Nyhedsbrev nr. 2 / 2024

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 2/2024.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg
2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk selskab,

lørdag den 9. marts 2024 på Fuglsangcentret, af Lena Bang
3. Adresselisten 2024

4. ”Hjem for arbejdsføre blinde kvinder”– kvindeliv 1900 – 1976, af Rita Ilsted Smith
5. Adolf Andersen –stærkt svagsynet og forhenværende trykkerileder på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, af Allan Andersen

6. Braille Elektromaten – opfundet af Kurth Andersen, artikel Fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 5 1967, af Poul Glygaard – side 16
7. Tiggeri i historisk og nutidig belysning, af John Heilbrunn, Jytte Nielsen og Lena Bang

8. Anmeldelse af Leif Martinussens bog: ”Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, Erindringer fra elever på Børnehjemmet, Østskolen og Vestskolen, af Birgit Kirkebæk

9. ”Vi blev statens børn” – erindringshistorie om Refsnæsskolen på lyd, af Rikke Houd

10. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

Jeg skriver denne hilsen de sidste dage i maj måned oven på nogle fantastiske sommerdage i familiens sommerhus i Nordsjælland.

Indledningsvis tillader jeg mig i al beskedenhed at fortælle om en bogudgivelse, som jeg selv står som forfatter af. Det drejer sig om en historisk beskrivelse på 75 sider af “Foreningen Aarhus Blinde”, som blev stiftet i 1893 og som i 1982 forvandledes fra en klassisk filantropisk forening til fordel for blinde i Aarhus til “Blindes Støtteforening i Aarhus”. Det er foreningens bestyrelse, som har opfordret mig til at beskrive foreningens historie gennem 130 år. Bogen udkom i april måned i år på forlaget Kahrius og kan lånes på Nota.

Bogens vigtigste budskab er fortællingen om filantropiske foreningers betydning for blinde efter oprettelsen af Det Kongelige Blindeinstitut i 1858. Dansk Blindesamfund blev som bekendt stiftet i 1911. Pionererne bag foreningens stiftelse lagde afgørende vægt på, at denne skulle være blindes egen forening, hvor kun blinde og stærkt svagsynede kunne optages som medlemmer. Der var således tale om et opgør med de foreninger, der siden populært er blevet benævnt hattedameforeninger eller mere nøgternt velgørende eller filantropiske foreninger.

Med Dansk Blindesamfund fik blinde deres helt eget talerør, men afhængighed af støtte og forståelse fra det omgivende samfund, var fortsat en uomgængelig forudsætning for at forbedre blindes sociale vilkår. Ordet filantropi kommer af filo-, se -fil, og græsk anthropos ‘menneske’, dvs. ‘menneskekærlighed’. Herhjemme er filantropi nu overvejende et historisk begreb, som betegner 1800-tallets organiserede private velgørenhed.

“Foreningen Aarhus Blinde” er et fint eksempel på realiseringen af den filantropiske tanke, gennem stiftelsen af en velgørende forening, der havde som sit primære oprindelige mål at yde økonomisk støtte til især ældre blinde. Det er denne filantropiske tanke som ligger til grund for den omfattende økonomiske støtte, som blindesagen i Danmark har modtaget igennem de seneste godt 160 år i form af bidrag i forbindelse med indsamlinger og gennem oprettelse af legater og fonde.

Filantropien er et gennemgående underliggende tema i flere af artiklerne i dette nyhedsbrev.

Rita Ilsted Smith giver i sit strejftog gennem historien om ”Hjemmet for arbejdsføre Blinde Kvinder”, i årene 1900-1976, en tankevækkende belysning af, hvordan velmenende borgeres indsats kom mange blinde kvinder til undsætning, og hvorledes samfundsudviklingen gennem de beskrevne år prægede udviklingen af livsvilkårene for denne gruppe.

Man får et indtryk af rækkevidden af denne udvikling gennem to fremstillinger, som rummer positive beskrivelser af udviklingen fra oprettelsen af Det Kongelige Blindeinstitut i slutningen af 1800-tallet frem til forholdene på det nye blindeinstitut i Hellerup, som blev indviet i 1968. Jeg tænker her på Jørgen Marius Hansens bog fra 1916 ”Barndomsminder fra Det kongelige Blindeinstitut” og på Peter Frederik Hansens bog fra 2023 ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”. Det er den samme historiske udvikling, som professor Birgit Kirkebæk belyser i sin anmeldelse af Selskabets udgivelse “Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord” fra 2023 til markering af Refsnæsskolen 125-års jubilæum. En beskrivelse som følges op i Rikke Houds artikel ”Vi blev statens børn” – erindringshistorie om Refsnæsskolen på lyd.

En mere dyster side af begrebet filantropi på godt og ondt tages op i 3 artikler med omtale af temaet Blinde og tiggeri, som Jytte Nielsen, Lena Bang og John Heilbrunn præsenterede søndag formiddag efter generalforsamlingen den 9. marts i år, disse indlæg kan i deres helhed aflyttes på selskabets hjemmeside.

Ønsket om på anden måde, at gøre en indsats for at komme blinde til undsætning og lette deres livsvilkår kommer eksempelvis til udtryk i Allan Andersens artikel om hans bedstefar Adolf Andersen – stærkt svagsynet og forhenværende trykkerileder på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, og i Poul Glygaards artikel om Braille Elektromaten – opfundet af Kurt Andersen.

Ud over ovenstående artikler indeholder nyhedsbrevet Lena Bangs fine referat af generalforsamlingen den 9. marts 2024 og et notat om udsendelse af årets Medlemsliste, som hvert år er blevet udsendt siden 2016.

God læselyst i de kommende sommerdage, som forhåbentlig bliver lige så fine som de sidste uger i maj.

2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk selskab, lørdag den 9. marts 2024 på Fuglsangcentret, af Lena Bang

Dagsordenen var som følger:

Punkt 1. Åbning og velkomst ved formand Poul Lüneborg

Formanden bød velkommen til dette års generalforsamling.

Punkt 2. Navneopråb og præsentation af deltagerne

Alle deltagerne blev råbt op, men der var nogle, der først dukkede op senere. Vi endte med at være 27 stemmeberettigede medlemmer til stede.

Punkt 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

Som dirigent blev Susanne Nolsøe foreslået og valgt uden modkandidater. Hun konstaterede, at generalforsamlingen var blevet lovligt indkaldt, idet invitationen havde været bragt i årets første nyhedsbrev samt i medlemsbladet. Som stemmetællere valgtes Nete Parkov og Merete Meincke og Lena Bang blev valgt som referent. Alle tre blev ligeledes valgt uden modkandidater.

Punkt 4. Godkendelse af dagsorden

Denne blev enstemmigt godkendt.

Punkt 5. Godkendelse af referatet fra generalforsamlingen, afholdt lørdag den 4. marts 2023

Dette havde været offentliggjort i nyhedsbrev nr. 2 2023. Forsamlingen tog herefter referatet til efterretning.

Punkt 6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2023/2024 til godkendelse

Formanden gennemgik hovedpunkterne i årsberetningen, idet den havde været bragt i nyhedsbrev nr. 1.

I det forgangne år har bestyrelsen haft følgende sammensætning:

Formand Poul Lüneborg, næstformand Lena Bang, kasserer og sekretær John Heilbrunn, redaktør Ove Gibskov, bestyrelsesmedlem Jytte Nielsen samt suppleanterne Leif Martinussen og Thorvald Kølle.

Der er blevet afholdt fire møder, der har fundet sted på henholdsvis Fuglsangcentret og i handicaporganisationernes hus i Høje Taastrup. Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith har også deltaget i de fleste bestyrelsesmøder. Samarbejdet i bestyrelsen har været godt og konstruktivt. Medlemstallet har været stabilt. I 2023 havde selskabet 123 medlemmer. Både synshandicappede og seende kan blive medlemmer af Blindehistorisk Selskab. Vi har stadig fem kollektive medlemmer, som er: Bredegaard, den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde, IBOS, Nota og Synscenter Refsnæs.

Vi ønsker, at flere også yngre mennesker bliver interesseret i blindehistorie og derved får lyst til at melde sig ind i selskabet, så derfor gør vi stadigvæk opmærksom på vores eksistens via medlemsbladet. Forsamlingen diskuterede også andre måder, hvorpå vi kunne udbrede kendskabet til foreningen. F.eks. ved hjælp af omtale på sociale medier såsom Facebook. Dette var der allerede medlemmer, der havde gjort. Det blev også foreslået at tage kontakt til P1-programmet Kampen om historien, med henblik på eventuelt at få lavet en udsendelse, der kunne handle om krigsinvalider efter 1. Verdenskrig. Der vil blive udarbejdet en sådan afhandling om dette emne. Derudover blev det foreslået at lave podcasts med blindehistorisk indhold.

Vores medlemsliste skal være så opdateret som muligt, så bestyrelsen lettest kan respektere GDPR-reglerne. Alle rettelser skal således tilgå kassereren. Den blindehistoriske arbejdsgruppe har også i det forgangne år bestået af Ove Gibskov og Poul Lüneborg fra Blindehistorisk selskab samt Karen Marie Pedersen og Dennis Bonet Åbank fra Fritids- og Kulturpolitisk Udvalg. Ove Gibskov supplerede beretningen med at fortælle, at arbejdsgruppen er gået i gang med at undersøge, hvilke effekter fra anskuelsessamlingen på Synscenter Refsnæs, der kan bevares. Dette gør de i samarbejde med Kurt Nielsen, Thorvald Kølle, Niels Ove Jørgensen og tidligere synskonsulent Winnie Ankerdal. Angående registreringsprojektet, der omhandler blindehistoriske effekter, er der blevet udarbejdet en rapport i 2020. Et af vores afdøde medlemmer Niels Eskjær, har inden sin bortgang fået Inge Eskjær til at indsamle hjælpemidler, der har været opmagasineret, så disse kan indgå i registreringsprojektet. Via Medicinsk Museions registratur kan det ses, om en bestemt genstand allerede findes, eller kan matches med et bedre eksemplar. IBOS har ligeledes leveret en del elektroniske notatapparater til projektet. Rapporten, som omhandler blindes levevilkår i 60erne og 70erne har været omtalt i Handicaphistorisk Tidsskrift.

2023 var også året, hvor selskabet udgav jubilæumsskriftet med titlen “Et tilbageblik på Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, i anledning af at Synscenter Refsnæs fyldte 125 år. Dette blev markeret i Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup fredag den 27. oktober, hvor selskabet var vært ved en reception, hvor der blev holdt flotte taler bl.a. af Jesper Holten fra Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg og fra selskabets formand Poul Lüneborg. Alle medlemmer af Blindehistorisk Selskab har desuden modtaget et eksemplar af bogen, både som trykt udgave og som DAISY-lydfil. Leif Martinussen, Poul Lüneborg samt Thorvald Kølle deltog også i fejringen af jubilæet på Synscenter Refsnæs, der fandt sted den 1. november. Synscenter Refsnæs købte 25 eksemplarer og Nota købte 50. Forlaget Kahrius har stadig en del trykte eksemplarer, der endnu ikke er blevet solgt. CD-udgaven kan også lånes på Nota. I forbindelse med jubilæumsskriftet har vi fået dækket alle omkostninger via fondsmidler på 119.000 kr.

Vores nyhedsbrev udkommer tre gange om året i alle medier. Bestyrelsen har desværre måttet opgive, at udgaverne på CD, punkt og sort skal udkomme på samme tid som mailudgaven. Det skyldes Post Nords langsomme leveringstid. Alle nyhedsbreve kan i øvrigt også læses på selskabets hjemmeside. Redaktør Ove Gibskov opfordrede alle medlemmer til fortsat at sende indlæg til nyhedsbrevet. Der efterlyses især indlæg fra medlemmer, der har været integreret i folkeskolen. Ove Gibskov fortalte desuden om et omfattende materiale, der omhandler en sag fra 1937, hvor Retslægerådet ikke kunne anbefale sterilisation af blinde og dermed heller ikke fratagelse af deres ret til at indgå ægteskab. Dette arbejde vil munde ud i mindst én stor artikel i et kommende nyhedsbrev samt et foredrag.

Rita Ilsted Smith har overtaget redigeringen samt udformningen af hjemmesiden. Det har vist sig muligt at registrere, hvor mange og hvem, der søger informationer på hjemmesiden. Websiden indeholder blandt meget andet generalforsamlingsreferater tilbage fra 1994. Samtlige bestyrelsesmedlemmer har fået en kopi af en ekstern harddisk med selskabets lydarkiv, der løbende bliver opdateret. Det indeholder over 1000 lydfiler. Pga. Copyright hensyn kan lydarkivet kun anvendes offentligt til opgaveskrivning og analyser.

Herefter blev årsberetningen sat til afstemning, og den blev enstemmigt godkendt med applaus.

Punkt 7. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse

Kasserer John Heilbrunn gennemgik regnskabet. Indtægterne var på 152.850 kr. Udgifterne var på 135.319 kr. Selskabet kom ud af 2023 med et overskud på 17.531 kr. Revisionen havde godkendt regnskabet uden yderligere bemærkninger. Herefter blev regnskabet også enstemmigt godkendt af forsamlingen.

Punkt 8. Fastsættelse af kontingent

Bestyrelsens forslag om at fastholde kontingentet på 150 kr. blev vedtaget med applaus.

Punkt 9. Indkomne forslag

Der var ingen.

 

Punkt 10. Valg af bestyrelse

  1. Valg af formand. Poul Lüneborg ønskede at genopstille, og blev enstemmigt genvalgt med applaus, for en toårig periode.
  2. Valg af øvrig bestyrelse. Lena Bang og Ove Gibskov genopstillede begge, og Lena Bang blev genvalgt uden modkandidater for en toårig periode. Ove Gibskov ønskede foreløbigt at genopstille for en etårig periode. Han blev ligeledes enstemmigt genvalgt med applaus.
  3. Valg af to suppleanter. Leif Martinussen og Thorvald Kølle ønskede begge at genopstille, og de blev genvalgt uden modkandidater for et år.
  4. Valg af to revisorer. Kurt Nielsen havde skriftligt tilkendegivet, at han ønskede at genopstille til denne post. Derudover genopstillede Nete Parkov. Begge blev genvalgt som revisorer uden modkandidater.
  5. Valg af revisorsuppleant. Hanne Skipper blev foreslået og enstemmigt valgt med applaus.

Punkt 11. Eventuelt.

Dirigenten takkede for god ro og orden og herefter takkede formanden for en god generalforsamling. Ellers ingen bemærkninger.

Onsdag den 15. maj 2024. Referent Lena Bang.

Formand Poul Lüneborg kunne den 15. maj med sin underskrift godkende nærværende referat på vegne af selskabets bestyrelse, som ikke havde bemærkninger til dette.

Efterfølgende har mødets dirigent Susanne Nolsøe med sin underskrift ligeledes godkendt referatet, som opbevares i selskabets arkiv.

3. Adresselisten 2024

Det kan oplyses, at kasserer John Heilbrunn har færdigredigeret selskabets adresseliste. Den vil blive udsendt på mail til alle, som hidtil har modtaget den på denne måde men naturligvis også til andre, der ønsker det. Som tidligere år kommer den også på punkt, DAISY og i storskrift, når man på Dansk Blindesamfunds hovedkontor har fået den produceret i disse formater. Det er muligt, at disse udgaver først vil blive udsendt senere i juni, da der blandt andet vil være belastning på produktionen i forbindelse med hovedbestyrelsesmødet i slutningen af juni.

Det er vigtigt, at alle kontrollerer deres egne kontaktoplysninger og melder tilbage til John Heilbrunn, hvis der er sket ændringer, som ikke er kommet med i den nye adresseliste.

4. ”Hjem for arbejdsføre blinde kvinder”– kvindeliv 1900 – 1976, af Rita Ilsted Smith

På Mariendalsvej 30 på Frederiksberg ligger en statelig bygning på fire etager, der i dag huser bostedet Thea for psykisk sårbare. Bygningen er opført i 1900 og udgjorde frem til 1976 ’Hjem for arbejdsføre blinde kvinder’, populært kaldet Mariendalshjemmet.
Hundredvis af synshandicappede kvinder har passeret igennem denne bygning i et spænd på 76 år. Undervejs har Mariendalshjemmet ændret karakter adskillige gange, alt efter de skiftende samfundsmæssige vilkår. Her vil jeg give nogle glimt af hjemmets historie.

Optakten
I starten af 1900-tallet var vilkårene vanskelige, for synshandicappede voksne kvinder, når de havde afsluttet forløbet på Blindeinstituttet. Hvordan skulle de sikre sig et udkomme? De kunne blive gift og dermed forsørget, eller de kunne tage tilbage til deres hjemegn og udføre håndarbejde, som de kunne forsøge at afsætte. Var ingen af delene mulig, kunne det være den direkte vej til fattiggården eller et plejeforhold.

De dårlige udsigter bekymrede Blindeinstituttets lærere og lærerinder, der hvert år skulle sende de unge kvinder ud i verden til en uvis skæbne. Derfor foreslog lærerinde på Blindeinstituttet Methea Hoffmann, i 1895 foreningen Danmarks Blinde at oprette et hjem for arbejdsføre blinde kvinder, hvor enligtstillede kvinder kunne bo og arbejde. Hun havde rejst i udlandet og set sådanne arbejdshjem for blinde. Danmarks Blinde, dannet i 1883, var en forening af blinde og seende, som producerede bøger og blade i punktskrift og donerede midler til understøttelse af blinde. Efter et års tøven gik foreningen ind på tanken. Derefter samarbejdede Methea Hoffmann og foreningen om at skaffe en byggegrund til formålet. I 1896 tilbød Justitsråd Niels Josephsen, efter et møde om sagen, en af sine udstykkede grunde af godset Mariendal. Et udvalg besigtigede den tilbudte grund og fandt den sanitært tilfredsstillende. Nu manglede der bare midler til at opføre et hus på grunden.
1896 – 1900 foregik et storstilet indsamlingsarbejde. Der blev indrykket annoncer i aviserne, holdt en 3-dages fest i Kongens Have og arrangeret en velgørenhedskoncert i Odd Fellow palæet. Indsamlingsarbejdet blev organiseret af en komite på 24 medlemmer, alle fremtrædende borgere i København. Der blev samlet ind over hele landet og i 1899 var der indkommet 50.000 kr. – nok til at gå i gang med byggeriet. Indsamlingskomiteen blev omdannet til en bestyrelse på 11 medlemmer, der konstituerede sig 1. maj 1900. Fast sæde i bestyrelsen fik 4 repræsentanter for Danmarks Blinde, forstanderen for Blindeinstituttet, 2 lærerinder fra Blindeinstituttet samt et eller flere medlemmer af andre foreninger til blindes vel.

Beboerne flytter ind
10. december 1900 stod bygningen færdig til brug og blev indviet ved en højtidelighed. Huset var tegnet af arkitekt David Wilhelm Leerbeck og opført i palæstil i røde mursten og sandsten, med en fladbuet udsmykning øverst oppe, hvor institutionens navn stod prentet. Huset var i 4 etager, topmoderne, vinduer med stort lysindfald, indlagt centralvarme og eget værelse til beboerne.
Bestyrelsen ansatte en bestyrerinde, frk. Caroline Hendrikke Krebs, som fik bopæl i huset og var bestyrerinde helt frem til 1932.
De første 5 beboere rykkede ind 1. april 1901. Huset var dimensioneret til 30 beboere, og blev langsomt fyldt op de følgende år. I 1909 blev den uudnyttede tagetage inddraget, så der blev plads til 35 beboere.
For at blive optaget på hjemmet skulle man være enligtstillet kvinde mellem 20 og 45 år (senere blev den nedre aldersgrænse 18 år). Man skulle være arbejdsfør og rask, bortset fra øjenlidelsen. Desuden skulle man mestre en eller flere færdigheder: rørsædefletning, børstenbinderi, håndstrikning, håndsyning, fletning af listegulvtæpper og måtter, filering af bærenet.
Beboerne havde fælles arbejdssal i stueetagen, hvor de udførte det daglige arbejde. For arbejdet fik kvinderne en lille sum om måneden, som skulle bruges til at betale deres tøj og andre personlige fornødenheder. Det var akkordarbejde, lønnet pr. stk. Jo hurtigere man arbejdede, jo mere tjente man – fra et par kroner til 20 – 25 kr. om måneden. Arbejdsdagen var kl. 8 – 19 med en spisepause en time midt på dagen og en kaffepause kl. 15. I løbet af arbejdsdagen småsnakkede man og hørte oplæsning, brød måske ud i sang, mens arbejdet gled gennem de rutinerede hænder. Kl. 19 var der aftensmad.
Bestyrerinden uddelte materialer, kontrollerede arbejdets kvalitet og sørgede for, at husordenen blev overholdt. Beboerne havde lydighedspligt overfor bestyrerinden.
De havde pligt til at deltage i husarbejdet, tøjvask, rengøring og køkkenarbejde, samt holde deres værelser. De skulle have tilladelse til at forlade huset, og fik ikke stillet ledsager til rådighed – kun om søndagen, når der var kirkegang. Man kunne hjælpe hinanden – nogle beboere så godt nok til at finde vej – eller blive fulgt af store børn, som gerne ville tjene en skilling. Man kunne tage med sporvognen på den anden side af vejen, spadsere en tur på Frederiksberg, besøge venner og familie – måske en forlovet – som boede i nærheden. Der kom ofte gæster til hjemmet, der underholdt på forskellig måde, ved klaverspil, oplæsning, sang. Beboerne sang og spillede også selv, flere havde instrumenter på værelset og i arbejdssalen stod et flittigt benyttet orgel og et klaver. Beboerne kunne se frem til den årlige skovtur med hjemmet, og fødselsdagsfesten hvert år d. 10. december på husets indvielsesdag.

Beboernes værelser
Beboernes rummelige værelser på 13,19 m2 var møbleret på forhånd, det krævede særlig tilladelse at medbringe egne møbler. Det faste møblement bestod af 1 klædeskab, 1 kommode, 1 servante, 2 stole, 1 kurvestol, 1 seng m. tilbehør, 1 sengetæppe, 1 bord, håndklæder (syet af beboerne selv). Desuden fandtes remedier til rengøring af værelset – klude, skind, sæbeskål, børste.
Beboerne kunne pynte deres værelser op med billeder, planter og nips. Enkelte ønskede og fik lov til at holde en kanariefugl. Lyset på værelset skulle slukkes kl. 10. På det tidspunkt skulle alle beboere være kommet hjem, ingen måtte forlade huset derefter – medmindre der forelå en særlig tilladelse. Der var slå indvendig på hoveddøren, man kunne ikke komme ind igen ved egen hjælp efter kl. 22.

Det var ikke tilladt at have herrebesøg på værelset, og i hjemmets start var forlovelser ikke velsete – det betød udsigt til ægteskab og dermed forsørgelse, og så hørte man ikke hjemme på Mariendalsvej. Efterhånden var forlovelser dog i orden, man måtte blot flytte ud ved giftermål, og ikke modtage besøg af den forlovede på værelset. Hjemmet lagde af og til hus til bryllupsfesten, og skænkede altid de nygifte en gave. Det første bryllup på hjemmet blev afholdt i 1914.

Besøg af journalister 1920
I 1920 iværksatte frk. Hoffmann og frk. Krebs en indsamlingskampagne, med det formål at oprette et hvilehjem for udtjente beboere, der ikke længere kunne klare arbejdet på hjemmet.
I anledning af indsamlingen besøgtes hjemmet i 1920 af journalister fra flere aviser.

De besøgende journalister begejstredes over kvindernes flittige fingre i arbejdssalen og deres indsats i husarbejdet. Således hedder det i en artikel i Nationaltidendes sektion ’Kvinden og hjemmet’ 3. marts 1920 (moderne retskrivning):

Køkkenet stråler af renhed! Gryderne er skuret på undersiden og lige så blanke som da de for – hør I husmødre og husassistenter – 10 år siden udgik fra køkkenudstyrsmagasinet! Karkludene hænger akkurat på en lille snor og ligner servietter til tørring!

Så går vi ind i salen, det store lyse rum, hvor de kvinder, som ernærer sig ved stolefletning, børstenbinderarbejde, strikning, knipling, måtte- og tæppefletning, arbejder. Det er overordentlig interessant at stå og se på disse flittige, følsomme fingre, der arbejder så rapt som nogen seendes!

Hvilehjemmet blev en realitet i 1921. I løbet af et år blev der indsamlet godt 16.000 kr. Grosserer Stau, en af blindesagens faste støtter, stillede en villa til rådighed i Lyngby, og hvilehjemmet blev oprettet med hans afdøde kones navn: Elisabeth Staus Hvilehjem i Lyngby.

Elevernes indtog
I 1917 begyndte hjemmet som noget helt nyt at optage elever til at lære ’blindearbejde’ dvs. rørsædefletning, børstenbinderi, måttefletning m.m.
I 1923 oprettedes med statsstøtte en egentlig elevskole. Målgruppen for elevskolen var kvinder, der var blevet blinde som voksne og dermed ikke havde haft mulighed for at blive oplært på Blindeinstituttet, hvor man som hovedregel kun kunne være indtil man var 18 år. Hjemmet modtog et årligt tilskud pr. elev fra staten samt midler til at ombygge huset til sit nye formål.
Eleverne skulle oplæres i enten vævning eller maskinstrikning – ikke i det traditionelle blindearbejde. Vævning havde været et fag for pigerne på Blindeinstituttet siden 1909, og kunne nu også læres på Mariendalsvej. Maskinstrikning var på vej som et egnet fag for synshandicappede kvinder, rundt om i Europas blindeinstitutioner havde man gode erfaringer.
Der blev indrettet en vævestue og en strikkestue med tilhørende systue i tagetagen. Her indrettedes også værelser til eleverne – et fåtal var eksterne elever, der ikke boede på hjemmet. Også unge kvinder, der havde afsluttet deres forløb på Blindeinstituttet, søgte optagelse som elever på Mariendalshjemmet. De kunne færdiggøre deres væveuddannelse på hjemmet som 3. års elever, og maskinstrikning kunne kun læres på Mariendalsvej.

Oprettelsen af elevskolen var startskuddet til en række processer, som i løbet af 10 – 15 år ændrede Mariendalshjemmet fuldstændig. I spidsen for ændringerne stod Blindeinstituttets forstander Otto Wüstenberg, der indtrådte i Mariendalshjemmets bestyrelse i 1922. Frem til 1933 var han formand for forretningsudvalget og næstformand for bestyrelsen, fra 1933 til 1946 var han formand for bestyrelsen efter den hidtidige formand Carl Lehmanns død.
I et tæt samarbejde med bestyrerinde, forretningsudvalg og bestyrelse omstillede han i løbet af 10 – 15 år Mariendalshjemmet til en moderne erhvervsvirksomhed, der producerede vævede og maskinstrikkede tekstiler.

Erhvervsvirksomheden konsolideres
I begyndelsen fortsatte de faste beboere deres traditionelle blindearbejde i arbejdssalen, uanfægtet af den nye elevskole på 3. sal. Men også beboernes arbejde ændredes efterhånden til vævning og maskinstrikning. Det skete ved naturlig afgang, ved omskoling af de faste beboere og ved at hjemmet optog en stor del af de færdiguddannede elever som nye beboere.

I 1932 foreslog Wüstenberg en større omrokering af hjemmets lokaler med henblik på at styrke erhvervsvirksomheden. Bestyrelsen vedtog hans forslag. Den hæderkronede arbejdssal blev omdannet til vævestue for de faste beboere, børstenbinderne og rørfletterskerne fik lokaler ovenpå. Tørreloftet blev nedlagt og indrettet til ny vævesal til eleverne. Storvasken blev sendt ud af huset. Den tidligere rullestue blev omdannet til strikkeri og et tilstødende lokale blev indrettet til systue. Kvinderne blev fritaget for husarbejdet, så de kunne lægge alle kræfter i produktionen; der ansattes en ekstra husassistent. Der investeredes 7000,- kr. i indkøb af strikkemaskiner.
Som et forsøg blev der ansat seende invalider på systuen – det gik så godt, at det blev praksis fremover. Samtidig åbnedes en ny mulighed for synshandicappede kvinder i form af frie arbejdspladser til eksterne arbejdersker. Hjemmet tilbød synshandicappede kvinder i Storkøbenhavn, at de kunne få en væve- eller strikkeplads på hjemmet, hvis de ikke havde plads til væv eller strikkemaskine i eget hjem. Det kunne både være udefra kommende kvinder og også beboere, der gerne ville indgå ægteskab, og samtidig arbejde videre på Mariendalshjemmet.

Oprettelsen af strikke- og væveværksteder havde sine omkostninger for beboerne. Værkstederne krævede plads og det var nødvendigt at inddrage beboerværelser. Man kunne som beboer ikke længere påregne eget værelse, eleverne og nogle af de faste beboere måtte bo sammen to og to.
Pladsproblemerne løstes i 1936 med rejsningen af en ny bygning, der rummede vævestuer, strikkestuer og systuer samt værelser til eleverne. Bygningen blev forbundet med den ældre bygning via en mellembygning. Det blev igen muligt at få eget værelse som beboer i den ældre bygning. Elevværelserne i den nye bygning var små og smalle, der var lige plads til en sofa, et klædeskab, et bord og to stole. Der blev indrettet dagligstuer i den tidligere arbejdssal i den ældre bygning. Måltider fandt for alle grupper sted i spisesalen i kælderen i den ældre bygning. Eksterne arbejdersker kunne spise med mod en betaling på 50 øre.
I et interview i Aftenbladet 10. januar 1936 omtaler Wüstenberg den kommende bygning således under overskriften ’Det store fremstød for blinde kvinder kommer nu’ (moderne retskrivning):

Vævning og maskinstrikning er de hovedbeskæftigelser, man kan anvende for kvindernes vedkommende. I øjeblikket sidder der mange blinde kvinder og fremstiller udmærkede ting på vævningens og strikningens område som håndarbejde (artiklens fremhævning) – men nu vil vi søge at tage sagen op på en bredere basis på samme måde som det allerede er sket i fx England, Tyskland og Italien: ved oprettelse af et stort strikkeri for blinde kvinder (artiklens fremhævning), hvilket vil kunne give en ganske god fortjeneste.

Maskinstrikningen var tydeligvis Wüstenbergs hjertebarn hvad angik kvindearbejde – men var det også kvindernes? Både vævning og maskinstrikning var krævende arbejde, der fordrede koncentration og gav støj. Især maskinstrikning var anstrengende, det var stående arbejde, som ikke alle kunne tåle. Det var slut med den gamle arbejdskultur med hyggelig passiar, oplæsning og sang under arbejdet.
To af de gamle husflidsfag eksisterede stadig på Mariendalshjemmet; den nye bygning rummede et værksted til børstenbinderi og rørsædefletning. Udøverne svandt kraftigt ind i antal. Pr. 15. november 1936 fandtes der 48 beskæftigede kvinder på hjemmet, 28 udlærte kvinder (21 faste beboere og 7 eksterne arbejdersker) og 20 elever (14 interne og 6 eksterne). Beskæftigelsen blandt kvinderne fordelte sig som følger: 14 udlærte kvinder vævede, 10 strikkede på maskine, 1 strikkede i hånden, 1 bandt børster og to flettede rørsæder. 8 elever vævede, 10 strikkede på maskine, 1 bandt børster, 1 flettede rørsæder.

Beboerprotester!
De restriktive forhold på Mariendalsvej blev lempet en anelse med tiden. Slåen for hoveddøren var blevet afskaffet i 1927, og erstattet af nøgler. Hver beboer fik en nøgle, og kunne låne en natnøgle, som skulle afleveres igen næste morgen. I 1935 var arbejdstiden 9-17, på linie med det øvrige samfund. Fra 1936 skulle lyset først slukkes kl. 22.30 – var der opera i radioen måtte man gerne høre den færdig efter kl. 22.30. Radioen havde holdt sit indtog på hjemmet i 1926 og var nu fast inventar på alle værelser.
Ernst Jørgensen, Dansk blindesamfunds forretningsfører 1928 – 51, trådte ind i Mariendalshjemmets bestyrelse og forretningsudvalg i 1934 og søgte fra starten at tilgodese beboernes interesser. Han foreslog, at der valgtes to repræsentanter for beboerne. Det blev enstemmigt vedtaget.

17. december 1942 modtog Wüstenberg denne skrivelse fra beboerne:

Da der tidligere er spurgt frk. Grotum Holm [forstanderinde for hjemmet fra 1935] om vi kan få udbetalt kostpenge for de dage, vi er bortrejst, men uden resultat fra bestyrelsen, retter vi denne gang vor forespørgsel til dem hr. forstander Wüstenberg og beder dem behandle sagen.
Vi mener at være berettiget til både kostpenge og rationeringsmærker, når vi rejser til højtiderne. Vi håber, der må træffes en for alle parter tilfredsstillende ordning, i modsat fald vil sagen blive genoptaget.

Disse formuleringer lyder svagt truende, og er meget langt fra den lydighedspligt, beboerne blev indskærpet i hjemmets tidlige år. Det taknemmeligheds- og underordningsforhold, der karakteriserer filantropen over for den, der er genstand for hjælpen, var ved at blive afløst af et forhold, der mere mindede om forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver. 1930’erne genlød af arbejdskampe og fokus på rettigheder. Disse rørelser havde også nået Mariendalshjemmet.
Bestyrelsen vedtog at yde godtgørelse i juleferiens 16 dage på 2 kr. pr. dag, det samme i påskeferien (8 dage). Rationeringsmærker havde beboerne allerede.
Flere lignende henvendelser fra beboerne fremkom i 1940’erne – fx om fri medicin og ret til herrebesøg. I 1947 blev ’Hjem for arbejdsføre blinde kvinders elev- og beboerkreds’ dannet. ’Der skal føres forhandlinger med beboerkredsen om ny dagplan og ordensbestemmelser’, hedder det i bestyrelsesreferatet 24. april 1947 – samme dag som kredsen var blevet dannet.

Besættelsestiden
Besættelsen 1940 – 45 bragte særlige vilkår for Mariendalshjemmet. Der var mangel på garn og dermed på beskæftigelse af hjemmets kvinder, og det krævede opfindsomhed og initiativ at beskæftige hjemmets mange brugere. Fletning af julehjerter for maskinstrikkerne virkede lovende, men måtte opgives. Andre firmaer tog ideen op, der var ikke efterspørgsel nok. Arbejdstiden blev sat drastisk ned; som beskæftigelsesmulighed tilbød hjemmet kurser i dansk, engelsk, punktskrift, klaverspil, maskinskrivning, husholdning. Der var god søgning til kurserne. En beboer blev så interesseret i engelsk, at hun skaffede sig engelske pennevenner. I sommeren 1950 kom pennevennerne til København og boede på Mariendalshjemmet under besøget.

50-års jubilæet i 1950
50-års jubilæet i 1950 gav anledning til status og tilbageblik i hjemmets årsberetning 1950 -51. Af beretningen fremgår, at 198 kvinder var blevet optaget på hjemmet, 48 havde indgået ægteskab, 28 var flyttet til hvilehjem, 13 afgået ved døden, 68 havde af anden grund forladt hjemmet. 35 eksterne elever har modtaget erhvervsmæssig oplæring, 33 eksterne vævere og maskinstrikkere havde haft fri arbejdsplads.

Disse nøgterne tal dækker over meget varierede forløb. En del af beboerne opholdt sig på hjemmet det meste af deres liv. Allerede før 1950 havde flere beboere kunnet fejre 25- og 40-års jubilæum. Senere hen var der både 25-, 40- og endda et enkelt 50-års jubilæum blandt beboerne.
Mariendalshjemmet var ikke længere primært et hjem for ældre frøkner. Efter elevskolens indførelse i 1923 boede de fleste kvinder i kortere tid på hjemmet. En del drog af efter endt uddannelse, medbringende en væv eller en strikkemaskine. Det forekom ikke sjældent, at et ophold på Mariendalsvej sluttede mere eller mindre pludseligt med et ægteskab, somme tider efter nogle få måneder på hjemmet, andre gange efter adskillige år.
Nogle beboere måtte forlade hjemmet pga. sygdom. Det kunne være sindslidelser eller fysiske lidelser, der gik ud over arbejdsevnen. Ikke alle ønskede at forlade hjemmet, nogle bønfaldt om at komme tilbage efter overstået sygdom – hvilket ikke altid blev imødekommet. Nogle få blev erklæret uegnede og bedt om at forlade hjemmet pga. genstridighed eller overtrædelse af husordenen.
Det er et genkommende tema, at en beboer ’ønsker at klare sig selv’ i egen lejlighed, hvis hun ikke længere er ønsket på hjemmet – især efter Dansk Blindesamfunds hus ’Folkets Gave’ blev opført i 1924. Flere gange modsatte hjemmet sig et sådant ønske, overbevist om at det var den pågældende beboer slet ikke i stand til.

Hvad der siden hændte –
Efterkrigstiden bragte nye udviklinger på Mariendalshjemmet. Der uddannedes stadig vævere og maskinstrikkere, men nye grupper kom til: studerende elever og beboere med arbejde uden for hjemmet. Det blev muligt for synshandicappede at uddanne sig i forskellige fag – kommende fysioterapeuter, socialrådgivere, telefonpassere, organister rykkede fra sidst i 1940’erne ind på Mariendalshjemmet. Disse grupper benævntes pensionærer, og var i sagens natur uden arbejdspligt.

I 1958 blev Mariendalshjemmets erhvervsvirksomhed overtaget af A/S Blindes Arbejde og adskilt fra hjemmet. Blindes Arbejde, dannet i 1929, drev værksteder for blinde mænd og sørgede for afsætning af varerne. Lige siden 1938 havde selskabet fungeret som Mariendalshjemmets salgscentral.
Samtidig erstattedes hjemmets selvsupplerende bestyrelse af et tilsynsråd. Rådet bestod af direktøren for Blindes Arbejde, formanden for Dansk Blindesamfund, formanden for Dansk Blindesamfunds Københavnerkreds, administrationschefen for blindeforsorgen, og en folketingspolitiker som formand.
Denne udvikling var et resultat af to forhold: længere tids tovtrækkeri med Socialministeriet om, hvordan en økonomi med stigende underskud skulle håndteres. Og et længe næret ønske i Blindes Arbejde og Dansk Blindesamfund om at slå de forskellige erhvervsmuligheder for synshandicappede sammen. Tilsynsrådet var et krav fra staten for at levere permanent underskudsdækning. De interesserede parter kom begge til at sidde i tilsynsrådet og var dermed tilfredse. Formanden for bestyrelsen, som repræsenterede Danmarks Blinde, gik af i protest.

Fra nybygningen i 1936 frem til afhændelsen af produktionen i 1958 svingede hjemmets brugerantal mellem 40 og 56 personer. Med produktionen forsvandt de eksterne arbejdersker og eleverne, hjemmets brugere var nu faste beboere, pensionærer og studerende. Mænd fik adgang til hjemmet som pensionærer i 1961.
Antallet af brugere faldt gradvis i løbet af 1960’erne. I 1971 rummede hjemmet kun 15 faste beboere, 2 pensionærer og 1 studerende. Tilsynsrådet mente ikke, at hjemmet kunne drives videre på det grundlag. Rådet udkastede en plan om at ombygge hjemmet og omdanne det til et pensionat. Det var det jo næsten allerede, men sanitære ombygninger var nødvendige. I maj 1971 søgte rådet Socialstyrelsen om en bevilling på 1.850.000 til formålet. Socialstyrelsen sendte ansøgningen videre til Socialministeriet. I februar 1973 indløb et afslag fra socialministeren; hjemmet måtte lukke. Beboerne flyttede ud i løbet af 1973. Med sig fik de et udstyr af hjemmets linnedbeholdning samt benyttede båndoptagere og inventar. Det øvrige inventar fordeltes blandt blindeinstitutionerne. Legatformuen samledes i fælles legat til gavn for synshandicappede. Bygningen solgtes til anden side i februar 1976.

————————

Undertegnede er i gang med at undersøge Mariendalshjemmets historie 1900 – 1976, med økonomisk støtte og opbakning fra Blindehistorisk Selskab og Dansk Blindesamfund. Min undersøgelse skal munde ud i en bog med titlen ’Et liv i lys og skygge – Hjem for arbejdsføre blinde kvinder’. Ovenfor har jeg givet nogle prøver på bogens indhold; i den kommende bog vil hjemmets historie blive foldet ud og dokumenteret.

Mariendalshjemmet førte ikke journal over de enkelte beboere, så materialet om beboerne er sparsomt. Men noget kan dog lokkes frem af Mariendalshjemmets arkiv på Rigsarkivet. Hjemmets brugere dukker op i protokoller, åbne brevkort, små lapper, breve mellem forstanderinden og beboerne, jubilæumstaler, henvendelser fra forældre og pårørende, institutionens registrering af brugernes kommen og gåen. Der eksisterer også enkelte interviews, udført af DBS’ informatører i 1993. Jeg foretager selv interviews i forbindelse med bogen – der findes stadig kvinder, som husker Mariendalsvej.
Jeg vil bestræbe mig på så vidt muligt at afdække træk af disse levede kvindeliv. Samt træk af den institutionelle praksis, disse kvinder levede under. Jeg synes, det er vigtigt at bevare og belyse dette hedengangne stykke kvinde- og blindehistorie.

Har nogen blandt Nyhedsbrevets læsere nærmere oplysninger om Mariendalshjemmet, vil jeg være glad for en henvendelse. Jeg kan kontaktes på mail: rita_ilsted_smith@hotmail.com eller telefon: 30129298.
Rita Ilsted Smith, historiker og webmaster i Blindehistorisk Selskab

Anvendte kilder: Mariendalshjemmets arkiv, Danmarks Blindes arkiv, årsberetninger, avisartikler, Gerda Thastum-Leffers: Barndommens oase, Institut for blinde og svagsynede 1858-1958.

5. Adolf Andersen – stærkt svagsynet og forhenværende trykkerileder på Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, af Allan Andersen

Jeg er blevet opfordret til at fortælle om min farfar Sigurd Adolf Andersens virke som leder af trykkeriet for Blinde – en stilling, han fik i 1938. Jeg kan desværre ikke fortælle meget om hans arbejde i de første mange år. Men senere kom hele familien tæt på udviklingen af trykkeriet og stereotyperingsmaskinerne til trykning af punktskrift, som farfar var meget involveret i at få automatiseret.

Sigurd Adolf Andersen blev født d. 26. september 1904 omkring Faaborg på Sydfyn, hvor hans far havde et bådebyggeri. Jeg har desværre ikke kunnet finde ud af, hvordan min farfars opvækst har været. Det minder mig om, at vi alle skal huske at spørge vores ældre familiemedlemmer om, hvordan det var, da de var unge.

Farfar mistede det meste af synet under sin opvækst, sandsynligvis på grund af grøn stær. Jeg kan ud fra breve læse mig frem til, at han kom på blindeskolen i København i midten af 1920’erne, og her har jeg hans eksamenspapir år efter år, hvor han blev rost for sin indsats og fremgang, og han endte med en organisteksamen. Han har også modtaget undervisning i violin- og klaverspil.

Farfar boede i begyndelsen på instituttet, men flyttede senere på et værelse hos Victor Borges farbror, og han mødte også i disse år Wandy Tworek, så han har her været under masser af indflydelse til at udvikle sit violinspil.

På et tidspunkt spillede farfar også i Danmarks Radios Underholdningsorkester, og jeg forestiller mig, at det har været en af de musikalske venner, der har fået ham ind i orkestret. Farfar supplerede også indtægterne ved at spille rundt på diverse underholdningssteder i København.

Han mødte min farmor på Blindeinstituttet, hvor hun var ansat som stuepige. Hun gav ham et klaver, da han havde bestået eksamen – købt på afbetaling.

Farmor og farfar flyttede til Sjællandsgade, hvor de fik to drenge – Kurth (min far) i 1930 og Viggo i 1933.

Før farfar i 1938 blev leder af trykkeriet, kan jeg se af de breve, han modtog, mens han var på Blindeinstituttet, at han blev tituleret ”Trykker Sigurd Adolf Andersen”, så han har nok allerede dengang arbejdet med trykning af punktskrift.

Mine minder om farfar

Jeg husker mange hyggelige juleaftener, som i min barndom altid blev holdt hos farmor og farfar, hvor farmor stod for maden. Efter spisningen i spisestuen blev fløjdørene ind til dagligstuen lukket, og min søster og jeg blev sendt ud i gangen. Farmor ryddede af i køkkenet, og så stod vi derefter sammen med hende klar ved fløjdørene. Når dørene blev åbnet, skinnede vores øjne om kap med juletræet, som nu stod tændt lige midt i stuen. Efter en masse ”ih og åh” hvor er det bare flot i år, blev der danset omkring træet, mens vi sang. Farmor, mor og far kunne alle sangene udenad, og imens spillede farfar på klaveret.

Derefter var der uddeling af julegaver, altid en masse hjemmesyet tøj fra farmor og lidt legetøj fra mor og far. Mens de voksne drak kaffe, legede vi på gulvet med det nye legetøj, men husk at der som regel kun var ét stykke legetøj og ikke som i dag, hvor børn næsten får det, som vi dengang ville have oplevet som en hel legetøjsbutik.

Efter kaffen satte far sig ved klaveret og farfar tog violinen og så blev der spillet megen god musik.

I hverdagene var farfar jo på arbejde, men kom hjem for at spise frokost, og så afsted igen. Dengang lå Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde i Randersgade i en stor bygning med et flot haveanlæg. Jeg var ofte på besøg med min far, da han jævnligt udførte forskelligt arbejde på trykkeriet. Han var uddannet som teknisk tegner og kunne se muligheden for, at de maskiner, som man skrev punktskriften på, måtte kunne gøres bedre. Når man havde trykket tasterne til det enkelte bogstav, trådte man på en stor pedal, og nålene markerede så punktskrifttegnene i metalplader. Far kastede sig over at tegne en konstruktion, hvor maskinerne blev udstyret med motor, så der skulle færre kræfter til, og der kunne skrives hurtigere. Det syntes man godt om, så far fik en gammel maskine til trykning af punktskrift med hjem i vores lejlighed. Den optog så halvdelen af stuen, mens der blev monteret motor, og hele konstruktionen blev bygget op. Mange af delene lavede far selv på en drejebænk, han havde anskaffet, og som stod i gangen. Jo, der var meget omkring blinde i vores lejlighed. Far lavede også små prene til punktskrifttavler. Disse prene har jeg pudset mange af og lakeret og pudset igen. Mor sad tit og mærkede spillekort med disse prene, så de kunne bruges af blinde. Senere byggede min far en maskine, som kunne mærke kortene.

Farfar kom selvfølgelig tit hos os, især når maskinen skulle testes, og efter den blev leveret, fulgte der flere med. Blindeinstituttet i Norge viste også interesse, så da vi i 1960 skulle flytte til en moderne lejlighed i Husum, måtte far finde et lokale til at fortsætte produktionen af stereotyperingsmaskinerne; det blev i Landskronagade.

Far kunne ikke lade være med at videreudvikle maskinerne, og det var ikke altid nemt at få ledelsen af blindeforsorgen til at finde de ekstra penge, det ville koste.

Men der blev dog udviklet bedre og bedre løsninger, og der blev leveret maskiner både til Sverige og Norge, og hele vejen igennem var farfar med til at teste tingene. Når der var pres på, ville farfar frygtelig gerne hjælpe. Det var ikke altid nemt med hans dårlige syn, men han var klar, om det så bare var at slibe på nogle af maskindelene.

En lille sjov historie.

I 1961 havde jeg fået en idé om at trykke et skoleblad. Det havde jeg fortalt farfar, så en dag, vi var på trykkeriet, skulle vi en tur op på loftet; for her var måske noget, vi kunne bruge. Der gemte sig en kuffert med en stenciltrykmaskine, hvor man skulle lægge ét stykke papir i ad gangen og så spartle sværte ud over og derefter trække papiret ud, så var der et aftryk. Instituttet måtte ikke forære den væk, men jeg fik lov at låne den i 99 år. Den havde jeg meget sjov med, men skoleblad blev det nu ikke til.

Jeg mener, at der blev udfærdiget et stykke papir på lånet, men det kommer nok til at ligge lidt tungt, hvis de vil have den tilbage.

I 1962 flyttede vi i villa i Vangede, hvor der var plads til både værkstedet og familien. Omkring dette tidspunkt havde min far leveret en maskine til trykning af punktskrift i Oslo, og i 1963 skulle der også leveres en til Bergen. Den blev sendt derop i løsdele med fragtmand, og i sommerferien kørte vi så alle sammen farfar, farmor, mor, far og os børn en tur til Bergen, hvor vi boede i ca. en uge, mens far og farfar dagligt var på trykkeriet for at samle maskinen og få den testet.

Farfar havde på et tidspunkt klaget over, at rigtig mange af de spolebånd, der blev sendt ud med lydbøger og aviser, blev ødelagt undervejs af postvæsenet. Det var ellers nogle fine fiberkassetter, men de blev nogle gange kørt over af de store postbiler, og det kunne de ikke klare. Far, som altså var lidt af en opfinder, gik så i tænkeboks, og det førte til en specialfremstillet kassette i plastik. Far byggede en vakuumpresse, som kunne fremstille kassetten i en så hård plast, at den kunne holde. Den blev testet inde på hovedpostcentret, hvor flere af de største lastbiler kørte over kassetten, og båndet inden i havde ikke taget skade. Maskinerne blev installeret på trykkeriet, hvor man så selv kunne fremstille nye kassetter. Disse kassetter blev brugt, lige indtil de små kassettebånd overtog efter de gamle spolebånd.

På den måde havde far næsten sin daglige gang på trykkeriet, som var flyttet til Rønnegade. Jeg var stadig tit med, men var mest interesseret i at komme ind og hilse på Schandorff, som stod for hjælpemidler til blinde. Her havde jeg mulighed for at købe spolebånd i god kvalitet, og dem brugte jeg mange af i de år til at optage musik fra radioen.

Når der kom nye hjælpemidler, havde vi dem tit til test for at se, om det var noget, der var værd at indkøbe til blinde.

Vi havde i familien fået mange venner og bekendte bland blinde, og nogle få kom hos os i mange år. Det var ikke kun arbejdsmæssige venskaber, og da vi også kom til mange fester i Bogensegade, mødte vi jo rigtig mange blinde. Det var gode fester, fint stort lokale med mange borde, hvor vi sad tæt, og der var kun meget få, som kunne se. Men dejligt at opleve, hvor fint de blinde fandt rundt i lokalet og også flittigt brugte dansepladsen.

Det var altid meget vigtigt for farfar at gøre sit arbejde så perfekt som muligt. Det er mig derfor også en stor glæde at kunne referere og citere fra et brev, som administrationschefen Bøgh Christensen skrev til farfar, da han lå syg på Bispebjerg Hospital. Han skrev, at det gjorde ham ondt, at min farfar var alvorlig syg, og at han i den anledning vil sikre ham et af blindevæsenets legater. Bøgh understregede, at det ikke skulle opfattes som en hjælp, men som en anerkendelse af

“den store indsats, De har ydet igennem Deres mangeårige virke for Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde.

Hvis vi skulle betale Dem for al det arbejde, De har gjort udover, hvad De har pligt til, så fik vi nok at gøre, og jeg er fuldstændig klar over, at det har heller aldrig været Deres egen mening”.

Brevet er stilet til trykkerileder, organist Adolf Andersen, pt. Bispebjerg Hospital.

Farfar fik en blodprop i 1972, som han desværre døde af. Mange år senere arvede jeg hans klaver, som havde været turen omkring flere familiemedlemmer. Det trængte til at blive stemt, og vi fandt en blind klaverstemmer, som kom og stemte det. Han fortalte, at han kunne huske alle de steder, han havde været at stemme klaver, men mente ikke at have været på vores adresse tidligere. Da han havde arbejdet lidt med klaveret, kaldte han på mig og spurgte om, hvor klaveret var fra, for han var overbevist om, at det måtte være Adolfs klaver. Det kunne vi så glæde ham med, at det var, og jeg var forbløffet over, at han uden syn kunne genkende et klaver, som det var mange år siden, han sidst havde stemt.

(Artiklen er let redigeret af Ove Gibskov).

6. Braille Elektromaten – opfundet af Kurth Andersen, artikel Fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 5 1967, af Poul Glygaard

(Her fortsættes beretningen fra forrige artikel om Kurt Andersens engagement i forbindelse med punktskriftproduktion).

I sidste nummer af bladet kunne vi fortælle om forkortelsen af punktskriften. I dette nummer kan vi fortælle om verdens mest moderne stereotyperingsmaskine, som er udviklet af firmaet “K.V.A. Maskiner, Gentofte, hvilket dækker navnet Kurth V. Andersen. Det er ham, der har elektrificeret de gamle stereotyperingsmaskiner, og nu har han altså også givet sig i kast med at fremstille en impulsdrevet, hurtigtarbejdende maskine, som han har kaldt Braille Elektromaten.

Det sidste, men et af de væsentligste, led i en mere moderne fremstilling af punktskrift er en sådan hurtigt og sikkert virkende maskine, som kan levere manuskriptet enten i papir eller i trykplader, og den vil nu i løbet af få dage blive prøvekørt i Statens Trykkeri i Rønnegade.

Jeg har fået lejlighed til at stifte bekendtskab med maskinen på værkstedet på Mosegårdsvej, og man får et tydeligt indtryk af, at der her er tale om noget helt nyt på området. Kurth Andersen har den evne, som præger opfindere, at kunne arbejde i utraditionelle baner. En idé føder straks en ny, som forlanger at blive taget med ved løsningen af en opgave. Men han lider også under opfinderens forbandelse: utilstrækkelige pengemidler til at kunne realisere alle disse ideer. Med denne maskine er det dog lykkedes ham at realisere en del af dem, og vi beder ham fortælle lidt om Braille Elektromaten.

“For et års tid siden,” siger Kurth Andersen, fik jeg bestilling på to maskiner til Sverige og to til Statens Trykkeri. Jeg gav tilbud på manuelt betjente maskiner, men indså hurtigt efter samtaler med trykkeriets ledelse og dets tekniske konsulent, ingeniør H. C. Jørgensen, at maskinerne ville være forældede, før de var færdige, hvis man ikke var i stand til at styre dem ved hjælp af edb-fremstillede kodebånd eller -kort. Min opgave måtte være at fremstille en maskine, der både kunne betjenes manuelt og drives helautomatisk af kodebånd, og det er lykkedes. Men det har kostet mig 146.000 kr. at få prototypen frem, og det vil sige, at der ingen fortjeneste bliver til mig i første omgang. Alligevel er jeg glad for, at jeg ikke nøjedes med at lave de maskiner, jeg havde givet tilbud på.

Maskinen fremtræder som et skrivebord 1×1½ meter med en opbygning på langs, hvorunder trykpladen bevæges. I bordets sideskabe findes de fleste af de ca. 4000 komponenter og dele, som er samlet i sektioner således, at man ved maskinstop blot ved at trække et multistik ud kan skifte sektionen ud med en anden og arbejde videre, mens fejlen repareres.

Alt – anslag, returgang, linieskift og tilbagerykning er impulsstyret med fornødne sikkerhedsforanstaltninger, og en af de danske maskiner vil blive forsynet med den store type som i medlemsbladet.

For at nå frem til dette resultat har jeg måttet vove mig ind på en halv snes fagområder. Det har derfor været nødvendigt for mig at søge samarbejde med en række fagfolk og teknikere, og uden deres bistand var det vel næppe lykkedes at få realiseret de ideer, der ligger til grund for konstruktionen. Det er lykkedes os at fremstille en maskine, som kan nå op på en hastighed af 1000 tegn i minuttet. Til sammenligning tjener, at en amerikansk, hulkortstyret maskine kun når maksimalt 300 tegn, og en jævnt dygtig stereotypør omkring 250 tegn pr. minut. Elektromatens skrivehastighed kan varieres fra 500 til 1000 tegn pr. minut. Dette kræver et gennemført præcisionsarbejde, og da meget af arbejdet må udføres i hånden, skal der jo medgå megen tid dermed. Imidlertid er det helt nødvendigt, at en sådan maskine fremstilles, hvis man skal kunne få udbytte af teknikkens udvikling på andre områder.

Det næste skridt, som må gøres, er læsestationen, som på grundlag af kodebånd skal kunne afgive impulserne til stereotyperingsmaskinen, og rådede jeg over de fornødne midler, ville jeg ret hurtigt kunne løse også dette spørgsmål, men i øjeblikket har jeg absolut ikke råd til at ofre mere på sagen. Jeg har allerede sat tilstrækkeligt ind. Nu må andre træde til, hvis frugterne skal kunne høstes af det arbejde, der hidtil er udført, slutter Kurth Andersen.

Det ser således ud til, at vi herhjemme er ved at løse spørgsmålet om en mere moderne fremstilling af punktskriften bagfra.

Det første vigtige skridt er gjort, og lykkes det at få fremstillet en læsestation og en perforator til hulbåndene – eller fremskaffe et kodeskriveanlæg – ja, så har vi den første løsning, som vi kan kalde “den lille løsning”, men som på ingen måde foregriber en større ved hjælp af edb-anlæg eller ved udnyttelse af de kodebånd, som sorttrykkerier fremstiller.

Vi gratulerer Kurth Andersen med de imponerende resultater, han hidtil har nået, og tør måske føje det ønske til, at han sættes i stand til at udvikle en læsestation således, at det næste skridt gøres på vejen til en mere moderne fremstillingsmetode for punktskrift.

(Artiklen er let redigeret af Ove Gibskov).

7. Tiggeri i historisk og nutidig belysning, af John Heilbrunn, Jytte Nielsen og Lena Bang

Som tidligere omtalt blev der i forbindelse med årets generalforsamling gennemført et arrangement om dette tema. De tre oplægsholdere bidrager her med de centrale punkter fra deres indlæg, og hele arrangementet kan høres på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

John Heilbrunn kom i sit indlæg bl.a. ind på historiske og juridiske aspekter, i forbindelse med tiggeri og nævnte indledningsvis de oplevelser, de fleste har, når andre i det offentlige rum beder om økonomisk bistand, i form af en mønt eller en skærv til mad og andet. Det er noget, man møder i toget, når man passerer forbi musikanter, folk som sælger et blad eller lignende. Mange kender sikkert den følelse af enten irritation eller et behov for at vise medfølelse og yde hjælp til sådanne personer, som vel må siges at falde ind under betegnelsen tiggere. Måske føler man også en lettelse over, at man betaler alt med kort i dag og med god samvittighed kan svare, at man (desværre) ikke har mønter eller sedler på sig?

John gennemgik den juridiske regulering af tiggeri (betleri) fra det første lovgivningsmæssige regelsæt, Forordning fra 1708 givet af Frederik d. 4. Her har man knyttet den manglende mulighed for at skabe sig en erhvervsmæssig indkomst til en lovliggørelse, for ikke mindst blinde til at udøve betleri. Denne forordning havde det formål dels at udskille ”uværdige fattige” For derved at sætte en stopper for deres betleri og på den anden side at få etableret en ordning til forsørgelse af de ”værdigt” fattige. Her fandt man ikke mindst de blinde, som værdige til at modtage forsørgelse fra det offentlige, netop fordi de ikke har haft mulighed ad anden vej, til at forsørge sig og familien. Adgangen til at betle var den måde, hvorpå de kunne skaffe sig midler til livets (meget nødtørftige) opretholdelse.

Dernæst blev en lov fra 1860 gennemgået, som vedrører straffen for ”løsgængeri og betleri”, og den straf i form af fængsel på vand og brød, som dette kunne medføre – Tvangsarbejde i arbejdshuse kunne efter en særlig målestok træde i stedet for fængselsophold.

I den nuværende straffelov § 197 findes regler om straf for betleri for den som selv, eller ved tilskyndelse af personer under 18 år i dennes husstand, betler og fortsætter hermed efter at have modtaget en advarsel fra politiet om at ophøre hermed. Trodser man advarslen, kan man idømmes fængsel op til 6 mdr.

En yderligere bestemmelse, indført i 2017, har tilføjet særlige regler om såkaldt utryghedsskabende betleri i gågader, på stationer og i butikscentre, hvor en forudgående advarsel ikke er en ”buffer”, før lovens lange arm slår til. Man talte i denne forbindelse om de såkaldte ”Roma-lejre”, som man igennem disse regler, og en række specifikke restriktioner, ønskede at komme til livs.

Herefter blev historikken gennem de seneste 100 år i Dansk Blindesamfund gennemgået, hvor forskellige tiltag og initiativer er blevet taget for at indsamle økonomiske midler til at supplere foreningens økonomiske grundlag og formue: Salg af blomster, solgaveindsamlinger, omtale af blindes arbejdsmuligheder på eksempelvis fabrikkerne BLIFA og Inerfa samt virksomheden Blindes Arbejde og omtale i radio m.v.

Siden 1980’erne har foreningen på forskellig vis gennemført landslotterier med andre handicaporganisationer, de såkaldte gigantspil og lotterier, som til tider har givet væsentlige indtægter, til andre tider er mislykkedes.

Indsamlingerne har været vigtige for en forøgelse af foreningens formue og etablering af såvel en række beboelsesejendomme til synshandicappede som særligt tilpassede plejehjem til synshandicappede flere steder i landet.

Efter etablering af et statslotto er profilen i Dansk Blindesamfund gradvis blevet ændret fra lotterier m.v. til indsamlinger og fundraising, på linje med en lang række andre velgørende organisationer til fordel for udsatte børn, bistand til arbejde i udviklingslande m.v.

Nu om dage udsendes jævnligt publikationer som Øjeblikket, og der er udsendt en række breve fra foreningens formænd, som en måde hvorpå at nå befolkningens interesse og medfølelse. Andre oplever sådanne breve som en slags ”tiggerbreve”. Man arbejder mere på at fortælle gode feel-good historier og appellerer til folk, fx via førerhundekalendere med attraktive billeder af førerhundehvalpe, for at nå folks hjerter og punge.

Nu om dage er der ikke så mange af foreningens kredse, men dog nogle, som sælger bladet Blindes Jul hvert år og dermed kompletterer kredsens formue og aktivitetspotentiale, samtidig med, at sælgerne – i lighed med Hus Forbi sælgerne – får en del af indtægterne ved salget. Er navnet på denne publikation ”Blindes jul” en måde at sætte særlige billeder i hovedet på køberne om de stakkels blinde, som sidder alene hjemme juleaften ved et enkelt stearinlys’ flamme, ensomme og glemte?

Foreningens indsamlingstiltag styres af en egentlig indsamlingsafdeling, og professionalisering og ny teknologi og effektive metoder til at segmentere profitable grupper anvendes i stigende grad i Dansk Blindesamfund som hos andre indsamlende velgørende organisationer.

Kritikken efter tidligere tiders indskrænkninger, af ubemidlede personers støtte fra det offentlige, førte til vrede hos visse personer, fordi dette at skilte med sin blindhed og dermed opnå støtte via tiggeri blev anset for uværdigt – individuelt tiggeri. Det var endda efter nogle tillidsfolks og medlemmers opfattelse rimeligt og anbefalelsesværdigt, at man skulle udstøde disse personer af Dansk Blindesamfund, hvilket andre afviste ud fra principper om empati og forståelse for disse personers meget vanskelige økonomiske situation.

Nu om dage er hele indsamlings- og fundraising-regimet blevet legitimeret og systematiseret på en måde, som i almindelighed anses for acceptabelt og nødvendigt og i det mest kritiske øjeblik kan betegnes som en slags ”kollektivt betleri”.

Jytte Nielsens tanker om blinde tiggere og gøglere i moderne tid.

Vi ved naturligvis godt, at blinde langtfra har haft et let liv på jorden. Der har været kamp for overlevelse og kamp for rettigheder. Blinde kunne ernære sig f.eks. ved at underholde som gøglere og gennem at få medlidenhed som tiggere. Det er først med velfærdsstaten, at blindes sociale og økonomiske situation løftes op. Men har denne udvikling også ændret på accepten af de blinde i den kollektive forestilling?

Vi møder nu ikke blinde på markedet, sådan fysisk, men det kan føles som om, vi stilles op på den mentale markedsplads. Når der f.eks. bruges udtryk som: ”det må da selv en blind kunne forstå ”. ”Eller man må da være både blind og døv for ikke at kunne fatte dette”.

Den nu afdøde leder af Det Konservative Folkeparti, Søren Pape, har flere gange sagt, at ”det må da selv en blind mand kunne mærke og forstå med sin blindestok”. Der var vel at mærke ikke tale om noget med tilgængelighed. Eller ”dette er som at forklare en blind, hvad en solnedgang er”. Man beklikker vores intelligens.

I mine forældres barndom, 1925, var det almindeligt, at der kom blinde gøglere til byen. De slog på grydelåg og var klædt i noget mærkeligt tøj med bjælder syet på. De larmede op og sang frække viser. Børnene drillede og løb efter dem gennem byen. Der var også den blinde lirekassemand, der med sit gule armbind var en umiskendelig blind person.

Man er blevet opmærksom på, at det ikke er lige meget, hvordan vi omtaler hinanden. Sprog kan skabe værdighed, og sprog kan ydmyge. Hvis man som eksempel sagde, at her er så mørkt, at man ikke kan få øje på en neger. Så ville det være upassende, og sådan skulle det også være at sige, selv en blind kan fatte dette. Det er her ordet ”selv”, som er det nedgørende.

På den offentlige, mentale markedsplads morer man sig stadigvæk over den blinde. Tiden er vel inde til at få den markedsplads gestalt udryddet. Er vi selv en del af publikum, spørger jeg. Jeg har kun mødt få blinde, som kan følge mine tanker. Får vi en slags valuta for at acceptere nedgørende og latterliggørende tale? Det tror jeg. Jeg har erfaret, at det at smile og grine med gør, at man bliver en del af gruppen, en del af de andre. Man kan opleve at blive lagt mærke til ved at gøre eller sige noget sjovt. Man bliver lagt mærke til, hvis man gør noget så sjovt som at tabe sin blindestok i hotellets swimmingpool, nogen fisker den op, og med smil tager man imod den. Omgivelsernes beundring over, at man sådan overhovedet bevæger sig rundt mellem andre, helt almindelige mennesker, vil ingen ende tage, og dagen efter er der nogen, der hilser genkendende på en.

En ellers velfungerende blind mand fortalte mig en gang, at når han var ude for at holde et takkeforedrag i en loge, som havde doneret penge til Dansk Blindesamfund, så gjorde han sig altid lidt mere hjælpeløs og klumrende, fumlede efter stolen, kaffekoppen og lignende. Som han udtrykte det: ”Det er det, de betaler for, de skal jo have noget for pengene”.

Jeg mener således, at disse forestillinger og forventninger kan godt leve videre også i blindes kollektive bevidsthed. Jeg er blevet mødt med mange kraftige reaktioner, når jeg har bragt dette på bane. Jeg går i små sko, jeg kan da vel forstå, det er bare sjov, vi skal da kunne tåle noget gas, og jeg kunne fortsætte, som om det var en forpligtelse at lade sig nedgøre for at blive accepteret i det gode selskab.

Mennesket er et socialt dyr, vi forbinder det med noget positivt, noget med at passe på hinanden. Men den psykiske struktur betyder også, at vi er hierarkiske med det til følge, at alle presser sig opefter i hierarkiet, andre presses ned. Det er ikke let at ændre på, men meget beror på sprog og generel respekt. Nogen vil bare ikke forstå, at sorte mennesker ikke vil kaldes negre, og der er mange ord og benævnelser, vi skal have til overvejelse i denne tid.

I bogen ”De blinde” fabulerer forfatteren Gert Hofmann, født 1932, over et maleri fra 1500-tallet. Billedet forestiller en flok blinde tiggere i al deres nød og elendighed. Forfatteren forestiller sig nu 400 år efter, hvordan maleren er kommet så tæt på. Han lader de blinde gå over en bro, hvor de skal lade sig falde i vandet, falde gang på gang, så maleren rigtig kan få deres skræk og rædsel frem. Det er i det hele taget nogen kummerformer.

Vi møder det i dag i litteraturen om blinde, også i den skrevet af blinde selv. Der skrives om alt det sjove, de dog kan komme ud for. Vi er en del af historien, og vi kender sympatiens lunende glæde, når vi med smil kan fortælle om vores sjove og underholdende oplevelser. Man skulle tro, det var den rene svir at være blind.

Jeg synes, det er umagen værd at tale om den blindes rolle på den moderne, mentale markedsplads. Tiden er parat til at tale værdigt om hinanden og også at forlange det. Psykisk vold er i øvrigt blevet anerkendt som skadelig og forbudt. Det faktum og den synliggørelse burde være til støtte for vores sag.

Lena Bang indledte sit indlæg med omkvædet af en sang skrevet til en af Dansk Blindesamfunds revyer, af en af foreningens tidligere markante sangskrivere – nemlig Ove Olsen. Omkvædet lyder sådan her:

”venner deroppe kast mønterne ned,
hvis I i hjerterne vil ha’ fred.
Hjemme jeg børn og kone har,
Sultne de venter far”

Hele sangen kan høres i Ove Gibskovs lydmontage ”100 år i lydglimt”, som blev udgivet i forbindelse med Dansk Blindesamfunds 100-års fødselsdag.

Efter denne indledning fortalte jeg om en oplevelse, jeg havde, da jeg i 2002 var på en fire måneder lang rejse i Ecuador, hvor jeg en dag stod ved et busstoppested og ventede på min veninde, som hedder Martha og er svagsynet. Jeg stod der med min hvide stok, nøjagtig som jeg plejede at gøre hjemme i Danmark, men pludselig kom der en dame og stak nogle penge i min hånd, mens hun sagde: ”Her frue”, hvorefter hun forsvandt. Da jeg fortalte det til Martha, grinede hun og sagde, at det var meget normalt, at mange mennesker troede, at når man var blind, ja, så var man helt sikkert også tigger.

