, det er på den måde jeg får det solgt.
Et år vævede jeg for Blindes Arbejde, da de forretninger eksisterede rundt om i landet. Jeg vævede meget dertil i perioder.
Jeg har en masse væveopskrifter på punktskrift, som jeg har haft i mange, mange år. Jeg er lige ved at sige, jeg nok er en af dem der har flest af de gamle væveopskrifter på punktskrift.
Jeg har en gammel vævebog fra 1935 og jeg har en strikkebog fra 1908 på punktskrift, som jeg havde med på blindehistorisk festival i Fredericia, og den skal Blindehistorisk museum have når jeg ikke er mere. Det er en meget gammel en som jeg har arvet. Jeg har også nogle gamle hæfter fra tyverne. Det er alt sammen strikkede lyseduge og flakoner og sådan noget. Det brugte man jo meget en overgang, og det synes jeg også er skægt at sidde og rode med. – Der er bare det med det strikkede, hvis man taber en maske, så er det altså meget svært. Normalt kan jeg fiske en maske op, men i de strikkede flakoner går det ikke.
Jeg elsker også at hækle lyseduge, men der taber du kun én maske og den er nemmere at samle op. Jeg var en stor pige, inden jeg lærte at hækle. For da jeg var barn kunne man kun lære at strikke, når man ikke kunne se. Det var filosofien den gang.
Vi går til korsang. Vi er med i Præstø koret, og det har vi været i 15-16 år efterhånden, og det er vi meget glade for. Vi er 50 stykker i det kor, og vi er med til det alt sammen, også til koncerter.

Vi bruger så vores båndoptager til at optage stemmerne på, når vi indøver noget. Og dem vi kører med, læser vores tekster op for os på båndoptageren, og så skriver vi det ind på computeren, og derfra bliver det skrevet ud på punkt, det fungerer altså godt.
Jeg vil sige, at den dag hvor vi indøver noget nyt, der kan vi selvfølgelig ikke så godt være med, når vi ikke kan læse det efter noderne, men så optager vi det og øver os hjemme. Vi tager en del rundt, og allerede på torsdag skal Børge til Karise og synge i Karise kirke, og det kan jeg desværre ikke komme med til, der har vi så lavet et program.
Søndag den 2. maj skal vi synge i Roskilde Domkirke, og der skal vi synge noget rekviem af Dvorak, som vi har indstuderet.
Vi skal allerede derhen fredag og lørdag og vi er 250 sangere, de fleste fra Sjælland og nogen fra Jylland og så Københavnsområdet som vi skal øve os med. Vi har været i Køge en hel lørdag og en hel søndag og en fredag aften for nogen tid siden, og det er et værk der varer 1½ time at synge.
Så skal vi synge i Præstø kirke den 9. maj, der skal være en forårskoncert. Vi synger for størstedelen store værker, vi synger også nogle danske sange, vi synger en del engelske og amerikanske sange. Så synger vi også Bach og vi har sunget noget jazz. Det er også spændende, det har vi også været glade for.
Jeg er meget glad for det kor, det giver os en masse, selvom vi ikke snakker så meget sammen nogen af os.
Når vi kommer der kl. 19 så går vi i gang med det samme, så holder vi ½ times pause, og når vi er færdige med det, så går vi op og forsætter. Og når vi er færdige ved 22-tiden, så skal vi alle sammen hjem igen.
Men vi har så en gang om året en weekend, hvor vi er sammen en hel weekend, og det får vi ligesom lidt mere ud af socialt set. Og så har vi selvfølgelig også vores afslutning om foråret, og en juleafslutning har vi også. Så vi har rimelig god social kontakt med hinanden på den måde.
Jeg har en førerhund, som er nr. 2, og han er ved at blive 12 år, så det lakker jo også af enden til med ham.
Derudover laver jeg meget håndarbejde. Jeg spinder og laver filtning, sølvarbejde, sprang, knytning og selvfølgelig hækling, strikning og vævningen.

Vi har også været en del ude at rejse. En af de første ture vi var med på, var Båndklubben i Dansk Blindesamfund, og da var vi med i Sverige og se på nogle svenske båndoptagerfabrikker i Motala. Det var meget spændende. Vi havde nogle gode dage, hvor vi så noget virkelig godt, og året efter var vi i Norge og se Tandbergs fabrikker, som fabrikerede de båndoptagere som man i mange år har brugt til lydbøger. Det var også en god tur.
Vi har også været på Færøerne med Dansk Blindesamfund. En meget spændende tur, hvor vi sejlede derop og sejlede hjem igen. Vi var en fyrretyve stykker på det hold, og vi var ude og trave. Vi var i Thorshavn på højskolen, og om formiddagen hørte vi så om Færøerne, om det kulturelle og om livet i det hele taget fra alle sider. Og om eftermiddagen var vi så rundt og opleve på ture i små busser og var ude at gå på fjeldet. Og vi var ude at sejle med den øverste. Han havde en lille båd, som vi sejlede med fra den ene ø til den anden. Og jeg kan godt sige jer, der vippede den, ja mere end vippede. Børge stod ude i stævnen og holdt fast ved en stang, vi andre lå nærmest, medens det væltede ind over os med vand. Det var jo en oplevelse da vi så kom ind på den her ø. Vi havde vores madpakker med, og der sad vi så og spiste. Vi var ikke så glade da vi var derude, og det hele væltede op og ned i den lille båd, men det var alligevel en oplevelse at se tilbage på.
Da vi så kom om bord igen, sejlede vi en anden vej hjem så vi ikke kom ud i Atlanterhavet med de store bølger. Det var en dejlig tur.
Vi var inde og se de lavede en handicapskole i Thorshavn. Vi så et museum de var ved at bygge derinde, og vi var ude at besøge nogle private, og vi så nogle fåreflokke og uld.
Vi har også været på Malta på ferie med båndoptagerklubben. Der var vi rundt på alle øerne. Det var også en vældig oplevelse. Og selv om man ikke kan se, så er det jo en oplevelse, atmosfæren osv.
Så har vi været i Wien. Ja, en gang nede og se på orgler og høre musik. Det var sådan en musikuge også med Dansk Blindesamfund. Vi var på Wiener Sängerknaben, som er et lukket sted. Du kan tro de drenge er disciplinerede! Ikke et øje vipper op fra noderne, du kan tro de gør det ikke. Vi var ude at se på vinmarker, og vi var rundt i kirkerne og høre på
orgler. Og til koncerter om aftenen de forskellige steder dernede. Det var vel nok en dejlig oplevelse.
Vi var med bus dernede, og da havde vi en ledsager med Børge og jeg, for da havde vi efterhånden begge to mistet synet.
Så har vi også været i Østrig på ferietur oppe i bjergene. Vi har været i Holland med båndoptagerklubben nede på Philips og se det dernede, Det sidste vi har været, det var i Letland her i 93 eller 94 og synge med vores sangkor. Der fløj vi over, og var derovre i 5 dage, og det var en kæmpe oplevelse. Inde i Riga sang vi i en stor domkirke, det var spændende.
Vi havde selvfølgelig også nogle koncerter derovre. Det var også derfor vi var derovre. Men der var hundekoldt. Jeg kan huske vi kom ind på et værelse, og Børge ville gå hen og finde en radiator, for at se om der var noget varme på. Der var ikke noget til at lukke op, og radiatoren var iskold og vinduerne var utætte. Det var i Letland ikke, og der var kun et syntetisk tæppe til at lægge over os. Det var alt hvad der var. Ingen varmt vand i vandhanen. Jeg kan godt sige at vi fik vore store trøjer ned om benene.
Da vi stod og sang i kirkerne, især i den ene kirke en søndag formiddag var det koldt. Og de gudstjenester derovre varer meget længe. Vi tog lige vores frakker af når vi skulle stå og synge – de andre kunne ikke se noderne for bare ånde, så koldt var der inde i kirken.
Når vi stod til en koncert, måtte Børge have fire par bukser på, lange bukser, uldne underbukser, underbukser, og hans kordress. Vi var klædt ud, men der var ikke noget at gøre ved det, men det var nogle dejlige dage, og de var søde derovre. De kunne jo ikke gøre for at de ingen varme havde. De mennesker som klarede sig bedst derovre var dem ude på landet, hvor de kunne have brænde og sådan noget. Men det var virkelig en oplevelse.

Så kunne jeg godt tænke mig at fortælle hvad alt det med håndarbejdet har ført til, at jeg var med til at starte en håndarbejdsgruppe. Vi var nogle stykker, der godt kunne tænke os, at prøve bare at hygge os lidt en sammen en gang imellem. Og det gjorde vi så en lørdag formiddag i Roskilde. Det udviklede sig jo så til at jyderne sagde: ”Hvorfor laver I sådan noget? Det gør vi ikke.”

Så sagde vi til dem, at det kunne de jo også gøre. Det er så endt med, vi alligevel har lavet den her faggruppe for håndarbejdslærere, det er smadder spændende.
Vi laver jo mange ting, fagtekniske og tekniske kurser, som man kan komme på, når man gerne vil bruge det til undervisning. Sådanne kurser har jeg også været på. Jeg har været på Husflidskolen i Kerteminde 2 somre i træk. Der meldte jeg mig til spindekursus. Jeg var den eneste blinde der var med derovre. Jeg havde min gamle førerhund med og det fungerede sørme godt. Der var godt nok nogle ting der faldt på jorden for mig det første år. Så tog jeg derover næste år igen, for ligesom at få samlet noget af det op, og så kendte jeg lokaliteterne og jeg skulle ikke bruge en masse tid til at finde rundt på den der store skole. Det er jo en stor skole, og man vil jo gerne selv, hvis man kan.
Det fik jeg enormt meget ud af. Så jeg har også en rok som jeg spinder på, når jeg har tid til det. Jeg har også brugt en del til at væve med.
I dag beskæftiger jeg mig med meget forskelligt. Jeg har gået til noget sølv her, men først efter jeg ellers kun har det på Fuglsangcentret. Jeg har altid haft lidt undervisning herhjemme også, men så blev jeg syg for 4 år siden, og så måtte jeg ligesom finde ud af hvad det var jeg ville, og jeg valgte så Fuglsangcentret. Når jeg er derovre, så har jeg kun det.
Jeg kunne også have valgt at sige all right, jeg vil gerne beholde den lokale undervisning, og det ville jeg såmænd gerne, men der er mange ting forbundet med at have noget undervisning herhjemme. På Fuglsangcentret har jeg kun det at tænke på, herhjemme skal det hele fungere samtidig. Så det valgte jeg fra, og det valg er jeg glad for. Men så har jeg jo sådan lidt mere fri på den måde, og har gået til noget sølvundervisning et par år, og det har jeg været glad for.
Så har vi herude i Præstø i kredsen sådan en lille klub ude på Varmecentralen. En gang om måneden, hvor vi mødes og hygger os, og hvor nogen kommer og underholder lidt.
Vi var nogle stykker der godt kunne tænke sig at have et sted, hvor vi kunne samles og lave lidt og nørkle lidt, uden at nogen skulle lede noget – altså bare give hinanden ideer, snakke og lave noget. Det har vi så også fået op og stå hver anden onsdag herude på biblioteket. Der har vi fået lov til at låne et lokale, og der er vi sådan en seks-syv-otte stykker, som vi nu kan til. Og nu på torsdag, skal vi med den rigtige klub op og se et plejecenter heroppe i Bårse, der hedder Aggerhus og så skal vi spise vores varme mad der. Det bliver hyggeligt og det glæder vi os til.
I vores egen lille klub slutter vi her i maj, og da er vi blevet enige om, at vi skal ud til Fog og spise. Det er et cafeteria ude på Købmandskroen. Så skal vi ikke på biblioteket den dag. Sådan også for at gøre noget socialt ud af det, så det ikke altid bare skal være undervisning og være effektivitet.
Nu, her i sommer, skal jeg på senblindekursus. Og så er Børge og jeg jævnligt ferieværter på Fuglsangcentret. Dette år skal vi fra den 12. juni til den 20. juli og i den anledning er vi, der er ferieværter så indbudt til et lille møde ovre på Fuglsangcentret den 3. maj, hvor så alle vi ferieværter skal mødes. Og det skal koordineres, så der bliver lidt mere styr over det, det bliver da også hyggeligt.
Vi skal også til festival her i begyndelsen af august.

Der sker jo noget selv om vi er herhjemme. Vi har også på Lundegården nogle beskyttede- og pensionistboliger på det gamle plejehjem. Der har man en lille beboerkreds, og Jungshoved pensionistforening som har lavet nogle sammenkomster hvor Børge og jeg har været henne et par gange og deltaget i julefrokost. Vi har været der og fortælle om os selv, og der er så kortspil og forskellige ting derhenne om eftermiddagen. Og det er jo egentlig også sjovt at komme derhen og komme ud sammen med nogen andre. Da vi var henne og fortælle, viste det sig at alle kender jo os, for vi har boet her så mange år. Og det var meget skægt, for da vi var færdige og var kommet til at snakke så siger de: ”Ja nu kører vi jo så tit forbi jeres hus, og tænker hvorfor har I lys derinde, hvorfor har I det, og hvad mon de laver og sådan! Nu har vi ligesom fået lidt fod på hvem I er og hvad I laver.” Det syntes jeg var spændende, det var meget positivt. Og det er vi egentlig glade for derhenne, for det er hyggeligt at vi på den måde kan få kontakt med nogle andre. Og de kan komme til os hvis der er noget vi kan gøre for dem.
Det er vores hverdag her, og det er fint nok.

Vi har så en stor have herude som er temmelig stor. Den er på 1400 kvadratmeter, men huset fylder selvfølgelig også en del. – Vi har sået græs i det meste, nogle frugttræer, nogle buske og blomsterbuske. Og så er der en stor flisegård.
Haven det er hundens. Den skal have lov til at være der og ikke foran, der må han ikke rende ud fordi der er hul i hækken – og hvis han ser en kat ude på vejen! Bilerne har jo ingen chance på den smalle vej her.
Inden vi går i seng, enten det er 12 eller 2 om natten, så skal vi ud og lege. Og det er udmærket nu han har været i byen med mig en dag. Og han er meget glad for at komme ud og gå, og han kan stadig gå de her 6-7 kilometer. Det er flot af sådan en gammel hund, for han fejler ikke noget, han er bare gammel.

Har du ham med på Fuglsangcentret?

Nej, det har jeg ikke. Dels har jeg ikke brug for ham derovre, overhovedet ikke. Jeg klarer mig ganske udmærket uden hund og for det andet er der så meget, og så lidt tid til at passe en hund samtidig, men for det allerførste har Børge ham derhjemme. Børge kan ikke komme nogen steder, hvis han ikke har Lucas. Vi bruger ham begge to, og det gjorde vi også med den gamle hund.
Det fungerer udmærket, og når vi går, især ude i byen, har jeg selvfølgelig fat i Lucas med min venstre hånd, og i min højre hånd der har jeg enden af Børges lange mobilitystok og har den så under armen. Så går Børge et stykke bagved og det fungerer godt, og så kan jeg med armen styre ham når han skal til højre, og lidt til venstre. Det fungerer altså, meget fint endda. – Hvis Børge skal gå med sin mobilitystok, så er jeg jo nede i den anden ende af byen inden Børge næsten får begyndt. Man går jo ikke helt så hurtigt som når man går med hunden, vel!

Vores datter Helene er selv født med Grå Stær, og hun blev opereret som lille og kom på Refsnæsskolen, da hun var 7 år. Jeg syntes det var barsk, at aflevere hende, det var meget barsk. Så syntes man fra Refsnæs, det var da integrationen begyndte at udvikle sig, at hun skulle hjem og gå i skole herhjemme. Og det kom hun så, og det var hun selvfølgelig glad for.
Hun begyndte i 4. klasse herhjemme. De første 3 år gik hun i skole på Refsnæs og hun syntes det var barsk, og vi snakkede somme tider om det. Man havde jo ingen at sladre til. Der var mange ting i det. Man havde ingen man kunne betro sig til der, for så vidt man ikke havde en mor og far du lige kunne gå hen og beklage dig til. Det var jo ånden på alle kostskoler, der stort set var sådan dengang. Det var ikke alene på Refsnæs.
Skoleundervisningen, den var fin.
Vi kunne nok rulle nogle historier ud fra vores tid på Refsnæsskolen, men på den anden side set ligner de nok hinanden alle sammen.
Jeg kan huske engang, da der var så megen is. Vi havde været nede at løbe på skøjter, så måtte vi ikke gå ned på stranden mere for den var ved at tø op. Men jeg var så en af dem, der rendte derned alligevel og der var isflager. Dem skulle vi så hoppe fra – den ene til den anden med en pind vi fandt nede på stranden, og så stak den ned i vandet og hoppede op på den næste isflage, og der røg jeg i! Det var jo hundekoldt, og jeg skulle ikke have sagt noget, for jeg vidste at jeg nærmest ville blive slået ihjel, når jeg kommer op og var drivvåd langt op ad lårene.
Jeg kan bare huske, jeg gik op med det drivvåde tøj, og det har måske været en 7-8 graders frost, men jeg blev ikke syg af det. Men jeg kan ikke rigtig huske hvordan jeg fik noget andet tøj på, jeg kan ikke rigtig mindes hvordan det gik til.
Vi har også lavet bål nede på stranden. Børge kan også fortælle en masse historier, og en gang imellem så ruller vi det hele ud.
Vi må også tænke på, at lige så snart jeg flyttede til instituttet blev det noget andet. Det er også der man har haft sin barndom, det er der man har udviklet sig, det må man sådan set ikke glemme. Vi har jo ikke selv bedt om at blive blinde. Selvfølgelig kunne jeg godt have undværet det, men på den anden side set – hvis jeg ikke var kommet af sted, hvad var man så blevet til? Hvor langt var man så nået?
Hvordan var ens udvikling så blevet,
Var der i det hele taget blevet udviklet noget?

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med
Karen Margrethe Poulsen
V/ Heike Michelsen og Gerda Pedersen.

Jeg hedder Karen Margrethe Poulsen og er født i Høng på Midtsjælland d. 2.11.1917. Der havde min far en mølle, som han, da jeg var fire-fem år, flyttede til Nykøbing Sjælland. Han rev den ned og opførte den igen på Grønnehave mølles tomt, da den var brændt ned.
Jeg var den yngste af 5 børn, og havde en fantastisk god barndom her i byen. Mange veninder og en god skolegang. Jeg fik realeksamen på Nykøbing Borger- og Realskole. Og fik ikke mere skolegang, for dengang kom man ikke på Stenhus Gymnasium. Det ligger i Holbæk, og det var helt nede i den anden ende af Sjælland – dengang.
Realskolen lå 10 minutters gang hjemmefra, og jeg havde mange veninder ude på Vesterbro, som jeg havde det sjovt med.
Jeg var den mest forkælede i klassen. Vi havde sådan en god lærer Bjørnskov, og han var glad for piger. Så vi tøser tævede ham hver dag. Så fik vi en ung vikar der hed Akselborg og han var fra Svinninge. Og alle pigerne var forelskede i ham. Så når han skulle med 4-toget nede fra Nykøbing station, så stod alle vi piger dernede med vores fedtede bolcher og bød ham. Vi vinkede til ham så længe vi kunne se toget. Det gentog sig en uges tid og så var det glemt, og vi fandt nye græsgange.

Var det en ren pigeskole?

Nej, nej. Der var nogle frække drenge også.
Der var en familie der havde 16 børn, så der var en i hver klasse på skolen. Og det var nogle banditter. De stak benene ud, så når læreren kom forbi kunne han falde over dem. Læreren slog dem så over fingrene med linealen, men de grinede bare og sparkede efter ham. Og det var også dem vi ikke måtte lege med. Jeg kan huske, at der var en sø ude på Vesterbro hvor vi løb på skøjter. Og så var der nogle drenge og tøser derudefra, som ikke havde andet end træsko, så vi ville ikke have dem derned for de ridsede vores is. Så det var nogle af dem vi ikke måtte lege med – for de bandede. Og så tog deres mor der stod bag en høj hæk hvor de boede, og smed en spand vand i hovedet på os, og så blev det endnu værre med de børn, for så kunne vi slet ikke lege med dem. Men sådan var det dengang. Hvis man var noget, så legede man med dem der også var noget. Hvis de var de fattige børn ude fra Østerlyng eller Vesterlyng så man henover hovedet på dem. Det var frækt.
Vores mor syede alt vores tøj. Og hun var fantastisk til at brodere. Så til eksamen og til juleafslutning fik vi nogle kjoler med småsyning i.

Hjalp du til derhjemme?

Nej, nej. Vi havde jo pige derhjemme og en gang om måneden kom der en kone og vaskede hele herligheden. Og hængte det ud på hækken så det kunne blege.
Jeg måtte ikke engang gå ud i køkkenet for ikke at komme til at svine mig til og gå i vejen, så hvad der kom i gryderne vidste jeg ikke spor om.
Jeg var overforkælet, og far sagde altid at jeg var hans øjesten og tænkte: ”Hvor er han dum! Jeg er ikke nogen sten og jeg er ikke inde i hans øje.” Jeg var også den eneste der måtte sidde på skødet af ham.
Jeg kan huske vi havde noget sjovt, for der var ikke mange der havde telefon. Men det havde vi i kraft af fars arbejde med møllen. Og så sad vi og ringede rundt til veninderne og lavede lektier. Og så havde vi samme fejl næste dag. Og det var gratis dengang at ringe indenbys.

Hjalp I børn aldrig til derhjemme – ikke engang med oprydning eller andet?

Vi 2 piger gjorde ikke, men mine 2 brødre hjalp til på møllen.

Min storebror skulle gå på en ordentlig skole. Så han kom til Høng hos mine bedsteforældre. Der var en kost- og realskole. Og så blev han uddannet translatør – det der i dag hedder tolk.

Hvad fik I til morgenmad?

Vi fik hjemmebagt franskbrød. Mor havde jo mel fra møllen, og far skulle hver dag have hjemmebagt brød. Og når vi kom hjem fra skole, fik vi friskbagt franskbrød for så havde mor bagt. Og veninderne kom med ind og fik friskbagt brød med smør og ost på.
Og så havde vi nogle flinke møllersvende og de skulle være barnepige for os, når far og mor skulle ud og spille kort om aftenen. Og så lavede vi rigtig ballade.
Men jeg kan også huske at mor sad hver aften og stoppede strømper for møllersvendene. De var jo næsten en del af familien, så mor sad altid med strikketøjet eller sytøjet.

Kan du huske nogle af de retter I fik?

Ja, vi fik mest bøf, stegt lever, frikadeller og medister. Så om søndagen fik vi kyllingesteg hele sommeren. Og vi fik altid 2 retter mad, for det ville far have. Og det var frugtgrød det meste af året. Men om søndagen var det budding eller fromage. For vi havde jo hønsene og æggene selv. Og vi havde jo folkene på kost, og så skal man leve godt.
Men så først i 30’erne hvor alt var så småt for bønderne, havde de ikke noget at betale med når de kom til møllen. Og så gik min far fallit og måtte sælge møllen. Men min mor havde været så klog at hun havde fået oprettet særeje og sparet noget op, da det begyndte at knirke. Så købte de en bondegård ved Eskebjerg nede ad Kalundborg til. Så kom jeg med derned. For far havde altid sagt, at jeg ikke skulle ud til fremmede mennesker før jeg var blevet 17 år. Så jeg gik og lavede sjov og ballade, og hyggede mig med de veninder jeg fik dernede.
Min søster var kommet op på Nykøbing sygehus og havde fået arbejde der. Og jeg ville hjemmefra, for de andre rendte ud om aftenen og gik til bal. Men jeg havde bare at komme hjem kl. 9. Men så fik jeg endelig trumfet igennem da jeg var 17-18 år, at jeg også kunne komme herop på hospitalet. Og der blev jeg plejerske elev som det hed dengang, og efter et år fik jeg eksamen og 2 år efter blev jeg fastansat.
Men i den periode gik den ellers meget med dans på Grønnehaven eller Palmehaven. Og ved siden af mig boede en ældre plejerske, der var gammeljomfru og halvreligiøs. Men hende kunne jeg altid låne penge af sidst på måneden. For hun vidste at hun altid fik dem til den første. – Og så kunne jeg da altid låne dem dagen efter.

Hvor meget fik du i løn dengang?

Jeg fik 40 kr. om måneden for jeg kunne ikke komme på fuld løn før jeg blev 21 og tjenestemand. Så fik jeg 80 kr.
For man kunne blive tjenestemand dengang, hvis man var gode venner med overlægen og kunne fedte lidt for de forskellige. Så blev man kaldt over og spurgt om man ville være tjenestemand. – Og det var lige som at vinde den store gevinst dengang.
Og der var jeg så i 40 år, fra jeg var 19 og til jeg blev 6o, for så kunne man få pension. Og så var det om at komme ud af røret og få den pension man kunne få. Men det var 40 gode år jeg havde mange gode venner og veninder.
Så da jeg var 23 år rendte jeg næsen ind i min mand. Og når man kunne få en lejlighed, så skulle man giftes, og det under krigen. Og man kunne ikke få en brudekjole i 1943 så det var i en ny spadseredragt fra Magasin vi blev gift. Og vi blev viet på Kalundborg Rådhus, for dernede boede mine forældre, og hele familien troppede op med gaver.

Kom du meget ud om aftenen mens du var i arbejde?

Skulle man i teater var det hos min søster og svoger i København, men der var en god biograf her i byen. Men det var vist mest baller dengang, indtil jeg blev gift.
Så der under krigen var vi 4 ægtepar, hvor man hverken kunne komme i teater eller komme ud af byen eller noget andet. Så blev vi enige om at gå til ægtepar dans hos Beckby Kjær, for så havde vi noget at gå ud til. Og det gjorde vi i mange år. Men vi fire ægtepar var sammen indtil mændene begyndte at falde fra.
Men jeg har slet ikke fået fortalt om mine ferier hos mine bedsteforældre i Høng. De boede på Alderdomshjemmet som dengang hed Finnerup Asyl, og det var en pragtfuld tid. Vi tog Slagelsebilen ned til Svinninge Bank og blev hentet af nogle af mors venner, og blev kørt op til Finnerup Asyl. Og det første vi skulle gøre var at gå ind og hilse på de andre som boede der. Og bedstemor sagde: ”I går hen til alle, banker på og nejer!” Men vi gik altid først hen til de to vi bedst kunne li’. For den ene syede dukketøj til os, og den anden havde nogle fedtede bolcher som hun gemte til sine børnebørn. Og så var der en ældre mand som var blevet hjemløs og var kommet ind og bo på Asylet. Han gik på arbejde og var en meget flink mand. – Vi havde fået strenge ordre på at vi ikke måtte gå i jordbærstykket for bærrene var til de gamle. Men så sagde Vilhelm: ”Når nu bedstefar sover til middag, så går jeg ind og finder nogle stykker til jer.”

Hvornår blev du dårligt seende?

Det er ikke ret længe siden. Det var i 1956, hvor vi var i Italien med min bror og svigerinde. Så en dag kom der en sort plet på øjet, og jeg gned og gned for at få den væk. – Så sagde min bror: ”Hvad er der i vejen med det øje? Nu har du i flere dage taget dig til det!” Jeg sagde der ikke var noget, ud over der var en sort plet. Da vi så kom hjem, og jeg arbejdede stadig på hospitalet, kom jeg til en specialist for det havde jeg hørt man kunne. Og kom så til en specialist på Rigshospitalet, professor Ehlert, der også havde en privatkonsultation. Da han havde undersøgt mig sagde han, at der var hul på min nethinde. Han havde lige været i USA og lært om laserstråler.

Allerede dengang!

Ja, det var i 1956 og han sagde det skulle svejses med Laserstråler. Og jeg var indlagt i 8 dage og han svejsede og svejsede. Så kom jeg hjem, men var derinde en gang om ugen. Så en dag jeg kom ind til kontrol var der en ung læge, og han sagde: ”De får altså ikke nogen ny hornhinde!” – Jeg sagde at det var nethinden der var noget i vejen med! ”Nå” sagde han så. – Og så sagde professoren at det var hornhinden der var noget i vejen med, og det kunne de ikke gøre noget ved. – Men det andet øje var jo også godt nok.
Så mange år senere da der også blev noget med det raske øje. Jeg kunne ikke se min hånd ude til den ene side. Så var jeg henne hos øjenlæge Højbjerg her i Nykøbing, og han sagde at der var noget med nethinden på det ellers raske øje. Så jeg blev undersøgt og undersøgt. Så sagde han, at på det andet øje var det hornhinden, så der skulle en ny hornhinde til. ”For alt hvad der kan bevares det skal bevares!”
Så kom jeg til Næstved og blev opereret. Og da jeg kom hjem fik jeg hjemmehjælp. For jeg måtte ikke bukke mig, måtte ikke løfte noget – ja slet ingen ting. Så snakkede jeg med professor Pedersen i Næstved, og spurgte om hvornår jeg skulle ha’ taget tråde. Han sagde, at de nok skulle sende et brev til Højbjerg og så ville han sende mig til Næstved. Så en dag spurgte jeg Højbjerg hvornår jeg skulle til Næstved og ha’ taget tråde! – ”Til Næstved – det skal du fanme ikke! Jeg har vist taget flere tråde end de har dernede, da jeg har været i flere år på Rigshospitalets øjenafdeling. Så de 25 små tråde skal jeg nok ta’!

Kom du så til at se bedre efter det?

Nej, men jeg kan da se lidt. Men det andet øje, det med nethinden – der kan jeg slet ikke se noget. Man kan jo ikke gøre noget ved nethinden endnu. Vi er nok født en generation for tidligt. Men det skal nok komme en skønne dag.

Så kom du ind i Dansk Blindesamfund!

Ja, Højbjerg sagde en dag til mig, at han havde meldt mig ind i Dansk Blindesamfund. Og så brokkede jeg mig, for jeg ville ikke leve som handicappet. Og da jeg kom hjem fra øjenlægen og han havde sagt, at jeg aldrig ville komme til at læse aviser, breve eller blade, sparkede jeg til møbler, tudede og gjorde ved. Men tænkte så – du må rette dig op! Der er mange der har det værre. For det gør jo ikke ondt at være svagtsynet.
Så kom der en blindekonsulent, Lars Nielsen, og fortalte mig om forskellige ting. Og så kom den daværende omsorgskonsulent Jonna Andersen og hende havde jeg utrolig megen glæde af. Hun har et glasøje og kan næsten ikke se på det andet. Og så tænkte jeg: ”Når hun kan – så kan jeg også!”
Så jeg kom i Dansk Blindesamfund, og det har jeg haft utrolig megen glæde af. Man har mange gode aktiviteter. Hver anden mandag er vi i klubben i Holbæk. Og så siger man: ” Goddaw, hvad hedder du Hvor meget kan du se og hvor kommer du fra?” For så er man på bølgelængde og kan snakke om det. For vi er i samme båd alle sammen. Og det gør mig godt.
Jeg kom så på Fuglsangcentret i Fredericia i 5 dage, og fik lært lidt om hvor meget jeg egentlig skulle kunne. Det var et særkursus for at opleve stedet. Jeg var der kun i 5 dage, for jeg kunne ikke rejse hjemmefra længere. Der var mine blomster som skulle vandes og min brevkasse der skulle tømmes og meget andet der skulle ordnes. Men Fuglsangcentret fik jeg nok af, for jeg mente at resten skulle jeg lære i Nykøbing.

Men alle de aktiviteter i Dansk Blindesamfund – de har hjulpet mig gennem meget. Alle de arrangementer og så de 3 dage jeg alligevel tager på Fuglsangcentret.

Har du gået til undervisning, f.eks. i båndteknik?

Nej, det kunne jeg godt selv finde ud af.
Så fik jeg en ny konsulent da Jonna Andersen holdt op. Det var Gerda Pedersen fra Grevinge, der var et meget sødt menneske. Hun kunne tage alle mine genvordigheder. For da jeg fik problemer med min ryg, der var det slemt. Jeg kunne ikke komme ud af sengen, for mine rygtapper var begyndt at skride. Og det blev værre og værre. Jeg gik til kiropraktor som gav mig en tur så der gik en tap til. Kom så til fysiurg, der sagde at det kunne man ikke gøre noget ved. – Tjah, så må man lære at leve med det. Det er en forkalkning, men det er godt at det sætter sig i ryggen og ikke i hovedet.

Du deltager meget i Dansk Blindesamfunds aktiviteter, deltager du også i andre ting?

Jeg går tit i Pakhuset, der er Nykøbings kulturcenter. Og deltager også når der er arrangementer i Ældresagen. Og så følges jeg med de 3 andre piger der bor her i ejendommen. Men jeg er ikke rigtig god til det om vinteren, for der vil jeg ikke gå ud om aftenen, for jeg ved ikke hvad jeg kan falde over. Og der er så mange mennesker. Og jeg vil ikke have at de skal rende med mig under armen, selv om de godt vil og slæbe mig hjem.

• Jeg vil klare mig selv.

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Gunhild Clausen

v/ Heike Michelsen

Jeg er født d. 22.8.1929 på Frederiksberg, på Godthåbsvej, født der hjemme for dengang var der ikke noget der hed at man kunne føde på sygehus. Der boede vi de første år har jeg fået fortalt. Men så havde min mor besøg af en læge til mig og min tvillingebror, og lægen sagde at vi skulle flytte ud på landet. For vi havde sådan noget med kirtler og noget andet. Så flyttede vi til Hvidovre – det var på landet dengang – og min far arbejdede på Trifoleum. Vi boede i Hvidovre i et hus og flyttede derfra da jeg var 5 år.

Så flyttede vi til Amager på Cypernsvej og min mor gik hjemme og passede hus. Og vi kom meget sammen med en fætter til min mor og hans kone der boede i Hesselsgade på Amager, og det var ikke så langt fra hvor vi boede. Og der var vi tit ovre. Hun var også min gudmoder. Jeg var også hos dem på ferie en gang imellem. Og jeg nød det. – Mor fortalte engang at jeg var derovre, siger min gudmoder: ”Gunhild, nu kan du få noget Havregrød. Jeg har lavet det til dig. Og så kan du spise det mens jeg gør stuen i stand.” – Så gjorde hun stuen i stand, og kom ud i køkkenet og sagde: ”Jamen, har du ikke spist det?” – Nej, for jeg har aldrig kunnet li Havregrød. Jeg fik det også somme tider derhjemme hos mor, men der knækkede jeg mig af det. Og så sagde mor, at det skulle jeg aldrig have mere.

Så flyttede vi til Bevtoftegade og havde nogle dejlige år der.

Hvordan var din skolegang?

Jeg kom på Svagtsynskolen. Jeg er født blind har jeg fået at vide. Men jeg fik synet igen ved et chok engang. Og det chok skyldtes, at jeg skulle have vasket hår. Og mor lagde mig på køkkenbordet, og så da jeg skulle have håret ned i vasken for at få det skyllet – og det vand skvulper, så skriger jeg. Og min mor kalder så på min far og siger: ”Kan du ikke komme ud og holde hende, hun er helt balstyrisk,” og det gjorde min far. Og så fik jeg synet på den måde.

Er det noget du kan huske eller er det noget du har fået fortalt?

Det er noget jeg har fået fortalt.

Men jeg startede på Svagtsynskolen da jeg var 7 år i København ude på Rosenvængets Hovedvej. Min mor fulgte mig i 7 år hver dag. Så var jeg hjemme i 1½ år, for det var under krigen. Så i 1945 kom jeg på Blindeinstituttet og var der i 1½ år. Jeg skulle lære at væve, men det kunne frk. Düssel ikke lære mig. Så der lærte jeg ikke noget.

Så kom jeg til Kalundborg, for de mente jeg skulle have fred og ro. Og kom på Refsnæsskolen og Hestehavehus. Og det var dejligt. Vi havde et godt kammeratskab derude.

Fik I lært noget?

Ja det gjorde vi. Jeg var i køkkenet og hjalp til. Vaskede op og vi vaskede også gulv i stuerne.

Så kom der på et tidspunkt det der med revalidering på et værksted nede i Skibbrogade, men det ville jeg ikke. Så jeg fik lov til at blive. Senere kom jeg så ud på Klintegården og vævede derude et stykke tid, og kom så på Kærhus og vævede der.

Hvor boede du?

Jeg boede på Hestehavehus indtil jeg flyttede herop i min lejlighed. Og du kan stole på, at det var noget af en omvæltning, for jeg var jo vant til at gå mellem så mange.

Var det noget du selv ønskede, eller var det noget du skulle?

Halvt om halvt var det noget jeg ønskede, men jeg ville gerne. Så den 23. februar 1973 flyttede jeg herop. Og fik mit eget. – Og jeg kan gå her og sige: Den og den ting er mit eget. I stedet for at skulle være på institution, hvor det er deres.

Fik du møblerne på en gang?

Nej, jeg har selv suppleret rundt omkring. Men da jeg flyttede ind, fik jeg 2 sofaer, en lænestol og så fik jeg bordet her som jeg har endnu. Men alt andet er skiftet ud. De første ting jeg fik, betalte jeg af på, da vi fik et lån når vi flyttede ud.

Da du flyttede ud i lejligheden, var der så nogle tilbud du kunne komme til?

Der var en klub der hed Enigheden ude på Refsnæsskolen. Og den gik vi til en gang om ugen.

Så holdt vi op med det. Og så kom tandemklubben, hvor jeg og Karl Mørk var med. Den var der nogle år. Men det var ikke lige gode oplevelser vi havde der. Karl og jeg cyklede ikke så godt, for vi havde ikke kræfterne i benene. Så snakkede de en aften om piloterne. Så var der en der sagde: ”Hvem vil køre med rosset?” – Og ved du hvem der var rosset – det var Karl og mig.

Og det blev jeg ked af den aften.

Holdt du så op?

Nej ikke lige den gang.

Så var der en gang vi skulle til Solgave løb, og der var en af piloterne som havde drukket sig så smadrende fuld, så han ikke var til at have med at gøre. Så havde jeg en ven der hed Karl Olson ovre fra tandem klubben ovre fra Fyn, som jeg havde lovet at tage mig af, for Solgaveløbet skulle holdes på Refsnæsskolen og han skulle bo hos mig. Og vi kom derud og så på løbet. Dengang cyklede jeg ikke. Så om aftenen var der fest derude med middag og alt. – Så sagde Karl Olsons pilot hen på aftenen: ”Karl skal pisse”, og jeg tænkte: Hvad sidder han og siger? Jeg skal da ikke hjælpe Karl på WC. Og det sagde piloten flere gange. – Så var der en anden af piloterne der sagde: ”Så kan du vel hjælpe ham!” Nej, det ville han ikke, ja han var rigtig modbydelig. Men så hjalp den anden pilot Karl. – Så da vi kom hjem, bestemte jeg, at der ville jeg ikke komme mere.

Og der var mange der efterhånden meldte sig ud, og nu er den helt stoppet.

Du har haft andre aktiviteter siden du holdt op i tandemklubben – f.eks. dans,hvornår begyndte du at gå til dans. Hvordan begyndte det?

Det begyndte efter jeg havde været på Højskoler. Jeg var første gang på Brandbjerg Højskole i 1973, samme år som jeg flyttede ud. Der var jeg igen året efter og så i 1975 var jeg på Unge Hjems Højskole i Bråde. Og der havde de folkedans på programmet, og jeg tænkte: Jeg skal prøve en gang. – Så da jeg kom hjem begyndte jeg at gå til folkedans her. Og fik bevilget Taxa af kommunen for at komme til det. Det gjorde jeg så i nogle år. Så var der nogle damer – den ene boede hernede på første sal. Og de kørte med. Så havde jeg været på højskole, og da jeg kom hjem ringede de fra kommunen, og spurgte om jeg havde kørt til Solgården en søndag. Nej, det havde jeg ikke, sagde jeg. Så sagde hende fra kommunen, at de så ville slette den Taxa regning, og at jeg ikke mere ville få bevilget Taxa. Så der stoppede den. Så en dag mødte jeg en af de damer, der havde kørt med mig, og hun spurgte om vi ikke snart skulle køre i Taxa igen. Jeg sagde så at der ikke blev nogen Taxa mere, og hun blev vred.

Siden har jeg selv betalt.

Du har ikke søgt kommunen senere?

Nej – aldrig.

