Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Interview d. 27. januar 1999 af
Inge Bondo Petersen, født Felthausen d. 24. november 1915.
Interviewer Birthe Hermansen.
Jeg blev født i Vordingborg i 1915 i et absolut borgerligt hjem af nogle meget søde forældre. Mit fødenavn er Felthausen, som er et meget kendt navn her i Vordingborg fra gammel tid.
Min far hed Theodor Felthausen, og min mor hed Kristine. Vi var 2 søskende, men min søster, som forlængst er død, var 10 år ældre end jeg. Vi havde ikke rigtig nogen glæde af hinanden, medens vi var børn, først da vi blev voksne, så blev det meget dejligt med en storesøster. Hun kom på kostskole som ung, så jeg voksede op som enebarn, og kendte ikke rigtig til det at have søskende.
Da vi blev voksne, kom vi begge til at bo i Gentofte, der var ikke så langt imellem hvor vi boede, så da havde vi rigtig megen glæde af hinanden.
Min far var kobbersmed, og han overtog forretningen efter min farfar. Værkstedet lå her i Algade 91 lige over for “Stars” den gamle biograf, og vi havde en dejlig stor lejlighed på første sal. Jeg kan huske som barn, at det var meget morsomt at være oppe til klokken var halv otte, for så kunne jeg sidde i vinduet og se dem, som skulle i biografen. Jeg kan lige så tydelig huske, at når jeg havde set dem, så skulle jeg i seng.
Jeg gik i skole på Realskolen på kirketorvet til og med 4. mellem, hvorefter jeg kom på Privatskolen i Lundby, hvor jeg tog præliminæreksamen. Jeg tog med toget hver eneste dag fra Vordingborg til Lundby, og det var det bedste år jeg overhovedet gik i skole. Jeg var så glad for at være der, jeg tror at årsagen til at jeg kom på skolen var, at min far var med i så meget her i Vordingborg, og at han kendte Kærum, som oprettede denne privatskole. Der tog jeg så præliminæreksamen, det var lidt mere end realeksamen.
Nu var jeg blevet 15 år. Så var der en udveksling med unge her fra Vordingborg og unge i Tyskland, vi var en 18 – 20 piger, som tog ned til en by, der ligger mellem Leipzig og Dresden, som hedder Risa, og der var jeg nede i en måned. De havde også en datter, og vi var sammen hele tiden. Da vi havde været der i 4 uger, kom hun så med herop, hvor vi var sammen her i 14 dage. På den måde fik jeg lært godt tysk. Jeg kan godt lide sprog, og jeg fik rigtig lært at tale hverdagstysk, fordi jeg var så heldig med den familie jeg kom til. De sagde, at det er rigtig som du taler, men vi bruger det og det udtryk, så derfor kan jeg mange af de udtryk, som tyskerne selv bruger. Det gav meget udelukkende at tale tysk en hel måned, og jeg har meget gavn af det, når vi er ude at rejse.
Da jeg kom hjem fra Tyskland, skulle jeg til at lære noget. Jeg var så glad for at lave mad, så jeg kom på Husholdningsskolen her i Vordingborg. Den ligger her endnu, men dengang var den næsten nystartet af Dagmar Grymer.
I den periode jeg gik der, hed forstanderinden Valborg Olsen. Jeg var så begejstret for at være der, så efter en sommerperiode, hvor jeg boede hjemme, fik jeg lov af mine forældre også at fortsætte en vinterperiode.
I Vinterperioden fik jeg lov at bo dernede, det var altså meget morsomt, vi havde overhoved ingen bekymringer.
Nu var jeg blevet 16 år, og så lærte jeg min mand at kende. Han hed Verner, og han gik på seminariet. Den gang var det meget almindeligt, at “husmoderpigerne” og “seminarristerne”, som de blev kaldt, kom sammen og kunne flirte lidt. Der var bal hist og pist, og på den måde lærte vi hinanden at kende, og det blev et bekendtskab, som holdt hele livet. Han var 2 år ældre end jeg, og efter 6 års forlovelse, blev vi gift i 1939.
Verner boede nede på Goldsmithsvej sammen med sine forældre og 3 brødre, hvor han var den ældste. En dag skulle jeg så på besøg, det var en søndag formiddag, hvor jeg kom til formiddagskaffe. Jeg havde ellers lige fået kaffe hjemmefra, hvor der var serveret et rundstykke til hver samt et stykke wienerbrød, men hvor blev jeg forbavset ved at se det flotte morgenbord dækket op med flere slags morgenbrød. Jeg havde aldrig før set så meget morgenbrød på een gang, det lignede en hel bagerforretning, og i løbet af et øjeblik var det hele spist. Der var god appetit, hvor var det spændende, det var det første intryk jeg fik af familien dernede. Jeg fik nogle dejlige svigerforældre, dem var jeg glad for.
Efter husholdningsskolen kom jeg ind til København på Rigshospitalet, hvor jeg havde en faster, som var chef for køkkenet. Der var jeg så, for det var jo noget med mad, men jeg var ikke glad for at være der, jeg længtes sådan tilbage til Vordingborg, så jeg var der kun nogle få måneder.
Så kom jeg tilbage til Vordingborg, hvor jeg kom på Telefoncentralen, som lå i Algade nr. 70 lige oven på slagteriudsalget, som også var der dengang. Jeg blev uddannet som telefonistinde, og lederen af centralen var en god bekendt af mine forældre, og der blev jeg til vi skulle giftes.
Det var ellers meget interessant, vi skulle sige centralens navn, og gentage det forlangte nummer, og så skulle vi sige klar eller optaget, vi måtte ikke snakke med folk, som man sommetider hører i film o. lign. Det blev da rutinearbejde efterhånden, men det var nogle søde damer, som jeg arbejdede sammen med. De fleste var ældre, men til at begynde med var jeg den yngste. Forstanderinden havde en datter, og vi kendte hinanden på grund af forældrenes bekendtskab, og det har vi gjort siden vi var 2 år. Hun lever heldigvis også endnu, og vi holder stadigvæk sammen, det syntes jeg er så dejligt. Hun hedder Inge Baggesen i dag, dengang hed hun Inge Jacobsen, og hun bor nu i Kastrup ved København.
Min far var politisk interesseret, han var med i meget her i Vordingborg. Han var håndværksmester, og han var bl.a. formand for håndværkerforeningen i mange år, han var med i bestyrelsen for Banken for Vordingborg og omegn, som nu kaldes Vordingborg Bank, han var med i Kalvehavebanens bestyrelse, og han blev oven i købet konservativ borgmester, så der skete meget, og der var altid mange mennesker i vort hjem.
Min far var kun borgmester i en periode, så blev han slået af Lohf Rasmussen, som var socialdemokrat, og det var han meget ked af, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Lohf Rasmussen var sjovt nok bestyrer for Fællesbageriet, hvor Verners far arbejdede.
