Referat af generalforsamling 15 02 2020

Referat af generalforsamlingen den 15. februar 2020.

Blindehistorisk selskab havde den glæde at afholde den årlige generalforsamling på Fuglsangscentret

Dagsordenen var som følger:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2019.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag:

a. “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle, offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

B. Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

c. Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. René Ruby, valgt i 2018 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller til genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

Ad. 1: Åbning og velkomst ved Poul Lüneborg.

Formanden bød alle deltagere velkommen til generalforsamlingen. Han var særdeles glad for det store fremmøde, når man tænker på, hvor stort fremmødet også havde været til jubilæumsarrangementet i november 2019.

Ad. 2: Navneopråb, præsentation af deltagerne.

Alle deltagernes navne blev nævnt, så man havde indtryk af, hvem der var til stede. Der var oprindelig 41 tilmeldinger, men pga. sygdom var der et frafald på to personer. Der var 39 deltagere på generalforsamlingen.

Ad. 3: Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

Ifølge vedtægterne vælges der tre personer som stemmetællere. Der skal være en punktlæser, en svagsynet samt en fuldt seende person. Som punktlæser stillede Anne Sparre op. Som seende stemmetæller meldte Henrik Harreschou sig. John Nielsen som også er fuldt seende blev foreslået og sagde ja til det, da der ikke var en svagtseende person som meldte sig.

Efter valget af stemmetællerne kunne kassereren meddele, at der var 35 stemmeberettigede deltagere til stede på mødet. Thorben Koed Thomsen blev enstemmigt valgt som dirigent. Rita Cecilie Varmby sagde ja til referentposten på betingelse af, at mødet kunne blive optaget. Laus Klüwer havde sagt ja til at forestå optagelsen af mødet, hvilket enstemmigt blev accepteret.

Efter det ovennævnte valg havde man konstateret, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt 4 uger før generalforsamlingens afholdelse jf. vedtægternes § 7 stk. 4.

Ad. 4: Godkendelse af dagsordenen.

Den blev godkendt uden yderligere kommentarer.

Ad. 5: Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019, jf. beskrivelsen af proceduren ovenfor.

Dirigenten spurgte, om der var yderligere bemærkninger til det ovennævnte punkt, hvilket der blev sagt nej til.

Ad. 6: Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1 – 2020.

Poul foreslog, at beretningens hovedpunkter skulle gennemgås, så ingen kunne blive i tvivl om, hvad formandsberetningen handlede om. Derefter kunne man stille spørgsmål, samt at komme med kommentarer til de enkelte punkter, så det kunne give god mening og lette arbejdet for referenten.

Først oplyste Poul mødedeltagerne om, hvordan bestyrelsen havde konstitueret sig, hvilket også kan ses i dagsordenens pkt. 10, samt i de nedenstående underpunkter. Der lød også en stor tak til bestyrelse og suppleanter som havde udvist et stort engagement i det forgangne år. Derefter takkede Poul bestyrelsen og suppleanterne for det store engagement omkring 25-års jubilæet, hvor så mange havde deltaget.

Poul måtte også beklage, at der var arbejdsopgaver, som ikke fik den plads, som de fortjente, men der var beklageligvis ikke tid og kræfter nok til at overkomme alle de mål, bestyrelsen oprindelig havde sat sig for at nå. I samme anledning beklagede formanden, at Allan Fohlmann desværre ikke havde mulighed for at være til stede på generalforsamlingen.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer. Heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegård og NOTA samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden.

Vi har kunnet glæde os over, at 12 har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at 5 medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemskab i 2019 og 2 medlemmer har derudover meddelt, at de ikke ønsker at forlænge deres medlemskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 128 medlemmer. Der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

I samme anledning fortalte Poul, at han på sin rejse til FSC fik lejlighed til at hverve to nye medlemmer, hvilket vakte stor begejstring hos deltagerne. Der blev drøftet lidt frem og tilbage om antallet af medlemmer. I den anledning beklagede formanden, at to af selskabets meget aktive medlemmer gennem mange år har trukket sig. Traditionen tro blev der drøftet om berettigelse af en medlemsliste. Et mindretal af deltagerne havde svært ved at se meningen med den. Det store flertal udtrykte sin begejstring, så medlemslisten fortsætter som hidtil. Et enkelt medlem ønskede på det kraftigste at blive slettet både med navn og kontaktoplysninger.

25-års jubilæet blev også fejret på behørig vis i dagene 25. – 26. november på Fuglsangscentret. Der var 66 deltagere, som havde lyst til de musiske indslag samt fejringen af udgivelsen af Henning Eriksens dagbog.

På bestyrelsens vegne takkede formanden Henrik Olsen for optagelserne af jubilæumsarrangementerne.

Alle medlemmer af Blindehistorisk Selskab har fået tilsendt en udgave af Henning Eriksens museumsdagbog, hvor der også var vedlagt en informationsfolder. Formålet med informationsfolderen er at reklamere for Museumsdagbogen samt at udbrede kendskabet til Blindehistorisk Selskabs eksistens. Formandens håb er også at få gang i salg af museumsdagbogen samt en øget interesse hos Medicinsk Museion, da dagbogen er et glimrende supplement til Den Blindehistoriske Samling. Kommunikationen med samlingsleder Ion Meyer har været vanskelig. Selskabet har forgæves sendt adskillige breve samt et eksemplar af bogen, ligesom der ej heller er modtaget nogen form for reaktion på fremsendelse af professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af dagbogen. På samme måde har der heller ikke været nogen særlig interesse fra Den Gamle By i Århus, hvor ”Blind mands lejlighed” har til huse. Denne lejlighed er en kopi af Henning Eriksens lejlighed på Nørrebro fra 1970-erne. Poul har ikke noget overblik over, hvor mange bøger forlaget har solgt. Formanden håber på, at status over salget vil komme i et af de kommende nyhedsbreve eller til næste års generalforsamling. Med ovennævnte del af beretningen lyder der en opfordring til alle medlemmer at udbrede kendskabet til Henning Eriksens museumsdagbog.

I samme moment nævnte Poul, at selskabet håber og forventer, at jubilæumsarrangementet bliver omtalt i den kommende udgivelse af tidsskriftet Øjeblikket. Det samme gælder museumsdagbogen, som forhåbentlig vil blive mere kendt ad den vej. I det seneste nummer af Handicaphistorisk tidsskrift nr. 42 fra december 2019 blev jubilæet omtalt.

Søren Jensen spurgte om receptionen på FSC har solgt museumsdagbogen. Til det meddelte Poul, at receptionen har accepteret at stå for distribution af foldere. Salg af dagbogen må ske ved personlig henvendelse til forlaget, som står for trykning af den. Desuden kan man bestille museumsdagbogen hos de eksisterende boghandlere, da selskabet ikke ser sig i stand til at stå for salget. Her kan der i samme anledning nævnes, at bogen kan bestilles hos NOTA, som har stået for indlæsning af lydudgaven.

Derefter gik Poul over til at orientere om de 52 interviews, som blev lavet i 1990-erne, som fortæller om blindes sociale udvikling. Svend Jensens tanke med de 52 interviews var at kunne dokumentere udviklingen i Dansk Blindesamfund. Optagelserne ligger nu i selskabets arkiv. Optagelserne er siden hen blevet digitaliseret, hvilket selskabet bl.a. kan takke Hans Erik Olsen for. Man har spekuleret på, hvordan man kan gøre brug af disse interviews. Det har så været tanken fra René Rubys side at tage disse interviews i brug sammen med andre projekter, hvor man bl.a. har gamle brevvekslinger mellem gamle elever og forstandere fra blindeinstituttets start i 1858. Disse korrespondancer ligger i rigsarkivet. Brevvekslingerne stammer fra instituttets start og fortæller om udviklingen gennem tiden. Fra begyndelsen var tanken med ovennævnte materiale, at det skulle bruges til en fremstilling af blindes levevilkår gennem 150 år. Selskabet har desangående fået positive tilbagemeldinger fra Dansk Blindesamfund og Medicinsk Museion til ideen. Projektet er ganske omfattende og vil koste mellem 600.000 – 700.000 kroner, når man taler om at ansætte en person med løn på fuld tid. For selskabet har det været afgørende, at den person som står for projektet selv er blind, samt at den pågældende person har et kendskab til blindes forhold. Da René er historiker, var det ganske naturligt, at han som blind historiker ville stå for projektet. Han har desværre set sig nødsaget til ikke at stå for ovennævnte projekt af personlige grunde indtil videre. På nuværende tidspunkt har han ikke ressourcer til at gå ind i et arbejde med fondracing. Bestyrelsen beklager, at ovennævnte projekt må henlægges indtil videre. Poul håber på, at de 52 interviews kan bruges i en helt anden sammenhæng. Her var der hverken spørgsmål eller kommentarer fra deltagerne.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse til belysning af blindes levevilkår i1960-erne og 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1960-erne og 1970-erne på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter at de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

I det år som er gået måtte Poul beklage, at samarbejdet med Medicinsk Museion ikke har fungeret, som det burde. Folkene der er tilsyneladende meget travlt beskæftiget med alt muligt andet. Det har desværre sat sig dybe spor i vores registreringsprojekt, hvilket Poul beklagede. Det ovennævnte projekt blev igangsat før Poul Lüneborg blev valgt som formand. Registreringsprojektet blev igangsat i 2015, hvilket var tænkt som en måde, hvorpå den Blindehistoriske samling kunne opdateres ved aktiv deltagelse af medlemmernes interesse for at øge samlingen med relevante effekter, som kan have en historisk interesse for fremtiden. Poul, som har været formand siden 2016, har altid været optaget af registrering af de effekter som selskabet med tiden har fået samlet. I begyndelsen af Pouls formandskab gik det meget trægt med registrering af de effekter, som var indsamlet, hvilket også var den tidligere bestyrelses oplevelse. Notitser i nyhedsbreve samt omtale ved medlemsarrangementer og generalforsamlinger har vist, at der var en stor interesse fra medlemmernes side. Der kom en lind strøm af henvendelser, hvor medlemmer lå inde med apparater og andre effekter af særlig interesse. I 2018 lavede Poul et notat, som omfatter 24 kategorier som rummer mellem 70-80 effekter. Det var så meningen, at Medicinsk Museion skulle gennemse notatet og vurdere hvilke effekter, der havde interesse med henblik på at opdatere samlingen. Det har også været vigtigt for selskabet at finde ud af, hvor mange dubletter, der er af de forskellige effekter. Som det kan ses i det ovennævnte dalede interessen for registreringen hos Medicinsk Museion. Vi kan pga. det ovennævnte opgive at registrere samlingen som hidtil, hvilket er den dårligst tænkelige løsning. For at undgå at opgive registreringen fuldstændig, så har Poul og Laus Klüwer besluttet sig for at sammenholde effekterne oplistet i notatet med de registrerede genstande i Den Blindehistoriske Samling, nu da vi har fået adgang til registraturen på Medicinsk Museions hjemmeside. Denne gennemgang skulle gøre det muligt, at frasortere genstande, som er kendt. Derefter kan vi så lave en fornyet præsentation til Medicinsk Museion om, hvad der er interessant. Poul får fortsat henvendelser om effekter, som har en særlig interesse for selskabet. Vi får også henvendelser om digitale apparater, som Medicinsk Museion ikke har i deres samling. Når man får leveret genstande til Medicinsk Museion, så er det vigtigt at vide, hvordan de er blevet brugt, samt i hvilket tidsrum det handler om. Det er også vigtigt at kende noget til den eller de personer, som indleverer genstande til samlingen, så genstandene får en historisk relevans for eftertiden og knyttes sammen med en bruger. Uanset, hvad Medicinsk Museion beslutter sig for, så skal de mennesker som viser interesse for den historiske samling have et svar. Herefter var der mulighed for spørgsmål og kommentarer.

Søren Jensen vil meget gerne være behjælpelig med de nye digitale apparater, som selskabet med tiden får afhentet hos mennesker rundt i landet. Han har også kendskab til mennesker som meget gerne vil øge samlingen med apparater. Poul takkede varmt for tilbuddet på bestyrelsens vegne. Kurt Nielsen spurgte om, der er mulighed for at aflevere effekter på IBOS. Man kan henvende sig til bestyrelsen og sige, at man har nogle effekter, som man meget gerne vil forøge samlingen med. Bestyrelsen skal så vurdere, om de pågældende effekter har en særlig historisk interesse, som bør opbevares. Selskabet laver så en aftale med Arne Christensen, som har fået stillet et lokale på IBOS til brug for opbevaring af historiske effekter. Man kan ikke bare tage ud på Instituttet med de effekter man har tænkt sig at aflevere. Hans Olsen spurgte om, hvad man gør for de mennesker, som ikke har mulighed for at aflevere deres effekter til bestyrelsen. Hvis det ikke er muligt for en person at aflevere effekter til samlingen, så må man gøre brug af medlemmer i det pågældende område i landet, som kan være behjælpelig med aflevering af effekter til bestyrelsen. Poul lovede, at det nok skal løse sig på en eller anden måde. Karen Margrethe Pedersen ærgrede sig over, at den fine samling som står på Medicinsk Museion bare står pakket i kasser i et magasin. Hun udtrykte håb om en anden løsning på det nuværende problem, da den nuværende opmagasinering aldrig har været i overensstemmelse med det, som Henning Eriksen har tænkt sig med samlingen. Poul oplyste også, at Medicinsk Museion er i gang med at digitalisere alt, hvad man har, som forhåbentlig også kan blive til gavn for Blindehistorisk Selskab.

Derefter fortsatte Poul med at fortælle om Arbejdsgruppen mellem selskabet og Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Det der havde arbejdsgruppens særlige bevågenhed var samlingerne på Refsnæsskolen, disse er i en langt vanskeligere situation end samlingerne på Medicinsk Museion. Arbejdsgruppen havde et møde den 1. juni 2017, hvor det så ud til, at ledelsen på Refsnæsskolen ville prioritere bevarelsen af de sjældne samlinger. Samlingerne består af en række effekter i lighed med dem, man har på Medicinsk Museion samt en omfattende samling af genstande, som har været benyttet i anskuelsesundervisningen. Selskabet og DBS har givet tilsagn om politisk støtte til at sikre samlingernes bevarelse. Desværre er der endnu ikke kommet tilbagemeldinger fra Synscenter Refsnæs, på trods af, at Thorkild Olesen har skrevet en række breve og bragt sagen i erindring. På mødet den 14. november 2019 havde arbejdsgruppen besøg af Dansk Blindesamfunds direktør Ulrik Kampmann. Han blev sat ind i den ulykkelige situation for samlingerne. Hvis de tilbageblevne samlinger på Synscenter Refsnæs skal bevares for fremtiden, så skal Refsnæssamlingen og anskuelsessamlingen registreres her og nu, så man fremover kan vurdere, hvad der har en særlig historisk interesse, idet samlingerne på Synscenter Refsnæs og på Medicinsk Museion supplerer hinanden. Det er så det, man vil fokusere på i samarbejde med Thorkild Olesen og Ulrik Kampmann. Det næste møde i gruppen vil blive afholdt den 26. marts, hvor der skal følges op på sagen, da det er mere end vigtigt, at der snarest handles. I arbejdsgruppen har man også diskuteret digitaliseringen af Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Årgangene fra 1911-1916 har Henning Eriksen overskrevet fra punktskrift, de opbevares i selskabets digitale arkiv. René har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling fået digitaliseret uddrag af medlemsbladene fra 1917-1999. Selskabet vil meget gerne have digitaliseret alle medlemsblade i deres helhed, da de er det vigtigste kildemateriale til forståelse af blindes sociale udvikling gennem tiden. I samme anledning nævnte Poul, at han har lavet adskillige notater til forretningsudvalget om blandt andet Solgavehjemmet på Vigerslevallé fra dets start til i dag, hvor det har til huse på Følager 15. Det har været muligt gennem indholdet af uddragene af de nævnte medlemsblade. Tidsskriftet Blindesagen som eksisterede fra 1972-2009 er der kun nogle få årgange, som er tilgængelige. Det drejer sig om perioden fra år 2000-2009, så her er også meget, som bør prioriteres, så vor viden om synshandicappede udvides, da Blindesagen også er med til at fortælle om vores historie. Man har i arbejdsgruppen drøftet, hvordan særlige begivenheder som sker omkring os bliver bevaret. Derfor er det vigtigt, at der laves lydoptagelser hver gang en særlig begivenhed markeres. Her skal der også tages en vurdering af, hvad der har en historisk interesse. Derfor har Blindehistorisk selskab en særlig opgave. Det er vigtigt, at vi medlemmer gør opmærksom på, når der sker noget særligt hos os, så der kan blive lavet de nødvendige optagelser af en særlig begivenhed. Henrik Olsen og andre lydentusiaster er mere end villige til at rykke ud, når der skal laves optagelser af sådanne begivenheder.

Herefter var ordet frit, hvor Søren Jensen spurgte Poul, om man er klar over, at DBSU ligger inde med et vældigt arkivmateriale. Søren mener, at der ligger et arkivmateriale af årgangene af Ungdomsbladet fra 1990erne. Inden Poul svarede på Sørens indlæg, så roste Ove Gibskov Poul for fremlæggelse af arbejdsgruppens arbejde, som Ove er en del af. Ove nævnte, at vilkårene for arbejdsgruppen ikke har været helt let, men det har været det værd, da arbejdsgruppen og Blindehistorisk Selskab har stået sammen om at løse de opgaver, der har været undervejs. Som svar til Søren, så er man i selskabet opmærksom på DBSU-arkivet. Det er Pouls håb, at vi kan få seende assistance til forberedelse af arkivet, så det kan blive indleveret til rigsarkivet til fremtidig bevarelse.

Kurt Nielsen udtrykte bekymring over, at ledelsen ved Synscenter Refsnæs ikke i tilstrækkelig grad prioriterer bevarelsen af centrets samlinger. Pt. er samlingerne lukket inde i et rum, hvor de bare får lov at være, uden at man i øvrigt tager stilling til, hvad der ellers skal ske med dem. Hvis Synscenter Refsnæs mener, at Blindehistorisk Selskab ikke skal bekymre sig om samlingerne, må vi tage det til efterretning.

Poul oplyste, at selskabet har modtaget Dansk Blindesamfunds amatørteaters store lydarkiv. Udover lydoptagelserne har selskabet fået en del ringbind som et fint supplement til lydarkivet. Det er selskabets mål at kunne afspille teaterstykkerne på hjemmesiden, men det må gøres i overensstemmelse med oprethavslovens bestemmelser. Henrik Olsen har stået for det store digitaliseringsarbejde, hvilket han skal have tak for. Nu da jubilæet og museumsdagbogen er afviklet, vil Ole og Poul eventuelt med professionel hjælp fra Søren gå i gang med hjemmesiden og optagelserne fra amatørteateret.

Leif Martinussen har udarbejdet en omfattende beskrivelse af blindes deltagelse i sport og idræt fra 1950-erne-1980. Skriftet er blevet forsynet med et omfattende billedmateriale. Skriftet er nu klart til at blive udsendt på selskabets hjemmeside, så snart som muligt. Henning Eriksen havde den kongstanke, at blindes sports- og idrætsaktiviteter skulle have en høj prioritet. I den anledning kan her nævnes, at Henning Eriksen har skrevet en artikel som på bedste vis danner optakt til Leifs udredning om blindes sports- og idrætsaktiviteter. Når Leifs redegørelse kommer på hjemmesiden, vil der også blive lejlighed til at høre de lydoptagelser, som et glimrende supplement.

Her fulgte der ingen kommentarer til de to ovennævnte punkter.

I forbindelse med vores informationsvirksomhed, så havde Poul en stor ros til vores nyhedsbreve, hvor der til stadighed kommer spændende indlæg af mennesker som ikke tilhører selskabets inderkreds. Der lød en stor tak til alle som har bidraget med indlæg til nyhedsbrevene. Poul opfordrede alle til fortsat at komme med gode indlæg, så vi ad den vej kan få nogle spændende nyhedsbreve. I samme moment nævnte Poul, at vi bestræber os på at tematisere nyhedsbrevene, så derfor er der ingen grund til at nogle af os kommer til at føle os overset, da de indsendte artikler godt kan ligge i et stykke tid, inden de bliver udsendt. I den kommende tid vil der komme en del artikler, som omhandler Refsnæsskolen. Selskabets bestyrelse har været i stand til at udsende 4 nyhedsbreve i det forgangne år.

I den sammenhæng var Hans Olsen ked af, punktudgaven af de sidste par nyhedsbreve ikke har den høje standart som tidligere. Poul forklarede, at produktionen af punktudgaven på Synscenter Refsnæs har været ramt af sygdom og tekniske problemer med centrets printer. Derfor har hovedkontoret stået for produktionen af punktudgaverne, som er meget dyrere, hvilket Hans Erik Olsen tog til efterretning. I samme moment nævnte kassereren, at der også har været problemer med udbringningen af nyhedsbrevene fra postvæsnets side.

Om hjemmesiden har Poul ikke så meget at sige, da selskabet forsøger at bringe alt relevant stof samt at rette de fejl, som måtte opstå undervejs. Selskabet har ikke været særlig flittig med opdatering af lydmaterialet, så den kritik, der er forekommet er fuldt berettiget, men ressourcerne har været mangelfulde hos bestyrelsen. Registrering af selskabets litteraturliste trænger også til en opdatering, men vi håber på, at der bliver rettet op på det i 2020.

Derefter talte Poul lidt om de lidt store udgifter vedr. jubilæumsarrangementet og museumsdagbogen, men i samme moment kunne Poul glæde sig på selskabets vegne over den økonomiske støtte, der var givet til de to begivenheder.

På baggrund af den grundige behandling af beretningen blev denne enstemmigt godkendt.

Ad. 7: Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Da regnskabet blev drøftet, var der en del spørgsmål vedr. fortolkningen af, hvordan det skulle forstås, da opstillingen for nogle af deltagerne ikke syntes, at forståelsen var så ligetil. Det blev forklaret meget grundigt.

Her følger så nøgletallene samt noterne.

Nøgletal regnskab 2019

Indtægter i alt 36.850 kr.

Samlede udgifter 50.104,47 kr.

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

Danske Bank 01.01.2019 134.817,92 kr.

Danske Bank 31.12.2019 120.658,21 kr.

Forbrugt egenkapital 14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Note 1 regnskab museumsdagbog:

Indtægter:

Dansk Blindesamfund: 30.000 kr.

Ernst og Vibeke Husmans fond: 20.000 kr.

Blindes Støttefond: 10.000 kr.

Veluxfonden: 15.000 kr.

Overført direkte til forlaget Kahrius

I alt: 75.000 kr.

Udgifter:

Korrektur Dorthe Silver: 22.837,50 kr.

Forlaget Kahrius: 19.822,50 kr.

Seende bistand: 6.988,71 kr.

Porto: 8.690,00 kr.

Kontorartikler: 1.248,00 kr.

Billede: 128,00 kr.

Trykning af program: 2.941,83kr.

Udbetalt fra Velux direkte til Kahrius: 15.000 kr.

Udgifter I altoverført til driftsregnskab: 62.656,54kr.

I alt inkl. Velux 77656,54kr.

Note 2 regnskab jubilæumsarrangement:

Indtægter:

Deltagerbetaling: 28.080 kr.

Tilskud Dansk Blindesamfund: 10.000 kr.

I alt: 38.080 kr.

Udgifter:

Ophold fuglsangscentret: 38.866,00 kr.

Honorar musikere: 14.000,00 kr.

Transport musikere: 3.038,48 kr.

Transportoplægsholder: 612,00 kr.

Tilbagebetaling deltagere: 1350,00 kr.

Trykning af Program: 2.941,83 kr.

I alt overført til driftsregnskabet: 60.808,31 kr.

Efter regnskabsgennemgangen oplæste Kurt Nielsen revisionsprotokollatet dateret den 11. februar 2020. Fra protokollatet skal følgende citeres:

“Driftsregnskabet har givet anledning til, at bestyrelsen har ladet foretage en ekstern analyse, idet der er konstateret en difference mellem driftsregnskabets samlede resultat beløb: -13.254,47 og nedskrevet egenkapital beløb: 14.159,71 jf.: saldo i Danske Bank pr. 31. december 2019 på beløb: 904,74 kr. Analysen har imidlertid ikke ført til en afklaring af årsag til differencen, og revisionen har ikke fundet forklaring på, hvordan differencen er opstået. Differencen medfører en tilsvarende forøget nedskrivning af selskabets egenkapital.

Revisionen kan konstatere, at driftsregnskabet i hovedtal viser et retvisende billede af bestyrelsens dispositioner og selskabets økonomiske stilling med den anførte anmærkning, ligesom regnskaberne i noterne over Museumsdagbogen og jubilæumsarrangementet er revideret uden anmærkning.”

Regnskabet for 2019 blev med de anførte revisionsbemærkninger enstemmigt godkendt.

Ad. 8: Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

Her var der stor enighed hos deltagerne, så det nuværende kontingent på 150 kroner fortsætter som hidtil.

Ad. 9. Indkomne forslag.

Dirigenten kunne konstatere, at der var modtaget 3 forslag, som alle var modtaget mere end 14 dage før mødet.

Ad. 9.A: “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle. Forslaget er offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

Thorvalds forslag blev modtaget med stor begejstring. Man vil fortsætte med drøftelsen den næste dag, som omhandler Refsnæsbogen.

Ad. 9.B: Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt til formanden den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik en kold modtagelse. 3 deltagere sagde ja til Inges indsendte forslag. De øvrige deltagere nedstemte forslaget. Proceduren blev afgjort ved håndsoprækning. I samme anledning blev der drøftet, hvordan andre foreninger sørger for rejserefusion til deres medlemmer. Desuden nævnte Poul, at han er villig til at være behjælpelig med ansøgning af legater til Inge samt andre medlemmer, som måtte have behov for det til dækning af rejse og ophold på FSC. Derefter blev punktet afsluttet.

Ad. 9.C: Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik ikke nogen god modtagelse. Der var enighed om, at generalforsamlingen fortsat skal afholdes på Fuglsangscentret. Det blev begrundet med, at det sociale ved et arrangement i hovedstadsområdet vil gå tabt. Der vil også blive problemer med overnatning og indkvartering for provinsbeboerne, samt at deres udgifter vil blive større.

Ad. 10: Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

Ad. 10.a: Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018. Han blev enstemmigt genvalgt ved håndsoprækning.

Ad. 10.b: 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018. René blev valgt in absentia, da han ikke kunne være tilstede pga. sygdom. Han havde på forhånd givet tilsagn om genvalg ved hjælp af fuldmagt, hvilket blev accepteret.

– Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018.

Hun blev også genvalgt ved applaus fra deltagerne. Ove Gibskov og Laus Klüwer blev også foreslået, men de takkede begge nej.

Ad. 10.c: 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019. Han blev enstemmigt genvalgt ved deltagernes applaus

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke at blive genvalgt. Igen blev Ove og Laus foreslået, men de takkede nej. Lena Bang sagde ja til at blive 2. suppleant, hvilket blev godt modtaget af deltagerne.

Ad. 10.d: Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

Kurt Nielsen ønskede at blive genvalgt, hvilket ikke var tilfældet for Henrik Olsen. Denne gang takkede Ove Gibskov ja til en revisorpost, hvilket blev godkendt af forsamlingen med en applaus.

Ad. 10.e: Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke genvalg. I stedet for blev Nete Parkov valgt, hvilket også blev accepteret af deltagerne.

Ad. 11: Eventuelt.

Bjarne Bryde spurgte til dagsordenens pkt. 5, der handler om godkendelse af sidste års generalforsamling. Når deltagerne alligevel ikke skal godkende punktet, hvorfor står det som et dagsordenspunkt? Poul svarede, at det er en servicemeddelelse og ikke et dagsordenspunkt. Poul lovede, at punktet ikke vil være at finde på dagsordenen til næste års generalforsamling.

Derefter takkede formanden for generalforsamlingen, som foregik i god ro og orden.

Referent: Rita Cecilie Varmby.

Selskabets bestyrelse har den 16. marts 2020 godkendt nærværende referat.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

Som mødets dirigent kan jeg godkende nærværende referat.

Thorben Koed Thomsen, Viborg den 18. marts 2020.

Referat af generalforsamlingen den 15. februar 2020.

Blindehistorisk selskab havde den glæde at afholde den årlige generalforsamling på Fuglsangscentret

Dagsordenen var som følger:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2019.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag:

a. “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle, offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

B. Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

c. Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. René Ruby, valgt i 2018 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller til genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

Ad. 1: Åbning og velkomst ved Poul Lüneborg.

Formanden bød alle deltagere velkommen til generalforsamlingen. Han var særdeles glad for det store fremmøde, når man tænker på, hvor stort fremmødet også havde været til jubilæumsarrangementet i november 2019.

Ad. 2: Navneopråb, præsentation af deltagerne.

Alle deltagernes navne blev nævnt, så man havde indtryk af, hvem der var til stede. Der var oprindelig 41 tilmeldinger, men pga. sygdom var der et frafald på to personer. Der var 39 deltagere på generalforsamlingen.

Ad. 3: Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

Ifølge vedtægterne vælges der tre personer som stemmetællere. Der skal være en punktlæser, en svagsynet samt en fuldt seende person. Som punktlæser stillede Anne Sparre op. Som seende stemmetæller meldte Henrik Harreschou sig. John Nielsen som også er fuldt seende blev foreslået og sagde ja til det, da der ikke var en svagtseende person som meldte sig.

Efter valget af stemmetællerne kunne kassereren meddele, at der var 35 stemmeberettigede deltagere til stede på mødet. Thorben Koed Thomsen blev enstemmigt valgt som dirigent. Rita Cecilie Varmby sagde ja til referentposten på betingelse af, at mødet kunne blive optaget. Laus Klüwer havde sagt ja til at forestå optagelsen af mødet, hvilket enstemmigt blev accepteret.

Efter det ovennævnte valg havde man konstateret, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt 4 uger før generalforsamlingens afholdelse jf. vedtægternes § 7 stk. 4.

Ad. 4: Godkendelse af dagsordenen.

Den blev godkendt uden yderligere kommentarer.

Ad. 5: Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019, jf. beskrivelsen af proceduren ovenfor.

Dirigenten spurgte, om der var yderligere bemærkninger til det ovennævnte punkt, hvilket der blev sagt nej til.

Ad. 6: Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1 – 2020.

Poul foreslog, at beretningens hovedpunkter skulle gennemgås, så ingen kunne blive i tvivl om, hvad formandsberetningen handlede om. Derefter kunne man stille spørgsmål, samt at komme med kommentarer til de enkelte punkter, så det kunne give god mening og lette arbejdet for referenten.

Først oplyste Poul mødedeltagerne om, hvordan bestyrelsen havde konstitueret sig, hvilket også kan ses i dagsordenens pkt. 10, samt i de nedenstående underpunkter. Der lød også en stor tak til bestyrelse og suppleanter som havde udvist et stort engagement i det forgangne år. Derefter takkede Poul bestyrelsen og suppleanterne for det store engagement omkring 25-års jubilæet, hvor så mange havde deltaget.

Poul måtte også beklage, at der var arbejdsopgaver, som ikke fik den plads, som de fortjente, men der var beklageligvis ikke tid og kræfter nok til at overkomme alle de mål, bestyrelsen oprindelig havde sat sig for at nå. I samme anledning beklagede formanden, at Allan Fohlmann desværre ikke havde mulighed for at være til stede på generalforsamlingen.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer. Heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegård og NOTA samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden.

Vi har kunnet glæde os over, at 12 har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at 5 medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemskab i 2019 og 2 medlemmer har derudover meddelt, at de ikke ønsker at forlænge deres medlemskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 128 medlemmer. Der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

I samme anledning fortalte Poul, at han på sin rejse til FSC fik lejlighed til at hverve to nye medlemmer, hvilket vakte stor begejstring hos deltagerne. Der blev drøftet lidt frem og tilbage om antallet af medlemmer. I den anledning beklagede formanden, at to af selskabets meget aktive medlemmer gennem mange år har trukket sig. Traditionen tro blev der drøftet om berettigelse af en medlemsliste. Et mindretal af deltagerne havde svært ved at se meningen med den. Det store flertal udtrykte sin begejstring, så medlemslisten fortsætter som hidtil. Et enkelt medlem ønskede på det kraftigste at blive slettet både med navn og kontaktoplysninger.

25-års jubilæet blev også fejret på behørig vis i dagene 25. – 26. november på Fuglsangscentret. Der var 66 deltagere, som havde lyst til de musiske indslag samt fejringen af udgivelsen af Henning Eriksens dagbog.

På bestyrelsens vegne takkede formanden Henrik Olsen for optagelserne af jubilæumsarrangementerne.

Alle medlemmer af Blindehistorisk Selskab har fået tilsendt en udgave af Henning Eriksens museumsdagbog, hvor der også var vedlagt en informationsfolder. Formålet med informationsfolderen er at reklamere for Museumsdagbogen samt at udbrede kendskabet til Blindehistorisk Selskabs eksistens. Formandens håb er også at få gang i salg af museumsdagbogen samt en øget interesse hos Medicinsk Museion, da dagbogen er et glimrende supplement til Den Blindehistoriske Samling. Kommunikationen med samlingsleder Ion Meyer har været vanskelig. Selskabet har forgæves sendt adskillige breve samt et eksemplar af bogen, ligesom der ej heller er modtaget nogen form for reaktion på fremsendelse af professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af dagbogen. På samme måde har der heller ikke været nogen særlig interesse fra Den Gamle By i Århus, hvor ”Blind mands lejlighed” har til huse. Denne lejlighed er en kopi af Henning Eriksens lejlighed på Nørrebro fra 1970-erne. Poul har ikke noget overblik over, hvor mange bøger forlaget har solgt. Formanden håber på, at status over salget vil komme i et af de kommende nyhedsbreve eller til næste års generalforsamling. Med ovennævnte del af beretningen lyder der en opfordring til alle medlemmer at udbrede kendskabet til Henning Eriksens museumsdagbog.

I samme moment nævnte Poul, at selskabet håber og forventer, at jubilæumsarrangementet bliver omtalt i den kommende udgivelse af tidsskriftet Øjeblikket. Det samme gælder museumsdagbogen, som forhåbentlig vil blive mere kendt ad den vej. I det seneste nummer af Handicaphistorisk tidsskrift nr. 42 fra december 2019 blev jubilæet omtalt.

Søren Jensen spurgte om receptionen på FSC har solgt museumsdagbogen. Til det meddelte Poul, at receptionen har accepteret at stå for distribution af foldere. Salg af dagbogen må ske ved personlig henvendelse til forlaget, som står for trykning af den. Desuden kan man bestille museumsdagbogen hos de eksisterende boghandlere, da selskabet ikke ser sig i stand til at stå for salget. Her kan der i samme anledning nævnes, at bogen kan bestilles hos NOTA, som har stået for indlæsning af lydudgaven.

Derefter gik Poul over til at orientere om de 52 interviews, som blev lavet i 1990-erne, som fortæller om blindes sociale udvikling. Svend Jensens tanke med de 52 interviews var at kunne dokumentere udviklingen i Dansk Blindesamfund. Optagelserne ligger nu i selskabets arkiv. Optagelserne er siden hen blevet digitaliseret, hvilket selskabet bl.a. kan takke Hans Erik Olsen for. Man har spekuleret på, hvordan man kan gøre brug af disse interviews. Det har så været tanken fra René Rubys side at tage disse interviews i brug sammen med andre projekter, hvor man bl.a. har gamle brevvekslinger mellem gamle elever og forstandere fra blindeinstituttets start i 1858. Disse korrespondancer ligger i rigsarkivet. Brevvekslingerne stammer fra instituttets start og fortæller om udviklingen gennem tiden. Fra begyndelsen var tanken med ovennævnte materiale, at det skulle bruges til en fremstilling af blindes levevilkår gennem 150 år. Selskabet har desangående fået positive tilbagemeldinger fra Dansk Blindesamfund og Medicinsk Museion til ideen. Projektet er ganske omfattende og vil koste mellem 600.000 – 700.000 kroner, når man taler om at ansætte en person med løn på fuld tid. For selskabet har det været afgørende, at den person som står for projektet selv er blind, samt at den pågældende person har et kendskab til blindes forhold. Da René er historiker, var det ganske naturligt, at han som blind historiker ville stå for projektet. Han har desværre set sig nødsaget til ikke at stå for ovennævnte projekt af personlige grunde indtil videre. På nuværende tidspunkt har han ikke ressourcer til at gå ind i et arbejde med fondracing. Bestyrelsen beklager, at ovennævnte projekt må henlægges indtil videre. Poul håber på, at de 52 interviews kan bruges i en helt anden sammenhæng. Her var der hverken spørgsmål eller kommentarer fra deltagerne.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse til belysning af blindes levevilkår i1960-erne og 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1960-erne og 1970-erne på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter at de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

I det år som er gået måtte Poul beklage, at samarbejdet med Medicinsk Museion ikke har fungeret, som det burde. Folkene der er tilsyneladende meget travlt beskæftiget med alt muligt andet. Det har desværre sat sig dybe spor i vores registreringsprojekt, hvilket Poul beklagede. Det ovennævnte projekt blev igangsat før Poul Lüneborg blev valgt som formand. Registreringsprojektet blev igangsat i 2015, hvilket var tænkt som en måde, hvorpå den Blindehistoriske samling kunne opdateres ved aktiv deltagelse af medlemmernes interesse for at øge samlingen med relevante effekter, som kan have en historisk interesse for fremtiden. Poul, som har været formand siden 2016, har altid været optaget af registrering af de effekter som selskabet med tiden har fået samlet. I begyndelsen af Pouls formandskab gik det meget trægt med registrering af de effekter, som var indsamlet, hvilket også var den tidligere bestyrelses oplevelse. Notitser i nyhedsbreve samt omtale ved medlemsarrangementer og generalforsamlinger har vist, at der var en stor interesse fra medlemmernes side. Der kom en lind strøm af henvendelser, hvor medlemmer lå inde med apparater og andre effekter af særlig interesse. I 2018 lavede Poul et notat, som omfatter 24 kategorier som rummer mellem 70-80 effekter. Det var så meningen, at Medicinsk Museion skulle gennemse notatet og vurdere hvilke effekter, der havde interesse med henblik på at opdatere samlingen. Det har også været vigtigt for selskabet at finde ud af, hvor mange dubletter, der er af de forskellige effekter. Som det kan ses i det ovennævnte dalede interessen for registreringen hos Medicinsk Museion. Vi kan pga. det ovennævnte opgive at registrere samlingen som hidtil, hvilket er den dårligst tænkelige løsning. For at undgå at opgive registreringen fuldstændig, så har Poul og Laus Klüwer besluttet sig for at sammenholde effekterne oplistet i notatet med de registrerede genstande i Den Blindehistoriske Samling, nu da vi har fået adgang til registraturen på Medicinsk Museions hjemmeside. Denne gennemgang skulle gøre det muligt, at frasortere genstande, som er kendt. Derefter kan vi så lave en fornyet præsentation til Medicinsk Museion om, hvad der er interessant. Poul får fortsat henvendelser om effekter, som har en særlig interesse for selskabet. Vi får også henvendelser om digitale apparater, som Medicinsk Museion ikke har i deres samling. Når man får leveret genstande til Medicinsk Museion, så er det vigtigt at vide, hvordan de er blevet brugt, samt i hvilket tidsrum det handler om. Det er også vigtigt at kende noget til den eller de personer, som indleverer genstande til samlingen, så genstandene får en historisk relevans for eftertiden og knyttes sammen med en bruger. Uanset, hvad Medicinsk Museion beslutter sig for, så skal de mennesker som viser interesse for den historiske samling have et svar. Herefter var der mulighed for spørgsmål og kommentarer.

Søren Jensen vil meget gerne være behjælpelig med de nye digitale apparater, som selskabet med tiden får afhentet hos mennesker rundt i landet. Han har også kendskab til mennesker som meget gerne vil øge samlingen med apparater. Poul takkede varmt for tilbuddet på bestyrelsens vegne. Kurt Nielsen spurgte om, der er mulighed for at aflevere effekter på IBOS. Man kan henvende sig til bestyrelsen og sige, at man har nogle effekter, som man meget gerne vil forøge samlingen med. Bestyrelsen skal så vurdere, om de pågældende effekter har en særlig historisk interesse, som bør opbevares. Selskabet laver så en aftale med Arne Christensen, som har fået stillet et lokale på IBOS til brug for opbevaring af historiske effekter. Man kan ikke bare tage ud på Instituttet med de effekter man har tænkt sig at aflevere. Hans Olsen spurgte om, hvad man gør for de mennesker, som ikke har mulighed for at aflevere deres effekter til bestyrelsen. Hvis det ikke er muligt for en person at aflevere effekter til samlingen, så må man gøre brug af medlemmer i det pågældende område i landet, som kan være behjælpelig med aflevering af effekter til bestyrelsen. Poul lovede, at det nok skal løse sig på en eller anden måde. Karen Margrethe Pedersen ærgrede sig over, at den fine samling som står på Medicinsk Museion bare står pakket i kasser i et magasin. Hun udtrykte håb om en anden løsning på det nuværende problem, da den nuværende opmagasinering aldrig har været i overensstemmelse med det, som Henning Eriksen har tænkt sig med samlingen. Poul oplyste også, at Medicinsk Museion er i gang med at digitalisere alt, hvad man har, som forhåbentlig også kan blive til gavn for Blindehistorisk Selskab.

Derefter fortsatte Poul med at fortælle om Arbejdsgruppen mellem selskabet og Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Det der havde arbejdsgruppens særlige bevågenhed var samlingerne på Refsnæsskolen, disse er i en langt vanskeligere situation end samlingerne på Medicinsk Museion. Arbejdsgruppen havde et møde den 1. juni 2017, hvor det så ud til, at ledelsen på Refsnæsskolen ville prioritere bevarelsen af de sjældne samlinger. Samlingerne består af en række effekter i lighed med dem, man har på Medicinsk Museion samt en omfattende samling af genstande, som har været benyttet i anskuelsesundervisningen. Selskabet og DBS har givet tilsagn om politisk støtte til at sikre samlingernes bevarelse. Desværre er der endnu ikke kommet tilbagemeldinger fra Synscenter Refsnæs, på trods af, at Thorkild Olesen har skrevet en række breve og bragt sagen i erindring. På mødet den 14. november 2019 havde arbejdsgruppen besøg af Dansk Blindesamfunds direktør Ulrik Kampmann. Han blev sat ind i den ulykkelige situation for samlingerne. Hvis de tilbageblevne samlinger på Synscenter Refsnæs skal bevares for fremtiden, så skal Refsnæssamlingen og anskuelsessamlingen registreres her og nu, så man fremover kan vurdere, hvad der har en særlig historisk interesse, idet samlingerne på Synscenter Refsnæs og på Medicinsk Museion supplerer hinanden. Det er så det, man vil fokusere på i samarbejde med Thorkild Olesen og Ulrik Kampmann. Det næste møde i gruppen vil blive afholdt den 26. marts, hvor der skal følges op på sagen, da det er mere end vigtigt, at der snarest handles. I arbejdsgruppen har man også diskuteret digitaliseringen af Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Årgangene fra 1911-1916 har Henning Eriksen overskrevet fra punktskrift, de opbevares i selskabets digitale arkiv. René har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling fået digitaliseret uddrag af medlemsbladene fra 1917-1999. Selskabet vil meget gerne have digitaliseret alle medlemsblade i deres helhed, da de er det vigtigste kildemateriale til forståelse af blindes sociale udvikling gennem tiden. I samme anledning nævnte Poul, at han har lavet adskillige notater til forretningsudvalget om blandt andet Solgavehjemmet på Vigerslevallé fra dets start til i dag, hvor det har til huse på Følager 15. Det har været muligt gennem indholdet af uddragene af de nævnte medlemsblade. Tidsskriftet Blindesagen som eksisterede fra 1972-2009 er der kun nogle få årgange, som er tilgængelige. Det drejer sig om perioden fra år 2000-2009, så her er også meget, som bør prioriteres, så vor viden om synshandicappede udvides, da Blindesagen også er med til at fortælle om vores historie. Man har i arbejdsgruppen drøftet, hvordan særlige begivenheder som sker omkring os bliver bevaret. Derfor er det vigtigt, at der laves lydoptagelser hver gang en særlig begivenhed markeres. Her skal der også tages en vurdering af, hvad der har en historisk interesse. Derfor har Blindehistorisk selskab en særlig opgave. Det er vigtigt, at vi medlemmer gør opmærksom på, når der sker noget særligt hos os, så der kan blive lavet de nødvendige optagelser af en særlig begivenhed. Henrik Olsen og andre lydentusiaster er mere end villige til at rykke ud, når der skal laves optagelser af sådanne begivenheder.

Herefter var ordet frit, hvor Søren Jensen spurgte Poul, om man er klar over, at DBSU ligger inde med et vældigt arkivmateriale. Søren mener, at der ligger et arkivmateriale af årgangene af Ungdomsbladet fra 1990erne. Inden Poul svarede på Sørens indlæg, så roste Ove Gibskov Poul for fremlæggelse af arbejdsgruppens arbejde, som Ove er en del af. Ove nævnte, at vilkårene for arbejdsgruppen ikke har været helt let, men det har været det værd, da arbejdsgruppen og Blindehistorisk Selskab har stået sammen om at løse de opgaver, der har været undervejs. Som svar til Søren, så er man i selskabet opmærksom på DBSU-arkivet. Det er Pouls håb, at vi kan få seende assistance til forberedelse af arkivet, så det kan blive indleveret til rigsarkivet til fremtidig bevarelse.

Kurt Nielsen udtrykte bekymring over, at ledelsen ved Synscenter Refsnæs ikke i tilstrækkelig grad prioriterer bevarelsen af centrets samlinger. Pt. er samlingerne lukket inde i et rum, hvor de bare får lov at være, uden at man i øvrigt tager stilling til, hvad der ellers skal ske med dem. Hvis Synscenter Refsnæs mener, at Blindehistorisk Selskab ikke skal bekymre sig om samlingerne, må vi tage det til efterretning.

Poul oplyste, at selskabet har modtaget Dansk Blindesamfunds amatørteaters store lydarkiv. Udover lydoptagelserne har selskabet fået en del ringbind som et fint supplement til lydarkivet. Det er selskabets mål at kunne afspille teaterstykkerne på hjemmesiden, men det må gøres i overensstemmelse med oprethavslovens bestemmelser. Henrik Olsen har stået for det store digitaliseringsarbejde, hvilket han skal have tak for. Nu da jubilæet og museumsdagbogen er afviklet, vil Ole og Poul eventuelt med professionel hjælp fra Søren gå i gang med hjemmesiden og optagelserne fra amatørteateret.

Leif Martinussen har udarbejdet en omfattende beskrivelse af blindes deltagelse i sport og idræt fra 1950-erne-1980. Skriftet er blevet forsynet med et omfattende billedmateriale. Skriftet er nu klart til at blive udsendt på selskabets hjemmeside, så snart som muligt. Henning Eriksen havde den kongstanke, at blindes sports- og idrætsaktiviteter skulle have en høj prioritet. I den anledning kan her nævnes, at Henning Eriksen har skrevet en artikel som på bedste vis danner optakt til Leifs udredning om blindes sports- og idrætsaktiviteter. Når Leifs redegørelse kommer på hjemmesiden, vil der også blive lejlighed til at høre de lydoptagelser, som et glimrende supplement.

Her fulgte der ingen kommentarer til de to ovennævnte punkter.