Så begyndte jeg at gå til seniordans i begyndelsen af 90’erne. Så var det her for nylig, at jeg havde bestilt en Taxa dertil. Jeg sagde til chaufføren, at jeg godt ville bestille ham til at komme og hente mig kl. 15.45. Han skulle nok komme og hente mig, men der kom ingen. Jeg stod nede ved trappen og ventede og det var i november. Så gik jeg op for at vente inden døre. Så kom der en sygeplejerske og spurgte om hun kunne hjælpe med noget? Hun sagde så, at han nok var blevet forsinket. Så gik jeg ned igen og stod. Så da der var gået et kvarter og han ikke var kommet, gik jeg op igen og stod. Så kom der en anden sygeplejerske, og spurgte hvad hun kunne hjælpe med. Så forklarede jeg det og hun sagde: ”Det kan jeg ikke hjælpe med!” – Så kom der en ældre dame i kørestol og spurgte hvad jeg skulle have hjælp til. Så fortalte jeg det. Hun sagde at vi kunne gå ind til en beboer der havde telefon og han ringede. Og så kom de da klokken var 16.30. – Og det er noget svineri.

Det kan jo ske, men du klarede det

Ja, for det kan jo ikke nytte noget, at sætte sig på bagbenene og tude.

Men jeg er glad for at gå til dans.

Hvilke andre aktiviteter deltager du i?

Jeg kommer i Blindesamfundets klub og i Visens Venner. Så tar jeg på Højskole og på Fuglsangcentret, hvor jeg holder Jul og Nytår. Og der traf jeg en af mine gamle skolekammerater, Birthe Narvig. Og jeg har også fået hilst på Alice Thomsen, som også er en af mine skolekammerater, og en der hedder Åge Kristiansen som jeg også har gået i skole med.

Kender du nogen her i Kalundborg?

Nej ikke så mange. Det er kun Gerda og Annemarie som jeg er sammen med her i byen. Men jeg kender mange, f.eks. fra døv-blindekurser og fra jul og nytår på Fuglsangcentret.

Men det er vel også på grund af kammeratskabet du tar på Højskole og Fuglsangcentret?

Ja, det kan du stole på. For ellers gjorde jeg det ikke. Hvis der ikke var kammerater var der ikke noget at tage ud efter. Men det viser sig Gud ske lov, at jeg kan. For det er vigtigt at have nogen man kender.

Kender du naboerne her?

Her i opgangen kun hende nede på 1. sal. Og hun har også været her, hvis der har været et eller andet. Så kan jeg altid henvende mig til hende.

Og så er der Gerda som du besøger!

Ja, det gør jeg. Det er min bedste veninde. Vi har altid kommet godt ud af det sammen. Men jeg har snydt hende nogle gange, fordi jeg ikke har kunnet høre. Men hende går jeg over og besøger. Hun kommer ikke herover, fordi børnene har nogle gange taget hendes stok, så det vil hun ikke. For så står hun bare der og kan ikke komme videre.

Du har fået høreapparat nu. Hvordan opdagede du, at du ikke kunne høre?

Det var Ingrid og så Gerda. En dag jeg var nede hos Ingrid i Munkesøparken opdagede hun det. Hun snakker jo ikke så højt, så jeg sad bare og sagde: Nååh, ja og Amen som man gør, når man ikke ved hvad der bliver sagt.

Så en dag ringede Ingrid til mig. Hun havde gået og spekuleret på at jeg vist ikke kunne høre ret meget, og det var blevet værre og værre med min hørelse. Hun havde tænkt sig at snakke med Gudrun Nielsen, der var hos hørepædagogen, og det gjorde hun så. Og så kom jeg til ørelægen og blev henvist til Hørecentralen i Slagelse. – En uges tid efter var jeg igen nede hos ørelægen, og viste ham et brev jeg havde fået fra Slagelse om, at jeg skulle vente i 14 måneder. ”Nej, det skal du ikke, nu skal jeg rykke for det!” sagde han. Og så fik jeg en tid 14 dage efter og blev kigget i ørene. Fik taget aftryk til høreapparat og en måned efter fik jeg høreapparatet.

Hvornår kom du ind i Dansk Blindesamfund?

Det må være tilbage fra begyndelsen af 70’erne. Det var Karen Christensen, der var omsorgskonsulent dengang. Hun havde en dag spurgt Gerda, om hun kendte nogen der kunne tænke sig at komme i Dansk Blindesamfund. Og så nævnte Gerda mig, og så kom jeg ind der.

Havde i et mødested dengang i Dansk Blindesamfund?

Ja, vi mødtes i Roskilde. Alle store fester holdt vi der. Forårsfest, julefest og holdt også generalforsamling der. Og så var der dans bagefter generalforsamlingen. Men det gør vi jo ikke mere.

Så var vi også i Holbæk, og der flettede jeg en stor kurv. – Den skal du se!

Hvor er den flot, det var måske noget vi skulle gå i gang med i klubben her i Kalundborg! – Bruger du den til garn?

Nej ikke mere, for jeg gider ikke, for jeg kan kun strikke grydelapper, håndklæder og vaskeklude. Og det kan man ikke sidde og strikke på hele livet.

Men du deltager også i turene til Fuglsangcentret!

Ja, det gør jeg hvis Esther kan tage med. For der er ikke så meget ved at tage på udflugter, hvis man ikke kan manøvrere sig. Jeg skal helst have en med der kan fortælle mig, for ellers kan det jo ikke nytte noget, hvis jeg tager til Silkeborg søerne eller til Tyskland.

Hvad med din besøgsven – kan hun ikke tage med?

Nej hun bryder sig ikke om at komme ud blandt andre, hvis der er for mange mennesker. Hun vil kun med ud i byen om fredagen. Der var f.eks. noget en dag her i byen med Birthe Kjær der skulle synge. – Nej det ville hun ikke. Så det dur ikke – at man har en glasdukke som ledsager. Hun er sød og meget hjælpsom. Om fredagen går vi ud og køber ind så jeg har til hele ugen. Og så går vi i Medborgerhuset og spiser, de har dejlig mad der.

Det vil sige, at om fredagen har du besøgsven, og om torsdagen går du til dans – er der andre ting du går til?

Nej, jeg er hjemme resten af ugen. For der er ikke sådan noget jeg kan gå til, og jeg får sagtens tiden til at gå. Jeg får blade, hører musik og hvis der er noget i fjernsynet som er værd at høre gør jeg det. Og keder jeg mig, tar jeg bare telefonen og ringer. Og så kommer Esther hver mandag. Det hedder sig nok at man bare kan gå en tur, men det bliver bare lidt ned ad stierne udenfor, for når man ikke kan se nogen mennesker er der ikke meget ved det. Jeg skal helst sludre. Og når jeg ikke kan se nogen mennesker, vil jeg helst blive hjemme.

Du har ikke prøvet at være med i Pensionistforeningen her i Kalundborg?

Det har jeg, men de er seende alle sammen. Så man bliver sådan lidt i baggrunden. Jeg har også en gang været i Pensionistforeningen i Gørlev. For der kunne man danse. Men så gad de ikke det mere, og dansede kun med hinanden. Og så får man bare lov til at sidde og glo, og jeg gider ikke det med at sidde og glo. – Iihh – jeg kan sige dig, jeg får simpelthen bare nerver af det og så kan man lige så godt holde sig væk.

Det er jo i år du bliver 70 år, har du store planer med det?

Jeg har ikke tænkt så meget over det. Og der er ikke så mange jeg kan invitere.

Har du ikke noget familie?

De kommer jo ikke. De kom ikke en gang da jeg fyldte 60, så hvorfor skulle de så komme nu! Her kender jeg kun Gerda, Annemarie, Esther og dig Heike. Så Jer vil jeg invitere.

Men det falder lige når der er højskole, så der kan jeg ikke komme. Men jeg har tænkt mig at tage over til Nordisk visesang på Fuglsangcentret, så det vil jeg gøre i stedet for højskole.

For den dag jeg fylder 70, vil jeg gerne være hjemme.

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Grethe Jensen

Interviewer Heike Michelsen.

Mit navn er Grethe Jensen. Jeg er født d. 8. maj 1918 i København på Nørrebro – det de i dag populært kalder Den Sorte Firkant. Jeg er nummer 2 af 3 børn. Jeg havde en ældre søster, som er død, og har en yngre bror, som jeg desværre ikke har haft kontakt med i mange år. Og det er umuligt i øjeblikket at finde ham.
Min far døde da jeg var 3 år, og min mor sad alene tilbage med 2 piger og et barn på vej. Mor fik arbejde som rengøringskone i private hjem, og gennem dem fik hun arbejde som kogekone i 2 Københavnske kommuneskoler. For den gang fik børn fra ubemidlede hjem, varm mad på skolerne hver dag. Dvs. at den varme mad bestod i, at man den ene dag f.eks. fik varm Mannagrød med saft til, og så den næste dag fik man den kolde stive grød med varm hvidtøl til. Men min mor sad alene med 3 børn og sled fra morgen til aften. Min bror kom i vuggestue og jeg kom i børnehave meget tidligt om morgenen. Jeg var i børnehave til jeg var godt 6 år, og så skulle jeg i skole, men fik lov at komme i børnehaven efter skoletid. Og det var et privilegium, men det var fordi lederen, frk. Steenberg syntes jeg havde evnerne til at hjælpe til. Jeg gik på skolen til 5. klasse og kom så i mellemskolen, men kom kun til at gå der i godt et år. For min mor døde lige pludselig, da der var 14 dage til min konfirmation og jeg var 14 år.
Så kom jeg over til Jylland til mine ferieforældre som jeg havde gennem Søndagsskolen. Og jeg fik plads på Kjellerupvej ovre ved Viborg. Det var et dejligt sted og jeg kunne godt li’ at være der. Men fra den første dag jeg kom var jeg pige i huset. De havde et husmandssted og han var samtidig malermester. Efter et års tid flyttede mine plejeforældre og jeg til Bornholm. Min plejefar var udover at være uddannet malermester også uddannet diakon. De købte et alderdomshjem for gamle og syge, og der skulle jeg også være medhjælp og glædede mig til at begynde med. Jeg blev der et års tid og havde fået venner. Og de kunne godt se det ikke gik særlig godt. De kendte en læge der også kom på alderdomshjemmet, og han foreslog at jeg skulle lære noget mere. De strittede først imod, men så kom jeg til København og var først hos en præst på Amager. Der havde jeg udgangstilladelse til kl. 21 og gjorde jeg ikke det, ”ville der falde brænde ned!” Og det gjorde der så en aften jeg kom for sent hjem. For jeg kunne ikke komme ind og måtte kalde præsten op. Og det endte med at jeg blev fyret, og flyttede hjem til min kusine i en periode. Fik stilling som stuepige og kokkepige. Og senere som nurse hos en overlæge med 2 børn, og der fik jeg mit eget værelse med bad og der var thekøkken, så man kunne invitere gæster. Og der blev jeg så til jeg traf min første mand.
Jeg blev tidlig gift, og var gift i 7 år. Så kom 2. Verdenskrig, og det gjorde at der skete et eller andet. Og jeg fandt det mest rigtigt og klogest at bede om at få vores ægteskab opløst. Det fik jeg og fik forældremyndigheden over mine 2 drenge. Så prøvede jeg at klare mig selv – det var drøjt, meget drøjt – men det har også vænnet mig til at tage livets mørke sider. Og sige at en forhindring er til for at den skal flyttes.
Jeg var nødsaget til at finde noget arbejde, så jeg arbejdede i børnehaver og vuggestuer som uudannet. Så kom der en lov om, at man ikke som uuddannet måtte få samme løn som de uddannede. Det var også helt i orden. – De der har ofret år på at lære noget fagligt, de har jo større kendskab og erfaring end vi andre. Så det var helt rimeligt at man skulle have en uddannelse.

Hvad alder havde du da du startede i børnehaver og vuggestuer?

Det var i 1953 og jeg er født i 1918, så jeg har været 35 år. Den ældste af mine sønner gik i skole og den yngste i børnehave. Og jeg søgte så ind på Montessori Skolen. For jeg havde læst en del af den italienske læge og pædagog Montessoris bøger. Og de tiltalte mig. Så jeg blev optaget på skolen og læste der i 2 år. Det var både ondt og godt kan det siges – for den var Katolsk og det var jeg ikke – så jeg lå somme tider under for et pres. Jeg skulle gøre mig mere dygtig og måtte læse meget for at tilfredsstille min forstanderinde. Jeg fik da min eksamen og søgte stillinger. Og blev ansat dels i Københavns kommune og i private børnehaver, og var med i Dansk Røde Kors samaritter korps og fik mange gode venner. På et vist tidspunkt flyttede jeg sammen med en mandlig kollega inden for Røde Kors. Og vi havde nogle gode år sammen. Men så kom jeg ud for en privat oplevelse, som blev et stort chok for mig, og jeg kom på sygehuset og var langt nede. Men jeg havde en veninde, som var genbo i det hus hvor jeg ellers boede og hun kom og besøgte mig. Og hun fik hevet mig op med hårene bogstavelig talt.

Hvor gammel var du der?

Det var i 1956, så der var jeg 38 år. –Og hun fik hevet mig op og sagde: ”Du er for godt uddannet og for pænt et menneske til bare at ligge, og bare smuldre hen og ligge der. – Og du har 2 børn som trænger til dig!” Så vi fik talt sammen, og jeg sagde jeg ville ud på landet i en periode. Hendes mand var ansat som redaktør på Politiken, så jeg sagde hun måtte komme med et blad, hvor der var stillinger på landet. For der måtte da være en annonce om at blive husbestyrerinde, så jeg kunne komme væk fra København. Det gjorde hun. Vi var 5 der lå på samme stue på sygehuset. Og der var mange der søgte husbestyrerinde, så vi nummererede dem fra nr. 1 og fremefter. Og blev så enige om at vi skulle sige et nummer. Og ved det nummer skulle jeg sætte et kryds, og så skrive til dem. Jeg fik brev fra de 4 af dem og det var brogede svar. Der var en enkemand som syntes der var tomt i dobbeltsengen, så jeg var velkommen. Det han tilbød mig var kost og logi, og børnene måtte godt komme med, men dem skulle jeg så betale for. Og en anden var også enkemand og han havde voksne børn. Han trængte til en der kunne komme og lave mad, gøre rent og sørge for at huset var i orden, når børnene kom hjem. Og lønnen ville være kost og logi. – Det var det gennemgående i de 4 breve jeg fik. Og det passede ikke lige mig. Jeg ville godt ud som husbestyrerinde. Men jeg ville ikke gå som en, der af nåde og barmhjertighed fik et sted at være. Det ville jeg ikke. For jeg syntes, at selv en husbestyrerinde har krav på respekt. For dengang var en husbestyrerinde til at få for 25kr. om måneden + kost og logi. Men slet ingen løn hvis hun havde et barn med.
Min veninde spurgte om jeg havde fået svar, og jeg sagde at jeg havde fået fra de 4 af dem. Og tænkte at den femte nok var blevet bange. Hun ville så tage mine breve og tage dem med ind på redaktionen. Det var jo under billet mrk. Hun ringede så og sagde at jeg om aftenen skulle ringe på det og det nr. For der sad en landmand som gerne ville have mig. Så jeg tænkte at jeg hellere måtte ringe. Og det var jo inden der var fjernsyn, der var kun radio. Og så på et vist tidspunkt var der Radioavis, og jeg kunne tænke mig at en enlig mand godt ville sidde og høre den i fred, selvom han var landmand. Så der ringede jeg og sagde hvem, jeg var. Og han vidste godt hvem jeg var, for jeg havde opgivet min venindes telefonnummer og der kunne de evt. ringe til. Og han havde talt med hende og havde ringet til hende og bedt mig om at ringe til ham. Og så snakkede vi sammen. Jeg spurgte slet ikke om løn. For han var meget studs og
kort: ”Nej” – ”Ja” –”Nåh”. Og så sagde han: ”Hvornår kan De begynde?” Nåh jah, ikke lige i morgen, men måske i overmorgen. Men jeg tænkte nok det var for tidligt. Men han sagde det var i orden, og spurgte om hvor jeg vidste hvor det sted lå jeg skulle hen til? – ”Nej, det vidste jeg ikke, men det kunne jeg vel få at vide!” Og inderst inde tænkte jeg, hvis han er sådan når jeg kommer derop, kan jeg bare sige nej. Men havde lige fået skrevet hans navn. Så fik jeg at vide jeg skulle tage til Holbæk, og så tage toget til Nykøbing Sjælland, men skulle stå af toget i noget der hed Asnæs. Og jeg indrømmer det! Jeg anede ikke hvor Holbæk lå, anede ikke hvor Nykøbing lå og slet ikke Asnæs. Og så ventede han jeg kom! ”Farvel” sagde han, og jeg sagde farvel. Og jeg tænkte: ”Nej, men skidt så får jeg da turen derop.”

Hvor gamle var dine børn dengang?

Erik var blevet konfirmeret og Vagn har vel været 13 år. De var på kostskole dengang, og skulle da have lov at komme en gang imellem.
Jeg ringede til min veninde og sagde: ”Sådan og sådan, og nu snakker jeg med overlægen i morgen om at tage derop!” Så sagde hun: Ham har jeg talt med. ”Hvad bilder du dig ind?” sagde jeg så. Ja, men jeg har talt med ham og han sagde: ”Grethe Kristensen kan godt komme hjem for hun vil have godt af det, og hun har viljen. Og hun er kommet sig så meget at hun godt kan.” Så jeg kom hjem næste dag til min veninde og vi pakkede alt hvad jeg havde af møbler og diverse småting og alt hvad jeg ejede. For det hus jeg ellers havde boet i lå lige over for. For jeg havde jo nøglen, så vi var egentlig 2 uartige piger! Vi holdt øje med når han kørte på planteskolen om morgenen, og så havde hun bedt sine 2 piger om at blive hjemme fra skolen. Og så hjalp de 2 piger, Else og jeg hinanden, og gik over og tog alt det der var mit. Møbler, blomster og det hele. Bar det over til Else lige på den anden side af vejen. Der var et par nabokoner som så det, og de sagde: ”Ved du hvad! Vi kommer og hjælper dig.” Og så tog de et par trillebøre, og det var simpelthen sådan, at det skulle være optaget på video. Og midt i alt det tunge og triste var det alligevel en sjov oplevelse. Selv om jeg mens jeg gik og pillede ud, gik og tudede alt det jeg kunne. Men alle konerne var enige om, at jeg bare skulle tude. Og den ene kørte til bageren og købte brød. Else sagde: ”Når vi er færdige, så drikker vi kaffe inde hos mig.” Så jeg fik det hele derover.

Det var da alle tiders!

Ja, det var det og jeg prøvede at falde til ro. – For næste dag skulle jeg jo rejse.
Jeg anede ikke hvor Odsherred lå. Jeg fik bare at vide det hed Stenbjerg pr. Asnæs i Odsherred. Min veninde vidste det heller ikke. Hun troede det var Hornsherred. Og sagde det var mærkeligt, at jeg skulle helt til Holbæk, men det måtte vel være nemmest med toget. Så hun kørte ind på Hovedbanegården og hentede billet, og sagde: ”Så er det hele i orden og vi pakker det du skal have med. Og så i morgen bestiller vi en Taxa og kører til toget!”
Jeg måtte jo sige til DSB manden, om han ville være venlig og sige når vi kom til Holbæk. Og det gjorde han og var så venlig at hjælpe mig ud med al min bagage og fulgte mig hen til toget til Nykøbing. Og der måtte jeg også pænt sige til togmanden, at når vi kom til Asnæs, skulle han sige til. – Og vi kørte og vi kørte. Jeg tænkte at han havde glemt mig. Og da han kom ind for at billettere, spurgte jeg om han havde glemt mig! ”Nej, nej, De skal af i Asnæs og jeg skal nok hjælpe dem med bagagen”.

Og så kom jeg til Asnæs. Og jeg kiggede ikke – men jeg gloede bogstavelig talt. Og der var ingen for at hente mig. For hvad skulle jeg nu gøre? Står med et par kufferter, og her står jeg. Men der var da en station. Og jeg er ikke for ingenting københavner. Så jeg gik ind på stationen og sagde: ”Hvor får jeg en taxa her?” Og det hedder jo ikke taxa på landet. Men han sagde pænt at de havde en taxi ”og jeg skal ringe efter en – hvor skal De hen?”. Ja, jeg skal til noget der hedder Stenbjerg. ”De kan sætte dem ud i venteværelset, så skal der nok komme en.”
Jeg tænkte at det her var altså skørt og han ringer nok ikke. Jeg syntes tiden var lang, for det gør man når noget er uvist. Og så pludselig gik døren op og det lød: ”Der er nogen her der skal med en Taxi!”, så jeg rejste mig op, og det var en der hed ”Fynbo Jensen”. Han fik mig ind i vognen. Han var meget flink og spurgte hvor jeg skulle hen på Stenbjerg. ”Ja, jeg skal op til en der hedder Arne Jensen.” Så vendte han sig om og sagde: ”Skal De op til Arne Jensen? – Der bliver de sgu ikke ret længe”. Så sagde jeg rapt tilbage: ”Det kan De ikke udtale dem om!” – ”Det skulle da så være et Guds under!” ”Så er jeg nok et Guds under!” svarede jeg rapt. Og den fik jeg at høre for senere. Så nu kørte han med et Guds under i Taxien, og vi kom op til Stenbjerg.
Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg vidste ikke om det var en gård på 150 tønder land, ja jeg vidste ikke engang hvad en tønde land var. Jeg anede intet. Men det svævede inde i hovedet på mig, at når han var landmand og skulle have en husbestyrerinde – så måtte det være noget stort noget. Men det var ikke stort! Jeg gav 3 kroner for turen og jeg stod der i gården. Da han satte mig af sagde han. ”Når De skal hjem kan De ringe.” Men han gav mig ikke noget telefonnummer. Det gjorde man jo ikke på landet.
Og så stod jeg der og gloede dumt på gårdspladsen og tænkte: ”Det der er stuehuset, og det er staldene. Men hvor går man hen?” I det samme kom der en mand, og han havde en stor beskidt stråhat på. Og var selvfølgelig i arbejdstøj og nogle gummistøvler – ja de var ikke kønne! Og han sagde: Nåh, så er De der!” Han kendte ikke ordet Velkommen. ”Ja De skal bare gå ind der. Der er køkkenet, og så kan det være De laver kaffe?” – Nåh, tænkte jeg. Gik ind i bryggerset, kiggede mig om og tænkte: Her bliver du ikke, men han skal da få sin kaffe. Og jeg gik ind. Inde i køkkenet var der et indfyringskomfur, køkkenbord, en tørvekasse og på komfuret stod der en primus og en vandkedel. Jeg kiggede mig rundt for der var ingen vandhane, hverken i køkkenet eller i bryggerset. Så jeg gik ud og spurgte om der fandtes vand her! – ”Ja, der står en pumpe ude på gårdspladsen”, så jeg tog kedlen, men han sagde at der skulle vand i spanden. Der stod en mælkejunge og han var da så flink at han bar den ud og fyldte den op. Så fik jeg en øseske og kunne fylde vand i kedlen. Så sagde han drilagtig: ”Jeg må vel hellere tænde op på primussen, for De er jo københavner og kan vel heller ikke det.” Åh joh, jeg havde før tændt op i en primus. Så jeg tændte op og lavede kaffe. Og måtte så spørge hvor brødet og smørret var, og det var inde i et stort spisekammer.
Og den dag gik så til ende, og jeg vil ikke mindes den for noget godt. For det der kunne jeg ikke klare.

Det var for uvant?

Ja, jeg syntes og han var så stupid. Han viste mig også hvor jeg skulle være. Det var oppe og et mægtig stort rum. Et gammelt soveværelse. Der var ingen varme – der var kun en feltseng der var redt op og der kunne jeg lægge mig. Han lå selv i et lille bitte rum ude ved bryggerset.
Jeg kom d. 4. maj, og der satte jeg lys i alle vinduerne. Det var han ikke vant til, så han kiggede lidt. Men jeg havde taget lys med til det samme. Han sagde ikke
noget, men jeg fik senere fortalt at han havde sagt: ” Jah, hun stillede op med at sætte lys i alle vinduerne.” Så blev det den femte, den sjette og syvende maj. Og jeg sagde til mig selv hver dag; nu ringer du til Else og siger jeg rejser igen. Men der var bare det mærkelige, at hver morgen jeg kom op tænkte jeg: ”Du skal have det ordnet inden du rejser.” Og så når jeg havde ordnet det, skulle jeg lige have ordnet det og det. Og komfuret skulle pudses, og når man havde pudset sådan et komfur er man sort over det hele.
Så den 8. maj ringede Else for at ønske mig tillykke på min fødselsdag. Det var Arne der tog den, for jeg havde ikke noget med telefonen at gøre. Så han kom ud og sagde: ”Det er til Dem!”, og jeg tænkte straks at det var oppe fra kostskolen. Og det ville være forfærdeligt hvis der var noget galt med børnene. Men det var jo Else, og vi snakkede om det der. Jeg sagde at det vist ikke bliver til noget her. ”Joh”, sagde hun, ”det ender nok med at du bliver kone på den gård!” Så kiggede jeg hen på døren om den var lukket og sagde så: ” Om så det var den sidste mand på her på jorden, så vil jeg hellere ende i et nonnekloster. Og jeg er her ikke mere end en måned!” ”– Du bliver kone på den gård inden der er gået et år, og jeg vil med til brylluppet”, sagde Else. Så blev jeg vred og sagde jeg nok selv skulle bestemme. Og jeg skulle for øvrigt ikke giftes og havde 2 børn jeg skulle forsørge. ”Og når det bliver den første, gør jeg godt rent heroppe, og så rejser jeg. – Så du skal ikke sende mine møbler!” – ”Det har jeg allerede gjort!” lød svaret fra Else.
Nåh, det var der ikke noget at gøre ved, og der gik et par dage og så kom halvdelen af mine møbler, og Else ringede og sagde at resten kunne jeg få efter sommeren. For så ved du hvordan du har det.
Ja, så blev jeg jo hængende, og i dag har vi været sammen i næsten 45 år. Og der har da været modgang.

Og med den tids syn på kvinder – hvilke muligheder havde du ellers?

Ja, jeg skulle have et sted at bo. Jeg havde jo godt nok min uddannelse og havde 2 børn jeg skulle forsørge. Jeg havde været på socialkontoret mens jeg endnu var i København, og de sagde jeg kunne få socialhjælp, hvis jeg ikke havde arbejde. Men jeg ville ud på landet og lægge penge til side. Og så søge en lejlighed og søge Bikuben om et lån, så jeg kunne starte en børnehave og tage ud og holde foredrag. Men jeg vidste ikke hvor dårlig lønnen var. Jeg fik til at begynde med 75 kr. om måneden. Og skulle selv betale når jeg skulle til København eller købe tøj. At børnene kom, havde han ikke noget imod. Men hans familie var så ”søde” at fortælle mig, at så måtte jeg selv betale. Så det tyggede jeg på. Men jeg sagde til ham, at når drengene kom på besøg, så er mit værelse mit hjem. Og jeg bander ellers ikke, men jeg sagde: ”Og jeg skal fandeme ikke betale for dem. Jeg går her og slider og slæber her hver eneste dag for min løn!” Og Arne sagde det så heller ikke. Men kunne lige så tydeligt mærke på hans familie hvad de syntes. For børnene kom jo hver anden weekend. Og sådan 2 drenge spiste jo 4 rundtenommer hver dag.

Men det var jo ellers vilkårene dengang?

Ja, det var det jo. Det var jo tydeligt med ham enkemanden der havde skrevet til mig, at der var så tomt i dobbeltsengen og han lå der med følelser og fornemmelser. Så der skulle jeg være velkommen. For man regnede med dengang, at når man var husbestyrerinde, så var man til det hele. Værs’go. Du havde alle de pligter der kunne lægges på – også de intime. Men du havde ingen rettigheder. Og ham den anden, der havde to voksne børn jeg skulle varte op. Sørge for at huset var rengjort og der var bagt så børnene bare kunne komme hjem. Det var jo en billig hushjælp.
Og jeg kan give dig endnu et eksempel. Da jeg var blevet ansat oppe hos Arne, så kom der på et tidspunkt en. Ja, der kom mange af bønderne, for de skulle jo se giraffen. Men en af bønderne havde sagt til Arne: Hvis du ikke vil have hende, så lad bare mig få hende.” Men han brød sig godt nok om mig, så han sagde ikke noget.
Da jeg havde været der en måned, sagde jeg, at jeg ville have mere i løn. For jeg hjalp jo til med det hele, bortset fra at jeg ikke malkede eller mugede under køerne. Jeg var med når han tærskede og smed neg op, passede hønsene og vi havde en hest. Og da jeg havde været der i 14 dage, spurgte han, om jeg ikke ville tage med op til hans forældre i Høve, og hjælpe dem. For der vaskede vi tøj. Så vi spændte hestene for og kørte derop.

Så jeg blev husbestyrerinde og en slags kom-hjem-og-gør-rent-og-lave-til hos hans forældre. For jeg har aldrig været bange for at lave noget. Og det var nok derfor jeg blev der. Og der var nok at rive i!

Og det holdt sådan i nogle år?

Ja, jeg havde sagt til ham, at skulle jeg noget, så ville jeg tage til det. F.eks. når der var nogle foredrag i København.
En dag så jeg i Ugeavisen at Vallekilde Højskole havde deres efterårsmøder. Og spurgte jeg Arne om hvordan man kom derud. ”Ja, man kan jo cykle derud!” – Jeg spurgte så om han ikke kunne tegne vejen for mig, for jeg havde min cykel med fra København. Joh, det skulle han nok senere og gik ud i stalden igen. Så da han kom ind til aften sagde han:” Vi kunne jo cykle sammen, for De kan vel ikke finde vej!” Om jeg kunne være færdig kl. det og det! ”Ja, det kan jeg da godt!”, og vi pyntede os pænt og så tog vi der til Vallekilde om søndagen. Og det var en oplevelse – men ikke så rart for Arne. For de der kendte ham og så at han sad ved siden af et kvindfolk som de ikke havde set før! Og de ville ikke være bekendt at spørge. Så de spurgte om det var noget familie. ”Næh” sagde han. ”Måske en De kender? – Og jeg kiggede noget, for det måtte være noget særligt når de sådan kiggede og hviskede sammen. Og vi kom hjem om aftenen og havde en god diskussion om det vi havde hørt på Vallekilde.
Så en dag jeg var til møde i min forening i København, så var der en som sagde til mig, om jeg ikke havde fået vores medlemsblad. Hun havde set, at der var en proprietær deroppe i Nordsjælland, der søgte en uddannet pædagog til at passe hans evnesvage barnebarn som kom 3 gange om ugen fra kl. 9 til kl. 13. Og så skulle han beskæftiges og havde et par kammerater med, der også var evnesvage. Så det var 3 eller 4 ad gangen jeg skulle passe. Og ellers skulle jeg være husjomfru. Jeg tænkte – det kunne jeg da godt. Og søgte stillingen og var deroppe. Kunne da godt se at jeg ville få en arbejdsdag fra kl. 6 om morgenen til kl. 8 om aftenen. Men det gjorde ikke noget. Jeg blev lovet, at jeg ville få en kone til vask, en kone i køkkenet, så jeg aldrig skulle tage det grove. Så den hoppede jeg på med det samme. Og sagde til Arne, at jeg havde tænkt på at rejse! ”Nåh”, sagde han. ”– Ja, for jeg har fået en stilling, hvor jeg kan bruge min uddannelse som jeg har brugt nogle år af mit liv på at få.”

Det kunne han godt se, men jeg kunne se, at han blev noget tavs. Men han sagde jo ikke så meget. Så jeg rejste derop. Men da jeg skulle rejse, sagde Arne: ”Vent med at flytte Deres møbler til De har været der en måneds tid. Så kan De jo komme herned og pakke.” Og jeg var lige ved at sige: ”Nej, De kan tro det er løgn!” – Men det var lige som Vorherre slog mig i hovedet, og det har jeg altid troet på. Det var som om han sagde: ”Tag det nu lige lidt med ro. Lad nogle af dine møbler stå!”. Så det gik jeg med på. Rejste så derop og det blev ikke nogen succes. For det var en af den slags der benyttede sig af hushjælpen til ingen penge. For det med, at der kom en kone til det grove? – ja, men det havde han ikke sat nogen dato på hvornår, sagde han. Jah men, jeg kan da ikke tage 3 børn og lave morgenmad til proprietæren,” sagde jeg. ”Ja, men de kommer ikke før morgenmaden er spist”, sagde han. Og så blev det efterhånden sådan, at jeg skulle varte ham op i tide og utide.
Så nede i byen, kom jeg til at tale med en husmandsfamilie der boede lige i nærheden. Hun spurgte om hvordan det gik, og jeg svarede, at det går jo. Men jeg bliver ikke gammel i gårde! ”Nej, der er aldrig nogen, der har kunnet være der mere end 3 uger – det er det højeste,” sagde hun. Jeg kunne sige, at nu havde jeg været der i 3 uger. Og hun sagde at de også havde snakket om hvornår jeg rejste. ”Men har De ikke lyst til en aften komme ind og få en kop kaffe?”, Joh, men jeg skulle jo opvarte ham hele aftenen. Men han tog af og til ved 9 tiden til København, og så havde han gerne en meget ung veninde med hjem. Forskellig fra gang til gang. Så hun sagde: ”Næste gang han kører, så ringer jeg til Dem.” For han havde garage lige op til deres indkørsel.
Så ringede hun en aften og sagde jeg skulle komme derover til en kop kaffe og et glas vin, for ”vi vil ikke længere gå og sige De til dig, og du skal heller ikke sige De til os.” Og så fik jeg at vide, at hvis jeg blev der til på tirsdag, så var jeg den der havde været der længst.
Jeg blev der godt 10 dage til, og så skulle han til København og skulle være der i 2 dage. Og så når han kom hjem ville han have gæster med hjem. Og der var en menu jeg skulle have klar. Helleflynder og jeg ved ikke hvad. Jeg spurgte ham om jeg så fik en kone til hjælp, men det havde han ikke tid til at spekulere på! Det kunne vi snakke om senere. Og kunne forstå på konen inde ved siden af, at den havde han brugt i flere år. Så rejste han tidligt om morgenen og hun ringede inde fra ved siden af. Og sagde jeg skulle komme over og få en kop formiddagskaffe. Jeg sagde jeg ikke havde tid, for jeg skulle nå så meget. Da jeg kom derover alligevel, sagde hendes mand: ”Hvorfor rejser du ikke?” Jeg sagde at jeg også havde forbandet lyst til det. ”– Så gør det,” sagde han. ”Vi skal nok komme over og pakke for dig – det har vi gjort for alle de andre:” Og så var der noget i mig der sagde: Flyt!
Arne havde jo ringet til mig og skrevet hver eneste dag. Og havde vi snakket for længe i telefonen, så rømmede han sig. Men hver dag fortalte han mig om hvordan der var derhjemme. Og han havde ikke i sinde at tage en ny husbestyrerinde. For han troede på at jeg kom tilbage. – Og jeg tænkte: ”Ih, hvor er han en nar!”
Men så fór der en djævel i mig. For når naboerne sagde de ville hjælpe mig med at flytte, så var det fordi de mente at jeg skulle flytte. ”Står I ved Jeres ord?” Ja! Og så begyndte vi at flytte. ”Ja, men jeg har bestilt Helleflynder!” Vi ringer bare og siger det. Det er han så vant til. Så hun ringede og afbestilte fisken. Jeg ringede til Arne og spurgte om han ville ta’ mig igen, for det her kunne jeg ikke klare. Der er så mange uhumskheder og ulækkert. Og det kan jeg ikke ta’! – Ja, det kunne jeg godt, og han skulle nok ringe til vognmanden og få hentet de møbler og ting jeg havde der. ”Nåh”, sagde naboerne – ”så skal vi lige over og gøre stuen ren hvor du har boet, lægger en besked om at du er rejst og giver afkald på lønnen, for det kan du slet ikke klare.” Og det gjorde jeg så, og hun skrev nederst: Vi har flyttet for Grethe, og skrev sit navn.
Så flyttede jeg tilbage til Arne og vi snakkede sammen i 14 dage. Så en aften sagde han inde fra stuen: ”Kan du ikke lige komme og se her om hvordan økonomien er her på stedet.” Så lagde han alle gårdens papirer frem, og sagde: ”Jeg har jo egentlig tænkt mig, at vi skulle gifte os!” For det var ingen rigmand jeg skulle gifte mig med. Vi måtte vende hver en 5-øre før vi gav dem ud, og jeg skulle ikke bare sidde til stads. Men måtte være med både sommer og vinter. ”Og hvis jeg ikke havde noget i mod det – kunne vi jo lige så godt gifte os!” – Og der blev jeg mundlam!! Havde jo tidligere sagt til min veninde i København at jeg hellere ville gå i nonnekloster. Jeg ville tænke over det, og så gik der et par dage og jeg sagde: ”Jeg har én betingelse! Jeg vil have ring på!”, for jeg ville ikke have at folk skulle snakke. Så det fik vi. Og folk de kiggede på madammen her, for nu måtte hun da snart bule ud. Og da vi giftede os og jeg stadig ikke bulede ud, var der hentydninger om, at det nok ikke kunne vare så længe. – Men der var ikke noget. Og vi har været gift i 44 år og jeg er ikke bulet ud endnu.
Men vi har da taget nogle tørne sammen.

Ja, det kommer jo!

Vi var to forskellige mennesker fra hver sit miljø. Han var ungkarl – inkarneret ungkarl. Jeg havde været gift og kendte alt hvad der hedder samarbejde. Og jeg vil sige ikke underkastelse, men respekt for hinanden i ægteskabet.
Arne var vant til, at han altid afgjorde tingene med sine forældre. Det var ikke sådan at han tog beslutninger alene. Han sludrede altid med forældrene. Det var jeg ikke vant til. For da jeg mistede min mor der ved konfirmationsalderen, havde jeg ingen jeg kunne gå til. Jeg havde selvfølgelig mine barneforelskelser der i konfirmationsalderen, men kunne jo ikke gå til nogen og fortælle om det. Jeg har måttet klare mig selv, og det har jeg måttet gennem hele livet.
Og så kom jeg op til Arne og giftede mig – og det vil jeg godt indrømme! Det var en selvstændig pige han fik ind. Og det måtte han finde sig i! – Jeg kan huske, at vi havde en papirlampe af pergament inde i stuen. Den hev jeg ned og hængte min egen op. Så kom Arne hjem og sagde: ”Hvad er det?” Ja, det er min egen lampe jeg har hængt op! ”Jamen, det var mors lampe.” Ja, men så får hun den da bare igen. Og da vi næste gang skulle hjem til Høve – for vi havde ikke vand indlagt – så jeg vaskede der, for de var flyttet i hus og havde indlagt vand. Og jeg havde lampen med, og jeg kunne godt se det gjorde ondt, virkelig ondt. Hun sagde: ”Så var denne her altså ikke god nok, men den var god nok til far og mig.” Så det var en af de første ting jeg lærte – selv om jeg er kone her, så kunne jeg altså ikke bestemme. Og det var lige før jeg fortrød at jeg havde giftet mig.
Og jeg ville så gerne have tapetseret inden der var gået 8 dage med noget lyst, for der var så mørkt så mørkt. Mørkebrunt papir, mørkegrøn maling med sort marmorering i køkkenet. For mig stod det bare at få det pillet ned. Så det var godt at jeg tog det nummer med lampen. Og jeg tror vi var gift i 3 år før jeg tapetserede.
Og min gamle drøm om at oprette en halv-dagsbørnehave i København og holde foredrag blev det heller ikke lige.

Hvad holdt du foredrag om?