Verner og jeg var medlem af Sangforeningen her i Vordingborg, vi sang nu ikke, men der skete mange forskellige ting, og bl.a. var der et bal til jul og nytår, hvor man kom i meget flot tøj man havde gerne en ny lang kjole på, og Verner fik en smoking, vi skulle jo være så fine.
Vi kom også med til juletræ i Håndværkerforeningen, hvor min far var formand, og jeg kan huske, at jeg kunne lide at danse med min far, for han dansede så godt, han kunne rigtig danse vals og tango, det var bare dejligt.
Verner og jeg gik også til danseundervisning, så vi kunne også godt svinge os. Det foregik på det gamle hotel Valdemar, som lå der hvor Fakta nu ligger. Der var en sal og en scene, så der foregik teater, dans og afdansningsbal.
På Ruinterrænet blev der også dengang opført friluftsspil, og der var jeg engang med til at opføre Elverhøj. Der var en stor skuespiller med, som var Poul Reumert, og han spillede Christian den fjerde, og min veninde Inge og jeg spillede hofdamer. Der kom kostumer fra København, så vi havde rigtige rokokokjoler på. Vi taler tit om, “Kan du huske, da vi dansede menuet oppe på ruinerne?” Verner var også med, han var jæger med stor hat med fjer på siden. Det var rigtig morsomt.
Vi blev så gift i 1939 i Øster Egesborg kirke, det syntes vi var bedst, at vielsen foregik der. Nu var mine forældre meget kendte her i Vordingborg, så vi havde ikke lyst til at hele kirken skulle være “globryllup”, vi ville helst have, at det skulle være hyggeligt og dejligt, så vi var kun den aller nærmeste familie. Vi havde et dejligt bryllup. Solen skinnede det var den 20. juli en rigtig højsommerdag, og jeg kan tydelig huske, da min far og jeg kørte derud, at vi kunne høre kirkeklokkerne ringe, og kornet stod der og bølgede, det var noget så dejligt. Præsten hed Monrad Frandsen, som også var et kendt navn på den tid her i Vordingborg, og min tilkomne mand Verner kendte ham fra seminariet, og min far kendte ham også, derfor var det ham, der skulle vie os. Han holdt så lang en bryllupstale, så vi sad og blev helt trætte. Dem, der var med os sagde, det var da utroligt så meget han ville fortælle os, men gift det blev vi da, og det holdt i 37 år til min mand døde.
Bryllupsmiddagen blev holdt hjemme i nummer 91, for vi havde jo god plads, og det var alt sammen meget hyggeligt.
Der var en kendt lærer her fra Vordingborg, Stinus Nielsen, og han sagde til min mand, da han var færdig på seminariet, at han ikke skulle blive her, men han skulle ud og se sig om, så han tog vikariat rundt omkring og kom til Roskilde, hvor han blev sendt rundt på alle skolerne. Skoledirektøren der havde bestemt regnet med, at da vi blev gift, skulle vi blive i Roskilde.
Verner havde imidlertid søgt et embede i København, og det tog Skoledirektøren i Roskilde os meget ilde op, han ringede til mine forældre og sagde, at han hørte, at de unge mennesker skulle giftes, hvorfor dog det?
Vi havde ellers talt om, at det sidste sted vi ville bo, var i København, men det blev det så, og vi var der i 37 år.
Verner fik først en stilling ved Grundtvigsskolen, senere ved forsøgsskolen Emdrupborg og endte som skoleinspektør på Bryggervangens skole på Bellmansgade.
Først havde vi en rigtig dejlig lejlighed på Tagens Hus på Bispebjerg, det var helt nyt den gang, det var en rigtig moderne lejlighed, den lå på 3. sal med to store altaner, det var rigtig fint og godt.
Jeg var hjemmeløbende husmor, vi var kun os to, men min mand ville ikke have, at jeg tog noget job, han skulle nok sørge for, at jeg fik det jeg skulle have. Der gik næsten 4 år, inden vi fik vor eneste datter, der hedder Marianne, hun lever heldigvis endnu, og hun er 55 år i dag.
Senere kom vi til at bo i Gentofte i en villalejlighed, men på det tidspunkt havde jeg min søster og svoger i nærheden. Min svoger var tømrermester og entreprenør i København, og han fik at vide, at der var en villa i Hellerup på tvangsaktion. Den kunne lige passe til os, så han hjalp os med at byde på den, og vi var så heldige, at hammerslaget faldt på os. Jeg mener, vi fik den for 37.000 kr. og det var også billigt dengang.
Huset ligger på Brønlundsalle, en sidevej til Lyngbyvej, og i den villa bor min datter i dag.
I 1946 var min mand med til at starte Forsøgsskolen Emdrupborg sammen med Anne Marie Nørrevig. Der var han i nogle år, og han var meget afholdt som lærer, og blev tit hyldet.
Det er meget pudsigt, den dame, som ringede lige nu, er en veninde, hvis mand også var lærer fra Esbjerg, og han var også med til at starte Emdrupborg forsøgsskole sammen med min mand, og det blev et venskab, som holder stadigvæk. De er så heldige, at de lever begge to, og vi ringer sammen hver tirsdag. Det er en dejlig aftale, det er bedre end bare en gang imellem, for vi ved så hele tiden, hvad der foregår. De havde 58 års bryllupsdag forleden dag, og vi kunne fejre 60 år, som er diamantbryllup, hvis min mand stadig havde levet. Vi har også kontakt med et andet lærerpar, som blev gift 3 dage efter os, så de skal snart fejres.
Vi boede der så i mange år, men da min mand blev skoleinspektør var vi nød til at flytte, for der skulle man bo i inspektørboligen på skolen. Vi havde udsat ansættelsen flere gange, for vi var så glade for at bo i vores hus, men han var meget velset inde i skoledirektoratet, og de sagde, at nu skulle han sige ja til den stilling han fik tilbudt, for de syntes ikke, at han skulle blive ved med ikke at være leder, så vi tog imod det. Det betød så at vi skulle flytte fra vores dejlige hus.
Det var en meget stor og flot lejlighed vi fik, men jeg ville gerne have beholdt vort hus, men det overtog så vor datter.
Hun var blevet gift tidligt, allerede da hun var 20 år, så hun har boet der siden hun var 2 år. Hun fik efterhånden 2 børn, en dreng og en pige. Vores lejlighed lå ikke så forfærdelig langt fra deres hus, så vi fik lov at havde meget tæt forbindelse med dem, og vi fik meget tit lov til at låne børnene, så det var næsten som at få to færdigsyede børn, det var dejligt. Vores datter blev imidlertid skilt, og det gjorde, at vi tog os endnu mere af børnene, og dem har jeg stadig forbindelse med. Kim og Anne, som mine børnebørn hedder, har nogle gode stillinger i dag, og der er også kommet oldebørn.