I forbindelse med vores informationsvirksomhed, så havde Poul en stor ros til vores nyhedsbreve, hvor der til stadighed kommer spændende indlæg af mennesker som ikke tilhører selskabets inderkreds. Der lød en stor tak til alle som har bidraget med indlæg til nyhedsbrevene. Poul opfordrede alle til fortsat at komme med gode indlæg, så vi ad den vej kan få nogle spændende nyhedsbreve. I samme moment nævnte Poul, at vi bestræber os på at tematisere nyhedsbrevene, så derfor er der ingen grund til at nogle af os kommer til at føle os overset, da de indsendte artikler godt kan ligge i et stykke tid, inden de bliver udsendt. I den kommende tid vil der komme en del artikler, som omhandler Refsnæsskolen. Selskabets bestyrelse har været i stand til at udsende 4 nyhedsbreve i det forgangne år.

I den sammenhæng var Hans Olsen ked af, punktudgaven af de sidste par nyhedsbreve ikke har den høje standart som tidligere. Poul forklarede, at produktionen af punktudgaven på Synscenter Refsnæs har været ramt af sygdom og tekniske problemer med centrets printer. Derfor har hovedkontoret stået for produktionen af punktudgaverne, som er meget dyrere, hvilket Hans Erik Olsen tog til efterretning. I samme moment nævnte kassereren, at der også har været problemer med udbringningen af nyhedsbrevene fra postvæsnets side.

Om hjemmesiden har Poul ikke så meget at sige, da selskabet forsøger at bringe alt relevant stof samt at rette de fejl, som måtte opstå undervejs. Selskabet har ikke været særlig flittig med opdatering af lydmaterialet, så den kritik, der er forekommet er fuldt berettiget, men ressourcerne har været mangelfulde hos bestyrelsen. Registrering af selskabets litteraturliste trænger også til en opdatering, men vi håber på, at der bliver rettet op på det i 2020.

Derefter talte Poul lidt om de lidt store udgifter vedr. jubilæumsarrangementet og museumsdagbogen, men i samme moment kunne Poul glæde sig på selskabets vegne over den økonomiske støtte, der var givet til de to begivenheder.

På baggrund af den grundige behandling af beretningen blev denne enstemmigt godkendt.

Ad. 7: Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Da regnskabet blev drøftet, var der en del spørgsmål vedr. fortolkningen af, hvordan det skulle forstås, da opstillingen for nogle af deltagerne ikke syntes, at forståelsen var så ligetil. Det blev forklaret meget grundigt.

Her følger så nøgletallene samt noterne.

Nøgletal regnskab 2019

Indtægter i alt 36.850 kr.

Samlede udgifter 50.104,47 kr.

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

Danske Bank 01.01.2019 134.817,92 kr.

Danske Bank 31.12.2019 120.658,21 kr.

Forbrugt egenkapital 14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Note 1 regnskab museumsdagbog:

Indtægter:

Dansk Blindesamfund: 30.000 kr.

Ernst og Vibeke Husmans fond: 20.000 kr.

Blindes Støttefond: 10.000 kr.

Veluxfonden: 15.000 kr.

Overført direkte til forlaget Kahrius

I alt: 75.000 kr.

Udgifter:

Korrektur Dorthe Silver: 22.837,50 kr.

Forlaget Kahrius: 19.822,50 kr.

Seende bistand: 6.988,71 kr.

Porto: 8.690,00 kr.

Kontorartikler: 1.248,00 kr.

Billede: 128,00 kr.

Trykning af program: 2.941,83kr.

Udbetalt fra Velux direkte til Kahrius: 15.000 kr.

Udgifter I altoverført til driftsregnskab: 62.656,54kr.

I alt inkl. Velux 77656,54kr.

Note 2 regnskab jubilæumsarrangement:

Indtægter:

Deltagerbetaling: 28.080 kr.

Tilskud Dansk Blindesamfund: 10.000 kr.

I alt: 38.080 kr.

Udgifter:

Ophold fuglsangscentret: 38.866,00 kr.

Honorar musikere: 14.000,00 kr.

Transport musikere: 3.038,48 kr.

Transportoplægsholder: 612,00 kr.

Tilbagebetaling deltagere: 1350,00 kr.

Trykning af Program: 2.941,83 kr.

I alt overført til driftsregnskabet: 60.808,31 kr.

Efter regnskabsgennemgangen oplæste Kurt Nielsen revisionsprotokollatet dateret den 11. februar 2020. Fra protokollatet skal følgende citeres:

“Driftsregnskabet har givet anledning til, at bestyrelsen har ladet foretage en ekstern analyse, idet der er konstateret en difference mellem driftsregnskabets samlede resultat beløb: -13.254,47 og nedskrevet egenkapital beløb: 14.159,71 jf.: saldo i Danske Bank pr. 31. december 2019 på beløb: 904,74 kr. Analysen har imidlertid ikke ført til en afklaring af årsag til differencen, og revisionen har ikke fundet forklaring på, hvordan differencen er opstået. Differencen medfører en tilsvarende forøget nedskrivning af selskabets egenkapital.

Revisionen kan konstatere, at driftsregnskabet i hovedtal viser et retvisende billede af bestyrelsens dispositioner og selskabets økonomiske stilling med den anførte anmærkning, ligesom regnskaberne i noterne over Museumsdagbogen og jubilæumsarrangementet er revideret uden anmærkning.”

Regnskabet for 2019 blev med de anførte revisionsbemærkninger enstemmigt godkendt.

Ad. 8: Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

Her var der stor enighed hos deltagerne, så det nuværende kontingent på 150 kroner fortsætter som hidtil.

Ad. 9. Indkomne forslag.

Dirigenten kunne konstatere, at der var modtaget 3 forslag, som alle var modtaget mere end 14 dage før mødet.

Ad. 9.A: “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle. Forslaget er offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

Thorvalds forslag blev modtaget med stor begejstring. Man vil fortsætte med drøftelsen den næste dag, som omhandler Refsnæsbogen.

Ad. 9.B: Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt til formanden den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik en kold modtagelse. 3 deltagere sagde ja til Inges indsendte forslag. De øvrige deltagere nedstemte forslaget. Proceduren blev afgjort ved håndsoprækning. I samme anledning blev der drøftet, hvordan andre foreninger sørger for rejserefusion til deres medlemmer. Desuden nævnte Poul, at han er villig til at være behjælpelig med ansøgning af legater til Inge samt andre medlemmer, som måtte have behov for det til dækning af rejse og ophold på FSC. Derefter blev punktet afsluttet.

Ad. 9.C: Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik ikke nogen god modtagelse. Der var enighed om, at generalforsamlingen fortsat skal afholdes på Fuglsangscentret. Det blev begrundet med, at det sociale ved et arrangement i hovedstadsområdet vil gå tabt. Der vil også blive problemer med overnatning og indkvartering for provinsbeboerne, samt at deres udgifter vil blive større.

Ad. 10: Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

Ad. 10.a: Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018. Han blev enstemmigt genvalgt ved håndsoprækning.

Ad. 10.b: 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018. René blev valgt in absentia, da han ikke kunne være tilstede pga. sygdom. Han havde på forhånd givet tilsagn om genvalg ved hjælp af fuldmagt, hvilket blev accepteret.

– Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018.

Hun blev også genvalgt ved applaus fra deltagerne. Ove Gibskov og Laus Klüwer blev også foreslået, men de takkede begge nej.

Ad. 10.c: 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019. Han blev enstemmigt genvalgt ved deltagernes applaus

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke at blive genvalgt. Igen blev Ove og Laus foreslået, men de takkede nej. Lena Bang sagde ja til at blive 2. suppleant, hvilket blev godt modtaget af deltagerne.

Ad. 10.d: Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

Kurt Nielsen ønskede at blive genvalgt, hvilket ikke var tilfældet for Henrik Olsen. Denne gang takkede Ove Gibskov ja til en revisorpost, hvilket blev godkendt af forsamlingen med en applaus.

Ad. 10.e: Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke genvalg. I stedet for blev Nete Parkov valgt, hvilket også blev accepteret af deltagerne.

Ad. 11: Eventuelt.

Bjarne Bryde spurgte til dagsordenens pkt. 5, der handler om godkendelse af sidste års generalforsamling. Når deltagerne alligevel ikke skal godkende punktet, hvorfor står det som et dagsordenspunkt? Poul svarede, at det er en servicemeddelelse og ikke et dagsordenspunkt. Poul lovede, at punktet ikke vil være at finde på dagsordenen til næste års generalforsamling.

Derefter takkede formanden for generalforsamlingen, som foregik i god ro og orden.

Referent: Rita Cecilie Varmby.

Selskabets bestyrelse har den 16. marts 2020 godkendt nærværende referat.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

Som mødets dirigent kan jeg godkende nærværende referat.

Thorben Koed Thomsen, Viborg den 18. marts 2020.

Nyhedsbrev nr. 1 januar 2020

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Kontingentbetaling 2020

3. Invitation og program for generalforsamlingen

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2020

5. Forslag til dagsorden for generalforsamlingen

6. Beretning 2019 / 2020

7. Regnskab 2019

8. Revisionsprotokol

9. “Bogen om Refsnæs”, forslag ved Thorvald Kølle

10. “Nyhedsbrev nr. 64!”, ved Poul Lüneborg

11. Min musikuddannelse, ved Erik Kiørbye

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg.

2019 har været et spændende og inspirerende år indenfor selskabet. Dette skyldes ikke mindst markeringen af vort 25 års jubilæum i forbindelse med årets generalforsamling, og det særlige jubilæumsarrangement.

Jubilæumsarrangementet fokuserede som bekendt på blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, og indenfor jazzmusikken siden 1960-erne. Det har været min opfattelse, at det var første gang, at selskabet gjorde historisk status indenfor disse områder. Imidlertid har min gennemgang omkring årsskiftet af vore nyhedsbreve gennem de sidste 25 år belært mig om, at der også i forbindelse med selskabets generalforsamling 29 – 30. marts 2008 blev sat fokus på blinde musikere. Organist Willy Egmose gav ved den lejlighed et oplæg om blinde musikeres kår før, nu og i fremtiden, efterfulgt af en jazzkoncert. Dengang var det også musikalske arrangementer af fhv. lærer ved Blindeinstituttet Ernst Bruun Hansen, som blev spillet af stort set de samme musikere, som optrådte ved jubilæet.

Forhåbentlig vil alle medlemmer snart kunne genhøre musikken og diskussionerne fra jubilæet på selskabets hjemmeside, takket være en enestående indsats fra vores lydmand Henrik Olsen.

I slutningen af december sidste år udkom Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42 med professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af Henning Eriksens Museumsdagbog. Desuden kunne man i samme tidsskrift læse min artikel om Ernst Jørgensen, som var Dansk Blindesamfunds formand fra 1928-1951, samt min omtale af selskabets jubilæum. Så jeg mener vi har grund til at være tilfredse med den opmærksomhed, der er vist vores virksomhed udenfor vore egne rækker. Forhåbentlig vil man også i det første nummer af dette års udgave af tidsskriftet Øjeblikket kunne læse om vores jubilæum, og om Museumsdagbogens udgivelse.

Vort medlem Erik Kiørbye har i en artikel i dette nyhedsbrev fulgt op på omtalen i sidste nyhedsbrev af jubilæet, med en spændende artikel om hans egen uddannelse som klassisk musiker.

Personligt glæder jeg mig til det kommende arbejdsår, hvor jeg forhåbentlig får mere tid til at hellige mig nogle helt andre blindehistoriske emner. Der er for mig ingen tvivl om at 100 året for genforeningen af Sønderjylland med resten af landet må have vores allerstørste bevågenhed. Vi skal vide noget mere om de mange sønderjyder, som kom hjem fra tysk militærtjeneste under 1. Verdenskrig som krigsinvalider, og som havde mistet synet.

Seks af disse krigsblinde blev de første danske førerhundebrugere, der fik bevilget en førerhund, som var trænet på en særlig førerhundeskole. Der var også flere af de hjemvendte krigsblinde, som markerede sig i organisationsarbejde, og som forfattere. Endelig er der grund til at følge op på den indsats, som Dansk Blindesamfund iværksatte for at komme de blinde i Sønderjylland til undsætning.

Der er således mange spændende opgaver som venter. Men allerførst skal vi mødes til årets generalforsamling. Her sætter vi med en blindehistorisk paneldiskussion fokus på Refsnæsskolen. Denne begivenhed er beskrevet i programmet til generalforsamlingen, med henvisning til et par artikler nedenfor.

I bestyrelsen glæder vi os til arrangementet, og til at møde mange af selskabets medlemmer.

2. Kontingentbetaling 2020.

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet til Blindehistorisk selskab på 150 kr.

Du kan indbetale via bankoverførsel til registreringsnummer. 1551, kontonummer 0501697. Du kan også indbetale kontingentet via MobilePay på nummer 44 678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller MobilePay, så jeg kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på 40 62 11 23, så vi sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Jeg vil opfordre alle medlemmer til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar i år. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 15. februar 2020, hvis du agter at deltage i denne.

Ole Brun Jensen, kasserer.

3. Invitation og program for generalforsamlingen 15. – 16. februar 2020.

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, atter at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 15. til søndag den 16. februar 2020.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.

Program for lørdag den 15. februar 2020:

Kl. 14.00 – 17.00 Generalforsamling, afbrudt af kaffe / tepause

Kl. 17.00 Fællessang

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i Parken, så deltagerne kan fortsætte hyggeligt samvær efter middagen samme sted.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale, for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program.

Program søndag den 16. februar 2020:

Kl. 7.00 – 9.30 Morgenmad i Fuglsangcentrets restaurant.

Kl. 9.30 Blindehistorisk paneldiskussion om Refsnæsskolen.

– Indhold og dilemmaer i forbindelse med tilblivelsen af et 125 års jubilæumsskrift, skrevet af tidligere elever, jf. artiklerne Bogen om Refsnæs og Nyhedsbrev nr. 64, under punkterne 9 og 10 nedenfor.

– Bør der gives en undskyldning til tidligere elever, i lighed med undskyldningen til drengene fra Institutionen Godhavn? jf. landsformand Thorkild Olesens leder Undskyldningen der endelig kom, i medlemsblad nr. 11/2019.

Journalist Ove Gibskov vil som ordstyrer sammen med bestyrelsesmedlemmerne Rita Cecilie Varmby og Thorvald Kølle, samt medlemmerne Jytte Nielsen og Aage Michelsen, bidrage til behandlingen af de to temaer med efterfølgende diskussion.

Alle 5 medlemmer af panelet har i en række artikler gjort sig overvejelser om deres tid som elev på Refsnæsskolen.

Kl. 11.30 Fællessang og afslutning ved formand Poul Lüneborg. sangen som skal synges er Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2020.

Såfremt du har planer om at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 15. til søndag den 16. februar 2020, skal jeg bede dig om at meddele dette til kasserer Ole Brun Jensen senest mandag den 3. februar 2020. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 30 værelser på centret, en del af disse er allerede i skrivende stund booket, så skynd dig med din tilmelding!

Kasserer Ole Brun Jensen kan kontaktes på tlf. 40 62 11 23 eller på mail ole@obj.dk.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551, kontonummer 0501697. Du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44 678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til Ole Brun Jensen på 40 62 11 23, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 eller på mail fuglsang@blind.dk

Bestyrelsen glæder sig til at møde rigtig mange medlemmer til årets generalforsamling.

5. Forslag til dagsorden for generalforsamlingen.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling, afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes § 7 stk. 16, og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/2019, som udkom den 26. april 2019. Dette nyhedsbrev kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse, se beretningen andet steds i nyhedsbrevet.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse, se regnskabet og revisionsprotokollen andet sted i nyhedsbrevet.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

9.1 Bogen om Refsnæs ved Thorvald Kølle, se forslaget andetsteds i nyhedsbrevet.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018.

– Rita Cecilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

c. 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller op til genvalg.

d. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

e. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

6. Beretning 2019/2020.

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 16. februar 2019 til generalforsamlingen den 15. februar 2020.

1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende sammensætning:

Poul Lüneborg, formand

René Ruby, næstformand

Ole Brun Jensen, kasserer

Rita Cecilie Varmby, redaktør

Thorvald Kølle, sekretær

Leif Martinussen, 1. suppleant

Allan Folmann, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der er i beretningsperioden afholdt 5 møder.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde, afholdt den 17. februar 2019, umiddelbart efter afslutningen af sidste års generalforsamling.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål, og for at sikre gennemførelsen af vedtagelserne på møderne. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer, heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt Blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke en artikel i rubrikken Meddelelser om forskellige emner og aktiviteter. Det er desuden vigtigt at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse kollektive medlemmer væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres virksomhed. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde. For at nå ud med information om selskabet til mennesker udenfor DBS’s medlemskreds, har vi desuden rettet henvendelse til Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg for at forhøre os om, hvorvidt selskabets arbejde direkte eller indirekte kunne omtales i artikler i tidsskriftet Øjeblikket, der udsendes i 80.000 eksemplarer til mennesker som støtter DBS økonomisk. I skrivende stund er der grund til at formode, at selskabets 25-års jubilæum vil blive omtalt i det første nummer af Øjeblikket, der udsendes i 2020.

Efter generalforsamlingen blev alle medlemmer, som endnu ikke havde betalt kontingent kontaktet pr. brev, og i en række tilfælde også pr. telefon.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden. Det drejer sig om Cecilia Charlotte Hvidebech, ære været hendes minde.

Vi har kunnet glæde os over, at tolv har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at fem medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemsskab i 2019, og et medlem har derudover meddelt, at vedkommende ikke ønsker at forlænge sit medlemsskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer, som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 129 medlemmer, der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I sidste års beretning opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er således kun rykket en smule nærmere i årets løb.

Alle medlemmer fik i månederne op til jubilæumsarrangementet 25-26. november 2019, tilsendt et eksemplar af Henning Eriksens Museumsdagbog, sammen med 2 info-foldere om bogudgivelsen og om selskabet. Det har været bestyrelsens håb, at mange medlemmer vil benytte bogudgivelsen og informationsfolderne om denne til at synliggøre selskabet overfor mennesker med interesse for blindes historie. Hvorvidt dette initiativ sætter sig spor i medlemstallet, vil afsløre sig i løbet af 2020.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 30. september 2019 en medlemsliste til alle medlemmer i 4 medier, efter det enkelte medlems eget valg.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet fremtidig udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den ordinære generalforsamling i årets 1. kvartal. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer fremsendt til kassereren.

I 2019 lod udsendelsen af årets medlemsliste vente på sig på grund af problemer med at få skabt fuld klarhed over, hvem der ønskede at opretholde deres medlemsskab, jf. redegørelsen ovenfor under pkt. 2 om medlemsstatus. Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter årsskiftet til at indbetale deres kontingent.

4. Selskabets jubilæumsarrangementer.

Kort efter generalforsamlingen i 2018, hvor spørgsmålet om markering af selskabets 25-års jubilæum, blev drøftet, nedsatte bestyrelsen på sit møde den 22. marts 2018 en gruppe, der skulle forberede den runde fødselsdag. Gruppen kom til at bestå af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og undertegnede. Gruppen holdt i oktober måned samme år sit første møde, der blev efterfulgt af tre møder i 2019, for at planlægge det særlige jubilæumsarrangement 25. – 26. november 2019.

Gruppens første opgave blev at planlægge et program dagen efter generalforsamlingen. Programmet søndag den 17. februar bestod i et oplæg “om opkomsten af den handicaphistoriske forskning samt om etableringen af de forskellige handicaphistoriske selskaber i 1980erne og 1990erne”. Professor Birgit Kirkebæk gav et inspirerende historisk rids over udviklingen, som blandt andet førte til stiftelsen af Blindehistorisk Selskab. Formiddagens andet tema, som jeg selv stod for, bar titlen “1894, et skæbneår for blindesagen i Danmark”. Dette oplæg fokuserede på det opbrud, der blev resultatet af generalforsamlingen den 29. september 1894 i foreningen “Danske Blinde”. En begivenhed, som lagde kimen til stiftelsen af de blindes egen forening i form af Dansk Blindesamfund 17 år senere. Oplæggene gav anledning til en god diskussion blandt de 45 deltagere, som afsluttede dagens program til markering af selskabets jubilæum med at synge “Danske blindes nationalsang”, skrevet af Jørgen Marius Hansen i 1915, og som Laurids Lauridsen skrev melodi til i 1923.

Den egentlige markering af selskabets 25-års jubilæum fandt som nævnt sted i dagene 25. – 26. november 2019 på Fuglsangscentret, med 64 deltagere. I sidste øjeblik fik arrangementet tildelt nogle ekstra værelser, hvilket sammen med et antal sygemeldinger betød, at alle deltagere på nær to, kunne indkvarteres på centret.

På førstedagen fokuserede jubilæumsprogrammet på blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, samt deres medvirken på den hjemlige jazzmusikalske scene siden begyndelsen af 1960-erne.

Leif Martinussen indledte programmet med et oplæg om markante blinde musikere og komponister indenfor den klassiske musik siden begyndelsen af det 19. århundrede, efterfulgt af en koncert, der præsenterede en række af hans egne kompositioner, fremført af pianisten Tom Ernst og mezzosopranen Svafa Thorhallsdottir. Efter en fælles evaluering af denne del af programmet, gav Thorvald Kølle et oplæg om blinde jazzmusikere gennem de seneste 60 år. Hans oplæg gav anledning til en livlig diskussion. Anne Hollænder akkompagnerede på klaver eftermiddagens afsluttende fællessang af Danske Blindes Nationalsang og Refsnæssangen af Jørgen Emborg. Førstedagens program sluttede om aftenen med en jazzkoncert med syv blinde musikere. Disse var: Willy Egmose, piano, Flemming Nørgaard, bas, Niels Ove Jørgensen, trommer, Thorvald Kølle, trompet, flügelhorn, Kurt Nielsen, altsax, Lars Bang Andersen, tenorsax og Lars Svaneborg, vibrafon.

Der var blandt deltagerne stor tilfredshed med disse blindehistoriske strejftog, til belysning af blindes medvirken indenfor de to musikalske genre.

Arrangementets anden dag var helliget præsentationen af selskabets udgivelse af Henning Eriksens Museumsdagbog. Selskabets første formand Jørgen Eckmann, og fhv. museumsleder Mogens Bang var sammen med Dansk Blindesamfunds formand Thorkild Olesen inviteret til, sammen med undertegnede, til at belyse bogens forskellige historiske dimensioner. Læs i øvrigt herom nedenfor under pkt. 6.1.

Generalforsamlingen i 2018 gav bestyrelsen mandat til at fejre selskabets 25-års jubilæum på en markant måde. Det mener vi selv lykkedes, hvilket de mange positive tilbagemeldinger vidner om.

Bestyrelsen takker på selskabets vegne Dansk Blindesamfund for en særlig bevilling på 10.000 kr. til delvis dækning af udgifterne ved arrangementet. De samlede udgifter ved arrangementet er opgjort til 60.808,31 kr. Det betyder efter fradrag af deltagerbetaling og tilskuddet fra DBS, at arrangementet resulterer i en udgift for selskabet på 22.728,31 kr.

Henrik Olsen skal have en særlig tak for hans optagelser af samtlige ovennævnte indslag ved de to arrangementer. Lydfilerne vil siden kunne aflyttes på selskabets hjemmeside.

5. Arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg.

René Ruby og formanden har også i den forgangne periode, været selskabets repræsentanter i gruppen. Karen Marie Petersen meddelte i begyndelsen af august måned, at hun havde besluttet sig for at trække sig fra arbejdet i gruppen som den ene af de to medlemmer, der repræsenterer DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Udvalget har siden været repræsenteret ved Ove Gibskov og Dennis Bonet Aabank.

Gruppen har i perioden afholdt et møde den 14. november 2019, i Handicaporganisationernes Hus.

Mødet behandlede en række sager, som tidligere har været drøftet i gruppen. Den vigtigste af disse var spørgsmålet om sikring af de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. Landsformand Thorkild Olesen havde kort tid før mødet skriftligt bragt sagen i erindring overfor institutionens ledelse. I mødet deltog direktør Ulrik Kampmann fra DBS, der planlagde et besøg på Synscenter Refsnæs, hvor han ville tage sagen op. Han blev på mødet orienteret om sagsforløbet siden arbejdsgruppens møde den 1. juni 2017 på Synscenter Refsnæs. Der var enighed om, at der i løbet af 2020 skulle tilvejebringes en plan, hvis disse samlinger skulle sikres for fremtiden. Der bør tilvejebringes økonomi, der kan muliggøre en afslutning af den igangværende registrering af samlingerne. En sådan registrering er en forudsætning for, at der kan gennemføres en vurdering af hvilke genstande, der er af interesse for Den Blindehistoriske Samling under Medicinsk Museion i København. De dele af samlingerne, der har bevaringsværdi og som kan supplere Den Blindehistoriske Samling, bør finde en varig placering i denne, hvis disse genstande m.v. skal overleve. Det må vække til bekymring, at Synscenter Refsnæs tilsyneladende ikke selv føler et behov for at prioritere en fremtidig sikring af den tilbageværende del af de blindehistoriske samlinger, og til anskuelsessamlingen på stedet. Det er arbejdsgruppens oplevelse, at der i dag kun er tre interessenter, som føler et ejerskab til disse samlinger, nemlig Medicinsk Museion, Dansk Blindesamfund og Blindehistorisk Selskab. Derfor bør sagen gives allerhøjeste prioritet i det kommende år.

En anden sag, som blev behandlet på mødet, var spørgsmålet om at digitalisere de årgange af medlemsbladet, som i dag kun findes i uddrag. Det drejer sig om medlemsbladene fra nr. 15/1923 til nr. 1/1998. Hertil kommer tidsskriftet Blindesagen fra 1972 til 2000. Der er grund til at glæde sig over, at dette historiske materiale forhåbentlig inden længe vil blive tilgængeliggjort for selskabets medlemmer. Disse tidsskrifter er formentlig den vigtigste kilde til blindes historie gennem de sidste godt 100 år.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Ulrik Kampmann tilkendegav imidlertid, at man endnu ikke havde fundet en sikker måde til identifikation af sådanne begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer blev på denne baggrund opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBS’s hovedkontor og/eller selskabets bestyrelse.

6. Selskabets egne projekter i det forløbne år

6.1 Museumsdagbogen af Henning Eriksen.

Dagbogen, hvori Henning Eriksen fortæller om sit arbejde som frivillig medarbejder ved Blindehistorisk Museum i årene 2001-2011, blev den 1. juli 2019 udsendt af forlaget Kahrius i 500 eksemplarer. Nota påtog sig efterfølgende at producere en digital DAISY-udgave af bogen.

Bestyrelsen har i perioden lagt et stort arbejde i at gennemføre dette projekt, som blev indgående omtalt i sidste års beretning.

Dorte H. Silver har som redaktør ydet et kompetent og inspirerende bidrag til bogudgivelsen. Jeg har som formand for selskabet varetaget hvervet som historisk faglig medredaktør, og har i den egenskab forestået redaktionen af de 156 noter og 40 billedtekster, samt skrevet forordet og nogle noter til at udfylde tidsrummet fra dagbogens slutning til afslutningen af redaktionsarbejdet juli 2019. Det endelige manuskript blev grundigt gennemgået af næstformand René Ruby og Kurt Nielsen. Deres gennemgang af teksten resulterede i en række supplerende bidrag og rettelser af faktuelle fejl.

Bestyrelsen har i beretningsperioden arbejdet på at skaffe de fornødne midler til udgivelsen. Dette arbejde er lykkedes over al forventning, idet udgifterne, der ifølge regnskabet beløber sig til 77.656,54 kr., er blevet dækket gennem bevillinger fra Dansk Blindesamfund med 30.000 kr. Velux Fonden med 15.000 kr. Ernst og Vibeke Husmanns Fond med 20.000 kr. og Blindes Støttefond med 10.000 kr. – i alt 75.000 kr. Der skal her lyde en stor tak til de fire donorer for deres støtte til gennemførelsen af dette projekt.

Udgivelsen af Museumsdagbogen blev præsenteret for offentligheden ved jubilæumsarrangementet den 25.-26. november 2019.

Forud for jubilæumsarrangementet fik selskabets 129 medlemmer tilsendt et eksemplar af bogen i form af en trykt udgave, og en CD med daisyversionen fra Nota. Direktør Michael Wright og produktionschef Stine Duus Svendsen fra Nota skal have stor tak for deres medvirken til, at denne udsendelse kunne lade sig gennemføre. Relevante dagblade samt radio- og TV stationer var forud for arrangementet informeret om udgivelsen gennem udsendelse af en pressemeddelelse herom. Bogen er anmeldt af professor Birgit Kirkebæk i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42 fra december 2019 og er endvidere omtalt i flere indlæg i Nyhedsbrev nr. 4/2019.

“Blind mands lejlighed” i købstadsmuseet Den Gamle By i Aarhus, er ligeledes et resultat af Henning Eriksens bidrag til at udbrede kendskabet til vores historie. Dette projekt er også omtalt i Museumsdagbogen. Bestyrelsen betragter udgivelsen som et fornemt supplement til Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion og den er desuden en værdigt markering af den store indsats, som Henning Eriksen frem til sin død har ydet, for at bevare og udbrede kendskabet til blindes historie. Bestyrelsen har både før og efter udgivelsen kontaktet Medicinsk Museion og Den Gamle By for at afklare, om de har mulighed for at medvirke ved bogens lancering overfor offentligheden. Resultatet af disse bestræbelser vil vise sig i løbet af 2020. I lighed hermed håber bestyrelsen på, at omtale af Museumsdagbogen i det kommende nummer af tidsskriftet øjeblikket, jf. pkt. 2. ovenfor, vil bidrage til salget af de ca. 350 eksemplarer, som i skrivende stund befinder sig hos forlaget. Endelig er det bestyrelsens håb, at alle medlemmer vil bidrage til at fremme salget ved hjælp af de tilsendte info-foldere om Museumsdagbogen. Der er stadig mellem 500-600 info-foldere i behold, til markedsføring af udgivelsen.

6.2. Dansk Blindesamfunds 52 interview med blinde fra begyndelsen af 1990-erne.

Selskabets årsberetninger gennem de seneste 3 år har indeholdt omtale af bestyrelsens planer om at realisere et projekt om blindes livsvilkår gennem 150 år, belyst gennem disse og en række andre interviewprojekter, samt gennem brevvekslinger, som beror i Rigsarkivet mellem elever og forstandere for Det Kongelige Blindeinstitut siden instituttets oprettelse i 1858.

Selv om dette projekt er blevet positivt modtaget af såvel Dansk Blindesamfund som af Medicinsk Museion, har bestyrelsen set sig nødsaget til at beslutte, indtil videre at lægge planerne om at gennemføre projektet til side. Næstformand René Ruby, som har været udset til at skulle forestå projektet, har meddelt, at han for tiden ikke ser sig i stand til at påtage sig opgaven. Hertil kommer udfordringen med at få projektet finansieret, da dette skønnes at ville kræve en projektansættelse på fuld tid over 3 år. Det har hidtil været bestyrelsens opfattelse, at dette projekt nødvendigvis må forestås af en projektansvarlig som selv er blind, og som har et indgående historisk kendskab til blindes forhold.

René Ruby har samtidig meddelt, at han er indstillet på at påtage sig rollen som tovholder på et af selskabets andre mindre ambitiøse igangværende projekter, jf. nedenfor under pkt. 6.4.

6.3. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets årsberetninger. I den seneste årsberetning findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

På baggrund af henvendelser fra medlemmer og fra et møde den 3. september 2018 med Birgit Christensen, ansvarlig for hjælpemiddeludstillingen ved IBOS, er der den 1. oktober 2018 udarbejdet et notat, der oplister de 61 registrerede genstande og 46 manualer, systematiseret i 24 kategorier.

Det videre arbejde indenfor rammerne af registreringsprojektet har afventet en tilbagemelding fra Medicinsk Museion med oplysning om, hvilke af de registrerede genstande, der kan bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling.

I sidste års beretning kunne det oplyses, at det er lykkedes for et af selskabets aktive medlemmer, Arne Christensen, at få rådighed over plads på IBOS til opbevaring af modtagne genstande til registreringsprojektet, så disse kan gives en sikker opbevaring, indtil der foreligger en stillingtagen til, om de ønskes inddraget i samlingen eller ej.

Siden den 1. oktober 2018 har projektet modtaget en række henvendelser om yderligere genstande, bøger m.v. til Den Blindehistoriske Samling. Disse henvendelser er foreløbig blevet registreret og i enkelte tilfælde er genstandene indtil videre placeret i det nævnte lokale på IBOS.

Det er tanken, straks i løbet af 2020, at foretage en vurdering af de modtagne registreringer, i forhold til den digitale registratur på Medicinsk Museions hjemmeside, med henblik på at udskille de genstande m.v. som allerede findes i samlingen. Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

I bestyrelsen beder vi derfor om tålmodighed endnu en tid fra medlemmer og andre, som har henvendt sig til bestyrelsen med bøger, hjælpemidler og andet, der kan være af interesse for projektet. Arbejdet med dette projekt har vist sig at forløbe i et noget langsommere tempo end forventet. Det er imidlertid forhåbningen, at den planlagte udskillelse af genstande, som allerede findes i Den Blindehistoriske Samling, vil kunne medvirke til at fremskynde tilbagemeldingerne fra Medicinsk Museion.

6.4. Projekt ”Blindes levevilkår i 1970-erne”.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS’s Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført, gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

6.5. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget. Ud over de mange lydoptagelser omfatter materialet en omfattende scrapbog i tre ringbind. I forbindelse med afviklingen af Dansk Blindesamfunds Amatørteater i begyndelsen af 2007, fik selskabet overleveret denne forenings formue, og 81 DAT-bånd med optagelser af teatrets forestillinger gennem årene.

2017 var 10-året for teatrets opløsning. For at fastholde kendskabet til amatørteatret og dets betydning for blinde, gennemførte selskabet i sidste beretningsperiode en række tiltag, som er beskrevet i ovennævnte beretning. I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet.

6.6. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.

Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.

Bestyrelsen har i forlængelse heraf oprettet et særligt menupunkt på foreningens hjemmeside, vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.

Leif Martinussen har, som omtalt i sidste års beretning, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området. Denne redegørelse, der er på 38 sider, er nu klar til at blive lagt på hjemmesiden, under det særlige menupunkt om dette emne.

I bestyrelsen har vi i beretningsperioden forgæves eftersøgt et medlem, der har lyst til at anmelde redegørelsen i et kommende nyhedsbrev, for at gøre opmærksom på dette blindehistoriske kildemateriale, og inspirere til at udvikle og benytte menupunktet på hjemmesiden. Dette vil tillige blive udbygget med en række lydoptagelser, leveret af Henrik Olsen.

7. Informationsvirksomhed.

7.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I 2019 blev der udsendt fire nyhedsbreve, mens der i skrivende stund kun er truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2020, med invitation, program samt forslag til dagsorden for generalforsamlingen den 15. februar 2020 med tilhørende bilag. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2020. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindelig tryk, som DAISY lydfil på CD, som et elektronisk dokument, eller i punktskrift. DBS’s sekretariat bistår mod betaling med at producere de to førstnævnte versioner, mens Svend Thougaard via Refsnæsskolens trykkeri, fortsat forestår punktudgaven, når det er muligt, ellers overlades også denne udgave til DBS’s sekretariat. Bestyrelsen påskønner i høj grad Svend Thougaards arbejde med at producere punktudgaven af nyhedsbrevene.

Bestyrelsen har i beretningsperioden kunnet glæde sig over at modtage et antal artikler fra flere af selskabets medlemmer. Sådanne bidrag medvirker til at gøre nyhedsbrevene interessante, og til tider morsomme. Det vil vi gerne takke alle bidragydere for. I skrivende stund kan det konstateres, at der er modtaget en række artikler / tilsagn om at skrive sådanne til kommende nyhedsbreve fra flere af selskabets medlemmer. Bestyrelsen vil gerne opfordre til, at endnu flere får lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner.

7.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i det seneste beretningsår. Denne arbejdsopgave har i indeværende periode stået i skyggen af andre opgaver. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende. Derimod har der ikke været kræfter til for alvor at opdatere hjemmesidens øvrige mange menupunkter. Således har Henrik Olsen fundet nogle optagelser af tidligere medlemsarrangementer frem, ligesom han har produceret og fremsendt optagelser fra medlemsarrangementet i forbindelse med generalforsamlingen i 2019, samt optagelser af de enkelte programpunkter fra jubilæumsarrangementet. Herudover har bestyrelsen modtaget optagelser fra markeringen den 9. april 2019 af 90-års jubilæet i Blindes Arbejde, og fra indvielsen af det nye plejecenter Følager i Valby den 26. september 2019. Alle disse optagelser afventer at blive lagt på hjemmesiden.

Selskabets lydarkiv rummer en mængde lydoptagelser, som bestyrelsen glæder sig til at kunne præsentere på hjemmesiden. Det må imidlertid påregnes at der medgår nogen tid til dette arbejde, idet hver lydfil skal forsynes med et filnavn og en tilhørende informationstekst, så det bliver muligt på forhånd at danne sig et indtryk af filernes indhold.

Årsberetningen for 2017/2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ikke været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet.

7.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen i 2019 har bestyrelsen udsendt et enkelt medlemsbrev. Det blev udsendt den 30. september 2019, og blev ledsaget af medlemslisten for 2019, samt et eksemplar af de privatlivspolitiske retningslinjer, som bestyrelsen vedtog på sit møde den 20. december 2018 efter at EU’s regler om databeskyttelse trådte i kraft den 1. maj 2018. Det er næstformand René Ruby, som har stået for at udarbejde forslag til selskabets privatlivspolitik. Der er grund til at notere sig, at selskabet som følge af disse retningslinjer efter aftale med DBS, ikke længere opbevarer medlemmernes cpr-numre, men derimod kun fødselsdag og eventuelt medlemsnummer til brug ved ansøgning om medlemstilskud. Selskabets privatlivspolitik kan læses på hjemmesiden.

Derudover har vi som anført ovenfor under pkt. 2, bestræbt os på at gøre selskabet synligt gennem artikler i en række af årets medlemsblade fra DBS. Forhåbentlig bliver disse anstrengelser i 2020 suppleret med omtale af selskabets jubilæum og udgivelsen af Museumsdagbogen i tidsskriftet Øjeblikket.

Det skal under dette afsnit af beretningen bemærkes at ca. 42 ud af de 131 medlemmer har valgt at modtage post i sort, punkt og i form af en daisylydfil. De nævnte 42 medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som DAISY lydfil.

8. Selskabets elektroniske arkiv.

Det har ikke i beretningsperioden været muligt at afse tid til en systematisk opdatering af selskabets arkiv. Det skal dog i denne forbindelse anføres, at arbejdet med opdateringen af hjemmesidens lydarkiv, har givet anledning til en omfattende registrering af lydfiler, som opbevares i arkivet, jf. ovenfor under pkt. 6.2. De fleste lydfiler i arkivet forefindes som WAV-filer, som konverteres til mp3-filer, før de lægges på hjemmesiden. Dette gøres for at opbevare filerne i den bedste kvalitet og for at spare plads på hjemmesiden.

9. Administrative og økonomiske forhold.

Mødevirksomheden i bestyrelsen har i indeværende beretningsperiode været begrænset til fem møder. Dette har været et bevidst valg, idet arbejdet i perioden i høj grad har været præget af udgivelsen af Henning Eriksens Museumsdagbog, og af udfordringerne med at arrangere og gennemføre markeringen af selskabets jubilæum. Denne sidste opgave har resulteret i afholdelsen af tre møder i den nedsatte jubilæumsgruppe.

Til de to nævnte opgaver er det lykkedes at skaffe supplerende fondsfinansiering på i alt 85.000 kr. I bestyrelsen er vi meget tilfredse med at det er lykkedes at gennemføre udgivelsen af Museumsdagbogen med en overkommelig udgift for selskabet, denne er i regnskabet opgjort til 2.656,54 kr. Det bliver spændende at se om salg af bogen i det kommende år, kan medføre indtægter, der delvist dækker denne udgift.

Det offentliggjorte regnskab opererer med nettotal for de enkelte hovedposter. I 2019 var de samlede indtægter, som blev registreret på i alt 170.180,00 kr. De to største udgiftsposter var på 77.656,54 kr. til udgivelsen af Museumsdagbogen og 60.808,31 kr. til det særlige jubilæumsarrangement. De regnskabsmæssige arbejdsopgaver i 2019 indenfor selskabet har således været af betydelig større omfang, end hvad der er sædvanligt. Dette forhold er formentlig baggrunden for eventuelle bogføringsfejl, som kan forklare regnskabsdifferencen på 904,74 kr.

En sammenligning mellem de øvrige driftsudgifter i 2018 med de tilsvarende udgifter i 2019 viser, at forbruget har været noget mindre, hvilket skyldes færre bestyrelsesmøder og færre udsendte nyhedsbreve i det seneste år.

Arbejdet indenfor selskabets bestyrelse i 2020 må forventes at fokusere på en række af de opgaver som er omtalt ovenfor, og som har måttet vige til fordel for de to prioriterede opgaver i beretningsperioden.

10. Afsluttende bemærkninger.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden. Det er tankevækkende at notere sig, at mange af de beskrevne opgaver har Henning Eriksen, som deres oprindelige ophavsmand.

Der er også grund til at takke Dansk Blindesamfund for den betydelige økonomiske støtte og de tre fonde, som har bevilget penge til bogudgivelsen. Uden denne økonomiske støtte og bistanden fra mange medlemmer, havde det ikke været muligt at gennemføre virksomheden.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

7. Regnskab 2019.

Driftsregnskab 2019 for Blindehistorisk Selskab

Tranbjerg den 8. januar 2020

indtægter

kontingenter 19950

medlemstilskud DBS 16350

Drikkevarer salg medlemsmøder 0

gaver 550

Legater 0

Renter 0

Indtægter i alt 36850 kr.

Udgifter

generalforsamling

ophold 23543

deltagerbetaling -20250

tilbagebetaling deltagerbetaling 0

Rejseudgifter 0

aktiviteter 2277

generalforsamling i alt 5570

bestyrelse

Møder 4276

Rejseudgifter 3237,50

Arbejdsgruppe 513

revisionsmøde mv 436

Seminargebyrer 0

Seende bistand 0

Bestyrelse i alt 8462,5

hjemmeside

webhotel og DK hostmaster 274,36

opgradering af hjemmeside 2000

Hjemmeside i alt 2274,36

Arrangementer

Porto og kontorudgifter 60

Medlemsliste-nyhedsbreve 6804,30

Handicaphistorie 675

Museumsdagbogen 2656,54

Jubilæum ophold 38866

jubilæum netto: 22728,31

medlemsarrangementer 0

Repræsentation 400

Gebyrer 473,46

Arrangementer I alt 33797,61

Samlede udgifter 50104,47 kr.

samlede indtægter 36850

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

bank primo 134.817,92

saldo bank 31. december 2019 120.658,21

14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Bestyrelsen har behandlet ovenstående regnskab på sit møde den 9. januar 2020, og besluttet at søge iværksat en analyse til forklaring af den manglende overensstemmelse mellem det opgjorte underskud, og differencen mellem bankkontoens saldo ved begyndelse og slutningen af året.

Regnskabsforklaring følger i revisionsprotokollen, som fremlægges på generalforsamlingen den 15. februar 2020.

Ole Brun Jensen, kasserer.

8. Revisionsprotokol for 2019 fremlægges på generalforsamlingen.

9. Bogen om Refsnæs – skrevet af tidligere elever på Refsnæsskolen. Forslag ved Thorvald Kølle

På opfordring af Poul Lüneborg påbegyndte jeg et erindringsskrift om mit ophold på Refsnæs. Det var først meningen, at det blot skulle være en artikel til et nyhedsbrev, men det blev hurtigt klart for mig, at der var meget mere i den opgave, end jeg først havde troet.

Denne opfordring kom for over et år siden og manuskriptet er stadig under udarbejdelse.

For mig har det haft en stor betydning at skrive dette.

Jeg husker nu ting, som jeg ikke før har bidt mærke i, og med den voksne mands refleksioner er ting dukket op i min erindring, som har betydning for, hvordan jeg i dag kan forholde mig til mange ting.

Kombineret med andre væsentlige ting der er sket i mit liv, så synes jeg, at denne indsigt i min barndom som jeg har fået ved at skrive om den, har givet mig en stor forståelse af mit liv, som det blev og er i dag.

Så hvis man er til den metode, så kan jeg anbefale den.

Vi vil i bestyrelsen arbejde med et projekt, hvor vi indsamler jeres beretninger, og hvor vi skaber en bog som kan udkomme ved Synscenter Refsnæss’s 125-års jubilæum i 2023.

Lad os, som synes at dette her er en god ide, selv medvirke ved nogle godt skrevne erindringer og samtidig opfordre alle andre medlemmer af Blindehistorisk Selskab, såvel som andre til at være med til at gøre dette muligt.

I vil snart kunne læse nogle uddrag af mine erindringer i et nyhedsbrev.

10. Nyhedsbrev nr. 64!, ved Poul Lüneborg.

Du som læser denne artikel sidder netop nu og læser Nyhedsbrev nr. 64.

De sidste uger af jubilæumsåret brugte jeg til at gøre status over udgivelsen af de nyhedsbreve, som er udsendt siden 1995.

Der er i alt gennem de mange år til dato udsendt 63 nyhedsbreve, der samlet har indeholdt 554 artikler og forskellig mindre meddelelser. Nyhedsbrevene kan alle læses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

En stor gruppe af disse artikler er erindringer, hvor medlemmer af selskabet skriver om deres ophold på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet. En anden stor gruppe af artikler er fremstillinger af blindehistoriske emner og personbeskrivelser. Som eksempel herpå vil jeg nævne fhv. landsformand Svend Jensens omfattende artikel om historien bag det gule armbind.

Andetsteds her i nyhedsbrevet foreslår Thorvald Kølle, at der i 2023 i forbindelse med Refsnæsskolens 125 års jubilæum udgives en bog om denne skole, skrevet af tidligere elever. Derfor følger her en liste over offentliggjorte artikler, der falder ind under dette emne.

Der er tale om 20 artikler og et billede, disse er:

1. Refsnæsskolen 100 år – NB september 1998.

2. Dronning Margrethe i Refsnæsskolens festsal ved 100 års jubilæet 4. november 1998 – NB juni 1999.

3. tanker vedrørende Refsnæsskolens Historiske Samling, af lærer Else Ahrens, Refsnæsskolen – NB november 2000.

4. Barndomserindringer skrevet af Jørgen Eckmann – NB oktober 2001.

5. Barndomserindringer skrevet af Poul Glygård – NB oktober 2001.

6. En beretning 60 år efter, da verden væltede. Om tiden før det blev almindeligt at integrere synshandicappede børn i det almindelige skolesystem. Af Aage Michelsen, 1. del – NB januar 2002.

7. Aage Michelsens erindringer fra krigsårene på Refsnæsskolen, 2. del – NB maj 2002.

8. Vinterbilleder fra Refsnæsskolen, Af Aage Michelsen, 3. del – NB september 2002.

9. Et år i paradis af Johanne Refer (Refsnæsskolen lukkes 13 08 1944) – NB april 2004.

10. Blindehistorisk afskedstale – erindringer efter 40 år på Refsnæs, Af økonoma Tove Block Hansen – NB februar 2006.

11. Krig fra dag ét. Artikel af Johanne Refer – Refsnæsskolen 9. april 1940 – NB december 2006.

12. En beretning om tiden på det daværende Kongelige Institut for Blinde og Svagsynede i Kalundborg, Af Flemming Egedal – NB juli 2008.

13. Jeg kommer hjemmefra – om min optagelse på Refsnæsskolen, Af Henning Eriksen – NB december 2008.

14. Udkomne bøger i 2008: Kurt Kristensens bog Mod til at forandre, udgivet i anledning af hans 75 års fødselsdag – NB december 2008.