Det var gerne om børnehaver på landet, for det var ikke almindeligt dengang. Og jeg holdt på, at det ikke var nødvendigt, at kommuner på landet startede børnehaver. Jeg mente at man skulle lade husholdningsforeningerne starte sådan noget og de skulle være private.
For den landhusmoder som er gift og de har en landejendom og ikke har råd til at have fremmed hjælp, hun skal med i roerne. Hvis hun sætter sine børn i børnehave, så bliver roerne hverken større eller bedre. Og du skal ikke tro hun får det bedre hvis børnene ikke er der. For hun er vant til at tage børnene med ud, og de passer sig selv. Derfor var børn fra landet bedre til at beskæftige sig selv end børn fra byerne, der kom i børnehave. For på landet måtte de lære at bruge fingrene på en anden måde. Så derfor rejste jeg ud med et foredrag om det.
Og så var jeg til et marts-kursus i foreningen, der dengang blev holdt inde i KFUK’s bygning i Rosenborggade i København, med et panel. Og det var netop om børnehaver på landet. Og der var min forhenværende forstanderinde fra Montessori skolen. Og det var tilfældigt at jeg traf hende. Jeg gik hen og hilste på hende, og hun tog mig i hånden og sagde: ”Ih, og nåh, og hvor er De så ansat?” Så måtte jeg jo sige hvad jeg var. Blevet gift med en landmand. Forstanderinden var høj og tynd. – Men hun blev meget højere og rankere og sagde: ”Er De gift med en bonde? Ja men sødeste barn! At de skulle synke så dybt”! Så måtte jeg sige til hende, at jeg ikke var sunket så dybt. For jeg bruger jo mine pædagogiske evner blandt grisene og køerne. – Men det kunne hun slet ikke fatte.
Jeg rejste ind til de møder og holdt foredrag 2 eller 3 gange om året i 6-7 år om private børnehaver. Så var der nogle gamle kolleger der bad mig om at komme til personalemøder. Personalemøder var ikke noget man holdt dengang i institutionerne. Nu gør de det næsten hele tiden og for meget. Dengang samledes man hjemme hos sig selv om aftenen og havde sine notater om børnene og forældrene med. Så der deltog jeg indimellem, og det har jeg haft meget glæde af.
Og nu er jeg begyndt at rejse igen og fortælle om det.

Hvornår var det du blev svagsynet?

Det var i 1996 lige op til jul. Og jeg vil sige – jeg var gal, simpelthen så bange da det skete. Det skete bare. Jeg stod og tog en mælkekarton, hældte kærnemælk op til Arne og skulle sætte den i køleskabet. Og så gav det et dunk i øjet. Jeg rystede på hovedet, men der var bare sådan en stor sort plet. Og jeg så i forvejen ikke for godt med det øje. Så lukkede jeg lågen op til køleskabet, men der var stadig bare en sort plet. Men satte mælken ind. Og jeg kunne ikke se hvor jeg gik, men kom ind til Arne og sagde: ”Du, jeg har det ikke så godt, så jeg går i seng.”. Han kunne godt se at jeg ikke havde det godt, og spurgte om han skulle ringe til lægen. ”Nej, jeg går bare i seng!” og måtte famle mig op og kom i seng. Ville se om jeg havde nogle piller, for jeg havde så ondt. Så ondt så jeg kunne tænke mig at tage øjet ud. – Det kan være du griner, når du får at vide hvad jeg tænkte på. Men jeg tænkte på at tage støvsugeren, og så bare sætte udblæseren på og få kold luft ind i øjet.

Der må have været et tryk?

Ja, der var et tryk. Men jeg ville ikke give mig selv lov til at tro der var noget, for jeg har i forvejen Grøn Stær på det andet øje. Så jeg tænkte at jeg ville ringe mandag til øjenlægen for at få nogle andre dråber. For det måtte være det der var i vejen. Så jeg ringede kl. 10 mandag morgen til øjenlægen og spurgte hans sekretær om jeg ikke kunne komme derop, for jeg skulle have nogle andre dråber. ”Du har det ikke så godt Grethe,” sagde hun. ”Nej, jeg kan ikke gå lige, er svimmel og har det som om jeg har været ude at drikke i 14 dage. Og det gør så ondt så ondt!”. – Så kunne jeg høre hun snakkede med Højbjerg og hun kom tilbage og sagde: ”Du kommer med det samme, og øjenlægen siger du skal tage Falck herop. Og du skal sige at du er kommet til skade med det øje, ellers kommer du på venteliste.” ”Nej, men det er jo ikke sandt!” ”Nej, men øjenlægen vil have dig med det samme.” Så jeg ringede til Falck, og de hentede mig med det samme. Og øjenlægen kiggede på mig og sagde: ”Jeg kender dig Grethe, og hvad du har tænkt, for jeg ved du tænker!” ”Ja, det gør så ondt som da jeg havde en blodprop i hjertet.” – Ja, sagde han. Så han ville henvise mig til Øjenafdelingen i Næstved. Og havde jeg bare ringet lørdag da det skete, ville den vagthavende læge have sendt mig derned med det samme. Men nu var det mandag og så kunne de ikke tage mig akut. Så han skrev en henvisning og skrev på den: HASTER, HASTER! Så gik jeg i mange dage. Dryppede øjet og havde fået piller. Men alt hvad jeg kiggede på – ja der stod jeg. For jeg havde alle de der sorte prikker, og det var grusomt at kigge på andre mennesker.

Men du har vænnet dig til det?

Ja, men når jeg tænker tilbage på det, så tænkte jeg at den Grønne Stær havde flyttet over på det øje. Og jeg blev gal og rasende. Men jeg prøvede ikke at være sur når Arne kom. Men det var svært. – Det sværeste var nu, at mine 2 drenge altid har været vant til at mor kan alting. Så når de kom og jeg sagde sådan og sådan, så sagde de: ”Nej ved du hvad mor; du skal bare tage dig sammen. For det første har du farfar, du har dine oldebørn – lad nu være med at skabe dig. Vi er ikke vant til at se sådan en pivehøne.” Så sagde jeg til dem, om de ikke kunne tage hensyn til mig. ”Pjat – du er ved at blive gammel!” Men min svigerdatter sagde, at de skulle ta’ og være ordentlige, for hun kunne godt se jeg ikke havde det godt; I skulle hellere hjælpe jeres mor. ”Jah, men hun har altid kunnet hjælpe sig selv!”
Og det var noget der gjorde mig bitter. Så var der en der sagde; Havde du regnet med at dine børn ville sige: ”Sæt dig ned mor, så skal vi gøre det og det!” Men, det var slet ikke det. Men når jeg kludrede med noget så kom min svigerdatter og sagde at jeg bare skulle sige til. Jeg skulle f.eks. varme nogle æbleskiver i ovnen, og jeg kunne jo ikke se om de var brune, mørkebrune eller sorte. Så satte vi et nyt hold over, og min søn kom og sagde de jo bare skulle varmes. ”Og fordi du har fået lidt med det ene øje, er du jo ikke tosset. Prøv at brug hjernen mor.” – Så var der en gang hvor jeg sagde: Jo, jeg er tosset, I må hellere sende mig op på SNS (Sindsygehospitalet i Nykøbing Sj.), for der passer jeg bedre. Og det skal man nok ikke sige, men der kommer et tidspunkt hvor man tænker: ”Nu må de hellere få med grovfilen!”

Ja, for man bliver jo desperat på en eller anden måde

Og al den tid jeg gik hos Højbjerg og var i Næstved på Øjenafdelingen, så tænkte jeg når jeg kørte derned: Når du kører hjem så kan du se – men det kunne jeg ikke. Men nu har jeg fået talt ud med Højbjerg og han har sagt: ”Sådan er det og det må du bare leve med. Du kan sagtens glæde andre!” – Og det har jeg prøvet på

Men du kan jo også lære at bruge det syn du har tilbage – men det tager nogle år!

Ja, men jeg slipper aldrig helt den tanke, at synet kommer igen.

For et af mine handicap jeg aldrig kommer over er; det jeg har kunnet før det kan jeg ikke mere. Jeg kan f.eks. ikke sy.

Hvad så rent kulturelt – hvad har du oplevet der?

Lige efter jeg mistede synet, blev jeg klar over at jeg ikke magtede at læse, det kunne jeg ikke.

Men så hører du bøger

Da omsorgskonsulenten kom, kunne jeg slet ikke snakke om det, men så da jeg fik en båndoptager og lydbøgerne havde jeg slet ikke tid til dem. Når jeg gik og vandede blomster så havde jeg travlt. Og når jeg stod og lavede middagsmad havde jeg da også travlt. Så jeg rørte ikke de første lydbøger til at begynde med. Det var måske lige et kvarter mens jeg tilberedte aften the. Så det blev ikke til så meget.

Det må have været en stor tilvænning

Ja, for jeg havde været vant til at sidde og læse og så selv lægge tonen. Og så skulle jeg bare sidde her med mine tomme hænder. Men så blev jeg heldigvis så forkølet, at jeg måtte gå i seng. Og lå bare og vendte og drejede mig. Og kom så til at tænke på, at jeg da bare kunne tage båndoptageren og bøgerne ind i soveværelset. Men tænkte at den nok slet ikke kunne spille herinde. – Selvfølgelig kunne den det! Og så lå jeg og læste, og havde slet ikke tid til at tænke på, at jeg var forkølet. Det var en god og spændende bog, og jeg opdagede pludselig, at selv når jeg passer blomster, tørrer støv af og en dagene skal pudse messing, når jeg skal ordne grøntsager ja så kan jeg bare tage den med. Så jeg får læst meget og er kommet godt i gang med bøgerne.

Men hvor du før i tiden – inden du blev svagtseende – tog ud og holdt foredrag, er det noget du kan fortsætte med?

Jeg troede det ikke. For hvem vil se sådan en gammel kone på 80, der bare kommer. Og når der så skal synges fællessang så skal man have briller på og bogen helt derop. Men jeg blev opfordret til at forsætte af en kvinde jeg mødte til et privat selskab. Hun havde fået opereret begge sine bryster af og amputeret det ene ben. De andre der var til stede sagde, at hun nok skulle klare det men hun sagde: ”Nej, for nu er min lever også på vej ud. Så jeg er snart på vej.” –

Og der var noget der sagde mig, at hende måtte jeg snakke med, for hvor fik hun den der indre styrke fra så hun kunne fortælle om den ganske åbent? Så var der en anden dame som sagde, at hun også gerne ville snakke om sine problemer – ”men ikke i mit eget hjem, for der kommer hele tiden nogen rendende ind”. Kvinden sagde så: ”Man skal vælge et sted der er neutralt, det er det klogeste.” Så da jeg ringede og snakkede med hende og sagde jeg gerne ville mødes med hende igen, men ikke hjemme sagde hun: ”Er der ikke noget med at der i Asnæs er et stort center?”, så der mødtes vi og sad og drak kaffe. Hyggede os og fik talt om mange ting. Jeg sagde at jeg havde hørt fra andre at hun tog ud og holdt foredrag om sit liv og hendes kamp. ”Ja” sagde hun, ”men jeg kan ikke udstå ordet foredrag. Det er for mig sådan noget fuldendt og teknisk. Så jeg tager ud og fortæller om mit liv! Men forstanderne og andre kan bedst li’ at fortælle at der bliver et foredrag.”
Så var der en dag én der ringede og sagde at hun havde hørt, at jeg tog ud og holdt foredrag om mit liv. Så sagde jeg: ”Jeg tager ikke ud og holder foredrag om mit liv, jeg fortæller!” ”Nåh skidt med det – bare du siger noget.” Og det var i en pensionistforening og de lød til at være glade for det.

Dine aktiviteter nu?

Jeg er med i MK-klubben i Holbæk.

Mk-klubben – hvad er det?

Det er blindeklubben i Holbæk. Og jeg kalder den for det, for når folk hører jeg siger jeg skal i Blindeklubben sammen med Arne, så siger de: ”Hvad skal du derud for?” Men når jeg siger MK-klubben så siger de: ” Nåh ja, men så kan vi ses en anden dag!”
Og jeg er glad for at komme i klubben. Vi mødes engang imellem og tilrettelægger aktiviteter. Og så er jeg der sammen med Arne hver anden mandag. Jeg var lidt skeptisk til at begynde med, for hvad skulle jeg gøre sådan et sted? Men nu kan jeg li’ at være der, for der er et godt miljø. Vi danner ikke kliker – vi er der bare og har det rart sammen.

Og så er jeg med i lokalhistorisk billedregistrering. Men jeg kan ikke se så meget, men jeg er god til registrering og kan huske mange af de, der er på billederne.
Så går jeg til seniordans og det gjorde jeg også før.

Og det har ikke forandret sig?

Jo lidt, for jeg skal jo se lidt mere på dem, for jeg kan ikke se hvem det er. Nu skal jeg 4 fredage være med til at danse Lancier, og jeg sagde – det går aldrig godt for det er jo sådan, at når vi skal dreje forbi hinanden, så vil jeg ryge ind i de andre; for jeg kan ikke se dem. Men så siger de andre: ”Det skal du ikke være ked af, for så tager vi bare om dig”.

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Gerda Petersen, Grevinge,

Interviewer Heike Michelsen.

Jeg er født d. 13. februar 1938, og født på et lille husmandssted ude på landet i udkanten af Grevinge, en lille by der hedder Engelstrup. Og jeg er født med grå stær.

Blev det opdaget fra du var helt lille?

Jeg ved ikke hvor tidligt man har opdaget det. Jeg kan kun huske fra jeg var omkring de 4 år. Fra den tid kan jeg huske, hvad der begyndte at melde sig med hensyn til mit syn. Men om jeg har haft det helt fra fødslen eller om det er dukket op for mig efterhånden, det ved jeg ikke. Men man var i hvert fald helt klar over da jeg var omkring de 3 år, at jeg absolut ikke kunne se noget. Jeg blev opereret som 4-årig på Rigshospitalet.
Og så kan jeg huske at min far afprøvede mit syn. Vi boede langt ude på en jordvej, og så skulle jeg se, om jeg kunne se en villa inde ved hovedvejen. Og det har jeg så tit tænkt på, at det var en meget primitiv måde at afprøve mit syn på. For det gav ikke så meget.

Du vidste jo også hvor den lå?

Ja og jeg kunne jo godt skimte omridset af den der røde villa. Og det var jo ikke nogen fornemmelse af, hvor meget jeg kunne se. Men min far og mor, var nok klar over, at jeg ikke så så godt, efter jeg var blevet opereret. Og jeg er kun blevet opereret den ene gang.
Og så gik tiden jo, og jeg husker ikke ret meget om hvilke vanskeligheder, jeg stødte ind i. Det var først da jeg skulle i skole, at jeg begynder at erindre om dem. Der var skolepligt fra det syvende år. Jeg var så 7 år i 1945, men min mor gik til vores præst. Det var dengang, at det var præsten, der var formand for skolekommissionen. Hun sagde til ham, at hun gerne ville beholde mig et år mere hjemme. Præsten sagde, at det ville blive på hendes eget ansvar, for hun måtte regne med, at jeg ville blive indkaldt til eksamen, hvis hun holdt mig hjemme. Men det tog hun meget roligt. Og hun beholdt mig hjemme, så jeg blev 8 år før jeg kom i skole.

Hun underviste dig ikke?

Nej, det gjorde min søster. Hun lærte mig bogstaverne og hun lærte mig også at skrive dem. Og lærte mig også tallene.

Var du den eneste af jer søskende der ikke kunne se?

Det var jeg jo ikke. For vi var 3 søstre, og en anden af mine søstre kunne heller ikke se ret godt. Men hun så betydeligt bedre end jeg kunne se. Og det var trods alt hende, der lærte mig de ting der, så hun kunne trods alt se mere. Men hun var også kommet et år senere i skole end jeg var, så hun ventede på den tredje søster, jeg havde og som ikke fejlede noget. Så de fulgtes ad, og klarede det igennem på den måde.

Var du så den yngste af jer 3?

Ja, jeg er den yngste. Men det vi har er en familiestær, og den kan spores mange steder i vores familie. Min farmor havde det. Og min morbror og min moster havde det, og når det var på begge sider af familien var det fordi min fars mor og min mors far var søskende. Og så bliver det ligesom doblet op, ved at far og mor er fætter og kusine. Men min far og mor havde ikke noget af det. Så det har simpelthen sprunget et led over. Jeg havde en morbror som var helt blind, og som levede af at binde børster. Så det er en familiestær, og ikke bare sådan en grå stær som ældre mennesker får.

Men de må da have vidst det! – De holdt dig jo hjemme.

Ja, og det var da heller ingen god måde at løse problemet på. Jeg synes da hellere, at man skulle have gjort noget ved det. Men det var ikke noget, man havde lyst til at tage op. Min mor havde i hvert fald ikke. – Den der nok gjorde mest for at skubbe mig i gang, det var nok en faster jeg havde, som boede inde i København. Hun var meget opmærksom på, at jeg ikke kunne se. Og det var hende, der pressede min mor til at jeg skulle til øjenlæge, for at se om der ikke kunne gøres noget og fik mig opereret som 4-årig.

Har du nogen fornemmelse af, at din mor bare ville have dig hjemme?

Jeg ved ikke om det var det – eller hun bare ville skåne mig for de vanskeligheder jeg kunne komme ud for.
Men så kom vanskelighederne da jeg kom i skole. Og jeg blev jaget til øjenlæge den ene gang efter den anden. – Og der sagde øjenlægen i Holbæk til hende, at jeg skulle gå i skole på Refsnæs. Men det ville hun i hvert fald ikke acceptere. Og hun gik til vores egen læge. Og han støttede hende, og sagde at det var der ingen, der kunne tvinge hende til. Det har jeg siden gået og tænkt på. Jeg tror da ikke at, der var nogen, hverken lærere eller læger, der i dag ville se gennem fingre med sådan noget.

Det var nok i den tidsalder, hvor man både kunne tvinge eller helt lade være med nogen foranstaltninger for handicappede børn?

Ja måske, men jeg blev i hvert fald hjemme og gik i almindelig skole. Uden at kunne se en dyt.

Du kunne slet ikke se?

Nej – ikke noget i bøgerne der havde nogen som helst betydning. Jeg fik det ene par læsebriller efter det andet, men kunne ikke læse med dem. Kunne ikke skelne bogstaverne og jeg kunne i hvert fald ikke skille dem ad. Og tallene i regnebøgerne – de der trykte vi havde dengang – dem kunne jeg heller ikke se.

Hvordan klarede du det så i de skoleår?

Ja, det kan jeg heller ikke forstå. Og det jeg vil vende tilbage til er, at det tror jeg ikke man ville springe op og falde ned på i dag. Men det gjorde man dengang. Men min søster skrev regnestykkerne i en kladde med så store tal, at jeg kunne se dem. Så det gik nogenlunde. Men så skulle vi have noget der hed ekstra opgaver- altså noget man ikke kunne forberede sig på hjemmefra – noget man lige pludselig fandt på oppe i skolen. Så var jeg på den igen. Alt hvad der skulle læses, og alt hvad der stod på tavlen, det kunne jeg slet ikke deltage i. – Så var jeg der bare

Var du ked af det? – Var du interesseret i skolen, og hvad gjorde du i stedet for?

Ja, men jeg gjorde ikke noget. Men jeg tror på, at når man ikke kan følge den almindelige undervisning og udvikling der følger med – så tror jeg at man udvikler sig på en anden måde.
Da jeg var 14 år var jeg ikke som de andre på samme alder. Jeg var tilbage og ikke så fremmelig.

Lukkede du af når du kedede dig, eller lyttede du meget?

Nej, ørene fejlede ikke noget. Så alt hvad jeg kunne sluge med ørene, det gjorde jeg. Jeg lyttede meget opmærksomt. Du kan godt se, at når man får skrevet 5 – 6 opgaver op på tavlen, og sidder og du ikke kan lave en eneste af dem – så kan du godt se, det ikke er særlig udviklende. Det er ret så ubrugeligt. Og vi havde eksamen en gang om året, hvor vi skulle fremlægge, det vi havde lært for sognerådsformanden. Og der syntes jeg også, det hele var noget pjat. Og vi havde jordens flinkeste sognerådsformand, og hvad tror du han gjorde? Han gav mig bare ug-minus i det hele.

Men det kan jo også være du var bedre end de andre? Og der havde måske aldrig før været et barn i skolen som var blind?

Nej, og jeg har tit tænkt på at sognerådsformanden gjorde det af hensyn til min far og mor, men jeg følte det meget forkert. Jeg syntes det var modbydeligt, når karaktererne blev læst op. Jeg var da god til hovedregning og til dansk genfortælling. Men jeg kan aldrig glemme, da han gav mig ug-minus i læsning. Jeg kunne jo virkelig ikke læse. Og de troede måske bare at jeg skulle igennem det. Men jeg gik der i de 7 år, som skolepligten var dengang.

Der var vel nogle fag som du var glad for?

Det var der, men jeg kunne jo ikke gøre noget ved dem.
Genfortælling var jeg f.eks. blændende til for det kom ind gennem ørene, så det kunne jeg sagtens klare. Men fik jeg så til opgave, at skulle læse 3 kapitler af en bog, så var jeg på den. Jeg kunne jo kun bruge min høresans og fik derved noget andet ud af det, end de andre gjorde i klassen.
Geografi var f.eks. helt håbløst. For sådan et landkort, og det blev trukket ned ved tavlen. Så stod læreren der med sin pegepind og sagde: ”Det og det ligger der!”, ja det kunne jeg slet ikke være med til. Jeg kunne slet ikke skille noget af det fra hinanden. Så det var slet ikke noget værd.

Begyndte du at tænke på, at du skulle have haft en anden skolegang?

Jeg var jo ikke så gammel dengang. Men min mor ville slet ikke have, at jeg skulle derned på Refsnæsskolen. Og dengang protesterede jeg slet ikke.
Men da jeg var 15 år, blev jeg konfirmeret, og dengang var det almindeligt at man tog pladser i maj og november ude. Og så begyndte jeg at sige til min mor, at nu var jeg 15 år og skulle have en plads. Men hun sagde: ” Det skal du ikke!” – Og det var nok første gang jeg blev rigtig tosset! Og det har jeg tænkt på tit. Den gang snakkede man meget om teenagere, og hvor vanskelige de var sådan nogle unge. Og jeg har aldrig været særlig rar. Men det var første gang jeg rigtig gjorde modstand mod hende. For jeg følte, at nu bandt hun mig. Og så tænkte jeg – nu får hun også gennemført, at jeg ikke skal have noget job uden for hjemmet! Og jeg kan huske lige så tydeligt, at jeg sagde til mig selv: Får hun nu også gennemført, at jeg ikke kan få et arbejde uden for hjemmet – så finder jeg det selv! For jeg ville ikke gå derhjemme lige som min søster. Og det var fordi min søster havde været ude og fået plads efter sin konfirmation. Hun var kun ude et lille halvt års tid. Og så kom hun hjem igen, og man sagde, det var fordi hun havde hjemve. Det kan da godt være, hun har haft det. Det havde jeg ikke sanset. Men en ting jeg havde sanset, det var, at hun var kommet hjem igen. Det var hende der også havde dårlige øjne. – Og så tænkte jeg NEJ. Nu har hun gået hjemme siden hun var 14 og hun er 9 år ældre end jeg. Det vil sige, da jeg var 15 år så var hun 24. Og havde bare gået og nusset rundt, og det ville jeg altså ikke. Og mor gik så med til at få fæstet mig til den plads min søster var rejst fra for 9 år siden. Det var jeg sådan set ligeglad med. For jeg var ligeglad med, hvor hun jagede mig hen! Bare jeg kom ud af døren. Og det var en elskelig gammel kone jeg kom til at være hos. Hun boede på en stor gård og der var 2 hjemmeboende sønner. Det var ikke nogen stor husholdning, så det kunne jeg ikke få besvær med. Og hun var god til at lære mig, hvordan jeg skulle gøre tingene. For jeg var ikke særlig god til nogen ting hjemmefra. Det fik jeg aldrig lejlighed til. Og det var nok også, fordi jeg havde en storesøster til at gå derhjemme. For hun lavede det hele.

Hvor længe var du hos den gamle dame?

Jeg var der et år og jeg lærte uendelig meget af at være der.
Så traf jeg tilfældigt en dame henne hos købmanden, og hun sagde at jeg kunne få en plads hos hende. Hun boede på en gård ude i den anden ende af byen. Og så tænkte jeg: Du skal nok prøve noget andet end at gå hos den gamle dame. Og vi fik aftalt at jeg skulle komme der til 1. maj. Og det gjorde jeg så. Hun havde 4 børn og en mand, og det var noget helt andet.

Kan du huske hvor meget du fik i løn?

Jeg tror jeg startede med at få 150 kr. om måneden og kost og logi. Og så havde jeg fri ½ eftermiddag om ugen og så hver anden weekend. Det var sådan almindeligt dengang.
Det var en ung kone. Hun var en meget ihærdig sjæl selv. Og det jeg ikke kunne det kunne hun i hvert fald selv. – Jeg blev betroet mange ting. Jeg blev også betroet at passe hendes lille dreng på 1½ år da jeg kom dertil. Og det var jeg utrolig glad for. Jeg havde jo ikke haft nogle små søskende selv. Og jeg kom godt ud af det med hele familien.

Du var så ikke generet af dit syn der?

Det ved jeg ikke om jeg var. For det er ikke de daglige ting, jeg er så generet af det. Men hver gang der er noget papir, der skal læses, og når jeg skal se langt. – det er sådan noget, der er problemet. For når jeg skulle gøre ham ren og bade ham, var der ikke noget problem. Det var noget jeg havde tæt på, og godt kunne klare. Det gik utrolig godt i de 1½ år jeg var der.

Så jeg var vel blevet 17 – ja næsten 18 år. Og så blev jeg ringforlovet, og så gik det hverken bedre eller værre, at jeg snart skulle have det ældste af mine børn. Og så måtte vi se at blive gift. Og det blev vi da. Og vi fik lejlighed, og det gik så nogenlunde godt, indtil jeg efterhånden blev mere og mere moden og voksen. Og vi havde også et lille barn. Men da der var gået 1 eller 2 år besluttede jeg, at nu ville jeg ikke mere. Og det var mens jeg ventede barn nr. 2. Så jeg besluttede at jeg ville skilles. Så den sidste var ikke født før jeg gik fra ham.

Det var modigt gjort dengang!

Ja, og havde jeg vidst, hvad jeg kom ud i, var det nok slet ikke sket!
Og så da jeg havde fået barn nr. 2 – det var i foråret 1958 – så var jeg på den. For nu kunne jeg godt se, at nu havde jeg i hvert fald fået et problem. For jeg kunne ikke se, havde ikke noget sted at bo, for det hus vi boede i hørte med til den gård, hvor min mand arbejdede – og så måtte jeg flytte.

Hvor var du så?

Ja, det var sådan at min mor ikke smed mig ud, selv om hun gerne så, at jeg forsvandt. Så jeg boede hjemme til jeg fik barn nr. to. Og det barn fik jeg ude på Holbæk Centralsygehus, og der var jordens flinkeste oversygeplejerske. – Og jeg sagde til hende, at jeg ikke havde noget sted at bo. Så sagde hun: ” Ta’ du hjem, og se om du kan finde noget at bo i. Så beholder vi barnet herude imens.”
Den ældste pige jeg havde, var hjemme hos min mor og far. Så jeg tog hjem og gennem pløjede aviserne for at finde noget. Men der var ikke noget, men fandt så en plads som husbestyrerinde hos en fuldt seende mand i Højby. Så jeg flyttede derind. Han havde en lille dreng på 5 år, og konen var død. – Så flyttede jeg ind og fik mit lille barn hjem. Og ham jeg var husbestyrerinde for var meget rar. Han gjorde ikke en kat fortræd, og han accepterede at jeg havde et spædbarn og så den store. – Men jeg havde ikke været der mere end en halv snes dage, så kom nabokonen og sagde: ”Ja, det er ikke fordi jeg vil blande mig i noget – men her skal du ikke være!” ”Nåh,” sagde jeg så – ”hvad skal det sige?” ”Ja, her skal du ikke være med 2 små børn. Vi ved manden var sindssyg – og du skal ud herfra! – Men jeg har en bror som har et hus i Nykøbing, og han kan godt få plads til dig der. Og han er alene.” Nåh, tænkte jeg, skal hun bestemme over ham? – men det gjorde hun. Og så gik der ikke mere end et par dage, og så var jeg der. Han forlangte ikke andet, end at jeg skulle lave en gang varm mad om dagen i husleje. Og der boede jeg ½ års tid. Men han var forlovet med en dame ude i byen. Og de ville flytte sammen på et tidspunkt, fortalte han mig. Og skulle de bo i huset, var der ikke plads til mig og børnene. Så jeg så mig om efter en lejlighed i Nykøbing og fik en. – Og så var der kun et at gøre, det var at finde et arbejde. For nu havde jeg husleje og almindelige udgifter. Så jeg søgte job ude på Amtshospitalet, og det var almindelig rengøring. Og jeg var ikke glad ved det. For det er ikke nemt, når man ikke ser så godt. Jeg følte at jeg havde alle de andre damers øjne i nakken, selv om der ikke var nogen, der sagde noget.

Hvem passede så dine børn mens du var på arbejde?

Jeg havde nogle venner inde i Nykøbing, som hørte til den mand, jeg havde boet i hus hos. Men, så søgte jeg job inde på sygehuset i Nykøbing. Der havde man dengang noget der hed gangpiger, og jeg blev ansat. Da jeg havde været der en 14 dages tid, kom oversygeplejersken hen til mig og sagde: ”Ved De hvad! Hvorfor har deres læge ikke søgt invalidepension til Dem for længe siden?” – Og det vidste jeg virkelig ikke. Så sagde hun: ”Gå til ham, og sig han skal søge pension til Dem!” Og det var meget svært at acceptere. Det var ikke lige, hvad jeg havde tænkt mig. Der var jeg vel 23 år og var ikke meget for det. Men kunne godt se, at det her ikke var holdbart.

Det var da godt du kom et sted og nogen tog sig af dig. Havde du slet ikke tænkt på at søge pension?

Jeg havde slet ikke skænket det en tanke. Det havde slet ikke været på tale. Men det var mit held at søge pension. Men det havde da været bedre, hvis jeg havde fået en uddannelse jeg kunne bestride. For det kunne jeg godt, hvis jeg havde fået en ordentlig skolegang, og var kommet den rigtige vej rundt. Men det var jeg jo ikke. Og boede nu i Nykøbing. Og det var ikke min læge fra min barndom, jeg skulle henvende mig til. Men til en læge i Nykøbing, der ikke havde kendt mig gennem livet. Men han var ikke dummere, end han kunne se, at det var noget nyt for mig.
Han ordnede i hvert fald papirerne for mig og søgte pension. Og det fik jeg da også.

Blev du sagt op fra dit arbejde?

Nej, jeg blev der måneden ud og holdt op til den første. For det er bund utilfredsstillende at være et sted, hvor man ved, man ikke kan udføre det halve af det, man bliver sat til. Og der kunne jo også være en risiko ved det. – Vi skulle f.eks. slå termometre ned, inden de skulle bruges. Og jeg kunne jo ikke se, om de var slået ned. Så det var ikke et sted, hvor jeg kunne være. Og jeg kunne heller ikke se, hvad der stod på de små tavler, der sad på sengene. Jeg kunne ikke skrive på dem, og kunne ikke se hvad patienterne hed. Og kunne ikke se hvad temperatur de havde haft. Så det var bestemt ikke et sted for mig. Men det var godt jeg kom der, for det var oversygeplejersken, der opdagede det. Og som slog i bordet og sagde det var helt ved siden af. Og hun havde jo ret, for der gik jo ikke så lang tid, før pensionen blev tilkendt.
Og det gjorde så det, at den læge jeg havde i Nykøbing sagde, han havde en bekendt, en øjenlæge i København, som han syntes jeg skulle tage ind til. Jeg havde jo kun været hos øjenlægen i Holbæk. Og ham i København var rystet, og sagde det ikke var hans bord. Og han jog mig straks ind på Statens Klinik for Blinde. Og det var i Skydeskovs tid. Han undersøgte mig så, og sagde jeg skulle tage børnene med. – Det gjorde jeg så, men der var heldigvis ikke noget med dem. For han havde i tankerne, at det også kunne have ramt dem. Men han arbejdede på det, og fik så heldigvis lavet det sådan, at jeg kunne få et par læsebriller. Og det havde jeg jo aldrig prøvet før. Det var en helt utrolig lettelse. Jeg kunne læse mine egne breve og kunne læse en bog. For det var ikke fordi jeg ikke kendte bogstaverne. Jeg kunne bare ikke se dem.

Det var et held at du kendte bogstaverne!

Ja, det var et held at jeg havde lært dem. Men, så kan man sige at jeg selvfølgelig ikke var hurtiglæser i starten, men det kunne jeg selv træne mig op til at blive.

Var det lup briller eller tykke briller?

Det var en meget stærk linse til det højre øje lige i midten, for det var det eneste jeg kunne læse med. Det venstre øje er slet ikke noget værd. Og de briller gjorde så meget at bogstaverne blev skilt ad. Det er ikke så meget om de er høje, men det er at jeg kan skille dem ad. – Så jeg var omkring de 25 før jeg kunne læse og det var ikke for tidligt når jeg skulle have dem.
Og så fik jeg pensionen. Og jeg har da kunnet leve af den og så de børnepenge, jeg skulle have. Og det gjorde jeg så indtil 1960, hvor jeg blev gift. Og min mand var seende og det rettede jo noget op på skuden. Så har jeg fået 2 børn siden, men den ene er desværre også medtaget af den der familie stær. Og vi klarede os indtil 1977. Min mand fik også pension. Det var fordi han havde Epilepsi, og det gjorde, at han var meget træt indimellem. Man kan nærmest betegne ham som et B-menneske. Han var fin om aftenen og kunne såmænd være oppe hele natten, men var meget træt om dagen og han fik selvfølgelig også noget medicin. Ud over det var han ikke generet af det. Men arbejde kunne han ikke have. Han kunne ikke koncentrere sig om noget ret længe ad gange. Kontorarbejde kunne han ikke klare og heller ikke legemligt arbejde.
Så i 1977 fandt vi på, at nu ville vi have noget at lave. Børnene var efterhånden også blevet store. Så jeg fik et rengøringsjob, og han skulle hjælpe mig. Det var nede i SuperBrugsen i Asnæs. Og sagde til brugsuddeleren, at jeg godt turde. For han kunne jo godt se, at jeg ikke kunne se, men min mand skulle hjælpe mig, og han kunne se det, jeg ikke kunne se. Og ved fælles hjælp kunne vi så godt klare det. Og der var vi i 9 år. Og det var ellers vældig spændende.

Og særligt når I kunne gøre det sammen

Ja, det var det. Og vi gjorde rent fra klokken halv seks til klokken godt halv ti om aftenen. Det var jo efter forretningen var lukket. De var utrolig glade for os, og det klarede vi indtil den daværende brugsuddeler skulle holde op. Og min mand havde fået noget med hjertet. Og så sagde jeg, at vi skulle holde, mens legen var god. Og så skulle der komme en ny brugsuddeler, og så ville der nok komme nogle andre skikke. Og det er også blevet et kæmpe stort foretagende i dag, og man har jo også et rengøringsselskab til at gøre rent i dag.
Så havde vi ikke rigtig noget et stykke tid derefter. Men så var der et ældrecenter som Dragsholm kommune havde hernede i Gundestrup. Og så manglede de et bestyrerpar. Vi søgte stillingen og fik den. Så solgte vi vores hus og flyttede derned. Og der var vi så desværre kun i 3 år, for så blev min mand syg og fik problemer med nyrerne og døde i løbet af 3 måneder. Så han var død i 1991, besluttede jeg at jeg ikke ville bo i det store hus alene. Og jeg kunne ikke bestride stillingen alene. Men kommunen tilbød ellers at de gerne ville holde det udvendige og passe haven. Bare jeg holdt det indvendige, men det turde jeg ikke.
Så det var i 1991 jeg flyttede derfra og her til Grevinge.

Hvornår kom du ind i Dansk Blindesamfund?

Det var i 1987, hvor det tilfældigt blev opdaget at jeg havde forhøjet tryk i øjnene. Det var øjenlægen der opdagede det. Og det betød at jeg havde grøn stær. Det gjorde jo, at jeg havde mistet endnu en bid af det dårlige syn. Og det kommer man aldrig til at genvinde. Så jeg drypper hver dag, for at holde trykket på plads. Og da han opdagede det, blev jeg henvist til Dansk Blindesamfund og blev optaget der. Jeg havde ikke noget særligt med dem at gøre, udover, at jeg fik en læsebåndoptager, som jeg har været utrolig glad for. For det var slut med at læse Magna Print, for det har jeg ellers altid kunnet. Så det var slut med at læse bøgerne, men har så siden 1987 haft dem på bånd. Og så da min mand var død i 1991 kom jeg på senblinde kursus.

Tilmeldte du dig selv til det?

Nej, det var Jonna der den gang var omsorgskonsulent som sørgede for det. Og der var jeg i 3 uger. Og fik lidt færten af at læse punkt, forsatte herhjemme og fik det lært meget grundigt af Annemarie Larsen. Og så fulgte jeg med i Dansk Blindesamfund og kom til generalforsamlinger og sådan noget. Og så i 1993 søgte jeg en stilling som omsorgskonsulent, og var så det indtil 1997.

Men du kan jo stadigvæk komme på kurser inde på instituttet

Ja, men det skulle have været før, for nu er det nærmest ligegyldigt. For jeg kan sagtens få tiden til at gå uden de store problemer. Men den gang jeg havde problemer, skulle jeg have haft noget af det der. Og i dag er jeg utrolig glad for båndene. Jeg kan slet ikke undvære dem. Jeg hører både Blindesagen og DBS informationen på bånd. – Og så alle de romaner jeg kværner igennem.

Og du læser slet ikke mere på sort?

Nej kun lige breve og hvad jeg ellers er nødsaget til. Måske en opskrift. Men det er meget lidt, for jeg kan slet ikke holde det ud. Det løber helt ud for mig.

Du har jo også andre fritidsinteresser!

Jeg har jo den der walkie-talkie klub, hvor der er forskellige bankospil og de arrangementer de kan finde på at lave. Og det er 3 gange om ugen. Og det kan man jo gøre når man er alene, og ingen andre sidder og venter noget af en´. Og jeg bruger i hvert fald et par timer om dagen 2 gange om ugen på at sælge bankokort. Jeg mangler ikke beskæftigelse.

Du har jo også dine børn!

Ja, jeg har 4 børn og 7 børnebørn. Så jeg har brug for den tid, der kan blive til rådighed. Og så Vivi, min yngste datter har desværre fået den samme øjensygdom. Hun er også opereret for den, men ikke med noget strålende resultat.

Men hun har haft andre muligheder i sin skolegang?

Ja, hun har kunnet se så meget bedre end jeg, for hun har kunnet læse under sin skolegang. Så lidt bedre end mit syn har hendes været. Og hun vil ikke bruge båndoptager, hun vil læse selv. For hvornår erkender man selv at man har et handicap? Hun ville ikke vedgå sig det før hun fyldte 17 – 18 år.

Kan hun ikke læse nu?

Jo, men hun kan ikke læse en bog. Hun kan dårligt læse et helt blad. Men hun er lige på kanten af at kunne få en båndoptager og blive medlem af Dansk Blindesamfund. – Og jeg tror heller ikke hun har tid til det i øjeblikket. Hun har også alle sine problemer med balancen og nakken, og har 2 små børn. Så hun har ingen tid til at sætte sig hen og læse. Og hun kan ikke gøre, som jeg kan, bruge de sidste par timer af aftenen, for hun har brug for at sove lige så snart hun har tid til at ligge. Og skal jo tidligt op om morgenen. Så det er nok ikke det, hun har mest brug for.

Men du har jo klaret dig fint med den smule syn du har haft og har nu – og det forandrer sig vel ikke meget?

Det tror jeg ikke, det gør, nu har det været stationært i mange år, ja siden 1987-88 har jeg ikke skiftet brillestyrke. Så nu er jeg inde i den vane, og færdes godt nok indenfor rimelighedens grænser. Jeg har da været på højskole, men der færdedes vi ikke meget. Og har da været på kurser og den slags ting. Men det er fordi jeg altid har været vidensøgende. Men næste gang, hvis jeg skal på højskole, vil jeg nok vælge nogle andre fag. Det der var mest var seniordans. Jeg vil hellere høre foredrag og få mere viden. Og på en højskole hvor der f.eks. er studiekredse. Og det skyldes nok den elendige skolegang jeg har haft.

Men det med radio du har haft i mange år – hvad hedder det?

Walkie-talkie, og det begyndte jeg på i 1985. Og man køber sådan en kommunikationsradio, hvor man kan tale med hinanden. Og når man køber radioen har man en opkaldekanal. Og der kan man kalde nogen, hvis man kender nogen, der har en – eller man kan bare ligge og lytte og høre, om der er nogen, der vil tale med en. Og vi kan tale langt omkring. Men det er ikke så meget derfor, jeg har den nu. Lige i starten havde jeg den for kontakten med
andre mennesker. Der snakkede vi jo meget på den. Men jeg taler aldrig mere på den, udover når vi spiller banko.

Hvordan foregår så det banko?