Vi havde det dejligt min mand og jeg, vi kunne så godt lide at rejse, vi begyndte med at cykle, og vi cyklede blandt andet til Stockholm, hvor vi overnattede på vandrehjem. Det var meget primitivt dengang, man kan ikke sammenligne det med i dag. Det var ikke altid så rart når vi skulle overnatte i sovesale, for mænd og kvinder skulle sove hver for sig, og sovesalene kunne godt ligge langt fra hinanden. Jeg kan huske en gang, hvor jeg skulle ligge helt alene i en sovesal, der var ikke andre piger, og der hvor min mand skulle sove, lå der en mand mere, og jeg turde ikke sove der alene, så vi spurgte ham om han havde noget imod, at jeg også lå der, og det fik jeg lov til.
Jeg kan huske vi smurte mad på vandrehjemmene inden vi kørte videre, og det havde vi i en cykelkurv, det var så primitivt i forhold til det vi gør i dag. Vi havde det jo dejligt, og vi fik set meget. Vi har jo god tid, når man cykler. Jeg havde en kilometertæller på min cykel, og vi kunne aflæse 760 km. til Stockholm. Vi brugte hele vores sommerferie på det, og så sejlede vi hjem til København. Det tog 2 døgn, hvor vi sov på nogle bænke, for vi havde jo ikke så mange penge.
I 1947 døde min far. Han havde altid haft bil, for han havde meget arbejde rundt omkring. Han begyndte at lægge centralvarme ind forskellige steder, og han var på mange gårde og godser rundt omkring, så han var nød til at have bil. Min mor var også frisk, hvis min far ikke havde tid a køre folkene, som arbejde på værkstedet, så kunne hun godt køre dem ud. Bilen var en stor Buick,
Det var da ikke almindeligt at have bil den gang?
Nej, men min far var heller ikke helt almindelig, han vidste godt hvordan det skulle være. Men de havde det også godt efterhånden, der manglede ikke noget derhjemme, de havde det godt på alle måder. Det var også et kærligt hjem, mine forældre var meget meget kærlige, og vidste ikke alt det gode de skulle gøre over for min søster og mig. Jeg har altid levet på solsiden, syntes jeg, jeg har ikke kendt til ikke at have det godt.
Da min søster blev gift, flyttede hun til Præstø. Hendes mand var tømrer og hans forældre boede også i Vordingborg, hvor faderen var tømrermester, men efterhånden flyttede de til København, hvor han byggede huse og solgte dem igen. Der blev vi så samlet, da vi flyttede til Gentofte, og vi havde det dejligt sammen alle 4.
De havde efterhånden fået 3 sønner med 6 års mellemrum. På dette tidspunkt efterlyste Australien unge håndværkere, og den ældste søn med familie emigrerede så til Australien. Efter et par år fik den yngste søn også lyst til at rejse, han var kun 18 år, og han var udlært som murer. Derefter fik min søster og svoger også lyst til at emigrere. Han var blevet omkring de 60 år, og så var der en søn og svigerdatter tilbage, men inden længe rejste de også derned. Min svoger døde desværre året efter, han var kommet derned, det var vist noget med dårligt hjerte, så nu var min søster så alene, det var meget slemt for hende, men hun havde heldigvis sine 3 sønner, og de var meget søde ved deres mor, så på den måde havde hun det meget godt.
De havde haft et dejligt hjem her i Gentofte, og det meste af indboet havde hun fået med. Hun var så hjemme flere gange på besøg. Min mor sørgede for at hun kom en tur hjem, men hvis hun var herhjemme, ville hun helst være hvor hendes sønner var, og når hun var derovre, længtes hun efter min mor og specielt også efter mig, men hun kunne jo ikke være begge steder. Jeg tror hun var hjemme 3 gange i disse år, og blandt andet boede hun i lang tid hos os, da vi boede på Bryggervangen skole, der var jo rigelig plads, så der kunne jeg jo sagtens have hende boende. Hun havde et stort værelse for sig selv, så vi havde det rart sammen. Så begyndte hun igen og ville hjem til sine børn, og heldigvis støttede vi hende i det, men hun kom ikke mere end lige hjem, så blev hun syg og døde kort efter. Jeg tror det var godt, hun nåede at komme hjem, for hun har altid haft det sådan, at hun gerne ville være det modsatte sted af, hvad hun var lige i øjeblikket, sådan er der jo nogen der har det.
Vi boede som sagt i den dejlige tjenestebolig inde på Østerbro, som lå både på anden og tredje sal, men der var jo ingen have til, så købte min mand og jeg en sommerhusgrund oppe ved Kyndby i Hornsherred, den var på trekvart tønde land, så det var en ret stor grund, og den lå lige ud til Isefjorden. Der byggede vi et dejligt sommerhus. Min mand var god til mange ting. Selv om han var lærer, så kunne han lave alle mulige ting. Vi købte et dejligt sommerhus, hvor kun skelettet blev sat op, og så byggede han selv resten.
På det tidspunkt havde vi bil, det var en Opel Record. Den første bil vi havde, fik vi da min far døde, det var en Opel Super Six, og da min mand havde kørekort, ville jeg også have et, så jeg har haft kørekort i 40 år.
På det tidspunkt kunne vi så bare køre op til sommerhuset, når vi havde lyst, det tog kun en time, og det gjorde vi tit en eftermiddag, og så tog vi ikke tilbage til København før næste dag tidlig om morgenen, og min mand var altid på skolen ca. kvarter i otte.
På et tidspunkt købte vi en Opel stationcar, som vi kunne sove i, når vi i de lange ferier kørte til Tyrkiet. Vi kørte ned gennem hele Europa, gennem Jugoslavien og Bulgarien og endte på den anden side af Istanbul, hvor vi brugte hele sommerferien, det var meget spændende. Vi sagde altid til hinanden, det koster ikke mere end hvad bilen skal have, for vi sover i bilen, og maden skulle vi jo også have hjemme.
Vi udnyttede hver sommerferie med at køre ud i Europa, og det er det som heldigvis gentager sig i dag, hvor Herluf kører, og vi har været mange steder.
Uden for feriesæsonen gik jeg på flere forskellige kurser. Jeg gik mange gange på franskkursus, hvor jeg lærte fransk uden tårer, og et kursus der hed ud at rejse og tale fransk, jeg gik også til Italiensk. Vi havde nogle bekendte, hvor han var præst, og hans kone var lærer på Emdrupborg, og så ringede han til mig en dag og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at gå til Italiensk. Nej, det havde jeg ikke tænkt mig, men han ville komme og hente mig, og han skulle nok også køre mig hjem, og så talte jeg med Verner om det, det var også om formiddagen, så den hoppede jeg på. Vi gik inde på Berlitz School, det er en meget kendt sprogskole i København. Det var meget mærkeligt, for jeg havde aldrig tænkt på Italiensk, men det var rigtig godt, for den lærer vi havde talte kun Italiensk. Den første dag, hvor vi gik derfra, så kunne jeg sige mange ord på Italiensk, der blev ikke talt andet fra vi kom til vi gik, og jeg har heldigvis det nemt med sprog. Han fik os også til at skrive nogle forskellige sætninger. Noget var måske forkert, men jeg tog det som en oplevelse, jeg syntes det var meget sjovt. På vej hjem, sagde præsten, at vi skal lige hen på grønttorvet og købe noget frugt med hjem. De var kun 2 voksne og en søn, men de nøjes ikke med at købe en fem seks appelsiner, de købte en hel kasse. Så sagde han, nu køber vi det her, og hvis I vil have noget af det, er det i orden. Når vi så kom ned og besøgte dem, kan jeg huske, at han sagde til Marianne, som ikke var mere end 10 år, nu skal du og Lars bare spise så meget i kan. De nøjedes bare ikke med at give dem en, som vi andre ville have gjort, de var sådan lidt specielle mennesker.