15. Elev på Refsnæs 1929 – 1932, ved Stella Østergaard født Nissen – NB oktober 2009.

16. 5 Der var engang Af Erik Neergård, tidligere lærer ved Refsnæsskolen – NB juni 2010.

17. Lidt om livet på en kostskole af Flemming Egedal, om hans ophold fra 1961-1963. – NB april 2013.

18. Fra børnehjemmet på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge, causeri med Hans Erik og Henrik Olsen på Solterrasserne 25. oktober 2018 v/ Rita Cecilie Varmby – NB oktober 2018.

19. Fra børnehjem på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge, anmeldelse af medlemsarrangementet den 25. oktober 2018, ved Thorvald Kølle – NB december 2018.

20. Erindringer 1. del, ved Jørgen Svendsen – NB december 2018.

21. Erindringer om en svunden tid af Rita Varmby – NB april 2019.

Ud over ovenstående artikler, ligger selskabet inde med endnu ikke offentliggjorte manuskripter skrevet af blandt andet Jytte Nielsen, Laus Klüwer og Ove Gibskov.

11. Min musikuddannelse, ved Erik Kiørbye.

For mig, som aldrig har gået i skole på Refsnæs, var det en stor oplevelse at deltage i Blindehistorisk Selskabs 25-års jubilæumsfejring d. 25. og 26. november 2019. Jeg fik en tydelig fornemmelse af den begejstring ved at spille sammen, som i gamle dage herskede der og på blindeinstituttet. Da jeg i første halvdel af 1970-erne begyndte at deltage i de årlige musikerkurser, først og fremmest for organister, blomstrede musiklivet stadig på Tutten, og som jeg sagde i min lille tale på jubilæumsfesten, er det trist, at de synshandicappede børns inklusion i folkeskolen har fået musikudfoldelsen blandt de unge mennesker til at tørre ind.

I det følgende vil jeg fortælle om min egen helt anderledes tilgang til et liv som musikmenneske: – Tidligere numre af nyhedsbrevene har bragt artikler, hvori jeg har fortalt om mit usædvanlige øjenbehandlingsforløb.

Min mor havde i sin ungdom spillet en del klaver, og som lille dreng sad jeg mange gange på skødet af hende og sang af hjertens lyst børnesange, mens hun spillede. Min ældre bror Niels Jørgen kom i gang med at gå til spil hos en lokal “klaverfrøken”; men nogle år senere startede jeg som ni-årig i februar 1941 hos Jette Thikøb på Folkemusikskolen, som lå i Guldsmedgade midt i Århus. Mor fulgte mig derind, først med sporvognen og efterhånden også en del på cykel. Min første nodebog, som havde et fint billede af en række klavertangenter på forsiden, hed ”Så begynder vi”. Nr. 2-hæfte indeholdt en del menuetter og andre småstykker, skrevet eller samlet af en mand, der hed Frey.

Det gik godt, indtil sporvognene blev schalburgteret i sommeren 44. både derfor og pga. den almindelige krigsusikkerhed, var det ikke så lige til at bringe mig frem og tilbage til min halve times klaverundervisning hver uge. Men heldigvis blev der samtidig ansat en ung, nyuddannet klaverpædagog på Folkemusikskolen. Hun boede i Risskov hos sin onkel, som var læge på sindssygehospitalet, så det blev aftalt, at hun skulle kom hjem til os efter skoletid om lørdagen og give mig klaverundervisning. Hun hed Johanne Madsen Mygdal og var datter af den tidligere statsminister af samme efternavn.

Det var en fin ordning, som holdt et år; men da var grænserne jo igen blevet åbnet, og så rejste hun på studieophold i USA, og jeg vendte så tilbage til Jette Thikøb og blev hos hende de næste to år. Efter krigen blev der produceret nye sporvogne, som, så vidt jeg husker, blev indsat i sommeren 45, og vi børn tilbragte flere timer ved Marienlund-endestationen lige ved indgangen til skoven for at beundre de nye sporvogne.

Jette Thikøb gjorde meget for at styrke min interesse for musik, selv om jeg ikke ved, om hun gjorde det for at styre mig imod at vælge musik som min levevej. Bl. a. arrangerede hun en foredragsrække om Chopin, som jeg deltog i. Vi snakkede en del om en idé, jeg havde fået, om at spille cello. ”Hvis du spiller cello, har du sikret din aftenkaffe for al fremtid; for folk, som holder af at spille kammermusik, er altid på jagt efter en, der kan spille cello,” sagde hun til mig. Det var dog først, da min søn Thomas kom i gang med instrumentet, at jeg oplevede at have en cello indenfor husets fire vægge!

De første år gik det godt fremad med mit klaverspil. Jeg kunne ikke læse noderne på nodepulten, mens jeg spillede, så jeg måtte lære det hele udenad. jeg sad så i hjørnestolen med godt lys enten fra vinduerne eller fra en stålampe, og når jeg havde lært et lille stykke, gik jeg til klaveret og prøvede, om det sad fast; ellers måtte jeg tilbage til hjørnestolen igen. Sådan var min arbejdsproces gennem alle årene, så længe jeg kunne se noderne.

Som sagt gik det de første 4-5 år udmærket; men i begyndelsen af puberteten var der en periode, hvor jeg meget hellere ville være ude sammen med de andre fra vejen. Men så i 2. eller 3. mellem blev jeg forelsket i min klassekammerat Karen Søgaard, som jeg i øvrigt havde kendt længe fra privatlivet. Karen var en dygtig pianist, som bl.a. spillede til pigernes gymnastik. I min sammenhæng var Tjajkovskijs b-mol-klaverkoncert, og dén måtte jeg også i gang med. Det gik Jette Thikøb ind på, og jeg blev også kastet ud i Beethovens første klaversonate; jeg kunne dog ikke leve op til, at Karen spille Appasionata!

Min skole havde købt – eller ladet bygge – et lejrhus ved Saksild strand. Engang i eftersommeren 46 fik vores klasse bevilget en weekend-tur, og på denne tur havde jeg en af mine drengeårs helt store åbenbaringer: Gennem hele min barndom var det mit brændende ønske at få en harmonika; men det blev kun til en mundharmonika, som jeg blæste i på livet løs. Kaj Aage i klassen havde en harmonika, som en anden af drengene lovede at bære på turen til Saksild, hvor Karen efter aftale skulle spille på den; men det meste af tiden, var det mig, der trakterede den. Den var ikke ret stor, havde kun to rækker melodiknapper, C-dur og F-dur, og kun ganske få basknapper; men hvor jeg dog nød at spille på den!

Jette Thikøb ledede et børnekor, som opførte arrangementer af diverse musikdramatiske værker. Det havde Karl Bjarnhof, som på den tid var kommet i gang med sit radioarbejde, opdaget, og han sørgede for, at der blev lavet udsendelser med Jette Thikøbs børn. En dag spurgte hun mig, om jeg ikke kunne have lyst til at få besøg af ham, og det blev en meget spændende dag. Efter at vi havde drukket kaffe, blev Bjarnhof og jeg anbragt overfor hinanden og døren mellem stuerne lukket. Han skulle lige have et askebæger, så han kunne kæderyge sine cigaretter, og så spurgte han mig, hvad jeg ville lave, når jeg blev voksen. Jeg fik knap nok begyndt at svare ham, før han startede en ustandselig enetale om sig selv. Men jeg lærte meget om det at være blind.

Niels Viggo Bentzon.

I stedet for cello kom jeg for alvor i gang med at spille ”rigtig” violin hos en anden af musikskolens lærere; men jeg havde svært ved at stryge lige, så min begejstring for instrumentet kølnedes igen, og efter et års undervisning blev violinen igen lagt på hylden, hvor den blev liggende, indtil den blev afskaffet – solgt? I stedet blev der startet et harmonilærehold på 6 deltagere, hvoraf de fire dog faldt fra i løbet af forholdsvis kort tid; som lærer fik vi Niels Viggo Bentzon.

I mellemtiden var Madsen-Mygdahl efter sommerferien 47 vendt tilbage til musikskolen fra sine videregående studier, så jeg blev igen tillagt hende, hvor jeg blev, til hun i efteråret 50 flyttede til København. Da jeg efterhånden spillede forholdsvis komplicerede sonater, blev det besluttet, at jeg flyttede til Niels Viggo Bentzon, som jeg kendte godt fra harmonilæreholdet, og vores samarbejde, både teori og klaverspil, fortsatte i nogle år. Efterhånden faldt også min sidste teorikollega fra, så jeg fik enetimer både i harmonilære og Palestrina-korstil.

Niels Viggo Bentzon var i øvrigt et kapitel for sig. Folkemusikskolen havde en overbygning, som hed Jysk Musikakademi, og som forberedte folk til at gå til eksamen som professionelle musikere. I 1944 blev Bentzon lærer ved denne gren af musikskolen, og han og hans kone flyttede ind i et ganske stort og veludstyret havehus, som hans onkel overlæge Bentzon på ortopædisk hospital netop havde ladet bygge på en tom grund skråt overfor, hvor jeg boede. Vi unge mennesker på vejen var i 44-45 netop ved at komme i den alder, hvor vi jævnligt bare stod og snakkede ude på vejen, og vi havde stor fornøjelse af at lytte til Niels Viggos mange daglige timers øvning på sit flygel.

En dag, da jeg kom ned til musikskolens hoveddør, stod tre-fire af lærerne og kiggede ud i Guldsmedgade, hvor Niels Viggo kørte frem og tilbage på en cykel, og hver gang han trådte med det højre ben, råbte han ”a-av!” Han havde fået en byld på højre balle.

N.V.B. var ikke noget pædagogisk talent, i hvert fald ikke i min sammenhæng; men han var selvfølgelig et meget spændende musikmenneske, og jeg var meget glad for timerne hos ham, ikke mindst teoriundervisningen havde jeg stort udbytte af. Jeg havde forskellige tanker om, hvad jeg ville lave, når jeg blev voksen; men i løbet af min gymnasietid på Århus Katedralskole blev det klart for mig, at jeg måtte gå musikvejen. Den beslutning hang ikke mindst sammen med inspirationen fra min musiklærer Johannes Nørgård, som foruden gymnasieundervisningen også underviste på universitetets musikfakultet og konservatoriet, og så var han organist ved en århusiansk omegnskirke. Jeg sang – selvfølgelig – med i skolens kor, som blev slået sammen med konservatoriekoret og sangere fra universitetet, og sammen nåede vi i mine tre gymnasieår at opføre Johannes Brahms’s “Ein Deutsches Requiem”, og J. S. Bachs Johannespassion, Juleoratorium og kantaten “Ich hatte viel Bekümmernis”. Når jeg sang i kor, kunne jeg ikke følge med i noderne, så jeg lærte det hele udenad; heldigvis var jeg udstyret med en vældig god hukommelse.

På grund af teoriundervisningen hos Benzon gik der et par år, før jeg kom med i den del af undervisningen på Universitetet, og de første fire år frem til organisteksamen i 1955 var det denne del af min uddannelse, jeg vægtede mest. Jeg startede med Nørgaard som orgellærer; men på grund af hans sygdom havde jeg det sidste år før organisteksamen prof. Aksel Andersen som orgellærer. De næste tre år fik jeg orgelundervisning af domorganist Georg Fjelrad, og i den periode oplevede jeg noget helt enestående: i 1957 gik jeg til orgeldiplomeksamen – en koncertspilsprøve. Natten før prøven kunne jeg ikke sove, så min Mor gav mig en sovepille, en rest fra engang, da jeg var syg. Da jeg næste formiddag skulle spille, følte jeg mig helt ved siden af mig selv, og så meget kiksede for mig, at Fjelrad og censor Mogens Wøldike gav mig ganske uhørt lov til at prøve igen næste år, hvor jeg fik udmærkelse. Om eftermiddagen efter den fatale formiddag var jeg helt på toppen, da jeg gik til kantor-, korledereksamen.

I 1950-erne dukkede de første spolebåndoptagere op på markedet. Et halvt år før min organisteksamen i 1955 fik jeg en båndoptager, som var monteret i en fiberkuffert, så jeg kunne tage den med mig og lave optagelser af mit spil, så jeg hjemme kunne kontrollere, hvad jeg lavede. Jeg tog den også med til forelæsningerne på universitetet, og så kunne jeg i ro og mag lave notater, når jeg kom hjem.

I 1956 fik jeg besøg af blindekonsulent Kaj Thor, som sørgede for, at jeg blev medlem af blindesamfundet. Desuden skaffede han mig en af de Tandberg-båndoptagere, som DBS dengang uddelte blandt medlemmerne. Det lyder lovlig luksuriøst, at jeg havde to båndoptagere; men jeg havde rigeligt brug for dem begge. Blandt mine studiekammerater blev jeg nærmest betragtet som et orakel på området, så jeg blev i de følgende år flittigt spurgt til råds om, hvad de skulle købe! Da jeg i 1960 fik min magisterkonferens, blev jeg interviewet af en medarbejder fra spolebåndsproducenten BASF’s fagblad om, hvor stor glæde jeg havde haft af at bruge deres spolebånd.

Med orgelspillet i centrum kom mit klaverspil, som i en årrække havde stået mig nær, efterhånden til at træde noget i baggrunden, og min kontakt med Niels Viggo Benzon stoppede i 1954.

Når man studerer på universitetet, ligger det jo i hele sagens natur, at man læser en masse; men det kunne jeg ikke uden videre gøre. Ganske vist trådte mine forældre til med højtlæsning. Min far var sproglærer med tysk og engelsk som fag, og min mor var hjemmegående, så hun kunne læse danske tekster højt for mig, mens Far tog sig af det udenlandske. Ganske naturligt havde de dog ikke ubegrænset tid til højtlæsning for mig; men det problem fik jeg løst derved, at en række af mine studiekammerater på skift kom hjem til mig og læste mangt og meget, navnlig fremmedsprogede bøger højt. Selv om de i mange tilfælde selv havde direkte brug for det, de læste højt for mig, blev det i årenes løb til en imponerende kammeratlig indsats.

En helt særlig indsats vil jeg nævne: Jeg skulle skrive et såkaldt speciale, hvis emne var orgel- og cembalomusik af en italiensk organist ved navn Frescobaldi fra første halvdel af 1600-tallet. Der var netop lavet en ny udgave af denne musik på i alt fem hæfter, og dette materiale indspillede en af mine kammerater, Kirsten Rabæk Knudsen, på klaver på spolebånd, i alt 12 timer. Da jeg senere arbejdede med musikken sad jeg med godt lys og så i noderne mens Kirstens bånd spillede. Det lykkedes mig faktisk på den måde at få lavet et speciale, som oven i købet fik ros! og d. 19. november 1960 havde jeg min universitetseksamen i hus.

Derefter trængte jeg for alvor til at komme i gang med at spille orgel, så jeg skrev til den dengang meget kendte blinde organist Helmuth Walcha, om jeg måtte komme på studiebesøg hos ham. Walcha var orgelprofessor ved konservatoriet i Frankfurt am Mei n. I sit svar til mig tilbød han, at jeg i forårssemestret 61 kunne blive indskrevet som studerende på konservatoriet, med ham som lærer, og det tog jeg med tak imod. Jeg sendte ham en liste over, hvad jeg havde spillet – først og fremmest værker af J. S. Bach – og han valgte nogle stykker fra listen plus nogle andre stykker, som vi aftalte, at jeg skulle have parat, til jeg kom ned til ham. Derfor havde jeg voldsomt travlt de første tre måneder af året, hvor jeg gik til undervisning hos Fjelrad, så han kunne give mig den første afpudsning af repertoiret. Han var heldigvis ikke spor stødt over, at han kun skulle gøre mig klar til undervisningen hos en anden lærer!

I 1961 havde jeg stadig et rimeligt orienteringssyn, så jeg kunne færdes til fods rundt i Frankfurt. Alligevel krydsede jeg en dag åbenbart en gade så tilpas hasarderet, at jeg blev indhentet af en mand, som skældte mig ud, fordi jeg gik uden blinde-armbind, så andre trafikanter ikke kunne vide, at jeg så dårligt. Hjemme i Danmark havde jeg ikke været vant til at sikre mig på den måde; men det fik mig til at opsøge det lokale blindesamfundskontor, hvor en dame ret modvilligt solgte mig et armbind, som jeg så brugte resten af min tid i Tyskland.

Snarest muligt efter min ankomst til Frankfurt meldte jeg mig på konservatoriets kontor, hvor jeg var ventet, og jeg kom så til min første time hos Walcha ved koncertsalens store orgel. Jeg havde valgt udelukkende at spille værker af J. S. Bach, og jeg havde hjemmefra sørget for at indstudere en række stykker fra den liste, som W. havde sendt til mig. Det viste sig straks, at nok havde jeg lært det hele udenad; men i det forløb havde der indsneget sig en del huskefejl, så aftalen blev, at jeg også fik timer hos Walchas assistent, som hed Köhler, og som var blind ligesom sin chef. Han havde et godt lille to-manualers orgel med pedaltaster i en stue, så det var rigtig hyggeligt at besøge ham privat, når jeg var til undervisning, som først og fremmest bestod i, at han rettede de fejl, som hans fine ører opfangede, når jeg spillede for ham. Det hændte dog, at der smuttede fejl gennem kontrollen, og jeg kan stadig høre Walchas forargede stemme sige: ”Sie müssen doch korrekt spielen”, når jeg var til time hos ham.

Selv om Walcha var blind, kunne han ikke læse punktskriftsnoder. Hans indstudering af nye stykker foregik på den måde, at hans kone spillede nogle få takter af hver enkelt stemme i en sats igennem to gange; så repeterede W. det, han lige havde hørt, og satte efterhånden stemmerne sammen til helheden, hvorefter proceduren gentoges i næste afsnit. Desuden lærte vi en særlig øveteknik, som han havde udarbejdet som blind; men hans normaltseende elever blev også sat til at bruge den: Når vi øvede et stykke, skulle vi skiftevis synge en af stemmerne samtidig med, at vi kun spillede de andre stemmer. Den arbejdsmetode giver et meget indgående kendskab til det, man spiller. Min kone husker tydeligt, navnlig fra de første år, vi boede under samme tag, at jeg øvede mig på den måde.

Samtidig med mig var der også flere andre udlændinge som elever hos ham; jeg husker navnlig en mand fra Sydafrika; men jeg var den eneste synshandicappede, både blandt os fra udlandet og de tyske orgelstuderende. Walcha tog sig slet ikke af kirkespillet, som var lagt i hænderne på to andre lærere: den ene underviste i katolsk kirkemusik, og den anden tog sig af den protestantiske. Konservatoriet havde to små orgler, som var til rådighed som øveinstrumenter for os studerende. Dem benyttede jeg jævnligt om aftenen, og jeg har stadig lyden af en rengøringsdames stemme, når hun smed mig ud med forkyndelsen: ”Feierabend”.

Semesteret sluttede med en koncert, hvor i hvert fald alle vi gæstestuderende spillede. Om der var tyskere med ved den lejlighed, kan jeg ikke huske. Koncerten blev afviklet, ganske kort før min hjemrejse. Da var min sukkersyge blomstret kraftigt op igen, og jeg har stadig W.s velmente beklagelse af min situation: ”Armer Mann” klingende i min hukommelse.

Hjemmefra var jeg vant til at gå meget, så den vane fortsatte jeg med i Frankfurt. Afstanden mellem Fritz Tarnauheim, hvor jeg boede, og konservatoriet, var på ca. tre kvarters gang; men jeg brugte også jævnligt byens sporvogne både dér og til andre mål. Bl.a. gik jeg til en del operaforestillinger og koncerter, hvor det var aften, når jeg skulle hjem. Mange af de ture, jeg foretog, var med mit dårlige syn temmelig hasarderede; men jeg klarede skærene uden uheld. En af de markante koncerter, jeg overværede, var med ”The London Symphony Orchestra”. Man sagde, at det var første gang efter anden verdenskrig, at et engelsk orkester turnerede i Tyskland. Et af koncertens hovedværker var Beethovens Skæbnesymfoni, som vakte enorm begejstring.

Ved en anden koncert hørte jeg Fischer Dieskau synge Gustav Malers ”Lieder eines fahrenden Gesellen”. Trods en forkølelse klarede han koncerten fint; men man fortalte, at han snød de evige autografjægere ved at forlade koncerthuset ad en bagdør; i øvrigt var han tæt hyldet i flere halstørklæder.

Ind imellem mit travle orgelarbejde havde jeg selvfølgelig lyst til at lege turist, og jeg så mig om både i Frankfurt og på nogle ture ud i landet. ”Se og se!” Det var trods alt begrænset, hvad jeg kunne se i de fremmede omgivelser; men jeg gjorde forestillingen som turist. Jeg havde flere større rejseplaner. Bl.a. overvejede jeg at besøge Strassbourg, men opgav tanken igen, fordi det ville blive for omfattende et projekt.

Selv om jeg ikke kunne komme i banken og hæve penge pinselørdag, rejste jeg dog til Heidelberg.

Lige inden hjemrejsen 2. pinsedag om eftermiddagen sad jeg på banegårdsrestauranten for at få lidt mad; men inden jeg kunne bestille noget, talte jeg de sørgeligt få mønter i min pung. Der oplevede jeg for første og eneste gang at få almisse; for idet en lille familie med en halvstor datter gik forbi mig, lagde hun en halv snes D.Mark på bordet foran mig!

Slutteligt må det være nødvendigt, at jeg kort gør rede for min tilgang til punktskriften:

I efteråret 1950 kom jeg i kontakt med århusianeren Marinus Ørskov, som underviste folk i at læse punktskrift. Jeg husker ikke mere, hvordan kontakten kom i stand; sandsynligvis var mine forældre og jeg blevet klare over, at det ville være nødvendigt, at jeg ikke kun kunne stave mig gennem sortskrevne tekster. – læs om Ørskov i Poul Lüneborgs bog “De blinde pionerer”. Ø.s teknik var den, at han hver dag gennem det meste af et år sendte mig et brev, hvor han skrev noget punktskrift, hver gang med lidt nyt. Mine fingre har stadig følelsen af det første brev, hvor han gav mig bogstaverne a b c d, plus det første ord: bad. Det fyrstelige honorar for hele kurset var 200 kroner, og dengang betalte man 4 øre for et brev med punktskrift, så selv med datidens priser blev Ørskov og hans kone ikke millionærer af hans undervisning.

Jeg besøgte de to, inden kurset startede, og ved den lejlighed så jeg for første gang forskellige blindehjælpemidler, og Ørskov sørgede for, at bladet Budstikken blev tilsendt mig. Jeg fik også fat på en musikhistorie i punktskrift; men ellers var der kun lidt faglitteratur til rådighed.

Det var først efter at jeg var flyttet til Esbjerg, det blev klart for mig, at jeg var nødt til at lære blindenodeskrift, og der gik en del år, før jeg blev rigtig dygtig til at bruge punktnoderne. Alligevel blev jeg bedt om at være blindesamfundets repræsentant ved de internationale møder, hvor man planlagde en udgave af nodesystemet, som skulle gælde over hele verden, og i 89 var jeg for første gang i Schweiz til en sådan kongres sammen med områdets ekspert på Statens Trykkeri For Blinde, Leif Haahl. Siden har jeg på den konto været til flere møder: både herhjemme, endnu en gang i Schweiz, i Southend ved den engelske kanal og i Marburg i Tyskland. Da regelsamlingen var blevet trykt og udgivet på engelsk i USA, blev det mit job at sørge for, at bogen blev oversat og trykt på dansk, både ved at finde en oversætter og skaffe den nødvendige økonomi. Det er vemodigt at tænke på, at Nota i dag kun har lejlighed til at udgive få nodebøger, efter at Danmark forhen var storproducent af braillenoder.

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger.

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 eller mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Tlf. +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th.

4200 Slagelse

Mobil +45 25 53 82 43

Mail: fohlmann@stofanet.dk

Nyhedsbrev Februar 2008

Danmarks Blindehistoriske Selskab Nyhedsbrev nr. 1, februar 2008

Indholdsfortegnelse: 1. Redaktionelt 2. Bestyrelsens navne og adresser 3. Indkaldelse til selskabets ordinære generalforsamling 4. Årsberetning 2007-2008 5. Regnskab for Danmarks blindehistoriske selskab 2007 6. Finale

1.  Redaktionelt

Velkommen til den nye udgave af Nyhedsbrevet. Bestyrelsen håber, at vore læsere alle er kommet godt ind i det nye år, hvor vinteren så sandelig ikke har belastet os med frost og kulde. Indtil nu i hvert fald. Det er trods alt dejligt, og man føler, at foråret er lige om hjørnet. Denne gang drejer bladets indhold sig kun om den kommende generalforsamling på Fuglsangscentret søndag den 30. marts 2008 og bemærk venligst, at der, som traditionen byder, ligeledes er et arrangement dagen før - nemlig om lørdagen den 29. marts. Herom senere. Hvis du ønsker at læse selskabets vedtægter, findes de i Nyhedsbrev nr. 2, juli 2007. Bestyrelsen gør opmærksom på, at generalforsamlingen allerede blev varslet og indkaldt i Nyhedsbrevet, der udkom i november 2007.

1.  Bestyrelsens navne og adresser

Hans Erik Olsen, formand, Holmebækhuse 14, 4681 Herfølge. Tlf. 56 21 75 86. Mail: hans.e.olsen@blindsigtmail.dk Arne Krogh, kasserer, Abildgårdsvej 16, 2. th. 2830 Virum. Tlf. 45 85 94 19. Mail: abkrogh@mail.dk. Kurt Nielsen, næstformand, Bakkedraget 29, 3460 Birkerød. Mail: kurt.nielsen@pc.dk Karsten Ahrens, redaktør af nyhedsbrevet, Højvangen 15, 4470 Svebølle. Mail: karsten.ahrens@webspeed.dk Elin Andreasen, sekretær, Spøttrupvej 5, st. tv. 2720 Vanløse. René Ruby: 1. suppleant. Mail: rene.ruby@mail.dk Lars Bang Andersen, 2. suppleant. Mail: larsbangand@hotmail.com

1.  Indkaldelse til selskabets ordinære generalforsamling

Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling søndag den 30. marts 2008 på Fuglsangcentret i Fredericia Generalforsamlingen starter kl. 10.00 og forventes afsluttet ca. kl. 12.30. Bestyrelsen foreslår følgende dagsorden.

1.  Mødet åbnes og godkendelse af dagsorden.
2.  Valg af stemmetællere og dirigent.
3.  Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2007.
4.  Årsberetning.
5.  Fremlæggelse af det reviderede regnskab.
6.  Fastsættelse af kontingent.
7.  Valg af: A. Formand, (for 2 år). Hans Olsen ønsker genvalg. B. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer (2 år). Karsten Ahrens og Kurt Nielsen ønsker begge genvalg. C. 2 suppleanter. D. 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant.
8.  Forslag. Eventuelle forslag skal være bestyrelsen i hænde, senest 8 dage før mødet.
9.  Eventuelt.

Arrangementet starter dog allerede lørdag den 29. marts med følgende program. Kl. 17.00: Ankomst og indkvartering. Kl. 18.00: Festmiddag. Kl. 20.00: Fortæller Willy Egemose om musikeruddannelsen Før og nu.

Senere på aftenen skal vi overvære en live-koncert med kompositioner af Ernst Bruun Hansen, der var lærer ved instituttet.

Søndag den 30. marts: Kl. 07.30-09.00: Morgenmad. Kl. 10.00-12.30: Afvikling af generalforsamlingen. Kl. 12.30: Frokost. Kl. 13.30: Afrejse.

Hele arrangementet vil koste 350 kr. inkl. festmiddag. (Drikkevarer er for egen regning).

Hvis du kun ønsker at deltage i generalforsamlingen søndag, koster det 55,00 kr. for formiddagskaffe og frokost.

For at du har stemmeret skal årskontingentet, der udgør 150 kr., være betalt inden generalforsamlingen starter.

Vi råder over 29 værelser og 40 pladser, så hvis vi bliver mange, kan det blive nødvendigt, at dele værelse med en anden.

Tilmelding, der er bindende, skal ske senest den 1. marts til: Hans Olsen, Telefon: 56 21 75 86 E-mail: Hans.e.olsen@blindsigtmail.dk.

Ved tilmeldingen bedes du af hensyn til Fuglsangcentret oplyse navn, adresse, cpr-nr., om du ønsker allergiværelse, medlem af DBS, diabetiker, vegetar, spiser diætkost eller medbringer førerhund.

Der ydes ikke refusion af rejseudgifter.

Vel mødt den 29-30. marts.

På bestyrelsens vegne Hans Olsen, formand.

1.  Årsberetning 2007-2008

2.  Indledning. Nærværende årsberetning fra bestyrelsen i Danmarks Blindehistoriske Selskab omhandler selskabets aktiviteter og initiativer i perioden fra den ordinære generalforsamling i Danmarks Blindehistoriske Selskab 2007 og frem til afholdelse af bestyrelsesmøde d. 21. januar 2008. Supplerende oplysninger og kommentarer vil blive givet mundtligt under behandlingen af beretningen på generalforsamlingen, 30. marts 2008. Dette er bestyrelsens beretning, som er blevet udsendt i selskabets nyhedsbrev nr. 1, 2008.

3.  Medlemsoplysninger Medlemstallet er pr. 21. januar 2008 opgjort til 138. Det betyder i forhold til sidste år en tilbagegang på 16 medlemmer, men vi må trods nedgangen stadig sige, at selskabet er blandt de største i Dansk Blindesamfund, men vi må alle gøre en indsats for at få flere med, så medlemstallet igen kommer højere op. Vi har fra bestyrelsen prøvet at gøre opmærksom på vores eksistens gennem vore meddelelseskanaler nemlig selskabets nyhedsbrev og Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Og vi kan da sige, at det har båret frugt, idet der i hvert fald er kommet to nye ansigter til medlemskredsen fra årsskiftet.

4.  Nøgletal om økonomien Indtægter: 79.086,81 kr. Udgifter: 19.926,90 kr. Årets Overskud: 59.159,91 kr. Egenkapital 1. januar 2007: 57.369,32 kr. Plus årets overskud: 59.159,91 kr. Egenkapital pr. 31. december 2007: 116.529,23 kr.

Vi kan således glæde os over, at Danmarks Blindehistoriske Selskab fortsat har en sådan økonomi, der sikrer en betryggende baggrund for selskabets drift, og at de samlede beholdninger kan sikre dækning af eventuelt kommende uforudsete udgifter.

1.  Generalforsamlingen 2007 Generalforsamlingen fandt sted søndag, den 18. marts 2007 på Fuglsangcentret. Der var fremmødt i alt 32 stemmeberettigede medlemmer. En nedgang i antallet af deltagere på 9, i forhold til generalforsamlingen 2006, så også her må vi blive bedre til at gøre opmærksom på, at vi eksisterer, og ønsker at se rigtig mange nye ansigter i forsamlingens midte. På generalforsamlingen 2006 stillede Elin Andreasen op til formandsposten, og i fuld forståelse bestyrelsen imellem, blev der truffet aftale om, at Hans Olsen til generalforsamlingen 2007, ønskede at blive opstillet som bestyrelsens formandskandidat. Forsamlingen fulgte bestyrelsens anbefaling og bestyrelsen har det sidste år haft følgende sammensætning: Formand Hans Olsen. Kasserer, Arne Krogh. Ordinære bestyrelsesmedlemmer, Elin Andreasen, Karsten Ahrens og Kurt Nielsen. 1. suppleant: René Ruby. 2. suppleant: Lars Bang Andersen. Revisorer: Svend Thougaard og Edith Nygaard. Revisorsuppleant: Henning Eriksen.

2.  Bestyrelsens arbejde og samarbejde Efter valget på generalforsamlingen blev bestyrelsens sammensætning og konstituering således: Formand: Hans Olsen. Næstformand: Kurt Nielsen. Kasserer: Arne Krogh. Bestyrelsesmedlem og redaktør af nyhedsbrevet: Karsten Ahrens. Bestyrelsesmedlem og sekretær: Elin Andreasen. 1. suppleant: René Ruby. 2. suppleant: Lars Bang Andersen. Bestyrelsen har afholdt i alt 5 møder. Afvikling af mødernes dagsorden har været konstruktiv og har været optaget af de aktiviteter, som Danmarks Blindehistoriske Selskab har igangsat og afviklet. Der henvises til uddybende bemærkninger under punkt 7. Lars Bang Andersen meddelte på vores møde den 21. januar, at han ikke længere kunne afse tid til arbejdet i bestyrelsen, og derfor vil vi i denne beretning benytte lejligheden til at sige Lars tusind tak for et godt og loyalt samarbejde.

3.  Nyhedsbrevet Selskabets nyhedsbrev er udkommet 3 gange i år, med meget interessante og spændende artikler. Bestyrelsen vil i den forbindelse gerne have lov at sige selskabets medlemmer tak for indsendte bidrag. I Danmarks Blindehistoriske Selskab følger vi stadigvæk det princip, at udgivelsen skal udkomme samtidig på medierne: Sort, punkt, cd og E-post. Dette har selskabet til fulde kunnet leve op til. Da vi i bestyrelsen gennem mange år har været klar over hvilket arbejde Synscenter Refsnæs har lagt i produktionen af nyhedsbrevet, har vi gennem de sidste af slagsen, opfordret vores medlemmer til at benytte sig af muligheden af, at kunne modtage det via E-post. Vi kan med glæde oplyse, at 49 nu modtager det elektronisk, og 14 har valgt at modtage det på cd, en produktion som vi selv i bestyrelsen forestår. Endelig skal vi minde om, at Synscenter Refsnæs vederlagsfrit har produceret og udsendt nyhedsbrevet, og betalt portoen, gennem mange år. Det siger vi tak for og håber, at det meget positive samarbejde kan fortsætte fremover.

4.  Aktiviteter og initiativer. A. Besøg i Blindehistorisk Museum og hos Hans Rasmussen. Fredag, den 21. september 2007 deltog 16 af selskabets medlemmer i vores arrangement, som var kommet i stand ved et samarbejde med Blindehistorisk museums leder Mogens Bang, museets kustode Henning Eriksen og EDB-programmør ved Blindeinstituttet i Hellerup, Hans Rasmussen. Vi må heller ikke glemme instituttet, der var vært med kaffe/the og brød. En gestus, som vi fra selskabet siger tusind tak for. Vi blev delt op i 2 hold, så det ene først hørte om blindes brug af computeren, mens det andet hold fik en meget spændende rundvisning i museets lokaler, som råder over godt 5.000 registrerede blindehistoriske effekter. Arrangementet afsluttedes med en fællesspisning på Esthers i Hellerup.

B. Digitalisering af lydsamlingerne Det er glædeligt at kunne konstatere, at bevarelsen af mange blindehistorisk værdifulde lydoptagelser nu er sikret og konverteret til digitalt format. Hans Olsen er primus motor i løsningen af denne opgave. Det skal her også nævnes, at Børge Pedersen, Præstø, og Henrik Olsen, Østerbro, har påtaget sig at være selskabet behjælpelig med dette arbejde, og vi har i årets løb modtaget ca. 60 optagelser digitaliseret af Børge og Henrik, hvilket der skal lyde dem en stor tak for. Desuden har vi modtaget optagelser fra andre, og selskabet kan glæde sig over, at også ikke-medlemmer leverer materiale til digitalisering. Vi har forgæves forsøgt at få de pågældende til at melde sig ind, men det er ikke lykkes endnu.

C. Temaudgivelsen Danmarks Blindehistoriske Selskab har gennem et par år skrevet i vores beretning, at vi har planlagt en temaudgivelse i anledning af særforsorgens udlægning i 1980, men at arbejdet er blevet forsinket, da et par af indlæggene manglede at blive skrevet. Vi har fra bestyrelsens side flere gange rettet henvendelse til skribenterne uden held, og har nu besluttet, at de artikler der ligger færdig, skal udsendes, da de har en så faglig og historisk kvalitet, og vi har indledt forhandlinger med forskellige parter, og håber allerede i den mundtlige del af beretningen på generalforsamlingen, at kunne komme med yderligere information i denne sag.

D. Lukningen af Blindehistorisk Museum Det var med chok, at vi fra Blindehistorisk Museums leder, Mogens Bang, fik besked om, at instituttets ledelse på et møde først i januar 2008 har besluttet at museets lokaler skal være ryddet den 1. juli. Vi fra bestyrelsen har ført en tæt korrespondance med både Mogens Bang og Henning Eriksen, i denne meget beklagelige, og for instituttet pinlige sag, og så netop i 150-året for åbningen af Blindeinstituttet. Denne åbne og ærlige korrespondance siger vi naturligvis både Mogens og Henning tak for, og med denne i hånden, har vi rettet henvendelse til Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg, hvori vi beredvilligt stiller vores kræfter til rådighed ved at medvirke til museets redning, men har i skrivende stund endnu ikke hørt fra forretningsudvalget i denne sag. Det har i selskabet været nævnt før, men på Synscenter Refsnæs er de blindehistoriske samlinger, der ikke engang er registrerede, pakket ned i 170 flyttekasser. Vi fra bestyrelsen håber naturligvis ikke, at det samme vil ske med den blindehistoriske samling på instituttet.

E. Overdragelse af aktiver fra Dansk Blindesamfunds Amatørteater Efter 61 års eksistens, besluttede Dansk Blindesamfunds Amatørteater i januar 2007, på to på hinanden følgende generalforsamlinger, at opløse teatret, hvilket vi skal beklage meget dybt. På disse generalforsamlinger traf de tilstedeværende medlemmer beslutning om, at alle aktiver skulle overdrages til Danmarks Blindehistoriske Selskab, hvilket der skal lyde amatørteatret en stor og velment tak for. Aktiverne udgjorde i økonomi 26.984 kr., samt 81 datbånd med optagelser af teaterforestillinger, som vi skal i gang med at digitalisere. I forbindelse med denne overdragelse har der været ført en del korrespondance med Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg om ejerforholdet, og disse brevudvekslinger har den 5. februar ført til at vi fra forretningsudvalget har modtaget en skriftlig accept på det forslag, som vi stillede om, at lade de økonomiske midler gå til aktivt at forsøge at redde Blindehistorisk Museum. Men i skrivende stund har der ikke mellem selskabet, Dansk Blindesamfund og Blindehistorisk Museum, været afholdt nogle møder.

F. Afholdelsen af årets generalforsamling Siden marts 2007, har det været besluttet, at generalforsamlingen i Danmarks Blindehistoriske Selskab skal afholdes den 30. marts 2008 på Fuglsangcentret. Det var derfor med stor forbavselse, at vi i medlemsbladet kort før nytår kunne læse, at der afholdes landsmøde i Dansk Blindesamfund, netop i det tidsrum. Da Danmark jo stort set ligger stille i julen, kunne vi først den 2. januar rette henvendelse til Fuglsangcentret, hvor vi gjorde dem opmærksom på, at vi havde underskrevet en kontrakt med dem om, at vores generalforsamling skulle afvikles samtidigt. De henviste til Dansk Blindesamfunds hovedkontor, og vi kontaktede telefonisk direktøren, som ikke kendte til denne aftale, men han ville undersøge det, og vende tilbage. Vi har netop fået bekræftet, at vi har de bestilte værelser til rådighed, så også på dette punkt, må vi sige, at samarbejdet mellem selskabet og Dansk Blindesamfund har fungeret godt.

1.  Afsluttende bemærkninger Denne beretning er ved at være til ende, og vi har fra bestyrelsen gjort os de største anstrengelser for at tegne et billede af de sager, vi har haft på bestyrelsesmødernes dagsorden i det forløbne år. Denne beretning vil selvsagt blive uddybet nærmere i den mundtlige del, der foregår på Fuglsangcentret den 30. marts 2008, så der er al mulig grund til at møde op denne dag. Fortæl så mange du kender om selskabet, for det er en af de veje vi skal gå, for at medlemstallet kan vokse.

På gensyn til selskabets generalforsamling.

Bestyrelsen.

1.  Regnskab for Danmarks blindehistoriske selskab 2007

Egenkapital 1. januar 2007 57.369,32

Udgifter: Bestyrelsesmøder 3.557,00 Kontorhold 431,25 Revisionsmøde 24.januar 2007 151,65 Nyhedsbrev 325,00 Bankbogsblad 10,00 Gebyr 312,00 Generalforsamlingen på Fuglsangcentret 17.-18. marts 14.430,00 Hshs. 450,00 Arrangement på Tutten 260,00 Udgifter I alt 19.926,90

Indtægter: Kontingent 20.700,00 Resttilskud fra Dansk Blindesamfund 400,00 Generalforsamling, Deltagerbetaling 11.015,00 Tilskud fra Dansk Blindesamfund 19.650,00 Gave fra Amatørteatret 26.984,48 Giro renter 330,26 Bankbog renter 7,07 Indtægter I alt 79.086,81 Indtægter 79.086,81 Udgifter 19.926,90 Overskud 59.159,91 Egenkapital 1. januar 2007 57.369,32 Overskud 59.159,91 Egenkapital 31. december 2007 116.529,23 Giro 31. december 2007 114.057,86 Bankbog 31. december 2007 2.471,37 Egenkapital 31. december 2007 116.529,23

1.  februar 2008 Regnskabet revideret og fundet i orden Edith Nygaard, Svend Thougaard

2.  Finale. Det var, hvad vi valgte at bringe denne gang. Vi planlægger, at det Næste nummer vil udkomme i slutningen af maj måned. Derfor bedes stof og artikler sendt til redaktøren senest med udgangen af april 2008.

Med venlig hilsen. Karsten Ahrens, bestyrelsesmedlem og redaktør.

Nyhedsbrev nr. 1 januar 2005

JANUAR 2005

Indhold

Redaktionelt

Set i bakspejlet: Festlig jubilæumsreception

Indkaldelse til ordinær generalforsamling

Finale.

Danmarks Blindehistoriske Selskab

Nyhedsbrev NR. 1

Bestyrelsen

Formand Thorkild Olesen, telefon 86 16 19 08

Næstformand Karsten Ahrens, telefon 59 29 32 92

Kasserer Arne Krogh, telefon 45 85 94 19

Sekretær Rene Ruby, telefon 36 30 77 68

Redaktør af Nyhedsbrevet Aage Michelsen, telefon 98 18 52 88

Suppleanter: Else Ahrens og Bente Krogh

Redaktionelt

De første linier i dette nyhedsbrev skal indeholde et ønske, et håb om, at alle vore læsere nu er kommet godt gennem julens mange glæder og måske også nogle genvordigheder. Måske har man spist alt for meget af den gode julemad, måske fik man slet ikke den gave, man havde sat næsen op efter. Dernæst vil jeg gerne, på bestyrelsens vegne, bringe de bedste ønsker om et godt og lykkebringende nytår .

Egentlig havde vi planlagt, at der skulle have været et nyhedsbrev udsendt i december 2004. Men af forskellige årsager, bl.a var redaktøren bortrejst, „til Nissernes ø“, en stor del af november og et stykke ind i december. Selve produktionen af nyhedsbrevene tager som bekendt også tid, derfor altså først et nyhedsbrev i januar. Velkommen til læsningen og velkommen til et nyt år i blindehistorisk sammenhæng .

3 SET I BAKSPEJLET BAKSPEJLET:: :: : Vellykket 10 års jubilæumsreception Af Aage Michelsen I anledning af selskabets 10 års jubilæum, arrangeredes der den 18 .

november 2004, nøjagtig på stiftelsesdatoen, en særdeles vellykket reception .

30 personer var, trods en lidt forsinket indbydelse i DBS.s medlemsblad og et særdeles dårligt vejr, mødt op til festlighederne i det store mødelokale, i Dansk blindesamfunds lokaler på Thoravej 35 i København .

Kl. 14 bød selskabets formand Thorkild Olesen velkommen. Han glædede sig over at så mange, trods det dårlige vejr, var mødt frem. Selvom 10 år, i historisk sammenhæng, ikke er mange år, mente han at der var mange gode grunde til at festligholde dagen. Det er vigtigt at vi i de kommende år, ikke mindst op til DBS.s 100 års jubilæum i 2011, er med til at fastholde og udbrede kendskabet til blindes historie. Derefter overlod Thorkild mikrofonen til Aage Michelsen med håbet om, at han kunne styre talerrækken. Efter et festligt musikalsk indslag, udført af Kurt Nielsen og Søren Høg, blev der budt på lækre pindemadder og lidt godt at drikke til. Den første taler var den tidligere formand og medstifter af selskabet Jørgen Eckmann, som i sin tale bl.a. nævnte, at man i blindehistorisk sammenhæng ikke kunne komme uden om at nævne Kjædeordenen, som i 1774 lagde grunden til den første egentlige danske blindeforsorg. Op gennem det 19. århundrede kunne man nævne forskellige årstal, som kom til at få stor betydning for blinde, f.eks opfindelsen af punktskriften i 1825, statens overtagelse af blindeforsorgen i 1858, og i 1890erne, hvor der var en stor paladsrevulution i det daværende Danmarks Blinde, som fik historiske konsekvenser, men lad det nu ligge ved denne lejlighed. Datoen 8. juni 1911 må fremhæves. Dansk Blindesamfund blev stiftet af og for blinde. Denne forening har haft stor betydning for blinde på så utrolig mange områder .

4 Den 18. november 1994 var ca. 100 mennesker, både blinde og seende, forsamlet på det gamle blindeinstitut på Kastelsvej, for at stifte Blindehistorisk selskab, og det er altså denne, begivenhed vi idag kan fejre .

Det var Jørgens håb og ønske, at dette selskab i fremtiden må være med til, at fremme bevarelsen af blindes historie. Eftertiden har krav på at få kendskab til blindes kulturelle baggrund. Jørgen nævnte sluttelig, at der i forbindelse med DBS’s kommende jubilæum er nogle planer om .

at der ved Fuglsangcentret i Fredericia skal foretages nogle byggerier, og det er hans håb, at der også i dette projekt kan skabes muligheder for, at de blindehistoriske samlinger kan få plads der. Der var ingen tvivl om, at hvis dette vil blive muligt, vil selskabet blive taget med på råd .

Derefter var tidligere hovedkasserer i DBS Kaj Chramer den næste taler. Kaj citerede i sin tale bl.a. den tidligere landsformand H. C. Seirup, som engang skulle have sagt ved et tillidsmandsmøde i DBS. „Den vor herre giver et embede, giver han nok også forstand til at bestride embedet“ .

Selskabet har med sine 10 år bevist, at de valgte tillidsmænd har haft evne til at bestride deres embeder. Det er vigtigt, at selskabet bl.a .

gennem historieformidlerne, får bragt DBS’s medlemmer i stand til at forstå, at blindes historie ikke kommer af ingenting. Fremhævede endvidere hvor vigtigt det er at erindre de mange gode kræfter der blev lagt for dagen, og nævnte i den forbindelse nogle af de landsformænd der har markeret sig gennem DBS.s mangeårige historie. Cohn Haste som var den første, så kom Peter Ommerbo, Martinus Christiansen, Carl Bjarnhof, Ernst Jørgensen og H. C. Seirup. Af politiske grunde ville Kaj ikke nævne flere ved denne lejlighed. Store personligheder var de alle, som var med til at skabe kontakten mellem DBS og det øvrige samfund. Kaj sluttede sin tale med at udbringe et leve for selskabet .

Efter endnu et dejligt musikalsk indslag, fik tidligere bestyrelsesmedlem i selskabet Henning Eriksen ordet. Han kunne indledningsvis bringe en hilsen fra Blindehistorisk museum, hvor han jævnligt har sin gang. Henning ville gerne opfordre til, at der blev et tættere samarbejde mellem selskabet og de historiske samlinger. Gav udtryk for et ønske om, at de 5 mange gode kræfter, der på forskellig vis udfolder sig omkring blindes historie, kan finde sammen og trække på fælles hammel .