Ja, det foregår ved, at de forskellige foreninger snakker sammen, og vi har en opråber, der hvor de har deres klubhus, og så har de en der råber numrene op. Og så gentager jeg numrene fra ham i Nykøbing, så de kan komme længere ud – f.eks. til Holbæk. Og samtidig spiller vi her hos mig. Vi sidder 5-6 her omkring bordet, og jeg sidder ovre ved skrivebordet og gentager numrene. – Så det er som et almindeligt bankospil, bortset fra det er på walkie-talkie. Så det bruger jeg temmelig meget tid på. Men er nu trappet ned. For hver aften først at komme i seng ved halvtolvtiden er for meget, da jeg også helst skal høre en bog i et par timer, så bliver det for meget. Så jeg er kommet på nedtrapning, da jeg også helst vil have et par friaftener. Og jeg vil også gerne se lidt fjernsyn.
Og den klub jeg er i her, laver også andre arrangementer. Der er da julefest, fastelavnsfest osv.

Du har også andre aktiviteter – klubben i Holbæk!

Ja, men da jeg kom ind i Dansk Blindesamfund havde jeg ikke lyst. Jonna, der var omsorgskonsulent dengang, fortalte om den. Men jeg ville ikke. Så det var først, da jeg blev omsorgskonsulent i 1993 jeg begyndte at komme der. For så var jeg forpligtet til det. Og nu kommer jeg der stort set hver 14. dag. Det er meget sjældent, at jeg svigter. Men der kommer ingen unge!

Man kan vel egentlig godt forstå at de yngre ikke kommer der!

Ja, det kan man sådan set. Jeg tror kun det er et spørgsmål om tid med de klubber der.

Hvorfor det?

Som årene er gået med klubberne, 12-15 år, så kommer der nye medlemmer til, og de gider ikke sidde der. De har nogle helt andre krav, end dem vi har, der har kommet der i mange år. Der skal ske noget helt andet end det der gør i dag.
Der skal være nogle helt andre aktiviteter, så man kan lokke dem af sted. Men dem, der kommer der i dag, er utrolig glade for at komme der. Men det er også en meget ældre generation, der er der. Men de, der i dag er 50 år, vil da ikke komme til det, når de bliver ældre.

Men der foregår jo også meget på omsorgscentrene!

Ja, der foregår utrolig meget der. Og jeg kan heller ikke se, hvorfor man skal skille det ad. Det er bedre, at man er med, der hvor man bor!

Jeg har hørt at du også har andre fritidsinteresser?

Ja, jeg går også til seniordans hver fredag i vinterperioden. Jeg skal jo også have noget motion.
Det begyndte, da jeg sammen med min mand bestyrede ældrecenteret i Gundestrup. Det var Grevinge Pensionistforening, der holdt til der. Og det var dem, jeg lavede kaffe til og serverede for. Og så skulle de også have nogle aktiviteter. Og der var begyndt seniordans i Asnæs. Det var præstefruen, der var begyndt at undervise der, og det havde jeg hørt noget om. Så jeg foreslog pensionisterne, at de også skulle begynde her. Så var der nogle pensionister, der gerne ville. Og så fik vi en pensioneret danselærerinde fra Holbæk, der godt ville komme og undervise. Så vi dansede i Ældrecenteret først i 3 år.
Men så da jeg holdt op med at bestyre det, gik der et år. Og så var vi efterhånden så mange, at vi ikke kunne være der. Og vi måtte rydde den sal, vi dansede i for borde og stole, så der kunne være plads til at danse. Og det var efterhånden et kæmpe arbejde. Så vi flyttede op på Centralskolen. Og i dag er vi 44 der danser. Og vi har danset siden 1989.

Og du har ingen problemer med synet der?

Slet ikke – det er jo det, at ørene er gode nok. Og informationerne bliver gennemgået så grundigt, at det med synet ikke betyder spor. Jonna danser jo også i Nykøbing, og hun kan da næsten ikke se nogle ting.

Jeg har hørt at du udover alle dine aktiviteter også vil starte en klub op her omkring?

Ja, men det må vente et stykke tid endnu. Og det er et spørgsmål om de, der kommer her fra Odsherred, ikke vil være kede af at blive skilt fra de andre.

Men du kunne jo lave emnegrupper også med yngre, med teater, litteratur og sådan noget!

Men så skal det ikke være Dansk Blindesamfund, hvis det skal være med yngre. For det er vi for få til under 70 år. Så skulle det være en blandet førtidspensionist klub. For det savnede jeg selv, da jeg var yngre. Og man er da begyndt rundt omkring, men der er ingen tilbud til de yngre pensionister med andre sygdomme. For det er jo sådan, at når de har fået pension – så er det bare ud til højre med dem. Så må de selv finde ud af resten.

Du har da nok at komme i gang med – du har jo også alle dine børn!

Ja, det har jeg sådan rundt omkring mig, og det er rart. For selv om man ikke bruger dem, så ved man, de er der.

Aktiv er du og kan ikke nå mere!

Nej, det er det, når man er svagtseende, man skal jo bruge mere tid på at lave de samme ting som andre. Og det synes jeg er sværest. Man kan ikke lige gøre det, man har lyst til – f.eks. tage til Holbæk og høre et foredrag en aften. Og det med at være afhængig af andre når det gælder transport!

Om aftenen ser du heller ikke så godt?

Nej, det er klart, at jeg ser bedst om dagen. Men her i byen har vi gadelygter, så det er ikke det store problem. Men jeg ser nok ikke mere om dagen, end når jeg går her om aftenen, når jeg går her. Og ser kun lige der, hvor jeg går.

Du har aldrig prøvet at gå med stok.

Nej, det har jeg ikke. For jeg har ikke så stort et synsfelt, og tager ikke så meget omkring mere

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Birthe Hermansen, Vordingborg. Født den 21.8.38 i Holbæk.

Interviewer Birthe Person.

Jeg er født i Holbæk i 1938, min far hed Frederik Hansen og var billedskærer, og søn af snedkermester Peter Hansen i Nakskov. Min mor hed Fanny Hansen, og datter af forvalter Laurits Andreasen i Nykøbing Falster.

Mine forældre var lige blevet gift og var flyttet til Holbæk, hvor min far var ansat hos Billedskærermester Valter Hvid, og jeg blev født på Centralsygehuset i Holbæk. Jeg var en sædefødsel, så min mor og jeg var indlagt en måned, inden vi fik lov til at komme hjem.

Vi flyttede så til Østerstræde, hvor mine forældre havde lejet et halvt hus hos murermester Emil Petersen, og vi måtte bruge haven, hvor jeg kan huske, at der var en dejlig græsplæne og et stort pæretræ, som var rigtig lækker, når det stod fuld af pærer. Vi havde toilet og vaskehus i gården. Der boede også en familie ovenpå med en mor og to døtre Åse og Grete, som jeg havde meget sammen med, og de var somme tider barnepige for mig.

Tre år efter fik jeg så en lillebror, som hedder Leo Kjeld, og ca. tre år efter, flyttede vi ind i en hel ny lejlighed i et nyopført boligkompleks Fjordgårdsvej 3, hvor vi boede på 2. sal. Det var en dejlig 2 værelsers lejlighed med badeværelse og køkken og en dejlig altan med udsigt over fjorden.

Seks år senere fik jeg endnu en lillebror, som hedder Peter Frederik, og han har samme øjensygdom som jeg. Mine forældre lovede, at jeg skulle få ham i fødselsdagsgave, men jeg fik ham en måned før. Tre år senere fik jeg så min lillesøster Anne Margot.

Medens vi boede i Fjordgården kom jeg så i skole, og det var under besættelsen. Vi startede på Klosterskolen, hvor der var 1., 2. og 3. klasse, og det var meget spændende. Det jeg mest kan huske derfra, var at vores lærer var så imponeret over mine blyanter, de var altid spidsede så flot. Han spurgte mig, hvem der dog spidsede mine blyanter. Ja, men det gjorde jo min far. Han spidsede dem med sit billedskærerjern, det var jeg meget stolt over.

Jeg havde en veninde, som hed Kirsten, og hun boede også i Fjordgården men i den gamle del, som hed Labæk 33, hvor vi så senere flyttede op i nr. 37. Der fik vi så et værelse mere, men også med altan ud imod gaden, men vi havde også udsigten ud over vandet.

Jeg mærkede ikke så meget til besættelsestiden, den hørte op kort efter, jeg begyndte skolen.

Jeg oplevede, da de første tyske flyvere kom, de fløj meget lavt over vort hus. Jeg mærkede også mine forældre var meget nervøse. Kasernen blev overtaget af tyskerne, og der var lidt tale om, at de ville bruge vores boligkompleks til de tyske flygtninge, men det skete heldigvis ikke. Alle vores værdigenstande kom ud til nogle venner, som havde en villa, så de opbevarede vores værdigenstande i deres kælder. Det er det værste jeg kan mindes.

Jeg kan også fortælle en lille sjov historie. Min bror var meget imponeret over de tyske soldater, med deres geværer og uniformer. Han sagde så nede på gaden, da der gik en tysk soldat forbi, “Mor, når jeg bliver stor, så vil jeg også være tysker”. Og min mor tyssede på ham.

Jeg kan også lige huske, da krigen sluttede, og de stakkels tyskere marcherede hjemad, de så meget sølle ud i noget skrækkeligt tøj.

Da jeg skulle op i fjerde klasse, kom jeg så på Østre skole, som var en forholdsvis ny moderne skole, med grundskole og mellem og realskole.

I fjerde klasse var vi til skolelæge, hvor vi blev undersøgt, og vi skulle også have undersøgt vort syn.

Vi skulle først klæde os af og vi måtte kun have vores undertøj på. Vi stod så i en lang række og kom op til lægen en ad gangen. Jeg spurgte så de andre, hvad vi skulle, og vi skulle bl.a. andet læse nogle bogstaver, som stod på en tavle, med nogle store bogstaver øverst, og så blev de mindre linie for linie. Jeg kunne ikke rigtig læse dem, men mine kammerater læste dem op, så jeg lærte dem udenad, så da jeg kom op til lægen, og han bad mig om at læse bogstaverne, så kunne jeg dem udenad. De opdagede ikke, jeg havde dårlige øjne.

I fjerde klasse, skulle vi også i gymnastiktimerne lære at spille rundbold og langbold, og da oplevede jeg tit, at jeg ikke altid kunne se bolden. Den kunne ramme mig i brystet, eller flyve lige forbi mit hoved, og jeg havde ikke set den. Så blev mine kammerater sure på mig, for så kunne vi jo ikke vinde. Vi brugte meget dengang, at der blev valgt to, som skiftevis hver skulle tage en kammerat, og vi blev delt op på to hold på denne måde. Der kunne jeg godt blive taget som en af de sidste, og det var ikke så sjovt.

Hvis det var min veninde Kirsten, som skulle udtage hold, så kunne jeg godt blive taget først.

Jeg kunne ikke forstå, hvad det var, der skete den gang. Nu ved jeg, at min øjensygdom havde udviklet sig så meget, at jeg nu havde fået kikkertsyn, og jeg skulle derfor bruge mine øjne som en kikkert. Hvis jeg havde fået stillet synet ind, så jeg kunne se bolden, så kunne jeg se den klart og følge den, men hvis den kom ude for kikkertsynet, havde jeg ikke set den.

Jeg havde et godt forhold til kammeraterne, og jeg blev heldigvis ikke mobbet, og det har tit undret mig.

I femte klasse, skulle det så afgøres, om man skulle i mellemskolen, eller man skulle fortsætte i fri‑mellem til ottende klasse.

Jeg var ikke så god til at læse og stave. Fru Markvardsen, som vi havde til dansk, var ikke så glad for mig. Jeg blev tit sat uden for døren, og jeg blev kaldt for frk. næsvis.

Jeg er ikke helt klar over, hvordan det er gået til, men jeg blev sendt til ekstralæsning i 5. klasse, hvor læreren var lærer Ernst Hansen, som fandt mig sat uden for døren en dag, og jeg tror han havde en finger med i spillet. Det var den samme lærer, som jeg havde i de første klasser, og ham som roste mine spidsede blyanter. Han trænede mig meget i staveord, så jeg blev rigtig god til at stave, og jeg fik lektier for hjemme. Jeg havde en tekst, hvor jeg skulle sætte prikker under vokalerne, og streger mellem konsonanterne. Det gjorde, at jeg automatisk lærte at styre mit kikkertsyn, så jeg blev meget bedre til at læse. Jeg klarede derefter optagelsen til mellemskolen.

Ernst Hansen har nok undret sig meget over mig, og han fik lyst til at lave en intelligensprøve på mig, så han inviterede mig hjem privat en søndag formiddag, hvor han stillede mig en masse sjove opgaver, som jeg skulle svare på, og jeg skulle fortælle hvad billederne viste o.s.v., det var rigtig sjovt og spændende, og han fortalte, at min intelligens svarede til 7. klasse, så det var dejligt at få at vide.

Han har sikkert undret sig over, at jeg ikke altid kunne læse og stave, og jeg tror heller ikke, at han fandt ud af, at jeg så dårligt, men det ved jeg jo ikke, for det snakkede man jo ikke om.

Jeg kom så i mellemskolen, og i første mellem skulle vi til at lave noget nyt i Håndarbejdstimerne. Håndarbejde var et fag, som jeg vidste, jeg var god til. Vi havde strikket, og vi havde syet korssting på noget ternet stof, og nu skulle vi til at lære at sy hulsøm, og vi fik udleveret noget hørlærred, hvor vi skulle trække nogle tråde ud. Mine kammerater fik hurtigt trukket trådene ud, men jeg sad stadig og stak med min nål, og jeg kunne ikke rigtig finde trådene, men så hjalp Kirsten mig, og så skulle jeg også til at sy hulsøm, og det var noget med at gå om tre tynde tråde, og ned om to, og det blev rigtig grimt, det jeg fik lavet. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke kunne lave det. Lærerinden kunne heller ikke forstå det, og jeg blev sur på hende, og begyndte at drille hende og være urolig. Jeg kan ikke huske hvad jeg lavede, men jeg har ikke været sød, for hun skrev mig op i en lille sort bog, hver gang jeg havde gjort noget forkert, og klagede over mig til klasselæreren.

Klasselæreren hed Otto Hansen, og ham havde jeg det rigtig godt med. Jeg havde ham til regning, matematik og fysik, og det var nogle fag, som jeg klarede mig rigtig godt i.

En dag trak han mig så til side, og spurgte, hvorfor jeg ikke kunne opføre mig pænt i Håndarbejds timerne. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, og om jeg i det hele taget turde sige noget, men hvis jeg havde sagt, hvad jeg mente, der var galt, ville jeg have sagt, at jeg syntes lærerinden var rigtig dum, det var det eneste jeg kunne sige, for jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke kunne lave det samme, som de andre.

Da jeg havde talt med ham, skulle jeg så ud i skolegården til min klasse, men da jeg kom derud, kunne jeg ikke se dem. Jeg kunne se der var en masse børn, men hvor var min klasse henne? Nu var mine øjne så dårlige, så jeg ikke kunne kende mine skolekammerater længere, Jeg kunne ikke kende ansigter længere, og det var meget pinligt, for hvis jeg var gået hen til en forkert klasse, ville jeg bare være blevet drillet. Men jeg fandt ud af at klare det ved enten at følges med Kirsten til skole, og at følges med klassekammeraterne ud i skolegården, for så lagde jeg bare mærke til, hvad tøj de havde på, og hvordan deres hår sad, om det var kort eller langt eller om de havde fletninger, og om de havde briller, det kunne jeg godt se, og så sammen med deres stemmer, så kunne jeg godt kende dem og lege med dem.

Jeg mindes ikke, at jeg blev drillet eller mobbet, og min status i klassen var rigtig god. Jeg blev altid indbudt til fødselsdage, også hos dem, som hørte til de lidt finere, hvis forældre havde en højere status.

Jeg har lige et par ting mere fra min skoletid. Min far var billedskærer og min mor gik hjemme, og vi var fire søskende, så de store penge var der ikke. Der var så en dreng, som havde været bybud om eftermiddagen på kommunekontoret, og han skulle nu i lære, så hans forældre spurgte mine, om det ikke var noget for mig at overtage hans job, så jeg blev bybud på kommunekontoret i 4 år. Jeg skulle bringe og samle post på de forskellige kontorer, og jeg skulle ligeledes med post på skattekontoret, socialkontoret stadsingeniørkontoret og Amtskontoret, som lå forskellige steder i Holbæk, og hver fjortende dag, skulle jeg rundt med post til alle byrådsmedlemmerne, så der lærte jeg mange indflydelsesrige personer at kende, og bl.a. skatteinspektør Viggo Hougård, som var formand for skolekommissionen. Han kom en dag til min klasse og overværede en undervisningstime.

På den måde som bybud, lærte jeg også Holbæk rigtig godt at kende, og sommetider skulle jeg langt, for nogen af byrådsmedlemmerne boede i byens udkanter.

Jeg fik flere og flere problemer i skolen. Jeg havde ellers en sød lærer til Geografi og naturhistorie, men en dag gav han mig en eftersidningstime, fordi jeg ikke kunne mine lektier i geografi. Vi havde byerne i Sydafrika, og når man kigger på landkortet, så er det meget mørkt, på grund af de høje bjerge. Jeg kunne ikke rigtig læse byerne, på grund af noget af skriften stod ude i det blå farve, og resten stod inde i det sorte. Jeg kunne ikke få rigtig fat på, hvad byerne hed og pege på dem, så jeg måtte sidde efter.

Jeg kan også huske min engelsklærer Leif Paaschburg, som gjorde nar ad mig en dag, fordi jeg ikke kunne læse en engelsk tekst i min engelskbog, og han sagde, der står skotskternede skrubtudser, det var ikke pænt af ham, men han vidste jo heller ikke, at det var fordi, jeg ikke kunne se så godt.

I tredje mellem skulle vi til skolelæge igen, og der skulle vi have afprøvet farvesynet. Vi fik udleveret nogle firkantede kort med en hel masse farveprikker, som inde i midten dannede et tal. Der kunne jeg ikke læse et eneste af disse tal. Jeg blev så sendt til øjenlægen, som fandt ud af, at jeg havde øjensygdommen “retinitis pigmentosa”. Han sendte mig videre ind til Kommunehospitalet i København, hvor jeg var inde med mine forældre. De fik ikke ret meget at vide, kun at jeg havde en øjensygdom.

Jeg tror skolen har fået noget at vide, for jeg skulle sidde oppe på første række, så jeg bedre kunne se tavlen. Kirsten havde ikke lyst til at sidde deroppe. Det havde jeg da heller ikke, så vi blev siddende nede bag i klassen, det var ikke så godt.

Jeg har også været spejder. Da jeg var 7 år, var det meget populært at være blå spejder, og Kirsten og jeg gik ud for at melde os ind, men der var overtegnet, så vi blev K.F.U.K. spejdere i stedet for.

Vi startede som grønsmutter, og blev store spejdere, og jeg blev senere patruljefører og sidst flokfører for grønsmutterne. I syvårsalderen var jeg blevet natteblind så jeg skulle altid følges med nogen, hvis det nåede at blive mørkt. De fleste gange havde jeg jo Kirsten, men hvis hun ikke var der, fulgtes jeg med nogle andre, og når jeg bare nåede ned til hovedgaden, så kunne jeg godt se at finde hjem. Jeg gik så efter de lys, som kom fra butiksvinduerne og gadelygterne. Det var nok til at jeg kunne færdes, men hvis jeg kom ud på villaveje, hvor der var langt mellem gadelygterne, eller jeg kom helt ud på landet, så var jeg afhængig af at følges med nogen.
Det blev ikke det helt store problem, jeg lærte at leve med det. Der var et par gange, hvor det gik galt, men jeg er heldigvis ikke blevet bange for det.

Jeg tog så min realeksamen, og kom ud med et pænt Mg. Derefter skulle jeg så finde en læreplads.

Min mor og jeg var en tur hos øjenlægen, og vi spurgte ham, hvad han ville foreslå. Han sagde, at jeg skulle tage en plads i huset, og lære at passe børn og gøre rent. Det havde jeg da ikke lyst til, og skatteinspektør Viggo Hougård fortalte mig, at der var en læreplads på administrationskontoret på Centralsygehuset, og der ville han gerne hjælpe mig ud. Jeg kom så i lære på kontor. Jeg var så heldig, at min veninde Kirsten også kom i lære og en anden veninde fra klassen, hvis far var byrådsmedlem, så vi var tre der startede samtidig.

Det var en god tid, men samtidig også en svær tid. Det var lidt svært for mig en gang imellem, for på den tid skrev man endnu med blækstift, og lavede kopi med karbonpapir. Det, der var skrevet med blyant, havde jeg meget svært ved at se, men det der var skrevet med carbon, kunne jeg godt læse. Skriften på skrivemaskinen var også udemærket, når bare farvebåndet var i orden.

Som kontorelev skulle man rundt på de forskellige afdelinger. Jeg var i indkøbsafdelingen, hvor man havde alt med indkøb at gøre, jeg var i bogholderiet, på kassererkontoret og i modtagelsen.

Det var en god uddannelse, men nogen af opgaverne havde jeg meget svært ved at udføre. Så spurgte jeg nogen af de andre, hvad der stod, og hvis jeg kunne gætte mig til det, ved at læse det der var skrevet med karbonpapir, så gjorde jeg det. Det gik selv om det var svært. Jeg var god til at få de andre til lige at se, hvis der var noget. Stadigvæk troede jeg ikke, der var nogen, som vidste jeg så dårligt.

Jeg kan som eksempel trække en rigtig svær opgave frem. Det var, når der skulle udleveres lønningsposer. Jeg var med til at tælle pengene op og lægge den i cellofan poserne. Der blev hæftet en seddel inde i posen med navn, kontonummer og beløb. De blev derefter sat i en kasse i alfabetisk orden. Når jeg så skulle udlevere poserne, kom personalet og hentede dem. De skulle skrive under på en lønningsliste. Det var utroligt svært for mig at klare den opgave.

Jeg var ansat på sygehuset i 7 år, så jeg kendte det meste af personalet, men når de kom til skranken, kunne jeg ikke se hvem det var, så jeg måtte som reglen spørge, hvis de ikke lige fik det sagt selv. Når jeg så skulle finde posen, var det nogenlunde nemt, hvis navnet var Asta Jacobsen, for så var det sikkert den første pose under J, men hvis hun hed Vera Jensen, så kunne den godt være svær at finde. Når jeg tog posen op og lagde den på skranken, så sagde jeg på en humoristisk måde, “Nu er det spændende, om jeg har trukket det rigtige nummer i lotteriet”. På den måde kunne jeg være heldig, at de selv kiggede efter, om de havde fået den rigtige pose. Det var forfærdeligt, hvis de først opdagede det, når de var kommet hjem.

Det var jo et frygteligt pres, og hvorfor sagde jeg så ikke, at dette kunne jeg ikke klare. Hvis jeg sagde det, hvad skulle jeg så gøre. Jeg kunne ikke selv se nogen udvej, så jeg måtte bare prøve at gøre det så godt jeg kunne.

Jeg gik også i handelsskole. Det var om aftenen, hvor lyset ikke var så godt, så jeg kunne se at læse og skrive. I bogføringstimerne, hvor vi skulle skrive på linier og i kolonner, måtte jeg helt opgive. Læreren sagde bare, at så måtte jeg følge med så godt jeg kunne. Jeg fik trods alt min handelsskoleeksamen, og den var pæn nok.

Da jeg var udlært og blevet kontorassistent, blev jeg kaldt ind til Administrationschef Michael Andersen, “Kong Michael”, som vi kaldte ham. Han var meget streng og vi var alle bange for ham. Der blev jeg godt nok nervøs.

Men det viste sig, at han var rigtig flink og rar. Han ønskede mig tillykke med min uddannelse, og sagde, at vi ved godt, at du ser dårligt, og han fortalte, at hans kone heller ikke så godt, men nu ville de finde et område, som jeg bedst ville kunne udføre, og det blev bogholderiet.

Min bror havde fået en knallert, og den skulle jeg da prøve. Det gik vældig godt, og det var rigtig lækkert. Det var lige på det tidspunkt, hvor Audrey Hepburn spillede prinsessen holder fridag. Hun kørte på scooter, så enhver pige på den tid, som ville være med på noderne, skulle også have en. Jeg var godt nok en pige, der altid var med på moden, og jeg havde altid flot tøj, og ikke bange for at prøve noget nyt, så jeg skulle også have en scooter.

Jeg skulle så have kørekort, og begyndte at gå til undervisning. Det gik meget godt, men så skulle jeg også have køretimer om aftenen. Vi skulle have en time i natkørsel, da blev jeg godt nok nervøs. Den aften vi skulle køre, viste det sig, at vi skulle køre efter hinanden, så jeg kørte bare efter baglygten foran, så det gik fint nok..

Det næste var så, at jeg skulle have mine kørekortpapirer i orden. Jeg skulle til lægen og have en underskrift, og da blev jeg godt nok igen nervøs. Min læge spurgte mig altid om, hvordan det gik med mine øjne, men der var jo ikke noget at gøre, jeg måtte op til ham. Da jeg kom derop, stod der uden på døren, at han havde ferie, og at man skulle henvende sig til nabolægen. Han vidste ikke noget om min øjensygdom, men han kunne godt se, at jeg ikke så det hele. Jeg havde briller den gang, men de var ikke ret stærke. Han spurgte mig så, om det ikke var længe siden jeg havde været til øjenlæge. Det var det, så han skrev en henvisning til øjenlægen, og samtidig skrev han under på papirerne, så jeg fik mit kørekort.

Jeg købte så en rigtig lækker Vespa‑scooter, men jeg kørte kun om sommeren, om vinteren var den staldet op. Jeg prøvede så vidt muligt at komme hjem, før det blev mørkt, men nogle få gange lykkedes det ikke.

En dag var vi nogle piger, som skulle til et stævne i Dianalund. Der var også en anden pige, som hed Ester, og som havde scooter, og vi aftalte at køre, men på den betingelse at jeg var hjemme inden det blev mørkt. Men så snød det os alligevel, så det nåede at blive mørkt. Ester sagde, at jeg kunne da bare køre bag efter hende, men det viste sig, at hendes baglygte ikke virkede. Jeg måtte nu køre hele vejen, hvor Eddy, som sad bag på, styrede mig, ved at sige lidt længere til højre og mere til venstre o.s.v. Det var farligt, men vi klarede den.

Der var også en anden gang, hvor jeg var ude at være babysitter, hvor jeg måtte køre hjem om natten. Det var en dumhed fra min side, men det gik heldigvis også godt. Der var jo ikke så meget trafik dengang.

Så lærte jeg min mand Per at kende. Per var F.D.F.’er, og vi som spejder havde tit nogle løb og andre arrangementer sammen. På et tidspunkt fik vi indrettet nogle nye lokaler på K.F.U.M., hvor vi havde fælles mødelokaler, og der lærte vi hinanden at kende.

Per og jeg startede en klub for førerne inden for F.D.F., K.F.U.K. og K.F.U.M.‑spejderne. Den hed Blå/grøn klub, og der havde vi et virkelig godt socialt samarbejde i flere år.

Per vidste godt, jeg så dårligt, men han vidste ikke jeg ville blive blind, og det vidste jeg jo heller ikke selv. Per var blikkenslager, og arbejdede for en mester, som havde noget arbejde på Centralsygehuset, så der kendte jeg ham også fra.

Vi blev så forlovet og gift. Jeg holdt op med at arbejde, og det var der ikke noget underligt i, det var sædvane den gang. Der var oven i købet en skatteregel, at hvis en pige holdt op med at arbejde, når hun blev gift, blev hun fri for at betale skat for hele det sidste kalenderår, og da vi blev gift i november, var det bare flot.

Mit syn var også rigtig dårligt nu, jeg kunne ikke rigtig læse længere, men jeg kunne stadig færdes.

Brylluppet var i Holbæk Kirke, hvor alle spejderne og F.D.F.’erne var mødt op med faner og blomster. Der skete et lille uheld, for taxaen, som skulle komme og hente min far og mig, kom af en eller anden grund ikke. Da jeg havde hørt kirkeklokkerne begynde at ringe og holde op igen, ringede vi så til taxa. Det gjorde nu, at jeg sammen med min far havde travlt op ad kirkegulvet, hvor Per tog imod mig oppe ved alteret. Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke kom, og jeg nåede kun at sige, at taxaen kom ikke. Per forestillede sig så, at jeg var løbet hele vejen med hvid kjole og brudebuket op ad gaden med min far bagefter. Det har vi tit grinet af.

Vi flyttede så ned på Lindevej 18, der hvor spejderlokalerne havde været før, så vi fik vores lejlighed i de gamle spejderlokaler. Der var et lille køkken og toilet, men ingen bad.

Jeg havde en dejlig cykel, som stod i cykelstativet nede på gaden, og en morgen var den væk. Jeg gjorde ikke noget ved det, jeg ringede ikke til politiet, jeg tog det som et tegn, at jeg ikke skulle køre mere.

Jeg kunne ikke læse længere, men jeg kunne godt gå ned i byen og handle. Jeg kunne godt kende forskel på de forskellige butikker, men når jeg kom ind i et supermarked, følte jeg mig dum. Jeg skulle hele tiden spørge nogle andre, hvor tingene lå, og de var heller ikke altid så flinke. Når jeg kom hjem, kunne jeg ikke tage en kogebog og læse, hvordan man lavede de forskellige retter. Jeg ringede så til min mor, og fik det at vide. Hvis jeg så skulle bruge en dåse tomater, kunne jeg ikke finde den. Jeg købte altid rigeligt af dåser og andre ting, og når jeg skulle bruge dem, kunne jeg ikke læse, hvad der var i emballagerne, for jeg havde jo ikke lært at holde orden og mærke tingene.

I starten af vort ægteskab var Per ansat på et B.P. gasfirma i Køge. Så blev han headhuntet som leder af et kooperativt blikkenslager firma i Holbæk. Der hørte en 3 værelsers lejlighed til, så vi flyttede ud på Munkholmvej. Der fandt vi ud af, at jeg godt kunne hjælpe ham lidt på kontoret. Jeg kunne passe telefonen, og så købte vi en spolebåndoptager, hvor Per læste breve og regninger ind, og derefter kunne jeg skrive dem på maskine. Det følte jeg mig godt tilpas ved.

Da kom jeg så i tanker om, at der var nogle blinde, som havde fået nogle bøger indlæst på bånd. Tænk hvis jeg kunne låne sådanne bøger. Jeg var tit begyndt at læse en bog, men det var meget svært for mig at læse den færdig. Vi prøvede at finde ud af, hvor man kunne låne sådanne bøger, og vi fandt ind til Statens Bibliotek for Blinde i København, og ringede derind. De bad mig gå til min øjenlæge, så han kunne melde mig ind i Dansk Blindesamfund.

Det gjorde jeg så, og en dag kom blindekonsulent Carl Vilhelm Andersen sammen med sin kone Gerda. Han var helt blind, og hun svagsynet. Jeg var lidt bange for, hvordan det skulle gå.

Det gik jo bare rigtig godt. Per var hjemme, og vi fik os en god snak. Han syntes jeg skulle have en Tandberg båndoptager, som kunne stå i stuen. Den ville jeg få over Bistandsloven, og han sørgede for, at jeg kom i gang med at låne båndbøger. Så sagde han også, at jeg skulle søge pension. Det mente vi ikke var nødvendigt, for vi klarede os jo meget godt. Han fortalte mig, at det var min ret, nu hvor jeg ikke kunne arbejde længere. Jeg har været ham meget taknemmelig, at han hjalp mig til pension dengang. Det har jo også givet mig selvtillid, at jeg vidste, at jeg også var med til at opretholde økonomien i hjemmet.

Han kom også med et kedeligt råd. Han mente ikke, at det var en god ide at få børn, for min øjensygdom var jo arvelig. Det gjorde mig meget ulykkelig, og jeg tudede meget, da han var gået. Det at få børn var noget jeg virkelig ønskede mig, og jeg ville heller ikke høre efter ham, så vi har fået 2 dejlige drenge, som heldigvis ikke har fået øjensygdommen. Det viste sig, at arvegangen i min sygdom, var betinget af, at begge forældre skulle have sygdommen, og da den ikke var i Pers familie, slap vi fri.

Han fortalte også, at Dansk Blindesamfund havde et kursus og feriehjem i Hobro, og der afholdt man nogle 3 ugers senblindekurser. Han syntes, jeg skulle tage med på sådan et kursus.

Der gik lidt tid inden kurset skulle starte, og Carl Vilhelm sørgede for, at jeg fik kontakt med 2 andre piger, som også skulle deltage. Vi mødtes nogle gange inden kurset, så vi kunne lære hinanden at kende.

Vi kom så derover hos Tine og Jens Sejersen, som var et herligt værtspar. Det bedste af det hele, var at jeg mødte 20 andre, som var i samme situation, og nogle havde det oven i købet værre end mig.

Der var også blinde lærere, der var Inger Kammer, som jeg havde til punktskrift, og Kaj Agerbæk til hjælpemidler. Han var ti år ældre end jeg, og helt blind. Vi havde samme øjensygdom, men det forskrækkede mig ikke. Jeg sagde til mig selv, at blind ville jeg ikke blive, men det skete jo alligevel.

Vi kunne lære at skrive på maskine, men det kunne jeg jo godt. Jeg fik derfor lov at bruge lidt mere tid på at læse punktskrift. Det var rigtig spændende at lære. Jeg lærte at afmærke mine dåser og krydderier, og jeg kunne skrive mine opskrifter og telefonlister. Jeg kom ret godt i gang med punktskriften, og jeg lærte mere, da jeg kom hjem.

Jeg lærte også at lave håndarbejde, og den gang arbejde vi meget i peddigrør. Det var rigtig dejligt, og vi lærte at hækle og strikke og knytte. Det var helt fantastisk at komme i gang med det håndarbejde igen. Jeg var hel ellevild, for det havde jeg jo helt opgivet.

Vi lærte også at bruge hjælpemidler. Vi lærte, hvordan man skulle klare sig i sit køkken, og lærte at bruge vægte og stopure og forskellige måleredskaber. Jeg lærte at man skulle have orden i sine køkkenskabe, og at alt skulle have sin faste plads. Jeg lærte at skære brød i skiver, og ordne grøntsager, og lærte at bruge komfuret. Det var en god ide at lave ovnretter, men sammenkogte retter var også velegnede. Vi lærte at stege på stegepande, og vi lærte at høre når margarinen var brun. Først syder den, og på et tidspunkt bruser den op, og lige derefter er margarinen brun. Man skulle så ikke lægge flere stykker kød på end man kunne styre at vende.

Vi øvede os også i spiseteknik. Det var nemlig blevet et stort problem, når min mand og jeg blev inviteret i byen, og vi skulle spise. Jeg følte ikke længere, at jeg kunne spise pænt. Det er forfærdeligt ydmygende. Men nu lærte vi, at jeg skulle forestille mig tallerkenen som en urskive, og på den måde var det nemmere at få seende til at forklare, hvor maden var placeret på tallerknen. Vi lærte også systematik, når vi skulle skære med kniv, så vi fik et tilpas stykke i munden ad gangen. Det var heller ikke lige meget, hvordan man tog glasset. Det var bedre at finde det nede ved bordet i stedet for oppe i luften, og vi lærte at hælde op. Ja vi lærte alle de ting som var svære.

Vi fik også at vide, at når vi blev inviteret i byen, så var det en god ide at komme 10 minutter før de andre. På den måde kunne vi orientere os om, hvordan bordet stod og hvor toilettet var. Vi skulle så heller ikke gå rundt og hilse, men lade de andre komme til os.

Vi skulle også tænke på, hvad tøj vi tog på. Det var ikke smart med flæser og tørklæder, som kunne falde ned i tallerknen, når man skulle rejse og sætte sig under festmåltidet.

Jeg lærte også at når jeg skulle gå på gaden, så skulle jeg tage den hvide stok med. Så kunne andre se, at jeg havde synsproblemer.

Da jeg kom hjem fra kurset, var jeg blevet et helt andet menneske, og jeg havde rigtig mod på tilværelsen igen.

Jeg fik mere undervisning i punktskrift, og jeg gik til fritidsundervisning i håndarbejde og sprog på blindehold. Jeg blev sat i gang med at undervise Grete Tinglef med lidt punktskrift, indtil hun kunne komme på senblindekursus. Hun var blevet pludselig blind på grund af sukkersyge, og hun havde det rigtig svært, men det var en god opgave for mig.

Jeg kunne ikke lide at bruge den hvide stok på gaden, men den kunne da heldigvis slås sammen, og kommes i tasken. Så havde jeg da taget den med, som jeg havde lovet.

En dag tog jeg mod til mig, og slog den ud i supermarkedet. Det gav jo succes, og jeg fik hjælp. Per sagde også, at jeg skulle bruge stokken, for tænk hvis jeg var årsag til en ulykke. Der var også tit folk, som blev sure på mig på gaden, når jeg gik ind i dem, eller jeg gik ud foran en cykel, som jeg ikke havde set. Efterhånden brugte jeg den også.

Per fik nu et nyt job. Han blev Blikkenslagermester i et byggefirma i Ølstykke, som hed F.B.I.

Vi flyttede til Ølstykke i 1964, og der måtte de godt lære mig at kende som blind, men når jeg kom til Holbæk, og skulle besøge mine forældre, så røg stokken i tasken oppe på stationen.

Vi flyttede først op på Svendsvej i Gl. Ølstykke, hvor vi kun skulle bo midlertidigt, til vi fik bygget vort eget hus.

Vi havde fået nogle rigtig gode blinde venner. Blandt andet blindekonsulent Preben Christiansen og Ruth, og Kaj Agerbæk, som jeg lærte at kende på senblindekurset, og hans kone Inga. Dem har vi haft meget glæde af, jeg brugte dem som forbilleder. Det var dygtige blinde, og da det viste sig, at mit syn blev dårligere og dårligere, tænkte jeg bare på dem. Når de kunne gøre tingene alligevel, så kunne jeg vel også. Det har hjulpet mig meget.

Jeg var stadig hjemmegående og Per gik på arbejde, så jeg fik tanken, om jeg ikke kunne blive uddannet som socialrådgiver eller fysioterapeut. Jeg tog forbindelse til Den Sociale skole i København og til Teilmans Kursus, som jeg mener lå i Gentofte, og søgte om optagelse. Jeg fik afslag begge steder. Blindekonsulenten anbefalede mig det heller ikke, han mente, det var bedre at komme på telefonskolen og lære at passe et omstillingsbord.

Det hoppede jeg så på, og jeg begyndte på telefonskolen inde på blindeinstitutet. Der var ikke noget at lære for mig, for jeg var jo kontoruddannet, så jeg kom på G.T.O. i praktik hos Ole Jørgensen og Åge Christensen. Det var nogle festlige fyre, og jeg havde det rigtig skægt. Jeg lærte også at passe telefonbordet, og afløste i sommerferien. Så blev jeg gravid, og holdt op.

Vi havde købt en byggegrund i Ny Ølstykke, og jeg var med til at grave grunden ud. Vi fik så vort hus fra F.B.I.

Det kom færdigt værelse for værelse, og blev samlet på en dag, og vi kunne flytte ind i det samme dag. Bagefter blev der så sat mursten på og lagt tegltag, så vi fik et rigtigt dejligt hus.

Der fik vi så vor første søn Lars i 1966, og det var en hjemmefødsel, hvor kun Per, lægen og jordmoderen var til stede. Det var en kæmpeoplevelse, og Estrid Hansen, som var Pers chefs kone, kom og ønskede til lykke. Estrid bor nu i Sønderjylland, og hun er også blevet medlem af Blindesamfundet.

Nu var mit syn også blevet så dårligt, at jeg ikke havde færdselssyn længere, så nu kunne jeg ikke gå uden at følges med nogen. Jeg lærte alligevel at gå med barnevognen foran mig. Jeg kunne bruge den som stok på kendte steder, og da Lars blev så stor, at han kunne gå, kunne jeg tit bruge ham som ledsager.

Når Lars og jeg skulle læse billedbøger sammen, så vendte han bogen om, hvis jeg havde vendt den på hovedet, og så snakkede vi om billederne. Nogle bøger havde jeg skrevet punktskrift i, så jeg også vidste, hvad bogen handlede om.

Jeg har brugt børnene meget uden at vide af det, og de har været en fantastisk hjælp, og Lars blev hurtig god til at se farver og se på ur, og da han var 11 måneder gammel kunne han gå, men han gik med hænderne op over hovedet, for jeg plejede, at gå med ham foran mig og holde i hans hænder.