Præsten konfirmerede vores datter, og jeg kan huske, at deres søn også blev konfirmeret, og vi var inviteret med til en andendagsfest, hvor der kom udelukkende præster, og så var der os. Jeg kan lige så tydelig huske, at vi sad og bad bordbøn, og Verner og jeg skævede lidt til hinanden, men det varede ikke så længe, så rejste han sig op og klappede i hænderne og sagde, så venner, så går vi til sagen, og så kan det nok være, de kunne lide øl og snaps, og vi kunne ikke lade være at more os over det bagefter. Han sagde også, nu skal vi have noget livsens vand, som de kaldte det. Så fik du også en lille præstefortælling.
Jeg har også gået til slægtsforskning, og det har interesseret mig meget, det har jeg måtte stoppe med, for jeg kan jo ikke se til det. Det interesserede mig virkelig meget, jeg valgte min fars slægt, for det er jo et sjældent navn, min mor var født Larsen, og det er der jo mange der hedder, jeg tænkte, jeg må have det, som ikke er så kendt, så nogen årgange er jeg gået tilbage, men da jeg så først ikke kunne se mere, så måtte jeg stoppe. Navnet Felthausen stammer fra Holland, jeg ved min farfar var arrestforvarer i Skælskør, og min farmor er fra Fyn, og så begynder det at brede sig ud.
Ud over Fransk og Italiensk har jeg også gået til Tysk, og alle de fag gik jeg gerne til om formiddagen, det havde jeg tid til. Jeg havde godt nok et stort hus og holde rent, men jeg havde en dejlig hushjælp, som kom en gang om ugen, og gjorde rent, for det var en 7 værelsers lejlighed. Det havde jeg virkelig brug for, og jeg havde også brug for at kunne arrangere mad, fordi min mand var skoleinspektør. Man brugte dengang, når der var eksamen, at censorerne kom ind og fik et måltid mad hos skoleinspektøren. Det kunne jeg godt lide, og min mand var så glad for, at jeg ville gøre det. Jeg kunne lide at lave mad og arrangerer det. Så fik jeg en liste af min mand over, hvor mange der kom. Det kunne godt være en halv snes stykker, og man kunne godt være uheldig, at det kunne være nogle dage i træk, hvis man kunne sige det sådan, men jeg kunne godt lide det. Jeg syntes det var morsomt, og jeg havde et dejligt hjem, og jeg havde pænt porcelæn og sølvtøj, så det var et pænt bord, jeg kunne dække. Jeg kan huske, jeg var sikker på succes, hvis jeg lavede leverpostej, og hvis jeg stegte sild og lagde i eddike, det var to ting, som var fuldtræffere hver gang. De lærere der kom sagde, at det havde de næsten ikke fået, siden de boede hjemme, og de syntes det smagte så dejligt.
Efterhånden fik vi det lavet sådan, at der var en charcuteri forretning, der leverede det hen til mig, for efterhånden kunne jeg ikke overkomme det. Det var det nemmeste, for de sad omtrent i alle stuerne.
Vi havde 3 flotte stuer. Først kom de ind i den ene stue, der sad de lige og skulle ryge en cigaret, når de nu kom over fra der hvor de var censorer, så gik de ind i spisestuen, hvor jeg havde dækket pænt op, og de spiste alt hvad de orkede og lidt til, og så gik de ind i dagligstuen og sad og drak kaffe. Det vil sige, at alle 3 stuer var i gang.
De sagde så farvel, og nogle sagde tak for i dag, men nogen sagde bare farvel, lærere er meget forskellige. Nåh! tænkte jeg, så kunne jeg bare gå ud og vaske op. Jeg havde heldigvis en opvaskemaskine, så jeg kunne begynde at rydde ud, og det havde jeg ikke hjælp til, der var jo ingen der forlangte det jeg gjorde, jeg ville jo gerne selv.
Min mand var meget glad for jeg gjorde det, han var så glad for, at jeg så tit havde åbnet stuerne, det satte han megen stor pris på. Derfor kunne jeg også stå og få al den mad væk. Jeg kan huske når han kom tilbage, så var klokken ca. 2, så vidste han godt, at det bedste han kunne sige til mig var, “Skal vi køre en tur”, og så kørte vi en tur ud ad Strandvejen, og det var gerne belønningen for det der, det syntes jeg var dejligt, og så hjalp han mig gerne mange gange om aftenen, hvis der nu skulle komme et hold til næste dag.
Min mand var skoleinspektør i 13 år, og da han ville gå på pension, ville vi have bygget et helårshus på sommerhusgrunden, men det måtte man ikke. Vi solgte den, og vi måtte så kigge os om efter noget andet.
Vi så i Berlingske Tidende, som vi altid holdt om søndagen, at der stod noget om et hus på Møn. På det tidspunkt, havde vi aldrig spekuleret på at bo på Møn, vi kendte kun Møn på Møns Klint. Vi kørte en tur derned. Der var tre huse til salg, og vi tog dem så fra en ende af. Jeg kan huske, at det første vi kom ind i, var ikke noget, og det andet heller ikke, og så siger jeg til min mand, hvis det så bare var det der lå derhenne, og så pegede jeg videre frem, så kunne jeg måske tænke mig det. Det viste sig, at det var det tredje hus, som var til salg, og der var vi bogstaveligt talt solgt, da vi så det. Der var 5 tønder land, og det lå med jorden lige ned til Stege Nor, det er et ret stor farvand, Det hed Bissinge, og vi sagde for sjov Bis – inge, det blev det kaldt i mange år.
Det var et lille husmandssted, som vi købte for ikke ret mange penge. Jeg kan ikke mere huske, hvad vi gav for det, men vi gav det som de forlangte. Vi kunne få to tønder land mere, hvis vi ville give 10.000 kr. mere i udbetaling, og det gjorde vi så. Det var et bindingsværkshus med bjælkelofter, og stråtag, og så brugte vi faktisk ret mange penge på at gøre det i stand. Det blev helt vidunderligt, Der var et stuehus ud mod vejen, og så var der to længer, med en gård imellem, og så var der en stor gårdsplads ned til Stege nor, og vi forpagtede så jorden væk.
Ham der forpagtede jorden, sagde at jeg ikke var helt almindelig, for jeg forlangte, at der skulle vær en gang gennem marken lige ned til vandet, og den skal være så bred, at Verner og jeg kan gå ved siden af hinanden. Den fik jeg, og den var der lige til jeg flyttede derfra.