Næste taler var Erling Madsen, der bl.a. i sin tale opfordrede de tilstedeværende til at foretage en indsamling af en pengegave til selskabet .

Kasserer Arne Krogh gik straks igang, og resultatet blev kr. 600, som han takkede for. Efter endnu et musikalsk indslag, kunne Aage overlade mikrofonen til den sidste taler, nemlig Elin Andreasen, der i sin tale bl.a. kunne meddele, at hun nu, efter moden overvejelse, ville overlade sin, i blindehistorisk sammenhæng meget speciele hamonika, til Blindehistorisk museum. Det drejer sig om Det kgl. blindeinstituts hamonikalærer Erik Rønnes gamle hamonika. Dér blev efterfølgende klappet meget af dette tilsagn. Ved 17 tiden sluttede ordstyreren med, på bestyrelsens vegne at takke for de mange smukke og velvalgte ord og for fremmødet .

6 _____________ Indbydelse til ordinær generalforsamling i Danmarks Blindehistoriske Selskab, samt efterfølgende weekend på Fuglsangcenteret .

Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling lørdag den 26. februar 2005 på Fuglsangcenteret i Fredericia .

Generalforsamlingen begynder kl. 15.00. Der serveres eftermiddagskaffe under mødet, som forventes afsluttet ca. kl. 17.00 DAGSORDEN 1. Mødet åbnes og godkendelse af dagsorden .

2. Valg af stemmetællere .

3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2004 .

4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab herunder fastsættelse af kontingent .

5. Årsberetning, herunder bestyrelsens redegørelse for den øjeblikkelige situation .

5. Valg: A: På grund af indtrufne omstændigheder i bestyrelsesarbejdet sætter de fire bestyrelsesmedlemmer deres mandater til rådighed .

B: Valg af 2 suppleanter .

C: Valg af 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant .

7. Forslag Eventuelle forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før mødet .

8. Eventuelt 7 Efter en dejlig middag kl. 18.00, fortsætter vi kl. 20.00 med en blindehistorisk underholdning, nemlig en optagelse af Amatørteaterets revy om DBS fra 1964 .

Søndag den 27. februar kl. 10-12 .

Hvordan og hvornår kan vi afvikle et blindehistorisk erindringsværksted? Kl. 12.00 frokost og derefter afrejse .

Pris for hele arrangementet er fastsat til 200 kr .

Tilmelding skal ske snarest og senest den 15. februar kl. 16.00 til enten Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19 eller til Aage Michelsen tlf. 98 18 52 88 Da vi kun råder over et begrænset antal værelser, vil disse blive tildelt efter princippet „først til mølle“. Vel mødt til – en blindehistorisk set – meget spændende weekend .

Med venlig hilsen Bestyrelsen 8 Finale Det var så alt for denne gang. Vi håber at se rigtig mange af vore medlemmer til de to arrangementer på Fuglsangcenteret i slutningen af februar .

Stof til næste nummer af nyhedsbrevet, skal være redaktøren i hænde senest 1. marts 2005 .

Endvidere vil jeg henlede opmærksomheden på, at du kan modtage nyhedsbrevene enten i en sorttrykt udgave, i punktskrift eller indtalt på bånd .

Ønsker du at ændre ved den måde du hidtil har fået nyhedsbrevene på, skal du henvende dig til Arne Krogh, som bestyrer både pengekassen og kartoteket

September 2002: Danmarks Blindebiblioteks 50 års jubilæum markeres med et medlemsarrangement med historiske oplæg og tanker om fremtiden

Selskabet besøgte den 6. september 2002 DBB. Kjeld Andersen og Arne Krogh fortalte om deres tid som tidligere medarbejdere og direktør Elsebeth Tank berettede om sine fremtidsvisioner – indledning ved Aage Michelsen og optagelse ved Tage Poulsen.

Afspilning af lydoptagelse.

Download lydoptagelse

November 1999: Ellen Falck

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview af:

Ellen Falck, født Tolderlund, Aggerhuscentret, Parkvej 11, Bårse, 4720 Præstø.
født den 31.7.1922.

Interviewer Birthe Hermansen den 12. nov. 1998.

Jeg blev født i Assens i 1922 som den førstefødte. Min far Hans Frederik Tolderlund var forvalter hos tømmerhandler Plum, og da den lille familie kom til Præstø første gang efter fødslen, for at besøge min farfar og farmor, blev mine forældre irettesat, at man rejser ikke så langt, og oven i købet over et vand, uden at barnet er blevet døbt, så lille Ellen blev døbt i Præstø Kirke inden tilbagerejsen.

Ca. 3 år efter, flyttede familien til Præstø, hvor faderen overtog tømmerhandler firmaet Tolderlund efter sin far, og der blev født en dreng og endnu en pige. Pigen, som blev kaldt Ida, lever endnu, men drengen Niels er afgået ved døden.

De første år boede vi på Kristinelundsvej, hvor jeg så tydeligt husker, at jeg fik lov at køre med far ind til Præstø på motorcykel, og jeg måtte sidde foran på benzintanken, det var rigtig spændende.

Jeg husker også, at jeg fik lov til at rende op på gården hos Rasmus Nielsen, og overfor i et lille hus boede Niels og Marie, og der var jeg altid, og mor sagde, du må ikke rende over til dem hele tiden og tigge sukkermad, jeg vil ikke ha’ det. Så en dag, hvor jeg kommer hjem derovre fra, og sidder ved frokostbordet, så sukker jeg så dybt, og mor siger, du sukker jo Ellen, og jeg skævede til hende og tænkte, nu falder der brænde ned, fordi jeg havde været ovre hos Marie, men jeg misforstod det bare, og jeg blev drillet med det. Det sjove ved det er, at Maries senere svigerdatter har været hos os i 30 år, først hos min far og mor, og så hos os. Hun er lige holdt op for nogle måneder siden, hun er 82, hun har været næsten som en mor for mig.

Som ca. 6-8 årig flyttede familien så ind til Præstø i Farfar Tolderlunds store hus, som i dag er overtaget af “Fogh Superland”, som ligger midt i byen.

Ellen kom i privatskolen, som ligger lige ved kirken. Når man går ud af kirkelågen, så er det lige til højre. Det var hos frøken Nanna Ingerslev, hvor Ellen var meget glad for at gå, og de lærte en masse, da de kun var 4 elever, så da hun kom til Klosternakkeskolen i 5. klasse, følte hun, at de andre elever var langt bag efter.

Ellen kan stadig huske sine kammerater fra privatskolen, bl.a. Christian Block, hvis mor var tandlæge her i byen, og som boede i et rødt hus, der ligger på hjørnet af Jernbanevej og vejen, som går ud til Nysø. Så var der forpagterens søn Frits Fabricius fra Nysø og Jytte Holboe, hvis far var læge.

På et spørgsmål om hvad hun bestilte i hverdagen, kan hun kun huske, at de var artige børn, men hun holdt meget af at besøge morfaderen i Vasebæk ved Køge, som var forpagter på Gl. Køgegård, som ejedes af Collets familien fra Lundbygård. Hendes mor voksede op i Vasebæk. Ellen fortæller, med hensyn til hendes morforældre, at der skete det forfærdelige, at de unge, der var forlovede den gang, skulle have et barn, og det var en skandale, så de blev forvist til Sverige. Der blev købt et lille husmandssted til dem, og der kom min elskede tante til verden, og tiden gik, og de fik lov til at flytte tilbage til Danmark. Min tante kom senere til Amerika, hvor jeg har besøgt hende.

Morfaderen lærte Ellen at ride på en hest, som var en islænder, og den holdt hun meget af at ride på, og Ellen har altid holdt meget af hunde og heste. Hun fortæller, at morfaderen var så sød, og han interesserede sig så meget for sine børnebørn, og mest for mig, for jeg var lige så heste interesseret, som han var. Sådan var min far slet ikke, han var jæger, og han fik 5 kr., hvis han ville ride ud med sine forældre, da de var levende.

Var det en streng fader du har haft? Ja vi er blevet meget autoritært opdraget, vi vidste hvor skabet skulle stå. Jeg sagde til min mor, hvis jeg havde lavet et og andet, at hun måtte endelig ikke fortælle det til far, og somme tider kunne jeg lokke hende til at lade være, men vi har trods alt haft en god barndom.

Min farfars forældre sejlede meget, og dem var vi tit ude at sejle med. Senere fik min far en sejlbåd, en ketch med 2 master, og har han har haft forskellige små og store både, og også en motorbåd, men helst skibe med sejl, som vi havde mange dejlige ture med.

Min far havde flere både liggende for anker. Der var for øvrigt Poul Gran, som var bådebygger og havde sit bådbyggeri nede i Præstø havn. Hans søn, som kom i lære hos bådebygger bjørn Olsen, fortalte, at det bedste han vidste, var når bådebygger Bjørn sagde, at han lige kunne ro ud til Tolderlunds båd og finde det og det, fordi han skulle lave noget i den. At se den båd indvendigt, den var så fin.

Der var 2 senge i soverummet, og 2 i kahytten, og så var der et agterrum, hvor der også kunne sove 2. Yderligere var der også et lille køkken med primus, hvor vi lavede mad på, og jeg kan huske, at der var en gang vi havde nogle af fars venner med ud at sejle, og vi havde fået en rigtig dejlig middag, og så sidder de voksne og drikker kaffe. Så skulle Ida og jeg vaske op sammen med John, som var en af gæsterne, og ustandselig var der noget, han ikke havde vasket rent, for pigerne tørrede af. Så stak vi ham det hen, værsgo John, det her er ikke rent! og ned i opvaskebaljen igen. Og så pludselig, han havde måske fået lidt i hovedet, så ser han hen på os, edder ond i sulet, hvad tror I, I har viskestykkerne til! Jeg glemmer det aldrig, jeg døde næsten af grin. Han var også en sød og festlig fyr.

Det var nogle festlige ture, og jeg kan huske de små unger hos brødrene Brorson, de havde altid et reb om livet, for at de ikke skulle falde i vandet. Det havde vi også, da vi var små. Men jeg var rigtig stolt en dag, da jeg fik lov til at ligge og ro i jollen. Jeg kunne nemlig ikke ro væk, for far havde et bånd i den, men jeg kunne ligge og øve mig i at ro. Senere lærte jeg også at styre.

Da jeg var omtrent 15 år, kom jeg 3 uger på en Svensk sejlerskole, hvor jeg fik lært at stikke kurs ud og styre og alt sådan noget. Det var en trælastagent i København, der hed Peetz, og hans kone var agent for den Svenske sejlerskole. Vi var 25 piger, og køjerne, som blev sat op om natten, lå vi i. Der var 5 franske piger og 2 hollændere, englændere og svenskere, og så var vi 2 danske. Det var meget sjovt. Vi sejlede fra København til Bornholm og videre til Karkskrona, hvor der var eksamen, og der kom den elskeligste gamle admiral ombord, han var så elskelig, og selvfølgelig bestod vi alle sammen. Der var bal om aftenen med de svenske kadetter, det var også morsomt, d.v.s. jeg var temmelig genert den gang, og der var en lille kadet, som spurgte om vi ikke skulle gå i land, men nej, jeg skulle ikke i land, det turde jeg ikke. Men så sejlede vi videre op af den Svenske østkyst op til Søder Tælje, hvor vi gik ind igennem kanalerne, og kom til Stockholm inde fra land. Der blev vi sat af, og så skulle vi tage en beskidt båd hjem til København. Der kom Inger Karø, hun var også fra Præstø. Vi ville ikke tage en kahyt, vi havde ikke så mange penge, så vi lejede en hængekøje af styrmanden, og fik den hængt op, og det fortrød vi.

Der var så mange fulde, som ikke kunne lade os være i fred, så vi var bange. Men så kom der et Svensk ægtepar, og de havde en schæferhund med, og de lagde sig lige under os, med schæferen, så var vi jo glade.

Hvor sejlede i hen sammen med dine forældre?

Ja først sejlede vi ud af Præstø fjord, så skulle vi hele vejen op til Strandbygård dyrehave i nærheden af Fakse Ladeplads, og først der oppe kunne vi gå lige 90 grader over i Bøgestrømmen. Bøgestrømmen er den del af Østersøen, som går over i Øresund og videre ned i Smålandsfarvandet. Derfra gik vi videre til Kalvehave og videre til Vordingborg, hvor far og mor havde alle deres venner. De 3 Brorson familier, kom de meget sammen med. Niels Holger Brorson er død nu, men hans søn er nu sagfører i Vordingborg, og det er min sagfører.

Vi mødtes med dem enten i Kalvehave eller Stege eller på Ulfshale. Jeg kan huske, at vi somme tider lagde ind ved Flint-eksporten på Ulfshale, og der lå vi lørdag, søndag. Da de var yngre end mine forældre, var der ikke rigtig nogen børn at lege med, og da de senere fik børn, var de jo meget mindre end os.

Der var en gang vi havde været Møn rundt i en motorbåd, som ikke stak så dybt, så siger min far, da vi kommer ude fra Østersøen og skal ind igennem Ulfshaleløbet som er meget smalt, at jeg skal gå hen og stå i forstavnen, så skal du se, hvad vej jeg skal sejle, for at komme ind imellem. Så siger far, at nu kan jeg godt komme ned og sidde i cockpittet, for nu er der ikke flere sving på løbet, så satte han fuld fart på motoren, og lige så stille sejlede båden op på så lidt vand og lagde sig om på siden, så var vi gået på grund. Vi kunne ikke komme af, vi måtte ligge der om natten, hele familien måtte ligge i en stor bylt nede i den ene side. Næste morgen sagde far, at nu tar jeg jollen og ror ind, og så ringer jeg hjem efter nogen til at hente jer i bil til Præstø, og så skal jeg ind og se at få fat i en skipper, som kan hive mig af. Men det kom til at koste ham en ordentlig sum penge, for den stod fast, og jeg kan huske, vi grinede sådan af det.

Vi har tit stået på grund i Præstø fjord. Der var en gang, da far og jeg sejlede. Så skulle vi over på fjorden, og så siger han, vi går over her! Det kan du ikke far, du ved der er grund lige der, du skal ud om kosten, der står lige derude. Jeg prøver nu. Han elskede at gå ind og snuse, han stod tit på grund. Han sagde: “Hvad gør vi nu?” Så sagde jeg, at jeg ved jo noget om, at den der har styret må i vandet og bære af. Nå ved du det, så han måtte i vandet, han måtte rette sig efter reglerne, for jeg kunne jo ikke slæbe den båd af, det kunne han, så han måtte i vandet. Da grinede jeg også godt, kan du tro. Det har været festligt, når man sådan kommer til at tænke på det.

Da jeg blev voksen, fik jeg min egen ridehest, som havde været fru skovridder Oustrups på Gammel Køgegård, og den havde jeg til jeg tog til Amerika i 1948.

Derhjemme havde de nogle dejlige hunde, og hun har stadigt et stort maleri hængende af nogle Engelske sættere, som hun har arvet fra sine bedsteforældre.

Jule aftnerne var ikke noget særligt. Vi unger var med til at pynte juletræet, men da vi så havde spist aftenrisengrøden, som jeg ikke kunne fordrage, og det kan jeg heller ikke den dag i dag, så gik far ind for at tænde juletræet, og lukkede døren. Mors forældre kom gerne ned og var med, de skulle ellers dele sig imellem deres andre børn, men vi syntes ikke det var jul, hvis ikke de kom. At sidde alene os tre børn og far og mor var kedeligt.

I fik da mere end risengrød?
Ja, vi fik altid andesteg, det skulle være and. Men så fik vi altid en af juledagene en kæmpe stor ål, som far havde fået af en eller anden, Ålen var for stor til at stege eller ryge, så blev den saltet et døgn, og blev kogt en hel time, for den skulle koges godt igennem, og den fik vi med flødepeberrod. Den skik har Mogens og jeg også ført videre. Efter jul kørte han hen på Gisselfeld og købte karper, og dem havde vi så gående hjemme i vaskehuset, og dem spiste vi så nytårsaften, en kogt karpe ligeledes med flødeskum og peberrod.

Efter Privatskolen hos frøken Ingerslev kom Ellen i mellemskolen på Klosternakken, hvor hun kom til at gå sammen med mere end 20 elever, og det var en stor forandring, men også spændende. Hendes bedste veninde var Jytte Holboe. Hun var datter af lægen, d.v.s. da vi blev konfirmeret, fik hendes far et slagtilfælde, han var en af de læger, som arbejdede sig ihjel, og så flyttede Jytte og hendes forældre til København, så måtte jeg finde en anden at snakke med. Men jeg har besøgt hende i København, og det er så morsomt, at her hvor jeg bor nu, sidder der en der hedder Kitty Gustavson, hun siger, jeg kan godt huske, at vi to blev konfirmeret på samme dag, og vi gik til præst sammen, men det kan jeg slet ikke huske. Hun er så sød. Hun sidder desværre i en rullestol, hun fik for mange år siden en blodprop, og hun blev desværre lam i den ene side, men hun er den samme søde pige. Hun sagde, kan du huske vor præst, som var provst Poul Smith, han blev senere biskop i Ålborg. Da vi gik til præst og drengene var frække, så stak han dem nogen på kassen, og jeg sad og kiggede ud af vinduet, og en dag så jeg min far og mor sejle forbi, og jeg vidste de skulle være af sted i 14 dage, og jeg tænkte, bare jeg havde været med.

Hvordan klarede i så jer derhjemme?

Min mor havde god hjælp, de havde jo 2 piger den gang, en stuepige og en kokkepige, og de havde fået lov til at tæske os, hvis vi ikke var ordentlige. Somme tider kom der en tante, som var gift med en af min fars fætre, og hun kom og var hos os, men ellers var det meget skægt at være alene hjemme.

Min konfirmation gik fint, jeg var i en fin lang hvid kjole, og vi stod der i 2 rækker, så lægger provsten sin hånd på mit hoved, og jeg står og kigger lige op i hans ærme, og så havde jeg sådan en ugudelig tanke, og det har jeg senere fortalt Kitty, og hun sagde: Ellen det ku’ sgu’ lige ligne dig. Jeg stod og tænkte på, hvis jeg havde en vandpistol, så !!! Det er også noget man ikke glemmer. Men han var da en rar mand.

Ellen tog realeksamen på Klosternakkeskolen og gik til faderens store fortvivlelse ikke i gymnasiet, men tog handelsskole eksamen i Præstø, hvor hun samtidig arbejde på faderens kontor i tømmerhandelen.

Handelsskolen afsluttede Ellen med flidspræmie, jeg var skam dygtig.

Min far var stadig vred over, at jeg ikke ville på gymnasiet, så en dag, da vi var sejlet til Vordingborg, og lå nede i havnen, så siger han til mig, om vi ikke skulle gå en tur, og jeg gik intetanende med. så gik vi lige op til rektor Simon på Gymnasiet, og meldte mig ind. Jeg blev så skuffet og rasende på min far, jeg syntes det var rigtig lusket. Nå men jeg var vant til at rette mig efter ham, så jeg kunne ikke gøre andet end at gå og være dum i skolen, så kunne de jo ikke bruge mig.

Efter et år, fik jeg så lov til at komme tilbage til kontoret igen, hvor jeg så var et par år.

Da jeg gik på gymnasiet, ville det være rart med et kørekort, men det var før krigen, og jeg kan huske, at min far skrev til politimester Vagn Bro, at han måtte sørge for, at jeg fik et, så jeg kunne køre til og fra skolen i Vordingborg, men jeg måtte køre med rutebil, og den gik ikke hjem før kl. 7 om aftenen, og derfor syntes far, at jeg vel godt kunne få et kørekort, men det kunne jeg ikke, jeg var ikke gammel nok, så jeg fik ikke kørekort før krigen var forbi, da var jeg jo så blevet 26 år.

Jeg kan huske en pige fra Præstø, hun var datter af redaktør Bruun, og hun og jeg ville ikke sidde i Vordingborg og vente på bussen til kl. 7 om aftenen, så vi gik ud og “hitch hikede” på vejen. Min mor blev rasende, så sagde jeg, at så må du hente os. Jeg kan huske, at vi en gang kom op og køre med et par skorstens byggere, de var festlige, og der var ikke noget pjank med dem, men de var meget sjove. De havde været nede hos nogen af fars og mors bekendte, for at ordne noget ved komfuret, det var Madtsen på Nørre Skovgård, som ligger ad Ørslev til. En anden gang var det en hr. Laupt, og han fortalte, at han havde en datter, som var operasangerinde, og han kørte os helt til Præstø. Han syntes det var så morsomt med de to piger som gik der og “hitch hikede”, det var meget sjovt, men vi gjorde det også kun, når vi var 2, aldrig alene.
Jeg var hjemme et par år, men så blev min far og jeg uvenner. Han havde en god ven i Køng, som var i Udenrigsministeriet. Han hed Tillitse, og min far spurgte ham, om han ikke kunne skaffe mig en plads derinde. Der kom jeg så ind i bogholderiet, det var rigtig sjovt, og når nogle spurgte os om hvad vi lavede derinde, sagde vi, at vi var ruffersker, for at være morsomme, og folk sagde! Gud er de det. Jeg boede hos min bedstefars søster i Classensgade overfor Nordisk Fjer, der havde jeg et værelse. Men jeg havde sådan en hjemve, jeg kan ikke rigtig forstå det, for da jeg var i Amerika, var der ikke noget.

Vi havde en udenrigsminister, der hed Gustav Rasmussen, og vi kaldte ham for Gysse, det vidste han selvfølgelig ikke, og det var tit vi blev sendt rundt omkring på kontorerne, for at finde en eller anden sag, og den lå som regel og smølede hos en af ministrene eller kontorcheferne, det var altid ret spændende at komme rundt der. Jeg kan huske, der var en lille genert en, som hed Poul Hafner, han var næsten ikke til at slå et ord af, og så nogle år efter, var han blevet ambassadør et sted i udlandet, så han må have lagt genertheden af sig. Der var også en Harhof, som også var sekretær derinde, og det var en høj flot fyr, og han kom til Ægypten som sekretær, og lavede altid noget skæg og sjov dernede, han var ved at komme op at sloges med Ægypterne, han var festlig, jeg tror ikke han lavede noget han ikke måtte.

Efter et par år, ringede far, og sagde, at jeg måtte komme hjem, han skulle af med 2 folk, så jeg skulle komme hjem og hjælpe ham, så jeg måtte sige op, så havde han godt nok brug for mig, det var jeg meget glad for, for jeg havde jo hjemve, og jeg elskede min mor højt.

Jeg mener, jeg var hjemme under hele krigen, for jeg kan huske, at jeg fjantede stærkt med de unge lærlinge overfor hos Anton Petersen i det store kornfirma.

Nej, jeg tror alligevel, at jeg var i udenrigsministeriet under krigen, jeg kan huske vi var 3 piger, en tømmerhandler pige fra Fyn, og Lise, som nu bor i Kerteminde, og vi holdt meget sammen, og kommer stadigvæk sammen, og jeg håber, de en dag ringer og siger, at nu kommer vi over og besøger dig, for jeg kan jo ikke rigtig komme nogen steder, for mit kørekort er jo væk.

I 1946 fik jeg så mit kørekort, det var medens jeg arbejdede i København, og en dag skulle jeg mødes med min mor i Lundby, hvor jeg tog toget til, og så skulle jeg køre, over til Stege, hvor far så lå med båden. Min mor mente, at det var bedst jeg kørte, for jeg skulle have øvelse, så kørte jeg af sted, og så siger hun, jeg vil bare lige sige dig, at hvis vi to skal nå Stege i dag, så må du sætte farten op. Jeg sneglede mig af sted, jeg var så nervøs for, at der skulle ske noget. Jeg kan ikke rigtig huske, om det var en Tysk Taunus, eller en Engelsk Anglia, den der lignede en omvendt kasket.

Hvordan var det med din ungdom, gik i ud til bal?

Uha! Er du tosset, jeg havde den ene ven efter den anden, de knægte, der var i lære hos Anton Petersen, de var der jo 3 år af gangen, og der bor en her fra Præstø, han var disponent hos Anton Petersen dengang. Jeg kendte ham godt, han gik ned og hentede post hver dag, og så gik han og undrede sig over, at en af lærlingene gik op på 4. sal i det store magasin hver formiddag kl. 11, og det vendte lige ud mod os, så slog han porten op, og så vinkede han ned til en, og det var mig. Han driller mig med det.

Han har desværre fået en mystisk sygdom, lige pludselig falder han omkuld, han er ikke dement, men han kan ikke huske noget. Han kan huske, hvad der skete den gang, og det kan han drille mig med, men hvad der ellers er sket lige nu, kan han ikke huske. Hvis han kone siger, Peter du skal gøre sådan og sådan, skal hun huske at give ham det på tryk, ellers så glemmer han det. Han kommer her i terapien og maler, og så snakker vi. Jeg kan huske, da han blev gift første gang, det var sådan en sur pige, hun hilste aldrig på os, så skiltes vore veje, så mødtes vi først her mange, mange år efter. Hans nuværende kone er rigtig sød, hun spurgte, om vi ikke kunne tænke os at komme med hjem en dag og spise middag, det skulle være mig, og Knud Erik, tidligere inspektør fra Lundbygård, og han har endnu bil, han har en kone, som ligger her og er total lam, og når hun er lagt i seng, så svinger vi os ud af hver sin dør, og mødes et eller andet sted. Vi har også haft Poul Gran med, men nu er han blevet så dårlig, så hvis han falder, kan vi ikke rejse ham igen. Han har ikke kørekort længere, for da han fyldte 80, tog lægen hans kørekort.

Efter jeg var kommet hjem fra mit arbejde i udenrigsministeriet, arbejdede jeg hos min far i tømmerhandelen. I 1948 ringede telefonen pludselig en dag. Det var en af Brorson familien fra Vordingborg, som var skovridder på Fyn, og han og hans kone spurgte, om det ikke var noget for Ellen at komme til Amerika i huset. Jeg blev helt vild, nej hvor var det godt. 2 dage efter tænkte jeg, nej det går aldrig godt, men da havde jeg jo sagt A, så måtte jeg jo også sige B. Jeg tog ind til København for at få besøgsvisum, for jeg kunne ikke få emigration, det var der ikke tid til, for familien jeg skulle over til, havde lige fået en baby, så jeg skulle derover med det samme. De havde 2 halvstore drenge, og så havde de lige fået den lille baby for et halvt år siden.

Jeg drog så ind til København og ombord i ØK’s Falstria. Dengang var der ingen flyver, som fløj den vej over, så jeg sejlede i 9 dage, det var en dejlig tur, og en dejlig båd. Jeg boede sammen med en massøse, som hed Kirsten Knudsen, og vi kom til at kende 2 drenge, som boede i hospitalsværelserne, der var nemlig ikke plads andre steder, og vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne skiftes til at give hinanden morgenmad. Vi skiftedes til at hente morgenmaden i kafeteriet, og så drak vi morgenkaffe sammen, det var rigtig hyggeligt. Jeg mødte dem begge i New York senere.

Der var også en tegner ombord, og han havde lagt mærke til mit udseende, at det var typisk skandinavisk, og han spurgte, om han ikke måtte tegne mig, og det sagde jeg da ja til. Han ville også male mig, men det nåede vi ikke. Jeg var inde hos ham et par gange i New York, hvor han også kun nåede at tegne mig, men den tegning har jeg hængende ude på Runeklint endnu. Han hed Frits Kraemer, han var jøde, han kom fra Østrig, hvor han var blevet jaget ud af tyskerne, og kom til Danmark, og herfra rejste han så til Amerika. Han var en lille sjov mand, en typisk jøde, men rigtig sød og rart. Han inviterede mig og en Hr. Frederiksen fra ØK til en reception i Everside Drive, der et udpræget jødekvarter i New York. Der kom vi så til den aftalte tid, og kom ind i en flot og stor lejlighed med en hel del mennesker, men hvor var værtinden? Så kom vi ind, et par stykker ad gangen, ind i soveværelset, der sad værtinden i sengen meget fint udstafferet i sine kniplinger, og tog imod os, og spurgte hvor vi kom fra. Vi blev ikke klar over, hvad der var i vejen med hende, men det var en sjov oplevelse. Det var en flot, flot lejlighed, jeg må sige, de jøder de kan- – – Men kort efter, rejste han så videre vest på.

Ved ankomsten til Amerika blev jeg sat af ved Hobugten, for ØK lægger ikke til i New Jersey, men lige over på den anden side af Hudson floden, i Jersey ligger en stor fabriksby med havnekaj, og derfra kørte jeg videre til familien i Upper Mont Clair. Manden i familien jeg var hos, var dansker og hed Lorentzen, og han havde vogtet får på den jyske hede. Hans kone hed Winnie, og var også dansker, og hun havde som lille pige været balletdanser, og danset, da Radio City Mucikhall skulle åbnes, under orkesterdirigent Leopold Stakovsky, og man kunne stadig se det på hende, hendes bevægelser var så yndige og graciøse. Hr. Lorentzen havde opfundet en lille ting, der drejer persienner, og den havde han fået patent på, men han måtte slås for det patent, ustandselig var der nogen der prøvede på at gøre det efter. Han havde en stor fabrik inde på West Broadway inde i New York, hvor vi som regel kørte med ham, når vi også skulle ind til byen.

Familien var meget, meget søde ved mig, men det var værst for dem, som skulle æde den mad jeg lavede, for det var ikke altid den var lige heldig, for jeg havde jo aldrig lært at lave mad.
Det gik rigtig godt med at passe børnene, Drengene på 10 og 14 år, passede næsten sig selv, og den lille baby, var noget af det kæreste. Men jeg måtte ikke sove inde hos hende, jeg havde en walkie-talkie, med en mikrofon ved hendes mund, så jeg kunne høre, når hun vågnede, og så gik jeg først ind til hende. Hun havde også nogle yndige små barnereoler, men der var ikke sat noget i dem endnu, og hun skulle lege alene i rummet, hun måtte ikke have selskab, for hun skulle vænne sig til at være alene. Men jeg sagde til fru Lorentzen, at jeg var bange for, hun skulle kravle op på reolerne. Og en dag, så stod hun op på dem og væltede med dem, og så blev det lavet om, så jeg kunne sidde inde ved hende, med et eller andet håndarbejde. Hun har senere sammen med sin mand besøgt os i Hellerup som voksen, da hun var blevet gift. Hr. og fru Lorentzen kom også og besøgte os, når de var i Danmark.

Hvor længe var du så i Amerika?

Jeg kom derover i maj 48 og var hjemme i december 49. Jeg var væk i ca. halvanden år, og jeg var hos dem et år, så begyndte jeg at rejse hjem. Jeg måtte ikke tjene penge som besøgende. Mindst 2 gange havde det ringet på døren, og udenfor stod der en fra FBI, som spurgte om hvor meget jeg tjente, og jeg måtte sige, at jeg ikke tjente noget, jeg bor bare her hos familien og går med dem ud. Da mit visum udløb, måtte jeg så ind til kontoret for emigration i New York og sige, at jeg ikke kunne tage hjem, for jeg havde ingen penge. Hvis I vil give mig en forlængelse på et halvt år, så har jeg min far i Danmark, og han vil betale min hjemrejse i danske penge til en mand i Canada, som er en af hans venner, og der ligger der et af ØK’ skibe, som hedder Eria, og det fik jeg.

Eria sejlede på Vestkysten oppe fra Portland ned langs Californien ned gennem Panamakanalen og den vej over Holland, England og Norge til Danmark.

Jeg tog så en Greyhoundbus, som kostede 50 dollars gennem Amerika, for jeg havde ikke råd til at flyve eller køre på anden måde. Bussen Startede i Vancouver, og jeg kørte først med den til min mors søster, hvis mand var læge og som boede i South Bend Indiana , som ligger en times kørsel øst for Chicago, og de havde sommerhus ude ved Michigansøen. Jeg boede hos dem i 2 måneder, hvor jeg havde det pragtfuldt, og de tog mig til sig, som deres egen datter. Mange år efter gjorde jeg en stor fejltagelse, ved at skrive et brev til hende på dansk, for hun kunne ikke læse mere, og hendes børn kunne kun engelsk, men så indtalte jeg senere et bånd til hende. Derefter tog jeg op til en sød gammel tante. Hun var så glad for mig, hun sagde, at nu har din oldefar opdraget mig, for min mor og far havde 12 børn, men de havde ikke råd til det, så tog din oldefar mig til sig. Hendes far og mor havde været forpagterpar over på Liselund på Møn, og dem kendte vi så godt. Så var jeg der et par dage, og jeg skulle læse for hende i biblen, for hun var med i Pinsemissionen. Så steg jeg på bussen igen, men der var en der havde sagt til mig, at jeg skulle passe på, for hvis der satte sig en ved siden af mig, som ville gøre tilnærmelser, så skulle jeg have en stoppenål i lommen, og så skulle jeg bare prøve på at stikke ham på en måde, så han ikke opdagede hvad det var. Så flytter han sig sikkert. Men det fik jeg heldigvis ikke brug for.

Jeg regnede med, at jeg skulle møde færgen Eria i St. Fransisko, så jeg tog Greyhoundbussen videre, og da jeg nåede St. Fransisko, hyrede jeg en taxa, og flyttede al min “habengut” derover og kørte ned til havnekajen, og jeg kiggede mig omkring, men der var ingen Eria, så tænkte jeg, at den kunne jo ligge ovre ved Oakland. Så kom der en havnearbejder, og han sagde, at den først kommer om ca. 8 dage, men hvis du tør stole på mig, så skal jeg gerne smide din bagage om bord. Jeg havde ikke andet at gøre, end at overlade ham min bagage, for jeg havde nemlig fået tilsendt en flyvebillet til nogle venner i Los Angelos, hvor jeg skulle være til Eria kom derned. Flyveturen tog en time, og jeg kunne se på billetten, at den havde kostet 9 Dollars og 99 Cent, da jeg ankom, sagde mine venner, om vi ikke lige skulle tage en tur til Las Vegas, og det gjorde vi så, og vi kørte rundt i det sydlige Californien, og vi kom så tilbage til Los Angelos og skulle ombord i færgen, men der var ingen Eria, den var lige forhalet op til Long Beach, som er et havneanlæg, men den ville komme igen i løbet af et par dage.

Min sejltur hjem gik ellers godt, men vi havde storm 9 dage på tværs over Atlanten, nede fra de Vestindiske øer og så på skrå op til Holland. Jeg havde lagt mærke til, da færgen kom, at søfolkene gik og hamrede den ene side til med brædder, det var den side, som vendte ud mod vinden, og der blev sagt til os, at vi måtte ikke gå ud til den side, men så var der alligevel en gammel skibsreder Marius Nielsen, som ikke kunne nære sig, og selvfølgelig faldt han også. Han var ellers vant til at sejle men i sådan en storm, var der jo ingen, som kunne stå fast, men der skete heldigvis ikke noget særligt. Jeg lå og rullede rundt i min køje, indtil der var en der sagde, hvorfor lægger du ikke din kuffert op i køjen, så har du noget at stemme benene imod, så du kan ligge fast. Det hjalp også, og jeg blev slet ikke søsyg, det har jeg kun prøvet en gang, det var som barn, da jeg var ude at sejle med mine forældre. Turen fra Amerika var ellers hyggelig nok, vi bestilte ikke andet end at spille kort og gå i baren. Om formiddagen var der en drink før frokost, og der var lækker mad, så vi bestilte ikke andet end at spise og drikke, så jeg tog 20 pund på, på den tur. Min mor sagde til mig senere, at jeg lignede et omblæst cirkustelt, jeg havde store problem med at få det væk igen.

Efter hjemrejsen arbejdede jeg igen på kontoret hos min far, men så blev vi uvenner igen, og jeg blev så ansat på et trælastagentur, som var et dansk firma, som solgte svensk træ til danske tømmerhandlere, og der var jeg rigtig glad for at være. Det lå lige ved Nørrevold station i København, og på det tidspunkt, havde jeg lært den unge Mogens Falck, som var stationsleder på Falckstationen i Præstø, at kende. Jeg havde lært ham at kende ved nogle selskaber, og jeg kan huske jeg skældte ham ud over den måde, han opførte sig overfor sin kone på. Han var så blevet skilt, da jeg kom hjem fra Amerika. Deres lille dreng Ole blev opdraget hos en læge i Everdrup, moderen havde fået en fødselspsykose, så han opholdt sig der et års tid.

Vi blev så gift i 1951 i en kirke på Bernstorffsvej, hvor min svigermor boede. Mine forældre var ikke med til brylluppet, for min far billigede ikke giftermålet, han kunne ikke ta’, at hans datter skulle giftes med en fraskilt. Min mor turde ikke være med, hun ville ikke lave ballade, men min elskede morfar var selvfølgelig med, og min søster og bror, og dagen efter kørte vi på bryllupsrejse til Rom.

På vejen gjorde vi ophold i Odense, hvor vi mødtes med svigerfar og alle deres venner, og Mogens og hans tvillingebror V.M., som vi altid kaldte ham, var lige blevet optaget i Frimurerlogen. Min svigerfar havde mange søde venner, de havde bl.a. nogen der hed Killerrick, de var så søde, jeg kan huske fru Killerrick sagde, Ellen, du kan da ikke rejse til Rom uden frakke, men jeg sagde, at vi skulle da ned i varmen, ja men du kan da låne min pels, men det ville jeg ikke. Vi blev gift den 24. oktober 1951, så det kunne da godt have blevet koldt, men jeg manglede ikke nogen pels. Vi havde en dejlig tur, hvor vi kørte i bil hele vejen, og boede på hotel undervejs. Da vi kom til Rom, spurgte jeg om vi ikke også lige kunne køre til Neapel, men det mente Mogens ikke at den gamle Austin kunne holde til, den skulle efterhånden have en hel del olie.

Så flyttede vi til Næstved, hvor min mand blev stationsleder, og efter 8 år til Gladsakse på hovedstationen. Vi boede så i Søborg, hvor vi købte et dejligt hus. Så kom svigerfar pludselig en dag og sagde, at han havde købt Tårnbygård på Amager til redningsstation, og at vi skulle bo i hovedbygningen. Det var et pragtfuldt sted, en stor firelænget gård, med lavt til loftet. Vi startede med at have 4 mand på stationen, men efter 10 år, var det vokset til 50 mand, så måtte vi flytte, for nu var der for lidt plads til redningsstationen.

I 1963 fik Mogens en blodstyrtning, og han røg på Elisabeth søstrenes hospital, der kan jeg huske, at jeg kom på besøg, og trak jeg op af min taske en lille hundehvalp, for vores sorte kariblue terrier havde fået hundehvalpe. De var så kære disse hundehvalpe, og på det tidspunkt fik vi smag for Afrika. Vi havde set en film som hed “Hatari”, som handlede om, hvordan man fanger vilde dyr til Zoologiske haver. Den film var så betagende, og den gav os blod på tanden. Vi havde meldt os til en rejse til Afrika, men jeg var bange for, at Mogens nu ikke kunne klare det, men det gik heldigvis godt, og vi har været på jagt i Afrika i alt 7 gange.

Sidst i tresserne flyttede vi til Hellerup, hvor Falck havde købt Zonen, og vi flyttede ind på Rygårds Allé. Vi boede der ca. 10 år, hvor Mogens blev uvenner med Gentofte kommune vedrørende noget skat, så han flyttede stationen til Lyngby på Lundtoftevej. Der boede vi så, til Falckkorpset blev solgt til Baltica.

Det har altid været det samme, lige meget hvilken Falckstation vi boede på, har jeg været rigtig glad for at være der, og redderne var lige ved at bære mig på hænder og fødder, og Jes, som nu er vognmand her i Præstø, har tidligere været Falckredder, og han fortæller, at de år han havde hos Falck i Præstø, har været de bedste.

Vi flyttede så til vort hus ved Runeklint, som vi havde haft som fritidshus, og hvor vi tog ned hver lørdag/søndag. Vi havde gjort huset rigtig dejligt i stand, og vi kaldte det Ny Ati Shamba, som betyder bøffelhuset på Swahili, og pottemageren på Røde Led lavede navnet i keramik bogstaver, og satte det op på gavlen.

Navnet, som huset fik, er et minde om de dejlige ture, vi havde ned til Afrika.

Vi startede med at rejse, da Mogens lå på hospitalet efter blodstyrtningen, Vi rejste af sted i en stor DC 7 med 70 mennesker ombord til Kairo. Fra Kairo fløj vi til en flyveplads ved Victoria søen, som hed Entebbe, hvorfra vi tog ind til hovedstaden i Uganda, og så til Nairobi i Kenya. Derfra var vi så på jagt i 8 dage, for at prøve, om vi kunne holde det ud, vi var jo ikke helt klar over, om det var noget for os. Vi boede i telt, og det var død spændende. Vi blev fordelt i 3 biler med en 2 hvide og en hunter i hver bil, og de sorte hængte på, hvor det kunne passe sig. Vi begyndte med at køre fra Nairobi, vi var selvfølgelig forsinket flere timer, fordi de forfærdelige professionelle huntere skulle sige farvel til deres piger, og de havde jo så mange piger, så det var næsten ikke til at holde ud. Så kommer vi kørende en mørk aften kl. 10 -11 stykker, det var buldrende mørkt, og så er der pludselig en mur foran os, og det var elefanter. Vi skulle være stille, for dem flytter man ikke med, dem venter man på, til de går af sig selv, for hvis en elefant bliver sur, kan den gå hen og plante sin fod lige oven i bilen, og så bliver vi mast til plukfisk. Du kan tro vi sad stille, og vi kunne høre de gumlede blade i sig, og det rumlede i deres maver, det var en fantastisk oplevelse. Så flyttede elefanterne sig, og vi kunne køre videre. Vi var i noget der hed Savoparken en stor nationalpark i Kenya, hvor der er mange elefanter. Vi drejede så af til højre, og ind i og fandt en yndig flad slette, hvor vi kunne være, der var ikke ret megen busk, der var frit, og der blev vi sat på hver sin stol med en drink i hånden. “Boy”sene gik så i gang med at rejse teltet, men det var de mere end 2 timer om, hvor vi andre kunne have rejst det på et kvarter. De sorte er ikke så forjagede som os, de har da tid nok. Man skal tage det roligt, og sørge for at ens hjerte følger med, siger de. De var nu søde, så det var jo meget godt. Kl. 3 om morgenen kunne vi så gå til ro.

Vi havde en sørgelig oplevelse her på den første tur. Min svigerinde, som var Mogens tvillingebrors kone, har altid været meget dygtig til fransk, og i det hele taget meget dygtig til al ting, og jeg var ikke noget særligt, så det var altid Inge der førte an, og jeg kom høvlende bagefter. Så var det pludselig mig, der kunne tale engelsk, og det kunne hun ikke, Hun havde nemlig været i huset i Frankrig, og hun havde været i huset i Belgien, så hun var god til fransk. Men hun kunne ikke tåle, at det pludselig var mig, der kunne tale sproget, så hun begyndte at sige, at dem og dem måtte jeg ikke tale med, for de taler ondt om os. Hun begyndte at dirigere med mig. Det var vi meget fortvivlet over, og da vi kom til Entebbe, så ville vi ringe hjem til far, og bede ham sende en flyver, for det her kunne ikke gå. Så var der en læge fra Bogø, som blev en af vore meget gode venner, Christian og Birgit Linnet, og de sagde, at det måtte vi endelig ikke gøre, for hvis vi gjorde det, så risikerede vi, at hun aldrig kom over det, for det tropekuller var bare noget hun skulle over. Hun skulle igennem det, hendes hjerne skulle have ro. Vi kunne roligt lukke hende inde på værelset og give hende 10 Librium, så vil hun sove, og så kan i tage til Kampala, og når I kommer tilbage, så vil hun stadig ligge der. Hendes hjerneceller skal falde til ro, det er det eneste I kan gøre for hende, men det må I også gøre. Hun kom så vidt, at en dag sagde hun til mig, da vi stod ude i Bushen og ventede på drengene, som var inde og jage i skoven, Jeg hørte godt, da min mand sagde til dig, at hvis jeg blev temmelig umulig, så måtte du godt stikke mig en på kassen, men vi blev heldigvis gode venner igen. Senere har hun ikke villet med, for hun kunne ikke tåle varmen, så jeg tog alene med, sammen med min mand og hans tvillingebror.

Har du også gået på jagt herhjemme?

Ja jeg har gået meget på jagt ude i Stor Hestehaveskoven, hvor vi har vores hus, og jeg har også været på jagt i Nysøskovene og på Lekkende. Jeg kan huske at vores gode venner på Lekkende, skytten Verner sagde, har jeg ikke lovet dig, at du skulle få lov at skyde et dåvildt? Så se at komme af sted, du kan køre af sted med jagteleven. Jeg fik skudt en dejlig kalv, så jeg var stolt som en pave.

Jeg skød også nede i Afrika. En gang fik jeg en ordentlig bule i panden. Vi var ude at køre, og pludselig så vi en flok gnuer langt fanden i vold, mere end 300 meter ude. Så siger Mogens og jægeren! Skal Ellen ikke prøve dem? Så giver Mogens mig riflen. Den riffel havde jeg så svært ved at tage ladegreb på, og jeg lægger mig op af en myretue, for at få fast anlæg, og jeg begynder at skyde. Jeg trækker 3 gange, så jeg når at få skudt 3 skud af, så siger Mogens, nu holder du altså op, for blodet flyder ud af hovedet på dig. Jeg havde godt nok mærket den slog tilbage, men jeg blev så rasende, så jeg tænkte, nu skal jeg gi’ den. Jeg kunne aldrig i livet nå de gnuer 300 meter ude. Det var uartigt af dem, at sige, jeg skulle skyde der. Herhjemme skyder jeg aldrig mere end 100 meter borte. Det var et held, at det ikke ramte øjet. Bulen sad lige i tindingen, og sidste dag skulle vi alle fotograferes, og den lille skinnerboy, ham der flåede al skindet af det vi havde skudt, han dansede rundt på sine små krogede ben og pegede op på den blå bule jeg havde oppe i hovedet, og det kan man se på fotografiet. Skinnerboyen var fra Congo, og han havde en lille høne gående ved sit telt, og den havde en snor om benet, og den lagde æg til ham. Han havde fået den af nogle savværksarbejdere, som vi havde givet kød. Vi skød ellers ikke mere end vi skulle bruge, men hvis vi fik overskud, så gav vi det væk, de var jo lykkelige for at få kød. Disse jagtture har været højdepunkterne i mit liv med oplevelser af dyr, mennesker og den pragtfulde natur.