Vi boede ikke så længe i vort hus, kun ca. halvanden år. Der var nemlig bygget et nyt Blindeinstitut ude på Rymarksvej i Hellerup. En dag kom administrationschef Bøgh Christensen og besøgte os, og han spurgte Per, om han ikke kunne tænke sig at blive pedel og varmemester på det nye institut. De skulle nemlig bruge en, som havde gas- og vandmestereksamen, og det havde han jo. Vi talte en del om det, men da vi nu havde fået Lars, kunne det jo være praktisk at vi skulle bo lige ved siden af Pers kontor og arbejdsplads, for så havde jeg jo nemmere ved at kalde på Per, hvis jeg havde brug for hjælp.

Vi sagde ja, og vi flyttede ind på Blindeinstitutet i 1967 før det blev helt færdigt.

Vi flyttede ind i en dejlig moderne lejlighed med terrasse og have, og vi var der i 5 år, det var en rigtig god tid.

H.C. Sejerup var forstander, og Kirsten Jansbøl, som var Mobilitylærer, havde lige været i England for at lære en ny Mobility teknik, og hun skulle så have en prøveelev, og det blev mig. Jeg lærte at færdes med den lange hvide stok, og det gav mig en dejlig frihed.

Kaj Agerbæk havde lavet et korrespondancekursus på punktskrift, og det blev jeg sat til at styre, og jeg underviste blinde i hele landet hjemme fra mit køkkenbord. Jeg havde elever i Vejle og på Bornholm og mange andre steder.

Det var også i de år, hvor Dansk Blindesamfund startede omsorgskonsulentordningen, og jeg blev opfordret til at blive omsorgskonsulent. Mit arbejdsområde blev Østerbro, Hellerup, Klampenborg og Lyngby.

Det var lige noget for mig at være omsorgskonsulent, det blev jeg rigtig glad for. Det passede godt, at jeg havde lært at færdes med den lange hvide stok, så jeg selv kunne tage af sted.

Jeg kom også i klubben i Bogensegade, hvor DBS havde dagcenter. Der kunne vi lave håndarbejde, og der lærte jeg mange spændende mennesker at kende.

På Blindeinstitutet var der en dejlig svømmehal, som jeg brugte flittigt, og der var også en dejlig idrætsplads, hvor jeg var med i noget blindeidræt. Der skulle være Nordisk Blindeolympiade i København, og der deltog jeg i svømning, 100 meter løb, stående højdespring og slyngkast, og jeg blev nordisk mester i svømning for blinde, det var sjovt.

Vi havde jo solgt vort hus i Ølstykke, og var lige pludselig blevet rige. Vi ejede nu 100.000 kr., og for dem købte vi en dejlig nedlagt bindingsværksgård med brosten på gårdspladsen. Gården lå i Balle i Langebæk kommune, og den var fra ca. 1780. Den brugte vi som fritidshus, og vi nød meget at være der i weekender og ferier.

Hvis man skulle lære Mobility dengang, kunne det kun lade sig gøre på Blindeinstitutet i København. Nu ville man uddanne lærere, som kunne undervise hjemme, hvor man boede. Kirsten Jansbøl, som nu var blevet forstander, spurgte Per, om det ikke var noget for ham. Det var det, så han blev uddannet til Mobilitylærer, og vi flyttede ned til Balle i vort hus.

Per fik arbejdsområde i Storstrøms amt og Vestsjællands amt, hvor han i starten arbejdede under fritidsloven. Senere blev han så ansat på Synscentralen i Vordingborg.

Det viste sig nu, at der ikke var nogen omsorgskonsulent i området. Jeg blev så ansat som omsorgskonsulent i det gamle Præstø amt, som dækkede Haslev, Fakse, Næstved, Præstø, Vordingborg og Møn. Jeg blev samtidig punktlærer, og jeg startede en blindeklub i Hollænderhaven i Vordingborg, hvor vi lavede håndarbejde. Klubben flyttede senere til Brænderigården, hvor jeg også var leder, men så holdt jeg en pause på en del år, og nu er jeg så leder af klubben igen. Nu går det ikke på håndarbejde mere, men mere med foredrag, banko og lignende.

Jeg var også aktiv lokalt mellem seende i Langebæk kommune, hvor jeg gik til afspænding, madlavning og sprog under aftenskolen. Så havde vi et meget interessant sted, som hed Stålvængegård. Det var et kollektiv, som var meget almindeligt i 70’erne.

Bodil Marie, som boede der, var keramiker, og hendes søn Tobias, gik i klasse med min Lars.

Bodil Marie startede en kvindegruppe, som jeg var med i. Vi lavede keramik og der var foredrag med mange kendte mennesker. En gang var Lone Kellerman dernede og synge og fortælle. Jeg kan huske, at hendes betaling, var alle de elefantøl, som hun kunne drikke. Jeg drak dengang kun selv lys øl, så jeg var godt nok imponeret over, at hun kunne drikke så mange, men senere kom jeg også til at sætte pris på elefantøl. En dag, hvor mine børn og jeg var ved stranden, skulle Lars op og købe sodavand og en øl til mig. Da kom han tilbage med en elefantøl til mig, han syntes den så flot ud, så jeg kunne nok lide sådan en.

I kvindegruppen foregik der mange spændende og udfordrende oplevelser. Vi arbejdede i ler, og vi lavede engang en film, som kom i fjernsynet. Vi var på nattergaleture, og flere af pigerne har jeg stadig kontakt med. Flere af dem er udøvende kunstnere nu.

Det var en rigtig skøn tid, og det var en tid, som modnede mig meget. De fik mig til at holde foredrag en aften om min blindhed. Det gjorde, at der var andre, som spurgte om jeg ikke også ville komme hos dem og fortælle, og jeg blev anbefalet ned til Beskæftigelsesvejlederskolen i Nykøbing F.

På det tidspunkt var informatørordningen lige startet under Dansk Blindesamfund. Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte holde foredrag. Det var der uddannede til.

En dag fik jeg henvendelse fra forstanderen på Beskæftigelsesvejlederskolen, om jeg ville undervise et hold om min situation som blind, og om hvordan man underviser blinde. Jeg fortalte, at det måtte jeg ikke, for der var en informatør i det område, så hun skulle kontakte ham. Det kunne hun ikke forstå, vi levede vel i et frit land, så hun måtte vel selv bestemme, hvem hun ville have som lærer.

Jeg satte min kredsformand ind i situationen, og jeg fik lov. Jeg kom der på hvert eneste hold, indtil skolen blev nedlagt.

Dette arbejde holdt jeg meget af, og jeg fik også selv meget ud af at lære andre om, hvad det vil sige at være blind, og om hvordan man skal omgås og undervise blinde.

Informatørordningen startede i 1974, og informatørerne dækkede hvert sit område. Så blev det bestemt, at der skulle være en informatør i hver kreds, og vi havde ingen i vores. Jeg søgte om at blive informatør og fik stillingen, og jeg er stadig informatør, og er meget glad for det.

Da vi flyttede ned på landet, opdagede jeg, at det ikke var så nemt at gå med den lange hvide stok, for der var jo ikke kendemærker i asfalten, og man havde jo ikke fortorve. Jeg begynde at tænke på, om det ikke var bedre med en førerhund, og jeg ringede til Preben Christiansen, som var blindekonsulent, og han sørgede for, at førerhundekonsulent Otto Krogsgård kom ned og snakkede med mig, og fortalte hvad det indebar at få førerhund, og vi blev enige om, at det måtte være en god hjælp for mig, så der blev søgt en hund over bistandsloven.

Dengang kunne vi ikke selv træne alle de førerhunde, som der skulle bruges, så mange blev købt færdigtrænet i Østtyskland, Jeg fik en dejlig schæferhund, som hed Illona, og der kom en politimand, som var instruktør, og han var hos mig i tre dage, og lærte mig at bruge den. Jeg skulle give den tyske ordrer, men det var ikke så svært.

Efter tre dage, var jeg så alene med en stor schæferhund, og jeg kendte ikke meget til hunde. Vi havde godt nok haft en lille puddel. Der er lidt forskel, og den skulle have det rigtig godt hos mig, og jeg behandlede den som et lille barn. Folk fik lov at klappe den og give den hundekiks, og det blev så galt til sidst, at når jeg mødte skolebussen, så kunne chaufføren godt standse og komme ud, og så havde han en lille hundekiks til Illona.

Illona kunne ikke lide katte, så en dag vred han sig ud af min hånd, og løb efter katten. Han kom også ind til naboen og raserede hønse og andegården, det var forfærdeligt, der var et par høns, der døde, og ligesådan nogle ænder, men det var nogle gode og forstående naboer vi havde, så de slagtede dem, og vi fik også nogen til fryseren.

Lars snakkede meget om at få en søster eller lillebror, og det syntes Per og jeg også kunne være rart, så i 1975 fik jeg Anders, ham har jeg aldrig set, Jeg var ikke spor bange for, at jeg ikke skulle klare det, og det er jo også gået rigtig flot.

Vi var ikke færdige med at bygge vort hus om, så vi udvidede nu med et alrum og soveværelse og et stort badeværelse, hvor puslebordet også kunne stå, så jeg nemt kunne nå vand og bleer, og stadig have en hånd på babyen, så han ikke smuttede fra mig. Alrummet indrettede vi, så der ikke var noget farligt, som han kunne komme til skade med.

Det kom til at gå meget bedre med den lille baby, end jeg overhovedet havde forestillet mig. Når vi skulle kommunikere, opdagede han ret hurtigt, at jeg reagerede på lyd.

Han fik bryst til han var ni et halvt måned, så jeg var fri for at ordne sutteflasker. Når han skulle have mos, lavede jeg det til, og vi satte os hen til bordet, hvor jeg satte skeen ned i tallerkenen, og op imod hans ansigt. Så tog han selv munden imod skeen, og hjalp på den måde til. Så det var der heller ikke noget problem i. Jeg havde lånt en bærestol, som jeg havde på ryggen. Der sad han og kunne følge med i hvad jeg lavede, og da han kravlede rundt, satte jeg en lille klokke i hans skulder, så kunne jeg altid høre hvor han var og ligesådan da han begyndte at gå rundt. På et tidspunkt vil man jo gerne prøve at kravle op på møbler og borde, når jeg så kunne høre, at nu er han ved at kravle op, så gik jeg hen og lagde min hånd på hans ryg, og så lod jeg ham kravle videre, så kunne jeg gribe ham, hvis han skulle snuble.

Det gjorde ham ikke spor, han var helt rolig, han vidste, at det gjorde jeg kun, for at jeg ville se hvad han lavede, andre børn ville have skyndt sig med deres forehavende, så mor ikke tog dem, men han vidste det var kun for at følge med i hvad han lavede.

Hvis jeg sad og strikkede eller læste punktskrift, så kom han også med sit legetøj og lagde det på mine hænder, så jeg kunne se, hvad han legede med. Vi havde et skønt forhold, og det var dejligt efterhånden som han blev større, når vi var ude at gå, samlede han ting op, og viste mig dem, og han var god til at ledsage mig.

Det har jo været ens med dem begge, og da de kom i skole, var jeg lidt bange for at de skulle blive drillet, for at de havde en blind mor. Jeg prioriterede meget, at når forældrene blev inviteret til skolen, så mødte jeg altid op, så børnene lærte mig at kende. Der har aldrig været noget med drilleri. Når børnene havde fødselsdag, inviterede vi altid hele klassen hjem til fødselsdag, så de alle kom hjem og oplevede, at vi bare var en almindelig familie, hvor moderen bare ikke kunne se. Det fungerede jo alligevel, og ligesådan havde de altid kammerater med hjemme, og jeg kan ikke huske, at det nogensinde er blevet udnyttet, at jeg ikke kunne se.

Jeg har en lille sjov historie fra Anders børnehaveklasse. En dag havde en af kammeraterne spurgt ham, om det ikke var underligt at have en blind mor, så havde han kikket lidt, og så sagde han, nej hun er da meget sød, og så laver hun nogle smadder gode bøffer.

For børnene var det ikke underligt at have en blind mor. Jeg kan huske fra Lars, han gik i 8. klasse, og jeg havde været i avisen af en eller anden grund, og så var der en af hans kammerater, der havde sagt til ham, tror du ikke også du bliver blind, når din mor er blind, Nåh! det kan da godt være. Hun klarer sig da meget godt, så det gør jeg vel også. Det fik jeg så på en eller anden måde at vide, så jeg sagde til ham, om han ikke vidste, at han ikke ville blive blind. Både du og Anders er blevet undersøgt, og i har ikke fået øjensygdommen. Så let tog børnene på det, det har været dejligt for mig.

Lige så snart de blev store nok til at køre tandem, så har vi kørt mange dejlige ture, og de har begge været så gode til at fortælle hvad vi kørte forbi, og hvad vi så, hvis der var noget spændende, fik jeg det i hånden, og kom vi forbi et vandløb, så smed de en sten i, så kunne jeg høre hvor dybt og bredt det var.

Nu da jeg havde fået baby, brugte jeg ikke min førerhund så meget, og jeg var også blevet lidt bange for den, for den gøede meget, og den passede meget på, når der kom nogen, og jeg fik også senere at vide, at både postbudet og brugsmanden var bange, og selv dyrlægen, når han skulle undersøge den, gav han den mundkurv på.

Jeg passede nogle børn og deres “Lassi” hund i en sommerferie, og børnene og hundene var oppe ved huset, og jeg gik nede på græsplænen med Anders i barnevognen, for at han skulle sove. Pludselig hørte jeg skrål og skrig og hundegøen der oppe fra. Jeg blev bange for, at hunden havde bidt et af børnene, men så var det min hund, der havde overfaldet “Lassi” hunden. Jeg stolede ikke på den længere, så jeg lukkede den udi hundegården, og ringede til førerhundekonsulenten, og sagde, at jeg ikke turde have ham længere. Jeg havde heller ikke brug for ham, sålænge Anders var lille, hvis jeg skulle nogle steder, så var Anders altid med, og så blev vi kørt.

Han kom så samme aften og hentede den, og det var jo så et nederlag for mig, men jeg fik at vide, da Illona var død, at den var blevet genoptrænet og kommet over til en ung mand i Odense, og at det var gået meget godt. Det var rart at høre.

Nu havde jeg ikke førerhund i nogle år, men da Anders blev så stor, så han skulle i børnehave, så havde jeg brug for førerhund igen. På det tidspunkt, havde Lions Klub i Amerika tilbudt Danmark 10 førerhunde, men på den betingelse, at den blinde selv kom med over på førerhundeskolen i Detroit, og lærte at bruge den, og var med til at træne den færdig.

Det var i 1977 og det var en kæmpeoplevelse. Vi fløj fra Kastrup Lufthavn til Chicago og videre til Detroit i staten Michigan, hvor vi først blev indkvarteret hos en dansk familie, som viste os lidt rundt, og kørte os til førerhundeskolen,

Vi blev rigtig gode venner, og de kom også og besøgte mig en gang, medens jeg boede i Balle.

Det var en kæmpe oplevelse at være på førerhundeskolen, og jeg boede sammen med Alice fra Stenløse. Vi fik ikke hund de første dage, for trænerne skulle lige lære os at kende, og finde den rette hund, som passede til os.

Hun fik en Schæferhund, som hed Alex, og jeg fik en dejlig Golden Retriever, som hed Prince. Den skulle vi så lære at give engelske ordrer, og vi trænede meget i byen, men også på landevej.

Da vi så skulle gå vores første tur herhjemme i Balle, så gik Prince midt på landevejen, og det kunne jeg ikke rigtig forstå, for det var en af de ting, som jeg selv havde været med til at lære den, at når man skulle gå på landevej skulle man holde sig i venstre side. Når man gik på fortorv eller gangsti, skulle man holde sig på midten, så jeg tror Prince mente, at vores landevej var en gangsti. Han fandt hurtigt ud af, at vi havde lidt mindre forhold herhjemme, og det kom til at gå rigtig godt med ham, vi kunne tage busser og tog, og selv flyveren til Bornholm tog vi alene, en dag, jeg skulle over og undervise på et kursus.

Jeg var begyndt at undervise på hensyntagende specialundervisning for lærere i blindeområdet. Det gjorde jeg i Vestsjællands amt og Storstrøms amt, og jeg var også på Fyn og i Jylland og undervise. Det var meget spændende.

Men Prince blev kun syv et halvt år gammel, så fik han leverkræft og døde. Det var ganske forfærdeligt, han var syg temmelig længe. Så fik jeg en Dansk førerhund. Nu kan man godt træne de førerhunde man skal bruge, og Chico var trænet af Preben Christensen i Hirtshals. Han kom hos mig en uges tid, hvor vi samtrænede med førerhunden. Senere kom jeg på en uges kursus i Hobro. Nu bliver vi anderledes hjulpet i gang med førerhunden end i starten.

Chico blev dejlig gammel, han blev 13 år.

I mellemtiden var vi flyttet til Vordingborg, og da Chico ikke kunne føre længere fik jeg Gipsy. Jeg fik altså ny førerhund medens jeg havde Chico, fordi jeg havde meget brug for den. Jeg blev aldrig kørt, uden det var steder jeg ikke kendte. Jeg meddelte nu førerhundeordningen, at det var galt med Chico, og at han ikke kunne komme op i busser og tog, så nu skulle vi tænke på ved lejlighed at få ny hund.

Så en dag blev der ringet, at nu var der en sort Labrador, som hed Gipsy, som var trænet af Verner Andersen i Køge.

Vi havde aftalt, at Chico ikke skulle aflives, for Lars ville gerne overtage den i den sidste tid. Nu viste det sig bare, at Lars var på ferie på dette tidspunkt, men det gik fint med at have begge to. Chico var begyndt at være alene hjemme, når jeg skulle af sted, og den nye hund respekterede den gamle, for den boede der jo. Der var ingen problemer, så jeg havde dem begge 14 dage sammen. Chico levede et år længere ovre hos Lars, og den faldt rigtig godt til. Der var ingen problemer, når jeg besøgte dem eller de os. Hunden vidste godt, at den nu tilhørte Lars.

Efter vi havde boet i Balle i 12 år, begyndte vi som sagt at overveje, om det ikke var bedre at flytte ind til Vordingborg. Jeg skulle meget tit af sted, og det tog tid, når jeg skulle skifte bus. Vi satte vores gård til salg og flyttede til Vordingborg i 1985, hvor vi fandt et dejligt hus på Platanvej.

Vi blev rigtige gode venner med Bent og Bodil, som solgte os huset, og vi overtog også deres vennekreds, så det har ikke været så svært at flytte.

I starten var jeg lidt bange for, om det var forkert, at vi havde valgt et hus med trapper. Vi havde altid boet i et plans huse, men det har ikke været noget problem. De trapper vi har er fine, jeg kender dem, og så får jeg jo også lidt motion på den måde.

Det var også godt at komme til Vordingborg, for nu fik jeg en større frihed. Jeg kunne selv gå op i byen og handle, og jeg kunne selv tage bus og tog, og på den måde spare tid.

Jeg oplevede også, at der var undervisningsinstitutioner. Der var bl.a. et Seminarium, og der ville man afholde et årskursus i Ældrepædagogik. Da jeg var omsorgskonsulent, og de fleste blinde er ældre, så kunne det være rigtig spændende, hvis jeg kunne deltage i sådan et kursus. Jeg søgte om optagelse, og jeg gik der en hel vinter. Jeg lærte en masse rigtige dejlige mennesker at kende.

Da vi skulle have afslutning, bestemte vi, at gå sammen på den Kinesiske restaurant. Da vi gik ind på restauranten, så tjeneren min førerhund. Han sagde, at den havde ingen adgang, for det ville genere de andre gæster, hvis der opholdt sig hunde i restauranten. Vi besluttede så alle at gå et andet sted hen.

Jeg har oplevet flere gange, at jeg og min førerhund er uønsket, ja selv i Tivoli, da børnene var små, blev vi nægtet adgang. Det er noget af det værste at opleve, at man ikke har samme ret som andre til at komme alle steder.

En dag skulle Anders og jeg til et forældremøde oppe på skolen, og vi havde bestemt, at vi først ville gå på restaurant og spise pizza. Vi gik forventningsfulde ind på en nyåbnet restaurant Santos her i Vordingborg. Da vi kom ind, blev vi nægtet adgang. De sagde det var på grund af levnedsmiddelkontrollen. Jeg argumenterede meget imod, og sagde, at min hund ikke var mere snavset end andres sko og tøj. Der var ikke noget at gøre, så vi måtte gå. Det er en ganske forfærdelig følelse. Jeg føler det ligesom Negrene under apartheid, hvor man ikke er velkomne.

Normalt finder jeg mig i meget, men når det går hen og bliver urimeligt, så kæmper jeg.

Jeg undersøgte først sagen hos levnedsmiddelkontrollen. Jeg fik et brev, som jeg kunne vise, hvis det skulle ske en anden gang. Der står, at førerhunde ikke må nægtes adgang med begrundelsen, levnedsmiddelkontrollen. Nu må vi have hund med alle steder. Man kan ikke nægte os det. Kun hvis der er rum for allergikere, så kan vi nægtes adgang, og det er kun rimeligt.

Da jeg havde gennemført ældre pædagogik kurset, havde jeg lyst til at få noget mere undervisning. Jeg fandt ud af, at man tilbød enkeltfagskurser på H.F.. Dette år tilbød de Psykologi, og da Psykologi er et fortællefag, søgte jeg om optagelse. Det var utroligt spændende. Det viste sig nemlig, at alle de bøger vi skulle bruge det år var indlæst på bånd.

Unge blinde, der går på gymnasium, H.F., universitetet eller andre steder får deres bøger indlæst på bånd, og alle de bøger vi skulle bruge dette år var indlæst, så jeg kunne gå med på lige fod med andre, og jeg gik til eksamen, og klarede mig fint, næste år prøvede jeg religion, og det gik lige så godt.

Næste år tog jeg samfundsfag, men da viste det sig, at jeg kun kunne få samfundsfag 1 og 3. Nr. 2 kunne jeg ikke få, på grund af, at masteren var ødelagt. Så spurgte jeg, om de unge blinde, heller ikke kunne få bogen. Jo det kunne de godt, den var nyindlæst på Studiebogsbiblioteket, men jeg kunne ikke låne den. Kun hvis jeg ville få min kommune til at betale. Det syntes jeg var underligt, så jeg skrev til Ole Vig Jensen, som var undervisningsminister. Han ændrede det, så vi også kunne låne de bøger på Danmarks Blindebibliotek på samme måde som de andre, jeg havde lånt.

Næste år meldte jeg mig til Dansk. Danskkurset er to årigt, og man skulle også skrive stil. Året før i 1989 havde jeg fået en Log‑text, som var en punktskrift computer, og der kunne jeg skrive min stil på punktskrift, og rette og tilføje tekst. Når jeg syntes den var færdig, så kunne jeg printe den ud på sortskrift, så læreren kunne læse den.

Hvis vi fik noget skriftligt materiale som fotokopier udleveret, kunne jeg gå ned på synscentralen, og de læste det ind på bånd, så jeg klarede også eksamen i Dansk.

Året efter tog jeg Filosofi, og så har jeg ikke taget mere, for det kniber også med tiden, men jeg har gået på et kjolesynings hold for blinde.

Jeg havde en elektrisk symaskine, som vi havde købt, da børnene var små. Der var sommetider noget, der skulle repareres, og det var tit nemmere at få hjælp, når vi havde maskinen.

Jeg havde nemlig hjemmehjælp, da Anders var nyfødt, og hun hjalp mig sommetider at sy, hvis der var noget, som skulle repareres.

Jeg tog så den maskine med til syning, og det viste sig, at jeg godt kunne sy. Jeg fik sat en lille skærm foran nålen, så jeg ikke fik fingrene i nålen, og så fik jeg sat en lille lineal på siden, som jeg kunne indstille efter hvor stort sømrummet skulle være. Jeg skulle bare holde tøjet ind til linealen, og træde på pedalen, og så kunne jeg da godt sy.

Jeg prøvede også at klippe mønster ud. Når læreren lagde sit silkepapir mønster på stoffet, kunne jeg godt mærke forskel, men når jeg skulle klippe, kom jeg til at klippe ind i mønsteret. Vi fandt så ud af at tage noget kraftigt indpakningspapir og lægge det dobbelt.
Læreren klippede så mønsteret ud og klistre tape på kanten. På den måde var mønsteret ikke kraftigere end man kunne sætte det på stoffet med knappenåle, og så kunne jeg køre min venstre pegefinger langs mønsteret og klippe med saksen på den anden side af fingeren. Jeg kunne også selv klippe mønster ud. Det var helt fantastisk at opleve, at en ting som jeg ikke troede jeg kunne, at det kunne jeg da godt. Det var fantastisk, og jeg har syet flere jogging dragter, bluser og nederdele til mig selv.

Jeg er ikke omsorgskonsulent mere, men jeg er stadigvæk informatør, og jeg leder Blindeklubben på Brænderigården, Jeg har undervist i håndarbejde nogle gange på Synscentralen, når de har haft senblindekurser, Jeg underviser voksne blinde i punktskrift og i båndoptageren som kommunikationsmiddel,

Jeg deltager også i kurser på Fuglsangscentret, det er så dejligt, for man er jo kendt med forholdene, så man skal ikke først til at lære, hvor undervisningslokalerne er og hvor spisestuen er, og hvor man kan lufte sin førerhund, og man er kendt med værelser og det hele, der slapper man rigtig af.

Jeg kommer på kursus en gang om året som informatør og punktlærer, og som håndarbejdslærer, har vi fagmetodiske kurser, ide og fagtekniske kurser, og kvindegruppen inden for Dansk Blindesamfund afholder også spændende kurser inden for forskellige emner.

Jeg sidder som repræsentant for DSI i flere udvalg, bl.a. Vordingborg Sociale Brugergruppe, hvor jeg er sekretær, i STS og i Radio- og TV‑ Nævnet for Vordingborg. Jeg har også startet Lokal DSI Sydsjælland, Møn, hvor jeg var formand i 2 perioder, men jeg valgte at stoppe, nu hvor det kørte fint.

I øjeblikket går jeg en del til foredrag og kurser omkring det alternative, helseemner og det spirituelle, men også kristendommen. Jeg er en del søgende omkring livets mening, og meningen med mit liv her på jorden.

Jeg er også med i kvindegruppen som har et projekt kørende hvor vi interviewer blinde kvinders kultur gennem 90 år, og det skal munde ud i et tidsskrift.

Jeg har interviewet 4 kvinder, og dem har jeg haft samlet, efter de har læst hinandens interview, og det var spændende for dem at møde hinanden bagefter.

Jeg har ikke fået lavet en netværksgruppe, for jeg tror ikke mine interview personer mangler det, og jeg har heller ikke selv overskud til at starte en udenom, da jeg har meget travlt.

Jeg har jo også mine børn og børnebørn, som jeg gerne vil følge og være noget for.

Lars bor i Odense, og har et firma, som har specialiseret sig i netværker, og han har i øjeblikket 3 ansatte, så der er nok at gøre, han har en meget dejlig kone Jette og 2 børn, Andrea på snart 6 år og Mikkel på 3 år, og de trives rigtig godt, og de kan lide deres farmor, de synes hun er skør, og det har jeg det godt med.

De er også ved at bygge hus, og vi prøver at hjælpe dem så meget vi har tid til. Per er gået på efterløn, men han har også så mange interesser. Han er formand for Visens Venner her i Vordingborg, og han er regissør for amatørteatret, og er i gang med et stykke, som skal opføres her i efteråret, det hedder “På Vippen”, og handler om årtusindskiftet. Han har også stadig timer på Synscentralen, så det kniber med, at han har tid til sin blinde kone.

Jeg har det også godt med at kunne selv, og kun blive hjulpet med det, jeg ikke kan.

Anders læser til elektroingeniør, og han bor på Kampsax kollegiet i Lyngby. Han er også en rigtig dejlig dreng, og han er rigtig social, og har lavet en bolcheklub, hvor de selv laver bolsjer. Den hedder “Den Søde Tand”, og han har lave spiseklub på kollegiet, og har mange gode venner. Hans gymnasieklasse mødes stadig, og han har haft et års orlov hvor han har deltaget i det politiske omkring universitetet. Han arbejder meget i sin fritid hvor han har computerarbejde på Universitetet, så han har endnu ikke startet studielån.

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview d. 27. januar 1999 af
Inge Bondo Petersen, født Felthausen d. 24. november 1915.

Interviewer Birthe Hermansen.

Jeg blev født i Vordingborg i 1915 i et absolut borgerligt hjem af nogle meget søde forældre. Mit fødenavn er Felthausen, som er et meget kendt navn her i Vordingborg fra gammel tid.

Min far hed Theodor Felthausen, og min mor hed Kristine. Vi var 2 søskende, men min søster, som forlængst er død, var 10 år ældre end jeg. Vi havde ikke rigtig nogen glæde af hinanden, medens vi var børn, først da vi blev voksne, så blev det meget dejligt med en storesøster. Hun kom på kostskole som ung, så jeg voksede op som enebarn, og kendte ikke rigtig til det at have søskende.

Da vi blev voksne, kom vi begge til at bo i Gentofte, der var ikke så langt imellem hvor vi boede, så da havde vi rigtig megen glæde af hinanden.

Min far var kobbersmed, og han overtog forretningen efter min farfar. Værkstedet lå her i Algade 91 lige over for “Stars” den gamle biograf, og vi havde en dejlig stor lejlighed på første sal. Jeg kan huske som barn, at det var meget morsomt at være oppe til klokken var halv otte, for så kunne jeg sidde i vinduet og se dem, som skulle i biografen. Jeg kan lige så tydelig huske, at når jeg havde set dem, så skulle jeg i seng.
Jeg gik i skole på Realskolen på kirketorvet til og med 4. mellem, hvorefter jeg kom på Privatskolen i Lundby, hvor jeg tog præliminæreksamen. Jeg tog med toget hver eneste dag fra Vordingborg til Lundby, og det var det bedste år jeg overhovedet gik i skole. Jeg var så glad for at være der, jeg tror at årsagen til at jeg kom på skolen var, at min far var med i så meget her i Vordingborg, og at han kendte Kærum, som oprettede denne privatskole. Der tog jeg så præliminæreksamen, det var lidt mere end realeksamen.

Nu var jeg blevet 15 år. Så var der en udveksling med unge her fra Vordingborg og unge i Tyskland, vi var en 18 – 20 piger, som tog ned til en by, der ligger mellem Leipzig og Dresden, som hedder Risa, og der var jeg nede i en måned. De havde også en datter, og vi var sammen hele tiden. Da vi havde været der i 4 uger, kom hun så med herop, hvor vi var sammen her i 14 dage. På den måde fik jeg lært godt tysk. Jeg kan godt lide sprog, og jeg fik rigtig lært at tale hverdagstysk, fordi jeg var så heldig med den familie jeg kom til. De sagde, at det er rigtig som du taler, men vi bruger det og det udtryk, så derfor kan jeg mange af de udtryk, som tyskerne selv bruger. Det gav meget udelukkende at tale tysk en hel måned, og jeg har meget gavn af det, når vi er ude at rejse.

Da jeg kom hjem fra Tyskland, skulle jeg til at lære noget. Jeg var så glad for at lave mad, så jeg kom på Husholdningsskolen her i Vordingborg. Den ligger her endnu, men dengang var den næsten nystartet af Dagmar Grymer.

I den periode jeg gik der, hed forstanderinden Valborg Olsen. Jeg var så begejstret for at være der, så efter en sommerperiode, hvor jeg boede hjemme, fik jeg lov af mine forældre også at fortsætte en vinterperiode.

I Vinterperioden fik jeg lov at bo dernede, det var altså meget morsomt, vi havde overhoved ingen bekymringer.

Nu var jeg blevet 16 år, og så lærte jeg min mand at kende. Han hed Verner, og han gik på seminariet. Den gang var det meget almindeligt, at “husmoderpigerne” og “seminarristerne”, som de blev kaldt, kom sammen og kunne flirte lidt. Der var bal hist og pist, og på den måde lærte vi hinanden at kende, og det blev et bekendtskab, som holdt hele livet. Han var 2 år ældre end jeg, og efter 6 års forlovelse, blev vi gift i 1939.

Verner boede nede på Goldsmithsvej sammen med sine forældre og 3 brødre, hvor han var den ældste. En dag skulle jeg så på besøg, det var en søndag formiddag, hvor jeg kom til formiddagskaffe. Jeg havde ellers lige fået kaffe hjemmefra, hvor der var serveret et rundstykke til hver samt et stykke wienerbrød, men hvor blev jeg forbavset ved at se det flotte morgenbord dækket op med flere slags morgenbrød. Jeg havde aldrig før set så meget morgenbrød på een gang, det lignede en hel bagerforretning, og i løbet af et øjeblik var det hele spist. Der var god appetit, hvor var det spændende, det var det første intryk jeg fik af familien dernede. Jeg fik nogle dejlige svigerforældre, dem var jeg glad for.

Efter husholdningsskolen kom jeg ind til København på Rigshospitalet, hvor jeg havde en faster, som var chef for køkkenet. Der var jeg så, for det var jo noget med mad, men jeg var ikke glad for at være der, jeg længtes sådan tilbage til Vordingborg, så jeg var der kun nogle få måneder.

Så kom jeg tilbage til Vordingborg, hvor jeg kom på Telefoncentralen, som lå i Algade nr. 70 lige oven på slagteriudsalget, som også var der dengang. Jeg blev uddannet som telefonistinde, og lederen af centralen var en god bekendt af mine forældre, og der blev jeg til vi skulle giftes.

Det var ellers meget interessant, vi skulle sige centralens navn, og gentage det forlangte nummer, og så skulle vi sige klar eller optaget, vi måtte ikke snakke med folk, som man sommetider hører i film o. lign. Det blev da rutinearbejde efterhånden, men det var nogle søde damer, som jeg arbejdede sammen med. De fleste var ældre, men til at begynde med var jeg den yngste. Forstanderinden havde en datter, og vi kendte hinanden på grund af forældrenes bekendtskab, og det har vi gjort siden vi var 2 år. Hun lever heldigvis også endnu, og vi holder stadigvæk sammen, det syntes jeg er så dejligt. Hun hedder Inge Baggesen i dag, dengang hed hun Inge Jacobsen, og hun bor nu i Kastrup ved København.

Min far var politisk interesseret, han var med i meget her i Vordingborg. Han var håndværksmester, og han var bl.a. formand for håndværkerforeningen i mange år, han var med i bestyrelsen for Banken for Vordingborg og omegn, som nu kaldes Vordingborg Bank, han var med i Kalvehavebanens bestyrelse, og han blev oven i købet konservativ borgmester, så der skete meget, og der var altid mange mennesker i vort hjem.

Min far var kun borgmester i en periode, så blev han slået af Lohf Rasmussen, som var socialdemokrat, og det var han meget ked af, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Lohf Rasmussen var sjovt nok bestyrer for Fællesbageriet, hvor Verners far arbejdede.

Verner og jeg var medlem af Sangforeningen her i Vordingborg, vi sang nu ikke, men der skete mange forskellige ting, og bl.a. var der et bal til jul og nytår, hvor man kom i meget flot tøj man havde gerne en ny lang kjole på, og Verner fik en smoking, vi skulle jo være så fine.

Vi kom også med til juletræ i Håndværkerforeningen, hvor min far var formand, og jeg kan huske, at jeg kunne lide at danse med min far, for han dansede så godt, han kunne rigtig danse vals og tango, det var bare dejligt.

Verner og jeg gik også til danseundervisning, så vi kunne også godt svinge os. Det foregik på det gamle hotel Valdemar, som lå der hvor Fakta nu ligger. Der var en sal og en scene, så der foregik teater, dans og afdansningsbal.

På Ruinterrænet blev der også dengang opført friluftsspil, og der var jeg engang med til at opføre Elverhøj. Der var en stor skuespiller med, som var Poul Reumert, og han spillede Christian den fjerde, og min veninde Inge og jeg spillede hofdamer. Der kom kostumer fra København, så vi havde rigtige rokokokjoler på. Vi taler tit om, “Kan du huske, da vi dansede menuet oppe på ruinerne?” Verner var også med, han var jæger med stor hat med fjer på siden. Det var rigtig morsomt.

Vi blev så gift i 1939 i Øster Egesborg kirke, det syntes vi var bedst, at vielsen foregik der. Nu var mine forældre meget kendte her i Vordingborg, så vi havde ikke lyst til at hele kirken skulle være “globryllup”, vi ville helst have, at det skulle være hyggeligt og dejligt, så vi var kun den aller nærmeste familie. Vi havde et dejligt bryllup. Solen skinnede det var den 20. juli en rigtig højsommerdag, og jeg kan tydelig huske, da min far og jeg kørte derud, at vi kunne høre kirkeklokkerne ringe, og kornet stod der og bølgede, det var noget så dejligt. Præsten hed Monrad Frandsen, som også var et kendt navn på den tid her i Vordingborg, og min tilkomne mand Verner kendte ham fra seminariet, og min far kendte ham også, derfor var det ham, der skulle vie os. Han holdt så lang en bryllupstale, så vi sad og blev helt trætte. Dem, der var med os sagde, det var da utroligt så meget han ville fortælle os, men gift det blev vi da, og det holdt i 37 år til min mand døde.

Bryllupsmiddagen blev holdt hjemme i nummer 91, for vi havde jo god plads, og det var alt sammen meget hyggeligt.

Der var en kendt lærer her fra Vordingborg, Stinus Nielsen, og han sagde til min mand, da han var færdig på seminariet, at han ikke skulle blive her, men han skulle ud og se sig om, så han tog vikariat rundt omkring og kom til Roskilde, hvor han blev sendt rundt på alle skolerne. Skoledirektøren der havde bestemt regnet med, at da vi blev gift, skulle vi blive i Roskilde.

Verner havde imidlertid søgt et embede i København, og det tog Skoledirektøren i Roskilde os meget ilde op, han ringede til mine forældre og sagde, at han hørte, at de unge mennesker skulle giftes, hvorfor dog det?

Vi havde ellers talt om, at det sidste sted vi ville bo, var i København, men det blev det så, og vi var der i 37 år.

Verner fik først en stilling ved Grundtvigsskolen, senere ved forsøgsskolen Emdrupborg og endte som skoleinspektør på Bryggervangens skole på Bellmansgade.

Først havde vi en rigtig dejlig lejlighed på Tagens Hus på Bispebjerg, det var helt nyt den gang, det var en rigtig moderne lejlighed, den lå på 3. sal med to store altaner, det var rigtig fint og godt.

Jeg var hjemmeløbende husmor, vi var kun os to, men min mand ville ikke have, at jeg tog noget job, han skulle nok sørge for, at jeg fik det jeg skulle have. Der gik næsten 4 år, inden vi fik vor eneste datter, der hedder Marianne, hun lever heldigvis endnu, og hun er 55 år i dag.

Senere kom vi til at bo i Gentofte i en villalejlighed, men på det tidspunkt havde jeg min søster og svoger i nærheden. Min svoger var tømrermester og entreprenør i København, og han fik at vide, at der var en villa i Hellerup på tvangsaktion. Den kunne lige passe til os, så han hjalp os med at byde på den, og vi var så heldige, at hammerslaget faldt på os. Jeg mener, vi fik den for 37.000 kr. og det var også billigt dengang.

Huset ligger på Brønlundsalle, en sidevej til Lyngbyvej, og i den villa bor min datter i dag.

I 1946 var min mand med til at starte Forsøgsskolen Emdrupborg sammen med Anne Marie Nørrevig. Der var han i nogle år, og han var meget afholdt som lærer, og blev tit hyldet.

Det er meget pudsigt, den dame, som ringede lige nu, er en veninde, hvis mand også var lærer fra Esbjerg, og han var også med til at starte Emdrupborg forsøgsskole sammen med min mand, og det blev et venskab, som holder stadigvæk. De er så heldige, at de lever begge to, og vi ringer sammen hver tirsdag. Det er en dejlig aftale, det er bedre end bare en gang imellem, for vi ved så hele tiden, hvad der foregår. De havde 58 års bryllupsdag forleden dag, og vi kunne fejre 60 år, som er diamantbryllup, hvis min mand stadig havde levet. Vi har også kontakt med et andet lærerpar, som blev gift 3 dage efter os, så de skal snart fejres.