Det første vi gjorde var at lægge nyt stråtag på, og huset blev fuldstændig moderniseret.
Verner og Herluf havde en bror Knud, som var tømrermester, og han var hel vild med det hus, og han hjalp os med at lave et helt nyt køkken, og i den ene længe, hvor der havde været værksted, lavede vi om til en pragtfuld stue. Knud havde fået et par store vinduer til overs, og dem brugte vi som væg i stuen, så vi kunne sidde i sofaen og se lige ud over vandet. Der oplevede vi meget naturmæssigt når de forskellige fugle kom på besøg. Der var musvåger og troldænder, og det blev vi helt fortroligt med, når de forskellige kom.
Fra forsiden af huset var der kun 2 km. ned til Østersøen, der kunne vi meget nemt gå ned, jeg har været meget godt gående, og derfor er det skæbnens ironi, at jeg nu har fået taget noget af det ene ben op til knæet, på grund af blodomløbet.
Vi startede med at bruge huset som fritidshus, men i 1976 flyttede vi helt derned.
Min mand levede der desværre kun et år, så fik han dårligt hjerte og døde i 1977. Det var strengt, for vi havde regnet med, at skulle have mange gode år der, men han nåede lige at blive 64 år, det er 22 år siden nu.
Så stod jeg pludselig der alene, vi havde lige fået flyttet vore møbler ned fra skolen, og vi havde talt om, hvor møblerne skulle stå, og vi havde fået lavet det hele så dejligt, og så kunne jeg faktisk ikke nænne at flytte derfra. Skoledirektionen i København sagde ellers, at vi skal nok hjælpe dig med at få en lejlighed derinde, men jeg kunne ikke nænne at tage derfra. Jeg blev meget ensom på Møn, og mine venner i København sagde, hvorfor bliver du dog, hvad vil du i alverden lave på Møn alene.
Jeg har altid været så bange og mørkeræd og alt muligt, men i samme øjeblik jeg blev alene, så var jeg aldrig bange mere, det var lige som om Verner sagde, det her kan du godt klare, det skal du. Nå ja tænkte jeg, så må jeg prøve på det.
Bilen var min gode ven i mange år, jeg kørte en tur hver eneste dag. Jeg havde Herluf og Birthe i Vordingborg, som var meget søde ved mig, og jeg fik en del gode venner i Bissinge, som var forfærdede over det der skete, og de var også meget søde ved mig.
Jeg kørte også til København og besøgte mine venner derinde, og når de kom ned og besøgte mig, så tog de deres dyner med i bilen, og så overnattede de til gengæld nede hos mig. Jeg havde god plads, for den ene fløj havde vi lavet om til et skønt soveværelse og et ekstra badeværelse, så jeg kunne sagtens have liggende gæster. Mine børnebørn Kim og Anne kom næsten hver weekend, og så kom de næsten altid med en stor pose og sagde, må vi godt få vasket tøjet, og så havde jeg travlt med at hjælpe dem med det. Jeg tog mig meget af dem den gang, for de havde brug for det, for forældrene blev skilt, og min datter var glad for, at de kunne komme hos mig. Min datter blev senere gift igen med en skoleinspektør, og hun ejede stadig huset på Brøndlundsalle, men hun ringede i går og sagde, at nu flyttede de til Nordsjælland, så nu skulle huset sælges. Det er lige før det gør mig ondt, for nu har vi haft det 50 år i familien, og min datter har aldrig boet andre steder, så det bliver underligt, men det jo en anden sag.
Jeg var også med i en teaterforening, og så havde jeg nogle søde naboer, som jeg sommetider spiste sammen med, og så begyndte vi at spille kort, og vi spillede kort en gang om ugen. Det var så heldigt for mig, at der boede en lige over for mig, og ligeledes en på hver side af mig, så der var altid en som skulle samme vej hjem. Der hvor jeg boede, var der ikke megen lys om aftenen, jeg har sommetider gået forbi min egen opkørsel, uden at være klar over, at jeg var kommet hjem, men hvis jeg tændte lys alle vegne, så var det nemmere.
Jeg havde altid været vant til at rejse, og jeg havde en veninde, som havde mistet sin mand et år før jeg, og vi blev enige om at prøve at rejse ud sammen, og vi rejste ca. en gang om året. Vi tog til Madeira, og vi var på Mallorca og på Tenerife, og jeg har også rejst sammen med Herluf og Birthe, dem var jeg på Mallorca sammen med.
Min familie fra Australien ringede også og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at komme derover, for mine nevøer, som jeg jo var jævnaldrende med, ville gerne have mig derover. Det sagde jeg ja til, for det ville jeg gerne. Jeg havde ikke set dem i 20 år, og så rejste jeg til Australien, jeg rejste helt alene. Den gang var der noget der hed Jørgensens Rejsebureau, som var et stor Rejsebureau, og der gik jeg ind og bestilte en billet til Sydney, som skulle gælde 2 måneder, og der var yderligere ophold i Singapore i 2 dage. Min datter var med inde og købe den. Hun sagde, jeg skulle da tage Singapore opholdet med, for du kan da altid se om du vil bruge det. Du skal da tage det, når den er med i billetten. Det er så mange år siden, dengang var jeg frisk, så det tænkte jeg vel nok, jeg kunne klare. Så rejste jeg helt alene, for mange sagde til mig, du følger bare med de andre. Så sagde jeg, at det kunne jeg vist ikke, det var en rejse jeg selv havde bestilt, men jeg tog alligevel af sted.
Der var ikke nogen andre, som tog sig af mig. Det var et rutefly, og det gik ned i Rom, i Athen, og forskellige steder der nedad, og det varede 27 timer. Så kom jeg til Sydney, og der stod hele min familie samlet i en halvkreds. De var jo nu blevet gift alle de unge, og nej hvor var det dejligt, og nogen af dem havde fået børn. Det var altså en oplevelse, det må jeg sige, og jeg blev rigtig godt forkælet derovre i de tre dejlige hjem, og det er gået dem så godt alle sammen.
Jeg boede først hos den mellemste af dem, og så var jeg 8 dage hos den næste, og ligesådan hos den sidste, så de sagde, når jeg rejste videre, er det så vores ration? De viste mig så meget af Australien, jeg har været i Operahuset og på Ayers Rock, som er en klippe, der ligger midt ude i Ørkenen, og der var nogle bjerge, der hed de 3 søstre. Det var Jens, som kørte mig ud på disse ture, og den midterste af nevøerne, havde en meget flot bil med aircondition, det var ikke noget vi kendte herhjemme på den tid. Så en dag sagde han til sin kone Birgitte, at vi skulle tage hen til en by som hed Canberra, som er hovedstaden. Vi tog så af sted i den fine bil i fire dage, hvor vi kørte ud og overnattede forskellige steder. Han havde biltelefon, og det kendte vi jo heller ikke. Da vi havde været væk på fjerdedagen og skulle hjem igen, så sagde Birgitte, vi siger ikke noget om, at vi lige bliver en dag til, så ringede telefonen, og så siger Poul, nå nu er i jo snart her i nærheden, jeg har bestilt bord, så i kan godt holde ind, ved den og den kro. Han havde fulgt med i det hele, det kunne han på grund af biltelefonen, og jeg måbede jo noget, og så sagde hun, den gik så altså ikke. Han sad så der og ventede i en anden bil, for de havde nemlig 2 biler, og så havde han bestilt bord et sted, som hun godt kendte i forvejen. Det var meget spændende at opleve.