Jeg kan også huske en gang, da Mogens ville skyde leopard. Vi hænger først madding op til leoparderne, og så er vi ude og kontrollere de forskellige steder, hvor vi har hængt maddingen op. En dag så vi, at der pludselig var begyndt at blive ædt af den Gazelle, vi havde hængt op. Vi sad hjemme i lejren og snakkede og fik en drink, som vi havde fået hældt op, Så siger Mogens pludselig. Vi skal da af sted, klokken er fem, vi skal ud og kigge om leoparden er der! Han og Rhe, den professionelle jæger, farer af sted, og da de kommer kørende derud, kan de se, at leoparden allerede er oppe i træet og står og kigger efter dem. Så siger Mogens. Hvad nu! Ja nu skal du glide af lige så stille, og gemme dig bag den busk, og se at finde en god måde at holde til den på. Så kører jeg videre, så jeg afleder dens opmærksomhed, og så følger den min bil med øjnene. Det gjorde Mogens så, og han fik et perfekt skud, og Mogens ville så styrte hen til den. Men en af de sorte griber ham i ærmet, og så siger han på swahili, Det må du ikke, for der er flere jægere, der er blevet dræbt af døde leoparder, ved at man er gået for tidligt over til den, og den måske ikke har været helt død. Så lærte Mogens det, og så sad de lidt og kiggede på den, og så var den stendød. Så går de hen og undersøger den, og pludselig siger Rhe med rædsel i blikket, at det er en hermafrodit! Hvad siger du? sagde Mogens, og jeg der aldrig skyder hundyr, jeg vil ikke skyde hundyr. Det var en der var halvt af hvert. De kunne se på den, at den havde digevorter. men den havde aldrig haft unger, den havde en leopards store hoved, med små ører, og store poter, den var så typisk en hanleopard. De meldte det inde til Vildtdepartementet. Det gør man normalt, hvis man har nået usædvanligt, og vi meldte også om, at der gik en stor hunelefant, med kun en stødtand, og som haltede, og den må være blind, for den tørnede imod buske, træer og sådan noget. Mogens sagde, den vil jeg da ikke skyde. Men de sagde på Vildtdepartementet, den burde de have skudt, Men Mogens havde kun lisens til at skyde en elefant, og den havde han skudt på en anden jagt, så det vovede han ikke. Man betaler også for hver gang man skyder et dyr. Det er ligesådan herhjemme, Mogens skyder kun bukke, han skyder aldrig råer, ikke med mindre der skal tyndes ud i dem.

Jeg har en lille smykkenål her. Det er to ben, der er sat sammen af min guldsmed. Det er to ben, der sidder oppe i skulderen og flyder i lymfevæsken på alle kattedyr, og dette smykke er fra Mogens Leopard, og jeg har også en som er tre gange så stor, den er fra den løve, han skød. Det sidder løst i lymfevæsken heroppe i skulderen, og det gør at katte ikke mister balancen, når de springer. Det hedder et Flowdingbone. Vores skinnerboy fra elefantturen har også lavet mig et armbånd, som stammer fra halehårene på elefanthalen, og de er lavet så fikst, så det kan skubbes ud og ind, så det passer til håndleddet, og han lavede også en ring til mig af samme materiale fra elefanthalen.

Jeg har aldrig fået børn, det havde været mit store ønske, og på Gentofte sygehus blev jeg undersøgt for, hvad der måske kunne være i vejen, og vi prøvede oven i købet med kunstig inseminering. Det hjalp heller ikke, så jeg sagde til Mogens, om vi ikke skulle adoptere, men det kunne der ikke være tale om. Det havde ikke været nødvendigt at adoptere en dreng, for Ole skulle jo være første arving, men bare en pige. Det syntes han ikke, og da jeg endelig fik ham overtalt, så var jeg blevet over 40 år, og så var det for sent. Men jeg har da klaret mig udemærket uden det.

Mogens og jeg holdt meget af at fiske ål og rejer, og vi satte ruser ud til det farvand, der ligger lige uden for vort hus. Der, hvor vi ligger og sejler rundt, er bare så mange sten, så vi kan ikke bare gå lige hen over Nordmandssandet, vi skal helt ned til Fakse Ladeplads, før vi kan komme helt rundt og gå ned til Kalvehave.

Det er et spændende liv du har haft, og du har været god til at se tingene på en humoristisk måde!

Ja, det tror jeg, jeg har fra min mor. Jeg tror min fars mor var maniodepressiv, hun tog sig af dage, hendes 2 søstre må have haft det på samme måde, de tog sig også af dage. Jeg har fået konstateret sygdommen maniodepressiv, men for 20 år siden, var jeg hos en overlæge Mogens Kristensen, og jeg blev sat i en kur med Litareks piller, og siden den tid, har jeg klaret det fint. Jeg må have arvet det fra min far.

Min søster og jeg er blevet uenige om min brors dødsfald. Hun mener, at han også har taget sit eget liv, men det kan hun ikke vide noget om, for hun var ikke hjemme, da det skete.

Min far og mor var ude at sejle op ad svenskekysten, og så er Niels derhjemme og passer tømmerhandelen, og da han skal hjem til frokost, ser han en kat, der er på vej ind i dueslaget. Han vidste, at min far plejede at skyde kattene, når de gik derind, så han gik op efter riffelen, han glemmer at afsikre, og falder på trappen og skuddet dræber ham.

Jeg sagde til min søster, at hvis Niels ville tage sig af dage, så havde han gået ud af huset. Du var jo i Amerika, jeg kan ikke forstå, du vil gå og brede sådan noget ud om din bror.

Årsagen til mit dårlige syn skete ved en blodprop, som kom ganske stille sidst i 1980’erne. Jeg opdagede det ved, at jeg kom kørende ned til Runeklint i bil, og kørte ned ad bakken, og kigger over på Kohave skoven. Så kan jeg se nogle store krysantemum i træerne. Så tænkte jeg, det var da underligt. Da jeg kom hjem blev det konstateret, at det havde været en blodprop, men øjenlæge Morten Verdich i Vordingborg, ville ikke tage mig, han ville ikke have nogen nord for Vordingborg, han havde nok. Så gik jeg i flæsket på Jette, som var hos en optiker lige overfor øjenlæge Verdich. Hendes mor var min gode veninde, og vi har rejst meget sammen, men nu er hun desværre død.

Jette sagde, at hun kendte fru Grete Verdich, så hun ville snakke med hende. Så fik jeg lov at få ham, og det har jeg været rigtig glad for.

Så var det jo slut med at køre bil, for der stødte også grå og grøn stær til, så det ene øje skulle fjernes. Så sagde øjenlæge Verdich at han ville ringe op til overlæge Plesner på Næstved sygehus, men det ville jeg ikke have, jeg ville ind på Hamlet, som var et privat sygehus, men der var ingen øjenkirurg, så der kunne jeg ikke komme ind. Men må jeg så foreslå øjenlæge Madsen på Roskilde sygehus? sagde han. Det blev så arrangeret, og han var en festlig fyr. For det første stak han mig noget musik i ørerne, og han spurgte om jeg ville have klassisk eller jazz. Så fik jeg nogle ørepropper i ørerne, sikkert for at jeg ikke skulle høre de rodede, og så tog de øjet ud.

Vores unge mand fra Runeklint kørte for mig, og vi kom begge efter operationen, ned på kontoret, hvor overlæge Madsen sagde, at jeg skulle have et kunstigt øje, men de sorte med gyldne stjerne i, er desværre udsolgt. Vi grinede, så jeg var ved at falde ned af stolen.

Det gjorde ikke ondt at få fjernet øjet, og da vi kørte hjem i bilen, følte jeg, at jeg så meget godt med kun det ene øje, men der kom også grå stær på det, og den fik jeg taget hos overlæge Wille på Diakonissestiftelsen. Han var også rigtig dygtig. Jeg var blevet ham anbefalet af en fra Jungshoved, men det kostede selvfølgelig det hvide ud af øjnene, men det var jo også lige meget.

Mit syn svinder mere og mere, og når jeg sidder og ser på dig, så kan jeg se du sidder der, men jeg kan ikke se dine øjne, dine træk, og heller ikke din hårfarve.

Jeg har også lidt problemer med min hørelse, og jeg har fået et høreapparat, men jeg har somme tider lidt problemer med at få det sat rigtigt i, og det er også svært at indstille det med teleslynge og alt det andet. Det kan være, jeg skal bede om at få lidt mere undervisning i at bruge det rigtigt.

Efter jeg fik dårligt syn, flyttede jeg hertil Aggerhuscentret, hvor jeg fik denne dejlige lejlighed. Jeg er faldet godt til, og jeg er meget glad for at bo her. Mogens bor stadig ude på gården i Runeklint, og jeg besøger ham af og til.

Jeg har været på senblindekursus på Synscentralen i Vordingborg, hvor du blandt andet lærte mig en masse, og senere deltog jeg i et senblindekursus, som 11. kreds havde arrangeret her i Præstø.

Jeg har også deltaget på et kursus på Blindeinstitutet i Hellerup, der var jeg et halvt år, men det var jeg ikke ret glad for. Jeg følte de mobbede mig, vi skulle f.eks. lære at smøre et stykke mad, og det skulle være diagonalt fra det ene hjørne over til det andet hjørne, og jeg ville helst smøre denne vej ned, men det måtte jeg ikke, og der var sådan forskellige ting. Så kom der nogen fra Præstø, bl.a. min elskede fru Hansen, for at se til mig, hun var så forarget, det lille usle værelse, som jeg havde, jeg kunne dårlig nok vende mig, men der var nogle søde piger, og de havde kontor lige om hjørnet, der hvor jeg boede, og de kom ind og de pakkede min kuffert, da jeg skulle hjem, men jeg var ikke særlig glad for dette Blindeinstitut. Da jeg skulle hjem på ferie, så siger sekretæren, jeg er ikke sikker på, at vi har plads til Dem efter sommerferien! Nå, er De ikke sikker på det? Det er jeg, for jeg kommer ikke mere!

Der var en sød sygeplejerske, hun spurgte mig, om vi ikke skulle gå ned i Hellerup og spise en aften, og det gjorde vi så en 6 stykker, det var rigtig hyggeligt. Jeg havde ikke indtryk af, at jeg lærte noget. Jeg tror nu også, at de andre var meget yngre end jeg, for i den lille bar, der var ovre på den anden side af gangen, der opholdt alle de unge sig. Men jeg syntes ikke jeg lærte noget, heller ikke i maskinskrivning.

Jeg kan huske, jeg delte badeværelse med en meget sød lille ung pige, og hun var temmelig gravid, og hun havde en ven, som kom og så til hende meget ofte, og som regel sad han på WC når jeg skulle derind, eller også sad jeg der, når han skulle bruge det, for vi havde fælles badeværelse, og det var meget ubehageligt, men vi grinede da heldigvis af det. Den unge pige kunne få lov til at gå ned i svømmehallen i bad og svømme, det kunne jeg selvfølgelig have arbejdet på at spørge om jeg også måtte, men det gjorde jeg ikke.

Jeg kommer i Blindesamfundets klub ude i Præstø, hvor Birthe Bille er leder, men jeg er ikke så flittig som mange af de andre deltagere, som både går til kurveflet og sølvarbejde, men jeg tager præstøbussen derud og hjem igen. Jeg gik hos Karen, som også er helt blind, et par år, hvor jeg lavede en lille skindpung, som jeg lavede af nogle skindlapper, men der måtte Karen sidde og lave det meste af det. Jeg skulle også strikke en hue, men der tabte jeg maskerne ustandseligt, den måtte Karen også lave færdig. Jeg er glad for min båndoptager, hvor jeg læser min lydavis, og ham Asger Rosenberg, han læser noget så dejligt op, han har sådan en charmerende stemme.

Jeg læser også lidt på mit CCTV-apparat, men det er kun ganske lidt, for jeg bliver hurtigt træt, jeg kan lige læse, hvad der står på menuen på spisesedlen.

Der foregår også en masse her på centret, i går kom Annelise og spurgte, om jeg ikke ville op og høre Julius Nielsen fra Kalundborg synge, og så var jeg naiv nok til at tro, at vi skulle følges, men Annelise skulle skynde sig videre.

Når jeg får noget post, så kan jeg bare gå ned på kontoret, så vil de gerne læse det for mig, og ligeledes, hvis der skal sendes nogle penge.

Kunne du tænke dig, når vi nu er færdige med at interviewe forskellige kvinder, at vi lavede nogle små grupper, hvor vi kunne sidde og snakke om erindringer?

Det kunne jeg da godt, det er altid dejligt at være sammen med nogen, man kender, det at gå til noget, og man ved ikke om man kender dem. Selvfølgelig kan man sige, man kommer til at kende dem, men man er alligevel sådan lidt reserveret.

November 1998: Johanne Margrethe K. Sørensen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med: Johanne Margrethe K. Sørensen, født 15.juni 1912

Interviewet af Heike Michelsen november 1998 i forbindelse med Refsnæsskolens 100 Års Jubilæum.

Det er jeg ……

interview med Grethe optaget 1998,

Du venlige Hus ved den bakkede strand,

hvor Livet vi lærer at kende,

du dejlige Hus ved det brusende Vand,

til dig vil vor hilsen vende!

Ja, det var på festdagen for jubilæet, der fik vi frokost klokken 12. – Der var også nogen fra København der skulle synge deres kantate – fra 50-års jubilæet. Og så kom der Refsnæs historier frem. Og så fortalte Aksel en halv gyser. – Vi havde en køkkenassistent der hed Anna Henriksen, og hun kom til at skære en finger af i brødmaskinen. Så fik børnene noget Pålægsmad om aftenen, og det var noget de formodentlig ikke kunne li’, og de fandt ud af det var Annas finger.

Hvor meget kan du huske fra din barndom på Refsnæs?

Jeg kan huske mange ting. Jeg kan f.eks. huske at vores plejemoder frk. Filstrup fandt på, at vi skulle give Bøgekaffe. Det var sådan en tradition, de havde ude på Refsnæs, at den fra hvis vinduer man kunne se Bøgetræerne fra, de skulle give Bøgekaffe når Bøgen sprang ud. Og det var altid frk.. Filstrups gerning at give kaffe. Men så skrev vi breve hjem til vores forældre hver måned, og så da vi var blevet færdig i god tid – så ved jeg ikke hvordan vi kom til at snakke om, hvordan en indbydelse egentlig skulle formes. “Jamen ved I hvad”, sagde frk. Filstrup, “ Jeg foreslår at I inviterer til kaffe nede i de store pigers legestue, når Bøgen er sprunget ud.” – Og vi var lidt betænkelige ved det. Og så sagde hun: “Hermed inviteres I til Bøgekaffe i de store pigers legestue om aftenen kl. 8.” Og da havde vi en sanglærerinde der hed frk. Toft. Hun var kommet i November måned. Og hende havde vi to i min klasse der ikke kunne fordrage. – Så de ville ikke være med til bøgekaffe, når hun skulle med. Og frk. Filstrup forklarede os: “Jamen I er nød til at invitere dem alle sammen. Hvis hun så siger nej, så er det helt i orden.” Men det gjorde hun altså ikke. Så ville drengen og pigen ikke være med. Og så måtte de gå i seng til sædvanlig tid. Så det var kun os andre der fik lov til at være længe oppe den aften.

Hvor gammel var du der?

Der var jeg lige blevet 12 år. – Det var det år jeg skulle ind på Instituttet.

Hvornår kom du på Refsnæs?

Der kom jeg da jeg var 6. Den 19. januar så vidt jeg husker.

Så du fik lov til at blive hjemme til du var 6 år?

Nej, jeg blev sendt ud til frk. Melchiors børnehjem i Lyngby da jeg var 4 år Og det var lige en uge før Juleaften at det blev åbnet. Og Far og Mor var så kede af det. Og de spurgte om de ikke kunne få lov til at beholde mig til efter Jul. – Det var bare en notits der havde stået i bladene, at der blev åbnet et børnehjem i Ballerup. Det var en grosserer Stau der åbnede det. Hans hustru var selv blind. Hun hed Elisabeth Stau, og hun ville gerne gøre noget for blinde børn. Og tante Akker, som vi kaldte frk. Melchior – hun hed Agnes Melchior – hun syntes at hun skulle gøre noget for blinde børn, men havde altså bare ikke pengene til det. Nåh, men det havde grosserer Stau jo, og derfor blev det åbnet. Og der var plads til 6 børn i Ballerup, men der var så fugtigt så vi måtte flytte. Men vi børn syntes der var så morsomt at flytte, så vi spurgte da vi kom til Lyngby – skal vi ikke flytte i morgen igen?

Fik du så lov til at blive hjemme i Julen?

Nej, for de ville også gerne have nogen fornøjelse af nogen. – En der kunne sludre lidt med dem. Og jeg snakkede jo riv Jydsk, og jeg kunne jo efterligne alle de her koner, der kom og sladrede med Mor. Og det gjorde jeg. Og tante Akker kunne ikke li dialekter, så hun gjorde sådan lidt nar af mig når jeg sagde jeg skulle have et stykke sigtebrød. “ Jeg wil gjerne be om et styk Sejtebrød”. Og jeg sagde growbrød om Rugbrødet.

Jeg skulle lære at tale pænt.

Og der var jeg til jeg blev 6 år. Så kom den Spanske syge jo. Og så blev der så god plads ude på Refnæs skolen. De tog nye elever ind. Ellers plejede de at gøre det efter sommerferien. Men i 1919, tog de sådan hele året rundt. Og der var Bakkely jo med. Det var en villa der lå, så man kunne gå fra Refnæsskolen og derop ad en bakke. Og den ejedes til at begynde med af en frøken Wendelbroe, der havde hjem for svagelige børn. Men de kunne se. Og da hun så ikke ville have det længere, så købte skolen det, til hjem for dem der ikke så godt kunne gå alt for længe i skole. – Det var nærmest for svagelige børn og i særdeleshed for Epileptikere. – Og så kan jeg huske der var en der skulle der over, som jeg lå på sovesal sammen med. Og jeg var meget ked af det, men jeg kunne ikke være bekendt at tude mens barnepigen var deroppe og hjælpe os i seng. Så jeg ventede med at tude til hun var gået. Og så opdagede de store at jeg græd, og sagde:” Hvad er der dog i vejen Grethe?” Joh, sagde jeg. Det er da synd for Thora. Nu skal hun over på Bakkely og så bliver hun åndssvag. – Jeg troede det var noget der skete lige på vejen derover. Og de fik travlt med at få mig til at holde op med at græde, for der var frk. Thomassen plejemoder. Sigrid Thomassen. Hun var for øvrigt en god plejemoder. Men hun kom ind til København i sommeren 1919 og skulle være leder for pigeafdelingen på Instituttet. Og der var hun så en del år. For hun måtte da endelig ikke se jeg tudede.

Og der var du jo også kun 6 år

Jo der var jeg ved at blive 7.

Hvor tit kom du hjem på ferie?

Jeg kom hjem sommer, jul og påske. Men den gang kom de ikke allesammen på juleferie. Forældrene skulle selv betale jule, påske og pinseferie, hvis de ville have dem hjem. Og det havde far og mor jo ikke råd til. Men de ville da have mig hjem i Jul. Og den dag vi skulle hjem på juleferie, der gik vi i skole lige til vi skulle afsted.

Jeg sejlede jo til Århus, og så skulle far hente mig der, og så kørte vi med tog til Horsens.. Og så travede vi hjem.

Jeg var på Refsnæs til jeg fyldte 12, så jeg fik skolens 25 års jubilæum med

Vort Hjem og vor Skole, vor Travlhed, vor Fred,

du skænker os Arbejdets glæde.

Du værner os mildt mod alt ondt og Fortræd,

som over din Tærskel vil træde

Og så det sidste år jeg var der, så var der en dreng der kom syg hjem fra juleferie. Nu hed det sig altid, at hvis vi var syge, så skulle forældrene selvfølgelig beholde os hjemme til vi raske. Men jeg ved ikke hvorfor de ikke gjorde det. Men de har vel ikke kunnet klare det fordi de skulle på arbejde. I hvert fald kom han syg ind på Instituttet, og det var en rigtig gang Hjernebetændelse. Så han skreg når vi gik over gangen. Og jeg tog mine sko af, for jeg troede det gjorde så ondt i hans hovede, når vi gik der og gungrede på gangen. Så var der en der kom til at træde mig – så pev jeg jo lidt over det. Så blev der sagt: “ Du skal ikke tage skoene af Grethe, for han er syg. Det er derfor han skriger når I går forbi.” – Og jeg kan huske vi havde en der hed Maren. Hun sagde: Jeg skal høre når Ulrik skriger. Og jeg sagde,” Det er da ikke så sjovt Maren, han er jo syg!”

Og så havde vi en brandtrappe, der stod sådan midt i gangen når vi gik midt i huset udenfor. Og så fortalte man, at oppe på den brandtrappe, der boede en skolelærer. Og hvis nogen vovede sig ind i brandrummet, som de kaldte det rum der var der ved siden af sovesalen, så kom han ud og tævede os. Men han havde ingen timer. Han skulle ikke bestille andet end tæve dem der rendte på brandtrappen. – Jeg er nu sikker på at det var en Forstanderhistorie for at holde os derfra.

Men fra 6 – 12 år – det var næsten grundskolen?

Ja, det var forskolen dengang. (Jeg har da for øvrigt programmet fra dengang – så kan du se hvad der er foregået.)

Så var der en aften, at Ulrik var rigtig syg. Og jeg lå på den sovesal overfor sygestuen. Så vi der lå derinde – vi kunne rigtig høre hvad der foregik. Hele personalet var inde for at holde ham i sengen. Og så kom frøken Filstrup ind og sagde: “ I skal ikke være bange alle vi voksne er hos os!”

Så var der en der skulle ringe efter overlægen, og det var overlæge Hertz fra Kysthospitalet vi havde. Og han kom også, men de havde glemt at lukke op for ham. Og så kom der en ung pige hjem, hun blev fulgt hjem af sin kæreste. Og så kom han ind på den måde. Og han skældte dem ud. Og så var lærerinderne så overtrætte. De kom til at græde. Så sagde frk. Filstrup: Jeg ved godt at overlægen har ret, men vi regnede med at den der ringede til overlægen, også sørgede for at døren var åben. – Nåh, da han så havde fået en kop kaffe og en cigar og havde fået givet Ulrik en sprøjte, så var han mild igen. Og forstanderen fortalte så næste morgen, at Ulrik skulle på hospitalet i Roskilde. Og det var altså Sct. Hans om eftermiddagen. Og så fik vi fri for skole, for der var nogle af de store piger, der ikke havde haft det så godt om natten. Og personalet havde heller ikke haft det godt på skolen. Vi havde nemlig ikke nattevagt. Barnepigen hun sov inde hos os.

Hvor mange lå I sammen?

Ja, på den sovesal overfor sygestuen, der lå vi 7, ellers lå vi henholdsvis 8 og 9 piger.

Så I havde det sjovt Jer piger?

Ja, ja, men ikke den aften Ulrik var syg!.

Men dengang var det stadig pige og drengesovesale? Og måtte I slet ikke besøge hinanden?

Joh, vi sad sammen i klasserne, men vi måtte ikke rende ind til hinanden på sovesalene. Men mærkelig nok, havde vi fælles toilet om natten.

Men det var også kun fra 6 til 12 år I var der – jeg synes det var tidligt I kom til København.

Ja, men der var kun 5 klasser dengang. – Det var senere det blev udvidet. Det var Rytsow der var forstander dengang.

Og der skulle I både lære at læse, skrive og regne?

Ja, men jeg havde lært det hos tante Akker. Og jeg havde også lært at spise med gaffel. Men når man var 6 år, var man for lille til at spise med gaffel på skolen. Man skulle spise al sin mad med ske. – Og det værste for mig, det var altså, når vi fik Grød. Risengrøden hældte de f.eks. Øllet på, og hældte mælk på havregrøden om morgenen. Jeg kunne næsten ikke få det ned. Og der var skaller i. Det var fæle havregryn vi fik.

Filstrup, hun kom i 1919 som plejemor. Til at begynde med kunne vi ikke li hende. Hun gik altid rundt med en fløjte, og når vi så gjorde et eller andet som vi ikke måtte, så fik vi et dask af fløjten i hovedet. Så vi kaldte hende for Fløjtedask. Og hun skulle ikke være plejemor før efter sommerferien. – Så skulle vi begynde at sige plejemor til hende. Og hun var ked af det, da vi sådan blev 11 – 12 år var der nogen der syntes vi var for store til at sige plejemoder til hende. Så skulle vi sige frøken Filstrup. Og da hun kom, da var der en dreng der sagde: “Filstrup – er det en Fil med strop i?” Så sagde hun: “Du er vel ikke uartig Jeppe?”

Vil det sige, at plejemoderen skulle sørge for Jer når I kom fra skolen og resten af dagen?

Ja, men jeg syntes at alle lærerinderne var flinke til at tage sig af os.

Var du godt forberedt da du skulle videre til København?

Jooh – jo det var vi. Men vi fik jo en med i vores klasse, som kom over i en klasse for dem der ikke så godt kunne følge med. Da jeg kom på Instituttet hed de ekstraklasser. Der var 3. Vi andre skulle have 4 skoleår, men ekstraklasserne skulle kun have 3. Og der havde vi en med fra vores klasse. Og vi havde en dansklærerinde, der hed fru Wiberg. Hun var vældig dygtig. Og hende Gertrud gik vi kun sammen med en uge. Så kom hun over i ekstraklassen. Og så sagde fru Wiberg: “Jeg kan ikke forstå at frøken Filstrup, som ellers er en dygtig lærerinde, ikke var klar over at Gertrud faktisk ikke skulle ha været ind på instituttet. Men det var altså noget med at forældrene blev spurgt om de ville have dem på Bakkely. – Og dem der sagde nej, der blev børnene så betragtet som egnet til at komme på instituttet. Og der kom mange ind i min tid, som ikke skulle have været der.

Hvor lå instituttet dengang?

På Kastelsvej, og der gik jeg i skole til jeg var 16 år. Og så havde de noget man kaldte for fortsættelsesklasserne. Men fra vores konfirmation, som foregik i 1928, der skulle man til at begynde på en uddannelse. Og den varede så 2 til 3 år ligesom man kunne lære til.

Blev du også konfirmeret på Instituttet?

Jeg gik til præst på Instituttet, men Justenberg ville ikke så gerne holde konfirmation. Han syntes det var hjemmets fest. Og så skulle man hjem til nogen man slet ikke kendte, og gå til præst der i 14 dage og konfirmeres sammen med dem. Og det var altså ikke lige rart altid.

Og så blev du 16 år?

Ja, og skulle jeg væve hos frøken Bentzen. Der blev ikke spurgt hvad man ville. Der blev bare sagt nu skal du gå over i vævestuen. Og frøken Bentzen havde så meget at gøre, for hun skulle sørge for at de der skulle fra Instituttet det år, de var velegnede til at klare sig ude. Så hun havde faktisk ikke tid til at tage sig af os. Og så fandt hun ud af, at jeg kunne ikke væve. Nåh, så jeg sad der et år fordi hun ikke havde tid til at lære os det. Vi skulle til dels selv finde ud af det.

Og så viste det sig den ene gang efter den anden, at det år de skulle udskrives fra Instituttet der rejste frk. Bentzen og hr. Grove-Rasmussen rundt for at undersøge om de havde plads til en væv i deres hjem. Og de fleste de boede jo i lejlighed dem der var fra byerne. Og de kunne ikke have en væv. For de boede jo sammen med andre mennesker.

Når Morgenen kommer, vor Arbejdsstund slaar:

Hej op! Nu skal Kurvene flettes!

Vi skriver, vi væver og Skytterne gaar.

Nej, her kan vi skam ikke trættes!

Hvad kom du i gang med?

Jeg kom i gang med at sidde og strikke. For frøken Tomassen var ikke ivrig for at lære nogen at bruge en strikkemaskine. Fordi strømperne de skulle maskes op når de blev taget af. De blev strikket helt på maskinen. Så når de var lukket af, så skulle de maskes op for at maskerne ikke skulle rende. Der blev lagt en stor søm på dem. Det var jo tykke uldne strømper.

Og så lærte du at strikke – og det er derfor du er så dygtig til at strikke?

Ja, men det tog sin tid! Jeg kan godt sige dig, jeg havde så svært ved at bruge mine hænder, og jeg ved ikke hvorfor. – Sådan til håndarbejde. Jeg kunne faktisk ikke strikke ordentlig før jeg var 16 år. Så fik jeg klippet mit hår, og pludselig gik alting for mig. Jeg kan huske jeg havde en lærerinde der sagde.” Man skulle næsten tro der var noget i dit lange hår der hindrede dig.” Jeg havde fletninger og fik klippet dem i juleferien da jeg var hjemme. Og så kunne jeg pludselig. Jeg kunne alting. Så havde jeg ingen vanskeligheder med hænderne. Så jeg blev ved med at strikke – og det gør jeg den dag i dag.

Hvor længe var du så der?

Ja, på instituttet var jeg fra jeg var 12 til jeg var 19. Så blev man udskrevet. Og det var ikke så pænt. Der var en pige som frk. Bentzen spurgte om hun havde plads til en væv der hjemme? “Nej – det har jeg ikke! – Jeg vil hellere være luder.”

Men når I blev udskrevet – hvortil blev I så udskrevet?

Til vores hjem. Og nogen der ikke havde noget hjem, de kom med en kammerat hjem. Så måtte de selv se at klare sig som de bedst kunne. Og de få der lærte at strikke på maskine, de fik aldrig nogen strikkemaskine. Derfor var der så mange der tog ind på Mariendalshjemmet.

Hvad lavede de der?

Der arbejdede de – de hed arbejdsføre kvinder dem der boede der. Og de strikkede og de vævede og flettede kurve og lavede kurvestole. Og der kunne de blive til de var 70. Og så skulle de se at komme et eller andet sted hen – på et hjem i København

Men du blev sendt hjem til Horsens?

Ja, og der blev jeg så et år. Der var sådan forskellige ting jeg ikke kunne godtage. Jeg kendte jo kun mit hjem som et fælles sted, og kom aldrig sammen med nogen. Så derfor tog jeg ud på Værnehjemmet på Refsnæs. Og der har jeg så været fra 1932 til 1973. Og på Værnehjemmet der vævede vi.

Så fik du lov til at væve igen?

Ja, vi vævede gulvklude og køkkenhåndklæder med border. Og vi både brugte og solgte dem. Men det var mest håndklæderne vi solgte. For det var kun os på Værnehjemmet der kunne bruge gulvkludene vi vævede. Fordi vi vævede dem sådan at vi kunne vikle dem om gulvskrubben når vi vaskede vores værelser. Det skulle vi jo selv ordne. Og så hver 14 dag blev der sæbevasket på værelset.

Og de der kunne måtte hjælpe til i køkkenet. Og det kunne jeg altså godt. Og der arbejdede man og boede der.

Og da det blev bygget i 1928 kom forstander Rytsow og lovede at dem der ville flytte med derover, at de kunne blive der hele deres liv. Men det kunne de altså bare ikke. For der var jo mange der efterhånden ikke kunne gå på trapper mere. Det var ikke indrettet – det skulle have været et et-plans hus. For der var nogen der boede ovenpå. Og efterhånden som de blev ældre, fik de forskellige skrøbeligheder.

Og der var du så til 1973?

Ja, så flyttede jeg ud, fordi at Kurt Kristensen som var forstander dengang, han ville ikke ha Værnehjemmet. Og så blev der lovet at de forskellige kunne komme hjem til deres hjemkommune.

Jeg sagde:” I skal ikke regne med at jeg kan komme til min søster og svoger!” For jeg havde prøvet på det, og de ville altså ikke ha mig til stadighed.

Har du kun en søster?

Jeg har ingen mere. Jeg havde 5 brødre og 1 søster. Men de har alle sammen forladt mig. De er ikke mere.

Og så Nutte, hun hørte til på et børnehjem i Holmendrup ovre på Fyn. Hendes plejemor hed Signe. Hun var kommet der, da hun var 10 måneder. Og så fik hun dårlige øjne. Hun kunne se med det ene øje. Så kom hun på Sct. Joseph Hospital i Odense, og der tog de det forkerte øje, og så måtte hun have fået taget det dårlige. Da hun kom hjem til Svendborg igen. Sådan blev hun blind.

Var hun også på Værnehjemmet?

Ja, det var jo hende jeg boede sammen med i Olaiparken. Fordi den tid hvor de arbejdede med at finde et sted til de forskellige, – så blev jeg sur og sagde: “Nu er jeg rystende ligeglad, med hvordan det går. For Jeg vil ikke være kastebold. Nu vil jeg have en lejlighed. Og så ville Nutte gerne med. Og jeg vidste godt at Nutte ikke var rask nok til det. Og de synes alle sammen det var så udmærket. Jeg sagde: “Jamen altså, jeg tør ikke tage ansvaret for andre end mig selv! – “Nej, men så ringe var Nutte da heller ikke.” Men det var hun altså. Det var kun en tid hun kunne holde ud. Så faldt hun mere og mere af. Og så en morgen fandt jeg hende død inde i sengen.

Hvor længe boede I sammen?

Vi boede sammen i 1½ år. Og så skulle vi flytte herover i Munkesøparken. Jeg var ikke meget for det, for det var i Olaiparken vi var startet. Nåh, men Nutte ville gerne have sin egen lejlighed, for hun trængte sådan til lidt fred og ro. Og så kunne vi tage ind og besøge Grethe Nielsen. Hun var på Amtsplejehjemmet. Og det gjorde jeg så indtil Grethe døde.

Men mens du var på Værnehjemmet havde du en slags arbejde. Og da I tog ud i Olaiparken, hvor arbejdede I så?

Så havde Refnæsskolen fået oprettet et værksted inde i Skibbrogade. Og der arbejdede vi så. Gerda har også været der. Man kunne være der hele dagen, og vi kørte med bus fra Olaiparken. Men da vi så flyttede i Munkesøparken, så syntes vi at vi hellere ville ha eftermiddagen fri. Og det kunne vi også godt få. Så kørte vi hjem til middag, for til at begynde med var vi ikke flere i Skibbrogade end de selv kunne hente og bringe os i en almindelig privatbil.

Hvad arbejdede I med?

Til at begynde med arbejde vi med Carmen Curler. Men da så fabrikken holdt op, så puttede vi reklamer i konvolutter.

Kan du huske hvad I fik for det?

Ja, jeg kan ikke helt huske det, men vi fik da sådan at vi kunne komme med i ATP-ordningen. Til at begynde med, var arbejdet på Værnehjemmet ulønnet. Men så da Grove-Rasmussen blev forstander, sagde han at vi skulle have lidt lommepenge for det kunne man ikke byde voksne mennesker. Så fik vi først 6 kr. om måneden, så blev det forhøjet til 17 kr., og til sidst til 100 kr.

Og så var der alt det der, da Kurt Kristensen kom. De skulle hjem i weekenderne. Da var de faktisk hjemme den meste tid. Vinterferie begyndte når vi rejste hjem til Fastelavn. Påskeferien begyndte sådan at vi kunne være hjemme til Palmesøndag. Og Pinseferien varede også i 10 dage. Og så var der Kristi Himmeldagsferien. Så i hans tid var de ikke ret meget på skolen.

Men det var da også godt at være hjemme nogle dage?

Nej det var ikke lige morsomt for de halvvoksne elever. De kunne godt mærke det var en belastning for deres forældre at skulle ud og hente dem.

Og til sidst opløstes det værksted i Skibbrogade, fordi Carmen gik neden om og hjem. Bygningerne er der vist endnu, men hvad de laver i dem nu, ved jeg ikke. Men vi kunne ikke arbejde for dem mere.

Så kom vi hen på Kærhus. Og der arbejdede vi så til vi ikke kunne mere.

Også med vævning?

Nej, ikke med vævning. Vi sad bare og ordnede de der Curlere og Reklamer, og små vogne og puttede tre kort i kuverter

Hvornår var det i sang kantaten første gang

Ja, hvornår vi sang? – Det var den 1. november 1923. Men kantaten var skrevet før, for den blev brugt første gang i 1921, til noget de kaldte blindestævne. Det var kun for de elever der havde været på Instituttet. Man mødtes hver 4. eller 5. år. – Det kan jeg ikke huske så nøje. De boede på instituttet, og hos venner og bekendte og hos kammerater som de bedst kunne.

Men dem der havde været sammen med mig, de sagde det var slet ikke det samme at komme på Instituttet igen i København. De troede de skulle regere med dem som da de var børn. De skulle bestemme over dem. Så det var sådan en blandet fornøjelse. Men vi sang den 1. November 1923 på Refsnæsskolen.

Der var du stadig på Værnehjemmet?

Der var så mange ting som ikke var godt!. Da den første leder var rejst, der kom så meget sladder mellem os indbyrdes. Man skulle holde sig meget fri for at undgå det! Og så engang fik jeg besøg af min broder, og han har jo ikke levet som man følte man skulle dengang, men derfor var han alligevel min bror. Men frøken Olsen som vores leder hed dengang, hun var så uvenlig mod ham.

Han var kommet for at glæde mig til min fødselsdag, og jeg kan godt sige dig – Jeg var grædefærdig. – Og så kom jeg hjem på sommerferie. Og jeg syntes jeg sådan trængte til at komme væk fra det hele. Og så ville jeg så gerne have været hos min søster og svoger. Men det gik ikke. Hun troede at jeg ville ta Villy fra hende. Og så ville jeg selvfølgelig ikke være der. Og så måtte jeg ikke komme på sommerferie derovre. Mor døde jo i 1937, og Far opløste hjemmet temmelig hurtigt – for hvad skulle han gøre? Så han kom på Alderdomshjem i Horsens. Og Aksel gjorde meget for at invitere mig på ferie. Men nej, det kunne ikke lade sig gøre. Men frk. Olsen vidste jeg godt ville derfra. Men, hun måtte da vide, at jeg ikke var så dum, at jeg ville blande Aksel og hans familie ind i det.

Hvad er det for en Aksel du snakker om?

Det er Aksel Andersen fra Instituttet og derfra kender jeg ham.

Nåh, men frk. Olsen var ikke særlig glad for at Værnehjemmet skulle opløses. Det var på tale, men det blev det ikke mens hun var der. – Ja, og hun havde faktisk en rigtig elendig død. Hun brækkede begge arme. Hun havde brækket den ene for år tilbage, og fået sølvplade i. Men selv den faldt hun og brækkede. Og så vendte hendes håndled helt forkert. Hun kom på Diakonissestiftelsen, og de kunne ikke hjælpe hende med at få armene i orden igen. Håndledene havde helt drejet sig. Og så blev hun bevidstløs og døde. Hun skulle blive 72 år det år hun døde. Det var det år i 1968, da Gottlieb trådte til, at vi skulle flytte. Og så der i 1972, da blev det helt galt. Da skulle vi ud på Klintegården. Og det var der nede ved Nostrup Mølle. Og det var meget øde. Der kom fiskermand en gang om ugen, brødmand en gang om ugen. Der var ingen mulighed for at gå til købmand og sådan noget. – Det var alt for langt væk. Så begyndte hun og Berger at rejse rundt og tale med de forskelliges familier. For Klintegården – det fik vi at vide den dag vi var flyttet derud, det var ikke noget blivende sted. Og så var det jeg sagde: Nåh, så er det også ligemeget. Så vil Jeg prøve en lejlighed, og så må det gå som det kan! – Og så ville Nutte med. Grethe var kommet på Amtsplejehjemmet dengang. Og vi havde hjulpet hende med at finde sig tilrette. Og vi tog ind til hende et par gange om ugen i den første tid. Indtil vi vidste, at nu var hun faldet til. Så tog vi kun der ind en gang om ugen. For hun gik jo over til Jehova Vidner. Og så havde hun så meget med dem at gøre.

Nutte og jeg var jo flyttet. Vi flyttede ud i 1973 til Olaiparken. Og vi havde det meget godt, men der var sådan nogen der udnyttede os lidt, men det vil der vel altid være. Og så flyttede vi her op i Munkesøparken i 1976.

Kan du huske hvorfor I gjorde det?

Det var bare det at sagsbehandleren i kommunen (Jan Brunholdt) syntes vi skulle flytte derop. Jeg havde ingen lyst til at forlade Olaiparken. For der kunne vi jo alligevel komme sammen med Gerda og Leif. Og så tog Gottlieb op på Raklevgården, og skulle hjælpe til deroppe. For hr. Ø(?) var syg og lå den meste tid i sengen. Og så så de ikke meget til hende mere ude på Fjordhøj, som Værnehjemmet kom til at hedde. Og så i 1974, tror jeg det var, da ringede en til mig der hed Laura og sagde: ”Nu skal Thea rejse til Farum i næste uge, og vi skal rejse i 2 afdelinger. Og der var nogen der kom på Hobrohjemmet. Det gjorde Hanne, for hun ville gifte sig med Thorkild fra Bredegård. De var yngre end mig. De var på alder med Nutte. Og så rejste det første hold afsted om mandagen, det sidste hold om onsdagen – og Gottlieb var syg. Hun havde ellers højt og helligt lovet hun nok skulle følge dem til Farum. Men det var hun ikke rask nok til. Det var denne her diskus prolaps.

Så I blev fordelt rundt omkring?

Jah, men det var efter eget ønske, men vi havde en der boede oppe i Nordjylland. Hun var på ferie oppe hos sin søster og svoger. Og hendes søster sagde med det samme, at der var et hjem deroppe der hed Klokkeholm og der ville hun gerne være. For vi troede at de kunne komme i deres hjemkommune. Neej sagde hendes søster – det skulle hun da endelig ikke. Så siger Berger: “Der er da Hobrohjemmet”, nej, der skulle hun ikke på. Hun skulle følges med de andre til Farum på Solgavehjemmet.

Men der er kun en tilbage af dem der flyttede ud dengang. De andre er døde med årene.

Det vil sige, der var ikke så mange der flyttede i lejlighed?

Nej, det var kun Nutte og mig. Hanne og Thorkild var kommet på Hobrohjemmet. Vi havde på den tid en administrationschef der hed Bøgh Christensen der sagde: “De kan ikke bo på Fjordhøj når de er gift. Det er det slet ikke indrettet til.” Det var det jo heller ikke. Så måtte de på Hobrohjemmet. Da var Farum ikke færdig med at blive bygget.

I fik så lejligheden hernede?

Ja, vi fik lejligheden i 1976. Og vi havde jo lånt til indskuddet. Jamen hvordan skal vi betale det? Det skal I ikke tænke på – det ordner sig selv sagde sagsbehandleren. Og så sidste år i 1997 fik jeg et brev i 2 måneder at jeg skyldte for det der indskud, og så ringede jeg til sagsbehandleren og sagde: “Hvad er det for noget”. Og han sagde det betyder ikke noget, det skal du ikke betale. “Joh Selvfølgelig skal jeg betale”, og det har jeg så betalt af på. Det var 6.000 kr. vi havde givet i indskud.

Og indskuddet til Olaiparken havde vi fået fra skolen. Så jeg blev helt paf da jeg fik de her breve, og selvfølgelig skal kommunen da have deres penge, Så det har jeg betalt af på siden marts sidste år.

Men vi fik jo aldrig rigtig besked på noget.

Men da I flyttede hertil – da gik I også på arbejde?

Ja, det gjorde vi. Da var det flyttet ud på Kærhus. Jeg ved ikke hvorfor de ikke kunne have det i Skibbrogade mere. Så da Fjordhøj blev opløst, blev Nutte og jeg enige om, så ville vi hellere arbejde på Solgården (plejehjem i Kalundborg). Det var på den måde vi kom på Dagcenter i terapien, og hvor havde vi det godt på Solgården. Vi var der indtil centret her blev færdigt. Og jeg sagde: “Må vi da ikke blive her på Solgården!”. Nej sagde de. Jeg ville så gerne være blevet på Solgården.

Men Hverdagen brydes af Søndag og Lov;

så lukker vi hele butikken,

saa holder vi Hvile, så holder vi Sjov

og glemmer helt Hverdagsmusikken

Vi strikkede og vævede, og fik solgt to slumretæpper mens jeg var der. Det vil sige jeg fik ikke noget for dem. Det var en der hed Alice, hun var så sød imod os. Så fik hun først det ene. Og så da hun kom på Amtsplejehjemmet sagde hun. “Åh Grethe, vil du ikke lave et tæppe til?” Ah, det vidste jeg nu ikke – men det forstod hun ikke. Hun havde sklerose. Men hun fik et til. For vi havde givet hende et varmetæppe, men det lavede kortslutning på Amtsplejehjemmet, og så måtte hun ikke bruge det. Så hun fik et til. Hun kunne ikke holde varmen på nogen måder.

Så det var på Solgården – hvor I også måtte væk fra

Ja, det blev vi tvunget til, fordi centret her blev bygget. Det er kun dem der bor på Solgården som må komme der. Det blev bygget i 1980, og jeg har kommet der siden. Jeg har prøvet at bo på Solgården en uge, fordi jeg havde brækket mit ben. – Men det kunne jeg altså ikke li’. Vi skulle altid sidde i spisestuen og høre radio. Når de så skulle se Fjernsyn sad de i dagligstuen. Man kunne aldrig snakke hyggeligt.

Da I kom på Dagcenteret, varede det længe inden I faldt til?

Neej, men vi opdagede hurtigt, at vi aldrig kunne lære selv at gå rundt på det Dagcenter. Der var alt for mange småhuller, og der bliver stadigvæk lavet nogen. Og da de seende heller ikke alle sammen selv kan gå rundt, er der noget mærkeligt ved det. Jeg sidder og strikker.

Du må have lært mange mennesker at kende der på 18 år?

Ja da. Mange af dem kan jo slet ikke huske. Det var noget helt andet på Solgården. Dem man var sammen med, de var friskere end dem man er sammen med på Centeret.

Og nu sidder jeg her, og det bliver jeg nok ved med.

Men man ser jo næsten aldrig et menneske, ud over når hjemmehjælperen kommer.

Du ser ikke dine naboer?

Nej. Hun i nr. 28 og jeg er blevet enige om, at hun må låne nøglen til mit pulterrum når hun har gæster. Vi har jo pulterrum både inde i soveværelset og på svalegangen. Og jeg har en altan, men jeg føler mig så ensom når jeg sidder derude. Så jeg bruger den faktisk ikke.

Så savner jeg Nutte og snakke med. Altanen den er for 2.

Jeg er på Dagcentret 2 gange om ugen, og der får jeg da snakket med nogen. Nu skal jeg til at læse for dem, mens deres oplæser er væk. Jeg læser fra Novellebladet. Det kan jeg så godt li. Der står så mange gode ting. Så læser jeg de bedste historier for dem. Jeg læser bladene på punktskrift, og det skal helst være små afsluttede historier.

Og du har lige været til 100 års jubilæumsfesten på Refsnæsskolen?

Ja, men der var sådan en larm. Ham der spillede klaver, han slog så hårdt i klaveret, så jeg sansede faktisk ingenting. Jeg gik bare fra det ene rum til det andet, og snakkede hyggeligt med alle de kammerater der var der.

Og du skulle synge den gamle kantate fra 50 års jubilæet, sammen med Aksel? Var du nervøs?

Ja. Det var ikke teksten jeg var nervøs for. Men for at jeg skulle optræde for så mange. Og så da jeg hørte ham der spillede klaver, sagde jeg: “Aksel det går aldrig!” – “Åh, det må blive som det kan”, sagde Aksel.

Jeg tror nok det var fordi Niels Eskær sagde, at han skulle lade være med at spille klaver. Jeg lærte ham forspillet til “Du venlige hus”. Så spillede han det, og så sang vi. – Og han klimprede kun med engang imellem. Man kan ikke sige han akkompagnerede os

Og så fra kl. 3 så gik det slaw i slaw. Man sansede ingenting andet end de forskellige talere. Men de stod så langt væk så man hørte næsten ingenting. Jeg turde ikke tage høreapparatet med i den larm, for det gør det endnu værre.

Sang ind her.

Du venlige Hus ved den bakkede Strand,

hvor livet vi lærer at kende,

du dejlige Hus ved det brusende Vand,

til dig vil vor Hilsen vi vende!

Vort Hjem og vor Skole, vor Travlhed, vor Fred,

du lærer os Arbejdets Glæde.

Du værner os mildt mod alt ondt og Fortræd,

som over din Tærskel vil træde.

Når Morgenen kommer, vor Arbejdsstund slaar:

Hej op! nu skal kurvene flettes!

Vi skriver, vi væver og Skytterne gaar.

Nej, her kan vi slet ikke trættes!

Men Hverdagen brydes af Søndag og Lov;

saa lukker vi hele Butikken,

saa holder vi Hvile, saa holder vi Sjov

og glemmer Helt Hverdagsmusikken!

Her samles vi alle til Sang og til Fest,

naar Højtidsklokkerne kimer.