Vi boede der så i mange år, men da min mand blev skoleinspektør var vi nød til at flytte, for der skulle man bo i inspektørboligen på skolen. Vi havde udsat ansættelsen flere gange, for vi var så glade for at bo i vores hus, men han var meget velset inde i skoledirektoratet, og de sagde, at nu skulle han sige ja til den stilling han fik tilbudt, for de syntes ikke, at han skulle blive ved med ikke at være leder, så vi tog imod det. Det betød så at vi skulle flytte fra vores dejlige hus.

Det var en meget stor og flot lejlighed vi fik, men jeg ville gerne have beholdt vort hus, men det overtog så vor datter.

Hun var blevet gift tidligt, allerede da hun var 20 år, så hun har boet der siden hun var 2 år. Hun fik efterhånden 2 børn, en dreng og en pige. Vores lejlighed lå ikke så forfærdelig langt fra deres hus, så vi fik lov at havde meget tæt forbindelse med dem, og vi fik meget tit lov til at låne børnene, så det var næsten som at få to færdigsyede børn, det var dejligt. Vores datter blev imidlertid skilt, og det gjorde, at vi tog os endnu mere af børnene, og dem har jeg stadig forbindelse med. Kim og Anne, som mine børnebørn hedder, har nogle gode stillinger i dag, og der er også kommet oldebørn.

Vi havde det dejligt min mand og jeg, vi kunne så godt lide at rejse, vi begyndte med at cykle, og vi cyklede blandt andet til Stockholm, hvor vi overnattede på vandrehjem. Det var meget primitivt dengang, man kan ikke sammenligne det med i dag. Det var ikke altid så rart når vi skulle overnatte i sovesale, for mænd og kvinder skulle sove hver for sig, og sovesalene kunne godt ligge langt fra hinanden. Jeg kan huske en gang, hvor jeg skulle ligge helt alene i en sovesal, der var ikke andre piger, og der hvor min mand skulle sove, lå der en mand mere, og jeg turde ikke sove der alene, så vi spurgte ham om han havde noget imod, at jeg også lå der, og det fik jeg lov til.

Jeg kan huske vi smurte mad på vandrehjemmene inden vi kørte videre, og det havde vi i en cykelkurv, det var så primitivt i forhold til det vi gør i dag. Vi havde det jo dejligt, og vi fik set meget. Vi har jo god tid, når man cykler. Jeg havde en kilometertæller på min cykel, og vi kunne aflæse 760 km. til Stockholm. Vi brugte hele vores sommerferie på det, og så sejlede vi hjem til København. Det tog 2 døgn, hvor vi sov på nogle bænke, for vi havde jo ikke så mange penge.

I 1947 døde min far. Han havde altid haft bil, for han havde meget arbejde rundt omkring. Han begyndte at lægge centralvarme ind forskellige steder, og han var på mange gårde og godser rundt omkring, så han var nød til at have bil. Min mor var også frisk, hvis min far ikke havde tid a køre folkene, som arbejde på værkstedet, så kunne hun godt køre dem ud. Bilen var en stor Buick,

Det var da ikke almindeligt at have bil den gang?

Nej, men min far var heller ikke helt almindelig, han vidste godt hvordan det skulle være. Men de havde det også godt efterhånden, der manglede ikke noget derhjemme, de havde det godt på alle måder. Det var også et kærligt hjem, mine forældre var meget meget kærlige, og vidste ikke alt det gode de skulle gøre over for min søster og mig. Jeg har altid levet på solsiden, syntes jeg, jeg har ikke kendt til ikke at have det godt.

Da min søster blev gift, flyttede hun til Præstø. Hendes mand var tømrer og hans forældre boede også i Vordingborg, hvor faderen var tømrermester, men efterhånden flyttede de til København, hvor han byggede huse og solgte dem igen. Der blev vi så samlet, da vi flyttede til Gentofte, og vi havde det dejligt sammen alle 4.

De havde efterhånden fået 3 sønner med 6 års mellemrum. På dette tidspunkt efterlyste Australien unge håndværkere, og den ældste søn med familie emigrerede så til Australien. Efter et par år fik den yngste søn også lyst til at rejse, han var kun 18 år, og han var udlært som murer. Derefter fik min søster og svoger også lyst til at emigrere. Han var blevet omkring de 60 år, og så var der en søn og svigerdatter tilbage, men inden længe rejste de også derned. Min svoger døde desværre året efter, han var kommet derned, det var vist noget med dårligt hjerte, så nu var min søster så alene, det var meget slemt for hende, men hun havde heldigvis sine 3 sønner, og de var meget søde ved deres mor, så på den måde havde hun det meget godt.

De havde haft et dejligt hjem her i Gentofte, og det meste af indboet havde hun fået med. Hun var så hjemme flere gange på besøg. Min mor sørgede for at hun kom en tur hjem, men hvis hun var herhjemme, ville hun helst være hvor hendes sønner var, og når hun var derovre, længtes hun efter min mor og specielt også efter mig, men hun kunne jo ikke være begge steder. Jeg tror hun var hjemme 3 gange i disse år, og blandt andet boede hun i lang tid hos os, da vi boede på Bryggervangen skole, der var jo rigelig plads, så der kunne jeg jo sagtens have hende boende. Hun havde et stort værelse for sig selv, så vi havde det rart sammen. Så begyndte hun igen og ville hjem til sine børn, og heldigvis støttede vi hende i det, men hun kom ikke mere end lige hjem, så blev hun syg og døde kort efter. Jeg tror det var godt, hun nåede at komme hjem, for hun har altid haft det sådan, at hun gerne ville være det modsatte sted af, hvad hun var lige i øjeblikket, sådan er der jo nogen der har det.

Vi boede som sagt i den dejlige tjenestebolig inde på Østerbro, som lå både på anden og tredje sal, men der var jo ingen have til, så købte min mand og jeg en sommerhusgrund oppe ved Kyndby i Hornsherred, den var på trekvart tønde land, så det var en ret stor grund, og den lå lige ud til Isefjorden. Der byggede vi et dejligt sommerhus. Min mand var god til mange ting. Selv om han var lærer, så kunne han lave alle mulige ting. Vi købte et dejligt sommerhus, hvor kun skelettet blev sat op, og så byggede han selv resten.

På det tidspunkt havde vi bil, det var en Opel Record. Den første bil vi havde, fik vi da min far døde, det var en Opel Super Six, og da min mand havde kørekort, ville jeg også have et, så jeg har haft kørekort i 40 år.

På det tidspunkt kunne vi så bare køre op til sommerhuset, når vi havde lyst, det tog kun en time, og det gjorde vi tit en eftermiddag, og så tog vi ikke tilbage til København før næste dag tidlig om morgenen, og min mand var altid på skolen ca. kvarter i otte.

På et tidspunkt købte vi en Opel stationcar, som vi kunne sove i, når vi i de lange ferier kørte til Tyrkiet. Vi kørte ned gennem hele Europa, gennem Jugoslavien og Bulgarien og endte på den anden side af Istanbul, hvor vi brugte hele sommerferien, det var meget spændende. Vi sagde altid til hinanden, det koster ikke mere end hvad bilen skal have, for vi sover i bilen, og maden skulle vi jo også have hjemme.

Vi udnyttede hver sommerferie med at køre ud i Europa, og det er det som heldigvis gentager sig i dag, hvor Herluf kører, og vi har været mange steder.

Uden for feriesæsonen gik jeg på flere forskellige kurser. Jeg gik mange gange på franskkursus, hvor jeg lærte fransk uden tårer, og et kursus der hed ud at rejse og tale fransk, jeg gik også til Italiensk. Vi havde nogle bekendte, hvor han var præst, og hans kone var lærer på Emdrupborg, og så ringede han til mig en dag og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at gå til Italiensk. Nej, det havde jeg ikke tænkt mig, men han ville komme og hente mig, og han skulle nok også køre mig hjem, og så talte jeg med Verner om det, det var også om formiddagen, så den hoppede jeg på. Vi gik inde på Berlitz School, det er en meget kendt sprogskole i København. Det var meget mærkeligt, for jeg havde aldrig tænkt på Italiensk, men det var rigtig godt, for den lærer vi havde talte kun Italiensk. Den første dag, hvor vi gik derfra, så kunne jeg sige mange ord på Italiensk, der blev ikke talt andet fra vi kom til vi gik, og jeg har heldigvis det nemt med sprog. Han fik os også til at skrive nogle forskellige sætninger. Noget var måske forkert, men jeg tog det som en oplevelse, jeg syntes det var meget sjovt. På vej hjem, sagde præsten, at vi skal lige hen på grønttorvet og købe noget frugt med hjem. De var kun 2 voksne og en søn, men de nøjes ikke med at købe en fem seks appelsiner, de købte en hel kasse. Så sagde han, nu køber vi det her, og hvis I vil have noget af det, er det i orden. Når vi så kom ned og besøgte dem, kan jeg huske, at han sagde til Marianne, som ikke var mere end 10 år, nu skal du og Lars bare spise så meget i kan. De nøjedes bare ikke med at give dem en, som vi andre ville have gjort, de var sådan lidt specielle mennesker.

Præsten konfirmerede vores datter, og jeg kan huske, at deres søn også blev konfirmeret, og vi var inviteret med til en andendagsfest, hvor der kom udelukkende præster, og så var der os. Jeg kan lige så tydelig huske, at vi sad og bad bordbøn, og Verner og jeg skævede lidt til hinanden, men det varede ikke så længe, så rejste han sig op og klappede i hænderne og sagde, så venner, så går vi til sagen, og så kan det nok være, de kunne lide øl og snaps, og vi kunne ikke lade være at more os over det bagefter. Han sagde også, nu skal vi have noget livsens vand, som de kaldte det. Så fik du også en lille præstefortælling.

Jeg har også gået til slægtsforskning, og det har interesseret mig meget, det har jeg måtte stoppe med, for jeg kan jo ikke se til det. Det interesserede mig virkelig meget, jeg valgte min fars slægt, for det er jo et sjældent navn, min mor var født Larsen, og det er der jo mange der hedder, jeg tænkte, jeg må have det, som ikke er så kendt, så nogen årgange er jeg gået tilbage, men da jeg så først ikke kunne se mere, så måtte jeg stoppe. Navnet Felthausen stammer fra Holland, jeg ved min farfar var arrestforvarer i Skælskør, og min farmor er fra Fyn, og så begynder det at brede sig ud.

Ud over Fransk og Italiensk har jeg også gået til Tysk, og alle de fag gik jeg gerne til om formiddagen, det havde jeg tid til. Jeg havde godt nok et stort hus og holde rent, men jeg havde en dejlig hushjælp, som kom en gang om ugen, og gjorde rent, for det var en 7 værelsers lejlighed. Det havde jeg virkelig brug for, og jeg havde også brug for at kunne arrangere mad, fordi min mand var skoleinspektør. Man brugte dengang, når der var eksamen, at censorerne kom ind og fik et måltid mad hos skoleinspektøren. Det kunne jeg godt lide, og min mand var så glad for, at jeg ville gøre det. Jeg kunne lide at lave mad og arrangerer det. Så fik jeg en liste af min mand over, hvor mange der kom. Det kunne godt være en halv snes stykker, og man kunne godt være uheldig, at det kunne være nogle dage i træk, hvis man kunne sige det sådan, men jeg kunne godt lide det. Jeg syntes det var morsomt, og jeg havde et dejligt hjem, og jeg havde pænt porcelæn og sølvtøj, så det var et pænt bord, jeg kunne dække. Jeg kan huske, jeg var sikker på succes, hvis jeg lavede leverpostej, og hvis jeg stegte sild og lagde i eddike, det var to ting, som var fuldtræffere hver gang. De lærere der kom sagde, at det havde de næsten ikke fået, siden de boede hjemme, og de syntes det smagte så dejligt.

Efterhånden fik vi det lavet sådan, at der var en charcuteri forretning, der leverede det hen til mig, for efterhånden kunne jeg ikke overkomme det. Det var det nemmeste, for de sad omtrent i alle stuerne.

Vi havde 3 flotte stuer. Først kom de ind i den ene stue, der sad de lige og skulle ryge en cigaret, når de nu kom over fra der hvor de var censorer, så gik de ind i spisestuen, hvor jeg havde dækket pænt op, og de spiste alt hvad de orkede og lidt til, og så gik de ind i dagligstuen og sad og drak kaffe. Det vil sige, at alle 3 stuer var i gang.

De sagde så farvel, og nogle sagde tak for i dag, men nogen sagde bare farvel, lærere er meget forskellige. Nåh! tænkte jeg, så kunne jeg bare gå ud og vaske op. Jeg havde heldigvis en opvaskemaskine, så jeg kunne begynde at rydde ud, og det havde jeg ikke hjælp til, der var jo ingen der forlangte det jeg gjorde, jeg ville jo gerne selv.

Min mand var meget glad for jeg gjorde det, han var så glad for, at jeg så tit havde åbnet stuerne, det satte han megen stor pris på. Derfor kunne jeg også stå og få al den mad væk. Jeg kan huske når han kom tilbage, så var klokken ca. 2, så vidste han godt, at det bedste han kunne sige til mig var, “Skal vi køre en tur”, og så kørte vi en tur ud ad Strandvejen, og det var gerne belønningen for det der, det syntes jeg var dejligt, og så hjalp han mig gerne mange gange om aftenen, hvis der nu skulle komme et hold til næste dag.

Min mand var skoleinspektør i 13 år, og da han ville gå på pension, ville vi have bygget et helårshus på sommerhusgrunden, men det måtte man ikke. Vi solgte den, og vi måtte så kigge os om efter noget andet.

Vi så i Berlingske Tidende, som vi altid holdt om søndagen, at der stod noget om et hus på Møn. På det tidspunkt, havde vi aldrig spekuleret på at bo på Møn, vi kendte kun Møn på Møns Klint. Vi kørte en tur derned. Der var tre huse til salg, og vi tog dem så fra en ende af. Jeg kan huske, at det første vi kom ind i, var ikke noget, og det andet heller ikke, og så siger jeg til min mand, hvis det så bare var det der lå derhenne, og så pegede jeg videre frem, så kunne jeg måske tænke mig det. Det viste sig, at det var det tredje hus, som var til salg, og der var vi bogstaveligt talt solgt, da vi så det. Der var 5 tønder land, og det lå med jorden lige ned til Stege Nor, det er et ret stor farvand, Det hed Bissinge, og vi sagde for sjov Bis – inge, det blev det kaldt i mange år.

Det var et lille husmandssted, som vi købte for ikke ret mange penge. Jeg kan ikke mere huske, hvad vi gav for det, men vi gav det som de forlangte. Vi kunne få to tønder land mere, hvis vi ville give 10.000 kr. mere i udbetaling, og det gjorde vi så. Det var et bindingsværkshus med bjælkelofter, og stråtag, og så brugte vi faktisk ret mange penge på at gøre det i stand. Det blev helt vidunderligt, Der var et stuehus ud mod vejen, og så var der to længer, med en gård imellem, og så var der en stor gårdsplads ned til Stege nor, og vi forpagtede så jorden væk.

Ham der forpagtede jorden, sagde at jeg ikke var helt almindelig, for jeg forlangte, at der skulle vær en gang gennem marken lige ned til vandet, og den skal være så bred, at Verner og jeg kan gå ved siden af hinanden. Den fik jeg, og den var der lige til jeg flyttede derfra.

Det første vi gjorde var at lægge nyt stråtag på, og huset blev fuldstændig moderniseret.

Verner og Herluf havde en bror Knud, som var tømrermester, og han var hel vild med det hus, og han hjalp os med at lave et helt nyt køkken, og i den ene længe, hvor der havde været værksted, lavede vi om til en pragtfuld stue. Knud havde fået et par store vinduer til overs, og dem brugte vi som væg i stuen, så vi kunne sidde i sofaen og se lige ud over vandet. Der oplevede vi meget naturmæssigt når de forskellige fugle kom på besøg. Der var musvåger og troldænder, og det blev vi helt fortroligt med, når de forskellige kom.

Fra forsiden af huset var der kun 2 km. ned til Østersøen, der kunne vi meget nemt gå ned, jeg har været meget godt gående, og derfor er det skæbnens ironi, at jeg nu har fået taget noget af det ene ben op til knæet, på grund af blodomløbet.

Vi startede med at bruge huset som fritidshus, men i 1976 flyttede vi helt derned.

Min mand levede der desværre kun et år, så fik han dårligt hjerte og døde i 1977. Det var strengt, for vi havde regnet med, at skulle have mange gode år der, men han nåede lige at blive 64 år, det er 22 år siden nu.

Så stod jeg pludselig der alene, vi havde lige fået flyttet vore møbler ned fra skolen, og vi havde talt om, hvor møblerne skulle stå, og vi havde fået lavet det hele så dejligt, og så kunne jeg faktisk ikke nænne at flytte derfra. Skoledirektionen i København sagde ellers, at vi skal nok hjælpe dig med at få en lejlighed derinde, men jeg kunne ikke nænne at tage derfra. Jeg blev meget ensom på Møn, og mine venner i København sagde, hvorfor bliver du dog, hvad vil du i alverden lave på Møn alene.

Jeg har altid været så bange og mørkeræd og alt muligt, men i samme øjeblik jeg blev alene, så var jeg aldrig bange mere, det var lige som om Verner sagde, det her kan du godt klare, det skal du. Nå ja tænkte jeg, så må jeg prøve på det.

Bilen var min gode ven i mange år, jeg kørte en tur hver eneste dag. Jeg havde Herluf og Birthe i Vordingborg, som var meget søde ved mig, og jeg fik en del gode venner i Bissinge, som var forfærdede over det der skete, og de var også meget søde ved mig.

Jeg kørte også til København og besøgte mine venner derinde, og når de kom ned og besøgte mig, så tog de deres dyner med i bilen, og så overnattede de til gengæld nede hos mig. Jeg havde god plads, for den ene fløj havde vi lavet om til et skønt soveværelse og et ekstra badeværelse, så jeg kunne sagtens have liggende gæster. Mine børnebørn Kim og Anne kom næsten hver weekend, og så kom de næsten altid med en stor pose og sagde, må vi godt få vasket tøjet, og så havde jeg travlt med at hjælpe dem med det. Jeg tog mig meget af dem den gang, for de havde brug for det, for forældrene blev skilt, og min datter var glad for, at de kunne komme hos mig. Min datter blev senere gift igen med en skoleinspektør, og hun ejede stadig huset på Brøndlundsalle, men hun ringede i går og sagde, at nu flyttede de til Nordsjælland, så nu skulle huset sælges. Det er lige før det gør mig ondt, for nu har vi haft det 50 år i familien, og min datter har aldrig boet andre steder, så det bliver underligt, men det jo en anden sag.

Jeg var også med i en teaterforening, og så havde jeg nogle søde naboer, som jeg sommetider spiste sammen med, og så begyndte vi at spille kort, og vi spillede kort en gang om ugen. Det var så heldigt for mig, at der boede en lige over for mig, og ligeledes en på hver side af mig, så der var altid en som skulle samme vej hjem. Der hvor jeg boede, var der ikke megen lys om aftenen, jeg har sommetider gået forbi min egen opkørsel, uden at være klar over, at jeg var kommet hjem, men hvis jeg tændte lys alle vegne, så var det nemmere.

Jeg havde altid været vant til at rejse, og jeg havde en veninde, som havde mistet sin mand et år før jeg, og vi blev enige om at prøve at rejse ud sammen, og vi rejste ca. en gang om året. Vi tog til Madeira, og vi var på Mallorca og på Tenerife, og jeg har også rejst sammen med Herluf og Birthe, dem var jeg på Mallorca sammen med.

Min familie fra Australien ringede også og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at komme derover, for mine nevøer, som jeg jo var jævnaldrende med, ville gerne have mig derover. Det sagde jeg ja til, for det ville jeg gerne. Jeg havde ikke set dem i 20 år, og så rejste jeg til Australien, jeg rejste helt alene. Den gang var der noget der hed Jørgensens Rejsebureau, som var et stor Rejsebureau, og der gik jeg ind og bestilte en billet til Sydney, som skulle gælde 2 måneder, og der var yderligere ophold i Singapore i 2 dage. Min datter var med inde og købe den. Hun sagde, jeg skulle da tage Singapore opholdet med, for du kan da altid se om du vil bruge det. Du skal da tage det, når den er med i billetten. Det er så mange år siden, dengang var jeg frisk, så det tænkte jeg vel nok, jeg kunne klare. Så rejste jeg helt alene, for mange sagde til mig, du følger bare med de andre. Så sagde jeg, at det kunne jeg vist ikke, det var en rejse jeg selv havde bestilt, men jeg tog alligevel af sted.

Der var ikke nogen andre, som tog sig af mig. Det var et rutefly, og det gik ned i Rom, i Athen, og forskellige steder der nedad, og det varede 27 timer. Så kom jeg til Sydney, og der stod hele min familie samlet i en halvkreds. De var jo nu blevet gift alle de unge, og nej hvor var det dejligt, og nogen af dem havde fået børn. Det var altså en oplevelse, det må jeg sige, og jeg blev rigtig godt forkælet derovre i de tre dejlige hjem, og det er gået dem så godt alle sammen.

Jeg boede først hos den mellemste af dem, og så var jeg 8 dage hos den næste, og ligesådan hos den sidste, så de sagde, når jeg rejste videre, er det så vores ration? De viste mig så meget af Australien, jeg har været i Operahuset og på Ayers Rock, som er en klippe, der ligger midt ude i Ørkenen, og der var nogle bjerge, der hed de 3 søstre. Det var Jens, som kørte mig ud på disse ture, og den midterste af nevøerne, havde en meget flot bil med aircondition, det var ikke noget vi kendte herhjemme på den tid. Så en dag sagde han til sin kone Birgitte, at vi skulle tage hen til en by som hed Canberra, som er hovedstaden. Vi tog så af sted i den fine bil i fire dage, hvor vi kørte ud og overnattede forskellige steder. Han havde biltelefon, og det kendte vi jo heller ikke. Da vi havde været væk på fjerdedagen og skulle hjem igen, så sagde Birgitte, vi siger ikke noget om, at vi lige bliver en dag til, så ringede telefonen, og så siger Poul, nå nu er i jo snart her i nærheden, jeg har bestilt bord, så i kan godt holde ind, ved den og den kro. Han havde fulgt med i det hele, det kunne han på grund af biltelefonen, og jeg måbede jo noget, og så sagde hun, den gik så altså ikke. Han sad så der og ventede i en anden bil, for de havde nemlig 2 biler, og så havde han bestilt bord et sted, som hun godt kendte i forvejen. Det var meget spændende at opleve.

Jeg var derovre den 24. november, som var min fødselsdag, og sjovt nok, så havde Birgitte også fødselsdag samme dag. Jeg holdt også jul derovre, og de sagde, det bedste du kan gøre for os, det er at blive her noget længere, og det ville jeg jo gerne, så jeg blev der en måned til. Jeg var der i 3 måneder. Nu var der jo også tre hjem, jeg kunne fordele det på, så det gik jo meget godt.

Min familie var jo immigranter, så vi var meget sammen med andre immigranter, der var mange englændere og hollændere, og de var alle sammen så gæstfrie, og så sagde de altid, “What will you like to drink, do you have a shower?” Det var jo det man havde brug for, noget at drikke og komme ind og få et brusebad. De havde alle sammen gæstebrusebade, hvor der lå stabler af håndklæder, for det var meget almindeligt, at man gik ind og tog et brusebad, fordi det var så varmt.

Alle dem jeg besøgte talte jo engelsk, det friskede noget op på mit sprog, så jeg kunne sagtens tale engelsk, da jeg kom hjem derfra. Det var en meget stor oplevelse,

På hjemvejen skulle jeg gøre ophold i Singapore, der kom sproget mig til hjælp. Jeg boede på et meget fint hotel, som hed Hollyday Inn, og det var forudbestilt i den rejse, jeg havde. Jeg fik et stort værelse, og jeg gik der helt alene, og der vovede jeg mig ud i Singapores gader, og så på byen. Jeg kan huske, at den første dag, fik jeg et lille hæfte, hvor man kunne sige, hvis man ville på en eller anden tur. Så bestilte jeg en tur til en Botanisk have, og det kunne jeg godt finde ud af. Så kom der en bus og hentede mig, men jeg kendte jo ikke en levende sjæl, så jeg gik ind, ligesom alle andre gik ind, og så blev jeg vist rundt i denne botaniske have, og det var også spændende.

Det er så mange år siden, og der kunne ikke rigtig ske en noget, følte jeg. Min nevø Poul, som jeg boede hos i Australien, var meget omhyggelig, så han ringede til mig på hotellet, og hørte om jeg var kommet godt derhen. Det blev jeg glad for, at de fulgte mig i tankerne der.

Der var en mindeudsendelse om Elvis Presley, som var død i 77, og den ville blive vist på storskærm, og det bestilte jeg bord til, for hvad skulle jeg lave om aftenen, jeg turde ikke gå ud. Så var der en stor terrasse på hotellet, og jeg tænkte, at jeg nok kom til at sidde sammen med nogle andre, så da jeg havde bestil bord, blev alle tallerknerne taget væk, så jeg sad helt alene ved bordet. Det var ikke lige sagen, men der var ikke noget at gøre ved det, jeg var der selv, og så jeg filmen, og der var dejlig musik, men jeg havde håbet på, at der var nogle andre jeg kunne have talt med.

Næste dag gik jeg tur i gaderne, men jeg gik ikke længere end, jeg hele tiden kunne se hotellet.

Da jeg havde sølvbryllup, havde min mand foræret mig et meget fint bredt guldarmbånd. Det havde jeg på, men i dag tør man ikke gå med sådan et armbånd, i dag siger man, det bliver stjålet fra en. Jeg gik helt alene med det fine armbånd, der var ikke en, som tog sig af det, der var heller ingen som sagde til mig, at dette skulle jeg ikke gøre, jeg havde det bare på, og det har jeg tænkt på senere, jeg tør ikke have det på mere. Jeg bar det sidst til min 80 års fødselsdag.

Jeg kan også tydelig huske, at jeg var inde i en forretning, og den ene dame, som stod derinde, spurgte om det var rigtig guld, og jeg svarede ja, det var det da, og jeg har senere tænkt, at det var utroligt, at jeg turde gøre det.

Det var i hvert tilfælde godt jeg kunne tale engelsk. de talte engelsk alle vegne, hvor vi kom, og det fik jeg meget brug for.

Den dag vi skulle rejse, afleverede jeg min kuffert, og jeg kunne se den stå på gulvet i hallen, medens jeg fik en lille forfriskning inden jeg skulle flyve, og så tænkte jeg, det er mærkeligt, for min kuffert bliver ved med at stå der henne, og så fik jeg heldigvis i sinde at gå hen og sige det henne ved receptionen, hvorfor den kuffert ikke blev flyttet, jamen det var også forkert, den skulle have været af sted, og jeg kan huske jeg sagde, det kan jo ikke nytte noget, jeg skal jo med flyet, min kuffert skal da med hjem, og så sørgede de for at både jeg og kufferten kom med en taxa til flyvepladsen. Da jeg kom derud, skulle jeg selv finde hen til det sted, hvor man kan komme til København, og så kom jeg hen og skulle aflevere min billet. Så kiggede han på den og rystede på hovedet, som om den ikke duede, da kan det nok være, jeg fik brugt mit engelsk, og jeg sagde, det gør den, og jeg skal med det fly. Nej, sagde han, det var booked ind. Der var nogle andre som sagde, at det brugte de meget, hvis de kan få nogle andre ind. Men det ville jeg ikke finde mig i, jeg brugte alle de engelske ord jeg kunne, det kunne ikke være rigtigt, men de blev ved med, at det var ikke nu jeg skulle af sted. Så fik jeg heldigvis i sinde at tage ned i den lomme jeg åbenbar havde i min jakke, og der lå et stykke papir, fra Singapore Airline, hvor jeg havde fået lavet min billet om, og der havde jeg bevis for, at det var den dag, jeg skulle af sted, den stod jeg med foruden min billet, og jeg kan se mig selv endnu, da jeg sagde, her!!! Så først fik jeg min plads i flyet. Hvis jeg ikke havde haft den ekstra billet, så var jeg ikke kommet med flyet den dag. Men jeg kom da med, og der var en anden dame fra Danmark, som jeg først lærte at kende senere i flyet. Det var fordi, flyet gik ned i Bahrain, og da vi kom derned, var der en hel masse soldater på den flyveplads, og de ville ikke lade flyet gå videre. Kaptajnen kom ind og sagde, vi skal nok komme hjem, jeg kan ikke sige hvordan, om vi kommer det nu, der er noget kludder, de kan nok se, der står så mange soldater herude. Vi fik at vide, at der kunne ikke ske os noget, men vi fik nogle timers ophold ufrivilligt der, og der kom jeg til at tale med en dame, som på dette tidspunkt ellers havde siddet længere nede i flyet. Så blev vi pludselig klar over, at vi begge to var danske, og vi gik så lidt rundt, men vi var ikke stolte af situationen. Vi blev en del forsinket, men vi kom af sted, men vi fik aldrig at vide, hvad årsagen var, men vi kom da hjem til København, og den dame, har jeg så talt med efter den tid, men nu er forbindelsen der ikke mere, hun havde også været i Australien, men et helt andet sted end jeg havde været.

Jeg var heldig at være i Australien i 1979 hvor vi her på Sydsjælland og Møn havde snestorm, hvor alt lukkede, og jeg lå bare og flød i Swimmingpoolen nede i Australien. Jeg havde nogle meget søde naboer, som passede mit hus medens jeg var væk. Han gravede mange gange for mig, når det var snevejr, og han plejede også at grave sne væk, så jeg kunne komme ud derfra, men disse søde naboer, lever desværre ikke mere.

Da jeg kom hjem derfra, så var det at Herluf og Birthe skulle til Mallorca., og de spurgte, om jeg ikke ville med, og da var jeg lige hjemme en måneds tid, så tog jeg med, og det var dejligt.

Vi havde en Audi, da min mand døde, og af en eller anden grund, syntes jeg den var for stor, så byttede jeg den til en Honda Civic, det var en smart bil. Jeg kan huske Herlufs kone Birthe begejstret sagde, det er rigtig en bil for en pige den der. Efter den købte jeg en Mazda 325, den havde jeg så en tid, men så syntes jeg ikke den kunne køre stærkt nok, så købte jeg en ny, og den havde jeg så, til jeg ikke måtte køre bil mere.

Der gik heldigvis mange år, men så en dag kunne jeg ikke rigtig se bilnumret på den bil, som kørte foran mig, så jeg tænkte, der er et eller andet galt. Så kørte jeg op til en optiker, som jeg kendte i Stege, og sagde, jeg skal altså have nye briller, for der er et eller andet galt med mine øjne. Men han sagde, efter han havde undersøgt mig, nej Inge, du har grå stær, du skal opereres med det samme. Jeg spurgte ham, om han mente jeg kunne køre hjem, der var 4 km. , men han sagde, at det kunne jeg i hvert fald godt, jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg kørte meget forsigtigt hjem, det var jo ude på landet. Så satte jeg bilen i Carporten, og jeg rørte den ikke mere.

Kan du huske hvilket årstal du blev medlem af Dansk Blindesamfund?

Ja, men først blev jeg opereret for Grå Stær, og så gik det sådan meget godt, men jeg kørte ikke, men så blev det dårligere alligevel, så fik jeg Laser stråler, og så sagde specialisten inde i Næstved, jeg har gjort alt hvad jeg kan, der er ikke mere at gøre, så jeg melder Dem ind i Dansk Blindesamfund, og det var i 1989. Da blev jeg så forskrækket, for jeg havde slet ikke forbundet det med, at det var så slemt. Han var nu rigtig sød ved mig, han sagde det var forkalkning, men der var ikke mere at gøre. og jeg går stadigvæk til øjenlæge, men det er ovre i Maribo. Det gør jeg fordi, da jeg var blevet opereret, blev jeg tilbudt et ophold ovre på et rekreationshjem i Maribo, det blev jeg meget forbavset over, at jeg fik tilbudt, men jeg tror det var fordi jeg var alene. Det tog jeg imod, og jeg var der i 3 uger, og havde det noget så godt, og jeg var glad for at være der, men fordi jeg var blevet opereret, så var der sting, som skulle tages i øjnene. Så sagde jeg til forstanderinden, at jeg vel så skulle til Vordingborg, men det behøvede jeg sandelig ikke, for vi har alle tiders øjenlæge her i Maribo, som er specialist, som hedder Eriksen, og siden den tid er jeg altid kommet hos ham, han er noget så sød ved mig, og han sagde, hvis der er et eller andet med dine øjne, så skal du bare ringe, det er lige meget om det er den ene eller den anden dag, så skal du bare ringe til mig, så taler vi om det, og hvis der er noget som kan gøres, så bliver det gjort. Men jeg er kun derovre nu en gang om året, fordi der er ikke mere at gøre ved det. Jeg tror heller ikke jeg turde prøve, selv om de sagde, der skulle være en chance. Jeg er tilfreds med det jeg kan se nu, jeg kan ikke læse, men jeg kan godt orientere mig, så hvis jeg bare kan få lov til at beholde det syn jeg har i dag, så er jeg meget taknemmelig. Jeg syntes der er mange ting, som jeg kan klare, som man ellers ikke ville kunne gøre, så må jeg være glad for det.

Jeg blev meget forskrækket, da lægen meldte mig ind i Dansk Blindesamfund, men jeg har været så glad for det siden, for jeg syntes, det er rart at komme sammen med andre, som har det samme handicap. Jeg syntes det er hyggeligt, og at vi alle forstår hinanden, man behøver ikke det med at skulle lade som om, vi forstår hver især hvad det vil sige ikke at kunne se.

Jeg har også deltaget i nogle kurser på Møn, hvor vi lærte at sy læder, det var på Biblioteket i Stege, hvor Else Andersen var lærer, jeg har nogle pæne tasker, som jeg har syet der. Jeg gik også til Litteraturkreds hos Kathrine Andersen, sådan noget kunne jeg godt lide.

Jeg er blevet hofte opereret 2 gange, først den ene hofte, og 10 år senere den anden. Jeg havde så mange smerter i min hofte, og det blev ved og blive udsat og udsat med operation, så til sidst tænkte jeg, jeg kan ikke holde det ud længere, så dagen før min fødselsdag, ringede jeg til et privathospital i København og spurgte om de kunne hofte operere mig, og det kunne de. Hvis jeg kunne komme med det samme, så ville jeg kunne blive opereret i løbet af nogle få dage. Så ringede jeg til Herluf, og spurgte om han ville køre mig til København, og det ville han gerne. Han tog med mig ind og blive røntgenfotograferet, og det var den 2. december, og jeg blev opereret, og kom hjem inden jul, for det tog ikke mere en uges tid. Sidste gang, da jeg begyndte at få ondt i hoften, da ringede jeg med det samme privat, og der blev jeg opereret inde på Hamlet, og det varede heller ikke mere end 8 dage. Jeg var glad for denne mulighed, for da jeg første gang gik og ventede på operation, var jeg så forpint af smerter, ellers ringer man ikke dagen før sin fødselsdag, hvor jeg skulle have gæster, jeg kunne ikke holde det ud.

Mine hofter har holdt godt, men jeg er ikke så heldig mere, for det der er overgået mig nu, hvor jeg har måttet få taget et stykke af mit ene ben, havde jeg ikke forestillet mig.

Hvor længe boede du på Møn?

Der boede jeg lige til 1991, men da der efterhånden ikke mere var nogen brugs ovre i Bissinge, og genboer og naboer var døde, så kunne jeg pludselig ikke holde det ud mere, så flyttede jeg ind til Vordingborg hvor jeg købte et hus på Dagmarsvej. Jeg fik solgt Møn huset i løbet af ingen tid, og fik det rigtig godt betalt.

I 1985 døde Herlufs kone Birthe, og Herluf og jeg støttede så hinanden, og kom mere og mere sammen.

En dag hvor jeg var ovre hos Herluf, kørte vi en tur, og så kommer vi tilfældigvis kørende ned ad Dagmarsvej, det var egentlig mærkeligt, syntes jeg bagefter. Vi kørte rundt for at se om der var et hus, som jeg kunne tænke mig, og så møder jeg en dame, som har været gift med kredslægen her i Vordingborg. Hun kom lige ud fra garagen med sin bil, og vi kendte hende, fordi vi havde været sammen med hende til selskab før. Så siger hun, om vi ikke begge to vil med ind og have en drink, så vi parkerede bilen, og så kom vi ind i det hus, som jeg så købte få dage efter. Hun havde solgt sit hus oppe på Hammerichsvej, og boede midlertidigt i huset, for hun skulle over og bo i Lysgården, men det var ikke helt færdigt. Det var en sagfører, som havde huset, og han havde købt hendes hus, så de var blevet enige om, at hun kunne da godt bo dernede, indtil han fik det solgt, eller Lysgården blev færdig. Vi begyndte at kigge lidt mere på huset. Vi syntes det var et spændende hus, og det var pænt. Så var vi derovre næste dag og se det en gang til, og vi købte det så af ejendomsmægler Ole Poulsen.

Vi rejser stadig til udlandet. Herluf har en dejlig stor bil, for nu fylder jeg jo lidt mere, når jeg skal have kørestolen med, men vi har været i Østrig. To gange har vi været i Budapest i Ungarn, og ned igennem Tjekkiet to tre gange. Vi har også været i Italien og i Frankrig flere gange og i Andorra, og i Holland.

Vi har kun haft een mærkelig oplevelse. Vi havde set i en af bøgerne om Tjekkoslovakiet, at i en by var Europas største torv, og det skulle vi da ind og se. Der var en ringmur om det torv. Så kørte vi ind og stoppede op en gang, jeg sad i bilen, og Herluf steg lige ud for at tage et billede. Han satte sig hurtigt ind igen og begyndte at bakke, men så stod der to politibetjente med korslagte arme og så sorte og store og væmmelige ud. Vi blev helt forskrækkede, og det endte med vi fik en bøde, for vi måtte ikke parkere der, men det gjorde vi jo heller ikke. Vi lagde mærke til nogle folk, som stod ved siden af, og de rystede på hovedet. Men vi betalte skyndsomt bøden, den var nu ikke så stor, omregnet blev det 75 kr. Det betød jo ikke så meget, og vi var godt glade for at komme derfra.

Den sidste rejse vi tog er lige et år siden, det var den 5. februar, Herluf havde lige fået sin Audi. Jeg gik og ventede på indlæggelse med mit ben og undersøgelse, og det var ikke til at holde ud, så vi blev enige om at tage en rejse. Først tænkte vi på bare at flyve til Mallorca. Det kunne vi ikke få, alt var udsolgt, for det var lige i skolernes vinterferie. Vi tog så bilen, og kørte bare væk fra al det triste med operation og lignende. Jeg havde fået brev om at møde på sygehuset i Nykøbing Falster d. 25. februar, så vi kørte først ned til Harzen. Der boede vi i 2 nætter, og vi tillod os at overnatte på nogle lækre hoteller. Vi kørte så rundt i Harzen, og der var lige faldet sne, så det var noget så pragtfuldt, vejene var ryddede, og træerne var bare så flotte. Så tog vi videre syd på til en lille by, som heder Swienberg på et dejligt landhotel, som vi har besøgt flere gange. Så kunne jeg tænke mig at komme til Schwarzwald, og så kørte vi derned, og fandt også der et dejligt hotel, og vi regnede bare med, at vi skulle blive der en nat eller to, men vi blev der en hel uge.

Jeg glemte alt om smerterne i benene, jeg vidste heldigvis ikke, hvad der ventede mig, når vi kom hjem, jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville gå sådan.
Det var et dejligt vejr vi havde, der var sne, men samtidig 16-18 graders varme, så den frokost vi havde taget med i bilen, kunne vi stå ude i sneen og spise, så varmt var det, og vi så skiløbere ned ad bjergene, det var noget så dejligt. Vi havde tid til at køre rundt, vi var rundt om Bodensøen, og det endte med, vi kørte over til Frankrig, op igennem Alsace, og boede et par nætter der, og igennem Luxemburg hjem.

Da vi kom hjem, skulle jeg møde på Nykøbing Falster Sygehus hos Karkirurg Max Greve. Da vi kom derned, sagde han, det ser ikke så godt ud. Jeg har røntgenfotos, det sætter jeg op på den lysende væg. Så kunne vi se, at det var ikke andet end blyantsstreger. Han sagde, jeg kan ikke operere, og jeg kan ikke forestille mig nogen anden læge, som vil begynde på det. Det eneste du kan gøre er at gå og gå, og når det begynder at gøre ondt, så skal du fortsætte med at gå. En halv time før du har tænkt du vil begynde at gå, så tag et par smertetabletter, så er der måske håb om, at blodet kan finde vej gennem små blodårer. Det gjorde det ikke, så jeg fik benet fjernet i Slagelse den 5. oktober 1998.