I Ecuador får man som blind ingen overførselsindkomst, men må i mange tilfælde tjene penge ved tiggeri eller andre usle jobs såsom at sælge karameller, flasker med noget, der skulle forestille at være billige kopiparfumer eller hjemmebrændte cd’er af meget dårlig kvalitet. Et job, der ikke er helt ufarligt, idet mange blinde oplever at blive overfaldet af folk, der vil stjæle deres varer og penge.

Herefter nævnte jeg i mit indlæg et par eksempler fra litteraturen. Det ene var romanen ”En fortælling om blindhed” af den portugisiske forfatter Josè Saramago. Kort fortalt skildrer han i denne bog en masse mennesker, der pludselig bliver blinde. Personerne har ikke navne, men bliver beskrevet som eksempelvis pigen med solbrillerne eller den gamle mand med den sorte klap. Personerne er altså først og fremmest blinde, før de er mennesker, og de bliver desuden fremstillet som meget uhumske og primitive.

Jeg sluttede mit oplæg med en sang, jeg havde skrevet på melodien til ”Sådan er kapitalismen”:

Jeg er blind, og jeg er tigger,
for det er mit levebrød.
Jeg vil tigge hele livet
til den dag, hvor jeg er død.
Jeg er ikke nogen stakkel,
selvom jeg går tiggergang.
Det er derfor, jeg vil synge
denne enkle lille sang.

Jeg vil tjene mange penge
for at undgå fattigdom,
når jeg ej går rundt og tigger
bliver min pengepung så tom.
Jeg er ikke nogen stakkel,
Selv om jeg går tiggergang.
Det er derfor, jeg vil synge
denne enkle lille sang.

Men, hvis jeg skal være ærlig,
Ku’ det være ganske sjovt
at komme væk fra tiggeriet,
for det er da temmelig flovt.
Jeg er ikke nogen stakkel
Selv om jeg går tiggergang.
Det er derfor, jeg vil synge
denne enkle lille sang.

8. Anmeldelse af Leif Martinussens bog: ”Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, Erindringer fra elever på Børnehjemmet, Østskolen og Vestskolen, af Birgit Kirkebæk

Der er tale om artikler skrevet til Dansk Blindesamfunds Medlemsblad og til jubilæumsbøger for perioden 1907 – 1989 samt om bidrag og sammenfatninger frem til 2020. Ikke alle steder er det muligt at se, hvor de enkelte bidrag er bragt, men alderen på bidragyderne strækker sig fra mennesker født i 1899 til mennesker født i 1996. Der er en fin historisk redegørelse af Niels Strandsbjerg dækkende perioden 1898 – 1998 (kap. 5), et kapitel om etablering af Sommerskole og Efterskole på Refsnæs (kap. 8), og videre i kap. 9 og 10 er der mere historisk stof om instituttets skiftende navne (kap. 9) og om de første blindeskoler i verden (kap. 10).

Bogen er inddelt i kapitler, hvor kapitel 1 er en indledende og perspektiverende artikel af Thorben Koed Thomsen. Kapitel 2 omfatter 4 artikler fra før 1940, kapitel 3 omfatter 1 artikel fra 1948 samt diverse bidrag i jubilæumsbogen 1898 – 1948. Kapitel 4 omfatter 23 artikler fra 1940 – 1986, kapitel 5 forskellige bidrag vedrørende 100-års jubilæet 1898 -1998. Kapitel 6 bringer 1 artikel fra perioden 1982 – 1988, og i kapitel 7 er der 1 artikel for perioden 2000 – 2020. Kapitel 8 omhandler nutidige tiltag, det vil sige etablering af sommerskole og efterskole, kursusvirksomhed, og der omtales også det ændrede elevklientel, som blev et resultat af integrationen. De afsluttende kapitler 9 og 10 har et historisk og rammesættende indhold.

Kapitel 1: Indledning af Thorben Koed Thomsen er afklarende og velskrevet. Han placerer Refsnæsskolen historisk og dermed også de lovmæssige forudsætninger for institutionens oprettelse. “Vi taler om en lang periode (1926) til 1956 – 1980, som derfor er oplevet meget forskelligt af børnene / eleverne, ligesom børnene har været forskellige og derfor oplevet opholdet på Refsnæsskolen forskelligt”, skriver han (s. 16). Og det var netop noget, der slog mig, da jeg læste bogen. Vi skal helt frem til Jørgen Eckmann’s artikel “Disciplin – Selvdisciplin” på s. 80, før der bliver udtrykt kritik af de ansattes “løse hænder” og øvrige afstraffelsesmetoder. Han skriver:

“Hænderne sad løst på skafterne hos de fleste voksne, så der vankede ofte et par på hovedet, eller der blev brugt andre midler (tidligt i seng, stuearrest eller lignende). For mig førte det til at jeg, da jeg skulle i fjerde klasse og hermed overføres til Vestskolen (afdeling for store drenge), besluttede at slå igen, når en voksen slog mig. Jeg gennemførte min beslutning til og med syvende klasse” (s. 80).

Det ser ud til, at de første bidragsydere har lagt vægt på at beskrive de lyse sider ved opholdet, hvor der for perioden 1943 – 1986 kommer mere kritiske afsnit i artiklerne. På den baggrund forbavser det mig, at der i forordet står, at man på Blindehistorisk Selskabs årsmøde i 2020 har diskuteret, om staten burde give en undskyldning til tidligere elever på Refsnæsskolen, som det blev gjort til Godhavnsdrengene. “Debattens konklusion viste klart, “At det var der ikke” (s. 9). Når jeg blev overrasket, er det, fordi de beskrevne afstraffelser mindede om dem, der blev fremført i “Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933 – 1980”. Det var tilladt at slå i de danske skoler frem til 1967, men i disse beskrivelser synes der ind imellem at være tale om mere nedværdigende og raffinerede metoder end en simpel lussing: Hårde og “opfindsomme” slag som eksempelvis beskrevet af Thorvald Kølle (s. 92 og 96) og Ove Gibskov (s. 177 og 178). Meget sigende skriver Ove Gibskov, at han i 1. klasse troede, at morgensangen “Vågn op og slå på dine strenge” lød “Vågn op og slå på dine drenge”!

Tvangsfodring nævnes af flere – eksempelvis Elin Frank Andreasen på s. 101: ” vi skulle spise op, og kunne vi ikke få maden ned, blev vi tvangsfodret, og hvis man kastede op, skulle man spise det, som var kastet op”. Også Jytte Nielsen beskriver tvangsspisning af eget opkast på s. 232. De mange former for sengelægning som straf er et gennemgående mønster – især på Østskolen. Det har Elin Andreasen beskrevet på s. 102. Det at blive adskilt og dermed i nogle tilfælde fremmedgjort fra forældre og familie – og det at udvikle nære venskaber på Refsnæsskolen og klare sig i flokken betyder meget for skribenterne. Beskrivelsen af ansatte, der tog sig tid og indgik i relation til det enkelte barn, fremstilles som noget særligt. Men det er fortællinger om ensomhed og usikkerhed på den ene side og glæde ved venskaber, legene, påfund og kundskaber på den anden, der står frem. Det at lære punktskrift og dermed lære at læse er noget helt særligt i fortællingerne.

Det er taknemmelighed overfor den gode undervisning, eleverne fik, der står frem, og som begrunder, at det gode ved opholdet trods alt for de fleste overskygger den ensomhed, vold og uformåen fra de voksnes side, der beskrives. Mange af bidragyderne er mænd, og de kom fra Østskolen til Vestskolen fra 4. klasse. Og om Vestskolen og dens ansatte er der ikke meget dårligt at sige, mens de ansatte, der stod for Østskolen, næsten enslydende beskrives som et ufølsomt kvinderegime, der hvilede på kæft, trit og retning – og på ro, renlighed og regelmæssighed. Der var øjensynligt ikke megen trøst at hente for små bange børn, der ankom til skolen. Jeg kan godt forstå, at psykolog Jytte Nielsen, der var på Refsnæs i perioden 1957 – 1964 spørger, hvem disse kvinder egentlig var (s.232 – 234). Indtrykket er, at de i hvert fald ikke kunne lide børn! Pigerne slap aldrig ud af Østskolen, som drengene gjorde det. Østskolen blev nedlagt i 1974.

Det kan ikke undgås, at der er overlap i de mange bidrag og artikler. Hvordan Refsnæsskolens bygninger lå i forhold til hinanden og hele opbygningen af tilbuddet til henholdsvis blinde og svagsynede elever gennemgås mange gange. Også skolegang, fritid og ferier beskrives. Og længsel efter hjemmet, forældrenes kamp og det svære i at vende tilbage til skolen efter en ferie. Også højdepunkter som konfirmation beskrives af mange. Men alligevel er der forskel og nuancerigdom i de forskellige beretninger. Især de længere beretninger gør indtryk, fordi der skrives om noget fælles, men udtrykkene er alligevel så personlige og forskellige (Jf. Rita Varmby s. 106, Henning Eriksen s. 119, Ove Gibskov s.168, Leif Martinussen s. 195, Lars Klüver s. 221 og Susanne Melbye s. 248). Men også de få bidrag fra tidligere ansatte gør indtryk: De mange arrangementer økonoma Ester Sørensen stod for i en årrække (s. 288 – 289), hvordan undervisningen af de små børn i 1. og 2. klasse blev grebet an hos lærer Margrethe Filstrup og hendes sanseøvelser (s. 295 – 296) og Hjemrejseordninger af lærer Vagn Drejer (s. 297 – 306).

Sporadisk omtales blinde børn med multihandicap og det pres, der var lagt på eleverne på Refsnæs for ikke at klare sig så dårligt ved eksamen, at man endte i værnehjem eller noget lignende. Der er et begavelsesmæssigt hierarki, som også skinner igennem i artiklerne. De er alle skrevet af dem, der endte på “den rigtige side af målstregen”. De kunne komme til videre uddannelse på Blindeinstituttet og blev ikke stemplet som “uegnet til videre skolegang”- læs om den dimension hos Niels Strandsbjerg (s. 294) og hos Allan Gravesen (s. 272 – 276).

Når man har vænnet sig til at gå ind i bogens udpluk fra arkivet, er bogen en oplevelse at læse. Den er fuld af vigtig viden fortalt af de direkte berørte, men der kunne med fordel have været en opsamlende og analyserende perspektivering af de mange bidrags indhold.

Denne anmeldelse har oprindeligt været bragt i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 51.

9. ”Vi blev statens børn” – erindringshistorie om Refsnæsskolen på lyd, af Rikke Houd

I Dansk Blindesamfunds podcastredaktion indledte vi i efteråret 2022 arbejdet med en podcastserie om Refsnæsskolen ved Kalundborg. Den har fået titlen”Vi blev statens børn” og er en historisk dokumentarserie, der beskriver og fremkalder skolen og stedet gennem tiden frem til 1980, da forsorgen udlægges til amter og kommuner – for så lige i sidste afsnit at hoppe frem til 2023, da social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil på vegne af regeringen gav en undskyldning til de tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen, der har været udsat for svigt og overgreb.

Seriens titel, ”Vi blev statens børn”, stammer fra et interview med en tidligere elev og er valgt for at signalere, at dette er en kollektiv fortælling og er fortalt af de børn, der havde deres hverdag og skolegang på Refsnæs dengang.

Den historiske udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933 – 1980 udkom i april 2022. I indledningen til kapitel 18, der har titlen ”Erindret særforsorg” står der blandt andet:

”… beretninger fra de mennesker, som på krop og sjæl har oplevet særforsorgens institutionsliv, [har] generelt ikke fået meget plads i historieskrivningen. Dermed kan de mennesker, som har levet dele af eller måske hele deres liv på særforsorgens institutioner, komme til at fremstå tavse og passive.”

Siden vi tog hul på projektet i efteråret 2022, har vi interviewet godt 30 tidligere elever på skolen – og er i skrivende stund her i maj 2024 stadigvæk i gang. Vi har været i arkiverne og har også interviewet en række forskellige specialister. De fortæller blandt andet om forsorgs- og skolehistorie, erindret historie, skolens specifikke historie og om forråelse og overgreb.

Serien er i 8 afsnit og har dertil en prolog, der sætter rammerne for fortællingen.

Erindringshistorie og kollektiv fortælling
Da vi indledte arbejdet med denne serie, var der et væld af overvejelser og mange valg, der skulle træffes, og der er også løbende blevet gjort mange overvejelser og justeringer, som arbejdet er skredet frem. Men nogle helt centrale valg, vi traf i starten, var, at serien skulle være kollektivt fortalt og primært skulle være fortalt fra barnets og de tidligere elevers perspektiv. Endelig valgte vi at fortælle kronologisk, frem gennem tiden og i hvert afsnit forsøge at forstå lidt om den tid, vi er i.

Vi ønskede at lave en fortælling, hvor vi som lyttere kommer på en rejse i tid og sted og kommer tættest muligt på skolens elevers oplevelser, indtryk, følelser, tanker og sansninger. Hvordan var det for de børn, der gik der gennem forskellige tidsepoker, og hvad har tiden på Refsnæs betydet for dem senere?

Vi valgte den kollektive fortælling som narrativ form for på den ene side at give plads til de forskellige oplevelser og erfaringer, vi ved tidligere elever har haft, og på den anden side for at vise, at der var oplevelser og følelser, man som elev ikke var alene om. Den kollektive fortælling løber over lang tid, fra 1898 til 1980, og forbinder således også elever, der ikke kendte hinanden, på tværs af tid.

De mange erindringer er historiens krop, det primære materiale. Skolens to ældste elever er i 90´erne i dag, og deres tid på Refsnæsskolen ligger over 80 år tilbage i tiden omkring Anden Verdenskrig. Andre, vi har talt med, blev anbragt som 2- og 3-årige og deler deres første, glimtvise erindringer.

Erindringer kan være svære at faktatjekke, de kan være udokumenterbare, men for dem, der bærer dem med sig, er de en del af deres liv og virkelighed. Journalerne, der er gemt i skolens store arkiv, fortæller sjældent om børnenes oplevelser. Samtidig ved vi, at mange – især tidligt anbragte – er meget alene om deres erindringer og deres historie. De har ikke altid haft familien omkring sig til at holde sammen på minder, og de har ikke kunnet flette deres egne erindringer ind i familiens fælles historie. Nogle erindringer har måske endda været gemt helt væk – også selv om man havde nogen at dele dem med. Der er flere af dem, vi har talt med, der har været alene med voldsomme minder om overgreb og svigt. Nogle har taget det på sig, nogle har ikke ønsket at bekymre familien derhjemme eller har ikke følt, at det nyttede. Nogle har måske prøvet at fortælle om, hvad der skete dengang eller senere og er ikke blevet troet.

Refsnæs’ arkiver
Noget af det første, vi gjorde, da vi indledte arbejdet med serien, var at tage på Rigsarkivet. Vi ledte i første omgang efter børnenes vidnesbyrd i de tidlige arkiver, især fra 1898 og frem til tiden omkring Anden Verdenskrig.

Arkivet for Refsnæsskolen er omfangsrigt og fyldt med informationer om stort og småt fra 1898 og frem. Vi læste os gennem skolens tidlige år. Brune bøger fyldt ud med fyldepen og sirlig skråskrift, breve til og fra forældre, præster, lærere og læger ude i landet. Dokumenterne kunne handle om elever, man ikke anså som undervisningsegnede. Nogle af disse børn kom hjem igen til forældrene, mens andre kom videre til åndssvageforsorgen. Her er udpluk af nogle breve. Vi har anonymiseret ved at ændre navnene, og den retskrivning, der blev benyttet på det pågældende tidspunkt, er også bevaret. Det første uddrag er fra skolen til “Ellens” forældre:

“Efter at Ellen nu snart har været her i to Aar, gør det mig ondt at maatte meddele Dem, at hendes Evner er saa ringe, at hun ikke fremdeles kan blive her. Hun er en stilfærdig og rolig lille Pige, men hun kan desværre slet ikke paa Nogen Maade komme i Gang med Skolearbejdet, ligesom hun heller ikke kan være med i de jævnaldrende Elevers Leg eller tage Del i det, der optager dem. (….) jeg  [ må] desværre nu indstille hende til Overflytning under Aandsvagevæsnet. Med det Kendskab jeg har til hende, tror jeg, at hun hurtigt vil vænne sig til at være paa en af Aandsvagevæsnets Anstalter – formentlig Den Kellerske Anstalt ved Brejninge – hvor hun ogsaa ved Hjælp af det Syn, hun har, hurtigt vil lære at færdes mellem de andre Børn”.

Der er mange breve fra forældre. Her er et adresseret til plejemor og lille “Hedvig”:

“Vi ser at det er bestemt at Hedvig skal flyttes saa er det vel bedst for hende at hun kommer til Ribe. Hvornår mener De hun skal afsted? Naar hun skal derned saa er det næsten godt, at hun ikke kan se de stakkels Mennesker”.

Et brev fra “Egons” forældre:

“… Angående det Forstanderen skriver med at faa Egon under Aandsvageforsorgen det kunde vi ikke tænke os.”

Og fra “Karls” forældre:

 “Hr Forstander,

Ja, det er sørgeligt om Karl ikke kan lære noget. Jeg har frygtet for, den dag skulle komme jeg fik det at høre. Ja jeg ved ikke hvad De mener, men jeg synes ikke han mangler noget på Forstanden, saa jeg synes det er Synd at gøre imod Drengen hvis han skulde på en Andssvageanstalt, saa vil jeg tage ham hjem…”

Vidnesbyrd fra børnene selv er få i de tidlige arkiver. De opleves, som der står i udredningen, “passive og tavse”. Men nogle gange kommer vi tæt på og mærker omridset af dem – for eksempel i breve som disse fra børnenes forældre:

“København 1939

Hr. Forstander

Jeg vil spørge, om jeg kan få Anne hjem. Jeg har set, at Anne keder sig. Anne gik og græd hele søndag, mens vi var derude og sagde, at hun ville med hjem. Jeg er bange for, at Anne bliver syg, så jeg vil gerne have Anne med hjem.

Med venlig hilsen
Carl Svendsen“

Til det svarer forstanderen i øvrigt:

“Kære Glasværksarbejder Carl Svendsen

Tak for brevet. Jeg forstaar godt, hvor svær en Overgang det maa være ikke at have Anne hjemme, og at det i den første Tid må føles som et stort Savn. (…) Om Anne, der ikke har været vant til at lege med andre Børn, mulig kan kede sig lidt til at begynde med eller maaske rettere føle sig lidt fremmed ved at være sammen med saa mange andre Børn, er forstaaeligt. Men her er der i øvrigt ingen, der har Indtryk af, at tiden falder hende lang. I Skoletiden er hun optaget af, hvad der foregaar i Undervisningen, og i Fritiden ser man hende næsten altid sammen med et eller flere af de andre Børn, og efter hendes ansigtsudtryk at bedømme befinder hun sig godt derved. (…)”

Med venlig hilsen Forstanderen”

De allerførste elever bliver også fremkaldt gennem lærerinderne Frk. Graae og Frk. Mosolffs sirlige pen i den første elevbog fra 1898, som vi citerer fra i seriens første afsnit.

Noget, der gjorde indtryk i arkiverne fra skolens første tid, var en brun bog mærket ”Elevbog med billeder 1914 – 16. Blindhedens Aarsager”.

Bogen indeholder fotografier af skolens børn. Et barn på hver side – et nærbillede af ansigtet og så et billede af barnet, nøgent, i helfigur. Ved siden af billedet er der med skråskrift noteret en beskrivelse af blindhedens årsag på latin.

Det er et udtryk for tidens videnskabelige nysgerrighed, fortæller forsorgshistoriker Birgit Kirkebæk, som er en af de specialister, vi har interviewet til serien. Men de glemmer, at det er mennesker, de har med at gøre. De glemmer de etiske aspekter, siger hun.

Op gennem tiden bliver hver elevmappe tykkere, der dokumenteres mere og mere, men det er stadig primært institutionens perspektiv, der er dokumenteret i arkivet.

Andre kilder og greb
Som en del af researchen til denne serie har vi blandt andet lyttet til gamle lydoptagelser, radioudsendelser og læst tidligere elevers erindringer. Her har Blindehistorisk Selskabs arkiv været uvurderligt. Det samme har selskabets udgivelse “Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, redigeret af Leif Martinussen. Vi har brugt uddrag af nogle af disse erindringer i serien.

I første afsnit, som foregår fra 1898 til 1926, baksede vi med at etablere en sanselig nærhed til de elever, der gik på skolen dengang, og som for længst er væk. Vi bad en tidligere elev, Thorvald Kølle, om hjælp. Thorvald kom til børnehjemmet på Refsnæs i 1940´erne, altså næsten et halvt århundrede efter de første elever kom til skolen. Men han kender stedet, bygningerne, omgivelserne, lydene, og så kender han oplevelsen af at være anbragt. Som fortæller hjælper han os, der lytter med at forestille os, hvordan de første elever har haft det.

Lyd og musik kan også skabe nærhed, og vi har brugt disse auditive ingredienser bevidst i historien for at tage lytteren med på rejse i tid og sted og komme tæt på. Meget af det, der bliver fortalt om, ligger langt tilbage i tiden, men minderne lever stærkt i de tidligere elever, vi har talt med. Nogle af de skarpeste minder handler om naturen omkring Refsnæs. Havet, bølgerne, fuglene, træerne. Seriens lyddesigner har for at forstærke den sanselige, nære oplevelse, optaget omgivelserne med en binaural mikrofon, der giver følelsen af at høre lyden hele vejen omkring sig. Temamusikken til serien er indspillet på et klaver i en sal med trægulve. Andet musik er samplede lyde af trælegetøj, som fandtes på skolen dengang. Mange små, men bevidste valg i det lydlige udtryk, som er truffet for at skabe fortællingens rum og stemning, og som vi håber, kan være en vej ind i denne kollektive erindringshistorie.

En flig af historien

Refsnæsskolen har siden sin første start i 1898 som Det Kongelige Blindeinstituts Forberedelsesskole på Strandlyst ved Kalundborg haft mange navne, og mange børn med synshandicap har haft deres skolegang og hverdag der sammen med lærere, plejepersonale, pedeller, kogekoner, gartnere og mange flere.

Podcastserien ”Vi blev statens børn” beskriver en flig af skolens og stedets liv og historie frem til 1980. Materialet er enormt og har indebåret mange valg og fravalg, og alligevel kunne vi snildt have brugt et år eller to mere i arkiverne og endnu flere på landevejen for at besøge og tale med tidligere elever rundt omkring i Danmark. Hvert eneste møde med en tidligere elev og hvert interview har tilvejebragt nye nuancer og erindringer ind i denne kollektive fortælling, hvor mange har deres helt egne oplevelser og minder, men hvor der også er meget, man er fælles om. Alt sammen en del af en fælles erindring og en dokumentation for eftertiden.

”Vi blev statens børn” udgives ugentligt af Dansk Blindesamfund fra den 29. august 2024 og 8 uger frem.

10. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6Ar3
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk

Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk

Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk

1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk

 

Sporten for blinde i Danmark. Leif Martinussen, memoirer

Min tilknytning til sporten for blinde

Memoirer v/ organist, kantor, komponist Leif Martinussen.

___________________________________________________________________________

Forord:

Synshandicappede børn og unge har, ligesom andre børn, også haft glæde ved udfoldelse af fysisk aktivitet, der være sig i leg, småløb m.m. Bare dette med at kunne bevæge sig frit og føle

en kropslig glæde, fører efterhånden til mere konkret udfoldelse. Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg – en institution for børn op til konfirmationsalderen – gav elever rig lejlighed til at dyrke aktiviteter såsom gymnastik, svømning, atletik og dans, og for svagsynede tillige fodbold og bordtennis.

Indhold:

1956: Min ankomst til Det Kgl. Blindeinstitut i København. Idrætsaktivitet på Blindeskolerne, der

står for at arrangere stævner og bekoster disse. Samarbejde med de øvrige nordiske landes

blindeskoler (afviklet på de nationale stadions):

1961 Stockholm, NM Atletik og Svømning.

1962 Oslo, NM Atletik og Svømning.

1963 København, NM Atletik og Svømning.

1964 Helsinki, NM Atletik og Svømning.

Sportssamarbejde med tyske byer, – og stævner i København:

1965 september: Stuttgart, Atletik.

1966 forår: København, Atletik og Rollball.

september: Stuttgart, Atletik og Torball (Goalball).

1967 forår: København, Atletik og Torball.

september: Stuttgart, Atletik Hold-4 kamp, Torball, Rollball.

1968 september: Stuttgart, Atletik, Hold-4 kamp, Torball.

1969 forår: København, Atletik, Hold-4 kamp, Torball.

september: Stuttgart, Rollball.

1970 maj: Berlin/Vest, Atletik og Rollball.

juni: København, NM i Atletik og Svømning.

Dansk Blindesamfund anbefaler blinde sportsudøvere at opretter sportsklubber:
Landsforeningen af Vanføre Indkalder til et møde med henblik på at skabe et
handicap-idrætsforbund i Danmark.
december: Oslo, møde i Nordisk Idræts Komite for Blinde (NIK f. Bl.)

1971 Tiltag til dannelse af handicap-idrætsforbund i de nordiske lande.

I Danmark stiftes Dansk Handicap Idræts Forbund (DHIF) den 31/10 i Vejlby-Risskovhallen.

1972 august: Helsinki, NM Atletik og Svømning, ledermøde.

december: København, møde i NIK f. Bl. med DHIF.

1973 oktober: Stockholm, møde i handicap-idrætsforbundene.

1974 september: Stockholm, NM Atletik og Svømning.

november: Oslo, møder i NIK f. Bl. og handicap-idrætsforbundene.

1975 april: Stockholm, møde med handicap-idrætsforbundene.

september: Stuttgart, Rollball.

november: Helsinki, møde i NIF f. Bl. og handicap-idrætsforbundene.

1976 maj: Bonn, Tyskland, Goalball jubilæumsstævne.

juni: ”Vöcklemarkt” Østrig, VM i Goalball for Herrer.

juni: Oslo, NM Atletik og Svømning.

august: Toronto, Canada, Para-Olympiske Lege.

1977 august: Poznan, Polen, 1. European Sports Games for the Blind, Atletik, Svømning, Rollball. 1978 maj: Berlin, Atletik, Svømning og Torball, Jubilæumsstævne.

juni: København, NM Atletik og Svømning.

1979 februar: Stockholm, møder i NIK f Bl. og Nordisk-HIF.

1980 august: Beitostølen, Norge, ”Ridderlekene”, Atletik.

november: Langenhagen, Hannover, Tyskland, Torball (herefter benævnt Goalball).

1981 august: Fulda, Vest-tyskland, 2. European Sports Games for the Blind, Atletik, Svm., Rollball.

1983 maj: Greve Hallen, Goalball for Damer.

1985 sommer: Calgary, Canada, World Cup, Goalball for Herrer.

1986 august: Rom, Europeans Games for the Blind, Atletik.

1988 oktober: Seoul, Sydkorea, Paralympic Games.

1992 september: Barcelona, Spanien, Paralympic Games.

1994 marts: Lillehammer, Norge, Paralympic Winter Games.

1996 august: Atlanta, USA, Paralympic Games.

1989: Gymnastik- og idrætsleder J.P. Svennesens erindringer fra perioden 1958-1980.

Tirsdag den I4. august 1956 tager jeg hul på en ny epoke i mit liv. Efter at have tilbragt 4 år på Det Kgl. Blindeinstitut i Kalundborg oprinder dagen, hvor jeg nu flytter til København til adressen Kastelsvej 60 på Østerbro. Området er en mindre park, i hvis midte en firlænget bygning i senitaliensk renæssance fra 1958, træder frem. En smuk bygning, der dog udefra godt kan se lidt tung og knugende ud. Selve indgangspartiet har en portåbning, hvor der på hver side er placeret 2 siddende statuer. I haven foran bygningen er der, udover en stor plæne med spredte træer også en stor ellipse-formet flisegang, der indbyder til traveture i dette åndehul på Østerbro. Og nær krattet til Kastelsvej er der placeret en pæl med et påmonteret ringspil, der er meget populært. En lang kæde påmonteret 3 jernringe skulle sættes i sving hen imod pælen og ramme en krog, hvilket ikke var helt let, men det kunne læres. Her søger man ofte hen til i frikvartererne for at spille og sludre.

Dagene mandag til fredag indledes med morgengymnastik kl. 8 frem til 8.35, hvorefter vi kunne nå et bad og omklædning inden vi skulle til morgensang i festsalen 8.50. Gymnastiklærer Alfred Rye (ansat i 1941), er en rar ældre herrer, der har et godt tag på alle os drenge. Der skulle være disciplin men på en respektfuld måde. Fra 1945-50 leder han sportsaktivitet, der indbefatter svømning, gang og gymnastik og lidt atletik, hvor man kunne tage idrætsmærker, der ofte resulterede i diplomer. Denne aktive gruppe havde dannet en klub med navnet “Olympia”.

Nogle gange kunne Alfred Rye finde på at sige: ”I dag skal vi i stedet for gymnastik gå en tur og få lidt frisk luft”. På tilbagevejen rundede vi så altid Bager Nagel, hvor han købte kager til os med hjem til omklædningsrummet. Engang sagde han også til os: ”Som I ved, har jeg også gymnastik med brandmændene på Østbanegade Brandstation, – hvor mange af jer spiller skak? Det lyder godt, – så skulle vi ikke sætte et hold på 10 skakspillere og lave en aftale med dem”. Det skete, så vi mødte op, spillede skak og stationen bød på kaffe med kage. Vi undgik brandudrykning i de timer. Vi tabte, men det blev en fin aften. Senere bliver holdet inviteret hjem til Alfred Rye privat, hvor hans kone gav middag, – lige noget for os drenge. Samtidig skulle vi denne aften hører radio fra OL i Melbourne i Australien, hvor Danmark fik guld i sejlsport ved Poul Elvstrøm. Præmieoverrækkelsen med nationalmelodi hørte vi så i radioen. Da ”Kong Kristian” så blev intoneret sagde Rye til os: ”Op at stå drenge”, vi røg op fra stolene og stod strunk og følte national stolthed i disse øjeblikke.

Den første weekend i september i 1956, har instituttet den traditionelle fællestur for alle ned til Borrevejle Vig ved Roskilde Fjord. Lørdag formiddag den 1/9 ruller 2 store røde busser af sted, godt proppet af elever fra skoleklasserne og en ikke ringe del af lærerstaben. Stedet, der ligger ned mod vigen, er en slags vandrerhjem, der også besøges af forskellige sportsforeninger, for her er et lille stadion, hvor omkring der en knap 400 m lang løbebane. Vi indkvarteres i nogle store træbarakker med store sovesale. Vi er forventningsfulde og ser frem til denne sommertur hertil. Vi er alle oplagte, er fuld af energi og gåpåmod, – der skal ske noget og opleves noget. Vores hverdag på Kastelsvej 60 er jo ret afsondret fra den ydre omverden, da alle vores daglige funktioner – skole, arbejde m.m. – befinder sig bag de tykke mure. Vi går så rundt på det store område og lokaliser os, træner lidt på stadion – og for nogles vedkommende – foretages der små ture i bådene ud på den lavvandede vig. Ved aftenens arrangement bydes der på mad og kaffe, hvorunder folketingsmand, den radikale Jørgen Jørgensen fra Lejre er til stede og holder et foredrag for os. Efter denne aften går der lang tid før der bliver helt ro i de store sovesale.

Sø 2/9 morgen er vi oppe kl. 7, hvor der kort tid efter er fælles morgengymnastik ude på den store plæne. Herefter er der flaghejsning. Her får jeg lov til at hejse flaget til tops mens alle synger den valgte morgensang. Over middag finder så det traditionelle idrætsstævne sted oppe på stadion, der er placeret lidt højere i terrænet. Udover konkurrencer i forskellige spring er der også det lange 400 m løb. Det hele afsluttes med en fodboldkamp, hvor 2 spændende udvalgte hold skal banke hinanden. Holdenes navne var Egypten og USA, hvor USA vinder 3-0. (Formentlig opkaldt efter den såkaldte Sues-krise samme år). Der er 10 der stiller op til 400 m løbet, også jeg, så denne dag får jeg mit første indtryk af atletik her blandt de nye venner i København. Om aftenen er der fest med underholdning og dans. Før sengetid er vi nogle stykker, der går en aftentur på et par kilometer.

Ma 3/9 Igen morgengymnastik, der denne gang foregår oppe på stadion. Herefter henter busserne os tilbage til Østerbro.

Lige før starten af 400 m løbet. Deltagere (fra venstre) Svend Åge kristensen,

Kurt Petersen, Vilhelm Rütz Jensen, Ejlif Hjort Johansen, Thorkild? og jeg selv.

Tidtager er pianisten Egil Harder, (som jeg få år senere får som klaverlærer)

Opløbet: Leif i tiden 1.01,5 min., herefter Kurt, Svend Åge, Vilhelm, Ejlif.

Alfred Rye stopper i 1958 og hans aftager bliver J.P. Svennesen, officer af reserven, der læste til lærer på aftenseminarium. Han finder hurtigt genklang i sin ansættelse på Instituttet, så udover gymnastik (og svømning i Øbro-Hallen lørdag formiddag) er vi i årets lyse tid, udenfor i haven, til lidt løb og atletik. Der er så gymnastik på plænen, hvorefter vi går over i et hjørne af haven (der senere bliver indhegnet og får navnet ”hønsegården”), hvor der er en lang løbebane frem til en sandgrav, så der kunne trænes i spring og kuglestød. Det udvikler sig til at skolen efterhånden får oparbejdet en lille dygtig sportsgruppe, der efterhånden fører til starten på et nordisk idrætssamarbejde i atletik og svømning mellem de 4 nordiske landes blindeskoler fra hovedstæderne. Et afprøvet stævne i Stockholm i 1961 fører til, at de næste stævner planlægges til afvikling i i Oslo 1962, i København 1963 og Helsinki 1964, og med håb om placering på nationalstadions. (Dette sker og med massemediernes bevågenhed).

12-13/8 1961 NM i Atletik og Svømning, Stockholm

DK-hold: svagsynede (sv.s.): Ernst Lundorff, Ejlif Hjort Johansen, blinde (bl.): Kurt Nielsen

Om stævnet:

Et forsøg, der forhåbentlig kunne indlede en nordisk turnus for idræt. Synsgrænsen var her 3/60 hvilket forhindrede svagsynede med et syn over 3/60 i deltagelse. Danmark bliver nr. 4. I et begrænset deltagerfelt klarede de sig godt. Ejlif får 7 præmier. Leder: J.P. Svennesen.

16-17/6 1962 NM i Atletik og Svømning, Oslo

10 sportsfolk + ledere fra hvert land.

DK-hold: sv.s.: Ernst Lundorff, Ejlif Hjort Johansen, Niels Ove Jørgensen, Jørgen Bjerring Sørensen, Jens Mogens Jensen, Leif Martinussen, Karin Beck Petersen, bl.: Hans Rasmussen,

Birte Jørgensen, Kirsten Kristoffersen. Ledere: J.P. Svennesen, Fr. I Stangerup.

Forsiden til det flotte stævneprogram.


De 4 landes hold til det første officielle NM for blinde og svagsynede.



Det danske hold + de 2 ledere på Bislett Stadion i Oslo.




Niels Ove i st. højdespring. Huseby off. skole, – stedet hvor vi bliver indkvarteret.

Avisen “Morgenposten bringer dette foto fra 100 m løbet, Niels Ove til højre.



Med svævebane op til “Kongens Udsikt”. Leif, Karin, Ejlif og Niels Ove

Om stævnet:

Indkvartering på Huseby off. Skole, institutionen, der svarer til instituttet på Kastelsvej. Sightseeing, og så træning på skolens lille sportsplads. (Norsk sommertid kl. 19 = kl. 18 dansk tid.)

Et professionelt opsæt. Adgangskriteriet havde flyttet synsgrænsen, så der nu også kunne deltage svagsynede. Holdet havde fået udleveret røde dragter, korte hvide bukser og røde bluser + gummisko, løbesko, pigsko. Dette med, at der på trøjens ryg stod DANMARK, fik os til at ranke ryggen ekstra meget.

Nationskonkurrencen med regelsæt:

Herrer: Holdet skal bestå af mindst 2 100 % synsskadede (blinde).

Holdet kan stille med op til 3 i hver disciplin, hvoraf 2 tæller i pointberegningen med henh. 9, 7, 6, osv. For de blinde i 60 m løb, kan kun 2 deltage og kun 1 tæller. Pointberegningen er her 5,3, 2, 1.

I disciplinerne kuglestød, længdespring uden tilløb, og i 100 m brystsvømning skal mindst 1 af de 3 deltagere være blind.

Damer: Kan stille med 3 deltagere. Pointberegningen er som hos herrerne.

Disciplinramme:

Atletik Herrer: 100 m og 1.000 m løb. højdespring, længdespring og trespring uden tilløb. kuglestød. (ved stående spring menes afsæt med samlede fødder. Hvis man forud for selve springet bevæger fødderne, medfører det diskvalifikation af det konkrete spring.) Officials på stadion var meget professionelle til opgaven. Alle stående øvelser var specielt konstrueret for blinde og svagsynede.

Svømning Herrer: 50 m fri, 100 m brystsvømning, 3 + 50 m fri stafet.

Atletik Damer: 60 m løb. længdespring uden tilløb, slyngbold, kuglestød.

Svømning Damer: 50 m fri.

(Antallet af discipliner øges, eller ændres, ved de kommende stævner)

Lø 16/6 Bislett Stadion med officiel åbning. Norsk radio og TV er her. Indmarchen med rækkefølgen Danmark, Sverige, Finland, Norge træder ind på midten og danner en lang lige række. DK med numrene 1-10. Vi er forventningsfulde og noget benovede over dette internationalt kendte atletikstadion. Herefter holder Kong Olav sin tale og erklærer mesterskaberne for åbnet. Som en gestus til sportsfolkene går kongen så hen og hilser på hver og en. Et orkester forøger stemningen og kaster glans over dette sceneri. Vi lytter, er lidt nervøse, for nu skal vi i gang. Da kongen nærmer sig det danske hold, træder holdet et skridt frem og J.P. Svennesen knalder hælene sammen, hvilket tydeligt høres. Tæt på disse hæle havde Svennesen placeret en lille båndoptager, der kunne optage denne festlige indledning.

Sø 17/6 Afvikling af de resterende discipliner i atletik og konkurrencerne i Togata Badet. DK vinder både atletik og svømning, og får flotte pokaler med hjem.

Slutresultat: Danmark 120 p. Finland 98,5 p. Sverige 83 p. Norge 79 p.

De helt store triumfatorer bliver Niels Ove Jørgensen og Karin Beck Petersen.

Erindringsgaven til alle deltagere: et lille norsk flag på en flagstang i Sterlingsølv.


DK-resultater: Atletik, Herrer sv.s.:

100 m løb nr. 1 Niels Ove 12,0 sek. nr. 3. Leif 12,3 nr. 5 Jens 12,8. 1.000 m løb nr. 3 Jens 3.03,7 min. Højdespring nr. 2 Niels Ove 1,34 m. Længdespring nr. 1 Niels Ove 2,87 m.

Trespring. nr. 1 Niels Ove 8,41 m, nr. 3 Ejlif 8,41 m.

Svømning: 50 m fri nr. 1 Niels 0ve 36,8 se0 m bryst nr. 2 Jens 1.41,5 min.

3 + 50 m stafet nr. 1 (Jens, Ejlif, Niels Ove) 2.00,8 min.

Atletik, Damer sv.s.:

60 m løb nr. 1 Karin Beck 9,7 sek. Slyngbold nr. 1 Karin 30,64 m, nr. 2 Birte Jørgensen 28,63 m.

Længdespring nr. 1 Karin 2,04 m. Kuglestød nr. 2 Karin 6,50 m. Svømning 50 m fri nr. 1

Slutresultat: Danmark 120 p. Finland 98,5 p. Sverige 83 p. Norge 79 p.

Afslutningsfesten bliver afholdt i skolens store festsal. Da Niels Ove og jeg havde et par års

erfaring – med trommer og bas – i spil til dans og med kendskab til jazzmusik -, får vi lov til at spille med i skolens orkester, hvilket vi havde meget lyst til. Resultatet blev dog ikke som vi havde håbet, da trommesættet og bassen ikke rigtig passede til os.

22-23/6 1963 NM i Atletik og Svømning, København

2 af de 4 landshold på række ved åbningen på Østerbro Stadion, i baggrunden Øbrohallen.

10 sportsfolk + ledere fra hvert land.

DK-hold: sv.s.: Ejlif Hjort Johansen, Niels Ove Jørgensen, Jens Mogens Jensen, Leif Martinussen, Karin Beck Petersen, Elin Andersen, bl.: Poul Erik Meincke, Kurt Nielsen, Hans Rasmussen, Karen Marie Pedersen. Leder: J.P. Svennesen.



Niels Ove svævende i sit st. højdespring.

Leif i landing efter st. længdespring

Kastelsvej 60: Festsalen, forstander Ditlev Ahrens åbner for uddeling af præmier og pokaler

Sportslegende Knud Lundberg uddeler medaljer i 100 m for herrer til

Jens Mogens, Leif og Niels Ove.

Idrætsleder J.P. Svennesen, pianist Willy Egmose, ryggen af Knud Lundberg,

Kjell Abrahamsen Norge, Forstander Ditlev Ahrens

Om stævnet:

Alle nordiske deltagere ankommer fredag formiddag. På sightseeingturen i København, bliver der også en officiel modtagelse på Københavns Rådhus af overborgmester Urban Hansen.

Lø 22/6 Åbningstalerne holdes af Gunnar ”Nu” Hansen, H.C. Seierup og forstander Ditlev Ahrens. Sidstnævnte kommenterer konkurrencerne over højttaleranlægget. Vi 3 fra løbene i Oslo, Niels Ove Jørgensen, Jens Mogens Jensen og jeg vinder igen vores heat i 100 m løb, hvilket giver Jens Mogens guld og Niels Ove og jeg sølv. 60 m løb for blinde foregår ikke på bane men inde på det store græsområde, hvor man havde målt banen op. 60 m fremme står der så en person, der ved

råb, klap eller en klokke kan tilkendegive om den løbende skal korrigere lidt til venstre eller til højre, for at fastholde løberetningen. Når løberen så nærmer sig mållinjen kan råb så oplyse om hvor mange meter der er igen. I forb. med st. højdespring observerer vi, at de andre lande havde skiftet til en anden springstil. Hidtil havde vi benyttet den velkendte stil med skråspring, der selvsagt havde sin naturlige begrænsning. Her ser vi, at der nu praktiseres en stil, hvor man står med siden til stangen. Armene har så samlet indledende sving, der lige før selve springet, sætter en rotation i gang, og herved trækker kroppen rygvendt med opdrift hen over stangen.

Dagen igennem har der ved radioavis 12.30, 18.30 og 22.10 været oplyst om disse konkurrencer. Om aftenen havde arrangøren aftalt med Tivoli, at sportsdeltagerne kunne få fri entré til alle forlystelser.

Sø 23/6 Svømmekonkurrencerne finder sted i Østerbro Svømmehal. Der som det ønskes, kan der også (under svømmeforløbet op mod vendepunktet), råbes fra bassinkanten, at ”nu er der så og så mange meter igen”. Dette af sikkerhedsmæssige grunde.

Slutresultat: Danmark 146½ p. Finland 134 p. Norge 127 p. Sverige 107 p.

DK-resultater:

Atletik, Herrer sv.s.:

100 m løb nr. 1 Jens 12,1 sek. nr. 2 Leif og Niels Ove 12,2 sek.

1.000 m løb nr. 3 Jens 3.01,6 min.

Højdespring nr.3 Ejlif 1,31 m.

Længdespring med tilløb nr. 2 Jens 5,39 m, nr. 3 Ejlif 5,35 m.

Længdespring uden tilløb nr. 2 Ejlif 2,77 m.

Højdespring med tilløb nr. 3 Ejlif og Jens 1,45 m.

Trespring nr. 3 Ejlif 8,53 m.

Herrer bl.:

60 m løb nr. nr. 3 Poul Erik 8,7 sek.

1.000 m løb nr. 2 Hans 3.17,8 min.

Længdespring uden tilløb nr. 1 Poul Erik 2,54 m.

Atletik Damer sv.s.:

Længdespring nr. 2 Karin 2,10 m.

Slyngbold nr. 1 Karin 30,02 m.

60 m løb nr. 1 Elin Andersen 9,6 sek.

Efter afslutningsmiddagen er der præmieoverrækkelse i festsalen ved redaktør og sportslegende Knud Lundberg. Jeg modtog ham ude ved indgangslågen fra Kastelsvej ind til haven og kunne der se, at han brød dress-kode ved aldrig at bære slips, hvilket viser hvor traditionelt vi andre altid var klædt, når der skulle være fest. Herefter underholdning. Til dansen spiller Willy Egmose, Thorkild Nielsen, Niels Ove og jeg.

 

14-15/8 1964 NM i Atletik og Svømning, Helsinki

10 sportsfolk + ledere fra hvert land.

DK-hold: sv.s.: Ejlif Hjort Johansen, Jens Mogens Jensen, Leif Martinussen, Carlo Dinesen, Elin Andersen, Jenny Sarka, bl.: Kurt Nielsen, Hans Rasmussen, Benny Sørensen, Inge Gibskov.

Ledere: J.P. & fru Svennesen



De 4 nordiske idrætshold til officiel modtagelse på Helsinki Rådhus. Det høje vartegn på stadion.


Vi indkvarteres på Den Kristelige Højskole, der ligger i et smukt område.uden for Helsinki.


Det danske hold på det imponerende olympiske stadion i Helsinki.


Leif i st. højdespring.


Ude ved svømmestadion: Svennesen, Jens Mogens, Ejlif, fr. Svennesen.


Det danske hold foran indgangen til den pompøse domkirke, der er opført i perioden 1830-52.

To 13/8 ankommer det danske hold med tog kl. ca. 12 til Helsinki. En bus bringer os ud til indkvartering på Den Kristelige Højskole. Kort efter fortsætter bussen til byens rådhus til officiel modtagelse. Borgmesteren byder de nordiske landes sportsfolk velkommen til byen og ønsker alle et godt stævne. Herefter indbydes vi til et flot madtraktement, der består af kalkun. Herefter sightseeing med bus. Vi når ca. 50 km udenfor byen til Det Finske Blindeforbunds kursus- og feriecenter, der er placeret i et smukt landskab med vidder, små søer og en masse birketræer. Her indbydes vi til et flot traktement af mad og drikke. Kører tilbage kl. 22.

 



Tidsplan for idrætsdagene i Helsinki.

Om stævnet:

Fr 14/8 Åbningen på det imponerende Olympiske Stadion har bevågenhed fra både radio og TV. Kort efter kl. 9 indledes atletikken, der afvikles i dag. Vejret er flot og befordrende for gode resultater. Vedr. løbebaner, havde vi i Oslo og København mødt forskellige materialer som belægning, der gav større eller mindre friktion omkring pigskoenes greb i banelegemet. Her i Helsinki møder vi for første gang det nye materiale tartan, næsten uden friktion (følelse af, at skoene glider lidt for hvert trin), hvilket giver en fantastisk følelse, da man her oplever en sikker kontakt til banen. Trods gode resultater er den danske dominans ikke mere til stede. Min 2. plads i mit 100 m løb rækker kun til en placering som nr. 5.

I atletikken får damerne en 1. plads og herrerne må nøjes med en 4. plads.

Om aftenen er der et arrangement på Købmandsskolen med underholdning og dans.

Lø 15/8 Mesterskaberne fortsætter med svømning på et udendørs svømmestadion.

Dagens resultater bliver for herrer: DK, N, S, F, og for kvinder: DK, N, S, F. Flot af de danske kvinder. Herefter på indkøb i byen, bl.a. I stormagasinet Stockmann. Om aftenen er vi atter med bus udenfor byen, denne gang ca. 30 km væk på et andet kursus- og feriecenter, en slags pendant til det velkendte feriehjem der tidligere var placeret i Hobro Østerskov. Efter en lang og meget festlig aften er bussen tilbage 01.30. Sidst på mandagen er vi atter i København.

Slutresultat: Finland 153 p. Norge 136,5 p. Sverige 126 p. Danmark 111,5 p.

DK-resultater:

Atletik Herrer sv.s.:

Højdespring nr. 1 Ejlif 1,40 m.

Svømning 100 m bryst nr. 3 Jens 1.43,4 min.

Atletik Damer sv.s.:

60 m løb nr. 1 Jenny og Elin 9,1 sek.

Længdespring nr. 1 Jenny 2,16 m. nr. 2 Elin 2,07 m.

Slyngbold nr. 3 Elin 25,60 m.

Svømning 50 m fri nr. 3 Jenny 1.04,1 min.

Sideløbende med Nordens sportssamarbejde, bliver der fra 1965 åbnet op for kontakt til flere tyske byer, først og fremmest Stuttgart, hvor DK sender hold til stævner. Discipliner i atletik og så et nyt spændende boldspil for blinde der hedder Torball (engelsk: goalball), hvoraf der senere udvikles Rollball. Denne kontakt fører også til invitationer til stævner her i København.

(information om disse boldspil: Torball (eller engelsk: Goalball) spilles i indendørs haller.

Et hold består af 3 blinde spillere. Banens mål 26 + 13 m. I hver ende er der anbragt 3 lidt tykke måtter hvorpå spillerne, siddende eller liggende, kan bevæge sig for at modtage bolden og kaste den tilbage mod modparten i den anden ende af banen. Hvis bolden går forbi spillerne og passerer baglinjen registreres det for mål. Rollball har samme opbygning. Et hold består af 5, idet der er tilgået 2 yderligere spillere (svagsynede), der fungerer som skytter, en placeret i hver sin side. Bolden, der spilles med, har en indvendig klokke, der afgiver lyd hver gang den rammer eller ruller hen ad banen frem mod modstanderne. Boldens vægt er på 2 kg eller lidt under. Spilletid: 2 halvlege á 8 minutter. Disse spil udfordrer spillerne både fysisk og mentalt og forbedrer deres motorik, styrke og orienteringsevne.)

I starten af 1960´erne var de blinde og svagsynede sportsfolks træningsfaciliteter meget begrænsede og tillige mangelfulde. Stedet var Instituttet på Kastelsvej 60. Her var en gymnastiksal med 4 bærende søjler midt i lokalet, ikke de bedste betingelser for boldspil, og især ikke Torball (hvor de blinde også er skytter). Men da entusiasmen var i højsædet, og der ikke fandtes alternativer, kæmpede man ufortrødent videre. Vedr. atletik var der i et hjørne af instituttets have en indhegning, hvor der ud over et græsstykke var en lang løbebane hen til en aflang sandkasse, hvor vi kunne træne i spring. Hvis der skulle trænes i løb, kunne vi så løbe (uden at forstyrre de gående) på en ret lang flisegang, der i haven var anlagt som en ellipse.

Vedr. afholdelse af de nordiske mesterskaber var det udelukkende blindeskolerne i de nordiske landes hovedstæder, der påtog sig denne opgave. Senere blev kontakten til DBS mere mærkbar med en foreløbig indstilling til at blive garant for at det kunne fortsætte. Men DBS ønskede nu, at sportsfolkene manifesterede sig i foreninger, så der kunne komme faste strukturer omkring aktiviteter også vedr. økonomi. Dette sker så. Dette manifesterer sig til organisatoriske rammer. Den første er ”Blinde og Svagsynedes Idrætsforening af 1968”, (BSI). Etableringsmødet finder sted den 11/11 i min lejlighed i Engelstedsgade 35 på Østerbro. Gruppen, der udarbejder et koncept til fremlæggelse på en senere afholdt stiftende generalforsamling, er Thomas Andersen, Egon Børgesen, Ingolf Andresen og jeg selv.

To 21/11 afholdes denne generalforsamling, hvorefter foreningen bliver stiftet. Vedr. valg kan her oplyses, at Thomas Andersen bliver formand, Palle Lykkeby kasserer og jeg selv sekretær. Kort tid efter etableres ”Tandemklubben af 1971”, der har Jørgen Krogh som formand. Herefter stiger antallet af klubber til også at omfatte ridning m.m.

Forår 1964 Bad Cannstadt, Stuttgart. Atletik

DK-hold: sv.s.: Ejlif Hjort Johansen, Niels Ove Jørgensen

bl.: Ole Berggren, Poul Erik Meincke, Kaj Møller, Kurt Nielsen, Hans Rasmussen, Benny Sørensen.

Om stævnet: Til den efterfølgende underholdning havde arrangøren ønsket bidrag fra Danmark.

Poul Erik (trompet), Kurt (altsax) og Ejlif (piano) opførte Kristian Thomsen: “Fun” og H.C. Lumbye: “Britta Polka”. En kæmpe succes, der førte til ekstra opførelser.

Septenber 1965 Bad Cannstatt, Stuttgart. Atletik

DK-hold: sv.s.: Ejlif Hjort Johansen, Jørgen Bjerring Sørensen, Orla Jacobsen, bl.: Thomas Andersen, Egon Børgesen, H.P. Christiansen, Preben Petersen, Hans Rasmussen, Benny Sørensen.

Forår 1966 København. Atletik og Rollball

DK-hold: sv.s.: Ejlif Hjort Johansen, Carlo Dinesen, Palle Petersen, bl.: Thomas Andersen,

Egon Børgesen, Ove Hansen, Kurt Nielsen, Preben Petersen, Hans Rasmussen, Benny Sørensen.


10-11/9 1966 Bad Cannstatt, Stuttgart. Atletik og Torball

DK-hold: sv.s.: Orla Jacobsen, Leif Martinussen, bl.: Thomas Andersen, Egon Børgesen, Bent Harder,

H.P. Christiansen, Kurt Nielsen. Indkvartering i Smetanastrasse 102.

Egon, Orla, Hans Peter, Kurt, Svennesen, Bent. Middagsbesøg på Stuttgart-Cannstatt Rostadion.

 

Om stævnet:

Lø 10/9 Atletikken består af 60 m løb, st. længdespring, kuglestød og medicinboldkast. I de 2 først discipliner bliver jeg nr. 1 af alle. I Torball havner vores hold i midten af resultatlisten. Aftenfest i den store Alt Cannstatt Kursaal i byens centrum.

Sø 11/9 Middagsbesøg på Stuttgart-Cannstatt Rostadion ved floden Neckar. Her er servering af mad og øl. Tillige et smukt sted med flot udsigt. Her underholder et stort amerikansk orkester fra en nærliggende base. Så tilbage til vores bosted. Denne aften har vores leder Svennesen været til fest for lederne. Vedr. sporten: et godt udbytte.

Forår 1967 København. Atletik og Torball

DK-hold: sv.s.: Ingolf Andresen, Gunnar Hansen, Orla Jacobsen, Leif Martinussen, Kurt Petersen,

bl.: Thomas Andersen, Egon Børgesen, H.P. Christiansen, Ove Hansen.




9-10/9 1967 Bad Cannstatt, Stuttgart. Atletik, Hold-4 kamp, Rollball, Torball

DK-hold: sv.s.: Gunnar Hansen, Orla Jacobsen, Ejlif Hjort Johansen, Leif Martinussen,

bl.: Thomas Andersen, Egon Børgesen, H.P. Christiansen, Hans Rasmussen.

Orla, Hans Peter, Hans, Ejlif, Thomas, Gunnar, Egon Foran bostedet, ventende på chaufføren

Hygge på bostedet. Hans, Gunnar, Thomas, Ejlif, Orla

Om stævnet:

I Stuttgart afhentes vi i et militærkøretøj, et ”folkevogns-rugbrød”, der kører os ud til samme bosted som sidste år på adressen Smetanastrasse 102, og i de samme værelser.

Lø 9/9 Selv om dagen nærmest drukner i regn, opnås der fine resultater i atletik. I Rollball kommer vi efter 1-6, 5-2 og 7-4 blandt de 8 bedste hold. Da de følgende kampe tabes 2-3, 3-4, 1-4 slutter vi som nr. 8.

Aftenfesten finder sted i den store Kursaal, hvor der trakteres med mad øl og vin, og senere dans hen til kl. 02. Udenfor er der en lille fontæne med kurvand, som vi alle skal smage på.

Sø 10/9 Som året før bliver der igen en udflugt til Stuttgart-Cannstadt Roklub ved Neckarfloden. Her middag og underholdning fra et stort band.

Orla og Leif i kuglestød.

14-15/9 1968 Bad Cannstatt, Stuttgart. Atletik, Hold-4 kamp, Torball

DK-hold: sv.s.: Per Andersen, Ingolf Andresen, Orla Jacobsen, Leif Martinussen, bl.: Bent Harder, H.P. Christiansen, Egon Børgesen

Om stævnet:

Da vi ankommer til HBH afhentes vi af sportskomiteens formand Hr. Rochhausen, der sørger for,

at vi i flere biler kan køre ud til vinfirmaet Hiling. Her bydes vi på mange smagsprøver: rødvin, hvidvin, lys og rød champagne. Da vi forlader stedet får vi alle en mindre flaske champagne med som gave. På et center i udkanten af byen bydes vi på varm mad og hertil et glas øl.



Smetanastrasse 102. Aftenhygge med guiderne Ulrikke og Juta, der synger for os


Ingolf, Per og Orla Bent med guiderne i TV-tårnet

Herefter køres vi ud til det gammelkendte bosted, hvor værtinden byder os på kaffe, kage og vin.

Vi sportsfolk er åbenbart lette at overtale til at indtage alkohol, for vi gjorde det. Men som optakt til et idrætsstævne med lidt ”buldrende hoveder” aftenen før, er jo ikke heldigt, men festligt og sjovt var det.

Lø 14/9 Kl. 09 er alle klar på Ruit Sportsskole. Der opnås fine resultater i atletik. I Torball bliver vores hold nr. 5. Aftenfest i den føromtalte Alt Cannstatt Kursaal.

Sø 15/9 er vi – som årene før – på rostadion. De 2 guides, der er tilknyttet vores hold, Ulrikke og Juta, ledsager Orla, Bent, Per og jeg med sporvogn ud til et besøg i det høje TV-tårn. Heroppefra kunne vi både se og hører larmen fra det store stadion tæt på, hvor byens Bundesligahold var i kamp. Herefter følger de 2 piger med os til vores bosted, hvor værtinden sørger for mad, vin og kaffe. På et tidspunkt synger de 2 piger for os, hvilket H.P. Christiansen, også kaldet Voldborg, optager.

( Danmark deltager ikke ved de Nordiske Mesterskaber i 1966 og 1968, da vi ikke kan stille et kvalificeret hold.)

Forår 1969 København. Atletik, Hold-4 kamp, Torball

DK-hold: sv.s.: Per Andersen, Ingolf Andreasen, Henning Eriksen, Gunnar Hansen, Orla Jacobsen, Leif Martinussen, bl.: Thomas Andersen, Egon Børgesen, H.P. Christiansen, Bent Harder, Kurt Nielsen.

27-28/9 1969 Bad Cannstatt, Stuttgart. Rollball

DK-hold: sv.s.: Per Andersen, Ingolf Andresen, Henning Eriksen, Gunnar Hansen, Orla Jacobsen, Leif Martinussen.

Leder for hold til disse stævner: J:P: Svennesen. (i 1964 + en ekstra: Kirsten Jansbøl).

Indkvartering på Ruit Sportsskole.

Om stævnet:

Lø 27/9 Vores hold er klar fra kl. 09. Her er 12 hold til fordeling i 2 haller, så der er kampe hele dagen. Resultaterne bliver 2-5, 4-4, 4-4, 1-5, 2-7. Også denne gang skal vi spille om pladserne 7-12. I de følgende kampe går det bedre: 11-2, 2-1, 0-0, 3-1,

1-6. Vores slutplacering bliver forbedret fra sidste år. Aftenfest i Kursaal.

Sø 28/9 Som annonceret bliver der ikke atletik i denne omgang. Vi tager ind til byen og fordriver timer på den store Folkefestplads, hvor der spises kylling og hertil store glaskrus, der kan rumme 1 liter øl, så tørsten bliver slukket. Trods oplysning om flere glade timer med alkohol, skal her pointeres, at når vi er på sportsbanen er motivationen i top.

Maj 1970 Berlin/Vest. Atletik og Rollball stævne

DK-hold: bl.: Egon Børgesen, H.P. Christiansen, Thomas Andersen. Leder?

24-26 /6 1970 NM i atletik og svømning, København

10 sportsfolk + ledere fra hvert land. Danmark er så med igen.

DK-hold: sv.s.: Preben Breed, Jens Mogens Jensen, Orla Jacobsen, Niels Ove Jørgensen, Bent Marcussen, Leif Martinussen, Karin Beck Petersen, Ole Østergård, bl.: Thomas Andersen, H.P. Christiansen.

Om stævnet:

I tiden op til bliver jeg af næsten alle opfattet som omdrejningspunktet, hvor alle aftaletråde samles. Det har jeg ikke noget imod, men der skal også briefes meget: telefonsamtaler med de nordiske lande og med Palle Lassen, (formand for Københavns Idrætsforbund, hvis team var fuldt forberedt på opgaverne ved stævnet) K.W. Andersen DBS og Instituttet i Hellerup (hvor de udenlandske sportsfolk + ledere bor).

On 24/6 Om formiddagen er der på instituttet et opfølgningsmøde med lederne, hvor jeg orienterer om alt praktisk vedr. stævnet.

Kl. 15.30 finder den officielle åbning sted på Østerbro Stadion. Efter opmarch af landenes mandskaber på linje og nationalmelodierne har lydt, bliver der åbningstaler af BSI´s formand Thomas Andersen og Dansk Blindesamfunds formand Svend Jensen.

Frokosten (medbragt fra Instituttet) indtages på pladsen. De danske resultater bliver gode med ”pil opefter”. Mit 100 m løb giver en fin tid, men ingen medaljer.

Senere fortæller Palle Lassen mig, at alt var fungeret godt. Senere får jeg foretaget fotokopier af dommersedlerne på Instituttet. Herefter aftentraktement med kaffe.

To 25/6 Den arrangerede udflugt med bus bliver aflyst, da deltagerne hellere ville på indkøb i byen. I dagens Ekstra bladet kan vi læse i tekst og billeder fra den 1. stævnedag.

2. dagens atletik slutter først ud på aftenen med de lange løb, hvor lysanlægget måtte tages i anvendelse. De fleste danske resultater er på det jævne.

(Kl. 16.30-17.30 blev der et komite-møde, der trods nogen voldsomhed alligevel blev fair. Årsag hertil var lidt spændinger omkring DK´s udebleven fra stævnerne i 1966 og 1968. Men som nu, Danmark er igen med fremover.)

Fr 26/6 Tidligt morgen kommer Palle Lassen forbi med de færdige atletikresultater, hvorefter vi herhjemme går i gang med at tjekke pointberegningen efter samt renskrive listerne for placering af 1., 2. og 3. pladser til præmieuddelingen. Kl. 11 møder jeg på instituttet Danmarks Radios sportskommentator John Idorn, hvor jeg i festsalen sætter ham ind i proceduren for præmieuddeling. Vi pakker det hele ud og placerer det på et langt bord, så det er klar. Kort efter modtager jeg dagens resultatlister fra konkurrencerne i Østerbro Svømmehal her i formiddag.

Slutresultatet: (herrer – Damer):

1: Norge 119 p. 2: Finland 99½ p. 3: Sverige 79 p. 4: Danmark 64½ p.

Når så hjem, hvor Palle Lassen igen briefer med mig.

Aftenfesten finder sted i lokalerne i Bogensegade 4, hvor middagen er kl. 18. Herunder modtager jeg et meget positivt brev om stævnet fra Palle Lassen, som jeg læser højt for forsamlingen. Arvo Karvinen fungerer som tolk, bl.a. oversætter han også en tale fra Thomas Andersen (formand for Idrætsforeningen af 1968). Herefter fornøjeligt samvær og dans frem til kl. 24. Da jeg under festen spørger John Idorn, hvad han skulle have i honorar for sin afsatte tid til os, svarer han: ”Kun betaling for en sporvognsbillet”.

Dagen efter får jeg renskrevet resultaterne fra svømning samt får redigeret en totalopgørelse fra stævnet. Desforuden gjort et brev klar til Palle Lassen med en liste over de danske rekorder indenfor blinde- og svagsynssport.

Lø 12/12 er jeg udsendt som DBS´s repræsentant til et møde i Nordisk Idræts Komite for Blinde, NIK f. Bl., der finder sted i Oslo. Mødet afholdes i ”De Blindes Hus” på adressen Bergliensgata 13.

Deltagerne er: DK: Leif Martinussen, Sverige: Nils Forsberg, Finland: Arvo Karvinen, Norge: Kjell Abrahamsen, Gunleik Bergrud. Abrahamsen hentede os i Fornabu Airport. De her nævnte er alle gode kendinge fra sportsstævner. Da mødets første del omhandler regler for nordiske mesterskaber i ski, holder jeg mig tilbage og siger: ”Danmark har ikke nogen erfaring og skal derfor heller ikke have indflydelse på dette område”. Denne udtalelse overrasker og aftvinger respekt (og som der blev sagt) udviser dømmekraft. Efter en pause flytter selskabet i biler 25 km udenfor Oslo til Kjell Abrahamsens bopæl på Myrebakken 25 i Asker. Her fortsætter mødet så med 2. del, der indeholder punktet atletik og svømning, og her holder jeg mig absolut ikke tilbage, men går frisk ind i dialogen. Efter det positive møde og et efterfølgende fint traktement, køres vi tilbage til Fornabu. Kort efter denne tur skriver jeg (som ved flere følgende mange møder i Norden) referat til K.V. Andersen i DBS.

Hvad denne udvikling fører til, vil fremgå af det følgende:

_ _ _ _ _ _ _

1971:

Hvis man ser på handicaporganisationerne over en bred kam, havde idræt på organisatorisk plan fortrinsvis været at se i Dansk Døve Forbund og i Landsforeningen af Vanføre. Sidstnævnte med idrætsorganisationen Lavia havde i flere år deltaget i sportslegene i Stoke Mandeville Games i England, (med tilknytning til Rygmarvs-klinikken ved Mandeville-sygehuset i Aylesbury).

Dansk Døve Forbund, der i flere årtier havde en god tradition for sport, også internationalt, kunne i virkeligheden klare sig selv, – men ønskede også at komme ind under denne store fælles handicap-idrætsparaply, så alle disse aktiviteter kunne stå samlet.

Her omkring årsskiftet til 1971 havde Allan Hein fra Landsforeningen af Vanføres idrætsudvalg, taget initiativ til indkaldelse til et orienteringsmøde med repræsentanter fra andre handicaporganisationer, for her at se om der kunne blive interesse for en fælles overbygning for handicapsport. Til dette møde var 4 organisationer mødt frem. Da interessen viste sig at være

bæredygtig, blev der etableret et arbejdsudvalg, der så skulle gå videre med et oplæg til et projekt.

Formand for udvalget blev projektets initiativtager Allan Hegn, der kort efter annoncerede møde nr. 2 til fredag den 19/2 på Vanførehjemmet i København. Til dette møde blev Dansk Blindesamfund også indbudt og mødte frem for at observere og tage stilling til denne idé.

Landsorganisationerne lod sig repræsentere af organisationsfolk og folk, der var tilknyttet idrætten.

De fremmødte var:

Foreningen for Spastisk Lammede v/ Leif Sørensen, Døves Idrætsforbund v/ Knud Søndergård, Dansk Blindesamfund v/ næstformand K.V. Andersen og Leif Martinussen, Landsforeningen af Vanføre v/ Allan Hein, Evnesvages Vel v/ Børge W. Olsen havde sendt afbud, men tilkendegav positiv indstilling til projektet, – desuden deltog Bent Agerskov fra Dansk Idræts Forbund.


Indkaldelse til møde nr. 2 angående oplæg til stiftelse af et handicapidrætsforbund.

I sin velkomst udtrykte Allan Hein glæde over, at de blinde nu også kom med til dette møde. Herved var der nu kontakt med 5 landsorganisationer, formentlig de mest oplagte at henvende sig til i første omgang. Allan Hein kunne herefter fremkomme med en slags dagsorden med emneliste til forhandling, der indeholdt: 1. Love, opbygning og vedtægter, 2. Økonomi, 3. Forslag til opbygning af et forbund:

Forbundsstyrelse (Komite for teknik og medicin / Udvalg for idræt og kursus)

Hovedsbestyrelse

Repræsentantskab (Landsregioner Jylland – Fyn – København med kredsudvalg)

Foreninger

Punktet vedr. økonomi måtte delvis udskydes til de følgende møder, der var berammet til 5/5 og 27/9, -så det blev til i alt 4 møder i arbejdsudvalget.

Ved at kunne fremstå samlet kunne et sådant DHIF også markerer sig stærkere overfor myndigheder, kommuner, amt, stat m.m.

Sporten for handicappede kunne blive mere synlig i det offentlige rum og herigennem fremme større forståelse for de mange handicapgruppers ønske om at kunne dyrke idræt. Dette ønske skulle vise sig senere at blive opfyldt. Jeg blev udpeget som Dansk Blindesamfunds repræsentant i dette arbejdsudvalg og varetog ”de blindes interesser” med fuldgyldigt mandat herfra. Min kontakt mellem DBS med Formand Svend Jensen og næstformand Karl Wilhelm Andersen fungerede fint. Grunden til at netop jeg blev DBS´s repræsentant skal ses i det faktum, at jeg var med til at arrangerer nordiske stævner i København i årene før, hvor jeg repræsenterede DBS i ”Den Nordiske Idrætskomite for blinde og svagsynede”.