Her samles vi glade og hilser vor gæst

velkommen til festlige Timer.

Du venlige Hus med din Havvind, din Sang,

du gaar os ret aldrig af Glemme.

Thi hvorhen saa Livet os fører engang,

vi kender din hjemlige Stemme!

Det er jo rigtig nok som der står i teksten, men der er bare sket en hel anden udvikling på Refsnæsskolen nu.

Men når vi andre sidder og fletter på et kursus, så kan vi godt bruge den sang. Og der kan vi sige: Vil det ikke være dejligt at høre den sang. Hvordan startede det hele!

Ja, ja. Og dem der boede på Bakkely, de vævede jo. Derfor kan man sige Skytterne går. – For vi på Skolen, vi lærte at strikke.

Så kan jeg huske, at Juleferien den blev først obligatorisk i 1920. Der skulle vi allesammen rejse hjem på Juleferie. – Så var der en Jul hvor det sådan blæste. Og Gertrud sagde aftenen før vi skulle afsted: ” Bare vi dog kommer afsted i morgen!” Ah, ja, det skal vi jo sagde vi andre. Og de første kom afsted. De der skulle til Sønderjylland – altså de der skulle over Storebælt, de kom af sted.. Og dem der skulle ned syd på, til Falster og der omkring. De kom også afsted. Men så kom turen til os. Og vi kom op ovenpå efter at have spist en lille middag, så dan noget Biksemad. – Og så kom vores rejsefører og sagde: “ Vi bliver til på Tirsdag!” Vi troede bare det var pjat, og sagde: Vel gør vi da ej. Vi skal hjem i dag. Så Oldfruen hun stod deroppe, og hun sagde: “ Jamen frøken Kamme Ringe, er det rigtigt at børnene skal blive?” Ja, sagde hun. Vi stod alle sammen som var vi fuldkommen lammede! Og, så listede vi ned ad trappen. Jeg kan love dig for, at der er aldrig blevet gået så stille på trappen som den dag. Men så kunne vi jo høre at der sad nogen inde i Spisestuen. Det var drengene og de største af pigerne. Så Astrid og Gertrud, Agnes og Jeg, vi græd og ville ikke se at de store skulle se at vi græd. Så vi gik ind i en kold legestue, og gik med hinanden i hånden og græd. Så var der da endelig nogen der fandt på: “Jamen, hvor er de 4 blevet af?” Så åbnede de døren til legestuen, og så kom vi ud til de andre. Og så når vi kom til at snakke om det senere, sagde drengene: Vi bandede og slog i bordene, men tøserne de brølede som køer. Og vores økonoma, hun hed frøken Vuns, det var sådan en ældre dame. Faktisk var hun dement, hun sagde til mig, da var jeg begyndt at strikke: En stor strikkepige tuder ikke! – Nåh syntes de andre – det skulle jeg nu have lov til.

Men så blev lærerinderne ellers sat til at skrive Telegrammer. De skulle jo sende besked til de forældre, der skulle hente os, i Århus og dem der skulle Nordpå, at vi altså ikke kom før Tirsdag. – Så den dag blev nærmest en slags tidsregning: Kan I huske den Jul vi ikke kom hjem sammen med de andre! Men vi havde det ellers godt. Vi fik Æbler og småkager. Vi var ovre og besøge forstanderen mandag aften.

Men vi kom da afsted tirsdag aften, selv om det blæste.

Hvordan holdt du Jul her i lejligheden?

Det gjorde vi aldrig. Vi kom altid ud, så længe Nutte levede. For der var jo feriehjemmet i Hobro. Det brugte vi meget. Og så kendte vi en dame i Hillerød, der hed Valborg. Der var vi gerne om sommeren. For Nutte mistede sin plejemoder, der hed Signe. Alle kaldte hende Signe på hele Refsnæsskolen. Og så sagde frøken Olsen til os: I må da ikke sige Signe!

“ Jo, vel må de da så “ sagde Signe, det er jeg altid blevet kaldt. Hun hed Signe Schlyngsjen.

Da Hobrohjemmet lukkede, hvor tog I så hen?

Så tog vi til Valborg. Så holdt vi Jul med fru Gottlieb. Vi var aldrig alene. I år skal jeg holde Jul med hende, fordi de får familiebesøg fra England i Kallerup. Og så bliver de så mange. Og så synes Gottlieb og jeg, at vi hellere vil holde gammel Jul for os selv.

Du kunne ikke tænke dig at tage på Fuglsangcentret?

Nej, der kan jeg jo ikke til at få nogen med. Det kunne da godt være engang. Men det bliver aldrig det samme som Hobrohjemmet. Det var altså hyggeligt. Vi var der dengang Tina Sejersen var der; og – så da Annelise Christensen fik det. De havde det indtil hjemmet i Fredericia blev bygget. Og så var det jo det, for Nutte og mig – så besøgte vi Hanne og Thorkild og Gertrud, når vi var på Hobrohjemmet. Vi måtte bare ikke komme over juleaften og juledag. For de holdt en meget lang juleaften, og juledag, der skulle de hvile ud.

Du læser meget?

Ja, jeg afløser oplæseren, der hedder Herdis, på Dagcenteret et stykke tid. Og jeg læser min punktblade. Det skal helst være små afsluttede fortællinger.

Har du nogen sinde læst den Inge Stidsen har skrevet om Thomas?

Den kunne jeg ikke holde ud! Den var alt for tung. Og jeg må indrømme, at jeg ikke kunne li den artikel de havde skrevet i Folkebladet. – Fordi vi kom da aldrig i Badekarret på Refsnæs mens jeg var der. Det var de voksnes. Der havde vi ikke noget at gøre. Vi blev badet under bruser. – Ja, og da Nutte kom på Børnehjemmet, da var hun 7 år. Så kom hun under bruseren. Og hun snakkede rent Fynsk, så hun sagde til frøken Mikkelsen som var leder dengang, “Nææh plejemor, der er da lige godt meget som du kan få det til at røvne herinde!” Nu skal du bare se Nutte, hvordan jeg kan få det til at regne herinde. – Og så viste hun Nutte det, ved at lukke hanerne op. Og Nutte kunne ikke sige: Frøken Krumerinke, hun sagde frøken Peter Ranke. Men frøken Krummerinke var en dygtig sanglærer. Hun lærte os salmevers. Vi skulle jo kunne salmevers, så vi kunne synge morgensang. Så når vi kunne verset, så gennemgik hun hvert enkelt vers med os. Hvad den og den digter havde tænkt sig med de vers. De Salmer glemmer man aldrig.

Nej, det man har lært som barn, det glemmer man aldrig. Og I der har gået på Refssnæskolen har lært så meget alligevel, som de der ikke har gået der aldrig har lært?

Ja, da.

Så det var flot at du lige var med til Jubilæet, og fik sunget sammen med Aksel. Og den Kantate kan du udenad?

Ja, men der skal kræfter til at synge den synes jeg. Nu må du huske på, at vi på skolen var vant til at Koefods orkester ledsagede os. Det er simpelthen det – jeg savner orkester når jeg synger den.

Kan du give mig en lille melodi af den her på båndet?

Ja, det kan jeg da godt:

Livslys lød det ord fra den Himmelske sal,

og lyset blev til i det samme,

“Bliv Lys”, lød Guds røst over skyggernes dal,

og tændt blev den evige flamme.

Den tændtes med Vælde i jordens glød,

den strømmed fra Himlen og mulmet den brød

og sprængte vor Jordklodes ramme.

I Menneskers hjerter, det sælsomme skær,

har luet fra tidernes morgen,

men hvor selv løvsindets tændede skær

sad længe på borgene.

Her stråler jo Lyset, her har vi jo alt,

lad ligge de stakler, der famlet og faldt

i smudset, i mørket og sorgen.

Men Faklen steg over landenes kyst,

og smeltede hårdhedens veje,

med følsomheds hånd kom til Menneskets bryst

og brød gennem mørkernes skjolde

men Nåden med Lyset den sat

i armod og sang, uvidenheds nat

og tinderne rinde så kolde.

Fra Frankrig steg tanken og grunden blev lagt

til Braille, og sporen og lyset sig bredte

med sejrende magt, til også det stråled i Norden,

Den blinde til overs, forskudt i sin krog,

blev ledet mod livet og ført til sin bog,

han følte sig hjemme på Jorden

Det var begyndelsen af den. Men den synger Aksel jo også, men så ved jeg ikke, om han også synger slutningskoret.

Det er efter “Du venlige hus”.

Bliv Lys lød det ord fra den Himmelske sal,

og lys kom til glæde og smerte,

Thi mørket vil bort over skyggernes dal,

og tænde den evige kærte.

Guds lys skal bestå, gennem tidernes hav,

vil våge ved vugge, vil våge ved grav,

og komme med kraft til vort hjerte.


Det var den !

Det er godt nok nogle stærke ord. Jeg kan godt forstå de blev bevægede af det. Men det er også godt i dag, at folk hører om det.

Ja, det er det. Og så var der en som tante Agger sang alene. Men det var dengang at Børnehjemmet var kommet med. Men det er der jo slet ikke mere.

Kan du også huske den?

Jah, det tror jeg nok. Men den er svær at synge. Men jeg kan ordene.

Kom lille barn til denne plet,

her er godt at være,

her bliver gangen gjort dig let,

her kan du bo og lære.

Jeg kalder dig med livets røst

med Moders målets klange,

kom barn og hvil dig ved mit bryst

og lyt til mine sange.

En hjælpsom hånd, et kærligt ord,

det har jeg altid rede,

Jeg er dig søster, far og mor

og vil dig stille Freden.

Min mor blev rejst ved folkets hånd

bag Bæltets blanke vove,

min magt jeg fik ved retfærdsånd

i ly af Danmarks nåde.

Kom lille barn, fra fjern og nær,

det bedste jeg dig giver,

thi kundskabs ord dig bringes her,

og her et barn du bliver,

Jeg skænker dig i barndomsvår

Den grund du skal bebygge,

så du kan føle hjertet slå,

i Sollys som i skygge.

Og du kan huske den gennem alle de år? Det må jo have været mellem du var 6 og 12 år.

Men den sang kommer altså ind imellem “Bliv lys” og “Det venlige Hus”, så kommer venlige hus. Og så når vi har sunget den, så kommer “Bliv lys ved Guds ord, og lys blev til glæde og smerte.”

Hvem har dog skrevet de sange?”

Det er vist Bjørn Haste der har skrevet kantaten. Cohn Hastes søn. Jeg mener det var i 1921. Der var et Blindestævne, og der blev den sunget første gang. Og så blev den ellers sunget hvert år til skolens fødselsdag.

Og det er derfor du kan den stadigvæk – og det er der vel mange der kan?

Jah, men der er jo ikke så mange af dem der lever mere. Alle dem jeg har gået i klasse med, de er jo væk.

Det er lige før du skal komme med over på Kvindeseminar i December og synge for os – så kan du synge de sange for os?

Ja, og så kan jeg synge de julesange vi havde. – Men er det på Fuglsangcentret, så vil jeg ikke med. Det er for langt.

Men sangene, Aksel synger dem nok bedre. For han spiller til. I gamle dage der blev den spillet på klaver eller orgel. Og forstanderen var en dygtig violinspiller og så Koefods orkester, da var den altså flot. Og det er det jeg mindes når jeg synger den.

Det må da have været en dejlig oplevelse for dig, da du sang den for Dronningen!

Ja, det havde jeg aldrig troet. Og hun hilste på mig, og sagde tak for sangen. Men det efter hun havde hilst på Aksel. Vi stod sammen da vi sang, men man skal jo på toilettet engang imellem. Og så blev vore veje skilt. Og så da vi kom over i gymnastiksalen – der tog forhenværende forstander Kurt Christensen mig med over – så mødtes vi igen, men der ville Aksel ud og have noget at spise, fordi det her pindemad, det var der ingen der rigtig brød sig om. Vi fik jo en vældig pæn frokost. Man kunne vælge mellem pølser og kartoffelsalat og så madder. Og jeg valgte madderne. For jeg var bange for at vi skulle spise med de her små plasticgafler og knive.

Var I mange til frokost?

Ja, jeg kan ikke huske hvor mange der var med, men jeg har et program:

14.45 Gæster er ankommet

14.50 Socialministeren ankommer.

15.00 Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. ankommer

Og så bliver der budt velkommen ved forstander Keld Stochholm, og så var der fællessang: “Blomstre som en rosengård.”

Og så tale af socialminister Karen Jespersen.

Kantate fra 25 års jubilæet.

Johanne Margrethe Sørensen, tidligere elev og Aksel Andersen, tidligere elev. – Og så kommer “Hele du venlige hus”.

Og så kommer kantaten fra 50 års jubilæet: Dagens gang. Og det er Ruth Hellesen der synger den. Det er også en tidligere elev. Bente Krogh, tidligere elev Edith Bøgh Nygaard – det var hende der var gift med Nordmand, men de er altså skilt – tidligere elev Ole Jørgensen, det er også en tidligere elev, og så skulle Jørgen Eckmann også være kommet. Men hans bror – enten blev han syg, eller også er han død. Det ved jeg ikke rigtigt. Så han kom altså ikke. Men den kantate kan jeg ikke melodien til. Men jeg kan læse den for dig. Den hedder Dagens gang.

Hver Morgenstund vi letter os,

vi bader og vi tvætter os,

vi pudser, og vi netter os,

og Plejemor, hun retter os,

vi kommer pænt i Tøjet.

Saa faar vi vores Morgenmad,

og den, som ej er morgenglad,

men er en sær forborgen Rad,

faar snart dog splittet Sorgen ad

med Morgensang fornøjet.

  • 29 –

Saa starter vi vor skolegang

med Lektiesliddet Dagen lang,

og føles Skolestuen trang,

vi med lidt Gymnastik og Sang

adspreder vore Tanker.

Og sommetider traver vi,

og ind imellem har vi fri.

Da løber vi ad sandet Sti,

hvor Aarhusbaaden gaar forbi

for snart at kaste Anker.

Af sten vi bygger Bro saa flot,

men det gaar ikke altid godt,

for glider Benet, blir det vaadt,

men det vi sagtens klarer, blot

vi hurtigt Sokken tørrer.

Og der er Dyr i vores Gaard,

og vi dem alle ret forstår.

De har som vi kun gode Kaar,

og vi vor egen Have faar,

naar vi er blevet større.

Og rundt i Haven tripper vi,

ja, vi er værd at slippe fri,

for med hinanden vipper vi,

og mod hverandre sjipper vi

til Kappestrid blir Legen.

På Engen stundom drømmer vi,

og uden Hæmning svømmer vi,

med Pjask Bassinet tømmer vi,

ja, det kan ske, indrømmer vi,

at vi gaar over Stregen.

Vi alle gerne lære vil

om alt det, som kan være til.

Vort Køkken, Sløjd og kære Spil,

ja, for vor Skoles Ære, vil

vi rigtig os anstrenge.

Ved Aftenstid vi sætter os,

for fjerde gang vi mætter os,

vi leger, til det trætter os,

for sidste gang vi tvætter os

og sover inden længe.

Ja, det var den! Og så kommer der en fællessang der hedder: “Solen titter i mit lille kammer ind.”, men melodien, den kender jeg ikke. Og det er den der bliver spillet på flygel af Knud Skogstad – det var ham der tæskede sådan i klaveret. Melodi af Jacob Vogel, tidligere medarbejder. Jeg kender ikke melodien til den, men kan læse den op.

(Grethe har også den på punktskrift og læser)

Solen titter i mit lille kammer ind,

siger til mig, jeg må ikke sove,

hvisker, jeg skal ud i sommervind,

lover mig, jeg bliver brun om kind,

mens den lyser over alle skove.

Op jeg springer glad og tager tøjet på,

skynder mig ud i den friske have,

himlen er så dejligt lyseblå,

å, der er så meget, jeg skal nå,

jeg skal over grønne marker trave.

Til min mor jeg plukke vil en fin buket,

af de mange blomster, gule, røde,

den skal være både stor og net,

derfor løber jeg så glad og let,

mor hun synes, blomster er så søde.

Når jeg kommer hjem igen med dem til mor,

si’r hun tak og klapper mig på kinden,

de skal stå på hendes lille bord,

de er vokset op i Danmarks jord,

mens de vuggede i sommervinden.

Så er den færdig, og så var der hilsen fra formand Poul Lüneborg, Dansk Blindesamfund, og hilsen fra formand Henrik Behrendt, Landsforeningen af Forældre til Blinde og Svagsynede. – Og hilsen fra de nordiske blindeinstitutter og det var ved rektor Gunilla Stenberg Stuckey, og det er fra Tomtebodaskolanns Resurscenter i Sverige. Så kommer den kantate som skolen selv har komponeret. Teksten er af Kai Otto Jensen, nuværende medarbejder. Og det synges af Kor-U, Kalundborg, under ledelse af Trine Lerche Hjelholt, klaver: Lene Wittrup.

Og den første på melodien: “En lærke letted.”

Det må have været smukt!

Stedet.

Mod vest på Sjælland i Danmarks midte,

hvor fortid tegnes af tårne fem,

og nutid koger med store faner,

og bringer velfærd til mange hjem.

Der tæt ved byen en skole er,

den hylder vi, som er samlet her.

Da den blev bygget i forne tider,

man tænkte meget på lys og luft,

og mellem Asnæs og Røsnæs dyder

her fødtes skolen i bølgens duft.

Der har den levet i 100 år,

skabt for de blinde så trygge kår.

Og så kom der en ny sang, og det er melodi:

Blæsten går frisk over Limfjordens vande. – Den sang koret også.

Vejret

På Refssnæsskolen kan vejrliget smile,

bølgen er flad og himlen høj,

træerne strutter og fuglene pile,

børnene tumler i vild halløj.

Så trives vi alle i godt humør,

og livet det leves med fuldt gehør.

Men andre dage kan guderne støje,

luften er fyldt med regn og gus,

væksterne ydmygt mod jorden sig bøje,

strid er al færden, børn i hus.

Thi blind er på ørene alle mand,

vi kryber i lyet for blæst og vand.

Nej, der skal ikke stå ørene – der skal stå øjnene. Det må være en trykfejl i programmet.

Så kommer der en ny sang. Det er altså den kantate. Melodien er: “Se hvilken Morgenstund.” Den melodi kender jeg altså heller ikke!

Fritiden

Når klokken ringer ud,

det er for sindet lud,

efter lidt føde og mad,

friheden nydes glad.

Børn er da børn, uanset hvem de er,

de har altid legen kær.

Børn spiller høj musik,

en melodibutik,

kommer ens tanke let på,

når mange anlæg gå.

Ruderne dirrer og bassen er hård,

med rocken tiden går.

Stranden er luft og vand,

slut på det faste land,

svævet skal ende med gys,

en eksplosion i lys.

Herligt at gynge og mærke sig selv,

blive krystet i bølgens hvælv.

Hvis sneen vælter ned,

straks alle ved besked,

et blik ad vinduet klar,

strandbakken altid klar.

Kulden og suset og bumpene med,

er et ganske andet sted.

Farlig er altid fart,

man ej må være sart,

om man med go-cart er gal,

bli’r man en vældig karl.

Larmen og osen gør simpelthen høj,

hvor vi andre siger pøj.

Børn giver altid liv,

(tit også vist lidt kiv),

når man for dem læser op,

koncentration i top,

monstre og feer let flyver i mål,

næppe høres falden nål.

Den sang er noget de selv har strikket sammen.

Så kommer der en ny. Den danske sang er en ung blond pige – det er altså melodien.

Gæster

En hverdag kender vi næsten ikke,

for frem vi møder blot alle mand,

fra hele verden man ind her kigge,

men flest de kommer fra Danemarks land,

vi nyder gæster og stolt fremviser

vor gamle skole som stadig er ung,

at rammerne ikke højt vi priser,

det skyldes, byrden er blevet for tung.

Når mange kurser, vor skole holder,

ej stedet bliver en jammerdal,

næh, smil og latter let ud sig folder,

og skolestuen er åndernes sal.

Der tåges rundt med de sorte briller,

og morgensangen er fuld af lyd.

Vi lever, ånder, er fyldt med griller,

en del af helet, som ynder vor fryd.

Men atmosfæren er bedst på tinge,

når varmen bider, og solen ler,

for så vil sommerens skole klinge,

og alle vegne man børnene ser.

Da koger sporten, og telte lyser,

og røgen bølger som søens siv,

de kommer flittigt, og ingen fryser,

for hektisk leves det levende liv.

  • Og så kommer der en sang på melodien: Jeg er havren, jeg har bjælder på:

Hverdagen

Alle møder op til morgensang,

synger om vort land og hver en vang,

hører lidt, om hvad i dag der sker,

og så ud i klassen – lære mer.

Dansk og regning, gym og så musik,

formning, engelsk, svømning, ny teknik,

så kommer det, de børn kan li’,

tale/høre, fys, mobility

Når så alle hjem fra skole gå,

er der igen meget, de skal nå,

hvis i livet man vil trives godt,

må der trænes både stort og småt.

Først skal øves megen ADL,

man skal kunne klare alting selv,

men da også være bedste ven,

ellers mangler det jo sidenhen.

Og så ud til spejder, ridning, sport,

det er vigtigt at komme bort,

ikke hænge, dovne, se TV,

ud at leve, andre børn at se.

Og så kommer der en sang på: “ Jeg ved en Lærkerede.”

Fester

En fest er for os solen,

den sag er ganske klar,

den første dag i skolen,

vi straks et gilde har.

Når høsten så er inde,

vi pynter op med korn,

og alle kranser binde,

vi blæser højt i horn.

På skolens fødselsdage

da slår vi gækken løs,

god mad vi også smage,

og glæden får et kys.

Vi hygger os i Julen,

i skole og i hus,

der proppes ind i mulen,

det er en kæmpe rus.

I fasten er det tønden,

der drager os til fest,

fra norden og fra sønden

forklædt hver en gæst.

Hvis år så nogen fylder,

en sang vi synge vil,

og huset også hylder,

  • lagkage er der til.

Jo, her på Refsnæsskolen,

vi har det rigtig rart,

for alle er den molen,

som sikrer livets start.

Så kom der en tale af forstander Keld Stochholm, Refsnæsskolen, Institut for Blinde og Svagsynede Børn og Unge i Danmark.

Så kommer der en fællessang. Og den har Jørgen Emborg, en tidligere lærer, skrevet. Det var oprindelig en konfirmationssang. Men nu er den altså blevet almindelig Refsnæs sang. Og da han lavede den, sang vi: Er luften karsk. Men så lavede Viggo Wøhlk en melodi til, men den kan jeg ikke huske. Men det er en skam at de ikke skriver tidligere lærer, men skriver tidligere medarbejder i programmet.

På Refsnæsskolen er luften karsk,

og der er læ bag skolemure,

når fjorden vælter sig jævndøgnsbarsk,

og stormen blæser i Lurer.

I forårsnætter med fugletræk

blandt blege stjerner bli’r tanken væk.

Den barndomsstrand

du aldrig kan

forglemme, hvor du end færdes.

Du lærte sange og eventyr;

selv kunne du bedre digte.

En sten, du fandt, var et elsket dyr,

en ven, du aldrig turde svigte.

Men ingen, ingen dig helt forstod

  • din vilde glæde, din trods, dit mod.

Den barndomstid

  • snart hård, snart blid –

du skal bestandig erindre.

Tag, når du rejser fra dette sted,

(en trækfugl vender tilbage)

dets egen hilsen og ønske med

ud i de ukendte dage:

Om skæbnen truer med sorg og skræk

da husk de jublende forårstræk:

Hvem førte dem

i mørket frem

og gennem stormfulde dage?

Det var den – og det var alle de sange der blev sunget.

Det var meget flot, og det er vel også godt at læse dem op – og få sat dem på plads.

Og jeg synes at du fortæller lidt om hvad det har betydet for dig! Din skolegang på Refsnæs, i forhold til det de unge oplever i dag.

Ja. Jah, vi mennesker er jo sådan indrettet, at vi altid synes bedst om den tid, hvor vi selv var med! Og jeg synes, at min tid på Refsnæsskolen den var god. Vi oplevede mange ting. Og selvfølgelig var der også mange ubehageligheder. Men dem grinede man af når man havde sundet sig lidt.

Og jeg ville ikke have undværet Refsnæsskolen. Så det er lidt svært for mig at se, hvordan den har udviklet sig. Selv om jeg godt ved, at eleverne er under samme vilkår som vi var i min tid. Vi er i samme båd, fordi vi ikke ser. Men det er alligevel på en helt anden måde, at skolen har udviklet sig. Det kan man ikke undgå at mærke når man kommer der.

Hvad er den forskel du egentlig kan mærke når du kommer der nu?

Det, at man så ikke noget til børnene til jubilæet. De sad i et lille telt for sig selv. Og der var noget med at der kom en byge, og vandet var ved at trænge ned til dem. Så måtte personalet ta fat med kost for at redde dem. – Men i min tid – jeg kan jo ikke sige hvordan beboerne føler det nu -, men vi følte altid vi var en stor familie. Og hvis et barn blev sygt, og sådan skulle have vagt om sig hele døgnet, så brugte lærerinderne trods deres skoletimer, hvis de havde en time fri, at afløse sygeplejersken oppe på sygestuen hos den syge, der trængte til hjælp og vagt. – Det ved jeg ikke om eksisterer mere.

Det er ikke sikkert at lærerne er hos børnene i dag – det er måske nogle pædagoger der tager sig af børnene i fritiden.

Men tror du ikke at dine aktiviteter i dag – f.eks. at du læser på Dagcentret, er udsprunget af din tid på Refsnæsskolen?

Joh, men vi blev ikke uddannet på Refsnæsskolen. Vi fik bare grunduddannelsen, og den var også vigtig.

Men nogle skarn kunne vi godt være.

Kunne I det?

Ja, der var engang nogle piger, der havde drillet en kammerat der ikke var så godt begavet som vi andre. Men det kunne hun nu i og for sig ikke gøre for. Hun havde en stor forkærlighed for marmorkugler. Og hvis hun mistede en marmorkugle, græd hun over den som var det en dukke der havde fået hovedet revet af. Og det morede jo nogle af pigerne. Og så var det en aften hun kom grædende til aftensang. Så spurgte vagten jo hvad der var i vejen. Og det fortalte hun så. Og så fik vi store piger en ordentlig opsang nede i vores legestue. Men Gertrud og jeg – vi havde ikke drillet hende, så vi syntes ikke det kom os ved. Men så da lærerinden kom til at sige: “Jeg skal slå jeres små bagdele både røde og blå næste gang i driller Dagny!” – så kunne jeg ikke dy mig, og sagde ganske stille og sagte til Gertrud, der stod ved siden af mig og kunne se farver: “Hvordan ser de to farver ud sammen?” – Og så var det ellers os der fik tævene og kom i seng. Så kunne vi ligge og filosofere over Verdens retfærdighed. Men det var da ikke værre end da vagten kom op til os og sagde godnat, så fik vi en lille rask diskussion om vi nu også var helt så gode som vi troede. – Og da vi godt kunne li hende, blev vi hurtigt enige.

Men der vankede lidt tæsk en gang imellem?

Ja, det gjorde der. Det kan ikke nægtes. Hænderne sad lidt løse. Det gjorde de dengang. Nu må de jo ikke engang rette dem. Og det er også forkert synes vi.

Men det er jo nok lidt af din baggrund der gør at du er så aktiv i dag?

Ja, det er det. Og jeg håber da også jeg kan blive ved sådan altid.

Og så Aksels historie med fingeren da de fandt på at det var assistentens finger de havde fået til aftensmad. Joh, vi kunne da godt være uartige.

Men kunne du godt have tænkt dig at blive på Værnehjemmet, eller Refsnæsskolen hvis der havde været gode forhold?

Jeg er ikke sikker på det.

Se den gang jeg var på Instituttet, da havde vi en gammel dame boende der havde været elev på instituttet. Og hun var oppe i firserne. Vi unger var nærmest bange for hende, for hun havde sådan en agtværdig stemme. Og hun kom kun ned, når vi var på ferie. Så bar de hende ud i haven. Og hun døde på instituttet mens jeg var der. Og dem der sad oppe – dengang havde vi en systue hvor man reparerede tøj -, de kiggede altid ind til hende om morgenen når de kom, og inviterede hende ind på systuen hvor hun kunne sidde og hygge sig med dem. Men så en nat blev hun syg. Hun var oppe i et lovligt ærinde – ikke sandt -, og tænke sig, så kunne hun ikke komme op fra potten hun sad på lige pludselig. Nu kiggede de jo altid ind til hende fra systuen, og så fik de lagt hende i seng og fik meldt det til sygeplejersken. Så kom der en sygeplejerske og passede hende de dage hun levede. Men hun var bevidstløs den sidste uge hun levede. Og Esther Seirup, jeg sagde til hende: “Ih Esther, du må da rigtig kunne have været noget for de nye der kommer ude fra Refsnæs og var lidt usikre!” “Det ville jeg så gerne Grethe” sagde hun. “Men for dem var jeg jo forstanderens kone.”

Ja det ved jeg godt – jeg har haft hende med på Højskole. Og nu bor hun i Bogensegade?

Og så blev hun gift med Seirup og nu ved jeg ikke hvad hun laver. Og hun var en virkelig sød pige. En virkelig god kammerat. Hun var senblind. Hun var blevet blind under et ferieophold. De var ude at køre hø ind. Så var der en der kom til at jage en fork op i øjet på hende. Og hendes forældre gjorde alt for at holde forbindelse hvor det var sket. Men da de ikke fik svar på hvor godt det gik Esther, så holdt de altså op.

Så det var godt du kom til bo her, i stedet for Farum eller et andet sted?

Ja, det var det. Og det vil jeg også lige så længe jeg kan. Og komme på dagcentret. Men nogen gange er jeg træt af det. For der er mange, mange der er meget sølle. Og de skal næsten alle hjælpes på toilettet.

I mange år besøgte du jo også Grethe oppe på amtsplejehjemmet!

Ja, hvor mange år, lad mig nu se. Hun var der da i over 25 år, og vi besøgte hende hver uge. Til at begynde med var det hver søndag, men så skulle hun ud med Jehovas vidnerne så længe hun var rask og kunne komme op af sin seng. Og så blev det til om lørdagen.

Hun var på Værnehjemmet og kom over på sygestuen da hun begyndte at klage over smerter i sit ben. Så var der Nutte og et par andre kammerater de var at besøge hende. Og pludselig gav Grethe et skrig fra sig, og det knasede henne fra hende. – Så var hendes ryg brækket tre steder. Og så kom hun på sygehuset, og lægen der sagde til hende: “hvis de ikke kommer når du ringer, så må du skrige sygehuset ned. For de skal hjælpe dig.” Og så da hun kom fra Sygehuset, ville de ikke så gerne have hende på Skolen, for så kunne de ikke få efterårsferie. For de sendte børnene så syge de end var i ferierne.

Så hun kom på amtsplejehjemmet.

Og så besøgte du hende der ?

Ja, Nutte og jeg. For hun havde jo ingen familie, der tog sig af hende. Og der var en mand der hed Regnar, ham kom jeg altid ind til og sang fødselsdagssang for, hvis jeg var der på hans fødselsdag. Det kunne han altså godt li. Og vi kom også til Grethes fødselsdag, men så da hun blev Jehovas Vidne, holdt hun ikke fødselsdag mere.

Så det blev lidt af et savn?

Ja, for os. Men jeg tror ikke for hende. Jeg blev ved med at komme der. Jeg var der den sidste aften hun levede. Hun var rask og blev syg mens jeg var der. Hun var blevet lagt på Bækken. Og så da de skulle løfte hende af, gav hun sig til at skrige. Ja, men du kan ikke blive liggende sådan, sagde sygeplejersken. Vi må jo ha dig af. Vær nu bare rolig. Slap af. – Men Grethe hun skreg. Det var nok fordi, – ja hun vidste at jeg var der. Og af mig fik hun lidt medfølelse. Jeg vidste da godt, at de ikke var onde ved hende. Men jeg fik sandelig tårer i øjnene ved at høre hende skrige. Så gik der en uge hvor jeg ringede til Amtsplejehjemmet. Og de begyndte så efter den tid at give hende de piller som kunne få hende til at dø ganske stille. Og så en dag ringede hun selv til mig: “ Du skal ikke komme på lørdag, og du skal ikke ringe mer’. Nå så lader jeg være med det, sagde jeg. Men de sagde på hjemmet til mig, at jeg havde lov til at ringe hver dag, og spørge hvordan hun havde det. Hun lå 10 dage på den måde med piller. Og hvis hun ikke havde fået piller, var hun blevet en af dem der lå og råbte hele tiden. Og Jehovas vidner var der hver dag, for de måtte jo endelig ikke give hende blodoverførsel. Men det var der ingen der tænkte på at gøre.

Men du var trofast i mange år?

Ja heldigvis da. Og den sidste dag Nutte levede var vi hos hende. Der sov Nutte den meste tid. Det var d. 24. september at Nutte døde. Hun ville være blevet 71. Og så den sidste aften, da vi var kommet hjem fra Grethe – vi skulle sætte urene til Vintertid – så siger Nutte: “ Åh Grethe, skal vi ikke blive oppe og snakke!

  • Joh men Nutte sagde jeg, du ved at vi står op efter sommertid og går i seng ved sommertid. Så må vi også gå i seng, så vi får en time længere i morgen. “Nåh ja,” sagde Nutte. Men jeg vil godt blive hos dig, sagde jeg. For du har jo sovet det meste af eftermiddagen. Så det kan godt være du ikke kan sove. “Nej, men det skal du ikke. – Du må godt gå i seng.” – Og så gik jeg i seng. Og så da jeg kom ind Søndag middag kl. 1, og jeg havde hørt avisen så sagde jeg: “ Så Nutte, nu er frokosten serveret!” – så fik jeg ikke noget svar. Og så begyndte jeg at gå rundt i huset. Jeg kiggede efter hende i køkkenet, jeg kiggede efter i badeværelset. Og der var ingen Nutte at finde nogen steder. Så kom jeg ind i soveværelset, og det første jeg lagde hånden på – det var hendes kolde

pande. Og jeg tænkte på: Hvor var det synd at jeg ikke blev hos hende den sidste aften. Men de sagde alle sammen: Det skal du ikke være ked af Grethe, for hun er sovet lige så stille ind.

Men hun var også meget syg. Men det var der ikke nogen der ville tro på. Fordi hun havde en glubende appetit til det sidste.

Hvad fejlede hun?

Det var noget med vand i kroppen. Og så var der også lidt med hovedet. Hun faldt i søvn allerbedst som jeg sad og snakkede med hende. – Det var derfor at vi holdt op med at tage på feriehjem, for de sagde: I sidder og sover! Så sagde jeg: “Nej jeg sover ikke. Men hvis jeg begynder at snakke med mig selv ville I først for alvor begynde at tro, jeg ikke er rigtig klog.”

Så sagde jeg til Nutte: Vi rejser ikke ud mere! – Nej vel Grethe, sagde Nutte. Og jeg var glad for at jeg tog den beslutning, at vi ikke skulle rejse ud mere.

Men det kan godt være, at du i dag vil synes om at komme på Fuglsang centeret?

Joh det kan da godt være. Men der er meget klike-væsen.

Du er født blind – du har aldrig kunnet se noget som helst?

Ja, jeg er født total blind. Og jeg er den eneste af vi søskende. Min søster endte som helt dement. Hun kom på Halmsted Hospital. Og de spurgte mig om jeg ikke kunne tænke mig at komme der. Altså – på en måde kunne jeg godt. Fordi det var i nærheden af Horsens. Men så sagde jeg: Jeg har på fornemmelsen at min søster ikke lever ret længe. Og så ville jeg jo alligevel blive ene. For hendes børn de ville ikke tage sig af mig.

Og du har jo også din kultur her.

Ja det har jeg, og har da også været i Farum og besøge dem der. Fordi de andre kom så hovedkuls afsted dertil. Det er forfærdeligt at måtte sige det, men fru Gottlieb blev jo syg. Og hendes hjælpere, de var ikke interesseret i at hjælpe damerne. Så det var Berger og Niels der måtte pakke deres ting sammen, da de skulle til Farum.

Og dem der ikke kom til Hobro, de kom op på Raklevgården.

Og jeg tror ikke alle pigerne der kom fra Værnehjemmet, befandt sig lige godt i Farum. F.eks. Rasmine – hende kaldte vi altid Ras, hun var 70 da hun blev flyttet. Og hun havde været på Refsnæs siden hun var 7 år.

Så var de ude at besøge fru Gottlieb hele flokken. De havde lederen fra Dagcentret med. Hun hed Bente. Vi ville så gerne have at de skulle synge for os, men det ville de ikke. “Nåh, men så synger vi for Jer her”, sagde jeg. Så sang vi nogle af de sange vi havde sunget her. – Så sagde hun: “Nu kan jeg godt forstå pigerne ikke ville synge, for de kan ikke undvære at I er med i koret”.

Du har altid været glad for at synge – og det lærte du på skolen?”

Ja det gjorde jeg. Tante Agger var egentlig koncertsangerinde. Men jeg ved ikke hvorfor hun opgav det. Hun sang jo denne her: Kom lille Barn til denne plet.

Og så da hun blev ældre, ville hun gøre det andet vers rigtig sørgeligt. Der hvor der står: “Lad ligge de stakler der famled og faldt/ i smudset i mørket og sorgen”. I stedet for smudset, i mørket og sorgen, sang hun: I smudset i mørket og døden.

Så sagde forstander Rytow: “Åh tante Agger, lad nu være med at slå os for tidligt ihjel.”

Så det var egentlig sjovt når vi øvede kantaten. Dengang var alle i personalet med som kunne synge. Og øvede stemmerne med os. Og det var altså en hyggelig tid, når vi øvede til kantaten. Vi sang den jo sammen.- Ja, det var til stævnet den skulle opføres i 1921. Så var der en dreng der hed Poul, han blev lidt træt af at synge kantate. Vi havde sunget den 3 gange. Så skulle vi synge den igen. Så blev han lidt træt. Så da de spillede mellemspil, så sang han: “Jeppe min ven, Jeppe min ven.” Så sagde forstanderen: Nu må vi vist hellere holde op, og få børnene ud og lege i det gode sommervejr.

Og hvad man end kan sige om frøken Olsen, så lærte hun os at vi skulle synge tydelig tekst, og vi skulle synge blødt.

Kan du slet ikke forestille dig at i boede i en slags bofællesskab hvor man igen blev samlet?

Æhh’m, det er ligesom vi kun snakker sammen når vi mødes. Jeg ringer og snakker med Gerda en gang imellem. Men der er ikke sådan samlet kontakt.

Vi har hver fået hvert vores liv. Og skulle jeg flytte herfra ville jeg nok blive lidt ked af det. – Jeg ved jeg var ked af det da jeg skulle flytte fra Olaiparken. Jeg kunne da være blevet der, men ville ikke skilles fra Nutte.

Og nu er du da glad for at bo her, og ved du kan få den hjælp du har behov for! – Og du kender stedet.

Ja, men det er nu knap og nap man kan få den hjælp man har behov for når der er afløser på. Ja, jeg sagde til Rita i dag, min faste hjemmehjælper: Ved du hvad, jeg havde en anden i går. Og jeg havde hængt min kjole frem, for hun skulle se om der var spildt Vin på den. Og den hang ude i gangen, så hun kunne ikke undgå at se den. Jeg satte kaffedåse og pose frem fordi jeg skulle ha hældt kaffe på. Det stod urørt da hun gik. – Så jeg sagde: Jeg behøver altså ikke en blind hjemmehjælper, for jeg er selv blind.

For jeg benytter enhver lejlighed til at sige hvad jeg mener om dette kollektiv.

Og det går jo også meget godt når Rita kommer. Og så en der hedder Esther. Hun hjælper mig med badet, for det tør jeg ikke mere stå med selv.

Jeg kan da høre nogen inde ved siden af!

Uh ja, det er et vældigt lydt hus.

Maj 1999: Solveig Christensen

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvindeprojekt gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet. Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Solveig Christensen

V/ Heike Michelsen

Mine oldeforældre kom op til Danmark fra Holland for at hjælpe bønderne med at dyrke deres jorde. For de danske bønder havde ikke forstand på grønsager. Det var før 1. Verdenskrig. Og kom i gang på Amager og fik en søn der hed Søren Carl Bastian van Bastian. Han voksede op på Amager og blev bromester. Og byggede et hus – ”Bastians-hus” ude på Amager med 4 etager. Der boede mine forældre på første sal og min farfar og farmor boede på anden sal sammen med min faster.
Vi stammer jo fra en familie der hedder Keefer der var kaptajner og søfolk. Og så er jeg i familien Ørsted – det var ham der med lyset. Og så med familien Broager, for det ligger på den anden side af Amagerbrogade. Og der blev også bygget huse til dem der hed Bastiansen.
Min far og mor blev gift og ville gerne have et barn. Men det varede 11 år før jeg kom. Så de ventede efterhånden slet ikke på at få nogen.
Min mor var bogbinder og min far var bogbindermester. Mor var hos Levison junior, og min far havde et bogbinderværksted i Linnésgade 22.
Så efter 11 år kom jeg som en solstråle af en pige i familien, som de alle sammen elskede. Jeg blev født Pinselørdag om formiddagen i 1926. Min mor ville ikke sige sit arbejde op, og min far kunne jo heller ikke. Men så havde jeg morforældre, og de havde en danserestaurant ude på Bakken der hed Figaro. Der kunne man købe the og kaffe, og man kunne købe ostemad, leverpostej- og spegepølsemad. Og så kunne man danse hele aftenen for 10 øre. Så min mormor og morfar, de tog mig hele sommeren, så jeg var hele sommeren ude hos dem på Bakken fra jeg var 1½ år. Min far og mor kom lørdag og søndag for at vaske op, og tog så hjem for at arbejde. Så jeg blev derude til september, hvor Bakken lukkede. Så skulle min farmoder og min faster passe mig, og jeg var blevet 2 år, og skulle jo ud og have noget frisk luft. Så min farmor gik en tur med mig på Hveensvej.

Og et stykke henne ad den vej, der lå sådan en losseplads, som der boede nogle sprittere på. Og dem var vi henne og besøge min farmor og jeg. Nu skal du regne med, at jeg kun var 2 år. – Jeg kunne nok tale lidt. Og de så mig, og min farmor har nok spurgt dem om de ville passe mig mod en betaling. Så jeg kom næste dag med en lille skoletaske, ½ halv flaske brændevin, ½ flaske hvidtøl og et par stykker mad til dem og et par stykker mad til mig selv. Så der kom jeg hen hver formiddag kl. 10 og farmor gik hjem. Og de passede mig hele dagen.
Derhenne på den losseplads var jeg indtil jeg var 6 år. Og jeg havde det godt, og det var en god tid. Og de passede mig, og der var ikke noget ondt.

Hun må jo have kendt dem, siden hun lod dem passe dig!

Jah, det ved jeg ikke. Men der var så meget.
Min far og hans bror blev meldt ind i en afholdsforening, for min farfader var slem til at drikke. Han havde et stambord nede på cafeen på hjørnet, hvor han kunne få brændevin og vand. Så det ville sønnernes mor ikke have, de også skulle blive. Og i afholdsforeningen var der karneval og mange forskellige ting. Og du ved, når et barn ikke må noget hos den ene, hos forældrene, så må det det hos de andre – hos bedsteforældrene.
Og jeg var ikke en uartig pige. Når jeg mødte folk på gaden, så hilste jeg på dem og nejede. Jeg lærte rigtig takt og tone. Jeg var ikke uforskammet og fræk – tværtimod.

Du oplevede da noget!

Ja.
Så var der karneval i Afholdsforeningen. Og min far og mor havde abonnement på Det Kgl. Teater. Og havde billetter til det hver 14. dag.

Var du også med der?

  • 19 –

Nej, nej. Min farmor, farfar og min faster skulle passe mig. Og min far og mor havde sagt: ”Nu tager I ikke med til karneval! – For hun er kun 4 år!” ”Nej, nej” havde de sagt. Og så havde jeg tudet kan jeg forstå. Og så blinkede min farmor sådan til mig, og sagde det skulle jeg ikke være ked af. Vi skal nok finde på noget andet. Og så da min far og mor var taget af sted, gik vi ned på hjørnet. Der lå Sundby Messe, og der købte vi noget karnevalstøj til mig, så jeg kunne komme med til karneval i afholdsbevægelsen. Og jeg var fin og jeg var stolt og jeg var glad. Så næste dag – jeg sov jo altid nede hos min far og mor. Ikke oppe hos de gamle. Og da jeg vågnede og stod op, så siger jeg jo som børn gør, taler sandt: ”I kan tro jeg har noget pænt tøj oppe hos farmor”. ”Hvem har givet dig det tøj!”, sagde min far. ”Det har farmor.” – ”Så har du altså været til karneval?” – Ja, for jeg var jo ikke vant til at man måtte lyve. Men der blev ikke sagt mere, for det kunne jo ikke nytte noget at skælde ud.

Men det var vel ikke så farligt at gå til karneval i Afholdsforeningen!

Nej, men jeg var jo ikke så gammel at jeg skulle lære at gå ud og more mig.
Så kom tiden hvor jeg skulle til at gå i skole. – Det var det værste. Jeg fik jo fint tøj på og var 6½ år. Skolen lå henne i Frankrigsgade. En gammel grøn træskole. Og jeg kom derhen med min farmor og hun blev der lidt. Jeg gik hjem sammen med de andres forældre. – Jeg var der 3 gange, så kom lærerinden hjem og sagde, at de ville altså ikke have mig. For jeg sloges med alle ungerne. Og ikke nok med at jeg sloges med dem, men jeg var kejthåndet, så jeg stak dem en på den anden side af kinden. Så de ville slet ikke have noget med mig at gøre. Jeg skulle i børnehave, sagde lærerinden. For at lære at omgås andre børn, da jeg kun kendte gamle mennesker.
Min far og mor var meget kede af at jeg skulle i børnehave. For den gang var det kun fattige børn der kom i børnehave. – Vi kom hen og fik suppe. Jeg var derhenne 4 timer ad gangen, og der har de åbenbart fået dresseret mig. For jeg lærte at lege med andre børn, selv om jeg sloges med dem alle sammen.
– 20 –

Og kom i skole igen, men havde fået lært at det ikke kun var mig det drejede sig om.
Vi havde en læge der boede lidt længere henne. Han hed doktor Fasting Hansen. Jeg var en lille svag en. Havde så meget Bronchitis og hoste. Men alligevel en lille stærk en. Han sagde til mine forældre: ” I skal flytte med det barn fra den kakkelovn lejlighed. Hun bliver aldrig et ordentligt menneske; hun kan ikke tåle den fugt.”
Men når man bor på Amager og kommer over broen til København – så var det nærmest som at være i krig. Men vi fik en lejlighed ude på Bispebjerg. En dejlig hypermoderne lejlighed. Og der kom jeg så i skole ude. Det var igen nye børn jeg skulle lære at omgås. Og det var jeg ikke særlig stolt af. Men min far og mor sagde altid til mig: ”Du må lære at klare dig selv, for vi ældre. Og du ved ikke hvor længe du har os. – Så du skal lære at slå fra dig!”
Nu var jeg altså rødhåret, fregnet og kejthåndet. Så det hørte jeg meget for den gang. Men det bed jeg altså i mig.

Kan du huske hvor gammel dine forældre var dengang?