Jeg var derovre den 24. november, som var min fødselsdag, og sjovt nok, så havde Birgitte også fødselsdag samme dag. Jeg holdt også jul derovre, og de sagde, det bedste du kan gøre for os, det er at blive her noget længere, og det ville jeg jo gerne, så jeg blev der en måned til. Jeg var der i 3 måneder. Nu var der jo også tre hjem, jeg kunne fordele det på, så det gik jo meget godt.
Min familie var jo immigranter, så vi var meget sammen med andre immigranter, der var mange englændere og hollændere, og de var alle sammen så gæstfrie, og så sagde de altid, “What will you like to drink, do you have a shower?” Det var jo det man havde brug for, noget at drikke og komme ind og få et brusebad. De havde alle sammen gæstebrusebade, hvor der lå stabler af håndklæder, for det var meget almindeligt, at man gik ind og tog et brusebad, fordi det var så varmt.
Alle dem jeg besøgte talte jo engelsk, det friskede noget op på mit sprog, så jeg kunne sagtens tale engelsk, da jeg kom hjem derfra. Det var en meget stor oplevelse,
På hjemvejen skulle jeg gøre ophold i Singapore, der kom sproget mig til hjælp. Jeg boede på et meget fint hotel, som hed Hollyday Inn, og det var forudbestilt i den rejse, jeg havde. Jeg fik et stort værelse, og jeg gik der helt alene, og der vovede jeg mig ud i Singapores gader, og så på byen. Jeg kan huske, at den første dag, fik jeg et lille hæfte, hvor man kunne sige, hvis man ville på en eller anden tur. Så bestilte jeg en tur til en Botanisk have, og det kunne jeg godt finde ud af. Så kom der en bus og hentede mig, men jeg kendte jo ikke en levende sjæl, så jeg gik ind, ligesom alle andre gik ind, og så blev jeg vist rundt i denne botaniske have, og det var også spændende.
Det er så mange år siden, og der kunne ikke rigtig ske en noget, følte jeg. Min nevø Poul, som jeg boede hos i Australien, var meget omhyggelig, så han ringede til mig på hotellet, og hørte om jeg var kommet godt derhen. Det blev jeg glad for, at de fulgte mig i tankerne der.
Der var en mindeudsendelse om Elvis Presley, som var død i 77, og den ville blive vist på storskærm, og det bestilte jeg bord til, for hvad skulle jeg lave om aftenen, jeg turde ikke gå ud. Så var der en stor terrasse på hotellet, og jeg tænkte, at jeg nok kom til at sidde sammen med nogle andre, så da jeg havde bestil bord, blev alle tallerknerne taget væk, så jeg sad helt alene ved bordet. Det var ikke lige sagen, men der var ikke noget at gøre ved det, jeg var der selv, og så jeg filmen, og der var dejlig musik, men jeg havde håbet på, at der var nogle andre jeg kunne have talt med.
Næste dag gik jeg tur i gaderne, men jeg gik ikke længere end, jeg hele tiden kunne se hotellet.
Da jeg havde sølvbryllup, havde min mand foræret mig et meget fint bredt guldarmbånd. Det havde jeg på, men i dag tør man ikke gå med sådan et armbånd, i dag siger man, det bliver stjålet fra en. Jeg gik helt alene med det fine armbånd, der var ikke en, som tog sig af det, der var heller ingen som sagde til mig, at dette skulle jeg ikke gøre, jeg havde det bare på, og det har jeg tænkt på senere, jeg tør ikke have det på mere. Jeg bar det sidst til min 80 års fødselsdag.
Jeg kan også tydelig huske, at jeg var inde i en forretning, og den ene dame, som stod derinde, spurgte om det var rigtig guld, og jeg svarede ja, det var det da, og jeg har senere tænkt, at det var utroligt, at jeg turde gøre det.
Det var i hvert tilfælde godt jeg kunne tale engelsk. de talte engelsk alle vegne, hvor vi kom, og det fik jeg meget brug for.
Den dag vi skulle rejse, afleverede jeg min kuffert, og jeg kunne se den stå på gulvet i hallen, medens jeg fik en lille forfriskning inden jeg skulle flyve, og så tænkte jeg, det er mærkeligt, for min kuffert bliver ved med at stå der henne, og så fik jeg heldigvis i sinde at gå hen og sige det henne ved receptionen, hvorfor den kuffert ikke blev flyttet, jamen det var også forkert, den skulle have været af sted, og jeg kan huske jeg sagde, det kan jo ikke nytte noget, jeg skal jo med flyet, min kuffert skal da med hjem, og så sørgede de for at både jeg og kufferten kom med en taxa til flyvepladsen. Da jeg kom derud, skulle jeg selv finde hen til det sted, hvor man kan komme til København, og så kom jeg hen og skulle aflevere min billet. Så kiggede han på den og rystede på hovedet, som om den ikke duede, da kan det nok være, jeg fik brugt mit engelsk, og jeg sagde, det gør den, og jeg skal med det fly. Nej, sagde han, det var booked ind. Der var nogle andre som sagde, at det brugte de meget, hvis de kan få nogle andre ind. Men det ville jeg ikke finde mig i, jeg brugte alle de engelske ord jeg kunne, det kunne ikke være rigtigt, men de blev ved med, at det var ikke nu jeg skulle af sted. Så fik jeg heldigvis i sinde at tage ned i den lomme jeg åbenbar havde i min jakke, og der lå et stykke papir, fra Singapore Airline, hvor jeg havde fået lavet min billet om, og der havde jeg bevis for, at det var den dag, jeg skulle af sted, den stod jeg med foruden min billet, og jeg kan se mig selv endnu, da jeg sagde, her!!! Så først fik jeg min plads i flyet. Hvis jeg ikke havde haft den ekstra billet, så var jeg ikke kommet med flyet den dag. Men jeg kom da med, og der var en anden dame fra Danmark, som jeg først lærte at kende senere i flyet. Det var fordi, flyet gik ned i Bahrain, og da vi kom derned, var der en hel masse soldater på den flyveplads, og de ville ikke lade flyet gå videre. Kaptajnen kom ind og sagde, vi skal nok komme hjem, jeg kan ikke sige hvordan, om vi kommer det nu, der er noget kludder, de kan nok se, der står så mange soldater herude. Vi fik at vide, at der kunne ikke ske os noget, men vi fik nogle timers ophold ufrivilligt der, og der kom jeg til at tale med en dame, som på dette tidspunkt ellers havde siddet længere nede i flyet. Så blev vi pludselig klar over, at vi begge to var danske, og vi gik så lidt rundt, men vi var ikke stolte af situationen. Vi blev en del forsinket, men vi kom af sted, men vi fik aldrig at vide, hvad årsagen var, men vi kom da hjem til København, og den dame, har jeg så talt med efter den tid, men nu er forbindelsen der ikke mere, hun havde også været i Australien, men et helt andet sted end jeg havde været.