Det betød så, at jeg måtte af med mit hus på Dagmarsvej, og jeg måtte have den handicapbolig her på Brænderigården. Det er noget som lægerne har arrangeret, fordi jeg kunne ikke klare mig selv. Det har været temmeligt rædsomt. Det hele blev arrangeret medens jeg endnu var syg, så nu er det bare om at komme videre forhåbentlig, og i den retning er jeg heldigvis temmelig stærk.

Jeg træner 2 timer hver formiddag ude på sygehuset, og jeg tror, at det også er derfor de gør meget for mig. De kan godt mærke, at jeg vil selv, men de syntes alligevel, at nu skal det undersøges sådan, at det ikke går galt med det andet ben. Det får jeg at vide i dag om 14 dage, om der er nogen chance for, at jeg får lov til at beholde det.

Men bortset fra det har jeg det jo godt, jeg er jo ikke syg, jeg fejler jo ikke noget, det er kun blodomløbet i benene. Og det er skæbnens ironi, for jeg har altid været så glad for at gå, så det er meget mærkeligt.

Denne slemme periode jeg har haft med at miste det ene ben, var aldrig gået, hvis jeg ikke havde haft Herluf, som har været trofast med at besøge mig hver eneste dag på sygehuset, og hjælpe mig på alle måder, og det gør han stadigvæk. Jeg har været helt fri for at have fremmed hjælp, og vi føler os meget knyttet til hinanden.

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Birthe Bille Hansen, Ammendrup, 4720 Præstø.

Interviewet af Birthe Person Næstved den 22.1.1999.

Jeg hedder Birthe Bille Hansen født Petersen den 2.6.32 i Hadsten, en stationsby, som ligger mellem Århus og Randers.

Min far var dyrlæge, og min mor var hjemmegående husmor, så jeg har haft en barndom, hvor jeg havde mor hjemme, når der var brug for det.

Jeg gik i børnehave 3 timer om formiddagen, og der fra har jeg en sjov episode. Når jeg skulle i børnehave, skulle jeg over en gade, men min far sagde, at hvis det havde været senere, så ville jeg aldrig været kommet over gaden, for hvis jeg så en hestevogn på lang afstand, så ventede jeg til den var kommet forbi. Den havde jo ikke rigtig gået i dag.

En dag jeg gik i børnehave, mødte jeg en pige. Der var nemlig langt til børnehave, jeg skulle nok gå det meste af en halv time. Så spurgte jeg hende, om hun ikke gerne ville med i børnehave, og det ville hun da gerne.

Da vi så kom op i børnehaven, så spurgte børnehavelærerinden, hvem hun dog var. Det vidste jeg ikke, og hun vidste det heller ikke, jamen hvad hedder du, og det vidste hun også dårligt, hun hed Bitte, men hendes far var en tyk ostemand, og det var alt hvad hun vidste.

De ringede så til min mor, og min mor anede jo ikke hvem jeg havde slæbt med i børnehaven. Det viste sig, at hun slet ikke boede der i nærheden, men de fandt altså frem til det, så hende havde jeg fået taget med i børnehave—

Jeg kom så i skole, og der havde jeg ikke ret langt, og det var den almindelige kommuneskole.

Jeg kunne se den gang. Min øjensygdom er Retinitis Pigmentosa, d.v.s. jeg var natteblind, og jeg havde ikke så stort et synsfelt. Det var jeg ikke selv klar over dengang, jeg troede alle så, som jeg gjorde.

Jeg var jo barn under krigen, der var der ikke meget gadelys, der var stort set ikke noget. Min far havde ingen benzin, vi kørte i generator biler, så vi cyklede. Jeg havde en faster, som boede 2 en halv kilometer væk ude på landet. Så en gang var det blevet tusmørke, da vi skulle cykle hjem, og så kører vi over en å med rækværk for. Der var jeg lige ved at køre ned på siden af rækværket, jeg har været en 10 11 år. Der greb far mig og ruskede mig sådan meget, og sagde, at jeg skulle se mig for. Men han havde vist alligevel fat i kraven på mig resten af vejen hjem, og det er noget, vi aldrig rigtig har kunnet snakke om. Min mor siger, at far kunne vågne op, og at han havde drømt om, at han var så ked af det der.

Senere skulle jeg så absolut lære at spille tennis. Fordi, far og mor var jo meget dygtige tennisspillere begge to, både til tennis og badminton. Hele min barndom har jeg holdt mange søndage på tennisbanen, men det var nu ikke kedeligt, vi var mange børn, der var med derude. Jeg skulle også lære det, og far indkøbte en juniorketcher til mig, og jeg var meget stolt af den.

Dvs. det var jeg ikke helt, for når jeg var så dum i skolen til rundbold og høvdingebold i gymnastiksalen, så var jeg nok også dum til at spille tennis. Og det var jeg jo, for jeg så ikke bolden. Den skulle komme sådan lige imod mig, for at jeg kunne slå til den, og det blev min far lidt irriteret over, for han var jo ude og skulle træne med mig på tennisbanen.

Så kom der en af mine skolekammerater, og han hed Jens Mikael, og han stod og kiggede ind ad hegnet. Så råbte far, vil du prøve Jens Mikael, og det ville han gerne, og han var så god til det, og enden på det var, at far sagde, du kan ligeså godt give den ketcher til Jens Mikael.

Det bevirkede så, at min søster og min bror aldrig kom til at spille tennis. Min bror gør nu, men de blev aldrig budt det, for det var så mislykket med mig, det ville de ikke udsætte sig selv for igen. I den retning har far og mor været nogle sjove nogen, fordi det kunne jo godt være, at de kunne.

Nethe var nu lykkelig for, at hun slap. Fordi hun havde også Retinitis Pigmentosa, og blev blind. Hun havde nøjagtig samme forløb som jeg, altså blev blind 5 år senere end mig, da hun er 5 år yngre.

Ligesådan skulle jeg også gå til spil, og jeg har spillet klaver i fem år. Jeg kunne måske godt se noget, men jeg var doven, det interesserede mig ikke særligt meget. Jeg kunne lære udenad, men jeg kunne ikke spille efter gehør. Det var en plage, jeg skulle øve mig, og jeg skulle øve mig, og jeg havde ikke lyst til at øve mig, og spillelærerinden både lokkede mig, og truede mig, og gav mig gaver, hvis jeg ville øve mig, ja, jeg ved ikke hvad. Nethe og Richard siger altid, at vi har aldrig fået lov at spille klaver, fordi Birthe ikke gjorde det ordentligt. Det er også rigtigt, klaveret blev solgt på trods, fordi jeg ikke ville spille klaver.

Al det min mor havde gjort, det skulle jeg også gøre, og det havde jeg ikke spor lyst til. Jeg spillede næsten 5 år hos spillelærerinden.

Så var der til gengæld det med dansen, det var så mere vellykket. Min far og mor gik nemlig også til dans, de dansede dog ikke turnering, de gik kun til dans.

Jeg blev spejder, og det gik faktisk rigtig godt, bortset fra når der var natøvelser. Jeg skvattede over bardunerne og teltene, men det var jo ikke fordi jeg ikke kunne se, det var fordi jeg var dum og klodset, og det fik jeg meget tit at vide.

Det samme var i skolen, når vi spillede bold, så blev man valgt til rundbold, og jeg blev altid valgt sidst, fordi jeg kunne aldrig finde bolden, når den kom. Derfor sagde de ofte, ”Drømmer du nu igen” og hvad tænker du på? osv., osv. Det har alt sammen været, fordi jeg ikke så, så godt.

Da jeg var 10 år, kom jeg til øjenlæge, fordi man i skolen havde sagt til far og mor, at der måtte være et eller andet i vejen med mine øjne. Jeg så altså ikke så godt.

Dengang kunne de godt have fortalt mig, hvad det var. Det gjorde øjenlægen ikke, han sagde bare, at jeg skulle have en hel masse A-vitaminer, og jeg fik briller, men det hjalp ikke særligt meget.

Jeg sad altid på det første bord i skolen, det var lidt kedeligt, men det var jeg nødt til, for at kunne følge med på tavlen. Men bortset fra det, havde jeg ikke de store kvaler med, at jeg ikke kunne se.

Jeg var som sagt barn under krigen. Jeg gik i første mellem, da befrielsen kom, og i lokalarkivet derhjemme, er der et billede, hvor jeg og Eva, som nu bor i Florida, går forrest med et flag i hånden over til kirken den 5. maj 1945, hvor min far i øvrigt blev 40 år, og man kan se, det er Hadsten bank, der står på stangen. Dem havde de jo færdige, så de blev ellers kørt ud om natten mellem den 4. og 5. maj.

Jeg blev så konfirmeret den 13. april 1947, det var så i 3. mellem, man blev konfirmeret. Der var næsten ikke tøj at få endnu, selv om vi var nået frem til 47. Jeg kan huske min konfirmation, der var meget, meget få rynker i nederdelen, og den var så enkel, som den overhovedet kunne være, fordi vores syerske skulle have så meget ud af det stof som muligt. Trods det, at min mor og far kom meget sammen med manufakturhandleren, så var det stadigvæk sådan, det var næsten ikke til at få noget. Det var lagt under disken, men alle havde trods alt hvid konfirmationskjole på, hvordan de så end havde fået fat i det. Det var ikke nogle flotte kjoler vi præsterede der i krigsårene og lige efter krigen.

Jeg fik en salmebog til min konfirmation, jeg fik den af far og mor, og så var der med guld trykt mit navn bag på, og præsten skrev ind på den første side, hvad han havde sagt i kirken, det ord man havde fået med. Mor havde så købt sådan en lille salmebog, jeg kunne faktisk ikke se, hvad der stod i den, det var så små bogstaver, og far sagde, det var noget tumpet, men mor holdt med mig, at den skulle ikke se anderledes ud end de andres. Den er ikke ret stor min salmebog, jeg har den også endnu, jeg har aldrig rigtigt læst salmerne i den. Det var et tegn på, at det måtte ikke være, at jeg ikke kunne se så godt, det ville min mor ikke have, men det kunne jo ikke rigtig være anderledes, og det forfulgte hende sådan set.

De første år jeg kom hjem, efter jeg var blevet gift, og efter jeg var begyndt at se rigtig dårligt og gik med hvid stok, så sagde mor altid, at jeg ikke behøvede at have stokken med, når hun var med, hun kunne ligesom ikke lide det. Det sagde Nethe altid, at du har altså banet vejen, for jeg har ikke haft nær så mange problemer med mor, som du har haft. Det er nok rigtigt, min mor forstod det nok ikke sådan rigtigt, men hun kom til det, og hun nåede også til at synes, at jeg kunne mange ting, men hun var meget pylret med mig, utrolig meget. Hun var også min mor, og det er nok lidt svært at sætte sig ind i det der.

Omkring min konfirmation kan jeg ikke huske ret meget, andet end at det gjorde mig så ondt, at jeg ikke kunne se om aftenen, og nu skulle jeg til at gå til ungdomsgilder. Det ville jeg nok få lidt svært ved, der var så lidt lys alle vegne, og det havde jeg altså ondt ved. Jeg har aldrig kunnet lide sådan noget hyggebelysning . Men stadigvæk var det sådan, at jeg havde godt nok været til øjenlæge, men jeg kunne alligevel ikke forstå, at jeg skulle have sådan et besvær, men det havde jeg jo altså.

Jeg husker, da jeg fik realeksamen, der skiftedes vi til at holde fester de her sommer aftener, og der var en sommeraften, hvor vi skulle ud på landet til en af vore skolekammerater, og det blev jo tidlig lyst der sidst i juni måned, hvor vi havde fået vores eksamen. Vi cyklede derud, og vi regnede også med, vi skulle blive ved, men så da klokken den blev 1, så blev vi inviteret ud i haven. Der var hængt kulørte lamper op, og jeg kan huske det endnu, og så Kaj Damgårds far og mor de var rigtige højskolefolk. Så satte de i med “Fred hviler over land og by”. Det var meget flovt, for der var ikke ret mange af os der kendte den ,vi sang med så godt vi kunne, og så blev der sagt tak for i aften.

Der stod jeg jo med cyklen, og kunne ikke komme hjem, så jeg måtte på stang hos en af drengene, og en anden tog så cyklen med, sådan var det. Man lod ikke nogen i stikken, og det har jeg tit tænkt på, sådan er det vel også stadigvæk at man er en god kammerat, når det sådan kniber.

Så kom jeg på Hadsten realskole, og der tog jeg realeksamen i 1949. Dengang var det sådan, at man skule være rustet til at komme ud. Vi havde ung pige derhjemme, så jeg skulle være ung pige der hjemme et stykke tid, for min mor ville være sikker på, at jeg kunne noget, for det havde jo ikke været de store ting jeg havde lavet. Jeg havde altid fået mine sko pudset, og mine madpakker smurt. Det gjorde vores mor for os søskende.

Min plan var, at jeg ville være husholdningslærerinde, og det har jeg faktisk vidst altid.

Da jeg var 8 år, skrev jeg til Husholdningsseminariet Ankerhus i Sorø, og spurgte om, hvordan man blev husholdningslærerinde, og jeg fik en flot brochurer der ovre fra.

Da jeg så senere kom til Ankerhus, fortalte kontordamen, som var en meget ældre dame, at det brev har vi da endnu, det havde de gemt.

Jeg kom så på en gård ovre på Mols som husholdningselev. Det var et mindre gods, hvor vi var 2 husholdningselever, der skiftede mellem stue og køkken. Det var et meget spændende sted, hvor vi fik lært meget. Jeg var der fra maj til november i 1950.

Det lå lige ud til vandet, så jeg var i vandet der lige først i maj, det var noget koldt noget, men de andre var jo begyndt at bade der. Vi havde spændende store jagtselskaber, og store selskaber i det hele taget, jeg lærte utroligt meget på den gård . Det var nemlig sådan dengang, for at blive husholdningslærer, så skulle man have været et halvt år i huset på landet, og et halvt år i huset i byen, og så skulle man have et 5 måneders ophold på en husholdningsskole, inden man begyndte på seminariet.

Nu havde jeg så taget min tid på den gård på landet. Jeg længtes forfærdeligt hjem, det har jeg altid lidt utroligt meget af, og jeg kunne kun komme hjem en gang om måneden, når jeg havde fridag. Men jeg fik så 3 fridage fordi der var så langt hjem.

Da jeg så var færdig der til november, tog jeg på husholdningsskolen i Hadsten hvor der var en statsanerkendt husholdningsskole. Når jeg gjorde det derhjemme, var det ikke fordi jeg længtes hjem. Min far og mor ville have det, fordi min far havde været i Sorø, og tale med forstanderen om jeg kunne komme ind på Ankerhus.

Jeg har som sagt fødselsdag den 2.6., og skoleåret begyndte første maj, og man skulle være fyldt 20 år.

Jeg ville så være fyldt 21 år inden jeg kunne begynde, så far tog til Sorø, og spurgte forstanderen om jeg kunne begynde det år før. Det kunne der ikke være tale om, det var staten, som bestemte sådan noget, og så kunne man jo også, hvis man havde fødselsdag 2 måneder senere og 3 måneder senere, så jeg måtte altså vente.

Forstanderen foreslog så, at jeg tog en tur til udlandet, og lærte noget sprog, fordi det kunne jeg jo altid bruge på seminariet.

Jeg tog så husholdningsskole ophold der i Hadsten, fordi vi havde håbet, at den forstanderinde der, kunne have gjort noget for, at jeg kunne komme ind lidt før, men det kunne hun altså ikke.

Der var jeg jo så tæt hjemme ved, og jeg lærte jo selvfølgelig også en masse der på Husholdningsskolen. Det har altid interesseret mig med mad og sådan noget. Det har jeg nok fra min mor, det har hun også altid gjort.

Da vi så nåede til foråret, manglede jeg det ophold med byhusholdning, og så fik jeg plads i København på Frederiksberg hos et tandlægepar, som havde 2 små børn, og der var jeg så et helt år. Det var jeg utroligt glad for.

Så kom jeg så hjem igen året efter, og så er vi nået frem til 52.

I 1952 rejste jeg så til England, sammen med en skoleveninde, og vi skulle begge over og være Au-pair piger. Der hvor jeg skulle være, var et sted, hvor der havde været flere piger fra Hadsten før. Nej, jeg var vist nummer 2, men der kom så en hel række i den plads, det var et rigtig godt hjem, og jeg fik lært en masse engelsk. Det gør man jo, når der er to børn.

Min veninde Eva var hos noget familie til dem, men et godt stykke derfra. Jeg oplevede en masse i London. Synsproblemerne begyndte lidt småt at tage til, fordi jeg ikke rigtig kunne færdes om aftenen. Jeg kunne se gadelygterne, og på den måde kunne jeg så finde hjem.

Der var så meget tåge i London, og det var rigtig slemt den vinter.

Eva og jeg var en aften ude og danse, og da vi kom til busstoppestedet, og skulle hjem. Alle sådanne danserestauranter standsede meget tidligt, fordi folk skulle nå undergrunden, busser og sådan noget hjem, så de stoppede kl. 10 eller aller senest kl. 11, men det var også sådan, at man begyndte kl. 7, og så var alle der. Det var en kæmpe dansehal, den var lige så stor som en fodboldbane, og der var alle nationaliteter, det var meget, meget spændende.

Vi gik der i små sko, og vi stod oppe ved busstoppestedet, og tænkte, det var da mærkeligt, at der ikke stod mere end os. Så gik vi over for at ville have en taxa, for der kom ingen bus. Ham der holdt der sagde, at han kørte ikke ud, for det var så tåget, så det turde han altså ikke.

Når man så kører i bus sådan til daglig, så lægger man ikke rigtig mærke til alle de veje, så vi var rigtig på den Eva og jeg. Selv om hun var fuld seende. var vi rigtig på den, men vi havnede ved den station indtil flere gange, og endelig kom der en mand med en flagermuslygte, spadserende med sin hund, og så spurgte vi, om han ikke kunne hjælpe os.

Jo! Jo! det kunne han godt, det var da forfærdeligt, at sådanne to unge piger gik ude i den tåge. Da var klokken 1 om natten.

Han gik med os, og vi var ikke så langt hjemme fra. Jeg tænkte, hvad er han mon ude på, for det var slet ikke de veje , jeg kendte, men lige pludselig var vi ved havelågen.

Da vi gik ind ad havelågen, Eva skulle sove hos os om natten, så kom Mr. John ud ad døren. De havde lagt mærke til, at vi ikke var kommet, så han var klædt på og tændt sin flagermuslygte, og skulle ud og lede efter os. Det gjorde vi ikke mere, når det var tåget, men det kunne komme meget, meget pludseligt.

Jeg holdt jul i K.F.U.K. Det med at holde jul hjemmefra var slemt, det syntes jeg ikke rigtig jeg kunne klare.

Eva og jeg var altså i K.F.U.K. og holdt dansk jul der mellem en masse vrælende danske piger, fordi vi alle længtes hjem, men vi havde altså en god jul.

Vi var først i den danske kirke, og det år lå dronning Alexandrine for døden, og hun døde enten mellem jul og nytår, eller var det lige først ind i 1953. Der blev bedt for hende, og der var mange danske i kirken, og det var meget hyggeligt.

Så tog jeg med Eva hjem, vi skulle holde juledag hjemme hos hende, og det var en ganske forfærdelig tur med bus derop til, hvor hun var.

Folk var så fulde der juleaften, det er man jo i de lande, hvor man holder julefest den 25., så bussen skulle stoppe, hvis der var en, der skulle ud og brække sig, og det tog altså hele fornøjelsen fra vores juleaften, som havde været så dejlig, men det var godt, at vi var to.

Vi var i teater. Eva holdt fødselsdag derovre, og hun fik et par teaterbilletter i fødselsdagsgave til Drue Elaine. Vi var inde at se South Pacific, det var jo meget spændende. Jeg havde fået ny kjole, og det havde Eva også, og jeg havde fået et par lange mørkeblå hansker, af fruen der hvor jeg var. Vi var rigtig udstyret med højhælede sko, og hele balladen, og så kom jeg til at sidde ved siden af en i en uldsweater med langt hår og en beskidt cottoncoat, det passede ikke sådan helt sammen. Det var vi noget forarget over, vi mente, at når folk gik i teater i Danmark, så var de pænt klædt på, men det har vist også ændret sig herhjemme.

Vi havde også fjernsyn, og når jeg så skrev hjem og fortalte, at når der kom gæster derovre hos os, så slukkede man ikke fjernsynet. Det var man vildt forarget over herhjemme, for der slukkede man da radioen, når der kom gæster.

Men jeg ved ikke rigtig, nu tror jeg også, folk kan slukke for fjernsynet, men det var en overgang, det kunne man bestemt heller ikke herhjemme, det gjorde man ikke, man fortsatte bare. Det var ikke noget de gjorde meget ud af, når de sådan fik gæster.

Det eneste jeg skulle var at passe de her børn, og når jeg så var kommet i seng om aftenen, så bankede det på døren, og så kom Mr. John, og spurgte: “Are you in bed?” Så kom han ind med en stor kop dampende chokolade, som jeg skulle have på sengen, så jeg var rigtig møg forkælet.

Resultatet var også, at jeg var fuldstændig uformelig, da jeg kom hjem.

Jeg havde også en meget sjov oplevelse. Jeg ville så gerne møde Churchill, og jeg skrev så til Downing Street 10, om jeg kunne få lov at møde Churchill. Jeg tænkte, jeg kan da være ligeglad, jeg er da udlænding, så de kan da bare svare.

Jeg har et brev endnu, hvor afsenderen er Ten Downing Street, hvor parlamentet skrev, at det kunne jeg godt, jeg kunne få en billet til parlamentet, men så kunne jeg ikke være sikker på, at det var Churchill, der var der.

Jeg nåede faktisk aldrig at komme ind i parlamentet, det kunne ellers have været meget spændende.

Men så tænkte jeg, nu havde jeg fået blod på tanden. Jeg skrev til dronning Elisabeth, det var i øvrigt i kroningsåret, jeg var der.

Hun skulle krones på min fødselsdag den 2. juni 1953, så de havde meget travlt med at stille op med bænke og stilladser, og jeg ved ikke hvad, der om efteråret. Jeg skrev til dronning Elisabeth på Buckingham Palace, om jeg kunne få lov at se dronning Elisabeth. Jeg fik et brev, som jeg også har endnu, fra hendes “lady in waiting”, altså hendes første hofdame, at den og den dag, der kunne jeg stå inde ved lågen på Buckingham Palace, så ville dronning Elisabeth og hendes børn passere der.

Jeg startede op til London, jeg havde fået et fotografiapparat, et kasseapparat til min 18 års fødselsdag, det havde jeg jo med. Jeg gik jo op foran, men der blev jeg bremset. Så gik jeg hen til en politimand, og sagde, at jeg ville op og se dronningen, ja, men det kunne jeg ikke sådan komme.

Jeg hev brevet op ad lommen, og han grinede lidt, og så sagde han, ” kom så her”, så tog han mig med, så kom jeg op og stå ved pressefolkene.

Jeg nåede også at se hende, men jeg var mere optaget af, at få taget det her billede af hende. Jeg så hende passere lågen ind til Buckingham Palace, med det resultat, at da jeg senere gik op i byen, og købte en avis, så var der et stort billede på forsiden, af dronningen og børnene, så jeg havde ikke behøvet at gøre så meget ud af det, jeg fik næsten heller ikke noget på filmen.

Sådan gjorde jeg en masse, for at opleve noget i London, og der sinkede mit syn mig egentlig ikke meget. Jeg havde jo et godt centralt syn, og jeg var altid ude om dagen, jeg passede på ikke at gå ud om aftenen.

Så kom Eva og jeg så hjem den første april, og så skulle jeg til at begynde at læse. Nu havde jeg min foruddannelse færdig. Der var rykket for en helbredsattest, som jeg skulle have, og min far havde så svaret, at den kunne de få, lige så hurtig jeg var kommet hjem fra England. Der stod på den “temmelig kraftig”, og det har vi sådan grinet af siden, for jeg var også tyk, jeg ved ikke hvor mange dobbelt hager der var, vi spiste biskuits og store chokoladekiks i lange baner, så vi var også enige om, at der var nok nogle af fabrikkerne, som nu var nød til at lukke. Engelsk mad er fed mad. Det var rigtig hvedebrød og fed stegt mad, vi levede altså godt.

Jeg var jo ovre for at lære noget, og det gjorde jeg virkelig også, og vægten fik jeg hurtig på plads igen.

Jeg mødte på Ankerhus i Sorø den 3. maj, og det var altså meget spændende, og det blev så starten på min uddannelse, som skulle vare i to år.

Det første, jeg stødte på, som jeg ikke kunne klare, det var, at vi havde Botanik. Vi skulle kende, jeg ved ikke hvor mange græsarter, det var næsten 100 græsarter.

De havde plukkede græs sat i glas, og så kunne vi gå rundt og kigge på det og skrive op, men jeg kunne ikke se det.

Det skulle vi kunne som husholdningslærer, og vi havde også lige så meget kemi, som man har til første del af lægeeksamen. Vi havde mange fag, og vi skulle have en regne- og danskkarakter, som svarede til et MG i realeksamen, så hvis man ikke havde den realeksamen, så måtte man tage et kursus i dansk og regning, de to karakterer skulle være der.

Jeg måtte så gå til forstanderen, og sige, at jeg ikke kunne tælle de her støvdragere og sådan noget på de blomster, det var mig altså umuligt.

Det blev der så taget hensyn til, jeg fik ikke den store karakter, jeg var ikke nogen ørn til det der, men det var heller ikke det, der var det vigtigste.

Der, hvor jeg klarede mig bedst, var demonstrationer i madlavning og bagning og undervisningsøvelser osv.

Vi havde også alle mulige mærkelige fag. Da vi så skulle op til kemieksamen, så blev jeg syg. Jeg havde influenza, og jeg var meget syg. Jeg havde høj feber, og der kunne ikke være tale om, at jeg gik til eksamen. Så skulle jeg til sygeeksamen, og det var jeg jo heller ikke særlig stolt af, for så skal man til at læse det op en gang til 3 måneder efter. Jeg var møg nervøs, det var jo ikke et fag, jeg var særlig god til, jeg havde stået flere nætter ved tavlen, og tegnet cykliske ringe .

Vitaminerne har nogle formler så lange, så lange, jeg kan endnu få mareridt over B-vitaminer, det har nogle tegninger, nogle sidekæder med alle mulige mærkelige bogstaver, og jeg måtte simpelthen lære det udenad, for jeg forstod det simpelthen ikke.

Forstanderen kom så op og snakkede med mig ved sygesengen, og sagde, at jeg godt måtte gå op til eksamen. Jeg kunne jo godt tåle en negativ karakter, for efter de andre fag at dømme.

Jeg kunne selv vælge, og så kunne jeg nok gå ned i dagligstuen, der hvor vi boede på seminariet.

Det kunne jeg imidlertid ikke, jeg kunne simpelthen ikke stå på mine ben, men læreren, som var en lektor inde fra Akademiet, ville godt komme op og eksaminere mig.

Jeg sad oppe i min seng, og fik en bakke med alle de her sedler på, og der var sensor og det hele med, og så trak jeg heldigvis sådan et nogenlunde rimeligt spørgsmål og fik et fint MG, og det var jeg udmærket tilfreds med.

Det var et ret svært fag for mig, og jeg har heller ikke brugt det siden, så det gjorde ikke så meget.

Det pudsige er, at jeg senere i mit arbejde i Dansk Blindesamfund traf lektor Nordal Svendsen, som blev medlem af Dansk Blindesamfund, han så også elendigt dengang, han havde nogle tykke brilleglas, og han kunne slet ikke se os nede på rækkerne, så vi kunne lave al den ballade med ham vi ville, for han kunne simpelthen ikke se os. Så han kiggede det bedste han havde lært ud af de tykke brilleglas, og jeg fik min eksamen, og da jeg så senere traf ham, så skulle vi have ham til en studiekreds i Næstved. Så gik jeg hen og sagde goddag Norddal Svendsen, jeg er gammel elev 53/55 fra Ankerhus, og tænk, så kunne han huske næsten alle dem jeg havde været sammen med. Så sagde han, “Ja, men det var jo dig, der fik eksamen på sengen i den lyserøde natkjole!” Og jeg har aldrig ejet en lyserød natkjole. Det mente han nu altså det var, så det var jo egentlig meget sjovt, så fik vi frisket det lidt op igen. Han blev helt blind, og jeg besøgte ham også senere hen.

Så havde vi også almindelig husførelse, rengøring, vask og alt sådan noget. Vi havde jo mange fag, man var faktisk all round uddannet. Den gang hed det Statsautoriserede husholdningslærerinde.

Det var dengang, da det hed lærer og lærerinder. Men vi havde ingen mandlige elever den gang. Vi havde 5 nordmænd, for de havde ikke noget Husholdningsseminarium dengang i Norge, så de kom til Danmark, når de skulle i lære.

Jeg har kendt den gamle Magdalene Lauritsen, som der har været skrevet nogle bøger om, hun var ældgammel, da jeg var der, og døde året efter. Hun underviste ikke, men vi havde hende til nogle foredrag. Hun havde startet hele husholdningssagen i Danmark sidst i 1800 tallet.

Vi skulle så søge job, da vi var ved at være færdige på Ankerhus. Nu syntes jeg snart, at jeg havde været længe nok hjemme fra, så nu ville jeg lidt hjem igen. Jeg søgte på Klank efterskole i Jylland, som ligger mellem Århus og Silkeborg, og det var en lille efterskole, som simpelthen ikke havde penge. De havde 15 elever, 15 piger om sommeren, og 15 drenge om vinteren, så det var en sommerskole for mit vedkommende.

Jeg kan endnu se forstanderen gå forbi køkkenvinduet om formiddagen. Han havde også noget landbrug, og så kunne han sige: “Kan du bruge majroer i dag Birthe?”, og så skulle man bruge det, vi havde ikke noget at gøre med. Der var to gammeldags komfurer nede i køkkenet, og hvidskuret bord og skuret gulv. Det var et skrækkeligt lille køkken, og ikke noget rigtig sted at sidde og spise, men det gik jo meget godt.

Jeg troede, at nu hvor jeg var blevet færdig, så skulle jeg ikke lave al den autoritet, som var på Ankerhus, det ville jeg lave om på, jeg ville være kammerat med mine elever. Jeg startede ud med Birthe og du og al det der, og det tog fuldstændig magten fra mig.

De kom ind på mit værelse, og så havde de været inde og hente ugeblade, og så havde de været inde og gøre dit og dat, det kunne jeg faktisk ikke styre, så jeg lærte, at lidt afstand, er der nød til at være.

Så havde jeg en elev, hun havde det sådan med at gå, når vi havde spist. Så skulle hun ud og hente brænde, eller så skulle hun på toilettet eller et eller andet. Så var der een, der sagde, at Anny ligger omme ved brændeskuret og tager solbad. Det er fint, lad hende bare ligge, og så sagde jeg til de andre, at nu måtte de gerne gå fra køkkenet og op og holde middag. De stillede sig så oppe på trappen, bare op med jer, sagde jeg, og luk dørene.

Så kom hun også svingende ind med den her brændekurv. Så sagde jeg, det er i orden, nu sætter jeg mig her, så nu kan du godt begynde at vaske op og skrubbe. Det var gryder med sort sæk, altså den der skulle ned i komfuret. “Du skal skrubbe gryder og gøre komfur rene”. Og i mellemtiden havde jeg været ovre og sige til forstanderen, at hun kom ikke til undervisning den første time, den skulle jeg nok tage om aftenen. Jeg tror de skulle have dansk, hun skulle altså blive færdig i køkkenet.

Nej, hvor var hun sur, men det skete jo aldrig mere, selvfølgelig. Så det var en måde, jeg fik hende kureret på. Det var meget skægt.

Den sommer den gik, og jeg cyklede hjem, og det gik faktisk utroligt godt med at cykle, det kan jeg ikke forstå i dag.

Mit syn begyndte så småt at drille mig, mit synsfelt blev jo mindre, men jeg cyklede altså hjem, jeg havde en 25 km. hjem til far og mor.

Så tog jeg til Århus, og så ville jeg prøve at undervise i aftenskolen om vinteren. Der havde jeg 2 herrehold og 3 damehold i F.O.F., Folkeligt Oplysningsforbund. Det var rundt på skolerne i Århus, foruden at jeg meldte mig som vikar ved skolevæsenet, sådan at jeg kunne tage nogle dagtimer, i folkeskolen og være vagt ved terminsprøver eller et eller andet. og jeg var meget glad for de aftenskolehold, bortset fra, at jeg var ikke så glad, når jeg skulle hjem om aftenen. Jeg skulle igen gå efter de her gadelygter, jeg var ikke så stolt af det, men jeg tænkte måske ikke så meget. Jeg troede nok folk kunne se bedre end jeg, men alligevel, de kunne nok heller ikke se så meget, når det var mørkt. jeg var ikke rigtig klar over alvoren i det der.

Jeg begyndte så småt at søge øjenlæge, og fik også at vide, at det var ikke så godt.

Jeg prøvede så at søge ned på Sundhedslaboratoriet i Århus, fordi min far kendte den overdyrlæge, der var dernede, og jeg kunne godt tænke mig at gå laboratorie vejen. Men det måtte jeg hurtig opgive, det kunne jeg slet, slet ikke klare.

Jeg blev klar over, at jeg skulle lave noget, hvor jeg ikke skulle bruge synet mere end højst nødvendigt. Da sagde overdyrlægen til mig, at jeg skulle være glad for, at jeg kunne se at stege frikadeller.

Han måtte simpelthen, inden jeg selv fik sagt op, kalde mig ind og sige, at det kunne ikke nytte noget, jeg kunne ikke se numrene på de mælkeprøver, der kom ind, kødprøver og sådan noget, Det var altså spændende, men det duede altså ikke.

Det var et nederlag, som jeg har det dårligt med,

Da jeg så var færdig i Århus den vinter, så tænkte jeg, at nu ville jeg gerne tilbage til Sjælland igen, og så søgte jeg til Sydsjælland.

Så i foråret 1956 der tog jeg så til Sydsjælland til Lekkende ungdomsskole. Det med at finde her ned til Sydsjælland, var noget af en opgave, men jeg havde undersøgt det, og fået at vide, at jeg skulle med “Merngrisen”, en privatbane, som gik fra Næstved til Mern, og jeg skulle stå af i Allerslev.

Jeg havde ringet til forstander Hvid Petersen, at jeg kom ved den og den tid. Ja, men jeg kunne få telefonnummeret på en taxa, og så kunne jeg komme derop.

Det var mit første indtryk, og ham syntes jeg ikke, jeg kunne lide. Når man kommer så lang vej væk fra, så kunne man ikke engang hente en, så tænkte jeg, det klarer jeg vel nok også.

Jeg kom herned med toget, og jeg havde så ringet og bestilt den her bil, og så kom taxachaufføren ind, og sagde go´daw. Så sagde jeg, hvordan kunne du vide det var mig, Jo, for du var den eneste, jeg ikke kendte. Så jeg tænkte, nu er jeg da kommet på landet. Jeg skal også have min kuffert med! Den har jeg taget, sagde han. Nåh, men ork dog, det var jo alt i orden, det var jo også den eneste kuffert, der stod der. Vi kørte, og vi kørte rundt og rundt og rundt, og det gør man omkring den hovedbygning deroppe på Lekkende. Jeg sagde, her finder jeg aldrig fra igen, så skal du bare ringe til Enghave 101, så kommer jeg og henter dig!

Jeg kom så op på skolen, og det første jeg blev sat til, det var at sætte kartofler sammen med forstanderen, de første par dage. Jeg tænkte, Hvad er det her for noget, men jeg kom i gang med at undervise.

Så gik jeg tur med forstanderens kone i dyrehaven, det er jo en smuk egn, en ganske dejlig egn. Lekkende ungdomsskole var dengang hovedbygningen, der hørte til herregården Lekkende, og som igen hørte under Ålholm på Lolland.

Der var nu efterskole, der var pigeskole hele året,. Vi gik så en tur i dyrehaven, og hun spurgte så om jeg var forlovet, nej, det var jeg så ikke, ja fordi gartneren havde altså en søn. Så jeg sagde, i leger måske Kirsten Giftekniv, så snart man kommer ind her? Nej, det gjorde hun altså ikke. Det blev så gartnerens søn alligevel.

Der var ikke meget liv der på Lekkende. Der var en skytte, og der var en bestyrer og der var gartneren, og vi var 3 lærerinder. Jeg var i køkkenet, og havde dansk, regning og engelsk, som fag ved siden af skolekøkkenet, og så var der 2 håndarbejdslærere, som også havde nogle andre fag, som gymnastik o.l. Vi havde det rigtig skægt, og sommeren gik, og der var som sagt pragtfuldt der, og så kom vi frem til de skulle hjem.

Jeg lod mig så overtale til at blive den næste vinter, og der traf jeg så Ib. Jeg havde en læsekammerat, som var på Vordingborg husmoderskole som lærer, og hun havde sagt, at hun havde sendt så mange hilsener til mig, og dem havde jeg aldrig fået. Så en dag jeg var nede i gartneriet, så spurgte jeg Ib, om det var ham, der kom på Vordingborg Husmoder skole, og det var det. Så sagde jeg, om han ikke havde nogle hilsener til mig. Jo, det havde han vist egentlig. Nå, det havde jeg så fået at vide. Så det var så det. Så snakkede vi om hvor gammel hun mon var, og det væddede vi faktisk et kilo appelsiner om.

Det var så med at få at vide, hvor gammel hun var, for jeg kunne ikke huske det, jeg vidste hun var ældre end jeg, men jeg tabte væddemålet, i hvert fald, og jeg måtte så aflevere de her appelsiner, så nu har vi snart været gift i de her 41 år, så vi har altså holdt sammen siden.

Ib kom så op på skolen i fuld åbent lys, så det vidste forstanderen godt, så jeg fæstede mig så for det næste halve år, nu trak det jo med, at jeg havde Ib derovre.

Man havde så fri til det nye hold elever kom til april, og så spurgte jeg forstanderen, om jeg kunne få noget arbejde der. Der skulle gøres hovedrengøring og forskelligt her på skolen, ellers skulle jeg være uden løn en hel måned, og det havde jeg ikke rigtig råd til, og så sagde han, at det skulle han lige snakke med sin kone om, og så sagde han, at det kunne jeg godt, og lønnen var, at jeg skulle ikke give noget for at bo der. Så sagde jeg, jeg kan også bo gratis hjemme hos min far og mor, så det havde ingen interesse.

Jeg tog hjem, og jeg var så mænd ikke mere end kommet hjem, så fik jeg et brev fra forstanderen, at de ikke ønskede jeg kom på skolen, for når deres lærere havde omgang med egnens beboere, så havde det ikke nogen interesse mere.

Far blev så vred, så han sagde, at du tager ikke derover mere, jeg har altid haft et godt og trygt hjem, jeg har altid kunnet snakke med far og mor om alle ting, og far sagde, at der skal du ikke tage over, det er da en kedelig karl.

Ja, men jeg havde jo Ib derovre, og jeg tog altså også derover igen, og Ib sagde, skal jeg gå med dig op og snakke med forstanderen. Nej det skal jeg nok selv klare, og det gjorde jeg også. Jeg sagde så bare, at det blev ikke anderledes, jeg ville så have nogle fridage om aftenen , nogle fri aftener om ugen, så jeg kunne gå ned til Ib, når han ikke måtte komme på skolen. Ja, men han var meget velkommen nede i dagligstuen, Ja, men jeg tror han betakker sig for at komme her mere.

Det blev så en kedelig sommer der. Så blev vi enige om at ringforlove os til min 25 års fødselsdag, for så var det også mere åbent overfor eleverne.

Min far og mor var derovre, da vi blev forlovet, og jeg kan endnu huske, at forstanderen gik og slog græsplæne, og far gik op over græsplænen, over imod forstanderen for at hilse på ham. Men han stoppede plæneklipperen, og gik sin vej. Det var ikke det helt gode forhold den sommer der.

Jeg begyndte at søge efter noget andet, og jeg fik et vikariat i folkeskolen. Der var en landsbyskole, som hed Faksinge skole, den ligger mellem Næstved og Præstø, ikke så langt fra Præstø, og de søgte en vikar, og jeg tænkte, det prøver jeg.