Nej, men jeg mener, at da jeg blev konfirmeret var de over 60.
Men jeg lærte at begå mig i skolen. Alt det der med, at fordi jeg var fregnet og rødhåret, så var jeg ”rendt bagefter en lortevogn med en si!” Men det stod jeg ikke model til. Jeg slog fra mig og så en ære i det.
I skolen tog jeg aldrig mine bøger op af skoletasken. Jeg brugte dem ikke. Min far og mor spurgte mig om, hvorfor jeg aldrig læste lektier. ”Nej, for det læreren har fortalt mig skal jeg bare huske til i morgen. Og alle de salmevers jeg skal lære dem har jeg fået ind på lystavlen.” Jeg hørte bare efter. Og i regning var jeg meget dygtig til hovedregning og dygtig til håndarbejde. Men gymnastik duede jeg ikke til. Jeg kunne ikke finde ud af det fordi jeg var kejthåndet. Oppe på alle de bomme og så skulle springe bagover kunne jeg slet ikke finde ud af – for jeg skulle have højre hånd fremover. Så i gymnastik der opgav de mig.

  • 21 –

Var du den eneste der var kejthåndet?

Ja, og dengang måtte man slet ikke være kejthåndet. Og jeg har fået mange slag over fingrene fordi jeg var kejthåndet. Så jeg lærte aldrig at skrive med venstre hånd. Og skriver ikke pænt med højre hånd. For jeg er decideret ventrehåndet. Og så sidder hjernen i den anden side. Lærerinden forbød mig at være kejthåndet.
Men de kunne godt lide mig på skolen. Jeg var aldrig fræk, men har holdt mig til sandheden og til retfærdigheden.
Så skulle jeg konfirmeres og så rejser min far sig op til konfirmationen og siger: ”Ja Solvej, nu er du blevet 14 år, og du har fået en læreplads. Nu må du lære at stå på egne ben og klare dig selv. Du må slå fra dig så meget du kan – og det må du gerne gøre med venstre hånd!” – Så den tog jeg mig bag øret.
Så kom jeg i lære som typograf på et meget stort trykkeri inde på Lindevej 22, hvor Jens Peter Jensen – Uffe Ellemans far – var redaktør af Frederiksberg Bladet. Der blev trykt telefonbøger, vejvisere og blade. Direktøren havde den næststørste aktiepost i Tivoli, så der var meget at lave. Da jeg var 16 – 17 år skulle jeg op til vores værkfører og vise hvad jeg havde sat og om der var godkendt inden det var sat i gang. – Så skulle jeg op til Jens Peter Jensen for at høre om det var i orden. Der stod så en lille snottet unge! Hvor gammel han var kan jeg ikke huske, men en dum dreng. Så smed han et stykke papir på gulvet, og det skulle jeg samle op. – For en elev havde jo ikke noget at skulle have sagt, vi var nul og niks. Men jeg pillede det ikke op, for det var ikke mig der havde smidt det. Uffe gloede på mig og sagde: ”Skal du ikke pille det papir op?” Jeg havde ikke smidt det og sagde: ”Men du kan få en på skrinet!” Og jeg gjorde det. – Jeg fortrød det, for jeg vidste godt at hans far var Jens Peter Jensen. Men skyndte mig ned til værkføreren og sagde hvad jeg havde gjort. For jeg kunne jo miste min læreplads på grund af det jeg havde gjort der. Værkføreren sagde at det skulle jeg ikke tage mig af. – Det skulle han nok klare. Og det gjorde han så.

  • 22 –

Ville du selv være typograf Solvejg?

Nej, min far bestemte det. Han spurgte mig om hvad jeg ville være, og jeg sagde at jeg ville være klovn. Men det mente han ikke der var nogen fremtid i. Så det blev jeg ikke. Og da det var svært at skaffe lærepladser blev jeg typograf. Og jeg blev der i hele læretiden. Og sad i 4 år omgivet af bly. For satserne var af bly. At jeg ikke har fået blyforgiftning er et under.

Var det meget usædvanligt at en kvinde blev typograf dengang?

Ja, det var ikke almindeligt. Men jeg sagde op da jeg var udlært. For mens jeg var i lære måtte jeg nogen gange ud i gården for at få luft. De vaskede jo valserne af med det rene giftstof. Om det var salmiak eller det var med æter ved jeg ikke. Men det var noget uhyggeligt noget i hvert fald.
Så jeg søgte ind i en tobaksforretning på Vester Voldgade der hed Løndorff. Og det fik jeg. Jeg har altid været heldig med at få en plads. Indehaveren havde en søn, men han kunne ikke li’ ham. Han havde altid villet have haft en datter. Så han var glad for mig. Der var ikke noget med kæresteri eller sådan noget. Jeg var jo gift dengang. Jeg blev gift i 1950.

Var det mens du var i lære?

Nej – jeg kom i lære i 1941 og blev gift lige efter jeg kom i tobaksforretningen i 1945.
Og den søn i tobaksforretningen kunne jeg ikke døje. Jeg syntes han var dum. Og han kunne ikke døje mig. Vi var som hund og kat. Og var der hele dagen sammen. Så han gjorde alt for at drille mig, og jeg gjorde alt for at drille ham tilbage. Så en dag kom han med en fluesmækker i frokostpausen og slog på en af glasmontrene – og den gik i stykker! ”Hvad vil De gøre ved det Løndorff? Spurgte jeg. Ja det vidste han ikke. Nu kom den gamle snart, og så måtte vi se at blive enige. Og den gamle opdagede straks da han kom, at glasmontren var revnet og kom hen til mig og spurgte: ” Er det Dem der har slået den i stykker?” ”Nej det er ikke mig!”

  • 23 –

”Ja, men de må godt indrømme det. De kommer ikke til at betale det. Det gør forsikringen.” Men jeg indrømmer ikke noget når det ikke er mig. Så havde han fat i sønnen – og han sagde også nej. Så stod vi jo kønt i det. Så sagde jeg til den gamle: ”Nu er jeg spændt på hvem af os de tror på, hvem der taler sandt!” Det var han jo lidt i tvivl om. Og så fortalte jeg ham sandheden. Og så blev han tosset på sønnen.
Så var der en anden gang, for vi havde vandpiber og andre ting i forretningen som souvenir. Og de der vandpiber stod øverst oppe. Og en kunde skulle have sådan én. Og der skulle bruges en stige for at nå dem. Og jeg måtte ikke gå på stiger for den gamle. Så jeg hentede sønnen, og da han stod på stigen tænkte jeg. ”Bare han ville falde ned!” Jeg ønskede alt hvad jeg kunne – og selvfølgelig faldt han ned og brækkede benet. Og jeg var glad, for så var jeg fri for ham i så og så mange uger.

Du var rigtig ond?

Ja, det kan man godt sige. Men så blev jeg bange for mig selv, for at ønske noget og det kunne skade folk. For jeg troede ikke det virkede sådan. Men det gør det altså.

Det kan da have været tilfældigt!

Nej, det var det ikke. For du ved godt, at der er nogle mennesker som har kræfter, og du ved godt at der var hekse til som blev brændt på bålet i gamle dage. – Og der er jeg en af dem.

Har du prøvet og oplevet det senere?

Ja en gang. Det var til et bankospil. Jeg manglede 2 numre og så ønskede jeg det. Og vandt 4 Bayonneskinker.

Du har ikke prøvet det på andre mennesker?

Nej, for jeg blev så bange dengang med ham sønnen.
– 24 –

Men jeg kan fortælle dig, at min mand han døde nytårsaften. Han havde fået en blodprop i hjernen. Var bevidstløs og kom på hospitalet. Så sagde lægen da vi kom derind: ”Din mand kan ligge sådan fra 1 til 1½ år. Og du kommer aldrig til at tale med ham, og han kommer ikke til at spise selv. Du kommer aldrig til at være i kontakt med ham mere!” ”Kan der ikke gøres noget ved det?” – ”Nej han bliver som du ser ham nu!” – Så var jeg derinde næste dag, og da jeg gik hjem tænkte jeg: ” Nej, han skal ikke blive sådan – han skal ikke have lov til at ligge sådan der!” – Næste dag var han død. Man skal ikke ønske sådan noget.

Man skal måske kun ønske noget godt!

Ja, men det var jo også godt i det tilfælde!

Så fra Tobakshandleren ……

Ja, der var jeg i 8-9 år. Så søgte jeg ind i en anden tobaksforretning i Blågårdsgade nr. 5. Også en gammel kendt tobaksforretning. Han var norsk jøde, og der var en anden ung mand og jeg. Chefen han var tæt ved 80 og havde kræft. Det vidste vi godt, og vi arbejdede godt sammen. Jeg var der i 12 år.
Jeg har altid stået på egne ben og klaret mig godt. Og det jeg vil, skal jeg nok få gennemført.

Og det har du lært hjemmefra?

Ja, det er min far der har lært mig det. Jeg må og kan slå lige så meget fra mig som jeg vil – og det gør jeg den dag i dag. Jeg kan skælde ud, men kan glemme det i samme øjeblik. – Jeg bærer ikke nag til folk.

Så du er ikke bange for at gå på gaden?

Nej, jeg er blevet slået ned to gange dengang min mand og jeg boede inde på Bellahøj. Men det var dem der flygtede, det var ikke mig.
– 25 –

Hvor længe har du boet her i Grevinge?

Ja, vi havde en mindre landejendom her i 20 år, med 8 tdr. land til. Min mand var samtidig værkfører på Combi-Camp i Herrestrup. Og jeg hjalp nogen med rengøring og var pædagog oppe i Herrestrup fritidsklub. Var med til at starte den. Men så faldt jeg for aldersgrænsen da jeg blev 65. Det gjorde man dengang. Og ungerne var sgu kede af jeg holdt op.
Men så blev mine øjne dårligere. Og da det var mig der cyklede op i Brugsen dagligt efter varerne – der var 4½ km. op og 4½ km. hjem, så sagde jeg: ”Nu må vi flytte!” Og så fik vi hurtigt huset solgt, og fandt det oppe på Bakketoppen og købte det kontant. Men der blev min mand aldrig glad for at være. For han savnede alle de dyr vi havde haft. Så han var aldrig tilfreds med at være der. Men vi var der da i 4-5½ år. Men så døde han, og jeg stod med et hus på 200 kvadratmeter og en kæmpe have. – I starten hjalp min datter og mit barnebarn mig med at gøre rent og jeg havde en havemand, for det var en stor velholdt have. Barnebarnet kom hver søndag og slog græs for mig. Jeg gav dem penge for det, for de skulle ikke gøre noget gratis for mig. Men så sagde jeg en aften til mig selv: ” Nu flytter du”, for det der kunne jeg ikke blive ved at magte. Og ringede så næste dag til en ejendomsmægler inde i Holbæk, og 8 dage efter var det solgt. Så fik jeg denne her lejlighed. Jeg kendte Jørgen der har huset. Og så en dag jeg var inde i Brugsen med min datter, så jeg at han gik og rodede her i lejligheden. Så gik jeg over til ham og spurgte hvem der skulle have den her lejlighed. Jah, han skulle ringe til 3 om aftenen. Så spurgte jeg, om jeg måtte få den og det måtte jeg godt. Så sagde min datter: ”Har du nu tænkt dig om! For det er jo en lille bitte lejlighed, og du kommer fra 200 kvadratmeter. Skal du have møblerne stående oven på hinanden her?” – ”Næh, dem sælger jeg!” Og så ringede jeg til forskellige unge mennesker om de var interesseret i møbler, procelæn og malerier. Og så kom de, så på det og købte det. Jeg tror jeg fik solgt møbler og det hele for 16.000 kr. Dem der overtog huset fik også en masse med. Og så flyttede svigersønnen og barnebarnet på et par timer for mig – for der er jo ikke mere end det lille rum her. Jeg har aldrig fortrudt det. For jeg er sådan, at det skal være her og nu. Jeg har aldrig nogen betænkningstid.
– 26 –

Du har altid handlet hurtigt?

Ja, jeg er et mennesker der altid arbejder hurtigt. Og så har jeg noget af en klæbehjerne. Det jeg gider og det jeg interesserer mig for det bliver der. Det andet går ud gennem ørene, det hører jeg ikke efter.

Du har også altid været aktiv, hvad så da det begyndte med dine øjne?

Ja, der gik jeg op til øjenlægen og jeg kan godt sige dig, at da jeg kom ud fra ham, der græd jeg. Og der sagde min mand og datter: ” Gud – hvad er der sket!” – Ja, sagde jeg, jeg er blevet forkalket på øjnene, men bliver aldrig blind. Og det går aldrig over og jeg kan ikke få briller. Så havde de hørt om nogle piller fra ham der naturlægen Wolle. Det var nogen med noget Selleri i – Puh ha, jeg kan stadig huske lugten fra hver gang jeg lukkede æsken op. Jeg skulle have 6 om dagen og de hjalp ikke. Så dem smed jeg hurtigt væk, for jeg havde indset der ikke var noget at gøre. Jeg har bare sådan en vilje: Jeg vil og jeg skal nok. Og jeg klarer det hele selv, bortset når der kommer breve fra banken. Så min svigersøn hjælper mig med pengesager. Og jeg har aldrig manglet noget og tror heller ikke a jeg kommer til det. Jeg sidder godt i det, og det er ikke for at prale. For det vil jeg altså ikke. Det er slet ikke min type overfor folk.
Min mand og jeg havde over 500 sprællemænd der var 100 år gamle. Så ringede jeg til Nationalmuseet og spurgte om de ikke ville have dem. Og det ville de gerne, for sådan nogen havde de slet ikke. Så jeg sagde at de måtte komme og hente dem. For sende dem ville jeg ikke, og jeg kunne ikke finde ud af at tage toget derind. Så de kom og hentede dem.

Havde I samlet på dem?

Ja, min mand samlede på dem og fik en del af min far, der fandt dem antikvarisk. Så de er havnet på et godt sted. Vi havde også gamle Hollandske gobeliner der stammede fra den Bastianske familie. De hænger nu på Nationalmuseet.

  • 27 –

Har du familie i Holland?

Det ved jeg ikke. Det er højst troligt. Men der er jo stadig nogle enkelte Bastianser herhjemme endnu. Men det er så langt ude i familien, at de lige så godt kunne hedde Pedersen eller Jensen for mig.
Og børnene fik lov til at tage hvad de ville have af møbler, malerier og porcelæn – resten solgte jeg jo. Og jeg har det jeg skal bruge.

Jeg er altid glad. Jeg er aldrig sur.

Maj 1999: Ebba

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Ebba den 5. maj 1999

Interviewer Heike Michelsen

Jeg er født i København på Rigshospitalet d. 1. april 1904, og det er efterhånden nogle år siden.

Så du er blevet 95

Ja, og så var jeg hos min morbror en måneds tid.
Så kom jeg hjem til mine bedsteforældre, der dengang boede i Gl. Jyderup.
Så flyttede de derfra op på Ellebjerg og vi boede så der i 24 år.
Bedstefar døde i 1918. Og selv om jeg kom ud at tjene, boede jeg alligevel hjemme hos bedstemor. Det ville jeg helst.

Hvornår kom du i skole?

Det gjorde jeg da jeg var 5 år. Og det var på en privat skole i Jyderup, for bedstemor gjorde rent hos lærerinden. Jeg havde et stykke tid været hos en gammel kone, mens bedstemor gjorde rent. Men så døde den kone, der passede mig. Bedstemor sagde så til lærerinden, at hun ikke kunne gøre rent mere, for hun skulle passe mig. Men jeg kunne bare komme med på skolen. Så jeg var ikke mere end 5 år, da jeg begyndte i skole.
Den gamle kone havde lært mig at strikke, og jeg kunne strikke rundt, strikke strømper og det kunne børnene ikke.

Var det på 4 pinde?

Ja. Så jeg måtte lære dem at strikke grydelapper da jeg var 5 år og de var så irriterende.
Skolen var inddelt i 3 klasser og vi kunne gå der, til vi var 10 år. Så skulle vi enten på Realskolen eller på Kommuneskolen. Men fordi bedstemor gjorde rent dernede kunne jeg blive der til jeg var 14 år. Og kunne gøre rent, feje gulve, tørre borde af sammen med bedstemor.
Så da jeg blev konfirmeret kom præstens og ville gerne have, at jeg skulle derned og ind hos dem som stuepige. Og det var ikke altid lige sjovt!

Hvad skulle du lave?

Jeg skulle varte op og gøre stuepige gerninger. Og præstekonen tænkte ikke på at jeg kun var 14 år og en lille pjort. Og jeg kunne jo ikke nå alt det, jeg skulle. I det år jeg var der, boede jeg der også. Når jeg ikke kunne nå alt det, hun ville have, jeg skulle, skrev hun en liste om, at jeg skulle være der og der på klokkeslæt. Puh ha. Men præsten var flink, et meget fint menneske. Hun var da dygtig, ualmindelig dygtig, men hun var jo ….

Hvordan slap du derfra?

Det var det år under den Spanske Syge. Jeg havde en fætter som jeg holdt så forfærdelig meget af. Han døde, og jeg ville så gerne med til begravelsen. Det måtte jeg ikke. På en måde kan jeg godt se det nu. For de havde en pige på ½ snes år, og kom jeg med til begravelsen kunne jeg blive smittet. Men jeg blev smittet, så jeg lå hjemme i en måneds tid. Og på grund af det kom jeg derfra.
Så kom jeg ned på noget der hed Villa Bakken. Der boede købmand Chr. Jensen. Han var gift anden gang. Han havde en datter på 5 – 6 år, og hendes moder var også død under den Spanske Syge. Der var jeg så et år.
Men bedstemor syntes jeg skulle lære at sy. Og kom i lære her i byen. Men jeg var sådan stillet, at jeg ikke kunne se lige – jeg kunne ikke sy en søm lige, og jeg kunne heller ikke slå en streg lige.

Hvorfor kunne du ikke det?

Ja, det må være noget med øjnene, men dengang var der jo ikke noget der hed øjenlæger. Men det var også galt i skolen. For dengang havde vi jo tavler, og der skulle vi også slå streger. Og jeg kunne heller ikke rette dem.

Fik du det at vide, eller kunne du godt se det selv?

Jeg kunne godt se det selv.
Men jeg var på systuen ½ år, og ville så gerne på tilskærerskole, men det kunne jo ikke nytte noget, når jeg ikke kunne se lige.

Var du klar over, at det var fordi du ikke kunne se?

Nej, jeg kunne bare ikke lave det lige. Med min bedste vilje kunne jeg ikke.
Så var jeg hjemme og havde en del at sy nede fra Svend Larsen. Pudebetræk, dynebetræk, sømmede lagner og satte bændler i viskestykker.
Derefter kom jeg til en dameskrædder og hjalp hende. Men der var det også galt.
Bedstemor gik ud og stoppede og lappede forskellige steder. Så kom hun ned til en købmand, og de ville gerne have mig som stuepige. Det var et dejligt sted og der var jeg i 3 år. Men jeg boede altså hjemme hos bedstemor.

Og der havde du ikke nogle problemer med at se?

Nej det var der ikke, der var jo heller ikke noget, der skulle være lige. Men når jeg i dag går i haven bliver alting skævt, så det har altid generet mig.
Men så blev jeg syg, og havde nogle problemer med maven og kom på sygehuset. Så da jeg kom hjem, havde jeg en veninde der tjente på en kro. Det var en søster og en bror der havde den. Min veninde blev syg, og da jeg ikke havde noget, spurgte hun om jeg ikke kunne tage pladsen for hende en måneds tid. – Men hun kom ikke igen, så der var jeg i 1½ års tid. Men det var hårdt, alt for hårdt. Jeg måtte faktisk gøre karlearbejde, for nogle gange, når vi skulle vække ham om morgenen, så var han der ikke. Vi havde jo mælkejunger dengang. Og dem skulle jeg køre oppe fra vejen og så løfte dem op i en stor beholder. Så det bevirkede jeg blev syg igen.

Kan du huske hvor meget du fik i løn?

Ja, der fik jeg 60 kr. om måneden. I Præstegården havde jeg fået 12 kr. for ½ år.

Du blev syg igen?

Ja, og var på Kalundborg Sygehus i ½ år. Jeg kom ind Pinselørdag og blev udskrevet til november. Det var også med maven. Jeg skulle ellers have været hjem tidligere. Men så en dag fik jeg en forfærdelig hovedpine. Jeg fik et par piller og gik ind for at sove til middag. Det skulle man dengang. Så skulle jeg på toilettet og ved ikke mere. Da jeg vågnede sad en sygeplejerske ved siden af mig. Så måtte jeg begynde på mavekuren forfra igen.

Var det mavesår du havde?

Ja det var. Men kom så hjem og gik derhjemme. Juleaften og nytårsaften var vi gerne hos min moster. Og jeg gik på Kirkegården. Så da jeg kom tilbage ville jeg lægge frakken, men bedstemor sagde, at det behøvede jeg ikke, for vi skulle snart afsted. Så sidder vi lidt og så siger hun: “Hvad er det for en røg der er her?”. Så var det huset skrådt overfor der brændte.
– Og det kunne jeg slet ikke ta, og så blev det galt med maven igen, og jeg fik 3 måneder til. Så da jeg kom hjem, havde bedstemor fået brænde hjem, og det skulle saves. Hun gik i gang , men kunne slet ikke klare det. Hun var over 80 år. – Så var der en karl der forbarmede sig over hende, og savede det – og ja, det endte med bryllup. For han kom jo stadigvæk og skulle hjælpe bedstemor med brændet og andre ting. Vi blev gift i 1928.

Boede du stadig hos din bedstemor, også efter du blev gift?

Ja vi boede i huset, for vi fik bedstemors lejlighed. Vi boede ude i et hus der tilhørte Agersvold. Der var stråtag på dengang, og det skulle laves om. Der boede 4 familier. De to familier boede i det gammeldags, hvor der var åben skorsten. Der var ikke noget køkken. De lavede mad i skorstenen. Og så var der en stue, et lille spisekammer og så en gang. Det var alt hvad der var. Så de to lejligheder skulle slås sammen til en. Så fik vi den, for bedstemor ville ikke bo sammen med os. Hun ville ind på alderdomshjemmet.
Der boede vi i 1½ års tid, for det var svært at komme derfra om vinteren. Det lå sådan langt nede. Så flyttede vi ind til Gl. Jyderup og boede oppe over en barbersalon. Det vil sige, der var stue nede, soveværelset var oppe, og køkkenet var i kælderen. Så det blev min mand ked af. Vi havde fået Ruth og jeg ventede Erik. Samtidig var jeg syg hele tiden og måtte have indsprøjtninger.
Så fandt vi en lejlighed hos en gammel dame, hvis mand var død. Der havde vi stue og soveværelse, men vi havde fælles køkken og spisekammer. – Det var ikke nemt altid. Og vi havde 2 børn og jeg ventede Mogens.
Så en nat vågnede jeg ved at Erik græd og soveværelset var fyldt af røg. Og jeg kunne se ud gennem soveværelset at det brændte udenfor. Det var huset ved siden af der brændte, men der var også gået ild i vores. Og der fik jeg et chok. Og hvordan jeg fik børnene ud, det ved jeg altså ikke.

Det gør man

Ja, men jeg turde ikke ligge der mere, selv om min mand lå der. Jeg turde ikke være i huset. Så jeg kom hjem til mine svigerforældre og det var meget godt. Jeg havde ikke børnene med. De var kommet ud til en familie, der boede i Præstemarken.
Men jeg turde ikke ligge alene, så jeg lå inde hos svigermor til at begynde med. Kom så hjem igen, men da jeg kom hjem, havde det regnet og blæst. Og så lå alt det brændte, og det lugtede jo. – Så var den gal igen. Og kom ud til svigermor og svigerfar igen og fik min egen stue. Men sommetider når de var gået i seng stod jeg op, for jeg kunne blive ved at høre den der knitren. Det har da været hestene og køerne der rørte sig i stalden. Men turde ikke lægge mig til at sove før bedstemor stod op. Og det var hårdt. Så en dag kom min svigerinde for at besøge dem, og fortalte at min mand havde fået en lejlighed ved fabrikken. Og jeg blev så glad for at jeg kunne komme hjem. Men kom så og så det. – Og ih hvor blev jeg tosset. For det første var der stråtag og der var 2 små stuer og et stort soveværelse. Men der gik et kakkelovnsrør fra stuen gennem soveværelset og så ud. Og det hang i nogle kæder. – En aften var der en stor ildebrand nede ved stationen. Min mand var den aften ude og spille kort. Så jeg slukkede alt lyset og slukkede ilden i kakkelovnen. Jeg var så bange for ild. Det var noget pjat, for der boede 2 andre familier til i huset.

Men du havde det i dig, og det blev ligesom ikke behandlet?

Nej, bare jeg lugter røg, så kommer det igen med minderne.
Men vi boede der i 5 til 6 år, og så byggede vi huset her. Og hvor længe vi var om det, ved jeg såmænd ikke.

Var din mand murer?

Han var hos to gamle murere, så han havde lært det og lavede selv meget af det, og så var de også med til det.
Og dengang måtte vi ikke have vinduer som vi gerne ville have dem. Og vi skulle have en lukket trappe til førstesalen. Men min mand havde været hos en tømrer, som vi kendte godt. Og så fik ham lokket til at at sætte en åben trappe op og nogle lange smalle vinduer. Vi måtte heller ikke have dør fra køkkenet og ind til stuen. Så der var lukket af til at begynde med. Vi måtte gå udenom gennem et andet værelse.
Men så var det at vi fik min svigermor til at bo her. Og hun boede inde i værelset ved siden af køkkenet, og hun kunne jo ikke noget selv. Hun bankede i gulvet med stokken, når hun skulle flyttes eller på toilettet. Og så skulle jeg hele vejen rundt. Men så satte far selv døren i! Og så kom hun ind i stuen. Og det var heller ikke så nemt med børnene, for hun ville gerne ind imellem have lidt fred.

Hvor mange år boede hun her?

Hun boede her i flere omgange. Først boede hun her et stykke tid. For først havde de en gård oppe ved Kaldred og bedstefar havde bygget et hus ved flyvepladsen. Og min svigerinde og hendes mand var flyttet op på stedet. Og så flyttede hun derop. Men han blev dræbt. Han havde en plads hos en brøndgraver. Så var der en ny brønd, de skulle grave, og den styrtede sammen. Min svigerinde sad tilbage med 5 børn, så hun måtte ud og arbejde og kunne så ikke passe farmor.
Men jeg sagde til min mand: “Nu kan det ikke nytte noget at I bestemmer – for jeg kan ikke have farmor en gang til!” For der ventede jeg Poul Erik, og havde haft hende dengang jeg fik Gunner, og kunne gå og slæbe på hende. Så var han en dag taget hjem til hende, og kom tilbage og sagde: “Mor vil så gerne snakke med dig, og jeg synes du skal køre derud i morgen.” “Men jeg kan ikke have hende en gang til!” – Men jeg lånte en cykel dagen efter og jokkede derud. Og jeg kunne ikke lade hende være derude. Hun kunne ingen ting. Hun lå og havde svinet sengen til. – Og så dagen efter så lå bedstemor her igen.

Nej, når man ser det – så kan man ikke

Nej, jeg kunne ikke. Og har heller ikke været ked af det. Men havde 3 små børn så det var hårdt. Så en søndag, spurgte hun om hvor min mand Viggo var henne. Ja, han var i haven og hun ville gerne snakke med ham. Og hun kaldte børnene ind til sig og de sang deres morgensang. Og så sagde hun til mig: “Du skal være her i dag, for det er sidste søndag jeg er her!” Så om aftenen da jeg havde fået ryddet op i køkkenet, var jeg inde hos hende. Og syntes hun var så underlig, så jeg for op til min mand, der var gået i seng, og sagde: Du kommer til at komme ned, og så på vej ned ad trappen var der en lyd som var der en ballon der sprang. Og da jeg kom ind til hende var hun død. Og jeg synes det er underligt, at når jeg nu havde siddet der en hel dag, så døde hun lige der, hvor jeg var væk et øjeblik.

Hun har sikkert vidst det!

Ja, men jeg ikke kunnet forstå, hvorfor et menneske skulle lide så meget. Hun havde leddegigt og kunne ikke tage noget selv. Og det var også derfor, de solgte gården, for hun kunne ikke malke.
Så da hun var død, og børnene var kommet i skole, begyndte jeg at luge roer, for dengang var pengene ikke så store. Og det var i krigstiden, og det var ikke nemt at få alt.

Ja der skulle noget til for at forsørge 8 børn. Var der noget dengang der hed børnetilskud eller anden hjælp?

Nej det var der ikke. Man kunne da få noget på kommunen, men det var en skandale at få noget derfra. Så vi klarede os selv. I haven havde vi kartofler og alt. – Der var ikke meget blomster. Og så havde vi en gris. Og bagte alt selv. Mest rugbrød, for der var ikke meget til franskbrød. Og om vinteren tog min mand ud i skoven og slog stød op. For de var billigere. Men de skulle jo køres hjem og flækkes. Så han arbejdede hårdt for føden. Om sommeren var han mange gange oppe kl. 4 om morgenen og så på arbejde.

Så du sørgede alene for de 8 børn, med mad, vask og tøj?

Ja, og vask det var jo gammeldags i bryggerset, så jeg var også oppe med min mand om morgenen.
Så om morgenen fik alle rugbrød med margarine og måske lidt sukker. Men alle fik mad, og børnene er aldrig gået sultne i seng. – Undtagen hvis de ikke var hjemme til måltiderne. For var de ikke hjemme til spisetid, så fik de ikke noget. De største af dem havde bypladser, men så fik de aftensmad, når de kom hjem. Men var de bare ud og lege, så vankede der ikke noget!
Og børnene var jo hjemme hele dagen til de begyndte at gå i skole, og så havde de bypladser. Poul Erik var ikke mere end 8 år da han blev mælkedreng og kørte med mælkemanden. Dengang kørte han jo med hestevogn. Så Poul Erik måtte rende efter flasker og hente kander ud til mælken. Han var altid været den der var mest til bypladser. Han gik også med Jyderup-Posten. Så det var til stor hjælp. Det de selv tjente, fik de lov til selv at købe tøj for. Jeg syntes ikke de havde nogen skade af at arbejde, for så ved de, hvor pengene kommer fra. Det her med at de bare får ….

Så I klarede det!

Ja, det gik da.
Så da min mand døde, så havde jeg hjemmearbejde for Sprængstoffabrikken. Til at begynde med fik jeg 5 kr. for 1000 hylstre der skulle rulles og der skulle helst rulles 3 kasser om dagen og det var 3000 hylstre. Så det var ikke meget jeg fik. Men inde ved siden af boede der et ældre ægtepar, og hun var syerske og hende måtte jeg somme tider hjælpe med at sy skjorter. Hun havde klippet og jeg syede. – Så det kunne lige gå rundt og jeg kunne beholde huset.
Og da havde jeg fået mit barnebarn hjem på 2 år fra et børnehjem i Brede.
Men da havde jeg kun 2 af mine sønner hjemme endnu. De var i lære. Gunnar den næstyngste var ikke hjemme, for han var en overgang på Andersvænge, men er kommet hjem for 26 år siden og bor her nu og klarer sig fint.

Så du har haft noget at lave hele tiden! – Hvor gammel var du dengang?

Der var jeg 60 år. Men jeg havde også meget hjælp fra den daværende Sognerådsformand. Han sørgede for at jeg fik enkepension indtil jeg fik folkepension. Men det var småt. – Men man jo sætte stævne efter evne som det hedder. Og har da været heldig – for indimellem fik jeg noget gammelt tøj, som jeg kunne sy om.
Men siden Gunnar kom hjem, er det gået godt. For det ville han gerne og jeg havde jo plads nok. Og vi hjælpes ad.

Og du laver mad stadigvæk?

Ja, for hvorfor skal vi give 40 kr. for et måltid mad fra kommunen, når man kan få det for 20 kr. ved at lave det selv? Og det mad jeg laver, har mere smag, og jeg kan selv bestemme, hvad vi skal have.

Så blev du svagtsynet, kan du huske hvornår?

Det må vel være 5-6 år siden. Det var en optiker, der sendte mig til en øjenlæge, selv om jeg hele tiden ikke kunne se ret godt. Jeg har haft briller fra jeg var nogle og 20 år. Men så blev jeg gift og vi havde ikke råd til nye briller. For det var ikke altid min mand havde arbejde. Og den understøttelse, de fik dengang, gav ikke råd til briller. Og jeg havde heller ikke tid til hverken at hækle eller brodere og den slags.
Men det er sådan kommet lidt efter lidt. For ellers ville de have opdaget, at jeg slet ikke kunne se på det højre øje og kan kun se lidt på det venstre. Men det kneb med at hækle og sy da jeg fik tid til det, efter børnene var kommet hjemmefra. Og det sidste billede jeg syede, måtte jeg have hjælp til at gøre færdigt. – Og det er vel 6 år siden. Så siden har jeg ikke syet noget. – Så det er gået ned ad bakke.

Hvor gammel var du dengang?

Der var jeg 90 år. Og var så ude og få opereret øjet for Grå Stær, men det har ikke hjulpet. Men så længe jeg kan færdes, og læse lidt så …
Og jeg tør ikke gå ud alene. For der var en overgang, hvor jeg faldt så tit.

Og så kom du med i Dansk Blindesamfund!

Ja, og det har jeg været så glad for! – Alle de gode bøger, lydbånd o.s.v. Og har også været med til nogle af udflugterne og festerne. Og har haft Gunnar med. Og det er han meget glad for. Jeg har også været i klubben i Kalundborg.
Men ellers kommer vi ikke ud. Heller ikke til børnenes fester. For det er for besværligt. Vi havde invitation til 2 konfirmationer her i foråret og jeg har 3 tresårs fødselsdage og jeg har lige fået invitation til min søn der bliver 60 år, hvor de også har bryllupsdag. Det er inde i Måløv. Det er det, at når man skal med toget og skifte mange gange – det er for besværligt. Og så når der er så mange mennesker til fester, og jeg har høreapparat – det er en summen. Og så er der ikke noget ved det, for man får ikke noget ud af det.

Men det går godt nok med høreapparater når du er herhjemme?

Ja, og når vi kun er et par stykker.

Du har også fået en kontaktperson fra kommunen?

Ja, og hun er meget sød. Hende er jeg glad for og hun kommer 2 dage om ugen et par timer. For hun kan ikke være hjemmefra mere end det, da hendes mand er syg. Jeg ville gerne have haft hende med på Fuglsangcenteret, men så længe kunne hun ikke være hjemmefra. Jeg ved godt at jeg må have hende i 6 timer – men det kan hun ikke.

Men meningen med en kontaktperson er at hun skal kunne det, for hun får løn af kommunen. – Det er jo ikke en frivillig besøgsven!

Ja, hun var også med en dag til lægen og optikeren i Kalundborg, men hvis jeg f.eks. en dag gerne vil en tur til Holbæk for at købe et eller andet – det tror jeg ikke.

Du klarer altså dagen og vejen med briller og høreapparat?

Ja, bare det går stille og roligt.
Også med besøg af børnene. Bare de kun kommer et par ad gangen. For ellers kan jeg ikke høre hvad de siger. Nu dem fra Næstved, min ældste søn har jeg mest at gøre med. Han bliver 67 år nu her til sommer. Så jeg har en pensionist søn. Min datter, hun var blevet 70 her til november. – Det er underligt når de kommer hjem de gamle drenge.

Hvor mange har du af drenge, børn og børnebørn?

Jeg har 5 drenge og 16 børnebørn og nogle og 20 oldebørn og 3 tipoldebørn. Så det er blevet en stor familie.
Men der er ingen af børnene der har mere end 3 børn. – Og havde det stået til mig, havde jeg heller ikke haft mere end 3 børn. Men de er dejlige allesammen. De kom bare, og der løb nogle tårer, når jeg opdagede det. Og så har jeg endda haft 4 aborter.

Så du har haft 8 fødsler og 4 aborter – det er da noget at gennemgå for en kvinde

Ja, og det undrer mig også at man er blevet så gammel. Men der må jo være noget der holder mig oppe.
Nu har jeg jo også Gunnar hjemme, og behøver ikke at stå op om morgenen. Han kan sagtens selv. Men jeg står op kl. 6, når jeg har hørt Radioavisen. Og det gør jeg så længe jeg kan. Og så laver jeg mad og kaffe, og så kommer han ned. Og så snakker vi om det forskellige – om der er noget han skal købe ind på vejen.

Så når han er taget afsted – hvad laver du så?

Så rydder jeg køkkenet og går ud og vasker mig og reder senge. Og så en tur i haven og se på den og så ind og ordne det sidste herinde. Så hører jeg avisen, og hvis jeg har en særlig god bog, hører jeg den. Om eftermiddagen går jeg ud i haven, og så er det snart tid til at tænke på mad. Og så mens jeg laver mad, smører jeg Gunnars madpakke til dagen efter. – Og maden er gerne færdig når han kommer.

Har du nogle livretter?

Ja, jeg holder meget afgGrønkål og suppe. Om vinteren skifter jeg mellem grønkål, suppe og gule ærter. Og så koger jeg, så jeg har til 2 dage og springer en dag over. – Det har vi været vant til hjemmefra. Nu i går fik vi øllebrød og en flæskeæggekage

Du har også haft brændekomfur!

Ja, da vi flyttede herned, havde vi et fritstående. Det var en pine, når vi skulle slagte, eller jeg skulle bage. Jeg skulle fyre og fyre. Ovnen den var ikke god. Men min mand købte et lille komfur, som skulle mures ind. Og hvor var jeg glad for det.
Og der var altid varmt vand. Vi fyrede med brænde om dagen og lagde så briketter på om aftenen. Og, hvor var det dejligt at komme ned om morgenen. Inde i stuen havde vi en pragtfuld ovn, hvor der kunne stå en kedel med vand. Men oppe ovenpå der måtte vi ikke have varme, for det ville min mand ikke. Så det var koldt at komme op om vinteren når vi skulle i seng.

Men nu har du radiatorer!

Ja, det kom sig af, at vi havde en vognmand, der boede omme bagved. Han handlede med brændsel. Men så en dag ville han ikke mere og tænkte på at sælge forretningen. Og det var jeg ked af og snakkede om det med drengene. Så ville de samle sammen og sætte oliefyr ind. Og en af drengene sagde: “Du må være klar over, at du ikke må slukke for det når du tager hjemmefra!” – Ja tak, så skulle jeg ikke have oliefyr. Så ham fra Fåborg sagde at det vel ikke kunne blive så dyrt at få fjernvarme ind. Rørene lå ude i fortovet. Så det fik jeg ind, og åh hvor var jeg glad da jeg fik det.

Så lidt af hver har jeg da prøvet.

April 1999: Kirsten Andersen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med:
Kirsten Andersen
Født den 16. august 1907 i Randers. Født Mikkelsen og gift i 1936 med Arnold Andersen.
Interviewet af: Informatør Birthe Hermansen

Jeg blev født meget svagsynet i Randers i 1907, og mine forældre toldassistent Poul Vagner Mikkelsen og Ragnhild Mikkelsen besluttede, på grund af mine dårlige øjne, at flytte i nærheden af Blindeinstituttet, så vi flyttede ind på Østerbro i Marstalsgade, hvor vi boede til 1933.
Jeg havde nogle dejlige fornuftige forældre, der nok var klar over, at de på en vis måde skulle passe på mig, men de skulle heller ikke ødelægge mig, så jeg blev uselvstændig og ingen ting kunne.

Vi boede i en dejlig ejendom, med en pæn og rolig gård. I Gården sad gerne de store piger på 12-13 år med deres sytøj, og de ville gerne have småpiger omkring sig, som de kunne tage sig lidt af, så der fik jeg lov til at komme ned og være sammen med de andre børn fra ejendommen. Da vi blev lidt større, rendte vi også ud på gaden.

Hvor meget syn havde du den gang?
Jeg syntes selv, jeg så vældig godt, men øjenlægerne sagde, du må ikke kalde det syn, du har en stærk udvidet lyssans, som du har lært at benytte.
Jeg fik nogle knubs af og til, men det tog jeg ikke så tungt, og jeg har leget med andre børn lige siden jeg var helt lille.
Noget af det mest dramatiske ved min barndom var nok, en gang der var ildebrand. dengang kørte de med hestesprøjter, og så kom sprøjten ned af Ndr. Frihavnsgade, som er en meget befærdet gade, og de andre børn løb efter den, og det gjorde jeg også, og vi løb helt ned i Frihavnen, hvor jeg først krydsede Ndr. Frihavnsgade, så Strandboulevarden og Østbanegade og ind gennem porten til Frihavnen. Dernede var der nogle spor til godstogene, og der havde jeg en gang fået foden ned i sådanne spor, så det var jeg bange for, så da jeg nåede til disse spor, turde jeg ikke løbe med længere, og så gjorde jeg noget dumt, for jeg vendte om, og løb selv alene hele vejen tilbage.
Jeg var selv klar over, at det nok ikke var så godt, det jeg havde gjort, og jeg løb op til min mor, og hun spurgte forfærdet, hvad er der dog sket? Og jeg fortalte hende så det hele. Hun skældte heldigvis ikke ud, hun fortalte senere, at hun var så lykkelig over, at det var gået godt.

Var din far toldassistent nede i Frihavnen den gang?
Nej, han kunne godt have været der, men dengang var der mange toldsteder i København, og man skiftede ca. hvert kvartal, for ikke at blive ensidige.

Jeg var det første barnebarn i familien, og i 7 år var jeg alene om at være hele familiens kælebarn. Det gjorde nok, at jeg aldrig har følt mig til overs, det er jeg blevet klar over senere, at det er der mange blinde børn der har gjort. Efter 7 år fik jeg så en lillebror, og næsten samtidig fik min faster en søn, så var vi da 3 børn, men det har altid været en lille familie. Det er så mærkeligt, for jeg har rendt på gaden, og der er ikke sket noget, men da min lillebror var 5 år, blev han kørt ned og døde.
Det var ganske forfærdeligt, men livet skal jo gå videre.

Da jeg var 7 år skulle jeg i skole, men mine forældre ville meget nødigt have mig til at bo på Blindeinstituttet, men forstander Plesner sagde, at jeg skulle i hvert fald ned på Refnæsskolen, det var de ikke særligt glade for, for normalt var børnene der i 4 år, hvor man kun var hjemme i sommerferien.
Vi fik så gennem forstanderen på Blindeinstitutet fat på frøken Melcher, i øvrigt søsteren til sangeren Laurits Melcher. Hun var blind, og hun blev engageret til at komme og lære mig skolebegyndelsen. Hun lærte mig punktskrift, og hun fortalte mig en hel masse bibel- og Danmarkshistorie, og i det hele taget gav hun mig en masse grundlæggende skolelærdom til at leve videre på, så jeg kunne slippe med 2 år på Refnæs, og det gjorde hun så godt, at jeg kom på Refnæs i september 1916 hvor det var meningen, at jeg skulle gå i tredje klasse, men de blev hurtigt klar over, at jeg havde lært så meget, at jeg kunne begynde i 4. klasse,

Jeg var ellers glad for at være på Refnæsskolen. Mine forældre tog mig hjem i både i efterårsferien og i juleferien, men det var ikke normalt for de andre børn, de kom kun hjem, hvis forældrene betalte rejsen selv. Der var mange, som holdt jul dernede, de havde både juletræ og julefest, det var kun i sommerferien, at det var almindeligt at man kom hjem til forældrene.

Da det blev pinseferie, ville jeg ikke hjem i ferien. Jeg skulle dette år forlade Refnæsskolen for at komme på Blindeinstituttet, så nu var jeg jo på afgangsholdet, og der skulle ske en masse festligheder. Jeg ville holde pinse sammen med de andre. Vi skulle over og spise hos inspektør Rytchau, og vi skulle op til en af lærerinderne, og der var mange andre forskellige ting, vi skulle.

Jeg var kun et år på Refnæsskolen og efter pinse, skulle jeg så begynde på Blindeinstituttet i København. De 3 første måneder måtte jeg bo på Blindeinstituttet, for det var ikke så nemt at få lov til at bo hjemme og så gå på skolen om dagen, men mine forældre fik alligevel snakket så meget med instituttet, at jeg fik lov til at bo hjemme.

I den første tid sov jeg på Blindeinstituttet, men jeg blev ikke indlogeret på sovesalen, men kom til at bo sammen med nogle af de lidt større piger. Sovesalene lå på første sal. Når man kom ind ad hovedindgangen var der en meget flot opgang med en trappe op til hver side og en stor bred gang. Drengenes sovesal lå for enden ad den højre trappe, og pigernes ad trappen til venstre. På hver sovesal kunne der sove nogle og tyve elever, og resten af eleverne var delt ud på mindre stuer, med 5-6 senge på hver stue, de 3 ældste piger, havde et lille værelse for dem selv. Der boede man så, og man havde en seng, og ved siden af sengen stod der en lille stol, som kunne lukkes op, og der havde man tandbørste, sæbe og hvad man sådan skulle bruge, og det var det eneste man havde. Nede i opholdsstuen for pigerne stod der et meget stor skab, som havde 40 rum, med hver sin nøgle til, der kunne man have sine skoleting. Med hensyn til tøj, havde man kun en søndagskjole og en hverdagskjole, Hverdagskjolen gik man med til hverdag, og søndagskjolen hang helt oppe på kvisten, hvor der var en gammel blind dame, som udleverede dem til os lørdag aften. Hun havde levet hele sit liv på Blindeinstituttet, hun lærte bl.a. også pigerne at strikke, og det var hun forbavsende god til, det er ellers noget der kan være vanskeligt, for lærer og elev vil gerne føle på arbejdet samtidigt. Hun forstod sådan at forklare hvordan man skulle. Hun havde et lille værelse helt oppe på kvisten, og der sad hun og lavede sutsko, som hun syede af lister og solgte, og det tjente hun lidt ved.

Jeg havde det jo lidt anderledes, jeg fik ren kjole på, når min mor syntes det var nødvendigt.
Efter at jeg er blevet voksen, kan jeg godt se, at disse børn har haft en utrolig trist barndom. Hvis forældrene ikke havde vilje eller råd, til at få dem hjem i løbet af året, så kom de kun hjem i sommerferien. Det medførte jo, at de ikke rigtig kendte det at have voksenkontakt og omsorg. Lærerinderne havde godt nok inspektion, men det var jo ikke det samme. Om aftnerne, var der nogen af dem, som læste højt, men det for et barn at have nogen man trygt kunne søge til, det var der jo ikke, og det tror jeg jo nok, at det kom til at præge mange. Der er ingen tvivl om, at de børn, der voksede op i den tidsalder, de blev meget institutionspræget. Sådan er det heldigvis ikke mere, for nu går de fleste i normalskolen, så de lærer livet at kende som andre børn, og oplever hvordan man lever et familieliv.

Mine forældre skulle følge mig til skolen, og jeg skulle så være der hele dagen, for undervisningen var jo lagt til rette på den måde, at man boede der, så der var undervisning fra kl. 8 til kl. 18,30.

Det varede ikke længe, før jeg kunne gå til skolen selv, men om aftenen, når det var blevet mørkt, så hentede de mig.

Hvad brugte du af færdselsmarkering, brugte du hvid stok?
Nej jeg fik ikke stok før jeg var 22 år, og jeg brugte heller ikke armbind der var ingen, der kunne se, at jeg var næsten blind.
Der var ikke den trafik, som i dag, og jeg havde også den lille smule syn, som har en vældig betydning for orienteringen. der skete mig aldrig noget og det kan jeg ikke lade være at tænke på, at min lillebror, som havde normalt syn, skulle køres ned.