Den 31/10 1971 stiftes så Dansk Handicap Idræts Forbund, DHIF i Vejlby Riskovhallen i Århus. Som landsformand vælges overlæge Bodil Eskesen. Fra min synsvinkel dog forinden lidt drama: 4 dage før får jeg den besked fra DBS, at de alligevel ikke vil lade mig repræsentere dem officielt, og at de ikke vil sende en anden til dette stiftende møde. Denne meddelelse chokerer mig. Jeg var tilmeldt og ville tage til Aarhus, så jeg giver mig selv den opgave at være observatør, hvorfra jeg senere kunne give DBS min vurdering fra mødet. Så da jeg er til stede, og fortsat var DBS´s mand i arbejdsudvalget til udarbejdelse af materiale til en sådan stiftelse, fremkom jeg så med oplysning om DBS´s opfattelse af de mange uklarheder omkring mandat og indmeldelse. Reaktionen på mit indlæg havde megen forståelse og sympati, der også viste min manglende handlekraft, da jeg ikke havde mandat.

Til trods for visse uklarheder, blev hovedholdningen fra generalforsamlingen alligevel et klart ja til at stifte DHIF. Jeg oplevede den tillid, at der var flere der ville stille mig op som emne til kasserer, hvilket jeg dog takkede nej til. 3 dage efter ringer jeg til K.V. Andersen i DBS, der reagerer meget positivt på min rapport.

To 25/11 indbydes jeg til at deltage i det første HB-møde i DHIF, hvor jeg får den 12. plads. Ud af de 12 pladser får de 5 invalideorganisationer hver et ”født sæde”. Jeg bliver fuldt ud respekteret som en ”værdig repræsentant for blindegruppen”, og forhåbentligt senere som officiel repræsentant for DBS. Dette bliver et langt møde, hvor man skal lære at kende hinandens forskellighed vedr. ståsted, mandatbredde m.m. Selvom et officielt referat senere ville tilgå DBS, sender jeg alligevel mine egne notater om mødet til Dansk Blindesamfund (DBS).

1972:

Sø 16/1 oplyses det så i radio og TV, at DHIF var blevet optaget i Dansk Idræts Forbund (DIF), hvor DIF´s generalsekretær Emanuel Rose havde sagt god for det. En bekendtgørelse fra Dansk Idræts Forbunds Hovedkontor, som jeg også fik mulighed for at deltage i. Hvilken sejr for handicapidrætten, der herved gav accept på, at handicappede også kunne møde respekt og anerkendelse på dette område.

Fr 21/4 I denne weekend er der DHIF-årsmøde i Odense, hvortil K.V. Andersen og jeg er tilmeldt. På turen fortæller han mig, hvor hans fødestavn var, hvilket der overrasker mig: han stammede fra min hjemegn, fra Mariager Hedegård. På lørdagens generalforsamling føler vi hurtigt, at der er spændinger i luften. Allan Hein ”lader bomben springe” ved selv at stille op mod formand Overlæge Bodil Eskesen. Herefter er balladen total. Jeg går ind i diskussionerne og gør, ifølge K. V. Andersen, en god figur. Jeg bliver opstillet til Hovedbestyrelsen, men mangler 2 st. i at kunne komme ind. Men jeg bliver i bestyrelsen på DBS´s sæde og nu som deres officielle repræsentant. Herefter udspiller der sig nærmest skandaløse scener, i den grad uværdigt for hele forbundets renommé. Uha, hvad nu? Civilforsvaret stod for forplejningen, hvor jeg husker, at den varme ret var: forloren skildpadde. At ambitionsniveauet i meget nyt ofte kan være højere end i realiteternes verden, blev også en lære, man i HB måtte sande, og endda lidt smerteligt, idet, der opstod så megen uro og turbulens i rammerne, at det måtte resultere i en form for kommende afklaring, men hvilken?

To 4/5 er der et DHIF-møde afholdt i Evnesvages Vel, hvor der fokuseres på alle fejlene fra årsmødet i Odense.

Lø 10/6 finder det ekstraordinære DHIF-landsmøde sted i Svendborg. Den tidligere landsformand, Bodil Eskesen, ”får sin plads tilbage” og der kommer god orden i rækkerne og i det, der før var resultatet fra et uværdigt møde i Odense. Forbundet kommer igen ”op på skinnerne” med kurs fremover. Problematikken vedr. min officielle DBS-plads i hovedbestyrelsen bliver klaret til vores fulde tilfredshed.

Ti 13/6 afholdes der HB-møde i DHIF på Vester Voldgade 11. Et godt møde der giver gode løfter for fremtiden. Kjeld Flemming (valgt på mødet i Odense) afgår som sekretær, en portofølge, der overtages af Leif Sørensen. Jeg bliver indvalgt i bladudvalget. Herefter har jeg opkald til K.V. Andersen med et mundtligt referat fra mødet, (der senere efterfølges af et skriftligt).

Ma 24/7 Grundet min placering bliver jeg et omdrejningspunkt vedr. planlægning og aftaler forud for rejsen til NM i Helsinki. Dagen har mange telefonsamtaler, bl.a. til Flyvestation Karup, hvor jeg aftaler rejsetider fra Flyvestation Værløse, Vi var meget heldige med, at Flyvevåbnet havde stillet en DC 3 til rådighed for idrætsholdet + ledsagere. Også snak med min gamle idrætsven fra Finland Arvo Karvinen DFB, der skulle godkende den danske delegation på i alt 20 personer. Herefter info til DBS. Alt skulle så være klar til deltagelse i NM i Helsinki.


4- 5/8 1972 NM i atletik og svømning i Helsinki

DK-hold: sv.s.: Preben Breed, Orla Jacobsen, Bent Marcussen, Leif Martinussen (+Kirsten), Ole Bull Petersen (+Ella), Leif Rasmussen, Ole Østergård, Karin Østergård (tidligere Beck Petersen),

bl.: Thomas Andersen (+Birgit), H.P. Christiansen.

Sportsledere: J.P. Svennesen, Birte Munkner. Holdleder: Thomas Andersen, Leif Martinussen.

Desuden: A. Clausen (DIF), Kaj Sørensen (instruktør), Gudrun Larsen, Rita Jørgensen fra Aalborg + H.L. Løkken (DHIF og journalist). Et fly til 20 personer, derfor også 3 fruer.

Om stævnet:

To 3/8 Vi er oppe kl. 05. DHIF-journalist Harry L. Løkken kommer i sin bil og kører Kirsten og mig til Hellerup Station, hvor jeg skaffer taxaer til holdet til Flyvestation Værløse. 07.30 går vi ud til det lille lyserøde fly. Vi har selv proviant med. Højt humør under den 5 timers lange flyvetur. Da vi ankommer, opstår der kaos, da tidsfaktoren snyder os: vi kommer en time for sent. Der er ingen til at hente os, så jeg må ringe og får foranstaltet, at der kommer en bus og bringer os til Helsinki Rådhus, hvor vi så kommer den omtalte 1 time for sent til den officielle modtagelse, ret pinligt, virkelig flovt, – jeg havde glemt tidszoneskift, havde ikke været omhyggelig nok.

Så med bus ud til Tapiola, et for mig kendt sted fra 1964. Videre til Invarlidarnes Yrkeskole i Westend til indkvartering. Her opstår en masse sjov omkring min indkvartering af 20 personer på 5

4-mandsstuer. Middag på rest. Tapionoppi, Pohjantie 3.

Luftvåbnets gamle DC 3 fra 1941 bringer os frem og tilbage fra Helsinki




Et besøg hos piloterne, der byder på kaffe Kirsten (ledsager) og sportsmand Ole


Leif i st. højdespring, – forløbet i 4 billeder:

Nyt blindeinstitut i København.

(I efteråret 1968 lukker det gamle Blindeinstitut på Kastelsvej 60 på Østerbro og det nye “Statens Institut for Blinde og Svagsynede” åbner på Rymarksvej 1 i Hellerup. Grunden er en nabogrund til Mindelunden. For sportsfolkene giver det en utrolig forbedring. En stor gymnastiksal – uden 4 bærende søjler i midten af rummet -, hvilket endelig giver optimale muligheder for boldspillene Torball og Rollball. I parkområdet bag Instituttet er der anlagt et mindre stadion med en oval løbebane på ca. 180 m (belagt med asfalt) og sandgrave til kuglestød, en for højdespring og en for længdespring med en tilløbsbane. Forud for stævner har sportsgruppen stadig mulighed for at benytte sportsfaciliteterne på Forsvarets Gymnastikskole i Ryvangen i Hellerup. Her er der en 400 m oval bane, hvilket giver mulighed for lange løb og 100 m løb på lige bane. Så siden 1968 har sportsfolkene haft gode vilkår for at kunne forberede sig til stævner, – således også her til Helsinki.

Som jeg husker det, har der altid været en entusiastisk tilgang til øveaftener omgærdet af et godt kammeratskab. Dette skyldes også den fine kemi os alle imellem og med vores leder Jens Peter Svennesen. Efterhånden opstår der en tradition med, at Svennesen lige før jul og igen lige før sommer, inviterer hele holdet til hygge med middag i privaten i huset på adressen: Langs Banen i Virum. En gestus, der også i høj grad bekræfter det fine sammenhold.)

Dansk Handicap Idræts Forbund får et informationsblad.

(I forb. med stiftelsen af Dansk Handicap Idræts Forbund (DHIF) etableres der også et bladudvalg, hvor jeg får sæde. Bladet skulle have et navn, men hvilket? I Hovedbestyrelsen gav dette spørgsmål anledning til stor diskussion. Her fremkom flere forsigtige bud på et navn, man fraveg ligesom direkte at antyde her, hvad sagen drejede sig om. På et tidspunkt kom der forslag om, at det kunne hedde Helse, som Sygekassernes blad. Begrundelsen var, at det på en maskeret måde oplyste om en sygdomsrelateret baggrund, uden dog at nævne ordet handicap. Problemet var dog bare, at denne bladtitel på ingen måde oplyste om dette forbunds hovedsigte: at præsentere sportsaktiviteter og problemstillinger indenfor handicapsport. Som den måske yngste i denne bestyrelse tillod jeg mig at opponere kraftigt mod denne forsigtige og noget uventede holdning til dette spørgsmål. Jeg slog til lyd for, at denne titel skulle være oplysende, – klar og direkte. ”Dette at vi opretter et forbund for handicappede sportsfolk ville kun få klar gyldighed og respekt, hvis vi tonede rent flag til det omgivende samfund”. Men man skal huske på, at på der tidspunkt var der mange der opfattede idræt i forhold til handicappede mere som noget i retning af et tidsfordriv eller en hobby, der selvfølgelig havde et motionsgivende element i sig, – men som seriøs konkurrencesport hen på linje med friskidrætten, det ville nok være for langt at gå! Efterhånden som debatten herom skred frem tippede holdningen mere og mere hen i retning af mit synspunkt. ”Den forsigtige attitude” afløstes af ”at tone rent flag” og endte med enighed om

at bladet skulle hedde: ”DHIF INFORMATION”. Undertitel og indhold kunne så her oplyse om forbundets sigte og mål.

Dagsprogram for idrætsdagene i Helsinki.

Herefter deltager J.P. Svennesen og jeg i et i ledermøde, hvor jeg fra svenske og norske ledere får anerkendelse for mine præcise fremførelser af danske synspunkter.

Fr 4/8 NM i atletik og svømning i Helsinki indledes på svømmestadion, hvor DK opnår 3 medaljer.

Kl. 17 finder den officielle åbning af ”Nordiske Mesterskaber for blinde og svagsynede” sted på det Olympiske Stadion med taler, nationalmelodier, blomsterpiger m.m. Kort efter drukner flere discipliner i regn. Min deltagelse i 100 m løb bliver ret så dramatisk, der skulle hele 3 starter til, før det første heat kunne godkendes. (en tyvstart, og en person på banen). Jeg vinder sikkert i tiden 12,5 sek. falder/glider over målstregen i en regulær maveplasker. Vinder bronze, DK´s eneste medalje på stadion. Om aftenen er der skandinavisk sammenkomst ude hos den finske leder Arvo Karvinen privat: en fantastisk aften med stor entusiasme for nordisk blinde/svagsynedes sport.




Fotos fra det olympiske stadion, regn på banerne, og min medalje

Svømmestadion, – Karin og Preben med deres medaljer. Preben og Karin

Lø 5/8 2. dag på stadion, der kun giver en medalje af bronze til Karin B. Petersen.

I mine andre discipliner bliver jeg den bedste dansker.

NM-resultatet: Finland 119,5 p., Norge 15 p., Sverige 99 p. og DK 35,5 p. Så det blev i princippet et opgør mellem de 2 dominerende parter Sverige og Finland.

Kl. 18 er der afslutningsmiddag i rest. Luolamies, Otaniemi, et fantastisk flot sted.

På det danske holds vegne modtager jeg 2 vaser og uddeler på DK´s vegne en vase i Kgl. Porcelæn til Helsingfors Blindeforening. Til Arvo Karvinen: 2 fl. Aalborg snaps. Aftenen slutter med dans.

Sø 6/8 Hjemrejse med ankomst i Værløse kl. 16. Trods køb, ingen toldere.

Slutresultat: Danmark bliver nr. 4.

DK-resultater:

Atletik Herrer sv.s. 100 m løb nr. 3 Leif 12,5 sek. Svømning 50 m fri nr. 3 Preben 41,7 sek.

Atletik Damer sv.s. Kuglestød nr. 3 Karin 7,17 m. Svømning 50 m bryst nr. 1 Karin 49,8 sek.

To 7/9 Generalforsamling i Idrætsforeningen BSI. Thomas Andersen går af som formand, og jeg vælges som ny formand.

Ma 11/12 Konference i NIK f. Bl, der afholdes i Bogensegade 8. Til dette møde deltager DHIF´s formand Bodil Eskesen. DBS giver en flot middag. Et vellykket møde. Senere er BSI (i vores bolig i Polensagde 49) vært ved en aftenfrokost.

On 13/12 er der DHIF HB-møde i Kildeskovhallen i Gentofte. Som medlemmer af bladudvalget forventedes det, at H.L. Løkken og jeg fremkom med en udtalelse om status quo. Da Løkken ikke havde forberedt sig grundigt nok, måtte jeg så stå for skud, hvilket passede mig udmærket, da jeg havde forberedt mig. Herved kom jeg til at uddybe min holdning til udgivelsen af et forbundsblad måske lidt for skarpt, men FU accepterede min holdning. Jeg havde ikke før på disse møder sagt så meget som ved denne lejlighed. Men mit lange indlæg fremtvang respekt, – heldigvis for det.

Et langt møde fra 16.30-22.30.

(Indtil nu har jeg koncentreret mig om sportsdiscipliner som jeg har haft kontakt til: gymnastik, atletik, svømning og boldspillene: Toreball (Goulball) og Rolball. Men viften af discipliner bliver større, der opstår også rideklubber og ikke mindst tandemcykling, hvor “Tandemklubben af 1971” på Østerbro, bliver den første klub. Senere oprettes der mange tandemklubber rundt omkring i Danmark. Udover disse klubbers daglige træning og forskellige konkurrencer, opstod der et landsløb med titlen “Solgaveløbet”.

Søndag den 14. maj 1972 finder det første løb sted. Løbet bliver startet af Aalborgs borgmester Marius Andersen på Vester Fjordvej i Aalborg. Her deltager et felt på 26 tandemer med en seende pilot på 1. sæde og en blind på bagsædet. Distancen var på 54,2 km og har rute ned gennem Himmerland mod Hobro. Opløbet finder sted ved Solgavehjemmet i Hobro Østerskov. Løbet bliver en succes der under afviklingen påkalder sig megen opmærksomhed fra pressen og massemedier, – hvilket jo er herligt. Dette fører naturligt til, at herved er starten på en tilbagevendende tradition sat i gang.)

1973:

On 31/1 får jeg skrevet en artikel om idrætskonferencen 11/12- 72 til DBS´s medlemsblad.

Ti 6/2 er der på DBS´s kontor et uformelt møde mellem K.V. Andersen, K.E. Paulsen og jeg med DHIF´s nye konsulent Svend Ohrt, for at alle parter kunne lære hinanden at kende. Konsulenten gjorde et fordelagtigt indtryk.

Forbundets start og første år forløb ikke uden gnidninger og problematikker – her skulle forskellige sportstraditioner og holdninger lige pludselig ind under samme fælles ordning – det var ikke let, og det tog nogen tid før man nåede frem til, at der under denne fælles sportsparaply skulle befinde sig suverænt adskilte sports-divisioner med de respektive grupper af handicappede som bestemmende eksperter indenfor deres eget område. Dette vil respektere de igennem årene indhøstede erfaringer, og styrke mulighederne for selv at skulle afstikke linjerne for den bedste udvikling og idrætsudøvelse. – Rent ud sagt, fagudvalg i en udadvendt fælles organisation. Forud var gået et år med tilrettelæggelse af rammen for en sådan organisation. Arbejdsudvalget bestod af en repræsentant fra 5 invalideorganisationer (hvor jeg varetog DBS’s mandat), og hele tiden havde sikret mig mit mandats spændvidde, hvilket dog aldrig blev et problem. I de første år havde disse 5 handicaporganisationer fast plads i hovedbestyrelsen, hvor udover skulle vælges 7 på det årlige landsmøde. Denne bestemmelse for at kunne sikre de handicappedes egen indflydelse på udviklingen. Senere udgik ”de fødte sæder”, hvorefter alle blev valgt på demokratisk vis. Forbundets egen struktur kunne nu fungere med sikkerhed for alle handicappedes idrætsudøvelse. Oven over disse særinteresser med egen styring, kom så hovedorganisationen DHIF til at fungere udadtil med større indflydelse, der skabte mere og mere respekt i det offentlige rum.

På nordisk plan får de andre lande også fælles handicap-sportsforbund der senere i 70’erne munder ud i et Nordisk Handicap Idræts Forbund. I tiden inden dette etableres, havde der fundet møder sted, afholdt i de nordiske hovedstæder, hvor de forskellige handicaporganisationer, blinde, døve, vanføre o.a. havde haft deres fællesmøder og justeringer omkring sportens udvikling. For mig blev dette uhyre interessant at deltage i alle disse møder i de nordiske hovedstæder, her må man forstå, at alt var i bevægelse og ganske uafklaret indtil man i 1978 endelig fik ro på ”alle fronter” til at kunne acceptere og stifte et Nordisk Handicap Idrætsforbund.

26-28/10 er jeg i Stockholm, hvor Nordisk Handicap Idræts Forbund (Nordisk-HIF) havde kaldt til møde, der også indeholdt en lægekonference. Fra DK deltog Bodil Eskesen (formand), Svend Ohrt (konsulent), Knud Adrian og jeg fra HB samt Claes Hellesen (læge). Sidst på ankomstdagen når jeg, efter aftale, ud til domorganist Gotthard Arnér i Storkyrkan (byens domkirke, hvor jeg studerede i april-maj) for at overrække ham noderne til min 2. toccata for orgel, opus 14 der er tilegnet ham.

Lø 27/10 Dagens møder er berammet fra 09-12 og 13.30-15.30. Ved det 2. møde kommer jeg på hårdt arbejde, da jeg forespørger om hvorfor man ikke kunne behandle de fra mødet den 11/12-72 stillede forslag til NIK f. Bl.? Trods fin støtte fra norsk og finsk side møder jeg svensk vaghed, så der kommer ikke svar vedr. denne anmodning. Herefter en udmærket debat. Så en hurtig tur ud i byen. Smørrebrød i restauranten og så omklædning. Så følger et lille whisky-møde hos islændingen Sigurdur Magnusson. Om aftenen er flere delegerede inviteret ud til den svenske læge Ulla Chöler. Jeg viser vej, da jeg kendte destinationen fra kortet. Det bliver til et selskab på knap 20 i den store lejlighed. Da 10 er gået inviteres de resterende 8 på en herlig middag. Her møder jeg Alf Nygren formand for Svensk Handicap Idrætsforbund (SHIF). Megen snak med alle. Det bliver en ”våd aften”. Tilbage på hotellet kl. 01.

Sø 28/10 Kl. 09 kører vi i taxa ud til et idrætsanlæg på Beckomberga vest for byen. Her får vi forevisning og instruktion i siddende volleyball. Fra siden ser vi 2 hold i kamp. Alle spillere i fint idrætstøj siddende på flade plader påsat rulleskøjtehjul, der med stor kampgejst dyster med bold over det ret flade net. Tankevækkende. Når jeg ser det, er det mennesker, der gerne vil dyrke kropslig aktivitet, og gør det handicappet eller ej. Og jeg tænker: endnu et bevis for, at handicapsport skal være kommet for at blive. Herefter ser vi svømmeundervisning af stærkt handicappede børn. Hjemturen i bil går via Gamla Stan for atter at se den smukke gamle bydel.

Middag hvorefter følge det afsluttende møde kl. 13. Her får jeg ført til protokols, at vores komite, Nordisk Idræts Komité for Blinde (NIK f. Bl.) ved mødet næste år i Oslo, skal have repræsentation, og ikke ”som jeg her i år, der har repræsentation indirekte via DHIF”. Herefter tager vi 4 taxa til Arlanda og fly hjem. På hjemrejsen til Kastrup tænker jeg på den gode kemi mellem mødedeltagerne, hvilket jo altid vil være en forudsætning for positive og gode samtaler.

1974:

26-28/6 I Helsinki Airport hentes jeg af Arvo Karvinen og hans kone i bil. Kører til deres hus i bydelen Tuusula. Til velkomst får jeg en whiskysjus, og straks efter får vi 2 mænd hver en kurv med et håndklæde og en øl til sauna og en lille svømmetur i en swimmingpool i kælderen. Så grillparty på terrassen og skøn middag. Så dukker en god ven op til en aften gåtur, – herefter igen gode drinks. Næste morgen hentes vi af gymnastiklærerinde Ritva Kuuskinen, der kører os til Träskända, hvor mødet skal holdes på et stort kursus- og feriecenter. Mødedeltagere fra nordiske handicap idrætsforbund og vores egen NIK f. Bl.

Vores egen komite ønskede et formøde inden mødet med handicapidrætsforbundene. Her genvælges Arvo som formand og jeg som næstformand.

31/8-1/9 1974 NM i atletik og svømning, Stockholm

10 sportsfolk + ledere fra hvert land.

DK-hold: (kun 7): sv.s.: Preben Breed, Leif Rasmussen, Ole Bull Petersen, Orla Jacobsen, Leif Martinussen, Else Andersen, bl.: H.P. Christiansen. Ledere: Orla J. og Leif M.

Herforuden 2 bevægelseshæmmede piger fra Aalborg: Lene Strøm Hansen, Lajla Götter + leder

Grethe Henriksen.

.

En omtale af blinde og svagsynede atletikfolk i avisen BT

Om stævnet:

Det danske hold er med tog til Stockholm, men på turen har vi betænkeligheder omkring indkvarteringsform og måde. Ikke om sportslig placering, vores hold kan kun forvente en 4. plads. Efter ankomst modtages vi af vores tildelte guide. Beril Karlsson. En SL-minibus bringer os ud til OK Motor hotel i Johannehov. Et stort dyrt hotel med farve-tv på værelserne. Alt for høje priser i forhold til aftalerne fra København. Trods dette et højt humør. Aftensmad for egen regning.

Lø 31/8 Tidlig busafgang til Torvalla Simhall og Idrotsplats i bydelen Handen 25 km. væk.

NM i atletik og svømning indledes. KL. 10.30 er der indmarch i svømmehallen med landsnavneskilte, flag efterfulgt af talere fra N, F. og S. DK markerede sig negativt ved ikke at komme til mikrofonen, noget som Orla og jeg bagefter følte os flove over, her svigtede vi begge.

Kl. 11 indledes konkurrencerne i svømmehallen, hvor der kun tilfalder DK en medalje i 100 m bryst til Leif Rasmussen. Efter frokost på en nærliggende skole bliver der et ledermøde, hvor jeg deltager. Det danske islæt står svagt, da vi i alle discipliner kun får pladser fra nr. 5 og nedefter. I atletik kommer jeg i min disciplin 100 m i 1. heat og bliver nr. 3 i pæn tid, der

giver en samlet 6. plads. Kl. 18-19 er der ”kammeratligt samvær”. Og så bus retur til hotellet,

hvor der bliver frit samvær og fest i restauranten.

Sø 1/9 Da det viser sig at vores lunch-billetter var meget dyre, smører vi i smug frokostpakker ved morgenbordet og tager det med til stadion. Trods enkelte lyspunkter med personlige rekorder (Preben Breed bliver nr. 5 i kuglestød), fortsætter den ret svage danske indsats.

Vores venner fra Aalborg klarer sig i deres discipliner i svømmehallen fornemt med 4 sølv og 1

bronze. Kl. 15.30 er der afslutningsceremoni i svømmehallen. Så farvel til venner fra F, bl.a. Arvo Karvinen inden bussen kører til Centralstationen. Her deler vores gruppe sig i 2, (det ene hold bliver på en restaurant), mens jeg viser de seende rundt i centrum, som jeg tydeligt husker fra mit studieophold i foråret 1973. Samlet igen så taxa ud til hotellet.

Ma 2/9 Vi er oppe kl. 05. Ved morgenbordet smører vi madpakker til togturen hjem. Søndag aften betalte jeg den store hotelregning. Under togturen tilbage til København, hjælper Orla Jacobsen mig med at få en kyndig og klar opstilling af regnskabet for denne tur. Kort efter jeg er helt hjemme, ringer telefonen. En journalist fra BT havde fra dagbladet Dagens Nyheder hørt om stævnet i Stockholm og ønskede et interview og ønskede at få det klaret her i aften. Senere dukker denne kvindelige journalist op sammen med en fotograf, da de også ville tage et billede af mig. Da de ønskede et af mig, hvor jeg stod på hænder, måtte jeg sige, at det ville jeg ikke, kun et ”normalt” billede.

DK-resultater: Ingen pladser i top3. De 2 gæster fra Aalborg, Lena og Laila henter i svømning en 2. og 3. plads.

Fr 22-24/11 Er med fly til Oslo, hvor jeg indlogeres på Hotel Viking tæt på Østbanegården. Fra 18- 22 er jeg i Norges Blindeforbunds bygning, hvor jeg sammen med vennerne i BIK f. Bl. har et formøde inden fællesmødet i morgen. Fra 22.30-02 er hele gruppen inviteret ud til sekretær Arne Husveg i dennes skønne villa, beliggende ca. 15 km udenfor Oslo. Både før og efter inviteres vi hen til husets bar, – den største i et privat hjem, som jeg har set. Husveg roser mig for min holdning og taleevne på mødet. Atter tilbage på hotellet, hvor de andre også bor, får vi en godnatdrink hos finske Aapo Koskinen. Før jeg lægger hovedet på puden, skuer jeg lige ud ad vinduet og ser et billede af aftenstemning over Oslo.

Lø 23/11 Er tidligt oppe, så jeg kan skrive et referat af gårsdagens møde. Efter en lille bytur indtages der morgenmad til 5 på v. 906. Her er 2 svenske, 2 finske og jeg. Et traktement, som jeg arrangerer på bordet, da jeg er den bedst seende.

Her kan vi så gøre os helt klar til mødet med landshandicaporganisationers delegerede. Kl. 11 møder jeg så fra DHIF Bodil Eskesen, Simonsen og Knud Adrian, der kom med båden fra København. Det store fællesmøde har så mødetiderne 11-14 og 15-18. Her har jeg mange indlæg og kommer ganske godt fra det, men situationen er vanskelig, da de nordiske landes handicap-idrætsforbund gerne vil ”sluge blindesporten” uden at denne gruppe kan beholde en vis selvbestemmelse, – men det accepteres ikke. Vi vil i en ”paraply” bevare egen profil. Vi i NIK f. Bl. er gode til at støtte hinanden, især Kjell Abrahamsen (Norge) og Arvo Karvinen (Finland) har fornemme indlæg.

Fra 18-19 skriver jeg referat fra dagens møder, der senere vil tilgå DBS.

Fra 20-24 er arrangøren vært for et aftenarrangement med pindemadder og drinks fra en fri bar. Trods uoverensstemmelser bliver det et fornøjeligt samvær, så barrieren så småt falder, så vi blander os og får det rart sammen. Det bliver også til lidt dans. Fra 00-01 nyder jeg et glas kampari hos finnerne på Arvos værelse, hvor han og jeg opsummerer dagens møderesultater. Også denne aften eller nu nat, kikker jeg ud over Oslo før jeg finder sengen.

Sø 24/11 Dagens møder er fra 09-14 med indlagte pauser til kaffe eller drinks.

Udover takketaler fra de forskellige komiteer, forholder jeg mig præcis til min rolle som observatør. Efter middagen siger jeg farvel til de 3 fra DHIF. Sammen med 5 svenskere er jeg i

taxa ud til lufthavnen kl. 16. Fin hjemtur.

1975:

Ti 15/4 K.V. Andersen og jeg er til handicap-idrætsforbundenes møde i Stockholm, hvor der igen tales om en endelig løsning på i verserende problemer. Der sker dog fremskridt. Enighed om, at

NIK f. Bl. stadig skal bestå, og have kompetence til at stå for stævner, turnus og valg af discipliner. Udtalelsen lyder meget godt, men hvad med realiteterne?

19-20/4 holder DHIF Landsmøde i Vingsted Centret ved Vejle. Et positivt møde, der nu giver håb for fremtiden.

September 1975 Rollball-stævne i Bad Canstadt, Stuttgart

DK-hold: sv.s.: Bent Marcussen, Bent Christensen, Preben Breed, Henning Eriksen, bl.: Preben Petersen, H.P. Christiansen, Egon Børgesen.

Fr 7/11 er jeg igen i Oslo, hvor der er møde i NIK f. Bl. Dagsordenen med 12 punkter, – et fint møde. Er tilbage kl. 23.

Fr 21/11 Bodil Eskesen, Knud Adrian og jeg fra DHIF flyver til handicapidræts-forbundenes sportsmøde i Helsinki. Indkvartering på Tapiola Garden Hotel.

Samtaler med delegerede, fra Norge og Island om emnerne til mødet i morgen. Først i seng kl. 03.

Lø 22/11 Selv efter få timers søvn bliver det en herlig morgen. Efter morgenmaden en lille gåtur til Tapiola Center. Dagens møder er 11-14 og 15-17. Dagsordenen viser tydeligt dagens problematikker, hvor man genoptager status quo fra mødet i Oslo. På trods af de kendte modsætningsforhold bliver det en god debat. Jeg er meget med og bliver kraftigt støttet af Arvo Karvinen F og Ebers S. Senere bliver det også til separate møder hos DHIF´s formand Bodil Eskesen og Ebers S. Selv om der skænkes drinks, løser det ikke den hårdknude, der er ved at opstå: skal der ved dette møde stiftes et Nordisk Handicap Idræts Forbund? Efter middagen er afsluttet er der fra kl. 19 frit samvær. Så går Knud Adrian og jeg systematisk i gang med at kontakte ”vores modpoler” og vi når dem alle. Det bliver til 6 timers hårdt arbejde. Aftenen var ellers lagt festligt an, men Adrian og jeg havde en mission der skulle udføres. Aftenens mulighed for dans gled os forbi, Adrian har jo dårlige ben og jeg prøvede det lige.

Efter Adrian og min runde sætter vi os ved vores bord og slapper lidt af. Her får vi komplimenter for vores ihærdige indsats, bl.a. fra islændingen Sigurdsson. Lokalet havde egen fri bar, så det bliver til flere whiskyer, min forkølelse tager til og stemmen bliver slidt. Til ro kl. 02.

Sø 23/11 Atter en fantastisk morgen. Udsynet fra hotellet over denne ret nye bydel og landskabet er meget fascinerende. Dagens møde bliver fra 10-12.30.

At der ikke bliver stiftet et Nordisk Handicap Idræts Forbund ved denne lejlighed bliver hurtigt en kendsgerning efter indlæg fra Adrian og Ebers, som aftalt lørdag aften. Selv om vores formand Bodil Eskesen ønskede det etableret, kunne vi andre ikke støtte det. I så fald skulle kommissoriet først have været besluttet i DHIF og ikke omvendt. Egentlig ret pinligt for vores formand, at komme her ”på udebane”, og ikke havde styr på dette ”hjemmefra”.

For vores NIK f. Bl. bliver dette lidt af en sejr over for handicaporganisationerne, da der, stadig – fra visse sider – kunne være tvivl om denne komités kompetenceområder. Arvo Karvinen og jeg, der har sæde i komiteen, kunne her sikre os, at ”de blindes område ikke blev løbet over ende”. En god 3-dages tur.

1976:

Sø 5/4 Her på min søn Peters 5-årsdag er der DHIF HB- møde i Idrættens Hus. Resultat fra mødet bliver, at DHIF´s konsulent afskediges, da han havde overskredet sin kompetence ved at udtale sig ”politisk”, hvad han ikke kunne. Herefter meddelte formanden Bodil Eskesen, at hun ikke stiller op ved næste landsmøde, da hendes forslag til strukturændring formentlig ikke godkendes. På dette møde havde jeg mange indlæg med stærke markeringer. Dagen efter giver jeg referat til Svend Jensen, der blev glad for min indsats på mødet.

24-25/4 DHIF Landsmøde i Idrættens Hus. Desværre kunne Knud Adrian ikke komme. Hovedpunktet – Strukturdebatten – kommer kl. 19. Her oplever jeg det fatale, at dirigenten og min HB-kollega Leif Sørensen, affejer den af mig fra 4 landsorganisationer fremlagte principbeslutning til struktur. Straks efter beder jeg dirigenten om at suspendere mødet i 5 minutter, hvor jeg lige kan ”sunde mig” og gøre klar til en vurdering til denne uventede drejning af mødet og fundere over Leif Sørensens mærkelige holdning, der var anderledes kort forinden. Hans anke var, og det er jo utroligt, at Svend Jensen, der havde udfærdiget skrivelsen ved en fejl var kommet til at benytte et ark brevpapir med ”DBS´s hoved” og ikke ”DSI´s hoved” (De Samvirkende Invalideorganisationer). Herefter påbegyndes B. Eskesens forslag, der går til afstemning og vedtages. Jens Bromann og jeg beder om at få dette materiale overført til Strukturudvalget, der dog ikke tillades. Herefter var vi virkelig kommet i klemme. Senere taler jeg meget med Knud Adrian i telefon. Ved morgenkaffen søndag får jeg en fin samtale med den svenske Bengt Hallén fra SHIF. På formiddagsmødet bliver der debat om Bodil Eskesens forslag.

Efter middagspausen skal der stemmes om forslaget. Forinden kommenterer både Jens Bromann og jeg problematikken i det. Afstemningen viser: 59 for, 9 imod. Herefter aftaler alle vi, der repræsenterer blindeidrætten, at vi afstår fra at stille op til valgene. Vedr. disse lod Bodil Eskesen sig genvælge. Knud Adrian, Ravn og jeg går. For mig – der har siddet i stiftelsen siden 31/10-71 – får jeg en opfattelse af, at DBS nu trækker sig helt ud. Da jeg kommer hjem, ringer jeg til Knud Adrian. Dagen efter kontakter jeg formand Svend Jensen med info om weekenden.

On 28/4 er jeg til møde i DBS med Svend Jensen, K.V. Andersen og Kaj Cramer. Et godt møde.

Maj 1976 Jubilæumsstævne Goalball i Bonn

DK-hold: sv.s.: Bent Christensen, Henning Eriksen, Orla Jacobsen,

bl.: Jens Bromann Jensen. Leder: J.P. Svennesen.

Ma 21/6 ringer jeg til Svend Jensen vedr. snak om DHIF. Hans kommentar er, at de stadig har fuld tillid til mig og tilføjer: ”Leif, du kan frit boltre dig”.

23-28/6 1976 NM i Atletik og Svømning i Oslo.

DK-hold: sv.s.: Inge Jørgensen, Else Hansen, Bodil Nielsen Orla Jacobsen, Leif Martinussen,

bl.: Jens Bromann Jensen og Birthe Narvi.

Om stævnet:

Da Orla Jacobsen og jeg er ledere på denne tur er vi også til møder, endda et par sene møder med spiritus, hvilket vi sportsfolk skulle holde os fra, men vi lod os friste. Resultaterne bliver derefter, – så jeg, der også er sportsdeltager, er langt svagere end ellers til NM. Den dalende danske interesse for atletik gjorde, at også dette stævne gav et svagt slutresultat. Eneste lyspunkter er i svømning:

Damer sv.s.: 5o m, bryst nr. 2 Else 1.03,0 min. nr. 3 Inge Jørgensen 1.03,3

Damer bl.: 50 m bryst nr. 2 Birte 1.41,1 Min.





Bislett Stadion. Torben, Leif, Arne, klar til at løbe 100 m. Sandgraven til springøvelser. Præmieoverrækkelse.


DHIF´s flotte LOGO

En hilsen til NM i Oslo fra Jan Molberg Norsk Handicap Idrætsforbund.

31/7 1976 Paralympic Games, Toronto i Canada

DK-hold: sv.s.: Orla Jacobsen, Henning Eriksen, Bent Christensen, bl.: Jens Bromann

Leder: J.P. Svennesen. Jeg kunne ikke komme med, da mit syn ”er for godt”.

Men jeg kunne glæde mig over, at de blinde sportsudøvere også nu havde fået adgang til Olympiade-niveau. I goalball hentede disse herrer bronze. Henning Eriksen fik bronze i kapgang.

1977:

21-22/2 er i Helsinki, hvor jeg modtages af Carl Lind og Riitva Kuukoski og den norske nygifte Britt Kjellstad. Vi kører i bil 15 km nord for byen til Onnela ved Tuusula til Det Finske Blindeforbunds Feriehjem; en samling huse beliggende i et smukt snelandskab. Her skal der være møde i NIK f. Bl. Her møder vi deltagerne fra Sverige: Ebers og Judenström. Til mødet fra 14-19 ser jeg også min gamle ven Arvo Karvinen. Så ned til en sauna ved søen, hvor nogle også gik ud og tog en dukkert i et hul i isen. Herefter er der en fin middag i en flot ramme, med vodka, øl og cognac. Her kommer talere og gode samtaler, hvor jeg også må markere mig. Arvo viser mig rundt i det smukke center. Vi kommer også til festsalen, hvor Arvo gerne ville have at jeg spiller Mendelssohns Bryllupsmarch på klaveret for den nygifte Britt. Herefter er vi igen i sauna, hvorefter vi går nøgne ud og ruller os sneen. Klokken var da blevet 01, kort efter i seng. Fra mit værelse har jeg i dagtimerne en fantastisk udsigt udover søen og landskaberne med de store vidder.

Den følgende dags møde fra 8.30-13 viser samme holdning til de mange spørgsmål: Vi er alle enige i synspunkterne omkring blindeidræt overfor handicap-forbundene. Under punktet valg, foreslår man fra norsk og svensk side mig som ny næstformand, hvilket jeg accepterer og takker for. Formand er jo Arvo Karvinen. Denne udnævnelse viser sig at blive historisk, da Danmark ikke tidligere har haft denne placering. Så en frisk travetur i landskabet. Så kommer der en oplysning om, at vejene hertil for øjeblikket var blokeret af sne, så vi må håbe på, at der senere bliver mulighed for taxaer til lufthavnen. Da vi befinder os på et feriested, foreslår de finske venner, at vi her efter frokost, deltager i fællesdans, hvilket vi gør. Det bliver en pragtfuld oplevelse, men også mærkelig fordi de finske piger ikke kunne et ord svensk eller engelsk. Efter dansen går vi igen i sauna. Ved 17-tiden er vejene igen farbare, så vi kan få taxaer til lufthavnen. En fornøjelig biltur med mine norske og svenske venner. Efter mellemstop i Arlanda, ankommer jeg til Kastrup 21.10, hvor jeg hentes hjem i bil. Dagen efter giver jeg Svend Jensen et telefonisk referat fra mødet. Hans reaktion er meget positiv, – for der er fælles holdning. Senere får han (som, vanligt) et skriftligt referat fra mig.

Lø 16/4 BSI (Blinde og Svagsynedes Idrætsforening) afholder et seminar på Raklevgården ved Kalundborg over emnet: BSI – DBS – DHIF. Her deltager DBS´s hovedkasserer Kaj Cramer og Orla Jacobsen fra BSI. Fra DHIF deltager Karl Vilhelm Nielsen, en gæv person, der altid har udvist forståelse for blindeorganisationen. Min fornemmelse af Kaj Cramers vurdering af mig under dette møde er, at jeg stadig er en støtte for DBS, (jeg har jo også repræsenteret dem siden etableringen til et DHIF tilbage i sommeren 1970).

Ti 17/5 Kl. 10-11 er jeg indkaldt til møde i DBS, hvortil også er Svend Jensen, Kaj Cramer og K.V. Andersen. Emnet er: Nordisk Komite og EM i Poznan i august i Polen. På denne tur skulle jeg være repræsentant for DBS, og som aktiv deltager ville jeg få mit deltagergebyr dækket. Stor tilfredshed til mit udkast til brev vedr. indbydelse til møde i København.

Ma 15/8 Nordisk Komitemøde her i København, emnet er turen til Polen. Inden det egentlige møde er der en orientering til repræsentanter fra tandemklubberne. For DBS deltager kvartetten Svend Jensen, K.V. Andersen, Kaj Cramer og jeg. Arvo Karvinen og Aapo Koskinen fra Finland. S. Jensen byder velkommen og foreslår mig som dirigent og Cramer som referent. Bag disse sidder Torben Langer og Jørgen Krogh (fra tandemklubberne) og Orla Jacobsen, Jens Bromann og Nils Ruberg, der skal lede turen. Et godt og velgennemført møde. Alle aftaler bliver som ønsket.

Herefter tager finnerne og jeg en taxa hjem til Kirsten, der byder på kaffe og cognac inden finnerne skal i lufthavnen. Herefter skriver jeg kladde til referat fra mødet.


24/8-31/8 1977 1. European Sport Games for the Blind, Poznan, Polen.
Atletik, Svømning, Torball,
(opdelt i bl. og sv.s.)

DK-hold: sv.s.: Arne Christensen, Bent Christensen, Jørgen Ulf Christensen, Henning Jacobsen, Orla Jacobsen, Palle Lykkeby Jensen, Niels Ove Jørgensen, Torben Kinderup, Leif Martinussen, Åse Sørensen, bl.: Jens Bromann Jensen, Kirsten Baltzen, Else Hansen.

Turleder: Niels Ruberg Larsen, + J.P. Svennesen, Birgit Storgård, Hans Pedersen.

Poznan Åbningen på stadion, – der ventes på indmarchen


Poznan-avisen “Gazeta Zachodnia” har den 27-28/8 på side 2 og 6 billeder og længere omtale af mesterskaberne. 1. billede er fra indmarchen, hvor der i nederste højre hjørne lige skimtes det danske hold. Overskriften er: “Repræsentation af 17 lande på Poznan stadion”. 2. billede er af manden med sportsflag, der med faldskærm lander på stadion. DLA KAZDEGO COS SPORTOWEGO er overskrift til artiklen, hvorunder der i oversættelse står: “Vi har i lang tid ikke haft så mange interessante sportsbegivenheder i byen. Dette er resultatet af People´s Tribune-festivalen, der for første gang bliver arrangeret i vores by”. (Nedenfor: Det danske hold ved indmarchen).


Det danske hold ved indmarchen

Orkester ved indmarch.


Ventetid før konkurrencer.


Orla, Else, Niels og Kirsten venter på at det skal begynde.


Min start på 100 m løbet.

Pokaler der venter på at blive uddelt.


– og her sker det.


Fra hallen, hvor der spilles Torbal (Goulball).

Om stævnet:

On 24/8 Min familie kører mig til Hellerup Station, hvor holdet skal mødes og stige ind i vores bus til Polen med afgang 06.30. Ankomst Varnemünde 13.40. Så grundig pas- og toldeftersyn af et ikke særligt venligt personale. Bussen fortsætter gennem Rostock, Braunschweig, Prenzlau til den polske grænse, hvor proceduren med stempler i mange papirer i et træskur tager 2 timer. Videre gennem Stettin til en landevejskro, hvor vi spiser mad. Så gennem Gorkow og frem til Poznan. På vejene har vi set mange lastbiler og traktorer, ikke så mange personbiler. Flere strækninger har været smukke alléer, rolige landskaber. Af nyt kun kæmpe boligblokke, ellers mest forsømte bygninger, der alle fremtræder farveløse og misligholdt. KL. 23 når vi til Poznan og kører meget rundt, inden vi finder den rigtige adresse. Akademischen Zentrum, Dozynkowa strasse. Vi indkvarteres i blok A på 2. sal. Får v. 239, hvor jeg deler værelse med Svennesen, Orla og Ulf. Dette er et meget trist sted, lidt dårlig lugt og dårlige toiletforhold med et begrænset antal toiletruller. Vaskeforholdene var også kritisable.

To 25/8 Her til morgen får vi at vide, at urene skal stilles 1 time frem. Morgenmaden indtages i en anden blok på 1. sal. Menuen: står på mælkesuppe, agurker, tomater, løg, hamburgryg, , brød, boller og te. I alt 17 deltagerlande, der hver får stillet 3 guides til rådighed. Vores er de 2 midaldrende Elizabeth og Kristina (der udover polsk også kan lidt tysk, – ikke engelsk), og den unge pige Rosa på 25 år, der kan engelsk. Da vi ser hende, har hun en rose med til vores leder Niels. Alle deltagere har modtaget en pose med forskelligt + en bluse. Formiddagstur til city hvor vi besøger ”Mercury Hotel”, der har en butik med vestlige varer: spiritus, parfume, kun vestlig valuta. Ingen adgang for ”almindelige polakker”? Så tilbage til middag, hvor alle have fået spisekuponer. Så ud i aftenen hen mod den gamle bydel med torvet. Niels Ove og jeg møder en polak, der gerne vil veksle til vestlig valuta. For at nå frem til en handel, går vi ned i en kælder, og ved et bord viser vi ”med hånden” hvilke tal, der skulle indgå. I tilfælde af, at “der sad én og iagttog os”, måtte der ikke blive beviser på nogen aftale, det var forbudt. Ser det monumentale torv, domkirken og teatret.

Her købes en dug af hør og lommeknive. Møder igen ”vores polske ven”, der vil købe valuta. Er med sporvognen tilbage. Herefter snak med lederen Niels til kl. 03.


Et fotostop fra en hyggelig gåtur.

Fr 26/8 Om formiddagen er der træning på forskellige steder. 2 stadions, svømmehallen og i en meget flot hal.

Deltagerne var inddelt i 3 grupper efter deres syns-kvalifikation, hvor klasse A, er totalt blinde.

Klasse B ((0-3/60) stærkt svagsynede. Klasse C (3/60- 6/60) svagsynede.

Kl. 15 finder den Officielle åbning sted på STARTS Stadion. En flot indmarch, hvor der foran hvert af de 17 hold er 2 piger, en med landsskiltet og en med flaget. En ceremoni med musikkorps og så tændes en fakkel med ild til ære for dette stævne. Et flot skue. Det store danske hold er alle i røde træningsdragter, og der er orden i rækken. Så brydes den solbeskinnede himmel af fly over stadion med en transparent, hvor der står Europsport. En helikopter dukker frem hvorfra der springer 2 mand ud med faldskærm. Det polske TV optager åbningen. Varighed ca. 2 timer. Tilbage i vores indkvartering, blok A, bliver der en orientering om de følgende dages program. Derefter på værelset lidt øl, vodka og kiks.



søen: Jezioro Rusalka torvet: Duzy torf



Lø 27/8 Til træning på stadion er der busser, der hele tiden pendler mellem frem og tilbage. Fra 14- 18 er turlederen Neils, den unge polske guide Rosa og jeg på indkøb i den gamle bydel. Vi når også op i det 10 etager høje runde varehus, hvor der øverst oppe er en Dollar-butik. Her køber jeg bl.a. sko til min Peter (6 år) til 200 zloty, der omregnet svarer til ca. 12 danske kroner. Der købes fine tørklæder, og naturligvis også et til Rosa. Lander på en restaurant, hvor snakken falder på traditioner: jul, nytår, påske m.m. Under snakken nyder vi is-sherry. Af oplysninger om landet hører vi, at officielt gifter 50 % af polakkerne sig i kirke, uofficielt langt flere.

Om aftenen inviteres vi til koncert på byens konservatorium, der netop havde fået indviet sin nye flotte koncertsal, der dog knap var helt færdig. Det musikalske program blev fremført af blinde og svagsynede musikere.

Sø 28/8 Konkurrencerne indledes kl. 09. Herunder får jeg lang snak med Rosa, der fortæller om dagens levevilkår i Polen. Hun ville gerne invitere nogle af os på besøg hos sig og sin mor, hvor hun stadig bor, men hun var lidt flov over, at vi skulle komme på et tidspunkt, hvor der var vaskedag, for så hang alt tøjet til tørre over stoleryggene i stuen. Hun fortæller også, at grunden til at hun havde taget dette job som guide var for at kunne skaffe sig goodwill hos staten og tjene penge til at købe sig et pas. Hun viser mig sit id-kort, Hun havde søgt om et pas i 4 år, endnu intet resultat. For at erhverve sig et pas, skulle der ske følgende: Skaffe sig 113 Dollar samt købe 24 Dollar af staten til en købspris á 70 zloty for 1 Dollar. Det store problem var bare, hvordan skaffede man sig illegalt Dollar? Vi befinder os i hallen, hvor vores Rollball hold spiller, og dem følger vi. Pludselig bliver hun nervøs, da hun fornemmer, at der er en ”stikker” i hallen, der følger os på afstand. Senere får jeg et møde med Arvo fra Finland. Han og jeg skal jo repræsentere nordisk regelsæt under dette stævne, så hvis der opstod problemer, skulle vi træde til. Regn om eftermiddagen. Til ro kl. 23.

Besøg i Kórnik, slottet med forskellig byggestil i de 4 verdenshjørner



Inde fra slottet: holdleder Niels Ruberg Niels Ove, Orla og guiden Rosa

Ma 29/8 Vi er tidligt oppe og vejret er fantastisk. For mig bliver det en spændende dag på stadion. På stadion varmer vi op, og jeg tripper lidt inden mit 100 m løb i gruppe B heat 5. Mit rygnummer er 113. I vores gruppe hersker der stor spænding om Torben kan slå mig tidsmæssigt, vi bliver placeret i forskellige heat, hvor vi. begge bliver nr. 4. Han løber på 13,0 sek. jeg på 12,8 sek. Mit løb er ellers godt, men taber fart på de sidste 20 m. Hos damerne opnår Åse igen en medalje, da hun får bronze i 60 m løb. Dagen før vandt hun også bronze i en svømmedisciplin. Vi fra Norden konstaterer, at her er mange dygtige atleter, så vores placeringer bliver ret beskedne. Sverige

og Finland holder dog fanen højt i nation konkurrencen.

Vi overværer ceremonien ved præmieoverrækkelserne med blæsefanfare, flaghejsning og nationalmelodier, hvor piger i nationaldragter kommer med medaljerne på en bakke, et meget festligt skue. Den officielle afslutning, hvor vi igen er opstillet i grupper, finder sted fra 15- 16.30. Efter udmarch begiver vi os alle hjem til et hvil på værelserne. Om aftenen er der så afslutningsfest, hvor vi deltager i diskoteket på 2 etager. Det bliver en festlig aften, hvor vi hygger os. Niels Ove og jeg slutter med en lang snak på gangen, – til ro kl. 03.

EM slutresultat:

Nationplacering i Svømning: 1. DDR 113 p. 2. Sverige 105 p. 3. Sovjet 91 p.

Nationplacering i Atletik: 1. Sovjet 222 p. 2. Polen 211 p. 3. Finland 105

Nationplacering i Atletik og Svømning: 1. Sovjet 312 p. 2. Polen 243½ p. 3. DDR 169 p.

Danmark fik 2 bronzemedaljer, begge gik til Åse Sørensen hentet i atletik og svømning.

Torben Kinderup satte personlig rekord i sine 3 discipliner: 100 m og 800 m løb og længdespring. Atletikholdets ældste Leif Martinussen løb et flot 100 m løb. Else Hansen satte også personlig rekord i svømning. Rollball-holdets forventninger lå ret højt men endte på en 5. plads. De kunne have håbet på mere, ikke mindst fordi 3 af spillerne sidste år ved Para-Olympiaden i Toronto i Canada i Goalball hentede bronze. Slutresultat i Poznan: Belgien guld, Bulgarien sølv og Polen bronze.

Om de 2 holdspil (som tidligere oplyst):

Goalball: 3 blinde spillere, der er målmænd, forsvarere og skytter.

Roll Ball: som i Goalball, + 2 svagsynede skytter.

Banen har målene 26 + 13 m. Bolden med en klokke har vægten: 2 kg.

Ti 30/8 Vi er allerede oppe kl. 06 for at kunne tage en bustur ca. 30 km. Syd for byen Kórnik. Vi ser den flotte slotspark, hvor vi konstaterer, at de 4 udvendige slotssider repræsenterer hver sin stilart. Inde i slottet ser vi et af Chopins klaverer. Tilbage i Poznan ser vi en mindelund med et stort mindesmærke for den for den ukendte soldat, – her er også et museum for krigsmateriel. Vores guider der er med pointerer, “at dette sted er et mindesmærke for faldne polske soldater, ikke russiske”. Alle ønskede fred i verden, ikke de store forsvarspagter, der står overfor hinanden.

Om eftermiddagen besøger Niels Ove og jeg lige et SUPER SAM, hvor vi køber vander, kiks og mandler. En slags ”brugs” , et sted med mange ansatte og kun delvis opfyldte hyller. Herefter gøres der klar til rejsen hjem i morgen. Svennesen, Niels Ove og jeg slutter dagen med at vi gæster diskoteket og deler en fl. Riesling den sidste aften i byen.

On 31/8 Oppe kl. 06 Guiderne Elizabeth, Kristina og Rosa kommer og siger farvel til os. Holdets gave til dem er en rigtig fransk parfume. Gaver der var næsten uopnåelig for de 2 ældre kvinder, da det skulle købes for vestlig valuta. KL. 08 forlader vores bus stedet, foran os venter mange kilometer hjemad. På turen sidder vi og falder sammen i sæderne og halvsover. Let grænseovergang til Østtyskland. Finder så igen en kro for at spise varm mad, der smager fortræffeligt. På færgeoverfarten spiser vi dansk bøf med Tuborg øl til. Da vi kommer til Gedser, glider vi let gennem tolden, grundet vores leder Niels Rubergs bemærkning om, ”at bussen indeholder det danske blindesportslandshold”. Hvilken uskyldig bemærkning. Men, hvis sandheden skal frem, så blev der smuglet voldsomt. Historien om en ekstra kuffert i bussen, hvor visse ejermænd havde et særligt indhold, vil jeg lade stå i det uvisse.

I Hellerup hentes jeg af min kone og 2 sønner hjem efter ugen i Polen.


Et madstop ved en østtysk landevejskro. Her får vi virkelig et dejligt måltid mad med øl til

Ti 4/10 er jeg til møde i DBS. Her er Svend Jensen, K.V. Andersen og folkene fra DHIF Steffen Andersen og Karl Vilhelm Nielsen. Emnet er ”Blindeidrætten og DHIF” forløber meget positivt. Efterhånden kan DHIF indse, at de blinde selv skal lede og styre ud fra en mangeårig erfaring. Vi vil dog gerne være under ”en fælles paraply” (En sætning vi tidligere har givet udtryk for).

Fr 11/11 Jeg ringer til Svend Jensen for at få præciseret min placering i ”nordisk idræt”. DBS ønsker fortsat at jeg skal sidde i ”Nordisk Idræts Komite for Bl.” uanset resultatet af mødet i morgen. Han var tilfreds med min rapport fra EM i Polen.

Lø 12/11 Fra 09.30-15 er der på Instituttet i Hellerup arrangeret et landsmøde med debat og beslutning om blindeidrættens tilknytning til DHIF. Her kommer også tanker frem vedr. at kunne etablere et Blindeidrætsforbund. Dagens debat forløber roligt og meget bliver afklaret. Da jeg er med ”som observatør for DBS” har jeg gode samtaler med Steffen Andersen og Karl Vilhelm Nielsen fra DHIF. DBS dækker mine vikarudgifter til 4 tjenester i min kirke.

1978:

Ma 20/3 Svend Jensen DBS beder mig om at udfærdige den officielle indbydelse til NM i atletik og svømning i København 23-24/6-78.

On 22/3 Møde i DBS, hvori også deltager Jens Bromann og Bent Christensen. Her bliver min indbydelsen til Norden + mine aftaler med firmaet DEKI vedr. køb af medaljer m.m. godkendt.

11-15/5 1978 Jubilæumsstævne, Atletik, Svømning Torball i Berlin.

To 11/5 sv.s.: DK-hold: Arne Christensen, Bent Christensen, Kirsten Christensen, Else Hansen, Orla Jacobsen, Leif Martinussen, bl.: Jens Bromann Jensen, Jeanet Høst Hansen, Heidi Nielsen.

Leder: J.P. Svennesen. Ledsagere: Karen Ellemann, Kirsten Martinussen. Discipliner i atletik, svømning og goalball.




Svennesen sammen med flere fra det danske hold


Om stævnet:

Togafgang kl. 22. Holdet på i alt 12 fordeler sig på 2 kupeer. Vi 2 deler kupe med Arne, Orla, Heidi og Jeanet. Fin togtur sydover mod Gedser- Varnemünde, hvor der ikke bliver så meget søvn, dertil er der for megen sjov og højt humør.

Fr 12/5 Det er en kold morgen, hvor vi kl. 08.48 ank. til Vest-Berlin til stationen Berlin ZOO, hvor vi anbringer vores bagage i bokse, og derefter ud i byen til en restaurant til morgenmad. Her bliver vi enige om at tage en smut over til Øst-Berlin. Vi benytter overgangen ved Friedrichsstrasse, hvilket giver en stærk og overraskende oplevelse. Da vi endelig kommer igennem den sidste sluse ind til Øst-Berlin oplever vi forskellen på øst og vest. I modtagerlokalet i Øst melder luften en duft af billige rengøringsmidler. Adgangsbilletten koster 5 D-mark + 6,5 Øst-mark.

Her er ventende mennesker, der står i kø for at komme den anden vej, alle har nærmest udslukte ansigtsudtryk, – farverne er triste og ikke særlig velholdte. Da vi så kommer op til gadeniveau, opdager vi hurtigt andre forskelle: langt færre biler, ret så farveløs, – en koldere atmosfære. Vi kommer ind på byens hovedstrøg ”Unter den Linden”, der ved grænselinjen på Brandenburg Tor på den anden side munder ud i ”Kurfürstendam”. På en café køber vi kaffe, cognac og lagkage, en god oplevelse. Så fortsætter vi ned mod Brandenburg Tor med den skarpe grænse. Tilbage igen og lige før overgangen tilbage til Vest, ser vi salgsboder med udstillede varer, der alle har dateringer, der minder os om ting og design for 15 år siden derhjemme. Så gennem slusen og hen at finde vores bagage. Vi tager med U-banen mod nord til vores adresse: ”Jugendhotel Nord” på Hochstrasse 3/4, 1000 Berlin 65, hvor vi bliver indkvarteret: Svennesen, Orla og jeg på v.501, Kirsten og Jeanet på v. 407. Efter aftensmaden der er spartansk, traver vi ud i byen, hvor vi i nabolaget køber varme pølser m.m., og så besøger vi værtshuset ”Fass”. Inden sengetid – samt efter og under hele turen – er der ”små bægre” med dram fra Svennesen og Orla. Kl. 22 er alle i deres senge.

Lø 13/5 Efter en rar nats søvn er vi alle oppe kl. 06. Efter morgenmaden tager vi ud til Herthas Stadion, hvor atletikken skal finde sted. Her føles vejret meget koldt, hvilket bestemt ikke bliver befordrende for gode resultater, desuden ser løbebanerne dårlige ud. Trods det giver det alligevel mange fine resultater. Mit 100 m løb, giver tiden 13,5 sek. Pigerne er generelt gode i noget svagt tilmeldte discipliner. I kvindernes 400 m løb, løber jeg med Jeanet, hvilket giver hende 1. pladsen. Derefter ind i klubhuset til vores madpakker og kaffe og noget varme. Mens pigerne er til konkurrencer i svømmehallen, er mændene + Kirsten tilbage på hotellet til lidt hvil. Efter aftensmaden 17.30 og efter et møde på v. 502 (hvor berlinerne havde givet os en kasse øl til hygge) deler gruppen sig. Nogle vælger værtshuset ”Fass”. Andre, dvs. Jens, Karen, Heidi, Kirsten og jeg tager med U-banen ind til ”Kurfyrstendam”, hvor der virkelig sker meget. Et sted med flotte forretninger og voldsomt liv i gaderne. Sikken en atmosfære. Her er storby med alt hvad der hører til. Da vi kommer tilbage, smutter vi lige forbi ”Fass” inden sengetid.

Sø 14/5 Kl. 07.30 afgår en dobbeltdækkerbus ind til sportshaller nær City, hvor kampene i Rollball skal finde sted. Der er tilmeldt 12, der fordeles på de 2 haller. Vores kampe fører til følgende resultater:

Marburg- Kbh: 1- 3. (jeg scorer det 1. mål). Langenhagen- Kbh: 1-2 (jeg scorer det 1. mål). London- Kbh. 3-11 (jeg scorer 6 mål). Braunschweig- Kbh. 2-1. Berlin- Kbh. 3-0.

Vi bliver nr. 2 i gruppen. Herefter omspil mellem 1´erne og 2´erne. Vores kampe.

Kbh.- Nürnberg 1-2 og Stuttgart- Kbh. 3-2. Slutstatus: Berlin, Nürnberg, Stuttgart, Kbh. Så hjem til hotellet til bad og omklædning. Så ud til et meget flot sted ”Marmorbanketsaal”. Præmieoverrækkelse, Traktement med ostebord, øl og kaffe.

Så spilles der op til dans. Er hjemme igen 02.30.

Ma 15/5 Oppe kl. 06. Er med U-banen til Centralstationen ZOO. Køber flere mærker til drengene. Afg. 08.42. Fin hjemtur, – på færgen køber vi lidt og smugler lidt. Jørgen henter os på Hovedbanegården. Drengene bliver glade for at se os.

11-17/6 1978 VM i Goalball for Herrer, ”Vöcklemarkt”, Østrig

DK-hold: sv.s.: Arne Christensen, Bent Christensen, Palle Lykkeby, Orla Jacobsen.

Ledere: Sven W. Jensen, J.P. Svennesen. Bronze til DK.

On 14/6 Bliver jeg færdig med det store og komplicerede papirarbejde, der omhandler hele projektet til atletik, svømning (fordeling i discipliner og placering i tid) + udarbejdet tale ved åbning (som jeg skal holde i stedet for Arvo Karvinen, der sender afbud). Og så kontakt til Københavns Atletikforbund v/ Ivan Holmqvist og Palle Lassen.

Ti 20/6 Skriver en rammebeskrivelse til NM-idrætsmødet om 2 dage. Svend Jensen ringer og fortæller, at Sverige alligevel ikke kan komme, og, at jeg til mødet kan udtale mig på vegne af NIK f. Bl. Skriver så min tale og en ”køreplan for åbningen” på Østerbro Stadion.

On 21/6 Mange telefonopkald, bl.a. fra Sportskommentator Poul-Erik Andersson fra DR TV-Sporten, der ville foretage optagelser + samtaler med sportsfolk og mig. Ringer også til Svend Jensen, så han kan høre min tale til åbningen, som han finder helt fin. Holdene fra Norge og Finland bor på instituttet i Hellerup, desværre afbud fra Sverige. Om aftenen er der briefing i Hellerup før NM i København, hvilket bliver 11. gang de afholdes. Her udleveres et meget flot stævnehæfte. I programmet kan man se farvesymbol vedr. de 4 grupper:

Damer blinde: mørkeblå. Damer sv.s. Lyseblå. Herrer blinde: sort. Herrer sv.s. grå. Dette for at skabe større overblik. Side 2 har en kolofon med info: Kontaktpersoner:

Bustransport: Else Hansen – Indkvartering: Bent Christensen – Finland, Norge: Inge A. Jørgensen – Afslutningsfesten: Ole Bull Petersen – Stævnets afvikling: Orla Jacobsen og Leif Martinussen

Københavns Idrætspark (Østerbro Stadion) Dommere: Københavns Atletikforbund. – Københavns Idrætspark (Øbrohallen) Dommere: Københavns Svømmeunion.

At programmet kunne få dette flotte ydre skyldes også, at der var indlagt flere reklamesider. Arrangør: Dansk Blindesamfund i samarbejde med Dansk Handicap Idræts Forbund.

23-24/6 1978 NM i Atletik og Svømning i København

DK-hold: sv.s.: Arne Christensen, Bent Christensen, Kirsten Christensen, Else Hansen, Torben Kinderup, Ellen Madsen, Jan Taiblom, Keld Vedel, bl.: Carsten Baltzen, Jeanet Høst, Henning Lohse, Heidi Nielsen, Gert Wulff. Ledere: Orla Jacobsen, Leif Martinussen, Else Hansen, Sven W. Jensen.



Fr 23/6 I Øbro-Hallen indledes konkurrencen i svømning, hvorefter, hvor Svend Jensen så uddeler medaljer, assisteret af mig. Den officielle åbning sker kl.15.30 på Østerbro Stadion. Holdene er placeret på linje og nationalmelodierne lyder. 3 talere, fra DHIF, Nordisk Komite ved mig, og Svend Jensen fra DBS, alt ud gennem det store lydanlæg på stadion.


Danmarks Radio´s sportskommentator Gunnar ”Nu” Hansen mellem mine drenge Morten og Peter

”På vegne af den nordiske idrætskomite for blinde, siger jeg i min tale:

Da formanden for den nordiske idrætskomite, Arvo Kavinen desværre ikke kan være til stede ved disse mesterskaber, har han bedt mig på nordisk idrætskomite´s vegne bringe en hilsen og herved udtrykke de bedste ønsker for disse mesterskaber.

Nordisk blindeidræt har siden dens formelle start med de første officielle mesterskaber 1961 i Stockholm oplevet og gennemlevet strømninger der har præget udviklingen siden da. Datidens mesterskabsramme, hvor karakteren og fællesskabet bar præg af næsten indadvendt hygge og rolig atmosfære, har ikke samme mulighed i dag, hvor vi fra nær og fjern konfronteres med andre tilbud indenfor blindeidrætten. Vi er nu begyndt at lytte til og imødekomme de invitationer, som vor mere udadvendte hverdag giver os mulighed for at realisere. Blindeidrætten er nu ikke mere kun et interskandinavisk fællesskab, men også præget af relationer i større målestok.

Vi har været med til at se de nordiske landes handicapidrætsforbund opstå og påtage sig de store opgaver der ventede indenfor det store og brede spektrum som handicapidrætten omfatter.
Vi har også set handicapidrætsforbundene manifestere sig mere og mere og glædet os over det store arbejde, der derved er blevet udført. – Men samtidig har vi også følt vores egen nordiske blindeidrætstradition taget op til fornyet overvejelse og vurdering for at se om de præmisser, hvorpå vores tradition bygger, fortsat kan og skal bestå. Denne problematik har i de senere år ført til prøvelser der ofte har haft konfliktens karakter over sig. Men selvom ofte skelsættende forskelle i vurderingerne stadig gør sig gældende, er der alligevel flere positive træk i udviklingen – ikke mindst her i Danmark – der giver håb for en endelig løsning vedr. blindeidrættens placering og udvikling fremover.

Til slut en tak til DHIF´s repræsentant der glæder os ved sit fremmøde til disse 11. nordiske mesterskabers officielle åbning.
Og ikke mindst en tak til Københavns Atletikforbund og Københavns Svømmeunion, der har bistået os med at få disse mesterskaber afviklet”.

Atletikken indledes og både Orla og jeg er speakere.

Til stævnet er der tilføjet en ny øvelse for idrætsudøvere over 40 år, en 5-kamp.

Herrer bl.: 60 m løb, 800 m løb kuglestød, højdespring og længdespring uden tilløb

Herrer sv.s. 100 m løb, 800 m løb, kuglestød, højdespring uden tilløb og længdespring med tilløb.

Lø 24/6 2. konkurrencedag indledes kl. 12. Sportskommentator Gunnar ”Nu” Hansen er her og uddeler medaljer sammen med Svend Jensen.

DR TV-Sporten får interview med brødrene Arne og Bent Christensen.

Senere foretager Gunnar ”Nu” Hansen interview med Jeanet Høst, Orla og jeg til hans udsendelse ”Gunnar Nu´s Dagbogblade”, der bliver udsendt på Københavns Radio. Mine drenge, Morten og Peter, er med og er hjælpere for GNH, der efterhånden var blevet ret gangbesværet. Og så tages der billeder af mine drenge med GNH i midten. Om aftenen er der en flot aftenfest på Instituttet i Hellerup. PR udadtil: fredag aften: TV-Avis, (hvor jeg er med), søndag aften: Sports-søndag med interview fra 3 deltagere. Onsdag (i kommende uge) ”GNH´s Dagbogblade” med 3 interview fra Jeanet Høst, Orla Jacobsen og jeg. (Se: Blindehistorisk Selskabs Hjemmeside under ”aktiviteter”.)