Jeg var heldig at være i Australien i 1979 hvor vi her på Sydsjælland og Møn havde snestorm, hvor alt lukkede, og jeg lå bare og flød i Swimmingpoolen nede i Australien. Jeg havde nogle meget søde naboer, som passede mit hus medens jeg var væk. Han gravede mange gange for mig, når det var snevejr, og han plejede også at grave sne væk, så jeg kunne komme ud derfra, men disse søde naboer, lever desværre ikke mere.
Da jeg kom hjem derfra, så var det at Herluf og Birthe skulle til Mallorca., og de spurgte, om jeg ikke ville med, og da var jeg lige hjemme en måneds tid, så tog jeg med, og det var dejligt.
Vi havde en Audi, da min mand døde, og af en eller anden grund, syntes jeg den var for stor, så byttede jeg den til en Honda Civic, det var en smart bil. Jeg kan huske Herlufs kone Birthe begejstret sagde, det er rigtig en bil for en pige den der. Efter den købte jeg en Mazda 325, den havde jeg så en tid, men så syntes jeg ikke den kunne køre stærkt nok, så købte jeg en ny, og den havde jeg så, til jeg ikke måtte køre bil mere.
Der gik heldigvis mange år, men så en dag kunne jeg ikke rigtig se bilnumret på den bil, som kørte foran mig, så jeg tænkte, der er et eller andet galt. Så kørte jeg op til en optiker, som jeg kendte i Stege, og sagde, jeg skal altså have nye briller, for der er et eller andet galt med mine øjne. Men han sagde, efter han havde undersøgt mig, nej Inge, du har grå stær, du skal opereres med det samme. Jeg spurgte ham, om han mente jeg kunne køre hjem, der var 4 km. , men han sagde, at det kunne jeg i hvert fald godt, jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg kørte meget forsigtigt hjem, det var jo ude på landet. Så satte jeg bilen i Carporten, og jeg rørte den ikke mere.
Kan du huske hvilket årstal du blev medlem af Dansk Blindesamfund?
Ja, men først blev jeg opereret for Grå Stær, og så gik det sådan meget godt, men jeg kørte ikke, men så blev det dårligere alligevel, så fik jeg Laser stråler, og så sagde specialisten inde i Næstved, jeg har gjort alt hvad jeg kan, der er ikke mere at gøre, så jeg melder Dem ind i Dansk Blindesamfund, og det var i 1989. Da blev jeg så forskrækket, for jeg havde slet ikke forbundet det med, at det var så slemt. Han var nu rigtig sød ved mig, han sagde det var forkalkning, men der var ikke mere at gøre. og jeg går stadigvæk til øjenlæge, men det er ovre i Maribo. Det gør jeg fordi, da jeg var blevet opereret, blev jeg tilbudt et ophold ovre på et rekreationshjem i Maribo, det blev jeg meget forbavset over, at jeg fik tilbudt, men jeg tror det var fordi jeg var alene. Det tog jeg imod, og jeg var der i 3 uger, og havde det noget så godt, og jeg var glad for at være der, men fordi jeg var blevet opereret, så var der sting, som skulle tages i øjnene. Så sagde jeg til forstanderinden, at jeg vel så skulle til Vordingborg, men det behøvede jeg sandelig ikke, for vi har alle tiders øjenlæge her i Maribo, som er specialist, som hedder Eriksen, og siden den tid er jeg altid kommet hos ham, han er noget så sød ved mig, og han sagde, hvis der er et eller andet med dine øjne, så skal du bare ringe, det er lige meget om det er den ene eller den anden dag, så skal du bare ringe til mig, så taler vi om det, og hvis der er noget som kan gøres, så bliver det gjort. Men jeg er kun derovre nu en gang om året, fordi der er ikke mere at gøre ved det. Jeg tror heller ikke jeg turde prøve, selv om de sagde, der skulle være en chance. Jeg er tilfreds med det jeg kan se nu, jeg kan ikke læse, men jeg kan godt orientere mig, så hvis jeg bare kan få lov til at beholde det syn jeg har i dag, så er jeg meget taknemmelig. Jeg syntes der er mange ting, som jeg kan klare, som man ellers ikke ville kunne gøre, så må jeg være glad for det.
Jeg blev meget forskrækket, da lægen meldte mig ind i Dansk Blindesamfund, men jeg har været så glad for det siden, for jeg syntes, det er rart at komme sammen med andre, som har det samme handicap. Jeg syntes det er hyggeligt, og at vi alle forstår hinanden, man behøver ikke det med at skulle lade som om, vi forstår hver især hvad det vil sige ikke at kunne se.
Jeg har også deltaget i nogle kurser på Møn, hvor vi lærte at sy læder, det var på Biblioteket i Stege, hvor Else Andersen var lærer, jeg har nogle pæne tasker, som jeg har syet der. Jeg gik også til Litteraturkreds hos Kathrine Andersen, sådan noget kunne jeg godt lide.
Jeg er blevet hofte opereret 2 gange, først den ene hofte, og 10 år senere den anden. Jeg havde så mange smerter i min hofte, og det blev ved og blive udsat og udsat med operation, så til sidst tænkte jeg, jeg kan ikke holde det ud længere, så dagen før min fødselsdag, ringede jeg til et privathospital i København og spurgte om de kunne hofte operere mig, og det kunne de. Hvis jeg kunne komme med det samme, så ville jeg kunne blive opereret i løbet af nogle få dage. Så ringede jeg til Herluf, og spurgte om han ville køre mig til København, og det ville han gerne. Han tog med mig ind og blive røntgenfotograferet, og det var den 2. december, og jeg blev opereret, og kom hjem inden jul, for det tog ikke mere en uges tid. Sidste gang, da jeg begyndte at få ondt i hoften, da ringede jeg med det samme privat, og der blev jeg opereret inde på Hamlet, og det varede heller ikke mere end 8 dage. Jeg var glad for denne mulighed, for da jeg første gang gik og ventede på operation, var jeg så forpint af smerter, ellers ringer man ikke dagen før sin fødselsdag, hvor jeg skulle have gæster, jeg kunne ikke holde det ud.
Mine hofter har holdt godt, men jeg er ikke så heldig mere, for det der er overgået mig nu, hvor jeg har måttet få taget et stykke af mit ene ben, havde jeg ikke forestillet mig.
Hvor længe boede du på Møn?