Det skulle så stå sin prøve, for det var så der, det begyndte at blive rigtig svært. Men jeg fik vikariatet, og jeg var der altså i 5 et halvt år, til skolen i Præstø byggede den store skole, og jeg var der fra oktober 57 , hvor man skulle fyre i kakkelovn, jeg skulle op næsten midt om natten, for at få varme i den store skolestue, en kæmpe kakkelovn med en stor kappe omkring. Jeg skulle hugge pindebrænde, og jeg var så ræd for at få hugget i mine fingre, så det endte med, at Ib måtte hugge pindebrænde for mig, når han kom ud og besøgte mig.

Dengang var det sådan, at når lærerinden ikke var gift, så havde hun ingen mandfolk, så jeg cyklede hjem til mine svigerforældre hver lørdag. Vi sluttede først lørdag kl. 3 på skolen. Jeg havde 2 årgange sammen, det havde jeg jo heller aldrig prøvet før, sådan havde jeg ikke selv gået i skole. Anden og tredje årgang gik sammen, og første klasse gik alene om eftermiddagen.

Jeg cyklede jo hjem, for man skulle jo ikke sige lærerinden noget på. Ib overnattede aldrig på Faksinge skole, Det havde vi altså besluttet, at mit gode navn og rygte, det skulle vi da bevare, men det var også vores vilje, at vi skulle giftes til foråret.

Vi blev så gift den 3. april 1958, og jeg fortsatte så i skolen, og jeg måtte op og spørge sognefogeden, om Ib måtte flytte ind på skolen, og det skulle de også lige holde et lille møde om, men det havde man så ikke noget imod. Det gik meget på det dengang, tænk på, det er da ikke så mange år siden.

Vi havde vandpost i gården, vi havde lokum i gården, og jeg havde en kæmpe skolehave, så hvis jeg ikke havde haft Ib, så havde den set forfærdelig ud. Jeg kunne jo ikke lave ret meget i haven, det var jeg ikke vant til, og jeg kunne faktisk heller ikke rigtig se ukrudtet længere. Til sidst måtte Ib også hjælpe mig med at rette opgaver, jeg kunne rent faktisk ikke selv.

Medens jeg var i Faksinge Skole, fik vi undersøgt arveligheden, og fik at vide, både på Øjenklinikken på Blindeinstitutet og fra øjenlægen i Næstved, at min øjensygdom var arvelig, og de frarådede os at få børn.

Det blev så ikke til noget med at få børn, Ib passede hus og have der, og jeg gik med overfrakke på i det store køkken om vinteren, og vi måtte slå hul på isen i spanden, når vi skulle vaskes om morgenen, det er ikke en gang lyv, der kunne ligge et lille lag is oven på vandspanden, så det var noget med at få isflager i ansigtet. Vi lavede vandkamp, og løb hen over skolegården med vandspanden, det var jo herligt alt det der.

Vi fik mange gode venner derude, og mange af dem har vi også endnu, og det var nogle rigtige gode år. Jeg elskede de skolebørn, og jeg tror egentlig også, de var glade for mig. Jeg har da haft forbindelse med flere, efter jeg har forladt skolen.

Så skulle Præstø skole bygges, så var det også på tide, jeg holdt op.

Vi tog til en øjenlæge i København, som hed Jens Edmund, og han var den første, der havde mod til at sige til mig, at min prognose var dårlig. I løbet af en 5-6 år, så havde jeg nok ikke mere syn. Det var et ordentlig smæk, men på den anden side set, så vidste jeg, hvad jeg havde at rette mig efter.

Vi snakkede så småt om jeg skulle søge pension, men det skulle jeg i hvert fald ikke. Det vidste jeg også, at det ville min far og mor bestemt ikke synes om, vi skulle klare os selv.

Ib var gået i lære som smed, det havde han altid ønsket sig. Han kørte ellers for sin far og solgte grøntsager, men det gav ingen ting, så han gik i lære. Vi havde faktisk ingen penge, vi havde det meget småt. Vi skulle væk fra skolen i foråret 1963, og vi købte det her hus i Ammendrup, og havde min far med her ovre og min svigerfar som var gartner på Lekkende var med og kigge på det. Vi turde så købe det, for Ib var så praktisk, han kan lave alting, så derfor turde vi godt binde an med en gammel købmandsforretning, hvor der skulle laves en masse. Det kunne vi så tage efterhånden som vi fik råd til det.

Jeg havde en svigerinde, min mands søster, som var sygeplejerske på Rigshospitalet. Via hende kom vi i forbindelse med en veninde, som var blevet skilt, og ikke vidste, hvor hun skulle være henne med en dreng på 15 måneder og en pige på 2 et halvt år.

Vi ville jo gerne tjene nogle penge, så vi tog dem herned. Vi havde jo et stort hus, det så godt nok ikke særligt godt ud, men hun var også lige glad, når bare hun havde et sted, hun kunne være med sine børn. Hun flyttede herind, og gik på arbejde om natten som sygeplejerske, og børnene var her, og de boede hos os, indtil hun fandt noget andet. Det kunne give en lille skilling til husholdningen.

Det blev bare sådan en lykke for os, børnene har været meget hos os, de har også gået i skole her, og er blevet ved med at komme her, og som voksne betragter de os nærmest som forældre, og huset her som deres hjem, og det er Ib og jeg utrolig glade for, så vi fik ligesom alligevel børn

De er blevet vores plejebørn, vi har ikke adopteret dem, men det er fuldstændig vores. De har deres mor endnu, men det er ligesom os der tæller, og det kan vi så kun være glade for.

Der var ingen der kunne vide, det skulle gå sådan, som Marlene engang sagde til Ib, vi var ude at køre, og hun var ikke uden 8 9 år: “Ja, om nogle år, så kender vi måske nok ikke jer! “Det var jo egentlig ærligt sagt, det var jo ikke sikkert, de gjorde det, men det gør de altså endnu, det var jo dejligt nok.

Ib blev så udlært, og jeg søgte så min pension, fordi min far sagde, at selvfølgelig skulle jeg det, jeg har jo betalt skat altid, så selvfølgelig skulle jeg da søge min pension, og jeg fik den da også med det samme med højeste bistandstillæg.

Jeg havde jo i mellemtiden sat mig i forbindelse med Dansk Blindesamfund, det var heller ikke noget, der var så naturligt dengang. Jeg ville lære at skrive på maskine.

Jeg havde noget aftenskole hernede på plejehjemmet for unge piger og unge drenge, det var nærmest ungdomsskole, og jeg havde også noget undervisning ude i Præstø skole om aftenen, men der måtte Ib ud og hjælpe mig om aftenen med at gøre rent efter dem, for de løb jo om hjørner med mig, de smed rundt med tingene, så Ib måtte med ud og se, om skolekøkkenet var i orden.

Det var surt tjente penge, men jeg ville jo så gerne beholde noget arbejde i min uddannelse, men det var svært, og jeg ville ikke fortælle nogen, jeg så dårligt, det måtte de jo ikke vide. De har selvfølgelig vidst det alle sammen, men det ville jeg ikke vise at jeg så, så dårligt, som jeg gjorde.

Det var mit mål, at jeg ville lære at skrive på maskine. Jeg ringede til Blindes arbejde i Næstved, men det kendte de ikke noget til, men jeg kunne da prøve at ringe til Dansk Blindesamfund. Det gjorde jeg så, jeg ringede ind til Randersgade, og de kunne så fortælle mig, at der boede en blindekonsulent i Præstø, og hende kunne jeg så kontakte.

Det var så Karen Petersen oppe i Lundegård, og hun kom her med bussen. På det tidspunkt havde vi nogle låger, hvor der var en pind i midten, hvor de her låger skulle samles, og stoppe en pjårt ned i, og det snublede Karen over. Jeg kan huske det endnu, hun snublede over det, da hun gik ind, og så tænkte jeg — Nåh! det var da egentlig meget rart, at der var andre, der kunne sådan noget end lige mig. Jeg havde også dækket her, hvor vi nu sidder til kaffe til Karen og mig, og det var en hel lettelse at snakke med en, som også så dårligt og som havde de samme problemer, det troede jeg sådan set, jeg var helt alene om i denne Verden. Karen gik meget lempelig frem, hun kunne godt mærke, at jeg ikke var moden hverken til det ene eller det andet, jeg ville bare lære at skrive på maskine, det var det eneste, der stod mig i hovedet.

Hun sagde så, at det var helt ovre i Jylland, hvis jeg skulle lære at skrive på maskine, men det skulle jeg jo selv om, men jeg ville altid kunne ringe til hende, hvis det havde interesse.

Karen var meget diplomatisk, og jeg kan endnu huske, at Ib gik og malede vinduer heromme bagved, og så gik jeg om, da Karen var taget af sted. Ib spurgte, om jeg fik noget ud af det, ja, det gjorde jeg jo, jeg kan godt komme til at skrive på maskine, men så bliver det i Jylland. Nå, jamen det vil du da ikke.

Så tænkte jeg, han ved godt jeg er et pivehoved, og at jeg ikke vil ret meget, men nu skulle jeg vise ham. Jeg ringede så til Karen, og sagde, at det ville jeg gerne.

Jeg var i mellemtiden blevet opereret inde hos Boberg Ans. Han prøvede at operere ved at tage noget muskel inde bag ved øjet, og lægge ind genne synsnerven, og se om der ville komme næring til nethinden, og det blev godt en 14 dages tid, men så var det altså slut med det. Det kostede vi selv, og det var dyrt, og det var ophold på en privatklinik, men det måtte vi så suge lidt mere på lappen for, at jeg kunne komme derind.

Jeg fik nogle blokader inde hos en dr. Nandrup inde på Dalgas Boulevard. Jeg tog bus til Valby, og så travede jeg fra Valby til Dalgas Boulevard, og jeg fatter ikke i dag, at jeg ikke kom noget til, det er så ubegribeligt. Det var lige inden, jeg kom på senblindekursus, jeg havde hverken stok eller noget, og jeg måtte somme tider stå på gaden og lytte og finde ud af, om jeg nu var uden for den dør, jeg skulle ind ad, og så prøve om det var det dørhåndtag.

Vi kørte også sommetider derind, men vi havde faktisk ikke råd til køre derind ret meget, jeg var næsten nød til at tage bussen, det var altså billigere.

Så kom jeg op til ham, og han sagde til mig, har du slet ikke noget på dig, som viser at du ikke kan se? Nej, sagde jeg. Hvad du gør ude på Bøhlandet, sagde han, det er jeg ligeglad med, men prøv en gang og tænk på, hvis nogen kører dig ned herinde i København. Du kan blive ødelagt, det er så hvad det er, men du kan ødelægge et andet menneskes liv fuldstændigt, ved at have gjort det.

Det skal jeg love for, den sad, det fik mig virkelig til at tænke overtingene. Jeg har brugt den mange gange senere mine kursister, det er jo nemlig rigtig, det er jo ikke kun os selv, det går ud over.

Jeg drog til Hobro, og Ib kørte mig til København til Lyntoget, fordi dengang skulle man jo gå ombord på færgen, det var kun lyntoget, som blev færget med, og det kunne jeg jo slet ikke finde ud af, jeg kunne jo ikke ret meget.

Ib satte mig i Lyntoget, og foran os, da vi gik ned, kunne jeg gennem tårer se, at der gik nogen. Så sagde Ib, prøv at se der, det er måske også en , der skal derop.

Det var så Kaj Agerbæk og hans kone, der havde fulgt ham til Lyntoget. Kaj Agerbæk gik sådan lige med hånden op på sin kones Ingas skulder, sådan så han vidste, hvor hun var henne. Se der er nogen, som kan finde ud af det, sagde Ib men det var jeg fuldstændig ligeglad med.

Jeg satte mig ind i Lyntoget , og jeg troede ikke, jeg var gift, når jeg kom hjem igen, jeg troede ikke jeg havde min mand, for hvad skulle han beholde sådan et skrog til, der var jo ikke meget ved mig.

Jeg tog af sted, og så kom fru Dyssel fra Instituttet igennem toget, og så spurgte hun mig, om jeg skulle til Hobro. Ja, græd jeg, det skal jeg. Hun sagde, når vi kommer på færgen, så går vi op og får en kop kaffe, og hun prøvede at gøre alt muligt for mig, jeg var ikke mange sure sild værd, og så blev jeg så glad for at være deroppe.

Det vendte jo fuldstændig op og ned , så det blev næsten for voldsomt, da jeg så kom hjem, fordi så var jeg helt over i den anden grøft, så kunne jeg faktisk alting. Jeg kunne skrive på maskine, jeg kunne læse punktskrift, jeg kunne lave håndarbejde, jeg kunne gå med den hvide stok, jeg kunne det hele, indtil jeg sådan faldt lidt ned, hvor det så skulle være.

Det var tre uger, men jeg havde jo min far og mor ikke så langt væk, så jeg tog hjem dengang på weekend. Dengang måtte man godt forlade kurset, måske ikke så gerne, men jeg fik altså lov.

Jeg var meget glad for det ophold, og det gav mig stødet til at jeg nu kunne se, at det var indenfor den verden, at jeg skulle begå mig. Det var Karen også godt klar over, så det var bare sagen.

Jeg skulle gå Mobility på Senblindekurset i Hobro, det blev jeg så betaget af, der var jeg jo heller ikke hjemme i mit eget miljø, det kunne jo ikke sammenlignes, for der var jo ingen der kendte mig i Hobro by. Da jeg kom hjem, skulle jeg til Præstø med min lange hvide stok, jeg var ikke meget for det, men jeg havde jo en herhjemme, der ligesom skubbede til mig, at jeg skulle fortsætte med at bruge den stok.

Den første dag jeg gik i Præstø med den hvide stok, da gik jeg jo op ad gaden. Jeg var ikke meget for det, jeg mente jo ellers, jeg var ekspert i at bruge den, men den hang jo i fliserne derude i Præstø. Så kom der en lille pige cyklende på sin trehjulede cykel, og så siger hun, hvorfor går du med fiskestang på gaden? Så sagde jeg, at det var ingen fiskestang, og så fortsatte jeg, og så kom jeg i tanke om, at det ikke var noget særligt pænt svar, at give sådan en lille størrelse, så jeg vendte mig alligevel om og kaldte på hende, om hun ikke lige ville komme hen til mig. Så forklarede jeg hende hvad det var, at den hverken var magisk eller noget, hvis hun smed sin cykel osv. osv. så ville det være stokken, der ramte cyklen og ikke mine skinneben. Det havde vi en snak om, og så satte hun sig på cyklen, og så vendte hun sig om, og sagde nåh! Og jeg vidste jo godt, at nu skulle hun i hvert fald hjem til sin mor, og fortælle hvad hun havde mødt, og hun glemmer det naturligvis aldrig.

En anden gang mødte jeg en dreng, der gik i første klasse, det var sne, og det var inden jeg fik hund. Der var sne på gaden og på fortorvet, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af det. Jeg skulle hen til tandlægen, og jeg gik fra rutebilen, og der hjælper mobility ikke ret meget, når der først er sne, men der var skrabet nogle steder. Så kom der en knægt og sagde, om vi skulle følges ad. Det var meget fint, sagde jeg. Skal du også hen ad Jernbanegade, Ja det skulle han, og vi gik og snakkede, og så siger jeg, hvem har fortalt dig, hvad den her stok betyder? Det har vi lært i skolen! Det var sørme fint, det må du gerne sige oppe i skolen, det var flot, nu har du hjulpet en, der ikke kan finde ud af det. Pludselig kylede han tasken over havelågen. Du bor måske her? Ja, svarede han. Jamen jeg kan godt finde hen til tandlægen, nu er der kun 3 huse, Arh! jeg må hellere gå med, sagde han. Det gjorde han så, det var bare så sødt af ham, der er børn jo så dejlige og så umiddelbare, de har ikke lært at blive generte endnu. Voksne vil også gerne, men de ved ofte ikke hvordan, de skal takle de ting der.

Jeg blev medlem i sommeren 67, og så tog jeg på senblindekursus i efteråret 67, og så kom jeg i kredsbestyrelsen foråret 68.

I april 1968 holdt H.C.Seierup op som landsformand, og Svend Jensen blev hans efterfølger.

Sjællandskredsen kreds 2, som dækkede hele Sjælland, foruden København 1. kreds, skulle nu deles op, og der skulle nogle nye kredsbestyrelse til.

Jeg husker endnu, jeg lå med influenza herhjemme, og pludselig kom der en på cykel, det var Børge oppe fra Lundegård. Vi havde ikke telefon dengang, og han kom og bankede på. Han skulle hilse fra Karen, og sige, om jeg kunne tage med til Roskilde næste dag til et møde, for de var interesserede i at bruge mig til noget.

Da Ib kom hjem fra arbejde, var jeg klædt på og det hele. Jamen du godeste er du rask, spurgte han.

Ja, det var jeg, for nu kunne de bruge mig til noget, så nu var jeg meget, meget bedre, og jeg skulle til Roskilde næste dag. Ib sagde, mon jeg ikke skal se, om jeg kan få det lavet, så jeg kan køre for jer, så han kørte for Karen og mig derop.

Vi var så to nye , den anden hed Eigild Frank, og han havde været medlem noget længere end jeg, og så var der Karl Vilhelm Andersen, som var formand for Sjællandskredsen. Vi blev så lukket udenfor, for de skulle diskutere, hvem de skulle foreslå som kredsformand.

Det blev så Eigild Frank, og jeg blev opstillet som bestyrelsesmedlem. Jeg blev så valgt i Næstved, på det der hed Vises Hotel, det lå lige over for banegården, og der holdt vi alle vores bestyrelsesmøder, og vi holdt generalforsamling, vi lavede studiekreds, og dengang kunne man godt risikere, at komme til Næstved kl. 10 om formiddagen, og så begyndte mødet ikke før end kl. 12 eller halv tolv. Der var ikke så mange forbindelser, og vi sad over på banen, eller vi gik over på hotellet. Det var der ingen snakken om, der var ikke nogen fællestransport eller noget, men det var der jo ingen, der havde, alle prøvede at klare sig selv.

Senere holdt vi vores møder henne på Kvægtorvet, det er vist også ryddet alt sammen nu, jeg blev i hvert fald valgt deroppe, ingen kendte mig, jeg var helt ny. Der var nogen lidt ældre, der var opstillet, men Karl Vilhelm snakkede godt for mig, det var meget pænt af ham. Svend Jensen var nede og præsentere sig som den her mand, som skulle være landsformand. Han var blevet valgt, men skulle først tiltræde 1. april, det må så have været sidst i marts.

Jeg var så i bestyrelsen, og jeg fik ikke faktisk ikke rigtig nogen opgaver, det var jeg lidt sur over, for jeg syntes godt, at jeg kunne lave noget, så jeg sagde så, at hvis jeg ikke kom til at få noget arbejde, så syntes jeg ikke rigtig, at det var spændende at sidde som minister uden portefølje, så gad jeg ikke rigtig .

Så fik jeg noget med undervisning, aftenskoleundervisning, og vi måtte så også have telefon, og det hjalp Dansk Blindesamfund mig til, og det syntes jeg da var meget spændende, det kendte jeg da noget til. Så skete der et eller andet, med Eigild Frank noget uoverensstemmelse med en legatansøgning, det var vist ikke så forfærdeligt meget, det var i hvert fald nok til han blev vred, han gik sin vej.

Karen og jeg blev kaldt til Roskilde igen, fordi nu skulle der altså ske noget, og det var i efteråret 1969, og dvs., jeg blev så valgt på generalforsamlingen den 9. september som kredsformand i de gamle Præstø og Sorø amter.

Der skete en kredsomlægning senere i 1980, og det blev så 11. kreds Sydsjælland, og jeg vil så sige, at jeg gik så af som kredsformand i 1997, det skulle have været den 6. september, det var så min skyld, det ikke blev den dag, for vi blev inviteret til et bryllup. Det blev så 3 uger senere, det var den 28. september, jeg så gik af som formand, så det var 28 år jeg var kredsformand. Det er nok de år, der har været bedst. Jeg har mange gode barndoms og ungdomsminder, men det er nok der, hvor jeg har viet mit liv til Dansk Blindesamfund som tillidsmand, som har givet mest. Det må jeg nok sige.

Det var så ligesom jeg skulle have lidt andet end lige det at være kredsformand, selv om jeg synes det er et fuldtids job, hvis man skal gøre det godt, det håber jeg så, jeg har.

Jeg ville gerne undervise igen i husholdning, og jeg søgte i amtet, og jeg tog et A.V.G.-kursus, som det hed dengang. og så skulle man have H.S, men det mente jeg ikke var nødvendigt, når jeg havde eksamen som lærer, og det var det så heller ikke. Bent Vedsø var dengang i amtet, og han skrev en ansøgning til undervisningsministeren, om jeg kunne få lov til at undervise som blind i husholdning. Det fik jeg så lov til, så det var meget sjovt, jeg var nok den første og måske nok den eneste uddannet husholdningslærer, som har undervist som blind.

Jeg har undervist lokalt i Næstved på Kildemarksskolen der har jeg undervist i ca. 20 år. Andreas Andersen og jeg oprettede vores eget oplysningsforbund i 71 tror jeg, det første år havde vi Næstved kommunale aftenskole, men så fandt vi ud af, at vi ville lave vores eget. Vi var også et af de første amter, der lavede pårørendekurser, det var jeg også med til at lave. Det var meget spændende, det lavede vi på vandrehjemmet i Næstved bl.a.

Jeg har som sagt haft min egen undervisning og jeg har tilrettelagt megen undervisning i kredsen, og jeg har som følge deraf siddet i hovedbestyrelsen i alle de mange år.

Jeg har siddet i en masse udvalg, jeg har redigeret noget, det man den gang kaldte Husmoderbladet, det der hedder Den Sorte Gryde nu, og som hed Mad og Strik i mellemtiden, det redigerede jeg i mange år. Jeg har siddet 8 år i Den Sociale Ankestyrelse, som beskikket medlem. De første 8 år var jeg beskikket medlem, man kunne sidde to perioder a 4 år, og jeg kan huske, da Svend Jensen ringede og spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at blive indstillet til det gennem DSI, så sagde jeg, det er jeg da ikke klog nok til, med alle de paragraffer og al det. Nej, sagde han, du skal være beskikket medlem, og dvs. at du skal tage de menneskelige aspekt ind, og det er derfor vi spørger dig, og det var så rigtignok.

Så havde jeg en søster Agnethe Larsen, som blev almindelig folkeskolelærer med husholdning som speciale fra Gedved Seminarium. Hun var 5 år yngre end jeg, desværre fik hun lungekræft for nogle år siden. Hun boede i Kolind på Djursland. Hun oprettede sådan set senblindekurserne i Århus amt, det var hende, der startede de lokale senblindekurser op, som endnu går vældig godt, men hun døde for snart 4 år siden af lungekræft, og det var et stort tab for mig. 2 år i forvejen døde min far, Nethe døde i 95 og min far døde i 92, han var da godt nok gammel, han var født i 1905, men det var som jeg syntes, at far og mor dem kunne jeg da slet ikke undvære. Min mor overlevede så Nethe, og det rejste hun sig aldrig rigtig fra, at hun mistede sin datter, og det er der ikke spor at sige til, det har været meget svært for hende.

Jeg mistede så mor, det er snart et år siden, mor døde i februar 1998, men alligevel kan man sige, dengang var jeg 65 år, det er flot at have sin mor, når man er så gammel. Det har jeg så også nydt altid, men hun var gammel og svag, og det var godt mor slap.

Jeg har så en bror, der er 10 år yngre end jeg, og som ikke fejler noget på øjnene. Han er ingeniør, og har været ved Dansk Shell i mangfoldige år, han er nu i et andet firma. Ham og hans kone var udstationeret i Grækenland i 3 år først i halvfemserne, der var vores dreng Søren og hans kone og jeg nede at besøge Ulla og Richard, som min bror hedder og det var en stor oplevelse. Jeg blev slæbt på Akropolis og jeg ved ikke alle de steder hen. Det var meget spændende, og Søren er utrolig dygtig til det der, han har altid forstået at være ledsager, og ligesådan på Bornholm har vi haft ham med. Marlene er noget af det sødeste, men hun er ikke så god en ledsager som Søren. Søren er god til at man oplever en masse, man skal røre ved alting osv. Vi nærmest løb op og ned ad Akropolis, og det er kun ham, der kan det der. Han har bare sådan et styr på det hele, så jeg var glad for, at de var med dernede. Der er nemlig sket det inden for de sidste 8 10 år, at Ib har fået Sklerose, og går derfor ikke så godt. Det er trist, vi syntes vi har haft nok i handicap, det var det så ikke, så det må vi tage med også. Han kunne ikke døje at tage med til Athen, han havde slet ikke lyst, når han ikke kunne være med til al det her vandren, så ville han slet ikke med, så derfor tog de andre to med mig derned. Det var en stor oplevelse.

Jeg har også rejst utroligt meget for Dansk Blindesamfund. Jeg har været formand for det der hed udvalg 5, det var teknik og miljø i sin tid, da de her udvalg blev startet op.

Jeg har været i Italien, jeg har været i Strassburg, og jeg har været i Øst Berlin, i Vest Berlin, jeg har været i Stockholm, jeg har været i Norge ind til flere gange for Dansk Blindesamfund, både på Hurdal centret og på deres gamle center , ja jeg har rejst rigtig meget for Dansk Blindesamfund, og det har været meget, meget spændende.

Jeg har været på Island, det var første gang, jeg var ude at flyve. Torben Koed Thomsen var også med derop, vi var mange, og vi sad så i flyveren, og jeg fortalte ham så, at det var første gang, jeg var ude at flyve, og så ville han fortælle mig, at det her til venstre for mig var en nødudgang. Så kom der en stewardesse, og hun sagde, kan i ikke se? Nej, det kunne vi ikke. Gud! så må i ikke sidde her, og så sagde jeg, at nej, jeg tænkte nok, at vores liv ikke var så meget værd som andres . Det skulle jeg ikke have sagt, for det blev hun jo stødt over, men vi måtte ikke sidde der ved nødudgangen, så kan folk jo ikke komme ud hurtig nok, så det var min luftdåb. Det var smadder skægt at være deroppe i Island.

Jeg har truffet mange sjove blinde udlændinge, jeg har haft et utroligt rigt liv i Dansk Blindesamfund, det har jeg altså.

Jeg er ikke den, der har meget rejselyst, men for sagen gjorde jeg det. Der har jeg så altid haft ledsager med.

Senere blev jeg så formand for det udvalg, som hed 2, og det er det der hedder social og arbejdsmarkeds politik i Dansk Blindesamfund, det var også utrolig spændende. Åge Michelsen og jeg var så til kongres i Sverige, det var noget af det sidste jeg lavede.

Når man er kredsformand i Dansk Blindesamfund, så er man også formand for det eventuelle Solgave plejehjem, der ligger i ens kreds. Næstved var det anden sidste plejehjem, som Dansk Blindesamfund var bygherre for. Vi byggede i alt 6 plejehjem,
og Næstved var det anden sidste, og det blev taget i brug i 1976, så der er snart jubilæum.

Byggegrunden, som Dansk Blindesamfund købte, den blev beset og faktisk købt , den dag jeg kom ind i bestyrelsen sidst i marts 1968, så der gik jo altså en del år, hvor Kaj Kramer og jeg diskuterede om vi skulle dyrke kartofler på grunden og så sælge dem på torvet, og hvad vi ellers kunne finde på af sjov. For naboerne klagede over al det ukrudt, så de fik ukrudtsfrø ind i deres haver og sådan noget. Vi kunne ikke få byggetilladelsen i orden, og så kom der nogle restrektioner, så vi måtte tage noget fra byggeriet, og nogle andre konstruktioner, som ikke var lige så dyre. Så skulle vi have det tilbage igen, men det lykkedes så sådan, så vi kunne tage det i brug i 76.

Jeg var til adskillige byggemøder, det så man gerne i forretningsudvalget. Jeg tog op og viste mig, jeg havde ikke ret meget forstand på, det de snakkede om håndværkerne imellem, med arkitekten og konduktører og sådan noget, men jeg har skam siddet i skurvogn mange gange med alle de her håndværkere, og det var virkelig sjovt. De var nu altid søde og rare, og de viste mig rundt, når der var noget som der var så meget færdig, så man kunne opleve noget af det. så der har jeg så siddet som formand i den bestyrelse lige til jeg gik af som kredsformand.

Det er et meget velfungerende plejehjem, og vi har i hvert fald sagt i mange år, at det var flagskibet, det er et flot byggeri, og et velfungerende plejehjem.

Haslev hørte også med til de gamle Præstø Sorø amter, og derfor var jeg med dengang, vi byggede huset i Haslev, med de 24 lejligheder, og det var meget spændende. Jeg var med og mure grundsten, og det var i juni måned 1971. Der blev lagt mønter i et rør, og det blev loddet til og lagt ind, det var meget højtideligt, jeg havde aldrig været med til sådan noget før. Det regnede, og det regnede, der var trukket presenninger, nærmest som et telt henover, og medlemmer var inviteret til at komme med, og vi fik et eller andet at spise. Jeg tror det var socialudvalgsformanden i Haslev kommune, og så var det mig og så var det Svend Jensen, der murede grundstenen. Jeg kan huske Svend stod og sagde, om jeg kunne mure. Jeg aner det ikke, sagde jeg, jeg havde prøvet lidt herhjemme, for vi var ved at få lavet noget. Mureren var her, for vi var ved at få lavet en mur herude til vores terrasse, der fik jeg lov at prøve lidt med den. Det var ikke noget særligt effektivt, men Svend forklarede mig, at hans morfar var murerarbejdsmand, så han kunne i hvert fald mure.

Min sten sidder altså også skævt, Ib sagde bare, at den sidder smask skævt. Da jeg havde sat den på. Så skulle vi udtrykke nogle gode ønsker for byggeriet.

Det hjalp nu ikke ret meget, det har egentlig givet os ret mange kvaler i Dansk Blindesamfund, både økonomisk og med det flade tag, som var utæt. Ib og jeg har kørt derhen mange aftener, og har stillet baljer op og sådan noget.

Det var noget værre noget, men det er nogle dejlige lejligheder, det har det altid været. I hvert fald sad stenen pil skævt, vi kan ikke finde den nu, vi har været gået rundt om hele huset, og Ib ved også godt nøjagtig, hvor det foregik, men de må have rettet den , da vi var taget derfra. Det var måske også meget godt, for den var meget skæv. Så fik man prøvet det også, det var da meget morsomt.

Jeg har skam været til mange forhandlinger med Haslev kommune, og haft det hyggeligt og rart. Jo jeg har været i forbindelse med mange spændende mennesker.

Der gik jo også et 25 års jubilæum ind i mellem al det her, det slap jeg jo ikke rigtig for. Det var jeg da også glad for, at de gerne ville holde jubilæum for mig, så det var blevet 94. De havde sat alle sejl til den kære bestyrelse, det er jo klart, jeg har haft mange forskellige i bestyrelsen igennem så mange år. Det blev holdt nede på hotel Kirstine i Næstved med en reception, hvor jeg havde den glæde, at der kom kommunal og amtsfolk. Der kom selvfølgelig mange medlemmer, og det var jeg utrolig glad for og jeg var også glad for, der kom nogen officielle, som jeg har haft megen berøring med. Jeg har siddet i synscentralens bestyrelse i indtil flere perioder, og jeg har siddet i det amtslige brugerråd i 12 år, jeg har siddet i Ankeudvalget for trafikselskabet i 12 år, det var jeg i øvrigt med at starte op, så jeg har haft mange opgaver, det ene har været mere spændende end det andet.

Nu har jeg tilbage Folkeoplysningsudvalget i Præstø kommune, og så har jeg en lille omsorgsklub i Præstø, hvor vi er 12 14 stykker, og det nyder jeg meget ,det er meget hyggeligt.

Det er sådan, hvad jeg syntes, jeg har lyst til. Så har jeg mine senblindekurser på Fuglsangscentret i Fredericia, hvor jeg fortrinsvis underviser i det der hedder dagligdagen i køkkenet, det er der jeg har min styrke. Og det sociale med kursisterne, det er også noget , jeg er utrolig glad for. Men det lakker jo mod, at jeg skal se at tænke på, at trappe endnu mere ned. Jeg bliver som sagt 67 til sommer, og det kan de ikke være tjent med.

Jeg syntes, så længe jeg har det godt, har jeg ligesom også lyst til at blive ved, det er svært at holde op, når det er ens kæphest.

I øjeblikket arbejder vi meget med de nye ældre. Efterhånden som årene går, er de der bliver ældre nu meget anderledes, det kan vi allerede mærke, det slår igennem. Det er ældre, som kender deres ret for det første, men de kender også mål og deres muligheder, og de forstår at stille krav. Vi har ikke den der ydmyge type, så meget mere som vi har haft, fordi mange af dem har været på arbejdsmarkedet, og de ved godt hvad det handler om. De kommer og siger, jeg vil gerne lære det og det, og når de har lært det, så er det det, og det er en hel ny måde at undervise på. Det er meget spændende og en stor udfordring. Nu er det også kun på 14 dage, så er man altså også brugt.

Jeg har førerhund, jeg har nummer 3 førerhund nu, en schæferhund. Først fik jeg en Østtysker i 77, der hed Cati, og i 86, der fik jeg så Niki, en schæfer han, og så har jeg så Clyde nu, som jeg fik i 93, og han er så dejlig. Han er bare lidt gal på andre hunde en gang imellem, men han er ellers dejlig. Han er en kærlig hund, så jeg kommer godt omkring med førerhund, men de jo ikke sådan at have med til udlandet.

Apropos Ankerhus, der havde jeg 40 års jubilæum for snart 4 år siden. Så blev der skrevet til mig, at der var jubilæum. Det blev jeg forbavset over, for jeg havde droppet forbindelsen, kappet det hele over, fordi når jeg var blevet blind, så havde jeg ikke interesse i at snakke med nogen af dem , og det fik jeg aldrig taget op igen. Ja, det passer ikke helt, jeg havde haft forbindelse med en veninde ovre i Vestjylland, hvor Marlene rejste over med mig på Staby Efterskole, hvor vi besøgte Hilda der. Hun havde så samlet nogle få stykker af jyderne, hvor jeg så rejste mig og sagde, som det var gået mig, men det var kun nogle ganske få stykker, så var det ligesom jeg havde tabt det igen. Da var Marlene ikke andet end en stor pige 10 12 år eller sådan noget, da vi rejste derover.

Så havde jeg 40 års jubilæum, og så kom der bud rundt, om man havde lyst til at være med til det, og det blev så holdt på dagen før Ibs 65 års fødselsdag. Så sagde jeg, åh, det var ærgerligt Ib, men han svarede, at jubilæet kommer ikke igen, det gør mine fødselsdage forhåbentlig, så det skulle jeg tage af sted til.

Det skulle så holdes i Jylland, fordi en af vores kammerater er på en efterskole, Egå efterskole, og hun måtte låne hele skolen, bare hun ville lave det, når eleverne var taget på sommerferie. Vi lånte hele skolen gratis, det var jo pragtfuldt. Ud af 42 elever, der mødte 26, og det syntes jeg var flot. 6 7 stykker er døde, der var også nogle af nordmændene, der kom derned.

Jeg kørte sammen med en, der bor henne ved Gisselfeld, hende fik jeg så forbindelse med, og så tog jeg toget tilbage, for jeg skulle jo tilbage tidligt næste morgen, så jeg kunne komme hjem og holde fødselsdag.

Det jeg var spændt på, det jeg egentlig vil fortælle med det, det er hvordan ville mine kammerater møde mig, hvordan ville jeg møde dem, ville jeg kunne kende dem osv. osv.

Ved i hvad, jeg var stort set den der kendte flest, for stemmer forandre sig ikke ret meget, men det gør udseendet. Nogle var blevet tykke, nogle var blevet højere, nogle var blevet gråhåret, nogle var blevet hvidhåret, andre skiftet frisure og helt anden påklædning , og nogen lignede bare sig selv i påklædningen osv. osv., men stemmerne, det var ikke altid jeg kunne sætte navn på dem, jeg vidste hvor de havde boet henne på seminariet, og det havde vi meget sjovt med. Jeg kunne næsten ikke sige noget, da jeg kom hjem næste dag. Vi havde snakket og grinet, og snakket hele dagen og hele natten, det havde været så sjovt, og de andre åndede lettet op, at jeg var stadig dem Birthe, de kunne snakke med og grine sammen med.

Vi var blevet bedt om at tage albums med, og det sagde jeg med det samme, nu håber jeg ikke, i gør det for langvarigt, det med de album, for det gider jeg ikke at være med til. Og sådan kørte vi tonen hele tiden.

Vores gamle lærer fik en omgang. Nej, Nej, Nej, hvor var det sjovt, men det er pudsigt, at man så alligevel kan kende nogen, og man kan lære de andre at sige, du er godt nok blind og det er ikke særligt spændende, men det kan lade sig gøre, og være sammen med andre mennesker og al det der, og det syntes jeg var en rigtig dejlig oplevelse.

Så nu er jeg selvfølgelig på julekort og al det med dem, og da jeg havde været i Florida, havde Marlene sørget for, at det kom i avisen. Jeg måtte så lave et interview med mig om min Amerikarejse, fordi den havde været lidt kompliceret, og det avisudklip ringede hende fra Gisselfeld, om hun måtte tage kopier og sende dem rundt til alle de andre Ankerhusere, og det syntes jeg da var meget skægt, så det har jeg fået en masse reaktioner på til jul i år, så det er da sjovt.

Den her Eva, som jeg nævnte, jeg var i England sammen med, vi har haft forbindelse altid. Hun kom til Nato i Oslo, og blev forelsket i en amerikansk soldat, og giftede sig også med ham og flyttede til Florida. Hun har så tit spurgt, om jeg ikke kom til Florida, og jeg sagde ork jo, ork jo men det var jo slet ikke noget, jeg troede på. Da jeg så skulle holde op som formand, så sagde Ib til mig, Nu syntes jeg, medens du har kræfterne, og har mod på det, så vil jeg give dig turen, så du kan rejse over og besøge Eva.
Jeg skyndte mig at sende hende et bånd med det samme, “nu kommer jeg altså”, så hun havde også nær tabt båndoptager og det hele, det troede hun slet ikke på. Der rejste jeg så over lige efter min mors død i marts 98, og var i Florida i 14 dage, og rejste med en masse besvær, men jeg kom derover, og jeg rejste alene derover, og det syntes jeg nok også var noget af en udfordring, at jeg selv tog af sted, og måtte klare mig med det engelsk, jeg nu efterhånden ikke bruger så tit mere. Da det begyndte at knibe med forsinkelser, og mit fly var væk ved Amsterdam, og al sådan noget, så kunne jeg lige pludselig en masse engelsk, så måtte jeg til at brokke mig. De ville lokke mig på hotel, men det ville jeg ikke, for som blind kan man ikke tåle, at det som bliver planlagt ikke fungerer. Man har svært ved, at der lige pludselig sker en masse andre ting. Jeg har talt med en masse erfarne blinde, de ville også have nægtet det, så de måtte finde på en anden flyvemaskine. Jeg kom med een en anden vej og jeg nåede jo frem til hende med 7 en halv times forsinkelse.

Vi havde 14 pragtfulde dage derovre, og der ved de også godt, hvad den hvide stok er. Det er utroligt som den bliver respekteret, fuldt så meget som i Danmark, og de er utrolig opmærksomme på blindheden i Florida, det var de altså virkelig.

Da jeg kom hjem igen, stod vores barnebarn Marie Louise i Lufthavnen og tog imod mig med en langstilket rose, og sagde “welcome home Bedstemor”, og da var jeg endnu rigere på minder end jeg havde været hidtil, og det er dejligt.

Egentlig har jeg ikke så meget andet at sige, end jeg kan håbe på, at jeg stadigvæk kan blive ved med at lave noget for Dansk Blindesamfund, så jeg kan give noget mere væk af erfaring til andre. Jeg er ikke informatør, men der er af og til nogen der spørger fordi jeg er lokal, om jeg har lyst til at komme og fortælle, og nu her i februar måned, skal jeg ud og fortælle om, hvordan det har været at være tillidsmand , og hvordan det sådan i det hele taget er at være blind. Det er jo ikke noget, man kan sætte andre ind i, hvordan det er at være blind, men kun erfare ved selv at være det.

Det er jo rart, at der endnu er nogen som kan bruge en til noget.