Fr 1/9 Ringer til Svend Jensen og læser mit forberedte materiale op, der skal bruges til formødet i dag før mødet i morgen i Idrættens Hus. Til mødet 17.30-20.30 her i huset kommer: G. Bergrud fra Norge, Max Stälnacke fra Sverige og Hannu fra Finland + en tolk. Alle havde en flaske med til os. Tilfredshed med mit oplæg, – et godt møde. Kirsten sørger for et traktement (betalt af DBS).

Lø 2/9 Til det store møde fra 09.30-16.30 kommer (dem fra i går) + repræsentanter fra DHIF, NHIF og SHIF. Mødet forløber godt og strukturforslaget, som jeg fremlægger, bliver godt modtaget. Et forslag som alle i princippet kan godtage. Gode traktementer. Sidst på dagen er der en drink hos Molberg (NHIF) hvor andre også er til stede. ”Isen er, og må nu være blevet brudt for en endelig løsning?”. En løsning, der kan accepteres mellem blindeorganisationer og handicaporganisationer. Alle i godt humør og smil på læben. Dagen efter skriver jeg referaterne til DBS.

22-24/9 1978 Jubil. stævne med Torball i Bad Canstatt, Stuttgart

DK-hold: sv.s.: Jørgen Ulf Christensen, Arne Christensen, Bent Christensen, Orla Jacobsen,

bl.: H.P. Christiansen. Ledere: Svend W. Jensen, J.P. Svennesen.

Sø 15/10 Grundet en dags forsinket hjemtur fra London kommer jeg først ud til Idrættens Hus til møde i Nordisk Handicap Idræts Forbund. Møde fra 09.30-14. Jeg indleder med at sanktionere den fælles principbeslutning fra i går. Min udtalelse bliver modtaget med tilfredshed og brede smil. Hertil kommer venlige ord fra DHIF´s formand Bodil Eskesen, Alf Nygren og Hollén fra Sverige. Også Molberg fra Norge har en positiv kommentar, hvilket også gælder de andre danske deltagere. Da alt dette er ”faldet på plads”, kan vi alle kun se positivt mod fremtiden.

Ti 17/10 Får skrevet referat + regning for min vikar i kirken til DBS.

On 25/10 Ringer min sportskammerat Bent Christensen og fortæller, at man blandt sportsudøverne gerne vil se mig som repræsentation i Nordisk Komite. En oplysning, der glæder mig, da jeg jo hidtil havde været udpeget af DBS. Nu var det sportsudøverne der ville have mig.

Fr 27/10 Ringer til Svend Jensen vedr. afklaringen mellem blindeorganisationerne og handicap-idrætsforbundene. Herefter siger jeg, at jeg gerne vil fratræde dette arbejde, – men gerne senere udfylde andre opgaver, dog gerne i andet regi, helst i musikken. – Men selvfølgelig vil jeg bistå i en overgangsperiode, hvor en anden så vil træde i mit sted. Hertil svarede Svend Jensen mig: ”At det som teknisk rådgiver, vil få stor betydning”. Han udtrykte også glæde over mit gennem mange år udførte arbejde for blindeidrættens struktur og målrettethed. Min sidste rapport var han også glad for, især for det fornemme i min formulering omkring ”fortolkninger”: Med min formulering ville blindeidrætten aldrig helt blive overtaget af handicap-sportsorganisationerne. En fin samtale.

Ti 7/11 Min sportskammerat Bent Christensen ringer til mig. Her giver jeg ham mit afslag til en plads i Nordisk Komite paragraf 12-udvalg, hvilket han bliver ked af at høre, da jeg lå inde med stor erfaring. Senere hører jeg, at Jens Bromann får denne plads. Når jeg her mange år senere ser tilbage på denne udvikling, hvor de handicappede nu arrangerer mangeartede stævner bl.a. EM, VM og OL, kan jeg glæde mig over denne fantastiske udvikling.


Min artikel i DHIF´s Information nr. 5 1978

1979:

Fr 9/2 Kl. 07 Afhentes jeg af Jens Bromann og Bent Christensen i taxa til Kastrup. Er så med jumbojetten til Arlanda: en enorm stor maskine, det føltes som om vi var på en færge Herfra bus til Centralstationen i Stockholm. Så over i en taxa, der kører os ca. 40 km sydøst ud mod Almåsa Kurs- og Rekreationsgård. Et rart sted, der ligger ret så isoleret i en skøn natur. Vi indkvarteres. Herefter frokost og møde med de andre: Alf Nygren, Sture D., Arvo Karvinen fra Finland og en nordmand. Så et formøde i den ”gamle komite” og start i den ”nye komite”. Det bliver et godt møde. Arvo Karvinen (min finske ven fra 1962) holder en fin tale for mig, hvor han omtaler mit engagement i idrætten. Jeg siger også nogle ord og takker for Arvos ord til mig. Henvender mig så til de svenske værter og giver dem en fl. Gl. Dansk. Dette var som en tak for, at de forskellige holdninger efterhånden havde fundet plads i en placering i et udvalg i regi af Nordisk Handicap-idrætsforbund og blindeorganisationerne. En fælles styring kunne nu etableres. Vi havde nået målet: blindeidrætten ville fremover blive forvaltet ud fra handicap-idrætsforbund, men med blindeidrættens indhøstede erfaring inkorporeret.

Dagens vejr byder på frostklart blå sol-fri himmel med masser af sne udenfor bygningerne, – indenfor hersker der varme og mange forlystende smil hos de delegerede til mødet. Så indbydes der på aftenmiddag, saunabesøg og en svømmetur i en næsten for varm svømmehal, hvor jeg gennem ruderne kunne se ud på en natur fyldt med sne: en stærk stemningsoplevelse. Og så bydes vi på en mellanöl. Resten af aftenen er der drinks hos Bent Christensen og Arvo, efterfulgt af værternes ostebord med vin. Højt humør i en dejlig stemning af tilfredse mødedeltagere.

Lø 10/2 Efter den vellykkede dag i går er det skønt at vågne her til morgen. Her ved dagens begyndelse nyder jeg udsynet udover den snedækkede sø midt i landskabet.

Kl. 09-10 afvikles mødets sidste punkter. Herefter igen en svømmetur.

Herefter følger en demonstration af en skydekonkurrence for blinde, hvor skytten har høretelefoner, der via en bevægelig, stigende lydfrekvens viser det rette sigte. En utrolig oplevelse. Når så igen i svømmehallen inden middagen. Pakker og gør klar til turen tilbage til Stockholm, hvor en bus bringer os til Arlanda. Lidt indkøb og fortæring inden vi kan tage et tidligere fly tilbage til Kastrup. 2 dage efter skriver jeg så rapport fra møderne i Sverige til Svend Jensen.

Lø 18/8 Vi er på Bagsværd Stadion, hvor der afvikles de første uofficielle danske mesterskaber i atletik for blinde og svagsynede, forbundsmesterskaber. Jeg var kun tilmeldt i st. højdespring, men stiller alligevel også op i 100 m løb for at Torben Kinderup ikke skulle løbe alene. Jeg vinder hårfint i tiden 12,9 sek., så Torben har stadig en revanche til gode! Mit resultat imponerer vores leder J.P. Svennesen, der siger: ” Torben er 19 år og Leif 38 år, fantastisk”. Løbet gør at jeg svækker mit venstre ben så derfor kun 1,30 m i højdespring og placering som nr. 2. Torben springer flot over 1,43 m og vinder disciplinen.

(Hvad jeg herefter noterer, er efter information set udefra og observeret på afstand, hvor jeg kan iagttage den gode udvikling indenfor blindesporten i regi af DHIF.)

6-11/8 1980 ”Ridderlekene 1980” i Beitostølen Norge, Atletik




Heidi med ledsager Leif i 400 m løb Her er fotografen til rapportens mange

på tartan-bane, en optimal løbebane. billeder selv kommet med.

DK-hold: sv.s.: Kirsten Christensen, Leif Martinussen, bl.: Birgit Hansen, Heidi Nielsen.

Leder: Steffen Andersen fra DHIF.

Om stævnet:

On 6/8 Ankommer til Oslo med tog, hvorfra 2 biler bringer os op til Beitostølen Helsesportscenter lidt syd for Fagernes.

To 7/8 En kold morgen med åbning på det lille stadion, der har tartan-belægning på løbebanerne. Jeg deltager i 100 m, der har 5 deltagere og bliver nr. 2 i tiden 12,5 sek. Mine modstandere var alle mellem 20 og 25 år. For dette resultat høster jeg megen anerkendelse.

Senere lokkes jeg til at prøve en 600 m lang træningsbane, der var fremstillet af træ med kanter til siderne, så man ikke kunne skride ud. Jeg tager rulleskiene på og går frisk til den, godt ned i knæene og stavre mig frem med skistokke. For mig blev denne bane næsten ulidelig lang. Den steg og faldt i terrænet. Efterhånden føltes mine knæ som gele, i den grad en grænseoverskridende oplevelse. Da jeg havde fart på var jeg flere gange ved at gå i panik, – jeg kunne ikke stoppe.

Fr 8/8 I 400 m løb for blinde kvinder, er jeg ledsager (med 30 cm lang snor mellem os) for Heidi. Vi vinder heatet i tiden 1.22,6 min.

Lø 9/8 Ved aftenfesten møder jeg den store skikkelse i norsk blindesport Erling Stordahl, der giver en øl og omtaler et stort ønskeprojekt, som han bad mig ventilere i Danmark hos DBS og DHIF.

Sø 10/8 er der et længere løb på stadion. Sidst på dagen påbegyndes tilbagerejsen til København.


Leif på rulleski på en 600 m lang træbane Holdet: Heidi, Birgit, Kirsten og Steffen

(en træningsbane for de norske skiløbere,

så de også kan træne om sommeren)


I DHIF s Informatikonsblad kunne man senere læse følgende:

13-17/11 1980 Sportsturen til Langenhagen ved Hannover, Goalball

Holdet består af 9 personer (heri 2 ledere) og deltagerne er flere af ”de gamle” fra turene til Stuttgart, bl.a. Orla Jacobsen + et par nye. Holdet har togafgang fra Hovedbanegården ved midnatstid.

Fr 14/11 Ankomst til Hannover HBH kl. 10.00, hvor vi afhentes af vores værter, der kører os til et særforsorgscenter, hvor vi kan ”morgenfriske os”. Herefter er vi på en mindre bytur, hvor vi ser ”Kröpcke-ur”, den centrale del af centrum med restaurerede bygninger og den ca. 6 km lange gågade i 2 etager. Slår os ned i et center, hvor vi spiser vores medbragte madpakker til øl, cognac og kaffe. Så vises vi ud til en restaurant i forstaden Langenhagen. Efter lang ventetid henter vi selv grillmad. Endelig kommer der en større bil, der kører os ud til vores indkvartering på en kaserne

for officerer. Jeg kommer i sovelokale sammen med Orla, Nikke og Martin. Er så ovre i officersmessen til en øl inden sengetid, et sted med ufattelig små priser. Vi er godt trætte, så selvom lokalet er koldt falder vi hurtigt i søvn.

Lø 15/11 Er så klar til at køre med et mindre militærkøretøj til en anden kaserne til en stor hal, hvor konkurrencen i Goalball finder sted. Resultater: 3-1 mod Salzburg,

0-2 mod Langenhagen II, 3-1 mod Berlin (hvor jeg som skytte, scorer på 11. skud), 2-1 mod Braunschweig. Taber 1-7 til Stuttgart. I en anden hal spilles om 5-6 pladsen, hvor vi vinder over Dortmund. Slutresultat: København nr. 5. Aftenfesten var blevet henlagt til vores officersmesse, hvor formen er lidt stiv i det. God mad og tyndt øl, og mange talere. Så mere snak, enkelte danser og så til ro.

Sø 16/11 Kl. 10 er vi klar til at køre væk. Vores chauffør tilbyder os en 2 timers rundtur, som vi

med tak tager imod. Første stop er ”Groser Garten” i Herrenhausen, slotsparken, hvor slottet blev bombet under krigen. Vi ser også rådhuset og den store håndgravede sø, et arbejdsprojekt fra før krigen. Så i toget og hjemefter.

Ma 17/11 Ankomst København H kl. 06.45. En herlig sportstur med gode venner.

August 1981 2. European Sports Games for the Blind, Fulda Vesttyskland.
Atletik, Svømning, Rollball, (bl. og sv.s.).

DK-hold: sv.s.: Arne Christensen, Svend Erik Smidemand, Niels Ove Jørgensen, flere?

bl.: Jørgen Krogh, Jørgen Ulf Christensen, Torben Langer.

Ledere: Svend W. Jensen, Martin Vestergaard.

Danmark vinder sølv i Rollball.

tid? 1982 WM i Goalball for herrer Indianapolis, USA

DK-hold: bl.: Torben Jensen, Jørgen Krogh, Hedin Nolsøe, Svend Erik Smidemand, Torben Langer.

Danmark bliver nr. 7


14-15/5 1983 EM i Goalball for blinde kvinder i Greve Hallen.

Danmark vinder guld.

Sommer: 1985 World Cup Goal Ball for herrer, Galgary, Canada

DK-hold: Niels Burgaard, Torben Langer, Hedin Nolsøe, Jørgen Krogh, Svend Erik Smidemand.

Ledere: Svend W. Jensen, Martin Vestergaard.

Danmark vinder guld.

August 1986 Rom, Italien, European Games for the Blind, Atletik, (bl. og sv.s.) DK-hold: sv.s.: Arne Christensen, Arne Petersen, Svend Erik Smidemand, Niels Ove Jørgensen

Om stævnet:

Konkurrencerne afvikles på det Olympiske Stadion fra 1960. Præsidenten for International Blind Sports Federation (BSA), Jens Bromann Jensen fra Danmark holder åbningstalen på engels/tysk.

Det danske hold + ledere inviteres ud til Pavens sommerresidens, hvor kun BSA´s præsident, Jens Bromann Jensen får lov til at hilse, med håndtryk, på Paven.

Oktober 1988 Paralympic Games, Seoul i Sydkorea

De danske kvinder vinder guld i Goulball. Leder: Orla S. Jacobsen.

Præsidenten for BSA, Jens Bromann Jensen, holder åbningstalen på koreansk, hvilken fornem gestus ved denne lejlighed.

1991:

Som en af de oprindelige bestyrelsesmedlemmer m.m. er jeg inviteret til forbundets 20-års jubilæum der afholdes i Idrættens Hus i Brøndby. Omkring 9 af ”os gamle” modtager hver en medalje. Ved et tilbageblik til forbundets etablerings år giver det flere af os anledning til at holde tale, hvilket også jeg gør. Hyggeligt at møde kendinge fra den gang.

September 1992 Paralympic Games, Barcelona, Spanien.

Dette bliver det hidtil største stævne for handicappede sportsudøvere. I forb. hermed havde firmaet JYSK v/ Lars Larsen ydet et stort sponsorart, som støtte til udstyr og rejseudgifter.

Lars Larsen udtaler: Det begyndte i 1988, hvor Dansk Handicap Idræts Forbund havde stor succes ved Paralympic Games i Seoul i Sydkorea, men manglede kapital til for alvor at udløse potentialet for at atleterne frem mod de næste Paraolympic Games. 1. juni 1989 trådte JYSK derfor ind som hovedsponsor for Dansk Handicap Idræts Forbund, i dag kaldet Parasport Danmark. Det er dermed et af Danmarks længstvarende sportssponsorater, og JYSK er stolt af at have været med på sidelinjen til at støtte atleterne og parasporten til at opnå store sportslige præstationer gennem årene. Siden er sponsoratet af parasporten blevet udvidet til flere lande i takt med JYSKs ekspansion med nye butikker rundt i verden. JYSK er i dag hovedsponsor af parasports-forbundene i Danmark og Norge, samt sponsor af de paralympiske komitéer i Sverige, Finland, Tjekkiet, Slovakiet og Rumænien. JYSKs franchise forretning er sponsor i Canada, Island og Færøerne.
JYSK er bygget op på en stor dedikation til forretningsidéen, en stærk fightervilje til at gøre idéerne til virkelighed. Den samme vindermentalitet, fightervilje og dedikation findes hos de mange dygtige paraatleter, og JYSK´s grundlæggelse og kultur har således mange værdier til fælles med parasportens verden.
Paraatleterne har taget en beslutning om ikke at lade sig begrænse af deres handicap. Sponsoratet bygger derfor på en fælles forståelse af, at viljestyrke og dedikation baner vejen for store resultater, succeser og muligheder. Atleternes drive og gåpåmod er en stor inspirationskilde for alle, og JYSK er stolt af samarbejdet med atleterne for at opnå deres mål og drømme, men derimod se det som en mulighed for at udfordre de fysiske grænser og opnå succes i parasportens verden- både personligt og professionelt.

– – – – – – –

Den ledende gymnastik- og sportslærer Jens Peter Svennesen – fra Kastelsvej 60 på Østerbro, og Rymarksvej 1 i Hellerup – dør den 10. juni. Blindesportens omdrejningspunkt gennem mange år.

I oktober 1989 modtog den her ofte nævnte sportsmand Orla S. Jacobsen en skrivelse med

J.P. Svennesens erindringer om sporten med overskriften:

“Tilbageblik over den frivillige gymnastik på Blindeinstituttet”
I 1958 blev jeg ansat på Blindeinstituttet og har fungeret som faglærer i gymnastik siden da, sideløbende med skoleundervisningen havde jeg også den frivillige gymnastik, som bragte mig megen fornøjelse, og jeg tror også, deltagerne har haft det fornøjeligt og gavn af disse timer og ture vi har haft sammen. Om det skal jeg i det følgende efter hukommelse og spontant prøve at fortælle om.

Det begyndte – og fortsatte.
“Kan vi stille med et hold eller nogle idrætsfolk til et stævne i Stockholm?” spurgte forstanderen mig? Der var kommet forespørgsel til instituttet fra Dansk Blindesamfund. DBS havde ingen idrætsfolk som sådan, men havde instituttet nogle, som havde interesse? Det havde vi, jeg spurgte blandt de største drenge og der var straks nogle som meldte sig. Med lidt ekstra træning og lidt forberedelse rejste jeg med det første hold blinde til idræts-konkurrence til udlandet. Stedet var Stockholm og året var 1961. Deltagerne var Ejlif, Kurt og Ernst. De gjorde sig vist nok ikke særlig bemærket vedr. sportslige resultater, men begyndelsen var lagt. Sverige havde her taget initiativ til og startet det første “nordiske idrætsstævne for blinde og svagsynede. Der blev holdt møde ved samme lejlighed angående sporten og idrættens fremtid – jeg fik indvirket, at skulle Danmark fortsat være med, måtte synsgrænsen for deltagere ændres. Her ved det første stævne var, som jeg husker det, var den sat til 3/60. Året efter inviterede Norge, og vi deltog med 10 aktive. Jeg har ikke ført eller gemt resultatlisterne fra stævnerne – jeg syntes, det vigtigste er at være med, at træne og holde sig i form, at måle sig med de andre. Jeg husker dog, at Danmark gjorde sig godt bemærket. Vi vandt stævnet pointmæssigt sammenlagt. Konkurrencerne for damer og herrer (piger og drenge) for det var jo skoleelever, vi deltog med. Mange præmier gik til de samme personer. Ved præmieuddelingen hørte vi ustandselig: “Nr. 1 Karin Beck Petersen, Danmark” og “Nr. 1 Niels Ove Jørgensen, Danmark”. Man måtte ligefrem skamme sig over det store antal præmier vi slæbte hjem. Et vellykket stævne, som overværedes af Kong Håkon, og med kongeligt håndtryk til alle. Året efter blev det så Danmarks til at afholde stævne. Man er lige ved at blive idealist, når alt går tilfredsstillende, eleverne var glade og interesseret. Forældrene (ved forældredagen) var glade og imponeret for arrangementerne, og jeg gik forventningsfuldt til DBS for at være tidligt på færde, (det havde været DBS der finansierede elevernes deltagelse). Men jeg fik koldt vand i blodet da jeg hørte DBS´s vurdering: Jeg fik at vide, at der ikke skulle skabes præcedens, at man ikke skulle tro og regne med, at DBS betalte rejse, fordi man tog et par sportsbukser på. Spørgsmålet var i det hele taget, om DBS skulle være med til at finansiere et sådant cirkus?

I 1963 afholdtes det 3. nordiske stævne i København, arrangeret i samarbejde mellem DBS og Statens Institut for og svagsynede. Det var et stort arrangement – vel nok større end man var klar over, – vi var vist nok alle begyndere på området. Vi havde dog udmærket hjælp fra “Københavns Atletikforbund” (formand Palle Lassen) og fra “Københavns Svømmeunion”. Forstander Ditlev Ahrens gjorde en stor personlig indsats under stævnets afvikling. Og så var der os gymnastiklærere frk. Kirsten Jansbøl og undertegnede J.P. Svennesen. Præmiemæssigt klarede vi os pænt, men vi måtte erfare, at de andre nordiske lande havde stor fremgang i præstationerne. Om ikke just tilbagegang, så stagnerede vore resultater. Og så må jeg vel nok sige, at det har det gjort lige siden.

Pæne og adskillige gode resultater opnåedes to år efter, hvor det var Finland der stod for stævnet i 1964. De nordiske blindeorganisationer havde imidlertid udvirket, at “Det nordiske stævne for blinde og svagsynede” nu fremover skulle finde sted hvert andet år. Vores træningsmuligheder var ikke de bedste. Til atletiktræning brugte vi kun “sandkassen” i tuthaven til kuglestød, højde- og længdespring. Forud for stævner tyede vi til Forsvarets Gymnastikskole i Ryvangen, hvor vi i særdeleshed trænede løbene. Svømmehal havde vi jo heller ikke, så vi måtte gå til Øbro-Hallen, fortrinsvis tidlig søndag morgen, da der ikke var så mange andre på det tidspunkt. Her fik vi mulighed for at træne start-spring og vendinger. Til Tor Ball og Rol Ball var vores sal på den “gamle tut” dårlig 12 + 14 m med 4 søjler i midten. Ofte drønede bolden mod en søjle og returnerede omgående. Også til dette spil måtte vi ty til Forsvarets Gymnastikskole i Ryvangen forud for stævner, for dog at prøve enkelte gange en bane af normal størrelse.

Noget nyt dukker op!

Fra den initiativrige formand for “Verscherten sportsverein Stuttgart” herr Rochhausen, modtog vi en invitation til et stævne der – arrangementet lykkedes og invitationen gentog sig år efter år. En gang imellem lykkedes det også, at vi kunne gøre os gældende. Den første tur til Stuttgart blev bemærkelsesværdig – ikke alene, at det var første tur sydpå, men vi var blevet opfordret til at yde bidrag til underholdning ved den festlige afslutning om aftenen i den store “Kurfyrstensal”. Jeg henvendte mig til dirigent og violinlærer på instituttet Lavard Friisholm, der yderst velvilligt var behjælpelig og på mit forslag udskrev nogle små H.C. Lumbye-stykker, der kunne bruges. Vi var nemlig så heldige, at vi havde sportsfolk, som også kunne spille, eller sagt på en anden måde, vi havde musikfolk, som også plejede deres kroppe med fysisk aktivitet. Joh – Ejlif Hjort Johansen – klaver, Poul Erik Meincke – trompet Kurt Nielsen – saxofon gjorde lykke med “Britta-polka” m.fl.
Fremkaldelser, da capo, gentagelser og klapsalver ville ingen ende tage.

Jeg syntes det er på sin plads at nævne Torball og Rolball. Det var ved et af de første stævner i Stuttgart, jeg så spillet og blev opfordret til at sætte det i gang i Danmark. Samtidig havde vi besøg af en skoleklasse med lærere fra Berlin. Lærerne fra Berlin påvirkede mig til at gå i gang med spillet, og da de efter deres hjemkomst til Berlin sendte os en “medicinbold” m/klokke i – gik jeg forsigtigt i gang med spillet for blinde. Ja, der var sandelig nogle elever der – efter at have prøvet spillet – spurgte om de måtte prøve igen. Det måtte de.

Spillet var begyndt – og det fortsatte.
Dette spil blev nu også indført ved den frivillige aftengymnastik, hvor nu også gamle elever kom og deltog. Gymnastik, boldspil og atletik var i god fremgang – ikke mindst fungerede samarbejdet med “tutelever” og gamle elever godt, hvilket bl.a. skyldtes en meget positiv indstilling fra instituttets side – gamle elever var altid velkomne på instituttet. Det var ikke den helt store flok, der virkede aktivt, men det var en stabil, trofast og interesseret lille skare, der holdt liv i den fysiske aktivitet. Uden den havde der nok ikke været en BSI-idrætsforening. lad mig her blandt adskillige andre i særdeleshed nævne Kaj Thomsen, Gunnar Hansen, Gunnar Andersen, Kaj Christiansen, H.P. Christiansen, (kaldet Voldborg), Egon Børgesen, Orla Simmelkær Jacobsen, Henning Eriksen (kaldet Dollerup), Leif Martinussen m.fl. Mange andre kunne nævne, som har deltaget mere eller mindre i kortere eller længere tid – spredt deltagelse bl.a. også pga. arbejde. Som det fremgår, kan læserne nok se, at jeg er blander skoleelever (interne) og gamle elever sammen. Der skete jo det, at mens deltagerne de første år til de første sportsarrangementer bestod af skoleelever (interne) – viste det sig snart, at de (eksterne elever) dvs. de gamle elever også blev interesseret, og det blev en gensidig praktisk foranstaltning, idet det er som om tilgangen til skolen fysisk stærke og sportslig henseende interesserede elever lader meget tilbage at ønske, og samtidig reduceres antallet af gymnastiktimerne i skolen , hvilket ikke befordrede udviklingen.

Det vil føre for vidt at komme ind på oplevelser og detaljer fra hvert stævne, men jeg tror, de har haft stor betydning, for som der blev talt: “Den som har overvundet sig selv og deltager, har vundet en sejr”- og som en af vore deltagere (jeg tror det var Kurt Nielsen), der i et svømmeheat i Finland var blandt de sidste spontant og begejstret råbte højt udover omgivelserne: “Hurra – personlig rekord”. Han havde forbedret sin rekord hjemmefra. Og så var der Thomas Andersen, der under omklædningen i omklædningsrummet i Stuttgart, der syntes, at sidemanden godt kunne give ham lidt mere plads – Thomas talte dansk, og den “fremmede” hummede sig ikke, efterhånden opdagede Thomas da, at det var en benprotese, der var efterladt på bænken ved siden af ham, der ikke ville “humme” sig. – den var jo efterladt af en ejermand, der humpede rundt på gumpen oppe i salen i en “sitzball-kamp”. En af vore deltagere havde pakket sin kuffert i omklædningsrummet (det var også i Stuttgart) – han spurgte mig, hvad det var der sad i klemme og flagrede i den lukkede kuffert – det var et par yndige små dametrusser – det så interessant ud, og jeg foreslog, at han godt kunne rejse hjem således – det ønskede han dog ikke – og under stor moro fjernede vi så trusserne fra den klemte tilstand de sad i. Sådan kunne der refereres til mange morsomme oplevelser og episoder. Når den frivillige sport for blinde og svagsynede har haft den gode fremgang, skyldes det det bl.a. og især den positive holdning, jeg i de 22 år der er gået, har mødt.
Jeg vil tillade mig at nævne Blindeinstituttet som helhed (forstander A. Søgård-Andersen, Ditlev Ahrens, lærer Folke Johansen, konstitueret H.C. Seirup og gymnastiklærer Kirsten Jansbøl) thi uden økonomisk støtte, “åbent hus”, og frihed til at sætte i gang, arrangere og gennemføre, ville det
ikke have gået så godt. I de år, hvor vi ikke havde sportsplads, stillede Forsvarets Gymnastikskole sine faciliteter velvilligt til rådighed til enkelte stævner og til for-træning, når vi skulle udenlands.
Flyvevåbnet har sørget for transporten enkelte gange, bl.a. til Finland, Stuttgart og nu til Holland.

Selvom pressen, radio og fjernsyn, ikke just har været overvældende energisk med udsendelser, bør dog nævnes, at bl.a. både Gunnar “Nu” Hansen og John Idorn har været meget positivt indstillet. John Idorns fjernsynsudsendelse (13 minutter) om gymnastik og boldspillet Tor Ball på instituttet fik megen ros og anerkendelse i særdeleshed udefra. Danmarks Højskole for Legemsøvelser har ydet alt, især skal nævnes Karen Inge Halkjær, der bl.a. for mange år siden var behjælpelig med at stille instruktører til rådighed (vordende gymnastiklærere). Københavns Atletikforbund og Københavns Svømmeunion var behjælpelig ved arrangementer med dommere og officials. De første år (1959-1964) var deltagere til stævner udelukkende skolens (instituttets) elever, herefter begyndte deltagerne at suppleres med “gamle elever”. Der var en periode, hvor jeg synes, at der var en manglende forståelse fra Dansk Blindesamfunds side for disse stævner – dette forhold var nok til at befordre dannelsen af BSI (Blinde og Svagsynedes Idrætsforening). Der skulle åbenbart nogle af deres egne til at overbevise DBS, at den side af tilværelsen også havde sin betydning for deres medlemmer. For ca. 11 år siden i 1968 dannedes så BSI. De forskellige bestyrelser havde vist nok ikke altid helt let, men det stabiliserede sig i de seneste år ved at have Dansk handicap Idræts Forbund (DHIF) i ryggen. Foreningen er blomstret op med ret stor tilgang af medlemmer. En stor udvidelse har fundet sted, så ikke alene gymnastik, atletik, svømning, tor ball finder sted, men cykelsporten, tandemkørsel og skisporten er også en meget eftertragtet aktivitet.

Foruden undertegnede beskæftigede foreningen andre instruktører som Sven Jensen, Martin Westergaard, Karen Ellermann, Lise Søndergaard, Birthe Nielsen og Orla S. Jacobsen. Orla, der har virket både som instruktør og vikar har været, og er en meget stabil, trofast og pligtopfyldende og hjælpsom deltage, til hvem man altid kunne henvende sig og få en “hjælpende hånd”, og alt bringes i orden efter endt brug. Nå, det var et lille sidespring. Det skal her slås fast, at det er den konstante, vedvarende træning – almindelig deltagelse i den fysiske aktivitet, der for sig er den vigtigste – således, at den blinde/svagsynede, der oftest er beskæftiget med stilsiddende aktivitet, får lejlighed til at røre sin krop. At man også deltager i konkurrencer skulle være med til at anspore og fremme interessen for fysisk aktivitet. Der kunne skrives meget om den fysiske aktivitets betydning, hvilket jeg skal afholde mig fra. Efter 22 års virksomhed med sport på Blindeinstituttet slutter jeg med at føre lister over deltagere i de forskellige arrangementer og stævner – det vil jeg nu overlade til andre.
Der har været udført gymnastik med blinde helt tilbage fra instituttets oprettelse i 1858. Den har været ledet af kendte og dygtige lærere. Jeg kan kun se tilbage på 22 års beskæftigelse med fritidssporten med glæde og fornøjelse. Vi har haft mange hyggelige timer og rejser sammen.
– – – – – – –

Lø 5/9 Hjemme ser vi i TV en transmission og optagelse fra Paralympic Games i Barcelona i 1992.

En værdig og respektfuld udsendelse, der er med til at udbrede kendskabet til handicappedes sportsudøvelse, og her bidrage med et forøget kendskab til disse gæve sportsfolk.

10-19 marts 1994 Paralympic Winter Games, Lillehammer, Norge.

For den danske deltager, Anne Mette Bredahl, blev det den helt store succes, da hun hjemførte 1 guld og 2 bronzemedaljer. Guldet kom i 7,5 km skiskydning med tiden 34,07,9 min. Skydningen foregår ved hjælp af lydsignaler. En tone i skyttens hovedtelefon fortæller hvornår sigtet peger mod centrum, hvorefter der så skydes. Hver forbier giver et ½ minuts tidsstraf. Af sine 10 skud blev det kun til en forbier. De 2 + bronze blev vundet i henh. 5 km og 10 km klassisk langrend.

15-25/8 1996 Paralympic Games, Atlanta, USA. 4.000 idrætsudøvere fra 122 nationer dyster om medaljer. Fra DK sendes 45 idrætsfolk, hvor de 10 er blinde, der deltager i svømning, ridning og goalball. Deltagere i svømning er Christian Bundgaard (der allerede har flere internationale sejre bag sig), Ivan B. Nielsen og Flemming Bertelsen. I ridning deltager Pia Jørgensen, der har vundet mange priser i handicap-dressurridning. Disse konkurrencer afholdes altid på lånte heste. Det er et forsøg på retfærdighed, da ikke alle ryttere har egen hest, og kun få har midler til at transportere en hest rundt i verden. I goal ball deltager kvindelandsholdet, der består af Anne Hansen, Inger Kehoe, Jannie Thomsen, Karina Kristensen, Susanne Have Nooyen og Ann Howaldt. Da spillet kan være hårdt, bærer alle sikkerhedsudstyr.

Afrunding:

Efter at jeg havde været repræsentant for Dansk Blindesamfund siden 1960´erne ønsker jeg at fratræde omkring 1980. Min efterfølger, Jens Bromann Jensen, fik en fornem placering i toppen af handicapidræt på verdensplan, hvilket fremgår af følgende notater:

1997-2002: International Olympic Committee (IOC) Member of the Sports and Law Committee.

1982-1997: International Paralympic Committee (IPC) Member of the executive Committee

!985-1993: International Blind Sports Association (IBSA) President

1988-1992: International Paralympic Organization (IPC) President,

President of the Paralympic Games in Seoul, 1988.

Når jeg tænker tilbage på blindesportens spæde start i 1960´erne, er det en utrolig udvikling der har fundet sted siden da. Nu her, 20 år inde i et nyt årtusind, kan vi med glæde konstatere, at handicappede sportsfolk nu har opnået “fuld ligeberettigelse”, da disse sportsfolk – på lige fod med “frisk-idrættens repræsentanter” nu også får glæde af tildelinger fra “Team Danmark”.

Arkiv til DHIF:

Primo maj 2009 fremsender jeg min store arkivmappe med referater fra HB-møder, FU-møder Strukturudvalgs-møder, landsmøder, nordiske møder, breve m.m. fra DHIF´s første år til opbevaring i forbundets arkiv. Dels fordi jeg ved, at DHIF´s eget arkiv gik tabt i forb. med flytningen ud til kontorerne i Idrættens Hus i Brøndby. Og dels fordi jeg føler, at materialet kun bør være på et centralt sted.

11/5 2009 Svarbrev fra DHIF, som jeg her gengiver:

Kære Leif Martinussen, Tak for det historiske materiale, som jeg blev glad for at modtage. Jeg skal sørge for at det bliver opbevaret sikkert og godt – også af hensyn til historieskrivningen. Tak for at du har passet godt på historien – og tænkte på DHIF, da du fandt anledning til at ”rydde op i privaten”. De bedste hilsner Karl Vilhelm

2011:

Jeg havde den glæde at modtage invitation til DHIF´s 40-års jubilæum i 2011, der blev afviklet i Assens på Fyn, hvor der samtidig afholdtes et internationalt sportsstævne. Vi var 2 tilbageværende fra hovedbestyrelsen fra 1971, udover mig var der Allan Hein, der repræsenterede De Vanføre. Æresgæst var HKH Prinsesse Benedikte, der er protektrice for DHIF.

– – – – – – –

Status januar 2020:

Dansk Handicap Idræts Forbund, DHIF, havde nu skiftet navn til Parasport Danmark. Hertil er knyttet ca. 400 medlemsklubber med tilsammen ca. 12.200 medlemmer. Parasports -klubber tilbyder aktiviteter inden for mere end 33 idrætsgrene, og inden for alle slags handicap, inkl. synshandicap, alle former for fysiske handicap, udviklingshandicap og hørehandicap. Klubberne er meget forskellige. Nogle har mange idrætter, andre kun en enkelt. Nogle tilbyder idræt for mange forskellige handicapgrupper, andre kun for få. Nogle er ”rene” handicap-idrætsklubber, andre såkaldte almen-klubber der også tilbyder idræt for handicappede. Til forskel fra frisk-idrætten har man i handicap-idrætten ofte discipliner med flere underopdelinger.

Tårnby den 1. maj 2020

Leif Martinussen

Referat af generalforsamling 15 02 2020

Referat af generalforsamlingen den 15. februar 2020.

Blindehistorisk selskab havde den glæde at afholde den årlige generalforsamling på Fuglsangscentret

Dagsordenen var som følger:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2019.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag:

a. “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle, offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

B. Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

c. Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. René Ruby, valgt i 2018 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller til genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

Ad. 1: Åbning og velkomst ved Poul Lüneborg.

Formanden bød alle deltagere velkommen til generalforsamlingen. Han var særdeles glad for det store fremmøde, når man tænker på, hvor stort fremmødet også havde været til jubilæumsarrangementet i november 2019.

Ad. 2: Navneopråb, præsentation af deltagerne.

Alle deltagernes navne blev nævnt, så man havde indtryk af, hvem der var til stede. Der var oprindelig 41 tilmeldinger, men pga. sygdom var der et frafald på to personer. Der var 39 deltagere på generalforsamlingen.

Ad. 3: Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

Ifølge vedtægterne vælges der tre personer som stemmetællere. Der skal være en punktlæser, en svagsynet samt en fuldt seende person. Som punktlæser stillede Anne Sparre op. Som seende stemmetæller meldte Henrik Harreschou sig. John Nielsen som også er fuldt seende blev foreslået og sagde ja til det, da der ikke var en svagtseende person som meldte sig.

Efter valget af stemmetællerne kunne kassereren meddele, at der var 35 stemmeberettigede deltagere til stede på mødet. Thorben Koed Thomsen blev enstemmigt valgt som dirigent. Rita Cecilie Varmby sagde ja til referentposten på betingelse af, at mødet kunne blive optaget. Laus Klüwer havde sagt ja til at forestå optagelsen af mødet, hvilket enstemmigt blev accepteret.

Efter det ovennævnte valg havde man konstateret, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt 4 uger før generalforsamlingens afholdelse jf. vedtægternes § 7 stk. 4.

Ad. 4: Godkendelse af dagsordenen.

Den blev godkendt uden yderligere kommentarer.

Ad. 5: Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019, jf. beskrivelsen af proceduren ovenfor.

Dirigenten spurgte, om der var yderligere bemærkninger til det ovennævnte punkt, hvilket der blev sagt nej til.

Ad. 6: Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1 – 2020.

Poul foreslog, at beretningens hovedpunkter skulle gennemgås, så ingen kunne blive i tvivl om, hvad formandsberetningen handlede om. Derefter kunne man stille spørgsmål, samt at komme med kommentarer til de enkelte punkter, så det kunne give god mening og lette arbejdet for referenten.

Først oplyste Poul mødedeltagerne om, hvordan bestyrelsen havde konstitueret sig, hvilket også kan ses i dagsordenens pkt. 10, samt i de nedenstående underpunkter. Der lød også en stor tak til bestyrelse og suppleanter som havde udvist et stort engagement i det forgangne år. Derefter takkede Poul bestyrelsen og suppleanterne for det store engagement omkring 25-års jubilæet, hvor så mange havde deltaget.

Poul måtte også beklage, at der var arbejdsopgaver, som ikke fik den plads, som de fortjente, men der var beklageligvis ikke tid og kræfter nok til at overkomme alle de mål, bestyrelsen oprindelig havde sat sig for at nå. I samme anledning beklagede formanden, at Allan Fohlmann desværre ikke havde mulighed for at være til stede på generalforsamlingen.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer. Heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegård og NOTA samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden.

Vi har kunnet glæde os over, at 12 har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at 5 medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemskab i 2019 og 2 medlemmer har derudover meddelt, at de ikke ønsker at forlænge deres medlemskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 128 medlemmer. Der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

I samme anledning fortalte Poul, at han på sin rejse til FSC fik lejlighed til at hverve to nye medlemmer, hvilket vakte stor begejstring hos deltagerne. Der blev drøftet lidt frem og tilbage om antallet af medlemmer. I den anledning beklagede formanden, at to af selskabets meget aktive medlemmer gennem mange år har trukket sig. Traditionen tro blev der drøftet om berettigelse af en medlemsliste. Et mindretal af deltagerne havde svært ved at se meningen med den. Det store flertal udtrykte sin begejstring, så medlemslisten fortsætter som hidtil. Et enkelt medlem ønskede på det kraftigste at blive slettet både med navn og kontaktoplysninger.

25-års jubilæet blev også fejret på behørig vis i dagene 25. – 26. november på Fuglsangscentret. Der var 66 deltagere, som havde lyst til de musiske indslag samt fejringen af udgivelsen af Henning Eriksens dagbog.

På bestyrelsens vegne takkede formanden Henrik Olsen for optagelserne af jubilæumsarrangementerne.

Alle medlemmer af Blindehistorisk Selskab har fået tilsendt en udgave af Henning Eriksens museumsdagbog, hvor der også var vedlagt en informationsfolder. Formålet med informationsfolderen er at reklamere for Museumsdagbogen samt at udbrede kendskabet til Blindehistorisk Selskabs eksistens. Formandens håb er også at få gang i salg af museumsdagbogen samt en øget interesse hos Medicinsk Museion, da dagbogen er et glimrende supplement til Den Blindehistoriske Samling. Kommunikationen med samlingsleder Ion Meyer har været vanskelig. Selskabet har forgæves sendt adskillige breve samt et eksemplar af bogen, ligesom der ej heller er modtaget nogen form for reaktion på fremsendelse af professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af dagbogen. På samme måde har der heller ikke været nogen særlig interesse fra Den Gamle By i Århus, hvor ”Blind mands lejlighed” har til huse. Denne lejlighed er en kopi af Henning Eriksens lejlighed på Nørrebro fra 1970-erne. Poul har ikke noget overblik over, hvor mange bøger forlaget har solgt. Formanden håber på, at status over salget vil komme i et af de kommende nyhedsbreve eller til næste års generalforsamling. Med ovennævnte del af beretningen lyder der en opfordring til alle medlemmer at udbrede kendskabet til Henning Eriksens museumsdagbog.

I samme moment nævnte Poul, at selskabet håber og forventer, at jubilæumsarrangementet bliver omtalt i den kommende udgivelse af tidsskriftet Øjeblikket. Det samme gælder museumsdagbogen, som forhåbentlig vil blive mere kendt ad den vej. I det seneste nummer af Handicaphistorisk tidsskrift nr. 42 fra december 2019 blev jubilæet omtalt.

Søren Jensen spurgte om receptionen på FSC har solgt museumsdagbogen. Til det meddelte Poul, at receptionen har accepteret at stå for distribution af foldere. Salg af dagbogen må ske ved personlig henvendelse til forlaget, som står for trykning af den. Desuden kan man bestille museumsdagbogen hos de eksisterende boghandlere, da selskabet ikke ser sig i stand til at stå for salget. Her kan der i samme anledning nævnes, at bogen kan bestilles hos NOTA, som har stået for indlæsning af lydudgaven.

Derefter gik Poul over til at orientere om de 52 interviews, som blev lavet i 1990-erne, som fortæller om blindes sociale udvikling. Svend Jensens tanke med de 52 interviews var at kunne dokumentere udviklingen i Dansk Blindesamfund. Optagelserne ligger nu i selskabets arkiv. Optagelserne er siden hen blevet digitaliseret, hvilket selskabet bl.a. kan takke Hans Erik Olsen for. Man har spekuleret på, hvordan man kan gøre brug af disse interviews. Det har så været tanken fra René Rubys side at tage disse interviews i brug sammen med andre projekter, hvor man bl.a. har gamle brevvekslinger mellem gamle elever og forstandere fra blindeinstituttets start i 1858. Disse korrespondancer ligger i rigsarkivet. Brevvekslingerne stammer fra instituttets start og fortæller om udviklingen gennem tiden. Fra begyndelsen var tanken med ovennævnte materiale, at det skulle bruges til en fremstilling af blindes levevilkår gennem 150 år. Selskabet har desangående fået positive tilbagemeldinger fra Dansk Blindesamfund og Medicinsk Museion til ideen. Projektet er ganske omfattende og vil koste mellem 600.000 – 700.000 kroner, når man taler om at ansætte en person med løn på fuld tid. For selskabet har det været afgørende, at den person som står for projektet selv er blind, samt at den pågældende person har et kendskab til blindes forhold. Da René er historiker, var det ganske naturligt, at han som blind historiker ville stå for projektet. Han har desværre set sig nødsaget til ikke at stå for ovennævnte projekt af personlige grunde indtil videre. På nuværende tidspunkt har han ikke ressourcer til at gå ind i et arbejde med fondracing. Bestyrelsen beklager, at ovennævnte projekt må henlægges indtil videre. Poul håber på, at de 52 interviews kan bruges i en helt anden sammenhæng. Her var der hverken spørgsmål eller kommentarer fra deltagerne.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse til belysning af blindes levevilkår i1960-erne og 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1960-erne og 1970-erne på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter at de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

I det år som er gået måtte Poul beklage, at samarbejdet med Medicinsk Museion ikke har fungeret, som det burde. Folkene der er tilsyneladende meget travlt beskæftiget med alt muligt andet. Det har desværre sat sig dybe spor i vores registreringsprojekt, hvilket Poul beklagede. Det ovennævnte projekt blev igangsat før Poul Lüneborg blev valgt som formand. Registreringsprojektet blev igangsat i 2015, hvilket var tænkt som en måde, hvorpå den Blindehistoriske samling kunne opdateres ved aktiv deltagelse af medlemmernes interesse for at øge samlingen med relevante effekter, som kan have en historisk interesse for fremtiden. Poul, som har været formand siden 2016, har altid været optaget af registrering af de effekter som selskabet med tiden har fået samlet. I begyndelsen af Pouls formandskab gik det meget trægt med registrering af de effekter, som var indsamlet, hvilket også var den tidligere bestyrelses oplevelse. Notitser i nyhedsbreve samt omtale ved medlemsarrangementer og generalforsamlinger har vist, at der var en stor interesse fra medlemmernes side. Der kom en lind strøm af henvendelser, hvor medlemmer lå inde med apparater og andre effekter af særlig interesse. I 2018 lavede Poul et notat, som omfatter 24 kategorier som rummer mellem 70-80 effekter. Det var så meningen, at Medicinsk Museion skulle gennemse notatet og vurdere hvilke effekter, der havde interesse med henblik på at opdatere samlingen. Det har også været vigtigt for selskabet at finde ud af, hvor mange dubletter, der er af de forskellige effekter. Som det kan ses i det ovennævnte dalede interessen for registreringen hos Medicinsk Museion. Vi kan pga. det ovennævnte opgive at registrere samlingen som hidtil, hvilket er den dårligst tænkelige løsning. For at undgå at opgive registreringen fuldstændig, så har Poul og Laus Klüwer besluttet sig for at sammenholde effekterne oplistet i notatet med de registrerede genstande i Den Blindehistoriske Samling, nu da vi har fået adgang til registraturen på Medicinsk Museions hjemmeside. Denne gennemgang skulle gøre det muligt, at frasortere genstande, som er kendt. Derefter kan vi så lave en fornyet præsentation til Medicinsk Museion om, hvad der er interessant. Poul får fortsat henvendelser om effekter, som har en særlig interesse for selskabet. Vi får også henvendelser om digitale apparater, som Medicinsk Museion ikke har i deres samling. Når man får leveret genstande til Medicinsk Museion, så er det vigtigt at vide, hvordan de er blevet brugt, samt i hvilket tidsrum det handler om. Det er også vigtigt at kende noget til den eller de personer, som indleverer genstande til samlingen, så genstandene får en historisk relevans for eftertiden og knyttes sammen med en bruger. Uanset, hvad Medicinsk Museion beslutter sig for, så skal de mennesker som viser interesse for den historiske samling have et svar. Herefter var der mulighed for spørgsmål og kommentarer.

Søren Jensen vil meget gerne være behjælpelig med de nye digitale apparater, som selskabet med tiden får afhentet hos mennesker rundt i landet. Han har også kendskab til mennesker som meget gerne vil øge samlingen med apparater. Poul takkede varmt for tilbuddet på bestyrelsens vegne. Kurt Nielsen spurgte om, der er mulighed for at aflevere effekter på IBOS. Man kan henvende sig til bestyrelsen og sige, at man har nogle effekter, som man meget gerne vil forøge samlingen med. Bestyrelsen skal så vurdere, om de pågældende effekter har en særlig historisk interesse, som bør opbevares. Selskabet laver så en aftale med Arne Christensen, som har fået stillet et lokale på IBOS til brug for opbevaring af historiske effekter. Man kan ikke bare tage ud på Instituttet med de effekter man har tænkt sig at aflevere. Hans Olsen spurgte om, hvad man gør for de mennesker, som ikke har mulighed for at aflevere deres effekter til bestyrelsen. Hvis det ikke er muligt for en person at aflevere effekter til samlingen, så må man gøre brug af medlemmer i det pågældende område i landet, som kan være behjælpelig med aflevering af effekter til bestyrelsen. Poul lovede, at det nok skal løse sig på en eller anden måde. Karen Margrethe Pedersen ærgrede sig over, at den fine samling som står på Medicinsk Museion bare står pakket i kasser i et magasin. Hun udtrykte håb om en anden løsning på det nuværende problem, da den nuværende opmagasinering aldrig har været i overensstemmelse med det, som Henning Eriksen har tænkt sig med samlingen. Poul oplyste også, at Medicinsk Museion er i gang med at digitalisere alt, hvad man har, som forhåbentlig også kan blive til gavn for Blindehistorisk Selskab.

Derefter fortsatte Poul med at fortælle om Arbejdsgruppen mellem selskabet og Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Det der havde arbejdsgruppens særlige bevågenhed var samlingerne på Refsnæsskolen, disse er i en langt vanskeligere situation end samlingerne på Medicinsk Museion. Arbejdsgruppen havde et møde den 1. juni 2017, hvor det så ud til, at ledelsen på Refsnæsskolen ville prioritere bevarelsen af de sjældne samlinger. Samlingerne består af en række effekter i lighed med dem, man har på Medicinsk Museion samt en omfattende samling af genstande, som har været benyttet i anskuelsesundervisningen. Selskabet og DBS har givet tilsagn om politisk støtte til at sikre samlingernes bevarelse. Desværre er der endnu ikke kommet tilbagemeldinger fra Synscenter Refsnæs, på trods af, at Thorkild Olesen har skrevet en række breve og bragt sagen i erindring. På mødet den 14. november 2019 havde arbejdsgruppen besøg af Dansk Blindesamfunds direktør Ulrik Kampmann. Han blev sat ind i den ulykkelige situation for samlingerne. Hvis de tilbageblevne samlinger på Synscenter Refsnæs skal bevares for fremtiden, så skal Refsnæssamlingen og anskuelsessamlingen registreres her og nu, så man fremover kan vurdere, hvad der har en særlig historisk interesse, idet samlingerne på Synscenter Refsnæs og på Medicinsk Museion supplerer hinanden. Det er så det, man vil fokusere på i samarbejde med Thorkild Olesen og Ulrik Kampmann. Det næste møde i gruppen vil blive afholdt den 26. marts, hvor der skal følges op på sagen, da det er mere end vigtigt, at der snarest handles. I arbejdsgruppen har man også diskuteret digitaliseringen af Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Årgangene fra 1911-1916 har Henning Eriksen overskrevet fra punktskrift, de opbevares i selskabets digitale arkiv. René har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling fået digitaliseret uddrag af medlemsbladene fra 1917-1999. Selskabet vil meget gerne have digitaliseret alle medlemsblade i deres helhed, da de er det vigtigste kildemateriale til forståelse af blindes sociale udvikling gennem tiden. I samme anledning nævnte Poul, at han har lavet adskillige notater til forretningsudvalget om blandt andet Solgavehjemmet på Vigerslevallé fra dets start til i dag, hvor det har til huse på Følager 15. Det har været muligt gennem indholdet af uddragene af de nævnte medlemsblade. Tidsskriftet Blindesagen som eksisterede fra 1972-2009 er der kun nogle få årgange, som er tilgængelige. Det drejer sig om perioden fra år 2000-2009, så her er også meget, som bør prioriteres, så vor viden om synshandicappede udvides, da Blindesagen også er med til at fortælle om vores historie. Man har i arbejdsgruppen drøftet, hvordan særlige begivenheder som sker omkring os bliver bevaret. Derfor er det vigtigt, at der laves lydoptagelser hver gang en særlig begivenhed markeres. Her skal der også tages en vurdering af, hvad der har en historisk interesse. Derfor har Blindehistorisk selskab en særlig opgave. Det er vigtigt, at vi medlemmer gør opmærksom på, når der sker noget særligt hos os, så der kan blive lavet de nødvendige optagelser af en særlig begivenhed. Henrik Olsen og andre lydentusiaster er mere end villige til at rykke ud, når der skal laves optagelser af sådanne begivenheder.

Herefter var ordet frit, hvor Søren Jensen spurgte Poul, om man er klar over, at DBSU ligger inde med et vældigt arkivmateriale. Søren mener, at der ligger et arkivmateriale af årgangene af Ungdomsbladet fra 1990erne. Inden Poul svarede på Sørens indlæg, så roste Ove Gibskov Poul for fremlæggelse af arbejdsgruppens arbejde, som Ove er en del af. Ove nævnte, at vilkårene for arbejdsgruppen ikke har været helt let, men det har været det værd, da arbejdsgruppen og Blindehistorisk Selskab har stået sammen om at løse de opgaver, der har været undervejs. Som svar til Søren, så er man i selskabet opmærksom på DBSU-arkivet. Det er Pouls håb, at vi kan få seende assistance til forberedelse af arkivet, så det kan blive indleveret til rigsarkivet til fremtidig bevarelse.

Kurt Nielsen udtrykte bekymring over, at ledelsen ved Synscenter Refsnæs ikke i tilstrækkelig grad prioriterer bevarelsen af centrets samlinger. Pt. er samlingerne lukket inde i et rum, hvor de bare får lov at være, uden at man i øvrigt tager stilling til, hvad der ellers skal ske med dem. Hvis Synscenter Refsnæs mener, at Blindehistorisk Selskab ikke skal bekymre sig om samlingerne, må vi tage det til efterretning.

Poul oplyste, at selskabet har modtaget Dansk Blindesamfunds amatørteaters store lydarkiv. Udover lydoptagelserne har selskabet fået en del ringbind som et fint supplement til lydarkivet. Det er selskabets mål at kunne afspille teaterstykkerne på hjemmesiden, men det må gøres i overensstemmelse med oprethavslovens bestemmelser. Henrik Olsen har stået for det store digitaliseringsarbejde, hvilket han skal have tak for. Nu da jubilæet og museumsdagbogen er afviklet, vil Ole og Poul eventuelt med professionel hjælp fra Søren gå i gang med hjemmesiden og optagelserne fra amatørteateret.

Leif Martinussen har udarbejdet en omfattende beskrivelse af blindes deltagelse i sport og idræt fra 1950-erne-1980. Skriftet er blevet forsynet med et omfattende billedmateriale. Skriftet er nu klart til at blive udsendt på selskabets hjemmeside, så snart som muligt. Henning Eriksen havde den kongstanke, at blindes sports- og idrætsaktiviteter skulle have en høj prioritet. I den anledning kan her nævnes, at Henning Eriksen har skrevet en artikel som på bedste vis danner optakt til Leifs udredning om blindes sports- og idrætsaktiviteter. Når Leifs redegørelse kommer på hjemmesiden, vil der også blive lejlighed til at høre de lydoptagelser, som et glimrende supplement.

Her fulgte der ingen kommentarer til de to ovennævnte punkter.

I forbindelse med vores informationsvirksomhed, så havde Poul en stor ros til vores nyhedsbreve, hvor der til stadighed kommer spændende indlæg af mennesker som ikke tilhører selskabets inderkreds. Der lød en stor tak til alle som har bidraget med indlæg til nyhedsbrevene. Poul opfordrede alle til fortsat at komme med gode indlæg, så vi ad den vej kan få nogle spændende nyhedsbreve. I samme moment nævnte Poul, at vi bestræber os på at tematisere nyhedsbrevene, så derfor er der ingen grund til at nogle af os kommer til at føle os overset, da de indsendte artikler godt kan ligge i et stykke tid, inden de bliver udsendt. I den kommende tid vil der komme en del artikler, som omhandler Refsnæsskolen. Selskabets bestyrelse har været i stand til at udsende 4 nyhedsbreve i det forgangne år.

I den sammenhæng var Hans Olsen ked af, punktudgaven af de sidste par nyhedsbreve ikke har den høje standart som tidligere. Poul forklarede, at produktionen af punktudgaven på Synscenter Refsnæs har været ramt af sygdom og tekniske problemer med centrets printer. Derfor har hovedkontoret stået for produktionen af punktudgaverne, som er meget dyrere, hvilket Hans Erik Olsen tog til efterretning. I samme moment nævnte kassereren, at der også har været problemer med udbringningen af nyhedsbrevene fra postvæsnets side.

Om hjemmesiden har Poul ikke så meget at sige, da selskabet forsøger at bringe alt relevant stof samt at rette de fejl, som måtte opstå undervejs. Selskabet har ikke været særlig flittig med opdatering af lydmaterialet, så den kritik, der er forekommet er fuldt berettiget, men ressourcerne har været mangelfulde hos bestyrelsen. Registrering af selskabets litteraturliste trænger også til en opdatering, men vi håber på, at der bliver rettet op på det i 2020.

Derefter talte Poul lidt om de lidt store udgifter vedr. jubilæumsarrangementet og museumsdagbogen, men i samme moment kunne Poul glæde sig på selskabets vegne over den økonomiske støtte, der var givet til de to begivenheder.

På baggrund af den grundige behandling af beretningen blev denne enstemmigt godkendt.

Ad. 7: Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Da regnskabet blev drøftet, var der en del spørgsmål vedr. fortolkningen af, hvordan det skulle forstås, da opstillingen for nogle af deltagerne ikke syntes, at forståelsen var så ligetil. Det blev forklaret meget grundigt.

Her følger så nøgletallene samt noterne.

Nøgletal regnskab 2019

Indtægter i alt 36.850 kr.

Samlede udgifter 50.104,47 kr.

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

Danske Bank 01.01.2019 134.817,92 kr.

Danske Bank 31.12.2019 120.658,21 kr.

Forbrugt egenkapital 14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Note 1 regnskab museumsdagbog:

Indtægter:

Dansk Blindesamfund: 30.000 kr.

Ernst og Vibeke Husmans fond: 20.000 kr.

Blindes Støttefond: 10.000 kr.

Veluxfonden: 15.000 kr.

Overført direkte til forlaget Kahrius

I alt: 75.000 kr.

Udgifter:

Korrektur Dorthe Silver: 22.837,50 kr.

Forlaget Kahrius: 19.822,50 kr.

Seende bistand: 6.988,71 kr.

Porto: 8.690,00 kr.

Kontorartikler: 1.248,00 kr.

Billede: 128,00 kr.

Trykning af program: 2.941,83kr.

Udbetalt fra Velux direkte til Kahrius: 15.000 kr.

Udgifter I altoverført til driftsregnskab: 62.656,54kr.

I alt inkl. Velux 77656,54kr.

Note 2 regnskab jubilæumsarrangement:

Indtægter:

Deltagerbetaling: 28.080 kr.

Tilskud Dansk Blindesamfund: 10.000 kr.

I alt: 38.080 kr.

Udgifter:

Ophold fuglsangscentret: 38.866,00 kr.

Honorar musikere: 14.000,00 kr.

Transport musikere: 3.038,48 kr.

Transportoplægsholder: 612,00 kr.

Tilbagebetaling deltagere: 1350,00 kr.

Trykning af Program: 2.941,83 kr.

I alt overført til driftsregnskabet: 60.808,31 kr.

Efter regnskabsgennemgangen oplæste Kurt Nielsen revisionsprotokollatet dateret den 11. februar 2020. Fra protokollatet skal følgende citeres:

“Driftsregnskabet har givet anledning til, at bestyrelsen har ladet foretage en ekstern analyse, idet der er konstateret en difference mellem driftsregnskabets samlede resultat beløb: -13.254,47 og nedskrevet egenkapital beløb: 14.159,71 jf.: saldo i Danske Bank pr. 31. december 2019 på beløb: 904,74 kr. Analysen har imidlertid ikke ført til en afklaring af årsag til differencen, og revisionen har ikke fundet forklaring på, hvordan differencen er opstået. Differencen medfører en tilsvarende forøget nedskrivning af selskabets egenkapital.

Revisionen kan konstatere, at driftsregnskabet i hovedtal viser et retvisende billede af bestyrelsens dispositioner og selskabets økonomiske stilling med den anførte anmærkning, ligesom regnskaberne i noterne over Museumsdagbogen og jubilæumsarrangementet er revideret uden anmærkning.”

Regnskabet for 2019 blev med de anførte revisionsbemærkninger enstemmigt godkendt.

Ad. 8: Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

Her var der stor enighed hos deltagerne, så det nuværende kontingent på 150 kroner fortsætter som hidtil.

Ad. 9. Indkomne forslag.

Dirigenten kunne konstatere, at der var modtaget 3 forslag, som alle var modtaget mere end 14 dage før mødet.

Ad. 9.A: “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle. Forslaget er offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

Thorvalds forslag blev modtaget med stor begejstring. Man vil fortsætte med drøftelsen den næste dag, som omhandler Refsnæsbogen.

Ad. 9.B: Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt til formanden den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik en kold modtagelse. 3 deltagere sagde ja til Inges indsendte forslag. De øvrige deltagere nedstemte forslaget. Proceduren blev afgjort ved håndsoprækning. I samme anledning blev der drøftet, hvordan andre foreninger sørger for rejserefusion til deres medlemmer. Desuden nævnte Poul, at han er villig til at være behjælpelig med ansøgning af legater til Inge samt andre medlemmer, som måtte have behov for det til dækning af rejse og ophold på FSC. Derefter blev punktet afsluttet.

Ad. 9.C: Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik ikke nogen god modtagelse. Der var enighed om, at generalforsamlingen fortsat skal afholdes på Fuglsangscentret. Det blev begrundet med, at det sociale ved et arrangement i hovedstadsområdet vil gå tabt. Der vil også blive problemer med overnatning og indkvartering for provinsbeboerne, samt at deres udgifter vil blive større.

Ad. 10: Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

Ad. 10.a: Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018. Han blev enstemmigt genvalgt ved håndsoprækning.

Ad. 10.b: 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018. René blev valgt in absentia, da han ikke kunne være tilstede pga. sygdom. Han havde på forhånd givet tilsagn om genvalg ved hjælp af fuldmagt, hvilket blev accepteret.

– Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018.

Hun blev også genvalgt ved applaus fra deltagerne. Ove Gibskov og Laus Klüwer blev også foreslået, men de takkede begge nej.

Ad. 10.c: 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019. Han blev enstemmigt genvalgt ved deltagernes applaus

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke at blive genvalgt. Igen blev Ove og Laus foreslået, men de takkede nej. Lena Bang sagde ja til at blive 2. suppleant, hvilket blev godt modtaget af deltagerne.

Ad. 10.d: Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

Kurt Nielsen ønskede at blive genvalgt, hvilket ikke var tilfældet for Henrik Olsen. Denne gang takkede Ove Gibskov ja til en revisorpost, hvilket blev godkendt af forsamlingen med en applaus.

Ad. 10.e: Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke genvalg. I stedet for blev Nete Parkov valgt, hvilket også blev accepteret af deltagerne.

Ad. 11: Eventuelt.

Bjarne Bryde spurgte til dagsordenens pkt. 5, der handler om godkendelse af sidste års generalforsamling. Når deltagerne alligevel ikke skal godkende punktet, hvorfor står det som et dagsordenspunkt? Poul svarede, at det er en servicemeddelelse og ikke et dagsordenspunkt. Poul lovede, at punktet ikke vil være at finde på dagsordenen til næste års generalforsamling.

Derefter takkede formanden for generalforsamlingen, som foregik i god ro og orden.

Referent: Rita Cecilie Varmby.

Selskabets bestyrelse har den 16. marts 2020 godkendt nærværende referat.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

Som mødets dirigent kan jeg godkende nærværende referat.

Thorben Koed Thomsen, Viborg den 18. marts 2020.

Referat af generalforsamlingen den 15. februar 2020.

Blindehistorisk selskab havde den glæde at afholde den årlige generalforsamling på Fuglsangscentret

Dagsordenen var som følger:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2 / 2019.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag:

a. “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle, offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

B. Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

c. Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. René Ruby, valgt i 2018 for 2 år.

c. Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller til genvalg.

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

Ad. 1: Åbning og velkomst ved Poul Lüneborg.

Formanden bød alle deltagere velkommen til generalforsamlingen. Han var særdeles glad for det store fremmøde, når man tænker på, hvor stort fremmødet også havde været til jubilæumsarrangementet i november 2019.

Ad. 2: Navneopråb, præsentation af deltagerne.

Alle deltagernes navne blev nævnt, så man havde indtryk af, hvem der var til stede. Der var oprindelig 41 tilmeldinger, men pga. sygdom var der et frafald på to personer. Der var 39 deltagere på generalforsamlingen.

Ad. 3: Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

Ifølge vedtægterne vælges der tre personer som stemmetællere. Der skal være en punktlæser, en svagsynet samt en fuldt seende person. Som punktlæser stillede Anne Sparre op. Som seende stemmetæller meldte Henrik Harreschou sig. John Nielsen som også er fuldt seende blev foreslået og sagde ja til det, da der ikke var en svagtseende person som meldte sig.

Efter valget af stemmetællerne kunne kassereren meddele, at der var 35 stemmeberettigede deltagere til stede på mødet. Thorben Koed Thomsen blev enstemmigt valgt som dirigent. Rita Cecilie Varmby sagde ja til referentposten på betingelse af, at mødet kunne blive optaget. Laus Klüwer havde sagt ja til at forestå optagelsen af mødet, hvilket enstemmigt blev accepteret.

Efter det ovennævnte valg havde man konstateret, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt 4 uger før generalforsamlingens afholdelse jf. vedtægternes § 7 stk. 4.

Ad. 4: Godkendelse af dagsordenen.

Den blev godkendt uden yderligere kommentarer.

Ad. 5: Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 16. februar 2019, jf. beskrivelsen af proceduren ovenfor.

Dirigenten spurgte, om der var yderligere bemærkninger til det ovennævnte punkt, hvilket der blev sagt nej til.

Ad. 6: Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen blev offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1 – 2020.

Poul foreslog, at beretningens hovedpunkter skulle gennemgås, så ingen kunne blive i tvivl om, hvad formandsberetningen handlede om. Derefter kunne man stille spørgsmål, samt at komme med kommentarer til de enkelte punkter, så det kunne give god mening og lette arbejdet for referenten.

Først oplyste Poul mødedeltagerne om, hvordan bestyrelsen havde konstitueret sig, hvilket også kan ses i dagsordenens pkt. 10, samt i de nedenstående underpunkter. Der lød også en stor tak til bestyrelse og suppleanter som havde udvist et stort engagement i det forgangne år. Derefter takkede Poul bestyrelsen og suppleanterne for det store engagement omkring 25-års jubilæet, hvor så mange havde deltaget.

Poul måtte også beklage, at der var arbejdsopgaver, som ikke fik den plads, som de fortjente, men der var beklageligvis ikke tid og kræfter nok til at overkomme alle de mål, bestyrelsen oprindelig havde sat sig for at nå. I samme anledning beklagede formanden, at Allan Fohlmann desværre ikke havde mulighed for at være til stede på generalforsamlingen.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer. Heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegård og NOTA samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden.

Vi har kunnet glæde os over, at 12 har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at 5 medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemskab i 2019 og 2 medlemmer har derudover meddelt, at de ikke ønsker at forlænge deres medlemskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 128 medlemmer. Der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

I samme anledning fortalte Poul, at han på sin rejse til FSC fik lejlighed til at hverve to nye medlemmer, hvilket vakte stor begejstring hos deltagerne. Der blev drøftet lidt frem og tilbage om antallet af medlemmer. I den anledning beklagede formanden, at to af selskabets meget aktive medlemmer gennem mange år har trukket sig. Traditionen tro blev der drøftet om berettigelse af en medlemsliste. Et mindretal af deltagerne havde svært ved at se meningen med den. Det store flertal udtrykte sin begejstring, så medlemslisten fortsætter som hidtil. Et enkelt medlem ønskede på det kraftigste at blive slettet både med navn og kontaktoplysninger.

25-års jubilæet blev også fejret på behørig vis i dagene 25. – 26. november på Fuglsangscentret. Der var 66 deltagere, som havde lyst til de musiske indslag samt fejringen af udgivelsen af Henning Eriksens dagbog.

På bestyrelsens vegne takkede formanden Henrik Olsen for optagelserne af jubilæumsarrangementerne.

Alle medlemmer af Blindehistorisk Selskab har fået tilsendt en udgave af Henning Eriksens museumsdagbog, hvor der også var vedlagt en informationsfolder. Formålet med informationsfolderen er at reklamere for Museumsdagbogen samt at udbrede kendskabet til Blindehistorisk Selskabs eksistens. Formandens håb er også at få gang i salg af museumsdagbogen samt en øget interesse hos Medicinsk Museion, da dagbogen er et glimrende supplement til Den Blindehistoriske Samling. Kommunikationen med samlingsleder Ion Meyer har været vanskelig. Selskabet har forgæves sendt adskillige breve samt et eksemplar af bogen, ligesom der ej heller er modtaget nogen form for reaktion på fremsendelse af professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af dagbogen. På samme måde har der heller ikke været nogen særlig interesse fra Den Gamle By i Århus, hvor ”Blind mands lejlighed” har til huse. Denne lejlighed er en kopi af Henning Eriksens lejlighed på Nørrebro fra 1970-erne. Poul har ikke noget overblik over, hvor mange bøger forlaget har solgt. Formanden håber på, at status over salget vil komme i et af de kommende nyhedsbreve eller til næste års generalforsamling. Med ovennævnte del af beretningen lyder der en opfordring til alle medlemmer at udbrede kendskabet til Henning Eriksens museumsdagbog.