Der boede jeg lige til 1991, men da der efterhånden ikke mere var nogen brugs ovre i Bissinge, og genboer og naboer var døde, så kunne jeg pludselig ikke holde det ud mere, så flyttede jeg ind til Vordingborg hvor jeg købte et hus på Dagmarsvej. Jeg fik solgt Møn huset i løbet af ingen tid, og fik det rigtig godt betalt.
I 1985 døde Herlufs kone Birthe, og Herluf og jeg støttede så hinanden, og kom mere og mere sammen.
En dag hvor jeg var ovre hos Herluf, kørte vi en tur, og så kommer vi tilfældigvis kørende ned ad Dagmarsvej, det var egentlig mærkeligt, syntes jeg bagefter. Vi kørte rundt for at se om der var et hus, som jeg kunne tænke mig, og så møder jeg en dame, som har været gift med kredslægen her i Vordingborg. Hun kom lige ud fra garagen med sin bil, og vi kendte hende, fordi vi havde været sammen med hende til selskab før. Så siger hun, om vi ikke begge to vil med ind og have en drink, så vi parkerede bilen, og så kom vi ind i det hus, som jeg så købte få dage efter. Hun havde solgt sit hus oppe på Hammerichsvej, og boede midlertidigt i huset, for hun skulle over og bo i Lysgården, men det var ikke helt færdigt. Det var en sagfører, som havde huset, og han havde købt hendes hus, så de var blevet enige om, at hun kunne da godt bo dernede, indtil han fik det solgt, eller Lysgården blev færdig. Vi begyndte at kigge lidt mere på huset. Vi syntes det var et spændende hus, og det var pænt. Så var vi derovre næste dag og se det en gang til, og vi købte det så af ejendomsmægler Ole Poulsen.
Vi rejser stadig til udlandet. Herluf har en dejlig stor bil, for nu fylder jeg jo lidt mere, når jeg skal have kørestolen med, men vi har været i Østrig. To gange har vi været i Budapest i Ungarn, og ned igennem Tjekkiet to tre gange. Vi har også været i Italien og i Frankrig flere gange og i Andorra, og i Holland.
Vi har kun haft een mærkelig oplevelse. Vi havde set i en af bøgerne om Tjekkoslovakiet, at i en by var Europas største torv, og det skulle vi da ind og se. Der var en ringmur om det torv. Så kørte vi ind og stoppede op en gang, jeg sad i bilen, og Herluf steg lige ud for at tage et billede. Han satte sig hurtigt ind igen og begyndte at bakke, men så stod der to politibetjente med korslagte arme og så sorte og store og væmmelige ud. Vi blev helt forskrækkede, og det endte med vi fik en bøde, for vi måtte ikke parkere der, men det gjorde vi jo heller ikke. Vi lagde mærke til nogle folk, som stod ved siden af, og de rystede på hovedet. Men vi betalte skyndsomt bøden, den var nu ikke så stor, omregnet blev det 75 kr. Det betød jo ikke så meget, og vi var godt glade for at komme derfra.
Den sidste rejse vi tog er lige et år siden, det var den 5. februar, Herluf havde lige fået sin Audi. Jeg gik og ventede på indlæggelse med mit ben og undersøgelse, og det var ikke til at holde ud, så vi blev enige om at tage en rejse. Først tænkte vi på bare at flyve til Mallorca. Det kunne vi ikke få, alt var udsolgt, for det var lige i skolernes vinterferie. Vi tog så bilen, og kørte bare væk fra al det triste med operation og lignende. Jeg havde fået brev om at møde på sygehuset i Nykøbing Falster d. 25. februar, så vi kørte først ned til Harzen. Der boede vi i 2 nætter, og vi tillod os at overnatte på nogle lækre hoteller. Vi kørte så rundt i Harzen, og der var lige faldet sne, så det var noget så pragtfuldt, vejene var ryddede, og træerne var bare så flotte. Så tog vi videre syd på til en lille by, som heder Swienberg på et dejligt landhotel, som vi har besøgt flere gange. Så kunne jeg tænke mig at komme til Schwarzwald, og så kørte vi derned, og fandt også der et dejligt hotel, og vi regnede bare med, at vi skulle blive der en nat eller to, men vi blev der en hel uge.
Jeg glemte alt om smerterne i benene, jeg vidste heldigvis ikke, hvad der ventede mig, når vi kom hjem, jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville gå sådan.
Det var et dejligt vejr vi havde, der var sne, men samtidig 16-18 graders varme, så den frokost vi havde taget med i bilen, kunne vi stå ude i sneen og spise, så varmt var det, og vi så skiløbere ned ad bjergene, det var noget så dejligt. Vi havde tid til at køre rundt, vi var rundt om Bodensøen, og det endte med, vi kørte over til Frankrig, op igennem Alsace, og boede et par nætter der, og igennem Luxemburg hjem.
Da vi kom hjem, skulle jeg møde på Nykøbing Falster Sygehus hos Karkirurg Max Greve. Da vi kom derned, sagde han, det ser ikke så godt ud. Jeg har røntgenfotos, det sætter jeg op på den lysende væg. Så kunne vi se, at det var ikke andet end blyantsstreger. Han sagde, jeg kan ikke operere, og jeg kan ikke forestille mig nogen anden læge, som vil begynde på det. Det eneste du kan gøre er at gå og gå, og når det begynder at gøre ondt, så skal du fortsætte med at gå. En halv time før du har tænkt du vil begynde at gå, så tag et par smertetabletter, så er der måske håb om, at blodet kan finde vej gennem små blodårer. Det gjorde det ikke, så jeg fik benet fjernet i Slagelse den 5. oktober 1998.
Det betød så, at jeg måtte af med mit hus på Dagmarsvej, og jeg måtte have den handicapbolig her på Brænderigården. Det er noget som lægerne har arrangeret, fordi jeg kunne ikke klare mig selv. Det har været temmeligt rædsomt. Det hele blev arrangeret medens jeg endnu var syg, så nu er det bare om at komme videre forhåbentlig, og i den retning er jeg heldigvis temmelig stærk.
Jeg træner 2 timer hver formiddag ude på sygehuset, og jeg tror, at det også er derfor de gør meget for mig. De kan godt mærke, at jeg vil selv, men de syntes alligevel, at nu skal det undersøges sådan, at det ikke går galt med det andet ben. Det får jeg at vide i dag om 14 dage, om der er nogen chance for, at jeg får lov til at beholde det.
Men bortset fra det har jeg det jo godt, jeg er jo ikke syg, jeg fejler jo ikke noget, det er kun blodomløbet i benene. Og det er skæbnens ironi, for jeg har altid været så glad for at gå, så det er meget mærkeligt.
Denne slemme periode jeg har haft med at miste det ene ben, var aldrig gået, hvis jeg ikke havde haft Herluf, som har været trofast med at besøge mig hver eneste dag på sygehuset, og hjælpe mig på alle måder, og det gør han stadigvæk. Jeg har været helt fri for at have fremmed hjælp, og vi føler os meget knyttet til hinanden.