Jeg gik til præst hos pastor Storm sammen med de andre blinde børn, og jeg skulle konfirmeres i Kastelskirken hvor Blindeinstituttet hører til. Det var for svært at blive konfirmeret i Lutherkirken, som jeg hørte til, for det skulle jo passes til med undervisningen.
Jeg blev så konfirmeret i Kastelskirken, og jeg havde en lille konfirmationsfest bagefter, som det er normalt, og vi havde fri fra skole et par dage. I sommerferien, lige før min konfirmation, var jeg på ferie hos min familie i Randers, og der var en skarlagensfeber epidemi. Jeg havde ellers flere gange været udsat for smitte, men der var ikke sket noget, men på ferien blev jeg angrebet og kom på epidemi sygehuset i Randers. Det gjorde, at jeg ikke kom hjem og heller ikke til præst før midt i september, og da jeg skulle konfirmeres den 2. oktober, blev der ikke megen tid til at gå til præst, så den tid har jeg ikke nogen særlig strålende minder om. Da præsten skulle konfirmere mig i kirken, kunne han ikke kende mig, så han måtte spørge, om det var Kirsten Mikkelsen, og det havde jeg det ikke godt med, at han ikke kendte mig. Jeg kan huske, at jeg havde en flot hvid kjole, som var model efter en prinsesse Marie, som lige var blevet gift, og den havde to nederdele, hvor den ene sad uden på den anden, og min moster havde broderet nogle flotte små medaljoner, der blev sat ind på nogle små tunger i ærmet. Jeg fik også en flot andendagskjole.

Jeg var også ligesom andre børn med til at lave nogle gale streger. Da jeg var ca. 13 år, fik jeg en raptus at vi skulle ryge. I automaten på den anden side af Kastelsvej kunne man trække en pakke af de aller billigste cigaretter, “flag” tror jeg de hed, og sådan en pakke med 5 i kostede 5 ører. Om eftermiddagen havde vi et længere frikvarter, hvor lærerinderne drak kaffe, og der gik vi ned i haven, hvor vi så røg vore cigarretter. Efterhånden blev vi mere og mere frække, så en dag satte vi os ind i opholdsstuen og røg, og det gik ikke godt. Vi fik så at vide, at vi skulle gå op til inspektør Hviberg, han skulle så snakke med os og give os en eller anden straf, som i reglen bestod i, at man i en uge skulle gå i seng lige efter aftensmaden. Da jeg kom op til ham, vidste jeg, at den straf kunne han ikke give mig, men han var en flink og stilfærdig mand, og han havde en dejlig kone, som så aldeles frit på tilværelsen, så han sagde, at det kunne vi vel nok forstå, at det måtte vi ikke, og så sagde han, det gør i aldrig mere vel?
Og det lovede vi, og det gjorde vi heller ikke.
Vi havde også en høj vippe, som var sat op nede i haven, og den kunne man ikke nå at vippe ned, og der kunne så sidde en i den ene ende og tre i den anden, og så aftalte man at løbe på en gang, så den der sad tilbage, faldt ned i en susende fart, og det kunne godt være farligt. Men det kom vi da heldigvis godt fra.

En lille smule idræt blev det da også til, vi havde en lang alle, hvorpå der på siden kunne spændes to stålliner på 150 meter, og på hver af de liner sad et håndtag, som lignede en ketcher, og for at få nogen motion, kunne man løbe frit frem og tilbage. En af de dygtigste kunne løbe turen på 26 sekunder, så det var spændende, om man kunne komme til at løbe hurtigere. Der stod som regel en lærer, som tog tiden.
Vi havde også en gymnastiksal, hvor drengene og pigerne gjorde gymnastik hver for sig.

Adskillelsen gjaldt også i haven, der havde vi også hver sin afdeling. På et tidspunkt, da vi fik ny forstander, blev der lavet en lille fælleshave, som vi fik lov at benytte på visse tidspunkter. Før der blev lavet fælles have, skulle pigerne passere stien ind til drengenes afdeling, og der kunne det godt forekomme, at man stoppede op og snakkede, selv om det var forbudt.

Det samme skete inde i bygningen, hvor drengenes gang og pigernes stødte sammen i et hjørne og der stillede man sig også op og snakkede, det blev kaldt det glade hjørne men en dag var det slut, for så blev der sat en svingdør op. Der blev sagt, det var for trækkens skyld, men ‑‑‑‑

Vi skulle alle lære et eller andet stykke håndværk. Mandlige elever lærte som reglen at flette kurve, eller binde børster, og nogle enkle lærte skomagerfaget.
De mest fingerfærdige af pigerne lærte at væve, ellers lærte vi at strikke og senere, jeg tror jeg var omkring 17 år, da kunne vi også lære at strikke på maskine. Men der var jo ikke rigtig noget af det man kunne leve af. Nogle af væverne, blev virkelig dygtige, og vævelæreren på blindeinstituttet tog ud til de meget dygtige væversker, og hjalp dem med at sætte nye væve op. Jeg havde en meget god veninde Ella Buck, som først kom på Blindeinstituttet som 16-17 årig, for hun så noget, men alligevel ikke nok til at kunne klare sig, hun kom til at væve, og blev meget dygtig til det.

Var der ingen, der lærte musik?
Jo de mandlige elever lærte at spille klaver, og de fik en uddannelse, så de kunne tage en eksamen fra Københavns Organistskole. Men pigerne kunne ikke lære sådan noget.

Det var netop, da jeg var sådan en stor pige, at det blev bevilliget, at piger godt måtte få lidt musikundervisning. Vi fik en gammel lærer, han var egentlig orgellærer, han var rigtig gammel, og han kunne ikke kende forskel på os piger. Efter nogen tid fik han et apoplektisk tilfælde, og kom helt væk. Så kom jeg til at spille hos den lærer, som drengene ellers havde.

Da jeg var en 14-15 år, spurgte han mig om jeg var tilfreds med min erhvervsundervisning. Det var jeg ikke, for det første kunne jeg aldrig komme til at leve af at væve, og for det andet, boede vi i en stor etageejendom, og store væve laver jo en kæmpe spektakel, så vi vil blive sagt op, hvis jeg begyndte på det. Han spurgte mig så, om jeg ikke hellere kunne tænke mig at lære at synge og spille, og nu hvor vi havde klaver hjemme, behøvede jeg ikke at øve mig på instituttet, men kunne gøre det hjemme. Han sagde også, at jeg iøvrigt havde en god sangstemme, så han syntes jeg skulle interessere mig lidt mere for musik. Jeg skulle gå hjem og snakke med mine forældre, de ville ellers gerne have haft, at jeg blev massøse, for det var også et job, man kunne leve af, men på fysioterapeutskolen var man bange for de blinde massører, vi har nok haft den fordel, at vores hænder var mere følsomme, så de lukkede for tilgangen af blinde elever.
Jeg blev så enige med mine forældre om, at jeg skulle lære at spille klaver og også lidt orgel, og det ville blindeinstituttet betale, men sangundervisningen skulle mine forældre selv betale, for det kunne først startes, når man var omkring 18 år, for først i den alder er sangstemmen udviklet, og så var man jo ude af skolen.

Min spillelærer hed Cohn Haste, han var jøde, og han stammede fra Nakskov. Der har været en del jøder i Nakskov, for der var en Synagoge, det var der ikke i ret mange byer, og han var også blind.

Jeg begyndte så at lære at spille, og jeg spillede lidt orgel hos Mogens Wøldike, men efterhånden blev han så kendt, og han fik så meget arbejde, så han havde ikke tid til os. Vi fik en ny orgellærer Gotske Nielsen.

Efter et par år spurgte jeg min lærer, om jeg ikke ligesom drengene, kunne blive uddannet som organist, og få en konservatorieeksamen, og han sagde! Jo, hvorfor skulle du egentlig ikke også kunne det, så jeg fik en orgellære og CohnHaste som teorilærer, og det var han rigtig dygtig til. I den tid, hvor han lærte Blindeinstituttet elever op til konservatorie eksaminer, der tog de nogle utrolig flotte teorieksaminer, det har jeg også selv gjort, jeg fik UG‑minus.
Med hensyn til den praktiske orgelundervisning, fik jeg undervisning på blindeinstituttet, og jeg øvede mig hjemme om eftermiddagen. og jeg tog samtidig ud i byen til sangundervisning, så jeg havde nok at gøre.

Min første sanglærer var også blind, hun hed Vilhelmina Nielsen, men senere kom jeg til at gå til privatundervisning hos Kristina Lindemand, som var lærer inde på Konservatoriet. Den sidste tid, jeg var i København, gik jeg hos Poul Metling, hvis bror var skuespiller Svend Metling. Han var meget interesseret i det tekniske ved sangen, han havde været i Italien og studeret hvordan Italienerne brugte deres stemmer, hvad der gjorde, at deres sangstemmer lå så løst og let, og det er noget med vores strubehoved. Jeg ville en gang synge en sang for ham, så han kunne høre om den var rigtig sunget, men da sagde han, at det kunne jeg ligeså godt selv høre, for det var ikke det han tog sig af.

Jeg tog så min organisteksamen i 1932, Jeg var inde på konservatoriet 2 dage, hvor jeg skulle lave teoriopgaver, man fik stukket en opgave ud om morgenen når man kom, og den skulle så løses på nogle ganske bestemte måder, jeg skulle sidde på et værelse, som jeg ikke måtte forlade, og når jeg skulle på toilettet skulle jeg ledsages af portneren. Man kom ikke fra konservatoriet, før man havde afleveret sin opgave til portneren.

Konservatoriet lå inde på Vester Boulevard, det er omtrent nede ved Langebro.

Jeg fik så min organisteksamen, og jeg klarede den da meget fint, jeg fik som sagt UG‑minus i teori, MG i kirkespil, MG.minus i kunstspil, som er store orgelværker, og det har aldrig rigtig været mig, det har heller ikke interesseret mig. Jeg kunne vældig godt lide at spille til en gudstjeneste, men jeg bryder mig ikke om at lave soloorgel.

Min senere livsledsager Arnold, kom på blindeinstituttet som 22 årig i 1928, han var kommet til skade under sit arbejde som maler, hvor han havde fået kalk i øjnene, som tog hele hans syn.
Da han blev spurgt om, hvad han ville lære børstenbinderi eller kurvefletning, havde han den frimodighed at svare, at han kun ville lære at spille.
De mente, at det var han for gammel til, men han havde spillet kornet i Herning byorkester, så han var vant til musik, så hvis han ikke måtte lære at spille, ville han ikke være der, så skulle han nok selv finde ud af at sørge for at blive noget i tilværelsen.
Han lærte så at læse punktskrift og punktskriftsnoder og alt hvad der hører sig til det, og så begyndte han at spille, og der lærte jeg ham så at kende.

Vi mødtes tit på forskellig vis, og vi kom til at synes godt om hinanden. Jeg havde ellers bestemt, at jeg aldrig skulle giftes, for jeg ville ikke have en mand som var blind, og som hele sin tid havde boet på institution, og jeg ville heller ikke have en som kunne se, jeg ville så føle mig underlegen. Arnold var blind, og heldigvis ikke opvokset på institution, så en dag fortalte jeg mine forældre, at Arnold og jeg betragtede os som forlovede og vi ville følges ad i tilværelsen. Jeg tror nok de følte sig lidt betænkelige, fordi han var ikke kommet så forfærdeligt langt på dette tidspunkt, men han forklarede, at han ville også have en konservatorieuddannelse, men det kan jo godt vare nogle år, og han fik så sin eksamen i 1936.

Jeg fik som sagt min eksamen i 1932, jeg havde noget familie i Maribo, og jeg kendte domorganist Ringberg, som var domorganist i Maribo domkirke, og som også selv var blind.
Der var død en gammel lærer som havde passet organistembederne i 2 små landsbykirker ude imellem Maribo og Sakskøbing, Slemminge og Fjelde, og i den anledning havde min familie talt med præsten, som sagde, at de kunne ringe til deres niece, og sige, at hvis hun vil, så er embederne hendes.

Jeg spekulerede meget på det, for jeg havde ikke rigtig lyst til at flytte fra København. Jeg snakkede med mine musiklærere, og de forklarede, at på de små embeder inde i København på 2400 kr. om året, kunne der godt være op mod 100 ansøgere, og i sin tid, da vi kom til Nakskov, var der 46 ansøgere, jeg kunne godt se, at det ikke var så nemt at få det første det bedste organist embede. Min lærer sagde, at hvis jeg tog jobbet, ville jeg få nogen erfaring, som ville komme til at betyde noget for mig, så jeg sagde ja, og jeg havde jo familien, som jeg kunne ty til, hvis der var noget.

Jeg blev indlogeret hos en dame, hvis far havde haft embedet før. Han var gammel lærer, og han havde bygget huset, da han kom på pension. Han blev ved med at spille i kirkerne, indtil han døde, og hun stod så der med det hus, og det kunne hun ikke leve af, så jeg fik tilbudt 2 værelser, hvor jeg betalte husleje, så problemet med at bo, blev løst på denne måde. Hun sørgede også for mig med kost, så jeg boede i helpension hos hende.

Jeg passede så de to embeder, og jeg fik nogle elever i fritiden, så jeg klarede mig fint. og jeg var alene der i 3 år.

I 1936 fik Arnold sin konservatorieeksamen, og vi blev enige om at gifte os.
Vi lejede så hele huset, og frøken Rasmussen fik en stilling på håndværkerhøjskolen i Nykøbing, hvor hun sørgede for madlavning.

Vi fik en lille pige, som hed Elin, men som desværre ikke blev mere end 7 år, hun fik mæslinger, og der stødte noget andet til, som vi aldrig rigtig fik at vide hvad var, måske var det nok noget galopperende tuberkulose, og hun døde. Så fik vi Birgit, som jeg har endnu, jeg fødte dem begge på sygehuset i Sakskøbing, hvor jeg heldigvis havde en læge, som meget fornuftigt sagde, at jeg skulle ikke føde hjemme, det var alt for upraktisk, når min mand også var blind.

Birgit blev født i 1941 og Elin i 1939. I 1946 blev vores søn født i Nakskov, og han kom til at hedde Poul Wagner.
Omkring den tid med barnefødslerne, røg så mit sidste syn, så nu var jeg også helt blind.

Efterhånden var det mest Arnold, som passede organistembederne. For det første fordi vi havde fået børn, men vi var også enige om, at det blev ham, der skulle søge fremover, for det ville være fjollet, hvis jeg søgte organist embede, når jeg også havde en mand, som også kunne spille orgel. Med den tankegang man havde den gang, ville man finde det mærkeligt, hvis det var mig, der havde job.

Jeg har en sjov historie fra den tid. I Holbæk søgte de en organist, men der var 2 betingelser, det måtte ikke være en kvinde, og heller ikke en blind, så der ville jeg ikke have den ringeste chance. Det grinede mine kammerater meget af.

Så blev embedet i Sct. Nikolaj kirke i Nakskov ledigt. De havde gennem temmelig mange år haft en blind organist, helt fra 18 hundrede og nogen og firs, og i 1912, var der en gammel organist som hed Lowsou, efter ham kom der en seende organist, til 1926, så kom der igen en blind organist Marius Hansen, og han har været meget aktiv i med stiftelsen af Dansk Blindesamfund. Han døde ganske pludseligt i efteråret 1939, hvor Arnold så søgte, men han fik det ikke. Det var en seende, og det var noget med en minister, som havde en nevø, som skulle placeres. Det var ellers en trist historie, for det var under krigen, hvor der ikke var så megen varme, og han havde dårlige nyre, så han døde, og så blev embedet ledigt igen, og så fik Arnold det. i 1942, og der var han organist til 1975, han var der i 33 år. Det vil sige, at vi kom til at leve hele vores liv der, vi kom til at føre en fuldkommen normal tilværelse. Først boede vi i en lejlighed, i et stort nyopført hus med 16 lejligheder, på noget der hed Bregnevej i Nakskov. Det var en udmærket lejlighed, men for indkomstens skyld var vi nød til at have musikelever, det var lejligheden ikke rigtig indrettet til,og beboerne ovenpå, var også begyndt at gøre vrøvl, så det kunne vi godt se, vi kunne få en del problemer med.

Vi så os så om efter et hus, og i 1944 købte vi så vort dejlige hus, og jeg nåede lige at bo der i 50 år.
Det lå i Skovvænget 7, det ligger ud af Svingelsvej og man drejer til højre forbi kirkegården, så til venstre af Rosenvænget hvor der var en sti ad parkvænget til Skovvænget.

Huset var et velbygget hus fra 1937, det var bygget af noget godt materiale. Det var et udmærket hus, men det var i 2 etager, og der var 6 trin op, når man kom udefra. Der var en stenmur på hver sin side af trappen, og den første førerhund vi havde, kunne godt lide at få derud på muren og lægge sig, for der kunne den se ud over det hele.

Vores tilværelse skilte sig ikke meget ud fra andres, vi havde vore to døtre, og efter Elins død fik vi en søn.
Vi havde også en have, som vi skulle passe. Den fik vi indrettet, så der var mindst mulig pasning, men alligevel skulle den være et fristed for børnene, hvor de kunne lege, og vi fik sat en gynge og en trapez op. Vi havde 2 store træer og en del græs, det blev aldrig en prydhave men den var da meget pæn, og vi havde en mand til at komme og slå græsset og tage ukrudt op.

Vi fik også bygget en dejlig terrasse. Vort hus lå 6 trin op, og deroppe var der en åben terrasse, da vi købte det, og den fik vi lavet med tag over og vinduer i siden, som kunne lukkes op, så der kunne blive luftet igennem, og så var den altid åben fortil, og der sad vi meget,

Nogle år senere fik vi lavet badeværelse nede i kælderen, hvor jeg samtidig havde vaskekælder og fryser, og da vi fik centralvarme stod fyret også dernede, så der var dejligt tørt. Toilettet var i stueetagen, det var lidt besværligt til sidst, da soveværelset lå på første sal.

Arnold arbejdede så som organist, og jeg var hjemmegående med vore børn. I starten havde Arnold en del elever, men så startede Nakskov kommune en musikskole, skoleinspektøren var Cornelitse, som var neger. I starten var der kun violinundervisning af Cornelitse, men senere kom der klaverundervisning, og der blev min mand også knyttet til, og det gjorde så, at der blev så mange, så jeg også måtte overtage nogle af dem. Jeg kunne godt have et par elever hjemme, medens han var nede på musikskolen. Der var en overgang, hvor vi havde op til 30 elever.

Det gik desværre en del ud over børnene..Især i eftermiddagstimerne, hvor vi underviste begge to, forsømte vi dem. Når de kom hjem fra skole, vidste de, at vi var der, men de vidste også, at de skulle være stille, når vi havde elever. Det var mest børn, der kom og spillede om dagen, hvis det var voksne, var det gerne om aftenen. Da vores børn voksede til, og de blev jævnaldrende med eleverne, kunne der godt blive en værre palaver nede i gangen. Sommetider sloges de, og der var en snakken. Vi havde et dejligt musikværelse på første sal med klaver, og harmonium og stor gammeldags skrivebord, og store bogreoler, så musikeleverne behøvede ikke at komme ind i stuerne.

Udover musikelever, havde jeg også nogle voksne blinde, som skulle undervises i punktskrift, og der var også elever, som skulle lære punktnoder. Det var ikke altid de kunne komme til mig, så jeg måtte tage ud til dem.

I 1948 startede min mand et blandet sangkor, der var en som spurgte, om han ikke kunne starte et herrekor, men det sagde han nej til. Han ville gerne starte et blandet kor, og det dirigerede han selv i nogle og tyve år, så var der en fra koret Knud Hansen, som førte det videre, og det nåede at holde 40 års jubilæum, hvor vi også deltog.

Havde du tid til at dyrke andre interesser end børn, hjem og musikundervisning?
Nej, du ved lige som jeg, når man som blind skal lave noget, tager det altid længere tid, der kan jo gå megen tid, når man skal lede efter noget, som, som reglen ligger lige for næsen af en, og man skal også koncentrere sig mere om, hvad man gør og hvor man lægger de forskellige ting.

Vi fik ligesom andre mennesker en omgangskreds, som vi også sommetider spiste middag sammen med. Det ene ægtepar lærte vi allerede at kende, da vi flyttede i lejlighed. De kom fra Roskilde, hvor manden var landmåler hos en landinspektør, de havde en søn, som var på alder med vores Elin, og de begyndte at lege sammen, og så begyndte vi mødre også at snakke sammen. Det var under krigen, hvor der var en masse spærretider, hvor man ikke måtte gå nogen steder, så begyndte vi at komme sammen og drikke en kop erstatningskaffe, og igennem dem traf vi et andet ægtepar, hvor manden var assurandør og havde kontor ude på Rødbyvej, de to familier kom vi meget sammen med. Vi lærte så igennem dem at kende et andet ægtepar, hvor manden var ansat i sparekassen. Vi var 4 par, som kom en del sammen. Det kan være vanskeligt som blind at finde en omgangskreds. For nogen spiller det ingen rolle at være sammen med en blind, men andre kan slet ikke, de kunne ikke se bort fra det, det er ikke til at holde ud, at de hele tiden tænker på, at vi ikke kan se. Jeg siger altid til folk som udbryder, undskyld jeg glemte du ikke kan se, så siger jeg, åh hvor er det godt, jeg skal nok selv sige til, hvis jeg behøver hjælp.

Vi fik som sagt nogle ret gode venner, og senere hen blev vi venner med et ægtepar hvor manden var politimand, han hed Brant Jørgensen, og hans kone kommer jeg stadig sammen med. Vi kom også sammen med en maskinmester Petersen fra elektricitetsværket, og fru Petersens søster Emmy Bonde som ret tidligt blev enke har passet en gammeldags telefoncentral, og hende kommer jeg også stadig sammen med. Hun er også blevet meget dårligt seende, og hun søger også om at komme ind her på Solgaven. Hun har snakket med forstander Ingrid Fugl, som lovede hende plads, og hun sagde også, hvor var Ingrid Fugl dog et dejligt menneske at snakke med, og det gav jeg hende selvfølgelig ret i.

Mit syn forsvandt hel, da jeg fik børn, og jeg har faktisk hele tiden haft et menneske, som kom et par gange om ugen og hjalp med rengøringen for der er altid nogen ting, man ikke kan se, og en af de damer, som kommer og besøger mig her på hjemmet, er en som har hjulpet mig gennem 22 år, du kan godt tænke dig, det bliver noget andet en hushjælp.

Havde du noget med blindesamfundet at gøre?
Ja, det havde jeg jo en del. Det startede i 1937, hvor jeg ved et kredsmøde lod mig vælge til suppleant til bestyrelsen, det kunne jeg vel nok klare, det er vel ikke så farligt, men domorganist Ringberg i Maribo var kasserer, og der var et eller andet som han var blevet vred over, så han ville ikke være med længere, så blev en anden i bestyrelsen kasserer, og jeg måtte så ind. Dengang hed det 3. kreds, som dækkede Lolland Falster. Senere skete det, at Organist Marius Hansen, som var tidligere organist i Nakskov blev formand, og så blev jeg næstformand, og den nye kasserer hed Liljedal. Da Marius Hansen døde i 1939 om efteråret, så blev jeg formand, og var det et par år, det var medens vi boede i Slimminge, og krigen kom, med alle de vanskeligheder med transport, man kunne ingen steder komme, der var ingen ordentlige forbindelser, og det kunne jeg ikke klare, jeg havde jo et barn, da jeg blev formand og hurtigt efter fik jeg et til, så det var alt for svært. Der var så kommet et nyt bestyrelsesmedlem, som hed Peter Olesen Jensen, “Peter Ole”, som vi kender ham under, og han blev så formand. I 1945 ville kasserer Liljedal ikke mere, så min mand blev valgt til kasserer, og det var han til 1969, hvor Poul Beck afløste ham.

Jeg blev formand igen sidst i tresserne, hvor Peter Ole tog en pause, men jeg stoppede helt i 1970.

Vi havde dengang inde i København en forening, som var startet i 1891 det var en forening af blinde og seende, den kom til at hedde noget lignende som Danmarks blindes Læseforening, de begyndte at udgive et lille blad på punktskrift, som hed Budstikke, og det blev en temmelig velhavende forening. Der var så en bestyrelse for den, og der skulle være valg, så kom de fra hovedforeningen og spurgte mig, om jeg ikke ville lade mig opstille, Glygård var med til at presse mig. I 1958 fik vi den sammenlagt med Dansk Blindesamfund, og alle midlerne blev overført til legatfonden.

Efter at Danmarks Blinde var ophørt, og legaterne var overgivet til Dansk Blindesamfund, blev Blindenævnet oprettet.
Blindenævnet bestod af Særforsorgsdirektør Leuning og, som var leder. Så var der administrationschefen for de to blindeinstitutter Bøgh Christensen, og fra Dansk Blindesamfund H.C.Seierup, Carl Bjarnhof, Einer Wulf og Kirsten Andersen. Yderligere var der Forstanderne fra Blindeskolerne, forældrerepræsentanter, og Jørgen Plenge fra Statens Bibliotek for Blinde, restformand Hartmann fra Invalideretten plus embedsmænd, vi var i alt 14 medlemmer i Blindenævnet.

Blindenævnet var nedsat af Social ministeriet, men det var kun rådgivende, og det skulle tage nye initiativer. Det startede i 1956 og selv om vi ikke skulle være besluttende, havde vi alligevel fået en stor opgave, og det var at give dispensation for blinde børn, som ikke ville gå på blindeskolerne, men som ville gå i almindelige folkeskoler. Det var også i denne periode, hvor man besluttede at bygge det nye Blindeinstitut på Rymarksvej.

Nu kommer jeg i tanker om, at i 1938 startede vi noget som hed Blindes erhverv, og vi ville på en eller anden måde finde ud af, at bevise, at blinde kunne komme ud i erhverv, de behøvede ikke at hænge i de såkaldte blinde erhverv, man kunne godt lave noget andet. Vi fik så fat på nogle seende mennesker, som havde forstand på disse ting, vi fik fat på en værkfører og så kom der en ingeniør fra Siemens fabrikker, som var rådgivende. Af blinde var det var formand Ernst Jørgensen og Henry Rasmussen som havde været håndværker, så var der Andresen og mig. Vi fik startet et værksted, hvor man kunne lave låse, og det var lige på den tid, hvor man ikke kunne indføre låse på grund af krigen. Vi havde hidtil indført låse fra Belgien, som hed Difa, og så kaldte vi vores for Blifa, og vi blev så eksdimeret, vi solgte masser, og vi havde sådan håbet, at vi kunne føre det videre, men det var vi alligevel ikke stærke nok til. Da udlandet igen kunne sætte ind, så måtte vi altså opgive det, og så blev det lavet om til beskyttet værksted.

H.C. Seierup var i opposition, da han var ung, han ville gerne vælte Ernst Jørgensen, det havde været meget synd, for Ernst var en rigtig dygtig mand.

Du skal have en lille historie. Vi skulle have kredsmøde i 1940, og så skrev Seierup ned til mig, at han og en til ville komme til vort kredsmøde, for de ville vælte Ernst Jørgensen, men jeg skrev tilbage, at det skulle de ikke bryde sig om, de var ikke velkommen. Så senere sagde Sejerup, for vi blev meget fine venner, “Vi kom ikke derned, for Kirsten sagde fandeme nej”.
Men så gjorde Ernst Jørgensen noget klogt, du ved, at hvis man har en modstander, og man så kan trække ham ind i arbejdet, så lukker man jo munden på ham, så Ernst Jørgensen gjorde H.C.Seierup til Dansk Blindesamfunds hovedkasserer, og han blev i høj grad vores mand.

Hvor længe var du med i Dansk Blindesamfunds arbejde?

Jeg kan huske, at da jeg holdt op, havde jeg været med i 33 år. Foreningen havde været styret af repræsentanter fra kredsene. Store kredse havde et par repræsentanter, København havde 3 og små kredse havde kun 1 repræsentant. De mødtes en eller to gange om året til repræsentantskabsmøde, og de skulle drøfte foreningens arbejde, og beslutte hvilke initiativer, der skulle tages.

Den 1. april 1968 blev det lavet om til et forretningsudvalg med en hovedbestyrelse. Da jeg på det tidspunkt også var formand i Lolland Falsterkredsen, så kom jeg med i hovedbestyrelsen. Jeg var i hovedbestyrelsen et par år. Da vi så nåede op til 1970, og jeg selv ikke ville al det vrøvl mere, så holdt jeg op.

Hovedbestyrelsen var nu foreningens højeste myndighed, og der blev lavet flere kredse, så vores kreds blev nu 9. kreds, og senere er det blevet til 12. kreds. På den tid var Blindekonsulenterne også startet, og i 1968 blev omsorgskonsulentordningen oprettet.

Arnold stoppede også ved den tid med sit kassererjob i 9. kreds, og han blev efterfulgt af kasserer Beck, hvis kone led meget af gigt og sad i kørestol. Hun var vældig sød, men det var en svær sygdom, og hun er også død nu. Beck er kommet her på hjemmet, og i starten kom han og snakkede med mig, men han er nu meget dement, så jeg kan ikke komme i forbindelse med ham.

I 1946 døde vores ældste datter i januar måned, og så fik vi en lille søn inden jul. Vores datter har ikke helt uret når hun siger, at hvis Elin ikke var død, havde jeg aldrig fået min lillebror.
Hun kom til at holde forfærdelig meget af sin lillebror.

Poul Wagner, som han kom til at hedde, bor i Nykøbing Falster og er ansat i arbejdstilsynet under Amtet. Vores datter er sygeplejerske og bor i Solrød. Hun hedder Birgit Jacobik, og hendes mands familie stammer fra Polen. De kom herop før første Verdenskrig, hvor der kom en del Polske arbejdere til Lolland, og arbejdede med sukkerroer. Jan, som Birgits mand hedder, var gode venner med Poul, og kom meget i vort hjem som ung, Pludselig en dag i 1967 kom Birgit og sagde, at hun havde forlovet sig med Jan. På dette tidspunkt var hun færdig som elev, og var ansat på Glostrup sygehus. De blev så gift i 1969. Først boede de i København, til Jan var færdig udlært som maskinmester. Jan kom in i et vandværksfirma, og det endte med, at han blev bestyrer for alt hvad der hedder vand i Køge. Poul, som også var udlært som maskinmester, blev ansat i arbejdstilsynet i Nykøbing Falster.

Birgit og Jan har to børn, Kristina og Anders, og Poul har 3 børn, Josefine, som bor i London, en søn som hedder Jacob og Louise på 17 år. Så jeg har 5 dejlige børnebørn.

Arnold gik af som organist på grund af alder lige før han fyldte 70 år, hvor Henning Riiser overtog hans stilling.

I fyrrerne begyndte lægevidenskaben at transplantere hornhinder, og Arnold kom i forbindelse med professor Ehlers, som syntes, at han skulle prøve en hornhindetransplantation. Det ene øje var så ødelagt, at der ikke var noget at gøre, men det andet mente han godt, at det kunne transplanteres en ny hornhinde, og det fik han så gjort i 1947. Det lykkedes noget så fint, han kunne se så godt, at han kunne få kørekort, hvis han ville, men det holdt desværre kun i 3 måneder, så kunne han ikke se mere. Det var fordi, de endnu ikke havde lært at holde hornhinden levende, så den blev afstødt. Det var en frygtelig stor skuffelse.

Lige i starten kunne jeg ikke lide, at han pludselig kunne se, for han havde jo ikke set mig før, og hvad nu? Og det generede mig indtil det gik op for mig, at det ikke gjorde nogen forskel i vores forhold, Han fik også set Poul og Birgit.

En dag sagde øjenlæge Vesterlund her i Nykøbing, at nu var han ved at komme så vidt, at han godt kunne hjælpe Arnold. Man ved godt nu, hvad man skal gøre, for at få hornhinden til at leve. Så prøvede Arnold igen, og fik også et vældigt godt syn, set fra min side, men det blev altså ikke til kørekort. Han kom til at se så godt, at han cyklede rundt nede i Nakskov. Det holdt i ca. 14 år, men så kom der så mange komplikationer, at synet forsvandt igen.

Vi nød rigtig at Arnold kunne se, og vi tog ud at rejse, det var nogle skønne år. For det første var vi forskellige steder i Danmark, vi boede ovre ved Silkeborg, oppe ved Esrum sø, og så var vi en tur i Østrig med Dansk Blindesamfund, og vi var en tur i Italien med en familie, hvor manden var orgelbygger.
Vi havde lært orgelbygger Due at kende, de boede lige udenfor Nakskov i Græshave. Han var uddannet orgelbygger i et stor orgelbyggerfirma Robenius, og han havde rejst meget i Frankrig og i Sverige. Han kom fra en gård, og da hans far døde, og der ikke var nogen til at føre gården videre, opgav han sit orgelbyggeri og passede gården. Han fortsatte med at holde orgler ved lige i området hvor han boede.
Dem lærte vi så at kende, og vi rejste sammen med dem til Italien, og det var nogle rigtig dejlige venner. Nu kan han ikke høre mere, men jeg har dog forbindelse med dem. De bor jo helt i Nakskov, og sidst jeg så dem, var for 2 år siden, da de havde diamantbryllup, da var jeg derovre til fest.

I den periode, hvor Arnold kunne se, fik han overtalt menighedsrådet til at se efter et nyt og bedre orgel. Han rejste sammen med menighedsrådet rundt og så på orgler, og i 1968 fik vi så et nyt orgel. Det var et virkelig fint orgel, og når Henning Riiser var nede at besøge os, skulle han altid i kirken og prøve orglet, og han sagde, at når Arnold søger sin afsked, måtte vi endelig sige det til ham. Han var organist inde i Hellerup, men han ville så gerne ned og spille på det nye orgel. Det er det samme med den organist som kom efter Henning Riiser, han kom af samme grund.

Orglet blev indviet i juni 1968, og Arnold fratrådte til december 1975, og i de 7 år havde vi mange koncerter, og mange organister kunne lide at komme og spille, og der har været organister fra Frankrig, og Tyskland og endog Amerikanske organister. Det var meget spændende år.

Da Arnold holdt op med at arbejde, havde han også mistet sit syn, men jeg er lige ved at sige, jeg syntes næsten, at det blev den bedste tid af mit liv. Vi kunne ikke rejse længere, men vi fik en god tilværelse i mange år, så fik Arnold desværre en cancer i tarmen, og han blev opereret, og fik ført tarmen ud gennem siden, men selv med det levede han ganske godt i nogle år. Han var så dygtig til selv at skifte disse poser, så det gik i grunden udemærket indtil 1993.

Vi havde imidlertid fået førerhunde. Jeg fik den første i 1957, for på det tidspunkt var jeg begyndt at blive lidt usikker, nå jeg skulle færdes. Jeg havde hidtil fulgtes med mine børn, men de var der jo ikke altid, så derfor søgte jeg førerhund. førerhundekonsulent Krogsgård sagde også, at hvis jeg fik en førerhund, så var jeg ude over alle de problemer.

Jeg fik en dejlig labrador, som ikke var kastreret, men det gav kun problemer sommetider, jeg er ved at sige, at det er den dygtigste førerhund jeg har haft. Han var så fantastisk til at se sig til rette med mange ting, og tage en beslutning om et eller andet problem. Jeg kan huske en gang på Svingelsvej, hvor der var megen trafik, og jeg stod med Bulli, som min hund hed, og jeg skulle over på den anden side, så var der en buschauffør, som havde set mig, han fortalte Arnold: “Jeg vil sige dig, din kone og førerhunden, det var imponerende, der var sørme ingen tid, hvor man kunne komme over vejen, men der var lige et hul, hvis jeg havde stået der, så var jeg også gået over på dette tidspunkt.” Der viste Bulli mig så lige, at nu kan vi godt gå. Tænk, jeg havde sådan en tillid til ham. Han var så dejlig, han var ikke mere end halvandet år, da jeg fik ham, og jeg havde ham fra 1957 sidst på året til først på året 1969, så jeg havde ham længe. Men han ville aldrig gå med bøjle, jeg gik altid med ham i snoren. Han havde ikke bøjle på, for hvis han fik det, så trak han, så jeg ikke kunne følge med. Mine børn sagde, det er noget så dejligt, for du ser ud som enhver anden, der kommer gående med sin hund.

Bulli kunne godt lide at snuse langs hækkene, men hvis der så stod en trillebør, så gik han tæt hen til mig, og skubbede mig uden om. Ja, han var fantastisk, og han havde bare lært hos en politibetjent inde i København, der i øvrigt også hed Mikkelsen.

Efter Bulli fik jeg en meget smuk tysk Schæferhund, som hed Ola, Krogsgård sagde, du kan ganske roligt sige til dig selv, når i går nede i byen, at jeg går med Nakskovs smukkeste Schæferhund. Hun var bestemt også en dygtig hund, men hun havde haft syge mandler, så hun var opereret, og til at begynde med turde hun kun spise mad i meget små bidder. Det var fordi hun havde været så syg i halsen, de sagde, at hun havde været så syg, så hun en overgang kun måtte få vand. Hun blev også senere syg og blev opereret, og jeg havde hende da i 9 år, og hun ville godt gå med bøjlen. Jeg kan huske, at da jeg fik bøjle på hende, så sagde jeg, at jeg kunne godt mærke, at det var en lettelse, frem for at gå med hende i snoren. Hun blev syg, og vi måtte lade hende aflive i 1978. Så fik vi en tysk Schæfer til, der hed Dunja, og det var en meget stor type Schæferhund, men den var meget rolig, hun kunne tage en hånd helt ind i munden og slikke den, som om hun sagde, at jeg kan godt lide dig, hende har jeg savnet meget.

Da jeg havde Ola, forsvandt Arnolds syn, og jeg sagde til ham, at han skulle prøve at gå en tur med Ola, men det troede han ikke at det kunne lade sig gøre, men det gjorde han så alligevel. Han sagde selv, jeg tror, at lige til at begynde med, at hun kiggede op på mig, som om hun ville sige, det her skal du da ikke, men det accepterede hun meget hurtigt. Med den næste førerhund var det ikke noget problem, for den lærte jo lige med det samme, at han ikke kunne se.

Den sidste hund vi fik hed Kassan, vi blev trænet til at gå med os begge to.

Vi fik faktisk pensionistårene til at gå godt, også sammen med vore hunde. I 1986 havde vi guldbryllup, det var den bedste fest vi har haft. Der blev taget et billede af os, vore børn og børnebørn og hunden, og vi havde en æresport så flot, jeg kan ganske roligt sige det, for der var et par stykker i Nakskov der havde sagt til nogle andre, kør lige op og se æresporten hos Organisten, den er så flot. Det var børnene, som havde lavet den.

Vi nåede frem til 1994, så blev Arnold pludselig meget syg, og kom på Nykøbing sygehus, der var så ikke mere at stille op, så han kom hjem, og fik en EL‑seng og døde så 3 måneder senere,

så kom jeg på Solgaven her i Næstved i oktober måned. Vi havde begge 2 søgt om at komme herop, fordi Arnold ikke var rask og jeg havde efterhånden så svært ved at komme op og ned af trapperne, jeg havde fået slidgigt, og mine knogler var også begyndt at falde lidt sammen, så inden vi nåede at få plads, så døde Arnold.

Var det svært at flytte fra huset til Solgaven?
Jeg har egentlig ikke været særlig trist over flytningen og min tilværelse, og når jeg nu tænker tilbage på mit lange ægteskab og på vores alderdom, så er det alle de gode ting og alle de gode minder som jeg tænker på, efterhånden som der er mange ting man ikke kan, så kan man da altid prøve, jeg ved godt, at her kan jeg sige, at de skal komme og klæde mig af og på, men det gør jeg ikke, selv om jeg har svært ved det. Jeg kan jo ikke så godt stå, jeg er faldet nogle gange, men der er heldigvis ikke brækket noget.

Jeg tog ikke min førerhund med, og Jeg har også savnet ham, men han har det godt, og jeg har ikke set ham. En dag var han inde i huset sammen med fru Olsen, som har hjulpet mig, og hun fortalte, at så snart han var kommet ind ad døren, så sprang han hen til den sofa, som jeg plejede at sidde i, og da jeg ikke var der, så gik han lige så stille hen og lagde sig der, hvor han plejede at ligge, og der har han nok tænkt, hvor var jeg henne, så jeg syntes, det er lige så godt, vi ikke ses.

Så kom jeg på Solgaven i november 1994, og fik dette dejlige værelse, hvor jeg må indrømme, at det er en dejligt stor stue, og et dejligt badeværelse, men jeg syntes jo nok at der burde nok lige have været 2 rum, det ville man nok have bygget i dag, men det er 22 år gammelt, og det er jo fint indrettet. Her er jo så dejligt, og jeg går også med min rollator her på gangene, jeg har jo lært at finde rundt her, jeg kan gå op i terapien, og jeg kan gå op i kiosken, og spisestuen, og i pejsestuen og vinterhaven, og det hele er så dejligt indrettet, her er ingen trapper, ingen dørtrin, og der må ikke stå noget ude i siderne, alt bliver stillet midt på gangen, så vi kan gå langs væggene og håndtagene.

Kathe, som lige ringede, er en dame som jeg kender fra Nakskov. Hun har gået til musikundervisning hos mig, og hun er på alder med min datter. Hun er nu flyttet til Næstved, og hun ringede og spurgte, om jeg ville med til julekoncert i Sct. Peders kirke på søndag, hvor der skal opføres Backs jule ovatorium, hun har undersøgt om jeg kunne komme derned i kørestol, og det kan godt lade sig gøre, så kommer hun kl. 2 med en julekage, og så skal vi have kaffe inden vi tager af sted. Hun har som sagt spillet klaver hos mig, og den gang knyttede vi et godt venskab, fordi hun havde lidt forskellige bekymringer, og dem kom hun med, og drøftet dem med mig, det er som om jeg har fået en datter til.

Hvordan går din hverdag her på Solgaven?
Jeg har en væv i terapien, hvor jeg om formiddagen væver viskestykker, men da jeg var ganske ung, da begyndte jeg så småt at væve, og jeg syntes allerede dengang, det var et morsomt arbejde, men jeg kunne godt se det havde ingen fremtid. Nu har jeg en væv, som jeg skal betjene med hænderne, mine ben kan ikke holde til at træde, og den er heller ikke nær så stor, og så har jeg fundet ud af, hvis den bliver lavet til som på en stor væv, hvor der skal være mønster, så kan jeg altså godt væve mønster. Det er mest for min egen fornøjelses skyld, for om viskestykker har mønster eller ej, det kan være forholdsvis ligegyldigt.

Personalet kommer gerne ind ved 8 tiden med min mad, på det tidspunkt vil jeg meget gerne høre klassisk morgenmusik, og jeg hører til dem som helst skal have en kop kaffe, nå jeg begynder på min dag. Bagefter hører jeg morgenandagten, og så følger jeg gerne programmet indtil kl. 9. I øjeblikket handler det om Det Kongelige Teaters historie, det har jo 260 års jubilæum i denne tid. I morgen aften er der stor festkoncert inde i radiohuset, Det Kongelige Kapel kommer og spiller.

Det Kongelige Kapel fejrer 550 års jubilæum i år, det vil sige, du skal tilbage til 1448 det er før barokmusikken, det er ren middelaldermusik, der har været spillet dengang. Det er ganske vist heller ikke begyndt som det Kongelige Kapel, men det begyndte som et musikkorps, og så er det endt med at blive det Kongelige Kapel. Det er det ældste orkester i Verden, der har fungeret uafbrudt op gennem hele tiden. Der skal som sagt være stor jubilæumskoncert i morgen aften, og det bliver transmitteret i program 2.

Om formiddagen går jeg i terapien og væver, og så går jeg hjem kl. 12 og spiser, derefter tager jeg mig en middagslur. Ved 2 tiden får vi kaffe, så er der lidt forskellige aktiviteter. Mandag er der altid oplæsning, der kommer jeg ikke, men jeg ved de har læst om dronningen, om tirsdagen kommer præsten en gang om måneden, en tirsdag har vi fællesmøde, altså beboermøde, hvor vi kan snakke lidt om hvad der sker her. På de andre tirsdage er der noget quiz eller lignende, og om onsdagen er der 2 gange om måneden banko, det deltager jeg aldrig i, det interesserer mig ikke. Torsdag er det gerne noget med musik, det må jeg med skam melde, det deltager jeg heller ikke i, så vil jeg hellere lege med min egen musik. Om fredagen er her næsten altid fra september til juni foredrag, og det går jeg faktisk altid til.

Jeg kan godt lide at strikke, så jeg sidder og strikker sokker for tiden. Der er flere, som godt kan lide at gå med hjemmestrikkede sokker, og så hører jeg samtidig nogle af mine mange Cd‑plader, jeg har CD i min radio ved min seng, og ligesådan her ved min stol, og i aftes havde jeg taget en Cd med Schumans klaverkvintet, efter min mening et pragtfuldt stykke musik, og den ligger på min CD-afspiller ved min seng. Lå i morges, da der var klassisk morgenmusik, så spillede de den samme, medens den lå ovenpå Cd’en, det kunne jeg ikke lade være med at grine af.

Jeg spiser kun i spisesalen når der er fest. Jeg kan bedst lide at spise her på værelset, og jeg må selv vælge, hvor jeg vil spise. Sommetider tænker jeg, det er egentlig tosset, at de skal gå og bære mad ind til mig. Jeg kan jo sagtens gå op i spisesalen med min rollator. Men jeg sætter stor pris på samtidig at høre rådhusklokkerne i radioen, så jeg kan høre om mit ur går rigtigt, og jeg skal høre radioavisen.

Jeg kan også forstå, at somme tider har de lidt knurren på snoren oppe i spisesalen, for det er min plads, og det er ikke min plads, og så siger jeg, det gider jeg da ikke.

Den anden onsdag i hver måned har vi hyggeaften, og der går de fleste i spisestuen. Der får vi sommetider en lille sild, og andre gange en varm anretning, det er altid noget forskelligt, som vi sidder og hygger os med. I denne måned havde vi Mortens aften, og det var omtrent lige på dette tidspunkt, så springer vi det over, og i næste måned skal der være en stor julefrokost i tiden før jul, men når vi kommer over jul, så er der nogle måneder hvor der ikke sker så meget, så har vi vore hyggeonsdage igen.

Jeg er med i beboerrådet, og netop fordi jeg er formand for rådet, så er jeg også med i husets bestyrelse. Det er derfor, jeg fik sendt dette referat, som ligger her på bordet, fra Susanne Tarp som er med fra forretningsudvalget. Hun er en vældig sød pige, og Lone Gudmanson fra 11 kreds, som ligeledes er rar er også med. Det medførte, at jeg her i forsommeren var med på Fuglsangscentret, som repræsentant for en af de 6 beboerråd fra Blindesamfundets 6 plejehjem, og de mødes i Fredericia hvert år.

Hvordan kom du så derover?
Det var ganske nemt, Arthur, som er vores chauffør, kørte mig til Ringsted. Jeg var i kørestol, og der blev sendt bud til de forskellige stationer hvor jeg skulle skifte. Man bliver hejset op i toget af personalet, og det var jeg ikke spor betænkelig ved, og så havde jeg yderligere en plejeassistent, der hed Kirsten Hulbæk, som skulle sørge for mig, og i Fredericia kom der nogen og kørte os til Fuglsangscentret. Det var dejligt kan du tro, det var sjovt at komme derover igen, for jeg havde været der før. Medens Arnold endnu havde det helt godt, var vi over og holde ferie, sammen med vores søn Poul.

Her på Solgaven er personalet også flinke til at beskrive ting, og sige deres navn, når de kommer ind på værelset.

kl. 17,30 får vi så vores aftensmad, og ved 8 tiden får vi aftenkaffe, jeg kan godt klare selv at gå i seng og tage tøj på. Om sommeren kører vi som reglen på en tur ud i landet, hvis vejret tillader det. Jeg var også med på udflugt hos Birthe Bille, som har været kredsformand i 27 år. og jeg har været sammen med hende flere gange igennem arbejdet under Dansk Blindesamfund.

Jeg kan kun sige, at hvis folk skal på plejehjem, så tror jeg nok de kan stå sig ved at komme her.