I samme moment nævnte Poul, at selskabet håber og forventer, at jubilæumsarrangementet bliver omtalt i den kommende udgivelse af tidsskriftet Øjeblikket. Det samme gælder museumsdagbogen, som forhåbentlig vil blive mere kendt ad den vej. I det seneste nummer af Handicaphistorisk tidsskrift nr. 42 fra december 2019 blev jubilæet omtalt.

Søren Jensen spurgte om receptionen på FSC har solgt museumsdagbogen. Til det meddelte Poul, at receptionen har accepteret at stå for distribution af foldere. Salg af dagbogen må ske ved personlig henvendelse til forlaget, som står for trykning af den. Desuden kan man bestille museumsdagbogen hos de eksisterende boghandlere, da selskabet ikke ser sig i stand til at stå for salget. Her kan der i samme anledning nævnes, at bogen kan bestilles hos NOTA, som har stået for indlæsning af lydudgaven.

Derefter gik Poul over til at orientere om de 52 interviews, som blev lavet i 1990-erne, som fortæller om blindes sociale udvikling. Svend Jensens tanke med de 52 interviews var at kunne dokumentere udviklingen i Dansk Blindesamfund. Optagelserne ligger nu i selskabets arkiv. Optagelserne er siden hen blevet digitaliseret, hvilket selskabet bl.a. kan takke Hans Erik Olsen for. Man har spekuleret på, hvordan man kan gøre brug af disse interviews. Det har så været tanken fra René Rubys side at tage disse interviews i brug sammen med andre projekter, hvor man bl.a. har gamle brevvekslinger mellem gamle elever og forstandere fra blindeinstituttets start i 1858. Disse korrespondancer ligger i rigsarkivet. Brevvekslingerne stammer fra instituttets start og fortæller om udviklingen gennem tiden. Fra begyndelsen var tanken med ovennævnte materiale, at det skulle bruges til en fremstilling af blindes levevilkår gennem 150 år. Selskabet har desangående fået positive tilbagemeldinger fra Dansk Blindesamfund og Medicinsk Museion til ideen. Projektet er ganske omfattende og vil koste mellem 600.000 – 700.000 kroner, når man taler om at ansætte en person med løn på fuld tid. For selskabet har det været afgørende, at den person som står for projektet selv er blind, samt at den pågældende person har et kendskab til blindes forhold. Da René er historiker, var det ganske naturligt, at han som blind historiker ville stå for projektet. Han har desværre set sig nødsaget til ikke at stå for ovennævnte projekt af personlige grunde indtil videre. På nuværende tidspunkt har han ikke ressourcer til at gå ind i et arbejde med fondracing. Bestyrelsen beklager, at ovennævnte projekt må henlægges indtil videre. Poul håber på, at de 52 interviews kan bruges i en helt anden sammenhæng. Her var der hverken spørgsmål eller kommentarer fra deltagerne.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse til belysning af blindes levevilkår i1960-erne og 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1960-erne og 1970-erne på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter at de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

I det år som er gået måtte Poul beklage, at samarbejdet med Medicinsk Museion ikke har fungeret, som det burde. Folkene der er tilsyneladende meget travlt beskæftiget med alt muligt andet. Det har desværre sat sig dybe spor i vores registreringsprojekt, hvilket Poul beklagede. Det ovennævnte projekt blev igangsat før Poul Lüneborg blev valgt som formand. Registreringsprojektet blev igangsat i 2015, hvilket var tænkt som en måde, hvorpå den Blindehistoriske samling kunne opdateres ved aktiv deltagelse af medlemmernes interesse for at øge samlingen med relevante effekter, som kan have en historisk interesse for fremtiden. Poul, som har været formand siden 2016, har altid været optaget af registrering af de effekter som selskabet med tiden har fået samlet. I begyndelsen af Pouls formandskab gik det meget trægt med registrering af de effekter, som var indsamlet, hvilket også var den tidligere bestyrelses oplevelse. Notitser i nyhedsbreve samt omtale ved medlemsarrangementer og generalforsamlinger har vist, at der var en stor interesse fra medlemmernes side. Der kom en lind strøm af henvendelser, hvor medlemmer lå inde med apparater og andre effekter af særlig interesse. I 2018 lavede Poul et notat, som omfatter 24 kategorier som rummer mellem 70-80 effekter. Det var så meningen, at Medicinsk Museion skulle gennemse notatet og vurdere hvilke effekter, der havde interesse med henblik på at opdatere samlingen. Det har også været vigtigt for selskabet at finde ud af, hvor mange dubletter, der er af de forskellige effekter. Som det kan ses i det ovennævnte dalede interessen for registreringen hos Medicinsk Museion. Vi kan pga. det ovennævnte opgive at registrere samlingen som hidtil, hvilket er den dårligst tænkelige løsning. For at undgå at opgive registreringen fuldstændig, så har Poul og Laus Klüwer besluttet sig for at sammenholde effekterne oplistet i notatet med de registrerede genstande i Den Blindehistoriske Samling, nu da vi har fået adgang til registraturen på Medicinsk Museions hjemmeside. Denne gennemgang skulle gøre det muligt, at frasortere genstande, som er kendt. Derefter kan vi så lave en fornyet præsentation til Medicinsk Museion om, hvad der er interessant. Poul får fortsat henvendelser om effekter, som har en særlig interesse for selskabet. Vi får også henvendelser om digitale apparater, som Medicinsk Museion ikke har i deres samling. Når man får leveret genstande til Medicinsk Museion, så er det vigtigt at vide, hvordan de er blevet brugt, samt i hvilket tidsrum det handler om. Det er også vigtigt at kende noget til den eller de personer, som indleverer genstande til samlingen, så genstandene får en historisk relevans for eftertiden og knyttes sammen med en bruger. Uanset, hvad Medicinsk Museion beslutter sig for, så skal de mennesker som viser interesse for den historiske samling have et svar. Herefter var der mulighed for spørgsmål og kommentarer.

Søren Jensen vil meget gerne være behjælpelig med de nye digitale apparater, som selskabet med tiden får afhentet hos mennesker rundt i landet. Han har også kendskab til mennesker som meget gerne vil øge samlingen med apparater. Poul takkede varmt for tilbuddet på bestyrelsens vegne. Kurt Nielsen spurgte om, der er mulighed for at aflevere effekter på IBOS. Man kan henvende sig til bestyrelsen og sige, at man har nogle effekter, som man meget gerne vil forøge samlingen med. Bestyrelsen skal så vurdere, om de pågældende effekter har en særlig historisk interesse, som bør opbevares. Selskabet laver så en aftale med Arne Christensen, som har fået stillet et lokale på IBOS til brug for opbevaring af historiske effekter. Man kan ikke bare tage ud på Instituttet med de effekter man har tænkt sig at aflevere. Hans Olsen spurgte om, hvad man gør for de mennesker, som ikke har mulighed for at aflevere deres effekter til bestyrelsen. Hvis det ikke er muligt for en person at aflevere effekter til samlingen, så må man gøre brug af medlemmer i det pågældende område i landet, som kan være behjælpelig med aflevering af effekter til bestyrelsen. Poul lovede, at det nok skal løse sig på en eller anden måde. Karen Margrethe Pedersen ærgrede sig over, at den fine samling som står på Medicinsk Museion bare står pakket i kasser i et magasin. Hun udtrykte håb om en anden løsning på det nuværende problem, da den nuværende opmagasinering aldrig har været i overensstemmelse med det, som Henning Eriksen har tænkt sig med samlingen. Poul oplyste også, at Medicinsk Museion er i gang med at digitalisere alt, hvad man har, som forhåbentlig også kan blive til gavn for Blindehistorisk Selskab.

Derefter fortsatte Poul med at fortælle om Arbejdsgruppen mellem selskabet og Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Det der havde arbejdsgruppens særlige bevågenhed var samlingerne på Refsnæsskolen, disse er i en langt vanskeligere situation end samlingerne på Medicinsk Museion. Arbejdsgruppen havde et møde den 1. juni 2017, hvor det så ud til, at ledelsen på Refsnæsskolen ville prioritere bevarelsen af de sjældne samlinger. Samlingerne består af en række effekter i lighed med dem, man har på Medicinsk Museion samt en omfattende samling af genstande, som har været benyttet i anskuelsesundervisningen. Selskabet og DBS har givet tilsagn om politisk støtte til at sikre samlingernes bevarelse. Desværre er der endnu ikke kommet tilbagemeldinger fra Synscenter Refsnæs, på trods af, at Thorkild Olesen har skrevet en række breve og bragt sagen i erindring. På mødet den 14. november 2019 havde arbejdsgruppen besøg af Dansk Blindesamfunds direktør Ulrik Kampmann. Han blev sat ind i den ulykkelige situation for samlingerne. Hvis de tilbageblevne samlinger på Synscenter Refsnæs skal bevares for fremtiden, så skal Refsnæssamlingen og anskuelsessamlingen registreres her og nu, så man fremover kan vurdere, hvad der har en særlig historisk interesse, idet samlingerne på Synscenter Refsnæs og på Medicinsk Museion supplerer hinanden. Det er så det, man vil fokusere på i samarbejde med Thorkild Olesen og Ulrik Kampmann. Det næste møde i gruppen vil blive afholdt den 26. marts, hvor der skal følges op på sagen, da det er mere end vigtigt, at der snarest handles. I arbejdsgruppen har man også diskuteret digitaliseringen af Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Årgangene fra 1911-1916 har Henning Eriksen overskrevet fra punktskrift, de opbevares i selskabets digitale arkiv. René har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling fået digitaliseret uddrag af medlemsbladene fra 1917-1999. Selskabet vil meget gerne have digitaliseret alle medlemsblade i deres helhed, da de er det vigtigste kildemateriale til forståelse af blindes sociale udvikling gennem tiden. I samme anledning nævnte Poul, at han har lavet adskillige notater til forretningsudvalget om blandt andet Solgavehjemmet på Vigerslevallé fra dets start til i dag, hvor det har til huse på Følager 15. Det har været muligt gennem indholdet af uddragene af de nævnte medlemsblade. Tidsskriftet Blindesagen som eksisterede fra 1972-2009 er der kun nogle få årgange, som er tilgængelige. Det drejer sig om perioden fra år 2000-2009, så her er også meget, som bør prioriteres, så vor viden om synshandicappede udvides, da Blindesagen også er med til at fortælle om vores historie. Man har i arbejdsgruppen drøftet, hvordan særlige begivenheder som sker omkring os bliver bevaret. Derfor er det vigtigt, at der laves lydoptagelser hver gang en særlig begivenhed markeres. Her skal der også tages en vurdering af, hvad der har en historisk interesse. Derfor har Blindehistorisk selskab en særlig opgave. Det er vigtigt, at vi medlemmer gør opmærksom på, når der sker noget særligt hos os, så der kan blive lavet de nødvendige optagelser af en særlig begivenhed. Henrik Olsen og andre lydentusiaster er mere end villige til at rykke ud, når der skal laves optagelser af sådanne begivenheder.

Herefter var ordet frit, hvor Søren Jensen spurgte Poul, om man er klar over, at DBSU ligger inde med et vældigt arkivmateriale. Søren mener, at der ligger et arkivmateriale af årgangene af Ungdomsbladet fra 1990erne. Inden Poul svarede på Sørens indlæg, så roste Ove Gibskov Poul for fremlæggelse af arbejdsgruppens arbejde, som Ove er en del af. Ove nævnte, at vilkårene for arbejdsgruppen ikke har været helt let, men det har været det værd, da arbejdsgruppen og Blindehistorisk Selskab har stået sammen om at løse de opgaver, der har været undervejs. Som svar til Søren, så er man i selskabet opmærksom på DBSU-arkivet. Det er Pouls håb, at vi kan få seende assistance til forberedelse af arkivet, så det kan blive indleveret til rigsarkivet til fremtidig bevarelse.

Kurt Nielsen udtrykte bekymring over, at ledelsen ved Synscenter Refsnæs ikke i tilstrækkelig grad prioriterer bevarelsen af centrets samlinger. Pt. er samlingerne lukket inde i et rum, hvor de bare får lov at være, uden at man i øvrigt tager stilling til, hvad der ellers skal ske med dem. Hvis Synscenter Refsnæs mener, at Blindehistorisk Selskab ikke skal bekymre sig om samlingerne, må vi tage det til efterretning.

Poul oplyste, at selskabet har modtaget Dansk Blindesamfunds amatørteaters store lydarkiv. Udover lydoptagelserne har selskabet fået en del ringbind som et fint supplement til lydarkivet. Det er selskabets mål at kunne afspille teaterstykkerne på hjemmesiden, men det må gøres i overensstemmelse med oprethavslovens bestemmelser. Henrik Olsen har stået for det store digitaliseringsarbejde, hvilket han skal have tak for. Nu da jubilæet og museumsdagbogen er afviklet, vil Ole og Poul eventuelt med professionel hjælp fra Søren gå i gang med hjemmesiden og optagelserne fra amatørteateret.

Leif Martinussen har udarbejdet en omfattende beskrivelse af blindes deltagelse i sport og idræt fra 1950-erne-1980. Skriftet er blevet forsynet med et omfattende billedmateriale. Skriftet er nu klart til at blive udsendt på selskabets hjemmeside, så snart som muligt. Henning Eriksen havde den kongstanke, at blindes sports- og idrætsaktiviteter skulle have en høj prioritet. I den anledning kan her nævnes, at Henning Eriksen har skrevet en artikel som på bedste vis danner optakt til Leifs udredning om blindes sports- og idrætsaktiviteter. Når Leifs redegørelse kommer på hjemmesiden, vil der også blive lejlighed til at høre de lydoptagelser, som et glimrende supplement.

Her fulgte der ingen kommentarer til de to ovennævnte punkter.

I forbindelse med vores informationsvirksomhed, så havde Poul en stor ros til vores nyhedsbreve, hvor der til stadighed kommer spændende indlæg af mennesker som ikke tilhører selskabets inderkreds. Der lød en stor tak til alle som har bidraget med indlæg til nyhedsbrevene. Poul opfordrede alle til fortsat at komme med gode indlæg, så vi ad den vej kan få nogle spændende nyhedsbreve. I samme moment nævnte Poul, at vi bestræber os på at tematisere nyhedsbrevene, så derfor er der ingen grund til at nogle af os kommer til at føle os overset, da de indsendte artikler godt kan ligge i et stykke tid, inden de bliver udsendt. I den kommende tid vil der komme en del artikler, som omhandler Refsnæsskolen. Selskabets bestyrelse har været i stand til at udsende 4 nyhedsbreve i det forgangne år.

I den sammenhæng var Hans Olsen ked af, punktudgaven af de sidste par nyhedsbreve ikke har den høje standart som tidligere. Poul forklarede, at produktionen af punktudgaven på Synscenter Refsnæs har været ramt af sygdom og tekniske problemer med centrets printer. Derfor har hovedkontoret stået for produktionen af punktudgaverne, som er meget dyrere, hvilket Hans Erik Olsen tog til efterretning. I samme moment nævnte kassereren, at der også har været problemer med udbringningen af nyhedsbrevene fra postvæsnets side.

Om hjemmesiden har Poul ikke så meget at sige, da selskabet forsøger at bringe alt relevant stof samt at rette de fejl, som måtte opstå undervejs. Selskabet har ikke været særlig flittig med opdatering af lydmaterialet, så den kritik, der er forekommet er fuldt berettiget, men ressourcerne har været mangelfulde hos bestyrelsen. Registrering af selskabets litteraturliste trænger også til en opdatering, men vi håber på, at der bliver rettet op på det i 2020.

Derefter talte Poul lidt om de lidt store udgifter vedr. jubilæumsarrangementet og museumsdagbogen, men i samme moment kunne Poul glæde sig på selskabets vegne over den økonomiske støtte, der var givet til de to begivenheder.

På baggrund af den grundige behandling af beretningen blev denne enstemmigt godkendt.

Ad. 7: Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Da regnskabet blev drøftet, var der en del spørgsmål vedr. fortolkningen af, hvordan det skulle forstås, da opstillingen for nogle af deltagerne ikke syntes, at forståelsen var så ligetil. Det blev forklaret meget grundigt.

Her følger så nøgletallene samt noterne.

Nøgletal regnskab 2019

Indtægter i alt 36.850 kr.

Samlede udgifter 50.104,47 kr.

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

Danske Bank 01.01.2019 134.817,92 kr.

Danske Bank 31.12.2019 120.658,21 kr.

Forbrugt egenkapital 14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Note 1 regnskab museumsdagbog:

Indtægter:

Dansk Blindesamfund: 30.000 kr.

Ernst og Vibeke Husmans fond: 20.000 kr.

Blindes Støttefond: 10.000 kr.

Veluxfonden: 15.000 kr.

Overført direkte til forlaget Kahrius

I alt: 75.000 kr.

Udgifter:

Korrektur Dorthe Silver: 22.837,50 kr.

Forlaget Kahrius: 19.822,50 kr.

Seende bistand: 6.988,71 kr.

Porto: 8.690,00 kr.

Kontorartikler: 1.248,00 kr.

Billede: 128,00 kr.

Trykning af program: 2.941,83kr.

Udbetalt fra Velux direkte til Kahrius: 15.000 kr.

Udgifter I altoverført til driftsregnskab: 62.656,54kr.

I alt inkl. Velux 77656,54kr.

Note 2 regnskab jubilæumsarrangement:

Indtægter:

Deltagerbetaling: 28.080 kr.

Tilskud Dansk Blindesamfund: 10.000 kr.

I alt: 38.080 kr.

Udgifter:

Ophold fuglsangscentret: 38.866,00 kr.

Honorar musikere: 14.000,00 kr.

Transport musikere: 3.038,48 kr.

Transportoplægsholder: 612,00 kr.

Tilbagebetaling deltagere: 1350,00 kr.

Trykning af Program: 2.941,83 kr.

I alt overført til driftsregnskabet: 60.808,31 kr.

Efter regnskabsgennemgangen oplæste Kurt Nielsen revisionsprotokollatet dateret den 11. februar 2020. Fra protokollatet skal følgende citeres:

“Driftsregnskabet har givet anledning til, at bestyrelsen har ladet foretage en ekstern analyse, idet der er konstateret en difference mellem driftsregnskabets samlede resultat beløb: -13.254,47 og nedskrevet egenkapital beløb: 14.159,71 jf.: saldo i Danske Bank pr. 31. december 2019 på beløb: 904,74 kr. Analysen har imidlertid ikke ført til en afklaring af årsag til differencen, og revisionen har ikke fundet forklaring på, hvordan differencen er opstået. Differencen medfører en tilsvarende forøget nedskrivning af selskabets egenkapital.

Revisionen kan konstatere, at driftsregnskabet i hovedtal viser et retvisende billede af bestyrelsens dispositioner og selskabets økonomiske stilling med den anførte anmærkning, ligesom regnskaberne i noterne over Museumsdagbogen og jubilæumsarrangementet er revideret uden anmærkning.”

Regnskabet for 2019 blev med de anførte revisionsbemærkninger enstemmigt godkendt.

Ad. 8: Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

Her var der stor enighed hos deltagerne, så det nuværende kontingent på 150 kroner fortsætter som hidtil.

Ad. 9. Indkomne forslag.

Dirigenten kunne konstatere, at der var modtaget 3 forslag, som alle var modtaget mere end 14 dage før mødet.

Ad. 9.A: “Bogen om Refsnæs” ved Thorvald Kølle. Forslaget er offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/2020.

Thorvalds forslag blev modtaget med stor begejstring. Man vil fortsætte med drøftelsen den næste dag, som omhandler Refsnæsbogen.

Ad. 9.B: Forslag om, at der etableres en ordning hvorefter deltagerne i selskabets ordinære generalforsamling får deres rejseudgifter refunderet, fremsendt til formanden den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik en kold modtagelse. 3 deltagere sagde ja til Inges indsendte forslag. De øvrige deltagere nedstemte forslaget. Proceduren blev afgjort ved håndsoprækning. I samme anledning blev der drøftet, hvordan andre foreninger sørger for rejserefusion til deres medlemmer. Desuden nævnte Poul, at han er villig til at være behjælpelig med ansøgning af legater til Inge samt andre medlemmer, som måtte have behov for det til dækning af rejse og ophold på FSC. Derefter blev punktet afsluttet.

Ad. 9.C: Forslag om, at selskabets ordinære generalforsamling for fremtiden holdes på en lokalitet i Hovedstadsområdet af hensyn til at begrænse rejseudgifterne mest muligt for flertallet af medlemmerne, fremsat den 27. januar 2019 af Inge Wallin.

Forslaget fik ikke nogen god modtagelse. Der var enighed om, at generalforsamlingen fortsat skal afholdes på Fuglsangscentret. Det blev begrundet med, at det sociale ved et arrangement i hovedstadsområdet vil gå tabt. Der vil også blive problemer med overnatning og indkvartering for provinsbeboerne, samt at deres udgifter vil blive større.

Ad. 10: Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

Ad. 10.a: Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018. Han blev enstemmigt genvalgt ved håndsoprækning.

Ad. 10.b: 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018. René blev valgt in absentia, da han ikke kunne være tilstede pga. sygdom. Han havde på forhånd givet tilsagn om genvalg ved hjælp af fuldmagt, hvilket blev accepteret.

– Rita Cicilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018.

Hun blev også genvalgt ved applaus fra deltagerne. Ove Gibskov og Laus Klüwer blev også foreslået, men de takkede begge nej.

Ad. 10.c: 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019. Han blev enstemmigt genvalgt ved deltagernes applaus

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke at blive genvalgt. Igen blev Ove og Laus foreslået, men de takkede nej. Lena Bang sagde ja til at blive 2. suppleant, hvilket blev godt modtaget af deltagerne.

Ad. 10.d: Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

Kurt Nielsen ønskede at blive genvalgt, hvilket ikke var tilfældet for Henrik Olsen. Denne gang takkede Ove Gibskov ja til en revisorpost, hvilket blev godkendt af forsamlingen med en applaus.

Ad. 10.e: Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019. Han ønskede ikke genvalg. I stedet for blev Nete Parkov valgt, hvilket også blev accepteret af deltagerne.

Ad. 11: Eventuelt.

Bjarne Bryde spurgte til dagsordenens pkt. 5, der handler om godkendelse af sidste års generalforsamling. Når deltagerne alligevel ikke skal godkende punktet, hvorfor står det som et dagsordenspunkt? Poul svarede, at det er en servicemeddelelse og ikke et dagsordenspunkt. Poul lovede, at punktet ikke vil være at finde på dagsordenen til næste års generalforsamling.

Derefter takkede formanden for generalforsamlingen, som foregik i god ro og orden.

Referent: Rita Cecilie Varmby.

Selskabets bestyrelse har den 16. marts 2020 godkendt nærværende referat.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

Som mødets dirigent kan jeg godkende nærværende referat.

Thorben Koed Thomsen, Viborg den 18. marts 2020.

Nyhedsbrev nr. 1 januar 2020

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 1 / 2020.

Indhold:

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg

2. Kontingentbetaling 2020

3. Invitation og program for generalforsamlingen

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2020

5. Forslag til dagsorden for generalforsamlingen

6. Beretning 2019 / 2020

7. Regnskab 2019

8. Revisionsprotokol

9. “Bogen om Refsnæs”, forslag ved Thorvald Kølle

10. “Nyhedsbrev nr. 64!”, ved Poul Lüneborg

11. Min musikuddannelse, ved Erik Kiørbye

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg.

2019 har været et spændende og inspirerende år indenfor selskabet. Dette skyldes ikke mindst markeringen af vort 25 års jubilæum i forbindelse med årets generalforsamling, og det særlige jubilæumsarrangement.

Jubilæumsarrangementet fokuserede som bekendt på blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, og indenfor jazzmusikken siden 1960-erne. Det har været min opfattelse, at det var første gang, at selskabet gjorde historisk status indenfor disse områder. Imidlertid har min gennemgang omkring årsskiftet af vore nyhedsbreve gennem de sidste 25 år belært mig om, at der også i forbindelse med selskabets generalforsamling 29 – 30. marts 2008 blev sat fokus på blinde musikere. Organist Willy Egmose gav ved den lejlighed et oplæg om blinde musikeres kår før, nu og i fremtiden, efterfulgt af en jazzkoncert. Dengang var det også musikalske arrangementer af fhv. lærer ved Blindeinstituttet Ernst Bruun Hansen, som blev spillet af stort set de samme musikere, som optrådte ved jubilæet.

Forhåbentlig vil alle medlemmer snart kunne genhøre musikken og diskussionerne fra jubilæet på selskabets hjemmeside, takket være en enestående indsats fra vores lydmand Henrik Olsen.

I slutningen af december sidste år udkom Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42 med professor Birgit Kirkebæks anmeldelse af Henning Eriksens Museumsdagbog. Desuden kunne man i samme tidsskrift læse min artikel om Ernst Jørgensen, som var Dansk Blindesamfunds formand fra 1928-1951, samt min omtale af selskabets jubilæum. Så jeg mener vi har grund til at være tilfredse med den opmærksomhed, der er vist vores virksomhed udenfor vore egne rækker. Forhåbentlig vil man også i det første nummer af dette års udgave af tidsskriftet Øjeblikket kunne læse om vores jubilæum, og om Museumsdagbogens udgivelse.

Vort medlem Erik Kiørbye har i en artikel i dette nyhedsbrev fulgt op på omtalen i sidste nyhedsbrev af jubilæet, med en spændende artikel om hans egen uddannelse som klassisk musiker.

Personligt glæder jeg mig til det kommende arbejdsår, hvor jeg forhåbentlig får mere tid til at hellige mig nogle helt andre blindehistoriske emner. Der er for mig ingen tvivl om at 100 året for genforeningen af Sønderjylland med resten af landet må have vores allerstørste bevågenhed. Vi skal vide noget mere om de mange sønderjyder, som kom hjem fra tysk militærtjeneste under 1. Verdenskrig som krigsinvalider, og som havde mistet synet.

Seks af disse krigsblinde blev de første danske førerhundebrugere, der fik bevilget en førerhund, som var trænet på en særlig førerhundeskole. Der var også flere af de hjemvendte krigsblinde, som markerede sig i organisationsarbejde, og som forfattere. Endelig er der grund til at følge op på den indsats, som Dansk Blindesamfund iværksatte for at komme de blinde i Sønderjylland til undsætning.

Der er således mange spændende opgaver som venter. Men allerførst skal vi mødes til årets generalforsamling. Her sætter vi med en blindehistorisk paneldiskussion fokus på Refsnæsskolen. Denne begivenhed er beskrevet i programmet til generalforsamlingen, med henvisning til et par artikler nedenfor.

I bestyrelsen glæder vi os til arrangementet, og til at møde mange af selskabets medlemmer.

2. Kontingentbetaling 2020.

Så er det atter tid til indbetaling af kontingentet til Blindehistorisk selskab på 150 kr.

Du kan indbetale via bankoverførsel til registreringsnummer. 1551, kontonummer 0501697. Du kan også indbetale kontingentet via MobilePay på nummer 44 678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller MobilePay, så jeg kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale kontingentet via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til mig på 40 62 11 23, så vi sammen kan finde en løsning på, hvorledes betalingen af dit kontingent kan klares.

Jeg vil opfordre alle medlemmer til at klare kontingentindbetalingen inden udgangen af februar i år. Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen den 15. februar 2020, hvis du agter at deltage i denne.

Ole Brun Jensen, kasserer.

3. Invitation og program for generalforsamlingen 15. – 16. februar 2020.

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, atter at kunne byde alle medlemmer velkommen til årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 15. til søndag den 16. februar 2020.

Deltagerne forventes at ankomme til centret, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.

Program for lørdag den 15. februar 2020:

Kl. 14.00 – 17.00 Generalforsamling, afbrudt af kaffe / tepause

Kl. 17.00 Fællessang

Afslutning ved formand Poul Lüneborg

Kl. 19.00 Middag i Parken, så deltagerne kan fortsætte hyggeligt samvær efter middagen samme sted.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale, for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften.

Kl. 23.30 slutter aftenens officielle program.

Program søndag den 16. februar 2020:

Kl. 7.00 – 9.30 Morgenmad i Fuglsangcentrets restaurant.

Kl. 9.30 Blindehistorisk paneldiskussion om Refsnæsskolen.

– Indhold og dilemmaer i forbindelse med tilblivelsen af et 125 års jubilæumsskrift, skrevet af tidligere elever, jf. artiklerne Bogen om Refsnæs og Nyhedsbrev nr. 64, under punkterne 9 og 10 nedenfor.

– Bør der gives en undskyldning til tidligere elever, i lighed med undskyldningen til drengene fra Institutionen Godhavn? jf. landsformand Thorkild Olesens leder Undskyldningen der endelig kom, i medlemsblad nr. 11/2019.

Journalist Ove Gibskov vil som ordstyrer sammen med bestyrelsesmedlemmerne Rita Cecilie Varmby og Thorvald Kølle, samt medlemmerne Jytte Nielsen og Aage Michelsen, bidrage til behandlingen af de to temaer med efterfølgende diskussion.

Alle 5 medlemmer af panelet har i en række artikler gjort sig overvejelser om deres tid som elev på Refsnæsskolen.

Kl. 11.30 Fællessang og afslutning ved formand Poul Lüneborg. sangen som skal synges er Danske Blindes Nationalsang, af Jørgen Marius Hansen og Laurids Lauridsen.

Kl. 12.00 Frokost og derefter afrejse.

4. Tilmelding til generalforsamlingen 2020.

Såfremt du har planer om at deltage i årets generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 15. til søndag den 16. februar 2020, skal jeg bede dig om at meddele dette til kasserer Ole Brun Jensen senest mandag den 3. februar 2020. Bestyrelsen skal 14 dage før arrangementet informere Fuglsangscentret om antallet af deltagere. Dertil kommer, at der skal være tid til at trykke deltagerlister i punktskrift og på sort inden arrangementet. Der er på forhånd reserveret 30 værelser på centret, en del af disse er allerede i skrivende stund booket, så skynd dig med din tilmelding!

Kasserer Ole Brun Jensen kan kontaktes på tlf. 40 62 11 23 eller på mail ole@obj.dk.

Deltagelse i arrangementet koster 475,00 kr. til dækning af overnatning og fortæring.

Du kan indbetale beløbet via bankoverførsel til reg.nr. 1551, kontonummer 0501697. Du kan også indbetale via MobilePay på nummer 44 678. Husk at skrive dit navn i tekstfeltet, hvad enten du benytter bankoverførsel eller MobilePay, så kassereren kan identificere indbetalingen.

Har du problemer med at indbetale deltagerbetalingen på 475,00 kr. via bank eller MobilePay, så er du altid velkommen til at ringe til Ole Brun Jensen på 40 62 11 23, så der kan findes en løsning på, hvorledes betalingen kan klares.

Husk at kontingentet skal være indbetalt forud for generalforsamlingen.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, bedes du selv afgive bestilling herom til centrets reception, da dette måltid ikke er indbefattet i arrangementet – bestillingen afgives på tlf. 76 20 21 00 eller på mail fuglsang@blind.dk

Bestyrelsen glæder sig til at møde rigtig mange medlemmer til årets generalforsamling.

5. Forslag til dagsorden for generalforsamlingen.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent

4. Godkendelse af dagsorden

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling, afholdt den 16. februar 2019. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 19. marts 2019 i henhold til vedtægternes § 7 stk. 16, og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/2019, som udkom den 26. april 2019. Dette nyhedsbrev kan ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse, se beretningen andet steds i nyhedsbrevet.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2019 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse, se regnskabet og revisionsprotokollen andet sted i nyhedsbrevet.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

9.1 Bogen om Refsnæs ved Thorvald Kølle, se forslaget andetsteds i nyhedsbrevet.

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Formand: Poul Lüneborg, valgt for 2 år i 2018.

b. 2 bestyrelsesmedlemmer:

– René Ruby, valgt for 2 år i 2018.

– Rita Cecilie Varmby blev valgt for 2 år i 2018, Hendes valg blev ved en fejl bekræftet i 2019.

c. 2 suppleanter

– Leif Martinussen valgt for 1 år i 2019

– Allan Fohlmann, valgt for 1 år i 2019.

De nævnte medlemmer og 1. suppleant Leif Martinussen er alle villige til at modtage genvalg. Derimod har 2. suppleant Allan Fohlmann tilkendegivet, at han ikke stiller op til genvalg.

d. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2019 for 1 år.

e. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen, valgt for 1 år i 2019.

11. Eventuelt.

6. Beretning 2019/2020.

Denne beretning dækker perioden fra generalforsamlingen den 16. februar 2019 til generalforsamlingen den 15. februar 2020.

1. Indledning.

I beretningsperioden har bestyrelsen haft følgende sammensætning:

Poul Lüneborg, formand

René Ruby, næstformand

Ole Brun Jensen, kasserer

Rita Cecilie Varmby, redaktør

Thorvald Kølle, sekretær

Leif Martinussen, 1. suppleant

Allan Folmann, 2. suppleant

Vedtægternes § 6 stk. 3 fastsætter, at der hvert år skal afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder. Der er i beretningsperioden afholdt 5 møder.

Konstitueringen, som fremgår af ovenstående, blev besluttet på det første møde, afholdt den 17. februar 2019, umiddelbart efter afslutningen af sidste års generalforsamling.

Alle medlemmer af bestyrelsen har med engagement bestræbt sig på at realisere de opstillede mål, og for at sikre gennemførelsen af vedtagelserne på møderne. Begge suppleanter har så vidt muligt deltaget i alle møder.

2. Medlemsstatus.

Ved starten på 2019 talte selskabet 127 medlemmer, heraf var 122 enkeltpersoner og dertil kom institutionerne Instituttet for Blinde og Svagsynede, Synscenter Refsnæs, Bredegaard, NOTA, samt den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Vigtigheden af, at alle medlemmer gør en indsats for at skaffe nye medlemmer blandt Blinde og svagsynede, blandt deres venner, familie og andre med interesse for blindes historie, kan ikke gentages ofte nok.

Vi har tilstræbt at gøre selskabet synligt overfor medlemmer af Dansk Blindesamfund, ved i en række numre af Medlemsbladet i de seneste 12 måneder, at indrykke en artikel i rubrikken Meddelelser om forskellige emner og aktiviteter. Det er desuden vigtigt at alle institutioner, foreninger og virksomheder indenfor det, der populært benævnes Synsdanmark, opfordres til at tegne medlemskab. I selskabet har vi brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at selskabet kan bibringe disse kollektive medlemmer væsentlig viden om blindes forhold til brug for udviklingen af deres virksomhed. Vi har brug for økonomisk støtte fra så mange som muligt, og hjælp til at informere om selskabets arbejde. For at nå ud med information om selskabet til mennesker udenfor DBS’s medlemskreds, har vi desuden rettet henvendelse til Dansk Blindesamfunds Forretningsudvalg for at forhøre os om, hvorvidt selskabets arbejde direkte eller indirekte kunne omtales i artikler i tidsskriftet Øjeblikket, der udsendes i 80.000 eksemplarer til mennesker som støtter DBS økonomisk. I skrivende stund er der grund til at formode, at selskabets 25-års jubilæum vil blive omtalt i det første nummer af Øjeblikket, der udsendes i 2020.

Efter generalforsamlingen blev alle medlemmer, som endnu ikke havde betalt kontingent kontaktet pr. brev, og i en række tilfælde også pr. telefon.

I løbet af 2019 har vi mistet et af selskabets nye medlemmer, der er afgået ved døden. Det drejer sig om Cecilia Charlotte Hvidebech, ære været hendes minde.

Vi har kunnet glæde os over, at tolv har indmeldt sig i løbet af 2019. Dertil kommer, at fem medlemmer desværre ikke har ønsket at opretholde deres medlemsskab i 2019, og et medlem har derudover meddelt, at vedkommende ikke ønsker at forlænge sit medlemsskab efter udgangen af 2019. Endelig er der 3 medlemmer, som er blevet slettet på grund af kontingentrestance. Det samlede resultat af anstrengelserne med at skaffe nye medlemmer har medført, at der ved udgangen af 2019 var 131 medlemmer, som har betalt kontingent. Det betyder at selskabet ved starten af 2020 tæller 129 medlemmer, der er altså glædeligvis tale om en fortsat tilgang af nye medlemmer.

Ved udgangen af 2004 talte selskabet 150 medlemmer. I sidste års beretning opstillede bestyrelsen en målsætning om atter at nå et tilsvarende medlemstal. Realiseringen af dette mål er således kun rykket en smule nærmere i årets løb.

Alle medlemmer fik i månederne op til jubilæumsarrangementet 25-26. november 2019, tilsendt et eksemplar af Henning Eriksens Museumsdagbog, sammen med 2 info-foldere om bogudgivelsen og om selskabet. Det har været bestyrelsens håb, at mange medlemmer vil benytte bogudgivelsen og informationsfolderne om denne til at synliggøre selskabet overfor mennesker med interesse for blindes historie. Hvorvidt dette initiativ sætter sig spor i medlemstallet, vil afsløre sig i løbet af 2020.

3. Selskabets medlemsliste.

Selskabet udsendte den 30. september 2019 en medlemsliste til alle medlemmer i 4 medier, efter det enkelte medlems eget valg.

På generalforsamlingen i 2018 var der enighed om, at selskabet fremtidig udsender en medlemsliste én gang årligt, snarest muligt efter den ordinære generalforsamling i årets 1. kvartal. Medlemslisten er at betragte som en intern liste, som ikke lægges på selskabets hjemmeside. Listen skal alene tjene til at øge kendskabet medlemmerne imellem, og inspirere til at gøre en aktiv indsats for fremme af selskabets arbejde.

Enhver, der anmoder om at blive optaget som medlem af selskabet, bliver bedt om skriftligt at tage stilling til om vedkommende ønsker at optræde på medlemslisten, og med hvilke personlige kontaktoplysninger.

Opdatering af medlemmernes kontaktoplysninger på listen beror alene på indberetning om ændringer fra det enkelte medlem. Derfor optræder der fortsat fejl i listen, da det fra tid til anden glipper at få meddelelser om sådanne ændringer fremsendt til kassereren.

I 2019 lod udsendelsen af årets medlemsliste vente på sig på grund af problemer med at få skabt fuld klarhed over, hvem der ønskede at opretholde deres medlemsskab, jf. redegørelsen ovenfor under pkt. 2 om medlemsstatus. Bestyrelsen kan derfor kun opfordre alle til straks efter årsskiftet til at indbetale deres kontingent.

4. Selskabets jubilæumsarrangementer.

Kort efter generalforsamlingen i 2018, hvor spørgsmålet om markering af selskabets 25-års jubilæum, blev drøftet, nedsatte bestyrelsen på sit møde den 22. marts 2018 en gruppe, der skulle forberede den runde fødselsdag. Gruppen kom til at bestå af Leif Martinussen, Thorvald Kølle og undertegnede. Gruppen holdt i oktober måned samme år sit første møde, der blev efterfulgt af tre møder i 2019, for at planlægge det særlige jubilæumsarrangement 25. – 26. november 2019.

Gruppens første opgave blev at planlægge et program dagen efter generalforsamlingen. Programmet søndag den 17. februar bestod i et oplæg “om opkomsten af den handicaphistoriske forskning samt om etableringen af de forskellige handicaphistoriske selskaber i 1980erne og 1990erne”. Professor Birgit Kirkebæk gav et inspirerende historisk rids over udviklingen, som blandt andet førte til stiftelsen af Blindehistorisk Selskab. Formiddagens andet tema, som jeg selv stod for, bar titlen “1894, et skæbneår for blindesagen i Danmark”. Dette oplæg fokuserede på det opbrud, der blev resultatet af generalforsamlingen den 29. september 1894 i foreningen “Danske Blinde”. En begivenhed, som lagde kimen til stiftelsen af de blindes egen forening i form af Dansk Blindesamfund 17 år senere. Oplæggene gav anledning til en god diskussion blandt de 45 deltagere, som afsluttede dagens program til markering af selskabets jubilæum med at synge “Danske blindes nationalsang”, skrevet af Jørgen Marius Hansen i 1915, og som Laurids Lauridsen skrev melodi til i 1923.

Den egentlige markering af selskabets 25-års jubilæum fandt som nævnt sted i dagene 25. – 26. november 2019 på Fuglsangscentret, med 64 deltagere. I sidste øjeblik fik arrangementet tildelt nogle ekstra værelser, hvilket sammen med et antal sygemeldinger betød, at alle deltagere på nær to, kunne indkvarteres på centret.

På førstedagen fokuserede jubilæumsprogrammet på blindes deltagelse i det klassiske musikliv gennem 200 år, samt deres medvirken på den hjemlige jazzmusikalske scene siden begyndelsen af 1960-erne.

Leif Martinussen indledte programmet med et oplæg om markante blinde musikere og komponister indenfor den klassiske musik siden begyndelsen af det 19. århundrede, efterfulgt af en koncert, der præsenterede en række af hans egne kompositioner, fremført af pianisten Tom Ernst og mezzosopranen Svafa Thorhallsdottir. Efter en fælles evaluering af denne del af programmet, gav Thorvald Kølle et oplæg om blinde jazzmusikere gennem de seneste 60 år. Hans oplæg gav anledning til en livlig diskussion. Anne Hollænder akkompagnerede på klaver eftermiddagens afsluttende fællessang af Danske Blindes Nationalsang og Refsnæssangen af Jørgen Emborg. Førstedagens program sluttede om aftenen med en jazzkoncert med syv blinde musikere. Disse var: Willy Egmose, piano, Flemming Nørgaard, bas, Niels Ove Jørgensen, trommer, Thorvald Kølle, trompet, flügelhorn, Kurt Nielsen, altsax, Lars Bang Andersen, tenorsax og Lars Svaneborg, vibrafon.

Der var blandt deltagerne stor tilfredshed med disse blindehistoriske strejftog, til belysning af blindes medvirken indenfor de to musikalske genre.

Arrangementets anden dag var helliget præsentationen af selskabets udgivelse af Henning Eriksens Museumsdagbog. Selskabets første formand Jørgen Eckmann, og fhv. museumsleder Mogens Bang var sammen med Dansk Blindesamfunds formand Thorkild Olesen inviteret til, sammen med undertegnede, til at belyse bogens forskellige historiske dimensioner. Læs i øvrigt herom nedenfor under pkt. 6.1.

Generalforsamlingen i 2018 gav bestyrelsen mandat til at fejre selskabets 25-års jubilæum på en markant måde. Det mener vi selv lykkedes, hvilket de mange positive tilbagemeldinger vidner om.

Bestyrelsen takker på selskabets vegne Dansk Blindesamfund for en særlig bevilling på 10.000 kr. til delvis dækning af udgifterne ved arrangementet. De samlede udgifter ved arrangementet er opgjort til 60.808,31 kr. Det betyder efter fradrag af deltagerbetaling og tilskuddet fra DBS, at arrangementet resulterer i en udgift for selskabet på 22.728,31 kr.

Henrik Olsen skal have en særlig tak for hans optagelser af samtlige ovennævnte indslag ved de to arrangementer. Lydfilerne vil siden kunne aflyttes på selskabets hjemmeside.

5. Arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg.

René Ruby og formanden har også i den forgangne periode, været selskabets repræsentanter i gruppen. Karen Marie Petersen meddelte i begyndelsen af august måned, at hun havde besluttet sig for at trække sig fra arbejdet i gruppen som den ene af de to medlemmer, der repræsenterer DBS Fritids- og Kulturpolitiske udvalg. Udvalget har siden været repræsenteret ved Ove Gibskov og Dennis Bonet Aabank.

Gruppen har i perioden afholdt et møde den 14. november 2019, i Handicaporganisationernes Hus.

Mødet behandlede en række sager, som tidligere har været drøftet i gruppen. Den vigtigste af disse var spørgsmålet om sikring af de blindehistoriske samlinger ved Synscenter Refsnæs. Landsformand Thorkild Olesen havde kort tid før mødet skriftligt bragt sagen i erindring overfor institutionens ledelse. I mødet deltog direktør Ulrik Kampmann fra DBS, der planlagde et besøg på Synscenter Refsnæs, hvor han ville tage sagen op. Han blev på mødet orienteret om sagsforløbet siden arbejdsgruppens møde den 1. juni 2017 på Synscenter Refsnæs. Der var enighed om, at der i løbet af 2020 skulle tilvejebringes en plan, hvis disse samlinger skulle sikres for fremtiden. Der bør tilvejebringes økonomi, der kan muliggøre en afslutning af den igangværende registrering af samlingerne. En sådan registrering er en forudsætning for, at der kan gennemføres en vurdering af hvilke genstande, der er af interesse for Den Blindehistoriske Samling under Medicinsk Museion i København. De dele af samlingerne, der har bevaringsværdi og som kan supplere Den Blindehistoriske Samling, bør finde en varig placering i denne, hvis disse genstande m.v. skal overleve. Det må vække til bekymring, at Synscenter Refsnæs tilsyneladende ikke selv føler et behov for at prioritere en fremtidig sikring af den tilbageværende del af de blindehistoriske samlinger, og til anskuelsessamlingen på stedet. Det er arbejdsgruppens oplevelse, at der i dag kun er tre interessenter, som føler et ejerskab til disse samlinger, nemlig Medicinsk Museion, Dansk Blindesamfund og Blindehistorisk Selskab. Derfor bør sagen gives allerhøjeste prioritet i det kommende år.

En anden sag, som blev behandlet på mødet, var spørgsmålet om at digitalisere de årgange af medlemsbladet, som i dag kun findes i uddrag. Det drejer sig om medlemsbladene fra nr. 15/1923 til nr. 1/1998. Hertil kommer tidsskriftet Blindesagen fra 1972 til 2000. Der er grund til at glæde sig over, at dette historiske materiale forhåbentlig inden længe vil blive tilgængeliggjort for selskabets medlemmer. Disse tidsskrifter er formentlig den vigtigste kilde til blindes historie gennem de sidste godt 100 år.

Dansk Blindesamfunds sekretariat er indstillet på at medvirke til, at der laves en lydoptagelse af alle væsentlige blindehistoriske begivenheder. Ulrik Kampmann tilkendegav imidlertid, at man endnu ikke havde fundet en sikker måde til identifikation af sådanne begivenheder. Arbejdsgruppens medlemmer blev på denne baggrund opfordret til at overveje, hvorledes det fremtidigt kunne sikres, at der blev lavet en lydoptagelse af relevante historiske begivenheder. Det betyder, at enhver med interesse for historien løbende må overveje, hvilke begivenheder bør foreviges og markere dette overfor DBS’s hovedkontor og/eller selskabets bestyrelse.

6. Selskabets egne projekter i det forløbne år

6.1 Museumsdagbogen af Henning Eriksen.

Dagbogen, hvori Henning Eriksen fortæller om sit arbejde som frivillig medarbejder ved Blindehistorisk Museum i årene 2001-2011, blev den 1. juli 2019 udsendt af forlaget Kahrius i 500 eksemplarer. Nota påtog sig efterfølgende at producere en digital DAISY-udgave af bogen.

Bestyrelsen har i perioden lagt et stort arbejde i at gennemføre dette projekt, som blev indgående omtalt i sidste års beretning.

Dorte H. Silver har som redaktør ydet et kompetent og inspirerende bidrag til bogudgivelsen. Jeg har som formand for selskabet varetaget hvervet som historisk faglig medredaktør, og har i den egenskab forestået redaktionen af de 156 noter og 40 billedtekster, samt skrevet forordet og nogle noter til at udfylde tidsrummet fra dagbogens slutning til afslutningen af redaktionsarbejdet juli 2019. Det endelige manuskript blev grundigt gennemgået af næstformand René Ruby og Kurt Nielsen. Deres gennemgang af teksten resulterede i en række supplerende bidrag og rettelser af faktuelle fejl.

Bestyrelsen har i beretningsperioden arbejdet på at skaffe de fornødne midler til udgivelsen. Dette arbejde er lykkedes over al forventning, idet udgifterne, der ifølge regnskabet beløber sig til 77.656,54 kr., er blevet dækket gennem bevillinger fra Dansk Blindesamfund med 30.000 kr. Velux Fonden med 15.000 kr. Ernst og Vibeke Husmanns Fond med 20.000 kr. og Blindes Støttefond med 10.000 kr. – i alt 75.000 kr. Der skal her lyde en stor tak til de fire donorer for deres støtte til gennemførelsen af dette projekt.

Udgivelsen af Museumsdagbogen blev præsenteret for offentligheden ved jubilæumsarrangementet den 25.-26. november 2019.

Forud for jubilæumsarrangementet fik selskabets 129 medlemmer tilsendt et eksemplar af bogen i form af en trykt udgave, og en CD med daisyversionen fra Nota. Direktør Michael Wright og produktionschef Stine Duus Svendsen fra Nota skal have stor tak for deres medvirken til, at denne udsendelse kunne lade sig gennemføre. Relevante dagblade samt radio- og TV stationer var forud for arrangementet informeret om udgivelsen gennem udsendelse af en pressemeddelelse herom. Bogen er anmeldt af professor Birgit Kirkebæk i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 42 fra december 2019 og er endvidere omtalt i flere indlæg i Nyhedsbrev nr. 4/2019.

“Blind mands lejlighed” i købstadsmuseet Den Gamle By i Aarhus, er ligeledes et resultat af Henning Eriksens bidrag til at udbrede kendskabet til vores historie. Dette projekt er også omtalt i Museumsdagbogen. Bestyrelsen betragter udgivelsen som et fornemt supplement til Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion og den er desuden en værdigt markering af den store indsats, som Henning Eriksen frem til sin død har ydet, for at bevare og udbrede kendskabet til blindes historie. Bestyrelsen har både før og efter udgivelsen kontaktet Medicinsk Museion og Den Gamle By for at afklare, om de har mulighed for at medvirke ved bogens lancering overfor offentligheden. Resultatet af disse bestræbelser vil vise sig i løbet af 2020. I lighed hermed håber bestyrelsen på, at omtale af Museumsdagbogen i det kommende nummer af tidsskriftet øjeblikket, jf. pkt. 2. ovenfor, vil bidrage til salget af de ca. 350 eksemplarer, som i skrivende stund befinder sig hos forlaget. Endelig er det bestyrelsens håb, at alle medlemmer vil bidrage til at fremme salget ved hjælp af de tilsendte info-foldere om Museumsdagbogen. Der er stadig mellem 500-600 info-foldere i behold, til markedsføring af udgivelsen.

6.2. Dansk Blindesamfunds 52 interview med blinde fra begyndelsen af 1990-erne.

Selskabets årsberetninger gennem de seneste 3 år har indeholdt omtale af bestyrelsens planer om at realisere et projekt om blindes livsvilkår gennem 150 år, belyst gennem disse og en række andre interviewprojekter, samt gennem brevvekslinger, som beror i Rigsarkivet mellem elever og forstandere for Det Kongelige Blindeinstitut siden instituttets oprettelse i 1858.

Selv om dette projekt er blevet positivt modtaget af såvel Dansk Blindesamfund som af Medicinsk Museion, har bestyrelsen set sig nødsaget til at beslutte, indtil videre at lægge planerne om at gennemføre projektet til side. Næstformand René Ruby, som har været udset til at skulle forestå projektet, har meddelt, at han for tiden ikke ser sig i stand til at påtage sig opgaven. Hertil kommer udfordringen med at få projektet finansieret, da dette skønnes at ville kræve en projektansættelse på fuld tid over 3 år. Det har hidtil været bestyrelsens opfattelse, at dette projekt nødvendigvis må forestås af en projektansvarlig som selv er blind, og som har et indgående historisk kendskab til blindes forhold.

René Ruby har samtidig meddelt, at han er indstillet på at påtage sig rollen som tovholder på et af selskabets andre mindre ambitiøse igangværende projekter, jf. nedenfor under pkt. 6.4.

6.3. Projektregistrering af blindehistoriske effekter.

Dette projekt blev startet i 2015, og har siden været omtalt i selskabets årsberetninger. I den seneste årsberetning findes en historisk status over projektets udvikling frem til slutningen af 2018.

På baggrund af henvendelser fra medlemmer og fra et møde den 3. september 2018 med Birgit Christensen, ansvarlig for hjælpemiddeludstillingen ved IBOS, er der den 1. oktober 2018 udarbejdet et notat, der oplister de 61 registrerede genstande og 46 manualer, systematiseret i 24 kategorier.

Det videre arbejde indenfor rammerne af registreringsprojektet har afventet en tilbagemelding fra Medicinsk Museion med oplysning om, hvilke af de registrerede genstande, der kan bidrage til at opdatere og ajourføre Den Blindehistoriske Samling.

I sidste års beretning kunne det oplyses, at det er lykkedes for et af selskabets aktive medlemmer, Arne Christensen, at få rådighed over plads på IBOS til opbevaring af modtagne genstande til registreringsprojektet, så disse kan gives en sikker opbevaring, indtil der foreligger en stillingtagen til, om de ønskes inddraget i samlingen eller ej.

Siden den 1. oktober 2018 har projektet modtaget en række henvendelser om yderligere genstande, bøger m.v. til Den Blindehistoriske Samling. Disse henvendelser er foreløbig blevet registreret og i enkelte tilfælde er genstandene indtil videre placeret i det nævnte lokale på IBOS.

Det er tanken, straks i løbet af 2020, at foretage en vurdering af de modtagne registreringer, i forhold til den digitale registratur på Medicinsk Museions hjemmeside, med henblik på at udskille de genstande m.v. som allerede findes i samlingen. Det er vigtigt, at hver genstand, som foreslås indleveret til samlingen, ledsages af en produktbeskrivelse, og en fortælling om indehaverens anvendelse af produktet.

I bestyrelsen beder vi derfor om tålmodighed endnu en tid fra medlemmer og andre, som har henvendt sig til bestyrelsen med bøger, hjælpemidler og andet, der kan være af interesse for projektet. Arbejdet med dette projekt har vist sig at forløbe i et noget langsommere tempo end forventet. Det er imidlertid forhåbningen, at den planlagte udskillelse af genstande, som allerede findes i Den Blindehistoriske Samling, vil kunne medvirke til at fremskynde tilbagemeldingerne fra Medicinsk Museion.

6.4. Projekt ”Blindes levevilkår i 1970-erne”.

Selskabet blev i 2016 foreslået at gennemføre en interviewundersøgelse, til belysning af blindes levevilkår i 1970-erne.

Undersøgelsen skulle belyse de ændrede leve- og arbejdsvilkår i 1970-erne, på baggrund af de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, som blinde fik adgang til i løbet af 1960-erne. Medicinsk Museion har overfor arbejdsgruppen mellem selskabet og DBS’s Fritids- og Kulturpolitiske udvalg, givet udtryk for, at man gerne så denne problemstilling beskrevet gennem personhistorier, der illustrerer disse ændrede beskæftigelsesmuligheder.

Bestyrelsen tilkendegav i sidste årsberetning, at arbejdet med dette projekt ville blive forsøgt genoptaget, efter de første bestræbelser var endt resultatløse. Det må imidlertid konstateres, at gruppen, der tilkendegav interesse for at prøve kræfter med opgaven, ikke har set sig i stand til at prioritere denne på grund af andre opgaver m.v. For atter at forsøge at gennemføre arbejdet med de 25 interviews har næstformand René Ruby meddelt, at han i den kommende arbejdsperiode vil give denne opgave en chance for at blive gennemført, gennem et samarbejde med den nedsatte projektgruppe.

6.5. Dansk Blindesamfunds Amatørteater.

Beretningen, som blev forelagt på generalforsamlingen i 2019, indeholdt en omfattende beskrivelse af det hidtidige arbejde med de mange lydoptagelser af forestillinger m.v., som selskabet har fået overdraget. Ud over de mange lydoptagelser omfatter materialet en omfattende scrapbog i tre ringbind. I forbindelse med afviklingen af Dansk Blindesamfunds Amatørteater i begyndelsen af 2007, fik selskabet overleveret denne forenings formue, og 81 DAT-bånd med optagelser af teatrets forestillinger gennem årene.

2017 var 10-året for teatrets opløsning. For at fastholde kendskabet til amatørteatret og dets betydning for blinde, gennemførte selskabet i sidste beretningsperiode en række tiltag, som er beskrevet i ovennævnte beretning. I denne beretningsperiode har der ikke været kræfter til at arbejde videre med at opbygge et arkiv over amatørteatrets lydoptagelser på selskabets hjemmeside, som tidligere beskrevet.

6.6. Registrering af blindes sports- og idrætsaktiviteter.

Bestyrelsen tiltrådte, på sit møde i juni 2017, et forslag fra Henning Eriksen om at påbegynde en registrering af artikler m.v. vedr. dette emne.

Bestyrelsen har i forlængelse heraf oprettet et særligt menupunkt på foreningens hjemmeside, vedrørende Blindes deltagelse i Sport og idræt.

Leif Martinussen har, som omtalt i sidste års beretning, udarbejdet en omfattende beskrivelse af sports- og idrætsområdet, der belyser idrætsaktiviteter fra starten af disse i 1960-erne og frem til 1980-erne, hvor han sluttede sit engagement på området. Denne redegørelse, der er på 38 sider, er nu klar til at blive lagt på hjemmesiden, under det særlige menupunkt om dette emne.

I bestyrelsen har vi i beretningsperioden forgæves eftersøgt et medlem, der har lyst til at anmelde redegørelsen i et kommende nyhedsbrev, for at gøre opmærksom på dette blindehistoriske kildemateriale, og inspirere til at udvikle og benytte menupunktet på hjemmesiden. Dette vil tillige blive udbygget med en række lydoptagelser, leveret af Henrik Olsen.

7. Informationsvirksomhed.

7.1. Udsendte nyhedsbreve.

Ifølge § 3 i selskabets vedtægter udsendes der et nyhedsbrev, så ofte det er praktisk og økonomisk muligt, dog mindst to gange årligt.

I 2019 blev der udsendt fire nyhedsbreve, mens der i skrivende stund kun er truffet beslutning om udsendelse af et nyhedsbrev i 2020, med invitation, program samt forslag til dagsorden for generalforsamlingen den 15. februar 2020 med tilhørende bilag. Det bliver således op til bestyrelsen som vælges på generalforsamlingen, at beslutte det endelige antal nyhedsbreve til udsendelse i 2020. Alle nyhedsbreve udsendes i fire medier efter medlemmernes ønske – almindelig tryk, som DAISY lydfil på CD, som et elektronisk dokument, eller i punktskrift. DBS’s sekretariat bistår mod betaling med at producere de to førstnævnte versioner, mens Svend Thougaard via Refsnæsskolens trykkeri, fortsat forestår punktudgaven, når det er muligt, ellers overlades også denne udgave til DBS’s sekretariat. Bestyrelsen påskønner i høj grad Svend Thougaards arbejde med at producere punktudgaven af nyhedsbrevene.

Bestyrelsen har i beretningsperioden kunnet glæde sig over at modtage et antal artikler fra flere af selskabets medlemmer. Sådanne bidrag medvirker til at gøre nyhedsbrevene interessante, og til tider morsomme. Det vil vi gerne takke alle bidragydere for. I skrivende stund kan det konstateres, at der er modtaget en række artikler / tilsagn om at skrive sådanne til kommende nyhedsbreve fra flere af selskabets medlemmer. Bestyrelsen vil gerne opfordre til, at endnu flere får lyst til at indsende erindringsartikler og fremstillinger af blindehistoriske emner.

7.2. Hjemmesiden – www.blindehistorisk.dk.

Fornyelsen og opdateringen af selskabets hjemmeside spillede en markant rolle i det seneste beretningsår. Denne arbejdsopgave har i indeværende periode stået i skyggen af andre opgaver. Hjemmesiden er løbende blevet opdateret i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve og lignende. Derimod har der ikke været kræfter til for alvor at opdatere hjemmesidens øvrige mange menupunkter. Således har Henrik Olsen fundet nogle optagelser af tidligere medlemsarrangementer frem, ligesom han har produceret og fremsendt optagelser fra medlemsarrangementet i forbindelse med generalforsamlingen i 2019, samt optagelser af de enkelte programpunkter fra jubilæumsarrangementet. Herudover har bestyrelsen modtaget optagelser fra markeringen den 9. april 2019 af 90-års jubilæet i Blindes Arbejde, og fra indvielsen af det nye plejecenter Følager i Valby den 26. september 2019. Alle disse optagelser afventer at blive lagt på hjemmesiden.

Selskabets lydarkiv rummer en mængde lydoptagelser, som bestyrelsen glæder sig til at kunne præsentere på hjemmesiden. Det må imidlertid påregnes at der medgår nogen tid til dette arbejde, idet hver lydfil skal forsynes med et filnavn og en tilhørende informationstekst, så det bliver muligt på forhånd at danne sig et indtryk af filernes indhold.

Årsberetningen for 2017/2018 indeholdt en beskrivelse af litteraturoversigten, som findes på hjemmesiden. Litteraturoversigtens to dele omfatter 25 sider. I indeværende beretningsperiode har det ikke været muligt på grund af andre arbejdsopgaver, at foretage en opdatering af oversigten.

Litteraturoversigten er et vigtigt redskab i forbindelse med at besvare henvendelser fra studerende og andre, der er i færd med at belyse en problemstilling på blindeområdet.

7.3. Andre informationskanaler.

Siden generalforsamlingen i 2019 har bestyrelsen udsendt et enkelt medlemsbrev. Det blev udsendt den 30. september 2019, og blev ledsaget af medlemslisten for 2019, samt et eksemplar af de privatlivspolitiske retningslinjer, som bestyrelsen vedtog på sit møde den 20. december 2018 efter at EU’s regler om databeskyttelse trådte i kraft den 1. maj 2018. Det er næstformand René Ruby, som har stået for at udarbejde forslag til selskabets privatlivspolitik. Der er grund til at notere sig, at selskabet som følge af disse retningslinjer efter aftale med DBS, ikke længere opbevarer medlemmernes cpr-numre, men derimod kun fødselsdag og eventuelt medlemsnummer til brug ved ansøgning om medlemstilskud. Selskabets privatlivspolitik kan læses på hjemmesiden.

Derudover har vi som anført ovenfor under pkt. 2, bestræbt os på at gøre selskabet synligt gennem artikler i en række af årets medlemsblade fra DBS. Forhåbentlig bliver disse anstrengelser i 2020 suppleret med omtale af selskabets jubilæum og udgivelsen af Museumsdagbogen i tidsskriftet Øjeblikket.

Det skal under dette afsnit af beretningen bemærkes at ca. 42 ud af de 131 medlemmer har valgt at modtage post i sort, punkt og i form af en daisylydfil. De nævnte 42 medlemmer omfatter også enkelte, der modtager elektronisk post, men som har ønsket tillige at modtage nyhedsbrev og lignende i punkt eller som DAISY lydfil.

8. Selskabets elektroniske arkiv.

Det har ikke i beretningsperioden været muligt at afse tid til en systematisk opdatering af selskabets arkiv. Det skal dog i denne forbindelse anføres, at arbejdet med opdateringen af hjemmesidens lydarkiv, har givet anledning til en omfattende registrering af lydfiler, som opbevares i arkivet, jf. ovenfor under pkt. 6.2. De fleste lydfiler i arkivet forefindes som WAV-filer, som konverteres til mp3-filer, før de lægges på hjemmesiden. Dette gøres for at opbevare filerne i den bedste kvalitet og for at spare plads på hjemmesiden.

9. Administrative og økonomiske forhold.

Mødevirksomheden i bestyrelsen har i indeværende beretningsperiode været begrænset til fem møder. Dette har været et bevidst valg, idet arbejdet i perioden i høj grad har været præget af udgivelsen af Henning Eriksens Museumsdagbog, og af udfordringerne med at arrangere og gennemføre markeringen af selskabets jubilæum. Denne sidste opgave har resulteret i afholdelsen af tre møder i den nedsatte jubilæumsgruppe.

Til de to nævnte opgaver er det lykkedes at skaffe supplerende fondsfinansiering på i alt 85.000 kr. I bestyrelsen er vi meget tilfredse med at det er lykkedes at gennemføre udgivelsen af Museumsdagbogen med en overkommelig udgift for selskabet, denne er i regnskabet opgjort til 2.656,54 kr. Det bliver spændende at se om salg af bogen i det kommende år, kan medføre indtægter, der delvist dækker denne udgift.

Det offentliggjorte regnskab opererer med nettotal for de enkelte hovedposter. I 2019 var de samlede indtægter, som blev registreret på i alt 170.180,00 kr. De to største udgiftsposter var på 77.656,54 kr. til udgivelsen af Museumsdagbogen og 60.808,31 kr. til det særlige jubilæumsarrangement. De regnskabsmæssige arbejdsopgaver i 2019 indenfor selskabet har således været af betydelig større omfang, end hvad der er sædvanligt. Dette forhold er formentlig baggrunden for eventuelle bogføringsfejl, som kan forklare regnskabsdifferencen på 904,74 kr.

En sammenligning mellem de øvrige driftsudgifter i 2018 med de tilsvarende udgifter i 2019 viser, at forbruget har været noget mindre, hvilket skyldes færre bestyrelsesmøder og færre udsendte nyhedsbreve i det seneste år.

Arbejdet indenfor selskabets bestyrelse i 2020 må forventes at fokusere på en række af de opgaver som er omtalt ovenfor, og som har måttet vige til fordel for de to prioriterede opgaver i beretningsperioden.

10. Afsluttende bemærkninger.

Jeg vil afslutte denne beretning med at takke alle de medlemmer, som på den ene eller anden måde har bidraget til løsningen af de mange opgaver i beretningsperioden. Det er tankevækkende at notere sig, at mange af de beskrevne opgaver har Henning Eriksen, som deres oprindelige ophavsmand.

Der er også grund til at takke Dansk Blindesamfund for den betydelige økonomiske støtte og de tre fonde, som har bevilget penge til bogudgivelsen. Uden denne økonomiske støtte og bistanden fra mange medlemmer, havde det ikke været muligt at gennemføre virksomheden.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat godt samarbejde i næste arbejdsperiode, og vi håber på at mange medlemmer også i denne arbejdsperiode vil give en hjælpende hånd med at få arbejdet fra hånden.

På bestyrelsens vegne Poul Lüneborg, formand.

7. Regnskab 2019.

Driftsregnskab 2019 for Blindehistorisk Selskab

Tranbjerg den 8. januar 2020

indtægter

kontingenter 19950

medlemstilskud DBS 16350

Drikkevarer salg medlemsmøder 0

gaver 550

Legater 0

Renter 0

Indtægter i alt 36850 kr.

Udgifter

generalforsamling

ophold 23543

deltagerbetaling -20250

tilbagebetaling deltagerbetaling 0

Rejseudgifter 0

aktiviteter 2277

generalforsamling i alt 5570

bestyrelse

Møder 4276

Rejseudgifter 3237,50

Arbejdsgruppe 513

revisionsmøde mv 436

Seminargebyrer 0

Seende bistand 0

Bestyrelse i alt 8462,5

hjemmeside

webhotel og DK hostmaster 274,36

opgradering af hjemmeside 2000

Hjemmeside i alt 2274,36

Arrangementer

Porto og kontorudgifter 60

Medlemsliste-nyhedsbreve 6804,30

Handicaphistorie 675

Museumsdagbogen 2656,54

Jubilæum ophold 38866

jubilæum netto: 22728,31

medlemsarrangementer 0

Repræsentation 400

Gebyrer 473,46

Arrangementer I alt 33797,61

Samlede udgifter 50104,47 kr.

samlede indtægter 36850

Samlet Resultat -13254,47 kr.

Resultat

bank primo 134.817,92

saldo bank 31. december 2019 120.658,21

14.159,71 kr.

difference: 904,74 kr.

Bestyrelsen har behandlet ovenstående regnskab på sit møde den 9. januar 2020, og besluttet at søge iværksat en analyse til forklaring af den manglende overensstemmelse mellem det opgjorte underskud, og differencen mellem bankkontoens saldo ved begyndelse og slutningen af året.

Regnskabsforklaring følger i revisionsprotokollen, som fremlægges på generalforsamlingen den 15. februar 2020.

Ole Brun Jensen, kasserer.

8. Revisionsprotokol for 2019 fremlægges på generalforsamlingen.

9. Bogen om Refsnæs – skrevet af tidligere elever på Refsnæsskolen. Forslag ved Thorvald Kølle

På opfordring af Poul Lüneborg påbegyndte jeg et erindringsskrift om mit ophold på Refsnæs. Det var først meningen, at det blot skulle være en artikel til et nyhedsbrev, men det blev hurtigt klart for mig, at der var meget mere i den opgave, end jeg først havde troet.

Denne opfordring kom for over et år siden og manuskriptet er stadig under udarbejdelse.

For mig har det haft en stor betydning at skrive dette.

Jeg husker nu ting, som jeg ikke før har bidt mærke i, og med den voksne mands refleksioner er ting dukket op i min erindring, som har betydning for, hvordan jeg i dag kan forholde mig til mange ting.

Kombineret med andre væsentlige ting der er sket i mit liv, så synes jeg, at denne indsigt i min barndom som jeg har fået ved at skrive om den, har givet mig en stor forståelse af mit liv, som det blev og er i dag.

Så hvis man er til den metode, så kan jeg anbefale den.

Vi vil i bestyrelsen arbejde med et projekt, hvor vi indsamler jeres beretninger, og hvor vi skaber en bog som kan udkomme ved Synscenter Refsnæss’s 125-års jubilæum i 2023.

Lad os, som synes at dette her er en god ide, selv medvirke ved nogle godt skrevne erindringer og samtidig opfordre alle andre medlemmer af Blindehistorisk Selskab, såvel som andre til at være med til at gøre dette muligt.

I vil snart kunne læse nogle uddrag af mine erindringer i et nyhedsbrev.

10. Nyhedsbrev nr. 64!, ved Poul Lüneborg.

Du som læser denne artikel sidder netop nu og læser Nyhedsbrev nr. 64.

De sidste uger af jubilæumsåret brugte jeg til at gøre status over udgivelsen af de nyhedsbreve, som er udsendt siden 1995.

Der er i alt gennem de mange år til dato udsendt 63 nyhedsbreve, der samlet har indeholdt 554 artikler og forskellig mindre meddelelser. Nyhedsbrevene kan alle læses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

En stor gruppe af disse artikler er erindringer, hvor medlemmer af selskabet skriver om deres ophold på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet. En anden stor gruppe af artikler er fremstillinger af blindehistoriske emner og personbeskrivelser. Som eksempel herpå vil jeg nævne fhv. landsformand Svend Jensens omfattende artikel om historien bag det gule armbind.

Andetsteds her i nyhedsbrevet foreslår Thorvald Kølle, at der i 2023 i forbindelse med Refsnæsskolens 125 års jubilæum udgives en bog om denne skole, skrevet af tidligere elever. Derfor følger her en liste over offentliggjorte artikler, der falder ind under dette emne.

Der er tale om 20 artikler og et billede, disse er:

1. Refsnæsskolen 100 år – NB september 1998.

2. Dronning Margrethe i Refsnæsskolens festsal ved 100 års jubilæet 4. november 1998 – NB juni 1999.

3. tanker vedrørende Refsnæsskolens Historiske Samling, af lærer Else Ahrens, Refsnæsskolen – NB november 2000.

4. Barndomserindringer skrevet af Jørgen Eckmann – NB oktober 2001.

5. Barndomserindringer skrevet af Poul Glygård – NB oktober 2001.

6. En beretning 60 år efter, da verden væltede. Om tiden før det blev almindeligt at integrere synshandicappede børn i det almindelige skolesystem. Af Aage Michelsen, 1. del – NB januar 2002.

7. Aage Michelsens erindringer fra krigsårene på Refsnæsskolen, 2. del – NB maj 2002.

8. Vinterbilleder fra Refsnæsskolen, Af Aage Michelsen, 3. del – NB september 2002.

9. Et år i paradis af Johanne Refer (Refsnæsskolen lukkes 13 08 1944) – NB april 2004.

10. Blindehistorisk afskedstale – erindringer efter 40 år på Refsnæs, Af økonoma Tove Block Hansen – NB februar 2006.

11. Krig fra dag ét. Artikel af Johanne Refer – Refsnæsskolen 9. april 1940 – NB december 2006.

12. En beretning om tiden på det daværende Kongelige Institut for Blinde og Svagsynede i Kalundborg, Af Flemming Egedal – NB juli 2008.

13. Jeg kommer hjemmefra – om min optagelse på Refsnæsskolen, Af Henning Eriksen – NB december 2008.

14. Udkomne bøger i 2008: Kurt Kristensens bog Mod til at forandre, udgivet i anledning af hans 75 års fødselsdag – NB december 2008.

15. Elev på Refsnæs 1929 – 1932, ved Stella Østergaard født Nissen – NB oktober 2009.

16. 5 Der var engang Af Erik Neergård, tidligere lærer ved Refsnæsskolen – NB juni 2010.

17. Lidt om livet på en kostskole af Flemming Egedal, om hans ophold fra 1961-1963. – NB april 2013.

18. Fra børnehjemmet på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge, causeri med Hans Erik og Henrik Olsen på Solterrasserne 25. oktober 2018 v/ Rita Cecilie Varmby – NB oktober 2018.

19. Fra børnehjem på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge, anmeldelse af medlemsarrangementet den 25. oktober 2018, ved Thorvald Kølle – NB december 2018.

20. Erindringer 1. del, ved Jørgen Svendsen – NB december 2018.

21. Erindringer om en svunden tid af Rita Varmby – NB april 2019.

Ud over ovenstående artikler, ligger selskabet inde med endnu ikke offentliggjorte manuskripter skrevet af blandt andet Jytte Nielsen, Laus Klüwer og Ove Gibskov.

11. Min musikuddannelse, ved Erik Kiørbye.

For mig, som aldrig har gået i skole på Refsnæs, var det en stor oplevelse at deltage i Blindehistorisk Selskabs 25-års jubilæumsfejring d. 25. og 26. november 2019. Jeg fik en tydelig fornemmelse af den begejstring ved at spille sammen, som i gamle dage herskede der og på blindeinstituttet. Da jeg i første halvdel af 1970-erne begyndte at deltage i de årlige musikerkurser, først og fremmest for organister, blomstrede musiklivet stadig på Tutten, og som jeg sagde i min lille tale på jubilæumsfesten, er det trist, at de synshandicappede børns inklusion i folkeskolen har fået musikudfoldelsen blandt de unge mennesker til at tørre ind.

I det følgende vil jeg fortælle om min egen helt anderledes tilgang til et liv som musikmenneske: – Tidligere numre af nyhedsbrevene har bragt artikler, hvori jeg har fortalt om mit usædvanlige øjenbehandlingsforløb.

Min mor havde i sin ungdom spillet en del klaver, og som lille dreng sad jeg mange gange på skødet af hende og sang af hjertens lyst børnesange, mens hun spillede. Min ældre bror Niels Jørgen kom i gang med at gå til spil hos en lokal “klaverfrøken”; men nogle år senere startede jeg som ni-årig i februar 1941 hos Jette Thikøb på Folkemusikskolen, som lå i Guldsmedgade midt i Århus. Mor fulgte mig derind, først med sporvognen og efterhånden også en del på cykel. Min første nodebog, som havde et fint billede af en række klavertangenter på forsiden, hed ”Så begynder vi”. Nr. 2-hæfte indeholdt en del menuetter og andre småstykker, skrevet eller samlet af en mand, der hed Frey.

Det gik godt, indtil sporvognene blev schalburgteret i sommeren 44. både derfor og pga. den almindelige krigsusikkerhed, var det ikke så lige til at bringe mig frem og tilbage til min halve times klaverundervisning hver uge. Men heldigvis blev der samtidig ansat en ung, nyuddannet klaverpædagog på Folkemusikskolen. Hun boede i Risskov hos sin onkel, som var læge på sindssygehospitalet, så det blev aftalt, at hun skulle kom hjem til os efter skoletid om lørdagen og give mig klaverundervisning. Hun hed Johanne Madsen Mygdal og var datter af den tidligere statsminister af samme efternavn.

Det var en fin ordning, som holdt et år; men da var grænserne jo igen blevet åbnet, og så rejste hun på studieophold i USA, og jeg vendte så tilbage til Jette Thikøb og blev hos hende de næste to år. Efter krigen blev der produceret nye sporvogne, som, så vidt jeg husker, blev indsat i sommeren 45, og vi børn tilbragte flere timer ved Marienlund-endestationen lige ved indgangen til skoven for at beundre de nye sporvogne.

Jette Thikøb gjorde meget for at styrke min interesse for musik, selv om jeg ikke ved, om hun gjorde det for at styre mig imod at vælge musik som min levevej. Bl. a. arrangerede hun en foredragsrække om Chopin, som jeg deltog i. Vi snakkede en del om en idé, jeg havde fået, om at spille cello. ”Hvis du spiller cello, har du sikret din aftenkaffe for al fremtid; for folk, som holder af at spille kammermusik, er altid på jagt efter en, der kan spille cello,” sagde hun til mig. Det var dog først, da min søn Thomas kom i gang med instrumentet, at jeg oplevede at have en cello indenfor husets fire vægge!

De første år gik det godt fremad med mit klaverspil. Jeg kunne ikke læse noderne på nodepulten, mens jeg spillede, så jeg måtte lære det hele udenad. jeg sad så i hjørnestolen med godt lys enten fra vinduerne eller fra en stålampe, og når jeg havde lært et lille stykke, gik jeg til klaveret og prøvede, om det sad fast; ellers måtte jeg tilbage til hjørnestolen igen. Sådan var min arbejdsproces gennem alle årene, så længe jeg kunne se noderne.

Som sagt gik det de første 4-5 år udmærket; men i begyndelsen af puberteten var der en periode, hvor jeg meget hellere ville være ude sammen med de andre fra vejen. Men så i 2. eller 3. mellem blev jeg forelsket i min klassekammerat Karen Søgaard, som jeg i øvrigt havde kendt længe fra privatlivet. Karen var en dygtig pianist, som bl.a. spillede til pigernes gymnastik. I min sammenhæng var Tjajkovskijs b-mol-klaverkoncert, og dén måtte jeg også i gang med. Det gik Jette Thikøb ind på, og jeg blev også kastet ud i Beethovens første klaversonate; jeg kunne dog ikke leve op til, at Karen spille Appasionata!

Min skole havde købt – eller ladet bygge – et lejrhus ved Saksild strand. Engang i eftersommeren 46 fik vores klasse bevilget en weekend-tur, og på denne tur havde jeg en af mine drengeårs helt store åbenbaringer: Gennem hele min barndom var det mit brændende ønske at få en harmonika; men det blev kun til en mundharmonika, som jeg blæste i på livet løs. Kaj Aage i klassen havde en harmonika, som en anden af drengene lovede at bære på turen til Saksild, hvor Karen efter aftale skulle spille på den; men det meste af tiden, var det mig, der trakterede den. Den var ikke ret stor, havde kun to rækker melodiknapper, C-dur og F-dur, og kun ganske få basknapper; men hvor jeg dog nød at spille på den!

Jette Thikøb ledede et børnekor, som opførte arrangementer af diverse musikdramatiske værker. Det havde Karl Bjarnhof, som på den tid var kommet i gang med sit radioarbejde, opdaget, og han sørgede for, at der blev lavet udsendelser med Jette Thikøbs børn. En dag spurgte hun mig, om jeg ikke kunne have lyst til at få besøg af ham, og det blev en meget spændende dag. Efter at vi havde drukket kaffe, blev Bjarnhof og jeg anbragt overfor hinanden og døren mellem stuerne lukket. Han skulle lige have et askebæger, så han kunne kæderyge sine cigaretter, og så spurgte han mig, hvad jeg ville lave, når jeg blev voksen. Jeg fik knap nok begyndt at svare ham, før han startede en ustandselig enetale om sig selv. Men jeg lærte meget om det at være blind.

Niels Viggo Bentzon.

I stedet for cello kom jeg for alvor i gang med at spille ”rigtig” violin hos en anden af musikskolens lærere; men jeg havde svært ved at stryge lige, så min begejstring for instrumentet kølnedes igen, og efter et års undervisning blev violinen igen lagt på hylden, hvor den blev liggende, indtil den blev afskaffet – solgt? I stedet blev der startet et harmonilærehold på 6 deltagere, hvoraf de fire dog faldt fra i løbet af forholdsvis kort tid; som lærer fik vi Niels Viggo Bentzon.

I mellemtiden var Madsen-Mygdahl efter sommerferien 47 vendt tilbage til musikskolen fra sine videregående studier, så jeg blev igen tillagt hende, hvor jeg blev, til hun i efteråret 50 flyttede til København. Da jeg efterhånden spillede forholdsvis komplicerede sonater, blev det besluttet, at jeg flyttede til Niels Viggo Bentzon, som jeg kendte godt fra harmonilæreholdet, og vores samarbejde, både teori og klaverspil, fortsatte i nogle år. Efterhånden faldt også min sidste teorikollega fra, så jeg fik enetimer både i harmonilære og Palestrina-korstil.

Niels Viggo Bentzon var i øvrigt et kapitel for sig. Folkemusikskolen havde en overbygning, som hed Jysk Musikakademi, og som forberedte folk til at gå til eksamen som professionelle musikere. I 1944 blev Bentzon lærer ved denne gren af musikskolen, og han og hans kone flyttede ind i et ganske stort og veludstyret havehus, som hans onkel overlæge Bentzon på ortopædisk hospital netop havde ladet bygge på en tom grund skråt overfor, hvor jeg boede. Vi unge mennesker på vejen var i 44-45 netop ved at komme i den alder, hvor vi jævnligt bare stod og snakkede ude på vejen, og vi havde stor fornøjelse af at lytte til Niels Viggos mange daglige timers øvning på sit flygel.

En dag, da jeg kom ned til musikskolens hoveddør, stod tre-fire af lærerne og kiggede ud i Guldsmedgade, hvor Niels Viggo kørte frem og tilbage på en cykel, og hver gang han trådte med det højre ben, råbte han ”a-av!” Han havde fået en byld på højre balle.

N.V.B. var ikke noget pædagogisk talent, i hvert fald ikke i min sammenhæng; men han var selvfølgelig et meget spændende musikmenneske, og jeg var meget glad for timerne hos ham, ikke mindst teoriundervisningen havde jeg stort udbytte af. Jeg havde forskellige tanker om, hvad jeg ville lave, når jeg blev voksen; men i løbet af min gymnasietid på Århus Katedralskole blev det klart for mig, at jeg måtte gå musikvejen. Den beslutning hang ikke mindst sammen med inspirationen fra min musiklærer Johannes Nørgård, som foruden gymnasieundervisningen også underviste på universitetets musikfakultet og konservatoriet, og så var han organist ved en århusiansk omegnskirke. Jeg sang – selvfølgelig – med i skolens kor, som blev slået sammen med konservatoriekoret og sangere fra universitetet, og sammen nåede vi i mine tre gymnasieår at opføre Johannes Brahms’s “Ein Deutsches Requiem”, og J. S. Bachs Johannespassion, Juleoratorium og kantaten “Ich hatte viel Bekümmernis”. Når jeg sang i kor, kunne jeg ikke følge med i noderne, så jeg lærte det hele udenad; heldigvis var jeg udstyret med en vældig god hukommelse.

På grund af teoriundervisningen hos Benzon gik der et par år, før jeg kom med i den del af undervisningen på Universitetet, og de første fire år frem til organisteksamen i 1955 var det denne del af min uddannelse, jeg vægtede mest. Jeg startede med Nørgaard som orgellærer; men på grund af hans sygdom havde jeg det sidste år før organisteksamen prof. Aksel Andersen som orgellærer. De næste tre år fik jeg orgelundervisning af domorganist Georg Fjelrad, og i den periode oplevede jeg noget helt enestående: i 1957 gik jeg til orgeldiplomeksamen – en koncertspilsprøve. Natten før prøven kunne jeg ikke sove, så min Mor gav mig en sovepille, en rest fra engang, da jeg var syg. Da jeg næste formiddag skulle spille, følte jeg mig helt ved siden af mig selv, og så meget kiksede for mig, at Fjelrad og censor Mogens Wøldike gav mig ganske uhørt lov til at prøve igen næste år, hvor jeg fik udmærkelse. Om eftermiddagen efter den fatale formiddag var jeg helt på toppen, da jeg gik til kantor-, korledereksamen.

I 1950-erne dukkede de første spolebåndoptagere op på markedet. Et halvt år før min organisteksamen i 1955 fik jeg en båndoptager, som var monteret i en fiberkuffert, så jeg kunne tage den med mig og lave optagelser af mit spil, så jeg hjemme kunne kontrollere, hvad jeg lavede. Jeg tog den også med til forelæsningerne på universitetet, og så kunne jeg i ro og mag lave notater, når jeg kom hjem.

I 1956 fik jeg besøg af blindekonsulent Kaj Thor, som sørgede for, at jeg blev medlem af blindesamfundet. Desuden skaffede han mig en af de Tandberg-båndoptagere, som DBS dengang uddelte blandt medlemmerne. Det lyder lovlig luksuriøst, at jeg havde to båndoptagere; men jeg havde rigeligt brug for dem begge. Blandt mine studiekammerater blev jeg nærmest betragtet som et orakel på området, så jeg blev i de følgende år flittigt spurgt til råds om, hvad de skulle købe! Da jeg i 1960 fik min magisterkonferens, blev jeg interviewet af en medarbejder fra spolebåndsproducenten BASF’s fagblad om, hvor stor glæde jeg havde haft af at bruge deres spolebånd.

Med orgelspillet i centrum kom mit klaverspil, som i en årrække havde stået mig nær, efterhånden til at træde noget i baggrunden, og min kontakt med Niels Viggo Benzon stoppede i 1954.

Når man studerer på universitetet, ligger det jo i hele sagens natur, at man læser en masse; men det kunne jeg ikke uden videre gøre. Ganske vist trådte mine forældre til med højtlæsning. Min far var sproglærer med tysk og engelsk som fag, og min mor var hjemmegående, så hun kunne læse danske tekster højt for mig, mens Far tog sig af det udenlandske. Ganske naturligt havde de dog ikke ubegrænset tid til højtlæsning for mig; men det problem fik jeg løst derved, at en række af mine studiekammerater på skift kom hjem til mig og læste mangt og meget, navnlig fremmedsprogede bøger højt. Selv om de i mange tilfælde selv havde direkte brug for det, de læste højt for mig, blev det i årenes løb til en imponerende kammeratlig indsats.

En helt særlig indsats vil jeg nævne: Jeg skulle skrive et såkaldt speciale, hvis emne var orgel- og cembalomusik af en italiensk organist ved navn Frescobaldi fra første halvdel af 1600-tallet. Der var netop lavet en ny udgave af denne musik på i alt fem hæfter, og dette materiale indspillede en af mine kammerater, Kirsten Rabæk Knudsen, på klaver på spolebånd, i alt 12 timer. Da jeg senere arbejdede med musikken sad jeg med godt lys og så i noderne mens Kirstens bånd spillede. Det lykkedes mig faktisk på den måde at få lavet et speciale, som oven i købet fik ros! og d. 19. november 1960 havde jeg min universitetseksamen i hus.

Derefter trængte jeg for alvor til at komme i gang med at spille orgel, så jeg skrev til den dengang meget kendte blinde organist Helmuth Walcha, om jeg måtte komme på studiebesøg hos ham. Walcha var orgelprofessor ved konservatoriet i Frankfurt am Mei n. I sit svar til mig tilbød han, at jeg i forårssemestret 61 kunne blive indskrevet som studerende på konservatoriet, med ham som lærer, og det tog jeg med tak imod. Jeg sendte ham en liste over, hvad jeg havde spillet – først og fremmest værker af J. S. Bach – og han valgte nogle stykker fra listen plus nogle andre stykker, som vi aftalte, at jeg skulle have parat, til jeg kom ned til ham. Derfor havde jeg voldsomt travlt de første tre måneder af året, hvor jeg gik til undervisning hos Fjelrad, så han kunne give mig den første afpudsning af repertoiret. Han var heldigvis ikke spor stødt over, at han kun skulle gøre mig klar til undervisningen hos en anden lærer!

I 1961 havde jeg stadig et rimeligt orienteringssyn, så jeg kunne færdes til fods rundt i Frankfurt. Alligevel krydsede jeg en dag åbenbart en gade så tilpas hasarderet, at jeg blev indhentet af en mand, som skældte mig ud, fordi jeg gik uden blinde-armbind, så andre trafikanter ikke kunne vide, at jeg så dårligt. Hjemme i Danmark havde jeg ikke været vant til at sikre mig på den måde; men det fik mig til at opsøge det lokale blindesamfundskontor, hvor en dame ret modvilligt solgte mig et armbind, som jeg så brugte resten af min tid i Tyskland.

Snarest muligt efter min ankomst til Frankfurt meldte jeg mig på konservatoriets kontor, hvor jeg var ventet, og jeg kom så til min første time hos Walcha ved koncertsalens store orgel. Jeg havde valgt udelukkende at spille værker af J. S. Bach, og jeg havde hjemmefra sørget for at indstudere en række stykker fra den liste, som W. havde sendt til mig. Det viste sig straks, at nok havde jeg lært det hele udenad; men i det forløb havde der indsneget sig en del huskefejl, så aftalen blev, at jeg også fik timer hos Walchas assistent, som hed Köhler, og som var blind ligesom sin chef. Han havde et godt lille to-manualers orgel med pedaltaster i en stue, så det var rigtig hyggeligt at besøge ham privat, når jeg var til undervisning, som først og fremmest bestod i, at han rettede de fejl, som hans fine ører opfangede, når jeg spillede for ham. Det hændte dog, at der smuttede fejl gennem kontrollen, og jeg kan stadig høre Walchas forargede stemme sige: ”Sie müssen doch korrekt spielen”, når jeg var til time hos ham.

Selv om Walcha var blind, kunne han ikke læse punktskriftsnoder. Hans indstudering af nye stykker foregik på den måde, at hans kone spillede nogle få takter af hver enkelt stemme i en sats igennem to gange; så repeterede W. det, han lige havde hørt, og satte efterhånden stemmerne sammen til helheden, hvorefter proceduren gentoges i næste afsnit. Desuden lærte vi en særlig øveteknik, som han havde udarbejdet som blind; men hans normaltseende elever blev også sat til at bruge den: Når vi øvede et stykke, skulle vi skiftevis synge en af stemmerne samtidig med, at vi kun spillede de andre stemmer. Den arbejdsmetode giver et meget indgående kendskab til det, man spiller. Min kone husker tydeligt, navnlig fra de første år, vi boede under samme tag, at jeg øvede mig på den måde.

Samtidig med mig var der også flere andre udlændinge som elever hos ham; jeg husker navnlig en mand fra Sydafrika; men jeg var den eneste synshandicappede, både blandt os fra udlandet og de tyske orgelstuderende. Walcha tog sig slet ikke af kirkespillet, som var lagt i hænderne på to andre lærere: den ene underviste i katolsk kirkemusik, og den anden tog sig af den protestantiske. Konservatoriet havde to små orgler, som var til rådighed som øveinstrumenter for os studerende. Dem benyttede jeg jævnligt om aftenen, og jeg har stadig lyden af en rengøringsdames stemme, når hun smed mig ud med forkyndelsen: ”Feierabend”.

Semesteret sluttede med en koncert, hvor i hvert fald alle vi gæstestuderende spillede. Om der var tyskere med ved den lejlighed, kan jeg ikke huske. Koncerten blev afviklet, ganske kort før min hjemrejse. Da var min sukkersyge blomstret kraftigt op igen, og jeg har stadig W.s velmente beklagelse af min situation: ”Armer Mann” klingende i min hukommelse.

Hjemmefra var jeg vant til at gå meget, så den vane fortsatte jeg med i Frankfurt. Afstanden mellem Fritz Tarnauheim, hvor jeg boede, og konservatoriet, var på ca. tre kvarters gang; men jeg brugte også jævnligt byens sporvogne både dér og til andre mål. Bl.a. gik jeg til en del operaforestillinger og koncerter, hvor det var aften, når jeg skulle hjem. Mange af de ture, jeg foretog, var med mit dårlige syn temmelig hasarderede; men jeg klarede skærene uden uheld. En af de markante koncerter, jeg overværede, var med ”The London Symphony Orchestra”. Man sagde, at det var første gang efter anden verdenskrig, at et engelsk orkester turnerede i Tyskland. Et af koncertens hovedværker var Beethovens Skæbnesymfoni, som vakte enorm begejstring.

Ved en anden koncert hørte jeg Fischer Dieskau synge Gustav Malers ”Lieder eines fahrenden Gesellen”. Trods en forkølelse klarede han koncerten fint; men man fortalte, at han snød de evige autografjægere ved at forlade koncerthuset ad en bagdør; i øvrigt var han tæt hyldet i flere halstørklæder.

Ind imellem mit travle orgelarbejde havde jeg selvfølgelig lyst til at lege turist, og jeg så mig om både i Frankfurt og på nogle ture ud i landet. ”Se og se!” Det var trods alt begrænset, hvad jeg kunne se i de fremmede omgivelser; men jeg gjorde forestillingen som turist. Jeg havde flere større rejseplaner. Bl.a. overvejede jeg at besøge Strassbourg, men opgav tanken igen, fordi det ville blive for omfattende et projekt.

Selv om jeg ikke kunne komme i banken og hæve penge pinselørdag, rejste jeg dog til Heidelberg.

Lige inden hjemrejsen 2. pinsedag om eftermiddagen sad jeg på banegårdsrestauranten for at få lidt mad; men inden jeg kunne bestille noget, talte jeg de sørgeligt få mønter i min pung. Der oplevede jeg for første og eneste gang at få almisse; for idet en lille familie med en halvstor datter gik forbi mig, lagde hun en halv snes D.Mark på bordet foran mig!

Slutteligt må det være nødvendigt, at jeg kort gør rede for min tilgang til punktskriften:

I efteråret 1950 kom jeg i kontakt med århusianeren Marinus Ørskov, som underviste folk i at læse punktskrift. Jeg husker ikke mere, hvordan kontakten kom i stand; sandsynligvis var mine forældre og jeg blevet klare over, at det ville være nødvendigt, at jeg ikke kun kunne stave mig gennem sortskrevne tekster. – læs om Ørskov i Poul Lüneborgs bog “De blinde pionerer”. Ø.s teknik var den, at han hver dag gennem det meste af et år sendte mig et brev, hvor han skrev noget punktskrift, hver gang med lidt nyt. Mine fingre har stadig følelsen af det første brev, hvor han gav mig bogstaverne a b c d, plus det første ord: bad. Det fyrstelige honorar for hele kurset var 200 kroner, og dengang betalte man 4 øre for et brev med punktskrift, så selv med datidens priser blev Ørskov og hans kone ikke millionærer af hans undervisning.

Jeg besøgte de to, inden kurset startede, og ved den lejlighed så jeg for første gang forskellige blindehjælpemidler, og Ørskov sørgede for, at bladet Budstikken blev tilsendt mig. Jeg fik også fat på en musikhistorie i punktskrift; men ellers var der kun lidt faglitteratur til rådighed.

Det var først efter at jeg var flyttet til Esbjerg, det blev klart for mig, at jeg var nødt til at lære blindenodeskrift, og der gik en del år, før jeg blev rigtig dygtig til at bruge punktnoderne. Alligevel blev jeg bedt om at være blindesamfundets repræsentant ved de internationale møder, hvor man planlagde en udgave af nodesystemet, som skulle gælde over hele verden, og i 89 var jeg for første gang i Schweiz til en sådan kongres sammen med områdets ekspert på Statens Trykkeri For Blinde, Leif Haahl. Siden har jeg på den konto været til flere møder: både herhjemme, endnu en gang i Schweiz, i Southend ved den engelske kanal og i Marburg i Tyskland. Da regelsamlingen var blevet trykt og udgivet på engelsk i USA, blev det mit job at sørge for, at bogen blev oversat og trykt på dansk, både ved at finde en oversætter og skaffe den nødvendige økonomi. Det er vemodigt at tænke på, at Nota i dag kun har lejlighed til at udgive få nodebøger, efter at Danmark forhen var storproducent af braillenoder.

12. Bestyrelsens kontaktoplysninger.

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A

3520 Farum

Tlf. +45 44 95 04 72

Mobil +45 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv.

2200 København N

Mobil +45 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168

8310 Tranbjerg J

Tlf. +45 86 72 55 72

Mobil +45 40 62 11 23

Mail: ole@obj.dk

Redaktør Rita Cicilie Varmby

Følager 13 5.sal lejlighed 501

2500 Valby

mobil +45 61 15 02 23 eller mobil +45 21 43 02 23

Mail: rcvarmby48@gmail.com

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade 29. st. th.

4000 Roskilde

Tlf. +45 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

1. suppleant

Leif Martinussen

Bryrupvej 55

2770 Kastrup

Mobil +45 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant

Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th.

4200 Slagelse

Mobil +45 25 53 82 43

Mail: fohlmann@stofanet.dk

Nyhedsbrev Februar 2008

Danmarks Blindehistoriske Selskab Nyhedsbrev nr. 1, februar 2008

Indholdsfortegnelse: 1. Redaktionelt 2. Bestyrelsens navne og adresser 3. Indkaldelse til selskabets ordinære generalforsamling 4. Årsberetning 2007-2008 5. Regnskab for Danmarks blindehistoriske selskab 2007 6. Finale

1.  Redaktionelt

Velkommen til den nye udgave af Nyhedsbrevet. Bestyrelsen håber, at vore læsere alle er kommet godt ind i det nye år, hvor vinteren så sandelig ikke har belastet os med frost og kulde. Indtil nu i hvert fald. Det er trods alt dejligt, og man føler, at foråret er lige om hjørnet. Denne gang drejer bladets indhold sig kun om den kommende generalforsamling på Fuglsangscentret søndag den 30. marts 2008 og bemærk venligst, at der, som traditionen byder, ligeledes er et arrangement dagen før - nemlig om lørdagen den 29. marts. Herom senere. Hvis du ønsker at læse selskabets vedtægter, findes de i Nyhedsbrev nr. 2, juli 2007. Bestyrelsen gør opmærksom på, at generalforsamlingen allerede blev varslet og indkaldt i Nyhedsbrevet, der udkom i november 2007.

1.  Bestyrelsens navne og adresser

Hans Erik Olsen, formand, Holmebækhuse 14, 4681 Herfølge. Tlf. 56 21 75 86. Mail: hans.e.olsen@blindsigtmail.dk Arne Krogh, kasserer, Abildgårdsvej 16, 2. th. 2830 Virum. Tlf. 45 85 94 19. Mail: abkrogh@mail.dk. Kurt Nielsen, næstformand, Bakkedraget 29, 3460 Birkerød. Mail: kurt.nielsen@pc.dk Karsten Ahrens, redaktør af nyhedsbrevet, Højvangen 15, 4470 Svebølle. Mail: karsten.ahrens@webspeed.dk Elin Andreasen, sekretær, Spøttrupvej 5, st. tv. 2720 Vanløse. René Ruby: 1. suppleant. Mail: rene.ruby@mail.dk Lars Bang Andersen, 2. suppleant. Mail: larsbangand@hotmail.com

1.  Indkaldelse til selskabets ordinære generalforsamling

Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling søndag den 30. marts 2008 på Fuglsangcentret i Fredericia Generalforsamlingen starter kl. 10.00 og forventes afsluttet ca. kl. 12.30. Bestyrelsen foreslår følgende dagsorden.

1.  Mødet åbnes og godkendelse af dagsorden.
2.  Valg af stemmetællere og dirigent.
3.  Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2007.
4.  Årsberetning.
5.  Fremlæggelse af det reviderede regnskab.
6.  Fastsættelse af kontingent.
7.  Valg af: A. Formand, (for 2 år). Hans Olsen ønsker genvalg. B. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer (2 år). Karsten Ahrens og Kurt Nielsen ønsker begge genvalg. C. 2 suppleanter. D. 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant.
8.  Forslag. Eventuelle forslag skal være bestyrelsen i hænde, senest 8 dage før mødet.
9.  Eventuelt.

Arrangementet starter dog allerede lørdag den 29. marts med følgende program. Kl. 17.00: Ankomst og indkvartering. Kl. 18.00: Festmiddag. Kl. 20.00: Fortæller Willy Egemose om musikeruddannelsen Før og nu.

Senere på aftenen skal vi overvære en live-koncert med kompositioner af Ernst Bruun Hansen, der var lærer ved instituttet.

Søndag den 30. marts: Kl. 07.30-09.00: Morgenmad. Kl. 10.00-12.30: Afvikling af generalforsamlingen. Kl. 12.30: Frokost. Kl. 13.30: Afrejse.

Hele arrangementet vil koste 350 kr. inkl. festmiddag. (Drikkevarer er for egen regning).

Hvis du kun ønsker at deltage i generalforsamlingen søndag, koster det 55,00 kr. for formiddagskaffe og frokost.

For at du har stemmeret skal årskontingentet, der udgør 150 kr., være betalt inden generalforsamlingen starter.

Vi råder over 29 værelser og 40 pladser, så hvis vi bliver mange, kan det blive nødvendigt, at dele værelse med en anden.

Tilmelding, der er bindende, skal ske senest den 1. marts til: Hans Olsen, Telefon: 56 21 75 86 E-mail: Hans.e.olsen@blindsigtmail.dk.

Ved tilmeldingen bedes du af hensyn til Fuglsangcentret oplyse navn, adresse, cpr-nr., om du ønsker allergiværelse, medlem af DBS, diabetiker, vegetar, spiser diætkost eller medbringer førerhund.

Der ydes ikke refusion af rejseudgifter.

Vel mødt den 29-30. marts.

På bestyrelsens vegne Hans Olsen, formand.

1.  Årsberetning 2007-2008

2.  Indledning. Nærværende årsberetning fra bestyrelsen i Danmarks Blindehistoriske Selskab omhandler selskabets aktiviteter og initiativer i perioden fra den ordinære generalforsamling i Danmarks Blindehistoriske Selskab 2007 og frem til afholdelse af bestyrelsesmøde d. 21. januar 2008. Supplerende oplysninger og kommentarer vil blive givet mundtligt under behandlingen af beretningen på generalforsamlingen, 30. marts 2008. Dette er bestyrelsens beretning, som er blevet udsendt i selskabets nyhedsbrev nr. 1, 2008.

3.  Medlemsoplysninger Medlemstallet er pr. 21. januar 2008 opgjort til 138. Det betyder i forhold til sidste år en tilbagegang på 16 medlemmer, men vi må trods nedgangen stadig sige, at selskabet er blandt de største i Dansk Blindesamfund, men vi må alle gøre en indsats for at få flere med, så medlemstallet igen kommer højere op. Vi har fra bestyrelsen prøvet at gøre opmærksom på vores eksistens gennem vore meddelelseskanaler nemlig selskabets nyhedsbrev og Dansk Blindesamfunds medlemsblad. Og vi kan da sige, at det har båret frugt, idet der i hvert fald er kommet to nye ansigter til medlemskredsen fra årsskiftet.

4.  Nøgletal om økonomien Indtægter: 79.086,81 kr. Udgifter: 19.926,90 kr. Årets Overskud: 59.159,91 kr. Egenkapital 1. januar 2007: 57.369,32 kr. Plus årets overskud: 59.159,91 kr. Egenkapital pr. 31. december 2007: 116.529,23 kr.

Vi kan således glæde os over, at Danmarks Blindehistoriske Selskab fortsat har en sådan økonomi, der sikrer en betryggende baggrund for selskabets drift, og at de samlede beholdninger kan sikre dækning af eventuelt kommende uforudsete udgifter.

1.  Generalforsamlingen 2007 Generalforsamlingen fandt sted søndag, den 18. marts 2007 på Fuglsangcentret. Der var fremmødt i alt 32 stemmeberettigede medlemmer. En nedgang i antallet af deltagere på 9, i forhold til generalforsamlingen 2006, så også her må vi blive bedre til at gøre opmærksom på, at vi eksisterer, og ønsker at se rigtig mange nye ansigter i forsamlingens midte. På generalforsamlingen 2006 stillede Elin Andreasen op til formandsposten, og i fuld forståelse bestyrelsen imellem, blev der truffet aftale om, at Hans Olsen til generalforsamlingen 2007, ønskede at blive opstillet som bestyrelsens formandskandidat. Forsamlingen fulgte bestyrelsens anbefaling og bestyrelsen har det sidste år haft følgende sammensætning: Formand Hans Olsen. Kasserer, Arne Krogh. Ordinære bestyrelsesmedlemmer, Elin Andreasen, Karsten Ahrens og Kurt Nielsen. 1. suppleant: René Ruby. 2. suppleant: Lars Bang Andersen. Revisorer: Svend Thougaard og Edith Nygaard. Revisorsuppleant: Henning Eriksen.

2.  Bestyrelsens arbejde og samarbejde Efter valget på generalforsamlingen blev bestyrelsens sammensætning og konstituering således: Formand: Hans Olsen. Næstformand: Kurt Nielsen. Kasserer: Arne Krogh. Bestyrelsesmedlem og redaktør af nyhedsbrevet: Karsten Ahrens. Bestyrelsesmedlem og sekretær: Elin Andreasen. 1. suppleant: René Ruby. 2. suppleant: Lars Bang Andersen. Bestyrelsen har afholdt i alt 5 møder. Afvikling af mødernes dagsorden har været konstruktiv og har været optaget af de aktiviteter, som Danmarks Blindehistoriske Selskab har igangsat og afviklet. Der henvises til uddybende bemærkninger under punkt 7. Lars Bang Andersen meddelte på vores møde den 21. januar, at han ikke længere kunne afse tid til arbejdet i bestyrelsen, og derfor vil vi i denne beretning benytte lejligheden til at sige Lars tusind tak for et godt og loyalt samarbejde.

3.  Nyhedsbrevet Selskabets nyhedsbrev er udkommet 3 gange i år, med meget interessante og spændende artikler. Bestyrelsen vil i den forbindelse gerne have lov at sige selskabets medlemmer tak for indsendte bidrag. I Danmarks Blindehistoriske Selskab følger vi stadigvæk det princip, at udgivelsen skal udkomme samtidig på medierne: Sort, punkt, cd og E-post. Dette har selskabet til fulde kunnet leve op til. Da vi i bestyrelsen gennem mange år har været klar over hvilket arbejde Synscenter Refsnæs har lagt i produktionen af nyhedsbrevet, har vi gennem de sidste af slagsen, opfordret vores medlemmer til at benytte sig af muligheden af, at kunne modtage det via E-post. Vi kan med glæde oplyse, at 49 nu modtager det elektronisk, og 14 har valgt at modtage det på cd, en produktion som vi selv i bestyrelsen forestår. Endelig skal vi minde om, at Synscenter Refsnæs vederlagsfrit har produceret og udsendt nyhedsbrevet, og betalt portoen, gennem mange år. Det siger vi tak for og håber, at det meget positive samarbejde kan fortsætte fremover.

4.  Aktiviteter og initiativer. A. Besøg i Blindehistorisk Museum og hos Hans Rasmussen. Fredag, den 21. september 2007 deltog 16 af selskabets medlemmer i vores arrangement, som var kommet i stand ved et samarbejde med Blindehistorisk museums leder Mogens Bang, museets kustode Henning Eriksen og EDB-programmør ved Blindeinstituttet i Hellerup, Hans Rasmussen. Vi må heller ikke glemme instituttet, der var vært med kaffe/the og brød. En gestus, som vi fra selskabet siger tusind tak for. Vi blev delt op i 2 hold, så det ene først hørte om blindes brug af computeren, mens det andet hold fik en meget spændende rundvisning i museets lokaler, som råder over godt 5.000 registrerede blindehistoriske effekter. Arrangementet afsluttedes med en fællesspisning på Esthers i Hellerup.

B. Digitalisering af lydsamlingerne Det er glædeligt at kunne konstatere, at bevarelsen af mange blindehistorisk værdifulde lydoptagelser nu er sikret og konverteret til digitalt format. Hans Olsen er primus motor i løsningen af denne opgave. Det skal her også nævnes, at Børge Pedersen, Præstø, og Henrik Olsen, Østerbro, har påtaget sig at være selskabet behjælpelig med dette arbejde, og vi har i årets løb modtaget ca. 60 optagelser digitaliseret af Børge og Henrik, hvilket der skal lyde dem en stor tak for. Desuden har vi modtaget optagelser fra andre, og selskabet kan glæde sig over, at også ikke-medlemmer leverer materiale til digitalisering. Vi har forgæves forsøgt at få de pågældende til at melde sig ind, men det er ikke lykkes endnu.

C. Temaudgivelsen Danmarks Blindehistoriske Selskab har gennem et par år skrevet i vores beretning, at vi har planlagt en temaudgivelse i anledning af særforsorgens udlægning i 1980, men at arbejdet er blevet forsinket, da et par af indlæggene manglede at blive skrevet. Vi har fra bestyrelsens side flere gange rettet henvendelse til skribenterne uden held, og har nu besluttet, at de artikler der ligger færdig, skal udsendes, da de har en så faglig og historisk kvalitet, og vi har indledt forhandlinger med forskellige parter, og håber allerede i den mundtlige del af beretningen på generalforsamlingen, at kunne komme med yderligere information i denne sag.

D. Lukningen af Blindehistorisk Museum Det var med chok, at vi fra Blindehistorisk Museums leder, Mogens Bang, fik besked om, at instituttets ledelse på et møde først i januar 2008 har besluttet at museets lokaler skal være ryddet den 1. juli. Vi fra bestyrelsen har ført en tæt korrespondance med både Mogens Bang og Henning Eriksen, i denne meget beklagelige, og for instituttet pinlige sag, og så netop i 150-året for åbningen af Blindeinstituttet. Denne åbne og ærlige korrespondance siger vi naturligvis både Mogens og Henning tak for, og med denne i hånden, har vi rettet henvendelse til Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg, hvori vi beredvilligt stiller vores kræfter til rådighed ved at medvirke til museets redning, men har i skrivende stund endnu ikke hørt fra forretningsudvalget i denne sag. Det har i selskabet været nævnt før, men på Synscenter Refsnæs er de blindehistoriske samlinger, der ikke engang er registrerede, pakket ned i 170 flyttekasser. Vi fra bestyrelsen håber naturligvis ikke, at det samme vil ske med den blindehistoriske samling på instituttet.

E. Overdragelse af aktiver fra Dansk Blindesamfunds Amatørteater Efter 61 års eksistens, besluttede Dansk Blindesamfunds Amatørteater i januar 2007, på to på hinanden følgende generalforsamlinger, at opløse teatret, hvilket vi skal beklage meget dybt. På disse generalforsamlinger traf de tilstedeværende medlemmer beslutning om, at alle aktiver skulle overdrages til Danmarks Blindehistoriske Selskab, hvilket der skal lyde amatørteatret en stor og velment tak for. Aktiverne udgjorde i økonomi 26.984 kr., samt 81 datbånd med optagelser af teaterforestillinger, som vi skal i gang med at digitalisere. I forbindelse med denne overdragelse har der været ført en del korrespondance med Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg om ejerforholdet, og disse brevudvekslinger har den 5. februar ført til at vi fra forretningsudvalget har modtaget en skriftlig accept på det forslag, som vi stillede om, at lade de økonomiske midler gå til aktivt at forsøge at redde Blindehistorisk Museum. Men i skrivende stund har der ikke mellem selskabet, Dansk Blindesamfund og Blindehistorisk Museum, været afholdt nogle møder.

F. Afholdelsen af årets generalforsamling Siden marts 2007, har det været besluttet, at generalforsamlingen i Danmarks Blindehistoriske Selskab skal afholdes den 30. marts 2008 på Fuglsangcentret. Det var derfor med stor forbavselse, at vi i medlemsbladet kort før nytår kunne læse, at der afholdes landsmøde i Dansk Blindesamfund, netop i det tidsrum. Da Danmark jo stort set ligger stille i julen, kunne vi først den 2. januar rette henvendelse til Fuglsangcentret, hvor vi gjorde dem opmærksom på, at vi havde underskrevet en kontrakt med dem om, at vores generalforsamling skulle afvikles samtidigt. De henviste til Dansk Blindesamfunds hovedkontor, og vi kontaktede telefonisk direktøren, som ikke kendte til denne aftale, men han ville undersøge det, og vende tilbage. Vi har netop fået bekræftet, at vi har de bestilte værelser til rådighed, så også på dette punkt, må vi sige, at samarbejdet mellem selskabet og Dansk Blindesamfund har fungeret godt.

1.  Afsluttende bemærkninger Denne beretning er ved at være til ende, og vi har fra bestyrelsen gjort os de største anstrengelser for at tegne et billede af de sager, vi har haft på bestyrelsesmødernes dagsorden i det forløbne år. Denne beretning vil selvsagt blive uddybet nærmere i den mundtlige del, der foregår på Fuglsangcentret den 30. marts 2008, så der er al mulig grund til at møde op denne dag. Fortæl så mange du kender om selskabet, for det er en af de veje vi skal gå, for at medlemstallet kan vokse.

På gensyn til selskabets generalforsamling.

Bestyrelsen.

1.  Regnskab for Danmarks blindehistoriske selskab 2007

Egenkapital 1. januar 2007 57.369,32

Udgifter: Bestyrelsesmøder 3.557,00 Kontorhold 431,25 Revisionsmøde 24.januar 2007 151,65 Nyhedsbrev 325,00 Bankbogsblad 10,00 Gebyr 312,00 Generalforsamlingen på Fuglsangcentret 17.-18. marts 14.430,00 Hshs. 450,00 Arrangement på Tutten 260,00 Udgifter I alt 19.926,90

Indtægter: Kontingent 20.700,00 Resttilskud fra Dansk Blindesamfund 400,00 Generalforsamling, Deltagerbetaling 11.015,00 Tilskud fra Dansk Blindesamfund 19.650,00 Gave fra Amatørteatret 26.984,48 Giro renter 330,26 Bankbog renter 7,07 Indtægter I alt 79.086,81 Indtægter 79.086,81 Udgifter 19.926,90 Overskud 59.159,91 Egenkapital 1. januar 2007 57.369,32 Overskud 59.159,91 Egenkapital 31. december 2007 116.529,23 Giro 31. december 2007 114.057,86 Bankbog 31. december 2007 2.471,37 Egenkapital 31. december 2007 116.529,23

1.  februar 2008 Regnskabet revideret og fundet i orden Edith Nygaard, Svend Thougaard

2.  Finale. Det var, hvad vi valgte at bringe denne gang. Vi planlægger, at det Næste nummer vil udkomme i slutningen af maj måned. Derfor bedes stof og artikler sendt til redaktøren senest med udgangen af april 2008.

Med venlig hilsen. Karsten Ahrens, bestyrelsesmedlem og redaktør.

Nyhedsbrev nr. 1 januar 2005

JANUAR 2005

Indhold

Redaktionelt

Set i bakspejlet: Festlig jubilæumsreception

Indkaldelse til ordinær generalforsamling

Finale.

Danmarks Blindehistoriske Selskab

Nyhedsbrev NR. 1

Bestyrelsen

Formand Thorkild Olesen, telefon 86 16 19 08

Næstformand Karsten Ahrens, telefon 59 29 32 92

Kasserer Arne Krogh, telefon 45 85 94 19

Sekretær Rene Ruby, telefon 36 30 77 68

Redaktør af Nyhedsbrevet Aage Michelsen, telefon 98 18 52 88

Suppleanter: Else Ahrens og Bente Krogh

Redaktionelt

De første linier i dette nyhedsbrev skal indeholde et ønske, et håb om, at alle vore læsere nu er kommet godt gennem julens mange glæder og måske også nogle genvordigheder. Måske har man spist alt for meget af den gode julemad, måske fik man slet ikke den gave, man havde sat næsen op efter. Dernæst vil jeg gerne, på bestyrelsens vegne, bringe de bedste ønsker om et godt og lykkebringende nytår .

Egentlig havde vi planlagt, at der skulle have været et nyhedsbrev udsendt i december 2004. Men af forskellige årsager, bl.a var redaktøren bortrejst, „til Nissernes ø“, en stor del af november og et stykke ind i december. Selve produktionen af nyhedsbrevene tager som bekendt også tid, derfor altså først et nyhedsbrev i januar. Velkommen til læsningen og velkommen til et nyt år i blindehistorisk sammenhæng .

3 SET I BAKSPEJLET BAKSPEJLET:: :: : Vellykket 10 års jubilæumsreception Af Aage Michelsen I anledning af selskabets 10 års jubilæum, arrangeredes der den 18 .

november 2004, nøjagtig på stiftelsesdatoen, en særdeles vellykket reception .

30 personer var, trods en lidt forsinket indbydelse i DBS.s medlemsblad og et særdeles dårligt vejr, mødt op til festlighederne i det store mødelokale, i Dansk blindesamfunds lokaler på Thoravej 35 i København .

Kl. 14 bød selskabets formand Thorkild Olesen velkommen. Han glædede sig over at så mange, trods det dårlige vejr, var mødt frem. Selvom 10 år, i historisk sammenhæng, ikke er mange år, mente han at der var mange gode grunde til at festligholde dagen. Det er vigtigt at vi i de kommende år, ikke mindst op til DBS.s 100 års jubilæum i 2011, er med til at fastholde og udbrede kendskabet til blindes historie. Derefter overlod Thorkild mikrofonen til Aage Michelsen med håbet om, at han kunne styre talerrækken. Efter et festligt musikalsk indslag, udført af Kurt Nielsen og Søren Høg, blev der budt på lækre pindemadder og lidt godt at drikke til. Den første taler var den tidligere formand og medstifter af selskabet Jørgen Eckmann, som i sin tale bl.a. nævnte, at man i blindehistorisk sammenhæng ikke kunne komme uden om at nævne Kjædeordenen, som i 1774 lagde grunden til den første egentlige danske blindeforsorg. Op gennem det 19. århundrede kunne man nævne forskellige årstal, som kom til at få stor betydning for blinde, f.eks opfindelsen af punktskriften i 1825, statens overtagelse af blindeforsorgen i 1858, og i 1890erne, hvor der var en stor paladsrevulution i det daværende Danmarks Blinde, som fik historiske konsekvenser, men lad det nu ligge ved denne lejlighed. Datoen 8. juni 1911 må fremhæves. Dansk Blindesamfund blev stiftet af og for blinde. Denne forening har haft stor betydning for blinde på så utrolig mange områder .

4 Den 18. november 1994 var ca. 100 mennesker, både blinde og seende, forsamlet på det gamle blindeinstitut på Kastelsvej, for at stifte Blindehistorisk selskab, og det er altså denne, begivenhed vi idag kan fejre .

Det var Jørgens håb og ønske, at dette selskab i fremtiden må være med til, at fremme bevarelsen af blindes historie. Eftertiden har krav på at få kendskab til blindes kulturelle baggrund. Jørgen nævnte sluttelig, at der i forbindelse med DBS’s kommende jubilæum er nogle planer om .

at der ved Fuglsangcentret i Fredericia skal foretages nogle byggerier, og det er hans håb, at der også i dette projekt kan skabes muligheder for, at de blindehistoriske samlinger kan få plads der. Der var ingen tvivl om, at hvis dette vil blive muligt, vil selskabet blive taget med på råd .

Derefter var tidligere hovedkasserer i DBS Kaj Chramer den næste taler. Kaj citerede i sin tale bl.a. den tidligere landsformand H. C. Seirup, som engang skulle have sagt ved et tillidsmandsmøde i DBS. „Den vor herre giver et embede, giver han nok også forstand til at bestride embedet“ .

Selskabet har med sine 10 år bevist, at de valgte tillidsmænd har haft evne til at bestride deres embeder. Det er vigtigt, at selskabet bl.a .

gennem historieformidlerne, får bragt DBS’s medlemmer i stand til at forstå, at blindes historie ikke kommer af ingenting. Fremhævede endvidere hvor vigtigt det er at erindre de mange gode kræfter der blev lagt for dagen, og nævnte i den forbindelse nogle af de landsformænd der har markeret sig gennem DBS.s mangeårige historie. Cohn Haste som var den første, så kom Peter Ommerbo, Martinus Christiansen, Carl Bjarnhof, Ernst Jørgensen og H. C. Seirup. Af politiske grunde ville Kaj ikke nævne flere ved denne lejlighed. Store personligheder var de alle, som var med til at skabe kontakten mellem DBS og det øvrige samfund. Kaj sluttede sin tale med at udbringe et leve for selskabet .

Efter endnu et dejligt musikalsk indslag, fik tidligere bestyrelsesmedlem i selskabet Henning Eriksen ordet. Han kunne indledningsvis bringe en hilsen fra Blindehistorisk museum, hvor han jævnligt har sin gang. Henning ville gerne opfordre til, at der blev et tættere samarbejde mellem selskabet og de historiske samlinger. Gav udtryk for et ønske om, at de 5 mange gode kræfter, der på forskellig vis udfolder sig omkring blindes historie, kan finde sammen og trække på fælles hammel .

Næste taler var Erling Madsen, der bl.a. i sin tale opfordrede de tilstedeværende til at foretage en indsamling af en pengegave til selskabet .

Kasserer Arne Krogh gik straks igang, og resultatet blev kr. 600, som han takkede for. Efter endnu et musikalsk indslag, kunne Aage overlade mikrofonen til den sidste taler, nemlig Elin Andreasen, der i sin tale bl.a. kunne meddele, at hun nu, efter moden overvejelse, ville overlade sin, i blindehistorisk sammenhæng meget speciele hamonika, til Blindehistorisk museum. Det drejer sig om Det kgl. blindeinstituts hamonikalærer Erik Rønnes gamle hamonika. Dér blev efterfølgende klappet meget af dette tilsagn. Ved 17 tiden sluttede ordstyreren med, på bestyrelsens vegne at takke for de mange smukke og velvalgte ord og for fremmødet .

6 _____________ Indbydelse til ordinær generalforsamling i Danmarks Blindehistoriske Selskab, samt efterfølgende weekend på Fuglsangcenteret .

Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling lørdag den 26. februar 2005 på Fuglsangcenteret i Fredericia .

Generalforsamlingen begynder kl. 15.00. Der serveres eftermiddagskaffe under mødet, som forventes afsluttet ca. kl. 17.00 DAGSORDEN 1. Mødet åbnes og godkendelse af dagsorden .

2. Valg af stemmetællere .

3. Godkendelse af referat fra generalforsamlingen 2004 .

4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab herunder fastsættelse af kontingent .

5. Årsberetning, herunder bestyrelsens redegørelse for den øjeblikkelige situation .

5. Valg: A: På grund af indtrufne omstændigheder i bestyrelsesarbejdet sætter de fire bestyrelsesmedlemmer deres mandater til rådighed .

B: Valg af 2 suppleanter .

C: Valg af 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant .

7. Forslag Eventuelle forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før mødet .

8. Eventuelt 7 Efter en dejlig middag kl. 18.00, fortsætter vi kl. 20.00 med en blindehistorisk underholdning, nemlig en optagelse af Amatørteaterets revy om DBS fra 1964 .

Søndag den 27. februar kl. 10-12 .

Hvordan og hvornår kan vi afvikle et blindehistorisk erindringsværksted? Kl. 12.00 frokost og derefter afrejse .

Pris for hele arrangementet er fastsat til 200 kr .

Tilmelding skal ske snarest og senest den 15. februar kl. 16.00 til enten Arne Krogh, tlf. 45 85 94 19 eller til Aage Michelsen tlf. 98 18 52 88 Da vi kun råder over et begrænset antal værelser, vil disse blive tildelt efter princippet „først til mølle“. Vel mødt til – en blindehistorisk set – meget spændende weekend .

Med venlig hilsen Bestyrelsen 8 Finale Det var så alt for denne gang. Vi håber at se rigtig mange af vore medlemmer til de to arrangementer på Fuglsangcenteret i slutningen af februar .

Stof til næste nummer af nyhedsbrevet, skal være redaktøren i hænde senest 1. marts 2005 .

Endvidere vil jeg henlede opmærksomheden på, at du kan modtage nyhedsbrevene enten i en sorttrykt udgave, i punktskrift eller indtalt på bånd .

Ønsker du at ændre ved den måde du hidtil har fået nyhedsbrevene på, skal du henvende dig til Arne Krogh, som bestyrer både pengekassen og kartoteket

September 2002: Danmarks Blindebiblioteks 50 års jubilæum markeres med et medlemsarrangement med historiske oplæg og tanker om fremtiden

Selskabet besøgte den 6. september 2002 DBB. Kjeld Andersen og Arne Krogh fortalte om deres tid som tidligere medarbejdere og direktør Elsebeth Tank berettede om sine fremtidsvisioner – indledning ved Aage Michelsen og optagelse ved Tage Poulsen.

Afspilning af lydoptagelse.

Download lydoptagelse

November 1999: Ellen Falck

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview af:

Ellen Falck, født Tolderlund, Aggerhuscentret, Parkvej 11, Bårse, 4720 Præstø.
født den 31.7.1922.

Interviewer Birthe Hermansen den 12. nov. 1998.

Jeg blev født i Assens i 1922 som den førstefødte. Min far Hans Frederik Tolderlund var forvalter hos tømmerhandler Plum, og da den lille familie kom til Præstø første gang efter fødslen, for at besøge min farfar og farmor, blev mine forældre irettesat, at man rejser ikke så langt, og oven i købet over et vand, uden at barnet er blevet døbt, så lille Ellen blev døbt i Præstø Kirke inden tilbagerejsen.

Ca. 3 år efter, flyttede familien til Præstø, hvor faderen overtog tømmerhandler firmaet Tolderlund efter sin far, og der blev født en dreng og endnu en pige. Pigen, som blev kaldt Ida, lever endnu, men drengen Niels er afgået ved døden.

De første år boede vi på Kristinelundsvej, hvor jeg så tydeligt husker, at jeg fik lov at køre med far ind til Præstø på motorcykel, og jeg måtte sidde foran på benzintanken, det var rigtig spændende.

Jeg husker også, at jeg fik lov til at rende op på gården hos Rasmus Nielsen, og overfor i et lille hus boede Niels og Marie, og der var jeg altid, og mor sagde, du må ikke rende over til dem hele tiden og tigge sukkermad, jeg vil ikke ha’ det. Så en dag, hvor jeg kommer hjem derovre fra, og sidder ved frokostbordet, så sukker jeg så dybt, og mor siger, du sukker jo Ellen, og jeg skævede til hende og tænkte, nu falder der brænde ned, fordi jeg havde været ovre hos Marie, men jeg misforstod det bare, og jeg blev drillet med det. Det sjove ved det er, at Maries senere svigerdatter har været hos os i 30 år, først hos min far og mor, og så hos os. Hun er lige holdt op for nogle måneder siden, hun er 82, hun har været næsten som en mor for mig.

Som ca. 6-8 årig flyttede familien så ind til Præstø i Farfar Tolderlunds store hus, som i dag er overtaget af “Fogh Superland”, som ligger midt i byen.

Ellen kom i privatskolen, som ligger lige ved kirken. Når man går ud af kirkelågen, så er det lige til højre. Det var hos frøken Nanna Ingerslev, hvor Ellen var meget glad for at gå, og de lærte en masse, da de kun var 4 elever, så da hun kom til Klosternakkeskolen i 5. klasse, følte hun, at de andre elever var langt bag efter.

Ellen kan stadig huske sine kammerater fra privatskolen, bl.a. Christian Block, hvis mor var tandlæge her i byen, og som boede i et rødt hus, der ligger på hjørnet af Jernbanevej og vejen, som går ud til Nysø. Så var der forpagterens søn Frits Fabricius fra Nysø og Jytte Holboe, hvis far var læge.

På et spørgsmål om hvad hun bestilte i hverdagen, kan hun kun huske, at de var artige børn, men hun holdt meget af at besøge morfaderen i Vasebæk ved Køge, som var forpagter på Gl. Køgegård, som ejedes af Collets familien fra Lundbygård. Hendes mor voksede op i Vasebæk. Ellen fortæller, med hensyn til hendes morforældre, at der skete det forfærdelige, at de unge, der var forlovede den gang, skulle have et barn, og det var en skandale, så de blev forvist til Sverige. Der blev købt et lille husmandssted til dem, og der kom min elskede tante til verden, og tiden gik, og de fik lov til at flytte tilbage til Danmark. Min tante kom senere til Amerika, hvor jeg har besøgt hende.

Morfaderen lærte Ellen at ride på en hest, som var en islænder, og den holdt hun meget af at ride på, og Ellen har altid holdt meget af hunde og heste. Hun fortæller, at morfaderen var så sød, og han interesserede sig så meget for sine børnebørn, og mest for mig, for jeg var lige så heste interesseret, som han var. Sådan var min far slet ikke, han var jæger, og han fik 5 kr., hvis han ville ride ud med sine forældre, da de var levende.

Var det en streng fader du har haft? Ja vi er blevet meget autoritært opdraget, vi vidste hvor skabet skulle stå. Jeg sagde til min mor, hvis jeg havde lavet et og andet, at hun måtte endelig ikke fortælle det til far, og somme tider kunne jeg lokke hende til at lade være, men vi har trods alt haft en god barndom.

Min farfars forældre sejlede meget, og dem var vi tit ude at sejle med. Senere fik min far en sejlbåd, en ketch med 2 master, og har han har haft forskellige små og store både, og også en motorbåd, men helst skibe med sejl, som vi havde mange dejlige ture med.

Min far havde flere både liggende for anker. Der var for øvrigt Poul Gran, som var bådebygger og havde sit bådbyggeri nede i Præstø havn. Hans søn, som kom i lære hos bådebygger bjørn Olsen, fortalte, at det bedste han vidste, var når bådebygger Bjørn sagde, at han lige kunne ro ud til Tolderlunds båd og finde det og det, fordi han skulle lave noget i den. At se den båd indvendigt, den var så fin.

Der var 2 senge i soverummet, og 2 i kahytten, og så var der et agterrum, hvor der også kunne sove 2. Yderligere var der også et lille køkken med primus, hvor vi lavede mad på, og jeg kan huske, at der var en gang vi havde nogle af fars venner med ud at sejle, og vi havde fået en rigtig dejlig middag, og så sidder de voksne og drikker kaffe. Så skulle Ida og jeg vaske op sammen med John, som var en af gæsterne, og ustandselig var der noget, han ikke havde vasket rent, for pigerne tørrede af. Så stak vi ham det hen, værsgo John, det her er ikke rent! og ned i opvaskebaljen igen. Og så pludselig, han havde måske fået lidt i hovedet, så ser han hen på os, edder ond i sulet, hvad tror I, I har viskestykkerne til! Jeg glemmer det aldrig, jeg døde næsten af grin. Han var også en sød og festlig fyr.

Det var nogle festlige ture, og jeg kan huske de små unger hos brødrene Brorson, de havde altid et reb om livet, for at de ikke skulle falde i vandet. Det havde vi også, da vi var små. Men jeg var rigtig stolt en dag, da jeg fik lov til at ligge og ro i jollen. Jeg kunne nemlig ikke ro væk, for far havde et bånd i den, men jeg kunne ligge og øve mig i at ro. Senere lærte jeg også at styre.

Da jeg var omtrent 15 år, kom jeg 3 uger på en Svensk sejlerskole, hvor jeg fik lært at stikke kurs ud og styre og alt sådan noget. Det var en trælastagent i København, der hed Peetz, og hans kone var agent for den Svenske sejlerskole. Vi var 25 piger, og køjerne, som blev sat op om natten, lå vi i. Der var 5 franske piger og 2 hollændere, englændere og svenskere, og så var vi 2 danske. Det var meget sjovt. Vi sejlede fra København til Bornholm og videre til Karkskrona, hvor der var eksamen, og der kom den elskeligste gamle admiral ombord, han var så elskelig, og selvfølgelig bestod vi alle sammen. Der var bal om aftenen med de svenske kadetter, det var også morsomt, d.v.s. jeg var temmelig genert den gang, og der var en lille kadet, som spurgte om vi ikke skulle gå i land, men nej, jeg skulle ikke i land, det turde jeg ikke. Men så sejlede vi videre op af den Svenske østkyst op til Søder Tælje, hvor vi gik ind igennem kanalerne, og kom til Stockholm inde fra land. Der blev vi sat af, og så skulle vi tage en beskidt båd hjem til København. Der kom Inger Karø, hun var også fra Præstø. Vi ville ikke tage en kahyt, vi havde ikke så mange penge, så vi lejede en hængekøje af styrmanden, og fik den hængt op, og det fortrød vi.

Der var så mange fulde, som ikke kunne lade os være i fred, så vi var bange. Men så kom der et Svensk ægtepar, og de havde en schæferhund med, og de lagde sig lige under os, med schæferen, så var vi jo glade.

Hvor sejlede i hen sammen med dine forældre?

Ja først sejlede vi ud af Præstø fjord, så skulle vi hele vejen op til Strandbygård dyrehave i nærheden af Fakse Ladeplads, og først der oppe kunne vi gå lige 90 grader over i Bøgestrømmen. Bøgestrømmen er den del af Østersøen, som går over i Øresund og videre ned i Smålandsfarvandet. Derfra gik vi videre til Kalvehave og videre til Vordingborg, hvor far og mor havde alle deres venner. De 3 Brorson familier, kom de meget sammen med. Niels Holger Brorson er død nu, men hans søn er nu sagfører i Vordingborg, og det er min sagfører.

Vi mødtes med dem enten i Kalvehave eller Stege eller på Ulfshale. Jeg kan huske, at vi somme tider lagde ind ved Flint-eksporten på Ulfshale, og der lå vi lørdag, søndag. Da de var yngre end mine forældre, var der ikke rigtig nogen børn at lege med, og da de senere fik børn, var de jo meget mindre end os.

Der var en gang vi havde været Møn rundt i en motorbåd, som ikke stak så dybt, så siger min far, da vi kommer ude fra Østersøen og skal ind igennem Ulfshaleløbet som er meget smalt, at jeg skal gå hen og stå i forstavnen, så skal du se, hvad vej jeg skal sejle, for at komme ind imellem. Så siger far, at nu kan jeg godt komme ned og sidde i cockpittet, for nu er der ikke flere sving på løbet, så satte han fuld fart på motoren, og lige så stille sejlede båden op på så lidt vand og lagde sig om på siden, så var vi gået på grund. Vi kunne ikke komme af, vi måtte ligge der om natten, hele familien måtte ligge i en stor bylt nede i den ene side. Næste morgen sagde far, at nu tar jeg jollen og ror ind, og så ringer jeg hjem efter nogen til at hente jer i bil til Præstø, og så skal jeg ind og se at få fat i en skipper, som kan hive mig af. Men det kom til at koste ham en ordentlig sum penge, for den stod fast, og jeg kan huske, vi grinede sådan af det.

Vi har tit stået på grund i Præstø fjord. Der var en gang, da far og jeg sejlede. Så skulle vi over på fjorden, og så siger han, vi går over her! Det kan du ikke far, du ved der er grund lige der, du skal ud om kosten, der står lige derude. Jeg prøver nu. Han elskede at gå ind og snuse, han stod tit på grund. Han sagde: “Hvad gør vi nu?” Så sagde jeg, at jeg ved jo noget om, at den der har styret må i vandet og bære af. Nå ved du det, så han måtte i vandet, han måtte rette sig efter reglerne, for jeg kunne jo ikke slæbe den båd af, det kunne han, så han måtte i vandet. Da grinede jeg også godt, kan du tro. Det har været festligt, når man sådan kommer til at tænke på det.

Da jeg blev voksen, fik jeg min egen ridehest, som havde været fru skovridder Oustrups på Gammel Køgegård, og den havde jeg til jeg tog til Amerika i 1948.

Derhjemme havde de nogle dejlige hunde, og hun har stadigt et stort maleri hængende af nogle Engelske sættere, som hun har arvet fra sine bedsteforældre.

Jule aftnerne var ikke noget særligt. Vi unger var med til at pynte juletræet, men da vi så havde spist aftenrisengrøden, som jeg ikke kunne fordrage, og det kan jeg heller ikke den dag i dag, så gik far ind for at tænde juletræet, og lukkede døren. Mors forældre kom gerne ned og var med, de skulle ellers dele sig imellem deres andre børn, men vi syntes ikke det var jul, hvis ikke de kom. At sidde alene os tre børn og far og mor var kedeligt.

I fik da mere end risengrød?
Ja, vi fik altid andesteg, det skulle være and. Men så fik vi altid en af juledagene en kæmpe stor ål, som far havde fået af en eller anden, Ålen var for stor til at stege eller ryge, så blev den saltet et døgn, og blev kogt en hel time, for den skulle koges godt igennem, og den fik vi med flødepeberrod. Den skik har Mogens og jeg også ført videre. Efter jul kørte han hen på Gisselfeld og købte karper, og dem havde vi så gående hjemme i vaskehuset, og dem spiste vi så nytårsaften, en kogt karpe ligeledes med flødeskum og peberrod.

Efter Privatskolen hos frøken Ingerslev kom Ellen i mellemskolen på Klosternakken, hvor hun kom til at gå sammen med mere end 20 elever, og det var en stor forandring, men også spændende. Hendes bedste veninde var Jytte Holboe. Hun var datter af lægen, d.v.s. da vi blev konfirmeret, fik hendes far et slagtilfælde, han var en af de læger, som arbejdede sig ihjel, og så flyttede Jytte og hendes forældre til København, så måtte jeg finde en anden at snakke med. Men jeg har besøgt hende i København, og det er så morsomt, at her hvor jeg bor nu, sidder der en der hedder Kitty Gustavson, hun siger, jeg kan godt huske, at vi to blev konfirmeret på samme dag, og vi gik til præst sammen, men det kan jeg slet ikke huske. Hun er så sød. Hun sidder desværre i en rullestol, hun fik for mange år siden en blodprop, og hun blev desværre lam i den ene side, men hun er den samme søde pige. Hun sagde, kan du huske vor præst, som var provst Poul Smith, han blev senere biskop i Ålborg. Da vi gik til præst og drengene var frække, så stak han dem nogen på kassen, og jeg sad og kiggede ud af vinduet, og en dag så jeg min far og mor sejle forbi, og jeg vidste de skulle være af sted i 14 dage, og jeg tænkte, bare jeg havde været med.

Hvordan klarede i så jer derhjemme?

Min mor havde god hjælp, de havde jo 2 piger den gang, en stuepige og en kokkepige, og de havde fået lov til at tæske os, hvis vi ikke var ordentlige. Somme tider kom der en tante, som var gift med en af min fars fætre, og hun kom og var hos os, men ellers var det meget skægt at være alene hjemme.

Min konfirmation gik fint, jeg var i en fin lang hvid kjole, og vi stod der i 2 rækker, så lægger provsten sin hånd på mit hoved, og jeg står og kigger lige op i hans ærme, og så havde jeg sådan en ugudelig tanke, og det har jeg senere fortalt Kitty, og hun sagde: Ellen det ku’ sgu’ lige ligne dig. Jeg stod og tænkte på, hvis jeg havde en vandpistol, så !!! Det er også noget man ikke glemmer. Men han var da en rar mand.

Ellen tog realeksamen på Klosternakkeskolen og gik til faderens store fortvivlelse ikke i gymnasiet, men tog handelsskole eksamen i Præstø, hvor hun samtidig arbejde på faderens kontor i tømmerhandelen.

Handelsskolen afsluttede Ellen med flidspræmie, jeg var skam dygtig.

Min far var stadig vred over, at jeg ikke ville på gymnasiet, så en dag, da vi var sejlet til Vordingborg, og lå nede i havnen, så siger han til mig, om vi ikke skulle gå en tur, og jeg gik intetanende med. så gik vi lige op til rektor Simon på Gymnasiet, og meldte mig ind. Jeg blev så skuffet og rasende på min far, jeg syntes det var rigtig lusket. Nå men jeg var vant til at rette mig efter ham, så jeg kunne ikke gøre andet end at gå og være dum i skolen, så kunne de jo ikke bruge mig.

Efter et år, fik jeg så lov til at komme tilbage til kontoret igen, hvor jeg så var et par år.

Da jeg gik på gymnasiet, ville det være rart med et kørekort, men det var før krigen, og jeg kan huske, at min far skrev til politimester Vagn Bro, at han måtte sørge for, at jeg fik et, så jeg kunne køre til og fra skolen i Vordingborg, men jeg måtte køre med rutebil, og den gik ikke hjem før kl. 7 om aftenen, og derfor syntes far, at jeg vel godt kunne få et kørekort, men det kunne jeg ikke, jeg var ikke gammel nok, så jeg fik ikke kørekort før krigen var forbi, da var jeg jo så blevet 26 år.

Jeg kan huske en pige fra Præstø, hun var datter af redaktør Bruun, og hun og jeg ville ikke sidde i Vordingborg og vente på bussen til kl. 7 om aftenen, så vi gik ud og “hitch hikede” på vejen. Min mor blev rasende, så sagde jeg, at så må du hente os. Jeg kan huske, at vi en gang kom op og køre med et par skorstens byggere, de var festlige, og der var ikke noget pjank med dem, men de var meget sjove. De havde været nede hos nogen af fars og mors bekendte, for at ordne noget ved komfuret, det var Madtsen på Nørre Skovgård, som ligger ad Ørslev til. En anden gang var det en hr. Laupt, og han fortalte, at han havde en datter, som var operasangerinde, og han kørte os helt til Præstø. Han syntes det var så morsomt med de to piger som gik der og “hitch hikede”, det var meget sjovt, men vi gjorde det også kun, når vi var 2, aldrig alene.
Jeg var hjemme et par år, men så blev min far og jeg uvenner. Han havde en god ven i Køng, som var i Udenrigsministeriet. Han hed Tillitse, og min far spurgte ham, om han ikke kunne skaffe mig en plads derinde. Der kom jeg så ind i bogholderiet, det var rigtig sjovt, og når nogle spurgte os om hvad vi lavede derinde, sagde vi, at vi var ruffersker, for at være morsomme, og folk sagde! Gud er de det. Jeg boede hos min bedstefars søster i Classensgade overfor Nordisk Fjer, der havde jeg et værelse. Men jeg havde sådan en hjemve, jeg kan ikke rigtig forstå det, for da jeg var i Amerika, var der ikke noget.

Vi havde en udenrigsminister, der hed Gustav Rasmussen, og vi kaldte ham for Gysse, det vidste han selvfølgelig ikke, og det var tit vi blev sendt rundt omkring på kontorerne, for at finde en eller anden sag, og den lå som regel og smølede hos en af ministrene eller kontorcheferne, det var altid ret spændende at komme rundt der. Jeg kan huske, der var en lille genert en, som hed Poul Hafner, han var næsten ikke til at slå et ord af, og så nogle år efter, var han blevet ambassadør et sted i udlandet, så han må have lagt genertheden af sig. Der var også en Harhof, som også var sekretær derinde, og det var en høj flot fyr, og han kom til Ægypten som sekretær, og lavede altid noget skæg og sjov dernede, han var ved at komme op at sloges med Ægypterne, han var festlig, jeg tror ikke han lavede noget han ikke måtte.

Efter et par år, ringede far, og sagde, at jeg måtte komme hjem, han skulle af med 2 folk, så jeg skulle komme hjem og hjælpe ham, så jeg måtte sige op, så havde han godt nok brug for mig, det var jeg meget glad for, for jeg havde jo hjemve, og jeg elskede min mor højt.

Jeg mener, jeg var hjemme under hele krigen, for jeg kan huske, at jeg fjantede stærkt med de unge lærlinge overfor hos Anton Petersen i det store kornfirma.

Nej, jeg tror alligevel, at jeg var i udenrigsministeriet under krigen, jeg kan huske vi var 3 piger, en tømmerhandler pige fra Fyn, og Lise, som nu bor i Kerteminde, og vi holdt meget sammen, og kommer stadigvæk sammen, og jeg håber, de en dag ringer og siger, at nu kommer vi over og besøger dig, for jeg kan jo ikke rigtig komme nogen steder, for mit kørekort er jo væk.

I 1946 fik jeg så mit kørekort, det var medens jeg arbejdede i København, og en dag skulle jeg mødes med min mor i Lundby, hvor jeg tog toget til, og så skulle jeg køre, over til Stege, hvor far så lå med båden. Min mor mente, at det var bedst jeg kørte, for jeg skulle have øvelse, så kørte jeg af sted, og så siger hun, jeg vil bare lige sige dig, at hvis vi to skal nå Stege i dag, så må du sætte farten op. Jeg sneglede mig af sted, jeg var så nervøs for, at der skulle ske noget. Jeg kan ikke rigtig huske, om det var en Tysk Taunus, eller en Engelsk Anglia, den der lignede en omvendt kasket.

Hvordan var det med din ungdom, gik i ud til bal?

Uha! Er du tosset, jeg havde den ene ven efter den anden, de knægte, der var i lære hos Anton Petersen, de var der jo 3 år af gangen, og der bor en her fra Præstø, han var disponent hos Anton Petersen dengang. Jeg kendte ham godt, han gik ned og hentede post hver dag, og så gik han og undrede sig over, at en af lærlingene gik op på 4. sal i det store magasin hver formiddag kl. 11, og det vendte lige ud mod os, så slog han porten op, og så vinkede han ned til en, og det var mig. Han driller mig med det.

Han har desværre fået en mystisk sygdom, lige pludselig falder han omkuld, han er ikke dement, men han kan ikke huske noget. Han kan huske, hvad der skete den gang, og det kan han drille mig med, men hvad der ellers er sket lige nu, kan han ikke huske. Hvis han kone siger, Peter du skal gøre sådan og sådan, skal hun huske at give ham det på tryk, ellers så glemmer han det. Han kommer her i terapien og maler, og så snakker vi. Jeg kan huske, da han blev gift første gang, det var sådan en sur pige, hun hilste aldrig på os, så skiltes vore veje, så mødtes vi først her mange, mange år efter. Hans nuværende kone er rigtig sød, hun spurgte, om vi ikke kunne tænke os at komme med hjem en dag og spise middag, det skulle være mig, og Knud Erik, tidligere inspektør fra Lundbygård, og han har endnu bil, han har en kone, som ligger her og er total lam, og når hun er lagt i seng, så svinger vi os ud af hver sin dør, og mødes et eller andet sted. Vi har også haft Poul Gran med, men nu er han blevet så dårlig, så hvis han falder, kan vi ikke rejse ham igen. Han har ikke kørekort længere, for da han fyldte 80, tog lægen hans kørekort.

Efter jeg var kommet hjem fra mit arbejde i udenrigsministeriet, arbejdede jeg hos min far i tømmerhandelen. I 1948 ringede telefonen pludselig en dag. Det var en af Brorson familien fra Vordingborg, som var skovridder på Fyn, og han og hans kone spurgte, om det ikke var noget for Ellen at komme til Amerika i huset. Jeg blev helt vild, nej hvor var det godt. 2 dage efter tænkte jeg, nej det går aldrig godt, men da havde jeg jo sagt A, så måtte jeg jo også sige B. Jeg tog ind til København for at få besøgsvisum, for jeg kunne ikke få emigration, det var der ikke tid til, for familien jeg skulle over til, havde lige fået en baby, så jeg skulle derover med det samme. De havde 2 halvstore drenge, og så havde de lige fået den lille baby for et halvt år siden.

Jeg drog så ind til København og ombord i ØK’s Falstria. Dengang var der ingen flyver, som fløj den vej over, så jeg sejlede i 9 dage, det var en dejlig tur, og en dejlig båd. Jeg boede sammen med en massøse, som hed Kirsten Knudsen, og vi kom til at kende 2 drenge, som boede i hospitalsværelserne, der var nemlig ikke plads andre steder, og vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne skiftes til at give hinanden morgenmad. Vi skiftedes til at hente morgenmaden i kafeteriet, og så drak vi morgenkaffe sammen, det var rigtig hyggeligt. Jeg mødte dem begge i New York senere.

Der var også en tegner ombord, og han havde lagt mærke til mit udseende, at det var typisk skandinavisk, og han spurgte, om han ikke måtte tegne mig, og det sagde jeg da ja til. Han ville også male mig, men det nåede vi ikke. Jeg var inde hos ham et par gange i New York, hvor han også kun nåede at tegne mig, men den tegning har jeg hængende ude på Runeklint endnu. Han hed Frits Kraemer, han var jøde, han kom fra Østrig, hvor han var blevet jaget ud af tyskerne, og kom til Danmark, og herfra rejste han så til Amerika. Han var en lille sjov mand, en typisk jøde, men rigtig sød og rart. Han inviterede mig og en Hr. Frederiksen fra ØK til en reception i Everside Drive, der et udpræget jødekvarter i New York. Der kom vi så til den aftalte tid, og kom ind i en flot og stor lejlighed med en hel del mennesker, men hvor var værtinden? Så kom vi ind, et par stykker ad gangen, ind i soveværelset, der sad værtinden i sengen meget fint udstafferet i sine kniplinger, og tog imod os, og spurgte hvor vi kom fra. Vi blev ikke klar over, hvad der var i vejen med hende, men det var en sjov oplevelse. Det var en flot, flot lejlighed, jeg må sige, de jøder de kan- – – Men kort efter, rejste han så videre vest på.

Ved ankomsten til Amerika blev jeg sat af ved Hobugten, for ØK lægger ikke til i New Jersey, men lige over på den anden side af Hudson floden, i Jersey ligger en stor fabriksby med havnekaj, og derfra kørte jeg videre til familien i Upper Mont Clair. Manden i familien jeg var hos, var dansker og hed Lorentzen, og han havde vogtet får på den jyske hede. Hans kone hed Winnie, og var også dansker, og hun havde som lille pige været balletdanser, og danset, da Radio City Mucikhall skulle åbnes, under orkesterdirigent Leopold Stakovsky, og man kunne stadig se det på hende, hendes bevægelser var så yndige og graciøse. Hr. Lorentzen havde opfundet en lille ting, der drejer persienner, og den havde han fået patent på, men han måtte slås for det patent, ustandselig var der nogen der prøvede på at gøre det efter. Han havde en stor fabrik inde på West Broadway inde i New York, hvor vi som regel kørte med ham, når vi også skulle ind til byen.

Familien var meget, meget søde ved mig, men det var værst for dem, som skulle æde den mad jeg lavede, for det var ikke altid den var lige heldig, for jeg havde jo aldrig lært at lave mad.
Det gik rigtig godt med at passe børnene, Drengene på 10 og 14 år, passede næsten sig selv, og den lille baby, var noget af det kæreste. Men jeg måtte ikke sove inde hos hende, jeg havde en walkie-talkie, med en mikrofon ved hendes mund, så jeg kunne høre, når hun vågnede, og så gik jeg først ind til hende. Hun havde også nogle yndige små barnereoler, men der var ikke sat noget i dem endnu, og hun skulle lege alene i rummet, hun måtte ikke have selskab, for hun skulle vænne sig til at være alene. Men jeg sagde til fru Lorentzen, at jeg var bange for, hun skulle kravle op på reolerne. Og en dag, så stod hun op på dem og væltede med dem, og så blev det lavet om, så jeg kunne sidde inde ved hende, med et eller andet håndarbejde. Hun har senere sammen med sin mand besøgt os i Hellerup som voksen, da hun var blevet gift. Hr. og fru Lorentzen kom også og besøgte os, når de var i Danmark.

Hvor længe var du så i Amerika?

Jeg kom derover i maj 48 og var hjemme i december 49. Jeg var væk i ca. halvanden år, og jeg var hos dem et år, så begyndte jeg at rejse hjem. Jeg måtte ikke tjene penge som besøgende. Mindst 2 gange havde det ringet på døren, og udenfor stod der en fra FBI, som spurgte om hvor meget jeg tjente, og jeg måtte sige, at jeg ikke tjente noget, jeg bor bare her hos familien og går med dem ud. Da mit visum udløb, måtte jeg så ind til kontoret for emigration i New York og sige, at jeg ikke kunne tage hjem, for jeg havde ingen penge. Hvis I vil give mig en forlængelse på et halvt år, så har jeg min far i Danmark, og han vil betale min hjemrejse i danske penge til en mand i Canada, som er en af hans venner, og der ligger der et af ØK’ skibe, som hedder Eria, og det fik jeg.

Eria sejlede på Vestkysten oppe fra Portland ned langs Californien ned gennem Panamakanalen og den vej over Holland, England og Norge til Danmark.

Jeg tog så en Greyhoundbus, som kostede 50 dollars gennem Amerika, for jeg havde ikke råd til at flyve eller køre på anden måde. Bussen Startede i Vancouver, og jeg kørte først med den til min mors søster, hvis mand var læge og som boede i South Bend Indiana , som ligger en times kørsel øst for Chicago, og de havde sommerhus ude ved Michigansøen. Jeg boede hos dem i 2 måneder, hvor jeg havde det pragtfuldt, og de tog mig til sig, som deres egen datter. Mange år efter gjorde jeg en stor fejltagelse, ved at skrive et brev til hende på dansk, for hun kunne ikke læse mere, og hendes børn kunne kun engelsk, men så indtalte jeg senere et bånd til hende. Derefter tog jeg op til en sød gammel tante. Hun var så glad for mig, hun sagde, at nu har din oldefar opdraget mig, for min mor og far havde 12 børn, men de havde ikke råd til det, så tog din oldefar mig til sig. Hendes far og mor havde været forpagterpar over på Liselund på Møn, og dem kendte vi så godt. Så var jeg der et par dage, og jeg skulle læse for hende i biblen, for hun var med i Pinsemissionen. Så steg jeg på bussen igen, men der var en der havde sagt til mig, at jeg skulle passe på, for hvis der satte sig en ved siden af mig, som ville gøre tilnærmelser, så skulle jeg have en stoppenål i lommen, og så skulle jeg bare prøve på at stikke ham på en måde, så han ikke opdagede hvad det var. Så flytter han sig sikkert. Men det fik jeg heldigvis ikke brug for.

Jeg regnede med, at jeg skulle møde færgen Eria i St. Fransisko, så jeg tog Greyhoundbussen videre, og da jeg nåede St. Fransisko, hyrede jeg en taxa, og flyttede al min “habengut” derover og kørte ned til havnekajen, og jeg kiggede mig omkring, men der var ingen Eria, så tænkte jeg, at den kunne jo ligge ovre ved Oakland. Så kom der en havnearbejder, og han sagde, at den først kommer om ca. 8 dage, men hvis du tør stole på mig, så skal jeg gerne smide din bagage om bord. Jeg havde ikke andet at gøre, end at overlade ham min bagage, for jeg havde nemlig fået tilsendt en flyvebillet til nogle venner i Los Angelos, hvor jeg skulle være til Eria kom derned. Flyveturen tog en time, og jeg kunne se på billetten, at den havde kostet 9 Dollars og 99 Cent, da jeg ankom, sagde mine venner, om vi ikke lige skulle tage en tur til Las Vegas, og det gjorde vi så, og vi kørte rundt i det sydlige Californien, og vi kom så tilbage til Los Angelos og skulle ombord i færgen, men der var ingen Eria, den var lige forhalet op til Long Beach, som er et havneanlæg, men den ville komme igen i løbet af et par dage.

Min sejltur hjem gik ellers godt, men vi havde storm 9 dage på tværs over Atlanten, nede fra de Vestindiske øer og så på skrå op til Holland. Jeg havde lagt mærke til, da færgen kom, at søfolkene gik og hamrede den ene side til med brædder, det var den side, som vendte ud mod vinden, og der blev sagt til os, at vi måtte ikke gå ud til den side, men så var der alligevel en gammel skibsreder Marius Nielsen, som ikke kunne nære sig, og selvfølgelig faldt han også. Han var ellers vant til at sejle men i sådan en storm, var der jo ingen, som kunne stå fast, men der skete heldigvis ikke noget særligt. Jeg lå og rullede rundt i min køje, indtil der var en der sagde, hvorfor lægger du ikke din kuffert op i køjen, så har du noget at stemme benene imod, så du kan ligge fast. Det hjalp også, og jeg blev slet ikke søsyg, det har jeg kun prøvet en gang, det var som barn, da jeg var ude at sejle med mine forældre. Turen fra Amerika var ellers hyggelig nok, vi bestilte ikke andet end at spille kort og gå i baren. Om formiddagen var der en drink før frokost, og der var lækker mad, så vi bestilte ikke andet end at spise og drikke, så jeg tog 20 pund på, på den tur. Min mor sagde til mig senere, at jeg lignede et omblæst cirkustelt, jeg havde store problem med at få det væk igen.

Efter hjemrejsen arbejdede jeg igen på kontoret hos min far, men så blev vi uvenner igen, og jeg blev så ansat på et trælastagentur, som var et dansk firma, som solgte svensk træ til danske tømmerhandlere, og der var jeg rigtig glad for at være. Det lå lige ved Nørrevold station i København, og på det tidspunkt, havde jeg lært den unge Mogens Falck, som var stationsleder på Falckstationen i Præstø, at kende. Jeg havde lært ham at kende ved nogle selskaber, og jeg kan huske jeg skældte ham ud over den måde, han opførte sig overfor sin kone på. Han var så blevet skilt, da jeg kom hjem fra Amerika. Deres lille dreng Ole blev opdraget hos en læge i Everdrup, moderen havde fået en fødselspsykose, så han opholdt sig der et års tid.

Vi blev så gift i 1951 i en kirke på Bernstorffsvej, hvor min svigermor boede. Mine forældre var ikke med til brylluppet, for min far billigede ikke giftermålet, han kunne ikke ta’, at hans datter skulle giftes med en fraskilt. Min mor turde ikke være med, hun ville ikke lave ballade, men min elskede morfar var selvfølgelig med, og min søster og bror, og dagen efter kørte vi på bryllupsrejse til Rom.

På vejen gjorde vi ophold i Odense, hvor vi mødtes med svigerfar og alle deres venner, og Mogens og hans tvillingebror V.M., som vi altid kaldte ham, var lige blevet optaget i Frimurerlogen. Min svigerfar havde mange søde venner, de havde bl.a. nogen der hed Killerrick, de var så søde, jeg kan huske fru Killerrick sagde, Ellen, du kan da ikke rejse til Rom uden frakke, men jeg sagde, at vi skulle da ned i varmen, ja men du kan da låne min pels, men det ville jeg ikke. Vi blev gift den 24. oktober 1951, så det kunne da godt have blevet koldt, men jeg manglede ikke nogen pels. Vi havde en dejlig tur, hvor vi kørte i bil hele vejen, og boede på hotel undervejs. Da vi kom til Rom, spurgte jeg om vi ikke også lige kunne køre til Neapel, men det mente Mogens ikke at den gamle Austin kunne holde til, den skulle efterhånden have en hel del olie.

Så flyttede vi til Næstved, hvor min mand blev stationsleder, og efter 8 år til Gladsakse på hovedstationen. Vi boede så i Søborg, hvor vi købte et dejligt hus. Så kom svigerfar pludselig en dag og sagde, at han havde købt Tårnbygård på Amager til redningsstation, og at vi skulle bo i hovedbygningen. Det var et pragtfuldt sted, en stor firelænget gård, med lavt til loftet. Vi startede med at have 4 mand på stationen, men efter 10 år, var det vokset til 50 mand, så måtte vi flytte, for nu var der for lidt plads til redningsstationen.

I 1963 fik Mogens en blodstyrtning, og han røg på Elisabeth søstrenes hospital, der kan jeg huske, at jeg kom på besøg, og trak jeg op af min taske en lille hundehvalp, for vores sorte kariblue terrier havde fået hundehvalpe. De var så kære disse hundehvalpe, og på det tidspunkt fik vi smag for Afrika. Vi havde set en film som hed “Hatari”, som handlede om, hvordan man fanger vilde dyr til Zoologiske haver. Den film var så betagende, og den gav os blod på tanden. Vi havde meldt os til en rejse til Afrika, men jeg var bange for, at Mogens nu ikke kunne klare det, men det gik heldigvis godt, og vi har været på jagt i Afrika i alt 7 gange.

Sidst i tresserne flyttede vi til Hellerup, hvor Falck havde købt Zonen, og vi flyttede ind på Rygårds Allé. Vi boede der ca. 10 år, hvor Mogens blev uvenner med Gentofte kommune vedrørende noget skat, så han flyttede stationen til Lyngby på Lundtoftevej. Der boede vi så, til Falckkorpset blev solgt til Baltica.

Det har altid været det samme, lige meget hvilken Falckstation vi boede på, har jeg været rigtig glad for at være der, og redderne var lige ved at bære mig på hænder og fødder, og Jes, som nu er vognmand her i Præstø, har tidligere været Falckredder, og han fortæller, at de år han havde hos Falck i Præstø, har været de bedste.

Vi flyttede så til vort hus ved Runeklint, som vi havde haft som fritidshus, og hvor vi tog ned hver lørdag/søndag. Vi havde gjort huset rigtig dejligt i stand, og vi kaldte det Ny Ati Shamba, som betyder bøffelhuset på Swahili, og pottemageren på Røde Led lavede navnet i keramik bogstaver, og satte det op på gavlen.

Navnet, som huset fik, er et minde om de dejlige ture, vi havde ned til Afrika.

Vi startede med at rejse, da Mogens lå på hospitalet efter blodstyrtningen, Vi rejste af sted i en stor DC 7 med 70 mennesker ombord til Kairo. Fra Kairo fløj vi til en flyveplads ved Victoria søen, som hed Entebbe, hvorfra vi tog ind til hovedstaden i Uganda, og så til Nairobi i Kenya. Derfra var vi så på jagt i 8 dage, for at prøve, om vi kunne holde det ud, vi var jo ikke helt klar over, om det var noget for os. Vi boede i telt, og det var død spændende. Vi blev fordelt i 3 biler med en 2 hvide og en hunter i hver bil, og de sorte hængte på, hvor det kunne passe sig. Vi begyndte med at køre fra Nairobi, vi var selvfølgelig forsinket flere timer, fordi de forfærdelige professionelle huntere skulle sige farvel til deres piger, og de havde jo så mange piger, så det var næsten ikke til at holde ud. Så kommer vi kørende en mørk aften kl. 10 -11 stykker, det var buldrende mørkt, og så er der pludselig en mur foran os, og det var elefanter. Vi skulle være stille, for dem flytter man ikke med, dem venter man på, til de går af sig selv, for hvis en elefant bliver sur, kan den gå hen og plante sin fod lige oven i bilen, og så bliver vi mast til plukfisk. Du kan tro vi sad stille, og vi kunne høre de gumlede blade i sig, og det rumlede i deres maver, det var en fantastisk oplevelse. Så flyttede elefanterne sig, og vi kunne køre videre. Vi var i noget der hed Savoparken en stor nationalpark i Kenya, hvor der er mange elefanter. Vi drejede så af til højre, og ind i og fandt en yndig flad slette, hvor vi kunne være, der var ikke ret megen busk, der var frit, og der blev vi sat på hver sin stol med en drink i hånden. “Boy”sene gik så i gang med at rejse teltet, men det var de mere end 2 timer om, hvor vi andre kunne have rejst det på et kvarter. De sorte er ikke så forjagede som os, de har da tid nok. Man skal tage det roligt, og sørge for at ens hjerte følger med, siger de. De var nu søde, så det var jo meget godt. Kl. 3 om morgenen kunne vi så gå til ro.

Vi havde en sørgelig oplevelse her på den første tur. Min svigerinde, som var Mogens tvillingebrors kone, har altid været meget dygtig til fransk, og i det hele taget meget dygtig til al ting, og jeg var ikke noget særligt, så det var altid Inge der førte an, og jeg kom høvlende bagefter. Så var det pludselig mig, der kunne tale engelsk, og det kunne hun ikke, Hun havde nemlig været i huset i Frankrig, og hun havde været i huset i Belgien, så hun var god til fransk. Men hun kunne ikke tåle, at det pludselig var mig, der kunne tale sproget, så hun begyndte at sige, at dem og dem måtte jeg ikke tale med, for de taler ondt om os. Hun begyndte at dirigere med mig. Det var vi meget fortvivlet over, og da vi kom til Entebbe, så ville vi ringe hjem til far, og bede ham sende en flyver, for det her kunne ikke gå. Så var der en læge fra Bogø, som blev en af vore meget gode venner, Christian og Birgit Linnet, og de sagde, at det måtte vi endelig ikke gøre, for hvis vi gjorde det, så risikerede vi, at hun aldrig kom over det, for det tropekuller var bare noget hun skulle over. Hun skulle igennem det, hendes hjerne skulle have ro. Vi kunne roligt lukke hende inde på værelset og give hende 10 Librium, så vil hun sove, og så kan i tage til Kampala, og når I kommer tilbage, så vil hun stadig ligge der. Hendes hjerneceller skal falde til ro, det er det eneste I kan gøre for hende, men det må I også gøre. Hun kom så vidt, at en dag sagde hun til mig, da vi stod ude i Bushen og ventede på drengene, som var inde og jage i skoven, Jeg hørte godt, da min mand sagde til dig, at hvis jeg blev temmelig umulig, så måtte du godt stikke mig en på kassen, men vi blev heldigvis gode venner igen. Senere har hun ikke villet med, for hun kunne ikke tåle varmen, så jeg tog alene med, sammen med min mand og hans tvillingebror.

Har du også gået på jagt herhjemme?

Ja jeg har gået meget på jagt ude i Stor Hestehaveskoven, hvor vi har vores hus, og jeg har også været på jagt i Nysøskovene og på Lekkende. Jeg kan huske at vores gode venner på Lekkende, skytten Verner sagde, har jeg ikke lovet dig, at du skulle få lov at skyde et dåvildt? Så se at komme af sted, du kan køre af sted med jagteleven. Jeg fik skudt en dejlig kalv, så jeg var stolt som en pave.

Jeg skød også nede i Afrika. En gang fik jeg en ordentlig bule i panden. Vi var ude at køre, og pludselig så vi en flok gnuer langt fanden i vold, mere end 300 meter ude. Så siger Mogens og jægeren! Skal Ellen ikke prøve dem? Så giver Mogens mig riflen. Den riffel havde jeg så svært ved at tage ladegreb på, og jeg lægger mig op af en myretue, for at få fast anlæg, og jeg begynder at skyde. Jeg trækker 3 gange, så jeg når at få skudt 3 skud af, så siger Mogens, nu holder du altså op, for blodet flyder ud af hovedet på dig. Jeg havde godt nok mærket den slog tilbage, men jeg blev så rasende, så jeg tænkte, nu skal jeg gi’ den. Jeg kunne aldrig i livet nå de gnuer 300 meter ude. Det var uartigt af dem, at sige, jeg skulle skyde der. Herhjemme skyder jeg aldrig mere end 100 meter borte. Det var et held, at det ikke ramte øjet. Bulen sad lige i tindingen, og sidste dag skulle vi alle fotograferes, og den lille skinnerboy, ham der flåede al skindet af det vi havde skudt, han dansede rundt på sine små krogede ben og pegede op på den blå bule jeg havde oppe i hovedet, og det kan man se på fotografiet. Skinnerboyen var fra Congo, og han havde en lille høne gående ved sit telt, og den havde en snor om benet, og den lagde æg til ham. Han havde fået den af nogle savværksarbejdere, som vi havde givet kød. Vi skød ellers ikke mere end vi skulle bruge, men hvis vi fik overskud, så gav vi det væk, de var jo lykkelige for at få kød. Disse jagtture har været højdepunkterne i mit liv med oplevelser af dyr, mennesker og den pragtfulde natur.

Jeg kan også huske en gang, da Mogens ville skyde leopard. Vi hænger først madding op til leoparderne, og så er vi ude og kontrollere de forskellige steder, hvor vi har hængt maddingen op. En dag så vi, at der pludselig var begyndt at blive ædt af den Gazelle, vi havde hængt op. Vi sad hjemme i lejren og snakkede og fik en drink, som vi havde fået hældt op, Så siger Mogens pludselig. Vi skal da af sted, klokken er fem, vi skal ud og kigge om leoparden er der! Han og Rhe, den professionelle jæger, farer af sted, og da de kommer kørende derud, kan de se, at leoparden allerede er oppe i træet og står og kigger efter dem. Så siger Mogens. Hvad nu! Ja nu skal du glide af lige så stille, og gemme dig bag den busk, og se at finde en god måde at holde til den på. Så kører jeg videre, så jeg afleder dens opmærksomhed, og så følger den min bil med øjnene. Det gjorde Mogens så, og han fik et perfekt skud, og Mogens ville så styrte hen til den. Men en af de sorte griber ham i ærmet, og så siger han på swahili, Det må du ikke, for der er flere jægere, der er blevet dræbt af døde leoparder, ved at man er gået for tidligt over til den, og den måske ikke har været helt død. Så lærte Mogens det, og så sad de lidt og kiggede på den, og så var den stendød. Så går de hen og undersøger den, og pludselig siger Rhe med rædsel i blikket, at det er en hermafrodit! Hvad siger du? sagde Mogens, og jeg der aldrig skyder hundyr, jeg vil ikke skyde hundyr. Det var en der var halvt af hvert. De kunne se på den, at den havde digevorter. men den havde aldrig haft unger, den havde en leopards store hoved, med små ører, og store poter, den var så typisk en hanleopard. De meldte det inde til Vildtdepartementet. Det gør man normalt, hvis man har nået usædvanligt, og vi meldte også om, at der gik en stor hunelefant, med kun en stødtand, og som haltede, og den må være blind, for den tørnede imod buske, træer og sådan noget. Mogens sagde, den vil jeg da ikke skyde. Men de sagde på Vildtdepartementet, den burde de have skudt, Men Mogens havde kun lisens til at skyde en elefant, og den havde han skudt på en anden jagt, så det vovede han ikke. Man betaler også for hver gang man skyder et dyr. Det er ligesådan herhjemme, Mogens skyder kun bukke, han skyder aldrig råer, ikke med mindre der skal tyndes ud i dem.

Jeg har en lille smykkenål her. Det er to ben, der er sat sammen af min guldsmed. Det er to ben, der sidder oppe i skulderen og flyder i lymfevæsken på alle kattedyr, og dette smykke er fra Mogens Leopard, og jeg har også en som er tre gange så stor, den er fra den løve, han skød. Det sidder løst i lymfevæsken heroppe i skulderen, og det gør at katte ikke mister balancen, når de springer. Det hedder et Flowdingbone. Vores skinnerboy fra elefantturen har også lavet mig et armbånd, som stammer fra halehårene på elefanthalen, og de er lavet så fikst, så det kan skubbes ud og ind, så det passer til håndleddet, og han lavede også en ring til mig af samme materiale fra elefanthalen.

Jeg har aldrig fået børn, det havde været mit store ønske, og på Gentofte sygehus blev jeg undersøgt for, hvad der måske kunne være i vejen, og vi prøvede oven i købet med kunstig inseminering. Det hjalp heller ikke, så jeg sagde til Mogens, om vi ikke skulle adoptere, men det kunne der ikke være tale om. Det havde ikke været nødvendigt at adoptere en dreng, for Ole skulle jo være første arving, men bare en pige. Det syntes han ikke, og da jeg endelig fik ham overtalt, så var jeg blevet over 40 år, og så var det for sent. Men jeg har da klaret mig udemærket uden det.

Mogens og jeg holdt meget af at fiske ål og rejer, og vi satte ruser ud til det farvand, der ligger lige uden for vort hus. Der, hvor vi ligger og sejler rundt, er bare så mange sten, så vi kan ikke bare gå lige hen over Nordmandssandet, vi skal helt ned til Fakse Ladeplads, før vi kan komme helt rundt og gå ned til Kalvehave.

Det er et spændende liv du har haft, og du har været god til at se tingene på en humoristisk måde!

Ja, det tror jeg, jeg har fra min mor. Jeg tror min fars mor var maniodepressiv, hun tog sig af dage, hendes 2 søstre må have haft det på samme måde, de tog sig også af dage. Jeg har fået konstateret sygdommen maniodepressiv, men for 20 år siden, var jeg hos en overlæge Mogens Kristensen, og jeg blev sat i en kur med Litareks piller, og siden den tid, har jeg klaret det fint. Jeg må have arvet det fra min far.

Min søster og jeg er blevet uenige om min brors dødsfald. Hun mener, at han også har taget sit eget liv, men det kan hun ikke vide noget om, for hun var ikke hjemme, da det skete.

Min far og mor var ude at sejle op ad svenskekysten, og så er Niels derhjemme og passer tømmerhandelen, og da han skal hjem til frokost, ser han en kat, der er på vej ind i dueslaget. Han vidste, at min far plejede at skyde kattene, når de gik derind, så han gik op efter riffelen, han glemmer at afsikre, og falder på trappen og skuddet dræber ham.

Jeg sagde til min søster, at hvis Niels ville tage sig af dage, så havde han gået ud af huset. Du var jo i Amerika, jeg kan ikke forstå, du vil gå og brede sådan noget ud om din bror.

Årsagen til mit dårlige syn skete ved en blodprop, som kom ganske stille sidst i 1980’erne. Jeg opdagede det ved, at jeg kom kørende ned til Runeklint i bil, og kørte ned ad bakken, og kigger over på Kohave skoven. Så kan jeg se nogle store krysantemum i træerne. Så tænkte jeg, det var da underligt. Da jeg kom hjem blev det konstateret, at det havde været en blodprop, men øjenlæge Morten Verdich i Vordingborg, ville ikke tage mig, han ville ikke have nogen nord for Vordingborg, han havde nok. Så gik jeg i flæsket på Jette, som var hos en optiker lige overfor øjenlæge Verdich. Hendes mor var min gode veninde, og vi har rejst meget sammen, men nu er hun desværre død.

Jette sagde, at hun kendte fru Grete Verdich, så hun ville snakke med hende. Så fik jeg lov at få ham, og det har jeg været rigtig glad for.

Så var det jo slut med at køre bil, for der stødte også grå og grøn stær til, så det ene øje skulle fjernes. Så sagde øjenlæge Verdich at han ville ringe op til overlæge Plesner på Næstved sygehus, men det ville jeg ikke have, jeg ville ind på Hamlet, som var et privat sygehus, men der var ingen øjenkirurg, så der kunne jeg ikke komme ind. Men må jeg så foreslå øjenlæge Madsen på Roskilde sygehus? sagde han. Det blev så arrangeret, og han var en festlig fyr. For det første stak han mig noget musik i ørerne, og han spurgte om jeg ville have klassisk eller jazz. Så fik jeg nogle ørepropper i ørerne, sikkert for at jeg ikke skulle høre de rodede, og så tog de øjet ud.

Vores unge mand fra Runeklint kørte for mig, og vi kom begge efter operationen, ned på kontoret, hvor overlæge Madsen sagde, at jeg skulle have et kunstigt øje, men de sorte med gyldne stjerne i, er desværre udsolgt. Vi grinede, så jeg var ved at falde ned af stolen.

Det gjorde ikke ondt at få fjernet øjet, og da vi kørte hjem i bilen, følte jeg, at jeg så meget godt med kun det ene øje, men der kom også grå stær på det, og den fik jeg taget hos overlæge Wille på Diakonissestiftelsen. Han var også rigtig dygtig. Jeg var blevet ham anbefalet af en fra Jungshoved, men det kostede selvfølgelig det hvide ud af øjnene, men det var jo også lige meget.

Mit syn svinder mere og mere, og når jeg sidder og ser på dig, så kan jeg se du sidder der, men jeg kan ikke se dine øjne, dine træk, og heller ikke din hårfarve.

Jeg har også lidt problemer med min hørelse, og jeg har fået et høreapparat, men jeg har somme tider lidt problemer med at få det sat rigtigt i, og det er også svært at indstille det med teleslynge og alt det andet. Det kan være, jeg skal bede om at få lidt mere undervisning i at bruge det rigtigt.

Efter jeg fik dårligt syn, flyttede jeg hertil Aggerhuscentret, hvor jeg fik denne dejlige lejlighed. Jeg er faldet godt til, og jeg er meget glad for at bo her. Mogens bor stadig ude på gården i Runeklint, og jeg besøger ham af og til.

Jeg har været på senblindekursus på Synscentralen i Vordingborg, hvor du blandt andet lærte mig en masse, og senere deltog jeg i et senblindekursus, som 11. kreds havde arrangeret her i Præstø.

Jeg har også deltaget på et kursus på Blindeinstitutet i Hellerup, der var jeg et halvt år, men det var jeg ikke ret glad for. Jeg følte de mobbede mig, vi skulle f.eks. lære at smøre et stykke mad, og det skulle være diagonalt fra det ene hjørne over til det andet hjørne, og jeg ville helst smøre denne vej ned, men det måtte jeg ikke, og der var sådan forskellige ting. Så kom der nogen fra Præstø, bl.a. min elskede fru Hansen, for at se til mig, hun var så forarget, det lille usle værelse, som jeg havde, jeg kunne dårlig nok vende mig, men der var nogle søde piger, og de havde kontor lige om hjørnet, der hvor jeg boede, og de kom ind og de pakkede min kuffert, da jeg skulle hjem, men jeg var ikke særlig glad for dette Blindeinstitut. Da jeg skulle hjem på ferie, så siger sekretæren, jeg er ikke sikker på, at vi har plads til Dem efter sommerferien! Nå, er De ikke sikker på det? Det er jeg, for jeg kommer ikke mere!

Der var en sød sygeplejerske, hun spurgte mig, om vi ikke skulle gå ned i Hellerup og spise en aften, og det gjorde vi så en 6 stykker, det var rigtig hyggeligt. Jeg havde ikke indtryk af, at jeg lærte noget. Jeg tror nu også, at de andre var meget yngre end jeg, for i den lille bar, der var ovre på den anden side af gangen, der opholdt alle de unge sig. Men jeg syntes ikke jeg lærte noget, heller ikke i maskinskrivning.

Jeg kan huske, jeg delte badeværelse med en meget sød lille ung pige, og hun var temmelig gravid, og hun havde en ven, som kom og så til hende meget ofte, og som regel sad han på WC når jeg skulle derind, eller også sad jeg der, når han skulle bruge det, for vi havde fælles badeværelse, og det var meget ubehageligt, men vi grinede da heldigvis af det. Den unge pige kunne få lov til at gå ned i svømmehallen i bad og svømme, det kunne jeg selvfølgelig have arbejdet på at spørge om jeg også måtte, men det gjorde jeg ikke.

Jeg kommer i Blindesamfundets klub ude i Præstø, hvor Birthe Bille er leder, men jeg er ikke så flittig som mange af de andre deltagere, som både går til kurveflet og sølvarbejde, men jeg tager præstøbussen derud og hjem igen. Jeg gik hos Karen, som også er helt blind, et par år, hvor jeg lavede en lille skindpung, som jeg lavede af nogle skindlapper, men der måtte Karen sidde og lave det meste af det. Jeg skulle også strikke en hue, men der tabte jeg maskerne ustandseligt, den måtte Karen også lave færdig. Jeg er glad for min båndoptager, hvor jeg læser min lydavis, og ham Asger Rosenberg, han læser noget så dejligt op, han har sådan en charmerende stemme.

Jeg læser også lidt på mit CCTV-apparat, men det er kun ganske lidt, for jeg bliver hurtigt træt, jeg kan lige læse, hvad der står på menuen på spisesedlen.

Der foregår også en masse her på centret, i går kom Annelise og spurgte, om jeg ikke ville op og høre Julius Nielsen fra Kalundborg synge, og så var jeg naiv nok til at tro, at vi skulle følges, men Annelise skulle skynde sig videre.

Når jeg får noget post, så kan jeg bare gå ned på kontoret, så vil de gerne læse det for mig, og ligeledes, hvis der skal sendes nogle penge.

Kunne du tænke dig, når vi nu er færdige med at interviewe forskellige kvinder, at vi lavede nogle små grupper, hvor vi kunne sidde og snakke om erindringer?

Det kunne jeg da godt, det er altid dejligt at være sammen med nogen, man kender, det at gå til noget, og man ved ikke om man kender dem. Selvfølgelig kan man sige, man kommer til at kende dem, men man er alligevel sådan lidt reserveret.

November 1998: Johanne Margrethe K. Sørensen

Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med: Johanne Margrethe K. Sørensen, født 15.juni 1912

Interviewet af Heike Michelsen november 1998 i forbindelse med Refsnæsskolens 100 Års Jubilæum.

Det er jeg ……

interview med Grethe optaget 1998,

Du venlige Hus ved den bakkede strand,

hvor Livet vi lærer at kende,

du dejlige Hus ved det brusende Vand,

til dig vil vor hilsen vende!

Ja, det var på festdagen for jubilæet, der fik vi frokost klokken 12. – Der var også nogen fra København der skulle synge deres kantate – fra 50-års jubilæet. Og så kom der Refsnæs historier frem. Og så fortalte Aksel en halv gyser. – Vi havde en køkkenassistent der hed Anna Henriksen, og hun kom til at skære en finger af i brødmaskinen. Så fik børnene noget Pålægsmad om aftenen, og det var noget de formodentlig ikke kunne li’, og de fandt ud af det var Annas finger.

Hvor meget kan du huske fra din barndom på Refsnæs?

Jeg kan huske mange ting. Jeg kan f.eks. huske at vores plejemoder frk. Filstrup fandt på, at vi skulle give Bøgekaffe. Det var sådan en tradition, de havde ude på Refsnæs, at den fra hvis vinduer man kunne se Bøgetræerne fra, de skulle give Bøgekaffe når Bøgen sprang ud. Og det var altid frk.. Filstrups gerning at give kaffe. Men så skrev vi breve hjem til vores forældre hver måned, og så da vi var blevet færdig i god tid – så ved jeg ikke hvordan vi kom til at snakke om, hvordan en indbydelse egentlig skulle formes. “Jamen ved I hvad”, sagde frk. Filstrup, “ Jeg foreslår at I inviterer til kaffe nede i de store pigers legestue, når Bøgen er sprunget ud.” – Og vi var lidt betænkelige ved det. Og så sagde hun: “Hermed inviteres I til Bøgekaffe i de store pigers legestue om aftenen kl. 8.” Og da havde vi en sanglærerinde der hed frk. Toft. Hun var kommet i November måned. Og hende havde vi to i min klasse der ikke kunne fordrage. – Så de ville ikke være med til bøgekaffe, når hun skulle med. Og frk. Filstrup forklarede os: “Jamen I er nød til at invitere dem alle sammen. Hvis hun så siger nej, så er det helt i orden.” Men det gjorde hun altså ikke. Så ville drengen og pigen ikke være med. Og så måtte de gå i seng til sædvanlig tid. Så det var kun os andre der fik lov til at være længe oppe den aften.

Hvor gammel var du der?

Der var jeg lige blevet 12 år. – Det var det år jeg skulle ind på Instituttet.

Hvornår kom du på Refsnæs?

Der kom jeg da jeg var 6. Den 19. januar så vidt jeg husker.

Så du fik lov til at blive hjemme til du var 6 år?

Nej, jeg blev sendt ud til frk. Melchiors børnehjem i Lyngby da jeg var 4 år Og det var lige en uge før Juleaften at det blev åbnet. Og Far og Mor var så kede af det. Og de spurgte om de ikke kunne få lov til at beholde mig til efter Jul. – Det var bare en notits der havde stået i bladene, at der blev åbnet et børnehjem i Ballerup. Det var en grosserer Stau der åbnede det. Hans hustru var selv blind. Hun hed Elisabeth Stau, og hun ville gerne gøre noget for blinde børn. Og tante Akker, som vi kaldte frk. Melchior – hun hed Agnes Melchior – hun syntes at hun skulle gøre noget for blinde børn, men havde altså bare ikke pengene til det. Nåh, men det havde grosserer Stau jo, og derfor blev det åbnet. Og der var plads til 6 børn i Ballerup, men der var så fugtigt så vi måtte flytte. Men vi børn syntes der var så morsomt at flytte, så vi spurgte da vi kom til Lyngby – skal vi ikke flytte i morgen igen?

Fik du så lov til at blive hjemme i Julen?

Nej, for de ville også gerne have nogen fornøjelse af nogen. – En der kunne sludre lidt med dem. Og jeg snakkede jo riv Jydsk, og jeg kunne jo efterligne alle de her koner, der kom og sladrede med Mor. Og det gjorde jeg. Og tante Akker kunne ikke li dialekter, så hun gjorde sådan lidt nar af mig når jeg sagde jeg skulle have et stykke sigtebrød. “ Jeg wil gjerne be om et styk Sejtebrød”. Og jeg sagde growbrød om Rugbrødet.

Jeg skulle lære at tale pænt.

Og der var jeg til jeg blev 6 år. Så kom den Spanske syge jo. Og så blev der så god plads ude på Refnæs skolen. De tog nye elever ind. Ellers plejede de at gøre det efter sommerferien. Men i 1919, tog de sådan hele året rundt. Og der var Bakkely jo med. Det var en villa der lå, så man kunne gå fra Refnæsskolen og derop ad en bakke. Og den ejedes til at begynde med af en frøken Wendelbroe, der havde hjem for svagelige børn. Men de kunne se. Og da hun så ikke ville have det længere, så købte skolen det, til hjem for dem der ikke så godt kunne gå alt for længe i skole. – Det var nærmest for svagelige børn og i særdeleshed for Epileptikere. – Og så kan jeg huske der var en der skulle der over, som jeg lå på sovesal sammen med. Og jeg var meget ked af det, men jeg kunne ikke være bekendt at tude mens barnepigen var deroppe og hjælpe os i seng. Så jeg ventede med at tude til hun var gået. Og så opdagede de store at jeg græd, og sagde:” Hvad er der dog i vejen Grethe?” Joh, sagde jeg. Det er da synd for Thora. Nu skal hun over på Bakkely og så bliver hun åndssvag. – Jeg troede det var noget der skete lige på vejen derover. Og de fik travlt med at få mig til at holde op med at græde, for der var frk. Thomassen plejemoder. Sigrid Thomassen. Hun var for øvrigt en god plejemoder. Men hun kom ind til København i sommeren 1919 og skulle være leder for pigeafdelingen på Instituttet. Og der var hun så en del år. For hun måtte da endelig ikke se jeg tudede.

Og der var du jo også kun 6 år

Jo der var jeg ved at blive 7.

Hvor tit kom du hjem på ferie?

Jeg kom hjem sommer, jul og påske. Men den gang kom de ikke allesammen på juleferie. Forældrene skulle selv betale jule, påske og pinseferie, hvis de ville have dem hjem. Og det havde far og mor jo ikke råd til. Men de ville da have mig hjem i Jul. Og den dag vi skulle hjem på juleferie, der gik vi i skole lige til vi skulle afsted.

Jeg sejlede jo til Århus, og så skulle far hente mig der, og så kørte vi med tog til Horsens.. Og så travede vi hjem.

Jeg var på Refsnæs til jeg fyldte 12, så jeg fik skolens 25 års jubilæum med

Vort Hjem og vor Skole, vor Travlhed, vor Fred,

du skænker os Arbejdets glæde.

Du værner os mildt mod alt ondt og Fortræd,

som over din Tærskel vil træde

Og så det sidste år jeg var der, så var der en dreng der kom syg hjem fra juleferie. Nu hed det sig altid, at hvis vi var syge, så skulle forældrene selvfølgelig beholde os hjemme til vi raske. Men jeg ved ikke hvorfor de ikke gjorde det. Men de har vel ikke kunnet klare det fordi de skulle på arbejde. I hvert fald kom han syg ind på Instituttet, og det var en rigtig gang Hjernebetændelse. Så han skreg når vi gik over gangen. Og jeg tog mine sko af, for jeg troede det gjorde så ondt i hans hovede, når vi gik der og gungrede på gangen. Så var der en der kom til at træde mig – så pev jeg jo lidt over det. Så blev der sagt: “ Du skal ikke tage skoene af Grethe, for han er syg. Det er derfor han skriger når I går forbi.” – Og jeg kan huske vi havde en der hed Maren. Hun sagde: Jeg skal høre når Ulrik skriger. Og jeg sagde,” Det er da ikke så sjovt Maren, han er jo syg!”

Og så havde vi en brandtrappe, der stod sådan midt i gangen når vi gik midt i huset udenfor. Og så fortalte man, at oppe på den brandtrappe, der boede en skolelærer. Og hvis nogen vovede sig ind i brandrummet, som de kaldte det rum der var der ved siden af sovesalen, så kom han ud og tævede os. Men han havde ingen timer. Han skulle ikke bestille andet end tæve dem der rendte på brandtrappen. – Jeg er nu sikker på at det var en Forstanderhistorie for at holde os derfra.

Men fra 6 – 12 år – det var næsten grundskolen?

Ja, det var forskolen dengang. (Jeg har da for øvrigt programmet fra dengang – så kan du se hvad der er foregået.)

Så var der en aften, at Ulrik var rigtig syg. Og jeg lå på den sovesal overfor sygestuen. Så vi der lå derinde – vi kunne rigtig høre hvad der foregik. Hele personalet var inde for at holde ham i sengen. Og så kom frøken Filstrup ind og sagde: “ I skal ikke være bange alle vi voksne er hos os!”

Så var der en der skulle ringe efter overlægen, og det var overlæge Hertz fra Kysthospitalet vi havde. Og han kom også, men de havde glemt at lukke op for ham. Og så kom der en ung pige hjem, hun blev fulgt hjem af sin kæreste. Og så kom han ind på den måde. Og han skældte dem ud. Og så var lærerinderne så overtrætte. De kom til at græde. Så sagde frk. Filstrup: Jeg ved godt at overlægen har ret, men vi regnede med at den der ringede til overlægen, også sørgede for at døren var åben. – Nåh, da han så havde fået en kop kaffe og en cigar og havde fået givet Ulrik en sprøjte, så var han mild igen. Og forstanderen fortalte så næste morgen, at Ulrik skulle på hospitalet i Roskilde. Og det var altså Sct. Hans om eftermiddagen. Og så fik vi fri for skole, for der var nogle af de store piger, der ikke havde haft det så godt om natten. Og personalet havde heller ikke haft det godt på skolen. Vi havde nemlig ikke nattevagt. Barnepigen hun sov inde hos os.

Hvor mange lå I sammen?

Ja, på den sovesal overfor sygestuen, der lå vi 7, ellers lå vi henholdsvis 8 og 9 piger.

Så I havde det sjovt Jer piger?

Ja, ja, men ikke den aften Ulrik var syg!.

Men dengang var det stadig pige og drengesovesale? Og måtte I slet ikke besøge hinanden?

Joh, vi sad sammen i klasserne, men vi måtte ikke rende ind til hinanden på sovesalene. Men mærkelig nok, havde vi fælles toilet om natten.

Men det var også kun fra 6 til 12 år I var der – jeg synes det var tidligt I kom til København.

Ja, men der var kun 5 klasser dengang. – Det var senere det blev udvidet. Det var Rytsow der var forstander dengang.

Og der skulle I både lære at læse, skrive og regne?

Ja, men jeg havde lært det hos tante Akker. Og jeg havde også lært at spise med gaffel. Men når man var 6 år, var man for lille til at spise med gaffel på skolen. Man skulle spise al sin mad med ske. – Og det værste for mig, det var altså, når vi fik Grød. Risengrøden hældte de f.eks. Øllet på, og hældte mælk på havregrøden om morgenen. Jeg kunne næsten ikke få det ned. Og der var skaller i. Det var fæle havregryn vi fik.

Filstrup, hun kom i 1919 som plejemor. Til at begynde med kunne vi ikke li hende. Hun gik altid rundt med en fløjte, og når vi så gjorde et eller andet som vi ikke måtte, så fik vi et dask af fløjten i hovedet. Så vi kaldte hende for Fløjtedask. Og hun skulle ikke være plejemor før efter sommerferien. – Så skulle vi begynde at sige plejemor til hende. Og hun var ked af det, da vi sådan blev 11 – 12 år var der nogen der syntes vi var for store til at sige plejemoder til hende. Så skulle vi sige frøken Filstrup. Og da hun kom, da var der en dreng der sagde: “Filstrup – er det en Fil med strop i?” Så sagde hun: “Du er vel ikke uartig Jeppe?”

Vil det sige, at plejemoderen skulle sørge for Jer når I kom fra skolen og resten af dagen?

Ja, men jeg syntes at alle lærerinderne var flinke til at tage sig af os.

Var du godt forberedt da du skulle videre til København?

Jooh – jo det var vi. Men vi fik jo en med i vores klasse, som kom over i en klasse for dem der ikke så godt kunne følge med. Da jeg kom på Instituttet hed de ekstraklasser. Der var 3. Vi andre skulle have 4 skoleår, men ekstraklasserne skulle kun have 3. Og der havde vi en med fra vores klasse. Og vi havde en dansklærerinde, der hed fru Wiberg. Hun var vældig dygtig. Og hende Gertrud gik vi kun sammen med en uge. Så kom hun over i ekstraklassen. Og så sagde fru Wiberg: “Jeg kan ikke forstå at frøken Filstrup, som ellers er en dygtig lærerinde, ikke var klar over at Gertrud faktisk ikke skulle ha været ind på instituttet. Men det var altså noget med at forældrene blev spurgt om de ville have dem på Bakkely. – Og dem der sagde nej, der blev børnene så betragtet som egnet til at komme på instituttet. Og der kom mange ind i min tid, som ikke skulle have været der.

Hvor lå instituttet dengang?

På Kastelsvej, og der gik jeg i skole til jeg var 16 år. Og så havde de noget man kaldte for fortsættelsesklasserne. Men fra vores konfirmation, som foregik i 1928, der skulle man til at begynde på en uddannelse. Og den varede så 2 til 3 år ligesom man kunne lære til.

Blev du også konfirmeret på Instituttet?

Jeg gik til præst på Instituttet, men Justenberg ville ikke så gerne holde konfirmation. Han syntes det var hjemmets fest. Og så skulle man hjem til nogen man slet ikke kendte, og gå til præst der i 14 dage og konfirmeres sammen med dem. Og det var altså ikke lige rart altid.

Og så blev du 16 år?

Ja, og skulle jeg væve hos frøken Bentzen. Der blev ikke spurgt hvad man ville. Der blev bare sagt nu skal du gå over i vævestuen. Og frøken Bentzen havde så meget at gøre, for hun skulle sørge for at de der skulle fra Instituttet det år, de var velegnede til at klare sig ude. Så hun havde faktisk ikke tid til at tage sig af os. Og så fandt hun ud af, at jeg kunne ikke væve. Nåh, så jeg sad der et år fordi hun ikke havde tid til at lære os det. Vi skulle til dels selv finde ud af det.

Og så viste det sig den ene gang efter den anden, at det år de skulle udskrives fra Instituttet der rejste frk. Bentzen og hr. Grove-Rasmussen rundt for at undersøge om de havde plads til en væv i deres hjem. Og de fleste de boede jo i lejlighed dem der var fra byerne. Og de kunne ikke have en væv. For de boede jo sammen med andre mennesker.

Når Morgenen kommer, vor Arbejdsstund slaar:

Hej op! Nu skal Kurvene flettes!

Vi skriver, vi væver og Skytterne gaar.

Nej, her kan vi skam ikke trættes!

Hvad kom du i gang med?

Jeg kom i gang med at sidde og strikke. For frøken Tomassen var ikke ivrig for at lære nogen at bruge en strikkemaskine. Fordi strømperne de skulle maskes op når de blev taget af. De blev strikket helt på maskinen. Så når de var lukket af, så skulle de maskes op for at maskerne ikke skulle rende. Der blev lagt en stor søm på dem. Det var jo tykke uldne strømper.

Og så lærte du at strikke – og det er derfor du er så dygtig til at strikke?

Ja, men det tog sin tid! Jeg kan godt sige dig, jeg havde så svært ved at bruge mine hænder, og jeg ved ikke hvorfor. – Sådan til håndarbejde. Jeg kunne faktisk ikke strikke ordentlig før jeg var 16 år. Så fik jeg klippet mit hår, og pludselig gik alting for mig. Jeg kan huske jeg havde en lærerinde der sagde.” Man skulle næsten tro der var noget i dit lange hår der hindrede dig.” Jeg havde fletninger og fik klippet dem i juleferien da jeg var hjemme. Og så kunne jeg pludselig. Jeg kunne alting. Så havde jeg ingen vanskeligheder med hænderne. Så jeg blev ved med at strikke – og det gør jeg den dag i dag.

Hvor længe var du så der?

Ja, på instituttet var jeg fra jeg var 12 til jeg var 19. Så blev man udskrevet. Og det var ikke så pænt. Der var en pige som frk. Bentzen spurgte om hun havde plads til en væv der hjemme? “Nej – det har jeg ikke! – Jeg vil hellere være luder.”

Men når I blev udskrevet – hvortil blev I så udskrevet?

Til vores hjem. Og nogen der ikke havde noget hjem, de kom med en kammerat hjem. Så måtte de selv se at klare sig som de bedst kunne. Og de få der lærte at strikke på maskine, de fik aldrig nogen strikkemaskine. Derfor var der så mange der tog ind på Mariendalshjemmet.

Hvad lavede de der?

Der arbejdede de – de hed arbejdsføre kvinder dem der boede der. Og de strikkede og de vævede og flettede kurve og lavede kurvestole. Og der kunne de blive til de var 70. Og så skulle de se at komme et eller andet sted hen – på et hjem i København

Men du blev sendt hjem til Horsens?

Ja, og der blev jeg så et år. Der var sådan forskellige ting jeg ikke kunne godtage. Jeg kendte jo kun mit hjem som et fælles sted, og kom aldrig sammen med nogen. Så derfor tog jeg ud på Værnehjemmet på Refsnæs. Og der har jeg så været fra 1932 til 1973. Og på Værnehjemmet der vævede vi.

Så fik du lov til at væve igen?

Ja, vi vævede gulvklude og køkkenhåndklæder med border. Og vi både brugte og solgte dem. Men det var mest håndklæderne vi solgte. For det var kun os på Værnehjemmet der kunne bruge gulvkludene vi vævede. Fordi vi vævede dem sådan at vi kunne vikle dem om gulvskrubben når vi vaskede vores værelser. Det skulle vi jo selv ordne. Og så hver 14 dag blev der sæbevasket på værelset.

Og de der kunne måtte hjælpe til i køkkenet. Og det kunne jeg altså godt. Og der arbejdede man og boede der.

Og da det blev bygget i 1928 kom forstander Rytsow og lovede at dem der ville flytte med derover, at de kunne blive der hele deres liv. Men det kunne de altså bare ikke. For der var jo mange der efterhånden ikke kunne gå på trapper mere. Det var ikke indrettet – det skulle have været et et-plans hus. For der var nogen der boede ovenpå. Og efterhånden som de blev ældre, fik de forskellige skrøbeligheder.

Og der var du så til 1973?

Ja, så flyttede jeg ud, fordi at Kurt Kristensen som var forstander dengang, han ville ikke ha Værnehjemmet. Og så blev der lovet at de forskellige kunne komme hjem til deres hjemkommune.

Jeg sagde:” I skal ikke regne med at jeg kan komme til min søster og svoger!” For jeg havde prøvet på det, og de ville altså ikke ha mig til stadighed.

Har du kun en søster?

Jeg har ingen mere. Jeg havde 5 brødre og 1 søster. Men de har alle sammen forladt mig. De er ikke mere.

Og så Nutte, hun hørte til på et børnehjem i Holmendrup ovre på Fyn. Hendes plejemor hed Signe. Hun var kommet der, da hun var 10 måneder. Og så fik hun dårlige øjne. Hun kunne se med det ene øje. Så kom hun på Sct. Joseph Hospital i Odense, og der tog de det forkerte øje, og så måtte hun have fået taget det dårlige. Da hun kom hjem til Svendborg igen. Sådan blev hun blind.

Var hun også på Værnehjemmet?

Ja, det var jo hende jeg boede sammen med i Olaiparken. Fordi den tid hvor de arbejdede med at finde et sted til de forskellige, – så blev jeg sur og sagde: “Nu er jeg rystende ligeglad, med hvordan det går. For Jeg vil ikke være kastebold. Nu vil jeg have en lejlighed. Og så ville Nutte gerne med. Og jeg vidste godt at Nutte ikke var rask nok til det. Og de synes alle sammen det var så udmærket. Jeg sagde: “Jamen altså, jeg tør ikke tage ansvaret for andre end mig selv! – “Nej, men så ringe var Nutte da heller ikke.” Men det var hun altså. Det var kun en tid hun kunne holde ud. Så faldt hun mere og mere af. Og så en morgen fandt jeg hende død inde i sengen.

Hvor længe boede I sammen?

Vi boede sammen i 1½ år. Og så skulle vi flytte herover i Munkesøparken. Jeg var ikke meget for det, for det var i Olaiparken vi var startet. Nåh, men Nutte ville gerne have sin egen lejlighed, for hun trængte sådan til lidt fred og ro. Og så kunne vi tage ind og besøge Grethe Nielsen. Hun var på Amtsplejehjemmet. Og det gjorde jeg så indtil Grethe døde.

Men mens du var på Værnehjemmet havde du en slags arbejde. Og da I tog ud i Olaiparken, hvor arbejdede I så?

Så havde Refnæsskolen fået oprettet et værksted inde i Skibbrogade. Og der arbejdede vi så. Gerda har også været der. Man kunne være der hele dagen, og vi kørte med bus fra Olaiparken. Men da vi så flyttede i Munkesøparken, så syntes vi at vi hellere ville ha eftermiddagen fri. Og det kunne vi også godt få. Så kørte vi hjem til middag, for til at begynde med var vi ikke flere i Skibbrogade end de selv kunne hente og bringe os i en almindelig privatbil.

Hvad arbejdede I med?

Til at begynde med arbejde vi med Carmen Curler. Men da så fabrikken holdt op, så puttede vi reklamer i konvolutter.

Kan du huske hvad I fik for det?

Ja, jeg kan ikke helt huske det, men vi fik da sådan at vi kunne komme med i ATP-ordningen. Til at begynde med, var arbejdet på Værnehjemmet ulønnet. Men så da Grove-Rasmussen blev forstander, sagde han at vi skulle have lidt lommepenge for det kunne man ikke byde voksne mennesker. Så fik vi først 6 kr. om måneden, så blev det forhøjet til 17 kr., og til sidst til 100 kr.

Og så var der alt det der, da Kurt Kristensen kom. De skulle hjem i weekenderne. Da var de faktisk hjemme den meste tid. Vinterferie begyndte når vi rejste hjem til Fastelavn. Påskeferien begyndte sådan at vi kunne være hjemme til Palmesøndag. Og Pinseferien varede også i 10 dage. Og så var der Kristi Himmeldagsferien. Så i hans tid var de ikke ret meget på skolen.

Men det var da også godt at være hjemme nogle dage?

Nej det var ikke lige morsomt for de halvvoksne elever. De kunne godt mærke det var en belastning for deres forældre at skulle ud og hente dem.

Og til sidst opløstes det værksted i Skibbrogade, fordi Carmen gik neden om og hjem. Bygningerne er der vist endnu, men hvad de laver i dem nu, ved jeg ikke. Men vi kunne ikke arbejde for dem mere.

Så kom vi hen på Kærhus. Og der arbejdede vi så til vi ikke kunne mere.

Også med vævning?

Nej, ikke med vævning. Vi sad bare og ordnede de der Curlere og Reklamer, og små vogne og puttede tre kort i kuverter

Hvornår var det i sang kantaten første gang

Ja, hvornår vi sang? – Det var den 1. november 1923. Men kantaten var skrevet før, for den blev brugt første gang i 1921, til noget de kaldte blindestævne. Det var kun for de elever der havde været på Instituttet. Man mødtes hver 4. eller 5. år. – Det kan jeg ikke huske så nøje. De boede på instituttet, og hos venner og bekendte og hos kammerater som de bedst kunne.

Men dem der havde været sammen med mig, de sagde det var slet ikke det samme at komme på Instituttet igen i København. De troede de skulle regere med dem som da de var børn. De skulle bestemme over dem. Så det var sådan en blandet fornøjelse. Men vi sang den 1. November 1923 på Refsnæsskolen.

Der var du stadig på Værnehjemmet?

Der var så mange ting som ikke var godt!. Da den første leder var rejst, der kom så meget sladder mellem os indbyrdes. Man skulle holde sig meget fri for at undgå det! Og så engang fik jeg besøg af min broder, og han har jo ikke levet som man følte man skulle dengang, men derfor var han alligevel min bror. Men frøken Olsen som vores leder hed dengang, hun var så uvenlig mod ham.

Han var kommet for at glæde mig til min fødselsdag, og jeg kan godt sige dig – Jeg var grædefærdig. – Og så kom jeg hjem på sommerferie. Og jeg syntes jeg sådan trængte til at komme væk fra det hele. Og så ville jeg så gerne have været hos min søster og svoger. Men det gik ikke. Hun troede at jeg ville ta Villy fra hende. Og så ville jeg selvfølgelig ikke være der. Og så måtte jeg ikke komme på sommerferie derovre. Mor døde jo i 1937, og Far opløste hjemmet temmelig hurtigt – for hvad skulle han gøre? Så han kom på Alderdomshjem i Horsens. Og Aksel gjorde meget for at invitere mig på ferie. Men nej, det kunne ikke lade sig gøre. Men frk. Olsen vidste jeg godt ville derfra. Men, hun måtte da vide, at jeg ikke var så dum, at jeg ville blande Aksel og hans familie ind i det.

Hvad er det for en Aksel du snakker om?

Det er Aksel Andersen fra Instituttet og derfra kender jeg ham.

Nåh, men frk. Olsen var ikke særlig glad for at Værnehjemmet skulle opløses. Det var på tale, men det blev det ikke mens hun var der. – Ja, og hun havde faktisk en rigtig elendig død. Hun brækkede begge arme. Hun havde brækket den ene for år tilbage, og fået sølvplade i. Men selv den faldt hun og brækkede. Og så vendte hendes håndled helt forkert. Hun kom på Diakonissestiftelsen, og de kunne ikke hjælpe hende med at få armene i orden igen. Håndledene havde helt drejet sig. Og så blev hun bevidstløs og døde. Hun skulle blive 72 år det år hun døde. Det var det år i 1968, da Gottlieb trådte til, at vi skulle flytte. Og så der i 1972, da blev det helt galt. Da skulle vi ud på Klintegården. Og det var der nede ved Nostrup Mølle. Og det var meget øde. Der kom fiskermand en gang om ugen, brødmand en gang om ugen. Der var ingen mulighed for at gå til købmand og sådan noget. – Det var alt for langt væk. Så begyndte hun og Berger at rejse rundt og tale med de forskelliges familier. For Klintegården – det fik vi at vide den dag vi var flyttet derud, det var ikke noget blivende sted. Og så var det jeg sagde: Nåh, så er det også ligemeget. Så vil Jeg prøve en lejlighed, og så må det gå som det kan! – Og så ville Nutte med. Grethe var kommet på Amtsplejehjemmet dengang. Og vi havde hjulpet hende med at finde sig tilrette. Og vi tog ind til hende et par gange om ugen i den første tid. Indtil vi vidste, at nu var hun faldet til. Så tog vi kun der ind en gang om ugen. For hun gik jo over til Jehova Vidner. Og så havde hun så meget med dem at gøre.

Nutte og jeg var jo flyttet. Vi flyttede ud i 1973 til Olaiparken. Og vi havde det meget godt, men der var sådan nogen der udnyttede os lidt, men det vil der vel altid være. Og så flyttede vi her op i Munkesøparken i 1976.

Kan du huske hvorfor I gjorde det?

Det var bare det at sagsbehandleren i kommunen (Jan Brunholdt) syntes vi skulle flytte derop. Jeg havde ingen lyst til at forlade Olaiparken. For der kunne vi jo alligevel komme sammen med Gerda og Leif. Og så tog Gottlieb op på Raklevgården, og skulle hjælpe til deroppe. For hr. Ø(?) var syg og lå den meste tid i sengen. Og så så de ikke meget til hende mere ude på Fjordhøj, som Værnehjemmet kom til at hedde. Og så i 1974, tror jeg det var, da ringede en til mig der hed Laura og sagde: ”Nu skal Thea rejse til Farum i næste uge, og vi skal rejse i 2 afdelinger. Og der var nogen der kom på Hobrohjemmet. Det gjorde Hanne, for hun ville gifte sig med Thorkild fra Bredegård. De var yngre end mig. De var på alder med Nutte. Og så rejste det første hold afsted om mandagen, det sidste hold om onsdagen – og Gottlieb var syg. Hun havde ellers højt og helligt lovet hun nok skulle følge dem til Farum. Men det var hun ikke rask nok til. Det var denne her diskus prolaps.

Så I blev fordelt rundt omkring?

Jah, men det var efter eget ønske, men vi havde en der boede oppe i Nordjylland. Hun var på ferie oppe hos sin søster og svoger. Og hendes søster sagde med det samme, at der var et hjem deroppe der hed Klokkeholm og der ville hun gerne være. For vi troede at de kunne komme i deres hjemkommune. Neej sagde hendes søster – det skulle hun da endelig ikke. Så siger Berger: “Der er da Hobrohjemmet”, nej, der skulle hun ikke på. Hun skulle følges med de andre til Farum på Solgavehjemmet.

Men der er kun en tilbage af dem der flyttede ud dengang. De andre er døde med årene.

Det vil sige, der var ikke så mange der flyttede i lejlighed?

Nej, det var kun Nutte og mig. Hanne og Thorkild var kommet på Hobrohjemmet. Vi havde på den tid en administrationschef der hed Bøgh Christensen der sagde: “De kan ikke bo på Fjordhøj når de er gift. Det er det slet ikke indrettet til.” Det var det jo heller ikke. Så måtte de på Hobrohjemmet. Da var Farum ikke færdig med at blive bygget.

I fik så lejligheden hernede?

Ja, vi fik lejligheden i 1976. Og vi havde jo lånt til indskuddet. Jamen hvordan skal vi betale det? Det skal I ikke tænke på – det ordner sig selv sagde sagsbehandleren. Og så sidste år i 1997 fik jeg et brev i 2 måneder at jeg skyldte for det der indskud, og så ringede jeg til sagsbehandleren og sagde: “Hvad er det for noget”. Og han sagde det betyder ikke noget, det skal du ikke betale. “Joh Selvfølgelig skal jeg betale”, og det har jeg så betalt af på. Det var 6.000 kr. vi havde givet i indskud.

Og indskuddet til Olaiparken havde vi fået fra skolen. Så jeg blev helt paf da jeg fik de her breve, og selvfølgelig skal kommunen da have deres penge, Så det har jeg betalt af på siden marts sidste år.

Men vi fik jo aldrig rigtig besked på noget.

Men da I flyttede hertil – da gik I også på arbejde?

Ja, det gjorde vi. Da var det flyttet ud på Kærhus. Jeg ved ikke hvorfor de ikke kunne have det i Skibbrogade mere. Så da Fjordhøj blev opløst, blev Nutte og jeg enige om, så ville vi hellere arbejde på Solgården (plejehjem i Kalundborg). Det var på den måde vi kom på Dagcenter i terapien, og hvor havde vi det godt på Solgården. Vi var der indtil centret her blev færdigt. Og jeg sagde: “Må vi da ikke blive her på Solgården!”. Nej sagde de. Jeg ville så gerne være blevet på Solgården.

Men Hverdagen brydes af Søndag og Lov;

så lukker vi hele butikken,

saa holder vi Hvile, så holder vi Sjov

og glemmer helt Hverdagsmusikken

Vi strikkede og vævede, og fik solgt to slumretæpper mens jeg var der. Det vil sige jeg fik ikke noget for dem. Det var en der hed Alice, hun var så sød imod os. Så fik hun først det ene. Og så da hun kom på Amtsplejehjemmet sagde hun. “Åh Grethe, vil du ikke lave et tæppe til?” Ah, det vidste jeg nu ikke – men det forstod hun ikke. Hun havde sklerose. Men hun fik et til. For vi havde givet hende et varmetæppe, men det lavede kortslutning på Amtsplejehjemmet, og så måtte hun ikke bruge det. Så hun fik et til. Hun kunne ikke holde varmen på nogen måder.

Så det var på Solgården – hvor I også måtte væk fra

Ja, det blev vi tvunget til, fordi centret her blev bygget. Det er kun dem der bor på Solgården som må komme der. Det blev bygget i 1980, og jeg har kommet der siden. Jeg har prøvet at bo på Solgården en uge, fordi jeg havde brækket mit ben. – Men det kunne jeg altså ikke li’. Vi skulle altid sidde i spisestuen og høre radio. Når de så skulle se Fjernsyn sad de i dagligstuen. Man kunne aldrig snakke hyggeligt.

Da I kom på Dagcenteret, varede det længe inden I faldt til?

Neej, men vi opdagede hurtigt, at vi aldrig kunne lære selv at gå rundt på det Dagcenter. Der var alt for mange småhuller, og der bliver stadigvæk lavet nogen. Og da de seende heller ikke alle sammen selv kan gå rundt, er der noget mærkeligt ved det. Jeg sidder og strikker.

Du må have lært mange mennesker at kende der på 18 år?

Ja da. Mange af dem kan jo slet ikke huske. Det var noget helt andet på Solgården. Dem man var sammen med, de var friskere end dem man er sammen med på Centeret.

Og nu sidder jeg her, og det bliver jeg nok ved med.

Men man ser jo næsten aldrig et menneske, ud over når hjemmehjælperen kommer.

Du ser ikke dine naboer?

Nej. Hun i nr. 28 og jeg er blevet enige om, at hun må låne nøglen til mit pulterrum når hun har gæster. Vi har jo pulterrum både inde i soveværelset og på svalegangen. Og jeg har en altan, men jeg føler mig så ensom når jeg sidder derude. Så jeg bruger den faktisk ikke.

Så savner jeg Nutte og snakke med. Altanen den er for 2.

Jeg er på Dagcentret 2 gange om ugen, og der får jeg da snakket med nogen. Nu skal jeg til at læse for dem, mens deres oplæser er væk. Jeg læser fra Novellebladet. Det kan jeg så godt li. Der står så mange gode ting. Så læser jeg de bedste historier for dem. Jeg læser bladene på punktskrift, og det skal helst være små afsluttede historier.

Og du har lige været til 100 års jubilæumsfesten på Refsnæsskolen?

Ja, men der var sådan en larm. Ham der spillede klaver, han slog så hårdt i klaveret, så jeg sansede faktisk ingenting. Jeg gik bare fra det ene rum til det andet, og snakkede hyggeligt med alle de kammerater der var der.

Og du skulle synge den gamle kantate fra 50 års jubilæet, sammen med Aksel? Var du nervøs?

Ja. Det var ikke teksten jeg var nervøs for. Men for at jeg skulle optræde for så mange. Og så da jeg hørte ham der spillede klaver, sagde jeg: “Aksel det går aldrig!” – “Åh, det må blive som det kan”, sagde Aksel.

Jeg tror nok det var fordi Niels Eskær sagde, at han skulle lade være med at spille klaver. Jeg lærte ham forspillet til “Du venlige hus”. Så spillede han det, og så sang vi. – Og han klimprede kun med engang imellem. Man kan ikke sige han akkompagnerede os

Og så fra kl. 3 så gik det slaw i slaw. Man sansede ingenting andet end de forskellige talere. Men de stod så langt væk så man hørte næsten ingenting. Jeg turde ikke tage høreapparatet med i den larm, for det gør det endnu værre.

Sang ind her.

Du venlige Hus ved den bakkede Strand,

hvor livet vi lærer at kende,

du dejlige Hus ved det brusende Vand,

til dig vil vor Hilsen vi vende!

Vort Hjem og vor Skole, vor Travlhed, vor Fred,

du lærer os Arbejdets Glæde.

Du værner os mildt mod alt ondt og Fortræd,

som over din Tærskel vil træde.

Når Morgenen kommer, vor Arbejdsstund slaar:

Hej op! nu skal kurvene flettes!

Vi skriver, vi væver og Skytterne gaar.

Nej, her kan vi slet ikke trættes!

Men Hverdagen brydes af Søndag og Lov;

saa lukker vi hele Butikken,

saa holder vi Hvile, saa holder vi Sjov

og glemmer Helt Hverdagsmusikken!

Her samles vi alle til Sang og til Fest,

naar Højtidsklokkerne kimer.

Her samles vi glade og hilser vor gæst

velkommen til festlige Timer.

Du venlige Hus med din Havvind, din Sang,

du gaar os ret aldrig af Glemme.

Thi hvorhen saa Livet os fører engang,

vi kender din hjemlige Stemme!

Det er jo rigtig nok som der står i teksten, men der er bare sket en hel anden udvikling på Refsnæsskolen nu.

Men når vi andre sidder og fletter på et kursus, så kan vi godt bruge den sang. Og der kan vi sige: Vil det ikke være dejligt at høre den sang. Hvordan startede det hele!

Ja, ja. Og dem der boede på Bakkely, de vævede jo. Derfor kan man sige Skytterne går. – For vi på Skolen, vi lærte at strikke.

Så kan jeg huske, at Juleferien den blev først obligatorisk i 1920. Der skulle vi allesammen rejse hjem på Juleferie. – Så var der en Jul hvor det sådan blæste. Og Gertrud sagde aftenen før vi skulle afsted: ” Bare vi dog kommer afsted i morgen!” Ah, ja, det skal vi jo sagde vi andre. Og de første kom afsted. De der skulle til Sønderjylland – altså de der skulle over Storebælt, de kom af sted.. Og dem der skulle ned syd på, til Falster og der omkring. De kom også afsted. Men så kom turen til os. Og vi kom op ovenpå efter at have spist en lille middag, så dan noget Biksemad. – Og så kom vores rejsefører og sagde: “ Vi bliver til på Tirsdag!” Vi troede bare det var pjat, og sagde: Vel gør vi da ej. Vi skal hjem i dag. Så Oldfruen hun stod deroppe, og hun sagde: “ Jamen frøken Kamme Ringe, er det rigtigt at børnene skal blive?” Ja, sagde hun. Vi stod alle sammen som var vi fuldkommen lammede! Og, så listede vi ned ad trappen. Jeg kan love dig for, at der er aldrig blevet gået så stille på trappen som den dag. Men så kunne vi jo høre at der sad nogen inde i Spisestuen. Det var drengene og de største af pigerne. Så Astrid og Gertrud, Agnes og Jeg, vi græd og ville ikke se at de store skulle se at vi græd. Så vi gik ind i en kold legestue, og gik med hinanden i hånden og græd. Så var der da endelig nogen der fandt på: “Jamen, hvor er de 4 blevet af?” Så åbnede de døren til legestuen, og så kom vi ud til de andre. Og så når vi kom til at snakke om det senere, sagde drengene: Vi bandede og slog i bordene, men tøserne de brølede som køer. Og vores økonoma, hun hed frøken Vuns, det var sådan en ældre dame. Faktisk var hun dement, hun sagde til mig, da var jeg begyndt at strikke: En stor strikkepige tuder ikke! – Nåh syntes de andre – det skulle jeg nu have lov til.

Men så blev lærerinderne ellers sat til at skrive Telegrammer. De skulle jo sende besked til de forældre, der skulle hente os, i Århus og dem der skulle Nordpå, at vi altså ikke kom før Tirsdag. – Så den dag blev nærmest en slags tidsregning: Kan I huske den Jul vi ikke kom hjem sammen med de andre! Men vi havde det ellers godt. Vi fik Æbler og småkager. Vi var ovre og besøge forstanderen mandag aften.

Men vi kom da afsted tirsdag aften, selv om det blæste.

Hvordan holdt du Jul her i lejligheden?

Det gjorde vi aldrig. Vi kom altid ud, så længe Nutte levede. For der var jo feriehjemmet i Hobro. Det brugte vi meget. Og så kendte vi en dame i Hillerød, der hed Valborg. Der var vi gerne om sommeren. For Nutte mistede sin plejemoder, der hed Signe. Alle kaldte hende Signe på hele Refsnæsskolen. Og så sagde frøken Olsen til os: I må da ikke sige Signe!

“ Jo, vel må de da så “ sagde Signe, det er jeg altid blevet kaldt. Hun hed Signe Schlyngsjen.

Da Hobrohjemmet lukkede, hvor tog I så hen?

Så tog vi til Valborg. Så holdt vi Jul med fru Gottlieb. Vi var aldrig alene. I år skal jeg holde Jul med hende, fordi de får familiebesøg fra England i Kallerup. Og så bliver de så mange. Og så synes Gottlieb og jeg, at vi hellere vil holde gammel Jul for os selv.

Du kunne ikke tænke dig at tage på Fuglsangcentret?

Nej, der kan jeg jo ikke til at få nogen med. Det kunne da godt være engang. Men det bliver aldrig det samme som Hobrohjemmet. Det var altså hyggeligt. Vi var der dengang Tina Sejersen var der; og – så da Annelise Christensen fik det. De havde det indtil hjemmet i Fredericia blev bygget. Og så var det jo det, for Nutte og mig – så besøgte vi Hanne og Thorkild og Gertrud, når vi var på Hobrohjemmet. Vi måtte bare ikke komme over juleaften og juledag. For de holdt en meget lang juleaften, og juledag, der skulle de hvile ud.

Du læser meget?

Ja, jeg afløser oplæseren, der hedder Herdis, på Dagcenteret et stykke tid. Og jeg læser min punktblade. Det skal helst være små afsluttede fortællinger.

Har du nogen sinde læst den Inge Stidsen har skrevet om Thomas?

Den kunne jeg ikke holde ud! Den var alt for tung. Og jeg må indrømme, at jeg ikke kunne li den artikel de havde skrevet i Folkebladet. – Fordi vi kom da aldrig i Badekarret på Refsnæs mens jeg var der. Det var de voksnes. Der havde vi ikke noget at gøre. Vi blev badet under bruser. – Ja, og da Nutte kom på Børnehjemmet, da var hun 7 år. Så kom hun under bruseren. Og hun snakkede rent Fynsk, så hun sagde til frøken Mikkelsen som var leder dengang, “Nææh plejemor, der er da lige godt meget som du kan få det til at røvne herinde!” Nu skal du bare se Nutte, hvordan jeg kan få det til at regne herinde. – Og så viste hun Nutte det, ved at lukke hanerne op. Og Nutte kunne ikke sige: Frøken Krumerinke, hun sagde frøken Peter Ranke. Men frøken Krummerinke var en dygtig sanglærer. Hun lærte os salmevers. Vi skulle jo kunne salmevers, så vi kunne synge morgensang. Så når vi kunne verset, så gennemgik hun hvert enkelt vers med os. Hvad den og den digter havde tænkt sig med de vers. De Salmer glemmer man aldrig.

Nej, det man har lært som barn, det glemmer man aldrig. Og I der har gået på Refssnæskolen har lært så meget alligevel, som de der ikke har gået der aldrig har lært?

Ja, da.

Så det var flot at du lige var med til Jubilæet, og fik sunget sammen med Aksel. Og den Kantate kan du udenad?

Ja, men der skal kræfter til at synge den synes jeg. Nu må du huske på, at vi på skolen var vant til at Koefods orkester ledsagede os. Det er simpelthen det – jeg savner orkester når jeg synger den.

Kan du give mig en lille melodi af den her på båndet?

Ja, det kan jeg da godt:

Livslys lød det ord fra den Himmelske sal,

og lyset blev til i det samme,

“Bliv Lys”, lød Guds røst over skyggernes dal,

og tændt blev den evige flamme.

Den tændtes med Vælde i jordens glød,

den strømmed fra Himlen og mulmet den brød

og sprængte vor Jordklodes ramme.

I Menneskers hjerter, det sælsomme skær,

har luet fra tidernes morgen,

men hvor selv løvsindets tændede skær

sad længe på borgene.

Her stråler jo Lyset, her har vi jo alt,

lad ligge de stakler, der famlet og faldt

i smudset, i mørket og sorgen.

Men Faklen steg over landenes kyst,

og smeltede hårdhedens veje,

med følsomheds hånd kom til Menneskets bryst

og brød gennem mørkernes skjolde

men Nåden med Lyset den sat

i armod og sang, uvidenheds nat

og tinderne rinde så kolde.

Fra Frankrig steg tanken og grunden blev lagt

til Braille, og sporen og lyset sig bredte

med sejrende magt, til også det stråled i Norden,

Den blinde til overs, forskudt i sin krog,

blev ledet mod livet og ført til sin bog,

han følte sig hjemme på Jorden

Det var begyndelsen af den. Men den synger Aksel jo også, men så ved jeg ikke, om han også synger slutningskoret.

Det er efter “Du venlige hus”.

Bliv Lys lød det ord fra den Himmelske sal,

og lys kom til glæde og smerte,

Thi mørket vil bort over skyggernes dal,

og tænde den evige kærte.

Guds lys skal bestå, gennem tidernes hav,

vil våge ved vugge, vil våge ved grav,

og komme med kraft til vort hjerte.


Det var den !

Det er godt nok nogle stærke ord. Jeg kan godt forstå de blev bevægede af det. Men det er også godt i dag, at folk hører om det.

Ja, det er det. Og så var der en som tante Agger sang alene. Men det var dengang at Børnehjemmet var kommet med. Men det er der jo slet ikke mere.

Kan du også huske den?

Jah, det tror jeg nok. Men den er svær at synge. Men jeg kan ordene.

Kom lille barn til denne plet,

her er godt at være,

her bliver gangen gjort dig let,

her kan du bo og lære.

Jeg kalder dig med livets røst

med Moders målets klange,

kom barn og hvil dig ved mit bryst

og lyt til mine sange.

En hjælpsom hånd, et kærligt ord,

det har jeg altid rede,

Jeg er dig søster, far og mor

og vil dig stille Freden.

Min mor blev rejst ved folkets hånd

bag Bæltets blanke vove,

min magt jeg fik ved retfærdsånd

i ly af Danmarks nåde.

Kom lille barn, fra fjern og nær,

det bedste jeg dig giver,

thi kundskabs ord dig bringes her,

og her et barn du bliver,

Jeg skænker dig i barndomsvår

Den grund du skal bebygge,

så du kan føle hjertet slå,

i Sollys som i skygge.

Og du kan huske den gennem alle de år? Det må jo have været mellem du var 6 og 12 år.

Men den sang kommer altså ind imellem “Bliv lys” og “Det venlige Hus”, så kommer venlige hus. Og så når vi har sunget den, så kommer “Bliv lys ved Guds ord, og lys blev til glæde og smerte.”

Hvem har dog skrevet de sange?”

Det er vist Bjørn Haste der har skrevet kantaten. Cohn Hastes søn. Jeg mener det var i 1921. Der var et Blindestævne, og der blev den sunget første gang. Og så blev den ellers sunget hvert år til skolens fødselsdag.

Og det er derfor du kan den stadigvæk – og det er der vel mange der kan?

Jah, men der er jo ikke så mange af dem der lever mere. Alle dem jeg har gået i klasse med, de er jo væk.

Det er lige før du skal komme med over på Kvindeseminar i December og synge for os – så kan du synge de sange for os?

Ja, og så kan jeg synge de julesange vi havde. – Men er det på Fuglsangcentret, så vil jeg ikke med. Det er for langt.

Men sangene, Aksel synger dem nok bedre. For han spiller til. I gamle dage der blev den spillet på klaver eller orgel. Og forstanderen var en dygtig violinspiller og så Koefods orkester, da var den altså flot. Og det er det jeg mindes når jeg synger den.

Det må da have været en dejlig oplevelse for dig, da du sang den for Dronningen!

Ja, det havde jeg aldrig troet. Og hun hilste på mig, og sagde tak for sangen. Men det efter hun havde hilst på Aksel. Vi stod sammen da vi sang, men man skal jo på toilettet engang imellem. Og så blev vore veje skilt. Og så da vi kom over i gymnastiksalen – der tog forhenværende forstander Kurt Christensen mig med over – så mødtes vi igen, men der ville Aksel ud og have noget at spise, fordi det her pindemad, det var der ingen der rigtig brød sig om. Vi fik jo en vældig pæn frokost. Man kunne vælge mellem pølser og kartoffelsalat og så madder. Og jeg valgte madderne. For jeg var bange for at vi skulle spise med de her små plasticgafler og knive.

Var I mange til frokost?

Ja, jeg kan ikke huske hvor mange der var med, men jeg har et program:

14.45 Gæster er ankommet

14.50 Socialministeren ankommer.

15.00 Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. ankommer

Og så bliver der budt velkommen ved forstander Keld Stochholm, og så var der fællessang: “Blomstre som en rosengård.”

Og så tale af socialminister Karen Jespersen.

Kantate fra 25 års jubilæet.

Johanne Margrethe Sørensen, tidligere elev og Aksel Andersen, tidligere elev. – Og så kommer “Hele du venlige hus”.

Og så kommer kantaten fra 50 års jubilæet: Dagens gang. Og det er Ruth Hellesen der synger den. Det er også en tidligere elev. Bente Krogh, tidligere elev Edith Bøgh Nygaard – det var hende der var gift med Nordmand, men de er altså skilt – tidligere elev Ole Jørgensen, det er også en tidligere elev, og så skulle Jørgen Eckmann også være kommet. Men hans bror – enten blev han syg, eller også er han død. Det ved jeg ikke rigtigt. Så han kom altså ikke. Men den kantate kan jeg ikke melodien til. Men jeg kan læse den for dig. Den hedder Dagens gang.

Hver Morgenstund vi letter os,

vi bader og vi tvætter os,

vi pudser, og vi netter os,

og Plejemor, hun retter os,

vi kommer pænt i Tøjet.

Saa faar vi vores Morgenmad,

og den, som ej er morgenglad,

men er en sær forborgen Rad,

faar snart dog splittet Sorgen ad

med Morgensang fornøjet.

  • 29 –

Saa starter vi vor skolegang

med Lektiesliddet Dagen lang,

og føles Skolestuen trang,

vi med lidt Gymnastik og Sang

adspreder vore Tanker.

Og sommetider traver vi,

og ind imellem har vi fri.

Da løber vi ad sandet Sti,

hvor Aarhusbaaden gaar forbi

for snart at kaste Anker.

Af sten vi bygger Bro saa flot,

men det gaar ikke altid godt,

for glider Benet, blir det vaadt,

men det vi sagtens klarer, blot

vi hurtigt Sokken tørrer.

Og der er Dyr i vores Gaard,

og vi dem alle ret forstår.

De har som vi kun gode Kaar,

og vi vor egen Have faar,

naar vi er blevet større.

Og rundt i Haven tripper vi,

ja, vi er værd at slippe fri,

for med hinanden vipper vi,

og mod hverandre sjipper vi

til Kappestrid blir Legen.

På Engen stundom drømmer vi,

og uden Hæmning svømmer vi,

med Pjask Bassinet tømmer vi,

ja, det kan ske, indrømmer vi,

at vi gaar over Stregen.

Vi alle gerne lære vil

om alt det, som kan være til.

Vort Køkken, Sløjd og kære Spil,

ja, for vor Skoles Ære, vil

vi rigtig os anstrenge.

Ved Aftenstid vi sætter os,

for fjerde gang vi mætter os,

vi leger, til det trætter os,

for sidste gang vi tvætter os

og sover inden længe.

Ja, det var den! Og så kommer der en fællessang der hedder: “Solen titter i mit lille kammer ind.”, men melodien, den kender jeg ikke. Og det er den der bliver spillet på flygel af Knud Skogstad – det var ham der tæskede sådan i klaveret. Melodi af Jacob Vogel, tidligere medarbejder. Jeg kender ikke melodien til den, men kan læse den op.

(Grethe har også den på punktskrift og læser)

Solen titter i mit lille kammer ind,

siger til mig, jeg må ikke sove,

hvisker, jeg skal ud i sommervind,

lover mig, jeg bliver brun om kind,

mens den lyser over alle skove.

Op jeg springer glad og tager tøjet på,

skynder mig ud i den friske have,

himlen er så dejligt lyseblå,

å, der er så meget, jeg skal nå,

jeg skal over grønne marker trave.

Til min mor jeg plukke vil en fin buket,

af de mange blomster, gule, røde,

den skal være både stor og net,

derfor løber jeg så glad og let,

mor hun synes, blomster er så søde.

Når jeg kommer hjem igen med dem til mor,

si’r hun tak og klapper mig på kinden,

de skal stå på hendes lille bord,

de er vokset op i Danmarks jord,

mens de vuggede i sommervinden.

Så er den færdig, og så var der hilsen fra formand Poul Lüneborg, Dansk Blindesamfund, og hilsen fra formand Henrik Behrendt, Landsforeningen af Forældre til Blinde og Svagsynede. – Og hilsen fra de nordiske blindeinstitutter og det var ved rektor Gunilla Stenberg Stuckey, og det er fra Tomtebodaskolanns Resurscenter i Sverige. Så kommer den kantate som skolen selv har komponeret. Teksten er af Kai Otto Jensen, nuværende medarbejder. Og det synges af Kor-U, Kalundborg, under ledelse af Trine Lerche Hjelholt, klaver: Lene Wittrup.

Og den første på melodien: “En lærke letted.”

Det må have været smukt!

Stedet.

Mod vest på Sjælland i Danmarks midte,

hvor fortid tegnes af tårne fem,

og nutid koger med store faner,

og bringer velfærd til mange hjem.

Der tæt ved byen en skole er,

den hylder vi, som er samlet her.

Da den blev bygget i forne tider,

man tænkte meget på lys og luft,

og mellem Asnæs og Røsnæs dyder

her fødtes skolen i bølgens duft.

Der har den levet i 100 år,

skabt for de blinde så trygge kår.

Og så kom der en ny sang, og det er melodi:

Blæsten går frisk over Limfjordens vande. – Den sang koret også.

Vejret

På Refssnæsskolen kan vejrliget smile,

bølgen er flad og himlen høj,

træerne strutter og fuglene pile,

børnene tumler i vild halløj.

Så trives vi alle i godt humør,

og livet det leves med fuldt gehør.

Men andre dage kan guderne støje,

luften er fyldt med regn og gus,

væksterne ydmygt mod jorden sig bøje,

strid er al færden, børn i hus.

Thi blind er på ørene alle mand,

vi kryber i lyet for blæst og vand.

Nej, der skal ikke stå ørene – der skal stå øjnene. Det må være en trykfejl i programmet.

Så kommer der en ny sang. Det er altså den kantate. Melodien er: “Se hvilken Morgenstund.” Den melodi kender jeg altså heller ikke!

Fritiden

Når klokken ringer ud,

det er for sindet lud,

efter lidt føde og mad,

friheden nydes glad.

Børn er da børn, uanset hvem de er,

de har altid legen kær.

Børn spiller høj musik,

en melodibutik,

kommer ens tanke let på,

når mange anlæg gå.

Ruderne dirrer og bassen er hård,

med rocken tiden går.

Stranden er luft og vand,

slut på det faste land,

svævet skal ende med gys,

en eksplosion i lys.

Herligt at gynge og mærke sig selv,

blive krystet i bølgens hvælv.

Hvis sneen vælter ned,

straks alle ved besked,

et blik ad vinduet klar,

strandbakken altid klar.

Kulden og suset og bumpene med,

er et ganske andet sted.

Farlig er altid fart,

man ej må være sart,

om man med go-cart er gal,

bli’r man en vældig karl.

Larmen og osen gør simpelthen høj,

hvor vi andre siger pøj.

Børn giver altid liv,

(tit også vist lidt kiv),

når man for dem læser op,

koncentration i top,

monstre og feer let flyver i mål,

næppe høres falden nål.

Den sang er noget de selv har strikket sammen.

Så kommer der en ny. Den danske sang er en ung blond pige – det er altså melodien.

Gæster

En hverdag kender vi næsten ikke,

for frem vi møder blot alle mand,

fra hele verden man ind her kigge,

men flest de kommer fra Danemarks land,

vi nyder gæster og stolt fremviser

vor gamle skole som stadig er ung,

at rammerne ikke højt vi priser,

det skyldes, byrden er blevet for tung.

Når mange kurser, vor skole holder,

ej stedet bliver en jammerdal,

næh, smil og latter let ud sig folder,

og skolestuen er åndernes sal.

Der tåges rundt med de sorte briller,

og morgensangen er fuld af lyd.

Vi lever, ånder, er fyldt med griller,

en del af helet, som ynder vor fryd.

Men atmosfæren er bedst på tinge,

når varmen bider, og solen ler,

for så vil sommerens skole klinge,

og alle vegne man børnene ser.

Da koger sporten, og telte lyser,

og røgen bølger som søens siv,

de kommer flittigt, og ingen fryser,

for hektisk leves det levende liv.

  • Og så kommer der en sang på melodien: Jeg er havren, jeg har bjælder på:

Hverdagen

Alle møder op til morgensang,

synger om vort land og hver en vang,

hører lidt, om hvad i dag der sker,

og så ud i klassen – lære mer.

Dansk og regning, gym og så musik,

formning, engelsk, svømning, ny teknik,

så kommer det, de børn kan li’,

tale/høre, fys, mobility

Når så alle hjem fra skole gå,

er der igen meget, de skal nå,

hvis i livet man vil trives godt,

må der trænes både stort og småt.

Først skal øves megen ADL,

man skal kunne klare alting selv,

men da også være bedste ven,

ellers mangler det jo sidenhen.

Og så ud til spejder, ridning, sport,

det er vigtigt at komme bort,

ikke hænge, dovne, se TV,

ud at leve, andre børn at se.

Og så kommer der en sang på: “ Jeg ved en Lærkerede.”

Fester

En fest er for os solen,

den sag er ganske klar,

den første dag i skolen,

vi straks et gilde har.

Når høsten så er inde,

vi pynter op med korn,

og alle kranser binde,

vi blæser højt i horn.

På skolens fødselsdage

da slår vi gækken løs,

god mad vi også smage,

og glæden får et kys.

Vi hygger os i Julen,

i skole og i hus,

der proppes ind i mulen,

det er en kæmpe rus.

I fasten er det tønden,

der drager os til fest,

fra norden og fra sønden

forklædt hver en gæst.

Hvis år så nogen fylder,

en sang vi synge vil,

og huset også hylder,

  • lagkage er der til.

Jo, her på Refsnæsskolen,

vi har det rigtig rart,

for alle er den molen,

som sikrer livets start.

Så kom der en tale af forstander Keld Stochholm, Refsnæsskolen, Institut for Blinde og Svagsynede Børn og Unge i Danmark.

Så kommer der en fællessang. Og den har Jørgen Emborg, en tidligere lærer, skrevet. Det var oprindelig en konfirmationssang. Men nu er den altså blevet almindelig Refsnæs sang. Og da han lavede den, sang vi: Er luften karsk. Men så lavede Viggo Wøhlk en melodi til, men den kan jeg ikke huske. Men det er en skam at de ikke skriver tidligere lærer, men skriver tidligere medarbejder i programmet.

På Refsnæsskolen er luften karsk,

og der er læ bag skolemure,

når fjorden vælter sig jævndøgnsbarsk,

og stormen blæser i Lurer.

I forårsnætter med fugletræk

blandt blege stjerner bli’r tanken væk.

Den barndomsstrand

du aldrig kan

forglemme, hvor du end færdes.

Du lærte sange og eventyr;

selv kunne du bedre digte.

En sten, du fandt, var et elsket dyr,

en ven, du aldrig turde svigte.

Men ingen, ingen dig helt forstod

  • din vilde glæde, din trods, dit mod.

Den barndomstid

  • snart hård, snart blid –

du skal bestandig erindre.

Tag, når du rejser fra dette sted,

(en trækfugl vender tilbage)

dets egen hilsen og ønske med

ud i de ukendte dage:

Om skæbnen truer med sorg og skræk

da husk de jublende forårstræk:

Hvem førte dem

i mørket frem

og gennem stormfulde dage?

Det var den – og det var alle de sange der blev sunget.

Det var meget flot, og det er vel også godt at læse dem op – og få sat dem på plads.

Og jeg synes at du fortæller lidt om hvad det har betydet for dig! Din skolegang på Refsnæs, i forhold til det de unge oplever i dag.

Ja. Jah, vi mennesker er jo sådan indrettet, at vi altid synes bedst om den tid, hvor vi selv var med! Og jeg synes, at min tid på Refsnæsskolen den var god. Vi oplevede mange ting. Og selvfølgelig var der også mange ubehageligheder. Men dem grinede man af når man havde sundet sig lidt.

Og jeg ville ikke have undværet Refsnæsskolen. Så det er lidt svært for mig at se, hvordan den har udviklet sig. Selv om jeg godt ved, at eleverne er under samme vilkår som vi var i min tid. Vi er i samme båd, fordi vi ikke ser. Men det er alligevel på en helt anden måde, at skolen har udviklet sig. Det kan man ikke undgå at mærke når man kommer der.

Hvad er den forskel du egentlig kan mærke når du kommer der nu?

Det, at man så ikke noget til børnene til jubilæet. De sad i et lille telt for sig selv. Og der var noget med at der kom en byge, og vandet var ved at trænge ned til dem. Så måtte personalet ta fat med kost for at redde dem. – Men i min tid – jeg kan jo ikke sige hvordan beboerne føler det nu -, men vi følte altid vi var en stor familie. Og hvis et barn blev sygt, og sådan skulle have vagt om sig hele døgnet, så brugte lærerinderne trods deres skoletimer, hvis de havde en time fri, at afløse sygeplejersken oppe på sygestuen hos den syge, der trængte til hjælp og vagt. – Det ved jeg ikke om eksisterer mere.

Det er ikke sikkert at lærerne er hos børnene i dag – det er måske nogle pædagoger der tager sig af børnene i fritiden.

Men tror du ikke at dine aktiviteter i dag – f.eks. at du læser på Dagcentret, er udsprunget af din tid på Refsnæsskolen?

Joh, men vi blev ikke uddannet på Refsnæsskolen. Vi fik bare grunduddannelsen, og den var også vigtig.

Men nogle skarn kunne vi godt være.

Kunne I det?

Ja, der var engang nogle piger, der havde drillet en kammerat der ikke var så godt begavet som vi andre. Men det kunne hun nu i og for sig ikke gøre for. Hun havde en stor forkærlighed for marmorkugler. Og hvis hun mistede en marmorkugle, græd hun over den som var det en dukke der havde fået hovedet revet af. Og det morede jo nogle af pigerne. Og så var det en aften hun kom grædende til aftensang. Så spurgte vagten jo hvad der var i vejen. Og det fortalte hun så. Og så fik vi store piger en ordentlig opsang nede i vores legestue. Men Gertrud og jeg – vi havde ikke drillet hende, så vi syntes ikke det kom os ved. Men så da lærerinden kom til at sige: “Jeg skal slå jeres små bagdele både røde og blå næste gang i driller Dagny!” – så kunne jeg ikke dy mig, og sagde ganske stille og sagte til Gertrud, der stod ved siden af mig og kunne se farver: “Hvordan ser de to farver ud sammen?” – Og så var det ellers os der fik tævene og kom i seng. Så kunne vi ligge og filosofere over Verdens retfærdighed. Men det var da ikke værre end da vagten kom op til os og sagde godnat, så fik vi en lille rask diskussion om vi nu også var helt så gode som vi troede. – Og da vi godt kunne li hende, blev vi hurtigt enige.

Men der vankede lidt tæsk en gang imellem?

Ja, det gjorde der. Det kan ikke nægtes. Hænderne sad lidt løse. Det gjorde de dengang. Nu må de jo ikke engang rette dem. Og det er også forkert synes vi.

Men det er jo nok lidt af din baggrund der gør at du er så aktiv i dag?

Ja, det er det. Og jeg håber da også jeg kan blive ved sådan altid.

Og så Aksels historie med fingeren da de fandt på at det var assistentens finger de havde fået til aftensmad. Joh, vi kunne da godt være uartige.

Men kunne du godt have tænkt dig at blive på Værnehjemmet, eller Refsnæsskolen hvis der havde været gode forhold?

Jeg er ikke sikker på det.

Se den gang jeg var på Instituttet, da havde vi en gammel dame boende der havde været elev på instituttet. Og hun var oppe i firserne. Vi unger var nærmest bange for hende, for hun havde sådan en agtværdig stemme. Og hun kom kun ned, når vi var på ferie. Så bar de hende ud i haven. Og hun døde på instituttet mens jeg var der. Og dem der sad oppe – dengang havde vi en systue hvor man reparerede tøj -, de kiggede altid ind til hende om morgenen når de kom, og inviterede hende ind på systuen hvor hun kunne sidde og hygge sig med dem. Men så en nat blev hun syg. Hun var oppe i et lovligt ærinde – ikke sandt -, og tænke sig, så kunne hun ikke komme op fra potten hun sad på lige pludselig. Nu kiggede de jo altid ind til hende fra systuen, og så fik de lagt hende i seng og fik meldt det til sygeplejersken. Så kom der en sygeplejerske og passede hende de dage hun levede. Men hun var bevidstløs den sidste uge hun levede. Og Esther Seirup, jeg sagde til hende: “Ih Esther, du må da rigtig kunne have været noget for de nye der kommer ude fra Refsnæs og var lidt usikre!” “Det ville jeg så gerne Grethe” sagde hun. “Men for dem var jeg jo forstanderens kone.”

Ja det ved jeg godt – jeg har haft hende med på Højskole. Og nu bor hun i Bogensegade?

Og så blev hun gift med Seirup og nu ved jeg ikke hvad hun laver. Og hun var en virkelig sød pige. En virkelig god kammerat. Hun var senblind. Hun var blevet blind under et ferieophold. De var ude at køre hø ind. Så var der en der kom til at jage en fork op i øjet på hende. Og hendes forældre gjorde alt for at holde forbindelse hvor det var sket. Men da de ikke fik svar på hvor godt det gik Esther, så holdt de altså op.

Så det var godt du kom til bo her, i stedet for Farum eller et andet sted?

Ja, det var det. Og det vil jeg også lige så længe jeg kan. Og komme på dagcentret. Men nogen gange er jeg træt af det. For der er mange, mange der er meget sølle. Og de skal næsten alle hjælpes på toilettet.

I mange år besøgte du jo også Grethe oppe på amtsplejehjemmet!

Ja, hvor mange år, lad mig nu se. Hun var der da i over 25 år, og vi besøgte hende hver uge. Til at begynde med var det hver søndag, men så skulle hun ud med Jehovas vidnerne så længe hun var rask og kunne komme op af sin seng. Og så blev det til om lørdagen.

Hun var på Værnehjemmet og kom over på sygestuen da hun begyndte at klage over smerter i sit ben. Så var der Nutte og et par andre kammerater de var at besøge hende. Og pludselig gav Grethe et skrig fra sig, og det knasede henne fra hende. – Så var hendes ryg brækket tre steder. Og så kom hun på sygehuset, og lægen der sagde til hende: “hvis de ikke kommer når du ringer, så må du skrige sygehuset ned. For de skal hjælpe dig.” Og så da hun kom fra Sygehuset, ville de ikke så gerne have hende på Skolen, for så kunne de ikke få efterårsferie. For de sendte børnene så syge de end var i ferierne.

Så hun kom på amtsplejehjemmet.

Og så besøgte du hende der ?

Ja, Nutte og jeg. For hun havde jo ingen familie, der tog sig af hende. Og der var en mand der hed Regnar, ham kom jeg altid ind til og sang fødselsdagssang for, hvis jeg var der på hans fødselsdag. Det kunne han altså godt li. Og vi kom også til Grethes fødselsdag, men så da hun blev Jehovas Vidne, holdt hun ikke fødselsdag mere.

Så det blev lidt af et savn?

Ja, for os. Men jeg tror ikke for hende. Jeg blev ved med at komme der. Jeg var der den sidste aften hun levede. Hun var rask og blev syg mens jeg var der. Hun var blevet lagt på Bækken. Og så da de skulle løfte hende af, gav hun sig til at skrige. Ja, men du kan ikke blive liggende sådan, sagde sygeplejersken. Vi må jo ha dig af. Vær nu bare rolig. Slap af. – Men Grethe hun skreg. Det var nok fordi, – ja hun vidste at jeg var der. Og af mig fik hun lidt medfølelse. Jeg vidste da godt, at de ikke var onde ved hende. Men jeg fik sandelig tårer i øjnene ved at høre hende skrige. Så gik der en uge hvor jeg ringede til Amtsplejehjemmet. Og de begyndte så efter den tid at give hende de piller som kunne få hende til at dø ganske stille. Og så en dag ringede hun selv til mig: “ Du skal ikke komme på lørdag, og du skal ikke ringe mer’. Nå så lader jeg være med det, sagde jeg. Men de sagde på hjemmet til mig, at jeg havde lov til at ringe hver dag, og spørge hvordan hun havde det. Hun lå 10 dage på den måde med piller. Og hvis hun ikke havde fået piller, var hun blevet en af dem der lå og råbte hele tiden. Og Jehovas vidner var der hver dag, for de måtte jo endelig ikke give hende blodoverførsel. Men det var der ingen der tænkte på at gøre.

Men du var trofast i mange år?

Ja heldigvis da. Og den sidste dag Nutte levede var vi hos hende. Der sov Nutte den meste tid. Det var d. 24. september at Nutte døde. Hun ville være blevet 71. Og så den sidste aften, da vi var kommet hjem fra Grethe – vi skulle sætte urene til Vintertid – så siger Nutte: “ Åh Grethe, skal vi ikke blive oppe og snakke!

  • Joh men Nutte sagde jeg, du ved at vi står op efter sommertid og går i seng ved sommertid. Så må vi også gå i seng, så vi får en time længere i morgen. “Nåh ja,” sagde Nutte. Men jeg vil godt blive hos dig, sagde jeg. For du har jo sovet det meste af eftermiddagen. Så det kan godt være du ikke kan sove. “Nej, men det skal du ikke. – Du må godt gå i seng.” – Og så gik jeg i seng. Og så da jeg kom ind Søndag middag kl. 1, og jeg havde hørt avisen så sagde jeg: “ Så Nutte, nu er frokosten serveret!” – så fik jeg ikke noget svar. Og så begyndte jeg at gå rundt i huset. Jeg kiggede efter hende i køkkenet, jeg kiggede efter i badeværelset. Og der var ingen Nutte at finde nogen steder. Så kom jeg ind i soveværelset, og det første jeg lagde hånden på – det var hendes kolde

pande. Og jeg tænkte på: Hvor var det synd at jeg ikke blev hos hende den sidste aften. Men de sagde alle sammen: Det skal du ikke være ked af Grethe, for hun er sovet lige så stille ind.

Men hun var også meget syg. Men det var der ikke nogen der ville tro på. Fordi hun havde en glubende appetit til det sidste.

Hvad fejlede hun?

Det var noget med vand i kroppen. Og så var der også lidt med hovedet. Hun faldt i søvn allerbedst som jeg sad og snakkede med hende. – Det var derfor at vi holdt op med at tage på feriehjem, for de sagde: I sidder og sover! Så sagde jeg: “Nej jeg sover ikke. Men hvis jeg begynder at snakke med mig selv ville I først for alvor begynde at tro, jeg ikke er rigtig klog.”

Så sagde jeg til Nutte: Vi rejser ikke ud mere! – Nej vel Grethe, sagde Nutte. Og jeg var glad for at jeg tog den beslutning, at vi ikke skulle rejse ud mere.

Men det kan godt være, at du i dag vil synes om at komme på Fuglsang centeret?

Joh det kan da godt være. Men der er meget klike-væsen.

Du er født blind – du har aldrig kunnet se noget som helst?

Ja, jeg er født total blind. Og jeg er den eneste af vi søskende. Min søster endte som helt dement. Hun kom på Halmsted Hospital. Og de spurgte mig om jeg ikke kunne tænke mig at komme der. Altså – på en måde kunne jeg godt. Fordi det var i nærheden af Horsens. Men så sagde jeg: Jeg har på fornemmelsen at min søster ikke lever ret længe. Og så ville jeg jo alligevel blive ene. For hendes børn de ville ikke tage sig af mig.

Og du har jo også din kultur her.

Ja det har jeg, og har da også været i Farum og besøge dem der. Fordi de andre kom så hovedkuls afsted dertil. Det er forfærdeligt at måtte sige det, men fru Gottlieb blev jo syg. Og hendes hjælpere, de var ikke interesseret i at hjælpe damerne. Så det var Berger og Niels der måtte pakke deres ting sammen, da de skulle til Farum.

Og dem der ikke kom til Hobro, de kom op på Raklevgården.

Og jeg tror ikke alle pigerne der kom fra Værnehjemmet, befandt sig lige godt i Farum. F.eks. Rasmine – hende kaldte vi altid Ras, hun var 70 da hun blev flyttet. Og hun havde været på Refsnæs siden hun var 7 år.

Så var de ude at besøge fru Gottlieb hele flokken. De havde lederen fra Dagcentret med. Hun hed Bente. Vi ville så gerne have at de skulle synge for os, men det ville de ikke. “Nåh, men så synger vi for Jer her”, sagde jeg. Så sang vi nogle af de sange vi havde sunget her. – Så sagde hun: “Nu kan jeg godt forstå pigerne ikke ville synge, for de kan ikke undvære at I er med i koret”.

Du har altid været glad for at synge – og det lærte du på skolen?”

Ja det gjorde jeg. Tante Agger var egentlig koncertsangerinde. Men jeg ved ikke hvorfor hun opgav det. Hun sang jo denne her: Kom lille Barn til denne plet.

Og så da hun blev ældre, ville hun gøre det andet vers rigtig sørgeligt. Der hvor der står: “Lad ligge de stakler der famled og faldt/ i smudset i mørket og sorgen”. I stedet for smudset, i mørket og sorgen, sang hun: I smudset i mørket og døden.

Så sagde forstander Rytow: “Åh tante Agger, lad nu være med at slå os for tidligt ihjel.”

Så det var egentlig sjovt når vi øvede kantaten. Dengang var alle i personalet med som kunne synge. Og øvede stemmerne med os. Og det var altså en hyggelig tid, når vi øvede til kantaten. Vi sang den jo sammen.- Ja, det var til stævnet den skulle opføres i 1921. Så var der en dreng der hed Poul, han blev lidt træt af at synge kantate. Vi havde sunget den 3 gange. Så skulle vi synge den igen. Så blev han lidt træt. Så da de spillede mellemspil, så sang han: “Jeppe min ven, Jeppe min ven.” Så sagde forstanderen: Nu må vi vist hellere holde op, og få børnene ud og lege i det gode sommervejr.

Og hvad man end kan sige om frøken Olsen, så lærte hun os at vi skulle synge tydelig tekst, og vi skulle synge blødt.

Kan du slet ikke forestille dig at i boede i en slags bofællesskab hvor man igen blev samlet?

Æhh’m, det er ligesom vi kun snakker sammen når vi mødes. Jeg ringer og snakker med Gerda en gang imellem. Men der er ikke sådan samlet kontakt.

Vi har hver fået hvert vores liv. Og skulle jeg flytte herfra ville jeg nok blive lidt ked af det. – Jeg ved jeg var ked af det da jeg skulle flytte fra Olaiparken. Jeg kunne da være blevet der, men ville ikke skilles fra Nutte.

Og nu er du da glad for at bo her, og ved du kan få den hjælp du har behov for! – Og du kender stedet.

Ja, men det er nu knap og nap man kan få den hjælp man har behov for når der er afløser på. Ja, jeg sagde til Rita i dag, min faste hjemmehjælper: Ved du hvad, jeg havde en anden i går. Og jeg havde hængt min kjole frem, for hun skulle se om der var spildt Vin på den. Og den hang ude i gangen, så hun kunne ikke undgå at se den. Jeg satte kaffedåse og pose frem fordi jeg skulle ha hældt kaffe på. Det stod urørt da hun gik. – Så jeg sagde: Jeg behøver altså ikke en blind hjemmehjælper, for jeg er selv blind.

For jeg benytter enhver lejlighed til at sige hvad jeg mener om dette kollektiv.

Og det går jo også meget godt når Rita kommer. Og så en der hedder Esther. Hun hjælper mig med badet, for det tør jeg ikke mere stå med selv.

Jeg kan da høre nogen inde ved siden af!

Uh ja, det er et vældigt lydt hus.

Maj 1999: Solveig Christensen

Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvindeprojekt gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet. Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.

Interview med Solveig Christensen

V/ Heike Michelsen

Mine oldeforældre kom op til Danmark fra Holland for at hjælpe bønderne med at dyrke deres jorde. For de danske bønder havde ikke forstand på grønsager. Det var før 1. Verdenskrig. Og kom i gang på Amager og fik en søn der hed Søren Carl Bastian van Bastian. Han voksede op på Amager og blev bromester. Og byggede et hus – ”Bastians-hus” ude på Amager med 4 etager. Der boede mine forældre på første sal og min farfar og farmor boede på anden sal sammen med min faster.
Vi stammer jo fra en familie der hedder Keefer der var kaptajner og søfolk. Og så er jeg i familien Ørsted – det var ham der med lyset. Og så med familien Broager, for det ligger på den anden side af Amagerbrogade. Og der blev også bygget huse til dem der hed Bastiansen.
Min far og mor blev gift og ville gerne have et barn. Men det varede 11 år før jeg kom. Så de ventede efterhånden slet ikke på at få nogen.
Min mor var bogbinder og min far var bogbindermester. Mor var hos Levison junior, og min far havde et bogbinderværksted i Linnésgade 22.
Så efter 11 år kom jeg som en solstråle af en pige i familien, som de alle sammen elskede. Jeg blev født Pinselørdag om formiddagen i 1926. Min mor ville ikke sige sit arbejde op, og min far kunne jo heller ikke. Men så havde jeg morforældre, og de havde en danserestaurant ude på Bakken der hed Figaro. Der kunne man købe the og kaffe, og man kunne købe ostemad, leverpostej- og spegepølsemad. Og så kunne man danse hele aftenen for 10 øre. Så min mormor og morfar, de tog mig hele sommeren, så jeg var hele sommeren ude hos dem på Bakken fra jeg var 1½ år. Min far og mor kom lørdag og søndag for at vaske op, og tog så hjem for at arbejde. Så jeg blev derude til september, hvor Bakken lukkede. Så skulle min farmoder og min faster passe mig, og jeg var blevet 2 år, og skulle jo ud og have noget frisk luft. Så min farmor gik en tur med mig på Hveensvej.

Og et stykke henne ad den vej, der lå sådan en losseplads, som der boede nogle sprittere på. Og dem var vi henne og besøge min farmor og jeg. Nu skal du regne med, at jeg kun var 2 år. – Jeg kunne nok tale lidt. Og de så mig, og min farmor har nok spurgt dem om de ville passe mig mod en betaling. Så jeg kom næste dag med en lille skoletaske, ½ halv flaske brændevin, ½ flaske hvidtøl og et par stykker mad til dem og et par stykker mad til mig selv. Så der kom jeg hen hver formiddag kl. 10 og farmor gik hjem. Og de passede mig hele dagen.
Derhenne på den losseplads var jeg indtil jeg var 6 år. Og jeg havde det godt, og det var en god tid. Og de passede mig, og der var ikke noget ondt.

Hun må jo have kendt dem, siden hun lod dem passe dig!

Jah, det ved jeg ikke. Men der var så meget.
Min far og hans bror blev meldt ind i en afholdsforening, for min farfader var slem til at drikke. Han havde et stambord nede på cafeen på hjørnet, hvor han kunne få brændevin og vand. Så det ville sønnernes mor ikke have, de også skulle blive. Og i afholdsforeningen var der karneval og mange forskellige ting. Og du ved, når et barn ikke må noget hos den ene, hos forældrene, så må det det hos de andre – hos bedsteforældrene.
Og jeg var ikke en uartig pige. Når jeg mødte folk på gaden, så hilste jeg på dem og nejede. Jeg lærte rigtig takt og tone. Jeg var ikke uforskammet og fræk – tværtimod.

Du oplevede da noget!

Ja.
Så var der karneval i Afholdsforeningen. Og min far og mor havde abonnement på Det Kgl. Teater. Og havde billetter til det hver 14. dag.

Var du også med der?

  • 19 –

Nej, nej. Min farmor, farfar og min faster skulle passe mig. Og min far og mor havde sagt: ”Nu tager I ikke med til karneval! – For hun er kun 4 år!” ”Nej, nej” havde de sagt. Og så havde jeg tudet kan jeg forstå. Og så blinkede min farmor sådan til mig, og sagde det skulle jeg ikke være ked af. Vi skal nok finde på noget andet. Og så da min far og mor var taget af sted, gik vi ned på hjørnet. Der lå Sundby Messe, og der købte vi noget karnevalstøj til mig, så jeg kunne komme med til karneval i afholdsbevægelsen. Og jeg var fin og jeg var stolt og jeg var glad. Så næste dag – jeg sov jo altid nede hos min far og mor. Ikke oppe hos de gamle. Og da jeg vågnede og stod op, så siger jeg jo som børn gør, taler sandt: ”I kan tro jeg har noget pænt tøj oppe hos farmor”. ”Hvem har givet dig det tøj!”, sagde min far. ”Det har farmor.” – ”Så har du altså været til karneval?” – Ja, for jeg var jo ikke vant til at man måtte lyve. Men der blev ikke sagt mere, for det kunne jo ikke nytte noget at skælde ud.

Men det var vel ikke så farligt at gå til karneval i Afholdsforeningen!

Nej, men jeg var jo ikke så gammel at jeg skulle lære at gå ud og more mig.
Så kom tiden hvor jeg skulle til at gå i skole. – Det var det værste. Jeg fik jo fint tøj på og var 6½ år. Skolen lå henne i Frankrigsgade. En gammel grøn træskole. Og jeg kom derhen med min farmor og hun blev der lidt. Jeg gik hjem sammen med de andres forældre. – Jeg var der 3 gange, så kom lærerinden hjem og sagde, at de ville altså ikke have mig. For jeg sloges med alle ungerne. Og ikke nok med at jeg sloges med dem, men jeg var kejthåndet, så jeg stak dem en på den anden side af kinden. Så de ville slet ikke have noget med mig at gøre. Jeg skulle i børnehave, sagde lærerinden. For at lære at omgås andre børn, da jeg kun kendte gamle mennesker.
Min far og mor var meget kede af at jeg skulle i børnehave. For den gang var det kun fattige børn der kom i børnehave. – Vi kom hen og fik suppe. Jeg var derhenne 4 timer ad gangen, og der har de åbenbart fået dresseret mig. For jeg lærte at lege med andre børn, selv om jeg sloges med dem alle sammen.
– 20 –

Og kom i skole igen, men havde fået lært at det ikke kun var mig det drejede sig om.
Vi havde en læge der boede lidt længere henne. Han hed doktor Fasting Hansen. Jeg var en lille svag en. Havde så meget Bronchitis og hoste. Men alligevel en lille stærk en. Han sagde til mine forældre: ” I skal flytte med det barn fra den kakkelovn lejlighed. Hun bliver aldrig et ordentligt menneske; hun kan ikke tåle den fugt.”
Men når man bor på Amager og kommer over broen til København – så var det nærmest som at være i krig. Men vi fik en lejlighed ude på Bispebjerg. En dejlig hypermoderne lejlighed. Og der kom jeg så i skole ude. Det var igen nye børn jeg skulle lære at omgås. Og det var jeg ikke særlig stolt af. Men min far og mor sagde altid til mig: ”Du må lære at klare dig selv, for vi ældre. Og du ved ikke hvor længe du har os. – Så du skal lære at slå fra dig!”
Nu var jeg altså rødhåret, fregnet og kejthåndet. Så det hørte jeg meget for den gang. Men det bed jeg altså i mig.

Kan du huske hvor gammel dine forældre var dengang?

Nej, men jeg mener, at da jeg blev konfirmeret var de over 60.
Men jeg lærte at begå mig i skolen. Alt det der med, at fordi jeg var fregnet og rødhåret, så var jeg ”rendt bagefter en lortevogn med en si!” Men det stod jeg ikke model til. Jeg slog fra mig og så en ære i det.
I skolen tog jeg aldrig mine bøger op af skoletasken. Jeg brugte dem ikke. Min far og mor spurgte mig om, hvorfor jeg aldrig læste lektier. ”Nej, for det læreren har fortalt mig skal jeg bare huske til i morgen. Og alle de salmevers jeg skal lære dem har jeg fået ind på lystavlen.” Jeg hørte bare efter. Og i regning var jeg meget dygtig til hovedregning og dygtig til håndarbejde. Men gymnastik duede jeg ikke til. Jeg kunne ikke finde ud af det fordi jeg var kejthåndet. Oppe på alle de bomme og så skulle springe bagover kunne jeg slet ikke finde ud af – for jeg skulle have højre hånd fremover. Så i gymnastik der opgav de mig.

  • 21 –

Var du den eneste der var kejthåndet?

Ja, og dengang måtte man slet ikke være kejthåndet. Og jeg har fået mange slag over fingrene fordi jeg var kejthåndet. Så jeg lærte aldrig at skrive med venstre hånd. Og skriver ikke pænt med højre hånd. For jeg er decideret ventrehåndet. Og så sidder hjernen i den anden side. Lærerinden forbød mig at være kejthåndet.
Men de kunne godt lide mig på skolen. Jeg var aldrig fræk, men har holdt mig til sandheden og til retfærdigheden.
Så skulle jeg konfirmeres og så rejser min far sig op til konfirmationen og siger: ”Ja Solvej, nu er du blevet 14 år, og du har fået en læreplads. Nu må du lære at stå på egne ben og klare dig selv. Du må slå fra dig så meget du kan – og det må du gerne gøre med venstre hånd!” – Så den tog jeg mig bag øret.
Så kom jeg i lære som typograf på et meget stort trykkeri inde på Lindevej 22, hvor Jens Peter Jensen – Uffe Ellemans far – var redaktør af Frederiksberg Bladet. Der blev trykt telefonbøger, vejvisere og blade. Direktøren havde den næststørste aktiepost i Tivoli, så der var meget at lave. Da jeg var 16 – 17 år skulle jeg op til vores værkfører og vise hvad jeg havde sat og om der var godkendt inden det var sat i gang. – Så skulle jeg op til Jens Peter Jensen for at høre om det var i orden. Der stod så en lille snottet unge! Hvor gammel han var kan jeg ikke huske, men en dum dreng. Så smed han et stykke papir på gulvet, og det skulle jeg samle op. – For en elev havde jo ikke noget at skulle have sagt, vi var nul og niks. Men jeg pillede det ikke op, for det var ikke mig der havde smidt det. Uffe gloede på mig og sagde: ”Skal du ikke pille det papir op?” Jeg havde ikke smidt det og sagde: ”Men du kan få en på skrinet!” Og jeg gjorde det. – Jeg fortrød det, for jeg vidste godt at hans far var Jens Peter Jensen. Men skyndte mig ned til værkføreren og sagde hvad jeg havde gjort. For jeg kunne jo miste min læreplads på grund af det jeg havde gjort der. Værkføreren sagde at det skulle jeg ikke tage mig af. – Det skulle han nok klare. Og det gjorde han så.

  • 22 –

Ville du selv være typograf Solvejg?

Nej, min far bestemte det. Han spurgte mig om hvad jeg ville være, og jeg sagde at jeg ville være klovn. Men det mente han ikke der var nogen fremtid i. Så det blev jeg ikke. Og da det var svært at skaffe lærepladser blev jeg typograf. Og jeg blev der i hele læretiden. Og sad i 4 år omgivet af bly. For satserne var af bly. At jeg ikke har fået blyforgiftning er et under.

Var det meget usædvanligt at en kvinde blev typograf dengang?

Ja, det var ikke almindeligt. Men jeg sagde op da jeg var udlært. For mens jeg var i lære måtte jeg nogen gange ud i gården for at få luft. De vaskede jo valserne af med det rene giftstof. Om det var salmiak eller det var med æter ved jeg ikke. Men det var noget uhyggeligt noget i hvert fald.
Så jeg søgte ind i en tobaksforretning på Vester Voldgade der hed Løndorff. Og det fik jeg. Jeg har altid været heldig med at få en plads. Indehaveren havde en søn, men han kunne ikke li’ ham. Han havde altid villet have haft en datter. Så han var glad for mig. Der var ikke noget med kæresteri eller sådan noget. Jeg var jo gift dengang. Jeg blev gift i 1950.

Var det mens du var i lære?

Nej – jeg kom i lære i 1941 og blev gift lige efter jeg kom i tobaksforretningen i 1945.
Og den søn i tobaksforretningen kunne jeg ikke døje. Jeg syntes han var dum. Og han kunne ikke døje mig. Vi var som hund og kat. Og var der hele dagen sammen. Så han gjorde alt for at drille mig, og jeg gjorde alt for at drille ham tilbage. Så en dag kom han med en fluesmækker i frokostpausen og slog på en af glasmontrene – og den gik i stykker! ”Hvad vil De gøre ved det Løndorff? Spurgte jeg. Ja det vidste han ikke. Nu kom den gamle snart, og så måtte vi se at blive enige. Og den gamle opdagede straks da han kom, at glasmontren var revnet og kom hen til mig og spurgte: ” Er det Dem der har slået den i stykker?” ”Nej det er ikke mig!”

  • 23 –

”Ja, men de må godt indrømme det. De kommer ikke til at betale det. Det gør forsikringen.” Men jeg indrømmer ikke noget når det ikke er mig. Så havde han fat i sønnen – og han sagde også nej. Så stod vi jo kønt i det. Så sagde jeg til den gamle: ”Nu er jeg spændt på hvem af os de tror på, hvem der taler sandt!” Det var han jo lidt i tvivl om. Og så fortalte jeg ham sandheden. Og så blev han tosset på sønnen.
Så var der en anden gang, for vi havde vandpiber og andre ting i forretningen som souvenir. Og de der vandpiber stod øverst oppe. Og en kunde skulle have sådan én. Og der skulle bruges en stige for at nå dem. Og jeg måtte ikke gå på stiger for den gamle. Så jeg hentede sønnen, og da han stod på stigen tænkte jeg. ”Bare han ville falde ned!” Jeg ønskede alt hvad jeg kunne – og selvfølgelig faldt han ned og brækkede benet. Og jeg var glad, for så var jeg fri for ham i så og så mange uger.

Du var rigtig ond?

Ja, det kan man godt sige. Men så blev jeg bange for mig selv, for at ønske noget og det kunne skade folk. For jeg troede ikke det virkede sådan. Men det gør det altså.

Det kan da have været tilfældigt!

Nej, det var det ikke. For du ved godt, at der er nogle mennesker som har kræfter, og du ved godt at der var hekse til som blev brændt på bålet i gamle dage. – Og der er jeg en af dem.

Har du prøvet og oplevet det senere?

Ja en gang. Det var til et bankospil. Jeg manglede 2 numre og så ønskede jeg det. Og vandt 4 Bayonneskinker.

Du har ikke prøvet det på andre mennesker?

Nej, for jeg blev så bange dengang med ham sønnen.
– 24 –

Men jeg kan fortælle dig, at min mand han døde nytårsaften. Han havde fået en blodprop i hjernen. Var bevidstløs og kom på hospitalet. Så sagde lægen da vi kom derind: ”Din mand kan ligge sådan fra 1 til 1½ år. Og du kommer aldrig til at tale med ham, og han kommer ikke til at spise selv. Du kommer aldrig til at være i kontakt med ham mere!” ”Kan der ikke gøres noget ved det?” – ”Nej han bliver som du ser ham nu!” – Så var jeg derinde næste dag, og da jeg gik hjem tænkte jeg: ” Nej, han skal ikke blive sådan – han skal ikke have lov til at ligge sådan der!” – Næste dag var han død. Man skal ikke ønske sådan noget.

Man skal måske kun ønske noget godt!

Ja, men det var jo også godt i det tilfælde!

Så fra Tobakshandleren ……

Ja, der var jeg i 8-9 år. Så søgte jeg ind i en anden tobaksforretning i Blågårdsgade nr. 5. Også en gammel kendt tobaksforretning. Han var norsk jøde, og der var en anden ung mand og jeg. Chefen han var tæt ved 80 og havde kræft. Det vidste vi godt, og vi arbejdede godt sammen. Jeg var der i 12 år.
Jeg har altid stået på egne ben og klaret mig godt. Og det jeg vil, skal jeg nok få gennemført.

Og det har du lært hjemmefra?

Ja, det er min far der har lært mig det. Jeg må og kan slå lige så meget fra mig som jeg vil – og det gør jeg den dag i dag. Jeg kan skælde ud, men kan glemme det i samme øjeblik. – Jeg bærer ikke nag til folk.

Så du er ikke bange for at gå på gaden?

Nej, jeg er blevet slået ned to gange dengang min mand og jeg boede inde på Bellahøj. Men det var dem der flygtede, det var ikke mig.
– 25 –

Hvor længe har du boet her i Grevinge?

Ja, vi havde en mindre landejendom her i 20 år, med 8 tdr. land til. Min mand var samtidig værkfører på Combi-Camp i Herrestrup. Og jeg hjalp nogen med rengøring og var pædagog oppe i Herrestrup fritidsklub. Var med til at starte den. Men så faldt jeg for aldersgrænsen da jeg blev 65. Det gjorde man dengang. Og ungerne var sgu kede af jeg holdt op.
Men så blev mine øjne dårligere. Og da det var mig der cyklede op i Brugsen dagligt efter varerne – der var 4½ km. op og 4½ km. hjem, så sagde jeg: ”Nu må vi flytte!” Og så fik vi hurtigt huset solgt, og fandt det oppe på Bakketoppen og købte det kontant. Men der blev min mand aldrig glad for at være. For han savnede alle de dyr vi havde haft. Så han var aldrig tilfreds med at være der. Men vi var der da i 4-5½ år. Men så døde han, og jeg stod med et hus på 200 kvadratmeter og en kæmpe have. – I starten hjalp min datter og mit barnebarn mig med at gøre rent og jeg havde en havemand, for det var en stor velholdt have. Barnebarnet kom hver søndag og slog græs for mig. Jeg gav dem penge for det, for de skulle ikke gøre noget gratis for mig. Men så sagde jeg en aften til mig selv: ” Nu flytter du”, for det der kunne jeg ikke blive ved at magte. Og ringede så næste dag til en ejendomsmægler inde i Holbæk, og 8 dage efter var det solgt. Så fik jeg denne her lejlighed. Jeg kendte Jørgen der har huset. Og så en dag jeg var inde i Brugsen med min datter, så jeg at han gik og rodede her i lejligheden. Så gik jeg over til ham og spurgte hvem der skulle have den her lejlighed. Jah, han skulle ringe til 3 om aftenen. Så spurgte jeg, om jeg måtte få den og det måtte jeg godt. Så sagde min datter: ”Har du nu tænkt dig om! For det er jo en lille bitte lejlighed, og du kommer fra 200 kvadratmeter. Skal du have møblerne stående oven på hinanden her?” – ”Næh, dem sælger jeg!” Og så ringede jeg til forskellige unge mennesker om de var interesseret i møbler, procelæn og malerier. Og så kom de, så på det og købte det. Jeg tror jeg fik solgt møbler og det hele for 16.000 kr. Dem der overtog huset fik også en masse med. Og så flyttede svigersønnen og barnebarnet på et par timer for mig – for der er jo ikke mere end det lille rum her. Jeg har aldrig fortrudt det. For jeg er sådan, at det skal være her og nu. Jeg har aldrig nogen betænkningstid.
– 26 –

Du har altid handlet hurtigt?

Ja, jeg er et mennesker der altid arbejder hurtigt. Og så har jeg noget af en klæbehjerne. Det jeg gider og det jeg interesserer mig for det bliver der. Det andet går ud gennem ørene, det hører jeg ikke efter.

Du har også altid været aktiv, hvad så da det begyndte med dine øjne?

Ja, der gik jeg op til øjenlægen og jeg kan godt sige dig, at da jeg kom ud fra ham, der græd jeg. Og der sagde min mand og datter: ” Gud – hvad er der sket!” – Ja, sagde jeg, jeg er blevet forkalket på øjnene, men bliver aldrig blind. Og det går aldrig over og jeg kan ikke få briller. Så havde de hørt om nogle piller fra ham der naturlægen Wolle. Det var nogen med noget Selleri i – Puh ha, jeg kan stadig huske lugten fra hver gang jeg lukkede æsken op. Jeg skulle have 6 om dagen og de hjalp ikke. Så dem smed jeg hurtigt væk, for jeg havde indset der ikke var noget at gøre. Jeg har bare sådan en vilje: Jeg vil og jeg skal nok. Og jeg klarer det hele selv, bortset når der kommer breve fra banken. Så min svigersøn hjælper mig med pengesager. Og jeg har aldrig manglet noget og tror heller ikke a jeg kommer til det. Jeg sidder godt i det, og det er ikke for at prale. For det vil jeg altså ikke. Det er slet ikke min type overfor folk.
Min mand og jeg havde over 500 sprællemænd der var 100 år gamle. Så ringede jeg til Nationalmuseet og spurgte om de ikke ville have dem. Og det ville de gerne, for sådan nogen havde de slet ikke. Så jeg sagde at de måtte komme og hente dem. For sende dem ville jeg ikke, og jeg kunne ikke finde ud af at tage toget derind. Så de kom og hentede dem.

Havde I samlet på dem?

Ja, min mand samlede på dem og fik en del af min far, der fandt dem antikvarisk. Så de er havnet på et godt sted. Vi havde også gamle Hollandske gobeliner der stammede fra den Bastianske familie. De hænger nu på Nationalmuseet.

  • 27 –

Har du familie i Holland?

Det ved jeg ikke. Det er højst troligt. Men der er jo stadig nogle enkelte Bastianser herhjemme endnu. Men det er så langt ude i familien, at de lige så godt kunne hedde Pedersen eller Jensen for mig.
Og børnene fik lov til at tage hvad de ville have af møbler, malerier og porcelæn – resten solgte jeg jo. Og jeg har det jeg skal bruge.

Jeg er altid glad. Jeg er aldrig sur.